Første kapitel . 
Studenten . 
Langt ude på Nørrebro ligger et lille , skummelt 
og uhyggeligt sted , som udmærker sig ved sit forfaldne 
udseende . Folk gå ikke gerne derind ved 
aftenstid , thi der går det sag » om dej , at en snild 
og uforfærdet bandit her uantasftt har udøvet sine 
grusomheder , at hans sjæl ikke kan få ro , men 
af og til aflægger et besøg hos husets beboere om 
natten . Man hvisker om al , at der findes hemmelige 
rum og gemmer under huset hvad der end mere 
styrker denne tro er , at nogle af beboerne ved at 
grave i den lille have , der hører til stedet , var 
stødt på , menncskebeen og knokler , og ligeledes havde 
fundet nogle guldsmykker og mønter fra en længst 
førsvunden tidsalder . 
Dette hus var rundt omkring bekendt under 
navnet : „ Det forbandede hus “ . 

— ja tak , det er mit højeste ønske . 
Et øjeblik sad han tavs og beundrede ven smukke 
pige . Endelig sagde han lidt førlegen : 
— undskyld . . . men hvem beboer denne lejlighed 
. . . De er da ikke ene her ? 
— nej , svarede Julie min onkel . . . 
— ah , de har en onkel , altså ingen fader ? 
Ved disse ord blegnede Julie synlig . 
— ak nej , desværre , sagde hun jeg bar i ti 
år savnet en elsket fader . 
Den tone hvori dette blev udtalt røbede , at hun 
just ikke hørte til de lykkeligste 
— men de har vel en kærlig onkel ? vedblev 
Vilhelm . 
— ja . . . ja , det har jeg , sagde den unge pige 
langsomt , idet en tåre gled ned ad hendes kind . 
Vilhelm , der indså at det smertede hende aj 
tale om onkelen , var betænksom nok at dreje samtalen 
hen på andre ting . 
Kort efter rejste han sig . Han bød Julie hånden 
og takkede hende for den forekommenhed , hun 
havde viist imod ham , og sagde idet han nærmede sig 
døren : 
— tør jeg , hvis jeg en anden gang bliver træt , 
atter hvile mig her ? 
— ja , hviskedee Julie næppe hørligt . 
— tak ! råbte Vilhelm begejstret og forlod 
værelset . Han begav sig atter til byen , med tanken 

opfyldt af den unge pige , der allerede nu havde gjort 
et dybt indtryk på ham . 
Det er en selvfølge at han følte sig „ træt “ den 
næste dag og mange af de påfølgende dage , og af 
den årsag søgte at hvile sig i den unge piges nærværelse . 
Efter otte dages forløb var Vilhelm aldeles 
forelsket i Julie , og hun — ja hun havde aldrig følt 
sig så lykkelig som nu . Men det fik desværre snart 
en bedrøvelig ende . 
Andet kapitel . 
Forbandelsen . 
Vi bede den ærede læser om , atter at følge os 
ud på Nørrebro til det forbandede hus , men denne gang 
for at lære Julies onkel at kende . 
Det er otte dage efter at Vilhelm har stiftet 
bekendtskab med hende . 
På døren stod med tydelige bogstaver navnet : 
knækbein . 
Men hvem er denne knækbeinv spørger vel den 
ærede læser . 
Knækbein var en gåde svr sine omgivelser . 
Spurgte man husets beboere om hans forhold , 

rystede de på hovedet og svarede hviskende : „ Tys ! 
Tal ikke om ham , han er ikke god at komme nær ! “ 
Af dette svar indser vi , at Julies onkel må 
være en sand „ Bussemand “ . 
Han var en mand , der stærkt stundede mod de 
3 snese . Hans træk vare hårde og frastødende ; 
hans ansigt udtrykte snuhed og bestemthed . 
Hvorfra han var kommen eller fra hvem han 
stammede , vidste ingen , og han selv syntes meget omhyggelig 
at undgå alle . 
Det eneste menneskelige ^væsen han havde om sig 
var Julie , som han kaldte for sin søsterdatter . 
Hun vakre almindelig deltagelse , og man beklagede 
ofte at hun så at sige var lænket til dette ildevarslende 
menneske . 
Man havde lidt hørt hende hulke og sukke , medens 
den gamle skældcde og smældede . 
Engang forsøgte en medfølende husbebocr at erfare 
sammenhængen , for om mulig at bevirke at hun 
blev bedre behandlet , men han blev afvist på en 
hånlig og spottende måde . 
Det er aften , nogle timer efter at Vilhelm har 
forladt stuen , da vi indfinde os . 
Klokken var omtrent 11 , — de fleste mennesker 
lå allerede i søvnens arme . 
Julies onkel gik med lange skridt frem og tilbage 
på gulvet . Pludselig standsede han sin gang 

og befalede Julie at hun skulle tage sit øvertøi på ; 
han ville ud i den friske luft , og hun skulle ledsage 
ham . 
— så sent , kære onkel ? spurgte Julie . 
— ja , skynd dig , svarede denne barsk . 
- hvad mon det skal betyde , tænkte Julie , idet 
en uforklarlig ængstelse bemægtigede sig hende . 
— nå er du snart færdig ! råbte onkelen . 
— ja , ret straks ! 
Julie nølede endnu en lille stund , for at han 
om mulig skulle betænke sig . Det begyndte at regne 
stærkt og vejen var kun oplyst af et par søvnigt 
skinnende lygter . Alt var så øde og stille rundt 
omkring . 
Endelig , efter lang overvindelse , gjorde hun sig 
færdig , og afsted vandrede de . 
De gik længe i tavshed hen ad vejen . 
. Dej forekom Julie som om hendes onkels åsyn 
så endnu mere skummelt og mørkt ud end nogensinde . 
Hun havde net . Hans ansigt udtrykte en vild , 
dæmonisk glæde , medens det af og til fortrak sig som 
af en indre , nagende smerte . 
De vandrede skyndsomt hen ad vejen regnen 
faldt i strømme . 
— skulle vi ikke vende om , onkel ? spurgte 
Julie . Jeg kan ikke holde ud at gå i dette vejr . 
— snak ! svarede denne ; vi er strar på vort 
bestemmelsessted . 
Kort efter standsede han sin gang ved Nørreport . 

- denne vej ! kommanderede han , og gik hurtigt 
op på volden , fulgt af Julie . 
De fortsatte nu vejen til de kom til kirsebærgangen . 
— nu er vi straks ved målet , sagde han opmuntrende . 
— 
jeg er træt , onkel , hviskedee Julie . 
— snak , hvor kan du være træt ; du har jø 
hvile « hele dagen , brølede han . 
Julie gav intet svar . 
Han tog hende nu ved hånden og førte hende 
ind i hirsebærgangen . Der var bælmørkt derinde , og 
Julie rystede af skræk ved hvert skridt hun gik . 
Endelig standsede han . De vare nu komne meget 
dybt ind i kirsebærgangen . 
— hm ! Ja her må stedet være , mumlede han , 
idet han fremdrog en lille spade , som han havde skjult 
indenfor sin overfrakke . 
— men onkel døg , hvad er det du vil foretage 
dig ? spurgte Julie , skælvende af angst . 
— ti med dine spørgsmål ! afbrød onkelen 
hende hvæsende ; se til at du får ild på denne , 
men skynd dig ! 
Med disse ord rakte han Julie en lille blændlygte , 
hvilken det på grund af regnen var hende 
meget vanskelig at få tændt ; endelig skete det døg . 
— lys mig ; kom herhen , endnu nærmere ! råbte 
han barsk . 
Julie adlød , døg med en vis modstræben . 
Han gik nu ad skråningen helt ned til stadsgraven . 

her gravede han med anvendelsen af alle fine 
kræfter ; store svcddråber perlede på hans pande . 
— så , endelig ! råbte han og kastede spaden , 
idet et triumferende smil krusede hans læber . 
Ud af det hul han havde gravet fremdrog han 
et lille skrin , som han opmærksomt betragtede fra alle 
sider . 
— ja , det er dette , sagde han hen før sig ; det 
lader ikke til at have taget nogen skade , skønt det 
har lagt ti år i jorden . 
Skælvende af angst betragtede Julie sin onkel . 
Det forekom hende som var det en ond ånd , der 
st » d før hende , et så uhyggeligt udtryk hvilede derover 
hans ansigt . 
Han fremtog en lille nøgle og åbnede skrinet . 
Dets bele indhold var nogle papirer , der vare 
gulnede af ælde . 
Han tog disse frem og sagde til Julie : 
— sæt dig på stenen der , og vær opmærksom , 
jeg vil fortælle dig din moders historie . 
— 0 gud ! skån mig ; lad mig komme hjem ! 
Udbrød Julie , idet hun strakte sine hænder bedende op 
imod onkelen ; du kan ikke bringe over dit hjerte , at 
lade din egen søsters datter tilbringe en sådan 
nar under åben himmel . 
— ti med den snak ; sæt dig ned og hør mig . 
— o gud ! hvorledes skal dette ende ! sukkede 
Julie og så sig ængstelig om . 
— din moder var datter af velhavende forældre , 

begyndte onkelen sin fortælling ; tidlig modnedes 
hun , tidlig færdedes hun mellem fremmede . Livsglad 
og smuk var hun , indtil en stor , unævnelig sorg 
ramte hende ; da bøjede hendes legeme sig mod jorden 
lig en knækket blomst på sin stængel . Livet tabte 
fra den stund al tillokkelse før hende . Kun bitterhed 
og had — et grændsclost , et uudsletteligt had — 
gærede i hendes indre mod hele menneskeheden , men 
især mod den , der havde forårsaget af hun led . Hun 
var bleven skammelig bedraget . En mand havde forslået 
af fængsle hendes unge hjerte ; hun fulgte ham 
i god tro , uden hendes forældres samtykke . Du 
blev frugten af deres samliv , som varede i mange 
år . Da gjorde hun en opdagelse , der ramte hende 
lige i hjertet . ' hendes mand havde alt været gift 
førend han førte hende til alteret . Han var desuden 
en tyv ; da han havde bestjålet hende før alt hvad 
hun ejede , forlod han hende , og det eneste han lod 
hende beholde tilbage var dig . Da svoer hun en ed , 
en dyr , en hellig ed , som hun har nedskreven og lagt 
i dette skrin . Kort før hendes døv , der indtraf nogle 
dage derefter , modtog jeg det af hendes egen hånd , 
og jeg lovede hende da , ved alt hvad helligt er , ved 
min sjæls salighed , at jeg ville sørge før at det skete 
fyldest , som hun havde svoret . Se her , vedblev han , 
og udfoldede et af papirerne . 
Julie læste med tilbageholdt åndedræt : 
„ Det er min Lillie , at du , min datter 
„ Julie , tager den mand tilægte , som slår før 

„ Dig ; han er min Broder , -- den eneste til 
„ hvdm jeg vil betro din fremtidige skæbne . 
„ Når du har fyldt dit i 6de år skal du træde 
„ med ham før alteret . Du kender min historie , 
„ Du har hørt hvad jeg ventede af livet og hvor 
„ ledes jeg blev skuffet . Jeg har derfor svoret , 
„ ar det skal ske således som jeg har bestemt , før 
„ at forebygge al du skulle lide samme skæbne . 
„ Ve dig , hvis du ej opfylder min bestemmelse . 
„ Din moder 
Juliane . “ 
— nu , hvad svarer du dertil ? spurgte onkelen 
hende . 
Et dybt suk var Julies eneste svar . 
Hun kunne ikke tro det muligt , at hun skulle binde 
sin skæbne til en mand , som hun , så langt hun 
kunne huske tilbage , lun så med angst og skræk . 
Hun følte sig som tilintetgjort ved denne tanke , 
thi hun elskede stud . nten , elskede ham af sit hjertes 
hele fylde , — han var hendes forsle kærlighed . 
Dog , det var jo hendes moders villie ' den måtte 
være hende hellig og dyrebar . 
— nå , sid ikke længer således , men svar mig , 
afbrød onkelen hende ; vil du opfylde din moders 
bestemmelse ? Ja eller nej ! 
— giv mig betænkning , onkel , stammede Julie ; 
jeg kan ikke ret fatte mig . 
— nej , svarede onkelen barsk ; i denne stund , 

med mindet om din moder for øje , skal du give 
mig dit ja . 
— af , jeg kan ikke ; en indre følelse siger mig , 
at jeg skal handle anderledes . 
— så har altså din moders ord ingen betydning 
for dig , du vanartede kvinde . 
— hvorledes ? spurgte Julie og rejste sig . 
Jeg siger , at du må og skal lyde din moders 
bud ; thi ellers . . . 
— tal ikke ud ! skreg Julie og holdt hænderne 
ud imod ham . 
— ellers skal du være forbandet , — fra denne 
stund , fra denne time ! 
— sig ikke slige græsselige ord , de ængste og 
gjennemisnc mig . 
— vil du love mig , her på dette sted , hvor 
din moders sidste villie har ligget gemt i 10 år , 
at du vil binde din skæbne fil min ? 
— nej , nej , tusinde gange nej ! Jeg vil ikke , jeg 
kan ikke ! 
Julie havde al sin overvindelse behov for at 
fremføre disse ord , hun vidste ikke ret , hvorfra hun 
fik denne kraft , men det var som om en indre stemme 
opmuntrede hende fil at stride imod . 
— du vil ikke ! brølede han . 
— jeg kan ikke ! 
— hvorfor ? 
- jeg elsker en anden , sagde hun langsomt . 
— hvem , hvem ? Svar , hurtigt , at jeg kan 

flyde ham en kugle for panden , den slyngel , der 
vover at træde l vejen for mig . 
En stærk skælven gjennemfoer Julie ; men hun 
fattede stg hurtig og svarede bestemt : . 
- aldrig skal du få det at vide ; det sværger 
jeg højt og dyrt ! 
— så vid , elendige tiggerunge ! råbte han 
rasende , at jeg forbander dig , du vanartede datter ! 
Gid hver bid brød , du fører fil dine læber , må 
blive fil sten , — gid du landflygtig må vandre fra 
hus fil hus på din nøgne fod , klædt i pjalter , 
uden at møde en medlidende sjæl , der tilbyder dit 
trætte legeme hvile ; mellem det værste udskud blandt 
menneskenes børn skal din plads blive ! Gid al 
verdens ulykke må ramme dig , du elendige skabning , 
og ham . . . ham , din forfører ! 
Efter at have udtalt denne gyselige forbandelse 
gik han bort og lod Julie blive alene tilbage . 
Vildt stirrende så hun efter ham , det var som 
om en usynlig hånd havde lænket hendes fod og 
lammet al hendes kraft ; hun følte sig som sønderknust 
under vægten af hans skrækkelige ord . 
Endelig kom hun til sig selv . Hun var som isnet 
over hele legemet og var næppe island til at bevæge 
sig nogle få skridt . 
Hun brast i en krampagtig gråd . Hvilken 
fremtid lå for hende ? Ak , hvorhen hun end vendte 
sig trængte ingen håbets stråle hende i møde ; nej , 
kun et liv klædt i sørgens og savnets mørke farve . 

hun kastede sig på knæ og bad af al sit hjertes 
fylde en bøn til gud . 
Hun bad om beskyttelse og om et ly . Hun skulle 
blive bønhørt , 
neppe havde hun fuldendt sin bøn , før en dyb 
mandig stemme svarede : amen ! 
— o , min gud , frels mig ! råbte Julie i en 
forfærdelig angst og faldt besvimet om på vejen . 
Tredie kapitel . 
Amerikamanden 
der gives mennesker , som i en tilsyneladende 
hård skal gemme et hjerte , der er rede til altid at 
stå deres medmennesker bi i råd og dåd . 
Deres gang her i livet er fuld af opofrelser for 
andre , kun den indre bevidsthed har de , at de gode 
handlinger de udøve , engang ville bidrage til , at de 
kunne nå havnen med en god samvittighed . Det 
er den forvisning , hvormed de stunde til graven . 
Således var amerikamanden . 
Ved flid og held havde han under et femårigt 
ophold i Amerika sammensparet sig en meget anseelig 
formue . 

han benyttede den til at hjælpe sine medmennesker 
ud af trang og nød . Tidlig og silde var han beredvillig 
til ar hjælpe , overalt var han på færde ; der gik 
neppe nøgen dag hen , hvori han ikke kunne glæde sig 
ved af hjertet at være bleven velsignet og takket for 
sin gødhed . 
For således » deell at kunne hellige sig menneskers 
savn og smerte , for at færre sig den opgave , 
ar helbrede de sår som fattigdom og sygdom slå , 
må man have gennemgået ' meget , — og dej havde 
amerikamanden i sandhed . 
Alr i sin ungdom havde han elsket en ung , vakker 
pige . At knytte hende til sig , at leve et godt og 
arbejdsomt liv med hende , — det var det mål hvorefter 
han stræbte . 
Endelig så han det lykkelige øjeblik nærme sig , 
da han , uden nogensinde at udsætte hende for nogen 
mangel kunne sige : 
— kom til mig , du skal være min hustru for . 
Gud og mennesker . 
Præsten og menneskene lyste velsignelsen over 
dem . Jevn og god syntes vejen , de skulle vandre 
henad . Ædel og bramfri var deres tilværelse og 
» forsfyrrer gled et par år hen . 
Hans hustru havde i den tid skænket ham et 
barn , som han forgudede . 
Da udbrød den rædsomme kolera-epidemi ; den 
angreb mange af hans venner og bekendte og skånede 

heller ikke hans familie . En dag blev både 
moderen og barnet pludselig syg . Øjeblikkelig sendte 
han bud efter lægen , men her formåede intet menneske 
at hjælpe . 
Dybt nedbøjet , næsten tvivlende på forsynet , stod 
han ved deres sygcleie . 
Kun en kort kamp havde de at bestå , inden 
døden fog dem i sin kolde favn ; kun tvende dage , 
og han stod ved deres lig . 
Ydmyg , men med en dyb sorg i hjertet , bøjede 
han sig for forsynets urandsagelige villie . 
Dog , han måtte tilfredsstille den trang , der 
levede i hans hjerte , til at hjælpe og meddele , og han 
blev en fader før de fattige og lidende . 
Ham var det der kom til , da Julie var ved at 
segne under byrden af hendes onkels forbandelse . 
Han gik netop over volden på samme tid som 
Julies onkel i største hast førte hende til kirsebærgangen . 
Han studsede over deres hurtige gang og han 
hørte hvorledes Julie flere gange bad onkelen om ar 
vende om , da hun følte sig træt . Han hørte onkelens 
studse svar og besluttede derfor at følge efter dem , da 
han håbede at kunne komme den unge pige tilhjælp . 
Da han så dem gå ind i kirsebærgangen , fulgte 
han efter dem derind . Her var han et skjult vidne 
til det sl foregående kapitel omtalte optrin . 
Forsigtig løftede han Julie op og bar hende hen 
til et hus ved volden . 
Del lykkedes ham foreløbig at få hende anbragt 

der hos en familie , som han havde hjulpen ud af 
fattigdommens elendighed , og han vågede omhyggelig 
over , at man behandlede hende med kærlighed . 
Julie lå endnu stedse i en dødlignende dvale ; 
alle oplivelsesmidler hjalp intet . 
Man havde sendt bud efter en læge , men forgæves , 
der var hengået flere timer og endnu havde 
han ikke indfundet sig . 
Amcrikamanden stod foran hendes seng og betragtede 
hende medlidende . 
— stakkels barn , sagde han hen for sig ; hvor 
hun må have lidt ! 
— . Ak ja , det har Herren såmænd ret i , svarede 
en gammel køne , der var bleven ansat som Julies 
sygevogterske . Det er både synd og skam at behandle 
et ungt kønt kvindemenneske således . 
— ja ja , det er godt , mutter , sagde amerikamanden . 
Lad mig se at de plejer hende godt i min 
fraværelse . Jeg går nu , men jeg kommer snart tilbage ; 
skulle hun vågne af sin besvimelse , så sig 
hende , at hun intet skal frygte , men blot se at komme 
sig , da hun er faldet i redelige og hjælpsomme menneskers 
hænder . 
— vær de rolig for det , go ' e herre , hun skal 
såmæn nok blive plejet på det bedste . 
Efter at have modtaget denne forsikring bortfjernede 
amerikamanden sig . 
Da han var gået flyttede sygevogterske « et bord 

hen ved Julies seng , stillede en lampe på bordet 
således , at dens fulde lys faldt på den syge , så 
hun selv sad i halvmørke . 
Forsigtig tog hun plads i en gammel højrygget 
lænestol , og kort efter faldt hun i en let slummer . 
Det var et uhyggeligt syn at se den gamle , 
sammenskrumpne kvinde . 
Hun sad mimrende hen for sig , idet hun sagte 
bevægede hovedet frem og tilbage . 
— hm hm ! . . . Ung , køn pige , mumlede 
huns ; det har jeg også været . . . det er formodentlig 
hendes elsker . . . oh ! galant eventyr , hm ! . . . 
Kurre på tråden . . . været for skem mod hende . 
Hun syg . . . Besvimelse , . . Kamferdråber og sådan 
noget , hm ! 
Hun fik ikke tid til at fortsætte sine drømmerier , 
thi Julie vågnede i det samme og gav et skrig fra sig 
ved at se den gamle hæslige kvinde sidde ved sengen . 
— hvor er feg ! råbte hun fortvivlet og vred 
sine hænder . Sig mig det . 
— ikke så heftig , bitte jomfru , svarede konen , 
der firår vågnede . De må kønt ligge rolig i sengen , 
indtil den mand kommer , som har bragt dem 
herhen . Han kan snart være her . 
— men sig mig dog , hvem var den herre ? 
Spurgte Julie . 
- en meget god mand . 
— hvad hedder han ? 
— amerikamanden . 

— amerikamanden ? gjentøg Julie . 
- ja 
— men hvorledes er det da gået til , at han 
har bragt mig herhen ? 
— det kan jeg ikke sige dem , bitte jomfru . Jeg 
ved kun , at amerikamanden er et gødt menneske , der 
tager sig af alle de ulykkelige , han træffer på sin vej . 
Han er så god som dagen er lang . 
— ak , nu husker M det , sukkede Julie . Det var 
i kirsebærgangen . . . han forbandede mig . 0 , det 
var skrækkeligt . 
Julie brast i en heftig gråd ved tanken om 
dette . 
Konen trøstede hende så gødt hun kunne , men 
Julie var døv for alle hendes forestillinger . 
Således hengik nogen tid . Da indfandt amerikamanden 
sig . 
Med et venligt smil satte han sig ved Julies 
seng ; han fortalte hende hvorledes han uforvarende 
var bleven vidne til det der var foregået , og da han 
antog at hun var ulykkelig og hjælpeløs havde han 
bragt hende til det sted , hvor hun nu opholdt sig . 
Julie , der forstod at vurdere hans ædclmodighed , 
sagde i en hjertelig tone til ham : 
— tak , tusind tak , min herre , for al deres 
godhed imod mig . De har ret i at jeg var hjælpeløs , 
jeg var nylig bleven jaget fra hus og hjem . 
— stakkels barn , sagde amerikamanden medlidende ; 
så ung og allerede så megen sørg . 

— ja , svarede Julie , idet tårerne perlede i 
hendes øjne ; når jeg går herfra , da ved jeg ikke 
hvorhen jeg skal vende mig ; ingen — ingen kender 
mig , ingen kan jeg henvende mig til om hjælp i min 
forladte stilling . 
Julie fortalte ham nu sit livs historie . Uden 
selv at vide det lagde hun hele sit indre åben for 
den deltagende mand . Hun skjulte intet . Det forekom 
hende , som var det en kær , længe savnet ven , 
der sad hos hende , og hos hvem hun kunne hente 
håb og trøst . 
Efter at amerikamanden havde^hørt hende til ende , 
sagde han : 
— de ytrede nylig , at der intet menneske var , 
hos hvem de kunne søge ly — ikke sandt ? 
— ak ja , stammede Julie ; jeg kender jo ingen 
andre end ham og . . . jeg mener min onkel . Og 
han , tilføjede hun gysende , ? forbandede mig og stødte 
mig fra sig . 
— vil de modtage den hjælp af mig , . som de 
for øjeblikket behøver ? Vil de gøre det , uden af 
en falsk undseelse stiller sig imellem os ? 
—- jeg tør . . . jeg kan vist ikke modtage dette 
tilbud , svarede Julie . De har allerede viist mig så megen 
godhed , af jeg aldrig skal glemme det . 
— modtag kun trøstig min hjælp , sagde amerikamandcn , 
idet han smilede sørgmodigt ! ; jeg er kun til 
for de fattige og forladte . 
Efter af have betænkt sig nøget indvilligede Julie 

i de bestemmelser , søm amerikamanden tog med hensyn 
til hende . 
Det blev nu bestemt , af hun , efter af være bleven 
fuldkommen rask , skulle tage i huset hos amerikaman « 
Dens søster , og der være behjælpelig med de huslige 
sysler , indtil der fandtes nøget bedre for hende . 
Julie viste sig meget taknemlig for dette tilbud 
og amerikamanden forlod hende med den overbevisning , 
af han denne gang havde udført en virkelig god 
gerning . 
Fjerde kapitel . 
I løvens gab . 
Knækbein vandrede hele natten frem og tilbage 
på gulvet i et forfærdeligt raseri . 
Endelig hen ad morgenstunden kastede han sig 
fuldt påklædt på sengen for af finde hvile , men 
det var forgæves . 
Han følte en fortærende ild flamme i hans indre , 
søm han ikke formåede af slukke . 
— det er søm om alle djævle har sammensvoret 
sig imod mig ! råbte han , efter at han utålmodig 

bavde kastet sig frem og tilbage på sengen i over en 
time . — men hvis er skylden , hvis ? 
Udstødende en afskyelig forbandelse rejste han sig 
fra sengen og spadserede atter frem og tilbage på 
gulvet , idet han stedse mere og mere ophidsede sig selv . 
— hun har altså forsmået mig , og det uagtet 
al min anstrengelse . Det skulle jeg blot have vidst , 
så havde jeg ikke . . . dog , dog , hun skal blive 
min , om jeg så skal sætte hele mandskabet i bevægelse 
før at finde hende igen . 
— ja , vogt dig . Du elendige ! råbte han vildt 
og standsede foran et lille maleri , der forestillede Julie 
i en meget ung alder . — vogt dig , thi du har 
fuldkoster mine bedste planer . 
— å , de kunne vel nok bringes på føde igen , 
kaptain , svarede en ung mand med et skummelt ydre , 
der ubemærket var trådt ind . 
Knækbcin for sammen og greb til bordet , hvorpå 
lå en pistol . 
— ikke hidsig , kaptajn ! Jeg kommer blot før at 
høre besked , råbte den skumle . 
— du kom uventet , Klaus , sagde knækbcin og 
tørrede den kolde sved af panden . 
Klaus blinkede polisk med øjnene og hviskedee til 
knækbcin : 
— det bliver prægtigt vejr i nat , kaptajn . Den 
dejligste skylregn ledsaget af en velsignet storm . 
— er du sikker på det ? 
— ia , kaptajn , aldeles sikker . Mine ligtorne . . . 

— å , Pokker i vold med dine ligtorne . Hvad 
siger barometret ? 
— akkurat det samme som ligtornene : regn og 
storm . 
— godt . Sig så til gutterne at vi sejle klokken 
11 i aften . 
— hurra , kaptajn , det er noget der falder i 
gutternes smag . Skulle vi tage „ Hundene “ med ? 
— hvad mener du ? 
— pistolerne , naturligvis ; de både gø og bide . 
— nej , ingen pistoler , de gø for meget ; knive 
ere bedre , de bide blot . 
— kaptaincns ord er visdom , svarede Klaus . 
Er der ellers ingen ordre ? 
— vi samles klokken 10 hosmor siegrid , 
svarede knækbein og vendte ryggen til Klaus , hvilket 
betød , at han øjeblikkelig skulle forlade stuen . 
- klokken 11 , kaptajn , gentog Klaus og nærmede 
sig døren . God morgen ! 
— god morgen , Klaus . 
— det er en brav fyr , denne Klaus , sagde 
knækbein , da den skumle var gået . Han er mig 
tro og hengiven som en hund ; jeg har rigtignok også 
havt dygtig ulejlighed med at dressere ham . 
Kort efter gik knækbein til sengs , skønt det var 
højlys dag , og han faldt snart i en dyb søvn og 
vågnede først om eftermiddagen . 

samme dags aften begav studenten sig som 
sædvanlig ud på Nørrebro til det forbandede hus . 
Han var så underlig til mode , glad og dog forstemt , 
thi han havde besluttet på denne dag at tilstå Julie 
sin kærlighed . 
Undervejs grundede han over hvorledes han ffulde 
frembringe , sit ærinde hos hende en romantisk tale 
måtte han holde , thi hun var en dannet og lærd 
pige , det havde han opdaget allerede den første dag , 
da han havde stiftet hendes bekendtskab . 
Snart havde han nået stedet , hvorhen hans 
kærlighed og længsel drøg ham ; men ak ! hans Julie 
var der ikke ; derimod var „ Bussemanden “ hjemme . 
Studenten bankede beskedent på døren og ventede 
at Julie strar ville komme og lukke op , som hun 
plejede , men dette skete ikke i dag . Efter at han havde 
banket endnu engang , blev døren åbnet af Julies 
onkel . 
Studenten studsede uvilkårlig ved at se dette 
skræmmebillede istedenfor hans kære Julie . 
— hvad , . . hvad vil de ? spurgte onkelen 
barsk . 
— jeg ville . . . jeg ville . . . 
— nå , tal ud ! 
— jeg ville bede om tilladelse til at hvile mig 
lidt hos dem , thi jeg er meget træt , førdi jeg . . . 
Førdi jeg . . . 
— her er intet hvilested for landstrygere og 
vagabonder ! råbte „ Busscmanden “ snærrende og 

ville smække døren i for næsen af den forbløffede 
elsker . 
Men nu tabte studenten tålmodigheden , og opbragt 
sagde han : 
— min herre ! aldrig har nogen vovet at kalde 
mig en landstryger , men førdi jeg ved at de er Julies 
onkel , og da det er hende feg ønsker at tale med , 
så vil feg ikke tage mig deres uforskammethed nær , 
ellers . . . 
— ah , ah ! De vil tale med Julie ! Hvorfor har 
de ikke straks underrettet mig derom ? råbte onkelen 
i en forandret tone . Hun venter dem med længsel , 
min herre , thi hun er desværre syg i dag og må 
holde sengen . Vær så artig , kom de kun ind . 
Nå , så de er hr . . . . Hr . . . . 
— mit navn er Vilhelm Petersen , afbrød studenten 
ham . 
— ja , rigtig , Vilhelm Petersen . Julie har talt 
meget om dem , min herre , thi hun . . hun elsker 
dem ; hun har betroet mig det som en hemmelighed , 
netop i dag . 
— tak fordi de underretter mig derom , — de 
ved ikke hvor lykkelig de gør mig , sagde studenten 
og bød knækbein hånden . Jeg frygtede for at jeg 
var hende ligegyldig . 
— å passiar ! Hvor kan de tro at et sådant 
ungt og smukt menneske som de , skulle være ligegyldig 
i en ung piges hjerte , tilmed da de er student , 
nej , nej , det svarer ikke til nutiden men sæt dem 

dog ned , min herre , så skal jeg underrette Julie om 
deres ankomst . 
Den tone hvori han udtalte dette var så hjertelig , 
at den unge student uden at betænke sig tog 
plads på en stol og roste i sit stille sind onkelens 
forekommenhed imod ham . 
Hvis studenten havde kunnet se ind i det andet 
værelse , ville han måske have fået andre tanker 
om Julies onkel . ' 
som en gal hoppede han omkring på gulvet 
derinde , medens han med hæs stemme råbte : 
— jeg har ham , jeg har ham , den elendige pigerover 
! 
Truende gik han hen imod døren , idet han vedblev : 
— nu skal du , min sandten , så at vide hvad 
inderlig kærlighed har at betyde , du bogorm ! Nå 
så du vover at forelske dig i min Julie ! Haha ! 
Det skal du få betalt ! 
Det varede noget inden onkelen fik rolighed i 
blodet igen . Endelig vendte han tilbage og sagde til 
studenten : 
— vær så god , vil de følge efter mig , så skal 
jeg vise dem vej til hendes værelse . 
— er hun meget syg ? spurgte studenten og 
fulgte efter ham gennem et andet værelse . 
-- nej , gudskelov , det er kun stærk hovedpine 
hun lider af , svarede onkelen , og gik ned ad en trappe 
der førte til kælderen . Derfor har hun i dag taget 

ophold i et værelse hernede , thi her er mere køligt 
end ovenpå . 
— ja , det er meget fornuftigt , svarede studenten , 
der ikke anede noget forræderi . 
De gik nu gennem en anden kælder , hvor der 
var bælmørkt . Pludselig vender Julies onkel om , og 
smækker en solid jerndør i for næsen af studenten , 
idet han opslående en spottende latter råber : 
— se så , min gode hr . Student , nu kan du 
læse latin med notterne hernede , hvis du har lyst , 
thi andre levende væsener kommer du ikke i berøring 
med herefter . Du er gået i fælden min ven . 
Lad mig nu se i komme godt ud af det sammen , at i 
ikke æde hverandre op . Julie bliver aldrig din ! 
Hurtig begav onkelen sig atter op og lod studenten 
blive alene tilbage i det mørke rum . 
Meget uhyggelig til mode vandrede Vilhelm Petersen 
frem og tilbage i kælderen , uden at have 
nogen anelse om hvorledes han atter skulle komme ud 
af denne hule . 
Han undersøgte gulv , loft og vægge , før om 
mulig at finde noget spor til en udgang , men gulvet 
var af sten , fast og solidt , loftet var så højt at 
han ikke kunne nå dertil og væggene , ja de vare 
faste og modstod al hans anstrengelse før at rive 
dem ned . 
Fortvivlet råbte han om hjælp . Ingen hørte 

ham ; fortvivlet sparkede han tsl jerndøren før at få 
den op , men det var forgæves . 
Den ene time forløb efter den anden , og studenten 
begyndte at blive dygtig sulten . 
— mon han vil begrave mig levende hernede , 
tænkte studenten ; det er rigtignok glædelige udsigter 
før mig , uha ! dø af gult , det må være en mager 
død , uha ! 
Det blev nat , og endnu kom ingen for at redde 
den ulykkelige . 
— gud ved hvor Julie befinder sig ? tænkte han . 
Dersom hun vidste at denne bavian af en onkel 
havde indespærret mig her , da ville hun sikkert have 
udfriet mig af dette fængsel ; men ak , ak ! Alle have 
forladt mig , undtagen rotterne , thi dem lader der til 
at være overflødighed af hernede . Skal jeg da virkelig 
do hungersdøden ! råbte han fortvivlet og sparkede 
rasende mod væggen . Nej , jeg vil ikke . . . jeg vil 
ikke dø ! 
I to dage og nætter havde studenten nu været 
indespærret i denne kælder , uden at få hverken 
vådt eller tørt . 
Den unge mand følte sig døden nær ; han havde 
aldeles opgivet håbet om livet . 
Ville , fantastiske figurer foresvævede ham , og 
flere gange rendte han hovedet mod muren for at 
ende denne sørgelige tilværelse . 

det blev aften , og endnu kom ingen for at redde 
ham ud as dette fangenskab . 
Han havde lagt sig ned til at sove , men rotterne 
lod ham ikke have fred . 
Han faldt på knæ og bad en bøn til gud , der 
altid trøster de lidende . Han bad om frelse eller om 
en snarlig opløsning . 
Neppe havde han endt sin bøn , før han han hørte 
en dyb , mandig stemme råbe udenfor væggen : 
— Vilhelm Petersen , er du her ? 
Et vildt hyl var hele det svar studenten formåede 
at give . 
Som en sindsforvirret løb han hen til den del 
af væggen hvorfra stemmen var kommen . Her opdagede 
han i muren et lille hul , hvorigennem lysstråler 
trængte ind i kælderen til ham . 
Atter råbte stemmen udenfor ; 
— Vilhelm Petersen , er du her ? Svar ! 
Studenten åbnede munden for at svare , men 
han var så fortumlet ved ' denne uventede udsigt til 
frelse , at han istedenfør at tilkendegive at han var 
der , udstødte et hæst skrig og kradsede med neglene 
på væggen , for at udvide det påbegyndte hul . 
— ak , min gud , han er vist død ! hørte han en 
kvinde sige udenfor . 
Han kendte stemmen — det var som om den 
gav ham mælet tilbage , thi med en nogenlunde kraftig 
røst råbte han ud til hende : 

— nej , Julie , nej , jeg lever endnu , men skynd 
dig , skynd dig ! 
Mere fik han ikke sagt , men faldt bevidstløs øm 
på stengulvet . 
Femte kapitel . 
Den vanvittiges børn . 
På samme tid som det øvenfør /fortalte passerede , 
foregik en anden uhyggelig scene inde i byen . 
Klokken var omtrent 10 , da to mænd med lange 
skridt begav sig ned ad store Kongensgade . 
De standsede udenfor et elegant sted , der var beliggende 
omtrent midt i gaden . 
— her må det være , hans , hviskedee den ene af 
disse to mænd til den anden . 
— ja , det er tydeligt , forsikrede den tiltalte , en 
lille mand med et ægte galgen-fysiognomi . — kaptajnen 
har so sagt at det er nr . — i denne gade , så 
vi kunne so aldrig tage fejl ; desuden er amerikamanden 
så godt kendt her i ' gaden , at når vi blot 
spørge en eller anden . . . 
— der er siegrid ! afbrød den anden ham ; hun 

møder bestemt ; ja det er en kvinde der er mange 
penge værd ! 
— hm ! brummede den anden — en lang mager 
mand ved navn Johan , — siegrid er en sand 
djævel , der hverken skyer ild eller vand , når hun 
er på farten for kaptajnen . 
Den omtalte kvinde kom nu farende hen til de 
ænd . 
— hvad Pokker stå i her og gabe efter ? råbte 
hun arrigt . 
— bi ventede blot på . . . 
— ja . jeg skal vente jer , kan i tro , vedblev 
siegrid og puffede hans i ryggen . Skynd dig op , 
ellers gå „ Hønsene “ til ro og så kommer du ikke 
ind til dem . 
I dette øjeblik hørte de tre personer at en ung 
kvinde på 1sfe sal i det omtalte hus sang med be « 
Geistret henrivende stemme følgende Vers : 
du søvnens gud ! i dine arme led 
mig sagte ned , at jeg kan yndigt blunde ; 
da drømmer jeg om himlens herlighed , 
og får så mange Kys af englcmunde ; 
og knæler for guds trone stor og skøn , 
og for gud faders egen kære søn . 
— det lyder dejligt , sagde hans dybt rørt . 
— ja , meget smukt , forsikrede Johan . 
— lad jer nu ikke henrive af fruentimmer-skrål , 

råbte siegrtd . Husk kaptajnens ordre . Gå du 
nu dristig op på 1sfe sal , thi nu er jeg sikker på 
at det er her — jeg kender Julies stemme , det var 
hende der sang . 
— det tror jeg også ; ingen synger så smukt 
som kaptajnens søsterdatter , bemærkede Johan . 
— gå du nu op og se at få Julie lokket 
herned , sagde siegrid henvendt til hans , og imidlertid 
henter du en drosche , Johan . 
Johan skyndte sig ned ad gaden . 
Hans begav sig derimod langsomt op i huset og 
standsede på 1ste sal . Han trak i klokkestrengen og 
en ung pige på 14 — 15 år lukkede op for ham . 
— det må bestemt være hende , tænkte hans og 
bukkede for hende . 
-- hvem søger de ? “ spurgte Amanda — det 
var den unge piges navn . 
— jeg beder dem om ikke at blive vred , lille 
jomfru , fordi jeg så sent på aftenen forstyrrer dem , 
men sagen er at her holder en drosche udenfor , hvori 
sidder en ældre dame , som har nøget meget vigtigt 
at meddele dem . 
— men hvorfor kommer damen ikke selv herop ? 
Spurgte Amanda . 
— hun er brystsvag og kan ikke tåle trapperne , 
svarede hans . Men har jomfruen ikke lyst at gå 
ned til damen så . . . 
— hvem er den dame ? spurgte Amanda . 
— det ved jeg såmænd ikke , jomfru . 

Amanda gik nu ind i et andet værelse , tog et 
shavl om sig og kom kort efter tilbage . 
— jeg følger med ned , sagde en ung mand , der 
sad nøget tilbage i værelset ; man kan ikke vide om 
der slikker noget under dette sildige besøg . 
- ja , kom med , Arthur ; det kan aldrig skade at 
man er forsigtig . 
Hans så lidt surt fil denne forøgelse af selskabet , 
men der var jø ikke noget at sige dertil . 
De begav sig nu alle tre ned i porten , hvor 
siegrid stod og ventede . 
— undskyld at de så silde bliver ulejliget , sagde 
siegrid og nejede for Amanda ; men min frue må 
absolut tale med dem endnu i aften . 
Med disse ord førte hun Amanda hen fil drosken . 
Den unge pige fulgte med uden at ane noget ondt . 
Da hun kom hen fil vognen åbnede siegrid 
døren og Johan , der sad i vognen trak hende i en 
mageløs fart ind i denne ; siegrid steg ind lige efter 
hende , og råbte fil kusken idet hun smækkede vogndøren 
i : 
— kør så , men hurtig , ! 
Dette udførtes så behændigt , at Arthur , der var 
bleven opholdt i porten af hans , der opvartede ham 
med en del intetsigende snak , slet ikke havde lagt mærke 
fil at Amanda med magt var bleven trukken ind i 
drosken 
imidlertid så Arthur kørt efter at vognen var 

forsvunden . Ængstelig så han sig omkring fil alle 
sider og udbrød forbavset : 
— hvor blev hun af ? 
— hvem ? 
— Amanda naturligvis . 
— jeg kender ingen Amanda , forsikrede hans . 
— jeg mener den unge pige , de har ført her 
ned , sagde Arthur . 
— nå , hende , ja hun er såmænd kommen op at 
køre , grinede hans og pegede hen på drosten , der 
allerede var kommen et godt stykke ned ad gaden . 
— hvad . . . hvad siger de ? 
— sandhed , svarede hans og løb ned ad gaden 
så hurtig han kunne . 
— ak gud , hvad mon det skal betyde , stønnede 
Arthur og løb efter vognen . 
Foran i store Kongensgade holdt en drosche . 
Arthur sprang op i denne og råbte til kusken : 
— hurtig ! kør efter den drosche dernede i gaden , 
— der vanker gode drikkepenge . . . men hurtig , 
hurtig ! 
Kusken lod sig det ikke sige to gange , men smældede 
på hesten , der stejlende for hen ad gaden . 
Efter nogle minuters forløb havde han indhentet 
den anden drosche og nu kørte han lige efter denne . 
— hvad skal det betyde ? spurgte Amanda , da hun 
blev trukken ind i vognen . 

— det skal du snart få ar vide , min putte , 
svarede Johan , der sad i vognen . Nu køre vi lige 
ud til kaplainen . 
— kaptajnen , hvem er det ? 
— din onkel , for fanden ! 
— jeg har ingen onkel . 
— jo , det skal du snart få at fornemme , han 
er s ' gu ikke til at spøge med . 
— de må tage fejl , forsikrede Amanda ; jeg har 
sket ingen familie , det må være . . . 
— å , skab dig ikke , Julie ; jeg kender rumlen , 
kaptainen vil bare gifte sig med dig . 
— Julie ! tænkte Amanda . Ah , det er hende de 
vil tillivs ; men jeg skal redde hende , den cnglegode 
pige ! 
Denne tanke gav hende mod . 
— nå , så onkel har sendt dem for at bringe 
mig tilbage til ham ? spurgte hun tilsyneladende 
forundret . 
— ja , det er tydeligt . 
— hvorfor har de ikke sagt mig det sirar ? 
— så måtte jeg nok være gal . Nej , en fugl 
i hånden er bedre end ti på taget ! Kaptajnen vil 
have dig hjem igen og anmode dig om at sende 
studenten til Bloksbjerg . Forsfåer du det ? 
— det kan ikke nytte kaptajnen noget , thi 
studenten bliver her i byen , og jeg . . . 
— det skal du blot lade kaptajnen om ; han 
forstår godt at klare den slags ærter . 

— ja , jeg må vel finde mig i skæbnen , sagde 
Amanda og surmulede . 
— det gsør du fornuftigst i , min putte , thi 
kaptainen er ikke til at spøge med . 
Johan var aldeles overbevist om at Amanda var 
Julie , 
sirgrid sagde intet , men hun var lovlig undskyldt 
— hun var falden isøvn 
pludselig holdt vognen . De vare komne til det 
forbandede hus . De steg nu alle tre ud af vognen 
og begav sig skyndsomt ind i huset , uden at lægge 
mærke til at Arthur samtidig sprang ud af den anden 
droske og fulgte efter dem ind i gangen . 
Johan trådte først ind og sagde fornøjet til 
knækbein : 
— jeg har fanget hende , kaptajn . 
I samme øjeblik trådte Amanda og siegrid ind 
i stuen . 
— nå , så fik feg dig da igen , råbte knækbein 
og gik hen til Amanda . Men hvad Pokker er 
det du bringer mig . . . hvor er Julie ? 
— det er hende , forsikrede Johan . 
— snak ! tordnede knækbein . Hvor er Julie ? 
Henvendte han sig til Amanda . 
— jeg kender ingen ved navn Julie , svarede 
hun dristig . 
— hvad skal det betyde ? brølede knækbein og 
for rasende hen til Johan . 
I dette øjeblik åbnedes døren og Arthur 

Amandas Broder — trådte ind i stuen og gik lige 
hen til hende . 
— kom , Amanda , lad os gå , sagde han og greb 
hende sat i armen . 
— hvad vil de i mit hus ? råbte knækbein . 
— jeg vil have min søster tilbage , hun er bleven 
bortført af denne bandit , svarede Arthur og pegede 
på Johan . 
— lær denne unge mand høflighed ! kommanderede 
knækbein . 
— det skal jeg , kaptajn . 
— skån ham , bad Amanda og styrtede hen imod 
Johan . Husk han er min Broder . 
— Skåne ham , nej det skal jeg nok tage mig 
iagt for , sagde Johan rg tøg fat i Arthur . Han , søm 
har vovet at kalde mig en bandit ! Haha , det skal du 
få betalt , min dreng . 
Han slæbte ubarmhjertig afsled med Arthur , uagtet 
denne stred imod med hænder og fødder . 
Fortvivlet så Amanda på dette ; forgæves anrådte 
hun om skånsel . 
Da fik hun pludselig en ide hurtig løb hun 
hen til vinduet , åbnede dette og råbte af alle kræfter 
om hjælp . 
— jeg synes af det er Amandas stemme , hørte 
hun en mand sige ude på vejen . 
Dette forøgede hendes mod og med gennemtrængende 
stemme råbte hun atter : 
— ja , det er mig ; hjælp , hjælp , man myrder . . . 

mere fik hun ikke sagt , thi med voldsomhed trak 
knækbein hende bort fra vinduet og tilbage i stuen . 
Endnu stred Arthur imod — endnu havde Johan 
besvær med af tumle det unge menneske . Men hans 
modstand blev svagere og svagere , og snart havde 
Johan magten over ham . 
Dg blev døren heftig åbnet og amerikamanden 
trådte ind i stuen . 
Som læseren måske erindrer holdt knækbein den 
unge student Vilhelm Petersen indespærret i kælderen 
i det forbandede hus , uden af give ham næringsmidler 
til af opholde livet med . 
Julie , der elskede studenten inderlig , — elskede 
ham over alt i verden , — havde indviet amerikamanden 
i deres kjærlighcdsforhvld ; derved opklaredes 
det , af Vilhelm Petersen var en god bekendt af 
amerikamanden , og han lovede nu Julie af studenten 
hver aften skulle komme og tale med hende . 
For af opfylde dette begav han sig strar til Vilhelm 
Petersens hjem , men her fik han den besked , af 
stuventen ikke havde været hjemme hele natten og 
endnu ikke var kommen . Folkene , hos hvem han boede 
vare helt bange for at han var kommen tilskade , thi 
han plejede ikke at blive ude om natten . 
Da han fortalte Julie dette blev hun meget ulykkelig . 
— 
han er bestemt gået ud for at besøge mig og 

har truffet min onkel hjemme , og da . . . da . . . 
Jeg gruer ved at tænke derpå . 
— lad os gå ud og undersøge om det forholder 
sig således , sagde amerikamanden . 
— tak , tusind tak , min ædle velgører , sagde 
Julie og greb hans hånd ; de er alt for god imod 
mig , jeg kan ikke gjengjælde det . 
— å , tal ikke om det , jeg forlanger ingen 
gjengjæld . 
De fulgtes nu sammen ud til det forbandede hus , 
men døren til hendes onkels lejlighed var lukket og 
ingen i huset vidste hvor knækbein var henne . 
Næste dag gik de atter derud , men der var atter 
lukket . Nogle af husets beboere fortalte Julie at de 
for nogle timer siden havde hørt en råbe om hjælp 
nede i kælderen , og de frygtede for at knækbein var 
indespærret dernede . 
— det er umuligt ! råbte Julie fortvivlet . Det 
må være ham , ham , Vilhelm Petersen ; jeg frygtede 
nok for at onkel havde udført sin truscl . 
— bi må se at komme ned i kælderen til den 
ulykkelige , sagde amerikamanden . 
— ja , det må vi , men hvorledes komme vi 
derned ? Kælderen er forsynet med en sølid jerndør , 
som ingen kan gennembryde , og . . . 
— ligemeget , vi m a a derned , — vi skal der ' 
ned , hvorledes vi end bære os ad dermed . 
— vi må bryde ydermuren ned , sagde Julie , 
ellers komme vi aldrig derned . 

— ja , det er nok det eneste rigtige . Jeg har en 
god ven herude på broen , som nok vil hjælpe mig 
dermed ; bliv de imidlertid her , Julie , og giv agt 
på om de kan høre skrig dernede . 
Efter at have udtalt disse ord skyndte amerikamanden 
sig hen ad vejen . 
— ak hvor han er god , tænkte Julie , — hvilken 
himmelvid forskel på onkel og ham . 
Kort efter kom amerikamanden tilbage , fulgt af 
to stærke karle , der vare forsynede med forskellige 
nedbrydningsredskaber . 
Medens de vare beskæftigede med at bryde ned i 
kælderen var det at de hørte Amanda råbe om hjælp . 
— guds død ! råbte amerikamanden . Hvad var 
det ? Jeg syntes at det var Amandas stemme . 
— ja , det førekom også mig således , sagde 
Julie rystende . 
Atter hørtes råbet om hjælp . 
— arbejd kun videre , folk , medens jeg går 
ind og undersøger hvad dette skrig har at betyde , 
sagde amerikamanden og skyndte sig ind i stuen til 
knækbcin , i samme øjeblik som Johan slæbte afsted 
med Arthur . 
— hvad foregår her ? spurgte han barsk , og 
så sig om til alle sider . 
- mester ! mumlede knækbein og blegnede 
synlig . 
— Svendsen ! råbte Johan og slap forskrækket 
Arthurs arm . 

— ja , Svendsen , svarede amerikamanden og gik 
truende hen til Johan . Du kender mig altså endnu , 
og dog tør du slyngel vove at berøre dette unge 
menneske . Pak dig , ud af døren øjeblikkelig . 
Som en våd hund luffede Johan bort . 
Derefter henvendte amerikamanden sig til knæk « 
Dein , der som en dødsdømt forbryder sad og stirrede 
ned mod gulvet : 
— du kender mig nok også endnu , ikke sandt ? 
Men du ved vel også at du ikke er på din rette 
plads her — eller erindrer du måske ikke mere min 
befaling ? Svar ! 
Knækbein trak sig længer tilbage i stuen uden 
at svare . 
— sig mig , hvorledes er Arthur og Amanda 
kommen her ? Nå , svar . 
Endnu fulgte intet svar . Det var som om 
amcrikamandcns blik havde lammet ham . 
— hvor tør du vove at betræde den danske 
grund , du elendige . Er det den måde du holder 
din ed på ? 
Knækbein forholdt sig endnu tavs . 
— nå , svar , eller jeg angiver dig , råbte 
amerikamanden rasende . 
— jeg kunne ikke blive derovre , stammede skurken . 
Hjemve . . . jeg måtte . . . 
— hvornår rejste du tilbage til Danmark ? 
- kort efter begivenheden . . . jeg kunne ikke 

udholde at blive derovre . Kaptajnens lig lod mig 
ikke sinde ro . 
— rejste du alene ? 
— nej , Johan og Julie rejste med . 
— hvem er Julie ? 
— den myrdede kaptains datter . 
— hvad siger du ? 
— sandhed , hr . Svendsen . Jeg har aldrig løjet . 
— hvorfor tog du Julie med herover ? 
— for at førsone mig med himlen . Jeg mente , 
at jeg ved at tage mig af barnet måske ville erholde 
tilgivelse for min brøde . Et ubetænksomt øjeblik 
har forspildt hele min tilværelse . Det var ikke^ af 
min egen tilskyndelse at feg udførte denne skurkestreg , 
nej , Johan var den egentlige drivfjeder for mig . . . 
Han var den . . . 
— det nytter ikke af du vil agere den uskyldige , 
svarede amerikamandcn . Det er imidlertid ikke stedet 
her af debattere denne sag , — kun så meget vil jeg 
sige dig , af feg ved af du vil tvinge Julie til af 
tage dig til mand , jeg ved af hun nægtede det — 
skjøndt du benyttede dig af hendes moders navn 
under et døkument som den ædle kvinde aldrig har 
tænkt på af skrive - thi Julies moder hadede og 
forbandede dig , morder ! Jeg ved , af Julie , styrket 
ved hendes kærlighed til en ung , retskaffen mand , 
nægtede sit samtykke til en forbindelse med dig ; 
men der er en ting jeg endnu ved , og det er , af du 
har indespærret Julies tilbeder i kælderen hernedefor 

af aflive ham ved hunger , men heldigvis lykkes 
det ikke , thi jeg har opdaget det og er i dette øjeblik 
ifærd med af bryde ind i kælderen udefra for af 
redde ham . 
Om lynet havde slået ned lige for næsen af 
knækbein ville del ikke have gjort en sådan virkning 
som disse amerikamandens ord gjorde . 
— studenten . . . Studenten ! brølede skurken . 
Ham har jeg helt glemt . Er han i kælderen endnu , 
hr . Svendsen ? Ak , hvilken ulykke . 
Disse ord udtaltes med en sådan oprigtighed , 
at det var umuligt at opdage nogen falskhed deri . 
— ja , han er i kælderen endnu , men det varer 
ikke længe før han er befriet . To stærke karle arbejde 
på at bryde ind til ham før at frelse ham . 
— nej , kom , kom . . . skynd dem . . . skynd 
dem ! Det var ikke min hensigt at dræbe det unge 
menneske , jeg ville kun tvinge ham til at afstå Julie 
til mig — thi jeg kan ikke leve uden hende - det var 
ikke min tanke at dræbe ham , det tør jeg sværge på . 
Men skynd dem , lad os redde ham , jeg kan ikke have 
hans død på min samvittighed . 
Med disse ord tog knækbein et nøgleknippe og 
skyndte sig ned i kælderen , fulgt af amerikamanden , 
Arthur og Amanda . 
Medens de er nede i kælderen ville vi give 
læseren en kort beskrivelse over Arthurs og Amandas 

forhold til amerikamanden — der var som en fader 
imod dem . 
Nogle måneder efter at amerikamanden havde 
mistet sin hustru og sit barn , gik han en aftenstund 
— fordybet i tanken om de kære afdøde - omkring 
til de fattige og forladte . 
Sørgens tunge smerte havde påtrykt ham sit 
stempel ; den tidligere livsglade og muntre mand gik 
nu dybt nedbøjet omkring for a/ gøre godt og meddele . 
Som han således vandrede om til de trængende , 
kom han den omtalte aften også til en familie 
i Borgergade . 
Denne familie boede på en kvist , til hvilken en 
gammel og meget skrøbelig trappe førse op . Dog , 
amerikamanden var vant til at gå op ad slige trapper , 
og derfor betænkte han sig heller ikke denne aften , 
skjøndt klokken var over 9 og der var bcelmærkt på 
gangen . 
Uheldigvis trådte han forkert i mørket og styrtede 
hovedkulds ned ad trappen , hvorved han forslog 
sig meget slemt . 
I over en halv time lå han bevidstløs på gangen , 
men da kom en lille pige og hendes Broder 
( det var Amanda og Arthur , den vanvittiges børn . ) 
de så den ulykke der var sket , og kaldte strar folk 
tilhjælp . 
Amerikamanden blev nu båren ind hos en familie 
på 2den sal , og her blev han plejet så godt , 
at han snart atter blev fuldkommen rask . 

Arthur og Amanda tog en ikke ringe del i at 
pleje den tilskadekomne . 
Amerikamanden syntes så godt om de to børn , 
at han fik familien overtalt til at lade ham få børnene 
hjem til sig , han ville da sørge for dem i deres 
fremtid . 
Dette indrømmedes ham og nu begyndte et nyt 
liv for ham . De muntre og venlige børn forstod at 
adsprede den sorgfulde mand og berede ham mange 
glæder — hans hjem var ikke længer tomt og øde , 
nej , sang og latter lød stedse deri . 
Amerikamanden elskede disse børn som om de 
vare hans egne . , 
imidlertid gik det ene år efter det andet , børnenene 
voksede til og Arthur og Amanda blev konfirmerede 
på en dag . 
— nå , Arthur , hvilken fremtid har du så 
tænkt dig ? spurgte amerikamanden nogle dage efter 
konfirmationen . 
— jeg vil være student ! var svaret . 
— nuvel , min søn , du skal blive student , 
sagde amerikamanden , og han holdt ord . Han antog - 
dygtige lærere , købte kostbare bøger og sparede intet 
for at det unge menneske i et og alt kunne uddanne 
fin ånd og tilfredsstille fin videbegærlighed . 
Arthur forstod at påskønne denne godhed og 
opofrelse imod ham . 
Det ene år gik efter det andet , og snart bragte 

Arthur det så vidt , at han kunne tage den første 
eramen . 
Det unge menneske havde nu en glimrende fremtid 
for sig , thi dels var han meget flittig , dels havde 
han en særdeles god forstand , som han forstod at benytte 
på rette tid og sted . Dog , hvor glimrende 
end udsigten var for ham gik han døg en skrækkelig 
fremtid i møde 
sjette kapitel . 
Morderen . 
Vi forlød amerikamanden , knækbcin , Arthur og 
Amanda , da de vare på vejen til kælderen i det 
forbandede hus , før at skaffe studenten ud af dette 
fængsel . 
Den store jerndør var vanskelig at lukke op , men 
efter nogen anstrengelse lykkedes det døg knækbcin at 
åbne den . 
Et skrækkeligt syn viste sig for de indtrædende . 
Studenten lå udstrakt på det hårde stengulv , uden 
spør tu liv . 
— han er død ! sagde Arthur forfærdet og bukkede 
sig ^ned over studenten . . 

— ja , desværre , det synes således , sagde amerikamandcn 
og holdt hånden på studentens hjerte , 
for at mærke om del slog . Men han kunne ikke mærke 
nøget tegn til liv . 
— du har dræbt ham , skurrk ! råbte han og 
for heftig ind på knækbein . 
— han kan ikke være død , sagde knækbein . Nej , 
han kan kun være b-svimet . Lad os se at få ham 
op og give ham nogle dråber , så kommer han nok 
til live igen . 
— ja lad os forsøge derpå . 
Man bar nu studenten op i stuen og forsøgte 
ved forskellige midler al gengive ham bevidstheden , 
men forgæves . Der blev nu sendt bud efter en doktor , 
denne kom , rystede betænksom på hovedet , men 
ordinerede dog nogle dråber , for om mulig at redde 
del unge menneske . 
Medens amerikamanden var i færd med at pleje 
studenten , luskede knækbein ubemærket ud af døren . 
Han gik op på kvisten . 
— Johan , er du her ? spurgte han da han var 
kommen indenfor , thi der var mørkt i værelset . 
— ja , kaptajn ! svarede Johan , der i sin skræk 
for amerikamanden var krøben ind under sengen . 
— hvad bestiller du dernede ? spurgte knækbein 
barsk . 
— jeg tænker , kaptajn ! svarede Johan under 
sengen . 

— nå , så tænk for mig meddei 
skol jeg , kaptajn ; men stig mig , hvorledes 
går det med studenten ? 
— godt , Johan ! de siger at han er bed . 
— hvad behager ! er han død ! råbte Johan og 
krøb frem fra sit skjulested . 
— ja , død som en ansjos , forsikrede knækbein . 
Nu er der kun en ting tilbage : vi må indespærre 
hans befriere , så har vi spillet gående ; thi medens 
vi holde dem i fangenskab opsøger jeg Julie og 
rejser med hende til min fødeby og gifter mig der ; 
du rejser naturligvis med - forstår du ? 
— javel , kaptajn ; men hvorledes få vi alle 
disse personer indespærrede ? 
— det er jo netop det jeg vil have at du skal 
tænke over . 
— ja—a , det er jo ikke så lej en sag , svarede 
Johan og kløede sig bag øret . Hvor mange personer 
er der ? 
— tre , men deraf er den ene kun et fruentimmer . 
Studenten regner jeg ikke med , thi han er jo 
død og de døde har man ikke nødig at indespærre , de 
gå såmænd ingen steder . 
— haha ! nej del har kaptajnen ret i . — nå , 
så der er to personer ? 
— nej tre , for Pokker ! 
— javel , men fruentimmeret regner vi heller ikke 
med ; hende må vi have på vort parti . 
— hvorledes ? Forklar dig ! 

