Første kapitel . Et natligt drama i viinhandlerrns kælder . I chrisfenbernikovsfræde boede i året 18 * * en hsist besynderlig mand , som var detailhandler i dette ords strengeste forstand . Han var urtekræmmer , en af de mindre i faget , som kun havde en liden formue at drive sin handel med og måtte derfor hos fine med varer bedre forsynede colleger sortere sin butik med de mere cou « Rante artikler ; thi for egen regning at forskrive barer , eller med grossererne at indlade sig på stsrre partier , vovede han ikke . I flere år havde han allerede boet på . dette sted . Han var enkemand og havde en lille datter , som på den tid , , da vor fortæelling begynder , omtrent var 8 år . Foruden dette barn havde han ingen hos sig , uden et frueutimmer som gjaldt for hans husbestyrerinde og som havde været i hans hus siden hans kones død . Hr . Jocumsen — således hed denne handelsherre , hvilket man iøvrigt kunne læse sig til på hans malede butiksdøre . — var i al sin ringhed dog en mand med et godt hoved , og hvis han havde taget fine ting fra den rette side , havde han måske set sig i stand til at slå sig op til en stsrre handlende ; men enten besad denne mand en større forkærlighed til det meget gammeldags eller også han manglede al foretagelsesevne , thi hans butiks udseende med de tvende hvalfisfe over disken hvorpå vcægtflålene vare ophængte og dens øvrige skidne udseende , var just ikke noget middel til af indbvde kjoberne , og selv tænkte han ikke på af afhjælpe disse onder for af hans udsalgssted dog kunne komme til af ligne hans andre collegers , som vare smukt oppudsede , og fra hvis vinduer forskellige netordenede artikler indbøde de lysthavende til af træde ind . Meget mere syntes vor handelsmand , af ligesom han i regnflabsbogen fik forskellige summer til af gå op i hinanden og således en indre orden var tilvejebragt , således måtte der også i butikken være en indre symmetri være tilstede med hensyn til udseende såvel af denne , som af dem , der forestod udsalget og derfor var hr . Jocumsen , som hans svend , dreng og Karl , hvilke tre sidste personer alle vare indbefattede i jomfru Lenes person , to billeder på den højeste skidenfærdighed , tvende sande fugleskræmsler . Af den grund kan man altså let begribe , af hans søgning ikke var meget stor , så meget mere , som han altid var et par skilling dyrere end fine naboer . Ikke destomindre undte dog nogle gamle bekendte i nabolauget ham deres søgning , og dermed syntes vor købmand at være tilfreds . Flere af naboerne nærede den besynderlige mening at hr . Jocnmsen var en velhavende , ja , en rig mand , der var endog nogle som påstode , at hans tilsyneladende armod , kun var et skjul , hvorunder han bedre for verden kunne dølge fine skatte , hvilke han hemmeligt forvarede i sin kælder , hvorfra stundom den ensomme vandrer ved nattetider havde set et svagt lys bevæge sig . Ved dette natlige lys mente man , at hr . Jocumsen syslede med fine gemte capitaler . Dog var der andre , der nærede den modsatte mening , at han var en meget fattig mand . I de lange vinteraftener , hvor butikerne så meget bidrage til at oplyse gaderne — det forstår sig dengang langtfra som nu — hersfede der i hans butik et næsten chaotifl mørke ; en ussel prås kastede et sørgeligt skær over alle genstandene ; men hvor klogt var ikke dette beregnet , selv om man ikke tog oeconomifle hensyn , thi hvorledes kunne vel hr . Jocumsens og jomfru Lenes påklædninger tåle en stærkere belysning ? Nej , mørke og skummelhed vare de elementer , de ene syntes at tilhøre og elske . På den tid as dagen , vi her omtale , plejede handelsmanden i almindelighed at overlade Lene butikens pasning , og foretog sig derpå aldeles i sin butiksdragt med en kort kridtpibe i munden en rnnde om i nabolauget , hvor man ofte traf ham stirrende ind i de andre butiker , hvor handelen gik muntert , og hvor belysningen var stærkere . Derved havde han oftere erhvervet sig navnet „ Bussemanden “ , thi mangen væver lille pige , som ofte kom farende op fra butikken , var lidt bleven forskrækket ved at se dette uhyre af en urtekræmmer stå så stiv som en stenstøtte udenfor . Mesf syntes han dog at dvæle udenfor en bemidlet vinhandlers udsalg , der var beliggende på hjørnet af Østergade og hvis dybe kældere rummede et betydeligt varelager , der strakte sig så langt ind i det snævre stræde , at hr . Jocumsens beskedne pakkjælder umiddelbart stødte op til denne underjordiske hvælving , hvor den store vinhandler gemte sine varer . Hensigten med hans ophold på disse steder kunne man ikke forklare sig , ; ingensinde talte han derom med sin veninde i omfru Lene , som han dog betroede alt ; men indesluttet i sig selv syntes han at tage en inderlig andel i alt hvid der foregik i vrinhandlerens gård og kælder , i særdeleshed når nye varer blev aflæssede og bragte i hus . — en sådan vinteraften sad i den lille stue ved siden af butikken hr . Jocumsen selv læsende i en Avis , og ved samme bord sad hans husholderske og den lille Anna som var beskæftiget med i et gammelt rørsold at pille nogle elendige tørre rosiner , der næste dag fluide figurere i butikken som handelsvare . Ikke et ord blev talt for ikke at forstyrre den læsende herre ; kun engang imellem hørtes et lille klynk , som forårsagedes ved et smæck , hvilket Lene af og fil tildelte den lille Anna der lysten puttede en af de visne frugter i munden . Det gamle stueuhr viste tre qvarteer fil ti , og ved den næsten lydløse befljceftigelse kunne man bestandig høre pendulens ensformige slag . Barnets øjne blev efterhånden tungere og tungere . Arbejdet faldt hende mere besværligt , og endelig bad hun ganske sagte om tilladelse fil at gå tilsengs . „ Dertil kan jeg ikke give dig lov , “ svarede Lene kort . „ Det kommer an på din fader , spørg ham derom . “ Barnet så frygtsomt hen fil sin fader , som uafbrudt fortsatte læsningen , hvori hun vidste , at ingen vovede at forstyrre ham . Endelig faldt klokken fil slag . Hr . Jocumsen lagde avisen fra sig og sagde : „ Klokken er straks ti , jeg vil gå ud og lukke , butiken , der kommer dog næppe flere købere i aften . Tænd du imidlertid lygten , Lene , vi skal i pakkjælderen iaften . “ Med disse ord gik han ud for at lukke . Lene greb straks den ved kakkelovnen stående lygte , som hun forsynede med en prås og tændte . Under denne befljæftigelse havde den lille pige rejst sig ; hun syntes på engang at være bleven aldeles vågen , men al rødme var ligesom pludselig vegen fra den friske barnekind og tårer trillede ned over hendes smukke ansigt . Hun nærmede sig Lene . „ Hvad flæber du nu for ? “ spurgte denne i fin sædvanlige hårde tone . „ Lene ! “ begyndte barnet , „ kunne du ikke overtale fader til at lade være med at gå ned i kælderen iaften — uh , den stygge mørke kælder ! jeg er så angst hver gang i skulle derned . Kære Lene ! “ Lagde hun indsmigrende til , „ bed ham om at opsætte det til i morgen ved dagen ! — hører du ! “ Lene så et øjeblik på barnet , derpå udbrød hun i en skrallende latter : „ Hvad går der af ungen ! Nu fluide vel din fader spørge dig om , når han måtte gå i fin pakkjælder , stig du det selv til ham . “ „ Kæreste Lene ! “ vedblev barnet stille grædende , „ hvis jeg var rig , ville jeg give dig alt , hvad jeg ejede , hvis du bare kunne afholde fader fra at gå i kælderen i aften . “ „ Nej , har man nu hørt så galt ! “ svarede husholdersken . „ Hvad har du da derimod , barn ? “ Lagde hun noget meer opmærksomt til . „ Det skal jeg fortælle dig , — men du må ikke le af mig , “ sagde den lille Anna . „ Jeg drømte inat at jeg var med fader nede i vor pakkjælder ; du var der også Lene , og medens vi gik om mellem Tønder og foustager , blev det på engang aldeles mørkt , så vi ikke kunne se hinanden ; men da syntes jeg , at muren åbnede sig , og en meget stor mand med gloende ildsine , der oplyste hele den sorte kælder , styrtede frem og greb min fader ; jeg kaldte på dig , Lene , så højt , at jeg vågnede derved . Siden ' har jeg ikke den hele dag tænkt på min drøm , først nu da fader talte om at gå ned i kælderen , står den atter tydelig for mig . “ Lene blev ligbleg , og stod et øjeblik ligesom i slum bedøvelse ; men på engang stak hun igen i sin forrige latter og sagde med en halv fremkunstlet rolig stemme : „ Sådant drømmesnak , bryder din fader sig vistnok ikke om . “ Barnet græd endnu heftigere . I dette øjeblik slog klokken ti , og hr . Iocumsen trådte ind af døren . „ Hvad græder Anna for ? “ spurgte han opfarende . Lene gentog i korthed barnets drsm og hendes bøn til faderen om at ville afslå fra sit forsæt . Den lille pige havde undseelig skjult sig bagved den store kakkelovn ; men stak dog frygtsom hovedet frem for at bemærke den virkning , hendes drsmmehistorie ville frembringe på hans ansigt . „ Kjærlingefludder ! “ råbte han vred , idet han i et eneste øjeblik syntes at trække vejret lidt besværligt . „ Nu kan du selv holde lygten , Anna ! “ lagde han til , „ så går arbejdet bedre fra hånden . Det kan du have fordi du drømmer så dejligt . “ Barnet nærmede sig hulkende sin fader . — det var ikke angst for at gøre følgeskabet , ver talte ud af de åbne uskyldige træk ; men det var den højeste rædsel , der gennem tårerne atter forgæves søgte at bevæge den iskolde faders stenhårde hjerte . Hun sank på knæ , og hævede de små hænder som til bøn , men et vink af faderen og de ord : » Jeg vil intet høre , kom mig ikke med sådant noget , “ Bragte hende til at forstumme . Sukkende greb barnet lygten , og kort efter satte de dem alle tre i bevægelse til det omtalte sted . Det var en kold , mørk nat , nogle dage før iulefestens begyndelse . Stille gik de over den brolagte gård , hvorfra en trælem som var forsynet med en hævgelås førte ned til pakkjælderen . Sneen faldt i store flokke og truede med at udslukke lyset i den flet tillukkede lygte , så at den lille Anna kun med møje kunne frelse den fra at gå ud , et tilfælde , som hun i dette øjeblik frygtede mest af alle . Omsider var lemmen bleven åbnet og man betrådte hr . Jocumsens varelager . Så der mørkt og ment ud i handelsmandens butik , så var det kun en skygge imod kælderens udseende . Det var en græsselig hule , som vi ikke se os i stand til at beskrive . En mephitisk dunst slog dræbende imod de indtrædende , og lyset flagrede usikkert i denne luft og i dette mørke , hvortil sjælden nogen solstråle nåde . Ankommen her greb han først et tømt Anker og en stor dunk , hvormed han begav sig dybere ind i kælderen . Her standsede han ved den mur , der adskille naboens pakkjælder fra hans . Forsigtig belyste han muren og lagde sit øre flere gange op mod samme . Da han havde overbevist sig om at alt var roligt , gav han sit følge et vink at de skulle nærme sig , overgav derpå igen den lille skælvende Anna lygten , og begyndte derpå at udtage den ene sten efter den anden indtil åbningen var bleven så stor , at et menneske netop kunne komme igennem . Da dette arbejde var til ende , krøb han først ind selv , lod derpå Anna følge sig og modtog af Lene den omtalte tomme foustage samt dunken , og bad hende derpå selv komme ind . Men enten det nu var barnets drøm , der foresvævede hende mere levende på dette uhyggelige sted , eller det var en eller anden hemmelig anelse , der opstod hos hende , så var hun i aften ikke til at bevæge til at foretage denne vandring , som hun vistnok oftere havde gjort i forening med sin herre . Enhver , som havde været nærværende ved denne mørkets gerning , som handelsmanden var i begreb med at udføre , ville med lethed have set , at det ikke var første gang han befattede sig med denne håndtering , ligesom man ved første øjekast kunne opdage , at stenene vare løsnede i muren , og atter løst stukne ind på deres plads igen . Hr . Jocumsen studsede i begyndelsen ved hendes bestemte vægring , for at betræde den fremmede ejers terrain , udstødte derpå nogle trudsler , der endte med den meget høflige anmodning , „ om hun ville rejse fanden i vold “ . den lille pige rystede af skræk og kulde ; hun vovede endnu engang påmindende at gribe faderens arm , men han gjorde en afværgende og truende bevægelse . Lene blev stående ubevægelig i åbningen , der var gjort i muren og så ud som et skrækkebillede i den svage belysning , hvilken sælsom gruppe stod ikke her i den natlige time oplyst af det matte , usikkre skin af en lygte , som et lille grædende barn holdt i fine skælvende hænder , for at belys : en handling , der flyede dagens lys . Hun stod der som en åbenbaring fra en bedre verden , der upåagtet lod sig til syne for de forstokkede syndere , der kun havde en ussel vinding for øje . Handelsmanden betragtede først nøjagtig de forskellige fade og foustager , som opfyldte naboens kælder , derpå nærmede han sig et , der nylig var anstukket og begyndte heraf at fylde ankeret . „ Herre , “ hviskedee Lene fra fin krog , „ syntes de ikke , at det var ligesom nogen rørte sig henne mellem tønderne ? “ „ Bryd du dig ikke derom , “ svarede den allerede før fornærmede hr . Jocumsen . „ Det var vel en frygtsom kat , der sprang over fadet . — en af dit slags ! “ lagde han til med bitterhed . Uagtet disse tvende forskellige pakkjældere kun vare adskilte ved en mur , så der dog helt forskelligt ud i deres indre . Vi have beskrevet den første , der gemte Jocumsens varelager , og have fundet den som en mørk , forpestet hule ; denne derimod , hvor den rige vinhandlers betydelige fvrråd var beliggende , var af en temmelig betydelig udstrækning og de meget renlige gange imellem de mægtige stykfade , dannede ligesom gader til begge sider . Således kunne det svage lygteskin kun oplyse en meget lille del af denne rummelige kælder , hvor den største del lå indhyllet i et dybt mørke . „ De fluide dog se dem før , herre ! “ vedblev tyendet . „ Kælderen er dyb og mørk , — man kunne dog ikke vide . . . „ Ja , min søde lille fader ! “ tog den lille til orde , ' „ vær for guds skyld forsigtig . “ „ For al ulykke ! “ råbte Jocumsen forglemmende sig selv og stedet , hvor han var , „ jeg tror på min sjæl , at ville gøre mig gal begge to . Gå hellere bort , end stå her og klynk ! “ Ved disse ord forlod virkelig Lene sin plads i muråbningen , Jocumsen stod imidlertid bøjet over ankeret , uden at bemærke hendes flugt . — men i dette øjeblik hørtes et dæmpet skrig fra den lille Annas læber ; hun segnede om på stengulvet , hendes hoved tørnede mod fadets skarpe kant , og lyset i lygten flukkedes . „ Forbandet , “ stammede Jocumsen , samlende i mørket . „ Ja forbandet , du fordømte tyv ! “ lød en anden skarp stemme , og en skjult lygte oplyste pludselig rummet , hvor flere personer samlede sig om den ulykkelige handelsmand , der var falden på knæ foran dem , og kun stammede : „ Nåde ! “ „ Nej , nej , minfar , nu er det såmænd forsilde at bede om nåde . Sådanne tyve må man vel engang tage sig af . Du har alt længe lettet på vor kælder , så må vi til gjengjækd besørge dig i frit hus . “ Og det var virkelig forsilde ! Ingen bønner , ingen overtalelser bevægede de hårdhjertede — der måtte statueres et eksempel , og en mand , som vel overalt i nabolauget var anset for en særling , men forresten som en ærlig mand , på hvem der hidtil ingen plet havde hvilet , blev anklaget for et lumpent tyveri , forbundet med indbrud og det for at tilvende sig nogle dråber vin som han med lethed for egne midler kunne have forskasfet sig , så meget mere , da man senere ved at gjennemsee hans Bo og hans bøger fandt , at han var en ret velstående mand . I det ulykkelige øjeblik han blev grebet , vågnede tanken om hans stakkels barn , hvis venlige råd han havde forsmået , atter i hans sjæl . „ Anna , lille Anna ! “ klagede han . Men den lille Anna lå bleg og livløs på det fugtige kjæeldergulv ved siden af den udslukke lygte . Man havde ikke ændset hende . Nu lå hun kold og ubevægelig , og selv de fremmede folk rørtes over barnets hjælpeløse tilstand og bragte hende hjem og til sengs . Hun vågnede af sin dvale og var den næste morgen sund og frisf som sædvanlig , ingen sygdomstegn var at se på den lille runde barnekind ; men erindringen om det forbigangne , ja selv om den sidst forsvundne aftens hændelser var udslukt i hendes sjæl . Stakkels lille Anna ! — hun var vanvittig ! Andet kapitel . Slaven Søren viintyv og tegnebogen . Det havde trende gange været vinter siden hin begivenhed , vi nylig have fortalt , tildrog sig . Foråret var atter kommen . Det var en smuk morgenstund i begyndelsen af April . Klokkerne lade fra alle skibsværfter , fra holmen og Nyboder , fra hvilket sidste sted de flinke folk af „ Holmens faste stok “ begave sig til deres forskellige arbejdssteder . Klokken var endnu ikke fem . Fra den lille gang , der løb bagom ved den såkaldte „ Brokkens bod “ ved toldbodpladsen , trådte en rejseklædt herre , som var i sine bedste år , tilligemed en noget yngre dame ud af esplanaden og gik henimod toldboden . „ Gud ledsage dig på din lange rejse , min Valdemar , “ begyndte damen , idet hun kastede et blik hvori den højeste ømhed forklarede sig , på fin ledsager . „ 0 , gud give , jeg kunne følge dig og være dig nær , om du skulle blive syg eller nogen fare skulle møde dig — det er mig , som om jeg aldrig skulle se dig igen , min dyrebare mand . “ „ Vær ved godt mod , min velsignede Emilie ! Jeg har jo så ofte været på rejser fra dig , lad ingen mørke tanker opstå i din sjæl ; du skal se “ ' lagde han trøstende til , „ at jeg gør en heldig overfart og en lykkelig tilbagerejse og da har du mig jo igen , og du kan tro , at denne rejse vsl være af betydelig fordel for os , idet du ved , at jeg foruden mit hverv for det store handelshus har nogle andre ret indbringende private commisfioner ; — o , hvor lykkelige skulle vi da gjensees . “ „ Ingen fordele opveje dog den lykke at have dig hos mig , at vide dig sund og tilfreds . Gid dog et roligere liv end dette bevægede var bleven din lod . Du kan tro at din fraværelse virker smertelig på mit sind ; — men man må jo finde sig i guds villie , “ føjede hun sukkende til . „ Vore kære børn skulle forkorte dig dine ensomme timer ! “ svarede manden , „ og i gjensynsøieblikket fejre vi en fest , som ingen kender , der i et bestandig samliv dagligen se hinanden . Enhver stand har sine behageligheder og ubehageligheder . Lader os være taknemmelige for himlens tilskikkelser og håbe det bedste for fremtiden . “ Under denne korte samtale vare de komne hen til toldbodporten , der i dette øjeblik blev åbnet . udenfor et lille hus , som den gang lå til højre side for indgangen , stod en lille pige , som havde et helt sælsomt udseende . Omkring den meget venlige , men fattige dragt havde hun , som en guirlande slynget et halsbånd , ligesom hun også om den lille pande havde viklet det gule strå som en kurv . Denne dragt gav hende med al dens naragtig - hed et besynderligt fantastiskt udseende , der forøgedes ved hendes øjnes besynderlige glans , og ved de ville skrig hun af og til gjorde . De gjennemilende holmens folk skænkede ikke barnet den mindste opmærksomhed , da de formodentlig oftere havde set hende , men idet øjeblik de føromtalte par nærmede sig , udstødte hun et uartikuleret skrig , klappede i hænderne , fordoblede fine Spring , og begyndte at synge den gamle sang om hr . Sinklar , idet hun af og til udstrakte fin hånd imod de fremmede . Disse blev overraskede stående , dybt grebne ved dette uhyggelige syn og ved den endnu skrækkeligere sang i den stille , årke morgenstund , hvortil barnets fljærende diskant sælsomt kontrasterede . Den uheldsvarslende vise „ hvor en havfrue spår hr Sinklar ilde “ trænger som en skærende smerte til sjælen . Den unge kone greb hurtig nogle penge af sit tørklæde , og gav den lille , idet hun spurgte hende , hvoraf det kom , at hun var så tidlig oppe . Men i stedet for svar fortsatte hun sangen . Idetsamme trådte en gammel kone ud af huset og rev barnet ind . Hun takkede herskabet for den godhed mod den lille , der var hendes plejebarn , og , som hun udtrykte sig , ikke var ganske rigtig i hovedet . Hun forsikrede , at barnet ofte gik ud af sengen midt om natten og begyndte sin forunderlige påklædning og sang . Tiden tillod ikke de fremmede nøjere at erkende sig om barnets skæbne , da skibet snart gik under sejl . „ Det var intet godt møde , min Valdemar “ , begyndte den unge kone , da de fortsatte deres vej ned til slæbsstedet . Hør , hvor hun endnu synger den rædsomme ulykkessang inde i huset ! “ „ Og hvorfor intet godt møde ? “ svarede hendes mand „ Emilie , føl dig vor lykke ved at cie sunde velsignede børn , der med klare uskyldige øjne , hvori fornuftens og forstandens milde lys hviler , muntre hilse den nykaldte morgen og deres forældre , ved siden af dette jammerbillede , hvorover en tidlig ulykke har sænket sin elendighed . O , tak gud , og glæd dig ved hans godhed . “ „ Ja , du har ret , Valdemars “ svarede hun beroliget „ ja gud være lovet , vore sønner skulle trøste mig , når du er borte . “ Såmeget end disse Emilies ord vidnede om , at en mere rolig følelse var indtrådt i hendes sjæl , så vare de dog kun et skjul for en indre rædsel , hun søgte at dølge , medens hemmelige anelser opstege mørke i hendes sjæl i adskillelsens smertelige øjeblik . Straks efter meldte en skibsdreng den fremmede herre , at hans sager vare bragte ombord , og at alt var klart til afrejsen . „ Hils vore børn ! “ råbte manden idet han vendte sig til sin blegnede hustru , greb hende i sine arme og trykkede et Kys på hendes læber , „ stol på gud , Emilie , og tænk på din trofaste mand , når jeg er langt herfra , således som jeg hvert øjeblik tænker på dig og vore børn — gud velsigne dig , farvel — “ „ Farvel ! “ råbte hun , „ Farvel “ , og han vuggede alt i båden , der roede ud imod skibet , en stolt coffardimand , som i den friste morgenstund udfoldede sine hvide sejl for den lette kuling , der luftede gennem ætteren , ligesom en fugl udstrækker fine vinger for at gjennemslyve denne . „ Farvel “ , tonede det endnu engang hendøende over bslgerne , og lette vinde bare den kærlige afskedshilsen iland til den bedrøvede hustru , der flynder fig hjem til sine kære små . -- -- -- -- -- i grsnningen , hvor det kærlige ægtepar , der tog afsted med hinanden , havde dvælet nogle øjeblikke for mandens afrejse , herskede den dybe stilhed , der betegnede den tidlige morgentime . -- -- -- -- - der hsrtes en raslen igennem de tavse gange . Det var en division slaver , som i de dages uniform , grå kofter med brune ærmer , og belæsset med klirrende lænker , dannede en modsigelse til den skjsnne frihedssang , som de lystige sangere intonerede hist i de høje trætoppe . Et par justitssergeanter var deres bevogtere . ankomne i grønningen delte hoben sig i tvende dele , hvoraf den første under en af sergeanternes følge , trak på arbejde i castellet , den anden , der kun bestod af nogle få mand , blev anvist jordarbejder på pletten , hvor de vare . Selv blandt disse ulykkelige hersker et vist forhold , en vis distinktion , naturligvis dannet ved forbrydelsens natur , men som i deres koloni udøver en ligeså stor indflydelse , som de sociale forhold i staten . Her var kun fire fæestningsflaver samlede ; men af disse vare tvende dekorerede med halsjern foruden den øvrige betydelige jernvægt , de havde om benene , den tredje var uden halsjern , men havde jern om begge benene , den fjerde derimod var , hvad man kalder en ærlig slave , og kun forsynet med et ganske tyndt jern om det ene ben . Altså tre gradationer i denne lille forsamling . Sergeanten anviste de tre værste forbrydere arbejdet ved anlæget af en ny hække , den fjerde , som han kun behøvede at have i øje , da han dels var bekendt for sin gode opførsel i stokhuset , og dels om otte dage havde udståct sin straffetid , anviste han arbejde på den høje skrænt , for at klappe jorden op ved volden . Efter at have uddelt sine befalinger , satte han sig i ro og mag på en bænk i grønningen , hvorfra han kunne overse sit mandflab . Den føromtalte ærlige slave havde begivet sig til sit arbejde på den høje skrænt , hvorfra man har en vid udsigt over reden , hvor i det smukke forårs- og sommerdage altid en stor mængde mennesker forsamle sig . Han havde alt begyndt på jordopkastningen , da hans øje langsomt gled ud over havet , hvor netop den coffardimand , hvormed hin fremmede skulle rejse , var i begreb med at gå under sejl . Det var en middelaldrende mand , i hvis ansigts træk sås en meer end almindelig dannelse , der , fljøndt han var klædt i forbrydernes dragt , rødede at han havde tilhørt en bedre classe i samfundet . Han lod i nogle øjeblikke spaden hvile og stirrede på det bevægelige punkt , der måske om nogle øjeblikke var skjult af den fjerne horizont , og havde forladt hjemmets strandbred . „ Hvem der kunne rejse , “ sukkede han , „ rejse langt bort til en anden verdensdel , thi her gives næppe lykke for mig yiere — hvad hjælper mig nu den så længe savnede frihed , der om kort tid bliver mig tildelt , når mit tilkommende liv skal være en fortsat kede af armod og besværlighed , idet jeg aldrig mere kan indtræde i min forrige stilling , men må slå mit blik ned for hver en gammel bekendt — ak , “ Vedblev han , „ vel har jeg sejlet , men straffen er større end forbrydelsen , thi når den egentlige straffetid er forbi , begynder en anden , endnu større , og det er kampen for livet i denne forbandede verden . “ Han kastede atter et blik over til skibet , som endnu ikke var bortseilet , men meget mere lod en båd sætte ud , hvori den tidtomtalte rejsende blev roet i land . „ Er du alt ked af seiladsenl “ mumlede slaven , „ Gud give , jeg havde været i dit sted , da kunne der måske blive noget af mig endnu . “ Ved disse ord gjorde han et spadeflag men kastede ved opkastningen en genstand hen i det friste græs , som han med første øjekast så var en tegnebog , der formedelst sin tykkelse lod til af indeholde en mængde papirer . Hurtig åbnede han bogen , idet han indtog en døjet stilling og iagttog til sin højeste overraskelse , af den indeholdt en højst betydelig sum i engelske papirpenge og anvisninger . Frygten for af være opdaget lod ham kaste et spejdende blik rundt omkring , men han bemærkede ingen . Derimod så han af den fremmede rejsende i samme øjeblik blev sat i land på skibsbroen . Ved en hurtig jdeforbindelse satte han dennes ankomst i sammenhæng med den fundne tegnebog , og efter en kort og rafl betænkning stødte han med sin spade en frisf græstørv op , og under denne lagde han sit fund , så det usynligt var forvaret dybt under , det grønne dække . Derpå fortsatte han rolig sit arbejde som om der intet var forefaldet . Hans formodning havde ikke bedraget ham , thi nogle minutter efter så han den fremmede træde ind i esplanaden i selskab med en anden mand , hvilke begge forsigtig og ængsteligt søgende på den vej de plisserede , forrådede at en genstand af yderste vigtighed var tabt . Justitssergeanten , som var bleven opmærksom herpå , nærmede sig disse og spurgte hvad de søgte . Den rejsende , der var dødbleg , og i en heftig bevægelse fortalte , at han , ved for en halv time tidligere at have spadseret med sin hustru omkring i grønningen , havde tabt en tegnebog , der indeholdt en betydelig pengesum , og at det var umuligt , at han kunne have tabt den på andre steder end netop her eller inde på toldbodpladsen , thi nogle øjeblikke før han trådte ind i esplanaden , forekom det ham at han havde fornemmet den hos sig , men havde først ombord gjort den opdagelse , at den var tabt igennem en åbning i Foret på hans rejseschenille , hvori han ved en feillagelse havde stukket den . Den mand der fulgte med vor uheldige rejsende var en sømand , som hørte til skibets besætning . Øe grå hår som flagrede frem under hatten , vidnede om , at han var bleven gammel i tjenesten på den blå mark , og idet han kastede et vemodigt blik på sin ledsager , sagde han : „ Hvis de har tabt deres penge her , gode herre , da beklager jeg dem , på min tro , thi her er komne nogle flemme rovfugle siden de var her sidst . “ „ De husker nok ikke på , min kære hr ' Matros at jeg også er kommen her “ , sagde justitssergeanten yderst fornærmet . „ Mit mandflab står under min opsigt , og det fluide nok nødig spørges at de stokhusfanger , som Jens Nielsen er betroet , skulle på deres arbejdssteder gøre sig skyldige i forbrydelser , derfor skal den sag fra min side snart være klarer , altså : Christen flæfledrager , Lars gammelmand og Peter murbrækker , frem til visitation . “ Øe tre opråbte slaver trådte frem og lod , efterat have benægtet at der var fundet noget , sig yderligere undersøge , men ingen funden genstand , som den fremmede søgte , fandtes hos dem . „ Jeg har endnu en mand “ vedblev sergeanten efter fuldendt underssgelse , „ men let er en honnet fyr som intet vil skjule , hvis noget var fundet , thi for det første er han en ærlig slave , og desuden er han snart frimand ; men jeg har ingen grund til at skåne ham mere end de andre , derfor ville vi begive os op til ham . “ „ Også på dette sted , hvor hin slave arbejder , dvælede jeg nogle øjeblikke med min kone ; fra det høje punkt stod vi og så ud til skibet “ , sukkede den fremmede ; „ hvo ved , om jeg ikke skulle have tabt min tegnebog der , lader os flvnke os . “ De nærmede sig hurtigt stedet og fortsatte deres søgen . Slaven vedblev at arbejde ufortrøden . Justitssergeanten stillede sig sagte og udemærket bag ved ham og råvte med en røst som fra helvedes afgrund . „ Søren viintyv ! Frem med den tegnebog , du har fundet , eller jeg vesiterer dig på stedet ! “ Bleg som et lig og skælvende over alle lemmer lod han spaden synke og vendte sig langsomt om . „ Hvad fanden går der af dig , Søren , har du fundet bogen , så ud med den , du er da ikke så tosset at tro , at du sådan kan beholde hvad du finder ; og så en halv snes år frit hus igen , nu du er så nær ved at blive fri , har du vel ikke lyst til ? “ under denne tiltale havde slaven atter overvunden sin frygt , blodet vendte tilbage til hans kinder og med en vis determineret rolighed svarede han : „ Jeg har ingen tegnebog funden — hvorfor skræmmer i livet af folk — må jeg ikke arbejde i fred — visiter mig kun , hvis i har mig mistænkt “ . „ Ikke så kjæphøi , min ven ! “ genmælede sergeanten . „ Du er ikke din egen herre endnu — vort bekendtskab kunne let forlænges “ . Slaven kastede et foragteligt blik på ham og svarede ikke på denne tiltale . Den fremmede og matrosen havde nafladelig søgt i det grønne ; men opmærksom på forbryderens indre bevægelse vendte den rejsende sig om til ham og sagde med en stemme , der forrådede den højeste sjæleangst : „ Min ven , har de funden den tegnebog , jeg har tabt , da giv mig den for himlens skyld tilbage . Den største del af dens indhold tilhgrte et fremmed handelshus , og resten var min ejendom ; men skal være deres , når jeg får den tilbage . Jeg skal vise mig som en sand ven mod dem min hele levetid , og min hustru og mine to uskyldige børn skulle velsigne dem . De er jo snart fri , jeg skal ikke glemme dem i deres frihed , men sørge for dem så godt jeg kan , thi af denne tegnebog afhænger hele min fremtidslykke , min ære og min velfærd . “ Slaven rystede på hovedet og sagde : „ Jeg har jo sagt , at jeg intet har fundet ! “ „ Styrt for guds skyld ikke en hel familie r ulykke . — hvorledes vil de kunne skjule den store sum , uden at blive vpdaget ? — har de selv en sen eller datter , så tænk på mine ulykkelige børn . — de har sejlet ; men de kan dog være ædel og retskaffen . “ Bed denne tale , som den rejsende førte i den højeste affekt og i afbrudte sætninger , forblev slaven aldeles urørt , kun da den fremmede nævnede „ en søn eller datter “ , syntes den forrige bleghed atter at bedække hans ansigt ; men det varede kun et øjeblik , og med en vis selvbeherskelse fortrak han sine læber til et hånsmil . „ Hør , min herre ! “ tog opsynsmanden tilorde . „ De duer min salighed ikke til at være slavesergeant , troer de , at sådanne kj æltringer forstå sig på sig tiltale ; nej , der må en anden konfekt til . — koften af , din hundetamp “ , lagde han til , idet han vendte sig om mod slaven , „ nu er det død og pine alvor “ . Visitationen var snart til ende og bragte , som læseren ved , intet resultat . Den rejsende stod hensunken i den dybeste fortvivlelse ; — endnu engang lod han sit blik glide hen over hele esplanaden , ligesom han på en eneste gang ville oversfue enhver hemmelig Vrå i det grønne Kammer , men hans øjne fyldtes med tårer , som langsomt rullede ned over han ; blege kinder . „ Emilie ! “ råbte han , „ Emilie , o , hvis du nu så min elendighed ! — o , mine stakkels , ' ulykkelige børn ! “ „ Herre ! “ sagde den gamle sømand , „ slå dem til tåls og hør dog lidt ræson ; seer de , igåraftes fik vi deres store kasse med klæder ombord ; skulle de ikke have stukket den derned , eller måske have stiftet et klædningsstykke , hvori den var , og glemt al tage den ud , for så må den jo min sandten være i kufferten “ . „ Men jeg syntes dog bestemt , al jeg havde den hos mig , da jeg før spadserede herinde “ , sagde den fremmede noget beroliget , idet han søgte at samle sine tanker . „ Ja , synes er et og vide noget bestemt er noget andet ! “ tog justitssergeanten tilorde ; jeg syntes , det var ikke værd at gøre en sådan allerhelvedes allarm over ingenting og mistænke uskyldige folk , når man ikke engang ved , om man har tabt noget eller ej . Men jeg anser dem før at være en alt for galant herre “ , lagde han indsmigrende til , „ til at de ikke nok skulle betænke de stakkels ulykkelige mennesker med en lille skadesløsholdelse før den ubehagelighed , der er påført dem . “ Mecanifl greb den rejsende i lommen og udtog nogle småpenge . „ Hør , gode herre ! “ råbte matrosen , „ nu hejse de , gud hjælpe mig , signal på Toppen , vi må skynde os , at vi komme med ; — de finder nok bogen i klædekisten , når de kommer ombord . Kom lad os skynde os “ . De begave sig hurtig bort under justitssergeantens høje taknemlighedsytringer . et ovarier efter var skibet forsvundet i den fjerne horizont . Justitssergeanten havde igen udstrakt sig magelig på bænken , og slaverne stod rolige ved deres arbejde , som før , men da havde også den stakkels rejsende fået vished i sin skæbne . Det var endnu tidlig på dagen . Esplanaden var aldeles mennesketom , kun inde på toldboden begyndte livet efterhånden at røre sig og merkurius , handelens stærke gud , udstrakte sit mægtige Septer , som med varme interesser forene jordens fjernere folkeslag med hverandre . Den ærlige slave , Søren viintyv , stod endnu på sit høje standpunkt og klappede på jordvolden idet han af og til kastede et stjålet øjekast til den grønne jordtørv , hvorunder han havde gemt sit fremtidshåb og en families timelige ro og lykke . Han syntes at være i en indre bevægelse og gav sine trykkende tanker luft i en selvsamtale . „ Hvad er livet uden lykke , og hvorledes kan lykke bestå uden rigdom ! Rigdom —det er altså målet , og de midler vi bringe til at opnå den , ere alle gode , undtagen de , der slå fejl . Stræb først at blive rig ! Deraf følger et andet . Begår du en uædel handling , hvorved du bliver rig — det er kun en øjeblikkelig forseelse , hvis minde hele det øvrige liv kan udflette . Gør du en forbrydelse , hvorved du bliver rig — da kun nægte forbrydelsen , når du ikke kan retfærdiggøre den , og skulle du komme til at føle samvittighedsnag , mon den da skulle være mere pinlig end hunger og tørst . Er det anger eller utilfredsstillede ønsker , der i søvnløse nætter volde os den største plage ? ialt fald er jeg jo halvt fortrolig med de smerter , som følge med en oprørt samvittighed — havde en anden kommen i stedet for mig , hvordan mon han da ville have handlet ? — ja , hjertet kan blive hærdet i lastens skole — det kan ingen nægte . Havde dette tilfælde mødt mig for tre år siden , og den ulykkelige unge mand var trådt hen for mig med blege kinder , havde skildret mig den elendighed , hvori hans tab styrtede ham , jeg indestår ikke for , at jeg vistnok straks havde gjort ham glad og givet ham hans ejendom tilbage . Det var handlet efter den fejlfri menneskekærlige moral , man prædiker derude i verden , men langtfra efter den , der læres , hvor jeg nu har hjemme , thi der hedder det : „ Mennesket er det frygteligste rovdyr , der ene kan hæve sig kækt ved de andres undergang , den stærkeste , den heldige og den listigste har ret . Efter denne sidste lære kan jeg endnu blive til noget i verden , efter den anden bliver man kun en dåre hele sin levetid , ja værre end en dåre — en tyv , en foragtet usling , ja måske en morder ! “ Dette var omtrent indholdet af den smukke samtale slaven førte med sig selv . Det var forbrydelsens sophistifle raisonnements , som måske , skulle dæmpe samvittighedens stærke rsrelse , da endnu en god streng klang i denmlykkeliges hjerte og ville afdrage ham fra synden , i hvis tjeneste han ej aldeles ville hengive sig . men det var forsilde . Han fæstede sit blik med grådighed mod det sted , hvor den fremmede ejendom var bevaret , det var , som om han med sit øje ville gennemtrænge den græstørv , der dækkede den , for ene at kunne fryde sig ved de herligheder han nu kaldte sine . Forsigtig anbragte han nogle store sten i jordvolden , for at have et mærke , når han igen ville afhente tegnebogen , som dog ikke kunne ske før hans straffetid var forbi , hvilket først indtraf om nogle dage . Til denne frihedens time havde han vel ifølge den menneskelige naturs fordringer ofte længtes efter i stille øjeblikke , dog ikke med nogen brændende heftighed , thi hver gang han gav disse tanker indgang , knyttede billedet af den menneskelige nød sig levende til det udkast af det liv , han fremdeles skuldr føre , og den tanke , ved simpelt arbejde at skulle opholde fin tilværelse , knugede hans hjerte med bitterhed og afsky . Men n u havde sagerne forandret sig . Nu kunne han atter træde ud i verden , uden at falde nogen til byrde . -med mange midler ville han snart erholde venner , og hans fordums brøde ville snart blive udflettet . Han vidste vel , at det er livets sædvanlige gang , at man gerne tilgiver og glemmer den skyld , højhed og rigdom har begået ; men den fattige må bære brødens stempel hele sin levetid . Ved jordarbejdet var der ikke bleven foretaget meget den dag . Han vidste altså , at han den næste morgen ville blive kommandere ! til samme arbejde , og det var ham nu det kæreste . Denne plet indeholdt nu det dyrebareste for ham , og han tog ved sin bortgang afsted fra den med et tungt hjerte . Tredie kapitel . Husholdersken og beboeren af druknehuset . Det var atter blevet efterår . På den dengang mest afsides og øde strækning af Christianshavn , der hvor mange år esteren af stadens største og driftigste handelsmand lod opføre en række nette og hyggelige småboligcr for mindre familier , og hvorfra den lange og mørke reberbane udstrakte sin mur vandrede en eftermiddag henad aften en mand ganske alene . Da det lod til , at han kun gik her for at spadsere , måtte mon antage , at han var en ven af den ville og oprørte natur , thi på en tid , hvor de fleste mennesker søgte deres lune boliger , kom han gonsfe rolig over Langebro , hvorover stormen fra kalleboderne drev sit lystige spil . Han trådte derpå ud i den mennesketomme , mørke alle , der var bedækket med de raslende blade , som stærkt begyndte at falde ned fra trætoppene . han havde allerede passeret Alleen og nået de yderste huse , der støde op mod amagervold , da han nedsunken i tanker atter vendte om og tog plads på en i Alleen stående bænk . Fordybet i fine betragtninger , bemærkede han neppe , at en dame jog plads på samme bænk , kort tid efter han havde sat sig , men på engang bøjede han sig forover og skjulte sit ansigt i sine hænder ved den klirrende lyd , som raslen af lænker forårsage og som hidrørte fra en division slaver , som hleve førte fra deres arbejde til stokhuset . „ Det er da det afskyeligste sted jeg kender ! “ Tog damen tilorde , da slaverne vare forbi . „ Var det ikke fordi jeg var så forskrækkelig træt , havde jeg virkelig gået igennem byen , men jeg har såmænd måtte sidde på tre bænke i philosofgangen , inden jeg kom så vidt . “ Den tiltalte mand svarede kun med et ganske ligegyldigt : „ Ja så ! “ „ Ja , for seer de , min herre ! “ vedblev hun , „ jeg kommer tilforladeligt helt ude fra Frederiksberg by , hvyr vi har vort landsted , og så har jeg hele eftermiddagen gået ude på kirkegården , og pyntet en venindes grav , og det har trættet mig meget ; men nu er jeg , gudskelov , snart hjemme , thi vor gård ligger her henne i Overgaden . Manden svarede atter : „ Ja så ! “ „ Jeg takker dig gud for at en galant herre sad her på bænken , da disse afskylige mennesker kom forbi — uh ! det er sådan nogle grove og ækle karle som altid sige noget slemt til et ensomt stakkels fruentimmer , men det forstår sig , de have jo også bidt hovedet af al skam . “ Manden havde ikke forandret den stilling han havde indtaget dengang slavedivisionen kom forbi , hans ansigt var tildeels skjult og det lod ikke til at han havde lyst til at iagttage den ringeste høflighed som en herre ellers viser det ondet kjsn , men han forblev i sin stilling , idet han svarede . „ Så de holder ikke af slaver ? “ „ Ih gud bevares , min herre ! holde af slaver hvorledes kan et menneske med nogenlunde den else blot tåle uskuddet af alle skabninger , end sige holde af — ? Nej , jeg hader , jeg foragter og afskyer dem ! “ „ Har de da aldrig haft bekendtskab til en slave ? “ spurgte manden rolig videre . „ Vor herre fri mig vel ! Bekendtskab med en slave ! Ih du fredsens gud ! jeg har ikke den ære at kende dem , min herre , men hvad tænker de om mig ? “ „ Jeg tænker man kan være meget stikkelig fordi man har en Broder eller fader , søn , kæreste eller husbond i slaveriet . “ „ Ja på den måde har de ret . Jeg havde for eksempel en veninde , som havde en herre , der var den største skurk , der kunne gå i to sko , og han kom ganske rigtig ind i slaveriet , men han har ved gud siden den tid holdt sig meget ordenlig og exemplarifl ! “ „ Hvem var den mand de taler om ? “ spurgte manden . „ Å , de har vel ikke kendt ham . Han hed ssren Jocumsen og var urtekræmmer men forresten en stor gavtyv , men han faldt på sine gerninger . Ak ja ! “ „ Søren Jocumsen , jo ham kendte jeg nok , det er jo den slave , der fornylig har gjort en ny tilståelse i sin sag , idet han har angivet sin husholderske impliceret deri , hvilket har vakt den højeste opsigt . Man påståer , at sagen skal foretages på ny , uagjocumsens straffetid snart er udløbet og man er af den mening , at når han dandser tud af stokhuset , så må hun nok hoppe ind i tugthuset ! “ Damen gjorde en zittrende bevægelse , som om hun skulle falde ned af bænken . Manden blev ubevægelig siddende . Mørket begyndte stærkt at falde på . „ Så de kender altså Lene rafl ? Det seer rigtignok lidt galt ud for hende , det skal jeg ikke nægte . “ „ Gud , min herre , de ved hendes navn ! “ udråbte damen med et skrig . „ Hvorfra har de denne efterretning ? “ „ Skulle jeg ikke kende den “ , vedblev manden ganske rolig , „ og jeg er i dette øjeblik i begreb med på mit embeds vegne at gå hen i Overgaden , hvor den omtalte person er for at tilsige hende at give møde for stokhusretten/ ' „ Du milde himmel ! “ udbrød damen i den højeste sjæleangst , men fattede sig dog hurtigt idet hun sagde : „ De ulejliger dem forgæves , hvis de vil tale med hende , thi jeg ved hun ikke er hjemme . “ „ Nej jeg ved det nok ! “ svarede han med sin sædvanlige koldsindighed , „ hun har sparet mig et par skridt , og har været så forekommende imod mig , at komme til mig , i stedet for at jeg skulle komme til hende . “ Ved disse ord greb han damen i armen og sagde : „ Godaften jomfru Lene rafl ! “ Men jomfru Lene gjengjeldte ikke denne kærlige hilsen , hun udstsdte et stærkt hvin og faldt overmod en af de tykke træstammer ved bænken og lod til at være ubevidst . „ Tag dog ikke så stærkt på vej , “ sagde manden med en anden stemme , end den han hidentil havde tiltalt hende med , „ kan , du ikke nok tåle at en af dine gamle bekender iblandt slaverne har lidt lejer med dig , og tak vor herre for at det kun var løjer , thi du fortjente gud fordømme mig at komme i tugthuset . “ Langsomt åbnede Lene fine øjne , som hun nu heftede på mandens ansigt , der nu aldeles var vendt imod hende . „ Hr . Jocumsen ! “ udråbte hun forfærdet — de her ! Ak jeg stakkels elendige fruentimmer — de vil vel ikke gøre mig ulykkelig ? “ „ Nej , det passer jo bedst , at jeg bærer denne hele ulykke alene , det syntes du jo også , dengang du retirerede fra kælderen og lod mig og barnet i stikken — og siden gør du dig lystig over de stakkels mennesker , der må afsone deres forbrydelse i jern . “ „ Herre ! Gode herre ! stammede Lene . „ Fanden være din herre ! Jeg er ingens herre . Men gør mig regnskab for mit barn , kvinde , hvor har du det ? hvordan har du vist din skyldighed imod den fængslede forbryders barn ? “ „ Hr . Jocumsen ! De ved jo nok . . . . ! “ „ At hun er tosset i hovedet vil du sige ! “ afbrød han hende , „ ja desværre , det ved jeg , og hvis du havde været skikkelig mod mig og barnet , da havde du ikke rendt din vej , og den lille Anna var ikke kommen til skade ; — men hvor er hun ? “ „ Hun er i kost hos nogle skikkelige folk ude på toldboden , og hun har det såmænd meget godt , jeg seer jævnlig ud til den lille Anna og agenten har også været god mod den lille , “ svarede Lene nedslået . „ Hvad er det for en agent , du er hos , Lene ? Fortæl mig noget om det , er du måske hans — ? “ „ Husbestyrerinde hos agent Hansen ! “ sagde hun med en temmelig sikker stemme . „ Det er en dejlig mand ; men han er så tungsindig . Hans kone er død for hen ved to år siden og fra den tid er han ikke lykkelig . Jeg må nu opdrage hans to døttre , nogle vakre små piger ! “ „ Da har agent Hansen , død og pine , også truffen på den rette at betroe sine pigebørn til . Hør kvinde , du lyver bestemt for mig ; — tilstå mig det kun ligefrem , du har prakket dig på den forvirrende agent , og deler l ynd og skændsel med ham — du går ham under øjnene og pynter hans kones grav , for dristigere at kunne lcfle med ham ; tilstår du det kun du skændsels kvinde , jeg kender dit lumske slangehjerte . “ I højeste grad overrasket trådte Lene et skridt tilbage og indtog en stilling , der skulle imponere Jocumsen og tog tilorde : „ Ved i ! hvem i taler til hr . Slave , jeg er agent Hansens forlovede brud og ret snart hans ægteviede hustru . “ „ Ikke så højttravende , min due , hust på at du forinden , ved min hjælp , dandser i tugthuset , vil så hr . Agenten annamme dig der , står det ham frit for , men at du skal komme der , derfor skal jeg sørge . “ Skælvende for denne trudsel , sank Lene sin fordums herre tilfode , og bad ham dog at skåne hende , hun forsikrede , at hun ikke havde løjet . „ Så tilstå da , at kun forbrydelse har ført eder sammen , og fortæl mig straks uforbeholdent , hvor ledes sagerne stå mellem eder — have i nogen levende livsfrugt sammen ? “ Lene tilhyllede sit ansigt . „ Ifjor efterår begrov jeg den lille — ellers intet ! “ „ Tænkte jeg det ikke nok . Et år efter hustruens død begravede du syndens frugt og vil nu tvinge den ødelagde agent til at ægte dig , midt i fin elendighed ; mens både hus og gård skal springe , du seer , jeg er godt underrettet ; men så vidt skal det ikke komme , derfor skal jeg drage omsorg . “ „ Og hvad er da deres hensigt ? “ spurgte Lene med en ængstelig tone , „ tænker de ikke på andet , end at gøre ondt ? “ Jocumsen tav . „ De kan tro ! “ vedblev husholdersken , at vi have sorg nok endda ; men det er noget , som de selv har sagt , at de ved ligeså godt , som jeg kan fortælle det ! “ „ Hvad alverden ved , kan jeg jo også vide ! “ Svarede Jocumsen mørk og tankefuld . „ Jeg er først for et par dage siden kommen fra en rejse , og det var noget af det første jeg erfarede , da jeg kom iland . “ Det begyndte at regne temmelig stærkt . Vinden pidflede store dråber ned på de samtalende , som ingen ly fandt under det utætte løvtag . „ Hør Lene ! “ tog manden tilorde : „ kom her på dette sted , og denne tid i morgen aften , jeg skal da meddele dig en tanke , der er faldet mig ind , og vil du være lydig og tavs , skal du se , at jeg også tænker på andet end at gøre ondt . Møder du , som jeg har sagt , kan du måske vente denne gang at undgå vanære , i modsat fald skal jeg tage mine forholdsregler , og da måtte gud eller fanden hjælpe dig , hvis du skulle undgå mig ! “ Lene gav sit ord på at komme , men lagde dog til , at han ikke måtte forstyrre hendes fremtidslykke , ved at forhindre den forbindelse hun havde betroet ham , at være et gærde mellem hende og agenten , da alt så var forspildt for hende i denne verden . „ Jeg indlader mig ikke på conditioner ! “ svarede Jocumsen , „ vil du komme , beroer det på dig selv , hvis ikke , ved du befleed ; men det fordrer jeg , at du ikke siger til noget menneske , at du har set eller talt med mig , thi vid , jeg er død ! “ „ Død ! “ gentog Lene skælvende , og hun så sig ængstelig om til alle sider , idet hun på dette øde og uhyggelige sted fornemmede den største rædsel ved en åbenbaring af denne natur . I hendes overtroiske sind kunne ved den urolige samvittigheds røvelser en sådan tilsyneladelse forekomme hende sandsynlig , så meget mere da det gøglende halvlys der kastede sit dæmrende skær over alle genstande , ikke lod hende fliælne fin gamle herres træk så grant , men derimod lod hende følge sin forvirrede indbildningskrafts indflydelser . „ Husk i morgen ved denne tid , “ lød det endnu engang som et hvin gennem stormen , og da Lene vendte sig om til sin herre , var han forsvunden . Den tilstand , hvori Lene befandt sig efter denne samtale lader sig næppe beskrive . Som jaget af onde ånder gjennemilede hun den mennesketomme alle , og når stormen løsrev en green , eller hvirvlede i de tørre blade , troede hun , af det var hendes døde husbond , der forfulgte hende , for endnu engang af minde hende om det berammede stævnemøde . Først på sit værelse samlede hun sine tanker og gennemgik stykkevis den hele samtale , men hver gang den overbevisende sandsynlighed trådte srem og søgte af gøre sig gældende , demonstrerede hendes overtroiske indbildningskraft og lod hende lide tusinde helvedsqvaler . De blandede sig i hendes drømme og gav hende måske en forsmag på de ondes tilstand efter dsden . Da tænkte hun med urolighed på , af hun langtfra , som det havde været hendes hellige pligt havde sørget for den lille Anna , hvis skæbne ene havde afholdt barnets fader fra , af angive Lene som medskyldig , idet han var vis på af hun ville sørge for den ulykkelige lille . Nu frygtede hun for af også denne hendes skjændighed ville blive opdaget og straffet af den mørke , gjengjældelsens skikkelse , hun atter fluide have et møde med . Hun fortvivlede jo nærmere tiden til denne hemmelige sammenkomst skulle finde sted ; og for første gang i mange år hævede hun fin tanke mod det alvidende forsyn og bad om nåde . Måske hun engang som barn med lignende andagt , havde foldet sine hænder og blandet en tåre i sin bøn . Nu gav hun gud sit løfte om bod og bedring . Løfter , hvoraf den himmelske fader modtager så mange , hver gang sekundet har drejet tiden fremad . Løfter , som han forud ved kunsenere ufuldkomment , eller aldeles ikke blive opfyldte . Og hun følte sig om endog så dybt sønderknust , dog noget fattet til at gå eventyret i møde , thi udeblive vover hun ikke , om det så gjalt hendes liv . Allerede en time før den fastsatte tid var Lene i Alleen og ventede på det menneske , hun nu frygtede meest af alle . Det var endnu lyst , da hun ankom på stedet , thi hendes ængstelse for i msrke at gå derhen var ligeså stor , som den onde samvittigheds frygt for nat og ensomhed . Hun ville efterhånden vænne sig til det indtrædende merke , for ikke ved at komme i merket selv at blive overrasket og ængstet til døden . Hun fordrev tiden dels ved at sidde på bænken , og dels ved at gå op og ned ad Alleen . Den samme division slaver som passerede forbi igår vendende tilbage fra arbejde , var også i aften gået hjemad , hvilket lod Lene formode , at nu var øjeblikket nær , at jecumsen ville komme , men endnu efter et godt qvarteers forløb var han ikke indtruffet . Det var snart blevet aldeles mørkt . Stormen havde atter begyndt at rejse sig og stedets uhyggelighed tiltog mere og mere . Da havde tålmodigheden snart forladt den ventende husholderske , og fast besluttet på kun at gå Alleen en gang op og ned til , og da gå gem , hvis Jokumsen ikke kom , tiltrådte hun fin gang . Da hørte hun en fodgængers trin over broen nærme sig mere og mere . Hun skælvede , det var som om dødens kulde havde grebet hende . Men hun havde taget fejl . Den kommende var en herre iført en fin klædes-chenille forsynet efter nutidens brug med et par sølvløvehoveder til hægter , forresten elegant klædt . Han var på samme hvide som Jocumsen , men i stedet for at denne havde et tyndt rødligt hår , havde hin fremmede en mørk , yppig hårvæxc , hvilke bemærkninger , Lene , så godt mørket ville tillade det , hurtig havde gjort . Han var gået Lene forbi uden at ændse hende og havde allerede nærmet sig den ende af Alleen , der støder op mod Christianshavn , da han pludselig vendte om og gik samme vej tilbage . Lene havde netop fuldendt den halve del af sin gang , og stod nogle øjeblikke ved broen og lyttede om hun ikke kunne høre nogen komme , men da dette ikke var tilfældet , vendte hun om i det faste forsæt at gå hjem . Omtrent midt i Alleen mødte den fremmede hende igen . Dennegang standsede han foran hende , tog sin hat zirligen af og spurgte om han havde den ære at hilse på jomfru Lene røst . „ Til tjeneste , min herre ! “ sagde Lene højst forundret . „ Hvis det er tilfældet ! “ vedblev den fremmede i et mål , som røbede en udlænding , „ da har jeg en hilsen til dem fra en vis hr . Jocumsen , som de nok skulle møde her i aften . Det var ham umulig at komme , han har fået et forfald , og har derfor sendt mig , som er en af hans bedste venner ! “ „ Og i hvilket ærinde , om jeg tør spørge ? “ Spurgte den skælvende husholderske . „ Jeg har ordre , at ledsage dem til ham , “ Svarede manden , „ måske tør jeg byde dem min arm ? “ Han havde alt grebet hendes arm , som hun modstræbende søgte at trække til sig . „ Men hvor vil de da føre mig hen ? “ råbte Lene i den højeste angst . „ O , han boer straks herved , vi skulle kun over broen , der har han i det første lille sted til venstre sit logis . Han beboer for øjeblikket hele lejligheden alene — kom de kun , de er ham vistnok højst velkommen . “ „ Tilvenstre , min herre ! Der jo intet sted — de tager bestemt fejl . . . . Der er jo intet andet end . . . . “ „ Druknehuset , meget rigtig ; men jeg havde formodet , at hr . Jocumsen alt havde betroet dem , at han var død . . . ? “ Disse ord virkede som et elektrisk slag på Lene , overbevisningen om , at ' hun var omgiven af spøgelser og ånder , blev hende klar , og hun sank med et skrig til jorden . „ Lene ! Så hør dog ! “ vedblev manden med en ganske anden stemme og akcent end om fremmede , hvori han havde talt til hende . „ Vær dog fornuftig og lad dig ikke skræmme af levende folk . Det er fortræffeligt , du kender flet ikke din gamle husbond mere . Husholdersken slog øjnene i vejret , idet hun blev hjulpet op på bænken , men da hun fæstede dem på manden rystede hun på hovedet og sagde : „ Nej , det er umuligt . . . Det kan aldrig være hr . Jocumsen . Nu har jeg kendt ham i så mange år — nej , havde de endda hans gamle frakke på som han holdt så meget af . . . “ „ Kjolen gjsr ikke manden , Lene . Er det dig meget om frakken al gøre , da har jeg den indenfor chenille » ; men den og mit hele forandrede udseende skal kun bevirke al hr . Jccumsen er dsd for verden , og en anden er trådt i hans sted , — forstår du den lille komedie jeg har spillet med dig ? Når du ikke kendte mig , da kunne jeg være temmelig vis på , al ingen anden let skulle genkende den mand , som har levet så stille og indgetogent som jeg . “ Lene kunne ikke komme sig af sin forundring , da hun endelig havde overbevist sig om , al det virkelig var hendes gamle herre . Nu fattede hun også mod , thi hun mærkede al han var i et langt bedre lune end aftenen forud , og med nysgerrighed længtes hun efter at indvies i den plan , hvori han ville deelagtiggjøre hende . „ Seer du ! “ sagde han , „ det er mig om at gøre under et fremmed navn og fri for alle tidligere forhold , atter at træde ind i verden . Det vil sige i en stilling , hvor jeg kan virke og fortjene ; thi med alle mine flette egenskaber har jeg dog ikke lyst til at ligge på den lade side . Når jeg ikke er i virksomhed , bliver jeg mismodig og kunne gerne gøre en ulykke på mig selv , ja , selv om natten kunne jeg ønske at være i aktivitet , for da plages jeg for det meste af søvnløshed . I en sådan stilling , Lene , skulle du bringe mig . “ „ Jeg ! — hvorledes kan det falde dem ind ? “ Udbrød husholdersken forundret . „ Ja , vent kun . Du har alt hørt , at jeg er vel underrettet om , hvorledes sagerne stå sig hjemme hos eder . Agenten er slemt i vinden , og jeg ved , at han inden otte dage må erklære sig insolvent , og skal kreditorerne da have noget hver især , beholder hr . Hansen død og pine intet . Men jeg kender en mand , som vil frelse ham , det forstår sig på betingelser . . . . “ „ Frelse ham ! “ råbte Lene og slog hænderne sammen , „ frelse ham , hvem er den guds engel ? “ „ Det er s ' gu mig selv og ingen anden ! “ „ De vil nok drive spot med mig igen hr . Jocumsen , det har jeg aldrig hørt , at man bliver rig i slaveriet , — bare de dog ikke er dsd . . . „ Nu gælder det alvor , Lene ! “ svarede Jocumsen , stødt over denne temmelige nærgående spsg . „ Jeg er manden , og kan den dag i morgen bringe din herre udaf sin nærværende trykkende stilling , når kun han vil gå ind på mine forflag . Når han nu antager den , skal han også lære mig st kende under mit virkelige navn og hele mit forhold til fulde , thi skalle han og jeg kunne virke sammen , må der ingen hemmelighed være imellem os ; men for hele den øvrige verden , dig og ham undtagen , er jeg en anden person , har du nu forstået mig ? “ „ Javel ! “ svarede Lene , „ men hvilke forsiag vil de da gøre min herre ? “ „ Det skal jeg sige ham , når jeg først er kommen så vidt , det er noget , fruentimmerne ikke forstå sig på , du har kun , af underrette agenten om , af en herre søger en hemmelig samtale med ham i morgen formiddag på hans egne værelser , og ikke på contoret . Du kan ja- gerne sige ham , af hans velfærd er afhængig af denne samtale og søge af stemme ham for den — men forresten venter jeg det bedste udfald , thi nøden tvinger ham til af gå ind på mine betingelser . Lad ham være nok så samvittighedsfuld og retfærdig , selvopholdelse , krænket æresfølelse , verdens omdømme og af nyde et sorgfrit liv , er følelse og genstande , som er langt stærkere end de første ! “ „ De vil dog vel aldrig forføre min stakkels herre til en forbrydelse ? “ „ Vær du rolig , Lene , den , der gerne vil hoppe , er let af lokke , du har selv forført ham , du var dog den første slange i hans Paradis . “ „ Men jeg kan dog ikke i alverden begribe , hvor . Dan det hænger saqmien med deres mange midler . “ „ Derom skal du ikke bekymre dig > “ svarede Jocumsen halv vred , „ jeg er nu snart ked af dine mange indvendinger og spørger dig kort og godt om du vil besørge mit ærinde eller ikke ? “ „ De er så forskrækkelig opfarende herre , “ svarede Lene hurtig . „ De ved jo nok at jeg punktlig vil opfylde deres befaling , men lidt nysgerrighed må de tilgive mig . Men hvis nu agenten spørger om deres navn , hvad skal jeg da svare ? “ „ Navnet gør intet til sagen , det er ligegyldigt , du kan jo kalde mig hr . Top . Og nu godnat . Jeg skal endnu et andet ærinde i aften . “ Og hurtig ilede han bort fra den forbansede husholderske ; som nu med helt andre følelser end aftenen forud , ilede til sit hjem . Fjerde kapitel . Den hemmelighedsfulde bogholder . Agent Hansen havde altid været anset som en brav mand . Han var en rettænkende indsigtsfuld handelsmand og en god og ædel familiefader . Vidiflyvende planer , hvorved han troede at kunne befæste sin stillings sikkerhed , bragte han i udførelse , men havde flere gange måtte gøre den sørgelige erfaring , at de floge fejl , og i stedet for at opnå det forønskede mål , kom han til et resultat at det var modsat af hans forhåbninger . Hans stilling forværredæs år for år , han måtte bestå mangen kamp for endnu at kunne vedligeholde sit navns anseelse og den hemmelige^sjælekummer , som disse bestræbelser forvoldte ham , nedbrød hans sindsro og sløvede ham for hans pligter . Han var med alle sine gode grundsætninger for svag til at kunne bevare den barnlige tillid til guds styrelse , som var ham og enhver så nødvendig i ulykke , og han tabte for tidlig modet . Da døde hans ædle , kærlige hustru , som så trofast havde trøstet ham i mangt et øjeblik , når de mørke tanker trykkede ham og når han kastede et bekymret blik ud i fremtiden . Med hende mistede han sit livs gode engel , og hans tvende barn en omhyggelig moder . Dette slag virkede så stærkt på hans sind og kun for fine døttres skyld anstrengte han fine sidste kræfter for at holde sig på det synkende vrag , der endnu var tilbage af hans lykkes fartøj . Kort efter kom han på den tanke , at ville give sine børn en vcilederinde , da hans forretninger umuligt kunne tillade ham at give sig af med disses opdragelse , så meget mere som dette hverv også mere var stikket for en kvinde . Tilfældet eller omstændighederne lod ham da vælge Lene rafl i dette øjemed . Det var vistnok det uheldigste valg , han kunne gøre ; thi under et slebent og hyklerisk udvortes , som skjulte en afgrund af slethed og onde tanker , r h n det mindst passende væsen til at opdrage og vejlede et par pigebørn , som vare i den alder , hvor de er modtagelige for de første indtryk , og hvor de Gs hjerter beGynder at udvikle de tanker oG G . undsætninGer , som da blive nedlagte . men en god engel vågede over disse bør « . Det indtryk , deres henfarne moders lærdomme og advarsler havde gjort på deres sjæle var