Første Kapitel . Det var en Vinter , som man ikke havde oplevet den i Mands Minde . Kulden havde stivnet Alt , og piinte sig ind gjennem den mindste Sprække og Revne ; i en heel Maaned havde Ruderne været tilfrosne , og syntes aldrig at ville tøe igjen . Thcrmometret , som ellers kun Faa bekymrede sig om , var paa engang blevet Gjenstand for almindelig Interesse , og udgjorde det staaende Thema for Samtalen i adskillige Kredse , hvor man ellers af Mangel paa Emner var nærved at døe af Kjedsommelighed . Tretten Graders Frost istedetfor fjorten , og man fandt , at det formeligt blev mildere i Veiret ; femten , sexten , sytten Grader , og man satte paany et betænkeligt Ansigt op , og spurgte hverandre , om dette da aldrig skulde faae Ende . Det havde sneet i en Uges Tid , men Sneeveiret var nu forbi , og Alt laae og tindrede i Vintersolskinnet . Tagene og Istappene , Landet med sine udstrakte Flader , hvor hvert Markskjcl og hver Fordybning forlænge siden var skjult under Sneen ; Aaløb , Søer og Damme , og den mindste Vandpyt laae blinkende og tindrende i det matte Sollys . Der var ingen Forskjel paa Land og By ; de tæt sammenpakkede Bygninger og lune Gader , som ellers pleie at mildne Vinteren i Byerne , kunde dennegang ikke udrette Noget . Fattigfolk frøs fordærvet , og rige Folk krøb sammen om Kakkelovnen , som neppe var istand til at betage Luften den Barskhed , den førte med sig udefra . Hvem der ikke behøvede at gaae ud , holdt sig klogeligt inde ; og hvem der maatte ud , gjorde det af i den størst mulige Fart . Ingen stod og saae sig om i Døre eller Porte , og selv Tjenestepiger , som mødtes paa Gaden , offrede ikke et Øieblik til fortrolige Meddelelser , et Tilfælde , der forsaavidt kunde fortjene at optages blandt meteorologiske Mærketegn , som det aldrig indtræder uden ved usædvanlig lav Temperatur . Paa Landet var Sneekastningen i fuld Gang , og det var ogsaa paa den høie Tid , da Færdselen i en heel Uge havde været standset ; ved Gaarde og Huse naaede Sneedriverne midt op paa Taget , og gave dem et fremmed Udseende , saa at det tidt forekom Sneekasterne , som om de opdagede et nyt Land , naar de banede sig en Sidevei ind til en menneskelig Bolig , og saae den under saa usædvanlige Omgivelser . „ Tag nu rafl fat , Folk , “ raabte Sneefogden , som ledede Arbeidet paa en Vei i Sydsjælland ; „ der er ikke mange Timer til Aften , og Veien maa være ryddelig , inden Posten kommer ; den skal være ryddelig . “ Folkene arbeidede flinkt , og medens den lange Række af Hakker og Skovle gik op og ned , begyndte Volden at Høme sig paa begge Sider af Veien . „ Er der Nogen af Jer , som har tabt sin Frakke , saa maa han sige til ; ellers hugger jeg den i Stykker , “ raabte en af Arbejderne . „ Nu ingen Narresfreger , det er der ikke Tid til idag , “ sagde Fogden , som tilfældigviis stod i Nærheden ; „ hvem skulde vel tabe Frakken idag , uden at mærke det ? “ „ Da er det dog ikke Narresfreger , “ svarede Manden , og løftede Fügen af et Frakkeskjøde iveiret ; „ for dette fulgte med ved det sidste Spadestik , og det seer ud , som om det kunde være af en Frakke . “ „ Ja vist er det af en Frakke , “ bemærkede Fogden ; „ den maa være tabt her paa Stedet ; gjør et Par Stik ind i Volden , saa kommer nok Resten . “ Manden gjorde , som der blev sagt ham , men Resten vilde ikke komme . „ Det er vel ikke Andet end en Pjalt , som er tabt her “ — begyndte en af de Andre , da han i det Samme blev afbrudt ved Udraabet : „ En Hat ! “ og nu begyndte man at øine Sammenhængen . Her maatte aabenbart et eller andet Sted ligge et Menneske , som var overvundet af Kulden ; men havde han ligget her længe eller kort ? Hvis det Sidste var Tilfældet , kunde han maaskee endnu frelses . „ Kom herhen , Folk , og søg ! “ raabte Fogden til de Nærmeste , og da de , som arbeidede længere borte , saae , at der var Noget paafærde , var der i et 0ieblik samlef en Mængde Mennesker , sorn gjcnnemsøgte Sneen paakryds og paafvcrs ; men som det saa ofte gaaer , hvor man famler sig frem paa det Ubestemte , saaledes gik det ogsaa her ; de ledte længe tilhøire og filvenstre for det rette Sted , som netop var der , hvor en af Mændene stod ; det var en lille Sneebunke , som man tidligere havde ladet ligge , fordi den havde viist sig at være temmelig haard ; men da man ved denne Leilighed kom til at undersøge den nærmere , viste det sig , at den indeholdt Liget af en Mand , sorn var frossen sammen med Sneen . „ Løb hen til Doktor Johansen , og bed ham om at komme strax , “ sagde Fogden til en af Mændene ; „ men skynd Dig . “ „ Det nytter ikke , at Doktoren kommer , “ meente en af de Andre ; „ han maa have ligget her i flere Dage ; hele Sneedriven har jo ligget ovenpaa ham . Desuden behøver man ikke at være Doktor for at see , at den Mand bliver , hvor han er . “ Manden havde Ret i , hvad han sagde ; ikke et Lem eller Ledemod lod sig bøie paa den døde Bland , der var stivfrossen og bleg som Sneen , hvori han laae ; og da Lægen kom til , blev der ikke engang Tale om at gjøre noget Forsøg paa at faae Liv i ham igjen , saa indlysende var det , at Kulden for længe siden havde gjort det af med ham . „ Det er en ældre Mand , “ sagde Doktor Johansen , medens han stod og betragtede Liget . — „ Det forekommer mig , at han seer nd , som om han kunde være m Udlænding ; mon han ikke skulde have Papirer hos sig ? “ Da det imidlertid viste sig at være forbunden med nogen Vanskelighed at komme til Vished derom paa Stedet , saa opsatte han det indtil videre . „ Saavidt jeg i dette Øieblik kan see , er der ikke øvet Vold imod ham ; jeg troer , at han er frosset ihjel , men Sagen maa naturligviis undersøges . Lad et Par af Folkene bringe Liget hjem til mig , og hvis De “ — her henvendte han sig til Fogden — „ har Tid at følge med , kunne vi strax skride til Undersøgelsen . “ Det skete som Lægen ønskede det , men Undersøgelsen gav dem ikke mange Oplysninger . Vistnok fandtes der i Brystlommen en Lap Papir , men i en saa opløst Tilstand , at Skriften var saa godt som ulæselig ; gjennem flere Forsøg paa at dechiffrere den , naaede Lægen kun saavidt , at han troede at knnne skimte nogle enkelte Bynavne , og endelig Navnet „ Haffner “ , men sikker derpaa var han ikke . „ Det er besynderligt nok , “ tænkte han ved sig selv ; — „ de havde jo Slægtninge eller Venner i Udlandet ; jeg skal dog spørge dem derom . “ Sagen blev derpaa meldt til Øvrigheden , Papiret afleveret , Liget besigtiget og et Par Dage senere begravet ; der blev gjort Forespørgsler til alle Kanter , men intetsteds blev Manden savnet , og dermed var den Sag forbi . Frosten blev ved , og kuede alt Levende ; den piinte ikke blot Legemet , men trykkede Sindet , og gjorde Folk modløse . Mange , som tidligere havde raabt og leet høit i det klare Frostveir , endte med at gaae misfornøiede omkring med en ubestemt Fornemmelse ligesom af Sorg over Et eller Andet , som de ikke kunde gjøre sig selv Rede for ; medens Andre , som kunde blive inde i deres lune og varme Stuer , fandt , at den strenge Vinter „ virkelig var interessant “ , og skjøndt det ikke fremmer Begivenhedernes Gang nærmere at omtale , hvad disse Andre meente , saa er Fristelsen dog altfor stor til ikke at gjøre den Bemærkning , at disse Andre vare Idealister , og at lune og varme Stuer ere et af de allerfortrinligste Midler til at udklække Saadanne . Dersom Nogen havde sagt dem , at de , der ikke havde Noget at lægge i Kakkelovnen , slet ikke fandt Vinteren interessant , vilde de have afviist denne Bemærkning som triviel , og med et sympathetisk Smiil trøstet de Bekymrede med en Anviisning paa den menneskelige Aands herlige Evne til at hæve sig over ydre Paavirkninger , uden dog selv at benytte Leiligheden til at godtgjørt deres Anskuelses Rigtighed for tvivlende Praktikere . Til dette Slags Idealister hørte Doktor Iohansen slet ikke ; hans Praxis havde lært ham , at det var hensigtsmæssigere , naar uran begyndte med at gribe i Lommen og stoppe Sulten hos Folk , inden man bearbeidede dem theoretisk , og at gode Lærdomme bed sig bedre fast , naar den , der udtalte dem , selv indfriede sit Ord i Gjerning . Samme Dag som den Fremmede var bleven begravet , kaldte han sin Karl ind , og spurgte ham , om Veien var gjort ryddelig saalangt nd i Landet , at han kunde see fil Fru Haffner , og da Karlen bestemt forsikkrede det , lod han ham spænde for . Imidlertid pakkede han forskjellige Sager sammen , føiede dertil nogle Flasker Viin , og da han var færdig — han var Enkemand , og besørgede det Altsammen selv — lod han Karlen bringe det ud i Vognen , og tog afsted . Fru Haffner boede i en Landsby , der laae omtrent en Miil borte fra Lægens Huus ; hun havde i nogen Tid ligget fyg , men paa Grund af det stærke Sneefald havde han i den sidste Tid ikke kunnet komme fil hende . „ Hvorledes gaaer det saa , lille Christine ? “ sagde han , idet han i Husets Dør blev modtaget af en ung Pige . „ Det gaaer kun daarligt ; Moder er meget syg . Men Gud skee Lov , at Hanne kom herud , inden vi bleve heelt indesnete , ellers veed jeg ikke , hvad jeg jeg skulde have grebet til . “ „ Hvem er Hanne ? “ „ Det er vor gamle Pige , som tjente hos os , da jeg var lille . Jeg skrev til hende , at Moder var syg , og nogle Dage efter kom hun herud fra Kjøbenhavn til Trods for denne forfærdelige Kulde . “ „ Gaa nu ind , lille Ven , “ sagde Lægen , „ og staa ikke der og præk i den aabne Dør ; ellers bliver De selv syg . Ind med Dem ; jeg kommer strax . “ Han gav derpaa Kudsken Ordre til at bringe den Pakke , han havde taget med , ind i Kjøkkenet , og gik selv ind i Huset , hvor den unge Pige ventede ham i Dagligstuen . Der var en vis Hyggelighed udbredt over denne Dagligstue , men forresten var der Fattigdom ; den viste sig i de tynde , klare Gardiner og i det lnvslidte Betræk , i det gammeldags , spinkle Klaveer , de magre Stole og det falmede Gulvtæppe , og den blev kun mere fremtrædende ved enkelte Luxusgjenstandc , som skrev sig fra en tidligere , mere velhavende Periode , men som nu dannede en besynderlig Blodsætning til deres Omgivelser . Alligevel var der en vis Hyggelighed , saaledes som den kan findes der , hvor Dannelse og Smag bøde paa Mangelen af Formue . Fru Haffner var kommet der til Egnen for en halv Snees Aar siden , kort efter at hun havde mistet sin Mand ; hendes Datter , Christine , som dengang var syv Aar gammel , var nu bleven en voxen Pige , som skyldte sin Moder den Opdragelse og Udvikling , hun havde modtaget ; uden just at kunne kaldes smuk , havde hun et vindende og elskværdigt Væsen , og var af Naturen livlig og munter ; men dennegang hvilede der et Tryk over hende , da hun var opfyldt af Bekymring over Moderens Sygdom . „ Siig mig engang , lille Ven , “ sagde Lægen , „ har De ventet Besøg af Nogen i denne Tid ? Har De saaet Brev fra Nogen , eller i det Hele ventet Nogen ? “ „ Nei , “ svarede hun , og saae spørgende paa ham ; „ men hvad mener De ? “ „ Aa , det var blot et Indfald af mig . Jeg fik forleden Dag den Idee , at De maaskee havde ventet Nogen , men det har ikke Noget at sige ; jeg har naturligviis taget feil . — Skulle vi saa gaae ind og see til Deres Moder . “ Da Lægen havde sat sig ved Sengen hos den Syge , blev han øiensynligt overrasket over hendes Udseende . Fru Haffner var en Kone paa omtrent scxogtredive Aar , med et blidt , indtagende Ansigt , som under Livets Gjenvordigheder havde faaet et Præg af Sørgmodighed , der lod hende see noget ældre ud , end hun i Virkeligheden var ; men i enkelte Øieblikke , naar Et og Andet oplivede hende , og det var gjerne Tilfældet naar Lægen besøgte dem , kunde hun ligesom blusse op , og give en Forestilling om , hvorledes hun havde seet ud , da hun var ung og uden Erfaringer . Det var dette Ansigt , som Lægen kjendte saa godt , og som gjorde , af han dennegang blev overrasket ved hendes udtærede og besynderligt aandsfraværende Udseende , naar hun af og til aabnede Øinene , uden , som det syntes , af see ham , eller af bekymre sig om Noget . „ Hvor længe har Deres Moder ligget saaledes ? “ spurgte han . „ Næsten i en Uge ; hun phantaserer saameget , men Hanne siger , af det kun er Feberen . “ — „ af det kun er Feberen , “ gjentog Lægen halvt for sig selv ; „ ja vist saa , — af det kun er Feberen ; “ men medens han vedblev af betragte den Syge , hvis Hænder rastløst famlede omkring paa Sengetæppet , fik hans Ansigt , ham selv uafvidende , et bekymret Udtryk . „ Troer De , at der er Fare paafærde ? “ spurgte Christine , idet hun greb hans Haand , og for første Gang blev betaget af en Anelse om Sygdommens sande Beskaffenhed . „ Jeg kan ikke sige Dem noget Bestemt , min kjære Pige , men Sygdommen er alvorlig , “ sagde han , idet han klappede hende paa Hovedet . „ Selv om jeg havde kunnet komme herhen for Sneeveiret , troer jeg ikke , at det havde hjulpet Noget . En Sygdom som denne gaaer sin egen Gang , og lader sig ikke standse ; vi kunne i det Høieste prøve paa at skaffe den Syge lidt Ro . Brug nu dette “ — han trak en Flaske op af Lommen , og fatte den paa Bordet — „ jeg kommer igjen imorgen Formiddag . — Er det Konen ? “ „ Det er min gamle Barnepige , som har reist den lange Vei fra Kjøbenhavn herud . “ „ Hør nu , min gode Kone , “ sagde Lægen , idet han talte til hende paa en Maade , som om hun havde været en gammel Bekjendt ; „ det er bedst , at De bliver siddende hos Fru Haffner inat . “ „ Det har jeg gjort hver Nat , Hr . Doktor , “ svarede Konen . „ Har De det ? Saa er det nok bedst , at jeg sørger for at sende Nogen herhen , som kan løse Dem af . “ „ Det behøves ikke , Hr . Doktor ; jeg er vant til det fra Byen af ; jeg har vaaget et heelt Aar over min Mand , inden han døde ; og naar Frøkenen hjælper mig , søm hun gjør “ — „ Ja , ja , min gode Kone , saa lade vi det blive derved indtil videre ; men hør engang “ — hun trak hende tilside og gav hende nogle Forskrifter for Behandlingen af den Syge ; „ og seer De , “ tilføiede han hviskende , og med et Blik paa Konen , som om han fuldkomment forstod hende , og vidste , at hun ogsaa forstod ham , „ dersom der mangler Noget her i Huset , ligemeget af hvad Slags , forstaaer De , saa sender De en Dreng til mig — De kan jo sagtens faae fat paa en Dreng her i Byen — saa sender De en Dreng til mig — og — kan De skrive ? — godt — saa skriver De , hvad der mangler . Forstaaer De ? De maa ikke opsætte det et Øieblik . “ Derpaa trykkede han hende i Haanden , og satte sig igjen hos den Syge , som bestandigt laae hen i den samme Døs . „ Tab ikke Blodet , Christine , “ sagde han , idet han atter reiste sig og trak sin Pels paa . „ Jeg holder ikke af at give falske Forhaabninger , og jeg siger Dem reentud , at Deres Moder er meget syg ; men jeg opgiver ikke Haabet ; jeg har før seet Folk komme sig igjen , der vare ligesaa syge som hun . “ Den unge Pige svarede ham ikke , men greb hans Haand , som om hun vilde føre den til sine Læber ; han afværgede det , og idet han omfavnede hende , trykkede han et Kys paa hendes Pande . Han var en ældre Mand , og kunde godt have gjældt for hendes Slægtning , saa fortroligt og hjerteligt var Forholdet imellem dem ; han var imidlertid ikke i Slægt med hende , men havde kjendt den lille Familie i den halve Snees Aar , de havde boet der paa Egnen , og i al denne Tid var han bleven bestyrket i den gode Mening , han lige fra Begyndelsen havde fattet om dem . Selv kunde han i faa Ord betegnes som en udmærket Mand . Det Udmærkede hos ham laae ikke deri , af han hverken lod sig blænde af Rigdom , eller imponere af Magthavere , eller lokke af Smiger ; det gjør kun dumme Mennesker , og de Fleste ere ikke saa dumme , som Nogle ere tilbøielige til af antage ; de Fleste hade og foragte disse Ting i deres Hjerter , men hylde dem alligevel i Gjerningen , og idet de saaledes gjøre sig selv til Hyklere , støtte de den Sag , om hvis Undergang de nære hemmelige Ønsker . Ved ikke af gjøre sig skyldig i denne Feighed var Lægen en udmærket Mand . Han var saaledes kommet i Vane med , uden Forskjel af betragte Folk som Skabninger paa to Been , af han ikke kunde have følt Ærefrygt for en Biskop , eller viist Underdanighed mod en Minister , eller følt sig tiltrukket af en Millionær , naar Biskoppen , Ministeren og Millionæren ikke havde været brave , naturlige og fremfor Alt selvopoffrende , som han selv var det ; derimod kunde det godt falde ham ind af gaae paa sine Been langt nd i Landet til sine Patienter , og hjælpe dem baade med Raad og Daad , især naar han saae , af Fattigdom og god Villie kæmpede jevnsides . „ Tab ikke Modet , lille Christine ; jeg kommer igjen imorgen — imorgen Formiddag , “ sagde han , idet han skød hende tilbage , da hun vilde følge ham udenfor , og lukkede Døren efter sig . Hvad han nylig havde seet , havde af mere end een Grund stemt ham alvorlig , og bragte ham til at falde hen i Grublerier , medens han kjørte hen ad den ujævne Vei . Sneen begyndte igjen at falde tæt og i store Flokke ; den sænkede sig ned over ham og hans bekymrede Tanker , og sneede dem inde med hinanden ; den lagde sig som et Lagen over den syge Enkes Tag ; jævnede det Sted ud , hvor den døde Mand var fundet , og faldt nu tykt og tæt over den Grav , hvori han hvilede . Henimod Aften kom den Syge til Bevidsthed , og kjendte sin Datter og hendes gamle Pige , som vaagede hos hende . „ Tak , Hanne , Du gamle , trofaste Sjæl , sordi Du kom herud , “ sagde Fru Haffner , og rakte hende Haanden . „ Jeg vidste nok , at Du vilde gjøre det ; men jeg vilde dog ikke , at Christine maatte skrive til Dig , førend det var den haardeste Nødvendighed . — Har jeg længe været syg ? “ spurgte hun lidt efter , medens hun kun med Besvær holdt Tankerne samlede . „ Snart i fire Uger , kjære Moder , “ sagde Christine , som sad og holdt hende i Haanden . „ Du har været meget daarlig , Moder , men nu haaber jeg , at det Værste er overstaaet . “ „ Det er det ikke , Barn , det føler jeg altfor vel . — Jeg har saa ondt ved at sige , hvad jeg mener . Det slipper bort for mig igjen , — jeg seer Saameget — er det Dig , Christine ? “ — Ja . — „ Og din Fader ? . . . . Nei , det kan jo ikke være din Fader , — og dog seer jeg ham saa tydeligt . Jeg har elsket ham , og været hans trofaste Hustru , og jeg har elsket Dig , mit Barn “ — „ Prøv at hvile lidt , Moder , “ sagde Datteren med den tilsyneladende Ro , som Fortvivlelsen og Skrækken kunne fremkalde . Hendes Moder svarede ikke , men Ordene maae have vcdblcvct at lyde for hende ; thi noget efter sagde hun : „ Hvile — ja , gid jeg kunde hvile ; men jeg vandrer saa langt omkring ; jeg seer Saameget -- -- -- og vandrer “ — De sade igjen stille hos hende , medens hun vandrede videre , og anvendte de sidste Kræfter under sin mødige Gang . Tilsidst blev Christine selv overvunden af Træthed , og faldt i Søvn ved Moderens Seng . Hendes gamle Pige sad og saae paa dem Begge , og tænkte tilbage paa den Tid , da hun havde baaret den lille Pige paa sine Arme , dengang hendes Moder selv var ef ungt Barn , ikke meget ældre end Datteren nu var . Hun havde seet Faderen kæmpe for Udkommet , men trods sin Udholdenhed og Selvopoffrelse synke dybere og dybere i Fattigdom , medens han aldrig ophørte at elske dem , indtil omsider ef uforndseeligt Uheld ramte ham , og Næringssorger fortærede hans sidste Livskraft . Med Bitterhed tænkte hun paa , at deres rige Slægtninge Intet havde gjort for dem , men slog sig til Ro ved , at saaledes gik det jo gjerne . Men Hvad skulde der blive af Christine , hvis hendes Moder døde ? Hun blev afbrudt i disse Betragtninger derved , at den Syge til hendes Forfærdelse reisfe sig op ; i flere Dage havde hun neppe kunnet løfte en Arm , men nu reisfe hun sig . „ Nu er det paa Tiden , “ sagde hun med tydelig Stemme , „ jeg mærker , at det nærmer sig ; kald paa Christine ! — Sæt Dig her hos mig , mit Barn ; jeg veed nu , at jeg døer ; hør efter de faa Ord , jeg endnu har Kraft til at sige . Naar jeg er død , skal Du gaae til din Onkel ; det vil blive Dig en tung Gang , men Du skal gjøre det alligevel . Siig ham , at jeg kæmpede saalænge jeg kunde , for ikke at falde ham til Byrde ; men nu kan jeg ikke længere ; nu staaer jeg ved Veienden . Himlen smelte hans haarde Sind og tilgive ham , og nu , mit elskede Barn , græd kun hos mig ; min inderligste Velsignelse følger Dig , og kan jeg i fjerne Verdener kjende Dig , hvad jeg sikkert troer , skal jeg vaage over Dig som din kjærlige Moder . Jeg takker Gud for din Fader og for Dig ; jeg har elsket Eder saa høit — elsket — jeg vandrer igjen “ — og derpaa vandrede hun ind over Veisfjellet , hvorfra Ingen vender tilbage . De sade hos hende den Nat , bedøvede af Sorgen , medens Sneen vedblev at falde , og jævnede Alt ud , ligesom Døden . Andet Kapitel . Under almindelige Ømstcendighedcr er Adelgadc i Kjøbenhavn en trist og kjedelig Gade — vi bekymre os nemlig ikke om de Hunseierc , som paastaae det Modsatte , og anbefale deres Eicndommc som liggende „ paa et fortrinligt Strøg “ , da denne Formel benyttes af alle Huuseicre i alle Gader — men paa en taaget Tølleirsdag er den , som en erfaren Fiskerkone engang erklærede , „ reent forbandet at gaae i “ . I de senere Aar er der kommet en Deel nye Huse , men tidligere dannede den en fortløbende Kanal for Snavs , daarlig Luft og Fattigdom . Gamle Huse , som maaskee i fordums Tid havde repræsenteret noget ret Anstændigt , laae som affældige Boliger for affældige Mennesker . Børn , som i en ynkelig Bagstne første Gang vilde have seet Verdens Lys , hvis der havde været noget , voxede op i det Mørke , hvori de fødtes , og sjokkede i deres kummerlige Alderdom op og ned ad de samme Trapper , hvor de havde kravlet som Børn . Fra Tøsneen , som dækkede Gaden , og fra Kjældere , Kipper og elendige Huler stod der en Damp , som manglede tilstrækkelig Spænding til at flige op over Husene , og som derfor drev frem og tilbage i Gaden , og overtrak Alt med en modbydelig Fugtighed . Hist og her hos Spækhøkere og VærtShunsholdere lyste der en lille , døsig Flamme ud i Taagen , og gjorde Omgivelserne end mere triste , medens de tillige fristede forsultne Smaadrenge , som bleve staaende udenfor Vinduerne , og graadigt slugte det tørre Hvedebrød og de tarvelige Kjødstumper — med Øinene . Arbeidsmæmd kom slentrende hjem , trætte af Dagens Slid , uden Udsigt til nogen Vederkvægelse eller Hvile paa deres gamle Dage ; og unge Kvinder , som under andre Omstændigheder maaskee kunde have været Prydelser for deres Kjøn , luffede afsted overanstrengte og forknytte , med Udsigt til Fattiggaardcn eller Elendigheden . Pjaltede Børn , som flæbte hverandre gjennem Snavset , visne Mopper og tykhovede Pudcler , en ondartet Gadeyngel og brutale Drukkenboldte i Forbindelse med Snavs og Sult , smitsomme Dunster og sløvende Fattigdom , stødte og puffede til hverandre , og førte en evindelig Krig som Infusorien i en mørk Afkrog . Paa en af disse Tøvejrsdage , som endelig indfandt sig efter den langvarige Frost , udbrød der en Morgensfund Ild i et af de gamle , høie Huse i Gaden . Den blev opdaget derved , at en Rude sprang paa femte Sal , og faldt klingrende ned paa Gaden ; strax efter hvirvlede Røgen ud , og i faa Minutter stod hele Etagen i Brand . Med rivende Fart forplantede Brandraabene sig ud over Byen , og vakte mangfoldige Mennesker op af deres Morgensøvn . Adskillige beklage sig den Dag idag over , at denne Raaben nu er gaaet af Brug , fordi det var „ saa hyggeligt “ at høre , naar det brændte hos Andre , og derefter at sove ind igjen ; men denne menneflekjærligc Betragtningsmaade har dog ikke været den ledende Tanke ved de nye Indretninger . Det brændte altsaa , og det med al den Allarm og grændseløse Forvirring , som hørte til ved slige Leiligheder . Luerne sloge bragende og knittrende iveiret , og lyste høit op i Taagerne , der saae ud , som om de selv vare glødende . En bølgende Menneskemasse iagttog Begivenheden , og tilkjendegav ved Hyl og Hurraraab sit Bifald , naar Ilden greb videre om sig . Brandfolkenes sorte Skikkelser kom tilsyne i de forkullede Vinduer , og tegnede sig skarpt mod Luerne , naar Røgen og Taagen et Øieblik drev tilside . Af og til hørte man deres raa Stemmer raabe : „ Mere Vand “ , og det med en Kraft , som overdøvede Tummelen nede paa Gaden , og gjorde et Indtryk , som om de selv stode i lys Lue . Uvedkommende Personer vilde naturligviis ind og see det Altsammen , og lagde Beslag paa et ikke ringe Vagtmandsfab , som var opstillet for at holde dem borte , og derfor af Hoben betragtedes som Fjender , der kun gik ud paa at krænke den og negte den en uskyldig Fornøielse ; en Anskuelse , som under alle Brandvæsenets Reformer holder sig uforandret endnu i vore Dage . Vandstraalernc susede og skummede ; Flammerne steg og faldt , medens de speilede sig i Gjenboernes Vinduer , som gave et uhyggeligt Gjenskin ; fattige Mennesker kom flæbende med deres usle Eiendelc , og grædende Kvinder med deres Børn , som vare nærved at gaae fra Forstanden af Angst . Kraftige Skikkelser arbeidede i regelmæssig Takt ved Pumperne , og skottede kun iveiret , naar et Brag lod dem formode , at en eller anden Ting styrtede ned ; Vandtønderne foer afsted i alle Retninger , og Mandskabet gjorde efter bedste Evne sin Pligt . „ Ere alle Beboerne ude af Huset ? “ raabte en Brandofficeer , som viste sig i et af Vinduerne paa anden Sal . „ Ja ! “ raabte nogle af Brandfolkene , „ der er ikke flere . “ „ Er I vis derpaa ? Have I gjennemsøgt hele Baghuset ? “ raabte Officeren igjen . „ Ja , vi have ; og saavidt vi kunde fee for Røg , var “ der Ingen blevet tilbage , “ svarede Folkene . I det Samme lød der et gjennemtrængende Skrig i Gaden , som til Trods for al den Allarm og Støi der ellers var , drog Alles øine i den samme Retning . En Vogn var i en rasende Fart kommet kjørende gjennem Gaden , og da den var ganske nær ved Brandstedet , sprang en Kone ned fra Vognen , og idet hun fortvivlet raabte paa sit Barn , søgte hun at trænge ind i det brændende Huus , hvori hun naturligviis blev forhindret . „ Skal jeg holdes tilbage her , medens mit Barn indebrænder ? “ raabte hun fortvivlet . „ Ere I da følesløse Umennesker ? “ „ Hvor er Barnet ? “ spurgte Brandofficeren , som i en Fart var kommet ned paa Gaden . „ Paa fjerde Sal i Baghuset , “ sagde Konen , som igjen gjorde forgjæves Forsøg paa at komme ind i Bygningen . „ Have I afsøgt fjerde Sal i Baghuset ? “ raabte han igjen med en Stemme , som overdøvede Støjen . „ Ja , “ svarede Folkene , „ men vi kunde Intet see for Røg . “ „ Saa maae I derop engang endnu , “ raabte deres Foresatte ; „ hurtigt ! hurtigt ! “ Den lille Flok af ufortrødne Mænd ilede igjen ind i Huset , medens Officeren søgte at tale den ulykkelige Kone tilrette , som var nærved at gaae fra Sands og Samling . „ Det er umuligt , “ meldte Mændene , som kom tilbage ; „ vi have gjort , hvad vi kunde , men Trappen brænder , og Murene begynde at styrte ind . “ Der stod Alvor at læse i disse Folks Ansigter , da de erklærede deres Forsøg for frugtesløsf ; de havde før været med , hvor det gjaldt , og man vidste , at de hverken vare bange eller foer med tom Snak . Med hvert Minut der gik , voxede Faren , og det ene Brag efter det andet sagde tydeligt nok , at -den gamle , møre Bygning begyndte at styrte sammen . I dette Øieblik foer en ung Knøs ind mellem Brandfolkene , og var midt inde iblandt dem , inden de endnu rigtig havde faaet øie paa ham ; det Hele skete i en saadan Fart , at Kredsen lukkede sig efter ham , førend Folk bleve kloge paa , hvad der gik for sig . „ Giv mig Reeb , saa gaaer jeg derop , “ sagde han til Officeren ; „ jeg kjender Baghuset ud og ind . “ Der var ingen Tid til Parlamenteren , Officeren greb en Bunke Reeb , som laae paa Gaden , kastede det over Hovedet paa ham , og med eet Spring var han inde i Huset . Da Mængden af Tilskuerne havde faaet at vide , hvad der var paafærde , og i den Anledning var bleven paafaldende stille , medens den i Spænding ventede paa Udfaldet , kunde den Medfølelse , som prægede sig i Alles Ansigter , ikke Andet end forsone noget med den tidligere tankeløse Kaadhed og raa Lystighed , som var kommet tilorde under Branden . Man hørte de regelmæssige Slag ved Pumperne , og Vandstraalernes Syden og Hvislen , medens de borede sig ind i Flammerne , som nu havde faaet rigelig Næring , og hvirvlede høit op i Luften . Efter et Par Minutters Venten erklærede Nogle , at han maatte være omkommet , siden han ikke viste sig , medens Andre indvendte , at han kun havde været derinde i halvtredie Minut — de havde fulgt Viseren paa deres Uhr , og vidste det meget nøiagtigt — og det var dog formeget forlangt , at han endnu skulde være naaet derop . „ Han gik tilveirs op ad Tagrenden , “ sagde en af Brandfolkene , som kom ud fra Huset , „ og aldrig i mit Liv har jeg seet saadan en Kat ; det saae ud , som om han løb op ad Muren . “ Denne Efterretning gik hurtigt videre , og Spændingen voxede , saa at en ubesindig Dreng , hvem Ventetiden blev for lang , og som inde mellem Tilskuernes Been istemte et vildt Hyl , som en Hylding af Situationen i Almindelighed , imod al Forventning blev grebet i Nakken og maatte løbe en improviseret Spidsrod . Der gik næsten et Kvarteer hen , og endnu var den unge Person ikke kommet tilbage ; og da et Kvarteer under saadanne Omstændigheder er en Evighed , heldede omsider de Fleste til den Antagelse , at han var omkommet . Flammerne havde taget fat i Nabohuset , hvor det allerede brændte indvendigt i den øverste Etage , og hvorfra en Tagsteen raslede ned og knustes paa Gaden ; der faldt nok en Tagsteen , og en tredie og fjerde ; men de faldt ikke , som om Heden havde sprængt dem ; det saae snarere ud , som om en Haand havde revet dem løse og slynget dem ud . Det begyndte formeligt at regne med Tagsteen , og da Aabningen var stor nok , kom det unge Menneske tilsyne deroppe . Med stor Behændighed klatrede han omkring paa Taget , som om det havde været den flade Jord ; det var imidlertid ikke let at see , hvad han foretog sig , da Taagen og Røgen den meste Tid skjulte ham , men ivrigt beskjæftiget var han . Med Undtagelse af enkelte Raab fra dem , som forst fik Øie paa ham , blev Stilheden ved , baade medens han bevægede sig omkring deroppe , og da han igjen forsvandt ; men da han atter viste sig i Aabningen paa Taget , med et Barn bundet fasf paa Ryggen af sig , lod der et Forfærdelsens Raab fra Mængden og et fortvivlet Skrig fra Moderen . Han bevægede sig nu langsomt og med nogen Besvær , og prøvede forsigtigt , hvor han kunde vinde Fodfæste og gribe fat , inden han satte Foden noget Sted eller greb med Haanden ; derpaa svingede han det lange Tong , som han havde bundet fasf paa flere Steder , nd over Gaden , og da han havde forvisset sig om , at det naaede Jorden , vovede han sig ned paa Tagets yderste Rand , firede sig nedad Tonget , og var faa Sekunder efter nede paa Gaden . Først nu gjenlød Luften af rungende Hurraraab , medens Folk for et Øieblik glemte Branden , og stormede hen til Stedet , hvor de imidlertid holdtes tilbage af en Vagt , som klogeligt var bleven opstillet , da man saae , hvorledes det vilde gaae . „ Thomas , Thomas , “ sagde Moderen , og klyngede sig hulkende til ham , „ Gud velsigne Dig , min Dreng , for mit Barns Skyld . “ Han svarede hende ikke , men leverede hende blot Barnet , en Dreng paa et Par Aar , som var noget fortumlet efter denne Reise , og tog sig nd som en Byldt , da han iblinde havde grebet en gammel Frakke deroppe og viklet den om Barnet for at beskytte det mod Røgen . Da han saae , at Moder og Barn bleve førte ind i et af de nærmeste Huse , blev han staaende og støttede Panden mod Væggen . „ Hvorledes gaaer det , min Ven ? “ spurgte Brandofficeren , som i Forbigaaende talte et Par Ord til ham . „ Du seer jo ud , som om Du var ved at gaae fra Koncepterne . “ „ Nu kommer det først , “ sagde Thomas , som vedblev at støtte sig til Muren , og kun talte med Anstrengelse , „ jeg var nær bleven kvalt af Røgen . “ „ Er det den unge Fyr ? “ sagde Brandmajoren , som i det Samme kom hen til dem . . „ Det er ham , “ svarede Officeren ; „ men jeg er bange for , at han stal falde om her , den Stakkel ; han seer ud til det . “ „ Gaa De kun tilbage , “ sagde Majoren , „ og lad mig tale med ham . — Hør nu , min gode Ven , drik en Slurk af denne Viin , saa kommer Du nok til Kræfter igjen , “ vedblev han , idet han ledede ham hen til en Gadedørstrappe , hvor han fik ham til at sætte sig ned og drikke lidt . „ Seer Du det ; det hjalp dog alligevel . Det kan nok tage paa en Mands Kræfter at gaae tilveirs ved en saadan Leilighed ; og som en Mand har Du viist Dig ; lad mig see “ — han løftede hans Hoved lidt iveiret — „ for ret gammel kan Du ikke være ; hvor gammel er Du vel ? “ „ Nitten Aar . “ „ Og hedder ? “ „ Thomas Hammer . “ „ Tag nu en Slurk igjen . — Tjener Du her i Byen ? “ „ Ja , jeg tjener hos Doktor Clausen paa Christianshavn — men hvor blev hun af ? “ „ Hvem ? “ „ Konen ; jeg maa først søge hende op “ — og inden Majoren havde seet sig om , var Thomas borte . „ Prægtigt , at jeg lige skulde faae Øie paa Dem , “ sagde en høi , svær Mand , som slog Majoren paa Skulderen , medens han endnu stod og speidede efter Drengen . „ Undskyld mig , gode Kraft , “ svarede Majoren , „ jeg seer efter denne Dreng “ — „ Denne Dreng — ja , ham seer jeg jo ogsaa ester . — De mener ham , som frelste Barnet ? — Hvor er han ? “ „ Han flap fra mig i dette Øieblik , netop som jeg stod og talte med ham ; han vilde søge Konen op , sagde han ; men saadan er de jo . “ „ Det var et Mesterstykke , “ sagde Kraft , som talte med en Stemme , der lød som en fjern Torden . „ Ja gu ' var det et Mesterstykke ; vore egne Folk kunde ikke gaae derop , og det vil sige Noget ; men hvor blev nu ogsaa den Dreng af ? “ „ Lad mig blot engang faae fat paa den Karl , jeg skal nok holde ham , “ sagde Kraft ; og efter hans Ydre at dømme , saae han ud fil at kunne indfrie sit Ord . Han var en Mand af næsten vældige Dimensioner , og saaledes som han vandrede omkring , iført en stor lodden Pels og Hue med Klapper ned overørerne , tog han sig ud som en Kæmpebjørn , men af en bedre Race ; thi trods hans glubske Manerer , var der alligevel en fremtrædende Godmodighed i hans Væsen , som i Forbindelse med en vis gammeldags Belevenhed og Forekommenhed gjorde ham fil en Person , man nok kunde faae Lyst fil at give sig i Lag med , naar man først rigtig fik seet paa ham ; men det maatte der ogsaa til , som det strax efter viste sig . Da han nemlig i det Samme med sin sædvanlige Stemme spurgte nogle Kjærlinger , som stode i Nærheden , om de ikke havde seet , hvor Drengen blev af , spurgte de ham , istedetfor Svar , „ om det ogsaa var en Maade at tale til Folk paa , “ og lavede sig i det Hele til at protestere mod hans Tiltale paa den elskværdige Maade , som er disse gode Koner egen . Han vendte sig brummende fra dem , og spurgte sig for hos Andre ; men da Folk i Mellemtiden havde sfiftet Plads , var der Ingen , som kunde sige ham Besked . „ Jeg vil have fat i ham , “ sagde Kraft , idet han henvendte sig til Majoren . „ Naar jeg seeren Mand , endsige en Dreng , gjøre , hvad han har gjort “ — „ Slaa Dem kun til Ro , gode Kraft , jeg faaer nok fat paa ham igjen , og saa skal jeg vise Dem ham . I ethvert Tilfælde skal jeg skrive Dem til , jeg fik hans Adresse “ — med disse Ord foer han afsted , da hans Ledelse af Slukningen i dette Øieblik lagde Beslag paa hele hans Opmærksomhed . Den Kone , hvis Barn nær var indebrændt , var Hanne , som havde Laaget hos Fru Haffner i hendes sidste Sygdom , og som denne Morgen tilligemed Christine var kommet til Kjøbenhavn , efterat de en halv Dag og en heel Nat paa en Fragtvogn vare skumplede Sjælland igjennem . Fragtmanden havde først sat den unge Pige af hos hendes Onkel , og kjørte derefter Hanne ud i Adelgade , hvor hun netop kom tidsnok for at see det Huus brænde , hvori hun boede . „ Er Du herinde , Hanne ? “ spurgte Thomas , da han var kommet ind i det forreste Værelse i Huset , hvor Hanne var bleven ført hen . Folkene vare paa Gaden for at see paa Ildebranden . „ Her er jeg Thomas , “ svarede hun fra Værelset ved Siden af ; „ kom kun herind , Drengen sover . “ Thomas gik derind , og satte sig roligt hen ved Sengen , hvor Hanne stod og saae paa sin Dreng . Der kom intet lidenskabeligt Udbrud frem hos Nogen af dem , og det behøvedes heller ikke ; Hanne havde kjendt Thomas fra den Tid , han var ligesaa lille som hendes eget Barn , og da han i sit sjette Aar mistede begge sine Forældre , og kom ud mellem Fremmede , havde han bestandigt havt sit Tilhold hos hende , hvem han betragtede som sin anden Moder . „ Det var Forsynets Tilskikkelse , at Du kom herud , denne Morgen , “ sagde Hanne lidt efter ; „ det var det , Thomas . “ „ Det kan godt være , “ meente Thomas . „ Hvoraf kommer det , at Du var saa tidligt herinde idag , Thomas ? “ „ Doktoren sendte mig imorges tidligt ud paa Toldbodveien — det er et ordentligt Stykke Vei fra Chrisfianshavn — og da jeg saa gik hjem , saae jeg , at Folk rendte ind i Adelgade ; og saa rendte jeg med , og saae , at det var Stedet , der brændte ; og saa blev jeg saa forskrækket , da jeg sage Dig staae paa Gaden og raabe om Hjælp for Drengen , at jeg ikke fik Tid til at sige Noget til Dig ; og jeg veed ikke engang rigtig selv , hvordan det gik til . “ „ Dersom Drengen var omkommet , troer jeg , at jeg var gaaet fra Forstanden , “ sagde Hanne , og tog sig om Hovedet . „ Du skulde ikke tænke formeget paa det ; jeg bliver selv ganske underlig , naar jeg tænker paa Røgen og Ilden deroppe . — Jeg troede ellers , at Du var paa Landet endnu . “ „ Jeg kom til Byen imorges . — Naar saae Du paa Drengen sidst ? “ „ Jeg har ikke været ude i denne Kant af Byen i et Par Uger ; men sidst , da jeg talte med Konen , sagde hun , af det gik godt med din Dreng , naar han var inde hos hende om Dagen , og af den gamle Mand sov inde i dit Værelse hos ham om Natten ; men det behøvedes egentlig slet ikke “ — „ Gud forbarme sig , den gamle Mand ! “ raabte Hanne , og greb ham om Armen . Uden af høre mere , foer Thomas ud af Huset , og var et øieblik efter igjen paa Brandstedet , hvor Ilden nu var paa sit Høieste . „ Har Ingen seet en gammel Mand paa fjerde Sal i Baghuset ? — Er der Nogen , som har seet ham komme ud af Stedet ? — Han gik kroget , og havde graat Haar , “ raabte Thomas . Da der Ingen var , som svarede ham , eller tog Notits af , hvad han spurgte om , vilde han igjen trænge indenfor Vagtlinien , men blev dennegang stoppet , da Lieutenanten , han før havde talt med , i det Samme kom til , og trak ham indenfor Kredsen ; men da han hørte , hvad han vilde , sagde han ham , at ethvert Forsøg nu vilde være forgjæves , eftersom Baghuset allerede var styrtet sammen , og laae i een stor brændende Dynge ; Manden kunde jo godt være gaaet , uden at Nogen af de , som her vare tilstede , havde seet ham ; var dette ikke Tilfældet , saa stod han ikke mere til at frelse . Da Lientenanten imidlertid saae en Tvivl i Thomas ' s Ansigt , saa førte han ham , af Hensyn til hans forrige Heltebedrift , saa langt ind i Husets Gang , som man kunde komme for Røgen , og overbeviste ham let om , at ethvert Forsøg paa at frelse Manden maatte opgives . Af Baghuset var der Intet mere at see , derimod var den lille Gaard forvandlet til en eneste Dynge af Muurbrokker og svedent Tømmer , hvorpaa der luede utallige Smaaflammer , medens Stanken af Røg , Sod og hundrede Aar gammelt Snavs forpestede Luften og tvang dem til at trække sig tilbage . „ Hvad var det for en Mand ? “ spurgte Lientenanten , da de igjen kom ud paa Gaden . „ Det var en gammel Mand , som ogsaa boede deroppe , og som hver Nat laae inde hos Drengen , medens hans Moder var borte . “ „ Tænkte Du ikke paa ham , da Du var deroppe ? “ „ Jeg tænkte ikke paa Andet end paa Drengen . Jeg vidste , hvor han laae , og der tog jeg ham . “ „ Ja , ja , Manden kommer nok for en Dag ; Brandforhørene begynde til Middag , og saa vil det sagtens vise sig , hvor han er . “ Derpaa spurgte Brandofficeren ham om hans Navn og Bopæl , og lod ham gaae . — „ Der er Ingen , der har seet Noget til ham , “ sagde Thomas , da han kom tilbage til Hanne . „ Men Lieutenanten sagde , som rimeligt var , at han godt ' kunde være gaaet sin Vei , uden at Nogen havde seet ham . “ „ Jeg kan ikke begribe , at han skulde gaae , og lade Barnet ligge . “ „ Han gik jo halvt i Barndom , “ indvendte Thomas . „ Det gjorde han nok ; men ved en saadan Leilighed har man dog en Samvittighed . “ „ Der er Mange , som ved en saadan Leilighed tabe Hovedet , “ meente Thomas , „ og det har han vel ogsaa gjort ; — men hvor vil Du nu tage hen ? “ „ Det veed jeg ikke . Jeg holder ikke af at falde Andre til Byrde . Jeg kunde maaskee nok tage ud til Marie , og faae Lov af Herskabet til at blive der inat ; men jeg holder ikke af at falde Andre til Byrde . “ „ Nu skal jeg sige Dig en Ting ; Du kan godt tage ud til mig paa Christianshavn . Doktoren har et Kammer ovre i Gaarden , ved Siden af mit ; og naar jeg siger ham , hvorledes det hænger sammen , saa negter han det aldrig ; det veed jeg godt . “ „ Troer Du det ? Ja , men jeg holder ikke meget af “ — „ Det gjør jeg heller ikke , “ indvendte Thomas , „ og hvem gjør vel det ? Men naar det nu saadan kommer bag paa En , saa maa man finde sig i det . Alt dit Tøi er vel brændt ? “ „ Formodentlig . Den Smule man har samlet sig , gaaer saa alligevel engang , enten paa den ene eller paa den anden Maade ; men det vil jeg nu slet ikke tale om , da Barnet er frelst . “ „ Skulle vi saa gaae ? “ spurgte Thomas , og lavede sig til at tage hendes Dreng . „ Vi maae først sige Farvel til Folkene i Stedet . “ Der var ingen Mennesker at finde i Leiligheden ; men da de kom ud paa Gaden , fandt de dem udenfor Huset , hvor de stode og saae paa Ildebranden , og efterat have takket dem for Opholdet , droge de afsted ud paa Christianshavn , hvor Thomas tjente , og hvor Lægen beredvilligt indrømmede Hanne det Værelse , Thomas havde omtalt , og gjorde meget Mere end det , idet han hjalp hende tilrette , og trøstede hende , og tog sig af Drengen . Det kan maaskee ved forste Øiekast synes at være en Paastand ; men ved nøiere Prøvelse vil den sikkert findes ikke at være greben ud af Luften , at man vanskeligt skal træffe nogen Klasse Mennesker , blandt hvilke der findes saa mange virkelig menneskekjærlige Sjæle som netop blandt Lægerne , og Doktor Clausen var en Mand af dette Slags . Det kunde sees paa ham , da han hørte om Thomas ' s Bedriff , og da han paa sin rolige Maade erklærede , at det ikke var mere , end han havde ventet sig af ham , skjøndt det i Virkeligheden var en heel Deel mere ; og det kunde sees paa ham , da han hørte Hanne udbryde i Lovpriisninger over Thomas ' s Uforfærdethed , medens Glæden over at see sit Barn frelst og Tanken om den skrækkelige Død , hvorfor det havde været udsat , hende selv ubevidst , dannede Baggrunden i al hendes Færd og Tale , og fremkaldte et løierligt Udtryk i hendes troskyldige og ærlige Ansigt , hvori Lægen , som havde seet lidt til Folk før , ganske godt forstod at læse ; det kunde fremdeles sees , da Thomas blev forlegen over al denne Roes , især fordi hans Herre hørte derpaa , og ideligt afbrød hende ved at fortælle , hvad hun havde gjort for hans Moder i den lange Tid , hun laae syg , og hvad hun senere havde gjort for ham selv , og saaledes i kort Omrids gav Hannes og sin egen Biographi saa fuldstændigt og træffende , som nogen Historiker kunde ønske det ; og da Lægen imidlertid havde faget Drengen paa Skjødet , og underholdt ham paa det Bedste , medens Moderen under Indtrykket af de alvorlige Begivenheder , hun havde oplevet , fik Taarer i Øinene , og Thomas paa engang fik Lyst til at gaae ind og rumstere i Værelset ved Siden af , saa faldt det ham ind , hvorledes det gamle Ord igjen her fik Ret , at den , som tager Barnet ved Haanden , tager Moderen ved Hjertet . Tredie Kapitel . Jnstitsraad Gorm boede i sin egen Gaard i Amaliegade , hvor han førte Huus saaledes , som kun rige Folk kunne gjøre det ; og da Rigdom let fører til Anseelse , eftersom mindre Fortjenester af en rig Mand saa ofte sættes i lige Linie med større Fortjenester af en fattig Mand , saa var Jnstitsraad Gorm ogsaa en anseet Mand . Han var vel ikke kommet indenfor den Ringmuur , som rummer de vise Fædre , der til enhver Tid alene vide , hvad der tjener osv . , men han stod Ringmuren temmelig nær , og havde ofte Leilighed til at kigge ind over den , og betragte alle Herlighederne derinde . I sine unge Dage havde han været Muurmesfer slet og ret , men da Mureriet i Almindelighed kun bringer Folk iveiret paa et Bygningsstillads , men ikke paa Samfundets Stillads , og da han følte en stærk Trang til Stigning i den sidstnævnte Henseende , saa begyndte han at see sig om efter saadant Tømmer , som passende kunde bruges hertil . Han kom imidlertid snart til den Erkjendelse , at det var et meget kostbart Slags Tømmer , hvis Anvendelse yderligere fordyredes derved , at Nagler og Nitter til dette Stillads kun lode sig bruge , naar de vare af det pure Guld ; men hvor skulde han faae det fra ? Tilfældet kom ham tilhjælp i Skikkelse af en Arv , og fra det Øieblik var han hjulpet . En Franskmand , som havde staaet i Forbindelse med hans afdøde Fader , efterlod ham en betydelig Sum Penge ; men saa besynderlig er Folks Hukommelse , af der neppe var gaaet et Aar , efterat han havde taget Arven i Besiddelse , førend han faldt paa den Idee , af han i Grunden var sin egen Lykkes Skaber . Han sagde det vel ikke ligefrem , men hvis han var kommet til af udtale sig derom , vilde han have undret sig over , af Folk klagede over Udkommet . Hvorfor hjalp de ikke sig selv , istedetfor af falde Andre til Byrde ? Hvorfor vaklede de , istedetfor af staae sikkert og fast paa deres egne Been ? Hvorfor gik de ikke hen og arvede En eller Anden , naar det endelig ikke kunde gaae paa anden Maade ? Hvorfor greb de ikke en af disse Udveie ? Det havde han gjort , og befandt sig vel derved . Vare Andre for dumme eller for ligegyldige til af gjøre det Samme , saa maatte det blive deres egen Sag . Denne eiendommelige Opfattelse af Forholdet og af Alt , hvad haft havde sig selv af takke for , gav ham hurtigt en urokkelig Tillid til hans egen Dygtighed og Fortræffelighed , og da velvillige Mennesker hjalp til , naaede han snart det Punkt , hvor han i Troen paa egen Kraft ikke stod tilbage for nogen Jomsviking . Saasnart han var bleven en rig Mand , begyndte han strax af tømre paa Stilladset . Opgive Murrrhaandværket vilde han imidlertid ikke ; thi det havde noget nær været det Samme som af bøie sig for Opinionen i den fine Verden , der er ude af Stand til af assimilere og fordøie almindelige Muurmesfre ; og hvorfor skulde han bøie sig for Opinionen ? Aldrig i Evighed . Dette „ aldrig “ indeholdt imidlertid den samme Bøielighed , som de bekjendte Udtryk , der undertiden bruges i Øieblikkets Hede , saasom : enten seire eller døe , og : slaaes til sidste Mand , og en heel Deel andre , som „ aldrig “ indfries . Efterhaanden forekom det ham nemlig , af Architekt lød bedre ; en Architekt og en Muurmesfer vare jo i Grunden det Samme , og kun taabelige Fordomme satte her en Grændse . Istedetfor af han tidligere ved enhver Leilighed havde lagt Vægt paa , af han „ kun var Muurmesfer , slet og ret Muurmesfer , Høistærede , og ikke en Smule nære “ , saa kom efterhaanden den Tid , da han svævede mellem begge Benævnelser , og begyndte af føie den ene som et Slags Apposition til den anden . „ Jeg er Muurmesfer , seer De , eller Architekf , som Nogle kalde det ; jeg forstaaer mig ikke paa de Talemaader , men maaskee er Architekf det Rigtige , “ og det viste sig , at det var det Rigtige , thi efterhaanden forsvandt Muurmesferen , og Architekten blev ene tilbage . Det var det første Stykke Tømmer i Stilladset , og det havde han i Hovedsagen anbragt ved egen Hjælp ; nu kom det kun an paa at gaae videre . Han gik ind i flere Klubber , og opdagede engang ved et reent Tilfælde , at han var Taler , i hvilken Anledning han formelig blev forundret over sig selv . I Begyndelsen forekom det ham rigtignok , som om hans Taler manglede Et og Andet i Sammenligning med Andres Taler , men da Viin gjør Folk gemytlige , især naar den hældes paa de gamle Læderflasker , man kalder Pensionister , og da disse Læderflasker forekomme i alle Klubber , endogsaa i Mængde , og ere yderst villige til at aabne sig for Enhver , som vil fylde dem ; og da Gorm bestandigt havde sin Fornøielse af at fylde dem til Randen , saa kunde han tilsidst ikke sige et Ord , uden at der blev tiljublet ham Bifald . Smaapoeterne begyndte leilighedsviis at kvæde til hans Priis , og de lavere Æoner blandt de vise Fædre begyndte at omtale ham som en „ habil Mand “ , — et noget ubestemt Udtryk , som anvendes , naar en Mand begynder paa Stilladset , og synes at have Held med sig . Han er vel endnu kun en Mulighed , men Udtrykket er jo ogsaa elastisk ; har han Lykken med sig , saa giver man Udtrykket større Rummelighed , og „ sagde det jo nok “ ; synker han derimod tilbage i Mørket : naa Herregud , en habil Mand er da ikke noget voveligt kidtryk . Han naaede altsaa Stadiet „ habil Bland “ , hvilket igjen skaffede ham flere offentlige Arbeider ; det var det næste Stykke Tømmer i Stilladset . Derpaa begyndte han at gjøre Selskaber , og samlede Folk fra Gader og Stræder , men fandt sig ikke rigtigt tilfredsstillet ; Læderflaskerne udgjorde det overveiende Antal , men deres Indflydelse var begrændset , og naaede ikke op i de Regioner , hvorhen han stræbte . Han gik i nogen Tid som en vildfarende Vandrer , der har tabt Stien , og leder om den i det høie Græs , men omsider fandt han den . Han kjøbte en Grund , hvorpaa han vilde bygge en Stiftelse , fik Udkastet til Bygningen offentligt illustreret , og da han efterhaanden havde gjennemgaaet Forpupningens normale Udviklingsrække gjennem Fundatsens Konfirmation , Reisegilde , Aabningshøitidelighed med Taler af Honoratiores , Fester hisf og Festerher , saa kom han en Dag frem som udviklet Sommerfugl , og flagrede omkring Paa Steder , som før havde været ham utilgængelige . Han saae nu ved sit Bord vistnok kun de lavere Formationer af Selskabet , men Udsendinge af Selskabet var det dog ; og da han forst var naaet saavidt , tømrede han med Held videre , og naaede i Løbet af nogle faa Aar op til den mere ætheriske Høide , hvor Rangspersoner aande , blev efterhaanden Kancelliraad og Justitsraad , Ridder af Dannebroge og Dannebrogsmand , hvilket er himmelvidt forskjelligt fra Dannebrogsmand og Ridder af Dannebroge , og gjør den gamle Sætning tilskamme , at frem og tilbage er lige langt . Paa dette Punkt blev han i Livets Halv-Tolv enig med sig selv om , at det var klogesf at „ blive staaende “ , før med hele sin Kraft at kaste sig over Erhvervelsen baade af faste Eiendomme og rørligt Gods . Foruden Erfaring og Dygtighed i sit Fag besad Justitsraad Gorm visse før en Verdensmand næsten nvurdeerlige Talenter ; saaledes forstod han at gribe og anvende de til enhver Tid blandt Magthaverne gængse Phraser , og at benytte den Kritik , som i Øieblikket var i Mode , hvorved han før Uindviede fik Udseende af jevnligt at færdes blandt de vise Fædre paa de Saliges Øer ; men hvormegen Umage han end gjorde sig for at tilegne sig Matadorsvinget med dets mange Afskygninger af det Værdige , Fornemme , Verdensforagtende , Afvisende , Hensynsløse , Brutale , Forekommende , Indsmigrende og Selvbehagelige , kort sagt af alle de Ingredientser , hvoraf en Magthaver bestaaer , saa manglede der ham dog en lille Ubetydelighed i hver af disse Dele . Medens den fra Ungdommen af dannede og fiint udviklede Magthaver er brutal paa en saadan Maade , at han er vanskelig at komme tillivs , var Gorm lidt mere grovkornet , og faldt ved enkelle Leiligheder over i det Plumpe ; og medens den fine Matador ofte skjuler sin Hensynsløshed under en eller anden Maske , forstod Gorm ikke at vurdere den potentserede Nydelse , som kan ligge heri , men naar han herskede , saa herskede han . I det Hele taget kunde han kaldes en pletteret Matador , som efter bedste Evne nærmede sig det Massive . Hans Ydre vidnede baade om legemlig Kraft , og om aandelig Energi og Dygtighed ; og da han havde brugt sine Evner , og havt Held med sig , var Resultatet blevet , at han i sit halvtredsindstyvende Aar var en anseet og indflydelsesrig Mand , som havde Raad til at være nedladende , og som efter Omstændighederne var nedladende . Fru Gorm , som var en Deel Aar yngre end sin Mand , havde som ung Pige været en Skjønhed , og maatte endnu kaldes en meget smuk Kone . Hendes Forældre , som forlængst vare døde , havde siddet i smaa Kaar , men anvendt Alt , hvad de kunde undvære , paa deres eneste Barns Opdragelse , og da de efter Samraad med kloge Mennesker vare komne til det Resultat , at en ung Pige faaer den bedste og Kvindeligheden meest udviklende Opdragelse i et fiint Institut eller Pension , saa gave de fo skikkelige Folk deres Datter hen til en saadan Anstalt , hvor hun boede og blev opdraget sammen med rige Folks Døttre . Efter den Tid levede de fo skikkelige Folk ensomt og bekymret i deres Hjem , som nu var barnløst . Bestyrerinden for Institutet havde vel ikke ligefrem forbudt dem at besøge Datteren , men dog tydeligt nok givet tilkjende , at deres Besøg vilde være uhensigtsmæssige , saalænge Datteren gjennemgik sin Udvikling . Forældrene handlede i den bedste Mening , og holdt sig samvittighedsfuldt borte , medens de gjensidigt skjulte deres Bekymringer og Længsel ; men da de atter gjensaae deres Barn , var hun blevet en fremmed Dame , som ikke kunde sinde sig tilrette i deres smaa Forhold , og som snarest muligt søgte sig en Plads som Lærerinde i en velhavende Familie , hvor hun imidlertid heller ikke fandt sig tilrette . Hun søgte derfor en Plads hos en anden velhavende Familie , hvor hun endnu mindre fandt sig tilrette , men hvor hun alligevel blev , og rettede sig saa godt som muligt efter Omstændighederne , fordi der kom en ung Mand i Huset , som havde hende kjær , og som heller ikke var hende ganske ligegyldig . De forlovede sig ; men da det viste sig , at der vilde gaae adskillige Aar hen , inden de kunde tænke paa at gifte sig , eftersom den unge Mand endnu kun var Student , og ikke , som hun fra først af havde troet , eiede nogen Formue , og da Opholdet i Familien Dag for Dag blev hende nære utaaleligt , saa lod hun Forstanden raade over Hjertet , da den daværende Architekt Gorm lod sig mærke med , at hun havde gjort stærkt Indtryk paa Harn . Ikke uden en indre Kamp hævede hun Forbindelsen med den unge Mand , hvem hun bragte Fortvivlelsen nær ; og da Gorm , som iøvrigt var den Eneste , der kjendte hendes tidligere Forlovelse , nogen Tid efter friede til hende , gav hun ham sit Ja , skjøndt han vistnok ikke ganske svarede til de Fordringer , hun fra først af havde stillet til sin tilkommende Ægtefælle ; men han besad den nimodsigelig heldige „ Egenskab “ , som kaldes Formue , og omtaltes desuden som en habil Mand . Den unge attenaarige Frue begyndte strax at føre stort Huns , og at gjøre Honneurs paa en Maade , som ganske tilfredsstillede hendes Mand . Da hun havde modtaget sin Opdragelse efter alle Kunstens Regler , havde hun lært at beherske sine Følelser , og stødte ikke an mod den gode Tone ved Udbrud af hjertelig Latter , eller oprigtig Beklagelse , eller inderlig Sorg — det var omhyggeligt indpræntet hende , at „ Udbrud “ i Andres Nærværelse var noget af det meest Anstødelige — men udtrykte sin Sympathi i et svagt Smiil og i fempererede , konventionelle Udtryk , og gav sit Mishag tilkjende roligt og lidenskabsløst , men alligevel paa en saadan Maade , at det virkede nok saa kraftigt , som noget djærvt Udtryk vilde have gjort det . Derimod kunde det vel hænde , naar Ingen var nærværende , det vil sige , naar kun Tjenestefolkene vare tilstede — thi Tjenestefolk ere Ingen — at hun gav sine Følelser livligere Udtryk , som navnligt fremkaldtes derved , at hendes gode Evner og skarpe Forstand lode hende indsee , at Tjenestefolk vare Herskabets fødte Fjender , hvis høieste Formaal var at bedrage og bestjæle Herskabet , hvor det paa nogen Maade lod sig gjøre ; man kunde altsaa ikke noksom være paa sin Post overfor dem , og jo mindre man var istand til at opdage , desto større var kun deres Underfundighed . Fru Gorm indførte derfor strax den priselige Skik , som kun forsømmes i de kjøbenhavnske Huse , hvor man ikke har tilstrækkeligt Blik for Familieinteresserne , at lukke Alt af for Tjenestefolkene ; og skjøndt nu disse Sidste ganske vist ikke ere at sætte i Klasse med Herskaberne , og ingenlunde kunne gjøre Fordring paa at behandles som normale Mennesker , da de , som Gud og Hvermand veed , kun besidde en Brøkdeel af den Menneskenatur , som et gavmildt Forsyn heelt og udeelt gav Herskaberne i Eie , saa havde imidlertid den omtalte Forholdsregel til Følge , at Piger og Tjenere i den Maaned , de vare der i Huset — længere vare de der nemlig sjeldent — hadede deres Frue over al Maade , og gjorde sig tilgode med alle de spiselige Sager , de kunde faae fat paa ; hvorved de kun yderligere aflagde Beviis paa deres slette Natur , og paa Rigtigheden af Fru Gorms stadige Bemærkning , at „ Tjenestefolk vare virkelig en nforbederlig Race og et af Livets uundgaaelige Onder . “ Det Gormske Huus var velsignet med en Søn , Ynglingen Abel Gorm , som nylig var kommet hjem til Forældrene , efter at have forsøgt sig i Landvæsenet ude paa en Gaard , hvor han , med et yndet geographisk Udtryk , havde drevet Jagt , Fiskeri og Kvægavl ; da han imidlertid især havde offret sig i de førstnævnte Retninger , kom han til at forsømme Kvægavlen , som af hans Foresatte erklæredes for at være ulige vigtigere . Efterhaanden blev han imidlertid ogsaa kjed af Jagten og Fiskeriet , fordi han savnede det ved disse Sysler saa nødvendige Selskab , og efterat han baade mundtligt og skriftligt havde erklæret , at han „ ikke længere kunde holde det ud , “ og det med en Tydelighed og Oprigtighed , som maatte bringe selv den største Skeptiker til at troe ham , begav han sig direkte til sit Hjem , som han i den skjønne Alder af nitten Aar prydede ganske paa samme Maade , som saamange andre haabefulde Ynglinge under lignende Omstændigheder gjøre det . Det var netop paa det Tidspunkt , da Abel var kommet hjem igjen , at Christine indfandt sig hos Justitsraad Gorm , saaledes som hendes afdøde Moder havde paalagt hende det . Det var temmelig tidligt paa Dagen , og Familien var endnu ikke tilstede , men da Tjeneren havde meldt hende , kom han tilbage og bad hende om at vente i Justitsraadens Arbeidsværelse . I sin bekymrede Sindsstemning lagde hun i Begyndelsen ikke synderlig Mærke til Omgivelserne , men da hendes Onkel lod vente temmelig længe paa sig , blev hun efterhaanden opmærksom paa de forskjellige Ting i Værelset , og følte sig noget trykket af den Luxus , hun her mødte ; hun havde ogsaa sin lille Stolthed , og følte noget Ydmygende i , saaledes selv at introducere sig i dette rige Huus ; og idet Erindringen om hendes Moder og om deres gamle , fattige Hjem ved Modsætningen traadte levende frem for hende , stod hun denne Morgen ved Vinduet i sin Onkels Arbeidsværelse og græd , medens hun stirrede ud i Vintertaagen , som gjorde Sindet trist og Dagen mørk . „ Naa , er Du der , min Pige , “ sagde pludseligt en Stemme bagved hende , som fik hende til at fare sammen . Det var hendes Onkel , som havde slaaet Portieren tilside , og var traadt ind i Værelset , uden at hun havde hørt det . De havde ikke seet hinanden før , men hun tvivlede ikke om , at det var ham . — „ Goddag , Christine ; det har gjort os ondt at høre om din Moders Død . “ „ Moder sagde , at jeg sknlde henvende mig til Dem , hvis “ — begyndte Christine , men standsede i et Udbrud af Sorg . „ Ja vist , ja vist , “ sagde Gorm ; „ hun skrev mig til om den Sag for et Aars Tid siden , og det er jo ogsaa ganske rimeligt , at Du først henvender Dig til mig ; det er ganske rimeligt “ — han faldt i Tanker , medens han stod og saae ud af Vinduet — „ ganske rimeligt ; vi kunne saa altid tænke over , hvad der videre kan gjøres . “ - Han havde ikke rakf hende Haanden til Velkomst , og havde seet omkring paa Malerierne , medens han talte ; og da han nu igjen vaagnede op af sin Aandsfraværelse , forekom det hende næsten , som om han undgik at see paa hende . Han gik hen og aabnede Døren til Korridoren . „ Er det din Kuffert ? “ spurgte han , som om han talte til Nogen derude . „ Ja det er ; jeg haaber , at De ikke vil ansee det for ubeskedent “ — „ Saa skal Tjeneren bringe den ovenpaa , “ sagde han , uden at tage Hensyn til hendes undskyldende Ord . „ Du maa tage tiltakke med det Værelse , hvor han bringer den hen . “ Dermed ringede han paa Tjeneren , angav det Værelse , han skulde anvise Frøken Haffner , og gav ham Ordre til at lade hende vide , naar Fruen kunde modtage hende . En halv Time senere kom Tjeneren tilbage , og sorte hende ned til Fru Gorm . „ Kom herhen , min Pige , og lad mig fale med Dig , “ sagde hun , og rakle Christine Haanden . „ Tag Dig en Stol , og sæt Dig her ved Siden af mig . — Laae din stakkels Moder længe syg ? “ „ Hun var kun syg i en Maaned , “ sagde Christine , og fik Taarer i Øinene . Fru Gorm taug stille , men en vis Uro , som kom over hende , vidnede om , at hun følte sig ubehageligt berørt af denne Mangel paa Selvbeherskelse . „ Bi bleve overraskede , da vi læste om dette Dødsfald i Aviserne , “ sagde Fru Gorm lidt efter ; „ vi havde ikke hørt , at hun var syg . “ Christine var endnu for overvældet af sin Sorg til at kunne svare hende . „ Din Moder var nden Tvivl en god Kone , Christine ; jeg har rigtignok kun seet hende nogle faa Gange , og det er nn en Deel Aar siden , men jeg tvivler ikke om , at hun var en god Kone ; desværre manglede hun vistnok lidt Charakteer . “ „ Jeg elskede Moder saa høit , “ sagde Christine afværgende . „ Det gjorde Du naturligviis , og det havde været beklageligt , hvis Du ikke havde gjort det ; men jeg kan , som en Udenforstaaende , bedømme denne Sag mere upartisk end Du , og jeg troer nok at kunne sige , at hun manglede lidt Charakteer . “ „ O , De maa ikke sige noget Ufordeelagtigt om min Moder , Tante , “ sagde Christine , og saae bønfaldende paa hende . „ Jeg siger kun Sandheden , min Pige , og den bør man altid kunne høre , “ svarede Fru Gorm med en Betoning , som lød lidt formanende . „ Din afdøde Fader , hvem Du vel neppe kan huske , var noget ubetænksom — naar jeg ikke frygtede for at saare Dig , vilde jeg kalde ham letsindig ; men jeg vil naturligviis ikke bedrøve Dig , og vælger derfor at kalde ham ubetænksom — men han var bøjelig , og hvis han var bleven ledet ind paa den rette Vei , kunde han maaskee have undgaaet den Ruin , som ramte ham ; men din stakkels Moder manglede i enhver Henseende Evne til at paavirke ham ; tvertimod , hun lod sig lede af ham , og saaledes kom tilsidst det Resultat , som vi længe havde forudseet . “ Chrisfine svarede ikke Noget , og Fru Gorm vedblev . „ Din Fader var meget ubetænksom ; med sin ringe Formue gik han i Kantion for et ikke ubetydeligt Beløb , og maatte senere bære Følgerne . Din Moder har maaskee aldrig fortalt Dig det ; men jeg anseer det for rigtigst at sige Dig det , da Du nn skal lære at staae paa dine egne Been . Tro Du mig , min kjære Chrisfine , naar jeg siger Dig , at man staaer sig bedst ved at see Sandheden lige i Øinene . “ „ Jeg er saa bedrøvet , Tante , “ svarede Chrisfine , idet hun reisfe sig , og lagde sin Haand paa Fru Gorms Arm , „ og kan ikke taale at høre Dem tale saaledes om mine Forældre . “ „ Du kalder mig Tante , “ sagde Fru Gorm , og saae paa hende med et svagt Smiil ; „ nn ja , det maa Du gjerne , min Pige ; men egentlig talt ere vi slet ikke i Familie ; din Fader og min Mand vare , hvad man kalder sammenbragte Børn , og forsaavidt ikke beslægtede ; men da Du nn idetmindste foreløbigt bliver her i Huset , saa kald Du mig kun Tante , mit Barn ; jeg har slet ikke Noget derimod . Nu ville vi ikke tale mere om den Sag . Gaa ind og drik en Kop Thee , Du er sagtens forkommet efter Reisen . Naar Du har hvilet Dig lidt , kan Du komme ned igjen ; vi spise Frokost Klokken Tolv . “ Hun bevægede Haanden som fil Afsked , og Christine , der havde en Fornemmelse , som om hun skulde kvæles , og ikke havde Lyst fil at nyde Noget , gik op paa sit Værelse , hvor hun tydeligt nok følte , hvad det vil sige at staae ene i Verden . Hun gav sig fil at pakke sin Kuffert ud , læste nogle gamle Breve fra sin Moder , begyndte at græde , men tog sig sammen og sagde fil sig selv , at hun vilde ikke gjøre det ; glemte sin Beslutning , huskede paa den igjen , og kæmpede sig saaledes nogle Timer frem , indtil Tjeneren meldte hende , at Frokosten var dækket . Hun traf sin Tante alene i Frokostværclset , og fik den besynderlige Idee , at gaae hen og kysse hende , aabenbart fordi hun trængte fil lidt Venlighed og instinktmæssigt haabede paa denne Maade at finde Imødekommen . Fru Gorm blev i det første Øieblik overrasket , men maa dog have forstaaet lidt af Christines Hensigt , idet hun virkelig vendte sig om mod hende og tiltalte hende . „ Du er vel ikke vant til at gaae i Huset , Chrisfine ? “ spurgte hun . Det var Fru Gorms Maade at være imødekommende paa . Hun havde i dette Øieblik virkelig til Hensigt at være imødekommende , men trods hendes Sandhedskjærlighed og gode Forstand havde hun dog ikke rigtigt Grebet paa , hvorledes man bærer sig ad dermed . Chrisfine saae et øieblik forundret paa hende , og svarede derpaa , at hun var vant til at hjælpe sin Moder . „ Saa kan Du jo ogsaa prøve paa at gjøre lidt Nytte her i Huset . Men lad mig forud gjøre Dig opmærksom paa een Ting ; giv Dig ikke af med Tjenestefolkene . Jeg veed ikke , hvilket Princip din Moder havde i saa Henseende , hvis hun i det Hele havde noget ; men jeg hylder det Princip , at Ens Folk maa man holde tre Skridt fra Livet ; ellers blive de næsvise . — Du kan jo prøve paa at skjænke Kaffe idag — men hvor i Alverden bliver dog min Mand af ? “ I det Samme gik Døren op , og den unge Hr . Abel traadte ind og hilste paa dem . „ Godmorgen , Mama , “ sagde han , „ hvorledes befinder Du Dig ? — Hvem har jeg den Fornøielse af hilse paa ? “ „ Det er Fru Haffners Datter , “ svarede Fru Gorm . „ Du husker jo nok , af vi læste om Fru Haffners Død i Avisen . -— Tænk Dig om , Abel . “ Han fulgte Opfordringen , medens han samtidigt lod Blikket løbe orienterende langsmed Loftet , og slog omsider et lydeligt Knibs med Fingrene til Tegn paa , af hans Anstrengelse var kronet med Held , hvorpaa han satte sig ved Bordet . Den unge Hr . Abel var , hvad man kalder opløben , og , af en Yngling paa nitten Aar af være , nalmindelig fyldig : men det saae ud , som om den samme Natur , der havde anvendt Saameget i Retning af Kjød , havde været sparsommeligere i Retning af Been — ikke jnst de Been , hvorpaa han gik , thi de vare meget omfangsrige — men i Retning af Beensystem og Knogler ; og da hans Klæder , som iøvrigt vare efter den nyeste Mode , sluttede tæt omkring ham , saae det ud , som om hans Lemmer bolnede inden i dem . Han havde et kuglerundt Hoved , tykke Kinder og en lille opadvendt Næse , hvorpaa han jevnligt kastede et Par Klembriller , som nødigt vilde blive siddende . „ Ah , det er altsaa den lille Konsine , “ sagde han , idet han anlagde Brillerne og stirrede paa hende ; men i samme Øieblik blev han forbanset over Et eller Andet , og bøiede sig ned over Bordet , loddede Dybden i en tom Spølknm , bragte Øiet i en Tommes Afstand fra Smørret , greb en Tallerken og lod et speidende Blik løbe henover dens Indhold , blev forbanset over , at Brillerne fløi af og knaldede mod Maskinen , kastede dem paa igjen , og saae forundret ned i Flødekanden . „ Er Du først nu staaet op , Abel ? “ spurgte hans Moder , idet hun betragtede ham fra Siden . „ Førsf nu staaet op ? “ gjentog han aandsfraværende , medens han forsynede sig med forskjellige Sager ; „ ja — ja vist er jeg det ; hvorfor skulde jeg staae op før ? Jeg har jo ikke Noget at forsømme med det . “ „ Veed Du ikke , hvor din Fader er , Abel ? “ spurgte hun igjen , idet hun forandrede Thema . „ Nei jeg veed ikke , Mama . Tjeneren sagde , at der har været Ildebrand imorges i Adelgade ; maaskee er han gaaet derhen . — Hvorledes har De det saa , lille Konsine ? “ tilføiede han , og beærede igjen Christine med en aandsfraværende Stirren . — „ Jeg var i Theatret iaftes med Gumling , “ vedblev han , uden af vente Svar paa Spørgsmaalet , „ og morede mig bansat godt . Jeg har maattet undvære det al den Tid , jeg gik ude paa Landet og kjedede mig , og nu smager det dobbelt saa godt ovenpaa ; og saa havde vi bagefter et lille Palaver “ — „ Hvad havde I ? “ spurgte Fru Gorm lidt skarpt . „ Et Palaver , Mama . — Herregud , et lille Palaver . Naa , Du kjender maaskee ikke Udtrykket ; det er ikke andet end et lille Gilde . Jeg traf en Deel gamle Bekjendte , som jeg ikke har seet i mange Tider . “ „ Du skulde hellere tænke paa , hvad Du nu vil lægge Dig efter , Abel , “ sagde hans Moder i en alvorlig Tone . „ Du tænker dog vel ikke paa af blive gaaende herhjemme paa denne Maade ? I vore Dage maa en ung Mand tage fat itide , hvis han ikke vil komme reent i Baghaanden . “ „ Jeg tænker Alt , hvad jeg kan , Mama ; men om jeg tænker aldrig saameget , kommer jeg dog lige vidt for det . “ „ Saa lad mig tænke for Dig , “ sagde hans Moder . „ Begynd at arbeide hos din Fader “ — „ Skulde jeg begynde paa Murernet ? Ha ha ha ! Det er ikke dit Alvor , bedste Mama “ — „ Hvis Du kunde lade mig tale ud , vilde Du spare mig for disse latterlige Udbrud . Naar jeg foreslaaer , at Du skulde begynde at arbeide hos din Fader , saa mener jeg , at Du skulde begynde at arbeide paa hans Kontor ; sætte Dig ind i Forretningerne og lære Regnskabet ; saa kunde Du med Tiden blive ham en Støtte . “ „ Jeg seer mig selv sidde paa en Kontorstol og sætte mig ind i Regnskaberne ! Jeg vilde formelig tage mig latterligt ud ; hvad mener De , Kousine ? “ Christine svarede ikke , men vilde , hvis hun havde udtalt sin Mening , have givet ham Ret , idetmindste hvad det Latterlige angik . „ Du kalder Christine din Kousine ; det er hun ikke , “ bemærkede Fru Gorm . Dette var Abel formeget ; han opfattede Paasfanden som et Slags Gaade , og blev siddende med aaben Mund og saae paa sin Moder , som om han ventede en Forklaring ; men da denne udeblev , kastede han Brillerne paa , og vendte sig forbauset om mod Christine . „ Ikke min Konsine ? — Ved Gud , om jeg forstaaer det . “ „ Det er ogsaa ganske ligegyldigt , om Du forstaaer det , eller ikke ; vi tale her om en Sag af større Vigtighed , og det kan ikke nytte , at Du unddrager Dig Spørgsmaalet , Abel . Du gjør klogest i at see Sandheden lige i Øinene . “ „ Du er saa skrækkelig moralsk , kjære Mama , “ sagde Abel , idet han fremdeles forsynede sig med betydelige Kvantiteter Spisevarer , som han iøvrigt ved alle Maallider indtog i et ret anseeligt Omfang , og forvexlede Osten og Smørret , da han var temmelig nærsynet . — „ Du er saa skrækkelig moralsk , og vil altid see Sandheden lige i Øinene ; jeg for min Deel holder meget mere af at see en smuk Pige lige i Øinene , “ tilføiede han , og stirrede igjen paa Christine . „ Jeg vil bede Dig om at moderere Dig , min Søn , “ sagde hans Moder med et Tonefald , hvis Betydning var ham vel bekjendt . „ Hvis Du oftere betjener Dig af slige Udtryk , som udelukkende høre hjemme paa dine „ Steder “ , saa skal jeg vide at tage mine Forholdsregler for at forebygge en Gjentagelse . Nu veed Du det . “ Skjøndt Abel under andre Omstændigheder vilde have fundet sig i denne Tilretteviisning , som kun var een mere til de utallige foregaaende , han havde modtaget , saa forekom det ham dog at være en kvalificeret Krænkelse at blive tiltalt paa denne Maade i Christines Paahør . Blodet steg ham til Hovedet , og det han stirrede paa sin Moder , fløi Brillerne af og knaldede mod Flødekanden . „ Mine Steder ? “ sagde han med et Udtryk af billig Krænkelse . „ Mine Steder ? Maa jeg være saa fri at spørge om , hvad Du mener med mine Steder , Moder ? “ Fru Gorm svarede ikke , men reiste sig , og gik ind i Dagligstuen , hvorhen Christine fulgte hende , og da Abel saaledes fik en Formodning om , at han havde forløbet sig , og at man oversaae ham , greb han Bordklokken og ringede voldsomt , hvorpaa Tjeneren kom farende . „ Har jeg ikke sagt Dem , at de skal sætte Kognac ind ved Frokosten , De ? Hvad ? “ „ Jo , “ svarede Tjeneren , som stod i den reglementerede Stilling , men neppe kunde undertrykke et Smiil . „ Jo , “ gjentog Abel , „ og har De sat den ind ? “ „ Nei . “ „ Nei “ — men saa skynd Dem dog , De ! “ raabte Abel forbittret , „ og lad mig ikke sidde her og vente . “ „ Hvad er der nu paafærde ? “ spurgte Justitsraad Gorm , som fra en anden Dør traadte ind i Værelset . „ Gaa Deres Vei , Johan , “ sagde han til Tjeneren . — „ Jeg vil ikke have disse Komedier med Dig , min Ven , “ vedblev han , da Tjeneren var gaaet ; „ Du maa see at lægge Baand paa Dig , ellers kan jeg ikke beholde Dig i Huset . “ Efterat han saaledes havde dæmpet Abels Forbittrelse , gik han ind i Dagligstuen , medens Abel endnu en rum Tid fortsatte sit Værk , hvorpaa han tændte sig en Cigar , og gik ud , afventende bedre Tider . „ Jeg har spiist Frokost ude , “ sagde Iustitsraaden , da han kom ind til de Andre . „ Da jeg før gik ud , hørte jeg , at der var Ildløs i Adelgade , og fik Lyst til at gaae derhen . Man frygter for , at en Mand er indebrændt ? “ „ Hvad var det for en Mand ? “ spurgte Fru Gorm . „ Det veed jeg virkelig ikke , “ svarede Gorm ; „ jeg kjender ikke alle de Mennesker , som boe i Adelgade . Hvor sknlde jeg vide , hvad det var for en Mand ? Jeg kan virkelig “ — „ Bedste Gorm , “ bemærkede hans Kone , „ Du behøver ikke at tage Sagen saa alvorligt ; jeg troede knn , at Du tilfældigviis havde hørt det . “ „ Gud , Hanne boer i Adelgade , “ udbrød Christine forfærdet , „ blot det ikke er hos hende , at det er brændt . “ „ Hvem er Hanne ? “ „ Det er min gamle Barnepige , som fulgte mig herind . Kan jeg ikke gaae derhen , og see ad ? “ „ Det kan der ikke være Tale om , “ sagde Fru Gorm . „ Du kjender jo ikke engang Byen , og en ung Pige kan ikke saaledes gaae hen og see paa Ildebrande . — Du er afficeret , gode Gorm , det kan jeg see paa Dig . Du sknlde ikke gaae saadanne Steder hen saa tidligt paa Dagen . “ „ Jeg er ikke afficeret . Hvad i Alverden sknlde jeg være afficeret af ? Jeg har seet saamange Ildebrande i mine Dage , at jeg vel nok nu kunde ansees for ildfast . “ „ Det sknlde man rigtignok synes , “ svarede Fru Gorm , „ men vil Dn see — der — din Haand ryster jo . “ Han rakte Haanden frem for at vise , at den ikke rystede ; men den rystede virkelig ; og selv om han havde opbudt hele sin Kraft for at holde den stille , vilde det dennegang neppe have hjulpet Noget . Fjerde Kapitel . Et Par Dage efter Branden kjørte Kraft ude fra Amager , hvor han boede , ind til Christianshavn forat træffe Thomas Hammer , hvis Adresse han nu kjendte . I sin lille , letløbende Enspændervogn sad han i sin laadne Pels og med Huen ned over Ørerne som grundmuret midt i Sædet . Bag i Vognen stod en hvid Pudel med Forpoterne paa Ryggen af Sædet , og iagttog , hvad de underveis passerede forbi ; men da de kom ind paa Broen , opgav den sin tidligere Stilling i Forventning om de Fjender , som snart efter viste sig i Skikkelse af Drenge , mod hvilke den nærede en afgjort Antipathi . Den var godt kjendt af dem , da den mange Gange tidligere i det samme Kjøretøi havde tilbagelagt denne Vei , og da den nu længe iforveien gav sin Misfornøielse tilkjende , og allerede derved underrettede Fjenden om sin Nærværelse , saa vilde Drengene ikke have været Drenge , hvis de ikke , naar de mødtes , havde sfaaret Ansigter af den og løbet et Stykke efter Vognen , hvilket havde til Følge , at den under en forbittret Galpen opførte en vild Krigsdands paa sin indskrænkede Plads . „ Her maa det vel være , “ sagde Kraft , da han var kommet igjennem nogle Gader , og standsede foran et enetages Huus . — „ Spring saa ned , Hektor ! “ Hunden , som kjendte sin Pligt , var i samme Øieblik nede paa Gaden , hvor den stillede sig hen og galpede ad Hesten , som til Svar af og til virrede med Hovedet . — „ Hold saa Mund , “ sagde Kraft , da han var kommet ned af Vognen ; „ nu kan det være nok . “ Derpaa satte Hunden sig foran Hesten , for at holde Vagt , medens dens Herre gik ind ad Porten og saae sig om i Gaarden . Det var et net og vel vedligeholdt lille Sted , hvori der kunde boe en eller i det Høieste et Par Familier ; midt i Gaarden stod der en Post , og ved Enden af Baghuset saae man Lidt af Haven , som hørte til Stedet . Han blev staaende et Øieblik og ventede paa , at der skulde komme Nogen , hos hvem han kunde spørge sig for ; men da der Ingen kom , begyndte han at søge efter Indgangsdøren , og da han heller ikke kunde faae Øie paa den , gik han ganske rolig hen til Posten , tog et Foderal op af Lommen , tog et Bæger ud deraf , og postede det fuldt af Vand . Da han havde drukket det , stod han og saae ud i Luften med det dybsindige Udtryk , Folk jevnligt antage , naar de prøve Viin ; derpaa lukkede han igjen Bægeret ind i Foderalet , og slog det sammen med et Smæk , som en Tilkjendegivelse af , at Undersøgelsen var tilende og Dommen fældet . „ Aa ja , saamæn , “ sagde han ved sig selv — „ saamæn ; ikke ilde ; men “ — hvis han havde udtalt hele sin Mening , vilde han have tilføiet : „ men med Vandet i min Brønd kan det naturligviis ikke sammenlignes ; paa ingen Maade . “ Da han i det Samme hørte , at Nogen begyndte at hugge Brænde ovre i Baghuset , gik han derhen , og saae ind ad Døren . „ Ypperlig Beskjæftigede ! Fortræffeligt ! “ udbrød han , og lettede paa Huen . — „ Goddag , Goddag . “ „ Hvad behager ? “ spurgte en Stemme indenfor . „ Jeg siger , at det er en Ypperlig Beskjæftigede for en Mand , “ gjentog Kraft med sin dundrende Stemme ; „ jeg bærer mig selv ad paa samme Maade ; det er reen Gymnastik . “ „ Vist er det saa . — ønsker De ellers at tale med Nogen her ? “ spurgte den Anden , og kom ud i Gaarden . Det var en Mand paa henved fyrretyve Aar med et alvorligt og besindigt Udtryk i Ansigtet , som i dette Øieblik oplivedes af et Smiil over den eiendommelige Maade , hvorpaa den Fremmede havde introduceret sig . Han stod endnu med øxen i Haanden , medens han gjentog Spørgsmaalet , da den Fremmede tøvede med Svaret . „ Jeg søger efter en Dreng ved Navn Thomas Hammer , “ sagde Kraft . „ Han udrettede forleden Dag et godt Stykke Arbeide ved Ildebranden i Adelgade . Jeg kunde nok have Lyst til at see den Krabat . Han tjener hos en Doktor Clausen , som skal boe her i Stedet . “ „ Det er ganske rigtigt ; han tjener hos mig . “ „ Saa De er Doktor Clausen , “ sagde Kraft . „ Det er mig overordentlig kjært at hilse paa Dem ; jeg er Brygger Kraft fra Amager . “ „ Saa kan jeg forsikkre Dem , at det er mig ikke mindre kjært at gjøre Deres Bekjendtskab , “ svarede Lægen og rakte ham Haanden , som Kraft trykkede med megen Varme . „ Konen er ude hos os , som De altsaa veed , “ fortsatte Kraft , „ og det glædede os Alle , jeg mener min Familie , at høre , hvor menneskekjærlig De viste Dem mod hende “ — Lægen gjorde en afværgende Bevægelse — „ jeg siger , hvor menneskekjærlig De viste Dem “ — tordnede Kraft . „ Jeg vilde være Dem forbunden , Hr . Kraft , “ afbrød Lægen ham , „ dersom De lod den Sag fare . — Thomas er i dette Øieblik ude i et Ærinde for mig , men hvis De vil gaae op og vente hos mig saalænge , saa kommer han snart . “ Kraft takkede for Tilbudet , men udbad sig først Tilladelse til at sætte Hest og Vogn ind i Gaarden ; thi vel holdt Hektor Vagt , sagde han , men det var hændet engang tidligere , at den havde forladt sin Post , fordi trædske Fjender havde kigget om Gadehjørner og ud af Porte , og skaaret Ansigter og hylet , indtil den havde glemt sig selv og var faret afsted efter dem . Lægen hjalp ham Kjøretøiet ind , hvorpaa de lavede sig til at gaae ind i Huset . „ Jeg stod før og saae efter Indgangen , “ sagde Kraft , „ men endnu har jeg ikke kunnet faae Øie paa den . “ „ Det skulde De ogsaa have ondt ved , da den er ved den anden Ende af Huset ; jeg er en Elsfer af Blomster , skal jeg sige Dem , og ved at flytte Indgangen derhen , hvor den nu er , vandt jeg et Værelse til Blomster inde i Huset , og fik Udgang lige til Haven . “ „ De er Blomsterelsker , fortræffeligt , ypperligt ; det er jeg ogsaa . Hos hvem boer De , med Tilladelse ? “ „ Hvorfor spørger De om det ? “ sagde Lægen smilende . „ Fordi Værten sikkert ogsaa maa være Blomsterelster ? “ „ Og hvorfor troer De det ? “ „ Hvis han ikke var det , antager jeg , at han ikke saaledes vilde lade Dem flytte om med Husets Indgang . “ „ Det kan De i Grunden have Ret i ; men jeg skal sige Dem , jeg er selv Værten . “ „ Ah , saaledes ; det er en anden Sag . Ypperligt ! Fortræffeligt ! “ Under en bestandig Gjentagelse af disse og lignende Tilfredshedsyttringer kom de op i Huset , hvor Lægen viste ham rundt . Der udspandt sig snart en livlig Samtale , da Kraft ikke kunde blive træt af af see , saalidt som Lægen af af vise , hvad han havde , og skjøndt Planterne i Vintertiden saae temmelig nøgne og fattige ud , vare de Begge saa godt inde i Sagen , af de i dette tilsyneladende Herbarinm saae alle Sommerens Herligheder . Det varede ikke længe , førend Kraft sad i Lægens Sofa med et Glas Viin foran sig og dampede af en Cigar , medens han i et veltalende Foredrag og med en Stemme , som rungede i Værelserne , gav Lægen forskjellige praktiske Vink i Retning af Drivhuse og Havekultur . Doktor Clansen var forandret baade over sin Gjæst og over sig selv . Han boede her i sit eget Sted , temmelig afsondret fra Verden , og havde kun en ringe Praxis , fordi han ikke ønskede den større ; men saalangt han kunde huske tilbage , var det aldrig hændet ham før , af en fremmed Mand , et Kvarteer efter af han var kommet ind i Huset , saaledes havde taget ham med Storm , og nu sad i Sofaen og diskuterede om Haveanlæg , medens han efter Omstændighederne lod til af befinde sig ganske som hjemme . Kraft havde vel først den foregaaende Dag hørt tale om Doktor Clansen , gjennem Hanne , hvis Datter tjente i hans Huus ; men det Lidet , han havde hørt , havde ganske stemt ham til Fordeel for Lægen ; og denne , som ellers var en stilfærdig og noget utilgængelig Mand , kunde ikke modstaae den Imødekommen , som den Fremmede paa sin- eiendommeligt buldrende Maade viste ham . „ Nei , min gode Doktor , “ indvendte Kraft , „ efter hvad De der fortæller mig , kjender De aldeles ikke til Behandlingen af Græsplainen ; aldeles ikke . Undskyld , at jeg udtaler mig ligefrem ; men De kjender det ikke . De maa saae dem om hvert Aar . Herregud , naar man har Have og vil offre Noget paa den , saa er det da til at overkomme ; og saa maa Græsset slaaes , og rives , og tromles , og glattes , og — ja vent De blot til Sommer , saa skal jeg vise Dem det . Jeg kommer herind med mit Mandskab , og tromler væk paa Deres Have . “ I det Samme kom Thomas ind , og lagde en Pakke paa Bordet . „ Der er han , “ raabte Kraft . „ Kom herhen Du , og lad mig see paa Dig . Saa det var Dig , som gik tilveirs efter Ørengen — Ha , ha , ha ! — Du er mig en net Kammerat . — Kom herhen , og lad mig see paa Dig . “ Thomas stod forbauset og saae paa den fremmede Mand , uden at forstaae , hvad det skulde betyde . „ Det er Brygger Kraft fra Amager , “ sagde Lægen til Thomas . „ Hr . Kraft har hørt om din Bedrift ved Branden ; Du veed jo , at Hannes Datter tjener hos Hr . Kraft . “ „ Knnde jeg ikke faae ham hjem med idag , gode Doktor ? Min Kone og min Datter have faaet Lyst til at see ham . “ „ Du kan gaae ned og gjøre Dig istand , Thomas , “ sagde Lægen . „ Hvorledes har De faaet fat i ham ? “ spurgte Krast , da Thomas var gaaet . „ Egentlig ganske tilfældigt ; jeg averterede om en ung Fyr , som kunde gaae mig tilhaande , og af dem , der meldte sig , valgte jeg ham . Senere har jeg havt flere Beviser paa hans Ærlighed , og den Hengivenhed , han nærer for den stakkels Kone , har i Grunden stillet ham høit i mine Øine . “ „ Naturligviis , naturligviis , “ sagde Kraft ; „ jeg har af Konen erfaret , hvor taknemmelig han har viist sig mod hende , og det er Noget , jeg sætter megen Priis paa . Det er da Noget , som De ogsaa gjør , gode Doktor ; det veed jeg ; og derfor beder jeg Dem af gjøre mig den Fornøielse af tage hjem med idag , og besøge os . “ Denne uventede Overgang overraskede Lægen , som begyndte af undskylde sig ; men Kraft havde en saadan Maade af invitere paa , og Lægen var nu engang kommet i et ypperligt Humeur , saa af han snart lod sig overtale . Medens han lavede sig istand , gik han igjen inde i sit Værelse og undrede sig over , af noget Saadant kunde hænde ham , Johannes Clansen , som selv godt vidste , hvilken adstadig og stilfærdig Person han var ; af Nogen , efter en halv Times Bekjendtskab , kunde faae ham til af tage hjem med sig og besøge en ham fremmed Familie , det var egentlig besynderligt . Da de kom ned i Gaarden , fandt de Thomas straalende dunkelt i mørkeblaat Vadmel , medens han forbauset betragtede Hunden , som laae paa Ryggen af Heften i en Stilling , som om den sov , hvad den dog ikke gjorde ; den holdl tvertimod Udkig med enhver af hans Bevægelser , idet den forudsatte , af han kun pønsede paa af sætte sig op i Vognen og kjøre bort med den ; men hvis han nærede en saadan Plan , gjorde han for sin egen Skyld bedst i at opgive den igjen . Saasnart dens Herre viste sig , sprang den ned og kredsede omkring ham , gjøende af alle Kræfter . „ Du maa vel have din Tour , “ sagde Kraft , medens han indbød Lægen til at sætte sig op i Vognen . „ Du maa vel have din Tour , ellers bliver det galt . “ Med disse Ord holdt han Pidsken ud i stiv Arm , medens Hektor under en henrykt Galpen sprang frem og tilbage over den med en Ivrighed , som om den udførte et for dens Herre høist nyttigt Foretagende . „ Jeg maa unde ham den Fornøielse , “ sagde Kraft , „ ellers bliver der ingen Fred for ham . “ Derpaa satte de sig op i Vognen , hvor Thomas indtog Hektors forrige Plads , medens Hunden blev henviist til yderligere Bevægelse i fri Luft , og saaledes kjørte de rask ud ad Amager til . Paa Veien underholdt Kraft Lægen om sit Bryggeri , beskrev Huset og Haven , og satte ham saaledes ind i sin Virksomhed , at han syntes at kjende Stedet , da de nærmede sig til det . „ Nu ere vi der strax , “ sagde Kraft , idet han pegede hen tilhøire , hvor man i Taagen kunde skimte Omridset af en Bygning , og faa Øieblikke efter holdt de udenfor Stuehuset . Det var en venlig og indbydende Bolig , hvortil han havde ført sin Gjæst ; vistnok kunde Øieblikket til en Præsentation have været heldigere valgt , da den smeltede Snee havde dannet et Uføre omkring Bygningerne , og Taagen dryppede fra Tage og Træer , men Huset og dets Omgivelser havde et gjennemgaaende Præg af Orden og Ziirlighed , og det var let at see , især for en Kjender , at den store Have , som omgav Huset , om Sommeren maatte gjøre det til et høist behageligt Opholdssted . Hertil kom , at der inde fra Værelserne skinnede en lystig Ild fra mere end een Kakkelovn ; men det meest Tillokkende vare dog de Ansigter , som viste sig i Døren . Forrest stod der en Kone paa et halvthundrede Aar , med et Shawl over Hovedet og ventede at faae en Forklaring paa , hvem den fremmede Mand kunde være ; hun var i Aarenes Løb vant til saamange af dette Slags Overraskelser , at hun paa en Maade var forberedt paa Alt . Bagved hende stod hendes Datter , Angusta , en ung Pige paa atten Aar ; hun havde bundet et hvidt Tørklædæ over Hovedet , og medens hun holdt Moderen om Livet , kiggede hun over Skulderen paa hende . Skjøndt det i og for sig er høist uskyldigt , og i taaget og raat Veir endogsaa ret fornuftigt , naar en ung Pige med et stort brunt Haar og blaa Øine binder sig et hvidt Tørklædæ over Hovedet , saa kommer det alligevel let til at tage sig ud som et lille Koketteri , naar denne unge Pige er smuk . Der var ganske vist i dette Øieblik Ingen at kokettere med ; thi hvilken ung Pige falder vel paa at kokettere med en fremmed Mand , filmed naar denne Mand er nærved de Fyrretyve og altsaa forstandig ? Og alligevel saae det ud , som om den unge Frøken Augusta stod bagved sin Moder og koketterede ; det hvide Tørklædæ , den røde Halssløife , den fine Haand , hendes slanke Figur og skjelmske Smiil koketterede hver paa sin Maade . Længere tilbage stod Hanne med sin Dreng paa Armen , og med sin voxne Datter , Marie , som tjente hos Krafts . Det var denne lille Forsamling , som gjorde , at Lægen fandt Huset saa tiltrækkende , og lod ham sinde sig som hjemme næsten i samme Øieblik han var forestillet for dem . „ Men hvor i Alverden er Thomas ? “ udbrød Kraft , og opdagede ham i det Samme staaende i Taagen ude paa Veien . Han gik rask hen og greb ham i Kraven , og idet han holdt ham i en Arms Længde ud foran sig , præsenterede han ham for Familien . „ Her seer I ham , “ sagde han ; „ saaledes seer han ud ; ind med ham ! “ Med disse Ord afleverede han Thomas til Hanne og hendes Datter , som førte ham ud i Kjøkkenet , hvor de strax konstituerede sig som Selskab . „ Det havde jeg mindst tænkt , Thomas , at vi skulde samles her , “ sagde Hanne . — „ Du seer saa vist paa Marie ; synes Du , at hun har forandret sig ? “ Det forekom ham saaledes . Han havde ikke seet hende i et Aarstid , medens hun tjente ude paa Landet , og fandt Forandringen saa paafaldende , at han vedblev at stirre paa hende , indtil hun blev ganske forlegen . „ Blev Du ør ? “ spurgte Marie for at lede hans Opmærksomhed hen paa noget Andet . „ Om jeg blev ør ? “ sagde Thomas forundret . — „ Naar ? “ „ Da Du gik op efter Drengen . “ „ Ikke det Mindste ; det kom først bagefter . “ „ Gud , “ sagde hun , „ jeg bliver ganske angst , naar jeg bare tænker paa det . “ „ Saa lad være at tænke paa det , “ sagde Thomas . — „ Jeg synes ellers , at Du er blevet en heel Deel kjønnere , end da jeg saae Dig sidst , “ tilføiede han , og blev rød i Hovedet over sin egen Dristighed . „ Hør nu til ham , “ sagde Hanne , „ nu gaaer han hen og sætter hende Fluer i Hovedet . “ Hvorvidt Thomas vilde have gjort nogen Indrømmelse i denne Retning , fik man ikke at vide , da Hannes Dreng i det Samme afbrød Samtalen ved at pege paa Kjøkkenbordet , hvor der laae en Sax , hvilken Gjenstand fremkaldte et begejstret Udbrud : „ Hund ! Vov vov ! Hund ! “ uden at Nogen af dem var istand til at opdage den indre Sammenhæng , indtil det omsiderfaldt Moderen ind , at hendes Sax for nogle Maaneder siden var bleven slebet af en Skærsliber , hvis Kjøretøi blev trukket af en Hund . Denne sindrige Fortolkning , som tiltraadtes af alle Parter , drog for et Øieblik Opmærksomheden bort fra det Thema , de havde forladt , men det varede ikke længe , inden Thomas kom tilbage dertil , og under de Erklæringer og Moderklæringer , som faldt ved denne Leilighed , var Stemningen den behageligste af Verden . Den var ikke mindre behagelig inde hos Herskabet . Over det Kraftske Huns var der et Præg af Hyggelighed , som strax faldt Lægen i Øinene . Dagligstuen var et stort , rummeligt Værelse , der saa at sige var foret med Egetræes Paneel ; der var fremdeles et Par Egetræes Skabe , som naaede heelt op til Loftet , et aflangt fiirkantet Egetræes Bord med et stort Tæppe over , et Fortepiano , en rummelig Sofa og store Lænestole , Altsammen gammeldags , solidt og kraftigt ligesom Eieren selv . Vi ville byde vor Gjæst velkommen , “ sagde Kraft til sin Kone , som gik hen til et af Skabene , og tog Viin og Glas frem . „ De finder maaskee , at vi ere lidt gammeldags herude , gode Doktor ; men jeg holder nu engang paa , at mine Gjæster skulle bydes velkomne . Jeg kan ikke vænne mig til disse nymodens Skikke med et Glas koldt Vand ; maa jeg bede om Viin . Altsaa , velkommen . “ Lægen fandt , at der var noget ganske Behageligt ved saaledes at modtage en bestemt Forsikkring om , at man var velkommen , og at det var en smuk , gammel Skik at klinke , især naar man stod overfor to saa fortræffelige Ansigter som dem , der tilhørte denne Mand og hans Hustru , og naar der ovenikjøbet var en smuk Pige , som selv kom og rakfe sit Glas frem mod En . Det var nok forekommet ham , medens de stode udenfor Huset , at Datteren var smuk ; det var ellers Noget , han ikke lagde synderlig Mærke til ; nu derimod saae han det tydeligt ; hun var smuk , ja , hvis han skulde have udtalt sin Mening , endog ualmindelig indtagende , og han maatte igjen forundre sig over sig selv , da han greb sig i at tænke paa hende , medens Kraft viste ham Bryggeriet , og gav ham en Oversigt over Bedriften . Skjøndt han til enhver anden Tid vilde have interesseret sig for , hvad han her saae , maatte han formelig gjøre Vold paa sig selv for at holde Tankerne samlede , og blev næsten ærgerlig , da han mærkede , at det vilde være behageligst at komme tilbage til Dagligstuen , men opgav imidlertid at ærgre sig , da han var der . „ Men een Ting undrer mig , “ sagde Kraft , da de efter Middag sade i hans Værelse og fortalte hinanden Et og Andet af deres Livs Historie , saaledes som Mænd knnne gjøre det , der gjensidigt føle sig tiltrukne , og ikke have Noget at skjule før hinanden ; „ men een Ting undrer mig , min gode Doktor , og efter hvad vi nu have fortalt hinanden , vil De tilgive mig min Ligefremhed , og det er , at De ikke har giftet Dem . “ „ At jeg ikke har giftet mig ? “ gjentog Lægen med et Udtryk , som om det var en Sag , han maaskee engang havde tænkt paa , men forlænge siden opgivet . „ Ja netop , at De ikke har giftet Dem . Naar jeg betænker , hvorledes min gamle Kone gaaer og tumler her i Huset , og holder Liv i det ; og hvorledes hun forekommer mine Ønsker , førend jeg udtaler dem ; og — kort sagt , De forstaaer mig nok ; naar jeg betænker det , saa siger jeg endnu engang , at det forundrer mig , at De ikke har giftet Dem . “ „ De glemmer , Hr . Kraft , hvad jeg før sagde Dem , at jeg siden min Moders Død har levet temmelig ensomt , og at jeg i de Aar , da jeg skulde have tænkt paa Sligt , ikke har mødt nogen Pige , som jeg kunde ønske at have til Hustru . Desuden “ — „ Desuden hvad ? “ „ Desuden er jeg nu for gammel ; jeg er snart fyrretyve Aar . Har man levet som Eremit saalænge , saa gjør man formodentlig klogest i at blive , hvad man er . “ „ Nu har jeg aldrig hørt Mage . Synes jeg ikke nok , at De et Par Gange idag har talt , som om De var et Stykke af en Grillefænger ; men vent De kun lidt ; De trænger til at luftes ud . De for gammel ? “ udbrød han , og fik sig en hjertelig Latter , som smittede hans Gjæst . — „ Hvis De ellers er lige saa stor en Ynder af Musik som jeg , saa lad os gaae over i Dagligstuen ; jeg kan høre , at min Datter spiller . “ I Dagligstuen befandt Lægen sig afgjort bedst , og skjøndt han egentlig ikke var nogen Kjender af Musik , fandt han dog Behag i at høre den . Som han sad der i den gammeldags Stue med de høie Egetræes Skabe , medens Ilden blussede i Kakkelovnen , og medens den friske og varme Luft i Værelset ved Modsætningen bragte En til at tænke paa den klamme Taage , der langsomt drev afsted udenfor Vinduerne , og gav Markerne et øde og trist Udseende , følte han sig hensat i en fornøielig og fredelig Stemning ; og medens de sade og hørte paa . Musiken , forekom det ham , af Værelset , Forældrene , den unge Pige og Tonerne smeltede sammen til et harmonisk Hele , der var høist tiltalende . Da Musiken hørte op , kom Samtalen atter i Gang , ved hvilken Leilighed han ikke kunde undgaae af bemærke den Stolthed og Kjærlighed , der lyste ud af Forældrenes Ansigter , naar de saae paa deres Datter , og hørte hende tale . Da Kraft kom til af tænke paa sit Besøg hos Lægen , var det ganske naturligt , af Talen førtes hen paa Blomster , og da Augusta hørte , af Doktor Clausen forstod sig paa deres Dyrkning , var det ligesaa naturligt , af hun fik Lyst til af vise ham Drivhuset , og af han fik Lyst til af see det ; men da Forældrene ikke vilde gaae ud i Haven , maatte han nøies alene med hendes Selskab , og da det ikke var saa let af gaae i den glatte Tøsnee , var det i sin Orden , af han bød hende Armen , og af hun modtog den . Saaledes spadserede de ned i Haven og skjænkede Drivhuset deres Opmærksomhed , indtil det begyndte af blive mørkt . Da de kom tilbage til Huset , fandt Lægen , af det var den behageligste unge Dame , han endnu havde truffet , og kunde nok have ønsket Dagen noget længere . Skjøndt han godt kunde have blevet der nogle Timer endnu , og i Grunden selv havde megen Lyst dertil , og skjøndt Familien ved de venligste Overtalelser søgte at holde ham tilbage , saa erklærede han alligevel , ifølge en af de besynderlige Modsigelser , som undertiden kunne fremkomme hos os , at han absolut maatte afsted . Da det altsaa ikke kunde være anderledes , lod Kraft Vognen spænde for , men tog det bestemte Løfte af ham , at han snart vilde besøge dem igjen . Derpaa blev Thomas kaldt ind , og et Øieblik efter kjørte de , medens Familien igjen stod samlet i Døren , ligesom ved Ankomsten , og vinkede efter dem til Afsfed , indtil de forsvandt i Taagen . Doktor Clausen maatte igjen med Forundring tænke paa den Lethed og Hurtighed , hvormed han havde følt sig hjemme i denne Familie , som var hani ganske fremmed ; og i de nærmest følgende Dage greb han sig mere end een Gang i Ønsket om , at Tiden vilde gaae noget hurtigere , for at han kunde indfrie sit Løfte om at besøge dem igjen , hvilket aabenbart ikke godt kunde skee , førend der idetmindste var gaaet en Uge . Derpaa gjentog han Besøget , og glædede sig ved atter at see Familien hos sig , ved hvilken Leilighed han fik at vide , at Hanne var flyttet tilbage til Byen . „ Jeg kunde ikke begribe , hvad det var for et Hastværk hun havde med at komme afsted , “ sagde Kraft , „ men Augusta har faaet at vide af hendes Datter , at hun er bange for at falde Nogen til Byrde . — Vrøvl , “ tilføiede han lidt efter , halvt for sig selv , „ Vrøvl . “ — Efter den Tid besøgte Doktor Clausen dem en Gang eller to om Ugen , og da Foraaret kom , og Krafts Eiendom kun laae en halv Miil fra Byen , fandt han det saa bekvemt at ende sin daglige Spadseretour derude . „ Desuden er det altid morsommere , “ sagde Kraft , „ at have et saadant Holdested paa sine Toure , end at traske frem og tilbage uden at see saameget som en Kat , “ hvilken Opfattelse af Sagen blev tiltraadt til begge Parters gjensidige Tilfredshed . Femte Kapitel . Skjøndt det Gormske Huus ikke kunde kaldes en Stjerne af første Rang paa den kjøbenhavnske Selskabshimmel , indtog det dog altid en ret anseelig Stilling ; navnlig var der visse Omstændigheder , som gave det et ægte fortryllende kjøbenhavnsk Tilsnit , og gjorde den selskabelige Tone saa tiltrækkende . Mange af de Mennesker , som kom der , vare nemlig Vært og Værtinde høist ligegyldige , og hvad Gjæsternes indbyrdes Forhold angik , saa kunde en Uerfaren , som saae dem tale til hverandre med smilende Ansigter og indsmigrende Stemmer , maaskee have undret sig over , at saamange rare og gode Mennesker vare samlede paa eet Sted ; men dersom en af Gjæsterne var styrtet død om paa Stedet , kunde den samme Uerfarne paany have faaet Anledning til at forundre sig over , hvorledes de Andre vilde have opfattet det som en taktløs Opførsel eller i ethvert Tilfælde som Noget , Vedkommende gjerne kunde have opsat , idetmindste indtil han var kommet ned paa Gaden . Til denne første Eiendommelighed ved den Gormske Salon knyttede der sig en anden , som i saa høi Grad tiltalte Folk af Faget . Der var nemlig ingen Grændse for Antallet af de Gjæster , som i Tidens Løb hvirvlede ind og ud af dette Huns . Bestandigt viste der sig nye Ansigter i Selskaberne , uden at derfor de gamle fortrængtes , hvilket kom deraf , at de gamle ikke lode sig fortrænge , fordi man levede godt ; og saaledes gik det til , at nye Generationer mødtes med en Middelalder og en Urbefolkning , som maaskee engang havde havt en Grund til at komme der , men som nu standhaftigt holdt sig paa sin Post , skjøndt Ingen længere havde kunnet angive denne Grund , hvis Nogen i det Hele havde gjort sig den Uleilighed at søge efter den . Hver Torsdag var der „ aabent Huus “ , som det kaldes , og paa denne Dag var Huset som en Pæl i Floden , hvorom Strømmen hvirvler . Christine , som var uvant med denne Tingenes Orden , fandt det i Begyndelsen meget trættende saa jevnligt at see disse fremmede Mennesker , og prøvede paa at blive paa sit Værelse ; men Fru Gorm erNærede , at en ung Pige ikke maatte have Særheder , og dertil regnede hun det , ikke at ynde Selskabet ; desuden skulde hun gjøre Gavn , hvis hun vilde blive der , og saaledes maatte hun efterhaanden vænne sig til at deeltage i Festlighederne . Naturligviis gaves der Grændser for , hvem der kunde tilstedes Adgang ; thi da Hanne nogen Tid efter Branden besøgte Christine , og da Christine , tankeløst unegteligt , faldt hende om Halsen , saaledes som hun havde gjort det hjemme , og vilde føre hende ind i Stuen , fik hun en gavnlig Forelæsning om det Passende , og om Forskjellen mellem Selskabet og det Plebejiske , to Modsætninger , som aldrig kunde og aldrig burde tænke paa nogen gjensidig Tilnærmelse . „ De har det ikke godt her , Chrisfine , “ sagde Hanne harmfuldt , da de vare komne op paa Christines Værelse . „ Jo vist har jeg det godt , “ indvendte Chrisfine , som ikke ønskede at komme nærmere ind paa Sagen . „ Nei , De har ikke , “ sagde Hanne noget skarpt ; „ det skal Ingen bilde mig ind . Jeg har ogsaa Øine i Hovedet , og har seet saadanne Ting før ; men skulde den Tid komme , da De ikke længere kan holde det ud , saa veed De nu , hvor jeg boer . Dersom min kjære , afdøde Frue kunde see dette , vilde hun vende sig i sin Grav ; men ligemeget , kom De kun til mig , saa skulle vi nok finde paa Raad . “ Da der i det Samme blev kaldt paa Chrisfine , slilles de , og Chrisfine kom ned i Dagligstuen . „ Jeg haaber , “ sagde Fru Gorm , „ at Du for Fremtiden forskaaner mig for slige Præsentationer . “ „ Det var jo kun min gamle Pige . “ „ Det veed jeg , og efter din hele Opdragelse og Mangel paa Kundskab til Livet , saa tilgiver jeg Dig , at Du bar Dig ad , som Du gjorde ; men der er en anden Ting , jeg maa tale med Dig om . Sæt Dig herhen — nei gaa først hen og luk den Dør op ; jeg vil være sikker paa , at ingen af Folkene lurer derinde . — Seer Du , lille Christine , “ sagde hun med usædvanlig Venlighed , da den unge Pige var kommet tilbage , og havde sat sig hos hende , „ der er en Sag , hvorom jeg ønsker at tale med Dig i Fortrolighed ; det er et Anliggende , hvori Du efter min Overbeviisning mangler al Erfaring , men netop derfor er det mig magtpaaliggende , at Du faaer min Mening at vide . Du har vistnok lagt Mærke til , at min Søn er noget letsindig ; jeg vil tilstaae , endog mere letsindig , end jeg egentlig kan tilgive ham , skjøndt en Moder tilgiver sin Søn Meget . Det forekommer mig , at han i den Tid , Du har været her , har begyndt at vise Dig usædvanlig megen Opmærksomhed “ — „ Hvis De troer “ — begyndte Christine rødmende . „ Afbryd mig ikke min Pige ; jeg troer Ingenting , og bryder mig ikke om at troe ; hvad jeg ønsker , er Vished . Jeg holder meest af at gaae lige til Sagen , og siger Dig derfor reent ud , hvad jeg mener . Denne Opmærksomhed kunde let betyde mere end Opmærksomhed , og jeg ønsker derfor at vide , om han paa nogen Maade har ladet sig forstaae med , at han mener noget Mere end Opmærksomhed ? “ „ Jeg har aldrig hørt efter , hvad han har sagt , “ sagde Christine lidt heftigt , „ og vil Heller ikke gjøre det . “ „ Skjøndt den Maade , hvorpaa Du udtrykker Dig , ikke er den heldigste , “ bemærkede Fru Gorm , „ saa er dog Meningen netop den , som jeg ønskede at høre . Min Søn indtager en vis Stilling i Samfundet , fordi det Huus , hvortil han hører , gjør det ; og Du vil derfor forstaae mig , lille Christine , naar jeg siger Dig , at jeg vilde ansee det for mindre heldigt , hvis han med sine Opmærksomheder meente noget Mere end Opmærksomhed , og hvis Du optog det saaledes . Jeg vilde see mig nødsaget til at modsætte mig det , og jeg er overbeviist om , at min Mand vilde gjøre det Samme . Det har kostet mig Overvindelse at sige Dig det , da jeg gjerne vilde skaane dine Følelser ; men da Du alligevel er den uskyldige Aarsag — jeg indrømmer det , den uskyldige Aarsag — til Abels Opmærksomheder , saa har jeg anseet det for nødvenvendigt og bedst for alle Parter at tale med Dig om denne Sag ; og da Du nu kjender min Mening , og vi ere enige , saa ville vi ikke tale mere om den Ting . — Din Garderobe er ellers ikke i den ønskeligste Tilstand . “ Skjøndt Christine allerede var vant til adskillige af Fru Gorms Besynderligheder , kom denne Overgang hende dog noget uventet . „ Jeg mener ikke , at den er uordentlig ; den Roes maa jeg give Dig , at Du holder dine Ting smukt ; - men da Du nu engang er her i Huset , og staaer Familien nærmere , saa er det nødvendigt , at Du viser Dig i en for din Stilling mere passende Dragt , idetmindste paa de Dage , da vi see Fremmede hos os . “ „ Jeg troer ikke , at Nogen lægger Mærke til mig , “ meente Christine , „ og jeg kunde jo blive paa mit Værelse . “ „ Du kjender min Mening i dette Punkt ; en ung Pige i din Stilling maa ikke blive paa sit Værelse ; det vilde kun give Anledning til ondskabsfulde Bemærkninger , hvorfor Huset hverken kan eller bør udsætte sig ; og naar Du altsaa nødvendigviis maa være tilstede , saa maa Du ogsaa vise Dig i en Dragt , som dog nogenlunde ligner den , der for Tiden er brugelig blandt unge Piger , og ikke i dette “ — Fru Gorm berørte med Fingerspidserne Ærmet paa hendes Kjole for at antyde , i hvor ringe Grad den tilfredsstillede Modens Fordringer . Christine havde gjort den Opdagelse , at skjøndt Fru Gorm ikke var stærkt udstyret med Følelse eller sympathetisk Imødekommen , saa var hun dog en Kone , som kunde raisonnere , og som syntes tilbøielig til at tage mod Grunde . Hun var fremdeles bleven enig med sig selv om , at hvis hun gav efter for sin Sorg , saa vilde hun i disse Omgivelser gaae tilgrunde , og hentydede derfor ikke mere dertil , men gjemte sine bekymrede Tanker til de Timer , da hun var alene . Nu forekom det hende imidlertid , at hun blev behandlet som en eller anden livlss Ting , en Stol elleven Sofa , man vilde give et nyt Betræk , fordi den tilfældigviis var der i Huset , og denne Tanke oprørte hende ; hun gjorde derfor endnu en Indvending forat slippe . „ Behøver man at tage saameget Hensyn til fremmede Folks Mening ? “ spurgte hun . „ Du taler som en meget uerfaren Pige . Om man behøver at tage saameget Hensyn ? Ja , det gjør man rigtignok ; det kan jeg forsikkre Dig . Din naturlige Følelse siger Dig maaskee , at det er taabeligt , og jeg vil ikke ubetinget negte det , men derfor er det ligefuldt nødvendigt ; og for at vise Dig , hvormegen Tillid jeg har til Dig , saa vil jeg blot sige Dig , at den Dragt , som min Mand for et halvt Aar siden forskrev til mig fra Paris , og hvormed han overraskede mig paa min Fødselsdag , har gjort overordentlig Lykke ; og at jeg fra mere end en af mine Veninder har modtaget Tak , fordi jeg viste mig i den i deres Selskaber ; og denne Opmærksomhed fra min Side medfører igjen mange andre Opmærksomheder fra vore Venners Side , og Fordele , som jeg nu ikke nærmere kan omtale . Du vil derfor indsee , hvormegen Grund jeg har til at ønske , at ogsaa Du viser Dig i en for Huset passende Dragt . “ Skjøndt det var Christine meget imod , maatte hun dog finde sig i at gaae ud med Fru Gorm og gjøre Indkjøb . Der kunde naturligviis ikke være Tale om , at Christine selv syede sine Kjoler ; Fru Gorm loe næsten hjerteligt , forsaavidt dette Udtryk lod sig anvende paa hende , da Christine foreslog det , og forsikkrede hende , at hun nok skulde give hende noget Andet at bestille , men dette maatte hun ganske slaae ud af Tankerne ; kort sagt , det var det Umuligste af alt det Umulige , og efterat hun var taget under Behandling af en Dameskræderinde , undergik hun i . Løbet af en Maanedstid en fuldstændig Forvandling , og tog sig i sine nye Dragter saa godt ud , at hun tilfredsstillede endogsaa Fru Gorms kritiske Blik . Gorm derimod lagde ikke synderligt Mærke til Forandringen , og gav sig i det Hele ikke meget af med hende . Det var hende paafaldende , at han , ligesom da hun første Gang talte med ham , vedblivende undgik at see paa hende , og hun frygtede undertiden for , at hun var ham imod . En enkelt Gang kunde han aandsfraværende stirre paa hende , men naar han after vaagnede op , forekom det hende , som om han skød noget Ubehageligt fra sig . Kun sjeldent talte han til hende , men naar det endelig sfete , indskrænkede det sig gjerne dertil , at han foreslog hende at gaae ind i Dagligstuen , hvis han tilfældigviis traf hende i Spisesfuen , eller at besørge Et og Andet i Kjøkkenet , naar han mødte hende i Dagligstuen . I Begyndelsen antog hun , at hun maaskee forstyrrede ham i vigtige Betænkninger og omfattende Planer , da hun stadigt hørte Tale om , at han havde sat et betydeligt Aktieforetagende i Gang ; men da der ingen Forandring indtraadte , foretrak hun selv saavidt muligt at holde sig paa Afstand . Han var vel ikke ligefrem uvenlig mod hende ; men der var dog Noget i denne hans Adfærd , hun ikke kunde forstaae , ligesom hun i det Hele ikke rigtigt kunde blive klog paa ham . Medens Fru Gorm altid var den Samme , en klog , paapasselig og charakteerfast Kone , syntes Gorm at besidde en noget foranderlig Natur ; snart var han stor , ophøiet og bydende ; snart sank han sammen og blev grublende og aandsfraværende ; til enkelte Tider var han heftig , og holdt paa sin Ret til det Yderste ; til andre Tider gav han efter , som det forekom hende , blot for at faae Lov til at være i Ro ; men i Almindelighed var han meget beskjæftiget med sine omfattende Foretagender . Det vakte nogen Forundring , da han kort efter Branden i Adelgade kjøbte Grunden , og opførte en Bygning med Smaaleiligheder , som han leiede ud . „ Det er for en Forandrings Skyld , “ sagde han , da hans Kone undrede sig over , at han vilde give sig af med saadanne Bagateller ; „ det morer mig engang at føre en Bygning op i mindre Stiil , og efter det Overslag , jeg har gjort , troer jeg , at det vil betale sig . “ Det morede ham virkelig , og det lige fra Begyndelsen af ; thi da han havde tilkjøbt sig Grunden , var han tilstede det Meste af Dagen , saalænge Rydningen stod paa , og havde blandt Andet stor Interesse af at undersøge , om der var Nogen indebrændt , eller ikke . „ Saamegen Uleilighed behøver De virkelig heller ikke at gjøre Dem , bedste Justitsraad , “ sagde Brandmajoren , som en Dag var tilstede og saae , med hvilken Omhyggelighed han lod selv den mindste Ting undersøge . „ Et Menneske , som er omkommet paa denne Maade , kan altid kjendes , nden at man behøver at gaae til saadanne Yderligheder . “ „ Det er jeg dog ikke saa ganske vis paa , “ indvendte Gorm ; „ i ethvert Tilfælde holder jeg nok af , at det Slags Sager udføres grundigt . “ „ Det veed jeg , det veed jeg ; men spørg De en kyndig Mand ; spørg for Exempel Deres Læge , saa skal De see , at han giver mig Ret . “ Gorm fulgte hans Raad , og henvendte sig til Doktor Clansen Paa Christianshavn , som var hans Læge . „ Troer De , at et Menneske saaledes kan fortæres af Ilden , at det bliver aldeles ukjendeligt ? “ spurgte Gorm , da han et Par Dage senere havde faaet Lægen med ud paa Pladsen , hvor Rydningen var i fald Gang . „ Det kunde ganske vist skee , naar Ilden var meget stærk og brændte tilstrækkelig længe , “ svarede Clansen ; „ men i Almindelighed danner man sig meget urigtige Forestillinger om den Hede , som vilde behøves dertil . “ Gorm , som var optaget af Spørgsmaalet , gjorde den Bemærkning , at de Gamle dog brændte deres Lig , og fandt , at dersom man anvendte den samme Methode nu , vilde man undgaae adskillige Ulemper . „ Det er muligt , “ sagde Clansen , „ men i vore Dage veed man bedre , hvad Brændet er værd ; og hvad dette Tilfælde angaaer , saa kan jeg forsikkre Dem , at den Ild , som her har været , ikke har kunnet fortære et menneskeligt Legeme fuldstændigt . “ „ Hvad mener De da om dette ? “ spurgte Gorm , og førte ham hen til nogle forkullede Levninger , som vare fundne den foregaaende Dag . „ Ieg kan ikke bestemt sige Dem , hvad det er , “ sagde Lægen , da han nærmere havde betragtet det ; „ men jeg er tilbøielig til at ansee det for et Stykke Læder , hvori der har været Ild . Derimod kan jeg bestemt sige Dem , hvad det ikke er ; et Menneske erdet ikke . “ Men trods alle Forsikkringer vedblev Gorm at fortsætte Undersøgelsen paa det Omhyggeligste ; enhver Gjenstand , som blev draget frem af Ruinerne , blev nøie undersøgt , men gjorde det kun sandsynligere , at Frygten havde været ugrundet , og da Pladsen tilsidst var ryddet , holdt de Fleste sig overbeviist om , at der Ingen var omkommet . Kun Enkelte , som havde Lyst til at sige imod , eller som havde Hang til at forestille sig det Gruopvækkende , holdt haardnakket fast paa , at der dog nok alligevel var Nogen indebrændt ; til denne Mening hældede ogsaa Gorm . „ Han stolede ikke paa disse Lægers Mening ; de havde før taget feil , og naar det kom til Stykket , vidste de nok ikke Mere end vi Andre ; han for sin Deel antog nu , naar han overveiede alle Omstændigheder , at Frygten var grundet ; “ og da han udtalte denne sin Mening paa den tilforladelige , eller andre Meninger afvisende Maade , som med Held anvendes af Matadorer og gjør dem saa fortryllende i Omgang , saa gik efterhaanden Flere over til den samme Anskuelse , idet de meenfe , af naar en saa besindig og agtet Mand som Gorm sagde det , var det ogsaa rimeligt , af det forholdt sig saaledes , og saa skulde man ikke bryde sig om , hvad de Andre meenfe . Da Pladsen var gjort ryddelig , opførte Gorm et Sted , hvori der blev indrettet en Mængde Smaaleiligheder , og da Bygningen var færdig , overdrog han til en af de yngre Mænd , som arbeidede under ham , af leie Værelserne ud og af have Tilsyn med Huset . Denne Mand var en polytechnisk Kandidat ved Navn Selmer , som i nogle Aar havde arbeidet hos Gorm , og som levede i det forfængelige Haab , af denne engang skulde anvende sin Indflydelse for af skaffe ham en fast Ansættelse , hvilket han havde lovet ham , da han fik ham i sin Tjeneste ; rimeligviis skulde dette være et Slags fremtidigt Vederlag for den Løn , Gorm gav ham , og som maatte kaldes latterlig lille , især naar man saae hen til , hvormeget Arbeide der blev krævet af ham . „ Nu maa De overtage Bestyrelsen af det Sted , “ sagde Gorm en Dag fil ham , „ jeg har ikke selv Tid fil af tænke paa det . Det er en Selvfølge , af De kun antager solide Leiere , det vil sige solide Betalere . Jeg kan for Tiden bruge alle de Penge , jeg kan faae . “ Dermed strøg han den Sag ud af Tankerne , og fordybede sig i vigtigere Anliggender . Selmer var en livsglad ung Mand , som , saa- ! længæ det paa nogen Maade lod sig gjøre , foretrak af betragte Tingene fra deres fornøjeligste Side , hvilket forsaavidt var heldigt , som han ofte havde Anledning fil af betragte dem fra andre Sider . Da han af Naturen var imødekommende og tjenstagtig , og tillige sorgløs nok fil af oversee , af naar man først har sagt A , saa skulle Andre nok sørge for , af man kommer fil af sige B , saa var han efterhaanden fra sin mere officielle Stilling hos Gorm draget ind i Husets private Anliggender , og maatte gjøre Gavn paa utallige Maader , uden af man derfor følte sig ham mere forbunden . Især forstod Fru Gorm af tage Nytte af ham , og havde navnligt et Par Gange brugt ham i et mere delikat Anliggende , som paa ! engang fordrede Kraft og Konduite ; den unge Hr . Abel var nemlig nogle Gange kommet hjem i en overvældet Tilstand , som paa engang gjorde ham til en Umulighed i Dagligstuen , og tillige gjorde det til en Umulighed for ham selv at naae op i de høiere Regioner , hvor hans Værelse laae . Ved disse Leiligheder havde Fru Gorm benyttet Selmers Hjælp , og ladet ham forstaae , at hun derved viste ham en Tillid , som han forhaabentligt vilde vide at paaskjønne . Ogsaa Christine havde han havt Anledning til at vise en Tjeneste ved at bringe Hilsen til Hanne , hvem hun kun een Gang havde vovet at besøge , af Frygt for at det skulde mishage Fru Gorm , for hvis aarvaagne Blik kun meget Lidt kunde holdes skjult ; og saaledes som Omstændighederne nu engang vare , opfattede de snart hinandens gjensidige Stilling der i Huset , hvilket førte til , at de først betragtede sig som naturlige Forbundsfæller , og derpaa som gode Venner . „ Jeg tænkte nok , at jeg skulde træffe Dem , Frøken Haffner , “ sagde Selmer , som efter at have modtaget den omtalte Ordre angaaende det nye Sted , kom fra Gorms Arbeidsværelse ind i Dagligstuen . „ Hvis De har noget Bud til Hanne , saa kommer jeg nu dagligt i Nærheden af hende . Hun boer ved Siden af det nye Sted , som jeg idag har faaet Tilsyn med . “ „ Troer De ikke , at jeg igjen kunde besøge hende ? “ spurgte Christine . „ Dersom det kun kom an paa mig , saa vilde jeg sige , at det kunde De naturligviis godt ; men da det kommer an paa Andre , saa troer jeg , at De gjør bedst i at lade det være . “ „ Jeg har tænkt paa Noget , jeg gjerne vilde bede Dem om at hjælpe mig med . “ „ Hvis det er Noget , som staaer i min Magt , veed De , at Intet er mig kjærere . “ „ Jeg veed ikke , hvorledes man bærer sig ad her i Byen for at faae en saadan Beskjæftigede , men jeg har tænkt paa , om jeg ikke kunde komme til at undervise nogle Smaapiger . “ „ Det er ganske umuligt , “ svarede Selmer , og saae forundret paa hende ; „ det lader sig virkelig ikke gjøre . Troer De , at Fru Gorm noget Øieblik vilde tillade , at her kom Smaapiger ? “ „ Det var Heller ikke min Mening , “ sagde Christine ; „ jeg tænkte blot , at jeg kunde faae en Plads hos Fremmede . Det er maaskee utaknemmeligt af mig , “ tilføiede hun lidt efter , „ men her kan jeg ikke blive ; jeg kan ikke gjøre Noget , som er tilpas , hvormeget jeg end bestræber mig derfor , — og jeg kan ikke holde det ud længere . “ „ Jeg er altfor glad ved af kunne vise Dem en ringe Tjeneste , “ sagde Selmer , „ men var det dog ikke bedst , om De først talte med Fru Gorm derom ? “ „ Jeg veed i Forveien , af det ikke hjælper Noget ; hun vilde slaae det hen , naar jeg sagde det til hende ; og naar hun ikke vil ind paa en Sag , har hun en underlig Maade af vise den bort paa , saa af man slet ikke kan komme til af tale om den , “ bemærkede Christine , og saae lidt haabløs ud . „ Velan , jeg skal see mig om , “ sagde Selmer , „ og dersom De ikke vil stille for store Fordringer — det var kun mit Spøg ; jeg veed godt , af De ikke gjør det , “ tilføiede han , da hun vilde gjøre en Indsigelse , „ saa var det maaskee muligt , af jeg kunde finde en saadan Beskjæftigede for Dem . “ „ Ja , gjør det , gjør det , “ udbrød hun ivrigt ; „ jeg vilde betragte det som en Befrielse , den Dag jeg kunde begynde af gjøre nogen Nytte , og selv sole , af jeg gjorde det . “ Mere fik hun ikke sagt , da Abel i det Samme kom til , hvorpaa Selmer gik sin Vei . Den Tribut til Huset , Stillingen og Selskabet , som Fru Gorm havde anseet for saa nødvendig , da hun ekviperede Christine , vandt ogsaa Selskabets Bifald . Flere , som tidligere ikke havde lagt Mærke til den unge Pige , saae fra dette Øieblik , af Fru Gorm gjennem denne Forandring henvendte sig til dem , og besvarede som høflige Gjæster Henvendelsen ved godhedsfuldt af tage Notits af hende , og tale med hende . Men navnligt vandt Forandringen den unge Abels Anerkjendelse , som han ogsaa ved denne Leilighed udtalte paa den ham eiendommelige Maade . „ De seer fordømt godt ud idag , lille Kousine , “ sagde han , idet han kastede sig i en Lænestol . „ Fordømt godt , paa min Ære . “ Den sidste Tilføielse , som bedre vilde have passet for en traditionel apoplektisk Major , var ikke Abel eiendommelig ; han havde laant den fra en Ven , som havde aristokratiske Tendenser , og prydede sin Tale med den , naar han ønskede af gjøre et vist Indtryk . „ De er noget sparsom med Ord , lille Kousine , “ vedblev han , og gjorde Forsøg paa at see ud som en krænket Kavaller , da Christine ikke svarede ham . „ Naar jeg taler til Dem , kunde De gjerne svare mig , “ tilføiede han , og faldt ud af Rollen . „ Jeg troer , at vi gjøre bedst i at indskrænke Samtalen til det mindst Mulige , “ svarede hun . „ Hvorfor troer De det ? “ „ Fordi vi ikke have Noget at tale om . “ „ Paa min Ære , der tager De feil , lille Kousine ; vi have tvertimod Meget at tale om . Hvorfor undgaaer De mig bestandigt ? Jeg har godt lagt Mærke til det . — Nei , nu skal De tale med mig , “ tilføiede han , og stillede sig i Veien for hende . „ I Deres Sted vilde jeg foretrække at være elskværdig . “ „ Saa siig da , hvad De har at sige , og lad mig flippe for Deres Paatrængenhed . “ „ Naar De bliver hidsig , Kousine , saa seer De endnu smukkere ud ; bliv ikke altfor ilter , ellers kysser jeg Dem ; ved Gud om jeg ikke gjør , “ tilføiede han , og vilde tage hendes Haand . I det Samme bankede det paa Døren , og en ung Mand traadte ind . „ Bravo , Gumling , Bravo ! De kommer i et beleiligt Øieblik , “ raabte Abel , idet han samtidigt forhindrede Christine i af komme ud af Stuen . „ Men det er jo sandt ; De har endnu ikke hilst paa min Konsine , — von Gumling — min Konsine , Frøken Haffner . Kom mig til Hjælp , bedste Gumling , min Konsine er ubønhørlig . “ „ Tør jeg spørge , hvorom Striden dreier sig ? “ spurgte Gumling . „ Jeg udbeder mig kun Tilladelse til af gaae , “ sagde Christine . „ Da seer jeg i Sandhed ikke , hvem der skulde kunne negte Dem den , “ svarede Gumling , „ hvor ondt det end vilde gjøre mig , hvis det beroede paa mig af give den . “ Christine benyttede Leiligheden til af gaae , medens Abel et Øieblik blev staaende forvirret , da han begyndte af nære en dunkel Formodning om , af han maaskee havde forløvet sig . Den unge von Gumling nedstammede efter Sigende fra en Mand , som under Richard Løvehjerte osv . I Tidens Løb var der kommet Huller i Familiens Genealogi , hvorved den havde faaet Lighed med de Besiddelser , som ligeledes efter Sigende skulde have tilhørt Familien , men som nu udgjorde et eneste stort Hul . Al forsøge paa en Reparation af dette sidste vilde kun være spildt Umage , da Ingen mere kunde angive , hvor disse Besiddelserhavde ligget , og var derfor ganske opgivet ; men desto mere Uleilighed gjorde man sig for at bøde paa Stamtræets Lakuner . Forgjæves havde Slægten Tid efter anden gjort sin høie Byrd gjældende , og formaaet Folk til at gjennemstøve Archiverne ; men dens Oprindelse maatte ligge langt forud for Richard Løvehjerte , da der i de støvede Dokumenter , man havde gjennemsøgt , end ikke fandtes Spor af den . „ Historikerne have idetmindste foreløbigt opgivet os , “ pleiede de at sige ; og det var forsaavidt sandt , som Historikerne aldrig havde bekymret sig om dem , uden hvergang de havde anfaldet en af disse Forskningens Mænd , og plaget ham om at skaffe dem , om det saa kun var den mindste Lap af en Stamtavle . Mange Kunstgreb havde Archivarer anvendt for at slippe fri for dem , men det havde Altsammen ikke hjulpet , førend engang en Archivar , som ellers besad en fredsommelig Natur , blev drevet til Fortvivlelse , og yttrede sig saaledes : „ Hør , veed De hvad , om nogen Gumling kan det ikke hjælpe , at jeg søger i Archivet ; for der er ingen , det veed jeg ; men maaskee er Slægten i Tidernes Løb udartet , hvilket er Tilfældet med enkelte andre Familier , og hvis det lod sig tænke , at Stamfaderen har været en Tørv , kunde jeg jo begynde at søge ester ham . “ Da det var under Familiens Værdighed at indlade sig med saa simple og udannede Personer , opgav den for en Tid Archiverne , og kastede sig med ulige større Held over Embeder , især saadanne , som uden at kræve synderlig Forberedelse eller særlig Dygtighed alligevel gave ret gode Indtægter og ydede en Stilling , som var forenelig med Slægtens Værdighed . Told- , Post- og Forstregionen var i hine gyldne Tider stærkt besat med Gumlinger , og det blev tilsidst en Tradition , at alle herhen hørende Embeder ifølge en eller anden Naturlov maatte besættes med dem , saa at man , hvergang et saadant Embede blev ledigt , saae sig om efter det Led , som nu skulde anbringes . Den unge Mand , som var Abels Ven , Diderik von Gumling , var endnu ikke anbragt , men nedlod sig til at modtage en let Forberedelse paa sin Faders Kontor , for ved given Leilighed at glide lempeligt ind i et Embede . Han var i Besiddelse af den ydre Politur , som i umindelige Tider har været et Særkjende for de Gumlinger , og hvoraf denne Slægt selv tilstaaer af være stolt , og det med Rette ; og da nu Abel engang havde valgt ham til sit Forbillede , og hørte Gumling udtale sig stik imod hans egne Ønsker , saa antog han , af han havde forløbet sig . „ Men hvad gaaer der dog af Dem , Gumling ? “ spurgte Abel , idet han anlagde Øieglasset . „ Hvorfor lod De Pigebarnet løbe sin Vei ? — Sæt Dem dog . “ Med disse Ord kastede Abel sig igjen i Stolen , og stirrede paa ham . — „ Hvorfor gjorde De det , Grünling ? “ „ Hvorfor jeg gjorde det ? Det skal jeg sige Dem . Fordi jeg ikke holder af , af en Ven gjør flere Dumheder end høist nødvendigt . “ „ Dumheder ? “ drævede Abel i en ærgerlig Tone ; „ det er et fordømt nærgaaende Udtryk , De der bruger . “ „ Nærgaaende eller ikke , saa er det dennegang det eneste rigtige . Kan De da ikke begribe , af De kun gjør Dem selv latterlig ved af negte en Dame af gaae sin Vei , naar hun ønsker det ? Det troede jeg virkelig ikke , af jeg skulde lære Dem ? “ „ Vær nu blot ikke saa dydig , Gumling ; De gjorde jo selv akkurat det Samme forleden Dag , da vi “ — „ Saa ti dog stille ! Er De gal , Menneske ? De faler over Dem , og glemmer , hvor vi ere ; man kan tilsidst ikke længere have Dem med , “ udbrød den unge Mand , og saae sig urolig om . „ De seer da vel nok selv Forskjellen . “ „ Nei jeg gjør ikke , “ indvendte Abel stædig ; „ det gjør jeg slet ikke . “ „ Saa skal jeg blot gjøre Dem opmærksom paa , at det hverken var min Konsine eller Deres Konsine . De veed jo desuden godt , at det kun var Spøg , “ sagde Gumling , idet han forklarende kastede Lys over Sagens Enkeltheder . „ Men hvis De virkelig vil tale med Deres Konsine , saa er det ubætinget det Dummeste , jeg siger udtrykkelig det Dummeste , De kan gjøre , at bære Dem ad paa denne Maade . Har man nogensinde seet Mage ? “ tilføiede han , og brød ud i en oprigtig Latter . „ Men hvad skal jeg da gjøre ? “ spurgte Abel ærgerlig , og strøg en Svovlstik , han tilfældigiis havde i Haanden , „ siig mig da , hvad jeg skal gjøre ? “ „ Det skal Øe i ethvert Tilfælde ikke gjøre ; nu brænder Øe jo Fingrene . “ „ Aa , for en Ulykke , “ raabte Abel , og bed sig i Fingrene ; „ Herregud , tal nu alvorligt , Gumling . Øe er i det Hjørne idag , som Øe veed , at jeg ikke holder af . “ „ Først et Spørgsmaal , Gorm , “ sagde den Anden , idet han satte sin Hat fra sig , og antog en Forretningsmine . „ Deres Moder ? “ „ Er ude . “ „ Og Pengene ? “ „ Ere oppe paa mit Værelse . “ „ Hvad er det saa Øe ønsker at vide ? “ „ Seer Øe , Gumling , jeg kan jo tale fortroligt med Dem ? “ Gumling tilkjendegav med Haanden , at det kun var Tidsspilde at spørge derom . „ Jeg troer ganske bestemt , at jeg er forelflet i min Konsine . “ „ Gratulerer . Og hun ? “ „ Jeg veed det ikke endnu , for hun vil aldrig tale med mig ; og det forekommer mig , som om Moder holder os borte fra hinanden . “ „ Pokker heller . “ „ Jo , Pokker netop , “ sagde Abel , idet han for at give Antithesen Vægt berigede Sproget med en ny Vending , der behagede ham saa vel , at han endnu engang sagde : „ Pokker netop . “ „ Hvor gammel er hun ? “ „ Sytten Aar . “ „ Hvorlænge har hun været her ? “ „ Det veed De jo nok . “ „ Hvor skulde jeg vide det fra ? Jeg har jo været borte fra Byen . “ „ Det er ogsaa sandt . Hun har været her omtrent siden Nytaar . “ „ Og endnu er De ikke videre . De er paa min Ære mageløs , Gorm ; reent ud sagt mageløs . “ „ Jeg er ikke oplagt til Spøg idag , “ bemærkede Abel , og slog Benene overkors . „ Vil De give mig et Raad , eller vil De ikke ? “ Og for at give Spørgsmaalet større Eftertryk , polerede Abel sit Øieglas , kastede det paa og stirrede misfornøiet Paa ham . „ Om jeg vil ? Ti for eet , gode Ven ; men her “ — Samtalen blev afbrudt derved , at Fru Gorm traadte ind i Stuen ; og da den unge Gumling i en halv Snees Minutter havde viist sig som Kavaleer , og talt dydigt om Dagens Begivenheder , spurgt deeltagende til Fruens Befindende og beklaget sin Onkel Anastasius von Gumlings Podagra , som for Tiden truede med at forvandle dette Slægtled til Støv og Aske , og i det Hele havde stadfæstet Fru Gorms Mening — hvilket i ingen Henseende skal være sagt til Forringelse af hendes virkelig gode Forstand , da akkurat det Samme hver Dag hændermangfoldige andre Mennesker med ligesaa god Forstand — at den unge Gumling var en velinstrueret ung Mand , som vistnok kunde indvirke heldigt paa hendes Søns Udvikling og Optræden , og at Abel dog eengang i sit Liv havde havt en heldig Idee , da han skaffede sig Gumling til Ven , saa tog hun Afsfed med ham . Derpaa varetog hun Husets Anliggender ved at undersøge , i hvilke UnderfundighederFolkene havde gjort sig skyldige , medens hun havde været borte ; og Gumling varetog sine egne Anliggender ved at følge Abel op paa hans Værelse , hvor han modtog en Sum Penge , Abel havde laant til ham , medens han til Gjengjæld meddeelte ham den Overflødighed af Raad , han havde udgivet sig forat være i Besiddelse af . Sjette Kapitel . Da Foraaret kom , var Dokfor Clansen allerede saa gammel en Huusven hos Krafts , at det forekom dem , som om de havde kjendt hverandre i flere Aar ; naar der gik et Par Dage , uden at de saae ham , blev det omtalt som en Mærkelighed , og gik der en heel Uge , var det en Begivenhed . Nu da Foraaret var rykket et godt Stykke frem , begyndte Haven at vise , hvad den duede til . Trægrupperne vare ifærd med at springe ud , og antydede de Farvenuancer , som om kort Tid vilde træde frem i deres hele Fylde og omgive Huset med en Muur af Grønt ; op ad Væggene slyngede der sig Espalier af Roser og vild Viin , som naaede heelt op over det Gavlvindue , hvor Augusta havde sit Værelse , og hvorfra hun ofte talte med sin Fader og Clausen , naar de spadserede nede i Haven . Græsplainerne vare nyligt tilsaaede og glattede , og saae høist ziirlige ud ; „ men det er Ingenting endnu , “ sagde Kraft ; „ vent De kun lidt , gode Dokfor , saa skal De see , at det bliver noget Extra , “ og selv om man havde tvivlet , vilde man alligevel paa Forhaand have glædet sig , naar man saae det veltilfredse Ansigt , hvormed han talte om dem . Det forekom Lægen , som om Beboerne havde en Evne til at meddele den dem eiendommelige Aand til alt Det , hvorimellem de færdedes ; det Gammeldags , Hyggelige og Solide , som han fra Begyndelsen havde bemærket ved Huset og dets Indretning , gjenkjendte han under andre Former i Haven med dens gamle Træer , brede Gange og tætte Buskadser . Maaskee kunde man have paastaaet , at Kraff og hans Hustru ikke ganske fulgte med Tiden eller benyttede dens Fremskridt paa den Maade , man kunde vente det af Folk i deres Stilling ; men dersom Lægen overhovedet havde gjort sig nogen Tanke herom , saa er det sikkert , at han snart glemte det igjen over andre Ting , hvoraf han følte sig særdeles tiltalt . Naar denne Brygger med sine jevne Manerer rakle ham sin vældige Næve til Velkomst , medens hans graa øine straalede af Velvillie , eller naar han med sin kraftige Røst sagde ham imod , og af og til anvendte stærkere Udtryk , end Samtalen egentlig fordrede , eller naar han ikke mindre applanderede sine egne Indfald end Lægens , og fik Luften til at runge ved sin Latter , saa vilde dette maaskee have forekommet en og anden Selskabsmand lidt simpelt , og været ham en tilstrækkelig Anledning til at holde sig tilbage ; men Lægen , som forlænge siden var enig med sig selv om , hvormeget og hvorlidt Konvenientsen har at betyde , følte sig tiltrukket deraf , fordi han mærkede , hvad der laae bagved . Han saae nemlig snart , hvor høit denne Brygger elskede sin gamle Kone , som han kaldte hende ; hvorledes hans Tanker bestandigt dreiede sig om hende , og søgte at gjøre hende Livet behageligt ; hvorledes han udtænkte Overraskelser , hvilket iøvrigt kunde være vanskeligt nok , da hun iforveien havde omtrent Alt , hvad hun kunde ønske sig ; hvorledes han for hendes Skyld fjernede alle Misforstaaelser og dæmpede enhver Mislyd , og i det Hele behandlede hende med en Fiinhed , som om hun havde været en mikroskopisk Gjenstand , der kunde forsvinde for et Vindpust . Disse Bestræbelser havde givet hans kraftige og robuste Person et Præg af mandig Oprigtighed og en vis enfoldig Ridderlighed , som Lægen forstod baade at opfatte og at vurdere . Han lagde ligeledes Mærke til , at den gamle Kone paaskjønnede denne Hengivenhed i fuldeste Maal , og selv om hun engang imellem fandt , at der blev gjort vel mange Ophævelser for hendes Skyld , saa lod hun det alligevel skee , fordi hun vidste , at en Vægring vilde forekomme ham ukjærlig . Dersom Clausen skulde have udtalt sig om disse gammeldags Folks Forstand , vilde han maaskee have fundet Fru Kraft skarpsindigere end hendes Mand , men denne Maalesfok kom han ikke til at anlægge , fordi Ingen af dem manglede det gode og sunde Omdømme , som i de fleste Tilfælde strækker til , hvor Sindelag og Charakteer i sig selv have et Indhold , som duer Noget . Under almindelige Forhold vilde Clansen maaflee have fundet , at Forældrenes Kjærlighed til deres Datter gjorde dem lidt svage . Forholdene vare imidlertid for Lægens Vedkommende ingenlunde almindelige , men netop høist ualmindelige . At han havde fundet Augusta Kraft meget indtagende allerede den første Gang han besøgte dem , og at hans Mening i dette Punkt havde holdt sig uforandret , deri var der naturligviis ikke noget Mærkeligt ; men at hans ellers saa rolige Sind i den senere Tid havde været underkastet saamange Forandringer , og vexlet mellem ubestemt Frygt og ligesaa ubestemt Haab , det var Noget , der maatte forekomme en Mand som Doktor Clansen temmelig paafaldende . Kort efter at han havde gjort Familiens Bekjendtskab , var det engang faldet ham ind , om han ikke var forelsket i Datteren ; men han havde strax beroliget sig med , at det naturligviis kun var en Indbildning , og spurgt sig selv , om en halvgammel Person som han , der hidtil var gledet roligt henad Livets Strom , nu paa engang skulde vove sig ud paa det aabne Hav og give sig Taabeligheber ivold . Det hjalp . I den forste halve Time var hans Sind igjen i Ligevægt , men da han derefter gav sig ifærd med sine Blomster , og kom til at tænke paa Drivhuset ude i Krafts Have , begyndte Taabelighcdcrnc igjen , hvorfor han ogsaa greb til virksommere Midler . Han sagde sig selv , at det vilde være høist ubetænksomt , om han vilde gribe ind og maaskee forstyrre det smukke Forhold mellem Forældrene og deres Datter , som desuden i Grunden endnu var et Barn ; og at den Mand , som med nogen Ret skulde kunde begjære hendes Haand , maatte passe bedre til hende efter Aar , og ikke være en halvgammel Person , som neppe var istand til at forstaae hendes ungdommelige Følelser . Denne sidste Grund udførte han imidlertid ikke videre , da han i dette Øieblik havde en Forestilling om , at han trods sine ottcogtredive Aar maaskee alligevel kunde søle ligesaa varmt som nogen ung Mand paa toogtyve . Desuden vidste han jo slet ikke , hvad hun tænkte om ham ; den Venlighed og Imødekommen , hun viste ham , viste hun ogsaa mod Andre , og selv om hun uden Sky ellerTilbageholdenhed talte med ham , og for Exempel modtog hans Arm , hvilket han erindrede , at hun flere Gange havde gjort , naar de spadserede sammen med Forældrene , saa var dette aabenbart kun et Udtryk for den Tillid , hun viste en Ven af Huset , og kunde paa ingen Maade udtydes anderledes , naar denne Ven var saameget ældre end hun . Saaledes arbeidede han sig møisommeligt frem ad Fornuftens og Logikens knudrede Landevei , og kom til det Resultat , at det Bedste var at slaae den Sag reent ud af Tankerne ; men hvormeget han end hjalp sig med Logiken , naar han var hjemme , saa glemte han den , saasnart han kom ud til Krafts , og idet Logik og Forelskelse vippede hinanden op og ned , voldte de den gode Mand megen Uro i Sindet . „ Bi maae tage den Sag methodisk , og gjøre en Ende paa det , “ sagde han en Dag ved sig selv ; „ jeg bliver nu hjemme , indtil jeg mærker , at jeg igjen er rolig . “ — „ Jeg kom netop forbi , “ sagde Kraft , som i det Samme stak Hovedet ind ad Døren , „ og har lovet at tage Dem med hjem . “ „ Kom dog indenfor og sæt Dem ; idag troer jeg desværre ikke “ — begyndte Clausen nølende . „ Saa det troer De ikke ? “ afbrød Kraft ham . „ Dm gamle Kone har bagt et nyt Slags Kager alene for Deres Skyld , og Augusta har hele Formiddagen rumsteret i Drivhuset for at ordne Blomsterkasserne med det nye Frø , De har givet hende , og saa skal jeg komme hjem ovenpaa det og sige : nei , Børn , idag var han sær ; idag troede han desværre ikke — det vil sige , idag blæser han os et Stykke Allesammen . Tillad mig at sige Dem , gode Doktor , at De er meget morsom . Skynd Dem saa at tage Deres Frakke paa , og lad ikke en gammel Mand staae og blive altfor træt i sine Been . “ Den rungende Latter , som fulgte ovenpaa denne Tiltale , var altfor fristende , og faa Øieblikke efter vare de paa Beien . Det Methodisfe blev imidlertid ikke heelt opgivet , men kun opsat til næste Dag . „ Jeg kunde have Lyst til at spørge Dem tilraads i en Sag , “ sagde Clausen , medens de spiste til Middag . „ De forstaaer Dem sagtens bedre paa de Ting end jeg . Jusfitsraad Gorm , hvem De nafurligviis kjender idetmindste af Navn , har spurgt mig , om jeg ikke kunde have Lyst til at sætte Penge i hans store Aktieforetagende ; hvad mener De om det ? “ „ Jusfitsraad Gorm ? “ sagde Kraft . „ Jusfitsraad Gorm ? “ udbrød Augusta sorundrct . „ Det var da morsomt . Kjender De ham ? “ „ Ja jeg gjør , “ svarede Clausen ; „ jeg er Læge der i Huset ; jeg har rigtignok ikke meget ofte havt Anledning til at komme der ; men igaar fik jeg uventet Besøg af Justitsraaden , som inviterede mig til Middag næste Torsdag , og med det Samme lod Ord falde i den nævnte Anledning , “ „ Og De kommer der paa Torsdag ? “ spurgte Augusta . „ Det er rigtignok temmelig tvivlsomt , da jeg ikke synderligt ynder Middagsselflaber . “ „ Saa maa De ynde dem denne Gang , “ sagde hun , „ for vi komme der ogsaa . “ Nu var det Clansens Tour at blive forundret , men Kraft afbrød ham . „ Jeg skal strax sige Dem , hvorledes det hænger sammen , “ sagde han ; „ men jeg vil først svare Dem paa Deres Spørgsmaal . Naar De ønsker at vide min Mening om dette Foretagende , saa vil jeg blot sige Dem Saameget , at jeg selv har isinde at tage Aktier deri . Det er noget Nyt herhjemme , og efter min Mening noget praktisk Nyt , som ganske bestemt vil betale sig , naar det . bliver bestyret af en dygtig Mand . “ „ Og Gorm maa vel ansees for en dygtig Mand ? “ „ Jeg idetmindste anseer ham derfor , “ sagde Kraft . „ Det er en driftig Mand , gode Doktor ; det maa De da selv indrømme . Hvad han hidtil har præsteret , er udført med Forstand og Eftertanke . “ „ Jeg kjender ham for lidt til at have nogen Mening derom . “ „ Da veed De dog , at han selv har slaaet sig iveiret . “ „ Men arvede han ikke engang Penge ? Jeg har idetmindste hørt Folk sige det . “ „ Det gjorde han jo vistnok ; men han har ogsaa forstaaet at bruge dem , og det er Noget , som ikke Alle gjøre . See paa den Mands Bedrift , og siig saa , at han ikke er dygtig . — Men De undrer Dem over , at vi kjende ham , skjøndt jeg maa tilstaae , at dette Udtryk ikke er ganske rigtigt . I tidligere Tid har jeg kjendt ham ; da han giftede sig , veed jeg ikke hvorledes det gik til , men vi tabte hinanden af Syne , og først i det sidste Aar have vi nogle Gange stødt paa hinanden hos fælles Bekjendte . Det er en særdeles vakker Kone , han har . “ „ Lidt spids , “ bemærkede Clausen . „ Det maa De ikke sige , “ indvendte Angusta ; „ mod os har hun aldrig været spids ; hun har tvertimod været meget nydelig mod os , og indbudt mig til at besøge sig . “ „ Her er en stor Plan igjære , “ sagde Kraft , og saae polidsk ud ; „ kan De ikke see , at Angusta har Feber i Blodet ? Jeg skal sige Dem , Fru Gorm har tilbudt os at beholde Angusta hos sig i Sommer , for at føre hende lidt ud iblandt Folk , og skjøndt nu baade den gamle Kone og jeg ville savne hende hver Dag , hvilket kun kommer deraf , at vi ere vante til at see hende , og slet ikke fordi hun er saa overmaade elskværdig , saa have vi dog givet vort Samtykke dertil , da hun har godt af at see sig om ; og det vil hun ikke faae Leilighed til herhjemme , saaledes som hos Gorms . Det er en Aftale , at hun bliver der med det Samme , naar vi besøge dem paa Torsdag . “ „ Og Du veed ikke , hvormeget jeg glæder mig dertil , “ sagde Angusta , som reiste sig for at omfavne sin Fader . „ Jeg sfrider naturligviis til Jer , hver Dag “ — „ Indtil Du glemmer det . “ „ Dersom Du siger det engang til , saa sfriber jeg kun til Moder ; og Du fortjente egentlig , at jeg strax gjorde Dig din Ret . Troer Du saa , at jeg glemmer det ? “ „ Nei vist gjør jeg ei , “ sagde Kraft , „ men et andet Spørgsmaal er det , om vi ikke have forkjælet Dig saaledes , at Du kommer igjen længe sør Tiden . “ „ Nu begynder Du igjen , Fader . — Finder De , at jeg er forkjælet ? “ spurgte hun Doktor Clausen , som i dette Øieblik var saa optaget af andre Tanker , at han kun sagde : „ Saa De skal være hos Gorms hele Sommeren ? “ „ Det er rigtignok temmelig længe , “ yttrede Fru Kraft , „ men Fru Gorm har været saa venlig mod os , og den sidste Gang vi traf sammen , anmodede hun os saa indstændigt derom , tør jeg nok sige , at det næsten vilde have været uhøfligt at afslaae det . Desuden har Augusta selv Lyst , og det kan jo gjerne være , at hun vil have godt af at see sig lidt om , som min Mand siger . “ „ Det er en Høflighed , som vises os , “ tilføiede Kraft , „ og den sætter jeg Priis paa . Det var ikke ethvert Huns , der paa denne Maade vilde aabne sig for fremmede Folks Børn , og en saadan Leilighed skal man ikke lade gaae ubenyttet hen , mener jeg . “ Det forekom Clausen , da Kraft talte om Høflighed , som om han egentlig meente , at der blev viist ham en Ære , og han troede ved denne Leilighed at opdage en lille Svaghed hos sine gode Venner , som han ikke før havde lagt Mærke til . Hvis Nogen havde sagt til Kraft og hans Hustru , at de ved denne Leilighed følte sig beærede og smigrede , og at de regnede Gorms Huns som noget Fornemmere , og som hørende til en høiere Klasse end deres eget , saa vilde de ikke blot ikke have indrømmet det , men tvertimod af den redeligste Overbeviisning benegter det ; og dog forholdt det sig netop saaledes . De underordnede sig under Gorms , og feirede Indbydelsen som en lille Forfængelighedens Triumf . Under almindelige Omstændigheder vilde Clausen have smilet ved sig selv og snart glemt denne lille Svaghed , men Udsigten til , at Augusta skulde være borte hele Sommeren , lod ham see Sagen i et andet Lys . Og dog , hvad kom det egentlig ham ved ? Han kjendte jo sin egen Taabelighed , og havde bestemt sig fil at overvinde den . Desuden fik han jo her en uventet Hjælp ; thi dersom Angusta havde været endogsaa blot lidt af den Følelse før ham , som det var taabeligt at forudsætte , saa vilde hun ikke tage bort og blive hos Fremmede hele Sommeren . Dersom Noget skulde helbrede ham , saa maatte det være dette . Disse og lignende Betragtninger beroligede ham , eller rettere , gjorde ham sløv før Resten af Dagen , saa at han befandt sig i en Tilstand af haabløs Resignation , da han tilligemed Angusta besøgte Drivhuset før at see hendes nyeste Forsøg i Blomsterkulturen . „ Men Øe hører jo slet ikke efter , hvad jeg siger , “ udbrød hun forundret , medens de gik dernede . „ Jeg forsikkrer Dem , at jeg hørte hvert Ord . “ „ Dg jeg forsikkrer Dem , at jeg troer det ikke . — Men hvorfor sagde Øe før , at Fru Gorm var lidt spids ? “ „ Fordi jeg finder det . “ „ Det vil altsaa med andre Ord sige , at Øe ikke kan lide hende . “ „ Det vil det just ikke ; jeg kjender hende før lidt fil at have nogen begrundet Mening . “ „ Men Øe kommer dog vel derud og besøger mig ? “ Skjøndt han i Begyndelsen ikke saa bestemt turde love det , saa blev det alligevel Resultatet , da hun endnu engang , bad ham derom , uagtet han godt vidste , af han senere vilde bebreide sig det , naar han først kom hjem og igjen begyndte af blive Methodisf . Da de havde beseet Drivhuset , og Doktor Clausen sknlde gaae hjem , fulgte Familien ham et Stykke paa Vei , og Samtalen dreiede sig naturligviis om Augustas forestaaende Ophold hos Gorms . „ Skulde man nu troe , af det er en voxen Pige ? “ sagde Kraft , da Angusta udbredte sig over alle de Herligheder , hun ventede sig , og fyldte sin Phantasi med Billeder , som straalede i et Lys , der ikke stod tilbage for det , hvormed i samme Øieblik den nedgaaende Sol forgyldte Tingene omkring dem . Syvende Kapitel . justitsraad Gorm sknlde have stort Middagsselskab . Den egentlige Saison var forbi , men det var dennegang Heller ikke noget af de reglementerede Selskaber ; det var en Extra-Samling , som maatte afholdes inden de toge paa Landet . Endeel Restancer sknlde afbetales , enkelte nye Elementer optages , nogle reent tilfældige Bestanddele , deriblandt Krafts , komme og forsvinde , og saaledes gik det ganske naturligt til , af der med den gamle Stok som Underlag var indbudt en stor Mængde Mennesker , som paa en bestemt Dag havde lovet at indfinde sig i de Gormske Haller for at kjede sig selv og hverandre , stramme Ansigterne til døsige Smiil , spise og drikke mere end de havde godt af , gaae hjem med Livslede og den faste Beslutning at hade Selskabet , for næste Dag at begynde forfra . Som forstandig Hunsmodcr havde Frn Gorm lagt Slagplanen længe i Forveien , arbeidet dygtigt med sine Folk i Laboratoriet , og tilveicbragt en saadan Ammunition , at det maatte have været en meget fordringsfuld Armee , som ikke her skulde faae Lyst til at falde an . Pigerne kogte over af Forbittrelse over den Maade , hvorpaa Fruen „ kjørte rundt med dem “ , og bestyrkedes med skummel Bitterhed i deres allerede tagne Beslutning , at skifte til den Første . Den sidste Tjener , som fornylig var afskediget , havde præsteret det Uhørte , at tjene der i tre Maaneder , hvilket iøvrigt havde sin gode Grund deri , at han nærede ømme Følelser for Kokkepigen , som besvarede dem ; men da det opdagedes , at hun til Fordeel for ham havde forringet Stendommens Værdi med nogle Mundfulde Haresteg og en Sjat doven Viin , saa fik de Begge deres Afsked , og godtgjorde endnu i det sidste Øieblik deres nedrige Tænkemaade . Da de nemlig stode i Begreb med at forlade Huset , aabnede de Døren til Dagligstuen , og nikkede nok saa venligt ind til Fruen , idet de tilføiede , at „ nu skulde hun have saamange Slags Tak , “ i hvilken Anledning hun blev ganske forfærdet , da en flig Formastclighed endnu aldrig var kommet hende for Øie , og bød dem pakke sig . Den unge Abel , som ved denne Leilighed var tilstede , fulgte , trods sin Moders Befaling , ud efter dem , og udstødte i behørig Afstand Trusler om at kaste dem ned ad Trapperne ; men da Tjeneren standsede , og Abel ligeledes , og tilbød , hvis Abel vilde følge med udenfor Porten , at anvende den Fremgangsmaade paa ham , som i det folkelige Sprog kaldes at „ drikke en Skalle “ , saa nøiedes Abel med at stirre paa ham , hvorefter han gik tilbage og meldte sin Moder det . Saaledes endte denne Revolution , og skjøndt nu , som Ordsproget siger , ingen Prinds slaaer sin Eftermand ihjel , saa var den næste Prinds dog ikke ankommet endnu , hvorfor et Par Leietjenere havde overtaget Ledelsen under Interregnet . Endelig oprandt Dagen , og Slaget begyndte . Justitsraaden var meget velvillig ; nogle Timer tidligere havde han ganske vist været mindre velvillig mod en Haandværker , som arbeidede under ham ; men selv om han kort iforveien havde været saa grov en Bøffel som nogen kjøbenhavnsk Matador kan være det , saa var det jo Noget , som ikke kom Selskabet ved ; i dette Øieblik var han , hvad Selskabet forlangte af ham , en velvillig Ridder af Danncbroge og Dannebrogsmand . At Fru Gorm havde sine Skrøbeligheder , er vist ; men det maatte man indrømme hende , at spille Komedie var ikke hendes Sag . Hun lagde ikke Skjul paa sin Mening , antog ikke Sclskabssmilet og forsmaaede at være englelig . Hun vilde være sig selv , og hun var sig selv . Ogsaa Abel var sig selv , og tumlede derfor hele Dagen om i vild Kjedsommelighed , hvoraf han kun en enkelt Gang tumlede ud igjen , naar hans Frygt for Moderen gjorde ham nervøs . Christine derimod var ikke sig selv ; af Naturen elsfværdig og imødekommende trængte hun til Sympathi , men da denne Artikel ikke forekom blandt hendes nærmeste Omgivelser , saa havde hun forlænge siden overfor dem lukket sig selv af , og var saa at sige aandeligt forkommet . Endelig oprandt altsaa Dagen , og Slaget begyndte . En Leietjener stod paa Forpost ved Døren til Korridoren , og aabnede den , naar han hørte Nogen komme op ad Trappen . Det havde været opmuntrende for ham at høre , at han idag dog skulde see nogle nye Ansigter ; men i den første halve Time , efterat Gjæsterne havde begyndt at indfinde sig , følte han sig bittert skuffet . Bestandigt den samme trøstesløse Skare af opslidte Kontormænd , trevne Pengemænd , holdningsløse Tanter , tallerkenslikkende Ynkeligheder , hvidhaarede Etatsraader og ungdommelige Nuller . Bestandigt de samme Glassfumper , som han hver Dag saae snart ved det ene Middagsbord , snart ved det andet , og svin han nu i en Aarrække dagligt havde rystet om i Selskabets Kaleidoskop . Han begyndte tilsidst at føle Livslede , men modtog i det afgjørende Øieblik Trøsten , i Skikkelse af Doktor Clausen og Krafts Familie . Det var noget Nyt , men var det nu ogsaa noget virkeligt Nyt og godt Nyt ? Var det noget i Selskabslivets Mysterier rigtig Uerfarent , som kunde fryde en Leietjeners Hjerte ? Var det Folk , som kunde bukke for ham , i den Tro , at han hørte til Selskabet , for derefter at hade Menneskeslægten , naar de opdagede Fejltagelsen ? Eller var det kun Kometer fra en anden Selskabskreds , som havde forvildet sig ind i hans eget System ? For Øieblikket kunde han ikke afgjøre det , men i ethvert Tilfælde fandt han den unge Dame ualmindelig smuk , og en Leietjeners Dom i dette Punkt er ikke at foragte . Da endelig Alle vare komne , som skulde komme , tog han sig en Tour gjennem Værelserne og forsvandt i Kjøkkenet . Naar undtages enkelte af Gjæsterne , som med Hænderne paa Ryggen stode og stirrede paa Malerierne , uden at see Noget , dannede de andre Glasstumper de sædvanlige Figurer , og talte dybsindigt , ivrigt og paastaaeligt , men altid velvilligt om Ingenting , og ventede kun paa at komme tilbords . Et af Nullerne , en ung , sprogstuderende Person med gult , vandkæmmet Haar , blaa , cirkelrunde Briller og lidt aabentstaaende Mund , som i kort Luntetrav vandrede henad Dydens Bane , og som ansaae alle Dem for onde Mennesker , der ikke brugte Rask ' s Skrivemaade , henvendte sig til en stor Mand og prøvede paa at indlede en Samtale med ham , men maatte fortvivlet opgive det igjen , da den store Mand gloede paa ham uden at svare , og vendte ham Ryggen for at tale med en anden stor Mand . Familien Gumling forekom i mange Exemplarer , og repræsenterede paa en tiltalende Maade de forskjellige Aldere ; den af dem , som fornylig havde tilranet sig det sidste Embede , modtog smilende Komplimenter i denne Anledning , men vilde paa-Familiens Vegne ikke have smilet fuldt saa meget , dersom han havde anet , at den Tid var nærforestaacnde , da selv Gumlingcr skulde veics og findes for lette . Den unge Diderik von Gumling blev strax engageret af Abel , som trak ham med sig hen i en Vinduesfordybning , hvor de useete af det øvrige Selskab afhandledc høist interessante Emner ; og da derfor en af de holdningsløse Tanter , som et Par Gange om Aaret blev indbudt til disse Selskaber , og som daterede sit Livs Begivenheder fra den ene af disse Gange til den anden , ligesom et Slags Olympiader , ikke kunde faae Øie paa Abel , hvem hun ikke havde seet siden hans Hjemkomst fra Landet , saa henvendte hun sig til hans Fader med den Bemærkning , at hun havde hørt , at den unge Ørn var vendt hjem til Reden , og at han rigtig maatte sige hende , hvor hun kunde sinde ham , da hun virkelig maatte see , om han havde forandret sig ; men Justitsraaden , som ikke forstod at vurdere denne Hyldest , saae aandsfraværende paa hende , og var stor , idet han vendte hende Ryggen . Da han i det Samme stødte paa Doktor Clausen , hilste han paa ham med den Blanding af Forekommenhed og overlegen Tværhed , som er Matadorer eiendommelig , og som siger Folk , at dersom de nære Planer om at stille sig paa lige Trin med hine overlegne Væsener , saa gjøre de for deres egen Skyld klogest i at opgive det strax ; for det ville de kun komme daarligt fra . Doktor Clansen nærede imidlertid ingen saa formastelig Tanke , men ønskede kun at komme paa det Rene med det Forslag , Gorm havde gjort ham . Han erfarede imidlertid til sin store Forundring — thi saa naiv var virkeligt den gode Doktor , at han forundrede sig — han erfarede nu , at Gorm havde glemt det , eller i ethvert Tilfælde kun dunkelt erindrede , at han muligviis havde ladet Ord falde i denne Retning . „ Men vil De have et godt Udbytte af Deres Penge , min kjære Doktor , og har De Lyst til at tage den lille Fortjeneste med , saa kom De kun . Jeg skal gjerne anbringe den Bagatel for Dem . Var det ikke en halv Snees Tusind , De talte til mig om ? De kan indbetale dem paa Kontoret , naar De vil — naar De vil . “ Med denne Replik af omfattende Protektion forlod Gorm sin Gjæst , som trods sin ellers saa besindige Natur dennegang var i en Tilstand af let Fortumling , da det forekom ham , at det var Gorm , som fra forst af havde henvendt sig til ham , medens det nu fik Udseende af , at det var ham , som henvendte sig til Gorm . Imidlertid var dette jo temmelig ligegyldigt , da Foretagendet i og for sig var godt , og da Kraft havde anbefalet det . Han føgte derpaa omkring mellem Gjæsterne , som nu vare mange i Tallet , for at finde Augusfa , men saae snart , at hans ønske om at føre hende tilbords , maatte opgives , da Fru Gorm , som lod til at være meget indtaget i hende , strax havde bemægtiget sig hende , og gjorde det umuligt for Lægen at faae hende i Tale . Fru Gorm havde imidlertid faaet fat i Abel , og da hun havde forestillet ham for Augusfa , sørgede hun for , at den smukke Pige blev fort tilbords af den unge Ørn , som alligevel misfornøiet fløi afsted med sit paatvungne Bytte , eftersom han selv havde udseet sig Christine . De opslidtc Kontormænd^ de hvidhaarede Etatsraader og de trevne Pcngcmænd bleve hviskende anmodede om at fordele de holdningsløse Tanter imellem sig , og efterat Selmer , der ved slige Leiligheder benyttedes som et Slags finere Tjener , havde budt Christine Armen , fulgte de i Forbindelse med en Skare af unge navnløse Nuller bagefter som Armeens Tros . Ved Begyndelsen af Maaltidet var Samtalen mere dæmpet , indtil Opmærksomheden blev vakt ved Noget , man kunde kalde en tyk Latter fra en Mand med et bredt , mørkladent Ansigt , som var prydet med svære sorte Bakkenbarter . Han var , ligesom Gorm , en Bygningsmatador , men af en betydelig simplere Sort , og vilde neppe have været tilstede her , hvis Gorm ikke havde staaet i et mangeaarigt Forretningsforhold til ham . Ved Siden af denne Mand , hvis Navn var Krog , havde den ovenfor omtalte vandkæmmedc unge Mand faaet sin Plads , og efterat han i nogen Tid havde lidt af Mangel paa et passende Konversationsemne , henvendte han sig omsider til Krog , og spurgte ham i en fortrolig hviskende Tone , om han brugte dobbelte Vokaler , og for Exempel skrev Viin med to Ler . „ Med Fornøielse , min Ben , “ sagde Krog , som ikke havde forstaaet Andet af , hvad han sagde , end Ordet Viin , og som derfor skjænkede i hans Glas i den Tro , at han udbad sig noget af denne Artikel . „ Det var ikke det , jeg meente , “ indvendte den unge Mand , medens han holdt et Par magre Fingre for Munden , og med en lille kildrende Latter gottede sig over sin formeentlige Overlegenhed . „ Jeg meente , hvilken Orthographi De bruger ; om De skriver Viin med to i ' er eller Vin med eet i — Viin eller Vin ? “ tilføiede han , og søgte gjennem Udtalen at antyde Forskjellen . „ Ja , hør veed De hvad , min gode Mand , “ svarede Krog , og vendte sig forbauset om mod ham , „ det kan jeg s ' gu ikke sige Dem . Vind have vi nok af , seer De , men Viin det er nu en anden Ting ; og naar De siger Viin eller Vind , saa svarer jeg : Viin . Vil De foretrække Vind , saa staaer det Dem frit for , men jeg tager minsæl Viin ; og lad os saa drikke et Glas ovenpaa den Forskrækkelse . “ Derpaa stak han sit Glas ud , og saae et Øieblik alvorligt paa den unge Mand , men brød pludseligt ud i en klukkende Latter . „ Nu har jeg dog aldrig hørt noget saa fordømt Tøi , “ raabte han henrykt , og klappede den Anden paa Skulderen , „ men Tak skal De alligevel have , unge Mand , Tak skal De have . “ Da Selskabet bad om at blive deelagtiggjort i det , der var saa morsomt , gjengav Krog sin eiendommelige Opfattelse af det unge Menneskes Spørgsmaal , hvorved han vakte megen Munterhed , og yderligere nød sin Triumf , da han troede at have Selskabet paa sin Side , medens det unge Menneske i Bevidstheden om den umaadelige Ret , han havde , men som han slet ikke kunde gjøre gjældende , sank tilintetgjort sammen . „ Viin eller Vind , “ gjentog Krog , og applanderede endnu engang sig selv med en tyk Latter , som syntes at gjøre ondt i flere Etatsraader , og at gaae dem lige til Marv og Been . „ De Hundredeogsyttentusind , Gorm , blev ogsaa til Vind . “ „ Saa ? “ sagde Gorm med stille Værdighed , idet han gav det Udseende af , at han helst vilde lade være at behandle dette Thema her , medens han i Virkeligheden var tilfreds med , at det bragtes paa Bane . „ Baron Glimmer vilde have ti Procent af sine Penge strax , “ vedblev Krog ; „ men jeg svarede ham , som rimeligt var , at hvor solidt Foretagendet ogsaa er , saa maatte han give Tid . De maa give Tid , min gode Baron , sagde jeg . De faaer med Tiden mere end ti Procent ; men De maa vente lidt , maa De . “ „ Naa , og saa ? “ spurgte Gorm ligegyldigt . „ Saa sagde han , at han vilde betænke sig ; men vi veed jo nok , hvad det vil sige . Nei , saa priser jeg Grev Kvarts ; jeg traf ham idag paa Gaden , og faa kom vi i Snak sammen ; jeg vidste nok , hvad han vilde . Hör engang , bedste Krog , sagde han , jeg har for Tiden en tredive Tusind Daler disponible ; jeg kunde maaskee have Lyst til at entrere . — De kan ikke anbringe dem bedre , sagde jeg . “ „ Jeg vidste nok lidt om det , “ yttrede Gorm henkastende . „ Jeg traf Kvarts igaar Aftes i Klubben . “ „ Og hvad siger De faa til Oberst Feldspath ? “ spurgte Krog , og nikkede ad Gorm . „ Hvad jeg siger ? Jeg siger , at han møder med HundrcdetreoghalvfjersindStyvetusinde ; men Spørgsmaalet er , om vi behøve dem — Spørgsmaalet er , om vi behøve dem “ — gjentog han , og faldt i ophøiede Tanker , medens den vandkæmmcde unge Mand og alle de andre navnløse Nuller befandt sig i en nedtrykt Stemning over de store Summer , som roulerede frem og tilbage mellem Gorm og Krog , og som indgød dem en gavnlig Ærefrygt . „ Velkommen , Hr . Kraft , “ sagde Gorm , idet han vaagnede op af sin Aandsfraværelse , og henvendte sig fil sin Gjæsf . „ Nu er det adskillige Aar siden , vi taltes rigtig ved . Vi have forandret os noget i den Tid . “ „ Det have vi , “ svarede Kraft , hvis Stemme vakte Selskabets Opmærksomhed . „ En heel Deel have vi forandret os ; men af os To troer jeg næsten , at De har forandret Dem meesf . “ „ Saa ? Hvorledes mener De ? “ „ Jeg hører , at De lcicr Smaaleiligheder ud i Adclgadc . Det troede jeg aldrig , at jeg skulde have oplevet . Kniber det , kan man maaskee selv faae en Leilighed hos Dem , “ sagde Kraft , og loe ad sin egen Bemærkning . „ Det kan De maaskee nok , “ svarede Gorm , som ogsaa syntes at finde det morsomt ; „ men saa maa De henvende Dem fil en af mine Folk . Sclmcr der “ — han pegede paa ham — „ har jeg overdraget Bestyrelsen , for selv at have det fra Haanden . Han er Vicevært derhenne . “ „ Prægtigt , min gode Selmer , ypperligt , “ tordnede Kraft over fil Selmer ; „ vi have før havt Forretninger med hinanden — men det er sandt , Jnstitsraad Gorm , veed De , at han fik Medaillen ? “ „ Hvem ? “ „ Saa veed De det altsaa ikke ? Jeg mener