— behøves ikke , kaptajn ; når blot kaptajnen 
vil gå ned og se at få dem alle herop , studenten 
med , så vil jeg sværge på at de skal så Julie i 
løbet af et par timer . 
— kan jeg stole på der , min ven ? 
— aldeles , kaptajn . Men de vil vel vide hvorledes 
jeg bærer mig ad dermed ? 
— naturligvis , jeg går aldrig iblindc ! 
Johan så sig nu forsigiig om i stuen , hvorpå 
han hviskedee nogle ord i øret på knækbein . 
-- bravo , min ven , bravo ! ja , der er udmærker , 
råbte knækbein veltilfreds . 
Johan strøg sig fornøjet om munden . 
- ja , red du nu sengen medens jeg går ned , 
sagde knækbein og forlod kvisten . 
Vi bede den ærede læser om — medens knækbein 
er i færd med denne nye forbrydelse , at gøre en lille 
tur med os til Amerika 
det var en barsk efterårsaften , omtrent 10 år 
før de foran omtalte begivenheder foregik , at en ældre 
mand langsom , og som det syntes i dybe tanker , gik 
ned til ej af de smukke huse , der ligger nær ved 

havnen i New-york . Da han var nået til dette 
sled trådte han ind i den foran samme liggende 
lille venlige have , hvis blomster endnu duftede behagelig 
— skønt det var efterår — og ligesom indbød 
de forbigående til at træde nærmere . Dog lod det 
til at han ikke brød sig synderlig om havens blomsterpragt 
og yndige Duft , tbi han gik hurtig gennem 
denne , uden at kaste et blik omku ' ng sig , og standsede 
først da han var kommen ind i huset og op på 1ste 
sal . Her stod han en kort tid udenfor døren og 
stirrede hen for sig . 
— jeg må have en opløsning på denne gåde , 
sagde han pludselig og åbnede hastig døren uden at 
banke på . 
En ung mand , iført en sø-officers uniform , sad i 
det forreste værelse , som det syntes i dybe tanker , thi 
han lagde ikke engang mærke til den gamles indtræden . 
— han drømmer , mumlede den gamle ; måske 
om hende , den ryggesløse kvinde , der har omskabt 
dette lykkelige hjem til et sandt helvede . Ak , del er 
tungt — meget tungt . 
Han gik nu hen til den unge mand , slog ham 
fortrolig på skulderen og sagde : 
— nå , Edmond , hvorfor så tankefuld ? 
Edmond — det var den unge mands navn — 
for op og så sig forvildet omkring . 
— ih , er det dig , svigerfader ! sagde han forvildet . 
Jeg ventede dig ikke . Jeg . . . jeg er helt 
ulykkelig i dag . Juliane er syg og jeg ved ikke hvad 

der fejler hende . Der er nøget der nager hende . . . 
Hun har ingen fortrolighed til mig mere , skønt gud 
skal vide at jeg gerne ofrede hende alt hvad jeg ejer , 
mit liv , min sjæl . Hun har længe gået og skrantet 
og er meget tungsindig . . . svarer sjældent på mine 
spørgsmål og opfører sig i det hele taget imod mig , 
som om jeg var en stor forbryder . I dag var hun 
rent utålelig ; hun blev vred over ingenting og ilede 
op på sit værelse ; jeg lod hende gå — jeg plejer 
ellers at løbe efter hende — men i dag var jegselv 
fortrædelig stemt . Hun har flere gange ytret nøget 
om , at jeg havde bekendtskab til andre damer og 
ligefrem beskyldt mig for utroskab ; men jeg kan ikke 
forstå hvorledes hun kan få slige anskuelser om 
mig . Der må være nogen der sætter ondt imellem 
os , eller også må hun være forelsket i denne knækbein , 
der er så opmærksom imod hende . 
— tror du virkelig ? spurgte den gamle og 
så smilende på ham . 
— jeg ved det ikke , svigerfader ! men havde jeg 
vished i denne sag , da skulle jeg hævne mig , hævne 
mig frygtelig . 
Den gamle hørte tavs på dette lidenskabelige 
udbrud . 
— hun er jaloux , siger hun . Men hun ved 
ikke hvor meget denne tilværelse piner mig , sagde Edmond 
oprigtig . 
— hnn har måske grund til ar være således 
imod dig — hvad Edmond ? 

den unge mands ansigt fortrak sig til et smerteligt 
smil . Han gik hen , tog den gamles hænder i 
sine og sagde , idet han så ham stift i øjnene : 
— kære svigerfader ! kan du mistro din Edmond ? 
— 
nej , min dreng , nej . Er der nogen , der 
gerne vil tro dig . da er det i sandhed mig ! sagde 
den gamle og klappede hans kind . Men lad os nu 
gå op til Juliane , jeg skal nok tale din sag for 
hende så . . . 
— ak nej , desværre , det lader sig ikke gøre . 
Pigen har nylig været hernede med den besked fra 
fruen , at jeg ikke måtte komme derop , da hun irængte 
til ro . 
— snak , bryd dig ikke om det . Gå du blot 
med derop . 
— nej , det gør jeg ikke . Jeg har engang tidligere 
aflagt hende er besøg , uagtet hendes forbud , men 
den modtagelse , feg mødte dengang , smertede mig så 
meget , at jeg lovede mig selv aldrig oftere al betræde 
hendes værelse uden med hendes gode villie . 
— godt , Edmond , så går jeg alene derop , 
sagde den gamle og forlod stuen . 
Han gik nu op på 2den sal og trådte rask ind 
i værelset . En ung kvinde lå udstrakt på en sofa . 
Hun var meget bleg . Da den gamle trådte ind 
rejste hun sig op . 
- er der dig , kære fader ? spurgte hun svagt . 

— ja , mit barn ; hvorledes har du det ? spurgte 
den gamle og kyssede hende . 
— ak , jeg har det ikke godt , jeg er meget — 
meget ulykkelig . Jeg har noget at fortælle dig om 
Edmond . 
— tal , mit barn , jeg er lutter øre , svarede 
den gamle og tog plads i sofaen ved siden af 
Juliane . 
— seer du , kære fader , begyndte Juliane . 
Edmond er ikke mere så kærlig og venlig imod mig , 
som han har været tidligere . Han spadserer aldrig 
med mig , kysser mig næppe og er i det hele taget kold 
og ligegyldig imod mig . Sidst da han kom hjem fra 
sin rejse glædede jeg mig så meget til atter at gense 
ham , men ak , det var ikke min kære Edmond , der 
ankom , nej , kold og ligegyldig kom han hen til mig , 
— vel kyssede han mig og kælede for lille Julie , men 
dog var han så underlig frastødende og kold imod mig 
og barnet . 
— hvad sagde han da . . . hvorledes bar han 
sig ad ? spurgte Julianes fader hurtigt . 
— jeg kan ikke forklare det , fader ; men han 
var ikke så kærlig imod mig som tidligere . Hvad der 
end mere styrker mig i denne tro er , at en person , 
som jeg kender meget nøje , flere gange har set ham 
spadsere med en anden dame — ja han har endog 
kysset den omtalte person og talt kærligt til hende . 
Hun har også underrettet mig om , at han meget ofte 
har skrevet breve til hende og . . . 

— har du set brevene ? 
— ja . . . jeg har læst dem . 
— øg hvem er den kærlige sjæl , der underretter 
dig om alt dette ? spurgte den gamle strengt . 
— det er . . . det er . . . . 
— nå , sig mig det ! 
— det er min kammerpige Lise . 
— hvor længe har du haft hende i dit hus ? 
— i to år , kære fader , svarede Juliane . Men 
hvad hende angår , da . . . 
— godt , jeg vil tale med Lise , afbrød den 
gamle hende . 
— du må ikke bebrejde hende noget , kære 
fader , thi hun underrettede mig kun om dette fordi hun 
er mig fro og hengiven . 
— nå , men lad os ikke tale mere om hende . 
Edmond længes efter at tale med dig inden han rejser . 
Du ved at skibet sejler i aften . Altså : vil du 
modtage ham ? 
— jeg kan ikke . 
— du må , mit barn , ellers er han island til 
at gøre en ulykke på sig selv ; thi han elsker dig og 
kan ikke leve uden dig . Han har med tårer i øjnene 
fortalt mig det , og han ved ikke , hvorfor du er så 
frastødende imod ham . Tror du ikke at eders ulykkelige 
misforståelse er opstået af lutter bagtalelse og 
ondskab ? 
— nej , kære fader , Lise er en god pige ; dog , 

det er ikke alene hende der har underrettet mig derom , 
nej , knækbein har også fortalt mig det . 
— hvem er knækbein ? 
— det er fuldmægtigen på Svendsens fabrik . 
Du kan vistnok erindre ham , kære fader , det er ham 
den pæne mand , der så ofte kommer her i huset . 
— nå , ja ham kender jeg jo godt ; men tror 
du at man kan stole på ham ? 
Juliane rødmede synligt ved dette spørgsmål , 
thi i hendes indre var den samme tanke ofte opslået ; 
dog svarede hun fast : 
— ja , jeg ved at han er til at stole på , det 
viser jo hans oprigtighed mod mig ; thi du må vel 
huske på at han er Edmonds gode ven og at han 
udsætter sig for hans fjendskab ved at underrette mig 
om Edmonds utroskab . 
— det viser dog intet venskab , sagde den gamle 
og så strengt på hende . Nej , vøgt dig for knækbein , 
thi det kan intet godt menneske være , der søger 
at sætte splid imellem et lykkeligt ægtepar . Nu 
går jeg ned til Edmond og siger ham at du længes 
efter at tale oprigtigt med ham ; det er det bedste , 
mit barn ; tro du mig . 
— ja , gør det , kære fader , thi jeg er så 
ulykkelig og længes meget efter min kære Edmond . 
Den gamle gik nu ned for at kalde Edmond op 
til Juliane , men han standsede forbavset udenfor 
dyren , thi han hørte højrøstet tale inde i stuen , og 
skelnede tydelig at Edmond sagde : 

— forbandede kvinde ! at du også altid skal 
være mig i vejen . O , du milde gud , hvor jeg døg 
er ulykkelig . 
Den gamle holdt nu øret tæt op til nøglehullet , 
og hørte tydelig en kvindelig stemme med isnende 
kulde svare : 
— å , den ulykke er da til at udholde for dig , 
men jeg ulykkelige pige , som du har svoret at elske 
til din sidste stund , jeg er til at beklage , « hi istedenfor 
at gifte mig har du taget hende , den rige mands 
datter — som jeg hader værre end pesten — og 
ladet mig stå forladt ja , Edmond , jeg-er ulykkelig , 
men du . . . Du . . . 
Hun gav sig til at græde og klage gudsjammerlig . 
Edmond betragtede hende foragtelig . 
— elendige kvinde ! råbte han rasende ; hvor tør 
du vove at udtale flige ord her i mit hus ; vogt 
dig , at du ikke bliver kastet på døren . 
— jeg åbenbarer din kone det hele , svarede 
Lise purpurrød , og nærmede sig døren med hastige 
skridt . 
— ja , vov på det , om du tør , vov på at 
sætte mere ondt imellem os end du alt har gjort , jeg 
skal da vise dig hvad min brede har at betyde , du 
lumske slange . Synes du ikke at du har udøvet 
ondskab nok beder i huset , i den tid du har opholdt 
dig her ? 
— ha , du truer mig ! det skal du komme til at 

fortryde , Edmond ! råbte den flette kvinde og tog fat 
i låsen for at åbne døren . 
I samme øjeblik styrtede Edmond til , greb hende 
i armen og trak hende med voldsomhed bort fra døren , 
men hun stred imod og stødte ham kraffig bort 
fra sig . 
Edmond for tilbage og snublede derved over en 
skammel . Han styrtede om på gulvet , men stødte i 
faldet hovedet så voldsomt mod bordkanten , at han 
bedøvet blev liggende . 
Hun styrtede nu den til ham , angrende sin opførsel , 
thi hun elskede virkelig den unge kaptajn , uagtet 
hun blev lønnet af knækbein for at pine Edmond og 
få hans hustru til at nære mistro imod ham ; thi 
knækbein nærede en lidenskabelig kærlighed til kaptainens 
unge kone , og han håbede ved at få Lise 
til at træde imellem ægteparret , at han da kunne 
opnå at vinde den unge kone for sig , — thi hun > 
måtte naturligvis blive ked af kaptaincn , når hun 
fra forskellige sider hørte tale om hans utroskab . 
Han kunne ikke sinde nøgen mere passende person 
til at udføre dette end netop Lise — thi hun kendte 
kaptajnen nøje og havde tidligere stået i kjærlighedsfvrhold 
til ham . 
Hun udførte også dette med al den nedrighed , 
man kan tænke sig hos et menneske . 
Vi skulle anføre et eksempel herpå . 
Den dag kaptajnen ventedes til New-york så 
o 

man knækbein spadsere nede ved havnen med en elegant 
klædt dame under armen . 
Denne dame var Lise . Hun havde taget sig den 
frihed at iføre sig fruens bedste klæder . 
Hun havde omtrent samme højde som Juliane , 
og iført hendes klæder lignede Lise hende temmelig 
godt , når man ikke så nøje tsi . 
Da kaptajnen trådte iland så han dem straks . 
En skrækkelig tanke gjennemfoer ham , og udtalende 
navnet Juliane , styrtede han efter knækbein og 
Lise ; men de havde et godt forspring for ham . 
Lise vendte sig om undervejs og så flere gange 
tilsyneladende ængstelig hen på kaptajnen . 
Endelig nåde de huset . Lise skyndte sig op , og 
knækbein gik hurtig ned ad gaden . 
Man tænke sig den unge kaptains harme og 
fortvivlelse ; thi han troede bestemt at det var Juliane , 
der spadserede med knækbein , han kendte jo Julianes 
påklædning . 
Opfyldl af skinsygens rasende kvaler gik han op 
på sin kones værelse ; men hvo kan skildre hans 
forbavselse da han seer Juliane iført en morgenkjole 
sidde i sofaen i færd med at lære Julie at læse . 
— jeg må have taget fejl , sagde han hen for 
sig ; og dog . . . dog , jeg så hende jo gå her ind 
i huset ! 
— velkommen , Edmond ! råbte Juliane glad og 
løb hen til ham . 
Edmond kyssede hende og barnet . Dog , han 

følte sig så underlig ængstelig til mode , og kort efter 
forlod han hende og gik ned på sit eget værelse . 
Dog , vi må igen tilbage til vor fortælling . 
Den gamle , der hørte Edmond falde , så nu 
gennem nøglehullet ind i værelset . Han blev afvcrlende 
rød og bleg ved at være vidne til det der foregik 
derinde 
Edmond lå udstrakt på gulvet og ved siden af 
ham knælede Lise . Hun kyssede og kærtegnede ham , 
for at kalde ham til bevidsthed igen . 
Kort efter « og hun et glas vand , for at skænke 
ham i ansigtet , men hun kastede glasset fra sig idet 
hun sagde : 
— o nej , så længe du er bevidstløs kan jeg 
elske dig så meget som jeg vil — er du derimod 
vågen , da skyder du mig jo bort fra dig . O , hvor 
må hun dog være lykkelig , hun , der er i besiddelse 
af min Edmonds kærlighed . Ja , Juliane , du er 
min fjende , den eneste fjende jeg har , men jeg skal 
ikke hvile før jeg er vis på din undergang , og jeg 
trøster mig med al det ikke vil vare længe . Ja , jeg 
hader dig , du dæmon , hvem jeg skal omgås som 
en tjenerinde ! 
Hun knyttede hånden og truede op i luften . 
Edmond var imidlertid vågnet ved hendes sløjende 
bevægelser . 
Hun omslyngede ham nu med begge sine arme . 
Edmond søgte at rive sig løs , men det var forgæves , 
han havde ikke kraft nok dertil . 

Lise smilede huldsalig til ham , idet hun sagde : 
— er det ikke yndigt at hvile i disse kløde arme ? 
Edmond gjorde en kraftig anstrengelse for at 
slippe ud af hendes favntag og det lykkedes ham 
også at slode hende fra sig . 
— o , Edmond ! Engang var du glad for din 
lille Lise , men nu . . o , gud , jeg elsker dig endnu 
lige så højt som dengang ! O , Edmond , forstod ikke 
din Lise ! råbte hun hyklerisk og faldt på knæ for 
Edmond . 
— det er ikke min Lise , det er en fræk kvinde , 
som jeg aldrig har kendt , — en kvinde , der i det ene 
øjeblik kan være elskværdig , men så afskyelig i det 
næste 
Lise hørte tislyneladende rolig på alt dette , men 
på hendes kinder glødede en skrækkelig ild . Hun 
ilede hen til ham , som for at angribe ham , men han 
stødte hende tilbage og ilede hen til døren for at slippe 
bort fra hende . Dog , i samme øjeblik var hun hcrlne 
hos ham 
døren stod nu åben , og den gamle , der havde 
været vidne til det hele , stod nu for dem . 
Han så strengt på Edmond og sagde i en debreidende 
tone : 
— „ Kære svigerfader ! kan du mistro din 
Edmond ! “ Husker du disse ord , hr . Svigersøn ? 
Edmond blegnede synlig . 
Lise stod med korslagte arme , frydende sig over 
Edmond ? Forlegenhed . 

den gamle så længe på hende . Derpå 
sagde han : 
— gå ! Du afskyelige kvinde , gå ! men ikke op 
til din frue , hun er alt for ren til at have en så sort 
sjæl om sig ! 
Lise adlød mekanisk . 
Det var sandelig heller intet opbyggeligt syn at 
se den gamle mand i dette øjeblik . Med lynende 
øjne og truende mine stod han før hende . 
Da hun var gået pegede den gamle ind i stuen . 
Edmond gik øjeblikkelig derind . 
En kort pause opstod . Da tog den gamle tilorde : 
— jeg bar nu set hvor ærlig du er mod din 
gamle svigerfader , det er altså takken fordi jeg gav 
dig huset og skaffede dig en smuk og vakker ung 
kone , som du fortalte mig at du elskede over alt ; 
fy , Edmond , skam dig ! 
Edmond sad med bøjet hoved og fremstammede 
nogle uforståelige ord . 
— ja , jeg forstår dig — jeg forstår dig , 
du vil søge at undskylde dig ! 
Ved disse ord rejste Edmond sig . Ligbleg så 
han på den gamle . Da sagde han med ydmyg 
stemme : 
— nej , svigerfader , jeg vil ikke undskylde mig . 
Jeg ved at jeg har begået en stor synd , men det 
sværger jeg ved min sjæls salighed , del var før jeg 
kendte din datter , min kære Juliane . Jeg elsker 
hende endnu lige så højt som før , men Lise , denne 

påtrængende kvinde , er årsag til vor ulykke . Mig 
fortæller hun hvert øjeblik at knælbein gør kur til 
min kone , og til hende fortæller hun formodentlig 
noget endnu værre om mig . Hun har fortalt til 
Juliane af jeg elsker en anden dame , men klogelizen 
fortiet af det er hende selv der ovcrhænger mig med 
sine afskyelige kærtegn , fordi jeg er så uheldig af 
have kendt denne stene kvinde for mange år tilbage . 
Derfor er dej af min kone er syg , derfor er 
det af hun ikke vil tale med mig , ikke vil se mig , derfor 
er det af jeg atter denne gang må rejse bort uden 
af høre et venligt ord fra hendes læber , uden engang 
af kunne sige hende farvel ! 
En tåre gled ned ad den unge mands kind . 
Han gik hen til den gamle , lagde hånden på 
hans skulder og sagde med rystende stemme : 
— kære svigerfader ! vil du tilgive mig og 
være en kærlig fader for Juliane , medens jeg er 
på rejse ? Vil du søge af lindre hendes smerte og 
søge af vinde hendes tilgivelse for mig ? Nu må jeg 
gå . Farvel , svigerfader ! 
Han kastede sig på knæ for den gamle og 
sagde røn : 
— tilgiv mig , kære svigerfader , og giv mig 
din velsignelse med på rejsen . 
— du vil da vel ikke gå uden din overfrakke , 
min dreng ? sagde den gamle formildet . 
— nej , gør endelig ikke det , min elskede Edmond , 
hviskedee en venlig stemme , og et par kærlige arme 

omslyngede den fortvivlede sø-officer ; thi da vil du 
dø fra din egen lille kone . 
— Juliane ! udbrød Edmond overrasket . 
— min stakkels^ forurettede Edmond ! råbte 
Juliane og faldt ham om halsen . 
Det er umuligt at beskrive den kærlige scene , 
der foregik her . 
Et kvarteerstid efter måtte kaptajnen gå — 
eller rettere løbe - thi tiden til skibets afgang var 
udløben . 
Udenfor huset stod knækbein og Lise i en ivrig 
desput . 
— nå , så den blev opdaget ? sagde knækbein 
vildt . 
— ja , desværre for mig , sparede Lise . Jeg blev 
jaget ud af huset . 
— bryd dig ikke om det , min pige ; du skal 
snart få en anden kondition , det skal jeg nok serge 
for ; nien sig mig , ved kaptajnen at jeg har købt 
dig til at sætte splid mellem ham og hans hustru ? 
— nej , del ved han ikke ; thi jeg . . . jeg elsker 
ham virkelig . 
— snik snak ! kom nu ikke med ømme følelser , 
afbrød knækbein hende barsk . Nå , så han ved intet 
derom ? 
— nej ! 

— godt , så skal han snart få det ai søle ! 
Juliane skal blive min , om jeg så skal . . . 
Han standsede pludselig i sin tale og så vildt 
hen for sig . 
— hvad har de i sinde ? spurgte Lise gysende . 
— jeg vil bortføre Juliane , svarede knækbein . 
Døg , dog . . . hvornår skal kaptajnen rejse ? 
— han rejser straks . 
— godt , så må jeg forlade dig , råbte knækkein 
og løb ned ad en af de smågader , der fører 
til havnen . 
Umiddelbart efter af knækbein var ilel ned ad 
gaden , forlod Edmond huset . 
Han begav sig med hurtige fjed ned ad havnen 
til , uden af lægge mærke til af en mand med et vildt 
udseende fulgte efter ham . 
Da han omtrent var et halvt hundrede skridt 
fra skibet , nærmede den omtalte mand sig til ham , 
greb ham i nakken og kastede ham om på jorden . 
Overrasket og forfærdet stred kaptajnen imod , 
og efter en kort kamp blev han overvunden . 
Forbavset så han på manden og udbrød : 
— knækbein ! Hvad skal det betyde ? 
— det skal betyde ku min tålmodighed er forbi , 
svarede knækbein truende . Det skal betyde af jeg ikke 

længer vil lade mig håne af dig , Edmond ; nej , jeg 
vil ikke . . . jeg kan ikke tåle at du kalder den 
kvinde din hustru , som jeg elsker og som gjenelsker 
mig . Jeg vil . . . 
— du lyver , skurk ! råbte kaptajnen og stødte 
ham rasende fra sig . Vogt dig , for at komme med 
slige udtalelser til mig — hendes mand — vogt dig , 
eller du skal få at føle hvad det betyder at tale 
således . 
— haha ! nå så du truer mig ! Nej Edmond , 
det er urigtigt af dig , thi jeg har for øjeblikket herredømmet 
over dig , og råder dig derfor til at opføre 
dig lidt høflig imod mig . Længe har vort venskab 
bestået , men jeg er bleven ked af dig - du er ikke 
den du går for — derfor behandler jeg dig således , 
derfor vil jeg ikke vide af dig mere , derfor vil 
jeg lade dig vide , ar når du er ude på havet er 
jeg hos din kone — min elskede Juliane — derfor 
vil jeg . . . 
Ligbleg så Edmond på ham . 
— du lyver ! råbte han rasende og slog knækbein 
med knyttet hånd lige i ansigtet . 
Det var dette knækbein havde ventet . Uden at 
sige et ord trak han en kniv frem og for ind på 
Edmond , der forsvarede sig så godt han kunne . 
— morder . . . Tyv . . . Røver ! råbte han , 
men derved ophidsedes knækbein endnu mere . 
— bed til gud , thi snart er dit liv endt ! brølede 
skurken og borede kniven dybt i Edmonds bryst . 

— Juliane . . . Julie ! hviskedee Edmond . Det 
var hans sidste ord . 
Først da han var kommen så vidt , først da indså 
skurken hvad han havde gjort . 
— morder ! lød del i hans øre , og uden at 
se sig om stod han forfærdet på gerningsstedet . 
I samme øjeblik kom en mand løbende hen til 
stedet . Del var Svendsen ( amerikamanden ) . Han 
så den myrdede kaptajn , få skurken og begreb 
hvem morderen var . 
— hvad har drevet dig til dette skridt ? 
Spurgte han . 
— kærlighed , svarede knækbein . 
— hvad for noget , kan kærlighed gøre et 
menneske til en morder ? 
— ja , ulykkelig kærlighed , svarede knækbein . 
Dog , hvad kan det nytte al forklare dem det , mester , 
jeg er fortabt — aldeles fortabt . 
— gå med mig hjem og forklar mig hvorledes 
det forholder sig , sagde Svendsen , der var et medfølende 
menneske . Hvis du har haft grund nl at 
udføre denne gerning , da vil jeg frit lade dig gå , 
er det derimod for at berige dig , at du har myrdet 
denne unge mand , da skal du ikke slippe for straf , 
thi da vil jeg overlevere dig til øvrigheden , der nok 
vil vide at straffe dig efter fortjeneste . 
— jeg forsikrer dem , mester . . . 
— ingen forsikringer , døden er dig sikker hvis 
du er bleven en morder af had eller pengegrivskhed . 
I 

felg nu med over på fabrikken og forklar mig 
grunden . 
Knækbein fulgte stiltiende med . 
Han fortalte nu Svendsen al han elskede kaptainens 
kone så lidenskabeligt , at han følte hos sig 
selv at han ikke kunne leve uden hende . Han fortalte 
oprigtig hvilke midler han havde brugt for at adskille 
det kærlige ægtepar , samt al han , da alt dette mislykkedes , 
havde myrdet Edmond i et fortvivlet øjeblik . 
— det var altså intet overlagt mord ? spurgte 
Svendsen og så strengt på forbryderen . 
— nej , intet overlagt . 
— sværg derpå 
— jeg sværger aldrig . 
— du skal sværge , eller jeg angiver dig . 
— nuvel , svarede knækbein og trak vejret dybt . 
Jeg sværger ved min sjæls salighed , at jeg ikke har 
begået noget overlagt mord . 
I samme øjeblik sprang døren op og et stærkt 
vindpust slukkede lyset så at de begge stod i mørke . 
— du har aflagt falsk ed , elendige ! råbte 
Svendsen . Men det skal du ikke have gjort for intet . 
Lise har underrettet mig om hvad du havde i sinde ; 
jeg ilede ned til havnen , men kom desværre for sent . 
Nu indser jeg først hvilken en skurk jeg har haft i 
mit hus , nu kan jeg først indse hvorfor der stedse var 
undcrballance i mine regnskaber ! men nu er det forbi 
med dine skurkestreger , nu kommer du ikke mere til 

at skade dine medmennesker , bandit , thi retfærdighedens 
håndhævere skal give dig din velfortjente løn . 
Knælbein svarede intet til alt dette ; han bøjede 
hovedet og så meget fortvivlet ud . 
— du ved hvad straf der venter dig , vedblev 
Svendsen . 
— ia , jeg ved at jeg har mit liv forbrudt , at 
jeg skal henrettes . Dog , jeg anråber dem om barmhjertighed , 
jeg bønfalder dem om at skåne mig , jeg 
lover dem , at jeg skal føre et pletfrit levnet herefter , 
at jeg aldrig skal gøre , andet end godt mod mine medmennesker ; 
jeg lover al jeg øjeblikkelig skal forlade 
ncw-york , at jeg aldrig skal komme her oftere . Jeg 
angrer dybt hvad jeg har gjort , først nu indser jeg 
det skrækkelige deri men skån mig . . . skån mig , 
og jeg skal aner blive et godt menneske . 
Han faldt på knæ for ham og hans ansigt udtrykte 
så megen anger , al Svendsen lod sig bevæge 
deraf . 
— kan og vil du virkelig blive et godt menneske 
da vil jeg skåne dig , skønt du næppe fortjener det , 
men kun på den betingelse , al du øjeblikkelig forlader 
denne by og rejser lige til Tyskland » hvor du 
hører hjemme , samt al du aldrig oftere vover dig 
til København , » hi træffer jeg dig nogensinde oftere 
på min vej , da skåner jeg dig ikke . Gå nu , din 
nærværelse er mig modbydelig . 
Knækbein gik stiltiende bort . 

da han var kommen udenfor trak han vejret betydelig 
lettere . 
— nå , det gik jo godt , mumlede han . Nu 
gælder det blot om at skaffe mønt , så skal jeg nok 
få Juliane med mig til Tyskland . 
Opfyldt af denne tanke gik han til den myrdedes 
hustru . Han-fortalle hende med tårer i øjnene at 
Edmond lå myrdet og plyndret nede ved havnen . 
Man kan forestille sig det indtryk disse ord gjorde 
på den ulykkelige unge kone . Hun stirrede vildt på 
knækbein , bønfaldt ham om at tilstå hende at det var 
hans spøg og rendte frem og tilbage på gulvet i en 
sindsforvirret tilstand . 
— jeg taler sandhed , Juliane , sagde skurken . 
Hvis de ikke tror mig kan de jo gå ned ved havnen 
og overbevise dem derom . 
— ja , ja , jeg vil have overbevisning ! råbte 
hun og løb ud af huset og ned til havnen . 
Medens hun var borte tømte knækbein pengeskuffen , 
tog alle hendes juveler og guldsmykker samt 
andre kostbare ting med sig . 
Derefter gik han hen til sengen , hvor Julie , den 
myrdede kaptains barn , lå . Han tog hende op af 
sengen og bar hende på armen ud af huset og hjem 
til sit logis . 
— se så , nu skal Juliane nok blive min , sagde 
han tilfreds , da han var kommen hjem . 
Imidlertid gik det ikke ganske efter hans bestemmelse ; 
thi Edmonds mord gjorde et så forfærdeligt 

indtryk på hende , at hun blev meget syg og nogle 
måneder efter afgik ved døden . 
Knækbein , der ikke turde opholde sig i ncw > iork , 
rejste den følgende morgen til Hamborg med Julianes 
barn og hele hendes formue . 
Syvende kapitel . 
Et kup . 
Som den ærede læser måske erindrer , foregik den 
ovenfor fortalte begivenhed 10 år før studenten og 
Julie havde fattet kærlighed til hinanden . 
Vi forlod studenten , amerikamanden , Amanda og 
Arthur i stueetagen i det forbandede hus . 
Amerikamanden — eller rettere Svendsen , som vi 
herefter ville kalde ham — bar nu studenten op på 
kvistværelset , og alle de andre fulgte med derop . 
Amanda blev stående udenfor , medens man afklædte 
det unge menneske . 
Knækbein underholdt hende imidlertid , og da han 
anstillede sig meget angerfuld vandt han snart hendes 
tilgivelse , og hun fortalte ham med en ung piges 

hele åbenhjertighed , at to mænd vare i færd med at 
rive ydermuren ned før at komme ind til studenten , 
samt at Julie også var med derude . 
Neppe havde han hørt dette før han sagde : 
— o , jeg iler med at fortælle dem at han er i 
god behold , og han skyndte sig virkelig afsted , dog ikke 
før at gøre noget godt , men før at underrette siegrid 
og Johan om , at Julie var i farvandet . 
Han fattede strar følgende plan : 
siegrid skulle gå ned og underrette Julie om at 
studenten ville tale med hende ; Johan skulle imidlertid 
stå i nogen afstand derfra , og når siegrid kom 
gående med hende , skulle han springe frem og kneble 
hende ; siegrid skulle derpå give sig til at græde og 
klage og tilsyneladende forsvare hende . 
Når dette var gjort skulle han tage vejen ind 
ad byen til , og når han var kommen et godt stykke 
hen , skulle han , — for at få hende til at følge sig 
godvillig — fortælle hende , at det var nødvendigt at 
hun kom bort , da knækbein atter var i færd med at 
bemægtige sig hende . 
Da planen var lagt blev den snart sat i udførelse 
og Johan slæbte afsted med den modstræbende Julie . 
Imidlertid indtraf et for Johan aldeles uventet 
tilfælde , der for en del generede ham i flugten . 
Amanda havde nemlig fra vinduet set ham flygte 
afsted med Julie forfærdet kaldte hun Svendsen til , 
viste ham hvad der foregik nede på vejen , og uden 
at spilde et sekund løb Svendsen nu efter dem . 

— skurk ! hvad gør du her ! tordnede han , da 
han var kommen Johan så nær , at han kunne gribe 
ham i nakken og kaste ham til jorden . 
Denne , der så sig så kraftig angreben , skælvede 
stærkt og råbte i en ynkelig tone : 
— nåde ! Nåde ! jeg vil hjælpe dem , herre , 
til at straffe denne knækbein ; vi skulle pine sjælen 
ud af legemet på ham , vi skulle tugte ham , fordi 
han forfølger disse unge , uskyldige mennesker , der slet 
ikke har gjort ham noget ondt ; men skån mig , skån 
mig , jeg er uskyldig i det hele ! 
— Skåne dig , skurk ! der forråder din kammerat 
for at redde dit eget uske liv ! Nej , dig skåner 
jeg ikke . . . en sådan forbryder kan ingen skånsel 
vente 
Svendsen så i dette øjeblik så vild ud , at selv 
den mest forhærdede forbryder måtte gyse tilbage ved 
at se ham . 
Da Johan ikke så nogen udvej til redning , 
rejste han sig hurtig op og inden Svendsen kunne forhindre 
det , angreb han ham så kraftigt , at Svendsen 
ikke kunne modstå ham . 
Julie så intet deraf ; hun var besvimet . 
Siegrid var førsvunden da Svendsen kom til , og 
således havde Johan frit spillerum for sine onde 
hensigter , og efter en hårdnakket kamp lykkedes det 
Johan at kaste Svendsen til jorden , hvor han blev 
liggende , stærkt blødende as et sår han havde fået 
i faldet . 

nu var han foreløbig befriet før sin forfølger , 
men der var dog noget hvorfor han endnu frygtede , 
nemlig hvorledes han skulle få Julie transporteret 
ind til byen , thi at bære hende derind i den tilstand 
hvori hun nu befandt sig , ville vække alt for megen 
mistanke . 
Dog denne gang kom siegrid ham tilhjælp . Hun 
havde nemlig skjult sig i nærheden , medens kampen 
stod på . 
Hun løftede Julie op på sine arme og bar hende 
hen til et hus et stykke vej derfra , medens Johan 
hentede en drosche . 
Nogle minuter efter kørte de afsted med hende . 
Vi ville nu se lidt til studenten . Arthur og 
Amanda vare hos ham da han slog øjnene op . 
Han slog forfærdelig om sig , da han så knækbein , 
og de fik ikke ro for ham førend skurken havde 
forladt værelset . 
Studenten så sig nu om i stuen , for at orientere 
sig ; da han var kommet sig noget udbrød han 
med svag stemme : 
— jeg må tale med Julie snarest mulig , thi 
jeg frygter at min sidste time nærmer sig . Jeg føler 
mig så spag og afkræftet . 
Arthur trøstede ham så godt han kunne . Han 
fortalte studenten at Julie snart kom , skønt han ikke 
vidste hvor hun opholdt sig . 

dermed fløg patienten sig også tiltåls . Han 
fik nu nøget at styrke sig på og det gik rask fremad 
med hans helbredelse . 
Henad aften spurgte han atter om Julie ; han 
» ilde se hende og tale med hende . Han anede mindst 
at hun var kommen i så flette hænder . 
Da de ikke kunne opfylde hans forlangende , formedelst 
Julies fraværelse , fortalte de ham at hun var 
ude i vigtige ærinder . 
Han lod sig kun dårlig stille tilfreds , og Arthur 
måtte gøre alt for at skaffe ham ro , da han frygtede 
et tilbagefald . 
Ottende kapitel . 
En hamborgertur . 
Det var en tidlig morgen , klokken var næppe 6 , 
at man så et let fartøj hurtig glide hen over havet . 
Det skulle til Hamborg . 
Ombord på dette fartøj befandt sig fire af vore 
bekendte . 
Mandskabet bestod af lutter danske matroser , 
hvoraf nogle havde et godmodigt og venligt udseende , 

medens andre vare et sandt mønster på topmålte 
kæltringer . 
Midt imellem disse se vi knækbein , hvem mandskabet 
titulerede „ Kaptajn “ . 
Ved siden af ham stod Johan , der var ansat som 
styrmand ombord på fartøjet . 
Johan var ganske af den mening , at han havde 
gjort det af med Svendsen eller „ Mester “ , som han 
kaldte ham . 
Julie befandt sig også på skibet . Hun havde 
— grundet på knælbcins overordentlige omhu for 
hende — fået plads i hans egen kahyt . 
I det øjeblik vi indfinde os sidder hun på 
sofaen , førdybet i tanken om studenten . 
Hun tænkte på ham , der var hendes alt i denne 
verden , — og på alt det hun havde oplevet i den 
sidste tid . 
Som hun således sad , bankedes der stærkt på 
kahytsdoren . 
Denne blev nu åbnet på en barsk måde . 
Julie for forfærdet tilbage , da hun så hvem 
det var . 
Knækbein stod der i sin ondskabs hele fylde og 
så på Julie med et lidenskabeligt blik . 
— hvad vil du mig , onkel ? spurgte hun angst . 
— hvad jeg vil ! Det spørger du om , skønt 
du ved at jeg elsker dig så højt . Og han nærmede 
sig til hende , som for at omfavne hende , men hun 

svarede , idet hun gjorde en afværgende bevægelse med 
hånden : 
— du elske mig ! Du , som har været så hård 
imod mig , som har forbandet mig og stedt mig bort 
fra dig midt om natten i negn og slud , hvor fremmede 
mennesker måtte hjælpe mig , for at jeg ej skuldeomkomme 
af nød og elendighed , — du elske mig ! 
Nej , nej , det tror jeg ikke , det er umuligt af jeg kan 
tro det , 
han stod tavs og hørte på hendes udbrud . Da 
hun havde endt sagde han : 
— ja ja da , men når jeg nu vil være god og 
skikkelig , og aldrig være hård imod dig , vil du da 
have mig fil din mand ? 
Dette fremsagde han i en godmodig og ærlig 
tone , og Julie studsede uvilkårlig ved af høre ham 
tale så blidt . 
Hun så forundret på ham og sagde : 
— gode onkel , du ved af jeg elsker en anden , 
og af . . . 
— du elsker en anden ! Du siger altså nej ! 
Råbte han barsk . 
Julie så bedende på ham . 
— Julie ! vedblev han . Hvor tør du vove af 
modsætte dig min og din moders villie ? 
Julie så atter på ham , men for forfærdet tilbage . 
Hans ansigt , der var ligblegt , udtrykte den 
mest djævelske ondskab , medens han med lynende øjne 
betragtede den unge pige . 

— ak onkel , hvor du er hård imod mig ; vidste 
min moder i himlen det , da ville hun bestemt straffe 
dig derfor . 
Knækbein , der var en del overtroisk , gyste da han 
hørte hende tale om sin moder , og han udbrød derfor : 
— hold inde med din vanvittige tale og hør hvad 
jeg vil sige dig . Jeg kommer her tilbage til dig om 
et øjeblik , og da skal du have iført dig de klæder , 
der ligger i kisten derhenne , thi nu henter jeg en præst , 
som skal forene os . . Har du forslået mig ? Nu har 
du hørt hvad jeg har sagt dig , og jeg håber af du 
efterkommer min befaling . Dersom du skulle vise 
dig stridig , da har jeg flinke folk ombord , som nok 
skal vide af tæmme din ville karaktecr . 
Dermed gik han , 
Julie sad målløs af forbavselse . Hun kunne ikke 
ret samle sine tanker ; hun kunne ikke tænke sig sin 
onkel så sket , og dog var det tilfældet . 
Dog , det målte forebygges ! 
Hun sad allerede og udkastede planer til frelse , 
da der bankedes sagte på kahytsdøren . 
Julie for sammen ; hun ventede af se sin onkel , 
men hvor glad og førundret blev hun ikke ved af stå 
ansigt til ansigt med sin redningsmand . Han safte 
fingeren for mnnden som tegn til af hun skulle være 
tavs . 
Julie forstod ham ; hun var alt for bevæget over 
gensynet til straks af kunne tale . 

han tog plads ved siden af hende og hun førtalte 
ham nu alt hvad knækbein havde befalet hende . 
Svendsen gyste tilbage ved at blive indviet i al 
denne slethed . 
— ja , fa , her må foretages noget , Julie , sagde 
han hviskende . 
— ja , her må foretages noget , men hvad ? 
Jeg ved slet intet rum her hvori jeg kan skjule mig 
for ham . 
— øg seer han mig , sagde Svendsen , er jeg fortabt . 
Jeg har sneget mig ombord i nat medens folkene 
sov , alene for at redde dig , Julie . 
Og nu førtalte han hende , at knækbein slet ikke 
var hendes onkel , men at han var hendes faders og 
moders morder . 
Julie sad med stirrende blik og betragtede ham . 
Da hun havde besindet sig lidt sagde hun med 
bævende stemme : 
— o , de har kendt min fader og moder ! . . . 
O , havde jeg dem begge her , hvor var jeg da lykkelig ! 
Nu må jeg ene og forladt gå en skrækkelig 
fremtid i møde . O , gud , hvor jeg dog er ulykkelig i 
o , min frelser , tag mig hjem til dem og lad mig 
være sri for dette afskyelige menneskes efterstræbelser ? 
— det kan desværre ikke ske nu , da vi er på 
søen , men vent , vi skulle nok ramme ham midt i hans 
glimrende affærer . 
— min gud , min gud ! -der er han ! råbte 
Julie og stirrede hen mod døren . 

Svendsen vendte sig om og så med forfærdelse 
at knækbein stod og betragtede Julie med et kærligt 
blik . 
Han havde til held og lykke ikke opdaget Svendsen , 
der nu sneg sig hen i en mørk krog i kahytten , 
hvoifra han ubemærket kunne se alt hvad der foregik . 
Knækbein tog plads ved siden af Julie og ville 
trykke et Kys på hendes læber , men hun stødte ham 
heftig fra sig og sagde : 
— bort med dig , morder ! besmit ikke dette 
værelse med din nærværelse . 
Istedenfor at blive ophidset ved disse ord , smilede 
han ligegyldig og sagde : 
— nu kommer præsten ligestrar , min elskede 
Julie , og så er det forbi med din utålmodighed , 
thi da skal du blive min lille kone . 
Han omfavnede hende og kyssede hende lidenskabeligt , 
idet han sagde : 
— bær nu ikke så knibsk på det , lille Julie , 
men hør hvad jeg vil sige dig . Jeg har penge — 
mange penge — jeg har skibe i søen og holder folk 
i overflødighed , så du vil få en tjener på hver 
finger , og i det hele taget få det lige så godt som 
den fornemste dame i hele verden . Du vil aldrig 
komme nl at savne noget , enhver af dine befalinger 
vil strar blive opfyldt , og al denne herlighed vil du 
erholde ved at blive min hustru . Er det ikke et glimrende 
tilbud ? 

— vil enhver af mine befalinger blive opfyldt ? 
Spurgte Julie åndeløs . 
— ja , øjeblikkelig ! 
— godt , så befaler jeg dig øjeblikkelig at forlade 
kahytten , — forstår du ? — og ikke på nogen 
måde tale om bryllup eller præst til mig , førend 
vi er komne iland ; tillige befaler jeg , at skibet strar 
skal forandre kurs og tage til København , da jeg ikke 
her på søen vil samtpkfe i noget giftermål . Hvis 
du ikke . . . 
— nej , holdt , afbrød knækbcin hende . Den leg 
leger vi ikke . Din betalingstid begynder først når 
præsten har givet os sin velsignelse . 
I dette øjeblik sneg Svendsen sig ubemærket ud 
af kahytten og op på dækket . 
Han gik hen til en af matroserne , slog ham venskabelig 
på skulderen og hviskedee ham i øret : 
— tiden er kommen , Klaus ! 
— godt , mester , jeg er parat ! svarede Klaus og 
gik hen til en anden Matros , til hvem han hviskedee : 
— tiden er kommen ! 
— det er splitte mig prægtigt ! svarede matrosen 
og tog ct stykke . Toug op fra dækket . I 
Klaus og matrosen gik nu hen til Johans , der 
var ansat som styrmand ombord på skibet . 
— prægtigt vejr , Johan , sagde Klaus . 
— hm , ja , prægtigt til al . sove i , svarede Johan 
og tog sig en skrå . 
— å nej , fanden skulle sove på denne tid af 

dagen , bemærkede den anden Matros . Nej , lad os 
heller gå ned i vor kahyt og få os en hjertestyrk , 
ning , det er der mere nuf i . 
— det er et ord ! råbte Johan . Jeg er så 
tør i halsen som en stokfisk ; men hvem skal styre 
skibet så længe ? 
— det kan jo en af de andre gøre . 
— ja , det kan de vel også . Du har da 
brændevin dernede ? 
— ja , mere end du kan drikke , forsikrede hans 
grinende . 
De gik nu alle tre ned i kahytten . 
- hvorfor Pokker slæber du den tougende med 
herned ? spurgte Johan . 
— det skal du få at se siden , svarede matrosen . 
Jeg vil gøre et kunststykke dermed . 
— for min skyld må du gerne gøre ti 
kunststykker dermed , min ven , når jeg blot får lidt 
at drikke . 
Glassene blev nu fyldte og tømte — atter fyldte 
— atter » omte — og således gik det en lang tid , 
dog med den forskel , at når de andre tømte et glas 
tømte Johan to . 
Han blev nu gemytlig , sang og lo , samt bandte 
og skældte fordi han ikke fik mere at drikke . Kort efter 
tog ban de yndigste snorkctoner man kunne ønske sig . 
— han sover , hviskedee Klaus . Bind ham så , 
men forsvarligt . 

— skal ske , svarede matrosen og bandt Johan 
så forsvarligt , at det var umuligt for ham at slippe 
løs uden hjælp . 
Derefter forlod de kahytten . 
Svendsen stod udenfor kahytsdøren og ventede 
på dem . 
— han er erpederet , hviskedee Johan . 
— godt , min ven . Så kommer turen til den 
anden . 
— ja , ham skal vi nok tæmme . 
Med disse ord begav matrøserne sig tsi kaptainens 
kahyt , hvor Julie og knækbein befandt sig . De 
trådte netop ind i samme øjeblik som knækbein knælede 
for Julie og bønfaldt om hendes samtykke til 
deres giftermål . 
— hvad vil du , Klaus ? spurgte knækbein , og 
rejste sig rasende op . 
— jeg melder kaptajnen af Johan pludselig er 
bleven syg , svarede Klaus , — og af skibet er i færd 
med af tage en fejl kurs . 
— hvad . . . hvad siger du ! fejl kurs ! Hvor 
er Johan ? 
— han ligger i sin kvie , kaptajn ! 
— kald ham herned ! 
— han kan ikke stå på benene , kaptajn . 
— hvad fejler han ? 
— jeg ved det ikke ; men jeg skulle bede om 
kaptainen ville komme ned til ham , han må absolut 
tale med kaptajnen , siger han . 

— ja , så må jeg forlade dig et øjeblik , min 
elskede Julie , sagde sknækbcin og trykkede hendes hånd . 
Men jeg kommer snart igen . 
— tak , det haster såmænd ikke , svarede Julie 
ligefrem . 
Knækbein skyndte sig nu ned i kahytten til Johan , 
fulgt af de to matroser ; men han var næppe trådt 
ind ad døren førend de overfaldt og bandt ham . 
Dette gik for sig så hurtigt og behændigt , af 
knækbein ikke kunne forsvare sig . 
— hvad skal det betyde ? råbte han og sked 
rasende i touget . 
I samme øjeblik trådte Svendsen ind ad døren . 
— mester ! brølede skurken og sank tilintetgjort 
tilbage på gulvet . 
— du spurgte hvad det skulle betyde , elendige , 
sagde Svendsen og truede ad ham . Nuvel , du skal 
få det at vide . Det skal betyde , at vi nu sejler til 
København og overleverer dig til politiet . Denne 
gang bliver det alvor 
knækbein så skovt hen for sig uden at svare . 
— så , Klaus , nu er du styrmand , sagde 
Svendsen og klappede matrosen på skulderen . Lad 
mig nu se at du udfylder din plads med ære . 
— det kan de være stødt på , mester ; det er 
ikke første gang at jeg styrer et skib , svarede Klaus 
og knejsede stolt . 
Skibet styredes nu atter tilbage til København , 

men det gik kun langsomt , da det næsten dele vejen 
havde modvind . 
Svendsen gik nu ned i kahytten til Julie , og 
underrettede hende om , at hun ikke mere behøvede at 
frygte knækbein , da han lå nede i folkenes kahyt , 
bastet og bundet , uden at kunne flytte sig af pletten . 
— tak , tusind tak , min velgører , min frelser ! 
Råbte Julie , idet hun inderlig taknemlig greb hans 
hånd . 
Skibet sejlede som sagt meget langsomt , på grund 
af modvind . 
Det blev aften , og endnu var skibet meget langt 
fra København . 
Da klokken omtrent var 10 gik svcnvsen op på 
dækket , for at se hvor lanqt skibet var nået ; men 
her frembød et uhyggeligt syn sig for ham 
idet han gik op ad kahytstrappen børte ban en 
forunderlig støj , blandet med afskyelige eder , nåden 
og gennemtrængende skrig om hjælp . 
Derefter hørte han et stærkt plask i vandet , og 
alt blev atter stille 
anende en ulykke lød Svendsen hen til den del 
af skibet , hvorfra stølen lød . 
Bed rælingen af skibet stod Klaus , stærkt blødende 
af er dybt sår , han havde såt i nakken . 
Ved siden af ham lå Johan bevidstløs på 
dækket . 

noget derfra stod den anden Matros og truede 
rasende ud i søen , hvor man langt børte så en 
mand af al sin kraft arbejde imod strømmen for at 
nå skibet , der uagtet al hans anstrengelse fjernede 
sig mere og mere fra ham . 
— hvad er det her foregår ? spurgte Svendsen . 
— han er sluppen løs , svarede Klaus og pegede 
på det sår , han havde i nakken . Jeg frygter at 
det er farligt . 
— men hvor er knækbein da ? 
— han er nede at gøre fiskene selskab , svarede 
den anden Matros og pegede ud i søen . Jeg har 
selv hjulpen ham derud . 
— min gud , vil i drukne ham , råbte Svendsen . 
Hurtig , sæt en jolle ud , og lad os forsøge at 
redde ham . 
— det kan ikke nytte noget , mester , han har 
fået nok derude . Han er gået tilbunds og kommer 
neppe op igen . 
— men vi må dog forsøge at redde ham , det 
er vor pligt . . . nå , sæt nu en jolle ud , hurtig , 
hurtig ! 
Ordren blev straks efterkommet . Man røede ud 
før at finde knækbein , men det var forgæves , det var 
dem ikke muligt at finde ham . 
— han har drukket før meget , grinede matroserne 
og røede tilbage til skibet . 
— det er en skammelig gerning i har udøvet , 

sagde Svendsen strengt . Bed til gud at han ikke 
straffer eder derfor . 
— straffe os før det ! råbte en af matroserne . 
Nej , vi kan ikke få straf derfor , tværtimod , vi burde 
belønnes , fordi vi har befriet verden før en sådan 
slyngel , som knækbein . Aldrig har han udøvet andet 
end slette handlinger , aldrig har han . . . 
— ligemeget , han var døg et menneske , sagde 
Svendsen ; og det ene menneske bør ikke dræbe det 
andet . 
Hertil svarede matroserne intet , men roede stiltiende 
videre . 
Snart nåde de skibet , og nogle timer efter 
ankom man til København . 
Julie blev atter optaget i Svendsens hus , hvor 
Amanda , Arthur og studenten ( der nu var temmelig 
rask ) ventede dem med længsel . 
De havde ingen anelse om hvad Julie havde 
gennemgået . 
Niende kapitel . 
Pefers fødselsdag . 
Vi ville nu overspringe et tidsrum af et halvt 
Års tid , i hvilket intet mærkeligt passerede før 

hovedpersonerne i denne fortælling . Arthur havde 
i den tid opnået at blive student . 
Han var en dannet og smuk ung mand , og ved 
sit livlige og åndrige bæsen skaffede han sig mange 
venner . 
Det var student Peter Møllers fødselsdag , og 
den skulle sejres på en ualmindelig måde . 
En mængde unge studenter — hvoriblandt Arthur , 
hvis bedste ven var Peter Møller — vare indbudne 
til at deltage i festen . Men hvo skildrer de 
unge studenters forbavselse og glæde , da de kom til 
gildet og så , at Peter Møller havde været så fornuftig 
at indbyde en del unge damer foruden studenterne 
naturligvis — til at deltage i denne fest . 
— en dame til hver herre ! råbte indbyderen , 
da studenterne trådte ind . Vær så artig at vælge , 
mine damer ! 
„ Damerne “ lod sig ikke sige dette to gange , men 
valgte hver en herre , som de uden videre tøg under 
armen og passiarede med som om de vare gamle 
bekendte . 
Arthur fik også en dame . 
Det var en ganske ung pige . Hendes ansigt udtrykte 
den mest barnlige uskyldighed . Hendes bæscn 
var blidt og elskværdigt , og hun talte så yndigt 
sværmerisk , at Arthur strar følte sig i den syvende 
himmel , da han et øjeblik havde været hendes bordkavaleer . 


hun var smagfuldt klædt . En elegant sort silkekjole 
fremhævede hendes ypperlige figur . Om halsen 
havde hun en lang guldkæde , og et elegant lille 
dameuhr skal halvt ud af bendes uhrlomme . 
Denne dames navn var Nina . 
Det er umuligt at beskrive den gemytlighed , beder 
herskede mellem disse unge mennesker . 
Lidt efter midnat brød man op , berusede af drikkevarer 
og af de unge damers venlighed . 
Arthur bad sin dame om tilladelse til at ledsage 
hende hjem ; hun smilede blidt til ham og svarede , 
idet hun greb pans arm : 
— er det nu noget at spørge om , hr . Arthur ? 
Det er jo en selvfølge at de følger mig hjem . De 
er jo min uvkårede ! 
— tak for disse ord , Nina , svarede Arthur og 
trykkede hendes hånd . 
De gik nu langsomt og fordybede i en ivrig 
samtale hen ad gaben . 
Da de vare komne til Møntergade standsede hun 
udenfor et hus omtrent midt i gaben . 
— her boer jeg , Arthur , sagde Nina , og pegede 
op på huset . 
— på hvilken sal ? spurgte Arthur . 
— tredie sal , min udkårede , svarede Nina . 
Dersom det ikke var så sildigt ville jeg bede dem op 
med , men nu kommer jeg til at vente til i morgen 
med at få deres ærede besøg i min egen lejlighed . 
Dog i morgen venter jeg dem . 

— hvad tiv ? spurgte Arthur bævende af glæde . 
— kom klokken 1v i morgen formiddag , hviskedee 
Nina ømt . 
— ja , tak , men hvad tror de at deres forældre 
vil sige « st at jeg besøger dem ? 
— mine forældre ! haha . be sige såmænd intet 
dertil , thi så vidt jeg kan huske tilbage kan jeg næppe 
erindre mine forældre . Nej , Arthur , jeg er som den 
ensomme fugl i sit bur ; buret er min stue , og jeg 
lever der ene - ganske ene . 
— min gud ! kan de virkelig ikke erindre deres 
forældre ? 
— nej , Arthur , nej ; vel var der nogle skikkelige 
folk , der fredede og værnede om mig i min barndom . 
Og trådte i mine forældres sted , men ofte alt for 
ofte - lod de mig høre , at jeg i grunden kun kunne 
betragtes som hittegods , da de havde . . . 
-- hittegods ! afbrød Arthur hende . 
— ja , hittegods , Arthur ; de have nok fundet 
mig en aftenstund liggende udenfor det hus de beboede . 
De ynkedes over mig , og da jeg var et kønt barn « 
Optog de mig i deres hus og lod mig være som deres 
eget . Dog , jeg står her og snakker , nei-kom i morgen 
formiddag , da skal jeg forklare dem mit hele levnetslød 
godnat , Arthur ! Et Kys skal de have , fordi 
de har ledsaget mig ben lange vej . I morgen får 
de et til . Godnat ! 
Arthur fik et Kys , og hun svippede hurtig ind ab 
gadedøren . 

han greb efter hende før at standse hende , men 
han køn » før sent , hun var allerede oppe ad trapperne . 
— Nina ! Nina ! råbte han bedende . Hun hørte 
det godt , men svarede ikke . 
Som en beruset ravede Arthur hjem , med tanken 
opfyldt af den unge pige . 
Istedenfor at gå iseng vandrede han hele natten 
frem og tilbage på gulvet , stedse tænkende på hende , 
og af og til udbrydende i poetiske taler til hendes 
roes . 
— o , elskede Nina , du har fortryllet mig ! udbrød 
han sværmerisk . Det var det lykkeligste øjeblik i 
mit liv , da jeg lærte dig at kende . Først , nu forstår 
jeg hvad kærlighed er ! 
Endelig hen ad morgenstunden kastede han sig fuldt 
påklædt på sengen et øjeblik ; men uagtet han forsøgte 
at falde isøvn , lykkedes det ham dog ikke . Ninas 
smilende ansigt stod stedse for ham , og når han skulle 
se på hende kunne han jo ikke sove . 
Da klokken var 8 forlod han sin stue og begav 
sig til Møntergade . 
Her stod ban i en gadedør lige overfor hvor Nina 
boede og stirrede op til hendes vindue i over en time , 
men gardinet var hele tiden rullet ned . 
Dersom han havde kunnet se gennem rullegardinet , 
ville hans kærlighed sikkert have kjolnet sig 
noget ; thi Nina stod bagved gardinet , — dog , det var 
ikke den smukke Nina fra den foregående aften , nej , 
hun var meget forandret . 

hendes kinder vare bedækkede med en gulagtig 
bleghed , og hendes hår , der den foregående aften 
var ravnsort og havde en nydelig glans , havde nu 
en mat , vissen farve . 
Dog , snart blev hun atter den smukke Nina . 
Hun vaskede ansigtet i noget vand , der havde en 
stærkt parfumeret lugt , gned kinderne med rød og hvid 
sminke og smurte en glandsfuld sort vædskc i håret . 
Det hjalp . 
Derefter isørtc hun sig en smuk , ulden kjole , 
spejlede sig en halv snes gange , og råbte idet hun 
gennem gardinet så ned på gaden : 
— se så , Arthur , nu går tæppet op ! 
I samme øjeblik rullede hun gardinet op , — og 
da Arthur så dette lød han hurtig over ggden og 
op ad trapperne . 
Han bankede på hendes dør og Nina lukkede 
strar op for ham idet hun leende udbrød : 
— god morgen , hr . Arthur ! Nå , de er såmænd 
bestemt ; det kan jeg godt lide . 
— ja , Nina , dersom de vidste hvor meget jeg 
længtes efter dem , da havde de sikkert ladet mig 
komme noget tidligere . 
Vi ville ikke opholde os hos dem i al den tid de 
vare samlede denne dag , men kun underrette den ærede 
læser om , at Arthur fra denne dag af stadig tilbragte 
sin fritid hos hende . 
Imidlertid skete der snart en forandring i Arthurs 
lykke . 

da han havde kendt Nina i et par måneder , 
gik ban som sædvanlig en aftenstund op til hende 
men hendes dør var lukket og hun var ikke hjemme . 
Han ventede længe på gangen , men hun kom ikke . 
Tilsidst gik han ned ad trapperne . 
Da ban kom ned i gadedøren så han i nogen 
frastand en herre og en dame langsomt spadsere , som 
det syntes fordybede i en ivrig samtale . 
En forfærdelig mistanke opsteg hos ham og ban 
ilede ned efter dem . 
Han syntes bestemt at damen var Nina . 
Da ban i nogen tid havde fulgt efter dem , standsede 
de udenfor et elegant sted ved Nørrevold . 
Herren ringede på , og en gammel portner luk 
kede porten op , dog kun på klem , for at se hvem 
det var . Da han så Herren og damen lukkede han 
porten helt op . 
— god aften , hr . Greve ! sagde han , og bukkede 
ærbødigt for Herren . 
Det unge par forsvandt for Arthurs øjne , medens 
han uafbrudt stod og stirrede efter dem . 
Han havde nu fået vished , det var hende . 
Portneren så forundret på den unge blege 
mand , der så ivrig kiggede ind ad porten . 
— hvad vil de beder ? spurgte han . 
— jeg vil ind ! stønnede Arthur , endnu blegere 
end før . 
— det lader sig ikke gøre på denne tid af 
aftenen . 