uudslettelig , og det var den gode genius , som omgav deres barndom og lod dem stå uberørte af den giftige ånd , hvormed deres vcilederinde let kunne have smittet dem , idet hun altid fyldte deres sind med falste begreber om verden og menneskene . Men lykkedes det hende nu ikke at kunne fordærve disse stakkels moderløse , da havde hendes bestræbelser en bedre indgang hos hendes herre , som hun på en snedig måde forstod at besnære , og som midt i ulykken lyttede til syndens tale , i stedet for at han med kraft burde have gjort sig fri for de uværdige bånd , hvori han blev hildet , og have åbnet sit øje for ret at se , hvilken slange han nærede ved sit hjerte , og hvilket flet valg han havde gjort med hensyn til sine børns opdragelse . Men som sagt , ulykken havde gjort ham svag . Ulykken og synden gik hånd i hånd og læseren har alt set , at den sidste havde bragt ham så vidt , at han ikke kunne trække sig tilbage . På det landsted , han ejede ved Frederiksberg , måtte han skjule sin skændsel , som dog til hanglæde en tidlig død tilintetgjorde ; men hans lykkes bygning var knust , og til at rejse den så han ingen udvej . En tilstand , som aldeles måtte ødelægge ham , var forhånden , og skændsel og armod ville blive hans lod . Den mand , som forhen med glæde havde overskuet fin lykke og fin heldige stillings indre fald , var nu en boldt for fortvivlelse , og måtte stundom af et fruentimmer , som kun var hans tyende , børe de bittreste bebrejdelser for svaghed og mangel på forstand til at styre sine ting . Det var syndens frugter . Således stod sagerne i agent Hansens hus , dengang det smukke par , vi have gjort bekendtskab med , havde moder i Alleen og lagde råd yp med hverandre om at begå større skændsel og større synd . Når håbet er forsvundet , kan det mere rygtede hjerte ikke længer kæmpe mod sin skæbne . Denne sætnings sandhed begyndte agent Hansen at erfare , da alt ville briste for ham . Derfor faldt en håbets stråle i den ulykkelige mands hjerte , da Lene bragte ham efterretning om , at en fremmed søgte en samtale med ham , hvorpå hans velfærd beroede , hvilket hun efter Jocumsens befaling skulle underrette ham om , men ifølge sin sladderagtighcd kunne hun ikke tæmme sin tunge ; men lagde indsmigrende til : „ Nu vil alt snart blive godt , kære Hansen , og vort inderligste ønske vil kunne blive opfyldt under langt bedre omstændigheder , end vi havde ventet . Pas på , jeg har ret ! “ Agenten kunne ikke med det opgående håb undgå at forene et suk med tanken om „ deres inderligste ønske “ , som Lene udtrykte sig ; thi det var naturligvis kun deres giftermål , det gik^ud^på . hvilket langtfra var Hansens inderligste ønske ; men den svage mand havde engang , som ordsproget siger , sagt a og nødtes nu også til at sige b . Han kunne ikke undlade at ryste heftig på hovedet , idet han med stærke skridt gik op og ned i værelset , og lod dertil de ord falde : „ Den dag den sorg , nu har jeg andet at tænke på . “ Men dermed var agentens husbestyrerinde ikke tilfreds , dermed lod hun sig ikke nøle . Hun greb tit til et universalmiddel , som hun ofte havde benyttet med held , hun udbrød i en heftig gråd , idet hun truede ham om hans hellige pligter imod hende , om den store synd han ville begå , dersom han lod et stakkels fruentimmer , han havde påført skam og skændsel , blive udsat for verdens dom og vanære . Og da dette endnu ikke gjorde tilstrækkelig virkning på den tungsindige handelsherre , tiltog hendes heffighed og hun truede ham med at blamere ham for hele hans kontorpersonale og fortælle alle mennesker , hvilken Karl han var . Hansen kastede sig mekanisk ned på en stol , og for husfredens skyld gentog han sine tidligere løfter og bad hende lade ham være ene . Med lettet hjerte forlod Lene ham , og agenten tildækkede sit ansigt med sine hænder . Han knugede dem heftig imod sine øjne , da hans småpiger kom hoppende ind til ham og hængte sig ved hans arm . Han turde ikke lade sine børn se hans ansigt , en tåre trængte sig frem i den ulykkelige mands øje ; det var , som om han krænkede sine børn « helligste rettigheder ved nogensinde at begå det skridt , hvorom talen for nogle øjeblikke siden havde været . Til den bestemte tid næste dag stod hr . Jocumsen , nu kaldet hr . Top , for agenten i hans indre værelser . Hvem der nogensinde før havde set den skidne urtekræmmer i Christenbernikovstræde , da han bar det tynde rødlige hår tilskue , og nu så den elegante mand med en kunstig anbragt paryk af sorte hår , ville ikke have troet at det var en og samme person . Dertil forstod han også at give sin tale en vis overbevisende kraft og lod sine kundskaber i handelsfaget spille på en for ham fordcelagtig måde , ' at han med lethed duperede den efter midler higende agent , som nu manglede det prøvende blik , han i sine tidligere dage havde været i besiddelse af . Jocumsen , som vi nu herefter ville kalde for tov , agtede ikke straks at åbenbare agenten hele sin hemmelighed , hvilket han havde sagt til Lene , var hans hensigt . Først ville han indlede ham i fin plan og lade ham deltage deri , inden han delagtig « Gjorde ham i sit livs forviklede forhold . Når det var for sildigt for Hansen at trække sig tilbage , mente han , at det var tidsnok at underrette ham om , ved hvilke midler han var bleven frelst . Man vil let kunne opkaste det spørgsmål , hvorfor han ikke med sit fund og for egen regning , og måske i en anden stad eller by havde villet grundlægge en handel , men dertil var han for klog . under en beskeden skikkelse , f . Eks . som contordetjent og dertil som compagnon med et hus , hvis forretninger vare betydelige , og som ved et øjeblikkeligt tilskud kunne hjælpes på føde , var det ham lettere at sikkre sig sin vinding , der jo var hans hovedfcrmål , end når han fra begyndelsen skulle prøve derpå og det stedse i den usikkerhed om at blive røbet . Han fortalte derfor agenten at han , — som også var tilfældet — for et par dage siden var , over Hamborg retourneret fra udlandet , hvor han havde hævet en betydelig arv , som han nu agtede at gøre frugtbringende i et af Københavns større handelshuse , under den betingelse , at han målte tiltræde en post på contoret , som bogholder , med en fast årlig gage , og dertil være compagnon i handelens interesser , hvilken sidste begæring ikke var mere end billig . Kun betingede han sig at have kassen for de løbende handelsudgifter under hænder , idet han ved en kontrakt , hvortil han kun mente , at de tvende contrahenters underskrift var nødvendig , deponerede den sum , som han ville indflyde i handelen . „ De vil , hr . Agent , “ lagde han til , „ derved også kunne spare dem selv ved en byrdefuld post , men tiden vil vistnok vise dem , at de ikke har betroet deres affairer til den urette mand ! “ Hansen kunne ikke andet end indrømme at tops fordringer vare ovcreensstemmende med billighed . Hjertet hævede sig hos ham ; — tanken om , at nu skulle hans nsd snart være til ende , lod ham overse enhver betænkelighed . En nøjere forespørgsel om den fremmede » Familieforhold og nærmere forbindelser blev ikke omtalt , og med ligestor hurtighed fra begge sider blev sagen snart iværksat og tilendebragt . Og Hansen havde heller ikke lang tid til nogen overvejelse og prøvelse , fireogtyve timer efter at samtalen fandt sted , ventede han en af de Veksler , der skulle præsenteres ham , som han umuligt kunne dække , og ved denne første mangel på susficance ville alt være tabt og alle creditører styrte ind på ham . Derfor anså han det hele som en himlenstyrelse , og det øjeblik , da husets bøger med statu » Over dets aktiva og passiva , hvilke sidste langt oversteg de første , blev forelagte hr . Top , og den højst betydelige sum blev nedlagt i kassen , da takkede Hansen gud , og velsignede denne dag som den lykkeligsle i sit liv . Den forandrede stilling , som ved disse midler , indtrådte i Hansens oekonomifle affairer , berusede ham i begyndelsen , og henrev ham i den grad , at han i et sådant selvforglemmende øjeblik gav efter for Lenes indtrængende bønner , hvilke hun som husholderske altid havde ved hånden , for at kunne anbringe dem ved passende lejlighed . Ved hjælp af mange tårer og heftige nerveanfald lykkedes det hende at overrumple den af sin indbildte lykke begejstrede mand , der var svag nok til at indgår en forbindelse , der kostede ham hele hans sande lyksalighed og sindsro . Kort efter fejrede han sit bryllup med sin hu » - holderske , et skridt , hvorved mange af agentenvenner og bekendte famlende rystede på hovedet , kun hans børn havde endnu ikke det rette begreb om denne begivenhed . De havde ikke glemt deres forevigede moder , men de vidste ikke , at noget kvindehjerte kunne være aldeles det modsatte af hvad hun havde været for dem . Agent Hansens lykke varede efter dette tidspunkt kun kort . Allerede otte dage efter brylluppet , undslap nemlig navnet Jokumsen hans frues læber , som hun nævnede ved at ville omtale top , og hvilken selvforglemmelse naturligvis vakte Hansens opmærksomhed , uagtet hun straks rettede den . Men mistankensæd faldt i agentens hjerte , han begyndte hemmeligt at lægge det ene sammen med det andet og anede uråd . Kun begreb han ikke , at hvis det var den omtalte Jokumsen , hvis historie var ham fuldkommen bekendt , hvorledes han da var kommen til denne velstand . Skrækkelige anelser opstege i hans sjæl , de forvoldle ham den hemmeligste uro , og love ham ikke finde hvile . Han sagde vel intet , men tøvede ikke længe med at skaffe lys i sagen . Allerede næste dag lod han sin compagnon kalde til sig og forelagde ham ganske ligefrem sin mistanke om , at han var en anden , end den , han virkelig gav sig ud for . „ De kommer mig i forkøbet , hr . Agent , “ svarede top , „ jeg havde alt betænkt at meddele dem , hvad de i så henseende ønsker forklaring om , kun har jeg udsat det så længe som muligt , da tiden ikke var moden nok dertil , men nu er alle vanskeligheder i denne henseende hævede og jeg skal omstændelig fortælle dem alt hvad der angår denne sag , deres diskretion behøver jeg ikke forud at bede dem om , det er jo noget , der følger af sig selv “ . Øg derpå fortalte han agenten alt , hvad læseren forud har erfaret , ord til andet ; — kun scenen mellem den rejsende og ham fortaug han . Under fortællingens løb var Hansen bleven mere og mere bleg , øjnene rullede vildt i hans hoved , der foregik en voldsom kamp i hans sjæl . „ Hvor skændig har de bedraget mig , usle , nederdrægtige menneske . Ved de , hvad de har gjort ? “ Top tav . Ikke et træk forandredes i hans ansigt ved denne tiltale , han stod ganske rolig . „ Ved de , at de har gjort en hel familie ulykkelig ? Har de set , at der er udsendt stikbreve til alle europæiske havne for at sinde den formente forbryder , mens han står her — her i denne stue . Ha ! jeg ulykkelige . I hvilke hænder er jeg faldet ? “ Top tav med iskold rolighed . „ Svar mig da i djævelens skind og ben , fordømte usling , ved de noget af alt , hvad jeg her fortæller dem ? “ „ Det kan de vel begribe , at jeg ved , hr . Agent ! “ Svarede top uden nogen heftighed . „ Jeg ved meget mere , jeg har alt i nogen tid været postdrager i de » Sag , nu er brevvekslingen ophørt ! “ » Retfærdige gud ! “ udbrød agenten , „ og det må jeg børe . De vil altså totalt ødelægge drn arme retskafne familie . Ved de , hvilken sljændig forbrydelse , de har begået ? “ „ Fordeclaglige forbrydelser ! “ svarede top i sin sædvanlige tone . » En ikke hverdags , der hører en særdeles gunst til at tra ffe en sådan . Hos to fjerdedele af menneskene er retskaffenheden kun en følge deraf , at det er dem for vanskeligt at blive forbryder “ , „ Stokhuspassiar ! Filosof ! for slaver . Det ligner eder , forstokkede kæltring ! “ råbte agenten i den højeste affekt . Ved denne heftighed styrtede Lene ind , som lurende havde hørt den hele samtale . „ Se , således har du tonnet mig , du træske kvinde , for al min godhed imod dig , nu er alt fordi , alt er brudt — ulykke , skændsel er min lod “ . Lene sank på knæ og begyndte at udstøde nogle uartikulerede toner , eller rettere hyl , som skulle smelte hendes vrede mands hjerte . Det var første gang hun havde set ham således . „ Ieg angiver det hele for politiet . Ieg vil intet have at sloffe med disse midler , der har gjort en stakkels familie så ulykkelig , “ vedblev agenten . » De kan handle , som de finder for godt , hr . Agent , “ svarede top ligegyldig . „ Ieg skal vide at hytte mig , men deres frue kommer under den omstændighed i tugthuset ! “ „ Ieg er uskyldig i * hylede Lene , idet hun krøb på alle fire hen og omfavnede sin mands knæ . Agenten tildækkede sit ansigt med sine hænder , hans bryst arbejdede heftigt og på engang sank han tilbage . Bevidstløs blev han båren til sengs . — — næste dag var han bedre , men fra dette øjeblik af havde han aldrig talt et ord mere om denne begivenhed . Femte kapitel . Den fjollede Anna eller den besynderlige gave . Seks år er forløbne , siden agent Hansen optog bogholderen hr . Top i sit firma . I agentens store handelsgård , hvis bagerste facade vendte ud til en net anlangt have , beboedes et værelse af den unge student , Carl bang . Værelset var meget sirligt meubleret , et smukt bogflab med grønne silkegardiner , et elegant skrivebord , en magelig divan , og mange luxuriøse genstande , som man kun sjælden finder i studentens hjem , smykkede dette værelse og vidnede om en vis velstand . den unge bang logerede hos fin onkel , grosserer og agent Hansen , der velvillig tog sig af fin søstersøn , og havde lovet dennes fader , hvis kår ikke vare store , at understøtte det unge menneske , indtil han havde absolveret fin attestats . Carl bang og Adolf skov vare sande venner , Adolf var ansat på agentens contor . -- -- -- -- -- -— „ Jeg ved nok , jeg forstyrrer dig , Carl ! “ sagde Adolf , idet han en aften trådte ind i førstnævntes værelse , mellem kl . 9 og 10 , der just var fordybet i nogle studier , „ men det får ikke hjælpe , “ lagde han til . „ Du må døje mig en times tid , thi jeg har ingen anden end dig , jeg kan udøse mit hjerte for , og det er snart færdig at briste , hvis det ikke får luft . “ „ Kom kun min ven ! “ sagde Carl idet han skød bogen til side , „ jeg er dog træt af at læse længere , hvad går der af dig ? “ „ Carl ! Jeg bliver med hver dag » lykkeligere . Bogholderen piner og krænker mig , din tante tilkaster mig af og til , når jeg møder hender , et par sande tigerøjne , og din onkel — ja , ham forstår jeg mig flet ikke mere på . “ „ Lader os springe tanten og bogholderen forbi ! “ Sagde Carl , „ hans lunkenhed og hendes katteøjne have intet at betyde , men hvad mener du om min onkel , du kender jo hanv luner — han er dog en retskaffen mand i grunden . “ , , ja , derfor har jeg altid anset ham , men , bliv ikke vred , min ven , nu tror jeg ikke , at han længere tør handle efter sit gode hjertes indflydelse . “ „ Tør ? Fy for en ulykke ! “ råbte Carl heftig . „ Du ved det , ligeså godt som jeg selv , “ svarede Adolf bekymret , „ han er sin kones slave ; han må rette sig efter hendes onde hjerte og opfylde hvad det fordrer . Det har været grunden til , at han i dag i bogholderens nærværelse behandlede mig hårdt og ubilligt , og jeg måtte have den smerte , at se dette afskyelige menneske hemmelig smile over den skam , jeg udstod . Jeg kunne græde af sorg derover , — jeg havde aldrig troet , at agenten kunne være så hård . “ „ Men hvad har givet dig anledning dertil , jeg syntes dog ikke , at onkel plejer vant at være så opfarende , “ Spurgte Carl med deltagelse . „ For at kunne besvare dig dette spørgsmål , måtte jeg fortælle dig , hvilke følelser der fra min side står i forbindelse dermed , og således vil du lettere forstå , eller måske ligeså lidt som jeg forstå din onkels strenge adfærd imod mig . Det var også grunden , hvorfor jeg kom herop . “ De rykkede deres stole sammen , og Adolf tog tilorde : „ For fem år siden trådte jeg første gang ind i dette hus ved min moders side . Jeg var seksten år gammel , og havde allerede dengang dragt det temmelig vidt i mine skolekundskaber , så jeg vistnok om to år kunne dimitteres , men min stakkels moders formuesomstændigheder vare så m adelige , at hun måtte nægte mig og sig selv , vore hjerters varmeste ønsker , at se mig gå frem på den begyndte bane . Jeg glemmer aldrig den aften , da hun med flet undertrykt rolighed betroede mig , at jeg måtte gøre afkald på de begyndte studier , idet hun forestillede mig , at handelsstanden var ligeså agtværdig , som den studerende stand , og ot man langt lettere nåde målet ved hin . Hun kunne dog ikke undertrykke en tåre , da hun tilstod mig , at hendes ockonomiske omstændigheder ikke tillade hende at lade mig fortsætte , det smertede hende endnu mere , da hun vidste , hvor gerne jeg ville vedblive den nu påbegyndte bane . I de første øjeblikke fandt jeg mig tålmodig i denne forandring i mit livs opgave ; da ungdommen og barndommen i almindelighed glæder sig ved nuancer og da jeg elskede min moder meget højt , syntes jeg , at det var noget stort i den tanke , at bringe hende dette offer , som dengang langtfra forekom mig så betydeligt , som jeg senere har følt det . Det var netop et Års tid efter at agent Hansens omstændigheder vare forbedrede i den grad , at ma « Alt begyndte at anse hans hus for et af de større , og da min moder ved den påtænkt « forandring i min livsstilling havde til hensigt at lade mig komme på et sted , hvor jeg kunne lære faget fra grunden og blive til noget , troede hun rigtigst at få mig anbragt på denne mands contor . I den anledning fulgtes vi et par dage efter sammen op på agent Hansens contor ; men vi blev ved en af contorbetjentene vist ovenpå , hvor grossereren netop spiste frokost . Min moder lod til at være noget ængstelig ved denne gang , uagtet der jo intet ondt var i , at hun ville sørge for sil barns fremtid , men som hun senere fortalte mig , at den skygge , der hvilede over min faders minde , gjorde hende frygtsom , idet hun troede , at det skulle udøve en fladelig indflydelse også i denne henseende . Ved vor indtrædelse kom agenten os i møde , og spurgte høflig , men med nogen alvorlighed , min moder om hendes ærinde . Da min moder nævnede sit navn , så jeg , at en dødbleghed for over hans ansigt , som dog nogle øjeblikke efter veg for hans sædvanlige farve , idet han med godhed sagde : „ Så det er madam Skou ; hvilket ærinde har de til mig ? “ Min moder ytrede det ønske at få mig anbragt på hans contor , og fortalte ham , hvor vidt jeg var kommet i kundskaber , samt sin uformuenhed til at føre mig frem på den videnskabelige vej . Agenten syntes et øjeblik forvirret ved dette spørgsmål , derpå drog han et dybt suk , vendte sig til mig , klappede mig pan kinden og sagde : „ Stakkels barn ! “ Ved disse ord kom tårerne min moder i øjnene , hun tilbageholdt ikke de følelser , som hun hidtil havde søgt at skjule , men gav dem luft i et udbrud af klager over den hårde skæbne , hun uskyldig havde lidt i så lang en tid , idet hun lagde til , at hun var overbevist om , at min fader var brødesri , og at en ulyksalig gådefuld hændelse var skyld i det hele . Hun talte med megen inderlighed , og med en moders varme og kærlighed skildrede hun den beklagelscsværdige tilstand , hvori jeg ville komme , hvis jeg ikke ved en agtet mands hjælp kunne blive ført frem en i stilling , hvor jeg i fremtiden kunne erhverve mit udkomme . Agenten syntes at være bevæget , han gik nogle gange heftig op og ned af gulvet , derpå standsede han foran os og sagde : „ Skønt jeg for tiden har den besætning af contordetjente , som er tilstrækkeligt , vil jeg dog ikke være deres øvste imod , madam skøn , men vil antage deres søn i prøve en kort tid , seer jeg da , at jeg kan være tilfreds med hans tjeneste , skal jeg antage ham som volontair . “ Derpå vendte han sig atter til mig og sagde : „ Vil du være flink min dreng , skal jeg vide at påskønne din flid . “ Efter at have bedet min moder opholde sig et øjeblik forlod han os hurtigt . Et træk af salig følelse oplivede min moders ansigt . Hun trykkede hemmeligt min hånd , jeg så tydeligt , at hun takkede gud i sit hjerte . Et øjeblik efter kom agenten tilbage . Han tog min moder til side og sagde sagte , men dog højt nok , at jeg kunne høre det : „ Madam Skou ! Deres skæbne har lidt smertet mig ; men de har været mig for ubekendt til at jeg har kunnet vise den min deltagelse . Tro ikke , at jeg vil krænke deres æresfølelse , men kan denne ubetydelighed være dem til tjeneste , dyder jeg dem den af et godt hjerte . « Min moder blev rørt . Det var måske første gang i sit liv hun havde modtaget en velgerning af en fremmeds hånd . Tårerne trillede ned over hendes kinder . Min fattige moder greb den rige mands hånd ; men hurtig drog han den til sig , som om hendes tak var ham besværlig og hurtig tog han afsted fra os . Ved vor hjemkomst så min moder at den ubetydelighed , som agent Hansen havde givet hende , var en gave af 100 rigsdaler . „ Hvor ædelt , hvor smukt ! « sagde Carl , „ dette træk ligner ret min onkel , således som jeg ofte tænker mig ham , når jeg vil gennemskue den isskorpe , hvoraf han syntes at være indesluttet « . „ Du kan også forestille dig min moder » Glæde ved at se denne høimvdige foræring og hun velsignede denne dag og den tanke , der havde ledet hende på den beslutning at henvende sig til denne mand . Dette blev også en mægtig spire hos mig til at være agtsom og flittig i min stilling , skønt jeg snart i dette mit nye forhold bemærkede ' , at bogholderen og fruen ikke kunne lide mig . I de første par år tilstillede agenten min moder af og til ved mig nagles gaver , som senere ofte kom hende ret tilpas , og medens hun stille glædede sig derover , sørgede jeg hemmeligt over de kvaler , de onde mennesker forvoldte mig . Flere gange faldt det mig ind , at jeg ville bede min moder om , at hun ville lade mig komme til en anden grosserer ; men det var mig umuligt , at få denne bøn over mine læber , det var , som en hemmelig magt bød mig standhaftig at holde ud , idet jeg også vidste , hvor meget det ville smerte hende . Efterat de første to år vare forløbne , overdrog agenten mig forvaltningen ved et af sine pakhuse i forbindelse med de dertil hørende contoirforretninger , hvilket hverv tildeels forskånede mig for bogholderens herredømme over mig , da jeg kun nogle aftentimer havde lidt conferenke med ham , og denne forandring forsonede mig meget med min stilling . Fra dette øjeblik blev der også anvist mig en årlig gage , hvorved jeg blev sat i stand til at kunne yde min moder en virksom hjælp , men jeg bemærkedæ også , at agenten ikke senere sendte hende sådanne understøttelser , som han tidligere skænkede hende . “ „ Denne min onkels sidste foranstaltning , “ bemærkedæ Carl , „ bærer præget af , at han ret inderlig ville dit vel , det vidner umiskendeligt om et ædelt hjerte og et delikat forhold , at han hellere ved din fortjeneste vil lade din moder finde hjælpen , end ved en ligefrem gave , som dog stundom er trykkende at modtage “ . „ Du har net , Carl , alt dette har jeg følt og vurderet . Mangen gang har agenten ved sin nærværelse på pladsen opmuntret mig ved et kærligt ord , idet han deltagende har erkyndiget sig om min moders befindende , ja , på sådanne tider har han vist mig en sand faderlig omgang , som står i en skærende contrast til den kulde , hvormed han omgiver sig i andres nærværelse . Og denne godhed , som så ofte har rørt mig , som først vandt mig for ham og som senere har givet mig håb til min sfjønneste drsms opfyldelse , er måske nu for stedse tabt for mig . Du gætter , min ven , hvortil jeg sigter . Emma , den iilbcdede Emma , er det mål , jeg i min dristige ungdomsbegeistring har sat mig . Dadl mig ikke derfor . Jeg ved du vil sige , at det er ungdomsdårskab , men skal man da , hvis man lunde , dæmpe de ædleste følelser , gud har nedlagt i vort hjerte , de bedste og mest forædlede fornemmelser , der ligesom give menneskene en forsmag på et bedre livs glæder ? Jeg har ikke forsøgt på at udflette eller tilbagevise de sødeste tanker , som have erstattet mig så mangt et øjeblik , som så ofte uden håb har opmuntret mig til dagens gerning , — men dadl mig ej derfor , min ven . “ „ Glem ikke Adolf , “ tog Carl tilorde , „ hvad jeg i det gamle Års sidste aften sagde dig : „ Bevar din kærlighed i et ædelt trofast hjerte , lad kun Emma « Billede være din ledestjerne , da farer du aldrig vild ; men bevar din følelse tans , og du skal se at gud vil høre dit ønske . “ Har du glemt det , siden du tror jeg kunne dadle dig for din ædle , uskyldige følelse . “ „ Tilgiv mig Carl , men mit hjerte trænger til noget håb , — og nu er alt ude — Emma elfter mig ikke . “ „ Hvoraf ved du det ? “ spurgte Carl , „ har du erklæret dig for hende ? “ „ Hør mig . Iforgårs aftes havde jeg sent foretaget mig en udflugt i det frie , du ved hvor meget jeg hænger ved den skønne natur , som nu atter er vågnet til liv og virksomhed . Du var for beskæftiget til at kunne følge med mig og derfor flendrede jeg alene afsted . Med tanken om hende , ja , kun om hende alene , bemærkede jeg ikke , at jeg alt var kommen ud ved Søndermarken , den dejlige plet , vi så ofte har besøgt sammen . Hvis min tilbedede Emma nu var her , tænkte jeg , da ville jeg dog selv tilstå hende mit hjertes inderlige følelser , da ville jeg føle mod til , at sige hende de tanker , der beskæftige mig ved dag og nat , da ville jeg ofre hende en af det unge forårs første børn , — og hun ville dog vistnok modtage min tavse tilståelse i den simple markblomst , som jeg kunne plukke ved hendes fod . Men hvad forhindrer mig fra ved den første den bedste lejlighed at lette mit hjerte ved at sige hende alt ? Ja , det må være så , ret længe kan jeg ikke indeslutte min følelse hos mig selv . Således tænkte jeg , og gik frem på den lidet besagte vej bagom frederiksberghave . Solen var ved at gå ned , men bagved det høje hvide slot luede en rødmende brand , som farvede hele egnen med et glimrende carminfljæer , det var nogle minutter før dæmringen indtrådte . Da hørte jeg på engang en syngende stemme , som af et barn , der lød i nærheden og blev højst forundret , da jeg nogle øjeblikke efter så en simpel , men rcenlig klædt pige på omtrent 17 eller 18 år , træde frem ved et markhegn og gå hen ad vejen , hvor hun omsider satte sig på en sten og fortsatte sin sang . Hendes gang havde noget forunderligt flæbende ved sig og hendes stemme var som et lille barns . Hun var beskæftiget med at binde nogle blomster i små banketter , som hun omhyggelig samlede i et tørklæde , og alt som hun bandt blomsterne sammen , sang hun med en hjerteskærende stemme : stakkels Anna har hverkenfar ellermor , ensom hun står i menneskevrimlen , hendesfar dybt nede i kælderen boer , hendesmor er oppe hos gud i himlen . Stakkels Anna har hverkenfar ellermor , gud give jeg lå i den sorte jord . Jeg blev højst forunderlig til mode . Du kan ikke begribe , Carl , hvilken besynderlig følelse denne underlige , forvirrede sang fremkaldte hos mig . Jeg nærmede mig pigen som i sin stille syslen blev vakt ved mine trin og så op på mig med et besynderligt , næsten vanvittigt blik . — „ Lille Anna har blomster , — smukke blå violer . Køber Herren blomster as den lille Anna ? — smukke blomster til Herrens kjæresfe ? “ Således tiltalte hun mig , idet hun rakte en buket efter anden op til mig . „ Jeg har ingen kjæresfe , mit barn , “ svarede jeg hende . Ved disse ord sprang hun hurtig op , greb en af de største buketter og lagde den i min hånd , idet hun sagde : „ Anna ved bedre , at Herren har en kjæresfe , forær hende disse blomster fra den stakkels Anna , der hverken har fader eller moder ! “ Det var mig som et vink fra himlen ; når et menneske har et vigtigt forehavende for , er den mindste begivenhed der slår i forbindelse dermed , ham ikke ligegyldig . Selv hos det meget fordomsfri menneske råder en vis overtro til sådanne tider ; det er en hemmelig magt som sjælen ikke kan bekæmpe . Ieg greb hurtig i lommen og gav pigen en lille gave , som vistnok langt oversteg det , som hun i almindelighed fik for sine varer . Ieg kan ikke beskrive dig den virkning , som dette pengestykke forårsagede hos hende . Hun sprang omkring mig med en lethed , som hendes gang ikke lod formode , hun var i besiddelse af , greb min hånd , kyssede den og græd og lo på engang . På engang ilede hun bort , men vendte straks tilbage . „ Herre ! “ råbte hun til mig , som forundret blev stående og så efter hende . „ Lille Anna har en foræring til dem , men de må ikke bedrøve mig ved at nægte mig ar modtage en , thi så græder jeg igen ! “ „ En foræring , “ sagde jeg , „ hvad vil du da give mig ? “ „ Noget , der skal bringe dem lykke — megen lykke for dem og deres kæreste , gem det godt — jeg har gemt det fra den tid , jeg var lille , og har altid båret det hos mig “ . — „ Og nu vil du give mig det ? “ spurgte jeg , spændt på virkningen af denne besynderlige ide , som var opstået i pigens vistnok forvirrede sind . „ Du kender mig dog ikke “ . „ O ! Anna kender Herren godt , jeg har set dem så lidt i mine drømme , når jeg i den sorte kælder græd før min fader . Men det må de ikke spørge mig om . “ Da begyndte hun at græde på ny . Jeg søgte at berolige hende og da det var lykkedes mig , trak hun mig hen til siden og skønt der ikke var et menneske på vejen , hviskedee hun med en hemmelighedsfuld mine til mig : „ Her er Annas foræring ! Lov mig nu så , at de gemmer den godt , “ Hvorpå hun trykkede mig et papir i hånden , hvori en genstand i form af en bog var indsvøbt . Jeg ville åbne pakken , men hun afværgede det og sagde : „ Når de kommer hjem , ikke før . . . . Hører de . . . . tænk på den stakkels lille Anna . “ Derpå skyndte hun sig bort ; men vendte sig dog om og så til mig . Jeg troede at hun ønskede et vederlag før hendes mig endnu ubekendte gave og greb et blank pengestykke op af lommen , men hun rystede stærkt på hovedet , vinkede med hånden og ilede afsted . Mekanisk stak jeg pakken i lommen , for i et og alt al følge den vanvittiges råd og ilede hjemad i den forunderligste sindsstemning . Det var næsten bleven mørkt , da jeg nærmede mig mit hjem ; men ved en hemmelig tilskyndelse i mit indre gik jeg herhen og ilede ud til haven , for måske al kunne være så heldig al se Emma , der , som du ved , ofte spadserede der om aftenen . Ved det store kastanietræ , hvor det tætte lysthus er anbragt , så jeg hende til min glæde ganske alene . Blodet trykkede sig om mit hjerte , jeg følte , al det afgjørevdc øjeblik var kommen , jeg anså alle disse tilfældigheder , som vink fra himlen og fik mod . Emma kendte mig . Med sin sædvanlige milde hjertelighed bød hun mig god aften og spurgte om grunden til mit usædvanlige sildige besøg . „ Jeg ville bringe dem disse blomster “ , svarede jeg , „ Deres have frembringe endnu ingen . . . . . . . . . . . . . . jeg troede , al de måske ville behage dem “ , lagde jeg stammende til . Hør Carl , jeg bar mig så kejtet og naragtig ad , al den gode Emma ikke kunne bare sig for al le . H . le min velstudercde tale gik i tusinde stykker . Omsider tog hun blomsterne og takkede mig med et ømt smil . Øet gav mig mod . „ Emma “ , udråbte jeg , „ min dyrebare elskede Emma . . . ! “ Men næppe var jeg kommen så vidt i mit begejstrede foredrag , før hun vendte mig ryggen og skyndte sig ud af haven . Forlegen og skrækkelig til mode gik jeg hjem . Hvad syntes du om det , Carl ? “ „ Jeg synes , du er uheldig Adolf “ , svarede Carl , „ men du har også båret dig lidt forkert ad . Jeg har ingen øvelse i at gøre kærlighedserklæringer ; men jeg tror dog , at jeg kunne have sluppet bedre derfra . Men hvad var den forcering , du fik ? Fortæl mig det , hvis det ingen hemmelighed er ! “ „ Å , fanden ivold med den forcering ! “ svarede Adolf , „ ved min hjemkomst troede jeg , at få lidt erstatning for mit uheld i haven , og mine feilflagne forhåbninger og åbnede nok så højtidelig papiret og fandt eu gammel tegnebog med ingen ting i — har jeg ikke været heldig ? “ lagde han lidt ironisk til . Carl smilede , men med en alvorlig mine vedblev Adolf : „ Slniningeu på historien mangler endnu . I Morges , da agenten trådte ind på kontoret , gik han mod sædvane hen til min pult , og forlangte min pakhuuememorial . Jeg leverede ham den forundret . Han gennemgik opmærksom de anførte poster for de sidste dage ; men ved et par gange , at have løbet dem igennem , sagde han i en vred tone , st han fandt , at nogle iforgårs udleede varer endnu rkke vare indførte deri . Jeg gjorde ham opmærksom på , at de vare anførte i min kladde , og at jeg netop stod i begreb med at indføre dem i memorialen ; men hermed lod han sig ikke nøje , han tog på med en heftighed , jeg endnu ikke havde bemærket hos ham og sagde , at det var bedre , at sådanne døgenigte som jeg , anvendte aftenen til at passe fine forretninger , end til at løbe på eventyr og gøre gale streger . Jeg ville forsvare mig mod det ubefsiede angreb , men han afbrød mig og sagde : at hvis han endnu en gang traf mig i uefterretlighed , måtte jeg vide , at han ikke havde brug for min tjeneste . „ Skamfuld slog jeg øjnene op ; de faldt på den vrede handelsherre , som vendte mig ryggen og forlod kontoret , og dernæst på bogholderen , der grinede i skjæegget med en helvedes ondskab . Carl er jeg ikke ulykkelig ! Hvorfra kommer agentens vrede ? Han som så ofte har rost mit forhold , og tilkendegivet mig sin tilfredshed i de fem lange år , jeg har været i hans brød . “ „ Giv dig tilfreds , Adolf ! “ , svarede Carl , „ jeg skal snart løse dig gåden . Fra mit vindne her har jeg været ufrivilligt vidne til såvel din nærværelse i haven , som til at endnu et par andre personer have være ørevidner til dit uheldige frieri til Emma . Du må vide , at min tante og bogholderen just vare i lysthuset , da den scene foregik , du nylig fortalte , og det har vistnok også været grunden til Emmas hurtige bortgang . Fruen har forrådt dig til den gamle , bogholderen har pustet til — forstår du nu historien ? “ „ Hænger det således sammen ! “ sagde Adolf med synlig lettet hjerte . O , gud ske lov , da kan det måske endnu blive godt ; — thi måske Emma dog elsker mig . “ da forkyndte frelserens klokke midnat og de to venner stilles ad . Sjette kapitel . Lureren eller bogholderens begæring . En aften , et par uger senere vendte Carl bang tilbage fra et lille studenterselflab , som var foranstaltet i anledning af den lykkelig overståede eksamen . Imod sædvane stilles selskabet fra hinanden førend de ved sådanne lejligheder plejede at gøre , da en af selskabet samme aften skulle rejse med posten , og resten besluttede da alle at følge ham til postgården , hvor de , efter at have taget afsted med ham , skiltes ad . Ved at nærme sig fin onkels gård , så bang at der endnu var lys på kontoret og troede derfor at den gamle sad og læste aviserne , som han stundom plejede at gøre , når han først sent var bleven færdig med at ekspedere forretningsbrevene om postdagene . bang besluttede derfor først at hilse på ham inden han gik til ro , da han ofte havde glædet ham ved at tale med ham en times tid efter kontortiden . Da bang kom op i stuctogen , hvor kontoret var beliggende , fandt han at døren til samme stod på klem , og ved at træde ind så han at der ingen befandt sig i det første værelse . Kontoret var nemlig delt i tvende afdelinger ved et tyndt skillerum , som ikke nåde op til loftet ; men hvori var anbragt en dør , der førte ind til et mindre bureau , hvor hans onkel i almindelighed selv arbejdede og modtog fremmede . I det største , hvor kontorpersonalet arbejder , var hm netop trådt ind og bemærkede ret snart , at hans onkel var i samtale med en anden i sit indre kontor . Han ville netop trække sig tilbage , da han hørte Emmas navn blive nævnt og det af en ham velbekendt stemme , der ingen anden tilhørte end bogholderen . Bang hadede alt luren , men kunne dog ikke modstå at høre , hvad den levende regnemaskine kunne have at tale om hans konsine , der dog ikke kunne bruges i hans italienske bogholderi , og lyttede . Ja , det var som om en hemmelig magt tilskyndede ham at blive vidne til denne samtale . Hans onkel talte ikke i sin sædvanlige tone , var i det hele meget nedstemt , af og til syntes han at blive heftig . „ Hvad de her forlanger af mig , hr . Top , kan jeg ikke tjene dem i , — de indser jo , at det fra flere sider er en umulighed . Hvor kan de nænne at såre mit hjerte med sådant et forflag , da de ved , at jeg kender deres livs forhold så nsie . Emma er endnu ikke fyldt 19 år , og de er jo tre gange så gammel . “ „ Hvad mit forhold angår , min højstærede hr . Principal “ , sagde top i sin sædvanlige krybende tone , „ da ved jeg ikke , at de i de hen ved 6 år , jeg har arbejdet som deres bogholder og været deres kompagnon , kan have noget på mig at klage ; det måtte meget meer efter min formening være en ære for deres datter at få et tilbud af en mand , der ikke alene har været en trofast tjener i huset , men også har bragt det på føde i de flette tider . Og hvad min alder angår , da er jeg i mine bedste år ; jeg vil med min erfaring kunne lede det unge barn , og vistnok kunne gøre hende lykkeligere end en ung spradebasse « . „ Hr . Top , ved de , at den tid hen ved seks år , som de omtaler , har været den ulykkeligste i mit liv , ved de , at siden jeg så dem , er al ro og indre lykke veget fra mit hjerte . Har de ikke set , at mit hår er blevet til sne i det korte spand af år ? Seer de ikke , at jeg er nedsunken i en evig uendelig tungsindighed , som selv mine forretninger ikke adsprede ? Og ved de , hvem der er skyld deri ? Ved de det ? Det er dem selv , der har gjort mig grænseløs ulykkelig , der har taget det bedste fra mig — og nu kommer de for at berøve mig mit kære barn ; den ulykkelige oldings sidste trøst vil de også tage “ . „ De gør mig uret “ , svarede top med en kold , klangløs stemme , „ når de beskylder mig for at have gjort dem ulykkelig . Kalder de det ulykke for en ødelagt handelsmand , der er redningsløst fortabt , i et nu at se sine sager ordnede , at se sin ære frelst , sin handel omomstre ? Er det ulykke ? Det har jeg aldrig vidst . Der er vist mange , der ville være så ulykkelige : de har jo intet at bebrejde mig agent Hansen — og jeg synes , at jeg velkunde fortjene at få mit ønske opfyldt . De har jo desuden et barn endnu , så det er da ikke deres sidste trøst , som de bemærkede . Den lille Laura er jo også meget vakker og kan jo i mange år være om dem , ja selv deres Emma kan jo daglig se dem , fordi hun bliver min kone “ . Bang hørte lydelig , at hans onkel ved disse bogholderens ord udstødte et dybt suk . „ Deres kone “ , gentog han . „ Dette ord i deres mund gør mit blod til is . Jeg ulykkelige fader . Hør et forflag , jeg vil gøre dem , hr . Top , og himlen velsigne dem , hvis de vil modtage det . Afslå fra deres forsæt , lad mig beholde mit barn , og jeg betaler dem den dag i morgen kontant tusind daler af min private kasse . Det er den sum , jeg havde bestemt til Emmas udstyr engang i tiden , men det får ikke at hjælpe , jeg kender dem , hr . Top , og har her lært at forstå deres tænkemåde , derfor siger jeg rent ud , ligesågodt først som sidst min sande mening . Tag pengene og lad mig beholde mit barn “ . „ Når en mand som jeg henvender sig til agent Hansen for at bejle til hans datter “ , svarede top i sin forrige tone , „ da står jeg ikke som en tigger eller stodder for den rige mand , men aldeles selvstændig . Jeg kan forsørge en kone , og gifter mig ikke for udstyrets skyld . Jeg vil ikke forbedre min stilling ved at ægte deres datter , men jeg har nu lyst til at indtræde i ægtestanden og smage de huslige glæder . Nej , hr . Agent , giv mig deres datter og behold deres penge , dem trænger jeg ikke til “ . Agenten gik heftig op og ned ad gulaet . „ Lægge min uskyldige Emma hånd i deres -- -- -- -- -- -- -- “ Bang hørte ikke det ord , som her blev udtalt . „ Lader os ikke rippe op i de gamle historier — det kunne måske blive galt for dem selv , minfar . Tand for tunge . Det er et rart gammelt ordsprog , som jeg her vil anbefale dem “ . „ Men hvis Emma ikke elsker , eller hvad jeg ville sige , — hvis hun aldeles ingen tilbøjelighed føler for dem , da vil de vel ikke have , at jeg skulle tvinge mit barn til et så ulige parti , som jeg dog aldrig kunne forsvare for gud i himlen “ . „ Hun er jo deres datter , altså har hun vel ærbødighed for deres befaling eg har vel lært det fjerde bud tilgavns , i den henseende håber jeg ikke at møde nogen forhindring . “ „ Endnn engang , hr . Top ! sagde agenten i en hjerteskærende tone , „ lad dem bevæge , asståe fra deres forsæt , bersv mig ikke min datter , men tag imod mit tilbud . Gode gud , at jeg skulle komme i den stilling , at matte kjsbe mit eget barn . “ „ Her er jo ikke tale om nogen handel , agent Hansen ! “ vedblev top . „ Jeg vil jo deres datters lykke , tal med hende derom , og i morgen henter jeg besked . “ „ I morgen ? “ for agenten op „ Nej så hurtig kan det ikke ske . “ „ Hvorfor ? “ svarede top med en heftighed som bang ikke før havde bemærket , „ De befaler , hun adlyder . Det er min villie at ægte deres datter forstår de mig , hr . Agent ? “ „ Hør da et forslag , det sidste , “ sagde agenten med skælvende stemme . „ Jeg beder dem kun om en frist og den må de tilstå mig — fjorten dage fra dato giver jeg dem svar på dette sted . “ „ Nu vel ! “ svarede bogholderen „ fjorten dage fra dato samles vi her og da opfylder de i et og alt mit ønske og min begæring . Da lægges deres datters hånd i min , eller — “ her hviskedee han noget , som det var umuligt for bang at høre . Han hørte nu bogholderen gøre en bevægelse , som om han ville gå , og bang ilede hurtigt bort overrasket over hvad han havde hørt ved sit lurer ! . syvende kapitel . De elskende . Solen skinnede ind ad Bangs vinduer . Klokkerne lød til arbejde på pladserne og skibsværfterne . Arbejdsfolk og håndværkere strømmede til deres tidlige dont . Klokken var endnu ikke fem . Bang sad just ved sit arbejdsbord ved vinduet og så udover den store stad , som nu så tavs og rolig lå for ham . Den aristokratiske del af verden strakte sig endnu på de kløde hynder , medens den arbejdende klasse , der træller for de riges fornødenheder , hyldede det gamle ordsprog : „ Morgenstund har guld i mund “ , og dog ved dagens slutning kun har tilfredsstillet dagens nødtørft . Stille overtænkte gang den besynderlige samtale , hvortil han aftenen forud havde været et hemmeligt vidne , og fra hans bryst steg et dybt suk , da han tænkte på Adolf skov og sin stakkels kusine . Da faldt hans øje ned i den lille have under vinduet , og han så lågen blive åbnet og hans onkel træde ind . Hvor han så ulykkelig ud ! Der gik den stolte , rige handelsherre bærende på en hemmelig , nagende sorg , der nægtede ham rolighed til at sove . Hans blege , kummerfulde ansigt var bøjet mod jorden , hans hår flagrede i morgenvinden , han gik med sine hænder samlede på ryggen , et billede på den dybeste smerte . Himlens fader ! Hvor underligt uddeler du ikke dine gaver ? Her ilede en tømmermand med sin økse på nakken , og hele sin rigdom i lommen , han som måske har en talrig familie hjemme at forsørge , sorgløs til sit arbejde , medens hans herre , måske en af hovedstadens rigeste handelsmænd , ville bytte fine herligheder for hans ubetalelige muntre sind , ak ! Men enhver af disse må beholde fin lod . Den fattige tømmermand tænkte vist stundom i sit hjerte , „ ja gid du var i hans sted , men der opstod vist næppe dentanke i hans sjæl , at et lignende omvendt ønske kunne opstige i den rige grosserers hjerte . Hensovne moder ! Du hvis stille og huslige liv kun var en fortsat kamp og strid for livets smålige frihed , en opoffrende tilværelse for din mand og din store børneflok , med et mildt , med et saligt smil lukkede du dit bie fra denne verdens herlighed , thi du havde levet i kærlighed og i din kreds nydt livets største lykke , og i din milde kærlighed du havde levet , døde du savnet og begrædt . Moder ! Kunne du fra himlen se din stakkels Broders smerte , nej , gud være lovet . Det kan du ikke jordens småligheder blande sig ikke med lysets herligheder — thi ellers måtte du sørge i din salighed -- -- -- -- - . disse og lignende vare Bangs tanker . Lidt efter overraskede sko » ham med et besøg . „ Jeg tror af alle mennesker er tidlig oppe i dag sagoe bang idet vennen trådte ind . „ Ja Carl ! “ råbte han med et glædestrålende ansigt , jeg kunne ikke sove — for glæde — hør Carl kald mig en gæk , en tåbe eller hvad du vil , men jeg er det lykkeligste menneske på jorden — jeg er så glad af jeg lunde omfavne hele verden og alle mennesker — om det så var bogholderen , — nej stop “ lagde han til „ det kunne jeg s ' gu dog ikke . « „ Og hvad er da grunden til din glæde ? “ Spurgte gang . „ Den , min ven , af Emma er min , o lykynsk mig dog , og sid ikke og stir ud i luften , rører min glæde dig da ikke ? Du som altid så trofast har laget del i mit ve og vel , vil du da væreudeellagende på mit livs skønneste glædesdag . Hun er mm siger jeg dig , min ejendom , mit alt i . Verden , af hun evig og altid vil elske mig— er jeg ikke lykkelig , Carl ? “ „ Du er lykkelig Adolf ! “ svarede bang „ og gud give af du og hun altid må blive det , men tilgiv mig af jeg ikke straks delte din opbrusende glæde , thi jeg indser jo snart , af fordi i er komne overens med eders følelser , var det dog ikke lige afgjort af i stod lige ved målet . Du yar , Adolf , måske ligesålidt , om hun tænkt på , af mange forhold kunne komme eder i vejen og forstyrre eder « rene hjerters glæde . “ Adolf så tans og forlegen hen for sig . Omsider tog han tilorde : „ Du nedflåer mine forhåbninger som haget » Bygen den unge vårsæd , sådan plejer du ikke af tale — Carl , jeg troede ret af se dig glædes med mig . Er jeg da ikke Emma værd ? eller — dog du har ret , det er umuligt , det tænkte jeg rigtignok ikke på . “ Og fra den højeste munterhed så bang Skou nedsænket i den dybeste fortvivlelse . Det sårede bang for hans ven , af han ubetænksom havde kastet en skygge ind i hans første kjærlighedslykke . Det havde først været hans hensigt at betro ham bogholderens frieri , så snart de vare blevne ene , men nu var det ham umuligt , da han så vennen træde så lykkelig ind ad døren . Bang nøjedes med at advare ham , ved at fortælle ham de uoverstigelige hindringer , der muligt kunne lægge sig i vejen for hans og Emma « Kærlighed , men selv ved denne advarsel syntes han at være gået for vidt . Han troede det var rigtigst nu at behandle ham , som man omgår visse uhelbredelige syge , der leve i håbet om deres restitution indtil døden hæver illusionen . Og desværre kunne han ikke forudse at noget lys skulle opdæmre for de elskende , hvis lykke lå ham ligeså meget på hjertet som hans egen . „ Tilgiv mig , Adolf , “ sagde han „ at jeg har nedslået dig : det første udbrud af din følelse , men jeg har ikke villet krænke dig dermed , meget mere har jeg troet derved at have givet dig et bevis på mit oprigtige venskab , idet jeg har forsøgt på ikke atlade dig sætte alt for stærke forhåbninger til at alt skulle gå efter duffe . Men hvo ved det ? Gud kan lede det til det bedste , og af mit ganske hjerte ønske jeg eder tillykke . Den almægtige beskytte eders kærlighed . “ Bed disse ord greb han sin vens hånd , og et halvt undertrykt smil drog over dennes ansigt . „ Lad nu alle disse griller flyve “ vedblev bang og fortæl mig hvorledes du kom til at tale med Emma , om hvem du jo sidst fortalte at hun ikke elflede dig . “ „ Det skal jeg ! “ svarede Skou „ ja hør Carl hvor besynderlig dog gud styrer alt . Iforgårs aftes blev jeg temmelig tidlig færdig med mine forretninger , da jeg ikke havde lyst til at gå ud , gik jeg hjem til min moder for der i stilhed at tænke over mine feilflagne forhåbninger og grublisere . Ved et tilfælde var jeg nær bleven forhindret i denne plan ; thi ved min hjemkomst blev jeg af min moder og søster anmodet om at følge dem på en spadseretour , da vejret var så smukt . Så gerne jeg under andre omstændigheder havde føjet dem i deres dnfte , sås liden lyst havde jeg nu dertil , og foregav hovedpine , hvorpå de gik alene ud “ . stille hensank jeg i betragtninger og lod mine følelser frit løb — jeg overtænkte gårsdagens hændelser , da jeg ville bringe Emma et billede på min troflad i de blå blomster , og til denne gave føjede tilståelsen om min kærlighed . Jeg henryktes ved at se hendes smil , som trængte dybt ind mit hjerte ; men min sorg — ved at bemærke hendes kulde , ved mit heftige udbrud , ved hendes flugt— var for stor til at jeg kunne fatte den . Ja , le ikke ad mig , Carl , men jeg sværmede som alle andre forelsfede dårer , der glemme virkelighed for fantasi . Jeg tænkte mig al forbindelse hævet mellem mig og hende , hvor jeg bleg og glædesløs vandrede min vej alene og blev gammel før tiden . Ja , min smerte blev , som den for menneskene i almindelighed bliver , til begejstring . Romantiske ideer fødtes i min sjæl , hurtig sprang jeg op , gik heftig op og ned ad gulvet og begyndte at grublisere over min elendighed . Og tænk dig , Carl , min sygelige indbildningskraft gjorde mig til digter . Under min ekstase randt tårerne mig ned over kinderne og med høj stenime deklamerede jeg følgende linier , idet jeg fra vinduet kastede mit blik ud over den grønne vold . Engang i tiden kunne det vel hænde , at på et sted , hvor vrimlen samler sig , du fluer blege træk , du tror at kende . Du spørger , og mit navn man nævner dig , — så gammel han ? Snart i graven hjemme , så hvisker du og flj « lver bleg derved — o , tænk dog på den dag , du bød mig glemme , Emma , grumt min ømme kølighed . en sagte bevægelse bagved mig vakte mig af mine drømme . Hurtig vendte jeg mig om , og du kan begribe min forbavselse og overraskelse ved at se Emma stå i værelset som en tavs tilhørerinde ved min lyrisk - fantastiske underholdning . Jeg var aldeles tilintetgjort . „ De forundres over min tilstedeværelse her “ , tog hin hsitrsdmende tilorde , idet hun tilkastede mig et af de ubeskivelige smil , som for mig indeholder en himmel af salighed . „ Jeg søger deres søster hr . Skov . “ „ Og træffer kim mig jomfru Hansen “ , svarede jeg med en større rolighed end jeg havde tiltroet mig , men jeg formodede at det afgørende øjeblik var kommen , og ville dog have vished i min skæbne . „ De har kastet et blik i mit hjerte “ , lagde jeg til , „ skønt de kendte min hemmelighed forud , og seer nu at den alene beskæftiger mig til enhver stund , hvor jeg kan løsrive mig fra livets materielle forhold “ , — Emma , nu har de set hvor ulykkelig den sidste aftens hændelser har gjort mig , dengang de koldt vendte mig ryggen og lod mig stå tilbage nedslået og kummerfuld , med mit varme hjertebrudte forhåbninger . “ „ Jeg fortjener ikke denne bebrejdelse “ , svarede Emma , idet hendes muntre livsglade ansigt blev som overtrukket af en sky og en tåre viste sig i hendes øje . „ De ved ikke hvor meget jeg selv har lidt , som en følge af deres heftige udbrud de » aften , min stedmoder bar ofte krænket ' mig side « Den tid og er mig ikke god — thi hun var vidne til bin scene , og derfor skyndte jeg mig bort . “ „ Så var det ikke vrede , som bevægede dem til at forlade mig “ , udbrød jeg i den højeste glæde over Emmas ukunstlede fremstilling af sagen . „ O , Emma , her lurer ingen stedmoder allermindst bogholderen , her er vi alene for guds åsyn , min tilbedede Emma — — før jeg kalde dem således ? “ Jeg havde^ grebet hendes hånd og så hende ind t hendes smukke øjne , hvorfra tårerne hyppigt trillede ned . Omkring hendes læber vibrerede en bevægelse , der forhindrede hende fra at svare . Vi stod tause i nogle sekunder . Det var et øjeblik , Carl , så højtideligt , som når i kirken udtales velsignelsen over den fause menighed “ . „ Dertil giver aldrig min stedmoder sit minde “ , sagde hun omsider med en af sagte gråd kvalt stemme . „ O , moder hvis du nu havde levet — moder . Send mig styrke fra gud , jeg er jo endnu dit barn , din Emma “ . „ Carl , jeg blev dybt bevæget . Pigens andagt greb mig i den højeste grad , det var , som om jeg fornam en sagte viften fra en engels vingeslag , som om den salige ånd selv var tilstede , stille lagde jeg til : „ Ja gud give hun havde levet , da ville hun ikke have trådt fjendtligt mellem os , da ville hun kærligt have forenet og velsignet os “ , — tror du ikke det Emma ? « Men i stedet for svar lagde hun fin arm om min Hals og så mig ind i øjet . Da var pagten fluttet , Carl , den skønneste pagt — , besiddelsen af Emma havde gjort mig til det lykkeligste menneske . „ 0 , kunne du , min ven , sætte dig i mit sted , da ville hele din sjæl vågne til bevidsthed om en salighed , du vistnok aldrig har anet . “ Bang havde intet svar til sin vens heftige udbrud . Han tænkte kun på augusfa , hans egen elskede og på den usandsynlige mulighed , at han nogensinde kunne kalde hende sin . — dog det var ham umuligt at bedrøve Adolf , ved den mindste berørelse af fin hemmelighed . Augusfa var nemlig en søster til Adolf . Bang greb hans hånd , lykønskede ham endnu engang af sit ganske hjerte og bad ham underrette Emma om , at han tog inderlig andel i hendes lykke , og at hans ønske var , at gud måtte velsigne deres pagt . Beruset af salighed ilede Adolf bort , idet han bad sin ven undskylde , hvis han ikke så ofte skulle se ham på sit værelse , da Carl vel kunne begribe at hans frihed nu ville blive ofret i kærlighedens tjeneste , og at han ingen fare flyede for at se sin Emma . Bang anbefalede ham forsigtigbed og han gik . Da Skou var borte nedsank bang i mørke grublerier . ak i det øjeblik , da Adolf og Emma havde lovet hinanden evig kærlighed og bortdrømte tiden i den første kjærlighedslykke , havde skæbnen en anden bestemmelse med deres fremtid . Bang gysede da han tænkte på Emmas ulykkelige fader og den frygtede bogholder , og på de korte fristdage , hvorefter tvende hjerter skulle knuses . Og hvad bliver da følgen af alt dette ? Hvem kan vide , hvorvidt deres-skuffede forhåbninger^ kan bringe dem ? Hvad skal der blive af de stakkels hjerter , der blive syge af deres utilfredsstillede trang til glæde og lykke og som ikke mere vide hvad de skulle holde sig til på jorden , uden måske til verdens bedøvende larm og flygtige adspredelser . Da det er nundgåeligt , at selve følelsens rigdom bliver til deres skade , at bitterhed betager deres sind og deres barnlige åbenhed forsvinder . Men da er det ikke de tvende første offer for verdens ondflab og svaghed . Bang blev siddende længe fordybet i lignende tanker . ottende kapitel . Madam Skou og hendes datter . I et lille kabinet , hvis vinduer vender ud mod Nørrevold , stod en tidlig morgenstund i April måned en ung pige foran spejlet beskæftiget med sit toilette . De skrå stråler af den opgåede sol søgte at finde en indgang i værelset gennem de nedrullede Gardiner og farvede med sit dæmrende skær bendes ansigt og omgav hende ligesom med en glorie . Men den unge pige lignede også en engel , således som man har set disse afbildet , når et trofast kjærlighedsideal har foresvævet den begejstrede maler og han på en altertavle har skænket den den hellige dioder sin tilbedtes træk . Dog var det ikke alene de ydre former , som måtte henrive til beundring , men disse vare ligesom en åbenbaring af det indre væsen og af det fromme uskyldige hjerte der var et tempel for de skønneste følelser . Og denne ringe pige var Augusta Skou , som tidligere er omtalt . Hun var et billede på hvorvidt en øm og omhyggelig moder kan , selv under de meest trykkende forhold , bringe det i sit opdragelselsessystem . Frisk som den tidlige forårsblomst , der med solen vækkes til nyt liv , havde hun også åbnet sit øje med denne og stod alt ved en beskæffigelse , hvorved man kun sjælden finder de fleste af hendes søstre før dagens planet bar beskrevet et betydelig stykke på sin bane . Da Augusta var færdig med sit toilette , tog hun hat og kåbe på og stod næsten færdig til at gå ud , da hendes moder , også fuldkommen påklædt trådte ind . Madam Skous åsyn røbede i dag mere end sædvanlig hendes sjæls dybe Kummer . Stille bød hun sin datter at følge sig og straks efter forlod de den tarvelige bopæl , bnor den fattige enke nu snart havde boet i ' en halv snes år . Tause fulgte de volden henimod Østerport , Augusta mærkede sin moders indre smerte , og , vant til at følge hende nøje i alle hendes ønsker , frygtede hun altid når hun var i en sådan stemning , at smerte hende ved et eller andet udbrud , som så let kan undflippe , når hjertet føler sig hævet om den sorg , hvoraf andre lider . Den smukke morgenstund tiltalte den unge livsglade pige . Den dybe stilhed rundt omkring hævede hendes sjæl til en begejstret andagt , og ved sin bekymrede moders side tænkte hun ikke på verdens sorger , men hendes hjerte fulgte de glade fugle på deres flugt i den blå ætter . Da de vare ankomne ved Østerport , tog mandam Skou vejen over i grsnningen . „ Augusta ! “ begyndte moderen omsider „ Du har måske undret dig over at vi så tidligt have foretaget os denne udflugt , men du ved jo heller ikke at jeg engang hvert år i de sidst forløbne ti år har gjort denne spadseretour ved denne tid . Tidt vandrer jeg , som du ved , på denne plet , hvor min erindring altid dvæler , og i dag er det netop ti år siden , at jeg sidstegang gik ved din faders side under disse nys udsprungne træer . Hvert år siden har jeg besøgt dette sted , og jeg har fundet alt her uforandret som den uforanderligt gud , der lader knopperne springe ud , når vårens tid er kommen : kun mig selv har jeg fundet mere forandret , mere håbløs og ulykkelig “ . „ Min stakkels moder ! “ hviskedee augnsta . „ Tidt har jeg fortalt dig om den morgentime , hvor din ædle fader på dette sted i adskedsøieblikket indgav mig mod , da det ville briste for mig , og anbefalede mig eder , dig og din Broder , til min varetægt , og trøstede mig med håbet om et snarligt gensyn , ofte , ja meget ofte har jeg for eder begge skildret den sørgeligste time i mit liv , som berøvede mig og eder så meget . Mit hjerte lettes ved denne meddelelse ; jeg kunne til alle tider tale derom , min hele sjæl har indspunden sig i den times begivenhed , som var så uendelig mærkelig for mig og fra hvilken tid jeg aldrig så min dyrebare mand , eders trofaste , kærlige fader “ . En tåre glindsede i Augustas øjne , hendes forrige munterhed veg for denne times stille alvor ; hun skænkede sin fader et barnligt suk og var i sin bevægede stemning ikke i stand til at trøste sin moder . „ Her fra dette sted « , vedblev moderen , dermed fin datter havde besteget den hsie skrænt , hvorfra man har en fri udsigt over sundet ; „ her stod jeg ved hans side og så ud til det stolte farten , der fluide bære ham over havet til hans fjerne bestemmelsessled ; her , netop her er det , hvorfra min tanke ikke kan løsrive sig , og jeg ved ikke selv hvorfor , her har jeg hvert år dvælet længst af alle de steder , der for mig gemme så mange erindringer , ja det er mig ligesom her var hans grav og jeg han » Sørgende enke , i det mindste engang hvert år måtte dvæle her og ofre ham en tåre “ . „ Men du ved dog moder “ , bemærkede Augusta , „ at han ikke blev her , du så jo dog vor fader gå ombord . Det har du jo fortalt så tidt « . „ Mit barn , du har net , men tusind og atter tusindgange har det bedrøvet mig dybt i min sjæl , at jeg ikke afventede det , øjeblik han gik ombord , men forlod ham , da han i båden roede ud til skibet , tusindgange har jeg fortrydt at min kærlighed til eder drev mig så hurtig bort fra hans side , og lod mig ikke oppebie da han gik ombord . Jeg ved det er en grille , men det er mig altid , som om jeg så ham på dette sted søgende , at strække sine arme ud imod mig og eder . Jeg seer hans blege kummerfulde ansigt vædet med tårer , og eders faders billede træder aldrig for min indbildningskraft uden at jeg på samme tid seer et skib for fulde sejl i horizonten og han selv » ridende sine hænder på dette sted . “ „ Og dog er vor fader vistnok død langt herfra , det har du dog selv så ofte troet , kære moder “ , sagde Augusta dybt bevæget ved denne samtale . „ Ja , troet det har jeg vistnok altid , men en indre overbevisning har stedse manglet mig , ingen bestemte efterretninger have omtalt hans dsd , kan det derfor forundre dig , at jeg så gerne vil drømme den skønneste dram om igen ; endnu engang at få ham at se , jeg ved vel , at jeg kun bedrager mig ved et indbildt håb . „ Se , mit barn , “ vedblev moderen , „ det stolte skib , som ligger histude på reden , også det fuldftændiggjsr billedet på hin morgenstund for ti år siden , også det vækker levende de gamle erindringer i min sjæl . “ Tause stod de en stund og så ud over reden , hensunken i dyb vemod , glemmende hele verden omkring sig , idet de kun vare i erindringens land . Da bemærkede augusla , at en båd blev sat ud fra hint skib , som moderen først havde iagttaget . „ Moder “ , tog hun tilorde for noget at adsprede dennes mørke sindsstemning , „ se hvor smukt solstrålerne blinke på havfladen , det seer ud som flammende guld , hver gang de tage et årcflag hist ude i båden ; se dog , moder , er det ikke dejligt ? “ Madam Skou besvarede ikke sin datters spørgsmål , me » Augusla mærkede , at hun begyndte at stjcelve , tættere trykkede hun sin moder op til sig og spurgte ængstelig , hvorledes hun befandt sig . „ Mit barn , hører du ikke den rædsomme sang , det er hans lukkes gravsang , jeg har ikke glemt den ; de rædsomme toner have genlyde i mit indre , i alle de mange dage , der have lagt sig mellem denne morgen og dengang jeg sidste gang hørte den “ . Augusla hørte virkelig i dette øjeblik en vild syngende stemme , som havde noget eget rædselsfuldt ved sig ; tydelig hørte hun de alt læseren velbekendte strofer : „ Anna har hverkenfar ellermor , ensom hun står i menneskevrimlen “ , men på samme tid så hun , at hendes moder var en afmagt nær . Hun blev betagen af den højeste skræk , da hun stod ene og hjælpeløs ved siden af fin stakkels besvimede moder , beder var sunken om i hendes arme . Hun søgte at læne sig med den kære byrde , øer snart blev hende for tung , over imod