Thomas Hammer , som frelste Barnet ved Ildebranden derhenne . “ „ Jeg har ikke den Fornøielse at kjende Thomas Hammer , “ sagde Gorm , idet han lagde sit Hoved tilrette paa Flipperne , og saaledes paa det Bestemteste viste denne Person fra sig ; „ men jeg er nu af den Mening , , at man skulde være lidt mere sparsommelig med at uddele denne Medaille . “ „ Da veed jeg dog , at han fortjente den , om ellers Nogen gjør det , “ indvendte Kraft . „ Det lod rigtignok til , at det skulde skrives i Glemmebogen , men saa slog jeg mig sammen med Brandmajoren og den gode Doktor derovre , og gjorde Dhrr . deroppe saamegen Uleilighed , at de tilsidst gave Kjøb . “ Denne Bemærkning fremkaldte Trækninger i Ansigtet hos flere af de tilstedeværende ældre Herrer , som om Kraft ved Ordet „ deroppe “ havde sigtet til dem , og det forekom dem , at denne Mand manglede nogle af de Betingelser , hvorpaa Selskabet sætter saa megen Priis . Uden at beklæde nogen offentlig Stilling eller af nogen Kohorte at være stemplet soni den , der overhovedet kunde have nogen Mening om Nogetsomhelsf , havde han alligevel en Mening , som han udtalte med paafaldende Sikkerhed . I vigtigere Anliggender maatte de have regnet det for Afsindighed , men i Betragtning af Mandens Ubetydelighed fandt de det kun latterligt , kun latterligt . Men hvad tænkte Gorm egentlig paa , naar han tilstedede en saadan Mand Adgang til sine Selskaber ? Krog havde hidtil repræsenteret det Tilladeliges Ydergrændse , og det endda kun , naar man var meget velvillig ; „ men hvem er denne Person , “ spurgte en ældre mager Herre med Guldbriller sin Nabo , „ hvem er han egentlig ? “ „ Jeg lader mig ikke stikke Blaar i Øinene , “ vedblev Kraft , „ og jeg paastaaer , at denne tarvelige Udmærkelse er langt ærligere fortjent end meget af “ — „ Tillad mig at drikke et Glas med Dem , gode Hr . Kraft , “ faldt Gorm ham i Talen , overlegen og med en Mine , som den der i et kritisk Øieblik selv tager Styret i Haanden , og afværger den truende Fare . „ Lad mig takke Dem for Deres oprigtige Udtalelse , “ tilføiede han , idet hans Blik , som vandrede rundt blandt de andre Gjæster , sagde dem : „ Undskyld , mine Herrer , jeg vidste virkelig ikke , at Manden i den Grad var uden Sands for det Sømmelige . “ Kraft blev et Øieblik forundret over denne Afbrydelse , men var saa optaget af sin egen Tankegang , at han igjen glemte Forundringen — „ og desuden maa jeg gjøre Dem opmærksom paa een Ting , “ vedblev han ; „ han vovede sig op i Huset , da Brandfolkene havde opgivet det ; og dersom man ikke havde holdt ham tilbage , saa havde han maaskee ogsaa frelst den Mand , som omkom deroppe . “ „ De tager feil , Hr . Kraft , “ bemærkede Selmer ; „ der omkom Ingen . “ „ Hvad veed De om det ? “ sagde Justitsraaden , over hvis Ansigt der drog en Skygge af Misfornøielse , fordi en Underordnet var saa dristig at tage Ordet . „ Det veed De jo slet ikke Noget om . Efter alle de Oplysninger , man har kunnet indhente , “ vedblev Gorm med en Henvendelse til Kraft , som om Selmer ikke var til , „ er det destoværre sandsynligt , at han er omkommet ; destoværre høist sandsynligt . “ „ Hvad var det egentlig for en Mand ? “ spurgte en af de Andre . „ Der blev snakket frem og tilbage om det sidste Vinter , men man fik aldrig at vide , hvem det var . “ „ Og man er lige klog endnu , “ sagde Kraft . „ Jeg veed kun fra den Kone , hvis Barn blev frelst , og hvis Datter tjener hos mig , at hun boede i Huus sammen med ham , og at han af og til kom ind hos hende ; men hun veed ingen videre Besked om ham ; der var noget Sært ved ham , paastaaer hun ; han indlod sig ikke med Folk . Mere har jeg ikke kunnet faae at vide . “ „ Da er det dog ellers temmelig mærkeligt , “ indvendte den Anden , „ at en Mand kan leve midt i Kjøbenhavn , uden at man kan faae at vide , hvor han skal henføres . “ „ Det er netop mine Ord , “ yttrede Kraft , „ men saaledes forholder det sig alligevel . “ „ Og hvor er han blevet af , hvis han nu ikke er omkommet ? “ spurgte den Anden . „ Det skal jeg sige Dem . Han er væk , “ svarede Kraft , og slog oratorisk ud med Armen . „ Den Ene siger , at han er brændt ; den Anden siger , at han ikke er brændt ; men væk er han , det ere de Allesammen enige om . “ „ Og Verden har formodentlig ikke tabt noget Stort i ham , “ bemærkede Gorm ; „ men jeg holder alligevel fast paa den Mening , at han omkom ved Branden , og Ingen har endnu kunnet levere Beviis for det Modsatte . Forresfen begriber jeg ikke , hvorfor man bliver ved at gjøre saameget Væsen af den Sag . Er han væk , som Hr . Kraft siger , saa lad ham være væk ; og er han ikke væk , saa lad ham melde sig ; men indtil det fleer , bliver jeg ved min Mening , og jeg bilder mig ind , at jeg i dette Punkt kan tale bedre med end de fleste Andre ; for jeg ryddede selv Grunden , skal jeg have den Ære at sige Dem . “ „ Gnd , det var dog skrækkeligt , “ sagde en af Tanterne ; „ at tænke sig at det alligevel var sandt . Fortæl os lidt om det , bedste Gorm ; De er dog den Eneste , der veed rigtig Bcflced . “ Med denne Opfordring lænede hun sig tilbage paa Stoleryggen , lagde sine magre Fingre paa Underlæben og stirrede lige ud for sig , som om hun ventede , at Gorms Stemme skulde komme ovre fra Læggen . Selskabets Fleertal glædede sig til at høre noget hyggeligt Gruopvækkende , og Alles Blikke vendte sig mod Gorm ; men istedetfor at efterkomme et almindeligt Ønske , valgte han den Udvei , som jevnligt benyttes , naar man vil undgaae at besvare en direkte Opfordring ; han blev nemlig gaadefuld og stor , og erklærede , at man vistnok kunde vælge et beleiligere Øieblik til at fordybe sig i disse Enkeltheder end just det nærværende . Ved denne Erklæring gjorde Selskabet strax omkring og meente det Samme ; og den ubesindige Tante , som blev Gjenstand for Alles mildt bebreidcnde Blikke , fank sønderknust sammen med en Forestilling om , at hun vistnok havde sagt noget meget Dumt , skjøndt hun ikke selv vidste , hvori det bestod . For at give Samtalen en anden Vending , benyttede Gorm det Øieblik , da hans Sidemand holdt sit Glas mellem Øiet og Lyset , hvilket er en yndet Fremgangsmaade , naar Stemningen er trykket , til at lade den Bemærkning falde , at „ det er en fortræffelig Viin , ikke sandt , Etatsraad ? “ og da „ Etatsraad “ ikke godt kunde gjøre Andet end indrømme det , gav Værten i overstrømmende Forekommenhed en velvillig Meddelelse om , hvormeget den havde kostet , og hvormeget de andre Vine der ved Siden af stode ham i , skjøndt han forskrev dem direkte , og selv tappede dem af . „ Men det er Galflab , Etatsraad , naturligviis Galflab , “ tilføiede Gorm beskedent , idet han dermed antydede , af om han ogsaa var gaaet høiere , end han egentlig kunde sorsvare for sig selv , saa havde han dog , alene for sine Gjæesters Skyld , ikke taget i Betænkning af sætte sig i saa stor Bekostning . Disse Meddelelser , som stundom aflæggcs af endnu finere Værter end Justitsraad Gorm , og som af og til betage Gjæsterne Appetiten , fremkaldte nogle yderst ubetydelige , men høist talende Bevægelser i Etatsraadens Mundkroge , og bragte en Anden af Selskabet til hviskende af spørge sin Sidemand , om han ikke mærkede den raa Muurlugt . For Gorm selv , hvis Væsen var Storhed , existerede noget Saadant som Selvkritik slel ikke , og han bemærkede derfor ikke disse Smaatirailleurcr , ligesaalidt som han saae , af hans Søn indtog større Kvantiteter af Drikkevarer , end der strengt taget kunde kaldes tilraadeligt . Ved Maaltidets Begyndelse havde denne Yngling anlagt sit Øieglas , og i aandsfraværende Forbauselse stirret paa sin Borddame , som fandt ham noget besynderlig ; efterhaanden var han under Vinens Paavirkning blevet veltalende , og meddeelte hende , af „ han var lyksalig over af have gjort hendes Bekjendtskab “ osv . — Noget han havde hørt Gumling sige under lignende Omstændigheder — og arbeidede sig tilsidst ind i en saadan Sprog- og Tankcforvirring , at Augusta brast i en hjertelig Latter , hvilket igjen gav hans Tankegang , forsaavidt der kunde være Tale om nogen saadan , en anden Retning , og gjorde ham til et Bytte for den Illusion , at han havde Christine tilbords ; og da han forst var kommet saavidt , greb han Leiligheden til at bebreide hende , at hun var ufølsom og haardhjertct , og tilbød selvopoffrende , at „ han vilde lade sig hænge , om han forstod sig paa hende ; “ medens han dertil forsikkrede , at det , som Mama kaldte hans „ Steder “ , slet ikke var Steder , og at han slet ikke kom paa Steder , men at „ Mama var saa rædsom moralsk , og naar hun engang havde sat sig Noget i Hovedet , var hun ikke til at faae fra det igjen ; men , ved Gud , om det ikke skal blive godt Altsammen — Altsammen , “ tilføiede han , og pegede ud over Bordet . Det var heldigt , at de i det Samme reiste sig , da Augusta begyndte at nære alvorlig Frygt for , at han virkelig var gal . Da Selskabet efter Bordet fordeelte sig omkring i Værelserne , gik Abel i nogen Tid omkring og holdt sig paafaldende stiv ; tilsidst blev han staaende i et Hjørne af Værelset og stirrede saa udholdende paa et Par ældre Herrer , som der stode i Samtale , at den Ene spurgte ham , om han ønskede Noget . „ De er min Ven , seer De ; det er det , De er , “ sagde Abel , og nikkede venligt til ham , hvorpaa denne Mand ufortøvet opsøgte Fru Gorm , og henledte i de mildest mulige Udtryk hendes Opmærksomhed paa Abels abnorme Tilstand , for at forebygge mulige Ubehageligheder . Efterat hun paa den forbindtligste Maade havde takket Manden for hans Underretning , tog hun Abel tilside , og befalede ham saa eftertrykkeligt at forføie sig op paa sit Værelse og blive der Resten af Aftenen , at han af Nervøsitet næsten blev sig selv igjen . Hans Ven , Gnmling . fulgte ham i hans ufrivillige Exil , og ledsagede ham op paa hans Værelse . I en Stemning , der var blandet med Frygt , Flauhed , Forbittrelse og Forelskelse kastede Abel sig paa sin Sofa , hvor han i nogen Tid blev liggende og stirrede paa Loftet . Gumling satte sig i en Lænestol , og medens han ørkesløst lod en Spadserestok glide mellem Fingrene , kastede han af og til et haabløst Blik hen paa sin Ven . „ Hvad , Gumling ? “ — drævede Abel omsider med tilkæmpet Overlegenhed . „ Hvad behager ? “ „ En Cigar , Gumling ? — Nei , ikke af dem — tag af den anden Kasse . — Saaledes . — Hun er fordømt kjøn , den Smaa . Hvad , Gumling ? “ „ Hvem ? “ „ Hvorfor vil De altid have det saa rædsom tydeligt ? De veed jo godt , hvem jeg mener . “ „ Det er vanskeligt for mig at vide , da De iaften synes at have kastet Deres øine paa en Anden . “ „ Nei , slet ikke , Gumling ; slet ikke , slet ikke , slet ikke “ — „ Ja ja da ; De behøver ikke at forsikkre mig saamange Gange derom ; jeg troer Dem gjerne paa Deres Ord . Men i ethvert Tilfælde var det en smuk Pige , og om De ogsaa ikke skjønner paa det , saa kalder jeg Dem ligefuldt en heldig Pandur . “ „ Jeg er ingen Pandur , “ raabte Abel opbragt . „ De maa helst veie Deres Udtryk lidt mere , inden De taler til mig . “ „ Jeg har Heller ikke sagt , at De var en Pandur . “ „ Jo De har , “ raabte Abel , og slog mat i Bordet ; „ jeg finder mig ikke længere i den Maade , hvorpaa De behandler mig . “ ' „ Jeg kaldte Dem en heldig Pandur , og det er noget ganske Andet ; men da min Nærværelse synes at være Dem besværlig , saa foretrækker jeg at gaae . “ „ Nei , bliv dog ; De veed jo , at jeg ikke maa komme — at jeg ikke har Lyst til at være længere dernede . De bliver strax saa hidsig ; det skulde De hellere lade være med . Fred og Venskab , Gumling . “ „ Farvel , Gorm . “ „ De behøver da ikke at tage saaledes paa Vei . Jeg har en Sag at tale med Dem om , som er af Vigtighed for mig . “ „ Hvad er det for en Sag ? “ spurgte Gumling , som var blevet staaende ved Døren . „ Den samme , jeg saa tidt har talt om ; jeg er ikke kommet et Skridt videre . Alt det , De raadede mig til , nyttede mig ikke Noget . Hjælp mig , Gumling . Er De ikke min Ven ? Jeg spørger endnu engang — er De ikke min Ven ? “ „ Siig mig først en Ting . Har De den anden Sag i Orden ? “ „ Jeg har gjort , hvad jeg kunde , men endnu vil han ikke give sig . “ „ Saa beklager jeg “ — „ Bliv dog , “ sagde Abel , og prøvede paa at reise sig ; „ jeg skal gjøre Udveie ; endnu imorgen den Dag skal jeg slaffe Dem Pengene , men saa maa De ogsaa hjælpe mig . Kom herhen . Saalænge De staaer derved Døren , seer det ud , som om De vilde gaae . — Fred og Vensfab , Gumling ; ræk mig Deres Haand . “ Gumling besvarede denne Opfordring ved at række ham Haandtaget . paa Stokken , som Abel trykkede med megen Varme , idet han gjentog sine fredelige og venskabelige Forsikkringer . „ Maaskee var det dog bedst , at vi opsatte det til imorgen , Gorm ; iaften forekommer De mig at være lidt overanstrengt . “ „ Hvad mener De med overanstrengt ? “ spurgte Abel , og saae mistænksom paa ham . „ Jeg mener , hvad jeg siger . De har seet saamange Mennesker idag , at De maaskee ikke er rigtig oplagt . “ „ Det maa De overlade til mig ; har De Noget at sige , saa siig det , “ bød Abel med en Stemme , som syntes tilbøielig til , hvad man kalder at slaae over . „ Saa hør da , “ vedblev Gumling , og hviskede ham Noget i Øret . — „ i en saadan Stilling , “ gjentog Abel , forat indprænte sig det , „ at Skinnet var imod hende “ — „ Ti dog stille ! Er De gaaet fra Forstanden , Menneske ? “ udbrød Gumling , og rustede ham , forat gjøre Opfordringen mere indtrængende . „ Ja , det er godt nok , “ indvendte Abel misfornøiet ; „ men hvorledes skal jeg bære mig ad dermed ? “ „ Det bliver Deres egen Sag ; nu har jeg givet Dem et Raad , og det kommer an paa Dem selv , om De vil følge det . De maa ikke forlange , at jeg fkal være Barnepige for Dem ; for det vil jeg ikkx . De maa handle paa egen Haand , og gjør De Dumheder , saa maa De selv bære Følgerne ; jeg fralægger mig alt Ansvar . Farvel . “ Dermed gik han , og overlod Abel til hans egne Betragtninger , som snart bragte ham i en Tilstand af Raadvildhed og Forvirring . Han sad længe og stirrede paa et Par Silhouetter , som hang paa Væggen overfor ham , og som for hans „ overanstrengte “ Blik snart svandt ind til sorte Prikker , og snart voxede ud til store mørke Skikkelser , som sendte ham truende Sideblik , og begyndte at spadsere ud . fra Rammen og komme henimod ham , saa at han tilsidst fandt det ganske uhyggeligt , og reiste sig op . Først undersøgte han , hvorledes det egentlig forholdt sig med disse Silhouetter , og fandt sig omsider beroliget ; derpaa forekom det ham , at hans Halstørklæde var gaaet op , og gav sig til at ordne det foran Rullegardinet , i den Tanke at det var Speilet , og med samme Udbytte , som om det virkeligt havde været det ; og da han tilsidst i sine egne Øine var komplet , gav han sig til at spankulere op og ned ad Gulvet , medens han forfulgte Forestillinger , som flap bort for ham lige saa ofte , som han fik fat i dem . Da han paa en af disse Vandringer tilfældigviis var bleven staaende bag Døren , blev denne aabnet , og Christine traadte ind i Værelset . I Mørke havde hun taget feil af Døren , og var kommet ind i Abels Værelse , istedetfor i sit eget . Da hun strax bemærkede Feiltagelse « , . vendte hun sig om for at gaae , men blev forhindret deri af Abel , som stillede sig iveien , og som , idet han strakte Armene ud til Siden og havde nogen Vanskelighed ved at holde sig i denne Stilling , tog sig ud som en stor Flagermuus , der flagrede op og ned foran Døren . „ Det er smukt af Dem at besøge mig , Kousine , “ sagde han . „ Jeg sætter overordentlig Priis paa Deres Venlighed ; overordentlig Priis , forsikkrer jeg Dem . “ „ De veed jo godt , at det ikke er min Mening ; jeg tog feil af Døren . “ „ Jeg beundrer Deres Opfindsomhed ; ved Gud , om jeg ikke gjgr , “ sagde Abel , og forsøgte at anbringe sit Øieglas et Sted oppe i Panden . „ Lad os nu tale fornuftigt sammen , lille Kousine . “ „ Jeg har ikke Noget at tale med Dem om , og ønsker blot , at De lader mig gaae , “ svarede hun , og kunde , trods hans drcngeagtige Uforskammethed , ikke bare sig for at smile over hans latterlige Figur . „ Lade Dem gaae ? Nei , det kunde aldrig falde mig ind . De skal tale med mig , “ udbrød han med en diktatorisk Betoning , som igjen fik hans Stemme til at slaae over , medens han ledsagede sine Ord med et saa kraftigt Kast med den ene Arm , at han nær havde tabt Ligevægten . „ Hvis De har Glimt af Æresfølelse , saa bliver De ikke ved at Plage mig . Jeg beder Dem alvorligt om at lade mig gaae . “ „ Men jeg gjør det ikke , Kousine ; jeg gjør det ikke . Skinnet er imod Dem , seer De ; — hvad De saa gjør , saa er Skinnet imod Dem . “ Denne vanvittige Bemærkning var hende i Øieblikket ganske uforstaaelig ; men pludseligt gik det op for hende , hvormegen Lavhed der i Virkeligheden laae bagved den ; og idet hun kom til at tænke paa , hvorledes hun nu ved denne Drengs lumpne Adfærd kunde blive udsat for den taabeligste Bagvaskelse , saa blussede Forbittrelsen op i hende . „ De lader mig øieblikkeligt komme ud , hvis De ikke vil , at jeg skal ansee Dem for en Usling , “ udbrød hun med lynende Øine , idet hun satte Abel i Forbauselse ved at udfolde en Energi , som han slet ikke havde ventet ; men da han igjen havde fattet sig , svarede han i en søvnig Tone , at det kunde der flet ikke være Tale om . I det Samme mærkede han , at han langsomt blev skudt frem i Værelsef ; der var Nogen , som aabnede Døren , og som i den Tanke , at der laae en eller anden tung Gjenstand foran den , langsomt og kraftigt flød den frem foran sig ; og derpaa traadte Selmer ind i Værelset . Fru Gorm havde , ligesom et Par Gange tidligere under lignende Omstændigheder , beæret ham med det Tillidshverv at see lidt efter Abel , og derfor var han der nu ; - men da han kom indenfor , blev han saa forbauset over det Syn , der mødte ham , at han et Øieblik blev staaende stum og saae paa dem . „ Jeg tog feil af Døren , “ sagde Christine , „ og deraf har Gorm benyttet sig til at spærre mig Veien . “ „ Saa ? “ udbrød Abel ; „ saa De tog feil af Døren ? Virkelig ? De er dog en stor Skjelm , Kousine ; men det nytter ikke , hvad De saa siger , for Skinnet er imod Dem “ — Christine vilde netop til at replicere kraftigt paa denne Beskyldning , da Selmer , som opfattede den i hele dens Taabelighed , forekom hende , og sagde : „ Oh ! Saa Skinnet er imod Dem ! “ og medens han gjentog Ordene , greb han Abel i Nakken , og bevægede Ham et Par Gange frem og tilbage , saa at Hovedet syntes at sidde løst paa ham , hvorpaa han kastede ham paa Sofaen , og aabnede Døren for Christine . „ Vil De sige til Fru Gorm , “ sagde hun , da de vare komne ud paa Korridoren , „ af jeg er paa mit Værelse , hvor jeg beder hende om et Par Øieblikkes Samtale , hvis hun vil uleilige sig derop . “ „ Var det ikke bedre af vente til imorgen ? “ foreslog Selmer , som kjendte Fru Gorm tilstrækkeligt til af vide , af en saadan Anmodning maatte forekomme hende afsindig . „ De gjør virkelig denne taabelige Dreng altfor megen Ære ved af tage Dem hans Uforskammethed saa nær til Hjerte ; og kunde De ikke let komme til af sige uoverlagte Ord , som De bagefter vilde fortryde ? De har viist mig saamegen Venlighed , af De ikke vil ansee mig for paatrængende , naar jeg beder Dem om af opsætte det idetmindste til imorgen . “ „ Jeg kan ikke vente til imorgen , og jeg vil ikke vente , “ sagde Christine , hvis fredelige og blide Natur dennegang var kommet i Oprør . Efterat Selmer endnu en Gang forgjæves havde prøvet paa af berolige hende , udrettede han hendes Ærinde , og faa Minutter efter kom Fru Gorm op paa hendes Kammer . De vare i det første Øieblik Begge lidt forvirrede , skjøndt af høist forskjellige Grunde . Fru Gorm , fordi hun kunde begribe , at der maatte være foregaaet noget Overordentligt , siden Nogen vovede at bringe hende en Anmodning som den , hun nylig havde saaet ; og Christine , fordi hun ligesom følte sig forvandlet , idet hun for første Gang bestemt modsatte sig Tyranni og Raahed , medens hun tillige havde en Fornemmelse af , at hvis hun ikke tog sig sammen og gjorde den yderste Ansfrengelse , vilde denne energisfe og charakteerfaste Kvinde alligevel kue hende . „ Er Du syg ? “ spurgte Fru Gorm med en besynderlig haard Stemme . „ Jeg er ikke syg , men “ — begyndte Christine , idet hun et Øieblik vaklede . „ Men hvad ? “ „ Jeg kan ikke holde Dette ud ? “ „ Hvilket ? Hvad er der paafærde ? Hvad er det for Optøier , som drives her i Huset ? “ spurgte Fru Gorm skarpt , hvorpaa Christine fortalte hende , hvad der var skeet , og endte med at sige , at hun ikke passede til Forholdene , og derfor ønskede at forlade Huset . „ Og det er det Hele ? “ sagde Fru Gorm . „ Fordi Abel i Kaadhed gjør , hvad jeg ganske vist ikke billiger , men dog heller ikke kan ansee før nogen saa uhørt Misgjerning , saa sætter Du strax Himmel og Jord i Bevægelse , som om der var fleet en Ulykke . Der manglede blot , at Du var kommet ned og havde givet Scener i hele Selskabets Nærværelse . Jeg nødes til at sige Dig , at Du misforstaaer din Stilling her i Huset . Du betragter Dig som hørende til Familien , og anseer dit Ophold her før en Rettighed ; jeg har tidligere sagt Dig , hvor nødigt jeg berører det , men din egen Opførsel tvinger mig til at sætte disse Hensyn tilside . “ „ Jeg betragter det ikke som nogen Rettighed , “ svarede Christine , „ og var aldrig kommet her , hvis ikke min stakkels Moder “ — „ Din stakkels Moder . Du udtrykker Dig rigtigere , end Du selv veed af . Din stakkels Moder , som Du siger , manglede Charakteer , og med sit fuldkomne Ubekjcndtflab til Verden , har hun heller ikke været istand til at give Dig noget Begreb derom . “ „ De misbruger mine Ord , “ udbrød Christine ude af sig selv . „ Min stakkels Moder har offret sig før min Skyld , og lidt Modgang og Savn og Nød alene før min Skyld , det forstaaer jeg bedre nu , end jeg nogensinde før har gjort det . Hun har elsket mig saa høit , “ sagde hun hulkende , „ og havde jeg ikke tænkt paa hende i al denne Tid , saa var jeg forlænge siden gaaet tilgrunde . Jeg veed ikke , hvorfor jeg mishager Dem , men jeg kan ikke længere holde Dette ud ; jeg trænger til Venlighed , men finder den aldrig ; jeg har efter bedste Evne søgt at gjøre Dem tilpas , men det er aldrig lykkedes mig ; jeg føler mig forladt og ulykkelig ; gid Dette maa faae en Ende . “ „ Det skal saae en Ende . Da vort Huus ikke er Dig tilpas , saa er det bedst , at Du seer Dig om efter noget Andet ; maaskee vil Verden da lære Dig , hvad Du ikke har kunnet lære med det Gode . Jeg skal tænke over den Sag imorgen , iaften har jeg Andet at tage vare . “ „ Jeg tager bort endnu iaften , “ sagde Christine . „ Saa det gjør Du ? Og hvor tager Du saa hen , om jeg maa spørge ? “ „ Det veed jeg ikke , men jeg tager bort alligevel ? “ „ Du begynder altsaa at gjøre Oprør , “ sagde Fru Gorm , som for et Øieblik glemte sin Børnelærdom , og blev heftig . „ Men jeg forbyder Dig at tage bort iaften , ikke af Hensyn til Dig , men af Hensyn til Huset ; og nu skulle vi faae at see , hvem der er den Stærkeste . “ Med disse Ord gik hun sin Vei , og lukkede Døren lidt haardt efter sig . Christine blev et Øieblik staaende som forstenet , men sin Beslutning holdt hun fast paa ; derpaa tog hun den nye Kjole af , hvormed Fru Gorm havde pyntet hende , iførte sig sin gamle Dragt , og var i Begreb med at pakke sin Kofsert , da Jusfitsraad Gorm kom o . p til hende . „ Det er en meget ubehagelig Historie , Christine , “ sagde han , idet han med Hænderne paa Ryggen gav sig til at gaae frem og tilbage i Værelset . „ Hvorfor kunde Du ikke vente med den Sag til imorgen ? “ „ Fordi jeg vil bort iaften , “ svarede hun , medens hun vedblev at ordne Sagerne i sin Koffert . Det var hende igjen paafaldende , hvorledes han undgik at see paa hende ; og det forekom hende , som om der under al hans Storhed var noget Sløvt og Luskende , medens han vedblev at gaae frem og tilbage i Værelset . „ Jeg kan ikke forsvare at lade Dig forlade Huset paa denne Maade . Kan Du ikke finde Dig i at være her , anseer jeg det for bedst at søge en Plads til Dig paa Landet . Landet vil passe bedre for Dig end Byen . Men det kræver naturligviis Tid , og kan hverken skee idag eller imorgen . “ „ Jeg tager hen til vor gamle Pige ; hun har Plads til mig , det veed jeg . Øg hvis De vil lade Nogen følge mig derhen , “ tilføiede hun , idet hun vendte sig om mod ham , og tilfældigviis fangede hans Blik , „ saa tager jeg bort , uden at Nogen skal mærke det . “ Ved disse Ord mærkede hun , at der foregik en Forandring med ham , uden at hun dog kunde sige sig selv , hvori den bestod ; først senere skulde det blive hende klart . Den Maade , hvorpaa Fru Gorm havde modsat sig , at hun denne Aften forlod Huset , var bydende og ægte , og ikke til at misforstaae ; men over Gorms hele Optræden var der noget Ubestemt og Vaklende , som et Øieblik gav hende den Forestilling , at han kun gjorde Modstand paa Skrømt , og i Grunden helst føiede hende i hendes Ønske . I denne Formodning bestyr . kedes hun , da han spurgte , hvor hendes gamle Pige boede , og tilføiede , at naar hun endelig vilde derhen endnu iaften , saa var det maaskee ogsaa bedst for alle Parter , om de sfilles i Stilhed ; og hvis hun forresten trængte til Noget , kunde hun jo henvende sig til ham . Derpaa gjorde han et løierligt Forsøg paa at sige hende et Par venlige Ord , men da det ikke vilde lykkes ham , gik han ned og gav en af Leietjenerne sine Ordrer , hvorpaa denne til sin ubeskrivelige Forbauselse ledsagede den unge Dame hen til det Sted , hun angav ham , medens Gorm gik tilbage til Selskabet , og vedblev at være stor og mægtig . Ottende Kapitel . I et Huus , som laae ved Siden af det afbrændte , nu gjenopbyggede Sted i Adelgade , havde Hanne leiet sig en lille Leilighed paa to smaa Værelser og et Kjøkken . Krafts Familie havde foræret hende det Bohave hun eiede , og havde slaaet sig sammen med Doktor Clausen om Tid efter anden at hjælpe hende ved Bidrag , som bragtes under forskjellig Form , da de kjendte hendes ømfindtlighed . Ved denne Hjælp , i Forbindelse med det hun selv erhvervede sig , havde hun det nu saa godt , efter hvad hun selv sagde , som hun aldrig havde havt det før . Den Sands for Orden og Hyggelighed , som var bleven udviklet hos hende , medens hun tjente hos Fru Haffner , havde hun senere bevaret , og Thomas Hammer havde forsaavidt Ret , naar han med en ringe Tilsætning til et ellers bekjendt Udtryk erklærede , at baade hun selv og hendes Leilighed saae ud som „ et pillent Æg “ , hvilket var den eneste Yttring af Anerkjendelse , hun lod staae uimodsagt hen . Thomas Hammer havde iøvrigt i den senere Tid udviklet en vis Selvfølelse , og havde i den Anledning flere Gange yttret til Hanne , naar han besøgte hende , „ at han ikke var En , man saadan kunde rende med , “ hvilken Yttring forsaavidt forundrede hende , som hun ikke vidste , at Nogen havde forsøgt derpaa . Det var navnlig overfor hendes Dreng , at Thomas havde antaget en beskyttende Holdning ; han havde Lyst til at udstyre ham , sagde han , og da Hanne meente , at det visf var bedre , om han nøiedes med at udstyre sig selv , tog han denne spøgefulde Indvending halvt unaadigt op , og gik sin Vei , men kom dog kort efter tilbage med et Par Støvler til Drengen , som kunde have passet ham , dersom han havde været henimod fem Aar ældre . Efter dette mislykkede Forsøg , over hvis Resullat han ikke kunde andet end undre sig , da de , som han sagde , forekom ham at være meget mindre , dengang han saae dem hos Skomageren , opgav han selv at gjøre flere Indkjøb , og overlod Resten til Hanne . En Aften , da hun efter en travl Dag sad ved sin Drengs Seng og strikkede , hørte hun Nogen komme op ad Trappen og standse ved Døren ; da hun havde aabnet den , og saae en Tjener staae udenfor med en Koffert paa Nakken , sagde hun , at det maatte være en Feiltagelse , men da Tjeneren ved et vist Kasf med Hovedet , i Forbindelse med et svedent Griin , havde gjort hende opmærksom paa Christine , som stod bagved ham ude paa Gangen , lod hun ham komme ind og sætte Kofferten fra sig , hvorpaa han skyndte sig afsted med den glade Bevidsthed , at han ved denne Leilighed havde oplevet Noget , som Folk af hans Fag just ikke opleve hver Dag , medens han ikke tvivlede om , at der vilde komme høist interessante Ting frem , naar han først fik Sagen grundigt drøftet med sine Kolleger . „ Hvad have de nu gjort Dem , Christine ? “ spurgte Hanne , da Tjeneren var gaaet ; „ for Noget have De gjort Dem . “ Christine prøvede paa at svare hende , men var ikke istand dertil . „ Jeg sagde jo , at det vilde komme ; jeg saae det tydeligt nok den ene Gang jeg var der . Naar jeg fænker paa den kjære Frue “ — mere fik hun ikke sagt , da Christine , som for første Gang følte sig befriet fra den Underkuelse og Mishandling , hvorunder hun saa længe havde lidt , faldt hende om Halsen , og brød ud i en stærk Hulken . „ Vi ville slet ikke tale om det iaften , “ sagde Hanne , og drog hende ned paa Sofaen ved Siden af sig . „ Jeg seer nok , hvorledes det hænger sammen ; det tager sig altid værst ud i Begyndelsen , men naar vi staae tænkt os om , saa komme vi ud over det . med . De trænger nu allerførst til Ro , og den skal De have ; og i denne Seng skal De ligge ; jeg reder til mig selv paa Sofaen ; imorgen vil det Altsammen see anderledes ud . “ Medens hun saaledes vedblev at tale , fik hun Christine , som endnu var fortumlet efter de sidste Begivenheder , bragt til Ro , hvorpaa hun selv blev siddende endnu en Times Tid , inden hun tog en Kaabe over sig og lagde sig paa Sofaen . Den næste Dag meddeelte Christine hende , hvorledes det var gaaet til , af hun saa pludseligt havde forladt Gorms Huus , og vakte yderligere Hannes Forbittrelse , da hun fortalte , af Fru Horm havde beskyldt hendes Moder for af mangle Charakkeer . „ Er det værdt af bryde sig om ? “ sagde Hanne , da hun igjen var bleven noget beroliget . „ Veed hun , hvad Deres Moder var for en Kone ? — Ikke Charakkeer ? — Hun maatte ønske , af hun selv havde lidt af den Charakkeer . Jeg gad nok vide , om Deres Moder havde viist en simpel Kone Døren . Jeg har tjent hende i fem Aar , og i al den Tid har hun ikke sagt mig et ondt Ord . Saadan en knibsk Madame skulde have prøvet , hvad Deres Moder har prøvet , Christine , saa kunde hun begynde af tale med om Charakkeer . Men nu skal De slaae alt Det ud af Tankerne ; jeg er vis paa , af en god Pige som De er , Christine , ogsaa vil finde gode Mennesker . “ Saaledes vedblev Hanne af tröste hende , og gjenkaldte gamle Erindringer , som vistnok kostede hende mange Taarer , men som ogsaa skaffede hendes Sind en Lindring , hvortil hun i saa høi Grad trængte . „ Men har De aldrig hørt fra den Doktor dernede ? “ spurgte Hanne , da hun i Løbet af Dagen kom tilbage til den samme Sag . „ Jeg kunde godt lide den Mand ; han forstod at tale med Folk , og saae dem ikke over Hovedet . Han havde nok lidt tilovers for Dem , Christine . Kunde De ikke have Lyst til at skrive ham til ? “ „ Jo , det vil jeg gjøre , “ sagde Christine . „ Han bad mig om at lade ham vide , hvorledes det gik mig ; men i al denne Tid har jeg ikke havt Lyst til at skrive til Nogen . “ Saaledes opnaaede Hanne , hvad hun vilde , at bringe Christine til at beskjæftige sig , og faae Tankerne henvendt paa noget Andet ; og da hun i et temmelig usammenhængende Brev havde fortalt sin gamle Ven Et og Andet , som senere gav ham en Deel at . tænke over , eftersom han ikke kunde blive klog paa , hvorledes det egentlig hængte sammen , og nok kunde mærke , ak hun skjulte Noget for ham/saa tilbød Hanne at ville besørge Brevet med det Samme hun hentede Mælk , og bad Christine om at passe paa Drengen saalænge ; men da Christine selv havde Lyst til at gaae med , og Hanne tænkte , at hun maaskee vilde have godt af denne Adspredelse , fulgtes de sammen hen i Mælkeudsalget . „ Nu vil jeg sige Dig Noget , Hanne , “ yttrede Chrisfine paa Veien derhen ; „ dersom Du vil have mig hos Dig i nogen Tid , saa vil jeg ogsaa give Dig Noget ; endnu kan jeg ikke , for jeg har ikke Noget ; men naar jeg faaer en Plads , vil jeg betale Dig Noget i Leie hver Maaned . Det bliver morsomt , Hanne . “ „ Ja vist bliver det morsomt ; nu skulde jeg lade Dem boe tilleie hos mig , jo vist . Det vilde tage sig kjønt ud , ikke sandt ? “ „ Ellers bliver jeg ikke hos Dig , Hanne . “ „ Jo De gjør , Chrisfine . “ „ Nei jeg gjør ikke , “ paastod Chrisfine haardnakket . „ Vi maae da idetmindste vente , indtil De faaer Pladsen . “ „ Nei ; jeg vil have det afgjort strax , ellers narrer Du mig ; det kan jeg godt mærke . “ Da det ikke kunde være anderledes , gav Hanne sit Samtykke , mere for at føie hende end af nogensomhelst anden Grund . Da de kom ind hos Mælkehandleren , var der ingen Andre i Boutiken end en Kunde , som sad paa en Træstol udenfor Disken og lænede sit Hoved i Haanden saaledes , at han med det Samme skyggede for Øinene . Han saae temmelig lurvet ud , og skjøndt han , uden at lægge Mærke til deres Nærværelse , vedblev at holde Haanden for Øinene , fslte Christine sig dog overtydet om , at hans Ansigt neppe kunde være synderlig tiltalende . Hun vilde imidlertid ikke have tænkt videre derover , dersom hun ikke havde lagt Mærke til , at Hanne saae ganske forsfrækket ud , da hun fik Øie paa ham , og hurtigt vendte sig til den anden Side , idet hun lod , som om hun ikke saae ham . Christine gjorde det Samme , men medens de saaledes stode og ventede , saae Hannes Dreng Leilighed til at styre langs med Væggen hen til Manden , og trække ham i Frakken , for at komme op paa hans Skjød , hvorved han kom til at tage Haanden fra Øinene , og saae , hvem der var kommet ind i Udsalget . „ Gaa din Bei , Johan , “ sagde Manden med en haard Stemme , hvori han dog søgte at lægge en lidt mildere Betoning , medens han klappede Drengen paa Hovedet . „ Tag ham , Hanne , jeg kan ikke idag . “ Hanne tog i en Fart sin Dreng , og spurgte ganske befippet : „ Gaaer det endnu daarligt , Bruun ? “ „ Ja vist , ja vist , “ svarede han i en afvisende Tone , og indtog sin forrige Stilling . Omsider kom Mælkehandleren tilbage og sagde , af han havde sendt Bud efter nymalket Mælk , men af han først kunde faae den om en Time , hvilket lod til af gjøre den Fremmede meget forbittret ; Hanne tilbød imidlertid af komme igjen om en Time og hente den til ham , hvorpaa han uden af sige Noget tog sin Hat og gik sin Vei . „ Han har nok en af sine Toure , “ sagde Mælkehandleren gravitetisk , medens han maalte Mælk af til Hanne . „ Han er syg , den Stakkel , “ svarede Hanne ; „ og naar det Humeur kommer over ham , gjør man bedst i af lade ham være i Ro . “ „ Man vil troe det , “ sagde Mælkehandleren med overlegen Alvor , idet han skjød Kaskjetten tilbage paa Hovedet ; „ man vil troe det ; men syg er han ikke , han er svagelig , skal jeg sige Dem . “ „ Svagelig ? “ indvendte Hanne ; „ det kommer vel omtrent ud paa det Samme . “ „ Aldeles ikke , min gode Kone , “ bemærkede Mælkchandlercn , hvis Overlegenhed ved Indsigelsen blev ganske overvældende ; „ aldeles ikke ; en Mand kan være syg , uden at være svagelig ; og en Mand kan være svagelig , og alligevel være ligesaa rask som jeg . Jeg paastaaer nu , at han er svagelig — lidt ved den ene Side , forstaaer De det maasfee saa bedre ? Kommer han ikke her forleden Dag og kalder mig en Generalforpagter , fordi jeg ikke vilde give ham Kredit ; og naar en Mand kalder mig Generalforpagter , faa kalder jeg ham gal ; minsæl om jeg ikke gjør , “ tilføiede han , og slog Laaget paa Mælkekanden i med et Smæk , for at give sine Ord større Eftertryk . Da Hanne ikke vilde disputere med Manden om en Sag , som hun kjendte meget bedre end han , saa gik hun , og da de kom udenfor , gav hun Christine Forklaringen . „ Det er en ulykkelig Mand , som har gaaet meget igjennem , “ sagde hun , „ men han er lige saa lidt gal , som De eller jeg . “ „ Dersom det ikke var Dig , der sagde det , saa vilde jeg snarere have givet Manden derinde Ret , “ yttrede Christine ; „ jeg blev næsten bange , da jeg saae ham . “ „ Og alligevel kan jeg forsikkre Dem , Christine , at han ikke gjør noget Menneske Fortræd . “ „ Men Du var jo selv bange for ham . “ „ Det var jeg paa en Maade nok ; men alligevel ikke saaledes som Øe mener det . Jeg har boet i adskillige Aar sammen med ham i det gamle Huus , hvor han har leget med Johan mange Gange ; nu boer han i det nye Sted ved Siden af os . “ Da det lod fil , at Christine ikke rigtigt kunde forvinde sit første Indtryk , begyndte Hanne at tale om andre Ting , og da de kom hjem , og Hanne endnu engang havde været ude for at bringe Mælken fil Bruun , var det begyndt at blive mørkt . Da Drengen var bragt fil Ro , og de havde sat sig sammen i Sofaen , kom de fil at tale om gamle Dage , og medens Hanne fortalte hende derom , forekom det hende , at hun levede denne Tid om igjen . Nutiden med dens Sorger traadte tilbage , og hendes gamle Hjem , hvor hun mange Gange i Mørkningen havde lænet sit Hoved fil Hannes Sknlder , ligesom hun nu gjorde , antog en næsten haandgribelig Tydelighed . Medens Aftenens Skygger listede sig ind til dem , og lode dem være ene med hinanden , følte hun noget Fredeligt og Velgjørende ved at høre sin gamle Piges Stemme , og alt eftersom Hanne fortalte videre , udfyldte hun Mellemrummene mellem de enkelte , usammenhængende Træk , hun selv havde bevaret , og saae Skikkelser , hun havde glemt , og Forhold , hun ikke selv vidste at hun tidligere havde kjendt , dukke frem af Mørket og vække hendes Forundring ved den Klarhed , hvormed de nu traadte frem for Erindringen . „ Nu kan jeg tydeligt huske det , “ sagde hun i Samtalens Løb , „ og Gud maa vide , hvorledes det gaaer til , for jeg har aldrig kunnet huske det før , men i dette Øieblik staaer det ganske tydeligt for mig , at der en Dag kom en fremmed Mand til os , og bragte os en sørgelig Efterretning ; det maa vist have været nogle Aar førend Fader døde . Det lod til , at den Fremmede selv var bedrøvet over det , han havde at sige ; og nu husker jeg , at Fader , skjøndt han selv var stærkt bevæget , alligevel trøstede den fremmede Mand , og sagde til ham : „ i ethvert Tilfælde kan jeg jo ikke bebreide Dem Noget ; “ og at den Fremmede talte om , at han vilde see at gjøre det godt igjen . „ Det er forunderligt , “ tilføiede hun ; „ jeg seer det nu , som om det var fleet igaar , skjøndt jeg er vis paa , at jeg aldrig har tænkt paa det i Mellemtiden . Jeg kan huske , at Fader gik frem og tilbage i et langt Værelse , og at Moder kom ind og talte længe med ham , da den fremmede Mand var reist , og at jeg var angst , uden at jeg selv vidste hvorfor . “ „ Det maa vist have været paa den Tid , da Deres Fader mistede sin Formue , “ sagde Hanne ; „ dengang var De omtrent fire Aar . “ „ Hvorledes gik det egentlig til ? Moder har aldrig rigtigt fortalt mig det ; hun holdt ikke af at tale derom . “ „ Det Eneste jeg veed , er , at han gik i Kaution for en Mand , hvorved han mistede omtrent Alt , hvad han eiede , “ sagde Hanne ; „ men hvem den Mand var , eller hvorledes det hængte sammen , veed jeg ikke . “ Saaledes fortsatte de , og vedbleve at kalde den ene Erindring tillive efter den anden , indtil Vægterens Raab mindede dem om , at der kun var en Time til Midnat . Den næste Dag begyndte Christine ab tale om , at hun vilde see sig om efter en Plads . Det havde ingen Hast , meente Hanne ; hun vilde have bedre af først at komme lidt til Ro ; en Plads kunde hun sagtens faae ; hun , som var saa godt oplært , og som var bleven underviist af sin Moder . Christine havde imidlertid ingen Ro paa sig , og gik endnu samme Formiddag ud for at finde en Beskjæftigede . Hun henvendte sig i flere Instituter , men kunde intetsteds finde Anvendelse ; i Almindelighed svarede man hende , at naar hun ikke selv havde gjennemgaaet et Kursus , kunde der slet ikke være Tale om at antage hende . Paa et Par Steder lovede man hende dog ved given Leilighed at have hende i Erindring . Dersom Christine blot havde havt lidt Erfaring i denne Retning , vilde hun have vidst , at denne Tale om „ at have i Erindring “ , er en Form , hvoraf Folk famvittighedsløst benytte sig for at skaffe sig af med Ansøgere ; men hun forstod Talemaaden bogstaveligt , og da hun efter adskillige Timers frugtesløse Søgen træt og skuffet kom tilbage og fortalte Hanne Udfaldet , saa fandt hun dog et Slags Trøst i det forfængelige Haab , at denne „ Haven i Erindring “ skulde indtræde med det Første , og at hun en af Dagene kunde vente et Bud om , at hun var antaget , da man jo havde optegnet baade hendes Navn og hendes Bopæl . Men der kom intet Bud ; hun gik hver Dag ud og kom hver Dag tilbage med det samme Resultat . „ De maa bestemt bære Dem reent galt ad , Christine ; nu skal Nogen bilde mig ind , at De ikke skulde være god nok til at læse med disse Tøse , “ sagde Hanne , som tilsidst tabte Taalmodigheden ; „ jeg vil engang selv tale med disse Institutmadamer . “ Hvilke „ Institutmadamer “ hun talte med , og hvad de sagde hende , fortalte hun ikke ; men da hun kom tilbage , efter selv at have anstillet sine Forsøg , kunde Christine strax see paa hende , at hendes Resultat var det selvsamme . „ Vi ville ikke tabe Modet , fordi de ere storagtige , “ sagde Hanne ; „ vi maae prøve det endnu engang ; “ og da de havde prøvet det endnu engang og adflillige Gange til , men med lige lidt Held , begyndte selv Hanne at tabe Modet . „ Det er ogsaa underligt , “ sagde hun en Dag , „ at man slet ikke seer Selmer i al denne Tid . — Nu skal jeg sige Dem Noget , Christine ; det falder mig ind , — Selmer kan bestemt flaffe Dem en Plads ; han kjender de Ting meget bedre end baade De og jeg ; men hvor kan han dog blive af ? “ „ Selmer ? “ yttrede Christine ; „ ja , ham har jeg flere Gange tænkt paa i denne Tid ; men han har sagtens glemt det ? “ „ Hvad har han glemt ? “ „ Jeg bad ham for nogen Tid siden om at flaffe mig en Plads , hvis han kunde det , og han lovede at see sig om efter en . “ „ Saa har han Heller ikke glemt det ; det er jeg ganske vis paa , “ sagde Hanne , som greb enhver Udsigt ; men Christine , som allerede havde lidt saamange Skuffelser , syntes ikke tilbsielig til at dele hendes Mening , og indlod sig ikke videre derpaa . Alligevel maa hun dog være vedblevet at beskjæftige sig dermed ; thi da de i nogen Tid havde siddet tause ved deres Arbeide , og Hannes Tanker imidlertid vare andetsteds henne , spurgte hun pludseligt : „ Hvorfra kjender Du ham egentlig , Hanne ? “ „ Hvem ? “ „ Ih , Selmer . Det var jo ham vi talte om . “ „ Det er jo ogsaa sandt , “ svarede Hanne , som vendte tilbage langvejs fra . „ Jeg har kjendt ham lige fra den Tid han var Dreng ; jeg kom hos hans Moder ; det var egentlig hende , som skaffede mig i Tjeneste hos Deres Moder . Hun var lam , den Stakkel — jeg mener Selmers Moder , nogle Aar inden hun døde ; og i al den Tid viste han sig som en kjærlig Søn mod hende . Han har selv arbeidet sig iveiret , og er ved sin egen Flid blevet det han er . “ „ Jeg blev meget forundret , da han første Gang bragte mig en Hilsen fra Dig . “ „ Ja , det kan jeg tænke , “ , sagde Hanne ; „ men hvorledes holder han det ud derhenne ? “ „ Jeg holder ikke af at tale om det derhenne , som Du kalder det , “ svarede Christine ; „ men siden Du nu spørger mig derom , saa kan jeg gjerne sige Dig , at jeg ikke synes , at han har det godt . “ „ Det er rimeligt nok , “ meente Hanne , „ hvem kan have det godt der ? — See blot engang — der er han , “ tilføiede hun , da Selmer i det Samme traadte ind af Døren . Nu var denne Selmer af Natur en fornøielig Person , som , efter hvad han af og til selv forsikkrede , foretrak af lade Violen sørge , og efter hans Ansigt af dømme , maatte man være tilbøielig til af give ham Ret . „ De taler om mig , “ sagde han , idet han opfangede de sidste Ord . „ Ja , jeg undrede mig over , af der gik saa lang Tid , inden vi saae Dem , Hr . Selmer , “ svarede Hanne . „ Det kommer deraf , af Justitsraaden sendte mig paa en Forretningsreise til Jylland , hvorfra jeg først kom tilbage seent igaar Aftes . Men maa jeg nu ikke høre , hvorledes det gaaer Dem , Frøken Haffner ? “ Christine fortalte ham derpaa , hvorledes de havde søgt efter en Plads for hende , men overalt vare blevne afviste ; og da hun kom til Slutningen af sin Beretning , endte hun i en Tilstand af krænket Selvfølelse , som bragte hende Taarer i Øinene , med af sige , „ af der formodentlig slet ikke var Nogen , som kunde bruge hende , og af naar det kom til Stykket , kunde hun maaskee heller ikke bruges til Noget . “ Denne Bemærkning kaldte ogsaa Hannes Bitterhed tillive , og dersom de havde fortsat Samtalen alene , vilde de rimeligviis have ægget hinanden videre i samme Retning . Selmer gav dem imidlertid Andet at tænke paa ved at fortælle , at han efter Christines tidligere Ønske havde seet sig om efter en Plads til hende , og at han kunde tilbyde hende en saadan , hvis hun vilde tage tiltakke med smaa Forhold . „ Saa kan jeg tænke , at det ikke er hos noget Herflab , “ bemærkede Hanne ; „ dem have vi ogsaa faaet nok af . “ „ De kan selv dømme , Hanne . Det er hos Tvedes . “ „ Hos Tvedes ! “ udbrød Hanne ; „ det var da mærkeligt , at det ikke en eneste Gang skulde falde mig ind i alle disse Dage , medens vi have søgt Byen rundt for at finde Noget ; men saadan er man nu engang . Kan De komme til Tvedes , Christine , saa skal De tage imod det ; det er mine Ord . “ Christine var bleven oplivet ved denne heldige Vending , Sagen saa uventet havde faaet , og begyndte strax at see Tingene i et gunstigere Lys . „ Seer De , Christine , “ sagde Hanne opmuntrende ; „ det gik alligevel , som jeg sagde ; det kom nok , naar vi blot gave Tid . “ Skjøndt det var et reent Selvbedrag af Hanne , der slet ikke havde sagt noget Saadant , men tvertimod været saa utaalmodig og mistrøstig som Nogen , fik Christine imidlertid ikke Leilighed til at tænke derpaa , da hun var heelt optaget af Ønsket om at saae at vide , hvem Tvedes var . „ Det er en lille Familie , jeg kjender , som er flyttet ind i det nye Sted her ved Siden af , “ sagde Selmer . „ Tvcdc og jeg have været Kammerater og gode Venner lige fra Skolen af . Han har giftet sig for et Par Aar siden , og nn have de oprettet et lille Pigeinstitut . “ Det forekom Christine , at der nu aabnede sig de bedste Udsigter ; hun kom ikke alene til at undervise Smaapiger , som hun havde ønsket , men hun begyndte endogsaa strax at undervise i et Institut , der , selv om det var lille , dog altid var et Institut . Hun var derfor Selmer meget taknemmelig , sagde hun , og ønskede Intet hellere end at blive forestillet for Bestyreren . „ De maa hellere sige Bestyrerinden , “ bemærkede Selmer ; „ min gode Ven , Tvcdc , er Musiker , og tagersig ikke selv af UnderviiSningen . “ Det var endnu heldigere , meente Christine , og fandt , at Verden i Løbet af de sidste ti Minutter begyndte at blive heelt imødekommende . „ Kunde vi ikke strax gaae derhen ? “ spurgte hun ivrigt , idet hun reiste sig . „ Det kunne vi godt , “ svarede Selmer ; „ vi have ikke synderlig langt at gaae , da det er i Stedet ved Siden af , som jeg nyligt sagde ; og lad mig see , Skoletiden er jo nu forbi . “ Hanne tog sin Dreng paa Armen , og fulgte dem ind i det nye Sted , hvor de gik op paa anden Sal og standsede udenfor en Dør med Indskriften : „ Tvedes Pigeinstitut “ . Denne Indskrift var frembragt paa en sindrig Maade , idet den bestod af smaa Fiirkanter , som vare klippede ud af Aviser , og hvoraf hver indeholdt et Begyndelsesbogstav , som vare ordnede ved Siden af hverandre , og paa denne Maade traadte istedetfor Dørplade . „ Det var en mærkelig Idee af Hr . Tvede , “ sagde Christine , da hun bemærkede Indskriften . „ Ak Gud , nei , “ sagde Selmer . „ En saadan Idee vilde min gode Ven ikke faae , om han saa blev hundrede Aar ; den skyldes ganske sikkert hans Kone . “ Christine undrede sig allerede her over , at et Institut havde saa smal og tarvelig en Opgang , og at et Institut vilde nøies med en Bygning , hvori Fugtighed og Lugten af raa Mure slog En imøde . Hun havde vel ikke ventet at sinde et Rækværk af Mahogni eller Tæpper paa Trapperne , som hos Gorms , men under sin Søgen efter en Plads havde hun henvendt sig i de bedre Institute ! , hvorfra hun havde medbragt en Maalestok , som siet ikke lod sig anvende her . Her var ingen blank poleret Messingplade paa Døren , men kun en Række smaa , skjæve Forkanter af Papir , som endda ikke faldt i det reent Hvide , og allerede denne Omstændighed lod hende formode , at Elegancen derinde neppe vilde være overvældende . Da de havde ringet paa , blev Døren aabnet af Tvede selv , som beredte hende en ny Skuffelse . Vi forestille os ofte , at en os ubekjendt Person seer saa eller saa ud , uden at vi ere istand til at sige os selv hvorfor , men vi gjøre det nu engang ; og naar den virkelige Person saa slet ikke svarer til vor Forestilling , hvilket det næsten vilde være et Mirakel , om han gjorde , saa føle vi os skuffede . Da nu Christine havde forestillet sig Tvede med Guldbriller og iført en Mellemting af Frakke og Slobrok af et vist kunstnerisk Tilsnit , saa maatte hun tilskrive sig selv sin Skuffelse , da hun istedetfor dette saae en gammel luvslidt Frakke af graatærnet Tøi , som sad spændt udenom en høi , mager , knoklet og ledeløs ung Mand med et stort , langtfra smukt , men godmodigt Ansigt . „ Hvis det er Dig bcleiligt , Tvede , “ sagde Selmer , „ saa ønsker Frøken Haffner at tale med din Kone om de Timer , hun maaskee kunde paatage sig i Skolen . “ Tvede bukkede lidt forlegent , som det forekom Christine , og bad dem at vente et Øieblik i den forreste Stue , medens han sagde det til sin Kone . „ Jeg seer et Øieblik op til Bruun , “ sagde Selmer til Hanne , og forlod dem . Det Værelse , hvori de befandt sig , var ubetinget magert udstyret ; det lignede en smal Gang , i hvis ene Ende der var et Vindue , og i hvis anden Ende der stod en Stol ; forresten var det tomt , naar undtages et Skilderi af en Haands Størrelse , som var anbragt midt paa en af de øde Vægge . Medens de ventede paa Fru Tvede , og stode og saae ned paa Gaden , bleve de afbrudte ved et begejstret Udbrud af Hannes Dreng , der havde seet Leilighed til at komme hen til Døren , som Tvede havde ladet staae paa Klem efter sig ; han stod der og kiggede ind gjennem Sprækken , og saae Noget , som vakte hans høieste Begeistring . „ Ba—a—r—n ! “ raabte han , og rakte sin lille Haand iveiret som Tegn paa det Forbausende . „ Mo ' er , Ba—a—r—n ! “ - Fru Tvede havde opdaget hans Ansigt i Døren , og kom nu leende ind til dem , med en lille Pige paa Armen . Det var en smuk , lille , rødkindet , sortøiet Kone med et fornøieligt Ansigt ; og var der noget Paafaldende ved hende , saa var det dette , at hun bebestræbte sig for at antage en mere bedaget Kones adstadige Manerer , hvilket iøvrigt ikke klædte hende ilde . „ Jeg formoder , at det er Frøken Hasfner jeg har den Fornøielse at hilse paa , “ sagde hun , skjøndt hun naturligviis godt vidste , at det ikke kunde være nogen Anden . „ Tør jeg bede Dem om at komme ind i Dagligstuen ; i dette Værelse tale vi kun med ligegyldige Fremmede . “ Det forekom Christine , at den lille Kone ikke havde behøvet at tage Sagen slet saa fornemt , men følte dog , at der laae en Venlighed i Bemærkningen om de ligegyldige Fremmede . „ Hvis Frøken Haffner har Lyst til at overtage nogle Timer i Institutet , saa er der netop nu nogle ledige , “ sagde Fru Tvede ; „ jeg har ondt ved at overkomme det Altsammen , efterat denne lille Person er kommet i Huset , “ tilføiede hun , og saae smilende paa Barnet . „ Skjøndt man nok kunde ønske , at Ens Børn vare lidt mere hensynsfulde mod deres Forældre , saa maa man dog billigviis vente til de blive lidt større , og ikke forlange det , medens de ere saa bitte smaa , — saa ganske bitte smaa . “ Denne sidste Bemærkning henvendte hun til sin etaarige Datter , medens hun med det Samme svingede hende frem og tilbage , hvorved hun bragte hende i den Tilstand af Fortumling , som efter en almindelig udbredt Antagelse i saa høi Grad skal befordre Smaabørns Velbefindende . „ Vi have en halv Snees Smaapiger her i Institutet , “ vedblev hun ; „ det er jo rigtignok ikke mange , men det er Heller ikke saalænge siden , at Etablissementet blev grundlagt , og vi haabe , at det i den nærmeste Fremtid skal udvide sig ; men hvis De har Lyst til at indlade Dem med os , saaledes som Sagerne nn staae , Frøken Haffner , saa kan De for den Sags Skyld gjerne begynde imorgen ; og da Oprigtighed er en god Ting , saa vil jeg forud sige Dem , at saalænge Institutet endnu er i sin Barndom , kunne vi kun byde Dem Honorar derefter ; men efterhaanden som det udvider sig , ville vi altid byde Dem bedre Vilkaar , ligesom vi ikke ville glemme , at De var vor første og ældste Lærerinde . “ Dette blev Altsammen sagt paa en elskværdig og indtagende Maade , og røbede den lille Kones faste Overbeviisning om , at de sandsynligviis om et halvt Aar maatte see sig om efter en større Leilighed . „ Men nu maa De jo allerførst prøve , om De selv bliver tilfreds med Stillingen . “ „ De maa snarere sige , om De bliver tilfreds med mig , “ sagde Christine , som endnu ikke ganske havde forvundet den Forlegenhed , hun følte , da Fru Tvede forretningsmæssigt hentydede til Honoraret . „ Det gjør jeg ganske bestemt , “ svarede Fru Tvede , og saae skjelmsk paa hende . „ Hvorfor troer De det ? “ spurgte Christine forundret . „ Fordi der er Nogen , som har givet Dem et saadant Skudsmaal , at Ingen kan forlange det bedre . “ I det første Øieblik vidste Christine virkelig ikke , til hvem Fru Tvede sigtede ; men hun fik ikke Tid til at spørge derom , da en Formodning , som pludseligt opstod hos hende , i det Samme lod hende føle en glødende Varme i Kinderne , og satte hende ud af Stand til at sige et Ord . — „ Kunde De nu føle Dem tilfreds hos os , og maatte jeg slet og ret kalde Dem Christine , hvilket jeg veed er Deres Navn , saa vilde jeg blive meget glad , og min Mand ogsaa , det veed jeg . Og nu da den Sag er afgjort , vil jeg kalde paa ham . “ Derpaa aabnede hun igjen Døren til det forreste Værelse , hvor Tvede gik frem og tilbage og klimprede paa en Violin , som han endnu havde i Haanden , da han kom ind til dem . „ Min Mand giver Underviisning i Musik , “ bemærkede Fru Tvede oplysende . „ Selmer har maaskee allerede fortalt Dem det ? — det kunde jeg nok tænke , — han giver Underviisning i Musik ; og den Maade , hvorpaa han dyrker sin Kunst , har givet mig stor Agtelse for den , skjøndt jeg ikke selv forstaaer mig derpaa . “ „ Du gjør formeget af det , Clara , “ sagde Tvede forlegen . „ Nei jeg gjør ikke , min Ven , “ udbrød den lille Kone ivrigt ; „ ikke en Smule for meget ; jeg staaer kun paa din Ret , Philip ; og ville ikke Andre gjøre det , saa gjør jeg det . “ „ Spiller maaskee Frøken Hasfner ? “ spurgte Tvede paa en undseelig Maade , som om det kostede ham umaadelig Overvindelse at faae sagt Saameget . „ Jeg har spillet sammen med min Moder , “ sagde Christine , „ men nu er jeg desværre kommet ud af Vanen . “ „ Saa maa De opfriske det igjen , Christine , “ sagde Fru Tvede med geskæffig Overlegenhed ; „ min Mand vil gjøre sig en Fornøielse af at spille sammen med Dem , og hvor vil det ikke glæde Onkel Theodor , naar han næste Gang kommer her . ! ' I det Samme kom Selmer tilbage , og ønskede dem gjensidigt tillykke med hinanden , da han hørte , at de vare blevne enige , hvorpaa de toge Afsfed med Tvedes . „ Og dersom De nu have Lyst til at gaae en Tour , “ sagde Selmer , da de vare komne ned paa Gaden , „ saa vil jeg tilbyde mig at ledsage Dem . “ Dette Forslag blev med Glæde modtaget , og da de havde spadseret paa Langelinie , og senere , trods nogle Indsigelser fra Hannes Side og nogen Undseelse fra Christines Side , men under udeelt Bifald fra Drengens Side , underveis vare blevne trakterede af Selmer , tog han omsider Afsfed med dem ved Hannes Dør . Det var ganske naturligt , at de om Aftenen afhandlede Dagens Begivenheder ; men skjøndt Christine søgte at afværge det , og pludseligt fik andre Interesser , hvergang det sfete , kunde hun alligevel ikke forhindre , at Hanne gjentagne Gange kom tilbage til Selmer , om hvem hun meddeelte alle de biographisfe Enkeltheder , hvoraf hun var i Besiddelse , og som alle bidroge til at stille ham i en Belysning , der i ingen Henseende stod tilbage for det Skjær , hvormed Christines Kinder denne Aften straalede . Niende Kapitel . Det blev altsaa ved Aftalen , og Christine underviste hver Formiddag Smaapigerne i det Tvedeske Institut . Det Værelse , som hertil benyttedes , benævnedcs i Almindelighed Musikværelset , paa Grund af , at der fandtes et gammelt affældigt Klaveer . For et Par Mennesker kunde det , afseet fra Ofen af de fugtige Mure , have været et ret bekvemt Opholdssted , men for et stort Skolebord , omgivet af en halv Snees Smaapiger og en Lærerinde , var det meget indskrænket , og da det næsten var umuligt , selv for disse Smaaskabninger , at flyde sig frem mellem Bordet og Væggen , naar de skulde hen til deres Lærerinde , saa valgte de gjerne den korteste Vei , og krob derhen under Bordet . I Begyndelsen kom Fru Tvede ind til dem engang om Dagen , for at indgyde Eleverne en gavnlig Frygt , hvis det skulde være fornødent , men da hun snart mærkede , at Institutet fremdeles bevarede den samme gode Tone , som havde hersket der „ i hendes Tid “ , overlod hun Underviisningen heelt og holdent til Christine . Nogen Tid efter at hun havde begyndt Underviisningcn , blev hun en Dag i høi Grad overrasket , for ikke at sige forsfrækket , ved at see Bruun komme ind i Skolestuen . Fru Tvede havde glemt at sige hende , at han underviste Børnene i Skrivning ; og da Christine af sig selv havde overtaget dette Fag tilligemed de andre , begreb hun ikke , hvad han vilde . „ Jeg skriver med Børnene , “ sagde han mut , idet han satte sig ved Bordet ; men da hun saae , at Børnene fandt det i sin Orden , og saaledes formodede , at Mælkehandlerens Mening maaskee alligevel havde været urigtig , saa veg hun Pladsen for ham , og tog sit Tøi paa for snaresf muligt af komme afsted ; men hvormeget hun end skyndte sig , fik hun dog Tid nok til af betragte ham noget nærmere . Han havde strax sat sig ved Bordet , og støttede sit Hoved i Hænderne , ligesom den første Gang da hun saae ham ; han var temmelig mager , men kraftigt bygget , og havde et stort busket Haar og Skjæg ; hans Paaklædning var fattig og uordentlig , og hans hele Ydre viste noksom , af Reenlighed ikke var hans stærke Side . Alligevel var der Noget ved ham , som gjorde , af man ikke henregnede ham til det Proletariat , hvortil man , alene efter hans Ydre af dømme , maaskee kunde være tilbøielig . . Ogsaa Chrisfine fandt , af der var noget Aparte ved ham , men da hun helst vilde bort , og da det lod til , af han ikke ændsede hendes Nærværelse , listede hun sig ud af Døren , og lukkede den sagte efter sig . „ Det er dog en skrækkelig Mand , den Bruun , “ sagde Chrisfine , som endnu ikke havde forvundet Indtrykket , da hun kom tilbage til Hanne . „ Hvor har De seet ham , Chrisfine ? “ „ Han kom for lidt siden ind i Skolen og gjorde mig ganske angst . Det er underligt , at Fru Tvede slet ikke har sagt mig , at han sfred med Børnene . “ „ Hun har Saameget at tænke paa , den Stakkel , at hun nok kunde glemme det , “ meente Hanne . „ Hvad har hun da at tænke paa ? “ „ Smaa Kaar , Chrisfine . De maae kæmpe for at leve ; de have det ikke engang saa godt som jeg , de Stakler . — Men Bruun gjør De Uret “ — „ Jeg kunde ogsaa see , at Børnene vare bange for ham , “ faldt Chrisfine hende i Talen . „ Det troer jeg dog , at De tager feil i ; men selv om saa var , saa hjælper det altid paa Respekten , “ sagde Hanne og loe . I det Samme kom Fru Tvede op til dem , og bad dem om at besøge hende om Aftenen , da det var hendes Fødselsdag . „ De gik saa pludseligt idag , Chrisfine , “ sagde hun , „ at De var borte , inden jeg kunde faae sagt det til Dem ; men det er jo ogsaa det Samme , for her er jeg nu ; og jeg maa bede Dem om , endelig ikke at gjøre Forandringer i Toilettet , da der ikke kommer Andre end et Par af vore nærmeste Venner ; vi havde gjerne seet Bruun hos os , men han afslog det recntud ; han er i det ulykkelige Hjørne i denne Tid , stakkels Mand . “ „ Vi talte netop om ham , da De kom , “ yttrede Christine , „ og jeg undrede mig over “ — „ Naturligviis , “ sagde Fru Tvede , „ det kan jeg saa godt forstaae . Ak Gud , jeg har jo reent glemt at sige Dem , at han underviser Børnene i Kalligraphi ; jeg har i denne Tid Saameget i mit Hoved . Men hvad var det nu De undrede Dem over , Christine ? “ „ Jeg undrede mig over , at De turde betroe Børnene til en saadan Mand . Alene hans Ansigt er nok til at gjøre mig angst . “ „ Det kommer deraf , at De ikke kjender ham saaledes som jeg . Han har været saa god imod mig , fra jeg var ganske lille ; jeg veed ikke selv hvorfor ; og da vi oprettede Institutet , sagde han til mig : „ Du veed , at jeg ellers ikke har Noget at give Dig , Clara ; men dersom Du ønsker , at jeg skal skrive med Børnene , saa kan Du sige mig det ; “ og jeg kan forsikkre Dem , at jeg blev meget glad derover , for han skriver en ualmindelig smuk Haand , og naar han vil , kan han faae det til at see ud , som om det var trykt . Men for Øieblikket er Han i det ulykkelige Hjørne , hvorfor han ogsaa har holdt sig paa sit Værelse i nogen Tid , og der maa man helst lade ham være i Ro . Men dette bringer mig til at tænke paa noget Andet , som jeg vil sige Dem strax , Christine , for at jeg ikke skal glemme det ; dersom De skulde høre ham tale høit paa sit Værelse , hvilket undertiden lyder heelt ned hos os , eller dersom De seer ham gjøre Noget , som ellers kunde være Dem paafaldende , “ — her saae hun hen til Hanne , som nikkede til hende for at tilkjendegive , at hun forstod det , — „ saa skal De ikke bryde Dem derom , eller blive bange for ham ; han gjør aldrig noget Menneske Fortræd . De gjør allerbedst i at lade , som om De slet ikke seer ham . Og nu maa jeg afsted igjen , men jeg vil blot sige Dem , at siden De holder af Mnfik , kan De forberede Dem paa en fand Nydelse ; Onkel Theodor , hvem De endnu ikke har seet , har lovet at spille sammen med min Mand , og jeg tør nok sige , at det lyder ganske uforligneligt , — ganske uforligneligt . “ Trods alle de Forsikringer , Christine fik om Brnuns Uskadelighcd , var det hende dog behageligt , at han ikke var tilstede , da hun og Hanne om Aftenen indfandt sig hos Tvedes . De Tvedefke Saloner udfoldede saamegen Pragt , som det med diminutive Midler havde været muligt at opnaae . Møblerne , der vare saa magre , at deres Ribbeen kom tilsyne , havde denne Aften faaet nye Pladser , og indtoge eiendommelig skraa Stillinger , for at vende Bredsiden mod Beskueren , uden at det dog derfor var lykkedes at give dem det forønskede fyldige og bugnende Udseende . Paa Bordet i Dagligstnen var der lagt endeel Bøger i en Kreds for at meddele Værelset et vist litterært Sving , og for at de Fremmede ligesom kunde overraske Familien midt i Digterne ; men det hele Arrangement var forsaavidt overflødigt , som de Gjæster , der ventedes , fuldkomment vel vidste , at Ingen nogensinde læste i dem . Størsf var dog Pragten i Musikværelset , hvor det store Skolebord , som kunde slaaes sammen , var stillet op foran Vinduet , og dækkede næsten hele Væggen , hvorved Værelset selv frembød Oceaner af Rum . Paa Klaveret , hvis ældgamle , gunlbrune Tangenter mindede om Tandrækken hos et af Forverdenens Dyr , laae Tvedes Violin og en Bunke Noder , Altsammen belyst af Straalerne fra fire Voxlys , som udtrykkeligt vare kjøbte i Dagens Anledning , og som brændte saa slet soni Voxlys i Regelen gjøre det . Fru Tvede havde ønsket saavidt muligt at give Leiligheden Præg af Velvære og Hyggelighed , og havde derfor anvendt de firma Forskjønnelsesmidlcr , som ved en saadan Leilighed ere saa yndede , idet hun havde taget Sager frem , som ellers laae gjemte i Skuffer , hvor Ingen brød sig om dem , og anbragt dem omkring i Værelserne , hvor Heller Ingen brød sig om dem , med Undtagelse af Tvede , som i elskværdig Aandssraværelse gik omkring og fandt sig fremmed i sin egen Leilighed . Fru Tvede modtog Christine og Hanne paa sin sædvanlige venlige Blande , men dennegang tillige med endeel Omstændelighed , som om de ikke havde seet hverandre i flere Aar , og som vin det havde kostet hende ikke ringe Overtalelse at formaae dem til at komme denne Aften , da de sandsynligviis havde Invitationer til mindst en halv Snees andre Steder . „ Min Mand behøver jeg jo ikke at forestille Dem , “ sagde hun til Christine , „ men Onkel Theodor har De endnu ikke seet . Frøken Haffner — min Mands Onkel , Musikeren Theodor Tvede , som glæder sig meget til at gjøre Deres Bekjendtskab . Han var min Mands første Lærer i Musik , og skjøndt jeg ikke forstaaer mig noget paa det , saa veed jeg dog fra Andre , at han lagde en god Grund . “ Onkel Theodor var en lille , spinkel , graahaaret Mand paa omtrent halvfjersindstyve Aar ; han var lidt stiv i sine Bevægelser , men iøvrigt yderst forekommende og høflig , og søgte at give sin Optræden et fornemt og kavaleermæssigt Tilsnit , der som Bestræbelse betragtet kunde være høist respektabelt , men som under de nuværende Omstændigheder og i hans gammeldags , luvslidte , mørkegrønne Kjole tog sig lidt snurrigt ud . Man kunde have vallet imellem , hvorvidt han i sine unge Dage havde været Tjener hos en Diplomat , eller Skolelærer paa Landet med Adgang til Herflabstaflet to Gange om Aaret . Han havde imidlertid ikke været nogen af Delene , men havde slidt sit Liv op som Spillelærer . „ Det er mig en særdeles Ære at hilse paa Frøkenen , “ sagde den gamle Mand , idet han gjorde , hvad han selv ansaae for et fornemt Buk , „ en særdeles — en meget — en “ — „ Her skal De see , Christine , hvad Onkel har foræret mig idag , “ sagde Fru Tvede , og førte hende hen til Bordet ; „ et Par smukke Kopper , som gjør Onkels Smag megen Ære . “ Hvorvidt dette nu var Tilfældet , kunde altid være Tvivl underkastet , da det var et Par høist tarvelige Kopper af kjøbenhavnsk Porcellain ; men hvad de manglede i Skjønhed lagde hun til af sin egen gode Villie , og derved vandt de betydeligt . „ Jeg var først i Tvivl om , hvorvidt jeg skulde vælge et Par japanesifle , “ bemærkede Onkel Theodor , idet han med to Fingre løftede Overkoppen lidt iveiret , og langsomt satte den igjen , som om den havde været en kostbar Skat , der maatte behandles med Forsigtighed ; „ men efter nærmere Overvcielse fandt jeg , at det var bedst at tage et Par af dette Slags ; gaaer den ene af dem istykker , og det skeer jo let , hvor der er Børn , saa kan den lettere ersfattes . “ „ Netop , “ sagde Fru Tvede ; „ meget betænksomt af Dem , Onkel . “ „ Jeg havde ogsaa tænkt paa en fransf Sövresvase , “ vedblev den gamle Mand ; „ den kunde have staaet paa Kakkelovnen ; men hvad skulde I i Grunden med den , Børn ? I havde jo dog ikke faaet synderlig Nytte af den alligevel . “ „ Nei , naturligviis , “ sagde Fru Tvede , „ hvad skulde vi i Grunden med den ? Men det var naturligviis Onkels Begeistring for det Fransfe , som bragte Dem til at tænke derpaa . “ „ Troer Du det , min Pige ? Det er saamæn slet ikke faldet mig ind , “ sagde Onkel Theodor , øiensynligt oplivet . „ Jeg skal sige Dem , Christine , at Onkel taler Fransf som en Indfødt , “ bemærkede Fru Tvede . „ Ak nei , ak nei , det maa Du virkelig ikke sige , Clara ; det maa Du virkelig ikke sige , “ indvendte den gamle Mand ; „ desværre kommer jeg nu reent ud af Vanen . Før havde jeg dog eet Menneske at tale med , skjøndt det kun var en sjelden Gang ; men nu har jeg slet ingen . Ak Gud , nu gaaer det kun maadeligt . “ Medens Onkel Theodor talte , havde de hørt Nogen med tunge Trin komme op ad Trappen , og strax efter viste Selmer sig i Døren til Dagligsfuen . „ Hvorfor kommer De ikke indenfor , Selmer ? “ spurgte Fru Tvede . „ Fordi jeg for Øieblikket har meest Lyst til at staae her , “ sagde han ; „ og kom nu herhen , Clara , og lad mig ønske Dem tillykke . “ Idet hun gik hen og rakte ham Haanden , tilføiede han : „ Skjøndt jeg har ganske gode Kræfter , saa blev jeg dog lidt forpustet af af gaae op ad Trappen ; og dersom Øe nu tillader det , saa bringer jeg min ringe Hyldest i Dagens Anledning , hvortil jeg som en gammel Ven mener af have en vis Adkomst . “ Med disse Ord gik han igjen ud paa Gangen og kom slæbende ind med en temmelig stor Kasse , som viste sig af indeholde en Mængde fortrinlige Spisevarer og Lækkrerier , soruden adskillige Flasker Viin ; og da han ikke ønskede Taksigelser , men vilde give det Udseende af , af det egentlig var dem , der viste ham en Tjeneste ved af modtage det , blev han yderst veltalende . — En Æske Sardiner . „ Øe holder meget af Sardiner , Clara ; det veed jeg , og derfor tog jeg den ; men dennegang betinger jeg mig selv af aabne Æsken , for af det ikke slak gaae som sidst , da Pigen huggede Enden af Dansen , saa af vi maatte hale dem iveiret , og kun fik dem i Stumper og Stykker . “ — Et Stykke Schweikzcrost . „ Kan Du husfe vor gamle Regnelærer , Tvede , ham som snusede saa stærkt ? Det var ham , vi altid misundte , naar han havde Schweitzerosf paa sit Smørrebrød ; og kan Du husfe den lange Feilberg , som engang bad om , at han maatte „ bide hos ham , “ og som tog Erstatning for det bestemte Afslag ved at tærske løs paa sin Sidemand ? “ Tvede svarede med en stille , klukkende Latter , der lød , som om den ikke kom ham videre ved . — Et Par Flasker Burgundeviin . „ Ægte Druer , glødende , nærmest i Betragtning af Dem , Onkel Theodor , som forventes at ville udbringe Skaalen i Dagens Anledning . “ „ Blaat Papir , “ sagde Onkel Theodor , som modtog Flaskerne ; „ udentvivl fiin , udentvivl meget fiin . “ „ Ja rigtig , blaat Papir , “ vedblev Selmer , „ Kouløren siger saameget ; husfer Du Ferdinand Schuster , Tvede , som skulde have et nyt Sæt Klæder , da han var kommet i Lære ; og da Skræderen spurgte ham , hvad Konlor han helst vilde have , sagde han : „ Ja , det er nu ligemeget , naar de bare blive blaa ? “ Denne Erindring om Ferdinand Schuster fremkaldte igjen Tvedes stille , klukkende Latter , som navnlig var paafaldende for Christine , der ikke havde hørt ham sige ti Ord . Naar han ikke musicerede , var han i Regelen som en lukket Bog , og foretrak i Taushed at see paa , hvad de Andre toge sig for . Dennegang syntes hans Latter imidlertid ikke at ville faae Ende , og da den begyndte at gjøre ham forlegen , gik han ind i Musikværelset , hvor han afgjorde Sagen med sig selv , og kom lidt efter tilbage i beroliget Tilstand . Imidlertid vedblev Selmer at fordybe sig i Kassen , og fremdrog Rødviin , Posteier , Figener , Rosiner , Mandler , og Sukkerstads af forskjellig Slags , en Kage , og tilsidst en Blomst , som han tog sig den Frihed at fæste i Fru Tvedes Haar , hvor han anbragte den med et vist ubehændigt Koketteri , hvorved den alligevel kom til at klæde hende smukt . „ Øg nu tillader jeg mig først rigtigt at hilse paa Frøken Haffner og paa Hanne , “ sagde han ; „ og dernæst ønsker jeg nok at vide , om der bliver musiceret iaften . Faae vi Dein at høre Onkel Theodor ? “ „ Mig ? “ svarede den gamle Mand , og trak paa Skuldrene . „ Jeg duer ikke længere ; jeg er aflægs , gode Selmer . Det har maaskee engang været Noget , det maae Andre bedømme , men nu er det ikke Noget . “ „ Jo vist er det Noget , “ indvendte Fru Tvede ; „ dersom nogen Anden end Onkel selv siger , at det ikke er Noget , saa skal han faae med mig at bestille . “ „ Saa ? Troer Du virkelig det , min Pige ? Det glæder mig meget at høre , “ sagde den gamle Mand , som straalede over dette Vidnesbyrd , da han trængte til den lille Forfængelighedens Triumf , der ligger i at nødes . „ Hvad skulle vi saa have ? “ „ Hvad synes Du om Sonaten af Mozart for Violin og Klaveer ? “ spurgte Tvede , som vidste , at dette var hans Farbroders Indlingsnummer . „ Det er netop , hvad jeg ønskede , “ sagde den gamle Mand ; „ men Du kjender min Svaghed , Philip ; jeg udbeder mig selv at maatte stemme Violinen . Det er et kildent Punkf , veed Dn nok ; et meget kildent Punkf . Gjør mig nu den Tjeneste , at tage Tonen paa Klaveret . “ Brodersønnen gjorde , som han ønskede , og medens Onkel Theodor stemte Violinen op og ned , og frem og tilbage , og snart fandt , at den stod en Kvart Tone for høit , og snart en Kvart Tone for lavt , og medens Brodersønnen taalmodigt holdt ud at høre paa , hvad han selv kunde have gjort i en Hundrededeel af Tiden , talte Selmer med Christine , og fik at vide , hvorledes hun var fornøiet i sin nye Stilling . „ Jeg kommer , for hver Dag der gaaer , til at holde mere af disse Mennesker , “ sagde Christine . „ Og De vil ikke fortryde det . De have jo nok deres smaa Eiendommeligheder “ -— „ Men det bryder jeg mig ikke om , “ indvendte hun ; „ jeg troer næsten , at jeg holder mere af dem , netop af den Grund . “ „ Saa glæder det mig dobbelt , at jeg har bragt Dem sammen med dem . For mit eget Vedkommende sætter jeg stor Priis paa dem , men det er ikke saa underligt , da Tvede og jeg have kjendt hinanden fra Drenge af ; derimod kunde jeg jo ikke være sikker paa , at De ogsaa vilde synes om dem . — Tillad mig endnu kun at tilføie , at dersom De ellers paa nogen Maade kunde benytte min ringe Tjeneste , vilde De derved glæde mig meget . “ Hun fik netop Tid til at takke ham , da Onkel Theodor endte Stemningen af Violinen med et rafl Buestrøg , der gjorde Krav paa Tilhørernes Opmærksomhed , og kaldte dem hen til Klaveret , hvor de forventningsfulde bleve staaende . Onkel Theodor famlede derpaa omkring i sine Lommer efter Brillerne , og da han omsider fandt dem i den Lomme , han sidst kom til , og hvor der var mindst Grund til at vente dem , aandede han paa Glassene og pudsede dem med en for Tilskuerne nervepirrende Langsomhed ; derpaa bladede han skjødesløst i dioderne med en Mine , som antydede , at disse Komponister vilde have været hans fortrolige Venner , dersom Tilfældet blot havde ført dem sammen ; endelig klimprede han paa Violinen for endnu engang at overbevise sig om , at den stemmede ; antog derefter det glubske Ansigt , som Folk undertiden antage ved flige Leiligheder , og efterat have overrasket Christine — de Andre kjendte det nemlig — ved at udbryde : „ Ha ! Attention mine Damer og Herrer ! “ begyndte han omsider Koncerten . Det er hævet over al Tvivl , at den store Mester selv vilde have givet Sonaten en bedre Udførelse , men fraregnet enkelte Smaahviin , som Strengene et Par Gange frembragte under den gamle Mands rystende Haand , kunde man dog høre , hvad det var , især da Brodersønnen , som kjendte hans Spillemaade , lempede sig efter ham ; og da Onkel Theodor havde taget det sidste Buestrøg med et i Forhold til hans foregaaende Præstation ualmindelig freidigt Sving , modtages han med almindelig Akklamation . „ Tør vi smigre os med , at De deler vor Smag ? “ spurgte han Christine med udsøgt Høflighed . „ Den kan jeg sagtens dele , naar De vælger en saadan Komponist . “ „ Frøken Hasfner spiller selv , Onkel , “ sagde Tvede ; „ maaskee faae vi lidt at høre ester Bordet . “ Skjøndt Christine havde spillet nogle Gange sammen med Tvede , var hun dog lidt undseelig ved at lade sig høre for Folk af Faget ; men Tvede bebemærkede beskedent , at hun kunde være sit Spil bekjendt , og at hun vilde glæde hans Onkel meget dermed , det vidste han ; og da de Alle bad hende derom , og Onkel Theodor i Særdeleshed , medens han tillige paa en saadan Maade forsikkrede hende om , at han slet ikke var Kritiker , at hun nødvendigviis maatte antage ham for en meget streng Kritiker , saa fandt hun , at et Afslag fra hendes Side vilde være uvenligt , og lovede at spille . „ Men inden vi gaae tilbords , maae vi virkelig have en af Deres Viser , Selmer , “ sagde Fru Tvede . „ Jeg er bange for , at Onkel Theodor “ — begyndte Selmer . „ Jeg ? “ sagde Onkel Theodor med en Blanding af Forundring og Hengivelse i Skjæbnen . „ Paa ingen Maade , gode Selmer — tvertimod , feg ynder denne Poesi , som strømmer fra Folkets Læber ; ingen Indsnevring indenfor Harmoniens Regler ; i det Hele ingen Regler , men alligevel forfriskende — og saa . dette høist eiendommelige Akkompagnement , “ — tilføiede han overbærende . „ Ja vist , “ sagde Selmer , som havde hørt den Historie saa tidt . „ De mener falske Kvinter , hvad ? “ Onkel Theodor antydede med et Blik , at det vilde han nu slet ikke tale om ; og der var forsaavidt den bedste Forstaaelse imellem dem , som Selmer , der adskillige Gange havde hørt ham bruge dette Udtryk , ikke anede , hvad falske Kvinter var , og selv om han havde anet det , , vilde han ingensinde være gaaet afveien for dem ; medens derimod Fru Tvede og Hanne efterhaanden havde dannet sig en Forestilling om , at falske Kvinter vare noget høist Fatalt , man ikke godt kunde tale om , da selv Mændene aldrig indlade sig paa en nærmere Forklaring , men indskrænkede sig til en betydningsfuld Rysten paa Hovedet . Med modig Ringeagt for de falske Kvintersatte Selmer sig altsaa til Klaveret , og idet han udfoldede hele sit musikalske Repertoire , som bestod i sire Akkorder , der vilde have lydt bedre , hvis de vare komne i en anden Orden , foredrog han et Par , dengang yndede Sclskabssangc . Disse Præstationer vakte umaadelig Jubel , og hidkaldte endogsaa Tvedes Bagatel af en Tjenestepige , som kiggede om bag Døren , og fnisede bagved sit Forklæde . Selv Onkel Theodor klappede Selmer paa Skulderen , og sagde , at det var „ meget godt , min kjære Selmer ; i Sandhed meget godt , “ idet han dog underforstod , at dersom Nogen vilde paastaae , at dette var Musik , saae han sig nødsaget til at protestere ; da imidlertid Ingen vovede Paastanden , fandt han sig i at betragte sig som den , der i Stilhed havde lidt et Martyrium , der kun fik saameget større Værd , som ingen af de Andre vidste Noget deraf . „ Hvad er det for en Hoste , Clara ? “ spurgte paa engang Onkel Theodor , som oftere havde vendt sig som mod Fru Tvede . „ Er denne Leilighed ikke lidt fugtig , min Pige ? “ „ Desfoværre , det er den , “ sagde Selmer ; „ men Clara vilde ikke vente med at flytte herind , skjøndt jeg raadede hende dertil . “ „ Betænkeligt , Clara ; betænkeligt , “ sagde Onkel Theodor , og saae selv betænkelig ud . „ Det er Ingenting , Onkel ; det skal De ikke bryde Dem om ; “ svarede den lille Kone . „ Maa jeg nu bede Dem om at gaae tilbords . “ Onkel Theodor og Hanne , den Første nedladende , den Anden beæret ; Selmer og Christine , samt Tvede og hans Hustru dannede de Par , som gik ind i Dagligstuen , hvor Bordet var dækket paa en høist tiltalende Maade . Stemningen var ualmindelig livlig ; Onkel Theodor udbragte den ene Skaal efter den anden , og tiltalte henimod Maaltidets Slutning Hanne paa Fransk , hvilket forvirrede den gode Kone over al Maade . Derefter tog hans Livlighed en anden Retning , idet han udbragte en Skaal for de unge Folk , som han kaldte dem , og hvorved han ikke , som det i Begyndelsen antages , meente Tvede og hans Hustru , men derimod Selmer og Christine ; „ det var ham , “ yttrede han , „ en Tilfredsstillelse af en egen Art , af en ganske egen Art , han vilde kalde det en kvalificeret Tilfredsstillelse , at hans Brodersøn talte de unge Folk blandt sine Venner ; og han holdt sig forvisset om , at hans elskværdige Hustru ikke ønskede at feire sin Fødselsdag under heldigere Anspicier “ — Hanne mærkede sig Ordet som Noget , der sandsynligviis stod i Forbindelse med et veldækket Bord — „ end de nærværende . Han havde kjendt Mennesker , skulde han troe , og vidste at vurdere de fremragende Egenskaberhos Manden , som gjorde ham til Skabningens Krone , saavelsom de blidere Dyder hos Kvinden , der gjorde hende til Kronens fornemste Ædclstcen ; og maatte det være ham tilladt at yttre sig frit , saa vilde han kun sige Saameget , at her , her i hans Brodersøns Hjem , i Ly af Gjæstfrihed og under Toners Klang havde han fundet disse fremragende Egenskaber og blidere Dyder virkelig gjorte i de unge Folk , som havde kastet Glands over denne Fest ; og maatte det være ham tilladt “ — han lagde et saa besynderligt , men afgjort Eftertryk paa „ maatte “ , at Tvede fra Smiil sank hen i Forvirring — „ maatte det være ham tilladt at udtale et Ønske , saa var det dette , at de unge Folk i mange løbende Aar vilde forskjønnc den samme Fest paa den samme Maade ; han vilde gjenfage det , den samme