— Io , jo , ug vil ind , jeg må ind , min forlovede 
er jo heroppe i huset , udbrød Arthur fortvivlet . 
— aha , er det hans kæreste at greven har 
oppe hos sig . Ja så , da skal jeg dog lade ham vide , 
at hun ikke er meget tro , thi hun kommer her daglig . 
Nå , så det er hans forlovede , ja , det er rigtignok 
et fælt stykke møbel han der har bundet sig til . Det 
er jo det værste kvindemenneske man kan træffe på 
sin vej ; sådan en slange , sådan en taske ! 
Efter at bave udtømt sig i denne ordstrøm smækkede 
ban porten i for næsen af Arthur . 
Der stod han med korslagte arme og øjnene stift 
heftede på det hus , hvor hans elskede var gået op . 
Han stod i nogle øjeblikke stille udenfor huset . 
Endelig samlede han alt sit mod og ilede til Ninas 
bopæl ; men hvo skildrer hans forbavselse da han 
seer hende siddende i sofaen ceftig grædende . 
— hvad er der i vejen med dig , min elskede ? 
Udbrød han , idet hele hans kærlighed vågnede på ny . 
— o , bvor har du været henne , Arthur , udbrød 
hun i en fortvivlet tone . Hvorfor kommer du så 
sildig ? Klokken er jo allerede over 10 . Der er vel 
andre damer der lægge beslag pqa din tid , og så 
glemmer du aldeles den , der sidder og sukker for 
dig . O , det er ikke pænt af dig ! 
Hun rejste sig op , gik hen til ham og vedblev idet 
hun greb hans hænder : 
— elskede Arthur ! sig mig , er jeg dig da aldeles 
ligegyldig ? Aner du ikke , hvor dette hjerte pintcs 

ved din udeblivelse , — tænkte du slet ikke på din 
stakkels lille Nina ? 0 gud , du svarer ikke , du 
elsker mig vist ikke mere ! Min gud , hvor jeg da er 
ulykkelig ! 
Hun slap Arthurs hænder , gav et skrig fra sig 
og faldt om på gulvet . 
Arthur stoø og betragtede hende . 
- er det muligt , sagde han ved sig selv , at en 
kvinde kan være så fræk eller rettere så løgnagtig 
og opfindsom , at væve mig ind i et net , hvor jeg slet 
ingen udveje seer til frelse , — eller har jeg taget 
fejl . Nej , det var hendes yndige lille ansigt , det var 
hendes yndefulde gang , det var hendes kære stemme 
jeg hørte , — og alt dette skulle være en fejltagelse , 
nej , jeg så det jo lydeligt og dog , hun sad jo her i 
sofaen da jeg kom , og græd så hjertelig over min 
udeblivelse . 
Han så fortvivlet ned på hende . 
— 0 , sagde han , idet han slog sig før panden ; 
hvad skal jeg tro ? Mit hoved brænder . . . tusinde 
tanker gjcnnemkrydsc det . . . Ak , hvor jeg er ulykkelig ! 
Alt hvad jeg foretager mig mislykkes , og selv 
den sidste trøst , denne skønne kvinde , skal gå tabt 
før mig . 0 , det er skrækkeligt ! Hende , mit hjertes 
stolthed , mit ideal før alt skønt og ækelt , hun er 
altså , søm hele verden , falsk og svigagtig . Nuvel , 
min skæbne , jeg trodser dig ! Du byder mig krig , 
godt , jeg tager imod den , jeg vil kæmpe mod dig til 
min sidste stund og søge at overvinde dig ! 

da Arthur havde fuldendt dette udbrud så han 
ned på den unge pige , og hans ansigt udtrykte den 
dybeste sorg . 
Han bukkede sig ned , tog hende på sine arme og 
lagde hende på sofaen . 
Han badede hendes tindinger med vand , og efter 
nogle minuters forløb slog hun øjnene op . 
Hun så bebrcidenbe på Arthur og sagde : 
— hvoraf kommer det at du endnu er her ? Du 
kunne jo godt have blevet hos din anden kæreste , hvor 
du jo allerede har tilbragt den meste tid af aftenen . 
Hun længes vist efter dig , kan du tro ! 
— fy , Nina ! hvor kan du tale således til mig , 
der er dig tro som guld . 
Nina gav intet svar . Hun knugede hans hænder 
i sine og gav sig til at græde heftigt . 
Således sad de en stund , da sagde Arthur : 
— kære Nina ! vil du svare mig oprigtig på 
mine spørgsmål ? Vil du tale alvorlig med mig ? 
Det er til dit eget bedste . 
— ja , kære Arthur , jeg vil svare dig oprigtig , 
det kan du være ganske sikker på . 
— nuvel , så spørger jeg dig om du har været 
ude i aften ? sagde Arthur med rystende stemme . 
— om jeg har været ude i aften . . . ude i aften , 
ja naturligvis . . . Du kan vel ikke forlange at jeg 
skal sidde her alene og vente på når det behager dig 
at komme . 

— hvor har du været henne ? vedblev Arthur 
og så stift på hende . Og hvem har du spadseret 
med ? 
— jeg har været henne hos min veninde , og 
jeg har ikke spadseret med nogen , Arthur , svarede 
den udspekulerede kvinde . 
— hvor boer din veninde ? 
— i Bredgade . 
- gik du alene hjem ? Fulgtes du ikke med en 
høj herre ? 
— men Arthur døg ; mistænker du din egen 
Nina ? O gud ! jeg som elsker dig så højt , jeg 
skulle glemme dig og spadsere med en anden ! Fy , 
Arthur , nu kan jeg rigtignok se hvor meget du holder 
af mig ! 
Med disse ord omfavnede hun ham og kyssede 
ham heftigt , — og Arthur glemte den høje herre , 
spadsereturen , sin angst , kort sagt alt i Ninas arme . 
De sad således i længere tid , aldeles optagne 
af at forklare hvor meget de holdt af hinanden , — og 
klokken var over l da Arthur forlod hende . 
Nina stod oprejst og betragtede ham med et halvt 
smilende , halvt bedende blik , da han skulle til at forlade 
hende . 
Han var henrykt ; aldrig havde Nina været så 
smuk . 
Endelig , efter en lang omfavnelse , utallige Kys 
og nye troskabsforsikringer , skiltes man . 

neppe havde hun hørt gadedøren lukkes efter ham , 
' før hun udbrød i en skingrende latter . 
— hahaha ! Du er ikke klog nok , min ven , til 
at omgås mig . Det var prægtigt , jeg fik ham til 
at tro alt , hvad jeg bandt ham på ærmet . Nå , 
så han mener , at jeg kan leve for ham alene ! Nej , 
kærlighed er en meget rar ting , men der må engang 
imellem gøres en lille afverling , ellers bliver 
det alt for ensformigt . 
Med disse ord nærmede hun sig vinduet og så 
ned på gaden . 
— han står der endnu , jeg tænkte det jo nok , 
sagde hun leende . Nå , så må jeg rulle ned og 
slukke lyset , at han kan tro at jeg er gået til sengs , 
før forlader han vel næppe fin plads . 
Som sagt så gjort . Hnn rullede gardinet ned , 
slukkede lyset og så ned spå gaden . Arthur var 
forsvunden . 
— så , nu går han . Man bliver altid udspioneret 
af ham og hans dydige søster Amanda , hun 
vil nok sætte ham skrupler i hovedet , men det skal 
ikke bekomme hende vel , det kan hun tro . Lad mig 
se , når jeg nu fik hende gift , så kunne Arthur være 
hos mig , men det gælder om at finde en mand til 
hende , der vil gøre hende livet dygtig surt . 
Efter dette korte men gode overlæg tog hun hat 
og shavl på og forlod værelset idet hun nynnede : 
„ Evoe ! hvor de gudinder 
dog bedåre kan en mand ! “ 

vi ville ikke følge hende på hendes natlige udflugt , 
men derimod se hvorledes Arthur befinder sig - 
efter hans sidste besøg hos hende . 
Tiende kapitel . 
En kaffepassiar . 
Det var morgenen efter at den omtalte begivenhed 
indtraf . 
Arthur sad i en lænestol og nød sin morgenkaffe . 
Der var øjensynlig noget meget vigtigt , der 
beskæftigede hans tanker , thi han sad og stirrede hen 
for sig og kaffen kom kun ned i små drag . 
Som han således sad bankedes der beskedent på 
hans dør og Amanda trådte ind i hans værelse . 
Hun var meget bleg og man kunne tydelig se at 
hun havde grædt . 
Arthur rejste sig og gik sin søster i møde . 
— hvad fattes dig , kære Amanda ? udbrød han , 
da han så hendes bedrøvede ansigt . 
— ak , jeg er så bedrøvet . . . jeg har noget 
at fortælle dig , dersom du ikke vil tage det ilde op , 
stammede Amanda . 

— nej , på ingen måde , kære søster ; hvor 
kan du tro det ! 
— ja . . . ja , jeg vil tale oprigtig med dig , 
Arthur . Jeg så dig i går løbe som en afsindig 
nede ved Nørrevold . Jeg blev så ulykkelig , jeg frygtede 
at du havde arvet den forfærdelige sygdom efter 
vor stakkels moder , som du nok erindrer var vanvittig . 
Jeg er så urolig , Arthur ; sig mig , hvad er 
der i vejen med dig ? Hvorfor lød du således ? 
Arthur gav intet svar . 
— hvorfor kom du så sent hjem i nat ? vedblev 
Amanda . Klokken var jo over 2 . 
Arthur så fortrædelig på hende . 
— har jeg ikke ret til at komme hjem når jeg 
lyster ? spurgte han . 
— du har bestemt igen været henne hos denne 
mistænkelige dame , som du kalder din forlovede . 
Det er rigtignok ikke smukt af dig , at indføre en sådan 
kvinde i vor familie . Nej , Arthur , det er skammeligl 
at du vil vove det . 
Da Arthur hørte hende sige ham dette lige i 
øjnene , blev han rasende , og han hævede hånden 
imod hende , som til slag . 
Amanda for tilbage , udstødte et svagt skrig og 
forlod skyndsomt værelset . 
Svendsen kom kort efter ind og bebrejdede ham , 
at han var kommen så sent hjem den foregående 
nat . Dog , Arthur forholdt sig aldeles tavs . 

da Svendsen var gået kastede Arthur sig på 
sofaen og græd som et barn . 
— er det da ikke nok med den ene sørg jeg 
har ! udbrød han fortvivlet . Skal jeg også tåle at 
alle bebrejder mig at jeg har bundet mig til denne 
unge , skønne pige ? Skal jeg stedse pines af hårde 
bebrejdelser og slette udtalelser om hende . . hende , 
mit hjertes udkårede ? Nej , jeg holder det ikke ud 
på denne måde , der må ske en forandring ! 
Lidt efter lidt blev han dog herre over sig selv , 
og han viste sig ved frokostbordet , munter som sædvanlig . 
Julie 
opvartede ved bordet , og gjorde sig umage 
for at tilfredsstille enhver 
der blev ikke talt meget ; det var som om man 
ventede udbrudet af et heftigt uvejr . 
Da kaffen kom ind sagde Svendsen : 
— da vi ikke have talt meget ved bordet , er det 
nok bedst at vi få os en lille kaffcpassiar . 
— ja , kære fader , lad os få en lille historie , 
for at opmuntre Arthur , thi det lader til at han er i 
dårligt humør i dag ! udbrød begge de unge piger , 
idet de stillede sig ved siden af Svendsen . 
Vi må bemærke at såvel de to unge piger som 
Arthur bestandig benævnede amerikamanden som deres 
fader . 
— jeg er såmænd i meget godt humør i dag , 
agte Arthur lidt forlegen . Jeg er netop gemytlig 
slemt . Haha ! Du tager fejl , Amanda ; som et bevis 

herpå skal jeg fortælle eder en morsom historie om 
Peter Møller . I kender ham jo alle ? 
— ja , ja , studenten ! råbte begge de unge piger 
på engang . 
— nej , nej , lad være med det ; lad os tale om 
vore egne anliggender . Jeg ville for erempel spørge 
hr . Arthur om , hvorledes han morer sig om aftenen , 
da vi så sjældent seer ham efter klokken 9 , ja ofte 
ikke hele dagen . 
Arthur rødmede stærkt ved dette spørgsmål , men 
søgte dog at blive herre over sig selv . 
— o , sagde han lidt forlegen . Jeg har mange 
venner , der lægge beflag på min tid , så at jeg 
ikke længer . . . 
— det er altså ikke veninder du besøger ? afbrød 
Svendsen ham . 
Arthur blev mere og mere forlegen og så vredt 
hen til Amanda , som om han ville sige : — jeg ved 
godt fra hvilken kant det kommer . 
Amanda rystede på hovedet for af tilkendegive 
ham , af hun intet havde sagt . 
— du svarer ikke , vedblev Svendsen smilende . 
Jeg har altså ret . 
— nej , det har du rigtignok ikke , fader . Jeg 
kender ikke nogen dame her i København nøjere end 
Amanda og Julie . . . og Julie tør jeg naturligvis 
ikke gøre mig noget håb om — hun vil vel ikke have 
mig istedenfor min ven , Vilhelm Petersen ; vil du 
vel , Julie ? 

— nej , aldrig i evighed ! svarede Julie leende . 
— jeg tænkte det jo nok , sagde Arthur og greb 
leende hendes hænder . 
Arthur vedblev af spøge , og han var frelst før 
dennegang . 
Da klokken var bleven mange rejste man sig fra 
bordet , for hver af begive sig til sit . 
I dette øjeblik åbnedes døren heftigt , og Klaus 
( matrosen fra knækbeins fartøj ) trådte hurtig ind i 
værelset . 
— mester ! råbte han til Svendsen . Jeg har 
set ham . 
— hvem ? spurgte Svendsen forundret . 
— den døde kaptajn ! 
— hvem er det ? 
— det er ham . . . Skurken . . . Knækbein ! 
Stammede Klaus . 
— min gud ! lever knækbein endnu ? 
— ja , feg så ham tydelig nede ved Nørrevold . 
Han spadserede med en høj , elegantklædt herre , hvem 
han titulerede „ Hr . Greve ! “ 
— greven ! råbte Arthur og blegnede synlig . 

ellevte kapitel . 
Den døde kaptajn . 
Vi skylde den ærede læser en forklaring om , hvorledes 
knækbein og Johan , der lå forsvarligt bastede 
og bundne nede i kahytten , vare komne på fri fod . 
Længe lå knækbein og ærgrede sig . Han bandte , 
skældte , sparkede og sløg om sig som om han var 
afsindig . 
Det blev aften , og endnu måtte han indtage 
denne yderst nedbøjede stilling . 
Nu havde han opgivet håbet om frelse , nu så 
han en fremtid afmalet for sig med de skrækkeligste 
farver : han så et skummelt og uhyggeligt fængsel 
med en dertil svarende skummel og uhyggelig fangevogter 
han spekulerede allerede på , hvorledes han 
bedst skulle underkjøbe fangevogteren til at lade ham 
skippe ud , da han umulig kunne tro at noget menneske 
med „ Penge på lommen “ havde nødig at sidde indespærret 
længer , end til man tømmer sine lommer i 
fangevogterens griske hænder . 
Han skulede hen til Johan , der endnu snorkede . 
— den dagdriver ! brummede knækbein . Det 
er dog hans skyld at jeg er kommen i denne stilling . 
Ak , havde jeg blot min frihed igen ! Jeg gav gerne 
100 rigsdaler til den , der ville løsne disse nederdrægtige 
bånd , der svinebinder mig således , at jeg 

ikke kan røre et lem . Ja , jeg giver gerne 200 rigsdaler 
til den , der vil skaffe mig min frihed igen ! 
— det er et ord , kaptajn ! hviskedee en Matros 
og sneg sig ind ad kahytsdøren og hen til knækbein . 
Får jeg 200 rigsdaler løser jeg kaptajnen strar . 
— ja , gu ' får du 200 rigsdaler , min ven ; 
men skynd dig , løs båndene , — jeg kan ikke udholde 
denne stilling , råbte knækbein . 
— ja , . . . ja jeg vi ! nok løse kaptajnen , vedblev 
matrosen , men jeg vil også nok have løsepengene ; 
derfor må kaptajnen sige mig , hvor jeg kan 
tage pengene ; thi jeg vil have forudbetaling . 
— det skal du få . . . det skal du få , 
jamrede knækbein , pengene ligge i kisten . 
— men nøglen , hvor er den ? 
— nøglen ligger i min vestelomme , . . . dog , 
du må løse det ene bånd , jeg kan ikke holde det 
ud . . . det skærer mig dybt ind i kødet . . . siden 
skal du få lønnen . 
— nej , kaptajn , jeg er ikke født i går , vedblev 
matrosen grinende . Øje for øje og tand for tand , 
det ordsprog hylder jeg , derfor penge først , siden skal 
jeg nok skaffe kaptajnen frihed . 
Matrosen fik nu nøglen , åbnede kisten og tøg 
samvittighedsfuldt de udlovede 200 rigsdaler , som 
han med stor koldblodighed stak i sin egen lomme . 
Såsnart knækbein var løst gik han hen til den 
sovende Johan , og sparkede ganske gemytlig til ham , 
indtil han vågnede op . 

— ha ! hvad er dette ! udbrød Johan forskrækket , 
da han mærkede at han ikke kunne bevæge sig . 
— hvad det er ! råbte knækbein . Det er . . . 
Det er , at du har drukket dig fuld , svin , istedenfor 
at styre skibet . . . det skal betyde at „ Mester “ er 
ombord , at han har bundet os og truet os med at 
sende os i fængsel . Ha , det har kostet mig 200 rigsdaler , 
men lige meget , nu er jeg atter kaptajn på mit 
skib . 
Med disse ord skar han de bånd over , der 
fastholdt Johan . 
— tag nu en kniv og følg mig ! kommanderede 
knækbein . 
Johan fulgte ham tavs . 
Oppe på dækket stod Klaus ved roret og anede 
ikke at faren var ham så nær . 
Pludselig hørte han et brøl bagved sig , og som 
et vildt dyr styrtede knækbein over ham og bibragte 
ham et dybt sår i nakken . 
De andre matroser kom nu til og snart opstod 
et almindeligt slagsmål , under hvilket Johan blev 
kastet om på dækket , bedøvet af et slag han havde 
såt med knyttet hånd i hovedet . 
Som læseren nok erindrer kastede en af matroserne 
knækbein i havet , og vi ville nu se , hvorledes 
det gik ham her . 
Ukrud forgår ikke så let ! siger et gammelt 
ordsprog . Delte må vi sande her . 
Knækbein , som så pludselig så sig døden nær , 

kæmpede af alle kræfter mod det grådige element , 
der truede med at opsluge ham . 
Han svømmede efter skibet , for om mulig at 
nå det , men skibet fjernede sig mere og mere 
fra ham . 
Fortvivlet råbte han øm hjælp , ingen kunne 
høre ham , han var for langt borte fra nøget menneskeligt 
væsen . 
Han anråbte , måske for første gang i sit liv , 
den almægtige øm hjælp i nøden , men det var som 
øm himlen nægtede ham sin bistand . 
Han blev svagere og svagere ; han mærkede at 
hans sidste øjeblik nærmede sig med hurtige skridt . 
Forbandende himlen og sin onde skæbne sank 
han under vandet , idet han udstødte en forfærdelig ed . 
I samme øjeblik som knækbein sank tilbunds 
sås en Matros med megen svømmcfærdighrd at 
nærme sig stedet , hvor knækbein lå . 
- mod , Frits ! råbte matrosen . Øm et øjeblik 
er du reddet . 
Med disse ord greb han fat i knækbein og svømmede 
afsted med ham . 
Endelig nåde han et stort skib , der lå i nærheden , 
rimeligvis ventende på matrosen . 
Knækbein var bevidstløs , og matrosen havde derfor 
besvær med at bjerge ham . 

— men det er jo ikke Frits ! råbte kaptajnen 
på det ventende skib , da ban fik øje på knækbein . 
— Io , splitte mig er det Frits ! svarede manden , 
medens han rystede vandet af sig . Man kan . ikke 
sådan kende druknede folk . 
— ja men jeg siger at det er en fremmed mand 
du har reddet , vedblev kaptajnen . En mand , som 
hverken du eller jeg har set før . 
Dette var også sandhed . Ingen af mandskabet 
havde tidligere set knækbein . 
— men hvorfor sprang matrosen da ud efter 
skurken ? spørger vel den ærede læser . 
Det var ved en feillagelse at knækbein blev 
reddet , kære læser . Sagen var nemlig den : 
ombord på det skib , hvor knækbein nu befandt 
sig , var ansat en ung mand ved navn Frits . 
Denne unge mand havde ingen slægtninge , ingen 
venner , og han søne kun et sørgeligt liv ombord på 
det omtalte skib , hvor han havde været ansat lige fra 
sin konfirmation . 
Dette afholdt imidlertid ikke den strenge kaptajn 
fra at tugte bam godt , og Frits , der i forvejen flet 
ingen lyst havde til søvæsenet , tabte aldeles modet 
ved kaptajnens brutale opførsel imod ham . 
Ikke sjældent mishandlede kaptajnen ham i hele 
mandskabets påsyn og kaldte ham en dagdriver , en 
tiggcrunge etc . , ja ofte slog han i hidsighed den unge 
mand med knyttet hånd lige i ansigtet . ' 
han var kaptajnens syndebnk . 

i længere tid tålte den stakkels Frits tålmodig 
kaptainens hårdhed mod ham , men den aften da 
knækbein blev reddet , havde kaptajnen været så hård 
imod den unge mand , at han i sin fortvivlelse sprang 
overbord , idet ban udstødte en rædsom forbandelse 
imod tyrannen . 
I samme øjeblik han sprang i søen standsedes 
skibet , og en kæk Matros sprang strar ud for at 
redde ham . 
I mørket var det matrosen umuligt at se hvem 
det var han reddede . 
Dette blev knækbeins frelse . 
Da matrosen , der reddede knækbein , havde erkendt 
sin fejltagelse , sagde han : 
— å , kaptajnen elsfede da ikke Frits så højt , 
ka ' jeg tro , thi han fik s ' gu sine tørre prygl , om han 
så aldrig havde forset sig en smule ! 
Da matrosen havde fuldendt sin højrøstede tale , 
gik kaptajnen langsomt hen ad dækket til sin kahyt . 
Han var meget bevæget og en ligbleghed bedækkede 
hans kinder . 
Da han var gået henlededes alles opmærksomhed 
på knækbein , der endnu lå livløs på dækket , 
uagtet alle oplivelscsmidlcr . 
Han blev nu båren ned i kahytten . 
Da der var hengået en god times tid slog han 
øjnene op og stirrede vildt hen for sig . 
En mand sad hos ham . 
Knækbein så forundret på ham og sagde : 

— sig mig , hvorledes er jeg kommen her og 
hvor er jeg egentlig ? 
— doktoren har forbudt mig at tale til dem , 
sagde manden , og knækbein fik intet andet svar , 
hvor mange spørgsmål han end gjorde . 
Han måtte således soreløbig være tilfreds med 
dette svar og han lagde sig nu stille hen og grublede . 
Da han en god tid havde ligget således kom 
skibslægen ned til ham 
han bod manden ar forlade kahytten , og udspurgte 
knækbein om de nærmere omstændigheder ved 
uheldet . 
Knækbein besvarede hans spørgsmål tilfredsstillende , 
og nu undersøgte doktoren ham , og han 
opdagede derved de dybe furer ved håndleddene , som 
båndene havde sfårcn dengang knækbein lå bunden . 
Doktoren spurgte hvorfra disse kom . Knækbein 
opfandt en løgn og dermed måtte doktoren foreløbig 
lade sig nøje . 
Skibet sejlede nu til København og ankom omtrent 
samtidig med knækbeins eget skib . 
Dog gik knækbein ikke ombord på skibet , men 
sneg sig ubemærket ind i byen . 
Han begav sig til Pistolstræde . 
Her gik han op i et gammelt , meget forfaldent 
hus , hvor det lod til at han var godt kendt , thi han 
gik med en beundringsværdig sikkerhed op ad de stejle , 
næsten bælmorke trapper . 
Her gik han op på kvisten . 

en ældre , meget fattig klædt kone åbnede døren 
for skurken . 
— jeg bliver her i nat , mutter , sagde han og 
tøg plads på en træstol . 
— det er mig en stor ære , når Herren gæster 
mit hus , svarede konen og nejede før ham . Mit 
simple hjem står aldeles til deres rådighed . 
— tak , mutier , svarede skurken . Jeg skal 
også nok betale godt derfor . 
— det ved jeg , det ved jeg ! 
— måske jeg bliver her en uges tid endnu , 
vedblev knækbein . 
— om Herren så ville blive beder et helt år , 
var det mig bestandig en stor ære , svarede konen og 
nejede atter . 
Hun redte nu seng til ham og gjorde værelset 
så bekvemt som det var hende muligt . 
— ere „ Jægerne “ på spor efter vildtet ? spurgte 
hun nysgerrig . 
— nej , mutter , når jeg blot ikke gør „ Jægerne “ 
Fortræd , så lade de mig nok gå i fred . 
Vi ville ikke opholde os længer hos dissi to , 
men kun fortælle at knækbein holdt sig skjult hos 
denne kone i over en uge , og at han efter den tid 
flyttede ud i hans tidligere lejlighed i det forbandede hus . 
Ingen af knækbeins forfølgere vidste noget af at 
han var reddet , og han forstod også at undgå dem 
alle . 
Han pønsede atter på at få fat på Julie ; 

det var nu engang hans beslutning at hun skulle blive 
hans hustru , og han holdt fast ved denne tanke , så 
fast , at han overalt hvor han gik og stod stadig spekulerede 
på atter at føre hende bort fra studenten og 
amerikamanden . 
Dog dette var , som vi nok kunne indse , ingen let 
sag , thi der blev våget over hende med megen omhyggelighcd 
siden den skæbnesvangre aften på skibet . 
Dog , en mand med en opfindsomhed som knækbein , 
finder altid på råd . 
Vi ville nu se hvorledes han arbejder for at sætte 
sit værk igennem . 
Han havde nu uden bevogtcre lejlighed til at 
spejde , og man så ham ofte forklædt vandre frem og 
tilbage foran det hus , hvori Svendsen boede . 
Han så at studenten hver aften gik derfra , og 
der overkom ham en pinlig smerte , hver gang han 
så det unge menneske , thi han elskede virkelig Julie 
og skinsygens forfærdelige smerte pinte hans forhærdede 
hjerte . 
Hver aften gik han efter studenten , for at se 
hvor han gik hen . Han fik således at vide hvor hans 
rival boede , og dette var jo af stor vigtighed for 
hans planer . 
Uagtet han hver aften stod og passede på udenfor 
Julies bolig , var det dog endnu ikke lykkedes ham 
af se hende . 
Endelig — efter en meget lang benten — kom 

hun en aften gående ved Vilhelms side . Arm i arm 
vandrede de hen ad gaden , og havde de haft øje for 
andet end deres gensidige kærlighed , da havde de 
set en mand , klædt efter nyeste mode og iført en 
stor og kostbar kappe , gå lige bagefter dem , som for 
af øpsnappe hvert ord de talte . 
Det var knækbein . 
Hans første tilskyndelse — da han så Julie og 
Vilhelm Petersen vandre ved hinandens side — var 
den , af dræbe ham og se af slippe bort med Julie ; 
men da han frygtede for af man skulle kunne genkende 
ham , og da han ikke ville risikere dette , fulgte 
han forsigtig efter de elskende , dog ikke i større afstand 
end af han tydelig kunne høre hvert ørd de talte . 
Imidlertid gik de langsomt fremad og man nåde 
endelig Vilhelms hjem . 
Julie skulle denne aften præsenteres for de folk 
hos hvem Vilhelm boede , og disse havde i den anledning 
arrangeret et lille gilde . 
I det øjeblik da Julie slap Vilhelms arm for af 
træde ind i huset , vendte hun sig tilfældigvis om for 
af sige noget , men hun gav i det samme et stærkt skrig 
fra sig og pegede forfærdet ud på gaden . 
Vilhelm vendte sig hurtig om , men der var intet 
at se . 
— hvad var det , Julie ? spurgte han og så 
forundret på hende . 
Julie gav intet svar , men vedblev ufravendt at 
stirre ud på gaden . 

— hvorfor er du så bleg ? Hvad er der i vejen ? 
Spurgte han atter . 
Han fik intet svar . Julie var en besvimelse nær . 
— kære Julie ! kom til dig selv ! vedblev Vilhelm 
og søgte at understøtte hende . Sig mig , hvad 
blev du så bange for ? 
— o , Vilhelm ! stammede Julie ; jeg så ham 
tydelig stå her , da jeg vendte mig om . 
— hvem mener du ? 
- min onkel ! 
— det er ikke muligt , Julie ; han er jo død for 
lang tid siden . 
— ja . . . men . . . jeg ved ikke hvorledes det 
forholder sig , men jeg så tydelig hans for mig så 
forhadte ansigt stirre på dig med et ydiryk af ondskab 
og raseri . Jeg blev så angst , kære Vilhelm ; 
jeg ved ikke selv hvad jeg fejler , men jeg befinder mig 
i en tilstand , som om der foreståcr mig en skrækkelig 
ulykke . Det aner mig , at vi ikke længe skulle blive 
sammen . Du skal se . . . 
— snak , lille tande ! afbrød Vilhelm hende 
leende . Hvorfra får du slige overspændte ideer ? 
Kan du ikke . . . 
— ak , gid det kun var ideer ! afbrød Julie ham . 
Da ville jeg være lykkelig , Vilhelm ; men jeg føler i 
mit indre at det har en dybere betydning . 
— du kan altså skue ind i fremtiden ? 
— nej , det kan jeg ikke ; men jeg har ofte isøvne 

set onkel stå truende for mig , medens han pegede 
ned på dig , der såret lå for hans skodder . O , 
Vilhelm , du kan ikke forestille dig den skræk , der 
overkommer mig , hver gang jeg drømmer dette , thi 
skjøndt jeg godt ved at drømme ingen betydning har , 
førekommer dog denne drøm mig som et varsel fra 
himlen om , at jeg skal være på min post og passe 
nøje på at han ikke træder i vejen for os og forstyrrer 
vor lykke . 
— nej , Julie , du må ikke tænke således ; det 
er kun din ophidsede fantasi der lader dig se slige 
drømmesyn ; frygt ikke for ham , han kommer sikkert 
aldrig oftere fil at flade os . Vær blot rolig , og frygt 
intet fra den kant . 
— nej , Vilhelm , jeg ville heller ikke tage nogen 
notits af denne drøm , dersom den ikke gentog sig 
hver nat . 
— hver nat ! råbte studenten . 
— ja , hver nat i over en måned har det samme 
syn fremstillet sig for mig . 
— besynderligt ! mumlede studenten . Det samme 
syn har også i længere tid fremstillet sig for mig 
når jeg sov . 
— du kan ikke forestille dig hvilket dybt indtryk 
det har gjort på mig . vedblev Julie . Jeg føler mig 
aldrig mere rigtig lykkelig , og frygter stedse for at min 
drøm skal blive til virkelighed . 
— tænk ikke mere på det , Julie , men lad os 

nu gå op ; min vært og værtinde længes efter at 
hilse på dig . 
Med disse ord bød han hende armen og de gik 
nu op ad trapperne til 2den sal , hvor Vilhelm 
havde sit værelse . 
Det var hos et par vakre folk Vilhelm boede 
og da de så Julie syntes de straks så godt om hende 
at de behandlede hende som om hun var deres eget 
barn . 
Hun var unegtelig også henrivende denne aften . 
Håret var opsat i rige sorte krøller , der end 
mere fremhævede hendes sine , blege ansigt . 
En kostbar lyseblå silkekjole bedækkede det skønt 
formede legeme . 
På fødderne havde hun silkcsløvlcr af samme 
kulør som kjolen . 
Et snehvidt overlast fuldendte hendes påklædning . 
Intet 
under da , at Vilhelm var henrykt . 
Hvergang Julie berørte ham med sin lille bløde 
hånd for der en skælven igennem ham , og den 
dybe kærlighed han nærede til hende , lyste ham ud af 
øjnene . 
Arthur og Amanda vare også indbudne til dette 
gilde . De kom kort efter Julie og Vilhelm , og snart 
var et muntert selskab samlet . 
Amerikamanden kunne ikke komme med , da han 
var syg . 
Foruden vore bekendte befandt en fremmed herre 

sig i dette selskab . Han beboede værelset ved siden 
af Vilhelms lejlighed , og var flyttet derind omtrent en 
uge før dette gilde stod . 
Vi ville betragte denne herre lidt nøjere , da han 
kommer til at spille en vigtig rolle i denne fortælling . 
Han var meget høj og flank , havde et åbent og 
ærligt ansigt , der prydcdes af et par store sorte 
knebelsbarter . 
Han var elegant klædt , og hans optræden var 
fornem og dannet . 
På hans udtale hørte man tydelig at ban ikke 
havde opholdt sig længe her i byen , og han fortalte 
også selskabet at han nylig var vendt tilbage hertil 
fra Amerika , hvor han havde opholdt sig i over en 
snes år . 
Bi må her bemærke , at da Arthur fik øje på 
denne herre , foregik der en mærkelig forandring med 
ham . Hans tidligere munterhed forsvandt aldeles og 
med tilbageholdt åndedræt betragtede han ham ufravendt . 
— 
hvorfor sidder du således ? hviskedee Amanda 
til ham . 
— det er ham , sagde Arthur åndsfraværende . 
— hvem ? 
— jeg kan ikke forstå det . . . det er dog forfærdeligl 
så han ligner . . . ja , nu seer jeg det tydeligt , 
det er ham . 
— hvem , Arthur , hvem mener du ? gentog 
Amanda . 

— greven ! svarede Arthur rystende . 
— hvilken en Greve ! hviskedee Amanda . 
— spørg mig ikke . . . men pas nøje på ham , 
ber stikker bestemt noget under hans besøg her . 
— min gud , Arthur , du gør mig ganske bange , 
sagde Amanda blegnende . 
— tys ! tal ikke mere om ham ; før samtalen 
hen på andre ting , ellers bliver han opmærksom 
derpå . 
Tolvte kapitel . 
En uheldig panteleg . 
Kort efter blev bordet dækket og et splendid 
måltid arrangeredes . 
Man spøgede og lo ved bordet og Arthur glemte 
aldeles sin mistro til den fremmede herre . 
Såsnart man havde spist blev en mægtig bolle 
punsch båret ind . 
Der skænkedes i glassene og jubel og munterhed 
herskede ved bordet , hvilken end mere forøgedes da 
den fremmede herre rejste sig for at holde festtalen . 
Han talte så hjerteligt og gribende , hans ønsker for 

det vordende par vare så mægtige og oprigtige , at 
selv den største menneskekender ffulde have besvær med 
at øpdage det mindste spor af falskhed i denne hans 
tale . 
Der blev nu sunget forskellige gemytlige sange , 
og heri viste han også et mageløst talent . 
Kort sagt , han var den der underholdt hele selskabet , 
og man glædede sig meget over at han var 
bleven indbuden . 
— jeg synes at vi burde have os en lille 
svingom eftlr punschen , sagde værten da bollen 
var tømt . 
— ia , ja , lød det rundt i stuen . Lad os 
arrangere et lille bal . 
— men hvor få vi musik fra ? spurgte Arthur . 
— jeg gnider på min fiol , svarede værten . 
Jeg har før spillet til bal « 
— bravo ! Bravo ! lød det rundt omkring , og 
snart svingede man om i en lystig Dands . 
Julie og Vilhelm åbnede vallet . 
Det var et ophøjet syn at se dette smukke par 
taktfuld svinge sig efter musikens toner . 
Værtens og værtindens øjne slode fulde af 
tårer ved at se disse unge mennesker danse , de havde 
jo selv engang været unge . 
Den fremmede herre engagerede Julie til den 
næste Dands , og skønt Vilhelm ikke gerne så dette , 
måtte han døg gøre gode miner til siet spil . 
Han stod lænet op mod vindueskarmen medens 

Julie dansede . Hans øjne fulgte enhver af hendes 
trin , og selv om hun var nok så langt borte fra 
ham , så han hende døg . 
— o , Julie ! sagde han sværmerisk ; hvor du døg 
er nydelig ! Vidste du blot hvor højt jeg elsker dig ! 
Vidste du blot . . . 
— du drømmer , elskede Vilhelm ! hviskedee en 
yndig stemme ham i øret , og en lille blød hånd 
klappede hans kind . Sig mig , er det mig du tænker 
på ? 
— naturligvis ! Hvem skulle jeg vel tænke på 
foruden dig , kære Julie ? sagde han henrykt . 
— å , på en anden lille veninde fra tidligere 
tid , svarede Julie skælmsk . 
— nej , nej , deri gør du mig rigtignok uret . 
Den eneste veninde jeg har eller nogensinde har haft , 
er dig . . . Dig alene ; men du er jo også lige så 
smuk som ti andre . 
Julie hørte næppe denne smigrende udtalelse ; 
hendes smukke øjne vare fæstede på den fremmede 
herre , hun nylig havde dandset med . 
Denne var ivrig beskæftiget med at skrive noget 
på en lap papir . 
Af og til så han hen til det unge par , men da 
han mødte Julies blik rejste han sig hurtig og engagerede 
Amanda til den næste Dands . 
Dog havde han hele sin opmærksomhed henvendt 
på Julie . 
— hvem er den herre ? spurgte Julie nysgerrig . 

hvad hedder han . . . hører han til din familie . . . 
Hvem har indbude » ham til dette gilde ? 
— nå , Julie , et spørgsmål ad gangen ! svarede 
Vilhelm leende . 
— nuvel , kender du ham ? 
— ja , han har i omtrent otte dage logeret hos 
min vært , og vi have i den tid daglig talt sammen . 
— hvad hedder ban ? 
— Ludvig Holm . 
— hvad er han ? 
— landskabsmaler , siger han ; døg tror jeg at 
han i Amerika har ernæret sig som professionist . 
— er han din ven ? 
— på en måde . . . min fjende er han da 
i alle tilfælde ikke . Jeg kan godt lide ham ; han er 
meget interessant at tale med og hans opførsel er 
dannet og beskeden . Desuden antager jeg ham for at 
være en stor kunstner . Jeg har set hans malerier 
og de slå efter min mening i lige rang med vore 
første kunstneres arbejder . 
— hvem har indbuden ham til dette gilde ? vedblev 
Julie . 
— det har han på en måde selv . Men hvorfor 
spørger du om alt dette ? 
— fordi . . . fordi jeg ikke kan lide ham , svarede 
Julie ligefremt . 
— gud ske lov ! mumlede Vilhelm fornøjet . Jeg 
frygtede netop det modsatte . 
Snart var man træt af at danse , og nu foreslog 

landskabsmaleren at man skulle lege et eller andet , 
for erempel panteleg . 
— ja , så , lad os lege panteleg ! råbte man i 
munden på hverandre , og kort efter var man i fuld 
gang med denne leg , oz man morede sig fortræffelig 
derved . » 
Da panterne skulle indløses indtraf mange morsomme 
situationer . 
Julie blev blandt andet dømt til at hænges og 
skulle naturligvis løses ned . 
— jeg hænger , jeg hænger ! Den der har mig 
kær løser mig ned ! råbte hun leende og så hen til 
Vilhelm . 
I samme øjeblik rejste landskabsmaleren sig op 
og gik hen til hende idet han smilende sagde : 
— jeg bar dem kær , frøken , og vil gerne løse 
dem ned ! 
Vilhelm ville protestere , men da han frygtede for 
at gøre sig latterlig , forholdt han sig tavs . 
— må jeg anmode dem alle sammen om at 
vende ryggen til medens jeg løser den unge dame ! 
Råbte han spøgefuldt . 
Leende adlød man ; men nu greb han hende om 
livet og hviskedee » i ! hende idet ban heftigt kyssede hende : 
— elskede Julie ! dette øjeblik er det lykkeligste i 
mit liv ; jeg har længe sukket efter det ! 
Ligbleg stødte Julie ham tilbage ; hun havde en 
fornemmelse af at han havde tilføjet hende en alvorlig 
fornærmelse ; — hun indså at dette Kys ikke var 

søm det burde være et ligegyldigt Kys , men derimod 
et brændende og kærlighedsfuldt . 
Hun stod just og tænkte over dette da Vilhelm 
trådte hen til hende . 
Han var meget bleg og Julie så med forbavselse 
at han havde tårer i øjnene 
— men Vilhelm , hvad er der i vejen ? hviskedee 
hun næsten lige så bleg søm ham . Er du syg . . . 
Eller er du vred på mig ? 
— nej , jeg er hverken syg eller vred ; dog , jeg 
ville gerne tale et par ord med dig i Enrum . 
Selskabet havde ikke øje for de forlovede , dertil 
morede man sig alt for godt , det var derfor en let 
sag for dem at slippe ubemærket ind l det tilstødende 
værelse . 
Da de vare komne derind udbrød Julie : 
— sig mig , Vilhelm , du er da ikke bange for 
dette menneske ? - 
Vilhelm svarede ikke , men drog hende tæl op til 
sig og kyssede hende inderligt . 
— hvorfor var du så tankefuld dengang han 
havde kysset dig ? spurgte Vilhelm kort efter . 
— men Vilhelm , hvad siger du ! udbrød Julie 
grædefærdig . 
Det foruroliger mig at du blev så tavs ; 
thi han tilhviskedee dig noget , Julie , og han kyssede 
dig alt for ømt , og . . . og . . . 
Vilhelm så ned på Julie , — hun var bleven 

blussende rød . Hun troede ikke at han havde lagt 
mærke til dette . 
Da han så hendes rødmen veg han forfærdet 
tilbage . Han havde ikke tænkt sig muligheden af at 
have en rival . 
Julie bemærkede hans forbavselse og tårerne 
trådte hende i øjnene . 
— nej , Julie ! råbte Vilhelm . Du må ikke 
græde , jeg ville jo ikke smerte dig . 
-- o , Vilhelm , jeg har ikke tænkt at det skulle 
blive en så ubehagelig Asien for os . Sig mig , hvad 
har jeg gjort ? Hvorfor viger du tilbage for mig ? 
Kan jeg gøre for at en bekendte ! af dig er så 
uforskammet at tiltale mig således og . . . og kysse 
mig ? Kan jeg forhindre ham deri , når vi lege denne 
upassende selskabsleg ? 
Vilhelm ville svare , men blev forhindret deri ved 
en sagte banken på døren ind til det værelse , hvori 
det unge par befandt sig . 
Vilhelm forholdt sig tavs ; men da blev døren 
hurtig åbnet og landskabsmaleren trådte ind til dem . 
— ej , ej , jeg forstyrrer nok ! sagde han idet han 
kastede et megetsigende blik på dem . 
— nej , alreles ikke ; det er mig tværtimod meget 
behageligt at have en så kær ven hos mig , svarede 
Vilhelm og smilede ironisk . 
— må jeg takke for så megen artighed , sagde 
denne ubehagelig berørt ; men jeg for min part havde 
døg intet imod at det elskelige par var lidt mere 

selskabeligt , thi de råbe alle sammen derinde på at 
se eder . 
Med disse ord åbnede han døren og førte 
Julie og Vilhelm ind til selskaber , der modtog dem 
med et rungende hurra 
Ester at have takket værten og værtinden for 
denne behagelige aften forlod Julie og Vilhelm samt 
Arthur og Amanda dem . 
Landskabsmaleren bad om tilladelse fil at ledsage 
dem et stykke på vejen , thi han trængte fil at få 
lidt frisk luft 
dette indrømmedes ham og nu gik det under 
spøg og latter ad store Kongensgade tl . 
Undervejs mødte de en mand , der lod fil a > være 
endel beskænket , thi han dinglede fra den ene side af 
gaden fil den anden . 
Som det lod fil stødte han i sin skingrende gang 
temmelig ublidt fil landskabsmaleren , der blev meget 
fornærmet over dette og udskældte den beskænkede , 
der imidlertid straks standsede og gav en mængde 
grovheder fra sig . 
De skændtes i nogen tid , men dette udartede til sidst 
fil et heftigt slagsmål , hvori den beskænkede 
havde overmagten . , 
Arthur søgte at hjælpe den overvundne , men 
dette bekom ham ilde , thi med et mægtigt næveskag 
blev han kastet om på gaden . 
Da Vilhelm så dette flap han Julies arm og 

for ind på manden , der endnu tappert forsvarede 
sig , skønt han var ene mod de tre . 
Julie stod bævende af angst for sin Vilhelm , men 
pludselig følte hun sig greben i nakken af en kraftig 
hånd , medens en anden hånd holdt hende for 
munden , så at hun ikke formåede at skrige , og en 
mand førte hende hurtig over gaden og ind i en port . 
Julie havde været fortabt , dersom Arthur ikke 
i det samme var kommet på benene . 
Han så manden , og hurtig ilede han efter dem 
idet han råbte : hjælp ! man bortfører Julie ! 
Da Vilhelm hørte dette , sid han sig rask løs og 
ilede afsted for at nå flygtningen . 
En fortvivlet kamp opstod i den omtalte port . 
Manden , der så pludselig var løben afsted med Julie , 
havde forsynet sig med en tyk , jernbesiået stok , 
hvilken han nu brugte som forsvarsvåben mod Vilhelms 
og Arthurs rasende angreb . 
En kort tid holdt han stand imod dem , men 
da fik Julie del mod , bagfra at rive stokken ud af 
mandens hånd og koste den langt bort fra sig . 
Da han nu intet våben havde mere tog han 
harens parti og løb ud af porten og ned ad gaden 
så hurtig han lunde , forfulgt af Arthur og Vilhelm , 
der dog ikke kunne indheme ham . 
Iver manden løb hen ad gaden kom han forbi 
en lygte . Herved oplystes hans ansigt . 
— min gud ! det er knækbein ! råbte Vilhelm 
forfærdet . 

— ja , jeg synes også at det er ham , forsikrede 
Arthur . 
Imidlertid forsvandt flygtningen snart i en Sidegade , 
og da de ikke turde lade Julie stå alene på 
gaden på denne tid af natten , måtte de opgive 
deres forsøg på at indhente ham . 
Da de kom hen til porten stod Julie der , bleg 
som et lig og rystende af skræk . 
— Vilhelm ! stammede hun . Vilhelm , det var 
ham , onkel ; jeg tør sværge på at det var ham ! 
— du har taget fejl , sagde Vilhelm for at berolige 
hende . Jeg så også manden , men . . . 
— det var ham ! råbte Julie . Jeg kan ikke tage 
fejl af ham og nogen anden . 
-- kom , Julie , lad os gå hjem . Husk , klokken 
er mange , sagde Arthur venligt til hende . 
— ja , lad os skynde os hjem , thi ellers er han 
istand til at lomme tilbage , stønnede Julie . 
Trettende kapitel . 
Greven . 
Det var dagen efter . Klokken var lidt over 10 
formiddag . 
Paq 1ste sal i et af de elegante steder ved 

Nørrevold sad en middelaldrende herre , iført silkeflobrøk 
og brøderede morgensko , og skrev et brev på 
et ark rosenrødt velinvapir . 
Flere gange standsede han og gennemlæste med 
tilfredshed de skrevne linier . 
— ja , det må gøre virkning ! udbrød han og 
læste det atter , hvorefter han ivrig skrev videre . 
— så , nu gælder det blot om at træffe hans 
underskrift nøjagtig , så at hun ikke skal opdage bedrageriet , 
vedblev den omtalte herre , idet han tog et 
brev ud af sckretærsfuffen . 
Dette brev var fra Vilhelm . 
Meget nøje betragtede han underskriften og udbrød 
fortrædelig : 
— det er en forbandet mængde krøller og sving 
han skriver om sit navn ! Det bliver rigtignok et 
vanskeligt arbejde at gøre dem efter . . . døg , hånd 
på værket , jeg er jo „ Landskabsmaler “ , haha ! det er 
en prægtig ide . . . jeg landskabsmaler , jeg , der ikke 
engang forstår at tegne et træ , hahaha ! men : 
„ Når mængden bare tror det , 
ja derpå kun beroer det ! “ 
Nynnede han og forsøgte på en lap papir at esterskrive 
Vilhelms navn . 
Tilsidsf lykkedes det ham så fuldstændigt , at det 
var umuligt at skelne det fra Vilhelms egen skrift . 
Han underskrev nu brevet og skrev Julies adresse 
udenpå . 

Just som han var færdig med dette trådte en 
tjener ind , bukkede for ham og sagde : 
— er det hr . Greven beseiligt at modtage kaptajn 
knækbein ? 
— ja , lad ham komme , lød svaret . 
Strar efter trådte knækbein ind . Han var meget 
bleg af nattens anstrengelser , men lod dog fil at 
være ganske gemytlig stemt . 
— nå , hvorledes gik det dem , hr . Greve ? 
Spurgte han grinende . 
— godt , min ven , meget godt , jeg skjulte mig 
dengang de forfulgte dig . . 
— hør , hr . Greve , det var en ypperlig spas , 
de der havde opfunden , vedblev knækbein ; det var 
stor skade at den mislykkedes . 
— å , det må man ikke tage sig så nær ; bedre 
lykke næste gang , svarede greven og rejste sig . Men 
sig mig , hvorledes gik det dig ? 
— jeg blev opdaget og forfulgt , hr . Greve . 
Skylden var ikke deres , thi de kæmpede tappert mod 
Johan — hahahaha ! han spiller udmærket en fuld 
mands rolle , han har rigtignok også god øvelse 
deri . thi han er næsten altid fuld , — men alligevel 
gik det mig kun slet . Arthur og Vilhelm forfulgte 
mig som to rasende uhyrer , og jeg formåede ikke af 
holde stand mod dem . . . kort sagt , jeg måtte løbe 
min vej , overladende Julie til mine forfolgere . 
— det var rigtignok ærgerligt , brummede greven . 
Al min umage gavnede altså intet . Nå , ja , 

det er nu engang således , og kan altså ikke være 
anderledes ; imidlertid må jeg døg gøre et nyt fortog 
- jeg tror af have vundet en plads i Julies 
hjerte , som . . . 
— hvad siger de . . . skulle de hr . Greve . . . 
Nej , det er umuligt , det tror jeg ikke ! råbte knækbein 
forvirret 
— ja , enten du nu tror det eller ikke tror det , 
så er det døg sandt , vedblev greven . Imidlertid skal 
du ikke tage dig den sag nær , thi jeg overlader 
pladsen til dig , så snart jeg har opnået af sværte 
studenten hos hende . 
— hvad mener de , hr . Greve ? spurgte knækbein 
atter . 
-- jeg mener , af jeg ikke vil tage Julie fra dig , 
men kun søge af gøre hende ked af studenten . Jeg 
mener , af hun er før ædel , før blid og før god til af 
binde sin skæbne til denne døgenigt . . . han må 
ikke have en så elskværdig hustru , han fortjener ikke 
at få hende . 
— det er akkurat min mening . Hr . Greve . Han 
fortjener hende ikke . . . nej , hun skal have en mand 
som mig , mig og ingen anden , det sværger jeg ved 
min sjæls salighed ! råbte knækbein vildt og rakte 
de tre fingre i vejret . 
— men hør nu . . . 
— jeg kan også gøre fordring på hende , vedblev 
knækbein ; thi det er jo mig der har opdraget 

hende og sørget for hende fra hendes spædeste alder . 
Jeg har værnet om hende som om hun var mit eget 
barn , og altid behandlet hende mildt og kærligt . 
— nej stop ! afbrød greven ham ; der loi du , 
min ven . Du har jo netop været hård og streng 
imod hende og behandlet hende som om hun var din 
slave og ikke dit barn , men derfor kan du jo 
alligevel gøre fordring på hende , når blot du kunne 
rokke hendes kærlighed til denne student . Jeg sad 
netop og spekulerede på , hvorledes det bedst kunne 
lade sig udføre , men så kom du og forstyrrede mig . 
— hvorledes mener de da at jeg skal få hende 
til at give slip på ham ? spurgte knækbein . 
— jeg har en plan , som nok kan tabe sig udføre 
når vi blot bære os fornuftige ad . 
— en plan , siger de ! udbrød knækbein fornoiet . 
Lad mig høre den , thi jeg har nu spekuleret 
hele natten på at blive studentens stedfortræder , 
men . . . 
— hør nu min plan , afbrød greven ham , og 
sig mig så din mening derom . Jeg sad før og skrev 
et brev , det var til Julie , og kan du gætte fra 
hvem ? 
— fra hvem , fra hvem ! naturligvis fra dem 
selv , hr . Greve ! 
— nej , min ven , det brev jeg skrev til hende 
var fra Vilhelm . 
— fra Vilhelm ! råbte knækbein forundret . 
— ja , netop . 

— men hvad skal det betyde ? Hvad har det 
brev med deres plan at bestille ? 
— hør nu . Jeg har skrevet dette brev til Julie , 
hvori Vilhelm underretter hende om at han pludselig 
er bleven meget syg , og at hun endelig må komme op 
til ham , da han frygter at det er meget farligt . Det 
ender med en udmærket efterskrift , der nok vil gøre 
en brillant v ' rkning . Julie bliver naturligvis meget 
bedrøvet over hans pludselige sygdom , så hun får 
ikke tid til at tænke over at brevet er falskt . Nej , 
hun iler strar hen til ham og ind på hans værelse , 
hvor hun imidlertid kun træffer mig . . . eller rettere 
landskabsmaleren , thi der i huset er jeg kun kendt som 
landskabsmaler . 
— nej , stop ! jeg må vel også være med , hr . 
Greve ! råbte knækbein . 
— ja , det følger jo af sig selv . 
— nå , det vil blive et løjerligt ansigt hun sætter 
op , når hun opdager sin fejltagelse , hahohaha ! Øg 
når jeg så atter kan omfavne hende , o , hvor det vil 
blive herligt . 0 , min Julie , hvor jeg elsker dig ! udbrød 
han bcgcistret . 
Derpå sad han stille i nogen tid . 
Greven så på ham med et komisk ansigt , og 
sagde halvhøjt : 
— du gamle tåbe ! nå så du tror at jeg , 
når jeg først har fået hende så vidt , skulle give dig 
hende . Nej , nej , så tosset er jeg dog ikke . Hun skal 
blive min , ingen andens . I disse arme skal hun 

hvile , dette hjerte vil banke hende i møde . . . hele 
min sjæl , al min tanke skal tilhøre hende . 
— hvem er det de taler øm ? spurgte knækbein 
førunvret . De er da vel ikke forelsket ? 
— jo , min ven , jeg er forelsket , meget forelsket 
i en ung , smuk pige , som jeg for kort tid siden har 
lært at kende hun hedder . . . ja , det er nok ikke 
værd at sige dig det , du var da island til at slikke 
mig ud . 
— å nej , de kan være ganske rolig , svarede 
knækbein , idet en bange anelse opsteg i hans sjæl . 
Men sig mig dog hvad hun hedder ? 
Her blev de afbrudte i deres samtale ved at 
tjeneren trådte ind og meldte : 
— hr . Kandidat Jørgensen ! 
Kort efter trådte denne ind . 
Vi ville ikke betragte denne person nøjere , men 
kun underrette den ærede læser om , at han var en 
ægte svirebroder . 
Samtalen mellem disse tre herrer drejede sig mest 
om damer af et tvetydigt rygte , samt om bortførelser 
og lignende 
— hør , der falder mig noget ind , sagde greven 
i samtalens løb , henvendt til den nylig indtrådte 
kandidat . 
— lad mig høre ! svarede denne . 
— vil du gøre mig en tjeneste ? 
— ja , ti om det skal være , min hjertensbroder , 
for dig jeg ofrer liv og blod ! svarede denne vvergivent . 

sig frem hvad der tynger på din ilde tilredte 
samvittighed . . . er det en bortførelse ? 
— nej , gu ' er det ej ! 
— hvad da , hvad da , sig frem ; min tid er 
kostbar som kinesiens herligheder , min hjertensbroder , 
jeg skal hen til „ et mosgroet hus “ . 
— jeg bryder mig Pokker om dine mvsgroede 
huse , svarede greven . Jeg ville netop have dig op 
til „ en rus “ , det er den hele tjeneste jeg forlanger 
af dig . 
— uha , „ en rus “ ! nej ved du hvad , min 
hjertensbroder , rigtignok holder jeg meget af at få 
en rus , men at gå op til sådan et barn , det er 
rigtignok ikke efter min regnebog og katekismus . Dog , 
for dig går jeg gerne i skærsilden . Hvor boer 
barnet ? 
— nå , tal nu lidt fornuftigt , det er et vigtigt 
ærinde jeg vil sende dig i , sagde greven noget 
ærgerlig . Kender du Vilhelm Petersen ? 
- Vilhelm Petersen ! skulle jeg ikke kende ham , 
haha ! Jo , jeg kender såvel ham som hans flamme , 
den dydsirede , elskværdige Julie ; hun er den skønneste 
kvinde i hele Norden — ja skønnere end Pepita — 
det siger jeg , og hvad jeg siger er sandhed , thi jeg er 
en erfaren mand i den retning . 
— nuvel , det er prægtigt at du kender Vilhelm , 
thi det er ham mit ærinde gælder . Vil du 
gå op til ham og . . . 
— javel vil jeg gå op til ham , han er min 

ven , mit håb , min trøst , min glæede . . . og Julie , 
ak ! jeg kunne næsten græde ! 
— nå , spøg til side , det er et alvorligt ærinde 
jeg sender dig i , råbte greven heftig . Vil du gå 
op til Vilhelm , og under et eller andet påskud få 
ham ud med dig , således at han bliver i dit behagelige 
selskab den hele dag ; forstår du ? 
— gælder det en for- eller bortførelse ? spurgte 
han tørt . 
— for Pokker ! vil du udføre mit forlangende ? 
Svar mig alvorligt , det gælder om at komme til ham 
medens han er hjemme . 
— om jeg vil ! råbte han og hævede hænderne 
mod loftet . Om jeg vil ! Ja , min hjeriensbroder , 
for dig vil jeg gøre alt . Selv om du bad mig om 
at drikke en baicr , gjorde jeg det , — alene for din 
skyld naturligvis , thi jeg . . . 
— aha , du fløitcr . Nuvel , du skal straks få 
en læskedrik , svarede greven leende , og ringede . 
Tjeneren trådte straks ind . 
— tre flasker vin og glas ! befalede greven . 
Kort efter vare de tre herrer ivrig beskæftigede 
med at tømme flaskerne 
da dette var udført rejste vennen sig , idet han 
råbte : 
— såsandt mit navn er Jørgensen skal jeg 
opholde Vilhelm hele dagen ; men dertil hører penge , 
og dem har jeg ingen af , derfor . . . 

— der har du ti rigsdaler , det er vel nok ! 
Afbrød greven ham . 
— øm det er nok , ja det er mere end nok , jeg 
kan magelig få « skovers til frokost i morgen . Dog , 
farvel , jeg flyver til Vilhelm . 
Med disse ord forlod han stuen . 
— nå , det var nok en af de Nette , sagde knækbein 
leende , da kandidaten var gået . 
— det er lige meget hvorledes han er , svarede 
greven . I dette tilfælde kan han være meget nyttig , 
og det er det vigtigste . . Nu trækker han Vilhelm til 
sig , imidlertid får Julie mit brev , og så har vi 
spillet gående , når først hun er i fælden . 
— bravo ! Bravo ! råbte knækbein begejstret . 
Men dersom hun nu fluide fatte mistanke , hvad så ? 
— mistanke , pyt ! Å , nej , du kan tro det går 
nok . Når det gælder , er kvinderne barmhjertige — 
især mod deres elsfer ; så jeg frygter ikke . . . Alt 
vil lykkes . 
De passiarede endnu en kort tid , hvorefter de 
begav sig til Vilhelms bolig . Undervejs leverede hav 
et bybud brevet til Julie og bad ham om at besørge 
det straks , hvorefter de gik videre . 
— husf nu på at jeg ikke er Greve her , men 
kun landskabsmaler , og at mit navn er Ludvig Holm , 
sagde greven . 
— de « skal jeg , svarede knækbein . 

bi ville nu se hvorledes det går Julie efter det 
skæbnesvangre gilde den foregående aften . 
Det er om formiddagen . 
Hun sidder ved vinduet med hånden under 
kinden . 
Hun tænker på knækbein og på alle hans 
rænker . Hun vidste nu at hun ikke kunne være i 
fred for ham , og Vilhelm , ja han var jo også udsat 
for faren . 
Hun var meget sørgmodig . Hun tænkte på sin 
moder , tænkte på om hun kendte hendes smerte og 
skuede ned til hende i nøden . . 
— o , hvor måtte det være velsignet at have en 
moder , som ville værne om mig , det forladte barn ! 
Råbte hun , og græd hjerteligt . 
Idetsamme trådte Amanda ind med sit sptøi i 
hånden . 
, hun så Julie græde og hendes hjerte rørtes 
derved . 
Hun omfavnede kærligt den sorgfulde pige , og 
Julie blev lidt mere fattet , da Amanda deltog i hendes 
sorg . 
De talte nu længe sammen og Julie fortalte hende 
oprigtig hvorfor hun var så bedrøvet . 
Amanda trøstede hende så godt hun kunne . 
Da de havde siddet en stund således blev der 
banket stærkt på deres dør . 
Amanda for forskrækket op , men åbnede døg 
straks døren . 

det var et bybud , der kom med brev til Julie . 
Med feberagtig hast åbnede hun brevet og så at 
det var fra Vilhelm . 
Der stod i det at han var meget syg ; han formodede 
at det var en -følge af kampen den føregående 
nat , da han var bleven slemt såret af knækbeins 
stok . 
Brevet endte med : 
„ Kære Julie ! Flyv hen til mig , jeg ved 
„ at det vil gøre mig godt og lindre mine 
„ Smerter betydeligt , når jeg seer dit milde , 
„ kærlige ansigt . 
„ Din til døden evig elskende 
Vilhelm . “ 
Efterskrift : lad nu ikke dum etikette holde dig tilbage , 
men kom til mig snarest mulig . Husk , jeg 
lider , og skal jeg også lide ved savnet af dig , 
da bliver det alt for tungt . 
Da Julie havde læst brevet til ende rakte hun 
Amanda det , idet hun sønderknust sagde : 
— o , Amanda , jeg anede nok en ulykke ! jeg 
har ikke haft en rolig time siden jeg så ham , min 
ulylkesprofet . Læs , skynd dig , jeg må strar gå 
til ham , han er syg . . . hører du , han er meget 
syg . . . måske dødssyg . 
— min gud ! som til dig selv , Julie ; hvad 
mener du ? Hvem er syg ? 
— Vilhelm ! stønnede Julie . 