volden , hvorved de stod , men stedet var for højt til at hun kunne fluffe sig selv eller patienten hvile da udstødte hun i den høje fortvivlelse et skrig . En ung mand , solly et øjeblik tidligere fra hin båd , der havde vakt Augustas opmærksomhed , var stegen i land , havde netop taget vejen gennem esplanaden og styrtede nu ved pigens skrig hid . Med stærke arme greb han nu den besvimede dame og bar hende forsigtig hen på en bænk i grønningen , hvor den syge dog ikke kom til sig selv , men syntes at være hensunken i en feberagtig tilstand . Det var erindringens hær , der med al styrke greb den ulykkelige moder , der i ti lange år forgæves havde ventet på opfyldelsen af sit skønneste håb , det nemlig , atter at gjensee ham der vandt hendes hjerte i de frie ungdomsdage . Dette håb var nu tildeels udslukt , men så længe ingen tilintegjørende overbevisning træder til , har håbet her fæstet sine dybe rødder , der vokser dog et enkelt grønt blad frem i det menneskelige hjerte , som vel har en tid at glædes ved det milde forsarsskær , men som igen hensygne og visner , som den spæde plante for en nattefrost . Medens den kærlige datter var beskæftiget med at løsne et bånd , for at skaffe den syge et friere åndedrag , ilede den unge mand bort for at hente et glas vand eller anden fornøden hjælp , men mødte alt ved udgangen af esplanaden en pige med de fornødne rekvisttcr . Han vendte derfor tilbage med hende , og ved deres fælles bestræbelser lykkedes det dem omsider , at bringe hende til bevidsthed . Da hun slog øjnene op faldt hendes første blik på den fremmede pige , der endnu var beskæftiget med hende . Ved dette syn kom den syge atter i stærk bevægelse , men hurtig greb pigen hendes arm og sagde : „ Bær ikke vred på den lille Anna , Anna kender den fremmede dame , men det er længe , længe sidens jegi så dem sidst , — dengang var de så god smod den stakkels fattige pige , derfor har det glædet mig så meget , at kunne bringe dem lidt hjælp , “ Derpå ' sank hun på knæ foran maoam Skou , kyssede hendes hånd og væddede den med tårer . Dybt bevæget stirrede Augustas moder ned på den vanvittige , der nu sprang op og ville ile bort men hurtig standsede hun , som om hun havde betænkt sig , derpå trådte hun nærmere hen til madam skøn bøjede sig over mod hendes øre og sagde halvsagte : „ Nu kommer han snart — han vil nok komme . Anna har set ham i drsmme , tør deres tårer bort ! Anna siger han kommer ! ^ i samme øjeblik var hun borte . „ Hvem kommer ? « råbte madam skøn efter hende , men hun var ikke til at se mere . Hun hævede langsomt sine hænder mod himlen , og hendes læber bevægede sig til en sagte bøn . Augusta mindede sin moder om at gå , da morgenluften var kold og let kunne virke skadelig på hende . Den fremmede herre , der havde vist dem så megen deltagelse , tilbød sig at være deres ledsager til hjemmet for , hvis et nyt anfald skulle komme , at kunne være dem til tjeneste . Taknemmelige modtoge de tilbudet , og fulgte » i forening til madam Skous beskedne hjem . niende kapitel . Den unge sømand . Forsynets veje , som menneskene have døbt ved navn af skæbne eller tilfælde , hvilke benævnelser endeel philisopher have forkastet , idet de ikke troede på disses tilværelse fordi de mere eller mindre ere blevne dannede ved menneskenes egne handlinger , havde her haft en mærkelig indflydelse på det stille liv madam Skou førte . Den unge mand , som hin dag viste den lille familie en så væsenlig tjeneste , var en vakker sømand ved navn Thompson . Med et ædelt udvortes forenede han en brav og ærlig karakker , og hans velvillie og beskedne opførsel , havde gjort et dybt ' indtryk på såvel moder som datter . Så forskelligt dette end ytrede sig for de tvende personer smeltede de dog sammen hos dem begge i tvende ligeartede følelser , idet det hos den første vækkede en dyb taknemlighed , medens denne ædle menneskelige følelse hos den sidste vågnede som den første , den helligste kærlighed . At en følelse af en lignende natur var apstået i den unge sømands bryst , var antagelig , da han efterat moderen ved den søgte sammenkomst i hjemmet , havde fortalt ham sit livs sørgelige historie , udbad sig den frihed engang imellem at turde besøge dem . madam sko » fandt ingen betænkelighed i at indrømme den beskedne unge mand dette ønske , og såsnart det var passende , et par dage efter indfandt han sig også og introducerede sig med et spørgsmål om moderens befindende . Med en dannelse , som synes at være over den , som hans standsfæller i almindelighed besidder , forenede han en let og behagelig måde til at underholde i samtale , og da madam Skou fortalte ham den sørgelige begivenhed , der var mødt hende før ti år siden , synes en mere ved almindelig deltagelse at være vakt hos ham før den lille familie . - i sådanne øjeblikke , hvor hans hjerte strømmede over af trøst og opmuntring før den ulykkelige kone , hængte Augustas blikke ved ham , og før hun vidste det fulgte hjertet med , idet en aldrig forhen anet salighed gennemstrømmede det . Med undtagelse af Carl bang , hvis følelser før Augusta læseren allerede tidligere har gjort bekendtskab med , kom så at sige ingen unge mennesker i madam Skous hus og derfor var dette besøg nu en behagelig adspredelse før hende , hvis sjæl ofte var begraven i et dyb af tunghed . Carl bang , hvis besøg på den senere tid , på grund af hans studier havde været sjældnere , havde vel med sit stille alvorlighed gjort et indtryk på den unge piges hjerte , men dette var mere at betragte som et søsterligt forhold , forenet med den dybeste agtelse før den unge langs ædle hjerte og karakter . mensnu var ved thompson- ankomst den første kjærlighedsfølelse vågnet i Augustas sjæl , den følelse hvorfor alle de andre som hendes sljonne hjerte indesluttede , måtte stå tilbage . Thompson udfyldte hendes tanker og hendes drømme , de læste i hinandens blikke , at de havde foi stået hinanden , men sømanden var stedse tilbageholdende og stille , når de et øjeblik vare alene , så ingen gensidig tilståelse endnu vare komne over deres læber . På den senere tid havde Adolf formedelst de med det usædvanlige tidligt indtrådte forår vågnede handelsforretninger , da skibe fra frcmm . de havne begyndte at komme , måttet have sit nuuleie i agentens hus , da hans nærværelse udfordrede » På contoret til sent om aftenen og i pakhuset i den tidlige morgenstund . Kun sjældent var det ham muligt at -kunde give et løb hjcm til sin moder i den sildige aftenstund og da kun for en times tid . En sådan aften kom han , omtrent otte dage efter hin tildragelse i grønningen , hjem just da endnu Thompson var tilstede og sad i samtalte med moder og datter . En usædvanlig ild lyste af hans øjne , som Carl bang , hvis han havde set ham , ville have tilskrevet hans kjærlighcdsforhold til Emma , men om denne end havde en betydelig del deri , så var dog dennegang den egentlige årsag dertil fra e « ganske anden kilde . han syntes ubehagelig berørt ved at . træffe en fremmed , da han havde en efterretning at fortælle fin moder og søster riden v idner , ^og faldt dertil i forundring over , at se etham ganflembekjendt mennefle i det stille hus . Madam skov forestillede » ham Thompson , Mt hun fortalte ham de hændelser , der for nogle dage siden havde mødt hende , og den inderlige deltagelse , den unge mand havde taget i hendes skæbne . Adolf søgte at fremstamme sin tak men røbede i så høj grad sin distraktion , at det var lydeligt for dem alle , at hans tanker vare andetsteds og at den fremmedes nærværelse var ham byrdefuld . Et øjeblik efter rejste Thompson og tog som sædvanligt en venskabelig afsted med familien . „ Hvor du dog er underlig i aften Adolf ? “ bebegyndte hans moder , da den fremmede var borte , » jeg flygter nu meget for , at du har stødt hr . Thompson , som har viist mig så megen opmærksomhed — du plejer dog vant til at iagttage velanstændigheden i hoi grad . Augusta tau , men hendes blussende kind vidnele om , at hun delte moderens anskuelse . „ Hør moder ! “ svarede Adolf „ Du må ingen bebrejdelser gøre mig , jeg har ikke engang givet mig tid til at spise tilaften for i al hurtighed at komme til eder , der er mødt mig noget så overordentligt i dag , så jeg ved hverken om jeg vågner eller drømmer . Ja , jeg er bleven rent forstyrret i mit hoved af overraskelse , forundring og glæde , at jeg ikke tør tro at det er sandt , hvad jeg står i begreb med at fortælle eder . “ „ Men for himlens skyld , hvad er det da , barn ? “ Sagde moderen bevæget i højeste grad . „ Du selv , moder “ , vedblev Adolf , „ behøver al din sjælsstyrke for at høre den højst mærkværdige efterretning — o gud , jeg svimler ved tanken om den “ . „ Har du haft efterretning fra din fader ? “ Spurgte madam Skou i megen spænding . „ Ja og nej , kan jeg svare , men hør , hvad jeg har at fortælle “ . „ Jeg havde i dag nogle forretninger at besørge på toldboden ; da jeg midt under udførelsen af disse blev tiltalt af en mig ubekendt mand med det spørgsmål , om jeg var den unge Skou , hvis fader for mange år siden rejste bort . Smertelig berørt ved dette spørgsmål , svarede jeg ham bekræftende på en måde , som lod ham ane , at det havde gjort mig ondt . Han greb derfor straks ordet og sagde , at han i ingen henseende havde haft til hensigt at krænke mig , men at han meget mere havde en nyhed at bringe mig , som måske ville glæde mig , hvis jeg ikke forud var underrettet derom , en nyhed , som var af den natur , at jeg absolnt ikke havde behøvet at rødme , da han nævnede min faders navn , og derfor allerede havde sagt ham , at jeg var uvidende derom . Jeg erklærede , at mit liv i en række af år havde været så censformigt , at ingen nyhed af betydenhed var forekommen deri , og at det derfor var sandsynligt , at jeg var ubekendt med , hvad han ville fortælle mig . Den fremmede nævnede sig derpå som consul blok . Han fortalte , at han var Broder og associe til grosserer blok heri staden , men var mindre kendt mellem handelspersonalet i staden , da han fordetmeste måtte foretage rejser for huset . Han bad mig fremdeles at komme op til min Broder , når mine forretninger vare tilendebragte , da denne havde en sag af yderste vigtighed at meddele mig . Jeg lavede det , og en time efter stod jeg ved grosserer bloks contoirdør for at træde ind . Ak , tænkte jeg , da jeg stod på dette sted , over denne tærskel har min ulykkelige fader trådt såmangen gang , indenfor denne dsr har han så lidt virket og arbejdet ; her var han hædret og agtet , men efter at han sidste gang forlod dette hus har vanære og ringeagt fulgt hans navn og hans minde . Retfærdige gud , skulle timen være kommen , at hans uskyldighed er bleven bevist . Mit hjerte bankede heftigt . Flere gange gjorde jeg forgæves forsøg på at træde ind ind , men kraften manglede mig ; omsider fejrede min sønlige kærlighed , det var mig , som jeg så min faders blege ansigt . Hans alvorlige træk indgav mig mod ; i hans rene øje læste jeg , her står min retfærdiggørelse . — rafl trådte jeg ind . “ tiende kapitel . En glædelig efterretning Adolf vedblev : „ Grosserer blok var i sit indre contoir , hvorhen en contoirbeijent viste mig . Han var alene . Det er en imponerende mand af høj statur med hvide hår . Venligt bød han han mig at sidde og tog tilorde : „ Hr . Skou , jeg har ladet dem kalde , idet jeg imorges er bleven overrasket på en særdeles måde og ønskede gerne af dem at erholde nogen nærmere underretning om sagens egentlige sammenhæng , som de dog vistnok må kende “ . Derpå overrakte han mig dette brev , hvis udskriff er : til dhrr . Blok f Comp . , og hvori med en mig ubekendt håndskrift er nedskrevet følgende linier . „ Min herre ! „ De har formodentlig ikke glemt deres commis Valdemar Skou , som i sin tid i ærinde „ for deres hus til Bristol forsvandt med samt „ de betydelige remisser , der vare ham betroede . „ Ti år er henrundne siden den tid , og idette tidsrum har hans ærlige navn været bedækket med „ en ufortjent skændsel , selv hans egen hustru , „ har ingensinde besvaret hans kærlige skrivelser — „ han har altså følt , at verden har brudt staven „ over ham , med den inderligste smerte har han „ felt det , thi han er uskyldig . Hans ulykke be „ står i et tab , hvoraf en skjæendig Nidding har „ måttet benytte sig . At bevise sin uskyldighed an „ seer han for en umulighed , på hans ord eroder „ Ingen der mere vil tro ham . Han har derfor „ kun tilbage , at opfylde sin pligt mod te foruret „ tede , idet himlen ved hans anstrengelser har sat „ ham i stand dertil “ . „ Modtog derfor , min høisfærede herre , ved „ lagte sum i gode engelske papirer , hvorved de „ vil se deres tab dækket i sin helhed , da de på „ løbne renter for den henrundne tid er ved „ føjede “ . „ Som kvittering for beløbets rigtige mod „ tagclse kan de levere Skous kone , søn eller „ Datter dette brev , hvis nogen af disse personer „ endnu er i live “ -- -- -- -- -- -- -- „ Store gud ! “ råbte madam Skou , og greb brevet , men bogstaverne løbe i et for hendes tårefyldte øjne . „ Der er ingen undersfrift , — ingen oplysning om min hårdt krænkede mand , om eoers ædle , uskyldige fader . Min Valdemar ! “ udbrød hun højt , idet hun sank på knæ og hævede sine soldede hænder mod himlen . „ Mine børns fader , kunne du et øjeblik tvivle om , at din kærlige , trofaste Emilie kunne dele verdens anskuelse om din skyld . I mit hjerte stod du srikjendt , fra den første stund , efterretningerne om at du var forsvnnden , vare indløbne til mig . Gud , fluide jeg blive så lykkelig at gjensee ham . Børn , beder til himlens fader om at skænke os denne lykke , som en erstatning for ti lange Års lidelser . “ Det var et højtideligt øjeblik . Renere og kærligere tårer er vist ikke nedrundne , end disse tre ædle mennesker fældede i glæde , i håb og forventning . „ Som du indser , “ vedblev Adolf , „ var det mig ikke muligt at kunne give hr . Blok nogen oplysning i denne sag , men jeg så , at han rørtes ved den bevægelse , hvori han fandt mig . Han trykkede hjertelig min hånd idet han sagde : „ Unge mand , de kan tro mig på mit ord , at modtagelsen af denne sum ikke har forvoldt mig såmegen glæde som det , at vide deres værdige fader retfærdiggjort . Men hans retfærdiggørelse skal være fuldstændig . Endnu i dag skal jeg på børsen offentliggøre det passerede . Himlen give , at deres familie snart må glædes ved at se den så dybt savnede igen . Hr . Skou , de skal nærmere høre fra mig . “ „ Se , det er den store nyhed , jeg bringer “ , lagde Adolf til , „ og jeg beder , gud give , at det måtte lykkes mig at opdage , fra hvilket sted dette brev er adresseret , thi der må fader også være . Lykkelige tanke , at han lever ; — vi skulle dog vistnok gjensees “ . „ Men ubegribeligt er det dog , “ svarede Augusta , „ hvorledes det har været ham muligt at indbetale den store sum til handelshuset , — så blottet for alt , vor ulykkelige fader må have været efter det store tab , han led , er det næsten utænkeligt , at han i den forløbne tid , har kunnet være i stand til at samle en sådan formue “ . Man udtømte sig i formodninger . Håbet rejste atter sin grønne krone i deres hjerter . Madam Skou , som i så mange år havde kæmpet med nød og sorg og dog trofast havde opfyldt de hellige moderpligter , så nu igennem et tågeflør frelsens engel at komme . Nu vare hendes tanker kun hos den elskede , nu hengav hun sig til forventningens søde glæder , og hver gang hun fra sit vindue i afstand så en skikkelse nærme sig , troede hun , at det var ham , der atter ville flyve i hendes arme . De stærke sindsbevægelser , som i den senere tid havde bemægtiget sig Augustas sjæl , lod hende også hensynke i en sygelig drømmetilstand . Det heftige indtryk havde angrebet hendes sjælelige tilstand , og hun befandt sig , om end ikke ulykkelig , så dog i en eksalteret stemning , der lidt bragte hende tårer i øjnene . Da tænkte hun på fin fader , og hendes hjerte svimlede ved tanken om den ikke i lang tid følte lykke , at kunne nævne det dyrebare fadernavn , ikke som en tom lyd , men med en datters hele kærlighed til ham , der med hendes moder fra hendes tidligste stund havde været alt for hende . men da trådte dette billede igen i baggrunden for et andet , iført lysere farver , smykket med alle ungdommens blomster , ' således som hendes rige fantasi kunne udstyre det . Thompson « billede trådte frem for hendes sjæls indre øje . Da bankede hendes hjerte heftigere , da faldt hendes blik ofte ned på gaden eller op på den grønne vold , for ligesom hendes moder at se , om hun i en tililende kunne opdage de elskede træk . Således levede moder og datter i håb og forventning , og i den sidstes hjerte var disse følelser , som nedarvede , af dobbelt natur , og det var kun hendes friske ungdom , der gav hendes sjæl krast til at bære og gemme disse menneskets dyrebareste fornemmelser . Næste formiddag trådte Thompson uformodet ind til de to damer . Efterat moderen havde beklaget , at hendes søns nærværelse havde forvoldt , at han så hurtig havde taget afsted aftenen forud , fortalte hun ham den begivenhed , der netop dengang blev hende meddelt , og supplerede således de oplysninger , hun tidligere havde givet Thompson betræffende sine forhold . „ Det er en tid , der er rig på begivenheder for dem , madam Skou “ , begyndte han ; „ det forekommer mig , som om der siden den dag , jeg mødte dem , er indtrådt et heldigt vendepunkt i deres skæbne “ . „ De har net ! “ svarede madam sko » , bcsynsynderlig greben af disse ord , hvis sandhed først i i dette øjeblik syntes at blive hende klar . „ De kom også som vor trøster og hjælper i nødens stund “ , lagde hun til . Augusta blev blussende rød , hendes hjerte bankede heftigt . Siden hin dag var der også indtrådt et vendepunkt i dets historie . Hun ville hefte sine dine på arbejdet , men mødte dog bestandig den fremmedes . „ Tro ikke at jeg gjorde den bemærkning , for at de skulle gentage , hvad de alt så ofte har sagt mig . Hvad jeg den dag gjorde , var aldeles værdiløst og ikke mere end hvad enhver under disse omstændigheder ville have gjort . Desuden blev jeg ved denne lejlighed deres skyldner , thi de ubetalelige timer , jeg fra den dog har nydt i deres selskab , skal jeg aldrig glemme , lun må jeg beklage , at mine forhold byde mig snart at afbryde disse besøg , som gud ved have udgjort mit hjertes sande lykke , thi om få dage forlader jeg alter Danmark “ . Nu blev Augustas røde kind bleg , nu foregik der en blomstcrforvandling i hendes åsyn . I hendes hjerte knustes de friste Spirer og hun kastede et glandsløst blik på Thompson . Han så på hende stille og alvorlig . Han var i dag usædvanlig bleg , og blev det endnu mere , da han så pigens ømme øjekast , der ligesom ville bede ham om nåde . Han fortalte , at han for nogen tid siden var kommen hertil fra en amerikansk havn som styrmand med det skib , de hi » Morgenstund havde set ligge ude på reden . Nu stod han i begreb med at hyre sig på en længere tur , og ventede i løbet af nogle dage at skulle afrejse . Madam Skou hørte deltagende på hans meddelelse . Hun spurgte ham , om han ingen pårørende havde i hjemmet , hvem han ønskede at tilstille en hilsen inden fin pludselige afrejse ; thi da ville hun besørge den for ham . Han takkede og ytrede , af han endnu engang før fin afrejse skulle tage sig den frihed af besøge dem og da medtage et brev til besørgelse . „ Men da de har familie og bekendte i hjemmet , hvorfor vil de da ikke opholde dem noget her ? “ Spurgte Angusta frygtsom ; „ det vil dog nu , da sommeren foreslår , ikke mangle dem på en ansættelse , selv om de dvælede noget “ . „ Og hvorfor fluide jeg vel vente , jomfru skøn ? “ Sagde Thompson . „ Min fader er ikke her i byen , min moder er for længst død , og mine søskende er nu vante til af undvære mit selflab , så de savne mig ikke , — der er såmænd ingen , der græder for mig , når jeg er borte , og da tumler jeg mig helst ude på elementet , hvor jeg har været hjemme lige fra barnsbeen af ! “ Ved nærmere beskuelse ville Augustas blik , der fyldtes med tårer , have modsagt Thompsons sidste sætning ; hun søgte af skjule sin bevægelse og så udover bolden . » Har da de glæder , som det faste land tilbyder , ingen tillokkelser for dem ? “ spurgte madam skøn . „ Vær overbevist om , “ svarede Thompson , „ at intet ville være mig kærere end at kunne nyde det huslige livs glæder ; det er et ønske , der ligger mig på hjertet , men udsigt til at se det opfyldt , taber sig i det umådelige fjerne ; thi jeg er fattig , og skønt der i den gamle sang er sagt så smukt : „ Havet gi ' er velstand og brød “ , da har jeg kun haft lejlighed til at erhverve det sidste , men derfor takker jeg gud . “ Samtalen gik nu over til det emne , som madam skøn helst dvælede ved blandt alle , nemlig om hendes mand . Hun tabte sig i gisninger og formodninger og søgte så fuldstændigt som muligt at give den fremmede en beskrivelse over , hvorledes hendes mands udseende var , dengang han forlod hende . Hun tænkte , at sorg og Kummer havde forandret ham noget siden hin tid — måske han ikke engang levede . Hun sluttede med at bede Thompson om at være opmærksom , når han i udlandet skulle støde på danske folk , at han da , hvis et lykkeligt tilfælde skulle føre ham den forsvundne i møde , kunne bringe ham en hilsen fra hjemmet , og fortælle ham sagernes tilstand der , samt hans hustrus og børns dybe sorg over hans fraværelse . Thompson lovede det . „ Ja , gud give det ! “ lagde han til , „ men trøst dem , umuligt var det dog ikke . Tab derfor ikke modet ; begivenhederne begynde at trænge sig sammen , måske de kunne forenes til deres held . “ Kort efter tog han a ! sted med løfte om , endnu at tilbringe nogle timer i den kreds , der var bleven ham så kær . Da han var gået , udtømte moderen sig i lovtaler over den unge vakre mand , hun syntes ret som om et lys var opgåct i hendes sjæl efter hin morgen , da de havde mødt ham . Augusta var hensunken i stor bedrøvelse . I hendes hjerte følte hun , at der også siden den dag var oprunden et lys , som tændt med himmelst klarhed , nu truedes med at skulle fordunklcs af tårer . Moderen , som ikke anede sin datters sande sindsbevægelse , bad hende at trøste sig , da hun nu havde håbet om , at hendes fader snart ville komme . Hun sim i så lang en tis havde trængt til al den trøst , der kunne gives hende , trøst : de nu sit garn med en moders hele ømhed , men hun vidste ikke , at for hendes sorg var der ingen trøst uden de « Som tamysons elskede billede kunne skænke hende , uden i den beroligelse lyden af hans stemme kunne forskaffe hende , uden i den salighed af være ham nær thi Augusta elskede med et ungt følelsesfuldt hjertes hele styrke . Derfor skælvede hun ved tanken om , af hans næste besøg var afskedens , derfor græd hun ved af forestille sig , af den grumme skæbne havde kastet en så tung skygge i hendes rige hjertes første kærlighed . Ellevte kapitel . Et optrin på kontoret . Fire dage vare endnu tilbage af den frist , som bogholder top havde sat agenten med hensyn til , af denne skulle bringe ham Emmas ja og lægge hendes hånd i hans . Men skønt denne dag var så nær , havde Hansen dog bestandig udsat samtalen med sin datter fra tid til anden . Det var ham umuligt , så dybt af bedrøve sit kære barn med et forflag eller rettere en befaling af denne natur . Kun sjældent så han hende ene , men når dette var tilfældet , afvæbncdcs han straks ved hendes milde , hjertelige tilværelse . Faderhjertet smeltede ved tanken om af give sit uskyldige barns hånd til denne for ham så modbydelige skurk . Men top havde i Fru Hansen , hvem han aldeles beherskede , en mægtig allieret . Da han tvivlede om , af agenten havde talt med sin datter om dette deltkate punkt , henvendte han sig til sin fordums veninde med den begæring , af hun ville forberede Emma på dette vendepunkk i hendes skæbne og dertil forestille hende , af et fligt offer var nødvendigt for hendes faders skyld , da top ellers ville trække fine penge ud af handelen , — som sagt , sagen måtte forestilles hende fra en side , som lod hende vide , af hun ubetinget måtte samtykke og det var umuligt af forandre denne plan . Med sin sædvanlige lydighed imod sin gamle herre lovede hun af opfylde hans ønske , kun bad hun ham om , af lade hende selv oppebie en dertil beteilig tid og troede da med sikkerhed på den berammede dag af hun med lethed kunne bringe ham det stakkels offer , som endnu var sorgløs og ubekymret og hvis hjerte var gennemtrængt af den salige lykke , som hendes kærlighed til adof beredte hende . Men foruden den smerte agent Hansen følte ved af bringe dette parti i stand , afholdtes han også i de dage af bekymre sig meget om huslige anliggender , da handelsforretninger af yderste vigtighed krævede hans opmærksomhed og han desuden daglig ventede et af sine skibe hjem fra en amerikansk havn . Alt otte uger tidligere havde nhedercn haft budflab om , at skibets kaptajn var afgået ved døden , og en anden ung mand havde overtaget kommandoen derpå for at føre det hjem . Denne efterretning vakte såvel agentens som bogholderens urolighed i høj grad , så meget mere som det alt var udeblevet langt over den tid man ventede det . Da st ! Bogholderen på engang noget ganfle andet at tænke på . Efterretningen om at huset blok ck co . var dækket med hensyn til den bortrømte Skous affairer , bragte ham i den yderste forbavselse . I begyndelsen vakte det en hemmelig ængstelse hø » Ham , idet han frygtede for , at denne hændelse skylle lede til nogen opdagelse , men ved senere eftertanke kom han til det resultat , at hans hemmelighed var alt for godt bevaret , til at den ved nogen ydre omstændighed kunne blive røbet , thi hans medvidere vare vistnok ligeså frygtsomme som han , for at noget lys fluide falde i det mørke . Han hævede derfor stolt sit hoved , fyldte atter fin tanke med planer om Emmas besiddelse , og synes på den senere tid så fornøjet , som man i så lang tid ikke havde set ham . Selv agent Hansen følte ved den gådefulde efterrefning om den vending , skousaffairer havde fået , en tung sten væltet fra sit hjerte , men det var kun et lysglimt , som når solen en flyfuld dag stundom træder frem , det vifte sig på hans ansigt , tanken om hans ulykkelige huslige forhold på han » Datters skæbne , som forekom ham uundgåeligt , fyldte atter hans sind med bekymring og ængstelse da indløb pludselig den efterretning , at det forventede skib var kommet velbeholdent hjem og lå på reden . den overordenlig ? Fordel , som den betydelige ladning , ville bringe huset , lod dette « entreprenører for nogle øjeblikke glemme alt for interessens skyld , budet som bragte den efterretning havde endnu dertil det ærinde , at skibets koptain om et par timer ville intsinde sig hos dhrr . Nhcdere , for at aflægge beretning om overfarten og aflevere skibet « Papirer , som vedkom ladning etc . Det var en dog henimod middag , da Adolf just var tilstede på kontoret , at den forventede kaptain trådte ind . Til sin forundring genkendte han den mand , han for nogle aftener siden havde set hjemme hos sin moder . Agenten kom ham i møde , førte ham ind i sit indre værelse , hvor han forblev mere end en tin e . Adolf havde hin aften været for adspredt til at lægge nøjere mærke til Thompson eller at indlede en samtale med ham for at erfare , på hvilke havne han for , kun havde han af Augusta fået at vide , at han var ansat som styrmand , og snart agtede at rejse igen . Den modsigelse der lå i Thompson « ord og hans fremtræden her som kaptajn , gav anledning til , at Adolf anstillede mange formodninger og betragtninger i denne henseende , hvilke dog alle ilk førte til noget resultat . Just som han stod i begreb med at forlade ko « - toret for at begive sig til pakhuset , trådte Thompson i forening med agenten ud . Den sidste gik hen til Adolf og bad ham give fig en liste , som han for en tid siden hivde leveret ham i kopie , for ved lejlighed at benytte denne . Den indeholdt en fortegnelse over det nys ankomne skibs ladning fra dettes sidste rejse . Adolf ssgte i sin pult forgæves efter dette papir , men erindrede dog snart , at han havde lagt del i den gamle brevtaske , som Anna havde givet ham og hvilken han siden den dag omhyggelig havde glem i sin pult . Nu tog 1 han iden frem for af den at udlagt listen . Medens han7var^ beskæftiget med at søge efter denne , havde top anset det for passende , halvt sagte at yttre sig over den unge Skous uefterreltelighed og mangel på orden , hvilke bebrejdelser Adolf , som sædvanligt , modtog tans og beskeden . Men i det øjeblik , da brevtasken hvilede for alles øjne på pulten oz Adolf m : d rolighed åbnede den og udtog det forlangte dokoment , overfor en ligdleghed tops ansigt , hans hænder fljælvede , idet han udstrakte sin hånd efter tegnebogen , oz spurgte i samme tone som før : „ Hvorledes kommer de til denne tegnebog , Skou ? “ Nu troede Adolf ikke længere at burde tåle bogholderens krænkelser i fremmede folks nærværelse , han vendte fig^imodkham , så ham stift i øjnene og svarede i en tone , hvori , han ikke forhen havde tiltalt ham : „ De forglemmer dem selv hr . Bogholder , idet de forlanger , at jeg skal give dem oplysning om , hvor jeg har fået min ejendom fra , deres uforskammede uartighed syntes at gå temmelig vidt . “ „ Men bogen tilhører jo mig , “ svarede top , med sin sædvanlige rolighed , dog kun halv sagte . „ Hr . Agent ! “ tog Adolf tilorde „ det er vist ikke med deres villie , at dette menneske fornærmer mig uden grund . “ Agenten blev forlegen ved Skous tiltale , søgte efter et svar , men stammede . Thompson som hidtil havde været en faus tilskuer til dette lille optrin , tog derpå ordet og sagde i en munter tone , men med en særdeles bestemthed og kraft i udtrykket : „ Mine herrer , sagen syntes at være forlide « Til at vække nogen strid for , med hr . Agentens tilladelse træder jeg til som voldgiftsmand . Han vendte sig til Hansen , som samtykkende nikkede med hovedet . „ Hr . Skov ! “ vedblev han „ som jeg har ære at kende , har bægen i sin værge , og hr . Bogholderen paostaoer i vidners nærværelse at det er hans . Nu tillader jeg mig , at tilegne mig den , indtil begge herrerne have dccumcntcret sig : hr . Skøn , hvorledes han er kommen besiddelse af den og hr . Bogholderen , hvorledes han har mistet ben , eller hvor længe det er siden at han savnede den , derved undgås al strid . Det er et universalmiddel , som jeg hyppigt bruger , når der er strid mellem mine matroser , med den forskel , at disse efter en tids forløb at have været i kachotten , må referere deres sag . Bogholderen faug og syntes fornærmet . Adolf derimod rakte Thompson hånden og takkede for hans velvillige bestræbelser for at mægle fred . Han udtømte derpå tegnebogens indhold og leverede den til ham . , „ Øm et par dage sætter jeg retten , “ sagde Thompson munter , idet han rakte agenten hånden og gik . Bogholderen tilkastede Adolf et djævelsk blik , som lod denne forstå , at han pønsede på hævn . Tolvte kapitel . Afskeden . Efter løfte indfandt Thompson sig i madam Skous bolig for at tage afsted og bede om beførgelsm af et brev , hvilken tjeneste vi vide Augustas moder velvillig havde tilbudt . Da han lunde formode , at Adolf havde fortalt at han havde ført handelshuset havsens skib hjem som kaptajn , lagde han heller ikke skjul derpå , men fortalte åbent og ligefrem sagens sande sammenhæng , at han i Boston havde overtaget kommandoen ved den forrige kapitains død , og nu , da hans hverv var til ende , havde han til hensigt at gå under sejl igen . Cn dyb vemod , som dog var forenet med en mandig rolighed , stod tegnet i hans træk , og moderen sølle selv en stille smerte , ved atter at skulle stilles med et ligestillet hjerte , hvis ædle karakter på en så kort tid var bleven hende så kær , og som hun skænkede sin inderligste højagtelse . Dog var dette indtryk af en forbigående natur hos madam Skou , der kendte verdens ustadighed , og havde prøvet lykkens omskiftelser i så hsi en grad . Det efterlod kun en af de torne i hjertet hvis skarphed eindringen til sine tider atter fornyer for mere at lade mennesket føle livets bitterhed . At besinne Augustas tilstand i disse for hende så afgørende øjeblikke er umuligt , men hendes bleghed og hendes hjertes indre kamp stod tydelig malet i hendes åsyn . Da forlod moderen for nogle minuter værelset , og de elskende blev alene . „ Jeg har “ , begyndte Thompson , „ her medtaget et drev , små jeg » ilde bede dem , jomfru skøn , besørge til stt bestemmelsessted , idet jeg er overbevist om , at denne tjeneste ikke vil forvolde dem formegen ulejlighed “ . Augusfa modtog det med forsikkringen om , at det ville være hende kært at kunne opfylde et så ubetydeligt ønske , og begyndte alt at ville udtage det af et papir , hvori det var indsvøbt , da Thompson pludselig greb hendes hånd og sagde : „ Vent til de er ene , jomfru Skou , jeg frygter for , hvis de nu så adressen , da ville de ikke anse den tjeneste , jeg beder dem om for så ubetydelig , og de ville da måske levere mig det tilbage . Nu har jeg deres ord og derpå bygger jeg som på himlen “ . En svag rødme overdrog Augustas kind . Hurtig skjulte hun brevet ved sit bryst og sagde med zittrende stemme : „ Hr . Thompson ! Augusta Skou skal aldrig bryde stt ord “ . „ Vil de stundom tænke på den fattige , fraværende Thompson ? “ begyndte han , idet hans sjæl fik mod ved pigens elskværdige naivitet og uskyldige ord . „ Tør jeg i det fjerne glæde mig ved tanken om , at et hjerte her slår for mig med godhed , med . . . “ Han havde grebet Augustas hånd i sin , — han ville netop have udtalt det ord , der bedst fortolkede deres gensidige følelser ; elskovsguden havde i dette øjeblik ventet en afgørende sejr over de tvende hjerter , da pludselig Adolf trådte ind . » God aften , hr . Kaptajn , og tak for i dag “ , begyndte han ved sin indtrædelse , idet han trohjertig rystede Thompson » Hånd . „ Jeg har forgæves søgt dem og ønsker ret meget en samtale med dem . « Var Adolf nogle aftener forud bleven ilde til mode ved at se en fremmed i sit hjem , da han ville fortælle familien sin vigtige nyhed , da blev Thompson det ikke mindre ved i dette øjeblik at være bleven forstyrret i en samtale , hvoraf han mente , at hans livs lykke var afhængig . Ikke destomindre viste han den højeste grad af selvbeherskelse , idet han forsikrede , at han var til den unge Skous tjeneste . Og da denne bad ham foretage en tur med sig i den smukke aftenstund , var han straks beredvillig dertil . „ Vil de allerede forlade os , hr . Thompson « , sagde madam Skou , som i dette øjeblik kom ind , „ jeg mente , vi i aften skulle nyde deres behagelige selskab for sidste gang ? « „ Jeg beder dem om tilgivelse “ , genmælede Thompson . „ Deres søn har ønsket mit selskab og e « samtale « . „ Du berøver os bestandig glæden af hr . Thompsons nærværelse « , sagde moderen . „ Kan det ikke opsættes til senere i aften , da kunne de jo følge » ad « . „ Kaptajn Thompson får vistnok lejlighed til at gøre sit besøg om igen « , indvendte Adolf , „ i morgen er der også en dag « . „ Ja , hvis det var tilfældet , “ stammede Augusta halvhøjt , idet hun kastede blikket mod jorden . „ Ja ! “ råbte Thompson idet han tog afsted , „ engang endnu lille vi gjensees , og da måske før sidste gang eller før stedse “ . Disse sidste ord sagde han , idet hans blikke ufravendt vare henvendte på Augusta , og ligesom indeholdt en hentydning til hende selv . Et øjeblik efter vare de borte . Det første Augusta foretog sig , da hun var ene , var at efterse adressen på det brev , hun af Thompson havde fået til besørgelse . Hemmeligt skælvede hun ved at fremtage dette papir , hvorpå den elskedes skrifttegn vare tegnede . Enhver som kender kærlighedens hellige tryllekraft , vil tilgive den unge piges begejstring , idet hun , endnu inden hun havde gjort sig bekendt med adressens indhold , trykkede brevet til sine læber . Det var jo dog hans håndskrift — det var en genstand , som kom fra ham , fra den unge mand , hvis billede levede i hendes sjæl i en uforkrænkelig kærlighed , i en stum og hellig tilbedelse . Men hvor forsfrælkcdes hun ikke ved at se bogstaverne på det lille fladcrum , det sammenlagte brev indeholdt , — hvor forbavsedes hun ikke ved at læse : „ Til jomfru Augusta Skou “ . I en hast åbnede hun det første brevskab , hun endnu i sit liv havde modtaget , og læste følgende : , , hvis de , tilbedte augusfa , måske alt for „ tryder , ak de har modtaget dette brev til be » „ sørgelse , beder jeg dem , inden de går videre , „ ak tilintetgøre det , måske de da sparer dem „ selv og mig en sorg . „ Men hvis deres milde , kærlige dine falde „ på disse linier , så må de erfare , ak de har „ tændt den første kærlighed i min sjæl , og ak „ mit hjerte kun banker for dem , både her og „ langt herfra . „ I deres hånd lægger . jeg nu mit livs „ Skæbne , idet de har ak bestemme , om jeg for „ evigt skal forlade mit fødeland , eller om deres „ Gjenkærlighed vil berede mig den højeste lyksa „ lighed i hjemmet . „ Augusfa ! Ved hjemmet hænger dog stedse „ min tanke ; hvor de er , bliver min sjæl , glem „ det ikke , elskede pige , evigt bliver jeg deres Thompson “ - vi kende forud Augustus følelser og vide , hvormeget de sympattiserede med brevets indhold . Nu fyldtes hendes sjæl af den inderligste salighed ; nu anså hun det for en hellig pligt ak tilstå Thompson sin gjenkærlighed , for ak binde ham til hjemmet og ikke overlade ham til det troløse hav . Men da tænkte hun på sin moder , på sin trofaste , kærlige veninde , lom hun alt fra sin tidligste barndom havde lovet intet at skjule for , og i sandhed , indtil dette øjeblik havde hendes sjæl og hendes tanke også ligget for dennes blik som en opflage « bog , hvor enhver fold hidtil blev udglattet af den ømme moders hånd . Men kærligheden har en forbeholdenhed , der er stærkere end de « den barnlige pligt , den vil hæve sig med en vis uafhængighed , og indlemme sig i sit eget væsen , idet en ydre verden ligger mere farveløs for den . Hun knugede det dyrebare brev mod sit hjerte , og bedækkede det med Kys og tårer . „ O Thompson ! “ hviskedee hun „ jeg vil evig være din , og Augusta skal aldrig bryde sil ord . “ Hendes moder fandt hende i heftig bevægelse , forundret betragtede hun sit kære barn , uden dog at være i stand til at vide den sande grund dertil , hun spurgte hende derom , men Augusta svarede , at hun havde tænkt på sin fraværende fader , men måtte straks slå sit blik ned , idet hun skamfuld følte , at hun for første gang i sit liv havde sagt en usandhed , Adolf og Thompson , som vare fulgte med hinanden , havde taget vejen ud mod toldboden . Det var en mild og dejlig forårsaften . Adolf tilkendegav sin ledsager , at en ham ubekendt hjertelig følelse havde draget ham til ham , og fra det øjeblik han på kontoret havde været vidne til han » bestemte handlemavde , idet han indblandede « fig i striden om ejendomsretten til tegnebogen , havde han beslattet at fortælle ham uforbeholdent sit livbegivenheder og det forhold , hvori han i al den tid han har været hos agenten havde stået til bogholderen . Ifølge heraf meddelte han Thompson alt hvad læseren sorud ved , selv sin kærlighed til Emma skjulte han ikke , og da han nærmede sig dette punkt i historien , kom det også til forklaring om , hvorledes han var kommen i besiddelse af tegnebogen . „ Hvis det hænger således sammen “ sagde Thompson „ da kan dog bogholderen gerne have ret , thi hvem ved , om ikke han muligt har tabt denne bog og hin pige har funden den , eller måske frastjålet ham den . Forøvrigt gør jeg mig skyldig i en indiskretion , ved at samtale med en af parterne om denne sag uden den andens tilstedeværelse , det kunne let få skinnet af partiskhed , og jeg må virkelig flamme mig , hvis hr . Top havde mindste anelse om , at en underhandling var igjære mellem voldgiftsmanden og en part i sagen . “ „ Ja , hvis de finder nogen betænkelighed derved “ , svarede Adolf noget stødt , „ da vil jeg langtfra bebyrde deres samvittighed med nogen skruppel i så henseende , men den måde , hvorpå jeg her ligefrem og åbent fortalte dem mit livs ubetydelige begivenheder , for således at nærme mig målet , troede jeg at have en anden værdi i deres øjne end hele sagen selv med den kæltring af bogholder * . „ Kære Adolf Skou “ , sagde Thompson godmodig , » misforstå mig ikke ; hvis det nu var bogholderen istedetfor dem , med hvem jeg førte en samtale af sådan en natur , som i denne i og for sig ubetydelige sag skulle lede til noget overbevisende for mig , ville de da ikke føle dem krænket derved , og i hvilket lys ville jeg da komme til at stå i deres øjne ? Seer de , jeg er kun en læg mand , men jeg har så meget begreb om lov og ret , hvilke jeg så ofte må håndhævc ombord , at jeg indser , at sådant ikke kunne finde sted . Men jeg har fra en anden kilde , som jeg endnu ikke tør meddele dem , en anelse , ja næsten en vished om , at bogholderen er en skurk , og jeg har alt undersøgt , hvor den vanvittige pige , som de taler om , boer , ja de seer forundret på mig , men jeg har alt for flere år siden hørt tale om hende , og deres egen moder har vistnok oftere fortalt dem om , at denne vanvittige pige har stødt på hende . ' se , dertil har de nu ikke lagt synderlig mærke . “ Adolf forundredes over Thompsons besindige fremgangsmåde i denne sag og over hans alvidenhed i ting , der burde være ham ligeså bekendte . De havde mere og mere nærmet sig toldboden , „ Seer de “ , vedblev Thompson , „ i det lille hus der ved jernporten boer den omtalte pige . “ I det øjeblik , de nærmede sig huset , trådte hun af døren , men hun syntes aldeles ikke at bemærke dem , megetmere syntes hendes øjne fast at » « er henvendte på en anden gjensfand , der fra toldboden nærmede sig stedet . Det var en dame . „ Lader os trælle os lidt tilbage “ , sagde Adolf , „ jeg tror bestemt , jeg kender den dame , jeg vil ikke gerne møde hende “ . „ Som de vil ! “ sagde thcmpson , og de gik tilside . Lidt efter kom hun nærmere . Da hun var nogle skridt fra huset , hvor Anna stod , styrtede denne frem imod hende , greb hende i armen , rystede hende heftig og voldsom . „ Anna kender dig nok . fordi du er bleven så stin på det . > . Anna kender nok Lene fra dengang du var i kælderen , hvor du løb fra min stakkels fader og lod ham blive i mørket . . . Uh ! Anna skal kvæle dig . . . “ Den vanvittige havde grebet heftig fat på Fru Hansen , og hvis ingen hjælp var kommen og havde slilt dem ad , da havde hun master opfyldt sin trudsel at kvæle hende . Med lethed fik nogle håndfaste sjovere , som slode i nærheden , den fine dame befriet , og skyndsom løb hun ind ad byen til , for ikke at høre de høje skjeldsord og trudsler , Anna sendte rfler hende . Adolf meddelte i korthed Thompson , hvem damen var , og efter denne oplysning spurgte denne Adolf , om de i fælledsslad fluide gå tnd i husets hvor man havde bragt den vanvittige . Adolf var villig hertil , og de gik derpå ind sammen . Trettende kapitel . Den ubekendte og hans fund . Samme aften gik en mand gennem grønningen . Han så ud til af være 40 år og var tarvelig klædt . Han lod ikke til af bemærke sine omgivelser men gik fordybet i sine tanker . Pludselig stødte hans fod mod noget , der flyttede sig fra det sted , hvorpå det lå . Han så ned og fik øje på en pakke papirer der var rullet sammen , og ombundet med et bånd . Den ubekendte bukkede sig og tog pakken op og stak den i lommen , hvorpå han fortsatte sin gang . I en af byens smågader gik han op i et hus , og trådte ind i et simpelt udstyret værelse i lvistetagen . Han tog hatten af , strøg en svovlstik og tændt « Rt lys , der stod på bordet . derpå trak han en stol hen til bordet , satte sig ned og støttede hovedet med begge hænder . Hans ansigt var net , men der hvilede et sørgmodigt udtryk derover . Han blev siddende længe i anførte stilling . Pludselig løftede han hovedet i vejret , idet han udbrød : „ Det er sandt lad mig se mit fund . Det er velsagtens ikke andet end nogle gamle regninger eller sådant noget . “ Med disse ord tog han den fundne pakke op af lommen , løste båndet og rullede papiret op og så at det var et manuskript . Han så på den første side hvor øverst på bladet stod : „ Fortsættelse af Carl Bangs album . “ Ved at læse navnet Carl bang , blev den ubekendte meget overrasket , hvilket tydelig viste sig på hans ansigt . Han læste nu videre og som det lod til med stor interesse mannskriptet igennem . Efter ovennævnte overskrift fortsattes det som efterfølgende . November 18 * * . „ Hvorledes skal jeg beflrive min glæde ! Det første mål er nået . Jeg er med borgerflab indviet i Minervas helligdom . Jeg er student . O , hvilket velklingende hædersnavn ! Det er om jeg begriber - ret , fundamentet til den brede trappe , som fører op til det tempel , hvor den sande ære daler ned over de dødeliges hoved ja , for mig er det noget stort . Det er længslernes mål , det er opfyldelsen aff hjertets livligste ønsker hvilket jeg ved også glæder min fader , thi jeg har , gud være lovet , nåt mit mål med ære . Her i min onkels hus har jeg det godt . Jeg savner ingen af livets behageligheder , men lever endogså ret elegant . Mit værelse vender ud til en smuk have . Vel er dens skjønhedspræg udstukket i disse vintrens dage , men ikke destomindre kan jeg dog ret godt illudere mig dens forsvundne herlighed og jeg længes efter foråret for at se mine fantasier virkelig - gjorte . Ja , vort hele liv er dog mere eller mindre en illusion , det er det optiske glas , hvori vort øje bedrages både for det nærværende og det tilkommende , selv vor erindring lægger ved at stue deri en mørkere eller lysere farve for det dæmrende blik . Nu hensætter jeg mig ved mit vindue til mit kære barndomshjem og de vemodig søde erindringer smelte mit hjerte . Jeg seer omgivelserne i hine lykkelige dage og jeg elsker disse erindringer så højt , at jeg ikke ændser min nuværende lykkelige velstand mod hin tids enfoldige simpelhed og hjertelige ømhed . Og dog er det behageligt at eje noget — atvære rig ! — o , i dette ord har skæbnen lagt en vidunderlig klang , som regerer verden og virker med en guddomsvælde på de stakkels dødelige . Og hvor meget godt kan man ikke stifte , når man er rig . Jeg ejer vel ikke meget , men min onkels godhed giver mig dog så meget at jeg ofte kan berede mine kammerater og venner en lille glæde , men meget for lidet til , af jeg efter mit hjertes ønske kan hjælpe dem , som jeg ville , til af jeg kunne føre disse lyse hoveder langt hurtigere deres bestemmelse imøde , end livets blytunge gang tillader , af jeg ved det jordiske mammon kunne lette åndens flugt , af den ikke af smålige hensyn stalde standses — o , hvis dog den rige altid tænkte og følte således , som jeg med al min uformuenhed i dette øjeblik føler , da ville først en lykkelig stund oprinde for videnskabens flittige dyrker , da ville ikke så mangt et talent gå tilgrunde . Men fra hjertet udstcømmer livets sande rigdom , og derfor burde ethvert menneske bede , af ikke verdens iskulde må tillukke hans hjerte , så af dets varme følelser kan trænge ud i verden og give en styrkende verdcrkvægelse til næsten som trænger dertil . Her i min onkels hus har jeg fundet megen hjertelighed og megen velvilje . Min onkel selv er vel en mand , der ikke gør mange ord , men er meget indesluttet i sig selv , — dog tog han særdeles vel imod mig . Han er vistnok en meget brav mand , altid alvorlig og tavs , og begravet i et hav af forretninger følger han sine vidtudstrakte planer og spekulationer^ han har skibe i søen der farer på fjerne lande og hans hus er et af de betydeligste her på pladsen . Således syntes han ikke meget at tilhøre det selskabelige livs glæder , og jeg har lidt i stilhed gjort den bemærkning , at det er beklageligt at et menneske , der ejer så meget som han , og kunne gøre sig livet så behageligt , forglemmer alt for talstørrelser . Og dog tror jeg ikke , at hans hjerte er lukket for ulykkeliges nød ; — jeg har ofte set ham række den nødlidende hånden , men intet kærligt smil ledsager hans gave , hans ansigt forbliver koldt , mens hans hånd , jeg tør ikke med vished sige hans hjerte , åbner sig for den fattige det er meget mere en så islinktmæssig handling , som den hvormed han fører en sum til indtægt eller udgivt i sin hovedbog . Stundom udstøder han et suk , der synes frembåret af en inderlig dyb smerte , og det ofte på tider , hvor ethvert andet menneske ville se ud som glæden selv , jeg mener når skæbnen har ladet en af hans vigtige planer falde heldig ud , eller opfylde et af ham længe næret ønske . Også i et sådant øjeblik har jeg iagttaget ham . Nogle få dage efter at jeg var bleven student , i afvigte måned , kom et af vore skide , en vesffarer , hjem efter en besværlig overfart . Jeg var netop tilstede , da det blev halet ind på pladsen , hvor dets rige ladning , der giver et betydelig tilskud i min onkels kasse , skulle udlosses . Endeel af kontorpersonalet var tilstede og omringede lykønskede min onkel , der med skibets kaptajn kom ned på pladsen . Et halvt undertrykt smil spillede om hans læber , han vinkede med hånden , som om disse lykønskninger vare ham højst byrdefulde , drog der på et af sine sædvanlige dybe suk og var i det næste øjeblik nedsunken i sin forrige indesluttede stemning , hvori han kun meddeler , så meget som der er nødvendigt for at give sin villie tilkende . Jeg kan ikke beskrive det indtryk denne lille scene gjorde på mit sind , det var mig klart , at min onkel var ulykkelig , thi en få ussel forretningstræl , hvis hjerte ikke et øjeblik som dette kunne udvide sig over livets sædvanlige snæverhed , kunne jeg dog ikke tro han var . Jeg seer ham endnu og dette syn glemmer jeg aldrig — da vi atter en klar morgen , efter at skibet var udlosset , vare samlede på værftspladsen og min onkel i den anledning gav en lille fest ombord for skibsmandskabet — hvor » deltagende og glædesløs han stod midt i denne muntre støjende vrimmel det danske flag udfoldede sin flig i den klare friske vinterluft over hovederne på de lykkelige havets sønner , der havde ført „ Elisabeth “ hjem og som nu udbragte et tordnende hurra for deres reder og kaptain , men den første af disse stod som en contrast til den høje levende glæde , hans mørke aåsyn midt i det jublende mandskabs vrimmel måtte forårsage , af man ufrivilligt måtte erindre , af glæden og sorgen ligge hinanden såre nær . For af søge en grund til en min onkels stemning , har jeg snart tænkt mig dette , snart hint . Stundom har jeg troet , af den måske kunne søges i hans nuværende giftermål , som vist nok ikke er lykkeligt . Min tante er den eneste af familiens medlemmer , som ikke behager mig , og så vakre og » enlige mine tvende kusiner Emma og Laura er , sålidet ynder jeg Fru Hansen , som i væsen og karakter aldeles afviger fra disse . Det var min onkels anden kone , hun er ikke moder til børnene . Hun har et heftigt og opfarende gemyt og besidder langt fra den dannelse , som man i almindelighed finder hos en kone i hendes stand og med hendes omgivelser . Kort efter at Hansens første kone var død , overtog hun bestyrelsen af hans hus , og senere ægtede han hende . Det er ikke let at begribe , hvad der bevægede ham til dette skridt , da hun langtfra er smuk eller har nogle af de egensfaber , der kunne indtage en mands hjerte , eller er i besiddelse af de åndelige fortrin , man i almindelighed søger hos en brav ægtefælle pigebørnene holde heller ikke af hende , de må kun for faderens skyld holde gode miner med hende . Jeg selv tror at være hende en torn i øjet , da hun formdelest en høj grad af gerrighed ikke kan tåle , at min onkel har vist mig så megen godhed . Denne hendes sidste fejl kunne hun dog ikke gennemført som et princip , der indvirker på det oekonomiske husvæsen , da min onkels villie i den henseende må betragtes som aldeles selvstændig , — dog i andre henseender må han finde sig i at være hendes luners slave . Hun har måske bragt ham en så betydelig medgiff , at han af hensyn til sin handels suffisance har lukket øjet for al åndelig fuldkommenhed ? Jeg ved det ikke , mere sørgeligt var det , hvis det var tilfældet . Vel har jeg erfaret , at for seks år siden , et par år efter hans kones -død , vare hans formuesomstændigheder langtfra gode . Et par gange havde han måttet gøre opbud og man talte stærkt om en tredje fallit , som aldeles ville ruinere ham , da han på engang atter giftede sig , og på en højst ubegribelig måde dækkede sine kreditorer , lod opføre pakhuse og selv byggede skibe . Nu nævnes hans hus som et af de solideste i staden . Om min tantes herkomst ved jeg intet , men jeg kan begribe , at et menneske af den tjenende stand neppe kan hjælpe et synkende handelshus på føde , — derfor er det hele mig en gåde . Iblandt lyspunkterne i mine omgivelser kan jeg sornemlig nævne mine ovennævnte tvende kusiner . Emma , den ældste , en meget vakker pige på 18 år , kom mig ved min første indtrædelse i huset med søsterlig ømhed i møde . Hun førte den ubekendte fætter ind i den fremmede kreds og hjalp mig til hurtig at sætte mig ind i det forhold , som i det første øjeblik for et ungt menneske er så vanskeligt , især når man har tilbragt hele sin levetid på landet og er beladt med den trykkende forlegenhed , som er så byrdefuld både for sig selv og andre . Laura var to år yngre end Emma , en smuk blondine med et par milde øjne , hvoraf den inderligste hjertelighed og velvilje taler . Disse tvend e søskende er mine gode engle her , deres munterhed betager mangen sky fra min pande , og det er øjensynligt , at faderen aldrig besinder sig bedre end , når han efter kontortiden kan tilbringe et par aftenfimer i deres selskab , hvor de da med musik eller sang ssge at opmuntre den melankolske handelsherre , der da for nogle øjeblikke atter syntes at være strådt ud af den mørke , magiske kreds d « r omtåger hans sjæl ; for kun at være fader . fjortende kapitel . Bekendtskabet med Adolf Skou . Manuskriptet fortsattes således : december samme år . Jeg glæder mig ret over et bekendtskab , jeg har stiftet med et ungt menneske på min onkels kontor . Hans navn er Adolf Skou , og han ør jævnaldrende med mig . I en tid af fem år har han været ansat hos min onkel , men han har tidligere studeret . Denne bane måtte Skou forlade formedelst sin faders død ; thi hans moder , som blev efterladt i trængende kår , kunne ikke lade sønnen fortsætte sine paogyndte studier , hvorved han hængte med inderlig lyst og ualmindelig flid . Det er et meget vakkert ungt menneske med et mere stille end muntert sind , der stundom syntes at røbe hang til tungsind . Han elsker ikke handelslivet , jeg tror hos ham at bemærke en hemmelig sorg over at skæbnen nægtede ham at vedblive sin begyndte bane , og denne sorg er tungere , end nogen , som ikke kender den kan tro , det er sådanne brudte forhåbninger , for hele livet , hvilke sjældent kan ophjælpcs , det er et åndeligt tab , som ingen andre fordele kan erstatte . Dernæst er hans forhold på kontoret ikke de behageligste . Han står nemlig nærmest under bogholderen , det er en kold og følelsesløs person , en af disse levende regnemaskiner , som have gjort sig selv tilvandrende hovedbøger , og hvis hele ånd og forstand er bleven begraven i en journal over indtægter og udgifter . Denne mand skal for endeel år siden have været detailhandler her i staden , men har formedelst nogle grunde , som rygtet fortæller på forskellige måder måtte hæve sin handel . Senere kom han i min onkes tjeneste , just på den tid , hvor de forbedrede lykkes omstændigheder indtraf , og han står temmelig højt hos ham . Ja , hvad der endogså er højst besynderligt , er , at uagtet hr . Top , — således hedder bogholderen — af naturen er en snedig og indsmigrende person , der jævnlig kryber for min onkel , så har han ham til visse tider aldeles i sin magt , og forstår al sætte sin villie igennem , noget som flere gange har forundret kontorpersonalet , der ved , al agentens villie er en uforanderlig lov . Adolf beklagede sig forleden aften , da han besøgte mig på mit værelse , over hr . Tops rå behandling . Han forekom mig den aften halv fortvivlet og var næsten uimodtagelig for den trøst , jeg søgte al indgyde ham . Disse sildige timer , som han stundom tilbringer hos mig , har han forkortet ved al kaste sig over mine bø- - ger , hvoraf mange , i særdeleshed nogle danske og fremmede belletrister behagede ham . Da sværmer han om i arkadiske lunde mellem kunst og poesi og glemmer den blytunge prosa som næste morgen kalder ham til virksomhed på kontoret eller i pakhusene , hvor han fungerer som forvalter . Denne hans sidste forretning syntes mest al forsone ham med handelsstanden , thi under udførelsen af denne står han dog ikke umiddelbart under bogholderens befaling , og der har det frie muntre liv mellem de virksomme arbejder noget interessant for ham , pladsens beliggenhed ved stranden som flyver op mod pakhusene , forskaffer ham en behagelig udsigt , hvor hans frie , dristige ånd kan tumle sig i uhindret , og for set øjeblik lade ham glemme , hvad han har tabt i åndelig henseende , blandt mine akademiske venner er der dog ingen jeg holder så meget af som Adolf . Vi stemme fuldkommen i vore anskuelser om livet , og forholdene i verden , og jeg har lidt ønsket mig rigdom for at kunne drage ham ud af den handelssphære , hvori han mod sin villie skal bevæge sig , og gjenfljænke ham til Minerva og muserne som han tilhører . Den førstegang jeg lærte Adolf Skou at kende , var nogle dage , efter at jeg var bleven student . Vi vare da samlede i selskab hos min onkel hvor en lille højtidelighed var foranstaltet i anledning af Lauras fødselsdag og hvortil også kontorbetjentene vare indbudne . Laura var min borddame og ved min anden side sad Adolf . Da også jeg ved denne lejlighed blev anseet^som en feteret person i anledning af mit akademiske bsrgerbres jeg havde indfriet , blev min skål proponeret — og dengang blev Adolf min ven . Idet han med en ukunstlet hjertelighed trykkede min hånd , og bad om mit venskab . Med glæde gav jeg ham det , mit hjerte trængte altformegct til et ligcstemt , til at jeg siulde støde en så hjertelig tilnærmelse tilside , og således regner jeg hin aften , som en af af de lykkeligste , jeg endnu har tilbragt i hovedstaden , thi den gav mig en betydelig gevinst — en sand ven ! Nogle dage efter : på en skrivelse til min fader , hvori jeg har tilmeldt ham mit nye forhold til Adolf Skou , således som jeg uforbeholdent meddeler ham alt væsenligt hvad der foregår i mit livs ubetydelige omveksling , har jeg i dag fået svar . Hvor min ædle kjerlige faders brev har glædet mig . Idet han med sædvanligt alvvr advarer mig for ethvertubetænksomt skridt og pålægger mig forsigtighed med mit valg af venner , berører han , at han vistnok har kendt Adolfs fader . Han bemærker , at denne var en af skæbnen hårdt forfulgt mand , som dertil havde den største ulykke at bekæmpe , denne nemlig , at han havde skinnet imod st- i en æressag , som sandsynligvis var grunden til hans død , og hvorved hans efterladte enke og tvende børn kun fik armod til lod . Min fader omtaler , at han personligt har kendt den afdøde , der var kommis for et handelshus , som en meget retskaffen mand , men at der hviler et slør over hans livs sidste begivenhed , for øvrigt nævner han ikke disse begivenheder ved et ord , man taler stedse med højagtelse om ham . Ved dette brev er mit venskabsforhold til Adolf endnu bleven fastere knyttet , da jeg indser at verdens uretfærdige dom over faderen — som jeg , jeg ved ikke selv hvorfor , tror fri for hin bestykning — også vil have en fladelig indflydelse på sønnens fremtid . Hvad hint hemmelighedsfulde slør angår da vil jeg ikke med en eneste hentydning derom til min ven søge at løfte det , hvilket let kunne krænke ham , eller måske oprive et gammelt sår . Min fader taler om den forestående julehøjtid , og bemærker , at der denne gang vil være lidt uhyggeligt derhjemme , da min plads står tom . O , hvilke skønne erindringer tilbagekalder han ikke i min sjæl ved at nævne hjemmets glæder , på denne for alverden så festlige højtid . Med hvilken friskhed står ikke mindet om hine lykkelige år for mig , da vi børn jublende dansede om det pyntede juletræ , som skinnede af de mange kouleurte lys , og bragte os de smukke gaver . O , hvilken rigdom for barnets nøjsomme sjæl , — man ønsker sig atter tilbage til barnets rige trylleverden , for endnu engang at være sorgløs , som man ingensinde i verden bliver det mere . Jeg seer tilbage til hine dage , da min fromme moder overraskede os med disse herligheder og derpå kaldte os til det festlig dækkede bord , hvor dog altid min fader med alvorlig hjertelighed mindede os om be soreståendes dages vigtige betydning . Hvilken kreds af lykkelige ! og nu . — min moder har for længst forladt os . Fire gange har allerede sneen dækket højen , hvorunder hun hviler , og hos gud fejrer hun barnefesten under ly af det himmelske juletræ med himmelske stjernebilleder . Mine tøflende er spredte omkring i verden . Min Broder Thorvald , som er styrmand med en coffardifarer , er måske nu i Amerika — min ældste søster er lykkelig gift med en landmand , og min yngste søster Juliane er tilbage hos min fader i barndomshjemmet , den kære præstegård . Det minder mig i dette øjeblik mere levende end nogensinde om et gammelt ordsprog , som jeg dog ikke kan huske aldeles , — thi hvor meget forandrer ikke tiden i menneskenes forhold og hjem , og hvor sandt er det ikke , at også vi forandres med tiderne , thi ellers måtte jo hjertet briste ved al den omskiftelse og ved alle de savn , som den flygtige tid bringer os . Jeg bliver ret forunderlig bevæget ved at tænke på alt dette . Fra mit ensomme vindue , kaster jeg et blik ud over den snebedækkede have , der udstrækker sig nedenfor . Den ligger som indhyllet i sin ligdragt og de sorte grene , der rage i vejret , på de ligeså sørgelige minder fra en sådan tid , minder fra et tillukket blomsterland . Og under dette liglagen hviler min barndoms ømme veninde , min elskede moder , derfor hænger min sygelige indbildningskraft ved dette stivnende dække i den ensomme aftenstund og jeg skænker mine barndomserindringer et suk — et afskedssuk ? “ O , nej en gjeuhilsen , der atter byde dem at komme ! Femtende kapitel . Et jnle-selskab hos agent Hansen . Fortsættelse af manuskriptet : jeg har nu tilbragt en juleaften i hovedstaden . Hvor forskellig var denne dog fra hin , jeg før omtalte , — hvor forskelligt i sit væsen og udseende fra den landlige simple enfoldighed . Et selskab af nogle og tredive mennefler vare forsamlet hos min onkel , alle kontorbetjentene vare indbudne , denne aften måtte ingen mangle . Salene vare glimrende oplyste , og det var det eneste , der antydede aftenens festlige højtidelighed , thi intet juletræ vrangede med sine frugter og kager . For ved uskyldig munterhed også at minde de voksne om barnefestens glæde . I denne julestue samledes man klokken syv . Herpå delte selskabet sig i forskellige grupper , som tilbragte fire til fem timer med at spille kort . Det var besynderligt for mig at se disse mennesker sidde som naglede til pletten , og med en ivrighed , som om det gjalt den vigtigste handling , hån » Terede disse malede blade , der lod dem glemme alt om den . Den yngre kreds flokkede sig først om min kusine Emma , som på sit fortepiano ret smagfuld foredrøg adskillige nummere , hvorefter man senere toge plads om et bord i et sideværelse , for at spille halvtolv . Hr . Top , som i begyndelsen af aftenen havde nydt den ære at spille med sin principal , fik vi senere over på vort parti , hvilket egentlig for os udgjorde den største del af aftenens moro , thi så stor en helt hr . Top var på sit kontor , og så vigtig en person han er som bogholder , så kejtet og forlegen i selskab , , og så lidet forstår han at deltage i den almindelige konversationstone . Disse , den gode regnemesters svage sider kom os unge fortræffelig tilpas . Emma var ham i særdeleshed på halsen , og ved sine vittige , spillende indfald , som bestandig drillede den stakkels bogholder , ærgrede denne sig hemmeligt , når en støjende latter lød fra vort bord . Hr . Top tilkastede os af og til et fortrædeligt blik , som endnu mere vakte den almindelige munterhed , men i dette blik , som fornemlig var rettet imod Emma og Adolf , tror jeg , at have læst en hævngerrig følelse , som flet undertrykt , syntes at sige : jeg flak vide at sinde eder ! Henved midnat gik vi til bords , hvor vi forbleve i tre stive timer , efter at mange forskellige retter havde afløst hverandre . Først hen ad klokken fem stilles selskabet ad , og denne festlighed , der havde kostet mange dages forberedelser forud , var nu forbi , og efterlod i mit sind kun en tomhed og sløvhed , der tildeels sremkaldtes ved den uvante nydelse af de givne retter og den stærke vin . Adolf skøn var denne Asten usædvanlig oprømt ; det var første gang jeg så ham rigtig glad , og nu fik jeg også en lejlighed til at kaste et blik i hans hjerte . Han havde foræret mine kusiner hver især en lille ubetydelig genstand . Jeg stod netop i et sideværelsæ , hvor min tante befandt sig , da Emma kom derind . „ Hvad er det for en prætension , du der bærer om halsen , Emma ? * spurgte min tante . „ Det er en foræring fra hr . Skøn , “ svarede den unge pige . „ Sådant simpelt stads passer sig ikke . for dig at bære , min gode , “ sagde moderen spodflf og koldt ; „ men , “ lagde hun til , „ det forstår sig , det kan jo være bekosteligt nok for sådan en stakkels skriverdreng . “ Adolf trådte netop ind ad døren og hørte disse ord . Jeg så , at han blev bleg som et lig , men i samme øjeblik trådte Emma hen , smilede venligt til ham og sagde : „ Synes de ikke , hr . Sko « , at denne nydelige lille prætension , de før forærede mig , klæder mig godt ? “ og idet skøn bekræftende bøjede sig og fremstammede : „ Uforligneligt ! “ lagde hun hurtigt til : „ Ja , jeg skal ingensinde stille mig ved den , men altid bære den . “ Fruen blev bleg af harme og ærgrelse og tilkastede Emma et rasende blik , idet hun forlod værelset . Vi mærkede begge , at et truende uvejr trak op . Adolf svarede Emma kun med et buk . Han havde forsøgt at bringe et svar i stand , men det var ham umuligt . Overgangen fra smerte til den højeste triumf havde for nogh øjeblikke berøvet ham hans mæle . Stille trådte jeg hen til ham og trykkede hans hånd . Han så på mig med et af glæde strålende ansigt . Jeg havde læst i hans sjæl , og vi forstade hinanden . Sekstende kapitel . Forklaringen . Slutningen af manuskriptet lød således : Sylvester . Året er snart omme ! Jeg sidder endnu nogle øjeblikke på mit værelse , før jeg går til ro . Hvilket mærkværdigt år har dette ikke været for mig ? Hvilken sum af lykke har gud ikke lagt i mit liv , idet han lod mig nå mit mål ? Selv den sidste aften i året har været mærkelig for mig , og gerne dvæler jeg ved dens erindring . Adolf havde allerede for nogle dage siden bedet mig om at dele denne aften med ham i hans families kreds , hvor der foruden dagens almindelige anledning skulle fejres en familiefest , det var nemlig hans søster » Fødseldag . jeg var , så at sige , den eneste fremmed i den lille kreds , der kun bestod af pårørende og i hvis midte jeg befandt mig for første gang . Madam skov er en middelaldrende kone med ædle træk , hvori tunge sorger slå dybt prægede . Tidens plougjern har for tidlig furet den forhen glatte pande , dog er hun mild , stille og godmodig i sit væsen . Augusta , Adolfs søster , er — ja , hvorledes skal jeg give denre beskrivelse , dertil er jeg for ufuldkommen , eller også sproget er for fattigt — hun er den smukkeste pige jeg til dato har set . Endnu tør jeg ikke skildre hende træk for træk , dertil har jeg betragtet hende for kort , men for at betragte hende tilstrækkeligt , tror jeg , jeg behøver en levetid og en evighed . Jeg blev denne aften beruset og overrasket ved synet af denne smukke beskedne pige , der netop fyldte sit attende år . Dog hvad tænker jeg på — jeg dåre ! Minerva må endnu være alt for mig , før jeg vover at dyrke de andre guder , men imidlertid vil jeg dog tænke mig kærlighedens gudinde , Amors høje moder , den evige Frei « , under augusfas yndige skikkelse . Denne aften var Adolf i en meget alvorlig stemning . Nogle øjeblikke før jeg ville tage afsted åbnede han sit hjerte for mig . Han drog mig hen i en afsides vinduesfordybning og syntes at være bevæget . „ Carl ! “ Sagde han til mig , „ Du er et ædelt mennefle . Det var mig ikke muligt , at lade det gamle år udrinde , uden at betro dig noget , der ligger mig tungt på hjertet , og jeg er vis på , at i din sjæl ligger det ligeså tyst begravet som i min egen . Jeg rakte ham tavs min hånd , og han vedblev : „ Skulle dog noget mennefle tro , at hvad der kan opfylde et bryst med det højeste mål af lyksalighed på samme tid kan give det følelsen af de » Dybeste ulykke ? “ „ Forklar dig , Adolf , “ svarede jeg ham beroligende . „ Hør da min lykke og min ulykke . Jeg elsker Emma , din skønne kousine , — det er min højeste lykke , og ulykken står ved siden og siger med et tilintetgørende blik : det er umuligt ! Du kender , Carl , mit forhold og min stilling i din onkels hus , det er allerførst en hindring , der er stor nok til at modstå alle mine forhåbninger , men du kender ikke min ulykkelige faders historie , som kaster en skygge over hele mit liv . Og dog var han en brav , retskaffen mand , en ædel , opofrende ven , en god ægtefælle og fader . Som kommis for handelshuset blok tß- kamp , stod han i begreb med at foretage en forretningsrejse for dette hus til en engelsk havn med betydelige remisser i rede penge og anvisninger vå den engelske bank , da han forsvandt , og man har aldrig siden erfaret , hvor han er bleven af , ligesålidt som det engelske hus af ham har modtaget det beløb , som var ham betroet . Huset blok < k Komp . har senere dækket hint beløb , men min faders navn nævnes naturligvis aldrig der uden med foragt , idet man fuldt og fast tror , at han har indskibet sig til en amerikansk havn . Og dog har min fader altid aflagt de største prøver på reellitet og han var derfor , som du seer , overmåde meget betroet . Ti år er henrundne siden hin tid , men kun vi , hans stakkels familie , der nøje kendte hans ædle hjerte , er overbeviste om hans uskyldighed , og hans sandsynlige død , hvorom ubestemte efterretningersyntes at tale om for nogle år siden . Indse nu selv kære Carl , hvor tung min lod er , du kan sige at jeg er en dåre , som løber efter lygiemænd på sumpene , og du havde ret , hvis du sagde så , thi står jeg ikke på en vulkan , på en udhulet grav , der dog engang vil briste under mig ? “ „ O dog siger jeg ikke så , min kære Adolf , “ Sagde jeg , idet jeg stille lagde min hånd på hans skulder , „ jeg siger , bevar din kærlighed i et rent , ædelt trofast hjerte , lad Emmas billede være din ledestjerne , da farer du aldrig vid , men bevar din følelse tans og du skal se , at gud vil høre dit vistnok inderligste ønske at kunne bevise din faders uskyldighed og høre et „ Ja “ fra din elskedes læber , måske endnu inden det nye år er udrundet . „ Ja , gud give det ! “ råbte Adolf i hellig begejstring og sank på knæ , „ Gud give det første , men det er ikke muligt -- -- -- -- -ikke tænkeligt ! “ „ For gud er intet umuligt ! “ bemærkede jeg „ hvem kan dog vide det ! “ „ Ja , gud give det ! “ begyndte han på ny , idet han lod det fagre , usandsynlige håb få indgang i sit hjerte , — og om jeg så skulle give afkald på det sidste ønske , men da måtte mit hjerte briste , — nej , o gud , som du , ikke som jeg vil ! “ I det samme flammede et stjerneskud , som en lang rødlig stribe ude på den af utallige kloder oplyste vinterhimmel , det var , som et usynligt vidne havde været tilstede ved vor stille samtale . „ Det var et godt varsel , min ven , “ sagde jeg , „ lader os gå tilbage til selskabet , at man ikke skal bemærke os . Vær ved frisf mod , Adolf , gud vil hjælpe . “ Synlig opmuntret gik han et øjeblik efter arm i arm med mig ind til familien . Jeg er igen på mit værelse ; nu synker det gamle år . Midnatsklokken forkynder , at et nyt er oprunden . Se , det sidder alt , det unge år , med den funklende stjernekrands om panden , med det stærke glimrende stjernebillede . vil det fremtræde som trøsterne , for de mange og dybe sår , dets afstedtagnr Broder slog ? — vil det læge de fortvivlede hjerter ? — vil det hæve de glade i tro og tilbedelse til ham , på hvis bud årene synke og stige ! Gud give det ! Det hæver også mit hjerte til ham , for mine kære , for dem alle , for min gamle fader . Kunne jeg nu trykke hans hånd , kunne jeg nu se hans hvide hår , og høre hans kærlige stemme ; > — o , jeg seer det alt i ånden ! Himlen velsigne hapr og os alle ! Ære være gud i det høje ! Den ubekendte blev siddende nogle minutter ubevægelig . Derpå slukkede han lyset , satte albuerne på bordet og støttede hovedet med begge hænder . Således blev han siddende fordybet i fine tanker . syttende kapitel . Bogholderens arbejde . — brødrene . Det var endnu tidlig morgen , dagen før at agent Hansen skulle indløse sit givne løfte til bogholderen , da begge herrene vare alene på kontoret . Bogholderen var i begreb med at ordne endeel fakturer over det hjemkomne skibs ladning , da han lod blikket glide fra sit arbejde over på Hansen , som med ivrighed gennemgik endeel poster i hovedbogen . „ Hr . Agent ! “ begyndte top med fin sædvanlige sledflhed , hvormed han altid introducerede sig , „ De erindrer vel , at det i dag er den sidste dag af den fristtid , hvorom vi for fjorten dage siden blev enige ? “ „ Nu skal jeg straks , “ svarede Hansen , idet han med en blyant afskrev endeel summer på et ved siden af sig liggende papir , og derpå opsummerede „ Hvad var det , de sagde , hr . Bogholder ? “ vedblev han med et øjekast , hvoraf lyste en usædvanlig bestemthed . „ Jeg tillod mig kun at erindre hr . Agenten om deres løfte til mig , hvorefter jeg skulle være så lykkelig at — “ „ Vær de ganske rolig , for hvad deres affaiere angår , i så henseende er alt klappet og klart , afbrød agenten ham med kendelig uvilje . „ I morgen har jeg lovet Deni fyldestgørende besked , og det skal jeg holde . “ „ Så er jeg tilfreds “ svarede top i en nedstemt tone . I dette øjeblik skød agenten hovedbogen over til bogholderen og sagde : „ Jeg ønsker , at de i dag vil lade disse faciurer hvile og kun til i aften have balanceret alle hovedbogens Conti med fuldkommen afslutning , samt opgørelse af husets activa og passiva . “ „ Hr . Agent ! “ sagde top forundret , „ De erindre vel , at vi er i April ? Handelsåret går jo ikke ud før i oktober , og der er jo aldeles intet i vejen med status , vi kunne jo mere end ti gange dække alt , hvad der løber på os , så er der jo aldeles intet at befrygte . Hvorfor dette hastværk , med deres tilladelse ? “ „ For det er min villie , “ svarede Hansen med fasthed , „ endnu i aften agter jeg bøgerne aldeles afsluttede og torden , jeg ved , at de er en mand for at ordne det ! “ „ Som associe i handelen tror jeg mig dog berettiget til at udbede mig en grund for denne forandring i sagernes gang . De har dog ingen mistanke mod min reellitet , jeg kan jo , om de vil , dpgjøre min kasse-konto og se , om den stemmer med beholdningen . “ „ Deres indvending , hr . Top , kunne jeg besvare dem med et kontraspørgsmål af lignende natur . De har vel ingen mistanke til mine handlingers reellitet , og hvis de ikke vil stå deres egen lykke iveien , anmoder jeg dem endnu engang at udføre det arbejde , som jeg efter en engang afsluttet kontrakt har ret at fordre af dem . “ Bogholderen blev forbavset over denne bestemthed , som han for første gang i al den tid han havde været i agentens hus havde set . Taus lagde han fakturæerne til side og tog øjeblikkelig fat på arbejdet . Et øjeblik efter forlod Hansen kontoret . Længe sad top og grublede faus over denne samtale og rystede af og til på . Hovedet . „ Hvad Pokker mon der går af ham i dag , “ Mumlede han for sig selv , „ hvad mon han har i sinde . Alt skal være færdig i dag , og i morgen skulle mine affairer være ordnede — i så henseende er alt klappet og klart — sagde han , hvem i alverden kan dog begribe det ? “ Heftig gik han et par gange op og ned ad gulvet , standsede igen og sagde : „ Han førte mig sådan en bestemt tone i dag — det er nogle slemme nykker han har fået , jeg må se at få ham vænnet af dermed i tide . “ Urolig satte han sig til sit arbejde , men det ville ikke rigtig gå for ham , bestandig vendte hans mismod tilbage og hans grublen tiltog . på engang sprang han op , slog hænderne sammen og råbte : „ Funtus ! Nu har jeg det ! Hansen vil trække sig ud af handelen og til fordel for mig og Emma — — ia , det er jo også rimeligt , at hans svigersøn kommer til at bestyre huset alene , det er dog mig , som har bragt det på føde . Ia , på den måde kan jeg finde mig i , at han er rafl på det — det er nu hans måde at gøre godt på . Men så må jeg død og pine spænde for , at jeg kan få arbejdet fra hånden , jeg må dog engang i dag se mit snit til at få en samtale med Lene , for om muligt at få lidt lys i sagen og dernæst høre , hvorledes mit andragende hos Emma ved hende er falden ud . “ Derpå satte han sig fuldkommen beroliget hen til bogen og arbejdede med en Iver , som selv overraskede agenten , da han et par timer efter trådte ind . Medens bang anvendte sin tid til sine studier og ikke deltog i nogen adspredelse , for ikke at abstraheres fra det vigtigere , med tanken stadig heftet på det dyrebare mål , hans hjerte havde sat sig , nemlig Augusta « besiddelse , medens han dybt hos sig selv bevarede sin stumme kærlighed , for først , når han var pigens besiddelse værd , at kunne lade denn^ komme til udbrud , røvede en fjendtlig skæbne ham alt , medens håbet levede friflt og ungt i hans hjerte , knuste fremmede forhold den flittige anglings glæde , og han havde ingen anelse om , at han af sin smilende drøm om en yndig fremtid , skulle vågne til en sørgelig virkelighed , der kastede en skygge over hans hele liv . Hans rastløse flid havde hos ham bevirket det anstrøg af alvorlighed , som man ellers så sjældent finder hos hans jævnaldrende , hans higen efter sit mål havde gjort ham ældre end han virkelig var og skønt i lige alder med Adolf skov , var denne dog af en langt muntrere karakter , men forenede hellerikke den modnere alders besindighed , som så fremherskende ytrede sig i Bangs væsen og handlinger . Men denne hans karakteeralvor havde også inponeret hans medstnderende , som syntes at betragte ham som en autoritet , og for hans ven Adolf finde vi ham ikke alene som en trofast rådgiver , men også som en kærlig trøster . Den samme morgenstund den omtalte scene sandt sted mellem agenten og bogholderen , sad Adolf hos Carl bang og græd bitterligt . Emma havde aftenen forud fortalt ham , under suk og tårer , hendes stedmoders meddelelse og havde vel med bestemthed erklæret , at hun aldrig under hvilkensomhelst omstændighed ville ægte dette foragtelige menneske , men hun havde også tilføjet , at nu var vistnok alt håb ude for dem . Hun havde den aften været nedslået , og denne stemning havde i den grad smittet Adolf , som følte alt sit mod synke , at der ikke manglede meget i , at de begge vare højst fortvivlede . Under sin fortælling havde Adolf udkastet en lille romanstreg , idet han bad bang om at være ham behjælpelig i at befordre deres flugt , da de havde lovet , at de aldrig ville forlade hinanden . Carl kunne ikke bare sig for at smile . Han fortalte Adolf uforbeholdent , at denne historie havde været ham bekendt i lang tid , men at han ikke havde villet bedrøve ham ved at meddele ham den . Han havde kun forestillet ham de vanskeligheder , som kunne optårne sig for ham , og ville endnu ikke mistrøste ham , da gud dog rådede for ethvert menneskes skæbne . „ Lad ikke modet falde , Adolf ! “ sluttede han , „ har gud forenet eders hjerter i en hellig følelse , da vil han heller ikke adskille dem ! “ Adolf sukkede og tav . „ Apropos ! “ begyndte Carl , hvad stads er her i huset i morgen , da de indbyde fremmede til middagsselskab . Jeg har såt underretning om , at vi skulle spise nede i den store sal , men har forresten ikke bekymret mig derom , det faldt mig kun ind i dette øjeblik . Ved du det måske ? “ „ Det er dig dog bekendt ! “ svarede Adolf „ at et af vore skibe er hjemkommet . Du ved briggen „ Forhåbninger ! “ som kaptajn Poulsen førte , som jeg for en tid siden fortalte dig om var bleven syg ' og døde i Boston , hvorefter en ung mand , kaptajn Thompson , overtog skibets retour — jeg tror nok at han er indbuden fil middag imorgen . Du vil vistnok glæde dig over at gøre denne mands bekjendskab , Carl , det er en yderst behagelig mand , med et fordelagtigt udvortes . Men det er sandt , lagde han fil , jeg havde nær glemt , at fortælle dig nogle andre nyheder , jeg er rent forstyrret i hovedet , dels siden den sidste affaire med huset blok co . og nu siden al håb er brudt for mig . Min moder og Augusta er også indbudne fil imorgen , hvad synes du derom , Carl ? “ „ Er det sandt ! “ råbte denne i høj beundring og sprang op fra stolen , „ kommer Augusta l hvor kan det dog i alverden være . Du kan tro , denne indbydelse står vist i forbindelse ved disse penge . “ „ Jeg ved ikke , hvad jeg skal tro , “ svarede Adolf mismodig „ og det kan vel også være mig det samme . “ „ Ja sig ikke det ! “ sagde Carl med et ansigt , hvorpå glæden begyndte at brede sinefarver . „ Hvilken overordenlig nyhed ! “ Adolf fortalte derpå historien om brevtasken , Thompsons indblanding i sagen og at denne af og fil kom i hans hjem , samt anledningen fil hans bekendtskab der . „ Man kan mærke , at en anden genstand nu har afledt dine tanker , siden jeg først nu erfarer alt dette . Kommer kaptajnen hjem til din moder alene fordi han gav hende denne håndsrækning ? “ Spurgte Carl forundret . „ Herregud ! Hvor kan du finde det så besynderligt ? “ „ Besynderligt ! “ Svarede Carl , „ vel ikke , men jeg kender jo din moders stille hjem og hendes egen indgetogenhed , derfor forundrede det mig . “ „ Ja , du er nu ikke som andre mennesker , “ tog Adolf tilorde . „ Du fluide kende Thompson , det er så vakker en mand , at jeg tør vædde på , at du selv vil synes godt om han . “ „ Det kan gerne være ! “ svarede Carl i en tone , som lod formode , at den opvågnede glæde i hans bryst havde lidt et skår . Det var atter hjertets mysterier , som kun de indviede kunne fortolke . Lidt efter gik Adolf . Carl sad nogle øjeblikke tans og alvorlig . Han kunne ikke afholde sig fra at gjennemgåe den sidste meddelelse om Thompson . Skinsyge , eller måske kun en skygge af dette dæmoniske uhyre i den menneskelige sjæl , begyndte at rejse sit hoved mod et ham ubekendt , aldeles fremmed mennefle , dog trådte den kun frem som anelse , men efterlod en torn i hjertet . Stille trådte han hen for spejlet og betragtede længe og tavs sine træk , hvorover et sygeligt skær havde kastet ligesom et slør . „ Ja , min røde kind er blegnet ! “ sagde han roligt , „ men du ved , min gudinde , hellige Minerva , jeg har kun offret dens blomster i din tjeneste . Vær mig god , og skænk mig din søster freias skønneste roser til gengæld derfor , det er jo kun blomst for blomst . Men kunne disse tvende guddomme begge modtage min tilbedelse , at ikke den ene skal vinde på den andens bekostning ? Giv mig lys , o gud ; ikke min , men din villie ske ? “ I dette øjeblik bankede det på hans dør . Han sprang hen og åbnede den . En fremmed trådte ind . Carl ville tale , men stod som naglet til pletten , ligesom for at besinde sig ; også den fremmede var taus . På engang styrtede de begge i hinandens arme , og bryst til bryst stod de længe i en tavs omfavnelse . „ Min Broder ! Thorvald ! “ råbte Carl , og en tåre trådte i hans øjne ; „ lykkelige øjeblik , at vi skulle gjensees ! Himlen være lovet ! “ Thorvald stod endnu stum , han ville tale , men også på hans mandige brune kind randt en tåre . „ Carl ! “ begyndte han omsider , „ Gjevsynets lykkelige stund har overvældet mig , men tro mig , min længsel efter at se dig har været større end du troer , især da jeg alt i mange dage har kunnet opfylde mig dette ønske , men tiden var ikke moden , dertil ; thi vid , Carl , fortiden hedder jeg ikke bang , men — Thompson . attende kapitel . Sæbeboblen springer . Bogholder top havde tilendebragt fine beregninger , og var i den lykkeligste sindsstemning . Tanken om at skulle bevise fin påståede ejendomsret til tegnebogen havde nogle øjeblikke hin dag vakt hans uro , men senere betragtede han denne sag med den største ligegyldighed . Kaptajnens anmassende fremfærd med at optræde som voldgiftsmand forekom ham at være en af de almindelige sømandsfrækheder , for at gøre sig vigtig , og han mente , at han var bleven for gammel til at lade sig narre . Kun var det ham umnligt at begribe , hvorledes bogen var kommen i Adolfs hænder . Med håb og forventning imødeså han næste dag , der skulle opfylde alle hans ønsker og navnlig det som var ham vigtigst : Emmas besiddelse . I et til den store spisesal stødende sirligt meudlerel sideværelse var dagen efter en del mennesker tilstede . Hvis man var i stand til at fleletere disse personers følelser hver for sig , da ville resultaterne blive højst forskellige . Håb , smerte , forventning og nedslagenhed syntes at være de herskende sindsbevægelser og at dræbe den selskabelige underholdning , som her kun yttrede sig i en sagte hvisken . Kun Thompson , eller som han hed , bang , vedligeholdt sin fatning . Carl bang var bleg og nedslagen , men af hans øjne lyste dog en vis resignation , der antydede , at en stor kamp var foregået i hans sjæl , og at denne havde sejret på hjertets bekostning . Adolf og Emma tilkastede hinanden stjålne og bedrøvede øjekast . Agenten gik med hænderne på ryggen op og ned af gulvet . Madam sko » var i en sagte samtale med Fru Hansen , der søgte at give hende et stort begreb om sit kvindevæcrd og den godhed , hun havde vist hendes søn i den tid , han havde været i hendes hus . Bogholderen stod i en krog og gned sine hænder , medens han mønstrede gruppen , men af hans øjne strålede en sælsom ild . Da trådte Thompson frem og hævede sin . Stemme . „ Mine ærede damer og herrer ! “ begyndte han , „ der opstod forgangen en strid mellem disse tvende herrer der , “ han pegede på bogholderen og Adolf , „ om eiendomsrctten til en tegnebog , sidstnævnte herre havde i sit værge . Den blev mig overgivet , da jeg påtog mig det hverv af være voldgiftsmand i sagen , idet de i dag hver for sig havde af dokumentere , hvorledes den var kommen i deres besiddelse . “ „ Disse bevisers tilvejebringelse er nu på en måde bleven mig dobbelt nødvendige , da jeg har en stærk formodning om , af ingen af parterne har nogen adkomst til den . Jeg må derfor bede dem , hr . Bogholder , af forklare dem over denne genstand . “ „ Jeg må bede dem , hr . Kaptajn , eller hvad de er , “ begyndte bogholderen sarkastisk , „ af forskåne mig for noget omstændeligt , hvad denne gamle tegnebog angår . Jeg har kjm den for mange år siden , senere tabt den , og dermed er hele den historie ude , som ikke er værd af vi gøre flere ophævelser om . “ „ Er det alt , hvad de har i denne sag af erindre ? “ Spurgte Thompson . Bogholderen tilvinkede ham et „ Ja . “ Derefter , opfordredes Adolf til at afgive sin erklæring , hvilket han også gjorde , idet han omstændelig fortalte den måde , hvorpå han var kommet til devs besiddelse , som alt er læserne forud bekendt . „ Af hr . Skous forklaring , “ vedblev Thompson , da Adolf var til ende med sin beretning , „ se vi altså , at bogen fra begyndelsen ikke har været hans , og jeg tillader mig derfor at fortælle en lille tildragelse af mit liv , som måske kunne give noget lys i sagen , idet jeg påståer , at hr . Bogholder top aldrig har ejet brevtasken , om han end på en underfundig måde har sat sig i besiddelse af den , “ Alles øjne faldt på top , som bleg og skælvende havde hørt Adolfs fortælling , og nu ved Thompsons fornærmende hentydning ligesom antog en truende stilling , uden dog at sige et ord . Uden at give agt herpå , vedblev Thompson : „ Med et handelsskib var jeg for tre nar siden ankommen til Bordeaux , hvorfra jeg , da jeg var bleven uklar med skibets kaptajn , søgte en ny hyre til en anden havn . Under mit længere ophold der overraskedes jeg engang ved et besøg af Fru Fortuna , idet jeg på en lodseddel var så heldig at vinde titusinde Franks . Jeg fordybede mig i spekulationer over , hvorledes jeg skulle anvende denne sum , da den til at købe skib for , tildeels var for lille , og til at lade ligge uvirksom , for stor . Jeg var endnu ikke kommen til nogen beslutning , da jeg en nat vågnede op i den største forfærdelse , thi hele huset , hvor jeg boede , stod i lys lue . Det var , som de fleste huse i byen i det kvarter , opført af bindingsværk og var således i et øjeblik omspændt af ilden . I den største dødsangst sprang jeg op for at søge en ud » Gang , men forgæves , næsten kvalt af hede og røg sank jeg afmægtig til jorden , og havde intet begreb om hvad der mere foregik omkring mig . Da jeg atter kom til mig selv igen , befandt jeg mig i et lidet værelse i et andet kvarter af byen . En middelaldrende mand med blege alvorlige træk , hvoraf den inderligste hjertensgodhed lyste , sad ved mit leje og spurgte deltagende om mit befindende . Jeg led vel heftige smerter i nogle brandsår , men ved hans omhyggelige pleje var jeg snart helbredet . Mit liv , min formue og al min fremtids lykke har jeg denne mand at takke for . To gange vovede han sig ind i de rasende luer for at redde mig , og min formue stod urørt ved min side i et lille jernskrin , jeg har ført med mig på alle mine rejser . Under min sygdom fortalte han mig sit livs historie ; den var sørgelig , meget sørgelig . Forladt og ene stod han i det fremmede land , hvor han havde taget tjeneste vå et handelskontor , da en ulykkelig omstændighed havde forjaget ham fra hans fødeland ; jeg vil kun fortælle , at tabet af en brevtaske var grunden til hele hans ulykke . Ved min helbredelse var taknemlighed mod mit livs frelser den første tanke , der vågnede i min sjæl , og jeg tilbød ham min hele formue , for at han kunne vende tilbage til sit fædreland , da jeg som ung og rafl let kunne erhverve mig noget igen . Men han var ubevægelig , kun når han var i stand til at dække et beløb , der var fire gange større end det , jeg kunne byde ham , var han villig dertil , skønt længsel , en smertelig længsel , drev ham med liv og sjæl hjemad . Omsider formåede jeg ham til at forlade det forhold , hvori han stod til Bordeaux , da det efter min formening ikke ledede til noget resultat , og foreslog ham at ledsage mig , som netop stod i begreb med at gøre en fart til Nordamerika . Hertil fandt jeg ham villig , og den største glæde jeg dengang nød , var den dag , da han som lån — thi som gave ville han intet modtage — modtog mine rede penge , for at stikke dem i en handel , han ville etablere i new-iork . To år efter besøgte jeg ham der . Skæbnen havde været ham gunstig , hans foretagende var lykkedes , han var ejer af en smuk ejendom og en betydelig formue , hvorved han med lethed kunne dække såvel mig som brevtaskens indhold . Vor fælles glæde var ubeskrivelig , vort gensyn forenede os til et forhold , som faderens til sønnens , og da jeg , ved i Boston at overtage huset Hansens skib til retour , endnu engang sank i hans arme , nedlagde han den betydelige sum i min hånd , for at jeg her skulle afgive den til fin bestemmelse . Ved min ankomst her erfarede jeg til min højeste forundring , at handelshuset netop dagen forud havde modtaget en lignende sum , hvortil endogså de påløbne renter vare tilføjede , det hele ledsaget af en skrivelse . Jeg har forgæves grublet herover , men har ikke haft andet at gøre end lægge den mig betroede pengesum i den atter tilvejebragte brevtaske , som nu igen er i den samme orden , som den var den dag , da hr . Bogholder top i fæstningsslavernes dragt , lydende navnet Søren vintyv , fandt den og udtog pengene deraf . “ Forfærdelse og forlegenhed stod malet i alles træk ved denne udgang på Thompsons historie . Bogholderen var sunken ned på en stol , og bedækkede sit ansigt med hænderne . Fru Hansen var skrækkelig til mode . Agenten stod rolig og tavs og betragtede disse . forskellige indtryk fortællingen havde frembragt med en indre selvbeherskelse . Madam Skou var bleg og med tårefyldte øjne sunken om i Augustas arme , da Thompson trådte hen til hende og leverede hende tegnebogen med de ord : „ Madam Skou , de er nu den nærmeste til at modtage denne bog , som blev nedlagt i min hånd , og som jeg her overleverer dem . “ „ O , gud , hvis de havde bragt ham selv — h ' vrfor flyver han ikke i sin trøstesløse hustrues arme ? Hvorfor vil han ikke , at hans kære børn skulle gjensee deres dyrebare , så længe ventede fader , nu er der dog intet til hinder for hans komme — hr . Thompson , gud give at de havde bragt ham selv ! “ - der indtrådte en dyb taushed , som kun blev afbrudt ved en sagte hulken eller et smertelig suk . Nittende kapitel . Gensyn . Thompson afbrød tavsheden , idet han tog tilorde med sit sædvanlige alvor . „ Hr . Bogholder , jeg har endnu et hverv fra mit livs frelser , den ædle , høimodige , ulykkelige og forfulgte Valdemar Skou , han har på det indstændigste anmodet mig om , at hvis jeg nogensinde gjensåe den mand , der så fkjændig havde stjålet hans livs ro lykke , og bragt så megen sorg og bekymring over hans stakkels forladte hustru og hans kære velsignede børn , da skulle jeg bede ham om , at han ville forbedre sit hjerte , og dernæst bringe ham hans tilgivelse . Ved min ankomst på toldboden begyndte tilfældet straks at lede mig på spor , idet min vens familie så at sige var de første personer , med hvem jeg samtalede og deres egen vanvittige datter har været deres angiver . Min herre , nemesis har nået dem , deres eget kød og blod har forrådt dem . Hun fandt brevtasken , som de bortkastede , da de havde tilegnet dem indholdet . Nu seer de , alt er klart . Men vær mere menneskekærlig end hidtil mod det ulykkelige væsen , som deres forbrydelse berøvede sjælens lys , og lær af den mand , som de krænkede så hårdt , at det er skønt at tilgive sine fjender og forlade vore skyldnere . — og nu har jeg snart udrettet min ærinde , “ vedblev han , „ kun et står tilbage . På den liste , de , mine herrer handelsmænd , have ført over det hjemkomne skibs ladning , har jeg fundet en forskel , en deficit , idet på min er anført en post , som jeg på foden har bemærket , og da genstanden er transportabel , har jeg ført den med mig . Her er listen , medens de efterser den , skal jeg hente den hid ! “ Et øjeblik efter forlod han værelset . På den fremlagte liste læste man nederst på foden : „ Mr . Valdemar skov fra new-iork . “ I næste sekund hvilede den genfundne , den så længe savnede , den højtelskede , ved fine kæres hjerte . Hvilket gensyn ! Hvilken lykke ! At beskrive deres salighed formå vi ikke , dertil måtte en engel leveres os en af fine vingers slagfjær , — det var en forudfølelse af himlens glæder , der kun dunkelt lader sig male . I hans arme hvilede afvekslende moder , datter og søn . Thompson og Carl havde omslynget hinanden og så med tårer på den skønne gruppe . Agenten havde sat sig ned , hans hvide hår hvilede i hans hænder — han var ikke lykkelig . „ Se ! “ råbte den ældre skov begejstret , „ uden denne hædersmand , kaptajn Thorvald bang , også kaldet Thompson , havde i aldrig set mig — nu troer jeg dog , jeg kan give ham en liden gengæld , idet jeg kender et af hans ønsker , tag , , min søn , min ædle Thorvald , en gave af min hånd , som jeg selv i dag fik skøn og herlig udviklet tilbage igen af forsynet , tag hende , og himlen velsigne eder ! “ Her lagde han den højt rødmende Augusta over i den lykkelige kaptajn Bangs arme . man omringede og gratulerede . Carl nærmede sig stille . „ Thorvald ! “ sagde han , „ blandt alle mennesker på jorden er ingen , der er denne pige mere værdig end du , og ingen kan mere end jeg ønske eders lykke . “ Han skjulte sit ansigt , hans håb var knust — nu tilhørte han kun Minerva . „ Nu mangler vi kun en oplysning , “ begyndte skov , „ hvem var min skjulte , ædelmodige velgører , hvem har vel så høimodigen dækket mit store tab ? “ „ Ingen velgører , med deres tilladelse , hr . Skou , “ tog agent Hansen tilorde , „ kun en skyldner , en svag , forført mand — jeg har betalt en sum tilbage , som jeg i et ulykkeligt øjeblik modtog af en forræders hånd ; jeg lod mig dengang , uden videre at undersøge med hvem jeg indlod mig på randen af min undergang , bevæge til at indskyde disse penge i min handel . Nu har jeg dækket dem , og kun opfyldt en pligt , ihvorvel for sildig . Her er en gjmpart af den skrivelse , hvormed jeg ledsagede den til huset Bloch co . Skou greb den omtalte skrivelse læste den og sagde : „ De har skrevet den , hr . Agent , som om jeg selv havde dikteret den , men hvor blev de mange breve af , jeg i den første tid sendte til mit hjem ? “ „ Spørg ham der ! “ sagde Hansen , idet han pegede på sin bogholder , der var mere død end levende , „ han har opsnappet dem alle , for bedre at kunne nyde sit rov . “ Skous øje faldt på den samme skikkelse , hvem han for ti år siden med tårer tiggede om barmhjertighed , hans ansigt bedækkedes et øjeblik med dødens bleghed , da han så ophavsmanden til fine store ulykker . Roligt sagde han : „ Du ville mig ilde , men gud vendte det til det bedre — jeg har tilgivet dig . “ Kaptajn bang trådte frem i den til en ny og mere glædelig bevidsthed vågnede kreds og sagde : „ Mr . Skou i new-iork trænger ikke til denne tegnebogs indhold ; jeg er vis på , at jeg handler i hans ånd , når jeg nedlægger den i hans søns hænder , for derved at kunne give den unge brave mand nogen større kredit , når han fremtræder for sin principal , hr . Agent Hansen , og beder om hans datter Emmas hånd . “ Skov greb kaptajnens hænder . „ Det var bravt gjort , “ råbte han . „ Agent Hansen ! De giver da deres minde ? “ „ Ja , med den inderligste glæde ! “ råbte Hansen , „ denne unge mand giver jeg af ganske hjerte min datter , og for at fuldstændiggøre denne dags lykkelige begivenheder , erklærer jeg herved , at jeg fra igår aldeles har trukket mig ud af mine handelsforhold til fordel for min tilkommende svigersøn , hr . Adolf Skou , hvis forhold til min datter alt længe har været mig bekendt . Fra i morgen begynder huset et nyt handelsår . De gamle bøger er alt opgjorte og sluttede i denne anledning . Hr . Bogholder , “ Vedblev han , „ den private formue , de som min associe i løbet af ti år har erhvervet , anser jeg for tilstrækkelig for deres levetid og tager derfor afsted med demj idet jeg ønsker , at de aldrig mere må komme for mine øjne . “ Da nærmede Fru Hansen sig for at lægge et godt ord ind for fin gamle ven . - en mand med en så svag karakter som Hansen , havde aldrig kunnet løsrive sig fra de uværdige lænker han bar , hvis det ikke var flet ved en overordenlig lejlighed , og så meget brud han end syntes at gøre på livets delikateste forhold , mente han dog — da han nu fandt en sådan lejlighed , hvor han så sig omgiven af hengivne hjerter — det rigtigst at bryde , idet han følte , at hvis det ikke skete nu , måtte han til evig tid blive sin kones ulykkelige slave . Derfor lod han sig ikke forstyrre , men vedblev rolig : „ Mit hår er bleven hvidt under sorger og samvittighedsnag , disse plageånder har du og han der bragt mig , — for at bringe alt i orden såvel i mit huns , som i mit hjerte , må jeg flille mig såvel ved disse som ved årsagerne til disse . Jeg har nedlagt en disposition til fordel for Fru Hansen i stadens overformynderi , hvoraf hun kan leve anstændigt , og i stadens magistrat en begæring om vort ægteskabs fuldstændige ophævelse . Jeg håber ingen vanskeligheder at møde , da det ville være vedkommende til for megen skade . “ Fru Hansen ville improvisere en besvimelse , som dog denne gang ikke var til nogen nytte ; men da trådte hendes fordums beskytter til , greb hende fast om armen og gik med hende ud af døren . Tyvende kapitel . Dagen før juleaften . Vi må nu gå endeel tilbage i tiden , for at meddele nogle begivenheder , der er foregåede , og som står i meget nær berørelse med det som allerede er meddelt læseren , og som senere vil vise sig at have stor indflydelse på nogle af de alt bekendte personer i denne fortælling . -- -- -- -- -- - i et lille beskedent huns på tolddodveien sad i et simpelt , men yderst renligt og hyggeligt værelse et ungt , smukt fruentimmer med sine to faderløse stedbørn , en dreng på ti år og en pige på fire år . Det var i skumringen , dagen før juleaften ; gennem de halvt tilfrosne vinduer blinkede stjernerne allerede ind i den lille stue , medens kakkelovnsilden med sin røde flamme oplyste det unge fruentimmer Bertha s milde , fine skikkelse og det blomstrende barn , der sad ved hendes fødder . Med sit strikketøj i hånden/ med det tankefulde ansigt vendt mod vinduet og den stjerneklare himmel sad hun , som det syntes , hensunken i stille betragtninger , medens den lille Olga sad på knæ på gulvet og småsnakkede med to af papir udklippede dukker , som hun opstillede på skamlen ved moderens fødder . Ved det ene vindue stod Vilhelm og søgte med sin ånde og sine hænder at optøe en rude , for bedre at kunne se ud på gaden . Efter en lang pause lød endelig Berthas melodiske stemme . „ Lille Vilhelm ! gå nu fra vinduet , at jeg kan trække gardinerne sammen og tænde lys , jeg har ikke tid til at lade mit sytøj hvile længer . “ Vilhelm adlød straks , men kastede dog endnu et par længselsfulde blikke til gaden , idet han sukkede . „ Jeg stod og så efter jomfru krog , det er grueligt , hvor jeg længes efter hendes en halvvoksen tjenestepige bragte lys i en plade og satte det på bordet , medens Bertha løftede den lille Olga op på en stol og stillede hendes papirsdukker op for hende på kanten af bordet , idet han selv satte sig ved siden og tog fat på sit arbejde . Vilhelm gik sagte hen bagved hendes stol , slyngede sin arm om hendes skuldre og sagde : „ Søde moder ! tror du ikke nok , at jomfru krog bringer penge hjem med til dig ? “ Bertha vendte sit ansigt smilende til ham og sagde : „ Jeg håber det , min dreng . “ „ Du er da ikke vis på det ? “ „ Nej , hvor kan man være vis på sligt ? Den dame , som sial betale mig den lille regning , kan jo være gået ud eller have fået forfald , hvem kan vide det ? “ „ Men ifald hun er ude , så kan jo jomfru krog eller vores pige bringe regningen til damen imorgen tidlig , og så kan vi endnu få penge tidsnok til i morgen aften at få det juletræ i stand , som du har lovet os , ikke sandt ? „ Jo , det mener jeg vel , vi kan . Men , min gode dreng , det juletræ bliver meget tarveligt i al fald . “ „ O ! “ råbte Olga , „ jeg får dog en lille dukke , der ikke er flad , sådan som disse papirsmadamer . “ „ Dg jeg ! “ udbrød Vilhelm , „ jeg får en farvelade , papir at tegne på og sortkridt “ og blyant . Ak , når jeg kun må tegne , så er jeg så lykkelig ! Det forstår sig , et juletræ med små lys , kager sg æbler er heller ikke at foragte . O , hvor jeg er glad . “ „ Ja jeg med , “ råbte Olga . Bertha trak den lille pige hen til sig og kyssede « hende , medens hun slog den anden arm om Vilhelm og sagde til ham : „ Kære Vilhelm ! Du har været flittig i skolen , du er en god og fornuftig dreng , og jeg ville være ligeså glad som du og din lille søster , ved at kunne glæde eder på den hellige og skønne juleaften , men seer du , den hele rigdom , vi håbe på , er syv rigsdaler , af dem vil jeg anvende fire til vor juleglæde , det er næsten mere , end jeg kan gøre , » g for fire rigsdaler får man ikke meget prægtige ting . Den femte er bestemt til en kastet til dig , som du trænger til . “ „ Fem rigsdaler , ja det er jo grumme mange penge . Men kan du da undvære så mange ? Så ejer du jo kun to rigsdaler igen ! “ „ Io , vore daglige nødvendige udgifter kan jeg nok bestride dermed til dagen efter helligdagene , så venter både jomfru krog og jeg at så nogle penge ind , og medens jeg broderede pelerinen til den dame , som jomfru krog informerer , så fornøjede jeg mig ved den tanke , at indtægten var bestemt til mine børns fornøjelse i julen , og jomfru krog har også penge til gode for noget arbejde , som hun vil anvende til et lignende brug i den familie , som hun omgås så meget ! “ „ Der er hun ! Gudskelov ! der er hun ! “ råbte begge børnene og fløj henimod en høj , tør figur , som i det samme trådte ind ad døren , indsvøbt i en mørk kåbe , med en sort hat ned for ansigtet . „ Bedste gode krog ! hvad har du til os ? hvad bærer du der ? “ udbrød den lille Olga , medens Vilhelm mere beskeden indskrænkede sig til med sine blikke ligesom at fluge den indtrædende . „ Afvejen , afvejen , i småkreaturer , “ sagde jomfru krog . „ Lad mig dog komme ind i stuen . Se her ! Det , jeg bringer , er en julekage til to mark . Den er ikke meget stor , men Vorherre ved , at jeg har givet min sidste skilling ud for den , thi noget , synes mig , måtte jeg have med herhjem , og desværre “ — tilføjede hun med sagtere stemme , idet hun henvendte sig til Bertha — „ forresten kommer jeg tomhændet . Frøken Fanny var ikke at få itale , hun lod sige , at hun ikke havde lejlighed til at brodere med mig i dag . Jeg lod tjeneren gå ind til hende igen og sige , at jeg heller ikke kom for at give hende time i aften , men for at vise hende de mønstre , hun havde forlangt , og bringe hende pelerinen , som hun havde hastet så meget med , og at jeg udbad mig blot et øjeblik at måtte tale med hende . Men hun lod svare , at hun havde selskab og kunne ikke komme ud til mig , men at hun bad mig at aflevere pelerinen og komme igen dagen efter helligdagene for at hente betaling for den samt mit eget tilgodehavende . Så var jeg da nødt til at gå ! “ Bertha sukkede og rystede på hovedet med en bedrøvet mine uden at svare . Den anden vedblev : „ Ja , det er slemt ! men hvad som nu er allerværst : vi have vel ingen ting i huset af madvare ? “ „ Nej , ikke mere end netop det fil i aften , og knapt det ! “ „ Ja , det tænkte jeg nok , og derfor vil jeg nu straks løbe hen fil Fru Svendsen og låne nogle så rigsdaler af hende . Hun er min gode veninde og nægter mig det ikke . Jeg skal straks være her igen , det er kun et par skridt herfra . Juletræet må i slå jer af hovedet , børn , for den gang ! Men slå nu ikke og tvin over det ! Sådan er verdens gang . “ Med disse ord ilede hun ud af værelset . Vilhelm var imidlertid tyet hen fil en dunkel krog af stuen . Han sad på en skammel med bortvendt , nedbøjet ansigt , og mente , at ingen kunne se , hvorledes tårerne strømmede ned i hans tykke , dunkle hovedlokker , hvormed han aftørrede sine øjne . Olga havde lagt sig på knæ foran ham , og rakte sine små hænder op fil hans kinder , klappede dem og aftørrede hans tårer , medens hendes egne stød stille og ubemærket . Bertha så tans og vemodig på denne gruppe , hun lod børnene udgræde deres første smerte og kaldte dem endelig hen fil sig . Hun satte Olga på skødet , løftede kærligt Vilhelms forgrædte ansigt iveiret og sagde mildt bebrejdende : „ Vilhelm , min gode , fornuftige øreng , som skal opvokse til at være min bedste ven og min støtte , er det for dig , ar tage dig sådan en lille modgang så nær ? “ „ Er det en lille modgang ? At miste en lykke , som man i så lang tid har glædet sig til og tænkt på både dag og nat ? “ „ Men du behøver jo ikke ganske at miste den . Dagen efter helligdagene får jeg jo penge , så vil vi lave juletræ til nytårsaften . “ „ Tak , kære moder , du er altid god , men der er så længe til nytår for os , for hver morgen og hver aften i — o jeg ved ikke , hvormange dage og uger ! — have regnet efter og sagt med glæde til hinanden : nu er der så og så mange dage til jul , og i aften ^skulde vi have sagt : i morgen , imorgen ! “ Tårerne kvalte den stakkels Vilhelms stemme . „ I morgen , “ gentog Bertha , „ så har du udgrædt din sorg og trøster dig til nytårsaften . “ „ Å , nytårsaften ! Det er jo ikke nogen helligdag mod juleaften . Men hvad nart er der heller ved julen uden juletræ og fornøjelse ? “ „ Fy , Vilhelm ! Det er hæslige ord . Hvor kan du så lidt tænke på , hvad julen betyder ? “ „ Juleaffen , “ sagde den lille Olga , „ så kommer det dejlige jesusbarn og besøger alle gode børn , og så er de alle glade . “ „ Ja , “ udbrød Vilhelm , „ alle børn have glæde , undtagen vi , vor dør går jesusbarnet forbi . “ „ Nej , Vilhelm ! “ sagde Bertha alvorlig . „ Han går ikke vor dør forbi , når han seer os sidde herinde tålmodige og kærlige . Jesus selv var et fattigt barn , og de fattige børn er ham nærmest , og vi se ofte , at dem skænker han gaver , som de rige gerne tilkøbte sig for al deres herlighed , thi sundhed , gode forældre , et godt sind og mange andre sådanne goder blive mangen gang nægtede de stakler , der have alt , hvad der kan købes for penge . Julen vender desuden hvert år tilbage og kan mange gange bringe dig , hvvd den nægter dig dennegang , og du kan heller ikke vide , om den endnu kan bringe dig en eller anden uventet fornøjelse . “ Når Bertha talte således med varme , hvilede et ubeskriveligt , ligesom forklaret udtryk over hendeindtagende ansigt . En indre ild farvede hendekinder og oplivede hendes ellers temmelig blege ansigtsfarve . Efterhånden som Vilhelm opmærksom lyttede fil hendes ord , antog hans træk mere og mere en rolig karakfeer , han hæftede smilende sine smukke , kloge øjne på den moderlige venindes , og da hun tav , slog han begge armene om hendes Hals og lovede af et ærligt hjerte den tilbørlige resignation . Han opsøgte nu et stykke papir , og satte sig bos sin lille søster , fil hvem han udklippede alltflags dukker . Legen ville dog ikke ret komme igang , de sukkede begge af og fil og syntes af kæmpe mod kedsomhed . Nu kom jomfru krog hjem og sagde fil Bertha : „ Ja , fjeg kommer igen tomhændet for så vidt , men i morgen tidlig kan vi sende mine hen fil Fru Svendsen , så får vi sire rigsdaler . Hun havde ingen penge før hendes mand kom hjem i aften sildigt , men så ville hun lægge fire rigsdaler i en konvolut fil mig og så fly dem fil sin pige , så jeg i morgen , få tidlig jeg ville , kunne sende bud efter dem . Så beholder de de to rigsdaler , og jeg hjælper mig som jeg kan med de andre to til mine juleforæringer . “ Bertha takkede den velvillige veninde , beklagede , at hun i aftenens mørke havde måttet gå i et så lidet behageligt ærinde , og forlod derpå værelset for at besørge aftensmåltidet . Hun kom straks efter tilbage tilligemed mine , der bar en stor thebakke med thetøi , brød , et lille fad med kogte kartofler samt en ringe portion smør . Medens hun nu tilligemed pigen dækkede bordet , sagde hun : „ Se engang hvor ferm vor mine bliver , se hvor net og ordentlig hun har besørget alting uden hjælp eller påmindelse . “ „ Ja ! “ svarede jomfru krog , „ Mine kan aldrig nok takke dem , thi de har gjort hende til mennefle ; inden de flyttede sammen med mig , var hun en god sjokke . “ Bertha nikkede venligt til den unge pige , der blev meget rød ved denne temmelig ublide Ros . Børnene nærmede sig til bordet og betragtede julekagen med så glade øjne , at de lade til at forglemme deres sorg ved dette syn . Man satte sig til bords , og medens Bertha tillavede theen , sagde hun : , . Bi må takke vor gode jomfru krog for denne julekage , den kommer ret tilpas i aften , da vort øvrige forråd er meget knapt . “ Jomfru krog star imidlertid kagen for idet hun sagde : „ Ja , denne er , gud bedre det , heller ikke stor , men nu deler jeg den i syv dele , en til hver af os voksne , en til mine og to til hver af børnene . “ De små smilede så fornøjet og lade nu til at være såre lykkelige . Enogtyvende kapitel . En uventet gæst . I samme øjeblik hørte man en larm på trappen , ledsaget af en vred menneskestemme og ynkelige skrig , som det syntes af en hund . Pigen , som i det samme på ny kom ind , sagde : „ Det er intet andet , end en stakkels fremmed hund , som er løben hjem med jomfrnen herovenpå , og som hendes Broder , den grove Karl , prygler og sparker ned as trapperne . “ Det lød som om det forfulgte dyr i sit fald tumlede mod døren til værelset . Vilhelm sprang hen og åbnede den , og en hund for ind ; krybende hen af gulvet for hans fødder , så den op til barnet med så rørende øjne , som om den ville anmode ham om beskyttelse . Med den varmeste ømhed bøjede drengen sig ned over den , den lille Olga ilede til i samme hensigt , også fruentimmerne nærmede sig , og det arme dyr , som snart mærkede , at det var kommet i et venskabeligt land , sprang med næsten ustyrlige kærtegn omkring imellem dem alle . Det var en meget stor , udmærket skøn , tigerplettel hund , der bar et halsbånd med polititegn , og uden om dette et sammenbundet taug , hvis sønderrevne ender slæbte efter den . Jomfru krog sagde : „ Det er bestemt en fornem hund , det seer man tydeligt på den . Den er sikkert kommen bort fra sin herre og har været indesluttet og bunden af nogen , som har optaget den . “ „ Ja , “ svarede Bertha , det lader rigtignok til , at den har revet sig løs af et fangenflab , derom vidner jo dette taug , hvorfra jeg nu vil befri den . “ Hun løste nu touget af dens Hals og klappede den med sine små , bløde hænder , som den taknemmeligt kyssede , idet den så op tjl hende med sine store , kloge øjne , som om den forstod at tale og gerne ville , men kun manglede organet for at fremføre ordene . Børnenes henrykkelse over denne uventede gæst var ubeskrivelig . Al sorg over de nys fejlslagne forhåbninger var ganske forsvunden , det var ikke uden møje , at man kunne få de små til bords igen . Hunden satte sig mellem børnene , dens hoved rakte så højt over bordet , at ' det stod i lige linie med Vilhelms ansigt . Med bedende mine så den på sine unge naboer , den lod til at være meget trængende til en vederkvægelse , og Vilhelm og Olga delte med inderlig fryd deres hart med den , ja , ikke blot det ene stykke af den dem tildelte portion af julekagen blev offret til den , men tiltrods for jomfru krogs formaninger blev endogså ^halvparten af det andet stykke ganske hemmeligt puttede i dens store gab . Også Bertha tildelte den alt , som på nogen måde kunne afknappcs det lille måltid , og således viste sig det særsyn , at man ligesom var bleven rigere ved gjæstfrt at dele sit allerede så ringe forråd med en nødlidende fremmed , og denne fremmede var oven i købet kun et dyr . Da intet mere spiseligt fandtes i huset , lagde hunden sig ved kakkelovnen og strakte sig velbehagelig der . Børnene ilede hen til den . Vilhelm satte sig på gulvet hos den og lagde dens hoved i fil skød , medens Olga kastede sig ned over den , lagde kælende ansigtet mod dens bryst , og slyngede de spæde arme om dens Hals . Det varede ikke længe , førend hele triumviratet faldt i en sød ssvn . Det var en yndig gruppe . Endogså isøvne bøjede Vilhelm sit lokkede hoved ved mod den lådne ven , og rørende var det at se den lille pige mellem det store dyrs udstrakte poter og mægtige kløer . Hendes rosenkind hvilede på dens dunkle , spættede legeme , og de blonde lokker spredte sig som skinnende blomster over dens mørke Hals . Fruentimmerne betragtede smilende dette syn , og Bertha bemærkede , at det erindrede hende om et maleri , der forestillede uskyldigheden som et barn , der roligt sov imellem kløerne på en tiger og med hånden i dens gab . Skjøndt det allerede var børnenes sædvanlige sengetid , nænnede hun dog ikke at forstyrre dem , og de to stræbsomme veninder , der satte sig til deres arbejde , talte imidlertid med hviskende stemme . „ Der er , “ sagde Bertha , „ Noget , jeg ved ikke selv , hvad jeg skal kalde det , — en tanke , en forestilling , som i mørkere øjeblikke ofte har oplivet mig . Det forekommer mig nemlig , som om der altid , når noget ubehageligt mødte og forstemte mig , straks var en lille trøst i nærheden , som ganske uventet oprejste det synkende mod . Med undseelse må jeg bekende , at mangengang kunne ubetydelige ting gå mig nær til hjertet , som for eksempel i aften børnenes sorg over de feilflagne forhåbninger . Vilhelms attring , at jesusbarnet gik vor dør forbi , satte mig ret i et sørgmodigt lune , og jeg er ligeså barnagtig som de små , thi denne hund , der forfulgt og vildfarende har taget sin tilflugt til os , glæder mig næsten ligeså meget som dem , ja , det forekommer mig , som om den var sendt os af en usynlig trøster , på det at også vi stalde have noget uventet behageligt i julen . “ Jomfru krog rystede smilende på hovedet . „ Ja , da ville sådant et stort grådigt bæst kun være en flet lykke i vor lille husholdning , om vi skulle forblive belæssede med den . “ „ Ja , det forstår sig , “ svarede Bertha undseeligt , „ men jeg mener også blot , at i aften har den været os en kærkommen gjæsf . “ „ Ja , den hund vil nok blive efterlyst i avisen , der er vistnok en stor sorg for dens tab der , hvor den har hjemme , men forresten , kære Fru Bøgh , så ville jeg af hjertet ønske og tro , at gud vil sende dem uventet trøst og hjælp , hver gang de er sørgmodig , thi det fortiener de visselig . Man kunne gerne gå hele landet rundt og lede med lygte , uden at finde et ungt fruentimmer på 24 år , der havde deres dyder og tænkemåde , og som var sådan en mageløs stedmoder . Det siger jeg også de mange steder , jeg sådan kommer omkring . I det sidste Års tid — siger jeg — siden den kone er kommen til mig , er der bleven ligesom et Paradis i mit simple hjem . “ Bertha greb hendes hånd . „ Gode , kære krog , de er alt for god ! Se , det er nu en ny glæde på denne aften , at de taler således til mig , thi jeg har mavgengang , og iblandt andet for et par timer siden , med bekymring tænkt , ot de sikkert havde det bedre i den tid , da de kun havde dem selv at sørge for . Var der da intet hjemme , så kunne de gå ud til deres bekendte , hvor de altid er velkommen , og lade hjemmet flytte sig selv . “ „ Bevares ! Hvor kan de falde på sådanne griller ? Uden at tale om , at jeg i de senere år har måtte holde mig en pige , som jeg dog ikke kunne lade sidde ene hjemme og mangle det nødvendige , så er det da forresten en dårlig fornøjelse for et stakkels menneske som jeg , der er over 40 år , og som hele dagen løber omkring og informerer og syer og mange steder bliver behandlet , som om man tiggede de » Fattige betaling og ikke surt fortjente den , for sådant et menneske , ville jeg sige , er det kun en fattig glæde at gå i visitter om aftenen . Nej , man kan rigtignok hørlige » trænge til et hyggeligt hjem at tye hen til og til en god omgang at styrke sig ved til den næste dag . “ „ Ja , “ sukkede Bertha , „ var jeg blot i stand til at . Bidrage lidt mere til vort udkomme ! “ „ Men herregud ! bidrager de ikke troligt dertil ? Gør de ikke detidersfe , hvad de kan ? Den smule rentepenge , de har , går til børnenes opdragelse , som ret og billigt er ; men af deres lille pension betaler de jo vort brændsel og den halve huusleie , uden at tale om , hvad deres flittige hænder bidrager til vor lille husholdning . “ Jomfru krog rev en saks , der lå på bordet , ned på gulvet . Toogtyvende kapitel . Jomfru krogs meddelelser . Hun tog saksen op fra gnlvet og vedblev : „ Seer de ! I min eensomhedstid , da boede jeg elendigt . Jeg havde kun et værelse med en lille mørk alkove , heri boede jeg og den unge tøs , min tjenestepige , sov der . Om dagen var jeg ude , og når jeg sildig om middagen kom hjem , skyndte jeg mig at fluge lidt usselt spisekoarteersmad , så løb jeg igen . Gik jeg nu om aftenen til en eller anden familie for at adsprede mig lidt , så hændte det mangengang , at der var fremmede , og jeg syntes , jeg var tilovers ; en anden gang traf jeg folk i flet humør og tænkte , jeg ikke var velkommen . Var jeg så ked af det og blev hjemme en aften eller to , så sad min unge tøs og sov , stuen var dunkel og trist , og ikke en sjæl at tale et godt ord med . Se , et stakkels enligt fruentimmer er rigtignok til at beklage , og dog er den lykkelig , der , som jeg , kan ernære sig selv , og ilke skal spise nådsensbrød hos andre . Ja , jeg har i alt det dog takket gud for min frihed og mit eget hjem , sådan som det var . Men hvad jeg ville sige , da jeg nu så gerne ville leje denne bolig , som anstød mig så godt , men jeg ikke kunne betale hele vejen , medmindre Vorherre ville sende mig en skikkelig logerende , så var jeg så lykkelig at træffe deres svoger , som havde fulgt dem her til byen , og søgte om et logis til dem — for nogle måneder , sagde han ; men gudfleelov ! de måneder er blevne til et år , og jeg håber , de skal blive til flere . Nu har jeg det bedre end nogensinde ! Her har vi dog hver sit sovekammer , foruden denne nette lille dagligstne , som jeg lider så godt , og hvor pænt er alt dette ikke blevet , siden de lod deres meubler komme herover fra Fyen , og hvor ordentligt og sparsomt , og dog hvor rart ved de ikke at indrette vor lille husholdning ? Ja , det var en god stund , da de besluttede dem til at blive her i København , og det var fornuftigt , skønt jeg ved nok , at de hellere var rejst tilbage til deres søster og svoger , som de holder så meget af . “ „ Ja , jeg kan ikke nægte , at jeg ofte længes efter min søster , at mit kæreste luftkastel er bygget ved siden af hendes hus i samliv med hende , og at jeg ofte om sommeraftenen medveemod tænker på , hvorledes jeg i Fyen næsten hver aften vandrede med min kære Petrea , medens hmdcs børn og mine sprang foran os og omkring os , men uagtet jeg tilstår dette , så må de dog ikke tvivle på , at jeg dybt erkender , hvor lykkeligt det var , at jeg traf dem . De modtog mig venlig hos dem og åbnede mig vejen til , ved mit arbejde , at forskaffe , hvad der manglede til min og børnenes underholdning , se , også dengang var hjælpen nær , da nøden var størst . Min søster og svoger have en stor familie og mådelige kår . Hos dem kunne vi ikke være . Jeg buster det så levende , da jeg kom her til byen , mit hjerte var tungt , da jeg kom for at ansøge om en enkepension , som man straks sorudsagde mig , ikke ville blive betydelig , jeg så ingen udvej til at ernære , end mindre opdrage disse to børn , som jeg elsfede så højt , som af deres døende fader vare bundne til min samvittighed . Ak , hun troede at sikkre både deres og min skæbne ved at give dem mig til moder , da han selv skulle forlade dem . Men ret til at turde tilegne mig dem for verdens øjne var alt , hvad vi vandt ved dette skridt , men — også derfor takker jeg ham . “ efker et lille ophold sagde nu jomfru krog : „ Jeg erindrer en ting , som jeg har glemt at fortælle dem . En dog forleden faldt talen hen på dem et sted , hvor jeg kommer og der var netop en mand fra Fyen , en meget fornuftig mand , og han sagde , at der var omgåct uforsvarligt med deres salig mands Bo , at salig kammerråd Bøgh altid havde været anset for en meget formuende mand og havde selv anset sig derfor , og det var skammeligt at tænke sig , at hele hans ejendom var sunket sammen til de fem tusind daler , som er al den arv , som både de og børnene fik . Dersom kammerråden kunne se det , sagde samme fornuftige mand , så ville ' han vende sig i sin grav . “ „ Nej , det ville han næppe . Han ville indse , at han ikke selv havde kendt sin konomiske forfatning . Jeg tror ikke , at der er flet nogen uret i boet . Min svoger var på mine vegne tilstede og påså sikkert min og børnenes interesse . Men sådanne tilfælde er jo ikke noget rent ualmindeligt i vore tider . “ „ Nu , ja , det være som det vil , alting kan blive meget godt endnu . Det bæres mig for , at de vil snart gøre en stor lykke . De kan tro , der bliver tidt spurgt mig om den smukke dame , som bor hos mig , og det især af herrer både unge og gamle , pas på , der kommer nok den dag , at en rig og brav mand kommer her som en redelig og pæn frier . “ Bertha lo . „ Nej , det har vist ingen nød . For alvor at fri til en fattig ^nke med to børn , derpå vil vist enhver betænke sig . “ „ Men jeg sætter nu , at en virkelig kom i det ærinde , ville de da ikke sige ham ja ? Ville de ikke med glæde ægte en god og velhavende mand ? “ „ Ak , nej , det synes mig ikke . jeg kunne . Det forekommer mig langt bedre at leve med mine børn stille og tarveligt , men i frihed og kærlighed , end underkaste dem og mig en fremmeds villie . “ „ En fremmeo ! Men når de elskede ham , var han jo ikke længer en fremmed . “ „ Ja , når jeg elsfede ham . “ „ Var det^ da umuligt , at de kunne elsfe en brav og smuk mand ? “ , , jeg anser det for umuligt , at jeg nogensinde mere kan elsfe i den forstand . “ „ Nogensinde mere ! Herregud ! Vil de da aldrig kunne glemme deres salige mand ? De seer forundret på mig , de bliver blodrød . Ih . Du min gud ! De behøver såmænd ikke at stamme demover at sørge over deres salig ægtemand . Men nu er det jo toår siden han døde . De er endnu så ung og egenligt talt , så har de jo aldrig været gift ; thi kammerråden var jo allerede opgiven af doktoren , da de blev viet til ham . “ Bertha tav og så ned på sit arbejde , endelig sagde hun : „ Ak , min gode veninde , der foregår meget i et menneskes sind , hvorover man ikke kan gøre regnflab for sig selv og langt mindre for andre . “ „ Nå , nå , min bedste , jeg vil ikke friste dem . Det ville også være en skam , thi det har ret opmuntret mig at sidde her og passiare med dem , thi jeg skal sige dem , jeg var også fortrydelig stemt , da jeg kom hjem . Jeg kan ret ærgre mig over en sådan tosset tøs , som denne frøken Fanny . Sådan en er , som om hun mente , at hun var ophøjet over menneskelig modgang og trang , og at touren aldrig kunne komme til hende . Fordi hun ikke gider rejst sig eller forlade sit selskab i et lille minut , som der behøvedes for at gå ind i en anden stue og lnkke sin pengeskuffe op , så lader hun en stakkels arbejder gå med tungt hjerte til et øde og tomt hjem . Sådan en græder mangen gang , fordi hun ikke får den stads , hun har bestilt til en Asten , når hun skal pyntes , at man gerne kunne sidde oppe om natten for at skaffe hende det færdig , men at den , der har siddet oppe om natten og trællet for hende , ikke skal gå grædende fra hende , det tænker sådan en ikke på . “ „ Ja kære krog ! Det er Tingen . Man tænker ikke derpå . Dersom nogen gjorde en pige som denne frøken opmærksom på hendes opførsel , så gjorde hun sig vist ikke mere skyldig i denne uret . De såkaldte lykkelige kende livet kun halvt , altså leve de kun virkelig halvt , og vi andre , som kende både modgang og medgang , se straks i vort indre fornemme og forstå hvad andre føle , vi er i grunden de lykkelige ; thi vi have , i den rette forstand , levet , inden vi dø . Men denne unge pige , om hvem vi her tale , har de dog tilforn rost , synes mig ? De har sagt , at det var en fornøjelse at lære hende . “ „ Ja det er sandt nok , hun har Genie til at brodere og finde på mange slags forandringer i sit arbejde , og alt , hvad hun begynder på , det kan hun straks komme godt fra . Men der er meget idet , som husholdersken forleden sagde til mig , hun har ikke forstand på des nødvendigste , hun ved næppe , at man koger suppe på kød , eller kan se , om der ligger singertykt støv i hendes stue . Sommetider sidder hun og græder , ingen ved hvorfor , og hun ved det ikke selv , til andre tider er hun som en vild gal øreng . Den dag , sagde husholdersken , havde der været et stort spektaklel . Frøkenen var faret om på gulvet , og havde væltet bordet foran sin fader og spildtalt hans tobak , som stod i et stort glas og da manden blev gnaven herover , fløj hun hen og løftede den lille paryk , han går med , af hans hoved , satte den på sin fod og dansede med den , til den så ud , så gud sig forbarme . Der var unge herrer tilstede , der lo af alle kræfter , men den gamle etastråd blev vred og lukkede sig inde i sin stue . Han gør ellers en afgud af hende , men alligevel ønsker han nok at blive af med hende , og få hende vel gift . Der er en ung mand , en søn af en oberst han kommer der i huset , han , ville de nok gerne , skulle frie til hende . Han ejer et gods ude i Sjælland , som han har arvet efter sin onkel , men haner i nærværende tid her i byen . Forresten siger husholdersken : „ „ Det var synd , at hun skulle have hamhan er meget for god til hende , det var bedre hun fik hans yngste Brod er “ “ . Jeg har set dem alle tre . Obersten er en dejlig mand , det er han , han seer endnu ganske ung ud , og har et væsen , som er ubeskriveligt så behageligt . Ingen af sønnerne er så smuk som faderen . Det var dem , der vare oppe hos etatsråden i eftermiddags , da jeg var der , derfor kunne frøken Fanny nok ikke komme fra stuen . “ Bertha , der allerede længe havde tabt tråden i denne samtale , rejste sig nu for at vække børnene . Jomfru krog kaldte pigen ind , gav hende meget vidtløftig besfed om det pengebrev , der næste morgen skulle hentes hos den føromtalte frue , og sagde derpå godnat . Da børnene blev vækkede tillige med deres stir - benede sovekammerat , stredes de om , hvem af dem der om natten skulle nyde den lykke at have den liggende i sin nærhed . Berthas dom gjorde udflaget til gunst for Vilhelm . Lille Olga sov i moderens eget sovekammer , Vilhelm derimod i et lille Kammer indenfor dette , hvor der ikke var mere plads , end til hans seng , en stol og et lille bord , hvilket sidste blev flyttet ud for at gjorde plads for den store hund , hvis nat « Teleie blev den anvist på et tæppe , som Vilhelm bredte udenfor sin seng . Inden han gik No sagde han : „ O , kære moder , hvor du dog havde ret ! Dette havde været så dejlig en juleaften , at jeg slet ikke ' tænker på den i morgen . “ Flere gange i nattens lsb vågnede drengen og rakte hånden ud til hunden for at overbevise sig om , at den ikke var borte , eller at den hele lvksalig « Hed kun var en drøm . Treogtyvende kapitel . Efterlysningen . Sildig næste middag kom jomfru krog ilende hjem med en adresseavis i hånden og råbte : „ Hvad sagde jeg ! her står hunden efterlyst . I kan selv se , „ at det er den , der er ingen tvivl om det . Den har været borte i mange dage , der loves 5 rigsdaler . i douceur til den , som bringer den . Se , det er din lykke , Vilhelm ! så kan du endnu få juletræ i aften . hunden lyder navnet tiger , står der . Lad se ! Tiger ! — tiger ! se , der kommer den straks . “ „ Ak “ udbrød Vilhelm , hvem kunne falde på det ? Er det et passende navn for det fromme dyr ? Jeg har prøvet alle de hundenavne jeg vidste . Men der behøves intet navn til den lydige hund , der kom ved mindste vink . O tiger ! Tiger ! gode , rare dyr ! “ Med disse ord omfavnede han hunden med tårer i øjnene . „ Men dreng er du da fra dig selv , “ råbte - jomfru krog „ Jeg troede at gøre mine sager så godt og glæde dig , derfor løb jeg hjem med avisen , og skyndte mig noget udsædvanligt , da det er sildigt og snart bliver mørkt . “ „ Ja mange tak gode krog , men jeg » ilde så grumme nødig miste denne hund . “ „ Gud fri mig ! Du vil da ikke beholde folks retmæssigæ ejendom . Det tør du hellerikke . “ „ Nej , kære Vilhelm , det tør du ikke , “ gentog Bertha . „ Så snart vi have spist , må hunden sendes hjem . “ Vilhelm vendte sig bort , for at fljule sine tårer . „ Men derimod får du fem rigsdaler , “ sagde jomfru krog , „ så kan du endnu få købt dig en farvelade og det øvrige , som er dig lovet , på juletræet nær , thi det bliver vel for sildigt , men lys og kager kan i nok få , børn . “ Bertha tog jomfru krog lidt til side og hviskedee : „ Jeg synes , det er så underligt at modtage penge for bringe at folk deres ejendom , det bør man jo gøre for intet . “ „ Ih , gud forbarme sig ! “ udbrød jomfru krog . „ det er da ikke værd at være så fornem eller at vænne Vilhelm til så honnet en ambition . Det var jo også synd mod børnene . Lad nu de stakler få deres lille juleglæde . “ Bertha rødmede men tav , og så snart det tarvelige middagsmåltid var endt og troligt delt med hunden , lavede Vilhelm sig til at bortføre sin gæst , i hvis halsbånd han bandt sit lommetørklæde . Den glæde , at skulle gå hele byen igennem med sin lyredare fange syntes at trøste ham noget for dens tab , det var ligesom han følte sig stolt af at have det store dyr således i sin magt . Da det imidlertid var bleven møkt , fik mine befaling til at følge med til det langt fraliggende hus , som avisen betegnede og derpå at følge Vilhelm til de boutikker , hvor han kunne indkjøde de ham og Olga lovede sager , hvortil det blev ham tilladt at anvende den hele sum af de ventede 5 rigsdaler . Sorg og glæde sirede i drengens sjæl . Medens jomfru krog vidtløftig forklarede ham og pigen , hvorhen de skulle vende deres skridt for at gøre det bedste kjøbmandsflab , så han på hende med glædedrukde øjne , men derpå vendte han sig til hunden , og straks blev hans ansigt inderlig sørgmodigt . „ Ak , “ sagde han , „ kære tiger , hvem ved , om vi ses mere i denne verden ? “ Han stod lidt og betragtede hunden , ^medens denne på sin side med logrende hale også hæftede sine øjne på hans . „ Se , hvor rørende den ser på mig , den ved , at den siger mig farvel ! Kunne jeg dog tegne den således . “ Med disse ord greb han i en hast en blyant og udkastede med fine træk dens billede på en bred kant af adresseavisen , som lå på bordet . Hvor ubetydelig end denne handling syntes at være , vil det dog senere vise sig at være af stor betydning . Endelig efter at både han og pigen med mange tårer havde kysset det kære dyr , bekvemmede Vilhelm sig til at tiltræde sin vandring tilligemed den unge mine , der med ungdommelig , hjertelig latter havde divånet hele denne rørende scene . Jomfru krog lavede sig også til at gå , men vendte tilbage med travle miner og sagde : „ Hor , denne dag er bestemt lykkelig . Der er bleven bestilt meget arbejde hos os , som jeg skal fortællæ dem om i morgen , når jeg får bedre tid . Dog må jeg straks levere dem dette broderi , som de nok ser skal blive en sofapude , der er begyndt , men Fru Svendsen , som den tilhører er ked af den allerede , og gider ikke sye den færdig , den skal foræres bort til en brudegave om en måned , så de må skynde dem — og se engang ! Alt det garn , som jo er dobbelt så meget som der bruges til den , har hun overladt mig for en rigsdaler og det har kostet tre . “ „ Nu , “ sagde Bertha , „ siden de mener , af dagen er lykkelig , hvilket jeg også vil tro , da det er juleaften , så vil jeg straks tage fat på arbejdet , inden Vilhelm kommer , og måske behøver min hjælp til indretningen af børnenes lille fest . imidlertid jvil jeg begynde med af vinde dette garn , der synes mig temmeligt uordenligt behandlet . “ Ved disseord tog hun den meget omtalte Avis , og uden af bemærke Vilhelms tegning lagde hun den sammen og vandt den på alle kanter fuld af garn . Hun sad imidlertid ene , thi jomfru krog var gået , og lille Olga var falden i søvn i en krog sat værelset , og under dette lette arbejde , som beskæftigede hende , syntes hun af en følelse af tilfredshed , og en lykkelig anelse vederkvægede hendes hjerte . fireogtyvende kapitel . Oberstens hemmelighed . I det huns , hvortil den føromtalte lille karavane styrede sin Cours , boede netop den af jomfru krog tilforn nævnte oberst ved navn s nej der , og hans to sønner . Han selv sad i skumringen ved en munter kakkelovnsild og røg en cigar . Ligefor ham sad på samme måde hans ældste søn Otto , medens den yngste , C h ar le s , stod foran dem . Man mærkede straks , at der var blev n ført en samtale mellem de tre personer , men som nu var gået istå . Charles tændte sin cigar , som var gået ud , og forlod derpå værelset . Obersten så efter ham og sagde derpå således : „ Stakkels fyr ! Han er stærkere skudt , end deler tjenligt for en lieutenant uden formue . Rigtignok er pigen rig , men hun bryder sig ikke om ham , tværtimod ! Jeg synes , hun har ham til bedste . “ „ Ja “ sagde Otto „ jeg har virkelig været ganske ilde til mode for hans skyld , allerede forrige vinter , da jeg var kommen her til byen og havde fornyet mit gamle bekendtskab med det hjortenske hus , men jeg har siden noget beroliget mig ved en betragtning , som jeg har erfullet i den an l < dri ! g . Jeg herre lig troet at bemærke , at der i hans lidenskab for frøken Fanny var mere forfængelighed , end sand inderlig kærlighed . Hendes skønhed , hendes talenter ville tabe endeel af fortryllelsen i hans øjne , dersom de ophørte at være en genstand for verdens omtale og beundring . “ „ Ja så streng drøftelse “ kan man virkelig heller ikke underkaste vore menneskelige følelser , og blandt de forskellige elementer , hvoraf vor kærlighed danner sig , er det vistnok ikke det ringeste , at verden ærer vort valg , ja , endogså , at den misunder en vor lykke . “ „ Det synes mig ikke . Fra jeg var en dreng har jeg priset mysteriumet , ubekendt for de uvidende , som ikke kunne forstå det . “ Efter en lille pause sagde obersten : „ Efter alt , der er bleven talt im uem os , kunne jeg jo rigtignok tage i betænkning at rykke ud med noget , som jeg havde besluttet at gribe den første lejlighed til at meddele dig . Jeg måtte meget tage fejl , om ikke Fanny foretrak dig for alle andre mænd . Du seer forundret på mig , men de er måske netop for den omstændighed , at du er den eneste , der ikke gør hende cuur . Det usædvanlige beskæftige » altid , og modstand tiltrækker den , som aldrig møder den , men just derfor keder sig ved sin lykke , og det , tror jeg , er tilfældet med Fanny . -- -- -- -- -hør mig rolig , lad mig tale ud . Pigen er smuk og har forstand , hu « Er et forkælet barn , hun er forvænt af smiger , men falder hun i en fornuftig mands hånd og elsker hun ham , kan hun blive en brav kone , som vil være en ære for ethvert hus . Se nul du har virkelig altid haft lykke med dig . Du har en gave til at vinde hjerter . Du vandt allerede som barn din brave lærers , som ikke ville flippe dig , men tog dig med sig til Odense , hver han var ansat . Du vandt senere din onkels i den grad , at han indsatte dig til sin arving . Nu er du i forlegenhed for den sidste sum , som du har at udbetale de holstenske slægtninge efter testamentet , og — nu kommer den gamle lykke , nu vinder du igen et hjerte , en rig pige synes at finde behag i dig , hendes fader lader til at hove samme ønske , han fortalte mig ganske fortroligt , hvor stor hendes medgiff var . Det er tvende gange mere end du for øjeblikket behøver vogt dig nu for at gøre din lytke vred , ved at støde den fra dig . Havde jeg endnu den formue , som jeg ejede for ti år siden , få kunne jeg hjælpe dig , men du ved , at den er fløjten . Øen eneste flette side ved et parti mellem dig og Fanny , er Charles kærlighed til den samme pige , men han ble » Ialfald dog ikke den lykkelige . “ „ Men desuagtet “ råbte Otto „ ville jeg på ingen måde stå imellem ham og hans ønsker , men dette uanset , så er Fanny ikke den , jeg kunne elske . Min frihed er kostbarere end mit gods , men forresten , hvad min øjeblikkelige forlegenhed angår , så er den så godt som hævet . Øen gamle købmand stof , så stod i forbindelse med salig onkel har givet mig bestemt løfte om de to tusinde , som jeg skal udbetale holstenerne i juni termin efter overenskomst , imod at jeg giver ham sikkerhed i huset . Han risikerer intet , så vidt jeg kan indse , ved at låne mig denne sum . Dens ubetydelighed i forhold til det hele har ærgret mig meget i denne forlegenhed , som jeg heller ikke var kommen i , uden ved de uventede omstændigheder , som jeg har fortalt dig . Men nu er jo således min værste sorg sluppet , thi dermed er disse udbetalinger forbi , og iøvrigt må jeg se at slå mig igennem , som jeg hidtil har gjort . Det bliver jo hvert år bedre . “ „ Kære Otto , du er nu 28 år , og jeg ønsker ret at se dig gift , jeg nægter ikke , også for min skyld . Jeg er ked af denne pebersvendehusholdning . Når du bragte mig en vakker , dannet svigerdatter så kunne vi udgjsre en familie . Vinterne kunne i tilbringe i København hos mig , og en del af sommeren kunne jeg tilbringe hos jer . Hvor et fruenfimmer gør honneurs i huset er der straks et forandringspnnkt , hvorom alle gerne samle sig , og dødt og øde bliver dog livet til sidst uden kvindelig og opmuntrende omgang . “ Otto tav nogle øjeblikke , det var , som om noget svævede på hans læber . Han fæstede så øjnene på faderens af kakkelovnens lue oplyste ansigt og sagde endelig , idet han tog hans hånd : „ Min kære , gode fader , hvem jeg ærer og elsker over alt i verden ! Som en overbærende ven har du stedse behandlet mig ; tør jeg tale til dig som en ven , ikke som til en fader ? Der er jo hellerikke så stor forskel på vor alder , som den der almindelig ' adsfiller en faders og søns , og et forhold som mellem venner har jo altid sundet sted imellem os . “ — „ Tal dog , kære Otto , hvortil denne lange fortale ? “ Halv undseelig sagde Otto : „ Du er ingen gammel mand , du er en meget smuk mand . Gift dig selv og giv mig og min Broder en god og elskværdig stedmoder . “ Obersten lo højt . „ Hvilket indfald ! Jeg er to og halvtreds , — det ville væve et fornsieligt stof til bysnak , at oberst Sneider , efter i tyve år at have været enkemand nu tog sig en ung kone ! “ „ Men , “ sagde Otto halv sagte , „ det behøvede jo ikke at være en ganske ung kone . “ „ En gammel jomfru eller solent enke ? Tusind tak ! “ „ Nej , “ sagde Otto med bestandig stigende forlegenhed , „ heller ikke det . Men et andet tækkeligt fruentimmer , en ferm ædel Na ur , en , hvis personlighed tilfulde har behaget dig . “ „ Hvad mener du ? — hvad skal det sige ? Med nedslagne øjne vedblev Otto : „ Ude på mit god « lever et fruentimmer , som jeg tilfældigt har lært at kende . Jeg ærer og agter hende , skønt den strenge moralske verden vender hende ryggen , fordi hun i sin uerfarne ungdom er , blevet et offer for sin kærlighed til en ung mand , som hun endnu elsker og begræder . Admyg og nøjsom skjuler hun sig for alles øjne , og ved at sy for bønderkonerne og informere deres pigebørn ernærer hun sig og sin søn , en herlig øreng , som nu er seksten år , og denne drengs fader er — er også min . “ Obersten tang nogle øjeblikke og så ned for sig . — derpå løftede han pludselig hovedet og sagde smilende : „ Det er Sabine Poulsen , kan jeg tænke , om hvem du taler . Nu kære Otto , jeg trøster mig ved , at du og jeg , som du selv siger , altid har levet sammen som venner , og jeg håber , at din fader ikke står som en synder for dine øjne på grund af en menneskelig svaghed , thi du har vel set nok af denne verdens gang , for at finde svagheden undskyldelig . Mdet er en gammel historie . Jeg havde væræt syg og søgt permission for al tilbringe sommeren på landet hos min svoger på det gods , som nu er dit . Der var dødt og kedsommeligt . Jeg besøgte alle egnens beboere . Degnens datter kom mig selv i møde med en hengivenhed , som vist var meget uskyldig , men netop derfor dobbelt fristende og — jeg ved ikke selv — hvordan kommer man ind i et sådant virvar ? Jeg har aldrig lovet at ægte hende , faderen døde på samme tid uden at erfare noget om vort eventyr . Jeg satte hende i kost hos en enke i næste købstad og betalte for hende i to år . Derpå fik jeg et brev , hvori hun skrev , at hun ikke længere behøvede min understøttelse , og siden , må jeg bekende , har jeg næsten glemt den hele historie . De mange sorger , de mange lykkens omvekslinger , jeg efter den tid har prøvet , må være min undskyldning . Men gud bevares , lider hun nød , så sig blot hvad hun behøver , og — “ „ Nej , hun mangler intet . En af de nette små boliger , som onkel har ladet opføre , jeg ved ikke i hvad hensigt , er hende overladt . I et par år kommer hendes søn daglig til mig , og det har været en af mine kæreste adspredelser at lære ham , hvad jeg selv kan . Det er et meget godt hoved og et meget fortræffeligt hjerte . Længes du ikke efter at se ham ? “ „ Nej , ingenlunde ! Ak , kære Otto ! Sådanne børn have ikke den plads i vort hjerte , som de , vi med glæde have modtaget i vore arme ved deres fødsel , og som er opvoksede under vore øjne , have delt vore gode og onde dage og skulle bære vort navn . Det er underlig nok , men det går alle mænd således — jeg er ikke værre end nogen af de andre . “ Efter et lille ophold vedblev obersten : „ Men hvordan var det nu , at vi kom på dette kapitel ? Vi talte jo om giftermål ! Det var dog for Pokker vel ikke din mening , at jeg skulle ægte Sabine Poulsen ? “ „ Io , fader , jeg tilstår , at jeg synes , at det var i fin orden . “ „ Menneske , er du forrykt ? Hvordan ville hun tage sig ud i vor kreds ? Hvad ville verden sige om en sådan frue i vort hus ? “ „ Hvad verden ville sige er og bliver i evighed min ringeste sorg , men hvad resten angår , så ville du aldrig finde en bedre frue i dit hus , og både i din og i vores og i enhver fornuftig kreds ville hun tage sig godt ud . “ „ Hun er uden al opdragelse ! “ „ Ja , uden kundskaber og talenter , det er sandt , ja , jeg vil endogså tilstå , at der er nogetd forlegenl i hendes væsen , noget som viser , at hun altid har levet på landet i en simpel kreds , men en ædel natur , en sand indre finhed og takt , som dels er medfødt , dels erhvervet i modgangs skole , sætter hendes omgangstone langt over mangen dames , som verden kalder velopdragen , hun er endnu ret smuk — “ „ Du er en underlig fyr , Otto , der seer denne verdens handel og Vandel med sværmeriske øjne , man kunne gerne sige med klosterlige øjne . Man skulle tro , du var opdragen i en munkecelle . Nå , nå , bliv ikke fortrydelig , noget ridderligt boer der også i dig og har del i dette , det har jeg ofte tænkt , men urimelige vare mangengang dine meninger , dog ingen værre end den du i denne sag har yttret , thi ser du — heri er jeg af Charles mening : en mand må være stolt af at vise fin kone for verden , thi den plads , som hun optager i denne , kaster lys eller skygge på ham . Og en simpel , landsbyagtig brud , en voksen dreng , der var som falden ned fra skyerne , skulle jeg indføre i mit hus og døje damernes små spodfle træk ved munden og herrernes ironiske lykønskning allerede dagen efter brylluppet og dertil vide , at imellem dem sagdes : nå ! har oberst Sneider siddet som enkemand i tyve år , så har han rigtignok også vidst , hvad han ville have ! — død og al ulykke ! Jeg bliver hed og kold bare ved at tænke derpå . “ Otto rystede på hovedet og ville endnu fremføre noget , da i det samme tjeneren hurtig kom ind og sagde med glade miner : „ Her er en lille dreng med tiger . “ „ Bravo ! “ råbte Otto og løb glad ud i forværelset . Tjeneren sagde : „ De stå på trappen , de ville ikke komme ind . Der er også en pige med . “ På det øverste trin af den store trappe stod Vilhelm og holdt endnu hunden bunden . Idet Otto åbnede døren , så han drengen bøje sig ned over dyret , og , med begge arme flyngebe om dens Hals , at lægge sit ansigt til dens hoved . Denne kærlige stilling og barnets skønhed forbansede Otto . Med venlige ord bad han ham komme nærmere , og med blussende kinder trådte Vilhelm ind i værelset og løste tørklædet af hunden , der med utålmodighed søgte at rive sig løs ved synet af fin herre . Mine var fulgt bag efter og blev stående ved døren . „ Jeg takker dig ret meget min gode dreng , “ Sagde Otto „ Du gør mig en stor glæde ved at bringe mig min hund igen . Hvorledes har du fået sat på den ? Undseeligt stammede Vilhelm : „ Den kom iaftes til vor dør og blev hos os inat , men da vi i dag erfarede af avisen , hvor den hørte hjemme , befalede min moder mig at bringe den herhen . “ „ Du har altså gæstfri givet den husly i nat ? Jeg er dig megen forbindtlighed skyldig . “ Med disse ord fremtog Otto sin tegnebog og rakte Vilhelm en femrigsdalerseddel . „ Nu vær så god , “ tilføjede han , da drengen ligesom betænkte sig på at modtage den . Endelig modtog han den med et lille buk og nedslagne øjne endnu et kærligt blik kastede han til tiger og nærmede sig derpå døren . Otto standsede ham . „ Sig mig dog , inden du går , hvad hedder du min lille ven ? “ „ Jeg hedder Vilhelm ! “ svarede han bestandig nærmende sig døren . „ Hvem er dine forældre ? “ “ Mia fader er død , jeg er hos min moder . “ „ Her i byen ikke fandt ? Men hvor ? “ „ Langt herfra ! “ Otto som mærkede at hans spørgsmål generede drengen , gjorde ingen flere , men fandt så stor behag i ham , at han dog ikke kunne afholde sig fra at tilføje : „ Min vakre dreng , jeg ville så gerne gjorde dig en fornøjelse . Det er juleaften ! Er der nogle småting som du har lyst til at købe dig ? Må jeg ikke endnu tilføje en lille julegave ? — “ Under denne replik havde han endnu fremtaget et par rigsdaler af fin tegnebog . Vilhelm gjorde et skridt tilbage og holdt begge hænder på ryggen , medens han løftede øjnene op til den ham fremmede mand , med eu blanding af taknemlighed og skamfuldhed . Hans læber smilede men tårerne stod ham i øjnene . „ Nej på ingen måde , “ stammede han „ Jeg takker for deres godhed , men min moder har tilladt mig at købe , hvad jeg ville , for — disse fem rigsdaler . “ de sidste ord fremførte han med en næppe hørlig stemme . Otto betragtede ham tavs . „ Nu vel ! “ sagde han , idet han nærmede sig mine „ lad mig i det mindste takke denne lille pige for hendes ulejlighed med at følge min hund . “ Med disse ord leverede han hende en rigsdaler , som hun modtog med nejen og rødmende kinder , -hvorpå hun fulgte den hurtigt bortilende Vilhelm . Otto så efter ham og sagde derpå ved sig selv : „ Den dreng forekommer mig som løveungen i hundehuset . Først i striden med de ringere dyr vil den erkende fin ædlere natur . “ femogtyvende kapitel . Mødet på nytårsdag . Nytårsdag , i et dejligt klart frostvejr , vare Bertha og Vilhelm vandret ud as porten med hinanden , og Vilhelm udøste sit hjerte for den moderlige veninde medens han fortrolig hængte ved hendes arm . „ Således ! “ sagde han „ således som jeg nu har fortalt dig , gik det til , og det var årsag i > at jeg ikke var nær så glad juleaften , som jeg dagen i forveein havde tænkt at blive , og som jeg vistnok burde have været . Du må ikke være vred derfor . Jeg ved nok , at jeg så muggen ud , og jeg har også siden tænkt , at det måske var flaut af mig , at jeg på ingen måde ville modtage de penge , som den fremmede herre ville forære mig , han bød mig dem så net og kaldte den en lille jnlegave . Men det var mig næsten umuligt blot at modtage de fem rigsdaler , som jo for så vidt tilkom mig . Dersom det havde været en stolt kavaler , som havde tilkastet dem til mig , så havde jeg uden videre snappet dem og løbet min vej igen , men nu kom denne venlige herre og talte så overmåde venligt til mig , takkede og sagde , at han var mig forbunden , og så flammede jeg mig ved at tage betaling for at bringe ham hans egen hund . Noget , som jeg måtte og skulle gøre . Jeg blev så undseelig , det er aldrig på den måde faldet mig ind , at jeg var en fattig dreng . Jeg synes , det var , ligesom om jeg havde ligget , da han rakte mig den femrigsdalerseddel . Jeg kunne næppe bare mig for at græde , „ Men kære dreng ! “ svarede Bertha „ jeg vil også bekende for dig , at jeg havde en lignende følelse , da du gik med hunden , og at det var mig imod , at du fluide bringe den op , i stedet for at overlade mine både ærinde og profit , men jomfru krog , til hvem jeg ytrede min^betænkelighed , gav mig et svar , der bragte mig selv på den tanke , at min uvillie i denne anledning kom af en dårlig stolthed , en vane fra bedre dage , som ikke passede på min nuværende ydmyge stilling . Jeg ville også unde jer børn den lille juleglæde , som jeg ellers måtte have nægtet jer . Mindst tænkte jeg , at du , min Vilhelm , fluide dele min anskuelse . Nu ved jeg det til en anden gang , og vi to ville herefter være enige i heller at give flip på vore ønsker , end købe den med admygelser . Men vanskeligt er det nok i trange kår at finde den rette , men smalle sti mellem ædel og tåbeligdtollhed , og i disse helligdage , når jeg har set dig sidde så lykkelig ved dine farver og tegninger , så har jeg dog været glad ved den lille uventede indtægt , som forskaffede dig dem . “ „ Ak ja , moder ! Når jeg kun sidder og tegner , så glemmer jeg alting , jeg kommer altid tilbage til det samme omkvæd . Måtte jeg kun blive maler ! Synes du ikke , at mine mange portraiter af tiger ligne den meget ? Jeg har døg afbildet den i så mange stillinger . Sådan kom den farende ind ad vor dør , sådan kom den krybende for mine fødder , sådan lå den ved kakkelovnen og sov , og sådan så den på mig til afsted . O hvilke øjne havde dog det prægtige dyr ! Du skal ikke bryde dig om , at du har vundet garn på min første tegning på avisen . Du seer , at jeg har truffet den siden efter hukommelsen . Den gode hund . Hvor jeg længes efter den , men den tænker vel næppe på mig , den blev så usigelig glad , da den så sin herre , og sprang op ad ham . “ I esplanaden kom jomfru krog de spadserende imøde med den lille Olga , som hun havde haft med i et besøg . Man gik nu sammen og var ganske nær ved hjemmet , da det lille selskab blev standset af en bekjendf , der ingen anden var , end den meget omtalte hund , tiger , der med gøen og glædesytringer kom farende bag efter dem , og med en sådan heffighed sprang op af Vilhelm , at drengen var nærved at falde . Med ikke mindre henrykkelse , end hundens , modtog begge børnene den savnede ven , og først efter et par minuters forløb bled man vaer , at en velklædt herre stod ganske nær og hilste selskabet . Otto Sneider nærmede sig Vilhelm , tog hans hånd og sagde : „ Nu , det glæder mig , min lille ven , at jeg træffer dig her og kan ønske dig et glædeligt nytår ! Er det din moder ? “ tilføjede han og viste på jomfru krog . „ Nej , “ råbte Vilhelm , „ der står min moder med min lille søster ved hånden . “ Da Ottos øjne faldt på Bertha , trådte han ærbødig et par skridt tilbage og tog hatten af hovedet . Den unge kones fine , man kunne gerne sige fornemme udseende , som snarere blev hævet end fordunklet af hendes nette men simple dragt , var ham påfaldende . Han stod et øjeblik stille og så på Bertha , som rødmede og kærligt bøjede sig ned til den lille Olga . Jomfru krog nejede og sagde : „ Jeg er vel ikke så lykkelig , at hr . Sneider erindrer mig ? Jeg har haft den ære at se dem et par gange hos frøken hjort . “ Otto svarede med en forlegenhed , som viste , at han ikke erindrede hendes person , skønt han høflig ikke tilstod det . Jomfru krog vedblev derpå med flydende tunge : „ Ja , både dem , deres hr . Fader og Broder har jeg haft den lykke at se i de læretimer , som jeg giver frøkenen hver tirsdag og fredag . Så det var deres hund , den gode tiger , der kom til os i julen ? Det stakkels dyr for mod vor dør med stort spektakkcl . De onde mennesker , som boer oven over os , floge og sparkede den , men vi toge imod den som imod en god ven , og Fru Bøgh , som der står , og hendes børn vare så glade for den som for en guds gave . “ De vare nu lige ved deres husdør . Otto fnlgte dem til dørtærskelen , takkede for deres godhed mod hans hund og fjernede sig , fulgt af tiger , der endnu engang løb tilbage og tog en kærlig afsted med Vilhelm , der blev stående i gadedøren og så efter den , indtil den med fin herre var forsvnnden om hjørnet . „ Hvad var dog dette for et syn ? “ sagde Otto til sig selv . „ Hvor har jeg dog set , når har jeg dog drømt om disse dunkle , besynderlige rørende øjne , ja det hele yndige ansigt . Dette billede har altid stået i min fantasi . — men min gud ! Denne dame erindrer mig dog alt for meget om Bertha vestberg , den lille pige i Fyen , som jeg holdt så meget af og kaldte min søster , og som jeg virkelig rent havde glemt med såmangen anden erindring fra min grønne ungdom . Og dog var jeg ordenlig forelflet i det tolv- eller trettenårs barn . Noget som vel sjældent er tilfældet med en dreng på en seksten , sytten år . — skulle det være hende ? Ak , umuligt ! Hun kan jo ikke være mere end tre eller fireogtyve år , og denne Fru Bøgh , som den anden kaldte hende , er jo moder til den store dreng . “ Endnu mere tankefuld , mere adspredt end sædvanligt , som Otto til sin faders hus , hvor der var selskab , i hvilket han syntes den mest fremmede . „ Det var jo Otto smider ! “ udbrød Bertha , såsnart hun med jomfru krog trådte ind i sin stue . „ Javist , kender de ham ? “ „ Ja , jeg kendte ham straks . Det er jo min ungdomsven , som jeg daglig har set i min søsters huns . De ved jo nok , at da min moder døde , og jeg lun var syv år , sendte min fader mig fra Mona til min nygifte søster i Fyen , hvor min elskværdige Petrea opdrog mig og var min anden moder , Otto smider var i huset hos fin fordums lærer og gik i Odense skole , men fine fleste fritimer tilbragte han i min svogers hus , som lå lidt udenfor Odense . Der legede vi i haven som børn — hvilket vi jo også vare — læste sammen og spillede duetter sammen . Han spiller godt på violin . Den sidste gang , jeg så ham , reddede han mit liv . — på en spadseertour , vi gjorde sammen , løb jeg efter min søsters ældste datter , jeg gled og faldt i mølledammen . Otto , der svømmede som en fist , sprang ud efter mig og bragte mig straks iland . Jeg blev syg af forskrækkelse og forkølelse , og da jeg kom mig , erfarede jeg , at min ven og redningsmand imidlertid var rejst til København for at blive student , så jeg ikke engang kunne takke ham for min frelse . “ „ Men gud forbarme sig , hvorfor talte de da ikke til ham , nu da de mødtes ? “ „ Ak , jeg mærkede , at han kendte mig ikke igen og så ved jeg ikke — så kunne jeg ikke tale til ham , så blev jeg forlegen . “ „ Det var dog noget sært noget , synes jeg . “ „ Ja , nu gør det mig også ondt , jeg havde sågjerne talt med ham . “ Seksogtyvende kapitel . Frøken hjort . — det første besøg . Da jomfru krog næste gang var hos frøken Fanny hjort , indfandt også Otto sig . Han hilsede den gamle pige med stor venlighed som en bekendt og indledede straks en samtale , hvori han fandt en villig hører og svarer , som af sig selv ledede samtalen snart om jomfru krogs bolig og den familie , som delte den . naturligvis erfarede Otto straks , at Fru Bøgh virkelig ikke var nogen anden end den fordums Bertha veftberg . „ Men ! “ udbrød han , „ hvor er det muligt , at hun kan være moder til så stor en søn ? Han er dog vist en ti , tolv år ? “ „ Ja , han er på ellevte år , men hun er heller ikke hans egenlige moder , men både hans og pigebarnets stedmoder . “ „ Hun er enke ? Ikke sandt ? „ Jo , stakkel , hun har såmænd allerede prøvet , hvad denne verden giver . Hun var meget ung , kun en fjorten , femten år , da det gik rent tiagters med faderen , som havde været en formuende købmand . Hun måtte da tage kondition og tjene som jomfru og hvad det er for en bedrøvelig stilliog , det ved da nok enhver . Til sidst kom hun til kammerråd Bøgh i Fyen . Han var bleven enkemand og søgte et pålideligt fruentimmer til at passe på fine børn og hans hus . Der havde hun det nu ret godt , men med et blev manden syg , og da han mærkede , at hans endelig var nær , lod han sig vie til hende , for at hun og børnene kunne blive sammen , og den formue , han efterlod , også kunne blive samlet i hendes hænder . Der var nok aparte nogle familiestridig - heder og vrøvlerier mellem ham og en Broder , hvørom jeg ikke ret ved besked . Men mod al formodning smeltede den hele arv sammen til så grumme lidt , at hun ikke ville kunne ernære sig selv , langt mindre børnene , hvis hun ikke var det sparsomme og arbejdsomme menneske , som hun er . Lidt pension har hun også , men den er meget ringe . “ Otto stod stille som i tanker . Frøken hjort betragtede ham opmærksomt og alvorligt . Endelig sagde han : „ Altså først på sin dødsseng lod kammerråden sig vie til hende ? “ „ Ja , han døde tre dage efter . “ „ Men , “ sagde frøken Fanny med et ironisk smil , „ den syge herre havde vel længere været elsfer en ægtemand ? “ „ Elsteri “ råbte Otto med en fortrydelig mine „ Hvorledes mener de det ? “ „ Jeg mener , at kammeråden havde elflet denne person , deri er vel intet ondt ? “ „ Nej visselig , tværtimod , thi af sten måtte han have været for ikke at elske så megen inde . “ Fanny stiftede farve og begyndte hurtigt at arbejde . Jomfru krog fortsatte den afbrudte samtale : „ Hvad kjæligheden angår , så kan jeg ikke sige noget derom , men en stor agtelse må jo vistnok salig Bøgh ' have næret for hende , siden han har overgivet børn og al ejendom i hendes hænder . Derimod har jeg rigtig nok tænkt , at hun sagtens har elflet ham , det være sig nu af taknemlighed , eller fordi han var elskværdig , thi det er kun få dage siden , hun sagde , at hun aldrig mere kunne føle kærlighed for nogen . “ En pause opstod . Otto gik frem og tilbage på gulvet uden at tale . Endelig sagde frøkenen , at hun havde hovedpine og kunne ikke længer tåle at austrenge sine øjne . Jomfru krog rejste sig , pakkede sine småsager sammen og tog afsled tilligemed Otto . I entreen hjalp han hende høflig hendes kåbe på og bad hende om tilladelse til at måtte besøge hende og forny sit bekendtskab med sin ungdomsveninde , m bøn , der med den største beredvillighed blev tilstået , og med gensidig tilfredshed stilles man ad . Fanny derimod var bleven så forstemt af den foregående samtale , at hun lukkede sig inde i sit sovekammer og græd , og da hun siden lod sig se , var hun i et så ondt lune , at både hendes fader og Charles Sneider , som spiste til middag hos dem , samt husjomfruen , og hvem som ellers kom i hendes nærhed , ligeledes — om ikke grædende så dog blev ligeså forstemt som hun . allerede næste dag gik Otto til Bertha . Hun sad ene med den lille Olga . Jomfru krog var ude , og Vilhelm i skole . Med glæde ilede hun mod den gamle ven , der greb hendes hænder og kyssede dem . „ O , min frue ! “ sagde Otto rørt , „ kære Bertha ! Tillad deres broderlige ven at kalde dem med dette tilvante navn . De kendte mig igen og ville ikke tale til mig . Og jeg , hvor var det muligt , at jeg kunne være i tvivl om , at den , jeg så var en anden end dem ? “ „ O ! “ sagde Bertha „ der er intet naturligere , end det . Det er så mange år , siden vi sås , jeg var jo endnu et barn . “ „ Men det er dog ganske de samme træk , det samme udtryk ! Ak gud ! Man tumler om i verden , den ene erindring udfletter den anden , men jeg forsikrer dem , deres billede har dog hvilet i grunden af min fantasi , næsten sig selv ubevidst , som en sød drøm , og nu , da de står for mig , nu er det mig så levende , da jeg så dem sidste gang . Mindes øe , når det var ? De så mig ikke , de lå i deres seng og sov , de var syg . Ganske sagte førte deres søster mig ind til dem , for at jeg skulle sige dem farvel , inden jeg rejste fra Odense , hvilket fluide fle samme dag , men da de sov så trygt , nænnede jeg ikke at vække dem , og kun med mine øjne og i tankerne kunne jeg tage afsted med dem . “ „ Ak ! “ svarede Bertha , „ jeg græd mange tårer , da jeg erfarede , at de var rejst , uden at jeg havde kunnet takke dem , fordi de havde frelst mit liv , thi jeg var jo besvimet , da de drog mig op af dammen . Hvor glæder det mig at kunne takke dem nu , “ tilføjede hun , idet hun rakte ham hånden , som han trykkede til sit bryst . „ O ! jeg fortjener ingen tak ! “ råbte han . „ Det var sandelig ingen heltegerning . At springe i vandet er for mig ikke større fare , end for en anden at være i en båd . “ Tiger var fulgt med sin herre og havde allerede indtaget sin bekendte plads ved kakkelovnen nærmest ved Olgas kærtegn . Den lille pige satte sig på gulvet hos den , og de genfundne venner nøde imidlertid den glæde , i fortrolig samtale på ny at kunne gennemleve deres tidligste ungdoms små glæder og sorger . Bertha sagde : „ Mit Spring ud i mølledammen har i de senere år forekommet mig som et Spring fra al min barndoms , ja fra al min ungdoms lykke ; thi sørgelige tider begyndte for mig fra den dag . Først var jeg længe syg , og da jeg kom mig , fik jeg brev fra min fader i Alton « , der forlangte , at jeg inden vinteren fluide holde mig færdig til at rejse over til ham og bestyre hans hus . Jeg adlød med stor smerte . Min fader var næsten fremmed for mig , han var streng og alvorlig . Jeg var endnu ikke tretten år og skulle påtage mig så store pligter . Min gode søster Petreas fornuftige undervisning kom mig her godt tilpas , men adskillelsen fra hende — min dybe ensomhed — thi intet væsen havde jeg , som talte et venligt ord til mig , — alt dette gjorde mig ældre end mine år , og siden den tid har jeg ikke mere været i stand til at genvinde det uforstyrrelige gode lune , som man altid tillagde mig i de dage , da vi spillede boldt sammen i min søsters have . Men de spørger flet ikke efter Petrea og hendes mand , der holdt så meget af dem ? “ „ O , jeg har ikke glemt disse min ungdoms velyndere , jeg har flere gange erkyndiget mig om dem , men de sidste efterretninger vare ikke så synderlige glædelige , men sagde mig , at deres svoger havde nedlagt sit embede og var flyttet ud på en stor landejendom iden ensomste egn i Fyen , hvorved hans oekonomifle forfatning meget havde forværret sig . Er det sandt ? “ „ Ja desværre ! Det var en meget uheldig beregning , der bragte min svoger til således al forandre fin stilling . Den gård , som han troede så fordelagtig , svarer så lidt til hans forventninger , at han ikke er i stand til at redde sig ud af den største forlegenhed , dersom hans Broder ikke kan og vil hjælpe ham . I håb herom er han selv for en månedstid siden rejst til thronhjem , hvor denne Broder er bosat . Den stakkels Petrea er bleven tilbage med fine børn på den øde gård og kan ikke vente fin mand hjem før til foråret . “ jomfru krog såvel som Vilhelm , kom nu hjem og blev meget forundrede over at finde det kærkomne besøg , især glædede Vilhelm sig over Ottos ledsager , den gode tiger . Ved at omtale drengens kærlighed til denne hund , kom det , som af sig selv , at hans mange afbildinger af den blev srewtagne og foreviste . Otto forbavsedes over det umiskendelige talent , som udlyste af disse skizzer , og tilbød sig i mangel af en dueligere lærer til at undervise og vejlede ham i tegnekunsten , hvori han var en udmærket dillettant . Med udbrydende henrykkelse , kastede Vilhelm sig om hans Hals , Bertha takkede med synlig glæde , og de timer blev angivne , hvori Vilhelm var fri for fine skoleforretninger , og i hvilke Otto nu så ofte ville give ham den undervisning , som længe havdf været gjensfand for drengens højeste ønske . Det var bleven tildigt , og Otto lod sig lettelig overtale til at dele familiens tarvelige aftensmåltid . Begge fruentimmerne fremtog alt , hvad de besad af små , ellers omhyggelig gemte ziirligheder , for at gøre deres ttebord så behageligt som muligt . Det var første gang at en kær gæst havde oplivet deres ensomme samliv . Og besynderlig livfuld og lykkelig var denne aften . Usædvanlige roser blomstrede på Berthas kinder . Jomfru krog lo med hele ansigtet ; børnene sade i stille henrykkelse med tiger imellem sig , men ingen var lykkeligere end Otto . Han syntes som forflyttet til en skønnere tilværelse ; hans øjne lynede , han var vemodig og lystig på engang , og gik endelig hjem i en stemning , som forbød ham at sove den hele nat , uden derfor til næste dag at berøve ham det nye liv , som udstrålede af hans ord og mine . Seksogtyvende kapitel . Giftermål ved dødslejet . — frøkenens nysgerrighed . Otto havde nu ofte tilbragt flere timer i Berthas hjem for at undervise Vilhelm , der var desuden blevet indflyttet et fortepiano , som Bertha spillede på , da hun tidligere havde haft undervisning deri . For at få Bertha til at modtage fortepianoet , havde Otto foregivet , at . han havde lejet samme for al lære at spille , men han kunne ikke komme efter det . Samtalen fortsattes således : „ De ved ! “ sagde Bertha , idet en yndig rødme farvede hendes kinder . „ De ved at jeg i min første > ør en « smøeo- . Mands børn . Jeg havde ikke mod til at forlade denne familie , srzøndt min sttmng var temmelig tornefuld . Det hændte sig nu , at kammerråd b , som var beslægtet med huset , mistede fin unge kone . Han rejste til Hamborg , for at adsprede sig og besøgte ved denne lejlighed mine husfolk . Han behøvede et fruentimmer til at bestyre sit hus og til at have omsorg med de moderløse børn , han troede i mig at finde , hvad han søgte , og da den familie , hos hvem jeg opholdt mig ikke ville modsætte sig hans ønske , fulgte jeg ham straks til Odense , hvor han boede . Her var jeg lykkelig , thi , uden at tale om , at jeg daglig kunne omgås mine bedste og eneste venner , min søster og svoger , havde jeg en virkekreds ganske efter mit sind og en frihed , hvis sødhed jeg efter så mange Års trang ret kunne påskønne . Bøgh havde mange forretninger , der syntes at være ham en byrde , og i al den tid , han kunne unddrage fra dem , holdt han sig sladesløs ved at anvende den til sin morflab . I en klub , på lysttoure med sine omgangsvenner , fordrev han alle sine fritimer . Man kan uden overdrivelse sm , at han aldrig var hjemme . Hus og børn overlod han aldeles til mig . Så stor en tillid til mig måtte naturligvis pålægge mig dobbelt Iver for mine pligter , men denne drivfjeder var ikke engang nødvendig . De små moderløse børn opfyldte mit hele hjerte . . Olga var ganske spæd , Vilhelm kun fem år . De forekom mig ganske som mine egne børn , og jeg følte , hvor den moderlige kærlighed lyksaliggjor og ingen tomhed lader tilbage i sjælen . disse gode dage blev snart forstyrrede ; ved et ulykkelig fald med en hest ødelagde « bsghs helbred . Han lå længe syg og led meget , ikke blot af legemlige lidelser , men den stærke , livsglade mand så med sorg sin død i møde , og denne sindsstemning tiltog kendeligt , hver gang han fik besøg af en Broder , med hvem han i sine sunde dage næsten siet ikke havde haft nogen omgang . Dette rå og hjerteløse mennefle talte stedse til den syge om hans nærforestående død og antog for afgjort , at det da ville tilfalde ham , som børnenens formynder at bestyre deres formue og opdragelse . „ „ I forkælede unger “ “ , sagde han i den syge faders nærværelse , „ „ I skulle komme til at tage skeen i en anden hånd . “ “ Tilsidst tog Bøgh ikke mere imod den forhadte mands besøg , men derimod underholdt han sig meget ofte med en juridisk embedsmand i byen , med hvem det syntes at han rådførte sig og ordnede sine jordiske anliggender . En dag , da denne mand havde været hos ham , bad han mig sætte mig ved hans seng , da han ville tale med mig . Meget rørende takkede han mig for min omsorg for hans børn , ytrede med varme sin bekymring for deres skæbne efter hans død , og foreslog mig at sikre deres og min egen fremtid ved at lade mig vie til ham , da han ijåfald ved testament kunne indsætte mig til børnenes formynderfle . jeg blev meget forbavset ved denne tiltale og kunne ikke straks indvillige i hans ønske . En indre stemme talte mod denne handling . En forbindelse , som jeg ellers aldrig ville indgå , skulle jeg benytte i det håb , at døden straks fluide løse den . Med ådanne følelser skulle jeg give min hånd til en mand , som jeg skyldte taknemlighed , og hvis gode hjerte jeg i hans sygdom havde lært at kende . — nej , med en så tvetydig handling ville jeg ikke købe en i udvortes henseende bedre fremtid . Medens jeg ene og stille sad i disse betragninger , kom børnene ilende ind fra haven . De holdt nogle lange grene af bregner i hænderne og løb hen til mig , de viftede mig med de grønne toppe og omslyngede mig i overgiven lystighed . Hvor vemodig følte jeg mig ved denne barnlige værgeløshed et øjeblik , hvis vigtighed de uskyldige ikke anede . Idetsamme trådte den hårde onkel ind og hurtig for de stakkels børn hen og skjulte sig i en krog , som små fugle der blive vaer , at en høg er i vcæryeoen . Han gu > narl , og ^rax » tv » Frem ganske alvorlig med den lille Olga ved hånden , ver M på « ^roveren nu » Cnr o . . L . . . . . c— . „ „ vi ville ikke lege mere . — må vi blive her hos disie ørd forekom mig lom mate ak en stemme . Med en kærlighed , som gennemstrømmede mit hele væsen , omfavnede jeg de yndige børn og gik straks ind til deres fader , takkede ham for hans tilbud og lovede at fortjene det i liv og død , og han syntes mere rolig efter denne samtale . Tre dage efter blev vi viede , og ti dage efter besøgte jeg med Vilhelm hans grav . “ Otto havde lyttet til denne beretning , som et menneske , der hører fin dom oplæse , der gælder hans ære og velfærd og ingen frikendt kan med mere lettet sind takke gud og menneskene , end han i dette øjeblik . Han greb Berthas hånd og kyssede den med tårefyldte øjne og med så varme og begejstrede udbrud af glæde over hendes fortræffelighed , at hun undseeligt trak sig tilbage , og en dunkel anelse om hans sande følelser for hende berørte hendes sind . Men denne anelse blev dog ikke til tanke . Uden at vide hvorfor , rødmede hun heftigt , men glædede sig dog Iver fin vens lykkelige og frie stemning . De blev afbrudte af Vilhelm , der kom hjem fra t^oæn . I Ottos kreds var hans hyppige besøg hos „ ug . e . „ an . . . e e . o ea . te derom , og dc h “ “ de afhandlet denne materie . hans Broder , der først havde erfaret noget derom , nævnede det først for sin fader , men kun øseligt i samtalens gang . Obersten , som i fin søns daglige gang til en ung , smuk enke i ringe kår , så en almindelig forbigående kjærlighedshistorie , var langtfra at bekymre sig om sligt Charles , der i denne henseende rigtigere bedømmede Ottos tænkemåde , havde et ganske andet begreb om dette forhold , men glædede sig særdeles ved at vide sin Broder på en vej , hvor deres planer ikke stod i nogen som helst fare for at carambolere . Den eneste , som denne sag havde foruroliget noget , var Fanny . Nogle formodninger angående hendes sindelag mod Otto , som obersten i sin samtale havde yttret for denne , gjorde visselig hans phsychologifle talent al ære . For Fanny , der var vant til i enhver ung mand at finde en meer eller mindre erklæret tilbeder , var det en pikant opgave at besejre en oprører , der synes at trodse al i hendes omgangskreds indført god orden . Det frie og mandige i Ottos væsen , var noget , der i høj grad var tiltrækkende for den unge pige , der ikke manglede forstand til at stille guld fra glimmer . Straks efter Ottos samtale med jomfru krog i Fannys nærværelse , havde hun søgt at udforsle den sidste , for så snart som muligt at blive bekendt med den ubekendte , som lod til at interessere Otto . Så velvillig jomfru krog end udbredte sig over fin husvenindes fuldkommenheder , så var der dog i hendes skildring af Berthas personlighed en vis bleghed og sygelighed , der mod hendes villie gav hendes skikkelse et mat og falmet anstrøg . Hvad hendes talenter angik , så var det især de huslige , som toge sig net ud i beskrivelsen , og skønt den velsvede talerske også søgte at udhæve de øvrige og fortalte om Berthas sprogkundskaber , der satte hende istand til selv at undervise hendes børn og gjorde hende fuldkommen duelig til alene at påtage sig datterens opdragelse , om hendes færdige pianofortespil og behagelige syngestemme , så blev det dog ved Fannys nærmere inkvisition klart , at hun vel havde ret gode sprogkundskaber , men ingen øvelse i at tale andre sprog end danst og tysk , og at hun i musikens udøvelse måtte indskrænke sig til små sange og mindre vanskelige kompositioner for pianoforte . Det blev altså indlysende for Fanny , at denne medbejlerinde stod alt for langt under hende til at blive hende farlig . Så gerne som jomfru krog end hørte sig selv tale og så lidt hun forstod at veje sine ord , så var hun dog verdensklog nok til at omtale Ottos besøg hos dem , og hans opmærksomhed for Bertha med en ærdeles diskretion , for at ikke den mindste skygge skuldr falde på hendes veninde , hvorvel hun derfor i sit stille sind inderlig jublede over den erobring , som hendes simple hjem havde frarevet det rige hus og sammes frøken , der altid behandlede hende med en vis fornemhed , af hvilken årsag hun hellerikke var den unge dame gunstig . Otteogtyvende kapitel . To frelsende engle . Således stod sagerne , da Otto Sneider i juni-termin kom tilbage til København fra sit gods . V- » ° „ -n beskaffenhed . Ottos morbroder , m ved testament havde indsat ham til “ egenlige arving , havde slægtninge i Holsten , som vare nærmere til arven , når intet testament havde fundet stev , « -ejønor o > » ie « - » « ges ' . ' , s-v -og ivromreoe over , at den afdøde havde bortgrvet godset og kun tilstået dem en kapital , som skulle udbetales r vestemte terminer , der vare temmelig langt fra hinanden , og ikke var noget betydeligt i forhold til godsets værdi , men blev dog ved mange indtrædende omstændigheder svært at udrede for Otto , desuden vare disse fraværende arvinger så strenge i deres fordringer , og den kommissionair , der på deres vegne sendtes til København , forstod så snildt at dreje testamentets ord , at i mangel af prompte udredelse kunne ejendomsretten til godset gøres Otto stridig eller i det mindste give anledning til en vidtløftig proces . Den sidste as disse udbetalinger stod nu for døreu , og ved sin ankomst fra landet modtog Otto efterretning om , at den føromtalte kommisstonair også var i byen , og allerede havde spnrgt efter ham . En værre nyhed kom ham også forøre , nemlig , at den gamle købmand , der havde givet ham løste om bistand , var meget syg . Han ilede til ham , men fandt ham bevidstløs , og fik samme dag efterretning om hans død . Ottos bekymring ved denne lejlighed forøgedes endnu derved , at hans fader var bortrejst , så at han ikke vidste , hvorhen han skulle vende sig for idet mindste at så et godt råd . Hans Broder , som tilfældet gjorde til hans fortrolige , opregnede ham mangfoldige udveje , der ikke tjente til andet end at gøre ham mere forvirret . Mod aften besluttede han at gå til Bertha . „ Råd eller hjælp kan jeg ikke vente der “ , sagde han ved sig selv , „ men når jeg seer hendes ansigt , så glemmer jeg alle denne verdens trivielle sorger “ . Disse sorger efterlade dog et spor i hans væsen , som ikke undgik Berthas blik , og da det just traf sig , at de vare ene , udspurgte hun ham med en så øm deltagelse , at han ikke var i stand til at dølge sandheden . Bertha rejste sig hurtig , åbnede sit hemmeligste gemme , og med blussende kinder nærmede hun sig Otto og sagde undseeligt : „ Se , her er 2000 rigsdaler i kongelige obligationer . De er vel lovlige mine ; thi en lidt større sum står i overformynderiet , som børnenes formue , men heller ikke disse anser jeg for mine , men for børnenes ejendom . Jeg forstår mig ikke på slige pengesager , men jeg tænker , at disse penge ikke kunne være sikkrere , end i deres hænder , og er det så , så vil deres fattige veninde føle sig rig og lyksalig ved at erstatte den afdøde købmands gode villie “ . „ Bertha ! “ råbte Otto . „ Er det da ikke sandt , at jeg her skal finde trøst for enhver modgang ? Deres og de elskede børns ejendom vil de betroe i min hånd ? Ja jeg kan ikke indse andet , end at den skal være vel bevaret der , jeg vover at modtage deres godhed . Det gør mig alfor lyksalig , at de skal tie del i det gods som er mit , og at hjælpen rækkes mig af deres elskede , lille hånd . “ Med disse ord greb han denne hånd og trykkede den heftig til sine læber . Berthas øjne hvilede på ham med et udtryk af mildhed og glæde . Hendes ansigt var ham så nær , den største fristelse greb ham til at trykke et Kys på den lille rosenrøde mund , dog vovede han ikke at give efter for dette brændende ønske , der allerede ofte var overvunden med stor smerte . Imidlertid gik han hjem denne aften i en sand glædesrus , ikke så meget over at være reddet af sin forlegenhed , som ved tanken om Berthas tillid og hengivenhed for ham . Desuden forekom det ham som et lykkeligt forvarsel , at hendes formue skulle være i hans værge . Det håb , at hun snart fluide blive hans hustru , at hendes egen fordel således var forenet med hans , var i denne time så levende i hans sjæl , at det synes ham let at erklære hende den kærlighed , som hun jo umulig kunne være uvidende om , og som så meget talte for , at hun delte . Han havde ikke villet modtage obligationerne , førend han havde stillet den samme sikkerhed for pengene , som var tilbudt » Den afdøde købmand . Da det endnu ikke var sildigt , gik han samme aften til en forretningsmand for at aftalt det fornødne . det var ham en glæde ved denne lejlighed at se Berthas navn i et ham vedkommende dokument , og han fornøjede sig ved at tænke , at han ville give højere renter , end hun ellers havde erholdt af obligationerne . Da han kom hjem , var det sildigt . Det var ham derfor påfaldende , da tjeneren sagde , at der havde været to gange bud fra etatsråd hjort for at bede ham komme derhen , når han kom hjem , da man ønskede at tale med ham . Han begå » sig straks derhen , og så snart han trådte ind i huset , blev han ført ind til frøken hjort . Fanny var ene , hun var omhyggelig og smagfuld klædt og så nydelig ud ; en jomfruelig rødme for som en sky over hendes ansigt ved Ottos indtrædelse , — hun var i dette øjeblik virkelig fortryllende . Med nedslagne øjne sagde hun , af hendes fader allerede var gået til ro , men havde overladt hende den fornøjelse af levere hr . Sneider en billet hvis indhold hun håbede ville være ham meget behageligt . Otto åbnede hurtig sedlen , der var uforseglet og lød således : „ Da min datter siger mig , af hun af deres „ Hr . Broder har erfaret , af købmand stops død „ har sat dem i forlegenhed for 2000 rigsdaler , „ så har jeg herved den ære af meddele dem , af „ det skal være mig en fornøjelse af overlade dem „ denne sum mod den sikkerhed , de selv behager „ af bestemme . “ „ Jeg er deres fader overmåde meget forbunden “ , sagde Otto . „ Jeg skal i morgen selv have den ære af bringe ham en tak for hans godhed , som jeg imidlertid ikke for øjeblikket skal misbruge , da jeg allerede et andet sted er blevet hjulpet . “ „ Ja , så , “ svarede Fanny kendeligt forstemt . „ Det gør mig — det ville gøre min fader meget ondt , af en anden har berøvet ham den fornøjelse af tjene dem . “ Hun påtog sig en lystig , ironisk mine og sagde smilende : „ Vi troede — de sagde selv forleden—sådan i samtalens løb — at der imellem deres venner ikke var en eneste egentlig formuende . Da min fader har det ringe fortrin at være temmelig rig , så tænker jeg , at nu kunne jeg uden hcxeri gætte , at de ikke regnede os til deres venner , men i dag — “ Otto afbrød hende : „ Min bedste frøken , jeg ved ikke at erindre mig at have sagt disse ord , men naturligvis har jeg i det øjeblik forstået jævnårige ungdomssorbindelser , hvad man sådan almindelig forstår ved venner , ikke en ældre velynder , som deres hr . Fader . “ „ Elleren yngre velynderske , som mig , på hvem der er så meget at udsætte , at en mand som hr . Otto sneidcr ikke kan bryde sig om hendes venstad eller regne det for noget . “ „ Bedste frøken ! I sandhed ! De gør mig hel forvirret . Enhver mand må jo være stolt af deres venskab . Det er aldrig faldet mig ind , ah jeg kunne enten erhverve eller fortjene det . Men jeg ved ikke hvorledes vi er komne på en så besynderlig afvej fra den egentlige materie i vor samtale og for at kamme tilbage hertil så vil jeg sige dem , at denne sum , for hvilken jeg var i forlegenhed , er bleven mig tilbuden ganske nventet , fra et sted , hvor det aldrig var faldet mig ind at ; øge den . “ „ Dog har de en formuende ven , som de forleden glemte at regne til deres venner ? “ „ Nej , fra eu meget uformuende . At eje 2000 rigsdaler som en kapital , man itke kan eller tør formindsfe i det allerringeste , er vist ikke at være rig . “ „ Den meget værdige ven har altså leveret dem al fin formue ? „ Måske ! Englene glæde sig , når de fattige hjælpe hinanden , så siger jo folke-visdommen . “ En pause opstod hvori Otto gjorde mine til at tage afsled . Fanny betydede ham med tegn at blive siddende . „ Sig ung , hr . Smider “ sagde hun med nedslagne øjne „ hvorfor tænkte de flet ikke van at henvende dem til min fader i denne sag ? “ “ O , jeg havde virkelig > kke haft tid til nogen spekulation i den anledning ! “ „ Det tror jeg at vide bedre . Vær oprigtig ! De mente herved at blive os forbunden , og det ville de ikke være . Jeg siger os , thi naturligvis er jeg den eneste , som har fordring på min faders formue . Otto tav og så forlegen på hende og Fanny vedblev bestandig med et tiltvunget anstrøg af ironi : „ Jeg er ikke vant til at påtrænge mig nogen mit venskab , og det er visselig heller ikke min hensigt i dette øjeblik , men vore fædre er nu engang gamle omgangsvenner , jeg er så dristig at agte dem meget højt , og mit tåbelige pigehoved tiltrods , erkender jeg klart deres overlegenhed over alle yngre mænd i mit bekendtskab og det smerter mig at være så aldeles intet i deres øjne , at ingen opmærksomhed fra min side kan møde den mindste velvillie fra deres . “ „ Men min gud kæreste frøken , jeg tror jeg må drømme . Når har de skænket mig nogen o^nærksomhed . Og når fluide jeg have været så overmodig at vente noget sådan af dem , nævn mig dog et eksempel . “ „ Blandt andet : en aften — det er alt længe siden , da de med varme omtalte de huslige stille dyder . Straks næste dog begyndte jeg at tage mig af min faders hus og stræbte at indhente hvad jeg i den henseende havde forsømt . Det ved de nu heller intet af . Det gode taler ingen om . “ „ Ak , ja , det hører til den kvindelige skæbne at arbejde uden paoskjøndelse , stille og i løndom , men det er just det skønne i denne virksomhed . “ „ Ak , hr . Sneider ! Ethvert af deres ord tænde et nyt lys i min sjæl . Jeg beder dem , skænk mig deres vensfab , deres råd og vejledning . “ „ Bedste frøken , jeg kan selv trænge til råd og vejledning i de mange uklare tanker , som ofte omspænde mig . “ Fanny , der i hele den foregående scene havde gjort sigumage sarien let , spøgende tone at fremføre sine alvor lige ord havde imidlertid aflagt denne tone under samtalens gang , og nu tav hun , og tårerne stod hende i øjnene . Otto følte sig inderlig forvirret . Han erindrede fin længe forglemte samtale med sin fader . Utroligt forekom det ham dengang , at denne pige kunne give ham et fortrin , hvortil han aldrig havde bejlet , men hendes egne ord og adfærd syntes nu tydelig at røbe en følelse for ham , som på engang rørte og smertede ham . Med ømhed tog han hendes hånd og sagde : „ Kære frøken Fanny ! Til rådgiver , til vejleder duer jeg visselig ikke , men derfor er jea ikke ufølsom for den nfortjente godhed , de viser mig , og trænger de nogensinde til en trofast ven , til en