Fest paa den samme Maade . “ Denne Tale gjorde et forskjelligt Indtryk paa Tilhørerne . Hanne blev staaende ved Auspicierne , og fortabte sig i Grublerier over Stegen og Agurkerne , og Tvede blev borte i den Forvirring , hvori Onkel Theodors umotiverede Accentuation havde hensat ham ; den lille Kone , som fandt „ Billedet om de unge Folk “ , som hun senere kaldte det , saa overordentlig fiint , saae hen til Selmer , som , skjøndt han ellers ikke pleiede at lade sig overraske , ikkedestomindre ved denne Leilighed var temmelig forbauset ; den stakkels Christine , der i Begyndelsen søgte at lade , som om det var en Sag , der ikke vedkom hende , maatte dog snart opgive denne Fiktion , og mærkede , hvorledes en brændende Fornemmelse begyndte i Kinderne , hvorfra den udbredte sig over Panden og heelt ned paa Halsen . Hvad Taleren selv angaaer , saa ansaae han det for givet , at han havde leveret et lille Stykke ægte Veltalenhed , og hævede kort efter Taflet , som om han selv havde været Værten . „ Og hvad skal det saa være ? “ spurgte Onkel Theodor , da de igjen kom ind i Musikværelset . „ Hvormed vil Frøken Haffner glæde os ? “ „ Vi have indøvet den samme Sonate som vi før spillede , Onkel , “ sagde Tvede . „ Kan Du holde ud at høre den engang endnu ? “ „ Det er mit Yndlingsstykke , “ svarede han ; „ jeg kan høre den saa tidt det skal være ; nu vil jeg sætte mig herhen , saa faaer jeg bedre det samlede Indtryk , end naar jeg selv spiller . “ Derpaa satte Christine sig til Klaveret , medens Tvede overtog Violinstemmen , og Concerten begyndte igjen ; men dennegang lød det anderledes . Den unge Pige havde indsuget Kjærlighed til denne Musik fra Barndommen af ; hun havde først hørt sin Moder spille den , og senere selv spillet den med hende ; og Tvede nærede saa stor Veneration for denne Musik , som Nogen vel kunde gjøre det . Saaledes lød da atter disse livsglade , jublende , bedaarende , klagende og forførende Toner , hvorved Mozart vil fryde og rsre Hjerterne i den seneste Eftertid . Da Sonaten var endt , lød der intet høirøstet Bifald ; Onkel Theodor blev siddende henne i sin Krog , og da han noget efter kom hen til Klaveret , var der intet Spor af hans tidligere Forfængelighed . Under hans snurrige Ydre skjulte der sig en ægte Beundring for Kunsten , og det var en ny Triumf for disse Toner , at de fik ham til at glemme hans smaa Forfængeligheden , og opfyldte ham med en sand Glæde , som satte ham i en festlig Stemning , og gjorde ham til en smukkere gammel Mand , end han havde været tidligere paa Aftenen . Som han stod der ved Klaveret , og lagde sin rystende Haand paa Nodebogen , havde Chrisfine langt mere Sympathi for ham , end hun før havde havt . Hun følte Ærbødighed for den gamle Mand , medens han i afbrudte Ord og med sagte Stemme bragte den store Mester sin Hyldest og sagde , „ at under skuffede Forhaabninger og bitter Modgang havde disse Toner mangen Gang trøstet ham , og forsonet ham med Saameget . “ „ Af hvem har De lært at spille ? “ spurgte han Chrisfine , da han lidt efter traf hende alene inde i Dagligstuen . „ Af min Moder . “ „ Jeg veed , at De har havt en stor Sorg , “ sagde han venligt . — „ Jeg har engang kjendt en Mand af Navnet Haffner ; mon han skulde være af Deres Familie ? — Ferdinand Haffner ? “ „ Det var min Faders Navn . “ „ Ferdinand Christoffer Haffner ? “ spurgte Onkel Theodor ivrigt . „ Saaledes heed han . “ „ Min Gud , saa har jeg jo kjendt Deres Fader . Du min Gud , saa har jeg jo kjendt ham , “ sagde den gamle Mand , og greb bevæget hendes Haand . Hun vilde have spurgt ham , hvorfor denne Omstændighed gjorde saa stærkt Indtryk paa ham , men fik ikke Leilighed dertil , da han pludseligt fik travlt , og erklærede , af nu var han træt og ønskede af gaae hjem . Han vilde ikke engang tillade sin Brodersøn af følge sig , og da hans Ønske der i Huset var en Lov , saa begav han sig alene paa Veien , medens de Alle forundrede sig over hans pludselige Bortgang , og ikke mindst Christine , som imidlertid fandt , af det var bedst , ikke af omtale hvad han havde sagt , førend hun havde faaet en nærmere Forklaring af ham . Det varede Heller ikke længe inden hun fik den ; thi da hun næste Dag var færdig med Skolen , og kom ned paa Gaden , gik han der- . nede med et meget nedslaaet Udseende , og ventede paa hende ; han bad hende om af følge med ham , for af han kunde sige hende , hvad der laae ham paa Hjerte , og medens de spadserede frem og tilbage , fortalte han hende , af han havde havt en Broder , som var betydelig yngre end han selv , men som nu var død ; for denne Broder var hendes Fader , i Tillid til hans Redelighed og Dygtighed , gaaet i Kaution for en stor Sum Penge , hvorved han satte et Foretagende i Gang , som gav de bedste Udsigter til et heldigt Resultat ; „ men en snedig Kjeltring bedrog ham for de fleste af Pengene , “ sagde Onkel Theodor , medens han dirrede af Forbittrelse , „ og hans Ruin trak Deres Fader med sig . Jeg glemmer aldrig den Tid . Min Broder tog sin Død derover , og min Lyst til Livet blev brudt . Han havde ikke selv Mod til at sige Deres Fader det , og derfor paatog jeg mig at gjøre det . Jeg glemmer aldrig den Resignation og Fatning , hvormed han hørte paa min Beretning om , at han var en ødelagt Mand . Jeg lovede i min Fortvivlelse at gjøre Alt , hvad jeg kunde , for at erstatte ham hans Tab ; men hvorledes skulde jeg kunne det ? Medens min Broder sank dybere i Nød , havde jeg dengang ondt ved at yde ham min ringe Hjælp og Trøst , endsige skaffe en Kapital tilveie , som langt oversteg , hvad jeg nogensinde havde eiet , eller vilde komme til at eie . Ikke længe efter gjorde Døden Ende paa min Broders Sorger , og et Par Aar senere hørte jeg , at Deres Fader ogsaa var død ; men først igaar Aftes erfarede jeg , at han havde en Datter . Hiin sørgelige Tid er paany levet op for mig , og medens jeg inat har tænkt derpaa , har jeg havt en Fornemmelse , som om det Altsammen var skeet igaar ; og naar jeg nu seer , i hvilken Stilling De er bragt , saa tynger det paa min Samvittighed . Jeg føler min egen Afmagt , og øiner aldrig nogen Udsigt til “ — „ Det maa De ikke tænke paa , “ sagde Christine ; „ Deres Ord overtyde mig om , at Deres Broder Intet har havt at bebreide sig ; og det vilde jeg allerede have sluttet deraf , at min Fader , som De selv siger , havde Tillid til ham . Lad hellere den Sag være heelt glemt ; den vil kun bringe Dem gamle Sorger i Minde , og det til ingen Nytte . “ „ Det vil den , “ sagde Onkel Theodor ; „ men jeg kan alligevel ikke lade være at tænke derpaa . Gid den Tid maatte komme , da jeg kunde være Dem til Nytte paa en eller anden Maade ; det vilde være mig en Trøst . Det vilde langtfra være nogen Erstatning , men det vilde altid være mig en Trøst . “ „ Jeg skal ikke glemme Deres Venlighed , “ svarede Christine , idet hun rakte ham Haanden . „ Der er endnu Et , jeg vil bede Dem om ; det vilde være mig kjært , om De slet ikke omtalte denne Sag til Nogen . Jeg vilde blive urolig og endnu mere mismodig , hvis Andre hørte Noget derom . Min Brodersøn og hans Hustru ere de bedste Mennesker jeg kjender , og jeg anseer det for en Lykke , af De er kommet til dem — ikke for Deres egen Skyld , men for min Brodersøns Skyld — jeg veed , hvormeget de holde af Dem , og beder Dem om af holde fast ved dem ; det vil være en sand Velgjerning ; men jeg siger alligevel , af det vilde være mig kjært , om ikke engang de fik Noget af vide om denne Sag , og om vi mødtes hos dem , som om der aldrig havde været Tale om disse Ting . “ Christine lovede ham det saameget hellere , som hun selv nærede det samme Ønske , og efterat hun endnu engang havde søgt af berolige ham , skiltes . de ad , hvorpaa Christine gik hjem , urolig i Sindet over det hun havde hørt , skjøndt det laae saa langt tilbage i Tiden , og ikke mere var værdt af tænke paa ; men saameget var aabenbart vist , af den fremmede Mand , som engang havde besøgt hendes Fader , og hvem hun efter de mange Aars Forløb først kom i Tanker om under Samtalen med Hanne , ikke kunde være nogen Anden end Onkel Theodor . Tiende Kapitel . Det Gormske Huus fortsatte sin Tilværelse paa vanlig Viis , i idel Storhed og Herlighed . Fru Gorm blev unegtelig overrasket , da hendes Mand hiin Selskabsaftcn , endnu inden Gjæsterne havde taget ' Afsfed , betroede hende , af Christine var taget bort ; men skjøndt det stred mød hendes udtrykkelige Ordre , kunde hun dog ved sig selv ikke andet end yde den unge Pige en vis frossen Anerkjendelse ; det vidnede altid om „ Charakteer “ , som hun mindst havde ventet af finde hos Christine . Hun følte vel i Øieblikket nogen Uro ved Tanken om , af Christine saa ganske var paa egen Haand , om ikke af anden Grund , saa fordi Husets Ry kunde lide derved , men blev igjen noget beroliget , da hun hørte , af hun var taget hen til sin gamle Pige , og forsvarede sig for sig selv dermed , af naar Christine i den Grad blev rebelsk , saa maatte hun seile sin egen Sø , og selv bære Ansvaret . Men i ethvert Tilfælde maatte Augusta have en Forklaring , og den var det bedst ikke at opsætte , indtil Andre kom hende i Forkjøbet . Tjeneren , som havde fulgt Christine hen til Hanne , og som holdt det for en Guds Lykke , at han netop havde været tilstede i det rette Øieblik for at kunne deeltage i Expeditionen , blev med febrilst Spænding ventet i Kjøkkenet , hvor hans Kolleger i Forening med det kvindelige Personale udtømte alt deres Vid og Kløgt i endeløse Gisninger , og frembragte en saadan Overflod af giftig Venlighed mod Herskabet , at den havde været tilstrækkelig til Fordeling mellem det hele Selskab ; men noget sikkert Resultat kunde ikke opnaaes , og skjøndt den lykkelige Tjener derfor ingenlunde opgav Sagen , men spekulerede videre for egen Regning , og i Ugens Løb flere Gange hørte derhen , om der skulde være indløbet Efterretninger i Mellemtiden , hvilket der imidlertid ikke var , saa fandt han dog tilsidst , at da han i den senere Tid havde lidt af Mavetilfælde , og da han desuden ikke vilde have Noget at bebreide sig i Fremtiden , eftersom han . havde gjort Alt , hvad man med Billighed kunde forlange af et Menneske , saa burde han nu tage Hensyn til sit Helbred , og ikke længere udsætte sig for de Følger , en fortsat Febertilstand kunde medføre . Han overlod derfor Sagens videre Fremme til , hvad Tilfældet maatte bringe , idet han trøstede sig med , at selv om der ikke kom mere frem , saa var det altid en af de interessanteste og meest gaadefulde Begivenheder , som vare indtrufne underhans mangeaarige Selflabspraxis . Fru Gorm , som nøie kjendte Selskabets Maskineri og Lovene for dets Virksomhed , vidste naturligviis saa godt som Nogen , at Angusta enten aabenlyst eller i Smug vilde blive taget i Forhør af Husets kjære Veninder , og gav hende derfor allerede den følgende Dag paa Forhaand den Modgiff , som hun ansaae for den kraftigste , idet hun meddeelte hende de nærmere Omstændigheder , hvorved hun , da hun paa sin Viis agtede Sandheden , ikke foretog nogen bevidst Forandring af Kjcndsgjerningerne , men derimod ubevidst udelod , eller idetmindste gled hen over visse Enkellheder , som ikke behøvede at omtales . „ Og saaledes kjender De nu denne høist fatale Historie , “ sagde hun tilsidst , „ som Ingen kan beklage mere end jeg , men som jeg ønsker , at vi ikke mere omtale . — Hvis De nu har Lyst , min kjære Pige , saa kunne vi gjøre nogle Visiter . “ Angusta havde den foregaaende Aften taget Afsfed med sine Forældre og med Doktor Clausen , og skulde nu , efter Aftalen , blive nogen Tid hos Gorms , for at føres ud i Verde « . Skjøndt hun kunde komme hjem igjen hvilken Dag det skulde være , havde Afskeden dog været lidt bevæget paa begge Sider , og Angusta vaagnede den første Morgen med en forvirret Bevidsthed om , at hun var hjemme og dog ikke hjemme ; det var første Gang at hun saaledes var ude paa egen Haand , og som Følge heraf havde hun en underlig Fornemmelse af Hjælpeløshed og Forladthed ; og da de nu gik ud for at gjøre Visiter , forekom det hende , at de Gader , hvor hun saamange Gange tidligere havde gaaet med sine Forældre , den Dag havde saaet et heelt nyt Udseende . Forst gik de ind i nogle Bontiker , hvor hun bemærkede , at Fru Gorm blev behandlet med den meesf udsøgte Opmærksomhed , medens man derimod ikke lagde synderlig Mærke til hende selv ; men da Fru Gorm falte til hende og venligt spurgte om hendes Mening i Anledning af de Sager , hun vilde kjøbe , hvorved Handelsaanderne strax opdagede , at hun var Noget , saa blev hun selv Gjenstand for den samme udsøgte Opmærksomhed , og besluttede at underrette sin Moder om Tilværelsen af disse fortræffelige Udsalg . Da Fru Gorm omsider var færdig med sine Indkjøb , og Handelsaanderne havde leveret en ædel Kappesfrid om , hvem der skulde aabne Døren , og hvem der kunde bukke dybest for den bortdragende Kapital , aflagde de i Løbet af Formiddagen en Deel Visiter . Det var rige Huse , ligesom Gorms , og de Fleste af dem , de besøgte , vare Damer i en mere fremrykket Alder , hvis Mænd vare ude i vigtige Anliggender , saasom at spekulere paa Børsen , eller i Egenflab af høie Embedsmænd at offre femogethalvt Kvarteer af Døgnet paa at styre overordnede Anliggender , hvilken Styrelse ansaaes for at være saa værdifuld , at den lønnedes med adskillige Tusinde Rigsdaler om Aaret . Disse Damer traf de i overdaadigt udstyrede Værelser , hvor de sade og saae ud , som om de undergik Kjedsommelighedens fortærende Kvaler , og som om det Eneste , der for et Øieblik kunde mildne deres Livslede , var Modtagelsen af Besøg , især naar de bragte noget Nyt , som var istand til at pirre deres flappede Nerver ; og det var netop Tilfældet dennegang . Da disse rare Damer saae den unge , smukke og livsglade Pige , og modtoge hendes freidige og oprigtige Svar paa , hvad de spurgte hende om , opfattede de strax hendes fuldkomne Mangel paa Kundskab til Verden , og som forsultne Vampyrer kastede de sig over hende og søgte at suge en Smule Liv til sig , hvormed de kunde styrke deres egne af Vellevnet , Lediggang , Forfængelighed , Selskabelighed og Kjedsommelighed udpiinte og apoplektiske Sjæle ; og ligesom de rigtige Vampyrer i ældre Tider pleiede at „ tilvifte deres Offere en behagelig Kjølighed “ , saaledes tilviftede ogsaa disse Vampyrer den unge Pige Smiger , Komplimenter og saamange Invitationer , at hun vilde være omkommet , hvis hun skulde have modtaget Halvdelen af dem . Dersom det blot var kommet an paa hende selv , havde hun ikke betænkt sig , eftersom denne overstrømmende Venlighed fortryllede hende ; men Fru Gorm dreiede hurtigt af , og meente , „ at det var bedst at see Tiden an , og at hun dennegang virkelig vilde have Fornøielsen af at beholde Augusta hos sig ; men senere hen maaskee “ — De kjære Veninder kjendte alt for vel Fru Gorm til at vide , at de ikke kunde løbe med hende , og da de saaledes idetmindste for Øieblikket maatte opgive deres Rov , og med et brandguult Smiil udtalte deres inderlige Beklagelse derover , saa kom de ved et reent Tilfælde denne ene Gang til at sige mere Sandhed , end de havde gjort i en heel Aarrække . Augusta havde i Begyndelsen Saameget at see , og modtog saamange nye Indtryk , at hun ikke lagde synderlig Mærke til Fru Gorms Ejendommeligheder , skjøndt hun jo nok følte , at det Gormske Huus i Aand og Tone var meget forsfjelligt fra hendes eget Hjem . Af og til kunde Fru Gorm gjøre en Bemærkning , som gik ud paa at rette Noget hos hende , men selv om hun de første Gange blev lidt forundret derover , maatte hun dog ved nærmere Eftertanke indrømme , at det i Grunden var rigtigt , hvad der blev sagt hende ; og i den første Tid , da hun næsten hver Dag skrev til sine Forældre , var hun uudtømmelig i Lovtaler over Alt , hvad Fru Gorm gjorde for hende . Skjøndt Fru Gorms Dagligstue var pragtfuldt udstyret i flere Henseender , saa manglede den Hyggelighed i alle Henseender . Der fandtes kostbare Tæpper og Gardiner , dyre Møbler og fortrinlige Malerier , men over det Hele var der alligevel et vist Dekoratørsving ; det store Rum i Værelset var tomt , og hvad der fandtes af Bohave , stod i en forpiint Stilling op ad Væggen . Fru Gorm var forsaavidt undskyldt , som hun selv slet ikke vidste , hvad Hyggelighed vil sige — det veed dette Slags Mennesker nemlig aldrig — og dersom man havde talt til hende derom , vilde hun have hørt derpaa med oprigtig Forundring , men forresten anseet det for Noget , som stod i Forbindelse med Mangel paa „ Charakteer “ , og som efter al Rimelighed hørte hjemme i de lavere Lag af Samfundet , hvis Anskuelser om flige Ting natnrligviis vare hende ganske ligegyldige . Denne Mangel hos Fru Gorm , som havde til Følge , at Huset fik cu vis Lighed med et bedre Hotel , erstattedes imidlertid ved andre heldigere Egenskaber . Fru Gorm var en literært dannet Dame , som havde forstaaet senere at benytte den virkelig fortrinlige . Underviisning , hun havde modtaget i Pensionatet ; hun læste og raisonnerede skarpt , saa skarpt , at man undertiden kunde have ønsket hende lidt af den „ Mangel paa Logik “ , som Nogle ansee for nadskillelig fra kvindelig Ynde . Efter Frokost pleiede hun at læse en Times Tid , inden hun gjorde Visiter , og nu var det hende meget behageligt , at Angusta kunde læse høit for hende . Hun fad da i en af Gyngestolene , og havde Angusta paa en lavere Stol ved Siden af sig ; og medens hun med Velbehag saae paa sin smnkke Forelæserinde , kunde hun af og til lade sin Haand glide hen over hendes Haar , og klappe hende venligt paa Hovedet . „ Forsfaaer De nu ogsaa , hvad De læser , lille Augusta ? “ spurgte hun en Dag , da den unge Pige havde læst høit for hende af en fransf Bog . „ Det troer jeg nok , “ meente Augusta , og saae forundret paa hende , medens hun rødmede fvagt . „ Hvorfor mener De , at jeg ikke skulde forstaae det ? “ „ Jeg mener ikke noget Bestemt , “ sagde Fru Gorm ; „ men De udtaler nogle af Ordene urigtigt , idetmindste efter min Erfaring urigtigt ; “ og derpaa gav hun hende et saadant Kursus i Udtale og Grammatik , at den unge Pige blev ganske fortumlet deraf . „ De veed Saameget , Fru Gorm ; men det er kun spildt Umage at lære mig Noget deraf , for jeg glemmer det strax igjen . “ „ Det maa De ikke sige , Augusta . Saaledes maa De endelig ikke udtrykke Dem , min kjære Pige ; det gaaer virkelig ikke an . Man maa ikke fortælle om sig selv , at man er uvidende . “ „ Hvorfor ikke det , naar man er det ? “ „ For det Første , fordi De ikke er det , lille Augusta ; og for det Andet , fordi man flader sig selv i Verdens Øine , og giver den Vaaben mod En , hvilket er uklogt . “ „ Men jeg bryder mig ikke det Mindste om Verden , “ indvendte Augusfa spøgende , for at lede Samtalen hen paa noget Andet , da det trættede hende , saaledes bestandigt at blive fanget . „ Jeg bryder mig slet ikke om Verden . “ „ Io vist gjør De saa ; det veed jeg meget bedre . De ønsker jo ogsaa selv , at jeg skal vise Dem Verden . “ „ De er saa god imod mig , Fru Gorm , “ sagde Augusfa og omfavnede hende ; „ jeg vil ogsaa gjerne see Verden ; det morer mig ; men naar jeg har seet den , saa er det jo forbi med det Samme . “ „ Der tager De igjen feil , “ vedblev den uovervindelige Fru Gorm ; „ dermed er det slet ikke forbi , ellers vilde det Hele jo være spildt . Det er mig kjært , at . vi ere komne til at tale derom , for at jeg kan gjøre Dem opmærksom paa , at De bør drage al den Nytte deraf , De kan . “ „ Nytte ? “ „ Ja , ganske vist ; Nytte , Fordeel , eller hvad De nu vil kalde det . Jeg idetmindste kalder det en Fordeel for en ung Pige , at ndvikles og formes underBerøring med Verden . Der er meget i Ens Maade at tænke og tale paa , og i Ens hele Maade at være paa , som man egentlig ikke selv kjender eller veed Noget af , men som først faaer sin rette Form , naar man kommer ud blandt Folk . “ „ Finder Øe da , at jeg staaer saalangt tilbage ? “ spurgte Augusta med en lidt tvungen Latter . „ Det paastaaer jeg just ikke ; men Øe vil indsee , at det kun er i den bedste Hensigt , naar jeg siger Dem , at Øe har levet lidt for tilbagetrukkent ; og Øe vil vurdere min Oprigtighed , naar jeg tilføier , at jeg saae det , og netop af den Grund bad Dem om at besøge mig . Øe veed , at jeg holder meget af Dem , Augusta ; men jeg holder ogsaa meget af Sandheden , og derfor paastaaer jeg , at der endnu er Et og Andet , som Øe kan have godt af at see , og som Øe neppe faaer at see ude paa Amager . “ Der var Noget i den sidste Bemærkning , der ramte Augusta som et lille Naalestik , men det var strax efter glemt . „ Og nu er Øe vel ikke vred paa mig , Barn , fordi jeg taler saa oprigtigt til Dem ? “ tilføiede hun , og strøg med Haanden hen over Augustas Haar . „ Øe veed jo , at jeg holder meget af Dem , og netop derfor gjør jeg Dem opmærksom paa disse Smaating , som alligevel betyde saameget ; men det kommer nok . Det kommer Altsammen af sig selv , inden Øe veed noget af det . “ — Om hun var vred ? Hvorledes kunde hun være det , naar det Altsammen blev sagt hende for hendes egen Skyld ? Fru Gorm kunde jo sende hende hjem , og lade hende blive som hun var ; maatte hun da ikke være hende taknemmelig , naar hun ikke alene ikke gjorde det , men endogsaa lærte hende , hvad det især kom an paa ? Rigtignok kunde hun endnu ikke saa ganske faae fat paa , hvad Verden egentlig var for Noget , da den snart forekom hende at være straalende og tillokkende , snart igjen frastødende og afskyelig , og syntes at slippe hende ud af Hænderne , naar hun allerbedst troede at have fat paa den ; men det kom nok , som Fru Gorm sagde , og det begyndte virkelig ogsaa at komme endnu den samme Dag , da hun sad og sfred hjem til Forældrene ; det kom og forstyrrede hende , da hun som sædvanligt havde begyndt sit Brev med at sige , at „ skjøndt de gamle taabelige Forældre sagtens ikke brød sig om at høre fra hende , saa vilde hun alligevel fortælle dem en heel Deel , “ men til sin Forundring fandt , at hun egentlig slet ikke havde Noget at fortælle dem ; det kom fremdeles , da hun maatte tænke paa Fru Gorms Yttring , at der var Et og Andet , hun neppe fik at see ude paa Amager , hvilket ganske naturligt bragte hende til at spørge sig selv om , hvad det vel kunde være ; og det vedblev at komme , da hun under Forsøget paa at besvare sit eget Spørgsmaal , kom til at tænke paa sit gammeldags Hjem , og mærkede , at der paatrængte sig hende Sammenligninger , hvorover hun flammede sig , men som imidlertid forstyrrede hende saaledes , at hun opgav at skrive den Dag , og foretrak at gaae ned i Dagligstuen , hvor hun videre tildannedes af Fru Gorm , og som et blødt Leer formedes under hendes stærke Haand . Siden Augusta havde forladt Hjemmet , havde de Alle følt en vis Tomhed derude ; men Forældrene udtalte alligevel bestandigt deres Glæde over , at hun befandt sig vel paa sit nye Opholdssted , og fik seet sig lidt om mellem Fremmede . „ Herude gaaer hun mellem os Gamle , “ sagde Kraft engang til Clausen , som ikke var ganske vis paa , om Kraft nu ogfaa regnede ham med blandt de Gamle , „ og hvad faaer hun at see her ? Ingenting . Det Gammeldags , som vi kjende , er for længe siden gaaet af Brug , og det Nymodens kjende vi ikke ; men derinde faaer hun Noget at see ; der vil blive Noget at fortælle , naar hun kommer hjem igjen . — Det er meget artigt af Gorms , meget artigt , at beholde hende saalænge ; nu har hun jo snart været der en Maaned , og det lader ikke til , at hun kommer hjem for det Første ; men lad hende om det , “ tilføiede han , som om det var ham den ligegyldigste Sag af Verden ; „ lad hende om det ; naar hun begynder at længes efter os , saa kommer hun nok . Hvad siger Du , gamle Kone ? “ Den gamle Kone var af samme Mening ; det var meget forekommende af Gorms at invitere Augusta paa saa lang Tid , da de jo i deres udstrakte Bekjendtskab maatte kjende mange andre unge Piger , de kunde have foretrukket ; hun vilde blot haabe , at Angusta ikke blev forvænt eller fik Indbildninger . „ Indbildninger ? Angusta faae Indbildninger ? Hører De , hvad den gamle Kone siger , gode Doktor ? “ raabte Kraft , og loe saa det rungede i Stuen . „ Du seer Spøgelser ved høi lys Dag , min Ven . Barnet faae Indbildninger ? Jeg seer hende gaae omkring her som en fornem Dame , og tale Fransk til os “ — han ansaae dette for Tegn paa Indbildskhedens yderste Grændse — „ jeg seer hende gjøre det . Mener Du , at vi skulle forskrive Silketsierne fra Paris , eller at hun hellere vil have dem direkte fra Lyon ? Jeg antager næsten , at hun foretrækker Lyon ? “ „ Men jeg har jo ikke paastaaet “ — begyndte Fru Kraft . „ Jo Du har , gamle Kone ; kom nu ikke og negt det bagefter ; jeg har Vidner paa Dig . Det er altfor morsomt til , at Du faaer Lov til at gaae fra det ; naar jeg næste Gang skriver til Angusta , skal jeg fortælle hende det . “ Under denne Tiltale var han gaaet hen og havde omfavnet sin Hustru , og medens han stod der i sin gamle lysegraa Frakke , tog han sig med sin overordenlig brede Ryg ud som en godmodig , men noget falmet Isbjørn . — „ Og nu , min gode Dokfor , ville vi med Deres Tilladelse gaae ned i Haven og trække frisk Luft . “ Derpaa gik de ned i Haven og beundrede de vidunderlige Plainer , til hvis Grønhed og „ Egalitet “ , som Kraft kaldte det , der ikke fandtes Mage i flere Miles Omkreds . For Clausen havde Haven imidlertid for en stor Deel tabt sin Tiltrækning ; af og til saae han ind i Drivhuset , saaledes som han havde lovet Augusta det , men Blomsterne , der fydeligt nok bare Spor af , at den Haand var borte , som tidligere dagligt havde syslet med dem , havde begyndt at antage et forsømt Udseende . Heller ikke var der nu Nogen , som viste sig i Gavlvinduet og talte ned til dem ; eller som spillede for dem , naar de kom ind i Stuen ; eller som fulgtes med Clausen , naar de gik ud at spadsere ; og alt Dette vilde i og for sig have været tilstrækkeligt til at sætte den gode Dokfor i ondt Humør , skjøndt han ofte nok havde sagt sig selv , at det var taabeligt ; men det var endnu langtfra Alt . Efter endeel Betænkeligheder og megen Vaklen frem og tilbage , havde han endelig besøgt Augusta hos Gorms , som allerede for nogen Tid siden vare flyttede ud paa deres Landsted i Nærheden af Dyrehaven ; men han havde paa en besynderlig Maade følt sig skuffet ved dette Besøg . Han havde ventet at finde Augusta imødekommende , saameget mere som han bragte hende Hilsen fra hendes Forældre , og som han havde god Grund til at antage , at hun kunde ønske at faae en detailleret Beskrivelse af , hvorledes det stod til hjemme ; men han havde fundet det Modsafte . Det var jo vel muligt , at han tog feil og forvexlede en tilfældig Indisposition med et heelt forandret Væsen ; det var ganske vist muligt , men alligevel var det forekommet ham , som om hun havde forandret sig noget , og var bleven mere tilbageholdende . Hun havde jo nok talt med ham om Hjemmet , og ved Afskeden sendt mange kjærlige Hilsener til Forældrene , men der havde været noget Konventionelt i det Altsammen , og han havde savnet hendes gamle Tillidsfuldhed og Imødekommen . Efter dette Besøg havde han besterntere end nogensinde foreholdt sig sin egen Taabelighed . — Han havde gjentaget sin gamle Beslutning , og for at give Tankerne en anden Retning , begyndt at studere et nyt lægevidenskabeligt Værk ; denne frivillige Bod havde han udholdt endogsaa en heel Eftermiddag , og var derefter igjen saa forelflet og mistrøstig som nogensinde . „ Siig mig engang , gode Doktor , er der gaaet Dem Noget imod ? “ spurgte Kraft , medens de gik nede i Haven . „ Jeg synes , at De i den senere Tid har tabt Humøret . “ „ Aldeles ikke . Hvad skulde der vel være gaaet mig imod ? “ svarede Clausen , som følte sig overrasket ved ligesom at være grebet paa fersk Gjerning . „ Ja , det er ikke godt for mig at vide , “ sagde Kraft ; „ men det . forekommer mig , at De seer lidt vel dybsindig ud . De er da vel ikke bange for Deres Penge ? “ „ For mine Penge ? “ udbrød Clausen forundret . „ Jeg mener Pengene , De satte i Gorms Aktier . “ „ Dem har jeg virkelig ikke senere tænkt paa . De meente jo , at de vare sikkre nok “ — — „ og det mener jeg endnu ; det var kun mit Spøg . Men nu da Barnet er borte , trænge vi til lidt Lystighed herude , og saa gaaer De blot og spekulerer . “ „ Jeg synes , at De selv gaaer og spekulerer , “ svarede Clausen , som i dette Øieblik følte sig ude af Stand til at give andet end et dumt Svar . „ Rigtigt truffet , gode Ven ; fuldkomment rigtigt , “ sagde Kraft , og indrømmede Yttringen med en Ivrighed , som satte Clausen i Forundring , da han hverken havde ventet eller forlangt den . „ Jeg har ikke længe spekuleret saa dybt , som jeg gjør i denne Tid , og sommetider løber det næsten rundt for mig . “ „ Hvad er det da for Ting , der lægge saa stort Beslag paa Dem ? “ „ Det er Indretningen af Bryggeriet . “ „ Men det er jo i den bedste Orden . “ „ I den bedste Orden ? Det var ikke saavel , at det var i den bedste Orden ; men det er det langtfra . Nei , seer De , Bryggeriet maa anlægges paany , — fra Grunden af , “ sagde Kraft , og gjorde en Armbevægelse , som om han væltede det gamle overende . „ Vi ere noget gammeldags , som De veed ; og Bryggeriet er ogsaa noget gammeldags . Jeg er ikke rigtig fulgt med Tiden , det veed jeg meget godt ; men jeg har bestandigt opsat at gjøre Forandringer , i Haab om at det nok holdt ud i min Levetid ; men det gjør det ikke ; jeg forsikkrer Dem , det gjør det ikke . Jeg kunde jo nok lægge hele Bedriften ned , eller sælge den ; men det har jeg ikke Lyst til . Jeg tænker som saa , at jeg maaskee nok kunde arbeide nogle Aar endnu . “ „ Det har De ogsaa Grund til at tænke , “ meente Clausen ; „ men begynd paa det , saa kommer Lysten nok . “ „ Det er ikke Lysten , som mangler mig ; det er noget ganske Andet . “ „ Og det er ? “ „ En Medhjælper , eller hvad jeg skal kalde ham . Jeg kjender ikke disse nye Indretninger og Maskiner saa nøie , at jeg paa egen Haand for give mig ifærd med dem , “ sagde han , idet han skød Kaskjetten tilbage og tørrede sig om Panden , som om allerede den blotte Tanke om disse Indretninger og Maskinerbragte Sveden frem ; „ og derfor er jeg bange for , naar jeg begynder , at jeg skal blive stikkende midt i det ; men kunde jeg finde en Mand , som forstod sig lidt Paa Maskiner , saa tog jeg fat strax ; Resten , seer De , den skulde jeg nok selv besørge . “ „ Det kan da ikke være saa vanskeligt at sinde en saadan Mand , “ meente Clausen . „ Vanskeligt nok , gode Ven ; vanskeligt nok . Nu har jeg tænkt saa længe over det , og jeg har dog ikke fundet ham endnu . Jeg kunde sagtens faae fat paa en Mand , som forstod sig paa disse nymodens Indretninger ; men det er endnu ikke nok ; det maatte være en paalidelig Mand , som vilde blive her og sætte sig ind i Bedriften , hvis han ikke allerede var inde i den . Om jeg maaskee ogsaa , som jeg sagde , kan beholde Kræfter til at drive Forretningen nogle Aar endnu , saa kommer der dog en Tid , hvor jeg maa trække mig tilbage , og da vilde det være mig kjært , om jeg kunde see det , jeg har virket og arbeidet for , gaae over i dygtige og paalideligt Hænder . “ „ Ja saa er det ganske vist vanskeligt , “ sagde Clausen ; „ og det saameget mere , som en saadan Mand jo maatte have Kapital . “ „ Det vilde dog ikke være saa absolut nødvendigt , “ meente Kraft ; „ i ethvert Tilfælde var det ikke det , jeg først vilde spørge om . Der kunde jo ogsaa først blive Tale om Afstaaelse senere hen ; men fremfor Alt maatte han være dygtig og paalidelig . Øg siig mig nu , hvor finder jeg ham ? “ „ Hvad mener Øe for Exempel om Selmer ? “ „ Selmer ! “ raabte Kraft , og lagde sine store Hænder paa Skuldrene af Clausen . „ Selmer ! Ypperligl ! Fortræffeligt ! Det var et Indfald , som er Guld værdt ; det var jeg aldrig selv faldet paa . Gaaer man ikke her og spekulerer sig gal for at stnde Manden , og saa har man ham lige ved Haanden . “ „ Det var kun et Indfald af mig ; jeg kan ikke bedømme Selmers Dygtighed “ — „ Gjør ikke det Allermindste , gode Ven ; for det kan jeg/ Han hjalp mig , inden han kom til Gorm , med at sætte den lille Dampmaskine op dernede , og han tumlede saaledes med Hjul og Skiver og Djævelsfab , at jeg blev ganske ør ved at see paa ham ; dengang forstod jeg mig ikke synderlig paa det , skal jeg sige Dem . Selmer er Manden . Det Raad kom i rette Tid . “ I det Samme viste Thomas Hammer sig , og bragte sin Herre den Efterretning , at der var en Mand , som ønskede at tale med ham , men inden han fik sagt mere , kom Manden selv tilsyne . „ Onkel ! “ raabte Clausen forundret . „ Du var den Sidste , jeg havde ventet at see . — Min Onkel , Doktor Johansen — Brygger Kraft . “ „ Jeg beder Dem undskylde min Ubeskedenhed , “ sagde Doktor Johansen ; „ jeg søgte min Søstersøn paa hans Bopæl , og da jeg af Thomas der — erdet ikke saa Du hedder ? — jo — fik at vide , at Du var her , saa tog jeg mig den Frihed at lade ham følge mig herud . Jeg har reist en lang Vei inat , og vilde nødigt spilde Tiden med at vente paa Dig . “ „ De boer langt fra Kjøbenhavn ? “ spurgte Kraft . „ Saa temmelig , “ svarede Lægen ; „ jeg boer ikke langt fra Vordingborg , og naar man saa en sjelden Gang kommer til Kjøbenhavn , er man lidt nøjeregnende med Tiden ; og deraf kommer det , at jeg saadan udcnvidere bryder ind hos Dem . “ „ En ypperlig Idee , Hr . Doktor ; ypperlig i Sandhed . Velkommen i Huset , eller rettere i Haven . De røger naturligviis ? Det glæder mig virkelig ; jeg kan bedre tale med Folk , som røge . Men nu maa De gaae ind og hilse paa min gamle Kone , og drikke et Glas Viin til Velkomst . “ „ Tak for Deres Venlighed , “ sagde Doktoren ; „ jeg troer , at det var bedre , hvis jeg lod det være ; jeg er bleven noget varm af Touren . “ „ De skal , Hr . Doktor , De skal , “ udbrød Kraft , og forbausede Iohansen ved sin Stemmes Styrke . „ Her kommer aldrig Nogen , uden at han maa drikke et Glas til Velkomsf . Vi ere gammeldags Folk , skal jeg sige Dem . “ „ Naar gammeldags Folk give En saa gjæstfri en Modtagelse , “ sagde Lægen , „ saa finder man sig i det Uundgaaelige . Jeg har ellers lidt Hastværk ; foruden mine andre Forretninger skal jeg ogsaa opsøge en lille Veninde , som har skrevet til mig , men været saa kløgtig ikke at nævne sin Bopæl . “ „ Hvad er det for en lille Veninde ? Kjender jeg hende ? “ spurgte hans Søstersøn . „ Det veed jeg virkelig ikke , min Ven . Hun hedder Christine Haffner ; kjender Du hende faa maaskee ? “ „ Nei . “ „ Det kunde jeg nok tænke ; og saa er jeg lige lidt hjulpet for det . “ „ Hende kjender jeg , “ sagde Thomas , som gik bagved dem ; „ hun boer hos Hanne ude i Adelgade . “ „ Hos Hanne , “ sagde Clansen ; „ det har Du jo aldrig talt om . “ Hertil kunde Thomas ikke svare Andet , end at der heller aldrig var Nogen , som havde spurgt ham derom . „ Hvem er Hanne ? “ spurgte Doktor Iohansen . „ Det er en stakkels Kone , for hvem det brændte sidste Vinter ; hendes Barn var ved samme Leilighed nær omkommet , “ sagde Clansen . „ Og her seer De den Karl , s-m frelste det , “ udbrød Kraft , som greb Anledningen til at gjentage sin Yndlingspræsentation . „ Han gik op i det brændende Huus , og kom tilbage med Barnet paa Ryggen . Saadan en Karl er han , “ tilføiede han , og slog Thomas paa Skulderen ; „ det er en af mine Folk . “ „ Og her seer Du den Mand , Onkel , “ sagde Clansen , idet han Pegede paa Kraft , „ som systematisk lægger an paa at fordærve mig Thomas “ — „ Hanne ? — Men Gudbevares , er det ikke Konen ? “ udbrød Iohansen Paa engang . „ Hvilken Kone ? “ „ Den Kone , som pleiede Christines Moder i hendes sidste Sygdom . — Veed Du Noget om det , Thomas ? “ „ Jo , det er hende . “ „ Saa maa jeg søge hende op snaresf muligt , “ sagde han noget urolig , og gjorde Mine til at tage Afsfed , hvilket Kraft imidlertid ikke vilde tillade ; han gjorde ham opmærksom paa , hvor lang en Vei han havde ud til Hanne , og overtalte ham tilsidst til at blive , hvortil han ikke var saa aldeles utilbøielig , da han saae , mellem hvilke Mennesker han var kommet . Saaledes var Bekjendtskabet indledet , og Samtalen kom snart igang mellem Kraft og hans Gjæsf . Da de sade inde i den gammeldags Dagligstue med de store Egetræes Skabe , og drak Velkomsten , medens den friske Sommerluft strømmede ind gjennem de aabne Vinduer , var det et smukt Syn at see de to ældre Mænd dfolde et visf gjensidigt Kourtoisi , medens Kraft glimrede med hele sin Gjæstfrihed , som ikke var saa ganske ringe , og viste en vis Ærbødighed mod den gamle Læge , som paa sin Side af det , han allerede havde seet og hørt , sluttede sig til Resten , og af og til følte en Trang til at gribe Krafts Haand og trykke den . „ Men af alt Det , De der fortæller mig , min kjære Dokfor , faaer jeg Lyst til at ledsage Dem imorgen , og hilse paa den unge Dame , “ sagde Kraft henimod Samtalens Slutning . „ Og De vil ikke fortryde det , “ svarede Johansen ; „ skjøndt hun altid har været min Yndling , troer jeg ikke , af min Roes i noget Punkt er overdreven . “ Medens denne Samtale fandt Sted i Dagligstuen , holdt Thomas Marie med Selskab i Kjøkkenet , og bragte hende sin Hyldest i Form af Viser , som de , trods deres iøvrigt oplivede Stemning , sang med den fra Borgestner , Stalde og Loer velbekjendte melancholske og triste Ensformighed , hvormed flige Viser altid synges og bør synges . Efter af have opbygget sig ved den Omstændighed , af „ Elvinæ gaaer til sin Faders Borg i sorte , flagrende Klæder , “ hvilket Sidste , uden Forstyrrelse af Tankegangen og til . aabenbar Lettelse i deklamatorisk Henseende , blev foredraget som „ sorte , flammende Klæder “ , gik de over til : „ Kong Hannibal , han red sig ud i Skoven saa grøn , i sin Klædning saa skjøn . “ Denne Vise fremkaldte fra Maries Side det Spørgsmaal , naar Kong Hannibal vel havde regeret , hvortil Thomas kun med Sikkerhed saae sig istand til af svare , af det havde været før Christian den Syvende ; og saaledes vexlede Sang og Samtale , hvorved Tiden gik for dem paa en høist behagelig Maade . Siden hiin berømmelige Dag , da Thomas blev introduceret der i Huset og gjensaae Hannes Datter , havde han , saa ofte det var ham muligt , „ lagt Veien om ad Bryggeriet “ , som han noget uegentligt kaldte det , da Bryggeriet ellers ikke havde Andet med hans Vei at bestille , end at han syntes godt om Marie , og at hun heller ikke havde Noget mod hans Besøg . Hun anmodede ham kun om , ikke at gjøre det altfor tidt , da det ellers var „ saa flant “ , og Thomas , lovede det hvergang med den største Beredvillighed ; men skjøndt han i Virkeligheden slet ikke tog noget Hensyn til dette Løfte , var det hende alligevel en Beroligelse at gjentage sin Anmodning . Da de to Læger omsider skulde afsted , gik Kraft ud for at kalde paa Thomas , og da han for Øieblikket befandt sig i den Vildfarelse , at de nyligt vare komne ind fra Haven , skjøndt det var flere Timer siden , og at Thomas rimeligviis endnu gik derude , hvor han sidst havde seet ham , saa opløftede han sin Røst og kaldte paa ham . Denne Røst , som kunde høres i en Afstand af en lille halv Miil , naar Vinden ikke netop bar fra , trængte med Lethed ind i Kjøkkenet , hvor Thomas og Marie sade saa fordybede i en Vise , at deres Ansigter næsten berørte hinanden ; og da Thomas , før bedre at kunne læse , havde lagt sin Arm om hendes Liv , blev han ved Krafts Raab saa forsfrækket , at han kyssede hende , hvorover hun igjen selv blev forsfrækket , da det aldrig var overgaaet hende før . Ellevte Kapitel . Det Tvedeske Institut kunde ikke glæde sig ved nogen stærk Tilgang af Elever , og da de Indtægter Familien havde , langtfra vare tilstrækkelige selv til deres lille Huusholdning , saa vare de forlænge siden komne i Gjæld , som efterhaanden var voxet dem over Hovedet . Tvede selv sled sig udholdende og taalmodigt henad Musikinformationernes trættende og slovende Landevei , og havde ingen andre Fordringer til Livet end de allertarveligste og allernødvendigste , men han manglede ganske Evnen til selv at gribe ind og faae en eller anden Idee , som maaskee kunde hjælpe ham frem . Han levede før sin Musik , og kunde kun tale om den ; talte man derimod om andre Ting , saa hørte han i al Beskedenhed til , og indrømmede med et imødekommende Smiil , hvad der fordredes indrømmet . Dersom Verden udelukkende havde besfaaet af Folk , som ønskede Underviisning i Musik , og et forholdsviis ringe Antal Lærere , vilde Tvede have været paa sin Plads ; men da Interesserne og Opgaverne ere mere mangeartede og krydse hverandre , blev det ham for indviklet , faa af han tilsidst opgav af tænke derpaa , og nøiedes med af ansee Verden for en høist mærkelig og forvirret Indretning , man egentlig aldrig kunde blive klog paa ; en Anskuelse , som iøvrigt ikke er ualmindelig selv blandt mere skarpsindige Folk . Da hans Kone havde faaet en lille Skole igang , betragtede han det som Noget , der nu engang var en Kjendsgerning , og som maatte antages af gaae af sig selv ; i ethvert Tilfælde som Noget , hvorover Alle kun kunde glæde sig , da Udbredelse af gavnlige Kundskaber var en herlig Ting . Øm Udgifter og Indtægter havde han derimod intet Begreb , hvad enten de angik Skolen eller den Underviisning , han selv meddeelte , hvorfor ogsaa hans Kone havde truffet den praktiske Foranstaltning af holde Bog over hans Timer , for af han dog idetmindste nogenlunde kunde faae sit Tilgodehavende . Som den velmenende , godmodige og upraktiske Person han var , havde han en dunkel Forestilling om , af det for Folk i Almindelighed , og for ham i Særdeleshed , havde sine Vanskeligheder af komme ud af det ; men han havde denne Kundskab mere paa anden Haand , fra andre Mennesker , paa hvis Ord han stolede . Hans Kone vidste bedre , hvorledes det forholdt sig , men hendes lille Forfængelighed forledede hende til at fremsfille Sagen i et fordeelagtigere Lys , og til at „ haabe det Bedste “ , som hun udtrykte sig ; men hvor tillidsfuldt hun end udtalte sig overfor Andre , saa havde hun dog mangen en bitter Time , naar hun tænkte paa deres haabløse Kamp for Udkommet . Armoden stod ikke længere og bankede paa ; den var forlænge siden kommet indenfor og havde taget dem i sin sikkre Besiddelse . Christine kjendte nu deres sande Forfatning , og var inderlig bedrøvet derover ; hun saae , at Fru Tvede umuligt kunde overtage Underviisningen igjen , og at hun selv maatte sortsætte den , hvis de ikke skulde miste ogsaa denne Indtægt ; men om det Honorar , hvortil Fru Tvede i sin Tid havde hentydet , var der ikke Tale , og kunde der ikke være Tale . Herved saae hun sig afskaaret ethvert Haab om at yde Hanne nogen Godtgjørelse , og skjøndt Hanne aldrig vilde have modtaget den , saa følte Christine derfor ikke mindre Trykket deraf . Imidlertid besluttede hun , i ungdommelig Tillid til at en eller anden Udvei skulde vise sig , at holde ud saalænge som muligt . Dersom god Villie havde været tilstrækkelig , vilde Tvedes have været hjulpne ; thi der var ingen af deres Venner , uden at han jo Ydede sin Skjærv , saavidt hans Evner naaede . Selmer havde i Egenflab af Vicevært indrømmet den lille Familie alle de Fordele , han kunde ; og i Egenflab af Tvedes gamle Ven havde han uden Betænkning forstrakt ham med saamange Laan , at han med sin bedste Villie ikke længere var istand dertil , da han i den Anledning selv var begyndt at komme i Gjæld . Ogsaa Onkel Theodor støttede Familien paa sin Viis , idet han undertiden medbragte besynderlige Gjenstande , som sik en ligesaa besynderlig Anvendelse . Skjøndt Familien ikke dyrkede Blomster , bragte han saaledes engang en lille , ziirlig , grønmalet Vandkande , der imidlertid kom i rette Tid , da Mælkelanden samme Dag var slaaet istykker ; og en Jettonscefle , som stammede fra . den samme Giver , men som i denne Egensfab var ubrugelig der paa Stedet , da Ingen af dem havde Begreb om Kortspil , gik over i Hunsholdningen som Opbevaringssted for Thee , medens dens Indhold fandtes at være brugeligt som Grundlag for Garnnøgler . Men trods disse Bidrag , var Nøden der nu engang , og lurede omkring i Krogene . „ Hvad skulle vi gjøre , Frøken Hasfner ? “ spurgte Selmer en Dag , da han mødte Christine , som gik hjem fra Skolen . „ Jeg er bange for , at det er rent galt fat med vore Venner deroppe . “ „ Det er jeg ogsaa ; men jeg har opgivet at tænke derpaa . Jeg vilde inderligt gjerne hjælpe dem , men jeg kan ikke . “ „ De har hjulpet Dem , og De hjælper dem hver Dag . Jeg veed det Altsammen , “ sagde han . „ Men skjøndt jeg ikke behøver at omtale , hvormegen Deel jeg tager i vore Venners Velfærd , saa har jeg dog bestemt at sige Dem , at det for Deres Vedkommende hverken kan eller maa vedblive at gaae som hidtil . “ „ For mit Vedkommende ? “ spurgte hun forundret . „ For Deres Vedkommende , “ gjentog han . „ De kunde jo ganske vist svare , at jeg ingen Ret har til at blande mig i denne Sag , men jeg stoler paa , at De alligevel ikke gjør det ; og for at De kan vide , at jeg her ikke taler saa ganske ubefsiet , vil jeg kun sige saameget , at Clara “ — saaledes benævnede de nu Begge Fru Tvede — „ at Clara selv er bedrøvet over , at hun hidtil ikke har kunnet , — jeg mener “ — „ De mener , at Clara hidtil ikke har kunnet betale mig noget Honorar ; var det ikke det , De vilde sige ? “ „ Jo . “ „ Saa skal jeg sige Dem , hvad jeg mener . Det er mig en stor Sorg , at jeg slet ikke har kunnet give Hanne Noget ; men det er mig en endnu større Sorg , at see Tvedes kæmpe med Næringssorger , og derfor har jeg bestemt at sige til Hanne : Du maa vente , min kjære Hanne , indtil jeg faaer Noget ; for i dette Øieblik har jeg ikke Noget ; men jeg kan ikke taale at see , at disse Mennesker mangle det Allernødvendigste ; og derfor bliver jeg ved at læse i Skolen saalænge jeg kan . Det er det , jeg mener ; og det er min Beslutning , som De ikke skal prøve paa at forandre , da det ikke hjælper Noget . “ Skjøndt Selmer et Øieblik tænkte paa at gjøre en Indvending , fik han dog ikke Leilighed dertil , da Christine var saa optaget af sin egen Beslutning , at hun atter tog Ordet . „ Det er godt , at jeg traf Dem , “ vedblev hun ; „ jeg trængte til at sige det til Nogen , som kunde forstaae mig . Det er , som om Alt , hvad jeg begynder paa , skulde mislykkes ; jeg gjorde mit Bedste hos Gorms , og rettede mig efter dem paa alle Maader , men det hjalp ikke Noget ; det skulde være galt , hvad jeg end gjorde ; og saa var det galt . Nu har jeg begyndt paa noget Andet , uden at komme til et bedre Resultat . Men jeg vil ikke lade mig kue ; dersom man giver efter , bliver man tilsidst til Ingenting , troer jeg ; jeg vil holde ud hos Tvedes , og jeg vil sige til Clara , at hun ikke skal bryde sig om mig , men blot selv see at komme over det Værste ; forværræ end det nu er , kan det vel vanskeligt blive ; og nu gaaer jeg lige op og siger det til Hanne . “ Skjøndt det var meget roesværdigt , at Christine „ vilde “ holde ud til Yderste , saa var der dog kun ringe Udsigt til , at denne Udholdenhed kunde føre til synderlig gunstige Resultater , naar hun ikke tillige kunde aabne nye Indtægtskilder for Tvedes ; men dette Ræsonnement , som under roligere Forhold strax vilde have staaet klart for Selmer , fik han ved denne Leilighed ikke Tid til at anstille , for at betragte det Udtryk af ungdommeligt Mod , som lyste ud af hendes Øine og gjorde hende smuk , medens det tillige gav hendes Væsen en Livfnldhcd , som uvilkaarligt meddeelte sig til ham selv , og som let kunde have forledet ham til at yttre sig paa en høisf uoverlagt Maade lige paa Stedet ; men inden han fik betænkt sig , var hun borte . Med megen Veltalenhed udbredte Christine sig for Hanne over sin Opfattelse af Sagen , hvori den gode Kone gav hende Ret med Undtagelse af den Godtgjørclse , som skulde ydes hende . „ Det vilde være pænt , Christine , “ sagde hun , „ om min kjære Frue kunde see , at jeg tog Betaling af hendes Datter , hvem jeg har baaret paa mine Arme ; jeg siger , at det vilde være pænt . “ Skjøndt der mod denne Motivering ganske vist kunde gjøres Indvendinger , saa antog Hanne for Øieblikket et saa majestætisk Udseende , at Christine ikke vovede at sige hende imod ; men da det altid er forbundet med Vanskeligheder , i længere Tid at være ophøiet , saa varede det ikke længe , inden Hanne atter faldt tilbage i det Dagligdags , og gav sig til at drøfte det Emne , som laae Christine paa Hjerte . Medens de saaledes afvexlende lagde Planer og opgave dem igjen som umulige , vilde det altid have været en Trøst , dersom de havde kunnet give Nogen Skylden for Tvedes ulykkelige Forfatning ; men da ingen saadan Synder lod sig udfinde , nøiedes Hanne med at omtale Instituterne , betragtet som Institution i Almindelighed , og erklærede det for at være en af de utaknemmeligste Opgaver at offre sig for fremmede Børns Underviisning , naar man neppe havde det tørre Brød derfor ; og endte , ved Erindringen om sine tidligere uheldige Expeditioner , med et Udfald mod de finere Instituter , som hun , ved en , iøvrigt hyppigt forekommende Forvexling af Sagen og Personerne , kaldte „ noget indbildsk Tøi , Christine ; noget indbildsk Tøi . “ Imidlertid gik Sagerne som de bedst kunde . Tvede vedblev at glæde sig ved Tanken om gavnlige Kundskabers Udbredelse , og Christine vedblev at udføre sin Plan i det ubestemte Haab , at den dog tilsidst skulde føre til Et eller Andet . Hun havde nu efterhaanden vænnet sig til at see Bruun , men følte alligevel en vis Skræk for ham . Skjøndt han i den senere Tid kom regelmæssigt hver Dag og afløste hende i den sidste Skoletime , havde han endnu aldrig talt til hende ; naar han kom ind , satte han sig ved Bordet , støttede Hovedet i Hænderne og ventede , indtil hun var gaaet . En Dag , da han netop havde indfaget denne Stilling , og medens hun skyndte sig at ordne sine Ting for at komme afsted , blev hun mere end overrasket , da Døren gik op og Fru Gorm traadte ind . „ Goddag , Christine ; jeg ønsker selv at see “ — begyndte hun , men standsede i det Samme og trak sig med et forfærdet Udtryk tilbage til Værelset , hvorfra hun var kommet . Den Forvirring , hvori hendes pludselige Komme og ligesaa pludselige Forsvinden satte Christine , blev end mere forøget ved hendes besynderlige Adfærd . Det forekom hende næsten , som om det var Synet af Bruun , der havde gjort dette Indtryk paa Fru Gorm , og det uagtet han i de faa Sekunder , hun havde været inde i Værelset , uforstyrret var bleven siddende i sin sædvanlige Stilling , og havde vendt Ryggen mod dem . Skulde denne Mands Ydre virkelig i den Grad være frastødende , at selv Fru Gorm , som ellers ikke saa let lod sig paavirke , dennegang maatte gjøre en Undtagelse ? Saaledes tænkte Christine , da hun et Øieblik efter kom ind i Stuen til Fru Gorm , som befandt sig alene derinde og endnu ikke ganske havde forvundet sin Forskrækkelse . „ Jeg ønsker selv at see , hvorledes Du har det , “ sagde hun ; „ men lad os hellere gaae derind for at tale mere uforstyrret , “ tilføiede hun , og pegede paa Døren til det lille smalle Forværelse . „ Skjøndt Du har forladt vort Huns uden min Tilladelse , saa staaer Du nu engang i Forhold til os , “ vedblev Fru Gorm , da de vare komne ind i det forreste Værelse , og saaledes havde Dagligstuen mellem sig og Skoleværelset , „ og derfor ønsker jeg med egne Øine at overbevise mig om , hvorledes Du har det . “ Det var let at see , og undgik Heller ikke Christine , at den Ro , hvormed hun talte , var tilkæmpet ; men Christine var altfor fly til at hun turde lade sig mærke dermed . Imidlertid var Fru Gorm for klog til ikke at see , hvilket Indtryk hun havde gjort paa Christine , og foretrak derfor selv at give Sagen den Vending , hun ønskede . „ Det er ikke Noget , “ sagde hun ; „ det kommer sormodentligt af den beklumrede Luft inde i Skolestuen . Jeg er kommet ind fra Landet idag , og er ikke vant til denne indelukkede og usunde Luft . Væggene her glindse jo af Fugtighed , “ bemærkede hun , idet hun saae sig om i Værelset . „ Hvem eier dette Sted ? “ „ Det gjør De selv , “ svarede Christine , som i sin Forvirring ikke fik Tid til af tænke paa det Snurrige baade i Spørgsmaalet og i Svaret . „ Det erdet nye Sted , som blev bygget istedetfor det , der brændte . “ „ Naa , er det det , “ sagde Fru Gorm ; „ da finder jeg det besynderligt , af min Mand lader Folk flytte ind i det , inden det endnu er tørt . “ Det var en Eiendommelighed hos denne Kone , af hun under sin Bestræbelse for af „ see Sandheden lige i Øinene “ , hverken skaanede Venner eller Fjender ; iøvrigt en Eiendommelighed man ikke kunde andet end respektere . „ Men det er ikke for af tale om den Sag , af jeg er kommet , “ vedblev hun ; „ jeg vidste , af Du boede hos din gamle Pige , og jeg søgte hende derfor op . Skjøndt jeg naturligviis langtfra anseer det for noget passende Opholdssted for Dig , saa indrømmer jeg dog , af det kunde være uheldigere valgt . Du vilde ikke finde Dig i af være hos os ; det vil jeg nu ikke mere tale om ; men naar jeg undtager , af denne Person , jeg mener din gamle Pige , naturligviis ganske mangler den Opdragelse , som man da Heller ikke var berettiget til at forudsætte hos hende , og for en Deel ogsaa den Respekt , man med Billighed kunde forlange , saa troer jeg dog , efter den Samtale jeg har havt med hende , at hun ikke ganske er uden Charakteer ; og derfor siger jeg , at skjøndt det ikke er det meest passende Sted for Dig , saa kunde det dog være uheldigere . “ Under denne Tillale havde Frk Gorm gjenvundet sin Fatning , og udtalte Ordene med den kolde Ro , som var hende eiendommelig , og med en standhaftig Sikkerhed , som om hun var ligegyldig ved , om man hørte paa hende eller ikke . „ Er Du tilfreds her ? “ spurgte hun paa engang . „ Ja . “ „ Trænger Du til Noget ? “ Nei , for Øieblikket trængte hun ikke til Noget . „ Hvis det skulde skee , kan Du henvende Dig til mig . — Er Familien her fattig ? “ spurgte hun , og saae sig om i Stuen . „ Det troer jeg nok , at den er , “ svarede Christine , som følte sig for stolt til at sætte hende nærmere ind i Forholdene , medens hun atter havde sin gamle Fornemmelse af , hvilken Magt denne Kone besad over hende . „ Da jeg altsaa seer , at Du efter Omstændighederne har det godt , saa er jeg færdig med mit Be - føg . Dersom jeg antog , at Du satte Priis derpaa , kunde Du gjerne besøge os ; men da jeg antager , at Du ikke gjør det , saa vil jeg ikke foreslaae det ; jeg siger i dette , som i alt Andet , min Mening reentud ; dermed ere vi Alle bedst tjente . Tag dette , “ tilføiede hun , og rakte Christine et sammenfoldet Papir ; „ det er en Bagatel , som jeg mener , at Du i din Stilling bør have i Baghaanden ; og trænger Du som sagt til min Hjælp , saa kan Du skrive mig til . “ Derpaa rakte hun hende Haanden , og gik sin Vei . Christine stod endnu forvirret med Papiret i Haanden ; hun havde en sikker Fornemmelse af , at Fru Gorm havde givet hende Penge , men skjøndt hun nødigt vilde modtage dem , saa havde hun i dette Øieblik ikke Mod til at vise dem tilbage . Desuden kunde hun ikke negte for sig selv , at der i Fru Gorms Besøg laae en Venlighed , som hun ikke havde ventet at finde hos hende ; vistnok talte hun paa sin gamle Viis koldt og skarpt , og muligviis kunde Besøget for en Deel tilskrives det Hensyn , der maatte tages til „ Stillingen , Huset og Selskabet “ , men i ethvert Tilfælde var der dog for en velvillig Betragtning et Gran af Venlighed at finde deri , og Christine greb det med Glæde . Da hun lukkede Papiret op , fandt hun en Hundrededalerseddel , og blev over denne uventede Rigdom saa forlegen , som om Giverinden endnu havde været tilstede . Hun følte sit Hjerte banke , og mærkede selv , hvorledes hun rødmede . Derpaa satte hun sig et Øieblik hen ved Vinduet og fik Taarer i Øinene , uden at hun egentlig selv vidste hvorfor ; men da det paa engang gik op for hende , hvormeget hun kunde udrette med denne umaadelige Kapital , vaagnede igjen hendes ungdommelige Forhaabninger , og hun foer afsted med et glædestraalende Ansigt for at meddele Hanne denne mærkelige Begivenhed . „ Det havde jeg ikke troet , “ sagde Hanne alvorligt , da Christine havde aflagt sin Beretning . „ Synes Du da ikke , at jeg skulde have taget imod dem ? — Jeg synes ikke , at Du er fornøiet , Hanne . “ „ Det vil jeg nu slet ikke sige Noget til , “ svarede Hanne , medens hun vedblev at beskjæftige sig med sit Arbeide . „ Det var da det Mindste , hun kunde gjøre for Dem ; hun bliver ikke selv fattigere for det . “ Grunden til Hannes Mangel paa Begeistring var den , at hun endnu ikke ganske havde forvundet Fru Gorms Besøg . Deres Anskuelser havde nemlig ved denne Leilighed tørnet mod hinanden , og Hanne var for Øieblikket i det majestætiske Hjørne . „ Jeg sagde hende Et og Andet , som hun kunde have godt af at høre , “ vedblev hun ; „ og jeg er lige glad , enten hun bliver vred eller mild . “ Men hvad hun havde sagt , blev ikke omtalt , da hendes ophøiede Stemning gjorde hende forholdsviis utilgængelig , og lod hende holde sig til det mere ubestemte , at det var „ Et og Andet “ . „ Nu deler jeg det i tre Dele , “ sagde Christine , da hun ikke kunde faae Hanne til at blive meddeelsom ; „ en Deel til Tvedes , en til Dig og en til mig ; “ og til Christines Overraskelse blev dette Forslag strax antaget af Hanne , som tænkte , at det var sikkrest , naar hun kom til at bevare Kapitalen , ligemeget under hvilken Form . Derpaa modtog Hanne foreløbigt det kostbare Papir , der blev lagt i en Æske og gjemt i en Skuffe , som Christine imidlertid i Løbet af en Time aabnede en halv Snees Gange for at see , „ om den laae der “ ; og da hun derefter havde seet Børnene forlade Skolen , havde hun ingen Ro paa sig , førend hun kom ind og fik meddeelt Fru Tvede Overraskelsen , men havde dog , inden hun gik , den Aandsnærværelse at give Hanne forskjellige Paalæg for det Tilfælde , at der skulde udbryde Ild medens hun var borte . „ Og nu skal Du ikke altid lee ad mig , Hanne , “ tilføiede hun , idet hun endnu engang kom tilbage , „ for Du veed dog selv af Erfaring , at der idetmindste kan komme Ild . “ Den lille Kone blev rørt indtil Taarer , da Christine lidt undseelig meddeelte hende , hvad hun havde at sige . „ For Øieblikket ere vi skrækkeligt tilbage , Christine , “ sagde Fru Tvede , idet hun tørrede sine Øine ; „ jeg kan nok sige Dem det ; vi ere skrækkeligt tilbage ; og derfor takker jeg Dem inderligt for Deres Godhed . Havde De ikke været , veed jeg virkelig ikke , hvorledes det skulde have gaaet os , “ tilføiede hun og kyssede Christine ; „ vi stræbe og stræbe , og komme dog bestandigt lige vidt ; men kommer der en bedre Tid , og vi haabe det Bedste , “ sagde hun pludseligt oplivet , „ saa skal De ogsaa faae af see , af vi ikke stulle være utaknemmelige , Christine ; det skulle vi i Sandhed ikke . “ „ Lad os ikke tale om det , Clara ; jeg er selv taknemmelig , fordi jeg kan gjøre nogen Nytte . Men nu vilde jeg ønske , af De gjorde lidt for Deres Hoste , Clara . “ „ Den tossede Hoste , “ sagde Fru Tvede ; „ den gaaer nok over , naar Barnet bliver vænnet fra . “ „ Jeg troer , af den kommer fra den klamme Luft herinde . See engang , hvor Væggene skinne af Fugtighed . “ „ Det har De lært af Selmer , Christine . Hvis han ikke havde sagt det , saa havde De bestemt siet ikke tænkt derpaa , “ sagde den lille Kone , og smilede over hendes Bemærkning . „ Men der falder mig en Ting ind ; denne glædelige Begivenhed lader mig virkelig haabe det Bedste ; og hvad synes De nu , om vi en Aften inviterede Onkel Theodor , og paa denne Maade feirede Begyndelsen til , hvad vi forhaabentligt kunne kalde bedre Tider ? “ „ Det maa komme an Paa Dem selv , Clara , “ svarede Christine , som i det første Øieblik tænkte , at hun maaskee nok kunde have gjort en fornuftigere Anvendelse af Pengene , men i næste Øieblik glædede sig over , at hendes Veninde kunde have denne lille Fornsielse . Det blev altsaa derved j og et Par Dage senere fik de sædvanlige Gjæster en Indbydelse til at samles hos Tvedes om Aftenen . Siden hiin Samtale , Christine havde havt med Onkel Theodor , havde hun kun i Forbigaaende seet ham et Par Gange hos Tvedes . Ved disse Leiligheder havde han holdt sig Aftalen efterrettelig , og ikke hentydet til , hvad der var foregaaet mellem dem ; men skarpere Iagttagere end Tvedes vilde let have seet , at Onkel Theodor ved sin oprsmte Ligegyldighed og diplomatiske Forvovenhed fortalte Alle og Enhver , at han gik og bar paa en Hemmelighed . Endelig kom Aftenen , og da de vare samlede , bemærkede Christine til sin Forundring , at Bruun var tilstede ; det var første Gang , at hun paa denne Maade var i Stue sammen med ham . Han sad for sig selv henne i en halvmørk Krog , men alligevel saae hun tydeligt , de faa Gange hun vovede at kaste Blikket derhen , at hans Ansigt havde et Udtryk , som om en eller anden voldsom Lidenskab vilde bryde løs , og kun ved en kraftig Anstrengelse holdtes tilbage . Christine fik igjen sin gamle Fornemmelse af Skræk ved at vide ham i Nærheden af sig , og lagde Mærke til , at de Andre talte mere dæmpet end de pleiede , og at der ligesom hvilede et Tryk over dem . Hun blev derfor meget forundret ved at see Bruun række efter den lille Pige , da Fru Tvede engang kom i Nærheden af ham . „ Troer De ogsaa , at De kan iaften ? “ hørte hun hende h viste til ham . „ Ja vist , ja vist , “ svarede han sagte , og tog Barnet fra hende . Hun saae derpaa , at medens de Andre gjorde sig Umage for ikke at lægge Mærke til ham , og talte , som om han slet ikke var tilstede , gik han omkring med Barnet , som fandt sig i at være hos ham , og talte til det med en ensformig brummende Lyd . Det var som om Livligheden vaagnede , da Sagen havde taget denne Vending , og Fru Tvede benyttede Øieblikket til at foreslaae , at der nu skulde musiceres . „ Frøken Haffner og min Mand have indøvet et nyt Nummer til Ære for Onkel , “ sagde hun . „ Nei virkelig , nei virkelig ; det er mig en stor og særdeles behagelig Overraskelse , “ yttrede Onkel Theodor , idet han med Anstand bukkede for Christine , og antog en Mine , som om han nok erindrede at have seet hende før . „ Jeg tager nu saalidt Deel i Selskabslivet , at jeg sjeldent faaer noget Nyt at høre ; i forrige Tider var det anderledes , i Sandhed endeel anderledes . “ „ I forrige Tider komponerede Onkel selv , “ sagde Fru Tvede ; „ men man kan jo ikke forlange , at Folk skulle blive ved at være tredive Aar ; det kan man virkelig ikke . “ „ Det var et sandt Ord , min Pige ; det kan man ikke , “ yttrede Onkel Theodor , og indrømmede velvilligt dette Forlangendes Urimelighed ; „ men alligevel kunde jeg nok ønske at være tredive Aar igjen , om ikke af anden Grund , saa for at gjøre min Ret gjældende . “ „ Jeg skal sige Dem , Christine , at Onkel kunde have været Kapelmester , “ sagde Fru Tvede . „ Det kunde jeg , “ bemærkede han med Selvfølelse ; „ men dersom Posten er ligesaa daarlig nu , som den var i mine unge Dage , saa beklager jeg virkelig dem , der see sig nødsagede til at indlade sig med den . “ „ Men hvorfor vilde De da søge Posten , naar den var daarlig ? “ spurgte Christine . „ Frøken Haffner misforstaaer mig , “ svarede Onkel Theodor ; „ eller rettere , jeg udtrykker mig saaledes , at jeg kan blive misforstaaet . Ak Gud , ja ; jeg veed godt , hvoraf det kommer , “ tilføiede han , og blev usædvanlig oprømt . „ Det er det Fransfe , der forstyrrer mig . Den Lethed , hvormed man spiller med Ordene i det Fransfe , kommer mig undertiden ubeleilig i det Danske ; men det er alligevel et interessant Bidrag til Sprogenes Slægtsfab , høisf interessant , “ bemærkede han grublende , og fortabte sig et Øieblik i Slægtsfabet . „ Det var min Skyld , Frøken Haffner , udelnkkende min Skyld , at De misforstod mig , men jeg meente Postvæsenet , “ tilføiede han henrykt over Forvexlingen . „ Ikke is po8ts , men In po8to , og det gjør en umaadelig Forsfjel . “ „ Det gjør det , Onkel ; men seer De , Christine , “ fortsatte Fru Tvede , som ønskede at komme til Sagen , „ der var et Sted i Tydskland eller Frankrig “ — „ I Bonn , min Pige , i Bonn , “ bemærkede Onkel Theodor beklagende , som om denne Omstændighed gjorde Sagen særlig uheldig . „ I Bonn ; ganske rigtigt , Onkel . De kjender naturligviis Sagens Enkeltheder meget bedre end jeg . Der var altsaa i Bonn en Kapclmesterplads , som sknlde besættes ; og det blev bekjendtgjort , at Folk sknlde — gjøre Noget — jeg kan ikke erindre , hvad det var “ — „ Konkurrere , kjære Clara ; konkurrere . “ „ Var det virkelig konkurrere ? Det forekommer mig , at De før har kaldt det anderledes , Onkel ; men det kan nu være det Samme . Der blev altsaa bekjendtgjort , at Folk sknlde konkurrere , og Onkel konkurrerede i den Anledning en stor Sonate eller Ouverture “ — „ En Ouverture i L , “ indflettede Onkel Theodor . „ I hvad for Noget , Onkel ? “ „ I 8 , min Pige ; men det forstaaer Du ikke . “ „ Nei , det gjør jeg rigtignok ikke ; men jeg veed , at Onkel fik sine Venner til at spille den . Tænk Dem , Christine , et heelt Orchester , som Onkel selv anførte . Jeg veed ogsaa , at de fandt den smuk , og meente Alle , at Onkel vilde blive valgt . “ „ Hvad kom der da i Veien ? “ spurgte Christine , som mærkede , af de ønskede et Spørgsmaal . „ Det skal jeg sige Dem . Onkel sendte den afsted , og gik her og ventede den ene Maaned efter den anden ; men tilsidst , da det varede ham for længe , skrev han derhen , og fik omsider det Svar , af de aldrig havde modtaget Noget fra ham ; og saaledes troer jeg nok , af Onkel har Grund til af beklage sig over Postvæsenet , som det var i hans Tid ; thi det alene er Skyld i , af han ikke blev Kapelmester . Men nu er det ikke værdt af tænke mere paa de Ting , som ere saa gamle ; lad os hellere gaae ind i Musikværelsef og høre det nye Nummer . “ Idet de gik derind , saae Christine , af Bruun endnu bestandigt havde Barnet , og medens de spillede et nyt Stykke af Onkel Theodors Yndlingskomponisf , hørte hun af og til hans brummende Stemme inde i Dagligstuen ; men med Et tang han stille , og Onkel Theodor , der hidtil havde siddet som opmærksom Tilhører , gik til samme Tid ud af Stuen , fulgt af Fru Tvede og Selmer , saa af de endte med af udføre Concerten for dem selv . Da de vare færdige og kom ind fil de Andre , havde Fru Tvede igjen taget Barnet , og Bruun var borte . Christine antog , af han var gaaet sin Vei , men da hun tilfældigviis kom fil af kaste et Blik ud i det forreste Værelse , hvor der var halvmørkt , saae hun ham staae derinde ved Vinduet , og tale sagte med sig selv , medens han gestikulerede stærkt , som om han tiltalte usynlige Fjender ude i Luften . Det Hele forekom hende saa uhyggeligt , af hun igjen heldede fil Mælkehandlerens Mening . Imidlertid forsikkrede Selmer hende om , af det ikke havde Noget af betyde , og af Bruun jevnligt havde saadanne Anfald , som gik over , naar man blot lod ham være i Ro . Det saae ogsaa ud fil , af hans Sindsbevægelse havde lagt sig , da han igjen kom ind i Stuen og satte sig i sin Krog ; men da Selmer , medens de spiste fil Aften , tilfældigviis kom fil af yttre , af han var ifærd med af konstruere nogle nye Indretninger , som skulde anvendes ved et stort Byggeforetagende , begyndte Bruun pludseligt af lee høit , og ved en eller anden mærkelig Tankeforbindelse af tale om „ Generalforpagtere “ , og det med en Bitterhed og et Raseri , som indjog Christine endnu større Skræk , end hun havde følt tidligere . Ikke saasnart havde han begyndt paa denne besynderlige Tale , førend Onkel Theodor reiste sig , og førte ham ovenpaa ; og det saae virkelig ud , som om den gamle Mand i dette Øieblik var den Overlegne og Stærke , medens den Anden trods sin Forbittrelse lod sig føre som et Barn . Den Misstemning , som dette Optrin fremkaldte hos dem , forstyrrede Glæden for den Asten , og kort efter gik de hver til Sit . Efter denne Aften blev Bruun igjen nogen Tid borte fra Skolen , medens Christine tappert holdt ud trods den overvældende Sommervarme , som fløvede Sandserne og gjorde Folk uflikkede til at bruge deres Forstand . For Tvedes udeblev den Begyndelse til bedre Tider , hvorpaa den lille Kone havde haabet , og Christine fog efterhaanden op paa sin Kapital for at hjælpe hende . „ Jeg laaner blot lidt hos Hanne , “ sagde hun engang imellem , idet hun fandt Behag i den Illusion , at det var en fremmed Kapital , hun hjalp sig med ; og saaledes gik det til , at Kapitalen snart var opbrugt . Atter begyndte Tiden at snige sig langsomt hen under Bekymringernes voxende Dynge , og atter følte Christine Fattigdommens Byrder og Savn , ikke saameget for sin egen , som for sine Venners Skyld . Undertiden hjalp vel det ungdommelige Mod hende ud over mindre Strækninger af denne besværlige Vei , og af og til formaaede hendes sangvinske Forhaabninger for et Øieblik at faae Haabet om bedre Tider til at blusse op ogsaa hos de Andre ; men det varede ikke længe , inden hun atter overvældedes af Virkelighedens knugende Bekymringer , og følte den Sorgens Bitterhed , som mere end noget Andet er istand til at fortære Menneskehjerterne , og til at kue de ungdommelige Sind og gjøre dem verdenskloge og gamle før Tiden . Vel skulde der endnu Adskilligt til , inden det kom saavidt med hende ; men hun var dog bleven paafaldende stille i den senere Tid , efterat Sorgens Skygger vare faldne paa hende . Under disse Omstændigheder skete det , at Hanne en Dag fik uventet Besøg af Kraft , og Doktor Johansen , som kom under Ledsagelse af Thomas . „ Der have vi Konen , “ udbrød Johansen , saasnart han fik Øie paa Hanne . „ De kjender mig sagtens ikke igjen . “ „ Skulde jeg ikke kjende Dem , Hr . Doktor ? “ sagde Hanne ; „ jeg glemmer ikke den sørgelige Tid , da jeg var ude hos min kjære Frue . “ „ Men hvorledes gaaer det til , min gode Kone , at hendes Datter boer hos Dem ? “ spurgte Lægen . „ Jeg troede , at hun havde Slægtninge her i Byen . “ „ Det har hun ogsaa ; men hun syntes nok ikke rigtigt om dem , eller de syntes ikke rigtigt om hende ; det veed jeg nu ikke saa nøie ; og saa foretrak hun at boe hos mig . “ Det kostede hende ikke ringe Overvindelse at anvende denne ubestemte diplomatiske Form i sit Svar . Havde det beroet paa hende selv , vilde Lægen have faaet en udtømmende Meddelelse om Sagens egentlige Sammenhæng ; men Christine havde gjentagne Gange taget det bestemte Løfte af hende , at hun ikke vilde fortælle Fremmede Noget derom ; og da Lægen kunde spore en vis Tilbageholdenhed , trængte han ikke videre ind paa hende . „ Men hvorfor i Alverden har De aldrig ladet os vide Noget herom ? “ spurgte Kraft . „ De feer jo af og til Thomas , og vi see jo ogsaa af og til Thomas . “ Paa dette Spørgsmaal fik Kraft imidlertid ikke noget Svar , da den gamle Læge spurgte , hvor Christine var , og da han havde faaet det at vide , blev han utaalmodig , og foretrak selv at søge hende op , for at overraske hende , som han sagde , men i Virkeligheden for at tale alene med hende . De to Mænd gik derfor igjen , og lode Thomas blive tilbage . „ Nu har jeg aldrig seet saa galt , “ udbrød Kraft , da de vare komne ned paa Gaden og betragtede det nye Sted , de skulde op i ; „ det var dog et forbausende Træf . Det er det Sted , der brændte sidste Vinter , og som jeg fortalte Dem om igaar . Det var dog mærkeligt , at det netop skulde være det Sted . “ Johansen kunde imidlertid i denne Omstændighed ikke opdage nogen Mærkelighed , men føiede sin elskværdige Ledsager i at blive staaende og betragte Huset . „ Jeg leder efter en Mand , skal jeg sige Dem , og har jeg nu seet Mage — der staaer han jo oppe . “ Denne for Lægen noget uforstaaelige Meddelelse ledsagedes af Kraft med en Pegen op mod en af Husets øverste Etager , hvor en ung Mand stod i et aabent Vindue og saae ned ad Gaden . „ Goddag , Hr . Selmer — Goddag , Goddag ; maa jeg tale et Par Ord med Dem ? “ raabte Kraft med en Stemme , som ikke alene naaede Den , til hvem Ordene vare rettede , men tillige foruroligede en Deel af Gadens Beboere , som saaes at aabne Vinduerne for at være Øievidner til den Ulykke , der ' absolut maatte være skeet , og derefter trak sig arrige tilbage , da der ingen Ulykke var at opdage . Uden at ane , hvilken Uro han havde forvoldt saamange Mennesker , blev Kraft ganske roligt staaende , og medens Selmer forsvandt deroppe og antages at være paa Veien nedefter , begyndte han at blive mere forstaaelig for Lægen , da han meddeelte ham , at han søgte en ung Mand , hvis Bopæl han for Øieblikket ikke kjendte , men at han i det Samme havde erindret , at den unge Mand havde Tilsyn netop med dette Sted . „ Og nu vil jeg foreslaae en Ting , “ sagde Lægen , efterat han og Selmer vare forestillede for hinanden ; „ da Dhrr . have Noget at tale om , beder jeg Dem at gjøre det , medens jeg udretter mit Ærinde . “ „ Netop hvad jeg ønskede , “ sagde Kraft ; „ det er vel betænkt og passer ypperligt . “ Da Lægen kom op i Stedet og ringede paa , var Skoletiden just forbi , og Christine i Begreb med at ordne sine Ting , inden hun gik . Fru Tvede aabnede Døren for ham , og da han havde sagt hende sit Ærinde , anviste hun ham „ Musikværelset “ som det Sted , hvor han vilde finde Frøken Haffner . „ Goddag , lille Christine ; bliv blot ikke forslrækket , “ sagde han , da han bemærkede hendes Overraskelse . „ Jeg kan tænke , at De bliver forundret over at see mig . “ Det gjorde hun rigtignok . „ Og skulde De troe , at jeg er bleven ligesaa forundret over at finde Dem her ? “ Dette Spørgsmaal fremsatte han i en halvt spøgende Tone , fordi han nu vilde gjøre det saaledes ; men i Virkeligheden var han ikke lidt bekymret , og havde været det lige siden Modtagelsen af hendes Brev , som var den nærmeste Anledning til hans Besøg i Kjøbenhavn . Denne Bekymring var bleven forøget , da han den foregaaende Dag ude hos Krafts havde hørt , hvor hun boede ; og den blev ikke ringere , da han nu traf sammen med hende selv , og af Udtrykket i hendes Ansigt tydeligt nok saae , at hun kæmpede med Sorger , ^hvormeget hun end i det første Øieblik gjorde sig Umage for at skjule det . Doktor Iohansen vilde under alle Omstændigheder have handlet som den kloge og skarpsindige Mand , han var ; men i det nærværende Tilfælde kunde Ingen bedre vide , hvorledes der skulde tales til Christine , end netop han . „ Sæt Dem nu her , lille Ven , og fortæl mig , hvorledes De har det , “ sagde han , idet han tog Plads ved Skolebordet , og fik hende til at sætte sig ved Siden af ham . „ De læser altsaa i denne Skole ? “ „ Ja ; jeg maatte see at faae Noget at bestille , og har væræt saa heldig at træffe Mennesker , med hvem jeg kan komme ud af det . “ „ Ingen stor Skole ? “ „ Ikke synderlig ; vi have kun en halv Snees Smaapiger . “ „ Det er maaskee Deres egen Familie , de Folk , som her holde Skole ? “ Det var det dog ikke . „ Hvad hedde de ? “ „ Tvede . “ „ Naa — nei , det Navn kjender jeg ikke ; men hvad er det nu for et andet Navn paa Slægtninge af Dem , som jeg har hørt nævne ? “ „ Maaskee Gorm , “ sagde Christine nølende , da hun helst vilde undgaae at komme ind paa den Sag . „ Rigtig . Der har vi det . Gorm . Nu husker jeg det godt . Gorm . — Hvad er Manden ? “ „ Jusfitsraad , “ sagde Christine uvilkaarligt , og kunde ikke bare sig for at smile over sit eget Svar , men tilføiede derpaa , at han ledede store Byggeforetagender . „ Aa javist ; nu har jeg det . Justitsraad Gorm . Det Navn er jo bekjendt nok . Det er altsaa ham , som har skaffet Dem denne Plads ? “ „ Nei ; det er ikke ham ; det er — en Anden . “ „ En Anden ? “ spurgte Lægen forundret , og saae paa hende uden at faae noget Svar . „ Hvorledes skal jeg forstaae det , Christine ? Har De da ikke henvendt Dem til Deres Slægtninge her i Byen ? “ Hun svarede ham ikke , men sad og saae ned for sig , og idet hun saa levende kom til at erindre den Tid , hun havde levet hos disse Slægtninge , traadte Taarerne hende i Øinene . Lægen tog hendes Haand i sin , og lagde den paa Bordet , og da han havde siddet lidt saaledes , sagde han hende , at han , lige siden han havde modtaget hendes Brev , havde havt en Formodning om , at Noget var galt fat , og at han nu var ganske vis derpaa ; men han havde jo været en saa gammel og trofast Ven af hendes Moder , tilføiede han , og havde altid holdt saameget af hende selv , at hun gjerne kunde have Fortrolighed til ham . „ Seer De , lille Christine , “ vedblev han , „ min Yndling har De altid været . Kan De erindre , at jeg i Begyndelsen af vort Bekjendtskab engang bildte Dem ind , at jeg var døv , og at De maatte tale høit til mig ? Jeg tog Dem paa Skjødet , og lod Dem raabe mig ind i Øret ; og derpaa bildte jeg Dem ind , at en heel Deel andre Folk ogsaa vare døve , saa at jeg maatte høre ilde næste Gang , jeg besøgte Deres Moder , fordi jeg havde faaet Dem til at raabe saaledes til alle Mennesker , at De nær ikke var blevet vænnet af med det igjen . “ Det kunde hun godt erindre . „ Og dette bringer mig til at tænke paa en anden Historie , “ vedblev han , og fortalte derpaa en anden og en tredie Historie , som levende erindrede hende om Fortiden ; — „ men lad mig nu ikke glemme , hvad jeg vilde sige . De kan jo nok huske , at jeg altid har været Deres gamle Ven , og derfor synes jeg , at det var ganske fornuftigt , om De fortalte mig , hvorledes det egentlig hænger sammen ; for seer De , lille Christine , jeg er nu saa gammel og erfaren , og har seet formeget til at lade mig narre , og jeg seer altfor tydeligt , at der er foregaaet Noget her , som har bragt Dem i en Stilling , hvor De efter min Mening ikke skulde være “ — „ Jeg holder virkelig meget af disse Mennesker , og flammer mig ikke ved “ — „ Hvor kan De troe , at det var min Mening , Christine ? Nei , jeg sigtede til noget ganske Andet . Hvorledes hænger det egentlig sammen med disse Justitsraad Gorms ? “ Han saae , at Blodet foer hende til Kinderne ved dette Spørgsmaal , og gav hende Tid til at fatte sig . „ De forstaaer jo nok , at jeg ikke taler- af paatrængende Nysgjerrighed , men som en gammel Ven , der beklager , at han altfor seent har søgt Dem op , og som nu bestræber sig for at bøde lidt paa sin Forsømmelighed . “ Blandt den gamle Læges herlige Egenskaber var ogsaa den , at han uvilkaarligt indgød dem Tillid , med hvem han kom i Berøring , og at han fortjente denne Tillid . Allerede hans blotte Nærværelse bragte hende en Følelse af Trøst , hvormeget mere gjaldt det ikke om hans Ord , som vidnede om hans Venlighed og kjærlige Omhu for hende , og som kaldte gamle Minder saa levende tilbage . Erindringen om hendes Hjem med dets Tarvelighed , men endnu mere med dets Glæder , hvis Lige hun aldrig senere havde følt ; og Erindringen om , hvorledes han havde ført Liv og Solsfin ind hos dem , og været deres skjulte Velgjører , som sindrigt havde forstaaet at unddrage sig alle Taksigelser , og hvorledes han havde viist hende de smaa Kjærlighedens Gjerninger , som Børn opfatte saa mærkværdig skarpt , og som de senere mere end noget Andet frede om og bevare i taknemmelig Ihukommelse , fordi Barndommens Aand lever i disse Minder , og vedbliver , naar Livet formørkes , at lyse med gyldent Skær , — Erindringen vin alt Dette blev hende saa uimodstaaelig , at hun faldt sin gamle Ven om Halsen og hulkede . „ Vi ville give os Tid , “ sagde han med lidt usikker Stemme . „ Vi ville tale sindigt og roligt om denne Sag som de gode , gamle Venner vi ere , Christine . “ Saaledes vedblev han at tale til hende , og medens han langsomt og forsigtigt ledede hende frem , idet han snart opmuntrede og trøstede hende , snart opfordrede og formanede hende , og i det Hele udfoldede den Taktik , som anvendes af en praktisk Menneskeven — hvis Forskjel fra de blot theoretisk er umaadelig stor — saa kjendte han snart hendes Historie meget bedre end hun selv . „ Men De vil ikke glemme det Besøg , jeg havde af Fru Gorm , “ sagde Christine , da Lægen lod et Par Ord falde om , at hun maatte være en „ mærkelig “ Kone . „ Nei , “ sagde han ; „ det er netop dette Besøg , som kommer mig lidt paatværs ; havde det ikke været , saa havde jeg havt hende klart og tydeligt , et høist fuldkomment Portræt med Ramme og det Hele , “ tilføiede han , og saae betænksom ud . „ Det faaer nu være som det vil , saa gjøre vi dog bedst i at lade disse Mennesker seile deres egen Sø ; men jeg synes ikke , at De længere skulde boe hos Hanne . Misforsfaa mig ikke , “ vedblev han , da hun vilde gjøre Indvendinger , „ jeg er overbeviist om , at hun er en brav og forstandig Kone , men alligevel mener jeg , at De burde et andet Sted hen . “ Dette vilde Christine