Amanda læste brevet to gange ; hun kunne ikke 
forstå at Vilhelm ville komme med et sådant forlangende . 
— 
hør , Julie , jeg tror ikke at brevet er fra 
Vilhelm , han ville ikke byde dig sligt sig mig , 
har du aldrig før fået brev fra ham ? 
— jo , Amanda , et par gange . 
— har du et af disse breve ? 
— ja , jeg har . ' 
— må jeg se det ? spurgte Amanda . 
Julie gik hen til komoren og fremtog af skuffen 
et sirligt sammenfoldet brev , hvilket hun rakte Amanda . 
Amanda sammenlignede de to breve ; det var 
umuligt at opdage nogen forskel på håndskriften . 
Derefter betragtede hun seglet på brevet og sammenlignede 
det med det anret . Hun studsede uvilkårlig 
og råbte : 
— se Julie ! her står en grevekrone i seglet 
på dette brev . Ved du hvad , jeg trøer flet ikke 
at det er fra Vilhelm . 
— jo , Amanda , det er ham der har skrevet dette , 
jeg kender hans håndskrift ; der er ingen uden ham 
der skriver således . 
— ja , det kan jo godt være . . . men seglet , 
seglet i 
— hun kan jo have brugt en andens signet , 
måske værtens . 
— å , hans vært er da vel ikke Greve skulle 
jeg tro . 

— nej . . . men sig mig , hvad skal jeg gøre ? 
— hør , Julie , hvis du følger mit råd bliver 
du rolig hjemme , og venter til Vilhelm kommer . 
— men han kommer ikke , han er jo syg ! råbte 
Julie grædende . 
— jeg trøer det ikke . Du kunne jo desuden bede 
Arthur om at se op til Vilhelm . 
— ja , Amanda , ja dej vil jeg gøre , sagde Julie , 
og løb ind til Arthur , men han var ikke hjemme . 
Svendsen kom i det samme ind og Julie fortalte 
ham alt hvad der var foregået aftenen i forvejen . 
Hun viste ham drevet og fortalte at Vilhelm var syg . 
Svendsen undersøgte brevet meget nøje . Da han 
var færdig hermed , sagde han : 
— jeg råder dig til at blive hjemme , Julie ; 
lad du mig gå derop , jeg skal snart undersøge hvorledes 
sagerne stå . 
— nej nej , kære fader , det får du på ingen 
måde lov til . Du er alt for svag ; du ryster 
jo endnu af at gå herop . Jeg ville hellere have at 
Arthur skulle gå . 
— ja , lad du ham gå , for han er ikke hjemme , 
sagde Svendsen i en spøgefuld tone ; og vi seer ham 
vist heller ikke i dag . Gud ved hvør han dog går 
hen ; jeg kan ikke forstå det . Så snart jeg er bleven 
rask skal jeg dog undersøge hans forhold lidt nøjere ; 
thi det kan ikke gå an at han således forsømmer sine 
studier . Dog det er ikke ham det gælder nu , men 

derimod Vilhelm . Synes du at jeg skulle sende bud 
ud fil ham ? 
— ' -ja , kære fader , gør det , thi jeg er så urolig , 
sagde Julie og greb hans hænder . 
Kort efter sendte Svendsen pørtneren op fil Vilhelm , 
for at forhøre hvorledes han befandt sig . 
Bi ville ile forud for denne mand . 
Fjortende kapitel . 
Den sårede . 
— mere kridt i ansigtet , meget mere ! Du er 
altfor rødmusset fil at ligne en døende ! råbte greven 
fil knækbein , der forgæves gjorde sig umage for 
at skjule den rødme , der bedækkede hans kinder . 
— det er ikke så let gjort som sagt , hr . Greve , 
brummede knækbein ; thi når jeg gnider på den ene 
side af ansigter , så går det væk på den anden 
side . Nej , nu er jeg snart ked af det . Den smule 
sundhedsfarve jeg har . . . 
— nej , det kan umuligt gå på den måde ; 
vi risikere at blive opdagede . . . Du ligner jo et 
topmålt nødkålshoved . Kom her , lån mig kridtet , 
men skynd dig , jeg kan jo vente Julie hvert øjeblik . 

denne samtale førtes i Vilhelms værelse , en 
en times tid før Svendsen sendte pørtneren afsted for 
at høre om Vilhelm var syg . 
Greven fog nu kridtet og gned knækbein i ansigtet 
med dette , så længe at skurken til sidst næsten 
kom til at se bleg ud . 
— se så , nu er det godt , sagde greven . Nu 
hurtig et lagen om hovedet og så iseng med dig . 
— hvad for noget , skal jeg iseng ? spurgte knækbein 
forundret 
— ja vel skal du iseng , og det strar , svarede 
greven . 
— her ? 
— ja , hvor ellers ? Du skal so forestille Vilhelm , 
altså må du også ligge i hans seng — det 
er vel tydeligt nok . 
— nej . det gsør jeg ikke ; det er dog alt for farligt , 
råbte knækbein . 
— du kan gøre hvad du vil , sagde greven 
fortrædelig . Jeg er her ikke for min fornøjelses 
skyld . 
Nej , hr . Greve , jeg mente det ikke således , 
stammede knækbein ; men de indser nok . . . 
— jeg bryder mig ikke om noget . Vil du gøre 
det eller ej ? 
Uden at sige et ord hoppede knækbein op i Vilhelms 
seng , og greven dækkede ham så godt til , at 
man næppe kunne se hans ansigt . 

— så snart her kommer nøgen må du jamre 
dig ganske forskrækkeligt , sagde greven . 
— ja , hr . Greve , svarede knækbein i sengen . 
— lad mig høre . 
— å . . . å ! jamrede skurken . 
— ja , således er det udmærket , svarede greven 
tilfreds . 
Kort efter kom pørtneren , som Svendsen havde 
sendt . 
— jeg skulle hilse fra frøken Julie og spørge 
hvorledes hr . Student Vilhelm Petersen befinder sig , 
sagde pørtneren i en hviskende tone og skottede hen 
til sengen . 
— han er meget dårlig , hviskedee greven . Det 
er vist snart forbi med ham . Vil de ikke forsøge at 
få ham til at tale , thi jeg formår det ikke . 
Med disse ord førte han manden hen til sengen , 
hvori knækbein lå . 
— hvorledes har de det , hr . Petersen ? spurgte 
manden , men han for forfærdet tilbage da han så 
det blege ansigt og hørte den ynkelige jamren . 
— ja , han er såmænd snart færdig , vedblev pørtneren 
og rystede på hovedet . Det bliver en sørgelig 
efterretning jeg må bringe den stakkels Julie . 
— sig hende , at hvis hun vil se ham oftere 
må hun komme strar , da det ellers bliver for sent , 
sagde greven til ham . 
— å , herregud ! ja , hun skal komme strar , sagde 
pørtneren , og ilede bort så hurtig han kunne . 

Julie og Svendsen ventede hans tilbagekomst 
med længsel . 
Da han viste sig i døren ilede Julie hen til ham , 
idet hun ængstelig betragtede det uheldsvangre udtryk , 
der hvilede over portnerens ansigt . 
— nu , hvorledes har han det ? spurgte hun . 
Sig mig det , hurtig ! 
Ak , stønnede portneren og satte sig ned på 
en stol , tørrende sveden as ansigtet . Ak , han har 
det flet , meget flet . 
— ak gud , ak gud ! så var det dog sandt . . . 
Og jeg som kunne tvivle ! O , jeg ulykkelige ! Han er 
måske døende . . . svar , tal , fortæl mig det hele , 
men hurtig , hører de ! 
Julie greb i ivrig ængstelse den gamle portners 
hånd ; men han lod længe vente på sig . Pustende 
og stønnende sad han der . 
Endelig kom han dog lidt til sig selv og fortalte 
i afbrudte sæmingcr om det sørgelige syn , som Vilhelm 
havde afgivet . 
— jeg må strar bort ! råbte Julie og greb 
med rystende hånd hat og shavl . O , af jeg også ' 
kunne tvivle om af det var ham , der havde skrevet . 
Hun nærmede sig i feberagtig hast døren og ville 
ile bort . 
— tag mig med , Julie , sagde Svendsen og fulgte 
efter hende . Det kunne være , at min hjælp var nødvendig . 


— tak , min ædle velgører , sagde Julie . Når 
vi blot må komme hurtig nok — der aner mig en 
ulykke . . . og du er vist alt for svag til at gå den 
lange vej . 
— vist ikke , Julie , jeg kan nok gå med dig ; 
desuden har jeg en anelse om at det ikke hænger 
rigtig sammen med Vilhelms sygdom . Det forekommer 
mig , trods portnerens forklaring , meget mistænkeligt , 
tilmed nu , da der ikke længer er nogen tvivl 
om , at . Knækbein , denne samvittighedsløs ? og for alle 
ædlere følelser blottede skurk , endnu er ilive . 
— du har net , fader , lad os skynde os derhen , 
lad os ile med at få vished i denne sag , sagde 
Julie ængstelig . 
— ja mit barn , lad os gå , sagde Svendsen 
og fulgte efter hende ned ad trappen . 
Åndeløs ilede Julie foran ham - hun havde 
ingen ro på sig — og snart var hun kommen et 
godt stykke foran Svendsen , der ikke formåede at 
gå så hurtig . 
Hurtig gik hun op ad trapperne , der førte til 
Vilhelms værelse . Hun rev døren op og løb hen til 
den formodede Vilhelms leje . 
— tys , stille , hviskedee greven hende i møde hicd 
dæmpet stemme og lagde fingeren på munden . 
Han er lige falden i blund , det er synd at vække 
ham . Han har lidt så meget - så uhyre meget . 
— o gud ! stammede Julie ligbleg , medens 
tårerne trådte hende i øjnene ; skal jeg således 

finde min Vilhelm . O , lad mig dog i det mindste se 
hans kære ansigt . . . jeg beder dem , lad mig se 
ham , blot et eneste øjeblik — så vil jeg tålmødig 
vente til han atter vågner . 
Et uhyggeligt , halvkvalt skrig lod sig høre fra 
sengen i dette øjeblik . 
Ængstelig foldede Julie hænderne og ville nærme 
sig sengen . I det samme bankedes der stærkt på 
døren . 
— for Pokker ! der kommer nok fremmede , 
brummede greven ærgerlig . De komme meget ubelejligt , 
det må forhindres . 
Det var Svendsen , der stod udenfor og ventede 
på at blive lukket ind . 
Greven ilede hurtig hen og slog skødden for 
døren . 
-- men hvad gør de ? udbrød Julie og betragtede 
ham med spændt opmærksomhed . Hvad skal det 
betyde ? 
— vær rolig , min frøken , hvislede greven i 
en let henkastet tone ; det er kun for at doktorens 
befaling kan ske fyldest . Han har ordineret at der 
skal være så roligt som muligt om den syge , og at 
ingen må tale til ham . 
— nå , ja . . . det kan jo være ganske rigtigt , 
svarede Julie . 
Der bankedes atter på døren , denne gang meget 
tydeligt . 

- det bankede , sagde Julie . 
— så ? Det hørte jeg ikke . 
— jo , ganske bestemt , jeg hørte det tydeligt ; det 
er vist min velgører , der slår » udenfor , og som jeg 
i min Iver er kommen fra . Jeg beder dem , luk 
døren op og lad ham komme ind . 
— nej , det kan ikke ske , svarede greven bestemt ; 
jeg ville handle meget ilde mod min ven Vilhelm ved 
således at være doktorens ordre overhørig — hans 
liv afhænger måske deraf . 
— o gud , hvad siger de ! Nu , underret da 
Svendsen om at jeg bliver her til Vilhelm vågner . 
— det skal jeg . 
Julie nærmede sig nu sengen , hvori knækbein 
lå , og børede sig over ham , idet hun gjorde forsøg 
på ganske lempelig at trække en flig bort af tæppet , 
der skjulte hans ansigt . 
Greven stod i frastand og betragtede hende med 
vellysten malet i alle træk . 
En dristig plan skød som et lyn igennem hans 
hjerne . Han gjorde mine til at nærme sig døren , 
men betænkte sig et øjeblik og sagde blidt : 
lad ham ligge i No , bedste frøken , han kan 
trænge til al den hvile , han kan få — det vil styrke 
ham og bidrage til hans hurtige helbredelse- — sæt 
dem ned et øjeblik , medens jeg meddeler deres velgører 
hvorledes sagerne stå . 
Med listende fjed nærmede han sig døren og gik 
ud på gangen til den ventende Svendsen . 

— min herre , sagde greven i en yderst fornem 
tone ; må jeg bede dem at gå over i mit værelse 
sålænge frøkenens besøg slår på ; det skeer for 
den syges roligheds skyld . 
Ester en kort betænkning indvilligede Svendsen ; 
men han lovede sig selv at passe godt på . 
> -- hahaha ! lo greven triumferende og drejede 
nøglen to gange om i låsen . Nu kan han sidde der 
og kukkelure , — det skal nok vare en god stund inden 
han kommer ud igen , hvis jeg må råde . 
Scenen i Vilhelms værelse havde ikke forandret 
sig siden dans bortgang . 
Da greven bortfjernede sig påkom der øjeblikkelig 
knækbein en overordentlig lyst til af rejse sig op , for 
af storme over mod Julie . Men han betænkte sig , og 
grunden hertil var , af han nærede en ubestemt frygt 
for greven , — han anede i ham sin overmand . 
— så , frøken , nu er jeg til deres tjeneste , 
sagde greven og trådte hen til Julie , tilkastende 
hende et megetsigende blik . 
Knækbein begyndte nu af røre sig og jamre sig i 
sengen . 
— se , nu vågner han ! råbte Julie og løb hen 
til sengen , idet en inderlig glæde viste sig på hendes 
blege ansigt . 
Pludselig standsede hun og vaklede forfærdet tilbage 
idet hun råbte : 
— min gud , hvad seer jeg ! . . . Min onkel ! 
Ham . . . Morderen ! 

— ja vel er det din onkel , min tøs , hahaha ! 
Det ventede du nok ikke , hvad ? Du svævede nok i 
den rare vildfarelse , af jeg var bleven fiskeføde ; men 
nej , de ville ikke have mig . Jeg er så rask så det 
er en lyst , og skal endnu blive din mand , det kan du 
bande på . 
Knækbein havde rejst sig overrende i sengen og 
stirrede på hende med et luende , dyrisk blik , som 
det med kridt oversmurte ansigt bidrog til at gøre 
endnu uhyggeligere . 
— frels mig ! frels mig ! råbte Julie i en rædselsfuld 
tone og løb henimod greven ; vær barmhjertig 
imod mig og lad mig komme bort . O gud , hvis 
de har en gnist af menneskelig følelse , så skærm mig 
mod dette umenncskes forfølgelse og jeg vil hele mit 
liv være dem taknemlig derfor . 
Greven stød med korslagte arme , tilsyneladende 
udeltagende , og betragtede denne scene . 
— let er s ' gu den rette at søge hjælp hos ! 
Grinede knækbein , og gjorde mine til at springe op 
på gulvet . Nej , min tøs , du er leveret , — du 
bliver min kone der er ingen anden udvej for dig , 
forstår du ? 
— nej , nej , tusinde gange nej ! råbte Julie . 
O , da hellere døden . 
Hun vendte sig bedende om imod greven , og kastede 
sig i den højeste fortvivlelse på knæ for ham . 
— se , råbte hun og foldede ængstelig hænderne . 
Se , jeg ligger på knæ for dem og beder dem om 

at frelse mig . Hvad har jeg uskyldige kvinde gjort , 
at jeg skal gennemgå en sådan kval ? O , de må 
være god og ædel , de vil ikke tåle at jeg skal forhånes 
af dette flette menneske . Jeg beder dem , før 
mig tilbage til min velgjsrer , og jeg vil takke dem 
og bede til gud før deres lykke . 
— rejs dig , dejlige kvinde ! sagde greven i en 
rørende tone , beundrende hendes henrivende skønhed 
i dette øjeblik . Rejs dig thi det sømmer sig ikke før 
engle af knæle før os elendige mennesker ! 
— de vil altså frelse mig ! råbte Julie og omklamrede 
hans knæ . 
— ja . sødeste Julie , ja det kan de være forsikret 
om af jeg vil . 
— hvad behager ! brølede knækbein og sprang 
hen imod greven . Tøsen er min og jeg vil også 
have hende . Derfor , ingen omstændigheder , hr . 
Landskabsmaler , hahaha ! 
Han gjorde mine til af gribe fat i Julie . 
— tilbage ! råbte greven og trykkede Julie 
ivrigt op til sig . Hun er alt for god til nøgensinde af 
blive din . 
— hahaha ! Nej , den leg leger vi ikke , min gode 
ven . Herhid med hende , hun er min og ikke nogen 
andens . 
— der har du alt hvad der er tilovers til dig , 
svarede greven og sprang frem mod knækbein , idet 
han med en lynsnar bevægelse kastede et lagen over 

ham , som han havde holdt i beredskab , og hvori der 
var kloroform . 
Denne dosis var for stærk for skurken . 
Han styrtede om på gulvet uden at give en lyd 
fra sig . 
— hm , hm ! sagde greven triumferende , og bøjede 
sig over ham . Således tæmmer man ville dyr . 
Julie var et af skræk rystende vidne til denne 
scene . 
Endelig besindede hun sig og sagde : 
— tak , tusinde tak , fordi de hjalp mig i ulykken , 
min herre ; nu har jeg blot at bede dem om at 
åbne døren så jeg kan komme bort . 
— vil de virkelig forlade mig , ytrede greven 
smægtende . 
— ja , før mig til min faderlige velgører , han 
længes vist efter mit komme . 
— og jeg havde dog så meget at sige dem , 
frøken , så meget . . . 
— o , jeg har ikke stunder til at høre på dem 
nu , sagde Julie med skælvende stemme , idet en uhyggelig 
anelse føer igennem hendes hjerte . Jeg beder 
dem , lad mig komme bort ! 
— og de kan virkelig bære over deres hjerte 
at forlade mig ? 
Greven betragtede hende med et blik , hvori han 
lagde så megen følelse , som det var ham muligt . 
Julie veg forfærdet nogle skridt tilbage . 
— forlade dem , sagde hun ; ja , hvorfor ikke ? 

— nej , det må , det kan de ikke . O , de må 
kunne forslå hvorfor . 
— nej , i sandhed , jeg forstår ikke — jeg . . . 
— så lad mig da sige dem det . Vid , at jeg 
elsker dem , vid at de har indgydt mig den mest 
brændende følelse , som kan besjæle et menneske , at . . . 
— o gud , hvad må jeg høre , hulkede Julie 
smertelig og vendte hovedet bort . 
— ja , således er det , vedblev greven . 0 , bønhør 
mig , befal over mig . Alt hvad nigdøm og lurus 
kan byde skal være deres , når de vil blive min ! 
Jeg lægger mig selv og alt hvad jeg ejer for , deres 
fødder . Deres bønner skal være min lov^ at leve 
livet hen ved deres side priser jeg som den største 
lykke . 
— ti , udbrød Julie og målte greven med et 
harmfuldt blik . De må tænke meget lavt om mig , 
siden de vover at byde mig sligt , uagtet de dog 
ved , at jeg er forlovet med Vilhelm — uagtet . . . 
— lad os ikke tale om ham , afbrød greven 
hende ; tænk aldrig på at fæste deres skæbne til 
ham — han vil aldrig forstå at vurdere dem . 
— jeg påkalder ikke deres dom om min forlovede , 
men beder dem blot om at lade mig komme 
bort ; hvis ikke — tilføjede hun med pludselig energi 
— får jeg hjælpe mig selv . 
Hun føer hen til døren og rustede af alle kræfter 
i den . 
— nej , spar deres ulejlighed , min elskværdige 

dueunge ; de kommer ikke ud ! råbte greven med 
vellystig barme og trykkede hende til sig . 
— o gud , frels mig ! sukkede Julie og sank sammen 
på gulvet . 
— ha , spillet er vundet ! råbte greven triumferende . 
— 
ikke endnu , skurk ! svarede en dyb mandig 
stemme fra den i samme øjeblik åbnede der . 
Femtende kapitel . 
I byen . 
— bedste , elskværdigste medlem af samfundet , 
jeg hilser dig ! 
Disse vare de første ord hvormed kandidat Jørgensen 
begyndte at udføre sit forehavende hos Vilhelm 
Petersen . 
— tak , mange tak , kære ven , svarede Vilhelm 
og ilede den jndirædende i møde . Men gud bevares 
hvilket glædestrålende ansigt du møder med , — i 
hvilken anledning er det , om jeg må være så fri 
at spørge ? 
Det var ikke så underligt at kandidaten så 

så fornøjet ud . Han havde allerede benyttet lejligheden 
og aflagt en lille visit i en binkjælder , før — 
som man i det tekniske sprøg kalder det — at 
„ lægge før “ . 
— ja , det skal feg sige dig ganske oprigtig , svarede 
kandidat Jørgensen . Der er pludselig kommen 
dumpende en masse penge ned til mig , min hjertensbroder , 
og derfor har jeg taget den før de forskellige 
vintappere og restauratører særdeles heldige beslutning , 
at gøre mig en rigtig glad dag . 
-- gratulerer , gratulerer , min ben ! Gid du 
må skide dem med helsen ! 
— tak , tusinde tak , min brave ven . Men seer 
du , det er ikke godt før mennesket at være alene — 
jeg har derfor tænkt på at gøre en anden delægtig i 
min lyksalighed . 
— og hvem skal den lykkelige være ? spurgte 
Vilhelm smilende . 
— dig du gudernes udkårede ; det sværger jeg 
dig til . 
- j-g ? 
— ja , netop dig , min Broder i åndens rige . 
Du est den udvalgte ! 
— ah , hvilken ære . . . jeg ved næsten ikke om 
jeg tør modtage din indbydelse . 
— jo gør det . . . gør det endelig , min bedste . 
Du ved ikke hvad det vil sige at have før mange 
penge , det har du aldrig proberet , min hjertensbroder . 

vid : mønten brænder forskrækkelig på lommen . 
Ja , visen har net der siger : 
den der har mønt i lommen 
og munterhed i sind , 
han næstendels er kommen 
i paradiset ind ; 
thi vinen flot han nyder , 
og glædens bud han lyder , 
og kærlighed han byder 
hver pigelil på jord . — 
ja leve druesaften , 
den giver mig humør ; 
fra mørgen og til aften 
jeg drikker — til jeg dør ! 
— hahaha ! Ja , vin er noget af det dejligste 
man kender , det er noget af det mest henrivende , 
denne jammerlige jord har frembragt . Hvis den 
drue ikke havde set lyset , så eksisterede din højstærede 
ven kandidat-jørgensen heller ikke . Å , hvilket tab 
før verden ! 
— ja , det ville rigtignok være sørgeligt , især 
før de stakkels vintappere , sagde Vilhelm smilende . 
— ja . . . ja det har du såmænd ret i . Men 
gør nu ingen omsvøb ; tag din hat og frakke , og 
lad os så komme afsted . 
— hm , ja , jeg ved dog ikke rigtig om jeg tør 
gøre brug af dit venlige tilbud , jeg . . . 

— hvad , betænkeligheder , når en glad dag 
venter dig — est du vanslægiet , Broder i åndens 
rige ? 
— nej , nej , vist ej , men jeg venter nogen i 
dagens løb og , 
— snak om en ting , så lad dem komme igen ; 
deraf skal du da ikke være afhængig , og desuden lover 
jeg dig , af jeg skal lodic dig hjem , hvis farvandet 
skulle være alifor grundet . 
— tak ; nu ja , det er dog altid en trøst . . . 
Altså , jeg følger dig , men på den betingelse , af jeg 
vil hjem i borgerlig tid . 
— vær blot rolig for det ; husk , af du har en 
sat mand hos dig , der er kommen til skjældsår og 
alder , hahaha ! 
Kort efter vandrede de fortrolig ned ad gaden , 
holdende hinanden under armen . 
Det varede ikke længe , inden de i broderlig enighed 
sad bænkede hos en restauratør , hvor Jørgensen 
ivrigt sørgede for af tilfredsstille Vilhelms forskellige 
fornødenheder . 
— mere vin , opvarter , men af den ægte ! råbte 
han ivrig , efter af de havde lagt en solid grund , bestående 
af flere delikate retter , hvorpå de kunne bygge 
videre . Den ene flaske-med dobbelt væge , tilføjede 
han hviskende , idet han gav opvarteren et betegnende 
blik . 
— skal ske , herre , svarede denne og blinkede 
polisk . 

— nå min ben Vilhelm , hvad synes du nu 
øm livet i det hele taget og om vort i særdeleshed , 
hvad ? 
— å , jeg synes det er ret behageligt , svarede 
denne og strakte sig i fjedersvfaen . 
— ja , ikke sandt , således må man tage livet , 
det er den rette og fornuftigste måde . Hvad hjælper 
det vel at gå som en dåre fra morgen til aften 
med et forfærdeligt bedemandsansigt , filosoferende over 
verdens fordærvelse . Nej , leve og leve godt , det er 
mit valgsprog . Lad os nyde glædens øjeblik , når 
det tilbyder sig , der bliver endda tilstrækkelig malurt 
tilbage i bægeret . Ja , jeg kender ikke noget mere 
livsaligt , end når jeg har det fyldte glad med den 
ægte drue før mig ; den gyder livskraft i hver åre , 
den styrker , kvæger og åbner en vid mark før de allerdeiligsle 
fantasier- er du med ? 
— ja , det er jeg rigtignok , svarede Vilhelm 
smilende ; men jeg får indtrykket af , at du som . . . 
Som en dranker taler . 
— dranker , hvad behager ! råbte Jørgensen . 
Nej , må jeg frabede mig den kærlige benævnelse , 
jeg drikker aldrig mere , end at jeg kan holde den såkaldte 
og så vanskelige „ europæiske ligevægt “ . 
— gudbevares , det var ikke min mening i allermindste 
måde at drage tilfcldts mod din lyst til at 
se alverdens kasseking i en af vin og punsch omgivet 
belysning — jeg mener kun , at der i al nydelse 

må gøre sig en vis moderation gældende , og især , 
siger jeg , især i denne nydelse . 
— hm , jeg tænker nok , at du skal blive af en 
anden mening inden vi stilles , brummede kandidaten 
hen for sig og så til siden . ' 
— sagde du noget ? spurgte Vilhelm . 
— nej , bedste ven , jeg tænkte kun ; men kom , 
gør mig den tjeneste og lad os drikke ; se hvor den 
perler , den liflige drik . I sandhed , man må være 
det mest prosaiske menneske når man ikke glædes ved 
dette syn . Skål ! 
— skål , svarede Vilhelm og greb glasset ; det 
var ham ligesom om en dæmon hviskedee ham i øret : 
drik ! Nyd inden glæden flygter ! 
Kandidaten smilede opmuntrende til hvert glas 
som Vilhelm drak . 
— det er rigtigt , ven ! Således må det være , 
råbte han begcistret leve glæden , leve studenten 
. . . leve kvinden . . . leve . . . 
— javel , leve kvinden ! råbte Vilhelm , på 
hvem den overordentlig stærke vin allerede udøvede 
sin virkning . 
- at sige den frie , dejlige kvinde ! tilføjede kandidaten 
; der kommer os i møde med åbne arme , med 
smil på læben , dristig , nydelysten , fuld af ild og 
flamme , fuld af . . . 
Nåda , hvor vil du hen , jørgen—jørgensen , 
nej , hun skal være beskeden , tugtig , sparsom med sine 
kærtegn — se , det er min mening . — hurra ! 

— må jeg bede dem om at være lidt mindre 
højrøstede , mine herrer , sagde opvarteren . 
— leve opvarteren ! brølede kandidaten . 
— ja , leve opvarteren , gjentøg Vilhelm leende . 
— mine herrer , de må . . . 
— ja , bvad vare vi mennesker uden opvartere , 
vedblev kandidaten , uhen at ændse ben vrede mine 
hvormed denne betragtede ham hvad vare vi uden 
opvartere ? Ingenting , naturligvis ; man kunne da 
aldrig opnå nogen rigtig selskabelighed , thi hvis 
man selv skulle hente sine drikkevarer , så . . . ja så 
drak man glassene tomme inden man nåde hen til 
bordet med dem , min hjertcnsbroder . Men det var 
jo ikke opvarteren vi skulle tale om , nej , det var 
kvinden , den ægte nordiske kvinde , der ved at skatte 
mandens kærlighed til hende . 
— ak ja , sukkede Vilhelm ; min egen kære Julie . 
Gud ved hvad hun tænker om mig . 
— hun tænker naturligvis alt godt om dig . 
Dog , det var ikke hende jeg mente , nej , jeg kender 
en kvinde , som efter min mening er endnu mere 
værd end din flamme , — kan du gætte hvem jeg 
mener ? 
— nej , svarede Vilhelm gnavent . 
— jeg mester Nina , min ben . Arthur har rigtignok 
skudt papegøjen ved at fange hende . Det er 
en kvinde som er elsket af alle og som til gengæld 
også elsker alle — jeg mener naturligvis alle mænd , 
hahaha ! 

Vilhelm svarede ikke , men stirrede tankeløst hen 
for sig . 
Der blev nu en lille standsning i konversationen , 
hvorved der samledes kræfter til at tage imod hvad 
der videre ville komme . 
— nu , fald ikke i staver , unge ven , sagde 
kandidaten kort efter , men viis at den dejlige nektar 
ikke forgæves har lyksaliggjon dig med sit indhold 
rejs dig , og lad os tømme et glas på hendes 
sundhed , for hvis fødder du sukker — jeg mener 
Julie , der dejlige pigebarn . Skål du ! 
Det var som om dette navn pludselig rev Vilhelm 
ud af ven døs , hvori han var nedsunken , skønt 
det ikke ganske lykkedes ham at blive herre over sine 
bevægelser , dertil virkede vinen alt for godt . Han 
rejste sig vaklende og sagde : 
— den skål drikker „ jeg af hjertenslyst . . . men 
jeg beder dig , nævn ikke oftere dette navn , det lyder 
så underligt når du udtaler det . 
— hvorledes . . . hvad mener du ? 
— jeg mener kun at . . . at du . . . 
— tal kun ud . 
— at du profanerer det , stammede Vilhelm . 
— det var som Pokker , hahahaha ! råbte kandidaten 
med en tvungen latter og sendie Vilhelm et 
blik , som var alt andet end behageligt . Nu , jeg vil 
tilgive dig ; sådan er alle forelskede . Så længe 
kærligheden er i sin vår skan i ikke tåle at en 

bind blæser på hende , men siden , hnha ! med eftersommeren 
så gider i knapt at holde paraplyen over 
hende i regnvejr . Men kom , frisk på varerne . 
Man klinkede — drak atter og efterhånden kronedes 
kandidatens mindre smukke forsæt med held . 
Vilhelm blev til dels beruset . 
Det kostede derfor ikke kandidaten synderlig overtalelse , 
da han noget efter foreskog Vilhelm , at de 
skulle gå for at komme et andet sted hen , bvor de 
ville finde både godt selskab og gode dntkcvarer . 
Det var nu bleven hen ad aften , så deres temmelig 
skingrende gang vakle ikke så stor opmærksomhed , 
som den ellers ville have gjort . 
Kandidaten førte Vilhelm til et sled på Vesterbro , 
hvor der boede en dame , som i den verden , hvori 
hun færdedes , gik under navnet enkefru lund , og 
over hvis eksistens der var udbredt et vist mystisk 
slør . 
Denne dame , der altid når et nyt bekendtskab 
indlededes , begyndte samtalen med en rørende beskrivelse 
af sin „ salige “ Mand skibskaptaincn — 
nogle mente at hun aldrig havde haft nogen mand , 
dog turde de ikke lade hende høre noget herom , — 
havde flere unge , ret kønne piger hos fia , bvem hun 
indpodede principer , om hvis hæderlighed der herskede 
en grundet tvivl . 
På grund af disse tillokkelser var enkefruens 
hus meget søgt , især af unge herrer , der her fandt 
hjerter , der overordentlig hurtig fæstede sig til dem , 

og smukke hvide arme , der villigt omslyngede dem — 
det vil sige mod en lille tribut . 
Således var det sted beskaffent til hvilket kandidaten 
førte Vilhelm . 
Deres introduktion var noget hovedkulds , de 
faldt nemlig ind ad døren . , 
efter mange beklagelser over det „ sørgelige “ 
Uheld , både fra værtindens og gæsternes side , blev 
de førte ind i selskabssalen , der strålede af lys og 
elegance , og allerede var halvt fuld af gæster . 
Deres komme vakte en almindelig latter på 
grund af deres forstyrrede påklædning . 
En af de unge piger ilte dem smilende i møde , idet 
hun udbrød : 
— velkommen , mine herrer , i vort glade lag . 
Må feg have den fornøjelse af byde dem en plads . 
— tak , min aller . . . allersødestr putte ! råbte 
kandidaten og lod sig falde ned i en sofa , idet han 
greb den unge pige om livet og trak hende med sig . 
Han vinkede ad værtinden og tilhviskedee hende nogle 
ord , som hun besvarede til kandidatens tilfredshed . 
Med et sløvt , stirrende blik så Vilhelm sig omkring . 
Det forekom ham efterhånden som lysene og 
alt hvad der fandtes i værelset dansede en lystig 
hopsa , og ban gjorde uvilkårlig de nødvendige trin , 
for af sætte sig selv i en lignende bevægelse men 
dette bevirkede , at han under hele selskabets fnisen 
faldt om på gulvet så lang han var . 

en anden ung pige , der bar det romantiske navn 
Eulalia , var øjeblikkelig ved siden af ham , for med 
en vis deltagelse at hjælpe ham på benene igen . 
— o , min herre , sagde hun , idet hendes øjne 
funklede med en glans , som den hyænen fæster på 
sit udkårede bytte ; jeg er utrøstelig over deres fald 
. . . slig mig , stødte de dem ? 
— å nej , vist ikke , sagde Vilhelm og gjorde en 
kraftig bevægelse for at holde sig oppe . Jeg er blot 
lidt tung i hovedet , del er de » Hele . 
— nå , ikke andet , det skal jeg snart kurere , hvis 
de tillader at jeg må være deres læge . 
— gør dem ingen ulciligbed , svarede bilbelm 
hikkende og vendte sig bort . Det går nok over uden 
at jeg behøver nbgen hjælp . 
— ja men jeg vil nu være deres læge , råbte 
Eulalia . 
Idetsamme greb hun den berusede Vilhelm om 
livet og dansede rundt med ham , indtil han aldeles 
vimmel trillede om . 
— hahaha ! skoggerlo Eulalia , de er såmænd en 
nydelig kavaller , således at forlade deres dame 
midt under dansen uden så meget som at sige hende 
en kompliment for hendes smukke Dands . Sig mig , 
henvendte hun sig til de andre ; har jeg ikke ret til at 
være meget indigneret ? 
— jo , jo ! 
— han skal tvinges til at gøre afbigt , ikke 
sandt ? 

— ja , ja , var svaret . 
— jeg dømmer ham da til at han lige på 
øjeblikket og med en overordentlig ydmyghed kommer 
hen og udbetaler mig ti rigsdaler , så skal han endda 
så tilladelse til at kysse mig i tilgift , tilføjede hun 
skalkagtig . 
— nå , du er såmænd kommen godt op at køre , 
Vilhelm , lo kandidaten og gjorde et hop i sofaen . 
— tror de at han kan klare for sig , smiskede 
damen der sad ved siden af kandidaten . 
— å jo , det tænker jeg nok , min putte , svarede 
denne og trak smilende i sine flipper . Hvis ikke , så 
har han en ven , der — det tror jeg - vil og måske 
også kan redde ham ud af hans forlegenhed . 
— ah , nå således , svarede damen og lænede 
sig med en pludselig ømhed over mod kandidaten . 
Hvem er denne herlige ven ? 
— det er mig selv og ingen anden . 
— de har altså et særdeles medfølende hjerte , 
hvad behager ? 
— å ja . 
— deres venskab var måske island til også at 
udstrække sig ul andre , som ikke trænger mindre til 
det , hvad hr . Kandioar ? 
— hin ja , det kunne nok være , min allerdeiligste , 
men sig mig , hvem skulle let vel være ? 
— nu , for lrempel mig , ytrede damen og blev 
om mulig endnu mere elskværdig end hun alt havde 
været . 

— dit ønske er mig en befaling , dyvfirede 
kvindemenneske , lo kandidaten . Sig , hvad tynger og 
nager dit unge , uskyldige hjerte ? 
— ak , en silkekjole . 
— du skal få den ; sku i mit dunkle øje og 
sig mig , mener jeg del ci ærligt ? 
Damen så og så og må endelig have gjort en 
tilfredsstillende opdagelse , thi hun så meget fornøjet 
ud . 
Opmærksomheden henlededcs alter på Vilhelm og 
Eulalia . 
Vilhelm sad på en stol , tilsyneladende aldeles 
ufølsom for hvad der foregik , og omringet af en tre , 
fire kvinder , hvoraf Eulalia var den ivrigste . 
Nogle herrer , som hørte til disse damers daglige 
omgang , slode bagved og morede sig af hjertenslyst 
på Vilhelms bekostning . 
— vil de betale bøden , højstærede ! råbte 
Eulalia og ruskede ham i armen . 
— kan du ikke se , al han sover , sægde en af 
kvinderne . 
— da skal jeg såmænd snart rive ham ud af 
søvnens ? lrme , nu , op med dem , hr . — hr . — 
— hr . Knastenberg , suplerede en af herrerne 
leende . ' 
— lad mig i ro , mumlede Vilhelm ; jeg kan 
ikke tåle al den støj . 
— hvad behager , kan de ikke , nej , har man hørt 
mage , so Eulalia ; ja men de skal , hører de ? 

— gå bort , bort ! sægde Vilhelm , og rejste sig 
tumlende . Jeg vil have ro . 
— hahaha ! Nå så de tror , at de er kommen 
i vort behagelige selskab for at tage dem en 
gemytlig lur , og betænker ikke , at der er damer tilstede , 
som de fornærmer ganske overordentlig ved 
denne måde at være på ; men det tåle vi ikke , vel 
mine damer ? 
— nej , nej ! Det tåle vi ikke , råbte en anden , 
vi ville have hævn ! 
— ja , , en forfærdelig hævn , skoggerlo Eulalia . 
— gå , nu storme de fæstningen ! lo en af 
herrerne ; det arme menneske , han er rigtignok 
leveret . 
Damerne blev nu meget nærgående , de puffede 
og kneb Vilhelm og trak ham i håret . 
Men dette blev Vilhelm for stærkt . Han rejste sig 
og det lykkedes ham for et øjeblik at rive sig ud af 
den sløvhedstilstand hvori vinen havde nedsunken ham . 
— vil i gå bort , frække kvinder , og lade mig 
i ro og fred , udbrød Vilhelm heftig . Jeg vil intet 
have med eder at bestille ! 
Der blev nu en almindelig larmen og skrigen . 
Man råbte og brølede i munden på hverandre , og 
det havde nær set galt ud for Vilhelm , hvis ikke 
værtinden hurtig var trådt ind og på en behagelig 
måde havde stillet dem tilfreds . 
— tilbords mine herrer og damer , meldte hun 
med lutter smil . Der er serveret . 

ind strømmede man da i en tilstødende sal , hvor 
tt veldækket bord , ffjønt det var midt om natten , 
vinkede med sine glæder . 
Man lod de forskellige retter smage sig og blev 
endnu mere tilfredse , da de rygende punschebollrr blev 
bragte ind . 
— men hvem skal holde talen ? spurgte en af 
herrerne . 
Ingen af de tilsledeværende havde lyst til dette . 
— jeg ved en , ytrede Eulalia ; han kan vist 
holde talen , når vi bare kunne få ham overtalt 
dertil . 
— å , det har vel ingen nød , hvem er det ? 
Spurgte kandidaten , der lod til endnu at stå sig godt 
med den ' dame , der røbede tilbøjelighed for silkekjoler , 
da de hvert øjeblik omfavnede hinanden . 
— det er den ven , de havde med dem herop , 
svarede Eulalia leende . Han er vel nok nu bleven 
mere modtagelig for vort selskab . 
— ah , min specielle ven , hr . Student Vilhelm 
Petersen ; nu ja , det var ikke så galt , lad os få 
ham herind . 
— nu skal jeg hente ham , råbte Eulalia . 
— ja gør det , min snut , og i skal se , lagde 
kandidaten til i en prækende tone og foldede hænderne , 
i vil få både . Glæde og fornøjelse af at 
høre ham . 
Man stormede ind i det tilstødende værelse ; men 

her fandt en scene sted , som man ikke havde nøgen 
anelse om , og som gjorde , at det „ pæne “ Selskab forholdt 
sig aldeles tavst . Dog derom i næste kapitel . 
Sekstende kapitel . 
En frelsende engel . 
Vilhelm lå aldeles bevidstløs udstrakt på sofaen . 
En kvinde , yndig og medlidende , bøjede sig over ham 
og badede hans tindinger med vand . 
En ældre mand stod ved hendes side . 
Disse to vare Julie og Svendsen 
— men hvorledes er de komne på dette sted ? 
Spørger ve ! den ærede læser . 
Forklaringen er følgende : 
da greven eller landskabsmaleren med skammende 
blik og adlydende sine djævelske drifter , gjorde mine 
til at øve vold imod den overraskede Julie , blev han 
forhindret deri , ved at Svendsen , der anede uråd da 
greven låsede af for ham , ' havde sprængt døren og 
skede Julie tilhjælp idet han ved sin indtræden råbte : 
— ikke endnu , skurk ! 
Greven tumlede tilbage aldeles forbavset over denne 
uventede mellemkomst . 

— o , gudskelov at du kom , ædle , kære ben . ' 
råbte Julie og løb hen til Svendsen . 
— det var altså usandhed det hele ? spurgte 
Svendsen . 
— ak ja , det var et falsk brev , kære ven , men 
Herren være lovet at det var det , nu da du er her 
og kan førsvare mig imod disse flette mennesker . 
— ja , tak du gud , mit barn , at jeg kom i 
rette tid ; den slyngel der , havde lukket mig inde , 
for bedre at kunne udøve sine flette , infame handlinger , 
men jeg . . . 
Min herre ! afbrød greven ham indigneret og 
tilkastede ham er stolt blik . 
— ja , det er et betegnende ord for dig , pigerover ! 
Tidobbelt slyngel er du , som ikke undser 
dig ved at skrive falske breve i en andens navn , for 
at lokke en ung , uskyldig pige i dit garn . Fy for en 
ulykke ! Du fortjente at mærkes således , at ethvert 
skikkeligt og ordentligt menneske kunne se på dig hvad 
du er for en usselryg , og . . . 
Pludselig afbrød Julie ham , idet hun , pegende 
på den bedøvede knækbcin , råbte : 
se , fader , se , han var ikke alene , min onkel , 
knækbein , han . . . 
— ha , hvad er dette ! Knækbein , morderen , 
også han er her . Det var jø et nydeligt komplot 
her er sammcnrottct . 
— jamen , min herre , jeg . . . 
— ti , umenneske ! Hvor tor du vove at oplukke 

din falske mund . Var du i besiddelse af hjerte , da 
målte du rødme af skam og blues ved at sådan en 
nederdrægtig tanke , som ben du stod i begreb med 
at udføre , kunne fostres i din hjerne Feig er du 
foruden , ikke alene turde du vove en flig mandhaftig 
dåd , nej , du skulle bave en hjælper i den skurk , 
som der ligger , hvis dele liv er en forbrydelse fra 
ende til anden . Men det skal ikke gå således , her 
er da , gud ske tak , lov og net i landet , og retfærdige 
dommere , som vil tage sig af den foruretlebes 
sag . 
— min herre , stammede greven forlegen ; jeg 
indser at jeg har sejlet , at jeg bar ladet mig lede vild 
af min lidenskab ; men det er og må være tilgiveligt , 
Julie er så smuk . . . alt for smuk . . . den skønneste 
kvinde i hele Norden . . . dog , jeg beder dem , gør 
ingen skandale , lad os afgøre sagen imellem os , det 
er af kærlighed at jeg . . . 
— kærlighed ! 
— ja , kærlighed til Julie . Dog , jeg har jo 
intet håb , derfor , lad os afgøre sagen i mindelighed . 
Hverken de , Julie eller jeg er tjent med at 
komme i folkemunde — jeg er desuden villig til ethvert 
offer . 
— offer ! råbte greven foragtelig . Offer , som 
om flig en afskyelig handling lod sig afbøde . Nej , der 
skal mere til for at afvaske en sådan plet — dog , 
hvad nytter det vel at tale til dig om sligt , siden 
du er går i ledtøg med en sådan forbryder , må 

du være falden dybt , alt for dybt til at du kan fatte 
nederdrægtigheden i hele sin udstrækning . 
— jeg beder dem , hold op ; vel er deres klage 
berettiget , men . . . 
- sig mig straks hvor Vilhelm er ; hurtig , 
hører du ! 
— jeg må meget beklage at jeg ikke kan besvare 
dette spørgsmål . 
— ikke ? Men du skal og må vide hvor han 
befinder sig . 
Jeg ved det ikke . 
— så vælg , enten siger du mig hvor Vilhelm 
er og jeg gør intet skridt imod dig , eller , hvis du 
vægrer dig . meddeler jeg sagen til politiet , som nok 
skal vide at skaffe os oprejsning . 
— o , kom fader , lad os gå , , bad Julie og stirrede 
ned på knækbein . Se , nu begynder han at røre 
sig , han kommer til sig selv . . . o , lad os komme 
bort . . - skynd dig . 
Frygt ikke , mit barn , du kan trøstig se den 
skurk i øjnene , han skal ikke krumme et hår på 
dit hoved så længe jeg er her . 
Knækbein begyndte virkelig at røre sig på gulvet , 
hvor han lå , men det varede dog kun et øjeblik , 
så faldt han atter hen . 
- nu , har du betænkt dig ? spurgte Svendsen 
og sendte greven et strengt blik . 
— der er mig umuligt , så meget jeg end beklager 
det , jeg kan ikke opfylde deres forlangende . 

— husk dig rigtig om , jeg slipper dig ikke , du 
skal og må sige mig det . 
— nu ja , hvis de vil lade dem nøje med ven 
underretning jeg kan give dem . . . 
— til sagen , men skynd dig ! 
Greven asslørede nu nølende hele sin plan og 
endte med al tilføje , at han havde sat kandidaten 
stevne ude på Vesterbro hos Fru lund . 
Svendsen og Julie , disse to ædle , venlige mennesker . 
Gruede i deres inderste ved at høre så megen 
slethed . 
— i sandhed ! råbte Svendsen harmfuldt , jeg 
havde ret , da jeg før kaldte dig en tidobbell slyngel , 
thi slig en nederdrægtighed skal man lede længe om 
magen til . Men det siger jeg dig , hvis Vorherre 
nogensinde lader os to træffe sammen , da har du i 
mig en bitter fjende . 
Disse ord bragte greven til at blegne . 
Han for uvilkårlig tilbage før det truende , 
lynende øjekast , som Svendsen sendte ham til afsked . 
Han betænkte sig et øjeblik . 
— nej ! råbte han , en slig forhånelse skulle 
jeg tåle , jeg , en „ Født “ — en adelig , nej aldrig , 
det må og skal hævnes ! 
Idetsamme faldt hans øjne på knækbein . Han 
gav ham et fodspark og råbte : 
- vågn op ! 
Men vi ville før nogen tid forlade disse og begive 
os ud på Vesterbro . 

Julie stod endnu bøjet over Vilhelm , der stedse 
var ' nedsunket i en dvalcligncnde tilstand . 
— o gud , det varer længe inden han kommer 
til sig selv , sukkede hun med tårer i øjnene . 
— trøst dig , mit barn , det kommer nok , skønt 
jeg ville ønske det skete snart , både før hans og vor 
skyld , thi sandt at sige , jeg finder mig ikke vel her , 
— jeg heller ikke , kære fader , o blot han ville 
vågne , at jeg kunne høre af hans egen , mund , hvorledes 
han er kommen i denne tilstand , ikke omgiven 
af et eneste menneske , der kunne hjælpe ham . 
— det er den satans kandidats skyld , som du 
jo hørte havde ladet sig unkerkjøbe af denne . . . men 
se , der har vi tilstrækkelig underretning . 
Svendsen var bleven opmærksom på selskaber , 
der endnu stod på tærskelen og stirrede på den lille 
gruppe med dyb forbavselse . 
Julie vendte sig om og kastede et sky , forskrækker 
klik på dem . 
— hvem er vært her ? spurgte Svendsen og gik 
med hurtige skridt bcnimod selskabet . 
En skraldende latter var det eneste svar han fik . 
- for djævelen , hvem er vært her ? spurgte 
han . atter med barsk stemme . 
— hvem her er vært , det er jeg . . . hvad er 
der i vejen ? svarede i det samme Fru lund og trådte 
med et frækt blik henimod ham . 
—- nå , så det er dem . 
-- ja , netop mig . 

— jeg vil da spørge dem om kvor de tør vove 
at lade et menneske således overfylde sig i deres 
hus og oven i købet lade ham ligge uden at forsøge 
på at hjælpe ham . 
— for det første , svarede fruen spidst , idet hun 
bredte skn kjole ud og gjorde et ceremoniøst kniv , 
må jeg gøre dem , min herre , opmærksom på , at 
han allerede havde fået tilstrækkelig af de „ våde 
varer “ inden han kom her , og hvis de , for dct ' andet , 
ikke iroer det , vil de kunne få den allerbedste underretning 
hos kandidaten , som slår der . 
Fruen pegede på kandidaten , som ved disse 
ord blev sær til mode . 
— jeg , nej aldeles ikke , jeg ved ikke det allermindste , 
ytrede denne og gjorde mine fil at unddrage 
skg al videre tiltale . 
— hvad , er her dig , som lader dig underkjøbt 
fil at drikke folk fulde , kom herhen og lad mig tale 
lidt med dig . 
— hm , med mig — om forladelse , jeg ved 
ikke , at der nogensinde har eristeret et så fortroligt 
forhold mellem os , at vi skulle være bleven dus , 
jeg , . . . hm , . . jeg . . 
— o rør ham ikke , fader , bad Julie , han er 
ikke værdig ti ! din brede . 
— hvad , skulle jeg , kandidat Jørgensen , ikke engang 
være værdig fil folks brede ! råbte kandidaten 
og så sig vredt omkring fil alle sider . Nej , de 
tager fejl , elskværdige frøken , jeg er netop et menneske , 

som man må have agtelse før , thi jeg har 
fået første . . . 
— hold inde med deres snak , min herre , og 
forklar mig hvorledes sagen førholder sig , men uden 
opdigtelser . 
— hm , ja , det er just ikke det letteste arbejde , 
de her giver mig , dog . . . dog . . . for at jeg ikke 
skal komme til at stå for dem som et sket menneske , 
vil jeg fortælle dem det hele skønt min hjertensven 
Vilhelm har anmodet mig om ikke at tale til 
nogen levende sjæl derom . 
— nå , til sagen ! 
— det var i morges . . . tidlig i morges . . . ja 
meget tidlig i morges , høniene sov endnu tror jeg ; da 
bankedes der med knyttet hånd på min kammerdør . 
Hårene rejste sig på mit hoved af skræk , thi jeg 
troede at del var min stræder , der kom for at fordre 
fin regning betalt , men tænk dem min glæde , min 
behagelige overraskelse , da jeg seer min Broder i 
ånden træde ind . 
Her standsede kandidaten pludselig . 
— nå , videre ! råbte Svendsen . 
— ja videre , det er nu godt nok , men jeg kan 
næsten ikke tale for tørst . Dog , det nytter mig vel 
intet . Jeg skuttede ved at Vilhelm trådte ind til 
mig . — op , syvsover ! råbte han solen slår 
højt på himlen , og pengene ligge i store dynger i 
min lomme . Op , du åndrige og vellærde kandidat 
Jørgensen ; op , der venter dig en glad dag . 

— det er usandhed ! råbte Svendsen , tværtimod , 
det var dem , der adlydende en anden , lokkede ham 
ud med , for at denne anden bedre kunne drive sine 
slette handlinger , jeg mener . . . 
— de indhyller det hele i et mystisk slør , gode 
mand , som det er umuligt for et skikkeligt menneske 
som mig at hitte rede i , grinte kandidaten , tilmed 
når man har slukket så meget indenfor vesten som 
jeg , det sværger jeg ved alle mulige og umulige guder 
og gudinder , daha ! 
- — spøg til side , tordnede Svendsen og for hen 
imod kandidaten . 
— o nej , kære ven , rør ham ikke ! råbte Julie 
han er jo i en tilstand , hvor han vist ikke rigtig er 
sig bevidst . 
Svendsen besindede sig et øjeblik , endelig sagde 
han rolig : 
— ja , du har ret , Julie , desuden , det er en 
snavs Karl , der således går andres ærinder . 
— mine herrer , skal vi tåle , at en af vor 
midte således forhånes ! ytrede en spinkel , sygelig 
udseende ung mand , idet han sprang op på en stol 
og knyttede hænderne i siden . 
— nej , nej , det tåle vi iffe ! råbte man med 
hvinen og skrigen . 
— lad os lære ham levemåde , han skal have 
bankekjødsuppe , ikke sandt ? 
— ja , ja ! råbtes der vredt fra alle sider og 

kanter og man omringede med truende miner Svendsen 
og Julie . 
Svendsen veg lidt tilbage , inden han lavede sig 
til af modtage dette af punsch og andre sager kåde 
selskab , der ikke undså sig ved af angribe en værgeløs 
mand . 
— kom nu an , godtfolk ! råbte Svendsen truende 
og knyttede hånden ; men det vil jeg blot underrette 
eder om , af den første , som nærmer sig mig , skal 
blive således modtaget , af han vist ikke så snart 
kommer igen . 
Det var smukt af se denne ældre mand kraftig 
og rolig af byde så mange mennesker trods . ilo 
hans holdning og sikkerhed imponerede også 
alle de tilstedeværende . 
Man betænkte sig uvilkårlig to gange inden 
man begyndte angrebet . 
Pludselig afbrødes denne tilsyneladende stilstand 
af Vilhelm , der vågnede af sin døs ved Julies 
stadige bestræbelser . 
— hurtig min dreng , fat dig , hviskedee Svendsen 
og bøjede sig halvt henimod ham , vi må se til at 
vi kunne komme bort , vi er komne i meget sket selskab . 
Handlingen fulgte på ordet . Julie og Vilhelm 
fjernede sig langsomt , fulgte af Svendsen , der gik baglænds 
henimod døren , for lige til det sidste at 
holde øje med og værge sig imod ethvert af det 
„ pæne “ Selskabs bevægelser . 

syltende kapitel . 
To kjæerestefolk . 
Det forhold som alt længe havde eristcret mellem 
Arthur og Nina vedvarede endnu . 
Den sidstnævnte forstod tilgavns som en udlært 
kokette mere og mere at hilde den uerfarne Arthur i 
fine garn . 
Ved af og til at vise en kold følesløs tilbageholdenhed 
og til andre tider en overdreven ømhed , 
der halvt om halvt lod ham ane en salighed , som 
kun havde foresvævet ham i ungdommelige drømme , 
fik hun ham til således at hengive sig , at der ffulde 
en undcrgserning til for at åbne hans øje for den 
afgrund , i hvilken hans bedste og ædleste følelser 
druknede . 
Dog et var beder , som det endnu ikke var lykkedes 
Nina at opnå , det nemlig , at blive forestillet for 
Arthurs familie . 
Hun havde en særlig grund , hvorfor hun så 
ivrigt attråede dette , som vi senere skulle lære at 
kende . 
Men det var som en uforklarlig anelse drev 
Arthur til ar nægte hende bette , han havde ligesom 
en svag forudfølclse om , at det intet godt ville føre 
med sig , om han opfyldte hendes ønske , og han var 

derfor , trods alle de ømme følelser han nærede før 
hende , standhaftig i at afslå hendes begæring . 
Det er aften da vi aflægge dem et besøg . 
De havde alt længe siddet og talt ømt og venligt 
til hinanden , hvori især Arthur lagde alle sine ungdommelige 
følelser frem til ransagning ; men pludselig 
standsede samtalen , ikke fordi man havde sagt alt 
hvad der kunne siges ; nej , tværtimod , men Nina måtte 
have et øjebliks pusterum ; det ville ikke ret lykkes 
hende at hylle en kærlighed , som hun aldrig havde 
næret . 
— men hvorfor så tavs ? spurgte Arthur lidt 
efter og lagde armen om hendes liv . 
Nina lod som om hun ikke børte Arthurs spørgsmål , 
og stirrede hen for sig . 
— men kære , bedste Nina , ytrede Arthur atter , 
hvorfor er du så tavs ? Keder mit selskab dig ? 
— det just ikke , men . . . 
— nu , hvad er da i vejen ? 
— ak , du ved ikke hvor stor en sorg du gør 
mig , ytrede Nina og søgte at presse en tåre frem 
i øjet . 
— men hvorledes dog ? 
— o jeg ved godt , at du . . . Du foragter mig . 
— hvor kan du dog sige sligt ? 
— jo , det gør du . 
— men hvorledes kommer du dog fil at brage 
en sådan slutning ? spurgte Arthur forundret . 