Broders beskyttelse , da vær vis på , at denne time har erhvervet dem en ven og Broder i mig ! “ Med disse ord kyssede han hendes hånd og tog afsted . Fanny blev nu ganske alene tilbage og var misfornøjet med sin egen opførsel i denne sammenkomst . Hun gennemgik i tanken hvert ord , der var vekslet imellem hende og Dito , og vejede dem med en bitter følelse . At den meget omtalte pengesum var kommen fra den forhadte medbeilerinde , gættede hun også af Ottos attringer , thi jomfru krog havde engang nævnt , at Bertha ejede en ubetydelig formue . Den gamle venindes påstand , at Bertha ikke gjengjældte Ottos kærlighed var det eneste håbets Anker , hvortil Fanny nu støttede sig : „ Thi ! “ sagde hun „ Såmeget tror jeg dog at have vundet , at han ikke mere ringagter mig , nej ! Hans venskab har jeg dog vist erobret , og enubelønnet kærlighed kan vel umulig være af varighed . “ Et raisonnements , der synes meget besynderligt i en sjæl , der netop selv nærede en » belønnet kærlighed . Hun ønskede med utålmodighed at erfare noget ret bestemt om Ottos forhold til Bertha , om hendes personlighed , om hendes sande sindelag , om begges planer . Af jomfru krog var intet videre at erfare , og hun fik nu en plan . Hun fik det indfald selv at begive sig til der forhadte hus , som hun flere gange på sine spadseretoure var gået forbi og havde betragtet ligesom dreven af en vis tiltrækningskraft . Det var let nok at udfinde et ærinde til jomfru krog , med hvem hun jo stod i stadig berøring . Niogtyvende kapitel . Den eneste trøst . — på herregården . Det var en aften i den kw sommertid . Med skælvende fod betrådte Fanny den dørterskel , den indgang , som Otto daglig plejede med glad Iver at betræde , nemlig i det hus hvor beriha boede . Fanny sukkede ved denne tanke , og bankede frygtsomt på en dør til et værelse , hvorinde hun hørte musik af et pianoforte og violin . Skulle det være Otto , som spillede med Bertha ? Var det ikke bedst hurtig at gå bort igen ? Men Otto var jo ikke i byen ? Medens Fanny således med tanken hurtig anstillede disse betragtninger blev pludselig en anden dør åbnet , og jomfru krog viste sig i denne med forundrede miner over at se frøkenen i sit ringe hus . Hun bad hende med megen artighed at træde ind i sil værelse , hvortil denne dør førte . Her satte den stakkels Fanny sig ganske mat på den stol , jomfru krog bød hende , fremførte forlegen og ganske adspredt sil ærinde , og så ofte til døren til det tilstødende værelse , fra hvilket musikken ikke mere lød , men hvorfra nogle talende stemmer lod sig høre , og Fanny troede tydelig at kunne skelne Otto ' s endelig tog hun afsted , og sagde til jomfru krog , der fulgte hende ud : „ De havde en smuk musik hos dem , da jeg kom . “ „ Ia ! “ svarede den anden „ det er inde hos Fru Bøgh , hun spiller med hr . Sneider , som de kender . “ „ Er hr . Sneider her i byen ? “ „ Ia , han er kommen hertil i aften og rejser igen imorgen tidlig . “ „ Ia så ! Godnat ! “ svarede Fanny og skyndte sig bort , og jomfru krog gik tilbage og lukkede døren efter sig . musikken begyndte igen . Fanny , som allerede var i gadedøren listede sig nogle skridt tilbage og lyttede til de langsomme , sammensmeltede toner , hvori musikken nu lød , medens hendes hjerte slog i et meget hurtigt tempo . Inderlig forstemt gik den stakkels pige hjem , bestormet af tusinde martrende tanker . Den eneste lille trøst , hendes genius kunne finde på at tilhviske hende , var den bemærkning , at det musikstykke , hun havde hørt , var hende bekendt som let , at der ingen virtuositet behøvedes til at udføre det , og at hun selv var sig langt større kunsffærdighed bevidst . Ottos hurtige rejse og korte ophold i staden dennegang havde intet andet øjemed end at formas Bertha til at tilbringe en kort tid af sommeren på hans gods . Ved denne herregård , hvis hovedbygning var meget simpel , var der — som før omtalt — et par nydelig små huse , med ganske små haver , som stødte til den yderste ende af den meget store og prægtige lystflov som omgav selve gården og dens store haver . Til at beboe en af disse lejligheder under ferietiden , da Vilhelm var fri før skolen , indbød han nu Berthe med jomfru krog børnene og pigen . De skulle , sagde han , finde alt indrettet således , at deres lille husholdning kan gå sin vante gang . Han bad så hjertelig , så megen glæde over denne plan lyste ud af hvert hans ord og mine , børnenes jubel ved dette forslag , jomfru krogs lyst til denne uforoentede fornøjelse , Berthas egen kærlighed til landlivet , og hengivenhed for Otto forenede sig med hans overtalelser , og den aftale blev gjort , at han næste uge skulle afhente det lille selskab . Jomfru krog tog sig nu også ferie for sine informationer , men søgte at samle så mange bestillinger på arbejde , som muligt , på det at deres erhvervskilde ikke alt for meget skulle lide under en måneds fraværelse fra byen . På den bestemte dag førte den henrykte Otto med mange glade anelser sine fornøjede gæster til den bestemte bolig , i hvis dør den venlige tiger allerede kom dem farende i møde , delende sine kærtegn mellem dem og sin herre , der ikke havde tilladt ham at følge sig på denne korte rejse . Med glæde hilsede de ankomne den gamle ven og anså dette første møde som et lykkeligt forvarsel . Ganske fortryllede blev begge fruentimmer ved synet af deres landlige bolig . Det var er lille smagfuldt hus , over hvis rode tag hsie lindetræer hævede sig . Op ad murene slyngede sig rige vinranker , blandede med rosenhækker , som for øjeblikket vare fulde af blomster . Det indvendige af huset var udstyret og indrettet med så megen smag og en så høj grad af omhyggelighed og omsorg for alt fornødent og behageligt , at jomfru krog , efter ret at have beset alting , ikke kunne afholde sig fra at udbryde i forundring , og tilføjede : „ Men bedste hr . Smider , det er dog næsten umuligt , at de , som en mandsperson , kan have så stor forstand på alt , hvad der hører til et hus , at de uden fruentimmers hjælp kan have indrettet alt dette så fuldkommet . “ „ Nej ! “ svarede Otto „ jeg har vel tildeels dog ikke alene æren , ifald jeg er så lykkelig at have truffet , hvad der behager dem i dette simple arrangement . Et fruentimmer har virkelig gået mig tilhånde med råd og dåd , en vakker kone , som boer i det hus hinsides egnen , det er en enke , som lever stille og veltilfreds med fin søn , et prægtigt ungt mennefle , som jeg beder om at ma tte præsentere dem . “ — — næste dag ønskede Bertha at besøge den omtalte naboerske for at takke hende for den del , hun havde i hendes huslige indretning . Denne naboerske var ingen andre end sabiue Poulsen , som Otto i hin samtale havde stræbt at gjenkaldc i sin faders erindring . En sympathetisk følelse greb Bertha ved synet af denne blege , af udståede sorger kendelige berørte , men dog endnu smukke skikkelse , der med ydmyg venlighed modtog hende og indførte hende i sin simple pæne hus , hvor et ganske ungt menneske kom dem imøde . Otto forestillede ham for Bertha ; „ De seer her ! “ sagde han „ min kære unge ven og lærling August Poulsen , om hvem jeg tilforn har talt til demi “ Bertha studsede og kunne næppe svare . Det unge menneskes lighed med Otto var så påfaldende , at hun næppe kunne undlade at yttre sin forundring . Da hans og Ottos alder imidlertid ikke gjorde nogen mistanke med den sidste tænkelig , vovede hun på hjemvejen at nævne denne overordenlige lighed , ikke blot i ansigtstræk , skønt disse bar August endnu noget af barndommens blødhed , men end også i stemmen og manerer . Otto svarede : „ Det må være et særegent naturspil , thi jeg troer ikke at have mindste lighed med den udmærket smukke mand , som — var hans fader . “ „ Så de har kendt hans fader ? “ Otto bejaede dette , men afbrød forresten denne samtale . Sabine og Bertha sås efter denne tid jævnligere , dog var det stedse , som om Sabine med en vis frygtsom ydmyghed holdt sig tilbage , uagtet det var kendeligt , at hun følte sig smigret og lykkelig , når Bertha nærmede sig hende . Berthas sine takt afholdt hende stedse fra al bestræbelse efter at udforsfe den sørgelige hemmelighed , som hun anede i denne kones skæbne . Med venlig opmærksomhed kom hun hende i møde og indlod sig gerne i de to materier , hvorom Sabine helst talte , nemlig om hendes inderlig elsfede søn og om Otto , hvis dyder hun med begejstring udhævede . „ Hvert menneske “ sagde hun „ hver familie på godset skylder ham al sin velsignelse og velsigner ham . „ Mig “ tilføjede hun „ fandt han forladt med mit stakkels barn , fattig , modløs og nedtrykt . Jeg skylder ham alt , også min største trøst , den glæde , jeg har af min søn , som han selv har oplært , og antager sig som en fader , også hænger August ved ham med hele sin sjæl , følger ham overalt , når han er herude hos os , og længes hjertelig , når han er fraværende . “ En varm og dejlig aften sad Otto ved bredden af en åe , som dannede en naturlig kanal der gjennemflar lyststoven . En lille båd lå bunden ved den bro , som på dette sted var anbragt . Otto satte sig i båden og stirrede tankefuld ned i det stille , let krusede vand . Pludselig hørte han en bevægelse mellem buskene , og Bertha stod på broen og bød ham venlig godaften , hun kom nemlig fra en lang spadseretour . Bertha fulgte hans indbydelse , om at han roede hende et stykke ned af åen , og nu stod den lille båd med ringe anstrengelse fra Ottos side langt ind under de høje tætte træer , der bøjede sig ud over vandet ag dannede ligesom en grotte , der skjulte ham og hans elsfede for hele den øvrige jords , ja for firmamentets blikke . Seiltouren var endt , og — Otto havde benytket lejligheden til at tilstå sin kærlighed til Bertha . Disse vare lige stegne iland , da jomfrn krog tilligemed børnene kom til syne . Bertha havde sat sig på en bænk næppe i stand til at holde sig i vejret . „ Herregud hvad fejler dem ? “ råbte jomfrn krog . Bertha brast i en heftig gråd . Den lille Bertha krøb op på bænken , klyngede sig til moderen og begyndte også at græde , Vilhelm satte sig halv knælende foran hende , omslyngede hendes knæ og fremstammede enkelte kærlige ord , medens den snaksomme krog i et væk gentog det ene udråb efter det andet . endelig sagde Bertha . „ Ieg har en forfærdelig hovedpine . “ „ Men du min gud ! Når plejer de at græde for sådan noget ? “ „ Jeg er ! “ — stammede Bertha „ jeg ved ikke selv ! Ak , jeg er ret hjertefyg ! “ Otto , som imidlertid havde bundet båden fast , nærmede sig og blev hel forfærdet ved at se Bertha i en sådan sindsbevægelse . Med usikker stemme talte han nogle usammenhængende ord til hende og bad om at måtte følge hende hjem . Hun rejste sig og tog hans arm , som han bød hende . Undervejs tilhviskedee han hende ubemærket . Sig mig Bertha ! Elsfer de en anden ? “ „ Nej ! “ „ I sandhed ikke ? “ „ Ak , nej ! nej ! “ „ Så forklar mig deres adfærd . Hvad kan sætte dem i en sådan bevægelse ? Hvormed har jeg fornærmet dem ? “ Fornærmet mig ! Ak hr . Sneider tror de , at jeg ikke føler det æcefulde i at være elflet af dem ? “ „ Men så sig mig dog bedste veninde . “ „ Jeg beder dem , lad mig fatte mig ! I morgen ! “ — „ Ak mellem nu og i morgen er en lang nat . Dog jeg vil ikke plage dem . Lov mig , at de i morgen vil skænke mig en fuldkommen fortrolighed , den hele , rene . Sandhed , en klar fremstilling af deres følelser ! Lover de mig det ? “ Bertha tav et øjeblik , hvorpå hun sagde : „ Ja , jeg lover det ! “ Øe vare nu ved indgangen til hendes hns , og med et tanst håndtryk tog Otto afsted . Børnene løb ham forbi og fulgte moderen , men jomfru krog som kom til sidst , holdt ham tilbage og sagde : „ Kære hr . Sneider ! De , som er så klog på alle ting , sig mig dog , hvad mener de om Fru Bøgh ? Troer de , hun er meget syg ? Det stalde dog ikke være farligt ? “ „ Bevares , nej , en lille upasselighed , en hovedpine , sagde hun jo selv “ svarede Otto utålmodig over denne uvelkomne samtale . „ Å , sig mig , tror de at hun virkelig er upasselig ? Mon hun ikke har haft nogen fortræd ? Hvad talte de om , medens de var allene i båden ? „ Hvad vi talte om ? — det erindrer jeg virkelig ikke . “ „ Ja gode hr . Sneider , de erindrer det vist , fortæl mig dog , hvad kan det vel have været ? Jeg har aldrig set hende således ! “ „ Vor samtale kan ikke have bedrøvet hende , det kan jeg indse . Vi talte om mange ting , jeg ved ikke selv mere hvad det var ! “ „ Nå ! om ligegyldige ting ? “ „ Ja ligegyldige ! “ „ Men så har det hele vel ikke noget at betyde , så kommer det vel af varmen . Det har været en behagelig aften . Ikke sandt ? Gid den næste må være ligesom denne . “ Hendes replik forekom Otto som et ildevarslende fugleskrig , og han skyndte sig bort med et kort „ Godnat . “ Tredivte kapitel . „ Den ubekjendtes “ Brøde . Læserens nysgerrighed om hvem den ubekendte er , som fandt et manuskript i grønningen , og som indhvldt en fortsættelse af Carl Vangs album , skal nu blive tilfredsstillet . -- -- -- midnat var forbi . Alle sov i Berthas bolig , hun selv undtagen , stille og forsigtig , for ikke at bemærkes , stod hun op , tændte lys og anvendte den øvrige del af natten til at skrive til Otto . indholdet af dette brev vil omtale den ubekendte . Hendes brev lød , som følger : „ En fuldkommen fortrolighed , den hele rene sandhed , en klar fremstilling af mine følelser ! — det er , hvad de forlanger af mig , og hvad har jeg lovet dem , kære Sneider , det er min pligt imod dem , det er mit eget ønske . Dog forekommer det mig som en vanskelig opgave — tilgiv , at jeg vælgerat gøre det skriftlig . — jeg er undseelig og frygtsom ved det , jeg har at sige og behøver al min besindighed til det skriftemål , som jeg vil aflægge for dem . Hav tålmodighed til at læse det . Jeg håber , at zeg ikke skal såre eller bedrøve , men , for så vidt muligt at kuune gøre min følelse klarere for dem , ja , måske for mig selv , må jeg gå langt tilbage i tiden , til en periode af mit liv , som er dem ubekendt . Jeg tror at gætte deres tanker , medens de læser dette . Det er ikke en vidtløftig fortælling om forbigangne begivenheder i et ubetydelig liv , som de længes efter at erf-re . Det er resultatet af alt dette i henseende til vort forhold , det er et kort og ærligt svar på et vigtigt spørgsmål , på et ærefuldt , et ædelt tilbud , som de iaftes gjorde mig . Velan ! lad mig begynde hermed . De spørger mig — således forstår jeg dem — : „ Elsfer de mig ? Vil de være min hustru ? “ — o , min kæreste , eneste ven , måtte jeg nu formå at gøre mig forståelig ligeover for dem ! Om jeg elsker dem ? Derpå kan jeg visselig svare dem ja , dersom de ved kærlighed vil forstå en følelse så varm , så stærk og så øm , at jeg vist ved , intet af hvad verden kalder kærlighed i disse henseender skal overgå den . Men dersom de derved forstår en brændende lidenskab , en udelukkende interesse , som løsner alle ældre bånd , vender sig fra alle hidtil bestående — ak nej ! i den forstand elsker jeg dem ikke . Ubeskrivelig var den smerte , jeg iaftes led ved de lidenskabelige udbrud af deres følelser for mig , som jeg troede så rolige , hvortil jeg hengav ung så uforbeholdent . Med en søsters trofaste kærlighed hænger jeg ved dem , og så fast er denne anskuelse af vort forhold indgroet i min sjæl , at jeg ville gyse ved tanken om at blive deres hustru , som for en synd , for en vanhelligelse af det rene bånd , som forener en Broder med fin søster . Kan disse mine attringer vel fortørne dem ? Lad mig tilføje , at hvad jeg ikke kan skænke dem , vil jeg heller aldrig skænke nogen anden , at den kærlighed , man kalder elflov , er bleven mig en skræk . Det er unaturligt vil de sige , det er en sjælesygdom — måfle — men jeg er at anse som den , der har taget sløret og sagt den jordiske kærlighed farvel . Mangengang er vistnok et sådant farvel foranlediget af en tilgivelig ungdoms forvildelse , der har efterladt et ulægeligt sår . At dette er tilfældet med mig , bekender jeg her for dem , og skjøndt jeg ikke er uden skamfuldhed ved denne tilståelse , føler jeg dog en vemodig trøst ved ganske at udøse mit hjerte for dem , så at der i mit hele liv og mit hele væsen intet gådefuldt findes for . Deres øjne . Jeg må begynde med en ubetydelig begivenhed , der har haft en betydelig indflydelse på min skæbne . Straks efter at jeg havde forladt mit lykkelige tilflugtssted , min søsters hus , og var indtrådt i min faders i Alton « , hændte det sig , at , da jeg en morgen efter sædvane kom ind til min fader i hans eget værelse , fandt jeg ham overordenlig opbragt . Med hårde ord og trudsler overøste han en ung kontorbetjent , der tavs , bleg og skælvende , stod lænet til væggen , som om han ønskede , at den fluide falde over ham og skjule ham . Det unge menneske hed Gotfred Carlsen , han var i familie med en nærbeslægtet af min fader , en Provst bang , hvis kone var en søster til Carlsen , og hans ansigt var det mest venlige , som havde mødt mig i vort hus . Det gjorde mig ondt , at se ham stå så sønderknust , og med forfærdelse så jeg min fader ile mod døren for , som han sagde , at angive den ulykkelige for retten og lade ham arestere . Jeg greb hans arm for at holde ham tilbage , og den unge mand nærmede sig næsten knælende oz sagde : „ Ak bedste frøken Bertha ! bed for mig , red mig om de kan det ! Jeg har fortjent min skæbne , men jeg har en kær søster , min skændsel og ulykke vil knuse hendes hjerte . “ Uden videre at bryde mig om sammenhænget i alt dette , kastede jeg mig foran min faders fødder og omslyngede hans knæ så fast , at han ikke var istand til at fjerne sig , og jeg ved ikke , hvorledes det blev mig indgivet at sige : „ Fader tænk på din moder , du fortalte forleden , hvor hjertelig hun græd , da du rejste fra hende . Hans moder er død , men i hans søsters navn beder jeg dig , for denne din egen slægtning . Tro mig ! hun beder for ham igennem din datters mund . “ Min fader studsede ved disse ord . Det var tydeligt , at jeg havde truffet den rette streng til at røre hans hjerte . Der blev nu talt med mere rolighed og jeg erfarede , at Gotfred , forført af flet selskab og spillesyge , havde bedraget min fader for en betydelig pengesum . Det unge menneske sagde , at en skibskaptain , som lå sejlklar for at gå til en anden verdensdel , havde tilbudt ham at følge med som skriver og givet ham håb om ansættelse på et kjøbmandskonlor i Jamaica , hvor man ønskede en sprogkvndig handelsbetjent . „ Måske “ Sagde han „ vil lykken være med mig , og min første tanke skal da være at betale min gæld til dem . “ Min fader lod sig overtale , og med tusinde taksigelser for min forbøn rejste Gotfred samme dag . Om tabet as dette kyndige og dygtige menneske virkede så fladelig på min faders forretninger , eller om andre tilstødende uheld gjorde det , ved jeg ikke , men så meget er vist , at der fra samme stund , ikke hengik nogen dag , uden at han klagede over at al lykke havde vendt ham ryggen , og altid endte disse klager med bebrejdelser til mig , fordi jeg havde bedt for Gotfred , der , som min fader altid sagde , havde været hans første ulykke og havde taget al hans held med sig . Et Års tid efter denne tildragelse , kaldte han mig en morgen ind til sig og sagde : „ Jeg er en ulykkelig mand , en fallit står mig lige for døren , og jeg kan ikke overleve en lådan skam , thi zerekærhed er min anden natur . Jeg vil ifald jeg ikre kan reddes , overgive alt til kreditorerne indtil mit sidste stykke meubel , og leve min øvrige tid som en stodder . “ Han fortalte nu de nærmere omstændigheder ved fin uheldige stilling , men som jeg tildeels ikke forstod , tildeels overhørte i min egen ængstelige stemning . Det eneste , jeg fattede , var , at en købmand i Hamborg , som fra ældre tider var min fader forbindlighed skyldig , lunde redde ham ved at låne ham en sum af femtufinde mark banko , eller gå i kaution for samme , sg at min fader kunne give denne mand sikkerhed , når han blot ville have tålmodighed og tiltro til ham . „ Dersom jeg nu ! “ sagde han , „ havde den sum i hænder , som den slette Karl , den Gotfred bedrog mig for , så kunne jeg klare for mig . For ham bad du som en sten måtte røre , vis nu , at du ikke vil vil gøre mindre for din fader . Gå til Hamborg til den mand , som jeg figerdig han har stået fadder til dig , han roser dig , hver gang han seer mig tal for mig , som du talte for Gotfred , det vil vistnok virke bedre , end om jeg selv henvendte mig til ham . “ For at lette mig denne mission , gav han mig et brev , som nærmere forklarede ham hans ønske og forpligtelser . En gammel kontorbetjent i vort hus skulle følge mig til det mig næsten ganske ubekendte Hamborg , og , når han havde ledsaget mig til min bestemmelse , forlade mig for at udrette nogle ærinder , og hente mig igen om en time . Således lød min faders befalinger , som aldrig mødte mindste modsigelse enten af mig eller nogen anden , og nu tiltrådte jeg straks min vandring . Vel var jeg usigelig forlegen ved at sendesi dette ærinde , men på den anden side var det mig en stor glæde at kunne bringe min fader trøst , thi på det gode udfald håbede jeg sikkert . Man er så fuld af håb i den tidlige ungdom og dømmer andres blødhjertethed efter fin egen . “ Enogtredivte kapitel . Under et ubekendt navn skjules en bekendt . Fortsættelse af Berthas grev . „ Det hus , jeg kom til , hvor min gudfader boede , var overmåde prægtig . En tjener i livre spurgte om mit navn og gik ind for at melde mig . Mit mod sank betydelig ved synet af den elegance og fornemhed , som omgav mig . Tjeneren kom tilbage og sagde — som mig syntes , med en listig mine — at hans herre var tilstede og ville modtage mig . Min gamle ledsager forlod mig nu og med bankende hjerte fulgte jeg tjeneren igennem flere værelser . Endelig åbnede han en dør og bad mig at træde ind , men hvor stor var min forbanselse , da jeg så , at jeg befandt mig i et helt selskab af herrer , som sad om et frokostbord , besat meo fade , glas og flasker . Ganske forstenet blev jeg stående ved døren . Den gamle husherre bød mig at komme nærmere og befalede tjeneren at sætte en stol til mig ved siden af hans . „ Nå ! “ sagde ban , mit smukke barn ! min lille guddatter ! hvad forskaffer vort mandfolkeselskad den ære af en lille dames nærværelse ? “ Allerede denne tiltale var ikke slikket fil at oplive mit mod . Jeg fremstammede , at jeg var sendt af min fader , og udbad mig et øjebliks samtale under fire øjne . „ Gud bevares min lille jomfru . Lel er jeg en gammel pebersvend , men tale med et allerkæreste barn under fire øjne , det tør jeg ikke for disses herrers onde tungers Skold , de ved ikke hvad det er for karle . De ville straks blive skinsyge . “ Endel af herrerne lo højt og sagde billigheder , som jeg ikke forstod , men som dog forvirrede mig aldeles , ganske tavs fremtog jeg min faders brev og rakte husherren det . Han læste det langtsomt og med et langt ansigt , hvis udtryk ikke spåede noget godt , hvorpå han sagde , ikke uden en vis forlegenhed . „ Det gør mig overmåde ondt , at deres fader , som jeg kender for en retskaffen og brav mand , skal være i en så ulykkelig stilling , og det skulle være mig en fornøjelse at tjene ham i det , han ønsker , hvis det var mig muligt , men det står for øjeblikket ikke i min magt . Vil de sige ham det ? “ Han havde imidlertid antaget en alvorlig mindre stødende tone . Han bød mig forfriskninger , som jeg ilke rørte , og sagde derpå : „ De er er min guddatter , og jeg ved , de er en meget agtværdig lille pige og flægter deres salig moder på , som var en from og fortræffelig kone og da de nu første gang er så god at besøge mig , så skal de heller ikke gå misfornøjet fra mig . “ Med disse ord rejste han sig og forlod værelset . Et glimt af håb vågnede i min sjæl . En herre af selskabet stod . op og nærmede sig til mig . Med en stemme , bois milde velklang var dobbelt påfaldende lige overfor min såkaldte gudstrders tørre og hårde organ , bød han mig et glas limonade , og bad mig nyde det for at læste og køle mig efter den lange vej , jeg havde gået og endnu havde tilbage . Jeg tog glasset af hans hånd og førte det til mine læber . Jeg syntes min Hals var sammensnøret . Husherren kom nu tilbage og med en triumferende mine kastede han et prægtigt schavl om mine skuldre , idet han råbte : „ Se øer min lille guddatter ! der har de et stykke , som ingen prindsesse flnide flamme sig ved at bære . “ Jeg rejste mig hurtig , og idet jeg nærmede mig døren , kastede jeg schavlet over en stol og skyndte mig ud af huset . Uden at se til højre eller venstre ilede jeg til enden af den stærkt befærdede gade . Her så jeg under et stort træ en bænk , der syntes at slå noget skjult . På denne kastede jeg mig ganske åndeløs og søgte at fatte mig . En ydmygelse , som den jeg nys havde lidt , havde jeg aldrig tænkt mig som mulig , en anelse om , at jeg havde gjort mig skyldig i noget upassende , greb mig smertelig , thi skamfuldhed og forbittrelse sirede i min sjæl med sorg over mit mislykkede foretagende , over det svar , jeg flnide bringe min stakkels fader , og dertil frygt for hans vrede , thi han havde utrykkelig pålagt mrg at anvende al mulig overtalelse , og jeg var mig bevidst næppe at have talt ti ord . Med urolighed huskede jeg nu først på min gamle følgesvend , som forgæves ville søge mig hos købmanden til den bestemte time , som endnu ikke kunne være udløben , men al gå tilbage for at møde ham og nærme mig det hus , hvorfra jeg ^om , var mig en modbydelig tanke . Jeg havde ikke længe siddet i disse betragtninger , da jeg blev tilalt af en stemme bag ved mig og genkendte den herre , som havde budt mig limonaden . med den elskværdigste anstand sagde han , at han var ilet efter mig for at bevidne mig fin agtelse for min opførsel og fin skamfuldhed over at have befundet sig i et selskab , der havde vist en mangel på delikatesse , hvorved han ikke havde lidt mindre end jeg . Imidlertid , tilføjede han , fluide min barnlige kærlighed ikke lønnes med at have gået sådan en vej forgæves , og han bad mig derfor at føre ham til min fader , hvis brev han efter min bortgang havde læst , og hvem han ville tilbyde den forlangte sum på de foreflagne betingelser . „ Mit navn , “ sagde han , „ er haryson , jeg er kaptajn i hannoveranfl tjeneste , og jeg skal altid være deres fader en ligeså pålidelig ven , som den hamvorgfle købmand har vist sig at være . “ En engel til hjælp i nødens stund synes den ubekendte mig at være . Jeg ved ikke , hvad jeg i min taknemlige henrykkelse sagde til ham , jeg græd og lo på engang . Han smilede og så mig kærligt ind i øjnene og kyssede min hånd , som havde grebet hans . Nu først bemærkede jeg , at denne mand , der kom mig som et himlens sendebud også i sit udvortes bar præg af noget højere . Han var overordentlig smuk , og en sådan skønhed mødte jeg for første gang i et øjeblik som dette . Jeg var kun fjorten år , og i min uskyldighed indsugede min hele sjæl ubevidst dette billede . min gamle ledsager havde nu også indfundet fig , og vi vandrede nu alle tre sammen til Altona . Min fader , der kun i hovedsagen , nemlig købmandens afslag , blev underrettet om min uheldige sendelse , modtog med tak og glæede kaptajnens tilbud , og alting blev foreløbigt aftalt . Hary ; on sagde min fader , at han havde en kapital stående i Hamborg hos en købmand , som var min fader bekendt . I denne kjødmands navn ville han , at sagen skulle overgives , thi hans eget navn havde han grunde til ikke at have villet nævne , eftersom han opholdt sig udenfor sit fædreland , formedelst en æressag , og i alle måder ville være udemærket . Han gik snart , men kom næste morgen igen med den omtalte købmand . Under deres og min faders forhandlinger var jeg ikke tilstede . Jeg gik nede i vor have og udsøgte de skønneste blomster til vor velgører , som havde stoffet mig de første kærtegn og berømmelser af min glade fader . Ved en lille stakitlåge , som førte ud til gaden , passede jeg på , når de velkomne gæster gik . Til min glæde så jeg , købmanden gå alene og først nogle minutter efter kom kaptajnen . Jeg åbnede hurtigt lågen , idet han gik forbi , og bød ham blomsterne . Jeg bemærkede selv , at min hånd skælvede , idet jeg rakte ham dem , og al blodet brændte i mine kinder . Han fæstede sine øjne med synligt velbehag på mig , takkede mig meget , roste blomsterne og trådte uden videre ind i haven for at bese den . Her vandrede vi nu hånd i hånd en halv times tid . Han spurgte mig om mine befljæftigelser , om mit huslige liv , og med barnlig fortrolighed besvarede jeg hans spørgsmål . Da han ville gå , overfaldt mig en virkelig ængstelse , og jeg kunne ikke lade være at spørge , om jeg aldrig skulle se ham mere . Mit spørgsmål bevægede ham kendeligt , og han svarede : „ Io , tilvisse , det skulle alt for meget bedrøve mig ikke oftere at se så sødt et barn . Jeg går næsten hver dag til Altona og skal stedse gå forbi denne stakitlåge og titte ind i haven for at hilse på dem , når de er her ! “ En månedstid gik hen , hvori jeg næsten hver aften til aftalte klokkeflet mødte haryson ved havelågen og åbnede den for ham . En halv eller højst en hel time sad vi hånd i hånd i en tæt løvhytte og talte venligt og fortroligt sammen . Han syntes at more sig over min barn « Åtige passiar og at være rørt ved min uskyldige kærlighed , som jeg ingenlunde tænkte på at skjule for ham . Han kaldte mig sin lille elskede , og hver gang han gik , slog han sin arm om mig og kyssede min kind . — dette var det højeste punkt af vor fortrolighed . Min enfoldighed var så stor , at det aldrig faldt mig ind at gøre mig skrupler , langt mindre bebrejdelser for disse hemmelige møder . Man må være så klosterlig opdragen , som de selv ved , at jeg er det i min søsters partriarkalfle hus , for at være så ubekendt med verden og dens fordringer til os . Også jeg har i de senere år genkaldt de blikke , hvormed haryson ofte betragtede mig . Øer lå i dem en blanding af forundring , og tvivl , af ømhed , som dengang bragte mig til at spørge ham , hvorpå han grundede , men som jeg nu med undseelse forklarer mig . Min hengivenhed for ham fandt jeg så retmæssig , bygget på de ædleste grunde , på taknemlighed , højagtelse og tillid . Mine tanker vare langtfra af nogen som helst betænkelighed over fremtiden , jeg forlangte ingen højere lyksalighed end at sidde hos ham i haven , se hans kærlige blikke , høre hans milde stemme og udøse mit hjerte for ham . I min faders hus kom aldrig noget besøg , jeg gik sjældent ud , havde aldeles igen omgang , ikke mindste adspredelse . Den time , jeg tilbragte hos haryson , var et himmerig for mig . En aften kom han tidligere , end han plejede , han stod udenfor havelågen og ventede på mig , da jeg kom ned , hvilket vist ikke var sildigere end det bestemte klokkeslet . hver træk i hans ansigt var mig så velbekendt og derfor bemærkede jeg straks et udsædvanligt udtryk deri . Med en uendelig blød stemme besvarede han mine spørgsmål , om hvad der var hændet ham , han trykkede min hånd til sine læber og sagde : „ Min søde lille veninde ! Øer er ikke hændet mig andet , end hvad ' jeg længe kunne vide , at der måtte hændes mig , nemlig den sorg at skulle sige dem farvel . Den æressag , som holdt mig udelukket fra mit fædreland , er nu jævnet , og jeg må rejse hjem . “ Min skræk ved disse ord var ubestridelig . At det nødvendigvis måtte komme således , var flet ikke faldet mig ind , og kaptajnen havde aldrig talt til mig om sine udvortes forhold . Jeg overlod mig uforbeholdent til det ungdommelige udbrud af min smerte og haryson blev meget sympatetisk rørt derover . Det løfte , jeg ville aftvinge ham , snart at komme tilbage , undveg han ved at give mig , men han græd med mig og bortkyssede mine tårer , han havde sat mig på sit skød , og jeg slyngede min arm om hans Hals . Med et stod min fader for os . Hans heftige vrede formår jeg ikke at beskrive . Han greb mig i armen og kastede mig til siden , så jeg styrtede til jorden , næppe i stand til at tale for raseri udstødte han de græsseligste forbandelser mod haryson og spurgte ham , om det var med hans barns skændsel , at han ville gøre sig betalt for den tjeneste , han havde vist ham . Forgæves søgte kaptajn harvson at berolige ham . „ Er de gift ? “ spurgte min fader . „ Nej ! “ „ Nu , er de fri , så må de vide , hvad der påligger dem som en ærlig mand . Forlov dem med min datter . Inden et år skal hun være komfirmeret , da må de straks ægte hende . “ „ Det kan jeg ikke ! “ svarede kavitainen , og det behøvedes ikke heller . Deres datter er endnu et barn , hendes godhed for mig har været barnlig ren og uflvldig , og jeg bar aldrig misbrugt den . “ Jeg ved næppe mere hvad der foregik i den afflvelige scene , jeg var på mine knæ kravlet ben til en busk og havde skjult mig bag dens grene , dog tittede og lyttede jeg angstfuld til hvad der foregik . Min faders skrækkelige fornærmelser opirrede til sidst kaptajnen til lignende heftighed . „ De er en gal mand ! “ sagde han , „ den lille fornuftige Bertha kan næppe være deres datter , og er hun det , så er det også det eneste ondt , der kan siges om hende og som kan stå hendes lykke i vejen . Hendes bekendtskab til mig skal ikke gøre det ! “ Jeg så ham gå bort med stærke skridt og stimlede gennem stakitdøren hans hurtig forbillende skikkelse , og den nedgåede sol kastede hans skygge indtil det sted , hvor jeg skælvende sad og krøb sammen . Lad mig tavs forbigas , hvad jeg på denne smertens aften led af min faders vrede . Af alle de græsselige bebrejdelser , hvormed han overøste mig , traf ingen mig smerteligere end den , at min opførsel havde gjort mig til genstand for harysons foragt , at denne mand forsmåede og forfljød mig . I den nat der fulgte på denne Asten tænkte jeg , at jeg aldrig kunne blive mere fortvivlet og sønderknust end jeg var , og dog bragte den følgende dag mig et endnu næsten føleligere stød , da jeg erfarede at min fader — jeg ved ikke ved hvilken pengeomsætning — straks havde tilbagesendt haryson den af ham modtagne sum og med det samme opgivet sit Bo . En anden købmand , en gammel den , var hos ham , da han underrettede mig herom . Han kunne , sagde han , give enhver sit , men havde da intet tilbage og ville fin øvrige tid leve som kontorbetjent hos denne fin fordums ven , der nu skulle være hans herre . Det var mig , sagde han , der var skyld i hans ulykke , og han befalede mig derfor aldrig mere at komme for hans øjne , men at blive hos min tante , som skulle afhente mig samme dag . Den gamle købmand formanede mig til herefter at vandre i et bedre levnet , og min tante modtog mig som et rent fortabt menneske , en skam og byrde for min familie , og jeg kunne ikke selv finde rede i mine tanker , men i følelsen af de skrækkelige følger , som mit forhold til haryson havde haft , underkastede jeg mig denne dom som fortjent . Jeg turde næppe opløfte mine øjne , næppe bede til gud . I denne stemning skrev jeg til min søster nogle linier , der således forfærdede hende , at den gode Petrea overvandt alle huslige vanskeligheder og uopholdelig rejste over til mig . Min Petreas forstandige , milde ord opklarede mig både den uret jeg havde og den jeg led , hun forligede mig med mig selv og stræbte — men forgæves — at forlige mig med min fader . Hun bønfaldf ham , ligeledes forgæves om at tillade mig at følge hjem med hende . Jeg forblev hos den hårde tante , jeg anså dette mit fængsel som bod for min ungdoms letsindighed ag bar tålmodig min skæbne . I min tantes hus boede en gammel mand , der havde sat sig i kost hos hende og daglig spiste hos os . Han havde tilforn været professor ved et tysk universitet og var berømt for sine mange kundskaber . Han fik medlidenhed med mig og tilbød dagstg at give mig timer i fremmede sprog som jeg kun ufuldkommen forstod , på det at jeg dermed kunne blive i stand til at påtage mig en lærerinde-plads , og således omme ud af min nuværende stilliug . med særdeles godhed og interresse udførte han dette forsæt , lånte mig desuden bøger , talte belærende med mig ogaopmuntrede mig til flid og til håb på bedre tider . Endelig var det også denne min velgører , som forskaffede mig en gouvernante plads i et rigt og anseeligt hus , hvor jeg troede mig med et udreven af alle mine trykkende forhold . Jeg var dengang seksten år , og det varede en tid lang , inden mit uerfarne sind fattede , hvorfra den plumrede tordenluft kom , der altid hang over dette , i alt udvortes , så lykkelige hus . Fruen i huset var endnu en ung kone , hun var altid sørgmodig , heftig , urolig , ligegyldig for mand , børn og alt i verden , en elsker undtagen til hvem hun havde sluttet sig med en til vanvid grænsende lidenskab . Skindsyg på denne elsker , angst for at hendes forbindelse med ham skulle blive opdaget , levede hun selv i en uophørlig brændende feber . Min ængstelse ved synet af dette forhold , der egenlig ikke var nogen hemmelighed , uden for hendes ægtemand , steg til en utålelig grad , da jeg selv blev genstand for et lignende raseri . En ung slægtning af husherren , en fornem udlænding , kom i besøg til Hamborg og boede i vort hus . Jeg begriber ikke hvorledes det gik til , at denne glimrende herre kunne finde behag i min ydmyge person men hvad der allerede tilforn havde indjaget mig skræk og afsky for denne Art af hvad man kalder kærlighed , den blev endnu mere forstærket ved de scener jeg oplevede med denne mand . Der var intet vovestykke , han jo prøvede for at træffe mig ene intet tilbud , ingen trudsel , hvormed han jo søgte al overvinde den kulde og modbydelighed , som han indgav mig . Med min gamle professors hjælp søgte jeg en lejlighed til at fjerne mig , da i det samme Bøgh kom til min befrielse og førte mig til sit rolige hjem — resten ved de . — jeg har intet mere at bekende . -- -- -- -- -jeg kan ikke elske mere . Og nu , min bedste ven ! nu har jeg sagt dem sandheden , som de har fordret . Når de har læst dette lange brev er de da vred på mig ? Eller er de bedrøvet ? Ak ! så er jeg det også ! Menselv om jeg var så ulykkelig at såre dem , tror jeg dog at burde sende dem disse linier , thi jeg ærer dem altfor højt til at prøve med forblommende ord at skænke dem en salsf og forbiilende glæde . — derfor , min ven og Broder , se i disse mine bekendelser , i denne fortrolige fremstilling af mine tanker , det bedste bevis på hvilen plads der tilhører dem i Berthas hjerte . “ toogtredivte kapitel . Et skuespil på herregården . Bertha var endnu ikke færdig med dette brev , da hun hørte det blive levende i huset ; hun gemte derfor i en hast sit papir , og da jomfru krog kom ind og bemærkede hendes af nattevågen anstrengte dine og matte udseende , fandt hun det meget naturligt , at hun straks efter frokosten lukkede sig inde i sit sovekammer for at hvile nogle timer , hvilke hun imidlertid ikke anvendte uden til at fuldende sit brev . August havde denne formiddag lovet at afhente Vilhelm til en spadseretur , ham leverede hun brevet og bad ham , når han på udveje « passerede hovedgården , da at besørge det sikkert i hr . Sneiders hænder , en kommission , som den velvillige unge ven med fornøjelse påtog sig . Hele dagen gik hen uden at Bertha så noget til Otto . August , som om middagen kom tilbage med Vilhelm , sagde , at han havde leveret brevet til hr . Sneider selv , og at han og Vilhelm kort efter havde set ham ride igennem skoven i en anden retning end den , hvori de havde gået . Om eftermiddagen gik Bertha ad de herregårde » Nærmest omgivende veje for at møde ham men forgæves . endelig henimod aften , da hun træt af den forgæves søgen vendte hjem , blev hun pludselig vaer , at noget rørte sig mellem de tætte buske dybt nede ved åen . Hun nærmede sig sagte og så nu fin sørgmodige ven sidde på en ensomt stående bænk ganske stille med hovedet lænet mod et træ . „ Sneider ! “ udbrød hun med en stemme , hvori den inderligste vemod lød . Otto sprang op og for med hånden over øjnene . Fremmed syntes ham den elskede skikkelse ; det forekom ham i dette øjeblik , som om år vare henrundne siden han så hende . „ Sneider ! “ gentog Bertha med næppe hørlig stemme , hun rakte begge hænderne imod ham , deres øjne mødtes , heftig greb hans hendes hænder , og de brast begge i gråd . Ganske tavse satte de sig ned ved hinandens side . Den lange samtale der var bleven ført blev afbrudt af en tjener , der ganske åndeløs meldte , at han længe havde søgt sin herre for at melde , at der var kommet fremmede på gården , nemlig lieutenant Sneider , Herrens Broder , tilligemed en gammel herre og en ung dame . Otto sagde til Bertha : „ Herrer og damer — de komme helt ubelejligt » gud hjælpe mig , hvor de vil komme til at kede dem i mit selskab . “ Derpå førte han hende ud fra de dunkle gange kyssede hendes hånd med et par venlige ord og fulgte derpå tjeneren . De med Charles ankomne vare ingen anden end Fanny og hendes fader . Dog var det så langt fra at det var den førstnævntes skyld , at han tilførte sin Broder selskab i et øjeblik , da denne var så lidet stemt til at udføre en god Berts pligter , at han tværtimod var i det vredeste lune over dette besøg , der var ham ligeså uventet som Otto . Han havde nemlig med etasråd hjort og hans datter foretaget en lille reste omkring i Sjælland , hvilken efter aftale skulle gå igennem ganske andre egne , end den hvor Ottos gods lå , og til sidst have møens klint til sit mål . Men med et fik Fanny sin fader overtalt til at forandre touren og aflægge et besøg hos Otto . Den ellers for Fannys luner så eftergivende Charles havde gjort tusinde indvendinger og med meget flet mine ført dem til denne bestemmelse . et par dage vare forløbne , og i denne tid havde Fanny stiftet bekendtskab med Bertha , ogien samtale , der var bleven sørt imellem dem , vare de blevne særdeles gode veninder . Det var om eftermiddagen . Otto havde indfundet sig i Berthas bolig , og havde efter en kort samtale til slutning sagt : „ Jeg har en gunst at udbede mig af dem . Endnu i aften venter jeg min fader . Jeg ville gerne vise ham det bedste , som findes i min omkreds , og derfor beder jeg dem om at gøre mig den tjeneste at spise til middag med ham i morgen hos mig ? “ Da Bertha syntes at betænke sig vedblev han „ Nægt mig det ikke ! , und mig den fornøjelse , at se dem som min gæst . Naturligvis er også jomfru krog indbuden . “ „ Ja , når de ønsker det skal jeg også sikkert komme . “ Med en tilfreds mine forlod Otto hende , og da det endnu var tidlig på aftenen , gik betta til Sabines bolig , for at besøge hende . Der holdt en vogn for døren , og både Sabine og hendes søn August vare rejsefærdige . De fluide , sagde de , tilbringe negle dage hos en bekendt , nogle mile derfra . Sabines udseende bar tydelig spor af at hun havde grærdt , en besynderlig urolighed viste sig i al hendes adfærd . August så forlegen ud og fulgte med bekymrede miner enhver af moderens bevægelser . Bertha fjernede sig straks , forundret og næsten forstenet over det ildevarslende i denne korte scene . Jomfru krog havde længe i stilhed antaget Berthas og Ottos forening for afgjort mellem dem selv og blot anset Berthas benægtende svar på hendes daglige spørgsmål for en følge af en aftale mellem de elskende om at holde deres forbindelse hemmelig til oberstens hjemkomst og givne samtykke . Hun blev således meget glad over den nævnte indbydelse , der , som hun sikkert håbede , bebudede en forlovelsesfest . Til den bestemte tid pyntede hun sig i sin bedste stads og gjorde også sit til , at Berthas påklædning fluide blive så zirlig og fordelagtig som mulig hvorpå hun med triumferende mine trådte med den beskedne veninde ind i herregårdene havesal . Det derværende selskab var allerede samlet og bestod , foruden obersten , hans sønner , Emma og hendes fader , af en Major , der var fulgt med obersten på hans rejse . Otto gik med fornøjet mine fine gæster imøde . obersten fulgte ham i en lille afstand . Otto trådte et skridt tilbage og præsenterede fin fader for de nys ankomne . Med behag lod obersten sine blikke glide hen over den yndige skikkelse , der stod for ham . og sagde : „ Jeg har den ære , min frue at -- -- -- -- -- -- -- -- -- - “ Mere fik han ikke sagt . Ved den første lyd af hans stemme slog Bertha sine øjne op på ham , ved synet af disse øjne forstummede han selv . „ Bertha vesfberg ! “ råbte han , og ville skønt noget forvirret , gribe hendes hånd . „ Haryson ! udbrød hun med hendøende stemme hun blegnede , men syntes at anstrenge sig for at smile og holde sig i vejret , men med et forsagede al kraft hende , og hun var falden om , dersom ikke Otto havde grebet hende i fine arme . Han selv var dødbleg og skælvede så heftig , at han næppe var i stand til at bære den tilsyneladende livsløse ind i et tilstødende værelse . Her lagde han hende på en sofa og knælede tavs , men i rædsom sindsbevægelse ved hendes side . Fanny og jomfru krog vare fulgt med og stræbte ved alleflags hjælpemidler at kalde den besvimede tillive . Obersten og Charles holdt døren påklem og tittede ind uden at tale . Endelig slog Bertha øjnene op , og rejste sig halvt iveret og så sig om . „ Hvor er jeg ? “ spurgte hun med meget svag stemme . Hun for med hånden over panden som for at samle sine tanker , og bedækkede derpå sit ansigt med begge hænder . Obersten trak sig forsigtig tilbage og lukkede døren stille . Otto rejste sig og sagde : „ Hvorledes er det med dem ? “ „ Nu er det godt ! “ svarede Bertha , idet hun tog hænderne fra øjnene og bestræbte sig for at smile . „ Det gør mig meget ondt , at jeg vist har gjort ulejlighed og forstyrrelse i selskabet . “ „ Men gudbevares ! Hvordan var det ? “ råbte jomfru krog . „ Hvoraf fik de så ondt ? Og hvordan var det med obersten ? Blev de bange for ham ? “ Fanny bøjede sig ned mod Bertha og sagde : „ Vil de ikke nok , når de har hi ilel dem lidt gå ind igen til selskabet . “ „ O nej ! “ svarede hun som forskrækket „ jeg må hjem , jeg er ganske syg ! “ Hun rejste sig hurtig men kunne ikke stå , og sank ned igen på sofaen . „ Jeg takker dem alle for deres omsorg og godhed ! Men jeg beder indstændig at de vil gå tilbage til selskabet og lade mig være ene nogle øjeblikke , få kommer jeg mig snart og får kræfter til at gå hjem . Vejen er jo ganske kort . “ jomfru krog påstod , ikke at ville forlade hende . „ Jeg følger med dem hjem , “ sagde hun , „ jeg har desuden ikke ro , førend jeg får talt ordenlig med dem . “ „ Når de vil have det , vil jeg gå lidt bort , “ Sagde Fanny og nærmede sig salsdøren . Otto fulgte ganske mekanisk efter og var så adspredt , at han studsede ved at befinde sig omgiven af de mennesker han nys havde forladt . Han kom snart til sig selv ved at høre de repliker , som blev vekslede mellem de ældre herrer . „ Jeg forsikrer dem , “ sagde obersten , „ De er aldeles på et falsk spor i denne sag . Den unge dames fader og jeg har været uvenner , jeg frygter , al måske — al vort mellemværende har haft en fladelig virkning på hans affairer og derved desværre også på datterens stilling . Derfor blev hun forundret ved al se mig . Det gør mig meget ondt . Det er en nydelig kone , hun var et barn , da jeg så hende sidst . Faderen var en gammel Bjørn og en dum Karl . “ Majoren der var en aldrende mand og en ven af obersten , nikkede med et ironisk smil . „ Nej min ven ! “ udbrød etatsråden . „ Det flak du ikke indbilde mig , et fruentimmer dåner , fordi de møder cu , der har haft noget udstående med deres salig papa ! Ja , lad gå , om det var en anden end dig , men majoren og jeg , vi kende nok dine gamle streger , du mesterfljelm ! Det er nok snarere dit mellemværende med datteren end med faderen , der har stadet affairerne . “ Begge herrerne lo højt , obersten rystede på hovedet med en fortrædelig mine ; Charles , der så ganske misfornøjet ud , kunne dog ikke bare sig for al smile , især da Fanny kastede et sarkastisk blik til ham og de vekslede nogle hviskende ord med hinanden . Otto skælvede af harme , han forlod hurtig værelset og kom straks tilbage med Berthas forhen anførte brev i hånden . Han tog obersten til side og sagde : „ Læs dette brev , min fader . Det er kun skrevet for mig , og aldrig havde jeg drømt om , at noget i verden skulle bevæge mig til at give det ud af mine hænder , men nu er det et uomstødelig bevis på den ædleste , reneste sjæls uskyldighed , som jeg er beredt til at forsvare på enhver måde . Jeg betroer dette mig hellige papir i dine hænder . Læs det , min fader , og når du har læst det , så vil du bedst selv vide , hvad du har at gøre . “ Med lynende øjne og brændende kinder fremførte han disse ord , og det lod ikke til , at han havde noget imod , at hans Broder , som stod i nærheden , hørte disse og nærmede sig . Obersten stak brevet til sig med en alvorlig mine , Charles ville tale til sin Broder , men tav , uvis om , hvad han skulle sige , og da Otto hurtig vendte sig om for at forlade salen , gjorde Charles en bevægelse som for at holde ham tilbage , men standsede dog og lod ham gå . Han ilede til sit værelset som en såret løve til fin hule , hvor den , langt fra fine forfølgere kan udstøde sine klageskrig . Han kastede sig udmattet i en stol , sprang op igen og for som en rasende op og ned ad gulvet . Hans fortvivlelse syntes tillige at forvirre hans hoved , så at han ikke var i stand til at holde fast på nogen tanke . Hans tjener , et ungt , ham inderlig hengivent menneske trådte ind og sagde : „ Fru Bøgh har befalet mig at hilse Herren og sige , at hun nu befandt sig så meget bedre , at hun var i stand til at gå hjem , ledet af jomfruen , der er hos hende . Hun bad Herren ikke tage det ilde op , at hun ikke formåede at gå tilbage til selskabet , da hun endnu ikke var vel og trængte til ro . “ Ved Berthas hilsen kom Otto igen til fin besindelse , og ved sin hurtige tankegang begreb han , abertha ønskede at undgå videre opsigt og følte tilt lige , at han ikke kunne tilintetgøre denne bestræbelseogså fandt han en lettelse i at finde hende fjernet fra det herværende selskab , og da nu altså tjeneren tilføjede , at det var langt over den bestemte spisetid , tog han alt sit mod sammen , befalede at der fluide servere » Og begav sig ind til fine gæster , hvor han ved middagsbordet med en kraft , som næsten kunne kaldes fortvivlet , anstrengte sig for at være en venlig Vert . Hans fader betragtede ham med en bekymret mine , han bemærkede , at han blot lod som han spiste , men slet intet nød uden vin , hvoraf han tømte det ene glas efter det andet . Også obersten anstrengte sig for at vise sit sædvanlige gode lune , hellcrikke han kunne nyde noget , og så snart måltidet var endt , fjernede han sig og lukkede sig inde på sit værelse . Otto , som ikke længere kunne udholde fin rolle , foregav , at vigtige forretninger nødte ham til at forlade sine gæster , og bad Charles i hans sted sørge for deres underholdning . En spadserefart tilvogns blev aftalt , en vogn blev forspændt , og fem minutter efter var der så stille på gården , som der almindeligvis plejede at være . treogtredive kapitel . Fader og søn . — lidt hemmelighed . Påny tyet hen til sit ensomme fristed , gjorde Otto det første skridt , som fører til fatning og rolighed , han stræbte at se fin ulykke i øjnene og gøre al dens omfang klar for sig . „ Bertha er tabt for mig/ sagde han . „ Hendeførsfe og eneste kærlighed lever endnu i hendes hjerte . Derfor har jeg altid frygtet , og nu , nu seer jeg det for mine øjne . — og denne så forhadte medbejler , som jeg har foragtet og forbandet , og som jeg ønskede udslettet af jorden , så hverken hun eller jeg nogensinde fluide møde ham , ham have vi mødt ! Og denne haryson , i hvis navn hvert bogstav var mig et ondt tegn , det var ingen haryson ! Indtil navnet er alting falskt ! Det er min fader , min kærlige , høitagtede fader , ja mere end fader , min bedste , min eneste ven ! O gud ! hvilken skæbne ! Jeg mister ikke blot hende , som jeg elsker , og til mit livs ende vil elske , men jeg mister også ham , som jeg fra mit livs begyndelse har elflet , jeg mister hende ved ham og ham ved hende . Gives der større smerte , end at måtte havde det man elsker , og at måtte elske det man hader ! “ — Otto drog et dybt suk . * „ Men hvortil hjælpe disse frugtesløse klager ? Lad mig betænke hvad der kan ske ? — oprejsning skylder min fader den miskendte , der for hans skyld har lidt så meget , hvis ære endogså ved denne dags sammentræf er fornærmet . Vil han tilbyde hende sin hånd ? O , gud , og jeg , og den arme Sabine og August ! Jeg tænkte altid , at engang—o drømme , tåbelige ungdom » Drømme . Forsvundne lykkelige timer forglemte eder . I er som gamle bøger , kun få tage jer frem og læse på ny . Ak Bertha i mine arme ville du være mere lykkelig end i hans . Når din skønhed falmede ville jeg ikke elske dig mindre . Men han , hans kærlighed er ikke som min . Men Bertha elsker ham ! Ak denne fortjeneste opvejer alt ! “ -- -- -- -- -- -- Ottos betragtninger blev afbrudte af en sagte banken på hans dør . Da den ikke var tillåset , gad han i sin mismodige stilling ikke byde den bankende komme ind . Men da denne lyd i små mellemrum vedblev , gik han endelig hen og rev døren op . Langsomt trådte hans fader ind og sagde med ' en næsten frygtsom stemme : „ Jeg har længe stået udenfor din dør , jeg var bange for at forstyrre dig , derfor gik jeg ikke ind . “ Med mere fatning tilføjede han . „ Kom min gode Otto ! Sæt dig ned hos mig , og lad os tale som gamle venner . Det er vi j » . “ han tog Berthas brev frem og leverede det til fin sø « , idet han tilføjede : „ Jeg har læst dette brev med stor bevægelse og med stor overraskelse . Ja , hvad skal jeg sige ? Jeg står jo her som en synder , og har rigtignok mere at gøre godt , end der egentlig står i et menneskes magt . Imidlertid kan jeg dog ikke indse , at min brøde er så gruelig stor , som det lader til ; når man læser denne beretning — uden at jeg dermed vil sige , at den indeholder noget usandt . Nej langt fra ! Hvert ord der angår mig er den reneste sandhed og har oplivet disse erindringer , der , som jeg tilstår vare så godt som udflettede af min sjæl . Men herregud : „ „ Hvo , som er ren kaster den første sten . “ “ Det var i min landflygtighedstid da jeg nemlig , som du ved , selv gjorde mig landflygtig , indtil tiden og retfærdigheden havde opklaret den skygge , der hvilede på mit gode navn og rygte . Afskediget fra mit embede og underkastet en retslig undersøgelse , som jeg vistnok ingen grund havde at frygte , var jeg dog i en så kedsommelig stilling at jeg ikke gad vise mig , af frygt for at vække en ubehagelig opmærksomhed . Hvor jeg derfor opholdt mig i det nordlige Tyskland , gav jeg mig for fremmede og uvedkommende et eller andet navn , som faldt mig ind . Således kom jeg til navnet haryson i den heri omhandlede sag . Med købmanden som udbetalte gamle bestberg pengene , havde jeg truffet en sådan overenskomst , at han ikke nævnede mit egenlige navn for denne filister — thi som en sådan måtte jeg , allerede inden jeg så ham , betragte en mand , der sendte sin datter ene og ubeskyttet til det sted , hvor jeg første gang så hende . Den scene jeg var vidne til , pigebarnets skønhed og opførsel , måtte naturligvis opvække ethvertmenneskes deltagelse . I den bedste mening nærmede jeg mig hende . Men ved vort næste møde trådte hendes uskyldige kærlighed så klart frem for mig , at det var mig umuligt at modstå den fort ryllelse , som greb mit hele væsen . Jeg forelskede mig ordenlig i dette barn og fem jeg var uden glæde og opmuntring , overgav jeg mig ubetænksom til den lykke , som jeg følte ved at se et så uskyldigt hjerte så indtaget for mig . Denne ubetænksomhed er min eneste brøde , thi gud ved , at ingen plan , mindst en strafværdig , opstod i mine tanker , heller ikke lod jeg mig noget øjeblik ved hendes side overraske af min indre fristelse . Og her må jeg også , sandheden til ære , bekende , at der i al den hengivenhed , som den unge pige viste mig , dog var noget , som jeg ikke ved at nævne eller beskrive , men noget , som måtte bolde den nygesløseste i ave . Da hendes dumme , rå fader med plumpe hænder greb ind i vort stille forhold , fornærmede han mig og opirrede mig i så høj en grad , at al anden følelse i det øjeblik forstnmmede . siden i en roligere stemning , ængstede jeg mig ved at tænke på datteren . Men hvad skulle jeg gøre ? Gå ind på hans forflag , forlove mig med et barn , som var yngre end min yngste søn , med en — trods alle sine fortrin — efter verdens fordringer ubetydelig lille pige med sådan en faders datter . Ovenikjøbet tvunget af en sådan grobian . Hvor latterlig ville jeg ikke slå ; i verden , i mine børns , i mine egne øjne ! — jeg var nødt til at rejse hjem næste aften , jeg erkyndigede mig inden min afrejse om Bertha , men den ven jeg sendte i helte ærinde , kom tilbage uden anden efterretning end den at faderen hovde opgivet sit Bo og sat sin datter i huset hos en pårørende . Inden aften sendte han den sum , jeg havde lånt ham , tilligemed et grovt brev . Jeg kom hjem , jeg havde nok andet at tænke på , og andre genstande og forhold bragte hin begivenhed efterhånden i glemsel . Dog har jeg et par gange i breve til min ven i Hamborg forespurgt mig om Bertha , men forgæves . Nu står hun i dag uventet for mine øjne ! Ti gange smukkere end i hine dage og dog ganske den samme ! Det blik hun fæstede på mig inden hun blev blegere og blegere , sank hen som forfærdet ved synet af mig , dette brev , du har ladet mig læse , har oplivet , ja jeg kunne sige opflammet til virkelig ild den kærlighed , som fordum var glød . Jeg har kostet hende smerte og tårer , for min skyld er hun bleven miskendt . Ja endogså dette lille optrin i dag giver skadefro tunger lejlighed til at styre deres lyst . Jeg er hende en stor erstatning skyldig , og ifølge både min sanvittigheds og mit hjertes tilskyndelse ville jeg allerede have været hos hende for at bønfalde hende om at modtage min hånd dersom ikke en eneste betragtning havde holdt mig tilbage : du har elflet hende ! hun er måske endnu genstanden for dine forhåbninger ! Skal din fader være din medbejler ? Kan du uden bitterhed se hende i et ganske andet forhold til dig , end det du havde tænkt og ønsket ? * under hele denne lange replik havde Otto siddet fæstet med øjnene på gulvet og korslagte arme , uden allermindste bevægelse . Efter at obersten havde ophørt at tale forblev han endnu siddende i denne forstenede stilling . „ Svar mig min søn , “ sagde obersten . „ Din fader har talt til dig som ti ! en ven og fortjener dog et svar . “ Otto for sammen som om han vågnede af en drøm . Efter et suk , der lød som om han hentede det fra et dyb af smerte , sagde han : „ Ak , hvad skal jeg svare ? Sæt dig selv i mit sted ! Hvad der i dag er hændet , er noget , jeg mindre havde tænkt mig , end at himlen kunne falde ned . Men , jeg har hørt alt hvad du nys sagde , jeg har forstået hvert ord , ja jeg havde allerede tænkt mig noget lignende , du har ret ! Du skylder hende en stor erstatning , og du kan give den , ja hun — hun elsker dig . Hun har lidt længe nok , lad hende uu blive lykkelig ! Jeg elsker hende højt nok til at ønske det . Og desuden hvad ret har jeg i al fald til hende ? Du har jo læst hendes ord . Min ville hun dog ikke blive ! “ Med et udbrud af ømhed og glæde greb oberbersten hans hånd . „ Nu kender jeg min Otto igen ! “ Otto vendte sig fra ham . „ O , min fader tilgiv mig , jeg kan ikke i dette øjeblik gjengjælde din kærlighed . Heller ikke kan jeg blive her og være vidne — jeg rejser bort i denne time . Lad det ingen opsigt gøre . Alle vore bekendte vide , at jeg har haft forretninger med vor slægt i Holsten . Sig dem alle , sig Bertha , at en uventet efterretning nødte mig til straks at rejse derover . Men jeg rejser ikke derhen , jeg rejser omkring hvor vinden driver mig . Når jeg har fattet mig og tilkæmpet mig nogen rolighed , kommer jeg tilbage . Imidlertid beder jeg dig , ikke at vente brev fra mig , og heller ikke at skrive til mig . Jeg ønsker at være fuldkommen uvidende om alt , som der foregår her hjemme . Jeg vil ikke erfare det førend jeg kan tåle at se det med egne øjne . “ „ Som du vil min søn ! Alt , hvas du ønfler skal jeg rette mig efter . Er der ellers intet , hvori jeg kan tjene dig ? Har du penge nok til hele rejsen ? “ „ Jeg takker dig , jeg har penge . Jeg fik i går endeel udbetalt . Jeg har blot endnu noget at arrangere med forvalteren for min fraværelsestid , min tjener skal imidlertid pakke ind , og gøre sig selv færdig til at følge med mig . “ „ Når ses vi igen ? “ „ Det ved kun gud ! “ „ Nu så farvel , min kære søn ! Vil du dog ikke omfavne mig til afsted ? Er du vred på mig ? “ Otto vendte sig mod obersten , han så tårer i hans øjne , han kastede sig i fin faders arme og trykkede ham med krampagtig hæftighed til sit bryst , derpå rev han sig løs , trak hurtig og stærkt i klokkestrengen og ilede ind i det næste værelse . Obersten gik tilbage til sit , og efter halvanden times forløb , så han sin søn køre ud af gården med fin tjener , der kørte hestene for den lille vogn , som Otto plejede at benytte til sit eget brug . Støttet på jomfru krogs arm havde Bertha nået sit hjem , ikke uden møje , thi hun følte sig ikke blot meget mat , men en feberagtig gysen og kulde flød gennem hendes årer . hendes snaksomme veninde kunne tiltrods for fin deltagelse ikke afholde sig fra at bestorme hende med tusinde spørgsmål . „ Hvor alt dette ængster mig , bedste frue ! Der er bestemt noget , som er galt fat ! Gud hjælpe os , — skjul det dog ikke for mig , ihvad det så er . De kender oberst Sneider ; men hvorfor har de aldrig sagt det til mig eller til hans søn ? “ „ Fordi jeg ikke kendte ham under hans virkelige navn . “ „ Ih gud forbarme sig ! — ja , obersten har vistnok ord for at være en fæl en . Men sig mig nu , kære veninde — de ved , jeg holder af dem og er dem tro — det seer dog ud som — jeg er rigtig bange for , at den oberst — at han , ville jeg sige , er en gammel kæreste . “ „ Ak nej , ikke en kæreste , men — i min første ungdom har jeg truffet obersten og — “ „ Og de har her elsket hinanden — ikke sandt ? “ „ Ja , jeg tror , at — jeg har elflet ham . “ „ Nå i guds navn ; men hvordan gik det da videre ? “ „ Min fader og han blev uvenner . — men kære krog ! Jeg