imidlertid ikke høre Noget om , og holdt fast ved sit Forsæt om at vedblive med Underviisningen hos Tvedes . „ Ja ja , “ sagde Lægen , „ saa lade vi det beroe derved idag ; men nu maa De skrive mig til , Christine , og svare mig nøiagtigt , naar jeg spørger Dem om Et og Andet . — Her er ellers en flem Atmosfære , min kjære Pige ; Væggene drive jo formeligt . Lad os at see at komme assted ; jeg havde nær glemt min gode Ven , som gaaer nede paa Gaden og venter paa Dem . “ „ Paa mig ? “ „ Ja , netop . Jeg gjorde rigtignok først igaar hans Bekjendtskab , men det er en Mand , som ikke længe bliver fremmed for En . Da han hørte , at De boede hos Hanne , fik han Lyst at følge med herud idag og hilse paa Dem . Det er en Brygger Kraft fra Amager , en snurrig Patron , men forresten den prægtigste gamle Karl af en Brygger , jeg endnu har truffet ; jeg er ganske indtaget i ham . “ „ Jeg kjender ham godt af Omtale , gjennem Hanne , “ svarede Christine . „ Saameget desto bedre ; lad os saa— hvad var det ? “ Dette pludselige Spørgsmaal fremkaldtes derved , at der lød et Brag , som om en tung Gjenstand styrtede ned i Værelset ovenover dem , og medens han forundret blev staaende og saae paa hende , gjentog Larmen sig og blev næsten øredøvende . „ Men styrter Huset sammen , Christine , eller hvad er der dog paafærde ? “ spurgte han forbauset . „ Det er en skrækkelig Mand , som boer ovenpaa , og som undertiden er nærved at tage Livet af mig . “ „ Men hvorfor lader man en gal Mand tumle frit og ugeneert paa denne Maade ? “ sagde Lægen . „ Han er egentlig ikke gal , “ svarede Christine forklarende . „ Jeg har flere Gange hørt ham tale meget fornuftigt , men han er undertiden i det uheldige Hjørne ; saaledes kalde de det idetmindste . “ „ Ja det troer jeg s ' gu nok , — i det uheldige Hjørne , “ udbrød Lægen . „ Det er et meget uheldigt Hjørne . Han er splittergal skal jeg sige Dem ; det er det , han er . “ I det Samme lød der igjen et Brag , og en støiende Stemme kunde høres gjennem Lostet . „ Det er dog uforsvarligt at lade et saadant Menneske gaae frit omkring , — hvad hedder han ? “ „ Bruun . “ „ Bruun ? “ gjentog Iohansen , og saae opmærksomt paa hende . „ Dog vel aldrig Frederik Bruun ? “ „ Jo ; saaledes hedder han . Jeg har et Par Gange seet hans Navn skrevet , og det er Frederik August Bruun . “ „ Saa er det ham , “ udbrød Lægen , og saae nu selv ganske forfærdet ud . „ Jeg har kjendt ham godt i hans unge Dage ; han var engang en flink Student , men fik desværre aldrig sin sidste Examen . Senere har jeg nok Hørt , at det var gaaet tilbage med ham . — Skrækkeligt , at han skulde ende paa denne Maade ! “ Den gamle Læge stod et Øieblik og betænkte sig , indtil han vakles ved Støien , som begyndte paany , „ Jeg vil see det Menneske ; maaskee jeg kunde tale ham tilrette . “ „ De skulde ikke gjøre det , “ sagde Christine ængsteligt ; „ naar han er i det uheldige Hjørne , maa man helst lade ham være i Ro . “ „ Det forstaaer je^ bedre , lille Ven , “ sagde Lægen ; „ vil De vente mig hos Hanne , til jeg kommer tilbage , saa gaaer jeg op og taler med ham . “ Hun lovede det , og Lægen gik . Det var nemt for ham at finde Værelset , da Støien vedblev derinde . Først troede han , at der var Flere som skjændtes , men opdagede snart , at det var den samme Person , som talte høit med sig selv . Da han havde banket paa og aabnet Døren , saae han Bruun i en ophidset Tilstand gaae frem og tilbage i Værelset . Skjøndt Huset var temmelig nyt , vilde det dog ikke være faldet Nogen ind , som kun havde seet dette Kammer . Væggene , som endnu ikke vare betrukne , men stode , som Murerne havde forladt dem , vare bedækkede med et graabruunt Lag af Støv og Snavs , og Gulvets oprindelige Farve kunde intetsteds opdages . Sengen stod uredt , og et Par affældige Stole laae væltede paa Gulvet . Paa et ubeflrivelig tilsølet Bord stod en tom Flaske , hvori der sad et halv udbrændt Lys , og ved Siden stod en fyldt Flaske og et Glas med Træfod ; der fandtes endnu et Par fidtede Bøger , nogle krøllede Papirer og et gammelt Skrivetøj ; og midt i dette Chaos tumlede den forbittrede Mand omkring i en usund Lnft og et blakket Lys , som var Alt , hvad Sommersolen kunde drive det til gjennem de snavsede Ruder . Saa beklumret var Luften derinde , at Lægen , idet han aabnede Døren , uvilkaarligt trak sig lidt tilbage med en Fornemmelse af Kvælning . Der var ingen Tvivl om , at Bruun blev ligesaa forbanset ved at see en Fremmed , som den Fremmede blev det ved at see ham , og da han saae Døren blive aabnet , standsede han et Øieblik i Farten . „ Hvem er De ? — Hvad vil De ? “ raabte han forbittret . „ Jeg vil tale med Dem . “ „ Men jeg vil ikke tale med Dem ; gaa Deres Vei ! “ „ De skal tale med mig , “ sagde Lægen roligt . „ Jeg lader mig ikke saaledes kaste paa Døren . “ „ De er en af disse Generalforpagtere , det er tydeligt nok ; gaa , eller jeg kaster Stolen , i Hovedet paa Dem . “ „ Generalforpagter ? “ sagde Lægen . „ Hvad er det for en Snak ? Øer er ingen Generalforpagtere hertillands . Jeg er Læge . “ „ Jeg har ikke havt Bud efter Dem . “ „ Jo , De har . “ „ Nei , jeg har ikke . Maa man nu ikke længere have Fred i sin egen Stue ? “ „ Jo , De har . Naar et Menneske larmer , som De nyligt gjorde , og en Læge tilfældigviis hører det , saa er det det Samme , som om der var sendt Bud efter ham . Forstaaer De det ? “ „ De mener , at Manden er gal , hvad ? “ spurgte Bruun , som om han talte om en fremmed Person , og slog en høi Latter op . „ Netop , min Ven . Splittergal . Men da jeg seer , at han dog idetmindste kan tale sammenhængende , “ vedblev Lægen med uforstyrrelig Ro , „ saa tillader De , at jeg tager en Stol og sætter mig . — Hvad er der egentlig iveien , gode Ven ? “ „ Jeg er ikke Deres gode Ven ' , “ sagde Bruun tvært , og vendte ham Ryggen . „ Gaa Deres Vei , og lad mig være i Fred . “ „ Da har De dog engang været det , Bruun . Kan De ikke erindre Johansen ? “ Ved disse Ord vendte Bruun sig halvt om og saae forskende den fremmede Mand i Ansigtet . „ Jeg troer ikke , at De lyver , “ var hele den Indrømmelse han gjorde , og vendte ham atter Ryggen , medens han stod og saae ud af Vinduet . Det var tydeligt , at Lægens Nærværelse lagde Baand paa ham , og holdt hans Voldsomhed nede . Det var ham ubehageligt , at en Fremmed skulde være Vidne til de Kampe , han førte med sig selv , og da maaskee gamle Erindringer , som nu dukkede op , afholdt ham fra at iværksætte sin Trusel , forskandsede han sig bag en afvisende Tværhed . „ Kunne Aarene virkelig saaledes forandre Mennester , “ sagde Lægen halvt for sig selv , „ at de , som engang have været Venner , og saa at sige dagligt have seet hinanden , nogensinde kunne mødes som om de vare hinanden ganske fremmede ? “ Intet Svar . „ Jeg har hidtil bildt mig ind , at der maatte blive en lille Rest tilbage , “ vedblev Lægen , „ en eller anden Erindring om en munter Dag , eller en lykkelig Time , eller blot om et eneste fornøiet Øieblik , som kunde kalde de ungdommelige Skikkelser og glade Ansigter tillive igjen ; men jeg har nok taget seil , seer jeg . “ Den Anden svarede endnu ikke . , og vedblev at staae med Ryggen mod ham og see ud af Vinduet ; men ved den lurvede forsultne Skikkelse havde Lægen bemærket en Trækning , en ubetydelig Bevægelse , der vel kunde tydes som Utaalmodighed , men ogsaa som Tegn paa , at hans Ord fandt Indgang . „ Jeg er vis paa , at De endnu kan husfe den Aften , Bruun , da De var i Selskab hos mine Forældre . De havde først undskyldt Dem , men jeg gik hjem til Dem og nødte Dem til at komme . Der skulde deklameres , som det dengang var Brug , og jeg blev beordret til at gjøre Tjeneste , men slilke mig yderst slet derved ; men da jeg standsede midt i det , tog De Ordet og fortsatte saaledes , at De vakte almindelig Jubel . “ „ Jeg husker det nok , “ svarede Bruun i en Tone , som om denne Indrømmelse blev ham af . nødt , „ men lad mig nu være i Fred . Jeg siger Dem Tak , fordi De har villet tale med mig — det er mange Aar siden jeg tækkede Nogen af Deres Slags — men lad mig nu være i Fred . “ „ De er tilfrossen , Bruun ; aandelig tilfrossen . Viis ikke denne Leilighed bort , naar en gammel Ven besøger Dem ; jeg hørte først for et Øieblik siden , at De boede her , og har ingen egennyttige Hensigter med mit Besøg , uden forsaavidt det glæder mig at fornye et gammelt Bekjendtskab . “ „ De har Ret , “ svarede Bruun ; „ jeg er aandelig tilfrossen , og tøer ikke mere op . Det hjælper ikke at tale om den Ting . “ „ Jo , det gjør , Bruun . Sæt Dem ned — sæt Dem dog ned , og lad mig tale med Dem . “ Han vendte sig om , satte sig paa Kanten af Sengen og saae ned for sig . „ De kan troe mig paa mit Ord , Bruun , “ vedblev Lægen , „ naar jeg som gammel Prakfikus siger Dem , at De vilde have godt af at udtale Dem til Nogen , til hvem De havde Tillid . Jeg forlanger naturligviis ikke , at det netop skal være til mig ; men da jeg nu tilfældigviis er her , og da jeg forudsætter , at De ingen Grund har til at nære Mistillid “ — „ Det kan være muligt , at De har Ret , “ sagde Bruun ; „ det er mange Aar siden jeg har talt med en Mand , som kunde forstaae mig ; maaskee kan De det . See Dem om ; hvad seer De herinde ? Jeg skal sige Dem det — Fattigdom , Uorden , Snavs og Elendighed ; Forladthed , Sygdom og engang imellem Sult . Der har De Overskrifter til Kapitlerne i mit Liv . “ „ Hvorledes er dette gaaet til ? De var jo engang en flink Student . “ „ Det var jeg , det tør jeg selv sige . — Veed De , at jeg engang var forlovet ? “ „ Det har jeg aldrig Hørt Noget om . Dengang har jeg formodentlig allerede været borte fra Byen . “ „ Dermed begyndte det . Da det gik overstyr , tabte jeg Lysten til Bogen , og fik aldrig min Examen . Men jeg var da ikke et Udskud af den Grund . Et Menneske kan vel endnu bruges , om han ogsaa ikke har faaet sin Examen ? “ „ Hvorfor tog De da ikke energisk fat paa noget Andet ? “ „ Hvorfor jeg ikke gjorde det ? “ udbrød han forbittret . „ Det skal jeg sige Dem . Jeg løb fra Herodes til Pilatus for at faae Noget at bestille ; flere af mine tidligere Kammerater vare allerede i Vei og sade i Embeder . De lovede at skaffe mig Noget , og jeg havde det bedste Haab , men de skaffede mig ikke Noget . De viste mig til Andre , og de Andre viste mig tilbage til dem igjen , og saaledes gik Tiden . Inden jeg vidste af det , vare de gamle Kammerater blevne fornemme Mænd , som ikke mere vilde kjendes ved mig ; de vare blevne Matadorer , seer De , og en Matador hertillands er en farligt Skabning , man maa tage sig iagt for . Det er lettere at leve mellem vilde Dyr end mellem Matadorer ; de vilde Dyr give sig dog ikke ud for Andet , end hvad de ere ; de brøle og saa veed man , hvad man har at vente ; men Matadorerne ere bløde som Fløil , at sige engang imellem ; for de knnne ogfaa være plumpe , raa , hensynsløse og tyrannisk som ingen Andre , naar det falder dem ind ; de kunne række En Haanden nok saa venligt , og overlegent love En deres Beskyttelse , men naar man vender dem Ryggen , kunne de slaae En som Tigre . Veed De , hvad det vil sige , naar man er kommet til Skjelsaar og Alder , at blive tiltalt som en Skoledreng ? Veed De , hvad det vil sige , uden Indvendinger at maatte modtage Lektioner og overlegen Belæring , som om man ikke kunde tælle til Fem , og det af En , med hvem man idetmindste erkjender sig selv lige i Forstand ; af En , som kun har det forud , at han sidder i et Embede eller i en god Forretning , medens man selv er fattig ? Veed De , hvad det vil sige at være nødt til at modtage en hensynsløs , plump og irriterende Tiltale , naar man vover at gjøre Indvendinger , eller endog uden dette , naar Matadoren er i det Hjørne ? Veed De , hvad det vil sige , at maatte høre paa disse velnærede , frække og forædte Karles vanvittige Tale om , hvad stakkels Mennesker maae kunne leve af ? Veed De , hvorledes det fager sig ud , naar disse Matadorer i deres offentlige Taler strutte af Dyd og Mcnneskekjærlighed og faae Tosserne til af troe paa deres ophøiede Phrascr , medens Sandheden er , af de ikke kjende Tusindedelen af Elendigheden i den Verden , som de ere saa beredvillige til af offre sig for — i Ord ; og af de skyde den fra sig , ville ikke kjende den , lade som om den ikke var til , naar det kommer til Stykket ? Og veed De saa endelig , hvad det vil sige , af see alt Dette hver Dag , fra Morgen til Aften , af vide og kjende det tilbunds , og faa af lade sig trampe ned , af være underdanig mod dem , -man overseer ; af tigge hos dem , man ringeagter ; af lade sig behandle overlegent af dem , man hader ; og af blive holdt for Nar med tomme Løfter , og tilsidst kastet paa Døren ? Veed De , hvad det vil sige ? Nei , De veed ikke . Det kjender man kun , naar man har prøvet det ; og det har jeg . Jeg har indsuget Giften draabeviis , og den er bleven Et med mit Væsen allerede for mange Aar siden . Kom ikke og fortæl mig , at jeg ogsaa selv maa have nogen Skyld ; det veed jeg meget godt , hvem er feilfri ? Men jeg har een Feil , som jeg selv sætter Priis paa , og det er især den , som har ødelagt mig . Jeg har altid været oprigtig . Om jeg ogsaa i Begyndelsen tvang mig selv til at være lidt underdanig , saa opgav jeg det snart igjen ; jeg kunde ikke holde det ud . Jeg sagde min Mening recntud , og det maa man ikke . En Matador kan ikke taale , at hans Mening bliver modsagt ; og en Matadors Mening bliver mere og mere ufeilbarlig , jo høiere han kommer iveiret . Han elsker fremfor Alt Sandheden og Dyden og — Vaas , siger jeg , lutter Vaas ; han elfter Magten , gjør han , og intet Andet . Han forpagter et af Magtens Riger , og der hersker han som Despot . Jeg kjender disse Gencralforpagtere fra mine Studenteraar . Jeg erindrer godt , hvorledes hver Videnskab og hver Kunst dengang havde sine Gcneralforpagtere , og at alle De , som ikke bøiede Knæ for Afguden , bleve standsede paa deres Vei og sknbbede tilside . Dengang troede jeg , at det kun var paa disse Omraader , at der fandtes Gencralforpagtcre — saa dum var jeg — nu veed jeg forlænge siden , at de sindes overalt . Jeg har været en oprigtig Natur , jeg har hadet Underkuelse , jeg har talt til Gencralforpagterne som til Mennesker paa to Been , og intet Videre , og deraf blev Følgen — see Dem om i Værelset , saa seer De Følgen . Og nu vil jeg sige Dem een Ting til Slutning ; jeg er ikke forskruet eller sindsforvirret ; jeg er ved mine fnlde Fem , naar jeg siger Dem , at jeg hader disse Karle , og at jeg vil hade dem til Dommedag . “ Idet han tilføiede de sidste Ord , reiste han sig , og i sin Forbittrelse slog han haardt i Bordet . „ Jeg siger det endnu engang , jeg vil hade dem til Dommedag . “ „ Der er maaskee Noget i hvad De siger , Bruun , “ svarede Lægen , som roligt havde hørt paa ham , „ men Deres bittre Sind lader Dem see Tingene i et altfor grelt Lys “ — „ De kan spare Dem Uleiligheden , “ afbrød den Anden ham . „ Jeg gaaer ikke mere paa Akkord ; det er forlænge siden forbi . Om jeg bukker under i Kampen eller ikke , er mig nu ganske ligegyldigt ; men jeg kæmper til det Sidste . “ Dermed stillede han sig igjen hen ved Vinduet . „ Hvorfor vedblive en Kamp , naar man iforveien erkjender , at den er haabløs ? Hvorfor unddrage sig enhver Tilnærmelse og enhver Trøst ? “ „ Jeg har min Trøst . “ „ Er det dette ? “ Han vendte sig om , og saae , at Lægen pegede hen paa Bordet . — „ Ja , “ sagde han . „ Knnde De ikke lade det være ? “ „ Nei . “ „ Idag vil jeg ikke tale mere om denne Sag , “ vedblev Lægen ; „ men da De er oprigtig , faa siig mig , om De troer , at jeg er Dem venlig sindet . “ „ Det troer jeg . — Tak sial De have . “ „ Det er ikke for at faae Deres Tak , at jeg siger det ; men for at faae Deres Tillid . Og naar jeg nu forud siger Dem , at et Afslag vilde saare mig , saa spørger jeg Dem , om jeg maa hjælpe Dem med Et og Andet . “ „ Jeg kan hjælpe mig selv , “ svarede Bruun , dog ikke absolut afvisende . „ Jeg reiser bort fra Byen igjen , “ vedblev Lægen , der lod , som om han ikke havde hørt den Andens Svar , „ og vil anmode min Søstersøn , Doktor Clausen , om at besøge Dem . Saa maa Øe tage imod ham , Bruun ; han er en brav Mand . Lover Øe mig det ? “ „ Ja . “ „ Farvel , min gamle Ven , “ sagde Lægen og rakte ham sin Haand , som han halvt bortvendt modtog ; „ jeg skriver snart til Dem . “ Den gamle Læge saae ham endnu staae tvær og ubevægelig ved Vinduet , da han lukkede Døren efter sig . Selv var han saa betaget af , hvad han havde seet og hørt , at han blev staaende ude paa Gangen , for at samle sig lidt , men da det paa engang faldt ham ind , hvorlænge han havde ladet de Andre vente paa sig , skyndte han sig ned og blev ikke synderlig forundret ved ikke at kunne faae Øie paa dem . „ Øe ere naturligviis borte for længe siden , “ sagde han ved sig selv , medens han stod og saae op og ned ad Gaden , men blev i det Samme tiltalt af Selmer , som havde holdt Øie med ham , og som anmodede ham om at gaae op hos Hanne , hvor de Andre ventede ham . Han fortalte i faa Ord Selmer , hos hvem han havde været , og var endnu i en noget betaget Tilstand , da han kom op hos Hanne . „ Jeg beder Dem meget at undskylde mig , “ begyndte Lægen , som saae noget anstrengt ud . „ Ingen Undskyldninger , Doktor Johansen , “ raabte Kraft , som sad henne ved Vinduet hos Christine . „ Jeg har brugt Tiden kan De troe . Først har jeg bearbeidet den unge Mand her , der er saa seig som gammelt Læder ; jeg vil have ham til at udføre et Stykke Arbeide for mig , som han tilstaaer , at han kunde udføre , hvis han vilde ; men troer De , at han vil ? “ „ Det forholder sig ikke ganske saaledes , Hr . Kraft , “ indvendte Selmer . „ Jo det gjør . Det er Stridighed og Særhed ; Særhed og Tværhed , Særhed og Tværhed , “ gjentog Kraft , henrykt over at have fundet dette Ordrum ; „ og derpaa har jeg kjedet denne unge Dame , og plaget hende saalænge , at hun følger med hjem . Derfor foreslaaer jeg nu , at Hanne lukker Boutiken i en Fart , og at vi Alle som En tage ud og forsfrække ben gamle Kone , som faaer Huset fuldt af Fremmede ; det har hun godt af , “ tilføiede han , og gned sig fornøiet i Hænderne ; — „ en rædsom Hede , Hr . Doktor , forfærdelig . “ En halv Time efter sade de Alle tilvogns og kjørte i det skjønne Sommerveir hjem til Krafts ; Thomas var bleven sendt iforveien for at hente sin Herre derud , og Selmer havde nu indtaget hans Plads . Medens de saaledes kjørte ud paa Landet i den friske Sommerluft og det klare Solsfin , og medens Sæden modnedes og Livet vrimlede oppe og nede ; medens Lys og Varme sænkede sig ned over dem og gav Jorden et Udseende , som om den kun var til Lyst og Glæde for Mennesker , stod Bruun endnu bestandigt ved Vinduet i sit elendige Kammer , og var faldet i Betragtninger . Ligesom faa Streger paa en Tegning , naar de ere godt dragne , kunne faae Øiet til at see endeel mere end der findes paa Papiret , saaledes havde Lægens svage Antydninger aabnet en Port paa Klem , og ladet en enkelt Skikkelse kigge frem til ham ; den blev fulgt af en anden , og en tredie , og derpaa aabnede Porten sig langsomt for en heel Skare af Skikkelser , som fra fjerne , længst forglemte Egne vendte tilbage med Herligheder , og holdt deres Indtog med Pomp og Pragt . De kom , enten han vilde eller ikke , og der var ikke Tale om at standse dem ; men den ringe Opmærksomhed , han fra først af havde skjænket dem , voxede hurtigt , saa at han var midt i Optoget , inden han selv vidste deraf . Han saae lystige Fætterc , som med deres fyldte Glas nikkede til ham og istemte gamle Drikkeviser ; pudsige Krabater , som engang handlede med brugte Klæder , og som med store Byldtcr paa Armen trængte sig frem mod ham ; den fordums Urtekræmmer fra den gamle mørke Boutik , „ Fidteboden “ kaldet , hvor han kjøbte daarlige Cigarer , naar han ikke havde Raad til at kjøbe dem bedre ; unge Venner fra Studentertiden og gamle Venner fra Hjemmet , smukke Piger , Kagekoner , Vægtere , Soldater og Tjenestepiger , Allesammen i een stor myldrende og vinkende Skare , der vedblev at drage forbi , som om den aldrig skulde faae Ende ; og medens han grublede over , hvor han havde seet dem før , thi han kjendte dem jo Alle , stod han ikke længere , som en ligegyldig Tilsfuer , men hvirvlede selv afsted med Flokken . Tolvte Kapitel . Ogsaa paa Gorms Landsted hvirvlede Flokken . Da Selsfabscentret før længe siden havde flyttet sig ud paa Landet , drog Kredsen med , og strakte sig som en lang Kjæde fra Byen derud , og derudefra tilbage til Byen , Alle glade og fornøiede , med Undtagelse af nogle enkelte i Kjøbenhavn ansatte EmbedsGumlinger , hvem en Overordnet i et Anfald af Vigtighed havde givet Tilhold om , af de dog engang imellem maatte lade , som om de havde et Embede af varetage , og som paa Grund af dette taabelige Paalæg undertiden forhindredes i af deeltage i Middagsselsfaberne . Familien Gumling , eller som den selv foretrak af kalde sig , Slægten Gumling , havde natnrligviis sine Traditioner , ligesom alle andre gamle og følgelig udmærkede Slægter , og saalangt disse Traditioner naaede tilbage , stemmede alle Vidnesbyrd overeens i dette ene Punkt , af Slægten til enhver Tid var bleven behandlet med den Udmærkelse og Ærbødighed , som skyldtes dens høie Ælde — og dens Fortjenester ; „ thi det maatte dog vel regnes den til Fortjeneste , “ yttrede engang den alderstegne og høivelbaarne Roderik von Gumling , „ af Slægten i mere end een Menneskealder havde beklædt saamange Embeder i Told- , Post- og Forstvæsenet , og af kun en Eneste var gaaet under Stregen , da han nedlod sig til af modtage et , rigtignok godt lønnet , Amtsforvallerembedc , hvilken Fordunkling af Slægtens Glands — Gud være lovet , “ filføiede han , — „ dog knn havde været forbigaaende , da den Paagældende kort efter havde ladet sig udnævne til Etatsraad . “ Enkelte af Slægten havde endog staaet Konger nær og været deres Venner ; i Famliens Archiv fandtes et Dokument af forholdsviis høi Ælde og utvivlsom Ægthed ; unegteligt kun en Lap Papir , men ikkedestomindrc af stort Værd , eftersom den indeholdt et Par Linier fra en Monarch , som med høisfegcn Haand havde tilskrevet et af Slægtens forlængst afdøde Medlemmer og kaldt ham „ min kjære Gumling “ , samt indbudt ham til en Rævejagt og derefter til Væddemaal og Spil , „ for at Vi kunne tage Oprcisning for den sidste Aften , “ stod der . „ Fy Dig an , Du arge Skalk , for den store Sum Du sidst vandt fra Os . “ Dette Dokument , som var det eneste skrevne Vidnesbyrd om Slægtens Forhold til høie og mægtige Personer , og som opbevaredes i en rod Saffians Brevtaske med forgyldt Vaaben , var naturligviis tilstrækkeligt til at godtgjøre , hvormegen Huldsalighed der var viist dem ; og da nu en Overordnet , tilmed En af „ disse “ Overordnede , vovede at tiltale enkelte af Slægtleddene , som ovenfor sagt , erklærede de reentud , at det var „ et Tidernes Tegn “ , hvilket i dens Mund , som udtaler det , i Regelen betyder , at det ikke gaaer ham efter Ønske . Den unge Diderik von Gumling , som endnu ikke havde modtaget noget Embede , og saaledes foreløbigt alene ved sit Navn ydede Bidrag til Slægtens Glands , var en jevnlig Gjæst paa Gorms Landsted , og blev mere og mere uundværlig for Abel , som i sine landlige Omgivelser Intet mærkede af deres Idyl , men desto mere af deres Ensomhed . Fru Gorm , som frygtede for at lade ham blive alene tilbage i Byen , holdt ham i et Slags Forvaring ' ude paa Landet , hvorfra han kun en sjelden Gang unddrog sig , naar han under et eller andet Paaskud kunde komme til Byen med sin Fader . Den Tilstand , hvori Abel som en Følge heraf befandt sig , var Kjedsommelighed , som nu og da steg til vild Kjedsommelighed . Hvis hans Moder nogensinde havde tænkt sig Muligheden af , at der kunde blive et Parti af ham og Augusta , saa havde hun forlænge siden opgivet denne Tanke ; thi om hun end havde været filbøielig til at oversee en eller anden enkelt Mangel — dersom der ikke havde været Andet iveien — saa var hun skarpsynet nok til ikke at kunne skjule for sig selv , at Abel næsten udelukkende bestod af Mangler . Hendes første Fordring til Folk , at de skulde have Charakteer , vilde hun ikke engang tage med i Betragtning , da Abel i saa Henseende faldt udenfor enhver Maalestok ; men naar hun saae hen til hans „ excentriske Ejendommeligheder “ , som hun kaldte dem , saa indrømmede hun for sig selv , at de maatte mishage enhver ung Pige . Til disse Eiendommeligheder hørte det saaledes , at han lagde sig paa Ryggen paa en Græsplaine , med sin Hat over Ansigtet og sov paa ubestemt Tid ; eller at han med Hænderne i Lommen stillede sig hen og gloede paa sin Moder og Augusta , naar de talte sammen , og afbrød dem med Bemærkninger , der ikke stode i nogensomhelsf Sammenhæng med det , de talte om . Undertiden begav han sig ind i andre Folks Haver , hvor han bragte sit Ansigt i nærmere Forbindelse med Husets Vinduer , end Beboerne just fandt tiltalende . ' Et Par Gange havde Kjedsommeligheden drevet ham ned til Vandet — Landstedet laae nemlig ved Sundet — hvor han til en Afvexling havde fundet paa at benytte fremmede Badehuse , naar han kunde komme ind i dem , og saaledes paa en mindre behagelig Maade overrasket Eierne , naar de kom derned og fandt ham i Begreb med at forfriske sig i det kjølige Element . Han brød sig kun lidt om , at de i just ikke forekommende Udtryk anmodede ham om strax at forføie sig bort , og gjorde endogsaa den træffende Indvending , at det var dumt at forlange det af ham , hvilket forsaavidt var rigtigt , som han forhandlede med dem i en Havmands lette Coustume ; derimod ærgrede det ham , at flere unge Damer af Begivenheden toge Anledning til at falde ham deres „ Vandskræk “ ; hvilket jo næsten var personligt , meente han . Det Værste ved det Hele var imidlertid , at disse Badehistorier kom hans Moder for Øre , og da hun hadede flige Nordener , anvendte hun sin moralske Overlegenhed paa en saadan Maade , at hun holdt ham i en Tilstand af Nervøsitet , saalænge hun havde ham i Sigte . Justitsraad Gorm selv færdedes mellem Landstedet og Byen , hvorhen hans Forretninger næsten dagligt kaldte ham . Naar han havde sikkret sig , at hans Befalinger vare efterlevede , forlod han igjen Byen og „ plantede Kaal i sin Have “ , hvilket naturligviisvil sige , at hans Gartner gjorde det , men at han , ligesom saamange andre store Mænd , fik Æren for det han aldrig havde udført . Iøvrigt var det ham en Tilfredsstillelse , naar han havde Gjæster , og dem havde han næsten hver Dag , at vise Huset og Haven frem , og at sætte dem ind i Tingene ; han blev aldrig træt af at fortælle dem , „ at det var f ' gu kostbart , var det ; men nu havde man det engang , “ og naar Folk indrømmende yttrede , at det vistnok var meget kostbart , meddeelte han dem yderligere , for at de kunde faae et rigtigt Begreb derom , hvad Bygningen stod ham i , og hvormeget Huusleien „ androg “ , for ikke at tale om , hvad Skatter , Reparationer og Vinteropsyn løb op til . Han var en « åbenhjertet Mand , hvis Affairer Folk gjerne maatte kjende ; han holdt sig ikke tilbage i Byen og gjemte paa Kapitalerne , „ saaledes som De , min gode Frederiksen , eller De , min gode Poulsen og Petersen ; “ en Beskyldning , der som oftest savnede al Grund , eftersom disse Gjæster slet ikke havde nogen Kapital at gjemme paa , hvad han ogsaa meget vel vidste ; men der laae en uimodstaaelig Fristelse i at slaae Frederiksen , Poulsen og Petersen paa Skulderen , og beskylde dem for at være snedige Kapitalister , og vide , at de tilintetgjort sank sammen under Beskyldningen . Han gjemte altsaa ikke Pengene paa Kistebunden , men holdt Landsted , og brugte , „ forsikkrer jeg Dem “ , ligesaamegct i et Par Maaneder , som adskillige Familier kunde have levet af hele Aaret rundt ; men gjorde han det ikke for sine Gjæstcrs Skyld ? Naturligviis ; og derfor maatte de ogsaa bære over med ham , naar han høimodigt bekjendte sin Svaghed og tilstod , at det „ i Grunden var forrykt , min Ven , aldeles forrykt . Galskab , bedste Svendsen , reen Galskab . “ Ved disse Udtalelser fik Svendsen undertiden ubehagelige Fornemmelser , som om han bidrog Sit til denne Galskab , men under stadigt Hensyn til de lukulliske Middage gjenvandt han dog snart Sindets Ligevægt , og modtog hine Underretninger saa ofte , at han tilsidst betragtede dem som et bittert , men ingenlunde ubehageligt gastronomisk Pirringsmiddel ; medens derimod en gammel Etatsraad , som var bekjendt for sin hvasse Tunge , og som , den forste Gang han besøgte Gorm , paa lignende Maade fik en Udsigt over hans Status , bagefter erklærede , at han ikke ønskede at besøge Hotelværter , og aldrig kom der siden . Gorm , som ikke fattede denne hans Adfærd , fortsatte sine beskedne Meddelelser , og da Beskedenhed , især . hos de Store , kun bidrager til at stille deres andre udmærkede Egenskaber i et saameget fortrinligere Lys , saa var Gorm stor , i Sandhed meget stor . Fru Gorm udviklede her , som overalt , sin „ Charakfeer “ , og idet hun ved alle . Leiligheder bestræbte sig for af see Sandheden i Øinene og Tjenestefolkene i Kortene , var hun paa sin Viis en Haandhæver af Retfærdighed og Orden , men ikke af Hyggelighed . De store Værelser med deres kostbare Bohave , som stod langsmed Væggene , lignede øde Vandflader , der havde kastet Ting iland paa Kysterne , og ydede i Sommertiden idetmindste den Fordeel , af de gjorde et koldt Indtryk . Mellem Fru Gorm og Augusta havde der efterhaanden udviklet sig et Forhold af en lidt variabel Natur . Fru Gorm havde lige fra Begyndelsen af følt sig tiltalt af den unge Pige , og oprigtigt beundret hendes Skjønhed . Augusta var en smuk Figur i Selskabet , og det var Fru Gorm selv en Behagelighed af have den unge Pige om sig ; men da Intet kunde komme i denne Kones Nærhed , uden af mærke hendes Indflydelse , saa var det ganske naturligt , af dette i en særegen Grad kom til af gjælde om Augusta , som var af en livlig og bevægelig Natur . I Begyndelsen af sit Ophold hos Gorms følte hun et ubestemt Savn af den fredelige og beroligende Aand , hun kjendte fra Hjemmet , men selv om de mange nye Indtryk ikke heelt udflettede dette Savn , hvilket de ikke gjorde , saa lobe de det dog til enkelte Tider træde i Baggrunden . Hun skrev jevnligt til ^ine Forældre og glædede dem ved sine Meddelelser om Alt , hvad hun saae og oplevede , og Forældrene havde deres Stolthed af at bemærke den Hyldest , som fra alle Sider blev bragt deres Datter ; men befølle ogsaa megen Længsel efter hende , og da Längslen var gjensidig , og Angusta ikke kunde løsrive sig fra sit bevægede Liv , saa besøgte hendes Forældre hende engang i Sommerens Begyndelse ude paa Landstedet , hvor Gjensynets Glæde var stor og oprigtig paa begge Sider ; men da hun morede sig saa godt , og Fru Gorm absolut vilde beholde hende , fik hun Lov at blive der indtil Sommerferiens Slutning . De Formaninger Fru Gorm i Begyndelsen fremsatte paa sin allcrblideste Maade , havde senere et Par Gange antaget lidt af den mere indtrængende Charakfeer , der af Nogle betegnes som stemplet ; men skjøndt Angusta havde følt sig saaret og ved saadanne Leiligheder mærket Længslen efter Hjemmet voxe , saa havde Fru Gorm en egen Maade at fortrylle hende paa , som fik hende til at glemme det igjen . Hun skjønnede bagefter dobbelt paa Fru Gorms Venlighed , i Følelsen af den Strenghed , som laae bagved , og følte sig smigret og beæret . Desuden interesserede Fru Gorm sig for Alt , hvad der angik hendes Torlette , og det var en lille Svaghed hos Augusta , at hun offrede vel mange Tanker paa det , som klædte hende smukt . Hendes gode naturlige Smag sorbsd hende i denne Henseende enhver Overdrivelse , men i hendes tilsyneladende simple Toilette var der et gjennemført fint Koketteri , som gjorde hende høist indtagende , og lod Fru Gorms Blik hvile paa hende med øiensynligt Velbehag ; og naar den unge , yndefulde og livsglade Pige i Gorms Selskaber var Gjenstand for almindelig Hyldest , saa var hun selv henrykt som et Barn , og Fru Gorm paa en Maade stolt af hende . Et Par Gange havde Augusta forsøgt at forsvare de Anskuelser , hun bragte med hjemmefra , i Modsætning til Fru Gorms mere kritiske Opfattelse af de selskabelige Vedtægter , men det var naturligviis endt med , at Augusta maatte give efter . Det forekom hende , at der var noget Sandt og Berettiget i , hvad hun selv paastod ; men hun kunde ikke negte , at der ogsaa var noget Sandt og Berettiget i , hvad Fru Gorm sagde , og efterhaanden gik det hende saaledes , at naar hun tænkte tilbage , maatte hun nu kalde meget af Det , hun tidligere havde beundret og elsket , taabeligt og næsten simpelt . Man maatte ikke saaledes være naiv oprigtig , og stille sine Følelser til Skue ; det havde Fru Gorm ganske Ret i . Man maatte Heller ikke give sine Nærmeste Kjælenavne , eller omfavne og kysse dem , naar det faldt En ind ; det var „ lidt underligt “ , som Fru Gorm kaldte det , og i Grunden lidt plebeiisk ; det havde Fru Gorm ganske Ret i . Tidligere , da hun var hjemme , havde hun mange Gange kaldt sin Fader „ en tosset Fader “ , og sagt ham , at han gjerne kunde reise sin Vei , da Ingen af dem brød sig Noget om ham , — kom hun engang til at fortælle . „ Men det mener Øe jo slet ikke , Augusta , og hvorfor vilde Øe saa sige det ? “ bemærkede Fru Gorm ved denne Leilighed ; „ og desuden , hvor skulde han vel reise hen ? “ „ Det veed jeg virkelig ikke , “ svarede Augusta , og loe hjerteligt over det Snurrige i Spørgsmaalet , som aldrig før var faldet hende ind . Hvor skulde han vel reise hen ? Det var jo latterligt . „ Og naar Øe der fortæller mig , at Øe kalder Deres Moder „ den gamle Kone “ — „ Det gjør Fader virkelig ogsaa , “ faldt Augusta hende i Talen . — „ jeg taler kun om , hvad Øe gjør , saa maa jeg gjøre den samme Bemærkning . Hvorfor benytte sig af et Udtryk , som ikke stemmer med Sandheden ? Deres Moder er tooghalvtrcsindstyve Aar , som Øe selv siger , men saa er det jo virkelig lidt underligt at kalde hende en gammel Kone ; hun kan naturligviis Heller ikke kaldes nogen ung Kone ; men Sprogbrugen forstaaer nu engang noget Andet ved en gammel Kone ; og hvorfor skal man ikke holde sig til Sprogbrugen ? “ Naturligviis . Der var jo ingen Grund til Andet ; det fandt Augusta ogsaa , men det forekom hende alligevel , at hendes Moder var og trods alle Moderklæringer maatte vedblive at være „ den gamle Kone “ . Paa denne Maade fremtog Fru Gorm jevnligt Vaaben fra Forstandens og Sandhedens Rustkammer , og søgte at indprænte Augusta mange gode Leveregler , alle sigtende til det Hensyn der skyldtes Stillingen , Huset og Selskabet ; og blandt disse Regler indtog Herskabets Forhold til Tjenestefolkene en fremragende Plads . „ Naar Øe der fortæller mig , kjære Augusta , “ udbrød hun en Dag i oprigtig Forundring , „ at De har syet en heel ny Kjole til Pigen , og foræret hende den paa hendes Fødselsdag , saa tilstaaer jeg , at jeg finder det komisk . Tilgiv mig min Oprigtighed , men jeg siger reentud komisk . Maaskee ere Forholdene mere patriarkalske paa Amager end i Byen ; men i ethvert Tilfælde strider det ganske mod mine Principer . Tænk Dem mig sye Kjoler til mine Pigers Fødselsdage ! Vilde det ikke være latterligt ? “ — Ganske vist ; ubetinget latterligt . Det var Augusta en stor Glæde , da hun en Dag sik Besøg af Doktor Clausen . Kort efter at hendes Forældre havde været ude paa Landstedet , skrev hendes Fader til hende , at Clausen vilde komme , og angav Tiden , da hun kunde vente ham . I Begyndelsen blev hun lidt forvirret over denne Efterretning , uden at hun egentlig selv gjorde sig Rede hvorfor ; det kunde naturligviis kun være- hende behageligt at modtage Besøg af hendes Faders gode Ven ; men behøvede hun at fortælle Fru Gorm Noget derom ? Snart fandt hun , at hun burde gjøre det , og gik med et Slags ond Samvittighed , fordi hun ikke allerede havde gjort det ; snart meente hun , at det var bedst at lade det være , hvilket i ethvert Tilfælde vilde være hende selv det Behageligste , og tilsidst valgte hun det Behageligste . Men derefter kom Spørgsmaalet om , hvorledes hun egentlig skulde møde ham ; om hun skulde blive overrasket eller være ligegyldig , hvilket Sidste stemmede bedst med Fru Gorms Theori , eller om hun skulde gjøre og lade mange andre Ting . Den taabelige Pige , som spillede denne Komedie med sig selv , og som plagede sig med en Mængde Spørgsmaal , der aldrig vilde være faldet hende ind , da hun var hjemme , men nu kom som den naturlige Følge af Fru Gorms Lærdomme , og som alle glemtes , da det kom til Stykket ! Hun vilde være ligegyldig , overlegen ligegyldig ; det var hun blevet staaende ved ; det var aabenbart det meest Passende , og hvad hendes Paaklædning angik , skulde den være saa simpel som muligt , og helst paa en eller anden Maade antyde , at hun slet ikke havde tænkt paa ham . Derpaa kom Dagen , og Augusfa gjenncmsørte sin Beslutning konsekvent , idet hun befandt sig i en febrilsk Tilstand , og lagde sin overlegne Ligegyldighed for Dagen ved at gaae ud at spadsere , netop paa den Tid da hun vidste , at Doktor Clausen vilde komme , og netop ad den Vei , hvor det var sandsynligt , at hun maatte møde ham ; og da hun mødte ham , var hun saa elskværdig og i sin simple , smagfulde Paaklædning saa smuk og indtagende , at Clansen nærede en begrundet Frygt for , at hans methodiske Forholdsregler skulde vise sig afmægtige . „ Goddag , Doktor Clansen , “ raabte hun ham imøde , da han kom gaaende paa Skovveien i Dyrehaven . „ Jeg troede næsten , at De havde glemt Deres Løfte om at besøge mig herude . “ „ Det har jeg ganske vist ikke , “ svarede han , „ men herude lever De under saamegen Afvexling , at jeg halvveis tænkte , at De mindre savnede os . “ Han var i sit Svar kommet til at berøre et Punkt , hun var halvt bange for , hvorfor hun ogsaa hurtigt gav Samtalen en anden Retning . „ De kan gjerne gaae en lille Tour herhen i Skoven , inden vi gaae tilbage til Gorms , “ sagde hun , og da dette Forslag var Clansen meget behageligt , vare de snart inde i en Samtale om Hjemmet og dets Anliggender . Havde Clansen nu husket at passe hendes Blomster i Drivhuset , saaledes som han havde lovet hende ? Det havde han . Øg var hendes egne private Have i Orden ? Og en heel Deel andre Spørgsmaal , som alle besvaredes netop paa den Maade , hun ønskede det . Saaledes gik Spadseretouren paa den behageligste Maade , medens hun ligesom i fordums Tid holdt ham under Armen , og sladdrede med ham paa sin gamle fortrolige Maade . Der var et Spørgsmaal , som bestandigt svævede hende paa Læberne , medens de spadserede sammen , og som hun ligesaa ofte havde trængt tilbage ; men nu da de vare i Nærheden af Landstedet , maatte det frem . „ Hvad mene de hjemme om , at jeg bliver saalænge borte ? “ spurgte hun Pag engang . „ Hvad de mene ? “ svarede Clansen forundret , da det netop var Noget , han selv havde tænkt paa . „ De glæde sig , hvergang de høre , at De morer Dem herude . “ „ Det troer jeg ogsaa nok ; men undertiden har jeg næsten en ond Samvittighed , naar jeg morer mig allerbedst . Det forekommer mig , . som om det var skrækkelig letsindigt af mig at blive hos ' Gorms hele Sommeren . — Hvad mener De derom , Doktor Clansen ? Siig mig engang Deres Mening . — De mener naturligviis , at jeg er meget letsindig ? “ vedblev hun , da han tøvede med Svaret . „ Hvorfor troer De det ? “ „ Der fangede jeg Dem . Naar De svarer paa den Maade , er det tydeligt nok ; men jeg har jo faaet Lov til at være her “ — „ Det har De ganske vist ; og jeg har jo heller ikke sagt Andet , “ indvendte Clausen , som ikke kunde tilbageholde et Smiil over den Selvanklage , der laae i hendes Ord . „ Men der er alligevel Noget , De mener ; der er Noget , som De ikke vil sige , “ udbrød hun , medens en Skygge af Misfornøielse foer hen over hendes Ansigt . „ De mener formodentligt , at det er meget utaknemmeligt af mig , at blive saalænge hjemmefra ; og at det ikke er smukk af mig , at jeg morer mig saa godt , som jeg gjør , “ tilføiede hun , medens hun paa en forlegen Maade gik og trak Handskerne af og paa sine smukke Hænder . Herpaa gav Clausen hende undvigende Svar ; og da hun saaledes ikke fik det Medhold og den Beroligelse , hvorpaa hun havde gjort saa sikker Regning , var hun lidt lunefuldt stemt , da de naaede Landstedet . De mødte Fru Gorm , som havde ledt efter Angusta , og som blev forundret , da hun traf hende i Selskab med Dokfor Clansen , som ellers aldrig besøgte dem uden at være indbudt , og som den Dag slet ikke var ventet . Modtagelsen kunde ikke kaldes afgjort kold , men Heller ikke paa nogen Maade varm ; den var ganske efter den Mellemkjølighed , som betegnede Fru Gorms Gjennemsnitstemperatur ; men hvorledes den nu var , Saameget er vist , at Augusfa Resten af Dagen var en Anden , end hun havde været da han mødte hende ; og da Fru Gorm bestandigt opholdt sig paa utilgængelige Høider , og behandlede de meest dagligdags Spørgsmaal med en besværlig Alvor , blev deres Samtale temmelig ceremoniel og kjedelig . Skjøndt Clansen nødigt indrømmede det , maatte han tilstaae , at der var kommet noget vist Frugormsk over Augusfa , og da han henad Eftermiddagen tog tilbage til Kjøbenhavn , mærkede han , at denne Opdagelse havde sat ham i en misfornøiet Stemning . „ Hvorlænge har De kjendt Dokfor Clansen , Augusfa ? “ spurgte Fru Gorm hende , da de om Aftenen spadserede i Haven . „ Omtrent siden Nytaar . “ „ Hvorfra kommer da den store Familiaritet ? Jeg hørte , at han nævnede Dem ved Fornavn . “ „ Jeg veed ikke selv , hvoraf det kommer , “ svarede hun , og rødmede lidt . „ Jeg troer næsten , at det er kommet af sig selv . Doktor Clausen og Fader ere gode Venner , og han kommer jevnligt hos os . “ „ Det vedkommer jo strengt taget ikke mig , “ yttrede Fru Gorm , „ men jeg fandt det kun lidt underligt . “ At finde Noget „ lidt underligt “ var et af Fru Gvrms blide Yndlingsudtryk , som hun forstod at anvende med megen Virkning . Hvis hun havde brugt kraftigere Udtryk , vilde de ikke have gjort den halve Virkning , og i mange Tilfælde maaskee endogsaa den modsatte Virkning ; men denne blide Mellemform gjorde et stærkt Indtryk paa den unge Pige , som næsten var bange for den . Efterhaanden passede hun sig imidlertid ind i Forholdene , og alt eftersom den selskabelige Hvirvel drog hende med sig , og fortryllede hende ved sin Munterhed og Smiger , lærte hun bedre at forstaae Fru Gorms Ord , at der var Et og Andet man neppe fik at see ude paa Amager , og fandt , at Verden i Grunden var ganske behagelig . Augusfa var hjemmefra vant til at staae tidligt op , og pleiede ude paa Gorms Landsted at spadsere en Timestid om Morgenen i den store Have . Paa denne Tour var hun gjerne alene , da Gorm om Morgenen tog til Byen , og Fru Gorm først viste sig opad Formiddagen . Hun blev derfor forundret , da hun en Morgen mødte Gorm og en fremmed Mand ude i Haven . Hun havde seet denne Mand nogle Gange før , men erindrede ikke hans Navn ; da Gorm imidlertid forestillede dem før hinanden , hørte hun , at han hed Krog . Det var den samme Mand , som ved Middagsselskabet inde i Byen havde underholdt Gjæsterne med den unge sprogstuderende Persons dunkle Spørgsmaal om det dobbelte i . Da hun denne Morgen mødte dem i Haven , gav Gorm sig i Samtale med hende , og hun kom saaledes til at sølge et Stykke med dem . Bedømt alene efter det Ydre kunde Krog ikke kaldes nogen behagelig Mand ; hans brede mørkladne Ansigt , som var stærkt koparret , og paa sine Steder temmelig opsvulmet , gav ham en vis Lighed med en kraftig Tyr . Paa Hovedet havde han en snavset graa Hat , og hans Frakke , som var knappet heelt op i Halsen , var glindsende og fidtet . I Haanden havde han en Knortekjep uden Haandtag , men forsynet med en smal Læderrem , som han havde viklet om sin plumpe Haand ; og Alt i Alt saae han ud som det han var , en Matador , men af det laveste Slags , en simpel , hensynsløs og raa Karl , udsprungen af Pøbelen , og tilhørende denne . Man behøvede ikke i nogen synderlig Grad af være Psycholog for af see , hvor denne Mand hørte hjemme , og Augusta var heller ikke noget Øieblik i Tvivl derom . Han havde endnu ikke sagt mange Ord , men det Lidet han havde yttret , i Forbindelse med hans Ydre og hele Person , var hende i høi Grad modbydeligt , og det forekom hende , som om selv Gorm i denne Mands Selskab blev en Anden , end han pleiede af være . „ De har ikke tilfældigviis seet noget til Selmer , Frøken Kraft ? “ spurgte Gorm . „ Det forekom mig , af jeg før saae Dem gaae paa Veien inde i Skoven . “ „ Det gjorde jeg ogsaa , “ sagde hun , „ men jeg kunde vel neppe møde Hr . Selmer saa tidligt paa Dagen . “ „ Saa tidligt ? “ yttrede Gorm . „ Ja , De vilde indføre gode Lærdomme blandt mine Folk , dersom De kom til af raade , “ tilføiede han spøgende . — „ Saa tidligt ! Nei , det Slags Fyre maae hverken tale om , af Noget er dem for tidligt eller for sildigt . De maae lysfre , seer De ; det er det Hele . “ Denne Anskuelse tiltraadte Krog med en klukkende Latter , og med den Bemærkning , at „ det var en anden Snak . “ „ Da vil De dog ikke regne Hr . Selmer til , hvad De kalder „ det Slags Fyre “ , indvendte Angusta , som følte sig lidt irriteret af denne overmodige Tone . „ Jo saa gu ' vil han saa , “ svarede Krog paa Gorms Vegne . „ Det vil han rigtignok . — Hr . Selmer — man hører nok , at det er en fiin Frøken , der taler . Vi kjende ingen Hr . Selmer , men slet og ret Selmer . “ „ Det kommer deraf , “ sagde Gorm , som mærkede , at hun blev ubehageligt berørt af den Andens Plumphed , „ det kommer deraf , Frøken Kraft , at De ikke er inde i Forretningerne . Naar De kjendte Noget til Forretningspraxis , og vidste , hvor nødvendigt det er at holde Folkene til deres Pligt , saa vilde De ogsaa see Tingen ganske anderledes . “ Hun havde endnu engang Lyst til at protestere mod , at Selmer blev regnet blandt „ Folkene “ , men fik ikke Leilighed dertil , da Krog i samme Øieblik med et hæst Brøl signaliserede til Nogen i det Fjerne , hvilken Nogen strax efter viste sig at være Selmer , som kom ud fra Huset og ledte efter dem i Haven . Da Krog imidlertid mere og mere gav sin Raahed Tøilen , og begyndte at raabe til Selmer , som ikke strax havde kunnet orientere sig , „ om han ikke havde Øine i Hovedet , “ fandt Augusta det passende at gaae sin Vei , og overlod dette behagelige Selskab til Selmer . „ Hvormeget har De faaet ind ? “ spurgte Gorm , saasnart Selmer var kommet hen til dem . „ Lidt over femtusind Daler . “ „ Det skal ogsaa hjælpe Noget , “ udbrød Gorm ærgerlig . „ Jeg sagde Dem jo , at jeg maatte have mindst tyvetusind Daler . “ „ Jeg har gjort , hvad jeg kunde , “ indvendte Selmer , „ men jeg kan ikke klemme Pengene ud af Folk . Naar jeg henvender mig til dem , og siger “ — „ Lad os være fri for den lange Snak , om hvad De siger . Hvad kommer det mig ved , hvad De siger eller ikke siger , naar De ikke bringer mig den Sum , som var paalagt Dem ? “ sagde Gorm arrigt , idet han ved det sidste Spørgsmaal gav det Udseende af , at hele Skylden hvilede paa Selmer , og ikke paa dem , der skulde betale . „ Jeg kan ikke “ — begyndte Selmer i en lidt hidsig Tone . „ De kan og De kan ikke , “ afbrød Krog ham . „ De skal ; minsæl om De ikke skal . “ „ Jeg veed ikke , at De har noget Paalæg at give mig , “ svarede Selmer , idet han vendte sig om mod ham . „ Men jeg veed , at Krog er min Gjæst , “ sagde Gorm , „ og det gjør De bedst i ikke at glemme . “ Ikke længe havde Hidsigheden været saa nær ved at løbe af med Selmer , som i dette Øieblik ; men han vidste , at der var et vanskeligt Pnnkt tilbage , og af Hensyn hertil betvang han sig og taug stille . Med Forundring hørte han paa den overmodige Tone , hvori Krog talte ; hidtil havde han troet , at Gorm egentlig kun taalte ham , men nu saae det næsten ud , som om Gorm var bleven den Underordnede . De gik frem og tilbage i Gangen og talte om de Forholdsregler , der maatte træffes for at reise en betydelig Sum Penge , hvoraf den Deel , der var lagt paa Selmers Skuldre , kun udgjorde en ringe Part . Gorm raadede til i det Hele ikke at drive for stærkt paa , men fandt i denne Henseende en bestemt Modstand hos Krog , som yttrede en glubsk Lyst til , hvad han kaldte , at „ klemme dem “ . „ De skal klemme dem , Gorm , ellers troe de ikke , at det er Alvor . Her er slet ingen Grund til Forsigtighed ; de skylde jo Pengene , og altsaa maae de betale dem , enten paa den ene eller paa den anden Maade . “ Det lod imidlertid til , at Gorm havde sine Betænkeligheder , hvorfor Krog anbefalede et andet Middel , som bestod i at „ knubse dem “ , en Fremgangsmaade han tydeliggjorde derved , at han underveis kappede Hovedet af alle de Blomster , han kunde naae med sin Stok , og da de flere Gange gik frem og tilbage , vandrede de tilsidst paa en blomsterbestrøet Vei . „ At see Tiden an lidt endnu ! “ svarede Krog tilsidst med stor Foragt . „ Det hjælper ikke noget , Gorm . De skal knubse Dem , som jeg siger . Giv Fordringerne til en Prokurator , og lad ham inkassere dem , saa er den Historie ude . “ Skjøndt Selmer havde fjernet sig noget fra dem , var han dog nær nok til at høre endeel af det , de sagde , og blev ikke lidt forundret over at høre Krog tale , som om han , Selmer , havde indkasseret Fordringer . Det var alt Andet end Fordringer ; han havde tvertimod havt det langt ubehageligere Hverv , i Gorms store Foretagende at tilbyde Aktier til saadanne Folk , om hvem Gorm antog , at de kunde være interesserede deri , eller med hvem han paastod , at der allerede var truffet Aftale ; men det Hele havde i den Grad Præget af Prelleri , at det var Selmer i høi Grad ubehageligt , ligesom han ogsaa undrede sig over , at Gorm , som ellers førte Alt igjennem i stor Stiil , dennegang vilde gaae tilværks paa en anden Maade . „ Der er saa ikke Andet for , end at vi maae inddrive alle de Smaafordringer , vi have udestaaende , “ raabte Gorm tilsidst hen til Selmer , og drog ham igjen ind i Samtalen . „ Er Huusleieregnskabet fra forrige Maaned afsluttet ? “ „ Ja — tildeels , “ svarede Selmer , som nu kom til det vanflelige Punkt . „ Tildeels ? Hvad mener De med tildeels ? “ spurgte Gorm . „ Enten er et Regnflab afsluttet eller det er ikke afsluttet . Lad mig see Restancerne . “ Selmer aabnede en Rulle Papir , han havde under Armen , og rakte Gorm det forlangte Dokument . „ Men der er jo ikke en Eneste af dem , som har betalt endnu , “ sagde Gorm ophidset . „ Hvad skal det sige ? Hvad er det for Folk De indlogerer i mine Leiligheder ? Her staae nu disse Tvedes , som der altid er Noget iveien med . “ „ Deres Restance vil blive betalt om kort Tid ; og der er ellers Intet at klage paa dem . “ „ Saa ? “ sagde Gorm spydigt , „ er der ikke det ? Formodentlig behagelige Mennesker , naar man rigtig seer sig om , — men betale , nei Gudbevares . “ „ Det Hele er jo kun en Bagatel , “ indvendte Selmer , „ og det skal blive betalt . “ „ Saa det er kun en Bagatel ? “ fortsatte Gorm i en hidsig Tone . „ De er mig en net Inkassator , som taler om Bagateller . Ia , Gud hjælpe os “ — tilføiede han , som om han lagde Skylden for alle de Uheld , der havde ramt ham , og muligviis vilde ramme ham , udelukkende paa Selmers Skuldre . — „ Knn en Bagatel — hvorfor siger De ikke disse Folk op ; hvorfor har De ikke allerede sagt dem op ' for længe siden ? “ „ Fordi det er Mennesker , som kæmpe haardt for Udkommet , “ svarede Selmer . „ Tvede og jeg ere Skolekammerater ; jeg vil indestaae for , af han betaler , “ tilføiede han uforsigtigt . „ Oh ! Saa han er Deres Skolekammerat ? “ bemærkede Gorm i en irriterende Tone . „ Det er en anden Sag . — Deres Skolekammerat . — Saa er det formodentlig ogsaa Deres Skolekammerater , De har indlogeret i de andre Leiligheder ; og dermed skal jeg lade mig nøie . For Fremtiden skal De holde Dem til fremmede Folk ; jeg vil ikke have Noget med Deres Skolekammerater af gjøre . “ „ Det er rigtigt , Gorm ; væk med dem , “ sekunderede Krog . „ De smaa Bidrag ere ogsaa gode ; træk Tropperne sammen , og væk med dem , “ ved hvilken sidste Opfordring han imidlertid ikke sigtede til Tropperne , men til de daarlige Betalere . „ De duer ikke til af være Vært , “ vedblev Gorm , uden af bekymre sig om , hvad den Anden sagde . „ De duer ikke dertil , det er Meningen af det . Skal jeg nu selv være nødt til af spilde Tiden med af leie Leiligheder ud til Smaafolk ? — Aa , jeg gider ikke mere tænke derpaa , “ tilføiede han , og blev paa engang værdig . „ Tag tilbage til Byen , og begynd forfra . De skal skaffe Penge . —- Hvad staaer De der og maader efter , Menneske ? “ udbrød han forbittret , og tabte igjen Værdigheden . „ Forstaaer De ikke Dansk ? Nap Dem ! “ Ved denne Tiltale rappede Selmer sig , hvilket vil sige , at han i en forbittret Stemning tog tilbage til Kjøbenhavn , og tvang sig til atter at tale med endeel af de Mænd , som tidligere havde undslaaet sig for at tage Aktier ; medens han under Udførelsen af dette ubehagelige Hverv var fuldkommen enig med sig selv om , at Udsigten til en fast Ansættelse og Haabet om at kunne støtte Tvedes vare de eneste Grunde til , at han blev i Gorms Tjeneste . I Slutningen af August Maaned blev Abel syg , — idetmindste efter hans Moders Mening . I Virkeligheden var han ved godt Huld og befandt sig fortræffeligt ; hans Lemmer svulmede af Fylde , og dersom Forestillingen om noget Skjønt overhovedet lod sig forbinde med hans Person , maatte hans Sundhed kaldes blomstrende . Alligevel havde Fru Gorm en Grund for sin Paastand , og dermed hængte det saaledes sammen . Den unge Abel havde faaet Lyst til en Ridehest , og havde udtalt dette sit Ønske i et yderst ubeleiligt Øieblik , da hans Moder netop var fordybet i Udviklingen af en eller anden fundamental Sandhed , som havde Hensyn til Stillingen , Huset og Selskabet . Ved denne Leilighed havde Abel stillet sig hen ved Siden af hende , og med priisværdig Taalmodighed ventet paa , at hun skulde blive færdig , men da selv en Engels Taalmodighed har sine Grændser , saa begyndte efterhaanden hendes Ord at virke paa ham som en lang Præken , og gjorde ham først fløv og derpaa nervøs . Han kastede sine Øieglas paa , tog dem af og kastede dem paa igjen , og stod og kogte over af Utaalmodighed , indtil hans Moder bemærkede et Smiil paa Augustas Ansigt , som henledede hendes Opmærksomhed paa ham . „ Hvad vil Dn , Abel ? “ spurgte hun , ubehageligt berørt ved at blive afbrudt . „ Har Du seet Klems „ Mikkel “ ? “ sagde han i en Fart , som om han flød Ordene af . „ Hvem ? “ „ Herregud , Moder , Klems „ Mikkel “ med den kjønne Tegning kjender Du da nok . “ I det første Øieblik var dette Sprog hende ganske uforstaaeligt , og lod hende befrygte det Værste i Henseende til Abels Forstand ; men da hun bemærkede den Ivrighed , der var udbredt over ham , forlangte hun en nærmere Forklaring , som gik ud paa , af En af deres Naboer havde en Hest , som han havde faaet en uimodstaaelig Lyst til af komme i Besiddelse af , for af bruge den som Ridehesf . Dette ønske faldt imidlertid saa ganske udenfor det , som beskjæftigede hendes Tanker , af hun med værdig Fasthed bød ham af gaae sin Vei — strax . Fortvivlet ilede han bort , og tog paany sine Ønskers Gjenstand i Øiesyn ; vendte tilbage , heelt opfyldt deraf , og begyndte sine Plagerier forfra , saa af Fru Gorm tilsidst blev nødt til af tale til sin Mand derom . „ Har Abel talt til Dig om en Ridehesf ? “ spurgte hun . „ Om en Ridehesf ? “ sagde han forundret . „ Ja . Han har i disse Dage vaaset “ — hvilket Ord hun udformede saa skarpt , som om hun med det Samme skar det ud med en Kniv — „ noget uforstaaeligt Tøi om en „ Mikkel “ , som nok er en Hest , han ønsker af Du skulde kjøbe til ham ; men jeg haaber , af vi blive forskaanede for „ Mikkeler “ herude . “ „ Jeg har Andet af bruge mine Penge til , end af kjøbe Heste til ham . “ „ Saa vilde jeg ønske , af Du sagde ham det , for af jeg kan blive fri for hans Plagerier . “ Gorm opfyldte hendes ønske , og gav Abel en saa kraftig Lektion , af den burde have betaget ham enhver Lyst til Mikkeler ; men dette var saa langt fra Tilfældet , af den tvertimod satte ham i en fortvivlet Sindsstemning , som berøvede ham hans Madlyst i et heelt Døgn . Efter denne Tid vendte hans normale Appetit tilbage ; men da han tilfældigviis hørte sin Moder sige , i et Øieblik da hun troede ham fraværende , af hans Mangel paa Appetit maaskee havde sin Grund i hans feilslagne Forhaabninger , og af hun var halvt bange for , af han skulde blive syg , saa blev han naturligviis syg , og ned næsten Intet , naar han mødte ved Maaltiderne . Skjøndt han nu alligevel vedblev af være ved godt Huld , fandt hans Moder dog denne Ligegyldighed overfor Spisevarer altfor paafaldende , og havde , efter sit nøie Kjendskab til hans Appetits Omfang , ogsaa god Grund dertil . Abel maatte være syg , og der blev altsaa skrevet efter Doktor Clansen . Siden hiint Besøg , da Clansen havde spadseret med Augusta i Dyrehaven , havde han ikke været hos Gorms . Det var ham næsten en Beroligelse , at Besøget dengang endte paa den Maade , det gjorde . Han burde have indseet det , sagde han til sig selv , og da han saa ofte havde foreholdt sig sin egen Taabelighed , skjøndt til ingen Nytte , saa var det egentlig kun Løn som forskyldt . Han vedblev at besøge sine Venner paa Amager , men enten nu Skylden laae hos dem eller hos ham , eller maaskee paa begge Sider , saa forekom det ham , at Huset ikke længere var det samme . Naar han var paa Veien derud , tænkte han sig ofte Muligheden af , at det Altsammen ligesom ved et Trylleri kunde være bleven forvandlet til sin fordums Skikkelse , skjøndt han godt vidste , at det ikke forholdt sig saaledes ; og naar han i Afstand saae den store Have , som skjulte Bygningerne , udmalede han sig mange taabelige Ting , som kunde have foregaaet derinde ; Ting , som naturligviis ikke vare skete , og som Heller aldrig vilde skee ; men da det kun var Phantasier , kunde han jo gjerne more sig dermed . Hvor Eftermiddagen undertiden kunde blive lang og trættende , naar han besøgte dem , skjøndt de med al den Gjæstfrihed og Venlighed , han kunde ønske sig , søgte at drage ham til sig , og betragtede ham næsten som en Søn af Huset . Det kunde ikke undgaae hans Opmærksomhed , at ogsaa de gamle Folk havde forandret sig lidt , og han tvivlede ikke om Grunden dertil . Den Stolthed , hvormed de i Begyndelsen havde udtalt sig om Augustas Besøg hos Gorms , var efterhaaanden veget for en vis stilfærdig Sørgmodighed ; men skjøndt de godt kunde have sagt ham , at de vare bedrøvede , fordi Angusta frivilligt forlod dem for saa lang Tid , saa havde de dog hidtil ikke gjort det , og Clausen havde derfor afholdt sig fra enhver Hentydning . Det kunde jo gjerne være , at de selv ikke vare uden al Skyld i deres Bekymringer ; men ham tilkom det i ethvert Tilfælde ikke at sige det . Siden hiint Besøg hos Gorms betragtede han det som en Fordeel , at han nu med en egen Fornemmelse af sløv Ro og en vis tilfredsstillende Ligegyldighed kunde besøge de gamle Stederderude , hvor han før havde udkæmpet saa mange Kampe med sig selv , og at han i sit eget Hjem med større Sindsro end tidligere baade kunde passe sin Have og gjøre sig bekjendt med sin Videnflabs Fremskridt , da han altid havde været en flittig Læser og jevnligt besøgte Hospitalerne . Saaledes gik Sommeren hen , indtil Kraft engang ved et Tilfælde kom til at omtale , hvad der laae ham paa Hjerte . Clansen var gaaet derud og søgte ham i Haven , hvor han blev forundret ved paa engang at høre hans Stemme , der lød som om den kom oppe fra Luften . Skjøndt han var temmelig langt nede i Haven , var denne Afstand for Intet at regne mod Stemmens Styrke , og han opdagede ogsaa strax Kraft , som stod oppe i Augustas Værelse , hvis Vindue han saa temmeligt fyldte ud med sit brede Bryst . „ Kom herop , gode Ben , “ raabte han ; „ jeg er ifærd med at slaae Espalier ' et fast . — Nu er der Ingen , som passer paa her , medens Barnet er borte , “ vedblev han , da Clansen var kommet derop , „ og havde jeg ikke tilfældigviis seet efter , vilde hele dette Parti være styrtet ned , og have ødelagt det Grønne . — See saaledes seer her nu ud , “ sagde han , da han havde sat sig ned , og var bleven noget varm af Arbeidet . „ Her har De nok aldrig været før . Der hænger et Portrait af Barnet , da hun var syv Aar , og der seer De mig , da jeg var tyve Aar — en reen Humlesfang , hvad ? Skulde Nogen see paa mig , at jeg engang har seet saaledes ud ? “ tilføiede han , og betragtede leende sit betydelige Omfang . Værelset stod ganske som hun havde forladt det , og bar det samme Præg af Pyntelighed og Ziirlighed som Alt , hvormed hun kom i Berøring ; men alligevel , tænkte han , havde det dog været bedre , om han ikke var kommet derop , da Synet af disse Ting vakte Erindringer , som forstyrrede ham . Han stod ved det aabne Vindue og saae ud over Haven , hvor Eftermiddagssolen fik de brune Trætoppe til at gløde ; Insekterne foer summende omkring og glimtede i Solskinnet , medens Sommervarmen dirrede i Luften og udbredte en Ro og Stilhed over Vegetationen , som havde noget Bedøvende ved sig , der uvilkaarligt meddeelte sig til ham selv , og fik ham til at falde hen i taagede Betragtninger , hvoraf han først vaktes , da Kraft talte til ham . „ Og hvad nytter det saa Altsammen , “ sagde Kraft , som fortsatte sin egen Tankegang , „ hvad nytter det saa Altsammen , naar hun bliver borte ? “ Ved disse Ord vendte Clansen sig om , og saae ham sidde i Sofaen med et saa træt og anstrengt Udtryk i Ansigtet , at det overraskede ham . „ Men det er jo med Deres egen Tilladelse , at Deres Datter bliver saalænge derude , “ svarede han , mere for at sige Noget , end fordi han egentlig havde Lyst til at indlade sig paa Sagen . „ Det er det jo nok ; men vi havde dog tænkt , at hun lidt hurtigere sknlde have faaet Lyst til at komme hjem igjen . “ Dersom Lægen nu havde været , hvad man kalder en praktisk Mand , kunde han have raadet Faderen at skrive til Datteren , at hun sknlde forføre sig hjem , og dermed havde den Bekymring været endt ; og endelig var da denne Udvei ikke saa fjerntliggende , at Kraft ikke selv kunde have fundet paa den . Men Sagen var , at begge disse Mænd hver paa sin Maade havde Noget af det , man kalder Fiinfslelse , en Egensfab , som ofte volder dens Besidder mange af Andre ukjendte Vanskeligheder og Bekymringer . „ Vi kunde jo sagtens have skrevet til hende , at hun sknlde komme hjem , “ vedblev Kraft , „ men hvad kunde det nytte , gode Doktor ? Ingenting . Det forstaaer De ligesaa godt som jeg . Vi glæde os over , at hun har denne Fornøielse , og vi unde hende den af Hjertet ; men vi havde tænkt , at hun skulde længes noget Mere efter os . Jeg veed , at De ikke misforstaaer mig , som om jeg skulde mene , at hun ikke længes efter os ; tvertimod , jeg kjender Barnet altforgodt til det ; men saalænge hun selv har Lyst til at blive derude , vilde vi ikke have den halve Glæde af at faae hende hjem , naar det ikke skete frivilligt . Ikke den halve Glæde , gode Ven . Jeg har talt med den gamle Kone derom , men hun vil ikke rigtig ud med Sproget ; hun siger , at Augusta har godt af at see sig om , og dog var det netop hende , der engang havde Betænkeligheder , som De nok husker ; men alligevel veed jeg , at hun ex enig med mig . Hun har det altid Paa sin egen Maneer , som De nok veed ; men hun er enig med mig . — Ikke den halve Glæde , gode Ven , “ tilføiede han endnu engang , heelt optaget af sine egne Tanker . „ Det har været os en lille Sorg , dette her , “ sagde han lidt efter , da Clausen ikke havde havt Noget at bemærke ; „ men jeg tænker , at det Altsammen skal komme i den gamle Tour igjen , naar hun først kommer tilbage . — Jeg kan ikke sige Dem , hvor ensomt vi have havt det i denne Sommer , “ vedblev han , og strøg sig over Panden , „ ensomt og trist , gode Clausen . De kan maaskee ikke forstaae det saa godt som vi ; men saaledes er det , forsikkrer jeg Dem , og vi ere Dem meget taknemmelige , fordi De har holdt fast ved os Gamle . — Jeg har bestandigt opsat det Byggeri , jeg talte til Dem om ; jeg har ikke havt Mod til at tage fat paa det , og dog skulde det gjøres ; men Lysten er borte . Den gode Selmer gaaer der og spekulerer paa en fast Ansættelse , Gorm skal hjælpe ham til — men det nytter ikke at tænke mere derpaa . Lad os nu gaae ned og røge en Cigar til et Glas Viin . “ Derpaa gik de ned , og sade igjen i den hyggelige gammeldags Dagligstue med de Egetræes Paneler og de høie Skabe , hvor de saa ofte havde siddet ; men skjøndt Clausen mange Gange havde tænkt paa Forskjellen mellem før og nu , naar han havde siddet paa dette Sted , havde den dog aldrig været ham saa paafaldende , som netop ved denne Leilighed , da han havde seet sin Formodning bekræftet ved Krafts egne Ord . Han ønskede , af han kunde have sagt Noget , hvorved Sagen var svundet ind til en Ubetydelighed , men han sandt selv , af han ikke var istand dertil , og saaledes gik denne Dag hen , som saamange foregaaende , paa sin tause , ensformige og trykkende Maade . I al denne Tid havde Fru Gorm fortsat sit pædagogiske Værk , og med den Energi og Lyst til af gaae lige til Sagen og til af „ see Sandheden lige i Øinene “ , som var denne Dame egen , havde hun ogsaa ført fin smukke Elev et godt Stykke fremad . Angusta var nu , efter hendes Mening , en vel instrueret ung Dame , som besad de fornødne Kvalifikationer til af træde ind i Verden . Hun kunde naturligviis udvikles langt videre — hvem kunde bedre fee det , end Fru Gorm ? — men Grundlaget var der , og det var det Vigtigste . Hun kunde nu konversere Enhver om Hvilketsomhelst , uden af støde an ved forkeerte Meninger eller ved af røbe Uvidenhed , og Fru Gorm havde selv med Tilfredsstillelse bemærket , hvor godt hun forstod af dække Tilbagetoget , naar Omstændighederne førte det saaledes med sig . Maatte det ogsaa indrømmes , af Angusta trængte betydeligt til Udvikling i Henseende til „ Charakteer “ , saa burde det dog ikke oversees , af hun endnu var saa ung , og desuden gav det betydelige Fremskridt , hun allerede havde gjort , et berettiget Haab vin , af ogsaa denne Side af Sagen vilde komme til sin Ret . Fru Gorm beskuede sit Værk , og var stolt deraf ; hun var overbeviist om , af hun viste den unge Pige en af de største Velgjerninger , som i hendes Stilling kunde vises hende , men nøiedes med af beholde denne Tanke for sig selv , da Forældrene naturligviis ikke vilde forstaae af vurdere det , hvilket hun efter deres hele Dannelsestrin Heller ikke ventede eller forlangte . Medens Fru Gorm selvfornegtende hævede sig til disse overskuende Høider , havde hun ingen Forestilling om , hvad der egentlig rørte sig hos Augusta , som under denne Paavirkning efterhaanden omtumledes mellem høist modstridende Stemninger og Følelser . Der var for hende noget Fristende i af lære Brugen af de nye Vaaben af kjende , og noget Bedaarende i af benytte dem , saameget mere som disse Vaaben bestode i Anvendelsen af hendes egne , hidtil ukjendte og ubenyttede Kræfter . Det pirrede hendes Forfængelighed af lade sig hylde i Selskabet , og lunefuldt af vexle mellem Imødekommen og Nedladenhed , overgiven Munterhed og værdig Anstand , idet hun mærkede , af Mange underkastede sig hendes Luner , ja fandt dem interessante ; men hvad der undgik den unge Pige var , at hun selv blev et Bytte for disse Luner , og det Tidspunkt indtraadte snart , da hun ikke længere selv i ungdommeligt Overmod gik fra den ene Stemning over i den anden , men da disse Stemninger foretoge Overgangen paa egen Haand , og det med en Pludselighed , som forvirrede og ængstede hende . Naar hun var meest fornøiet , kunde der pludseligt og uden foregaaende Varsel komme en Skygge af Misfornøielse og berøre hende med sit kolde Pust ; men det var strax forbi igjen , og hun tænkte bagefter med Forundring paa , hvad det egentlig kunde have været . Det Samme gjentog sig med stedse kortere Mellemrum . Naar hun i Selskabet morede sig bedst , og var Gjenstand for Alles Hyldesf , mærkede hun pludseligt Skyggerne , og fik Lyst til at gaae sin Vei ; men naar hun virkelig gik sin Vei , længtes hun efter Lyset og Pragten , Menneskevrimlen og dens Hyldesf , og fik atter Lyst til at vende tilbage . Hvad der tidligere havde interesseret hende , havde forlænge siden tabt Nyhedens Interesse , og naar Utilfredshedens og Misfornsielsens Skyggeromringede hende , fslte hun sig ulykkelig og havde et Par Gange en taabelig Fornemmelse af , at hun næsten hadede Fru Gorm ; taabelig — sagde hun ved sig selv — da Fru Gorm jo kun havde viist hende Godhed . Af og til kunde hun faae en nimodstaaelig Længsel efter Hjemmet , men en forbigaaende Tanke om det ensformige Liv derhjemme og det afvexlende og muntre Liv hos Gorms gav hende atter Lyst til at blive . Tilsidst blev det hende en Lidelse , at hun aldrig var sikker paa sig selv , men at Glæde og Misfornøielse , Lyst og Forstemthed havde hende i deres Magt , og gjorde hende mere og mere fremmed for sig selv , uden at hun forstod , hvorledes det gik til . Der havde i næsten umindelige Tider , det vil sige i en heel Maaned , ikke været stort Selskab hos Gorms ; thi de improviserede Besøg , som dagligt aflagdes af Gumlinger og andre Tourister , kunde ikke benævnes saaledes ; men nu blev der truffet Forberedelser til en omfattende Sammenkomst , der paa en værdig Maade skulde slutte Saisonen . I denne Anledning havde FrU-Gorm hyppige Konferencer med sin Mand , og var lidt pirreligere end ellers , fordi det store Ansvar udelukkende hvilede paa hende . Tjeneren og Pigerne vare i den sidste Uge omtumlede af Lidenskabernes Storme , og befandt sig endnu , Dagen for Selskabet , i en Tilstand af Ophidselse , som i Herskabets Nærværelse gav sig Udtryk i et stillestaaende irriterende Smiil . At Abel valgte af blive syg netop i dette kritiske Vendepunkt , talte ingenlunde til Fordeel for hans Kløgt ; men Kløgt havde heller aldrig været hans stærke Side . Sygdommen gik ikke over i nye Stadier , men fortsatte sig jevnt hen paa samme Maade , som den var begyndt , og Doktor Clansen ventedes . Angusta blev glad , da hun hørte det , fordi hun just i dette Øieblik længtes efter Hjemmet , men snart efter var det hende igjen ligegyldigt , og medens hun i Løbet af Dagen vexlede tyve Gange mellem Forventning og Ligegyldighed , førte hendes Vei hende ligesaamange Gange udenfor Haven for af see , om han ikke kom ; og endelig kom han . „ De lader vente længe paa Dem , Doktor Clansen , “ sagde hun , da han hilste paa hende . „ Jeg troede virkelig ikke , af De gjorde mig den Ære af vente paa mig , “ svarede han , og blev ganske oplivet ved denne Venlighed . „ Hvem siger ogsaa , af det er mig , som venter paa Dem ? “ yttrede hun , idet hun samtidigt følte en øieblikkelig Ærgrelse over sit Svar og over sig selv . Saaledes var hun nn blevet vant til at svare , og Leiligheden var altfor fristende . Desuden var det jo temmelig fordringsfuldt af Doktor Clansen at troe , at det var hende , som havde ventet paa ham . Ved disse Ord saae han et Øieblik overrasket paa hende , og gik derpaa videre uden at tale . „ Har De ikke Noget at sige mig hjemmefra ? “ spurgte hun lidt efter , da hun fandt Tansheden noget trykkende . „ Nei . “ „ Nei ? — Det er virkelig temmelig lidt , “ udbrød hun utaalmodigt . „ De har dog vel idetmindste en Hilsen at bringe mig ? “ „ Det vilde jeg ganske sikkert have havt , dersom jeg havde vidst , at jeg kom herud , da jeg sidst talte med Deres Forældre ; men dengang havde jeg endnu ikke faaet Brevet . “ „ De er slet ikke galant idag , “ sagde hun i den ubeskrivelige Mellemtone mellem det Spøgefulde og det Fornærmende , som kun erhverves i det selskabelige Liv , men der ogsaa udvikles til en Fuldkommenhed , som fortjener al Anerkjendelse . „ At komme herud og ikke have saameget som en Hilsen til mig ! Det er virkelig ikke galant “ — „ Galanteri har aldrig været min stærke Side . “ — „ og i Grunden lidt hensynsløst ; jeg kjender Dem ikke igjen , Doktor Clausen . “ Hun blev selv ganske forskrækket over denne sidste Tilføielse ; det varsom om en Magt mod hendes Villie tvang hende til at sige det , men nu var det engang skeet . Dersom Clausen havde svaret , hvad han tænkte , saa vilde han have sagt , at han Heller ikke kjendte hende igjen ; men han foretrak at tie , og følte sig mere krænket over Beskyldningen for Hensynsløshed , end hendes uoverlagte og letsindige Ord fortjente . Hun fortrød ogsaa selv i samme Øieblik , hvad hun havde sagt ; men da hun . havde kæmpet lidt med sin Forfængelighed og bestemt sig til at tilstaae det , var det for seent , eftersom Fru Gorm kom dem imøde , hvorved Samtalen blev afbrudt , og Augusta maatte forlade dem . „ Jeg har kaldt Dem herud i Anledning af min Søns Sygdom , “ sagde Fru Gorm , som om det forstod sig af sig selv , at naar hun kaldte , saa kom han . „ Hvad feiler ham da ? “ spurgte Clausen . „ Det er et lidt underligt Spørgsmaal af Dem , Doktor Clausen , “ svarede hun med fornem Overlegenhed . „ Det er jo derfor , at jeg har kaldt Dem herud . Det bliver det Deres Sag at afgjøre , ikke min . “ „ Det er ingenlunde , som De behager at kalde det , et lidt underligt Spørgsmaal , “ svarede Clausen , som i Almindelighed ikke lod sig tiltale paa denne Maade , og allermindst i dette Øieblik var oplagt til at finde sig deri . „ Naar jeg spørger , har jeg gjerne en Grund dertil ; og naar jeg spørger om , hvad der feiler ham , saa mener jeg naturligviis , hvoraf De flutter , at han er syg . “ Frn Gorm blev et Øieblik overrasket over dette bestemte Svar , men fattede sig hurtigt , og gav ham i samme fornemme Tone det Svar , at hendes Søn i nogen Tid havde mistet sin Appetit ; men foruden dette kunde hun ikke angive noget Bestemt . „ Saa er det bedst , at jeg taler med ham selv , “ sagde Lægen . Derpaa blev der søgt efter Abel , som imidlertid intetsteds var at finde . „ Saa er De maaskee saa god at vente ; han maa snart være her , “ sagde Fru Gorm , og bød Lægen at sætte sig . „ Skjøndt jeg ellers ikke har synderlig stor Praxis , er det mig umuligt at vente idag , “ svarede Clausen , „ da jeg for Øieblikket har en Patient i Byen , hvem jeg nødvendigviis maa besøge flere Gange om Dagen ; og er der ikke Andet i Veien , end at Deres Søn har mistet Appetiten , men forresten kan gaae sin Vei “ — „ Det er virkelig lidt underligt , naar jeg for den samme Sags Skyld har kaldt Dem herud “ — begyndte Fru Gorm . „ Jeg kan dertil kun svare , Fru Gorm , at der i et Tilfælde som dette egentlig slet ingen Grund var til at „ kalde mig herud “ , som De behager at udtrykke Dem ; men naar jeg netop i disse Dage har en Patient i Byen , som er livsfarlig syg , saa betænker jeg mig ikke paa at sige , at det idetmindste idag er mig umuligt at vente . “ „ Øg efter dette Svar betænker jeg mig ikke paa at sige , at jeg herefter ikke oftere skal besvære Dem med Praxis , “ sagde Fru Gorm med et huldsaligt Smiil . Lægen bukkede og gik ; og medens han atter vandrede hen ad den Skovvei , hvor han tidligere paa Sommeren havde gaaet med Angusta , fandt han , at han nu var bleven betydeligt klogere . Det lod sig ikke negte , at Angusta havde været meget smuk den Dag ; han vilde endog kalde hende ualmindelig Yndig , men hvad vedkom det egentligt ham ? Maaskee havde hendes forandrede Optræden overfor ham kun beroet paa en tilfældig Indisposition , eller paa et tilfældigt Lune ; idetmindste havde der været et Øieblik , da det forekom ham saaledes , og i saadanne Ting er man mærkværdigt klarfseende , men — hvorfor tænke mere derpaa ? Hvorfor ikke nyde den smukke Natur , medens man et Øieblik var midt ude i den , og medens han altsaa gik henad Skovveien og nød den smukke Natur , kom han strax tilbage til det Emne , han havde forladt , og søgte at gjøre sig fortrolig med den Tanke , at han ikke længere elskede Augusta , og maaskee aldrig „ egentligt “ havde elsket hende , og endte med som et Slags Trost at sige sig selv , at han nu temmelig længe havde opført sig som en Nar overfor sig selv . Affairen med Fru Gorm hjalp ogsaa til at bringe hans Sind i Ligevægt ; han maatte lee , naar han tænkte paa denne Dames Fordringsfuldhed , og i Grunden var det ham en Tilfredsstillelse , at han var bleven denne Familie kvit for bestandigt . Da Augusta havde gaaet sig en Tour i Haven , kom hun i et straalende Humeur tilbage for at tale med Clausen ; hun var hurtigt kommet til det Rosultat , at hendes Lunefuldhed denne Gang havde været saare ilde anbragt , og hendes Fortrydelse herover tilskyndede hende til at gjøre det godt igjen ; men hendes Luner havde netop denne Gang spillet hende et slemt Puds . Clausen var reist , og det uden at sige hende Farvel . Hun kunde , saameget hun vilde , prøve paa at føle sig fornærmet ; det var alligevel ikke saa . Hun var ikke fornærmet , men bedrøvet over , at han var borte , eller at hun havde opført sig mod ham , som hun havde , eller Noget af begge Dele ; men hun fik ikke Tid til at tænke synderligt derover , thi da Fru Gorm med en Sparsommelighed paa Ord , som allerede i og for sig var paafaldende , havde sagt , at Lægen var gaaet , tilføiede hun i lidet valgte Udtryk sin Mening om „ denne Doktors Dristighed og Uforskammethed “ , og da Augusfa vovede at tage til Gjenmæle og sorsvare Clausen , fik hun en saa kraftig Irettesættelse , at hun flygtede op paa sit Værelse og søgte Lindring i en heftig Graad . Hun var ved denne Leilighed virkelig blevet angst for Fru Gorm . At denne Dame besad en vis Skarphed , havde hun længe vidst , men at hun nogensinde brugte saadanne Udtryk , som hun denne Gang havde gjort , det havde hun ikke tænkt sig Muligheden af . Angusta havde aldrig seet Nogen i et lignende Oprør som det , hvori hun havde truffet Fru Gorm , hvis skjønne Lærdomme om alle de Hensyn , som skyldtes Stillingen , Huset og Selskabet , kun daarligt bestod deres Prøve , da det kom til Stykket . Da hun havde grædt en Stund , og var kommet lidt til Ro , satte hun sig hen ved Vinduet og saae ned i Haven , hvor Træerne kastede lange Skygger , som næsten naaede heelt op til Huset . Hvormange glade Timer havde hun ikke havt her , eller været nær ved at have ; thi det forekom hende , at hun snarere havde ventet at finde Glæden , end egentlig fundet den ; der havde altid været en eller anden lille Mangel , et eller andet ubestemt Savn , som hun ikke havd ' e kunnet gjøre sig selv Rede for , ikke engang nu , da det var voxet op til en Fornemmelse af Sorg , som tyngede paa hende . Hvorfor kunde hun ikke være ligesom i gamle Dage , og hvorfor vare Andre Heller ikke ligesom i gamle Dage ? Hvorfor havde Doktor Clausen den Dag været afvisende , og hvorfor var han gaaet uden at sige hende Farvel ? Selv om han var bleven uenig med Fru Gorm , kunde han dog gjerne have føgt hende op , inden han gik , og have taget en Hilsen med hjem . Hjem ? — Hvorfor var det saa underligt at tænke paa Hjemmet ? Ikke som om hun havde tabt Kjærligheden til det — hun syntes tvertimod , at hun aldrig havde elsket det saa høit som nn , og havde gjerne begivet sig paa Veien strax , hvis det havde kunnet lade sig gjøre — men alligevel var der Noget , som flød sig mellem hende og Hjemmet , og mellem hende og Alt , hvad hun ønskede at glæde sig over . Uden selv at vide , hvor rigtigt hun tænkte , sagde hun ved sig selv , at hun følte en besynderlig Tomhed , der kun var saameget hunligere , som den bestandigt ængstede hende fra det Fjerne , uden at antage nogen bestemt Skikkelse . Det var Tomhedens og Misfornøjelsens Skygger , der faldt paa hende , og forvirrede hende . De formørkede hendes Vei og anklagede hende , uden at hun selv vidste hvorfor ; de gjorde hende bedrøvet , uden at hun selv vidste hvorover ; de hindrede hende i at finde Hvile ved Tanken om Hjemmet , og gjorde Alt omkring hende mat , kjedeligt og glædeløst ; og medens hun sad der og saae ud i Træernes Kroner , var hun ligesaa blind for Sommerens Herligheder som for sit eget gode og barnlige , men vildledte og mishandlede Hjertes Vildfarelser . Resten af Dagen gik , og hun sad endnu bestandigt deroppe , uden at tænke paa Nogen , og uden at Nogen tænkte paa hende , da Alle vare i travl Beskjæftigede med at træffe Forberedelser til det store Selskab , som stulde samles den næste Dag . Aftenens Dunkelhed sænkede sig over Haven , og tilslørede Omgivelserne , indtil de efterhaanden reent svandt bort ; de lange Skygger bleve længere og naaede Huset ; de voxede op ad dets Vægge og listede sig ind til hende , hvor de blandede sig med hendes egne