- ak , jeg måtte være blind , hvis jeg ikke kunne 
se det ! råbte Nina hulkende . 
— trø mig , du seer sejl , min elskede Nina , der 
findes vist næppe nogen mand på hele jorden , der 
kan elske nogen kvinde højere end jeg elsker dig , Nina . 
— ja , du siger det , men jeg tør og kan ikke 
fro det . Du er falsk imod mig . 
— hvilken uretfærdig beskyldning . O , det er 
fil at gå fra forstanden over . 
— gør ikke det , men hør mig . 
— nuvel ? 
— har du ikke stadig , uagtet alle mine bønner , 
nægtet at indføre mig i din familie , — kan du 
nægte det ? 
— nej , det kan jeg ikke , men . . . 
— har jeg så ikke grund fil at fro , at du i 
dit hjerte hader og afskyer mig , da du ikke vil træde 
frem med mig før din familie . Nej , jeg er kun en 
kastebold i din hånd , som tjener til din adspredelse , 
og som du kaster bort , når du er ked af mig og 
får øje på noget , hvoraf du kan have mere glæde . 
— men Nina døg , hvad går der af dig ; jeg 
» roer såmænd du græder ? 
Der var tilsyneladende således . Nina havde 
taget lommetørklædet før øjet og gjorde sig al umage 
før at hulke krampagtig . 
— ja , jeg græder , og jeg beder dig , lad mig 
græde ud , det er døg en lille trøst i den smertelige 

skuffelse , som du har beredt mig ved din stadige 
vægring . 
— men når du vidste , kære Nina , at det på 
ingen måde kan . . . 
— jeg ved og jeg har betænkt alt , afbrød 
Nina ham . Hvis din kærlighed til mig virkelig er 
så dyb og inderlig som du fortæller , hvorfor har 
du da ikke mod til at stå frem før dine nærmeste 
med mig , og sige : se , her er min forlovede , modtag 
hende med kærlighed og i skal se at hun vil lønne 
eder før det og aldrig gøre eder skam . 
— ak , Nina , jeg kan ikke , hvor gerne jeg end 
ville . Jeg er meget afhængig af andres velvilje og 
godhed ; min stilling er så uholdbar - du ved jo 
at jeg stadig må læse til eramen — og jeg har intet 
fast erhverv , hvorved jeg i den allernærmeste fremtid 
kunne sikre din eristens , så du indser at der intet 
er ved den sag at gøre . 
— bar du en mand og holdt af mig . da ville 
du ikke bryde dig om sligt ; dine slægtninge ville 
da nok hjælpe dig , når de så at det var din faste 
og bestemte villie at ægte mig . . . dog , så vidt 
går mine fordringer jo foreløbig ikke , jeg forlanger 
blot at dine nærmeste skulle kende den forbindelse du 
har indgået . O , hvor jeg føler mig ene og forladt , 
ikke engang en smule medfølelse får jeg . . . jeg , 
der døg har så størt krav derpå . Ak , hvor jeg er 
ulykkelig ! 
Nina begyndte atter at græde ynkelig , og den gødtroende 

Arthur var aldeles nedtrykt over al den gråd 
og klage . 
— trøst dig dog , sagde Arthur ; og hold op at 
græde , du ved ikke hvor det smerter mig . 
— nej , det tror jeg ikke , råbte hun heftigt ; 
thi hvis det var tilfældet , da ville du venlig aftørre 
mine tårer og sige : elskede Nina , jeg vil gøre alt 
for dig og opfylde dit forlangende ! 
— nej , det kan ikke ske . 
— o gud , jeg ulykkelige . Intet har jeg tilbage , 
alle forlade mig , også min egen , dyrebare Arthur . 
— nej , nej , jeg forlader dig ikke , min søde , 
yndige brud , sagde Arthur og kyssede hende . Bent 
blot en lille stund , du skal da se at det ikke vil vare 
længe inden dit ønske bliver opfyldt . Med jernflid 
skal jeg kaste mig over mine studier , med dit yndige 
billede for øje vil det falde mig let at arbejde , og 
da , når jeg med den bevidsthed i hjertet , at have 
kæmpet og vundet den gode sejr , står frem for dig , 
da vil jeg gå med dig til mine nærmeste , og spørge 
dem med stolthed om du ikke er et værdigt mål 
for min flid . O , du skal se , de ville sige ja og 
modtage dig med ømhed , og så — så ville vi 
blive lykkelige . 
— det er kun en fattig trøst , Arthur ; medens 
du arbejder vil jeg dø af sorg . 
— o , sig ikke det , Nina . Hver aften vil jeg 
komme fil dig , når dagens gerning er endt , og da 
ville vi meddele hinanden alle vore små sorger og 

søge trøst i den dejlige tanke , at der kommer en 
dag — en yndig solskinsdag , da alt vil klares og 
jevnes . 
— 0 , nej , nej , det nytter ikke hvad du end siger , 
jeg er fordømt fil altid at skulle forsage og lide i 
denne verden ; men hør mig , du har så lidt spurgt 
mig om , hvorledes min fortid har været , — jeg vil 
fortælle dig det , og du vil da måske få en anden 
mening om mig , som kan bidrage fil at du snarere 
opfylder mit inderligste ønske . 
— fortæl , fortæl , kære Nina , sagde Arthur 
ivrigt . Du ved ikke hvor meget Au glæder mig 
derved . 
— du må da vide , kære Arthur , at jeg ikke er 
født her i København ; nej , i en provindsby stod din 
Ninas vugge . 
Nina betænkte sig et øjeblik , for at sinde noget 
rigtig rørende og tiltalende , der kunne gøre indtryk 
på Arthur . 
— nå , Nina , sæt mig nu ikke i spænding , men 
fortæl . 
— denne provindsby hed Sorø og er , som du 
ved , bekendt for sin smukke beliggenhed , vedblev 
Nina . I et af dens smga , toetages steder — hvortil 
hørte en lille have — så jeg dagens lys , under 
omstændigheder , som jeg ret strar skal meddele dig . 
Dog , forinden må jeg fortælle dig min moders 
historie . 
— hun var datter af en fattig husmand , der 

boede i den nærliggende landsby pedersbørg . Hendes 
moder døde tidlig ! fra hende — min moder var dengang 
knart 8 år gammel . 
— som en følge deraf » vrede hun op som en 
vild blomst på Marken , uden tilsyn eller opsigt , 
uden at en moders ømhed værnede og fredede om 
hende . 
Hendes fader var i bogstavelig forstand et menneske , 
der ikke havde sat sig anden opgave , end at beruse 
sig i stærke drikke , og derfor vandrede efterhånden , 
al hans ejendom over i andres hænder . Dels 
for at glemme dette , dels af lyst , voksede hans higen 
efter brændevinen , der til sidst tog en sådan overhånd 
hos ham , at han til slutning sank hen i en 
døs , hvori ligegyldigheden for hvorledes det gik ham 
eller hans barn , var den eneste følelse man kunne 
opdage . 
— ofte fandt man ham liggende aldeles beruset 
på en eller anden mark , hvor han da blev liggende , 
indtil en medlidende forbigående sfikkede bud efter 
„ Pepita-maren “ — således kaldte man min moder — 
og det blev da hendes gerning af søge af få ham 
hjem til deres faldefærdige hytte , hvor den løn ventede 
hende , af han , når han vågnede af sin rus , 
udskældte og pryglede hende . 
— min moder var meget smuk . Dellige mørke 
hår prydede hendes hoved . Hun havde mørkebrune 
øjne , i hvis uendelige dyb mangen ungersvend så 
sin afgrund ; thi på grund af sin skønhed havde 

min moder mange betlere . Når der var marked 
flokkedes karlene om hende , og den priste sig uendelig 
lykkelig , som fik lov til af træde en Dands med 
hende i byens eneste daværende offentlige dandsebod 
„ Sumpen “ . 
Men min moder var ubønhørlig lige overfor alle 
ksærlighedserklæringer . Hun havde hørt naboer og 
genboer fortælle om , hvor ulykkelig hendes moder 
havde været , og stred kraftig imod . 
Dog hendes tid kom også . 
En aften sent , månen sendte allerede sine bleggule 
stråler over by og skov , vandrede Maren 
afsted . Hun havde været til byen for af købe nogle 
småfornødenhcder , og lagde nu vejen om ad en 
sti , som førte langs søen , der flyder ved byen . 
Her fandtes et sted omtrent midtvcis , som folk 
kaldte „ Hjortespringet “ , og som især om aftenen havde 
en øde , halvvild karakter . Min moder var ikke 
bange , og da hun var træt satte hun sig et øjeblik 
på en træstub , hvilende de nøgne fødder på det 
bløde græs . 
Hun sad i tanker og så ? ud over den speilklare , 
rolige sø , der bredte sig for hendes fod , idet fortid , 
nutid og fremtid smeltede sammen i et ulykkeligt 
billede . 
Hun anede ikke at hun blev iagttaget . En ung , 
smuk mand , der var klædt i jagtdragt , som sluttede 
sæt om hans velbyggede lemmer , stod i skyggen af 

et træ og betragtede med spændt opmærksomhed den 
smukke bondepige . 
— guds fred og godaffen , sagde han endelig 
med dyb , mandig stemme . 
Min moder for sammen og blev bleg , idet hun 
uvilkårlig tog sig til hjertet ; et sådant indtryk 
gjorde den smukke jæger på hende . 
— godaffen , sagde hun nølende . 
— hvi sidder du så ene ? sagde han atter , og 
nærmede sig dristig . Du tænker da vel ej på at tage 
livet af dig ? 
— ak nej , herre , sagde hun med bævende stemme , 
jeg har ikke sligt i sinde , skønt det vel nok kunne gøres 
nødig . 
— har du da en utro elsker ? 
— ak nej , nej ! 
— hvad da , sig frem , smukke pige , måske jeg 
kan hjælpe dig . 
Maren slog øjnene ned og gav intet svar . 
— nu , frem med din hjertesorg eller hvad det 
er , der trykker dig , i sandhed , det må vel være til 
at komme ud over . 
Det var som om hans venlige nøst gav hende 
mod ; hun fortalte ham åbenhjertig hvor uheldig 
hendes hele tilstand var og om sin ulykkelige fader . 
— kort at fortælle , Arthur ! tilføjede Nina , han 
hjalp hende til gods og guld , men deraf opstod en 
forbindelse , som blev min moders ulykke og kort 
derpå følgende død . Han var en herremands søn , 

og , skønt ban lovede min moder at ægte hende , var 
det ham dog ikke mulig at opfylde dette sit løfte , da 
han var aldeles afhængig af sin fader , som var ubønhørlig 
i delte kapitel , og strengt fordrede at blive 
adlydt . 
De mødtes lidt ved „ Hjortespringet “ , og følgen 
af dette blev — din Nina ! 
Som sagt , min moder døde kort efter , og jeg 
blev sat i pleje hos nogle andre bønderfolk , hvis fleste 
. Tilbøjeligheder gik ud på at skrabe så meget af denne 
verdens mammon sammen som muligt . Ak , Arthur , 
du kan tro jeg havde det ondt , og lærte tilgavns 
livets usselhed og falskhed at kende . Alt hvad jeg 
havde fra min moder berøvede de mig , og lod mig 
gå som en tiggerske med lasede klæder . Dog , endelig 
slog befrielsens time for mig . En venlig , gavmild 
dame nede i Sorø tog sig af mig , da jeg blev 
konfirmeret , og lod mig lære flere damesyfler , hvorved 
jeg kunne ernære mig selvstændig , og det er også 
hidtil lykkedes mig . Men nu , Arthur , hvis du vil 
at jeg skal beholde lyst til livet , så opfyld min bøn , 
min eneste bøn til dig . Se , du har ' hørt min moders 
historie , o , lad det ilke gå mig således , men 
viis at den kærlighed du nærer for mig er fast og 
bestandig . 
— ja , ja , jeg vil opfylde den , du elskede kvinde . 
Jeg kan jo ikke andet , råbte den henrykte Arthur ; 
om så dage skal jeg indsrie dette mit Lotte . 
Man sad endnu en kort stund og talte sammen , 

hvorpå Arthur bortfjernede sig , aldeles indspunden i 
det net , som den intrigante kvinde havde slynget 
om ham , 
— hahaha ! Nar , tossehoved ! råbte Nina , da 
han var gået , hvorpå hun slukkede lampen , tog 
hat og shavl på , så forsigtig ud på gaden og 
bortsjernede sig strar efter . 
Attende kapitel . 
To rivaler . 
Det varede ikke så kort en tid inden knækbæin 
vågnede af den bedøvelse , hvori greven havde nedsænket 
ham ved hjælp af kloroformen , en så storartet 
virkning havde denne udøvet på ham . 
Greven ruskede ham og stødte forgæves til ham , 
men lige meget hjalp det . 
— du sover jo som en æfll ! brølede greven og 
sparkede ærgerlig til hamholdt , 
holdt , mumlede knækbæin og ravede 
som en beruset hen ad gulvet . Åhøi , Klaus , hjælp 
mig op af fjerene . Nå , slyngel , kan du ikke forstå 
mig ! 

han svævede nemlig i den uheldige vildfarelse , at 
han var på søen og lå i sin kahyt . 
Dog , det varede kun et øjeblik . Forbavset gned 
han øjnene og stirrede på greven med et blik , der 
udtrykte den højeste forundring . 
— nu , kom rigtig til dig selv , svarede denne ' 
på det stumme spørgsmål , og hør hvad jeg har at 
sige dig . Forstår du mig ? 
— javel . . . ja . . . ja ! sagde knækbein nølende 
og strøg sig over panden med bagen af hånden , 
idet han med forstyrret mine udbrød : 
— vi er overlistede . 
— hvad siger du ? 
— vi er overlistede . Fuglen er fløict os ud af 
hænderne . 
Greven stænkede ham med koldt vand i ansigtet , 
det hjalp . 
Han mindedes nu fuldstændig alt hvad der var 
foregået . 
— ha , er tøsen slukken a ' ! råbte han harmfuld . 
Det er din skyld , skurk , du bedøvede mig , ellers 
havde det aldrig sket . 
Knækbein for rasende hen imod greven , idet han 
gjorde mine til at angribe ham . 
— holdt , stille , befalede greven i en bydende 
tone . 
— nej , du har bedraget mig , du har villet tage 
hende fra mig , det tåler jeg ikke . . . det skal og 
må hævnes . 

— det duer du ikke til . sagde greven rolig . 
Husk , at du slår for din overmand . 
— om du så er min overmand hundrede 
gange , skal du dog ikke have gjort dette for intet ! 
Rasende rendte knækbein til og slog greven i 
ansigtet . 
— nu så tag hvad der følger på ! råbte denne 
ude af stand til at beherske sig , og gjorde gengæld . 
Der opstod nu en forfærdelig kamp mellem disse 
to ville , ustyrlige mennesker , der fortsattes med indædt 
raseri på begge sider . 
Ester i omtrent et kvarterstid således at have 
tumlet med hinanden , måtte knækbein som den svagere 
part endelig opgive kampen , næsten ude af stand 
til længere at fortsætte denne . 
— nå , er du fornøjet ? spurgte greven og trak 
vejret dybt . 
— nej , vent lidt . . . lad os hvile os , stammede 
knækbein . 
— vist ikke , lad os få det afgjort med det 
samme — enten du eller jeg ! 
Greven , der uagtet han ikke var ganske ung , døg 
var i besiddelse af ualmindelige kræfter , lavede sig til 
atter at angribe knækbein . 
Det gjaldt for ham om at overbevise knækbein 
om sin overlegenhed både i legemlig og åndelig 
henseende , for at få ham til aldeles at underordne 
sig ham , da han indså , at knækbein var en dygtig 

medhjælper , som han kunne drage god nytte af ved 
sine forskellige skumle , lyssky handlinger . 
— holdt , holdt ! råbte knækbein og stillede sig 
med ryggen mod væggen , idet han ved sine matte 
bevægelser røbede at han var aldeles udtømt . 
— vil du da adlyde mig ? 
— ja , det vil jeg . ' 
— ubetinget ? 
- ja . 
— uden at gøre nogen som helst indvending ? 
— ja , ja . 
— og du gør afkald på Julie ? 
— nej , det kan jeg ikke , råbte knækbein dydig 
indigneret over dette forslag ; jeg holder af hende , ja , 
det gør jeg og har svoret lige til satan og hans 
yngel på , at hun skal blive min . 
— du kommer til det alligevel , det har jeg 
også svoret , og jeg skal være mand for at holde 
min ed . 
— jeg vil og kan ikke . 
— du skal . Jeg er nu engang bleven forelsket 
i pigebarnet . 
— ligemeget , jeg vil hellere slås på liv og 
død , end indvillige . 
— godt ! råbte greven med en hånlig , isnende 
latter ; vi få at se . Som sagt , enten du eller jeg . 
Kom an ! 
Man kastede sig atter over hinanden . Øjnene 
funklede af ondskab og hadefulde følelser , medens 

deres bugtende legemer rullede sig tæt sammenslyngede 
henad gulvet , 
denne gang varede kampen kun en kort stund , 
inden den var forbi . 
Knækbein måtte aldeles bukke under . 
— opfylder du så mit forlangende ? spurgte 
greven , medens han lå med sit knæ på knækbeins 
bryst , parat til at tilintetgjørt : skurken . 
— ja , ja , siden det ikke kan være anderledes , 
stønnede knækbein , og søgte at frigøre sig for den 
blytunge lægt på brystet . 
— sværg > derpå ! 
— jeg sværger ! råbte knækbein . 
, — godt , så rejs dig , sagde greven , og stod op . 
Jeg vil meddele dig en plan , som du sial hjælpe 
mig med at udføre . 
— nuvel , tal , sagde knækbein , og sendte greven 
et lurende blik . 
Greven asslørede nu en plan , der var så afskyelig , 
at selv knækbein studsede derved . Vi skulle ret 
snart se følgerne deraf . 
— kan du stole påmor siegrid ? spurgte 
greven derpå . 
— ja , hun er tro som guld . 
- og Johan ? 
— ja , ham stoler jeg ubetinget på ; det er en 
gut , der hverken skyer ild eller vand . 
— godt , det bliver altså ved aftalen . En båd 

holdes i beredskab ved toldboden , og fartøjet ligger 
fortøjet længere ude . „ Julie “ er løsenet , og alle sejl 
sættes til , så snart ladningen er kommen ombord . 
— javel . 
Knækbæin bekræftede lydeligt hvad greven sagde , 
men , t sit hjerte nærede han ganske andre tanker . 
Han lovede sig selv at han ved given lejlighed skulle 
give greven sit banesår , som løn for den lumskbed , 
denne havde udvist imod ham . 
— men tand for tunge , vedblev greven . Søger 
du at bedrage mig , da skal jeg ramme dig hårdere 
end du måske venter . 
— behøves ikke . Alt skal blive besørget fil punkt 
og prikke . 
— godt , så kan du gå . 
Knækbæin fulgte strar efter stiltiende denne befaling . 
— 
hahaba ! tø greven ; således tæmmer man 
tigere jeg fik ham from som et lam ; ja , jeg trænger 
fil en sådan fyr , for at assistere mig . Og han 
skulle komme i besiddelse af ben dejlige kvinde ! Nej , 
aldrig , aldrig , før skal jeg give Vilhelm hende . . . 
Nej , jeg tager hende selv ! 
Den højadelige hr . Greve var bleven i rigtig 
godt humør ved det foreløbige held han havde haft . 
Han blev forstyrret i sin enetale ved at portneren 
fra hans bolig ved Nørrevold , beder for en del var 
indviet i sin herres hemmeligheder , kom og afleverede 
et brev . 

portneren fjernede sig strar , hvorefter greven 
hurtig åbnede brevet , der indeholdt følgende linier : 
„ Kæreste , bedste Greve ! 
„ Jeg beder dem , vær ikke vred fordi jeg i 
„ flere dage har undladt at aflægge dem min 
„ Visit men en omstændighed , som jeg skal have 
„ den ære at fortælle dem , har hindret mig i at 
„ opfylde min forpligtelse imod dem . Jeg under „ retter 
dem herved om at jeg er bleven „ virkelig 
„ forlovet “ . 
„ De studser måske ved at læse dette , men 
„ ak , skæbnen , den ubønhørlige , strenge skæbne 
„ ville , at jeg skulle træffe en beslægtet sjæl på 
„ min jomfruelige vandring . 
„ Dog , hr . Greve , de må ikke opfatte dette 
„ bogstaveligt — de fjender jo mine følelser for 
„ Dem . Det er , imellem os sagt , et godt skrøg , 
„ som er villig til at bære sin guddommelige 
„ Hjertcrdame på hænderne , og på hvem hun 
„ med en vis lethed kan lukke både øjne og 
„ Øren , når det behager hende , hvilket de jo 
„ nok indser vil ske meget ofte . da jeg , så vidt de « 
„ står til mig , aldrig - uagtet min nye stil „ ting 
— hæver det venlige fdrhold , der så „ længe 
har bestå : mellem dem og deres lille 
„ Nina . 
„ Jeg håber , a : le ikke er vred på mig 

„ derfor — det stete to kun ifølge deres venskabelige 
opfordring . Jeg kommer i aften for at høre 
„ Deres mening om sagen . 
„ Deres Nina . “ 
— aha ! råbte greven , efter at have læst brevet . 
Hun er allerkfærest , den lille — ak , at blive 
således elsket , det er en lykke , som man ikke kan sætte 
pris nok på , men hun skal øgså blive lønnet derfor . 
Han stod et øjeblik tankefuld . 
— men det er to sandt , mumlede han hen for 
sig ; hun skriver : iaften kommer jeg for at høre deres 
mening om sagen . O , al den kærlighed gør mig 
øgså forstyrret i hovedet — jeg må børt , at hun 
ikke skal vente . 
Nittende kapitel . 
Sjælekval . 
Sorg og fortrydelse over at have ladet sig således 
forlede til at deltage i den ville orgie hos Fru 
lund , i forbindelse med den ydmygende tanke , at Julie 
og Svendsen havde været vidne deriil , nedtrykte Vilhelm 

således , at han blev virkelig syg . Der forekom 
ham , at Julie måtte tabe både agtelse og kærlighed 
for et menneske , der var så svag , at han gav 
efter for den første den bedste indflydelse , og hengav 
sig til tøjlesløse nydelser , som kun nedværdige mennesket 
og i sådanne øjeblikke stiller det lige med 
umælende . 
Han i var bleven ledet hjem til Svendsen , hvor 
han siden hin for ham så uheldige aften , stadig havde 
opholdt sig , og hvor han var omgiven af al den komfort , 
som en elskende kvinde forstår at omgive den 
med . hun har helliget sine bedste følelser . 
I et hyggeligt lille værelse , hvor solen det meste 
af dagen varmt og venligt tittede ind , lå Vilhelm 
henstrakt på sygelejet . 
Det var gået ham som de fleste unge , uerfarne 
mennesker . 
Til at begå dårskaber havde han ladet sig lede 
af en falsk ven , der var sket nok til at benytte sig af 
hans uerfarenhed . 
Når han nu tænkie tilbage , da måtte han 
foragte og væmmes ved sig selv , at han så aldeles 
havde kunnet glemme hvad han skyldte sig selv og 
Julie . 
Dog , det stod ikke til at ændre . 
Han havde fornedret sig dybt i de menneskers 
øjne , hvis agtelse og kærlighed han ivrig havde søgt 
at gøre jig lorijent til . 
Julie , den ejegode og overbærende pige , forsikrede 

ham atter og atter om sin tilgivelse . Svendsen hold ! 
En lille straffeprædiken , og dermed skulle alt være 
glemt ; men det var ikke nok for Vilhelm . 
Han pinte og plagede sig selv med at gruble over 
den skam , der var overgået ham , og denne selvmarter 
forværrede kun end mere band lidende tilstand . 
En hidsig feoer begyndte efterhånden at ryste 
dans stærke legeme . Bilde fantasier steg op for hans 
sjæl , hvori han så de mest afskyelige ting , som 
en glødende hjerne kan fostre . 
Det forekom ham blandt andet som om han så 
Julie omgiven af tusinde farer , vandre alene afsted 
vå en øde landevej , der var bedækket af en mængde 
store sten , der vare skarpe og kantede som knive . En 
mørkegrå tåge hvilede over vejen 
pludselig kommer en strunk og sirlig klædt ridder 
springende frem imod hende . Julie standser forskrækket . 
Han vil tale til hende , men hun gør en sky , afværgende 
bevægelse og peger hen på noget buskads , 
hvor Vilhelm med forfærdelse seer sig selv ligge 
værgeløs og mat , ude af stand til at forsvare den . 
For bvem han gerne vovede hele sin tilværelse . Men 
ridderen synes ikke at ændse hendes gebærder , han 
nærmer sig dristig med et slcdsk , forførende smil , og 
gør mine til at omfavne hende . 
Da er det som om stenene pludselig skyde op og 
danne en fjeldmur om hans elskede og ridderen . 
Men pludselig , som ved et lyn , skilles tågen og han 

seer alter landevejen som før . Dog , en forandring 
er flect . 
Ridderen ligger blødende på jorden , såret af 
en af de skarpe stene , som Julie triumferende svinger 
over ham . Men ridderen vågner hurtig af sin døs 
og med et vildt , hevngjerrigt blik gør han mine til 
at ville styrte sig over vende . 
— hjælp , hjælp , før guds skyld hjælp , man 
myrder Julie ! råbte Vilhelm i det samme og vågnede 
til besindelse . 
— min gud , yvad fattes dig , kære , bedste 
Vilhelm , uvbrød Julie og kom hurtig ilende ind . 
— o , vogt dig , vogt dig , Julie , man myrder 
dig ; o gud ! 
— hvad siger du ? 
— fly , siynd dig ; ak , jeg er syg , meget syg , og 
kan ikke forsvare dig . 
— fat dig , kære Vilhelm , du må have drømt , 
der er ingen som gør mig fortræd , vær du kun 
aldeles rolig . 
Vilhelm stirrede på hende , som om han ikke ret 
var overtyvet om at det havde været et foster af hans 
indbildningskraft . . 
— men jeg så det dog så tydeligt , så hvorlædes 
da » styrtede sig imod dig , hans øjne vare blødunderløbne 
og ville . . . 
— men , min gud , hvem mener du , fortæl mig 
det hele ? 
Vilhelm lå et øjeblik og grundede ; derpå før « 

talte han Julie i afbrudte sætninger om den stygge 
drøm han havde haft . 
Det gjorde et ubehageligt indtryk på Julie , hun 
vidste ej selv hvorfor , men søgte at skjule det så godt 
det var hende muligt . 
— ja , ja , udbrød Vilhelm ; jeg må have set 
ridderens ansigt før . . . lad se . . . ah , yu husker 
jeg det , det er . . . 
— drømme og kun drømme , afbrød Julie ham 
gysende . 
— nej , nej , kære Julie , det var et varsel , jeg 
så ham tydelig — det var landskabsmalerens ansigt 
jeg så . 
— den herre , som boede ved siden af dig “ ? 
— ja , ham og ingen anden . 
Julie vendte sig bort , angst og skælvende , medens 
et par store tårer trillede ned ad hendes kinder . 
Hun tænkte på hvad der var forefaldet på Vilhelms 
værelse , medens han var lokket bort , og som man 
havde skjult for ham , for ikke at forværre den sygdom , 
der med en så fortærende kraft rasede i hans 
årer . 
Dog , hun vandt hurtig sjælsslyrke nok til at 
tvinge sin smerte ; hun vendte sig aner om lliod Vilhelm 
og sagde : 
— jeg bcker^dig , elskede Vilhelm , lad de stygge 
drømme fare ; se at blive rolig — du kan være 
overbevist om , at der ingen fare truer mig , og desuden , 
er jeg ikke hos dig , min bedste , eneste ven ? 

— ak , gud nåde os for den hjælp , jeg kan 
yde dig , kære Julie , jeg er så svag og afkræftet som 
et barn . , 
— 0 , du skal se , du kommer snart til kræfter , 
men har vi ikke vor ' faderlige velgører , han vil nok 
tage os begge i forsvar . 
— ja , det er sandt , den ædle mand ! Gud lønne 
ham for alt det gode , han har gjort imod os og 
imod andre . 
— så er du rolig , ikke sandt ? 
— ja , det er jeg , du venlige engel . 
Vilhelm faldt kort efter tilbage i puderne , anstrengt 
af at tale så meget , og Julie syslede med 
kærlig ømhu om ham . 
— 0 , syng lidt for mig , kære Julie , bad Vilhelm . 
Jeg længes meget efter at høre din smukke 
stemme . 
— det skal jeg , svarede Julie , og sang beredvillig 
følgende romance : 
et møde . 
Jeg sad en stille Asien med hånd under kind , 
alene midt i skoven/ i drømme lullet ind ; 
forbi mit indre blik for en lysende glans , 
jeg tænkte på ridderen og elverpigens Dands . 
Omkring min sjæl sig lagde en anende Duft , 
der blidt smelied ' sammen med den tågede luft ; 
det var som al naturen af dagens gerning træt 
Havde sænket sig ned i et dæmrende net . 

da lyder gennem luften en liflig kvindesang , 
jeg lyttede ' så tavs til dens mægtige klang , 
i hjertet gav ben genlyd , så vinkende og mild , 
og hurtig svandt tankernes drømmende spil . 
Med purpurrøde kinder , i øjet sælsom glans , 
hun vandrede frejdig , som gik det til Dands , 
alt medens sangen tonede ' fra det fuldrunde bryst 
og alt omkring i skoven var stille og tyst . 
Jeg fulgte hendes fjed under skovens grønne blad , 
mit hjerte var så fuldt , så inderlig glad , 
det var ej skæbnens møde i skovens ensomhed , 
som talte ret så lifligt om trofast kærlighed . 
Jeg tog hende da til min kære fæstemø , 
og før end svigte hende , jeg svoer af ville dø , 
og alle småstjerner de signede vor pagt , 
det var som himlens glæder nu over alt var lagt . 
Da kirkeklokken kimede ' så mildt i aftenskær , 
jeg vandrede ' hånd i hånd med den kvinde så kær , 
til kirken stod vor hu som brudgom og brud , 
mens rosen stod så smuk i dejlig sommcrflrud . 
Julies stemme udøvede en velgørende lirknmg 
rå Vilhelm . Han var efterhånden falden i en let 
slummer . 
— o , gud ! bad den andægtige kvinde og faldt 
så knæ ved sengen , idet hun andægtig foldede hænverne . 

tag ham og alle mine kære i vin nådige 
varetægt , skærm os mød det onde , før den velsignede 
Jesu Christi skyld ! 
Tyvende kapitel . 
Elskerinden . 
Greven ilede afsted til sit egentlige hjem i en oprømt 
sindsstemning . 
Ninas brev havde gjort en vis virkning på 
ham , som han ikke ret kunne forklare sig . 
En følelse , som før — om end før længe siden 
> dvridunstet — havde bidraget til hans elastiske hjertes 
velbefindende , begyndte atter af indfinde sig . og han 
tænkte med en vis tilfredshed tilbage på de i hans 
øjne herlige øjeblikke , som han havde tilbragt i Ninas 
selskab . 
— den Pokkers tøs , tænkte han ; hun spiller 
sine kort som den bedste , skønt det dog i grunden 
gør mig ondt for det stakkels skrog , beder således 
skal agere skærmbrædt og som titel af ægtemand 
give en glimrende attest for hans dydige kones pletfrie 
og rene Vandel , hahaha ! 

han var nu kommen til sit hotel , hvis port 
tjeneren med et overdrevent skrabud åbnede for ham . 
— er Nina kommet ? 
— ja , nådigherre . 
— godt . Jeg er ikke hjemme for nogen , forslår 
du ? 
— javel , hr . Greve . 
— selv om man ved at tale om meget påtrængænde 
omstændigheder vil søge at trænge sig ind 
til mig , er jeg dog ikke hjemme . 
— skal sle , nådigherre , sagde tjeneren , idet 
et lunt smil viste sig på hans landlige , af sundhed 
strålende ansigt . 
Efter at have uddelt denne befaling begav greven 
sig ind til den ventende Nina . 
— nå , er du der , Nina , sagde han i en yderst 
nedladende tone og klappede hende venlig på kinden . 
— ja , som de seer , hr . Greve , sagde Nina og 
nejede . Jeg kunne ikke aldeles slå hånden af dem . 
— men , sagde greven studsende , hvad betyder 
denne fremmede tiltale , du siger de og hr . Greve ; 
du holder ikke hvad du lovede i dit brev , hvorledes 
skal del forstås ? 
Greven greb Nina om livet og så hende i 
øjnene med et forskende blik . 
, — hahaha ! Nå så du synes ikke om den ' tiltale , 
lo Nina . 
— nej , jeg kan ikke nægte det støder mig al høre 
dig tale således . 

— det er også meget imod min villie , kære , 
jeg ville blot prøve , om du “ havde glemt den lisle 
Nina i de dage jeg ikke har været hos dig . 
— og derom kan du spørge , skælm ; o , du 
ved kun alt for godt hvor meget jeg holder af dig . 
— men hvad går der af dig , husk jeg er en 
førlovet pige , hahaha ! 
— ja , det er sandt , du lille gavstrik ; den lykkelige , 
jeg misunder ham . 
— gør endelig ikke det ; han får såmænd sit 
kors at bære . 
— stakkels fyr , lo greven , ja så beklager 
jeg ham . 
— du kan tro , sagde Nina og lo polisk ; han 
er forfærdelig forelsket . 
— så , er han det ? 
— ja , det skal jeg love for , og en af de første 
dage skal jeg hjem med ham til hans familie , jeg 
skal give den ærbare , til overmål dydige Nina , der 
smægier af længsel efter deres bekendtskab . 
— nå , det var jo herligt ! lad mig se , at du 
ikke falder ud af rollen . 
— nej , det skal jeg nok vogte mig for kan du 
tro , jeg skal være så søb og så dejlig — således . 
Nina slog armene om halsen på greven og 
gav ham et Kys . 
— ah , lo denne , ja så vil de ikke kunne modstå 
dig . Du vil indtage deres hjerter i den første fægtning ; 

men sig mig , kære , hvad hedder dit hjertes 
ndkåredc ? 
— Arthur . 
— ah , er det ham . 
— ja , hr . Greve ; endelig er det lykkedes mig . 
Snart skal jeg indføres i hans familie , snart skal jeg 
lære Julie og Amanda at kende , og da . . . da skal 
de få ak vide hvad . . . 
— du vil da vel ikke gøre de unge piger fortræd ? 
Afbrød greven hende 
— nej , jeg vil blot lade dem vide bvad det betyder 
at håNe mig . . . mig , N ' Na , hr . greveNs 
fortrolige . 
-- men sig mig , hvorledes har du fået Arthur 
overtalt til at præsentere dig før hans familie ? 
Overtalt ! nej . min søde der bebøvebes ingen 
overtalelser dertil , han bad selv øm jeg tillod at han 
forestillede mig før hans velgører og familie . 
' — men så må han jo være gal ! 
— det er han vist også . Hans moder var 
vanvittig , så det er i grunden ikke så besynderligt 
øm han har arvet denne sygdom efter hende . Men 
sig mig engang kender du Julie ? 
— Julie ! råbte greven og for op . 
- ja , naturligvis Julie ; er det da så besynderligt ? 
Greven 
svarede ikke , men boldt hånden på 
hjertet 

— ah , så gættede jeg dog rigtigt . . . Du 
elsker hende ! råbte Nina . 
— ja , det kan ikke nægtes . 
— hm , jeg burde egentlig være vred , meget vred , 
uhyre vred ; men da jeg gudskelov forstår at lade 
mine følelser skumre og vågne efter bebag — nu , 
så vil jeg bære over med dig , du Don Juan , og 
tilgive dig . 
— tak før din overbærenhed , sødeste Nina , sagde 
greven ironisk . Du ved ikke , hvor det glæder mig 
at børe dej . 
— å , d^t må del sket ikke , du skal komme til 
at betale mig din utroskab . 
— nu , det er jeg også villig til . Hvormeget 
forlanger du ? 
— en snes , hr . Greve , lo Nina og nejede . 
— det skal du få , det lover jeg dig ; men 
» il gengæld skal du hjælpe mig overfor den stridige 
skønne . 
— er hun stridig , det må da være en god 
gås ? 
— ja , ikke sandt ; du ved jo og kan dømme 
om , hvor elskværdig en person jeg er og kan være 
ligeoverfor damer . 
— ja , gudbevares , det kan jeg rigtignok , forsikrede 
Nina ivrigt ; men sig mig , stiller der sig ellers ingen 
hindringer i vejen for din kærlighed ? 
- jo , hun er rigtignok forlovet med en student , 
men hvad » ejer en sådan fyr op mod en Greve ? 

— nej , det har du ret i ; men vær overbevist 
om , at jeg skal gøre mit bedste for at overtale den 
stivnakke . O , jeg brænder af begærlighed efter at 
gøre den dydsirede dames bekendtskab . 
Jeg kan altså trygt stole på , at du vil 
tage dig af min sag ? 
' — ja , ubetinget . 
— så vil jeg meddele dig en plan jeg har 
lagt , før at mit ønske kan gå i opfyldelse . 
— jeg hører til med begærlighed . 
Greven fortalte hende nu om den aftale han 
havde truffet med knækbein og opfordrede hende endnu 
engang til at slå sig bi , hvortil Nina ivrigt svarede 
bekræftende . 
Han gik derpå hen tsk et elegant skrivebord og 
udtog en stor papirrulle deraf , som han gav Nina , 
idet han sagde : 
— her er et foreløbigt afdrag på min taknemlighed , 
jeg lover dig , at en regelmæssig sending af 
denne vare skal blive dig tildel , når du tager dig 
af min affære til tilfredshed . 
Nina lovede med hånd og mund at være ham 
behjælpelig i denne sag , og bortfjernede sig kort efter 
med mange taksigelser . 
Neppe var hun borte , før greven kaldte på 
tjeneren . 
Dennne kom øjeblikkelig ind . 
— min arbejdsdragt , befalede greven . 
— straks , nådigherre , svarede tjenere » . 

kort efter kom han tilbage med en fuldstændig 
dragt før en simpel arbejdsmand , og greven iførte 
sig hurtig denne . 
— så , godt , sagde han til tjeneren , der havde 
hjulpen ham med påklædningcn . Tag mig så to 
pistoler fra bådenkamret . 
— skal nådigherren bruge pistoler ? spurgte 
tjeneren studsende . 
— ja , naturligvis . 
— hr . Greven vil da vel ikke gøre en ulykke 
på sig selv eller andre ? spurgte tjeneren ængstelig . 
— nej , for Pokker , nej i skynd dig blot , at 
jeg kan komme afsted . 
— ja , ja , jeg iler . 
Tjeneren gik langsomt bort , uagtet grevens pålæg 
om at han skulle skynde sig . 
Det forekom den fro tjener som vin et uvejr 
var i færd med at bryde ud over hans herre , hvilket 
han ved sin langsomhed ville søge at forhindre . 
Uagtet greven langtfra var nogen god husbond , 
omfattedes han dog af denne tjener med en overordentlig 
troskabssølelse . 
Endelig kom han tilbage isl sin utålmodig ventende 
herre . 
— nå , endelig ! råbte denne . Giv hid , at jeg 
kan komme bort . 
— her er pistolerne , herre ! Men brug dem 
ikke i hidsighed ; man . . . 

— hvad , bi ! Du foreskrive mig love ! Vil du 
gå irette med din herre ? 
— nej , nej , forsikrede tjeneren . Men der aner 
mig intet godt , når Herren så sent på natten forlader 
huset og tager flige mordvåben med . 
— nå , godt , jeg har fået nok af din passiar . 
Åbn døren ! 
Tjeneren åbnede døren- med et ærbødigt duk , 
hvorpå greven bortfjernede sig med stolte skridt . 
— når han blot ikke gør en ulykke på sig 
selv , mumlede tjeneren hen for sig ; der aner mig 
noget skrækkeligt . 
Enogtyvende kapitel . 
Duellen . 
På den tid vor fortælling foregår , passerede 
der i den fornemme verden en historie , som gjorde en 
vis opsigt . 
Hovedpersonerne i denne havde også krav på 
alles opmærksomhed , da de ikke alene vare ud af 
landets første familier , men også ved deres skønhed 

og åndrighed udmærkede de sig frem for mange af 
deres ligcsfillcde . 
Det var om komtesse v . og baron h . at histørien 
drejede sig . 
De elskede hinanden , disse to , og så smilende 
tiden i møde , der for dem kun kunne indeholde lutter 
solskin . 
Men deres lykke var for stor , den skulle ikke vare 
længe . 
Den , som skulle forstyrre denne kærlighed var 
greven eller landskabsmaleren . 
Han var med sket skjult misundelse vidne til , 
dvorledcs disse to ædle mennesker omfattede hinanden 
med al den følelse , hvoraf de vare i besiddelse , og 
betænkte sig intet øjeblik på at træde imellem dem , 
ikke fordi han egentlig nærede nogen særdeles godhed 
før den unge , smukke komtesse , men ene og alene før 
at tilfredsslille sit af naturen medfødte hang til at 
øve ondt . 
Det var som om en dæmon hviskedee til ham : 
gør alt hvad du kan før at forstyrre denne blomstrende 
lykke ; skil dem ved din ondskab fra hinanden , 
og da , hvilken helvedes glæde , når de slå kolde og 
følesløse overfor hinanden , — hvilken jubel , når du , 
d u kan nyde blomsten af en kvindes kærlighed , der 
er bleven forsmået . 
Det første ban gjorde var , ved ' alle lejligheder at 
vise en påtrængende opmærksomhed mod døn unge , 

uerfarne komtesse , der intet ondt anede bag den 
sicdske , forførende maske , som greven påtog sig lige overfor 
hende . 
Følgen var , at baronen , hendes forlovede , blev 
rasende skinsyg . 
Greven satte endelig kronen på sin slethed ved 
med fordrciet hånd at tilskrive baronen følgende : 
„ Høisfærede hr . Baron ! 
„ Ønsker de at få klare beviser på hvor „ ledes 
de bliver bedragen , da mod i aften klokken 
„ 11 udenfor lågen ved haven , hvor komtesse 
„ V . da vil modtage den , før hvem hun i virke - 
„ ligheden nærer de følelser , søm hun kun hykler 
„ før dem . En ven . “ 
Baronen kom , oprørt til det yderste øver sig slethed , 
og så , forblindet til raseri af skinsyge , hvorledes 
en elegant klædt mand havde taget en slige og 
stillet den op til muren , ad hvilken han ville krybe øp 
til komttssens vinduer . 
I sin Iver efter at komme sin rival tillivs , lagde 
baronen ikke mærke til , at der var rullet ned for 
komtessens vinduer , og at hun som « en følge deraf 
var uvidende om og uskyldig i hvad der foregik . 
Med en ondskabsfuld glæde var greven vidne til 
baronens kommb , og ventede med længsel på hvad 
der ville ske . 
Resultatet af den djævelske plan , han havde lagt , 

udeblev ikke længe . Med hevngjerrige blikke betragtede 
baronen ham 
pludselig for han efter ham op ad stigen , der 
rystede under byrden af hans heftige trin . 
— herned , min herre ! råbte han heftigt . De 
skal stå mig til regnskab for denne handling . 
Baronen greb greven i frakkeskodcrne og trak 
med raseri i dem . 
— før djævlen , menneske ! råbte greven . Ikke 
så hidsig , ellers styrte vi begge ned . 
— ligemeget , infame kvindeskænder ! tordnede 
baronen jeg vil have dit liv , du skal ikke ustraffet 
hare tilføjet mig denne fornærmelse . 
— holdt , eller jeg svarer ikke for hvad der skeer , 
svarede greven og gjorde en overmenneskelig anstrengelse 
for at holde sig fast . 
— skynd dem da at komme ned , sagde baronen 
med lynende øjne . O , jeg brænder af begærlighed 
efter at se den slyngel jeg har for mig . 
— ti ! det er nok ! brølede greven , idet han anstillede 
sig yderst fornærmet ; gør plads , at jeg kan 
slige ned , så skulle vi tales ved . 
Baronen skyndte sig at slige ned , og kort efttr kom 
hans rival . 
Den førstnævnte føer rasende imod ham , men 
greven veg behændig tilbage , hvorved han undgik 
baronens angreb . 
-- kårder eller pistoler ! råbte greven ; men 

ikke næveslag . Det sommer sig ikke for adelsmænd al 
afgøre deres tvist som daglejere . 
Greven antog en meget imponerende holdning 
— ligemeget hvilket våben , svarede baronen . 
Nævn tid og sted , men snart , jeg føler som ild i 
mine årer af længsel efter al lugte flig en uforskammethed . 
— 
godt , hr . Baron , de skal få deres lyst 
tilfredsstillet ; behager det dem i morgen nat ? 
— nat ? Nu ja , det er godt således ; en flig 
infam historie kan ikke tåle dagens lys . . . Og 
slebet ? 
— Frederiksberg have . 
— hvad klokkeslet ? 
-- klokken 1 , hvis de behager . 
— godt , jeg skal komme ; vær vis derpå . 
— så har jeg intek andet tilbage end al sige 
dem : sov vel ! 
Greven gjorde ironisk el dyht buk og bortfjernede 
sig hurtig . 
Baronen knyttede rasende hånden efter ham og 
mumlede : 
— 0 , jeg skal tage dit liv , elendige slyngel . 
En god stund stod han , hensunken i dybe tanker , 
og stirrede op mod komtessens vinduer . Del faldt 
ham tungt , inderlig tungt , al skulle tro på hendes 
utroskab imod ham . 
— nej , nej , jeg kan , jeg vil ikke tro derpå , 
sagde han hen for sig . O , denne vished ville gøre 

mig grænseløs ulykkelig . . . jeg elsker hende så højt , 
ak , alt for højt ! 
Dybt neddøiet forlod han stedet . 
Det var til dette „ Vennemøde “ at vi så greven 
begive sig , forsynet med to pistoler . 
Han vandrede rask afsted , som om det gjaldt el 
eventyr og ikke en kamp . 
Efter en halv times forløb havde han nået sit 
bestemmelsessted . 
Baronen var allerede kommen , ledsaget af to andre 
herrer , der skulle bevidne , al alt gik til efter almindelige 
regler for sådanne kampe , der ofte gav den ret 
der havde uret — kun fordi han havde lært bedre at 
behandle en klinge eller en pistol . 
Modstanderne hilste med kold høflighed på hinanden . 
En 
af de tilstedeværende herrer , en ældre mand 
med et fornemt ydre , trådte frem og sagde : 
— er det ikke muligt al denne duel kan opsæt “ 
Tes , eller rettere , slet ikke finde sted ; chi de ved jo , 
mine herrer , at vi gøre os skyldige i et lovbrud , 
som vil brage straf efter sig . 
— dej ved jeg , sagde baronen , men desuagtet 
må den finde sled . 
— jeg er af samme mening , svarede greven 
med kulde . 
— vektn , sagde sekundanten ; jeg beklæger , at 

denne kamp skal finde sted , men lægger ingen hindring 
iveien . Jeg har lovet , kære baron , at være deres 
sekundant , og skal holde mit løste 
han trådte tilbage og gav sig til , i forening 
med den anden herre at udmåle en bestemt afstand , 
hvorfra kampen skulle tage fin begyndelse . 
Baronen nærmede sig treven med faste skridt , 
idet han med iskold rolighed sagde : 
— de begriber , at det gælder livet , forstår 
de mig ? 
— fuldtvel ! 
— at jeg må dræbe dem ? 
— jeg kan så godt forstå det , sagde greven 
og trak på skuldrene . Lad mig se , at de gør 
deres bedste . 
— bær overbevist derom ; jeg ville beklage det 
hele mit liv , hvis det ikke skete . 
— godt , lad os så begynde , jeg vil intet gøre 
i retning af en forklaring , — det er kun spildt ulejlighed 
mellem os ; kun det vil jeg sige , tag dem sammen , 
thi dræber de ikke mig , så . . . 
— så ? 
— så dræber jeg dem ! 
Greven sendte baronen ved disse ørd et blik 
fuldt af ondskab og s ? ad . 
Baronen svarede intet , men gik hen på den ham 
anviste plads . 
— det første skud tilhører den fornærmede , 
sagde den ene af sekundanterne med højtidelig stemme . 

— altså mig , svarede baronen og lagde an med 
iskold No . 
Et knald og en røghvirvel , men greven stod 
uskadt . 
Denne ventede en god stund inden han besluttede 
sig til at gøre brug af sin net til at skyde . 
Det var som om han ville forlænge sit offers 
dødsangst ved at trække det afgørende øjeblik ud 
sålænge som muligt . 
— nå , hvorfor skyder de ikke ? spurgte baronen 
og for uvilkårlig sammen ved det ville blik , som 
greven sendte ham . 
Greven svarede ikke , men hævede langsomt og 
forsigtigt pistolen op i højde med baronens bryst . 
Pludselig trykkede han løs . Atter et knald og en 
røghvirvel . 
— min gud ! min gud ! stønnede baronen og 
vaklede ligbleg tilbage . 
En af sekundanterne ilede hurtig til og greb ham 
i sine arme . 
— han blev nok truffet ? spurgte greven koldt og 
trådte hen til den sårede , der bevidstløs var faldet 
om på jorden . 
— ja , min herre , svarede sekundanten ; dog 
troer jeg ikke at det er kødeligt . 
Man gav sig til a « løsne baronens klæder , og 
det viste sig , at skuddet havde ramt den venstre arm 
og stærkt læderet denne . 
Efterat den nødvendige forbinding var sket , for 

at standse blodet , der flød temmelig rigeligt , bar man 
baronen ud i den i nærheden af haven holdende 
vogn , og kørte ham diem . 
— hahaha ! lo greven hånlig og så med er 
djævelsk blik efter vognen . Der kører de med den 
sårede Achilles . 
Der står kun tilbage at meddele , at greven 
ingen gavn fik af denne flette streg . Efter at baronen 
i fik hjem var vågnet til besindelse , bad han om 
at måtte tale med komtessen . Hun kom øjeblikkelig , 
og hendes tårer slode rigelig ved synet af hendes 
elskedes tilstand . 
Det kom snart til en forklaring mellem dem , og 
baronen kom til erkendelse af komtessens uskyldighed . 
Dog , 
denne begivenhed bidrog end mere til at 
knytte dem inderligere til hinanden , og i gensynet 
glemme alt , hvad ondskab og slethed havde udtænkt 
for at skille dem ad , og som man blev enige om ar 
fortie for den nærmeste familie . 

toogtyvende kapitel . 
Deklareringen . 
Arthur var glad , inderlig glad , og dog bankede 
hans hjerte af en indre ængstelse ; thi det var på 
denne dag at hans Nina skulle forestillcs for hans 
familie . 
Og dog , var det et fornuftigt skridt han gjorde ? 
Det forekom ham , som om efterretningen om den 
forbindelse , han havde indgaser , ikke var bleven modtagen 
af hans velgører nied den velvilje , som han 
havde ventet . 
Men han havde nu engang givet Nina sit ord , 
og det målte holdes . Hun havde sagt at hun måtte 
dø , hvis han ikke gjorde alvor af sil løfte , og det 
ville han rigtignok ikke have på sin samvittighed . 
Ret betænkt , gik han alvorligt ireile med sig selv 
og ransagede sit hjerte , da måtte han sige : jeg elsker 
hende med al mit hjertes fylde . 
Og vel var en følelse , som vel ikke endnu ret 
havde slået sin prøve han var jo så ung og 
uerfaren -- men selv den unge , spæde plante har sin 
ynde og glans , når den lette dug salder kvægende 
på den , og solen sender sine milde , opvarmende 
stråler til den . 
Han følie det , om end ikke klan , at der ville 
lomme en tid , da hans følelse var mere luirei og 
der så ville gå op før ham , hvorledes han havde 

givet sig hen . Bevidstheden ville da stå klar før 
ham men alt dette lå så langt ude i tiden ; 
han ville ikke tænke derpå , men nyde blomsten af 
den glæde , Ninas kærlighed skabte før ham . 
Altså , Nina havde sagt : kom klokken 4 og 
hent mig . 
Arthur indfandt sig til rette tid , synlig bevæget 
over øjeblikkets højtidelighed . 
— o , er du der , kære Arthur ! råbte Nina 
smægtende . Jeg har ventet længe på dig ; tiden er 
bleven så gruelig lang for mig . 
— så du har ventet mig med længsel , sagde 
Arthur , og betragtede med inderlig velbehag den unge , 
smukke pige , der havde iført sig nye og smukke , men 
dog tarvelige klæder . 
Hnn havde ikke smykket sig med guld eller sølv , 
som ellers var hendes sværmeri ; thi del forekom 
hende ikke at hun så rigtig godt ud , når guldet 
manglede på Hals og arme . 
Mm hun havde med et suk måttet give afkald 
på dette fliner , da hun kunne sige sig selv , ai det 
intet godt indtryk ville gøre på de godlidende mennesker , 
om hun aflagde sin visit således udstafferet . 
— kære Arthur , du kan tro jeg har længtes 
efter denne dag , den har stået for mig som et lyspunkt 
i min ensomme tilværelse . 
— også for mig , Nina , derom kan du være 
overbevist , og jeg vil håbe , del skal blive til vor lykke , 
ikke sandt ? 

— ak ja , du kære . 
— jeg ved ikke ret , men det synes mig som om 
du er smukkere i dag end nogensinde . O , hvor jeg dog 
er lykkelig ! 
— ia , står det til mig , arihur , da kan du 
tro , at jeg skal gøre Ali hvad jeg kan , før at du 
ikke skal fortryde hvad du har gjort før mig . 
— tak , tusind tak , min søve pige . Vær overbevist 
om , at jeg skal vide at påskønne der ; men 
giv mig et Kys , du lille skælm , det har du jo rent 
glemt ! 
— ja , del er jo også sandt . Nå , der har du 
da el , og el nl om du vil . 
Arthur omfavnede hende med heftighed og gjorde 
mine iii al kysse hende en snes gange ; men nu 
symes Nina ar ver kunne være nok , og gjorde en afværgende 
bevægelse . 
— tag dig i agt , du krøller min kjole ; jeg 
vil så gerne være ordentlig når jeg kommer til din 
familie . 
— ah , jeg tænkre ikke derpå , sagde anhur ; man 
glemmer renc sådanne småting , når man er oplaget 
af sin kærlighed . 
— ja , det er godt nok , men . . . 
— nå , bliv nu ikke i dårligt humør over en 
sådan bagarel . På sig en dag må ingen mørke 
skyer komme på din smukke pande . Lær nu ikke 
mere vred . 
— nej , det vil jeg heller ikke være , min søde 

Arthur , det er jo umuligt , når en sådan lykke vener 
mig . — skal jeg så tage mit overtøj på ? 
— ja , gør det . De længes vist meget derhjemme 
ester at se dig ; tro mig , du vil gøre opsigt . 
— ja , min ven , tænkte Nina ; det skeer måske 
før du venter det . 
Kort efter vandrede man afsted . Det forekom 
Arthur som om vejen ikke var lang nok , så yndig og 
velsignet forekom det ham at tiden bcngled i Ninas 
selskab . 
— o , bvor man dog er lykkelig , udbrød han ; 
når man som jeg har fundet en elskelig kvinde . Mit 
hjerte er næsten før fuldt — det kan ikke rumme al 
min lykke 
han trykkede hendes hånd meget heftigt . 
— min gud , Arthur , hvor du dog er rædsom 
med dine kærtegn ! råbte Nina og trak hånden til 
sig med en hurtig bevægelse . 
Artbur så forbavset på bende , idet han i en 
godmodig tone , sagde : 
— gjorde det ondt ? Tilgiv mig , følelsen løber 
af med mig . 
— men derfor bør du da ikke klemme min 
hånd således , svarede Nina ; den slags kærlighed 
kan jeg just ikke sige at jeg bolder synderlig af . Dog , 
lad os ikke tale mere herom ; er vi ikke snart ved 
vort bestemmelsessted ? Jeg synes vejen er så forfærdelig 
lang . 
— jo , ret snart , min søde pige ; o du kan tro 

de ville modtage dig med åbne arme ; men , hvad 
fattes dig , jeg synes at du er i sådant et dårligt 
humør ? 
— jeg , nej aldeles ikke , tværtimod . . . 
— men hvad kan der da være i vejen ; holder du 
ikke mere af mig ? 
— ak jo , du ved nok , elskede , hvor dyrebar 
du er kor mit hjerte , svarede Nina hyklerisk og så 
ham med et forførende blik i øjet ; men i sit hjerte 
tænkte hun : gid han dog ville tie stille med al sin 
vamle kjærlighedspassiar , det keder mig så ganske 
overordentlig . 
— så , sagde Arthur kort efter , nu er vi der . 
— endelig , jublede det i Ninas indre , endelig 
slår timen , hvori jeg skal køre omkring med de 
sølle godtfolk , så de skulle skdige både ak og ve . 
Hm , jeg tror nok , at jeg skal løse min opgave til 
alles tilfredshed . 
Hun vendte sig derpå til Arthur og sagde : 
— tak , kære Arthur , fordi du opfylder mit 
inderligste ønske . 
Man ventede dem . Dog , det var ikke en udlande 
glæde , der var tilstede i den anledning ; nej , det var 
som om en lille sky af mismod og tunghcd havde 
lagt sig over det venlige hjem . 
Nina kastede et flygtigt blik på de tilstedeværende 
og opdagede straks , at hun måtte spille en overordentlig 
beskeden og tugtig rolle , hvis det skulle lykkes hende 
at vinde disse mennesker . 

hun nærmede sig derfor med nedslagne øjne til 
Svendsen , der betragtede hende med et gennemtrængende 
blik . 
— goddag og velkommen ! sagde han på sin 
jevne måde og trykkede hendes hånd . 
Derimod fandt hun en venligere modtagelse hode 
unge piger , Julie og Amanda , der mindre mistænksæmme 
i hende så en kær veninde og deltager 
i de samme sorger og glæder . 
Svendsen havde , for at følge skik og brug , 
indbudt nogle enkelte venner og bekendte i denne 
„ glædelige “ Anledning . 
Efterhånden som tiden gik vandt Nina mere og 
mere terræn bos de tilstedeværende . 
Hun kunne blevet en udmærket skuespillerinde , i 
så hvi grad forstod hun at vinde dem ved sin påtagne 
beskedenhed og ynde . 
De anede ikke at denne bly kvinde om et øjeblik 
kunne blive til en sand furie ; at der bag denne rolige 
maste skjulte sig lidenskaber , så førtærende og rasende , 
at man måtte grue derved 
det var derfor med overbevisningen om at han 
havde gjort uret i at være forud indtagen , at Svendsen 
senere hen på aftenen med venlighed og glæde 
trykkede Arthurs hånd , idet han sagde : 
— tillykke , min dreng . Tak fordi du bragte 
os en så god og venlig pige i huset . 
— tak selv , kære fader , fordi du har modtaget 

hende ; vær forsikret om , at jeg er inderlig glad over 
at mit valg vinder dit dvald . 
— ja , det gør dej ; men sig mig , sagde Svendsen 
og lagde fortrolig hænderne på Arels skuldre . 
Holder du også meget af hende ? 
— ja , det kan du iro jeg gør holdt jeg ikke 
af en sådan engel , så fortjente jeg ikke ai leve . 
— nå , nå , lo Svendsen ; det vil jeg just ikke 
sige . Men kært er det mig alligevel at du har vundet 
en så brav og venlig pige . 
— jeg lakker dig af mit fulde hjerte , sagde 
Arthur . Du klædte og fødte både mig og min 
søjler , da vi som stakkels og forladte småffabningcr , 
børn af en selvmorder og en banvittig , levede som 
skrumpelsfud blandt fremmede mennesker . Mildt og 
venligt drog du os op til dig , og lod os kalde dig 
fader , og nu . . . 
— nu , siger jeg , afbrød Svendsen dette begejstrede 
udbrud : at så snart du har tagei din embedscramcn 
vil jeg give dig en smuk lille sum , som skal være 
det grundlag , hvorpå du og Nina kan bygge videre 
i fremtiden . 
— hurra ! Hurra ! jublede Arthur og greb Svendsen 
om livet og snurrede rundt med ham på gulvet . 
Du er dog den bedste , den kærligste fader , jeg har 
kendt ! 
— ikke hidsig , Arthur ; husk , først embedseramen 
og så . . . 

— så lønnen . Ja , hvor herligt , du kan tro 
jeg skal arbejde , det gælder jo min nma . 
— lad os så gå til bords , sagde Svendsen henvendt 
til de andre ; man må også tænke udi på 
det materielle menneske . 
Så gik man da ind i et tilstødende værelse , hvor 
« solidt vord indbød til at tage dygtig for sig af 
renerne . , 
efter ar de første fornødenheder vare tilfredsstillede , 
rejste Svendsen sig , slog : u lyd på glasset 
og sagde : 
— jeg har en pligt , en kær pligt tør jeg sige , 
at opfylde , og del er at bede dem tømme et glas 
på , at den forening , som min kære Arthur og Nina 
har indgået . må blive til held og lykke for dem og 
os andre . 
Man jublede og drak , og del var som om dette 
havde været løsenet til almindelig glæde og mnnterhed . 
Dog , 
vi ville forlade dem , og vende os til andre 
scener , der ikke have mindre krav på vor opmærksomhed . 


treogtyvende kapitel . 
Den første træfning . 
Det kunne vel være en fjorten dages tid efter 
ar Nina var bleven indført i huset hos Svendsen . 
Hun havde gjort fremskridt , denne kvinde . Ved 
slesk og beskedent at aflure enhver deres ønsker og 
små fornødenheder , stjal hun sig så at sige ind i 
hjerterne . Altid var hun tilrede , og blev efterhånden 
uundværlig . 
Således er menneskene . Den , der ved et påtaget 
indsmigrende ydre kommer dem i møde — den , 
der ved lokkende ord og en tilsyneladende hengivelse , 
hvori hjertet ikke har den mindste del , færdes imellem 
dem , vinder mere end ben , der jevn og alvorlig går 
fin gang , og som først i sorgens og ulykkens stund 
viser den fylde af menncflevenlighed , hans sjæl 
rummer . 
Således gik det også her , og da Nina troede 
tilstrækkelig at have vundet terræn , begyndte hun på 
fin egentlige opgave . 
En aften sad de tre unge piger alene , ivrig sys “ 
Selsaue med forskellige håndarbejder . 
— men gud ved døg hvor Vilhelm bliver af ! 
Udbrød Julie . Han er endnu så svag efter fin sygdom , 
og lovede mig at komme tilbage efter ar have 
promeneret lidt . 

— ja , det har du rigtignok ret i ; jeg synes 
også at Arthur bliver noget længe borte , sagde Amanda . 
— men hvor vil i hen , pigebørn , ytrede Nina 
skarpt . Det er jø kun en timcøiid siden at de gik . 
— hør » Nina , længes du da siet ikke efter 
Arthur ? spurgte Julie . , 
— jø , det gør jeg rigtignok ; men jeg sidder da 
ikke og surmuler for de » ; hm , de stakkels mandfolk 
må da også tumle sig udi på deres egen Boldgade . 
Forsfå mig ret , lagde Nina til , med et vist udtryk i 
stemmen ; jeg mener at . . . al . . . 
— tal kun ud . 
— jeg mener , sagde Nina med et skælmsk blik 
til Julie , al man ikke skal se dhrr . Mandfolk for dybt 
i kortene , thi man får sommetider mindre behageligt 
ting at se . 
— hvorledes ? jeg forstår dig ik^ , sagde Julie . 
— å , hvor enfoldig ! dej klæder dig yndigt , lo 
Nina , idet hun ubemærket sendte Julie et gennemtrængende 
blik . 
— nej , jeg forsikrer dig , jeg forstår dig ikke , 
og Amanda er vist stillet ligeså , ikke sand , ? 
— jo , dej er jeg rigtignok , kære Julie . Men 
måske Nina vil være så god at løfte fligen af det 
slør , hvori hun byller sine ytringer , at vi stakkels 
kvinder kunne blive rigtig kloge på det . 
— ja , det skal jeg så gerne , svarede denne rask . 
Dog , det jeg vil meddele gælder egentlig lun dig , 
Julie . 

— mig ? 
— ja , dig alene . 
— ja , så er det vel bedst at jeg stikker bomuld 
i ørene eller også går ind i det andet værelse , lo 
Amanda . 
— nej , vist ikke , sagde Julie . Vi have ingen 
hemmeligbeder for hinanden . Fortæl kun , Nina . 
— det skal jeg nok vogte mig for , tænkte denne . 
— spænd nu ikke npsgferrighcden , Nina , men 
kom frem med hvad du har at sige . 
— vil du forpligte dig til ikke at meddele andre 
de få ord jeg har at sige dig ? 
— gud . hvor højtidelig ! - 
— vil du ? spurgte Nina indtrængende og så 
Julie alvorlig ind i ansigtet . 
— nu fa , siden du forlanger det . Er det meget 
slemt ? 
Julie gav sig til at skoggerle , hvilket smittede 
Amanda , hvorimod Nina vedblev at være alvorlig . 
— her har du det hele , sagde hun og skrev et 
par ord på ec stykke papir , som hun gav Julie . 
Julie greb halvt smilende papiret , og læste følgende : 
„ Vilhelm 
er dig utro ! “ 
Hun studsede og blegnede ved dis^c sørgelige ord , 
som den afskyeligste slethed havde dikteret . 
Nina iagttog hende med spændt forventning , og 
var med en vis tilfredshed vidne til virkningen . 