er virkelig så syg og den hele historie er så lidet interessant eller betydelig , at jeg umulig i dette øjeblik kan sige mere derom . Og i det hele er der ikke mere at sige , end hvad jeg har sagt og det er sandt . “ Jomfru krog opsatte nu til en anden gang at forsfe mere i denne sag , som hun dog foresatte siz ikke så let at slippe . Bertha havde lagt sig i en sofa , og da hun ønskede at være ene , lod hun som hun sov . Jomfru krog forlod værelset , og Bertha gav sit ængstede hjerte luft i en strøm af tårer . Langt om længe faldt hun virkelig isøvn . Hun blev vækket af jomfru krog , der sagte tog hendes hånd og med et fornøjet ansigt sagde : „ Nå , min lille frues om forladelse jeg vækker dem af deres søde søvn , men her er nyt , meget godt , fortræffelig nyt ! Her er et besøg til dem . Hvem mener de vel ? Obersten står derinde og beder om at få dem itale . Ja , man må sige om oberst Sneider , hvad man vil . Et umodståeltgt menneske er han . Han sagde til mig : „ „ Kære jomfru krog , vi to er jo gamle bekendte , tal et godt ord for mig . Forsfås mig en halv times audiens hos deres smukke veninde . Det er mig af yderste vigtighed at tale med hende . “ “ — seer de , min bedste , sådan en mand er Vorherre ! Alting kan endnu blive så grumme godt , ja mennesket spsaer , men gud råder ! “ Under denne tale var Bertha stået op fra sit leje og havde rettet på sit halvt nedfaldne hår og indsvøbte sig i et schavl , der indhyllede hende fra top til tå . „ Bed obersten at komme ind , “ sagde hun med en noget skælvende stemme , og meget fornøjet løb jomfru krog straks til døren og åbnede den med dyb nejen . Den ranke endnu skønne mand trådte beskeden ind , og jomfru krog forlod værelset . Hurtig ilede han mod Bertha , der kom ham imøde , han greb hendes hånd , med et ubeskriveligt blik , så de tavse på hinanden . Bertha gjorde en bevægelse for at bede ham tage plads ved hendes side i sofaen , men han tog en stol og satte sig ugeoverfor hende . Længe talte de sammen . Da han rar gået , syntes Bertha ganske afkræftet , hu indlod sig ikke på noget egentlig svar på jomfru krogs spørgsmål , men søgte hvile , hvortil hun sagde , af hun høiligen trængte . Næste formiddag kom obersten igen . Han og Bertha havde en lang samtale , og da han gik bemærkede jomfru krog med glæde , af han med barme kyssede hendes venindes hånd og trykkede den til sit bryst . Den følgende dag sendte han efter berthaønske Ottos rejsevogn , hvori denne ven havde bragt den lille familie ud til sin gård og hvori den nu uden ham kørte tilbage til København og igen betrådte sin ydmygere bolig på toldbodveien . fireogtredive kapitel . Dagen efter brylluppet . Det var atter juleaften . Otto kørte ad kongevejen og lå i skumringen Københavns tårne i den tågede horizont . Indsvøbt i sin kappe med fin vinterhue dybt nedtrykt over panden sad han i fin lille let bepakkede vogn ved fin tjeners side , som kørte de hurtig ilende heste . „ Se engang hvor de skynde sig , de ved ordenlig af hjemmet er nær , og det er kært sågar for de stakkels dyr , “ sagde tjeneren med en tone som viste , at han også var af samme mening som hestene . „ Ak ! “ sukkede Otto ved sig selv , „ det er jo også den uforklarlige længsel efter hjemmet som driver mig her tilbage . Og nu , da jeg seer disse bekendte tårne , er det , som de vinkede til mig og råbte : vend om ! Vend om ! — nej , jeg vender ikke om ! Felge hjerte , hvad frygter du for ? Har jeg ikke fagt mig selv hundrede gange , hvorledes jeg ville finde alting her ? Er der ikke altid en lægedom i visheden , i sandheden , i den selvtilfredshed man føler ved modig og værdig at bære sin ulykke ? Og hvilken kval har ikke længslen været for mig ? Hvor har jeg længtes efter hende , efter at se hendes øjne , høre hendes stemme ! Hun har mig dog hær ! Med fordoblet venskab vil hun nu søge at trøste mig . — men , Bertha min stedmoder ! — egoistiske betragtninger i ligemeget , hun vil være glad og lykkelig . Skal jeg misunde min elskede ? — og min fader ? Savnet af mig har bedrøvet ham , har stået som en msrk skygge i al hans lyksalighed , det ved jeg vist , skønt ingen har sagt mig det . — frist mod ! jeg vil se dem begge , jeg vil vise Bertha at min kærlighed ikke var af dæmonisk natur . Otto ville dog ikke køre lige til fin faders hus . Han steg af i en gæstgivergård , klædte sig om og ilede nu gennem gaderne til det velbekendte hus . Det var en mørk aften , og den matte flamme fra gaslygterne svævede for vinden . Med bankende hjerte så Otto op til vinduerne på det gamle hjem . Det var stærkt oplyst . Nye pragtfulde Gardiner i forskellige farver vare trukne sammen og stivnede som transparenter ved de mange lys indenfor . Han stod lidt stille , inden han kunne samle mod til at ringe på porten . Hurtig sprang den op . Også den og trappegangene vare usædvanlig oplyste . Otto sneg sig sagte over gården og op ad bagtrappen . Også her tydede alt på festlighed . Dørene bleve revne op , og imellem køkkenet og værelserne for tjenere frem og tilbage . En af dem nærmede sig den kommende . Det var oberstens egen gamle tjener , der , såsnart han genkendte Otto , højrøstet udbrød : „ Nå , gudskelov ! Kære gode hr . Sneider ! Nu vil den rette glæde først begynde ! “ Otto tyssede på ham og bad ham for det første at lyse ham ind på hans fordums værelse . „ Ia med største fornøjelse , det står såmænd til dem , ligesom da de forlod det . “ Da de nu ganske stille og ubemærket vare ankomne der , sagde Otto med en noget usikker stemme : „ Som jeg mærker er der nok selskab her i huset iaften ? “ „ Ia vi have stort middagsselskab i aften . Jeg siger i aften , for de gik til bords ved lys , og er nok netop ved desserten . Brylluppet i går gik for sig i al stilhed , men bruden og brudgom vare ikke mindre glade for det . Men de kan tro at obersten savnede dem i al glæden . Da jeg havde klædt ham på sagde jeg som sandt var : nå , gud ved , at Herren seer ud , som de var ikke mere end tredivte år . Den nye uniform klæder dem ganske mageløst , og fornøjelsen gør vel sit , thi jeg ved da , at obersten er tilgavns fornøjet . Men ved de så hvad han svarede ? — ia , sagde han , havde jeg bare min søn Otto her , så skulle jo denne dag vistnok være mig glædelig . “ „ Nu vel ! så gå og sig ham , at hans søn Otto er her . Men sig det så ingen hører det . Bed ham komme herind , at jeg kan tale med ham . Jeg er ikke klædt til at gå i et sådan selskab som dette . “ „ O ! De er meget god , som de er . De må endelig gå ind og se den dejlige brud . Ja de kender hende jo , og ved nok , at hun er smuk , men i dag er hun vistnok smukkere end nogensinde før . “ Da Otto blev alene , følte han alt sit mod at forlade sig . Han satte sig ned , thi han syntes at stuen løb rundt med ham . Det varede ikke længe før obersten hurtig kom ind i værelset , ilede til sin søn , omfavnede ham , og sagde rørt og glad . „ Velkommen ! tusinde gange velkommen , min Otto ! Kom ind med mig i vort selskab , så vil jeg først mærke at vi helligholde en familiefest . “ „ Kære fader ! forsfå » mig ! For i aften er det mig glæde nok at have , et og omfavnet dig ! I morgen skal jeg komme ! Ak ! jeg troede mig så stærk , men synet af denne festlighed — jeg ved ikke — bær øver med mig . “ „ Hvad mener du ? Kan du blive forstemt øver din Broders lykke ? “ „ Min Broders ? Hvad siger du ? — “ „ Ja , ved du ikke , at din Broder i går havde bryllup med Fanny ? Otto stod et øjeblik som stum . Hans kinder farvedes med en pludselig rødme . Endelig stammede han : „ Det var min Broders og Fannys bryllup ? Ikke dit og — “ „ Og Berthas ? Var det ikke således du ville sige ? Men gudbevares ! Har du da ikke fået mit brev , som jeg sendte til Hamborg , to dage efter din afrejse ? „ Nej , jeg har flet ikke været i Hamborg , jeg har rejst omkring i Sverrige og Norge . “ „ Nå der seer du de gode følger af dit forbud mod alle breve og efterretninger fra hjemmet . Jeg brød mit løfte for at bringe dig en trøst , som jeg troede du behøvede , den nemlig , at Bertha , straks gav mig en kurv . “ „ Hvorledes ? Har hun aflået din hånd ! Er det muligt ? Jeg troede sikkert at hun elskede dig ! “ „ Ja sandt at sige , jeg troede det med . Og ganske på det Nene er jeg heller ikke , hvad denne sag angår , undtagen i det punkt , at hun har sagt mig et afgørende nej , det er rent og klart . “ „ O kære fader ! fortæl mig hvad hun har sagt ! Sig mig alting ! “ „ Nu have vi ikke tid ! — selskabet savner mig ! “ „ O , det trænger mindre til dig end jeg . O , let mit sind med dine ord , du ved ikke , hvor jeg har kæmpet med mig selv og hvad jeg har lidt . “ „ Nu , ja , det er snart fortalt , og jeg skal fortælle dig det hele ærligt , således som det er forekommef mig . Da jeg samme aften , du rejste , gik hen til hende , var jeg varm om hjertet . Jeg havde ordenlig inddrukket et sødt sværmeri af hendes brev til dig , som jeg nys havde læst . Bøn om tilgivelse for det meget onde , jeg mod min villie havde tilføjet hende , kærligheds erklæringer , brændende ønsker flød over læberne . Jeg havde i det øjeblik afkastet tredive år af min alder . Hun hørte på mig tavs og stille men dog med kendelig bevægelse , hun så på mig med disse ubeskrivelig fortryllende øjne , hvori jeg troede at læse det ønskede svar , og . det lod , som om hun samlede sine tanker , inden hun svarede mig med en stemme så mild , så sød , at jeg synes endnu at høre den . Hun takkede mig , sagde hun , den dag ville hun stedse anse for et lykkeligt vendepunkt i sit liv , da jeg ved mit smigrende tilbud , ved min uforstilte godhed havde overbevist hende om , at jeg ikke foragtede eller sorsmåede hende , en tanke , der altid havde nedtynget hendes sjæl , når hun i bedre øjeblikke havde vovet at hæve sit hoved . Hun havde intet at bebrejde mig , da jeg havde læst hendes bekendelser , var hendes sindelag mig bekendt , og hun havde intet videre at tilføje . Men at give mig fin hånd det aspog hun aldeles . „ „ De ved det ! “ “ sagde hun „ „ Deres søn elsker mig . Bevar mig gud at stå som en ond genius imellem fader og søn , fra at forstyrre et så helligt forhold . Desuden kunne jeg aldrig være glad ved noget , der kunne bedrøve Otto Sneider . Han er det ædleste jeg kender , og hvad jeg har nægtet ham skal jeg aldrig tilstå nogen mand . “ “ Jeg vil bekende for dig , at jeg i min berusede stemning var så lidt fader , at jeg vovede at bestride hendes grunde , og at udhæve m i n kærlighed og min smerte , men hun svarede : „ „ Disse følelser ville engang forsvinde ; men de , som binde dem til en elflet søn , og ham til dem , ere indgroede i hjertet og kunne aldrig udrives af det ! “ “ Nu ! jeg gik hjem — og i nattens stilhed slog jeg vand i blodet og — gudskelov i det treoghalv « Tredfinstyvende år dør man da ikke straks af kærlighed . Jeg tænkte på dig , på det ansigt , hvormed du forlod mig , noget , som jeg aldrig glemmer , og da nu heller ikke jeg ville være tabt bag af en vogn , gik jeg til hende den næste formiddag , og prøvede at tale til dit bedste . — jeg nægter ikke , at det kunne være mig tungt nok at se hende som min svigerdatter , thi lidt forelsket i hende er jeg bestandig , jeg vil ikke lyve . Imidlertid , du ville vel leve ude på din gård , jeg her i byen , jeg havde jo ikke nsdig at se stort til hende . Noget af dette var jeg ærlig nok til at sige hende , og mente forresten at når man havde sådan en hengivenhed for en mand , som hun ytrede for dig , så var det mere end nok til et lykkeligt ægteskab . — men heller ikke heri ville hun indlade sig . Hun elskede dig , sagde hun , med trofast , søsterlig kærlighed , og kunne ikke anse dig anden som en bwder . — nu vågnede igen den gamle Adam . Når det ikke kunne nytte at tale for dig , tænkte jeg , så havde jeg vel lov til at tale for mig selv . Det gjorde jeg , jeg talte mig ind i en sådan lidenskabelig hæftighed , at jeg fortjente at være en tyveårs yngling . Med et alvor , ja med en værdighed , som jeg ikke havde kendt hos Bertha vestberg , sagde Bertha Bøgh mig et afgørende nej . Se der har du den hele historie . Hun ønskede at rejse hjem den næste dag , og jeg sagde hende farvel med en egen vemodig og kærlig krybe » om hjertet . siden har jeg ikke set hende , men som sagt feberen har så temvielig lagt sig . Gudskelov for glemmekunsten ! Det er ikke den ringeste af de skønne kunster . Men følg mig nu til selskabet ! Jeg ved , de blive alle glade ved at se dig , skønt ingen er så glad derved som jeg . “ „ Som du vil , kære fader ! svarede den til et nyt liv vågnede Otto . „ Men sig mig dog en ting endnu ! Fanny har ægtet Charles ! Er hun glad derved ? “ „ Ja , det lader til det , det er virkelig en besynderlig forandring , der efterhånden er foregået med de to personers forhold . Han var tilforn så ydmyg , og hun så stolt , nu derimod syntes hun ganske at rette sig efter hans villie med kvindelig eftergivenhed , medens han derimod er stolt af fin lykke . Forresten tilbeder han hende og mener , at alle andre bør gøre det samme . Jeg håber vist at de blive meget lykkelige sammen , og etatsråden har sat dem i fortræffelige omstændigheder hvad udkomme angår , og indrettet alting sov dem på det prægtigste ! “ „ Nu , gudskelov , af inderste hjerte skal jeg glæde mig over Fannys og min Broders lykke . “ Med et ansigt , der virkelig passede til en glad festlighed , deltog nu Otto i det muntre selskab , men efter et par timers forløb bad han om tilladelse til at fjerne sig , da han foregav at være træt af rejsen . dog søgte han ikke hvile ' , men ilede med hurtige skridt til Berthas lille bolig , for atter at tale med hende , som han ikke^ havde set de sidste fire måneder . Da Otto forlod^berthas bolig var han mørk og forstemt , og et suk trængte sig af og til frem af hans bryst , på hjemvejen . Da han kom hjem kastede han sig på en sofa og skjulte ansigtet i fine hænder . Således blev han siddende til langt ud på natten . Femogtredive kapitel . En oplysning . — ved dødslejet . I termintiden var Ottos forvalter kommen til Bertha for at udbetale renterne af den lille kapital , hun havde stående i godset . Denne forretning sagde han , var utrykkelig bleven ham overdragen mellem de befalinger , som ottø havde givet ham ved fin afrejse . forresten havde han siden den dag aldeles ingen efterretning haft fra sin herremand . Denne forvalter , en modig , god mand , der fra det korte ophold på godset kendte de to fruentimmer , og gerne talte med dem , følte sig vel til mode ved deres gæstfri modtagelse og blev snaksom . Blandt andet sagde han , at det var ham pålagt af Sabine Poulsen at bringe Fru Bøgh de kærligsle hilsener . Han fortalte ved denne lejlighed en hel del om August , hvor kært dette unge menneske var for Otto , hvor meget denne stolede på ham , så at han endogså havde overdraget ham et overopsyn med en del af godsets bestyrelse . „ Han behandler ham ! “ sagde forvalteren „ som en søn og arving . Og det forstår sig ! “ tilføjede han , „ det er jo heller ikke underligt , når man ved hvem den såkaldte August Poulsen egentlig er . “ Med største glæde greb jomfru krog denne attring for at spørge : „ Ja hvem er han da egentlig ? En søn af hr . Otto Sneider kan han jo dog ikke være ? “ „ En søn ! Nej på det lav ! Men en Broder seer de , det er så , imellem os sagt , thi man taler , ikke gerne derom , hvorvel det just ikke er nogen hemmelighed . Ak herregud ! Det kan nu være en atten år siden . Det var i den forrige salig herres tid . Da kom obersten ud at besøge fin svoger , thi hansalig frue var en søster til justitsråden , obersten var enkemand , men ganske ungj endnu , og et dejlig menneske — ja han er da en smuk mand endnu for den sags skyld . Han forelskede sig nu og det tilgavns i degnens datter Sabine , der vistnok også var det smukkeste pigebarn , man ville se . Jeg var dengang en ung knøs og gik min fader tilhånde , thi før var min fader forvalter på godiei , og jeg husfer det nu så grangivelig som det var i dag , at når jeg om aftenen gik hjem — thi vi havde just den sommer noget arbejde på hin side af skoven — når jeg da — ville jeg sige - gik hjem om aftenen , ; å jeg altid obersten , som dengang kun var kaptajn , hvordan han gik i sin lysegrå frakke , og luskede omkring degnens hus , for at se om vindusjkuddet var lukket i den gamles sovekammer , thi så vidste han , at degnen var iseng , for han var dårlig det stakkels skrog og gik til sengs klokken otte , halv ni , så gik oberstens sol op . Ja jeg bar lidt takket gud fordi han løste op for den stakkels fader , uden han erfarede datterens tilsland , thi pigen var hans øjesten . Og det er såmænd også den dag , i dag er , et meget rart fruentimmer . Herregud ! Vi er alle mennesker . Det er da ellers underlig nok med sådan en gammel kærlighed ! Når Sabine Poulsen hører , at obersten ventes ud på gården — som sjelden^ fleer — så kan hun ikke blive i sit hus , hun kan ikke tåle at se ham , så rejser hun bort til et sted et par mile borte , og tager sønnen med sig , og alligevel siger min kone , som hun meget omgås , at hun endnu har så meget tilovers for obersten , at når hun bare hører , at han har en snue , så græder hun , og et par gange , da der gik det rygte , at han ville gifte sig igen , kreperede det hende sådan , at hun ordenlig blev syg . Det kunne hun ikke tåle , ihvorvel det vist aldrig er faldet hende ind , at hun kunne blive Fru oberstinde , til sådanne tanker er hun alfor fornuftig . Men det synes mig dog , at sønnen burde se obersten . Det er ret kuriøst hvor han ligner vores hr . Sneider , og jeg kan dog ikke sige at hr . Sneider ligner sin fader ! “ „ Jovist har han lighed med obersten , “ sagde jomfru krog . „ Synes de ikke også det , frue ? “ Tilføjede hun . Bertha , hvis kinder vare blevne purpurfarvede under forvalterens beretning svarede : „ Det er aldrig faldet mig ind . “ Da hun blev ene med jomfru krog sagde hun : „ Erindrer de , gode veninde , hvor vred de blev på mig , da jeg endelig måtte bekende for dem , at jeg havde afslået oberstens tilbud ? Hvad siger de nu ? Må jeg ikke takke gud , som bevarede mig fra på dobbel måde at forgribe mig på hellige rettigheder ? med hvilken ængstelse måtte jeg ikke tænke på Ottos fraværelse , thi for denne sags skyld er han dog vistnok rejst så pludselig bort ? Og med hvilket sind måtte jeg møde den bedrøvede Sabine og hendes søn ? “ „ Å hvad , “ svarede jomfru krog . „ Når man ville tage det så nøje med mandfolkene , så fik ikke mange af dem enten kone eller kæreste . “ Vinteren var forbi , foråret var kommet , og i mellemtiden var Otto jo som omtalt vendt tilbage fra fin rejse . Det var koldt og stormfuldt og den første sommermåned syntes hellerikke at ville ligne den forrige milde og varme sommer . En dag kom et ridende bud fra Ottos gods med et brev til Bertha . Det var fra Sabine Poulsen , og med forfærdelse læste Bertha , at Otto lå farlig syg . Ligesiden han kom hjem fra fin udenlandsrejse , skrev Sabine , , havde han været særdeles irritabel , adspredt og urolig , ofte havde han i den kolde ustadige sommer vandret ensomt omkring i hele dage uden at nvde det ringeste , ja , flere gange var han ved nattens frembrud gået ud og havde tilbragt den hele nat under åben himmel , undertiden roende omkring på åen uden at bemærke enten regn eller storm . For otte dage siden fik han pludselig Feder , som han i begyndelsen aldeles ringeagtede , ' og da ban endelig lod hente en læge , havde sygdommen allerede taget en farlig vending . Lægen gav ikke synderligt håb . Den syge lå i bestandige feberfantasier , kendte ingen af sine omgivelser , men råbte uophørligt på Berthas navn , ytrede den heftigste længsel efter hende og gentog , at når han så hende , ville han straks blive helbredet . „ Jeg må rejse straks ! “ råbte Bertha . „ Hvert øjeblik er mig kostbart . “ Hun bad den bondekarl , som bragte brevet om at se at forskaffe hende en lejlighed med en eller anden vogn , som skulle til den egn . Han gik med løfte om snarest muligt at komme tilbage og bringe bested . Jomfru krog var ikke hjemme . Bertha betænkte nu de nærmere anstalter til sin rejse . Den første vanskelighed mødte : uden penge kunne hun ikke rejse , og hendes egen såvel som jomfru krogs kasse var for øjeblikket næsten aldeles udtømt . Med det beklemte hjertes uroligste hastværk ledte hun i sine gemmer for at finde noget , der kunne gøres i penge . der var kun småting af ringere værd . Det bedste stykke var et smukt lille ur , som var et arvegods efter hendes moder , det eneste minde som hun gennem alle tilskikkelsers havde bevaret som en helligdom . Med en vemodig følelse så hun på det : „ Jeg får kun lidt for det , når jeg nu med et vil sælge det og for mig har det så stort værd . “ På væggen hang et større ur , som havde til- , hørt den afdøde Bøgh . Det var meget mere værd , en meget kourantere ' vare . Bertha så på det . „ Nej , det er Vilhelms ejendom . Jeg vil sælge mit eget . Ak ! lad mig blot se at komme bort . Alt det øvrige er småting . “ Med disse ord tog hun schavl og hat på og skyndte sig til den nærmeste uhrmager , hvor hun solgte uret til en uforholdsmæssig meget billig pris , men som dog var ganske tilstrækkelig til rejsens omkostninger . Da hun kom hjem traf hun jomfru krog meget forundret over at finde mine i færd med at indpakke sin frues tøj i en vadsæk . Den gamle pige var i overordenlig siet lune og gjorde sin veninde de alvorligste forestillinger om det urimelige i denne rejseplan , om de økonomiske betragtninger der burde fraråde hende et sådant foretagende . „ Og hvor skal vi gøre af børnene ? Dem kan jeg dog ikke tage med i mine imformationer . Skal de blitze ene her hos den unge tøs , denne mine ? “ Olga stak i at græde og greb fat i moderens kjole som for at holde hende tilbage . Vilhelm råbte : „ Nej , jeg må følge min moder , hun skal ikke rejse alene , jeg er en stor og stærk dreng , jeg skal forsvare og bevogte hende på rejsen . Og er vor gode ven Sneider syg , så må jeg også se ham og pleje ham . “ „ Nuvel ! “ sagde Bertha . „ Jeg tager begge børnene med . Jeg kan overlade dem til Sabine , medens jeg selv bliver hos den syge . “ „ Men betænk , “ sagde jomfru krog , „ at det rimeligvis er en smitsom syge ! “ „ Ligemeget ! Om det så var pest , måtte jeg ile til ham , når han kalder mig . Ak gud ! jeg ville dø af ængstelse , om jeg blev her . “ De små tilberedelser til rejsen vare snart gjorte , og efter at Bertha havde besørget et bud til Fanny for at underrette familien om Ottos tilstand , gik hun med den føromtalte bondekarl , der bar den lille Olga , og Vilhelm , der bar randselen , til et værtshus langt oppe i byen , hvor hun med fine børn tog plads på et umagligt sæde i en med alle slags sager fuldbepakket bondevogn . Den ubekvemme og udmattende kørsel ville Bertha i fin urolige stemning næppe have bemærket , når ikke den umådelige langsomhed havde været i en så stærk modsigelse med hendes indre jilfærdighed . Dagen hældede allerede , og næppe var man kommen en trediedel af vejen . Ovenikjøbet sagde bonden , at længere end til sit hjem kunne han ikke køre hende , men dette lå en halv mil fra herregårde « . Bertha begyndte at blive bange og fortrød , at hun i sin utålmodighed havde valgt denne befordring og ikke ventet til næste dag , da der afgik en postbefordrig til en købstad ikke langt fra Ottos gods . Det begyndte at regne . Bonden kørte ind i et skur ved en kro . Han stod selv af vognen og gik ind i krostuen . Der støde flere vogne i skuret , men det var så mørkt , at man kunne ikke skelne dem fra hinanden . Kort efter kom bonden ud igen tilligemed en mand , der bar en lygte , og nærmede sig til vognen . Med glad forundring genkendte Bertha forvalteren fra Ottos gods og erfarede , at han efter aftale med August var kørt med rejsevognen for at hente hende , hvilket Sabine i sin forvirring ikke havde tænkt på at besørge . nu gik det i en flyvende fart den øvrige del af vejen . Undervejs søgte forvalteren at trøste Bertha i henseende til Ottos tilstand , men hun mærkede godt at han selv var inderlig bekymret . Det var midnat , da vognen holdt ved den store trappe på herregårde « . August kom de ankomne i møde . Han var forgrædt , og svarede kun på bettas spørgsmål med tårekvalte ord . Forvalteren påtøg sig at bringe børnene til Sabines bolig , da August sagde , at hun ganske nylig var vendt hjem efter hans indstændige anmodning , og havde overladt ham at våge hos den syge . Også lægen var på gården , men havde lagt sig i et værelse nær patientens . Bertha trådte nu , ført af August , ind i Ottos eget værelse som stødte til hans sovekammer . Den føromtalte unge tjener og en gammel stuepige sad hver i fin krog , men rejste sig ærbødig ved Berthas indtrædelse . “ Med skælvende fod betrådte hun nu det sted , hvor hun skulle se sin lidende ven . En dunkel lampe brændte på et bord , besat med mediftnflasker og andre flige ting . Et vindue stod åbent , og som med ængstelig urolighed bevægedæ gardinerne sig for blæsten , der også bragte lampens flamme til at zittre . et skjermbrcedt stod for sengen , August trak det lidt til side , og Bertha nærmede sig den syge . Han lå ganske stille , dødbleg , med halv åben mund , hvis bryst hævede sig og sank med heftig bevægelse . Ved dette syn brast Bertha i gråd , hun kastede sig på knæ ved hans seng og vædede sengetæppet med en strøm af tårer . August nærmede sig med midicin og et gla « Vand , som han gav Bertha , medens han løftede den syges hoved sagte i vejret , og bragte en ske til hans læber . Otto sank lægemidlet , og derpå førte Bertha vandglasset til hans mund . Hun nævnede sagte hans navn . Han åbnede øjnene , stirrede på hende og bevægedæ læberne , uden at man kunne høre , om han virkelig talte . Han greb om glasset og drak , bestandig med øjnene vendte mod det elskede ansigt . „ Jeg tror han kender dem ! “ hviskedee August glad „ O , gud være lovet at de kom ! “ Otto lå stille , men det syntes , som om han kæmpede efter at genvinde sin bevidsthed . Bertha havde sat sig ned ved hans seng , hans blikke forlod hende intet øjeblik og når hun gik omkring i værelset , fulgte de enhver af hendes bevægelsær . han tog medicin og drikke af hendes hånd uden at tale , men dog uden at vende øjnene fra hende . Endelig faldt hans øjne til , som ganske udmattede , og det lod , som han sov . August og Bertha begyndte at fatte et lidet håb . Alting i værelset var stille , man hørte kun den syges åndedræt , og perpendiklens slag i et ur i stuen , tilligemed blæstens susen udenfor og dens ryk i de flagrende vinduesgardiner . August havde lukket døren til det ydre kabinet , hvori de to tjenestefolk befandt sig , selv satte han sig i en krog , og da han var udmattet af sorg og vågen , faldt søvnen velgørende over hans unge øjelåg . Ved foden af sengen lå tiger , og rørende var det at se den tro hund af og til at lægge forbenene op på kanten af sengen , betragte sin syge herre med fine kloge øjne og flikke hans hånd , medens en lyd der lignede et suk , steg op fra dens stumme bryst . Bertha sad ved sengen , og med tårer med inderlig bøn til gud betragtede hun den blege ven , medens hendes hånd hvilede sagte på hans arm . Det gryede ad dag , hun rejste sig og gik hen at flukke lampen . det forekom hende at hun hørte Otto sagte udtale hendes navn , hun vendte sig hurtig , og så ham vågen med smilende ansigt at række hånden ud mod hende . Hun ilede til ham , greb hans hånd , trykkede den med glædestårer til fine læber . „ O Bertha , “ sagde Otto med svag stemme : „ De er her , hvilken lyksalighed ! hvor jeg takker dem ! “ „ Ak , jeg er selv lyksalig ved at være hos dem , ved at kunne pleje dem , ved at se dem vende tilbage til livet . “ Med hviskende stemme sagde Otto : „ Nej , min bedste veninde , jeg vender ikke tilbage til dette jordiske liv . En bedre verdens morgenrøde lyser allerede for mig . “ Bertha så på ham , et forklaret udtryk omsvævede hans træk og lyste ud af hans overordenlig skinnende øjne . Hun brast i heftig gråd og kastede sig ned med ansigtet skjult i hans tæppe . Sagte løftede han hendes hoved med sin matte hånd og sagde : „ O , græd ikke min elskede , min trofaste søster , misund mig ikke den salige fred , som gennemstrømmer mig , en fred , som jeg ikke kan beskrive , som ikke er i denne verden , en forudfølelse af de indre vinger som udfolde sig . O , lad mig , medens de sidste sandkorn endnu falde i mit timeglas , nyde livets største gode , det , som jeg ikke skal tabe i døden , glæde over min elskede ! Lad mig takke dig , hulde veninde , elskede søster , for al din trofaste kærlighed ! Nu falde støvets lænker , nu føler jeg en kærlighed , som din . O ! und mig nu , hvad jeg altid attråede , aldrig fik : giv mig et hjertelig Kys og favntag til afsted , og lad mig nærme mig dine Dines stjerner at de må lyse mig til himlen ! “ Han løftede fine matte arme for at udbrede dem mod hende . Bertha tog ham sagte i fine arme og trykkede et varmt og langt Kys på hans blege læber . Et elektrisk stød syntes at gjennemfare ham , det var som en stærk opblussen af livets flamme han slyngede sine arme , fast om den elskede , derpå sank hans hoved ned på hendes skulder , et par krampetræk rystede ham , et dybt suk og han lå død i Berthas arme . Et dæmpet skrig undslap hende , August ilede til og kaldte tjeneren og lægen rilhjælp . Bertha var falden afmægtig om på sengen , Otto hvilede endnu på hendes ene arm . August bar hende ind i det tilstødende værelse . Man forsøgte alle midler for at bringe Otto tillive , skønt lægen straks erklærede , at han allerede den forrige aften havde vidst , at alt håb var forbi . Da alle bestræbelser vare forgæves , lagde August med varme , broderlige tårer det elskede lig sagte tilrette på lejet , og lukkede Ottos venlige øjne , der endnu stod som hævede mod den elskedes aåsyn . Et smil svævede om hans mund . August stod længe og betragtede ham med en blanding af bitter smerte og stille andagt . Sexøgtredivte kapitel . Et optrin på kirkegården . Lægen , en ung , godmodig mand , var imidlertid gået ind til Bertha for at yde hende sin hjælp . Det varede længe før hun vågnede af sin besvimelse . Den gamle stupige og hele gårdens personale havde samlet sig om hende . De kendte hende som deres herres højt ærede veninde og kappedes om at vise hende omhyggelighed . Efter lægens forskrift bragte de grædende fruentimmer Bertha til sengs i et fraliggende gæsteværelse , svor Sabine efter en times tids forløb også kom ind til hende og søgte at dæmpe sin egen smerte før ikke at forøge den yderst angrebne venindes . Vilhelm kom sagte ind i værelset og nærmede sig sagte moderens seng . Han havde været inde og — som han udtrykte ftg — sagt den gode hr . Sneider farvel , og denne scene havde således virket på den livlige dreng , at hans blege og kummerfulde udseende forfærdede Bertha . Hun omfavnede ham og anstrengte sig før at oplive og trøste ham . „ Ak ! “ sagde hun og lagde sit trætte hoved op til hans barnlige bryst : „ Her slår endnu et hjerte , før hvilket det er værd at leve ! “ — ved middagstid holdt oberstens vogn før døren . Ottos unge tjener sad bedrøvet på en bænk i gården . Han rejste sig og trådte hen til vogndøren , som oberstens egen tjener havde åbnet . „ Hvordan er det fat ? “ spurgte obersten . Den unge tjener svarede kun med fine tårer . „ Hvad siger du ? “ sagde den ængstede fader : „ Min gud det er vel dog ikke forbi ? “ „ Jo , hr . Oberst ! “ hulkede tjeneren . „ Luk vognen igen ! “ sagde obersten med kvalt stemme . Han vinkede ad sin egen tjener der stod som forstenet ved siden . „ Lad kusken vende om , og køre mig hen til min gamle Major i næste købstad . Og bliv du her , gode , gamle Frantz , for at være tilhjælp med hvad der forefalder . Kom til mig når — du forstår mig ! “ Han kunne ikke sige mere , vognen vendte og kørte bort , og Frantz ilede op i huset og kyssede med tusinde tåre sin kære unge herres kolde hand . På begravelsesdagen mødte Charles og nogle få beslægtede og venner . Obersten var ikke tilstede . Den ulykkelige fader var ikke i stand til at udholde synet af denne hjertegribende ceremoni . En umådelig lang skare af godsets bønder , gamle og unge , fulgt af fruentimmer og børn , ledsagede med hjertelige tårer den sorte kiste , der , båret af sognets mest ansete mænd , og smykket med blomsterkrandse , bundne af Berthas og Sabines hænder , blev nedsænket i den stille grav tilligemed sommerens skønneste blomsterpragt og alle de tårer , som havde bedukket denne . — — -- -- -- -- -- -- -- - Bertha som netop samme dag havde forladt sit sygeleje , gik mod aften med Vilhelm hen til den lille kirkegård . de bare kurve med blomster og grønt , hvormed de ville smykke den friste grav , over hvilken et stort , højt bøgetræ hvælvede fine grene . Pludselig satte Vilhelm sin kurv ned og udbrød : „ Ak , moder ! Se den stakkels tiger ! “ Med utvetydige tegn på en virkelig bedrøvelse lå den tro hund på graven med nedsænket hoved , som et skønt , levende monument , fremstillende troflabens symbol . Bertha og Vilhelm ilede hen til hunden , og søgte med kærtegn at lokke den fra sin plads . Den flikkede deres hænder med en hed tunge , men veg ikke fra stedet . En Karl , som opholdt sig i nærheden kom hen til dem og sagde , at hunden var fulgt med ligtoget , og så snart graven var tilkastet , havde den lagt sig på den , at siden forvalteren og flere havde søgt at få den bort både med venlighed og magt , men den havde vist tænder og ikke været til at fjerne . Højt grædende kastede Vilhelm sig ned til den . Den kloge hund så på ham , den rejste sit hoved , og begyndte at bortflikke hans tårer . Vilhelm slyngede sin arm om den og kunne ikke holde op at græde , endelig rejste tiger sig , og det lykkedes drengens kærlige bestræbelser , at få den trl at forlade graven . Som hin juleaften bandt han sit lommetørklæde i ringen af dens halsbånd for at holde den fast , den lod ham tålmodig gøre det , og da han satte sig i græsset , lagde den sig på hans vink ved hans side , og hvilede sit hoved i hans skød . Bertha begyndte imidlertid at udfolde sine blomster og at smykke graven . Hun lå på knæ på jorden ivrigt beskæftiget med sit arbejde . Med et blev hun vaer , at obersten ganske stille stod ved hendes side . Han bøjede sig ned til hende , tog hendes hånd kyssede den uden at tale . Hun tav også . Derpå knælede han , ligesom hun , ved blomsterkurven , og tog uden videre del i at ordne og plante blomsterne , medens mangt et suk , mangt et kærligt farvel , sendtes fra hans tavse , beklemte bryst til den , som hvilede i jorden . Den hele grav så snart ud som om et broget tæppe var bredt over den . De vare færdige og rejste dem , da obersten i det samme for heftig sammen , blegnede , og sagde halv sagte : „ Gud ! Hvad er dette ? “ Berthas øjne fulgte retningen af huns , og opdagede Sabine og August der i samme hensigt som hun vare komne til graven med blomster , men ved synet af obersten vare i færd med at trække sig tilbage . Sabine var krøben i skjul bag en hæk , til hvilken hun lænede sig , uden kraft til at gå videre . August , som ville føre hende bort , vendte sig dog endnu engang for at kaste et blik på den aldrig før sete fader . I dette øjeblik mødtes han af oberstens øjne , der syntes at se den søn , ved hvis grav han stod . Bertha begreb sammenhænget . Som dreven af en indre indflydelse fløj hun hen til August greb hans hånd , og førte ham næsten med magt hen til obersten . „ Se Ottos billede ! “ sagde hun „ hans Andling , hans kæreste Broder , den store trøst , som guds barmhjertighed sender dem i denne sorgens stund ! “ Forbavset så obersten på den unge mand der undseende stod for ham . Pludselig rakte han hænderne ud mod ham og råbte : „ Kom i mlne arme , min søn , min kære søn ! Vær mig i min Ottos sted , og jeg vil være dig i hans ! “ August kastede sig i hans arme med udbrydende tårer . „ Kan du tilgive din ukærlige fader ? “ spurgte obersten rørt . August pegede mod hækken og sagde : „ Der står min moder ! “ Skælvende og med nedslagne øjne kom Sabine nu frem , men blev stående som en støtte . Den simple sorte kjole faldt i rige falder om den høje , ranke skikkelse , og det fine blege ansigts regelmæssige træk gave hende udseende af en ædel natur . Obersten syntes dybt greben af dette syn , han nærmede sig , tog begge hendes hænder , idet han sagde : „ Ak , Sabine ! Stakkels Sabine ! Tilgiv mig ! Jeg beder dig , tilgiv mig for denne vor søns skyld , for hvem jeg takker dig ! Tilgiv mig for hans skyld som hviler her og som vi jo begge begræde . “ Bertha havde under denne samtale trukket sig tilbage og listede sig nu sagte bort med Vilhelm , der førte det sørgmodige dyr hjem med sig og følte sig lykkelig ved således at have tilegnet sig det kære dyr . Den lille Olga var alt dagen i forvejen kommen hjem fra Sabines hus . Det smukke venlige barn stod med en af pigerne udenfor døren for at vente på fin moder . Med jubel ilede hun hende i møde og klyngede sig til hende . Vilhelm greb Berthas arm , idet han med ubeskrivelige øjne så hende ind i ansigtet . med den inderligste kærlighed omfavnede Bertha fine elskede børn og bøjede sig med kærtegn til den tabte vens tro hund , der med dyrets rørende blik så på hende og ligesom bad om et nyt tilflugts ' sted i hendes hjem . Den næste dag derefter var bestemt til hjemrejsen . Om morgenen kom oberst Sneider ind til hende . „ Kæreste Bertha ! “ sagde han , „ trofaste veninde ! Lad mig takke dem for alt deres venskab for min Otto ! Ia , lad mig også takke dem for alt , hvad de har været for mig . Det var ogiå dem der tilførte mig min hidtil ubekendte søn . Ia , jeg tilstår det med tak til gud . Forunderlig velgørende er det indtryk som synet af min søn har gjort på mit sårede hjerte . Det er jo som jeg så Otto , han er dannet af ham , Otto har sikkert indgivet ham noget af sin egen ædle sjæl . Ja , deres ord vare sande : guds barmhjertighed sendte mig denne trøst i den bittreste sorgens stund , og han sendte mig den ved deres hånd . Lad mig nu også udfolde mine tanker for dem , min inderlig kære veninde ! Forunderligt vækker døden og sorgen vort i verdens tummel sløvede hjerte . Synet af Sabine har rørt mig dybt . Såmange skønne år har hun kummerligt henflædt for min skyld ! Den af sin letsindige fader forladte søn har hun været en trofast moder . Otto talte engang hendes sag med varme , han ønskede , at jeg fluide give hende den erstatning , som stod i min magt ! “ „ Ja tilvisse , kære oberst . Jeg ved , at denne brøders skæbne lå ham på hjerte , og at det ikke er uden betydning , at forsynet ved hans stille hvilested har sørt dem denne moder og søn i møde . — de miste begge deres ven og støtte i ham . Lad dem finde tilflugt i deres arme . “ „ Ja , kære Bertha , jeg ville befinde mig alt for ensomt uden denne min nye søn ; thi min gode Charles er jo ikke længere i mit øde hus , og jeg trænger til et barns kærlige nærværelse og her genkender jeg også min Ottos lærling ; August afslog alle jordens goder , ja , selv sin faders kærlighed , når han ikke kunne dele den med sin moder , ak ! Sabine elsker mig endnu , og min gamle ømhed for hende er ikke uddød . Jeg har allerede tilbudt hende min hånd og skal af et ærligt sind stræbe , at hendes kommende år skulle hengå så lykkelige , at hun aldeles skal forvinde de forbigangne^ Kummer ! “ Da Bertha med uforstilt deltagelse ytrede fin tilfredshed over oberstens beslutning , tog han hendes hånd og sagde : „ Ak , Bertha ! Tro mig , jeg ved , at de er det ædleste , det elskværdigste af alle mennesker . O , sig mig , hvorledes skal jeg forsone al min uret imod dem ? “ „ Kære oberst ! De har ingen uret imod mig . Mit venskab , mine gode ønsker skal følge dem til det sidste øjeblik ! “ „ Er der da flet intet jeg kan gøre for at behage dem ? Intet lille ønske , som det kunne stå i min magt at opfylde ? “ „ Jo , jeg har virkelig en bøn til dem . Tillad mig at tage Ottos hund med mig og beholde den . Min Vilhelm har lokket den med sig fra graven , hvor den lå . Tillad at den må være ham et arvegods og en erindring om vor tabte ven . “ Denne bøn blev naturligvis straks tilstået hende . Vilhelms glæde ved efterretningen herom var nbeskrivelig , og samme dag rejste den lille familie tilligemed den tro tiger , ligesom forrige gang , i Ottos rejsevogn tilbage til København og betrådte igen sin ydmyge bolig på tolddodveien . syvogtredive kapitel . Den gamle adresseavis med Vilhelms tegning . Det var atter juleaften . Den lille families tarvelige middagsbord stod dækket tidligere end sædvanligt , da jomfru krog ville benytte det korte daglys til at gå ud og besørge et og andet ærinde . Bertha sad ved sit arbejdsbord , og lille Olga stod ved vinduet og strikkede flittigt med sine små hænder . Vilhelm havde fået tilladelse til at gøre en spadseretour med sin hund , og da der endnu var en halv times tid til det bestemte klokkeflet , ventede man på ham for at gå til bords . Jomfru krog , som nylig var kommen hjem , satte sig hen til Bertha og sagde venligt : „ Det er dog virkelig underligt , hvor denne jul ligner den for to år siden ? Da var vi i forlegenhed for det nødvendigste og havde kun til den aften og intet til den næste morgen , akkurat som i dag . De gik jeg til Fru Svendsen og lånte nogle få penge , det har jeg også allerede gjort i dag . Hnn havde dem ikke ved hånden dengang og det havde hun heller ikke nu , men jeg kunne hente dem , når vi have spist . Men dengang fik jeg fire rigsdaler , og i dag får jeg kun tre , det er det værste . Jeg har derfor også undskyldt mig i mit gamle juleselskab og foregivet at de var syg . Gudskelov , at det ikke er sandt . “ „ Ak , det gør mig meget ondt , at de må undflå dem for det selskab , i hvilke de i så mange år har plejet at helligholde denne aften . “ „ Å , jeg synes , at jeg ikke bryder mig derom dennegang . Jeg vil ligeså gerne komme hjem , når jeg har besørget mine ærinder . De fluide jo have noget zephyrgarn , ikke sandt ? “ „ Ja i aften bruger jeg det allersidste af det forråd , som de købte , og som jeg vandt for to år siden , den samme juleaften som de omtalte . Af dette hvide garn fluide jeg have noget for at blive færdig iaften med denne skærm , så kunne vi sende den imorgen og måske få penge for den , eller i det mindste noget af betalingen . Vil de se ? Den er smuk ? “ „ Ja , den er virkelig nydelig ! “ I samme øjeblik trådte Vilhelm ind , og jomfru krog henvendte sig straks til ham : „ Nå min øreng ! er du der med din hund ? “ Derpå klappede hun tiger og sagde : „ Mit stakkels dyr , du var mig rigtignok ikke velkommen til vort stadige kompagni , men nu synes mig dog , vi kan ikke undvære dig , og jeg ville gerne traktere dig lidt i julen . Nå ! en iulekage bringr jeg da vel hjem , så bliver du vel ikke glemt af børnene . Det er også ligesom for to år siden , da bragte jeg også en iulekage , og da fik tiger den største part af ben . “ Man satte sig derpå til bords og efter måltidet , da det endnu vor dag , gik jomfru krog . Bertha fremtog en æske og sagde til børnene : „ Mine kære børn ! Det gør mig ret ondt , at jeg ikke kan skaffe jer en fornøjelig jul . Intet jnletræ , ikke engang små lys og kager kan jeg denne gang bringe tilveie . Jeg vil derfor straks give jer et par småting , som jeg selv har forfærdiget til jer , så kan i more jer lidt over dem til thevandstid , så bringer vor gode krog en julekage , dermed må i nøjes for i dag . Med disse ord åbnede hun æsken og fremtog til Olga en dukke og en lille strikkekurv , og til Vilhelm en af pap forfærdiget mappe til tegninger og et pennefoderal af samme materiale . Børnene vare henrykte og omfavnede hende med varme takfigelser . Idetsamme trådte en stor , smuk mand ind i værelset , som med glad hurtighed ilede til Bertha og sluttede både hende og børnene i fine arme . „ Onkel ! “ råbte Vilhelm , og Bertha genkendte fin kære søsters mand . Efter de første udbrud af gensidig forundring og glæde , efter de første spørgsmål og svar sagde Bertha . „ Kære Anton ! sæt dig nu hos mig og fortæl mig om dig og om vor Petrea ! Hendes breve have ikke tilfredsstillet mig adgående eders egentlige forfatning . Du har været længe fraværende . “ „ Ja ! det var en lang og jammerlig rejse . Jeg var borte over et h^lt år . Min Broder i tronhjem kunne ikke hjælpe mig , dog ville han gerne og fandt på tusinde projekter som alle førte til ingenting . Tilsidst rejste han med mig til Bergen , hvor hans rige svigerfader boer . Men tiden gik hen , alting mislykkedes , og jeg rejste hjem fattigere end jeg var kommen . Jeg havde hårdt bebrejdet mig den dårlighed at give mig af med landvæsenet , som jeg hverken forstod eller duede til . Du ved , kære Bertha , jeg har — uden at rose mig selv — været en duelig og agtet embedsmand . Mange mennesker have givet deres pengesager i mine hænder og ingen har havt grund til at fortryde det . Men slet har jeg handlet mod mig selv og min familie , thi du kan tro , at den stakkels Petrea har haft en ond tid . Siden min hjemkomst er vore udsigter blevne siettere og siettere . Det ville blive alfor vidtløftig at forklare dig , til hvilken grad af forlegenhed vi er komne . Men nu synes det at klare op for os . Min fordums chef og velynder har underrettet mig om , at ' en mand heri byen , som sidder i et tålelig godt embede , vil borlbylte det for en landeiendvm . Jeg har korresponderet med ham og har allerede i dag været hos ham og talt med ham . Konditionerne er ret gode . Han vil overlade mig embedet og overtager min gård med hvad gæld , der hæfter på den , ja endogså betale mig renterne af de tretufinde rigsdaler af mine egne midler , som jeg har sat i den , imod at jeg straks gør udveje for totusinde , for hvilke der ellers i næste uge bliver gjort indførsel på gården . Det er nu alt sammen godt , men — som du selv kan tænke — er der et men herved . Dette kunne du måske klare , min bedste Bertha ! Og i den anledning har Petrea skrevet et brev til dig , som jeg herved beder dig læse , jeg går bort en times tid og kommer så tilbage for at tale med dig . “ Med en noget forlegen mine sagde han disse sidste ord , hvorved han trykkede det omtalte brev i Berthas hånd og gik . Med bange anelser bad Bertha straks om lys og åbnede brevet . Med kærlige ord bad Petrea sin søster at låne hendes mand de to tusinde rigsdaler , som hun ejede i kongelige obligationer mod at han naturligvis svarede de tilbørlige renter og gav hende sikkerhed i gården , hvori han selv , når det foreslåede bytte kom i stand , ejede tre tusind rigsdaler . En hjertegribende skildring af det liv , Petrea med fine børn i de sidste år havde ført , og af det , hun nu turde håbe at leve i Berthas nærhed , slukkede denne skrivelse , som Bertha næppe havde læst tilende , før hun , greben af den bittreste smerte , sank grædende , med sit ansigt skjult af hænderne ned mod bordet . Børnene ilede forskrækket til og klyngede sig til hende . Vilhelm spurgte gentagne gange : „ Hvad er beder hændet ? Er tante Petrea syg ? “ Endelig fattede Bertha sig og sagde : „ Nej , hun er ikke syg men ulykkelig , og beder mig redde sig . Fordum havde jeg formået det , men nu kan jeg ikke . Hun rakte Vilhelm brevet og sagde : „ Læs dette brev , du er en fornuftig dreng ! “ Da Vilhelm havde læst brevet , og Bertha desuden havde underrettet ham om sammenhængen med obligationerne , sagde han : „ Det er jo grumme tungt , at du skal sige den stakkels onkel nej . Han så så glad ud , og nu bliver han så bedrøvet , men du er jo uskyldig deri . Du kan jo ikke fortryde at have gjort dengode Sneider en tjeneste ! “ „ Nej , sandelig ikke , deri har du ret . O havde vi blot han : endnu , så fandt vi vel nok på råd ! Men nu er vi så forladte ! “ „ Hør , min egen kære moder , “ sagde Vilhelm idet han slog sin arm om hende og så hende ind i øjnene . „ Der er noget , som jeg daglig tænker på , og som jeg nu ikke kan lade være at sige dig . Den morgen da Sneider var død , og jeg hørte det fortælle , gik jeg straks op på gården , og trådte ind i hans Kammer , hvor han lå . Jeg blev gruelig angst og bedrevet , da jeg så ham ligge sådan , så rent død , og gik langt bort fra sengen . Der stod August og forvalteren , og August sagde : „ „ Min moder og jeg er rent forladte “ “ , og så svarede forvalteren : „ „ I er ikke de eneste “ “ . Derved kom jeg til at tænke på , hvor usigelig meget Sneider havde holdt af dig , og at du også var ene oa forladt ved at miste ham , som du kaldte din Broder . Det gjorde mig inderlig ondt , og jeg tænkte : jeg er desværre endnu et barn , men jeg har allerede fyldt de tolv år , tiden går hurtig , jeg kan snart blive et voksent menneske . Jeg blev så højtidelig til mode ligesom om jeg hørte orglet i kirken . Jeg var ikke længere bange for den døde , jeg gik hen og tog hans hånd og sagde sagte : farvel kære Sneider ! Tak for al deres godhed . Jeg lover dem at jeg skal være min moder en ven og Broder , som de har været , og dertil en son , som jeg er . — da forekom det mig som han smilede , og jeg kyssede hans hånd og græd meget , men jeg var gerne bleven stående for at se på ham og tale til ham , så længe det skulle have været ! “ Vilhelms tårer flød , ham selv uafvidende , under denne beretning . Derpå sagde han med luende øjne . „ Sig ikke at du er forladt ! Du har mig ! jeg elsker og ærer dig ! Jeg skal være dig en søn , og en Broder , og beflytter , fordi jeg endnu er et barn er jeg ikke kraftesløs . En dreng kan nok forsvare og tjene sin moder , når han har hjertet på del rette sted . “ Bertha omfavnede den vakre dreng og . sagde : „ Ak ! . jeg føler vel , at jeg er rig i min fattigdom ! “ Vilhelm vedblev med glad mine . „ Du skal se , min søde moder , onkel vil nok finde en udvej uden din hjælp . Du må ikke længere græde . Kan du huske den jul for to år siden . Da græd jeg og sagde at jesubarnet gik vor dør forbi . Jeg har ofte senere tænkt på de ord og angret dem . Kan du erindre , at så kom vor tiger første gang til os ? “ Han rakte hånden mod hunden , der logrende nærmede sig og satte sig ved bordet , som om den ville tage del i samtalen , men førsf rakte den hoveder frem mod fin unge herre , som om den ville bringe noget , som den bar i gader . „ Hvad bar du der ? “ sagde Vilhelm og tog det med zephyrgarn omvundne bindsel fra den . „ Mit garn ! “ sagde Bertha „ Det må være falden på gulvet . “ „ Se det bar den gode hund taget op , o , bringer det så stikkeligt . “ „ Men fy ! det er jo ganske vådt af tiger « Mund . “ Med disse ord vandt Bertha Garnet af papiret , og udbredte begge dele på bordet . Vilhelm tog papiret , betragtede det og udbrød : „ Nej , vil man se ! Det er den Avis , hvorpå jeg har tegnet tiger på denne samme dag for to år siden . Nå , der står min tegning , ja den er dårlig nok ! “ Han lo hjertelig og sagde derpå : „ Nu vil jeg også læse det avertissement om tiger ! “ Han vendte avisen på alle kanter og sagde : „ Hvor står det dog ? Jeg seer jo tydelig , at det er den Avis -- -- -- -- -- men gudbevares ! -- -- -- -- -- -- -moder ! Der står jo dit navn : — „ „ Dersom Bertha vesfberg , datter af den afdøde købmand vesfberg i Altona , skulle opholde sig her i byen , så anmodehu « “ “ — Bertha tog fat i avisen og læste tilligemed Vilhelm : eller i tilfælde af at hun ved døden skulle være afgået , hendes nærmeste arvinger , om at melde fig på det kongelige hollandske konsulat-kontor eller hos os undertegnede , for at modtage efterretning om en hende tilfalden arv . “ “ I dette øjeblik trådte Anton ind i værelset . Den forbavsede Bertha rakte ham avisen og tilføjede : „ Det må være en fejltagelse ! hvem skulle jeg arve ? — og desuden i to hele år intet nærmere at have hørt derom ? “ Men Anton greb denne nyhed med begærlighed og råbte : „ Jeg løber straks til vedkommende , jeg kender den ene af de undertegnede advokaten , til ham går jeg , del er ikke for silde . Men lever mig din døbeseddel , som jeg ved du har , at vi kan legitimere os . Hurtig åbnede Bertha et gemme , hvori hendepapirer opbevaredes . Anton tog deraf , hvad han anså for tjenligt , og skyndte sig bort . Vilhelm omfavnede Bertha og sagde : „ O , kære moder ! Se , det var vor gode hund , som bragte vs den lykke ! “ „ Ja ! “ sagde Bertha , medens hun løftede denhoved iveiret og klappede den „ Er der virkelig lilflikkel os en lykke , så er det ikke » de « betydning , at otto- hund hsr bragt den ! “ otteogtredivte kapitel . Arven . Et par timer gik hen , og den lille familie kunne ikke afholde sig fra at føle en ængstelig spænding og forventning , især jomfru krog , der imidlertid kom hjem og erfarede , hvad der havde tildraget sig . Vilhelm stod igen i vinduet bag gardinet og få ud på gaden efter den ventende , ja selv Olga , som ikke rigtig begreb , hvad alt dette betydede , gjorde ham selskab . Endelig råbte børnene : „ Der kommer han ! “ Den forønskede lyd af klokken lød ved gadedøren , og alle løb ud for at åbne den . Med et par Spring var Anton inde i stuen , kastede sin hat i vejret og råbte : „ Hurra ! Viktoria ! Leve vor Bertha . Hun er rig ! Hun er rig ! “ — derpå sagde han : „ Det er alt sammen rigtigt ! Afdøde købmand hausmandi Hamborg , hansom din fader forsfere år siden ønskede at du skulle begive dig til for at gøre et lån , hvilke ! han nægtede , og tilkastede dig et schavl for at du ikke fknlde gå aldeles forgæves , han din gudfader har testementeret dig en sum af 20 , 000 preusifle daler . — pengene kan vi få , så snart du personlig møder og med leveattest og deslige legitimere dig for konsulatet og de to mænd , som også have med sagen at gøre , samt opfylde nogle forpligtelser , som vore love foreskrive . Begge de herrer , med hvem jeg talte , forundrede sig over , at ingen i hele to nar er bleven opmærksom på denne indkaldelse , som også har stået i de tyske aviser , men jeg kan let forklare mig det , thi dels er bekjendtgjørelsen ikke affattet således , at nogen fremmed , som læser den , kunne tro , at der var spørgsmål om en så betydelig sag , dels har jeg været borte , og både min familie og du har levet stille og ubekendt . “ . „ Jeg især ! “ tilføjede Bertha , „ for næsten ingen kendte mig som Bertha vestberg , men som Fru Bøgh . “ „ Nu ! “ sagde Anton „ vil jeg blot tilføje , at angående din bestemmelse om kapitalens hævelse kan vi tale om i morgen ! “ At den omstående replik mere en engang blev afbrudt af tilhørernes forundring og glædesudråd vil man lettelig formode . Bertha sagde nu : „ Kære Anton ! Jeg har allerede bestemt , at du skal bestyre min uventede rigdom , som mine børns formynder , til min Vilhelms mhndighedsår . O , lad mig takke gud ! Forunderlig og nådig har han styret min skæbne og stedse været mig nær , når nøden var størst . Nys græd jeg bitre tårer , fordi jeg ikke kunne opfylde dit og Petreas ønske . Nu kan jeg fige : mine venner er rige , siden jeg er det ! “ „ Nu da ! “ råbte Anton „ så . ville vi også lade al sorg fare . Du seer bleg og angreben ud , min kære Bertha . Jeg ved du har haft sorg nok , men Petrea og jeg , vi skulle pleje dig , vi skulle bære dig på vore hænder og ære dig som en skytshelgen . Vor Petrea skal straks rejse herover . Bi ville indrette os på det allerfliønneste . Bore børn skulle opvokse sammen og lege sammen ligesom i forrige tider du selv legede i min have . Ak tilgiv mig , det er i min store glæde , at jeg taler sådan , som alt dit , var mit . “ „ Det er det kære Anton ! Dit og Petreas . Ja nu ville udgøre en familie . 