Skygger og faldt sammen med dem til et tæt Mørke , og idet hun havde en dunkel Fornemmelse af , at Tomheden i hendes Sind smeltede sammen med Tomheden uden om hende , lagde hun sig grædende til Hvile . — Imidlertid havde det Gormske Huus været i stærk Bevægelse i Anledning af Abels Udebliven . Da man i Anledning af Lægens Besøg tilfældigviis var bleven opmærksom paa , at han havde været usædvanlig længe borte , havde man sendt flere Folk ud for at søge ham op , og da de Alle vare vendte tilbage med uforrettet Sag , begyndte Forældrene at blive urolige . Fru Gorm havde fortalt sin Mand om sit Sammensfød med Dokfor Clausen , og blev paa engang forundret og yderligere forbittret , fordi han ikke blot ikke gav hende Medhold , men endogsaa beklagede , hvad der var fleet . Fru Gorm kunde være ophøiet , men dennegang var hun over alle Grændser ophøiet , medens hun sad i Verandaen og afhandlede denne Sag med ham . „ Jeg forstaaer Dig ikke , Gorm . Du er mig virkelig gaadefuld , min Ven , “ sagde hun majestætisk ; og det kan tilføies som Bidrag til hendes Besynderligheder , at hun var allermeest tilbøielig til at bruge Udtrykket „ min Ven “ , naar hun var allerfjernest fra at mene det . „ Jeg veed ikke , hvad Gaadefuldt Du finder hos mig , “ svarede Gorm i en tvær Tone , som alligevel røbede en vis Uro . „ Jeg vil ikke tvistes om Ord ; men denne Læges Opførsel er mig utaalelig , ligefrem utaalelig . Naar han bliver kaldt ud i Praxis , skal han ikke betragte det som en Naadcsag , om han vil gjøre sin Pligt eller ikke . Du taaler ikke , at man gjør Oprør mod Dig , men jeg taaler Heller ikke , at man gjør Oprørmod mig ; jeg forsikkrer Dig , Gorm , jeg taaler det ikke , “ tilføiede hun , medens hendes fine Hænder rystede af Bevægelse . „ Hans Uforskammethed nødte mig til at give ham Afsfed . “ „ Afsfed ? “ udbrød Gorm , og foer i Veiret . „ Afsfed ? Jeg har engang for alle sagt , at jeg forbeholder mig selv Afgjørelsen af slige “ — I det Samme hørtes der en voldsom Gjøen ved Indgangen til Haven , og strax efter faaes Gorms Hunde , som indtil dette Øieblik fredeligt og samdrægtigt havde ligget ved Siden af hinanden , i et rasende Slagsmaal at tumle omkring paa en fjern Græsplaine , medens en Stemme ved alle Slags Tilraab yderligere hidsede dem Paa hinanden . Det Hele stod kun et Øieblik paa ; thi en velrettet Steen , der syntes at komme fra samme Kant som Stemmen , ramte den ene af Hundene , som med et lydeligt Hyl fog Flugten . „ Det er Krog , “ sagde Fru Gorm , idet hun berørte sin Mands Haand . „ Jeg har seet det engang tidligere ; det er ham , der hidser Hundene paa hinanden . Han er mig en modbydelig Person . Hvorfor trækker Du ham saameget til Huset i den senere Tid ? “ Gorm gjorde en Bevægelse , som udtrykte Utaalmodighed , Mrgerlighed , Hidsighed eller en Blanding af det Altsammen , men fik ikke Tid til at svare , da Krog i det Samme kom hen til dem . Han var fidtet . simpel og brutal som altid , og havde Stokken med Læderremmen over Haanden . „ Hvorledes gaaer det med Affairerne , Gorm ? Jeg synes , at De seer ganske betænkelig ud , “ sagde han , og plantede sig i Gangen foran dem , hvor han blev staaende og svingede med Stokken . „ Det har ikke Noget med Affairerne at gjøre ; vi ere bekymrede for Abel , som er bleven borte idag . Han har i den senere Tid været syg , og vi frygte halvveis for , at der kunde være tilstødt ham Noget . “ „ Saa han har været syg ? “ Yttrede Krog i en deeltagende Tone . „ Aa , Herregud ! Det var da slemt ; og hvad har han saa feilet , med Forlov ? “ „ De synes at spøge med det , “ sagde Fru Gorm lidt skarpt , og greb Leiligheden til at vise denne Person indenfor de rette Grændser . „ Jeg veed ikke , hvad De mener dermed ; det forekommer mig , mildest talt , lidt underligt . Naar min Mand siger Dem , at han har været syg , og at vi derfor ere bekymrede for hans Udebliven , seer jeg ikke , at deri er noget saa Morsomt . “ „ Og jeg spørger endnu engang , hvad har han saa seilet , med Forlov ? “ vedblev Krog med en skjemtefuld Halsstarrighed , der i hendes Øine gjorde ham endnu modbydeligere . „ Aa , hvad veed jeg , “ udbrød Gorm utaalmodigt ; „ min Kone siger , at han har mistet Appetiten . “ „ Appetiten ? “ raabte Krog henrykt , og lod sin klukkende Latter høre . „ Giv mig Deres Haand , Fru Gorm , “ og enten hun vilde eller ikke , maatte hun dennegang føie ham . „ Jeg siger Dem , at det er den morsomste Historie , jeg længe har oplevet , “ udbrød han , og rystede hendes Haand , som om han ønskede hende tillykke med Et eller Andet . „ Mistet Appetiten ? Gaaer ikke Drengen og spiller Komedie for Dem ved høilys Dag ? — Ved høilys Dag , “ gjentog han som en særligt graverende Omstændighed . „ Saae jeg ham ikke før tage en solid Middagsmad nede i Kroen ? Og har jeg ikke hver Dag i den sidste Tid seet ham gjøre det Samme ? Det ' skulde jeg mene . Man har da Øine i Hovedet . Og saa gaaer han og har ingen Appetit ? “ Dermed slap han igjen Fru Gorms Haand , og overgav sig til et lydeligt Udbrud af Henrykkelse . Den Modbydelighed og Foragt , hvormed hun saae paa ham , idet hun reisfe sig og forlod dem , undgik ham ikke ; men det var saa langt fra , at det skræmmede ham , at det fvertimod forhøjede hans Lystighed ; og medens Fru Gorm forbittret vankede om nede i Haven , og med sit Lommetørklæde saa at sige tørte Krog af sin smukke Haand , idet hun var enig med sig selv om , at denne Person for Fremtiden skulde udelukkes fra Huset , fortsatte han med uformindsket Oprømthed sin Beretning om Abels Bedrifter . „ Seer De , Gorm , jeg kommer jevnligt nede i Krohaven , “ vedblev han , idet han fatte sig og lagde fine Been , der lignede et Par svære Bjælker , op paa en Havebænk ; „ jeg kommer jevnligt nede i Krohaven , hvor jeg i denne varme Tid hver Eftermiddag tager mig en Langtoddy , — akkurat den samme , som vi drak i Balles Kjælder i Christenbernikovstræde , da vi vare Muurdrenge , Gorm . De skulde engang komme ned og prøve den ; den er ikke saa heelt ueffen “ — Gorm gjorde en utaalmodig Geberde . At han skulde komme ned i Krohaven og drikke nogetsomhelst Slags Toddy ! At Nogen dristede sig til at minde ham om , at han havde frekventeret Balles Kjælder i Christenbernikovstræde ! Man kunde ligesaa godt have forlangt , at en Minister skulde vise sig paa Keglebanen . — „ men det er nu det Samme , Gorm ; er De for fiin til at komme der , kan De gjerne blive borte . — Har De saa en Cigar , Gorm ? “ — Med et Udtryk af Arrighed rakte Gorm ham sit Cigarfoderal , hvorpaa den Anden fortsatte . „ Nei , seer De , jeg sidder som sagt i et af Lysthusene dernede , og tager min Langtoddy , og saa hører jeg paa engang Abels Stemme ude paa Landeveien . Han talte med en Pranger om hans Heste ; og da jeg saa reiser mig , seer jeg Mester gaae derude i store Ridestøvler og Sporer “ — „ I store Ridestøvler og Sporer ? “ raabte Gorm forbauset . — „ minsæl om han ikke gjorde . De sagde dernede , at han havde dem staaende hos Staldmesteren , og trak dem af , naar han gik hjem . Og saaledes er det nu gaaet en fjorten Dages Tid . Han tager sin Pot Kegler hver Dag som en Mand , og ovenpaa det en solid Middag . “ „ Men hvorfor i Alverden har De ikke sagt os det før ? “ udbrød Gorm . „ Hvor kunde jeg vide , at det var imod Deres Villie ? Og hvad kommer det forresten mig ved ? Men naar han nu gaaer og bilder Dem ind , at han har mistet Appetiten , saa er det Komedie ved høilys Dag , min gode Gorm . “ Det var langtfra nogen behagelig Aften , Abel tilbragte , da han kom hjem som svagelig Yngling . Han blev helbredet i faa Minutter , og efterat hans Moder havde bragt ham ned til en saadan Tilstand af . Nervøsitet , at det forekom ham , som om Luften sydede omkring ham og kogende trængte sig ind i hans Ører , aabnede hans Fader ham mindre behagelige Udsigter , idet han bestemte , at han fra nu af skulde arbeide paa Kontoret under hans specielle Opsigt . Det var Heller ikke nogen behagelig Aften for Gorm , da hans Kone , efterat Abel var kureret , erklærede , at Krog ikke oftere maatte komme der i Huset . De gik frem og tilbage foran Havedøren og talte derom , og dersom det ikke havde været saa mørkt som det var , vilde han have seet , hvorledes hun sittrede af Forbittrelse , medens hun i kolde og afmaalte Udtryk bebreidede ham , af han saaledes havde siddet som en ligegyldig Tilskuer , da hun blev fornærmet af en raa Karl , og det paa en Maade , hun ikke havde tænkt sig mulig ; og dersom hun i Mørket havde kunnet see Gorm , vilde hun have forundret sig over , hvor usikker og famlende , mat og sløv han var . Det hjalp derfor kun lidt , af han protesterede og paastod , af det Forretningsforhold , hvori han stod til Krog , gjorde dennes Udelukkelse fra Huset til en Umulighed ; den matadoragtige Overlegenhed , som han ellers med saa megen Virtuositet forsfod af gjøre gjældende , svigtede ham dennegang , og havde man seet ham , da han senere luskede omkring i Haven , som om han befandt sig paa fremmed Grund , vilde man i det Høieste have kaldt ham en slunken Matador . Trettende Kapitel . Den næste Dag samledes Selflabet , og Alt var glimrende . Den Gormske Himmel , som Dagen forud havde været overtrukken og stormfuld , var omsider bleven klar , og straalede paa Slaget Fem om Eftermiddagen , men heller ikke et Øieblik før . I Løbet af Formiddagen var den tidligere Storm brudt ud med fornyet Heftighed , da Gorm , som fandt det raadcligst iforveien at bringe denne Sag i Orden , meddeelte sin Kone , at han paa egen Haand havde indbudt et Par Forretningsvenner , med hvem han havde vigtige Sager at forhandle , og desuden Krog . Det kunde nu ikke være anderledes , sagde han , men naar de kom tilbage til Byen , skulde han sørge for , at navnlig Krog blev fjernet . Skjøndt Antallet af Gjæster ellers var ubegrændset , var der dog denne Gang indbudt saamange , at Huset vanskeligt kunde rumme flere , og allerede af denne Grund tog Fru Gorm Efterretningen høist unaadigt op . Hendes første Foranstaltning var at forvise Abel til hans Værelse , hvorved hun paa engang vandt Plads og straffede ham for hans Optøier . For Abel var Straffen imidlertid meget lempelig ; thi senere hen paa Dagen , da Gjæsterne begyndte at indfinde sig , samlede han en Kreds af Ligesindede hos sig , og da Tidens Fylde kom , indtog han i Forening med dem et overdaadigt Middagsmaaltid , saaledes som det stundom tilberedes for Statsfanger af høi Rang . Efter Begivenhederne den foregaaende Dag havde Augusta tilbragt den meste Tid paa sit Værelse , og da hun et Øieblik viste sig nede i Havestuen , mærkede hun snart , at Fru Gorm endnu var i en Stemning , som gjorde det ønskeligt for Andre at holde sig Paa Afstand . Skjøndt Augusta endnu langtfra var kommet til Klarhed over sig selv , var hendes tidligere Tro paa Stillingen , Huset og Selskabet dog rokket betydeligt . Til sin store Overraskelse havde hun hørt , at hendes Fader ventedes den samme Dag ; men til sin endnu større Overraskelse havde hun ved samme Leilighed erfaret , hvorledes han blev omtalt . Medens nemlig Gorm om Formiddagen bragte sin Kone den behagelige Meddelelse om , at han paa egen Haand havde inviteret Gjæster , gik de foran Huset , hvor Augusta havde sit Værelse . Da det imidlertid var hende ubehageligt at være Vidne til den Uenighed , som ved denne Leilighed opstod mellem dem , lukkede hun sit Vindue ; men kunde alligevel ikke undgaae at høre , at Gorm nævnede hendes Fader blandt dem , han selv havde indbudt , og at Fru Gorm i en skarp Tone bad ham om , for Fremtiden at „ forskaane hende for denne Brygger , der ligesaalidt som Krog passede i deres Huus . “ Mere hørte hun ikke , men det var ogsaa tilstrækkeligt . At Nogen kunde omtale hendes Fader paa denne Maade , var aldrig faldet hende ind , og hun blev derfor i det første Øieblik staaende næsten som forstenet . Hun havde altsaa været her som af Naade og Barmhjertighed ; den Venlighed hun havde nydt , var altsaa som en Gave , man havde kastet til hende . Stoltheden rørte sig i hende , men veg snart for fredelige og velgjørende Erindringer om Hjemmet . Hun tænkte paa de gamle velbekjendte Steder , hvoraf ethvert ikke havde een , men tusinde Ting at fortælle ; de gamle velbekjendte Steder , hvor hver en Krog havde sin egen Historie , som tvertimod Reglerne for al anden Historie , tog de mindste Bagateller med og gjorde det Ubetydelige til noget høisf Vigtigt og Betydningsfuldt . Dagligstnen med de Egetræes Paneler , Sofakrogen , hendes eget Værelse , den lange Allee i Haven , Drivhuset og Grønningen stode lyslevende for hende , og talte det hjemlige Sprog , der omsider kommer tilorde , naar Verdens forskjellige Tungemaal have hensat os i en babylonisk Forvirring . Og midt i det Altsammen straalede de gamle kjærlige Ansigter , der havde været hendes unge Livs Solskin ; de gamle trofaste Skikkelser , som altid havde været uadskillelige fra hendes glade Tanker og tillidsfulde Ønsker . Altid ? Havde de dog ikke været halvt fordunklede af de nye Ansigter hun havde mødt , ja stundom næsten heelt glemte under det muntre og bevægede Liv hos Gorms ? Det kunde maaskee nok være ; det gjorde det stakkels Hjerte bedrøvet , men det muntre og bevægede Liv hos Gorms — det var en heel ny Verden , der viste sig for hende og gav Tankerne et andet Løb . De gamle Erindringer blegnede , og nye Erindringer om Liv og Lystighed , Adspredelse , Smiger , Pynt og Alt , hvad der ligger paa denne Vei , fortryllede hende atter og drog hende halvt modstræbende med sig . Her havde hun oplevet Noget ; her havde der været Noget at see , som man ikke fik at see ude paa Amager . Men var det ogsaa værdt at see ? Naar det kom til Stykket , havde det jo kun gjort hende mismodig , og var der end Et og Andet , man neppe fik at see ude paa Amager , saa var det maaskee ogsaa Noget , man i Grunden godt kunde undvære . Saaledes tænkte den lille Philosoph , og kæmpede sig frem mellem stridende Følelser . Endnu vaklede hun lidt , men da hun atter kom til at tænke paa Fru Gorms haanlige Omtale af hendes Fader , vaagnede Erindringen om mange andre Ord , hun havde brugt , og som kunde tydes i samme Retning . Og var hun ikke selv begyndt at blive lidt hovmodig , og at flille sig fra sine Forældre ? Nu da hun rigtigt kom til at tænke sig om , maatte hun næsten smile ad sig selv . At hun nogensinde skulde blive hovmodig ! Men det hjalp ikke ; det lod sig nu engang ikke slaae hen i Spsg . Spørgsmaalet vendte tilbage og forlangte et Svar , og Svaret kom , da den lille Philosoph satte sig hen og græd . „ Nu skal Du see at gjøre det godt igjen , “ sagde hun halvhøit til sig selv . „ Du har baaret Dig saaledes ad , at Du maa flamme Dig . Du tager hjem idag , for her holder Du det ikke længere ud ; og nu begynder Du strax at pakke din Koffert . “ Det var allerede en Trøst ufortøvet at sætte Beslutningen i Værk og vise en Smule Energi . „ Du skal gjøre det godt igjen ; det skal blive ligesom i gamle Dage , “ vedblev hun , medens hun med blussende Kinder ordnede sine Sager . Anstrengelsen havde gjort hende varm , og da hun , efterat have pakket sin Koffert , rødmende stod foran Speilet og gjorde sit Toilette , var hun meget smuk . Blot man nu ikke kunde see , at hun havde grædt ; det var bedst at tage sine Forsigtighedsregler . De bleve tagne , men det forekom hende , at der alligevel endnu var svage Spor tilbage ; og dog , selv om saa var , klædte det hende maaskee ikke saa ilde . „ Du er en styg Pige , “ begyndte hun igjen , men standsede i det Samme , og betragtede med et Smiil det smukke Ansigt i Speilet , der var ligesaa bevægeligt og omskifteligt som hendes eget Sind . Imidlertid begyndte de Fremmede at komme , hvorfor hun skyndte sig ned , da hun absolut maatte tale med sin Fader , inden de Andre saae ham . Der var allerede samlet en Deel Gjæster , hvis Opmærksomhed hun strax tiltrak sig , da hun paa Grund af Bevægelsen , hvori hun havde været , denne Dag var høist indtagende . Men dennegang var hun døv for deres Hyldest , og saae kun Fru Gorm , der bevægede sig med den samme Ro og viste den samme kolde Nedladenhed som ellers , ganske som om der Intet var forefaldet . Skjøndt hun havde seet det Selvsamme mange Gange tidligere , blev hun dog først idag overrasket derover . Hvad hun hidtil havde mødt i oprigtig Ærbødighed , blev dennegang betragtet med mistænksomme Blikke , og Viisdommens Ord om alt Det , som skyldtes Stillingen , Huset og Selskabet , begyndte at vise sig for hende som Vranglære . Hun optoges imidlertid snart af Forventningen om hendes Faders Ankomst , og da hun endelig saae Vognen komme , skyndte hun sig ud til ham . „ Jeg har længtes saameget efter Dig , kjæreste Fader , “ udbrød hun , og kunde ikke give ham Tid til at komme ud af den lukkede Vogn , men fatte sig ind paa Sædet , ved Siden af ham og omfavnede ham . „ Jeg tager hjem med idag . — Jeg lader strax min Koffert bære ned i Vognen , for at den kan være der . — Hvorledes har Moder det ? — Du veed ikke , hvor glad jeg er over , at Du kom netop idag , Du kjære , gamle Fader . “ Under denne Strøm af Ord og Spørgsmaal blev Kraft siddende heelt forbauset , medens hun vedblev at omfavne og kysse ham . „ Det glæder mig , Barn , at Du har Lyst til at komme hjem igjen ; vi have længtes efter Dig , “ sagde han , medens han holdt hende omsluttet med sin kraffige Arm . „ Du maa ikke sige mere , Fader , “ sagde hun hurtigt , og holdt sin Haand for Munden af ham . „ Siden , Fader , siden “ — Med disse Ord foer hun igjen afsted , da hun frygtede for , at det skulde komme til en Forklaring paa Stedet , og efterlod Kraft i en endnu mere forbauset Tilstand , medens han gik ind i Huset . Han søgte strax Fru Gorm , og takkede hende , fordi hun havde beholdt hans Datter saalænge . Han maatte takke hende , yttrede han , ikke blot i sit eget , men ogsaa i den gamle Kones Navn ; men nu længtes de begge To efter at faae hende hjem , og Barnet havde allerede sagt ham , at hun fulgte hjem med ham idag . Augusta , som var fulgt efter sin Fader , saasnart hun saae ham nærme sig Fru Gorm , betragtede hende med mistænksom Aarvaagenhed , og da hun ret vel kjendte hendes Mimik , undgik det hende ikke , at denne Dame smilede paa sin eiendommelige Maade , da Krast omtalte sin Hustru og Datter i de hjemlige Udtryk ; men saa stor var endnu Fru Gorms Magt over hende , at hun næsten blev angst , da hendes Fader sagde , at hun tog hjem med ham samme Dag , fordi hun halvveis frygtede for , at Fru Gorm kunde forhindre det , hvis hun vilde . „ Saa De forlader os idag ? “ sagde Fru Gorm i en forundret Tone . „ Nei virkelig ? Saa var det jo ret heldigt , at jeg traf Dem nu , og fik det at vide . “ „ Har Du ikke sagt Fru Gorm det , Augusta ? “ spurgte Kraft , som selv blev forundret , „ Nei , jeg har ikke , “ svarede Augusta , og rødmede . „ Jeg bestemte mig først dertil idag , da jeg hørte , at Du skulde komme , Fader . “ „ Hvor har De Hørt det , Augusta ? “ spurgte Fru Gorm , som tilfældigviis mindedes Samtalen med sin Mand samme Formiddag ; men Augusta slap forat svare , da nye Fremmede lagde Beslag paa Fru Gorms Opmærksomhed . Ved Middagsbordet afhandledes det store Aktieforetagende , som nu syntes at være i Fremgang , og at have den for alle Aktieforetagender sædvanlige glimrende Fremtid for sig . Især var Krog uudtømmelig i Lovtaler over det , og skildrede med bramfri Veltalenhed den Rift der var om Aktierne , og hvorledes Baron Glimmer var bleven omvendt , og det i den Grad , at han og Grev Kvarts nær vare blevne Uvenner , alene fordi de overbød hinanden i Ansættelsen af den Konrs , Aktierne vilde have om et halvt Aar . Det var et reent Held , at Oberst Feldspath var kommet til , og havde mærglet imellem dem , da han , Krog , ellers ikke vilde have indestaaet for , hvad der kunde være skeet . „ Men saa sagde jeg bagefter , “ tilføiede Krog , „ da jeg talte alene med Baronen : Hør nu , min gode Glimmer , De maa ikke tage Sagen saa alvorligt , naar De taler med Kvarts , for han er et Bruushoved , veed De nok . — Det kan gjerne være , min gode Krog , sagde Baronen ; men jeg taaler ikke , at Kvarts underkjender min Mening om et Foretagende , til hvis Fremme jeg sætter en Ære i at yde min Deeltagelse . “ Hertil svarede Gorm majestætisk , at det glædede ham at høre , hvorpaa han drak et Glas med Krog . Det var naturligt , at Gjæsterne af Høflighed indlade . sig paa Sagen , og omtalte den som en af de genialeste Tanker , der længe var undfanget indenfor Forretningsverdenen , — „ et sandt Storværk , “ bemærkede en ældre Etatsraad , „ som vil fremme meer end eet almeennyttigt Formaal , og staae som et lysende Exempel for alt til sandt Borgerheld Sigtende ; og skjøndt han ikke var Forretningsmand , idetmindste ikke i den Betydning “ — han angav imidlertid ikke , i hvilken Betydning — „ saa vilde han dog tilraabe Hver og En — Hver og En , “ gjentog han efter et lille Ophold , og saae stivt hen paa et ungt Menneske , som blev ganfle betaget , skjøndt han ikke var sig nogen Brøde bevidst , — „ af tage Aktier , hvis saadanne endnu vare til af faae . “ Efter denne Opfordring tømte Etatsraaden sit Glas , og satte det haardt i Bordet , hvilket Tjeneren strax opfattede som en lydelig Opfordring til af fylde det paany , og saae sig derpaa om med et Udtryk af Bestemthed , som om han nok ønskede af vide , hvorvidt der var Nogen tilstede , som vovede af være af en anden Mening ; for hvis det var Tilfældet , saa maatte han helft melde sig strax . Dersom Gorm havde villet , kunde han gjerne have spurgt denne Taler , hvorfor han da ikke for længe siden selv var ilet til og havde taget Aktier . Dette gjorde han imidlertid ikke , men betragtede ham med et velvilligt Smiil , idet han ansaae denne Tale for af være adskillige Aktier værd . Endnu engang tog Krog fat paa Sagen , og sendte Gorm i Samtalens Løb umaadelige Summer , og var der Noget , som skulde kunne forsone Fru Gorm med Krog , saa var det denne Maade , hvorpaa han overtrak Selskabet med Guld . Vel var Belægningen noget plump , men Forgyldning er altid Forgyldning . — „ Det kan De sige os , “ sagde Kraft , som var inde i en Samtale med sin Sidemand , høit over til Selmer . „ Det kan De sige os , min gode Selmer ; det forstaaer De Dem bedre paa , end alle vi Andre tilsammen . Jeg taler netop med min ærede Sidemand her om de Maskiner , som Aktieselskabet tænker paa at anskaffe “ — „ Det har Selmer ingen Mening om , “ udbrød Gorm fra den modsatte Ende af Bordet , og blev Matador ind til Marven , bydende , herskesyg og brutal . „ Ikke det ? “ sagde Kraft forbanset , og saae over paa Selmer , som tilfulde følte den plumpe Fornærmeste . „ Det forundrer mig i Sandhed , at De kan paastaae det , Justitsraad Gorm . Jeg er af den Mening , at Selmer bedre end baade De og jeg “ — „ Undskyld , Hr . Kraft , “ svarede Gorm . „ Enten det nu forholder sig saa eller saa , saa have mine Folk ingen Mening om mine Forretningsanliggender ; og hvis de have den , saa yttre de den ikke . “ Dermed reiste han sig og gav Tegn til Opbrud . Kraft var bleven saa forundret over dette Svar , at han strax søgte hen til Gorm for at fortsætte , hvor han var bleven afbrudt , og for af give Selmer en Opreisning for den Krænkelse , han meget mod sin Villie havde givet Anledning til , men han fandt Gorm overmodig og utilgængelig , og følte sig selv stødt ved den overlegne Tone , hvori han blev tiltalt . Imidlertid spredtes Selskabet omkring i Haven , og Augusta ventede utaalmodigt paa det Øieblik , da hun skulde tage afsted . Hun frygtede for , af Fru Gorm skulle gjentage det Spørgsmaal , hun før ikke havde faaet besvaret ; men Fru Gorm saae ligegyldigt paa hende , med det hoffærdige Ansigt hun ellers havde paa rede Haand overfor Fremmede . Da Augusta imidlertid nødigt vilde krænke hende , og desuden var hende faknemmelig for den Venlighed , hun tidligere havde viist hende , forsøgte hun af nærme sig og udtale sin Tak ; men Fru Gorm vilde ikke modtage den . Hun flød hende vel ikke ligefrem fra sig , men var heller ikke imødekommende ; hun indskrænkede sig kun til af bemærke , af hun havde handlet i den bedste Mening , og af hun jo slet ikke kunde fortænke Augusta i , af hun længtes efter Hjemmet ; men da det ikke var sikkert , af de senere vilde træffe hinanden , naar hun tog afsted , faa vilde hun nu sige hende Farvel med det Samme . Augusta prøvede paa af sige et Par venlige Ord , men kunde ikke faae dem frem , og da Fru Gorm i det Samme talte til nogle af de Fremmede , som tilfældigviis kom forbi dem , og lod hende staae ene tilbage , fik hun Taarer i Øinene og skyndte sig op paa sit Værelse . Skulde hun nu ogsaa af Fru Gorm ansces for egenkjærlig og utaknemmelig ? Det var ikke hendes Skyld , at det kom til at see saaledes ud ; men hvorfor vilde Fru Gorm vende Forholdet saa underligt om , at det alligevel fik Udseende deraf ? Det forekom hende , at der var Noget , hvorfor hun ikke kunde være Fru Gorm taknemmelig , men hun kunde ikke rigtigt blive klog derpaa , fordi der var Saameget , som slyngede sig ind i hinanden , at det gjorde hende ganske forvirret . Den stakkels Augusta , som nu betalte sin Tribut til Selskabet ! Selskabet , som i dette Øieblik ikke bekymrede sig mere om hende , end om hun aldrig havde været til . Hun sad igjen , ligesom den foregaaende Aften , og mærkede , at Skyggerne samlede sig omkring hende . Gid hun aldrig var taget hjemmefra , faa havde hun undgaaet disse Sorger ; men hvorfor vilde hun tænke mere derpaa , da det jo nu var forbi ? Naar hun kom hjem igjen , skulde Alt blive ligesom i gamle Dage . Der paakom hende en saadan Lyst til at tage assted strax , at hun uvilkaarligt reiste sig for at gaae ned , men standsede i det Samme ved at høre tunge Fodtrin komme op ad Trapperne , og da hendes Fader strax efter aabnede Døren og traadte ind i Værelset , fløi hun ham imøde og omfavnede ham . „ Er der skeet Noget , Fader ? “ spurgte hun , da . hun mærkede , at han rystede af Sindsbevægelse , medens hun kun med Vanskelighed kunde fljelne hans Træk i Tusmørket . „ Ikke noget Synderligt , Barn , “ svarede han i en dæmpet Tone , for at Ingen skulde høre dem . „ Jeg blev kun lidt uenig med Gorm . “ „ Har han fornærmet Dig , Fader ? “ spurgte hun ængsteligt . „ Jeg troer det næsten , lille Augusta ; jeg er bange for det . Jeg vilde ikke tage flere Aktier i dette Foretagende , seer Du , og saa tiltalte han mig paa en Maade , som ikke er brugelig mellem hæderlige Mænd . — En Brygger er vel ligesaa god som andre Folk . “ „ Saa veed jeg det , Fader . Saa behøver Du ikke at sige mere , “ udbrød hun , og klyngede sig til ham . „ Jeg kan ikke udholde at høre det . Jeg føler mig saa ulykkelig . “ „ Ulykkelig , Barn ? “ sagde Kraft , som glemte sin egen Ærgrelse . „ Hvad er der paafærde ? “ „ Jeg har været saa egenkjærlig , Fader ; saa meget egenkjærlig , “ sagde hun , medens hendes Taarer randt . „ Jeg har været utaknemmelig mod Jer , det veed jeg meget godt ; og det er det , der gjør mig saa ulykkelig . Jeg skulde slet ikke have taget hjemmefra , og naar jeg nu tænker paa , hvorledes I have gaaet alene derhjemme hele Sommeren , saa flammer jeg mig , Fader ; det gjør jeg . “ Havde han nogensinde fortjent at kaldes en tosset gammel Fader , saa var det ved denne Leilighed . Isfedetfor at holde Formaningstaler , eller i det gunstigste Tilfælde at blive høimodig , og tilbyde at glemme det , saa hjalp han til med at undflylde hende og at give Sagen den mildeste Fortolkning . „ Vi have jo nok længtes efter Dig , Barn , “ sagde han , da han havde sat sig paa Stolen ved Vinduet . „ Vi have savnet Dig hver Dag , det er sandt ; men vi havde jo selv givet Dig Lov til at blive , og naar Du nu har Lyst til at komme hjem , saa have vi Dig jo igjen . Nu har Du moret Dig herude , og seet Dig om “ — „ — men jeg veed ikke , hvorledes det er gaaet til ; jeg har alligevel aldrig været rigtig fornøiet ; og der er Noget , som piner mig , Fader , og som jeg helst vil sige Dig lige strax . “ „ Hvad er da det , Barn ? Du gjør bedst i ikke at gjemme paa Noget , “ sagde han , og saae heelt forsfrækket ud . „ Der har været en Tid , da jeg begyndte at blive fornem , “ sagde hun , og skjulte sit Ansigt ved hans Bryst ; „ da jeg syntes , at der var altfor gammeldags hjemme . Er det ikke skrækkeligt , Fader ? Og fortjente jeg ikke , at I kaldte mig utaknemmelig , og ikke vilde vide af mig at sige ? Siden den Tid har jeg aldrig været rigtig fornøiet , og har tidt ønsket , at jeg var hjemme igjen . Jeg veed ikke selv , hvorfor jeg er blevet her ; kan Du forstaae det , Fader ? Men det veed jeg , at jeg føler mig meget ulykkelig , og at jeg har gjort Jer megen Sorg . “ „ Jeg troer nok , at jeg forstaaer det , “ sagde Kraft , som blev betydeligt beroliget , da han hørte , hvori det Skrækkelige bestod . „ Lad os nu tale lidt derom , inden vi tage afsted ; jeg troer , at vi Begge ville have godt deraf . “ Derpaa reiste han sig , og efterat have lagt sin Arm omkring hende , spadserede de frem og tilbage i Værelset , ligesom de pleiede at gjøre hjemme . „ Seer Du , Angusta ; jeg troer , at vi have taget feil af disse Mennesker , “ sagde han med en vis Skaansomhcd , som gjorde hans Charakteer Ære . „ Det er jo menneskeligt at tage feil , og jeg troer virkelig , at vi dennegang have gjort det . De kunne jo have deres gode Sider , det tvivler jeg slet ikke paa ; men de passe ikke for os , og vi passe ikke for dem ; og Folk , som ikke passe sammen , gjøre bedst i at holde sig borte fra hinanden . Naar vi nu ikke have gjort det , have vi ogsaa vor Deel af Skylden , og maae finde os deri . “ „ Men det undskylder ikke , at jeg blev fornem , Fader . “ „ Det gjør det vel ikke , Barn ; men jeg troer alligevel nok , af jeg veed , hvorledes det er gaaet til . Vi ere gammeldags Folk ; det ere vi virkelig , jeg veed det meget godt ; og derfor tænkte vi , af Du kunde have godt af af see Dig lidt om , da der er Saameget her , som Du ikke faaer af see hjemme “ — „ Men jeg bryder mig ikke om det , Fader ; ikke det Mindste . Jeg vil helst nøies med det , jeg kan see hjemme , “ udbrød Augusfa , som ved hans sidste Ord var bleven mindet om Fru Gorms Yttring . „ Jeg bryder mig ikke om det , Fader . “ „ Det kan gjerne være , af Du har Ret , Barn . Maaskee var det en Feil , af vi lode Dig blive saalænge herude ; og hvad det angaaer , af Du blev fornem , som Du siger , saa var det jo en slem Historie , “ sagde han , og saae selv heelt betænkelig ud ; „ men naar Du nu længes ester af komme hjem til os igjen , for det gjør Du dog vel “ — „ Fader , hvor kunde Du troe Andet ? “ „ Jeg tvivler ikke derom , Barn ; jeg tvivler slet ikke derom . Og naar det forholder sig saa , kan det ogsaa blive godt igjen . “ „ Gid det kunde , Fader . Jeg har sagt mig selv , at det skulde blive ligesom i gamle Dage , men jeg er bange for , at der skal komme Noget iveien . Jeg veed ikke selv , hvad det skulde være , men jeg er alligevel bange derfor . “ „ Komme Noget iveien ? Det skal blive ligesom i gamle Dage , “ sagde han med megen Varme . „ Bi ville komme hjem glade og fornøiede , og ikke tale til den gamle Kone om noget af alt Dette . Jeg troer ikke , at din Moder kunde taale at høre det . Vi ville lade som Ingenting , og lade det Hele være glemt . “ „ Du er min egen , elskede Fader , “ ndbrød hun , og omfavnede ham paany ; „ min egen tossede gamle Papa . Jeg trænger saameget til , at I sknlle holde af mig igjen . Troer Du , at I ville gjøre det , ligesom I have gjort det før ? Siig mig det ganske bestemt , Fader . Jeg ønsker at vide det ganske bestemt ; ikke som et usikkert Løfte , men ganske bestemt . “ Som om Nogen kunde lade være at holde af hende , naar hun bad derom ! Som om hendes Fader trængte fil Paamindelscr eller Anmodninger i den Retning ; han , som var altfor glad ved at saae hende tilbage , og som med Lethed vilde have ladet sig aflokke de ubcsindigstc Løfter . „ Saa ville vi tage afsted strax , “ udbrød hun , og fik pludseligt travlt . Først skulde han blive siddende , medens hun gik ntd og gav Kudsken Ordre fil at spænde for ; derefter var det bedst , at hun ventede , medens han gik ned og gav Ordren , og endelig var det bedst , at de gik ned sammen . „ Det var ogsaa taabeligt , at jeg lod mig forknytte af det , “ sagde hun , medens Modet atter voxede ; „ jeg vil ikke mere fænke derpaa . Nu tænder jeg Lyset — men hvorledes er det dog , at dit Halstørklæde sidder , Fader . Jo , Du er mig en net En . Du har jo Sløifcn i Nakken . Sæt Dig strax her paa denne Stol , og lad mig saae Dig fil at see ud som andre Mennesker . See , saa . Nu tager jeg mit Shawl , saa byder Du mig Armen , Fader , og saa gaae vi ned og kjøre hjem . “ Det var saa hjemligt at sidde hos sin Fader i deres egen Vogn , og høre ham tale om bekjendte Ting ; men naar han af og til faug , syntes de bekjendte Ting at komme af sig selv og anklage hende , og i disse Øieblikke forekom det hende , som om Skyggerne fulgte med og stillede sig mellem hende og de gamle Dage . Da hendes Fader mærkede denne Misstemning , begyndte han næsten selv at frygte for , at de bragte Noget med hjem , som ikke havde været der før , og som det maaskee vilde blive vanskeligt at fjerne . Lidt efter lidt bleve de tause , og efterhaanden som de nærmede sig Hjemmet , følte de dets fredelige og forsonlige Aand komme dem imøde . Klokken var bleven mange , og den stille Aften gik hen ligesom deres egne Betragtninger . Omgivelserne , der i det dæmrede Maanelys i deres usikkre Omrids traadte frem som dunkle Masser , der gled over i hverandre , lignede deres egne Tankers Verden , hvis Skikkelser færdedes i ubestemt luftig Fjernhed , og hvis Begivenheder smeltede sammen som Toner , der høres fra det Fjerne . Det var blevet over Midnat , inden de naaede hjem , og Huset var i den dybeste Ro . Den gamle Brygger følte ingen Lyst til at gaae i Seng , men gik længe frem og tilbage i sit Værelse , og tog sig derefter en Tour i Maaneskinnet ude i Haven . Derpaa listede han sig sagte op paa Datterens Værelse , og da han havde forvisset sig om , at det elskede Barn , som denne Aften var kommet hans Hjerte nærmere , end hun nogensinde havde været det , sov stille og fredeligt , gik han selv til Ro . Fjortende Kapitel . Siden den gamle Læges Besøg havde Bruun i længere Tid været usædvanlig rolig ; maaskee var det Besøgets Skyld , maaskee en Følge af , at han gik og skrantede , men i ethvert Tilfælde kunde hans Venner ikke erindre , at de tidligere havde fundet ham saa medgjørlig . Han kom ikke længere ned til Tvedes , saa at de , som vilde see ham , maatte gaae op til ham i hans Værelse , og saaledes gik det til , at ogsaa Christine kom til at besøge ham . Fru Tvede kunde nemlig ikke blive af med sin Hoste , og det kostede hende nogen Anstrengelse at gaae opad Trapperne . „ Turde De nu gaae op til Bruun med dette , Christine ? “ sagde hun en Dag , da hun stod i Kjøkkenet , og havde lavet en Ret Mad til ham . Hnn sagde det kun for Spøg , og ventede , at Christine skulde undslaae sig , da hun altfor godt kjendte hendes Frygt for ham . „ Hvor kan De troe det , Clara ? Det vilde Christine aldrig vove , “ sagde Selmer , som tilfældigviis var tilstede . „ I mange andre Henseender har Christine viist , at hun har Mod ; men i denne Henseende har hun et Harehjerte . “ „ Det skulle vi faae at see , “ sagde hun kjekt ; „ jeg bringer det op til ham . “ Skjøndt Fru Tvede forsikkrede , at det kun havde været hendes Spøg , blev Christine ved Sit , og gik . Det var imidlertid ikke uden en vis Hjertebanken , at hun aabnede Døren og traadte ind i Bruuns Værelse , hvis Udseende alene vilde have været tilstrækkeligt til at indgyde hende Modbydelighed , men hun vovede Forsøget . Uden at værdige hende et øiekast , brummede han Noget , som skulde ligne en Tak , hvorpaa hun skyndte sig afsted . Da hun senere endnu et Par Gange havde udført det samme Vovestykke , spurgte Bruun hende engang , om hun var bange for ham . Hun stod netop med Haanden Paa Dørgrebet , da han gjorde hende dette Spørgsmaal , men skjøndt hendes Hjerte bankede , vendte hun sig om og blev staaende . Hun var slet ikke bange for ham , svarede hun med noget usikker Stemme . Hvorfor skulde hun vel være bange ? „ Det veed jeg Heller ikke , “ sagde han ; „ men saa behøver De ikke hvergang at løbe , som om De kom ind til et vildt Dyr . “ „ Det gjør jeg Heller ikke . “ „ Hvorfor bliver De da staaende derhenne ? Kom herhen og lad mig tale med Dem . “ Han sad ved Vinduet i en Lænestol , som tilligemed nogle andre Sager var bragt ham fra Dokfor Johansen , og som ved sif nye Udseende stak besynderligt af mod Værelsets øvrige Usselhed . — „ Sæt Dem der paa Stolen . “ Da Christine tøvede lidt , inden hun fulgte Opfordringen , fordi det han kaldte en Stol var i en saadan Forfatning , at der hørte Mod til at betroe sig til den , sagde han i en tvær Tone : „ For god til det , naturligviis , “ og vendte sig bort ; men da hun ikke vilde lade denne Beskyldning staae uimodsagt , gik hun hen og satte sig . „ Troer De , at jeg er gal ? “ spurgte han pludseligt . Det var en ubehagelig Ligefremhed , men hun fattede sig hurtigt , og svarede , at det troede hun ikke . „ Troer Øe , at jeg er ond ? “ Det troede hun Heller ikke . „ Hvorfor troer Øe det ikke ? “ „ Det kan jeg virkelig ikke forklare Dem , men jeg troer det ikke . “ „ Øe veed jo , at jeg kjender Doktor Iohansen ? “ „ Ja . “ „ Han har skrevet til mig om Dem ; ellers havde jeg aldrig talt til Dem . — Jeg lader mig ikke oversee . Hvis Øe holder Dem for god til at tale med mig , saa bliv borte . “ „ Det gjør jeg virkelig ikke , “ sagde hun . „ Hvorfor skulde jeg oversee Dem ? “ „ Hvis Øe kunde forstaae , at jeg engang imellem trænger til at tale med Mennesker , “ yttrede han lidt heftigere , „ saa tal med mig , naar Øe kommer herop ; men gjør det ikke , som om Øe viste mig en Tjeneste . Hvis Øe ikke kan gjøre det anderledes , saa maa Øe hellere reent lade det være . Jeg holder ikke af Naadesbeviisninger . “ Da han efter denne oprigtige Tilkjendegivelse lod til at glemme hendes Nærværelse , gik hun sagte ud ad Døren , noget forvirret over det modsigende Indtryk , hun havde faaet . Manden var frastødende , men alligevel var der bagved hans afskrækkende Ydre udenfvivl noget Godt , som han enten forsætligt skjulte , eller undsaae sig ved at lade komme tilsyne . Hun havde en instinktmæssig Fornemmelse af , at dersom hun blot forstod at tale med ham , saaledes som han ønskede det , kunde det maaskee være ham en Trøst , og da hun , paa Grund af det hun vidste fra de Andre , følte Medlidenhed med hans kummerlige Forfatning , talte hun flere Gange med ham , og kom efterhaanden til bedre at forstaae ham . Det var ham især en Glæde , naar hun bragte ham en Hilsen fra den gamle Læge , der , som han udtrykte sig , varden eneste Mand i sit Slags , som ikke var „ Generalforpagter “ , og skjøndt hun ikke forstod , hvad han meente dermed , og Heller ikke vilde spørge derom , da hun mærkede , at det var et farligt Punkt , forstod hun dog Saameget , at det blev sagt som en Roes over hendes gamle Ven , og gjennem denne fælles Sympathi udviklede der sig et Slags Venskab mellem dem . „ Hvis De vilde læse lidt for mig , saa skulde De have Tak , “ sagde han en Dag , da hun traf ham i en nedslaaet Stemning . „ Bogen ligger der paa Bordet . Der er lagt et Hjørne ved Stedet . Jeg har selv læst det mange Gange , som De seer ; men jeg vilde ønske , at De engang læste det for mig . “ Hun tog Bogen , som var meget fidtet og forkrøllet , og indvendig paa Bladene saa snavset , at Bogstaverne næsten vare ulæselige ; men da Texten var hende bekjendt , faldt det hende ikke vanskeligt at opfylde hans Ønske , og ikke uden en vis Bevægelse læste hun om den Søn , der drog bort og ødte sit Gods . Det forekom hende , som om det paa en Maade var hans egen Historie , hun læste , og som om han var sig dette bevidst . „ Saaledes er det , “ sagde han , da hun havde læst Stedet tilende . „ Den Historie vil gjentage sig , saalænge der er Mennesker til . Naar jeg seer tilbage paa mit Liv , forekommer jeg mig som en Fremmed ; jeg kjender ikke mig selv igjen . Jeg kan ikke forstaae , at jeg engang har været ung og fuld af Forhaabninger ; men naar jeg hører denne Historie , bliver det mig Altsammen tydeligere . Naar jeg tænker paa min ærlige Villie og mine redelige Hensigter , saa hader jeg de Karle , som have forspildt mit Liv . Hvorfor skal jeg være den forlorne Søn ? Har jeg selv forødt min Formue ? Nei , jeg har ikke . Har jeg selv stødt Hjælpen tilbage ? Nei , jeg har ikke . Der blev aldrig budt mig nogen Hjælp . Har jeg nogen riig Fader , til hvem jeg kan vende tilbage ? Er der Nogen , som slagter den fede Kalv for min Skyld ? — Jeg gad nok seet den , der vilde gjøre det . “ „ De kan godt faae ham at see endnu , “ sagde Christine , som syntes , at hun havde Ret til at gjøre denne Bemærkning . „ Det troer De nu , fordi De er ung , “ sagde Bruun ; „ men vent kun lidt . Lad det ene Haab falde af efter det andet , saa vil De dømme anderledes . De mangler Erfaring , men det kan De jo ikke gjøre for . “ „ De maa ikke hade , saaledes som De gjør . Jeg har naturligviis ikke Deres Erfaring , men jeg paastaaer alligevel , at De ikke maa hade . “ Han svarede hende ikke strax , men efterat have brummet Noget , som hun ikke kunde forstaae , tilføiede han : „ Det har jeg i forrige Tider sagt mig selv ; men der kommer et Punkt i Ens Liv , hvor det ikke længere hjælper , at man siger sig selv noget af det Slags . Man kan sige sig det tidt nok , men det har ingen Magt over En . Der kommer et Punkt , da Hykleri , Løgn og Underkuelse blive En saa grangivelige og aabenbare , at man hellere gaaer tilgrunde end finder sig deri . Men jeg vil ikke tale mere derom idag . — Siig til Tvedcs , naar De gaaer , at jeg helst vil være i Ro for Resten af Dagen . “ Da hun efter denne indirekte Opfordring havde sagt ham Farvel , og paa Veien vilde underrette Fru Tvede om hans Ønske , traf hun ingen Andre end Onkel Theodor , som gik alene dernede i Leiligheden og klimprede paa Tvedes Violin . Han saae ud , som om han var i Begreb med at undfange musikalske Ideer , der , hvis de nogensinde vare blevne udførte , vilde have sat Verden i Forbauselse , og befandt sig i en Tilstand af ideal Henrykkelse . „ De kommer oppe fra Bruun . Meget smukt af Dem at see op til ham , Frøken Haffner , “ bemærkede han i en overbærende Tone , da han omsider var naaet ned til den lavere Virkelighed . „ Jeg søgte efter Clara , men hun er vel hjemme hos Dem . “ „ Ganske rigtigt , “ sagde han . „ Hun elsker Solskinnet og Udsigten fra mine Vinduer , den Stakkel . Gid vi snart havde hende raff igjen . “ Sagen var nemlig , at da Fru Tvedes Bryst vedblev at være angrebet , havde Onkel Theodor tænkt , at en Forandring af Luft vilde gjøre hende godt , og i den Anledning tilbragte hun hver Dag nogle Timer i hans Leilighed , hvor hun sad ved Vinduet og nød Udsigten over Skibene nede i Kanalen . — „ Var der ellers Noget , De vilde sige hende ? “ „ Blot dette , at Bruun ønsker at være ene for Resten af Dagen . “ „ Saa har han det ikke godt , den Stakkel . Nu er De altsaa ikke længere bange for ham , “ tilføiede han , og nikkede venligt til hende , som om det egentlig var ham , der havde tilveiebragt denne Forandring , og som om han var stolt af sit Værk . „ Nei . Vor fælles Ven , Doktor Iohansen “ — begyndte Christine . „ Ah , Doktor Iohansen . Maa jeg bede Dem formelde ham min Kompliment , naar De næste Gang skriver til ham , og sige ham , at jeg paa Forhaand glæder mig til ved Leilighed at gjøre hans Bekjendtskab . “ Skjsndt der kun var ringe Sandsynlighed for , at dette Bekjendtskab nogensinde vilde blive gjort , lovede hun imidlertid den gamle Mand at opfylde hans Ønfle , og gik . Onkel Theodor fortsatte derpaa sine Phantasier , og da han velvilligt underforstod et heelt Orchester , og efter bedste Evne udfyldte det Manglende ved at nynne , fløtte og pruste , saa befandt han sig snart midt i et indbildt Hav af Toner , da en ung Mand lukkede Døren op , uden at banke paa , og traadte ind i Stuen . „ Er Tyede hjemme ? “ spurgte den unge Mand , som for Nemheds Skyld beholdt Hatten paa . „ Nei , ikke for Øieblikket . — Maaskee Informationer ? “ spurgte Onkel Theodor i en forbindtlig Tone . „ Maaskee hvad for Noget ? “ „ Informationer , — jeg tænkte , at De muligviis ønskede Informationer hos min Brodersøn . De veed maaskee , at han er Musiker , og jeg tør nok sige , en ret begavet Musiker . “ „ Nei virkelig ? Det var jo interessant , “ bemærkede den unge Mand i en overlegen Tone , hvori han søgte at lægge al den Ringeagt han naturligviis maatte føle ved en privat Meddelelse af denne Natur . — „ Lad mig see Leiligheden . “ „ Jeg veed virkelig ikke , om jeg er berettiget dertil , “ bemærkede Onkel Theodor lidt forlegen ; „ men dersom De vil tage tiltakke med mit Selskab , saa tænker jeg “ — „ Siig til Tvede , “ afbrød den unge Mand ham , „ at han skal holde sig hjemme “ — „ Der er han selv , “ sagde Onkel Theodor , da Tvede og Selmer i det Samme traadte ind ad Døren , og udfriede ham af denne ubehagelige Situation . „ Jeg er kommet for at tage Deres Leilighed i Øiesyn , “ sagde den unge Mand til Tvede , som forundret over denne Meddelelse saae hen til Selmer . „ Hvad vil det sige ? “ spurgte Selmer . „ Herhar De ikke Noget at bestille . “ „ Jeg tænkte det nok , “ bemærkede Onkel Theodor lidt modigere ; „ men jeg kunde jo ikke vide det . “ Den ' unge Mand kastede et Par Klembriller paa sin lille , opstaaende Næse , og da han havde mønstret Onkel Theodor fra øverst til nederst , bemærkede han , mere som et almindeligt Resultat , at han var en kostelig gammel Kegle . „ Naar De taler saaledes til en gammel Mand , saa opfører De Dem som en Lømmel , “ sagde Selmer med velgjørende Oprigtighed . „ Hvor tør De tale til mig paa den Maade ? “ raabte den unge Mand . „ De tjener Justitsraaden , og han har sendt mig herhen for af sige , af Tvede skal holde sig hjemme . Justitsraaden vil tale med ham her . “ Det fortjener af fremhæves som noget ved den nationale Humbug hertillands paa engang Eiendommeligt og Tiltalende , af en Søn ikke omtaler sin Fader som sin Fader , men som „ Justitsraaden “ ; og i instinktmæssig Tillid til denne Talemaades Magt over svage Sjæle forlangte han „ i Justitsraadens Navn “ , af Tvede skulde vise ham Leiligheden . „ Og i mit Navn lader Du det være , Tvede . Han har Intet af gjøre her , “ sagde Selmer . „ Saa det har jeg ikke , “ udbrød den Anden forbittret ; „ det skal jeg vise Dem . Det er Dem , som ikke længere har Noget af gjøre her . “ Dermed gik han hen og vilde aabne Døren til det næste Værelse ; men Selmer forhindrede det , og i den Tanke , af den unge Hr . Abel her var paa Spil paa sin sædvanlige Viis , tog han ham i Kraven , førte ham blideligt ud paa Gangen og lukkede Døren for ham . „ Hvem var dog dette Menneske ? “ spurgte Onkel Theodor , som rystede af Sindsbevægelse . „ Det var Gorms fortræffelige Søn , “ svarede Selmer . „ Undertiden vilde jeg troe , at han var paa Veie til at gaae fra Forstanden , hvis han overhovedet havde nogen at gaae fra . Det lader jo forresfen til , at hans Fader kommer herhen , og derfor vil jeg blive her , Tvede , hvis Du ønsker det . “ „ Det vil jeg ogsaa , “ sagde Onkel Theodor , som rigtignok havde større Lyst til at trække sig tilbage for det truende Uveir . „ Man bør ikke unddrage sine Nærmeste den Beskyttelse , de ved en saadan Leilighed med fuld Føie kunne gjøre Krav paa , “ tilføiede han , og trak sig tilbage i Musikværelset . „ Hvad kan Justitsraaden ville mig ? “ sagde Tvede , og saae ubeskrivelig forlegen og keitet ud . „ Det er Skade , at Clara ikke er hjemme ; hun veed bedre Besfod end jeg . Troer Du , at vi skylde ham Penge , Selmer ? “ „ Jeg er bange for det , “ svarede Selmer , som kjendte sin Mand for godt til at indlade sig paa nogen Forklaring . „ Jeg er bange for , at det egentlig er det der er iveien . “ „ Troer Du da ikke , at vi kunde tilfredsstille ham , naar vi tilbød at afbetale det terminsviis ? “ spurgte Tvede , som fandt , at denne Maade at udtrykke sig paa lød saa forretningsmæssigt , at det næsten var ligesaa godt som Pengene selv , hvorfor han ogsaa tilføiede : „ afbetale det i bestemte , stipulerede Terminer ? “ „ Det veed jeg virkelig ikke , gode Ven , “ sagde Selmer . „ Noget Bestemt kan jeg ikke sige Dig , men efter tidligere Yttringer af ham har jeg Grund til at antage , at det vil have sine Vanskeligheder . “ „ Eller maaskee likvidere Beløbet ved Musik ? “ foreslog Tvede som en fortvivlet Vovehals . Medens de endnu talte derom , hørte de Nogen med tunge Trin komme op ad Trapperne , og strax efter lød der stærke Slag af en Stok paa Tvedes Dør . Selmer aabnede den og Gorm traadte ind , rød i Hovedet som en Tyr , pustende og snøffende af Forbittrelse , med Øine , som sprudede Gnister , og med Ustyrlighedens raa og simple Udtryk over hele sin Person . „ Hvor Satan tør De forgribe Dem paa min Søn ? “ raabte han til Selmer . „ Naar Deres Søn opfører sig , som han gjør , “ svarede Selmer hidsig , „ saa behandler jeg ham , som han fortjener . Saalænge jeg har Opsyn her i Huset , og skal staae til Ansvar , saa taaler jeg ikke , at Uvedkommende blande sig i mine Sager . “ „ Men De har ikke længere Opsyn . De er færdig hos mig . — Staae til Ansvar ? — Gud hjælpe os for Ansvar . — Ikke en Dag længere vil jeg have Dem til at ødelægge Alt , hvad De faaer fat paa — og De der , “ sagde han til Tvede , „ De er formodentlig Tvede ? Har De Penge at betale Deres Huusleie med ? Ellers maa De afsted . Jeg skal engang rydde op i denne Kasse , og sætte Skik paa Sagerne . Har De Penge eller har De ingen Penge ? “ „ Jeg er desværre ikke saa nøie inde i Tingene , “ svarede Tvede forknyt ; „ men dersom De vilde lade min Kone “ — „ Han er ikke saa nøie inde i Tingene , “ udbrød Gorm haanligt . „ Han veed ikke selv , om han har Penge eller ikke ; nu har jeg aldrig oplevet noget Lignende . Hvad er det for Folk , De har fyldt Huset med ? “ raabte han til Selmer . — „ Hans Kone , — hvad Fanden kommer hans Kone mig ved ? Er De gal Menneske ? Har De fyldt Huset med Idioter , Selmer ? Mennesket veed ikke selv , om han har Penge eller ikke ! “ „ Tør jeg tilbyde min Kantion ? “ spurgte Onkel Theodor , som viste sig i Døren . „ Hvad er det for En ? “ raabte Gorm . „ Er det En af samme Skuffe ? Han seer mig ud til det . “ „ Jeg er Tvedes Onkel . — Dersom De vil modtage min Kantion , saa er jeg villig “ — „ Deres Kantion ? — Deres Kantion ? “ gjentog han , og bønede sig henimod ham , som om han vilde betragte ham nærmere . „ De seer mig ogsaa ud til at kunne gaae i Kantion . Er De Kapitalist ? “ „ Det just ikke , men “ — „ Han er ikke Kapitalist , og alligevel vil han gaae i Kantion , “ udbrød Gorm , og loe høit . „ Er jeg kommet ind i et Galehuus , eller hvad er dette ? Men jeg skal kurere Dem , “ sagde han igjen til Tvede ; „ jeg skal opfriske Deres Hukommelse , om De har Penge eller ikke . Enten betaler De , og saa kan De blive til Maanedens Slutning , eller ogsaa rykker De ud af Huset strax . Forstaaer De det ? Det er tydeligt nok skulde jeg troe . “ „ Jeg vil gjøre Dem opmærksom paa “ — begyndte Selmer , som gjorde Vold paa sig selv , for ikke at fare løs paa Gorm . „ De vil holde Deres Mund , vil De , “ afbrød Gorm ham . „ De har ikke mere Noget at bestille her , og gjør derfor bedst i at komme afsted snarest muligt , “ „ Jeg vil gjøre Dem opmærksom paa , “ sagde Selmer , som ikke ændsede Afbrydelsen , „ at selv om De er haardhjertet nok til at jage Familien ud af Huset ved Maanedens Slutning , saa skal De idetmindste være nødt til at lade den blive saalænge ; det skal jeg være Mand for at vise Dem . De kjender ikke Leiekontrakten , men det gjør jeg “ — „ Ja saa , “ svarede Gorm haanligt ; „ ogsaa det skal man opleve , at Ens egne Folk oprette Leiekontrakter imod Principalens Interesser . Det er nok hensigtsmæssigst , at jeg seer Deres Regnsfaber lidt nøiere efter ; maaskee kunde der vise sig Et og Andet , “ tilføiede han , idet han snerrede ad ham , „ og hvis der gjør det , saa kan De være sikker paa , at jeg skal have Dem i Erindring . “ „ Vogt Dem for , hvad De siger , “ raabte Selmer hidsig ; „ jeg har nu taalt Deres Tyranni og Hensynsløshed meget længere end jeg burde ; og hvad der end skeer , saa glæder jeg mig ved at være Dem kvit ; men denne Familie skal De lade boe her til Maanedens Slutning ; det skal De , forstaaer De . “ „ Saa det skal jeg , “ sagde Gorm , som blev roligere , efterhaanden som den Anden blev hidsigere . „ De vil lære mig , hvad jeg skal , og hvad jeg ikke skal . Dersom jeg antog , at De var drukken , vilde jeg maaskee endda bære over med Dem ; men De er fræk . De er en fræk Karl , seer De . Saadan en Pjalt , som jeg har taget op fra Gaden , og frelst fra at gaae omkring og tigge ; saadan en Stymper , som maatte være glad til , naar man vilde beholde ham i sin Tjeneste ; saadan En , som sagtens ender paa Ladegaarden , vil kroe sig , og lære mig , hvad jeg skal . Afsted med Dem , uforskammede Karl , “ sagde Gorm , og aabnede Døren . Men istedetfor at følge Opfordringen , skjød Selmer Tvede og hans Onkel ind i Værelset ved Siden af , lukkede Døren for dem , og inden Gorm selv vidste af det , foer han ud paa Gangen og ned ad Trapperne . Hverken den Retning han tog , eller den Fart , hvormed han kom afsted , var frivillig valgt , men skyldtes Selmer , som i dette Øieblik havde faaet Kæmpekræfter , og som ikke for nogen Priis vilde have undladt at følge sin Indflydelse , da han kastede Gorm paa Døren . Det var en bedrøvelig Eftermiddag , de tilbragte sammen . I Begyndelsen var Selmer saa betaget af sin Hidsighed , at han bad dem om ikke at tale til ham ; han fortalte dem ikke , hvorledes det egentlig hængte sammen med Gorms pludselige Forsvinden , men af hans besynderlige Adfærd formodede de , at Afskeden maaskee havde været endnu besynderligere . „ Det kan være , at det var urigtigt , “ tænkte han ved sig selv ; „ men ligemeget , jeg vilde gjøre det om igjen , hvis jeg havde ham her . “ Den Frygt han et Øieblik nærede for , at Gorm skulde komme tilbage — en Frygt , som iøvrigt ikke angik ham selv , men Tvedes — opgav han snart , og da han var kommet i en lidt roligere Steinning , søgte han at trøste sin Ven , og prøvede paa at aabne en eller anden Udsigt for ham ; men da han snart mærkede , at disse Udsigter ikke vare til at finde , og da han ikke var oplagt til at snakke hen i Veiret , saa tog han Afsfed med dem og gik . Den stakkels Fru Tvede blev reent overvældet , da hun kom hjem og hørte , hvad der var forefaldet , og hendes Mand , som ikke kunde raade sig selv , kunde langt mindre raade hende . Hun græd sig mæt , og gav sig derpaa til at udkaste eventyrlige Planer , blandt hvilke den eventyrligste var den , at hun selv vilde gaae hen og tale med Gorm , da han umuligt kunde være saa haardhjertet at kaste en Familie paa Gaden , naar denne Familie lovede at betale ham ; men da baade hendes Mand og Onkel Theodor af Gorms Ord og Adfærd overbeviste hende om , at et saadant Forsøg var haabløst , saa græd hun igjen , indtil det faldt hende ind , at de maaskee kunde oprette en musikalsk Pensionsanstalt , hvori Eleverne paa engang skulde modtage Underviisning og selv undervise , saa at Anstalten paa denne Viis ufejlbarligt maatte udvide sig . Da hun imidlertid kom til den Kapital , som efter et løseligt Overslag vilde være nødvendig , „ selv afseet fra de nye Instrumenter , som godt kunde være gamle “ , opgav hun det igjen , og græd paany , idet hun erklærede , at saa vidste hun ikke Mere ; saa maatte der komme , hvad der vilde . “ Det Første Selmer gjorde , da han havde forladt Tvedes , var at meddele Christine , hvad der var foregaaet ; og da han med faa Ord havde sagt hende det , foreslog han , at de skulde gaae nd i det Frie og fale om Sagen . „ Jeg vil , at De skal vide , hvorledes det hænger sammen , inden De kommer ind til Tvedes imorgen , “ sagde han ; „ og jeg veed Ingen , med hvem jeg bedre kan fale derom , end netop med Dem ; men naar jeg er inde i en Stue , faaer jeg i dette Øieblik en Fornemmelse , som om jeg skulde sprænges . “ Hun tog sit Tøi paa , og gik nd med ham ; først gik de frem og tilbage i Adelgade , medens han nærmere fortalte hende nogle af Sagens Omstændigheder ; men under deres Samtale kom de efterhaanden ind i Dronningens Tvergade og Bredgade og endte med at spadsere paa Amalienborg Plads . „ Nu har jeg fortalt Dem det , “ sagde Selmer , „ og jeg veed , at De tager ligesaa megen Deel i vore Venners Modgang som jeg gjør det ; jeg kunde paa en Maade sige endnu mere ; thi foruden min Medfølelse for Tvede , og det for jeg paastaae , at jeg har , saa staaer jeg tillige i Gjæld til ham , men det gjør De ikke . “ „ De staaer i Gjæld til ham ? “ sagde hun forundret . „ Det gjør jeg , og det i en Gjæld , som aldrig kan afbetales ; men det hænger sammen med Erinbringer fra min Barndom , hvormed jeg ikke vil trætte Dem . “ Det var taabeligt af Selmer at troe , at Erindringer fra hans Barndom skulde være hende ligegyldige . Nu havde hun saa tidt fortalt ham noget om sin Barndom , sagde hun , og derfor kunde han ogsaa engang fortælle hende Noget om den Tid , som laae forud for deres Bekjendtskab . Efter disse Begivenheder , meente hun , vilde det være godt at dvæle ved Noget af en fredeligere og mere beroligende Natur , som hun formodede , at det var . „ Det har De Ret i , “ sagde han ; „ det er ganske vist af en fredeligere og mere beroligende Natur . De benævner det rigtigere , end De maaskee selv tænker . “ Derpaa gik han lidt og taug , som om han samlede sine Tanker , og endelig sagde han : „ Jeg har Lyst til at fortælle Dem det , hvis De vil høre derpaa . Det er Erindringer fra mine lykkeligste Aar . — De har nok lagt Mærke til , at Tvede er besynderlig tilbageholdende og undseelig ; han var ganske den Samme som Dreng , og Aarene have ikke , som man maaskee kunde have ventet det , forandret det Mindste hos ham . Jeg husker endnu , som om det var igaar , den Dag da han kom i Skolen ; det var en bedre Skole her i Byen , hvor jeg dengang havde gaaet omtrent et Aar . Allerede ved hans Indtrædelse i Klassen blev der en almindelig Fnisen , som dog ikke strax kom til Udbrud , fordi Læreren var tilstede ; men da han viste sig nede paa Legepladsen , kom Lystigheden igang , og jeg vil tilstaae , at hans Ydre maatte være fristende for en Flok Drenge . Hans Trøie og Beenklæder vare meget korte , og Hænder og Fødder , som stak ud af dem , saae ud som store knoklede Forbeninger . Han havde et godmodigt Smiil i sit Ansigt , som røbede alt Andet end Kløgt , men dette Smiil skrev sig fra en ubeskrivelig Forlegenhed , hvis Lige jeg aldrig har fundet hos nogen Anden ; og i sine lnvslidte Klæder , sine udtraadte Sko og med sin lange , krogede Figur saae han ud som den sølle Stymperhan var . Jeg husker endnu det Skrig af Henrykkelse , hvormed de stimlede sammen om ham , og der var neppe nogen af de dengang blandt Skoledrenge yndede „ Personligheder “ , som ikke bleve anvendte mod ham . Der var egentlig ingen Ondsfab i deres Raaben og Skrigen , idetmindste ikke hos Fleertallet , og i de første Dage deeltog jeg selv deri , da det var uimodstaaelig komisk at see ham som et Slags Bidronning trække Sværmen efter sig , og med sit bleggule Hoved rage op over den . Han led utroligt under disse Plagerier , som han senere har fortalt mig , og jeg veed ikke selv af hvilken Grund jeg en Dag sagde til en af de andre Drenge , som var bleven temmelig nærgaaende , at han skulde lade ham være i Fred . Da den Anden imidlertid ikke vilde gjøre det , men endogsaa i den Anledning sagde mig et Par Venligheder , saa tog jeg ham i Nakken , og kastede ham hen ad Pladsen . Jeg havde allerede dengang gode Kræfter , “ sagde Selmer , idet han uvilkaarligt gjorde en næsten umærkelig Bevægelse med Armene , „ og jeg har heldigviis beholdt dem . Disse Ubetydeligheder fortæller jeg Dem , fordi de fik saamegen Betydning for mig senere . Fra den Dag af var Tvede min Ven , og viste mig en Hengivenhed , som er voxet med Aarene . Vi havde ikke fælles Interesser , og Tvede var ikke synderlig meddeelsom , men alligevel omgikkes vi hver Dag . Jeg kom til at kjende hans Onkel Theodor , som opdrog ham , da han havde mistet sine Forældre ; og skjøndt Onkel Theodor har sine smaa Svagheder , saa veed jeg bedre end nogen Anden , hvormeget han har negtet sig selv , for at Brodersønnen kunde lære Noget . Da Drengen havde Anlæg for Musik , begyndte han selv at give ham Underviisning , og sørgede siden for , at han fik dueligere Lærere ; og derfor siger jeg , at selv om Onkel Theodor har sin lille Forfængelighed , saa har han et saameget større Hjerte . Jeg inviterede engang min Skolekammerat til at besøge mig i mit Hjem , hvor jeg levede sammen med min stakkels Moder , som havde været lam i flere Aar ; min Fader kan jeg ikke huske , da han døde medens jeg endnu var ganske lille . Saalangt tilbage jeg kan erindre , staaer min Moder for mig som den elskeligste og dyrebareste Skikkelse , jeg kjender ; og jeg er vis paa , at der ved hende er kommet Noget ind i mit Liv , som aldrig vilde være kommet der , hvis jeg ikke havde kjendt hende . Jeg tilbad hende , og der var ingen Glæde , uden at vi jo deelte den med hinanden . Jeg husker , at hun blev meget forundret , da jeg første Gang havde Tvede hjem med mig ; og da han havde siddet der en Timestid og af lutter Forlegenhed vendt og dreiet sig paa den besynderligste Maade , var jeg næsten ligesaa glad som han , da vi gik tilbage til hans Onkel . Min Moder kom den følgende Dag til at omtale ham , og spurgte mig , paa Grund af hans sære Væsen , hvorledes jeg kunde ønske at have ham til Ven , hvilket igjen gav Anledning til , at jeg fortalte hende Oprindelsen til vort Bekjendtskab , og endte med at udtale min Beundring over hans musikalske Evner , der for mig toge sig saameget sførre ud , som jeg mindre end Nogen var istand til at bedømme dem ; og da hun desuden hørte mig fortælle om hans Flid , og om hans Onkels Opoffrelser , fik hun Lyst til at see ham igjen . Min Moder elskede Musik lidenskabeligt , og havde selv spillet , men nu da hun var bleven lam i Hænderne , havde Klaveret i lang Tid været lukket , og det var ikke en af hendes mindste Sorger , at hun ikke længere kunde dyrke den Kunst , hun elskede saa høit ; men min Fortælling gav hende Lyst til at høre Tvede . Jeg fik ham , efter nogen Modsfræben fra hans Side , til igjen at besøge os , og med endnu større Vanskelighed til at spille . I Begyndelsen var han altfor undseelig til at udføre sin Musik saa smukt som han i Virkeligheden kunde ; men efterhaanden som han spillede , glemte han os og blev betaget af sin skjønne Kunst . Jeg selv kunde som sagt ikke dømme derom , men jeg kunde see paa min Moder , at hun var tilfreds med ham , og da han reiste sig fra Klaveret , kan jeg erindre , at hun kaldte ham en god Øreng — han var dengang fjorten Aar — og bad mig at see efter , om der ikke et eller andet Sted skulde findes nogle Æbler og en Flaske Ribsviin ; de kom ind , og da Tvede begyndte at faae lidt mere Mod , fortalte han om sig selv og Onkelen , som havde sat ham i denne Skole , fordi han ikke havde været tilfreds med hans tidligere Underviisning . Han har senere sagt mig , at der den Dag foregik en Forandring med ham , idet det forekom ham , at han først ved denne Leilighed blev optaget blandt Mennefler og anerkjendt af dem . Siden den Dag besøgte han os jevnligt , og i lang Tid saae vi ham næsten dagligt . Naar han havde indøvet et nyt Stykke , kom han straalende af Glæde , for at min Moder kunde være den Første , som fik det at høre , og jeg har ofte forundret mig over , at hans Ansigt ved saadanne Leiligheder kunde blive saa smukt , skjøndt det i sig selv var saa stygt . Jeg er overbeviisf om , at han gjorde sig endnu større Umage med at indstudere Stykkerne , end han maaskee ellers vilde have gjort , alene for min Moders Skyld . Paa denne Maade har han skaffet hende mange glade Timer i Prøvelsens tunge Aar ; hun fulgte hans Udvikling med levende Interesse , og jeg seer endnu hendes smukke Ansigt for mig , da hun en Dag , men det var nogle Aar senere , fortalte mig , at hans Spil nu var hende en sand Nydelse . Hun yndede nogle bestemte Komponister , Haydn , Mozart og Beethoven — jeg erindrer Navnene , fordi hun faa ofte nævnede dem sammen — og hun gjorde Tvede opmærksom paa mange Ting af disse Mestere , som han endnu ikke kjendte . Naar han spillede for hende , maatte der aldrig være Andre tilstede end jeg , og hun pleiede da at læne sig tilbage i Stolen og lukke Øinene . Det forekom mig ofte besynderligt , naar jeg saae hans knoklede Fingre løbe hen over Tangenterne , at høre de blide og skjønne Toner , han kunde faae frem ; Toner , som formaaede at gjøre et vist Indtryk selv paa mig , der , som Onkel Theodor dengang kaldte mig , var en musikalsk Barbar . Jeg har ofte misundt de lykkelige Mennesker , som her kunde nyde , hvad der i Regelen var en lukket Bog for mig ; men jeg har ligesaa ofte glædet mig over min stakkels Moder , naar hun heelt tabte sig i disse vidunderlige Harmonier , som hun kaldte dem , og som ogsaa jeg paa min Viis fandt vidunderlige , fordi jeg mere end een Gang lagde Mærke til , at de bragte hende Taarer i Øinene . Saaledes gik Tiden , indtil jeg blev atten Aar gammel ; paa dette Tidspunkt begyndte min stakkels Moders Kræfter stærkt at tage af . I det sidste Aar af sit Liv laae hun tilsengs , og kunde i den Tid sjeldent taale at høre Musik , men vor Ven var hende lige uundværlig for det . Han havde læst Adskilligt om deres Yndlingskomponister , og var ligesaa utrættelig i at fortælle hende om dem , som hun i at høre paa ham . Jeg erindrer endnu enkelte Brudstykker af det , han fortalte hende ; hvorledes Haydn først fik Undervisning i Musik af en Skolelærer , og hvor morsomt det var at tænke sig , at han fik Prygl , fordi han var doven med sin Musik ; og hvorledes senere hans gamle Tjener elskede og tilbad ham , saa at han endogsaa engang traf ham svingende et Røgelsekar foran sin Herres Portrait . ' Øg naar han fortalte om Beethovens Særheder , hvorledes hun leiede flere Leiligheder paa engang ; eller hvorledes han kunde staae og lade koldt Vand strømme over sine Hænder , indtil det oversvømmede Gulvet og trængte ind til Folk , som boede nedenunder ; eller hvorledes han engang ikke vilde hilse Kejserinden , fordi han følte sig fornærmet , og satte Hatten fastere paa Hovedet , da han gik forbi hende , saa fandt de disse Særheder dobbelt elskværdige , fordi det netop var Beethoven ; og skjøndt jeg dengang var voxen , rørte det mig dybt , naar han fortalte om Mozarts Lidelser og Gjenvordigheder , og hvorledes han tilsidst paa en trist og sørgelig Vinterdag blev fulgt til Graven af et Par Mennesker , og lagt til Hvile paa et Sted , som nu Ingen med Vished kan angive . Maaskee ere disse Angivelser unøiagtige , men jeg veed sikkert , at han fortalte dem saaledes . I min Moders sidste Dage hjalp han mig at vaage hos hende , og da hun var død , var han ligesaa utrøstelig som jeg selv . Min Moder blev begravet paa en kold og taaget Sneeveirsdag ; der var kun Faa , som fulgte hende , og jeg behøver ikke at sige , at min Ven var mellem dem . Da Graven var kastet til , og jeg blev staaende ude paa Kirkegaarden med en Følelse af en ubesfridelig Tomhed og Smerte , saae jeg , da de Andre vare borte , at Tvede og Onkel Theodor stode henne i en af Gangene og ventede paa mig . Da jeg kom hen til dem , vilde Tvede sige Noget , men kom istedetfor til at hulke , hvorpaa hans Onkel og jeg toge ham under hver sin Arm og gik med ham til hans Hjem , hvor jeg blev den Dag , da jeg intet andet Sted havde at være . Siden den Tid har jeg fulgt disse Mennesker , og der er Intet jeg ikke vilde gjøre for at befordre deres Lykke . Tvede er uadskilleligt knyttet til mit Livs kjærligste Erindringer , og saaledes vil De bedre forstaae , hvorfor jeg siger , af jeg staaer i en Taknemmelighedsgjæld til ham , som aldrig kan afbetales . “ Medens han meddeelte hende dette lille Omrids af sin Ungdom , var det imidlertid blevet mørkt ; men de vedbleve endnu i nogen Tid af gaae rundt om Pladsen , hver beskjæftiget med sine egne Tanker . „ Deres Fortælling , hvis jeg maa kalde den saaledes , har rørt mig meget , “ sagde Christine omsider , „ og jeg forstaaer den bedre , end maaskee mange Andre vilde gjøre det , fordi jeg selv har oplevet noget Lignende . Jeg har tidt talt med Hanne derom , fordi hun var den Eneste , som kjendte mit Hjem . — Det er bedrøveligt , af Mennesker , der kunde gjøre saameget Godt , istedetfor gjøre saameget Ondt , “ tilføiede hun lidt efter fra en anden Tankeforbindelse , som Selmer dog godt forstod . „ Selv om det kunde gjøres om igjen , vilde jeg dog ikke ønske det ; jeg har taalt altfor mange Krænkelser af denne Mand , og hvad der end skeer , saa foretrækker jeg alt Andet for hans Tyranni , “ sagde han — „ Hvem var det ? “ Dette sidste Spørgsmaal fremkaldtes uvilkaarligt derved , af en Mand , som syntes at være nysgjerrig efter at see , hvem de vare , strøg tæt færbi dem ; men det foregik saa hurtigt , at Ingen af dem rigtigt fik Øie paa ham , inden han atter var borte i Mørket . De tænkte ikke videre derpaa , og begave sig hjemad . „ Og nu haaber jeg , at jeg ikke har trættet Dem ved min lange Fortælling om mig selv , “ sagde Selmer ; „ jeg havde virkelig , som De sagde , godt af at fale om det . “ „ Og jeg havde godt af at høre det , “ forsikkrede Christine . Derpaa bød han hende Armen , og fulgte hende hjem til Hanne , som var forundret over , at de havde behøvet saa lang Tid til at lægge Raad op i den Sag , hvis Hovedindhold Selmer allerede havde meddeelt hende , inden de gik . Det var heldigt , at der var mørkt i Stuen ; ellers vilde det have været altfor paafaldende , hvor bevægede de Begge vare , og hvorledes Christine rødmede , da hun til Afsked rakte ham Haanden , og han beholdt den inden i sin meget længere end denne Ceremoni i og for sig gjorde det nødvendigt . Femtende Kapitel . ^nkel Theodor boede i Nyhavn i en Leilighed , som bestod af et Kjøkken og to Værelser , hvoraf det ene var temmelig lille og det andet noget mindre ; og det maatte siges , at det Meste af hvad der angik Onkel Theodor havde smaa Dimensioner . Han var selv en lille Mand , hans Leilighed var indskrænket , hans Liv omfattede en Række Smaabcgivenhedcr , og hans Kaar vare ringe ; han havde „ en Rentepenge “ , som han kaldte det , men den var ikke synderligt større , end at et almindeligt Menneske , uden paa nogen Maade at henfalde til Vidtløftigheder , kunde have levet den op i en Maaned ; hertil kom et Atom af en Pension eller aarlig Understøttelse , som en Velynder for mange Aar siden havde skaffet ham , og som besad den ved Understøttelser jevnligt forekommende Egensfab , at sfjondt den ikke var til at døe af , var den aldeles ikke til at leve af . Ved Hjælp af disse Smaakapitaler havde han i tidligere Tid , da han gav Underviisning i Musik , alligevel levet høit , forsikkrede han ; men dette , som maaskee kunde synes paafaldende , havde sin Grund deri , at Onkel Theodors Fordringer til Livet vare meget beskedne . Senere hen , da han ikke længere kunde undervise , havde han i flere Henseender maattet indskrænke sig , men glædede sig dog ved at kunne blive boende i den samme Leilighed , hvor han nu havde levet i henved tredive Aar . Hans gamle Værtinde vilde have frygtet for en Revolution i Tilværelsen , dersom han var flyttet , og havde i Tidens Løb selv overtaget de kvindelige Forretninger i hans lille Hunsholdning , som udførtes af hendes Pige , under hendes eget hoierc Tilsyn . Tidligere havde han ladet disse Forretninger besørge af en Kone ; men denne Person havde i mere end een Henseende gjort reent Bord , idet hun Tid efter anden havde formindflet hans Invenfarium , og tilsidst bragt ham i Forbindelse med Politiet , rigtignok kun som Vidne ; men selv dette fandt Onkel Theodor „ meget ubehageligt , i Sandhed meget ubehageligt . “ Denne Kone havde nemlig underhaanden gjort flere Angre af sit eget Kjøn den overraskende Meddelelse , at Fandens Hovedkasse var i Krystalgaden , og at hun selv som et Slags Depositaire eller Generalagent for denne Anstalt kunde flasfe dem Laan mod Løssre og Viktualier som Vederlag ; men da bemeldte Kasses Hovedkasserer bestandigt gjorde Ophævelser , havde Politiet fundet Leilighed til at blande sig deri , og da den kvindelige Generalagent blandt mange andre mistænkelige Sager ogsaa fandtes i Besiddelse af forskjellige til Musikens Udøvelse henhørende Gjenstande , og da man tillige vidste , at hun ikke selv dyrkede denne Kunst , saa var Onkel Theodor bleven overrasket ved at modtage en Mængde Ting , som han forlænge siden havde savnet , men senere glemt . Efter denne Tid havde hans Værtinde overtaget Forretningerne , og styrede dem til hans fuldkomne Tilfredshed . Det var et haardt Slag for den gamle Mand , da hans Brodersøn blev sagt op i sin Leilighed . Da Maaneden var gaaet , og Tvedes øvrige Kreditorerved Efterretningen om , hvad der var foregaaet , kastede sig over ham og toge omtrent Alt , hvad han eiede , saa fandt Onkel Theodor , at der ikke kunde være Tale om Andet , end at de flyttede hen til ham . Skolen , som i den senere Tid var begyndt at svinde ind , blev hævet med det Samme , og Christine var forsaavidt uden Beskjæftigede ; forsaavidt , thi hun havde ikke saalidt at gjøre med at hjælpe Fru Tvede , paa hvem de sidste Begivenheder havde gjort et stærkt Indtryk og forværret hendes Helbredstilstand , saa at selv det ubetydeligste Arbeide anstrengte hende , og fremkaldte en sygelig Rødme paa hendes Kinder . „ I komme naturligviis hen og blive hos mig , indtil I faae seet Jer om efter noget Bedre , “ sagde Onkel Theodor . „ Man kan jo ikke vente , at det skal vise sig strax ; der maa altid gaae lidt Tid . Men nu kunne jo I som sagt see Tiden an hos mig . Du og din Mand , Clara , tage det ene Værelse , og jeg beholder det andet . Lad saa være af græde min Pige , Du kan ikke taale det . I Grunden kunne vi jo gjerne gaae strax ; jeg seer virkelig ikke , hvad der skuldc holde os tilbage her . “ — Saaledes talte Onkel Theodor den sidste Dag , da Kreditorerne havde tømt hans Brodersøns Leilighed ; og da de saa Gjenstande , de endnu havde tilovers , med Lethed lode sig føre paa en Trillevogn , saa fandt de , ligesom Onkel Theodor , af man vanskeligt kunde sige , hvad der skulde holde dem tilbage her , og gik altsaa bort med ham . Først førte han dem hen paa en Resfauration , for , som han sagde , paa denne Dag af faae dem til af foretage sig noget rigtig Usædvanligt , der kunde være et Tegn paa , af de nu begyndte paa en heel ny Bane , og det en saadan , som ikke stod i Forbindelse med Opholdet i dette fordømte Huus ; og da de derpaa med en over alle Grændser gaaende Ødselhed havde nydt to Retter Middagsmad og en Flaske Viin , gik Tvede ud for at besørge sine Informationer , medens Onkel Theodor førte Clara hjem til sig selv , hvor hun til sin Overraskelse fandt , at det største Værelse allerede var ordnet til deres Modtagelse , og endnu samme Aften boede de i deres nye Hjem . „ Men jeg beholder paa ingen Maade Deres Lænestol , Onkel , “ sagde hun , da hun havde orienteret sig i sine nye Omgivelser , og fandt Stolen hensat til sin Bekvemmelighed ved Vinduet i hendes Værelse . „ Det er nok , at vi berøve Dem Deres halve Leilighed ; men dette tillader jeg virkelig ikke . “ „ Jeg sad næsten aldrig i den , Clara , “ svarede Onkel Theodor . „ Jeg havde halvveis tænkt paa at sælge den ; men var det ikke et Held , at jeg opsatte det saalænge som jeg gjorde ? Derfor kan Du ganske roligt benytte den . Ak Gud ja , jeg brugte den saa sjeldent , “ tilføiede han , og klappede den paa Ryggen , søm om den var en trofast Ven , der gjemte adskillige Erindringer . Det var iøvrigt en reen Opdigtelse , at han næsten aldrig brugte den , men der er alligevel nogen Sandsynlighed for , at Opdigtelser af dette Slags , til Trods for adskillige philosophiske Systemer , ville veie ikke saa ganske lidt , naar Opgjørelscn kommer . „ Jeg troer , at Du vil have godt af at sidde lidt i Ro , Clara , ovenpaa denne bevægede Dag , “ sagde Onkel Theodor . „ Sæt Dig nu hen ved Vinduet , og nhd Udsigten . Forandringen af Luft vil være gavnlig for Dig , maaskee ligesaa god som en Reise . Jeg gaaer mig nu en lille Tour . “ Medens han var borte , sad hun en Stund og saae paa Livet i Havnen , hvor Smaaskibene lossede og fremmede Søfolk færdedes paa Gaden ; men snart følte hun sig overvældet af en Træthed , som i den senere Tid paakom hende med stedse kortere Mellemrum , og faldt omsider i en tryg Søvn , hvoraf hun først vaagnede , da Onkel Theodor kom tilbage . „ Hvorledes synes Du saa om Pladsen , Clara ? “ spurgte den gamle Mand , idet han gav hende en lille Pude under Hovedet , og syslede om hende med en næsten kvindelig Ømhed . „ Nu er det formørkt , men jeg kunde nok have Lyst at vide , om Du kan see Skibene dernede , naar Du sidder saaledes som nu . “ „ Det kan jeg ganske vist , Onkel . I Eftermiddag medens Barnet sov paa mit Skjød , morede jeg mig med at see paa dem . Jeg troer virkelig , at jeg sad og drømte med aabne Øine . “ „ Drømte Dn ? “ sagde Onkel Theodor , og gik ind paa hendes Spøg . „ Hvad drømte Dn da ? “ „ Jeg saae en Skipper gjøre sig færdig til at seile , og da han gled langsomt afsted , medens Eftermiddagssolen skinnede paa Seilene og bragte dem til at gløde , fik jeg Lyst til at reise med ; og saa naragtig var jeg , Onkel , at da Skibet gled bort , saa at jeg ikke længere kunde see det heroppe fra , aabnede jeg Vinduet og fulgte det med Øinene heelt ned ad Kanalen , indtil det dreiede om derhenne og forsvandt . Hvor det vilde være deiligt , dersom vi vare rige og kunde reise med Skibene et Sted hen , hvor der var lyst og varmt ; for jeg kan mærke , at jeg i den senere Tid trænger saameget til Varme . “ „ Den skal Dn faae her , min Pige , “ sagde Onkel Theodor . „ Solen staaer paa hos mig , og man kan lade den komme ind , og lukke den ude efter Behag . Men nu skal Dn ikke tale mere ; jeg kan see , at det anstrenger Dig . “ Derpaa tændte han Lys , tog en Bog og satte sig til at læse , indtil Tvede kom hjem . Af og til vendte han sig om , og nikkede venligt til hende , men naar hun engang imellem blundede , antog hans Ansigt et bekymret Udtryk . Saaledes gik Aftenen , og medens den lille Mand med det store Hjerte fortsatte sin Læsning , sad Clara og betragtede Tingene i Værelset . De eiede nu Intet , men det var hende næsten en Beroligelse at vide , at Ingen mere kunde bryde ind hos dem , fordi der ikke var Mere at tage af . Hvor taknemmelig var hun ikke mod Onkel Theodor , som af det Lidet han eiede , var rede til at bringe ethvert Offer for dem . Hvor beundringsværdigt var det ikke , at den gamle Mand med saa ringe Forudsætninger kunde udbrede næsten Velvære omkring sig . Der stod det gamle sortlakerede Chatol og fremviste en Uendelighed af smaa Skuffer , hvis Indhold laae i den priisværdigste Orden ; det vidste hun med Sikkerhed , da det altid havde været saa , hvergang han havde aabnet dem for hende . I den lille Skuffe nederst tilhøire laae der udentvivl Chocoladekager ; idetmindste havde der altid ligget nogle , naar hun tidligere havde besøgt ham , Der stod den lille Reol , som indeholdt Bøger og Noder , ordnede og opstillede som gamle indøvedc Tropper . Der stod Uhret med de indlagte , chincsiske Figurer og holdt Øie med Tiden , saaledes som det uden Afbrydelser havde gjort det i de sidste tredive Aar . Ingen Uorden , intet Støv , Alt ziirligt , hyggeligt og hjemligt . Der stod den vældige Bas i sit Foderal ved Enden af Chatollet , i Kakkelovnskrogen . Ved et Tilfælde var Laaget gaaet op , saa at det fik en vis Lighed med et Skilderhuus , hvori den gamle Bas som en barsk Soldat stod paa Vagt . Dens brede Bryst og stirrende Lydhuller formede sig i mange Skikkelser for hendes Indbildningskraft og blandede sig i hendes Drømme , indtil hun omsider faldt i en dyb Søvn , hvori hun endnu var ved sin Mands Hjemkomst . — Den Tvedeske Families tro Ledsager var Bruun . Først nogle Dage efterat Begivenheden havde sundet Sted , fik han at vide , hvad der var foregaaet , og blev ganske hvid i Ansigtet , efter hvad Christine senere fortalte , som havde været tilstede ved denne Leilighed ; han greb om Bordet og var nær faldet , tilføiede hun , og sagde et Par Gange ved sig selv , at det var afsindigt . Derefter havde han en