— hvor ved du det fra ? råbte Julie og for 
hen imod Nina . 
Nina svarede kun med et skuldertræk . 
— nå , du er rigtignok bleven ovrømt af den 
historie , ytrede Amanda , der ikke forsfod hvad der 
foregik . 
— sig mig det , Nina ; hvor ved du det fra ? 
Jeg slipper dig ikke , du skal fortælle mig alt . 
Julie stirrede på Nina med et blik , hvori der 
lå en forfærdelig hjerteangst . Disse ord havde 
ramt hende meget hårdt . 
Men Nina , denne fordærvede kvinde , havde ikke 
tanke før hvad Julie måtte lide i dette øjeblik . 
— jeg skal fortælle dig alt , sagde hun . 
— det er aliså virkelig sandt ? 
— ja , desværre . 
— ikke en bagtalelse , som man skal foragte før 
hvad den er ? 
— nej , nej ; men lad os gå ind i det andet 
værelse . /ø , hvor det gør mig ondt før dig , at jeg 
skal være den , der meddeler dig en så sørgelig 
tidende . 
— 0 , kom , skynd dig , bad Julie . Jeg ved ikke 
ret , men det forekommer mig som om denne meddelelse 
brænder med sin gift i alle årer . 
— fat dig , Julie , og her mig med tålmodighed , 
thi du vtl have al din sjælsstyrke behov , sagde 
Nina hyklerisk og slog armen om Julies liv , hvorefter 
hun gik ind i det antet værelse med hende . 

— men hvad gik der dog af dem ! udbrød 
Amanda , da Julie og Nina var gået . Nå , det er 
vel ikke rigtig at lure ved dørene , dog , i dette tilsælde 
vil jeg ikke betænke mig , men høre efter ; måske 
kan jeg forebygge en ulykke . 
— hør mig , kære Julie , sagde Nina , da devare 
komne ind . Tilsværg mig ved alt hvad der er dig 
helligt og dyrebart , at du ikke vil åbenbare for 
noget menneske , hvad jeg her vil meddele dig . 
— ikke engang til Svendsen ? 
— nej , ikke engang til ham . 
— ak nej , det tør jeg ikke love , ban er jo min 
eneste fortrolige , min fader , sagde Julie og bøjede 
hovedet i unævnelig sørg . 
— så får du intet at vide , sagde Nina med 
bestemthed . 
— o , jeg beder dig , slig mig alt , men førlang 
ingen ed , det er mig umulig » . 
— nej , hvis du vil dit eget vel , da opfylder 
du mit ønske , betænk dig ikke . 
— nuvel , sagde Julie med tilkæmpet fatning , jeg 
skal intet sige 
— kan du huske den orgie hos Fru lund på 
Vesterbro , hvori Vilhelm deltog ? 
- ja , ja . 
— det gik ikke således til , som ban har fortalt , 
han blev ikke lokket . . . 
— hvad siger du ? 

— sandhed . Hans tilstedeværelse der var ingen 
tilfældighed ; nej , det var en vane . 
— o gud ! hulkede den unge pige . 
— det var en kvinde som han elskede , herer 
du ! Elskede højst af alle på jorden . 
— det er usandhed ! råbte Julie hurtigt ; umuligt , 
jeg kan ikke tro på sligt om Vilhelm . 
— det forholder sig dog således , og for at du 
ikke skal tro at jeg farer med usandhed , så se her . 
Nina tog hurtig nogle breve op as sin kjolelomme , 
som hun med en overordentlig frækhed præsenterede 
Julie , uagtet hun vidste at de vare falske . 
Med skælvende hånd åbnede Julie et af brevene , 
men havde ikke kraft til at læse ; det var som 
bogstaverne dansede for vendes øjne . 
Da Nina så , at Julie ikke kunne dette , skyndte 
hun sig at hjælpe hende , idet hun ømt sagde : 
— kære Julie , skal jeg hjælpe dig , jeg seer at 
du ikke er i stand dertil . 
— ja , gør det ak jeg . . . jeg kan ikke . 
- se her , sagde hun ; her skriver Vilhelm til 
en dame , søm han kalder sin elskede og som hedder 
Eulalia han forsikrer hende om sin dybe kærlighed 
og tilsværger hende ved guden Amor , at komme til 
et stevnemøde . Øg se , se , her er et , bvori han taler 
øm det pant på den fælles følelse , hun bærer under 
sit hjerte , og lover at tilstille hende en rund sum til 
bestridelsen af de nødvendige omkostninger ved barnets 
fødsel . 

— o , det er nok , mere end nok , stammede Julie , 
med tårer i øjnene og dybt krænket . 
Nina lod som om hun overhørte disse ord og 
tøg et andet brev 
— her er et fra hende , o , hvor du er bleven 
skammelig bedraget , kære kære Julie ; hør , hun skriver : 
dyrebare , inderlig elskede vilh-lm , jeg venter 
dig , når månen stråler og stjernerne blinke . 
Hun er poetisk , denne veninde Vilhelm har . 
— nej , det er for galt , jeg vil ikke høre mere ! 
Råbte Julie og rejste sig burtig ; jeg kan ikke udholde 
denne marter , den sønderknuser mig og tynger mig 
mod jorden , o gud ! skærm mig i al denne kval . 
— stakkels veninde , sagde Nina , støt dig til 
mig , lad mig råde og hjælpe dig ; tro mig , det er 
ikke umagen været at tænke på din skamløse bedrager . 
— nej , . . . nri , du har ret , hulkede Julie 
vaklende ; jeg vil ikke tænke på ham mere , den utaknemlige , 
og dog , — hans billede sikr boret sig med 
så uudslettelige træk i mit hjerte , at der skal længe , 
længe isl , inden det vil lykkes mig . Ak , jeg er så 
svag , så mat . 
Julie vaklede ligbleg tilbage og ville være faldet , 
hvis ikke Nina havde grebet hende og ført hende hen 
til en stol . 
Ikke en mine i denne slette kvindes ansigt forrådte , 
at hun fortrød , hvad hun havde gjort . 
Pludselig rejste Julie sig med energi . 
— eiv mig brevene , hører du . 

-- nej , svarede Nina , det kan ikke ffe , dem beholder 
jeg ; jeg tør ikke udlevere dem . . . de tilhøre 
ikke mig . 
— jeg vil have dem ! 
— nej , du får dem ikke ; jeg bar meddelt 
dig deres indhold , det må jo være nok . 
— ak nej , lad mig få dem ; jeg tørster efter 
dem — som den , der mangler en drik til at læske 
sig vå . . . de skulle hvile ved mit hjerte . . . og i 
en rolig , — en rigtig rolig time vil jeg tage dem 
frem og stille mig ansigt til ansigt med ben slethed , 
hvorfor jeg bar været genstand . 
— nej , det skal du ikke , det vil kun volde dig 
mere bitterhed . I sandhed , kære , sødeste Julie , 
du bar fået tilstrækkelig deraf ; var jeg i dit sted , 
ved du så , hvad jeg ville gøre ? 
— nej , det er mig umuligt at fatte ret ; alt 
blandes i et virvar , — kun det seer jeg klart — 
min ulykke . 
— jeg ville sket ikke bryde mig mere øm den 
utaknemlige ; dog han skulle mærke , at jeg vidste hvorledes 
han havde behandlet mig , vidste , at han havde 
ødslet den kærlighed på andre , som tilhørte mig — 
jeg ville behandle ham med knusende foragt og søge 
trøst for min skuffelse på steder , hvor den virkelig 
var at sinde . 
— hvorledes , hvad mener du ? 
— at du skal hæve din forbindelse med Vilhelm 
såsnart som mulig . 

— nek , nej , aldrig ! svarede Julie og lagde 
hånden på hjertet ; det ville blive min sidste gerning 
ber på jorden ; o , dertil elsker jeg dam for 
grænseløs ) . Nej , jeg vil søge at bringe ham til alter 
at elske mig . 
— pyt , min pige ! lo Nina hånlig ; den følelse 
du der gør regning vå , bar han aldrig næret af 
hjertet - det var kun hykleri , ene og alene dvkleri ; 
nej Eulalia , som hun kaldes , har været den virkeligt 
genstand for alle hans øckme følelser . 
— ti , jeg vil ikke høre mere - lad os ende 
denne samtale , der , det føler jeg , bar bibragt mig et 
hjertesår , som måske aldrig vil læges . 
Julie vendte sig bort og ville gå . 
— men intet om dette til de andre , sagde Nina 
og lagde fingeren på munden . 
— nej , svarede Julie mat ; vær vis på , at jeg 
skal tie , - men vi tales ved senere . 
Nina stod triumferende og så efter hende . 
— ha , mumlede hun , nu kan du kurre , min 
turteldue , du er — ene i duret . 
' — men hvad fattes dig , kære Julie , hørtes 
Svendsen sige i en faderlig tone ; du er jo så bleg 
som et lig ? 
— å , ikke noget videre , fader , svarede Julie i 
en bedrøvet tone . Jeg er ikke rigtig rask — det er 
det hele . 
— det hele siger du ; det er sandelig meget . 
Men hvor har du din sygdom ? 

— bryd dig blot ikke derom , kære fader , det 
går nok over , svarede Julie undvigende . 
— men jeg beder dig , sig mig , hvad der er 
iveien , sagde Svendsen indtrængende og så Julie 
kærlig ind i øjet . Da jeg forlod dig for et par 
timer siden var du så glad og tilfreds , og nu ? 
-- ak , jeg er syg . 
— men hvor føler du det ? 
— i hjertet ! svarede Julie med bristefærdig 
stemme og tog hånden for øjnene for at standse de 
fremtrædende tårer , hvorefter hun løb ind i sit værelse 
og drejede nøglen om flere gange . 
I hjertet , lagde Svendsen studsende og så 
efter hende . Men det er mig uforklarligt , hvem kan 
have krænket den kære Julie således ? Nej , det forholder 
sig ikke så , ' mumlede han hen for sig ; jeg må 
tale med hende , hun skal sige mig hvad der egentlig 
fattes hende . 
Han ville nærme sig Julies dør , men blev standset 
af den indtrædende Nina , der med et venligt smil 
trådte ham i vejen . 
— jeg beder dem , lad Julie være lidt i No , at 
hun kan fatie sig . Hun vil nok selv senere fortælle 
dem det hele . 
— er der da hændet noget i min fraværelse ? 
Spurgte Svendsen forundret , 
— nej , ikke der jeg ved af . 
— men så begriber jeg ikke . . . 
— vær blot rolig for det — det klarer sig såmcrn 

nok . Men nu må jeg gå . jeg har nogle nødvendige 
indkøb at besørge , som de måske er så god 
, at underrette Arthur om . 
— det skal jeg nok ; men hvis de er en rigtig 
velsignet pige , så fortalte de mig hvad Julie er bedrøvet 
over — jeg kunne da måske råde bod derpå ; 
de ved jo hvor inderlig jeg omfatter dem alle , 
men hun er døg min uckårede . 
— jeg kan kun sige , at jeg er aldeles uvidende , 
svarede Nina halvt smilende . Trøst dem , det går 
nok over . Farvel ! 
— farvel , Nina ! Hm , det er døg også kedsommelig « , 
jeg vil så gerne se hende glad og lykkelig 
— jeg må tale med hende , hun skal betro sig til sin 
faderlige ben , det hjælper ikke . 
Han bankede heftig på døren og råbte Julies 
navn , men fik intet svar . 
Fireogtyvende kapitel . 
Amandas tilflugt . 
Amanda havde hørt hvert ord . der blev talt inde 
i det . andet bærelse . Det forbavsede den unge pige i 

højeste e > rad og hun var længe i tvivl om hun også 
bavde hørt rigtigt og forstået alt hvad der var bleven 
sagt derinde . 
Hun anede rnstinkfmæssig at det måtte gælde 
noget meget vigtigt , siden de således afsondrede dem 
fra hende . 
— men hvad hører jeg , skulle det være muligt , 
mumlede hun hen for sig . Vilhelm utro ! nej , det er 
usandhed , ja ligefrem ondskab , der diktcrcr dette , det 
er jeg vis på , sagde hun opbragt , og knyttede sin 
lille , smukke hånd . 
Det forekom hende , som om Nina ved sin fortælling 
lagde en vid kløft mellem Julies og Vilhelms 
hjerter , der måske aldrig ville blive udfyldt . 
Endelig gik døren op og hun for blodrød og 
skamfuld over ar blive overrasket , tilbage . 
Dog , hun slap mcb skrækken ; det varede noget 
inden ben ankomne gik ind i det værelse , hvori hun 
opholdt sig - der var Svendsen . , 
Amanda var længe rådvild , om hun skulve meddele 
ham hvad hun havde pørt , men hun betænkte sig 
dog , da hun var angst for at Svendsen skulle få at 
vibe på hvilken måde hun var kommen til kundskab 
herom . 
Efter al have hilst på ham bortfjerncde hun sig . 
— jeg må se al komme under vejr med hvorledes 
be « egentlig forholder sig , lagde hun ; det må 
ikke ske , at be to kære mennesker skulle skilles — dej 
ville afstedkomme alt for megen ulykke . 

hun stod nogen tid hensunken t tanker , for om 
mulig ai komme på er godt råd . 
— men del er sandt , udbrød hun ; jeg tænker så 
langt , og så har jeg måske den ben , der kan råde 
mig , lige i nærheden . Jeg vil betro mig til Karl , 
han må hjælpe ; han er god , og så kløg , så umådelig 
kløg . 
Karl var en håbefuld nittenårig ungersvend , der 
læste til styrmandscramen , en sværlemmet , rødmusset 
kraftkarl , Ver altid havde et gemytligt smil på 
læben . 
— ja , jeg vil betro ham det alt sammen , sagde 
Amanda . Jeg havde jo rigtignok beslutter , ikke at ville 
iale med ham for det første , men l er sådan over 
ordentligt tilfælde må man sætte alle hensyn til side . 
Som sagt , så gjort . 
Amanda skyndte sig at tage hal og shavl på 
og linede sig bort , ængstelig for al nogen skulle møde 
hende . 
Hendes bandring gjaldt et sted , ver lå lidt 
længere oppe i gaden . 
Her bankede hun beskedent på en dør på 2dcn 
sal , hvor en venlig dame kort efter lukkede op og 
indbød hende til ar træde ind . 
— jeg ville så gerne tale med Karl , lagde 
hun . De finder det måske besynderligt , kære frue , 
ar jeg således vover mig herop , men det gælder en 
sag af megen vigtighed , som jeg gerne ville meddele 
Karl . 

— v ' st ikke , kære barn , det finder jeg slet ikke 
forunderligt . Du og Karl kende jo hinanden fra børn 
af og han kalder dig endog sommetider for spøg fin 
lille kæreste . . . 
— jamen det er sandhed , kære moder ! lod en 
munter stemme , der tilvane Karl , som i det samme 
kom ind fra et andet værelse . 
— å snak , i er jo børn endnu , sagde den 
ældre dame godmodig , og fjernede sig for at hente en 
forfriskning . 
— skal vi lade os nøje med det , du ? råbte 
Karl og greb Amanda om livet . 
— ja såmænd skal vi så , din moder hær net , 
vi er børn endnu . 
— nå , hvad skal det betyde , fragår du nu at 
du er min kæreste ? 
— nej , dej gør jeg ikke ; jeg holder meget af 
dig , søbe Karl , det kan du iro . 
— ja , jeg tror det også , om så hele Verde « 
Sagde nej ; giv mig et Kys for det ! 
— nej , lad det blive til en anden gang , dertil 
har jeg ikke tid nu . 
— kan du huske , sagde Karl , den aften da vi 
forlovede os med hinanden ? ' 
— ja , ja , men . . . 
— vi vare til bal hos dandselærercn , å . hvor 
du så nydelig ud ben aften ; men du dansede for 
meget og blev træt ; jeg førte dig ind i en lille kahyt 
ved siden af , jeg viftede dig med mit lo meiørklæde 

og så — så forlovede vi os . O , det var rigtignok 
en rar aften ; den glemmer jeg aldrig . . . det må 
jeg have et Kys for , hvad ? 
— nej , lad det vente , Karl ; vi have noget ganske 
andet at udrette ; jeg vil bede dig om at gøre mig 
en tjeneste . 
— en tjeneste ! ikke andet ! råbte Karl smilende . 
Jeg vil med glæde vise dig ti , lyve , ja hundrede tjenester , 
om du vil . 
— jeg ved det , sagde Amanda , og har derfor 
også gjort sikker regning på dig . 
— det gjorde du net i , min pige ; du kan tro 
hjertelaget er godt , og del er dog derpå det kommer 
an , når det kommer til stykket . 
— også sandt , kære Karl ; men lad mig nu 
fortælle dig , hvorfor jeg egentlig er kommen herhen . 
— jeg hører andægtig til . 
Amanda underrettede nu Karl om det hun havde 
hørt , og spurgte ham hvad han antog at hun skulle 
foretage i denne sag 
— du skal lade den skøtte sig selv ; hvad to 
kjærestefolk har sammen , må ingen anden blande sig 
i , det lønner sig ikke . 
— jamen det er jo ikke derom der er tale ; man 
vil jo skille dem ad . 
— å , passiar , de blive nok splidsede til hinanden 
igen , som kaptajnen siger . 
-- spøg til side , Karl , sagde Amanda pludselig 

alvorlig ; det er virkelig sandhed og alvor hvad jeg 
fortæller dig . 
— nå , Amanda , du ved jo nok at Karl er til 
din tjeneste , hvad det end gælder , og jeg spørger dig 
derfor , hvad forlanger du af mig ? 
Karl slog armene overkors og satte et overørdentlig 
gravitetisk ansigt op . 
— du må se , kære Karl , at få at vide om 
der virkelig er noget i det , der bliver sagt om Vilhelm ; 
søge på stedet at få underretning . 
— ja , hm , det er nu sådan en egen sag ; den 
slags skær er jeg ikke vant til at klare » sagde Karl 
og kløede sig betænkelig bag øret . 
— vil du ikke gøre mig den tjeneste ? 
— jo , jo såmænd vil jeg så , at sige . . . 
— nå , kom nu ikke med så mange betænkeligheder ; 
vil du eller vil du ikke ? 
— ja men du må da inkrømme at det er et 
besynderligt forlangende ; jeg kan da . . . 
— det indser jeg sket ikke , sagde Amanda ; man 
bør aldrig betænke sig på at gøre en god gerning , 
tilmed når det skeer for ens skyld , i hvis øjne 
man gerne vil slå med palmer i hænderne , tilføiedc 
hun , idet hun med inderlighed så ham ind , øjnene . 
— nej , nej , lad være at se sådan på mig ! 
Råbte Karl leende ; så overgiver jeg mig strar , sådanne 
blikke kan mit ærlige somankshjcrtc ikke tåledu 
gør altså hvad jeg beder dig om , 
ikke sandt ? 

— javel da , men et Kys og et håndtryk skal 
du give mig derfor , vil du ? 
— her har du det , smilede Amanda og gav 
Karl et Kys . 
— nå , det var såmænd en rar histørie i der 
fortæller hinanden , børn ! ytrede i det samme den 
gamle dame , der ubemærket var kommen ind og med 
inderlig glæde havde været vidne til denne kjærlighedsytring . 
Karl 
og Amanda for overraskede og rødmende 
fra hinanden . 
— nej , se , se , vedblev hun ; er det ' sådanne vigtige 
sager den lille spidslærke har at betrø min 
dreng ; hm , nu det behøver du ikke at skamme dig 
over , men slemt er det alligevel . . . 
— jeg forsikrer dem , kære frue , stammede 
Amanda forlegen ; jeg . . . 
— nå , gør hende nu ikke flau , moder , udbrød 
Karl ; herregud , vi mener det oprigtigt . Beggeto , 
og . . . og . . . 
— har du mere at sige , skælm , afbrød møderen 
ham smilende . 
- nej vist ikke , jeg lover dig at vente , kære 
moder , indtil . . . 
— indtil du er bleven hvad du skal være , min 
søn , hverken før eller senere , hvis Vorherre før 
resten holder sin hånd over os . 
— ja , du har ret , moder , således skal det 

være , og ikke sandt , henvendte Karl stg til Amanda , 
idet hans stemme skælvede let ; du vil vente på 
mig , min pige ? 
— ja , derom kan du være forvisset , Karl ; men 
husk nu dit løfte . 
— bær bare rolig for det . Det er jo dig , som 
har bedet mig derom , og det er mig nok . 
— så farvel da , jeg må skynde mig af komme 
hjem , da jeg er løbet herover uden af sige det . 
Femogtyvende kapitel . 
Overfaldet . 
Knækbæin skummede af harme over den ydmygelse , 
om greven havde ladet ham overgå . 
De mest skumle planer gærede i vans indre , 
hvorledes han bedst skulle få den forpligtelse kastet 
fra sig , som greven havde pålagt ham . 
Dette afhængighedsforhold var ham en mod . 
Bydelighed . Han , som var vant til af byde og befale 
over folk , der adlødc ham blindt , han skulle nu tvinges 
ind i et forhold , hvori han — skønt han satte 

sig derimod med hænder og fødder — var tvungen 
til af spille den ydmyge tjeners rolle . 
Vi træffe ham kort efter af dette var sket , ude i 
det forbandede hus på Nørrebro . 
Med hænderne på ryggen og høvedet hængende 
ned på brystet , vandrede han rastløs frem og tilbage 
i værelset . 
— o , djævel , mumlede han mellem de sammenbidte 
tænder ; tidobbelte djævel af et menmske , der 
således overlistede mig . Nej , nej , jeg finder mig ikke 
deri , jeg må og skal afryste dette åg , det koste hvad 
det vil , - og ikke nok dermed , så derøver han mig 
også hende , hvem jeg har kastet al min følclse på . 
Nej , nej , og atter nej , dej kan ikke være således , jeg 
passer ilde til at være tallerkenslikker ! Frie hænder 
må jeg have til at handle som jeg lyster . 
Han standsede et øjeblik og tænkte efter . 
— funius ! nu har jeg det , mumlede han og nærmede 
sig døren , der vendte ud mod gården . 
Han spejdede rundt omkring , men alt var stille . 
Hvor Pokker mon Johan er henne , sagde han 
fortrædelig ; jeg befalede dog den slubbert , at han 
skulle opholde sig i nærheden . 
- her er jeg , kaptajn , sagde en dyb stemme , 
idet en dør i panelet åbnedes , og den omtalte person 
trådte frem i værelset . 
— ha , hvorfra kommer denne røst , stammede 
knækbein og trak sig forskrækket tilbage . 

— bliv ikke bange , kaptajn , det er jo blot mig , 
svarede Johan med et skummelt smisk . 
— bange . . . bange , nej del er jeg ikke , sagde 
knækbein pludselig rolig og brystede sig ; hvornår har 
du set mig bange . Jeg blev kun en smule overrasket , 
det var det hele ; men , for djævlen , hvor har 
du været henne ? 
— å , jeg var blot nede at sortere sølvtøjet ; 
kaptainen kan tro at det trænger til at poleres . 
— kom herhen tisk mig , jeg har en anelse om at 
noget af det har forvildet sig ned i din stortrøje , 
sagde knækbein gnavent . 
Johan adlød nølende . 
— derfor kan kaptajnen være ganske rolig , det 
er alt sammen bleven dernede , forsikrede han . 
— lad mig dog se alligevel , det kunne være sket 
mød din villie — jeg ved jo godt at du er ærlig , 
men i mørke begår man let en forseelse . 
Knækbein gav sig ivrig i færd med at visitere alle 
Johans lommer . 
Johan sendte knækbein et harmfuldt blik , og 
gjorde ubemærket en bevægelse , som om han ville tage 
et skjult våben frem , men han betænkte sig og fandt 
sig rolig i denne undersøgelse . 
— skurk ! sagde knækbein harmfuld . Hvad er 
dette ? 
Han havde fundet en gulddåse i Johans lomme 
og holdt den rasende frem for næsen af ham . 
— å , ikke andet , svarede Johan ligegyldig ; jeg 

fandt den dernede i kælderen , og da jeg netop trængte 
til en skrådåse , så tøg jeg den ; det er da kaptajnen 
ikke gnaven for . 
— jo jeg er , du slyngel ; men hvis du tror , 
at jeg godvillig vil finde mig i , at du tyvstjæler fra 
mig , så tager du fest 
— gjsr nu blot ikke så megen snak af den 
dåse , kaptajn . Jeg har taget den , fordi jeg trængte 
til den — hm , det gør kaptajnen jo så lidt . 
Dette slående svar virkede på knækbein . 
— nu ja , sagde han noget efter ; du kan beholde 
den tingest , men på en betingelse . 
— gudbevares , kaptajn , sagde Johan med et 
kejtet buk . Betingelserne tager jeg så gerne med i 
købet . 
— hold dist klar mjgemed en af de andre 
imorgen nat « 
— javel . 
— tag nogle forsvarlige ned med dig , — forstår 
du ? 
— skal sle , kaptajn ! 
— du må førberede dig på en hård dyst , 
thi den , hvem vor ekspedition gælder , har kræfter 
som en gal tyr . 
— skal også sle , kaptajn . 
— det er mig meget om at gøre m sagen får 
et heldigt udfald , da den bedkommende er kommen i 
besiddelse af flere af vore hemmeligheder , hvilke han 
truer med at lade komme til politiets kundskab , og 

så , ved du , får de først fingre i os , så er vi 
leverede . 
— ja , det kan jeg forstå ; jeg har ikke synderlig 
lyst til at række Hals , og skal derfor gøre mit bedste , , 
det lover jeg kaptajnen . 
— godt , jeg stoler på dig , Johan . Altså , 
ved midnat i morgen , jeg følger selv med . 
, — ja , så går det ganske bestemt heldig af , for 
kaptainen har altid sådan en bandsat lykke med sig . 
— nå , det få vi at se , sagde knækbein synlig 
smigret ved denne kompliment , og gav Johan et tegn 
til at bortfjerne sig . » 
Bi ville ile forud for dem , og se hvorledes de 
sætte den skumle plan ivark . 
Det var altså næste midnat , men vejret var ikke 
synderlig heldigt for deres » foretagende . Månen og 
stjernerne skinnede nok så lys og strålende ned til 
dem , hvilket aflokkede det „ hæderlige “ Kløverblad adskillige 
eder . 
Dog , derved var jo intet af gøre . 
Det natlige tøg gjaldt greven , som den ærede 
læser vel allerede har gættet . 
Da man kom til stedet søgte man af orientere 
sig så godt som muligt , men der hengik lang tid 
inden man ret kunne blive enige om den måde , hvorpå 
sagen skulle gribes an . 
Endelig fattedes der dog en beslutning . 

det første var af skaffe sig adgang til stedet ; 
men her stødte man på en ikke lille vanskelighed , da 
porten var solidt asiåset og portneren på denne 
tid ikke lukkede op . 
Man søgte ved forenede kræfter af sprænge den , 
men den spottede enhver anstrengelse . 
Knækbein skummede af raseri ved disse uheld , og 
forbandede både sig selv og genstanden for sin hævn . 
— men , før djævlen ! hvørledes skal vi dog 
kømmc ind , mumlede han . Er der ingen af jer der 
ved en udvej ? 
Jøhan grundede lidt ; pludselig opklaredes hans 
ansigt og han hviskedee : 
— seer kaptajnen vinduerne i dette portkammer ? 
- javel . 
— det er min mening af vi krybe ovenpå 
hinandens skuldre og den øverste slår ruderne 
ind , så er vi der . 
— godt udtænkt , jøhan , svarede knækbein og 
gned hænderne af fornøjelse ; ja lad os så begynde 
værket . 
Gerningen fulgte på ordet med iagttagelse af 
den nødvendige forsigtighed , og det lykkedes dem endelig 
af nå det værelse , hvori greven opholdt sig . 
— så godtfolk , hviskedee knækbein ; nu et dristig 
tag og vi have vundet spil . 
Inde i sovelabinettet lå greven og slumrede 
nok så blidt . Han havde nøgle timer førindcn haft 
besøg af Nina , der havde fortalt ham , om hvorledes 

hun alt havde virket for hans sag , og af det ikke 
ville vare ret længe , inden Julie var tilstrækkelig forberedt 
på af skifte elsker . 
Disse tanker , som denne meddelelse havde fremkaldt , 
gjorde af de yndigste billeder foresvævede ham 
i drømme og lullede ham i sin rus . 
Det var derfor en meget ubehagelig overraskelse , 
da knækbein pludselig med rå krast greb ham i 
struben og råbte : 
— bind ham , Folkens ! 
Johan og hans kammerat nærmede sig hurtig 
med rebene . 
— ha , er det dig , skurk ! råbte greven og 
vågnede til besindelse . 
Med en lynsnar bevægelse slog han knækbein til 
side og sprang ud på gulvet , efterhånden retirerende 
baglænds hen imod et , bord , der stod ved en udkant 
af værelset . 
Greven værgede sig af al kraft imod det forenede 
angreb , idet han stadig veg tilbage . 
Endelig havde han nået bordet og med et hurtigt 
ryk rev han en skuffe op og fremdrog en pistol , 
hvis blinkende løb han med kold rolighed rettede mod 
knækbein . 
— ikke et skridt endnu , eller du er min mand ! 
Råbte han . 
Knækbein standsede , aldeles overrasket over denne 
modstand . 
— herhid , folk ! stødte han endelig frem , efter 

at have betænkt sig en god stund . Bi lade os ikke 
kujonere af den skrælling . 
Denne opfordring var unødvendig . Johan havde 
benyttet lejligheden til , da greven havde hele sin opmærksæmhed 
henvendt på knækbein , til at snige sig 
langs ad gulvet og liste sig bag på ham ; med et 
hurtig nyk greb han såpas grevens ben , så denne 
vaklede og faldt forover . 
Godt , meget godt , grinede knækbein fornøjet , 
idet han tilligemed Johans kammerat skyndte sig at 
binde grevens hænder og fødder . 
Dette skete ikke uden en fortvivlet modstand fra 
sidstnævntes side ; det sløv klart for ham , at havde 
skurken først fået magten over ham , da skulle der et 
lille miraklel til for atter at sætte ham i frihed . 
— lad os så komme afsted , ytrede knækbein veltilfreds 
over udfaldet ; ; men vi må være forsigtige , at 
ingen forstyrrer os . 
Man tog altså ven vel emballerede og kneblede 
Greve imellem sig , og skyndte sig lydløst afsted , samme 
vej som man var kommen . 
Adskillige forbigående standsede og så forundrede 
på dette natlige tog ; men ingen vovede at antaste 
dem på grund af deres afskrækkende ydre . 
De nåde derfor uhindrede det forbandede hus 
på Nørrebro , hvor knækbein straks befalede at greven 
skulle bæres ned i den samme kælder , hvor Vilhelm 
i sin tid havde lidt så meget . 
Det gøs i greven , da han så dette uhyggelige 

sted , som var udslet til at være hans fremtidige 
opholdssted . 
Han kastede forskende blikke omkring sig , for 
muligvis at få øje på en dør eller sligt , hvorigennem 
han , når han atter var bleven ene , kunne 
sætte sig i /frihed ; men det var forgæves , der fandtes 
kun en eneste der , og den var så forsvarlig , at det 
ville være galskab at tænke på at flygte ad den ler . 
Dog , han tabte ikke modet , men sendte sine vogtere 
et trodsigt bl ' ' k . 
Uden at sige et ord lagde man ham ned på 
gulvet . 
Endelig , efter en lang , pinlig tavshed , trådte 
knækbein hen for ham , tog knebelen ud af hans mund 
og sagde : 
— begriber du hvorfor dette vederfares dig ? 
Greven forholdt sig tavs . 
— svar , når jeg taler til dig , hund ! råbte 
knækbein opbragt og ikke længer i stand til af tvinge 
sine hævngerrige følelser , sparkede han heftig til 
greven . 
— nej , svarede greven endelig . 
— så skal jeg sige dig det . For det første , 
fordi du er mig i vejen , da du vil berøve mig den 
kvinde , som jeg bar svoret af ægte . For det andet , 
forbi af du har villet bruge mig som boldt for dine 
planer , som en slave , der villigt skulle udføre alt 
hvad du befalede , og til løn derfor give afkald på 
ethvert gode , som jeg havde knyttet mig isk . Men 

vid da , jeg bliver aldrig din slave , tværtimod , du 
skal blive min slave , jeg skal vide af tvinge dig dertil , 
og vær overbevist om , af jeg har midler , som du 
skal så af mærke - - så det bliver ikke nogen tom 
trusel . 
— jeg foragter dig , usselryg , svarede greven 
og fled i rebene . Var jeg iåsandt fri for disse 
bånd , da skulle jeg vise dig hvem der havde magten , 
forbandede Karl . 
— hahaha , du bliver nok tam ; jeg har et 
ypperligt middel derfor ! råbte knækbein med et ildespående 
blik . 
En uforklarlig anelse for igennem grevens sjæl . 
Han forstod halvt om halvt hvad der ventede ham . 
— lad os tale fornuftig sammen , sagde han . Lad 
mig komme bort , og jeg giver dig guld — meget 
guld . Hvad behøver du at bryde dig om pigebarnet , 
der findes kvinder nok , nydelige , elskværdige , med 
tillokkelser , som beruse alene ved tanken , der ville 
elske dig . Lad mig beholde Julie — du skal ikke 
komme til at fortryde det , — desforuden , hun elsker 
mig næsten , kun et øjebliks samtale med hende , og 
jeg har hendes ja . 
— ha , det vover du at sige mig , mig , som 
elsker hende så lidenskabeligt , at selv helvedes flammer 
ikke kunne måle sig med mine følelser i barme . 
0 , havde jeg et gloende jern , jeg skulle da brænde 
din løgnagtige tunge for disse ørd . . 
Knækbein var aldeles ude af sig selv ; hans øjne 

sfode lyn — den mest fortærende skinsyge var bleven 
sat i bevægelse ved disse ord . 
Greven blev ligbleg og søgte at vende ansigtet 
bort for ikke at se denne forfærdelige , hævnåndcnde 
skikkelse . 
— bort med dig , udbrød han forfærdet . 
Knækbæin bøjede sig til svar over greven og 
hviskedee , idet hans ansigt efterhånden antog et tilsyneladende 
roligt præg : 
— lad mig se , at du finder dig i , hvad jeg 
beslutter med hensyn til dig , tag din straf som en 
mand , så måske der endda kan findes en udvej 
for dig . 
— og hvori skal den bestå ? spurgte greven , 
idet han ikke kunne undertrykke en gysen . 
— det skal jeg sige dig ; dine bånd skulle blive 
løsnede . . . 
— og . . . og så . . . 
— du skal få lov til at gå frit om — hernede ; 
men ellers vil du ikke se et eneste menneske . 
Du skal lære at give affald på næring . Jeg indrømmer , 
det vil måske falde hårdt for dig , som 
altid har svælget i overskod , at lide hungerens og 
tørstens forfærdelige kval , at kunne tælle minuterne , 
sekunderne til den stund , da du sygner hen og til sidst 
kraftesløst segner om for aldrig mere at rejse dig . 
Dog , forinden dette skeer , går der en rum tid ; du 
vil først i rasende vanvid have stormet mod murene , 

kradse dine fine hænder tilblods og råbe på brød , 
men der er ingen , der vil kunne høre dig . 
— forfærdeligt , stønnede greven . Og alt dem 
vil du øve mød mig , uden at en gnist af medlidenhed 
rører sig i dit hjerte ? 
— ja , det vil jeg — lige før lige ; jeg har intet 
mere at sige . 
Dermed børtfjcrnede knækbein sig , fulgt af sine 
hjælpere , efter at man først havde løsnet rebene , der 
bandt grevens hænder . 
Seksogtyvende kapitel . 
Julie og Vilhelm . 
Given hin skæbnesvangre aften , da Julie havde 
fået den sørgelige underretning af Nina , så man 
ikke mere nøget smil på det ellers så livsglade 
ansigt . Hun græmmede sig således , at hun , da hun 
en dag tilfældig så sig i spejlet , uvilkårlig blev 
bange før sig selv , så stor en forandring var der foregået 
med hende i den korte tid . 
Stille og nedkølet vandrede hun ømlring , og 
uagtet Vilhelm og Svendsen havde gjort alle mulige 

forsøg før at trænge ind på hende før at få at 
vide , hvad det var hun sørgede så dybt over , vare 
alle deres anstrengelser dog forgæves ; hun var og 
blev tavs om denne gjensland . 
Nina var stadig vidne til den daglige kamp Julie 
måtte læmpe , uden af det faldt hende ind af trøste hende 
eller oplyse hende om usandheden af , hvad hun havde 
fortalt . 
Vilhelm var for sit vedkommende aldeles utrøstelig , 
han ville så inderlig gerne se hende glad og tilfreds 
og jevne vejen for hende så godt det stod til 
ham ; men alt i den retning var han jo cfskåret fra , 
da Julie forblev tavs , og ingen anden kunne eller 
ville meddele ham noget . 
Han anede mindst af han selv var genstanden 
over ; hvem Julie sørgede så dybt . 
Hvor var nu de fortrolige timer blevne af , som 
før havde været en sand vederkvægelse , når de om 
aftenen sagde sammen og i deres fantasi opstillede planer 
for deres fremtidige liv med hinanden ? Hvor 
var den venlige , smilende hilsen bleven af , når han 
kom hjem , og som for ham havde været et pant på 
Julies trofaste kærlighed — alt var flygtet bort ; kun 
tomhed og kulde var tilbage , som truede med af stille 
et fjeld af bitterhed istedenfor den bortdunstede kærlighed . 
Men 
det måtte ikke vedblive således ; han måtte 
og ville bestemt vide hvad der tyngede hende , og hun 
skulle sige ham det ; han kunne fordre det , i kraft af 

den følelse , han nærede for hende . O , det kunne ikke 
være andet , når han talte ret af hjertet til hende . 
Da måtte denne skygge af tvivl svinde bort , og Als 
ville atter blive lys og glæde . 
Det var altså en tidlig aftenstnnd at Julie og 
Vilhelm vare ene . En ' underlig , dybtfølt bevægelse 
kom over ham , da han hørte Julie sukke dybt og alvorlig , 
og så hvorledes hun åndssløvt stirrede hen 
før sig . 
Han greb hendes hånd og sagde : 
— men bedste , kæreste , velsignede Julie , hvorfor 
er du dog så sørgmodig ? Jeg kender dig jo ikke 
igen ; du som før var så venlig og omgængelig og 
altid havde et eller andet kærligt ord at sige , du 
går nu omkring , siger intet og seer på dine omgivelser 
som om du ville sige : o , hvor jeg er ked af 
eder alle sammen . 
— jeg kan ikke gøre før det , stammede Julie . 
Ak , jeg skan ikke andet . 
— men hvad fattes dig da . . . er der nogen 
der har mere net til at erfare det end jeg ? 
— nej . det indrømmer jeg , men . . . 
— nu , hvorfor viner du da både dig selv og 
mig med din tavshed ? 
Julie bøjede hovedet til siden , for at skjule den 
unævnelige sorg , der aforægede sig i hendes ansigt 
ved Vilhelms ord . 
— o nej , sagde hun til sig selv ; det kan ikke 

være muligt , at han har bedraget mig , at han elsker 
en anken kvinde og døg kan tiltale mig med en sådan 
hjertevarme . . . men alligevel , jeg har jo set 
brevene , beviserne på hans brede imod mig . 
Vilhelm betragtede hende længe i tavshed — hun 
var ham en gåde , som han ikke så sig i stand til 
at løse . 
— lad nu al sorg fare , sagde han endelig ; ræk 
mig din lille hånd , se mig rigtig ind i øjnene og 
sig mig hvad der tynger dig . 
Det faldt Julie tungt ; men hun gjorde døg som 
han bad om . 
— nå , lad mig så høre , Julie ; du seer at jeg 
venter med længsel . 
— o , plag mig ikke , Vilhelm , bad Julie ; tving 
ikke ord frem , som måske ville have sørgelige følger 
for os begge . 
— meddel mig det døg alligevel ; jeg er vel mand 
for at kunne bære en ulykke . 
— nej , nej , lad mig hellere gå min stille gang 
i nogen tid , så måske — måske kan jeg vinde kraft 
til at sige dig det . 
— men hvorfor , ikke nu ? Tro mig , en sorg 
bæres bedre når man er to om den . , 
— jeg vil fortælle dig en historie om en ung 
pige , som jeg kender , . sagde Julie undvigende ; hendes 
livs eneste , men afgjørcnde begivenhed . Den vil 
måske lade dig ane , hvad jeg ikke kan sige dig . 
— hvortil disse omsvøb , elskede Julie ; sig mig 
- 

det uden omsvøb , med rene og klare ord , du ved 
jo så godt at du er den kvinde jeg elsker højest på 
jorden . Hvor mange beviser har jeg ikke givet dig 
derpå ; kom derfor trøstig frem med det alt sammen , 
nedriv den uhyggelige mur , der har optårnet sig 
imellem os . 
— han sagde ikke at jeg var den eneste kvinde 
han elsker , tænkte Julie og gav efter for sine sørgelige 
anelser . 
— det er en ung , smuk pige , som jeg her vil 
fortælle om , sagde Julie højt . Den stakkel , hendes 
forældre døde tidlig og hun kom derfor i huset hos 
en velhavende onkel . Drvie tiber var det for hende , 
mangen bitter tåre stjal sig ned ad hendes kind , thi 
hun nød ikke den omgang eller venlighed , som hun var 
vant til ; nej desværre , hårde ord og uretfærdigheder 
var al den løn hun fik for den barnlige kærlighed , 
hendes pligt bød hende at vise den , der nu 
vor hende i faders og moders , sted . Men det er 
sandt , inden jeg går videre vil jeg døg sige dig 
hendes navn ; hun hed Eulalia . 
— Eulalia , sagde Vilhelm studsende , og blev 
blodrød . 
Han kom til at tænke på den skamløse orgie hos 
Fru lund . 
— ja , Eulalia , svarede Julie med skælvende 
stemme og lagde med sorg mærke til den opmærksomhed , 
som dette navn vakte hos Vilhelm ; kender du 
hende ? 

— nej , nej , svarede Vilhelm asværgende ; fortsæt 
kun din fortælling . 
Julies hjerte bankede vøldsømt , men hun søgte at 
tvinge sine følelser så godt som muligt , og fortsatte 
som følger : 
— nogle år sneg sig ben for hende i onkelens 
hus , under stadig sorg og længsel efter at det skulle 
blive bedre , men det slete ikke . Endelig syntes der døg 
at skulle ske en forandring . Hun var nu trådt ind 
i jomfrualdcrcn og var , hvad folk kalde , en rigtig 
nydelig ung pige . En aften havde onkelen , hvad 
sjelden skete , givet hende tilladelse til at nyde en fornøjelse 
hos en familie , der boede tæt ved , og kom 
havde sendt hende en indbydelse , da de med beklagelse 
havde set den indesluttede tilværelse , som Eulalia førte . 
— kort forinden hun skulle gå , kom hun ind til 
onkelen , iført sin bedste stads , for at sige farvel og 
takke ham , forbi ban havde givet hende lov til at nyde 
denne fornøjelse . Han betragtede sin unge strålende 
myndling først med forbavselse , og siden med henrykkelse 
da ban så at barnet var bleven isl en smuk 
jomfru . 
-- fra denne dag daterede sig først ret hendes 
ulykke . 
— onkelen opdagede pludselig at han elskede dette 
barn , som nu , uden at han ret vidste af det , var 
bleven en elskelig kvinde , som blot behøvede at træde 
ud i verden for at vinde hjerter . 
— der opstod efterhånden i denne mands hjerte 

— med de grå hår og de uædle motiver — en lidenskab , 
som gjorde , at han aldrig lod hende have No . 
— han var sket nok til , tværtimod hendes tilbøjelighed , 
at ville tvinge vende til ægteskab 
døg hun var kæk og stred imod , all hvad hun 
kunne . 
—- da hændte det en dag , at en ung mand , 
aldeles tilfældig , kom i huset . Hans besøg faldt 
netop efter en rystende scene med onkelen , der havde 
forsøgt på en afgørende måde at få hende til at 
indvillige i sit vanvittige forsæt . 
-- den unge mand var smuk og beskeden , og 
hans hele fremtræden var præget af en egen elskværdighed , 
som måtte tiltale . Det var derfor intet under , 
at Eulalia . . . 
— du behøver ikke at nævne dette navn oftere , 
afbrød Vilhelm hende . 
-- men hvorfor ? 
— lad det være dig nok , kære Julie , det er mig 
ubehageligt at høre . 
Det var i virkeligheden således , da det mindede 
Vilhelm om den ubehagelige aften , han havde tilbragt 
sammen med kandidaten . 
— så vil du vel helst have at jeg skal tie med 
resten ? 
— nej , vist ikke , tværtimod , den interesserer mig 
meget , men ieg begriber rigtignok ikke , hvad denne fortælling 
har med din sorg at giøre ? 
Julie betragtede ham med uforstilt forbavselse . 

— det er også kun af den grund at jeg fortæller 
dig den , for at du kan drage en slutning , 
sagde hun . 
— ja , meddel mig så kun resten , jeg længes 
sandelig meget efter at drage den omtalte slutning , 
såvist som dit velfærd ligger mig særdeles meget på 
hjerte . 
— altså , fortsatte Julie ; det var derfør intet 
under , at Eula . . . at den unge pige følte sig hendraget 
til ham med et stærkt sympathetisk bånd . Kort 
at fortælle , efter nogen tids forlød erklærede han sig , 
og hun kunne ikke modstå hans brændende bon , men 
gav ham sit ja . 
Hvad hed den unge mand ? spurgte Vilhelm , 
— mærkeligt nok , han havde det samme navn , 
som du , han hed Vilhelm . 
— hm , besynderligt , mumlede Vilhelm , der ikke 
anede hvor Julie ville hen . 
— ja , tilføjede Julie alvorlig , han havde i det 
hele meget lignement med dig , dit smukke lyse hår , 
dine blå sværmeriske øjne . . . 
— tak Julie , mange tak for komplimenten , men 
hvad blev det så til ? 
— da onkelen erfarede , hvorledes det forholdt 
sig , opfordrede han hende endnu mere indtrængende til 
at blive hans hustru ; men hun afslog det på det 
bestemteste og følgen blev , at han jagede hende bort . 
— stakkels ulykkelige pige ; men var der da ikke 

et sted , hvor hun ' vandt tilflugt , var der ikke et venligt 
menneske , som tog sig af hende ? 
— jo , gud ske tak , sagde Julie , og en tåre 
perlede i hendes øje ; hun vandt en ædel mands barmhjertighed , 
der opofrebe sig aldeles , for at hun skulle 
blive lykkelig og tilfreds . Men ak , hvad nyttede det , 
al hun ikke var udsat for at lide mangel , hvad hjalp 
det , at hun var kommet bort fra sin flette onkel , en 
ny og større ulykke ramte hende , som truede med aldeles 
at bøje hendes hjerte henimod en dyb afgrund . 
Hun fik nemlig en dag at ride , at den unge mand , 
for hvem hun nærede kærlighed , — en inderlig kærlighed , 
— ikke var fri , at en anden kvinde før hende 
havde et dybere , et uendelig større krav på ham , at 
han . . . at han . . . 
— nu ? ytrede Vilhelm . 
Julie kunne ikke mere . Det var hende , som om 
hjertet skulle briste ; hun havde al sin selvbeherskelse 
behov , for ikke at bryde ud i en lydelig gråd . 
Pludselig åbnedes døren og Nina trådte smilende 
ind . 
— ah , råbte hun leende ; her sidder nok et par 
forelskede turtelduer og kurrer for hinanden i stille 
ensomhed . 
Vilhelm vendte sig gnavent til siden . Han 
ønskede hende Pokker i vold . Han vidste ikke selv 
hvorfor , men han nærede stor modbydelighed for hende . 
Nina fik ved denne bevægelse lejlighed til ubemærket 
at tilhviske Julie : 

— se , at komme don fra Vilhelm ; jeg har 
vigtige nyheder at meddele dig . 
Julie betragtede hende studsende , men tog dog 
kort efter anledning til at bonfjcrnc sig , efter at nogle 
almindelige talemåder vare udvcrlede . 
— nu , hvad er det du har at meddele mig , 
kære Nina ? spurgte hun , efter at de vare komne ind i 
et af be andre værelser . 
— ak ! sagde Nina ; jeg burde måske ikke meddele 
dig det , kære , kære veninde ; du , som alt har 
så stor en sorg at bære på ; men hvad skal jeg 
sige , tit velfærd ligger mig så meget på hjertet , — 
en ringe løn , fordi du jå venlig og ømt skuttede 
dig til mig , da Arthur indførte mig her i huset . 
— o , tal ikke derom , du er jo så godhjertet og 
ædel , hvem ville ikke have gjort det samme . 
— gør hun nar ad mig . tænkte Nina ; nej , 
det kan pist ikke falde en gås , som hende ind . 
— men hvorfor betænker du dig , Nina ? ytrede 
Julie ; kom frem med hvad du har al sige . 
— javel , javel , sagde denne og ser op , — du 
kan tænke dig , jeg har set hende . . . 
— hvem ? 
— Vilhelms elskerinde ! 
— o gud , var “ det der , du ville sige mig , — 
lad hellere være . . . dog jo , lad mig høre alt . . . 
Leg må vide det . 
— hun boer ude på Vesterbro . . . 

— sig mig først , afbrød Julie hende ivrigt ; er 
hun smuk , denne kvinde ? 
— meget smuk . 
— hvor gammel antager du hun er ? 
— nogle og tyve år ; men hun er en farlig 
rivalinde , thi hun mangler intet hverken i sksønhed 
eller forstand . 
— jeg må se hende straks , på øjeblikket ! sagde 
Julie ophidset . 
— del kan ikke fle nu , svarede Nina ; senere kan 
det måske nok lade sig gøre — jeg skal gøre mit 
bedste for at du kan få dit ønske opfyldttak . 
Men . . . men lad dej ske snart , sagde 
Julie , med et blik hvori en umådelig sjælekval afspejlede 
sig . Det er bleven mig en nodvcndighed at 
se og tale med denne kvinde , det søler jeg . 
Julie lagde hånden på hjertet for at dæmpe 
det oprør , der herskede derinde . 
— men , hvad jeg ville sige , du kan tro at den 
stakkels pige ikke har det godt ; Vilhelm har halvt om 
halvt forstødt hende ; han har sagt at nødvendigheden 
bød ham at iagttage andre interesser , og at hun ikke 
måtte vente ar se ham før det første , thi man var 
vå spør efter hans hemmelighed . Hun beklagede 
sig ikke så meget for sin egen skyld , som for det 
uskyldige barns skyld . 
— hun har altså virkelig et barn ? 
— ia , en yndig , lyslokkct dreng , der ligner sin 
fader op ad dage ; kun skade , at det stakkels Noer 

skal leve for lud og koldt vand , thi hans fader har 
i de sidste par uger holdt op at sende den sædvanlige 
pengesum , hvorved de to kummerlig fristede livet . 
— hvor siet handlet ! men jeg vil se og tale med 
hende ; hvornår kan det si ? 
— i morgen eftermiddag , sagde Nina og vendte 
hovedet til siden , for at skjule et triumferende smil . 
— godt , så gå vi derhen , sagde Julie bestemt . 
En kraftig og fast beslutning var under denne 
samtale modnet i hendes stakkels forpinte sjæl . 
— men tror du dig nu også stærk nok , kære 
veninde ? spurgte Nina og slog med venlighed armen 
om Julies liv . 
— ja , svarede denne ; jeg føler mig meget stærk , 
jeg skal og må se den kvinde , der har det dyre krav 
på Vilhelms kærlighed ; jeg vil se hende og hans 
barn ! 
— vær vis på at du skal blive tilfredsstillet , 
svarede Nina . 
Syvøgtyvende kapitel . 
Et sørgespil . 
Kort efter at samtalen mellem Nina og Julie 
havde fundet sted , ilede den førstnævnte bort , for , 

som hun sagde , at besørge nogle ærinder , men i 
virkeligheden for at aflægge et besøg hos Eulalia , 
før med hende at aftale det fornødne til den scenes 
iværksættelse , som hun havde lovet Julie . 
Da hun kom derhxn , fandt hun hende sengeliggende , 
meget bleg og lidende af en let feber , en sørgelig 
følge af det ville liv hun førte . 
— hvad , er du syg ? spurgte Nina . 
— ja , svarede Eulalia med affekteret stemme ; 
meget syg . 
— nå , gudskelov , det var da dejligt . . . 
— hvad for noget , er det dejligt ! sagde Eulalia 
i en indigneret tone . 
— nej , gudbevares , forstå mig vel , ikke på den 
måde ; men på den anden side er det meget heldigtdet 
vil sige . . . 
— bliv mig fra livet med slige talemåder ; er 
det ikke andet , du har at sige mig , så kan du gerne 
gå igen . 
— ja , men først må jeg tale med dig , jeg vil 
bede dig bevise mig en tjeneste . 
— da er det såmænd ingen synderlig heldig 
måde du begynder på . 
— bliv blot ikke i dårligt humør for det , jeg 
mente det ikke så slemt . 
— nej , det skal gud vide . 
— stille , min pige , du tjener penge ved den 
tjeneste , du beviser mig , forstår du mig ? 

- ah , udbrød Eulalia med et begærligt blik ; 
penge ! hvormange ? 
— siger og skriver fem rigsdaler , det er et kup , 
hvad ? 
— å , ikke mere ; men hvori består den tjeneste 
jeg skal vise dig ? , 
— deri , at du ffal spille en sørgende elskerinde 
i en halv times tid . 
— ikke andel , del kan jeg sagtens tjene dig med . 
Skal jeg begynde strar . , 
— nej , forestillingen begynder først i morgen eftermiddag , 
og tilskuerne er en ung , blomstrende og uerfaren 
Mo og — mig selv . 
— men hvor vil du egentlig hen med alt dette ? 
-- det ffal jeg sige dig , der gælder om at få 
den unge pige inddildr , at hentes kæreste er hcnvc 
utro , og at du , den af lykken udkårede , er hans 
elskerinde — men der er sandt , Eulalia , har du 
et barn ? 
Nej , hvad skal jeg med det ? 
— så må du slaffe dig et . 
— ja , det er godt nok ; men hvor skal man på 
en studs få et sådant væsen fra ? 
— del må du selv om ; men frem for alt må 
det være el drengebarn , lyslokket og med blå øjne . 
— nå , du stiller såmænd fordringer . Ja ja da , 
jeg ffal gøre mu bedste . 
— ja , barnet er aldeles nødvendigt , thi du er 
moder , hahaha ! Vilhelm heoder din flamme , han 

bar forskudt dig , uagtet han har lovet dig ægteskab . 
Du er meget ulykkelig , forstår du mig ? Du må 
servere noget overordentlig hjertegribende for dine 
gæster , hahaha ! 
-- vær vis derpå ; men pengene , når får 
jeg dem ? 
— strar om du vil . . Vær så artig , lad mig 
nu le , at du gør dine sager godt . 
— det skal være mig en glæde at kunne opfylde 
det ansvarsfulde hverv , du har givet mig at udføre . 
— godt , svarede Nina . Altså , i morgen eftermiddag 
mellem klokken 3 og 4 . 
— jeg skal nok bave alt i orden , sagde Eulalia 
sikkert . ' ' 
kort eftex forlod Nina hende 
— så , nu får hun troen i hænderne , mumlede 
hun , da hun vandrede afsted . Det hjælper nok , 
og så . . . så er det grevens tur . 
Julie oppebiede med ængstelig længsel den stund , 
da hun , som hun mente , skulle stå ansigt til ansigt 
med den kvinde , der havde berøvet hende Vilhelm . 
Hun ville have givet mange dage af sit liv , 
dersom dette ikke var sket ; thi hun elskede ham , trods 
alt det hun havde erfaret , med en inderlighed , som 
aldrig ville dø bort i hendes hjerte . 

hun spurgte sig selv , om det også var ret , således 
at eftersøge hans veje , han havde måske nu 
ophævet dette forhold , blot for mere » deell at kunne 
hengive sig til hende selv ; men så hævede der sig en 
Nost i hendes indre , der sagde : den mand , der således 
kan forkaste en kvinde , til hvem han er knyttet 
med dyre bånd — og helliger sine folclser til en 
anden , uagtet han ved at han gør hende ulykkelig — 
han fortjener ikke at elskes . 
Dog , hun ville se og dømme , en indre stemme 
tilhviskedee hende , al alt håb endnu ikke var bristet 
før hende — og hun ville så inderlig gerne lytte 
til den . 
Da det var hen ad den tid , at besøget hos Eulalia 
skulle asiægges , kom Nina ind til Julie , før at 
spørge hende , øm hendes beslutning endnu var at gå 
derhen . 
— ja , det er min faste bestemmelse , svarede Julie ; 
lad os komme afsted jo før jo hellere ; thi skønt 
det vil forvolde mig en uendelig smerte , længes jeg 
dog efter at se , om denne kvinde også er værdig til 
den kærlighed , som Vilhelm nærer til hende — og 
da , hvis så er , tilføjede hun sukkende , skal jeg skille 
ham hans pligt før øje , han må gøre godt , hvad 
han har forbrudt . 
— jeg må uvilkårlig højagte dig før din ædle 
tænkemåde , sagde Nina slcdsk ; i sandhed , han må 
kun dårlig forstå at vurdere dine smukke egenskaber , 
siden han således kunne forkaste dig for en anden . 

— du må ikke smigre mig , Nina ; o , kunne du 
se ind i mit hjerte , du ville grue , thi der hersker kun 
sorg og fortvivlelse derinde , — ak , at også dette 
skulle ske , — han var mit alt . 
— o , jeg forstår dig , kære veninde , svarede 
Nina med et himmelvendt blik ; kunne jeg såsandt 
læge det sår , jeg ved mine meddelelser har forårsagef , 
vær vis på , jeg gjorde det gerne , hjertens 
gerne . 
— jeg tror dig , thi hvad interesse skulle du 
vel have af at føre mig bag lyset . 
— mere end du måske har nogen anelse om , 
tænkte Nina hoverende . — skal vi så gå ? sagde 
hun hent . 
— ja , lad os gå , tro mig , det bliver den tungeste 
gang i mit liv . 
— trøst dig , der findes vel nok den , der kan 
erstatte dig det tab du lider . Verden er stor nok til 
at du kan finde en anden . 
— aldrig , - aldrig , svarede Julie hovedrystende . 
Kort efter vandrede man afsted ; men del gik kun 
langsomt . Julie kunne ikke ret vinde med . 
Eulalia ventede dem med likngsel ; hun havde 
aldeles nøiaglig indrettet sig efter den ordre Nina 
havde givei hende . 
Nina åbnede døren med et rask tag og vekslede 
et hurtig blik med „ den forlorne moder “ , som denne 
besvarede . 
Julie blev med en underlig vemodig følelse stående 

ved døren , afverlende betragtende Eulalia og barnet , 
som lå i buggen uvilkårlig tog hun sig til hjertet 
for at dæmpe dets bankende slag . 
— velkommen , mine damer , sagde Eulalia med 
venlig stemme , og rakte Nina og Julie hånden . 
Julie rørte sig ikke af stedet , men betragtede 
Eulalia med et gennemtrængende blik . 
— tør jeg spørge , sagde ' hun atter , hvad jeg 
skylder wren . af deres behagelige besøg ? 
— del er denne dame , sagde Nina i en fremmed 
tone og pegede på Julie , der ønsker al tale med dem . 
— ja , det er mjg , svarede Julie endelig ; jeg 
kommer for at spørge dem , om de er forlovet med 
student Vilhelm peicrscn ? 
— jeg indser ikke . . . 
— jeg skal forklare dem , hvorfor jeg spørger — 
også jeg er forlovet med ham . 
— de ? udbrød Eulalia med godt hykler forbavselse 
og veg ligesom forskrækket tilbage . 
— ja , jeg . 
— o gud , hvilken skammelig handling , bedragen , 
bedragen ! . . . Og mig — mig , som han med 
de helligste eder har lovet at ægte ! O gud , hvad 
skal der blive af mig og barnet ! 
Eulalia tog hænderne for ansigtet , og lod som 
om denne efterretning salte hendes sind i det højeste 
oprør . 
— hvor længe har de været forlovet med ham ? 
Spurgte Julie med bristefærdig slemme . 

— to år . 
— forfærdeligt ! Sig mig , er det deres barn , 
som ligger der i vuggen ? 
— ja , ak jeg har desværre været meget svag lige overfor 
Vilhelm , sukkede Eulalia . 
Julie ilede hen til vuggen , knælede ned ved den 
og betragtede barnet med spændt opmærksomhed , medens 
hendes øjne fordunkledcs af tårer . 
Eulalia tilkastede Nina et megetsigende blik . 
— ja , ja , jeg seer det , mumlede Julie bristefærdig . 
Du er hans barn , — det er hans kære træk , hans 
forunderlige dybe blå øjne og det smukke , lyse slår . 
O , du lille , uskyldige Noer , som ligger der så smilende 
du ved ikke , hvilken synd din fader har begået ; 
ak , g , d jeg kunne se på dig med venligere 
øjne , men desværre jeg kan ikke , o gud ! 
— ikke sandt , et yndigt barn , sagde Eulalia og 
nærmede sig vuggen . 
-- ak , jo , han ligner sin fader , den strafværdig ! . 
— o nej , vær ikke vred , bad „ den falske moder “ ; 
jeg elsker ham for højt , til at jeg rolig kan høre på , 
at nogen taler ilde om ham . 
— og det siger de til mig , som . . . o , nu først 
er det mig rer klart , hvorledes jeg er bleven ført bag 
lyset , . . . som har den største net til at hævne mig , 
til at straffe ham for al den synd han har tilføjet 
mig . 
— men de gør det ikke , sagde Eulalia ; dertil 

er de for god og ædel ; o , jeg kan se , at deres hjerte 
er mildt og menneskevenligt , — det rummer vist ikke 
en flet tanke . 
— tro ikke derpå , sagde Julie , idet hun uvilkårlig , 
blev mildere stemt ved at høre sig således bedømt ; 
jeg er bleven alt for tykt krænket til at hjertet 
kan have en stemme med i denne sag ; nej , kun bitterhed 
og foragt er alt hvad der kan blive tilovers . 
Nina gjorde en utålmodig bevægelse , det forekom 
hende at det varede forlænge , og hun hviskedee verlor 
til Eulalia : 
— anden scene , men skynd dig . 
Eulalia nikkede med en påtaget nedbøjet mine , 
for at Julie intet skulle ane . 
— o nej , sagde hun henvendt til Julie , det kan 
og må de ikke gøre ; ved den kærlighed , som de , 
uagtet deres skusf . Ise , endnu må nære til Vilhelm , 
besværger jeg dem , lyt ikke til hvad had og hævnfølelse 
dikterer ; men bliv , hvad de virkelig er , en 
elskelig kvinde , der medlidende tilgiver den uret , hun 
har været genstand for . 
— medlidenhed . . . ? 
— ja , perom beder jeg . 
— nej , nej hulkede Julie ; del går over mine 
kræfter , det kan jeg ikke . 
— hvad vil de da gøre ? 
— ak , det ved jeg ikke , — kun det er mig bevidst , 
at jeg har mistet alt , alt hvad der knyttede mig 
til livet . 

Eulalia antog nu , at tiden var kommet til at 
slå det afgørende slag , og hun lod derfør sine tårer 
flyde rigelig . 
Hun kastede sig over vuggen og udbrød : 
— o barn , barn ; du smiler , græd heller så 
dit lille hjerte brister ; thi du har ingen fader mere , 
og ret snart ti heller nogen moder , thi hun kan ikke 
længe udholde savn og afsondringen fra den hun elsler 
med en lidenskab , som ingen grændser tåler . Barn , 
barn , synk hen i dødens nat , thi snart gemmer jorden 
din moders støv , hun reder sig en seng , der 
vel er kold og isner , men dog gemmer i sit skød en 
lindring for al den kval , utilfredsstillet kærlighed 
tilføjer . 
— hold op , hold op , bad Julie ; jeg kan ikke udholde 
at høre dem tale således , — det skærer mig i 
hjertet 
— men så sig dog , har jeg grund til andet , 
, eg er jo den mest ulykkelige kvinde på jorden . Var 
jeg ene nu , så fik jeg vel glemme ham , som har taget 
mit hjerte , men det er jeg ikke , nej , jeg er moder . 
— nok , afbrød Julie hende ; jeg vil nu blot spørge 
dem , har de rigtig randsagel deres indre , gemmer 
det virkelig følelser , som er så varme og trofaste , at 
de kunne holde ud for hele livet ? 
— ja , ja , det gør det . 
— nu , så vil jeg , skønt gud skal vide , at jeg 
gør det med et tungt hjerte , gjorde afkald . Tag atter 

Vilhelm tilbage , men lov mig , vær trofast , skab ham 
et hyggeligt hjem og vær for ham , hvad en hustru 
skal og bør være . 
— de vil virkelig ! ytrede Eulalia og sremhyklede 
et lykkeligt smil ; hav tak for det ! o , kun jeg for » 
Slår hvor stor deres handling er , hvilken sjælsstyrke 
de må være i besiddelse af . 
— tak mig ikke , sagde Julie og bøjede i dyb sorg 
hovedet ; det skeer ikke for deres skyld ; var de alene , 
da skulle det ikke blive således , — det var blevet en 
kamp imellem os . 
— æble , helhjertede kvinde , sagde Eulalia ; tillad 
at jeg kysser deres hånd , gid jeg kunne være ligesom 
de ; men det er mig umuligt . 
Julie trak uvillig hånden tilbage , som den førstnævnte 
havde grebet og sagde : 
— jeg taler med Vilhelm endnu i dag ; jeg vil 
sige ham alt og han vil da nok vende tilbage til dem 
og bede om tilgivelse . 
— nej , nej , gør endelig ikke det , kære veninde , 
ivrede Nina og trådte imellem ; jeg vil ikke for alt i 
verden have , at ban skal få at vide , at jeg har meddelt 
dig hans kjærlighcdsbistoric , og desuden , husk , 
du yar højt og helligt forsikret mig om , at det skulle 
blive en hemmelighed innllcm dig og mig . 
— forlang ikke delte af mig , svarede Julie . 
— jo , for enhver pris må du holde dit løstej , g 
skulle fortsætte et forhold , som siden jeg 
har erfaret dette , fylder mit hjerte med kval ; nej , det 

formår jeg ikke , du må give mig mit ubesindige 
Sofie tilbage . 
— nej , det hverken kan eller vil jeg . 
Det var for stærkt for Julie . Al hendes følelse 
oprørtes mod denne tvang hun skulle pålægge sig , 
hun sølte at det oversteg hendes kræfter . 
Nu var det ude med den konstlede No hun havde 
påtaget sig . Tårerne styrtede ud af hendes smukke 
øjne ; hun så alle sine forhåbninger kuldkastede , sin 
rene , kydsfc kærlighed trådt under fødder , og så 
var hun fordemt til ikke engang at måtte hæve sin 
stemme mod den , der havde tilføjet hende alt dette ; 
o , det var ikke til at udholde . 
Hun måtte stolte sig til en stol for ikke at 
falde om . 
— bliver de syg ? spurgte Eulalia med hyllet 
deltagelse . 
— det var vel ikke så underligt om det ffete , 
svarede Julie bittert ; dog , kom lad os gå , Nina , vi 
har jo intet her mere at udrette , vi har jo nu øvet 
ret og skæl . 
— ja , i sandhed , del har du , kære veninde , 
og jeg spåcr dig , del vil blive til din lykke — del 
kan ikke være andet . Du vil til løn for din selvfornægtelse 
vinde et hjerte , som både i dannelse og 
helhed står dig langt nærmere . 
Efter at Nina med en overordentlig tungefærdighed 
havde ytret dette , borifjerncde man sig . 
Den ulykkelige Julie med døven i hjertet . 

otteogtyvende kapitel . 
Frelsl . 
Den stolte , villiestærke Greve var blevet udmyget 
på del føleligste . 
Han vandrede endnu nede i den mørke , fugtige 
kælder , søm en fangen mand , et bytte for del forfærdeligsle 
raseri . 
Den usle føde , der blev tilkastet ham i sparsomt 
mål , havde bøjet hans skikkelse og furet hans træk . 
Det var ikke mere den elegante kavaler ; håret flagrede 
vildt , og klæderne hang uordentlige om ham . 
Han vandrede rasllos op og ned ad del fugtige 
gulv ; af og til knyttede han truende hånden og mumlede 
mellem de sammenbidte tænder . 
Denne tilstand havde nu varet i fire dage , som 
forekom ham af være et helt århundrede . Han havde 
forgæves undersøgt kælderen fra øverst til nederst , 
for af finde et sted der lov sig gjcnnembryde , hvorved 
han kunne undfly ; men de stærke mure spottede 
alle hans anstrengelser , og han vær tilsyneladende 
fordømt til af fluide blive dernede til ban drog sit 
sidste suk . 
Det vær hen ad aften . 
Greven havde udmattet kastet sig ned på gulvet 
for af prøve på af sove . 
Men det vær ham ikke muligt . Urolige drømme 

vmgjæglede ham og lod ham ikke få No . Bevidstheden 
om , af han vær assondret fra al menneskelig omgang 
og lig den laveste forbryder vær lænkcbundet til 
et usselt num , forfulgte ham med manende kraft . 
Han blev pludselig opmærksom ved af en lem i 
loftet åbnedes og af en lysning trængte ned til ham . 
— åhøi , dernede ! råbte Johan . 
Greven studsede . 
— åhøi , kan i høre dernede ! råbte han atter . 
— javel , svarede greven . 
— kom nærmere hen til glughullet , jeg vil tale 
med jer . 
— hvem er i , hvad har i af sige mig ? 
— jeg er en ben af jer og visk frelse jer , når 
i vil opfylde de betingelser jeg stiller . 
— alt opfylder jeg , lige meget hvad det er , lad 
mig blot komme op til dagens lys , det er ikke til at 
udholde i dette infame hul . 
— ikke så ivrig , hør først hvad jeg har at sige , 
— jeg hører . 
— seer i , kaptajnen har taget sig en udgangsbillet 
og kommer ikke hjem for det første . Han har 
bedet mig passe på huset så længe , og det lovede jeg 
ham da også . Men seer i , jeg har et medlidende 
hjerte , og har ondt af , at i skal være dernede i den 
afskyelige kælder , og vil derfor benytte lejligheden til 
at sætte jer i frihed . Derved får jeg tillige hævn 
over kaptajnen , der i den sidste tid har behandlet mig 

på en ' måde , som jeg vil sætte mig imod med hænder 
og foddcr . 
— i bader ham altså også værre end pesten ? 
— ja det gør jeg . Når jeg har sat jer i frihed 
går jeg min vej , og det skal ikke være med min 
villie at jeg kommer her igen . 
— så skynd jer . Jeg længes umådelig efter 
atter at indånde den rene , frie luft . 
— det skal snart ske . Men jeg stiller den beingelse 
at i , som en ærlig mand forpligter jer fil af 
give mig en sum af 200 nd . for min ulejlighed . 
Jeg trænger fil dem , thi jeg skal sige jer , jeg vil 
søge af komme fil Amerika , for på engang af bryde 
med alle de forhold , der binde mig hertil . Vil i gå 
ind derpå ? 
— ja , overorden ! lig gerne . 
— og i vil hølde jert løfte , som en ærlig mand ? 
— hvad tror i om mig , svarede greven indigneret . 
Husk , af jeg er adelsmand . 
— nu ja , så vil jeg stole på jer . Jeg firer et 
toug ned — hold nu bra ' fast . 
— det skal jeg . 
Johan gav sig nu i færd med af alle kræfter af 
hale greven op af kælderen . Greven , ter var dygtig 
afkræftet , havde megen besvar med af helde fast . 
Erpcrimcnict lykkedes , da i det comme en fast 
hånd greb Johan om skulderen og tvang ham fil 
al hølde op . 
— er det din troskab , skurk ! råbte knækbein 

rasende , — thi ham var det , der ubemærket var kommet 
ind . Lad straks touget gå tilbage og sig mig , 
hvad alt dette ffal betyde . 
Johan flap forskrækket touget og den ulykkelige 
Greve styrtede tilbage , udstødende et forfærdeligt smertefuldf 
brøl . 
— så , nu skulle vi to tales ved , brølede knækbein 
og greb fat i Johan ; hvad havde du at bestille 
ved lugen og hvad skulle det toug bruges til , som 
du firede ned til fangen ? 
Johan vred sig med et rask tag fra knækbein , 
betragtede ham med et af had mørknet blik . men gav 
intet svar . 
— svar mig , for satan , skreg knækbein atter . 
— det gider jeg ikke , svarede denne endelig og 
lavede sig til at gå . 
— men du ffal , eller jeg dømmer dig til kat . 
-- å , det lader i nok være med , vi er ' ikke på 
søen , men på landjørden . 
— det får vi at se . 
I højeste grad af ophidselse ved Johans ord 
styrtede knækbein imod ham ; men han mødte en modstand , 
som han ikke havde ventet . 
Johan var forberedt og havde lynsnart sat sig i 
en stilling , hvorved han kunne trodse angrebet uden 
at tilføjes nogen videre molest . 
Det gav et brag da de to stødte mod hinanden . 
Johan slog , som om det gjaldt hans liv . — han havde 

mange Års uret og fortrædelighed at hævne på 
knækbein . 
Snart sås kun to rullende legemer , der bed og 
fled i hinanden med et raseri , der kun kunne ende med , 
at en af parterne aldeles måtte bukke under . 
Dette skete efter nogen tids kamp . Knækbein 
faldt pludselig tilbage , tilsyneladende aldeles livløs , og 
Johan hævede strar efter sit af blod og riffer van » 
Sirede ansigt . 
— puh , det var en hård dyst , sagde han og 
strækkede sine lemmer ; hm , han er da ikke død , det 
ville feg nødig have på min samvittighed . 
Han bølede sig atter over sin modstander og betragtede 
ham med opmærksomhed . 
— nej , gudskelov , mumlede han ved at iagttage 
al knækbein åndede svagt ; han lever dog endnu , så 
feg kan være rolig i den henseende 
han satte sig et øjeblik ned for at udhvile sig 
efter anstrengelse ! » . 
— men det er sandt ! råbte han pludselig , jeg 
må begynde hvor jeg flap , da kaptajnen kom . 
Han ilede hen til gulvlemmen og kiggede ned . 
Der var aldeles stille . 
— åhoi ! råbte han sagte , kan i høre mig ? 
Intet svar . 
— tag fat i touget dernede , gjentøg han , så 
skal jeg hive jer op . 
Nu lød en svag jamren sig høre . 

Johan glemte al forsigtighed og stampede utålmodig 
i gulvet . 
— nu har jeg aldrig kendt mage , inumlede han ; 
går han ikke hen og dåncr lige når jeg vil give 
ham en håndsrækning . 
Han tænkte ikke på , al greven , idet han faldt 
tilbage i kælderen , havde fået et alvorligt slag , som 
en rum tid havde bedøvet ham . 
Her vare gode råd dyre . Der fandtes ingen 
stige , ved hvis hjælp han kunne komme derned . 
Johan stod en stund tvivlrådig . Endelig opklaredes 
hans ansigt . Han havde såt en tanke , som 
han antog , kunne lade sig realisere . 
Hurtig halede han touzet op af kælderen ; dette 
var temmelig langt , så det kort efter lykkedes ham at 
danne en improviseret strikkestige deraf , hvorefter han 
befæstede den til en stærk krog , der sad oppe ved lugen . 
— så , nu ned i kahytten , sagde han og tørrede 
sit svedbedækkede ansigt . 
Pludselig standsede han og så sig tilbage ; det 
forekom ham , som om knækbein begyndte at røre sig . 
Han sagde sig selv , at hvis dette skete og kaptajnen 
så , at han var nede i kælderen , da ville han med 
en vis fornøjelse trække stigen øp , og han ville upåtvivlelig 
falde i sin egen snare . 
Dette målte for enhver pris forhindres . , han 
skyndte sig derfor at slå et forsvarligt ned om knækbein , 
hvorved det umuliggjordes denne at røre et 
lem . 

efter at dette var sket , skyndte han sig ned for ar 
befri greven . 
Denne var imidlertid vågnet til besindelse af det 
bedøvende slag han havde fået i faldet , og modtøg 
sin frelser med en overordentlig glæde . 
Dog , slaget havde været så betydeligt , at han 
ikke var i stand til at rejse sig uden ved Johans 
hjælp . 
Der var derfor intet andet for , end at denne 
måtte tage ham på ryggen , og så godt som muligt 
voltigere op . 
Jøhan pustede og stønnede under sin byrde ; det 
kostede ham anstrengelse « af alle de kræfter han rådede 
over , da opstigningen vanskeliggjordes ved at stigen 
skingrede frem og tilbage . 
Endelig satte ban sin byrde velbeholden på fast 
grund . 
— så , skal vi nu puste et øjeblik , sagde han . 
— ja , men lad det ikke vare for længe , ytrede 
greven ; jeg længes efter at komme børt for at jeg 
hjemme ved ordentlig føde kan komme til kræfter 
igen . 
— vil i ikke først tale et par ord med den gøde 
mand der ? spurgte jøhan og pegede med et hævngerrige 
og megetsigende blik på den endnu magtesløse 
kaptain knækbcin . 
Greven betragtede ham et øjeblik . 
— lad det vente , sagde han med mat stemme ; 

han og jeg tales ved senere . Kom , lad os så vandre 
afsted . 
— ja , bort herfra , her kan ingen trives , mumlede 
Johan med et mørkt blik . 
Niogtyvende kapitel . 
En mystisk billet . 
Det var ikke Nina nok på en ' afgør . nde måde 
at have forstyrret det inderlige forhold imellem Julie 
og Vilhelm . 
Hun pønsede på nye slethcdcr . 
Denne kvinde var i besiddelse af en overordentlig 
stor elasticitet i følelser . Intet var , som vi alt 
have set , helligt for hende ; hun førte i en bestemt 
hensigt en slags krig med samfundet , og de våben 
hun benyttede , vare sådanne , som intet » erfarent eller 
for slciheder fremmed menneske kunne vogte sig for 
eller værge sig imod . 
Hun havde stadig forstået at binde Arthur til sig . 
Den unge mand så i hende sit ideal , som han ved 
sine ivrige stude » ingcr snart ville komme i besiddelse 
af ; hun var for ham den , i hvem han så al sin fremtidige 
lykke koncentreret . 

Amanda havde allerede ved begyndelsen af bekjendtskabef 
med Nina , under tavshedsløfte , fortalt 
denne om det venlige forhold , der eksisterede mellem 
hende og Karl . 
Hun havde lyttet dertil og nøjagtig indpræget 
sig alt . 
Engang havde hun set disse to børn sammen . 
Det var hende nok . Hun kunne ikke tåle at mennefiene 
skulle være lykkelige . 
Vi ville se hvorledes hun bærer sig ad med at 
forhindre det . l 
Karl gik urolig op og ned ad gulvet . Postbudet 
havde bragt et drev , hvis udskrift var til ham . 
Et brev , og til ham , det var en hel begivenhed , 
som han gjorde sig umage for at forstå . Det forekom 
ham endnu forunderligere , da det var en håndskrift , 
der var ham aldeles ubekendt . 
Han gik endnu med det uoabnede brev i hånden , 
uvis om han virkelig skulle løsne seglet . 
Dog , den engang vakte nysgerrighed fejrede . Han 
lukkede det op og læsle : 
„ Elskede ! 
—- hvad behager , udbrød Karl forbavset ; det begynder 
såmæn rart , bare det vil holde ved lige til 
enden 
han læsle videre : 
„ Ja , således vover jeg at kalde dem . De 

„ studser måske , tilmed når de erfarer , at det 
„ er en ung , bly pige . . . 
— nå , jeg kan dog ikke sige af hun er synderlig 
bly , sagde Karl , og læste videre : 
„ . . . . der vover af tilskrive dem således . 
„ Men vær forvisset om , af det udspringer af min 
„ Sjæls inderste . Ak , jeg har set dem så lidt 
„ gå forbi mine vinduer ; jeg har sendt dem hånd „ kys 
og hilsener , men alt er bleven ubesvaret , de 
„ er gået mig kold og følcsløs fordi . Det er 
„ derfor min sidste tilflugt af sk . ive dem til , sige 
„ Dem , hv ' tte dybe og inderlige følelser synet af 
„ Dem har opvakt i mit hjerte . O , foragt mig 
„ ikke , bær over med mig og min rene , inderlige 
„ Kærlighed . 
Deres 
erncstine . “ 
Efterskrift . Hvis de ved læsningen af disse 
linier skulle ønske af tale med den , der bar tilskrevet 
dem , da vil måske en samtale lunde finde sted , 
når de vender ved springvandet på Gammeltorv 
iaften klokken 9 . 
— men er tøsen gal ! råbte Karl leende ; hun 
er jo rasende forelsket i mig . Ja , det er soleklart , forelsket 
er hun nå , glæd dig , Karl , du bliver jo 
en fuldslændig kavaler ; i stedet for en får du to 
kærester 
han tænkte en stund efter . 

— men skal jeg også gå derhen ; det er vist 
neppe rigtigt . Dog jø , jeg er jø en mand , jeg gad 
dog nok se den kvinde , der kan skrive et sådant brev 
til en ubekendt mandsperson , om ikke andet , så for 
at sige hende , at jeg er — forlovetsom 
sagt , så gjort . Da den til mødet bestemte 
tid kom , vandrede Karl afsted , for at træffe den ubekjendfe 
skjsnne . 
Han gik længe frem . og tilbage på det aftalte 
sted , men der kom ingen , og han begyndte derfor 
at tro , at det var en dame der ville have ham tsi 
bedste . Han lavede sig allerede så småt til at gå 
hjem igen . 
Pludselig slog en let damehånd ham på skulderen ; 
han vendte sig hurtig om , og så en tæt tilfloref 
dame stå foran sig . 
— er det Karl ? spurgte en stemme , der søgte 
at gøre sig så blød som mulig . 
— jo det er såmænd , svarede denne rask . 
— ak , hvor jeg har længtes efter dem . 
— så ? sagde Karl smilende . Er de den dame 
der har skrevet mig et brev til ? 
-- ja , jeg må tilstå dej ; er de vred derfor ? 
— nej , det kan jeg just ikke sige , skønt jeg jo 
nok fandt det lidt underligt . 
— o , spot mig ikke , en ren , dyb følelse har 
ledet mig til dette skridt ; jeg kunne ikke andet . 
— de elsker mig viikclig ? spurgte Karl . 
— ja , af mit hele hjerte ; men kom , lad os 

spadsere lidt , man er ellers i stand til at blive opmærksom 
på os . 
— det kan vi gerne ; men jeg begriber ikke , hvor 
den kærlighed kommer fra ? 
— o her mig , og de vil fatie , hvorledes det er 
gået til . Jeg er datter af velhavende forældre , hos 
hvem jeg tilbringer al min tid . Intet øjeblik tabe 
de mig af sigte ; jeg er som faflnaglet til det sted , 
hvor de bo . På grund af en sørgelig historie , som 
jeg skal fortælle dem en anden gang , holder man 
mig aldeles afsvndret fra andre menneskers omgang . 
Det tillades mig ikke at gå et skridt uden ledsagelse . 
— men i aften ? 
— jeg fik overtalt vor gamle , tro tjenestepige 
til at hjælpe mig med at komme bort . Mine forældre 
tro nu , at jeg på grund af en let hovedpine , 
som jeg foregav af lide af , er gået til No . 
— det var urigtigt af dem , sagde Karl . De 
kunne jo ikke vide , hvilket menneske de således betroede 
dem til . 
— å jo , det vidste jeg . Jeg ved , af de er en 
retskaffen og ædel ung mand . . . 
— nok om det — og så ? 
— må jeg ikke tale om dem ? 
— nej , fortæl hellere , hvad der angår dem 
selv , det er ulige interessantere . 
— nu jeg har ikke meget af tilføje , sagde damen 
med en smægtende betoning . På grund af 

denne indespærring , der aldeles nedsløg mig og hæmmede 
min frie åndsreining , følte jeg mig som en 
fangen fugl , der kun var kommen ind i denne skønne , 
vidunderlige verden , for af leve og dø i ensomhed . 
Da så jeg dem , det jublede i mit indre , det var 
som en slemme sagde mig : der er din befrier , han 
vil hjælpe dig . 
— og det stoler de så trygt på ? 
— ja , ja , det gør jeg . 
— det skulle de ikke . 
— hvorfor ? 
— man kan jo ikke vide det — det kunne jo 
være , at jeg ikke svarede til de forventninger og det 
håb , som de sætter til mig . 
— o , det kan ikke være muligt ; de kan ikke 
bringe over deres hjerte at skuffe mig . 
— det just ikke , men . . . 
- men ? 
— sæt nu , at jeg havde en anden ; det vil sige , 
at . . . at jeg . . . 
— ' for guds skyld , tal ikke ud ! 
— ja , da må jeg dog tilstå ærligt og oprigtigt , 
at det ikke kan nytte at de nærer slige følelser for 
mig ; thi jeg er forlovet . 
— gud , hvad siger de , sagte damen netbøiet 
og lagde en overordentlig sorg i stemmen . 
— sandheden helt og holtent ; jeg er , som de 
siger , ærlig , og derfor siger jeg dem det , for ot de 
ikke skal gøre dem nogen illusion . 

— ak , de derøver mig altså alt håb ? 
— ja , kan jeg andet . Alt længe har jeg elsket 
en kvinde , som er smuk og ædel . Hun har lovet at 
vente på mig til jeg bliver selvstændig , og det håber 
jeg skal ikke vare længe . 
— o , hvor de piner mig . 
— trøst dem , der findes mangen mand , som 
vil skatte sig lykkelig ved deres kærlighed . 
— og det kan de sige så koldt , efter at de har 
hørt min tilståelse ? 
— nej , vist ikke ; tværtimod , jeg nærer megen 
deltagelse for dem . 
— behold den , sagde damen bittert ; de støder 
et hjerte tilbage , som elsker dem over alt . Nuvel , 
så lad os skilles ; kun det forlanger jeg af dem , at 
ingen får noget at vide om denne sag . 
- det kan de stols^på . Jeg skal opbevare denne 
samtale i mine skønneste erindringer , som et minde 
om en kær veninde . 
— ak , gid dette forhold døg kunne blive anderledes , 
jeg ville give ti år af mit liv hvis det skete . 
Karl stirrede tankeløst på hende ; denne samtale 
begyndte at tabe fin tillokkelse . Det forekom ham , som 
om damen var alifor emanciperet . 
Han gav derfor intet svar på det sidste spørgsmål . 
— 
nu , så farvel da , sagde damen kort efter , 
og rakte Karl en fin , lille hånd , der skælvede let ; vi 
skal altså aldrig ses mere ? 

— hvem ved , måske . 
Karl greb vendes hånd for at tage afsked , men 
det var som om det lette tryk af denne pludselig virkede 
på ham ; han blev bleg og skælvede af bevægelse . 
— altså , der er dog en udsigt ? 
— javist , javist , sagde Karl tøvende og beholdt 
hendes hånd i sin . 
— lov mig i det mindste et , ytrede damen og lagde 
med særdeles glæde mærke til den forandring , der 
skete med Karl . 
— og det er ? spurgte denne , uden rigtig at være 
sig bevidst . 
- at du engang imellen , - kun engang imellem , 
tilføjede hun skælmsk — spadserer lidt med mig ; det 
vil være mig en lille adspredelse i den ensomme tilværelse 
jeg sører . 
— det skal jeg gerne , søde . . . hvad jeg ville 
sige . . . 
— hvad behager ? 
— jeg indvilger , svarede Karl kort og tog sin 
hånd til sig . 
— tak , sagde damen o , hvor de gør mig 
lykkelig . 
Kort efter skilles dr . 
— jeg har ham ! lo Nina — thi hende var det , 
og skede bort ; han skal inden ret længe blive en kælen 
hyrde . Men nu til greven for at aftale det fornødne . 

tredivte kapitel . 
En god kur . 
Greven lå til sengs hjemme i sin lejlighed . Den 
behandling , han havde lidt , havde aldeles nedbrudt 
hans alt ved overdreven nydelse af forskellige glæder 
undergravede helbred . Dog , indeni dette afkræftede 
legeme boede en sjæl , der higede med en fortærende 
ild efter det mål , som han havde sat sig -- - Julies 
kærlighed . 
Men side om side med denne trivedes en anden 
følelse , der stundom , ifølge de uædle bevæggrunde , der 
altid var den ledende kæde i hans livs mørke færden , 
fik overvægten , nemlig hadet , i dens afskyelige 
tilsidesættelse af alle hensyn til medmennesker ; det 
halsstarrige ubetvingelige had , søm kun kan ende med 
en tilintetgiørelsc . 
Dette had gjaldt især knækbein . 
Ester at han , skønt modstræbende , havde udbetalt 
Johan den akkorderede sum , var der sket en aftale 
mellem dem , hvori Johan forpligtede sig til at hjælpe 
greven med at hævne sig på kaptajnen . 
Neppe havde han bortsjcrnet sig før Nina aflagde 
sit besøg . 
Den gamle tro tjener negtede hende adgang , da 
han mente , at hans herre ikke kunne tåle nogen 
sindsbevægelse . 

men Nina var påståelig og forlangte ivrig at 
komme ind . 
> — nej , vist ikke , svarede tjeneren og rystede på 
hovedet ; det er umuligt at de kan komme ind ; desuden , 
Herren har udtrykkelig befalet , at han ikke vil 
forstyrres . 
— det kan ikke gælde mig . 
— det gælder alle . 
— jeg vil straks føres ind , befalede Nina og stampede 
heftigt i gulvet . 
— jeg tør ikke . 
— du skal , jeg befaler dig det . 
— de har intet her at befale . 
— det skal jeg straks vise dig , tølper ! råbte 
Nina arrigt . 
Hun for henimod døren fil grevens kabinet og 
åbnete den heftigt , men blev pludselig forundret 
slående . 
— men , hvad er dette ! råbte hun ; kommer jeg 
fil en syg ? 
— ja , søm du seer , kære Nina , sagde greven 
med svag slemme . 
— men , min gud , hvorledes er det gået fil , 
hvad fejler du ? 
Nina gik hen fil grevens leje og så deltagende 
på ham . 
— å , det er ikke andet , end at jeg har været 
indespærret i nogen tid i en mørk kælder . 
— er det muligt ! 

— ja , og jeg fik ikke andet end vand og tørt 
brød hver eneste dag . 
— det var ikke synderlig afvekslende ; men hvem 
har vovet . . . ah , politiet måske ? 
— nej , nej . 
— ikke det , men så begriber jeg ikke . . . 
Kort , sagde greven , idet hans ansigt antog et 
skummelt udtryk ; jeg har været genstand foret frækt 
attentat — det er ' inækbein , skurken på nørrcbro , 
der er ophavsmanden til dette ; men lad mig blive 
rask , og du skal se , at hævnen skal komme over hans 
hoved . 
— det uhyre ! — således at mishandle minegen 
kære Greve . Jeg skal gerne hjælpe dig med udførelsen 
— det er jø oprørende . 
- - tak , når tiden kommer skal jeg henvende mig 
til dig , — men for at tale om noget andet , hvorledes 
har Julie , den kære pige det ? 
— o , du kan tro , at jeg har været flink , sagde 
Nina ivrigt . Skynd dig blot at blive rask og hun 
skal flyve i dine arme . 
— ah , det det var jø herligt , ytrede greven , idet 
hans ansigt opklaredes . 
— ja , hun vandrer nu omkring , det stakkels væsen , 
i den tanke , at hendes forlovede studenten har 
havt en forbindelse allerede før han kendte hende , og 
at han er fader . Hahaha , tænk dig , han er fader . 
— men hvorledes har du båret dig ad med at 
lde hende det ind ? 

— å , jeg lavede en hel lille komedie sammen 
med eulalie , hende , som du jo nok kender ; det gik 
herligt og endte med et stort sluiningstablau , hvor « 
Julie , henreven af den er-forlovedes klager over sig 
og sit forladte barn , med rørende stemme gav sit 
minde til at trække sig tilbage . 
— så er hun nu aldeles fri ? 
— nej , ikke aldeles . Jeg mente , at forholdet 
mellem hende og Vilhelm burde bestå en kort tid endnu , 
for at hun , ved stadig at have den tanke for øje , at 
han elsker en anden , kunne få mere og mere afsky 
for ham . 
— meget godt , meget godt , kære Nina . Å , 
du ved ikke , hvor denne efterretning gør mig lykkelig . 
- virkelig ? 
— ja , denne kvinde har tilføjet mit hjerte et 
sår , som kun hun kan læge . 
— du er altså rigtig forelsket ? 
- ja . 
— det troede jeg dog ikke . 
— hvorfor det ? 
— jeg antog , at det kun var noget , du sådan 
havde sat dig i hovedet . 
— hvor vil du hen , pigebarn ; nej , jeg er overordentlig 
forelsket i hende . 
— nå , således . 
— og i > l bevis derpå , så beder jeg dig om at 
sørge for , at jeg snarest mulig får en sammenkomst 
med hende . 

— jeg skal gøre mit bedste . 
— hvørnår antager du ? jeg brænder af længsel 
derefter , forsikrer jeg dig . 
— lad se , sagde Nina og tænkte efter . Om et 
par dage . 
— så sent ; jeg kan ikke udhølde at vente så længe , 
det må være før . Hvør antager du at det 
kan tie ; hos mig ? 
— nej , gudbevares , svarede Nina med dydig indignatiøn ; 
det går ikke an . 
— men hvør da ? 
— vi kan jø før trempel gå en tur ud på 
Frederiksberg . 
- prægtigt . 
— du kommer os i møde , hilser på mig og så 
på din h erterdame . Efter nogen ligegyltig tale om 
meget almindelige ting går vi over til mere interessante 
emner ; jeg fortæller dig , hvor ulykkelig min 
inderlig elskede veninde er , og du tager da strar anledning 
til , søm den medfølende sjæl , at trøste og 
husvale den stakkels jomfru . 
— det er rigtigt , således må det være , smilede 
greven ; det går nok , det kan ikke være andet . 
— efter ben dag går vi naturligvis ofte ture 
sammen , tilføjede Nina leende , og så — ja så overlades 
resten til dig , hahaha ! 
— det kan du ganske rolig , du skælm . 
— men det er sandt , sagde Nina , jeg har en anden 
sag på hjertet . 

— nå , kom da frem med den ; efter den efterretning 
du har bragt mig , er jeg særdeles oplagt til 
at høre dig . 
— det er nemlig om mine småudgiffer , jeg ville 
tale med dig . 
- — ah , således . 
— ja , jeg har ikke haft så få , og jeg ville 
derfor . . . 
— her er neglen til sekretæren — tag en rulle , 
den indeholder 50 rigsdaler , er du tilfreds dermed ? 
— ja , sagde Nina nølende ; desuden , vi kan jø 
senere opgøre regningen . 
— det kan vi , du gavstrik , men tag nu ikke 
mere end en rulle 
- nej , det skal jeg ikke , forsikrede Nina ivrigt , 
og lød en anden lille rulle følge med den første ned i 
kjolelommcn . 
— hvorledes går det med din forlovede ? 
— å . lo Nina og blev særdeles venlig ; han er 
stadig lige troskyldig og lige forelsket . 
— lykkelige pigebarn , at vide sig således tilbedet . 
— ti stille med det , grinede hun ; når man har 
sådanne venner som dig , så sætter man ikke stor 
pris på sligt et tossehoved . 
— hahaha ! Han er såmænd godt kørende . Det 
gør mig næsten ondt for den unge mand . 
—- nu bliver du nok medlidende , min kære Greve , 
svarede Nina leende . Men jeg seer det er sent , jeg 
vil nu anbefale mig . 

— når kommer du igen ? 
— i morgen . 
— lad gå . 
Dermed gik hun . 
Enogtredivte kapitel . 
Fortvivlelse . 
Efter at Julie , som vi have set , med blødende 
hjerte havde givet afkald på forbindelsen med Vilhelm , 
var det hende som om al den glæde og lykke 
hun troede at finde , var aldeles tilintetgjort , 
da hun kom ind på sit værelse faldt hun på 
sine knæ og bad en inderlig og brændende vøn til 
gud , om styrke til at bære al den sorg der mødte ' 
hende . 
Tårerne randt rigelig ned ad de blege kinder , 
og fortvivlelsen malede i hendes træk al den kval 
hun led . 
Hvad skulle hun gøre ? Hun vidste det ej selv . 
Kunne hun vel være sammen med Vilhelm , uden at 
hele hendes væsen røbede , at hun vidste han var falsk . 
Nej , det kunne hun ikke ; ak , at delte ubesindige 
løfte skulle binde hendes læber . 

hun følte , at det ville være hende aldeles umuligt 
at tale med ham , uden at det måtte komme til en 
forklaring , uden at hun af sit fulde hjerte måtte sige 
ham , at han ikke længer behøvede at hykle venlige følelser 
for hende . 
Men dette måtte foreløbig undgås ; hun havde 
givet sit ord , og det var hende helligt . 
Så måske også en dag han selv ville komme 
og sige hende det ; i sandhed , hun ville være ham taknemlig 
derfor ; thi det måtte jo ske , og så hellere 
ham end hende . 
— o gud , sukkede hun fortvivlet ; hør mig og 
jevn med fredelig mildhed vejen for mig . Du , uden 
hvis minde ikke en spurv falder til jorden , du kender 
mit stakkels hjerte og ved , hvor inderligt jeg hænger 
ved ham , send en lindrende stråle fra din himmel 
og lad den lyse således , at alt kan klares uden 
atlfor stor smerte . 
Det var som bønnen gav hende mod . Hun rejste 
sig fattet , og gik ind i det tilstødende værelse . 
Idetsamme kom Amanda ilende ind . 
— fader vil gerne tale med dig , kære Julie , 
sagde hun ; skynd dig ind til ham , han har vist noget 
godt at meddele dig . 
— mig ? spurgte Julie tvivlende . 
— ja dig , hvorfor ikke ? Du seer således ud , 
som øm du troede , at der intet lykkeligt kunne hænde 
dig . 
Julie rystede bedrøvet på hovedet , idet hun sagde : 

— ak , vist ikke megen . 
— gå dog derind , det kunne måske alligevel 
være muligt . 
— nu , jeg vil gøre som du beder om . 
Svendsen sad inde i sit værelse , sysselsat med at 
skrive nogle breve , da Julie trådte ind til ham . 
- men hvad er beder i vejen , mit kære barn ? 
Sagde han og betragtede forbavset ben bleghed , der var 
udbredt over Julies ansigt . 
— intet , fader , intet , svarede hun hurtigt ; lun 
en lille upasselighed , som snart vil gå over . 
-- du går bestemt og sørger over noget , sagde 
Svendsen deltagende . Jeg har stiltiende lagt mærke 
til dig i fl-re dage og har stadig mødt det samme 
sørgmodige ansigt . 
— læg dig blot ikke det på hjerte , jeg vil snart 
atter blive din glade , muntre Julie . 
— nå , jeg vil ikke trænge ind på dig , men 
derimod meddele dig en sag , som måske atter kan 
briNge N ' odme på diNe kiNder . 
— og det er ? 
— noget om Vilhelm . 
— om Vilhelm , sagde Julie og fik tårer i 
øjnene . 
— ja , men hvad seer jeg , tårer , hvad skal det 
betyde , Julie ? 
Julie tav og slog øjnene ned . 
— du svarer mig ikke , er i måske vrede på 
hinanden ? 

— nej , nej , men bed mig ikke om en forklaring , 
lad en lille tid gå og du skal få alt at vide . 
— ja , men dermed kan jeg virkelig ikke slå mig 
tiltåls , husk at jeg er dig i faders sted , og holder 
så meget af dig , at jeg ikke kan tåle , at der går 
dig noget imod . 
— o , jeg ville jo gerne betro dig alt , kære , 
gode fader , men det er umuligt for øjeblikket ; jeg har 
lovet højt og hellig at skulle tie , og et sligt løfte ved 
jeg du selv ville holde . 
-- det kom døg an på — nå , men siden du 
ikke vil ud med sproget , så . . . 
Så vil du meddele mig , hvorfor du kaldte 
mig herind , ikke sandt , lille fader ? 
— ja , men det er snart fortalt . Jeg har her 
fået et brev fra en ben ovre på fycn , som er præst , 
af han på grund af sin alder seer sig nødsaget til af 
antage en medhjælper , som kan assistere ham ved hans 
forretninger , og da han har hørt tale om , af Vilhelm 
er hos mig og har studeret tteologi , så vil han 
magt det så , af han kan komme derover , hvis han 
ellers har lyst , og . . . 
— nu videre ? 
— og så vil jeg spørge dig , om du vil følge 
med derover som hans hustru ? 
Det gav et sæt i Julie ; hun blev så bleg som 
et lig og styrtede om på gulvet uden af give rn lyd 
fra sig . 

ængstelig løfteve Svendsen hende op , idet han 
udbrød : 
— men kære , velsignede barn , hvad fattes dig ! 
O gud , du vil da ikke dø fra mig ; — mit gamle 
hjerte har knyttet sig til dig , som om du var mit 
eget barn ; . . . men så luk dog dit venlige øje op , 
af jeg kan se , af du lever ; . . . o nej , du er så 
bleg som døven , vil du således drage bon fra din 
gamle fover ! 
Svendsen greb hendes hånd , den var kold som 
is , og åndedrættet var næppe mærkeligt . 
Der blev nu hurtigt sendt bud efter en læge , 
som , da han havde undersøgt Julie , underrettede de 
tilstedeværende om , at hun var blevet ramt af el slagtilfælde , 
som ville gøre det tvivlsomt , om hun nogensinde 
ville blive rask igen . 
Der blev nu et sorgens hus ; thi Julie var ristet 
og afholdt af alle . * 
Vilhelm , som var kommet hjem kort efter at det 
sørgelige tilfælde skete , var aldeles utrøstelig . Han 
knælede ængstelig opmærksom ved hendes leje for om 
mulig at opdage noget livstegn hos den elskede . 
Pludselig rejste Julie sig med en overordentlig 
kraff overrende i sengen . Hendes øjne stirrede forvildet 
ud i rummet . 
— ja , ja . . . hviskedee hun i afbrudte sætninger , 
det var ham . . . hans barn , en lysets engel , — 
men moderen , uh ! en hæslig ' kvinde . . . hun har 
lokket , — smigret ham , jeg kunne se vet , o gud ! 

— hvorledes har du det , kære Julie ? spurgte 
Vilhelm ængstelig . 
— min tud , denne stemme , hviskedee Julie pen 
for sig ; men falsk er den — lumsk , indsmigrende , den 
stjæler sig ind i hjertet . . . men han skal ikke se , at 
jeg elsker ham — nej , aldrig , aldrig . . . kold som 
is skal jeg være , . . . ak , en forspildt fremtid , — et 
sønderknust hjerte har jeg tilbage . . . 
Således lå den ulykkelige Julie i nogen tid 
og fantaserede , indtil endelig trætheden overmandede 
hende og gav hende den nødvendige No . 
— man udtalte sig i forskellige retninger , om 
hvad der kunne være anledning til Julies pludselige 
sygdom . Det forekom Svendsen aldeles umuligt , at 
det kunne være den efferretning , han havde meddelt 
hende , der kunne være den virkende årsag . 
Vilhelms tanker gik i en anden retning . Han 
havde ligesom en anelse om at Julie enten ikke elskede 
ham mere , eller også — hvad der var ham en ligeså 
pinlig tanke — havde lyliet til en eller anden 
ondskabsfuld bazvadsker , der havde fortalt slerheder 
om ham , som den rene , uskyldige pige måtte afsky . 
Han kom , uden at vide det , sandheden nær , som 
han snart erfarede . 
Amanda var ligeledes meget bedrøvet over Julies 
sygdom . 
Hun stod længe tankefuld og betragtede den kære 
veninde , der kort forinden havde færdedes med hende 

i deres lille verden og nu lå kold og bleg , som ville 
hun aldrig øpvågne mere . 
Da randt hende den samtale i hu , som hun 
havde hsrt imellem Nina og Julie . 
— ja , det kan ikke være andet , tænkte hun ; det 
må være den egentlige grund , men det må ikke 
gå således . 
Hun gik hen til Vilhelm og trak ham til side . 
— hør mig , sagde hun ; jeg har noget meget vigtigt 
at sige dem . 
Vilhelm vendte sig lun modstræbende bort fra 
Julie . 
— vil de oprigtigt og ærligt svare mig på et 
spørgsmål ? 
- ja , men . . . 
— del skeer før Julies skyld . 
— spørg , og jeg skal svare . 
— de vil måske finde det vel drisiigt af en ung 
pige , som mig , men del må frem . 
-- nej , nej , sig mig blot hvad det er . 
- jeg ville spørge dem , hviskedee Amanda rødmende , 
øm de nogensinde før de kom til at kende 
Julie , har været forlovet ? 
— nej , det har jeg ikke ; men hvorfor ? 
— det er bleven fortalt Julie således . 
— af hvem , hvo har været så sket ? 
— lov mig , hvad de end erfarer , at fortie , at 
jeg har meddelt dem det . 

— ja , det lover jeg . 
— nu vel , det bar Nina sagt . 
— Nina ? 
— ja , Nina . 
— det kan ikke være muligt , sagde Vilhelm hovedrystende . 
— 
da forholder det sig dog således , — jeg har 
selv hørt det . 
— skrækkeligt , udbrød Vilhelm ; det anede mig , 
at denne kvinde var falsk . 
— ja , det er hun , det er jeg sikker på ; thi de 
lyver vist ikke . 
— nej , del gør jeg ikke ; jeg elsker Julie alt for 
højt , til at jeg skulle have øje for nøgen anden kvinde . 
O , jeg skal drage hende til regnskab ; her i alles nærværelsæ , 
skal hun bekende , at det er et skændigt opspind , 
som kun har haft ril hensigt at skille Julie og 
mig ad . 
— for guds skyld , bland ikke mig i dette ; jeg 
har kun sagt dem , hvad jeg har børt . 
— vær rolig for det , lille Amanda ; men sig mig 
alt ; lad mig få at vide , hvad hun har sagt til 
Julie . 
— ja , men på den betingelse , at de går 
lempelig tilværks — det kan drage følger efter sig , 
som jeg ikke vil have på min samvittighed . 
— ja , ja , sagde Vilhelm smerteligt , jeg skal gå 
lempelig tilværks , — hun fortjener et overordentlig 
hensyn , denne kvinde . 

— bær blot besindig — husk , at hun er forlovet 
med min Broder , og han ville blive meget ulykkelig , 
hvis det kom til et brud , som jo naturlig måtte blive 
følgen , hvis det blev bekendt , at Nina havde været 
så slet . 
— godt , jeg skal være besindig , som de siger , 
skjøndt det vil koste mig overvindelse ; men hun skal 
døg have at vide , at jeg kender hendes nedrighed . 
Fortæl mig så , hvorledes det skete , 
— det var en aften , vi sad alle tre alene , at 
Nina pludselig lod falde nogle tvetydige ord og derefter 
skrev noget til Julie på et stykke papir , som 
Julie bestyrtet læste . Hun bad strar om en forklaring , 
som Nina lovede at ville give hende . De gik da ind 
i et tilstedende værelse , hvor hun fortalte Julie , at 
de var hende utro , at de havde en anden forlovet , 
som . . . 
— skammeligt ! råbte Vilhelm og stampede harmfuld 
i gulvet . 
— tys , tys , Julie kunne vågne . 
— o , det er sandt . Nå , hvad hed denne kvinde 
som hun titulerede som min forlovede ? 
— Eulalia . 
— gud , skal da denne flette kvinde atter stille 
sig i vejen for mig . 
— de kender hende altså ? 
— javist , nej , nej , det vil sige . . . 
— ak , det er altså dog sandt , udbrød Amanda 
førgsuld . 

— nej , nej , jeg besværger dem , tro ikke noget 
flet om mig . 
— men de kender dog denne kvinde ? 
— ja desværre , men det var kup en eneste gang , 
at jeg var i hendes selskab , rigtignok under omstændigheder , 
som . . . 
— godt , jeg vil ikke høre mere , afbrød Amanda 
ham . Stakkels , ulykkelige Julie . 
— men lad mig sige dem . . . 
Videre kom Vilhelm ikke . Amanda tilkastede ham 
et alvorligt blik og gik hurtig bort . , 
— er da alle mennesker som sorhexede af denne 
flette kvinde ! udbrød Vilhelm heftigt ; men bliv , min 
tid kommer også . 
Han vendte sig om til Julie og hans ophidsede 
træk formilbedes uvilkårlig ved synet af hendes 
blege , lidende ansigt . 
— også du , kære , enzlemildc væsen , kunne 
tvivle om mig og lytte til , hvad en falsk og ond kvinde 
tilhviskedee dig ; o , vidste du , hvor fast dit billede 
sidder i mit hjerte , og hvor det banker ved syne » af 
dig , du elskede , da ville al tvivl svinde bort af din 
rene sjæl og en inderlig kærlighed kunne atter knytte 
os til hinanden . Men hvor går jeg hen før at søge 
råd i denne ulykke ? 
Han grundede en kørt tid . 
— ja , således skal det være , sagde han hen før 
sig ; Svendsen , der er så god og overbærende mod 
fine medmennesker ' skal hjælpe mig . Han harjo viist , 

at han nærer venskab før Julie og mig og at han kun 
vil vort vel - ban er den Nette , den eneste til hvem 
jeg bør henvende mig . 
Toogtredivte kapitel . 
En opdagelse . 
Greven ilede med længsel til det aftalte sted dagen 
efter samtalen med Nina 
skføndt han endnu ikke var tilstrækkelig helbredet 
ester indespærringen , så havde dog udsigten til at 
træffe sammen med Julie således give » ham kurage , 
at han tilsyneladende strålede af sundhed . 
Han gik længe omkring , betragtede ivrigt de forbigående , 
før om muligt al opdage de to damer han 
ventede . , 
men han kunne længe nok vente , der kom ingen . 
Tilsidst blev han da utålmødig og mumlede imellem 
tænverne : 
- men hvor Pokker blive de dog af , de dejlige 
pigebørn , - hm ! jeg kan da aldrig iro , at Nina 
har i sinde at gøre nar ad mig . 
Han begyndte igen ærgerlig sine observationer . 

endelig så han et fruentimmer nærme sig søm 
lignede Nina . 
Han ilede hen til hende og denne gang havde han 
held med sig , det var virkelig Nina . 
— hvad skal det betyde , råbte han ivrigt ; du 
kommer alene . 
— ja , desværre , sukkede Nina og satte et overordentlig 
melankolsk ansigt op . 
— men hvorfor ? 
— jeg kan intet gøre derfor , Julie . . . 
— bil du gøre nar ad mig eller binde mig en 
historie på ærmet ? 
— nej , hvor kan du tro sligt øm din egen rare 
Nina . 
— ja , men så begriber jeg ikke , — jeg har nu 
gået og vente » i en langsommelig tid . 
— sagen er den , at Julie er bleven syg . . . 
— syg ? Av , det var en flem historie . 
— ja , ixkc alene det ; men der er noget , der er 
endnu værre . 
— hvorledes ? 
— man har opdaget den komedie , jeg i forening 
med Eulalia har spillet for Julie . 
— er det muligt , ytrede greven og få Nina 
skarpt i ansigtet . 
-- ja , svarede denne med et skuldertræk . En 
ung pige , min kjærcstcs søster , har set letlighed ril 
mig uafvidende , at belure den samtale , hvori jeg meddelte 
Julie Vilhelms utroskab . Hun har indtil i går 

bevar « sin hemmelighed ; da Julie , efter en samtale 
med sin pleirfader , blev syg , så kunne hun ikke bare 
sig længer , men meddelte det hele til studenten , som 
naturligvis var færdig at flyve i flint ved at høre 
d « . Han gik da ind til plejefaderen og fortalte ham , 
hvad han havde hørt , hvorpå denne i dydig indignation 
korsede sig og sendte bud efter Eulalia , so » kort 
efter indfandt sig . 
— så er altså hele planen gået i vaflen , 
råbte greven ærgerlig . 
— trøst dig , det kan blive godt endnu — vær 
vis på , at jeg skal gøre mit bedste ; men hør videre 
kære Greve . 
— det kan være det samme ! råbte greven 
heftigt og stampede ærgerlig i jorden ; jeg flænker dig 
resten af denne historie . 
— jo , hør mig kun til ende , og så ville vi i 
forening lægge vore hoveder i blød , for at udklække 
en plan , som skal være den sidste og afgørende . 
— nu da , lad høre . 
— jeg kom noget efter hjem og anede intet af 
hvad der var sket , for der kommer bud , at jeg strar 
skal indfinde mig hos Julies pleicfadrr . Det blev udtalt 
som en befaling , og jeg ilede derfor strar ind til 
vam . Nu fik jeg øjnene op for hvad der ventede ; 
den første jeg så var Eulalia , der stod ængstelig 
med nedslåede øjne midt på gulvet . Svendsen og 
Vilhelm tilkastede mig et blik , som tilstrækkelig sagde 
mig , at jeg måtte bruge al min evne til at forstille 

mig , da jeg ellers ville have udspillet min rolle der 
i huset . 
— som sagt , vedblev Nina ; jeg lod som jeg ikke 
så disse mørke øjekast , men trådte smilende og 
glad ind . 
— nå , er de der , sagde Svendsen strengt ; kender 
de dette fruentimmer ? 
Han pegede med en foragtelig mine^på Eulalia . 
— jo , jo , sagde jeg tøvende ; det vil sige af 
anseelse . 
— ellers ikke ? 
— nej , det forsikrer jeg højt og helligt , svarede keg . 
— det er usandhed , for Vilhelm imod mig med 
et lynende blik ; de har lejet denne kvinde , for at 
hun skulle foregive , at jeg var hendes kæreste og derved 
stille en skranke mellem Julie og mig . 
— er det sandt ? Gentag det , sagde Svendsen 
henvendt til Eulalia . 
— ja , således er det , svarede hun sg teede sig 
overordentlig ydmyg . 
— jeg er så oprørt over hendes lumskhed , at 
jeg i det øjeblik kunne have haft sind til at rive 
øjnene ud af hovedet på hende . 
— skynd dig , Nina , afbrød greven hende meget 
heftig ; jeg interesserer mig kun lidt for alt det andet , 
nu da jeg . . . 
— nå , jeg lagde bånd på mine følelser så 
godt som muligt og høne derefter med nedslåede øjne 
på en lang sparlagensprædikcn af Julies plejefader , 

som foreholdt mig det mageløs skammelige , jeg havde 
begået , hvorpå han spurgte mig , om jeg havde noget 
at anføre , der kunne tale til min undskyldning . 
— ja , svarede jeg og hævede mit blik , som jeg 
rolig fæstede på de tilstedeværende . 
-- lad børe , sagde Svendsen ; men jeg tror næppe 
at det er muligt . 
— jeg havde strar en historie på rede hånd , 
som du endelig må gøre mig den tjeneste at høre . 
Du vil deraf se , at din egen lille Nina ikke er så 
losset endda . 
- - så for Pokker , udbrød greven ; er der mere 
endnu . Se hellere at opfylde det løfte , du har givet 
mig . 
— siden . . . blot tålmodighed , så lykkes det , 
og du skal se , du vil blive den lykkeligste mand under 
solen . 
— tålmodighed , siger du . Når du vidste 
hvorledes jeg er optaget af hende , hvor nødvendig hun , 
er bleven for mit hjerte ; jeg har så aldeles gjort mig 
fortrolig med den tanke , at komme i besiddelse af det 
smukke pigebarn . 
— det tror jeg så gerne , du gavstrik ; men 
desuagtet siger jeg dog — tålmodighed . Dog , hør 
nu , hvorledes jeg bar mig ad med at rede mig ud af 
den fatale historie . 
— jeg hører . 
— jeg fortalte dem da , at jeg havre gået en 

anden kvindes ærinde , en kvinde , som elskede Vilhelm 
med raseri og ikke kunne leve uden ham . 
— nu blev Vilhelm strar nysgerrig , og spurgte 
hvad hun hed og hvem det var . 
— jeg spurgte da , om han erindrede den aften , 
da han var i selskab hos Fru lund ude på Vesterbro . 
— han rødmede forlegen og var synlig utilpas 
ved dette spørgsmål . 
— derude var det , vedblev jeg , al denne kvinde 
havde seer ham og var bleven så henreven ved synet 
af ham , at da hun kort efter havde » all med mig , betroede 
hun mig sit hjertes dybe lidenskab , mev det tilførende , 
at hvis hun ikke kunne vinde hans gjenkærlighcd , 
da ville hun ikke leve længer ; thi livet havde 
da ingen glæde mere før hende . 
— jeg vidste , tilføjede jeg , at Vilhelm var forløvel , 
men desuagtet løvede jeg at stå hende bi i hendes 
bestræbelser før al vinde den elskede . Jeg tænkte 
søm så , a « hvis Vilhelms og Julies kærlighed var 
ægte , da ville en mulig hindring før deres følelser 
ikke ramme dem hårdt , og på den anden side ville 
deres kærlighed ved denne hindring vøre endnu mere . 
Ak , tilgiv mig , at jeg lød mig benrive til medlidenhed ; 
denne kvinde var , øm end ikke ganske fri før denne 
verdens synder og udskejelser , dog i sine følelser før 
Vilhelm ren og uplettet . Dr ved , sagde jeg , hvorledes 
jeg bar mig ad ; jeg indrømmer , det var ikke nogen 
smuk eller rigtig måde , men jeg vidste ingen anden . 
— nej , det skal gud vide , svarede Svendsen , idet 

han dog blev lidt mildere stemt ved min fortælling ; 
det koster måske min kære Julie livet . 
— gud , hvad siger de , svarede jeg , og lod et par 
tårer på en rørende måde trille ned ad kinderne . 
— nu , jeg vil håbe til Vorherre , at del ikke 
skeer , thi ellers . . . , eller- vil jeg komme nl at habe 
dem . De har da givet mit gamle hjerte nådestødek . 
— men denne kvindes navn ? spurgte Vilhelm 
med oprørt stemme . 
— jeg betænkte mig et øjeblik , thi sandt at sige , 
så havde jeg tabt tråden i historien . 
— svar , hvem var denne kvinde ? spurgte Svendsen ; 
sig del hurtigt . 
— denne kvinde , jom . . . 
— ja , netop , pirede Vilhelm heftig , . 
— skån mig for al sige hendes navn . 
— nej , efter at de har tilføje « os en sådan 
smerte have vi et retfærdigt krav på ai få at vide . 
Hvem der har værer ben egentlige anledning dertil . 
— jeg sik pludselig en lys ide som jeg øjeblikkelig 
udførte . 
— der står hun , sagde jeg og pegede på 
Eulalia , hvem jeg i det samme sendte et betegnende blikhun 
fattede øjeblikkelig min tanke og gik aldeles 
op i sin rolle . 
— hende ? spurgte Vilhelm og veg et par skridt 
tilbage . 
— ja , mig , svarede Eulalia med godt forstilt 
følelse . Tilgiv mig . elskelige Vilhelm , at jeg , en lastværdig 

kvinde , har vovet at nære slige følelser før 
dem . Ak , tilgiv mig , de er så smuk at jeg ikke 
kunne andet . 
— hun faldt nu på knæ og hævede sit af tårer 
badede ansigt øp imod ham . 
— vig bort fra mig , afskyelige fruentimmer ! 
Råbte Vilhelm , idet hans ansigt udtrykte den mest 
levende foragt . 
— Eulalia lod som om hun blev aldeles overvældet 
af denne behandlingsmåde , og faldt i en meget 
nobel besvimelse . 
— Svendsen stod med korslagte arme og betragtede 
denne scene , endelig vendte han sig til mig og 
sagde bittert : 
— det glæder dem , ikke sandt , at have bragt 
ulykken ind i en fredelig og stille familie ? 
O , hvor kan de tro sligt , udbrød jeg med 
dydig indignation ; feg ved , at ieg har forsyndet mig 
hårdt , både mod Julie , Vilhelm og mod dem ; men 
de er alt for ædel til at ville hævne dem på mig . 
O gud , jeg beder på mine knæ om tilgivelse . 
— ja , de har net , svarede han ; jeg vil ikke 
hævne denne ulykke ; jeg vil gøre mig umage før at 
tro , at de har ladet dem lede af deres altsør 
støre medfølelse ; — men , tilføjede han , den plads 
de havde vundet i mit hjerte vinder de aldrig tilbage . 
Lad nu denne sørgelige begivenhed blive en hemmelighed 
imellem os , kun Julie må erfare den , når hun 
atter vinder kræfter nok dertil . 