Samtale med Onkel Theodor , og da han havde faaet den gamle Mands Plan at vide , havde han overdraget ham at fkaffe ham et Værelse i det samme Sted , hvilket Onkel Theodor dog neppe havde sat igjennem , dersom han ikke havde staaet i saa stor Anseelse hos Værtinden . Bruun boede nu i samme Sted som Tvedes , men en Sal høiere oppe . For Christine havde den Ulykke , som ramte Tvedes , været en sand Hjertesorg . Undertiden forekom det hende , som om Gorms Haardhjertethed næsten kastede en Skygge paa hende selv , fordi hun stod i et Slags Slægtflabsforhold til ham , men som oftest glemte hun sine egne Bekymringer over de endnu større Bekymringer for hendes stakkels Veninde . „ Gid jeg havde Deres Kræfter , Christine , “ sagde Fru Tvede , som ikke kunde blive fri for sin Forkjølelse . „ Gid jeg var saa stærk som De , Christine , “ sagde hun tidt , naar den kraftige , velvoxne unge Pige gik med hendes lille Datter paa Armen . „ Vi maae love for Frøken Haffner , “ sagde Bruun , som tilfældigviis hørte denne Yttring . „ Hun er en Velgjerning for os “ , tilføiede han og gjentog sit besynderlige Udtryk . „ Hun er en Velgjerning for os , baade for Dem og for mig ; og jeg kan takke min gamle Ven , Doktor Iohansen , for hende . Gud velsigne dem begge To . “ Han var i dette Øieblik saa forskjellig fra , hvad han pleiede at være , og talte saa besynderligt , at Christine i sin Forvirring ikke fandt Ord til at protestere mod denne , som det forekom hende , overdrevne Roes , og nøiedes med at spørge ham , om han ikke havde isinde engang at besøge Doktor Iohansen , hvortil han svarede , at det vilde neppe skee ; han reiste aldrig ; han havde ikke været udenfor Byen i de sidste tyve Aar . At tænke sig ham reise , — han var ligesaa forbauset ved den blotte Tanke om , at Nogen kunde foreslaae ham det , som han vilde have været , hvis han virkelig var reisf . Midt under alle disse sørgelige Begivenheder varder dog et Lyspunkt . Selmer havde faaet Arbeide , og det var , som han selv udtrykte sig , et godt , lønnende og i enhver Henseende behageligt Arbeide . Skjøndt han endnu ikke var sikker paa , hvor store hans Indtægter vilde blive i alle enkelte Poster , saa kunde han dog indsee allerede nu , at han vilde staae sig godt derved , „ og desuden , “ sagde han , da han kom og fortalte Christine denne glædelige Begivenhed , „ desuden bryder jeg mig ikke om at tage det saa nøie med min nye Principal , som De nok kan begribe ; man er snarere nødt til at holde igjen , end fordre Noget , saa splendid er han . Og dette er Grunden til , at jeg ikke strax har villet optage Noget forud af min Gage , skjøndt det nok kunde gjøres fornødent ; derfor maa jeg desværre vente lidt endnu , inden jeg kan støtte vore Venner . Forresten har jeg mange Hilsener at bringe Dem , og Indbydelser i Hobetal til at komme derud og blive der , nu da Skolen er hævet . Frøken Augnsta er kommet hjem , og hendes Forældre vare saa indtagne i Dem , da De sidst besøgte dem — det kan jeg vel nok fortælle Dem , Christine — at de længes efter at faae Dem derud igjen . “ Indbydelsen gjaldt Krafts . I de første Dage efter Katastrofen havde Selmer gaaet og tænkt paa , om han skulde skrive til Kraft og tilbyde ham sin Tjeneste , eller ikke ; men skjøndt han formodede , at en Anden for længe siden var antaget , besluttede han sig dog til at skrive , og modtog endnu samme Dag Svaret i Skikkelse af Kraft selv , som bragte ham med tilbage og erklærede , at han vilde tage fat „ strax , gode Selmer , “ hvilket han meente saa bogstaveligt , at han ansaae ef Kvarteer til Ti om Aftenen , hvilket var det Klokkeflet da de naaede derud , for en ret bekvem Tid til at begynde paa Nedbrydningen af Bryggeriet . Da Selmer imidlertid antog , at det i flere Henseender vilde være hensigtsmæssigere at begynde ved Dagens Lys , gik Kraft begcistret ind ogsaa paa dette Forslag , og udbrød : „ Fortræffeligt , min gode Selmer ; ganske som De vil . De skal i denne Sag føre an . De er Manden . De veed ikke , hvormeget jeg har ængstet mig ved Tanken om paa egen Haand at indlade mig med disse nye Indretninger , som løbe rundt i Hovedet paa mig . Men De er Manden . “ Saaledes gik det til , at Selmer og Kraft i Løbet af nogle Uger arbeidede sig dybt ind i Beregninger , Overslag , Nedbrydning , Indkjøb og Konstruktioner , som i Begyndelsen voldte den gode Brygger ef umaadeligt Hovedbrud , men bagefter en ligesaa stor Tilfredsstillelse , naar det gjennem Selmers klare Udvikling og hans egen praktiske Forstandighed gik op for ham , hvorledes det hængte sammen ; og hvergang dette heldige Tidspunkt indtraadte , glattedes de Rynker , som Ansfrengelsen havde kaldt frem i den gode Bryggers Pande , og forsvandt i det Brag af Latter , hvormed han tilstod , hvad han kaldte sin egen Dumhed . Skjøndt Christine havde saadanne Erindringer fra sit Besøg hos Krafts , at hun med Glæde tænkte paa at komme derud igjen , saa afslog hun dog Indbydelsen for denne Gang , og Selmer maatte give hende Ret , da hun fortalte ham , hvorledes Fru Tvede havde det . Dette forhindrede imidlertid ikke , at han yderligere satte hende ind i , hvad det egentlig var for et Arbeide han havde for . At nu Maskinvæsenct forMekanikere kan have sin eiendommelige Tiltrækning , er ikke saa underligt ; men at det ogsaa kunde fængsle en ung Dame , det fik man Beviis paa her , idet Christine fulgte hans Beskrivelse med usvækket Interesse ; og skjøndt han af Begeistring for sit Fag indlod sig paa Enkeltheder , der ganske vist stode mindre klart for hende , formaaede alligevel denne Omstændighed intet Øieblik at forringe hendes levende Deeltagelse . Han endte med at sige , at naar han hidtil , tvunget af Nødvendigheden , havde arbeidet i Ting , som ikke direkte interesserede ham , saa havde han nu fundet en Beskjæftigede , hvor han kunde faae Anvendelse for fine tidligere Studier og kjæreste Sysler ; og da han tilføiede , at naar man først fik fat i Noget , saa fulgte tidt det Ene paa det Andet , og at Kraft maaskee vilde anbefale ham til Andre , saa at han efterhaanden kunde flabe sig en selvstændig Stilling , saa følte den unge Pige saamegen søsterlig Deeltagelse for denne sin prøvede Ven — thi om Andet end søsterlig Deeltagelse kunde der naturligviis ikke være Tale — at hun i sine Kinder mærkede en Glød , som efterhaanden forplantede sig ud i de yderste Fingerspidser . Dersom Selmer havde været forfængelig , kunde han have tilskrevet sin egen personlige Elskværdighed nogen Andeel i denne Hengivenhed , som ganske vist ikke undgik hans Opmærksomhed , og som lod ham sinde hende saare indtagende ; men maaskee var der ogsaa lidt Forfængelighed med i Spillet , da han , efter at have trukket Besøget ud saalænge som muligt , følte sig hensat i en Lyksalighedstilstand , der sik ham til at bære sig ad paa samme taabelige Maade , som det altid har været Tilfældet med andre unge Mænd under lignende Omstændigheder . Han var nemlig kommet til Byen i Krafts Kjøretøi ; men istedetfor , hvad ethvert fornuftigt Menneske vilde have gjort , at kjøre tilbage i en bekvem og letløbende Vogn , foretrak han at tilbagelægge Veien tilfods , og var saa optaget af sine egne Tanker , at han forlængede sin Vandring ved at gaae en betydelig Omvei . — „ Kan Selmer ikke udrette Noget , saa maa jeg selv prøve derpaa , “ sagde Kraft , som tilligemed Angusta et Par Dage senere kom og besøgte Christine . „ Det er min Datter , hvem De endnu ikke har seet . “ „ Vi have seet hinanden engang før , “ yttrede Angusta lidt forlegent . Hun havde nemlig taget Fru Gorms Beretning om Christines Afsfed før gode Varer ; men nn , da hendes egne Erfaringer lode hende see denne Beretning i et andet Lys , havde hun en Formodning om , at hun maaskee gjorde den unge Pige Uret . „ Du har seet Froken Hasfner ? “ sagde han . „ Hvor ? “ - „ Det var den første Gang vi vare i « selskab hos Gorms , Fader . “ „ Aa , Gorms , “ sagde han , medens en Skygge af Misfornøielse foer hen over hans Ansigt . „ Lad os ikke tale mere derom . Idag ere vi komne før at hente Dem , Frøken Haffner , hvis De har Lyst til at besøge os . “ Christine takkede , men gav det samme Svar som hun havde givet Selmer . „ Maa jeg være saa fri at spørge Dem , hvem disse Tvedes ere ? “ sagde Kraft . „ Jeg har et Par Gange hørt Selmer nævne dem , og da jeg nu seer , af ogsaa De nærer saamegen Hengivenhed for dem , kunde jeg nok , hvis det ikke maatte synes paatrængende , have Lyst til af høre Noget om dem . “ Chrisfine fortalte ham derpaa Tvedes Historie , og sortaug Intet af hvad hun vidste , da hendes naturlige Følelse sagde hende , af hun overfor denne Mand ikke behøvede af skjule Noget ; og da hun endelig kom til den sidste Tids Begivenheder , virkede den simple Sandhed ved sin egen Magt , saa af hun endte sin Beretning med Taarer i Øinene , og drog den medfølende og letbevægelige Augusta med sig . Medens hun talte , havde Kraft siddet ved Vinduet paa Hannes Plads — Hanne var denne Dag fraværende , for af hjælpe Fru Tvede — og da hun havde endt , blev han siddende der endnu en rum Stund , tilsyneladende aandsfraværende , men i Virkeligheden beskjæftiget med det Chrisfine havde fortalt ham . „ Man bør jo støtte de Mennesker , “ sagde han halvt for sig selv , idet han reiste sig , og med Hænderne paa Ryggen betænksomt gav sig til af vandre srem og tilbage i det smalle Værelse . „ Man børstøtte dem . — Man bør aabenbart støtte dem ; men hvorledes ? — Man kan ikke godt vælte sig ind paa Folk , og maaskee de ikke engang — hør , Frøken Haffner , “ sagde han , idet han pludseligt standsede foran Christine , „ dersom De vilde , kunde De hervære Mellemmand . Lad os hellere tale reent ud om Sagen , saa komme vi allersnarest til Maalet . Tvede maa jo være en meget upraktisk Mand , efter hvad De der siger , uhyre upraktisk . “ Det troede hun nok . „ Men den gamle Onkel maa være en Kraftkarl , et sandt Pragtexemplar af en Kraftkarl — De mener ? “ „ Jeg mener , “ svarede Christine , som maatte smile over hans Ord , „ at dette Udtryk mindst af alle passer paa Onkel Theodor . “ „ Men han er det alligevel , “ paastod Kraft . „ Den , der kan holde en saadan Tørn ud , og endda blive staaende , ham kalder jeg en feig , gammel Karl ; — men jeg kom bort fra , hvad jeg talte om . Den unge Kone er syg , siger De , og derfor mener jeg , at dersom man kunde støtte dem , maa det skee strax . Men det kommer saameget an paa Maaden — paa Maaden , Frøken Haffner . Jeg skal sige Dem Noget ; jeg er vis paa , at man ikke saa sjeldent støder de Mennesker fra sig , man søger at støtte . Man skal helst undgaae al Vigtighed og Allarm , og især de lange moralske Forelæsninger . Hvem giver mig Lov til at tale i høie Toner og moralisere , fordi jeg støtter et Menneske ? Hvem giver mig Ret til at blive overlegen og vigtig , og at forgifte den Smule Hjælp , jeg maaskee kunde yde , med krænkende og irriterende Tiltale ? Hvorfor reiser Stoltheden sig ikke i de Stakler , saa at de tage mig i Nakken og kaste mig ned ad Trappen ? “ udbrød han i en næsten forbittret Tone , medens han experimentierende betragtede sig selv fra et fjendtligt Synspunkt . „ Men lad os hellere tale om Sagen , “ vedblev han , og fik igjen sit forrige venlige Ansigt . „ Dersom nu for Exempel De , Froken Haffner , og Augusta kunde gaae hen og besøge Tvedes , og naturligviis lade som Ingenting , men see godt efter , hvad der mulige » kunde mangle , saa vilde De vise mig en sand Tjeneste . “ Der var i hans enfoldige Fiinfølelse Noget , som paa engang rørte Christine og næsten gjorde hende forlegen ; men Udsigten til at skaffe sine Venner Hjælp i det yderste Øieblik , en Hjælp , hvorom hun nylig havde mistvivlet , skjøndt hun aldrig havde opgivet sine heltemodige Anstrengelser , gjorde hende let om Hjertet . Hun svarede derfor , at han kunde byde over hende ganske som han vilde . „ Det er et Ord , “ sagde han , og rakte hende Haanden . „ Der vil bestemt blive megen Brug for Dem ; og dersom De har Tid til at gaae derhen nu , kunde jeg maaskee vente her , indtil De kommer tilbage . “ Skjøndt Christine meget godt strax kunde have sagt ham , hvortil Familien trængte , føiede hun ham dog i hans Ønske , og gik derhen tilligemed Augusta . Det varede ikke længe inden de kom tilbage , og derpaa gik de alle Tre i Forening omkring i Byen og gjorde Indkjøb , deels af saadanne Sager , som vare høist nyttige og anvendelige , deels af saadanne , som vare høist uanvendelige , og det skyldtes kun Christines Indvendinger , at der ikke efter Augustas Ønske ogsaa blev kjøbt forskjellige Modesager og kostbare Kniplinger . Der var stor Glæde hos Tvedes denne Dag , da Onkel Theodor med ungdommeligt Galanteri kunde byde Clara Valget mellem flere Sorter styrkende og vederkvægende Vine ; og hans Bestræbelser i denne Henseende vare saa vedholdende , at det for hendes Vedkommende var ret heldigt , at Hanne itide lagde sig derimellem . „ Saae De hvilken smuk Pige Frøken Kraft var , Onkel ? “ spurgte Fru Tvede . „ Det har Du Ret i , min Ven ; det var hun . Men jeg mener dog , at vi ikke give hende Noget efter ; vi have ogsaa smukke Piger her . “ „ Hvem mener De , Onkel ? “ „ Veed Du det virkelig ikke ? “ „ Jeg troede ikke , at De kunde være saa taabelig , Onkel , “ sagde hun smilende , da det gik op for hende . „ At sammenligne en gift Kone , som allerede er tilaars , med en fuldendt Skjønhed , det er virkelig altfor taabeligt . “ Og dog syntes det , efter hendes Smiil at dømme , at denne Taabelighed var af det Slags , som gjerne tilgives . „ Jeg troer nu , at vi have Grund til at haabe det Bedste , “ vedblev hun . „ Lige til idag have vore Udsigter været temmelig mørke ; men efter denne store Venlighed , som er viist os af Menneskervi slet ikke kjendte , og viist os paa en Maade , der rører mig dybt “ — — „ i Sandhed , mig med , “ bemærkede Onkel Theodor . — „ har jeg atter fattet Mod , og troer , at vi have al Grund til at haabe det Bedste . — Nu har jeg ikke længere Ro til at ligge her paa Sofaen , Onkel ; dersom Øe vilde hjælpe mig hen over Gulvet , saa vil jeg sidde med Barnet i Lænestolen og see paa Skibene . “ „ Du tænker endnu paa Skibene , “ sagde Onkel Theodor . „ Det glæder mig virkelig , at de interessere Dig . Nu har jeg boet her saalænge , men det er aldrig faldet mig ind , at der var noget Særdeles ved dem at see . “ „ Jeg seer paa dem hver Dag , og bliver aldrig træt deraf . Jeg kjender dem allesammen , og naar de komme og gaae , er det , som om de bragte mig Hilsener og sik dem med tilbage . Nu ligge de roligt ved Siden af hverandre , “ sagde hun , medens hun med sin fine magre Haand pegede ned paa dem , „ og imorgen see vi dem maaskee glide ned ad Kanalen og spredes til alle Verdens Hjørner . I denne Tid , da jeg gaaer saa lidt , “ — den Stakkel , hendes hele Gang var fra Sofaen hen til Vinduet — „ er det næsten ligesaa godt , som om jeg kom ud , naar jeg seer Livet dernede . Men allersmukkest er det , naar Solen , saaledes som nu , er ved af gaae ned , og sænker en gylden Taage over dem . Saa ønsker jeg tidt , af jeg kunde seile bort med dem , af vi Alle kunde seile bort med dem til fremmede Lande . “ „ Hvem veed hvad der kan skee ? “ sagde Onkel Theodor spøgende , og klappede hende paa Kinden . „ Efter det vi have oplevet idag , er der jo , som Dn selv siger , al Grund til af haabe det Bedste . Men nu vil jeg rulle Gardinet ned , medens Solen gaaer hen bag Huset derovre . Hverken Du eller Barnet har godt af det stærke Lys . “ „ Lad kun være , Onkel . Jeg dækker Barnets Ansigt til , og vender hende om til denne Side , den lille Stakkel ; men jeg selv elsker denne Solnedgang . “ Onkel Theodor lod hende altsaa sidde i Ro , og gik ind i sit eget Værelse . Himlen blev overtrukken med Purpur , og luede i nogle Øieblikke som en stor Ild , medens Esteraarssolen gik ned og sænkede gyldne Taager over Husene og Skibene ; snart efter gled den hen bag høie Bygninger , og Dagskæret blev mildere . Tusmørket listede sig frem og gik over i Skummelhed , medens Tingene tabte deres Omrids , og dunkle Masser voxede frem i Mørket . Byens Larm døde hen , og enkelle Stemmer , som nu og da hørtes paa Gaden , løde kun Stilheden træde stærkere frem . I denne rolige Aftenstund fandt hun Noget med sit Væsen Beslægtet ; Noget , som hun syntes at hun havde kjendt for mange Aar siden , og som hun forstod , skjøndt det ikke lod sig udtrykke i Ord ; en Vederkvægelse i Sorgen , en Følelse af Tryghed , en stille Fryd over Livet , der i dette øieblik forekom hende saa fredeligt og forsonende , som om Armod og Krænkelser aldrig havde været til ; og medens hun sad som hun pleiede , med Barnet paa Skjødet , drømte hun sin gamle Drøm om at seile bort med Skibene ind i de gyldne Taager , til fjerne Kyster hvor Sygdom ikke fandtes , og hvor Livet var en aldrig afbrudt , uforkræmkelig Lykke . Nogle Dage senere fik Hanne et høist uventet Besøg . Det var en Søndag Formiddag , medens hun sad ved Vinduet og lod sin Dreng see ned paa Gaden , at Døren blev aabnet paa Klem , og Thomas stak Hovedet indenfor , idet han hviskende spurgte , om han maatte komme ind . „ Ja vist maae Du komme ind . Det veed Du jo nok . “ „ Er Frøkenen hjemme ? “ spurgte han videre , idet han ved et Kast med Tommelfingeren Pegede paa Døren til det andet Værelse , „ Hvad gaaer der af Dig , Thomas ? Det kan jo være Dig det Samme ; derfor kan Du jo lige godt komme ind . Men kan det trøste Dig , saa er hun henne hos Tvedes . “ „ Jeg er ikke alene , “ hviskede Thomas igjen . „ Marie er med . “ Derpaa aabnede han Døren heelt , og førte denne unge Dame , som det syntes noget modstræbende , ind i Stuen . Det vilde være for lidt sagt , at hun var rød i Kinderne . Hun brændte . Hendes Kinder , Pande og Hals , ja selv Øreflipperne stode i een Glød , medens hun var i megen Forlegenhed med , hvor hun skulde gjøre af sine Øine og Hænder . „ Hvad er der nu paafærde ? “ spurgte hendes Moder , og saae opmærksomt paa dem . „ Vi have forlovet os , “ sagde Thomas , idet han udtalte Ordene i en stor Fart , som om han frygtede for , at dersom det ikke skete paa den Maade , vilde det slet ikke skee . „ I see mig ogsaa ud til at forlove Jer , “ udbrød Hanne . „ Ere I gale ? Er Du gal , Thomas ? Og Du , Marie — hvor kan det falde Dig ind ? I ere jo altfor unge , og hvad skal det blive til ? Hvad ville I leve af ? “ „ Herregud , Hanne , jeg troede ikke , at det havde været Dig saameget imod , “ sagde Thomas . „ Du har da ogsaa engang været ung som vi . “ „ Ja , jeg har været ligesaa ung som I , det har jeg , “ svarede hun , tilbøielig til at gjøre enhver rimelig Indrømmelse ; „ men jeg er det ikke længere . Og dengang gik jeg ikke hen og forlovede mig . — Det forstaaer sig , der var Heller Ingen som friede til mig . — Men da I nu engang ere saa vidt , Børn , saa tag i Guds Navn hverandre . “ Med denne pludselige Vending i Talen omfavnede hun dem , og sagde , at det kun havde været hendes Spøg , og at Thomas jo nok vidste , hvor kjær hun havde ham , saa at han ikke behøvede at tabe Modet , fordi hun sagde ham lidt af Sandheden ; og at Marie var en tosset Tøs , som ikke skulde staae der og hænge med Hovedet , men hellere tage Drengen , medens hun gik ud i Kjøkkenet og lavede Kaffe til dem . Ved disse Yttringer voxede atter deres Mod , og fra at være overlegen moralsk gik Hanne over i en direkfe forhandlende Form , idet hun udbad sig Oplysninger om en Mængde Enkeltheder , der af Thomas besvaredes med en Beredvillighed og Nøiagtighed , som flere Gange bragte Marie til at erklære , at nu gik hun sin Vei . Da det omsider var oplyst , naar han havde begyndt at holde af hende , og naar hun havde begyndt at holde af ham , og naar han havde friet , og hvad han havde sagt , og hvad hun havde sagt , saa kom det vigtige Spørgsmaal , hvad Kraft og Doktor Clausen havde sagt . Kraft havde først leet høit , og derpaa havde han sagt , at han med Tiden skulde see , hvad han kunde gjøre for dem ; og Doktoren havde ikke fagt Andet , end at Thomas var temmelig ung . „ Akkurat det Samme som jeg sagde , “ udbrød Hanne , der imidlertid ikke kunde vide , at Doktoren ved samme Leilighed havde tænkt , at naar Folk vilde forlove sig , skulde de gjøre det , medens de vare unge ; naar de bleve gamle , var det bagefter . Der blev endnu afhandlet Meget om denne Sag , og der skete navnligt fra Maries Side mange Ophævelser , inden hun lod Thomas tage et Kys i Moderens Paasyn ; men da denne Vanskelighed først var overvunden , og Forhandlingerne havde antaget en roligere Charakteer , yttrede Marie , at hun for Fremtiden selv vilde overtage Tilsynet med Thomas ' s Klæder . I denne Anledning gav Thomas sig til at undersøge en Trækasse , som stod ved Enden af Sengen , og fremdrog enkelte Gjenstande , som engang havde været Klædningsstykker , men som nu vare Laser , og trak endelig en gammel Frakke frem for Dagens Lys . „ Hvad i Alverden er dette for en Indretning ? “ udbrød han forundret . „ Den seer jo ud , som om den havde været brugt til Maskerade . “ „ Kan Du ikke kjende den igjen ? “ sagde Hanne , „ Det er den Frakke , Du selv svøbte om Drengen deroppe under Branden . Kan Du ikke længere huske , at han gik i den ? “ „ Hvem ? “ „ Den gamle Hr . Maurice . “ „ Aa , nu husker jeg det . Øg saa har den ligget her siden ? “ „ Ja . — Gud skal vide , hvor den gamle Mand egentlig er blevet af ; før man har da aldrig hørt om ham senere , og han indebrændte jo ikke . “ „ Den gamle Hr . Manrice var altid en løierlig En , “ sagde Thomas . „ Jeg veed nok , at Dn ikke kan lide , at jeg siger det , men jeg holdt ikke rigtigt af ham ; og jeg kan ikke begribe , at Du lod ham passe Drengen . Wien Du saae da ogsaa , hvorledes det endte . Han lod Drengen være Dreng ; og det var ikke hans Skyld , at Barnet ikke omkom . “ „ Det har ogsaa altid forundret mig , “ indrømmede Hanne . „ Folkene sagde forresten , at de ikke havde seet ham flere Dage før Branden ; men det gjorde ikke Noget , før de havde Johan inde hos dem om Dagen , og om Natten sov han lige godt , enten Hr . Manrice laae inde hos ham eller ikke . — Men det salder mig ind ; see engang efter i Lommerne , om der ikke skulde ligge nogle Papirer , — nei , ikke der hvor Du leder ; men i Brystlommen . — Jeg synes , at jeg saae dem der , da jeg lagde den ned i Kassen . “ „ Her er Noget i et Seglgarnsbaand , “ sagde Thomas , idet han trak en temmelig stor Pakke op af Lommen . „ Har Du seet efter , hvad det er ? “ „ Jeg har nok seet efter ; men jeg kunde ikke læse et eneste Ord af alt det Krimskrams ; det er vel Noget , som den gamle Hr . Maurice har siddet og tegnet op . “ „ Det seer løierligt ud , “ sagde Thomas , som havde løst Pakken op , og aabnet et af Papirerne . „ Det er for mine Øine som en Slibesteen ; men var det ikke bedst , om vi viste det til Nogen , som kunde læse det ? Man kan jo aldrig vide , om der staaer Noget , som En kunde have Nytte af . “ „ Det er ogsaa min Mening . Du kan jo tage det med , og vise Doktor Clausen det . “ „ Det var nok ligesaa godt , “ sagde han . „ At byde ham saadant noget Stads især i denne Tid , da han gaaer og grubliserer , og ikke siger et Ord . “ „ Grubliserer han , Thomas ? “ „ Ja , det gjør han rigtignok . Noget er der iveien , det er jeg vis paa ; men hvad det er , det veed jeg ikke . — Jeg troer , at det var bedre at vise Bruun det . Han er en lærd Mand , og han kjendte jo desuden den gamle Hr . Maurice ; derfor troer jeg , at han bedst kan finde ud af det . “ Derved blev det , og da Thomas og Marie omsider toge Afsfed , lagde de efter Aftale Veien om ad Nyhavn , hvor Thomas leverede Papirerne til Bruun , og fortalte ham , hvorledes de vare fundne . Del var en underholdende Lekture , Thomas havde bragt ham . I Begyndelsen læste han med en vis Ligegyldighed , men del varede ikke længe , inden han begyndte at studere , og det med Opmærksomhed . Efterhaanden som han kom videre frem , voxede Opmærksomheden til Spænding , og tilsidst saae han heelt ophidset ud . Saalænge han i Tusmørket kunde øine et Bogstav , sad han ved Vinduet og flugte graadigt Ordenc . Selv om det havde været Skjønskrift , vilde han i sin Ivrighed have været utaalmodig efter at naae Slutningen ; men da Skriften tvertimod var gammel og afbleget , og ovenikjøbet paa sine Steder utydelig , maatte han gaae langsomt frem , og var efter nogle Timers Forløb ikke kommet synderlig langt ned i Bunken . Da det tilsidst blev ham for mørkf , gik han ned og kjøbte sig et Par Lys , af hvilke han satte det ene i den tomme Flaske , som i dette Øiemed havde sin Plads paa Bordet ; og lagde det andet ved Siden af i Reserve . Denne Forsynlighed var ingenlunde overflødig ; thi da han omsider havde endt Læsningen , vare de begge brændte , og Efteraarsmorgenens første graalige Lys sneg sig ind gjennem de snavsede Ruder , hvorfra det medtog et ubeskrivelig smudsigt Skær , som gjorde Værelset endnu kummerligere , og fremviste de utydelige Omrids af den ensomme , sammensunkne Skikkelse , som sad ved Bordet og støttede sit Hoved i Hænderne . Da han havde siddet længe i denne Stilling , gav han sig til at vandre frem og tilbage i Værelset . Der kom intet Ord over hans Læber , og hans Gang var ikke rasende og hastig , som hiin Dag da Doktor Iohansen besøgte ham . Han gik ustandseligt frem og tilbage som En , hvis Aand , sløvet under Anstrengelsen , ikke længere paatrykker Legemet sit Præg , men opgiver sit Herredømme , og lader Mechanismen arbeide paa egen Haand i sandsesløs Ensformighed . Tilsidst fik Trætheden Overhaand . Han blev et Øieblik staaende ved Vinduet , og stirrede ligegyldigt ud i Luften , medens han følte de isnende Kuldegysninger , som Morgendæmringen fører med sig . Derpaa gjemte han Papirerne , kastede sig paa Sengen , hvor han snart faldt i Søvn , og vaagnede først henad Middag . Det var med Forundring , næsten med Forbanselse , at Tvedes hørte Bruun tale om , at han stod i Begreb med at reise ; ja at han vilde reise endnu samme Dag . Det var Noget , som aldrig var indtruffet i alle de Aar , de havde kjendt ham ; og dersom Nogen havde sagt det til ham selv Dagen iforveien , vilde han ikke engang have anseet det en Benegtelse værdt . At spørge ham om , hvorhen han reiste , eller i hvilket Ærinde han reiste , vilde have været en Paatrængenhed , som Ingen af dem tillod sig overfor ham . Kun Onkel Theodor , som ved visse Leiligheder havde nogen Indflydelse paa ham , indskrænkede sig til at spørge , om „ det ikke var for voveligt , Bruun ; for voveligt , “ hvortil Bruun , som forstod Hentydningen , svarede , at Onkel Theodor ikke behøvede at frygte . Derpaa forlod han dem for at træffe Forberedelser til Reisen ; men da disse kun bestode i , at han stak Papirerne i een Lomme , og en Skive Ost og et Stykke Brød i en anden , saa varede det ikke mange Minutter , inden han med Stokken i Haanden begav sig afsted , og travede ud ad Vesterport . Der var sikkerligt dem , som denne Eftermiddag vilde have fulgt efter ham og for enhver Priis berøvet ham de gamle Papirer og Brevskaber , dersom de havde vidst , hvad han bar hos sig . Maaskee gik de denne samme Dag tæt forbi hinanden , men hvis de gjorde det , saa hverken saae eller ændscde de det . Saaledes blandes vi saa besynderligt mellem hverandre . Maaskee see vi dagligt det Menneske , som først om halvtredsindstyve Aar skal gribe ind i vor Skjæbne ; men for Øieblikket betragte vi ham med Ligegyldighed . Det falder os ikke ind , at det er ham , som skal komme . Der kunde for den Sags Skyld ligesaa godt være tusinde Mile mellem os , saalidt ændse vi ham , og dog kommer han . Han kan i Mellemtiden gjerne reise til Nord- og Sydpolen , bestige farlige Skrænter , falde i haarde Sygdomme , kæmpe i Slagene , eller forvilde sig i Urskovene — der er Intet som rammer ham . Han kommer sikkert nok , naar Tiden er omme ; maaskee ad slyngede Omveie , som for en Tid synes at føre ham længere bort , men han kommer . Endnu idag staae vi ved Siden af ham , ligegyldige og uden at kjende ham , men Øieblikket er der ikke endnu . Imorgen Eftermiddag Klokken Tre og sytten Minutter ere de halvtredssindstyve Aar forløbne . Saa er han der . Sextende Kapitel . Det viste sig snart , at den Beslutning , Augusta havde taget , at Alt skulde blive ligesom i gamle Dage , var lettere at fatte end at udføre . Det manglede ikke paa Kjærlighed fra Forældrenes Side , som elskede hende altfor høit , og vare altfor glade ved at have hende hjemme igjen , til at de skulde bringe det Forbigangne i Erindring . Det manglede Heller ikke paa Kjærlighed fra Datterens Side , der havde en Fornemmelse som om hun var undsluppet fra en eller anden stor Fare . Saa ofte hun tænkte paa det uhyggelige Liv hos Gorms , fornndrede hun sig over , at hun i Begyndelsen havde kunnet finde det saa tiltrækkende , og var dobbelt taknemmelig fordi hun i Hjemmet atter havde fundet et trygt Tilflugtssted og en sikker Havn . Og dog var der Noget som manglede . Skjondt hendes Fader var den samme omhyggelige , kjærlige og lystige Fader som i gamle Dage , og skjøndt hendes Moder ledede hende i den samme jevne , rolige og milde Aand som altid , var der dog kommet noget Fremmed ind i deres Forhold til hende , og i hendes Forhold til dem . Idetmindsfe forekom det hende saaledes . Hvorfor bleve de undertiden tankefulde paa en Maade , hun ikke tidligere havde bemærket ? Hvoraf kom det , af de betragtede hende med et eiendommeligt , sørgmodigt Blik , naar de troede , af hun ikke saae det ? Disse og mange lignende Spørgsmaal , som hun gjorde sig selv , vilde hun have fundet Svaret paa , hvis hun havde kunnet faae Øie paa sig selv , og seet , hvor forandret hun selv var blevet . I Sammenligning med Gorms Huus var der noget ensomt i det gamle Hjem ; det blev ikke af Fremmede holdt i en fortsat Bclciringstilstand , men Enhver udrettede sit daglige Arbeide , og dermed gik Tiden . I Sammenligning med Tonen i Gorms Huus var der noget gammeldags og borgerligt i det gamle Hjem ; der viste sig ingen Stormænd , som afhandlcdc Byens Bedste og hensynsløst skaltede og valtede med Personer og Forhold , men der saaes kun Kraft og Selmer , som , naar undtages den korte Tid de vare tilstede ved Maaltiderne , tumlede sig mellem Muursteen og Maskiner , Tal og Tegninger . Hun elskede ikke sin Moder mindre , fordi hun styrede Huset paa sin gamle , stilfærdige Maade , uden af besidde nogen af de literære Interesser , som gjorde Fru Gorm til en saa dannet Dame ; men naar Enhver af dem gik til sit Arbeide og havde sin bestemte Opgave , forekom det hende , som om hun selv var tilovers ; som om der i deres Kjærlighed var et Gran af Medlidenhed . Det var der i Virkeligheden ikke , men hendes egne forvirrede Tanker lode hende see det saaledes . Hun tog fat paa sine forrige Befljæftigelser , for ogsaa at gjøre Nytte , men hvor ærligt hun stræbte , saa vedblev hiin Indbildning at forfølge hende , og gav sig et Udtryk i hendes Væsen , som netop voldte Forældrene de Bekymringer , hvis Oprindelse hun saa ganske misforstod . Der var endnu Noget , som smertede hende , men som hun af en eller anden Grund ikke rigtigt turde tænke paa . Hvorfor kom Doktor Clausen saa godt som aldrig ud og besøgte dem ? Siden hun var kommet hjem , havde han kun været der to Gange , og begge Gange havde hun været fraværende . Han kunde ikke forsætligt have valgt disse Tider , da han jo ikke kunde vide , at hun tilfældigviis var borte . Men hvorfor kom han ikke ? Han kunde da umuligt være vred over det , hun havde sagt ham , da de sidst talte sammen ; hun havde jo i Virkeligheden slet ikke meent det — og det burde Doktor Clansen ifølge en eller anden Divinationsgave ogsaa have vidst . Hun erindrede meget godt de Ord , hun ved denne Leilighed havde brugt , og hvergang hun tænkte derpaa , var hun ligesaa forfærdet som skamfuld over sin egen Dristighed . Gid hun engang kunde faae sagt ham , hvor inderligt hun fortrød det ; men hun frygtede for , at naar det kom til Stykket , vilde hun alligevel ikke vove det . I gamle Dage havde det dog været ganske anderledes , da han kom der næsten hver Dag og passiarede med dem ; da de besøgte Drivhuset og spadserede sammen ; og da deres lille Kreds gjenlød af Liv og Lystighed . Hendes Fader beklagede sig jevnligt over , at den gode Doktor svigtede dem , og at han selv havde saameget at gjøre , at han ikke kunde faae Tid til at hente ham ; men skjøndt Selmer fortalte , at Clansen i denne Sommer havde udvidet sin Praxis , og at dette formodentligt var Grunden til , at han kom der sjeldnere , saa gjorde hun sig dog selv Bebreidelser , hver Gang det blev omtalt , og havde en Følelse af , at det egentlig var hende , som ved sine ubesindige Ord havde fjernet ham fra Huset . „ Om det saa er Augusta , “ sagde Kraft en Dag , „ saa er jeg vis paa , at hun savner vor Ven . “ Det kunde der heller ingen Tvivl være om . Hvorfor skulde hun ikke savne ham , ligesaavel som de Andre , naar selv en saa let Hentydning kunde faae Blodet til at farve hendes smukke Kinder . Det var en mørk og kold Esteraarsdag , at Doktor Johansen og Bruun efter en lang og trættende Reise omsider naaede Kjøbenhavn . „ Jeg maa endnu engang tale med Dem , “ sagde Lægen , da de vare stegne af Vognen udenfor et Hotel i Nyhavn . „ Følg dog idetmindste med op paa mit Værelse . “ Skjøndt Bruun syntes uvillig dertil , og allerede havde gjort Mine til at forlade Lægen og søge sit eget Hjem , gav han dog dennegang efter for ham , og fulgte med op paa det Værelse , som blev anviist ham . „ Jeg siger Dem endnu engang , at det er taabeligt , Bruun , “ sagde Johansen som en Fortsættelse af tidligere Forhandlinger om den samme Sag . „ Vi bør vente , indtil Alt foreligger klart og tydeligt , og navnlig indtil det savnede Papir er fundet . Handle vi overilet , ødelægge vi maaskee det Hele . “ „ Vil De ikke gaae , saa gaaer jeg selv , “ svarede Bruun , uden at indlade sig paa nogen nærmere Drøftelse . „ Naar jeg gjør det , skeer det kun nødtvungent , “ sagde Lægen . „ Jeg har fundet Dem fornuftig i saameget Andet , Bruun ; hvorfor viser De Dem i dette ene Punkt saa stivsindet ? Hvorfor ikke vente og søge , indtil Alt foreligger ? “ „ Jeg har ventet længe nok , “ svarede den Anden . „ Jeg har stillet mine Betingelser . Jeg forlanger fuldkommen Taushed , og at De taler med ham imorgen . Hvis De ikke gaaer ind derpaa “ — „ Nuvel , “ svarede Lægen , som mærkede at han i dette Punkt var lige ubøielig ; „ saa skal jeg gjøre det . Jeg kommer hen til Dem imorgen . Men hust vel paa , at dersom det mislykkes , maa De tilskrive Dem selv Skylden . “ Bruun svarede kun ved en utaalmodig Bevægelse med Haanden , og gik sin Vei , medens Lægen misfornøiet vandrede frem og tilbage i Værelset , heelt optaget af den Sag , om hvis heldige Udfald han kun havde saa slette Forhaabninger . — Den næste Dag begav han sig ud i sit Ærinde . Den Mand , han søgte , var Justitsraad Gorm . Efterat Familien var flyttet ind fra Landet , var Abel bleven anbragt paa sin Faders Kontor , hvor han arbeidede under hans specielle Opsigt , om det ellers fortjente Navn af Arbeide , at han Dagen igjennem hængte over nogle Regnstaber , hvis Dalere , Mark og Skillinger han aldrig blev færdig med at sammentælle , hvilket forsaavidt ogsaa var ligegyldigt , som Ingen havde Tid til at føre Kontrol med ham . Det var tilstrækkeligt , at han Dagen igjennem saaes paa sin Plads , og der sad han da haabløs og i stille Fortvivlelse . „ Vindfælder og Kvas tredive Rigsdaler “ , bemærkede Abel haanligt ved sig selv , idet hans Øine faldt paa denne Posf , som skrev sig fra en Skovauktion . „ Det var ogsaa Noget at give tredive Rigsdaler for . Lad mig see . Sex Flasker Champagne aften Daler . Cigarer fire Daler “ — — „ og Spisevarerne , min gode Mand , glem ikke dem ; de have ikke saa lidt at sige ved en saadan Leilighed , “ tilføiede Krog , som var kommet ind i Stuen , uden at Abel havde bemærket det . „ Jeg kommer inde fra Deres Fader . De skulde ellers ikke tale saa høit . “ „ Hvad sagde jeg da ? “ spurgte Abel , og stirrede forbauset paa ham . „ Hvad De sagde ? Det veed De vel bedst selv . — Naar skal det saa gaae løs ? “ „ Hvad for Noget ? “ „ Hør veed De hvad , min gode Gorm , “ bemærkede Krog , idet han paa en spøgefuld overbevisende Maade lukkede det ene Øie , „ lad os hellere tale som fornuftige Mænd . — De er jo en fornuftig Mand , er De ikke ? — Øg De veed jo nok , at jeg holder reen Mund . “ „ Nei , det veed jeg slet ikke , “ udbrød Abel harmfuldt . „ Det var Dem , der gik hen og fortalte , at jeg kom ude i Kroen . “ „ Det var det ; det skal jeg slet ikke negte , “ sagde Krog , hos hvem Mindet herom endnu fremkaldte en saa ublandet Henrykkelse , at han svingede med sin Stok og kastede sig paa en Stol , medens han ubundent forfriskede sig ved et Udbrud af sin eiendommelige Latter . Sagen forholdt sig nemlig saaledes , at det var Krog selv , som havde givet Abel Anviisning paa hiin skjæbnesvangre „ Mikkel “ og paa Kroen , og som desuden jevnligt forstrakte ham med større og mindre Summer , naar Trangen til at være med blev altfor uimodsfaaelig , eller naar hans Forbillede , Diderik von Gumling , yttrede Tilbøielighed til at afbryde deres venskabelige Forhold . Abel havde derfor mindst af Alt ventet , at Krog skulde forraade ham , men da han alligevel ved en Yttring af sin Moder var kommet til Vished om , at det virkelig forholdt sig saaledes , havde hans Skarpsindighed sagt ham , at naar han een Gang var bleven narret af denne Mand , saa kunde det Samme gjentage sig senere . „ Hør , min gode Gorm , “ udbrød Krog midt under sin Henrykkelse , „ naar De blot kunde forstaae , hvor det dengang morede mig , da jeg hørte , at De gik hjemme og agerede syg “ — „ Aa “ — sagde Abel utaalmodigt , idet han vred sig under Krogs Tilbøielighed til at fremhæve netop denne Side af Sagen . — „ at De gik hjemme og drev Deres Kunster , “ vedblev han , idet han stillede sig overfor Abel , og under fortsat Latter paa en irriterende Maade satte Haandtaget af sin Stok mod Abels Bryst , hvorfor denne i en pirrelig Tone sagde , at han „ skulde lade være at puffe “ — „ at De gik hjemme og spillede Komedie , og alligevel hver Dag tog Deres Pot Kegler paa Samvittigheden som en Mand — for det maa jeg sige , Deres Haandelag er ikke ilde ; naar De bare husker paa , ikke at sætte for stærkt af — men hvad jeg vilde sige , dersom De havde vidst , hvor det morede mig at høre det , saa vilde De ogsaa have forstaaet , at jeg maatte ud med det . Minsæl om jeg ikke maatte , “ tilføiede han , idet han slog Abel paa Skulderen . „ Og derfor maa jeg nu hver Dag sidde indespærret her . Det er Deres Skyld , ene og alene Deres Skyld , “ bemærkede Abel , som var bleven noget forvirret over den Beredvillighed , hvormed Krog havde afgivet sin Tilstaaelse . „ Er det muligt ? “ udbrød Krog , tilsyneladende rørt ved Abels bittre Bemærkning . „ Nei , er det muligt ? Det er aldrig faldet mig ind . Men saae jeg Dem ikke forleden Aften “ — „ Tal dog ikke faa høit “ — „ Ja ja , jeg siger blot , at dersom det er min Skyld , saa maa jeg see at bøde paa det , og skulde De i det Samme behøve en lille Haandsrækning “ — Resten blev tilføiet i Form af en ny Anbringelse af Haandtaget mod Abels Bryst , uden at han dog dennegang følte sig opfordret til at Protestere mod nogen „ Pufning “ . Om det just var af Interesse for Abels personlige Velvære , at Krog af og til gav ham en Haandsrækning , kunde altid være Tvivl underkastet . Derimod var der en anden Ting , som ikke var nogen Tvivl underkastet , og det var , at han hadede Fru Gorm af al sin Evne . Han vidste , at han var hende modbydelig , og at hun foragtede ham ; og med den hos plumpe Naturer hyppigt forekommende Tilbøielighed til at stille Plumpheden til Skue og prale med den , havde han en særegen Tilfredsstillelse af at trodse denne Dame . Han triumferede over , at hans Forretninger med Gorm vedbleve at skaffe ham Adgang til Huset , skjøndt Fru Gorm tydeligt nok havde ladet ham forstaae , at hans Nærværelse der var hende ubehagelig . Han havde nyligt efter en længere Raadslagning forladt Gorm , som sad i sit Værelse og var bleven yderst tankefuld , hvilket ingenlunde kunde siges om Krog . Samtalen med Abel havde sat ham i den behageligste Stemning , som gav sig fornyet Udtryk , da han havde ladet den unge Mand blive lilbage ved sine Regnskaber , og var kommet ind i det næste Værelse . Her blev han nemlig et Øieblik staaende og betragtede den Dør , som førte ind til Dagligstuen , hvor han antog , at Fru Gorm befandt sig ; og som om han tog Døren for en levende Person , truede han ad den , idet han svingede sin Stok som et Slags Tomahawk , medens hans Ansigt fortrak sig til et ondskabsfuldt og høist modbydeligt Griin . Gorm sad endnu i dybe Tanker , da det blev meldt ham , at Dokfor Iohansen ønskede at tale med ham . Dokfor Iohansen ? Hvem var det ? Han kjendte ingen Dokfor Iohansen . Dokfor Iohansen kunde komme igjen en anden Gang . Tjeneren meldte altsaa tilbage , at Justitsraad Gorm var ikke hjemme , men da Lægen af det uforskammede Smiil i Tjenerens Ansigt saae , at det ikke var sandt , protesterede han mod Afviisningen med en saa urokkelig Besindighed , at selv denne Hædersmand for et Øieblik blev rokket i sin Forvisning om Uforskammethedens Magt , og maatte gaae tilbage med den Beskeed , at Lægens Ærinde ikke taalte Opsættelse , og at Justitsraaden gjorde vel i at tale med ham . Bar Manden afsindig ? Aldrig havde Nogen vovet at sende ham , Gorm , en saadan Hilsen . At en eller anden Dokfor Iohansens Sager ikke taalte nogen Opsættelse , var kun komisk ; men Personen kunde have godt af en Lektion , og derfor kunde Tjeneren lade ham komme . „ Jeg er Doktor Johansen , “ sagde Lægen , idet han hilste paa Gorm . „ Kjender Dem ikke , “ svarede Gorm , som blev siddende i sin Lænesfol og saae forbi ham . „ Det er ogsaa ganske ligegyldigt , “ svarede Lægen med Sindsro . „ Derimod vil Øe ganske sikkert lære mig at kjende . Jeg bringer Dem en Hilsen fra Charles Maurice . “ Det gav et Sæt i Gorm , saa at han halvt foer op af Stolen , men han gjorde Vold paa sig selv , og forsøgte at være rolig . „ Hvad mener Øe med den Hilsen ? “ spurgte han med nogen Anstrengelse . „ Det behøver jeg ikke at fortælle Dem , “ svarede Lægen , som saae hvilket Indtryk hans Ord havde gjort . „ Deres Adfærd siger tydeligt nok , ar Øe forstaaer den . “ „ Jeg maa anmode Dem om ikke at tale i Gaader . Jeg har Andet at tage vare , end at spilde min Tid paa forblommede Talemaader . Hvad er Deres Ærinde ? Hvad vil Øe ? “ Han talte ingenlunde i nogen ophidset Tone . En ligegyldig Tilskner kunde endogsaa have antaget , at han beskjæftigede sig med en almindelig Forretningssag ; men for Lægen var det klart , at der under hans rolige Ydre rasede stærke Lidenskaber , og saaledes forholdt det sig i Virkeligheden . Had og Frygt , rasende Forbittrelse og en kvælende Angst kæmpede om Herredømmet . Med eet Slag saae han Fjenden lige paa Livet af sig , uden at ane , at han i Forveien havde nærmet sig i Løbegravene ; men Gorm var ikke den Mand der lod sig overrumple . „ Hvis det er muligt , ønsker jeg at føre denne Sag igjennem Paa en fredelig Maade , “ begyndte Lægen ; men det beroer paa Dem selv “ — „ Hvis det er muligt , ønsker jeg at blive fri for al den Snak , “ afbrød Gorm ham . „ Til Sagen , min gode Mand . Til Sagen . Hvad vil De ? “ „ Til en Begyndelse vil jeg sige Dem , at den gamle Maurice , som De bildte Dem selv og Andre ind var omkommet ved Branden , ikke er omkommet ved Branden . “ „ Saa han er ikke omkommet ved Branden ? Det glæder mig virkelig . Og hvad saa ? “ spurgte Gorm i en irriterende Tone . „ Naar han ikke er død , hvorfor kommer han saa ikke selv ? — Hvorfor Fanden kommer han ikke ? “ tilføiede han lidt efter med en Stemme , som skulde synes spøgefuldt tirrende , men som tabte sig i en hæs Hvisken . „ Fordi han er undskyldt . Han er død ; men ikke der , hvor De troede det . “ „ De har maaskee fundet ham ? “ „ Netop . Jeg og Bruun . “ „ Bruun ? “ „ Kjender De ham maaskee ? “ „ Naa , og saa ? “ „ Han har efterladt Papirer , som oplyse et for mange Aar siden begaaet Bedrageri , en lav Kjeltringstreg . Af Grunde , som jeg imidlertid ikke finder mig bcføiet til at gjøre Rede for her , ønsker jeg at jevne Sagen ad fredelig Vei , om det ellers er muligt . Jeg har opsat et Dokument , lovformeligt i enhver Henseende ; vil De behage at læse det , og derpaa at underskrive det ? “ Gorm greb Papiret og slugte det med Øinene . Den Uro , som han , trods alle Anstrengelser , et Øieblik havde røbet , tabte sig hurtigt , og da han havde læst det tilende , leverede han det roligt tilbage . „ Veed De , hvad jeg troer ? “ sagde han . „ Jeg troer , at De er gal . “ „ Det troer De ikke , “ svarede Lægen . „ Det maa De ikke prøve paa at bilde mig ind . “ „ Men jeg troer det alligevel , “ vedblev den Anden ; „ og da jeg ikke ønsker at have gale Folk i min Nærhed , saa foreslaaer jeg Dem at gaae . — Gaa Deres Vei , og kom ikke oftere her , “ sagde Gorm i en overmodig og brutal Tone , idet han stødte Døren op paa vidt Gab . „ Nu spille vi et høit Spil med hinanden , “ sagde Lægen , idet han gik . „ Vogt Dem , hvis jeg vinder . “ Ude af sig selv af Forbittrelse ilede Lægen afsted , og spadserede i flere Timer omkring i Gaderne for at være i Bevægelse . Derpaa gik han tilbage til Hotellet , og da han omsider havde fattet sig , søgte han Bruun og meddeelte ham Udfaldet . Han var dennegang ingenlunde forsigtig i sine Udtryk , og bebreidede ham hans taabelige Utaalmodighed , som havde bragt Sagen til at strande . „ Jeg sagde Dem det iforveien . Dersom vi havde kunnet fremlægge Beviserne , havde Manden ikke vovet at negte det ; men vore løse Paastande leer han kun ad , og selv om vi ere nok saa overbeviste om vor Ret , staae vi her som diarre , saalænge vi ikke ere i Besiddelse af det Dokument , hvorpaa det Hele kommer an . “ „ Dette Dokument skal sindes , “ svarede Bruun , som med feberagtig Uro bevægede sig omkring i Værelset . „ Skal findes , “ gjentog Lægen ærgerligt . „ Skal sindes . Troer De , at man saaledes gaaer hen og gjør et Fund , fordi man ønsker det ? “ „ Det skal findes , “ gjentog Bruun hidsigt . „ Om jeg ogsaa skal anvende hele min Tid derpaa ; om jeg saa skal grave det op af Jorden , skal det ikke blive skjult for mig . “ „ Jeg gider ikke mere tænke derpaa , “ sagde Lægen . „ Hele denne Reise er , som jeg sagde Dem , foretaget til ingen Nytte . Deres ustyrlige Sind har ødelagt det Hele , og da min Nærværelse nu er ganske overflødig , reiser jeg tilbage . “ Det var paa en aandsfraværende Maade , at Brnun tog Afsfed med Lægen ; han takkede ham ikke for hans Uleilighed , og lagde neppe Mærke til , at han gik sin Vei . Da han var bleven ene , hengav han sig ganske til sine egne Tanker , og idet han hyppigt med høi og lydelig Røst udtalte , „ at det skulde sindes “ , udmattede han sig selv under sin rastløse Søgen og afmægtige Forbittrelse . Syttende Kapitel . Da Gorm efter Doktor Johansens Besøg igjen var blevet ene , forlod den Ro ham , som under Samtalen tilsyneladende havde været over ham , og det kunde med Sandhed siges , af hans Aasyn formørkedes . Høist forskjellige og indbyrdes modstridende vare de Planer , som dukkede frem hos ham , og ligesaa hurtigt forkastedes igjen ; men deri lignede de alle hverandre , af de plagede og piinte ham , og allerede i Løbet af et Par Timer gjorde ham halv vanvittig . Han havde overvundet mange Hindringer og beseiret mange Vanskeligheder i sine Dage ; han havde været med af agitere , og seet , hvorledes det Utrolige lod sig føre igjennem , naar man kun satte Ryg mod Ryg og blev ved af gjentage sine Paasfande . Han kjendte til Punkt og Prik det hele System af Fraser , hvormed en uvidende Hob bearbeides , og forstod af sætte sin Villie igjennem , snart ved List og Overtalelse , snart ved Overraskelser , snart ved af blæse sig op og med al den falske Pathos , alt det Magthaven , al den fornærmende Plumphed og Ringeagt for Andres Meninger , al den Mangel paa Fiinfølelse og Overflødighed paa det Modsatte , al den Frækhed og tirrende Trods , som er Folk af hans Slags egen , af lægge sin Vilkaarlighed i Vægtskaalen ; men denne Gang stod han overfor en Sag , som ikke lod sig behandle paa en saadan Viis . Hvad der bidrog fil at forøge det Skrækkelige ved den var , at den egentlig var glemt for mange Aar siden , og nu kom tilbage lyslevende , som om den var fra igaar . Det kunde endda have ladet sig høre , dersom en eller anden Ulykke havde væltet sig ind over ham , naar den havde været frisf og ny , og var fremkaldt af Begivenheder , som foregik i dette Øieblik ; men at Noget , som var foregaaet for saa lang Tid siden , og som havde ligget paa Bunden af Glemselens Hav , nu pludseligt dukkede op , det var utaaleligt og uudholdeligt , det var fil at tabe Forstanden over . Og tilmed at denne fremmede Mand havde taget Sagen i sin Haand . Hvem var han egentlig ? Hvad kom den Sag ham ved ? Med en uhyggelig Fornemmelse tilstod han for sig selv , at denne Mand neppe hørte fil det Slags Mennesker , som lode sig imponere ved Magtsprog , og kun overfor saadanne Folk kunde Gorm ret udfolde sin Vælde . Intet af Lægens Ord var gaaet tabt for ham ; og da han havde siddet længe og tænkt , reiste han sig fra Stolen mere luskende end nogensinde . Han luskede ud i Mørket og saae ud , som om han frygtede ethvert Menneske , han mødte ; han havde en Fornemmelse , som om Alle vendte sig om efter ham og talte om ham ; han ventede , at der lurede skjulte Fjender i enhver Port og Gadedør , og saae uvilkaarligt iveiret , om man ikke speidede efter ham oppe fra Husene . Det gøs i ham , da han blev tiltalt af en Bekjendt , men han følte med en vis Tilfredsstillelse , at han havde Kraft nok til at beherske sig , saalænge han talte med ham . Han vidste naturligviis godt , at Ingen af alle disse Mennesker kjendte Noget til Sagen , men Frygten blev alligevel den samme . Den tillod ham intet Øieblik at hvile ; den tvang ham til at være overlegen , naar der var Nogen tilstede , og til at synke sammen , naar han var ene . I flere Dage luffede han omkring , indtil han fik at vide , hvor Bruun boede ; det var et Individ , hvis Navn han ret vel erindrede fra sine unge Dage , og skjøndt nu mange Personer kunde hedde Bruun , saa var der ingen Tvivl om , at denne var den rigtige . Hvad han iøvrigt havde at gjøre med Sagen , vidste han ikke , men Lægen havde jo nævnet hans Navn , og det var tilstrækkelig Grund til at skaffe sig Noget at vide om ham . For hver ny Efterretning han saaledes listede sig til , forekom det ham , at han vandt en Fordeel , og dog vidste han godt , at han kom lige vidt . Endelig sik han en Idee . Medens han med flappe Træk sad og rugede over tomme Forestillinger , kom den saa pludseligt over ham , at han nær havde tabt Besindelsen . Kunde den Plan sættes igjennem , var Sagen ordnet , og den skulde sættes igjennem ; men betænksomt maatte der handles , for at han forud kunde være sikker paa Scircn . Atter luskede han omkring i Gaderne , og kom forbi det nye Sted i Adclgade ; det var ham modbydeligt at see det , men det var unndgaaeligt , da han maatte op i Stedet ved Siden af , for at faae at vide om Christine boede der endnu . Det kostede ham Overvindelse at spørge sig for , men omsider listede han sig til den Underretning , at hun boede der endnu , og at hun paa den og den Tid var hjemme , og at Konen , hos hvem hun boede , paa den og den Tid pleiede at være ude . Da han saaledes havde saaet at vide , hvad han ønskede , kom han en Dag op til Christine , da hun var ene hjemme . „ Du bliver formodentlig forundret over at see mig , lille Christine , “ sagde han ; „ men jeg har længe tænkt paa at besøge Dig engang . “ Han vilde have ønsket , at hun havde sagt Noget , men hun blev saa overrasket ved at see ham , og følte instinktmæssig en saadan Frygt for ham , at hun med bankende Hjerte bød ham at sætte sig , medens hun bevægede Læberne uden at faae noget Ord frem . „ Det var en uheldig Maade , hvorpaa vi sfilles , “ sagde han ; „ uheldig for Dig og uheldig for os . Jeg holder ikke af disse Familienenigheder , og haaber , at Du ikke bærer Nag til os . “ Hun forsikkrede , at det aldrig havde været i hendes Tanker ; hun bar i det Hele ikke Nag til Nogen . Den sidste Tilføjelse var ham imidlertid ubehagelig ; den falte i omfattende Almindelighed , og bragte ham ligesom paa Afstand . Hvad hun meente i Almindelighed , brød han sig ikke om ; det kom ham kun an paa , hvad hun meente om ham . „ Det er mig i høi Grad magtpaaliggende at faae denne Uenighed jævnet , “ vedblev han ; „ og jeg gjør Dig den Indrømmelse , af Skylden maaskee meest har været paa vor Side . “ „ Jeg kan forsikkre Dem , af jeg betragter Sagen som jævnet , “ svarede hun . „ Det glæder mig af høre ; det glæder mig virkelig meget af høre . “ Hun kunde imidlertid ikke rigtig fæste Lid til , af Glæden var saa overordentlig ; og hun havde igjen den Piinlige Fornemmelse af , af han ikke saae paa hende , selv naar han lod som om han gjorde det . „ Vore Familier have nu i mange Aar levet adskilte , men efter moden Overvejelse er jeg kommet til det Resultat , af dette uheldige Forhold bør hæves . “ Hun saae spørgende paa ham , uden af forstaae hvad han meente . „ Du vil blive forundret , Christine , det veed jeg iforveien , “ vedblev han , „ naar jeg idag gjør Dig et Forslag . Det er faldet mig ind ganske af sig selv , og da det vilde føre til Fred og Enighed i enhver Henseende , kan jeg sige , af det ligesom er paatvunget mig af Omstændighederne , “ tilføiede han med et sygeligt Smiil . — „ Hvad vilde Du synes om af blive min Svigerdatter ? “ Paa dette Spørgsmaal svarede Christine ikke , men blev siddende og stirrede paa ham . „ Jeg forlanger ikke , at Du skal bestemme Dig strax , “ sagde han . „ Et saadant Forslag kræver jo Tid og Overlæg ; men jeg kunde dog nok ønfle foreløbigt at vide , hvad Du tænker derom . Jeg har dit eget Vel for Øie , og Abels med , det indrømmer jeg ; men det er jo ogsaa ganske naturligt . Abel har unegteligt sine Mangler , men det behøvede jo Heller ikke at skee strax ; og med Tiden kan der udrettes endeel . Paa denne Maade vilde alle gamle Uenigheder forsvinde , og din Existents vilde være sikkret , Christine . Det er bedst at tale ligefrem om Tingene . — Dette Ophold her , “ tilføiede han , idet han saae sig omkring i Værelset , „ passer sig desuden ikke for Dig . Du bør flytte tilbage til os . Hvad synes Du nu om mit Forslag ? “ „ Det er ikke Deres Alvor — det er ikke muligt , “ kunde hun neppe faae sagt . „ Det er mit Alvor ; forstaae mig vel , mit fulde Alvor . Tro ikke noget Øieblik , at jeg taler for Spøg . Sagen er mig altfor alvorlig . “ „ Saa vil jeg svare Dem ligesaa alvorligt , at jeg aldrig kunde gjøre det , “ yttrede hun med en let Skjælven . „ Siig ikke aldrig , Christine , “ vedblev Gorm i en mere indtrængende Tone ; „ husf paa , at jeg ikke forlanger , at det skal skee strax ; men det maa skee . Jeg siger Dig endnu engang , det maa skee . “ „ De maa ikke forlange det af mig ; jeg kunde aldrig gjøre det ; aldrig , “ svarede hun halvt grædende , idet hun paa engang var undseelig og ulykkelig over hans Forlangende og besynderlige Sprog . „ Jeg skal fsie Dig i Alt , Christine , “ sagde han i en næsten bønfaldende Tone , „ men Du maa gjøre det . Jeg kan ikke nærmere forklare Dig hvorfor ; men husf paa , at dersom Du vedbliver at vægre Dig , saa gjør Du din gamle Onkel ulykkelig . Hvad Du i dette Øieblik anseer for umuligt , vil med Tiden vise sig ganske anderledes for Dig . Jeg maa have dit Løfte . Jeg gaaer ikke herfra , førend Du har givet mig det . Husf paa , hvad jeg siger Dig ; dersom Du vedbliver at vægre Dig , gjør Du din gamle Onkel ulykkelig . “ Medens han talte saaledes , havde han draget hende hen til sig , og lagt sin Arm omkring hende , men der var i denne Tilnærmelse og i hans Bemærkning om , at hun gjorde sin „ gamle Onkel “ ulykkelig , saameget Uægte , og Noget som saaledes stred mod hans sande Natur , at hun fik en levende Fornemmelse af Modbydelighed , og blev angst for ham . Hun vilde reise sig , men han holdt hende tilbage i Sofaen , hvor hun sad ved Siden af ham . Tilsidst blev det hende uudholdeligt , og hun stødte ham bort fra sig . „ Jeg veed ikke , hvad De har derunder , “ sagde hun , idet hun reiste sig , „ men jeg troer Dem ikke . Jeg gjør det aldrig : aldrig , under nogensomhelst Betingelse , “ tilføiede hun , og brast i Graad . „ Du skal ! “ raabte han , og foer op . „ Skal jeg sidde her og taale , at mine Planer kastes overende af en stridig Tøs . “ Han faae ud som en tirret Tiger , medens han stod der og havde grebet hende om Haandleddet , der laae i hans Haand som i en Skruestik . — „ Tag Dig iagt , hvad Du gjør , “ tilføiede han i en hæs Tone , som dirrede af Hidsighed ; „ jeg veed , hvilke Planer Du har . Jeg kjender denne Selmer tilgavns , og jeg skal ramme ham . Jeg saae Dig en Aften gaae med ham paa Pladsen derhenne . Det er passende for Dig at sætte dit Rygte paa Spil , og at indlade Dig med en saadan Fyr . Men tag Dig iagt ! Du spiller et høit Spil med mig . Denne Selmer har jeg i min Magt , og dersom Du længere gjør Ophævelser , saa lader jeg ham gribe ; endnu idag lader jeg ham gribe . Betænk Dig derfor vel , inden Du fvarer . “ Ved denne Tiltale var Christine først bleven forfærdet , og derefter rød som Blod . Det undgik ham ikke , og han søgte at benytte sin Fordeel ; men da han omtalte Selmer som en Person , paa hvis Charakteer der hvilede en Plet , og truede med at lade ham gribe , vaagnede hendes heftige og energiske Sind . „ Nu er det let for mig at svare Dem , “ sagde hun forbittret . „ Jeg vil aldrig tale med Dem mere . De er ikke mere til for mig , og jeg er ikke mere til for Dem . “ „ Saa tag hvad der følger paa ! “ raabte han i afmægtig Trods , idet han slap hendes Haand og kastede den fra sig , som om det havde været en livløs Gjenstand ; og derpaa foer han ud af Døren . I det første Øieblik blev Chrisfine staaende reent forvildet , og brød derefter ud i en stærk Hulken . Hun kunde ikke samle sig eller fæste Tanken paa noget Bestemt , idet Følelsen af , af hun var bleven krænkel og beskæmmet trængte alt Andet tilbage , og bragte hende i en Stemning , der satte Hanne i den største Angst , da hun kom hjem og fandt hende i denne Tilstand . Hun kunde ikke faae Andet af vide , end af Gorm havde været der , og da Chrisfine paastod , af hun maatte fale med Kraft , og af dersom Hanne ikke fulgte med , saa gik hun alene , saa maatte Hanne omsider føie hende , og ved Middagstid fulgtes de ud paa Amager . — Hos Kraft var det nye Byggearbeide i fuld Gang . Selmer stod midt i et Chaos af Stolper , Tallier , Rør , Kjedler og Hjul og kommanderede Arbeiderne , og Kraft , som nylig havde taget levende Deel i Anbringelsen af forskjellige forvirrende Indretninger , erklærede af han trængte til Hvile for af bringe sin anstrengte Forstand i Ligevægt , i hvilken Anledning han knappede sin tykke Frakke om sig , og begav sig ud i den kjølige , forfriskende Efteraarsluft . Han gik henad Landeveien , som løb langs med Haven , og da han dreiede om Hjørnet , standsede han med et Forundringens Udraab overfor Christine og Hanne . „ Men hvad er der dog paafærde ? “ udbrød han , da han saae Christines Ansigt . „ Jeg maa tale med Dem , Hr . Kraft ; men Ingen maa vide , at jeg er her . Jeg maa tale med Dem alene , “ sagde hun . „ Skulle vi da ikke gaae ind i Huset ? “ „ Der kunde let Nogen see os ; jeg tør ikke . “ „ Nuvel , “ sagde Kraft . „ Saa gaa De ind , min gode Hanne “ — „ Men saa faae de jo at vide , at vi ere her , “ indvendte Christine , „ og jeg vilde saa nødigt “ — „ Gjør De kun , som jeg siger , “ afbrød Kraft hende , for ikke at forlænge Forberedelserne . „ De kan jo lade , som om De besøger Marie . “ „ Og nu , kjære Frøken , hvad i Guds Navn er der dog skeet ? “ spurgte han forskrækket , da de vare alene . „ Jeg kjender ingen Anden end Dem , med hvem jeg kunde tale om denne Sag , “ sagde hun , og saae meget forlegen og meget ulykkelig ud . „ Men jeg veed , at jeg selv er ganske uskyldig deri . “ Og da han havde aflagt denne Bekjendelse , om hvis Sandhed Kraft intet Øieblik tvivlede , fljøndt han ellers bleo lige klog , lettede hun sit Hjerte i Taarer . Hun skulde vanskeligt have fundet Nogen , der bedre kunde raade og tröste hende , og som var mere villig dertil end Kraft ; men da han omsider havde faaet at vide , hvad der var skeet , var han i det første Øieblik ligesaa forvirret som hun selv . Skjøndt hans Vrede over denne uværdige Behandling kæmpede med en Mistanke , om hvilken han ikke rigtigt vidste , hvor han skulde føre benähen , saa var der dog een Ting , som var ham klar , og det var , at Gorms Trusel med Hensyn til Selmer var intetsigende . Det var imidlertid netop denne Trusel , som laae Christine meest paa Hjerte . Skjøndt hun ikke tvivlede om Selmers Hæderlighed , kunde hun dog ikke frigjøre sig for den Frygt , at Gorm paa en eller anden Maade kunde ramme ham , og derfor vilde hun advare ham itide . Selv Krafts Forsikkringer kunde ikke ganske berolige hende . „ Dersom De vilde sige ham det , saa skulde jeg være Dem meget taknemmelig , “ sagde hun ; „ og hvis De nu vilde kalde paa Hanne , saa kunde vi gaae igjen , uden at Nogen lagde Mærke til os . “ Dersom Christine dengang havde kjendt Kraft saa godt , som hun senere kom til at kjende ham , vilde hun strax have forstaaet , at der ikke kunde være Tale om at flippe bort for saa let Kjøb . Ikke blot var hans Gjæstfrihed i Almindelighed ubegrændset , men i dette Tilfælde glædede det ham altfor meget at see den unge Pige derude , til at han saaledes skulde flippe hende . Han havde allerede sin Plan i Tankerne , da han sendte Hanne iforveien , og da nu Christine paastod , at hun maatte tilbage , blev han paa engang Diplomat . „ Man kan jo aldrig vide , hvad der er mellem Selmer og Gorm , “ sagde han . „ Ikke fordi jeg troer , at der er Noget , aldeles ikke . Men man kan aldrig vide det . Og derfor synes jeg , at De skulde sætte Dem . ind i mit Værelse og vente et Øieblik , medens jeg taler med Selmer . Saa kan jeg bringe Dem et bestemt Svar ; og vi ere da begge To beroligede med det Samme . “ Det var en fornuftig Tale , og det syntes i det Hele taget slet ikke af være saa galt ; men hun vaklede dog et Øieblik endnu . „ De skal ikke blive seet , det indestaaer jeg Dem for , “ vedblev han . „ Ingen skal see Dem gaae derind , og paa denne Tid kommer der Ingen i mit Værelse . “ Paa denne Maade lod det sig gjøre ; og det var dog det Heldigste af være vis i sin Sag , inden hun begav sig paa Hjcmvcicn . Saaledes gik det til , af Kraft med stor Hcmmclighedsfuldhcd og med det sikkre Haab , af han nok skulde finde paa Et eller Andet for af beholde hende , fik hende sat i sin Lænestol , medens han gik over og talte med Selmer . Da det varede temmelig længe , inden han kom tilbage , havde hun rigelig Tid til af see sig om . Forst faldt hendes Øine paa et Par gamle Portræter , som aabenbart maatte være Krafts Forældre ; derpaa kastede hun et Blik ud i Haven og tabte sig i Besknelsen af de smukke Anlæg ; men hvad hun end saae og betragtede , saa var der en ubestemt Frygt , som nylig var vaagnet hos hende , og som ikke lod hende have Ro . Var det ikke besynderligt , af hun saaledes havde vovet sig herud for at bringe Selmer denne Efterretning ? Han vilde sikkert under lignende Omstændigheder have gjort det Samme for hendes Skyld , sagde hun sig selv , og derfor var det ikke Andet end hendes simple Pligt . Dette var nu forsaavidt ogsaa ganske sandt , men alligevel fandt hun sig ikke rigtigt tilfredsstillet ved Forklaringen , og var i nogen Forlegenhed med sig selv , da hun i det Samme hørte hurtige Skridt , og saae Døren blive aabnet . Til hendes Overraskelse var det imidlertid ikke Kraft , som traadte ind , men Selmer . Saaledes som Sagerne nu engang stode , vilde Intet have været rimeligere , end at Selmer havde takket hende for al den Hengivenhed , hun havde viist ham ; en saadan Hengivenhed var vel nok en Tak værd . Men det gjorde Selmer slet ikke . „ Min Yndige , trofaste , velsignede Pige ! “ udbrød han , idet han sluttede hende i sin Favn , og der blev hun . Og som om der ikke kunde være Tale om Andet , og ganske som om det faldt af sig selv , gav han hende et Kys . Hun var saa forvirret og undseelig , saa rødmende og yndefuld , saa frygtsom og fuld af Tillid , at han et Øieblik holdt hende ud fra sig for rigtigt at see hende , og derpaa omfavnede han hende igjen , og holdt hende fast for aldrig mere at give Slip paa hende . Om hun ' var vred paa ham ? Hvilket tosset Spørgsmaal . Øm han eiede hendes Hjerte ? Det gjorde han . Øm hun ikke var bange for , at han gik fra Forstanden af Glæde ? Der var ingen Ende paa alle de Spørgsmaal , som stilledes , og alle de Svar , som gaves , og da Tiden ved en saadan Leilighed gaaer meget hurtigt for de Paagældende , og meget langsomt for de Ikke-Paagjældendc , saa var det ikke saa underligt , at Kraft omsider kom og halvt i Spøg bankede paa Døren . Men da han var kommet indenfor , og Selmer gav Christine endnu et Kys , blev han staaende midt paa Gulvet , og var ligesaa grændseløs i sin Forbauselse som i sin Henrykkelse . Det var ikke nok , at han først trykkede Sclmcrs ene Haand og derpaa den anden , og endelig dem begge to paa eengang , og at han omfavnede Christine , og gjorde sig skyldig i de vidunderligste Excentriciteter , men han gik hen og aabnede Døren , hvorpaa han med en Stemme , som kunde have vakt Døde , i et Nu samlede Familien , som , skjøndt den var vant til mærkelige Ting i denne Retning , endnu aldrig havde oplevet noget Lignende , og antog , at det Forfærdeligste var hændet . Hvorledes Lykønskningerne aldrig fik Ende , behøver ikke nærmere at beskrives ; saalidt som hvorledes Christine saa at sige vandrede fra Haand til Haand , for at de Alle kunde vise hende , hvormeget de holdt af hende , og hvor kjærlig Deel de toge i hendes Lykke , eller hvorledes Hanne græd og talte om sin kjære Frue ; eller hvorledes Kraft tilsidst sagde , at nu plagede de Livet af den stakkels Pige , og derfor vilde han give hende tilbage til Selmer , hvilket han ogsaa gjorde . Men vist er det , at Byggeriet standsede for den Aften , og at Christine ikke længere paastod , at hun strax maatte tilbage . Altende Kapitel . Det var lykkelige Dage som oprandt for Christine . Hun opdagede snart , at man ikke behøvede at være længe hos Krafts for at føle sig hjemme ; og da hun nu første Gang var mellem Mennesker , til hvem hun kunde give sig hen , saa foldede hun sig ud og straalede i hele sin Elskværdighed . Det var Dage som erstattede mange Aars Bekymringer , sagde Selmer ofte , naar han spadserede med hende , og de betroede hinanden deres hemmelige Fryd . Hvor lyksalige vare de ikke , og hvormeget talte de ikke om gamle Dage — de kaldte dem allerede gamle Dage — da de havde kæmpet med trange Kaar og med Hjerteløshed og Ondskab ; og dog fandt de , at derved disse gamle Dage var Noget , som de elskede at tænke paa . Næsten i enhver Samtale vendte de sig mod dem og dvælede ved dem , ligesom Fanger der kaste et sidste veemodigt Blik paa det Fængsel , de nu forlade for bestandigt ; og da Ingen af dem besad den Konsekvents i Charakteren , som er uundværlig for at gjemme gammelt Nag og bevare Haabet om , at Retfærdigheden omsider vil knuse dem , der have øvet Ondt mod En , men da de tvertimod vare overfladiske og letsindige nok til at elske den hele Verden , saa varede det ikke længe , inden den strenge Fortid straalede for dem i det skjønneste Lys . Der var i disse gamle Dage Noget , der talte til dem om Standhaftighed under Prøvelser , om Trofasthed mod Venner , om smaa Kjærlighedens Gjerninger , som i den Aand hvori de vare ydede og modtagne , voxede og bleve store . Noget , som bragte Fred i Sindet , og førte Erindringen tilbage til endnu ældre Dage med deres ungdommelige Foretagender , deres uskyldige Uvidenhed om det Onde og tillidsfulde Tro paa det Gode , deres Minder om Hjemmet og deres første Mode med Død og Hjertesorg . Der var i alt Dette Noget , som udvidede deres Hjerter og bragte dem til at svulme ; og medens de i Samtaler herom vandrede omkring paa Markerne , saae de kun lidt til , hvor tarveligt deres Omgivelser toge sig ud i det sildige Efteraar . Det var noget Andet end at høre paa en kølig Verdensdames fattige Bemærkninger om , hvad der skyldtes Stillingen , Huset og Selskabet , og at blive overseet og irettesat uden ringeste Anledning , saaledes at komme tilbage fra Spadseretouren og blive modtaget af Mennesker , der overbød hverandre i Opfindsomhed for at glæde og overraske dem . Det var Noget saaledes at være ventet , og blive modtaget i Forstuen af hele Familien , medens Lyset og Varmen fra Dagligstuen strømmede dem imøde , og bød dem at skynde sig . Det var Noget saaledes at være Gjenstand for uafbrudt Erobring , idet Christine vandrede fra Haand til Haand . Fru Kraft vilde tale med hende , og Augusta vilde have hende ved Siden af sig , og Kraft spadserede paa Gulvet med hende , ligesom han pleiede at gjøre med Augusta , idet han lagde sin Arm omkring hende , og betroede hende forskjellige Ting , som skulde være store Hemmeligheder , men som naturligviis kjendtes af dem Alle . Der blev ingen Ende paa Iubelen , da det opdagedes , at Christine var musikalsk , og da de to unge Piger sade sammen ved Klaveret , maatte det have været et Steenhjerte , som ikke var blevet forelflet i dem begge To . Det lod ogsaa til , at Begivenhederne havde været Krast for overvældende , og forledet ham til Excentriciteter ; thi ved en Indiskretion fra hans Hustrues Side kom det op , at han af Trang til i Almindelighed at gjøre Noget , havde sendt Tvedes et Læs Kul , hvoraf de kunde rumme en Ottendeel , saa at Hanne , som var fulgt ind med Vognen , maatte skaffe Plads til Resten ; og at han ved samme Leilighed havde extravageret saaledes i Retning af spiselige Sager , at Tvedes saae sig forsynede for en fjern Fremtid . Men Virkeligheden har sin Gang , og det saameget sikkrere , jo haardere den er . Midt i Glæden glemte Christine ikke Tvedes , og efter et Par Dages Forløb var hun atter ved sin Venindes Side . Fru Tvedes Forkjølelse blev haardnakket ved , og viste sig efterhaanden at være en slem og haardnakket Forkjølelse . Den havde taget Farven fra hendes Kinder , og tærede paa hendes Kræfter , saa at hun nu havde Besværlighed ved at gaae over Gulvet . Hun havde alligevel selv det bedste Haab om , at det snart vilde blive bedre , og naar hun af og fil faae bekymret ud , var det alene for hendes Barns Skyld . Dets lille Legeme svandt hen , uden at nogen bestemt Sygdom var kjendelig , og sfjøndt det , som Onkel Theodor bemærkede , var saa let som en Fjer , hvilede det dog som en tung Byrde paa hende . Hun havde en ubestemt Frygt for , at det skulde gaae bort fra hende , og vilde bestandigt have det hos sig , som om hun derved kunde holde det tilbage . Det var sjeldent , at hun talte om denne sin Bekymring , og hun saae helst , at Andre heller ikke gjorde det . Naar Solen skinnede ind fil hende og hun sad paa sin gamle Plads ved Vinduet , kunde hendes smukke Ansigt endnu oplivcs , og hendes Øine straale med en blændende Glands . Hun kunde endnu være den Muntreste af dem Alle , og var uudtømmelig paa Phantasi , naar hun med sin fine hvide Haand pegede ned paa Skibene , og fortalte dem , hvad hun havde feet og tænkt sig . Gjennem Bekjendtskabet med Bruun var Doktor Clausen kommet i Berøring med Tvedes , og besøgte dem i den senere Tid næsten dagligt . Ved disse Besøg lærte han Christine nærmere at kjende , og traf flere Gange sammen med Augusta , med hvem han nu talte , som om der aldrig var forefaldet Noget mellem dem . Efter sin Tilbagekomst fra Gorms havde Augusta gjort flere Opdagelser med Hensyn til sig selv , og havde Opholdet hos Gorms ikke bragt hende andet Udbytte , saa havde det idetmindste bragt hende dette . Hun fandt , at alle Andre havde deres bestemte Virkekreds , men hvad havde hun ? For alle Andre var der en Alvor i deres Gjerning , som gav dem et sikkert Holdepunkt ; hun vilde ogsaa gjerne have en saadan Virkekreds og et saadant Holdepunkt , men hun kunde ikke sinde dem . Skjøndt hun efter bedste Evne gik sin Moder tilhaande , var der alligevel Noget som manglede . Christine kunde gjøre det ganske anderledes ; hun vidste hvad hun vilde , og holdl ud indtil det var gjort ; men selv om Augusta gjorde det Samme , tog det sig ganske anderledes ud for hende , og blev intetsigende og ubetydeligt . Hun følte sig som et Barn , der vel blev elsket af dem , men ladet ude af Betragtning , naar det gjaldt Noget . Hvorfor kunde Christine skaffe sig denne Betydning , og hvorfor kunde hun ikke ? Hvorfor kunde Christine flabe en Verden af Lykke omkring sig , og hvorfor følte hun sig selv saa sättig , naar hun efter bedste Evne prøvede paa at gjøre det Samme ? Der var ingen Uvillie eller Misundelse i disse Spørgsmaal ; hun elskede Christine og beundrede hende , men i Beundringen følte hun netop sin egen Ringhed . Disse Tanker skaffede hende mange Bekymringer , og naar nu Clansen saaledes udenvidere lod det Forbigangne være glemt , forekom det hende , at ogsaa han behandlede hende som et stort Barn , hvis hele Færd man overseer og forsmaaer at tage Hensyn til . Efterhaanden som Tiden gik og Aarstiden blev strengere , aftoge Fru Tvedes Kræfter . Hosten blev tør og skarp , og voldte hende af og til Smerter , men hun glædede sig bestandigt til , at Foraaret skulde komme . Hun fik dagligt Besøg af sine trofaste Venner , som hver paa sin Maade ydede hende deres Kjærligheds Skjærm De talte i den senere Tid med dæmpede Stemmer , naar de vare inde hos hende , og selv Bruun var blidere stemt , end han pleiede at være . Han kunde undertiden sidde og holde hende i Haanden , og brumme Noget for sig selv , som hun ikke forstod . Hendes Mand elskede hende paa sin stille , fordringsløse Maade , og der var intet Offer uden at han vilde have bragt hende det . Han var ved bedre Mod end de Andre ; hun havde altid været hans Støtte og trofaste Ledsagerinde , og hendes Mening havde for ham været den afgjørende ; naar hun altsaa sagde , at til Foraaret haabede hun det Bedste , saa toge de Andre feil , og hun havde Ret . Christine var dagligt om hende , og med al den Udholdenhed og skærpede Opfindsomhed , som opoffrende Kjærlighed giver , pleiede hun sin Veninde , vaagede over hende og stod hos hende som en Engel . Onkel Theodor var bleven taus paa den senere Tid . Han hørte intet Øieblik op med at være den hensynsfulde , negennyttige og hjælpsomme Mand han altid havde været ; men hans Sind knugedes af Sorgen , og han kunde ikke beherske sig . En Dag indtraadte der imidlertid en pludselig Forandring med ham , og skjøndt han saameget som muligt søgte at skjule det , undgik det dog ikke ganske de Andres Opmærksomhed . Han havde en Dag siddet oppe hos Bruun og talt med ham , og Samtalen havde straffet vidt omkring , men omsider var den kommet etsteds hen , hvorfra den ikke mere kunde komme tilbage . Da Onkel Theodor den Aften kom ned , var det meget seent , og Tvedes vare gaaede til Ro . Han gik sagte ind i sit Værelse , aabnede en Skuffe , hvor han tog en Tegnebog , og listede sig tilbage til Bruun . Derefter gjorde de sig bekjendte med Tegnebogens Indhold , og sade oppe det Meste af Natten ; men skjøndt Onkel Theodor , da han omsider kom tilbage , var udmattet af Sindsbevægelse og Vaagen , kunde han ikke falde i Søvn . Han vilde ikke have været til at gjenkjende , hvis Nogen af dem havde seet ham denne Nat ; den ellers saa blide , stilfærdige og ceremonielle Mand saae ud som et tirret Rovdyr ; og dog var der en Besindighed i hans Bevægelser og en Bestemthed i hans Blik , som om han frygtede for ethvert overilet Skridt , og sammentrængte al sin Kraft paa at være skarpsindig . Saaledes som han stod i sit Værelse og gjennemlæste de Papirer , han allerede flere Gange havde læst oppe hos Bruun , var han ikke ulig en gammel , skarpsindig og erfaren Politimand , som har fundet den sidste af Traadene , og nu har Styret i sin Haand . Han bevarede uvilkaarligt dette Præg endnu nogen Tid , men derefter indtraf der Noget , som trængte selv hiint stærke Indtryk tilbage . Det var en Dag henimod Nytaarstid , da Kulden næsten var ligesaa stærk og bidende , som den havde været den foregaaende Vinter . Den lille Kone var meget svag , men hun vilde hver Dag hen i Solskinnet ; og da Værelset var luunt og varmt , havde Doktor Clausen tilladt , at hun sad ved Vinduet i sin Lænestol , der var indrettet halvt som Seng og halvt som Stol . Der sad hun da og saae paa Sdlblinkene i Sneen og Istappene , og paa de enkelte Fartener , som laae indefrosne i Havnen . Hun kunde ikke længere løfte Barnet paa sine Arme , men havde dets Vugge staaende ved Siden af sig , og nøiedes med at see det . Henimod Asren havde det begyndt at snee , og Gardinerne vare rullede ned , for at holde Kulden ude . Onkel Theodor , Tvede og Chrisfine sade hos hende , og da hun sandt , at Lyset denne Asten skar hende i Øinene , nøiedes de med Skinnet fra Kakkelovnen . De talte sammen om den Tid , da hun og Tvede vare blevne forlovede , og paa sin gamle godhjertede Maade fortalte hun dem , hvorledes hun dengang havde været en koket lille Skabning , som ofte havde havt sin Fornøielse af at gjøre sig kostbar , skjøndt hun i Virkeligheden elskede sin Mand . Hun tænkte med Taknemmelighed paa , hvor lykkelig hun havde været med ham , og takkede ham , fordi han havde baaret over med hende , og været trofast mod hende i al deres Modgang . Derefter forlangte hun , af han skulde komme hen til hende , og da han havde føiet hende i hendes ønske , drog hun ham ned til sig , og holdt Hain længe omfavnet . Hun tænkte paa , sagde hun , hvor rig hun i Virkeligheden var midt i Fattigdommen ; thi hun havde seet Folk , som eiede mange Penge , men som ikke havde en eneste Ven i Verden , paa hvem de kunde stole , medens hun , svin Intet eiede , havde saamange Venner . Hun talte skjønne og ophøiede Ord vin den gamle Onkels Vclgjerninger mod hende , og vin Christines modige Opopfsrelse , og var dybt rørt over Bruuns Trofasthed og de mange andre Venners kjærlige Omsorg forhende . Hun kunde godt taale af have Barnet paa Skjødet , meente hun , og bad Chrisfine oin af give hende det . Dette sagde hun med den sagte og blide Stemme , hvormed hun nu altid talte , og lagde sig derpaa tilbage for af hvile . Tiden var ogsaa dertil . Der var roligt i Huset og paa Gaden . Ingen Vind rørte sig , og Sneen , som i flere Timer var faldet tykt og fæt , dæmpede enhver Lyd udefra . I denne stille Aftenstund , medens de sade samlede i Tusmørket og saae ind i de glødende Emmer , havde de , uden at vide det , Besøg af en fremmed Gjæst . Den nærmede sig usynligt til Moderen og Barnet , og fredeligt og stille , som den var kommet , gik den atter sin Vei , og tog dem med sig , idet den med sin vældige Haand trykte Reenhedens og Uskyldighedens Præg paa de forkrænkelige Legemer . Der var en stille Høitid i Værelset . Barnet hvilede i Barmhjertighedens Skjød , og dets Aand var fulgt med Blöderen hen til de fjerne Kyster , hvor Sygdom ikke findes , og hvor Livet er en aldrig afbrudt , uforkrænkclig Lykke . Nittende Kapitel . Saisonen var der igjen , og saae ud ligesom alle sine Forgængere . I de rige kjøbenhavnske Huse — og kun for saadanne gives der overhovedet en Saison — havde man forlænge siden belagt Gulvene med Tæpper , hængt de tykke Vintergardiner op , anbragt Portierer og i det Hele sat Leiligheden i en saadan Stand , at den var præsentabel for Selskabet . Der blev spiist og drukket for kæmpemæssige Summer . Kapitaler af meningsløst Omfang gaves ud til Tviletter og Luxus . De unge Piger afgave som sædvanligt deres Procenter til Ægtestanden , og ganske som man kunde vente det af deres taabelige Opdragelse , forvandledes de i paafaldende kort Tid til de samme forfængelige , intetsigende , hoffærdige , livstrætte og glimresyge Madammer , som i Hobetal kunde findes blandt deres respektive Mødre . Der var ingen saa vanvittig Mode , intet saa latterligt Paafund , ingen saa dum Indretning , uden at den jo blev betragtet med Ærefrygt , naar den først var lyst i Kuld og Kjøn af Gud veed hvem . Men Deeltagelscn i Saisonen kostede Penge , og Pengene maatte Mændene skaffe tilveie . Der var ikke Tale om noget venligt Hjem , hvor man kunde pleie sine Interesser og samles efter Dagens Anstrengelser . Blæse være med Venlighed , Pokker i Vold med Hjemmet . Hvorledes skulde