— men Arthur ? vovede jeg at sige . 
Også han må intet få at vide . Jeg 
kender ham så godt at jeg ved , at han øjeblikkelig 
ville hæve forbindelsen med dem , sijøndt han vistnok 
gjorde det med et blødende hjerte . 
— hvilken ulykke , ak , hvor jeg også har handlet 
flet ! udbrød jeg . 
— ja , det har de ; jeg tror ikke deres hjerte 
er ondt , men vogt dem for nogensinde alter al indlade 
dem på flige uhyggelige historier . 
— det kan du da nok lænke jeg lovede , tilføjede 
Nina og klyngede sig til grevens arxn ; ovenpå den 
fvrflrcekkelsc gik jeg til No , og nu er jeg her for i 
forening med dig at udklække en ny plan , hvorved 
det bliver dig muligt al få dir brændende ønske 
opfyldt . 
— ja , hvad er der at gøre , hun er jo syg . 
— å , hun kommer sig snart , af den forskrækkelse ; 
man dør da ikke af sådan en smule forstyrret kærlighed . 
Medens 
denne samtale havde sundet sted imellem 
Nina og greven , vare de vandrede ind i frederiksberghave , 
hvor de mere uforstyrrede kunne konversere 
om deres planer . 
De nedlode sig på en af de mest afsidesliggende 

bænke , og vare kort efter indviklede i en meget dybsindig 
passiar . 
De havde siddet nøgen tid , da pludselig en ung 
mand muntert nynnende kom spadserende henimod 
dem . 
Han standsede og betragtede de to med vverordem 
lig forbavselse . 
Ved synet af ham blev Nina meget bleg og 
mumlede : 
- artbur ! 
— så for satan ! nu er nok fanden los ! sagde 
greven og vendte hovedet til den anden side . 
Den unge mand nærmede sig endelig så bleg som 
et lig , og genstand for den heftigste bevægelse . 
— er det virkelig dig , Nina ? spurgte ban med 
skælvende stemme . 
Hun svarede ikke , men stirrede ivrigt ned imod 
jorden . 
— er det virkelig dig , Nina ? gentog Arthur 
atter , idet hans ansigt antog et truende præg . Du 
bedrager mig aliså alligevel ? 
Nina gav intet svar — hun var bleven aldeles 
overrasket ved Arthurs komme . 
Arthur blev end mere ophidset ved denne tavshed ; 
han føer hen imod greven og slog med sin stok 
hatten af hovedet på bam , idet han rasende , råbt < : 
— men hvem er de da , min herre ? „ 
— hvad behager ! brølede denne og føer op ' af 
bænken , indtagende en truende stilling 

— o gud , mumlede Arthur ved at se grevens 
ansigt ; det er ham — ham som hun besøgte . 
— jeg spørger ! råbte greven med et lynende 
øjekast , hvad denne behandlingsmåde skal betyde ? 
Skal man også være udsat for overfald ved bøilys 
dag . 
— ja , leg skal overfalde dig , skurk ! skreg Arthur , 
og hævede stokken for at bibringe greven et 
nyt slag . 
— er de gal , menneske ! råbte greven og sprang 
til side ; vil de have mit ur og mine penge ? Nuvel , 
dem skal de få ; men gå deres vej , jeg vil 
have medlidenhed med dem , — de er meget ung . 
- nej , jeg er ingen stratenrøver ; men jeg vil 
vide hvorledes de er kommen i denne dames selskab ; 
hører de ! Jeg vil vide det , thi denne dame er min 
forlovede . 
— hahaha ! flap det derud ! Derfor behøver de 
ikke at tage så hidsig på veje , unge brushoved , det 
er gået aldeles naturligt tisk . 
— nu , forklar dem . 
— denne dame sad alene beder på bænken før 
jeg kom . Jeg syntes pladsen så så indbydende ud 
» g satte mig , med deres tilladelse , på samme bænk , 
da feg svævede i den tro , at haven og hvad deri 
findes , er tilgængelig for alle ; men jeg seer nu , at jeg 
har taget fejl . 
Arthur stød tvivlrådig ved denne naturlige forklaring . 


han så først på greven og derefter på Nina , 
som endnu sad med blikket stift fæstet på jorden . 
— og hvad siger du dertil , Nina ? spurgte Arthur 
endelig , idet hans stemme blev blødere . 
— jeg har intet at svare dig her , sagde hun 
blidt , og tilkastede greven et fremmed blik . 
— så kom og led os gå . 
— ja , lad os det , kære Arthur , svarede Nina og 
fulgte med ham . 
— hahaha ! lo greven , efter at de vare gåde ; 
det var nok Ninas skærmbrædt , — en rask knægt er 
han , det må jeg tilstå . 
— men hvorledes gik det til , at du kom alene 
her i haven ? spurgte Arthur , da de vare komne et 
stykke bort fra greven . 
— af , jeg ved ikke selv , svarede Nina og klyngede 
sig med inderlighed op til ham . Jeg sad hjemme og 
længtes efter dig , der var en sådan underlig uro udbredt 
over mig — og så . . . så tyede jeg herud , i 
den friske , dejlige natur , for rigtig at tænke på dig 
og på vor — kærlighed 
— forholder det sig virkelig således ? 
— hvor kan du tvivle ? 
— kendte du flet ikke noget til den herre , som 
sad ved siden af dig ? 
— nej , ikke det allermindsle . 
— i talte døg med hinanden . 

— ja , han fortalte mig , at han søgte ensomhed , 
fordi han havde mistet sin hustru , som han elskede 
vverordemlig højt . 
— jeg synes døg ikke at han så så bedrevet ud . 
— o , slå nu blot de tanker ud af hovedet , 
kære Arthur , du må sket ikke spekulere mere der » 
Over , jeg er og bliver jø dog din egen lille Nina , ikke 
sandt ? 
— jo , jø , det er du , det ved du kun alt for 
godt , men kan du da fortænke mig i at jeg bliver 
skinsyg ? , 
— nej , det gør jeg heller ikke ; det er mig netop 
et bevis på , hvor inderlige dine følelser er for 
mig . 
— godt , men vær nu ærlig , tilstå at du kendte 
denne herre ? 
— nej , nej , jeg kendte ham ikke ; det var , som 
du selv hørte , aldeles tilfældig — jeg har aldrig set 
delte menneske for mine øjne . 
— nu , jeg vil tro dig , kære , velsignede Nina . 
Det er mig aldeles umuligt at tænke sket om dig ; så 
jeg vil kaste cl glemselens slør over denne begivenhed . 
— ja , lad os de « , søde Arthur , og være lykkelige 
ved vor kærlighed . 
Nina kastede et hjerteknusende blik på Arthur , 
hvilket satte kronen på forsoningen . 

treogtredivte kapitel . 
Brand ! Brand ! 
Da greven havde sundet sig lidt efter scenen med 
Arthur skyndte han sig afsted , for at komme hjem . 
Men det var bestemt , som om denne dag i sit 
skssd skulle bæere lutter skuffelser og ulykker før ham . 
Inden han var kommet hjem var det blevet merkt . 
Himlen var efterhånden bleven overtrukken med mørke 
skyer , der truede med at sprede sit indhold ud over 
den af dagens hede tørre jord . 
Han ilede som sagt hurtigt afsted , før at undgå 
regnen . 
Hvis han havde givet sig tid til at se sig om , 
ville han have opdaget nogle mørke skikkelser , der 
sneg sig rundt om hans bolig . 
Ved synet af ham trak disse sig hurtigt tilbage , 
idet den ene , som lod til at være den befalende , 
mumlede : 
— afsted , hurtigt folk , der kommer manden , han 
må ikke få øje på os , han var da i stand til at 
lugte lunten . 
— hør kaptajn , hvornår skal det gå løs ? 
Spurgte en af de andre - en mørk , skummel udseende 
skikkelse . 
— giv tid , svarede denne ; men mærk jer det 
folk , vi må lægge godt til ildstedet , hvis vi skal 
have fornøjelse deraf . 

— vær rolig før det , vi skulle nok lyse op i papirerne . 
Man 
trak sig tilbage i en nærliggende port før 
at holde rådslagning . 
— ere vi her alle ? spurgte stnækbein og så sig 
omkring ved hjælp af en lille håndlygte , som han 
bar i en nem , han havde om livet . 
— ja , her er jeg ! svarede en stemme , der var 
hæs og skælvende 
— hvem ? spurgte knækbein og så studsende 
hen til den side , hvorfra lyden kom . 
— Johan ! Jeres gamle kammerat , der er kommej 
tilbage og atter vil vove sin trøje for jeres vel . 
— hvad vil du ! råbte knækbein og knyttede 
harmfuldt hånden . 
- som jeg sagde , jeg vil bede jer tage mig i 
tjeneste igen . 
— dig ? Nej aldrig ! Gjorde jeg dig din net , 
lod jeg dig hænge på stedet . 
— ikke hidsig kaptajn , jeg kan måske meddele 
jer en eller anden ting , som kan bidrage til , at ekspeditionen 
får et heldigere udfald . 
— så ? Ved du hvem det gælder ? 
— jeg kan tænke det . 
— sig frem da ? 
— det er vel sagtens greven ; i vil nok lægge 
lidt i kakkelovnen hos ham , kan jeg tænke , siden jeg 
seer eder her . 

— tys menneske , hviskedee knækbein ængstelig ; 
hvorledes er du kommet til kundskab derom ? 
— så måtte jeg have været blind , medens jeg 
var i kaptajnens tjeneste , hvis jeg ikke kunne drage 
den slutning . 
— nu , og hvad er meningen med du komme 
her , vil du forråde os ? 
— nej , på det lav , jeg visk hjælpe jer ; jeg er 
nu engang bleven få vant til af omgås jer , kaptam , 
af jeg fandt mig helt underlig , da jeg var på 
min egen Boldgade . 
— kan jeg stole på dig igen ? 
— jeg er jeres med liv og sjæl , det er det 
hele jeg kan sige . 
— hvor har du tildragt tiden , medens du var 
borte fra mig ? 
— på knejper . 
— nå , og så ? 
— ja , for af fortælle kaptajnen det hele , så 
forholder det sig således : jeg hjalp greven med af 
flippe børt ; da vi vare komne hjem til ham udbetalte 
han mig fohundrede rigsdaler . Kapiaincn ved nok , 
jeg er en dårlig rad til af holde på penge , de løbe , 
så fanden og ikke jeg kan holde på dem ; jeg vidste 
ille rigiig af mig selv , da jeg havde fået så meget 
sølv på lommen , og det første jeg gjorde , var a * 
gå ned på en knejpe for af så mig en ordentlig 
hjertestyrkning ; men det blev ikke ved den , nej , jeg 
fik flere , og så kom der flere gode venner , som natur « 

ligvis også følie trang til en hjertestyrkning , hvilket 
jeg alt sammen betalte . Så ved jeg Pokker ikke , 
hvorledes det gik , men da jeg talte mine penge efter 
næste morgen , så manglede jeg 55 rigsdaler . Det 
var en god begyndelse , mente jeg , og skyndte mig 
derfor at få de andre fortæret på samme måde . 
— der seer du hvad der kommer uo af at være 
sin husbond utro , sagde knækbein . 
— ja , kaptajn , svarede Johan angerfuld ; jeg 
vender tilbage som den forlorne søn . 
— nå , jeg vil lade nåde gå for net og tilgive 
dig , sljondt du gjorde mig en flem streg i 
regningen . 
Vil i virkelig ? Det var bravt talt ; nu så 
er jeg eders igen med liv og sjæl . 
-- godt , jeg stoler atter på dig ; gør dig fortjent 
til min velvilje ved at være flink — det gælder 
et storartet kup hos greven , og så . . . 
— er der mere endnu ? 
— ja , så skal vi have fat i min søsterdatter , 
førståer du , — i denne nat , om så selve djævelen 
sætter sig derimod . 
-- skal vi ikke heller vente med hende til en 
anden dag ? 
— hvad , gør du indvendinger ? 
— nej , jeg gør ikke , men . . . 
— tik i denne nat må det sle ; ikke en 
stjerne viser sig på den mørke himmel , det er ret 
et vejr , som er skikket for vort foretagende , hahaha ! 

ja , jeg skal overraske dem , de skal få at se , at kaptajnen 
på Nørrebro endnu eksisterer og forstår at 
sætte sin villie igennem . 
— net så , det kan jeg lide , nu bliver i alter 
den gamle , lo Johan ; jeg kunne næsten have lyst til 
at give jer et hurra . Hvad siger i andre ? 
— ingen dumheder , folk , udbrød knækbein 
ivrigt ; lad os frem for alt iagttage stilhed — den 
nødvendige stilhed . 
Knækbein udtalte derpå med hviskende slemme 
sine befalinger til mandsfabet . 
Det varede ikke længe inden enhver var på sin 
post , og afventede signalet fra kaptajnen . 
Pludselig lod en svag piben sig høre — det var 
tegnet . 
Det varede ikke længe , inden ilden gnistrede 
kpstjg ; den var med et sørgeligt skarpsyn anlagt på 
de steder , der vare hurtigst til at fænge . 
Luerne sløz op af tazet og trapper og gange 
vare fulde af en kvælende nøg . 
Man havde stormet porten og den forfærdede 
portner , der stod som en støtte ved sit lukaf og 
betragtede ugjerningsmændenes færd , gav man et 
spark , så den ulykkelige med et dumpt brøl styrtede 
hovedkulds ned . 
Her var kaptajnen i sit element ; det var som 
om flammerne , der begærlig flsfkedc sig op af hans 
og hans staldbrødres klæder , rigtig oplivede og 
frydede ham . 

ledsaget af et par af sine kammerater for 
skurken op til grevens værelse ; men nøgen bevirkede 
at han ikke straks kunne finde det , hvorfor han 
rasende rendte mod de forskellige hindringer , der 
stillede sig i vejen for ham . 
— så gid fanden annamme ham med hud og 
hår ! mumlede han arrigt ; for jeg kan ikke finde ham 
i dette virvar . 
Ingen af hans underordnede vare heldigere , og 
efter flere forgæves forsøg besluttede man at gå tilbage , 
da ilden rasede med en så fortærende krast , 
at det var forbundet med fare at opholde sig i nærheden . 
Pludselig 
standsede knækbein ved en trappeafsats . 
Han var stødt på en hindring . 
— herhid folk , herhid ! råbte han af alle kræfter , 
da han ikke kunne bekæmpe en vis angst . 
Man ilede til og fik et syn af se , som bragte 
selv den stærkeste til af skælve . 
Grevens gamle tjener lå på trappen , blødende 
af et stort , gabende sår i hovedet ; han var bleven 
ramt af en nedstyrtet bjælke , og dette slag havde 
øjeblikkelig haft døden til følge . 
— bort med ham ! sagde knækbein hjerteløst og 
sparkede til det afsjælede legeme , der med en dump 
larm rullede ned ad trapperne . 
— hjælp , hjælp ! råbtes der pludselig med 
gennemtrængende stemme . 

— ha , det er ham ! råbte knækbein og styrtede 
afsted efter lyden . 
. Han ffog en dør ind og stod pludselig lige overfor 
greven , der hurtig ville fare forbi ham . 
— stands ! brølede knækbein eller jeg slår dig 
ned som en hund . Jeg flipper dig ikke , — enhver 
udgang er spærret . 
— hvad vil du midt i al denne ulykke ? spurgte 
greven med tilsyneladende kulde . 
— hvad jeg vil , hahaha ! og derom spørger du , 
du som kender mig så godt ? 
- ja . 
— det er før af sige dig , af jeg og mine folk 
have slukket ild på din øglcredc , — af jeg hader 
dig værre end pesten , og af jeg nu vil ende dit 
usle liv . 
— se om du kan ! skreg greven og ville springe 
forbi knækbein , der truende svingede en øre . 
— holdt ! brølede et par rå stemmer på engang , 
og greven stod ansigt til ansigt med de to 
banditer , der havde fulgt knækbein . 
Greven blev så bleg som et lig og føcr hurtigt 
tilbage , men blev i det samme ramt af et vældigt 
slag af knækbein , så han styrtede om som bod . 
Denne stod et øjeblik og betragtede med et af 
had fortrukket ansigt sit offer . 
— nu afsled folk ! sagde han endelig . Jeg er 
hævnet ! 
Man banede sig vej til gården , hvor kort efter 

alle ugjerm ' ngsmændene samledes for at holde råd , 
der endte med , at de hurtigt forlod den brændende 
bygning , hvor de ikke længer kunne opholde dem , uden 
at blive opdagede , da folk i masse ilede til med 
sprøi ' ter og nedningsrcdskaber for at redde , hvad der 
kunne reddes . 
Nøget efter midnat kom en jolle langsomt og 
lydløst glidende gennem kanalen . Mørket og uveiret 
begunstigede dens fart . 
En tilsyneladende ung kvinde lå bevidstløs på 
bunden af båden , bevogtet af fire skumle karle med 
ægte galgenfyfiognomier . 
Det gjaldt om at nå rum sø , hvor en lille 
jagt lå før Anker , beredt til ved første lejlighed 
at lette . 
— hurtigt Folkens , tiden iler , befalede knækbein 
i en hviskende tone , — thi ham var det . — inden 
vi ved et ord af det er det dag , og så må vi 
være langt borte . 
Man tog raskere fat og båden for pilsnart 
assted . 
Endelig var man kommen til skibet , der lå og 
gyngede på vandet . Kaptajnen gav et stød i en 
pibe og et øjeblik efter stredes faldrebstrappcn ned , 
hvorpå alle i båden hurtigt skyndte fiz op på 
skibets dæk . 

efter at knækbcin havde holdt mønstring over 
sine folk , fik Johan ordre til at bringe fruentimmeret , 
der havde været i båden og som endnu lå i 
afmagt , ned i kaptainens kahyt . 
Der blev nu liv på det før så stille skib ; alt 
gjordes klart til at slikke hurtigst mulig i soen . 
Da de vare komne et godt stykke ud , kunne 
kaptainen ikke længer lægge bånd på sine følelser , 
og han skyndte sig derfor ned i kahytten . 
En døsig slibslygte , der hang i en snor i loftet , 
oplyste kun svagt dette sted , hvor så mange misgerninger 
med en djævelsk list vare udtænkte og før 
endel udførte . 
På en sofa lå fruentimmeret henstrakt aldeles 
ubevægelig . 
Knækbein greb lampen for rigtig at mætte sig ved 
synet af hende ; men han for strar efter forfærdet 
tilbage , idet han udbrød : 
— for djævelen , svigter mine øjne mig eller 
er det gjøgleværk — det er jo ikke hende ! 
Han gav sig atter til at stirre , som øjnene skulle 
træde ud af deres huler , men forgæves , han kom ikke 
til noget bedre resultat . 
— ha , mumlede han kort efter , så var altså 
al min ulejlighed spildt — den var til ingen nytte , 
Julie er atter undfluppet mig — jeg har såt en 
anden i buret , som er mig aldeles ligegyldig . 
Han grundede atter , det gik langt over skurkens 
forsfand , hvorledes en forverling var sket . Ivrigt 

og med rå kraft gav han sig til at ruste i fruentimmeret 
for om mulig at få en forklaring af hende . 
— så vågn dog , kvinde ! råbte han arrigt ; 
sov ikke som om det skulle vare til dommedag . 
Endelig efter en god stund vågnede hun og så 
forundret på sine omgivelser , til sidst fik hun øje 
på knækbein , og ved synet af ham for hun uvilkårlig 
sammen . 
— nå , vågn ! råbte han atter og slæbte hende 
ud på gulvet . Hvem er du ? 
— hvem jeg er , stammede fruentimmeret angst . 
Hvad kan det interessere dem ? 
— netop ; det er hos mig du opholder dig — 
i min kahyt . Du er bleven forverlet med en anden , 
med Julie , og du skal derfor strar sige mig hvorledes 
det er gået til . 
— forvcrung . . . med Julie ! 
— ja , for satan ! Svar hurtig , hvem er du ? 
- jeg hedder Nina , svarede hun bævende . 
- Nina ? 
— ja ; jeg har opholdt mig i huse « hos Julies 
plejefader . . . ah , nu husker jeg det hele — to 
mænd kom listende ind i værelset — jeg havde skruet 
lampen ned , for at den ikke skulle forstyrre Julie , og 
sad hensunken i tanker - da , pludselig får jeg øje 
på to skumle ansigter i baggrunden af værelset — 
jeg så deres mørke , luende blik , gav et skrig fra 
mig , væltede lampen og besvimede . 
— hvorfor opholdt du dig der i huset ? 

— jeg havde lovet at våge hos Julie den nat , 
da hun var meget syg , stammede Nina , der efterhånden , 
to mere hun blev sig bevidst , forstod at hun var 
kommen i en kritisk stilling , hvoraf det næppe ville 
lykkes hende at redde sig ud ved sin sædvanlige snildhed 
og forflagcnhcd . 
Efter at have fået denne forklaring , gav knækhein 
sig ivrigt til at gå op og ned ad gulvet , aldeles 
rasende over sine fciiflagne planer , idet han af og til 
kastede et mørst blik på Nina , der forskrækket krøb 
sammen i en krog i kahytten . 
Hun grundede over , hvorledes hun atter skulle 
flippe bort , thi skønt hun i virkeligheden ikke længtes 
efter nogen , så var dog selskabet med kaptajnen 
hende så modbydelig , at hun ville foretrække alt 
andet end dette . 
Hun vovede derfor kort efter at spørge : 
— hvad er deres hensigt med mig ? 
— hvorfor ? 
— ak , jeg ville så gerne iland . 
— kan ikke ske . 
— skal jeg da sejle med dem ? 
- ja . 
- men det kan jeg ikke udhølde . 
— du skal , jeg tvinger dig dertil . 
— o , vær barmhjertig , lad mig komme iland . 
— nej , om du så stiller dig på bagbenene 
skal du blive her hos mig . 

— men det er /o forfærdeligt , hvormed har jeg 
fortørnet dem , siden de behandler mig således ? 
— du har begået en forbrydelse . 
— jeg ? 
- janei , 
det beroer vist på en fejltagelse . 
— snak ! Du har stillet dig mellem Julie og 
mig , forstår du , det tåler jeg ikke oz du skal derfor 
med eller mod din villie følge med , vi skulle blot 
en lille tur over til Amerika , og hvad der så kan 
fle , derfor råder jeg ikke endnu . 
— det er dem aliså meget om at gøre , at 
komme i besiodelse af Julie , sagde Nina pludselig indsmigrende . 
— 
ja , jeg har svoret , at hun skal blive min , om 
jeg så skal gå tilgrunde derved . 
— men når det nu kunne fle uden at de gik 
tilgrunde derved ? 
— den der kan gøre det , får en ven i mig , 
som aldrig vsl svigte , sagde knækbcin . 
— godt ' jeg lover dem , at det skal fle ; lad mig 
så komme iland . 
— hvorledes ? 
— ja , jeg lover dem , at de skal komme i besiddelse 
af Julie . 
— du ? spurgte knækbein . 
— ja jeg ; sæl mig iland oz jeg lover dem , ved 
alt , hvad der er helligt , at deres ønske skal blive opfyldf . 


— vil du sværge derpå ? 
- ja . 
— godt , så sværg ! 
Knækbein drog en dolk frem med et korsdannet 
fæste , hvorpå Nina lagde fin hånd og svoer en afskyelig 
ed , at hun ville holde sit løfte . 
Efterat dette var sket sagde knækbein : 
— nu vel , du skal blive sat iland ; men vid , at 
hvis du bedrager mig , da skal denne dolk enten tidlig 
eller sent vide at finde vej fil dit hjerte . 
Nina blegnede synlig ved disse ord og de truende 
miner , der ledsagede dem . 
En aftale blev dereffer truffet imellem disse » o 
uhyrer om , på hvilken tid at Ninas løfte skulle 
indfries . 
Kort efter sattes en båd ud , hvorpå Nina 
roedcs iland . 
Fireogtredivte kapitel . 
Forsoning . 
Vi indfinde os hos Julie og Vilhelm et par dage 
fler at de sidst fortalte begivenheder skete . 
Alt er nu opklaret imellem dem . Hånd i hånd 

sidde de med hinanden , medens en inderlig lykke lyser 
ud af Julies endnu efter sygdommen blege ansigt . 
— ak , kære Vilhelm , sagde hun ; kan du tilgive 
mig , at jeg . således fæstede lid fil , hvad slette mennesker 
fortalte mig om dig . 
— o , tænk ikke mere derpå , lad os glemme 
disse sørgens dage og ønske , at aldrig nogen sådan 
må komme igen . 
— ja , du har ret , det ville vi ; men en ting 
hor dog denne kvinde gjort , uden at hun ville det , 
vor kærlighed er bleven om mulig end mere stærk og 
inderlig . 
— ja , det er den , min elskede . Lad kun verden 
komme med sine storme , den vil finde os trofast sammen . 
— nej , nej , ingen storme , lutter solskin for din 
skyld , — du som har lidt så meget under en uretfærdig 
beskyldning . 
— men har du hørt den velsignede nyhed . 
Fader vil have , at vi skulle have bryllup om en 
månedstid . 
— nej virkelig ? spurgte Julie rødmende og spillende 
den uvidende . 
— ja , og jeg håber da , at du indvilliger ? 
— jeg får vel , siden du så gerne vil dyt 
således . 
— o gud , hvilket dejligt øjeblik , når jeg kan 
trykke dig i mine arme og sige , mens jeg kysser dig 
tusinde gange : min søde , allerkæreste lille kone . 
— drømmer ! lo Julie muntert . 

— som bliver en virkelighed , min søde pige , 
inden ret længe . 
Vilhelm greb Julie om livet og dansede med 
hende af lutter glæde hen ad gulvet . 
Døren åbnedes pludselig af Svendsen , der betragtede 
de to med et kærligt blik , idet han sagde : 
— nå , her er nok bal , børn ; det kan jeg 
lide . Jeg vil så gerne se eder glade og tilfredse . 
Ja , det har vi nok også god grund til , udbrød 
Vilhelm ; filmede da det er af dig , vi modtage 
vor lykke . 
— ja , ja , lad det nu være godt . Her er ellers 
kommet et brev til dig , Vilhelm ; en fattig , men 
renlig klædt kone har bragt det ; hun venter på svar . 
— til mig ! Fra hvem kan det være ? 
Han åbnede hastig drevet og læste , medens hans 
ansigt efterhånden antøg et msrkr præg , da han så 
underskriften . Brevet var fra Nina og lod således : 
„ Liggende på sygcleict , hvorfra jeg vist 
„ næppe rejser mig mere , vover jeg at anråbe 
„ Dem og Julie om at komme til mig , da jeg 
„ dybt angrer den store synd , jeg har begået 
„ mod dem og den elskelige Julie . O , jeg længes 
„ efter deres og hendes tilgivelse og kan ikke dø 
„ rolig , før jeg har fået den . Hør en døendes 
„ Bon , der , om hun end har levet et flet liv , dog 
„ håber på den barmhjertige guds nåde . Kom 
„ endelig , thi snart er det forbi med deres ulykke „ lige 
Nina . “ 

efter læsningen af dette brev stirrede han længe 
ned for sig . Hans hjerte var opfyldt af en stor mod . 
Bydelighed for denne kvinde , der havde såret både 
ham og den han elskede så dybt . 
— nå , hvad svar skal jeg give ? spurgte Svendsen 
og så på ham med spændt opmærksomhed . 
— det vil jeg lade Julie afgjørt , sagde han endelig , 
og rakte hende brevet , 
Julie greb ivrigt dette og læste med tårer i 
øjnene dets sørgelige indhold . 
— sig , af vi nok skulle komme , sagde hun englemildt ; 
ikke sandt , vendte hun sig til Vilhelm , vi vil 
glemme al uret , og gå hen til hende , af hun i det mindste 
ikke skal dø , uden af vi have tilgivet hende . 
— som du vil , kære Julie , svarede Vilhelm , og 
sendte hende et ømt blik ; o , hvor jeg beundrer dig , 
du er i sandhed en lysets engel . 
— nej , min ven , jeg er kun et stakkels menneske , 
der forstår af tilgive . 
Nina lå på sit leje . Bleg og med en fortærende 
sygdom rasende i sine årer , afventede hun med al 
den skræk , en ond samvittighed avler , det øjeblik , 
da hun skulle træde for ben herres åsyn , hvis himmelske 
navn hun så lidt havde spotte « . 
Alle de forskellige forskjønnelsesmidler , hun havde 
benyttet til af gøre Arthur forelsket i sig , vare lagte 

bort søm et legetøj , hun aldrig mere ville få brug 
for , — thi den verden , hun stundede til , var et sted , 
hvor ingen falsk flitter gjaldt ; der kom det an på 
sjælens renhed og et kraftigt og godt liv . 
Julie og Vilhelm blev derfor aldeles forbavsede 
over den umådelige forandring , der var foregået 
med hende . 
— o , tilgivelse , tilgivelse , bad Nina og strakte 
de afmagrede hænder ud imod de indtrædende . Ved 
den gud , for hvis åsyn jeg snart skal stå , jeg angrer 
dybt og inderligt den forbrydelse jeg har begået mod 
eder . 
— lad os ikke tale mere derom , sagde Vilhelm . 
— jeg kan altså dø rolig ; ingen forbandelse 
vil følge mig ? 
— ak nej , hulkede Julie ; det var nkristeligt . Lad 
den overbevisning dale ned i din sjæl , af du er 
tilgivet . 
— o gud , hvilken dejlig stund , stammede Nina , 
idet en inderlig glæde lyste ud af hendes øjne . Ved 
du , hviskedee hun ist Julie , at jeg gerne kunne græde 
blod , når jeg tænker på det usle , forbrydcrske liv , 
jeg har ført . 
- trøst dig , Nina , du kan endnu vende tilbage 
til livet , endnu blive en hædret og agtværdig kvinde . 
— ak nej , det skeer ilke ; min tid er førbi , det 
føler jeg kun alt for godi ; graven vinker mig med sit 
kolde favntag og snart vil Nina være visnet ben og 
, . . glemt . 

— tal ikke så sørgeligt , Nina . Såvist som 
der er en nådig gud , der tilgiver mildt , hvad mennesket 
ifølge sine drister udøve , såvist vil han også 
tage dig i sine faderlige arme og give din udødelige 
sjæl en plads hisset , hvor al sorg og kval er som 
bortvejret . 
— tak for dine velsignede ord , kære , venlige 
pige . O , det gør mit syge hjerte så godt at høre . 
Vilhelm havde betragtet denne scene med inderlig 
rørelse ; al had og uvilje svandt bort og med deltagelse 
sagde han : 
— men hvornår er de bleven syg ; — er det 
kommet pludselig ? 
- ia . 
— men hvorledes , fortæl . 
— ak , det er en lang historie , svarede Nina . 
— fortæl det alligevel , de er jo forud vis på 
vor deliagelse og tilgivelse . 
— ia , sig os det , Nina , sagde Julie ; vær vis 
på af vi ikke skal spotte eller foragte dig . 
— nuvel , det var to : leden nat — dengang det 
var bleven opklaret hvorledes jeg havde handlet imod 
dig , Julie , og mod Vilhelm . Jeg angrede min slethed , 
og for af vise hvor oprigtig jeg fortrød den , 
lovede jeg af våge over dig . Det var bleven sent , 
lampen brændte svagt og besigt — pludselig , i min 
halvslummer vendte jeg mig om og så to skumle 
mænd stirre på mig med et blik , o , forsfå « mig 
for af . . . 

— hvem var det ? 
— udsendinge fra din onkel . Tænk dig min 
forskrækkelse , alene som jeg var , — feg faldt om og 
besvimede og rev i faldet lampen med mig , så der 
blev mørkt i værelset . Jeg vågnede først ombord i 
din onkels skib , i hans egen kahyt ; de to mænd 
havde antaget mig for dig og skædt mig — bevidstløs 
søm fcg var — med sig . Endelig blev feg søm sagt 
vækket ; ak , hvør jeg gruede . En forfærdelig skikkelse , 
der kun åndede hævn og vellyst , stirrede på 
mig med et blik , som var umuligt at udholde — 
djævelen i egen person ; han opdagede fejltagelsen 
og blev . . . 
— nå , og så ? 
— så stampede han harmfuldt i gulvet , og 
vandrede rasende omkring , som om han hverken kunne 
finde rift eller No . Pludselig , o , tilgiv mig , fik jeg 
en tanke , som jeg antog , kunne redde mig ud af hans 
griske klør , jeg tilbød at overlevere dig til ham på 
en tid , som vi nærmere aftalte , hvorefter jeg måtte 
sværge en uhyggelig ed på , at jeg ville holde mit 
løfte . Jeg svoer , søm sagt , og kort efter blev jeg sal 
ned i en båd , for at roes til land . En Matros 
havde fået ordre til at roe mig isl toldboden , hvorefter 
jeg skulle sørge for resten selv . Endnu engang 
inden vi stødte fra skibet , opfordrede kaptajnen mig 
til at holde mit løfte ; hvis jeg ikke gjorde det , sagde 
han , skulle han hævne sig , og hævne sig blodigt . 
Vi roede hurtigt og kom snart bort fra skibet , 

der var sejlet et temmelig godt stykke ud i rum sø ; 
matrosen var flink og roede af alle kræfter , men pludselig 
vendte vinden sig , og inden vi ret forså os , 
blev det til en orkanagtig storm . Inden ret længe 
kæntrede båden og vi sank begge ned i havet . Jeg 
kan da ikke buske andet end at jeg udstedte et angstråb 
og derefter sank aldeles hen , indtil en forbiseilende 
fiflerbåd var bleven mig vaer og medlidende fiflede 
mig op . 
Det var dette natlige tog der gav mig nådefiodel , 
tilføjede Nina svagt ; o , jeg føler det , inden ret 
mange timer vil det være forbi , — kun det vil jeg 
sige , vogt dig Julie , kaptajn knækbein pønser på at 
komme i besiddelse af dig . 
— o gud , hvad må jeg høre , stammede Julie 
ængstelig . Næppe er den ene ulykke forvundet , før den 
anden slår for døren . 
— bær uden frygt , Julie , sagde Vilhelm med 
frejdig stemme ; husk at jeg er ved din side , og jeg 
lover dig , at såsandt jeg har mod og mands hjerte , 
så skal jeg nok værge for dig . 
— tak , kære Vilhelm , det ved jeg , og jeg takker 
gud derfor , thi du er dog den eneste , som jeg stoler 
trygt på og har tillid til . 
Nina var sunken udmattet tilbage i puderne ; denne 
lange meddelelse havde anstrengt hende . 
Pludselig for hun op som om hendes tanker ikke 
skænkede hende No , idet hun sagde med undertrykt 
hulken : 

— jeg har endnu en stor synd på min samvittighed , 
som jeg ville ønske Vorherre ville unde mig 
tid til af gøre god igen . 
— hvorledes ? Er der endnu mere ? 
— ak ja , desværre — det må frem ; o gud , 
jeg må letie min sjæl for den byrde , som tynger den . 
— nu , så sig frem , sagde Julie og sendte Vilhelm 
et blik , hvori der lå så meget . Ikke sandt , 
du vil høre til med et godmodigt sind og jevne , hvad 
der er muligt . 
Vilhelm sagde intet , men det stiltiende svar han 
gav var tilstrækkelig betegnende . 
— 0 gud , men det er ikke alt — jeg har været 
en meget sltt kvinde — tilgiv , jeg har søgt af lokke 
Karl børt fra Amanda . 
— hvad siger du ? 
— ved du da ikke , af de allerede fra små 
har næret kærlige følelser for hinanden ? 
— jø vist , Amanda har sagt mig det . 
— også mig meddelte hun det i en fortrolig 
stund , sagde Nina og sukkede dybt “ ; hvorfra jeg fik 
den skrækkelige tanke at forstyrre deres lykke ved jeg 
ikke , det var ligesom en djævel hviskedee i mig , da hun 
fortalte mig hvor højt hun skattede ham og han hende . 
— hvilken stor synd du har begået , sagde 
Julie dybt bedrevet . O , du har meget at udsone 
Nina , — dog Vilhelm og jeg kunne bære det , men 
disse børn ! 
— tilgivelse , o tilgivelse . . . 

— men jeg forstår ikke , hvilken grund kunne 
du have til at handle således — elskede du den unge 
sømand ? 
— nej , nej , stammede Nina ; imcn jeg tror nu , 
at han elsker mig . 
— den ulykkelige ! udbrød Vilhelm . 
— ja , ulykkelige , således er det , hulkede Nina 
angrende ; han stred længe imod for mine djævelske 
konster ; alt hvad jeg gjorde hjalp intet , når vi mødres 
om aftenen vedblev han at tale om Amanda ; hun 
var den stadige genstand , hvorom hans ærlige tanker 
drejede sig . Jeg havde næsten besluttet ved mig selv 
at opgive mit forsæt , da , — en seen Asten . . . 
— gud , hvor afskyeligt , sagde Julie og vendte 
øjnene bort fra den brødcfulke kvinde . 
— hør mig til ende , hviskedee Nina med pludselig 
lav stemme ; i skulle lære at kende den syndefulde 
Nina , — lad mig lette mit hjerte for den tunge 
byrde . 
— tal da . 
— jeg ville have en ende derpå . Det begyndte 
at kede mig , at spille denne rolle . Jeg havde med 
villie valgt en afstres sn , hvor der var sø på 
den ene side . Vi havde længe talt sammen , men uden 
at jeg havde opnået noget heldigere resultat . Pludselig 
flap jeg hans arm og gjorde , idet jeg gav mit 
ansigt et fortvivlet udtryk , mine til at springe ud i 
søen , idet jeg råbte : jeg kan ikke vinde hans hjerte , 
så lad mig da dø . Karl var øieblilkelig ved siden 

af mig og rev mig med et heftigt ryk bort fra bandet . 
Der kom en sæer vemodig bevægelse over ham 
fra dette øjeblik ; han gik og stirrede mod jorden , som 
om han ønskede at skjule sig i dens muld . Endelig 
skulle vi skilles , jeg bad farvel og greb hans hånd , 
idet jeg forskende så ham ind i øjnene og spurgte 
ham , hvorfor han ikke tillod mig at tage livet af mig . 
Han så på mig med et inderligt blik og sagde : 
nej , thi derved ville de bedrøve mig meget . Som 
om han fortrød , hvad han havde sagt , flap han hurtigt 
min hånd og ilede afsted . 
— og du har ikke set ham siden ? 
- nej . 
— gud ske lov , så er ulykken måske endda ikke 
så stor , som jeg straks troede . O Nina , Nina , hvor 
kunne du være således , tænkte du over hvor usselt 
du handlede ? 
— nej , det gjorde jeg ikke , det forsikrer jeg dig . 
Men kære , gode Julie , dig vil jeg bede om at gøre 
min uret god igen . Sig ham , at uagtet mine 
følelser ikke vare således , som jeg nys hyllede , så 
rummer mit hjerte nu en virkelig , inderlig agtelse for 
hans ædle , ærlige karakter . 
— gid det må kunne jcvnes , sagde Julie og var 
meget ulykkelig over hvad hun havde hørt . 
Vilhelm sagde intet , han stirrede mørkt på denne 
kvinde , for hvem hjerter havde været et legetøj , og 
hvis hele liv kun havde være en kæde af løgn og 
falskhed . 

Nina lå nu afkræftet hen , tilsyneladende aldeles 
udtømt . 
Pludselig reves døren hurtigt op og Arthur styrtede 
åndeløs ind i stuen . 
— hvad går her før sig ? spurgte han og stirrede 
på Nina . 
Denne rørte sig ikke . 
— stille , sagde Julie hviskende ; und hende rø 
til at dø . 
— dø , min gud ! 
— ja , trøst dig , Arthur , sagde Vilhelm og tog 
hans hånd ; hun har ikke mange minuter tilbage at 
leve i . 
— o gud , hvad siger du ? 
Med tårer i øjnene knælede han ved Ninas 
seng — han elskede hende meget højt . 
Men Nina gav intet livstegn fra sig . 
— skulle det allerede være forbi ? sagde Arthur 
med en af gråd halvkvalt stemme . 
— nej , ikke endnu , men det vil næppe vare længe ; 
trøst dig , kære ven , hun går til sin dommer , gid 
hun må sinde nåde . 
Pludselig løftede Nina hovedet og så på ven 
bedrøvede Arthur med et blik , hvori hun ligesom koncentrerede 
al den livskraft , hun endnu havde tilbage : 
— er du også her — du elskede altså dog 
virkelig den flette Nina ? 
— o gud , ja , kære , velsignede Nina , se ret på 
mig , elskede , og du vil se , hvor højt jeg elsker dig . 

— o , du er god , men jeg bedrøg dig — Ninas 
hjerte var koldt . 
— du elsker mig ikke ? 
— ak , hvad siger jeg — jø nu , nu elsker jeg dig , 
nu først forslår jeg din inderlige kærlighed . Men 
— men vi må stilles — stilles for evig — thi , — o 
gud , alt bliver så mørkt , — men hvad , o skrækkeligt , 
se helvedes flammer , de flikke mine klæder , o 
bort , bort — Nina vil til himlen . 
De sidste ord fremstammede hun med møje , og 
faldt derefter tilbage med et dybt suk . 
Hun var død . 
En højtidelig tavshed indtrådte , søm kun afbrødes 
af Arthurs underirykte hulken . Han kastede sig 
øver det afsjælede legeme og trykkede brændende Kys 
på de af døden stivnede læber , kaldte hende ved de 
dyrebareste navne ; men Nina var vandret bort , dertil , 
hvor lønnen vinker den trofaste i Herren . 
Pludselig afbrødes stilheden af en heftig banken , 
der gjorde et uhyggeligt indtryk på de tilsledeværende . 
Da ingen svarede gjentoges den alter . 
Den samme stilhed . 
— hvad , vil du giøre nar ad mig , din tøjte ! 
Hørtes en slemme udenfor ; jeg kan jø se nøglen sidde 
indvendig . 
— gud i himlen , min onkel ! udbrød Julie og 
blegnede af skræk . 

— er det muligt ? spurgte Vilhelm . 
— ja , jeg kender kun alifor godt hans stemme , 
o , hvad skulle vi gøre ? 
— blot rolig , han skal finde mænd , der kunne 
se en sådan skurk i øjnene uden at skælve , ikke sandt , 
Arthur ? 
— ja , ved gud , det skal han , svarede denne og 
knyttede hånden . 
Da trådte alle tre tilfidc i værelset . 
I det samme reves døren heftigt op . 
— ha , du spiller syg , min dukke , for at undgå 
mig , grinte knækbein med en hæslig latter og for 
hastig hen imod sengen . 
Han standsede forbavset ved synet af den blege 
skikkelse , der lå henstrakt ubevægelig på lejet , og 
på hvem døven allerede havde pålrængt fil ubønhørlige 
stempel . 
— ti ! og fjern dig strar , sagde Vilhelm barsk 
og trådte frem . Denne kvinde er , som du seer , død . 
Lad hende hvile i fred . 
— er hun død ? spurgte knælbein og trådte et 
skridt tilbage . 
— ja hun er død , gå derfor bort ; her er intet 
for dig at gøre . 
- ikke ? 
Knækbein så sig om med et forskende blik . 
— ha ! råbte han pludselig og fik øje på Julie ; 
hun holdt dog fin ev . 
Han løb hen og greb fat i Julies arm . 

— følg mig ! streg han vildt . 
— aldrig , aldrig ! råbte hun og søgte af al magt 
af rive sig løs . 
— bort fra denne kvinde , slurk ! råbte Vilhelm 
i højeste grad ophidset ved dette syn . 
— hahaha ! hvem vi ! hindre mig ? 
— jeg , svarede Vilhelm , der ikke lod sig forsfrække 
af det hadefulde blik , som knækbein tilkaslede ham . 
De stirrede et øjeblik i tavshed på hinanden , 
som om de ville måle dybden af det had , hvorfor 
de i dette øjeblik vare genstand . 
— nu , kom med mig , sagde han henvendt til 
Julie , idet hans åsyn antøg et mildere præg ; jeg 
har savnet dig derhjemme , der var så hyggeligt dengang 
du var der , — lad alt alter blive det gamle , 
feg vil ingen bånd pålægge dig i nogen som helst 
henseende , — følg mig , du skal ikke komme til af 
fortryde det , det sværger jeg ! 
— morder ! var det eneste svar Julie havde af 
give ham . 
Pludselig blev der gjørt en brat ende på denne 
uhyggelige scene . 
Arthur havde hidtil været stiltiende vidne . Nu 
trådte han frem med et af harme luende blik , idet 
han sagde : 
— hold dig tisk mig , slyngel . ' jeg er mand før 
at betale dig med den mønt , du fortjener . 
— dreng , gå tilbage i din skammekrøg , brølede 
knækbein ; eller jeg knuser dig søm et unyttigt legetøj . 

— det er før meget ! råbte Arthur . Tag da den 
løn du fortjener . 
Idetsamme hævede han meden overordentlig sikkerhed 
sin tykke stok og lod den med en knusende vægt 
falde på knækbeins hoved . 
Denne vaklede som en drukken , tog sig til hovedet 
og faldt om . 
— så , sagde Arthur , idet han uden anger betragtede 
skurken ; lad os nu først gjorde ham uskadelig , 
siden sørger jeg før resten . 
Hurtig var Vilhelm sikrede og bandt i forening 
med Arthur knækbein således , at han ikke kunne røre 
et lem . 
Femøgtredivte kapitel . 
Tæppet falder . 
Nøgle få dage efter det sidst fortalte gsi et sorgens 
tog igennem byens gader ; det var den ædle 
herre , greven , der bragtcs til sit sidste hvilested . 
Han var lig en anden manyr — om end ikke før 
fine dyders skyld — omkommen i flammerne . 
Nu vandrede hans „ Venner “ og famsiie klædte i 
dyb sorg , efter hans bekrandscde dåre ; man tænkte 
ikke på , hvorledes han havde levet , men kun på den 

sørgelige ende , det havde taget med denne , med gods 
og guld så overflødig begavede mand . 
Dog , der blandede sig ikke så lidt bitterhed i 
denne sorg ; thi der blev intet at arve . Ilden , flammerne , 
havde grådig fortæret alt det glimrende mammon , 
der af så mange var søgt og eftertragtet med 
en rasende begærlighed . 
Man lod sine tårer rigelig rinde ved den „ trøsterige “ 
Tale , da han sænkedes i det kolde , isnende glem ; 
men man forbandede i sit stille sind , at der intet var 
bleven tilbage af hans rigdom . 
Således endte greven , der udstyret med stærke , 
overordentlige lidenskaber , ikke havde skyet de mest uædle 
midler for at nå det mål , han engang havde sat sig . 
Men vi ville vende os- til de personer i vor fortælling , 
der have mere krav på vor deltagelse . 
En smuk lys sommerdag kørte Vilhelm og Julie 
til kirke . 
Der var en egen inderlig stemning over de to , 
der efter så mange genvordigheder dog nu så det 
lykkelige øjeblik nærme sig , da de for evigt skulle 
knyttes til hinanden for ikke mere at adskilles . 
Øg hvor jublede det ikke i deres fulde hjerter , da 
altret med sine strålende kerter lyste dem i møde . 
Hvor var Julie smuk og strålende med myrthekrandsen 
over det blonde hår , med det hvide brudeslør , 
der slyngede sig yndefuldt ned ad hendes former . 

så trådte da Herrens tjener frem . Ydmygt , 
med bøjede hoveder knælede de på brudeskamlen . 
Hvert el ord i hans tales strøm manede sig 
med gylden skrift i deres hjerter ; de følte hvad det 
gjaldt — det var i mod- og medgang , i sørg og 
lykke , at de skulle dele alt med hinanden . 
Og da så pagten var sluttet lød vennernes røst , 
de bragte dem en hilsen gennem toner , der faldt 
som en velsignende dug på deres hjerter . 
Så vandrede de da hjem , hvor atter hilsener og 
trofaste håndtryk ventede dem . 
Dog en gav dem et håndtryk , men med et tungt 
hjerte , — det var Amanda . 
I lang tid havde hun ikke set Karl ; det var som 
om han med villie undgik hende . 
Og dog var han den hun i sin ungdommelige 
fantasi elskede med at sin følelse . 
Men hvad var der da foregået med Karl ? j 
vi ville snart erfare det . 
En dag bragte postbudet et drev til ' Amanda . 
Det var fra Karl . Han lod hinde vide , al han , grundet 
på en pludselig ordre , var dortrrist . Han skulle 
til Kina . 
Han bad hende i kolde , følesløse ord al glemme 
ham , da hun aldrig kunne binde sin skæbne til hans , 
thi han havde andre forpligtelser ; en anden kvinde 
havde vundet hans hjerte . 
Brevet endte således : 

„ Farvel , Amanda ! Farvel for evigt ! Tænk 
„ aldrig mere på din utro Karl . “ 
Da Amanda havde læst brevet opslog hun en rædselsfuld , 
uhyggelig latter . 
— hahahaha ! til Kina . . . Kina , det bliver en 
lang rejse . . . jeg . . . jeg vil følge ham . han skal 
tage mig med , jeg kan ikke leve . . . leve uden ham . 
Dog , han er jo rejst . . . rejst , uden al se mig , 
ha ha ha ! 
Hun » sorte sig hal og overløi og — uden al 
vide hvad hun foretog sig — forlod hun værelset og 
begav sig ned på gaden . 
Hun mødte Svendsen udenfor huset . 
— hvor skal du hen , Amanda ? spurgte han , da 
han så hendls forstyrrede miner . 
— jeg . . . jeg . . . hahaha ! . . . jeg skal ud , 
ud i det frie , thi . . . thi . . . Karl . . . 
Med disse ord løb hun ned ad gaden , så hurtig 
som lynet , og Svendsen formåede ikke at indhente 
hende . 
Han anede ikke hvad hun havde i sinde . 
Stedse hurtigere og hurtigere lød den ulykkelige 
unge pige afsted , uden at ændse de forbigående , der 
hovedrystende sår efter hende . 
— hun er vist gal ! sagde de der så hende . 
Imidlertid fortsatte Amanda sit lød og » uden en 
halv times tid havde hun nået Frederiksberg have . 
Forpustet standsede hun et øjeblik og fortsatte derpå , 

endnu stærkere , sit lød , indtil hun kom langt ind 
i Søndermarken . 
Ikke er menneske foruden hende befandt sig derinde ; 
ikke en sjæl kunne forhindre hendes fortvivlede forehavende . 
Amanda 
så sig forvildet omkring , og råbte med 
hjerteskærende stemme : 
— Karl ! Karl ! forbarm dig over din ulykkelige 
Amanda - 
— Amanda ! gentog ekkoet . 
— ja , råbte hun . Karl ! jeg kommer . 
Hurtig lød hun til den kant hvor ekkoet lød fra . 
Det var ved vandbassinet . 
Hun stirrede ned i der klare vand — hendes ophidsede 
stemning lød hende se Karls ansigt dernede 
— og hurtig som lynet sprang hun ned i vandet med 
det udråb : Karl ! Karl ! jeg kommer ! 
Det barske element tog vende villig t sin kolde favn 
og uden af udstøde et skrig eller råb om hjælp , 
sank hun dybere og dybere ned . 
En ældre mand kom styrtende hen til stedet , hvor 
Amanda var sprungen ud . 
— hjælp ! hjælp ! råbte ban og fled af al magt 
i den fastlænkede båd , for ar så den løs , men det 
var forgæves , den modstod al hans anstrengelse og 
ingen hørte hans råb . 
Fortvivlet kastede han hat og frakke på jorden 
og sprang ud i vandet for a « redde hende . 

det lykkedes ham også efter megen anstrengelse 
af få hende op , men kun som lig . 
Der blev gjort alle mulige oplivelsesforsøg , men 
uden resullat . 
— stakkels Amanda ! så ung og så ulykkelig ! 
Sagde Svendsen — thi det var ham der sprang ud 
efter hende . 
En tåre trillede ned ad hans kind og faldt vå 
Amandas afsjælede legeme . 
Medens denne unge , livsglade pige i et fortvivlet 
øjeblik havde befriet sig for verdens tummel og genvordigheder , 
tildrog sig en anden , næsten lige så uhyggelig 
begivenhed inde i byen . 
Knækbein var atter bleven „ den kække “ , sfjondt 
Arthur havde skruet ham med at overlevere ham i politieis 
hænd^ . 
Ordet „ Politi “ , havde en forfærdelig klang i 
skurkens øre . Det var den eneste trusel han frygtede ; 
døg , snart glemte han denne truscl , og tænkte 
nu kun på at gjengjælde det hug , Arthur havde 
givet ham . 
— man må aldrig skylde noget , sagde han grinende 
til Johan . Jeg hader alt hvad der hedder gæld 
og arbejder nu på at betale denne Flos med den 
samme ment som han tildelte mig . Spørgsmålet er 
kun : hvorledes jeg skal bære mig av dermed ? 

Johan kløede sig bag øret . 
— ja , sagde han nølende ; det er just ikke nogen 
let sag . Dog , døg , nu har jeg det ! 
— lad høre ! befalede knækbein . 
— vil kaptajnen blot lade mig råde , så skal 
det hele gå af sig selv , sagde Johan og gned fornøjet 
hænderne sammen . 
— ja , ja , gør du det ; imidlertid gør jeg skibet 
klart , vi sejle kl . 2 i nat . 
— det er vel , kaptajn . 
Derefter skilles disse to „ brave “ Mennesker , for 
hver at udføre sit^forcharende . 
Johan gik lige op ti ; Arthurs værelse , ringede 
dristig på og spurgte efter hr . Arthur . 
— del er mig svarede Arthur og så med rasende 
blikke på banditten . 
— ja , seer de , hr . Arthur , jeg kan godt forstå 
at de ikke havde ventet besøg af mig , tilmed da 
den lille affære , vi havde sammen ude på Nørrebro , 
ikke kan have bidraget noget til at de føler vensfab 
for mig , men seer de , der gives tilfælde i livet , 
hvor . . . 
— til sagen ! afbrød Arthur ham utålmodig . 
— ja , sagen er den , at Nina . . . 
- Nina ! afbrød Arthur ham atter . 
- ja , Nina , svarede jehan og kløede sig bag 
øret . Jeg var i båden da ulykken skete . I det 
sidste øjeblik , da vi indså at det snart var forbi med 

os , bad hun mig om — hvis jeg mulige » fluide blive 
reddet — da at sige dem , hr . Arthur , at hun i den 
nederste kømodefluffe havde en genstand liggende som 
hun ville bede dem modtage til en erindring om hende . 
Jeg lovede hende denne villigbed og nu — farvel . 
Med disse ord bukkede Johan meget æerbodigt for 
det unge menneske . 
— ja , udbrød artbur , da banditten var gået ; 
jeg vil ligestrar hen til hendes bolig og se hvilken 
erindring min elskede Nina har efterladt til mig . 
Uden ai tænke på bedrageri , tog han nøglen til 
Ninas værelse , som han selv opbevarede , og skyndte 
sig afsted . 
Dersom han havde givet sig lidt mere tid ville 
han have set en skummel Karl snige bag efter ham 
ind i gangen og op ad trapperne , der førte til Ninas 
bolig . 
Arthur stak nøglen i låsen og åbnede døren 
for at træde ind . 
Idetsamme sit han et voldsomt stød i ryggen , 
så han tumlede ind i værelset . Derefter blev døven 
hastig smækket i og låsct af , nøglen blev rafl trukken 
ud af låsen og den skumle person skyndte sig ned ad 
trapperne , idet han fornøjet mumlede : 
— se så , hr . Arthur ! nu kan du søge efter 
„ Ninas erindring “ , men jeg tror , at det bliver en 
forgæves søgen . Hahaha ! 
Idet han trådte ud på gaden hørte han til sin 

forskrækkelse at Arthur af alle kræfter råbte ud af 
det åbne vindue : 
— hjælp ! Mord ! Hjælp ! 
Jøhan skyndte sig atter op af trapperne da han 
så folk komme løbende hen til stedet . 
- så , for fanden ! brummede han ; nu fordærver 
han det hele ; men det må forhindres . 
De tililende stormede op ad trapperne , men Johan 
råbte af alle kræfter : 
— en vogn ! skynd dem , han er aldeles rasende . 
— hvem ? spurgte man forundret . 
— den gale , svarede Johan . Jeg har måttet 
lukke ham ind , puh ! han var lige ved at kvæle mig ! 
— var der dem der streg om hjælp ? 
— ja , gu ' var det mig ; ellers havde han jo 
kvalt mig . 
En vogn blev nu hentet , og Johan tilligemed 
nøgle af husets beboere , lukkede døren op for Arthur , 
der rasende for ud af døren og med et rask tag greb 
Johan i struben . 
Johan brølede om hjælp så kraftig ban formåede , 
og inden Arthur vidste nogen rigtig besked sad han i 
vognen , omgiven af to stærke , håndfaste karle , der bød 
ham at forholde sig rolig , da han ellers ville blive 
bunden fast til vognen . 
— rolig ! råbte Arthur i den største ophidselse . 
Rolig , når jeg bliver behandlet på denne måde ! 
Nej , jeg vil slå fra mig så længe jeg kan røre et 
lem . 

— bær nu fornuftig , unge mand , nu er vi der 
jo strar . 
— hvor fører de mig hen ? råbte Arthur . 
— til hospitalet . 
— til hospitalet ? Hvad skal jeg der ? Jeg fejler 
jo intet . 
— ja , det siger alle gale , forsikrede manden aldeles 
rolig . Jo , jeg kender nok besked , hahaha ! 
Vognen kørte nu ind ad hospitalsporten og Arthur 
blev strar bragt i — cellerne . 
Klokken 2 samme nat så man et skib hurtig 
bevæge sig hen over havfladen . 
Ombord på skibet befandt flere af vore bekj . ndte 
sig , nemlig knækbein og alle hans banditter , hvoriblandt 
den mest fremtrædende var Johan . 
Denne gang blev det alvor . Skibet sejlede direkte 
til Amerika og ankom uden nøget uheld til det indre 
af denne verdensdel . stnækbein solgte skibet , købte 
jordstrækninger , og blev efter nogle Års forlob en 
meget velhavende mand . 
Dog havde han ikke megen glæde af sin rigdom . 
Det var en mørk . uhyggelig Asien i oktober måned , 
da knækbein vandrede hjem ad fra en nogle mil 
fra hans ejendom liggende by . 
Det var hvad man her i Danmark kalder ret et 
„ Herrens vejr “ . Regnen faldt i tætte strømme ned 

fra den merke himmel , og blæsten rasede med en orkanagtig 
heftighed . 
Knækbein befandt sig ret ilde tilpas i dette vejr , 
og for at forkorte vejen en del stod han gsenvci over 
nogle marker , der sorte lige til hans hus , men den 
tætte negn og den mørke luft bevirkede , at hans 
vandring tog en forkert retning . Istedenfor at gå 
lige frem , drejede han af til en af siderne , og pludselig 
sleilede han ned af en betydelig skrænt og faldt 
hovedkulds ned i en meget dyb muddergrøft . 
Han råbte øm hjælp , brølede søm en gal tyr , 
men ingen hørte ham . Stedse sank han dybere og 
dybere ned og snart formåede han næppe at holde høvedet 
oppe over mudderet . 
I delte skrækkelige øjeblik fremstillede hele hans 
forbrykerske levnet sig for hans forfærdede blik . 
Han så truende skikkelser af alle de personer 
han havde myrdet , han så en tydelig gengivelse af 
„ det forbandede hus “ på Nørrebro , han så Julie , 
den unge , smukke kvinde , truende stå øppc på Marken 
og hånende betragte hans fortvivlede stilling . 
Udstødende en forfærdelig ed gjorde han et nyt 
forsøg på at komme op , men derved sank han endnu 
dybere ned , og med det udråb : „ Gud i himlen ! tilgiv 
mig ! “ endte han sit på grusomheder og forbrydelser 
så righoldige liv . 
Johan overtog uden videre hans besiddelser og 
lever endnu den dag i dag . 
Han er meget rig , men tillige meget godgørende . 

Hao har aldeles forandret sin tidligere levevis , og arbejder 
nu på af opføre en stiftelse for trængende 
dansfe håndværkere i Amerika . Derved opnås dog , 
af de ved slethed erhvervede penge få en nyttig og 
velsignelsesrig anvendelse . 
Efter en uges forløb blev Arthur udskreven fra 
hospitalet . Dog , den afsondrede tilværelse han havde 
ført i cellerne , og de sindsforvirredes gruopvækkende 
hyl , ban stedse børte derinde , samt hans ristede Ninas 
pludselige død , bevirkede , af ban i en åndssløv tilstand 
henlevede sin tid , uden af foretage sig noget , 
ver kunne gavne samfundet . 
Arthurs og amondas velgsørcr , den brave , godgforende 
hr . Svendsen , tog sig disse børns skæbne 
meget nær . Han levede stille og guvhengivent i mange 
år , og udøvcdc så meget godt blandt sine medmennesker , 
af hans navn endnu ihukommes af mange , og 
Vans gode gerninger vil aldrig glemmes af de fællige 
og forladte . 
I en yndig egn på Fyen levede Julie og hendes 
gemak . Lykken tlksmslede disse to unge mennesker fra 
alle kanter . Vilhelm petersen- havde nu erholdt et 
godt præsteembede hvorved han havde en brillant indtægt . 


det er 4 år efter bryllupet af vi indfinde os 
i hans venlige , indbydende hjem . 
I et nydeligt studereværelse sad hr . Pastor Vilhelm 
Petersen beskæftiget med af udgravdske themael 
til hans prædiken for den kommende søndag . 
På hans knæ sad en sød lille tresårs dreng 
og stirrede meget andægtig ned i bogen , som om han 
forstod den dybe betydning der ligger i guds ord . 
Med en overordentlig glæde og stolthed betragtede 
Vilhelm Petersen barnet . Det var hans ældste søn . 
— er du ikke snart ked af af sidde her , lille 
Alexander ? spurgte ban og klappede barnet venlig på 
kinden . 
— nej , kære papa , svarede den raske dreng 
smilende . Jeg bliver aldrig ked af al være hos dig 
og hos mama . 
— gid gud vil lægge sin velsignelse i disse ord , 
min elskede dreng , sagde pastoren og kyssede ømt det 
venlige barn . 
— amen ! hviskedee en ung kvinde , der ubemærket 
var trådt ind , og et par kærlige arme slyngede sig 
om pastorens Hals , medens et inderligt Kys på pastorens 
læber udtrykte den kærlighed og lykke , ver 
velsignede denne ægtepagt . 
— min elskede Julie ! sagde pastoren ; kun gud i 
himlen bør vi mkke for vor lykkelige tilværelse . 
— ja , du har net , Vilhelm , svarede Julie med 
rørt stemme . 

i dette øjeblik bragte postbudet et brev . Det 
kom fra Amerika . 
Med feberagtig hast åbnede pastoren brevet . Det 
var fra Johan og indeholdt følgende linier : 
„ På mit dødsleje indser jeg hvilken uret 
„ jeg har begået imod hr . Pastorens hustru Julie , 
„ ved at tilvende mig besiddelsen af de ejendomme , 
„ som ene tilkom hende ved kaptajn knækbcins død . 
„ Dog , jeg har udøvet gode gerninger med disse 
„ Penge , og er endnu i besiddelse af 50 000 dollars , 
„ hvilke hr . Pastoren , mod forevisning af dette 
„ Brev , kunne hæve hos bankier t i New York . 
„ Gud tilgive mig arme synder ! 
Johan , “ 
— 50 , 000 dollars ! råbte pastoren forbavset . 
Hvad skulle vi med så mange penge ? 
— med dem ville vi hjælpe de fattige og 
forladte ! svarede Julie med et lykkeligt smil . 
— ja , du har net , min riflede hustru , svarede 
pastoren og bortkyssedc de glædrstårer der perlede 
ned ad Julies kinder . Gud elsker en glad giver . 
Ende .