aandeligt udmarvede , indtil Meningsløshed pjankede og forfængelige Modedamer kunne leve i Ro en halv Dag ? Et taabeligt Forlangende ! Der var Galskab i Hjernerne , hele Selskabet sydede i Feber . Det delirerede paa Baller , i Theatret , paa Kanefarter og i Selskaber , og havde den Febersyges nudslukkelige Tørst efter Penge . Penge , Penge , Penge . Mændene maatte skaffe dem tilveie , hvorledes de saa bar sig ad ; de sled sig op om Dagen i aandløst Forretninger og døsede om Aftenen i Selskaberne , hvor deres Samtaler dreiede sig om Ting , der i Henseende fil Ubetydelighed vare Mænd uværdige . Der var en almindelig Iagt efter Procenter , Magt , Titler og Ordener , og Svindelen var i fuld Gang . Det var imidlertid kun et lille Antal Mennesker , der levede paa denne Viis og væltede sig i Overflødighed . Det store Antal sultede , frøs og led alle Fattigdommens Kvaler . Det lille Antal befandt sig vel og prækede om Forsonlighed ; det foreholdt , liig chinesiske Mandariner , det store Antal , at det ikke blot burde finde sig i sin Skjæbne — det vil sige sulte , fryse , lide Nød og leve i Uvidenhed — men endogsaa glad sinde sig deri , fordi Taalmodighed og Selvfornegtclse høre blandt de skjønneste menneskelige Dyder , og fordi den sande Lykke ikke bestaaer i Gods og Guld , men i et ydmygt og fromt Sind . Denne Lære mishagede Mængden , der hylede som forsultne Ulve ; men det blev dog kun ved Hylet . Maaskee gaves der allerede dengang Viismænd , søm indsaae hvad disse Hyl med Tiden vilde føre fil ; men hvis de saae det , saa tang de klogcligt stille . Det var først forbeholdt en langt senere Tid at frigjøre sig ; der skulde endnu Adskilligt til , inden Hensynsløsheden og Phraseologien gjorde Mængden vanvittig , saa at den i sit blinde Raseri slog Skyldige og Uskyldige ned for Fode . Men dette var det Trøsterigc ved Sagen , at Humbugcn dengang stod i det skjønneste Flor , og Tartuffcrne varierede saa frodigt , at det vilde have tilfredsstillet selv en Darwin . Derfor begyndte vi dette Kapitel med den Bemærkning , at Saisonen lignede alle sine Forgængere ; og vi kunne tilføie : alle sine Efterfølgere . At det Gormske Huus holdt Skridt med Saisonen , er en Selvfølge ; det skridtede godt ud , og rar under det almindelige Kapløb undertiden endog en Hestelængde forud . Det Gormske Salonliv havde imidlertid i denne Saison faaet en eiendommelig krydret , men noget beedsk Tilsætning i Krog . Skjøndt Fru Gorm ellers havde en ikke ringe Indflydelse paa sin Mand , og skjøndt hun til enhver Tid kunde fryse til Iis og tilveiebringe en saadan Kuldegrad omkring sig , at alt Liv maatte forsvinde , formaaede hun dog Intet overfor Krog , der var lige upaavirkelig af Kulde og af Hede . Altid simpel , raa og plump generede han Toiletterne , og gjorde de Gormske Etatsraader maalløse med sin umotiverede og høist forbausende Familiaritet . — Den stærke Frost , som det havde været den Asten da Fru Tvede døde , slog hen ad Natten pludseligt om i Tøveir , og da Morgenen kom , bleve Folk overraskede over Forandringen . Gader og Huse dampede , Vandet drev ned ad Væggene , og Alt saae mørkt og snavset ud . Paa Gaden dannede den smeltede Snee et ubeskriveligt Uføre , som yderligere gjennemæltedes af Fodgængere og Kjøretøur , og tilredte “ dem paa den forfærdeligste Maade . Det var et Kunststykke blot af komme over Gaden , og dersom man var nødt til af gaae et længere Stykke , tog det stærkt paa Kræsterne , Denne selvsamme Dag Klokken To om Eftermiddagen sad Gorm i sit Arbeidsværelse og talte med Krog . Der var temmelig mørkt i Værelset , deels paa Grund af de tætte Gardiner , og deels fordi Dagslyset i sig selv var svagt , og Krog kunde som Følge heraf ikke rigtigt see Gorms Ansigt , skjøndt han ikke sad langt fra ham og stirrede hen paa ham . „ Er De ogsaa vis paa , af han er saalangt borte , af han ikke kan indhentes ? “ spurgte Gorm med dæmpet Stemme , medens han sad og betragtede Mønsteret i Gulvtæppet . „ Det kan De stole paa , “ sagde Krog . „ Jeg maatte selv hjælpe ham afsted , da det ikke kunde være anderledes , og nu er han sikker nok . “ „ Naar fog han afsted ? “ „ Igaar Aftes . Jeg mærkede , at der var Ugler i Mosen , og en Time efter var han borte . Jeg indløste naturligviis de Smaasummer , han havde givet Underskrifter for , “ vedblev Krog , og trak med et snedigt Griin nogle Papirer op af Lommen . — „ De seer nok , at Underskrifterne ere saa flette , at et Barn vilde opdage det ; men Kjederup vidste nok , hvad han gjorde , da han fog dem . Han saae strax , at de vare falske ; det seer det Slags Folk altid , “ bemærkede Krog med dydig Selvfølelse ; „ men han sagde , som sandt var , at falske Underskrifter undertiden ere bedre end ægte ; minsæl om han ikke gjorde , den Skjelm . Men det er det Samme , Krog , sagde han , giver De mig en lille Opgjæld , saa kan De tage hele Bunken ; og naturligviis fog jeg den , Gorm ; naturligviis fog jeg den . “ „ Hvormeget er det Hele ? “ spurgte Gorm ligegyldigl , med et træt og fløvt Udtryk . „ Firetusend femhundrede otteogtredive Rigsdaler tre Mark og tretten , “ svarede den Anden , „ iberegnet paalsbende Renter til tyve Procent . “ „ Firetusend fem “ — raabte Gorm , og foer op , men afbrød sig selv . „ Det kan ikke nytte at tale derom ; jeg betaler det naturligviis . “ — Dermed forsvandt Abel fra Skuepladsen . Diderik von Gumling sagde , at han altid havde tænkt sig , at det nok vilde ende saaledes , og strøg med Sindsro de Beløb , hvormed Abel Tid efter anden havde forstrakt ham , uden at modtage Beviis . Medens de endnu talte om denne Sag , modtog Gorm et Brev , som han i det første Øieblik kastede paa Bordet for at læse det i et beleiligere Øieblik , men strax efter igjen tog i Haanden , som om det besad en eller anden besynderlig Tiltrækningskraft . Udskriften var skrevet med en ham ubekjendt Haand , men Navnet han læste , da han havde aabnet det , var ham bekjendt nok , og fik ham til at blegne . „ Hvad er der paafærde ? “ spurgte Krog , hvem Udtrykket i Gorms Ansigt ikke var undgaaet . „ De have dog vel aldrig faaet fat paa ham ? “ „ Bisf ei , “ afbrød Gorm ham utaalmodigt . „ Det er ikke Noget . Jeg skal blot tale et Par Ord med en Aland , “ og uden videre Ceremonier tog han sin Hat og skyndte sig afsted , idet han overlod til Krog , om han vilde blive siddende der alene . Dertil havde Krog imidlertid aldeles ingen Lyst . Først lyttede han for at sikkre sig , at Gorm virkeligt gik ned ad Trapperne ; derpaa aabnede han et Vindue , og ventede indtil han var kommet ud af Porten ; og da han med en List og Forsigtighed , som var ganske overflødig , da Gorm mindst af Alt tænkte paa ham , havde seet , hvilken Retning han tog , greb han sin Stok , viklede Læderremmen fast om sin plumpe Haand , som om han vilde føre et knusende Slag , sparkede til Gorms Lænestol og skyndte sig ned paa Gaden . I det forste Øieblik var Gorm kommet ham af Syne , men da han saae som en Glente , og stirrede , som om han vilde gjennemtrænge Taagen , opdagede han snart Gorm , som næsten var naaet hen til St . Annæplads , og skyndte sig efter ham . „ Ho ho , min Ven ! Saa Du skal blot tale et Par Ord med en Mand , “ sagde Krog ved sig selv , medens han æltede sig gjennem Moradset ; „ blot tale et Par Ord med en Bland . Saa det skal Du ? — Men maa jeg ikke vide , hvad det er for en Mand ? Io , jeg maa . — Og maa jeg ikke vide , hvad Du skal tale med den Mand om ? Naturligviis maa jeg det . — Du slingrer mig vel meget i den senere Tid , og jeg holder ikke rigtigt af Folk , som slingre ; det er nok bedst , at jeg holder Øie med Dig . — Noget er der iveien med Dig , og skarpt Udkig slader ikke . “ Under denne Enetale , som faldt i afbrudte Sætninger , fik han ikke engang Tid til at støtte sig til Stokken , men svingede den i sin Ivrighed som en Kølle rundt i Luften , medens han humpede afsted i Uføret . Hans fidtede Hat var gledet ned i Nakken , og hans ligesaa fidtede Frakke , som kun paa eet Sted var knappet om hans plumpe Krop , var krøbet iveiret , og bidrog Sit til at give , ham et Udseende , der maatte have bragt enhver Politibetjent med Glimt af Aand til paa eget An- og Tilsvar at arrestere ham paa Stedet . Det var kun med stort Besvær , at Gorm bevægede sig frem i den dybe Tøsnee ; Anstrengelsen drev ham Blodet til Hovedet , og da han naaede Garnisonspladsen , maatte han standse et Øieblik for at hvile sig . Krog standsede ligeledes i nogen Afstand , for ikke at blive seet , men da han et Øieblik glemte at passe paa , var Gorm borte . Som en Rasende foer han afsted i den Retning , hvor han tænkte sig , at den Anden var gaaet , og var saa heldig at see et Glimt af ham , idet han gik op i et Huus i Nyhavn , nden at han dog paa Grund af Taagen var vis paa , hvilket det var . „ Saa Du vil op i et Sted i Nyhavn , “ bemærkede Krog igjen monologisk . „ Vidste jeg blot , hvilket det var , skulde jeg følge efter Dig ; men da jeg nu ikke veed det , faa bliver jeg gaaende her , om jeg saa skal vente paa Dig til Aften . — Sneen er brillant , Drenge , idag er det værdt at slaaes ; den lader sig trykke saa haard som en Steen , “ raabte han til et Par Drenge , som førte Krig ude paa Gaden . „ Idag er jeg i Spendcrehjørnet . Den , der forst- stikker den Anden en Snecboldt , saa han gaaer paa Hovedet , giver jeg en Mark . “ Dermed var Stridens Æble kastet , og medens Drengene benyttede sig af Sneeklumper , hvormed de , hvis de ikke havde været ubehændige som de vare , med Lethed kunde have slaaet hinanden ihjel , svingede Krog begejstret sin Stok , og henledte i et beleiligt øieblik en Betjents Opmærksomhed paa de Kæmpende , som i Forening maatte tage Flugten . Det Sted i Nyhavn , hvor Gorm gik op , varet mindre Hotel , hvori Dokfor Johansen ligeledes denne Gang var taget ind for at være i Nærheden af Bruun . Saasnart han havde sagt sit Navn til Opvarteren , blev han viist op til Lægen . Han standsede et Par Gange og blev staaende paa Trappen , idet han ikke ganske var paa det Rene med , om han drømte eller vaagede ; men en ubønhørlig Nødvendighed drev ham fremad , og endelig stod han udenfor Døren . Endnu engang standsede han og betænkte sig . Han kunde endnu vende om , og vise dem sin Haan ved at blive borte . Hvad vilde de gjøre ham ? Kunde han ikke med sin Indflydelse og sine mange Forbindelser knuse dem til Støv ? Det kunde han formodentlig alligevel ikke , siden han omsider bestemte sig til at aabne Døren . „ Maa jeg nu faae en Ende paa Deres Paatrængenhed “ — begyndte han , da han saae Dokfor Johansen , men standsede , da han i det Samme fik Øie paa Kraft og Bruun , som stode henne ved Vinduet . „ Saa De er med i Komplottet , Kraft ! Det passer sig godt for Dem , “ sagde han i en haanlig og irriterende Tone . „ De svarer ikke , høistærede Ven . De husker vor Aftale . Ikke et Ord , beder jeg Dem . Foreløbigt er det mig , som taler , “ sagde Lægen , idet han afværgende strakte Haanden ud mod Kraft , som vilde til at svare paa Gorms Udfordring . „ Foreløbigt er det mig , som taler ; og da De , “ her henvendte han sig til Gorm , „ allerede ved Deres blotte Nærværelse tilstaaer Deres Brøde “ — „ Hvor Fanden tør De vove at tiltale mig paa denne Maade , “ begyndte Gorm , medens hans Blik uroligt vandrede fra den Ene til den Anden . „ Vogt Dem for , hvad De siger , “ afbrød Lægen ham i en streng Tone . „ Deres Komediespil og Frækhed hjælpe Dem ikke længere . Med Folk af Deres Slags kan man kun forhandle , naar man har Kniven paa Struben af dem . Da jeg sidst talte med Dem , vidste De ligesaa godt som jeg , hvad der manglede os . Jeg behøvede ikke at sige Dem det . Jeg kunde see paa Dem , at De vidste det . Deraf kom Deres udfordrende Trods . Og nu veed De atter , ligesaa godt som jeg , at Dokumentet er fundet ; ellers var De aldrig kommet herhen . Og det er fundet . Alt er klart i denne Sag ; Alt siger jeg Dem . Der er ikke Skygge af Tvivl , Beviislighederne foreligge . Jeg anklager Dein for et lumpent Bedrageri “ — Ved disse Ord foer Gorm op mod ham . „ Sæt Dem , og vær rolig ; dersom De fortsætterdenne Trods , asbryder jeg enhver Forhandling med Dem , og lader Dem anholde paa Stedet . Sæt Dem “ — sagde Lægen med en saadan Energi , at Gorm uvilkaarligt gav efter , og sank ned paa en Stol . „ Det var egentlig Bruun , som her skulde føre Ordet , “ vedblev Lægen , „ da det er ham , som paa en Maade har opdaget Forbrydelsen ; men da Bruun har en Sorg , svin gjør ham uskikket til at tale her , saa har jeg paataget mig at gjøre det ; og det er meget let , da Sagen nu foreligger klart og simpelt . Den er at læse i den asdøde Charles Maurices Papirer , som jeg blot i nogle uvæsentlige Punkter har suppleret andetsteds fra . “ Gorm gjorde en Bevægelse , som om han vilde reise sig , men blev dog siddende . „ Har De ikke Lyst at høre derpaa , kan De gjerne gaae , “ sagde Lægen . „ Nu har jeg advaret Dem . Det er nærmesf Hr . Kraft , hvem jeg meddeler Sagen , da han endnu kun kjender Bedrageriers Størrelse , men ikke de nærmere Omstændigheder . Jeg har anmodet ham om at være tilstede her idag , deels som Vidne , deels for at vi med ham kunne raadslaae om , hvad der videre bør gjøres . — Jusfitsraad Gorms Fader , “ vedblev Doktor Iohansen med en Henvendelse til Kraft , som om Gorm selv ikke var tilstede , „ foretog for mange Aar siden for sin Principal en Reise til Frankrig , hvor han opholdt sig i nogle Aar . Han efterlod herhjemme en Søn , som han satte i Murerlære ; hans Hustru var dengang død for endeel Aar siden . I Frankrig giftede han fig paany . med en fransk Dame , Enken efter en dansk Mand ved Navn Haffner . Ved dette Giftermaal fik han en Stedsøn , som senere blev Fader til Christine Haffner . Den ældre Fru Haffner havde en ugift Onkel , en Mr . Martinet , som havde holdt meget af hende fra hendes Barndom af , og som med Beklagelse havde seet hende indgaar sit første Ægteskab med en hende aldeles uværdig Person . Han havde støttet hende i hendes trange Kaar , og efter Mandens Død taget hendes Barn til sig . Det var i denne Martinets Huns , at Gorm lærte sin anden Husfru at kjende . Den gamle Onkel var i Begyndelsen meget imod denne Forbindelse , da han havde faaet Mistillid til Fremmede ; men da han lærte Manden at kjende , opgav han sin Fordom , og fik ham endogsaa meget kjær . Han gjorde Alt for at bevæge Gorm til at blive i Frankrig , men forgjæves ; efter et halvt Aars Forløb reiste han tilbage til Danmark med sin Husfru og hendes lille Søn , Ferdinand Haffner . Den gamle Martinet glemte dem ikke ; han stod i stadig Brevvexling med dem , og tog levende Deel i Alt hvad der angik dem , saa at han kjendte deres Anliggender og Familieforhold indtil de mindste Enkeltheder . Efter Forældrenes Død , som han tog sig meget nær , fortsatte han endnu nogen Tid Brevvcxlingen med Børnene . Ved sin Død efterlod han omtrent fiirsindstyvctusinde Rigsdaler i dansfe Penge til lige Deling mellem Gorms Søn og Stedsøn . Han ønskede , at denne Sum skulde udbetales til Gorm , som da skulde dele med sin Stedbroder , men bestyre Pengene , indtil denne Sidste blev myndig . „ Da jeg intet Øieblik tvivler om , at den unge Gorm slægter sin Fader paa , og har arvet hans Redelighed , troer jeg bedst at opnaae min Hensigt , naar hele Summen tilstilles ham . “ Saaledes skrev han til en Ven , som allerede i levende Live havde lovet ham at ordne denne Sag efter hans Død . Denne Ven fik nogle Aar senere Lyst til at overbevise sig om , hvorvidt den Afdødes Villie var fuldbyrdet , men da han ikke selv kunde komme til Danmark , sendte han en Mand , paa hvem han troede at kunne stole . Denne Bland var den gamle Charles Manrice , om hvem det Rygte blev udspredt , at han var omkommet ved Branden i Adclgade , men som i Virkeligheden var frossct ihjel nede i min Egn , saaledes som det nu med Sikkerhed er oplyst . Jeg var selv Den , der besigtigede Liget . — Da denne Bland i sin Tid kom til Kjøbenhavn , fandt han snart , at Gorm havde beholdt alle Pengene for sig , men da han i den Anledning henvendte sig til ham , og fremlagde en Bemyndigelse til at optræde i Sagen , saa under - kjøbtc Gorm ham “ — „ Det er Løgn , “ raabte Gorm . „ Beviis Deres løgnagtige Beskyldning , eller vogt Dem for , hvad De siger “ — — „ saa underkjøbte Gorm ham , “ vedblev Lægen uforstyrret , „ og viklede ham saaledes ind i sine Garn , at han havde ham fuldstændigt i sin Magt . Den gamle Maurice boede i Huus sammen med Hanne og Bruun , og omgikkes den gamle Musiker , Theodor Tvede , som kunde tale hans eget Sprog med ham , eller idetmindste forstaae ham , naar han talte det . Undertiden forekom det Bruun , som om den gamle Mand havde Anfægtelser over Et eller Andet , men han trængte ikke ind ' paa ham , da det var en Sag , han maatte afgjøre med sig selv . Imidlertid fik Hanne sidste Vinter Brev om , at Fru Haffner var meget syg , og at man ønskede hendes Nærværelse ; den gamle Maurice , der boede i samme Etage som Hanne , og dagligt fik Hjælp af hende , hørte saaledes hvor hun skulde hen , og i hvilken Anledning . Da vaagnede Samvittigheden hos ham , og han beklagede sig for Bruun over , at han ikke havde Ro hverken Dag eller Nat . „ Dersom det , De har at bebreide Dem , “ sagde Bruun , som ikke vidste , hvortil han sigtede , „ kan rettes eller gjøres godt igjen , saa betænk Dem intet Øieblik paa at gjøre det . Det er det allerførste Skridt til at faae Ro i Samvittigheden . “ Disse Ord slog den gamle Mand , og han besluttede at reise ned til Fru Haffner . Uden at tale derom til Nogen , begav han sig paa Veien , og forlod Hannes Barn , hos hvem han havde lovet at ligge om Natten , saa at det ved Ildebranden vilde være omkommet , dersom Thomas Hammer ikke havde frelst det . Imidlertid troer jeg , efter de Oplysninger jeg har kunnet indhente , at denne Ligegyldighed nærmest var en Følge af den gamle Mands Aandssvækkelse . Han naaede aldrig sin Reises Maal , men omkom under den forfærdelige Kulde sidste Vinter , og blev af Sneekasterne funden stivfrossen paa Landeveien . I hans Lomme fandt jeg en Lap Papir med Navnet Haffner , temmelig ulæseligt ; og alligevel gav denne Ubetydelighed os Vished om , hvem Manden var . Da Papirerne , hvori han havde nedskrevet sin Selvbekjendelse , bleve fundne — det er overflødigt at sige hvorledes — henvendte Bruun sig til mig , og da vi gjennemtænkte Sagen , lededes min Tanke tilbage paa hiin ulykkelige gamle Mand , som var omkommet i Sneen . Papiret , som var fundet hos ham , blev bragt tilveie , og Bruun gjenkjendte strax den gamle Mands eiendommelige Haandskrift , og saae sig istand til at tyde , hvad der for mig havde været ulæseligt . Den gamle Mand havde paa dette Papir optegnet Fru Haffners Navn og Bopæl , og desuden Navnene paa de Byer , han underveis skulde igjennem ; formodentlig har han ikke stolet paa sin Hukommelse , eller maaskee har han villet have et Middel , hvorved han kunde gjøre sig forstaaelig , naar han spurgte sig frem . Efter Beskrivelsen af Personen har jeg nu Vished for , at han er identisk med denne Charles Maurice . Der fandtes blandt disse Papirer ogsaa Breve fra Gorm og Ferdinand Haffner , men der manglede det Vigtigste , nemlig Gorms Tilstaaelse for Modtagelsen af Pengene og for deres Anvendelse . Det var dette Dokument vi savnede , da jeg sidst talte med Gorm ; nu er det fundet , og fundet paa en ligesaa besynderlig Maade . Da Bruun fortalte den gamle Tvede , at det var opdaget , hvor Charles Maurice var blevet af , saa fortalte Tvede til Gjengjæld ham , at Maurice tidligere havde leveret ham nogle Papirer , som han skulde læse efter hans Død . Dengang han betroede ham dem , havde han talt derom paa en forblommet og forvirret Maade , hvilket Tvede iøvrigt ikke havde lagt synderlig Vægt paa , da den gamle Mand af og til gik i Barndom , men nu er det Altsammen klart . Blandt disse Papirer fandtes Gorms Tilsfaaelse for Modtagelsen af Pengene , og hans Tilsagn om , at de skulde blive anvendte efter den Afdødes Ønske . At dette ikke sfete , vide vi nu . Denne Mand , som beholdt de Penge , der tilkom Hasfner , saae ham roligt lide Nød og døe i Fattigdom ; og hans Barn , denne yndige Pige , hvis Trofasthed og Selvopoffrelse har gjort hende til vore Hjerters Yndling — vi elske hende ubeskriveligt , “ tilføiede han bevæget — „ hende har han en kort Tid optaget i sit Huus som af Naade og Barmhjertighed ; men da hun ikke kunde udholde den hjerteløse Behandling , som blev hende tildeel , saa lod han hende reise , uden at hjælpe hende , og hun vilde have været udsat sar den haardeste Nød , dersom hun ikke var kommet til Mennesker , hvis Værd en Person af hans Art slet ikke fatter . Men det er endnu ikke Alt . Hans Lumpcnhed er gaaet saavidt , at da han frygtede for Opdagelsen , vilde han paa en raa og plump Maade tvinge hende til at forlove sig med hans Søn , som , efter hvad jeg har erfaret , allerede er paa Afveie . At tænke sig vor kjære Christine udsat for en saadan Behandling ! Det vilde idetmindste for mit Vedkommende have været tilstrækkeligt til uden ringeste Betænkning at overgive denne Mand i Retfærdighedens Hænder , og naar vi ikke have gjort det , saa er det ene og alene af Agtelse for den afdøde Givers Ønske , at Alt maatte ordnes mellem Børnene indbyrdes . Dette er den eneste Grund , og dersom den viser sig at være utilstrækkelig , skal Intet længere afholde mig fra at henvende mig til dem , som kunne skaffe Haffners Datter hendes Ret . “ Under denne Beretning syntes Gorm i Begyndelsen at være overvundet , og sank tilintetgjort sammen , men efterhaanden som han hørte mere , voxede atter hans Mod , og da Lægen var færdig , havde han gjenvundet sin Selvbeherskelse . „ Saa det er det Hele ? “ sagde han , og loe dem op i Øinene . „ Det er altsaa paa Grund af en saadan Ammestuehistorie , at De vover at reise Beskyldninger mod en Mand . Hvormegen Forstand De har , veed jeg ikke , da De er mig en ganske ubekjendt Person , som ukaldet og paatrængende blander Dem i mine Affairer ; men Deres Fattevne maa være ringe , min gode Mand . De er en Tosse . Jeg kalder Dem simpelthen en Tosse . Og at Kraft i sin Enfoldighed lader sig tage ved Næsen af en saadan Passiar , det er kun latterligt . Om den Anden der “ — han pegede paa Bruun — „ vil jeg slet ikke tale , da hans Mening her er ganske ligegyldig . — En gammel Mand , som gaaer i Barndom , og som sidder og skriver Krønniker ! Et herligt Vidnesbyrd ! Og en Lap Papiir , som jeg aldrig har havt i Haanden , det kalder man et Dokument . Og saa han der , denne Pjalt som hører hjemme paa Ladegaarden , han vil optræde med Beskyldninger mod mig ; han , som “ — „ Holdt ! “ raabte Bruun , som ikke kunde styre sig længere . Nu vil jeg tale . Jeg vil tale , “ raabte han , da Lægen vilde gjøre Indvendinger . „ Jeg - vil tale , om dette saa skal være mit sidste Ord . — Denne Mand er en Skurk — hører De , hvad jeg siger , en Skurk . Jeg tager Dem til Vidner , og vil gjenfage mine Ord , saa ofte det skal være . Det er ham , som har forfulgt mig hele mit Liv ; det er ham , som har sat Ondt for mig hos dem , som maaskee ellers vilde have hjulpet mig ; det er ham , som har lnkket alle Døre for mig og gjort mig til det jeg er . Jeg foragter ham i al hans Lavhed , og for min egen Skyld skulde jeg aldrig have spildt et Ord paa ham ; dertil har jeg tiet forlænge . Men hans Lumpenhed mod Chrisfine og mod hendes Fader lader jeg ikke gaae upaatalt hen . Ogsaa jeg elsker denne Pige ; hun har spredt Solskin over min Vei paa mine gamle Dage og lært mig at være taknemmelig ; men denne Mand er følesløs , han har et Hjerte af Steen . Den døde Mand , hvem det var ham saameget om at gjøre at faae slaaet ihjel , reiser sig mod ham , og aflægger sit Vidnesbyrd ; men hvad gjør han ? Han spotter kun , og negter med stor Frækhed sin Forbrydelse , skjøndt den er klar som Dagen . Nu skal jeg opgjøre et andet Regnflab med ham , og lader han sig ikke bevæge til Retfærdighed , saa lader jeg ham gribe i dette Værelse , saa sandt der er en Gud . — Jeg havde for mange Aar siden en stakkels Broder , som elskede en Pige , og friede til hende , men hun afslog hans Tilbud . Deri maatte han have fundet sig , hvis det havde været det Hele . Af Grunde , som jeg her ikke vil omtale , kom han til den Overbeviisning , af hun alligevel havde ham kjær , og da hun dog holdt sin Beslutning fast , saa fortvivlede han , og levede et glædeløst Liv indtil sin Død . Ham betroede hun aldrig Grunden til sin fortsatte Vægring , men mig betroede hun den , dog scrst paa sit Dødsleie . Hun var bleven forført , og havde en Datter . Hun havde aldrig kunnet bringe over sit Hjerte af gjøre min Broder denne Tilstaaelse , sordi hun ikke kunde udholde af miste hans Agtelse , og , hvor sælsomt det end lyder , hans Kjærlighed . Jeg ærede hendes redelige Tænkemaadc , og efter hendes Død sørgede jeg saa godt jeg kunde for den lille Piges Opdragelse ; senere fulgte jeg hende i Livet , uden af hun selv kjendte Noget til dette Forhold . Hun blev gift med Tvedes Brodersøn , en hæderlig ung Mand , med hvem hun troligt deelte Sorger og Glæder , skjøndt meest Sorger ; og Sorgerne hjalp til af forkorte hendes Liv . For hver Dag jeg har seet hende tæres hen , har mit Hjerte snøret sig sammen . Nu har hun udstridt , den Stakkel ; hun ligger hjemme med sit døde Barn i Favnen — hun var hans Datter “ — længere kom Bruun ikke . Erindringen om hans trofaste Kjærlighed til den døde Kvinde overvældede den barske Mand og bragte ham til af hulke som et Barn . Ved disse Ord sank Gorm sammen , som om han var ramt af Lynet , og Forfærdelsen stod af læse paa de andre Mænds Ansigter . De sade nogle Øieblikke uden af sige et Ord , fordi de følte , af selv for Gorm var Slaget for haardt , og af han i dette Øieblik opgjorde Regnskabet med høiere Magter , hvor det vilde være formasteligt af blande sig i Sagen . „ Han har jaget sit eget Barn paa Gaden , “ sagde Bruun noget efter , som om han talte med sig selv ; „ og jeg kunde ikke forhindre det . Da jeg fik det af vide , var det for seent ; ellers vilde jeg dengang have glemt Hensynet til hendes afdøde Moder , og sagt ham det ; men det var for silde . Han jagede hende ud af det elendige Huns , og knuste hendes Hjerte . — Hun var mit Livs Lys — alt Andet har svigtet mig , men hun aldrig . Naar Andre skyede mig , sad hun som Barn paa mit Skjød og holdt mig om Halsen ; naar jeg var bekymret og syg , og Andre løde mig ligge , pleiede hun mig . Dersom der i de mange Forbittrelsens Aar , hvor jeg har hadet Menneskene og forbandet min Skjæbne , har været en glad Følelse og en venlig Tanke , saa er det hendes Skyld ; dersom der gives Engle i Menneskeskikkelse , saa var hun mit Livs gode Engel . I hendes fattige Hjem har jeg lært , at der var Noget at leve forDe vare Alle Sfore der i Sammenligning med mig . Mig gjorde Modgangen haard og bitter , dem gjorde den kjærlige og opoffrendc . — Nu er det Altsammen forbi . Jeg seer aldrig mere hendes klare Øine , eller trykker hendes trofaste Haand . — Lad Ingen nogensinde nævne til hendes Mand eller gamle Onkel , hvad jeg her har sagt . Hvis Nogen gjorde det , vilde han være mere end en Djævel . — Ak Gud , ak Gud , hvad har jeg mere at leve for ? “ — De sade endnu en Stund tanse , og kunde neppe skjelne hverandre i Tusmørket . Endelig reiste Gorm sig , og sagde : „ Imorgen skal De høre fra mig — imorgen “ — Uden at fuldende Sætningen vaklede han ud ad Døren og forlod dem . Da han kom ned paa Gaden , blev han staaende og saae hen for sig . Han lagde Mærke til , af Taagen var bleven tættere , og følte , af den gjenncmisnede ham ; men skjøndt han stod og rystede af Kulde , fandt han ingen Anledning til af gaae videre . Han betragtede med et Slags fløv Opmærksomhed Skibene , som laae indefrosne i Havnen , og tænkte paa , hvorledes Søfolkene kunde holde ud af tage paa disse Toug , der maatte være af føle paa som Iis . Derpaa tænkte han paa deres snevre , ildelugtende Kahytter , men da han i det Samme skimtede Charlottcnborgs Muur , erindrede han sig den sidste Maleriudstilling , hvor hans eget Portræt havde hængt , og hvor han havde været misfornøiet med den Plads det havde faaet . Derpaa følte han en byrdefuld Tomhed og syntes , af han befandt sig i en fremmed By ; men da Forestillinger i forvirrende Mængde atter trængte ind paa ham , skyndte han sig pludseligt afsted . Krog , som imidlertid tappert havde holdt Stand , iagttog ham , da han kom ud fra Hnset , og forundrede sig over det aandsfraværende og forstyrrede Udtryk i hans Ansigt , som han tydeligt kunde see , da han var i Nærheden af ham ; men han blev aldeles forbauset , da Gorm gav sig til at løbe . Uden Øie for det forfærdelige Morads paa Gaden løb han , skjøndt ikke videre stærkt , længere ned i Nyhavn ; men var det allerede i og for sig et Særsyn at see Gorm løbe paa Gaden , saa var det endnu besynderligere at see ham løbe der uden sin Overfrakke , som han havde kastet fra sig , og glemt ved sin Bortgang fra Hotellet . Det kostede Krog megen Anstrengelse at følge ham , men dennegang saae han dog i hvilket Huus han gik op , og kom tidsnok op ad Trappen til at see , ad hvilken Dør han gik ind . Han tændte en Svovlstik , læste Navnet paa Døren , og til sin Formndring saae han , at det var hos Tvedes . Derpaa gik han igjen ned paa Gaden . Da Gorm havde ringet paa , og Onkel Theodor havde aabnet Dsrcn , traadte han hurtigt ind , og lukkede den efter sig . Dersom et Gjenfærd havde viist sig for den gamle Mand , vilde han ikke være bleven mere forfærdet . Han rystede over alle sine Lemmer , medens han betragtede Gorm , som uden at sige Noget stod og stirrede paa ham og Tvede , der i sin bittre Hjertesorg sad som en fortvivlet Mand . Der var mørkt og koldt i Værelset , og Taagen , som drev afsted udenfor , gav Aftenskumringen et øde og sørgeligt Præg , som om den hele Verden havde klædt sig i Sørg . „ Hvad vil De ? “ spurgte endelig Onkel Theodor , der næsten blev bange for sin egen Stemme . Gorm svarede ikke , men pegede paa en Dør , hvorigjennem der faldt en svag Lysstribe . „ Der ligger en død Kvinde og hendes Barn , “ sagde Onkel Theodor . - „ Lad dem hvile i Fred . — Skylde vi Dem endnu Noget , saa kom en anden Gang , — en anden Gang . “ Med Skræk saae han Gorm aabne Døren og gaae derind , men følte sig ude af Stand til at forhindre det . Hvad kunde denne Mand gjøre de Døde ? Og hvorledes kunde han forhindre ham fra at gaae derind ? Selv Tvede , som hidtil havde siddet fløv og fortvivlet , reisfe sig og stod forfærdet ved Siden af sin Farbroder . Der brændte to tarvelige Lys paa hver Side af Kisten , men for Gorms Blik kastede de et Skin , som om han havde seet ind i et Flammehav , og han var nær faldet om paa Gulvet . Hvem veed , hvad der i dette Øieblik foregik i den brødefulde Mands Sjæl , medens han stod og betragtede sit døde Barn og Barnebarn ? Hvem kjender de Grændser , hvortil Sjælens Lidelser kunne slige , inden Barmhjertigheden forbarmer sig over den og slukker Forstandens Lys ? Hvem veed , om der ikke allerede i dette Liv gives en Sjælekvide , hvori et heelt Livs Synd i faa Øieblikke udsones ? — Ingen veed det . — Han stod og saae paa Baaren , og i sine forvirrede Tanker forekom det ham , som om han havde staaet der i lang Tid , og som om det allerede var et tilvant Syn . Han tænkte paa at tage den Dødes Haand og at lægge sin Haand paa hendes Pande , men han vovede det ikke , og kunde ikke røre sig af Stedet . Endelig sneg et Par tunge Taarer sig ned ad hans Kinder ; derpaa løftede han sine Hænder iveiret som en Fortvivlet og ilede afsted . Han mærkede ikke den isnende Kulde eller den klamme Taage , som trængte ind i hans Klæder , men skyndte sig afsted i det samme besynderlige korte Løb , som da han tidligere havde forladt Hotellet . Uden nogen Tanke om , hvor han vilde hen , ilede han bestandigt videre , og standsede først da han befandt sig udenfor sit Sted i Adelgade . Han listede sig op ad den mørke snavsede Trappe og gik ind i den Leilighed , hvorfra han havde fordrevet dem . Dørene vare ikke aslaasedc , da der fortiden arbeidede Haandværkere . Han havde nemlig givet Ordre til , at der sknlde foretages nogle Forandringer ; men nu vare Arbejderne gaaet deres Vei , da det allerede var mørkt , og saaledes hørte han kun Gjenlyden af sine egne Trin i de tomme Værelser . Her havde hun altsaa boet — hvorfor havde han ikke vidst det ? Saa vilde han have hjulpet hende . Saasandt der lever en Gud , vilde han have hjulpet hende , ja elsket hende ; thi han havde elsket hendes Moder , og kun hende havde han elsket . Alt det Senere havde ikke været Andet end en flygtig Forelskelse , der havde beredt ham et heelt Livs Skuffelser ; men denne Kvinde havde han elsket . Hvorfor havde han forladt hende ? Dette Barn vilde han have elsket ; hun vilde have været ham en Erstatning for hans vanartede Søn . Hvorfor havde han aldrig kjendt hende ? Hvorfor havde Andre taget hendes hele Kjærlighed , medens han selv ikke havde faaet det Mindste deraf ? Endnn i hendes døde Aasyn havde han gjenkjendt den elskede Kvindes Træk , og medens han lænede sit forpiinte Hoved mod Ruden , stod han og græd . Han havde ikke altid været den haarde og følcsløse Mand , som han senere var blevet ; der var en Tid i hans tidligste Ungdom , og hvor klart huskede han det ikke i dette Øieblik , da han havde følt sig lykkelig . Han erindrede , at hans Fader en Dag havde klappet ham paa Hovedet og sagt , at han var en flink Dreng , han vilde faae Fornøielse af . Han vilde have givet Alt , hvad han eiede , for at opleve dette Øieblik igjen . Mange Træk fra hans Ungdom stode levende for ham og brændte ham som en Ild i Sjælen , men han kunde ikke lade være at tænke paa dem . Gode Forsætter og menneskekjærlige Følelser , som i mange Aar havde ligget begravne under Haardhed og Herskesyge , rørte sig atter , men vare ham saa fremmede , at han forfærdedes selv for dem , og betragtede dem ligesom de andre Gjenfærd , der paa denne Dag havde reist sig mod ham . Mørket blev bestandigt tættere , og endnu stod han ved Vinduet , indtil en tilfældig Larm vakte ham til sig selv ; atter følte han den isnende Kulde , som trængte ind til Marv og Been , og lagde sig som en Taage om hans Sjæl . Uden at kunne fæste sine Tanker paa noget Bestemt , ilede han hjem og gik frem og tilbage i sit Værelse . Der var Ingen , som lagde Mærke til ham , da hans Forretninger ofte kaldte ham bort fra Huset en heel Dag , og da Abel ligeledes var fraværende , antog man , at han havde taget ham med sig . I flere Timer vandrede han mekanisk frem og tilbage i Værelset , medens Frygten og Fortvivlelsen næsten gjorde ham vanvittig . Omsider fik han en Følelse af Træthed og Forvirring ; en unævnelig Gru nærmede sig til ham og fattede ham , og tilsidst maatte han holde sig til sin Lænestol for ikke at falde . Han satte sig hurtigt i den , greb om dens Arme , og idet han faldt tilbage , blev han med et besynderligt Udtryk siddende og stirrede paa Laasen i Døren lige overfor . — Da Krog havde patrouilleret flere Timer udenforStedet i Nyhavn , uden at Gorm kom tilbage , tænkte han nok , at han var undgaaet ham , og søgte ham derfor i hans Hjem . Tjeneren , som lukkede ham op , vidste ingen Besked ; men Krog , som var huusvant , søgte strax ind i Gorms Værelse , hvor han ved Skjæret fra Kakkelovnen saae ham sidde i sin Lænestol og stirre hen paa Døren . „ Hør nu , min gode Gorm , “ sagde Krog , „ Forretning er Forretning , veed De nok ; og nu maae vi engang gjøre Regnflab . De er bleven ved at flyde det ud , men nu vil jeg have en Ende paa det . “ Han fik intet Svar paa sin høirøstede Bemærkning , men da han vidste , at han havde denne Aland i sin Magt , gav han strax efter for sit raa Overmod . „ Det kan ikke længere hjælpe , at De spiller den fine Mand . De er af samme Kaliber som jeg , og De bliver aldrig Andet , om De saa ti Gange er Justitsraad . De skal gjøre Regnflab , “ sagde han , og kastede forbittret sin Stok hen ad Bordet . — Hvad var det ? En Lysstraale fra Kakkelovnen spillede paa Skikkelsen i Stolen og lod ham see et Ansigt med glasagtigt stirrende Øine og et rædsomt fordreiet Smiil , saa rædsomt , at han et Øieblik blev staaende som forstenet , og derpaa med en krysteragtig Følelse af Skræk foer ud af Værelset og ud af Huset . Han havde talt til Gorm , og krævet ham til Regnskab ; men Manden var undskyldt . Han var gaaet ind for at aflægge et større Regnskab , hvor selv den største Synder ledsages af Barmhjertighedens Engel , som lægger det mindste Gran af Menneskelighed i Vægtskaalen . Den ringeste Velgjerning , naar den kun blev øvet ; den flygtigste Følelse , naar den kun var menneskelig ; det svageste Glimt af Kjærlighed og Forsonlighed , ja selv et Suk efter det Gode tæller med ved hiin store Høitid , naar Sjælene prøves . Tyvende Kapitel . Det var i flere Dage et kjærkomment Emne for Sladderen , om der forclaae et Mord eller et Selvmord . Hvad det Sidste angik , vare Meningerne deelte mellem Gift , Pistol og Hængning . Omsider heldede et Flcertal til Pistol . Hmigning var altforsimpel , og Gift hørte mere hjemme paa Theatret ; men Pistol var tilstrækkelig aristokratisf og interessant , og da man nu desuden kom under Veir med , at det havde været en Revolver med sjeldne Indlægninger og af stor Værdi , steg Begivenheden mange Procent . Nogle demokratisk Sindede , som harmfuldt gjorde gjældende , at en Matador ligesaa godt kunde hænge sig som simple Folk , bleve beskyldte for „ Misundelse “ , men holdt desuagtet haardnakket fast ved deres Mening , skjøndt de kun udgjorde et forsvindende Mindretal . Da det imidlertid snart blev vitterligt , at Gorm var død af et Slagtilfælde , tabte hele Sagen sin Interesse , og den døde Mand maatte ovenikjøbet høre ilde , fordi han saaledes holdt Folk for Nar . Den Første , som gjorde sine Fordringer gjældende i Gorms Bo , var Krog . Allerede den følgende Dag indfandt han sig , og lagde paa Forhaand Beslag paa det Hele . Skjøndt han af Tjeneren fik det Svar , at Fru Gorm ikke kunde tale med ham , lod han sig ikke afvise , men trængte ind i Huset , og med Tilsidesættelse af den Agtelse , som skyldes Ulykken , tænkte han kun paa at tilfredsstille sin Hævn . Han fortalte hende , at hendes Søn paa Grund af Falsk og Bedrageri var flygtet , og sagde , at han selv havde saadanne Fordringer paa hendes Mand , at de sormodentligt vilde sluge det Meste af Boet . Disse Meddelelser gjorde han paa en saa raa Maade , og lagde derved saamegen Ondflab for Dagen , at han viste sig at være moden til Høsten . Det varede heller ikke mange Dage inden han blev meiet . I de Papirer , som den gamle Maurice havde betroet Onkel Theodor , fandt denne Oplysninger om en anden Sag , som i mange Aar havde hvilet tungt paa hans Sind . Den Kjeltring , som havde bedraget hans afdøde Broder , og derved fremkaldt Haffners Ruin , var ingen Anden end Krog , og snart forelaae der saadanne Oplysninger , som maatte lede til hans Paagribelse . Nogle Uger efter Fru Tvedes Begravelse sad Doktor Johansen og Kraft oppe hos Onkel Theodor og diskuterede Sagen med en Politimand . Doktor Johansen ønskede nogen Udsættelse , fordi den gamle Mand var saa medtaget af den sidste Tids Sorger , at han frygtede for , at yderligere Sindsbevægelse kunde skade ham , men Onkel Theodor erklærede med Fasthed , at han følte sig stærk nok . Nu vilde Tilfældet , at Krog netop i det samme Øieblik skulde komme derop . Siden han havde seet Gorm gaae op til Tvedes , havde han følt en ubestemt Frygt for , at den gamle Mand paa en eller anden Maade var kommet under Veir med Sammenhængen i denne Sag . Hans Frygt havde i flere Dage drevet ham derhen , og ligesaa ofte drevet ham bort igjen ; men nu maatte han have Vished . Den gamle Mand kunde umuligt staae sig overfor hans Snedighed . Fik han ham først i Tale , skulde han nok faae ud af ham , om han vidste Noget eller ikke . Tilsidst gav Frygten ham Mod , og da han kom derop , blev han modtaget paa en høist forekommende Maade . Politimanden syntes saa godt om ham , at han ikke mere kunde afsee ham , men tog ham med sig , idet han erklærede , at det var længe siden han havde gjort saa nem en Forretning . „ Ellers maa man søge dem omkring i Krogene , “ sagde han , „ og faaer ikke et Øiebliks Nattero ; og Søvn er dog Noget en stakkels Politimand maa have , ligesaa vel som andre skikkelige Mennesker ; det er jeg vis paa , at De vil indrømme , Hr . Doktor . Vel siger Ordsproget , at uden Øl og Mad er Helten Ingenting , men jeg paastaaer , at uden Søvn gjør Helten bedst i at gaae hen og lægge sig . “ - Med denne Betragtning , som navnlig ved sin Slutning viste , at Manden forstod at forbinde folkelig Munterhed med fagmæssig Alvor , tog han foreløbig Afsfed med dem , men slilles ikke fra Krog , førend han havde seet ham vel forvaret i et enligt Kammer , som var forsynet med Jernstænger for Vinduerne , og som ved sin hele Udstyrelse paa en slaaende Maade indskærpede den Sandhed , at timelige Herligheder ere for Intet at regne mod en god Samvittighed . Det varede imidlertid længe , inden Krog kunde gaae ind paa denne Synsmaade , men da han i Tidens Løb blev taget i Kuur og Pleie , og da han blev konfronteret med en vis Hr . Kjederup — den Samme , af hvem han havde kjøbt Abels Forskrivninger — og da det blev gjort klart som Dagen , saavel ved foreliggende Kjendsgjcrninger som ved Hr . Kjederups egen Tilstaaelse , af de i Forening havde drevet en omfattende Aagerforrctning i Forbindelse med saadanne andre Omsætninger , som — man kalde det Fordom eller ikke — Loven nu engang forbyder , saa fandt han tilsidst selv , af yderligere Bcnegtelse vilde være ørkesløs , og samtykkede i , paa et længere Aarcmaal af tage Ophold i et Huus , som ved selve sit Navn gjør en , idetmindste efter Nogles Mening , latterlig Fordring paa af gjøre Folk bedre . — Det var en sand Prøvelsens Tid for den stakkels Christine , da Kraft og den gamle Læge fortalte hende Sagens rette Sammenhæng , samtidigt med af de underrettede hende om Gorms Død . De havde oprindeligt tænkt paa af lade hende være uvidende om , hvad der foregik , indtil Sagen var ordnet , men efter de sidste Begivenheder havde de , efter Samraad med Selmer , meddeelt hende det , forsaavidt det angik hende selv . Med dyb Bedrøvelse tænkte hun Paa den Uret , der var gjort hendes stakkels Forældre , og hvorledes de kunde have undgaaet de mange Sorger , Fattigdommen havde bragt over dem . Der gik ikke mange Dage , inden man , efter et blot foreløbigt Overslag , kom paa det Rene med , at der i Gorms Bo ikke blot ikke blev Noget tilovers , men endogsaa vilde blive en ikke ringe Underbalance . Det store Aktieforetagende , der var hævet til Skyerne som „ en af de genialestc Tanker , der længe var undfanget indenfor Forretningsverdenen “ , og som ved hiint Middagsgilde af en Skryder var bleven kaldt „ et sandt Storværk , som vilde sremme meer end eet almeennyttigt Formaal , og staae som et lysende Exempel for alt til sandt Borgerheld Sigtende “ , viste sig , som saameget andet Storværk , at være Humbug , og var forlænge siden spiist op ved Gorms Middagsgilder af Gumlinger og lignende sociale Snyltere . Grev Kvarts , Baron Glimmer og Oberst Feldspath ere , som Enhver veed , Navne paa herligt gammelt og tykt samt ædelt Blod , hvis umaadelige Fortjenester af Samfundet ikke drages i Tvivl af noget Menneske , der ikke heelt har mistet sin Forstand ; men som Aktionærer i Storværket vare de Opfindelser af Krog ; og Borgerheldet faldt saaledes ud , at en Mængde Mennesker tabte deres møjsommeligt erhvervede Smaakapitaler ; at Familier forarmedes og gik tilgrunde ; at Alderdomsforsørgelsen hørte op ; at forhen redelige Folk af Nød dreves ind først paa smaa og senere paa store Ulovligheder ; at der kom Fjendskab mellem dem , som havde al Grund til at støtte og hjælpe hverandre , og at afmægtige Forbandelser sendtes efter ham , som havde fremkaldt hele denne Elendighed . Man kom hurtigt paa det Rene med , hvorledes det forholdt sig ; men allerede forinden havde Christine bedet sine Venner om , at der paa hendes Vegne ikke maatte gjøres nogen Fordring , som blev offentlig bekjendt . I det forste Øieblik vare de i nogen Tvivl om , hvad de skulde gjøre ; men da hele Bygningen styrtede sammen , var det let at føie hende i hendes Ønske , og Sagen blev altsaa opgivet . Der var ingen Omsorg eller Venlighed , Intet som havde sit Udspring i kjærlig Betænksomhed , Intet som kunde trøste og mildne Sorgen , uden at det jo i disse Dage blev Christine tildeel ; og Ingen kunde heri overgaae Selmer . De i Krafts Tanker saa sindrige Indretninger vare forlænge siden opstillede , og Selmer havde overtaget Bestyrelsen , ikke som en ' Underordnet , men snarere som en Kompagnon , eller som den , der med Tiden skulde blive det . Skjøndt han havde meget at tage Vare paa , overholdt han dog strengt , at han hver Dag sik Christine med ud at spadsere . Fru Tvedes Død og Begivenhederne hos Gorms havde knækket hendes Mod ; men Spadseretouren havde hun godt af , og medens de saaledes dagligt vandrede ude paa de øde Veie , uden andre Udsigter end dem Taagen levnede dem henover Vintermarken , levede de i en Verden for sig selv . Mere end eengang maatte Selmer gjentage Beretningen om sin Moders sidste Leveaar , hvorved Samtalen let førtes hen paa Tvede og Onkel Theodor , og hvad der kunde gjøres for dem ; men det Skjønneste var dog at høre Christine selv fortælle . Enten hun fortalte om sin Moders opoffrende Kjærlighed , eller om den gamle Læges mange Belgjcrninger , eller om alle de Maader , hvorpaa Folk havde viist dem Agtelse og Velvillie , saa talte hun altid ud af det samme rene , opoffrende og trofaste Sind , og mange Gange standsede Selmer underveis , saaledes som taabelige Elskere gjøre det , for at forsikkre hende om det , han saa ofte havde sagt hende , men som hun , der var ligesaa taabelig , aldrig kunde høre ofte nok . I disse første Dage efterat hine sørgelige Begivenheder havde fundet Sted , fik Christine et høist uventet Besøg . Deels for at søge Ensomhed , deels af en halv ubevidst Trang til at gjenopleve tidligere Forestillinger og Følelser under de samme Omgivelser , spadserede hun en Dag i Haven , og valgte uvilkaarligt det Sted , hvor hun havde gaaet og talt med Kraft , da hun søgte ud til ham for at faae Raad og Hjælp . Det var en klar og skær Vinterdag . Den nyfaldne Snee hang som glimrende Krystaller i Træernes Grene og bedækkede Jorden , der var stivnet af en let Frost . Maanen stod paa Himlen , og i den uendelig fine Overgang mellem Vinterdagens Lys og Tusmørket kastede den Sølvblink i Sneen . Ingen Vind rørte sig , og i den klare Luft Hørtes af og til Lyden af Gjelder og muntre Stemmer , som i ubestemt Fjernhed blandedes med hverandre . Medens Christine denne Eftermiddag gik dernede og tænkte paa det Meget hun havde oplevet indenfor saa kort et Tidsrum , hørte hun paa engang sit Navn blive nævnet . Det var ingen Indbildning ; hun hørte det endnu engang ganske tydeligt , og da hun vendte sig om , saae hun gjennem Hækken en tilsløret Dame staae ude paa Veien og tale til hende . At ile hen til Laagen og komme derud , var et Øiebliks Værk . Hun havde strax gjenkjendt Fru Gorm , og stod nu og rystede af Skræk , da hun var kommet hen til hende . „ Jeg veed Alt , “ sagde Fru Gorm paa sin gamle kolde og bestemte Maade , og tang derpaa et Øieblik , som om det kostede hende Overvindelse at tale . — „ At vi ere ødelagte kunde naturligviis ikke blive nogen Hemmelighed , men sørst nu kjender jeg hele Sammenhængen . — Hvem der har sagt mig det , kan være ligegyldigt , “ vedblev hun som Svar paa Christines forfærdede Blik , „ men jeg har besluttet at sige Dig , at jeg veed Alt . Jeg veed nu , men først nu , paa hvilket Grundlag af Løgn , Uretfærdighed og ranet Gods vi have levet . ' Min Mand “ — hun standsede atter , og fuldførte Sætningen i Tankerne . — „ Den Formue , hvorfor Du og dine Forældre ere bedragne , kan jeg ikke erstatte Dig . Jeg er tiggefærdig . Men jeg beder Dig om din Tilgivelse . “ Der var i hendes Yttringer saamegen Kulde og Haardhed , saamegen Bitterhed og aandelig Forstening , at den unge Pige af Skræk og Betagethed neppe kunde fremføre et Ord . „ Saaledes maa De ikke tale , “ begyndte hun ; „ det har gjort mig inderlig ondt “ — „ Siig ikke det ; det er ikke muligt . Efter det der er foregaaet , er det ikke muligt . Du veed , at jeg holder mig til Sandheden , og derfor siger jeg , at det ikke er muligt . — Bort Liv har væræt een stor Løgn , men jeg vidste det ikke tidligere . Jeg er bleven holdt i Uvidenhed derom indtil for faa Timer siden , ellers havde jeg aldrig fundet mig deri ; men den Uret , som er skeet Dig , hviler tungest paa mig . “ „ Tro mig dog endelig , “ sagde Christine grædende ; „ det er Sandhed , naar jeg siger , at det har gjort mig inderlig ondt at høre om alle disse Ulykker . Lad ben Uret , som er gjort mine stakkels Forældre , være glemt ; og vil De , som De siger , have noget saa Ringe som min Tilgivelse , saa har De den af mit fulde Hjerte . — Vore Naturer ere saa forskjellige , men saaledes ere vi nu engang ; og gid De vilde glemme det , hvori jeg maaskee har gjort Dem imod . Gid De vilde troe mig , naar jeg siger , at jeg har næret taknemmelige Følelser mod Dem , hvergang jeg har tænkt paa , at De besøgte mig og gjorde vel imod mig , da Nøden var størsf . “ Ved disse Ord saae Fru Gorm forundret paa hende , men svarede ikke Dersom Christine havde væræt ligegyldig og kold mod hende , vilde hun have forstaaet det , og fundet sig deri paa lignende Maade som den , ber afgjør en Forretning , finder sig i det Ubehagelige , naar det ikke kan være anderledes . Selv om hun havde hadet hende , vilde hun have sundet det ganske naturligt ; men at Chrisfine ikke blot kom hende imøde , men endog talte om Taknemmelighed — og hun tvivlede ikke længere om Ærligheden af hendes Ord — det var Noget , som overraskede hende og berørte hende paa en besynderlig Maade . Det bragte gamle rustne Strenge fil at klinge , og gav hende en svag Fornemmelse af noget Varmt og Forsonligt , hvorover hun næsten flammede sig for sig selv ; men det var kun for et Øieblik . Den golde Ørken , hvortil hun i Tidens Løb havde forvandlet sin Natur , kunde ikke ved et Par Draaber blive fil en frugtbar Jordbund , hvis den overhovedet kunde blive dertil ; og faa Øieblikke efter var Fru Gorm igjen sig selv . De gik frem og tilbage paa Veien , og da Fru Gorm vedblev at tie , tang Chrisfine ogsaa . „ Jeg staaer nu alene , Chrisfine , “ sagde hun omsider . „ Du har naturligviis hørt , at Abel — er borte . — Maaskee er jeg ikke ganske selv uden Skyld . Maaskee opdrog jeg ham paa en forkeert Maade , da han endnu kunde bøies . Maaskee . Jeg veed det ikke . — Du har Ret , vore Naturer ere forskjellige . Naar I tale om Mildhed og Forsonlighed , saa forstaaer jeg Jer ikke . Jeg forsikkrer Dig , at det er Sandhed . Jeg forstaaer Jer ikke , saalidt som I forstaae mig . — Men Naturerne lade sig nu engang ikke forandre . “ Hun var bleven staaende , som om hun grundede over sine egne Ord , og Christine kunde ikke Andet end bemærke det heelt forandrede Udtryk , Græmmelsen havde fremkaldt i hendes Ansigt . Det havde vel endnu paa Overfladen sit kolde og afmaalte Præg , men det forekom hende , at der i hendes Væsen var fremtraadt Noget , som mindede , om Tvivl og Ubestemthed , en Søgen efter Noget , en svag Tilstaaelse af , at det , hvorom hun talte ringeagtende , dog maaskee alligevel var Noget , hun kunde ønske sig . Christine gjorde sig ikke bestemt Rede for disse Forestillinger , men fænkte sig dog , at dersom Sorgens Kilder kunde aabne sig og strømme rigeligt , kunde denne Jisskorpe maaskee smelte ; men hun fik ikke Leilighed til at forfølge fine Indtryk . „ Jeg gaaer nu min egen Vei , “ sagde Fru Gorm , „ og siger Dig Farvel , Christine . “ „ Saaledes maa De ikke forlade mig “ , udbrød Christine bedrøvet . „ Kunde vi ikke , kunde jeg paa en eller anden Maade “ — „ Nei , min Pige . Det kan Du ikke . Det lader sig ikke gjøre . Det er bedst at see Sandheden lige i Øinene . Jeg har truffet mit Valg , og tager Følgerne . Jeg veed , at ikke en Eneste , uden Du , i dette Øieblik har nogen Tanke tilovers for mig . Jeg forlanger ikke Hjælp af Nogen , og vilde ikke modtage den . — Jeg har miskjendt Dig , Christine , og det smerter mig ; men jeg har aldrig behandlet Dig mod min bedre Overbeviisning . — Maaskee sees vi ikke mere , og jeg er da tilfreds med , at jeg traf Dig alene . Jeg vilde nødigt sees af Andre . — Lad mig til Afsfed sige Dig , at Du er den Eneste , som skaffede mig nogen Trøst ; den Eneste . “ Med disse Ord tog hun Christine om Halsen og kyssede hende . Den unge Pige vilde have talt til hende , men var saa bevæget og forvirret , at hun ikke kunde faae et Ord frem ; og da hun omsider kom til sig selv , var Fru Gorm langt borte . Hun blev staaende og saae efter hende , indtil hendes Skikkelse snart efter tabte sig i Tusmørket . Hvad maatte hun ikke have lidt , inden hun nedlod sig til af sige , hvad hun nylig havde sagt ; og hvad ventede der hende ikke af Krænkelser , Ydmygelser og Savn i Fremtiden ? Saaledes tænkte Christine , og medens den inderligste Medlidenhed fyldte hendes Øine med Taarer , vandrede den stærke Kvinde videre hen ad sin mørke og ensomme Vei . Etogtyvende Kapitel . For en Mand som Doktor Clausen , der havde levende Interesse for sin Videnflab , kunde Tiden aldrig blive lang ; og da han i det sidste Halvaar havde udvidet sin Praxis , saa fløi den afsted for ham . Han havde tidligere kun praktiseret temmelig lidt , for af have Tiden til sin Raadighed ; men efterat han havde lidt et betydeligt Tab af Formue , havde han seet sig nødsaget til af udvide sin Praxis . Dette var en af Grundene til , af han kun sjeldent besøgte Krafts . I Løbet af Vinteren havde han været der et Par Gange , men den trykkede Stemning , som var fremkaldt ved den senere Tids Begivenheder , hindrede dem i af være ganske det Samme for hverandre , som de tidligere havde været . Han havde nu oftere talt med Angusta og seet , at den besynderlige Tone , hun havde antaget hos Gorms , igjen var forsvunden , men det forekom ham , at der istedetfor var kommet noget Stilfærdigt og Sørgmodigt over hende , som han ikke tidligere havde bemærket . Det kunde saameget mindre undgaae ham , som denne Sørgmodighed ogsaa kastede en Skygge over Forældrene ; og navnligt forekom det ham , at der i Forholdet mellem Kraft og ham selv var kommet noget Tvungent , hvortil han ikke kunde forklare sig Granden . Hvorledes det nu end forholdt sig , saa forandrede det dog Intet i hans Hengivenhed for dem . Sin gamle Taabelighed havde han forlænge siden opgivet ; det vil sige , han havde besluttet at betragte den som opgivet , og kunde derfor , med større Sindsro end tidligere , i oprigtig Beundring glæde sig over den smukke Piges Ynde og Kvindelighed , hvergang han havde været sammen hende . Men Huset var ikke længere det gamle , og han maatte trøste sig ved Tanken om , hvor Meget der kunde have været anderledes , dersom Omstændighederne ikke havde føiet sig saaledes , som de netop gjorde . Da der imidlertid var gaaet et Par Maaneder , uden at de havde seet hverandre , blev Clausen en Dag overrasket ved at faae Besøg af Kraft . Tidligere vilde han have fundet det ganske i sin Orden ; men som Sagerne nu stode , var det ham noget heelt Nyt . Hertil kom desuden , at Kraft viste en iøinefaldende Forlegenhed , som meddeelte sig til Lægen , netop fordi han vilde skjule , at han bemærkede den ; og medens de berørte , ligegyldige Ting , var det ham klart , at Krafts Tanker vare ved noget ganske Andet end det , hvorom han talte . Omsider kom det . „ Tillad mig at gjøre Dem et Spørgsmaal , “ sagde han . „ Har De Noget imod at komme til os igjen , ligesom De har gjort før ; og anseer De mig for paatrængende , naar jeg spørger Dem saa uforbeholdent derom ? “ Skjøndt Clansen ellers var besindig nok , og ikke saa let lod sig overrumple , følte han dog Hjertet banke ved denne Tiltale , og svarede paa en vis sorlegen Maade , at han med Glæde modtog Indbydelsen og sknlde benytte sig af den ; men netop Forlegenheden gjorde , at der kom noget Fremmed og Konventionell i hans Svar , og at Kraft opfattede det saaledes . Han berørte derfor ikke Sagen videre , men talte igjen om ligegyldige Ting . Omsider reiste han sig for at gaae . Hans Gang var nølende , medens han gik hen til Døren , og da han havde aabnet den , tøvede han et Øieblik , som om han endnu havde Noget at sige . „ Jeg kunde have Lyst til at gjøre Dem endnu et Spørgsmaal , “ yttrede han , og blev staaende med Haanden paa Dørgrebet . „ Saamange De vil , “ svarede Clansen , forundret over hvad han fremdeles kunde have paa Hjertet . „ Tabte De ved Gorms Bo ? “ „ Ja . “ „ Alt , hvad De dengang skød ind ? “ „ Ja . “ „ Var det Deres hele Formue ? “ „ Ikke den hele , men det Meste af den ? “ „ Det var min Skyld . Jeg har haardt bebreidet mig , at jeg raadede Dem dertil ; men jeg var dengang ligesaa taabelig og blind som alle Andre . “ Med disse Ord bevægede han Haanden til Afsked , og lukkede Døren efter sig . I nogle Øieblikke blev Clansen staaende opfyldt af den meesf udeelte Forbauselse ; men derpaa gik det pludseligt op for ham . „ Saa det troer Du , “ sagde han høit ved sig selv ; „ saa er det nok paa Tiden , at jeg bringer Dig ud af Vildfarelsen . “ Ved denne Replik var han snart efter paa Veien ' til Bryggeriet . Det var høist behageligt den Dag at spadsere ud paa Landet . Han havde ikke længe været udenfor Voldene , og sidst da han var der , havde Marken været bedækket med Snee ; men nu var Foraaret allerede rykket et godt Stykke srem , og den friske Luft øvede en velgjørende Indflydelse paa ham . Der var noget Befriende i saaledes at færdes ude paa Landet , borte fra de lunge Gader , og at see , hvorledes det nye Liv spirede omkring En . Den klare gjennemsigtige Luft og de grønne Marker , det bølgende Græs og Skyggerne , som foer hen over det , Frisfheden efter den nyligt faldne Regn og Stilheden , som hvilede over Landskabet , gav det en egen Inde , som oplivede ham og satte ham i en fornøielig Stemning . Han maatte atter smile ved sig selv , naar han tænkte paa Krafts besynderlige og høist taabelige , han vilde endogsaa kalde den ligefrem latterlige Idee , at ansee sig selv som den egentlige Ophavsmand til hans Tab , og med det bestemte Fortsæt at bcfric ham for enhver Skrupel i denne Henseende , fremskyndede han uvilkaarligt sin Gang . Snart havde han naaet Haven , og blev staaende et Øieblik for at betragte den ude fra Veien . Hist henne kunde han skimte Plainerne , som allerede vare tagne under Behandling ; og der laae Drivhuset . Han kunde i Grunden have Lyst til af see , hvorledes der nn saae ud derinde , førend han gik op til Boligen ; og da han i dette Øieblik var i et fortrinligt Humør , som gjorde ham foretagende , saa gik han ikke hen iil Laagen , men sprang over Hegnet paa et Sted , hvor det var nogenlunde tilgængeligt . Der var næsten Sommer inde i Drivhuset . Vinduerne vare aabnede , og den friske Luft , som strømmede ind , blandede sig med Duften fra Planterne , som over Vægge , Hylder og Trapper havde begyndt af væve et grønt Tæppe , og snart vilde fylde de Aabninger , som hist og her vare tilbage . Der var allerede ikke faa udsprungne Blomster , og det Hele bugnede af Spirer og Liv , som vakte Forestillinger om den Frodighed , der var ivente , naar Alt først fik udfoldet sig . Solstraalerne gave det Grønne en varm-Farve , og blinkede i Dugdraaberne , der tindrede af Liv og Bevægelighed , og lokkede Beskuerens Blik med sig . Medens han stod og glædede sig ved af see derpaa , gik Døren sagte op , og Augusfa traadte ind . „ Doktor Clausen ! “ udbrød hun halvt forskrækket , og blev staaende ved Døren . „ Jeg maa virkelig gjøre Dem en Undskyldning , fordi jeg saaledes uden Tilladelse vover mig ind paa Deres private Eiendom , “ sagde han smilende , idet han gik hen og rakte hende Haanden ; „ men da jeg stod ude paa Veien og betragtede Haven , fik jeg en uimodstaaelig Lyst til af gaae herind . “ Det var længe siden hun havde seet ham saa oplivet , og det var smukt af ham , af han dog vilde skjænke hendes Sager lidt af sin forrige Opmærksomhed . Hun svarede ham derfor ogsaa paa sin gamle spøgende Maade , af han havde hendes Tilgivelse . Derpaa toge de Vægterne nærmere i Øiesyn , og talte om de Udplantninger , som senere kunde foretages , og som det vilde interessere ham af see . „ Men De kommer her jo næsten aldrig ; saa De faaer Dem neppe af see , “ sagde hun halvt i Spøg , medens hun bøiede sig ned under et Blomsterbord for af tage en Vandkande . „ Hvad den sidste Tid angaaer , saa har De Ret , “ svarede han ; „ men nu vil jeg benytte Fremtiden til af indhente det Forsømte . “ Han lignede saameget sig selv , saaledes som hun erindrede sig ham fra deres Bekjendtskabs første Tid , at hun fik Lyst til at spørge ham om det , der saalænge havde ligget hende paa Hjerte . „ Jeg kunde nok have Lyst at vide , om De endnu er vred paa mig fra i Sommer ? “ Dette Spørgsmaal gjorde hun i en overgiven Tone , som om det Hele kun var en Spøg , der neppe var værd at tale om ; men hendes Stemmes Usikkerhed røbede , at det alligevel ikke var Tilfældet . „ Hvor kan De troe det ? “ sagde Clausen . „ Desuden behøver De jo ikke at bekymre Dem om min Brede . “ „ Det var ikke venligt svaret , “ yttrede hun , og mærkede Blodet strømme til Kinderne . „ Det var det heller ikke . Men naar De endelig ønsker at vide det , saa vil jeg svare , at jeg ikke blev vred , men at det gjorde mig meget ondt . Det er Sandheden . Det gjorde mig meget ondt . “ „ Jeg veed ikke selv , hvilken ond Aand der dengang talte ud af mig . Jeg kan forsikkre Dem , at jeg fortrød det endnu medens jeg sagde det , men jeg kunde alligevel ikke lade det være ; og da jeg senere vilde sige Dem , at jeg sket ikke meente det , var De allerede borte . “ „ Og jeg kan forsikkre Dem , “ udbrød han med Varme , „ at de venlige Ord Deres gode Hjerte lader Dem tale til mig , vilde udflette ethvert Spor af hiint Indtryk , hvis det endnu fandtes , hvilket det ikke gjør . “ „ Jeg har længe ønsket at sige Dem det , baade fordi jeg fortrød det , og fordi jeg var bange for , at det maaskee kunde være Grunden til , at De blev borte . Fader har taget sig det nær , at De ikke mere besøgte ham , og jeg vilde saa gjerne , at det skulde blive ligesom i gamle Dage . “ Hvor hun var henrivende skjøn , medens hun i sin Beskedenhed og Ynde tilstod sin Feil og bad om hans Tilgivelse i en Sag , hvori hun kunde have fulgt sit eget Lune . Hvor bleve alle hans Beslutninger af , medens han stod og betragtede hendes yndefulde Blik og smukke Ansigt , og hørte hendes egen frivillige Tilstaaelse af , hvormegen Vægt hun lagde paa hans Mening om hende ? Han elskede hende lidenskabeligt , det følte han i dette Øieblik stærkere end nogensinde ; men skjøndt der var Noget i hendes Ord og Stemme og i den tillidsfulde Maade , hvorpaa hun talte til ham , som vakte Forhaabninger hos ham , saa havde han dog endnu Kraft nok til at foreholde sig selv , at det var Noget han ikke maatte tænke paa . „ Jeg troer dog , at Øe overfor Deres Fadertillæggær mig for megen Betydning , naar Øe siger “ — „ Nei , jeg gjør ikke , “ afbrød hun ham , lidt undseelig . „ Dersom Øe blot vilde komme og fale med ham , ligesom Øe dengang gjorde , vilde Øe bringe os Alle til at glemme Noget , som — det ikke er værdt at tænke paa . Jeg har gjort Alt , hvad der stod i min Magt , men “ — „ Men ? “ — — „ jeg kan ikke , “ tilføiede hun med skjælvende Stemme . „ Der er kommet Noget imellem os herhjemme , som bedrøver mig . Jeg veed ikke selv , hvad det er . — Jeg vilde saa gjerne være Noget for mine Forældre , men jeg synes , at jeg ikke rigtigt kan blive det . Jeg troer , at dersom Øe , der kjender os saa godt , vilde komme og fale med Fader “ — hendes Stemme var bleven svagere medens hun talte , saa at han neppe kunde høre Slutningen af hendes Ord . „ Førend jeg svarer Dem , vilde jeg gjerne selv gjøre Dem et Spørgsmaal , “ sagde han med en Betoning , som bragte hende fil at see paa ham med et halvt ængsteligt Blik ; „ men jeg frygter for at sige Noget , som kunde bedrøve Dem — Noget , som maaskee kunde bringe Dem fil at ansee mig næsten for afsindig . “ — Han taug et Øieblik stille , som om han Ventede et Ord af hende ; men hun blev staaende med sænket Blik og vovede ikke at see paa ham . „ Dyrebare Pige , “ sagde han , idet han tog hendes Haand , „ naar jeg siger , at jeg elsker Dem , anseer De mig saa for afsindig ? Naar jeg siger Dem , at jeg har elsket Dem fra den første Gang jeg saae Dem , og at jeg har kæmpet med mig selv , fordi jeg altfor tydeligt følte , hvormeget jeg vovede ; at skjøndt jeg havde besluttet aldrig at gjøre Dem denne Tilstaaelse for ikke at forstyrre et Forhold , der er mig saa dyrebart ; fljsndt jeg havde bestemt fremdeles at gaae den Vei alene , som jeg nu har gaaet ene saalænge , at allerede Afstanden i Aar maatte være tilstrækkelig fil at advare mig ; skjøndt jeg kjendte det Hjem , hvis Glæde og Stolthed De altid har været , og som Ingen heelt kan erstatte Dem , saa kom der dog et Øieblik , da jeg glemte alle mine Beslutninger , fordi jeg troede , at jeg maaskee turde nære et Haab , — naar jeg siger Dem dette , vil De saa ansee mig for afsindig ? “ Han holdt hendes Haand inden i sin , og sølte , at hun skjælvede af Bevægelse ; men da hun vedblev at staae med sænket Blik uden at svare ham , troede han i det første Øieblik at have bedrøvet hende . — „ Giv mig et oprigtigt Svar , Augusta , “ sagde han med sagte Stemme , og bøiede sig ned til hende ; „ denne Uvished kan jeg ikke udholde . Selv om jeg ubetænksomt har hengivet mig til et forfængeligt Haab , saa er Skylden alene min . Jeg har saalænge forbundet Tanken om Dem med alt det Frydefuldt og Yndige jeg kjender , at jeg undertiden har tænkt mig det muligt ; men Ingen veed bedre end jeg selv , hvor ringe Adkomst jeg har til en saadan Lykke . Selv om De kun nærer venlige Følelser for mig , og intet Mere , skal jeg gjøre Alt for at vedblive at være værdig dertil ; og har jeg bedrøvet Dem ved mine Ord , saa tilgiv mig min Ubesindighed . Jeg lover Dem aldrig mere at komme tilbage dertil ; men giv mig et oprigtigt Svar , Augusta . “ „ Dersom De troer , at jeg kan blive Dem en god og kjærlig Hustru , saa vil jeg være det , “ sagde hun , og løftede sit yndige Ansigt op mod ham . Var han vaagen , eller drømte han ? Han drømte ikke . Det Umulige var ikke længere umuligt , men lyslevende Virkelighed . Han drog hende tæt op til sig og trykkede hende til sit Hjerte , medens han følte Livets Kilder aabne sig paany , og en Strøm af lyksalige og i deres Rigdom næsten overvældende Forhaabninger fyldte hans Sind og Tanke . „ Denne Dag bringer mig Velsignelse , Augusta , “ sagde han , idet han bøiede sig ned til hende og kyssede hende . „ Jeg vovede ikke at haabe paa saa stor en Lykke , og nu da den er kommet , kan jeg ikke heelt fatte den . Dyrebare , elsfede Pige , jeg har følt mig faa ensom og fattig , men nu er jeg den rigeste Mand i Verden . “ Han talte om sin egen Lyksalighed , og vidste ikke , at hvert Ord han sagde , gjorde ham endnu dyrebarere for hende , men han fik det snart at vide . Han fortalte hende , hvorledes han havde kæmpet med sig selv , fordi han bestandigt havde frygtet for , af han var for gammel , til af hun kunde gjengjælde hans Følelser ; men hun sagde ham , af det havde været meget taabeligt af ham , og af han slet ikke var gammel , idetmindste ikke i hendes Øine . Hun holdt meest af ham , netop som han var ; og dersom han havde været meget yngre , troede hun , af hun slet ikke vilde have holdt af ham . Der var noget saa Fristende i af modtage denne Tilstaaelse , og i af holde hendes fine Hænder mellem sine , medens den blev givet , af han endnu et Par Gange yttrede sin Tvivl , for af hun kunde modsige ham saameget kraftigere ; og hvor henrykt blev han ikke , da hun i sin Iver for af overbevise ham om Taabelighed « : i hans Paastand , rødmende tilstod , af han allerede længe ikke havde været hende saa ganske ligegyldig , og af hun havde længtes efter ham , naar han blev borte . Hun havde ogsaa bitterligt angret , hvad hun havde svaret ham ude hos Gorms ; og da han senere havde talt til hende , som om han havde glemt det , saa havde hun troet , af han oversaac hende . Hvor fik den gode Doktor ikke Troen i Hænderne . Hun ikke blot elskede ham , men hun var stolt af ham . Stolt af ham ? Han maatte foreløbigt opgive at forstaae det ; men det var jo af hende selv , at han hørte det . Ved ham skulde hun nok blive til Noget , sagde hun , og faae dem til at lade være at behandle hende som et stort Barn . Hun vilde gjøre Dette , og hun vilde gjøre Hiint , og desuden meget Andet , og hun var vis paa , at det skulde lykkes for hende Altsammen , naar han kun vilde bære over med hendes smaa Skrøbeligheder , og elske hende som han nu gjorde . Det lovede han , og han holdt sit Løfte ; og idet han i et forbigaaende Glimt mindedes de ensomme og mørke Timer fra Fortiden , vendte han sig mod den yndefulde Skikkelse , som gik ved hans Side , og følte i inderlig Glæde over hende , hvorledes hans Væsen udvidede sig , og hvorledes der voxede Kræfter frem i ham , thi nu havde han et fast Tag i Lykken . Toogtyvende Kapitel . Hermed nærmer Beretningen om vore Venners Færd sig sin Slutning , og vi forlænge kun Linierne et kort Stykke for at see , hvor Veiene føre hen . Kraft og Selmer drive i Forening Bryggeriet , som skal overtages af Selmer alene , dersom han overlever sin gamle Kompagnon ; men trods Selmcrs Ungdom og Sundhed er dette alligevel ikke saa overveiende sandsynligt , som man kunde troe , eftersom Yttringer af Doktor Clansen om hans Svigerfaders Helbred tyde hen paa , at en Levealder af hundrede Aar for hans Vedkommende ikke vil høre til Urimelighederne . Selmer udmærker sig ved sit gode Humeur , og giver sin fortræffelige Hustru Skylden . De sure Miner og den Tværhed , hvormed adskillige Hunsmødre forsøde deres Mænds Liv , kjendes ikke i dette Hjem . Christine er Alles Yndling . Hun har et sandt Geni for at holde enhver Mislyd og Forstyrrelse borte , og har i Lykken en god Hukommelse om sin Modgangs Tid og om dem , der toge sig af hende . Derfor er der Intet som har sit Udspring fra Opmærksomhed , trofast Taknemmelighed og Kjærlighed mod de gamle Folk , uden at hun yder dem det ; og derfor elske de hende høit , og betragte hende og hendes Børn som deres egne . Den ndeelte Forbauselse , hvormed Krast og hans Hustru modtoge Clansen og Augusta , da de hiin Foraarsdag kom ind og fortalte dem deres Forlovelse , er endnu ikke heelt forsvunden . Endnu Aar efter , naar de besøge Forældrene , kan Kraft udbryde i levende Forundring over at see dem som Mand og Kone , og opbygges fremdeles , naar han faaer Angusta til at fortælle om sin Mands Taabelighed , da han troede , at han var for gammel ; og Taabelighed er det rigtige Ord , thi siden den Tid er han bleven en ung Elffer , der bærer hende paa Hænderne , og har god Grund dertil , naar han seer sin Hustru sysle omkring sig . Den Lære hun modtog hos Gorms , undlod ikke at bære Frugter , men selv om hun endnu kan somme sig over det , som moralske Gnavposer kalde „ denne Verdens forfængelige Tant “ , saa formindsker det ikke hendes Kjærlighed til sin Mand og til dem Alle , hvilket er Hovedsagen . Clansen og Angusta ere endnu alene , men han har i den senere Tid fordoblet , om det var muligt , sin kjærlighedsfuldt Omsorg for hende , og hendes Fader har faaet det strengeste Paalæg om , ikke under nogen Omstændighed at give efter for sine Udbrud af Forundring , hvilket han samvittighedsfuldt overholder , men sætter af og til besynderlige Ansigter op , naar han er nærved at glemme det . Efter nogle Aars Forløb giftede Thomas og Marie sig . Kraft og Selmer besluttede at aabne et Udsalg i Kjøbenhavn , som forsynes fra Bryggeriet , og overdroge Bestyrelsen til de unge Folk . Doktor Johansen gav Thomas en anstændig Brudegave , som gjorde ham til en efter Omstændighederne holden ung Mand ; thi ung er han , som Hanne sagde , men Thomas giver hende den gamle Trøst , at det retter sig med Aarene . Det kostede mange Overtalelser at faae Hanne til at flytte sammen med Datteren ; men hendes Frygt for at falde Nogen til Byrde overvandt Thomas , da han klarligt godtgjorde , at de slet ikke kunde undvære hende . Hvert Efteraar er Familien en sikker Gjæst ude paa Bryggeriet . Ved Branden har nemlig Thomas erhvervet sig et Navn som ualmindelig Gymnastiker , og Kraft bruger ham til at plukke Æblerne af de høie Træer i Haven , hvor han med beundringsværdig Lethed bevæger sig op ad glatte Stammer og ud paa høist utilgængelige Grene . Skjøndt han gjerne kunde tage lidt Hensyn til sin unge Kone , som staaer nede paa Plaincn og føler Hjertet banke af Angst for hans Skyld , gjør han kun endnu dristigere Evolutioner , og lover , til Krafts særlige Opbyggelse , at kysse hende naar han kommer ned . Tvede og Onkel Theodor have aldrig heelt forvundet deres Sorg . Den lille Kone var Glæden i deres beskedne og fordringsløse Liv , og i deres kjærlige Erindring lever hendes Aand hos dem . De boe fremdeles sammen , og ere nn ndcn Bekymringer for Udkommet . Hos Krafts ere de velkomne Gjæster , og da Musiken er en Kunst , som dyrkes derude , ere de dobbelt velkomne . Det varede ikke længe , inden Augusta , Christine og Tvede udførte Musiknummere , hvorved de kunde samvirke . Onkel Theodor føler sig ved disse Leiligheder overordenligt beæret som den , der ansees for øverste musikalske Autoritet , og viser den Overbærenhed og humane Velvillie mod de JkkeMusikkyndige , som er Tegnet paa den sande Overlegenhed . Han har mere end eengang søgt at klare Krafts utrolige Forvirring i Henseende fil musikalske Udtryk , men han gjør det altid med saamegen Takt og Skaavsomhed , at Kraft ikke føler sig aldeles ssnderknuust . Det er atter Mozarts Musik , som lyder i den gamle Dagligstue , og som hvergang faaer deres Ansigter fil at straale af Glæde . Alle lytte de forventningsfulde fil , og de herlige Toner , som fil enhver Tid give Gjenlyd hos Gamle og Unge , Kloge og Dumme , Store og Smaa , hævde ogsaa i denne lille Kreds deres gamle Ry for Deilighed og Vidunderlighed . Endnu en Linie forlænget , og vi ere færdige . — En halv Snees Aar gik hen , og de Begivenheder , som vakte saamegen Opsigt medens de foregik , vare forlænge siden glemte over nyere Begivenheder , der selv vare blevne gamle . En Gang om Aaret fik Christine Bessg af Doktor Johansen , men Fru Gorm havde hun ikke seet siden den Dag de talte sammen udenfor Haven . Hun havde Hørt , at Fru Gorm havde oprettet en lille Pigeskole nede i Landet , men vidste intet Nærmere derom . En Sommerdag , da Christine sad ude i Lysthuset og læute sit Yngste Barn at læse , kom hendes ældste Datter , Augusta , forpustet løbende og fortalte hende , at der nede i Haven gik en fremmed Dame , som havde spurgt hende , om hun var Selmcrs Datter , og sagt , at hun gjerne vilde tale med hendes Bløder . Grebet af en Anelse lod hun Børnene blive tilbage , og skyndte sig derned . Hendes Formodning var rigtig ; det var Fru Gorm . Skjøndt Tiden og Kümmeren havde forandret hende meget , kjendte hun hende dog strax , og idet hun i hendes bøiede Skikkelse og ældede Ansigt søgte og fandt de kjendte Træk , og med det Samme levende mindedes det Forbigangne , følte hun sig beklemt om Hjertet . „ Jeg ønskede endnu engang at see Dig , Christine , “ sagde Fru Gorm . „ Jeg er kommet til Byen alene af den Grund . — Giv mig din Arm ; jeg er bleven lidt træet af at gaae herud . “ Der var en vis Stilfærdighed i hendes Maade at tale paa , som lod Christines Frygt forsvinde , og vakte hendes inderligste Medfølelse . Da Fru Gorm saae træt og anstrengt ud , førte hun hende hen til en Bænk under et skyggefuldt Træ , hvor de satte sig . „ Jeg har længe glædet mig til at see Dig , Christine , “ sagde Fru Gorm , da hun havde hvilet sig . — „ Der har været mange Aar da jeg ikke ønskede at see Nogen , eller at høre fra Nogen , men nu er den Tid forbi , “ tilføiede hun med et Suk . „ Nu er jeg glad ved at see Dig igjen . — Du har vel hørt , at jeg har havt en Pigeskole ? “ Hun havde nok hørt Noget derom . „ Men jeg har den ikke længere . Jeg boer nu hos Doktor Johansen . “ „ Hos Doktor Johansen ? “ spurgte Christine forundret , men fik intet Svar . Fru Gorm sad og saae ned for sig , medens hun fulgte sine egne Tanker . — „ Jeg er den Mand meget taknemmelig , “ sagde hun . — „ Hvorfor skulle nogle Mennesker prøve Saameget , “ vedblev hun lidt efter i den samme stilfærdige Tone , „ inden de lære at indsee det , som Andre næsten synes at være fødte med ? — Det er besynderligt . — Havde jeg dengang vidst , hvad jeg nu veed , vilde Meget have været anderledes . “ „ Og alligevel maae vi være tilfredse , naar vi dog engang lære at indsee det , “ sagde Chrisfine , idet hun klappede hendes Haand . „ Om vi ogsaa kjøbe denne Indsigt dyrt , bringer den os saameget Godt , at jeg alligevel ikke troer , at vi kjøbe den for dyrt . “ „ Du har Ret , min Pige . Det er ogsaa min Mening , men det varede længe , inden jeg kom saavidt . — Meget længe . “ Der var en Alvor i hendes Ord , som alene Erfaringen giver , og medens Chrisfine hørte hende tale saaledes , tænkte hun med Bedrøvelse paa det , der maatte være gaaet forud , inden hun var bleven saa forandret . „ Kan Du endnu erindre Chrisfine , da vi sidst talte sammen , at Du forundrede Dig over , hvorfra jeg havde faaet min Kundskab om Sagens egentlige Sammenhæng ? “ Hnn kunde godt erindre , at hun dengang havde forundret sig . „ Jeg fik det at vide af en Mand , hvis Navn jeg havde seet i et Brev fra Doktor Johansen til min Mand . “ Christine saae endnu spørgende paa hende . „ Denne Mand havde jeg engang voldt en bitter Hjertesorg . — Vi vare engang i vor Ungdom forlovede , og jeg hævede Forbindelsen . Jeg var den forste Aarsag til hans Ulykke , og jeg har sørget derover . — Der gives en Sorg , der gnaver paa Sjælen som Kræft ; en Sorg , overfor hvilken man føler sig magtesløs ; det er Sorgen over at have forspildt en Andens Liv . Hvad det vil sige , har jeg prøvet . Gud være lovet , at jeg fik hans Tilgivelse . Nu er han død . “ „ Er han død ? “ „ Ja . Han døde for et Par Uger siden . Du veed , at Doktor Johansen fik ham til at boe hos sig , og dette blev hans Frelse . Der var en Bitterhed i hans Sjæl og et Had mod al Undertrykkelse og Vilkaarlighed , som aldrig forlod ham ; men der var alligevel kommet en Mildhedells og Forsonlighedens Aand over ham , som jeg ikke troer havde været der tidligere . Jeg pleiede ham i hans sidste Sygdom , efter hans eget og Doktor Johansens Ønske ; og nogle af hans sidste Ord gjaldt Dig , Chrisfine . „ Hun har bragt mig mange Glæder , “ sagde han , den sidste Dag han levede ; „ siig hende , at jeg taknemmeligt erindrede den Kjærlighedsgjerning , hun viste mod mig , og at jeg velsignede hende i min sidste Time . “ — Nu har jeg bragt Dig hans Hilsen . “ Hun blev siddende endnu en Stund og saae hen for sig , idet hun dvælede ved gamle Erindringer , og medens Solstraalerne gjennem Løvet spillede hen over hendes sørgmodige Ansigt , sneg et Par Taarer sig ned ad hendes Kinder . Endelig reiste hun sig . „ Nu har jeg sagt Dig , hvad jeg ønskede at sige , Chrisfine . Det varer vel Noget , inden vi sees igjen . Jeg mærker , at jeg bliver gammel , og kan ikke taale at reise . — Du maa ikke bede mig om at blive ; det er ikke ukjærligt af mig , forsikkrer jeg Dig , men jeg trænger til at være ene ; og dersom det er godt at modtage Nogens Velsignelse , saa modtag min . “ Med disse Ord omfavnede hun Chrisfine og kyssede hende , og derpaa skiltes de . Repræsentanten for Familien Gorm vandrede igjen sin ukjendte og ensomme Gang . Da Fartøiet forliste , var hun den Eneste , som blev frelst , og som fortjente at blive det ; thi sit Valgsprog tro vedblev hun at see Sandheden lige i Øinene , og lærte at forstaae , at skjøndt den er een , antager den mangfoldige Skikkelser , som ingenlunde alle have det samme Værd . — Christine stod atter , ligesom engang tidligere , og saae efter hende , medens hun endnu langt borfe var synlig i Aftenrøden . Hun blev længe staaende og fulgte hende , indtil hendes Blik blændedes af Taarer , og hun tabte hende af Syne . Endnu stod hun paa det samme Sted , indtil hun hørte glade Barnestemmer , som kaldte hende tilbage . Tilbage til sine Børn og sin Mand , tilbage til Hjemmet , Kjærlighedens og de gode Tankers Arnested .