0 hvilken lykke , at leve igen med min Petrea ! — og de , gode krog ! De må heller ikke gjørd mig -en sorg at forlade mig . Nej , som jeg før sagde : vi have delt de onde dage , nu ville vi også dele de gode . “ Jomfru krog kastede sig om hendes Hals og sagde , vå engang leende og grædende : „ Nå seer de nu , at mine anelser vare ikke at foragte ? Sådan en mand er Vorherre ! “ „ Det er juleaften ! “ sagde Anton . „ Klokken er ikke mere end otte . Vi ville endnu helligholde den gode fest . Kom , Vilhelm , og gå ud med mig . bi ville købe legetøj , lys og konfekt , og hvad vi kunne finde på . Min sidste skilling skal springe iaften , i morgen kan vi få penge nok . Ak ! om pr « Trea dog kunne se alt dette ! “ Straks efter at han og Vilhelm vare gåde , kom August bærende med en stor kurv fuld af adskillige julegaver , som hans moder sendte børnene . Bertha fortalte den unge ven om fin lykke , og denne blev naturligvis inderlig glad derover . Han svarede med barnlig fryd og gik straks for at bringe sin fader og moder denne glædelige efterretning , men på bertdas indstændige indbydelse kom han siden tilbage og deltog derpå hen ved en times tid i den lille families juleglæde . niogtredivte kapitel . Mødet med den vanvittige hver den som af egen eller andres erfaring kender den magt , hvormed næringssorgen nedtrykker mod og kraft , vil indse , hvor let og befriet den må føle sig , hvis kærlige sind tilforn var meget bekymret for andre , og nu især glæder sig for andres skyld . Således gik det også Bertha . Den lykke at have midler til efter ønske at kunne , sørge for fine børns fremtid og opdragelse ja endogså den glæde , hvilken hun barnlig delte , at kunne forskaffe dem tusinde små uskyldige nydelser , som de ser stedse måtte savne , den store trøst at kunne forsøde den trofaste søsters liv , leve i hendes nærhed , fæe den af skæbnen tilsidesatte jomfru krog forynget af lyksalighed over sin nye stilling t Berthas hus , k ort sagt , den lod at kunne udbrede tilfredshed rundtomkring sig , syntes i nogen tid at virke velgørende på Berthas i de senere måneder sørgmodige sind og svage sundhed . De forenede venner boede i samme hus , all var indrettet beskedent , men intet manglede i sand behagelighed . Rolige og gode tider skulle nu begynde . Men lidt efter lidt bemærkede Berthas omgivelse , at en hemmelig smerte ivntes ligesom dag for dag at borttage mere og mere af hendes sinds munterhed og ungdoms frisfhed . Dog , hun klagede aldrig , men det er kendeligt , at hun anstrengte sig for at holde sjæl og legeme iveiret . Det syntes som om hun med fordoblet kærlighed hængte ved sine børn , og dobbelt søgte enhver lejlighed til både i ord og handling , at vise alle omkring hende , men især fin søster Petrea , en inderlig hengivenhed . Men flere gange overraskede denne bekymrede veninde fin kære Bertha grædende i Enrum , men da hun mærkede , at hun undrog hendes spørgsmål afholdt hun sig fra at trænge nærmere ind håbende men viste fin deltagelse med de små fine opmærksomheder , der gemme så megen lægedom foren syg sjæl , og ingen af disse gik Bertha ubemærket eller upåskjøunet forbi . Petrea havde alt for længe været verthas forrolige , kendte alt for vel grundtonen i hendes sjæl til ikke at forstå den tavse smerte , som den nærede . Sjeldent nævnede Bertha Ottos navn , men når det slete , var det stedse med en tone , som ikke kan beskrives , den kunne lignes ved lyden af en streng , som vinden bevæger , man finder dens klang forstjellig traden , som frembringes ved en mere materiel berørelse . kom nogen med stærke skridt til døren , vendte hun sig hurtig mod den . undertiden stiftede hun farve og nedslog derpå øjnene med et dybt suk . Kun to gange undslap nogen yttring af disse følelser hendes læber . Engang gik hun med jomfru krog forbi sin gamle bolig på tolbodveien og sendte lange blikke til fine fordums vinduer . Hun valgte ofte denne vej , ligesom Fanny forhen havde gjort . , men denne gang sagde den fornøjede jomfru krog : „ Ja , min lille frue ! Det er rigtignok glædeligt i de rige og gode dage at betragte det sted , hvor man har levet fattigt og bekymret . “ „ 0 , gud give , “ udbrød Bertha , „ at jeg boede der igen , og at alle ting vare som for to år siden ! “ „ Ih , gud forbarme sig ! Hvad ville de vel synes , om de fluide sidde oppe til over midnat og plage deres øjne med at sy , for måske at fortjene en rigsdaler til i morgen . „ O mangen en nat har jeg siddet derinde og arbejdet på en lille gave til Otto Sneider — eller til børnene — og været lykkeligere , end jeg nu nogensinde kan blive ! “ En anden gang havde hun med fine nærmeste ladet sig overtale til endelig efter mange indbydelser at tilbringe en aften i oberstens hus . på hjemvejen talte dr andre om den behagelige og livlige tone i dette hus , da sagde Bertha sagte som ved sig selv : „ Ak ! De kunne alle forvinde han- tab udentagen jeg ! “ — en smuk forårsaften spadserede et selskab ud sf Vesterport til Frederiksberg . Selskabet bestod af obersten , han- kone oq søn , Charles med fin kone , samt Bertha og begge børnene , jomfru krog og desuden af Anton , hans kone og børn . Bertha var ligeledes denne gang efter mange overtalelser indvilliget i at gøre obersten selskab på den lille aftentour . Det øvrige selskab var muntert og glad kun ikke Bertha , den omtalte tungsindighed hvilede over hende . Efterat selskabet havde spadseret igennem Frederiksberg have . begav det sig ud i Søndermarken . Det var just kommet til et særdeles smukt parti , da obersten , som gik forrest med fin kone , vendte fig pludseligt » m mod det øvrige selskab » g udbrød muntert : „ Jeg tager mig den frihed at foreslå , at hele selskabet holder hvil på denne dejlige græsplaine og udstrækker vore lemmer i det bløde græs . Denne plan blev bifaldet of det øvrige selskab , og man toge nu plads i græsset og salte sig omtrent lamlet . Børnene legede nu med hinanden , og de ældre spøgede , passiarede og lo . Vilhelm sad ved siden af Bertha og så på de andres leg . Efter en tagfat var legen et øjeblik hørt op , og børnene hvilede sig nu i græsset . Pludselig begyndte Vilhelm at lytte . „ Tys ! “ sagde han sagte , men dog så højt , at de øvrige hørte det og standsede pludselig i deres samtale . „ Hør ! “ sagde han ligesom før . Selskabet lyttede . Man hørte nu lige i nærheden en barnlig slemme synge en sang med så besynderlige toner , at alle blev grebne deraf . Hele selskabet kunne nu høre hvert ord i sangen . Del var den læserne så bekendte sang , der lød : stakkels Anna har hverkenfar ellermor , ensom hun står i menneskevrimlen , hendesfar dybt nede i kælderen boer , hendesmor er oppe hos gud i himlen . Stakkels Anna har hverkenfar ellermor , gud give jeg lå i den sorte jord . Alle vare blevne så bevægede ved disse forunderlige ord og toner og uden endnu at have set den , bvem stemmen tilhørte . Pludselig stiller nogle buske sig fra hinanden , og en lille pige imellem 12 til 13 år trådte frem , idet hun igen begyndte forfra på sin sørgelige sang . Hun var simpel men renlig klædt og gjorde et , om end forunderligt , få dog godt indtryk på det lille selskab . Det var den stakkels vanvittige Anna . I hånden holdt hun nogle buketter violer , som hun betragtede uden som det synes at . lægge mærke til , at der befandt sig fremmede i hendes nærhed . Da hun atter havde sunget sangen til ende , fik hun først øje på selskabet der tans betragtede hende . Obersten rejste sig , nærmede sig den vanvittige og sagde venlig : „ Lad mig få dine smukke blomster , mit barn — de er så nydelige , at jeg får lyst til at købe dem alle sammen . “ „ Vil Herren købe alle stakkels Annas blomster — hvor Herren er god — og seer god ud . Anna skal hver aften , når hun beder fin bøn , også bede for dem — må jeg ikke nok det ? “ „ Jovist må du så , kære barn , “ svarede obersten dybt rørt , han havde nemlig straks opdaget , at den lille pige var vanvittig . Anna rakte ham blomsterne , og han lagde et pengestykke i hendes hånd . „ Hvad hedder du , mit barn ? “ spurgte han deltagende . „ Anna — stakkels Anna ! “ „ Hvor boer dine forældre ? “ Anna rystede på hovedet . „ — forældre —mor er deroppe ! “ — ved disse ord pegede hun mod himlen — „far — han er dybt nede i ben sorte kælder — dybt nede i kjældæren — — hu — hvor der er mørkt . — — se ! “ vedblev hun idet hun pegede hen for sig „ kan de se manden med ildøinene . -- -- -- -- -- -- -hvor han er styg . — se , — nu griber han fader ved armen — se — nu — nu — -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- ! “ „ Hvad nu ! “ spurgte obersten med en blanding af nysgerrighed og bedrøvelse . „ Hvad nu ? “ vedblev den vanvittige , „ — nu — intet ! -- -- -- -- “ Pludselig vendte hun sig mod obersten og sagde næsten hviskende : „ Bed de hvad min fader er ? “ „ Nej - i “ „ De ved det ikke , nu vil jeg så heller ikke sige dem det , -- -- -- -- -han er en -- -- -- -- -i “ Derpå tav hun pludselig stille . Obersten spurgte : „ Hvor boer du mit barn ? “ „ Langt herfra — der hvor der er mange skibe , — der boer også min anden moder . “ Selskabet , der havde hørt den hele samtale-havde imidlertid rejst sig op fra græsset , og hørte på de « Vanvittiges tale . Pludselig råbte den vanvittige højt : „ Farvel ! — jeg skal nok husfe på dem , gode herre ! “ Med disse ord gav hun sig til at løbe så stærkt hun kunne , og var snart ude af syne . „ Hvor besynderligt ! “ sagde obersten , da han ikke længer kunne se hende . „ Stakkels barn ! “ sagde Sabine „ hvor det gør mig ondt for hende . „ Og ! “ tilføjede Bertha „ hvor sørgelig må hendes historie være — thi jeg tror , at hendes vanvid stammer fra en sørgelig ^ . Begivenhed , eftersom hun talte om den sorte kælder og manden med ildøinene — stakkels barn . “ „ Sikkert må det være således “ bemærkede obersten , det kunne i grunden interessere mig at vide hendes opholdssted , og erholde nærmere underretning om heude , og — måske ved lejlighed dette kan fler . “ hvis man havde lagt nøjere mærke til August og Vilhelm ville man have bemærket , hvilket dybt indtryk denne begivenhed havde gjort på dem begge . Selskabet besluttede nu at spise tilaften og drikke the i pilealleen . Man havde sørget for de fornødne spisevarer , som medtoges i damernes tafler . Begivenbeden i Søndermarken kom stadig i selskabets tanker denne aften , men dog mest i August og Vilhelms , og ikke alene den aften , men længe ester . Fyrretyvende kapitel . Berthas hemmelighedsfulde opførsel . Kort tid efter den sidstomtalte begivenhed forordnede husets læge , at-bertha skulle tilbringe de bedste sommermåncder på landet . Hendes svoger og søster soresloge hende et og andet af de skønneste lyststeder til sommerbolig , men intet af disse syntes at behage hende . August , som ville tilbringe sommeren på landet , indbød hende til st vælge sit landlige ophold på det gods , som nu var hans . Han bad hende hjerteligt og sagde : „ De må dog se det særdeles skønne marmorkors , som de selv har ladet sætte på min brodergrav . “ Bertha modtog denne indbydelse med kjendrlig tilfredshed , og bad ham om , at hun måtte beboe det landlige hus , som Otto havde indrettet til hende , istedetfor de værelser på herregårde « , som vare bestemte for hende . Kort efter rejste hun derud med Olga , til fin opvartning kun ledsaget af den unge mine , hun hav > e beholdt i sin tjeneste . Vilhelms skolegang og Antons emdedsforretninger forbød den øvrige familie et stadigt ophold langt fra byen indtil ferietiden . Indtil da ville de alle tilbringe hver lørdag og søndag ude hos hende . Også jomfru krog ønskede st høre til dette parti , eftersom nogle slægtninge af hende fra provindserne netop en kort tid ophøldt sig i København . Denne overenskomst lod til at behage de fleste sf de pågældende . Det var kendeligt , at Bertha søgte ensomhed , g Petrea troede , at det ville være helbredende for hendes søster at kunne uforstyrret henleve en tid i fine sørgelige erindringer , hvilket efter hendes mening ville svække deres magt . kun Vilhelm var bedrøvet over at undvære fin moders bestandige nærværelse , og Olga græd også i stilhed ved at forlade fin Broder og tante petre-s yngste børn . Bertha følte en vemodig trøst i at leve på det sted , hvor alt , hvad der omgav hende , ligesom talte om den tabte ven og om hans kærlighed . I største eenssormighed tilbragte hun fin tid . Om dagen sad hun i fin lille have . Der var et stort kastanietræ , hvori Otto havde skåret sit og hendes navn . Under dets skygge valgte hun fin stadige plads . Hun beskæftigede sig med at undervise fin Olga og når den lille pige , som nu var seks år , tilbragte sine ledige timer med den i nærheden boende forvalters små døtre , læste Bertha , eller vandrede omkring , helst mod aften , og stedse endte disse vandringer ved Ottos grav . Ofte så man hende sidde på det brede fod , stykke af det hvide kors , som hun havde ladet sætte over graven , og en eller anden vandrer , som ikke var bekendt med disse hendes veje , korsede sig ved på dette sted at se den marmoret lignende skikkelse i den sildige aftenskumring . Når hendes nærmeste på de bestemte dage kom ud til hende , var det tydeligt , at hun blev glad over at se dem , hun var da den opmærksomst « Vertinde , » g mod vilhelm især var hun idet ømhed og opfandt alt muligt for at glæde ham , men når de rejste bort , var det , som om hun havde længtes efter at blive ene for at kunne begynde fine bestandig gentagne vandringer på ny . Ferietiden , som dengang indskrænkede sig til , næppe tre uger , gik på lignende måde som de foregå » Ende dage , når familien var samlet . Da det hus bretha beboede , var lidet , og prtreas familie stor , så boede denne i det hus , som tilforn havde været Sabine Poulsens bolig . Bertha foretog således fin vandrmg til den kære grav , enten om morgenen tidlig , når de andre ikke endnu vare synlige , eller på en eller anden belejlig time i dagens løb , når hun kunne være ubemærket . Iøvrigt var hun så mild , så rolig , så deltagende i alt hvad man bragte på bane , at selv de « Opmærksomme Petrea ikke vidste , hvad hun skulle tænke , men overlod til tiden at bringe en lejlighed , der tillod hende at gøre den gamle fortrolighed gældende og formå Len elskede søster til at bryde sin ængstelige taushed . Således var hele sommeren hengået , og september måned nærmede sig til ende . Forgæves havde Berthas nærmeste aumodet hende om , ifølge lægens forskrifter , at vende tilbage til byen , inden det urolige eftersarsveir indtrøadte . hun svarede kun undvigende , det lod til , at hun ønskede at tilbringe vinteren på landet . Dog kom hun ganske uventet en dag til byen med Olga , men sagde straks ved ankomsten , at hun blot kom for et besøg af nogle få dage . Hun gik ud uden at sige hvorhen , og da Petrea og jomfru krog forundrede sig og udspurgte hende , lo hun og gav blot spøgefulde undvigende svar . Efter tre dages forløb rejste hun tilbage til sit landlige opholdssted og tog Olga med sig og også Vilhelm som hændelsesvis havde nogle dages ferie . Ved afrejsen sagde hun til sin søster : „ Min bedste Petrea ! Gud ved , at jeg længes efter dig , men jeg kan endnu ikke rive mig løs fra det sted , dvor jeg er . Jeg kommer imidlertid igen her til byen for at tale med dig , eller jeg skal skrive dig til . “ Med disse ord omfavnede hun Petrea kærlig , » g med et særdeles eget udtryk i sit blege ansigt , hvorpå hun steg hurtig i sin vogn . Da Petrea om aftenen blev alene med sin mand , yttrede hun med dyb bekymring sine mørke anelser om Berthas tilstand og fin forundring over hendes hemmelighedsfulde opførsel . „ Til dig ! “ sagde Anton „ kan jeg vel betroe det . På hende » hemmelige gang , har jeg selv fulgt hende det var til min be « , advokaten . Hun ville endelig udsætte sit testamente så lovformeligt som muligt ! “ „ O min gud ! “ råbte Petrea grædende „ Jeg tænkte det nok , hun seer sin død i møde ! “ „ Nej , “ nej , kære Petrea ! tag det ikke i den mening ! Hun sagde , at intet menneske jo noget øjeblik er sikker på sit liv , og at det var en pligt at ordne fine jordiske anliggender , medens man endnu har fin fulde samling , og deri har hun jo ret , hor , lad uu være at græde ! Du skulle glæde dig » når du vidste , hvor fornuftig og ædel din søster har disponeret over sit efterladenskub . Det sagde også advokaten . Det meste af formuen tilfalder naturligvis børnene , men dog ikke alt . En ikke ringe kapital skal sættes i August Sneiders gods , for at fremme den afdøde Broders planer . Rigelig har hun sørget for dig og dine børn , og for jomfru krog . Seer du — ! “ Petrea afbrød ham : „ O , ti Anton ! Jeg kan ikke tåle at høre alt dette . Jeg må tale med hende — endnu i morgen . Lad mig rejse til hende i morgen ! jeg har ingen ro ! “ enogfyrretyvende kapitel . På kirkegården . Dej var henimod aften , da Petrea ankom til godset . Børnene vare hos forvalteren- , fruen var gået ud , som hun plejede , sagde pigen . Petrea gik også , uden at vide hvorhen . Heldigvis mødte hun August , som hun i fin urolighed talte til om fin søsters tiefland . Han indlod sig med varme i denne materie , fortalte alt , hvad han selv havde udtænkt og iværksat for at opmuntre den fælles veninde . „ Men ! “ tilføjede han „ det er klart , at hun vil være ene . Som en skygge vandrer hun omkring ad de samme veje , jeg har ofte fulgt hende i en afstand , men ikke villet nærme mig , af frygt for at synepåtrængende . Er hun ikke hjemme , så tor jeg sige , at de finder hende ved min Broders grav . Jeg skal følge dem derhen ! “ Gennem det gitter , som omgav kirkegården , så de det høje , snehvide marmorkors , der i de « Opgående månes stråler lyste som et luftsyn mod den dunkle baggrund af buskene , og det store træ , som hvælvede sig over det . Skønne , sildigt blomstrende planter duftede om - kring det . på det brede fodstykke sad Bertha , hun støttede fig med korset , hendes hænder lå foldede i hendes skød , hendes skønne ansigt så op mod himlen . Månen spejlede sig i hendes klare øjne , og ved dens blege lys jå hun endnu blegere ud end sædvanligt . De kommende stod et øjeblik . Derpå fjernede August sig stille og Petrea ilede mod Bertha , og kastede sig , heftig grædende , i søsterens arme . „ O , Bertha ! “ sagde han „ skal jeg finde dig her ! Så bleg , så kold , som om du allerede tilhørte dette sorgens opholdssted ! “ Da Petrea havde fattet sig noget , sagde hun : at den hjerteligste urolighed førte hende hid . „ Jeg ved , “ sagde hun „ hvilken forretning der førte dig til byen , jeg ved alt . Jeg burde takke dig , men jeg kan ikke . Grusomt handler du mod den , der elsier dig , du bortkaster det skønne liv , fortsætlig bortkaster du det af Kummer over en afdød , og tænker ikke på , at du bereder den samme sorg , som nu fortærer dig , du glemmer mig , dm trofaste søster , du glemmer dine børn . “ „ O , min Petrea ! “ råbte Bertha „ gør mig ikke bebrejdelser ! Bær over med mig , som du gjorde dengang , da du ligesom nu , med kærlig bekymring ilede til mig i Altona . Ja ligesom dengang føler jeg at din kærlighed bryder det segl , som sorgen trykker på den nedslagnes læber , så alle tårer flyde tilbage til hjertet og sammentrykker det . Ko « ! sæt dig hos mig på dette mig så kære og hellige sted , hvor jeg hver dag har siddet alene , Petrea ! Her hviler en kristen ridder ! Det er det sande udtryk for Otto Sneiders karakter . Ingen elsker , som han elskede mig , ingen er krofast , som han var det . « „ Jo , Bertha ! trofast var også du ! Jeg ved alt væsenligt om eders forhold . Hvad du sselv i i dine breve til mig har yttret , er ikke meget , men sammenholdt med hvad jomfru krog udførlig har fortalt og betroet mig , det er nok til at forklare mig den store sorg . Jeg , som til fulde kender din rene , åbne sjæl , jeg har forstået dig . Du har intet at bebrejde dig ! “ „ Ja , Petrea , det har jeg dog . Den gamle synd , min hemmelige kærlighed til haryson , der har forfulgt mig , gennem mit hele liv , thi den har , — som Otto engang sagde , — lukket mit hjerte for ethvert enere indtryk ! « „ Ak , Bertha ! Din sorg , din ensomme indputten i dig selv , har gjort din sjæl syg og fordunklet dens klare blik . Du ved det selv bedst , du har ikke kunnet handle anderledes , en dunkel skæbne , ikke din brøde , har modsat sig din tabte bens dnfte . « „ Men , Petrea ! Det er dog vist , at han er død for min skyld , sorg over mig har udhulet hantidlige grav . Mørk og tans vandrede han i natlige timer omkring . Denne tanke er mig så « smertelig . og nu da han er borte , da synes mig , at han er mig tusinde gange kærere end da han levede , nu føler jeg først , hvad han var for mig . Allevegne savner jeg ham . Jeg kan ikke fatte , at han virkelig er således ganske borte . Ofte i vinter , når den time slog , da han plejede at komme om aftenen , forekom det mig , som om jeg fornøjet hørte disse slag og kunne vente ham . Kom nogen med hurtige skridt til min dør , syntes jeg , det var hans gang . Om natten drømte jeg , at han var bortrejst , og i drømme tilskrev jeg ham breve fulde af længsel , for at kalde ham tilbage . Ak men engang —ja , det er utaknemlig mod forsynet , men mangengang har jeg med bitterhed tænkt på den rigdom , , om tilfaldt mig . Det forekom mig , som en spot af en ironist skæbne at sende mig udvortes lykke , som en trøst , ja som en erstatning for tabet af ham ! Tabet af et menneske ! O kan noget i verden erstatte dette ? — man siger : den døde , som døde kærligt sindet mod os , den fraværende , om hvem vi vide , at han tænker på os , ingen af disse er tabt , skønt vi ikke se dem , ikke kunne tale med dem . O ! således siger ikke ven , som ved hvad savn er , som har følt , at den daglige skuen af det elskede åsyn , den duglige vederkvægelse af de milde ord er for et menneske , hvad sol og dug er for panterne ! — og nu her i Sneiders fordums hjem , hvor Alling er fuldt af minde o « han « godhed hans kærlighed , hvilken vemodig nydelse har jeg fundet her i at vandre på de steder , hvor hans erindring mest omsvævede mig ! Der henne i aåen har han i båden roet mig hen under de tætte træer , hvor han første gang tilstod mig sin kærlighed . Vi talte om nattergalen , den slog igen i sommer , men han hørte den ikke , — jeg syntes , at den sang om ham . Siden tav også den mig ubekendte fugl som hin aften hørte vore ord , derunder på den bænk vedaåbredden sad visammen og græd begge . Nu sad jeg der ene og græd for ham . Det syntes mig altid , at en dyb længsel drev mig til denne grav . Her hvilede jeg mig . Her syntes mig , at han var mig nærmere . Ia , Petrea ! Jeg vil tilstå dig det ! Jeg har ofte tænkt , at han endnu i sin bedre tilværelse også savnede mig og kaldte mig til sig . Du ved det ikke ! Thi intet mennefle har jeg sagt det . Han bad mig i fin dødstime om et Kys , og i det øjeblik mine læder for sidste gang berørte hans , lå han død i mine arme . “ Bertha kunne næppe fremføre disfe ord . Efter et lille ophold vedblev hun : „ Det forekommer mig undertiden , som om dette Kys har trolovet mig med hin verden , og som om mine dage vare talte . Ak , Petrea ! vend dig ikke bort , lad disse ord ikke så dybt bedrøve dig ! Det er ikke så smerteligt at dø ! O om du havde set Sneider dø , så ville en stråle fra saligheden havde vist sig for dine øjne ! Jeg misunder ham ikke hans himmel , jeg længes blot efter ham og den . Og da jeg nu sidder så fortrolig ved din side , så lad mig nu også udtale det , som jeg i går nævnede at have at meddele dig . Lad mig overgive i dine hænder det bedste , det kæreste , som jeg efterlader på jorden , mine børn . — min Petrea ! trofaste søster ! Vær dem en moder , som du har været for mig , så ville de ikke savne mig . Indgiv min Olga dine egne kvindelige dyder , at hverken rigdom eller skønhed må beruse hendes unge sjæl i kommende år , st hun aldrig må glemme , at en kvindelig sjæl må sige , som vor herre og mester , at dens rige ikke er af denne verden . Lad min Vilhelm følge sit ønske — jeg håber at turde sige — sit kald , og blive maler , at han i kunsten må finde en modgift mod rigdommens fordærvelige indflydelse . Tal til mine børn om mig ! lad dem ikke glemme mig . “ Bertha kunne ikke sige mere . Hendes tårer , der allerede under disse hendes første og lydelige klager havde flydt , brøde nu frem med den største heftighed . Petrea græd også , og de to søstre holdt hinanden fast omslyngede uden at tale . Endelig sagde Bertha , idet hun lagde hånden på sit bryst : „ Hvor føler jeg mig lettet ved at have udgrædt i dine arme , min Petrea , ved at have udøst mine klager for dig ! “ Petrea svarede : „ Dersom jeg er dig kær , dersom jeg har været dig en moder og søster , — og min samvittighed siger mig , at jeg har været det — så hsr mig , Bertha , du må ikke dø . — din sygelighed kommer fra sjælens lidelser , det siger også din læg « . Overvind din sorg , vend tilbage til livet ! Jeg kender dig ikke igen . Du , som har lidt så meget med rolighed , med resignation , vil du nu forsage , fordi en ven , en Broder er gået foran til det forjættede land , hvorhen vi alle håbe at følge ? Hvorfor seer dine tanker ned-i graven , hvor din ven ikke er ? Hvorfor synes du , at han her er dig nærmest ? Se heller op til det lyse kors , som du selv har ladet sætte over graven . Dette vor hellige Troes symbol , ved hvilket vi alle have lovet tålmod og håb , det forener os alle , både os , som er her , og dem , fem er hidset . Ikke på en plet som denne , der nærer sorg og modløshed , men i vore bedste timer i vor bøn , på den vej , som vi gå i vort kald , der er de elskede afdøde os nær . “ „ Ak , Petrea , du misforstår mig . Jeg er ikke modløs , jeg har ikke fortvivlet , jeg bortkaster ikke fortsætlig livet , jeg ved , det er skønt , jeg er gennemtrængt af kærlighed til mine børn , til dig og alt herligt og elskværdigt . Ikke for af hengive mig til sorg og længsel , men for af lindre den , er jeg draget til disse steder , og skønt jeg græder og længes , så har jeg dog her haft salige følelser , ja flere gange ved denne grav har jeg , som Otto , hørt slaget af de indre sjælens vinger , og en uforklarlig anelse har bragt mig en hilsen fra paradisets fred . Hvad jeg har lidt i livet , er kun ringe , thi lykkeligere end tusind , har jeg altid mærket , af en kærlig ånd styrede min skæbne , og var mig nær i sorgnes timer . Alting i mig og om mig bringer ro i min sjæl . Jeg takker nu gud for den gave , som julen bragte mig , den formue som sikkrcr din og mine børns skæbne , og som var et middel til af få dig i min nærhed . O , min elskede Petrea ! Jeg føler mig i dette øjeblik rolig og lykkelig . Jeg holder dig i mine arme , jeg græder , men det er ikke af smerte . Jeg velsigner dette liv og glæder mig til det , hvorpå jeg håber ! “ „ O ! “ udbrød Petrea „ bliv hos os , min kæreste Bertha ! Følg tilbage med mig , til dit hus , til dine børn ! “ I dette øjeblik hørte man hurtige fodtrin og Vilhelm og Olga styrtede begge i heftigt sindsbevægelse hen i Berthas arme . „ Børn ! “ sagde hun „ hvad er det ? hvor komme i fra ? “ „ Ak ! det var mig ! “ sagde Olga næppe i stand til at tale „ jeg blev så gruelig angst ! “ „ Ja ! “ begyndte Vilhelm , „ Olga kom ud i hoven til mig , hvor jeg gik med forvalterens ørenge , og hun græd og sagde — “ dit varede noget , inden børnene i deres forvirrede stemning kunne forklare , at Olga , som havde siddet ubemærket i en krog af forvalterens stue , havde hørt en af de voksne omtale , at Bertha hver aften besøgte Ottos grav , og en anden havde svaret : „ Ja , det vil vel sagtens ikke vare længe , førend hun selv ligger nede i jorden ! “ Denne talemåde havde i Olga » barnlige sind næsten opvakt en forestilling om , at hendes moder bogstavelig kunne synke ned i graven . Hun forlangte at Vilhelm straks skulle følge med hende til kirkegården , hvilket også stemte med hans eget ønske . „ Ak moder ! “ sagde Vilhelm , „ Du vil ikke mere komme hjem med os til vort hus i byen , du vil blive herude . Du vil forlade os , det mærker jeg nok ! “ „ O , min Vilhelm , tal ikke således ! “ råbte Bertha og rakte armene imod ham . Han kastede sig knælende ned for hende og skjulte sit grædende ansigt i hendes skød . Olga klyngede sig til hende og sagde : „ O , kære moder , følg med os ! Gå herfra ! Jeg er så angst ! Hav medlidenhed m ; d mig stakkels lille pige ! “ „ Ja , mine børn , mine elskede børn “ , sagde Bertha og trykkede dem til sit bryst , „ ja , jeg går herfra ! jeg rejser med jer tilbage til vort hjem . Ja , jeg vil se jer , jeg vil tilhøre jer i hver time , jeg har tilbage ! “ Hun rejste sig og fulgte dem til udgangen af kirkegården , her vendte hun sig hurtigt og gik tilbage til graven . ' med ængstelse udbrød Olga . „ Ak ! Tante Petrea ! Se , se hvor moder bøjer sig ned mod graven ! “ „ Hun plukker en blomst ! “ sagde Vilhelm , „ Se nu kommer hun til os . “ „ Ak ! “ vedblev Olga „ Moder er så bleg , jeg blev så bange for at hun allerede døde og gik ned i graven . “ „ Nej , mine kære børn , “ sagde Petrea , idet hur bøjede sig ned til dem og omfavnede dem — neft gentog hun og vendte sig bort for at skjule fine tårer : „ Endnu ikke ! “ -- -- -- -- -- toogfyrretyvende kapitel . Ex-bogholderen og ex-grossererfruen . Seks år vare forløbne siden den i forrige kapitel beskrevne begivenhed . Lidt over en måned er forløben , siden den dag der var fia uforglemmelig for to af vore hovedpersoner , nemlig bogholder top og Fru Hansen . Det var den dag , bogholderens forbrydelse blev opdaget , og Fru Hansen måtte forlade det hus , hun forhen havde kaldt sit . Nu var bogholder top kun ex-bogholder , og Fru Hansen ex-grossererFru . Den dag havde været et dybt fald for dem begge . Begge , som stadigt havde troet , at alt skulle blive , som det hidtil var . Da kom denne styrmand Thompson , og styrtede bogholderen , og ved samme lejlighed styrtede den forhenværende husholderske ned fra sin hvide . Det var flet , som de aldrig havde anet . Og bogholderen , som troede snart at se fin lykke fuldstændig , at kunne kalde Emma sin kone , hvor smerteligt måtte det ikke være for ham , og hvor måtte han ikke hade denne Thompson , som trådte mellem ham og hans lykke . Dog både han og hans fordums husholderske måtte finde sig i deres skæbne , men de fandt fig ikke deri med tålmodighed , og i den forløbne måned , kan man gerne sige at det de tænkte mest på var at flade dem som havde styrtet dette „ hæderlige par . “ Læseren erindrer vel , at den dag , som det hæderlige par forlod det hansenfle hus , havde agenten blandt andet sagt , henvendt til bogholder top . „ — hr . Bogholder , den private formue , de som min associe i løbet af ti år har erhvervet , anser jeg tilstrækkelig for deres levetid og tager derfor afsted med dem , idet jeg ønsker at de aldrig mere må komme for mine øjne ! “ Til Fru Hansen havde han sagt : mit hår er bleven hvidt af sorger og sanvittighedsnag , disse plageånder har du og han * bragt , — for at bringe alt lorden såvel i mit hus som i mit hjerte , må jeg stille mig , såvel ved disse som ved årsagerne til disse . Jeg har nedlagt en disposition til fordel for Fru Hansen i stadens overformynderi , hvoraf hun kan leve anstændigt , og i stadens magistrat en begæring om vort ægteskabs fuldstændige ophævelse . Jeg håber ingen Van « Fleligheder at møde , da det ville være vedkommende til for megen skade . Fru Hansen ville som omtalt improvisere en besvimelse , som dog denne gang ikke var til nogen nytte , men da trådte jo hendes fordums beflytter til , greb hende om armen og gik med hende ud af døren . Således havde dette par forladt det hansenfle hus , og vi ville nu aflægge dem et besøg i deres nye hjem , hvor de nu kun behøvede at leve af deres midler . Blandt andre steder lå der dengang et lille net treetages hus ved Nørrevold . På tredje sal tilgoden havde ex-bogholder top ( vi ville herefter kalde ham ved hans rigtige navn , nemlig Jocumsen ) samt ex-grossererfru Hansen ( hvem vi ligeledes ville nævne ved hendes pigenavn : Lene rast ) som nu atter var Jocumsens hushvl- * derfle , deres nye hjem . Det var en formiddag og solen skinnede så smukt ind ad vinduerne lejligheden bestod af tre værelser og køkken . Der var to værelser tilgaden og et tilgården . Det inderste værelse tilgaden var Jocumsens sovekammer , og det tilgården var husholderskens sovekammer . det forreste værelse , nemlig det nærmest trappegangen , var dagligstuen . Alle tre værelser vare så net udstyrede i alle retninger , og der var en sand hyggelighed i disse . Siddende på en stol , og med benene overkors hvilende på en anden stol , sad , eller rettere lå hr . Jocumsen ved et af vinduerne og så ud på volden . Han røg af en lang pibe , og han sad indhyllet i tætte røgskyer . Om det var behagelige eller ubehagelige tanker der i øjeblikket beskæftigede ham , var ikke godt at sige , thi det kunne ikke læses på hans ansigt . Han hvilede den venstre arm på en armpude , der lå i vinduet , og hovedet holdt han tilbage , hvilende på en pude , som han havde stillet fra ryggen af stolen op mod panelet . Således sad han i en , man kunne gerne sige , drømmende tilstand , thi som ovenfor bemærket , at han så ud på volden , er ikke til at svare for om han virkelig lagde mærke til de så personer , der passerede forbi . Den , som så denne mands rolige træk i ansigtet , og rygende så flegmatisk af fin pibe , hvorledes kunne den tro , at se en mand , der havde været i slaveriet , nej , det ville ingen tro ved at se ham . Han så ud som en forhenværende handelsmand ( hvilket jo også var tilfældet ) , der havde opgivet fin forretning og nu på fine gamle dage ville nyde et sorgfrit liv . Ved det andet vindue sad Lene rast . Man kunne ikke . sige om hende , at hun så ligegyldig ud , hvilken forskel på hende og ham . Hun var beskæftiget med at stoppe en strømpe . I modsætning til Jocumsens ligegyldige udseende , så hun derimod tvær og misfornøjet ud . Hun , hvis plads før har været i et stort hus , hvor hun , når hun havde selskab kunne blive feteret og nyde alt , hvad der henhøre til sådan et liv , hun måtte nu holde sig afsondret fra den øvrige verden og leve stille og ubemærket . Ingen brød sig nu om hendes selskab , thi den , som før havde sat pris på hendes selskab , sorsfjød og foragtede hende , thi skandalen var naturligvis kommen ud iblandt folk og rygterne fortalte mere end der var sandhed . Jocumsen var vedbleven at ryge på fin pibe og røgskyerne , som han pustede ud af munden , havde til sidst udbredt sig om hans husholderske , der i førstningen intet sagde , men hun kunne dog ikke lide røgen . Hun havde allerede flere gange pustet for sig for at fordrive røgen , men da dette kun lidet nyttede , blev hun til sidst utålmodig og udbrød i en halv ærgerlig halv bedende tone : „ Hvor de damper . Det er jo en forfærdelig damp hos os , man kan jo næppe trække vejret , men . “ — „ Du kan jo lukke vinduet op ! “ sagde Jocumsen flegmatisk . Lene benyttede sig øjeblikkelig af tilladelsen , og lukkede et vindue op . Hun havde ikke turde gøre det , før hun havde fået hans tilladelse . Dette kom nemlig af , at når hun sommetider tidligere havde lukket et vindue op , uden at spørge derom , og Jocumsen var kommet ind i værelset , havde han sagt i en befalende tone : „ Luk vinduet — her er jo en rædsom . Træk ! “ Det var kun et lune . Nu lukkede hun aldrig et vindue op i dagligstuen uden først at få tilladelse dertil . Taushed indtrådte igm et øjeblik . Uagtet vinduet nu var åbent , syntes der dog at være ligeså megen røg som før . Husholdersken åbnede atter munden og bemærkede : „ Det forekommer mig at de damper ualmindelig iaften ! “ „ Synes du ? “ spurgte hendes „ Herre “ i samme tone som før . „ Ja , jeg gør sandelig ! vedblev husholdersken . De ruger vistnok over en eller anden plan ? “ „ Tror du ! “ „ Det er så korte svar , jeg får i dag . “ Jocumseu svarede intet herpå , men pustede en stor røgfly ud af munden . Husholdersken ville ikke lade samtalen gå istå , hun ville øjensynlig udfritte „ sin herre . “ Hun så igennem tobaksrøgen hen på ham og sagde pludselig grædende : „ O , havde de ikke den aften kommet til mig , da jeg sad på bænken i filosofgangen , og overtalte mig til at indlægge et godt ord for dem hos Hansen , så havde jeg aldrig siddet her , og må nu være forskudt af alle , så havde jeg nu været lykkelig istedetfor . “ Jocumsen afbrød hende , idet han spottende sagde : „ Du taler om at overtale dig , jeg behøvede vist ikke at overtale dig dertil , thi når jeg blot sagde , du skulle , gjorde du det uden indvending , thi du vidste , hvor meget du havde at resikere ved ikke at adlyde mig . “ Ex-grossererfruen hulkede kun , måske hun nu angrede sin flette opførsel ? Nej , aldeles ikke , kun var det hende en sand pinsel at måtte tænke på sine gode dage i agentens hus , og fine nuværende , og at hun nu ikke mere kunne se . en god fremtid i møde . Hun måtte have luft , om det så kun var i ord , og derpå begyndte hun , at græde , og give sin medskyldige skylden for alt , at det var ham , som havde gjort hende ulykkelig . nu indtrådte en lang taushed , husholdersken vedblev at stoppe på strømpen , uagtet alle hullerne vare stoppede , og tillige tørrede hun øjnene , der stadig svømmede i vand . Endelig standsede gråden , og hun blev noget overrasket , efter at hun for sidste gang havde tørret øjnene , ved at se at hun havde stoppet et sted på strømpen , hvor der ikke havde været hul . Ex-bogholderen afbrød tavsheden idet han sagde kort : „ Det kunne vist være på tiden , at jeg fik min kaffe ! “ Husholdersken rejste sig tans og forlod værelset . Et kvaters tid efter kom hun tilbage med to kopper kaffe på en bakke . Den ene kop tog hun af og satte i vindueskarmen , hvor hun før havde siddet . Bakken med den anden kop satte hun hen til Jocumsen . Hun havde imidlertid vaflet sine øjne med koldt vand , men de så alligevel røde ud . Hun satte sig derpå på fin tidligere plads , og begge nøde nu i taushed kaffen . En lille stund efter at Jocumsen havde drukket kaffen , udbrød han pludselig : „ Ieg har en plan ! “ „ En plan ! “ gentog Lene . „ Ja ! “ „ Og det er , “ vedblev hun nysgerrig . „ Ieg har tænkt på Anna ! “ Husholdersken begyndte at blive urolig . Det værste , at Jocumsen kunne tale om , var hans datter . Det var længe siden , han sidst havde talt om hende , men når det var sket , var Lene stadig urolig hun vidste egentlig selv ikke hvorfor . Da nu talen vendte tilbage til denne datter , vendte ligeledes hendes urolighed tilbage , og hun lyttede nu næsten åndeløs efter hvad det var for en plan , han havde angående hende . Der indtrådte en pause , og da Jocumsen ikke straks fortsatte , vovede hun at bemærke : „ Og hende ? “ „ Hun er jo i pleje hos nogle folk ude på toldboden ? “ „ Ja ! “ „ Det er jo det lille hus , som ligger til højre for indgangen ? “ „ Ja ! “ „ Efter middag skal du gå derud og — ! “ Han tog her et par tag af piben , og syntes derpå et øjeblik at tænke sig om . Derpå gentog han . — „ I eftermiddag skal du gå derud , og underrette folkene om , at hun skal sættes i en anden pleje ! “ „ I en anden pleje ! “ gentog Lene overrasket . „ Netop ! “ „ Hvem skal hun da herefter opholde sig hos ? “ „ Hos mig ! “ „ Her i huset ? “ „ Ja ! “ „ Men betænker de — ! “ „ Jeg har overtænkt alt . “ „ Men de glemmer sikkert , at det er hende , der har angivet dem . Det var hende , der gav Adolf - sko » Tegnebogem , — hende — deres ægen datter har anklaget dem — ! “ . „ Ti kvinde ! “ råbte Jocumsen vred , „ Du kan ikke dye dig . — vogt dig . — jeg siger kun , bland dig ikke i mine sager , når jeg ikke opfordrer dig dertil og især her — det skal fle , som jeg ønsker det , nu ved de det og dermed punktum . “ Husholdersken vovede ikke at sig “ noget hertil . Kort efter tilføjede Jocumsen : „ Jeg har bestemt , at vi følges ad derud , — det er nok det solideste . “ Og dermed blev det . Samme dags eftermiddag standsede Jocumsen og Lene rafl udenfor det lille hus på toldboden . Den tidligere omtalte kone stod i døren . Begge hilste på hende og trådte ind i huset . Jocumsen spurgte efter Anna , og sagde , at han var hendes fader og ønskede at tæge hende til sig igen . Konen vidste at faderen havde været i slaveriet , og årsagen dertil . Men husholdersken havde naturligvis ikke talt om , at hun vidste noget om vintyveriet i kælderen , førend den aften det blev opdaget , hun havde fortalt , at Anna nogle aftener i forvejen havde været med faderen nede i kælderen for at holde lygten for ham , medens han havde noget at bestille med sine varer , og hun ( husholdersken ) var alletider bleven oppe i lejligheden , så at det aldrig var faldet hende ind , at ' faderen gik i kælderen om aftenen for at stæle vin . Desuden sagde hun , at Anna aldrig havde talt derom til hende , da faderen naturligvis havde forbudt det under straf . Således stod husholdersken stillet i plejeforældrenes øjne . Hun har senere fortalt Jocumsen , hvorledes hun havde båret sig ad for at ingen mistanke skulle falde på hende . -- -- -- -- konen sagde , efter at Jocumsen havde tilkendegivet sig som Annas fader , og sagt , at han ønskede at tage fin datter til sig — al pigebarnet sjælden kom hjem før sent om aftenen og at han derfor ikke kunne medtage hende før næste formiddag , da hun så ikke skulle få tilladelse til at gå ud . Jocumsen underrettede konen om , at han ville komme igen næste dags formiddag . Efterat parret havde opholdt sig en lille stund huset , og Jocumsen havde opgjort noget med konen , forlode de huset . Næste dags formiddag indfandt Jocumsen sig alene i huset på toldboden . Idet han trådte ind af døren viste konen sig . Hun så meget forstyrret ud : „ Tænk dem ! “ ndbrød hun „ Anna har flet ikke været hjemme i nat . — vi har ikke set hende , siden hun i går eftermiddags gik ud , for at sælge fine blomster . “ „ Så ! “ — sagde Jocumsen noget langtrukket . „ Ja , såmænd ! “ „ Men det er måfle flet før ? “ „ Nej . aldrig ! “ „ Det er da besynderligt ! Jeg ved jo hun er vant til at gå fin vej ude omkring hvor hun finder for godt . “ Han tav et øjeblik , hvorpå han tilføjede mismodig : „ Men om der fluide være tilstødt hend et ulykkestilfælde ! “ Konen selv var virkelig bedrøvet over fin plejedatters udeblivelse , men endnu mere ved at skulle stilles ved hende , thi hun holdt virkelig af hende , da hun nu havde haft hende i huset i så lang tid , og var vant til hendes sørgelige færd . Hun sukkede , idet hun sagde : „ Hver morgen var hun tidlig oppe , og hun gik så ud i det frie , men ved frokosttid kom hun altid tilbage og spiste , derpå gik hun igen og blev borte til middag , og når hun så havde spist , gik hun igen , men hun fik så et par stykker mad med i et papir , som hun så havde i lommen , og spiste ude , og da så vi hende ikke igen før om aftenen sent ! — ak ja ! Stakkels pige ! “ Jokumsen talte endnu noget med konen og sagde da , at han ville komme igen om eftermiddagen , ^da hun muligvis var kommen hjem eller der måske var kommen underretning om hende . Konen svarede , at pigen ikke selv kunne sige , hvor hun hørte hjemme , hun sagde kun , at hun boede der , hvor der var mange skibe , — det skulle kun være i tilfælde , at ' nogen , som ofte kom på toldboden , fluide have set hende og da vide lidt besked . Derpå gik Jocumsen . Lene stod ved det åbne vindue i deres fælles lejlighed og så ned ad gaden for at se efter , når hendes „ Herre “ vendte tilbage med sin datter . Endelig fik hun øje på sin herre , men han kom ganske ene . Husholdersken undrede sig derover . „ Hvorfor er pigebarnet ikke med ? “ spurgte hun sig selv , han fluide efter bestemmelsen have hende med sig hjem . Hvor hun blev nysgerrig efter at kende grunden hertil . såsnart hun havde fået øje på ham , lukkede hun hurtig vinduet i . Kort efter trådte Jocumsen ind i dagligstuen , hvor hudholderflen befandt sig . Han sagde ikke et ord . Han satte hat og stok fra sig . Derpå tog han fin pibe , stoppede den med tobak , tændte ild deri og gav sig stiltiedde til at ryge , idet han satte sig hen ved vinduet . Husholdersken forundrede sig endnu mere , da han ikke sagde et ord . Han så så alvorlig og mørk ned , at hun ikke vovede at udspørge ham . Hvad er der flet ? Dette spurgte hun gentagne gange sig selv . Hun ventede , at han snart ville bryde tavsheden , . Men det lod ikke til , at dette ville ske . Nu kunne hun ikke dy sig længere . „ Nå ? “ udbrød hun spørgende . „ Nå ! “ gentog Jocumsen , idet han så på husholdersken med et særegent udtryk i ansigtet . Derpå tog han et par lange tag af fin pibe . „ Jeg mente — jeg mente — “ udbrød husholdersken noget forvirret , „ hvorfor hun ikke var med dem ? “ „ Borte ! “ var det korte svar . Hun forstod ham naturligvis fletikke og tilføjede : „ Hvorledes ? “ „ Hun har ikke været hjemme i nat , formodenti g er der hændet hende en ulykke . — igrunden et mærkeligt tilfælde netop nu da jeg ville tage hende til mig . “ Ved disse ord så han vist på husholdersken . Men denne viste straks den største forundring i ethvert af sine ansigtstræk . Hun kunne ikke straks sige noget af forundring . Lidt efter faldt forundringen for en vis glæde hun syntes ligesom at blive lettere , og uagtet hun søgte ikke at lade Jocumsen læse hendes tanker , forrådte ansigtet dog hende . -- -- -- den dag gik , næste dag og flere dage , men Anna var ikke vendt tilbage til det lille hus på toldboden , og eiheller havde man fået nogen underretning om hende . ' hvor var hun bleven af ? treogfyrretyvende kapitel . Vilhelm og Anna . To dage førend Anna er forsvunden , ville vi føre læserne ud i Søndermarken . På en høj , hvor der var en smuk udsigt over Valby omegn , sad på en bænk et ungt menneske på atten år . En mappe hvilede på hans skød , og på denne lå et stykke papir . I hånden holdt han en blyant , og han var ifærd med at aftegne et parti af det smukke prospekt der viste sig for hans øjne . Hvilket smukt menneske han var , hvor god og elskværdig han så ud , og dersom en spadserende gik forbi i nærheden , måtte vedkommende uvilkårlig standse et øjeblik for at betragte ham . Det unge menneske er læseren godt bekendt , thi det er ingen anden end Vilhelm Bøgh . Seks år er forløbne siden hans anden moder , den uforglemmelige Bertha døde . Otte dage efter hin omtalte dag på kirkegården , da både Petrea , Vilhelm og Olga bade hende så bønligt om at tage med dem til byen , døde hun . Hun opfyldte deres ønske , men allerede dagen ester blev hun fløv og næsten ligegyldig for alt , og således svandt hun dag for dag indtil otte dage vare gåde , og da indgik hun til den evige hvile , og fluide nu således samles med fin sorudgangne ven Otto . Således vare Berthas dage talte . Vilhelm var som omtalt beskæftiget med at arbejde på en tegning . -- -- -- -- - „ Stakkels Anna har hverkenfar ellermor , ensom hun står i menneskevrimlen “ O . s . v . — Vilhelm blev forstyrret i sit arbejde ved at høre denne ham bekendte sang og stemme , som det var første gang han hørte for seks år siden og som han ikke havde hørt siden . Han vendte overrasket hovedet til den side , hvorstemmen kom og fik nu øje på en ung pige på en atten år , der nærmede sig ham . Da han sidst så hende , var hun kun et barn , nu var hun bleven ældre og større , men havde dog beholdt fin barnlige stemme , og sang fin sorgfuldt sang ligeså uhyggelig som tidligere . Hvor ofte havde han ikke i de forløbne seks år tænkt på den lille vanvittige pige , som han havde set i Søndermarken . Det havde ikke været ham muligt at slå hende ud af tankerne . Og hvilken overraskelse nu at træffe sammen med hende efter seks Års forløb og atter i Søndermarken . Han blev så dydt greben ved synet af den stakkels vanvittige , at han blev siddende næsten åndeløs og stirrede på hende . Anna var nu lige ved ham . „ Lille Anna har blomster — smukke blomster ! — køber Herren blomster af . lille Anna ? “ Således tiltalte hun Vilhelm . Vilhelm der ikke var i stand til at få et ord over læberne , stirrede bestandig tavs på hende . Mappen havde han lagt fra sig på bænken , og blyanten var falden ned til jorden . Anna gentog sit spørgsmål . Endelig sagde Vilhelm halvhøjt , men i en så besynderlig tone ! „ Anna ! “ Anna hørte sit navn blive nævnet . Anna ! siger de ! “ vedblev hun „ De kender altså Anna , hvor det er herligt , — men det er dog besynderligt , — jeg kender flet ikke dem — jeg har aldrig set dem før — og de kender mig , den stakkels Anna ! -- -- -- -- -Anna kender ellers alle dem igen , som hun har talt med , og det har jeg ikke med dem — sig mig gode herre , hvorfra de kender den stakkels Anna ! “ Nu syntes fortryllelsen med Vilhelm at være hævet , thi han udbrød sjælfuldt , » g med den inderligste deltagelse . „ Kom lille Anna , sæt dem ved min side , få skal jeg fortælle dem det . —kom sæt dem så , så skal vi nu tale sammen ! “ Anna satte sig uden tøven på bænken ved hans side : Vilhelm vedblev nu : „ For seks år siden var jeg en dag med min familie herude i Søndermarken , og da så jeg dem , men de så vist ikke mig , thi jeg befandt mig mellem det øvrige selskab . — blandt disse var en herre , som talte med dem og som købte alle deres blomster , og de sagde at de ville erindre ham i deres bøn , og —i “ „ Å ! “ afbrød Anna ham , idet hun så på ham med et forvirret blik , „ det var ham , den smukke ældre herre , der talte så godt , ja — nu husker jeg det — kan de se at Anna ikke har glemt den gode herre ! “ Hun tav og beskæftigede sig med blomsterne . Vilhelm så nogle øjeblikke tavs på hende , derpå vedblev han ikke uden en vis ængstelse : „ Sig mig lille Anna , har de hverken fader eller moder ? « „ Jo ! “ svarede hun noget tøvende , idet hun stirrede vildt hen for sig — „ jo ,far har jeg , men — moder er deroppe ! “ Ved disse ord pegede hun op mod himlen . „ Men hvor er da deres fader ? “ vedblev Vilhelm spørgende , med samme ængstelse som før . „far — gentog den vanvittige — ja ! “ „ Ja , deres fader ? “ „ Nu skal jeg fortælle dem det — her er da in « gen , der hører det ? “ vedblev hun med en hemmelighedsfuld mine . „ Nej , her er ingen ! svarede Vilhelm . Den vanvittige rykkede sig tættere op til Vilhelm , og efter at have set sig omkring et øjeblik vedblev hun i en langsom hjertegribende tone . „ —fa ' er ! Nu skal de høre stakkels Annas historie . — — — det er nu mange , mange år siden . —far , Lene og jeg boede nede i butikken med de mange varer . Når så den sorte nat kom , måtte vi gå med fader ned i hans sorte kælder , og holde lygten for at lyse i det sorte hul måtte jeg . —far tog sten ud af muren , og så krøb han igennem , og så tappede han af de store Tønder . — ved de hvad der var i tønderne ? — der var vin , så togfar den dejlige vin med sigveed de hvad jeg tror ? —far måtte vist ikke ta ' e vinen med sig — — nu skal de høre . — det var den sidste aften , jeg var der hjemme . — det var en sort nat og det tudede så fælt , så gav fader mig lygten , og så fulgtes vi alle tre , Lene med , ned i den stygge kælder .far krøb ind gennem muren , og lygten holt jeg for atfar kunne se at tappe vinen af tønderne . — pludselig greb den vanvittige Vilhelm ved armen . „ Hu , hvor der er mørkt — — se ! “ vedblev hun idet hun pegede hen for sig , „ kan de se manden med ildøinene ? -- -- -- -- -hvor han er styg — se — nu griber hanfar ved armen — se — nu — nu -- -- -- -- -- ! “ I dette øjeblik udstødte hun et skrig og faldt tilbage i Vilhelms arme . Hendes øjne lukkede sig og hun lå ubevægelig . Vilhelm rystede over hele legemet , den vanvittiges meddelelser havde dybt rystet ham . Vel havde han ikke rigtig knnnet forstå den vanvittiges usammenhængende ord , men hovedindholdet kunne han dog forstå , og han fattede , at det var sandhed , som den vanvittige havde talt om til ham . Da Anna sank om i hans arme og blev liggende ubevægelig , som om hun var død , blev han ganske rådvild . Han ønskede at nogen ville komme og hjælpe ham . Men da det var formiddag , var der ikke mange spadserende derude , og af dem der var der , befandt ingen sig i nærheden . Hvad fluide han gøre ved den vanvittige i en sådan tilstand ? Dette spurgte han sig selv . Pludselig fik han en ide . Han tog hende på fine arme og lagde hende ned på græsplænen . Derpå tog han et penalhus , som han benyttede til blyanter og lignende sager og tømte indholdet ud på bænken . Derpå løb han hurtig afsted med penalhuset . Da han havde nået det nærmeste vand , bøjede han sig ned og fyldte penalhuset med vand , hvorpå han ligeså hurtig ilede tilbage til bænken , hvorved den vanvittige lå . Han stænkede hende nu med vandet i ansigtet , og lidt efter viste der sig atter liv hos den stakkels vanvittige . Endelig slog hun øjnene op , og udbrød med en sørgelig glæde malet i ansigtet : „ O , hvilken underlig drøm — jeg var ikke mere Anna — kan de forstå det ? Hør hvad jeg skal fortælle dem . — men sig mig først , hvad de hedder . “ „ Vilhelm ! “ svarede han . „ Nu skal de høre Vilhelm — jeg havde ganske andre klæder på , end dem jeg nu har , og ved de hvad — jeg var ingen stakkels Anna , der gik omkring og solgte smukke blomster — er det ikke mærkværdigt ? -- -- -- -ved de hvad jeg var ? “ „ Nej , “ svarede Vilhelm , idet hans øjne blev våde . Blomsterne som Anna havde båret lå spredte omkring i græsset . „ O , se alle mine smukke blomster ! “ udbrød hun pludselig , idet hun fik øje på disse . medens hun fortalte Vilhelm drømmen , havde hun rejst sig i en siddende stilling . Nu hjalp han hende op på bænken og sagde : „ Sæt dem på bænken Anna , så skal jeg samle alle deres smukke blomster op til dem ! “ Hun satte sig på bænken og Vilhelm samlede blomsterne op . Da dette var flet ville han lægge dem i hendes skød , men hun sagde : „ Behold de selv alle blomsterne ! Jeg vil forære dem til dem . “ Vilhelm tog nogle småpenge frem og lagde dem i hendes hånd . Dog hun ville ikke modtage disse , thi hun rystede på hovedet . „ Hvorfor vil de ikke modtage pengene ? “ spurgte Vilhelm . „ For det som Anna forærer , lader hun sig ikke betale , “ svarede den vanvittige . Da Vilhelm forgæves havde forsøgt at få hende til at modtage pengene , sagde han : „ Nuvel , Anna , så modtager jeg gaven , men kan jeg så i morgen få et par ligeså smukke buketter for betaling ? “ „ Ja , derpå kan de stole , i morgen ved denne tid skal jeg være her igen med et par smukke buketter — men — hvem skal have blomsterne , som de får i morgen ? “ — „ Min søster ! “ „ Det må være rart at have en søster — ikke sandt ? “ „ Jo , det er ganske sandt ! “ „ Hvor gammel er deres søster ? — er hun ligeså gammel som jeg ? “ „ Hvor gammel er de da ? “ spurgte Vilhelm . Han gjorde ikke dette spørgsmål for at få hendes alder at vide , da han formodede hendes virkelige alder , men kun for at høre , om hun selv vidste det . Anna betænkte sig et øjeblik , inden at han svarede . „ Jeg tror atten år — sådan har vist min moder sagt det . “ „ Nej , min søster er ikke så gammel , hun er kun 12 år — men de siger , Anna , at deres moder siger , hvor gammel de er ? “ Anna nikkede med hovedet . „ Men ! “ vedblev Vilhelm , „ Deres moder er jo oppe i himlen — er det ikke således de har sagt . “ „ Ja , “ svarede den vanvittige , „ men det er min rigtige moder der er deroppe . — det er min tredje moder der har sagt det . “ „ Hvem er da deres anden moder ? “ , , „ Det er Lene — ! “ Vilhelm , der ikke ville have , af de sørgelige tanker om den sorte kjoælder skulle beskæftige hende ved af omtale Lene , som Anna før havde talt om var med i kælderen , sagde hurtigt : „ Se Anna , hvilken smuk fugl , der sidder deroppe i træet . “ Idetsamme pegede han op mod det nærmeste træ . „ Øet var kedeligt ! “ udbrød han , „ nu fløj den bort . “ Således afledede han hende fra hendes sørgelige tanke . De passiarede endnu noget om denne fugl , som han havde set , og endelig sagde Anna . „ Nu må jeg gå igen , for nu skal jeg afsted og plukke flere blomster og sælge dem , i morgen er jeg her igen . “ Hun nikkede med hovedet og skyndte sig hurtig bort . Vilhelm besluttede næste dag af følge efter den vanvittige for af lære hendes opholdssted af kende , han ville ikke gøre det i dag , da det jo kunne vare længe inden pigen vendte hjemad , og han ville desuden først sige fin tante det , for af hun ikke skulle være urolig for hans lange udeblivelse , når han skulle følge efter hende , da tiden på dagen til hvilken han plejede af komme hjem jo kunne overskrides endeel . Han tog nu igen fat på fin tegning , men da hans tanker nu vare beskæftigede med andet end tegningen , måtte han til sidst pakke fine materialier sammen , og begav sig til sit hjem , hos hans tante Petrea . Fireogfyrretyvende kapitel . Den unge redningsmand . Næste dags formiddag ved samme tid som de » Foregående dag var Vilhelm på den omtalte plads i Søndermarken . Rigtignok havde han fine tegnematerialier med , men han benyttede dem ikke i dag . Han sad i en flødesløs stilling på bænken , og så sig af og til omkring , samt flere gange syntes at lytte . En halv times tid efter at han er ankommen hørte han i nærheden den vanvittiges sørgelige sang . Lidt efter kom hun selv til syne . I den ene hånd holdt hun to små buketter simple blomster . Da hun var kommen tæt hen ved Vilhelm hilste hun på ham , idet hun nikkede med hovedet . „ Godmorgen Anna ! “ udbrød Vilhelm , idet han nikkede venligt til hende , „ Hvor de er bestemt Anna ! „ Det er Anna alletider ! “ svarede hun . » Og jeg seer , “ vedblev Vilhelm „ at de ikke har glemt blomsterne . “ Sådant noget glemmer Anna ikke — se her to smukke buketter ! “ „ Ja , hvor de er nydelige ! “ sagde Vilhelm , der lod som han virkelig fandt dem smukke . Anna rakte ham buketterne ! “ „ Tak ! “ vedblev han , og fremtog nogle småpenge og rakte hende . „ I dag modtager Anna jo penge for blomsterne ? Ikke sandt ? “ „ Jo , det sagde jeg jo også i går . — og måske de herefter vil købe buketter blomster af mig , den stakkels Anna ! “ „ Kom kun til mig når de har blomster og jeg er herude , jeg kommer nemlig ofte herud , og skal da alletider aflægge et besøg ved denne bænk , og ved denne tid ! “ Anna nikkede gentagne gange med hovedet , som om hun takkede ham derfor . Pludselig udbrød hun hurtigt : „ De har jo en lille søster . — ikke sandt ? “ „ Jo ! “ „ Har hun et smukt navn ? “ „ Hun hedder Olga ! “ „ Hvor det er kønt — meget kønt synes jeg ! “ „ Det glæder mig virkelig Anna , at de finder min søsters navn kønt . Efter et kort ophold vedblev Anna : „ Ieg ville så gerne se den lille pige ! “ „ Hun er ikke så lille , Anna , hun er stor af fin alder . „ Men må jeg da alligevel se hende . “ „ Ja så gerne , jeg skal bede hende om at følge med mig herud en eftermiddag ! “ „ Hvorfor må hun ikke komme med om formiddagen . “ „ Hun kunne nok få lov til det , men hun går i skole på den tid af dagen , og derfor skal hun bede sig fri for skolen for at komme med herud , men om eftermiddagen da hun er fri for skolen , kan hun gå med herud . “ „ Hun går i skole , hvor det må være herligt — ikke sandt ? “ „ Jo , se der lærer de at læse , skrive og regne , sy og strikke og meget mere ! “ Anna var bleven tavs . Vilhelm så på hende og sagde deltagende . „ Jeg syntes de pludselig blev så bedrøvet — sig mig , hvoraf det kom sig ? “ „ Hvorfor er stakkels Anna ikke kommen i skole — Anna er så ulykkelig ? “ Som man har hørt , har Anna til enkelte tider talt meget fornuftigt , men det rigtige vanvid , vendte da snart tilbage , men kunne ligeså hurtigt igen forlade hende for et øjeblik . Pludselig udbrød hun . „ Jeg ville så gerne se — Olga — er det således hun hedder ? — „ Jo . “ „ Jeg ville så gerne se Olga i dag — tag hende med herud i eftermiddag — ja gør det — så er de så god . “ „ Nuvel jeg skal sige det til hende ! “ sagde Vilhelm og hun går sikkert med mig herud i eftermiddag . “ „ O , tak gør det endelig — jeg ville så gerne tale med hende — når hun så kommer , skal jeg fortælle hende så mange smukke historier . “ Kort efter skiltes Vilhelm og Anna ad efter at førstnævnte havde lovet hende at være på samme sted til en vis tid tilligemed fin søster Olga . Sålænge Anna kunne se Vilhelm , vendte hun sig af og til om og kyssede på fingeren af ham . Vilhelm gik derpå hjem uden at have benyttet blyant og papir . Det var eftermiddag samme dag som sidst » « talt . skyerne vare mørke , og det så ud til , at der ville falde regn . Det var desuden lidt koldt . Der var kun så spadserende i Søndermarken nærmest på grund af , at det så ud til at blive regn . Vi føre læseren hen til den så lidt omtalt « Bænk . Den var endnu tom . Ingen folk sås i nærheden . Pludselig lød fodtrin , og den vanvittige trådte frem mellem træerne og ud på den åbne plæne . Hun fulgte ikke som andre gangene , men gik over græsplænerne og mellem træerne som for at flyde gjenvei . Da hun havde nået bænken , satte hun sig ned på den . Hvad der var en mærkværdighed var , at hun ingen blomster havde hos sig . Da hun havde siddet lidt , tog hun en lille pakke op af fin kjolelomme . Pakken indeholdt tre stykker smørrebrød med ost på . Hun havde åbnet pakken og sat den fra sig på bænken . Hun gav sig nu til nafbrudt at stirre på smørrebrødet . da hun havde siddet noget således , udbrød hun pludselig halvhøjt i en besynderlig tone : „ Stakkels Annas drøm ! “ Derpå tog hun et stykke smørrebrød og gav sig til at spise . Da hun havde spist halvdelen , slog hun nogle rynker på næsen og satte den anden halvdel ned til den øvrige mad og lukkede derpå atter papiret sammen . En flig opførsel var endnu aldrig set hos hende . Tidligere havde hun spist fin mad med den største velbehag . Med et sprang hun op fra bænken , begyndte at danse på den vildeste og vidunderligste måde . Derpå råbte hun flere gange højt : „ O , hvor det er herligt — nu skal stakkels Anna dø — hun skal til finmor i himlen — o , hvor det er herligt . « Fra det øjeblik den vanvittige var sprungen op fra bænken , havde Vilhelm været øjenvidne til den besynderlige scene . Han var bleven stående i nogenafsfand som fortryllet af dette syn . Nu nærmede han sig hurtigt . „ Goddag igen , lille Anna ! « udbrød han pludseligt . “ Han troede , at hun ville holde op med fin Dands , men deri tog han fejl . den vanvittige vendte sig om og stirrede nogle øjeblikke på ham som om hun ikke kendte ham . „ Kender de mig ikke Anna ? “ spurgte han bedrøvet . „ Om den fjollede Anna kender dem , jo det gør hun rigtignok . Det er jo -- -- -- -- -- -- Vilhelm . — ved de jeg er den fjollede Anna — ved de hvem , der kalder Anna således — det gør folkene som gå forbi huset hver dag . Ha ha ha — fjollede Anna — kom og bands med mig — o hvor det er herligt — kom hører de ikke ! — nu skal Anna dø — hun skal til sin moder i himlen — tra la la — tra la la . — hun vedblev sin besynderlige ville Dands , og Vilhelm stod dybt bedrøvet og så derpå . „ Men Anna dog ! “ vedblev han . „ Hvorfor er de så glad ? “ Han sagde således , fordi hun udviste fin glæde hvorimod det for ham var en sørgelig glæde at se hende i den tilstand . Han gentog de sidste ord . „ Hvorfor er de så glad Anna ? “ Den vanvittige standsede nu i fin ville Dands . „ Hvorfor Anna er så glad ? spørger de . Skulle hun ikke være glad , når hun ved at hun stak til sinmor i himlen — er det ikke herligt , synes de ikke selv det — det skulle jeg dog mene — — — dersom de vil følge med , så må de gerne ! “ „ Hvorhen , Anna ? * „ Til minmor i himlen ! “ Vilhelm , der aldeles ikke kunne blive klog på den vanvittiges tale , sagde , for at få at vide , hvilken ide hun nu havde , da der måske kunne ligge sandhed i hendes ord . „ Men hvorledes flak vi nu komme derop ? “ „ Å det er nemt ! Anna skal vise dem vej — og ikke sandt , så følges vi ad ? “ „ Ja ! “ svarede vilhem , der havde besluttet at følge den vanvittiges ide . „ Men sig mig , savner de ingen her . “ „ Hvem ? “ — „ Nogen som skulle have været her nu ? “ „ Nej ! “ — „ Savner de virkelig ingen , Anna ? “ „ Nej — hvem fluide det vel være — ved det ikke ! “ „ Savner de ikke min søster ? “ „ Deres søster ? “ „ Ja ! “ „ Hvem er det ? “ „ Olga ! “ „ Kender hende ikke . “ „ Husker de ikke , jeg talte om min søster Olga i formiddags , da vi begge vare her ? “ „ Nej — de har ikke talt om deres søster ! “ „ Jeg lovede dem jo at hun skulle følge med herud i eftermiddag , da de bad mig så meget derom da de ville tale med hende , og fortælle hende så mange smukke historier — — haster de ikke det Anna ! “ Det lod til at Anna søgte at tilbagekalde noget i sin erindring , men efter et øjebliks forløb rystede hun benægtende på hovedet . Vilhelm stod en stund tavs og betragtede hende , . Derpå sagde han ved sig selv : „ Stakkels pige . — hendes vanvid er på sit højdepunkt . — hvor besynderlig , jeg har en anelse om at der snart vil sfe noget overordenligt ! “ — Anna , der var bleven stående så stille som en statue , nærmede sig nu Vilhelm , og greb hans hånd . Vilhelm skælvede ved denne berørelse . Han havde dagen forud besluttet , på denne formiddag at følge efter hende , for at få hendes opholdssted at vide , men da hun havde ønsket at se hans søster om eftermiddagen , besluttede han at følge efter hende om eftermiddagen . Men nu havde han fået en sådan besynderlig anelse , han vidste ikke hvorfra han nærede den tanke , men han var næsten overbevist om , at han ikke vild komme til at følge efter hende til hendes hjem den dag . Den vanvittige havde som omtalt grebet hans hånd , og han kunne ikke lade være at skælve ved denne berørelse . „ Kom ! “ sagde hun , „ vi følges jo ad — ikke sandt ? “ „ Jo ! “ svarede han ; „ men sig mig først , hvor vi skal hen ? “ „ Det skal de snart få at se . “ „ Nuvel , så følger jeg med ! “ Vilhelm følte sig rigtignok noget underlig tilpas ved således hånd i hånd at måtte spadsere gennem Søndermarken med den vanvittige , men han kunne dog ikke modstå en indre indflydelse til at følge hende . De vare nu komne til kilden , der vender ud mod Frederiksberg slotsbakke , og uden at have mødt nogen spadserende , hvorfor Vilhelm blev mere rolig . Ved dette sted er som bekendt en bro der fører over det urene vand , der befinder sig der . Den vanvittige gav nu flip på Vilhelms hånd . Derpå istemte hun fin bekendte , sørgelige sang , der var så hjertegribende . Da sangen var endt , sagde hun til Vilhelm . „ Kom nu — vi følges jo ad — o hvor det er herligt , nu skal stakkels Anna til finmor i himlen ! “ Vilhelm , der indså at Anna ville op på broen , anede den vanvittiges ide , „ Nej Anna , bliv her “ , bad han bønligt og greb fat i hendes arm . „ Gå ikke på broen , hører de , Anna , gå ikke derop . “ Den vanvittige tilkastede ham et vildt vredt blik og råbte , idet hun sled sig løs fra hans håndtag , og løb op ad broen . „ Å — de er bange — nu skal de se at Anna ikke er bange — farvel — glem ikke stakkels Anna , bed for hende og hendesmor . “ — den vanvittige var oppe på broen , og et øjeblik efter havde hun svunget sig over rækværket og sprunget ned i det af mudder fyldte vand . Vilhelm var et øjeblik bleven stående aldeles målløs , men han fattede sig hurtigt , han rev fin frakke og vest af , og i samme øjeblik var han i vandet . Straks efter kom han til syne tillige med den vanvittiges legeme , endnu et øjeblik og begge befandf dem på det tørre . Men i hvilken tilstand vare de ikke . Begge vare aldeles bedækkede med mudder og Anna lå aldeles ubevægelig . femogfyrretyvende kapitel . Hvorfor Anna ikke vendte tilbage til huset på toldboden . Vilhelm fremtog sit våde lommetørklæde og tørrede snavset af Annas ansigt , hvorefter han tørrede sig selv så godt han kunne i ansigtet , tilligemed hænderne . Han hægtede derpå Annas kjoleliv op , for at hun kunne få luft , for at hun kunne trække vejret lettere , han mærkede nemlig at hun åndede let . Han gav sig nu til at tumle med hende frem og tilbage , for at blodet kunne få frit løb . Efterat han således i nogen tid , havde vist fin omhu for hende , begyndte hun at drage fin ånde lettere , men hun forblev liggende ubevægelig og med tillukkede øjne . Hvorledes skulle de beggeto komme til byen , således som de så ud ? Dette spørgsmål gjorde Vilhelm sig selv . Han øjnede intet menneske han kunne kalde tilhjælp . Pludselig lyttede han . Han kunne høre en vogn køre ned af slotsbakken . Han gav sig nu til at råbe så højt han kunne gentagne gange efter hinanden : „ Hjælp ! — hjælp ! — hjælp ! “ Han kunne hare at vognen nærmede sig udfør stedet hvor de befandt dem . Han vedblev at råbe . Dersom han havde vovet , ville han gå ud til landevejen , for at den eller de kørende , kunne høre hans råb , da han frygtede for at de ikke kunne høre ham fra det sted , hvor han nu befandt sig , men han turde ikke forlade den vanvittige af frygt , for at hun pludselig kunne vågne af sin besvimelse , og da atter ' springe i vandet ! Han måtte således blive hvor han var , da han ville frelse den vanvittige fra atter af søge døden . Man gætter hans fortvivlelse , da han hørte af vognen var kørt et stykke forbi . Den kørende havde altså ikke hørt ham . Han anstrengte sine lungers hele kraft , for af råbe om hjælp . Pludselig skælvede han af glæde . Han hørte en grov stemme råbe : „ Hjælpen kommer ! “ Vilhelm formodede nu af vognen først måtte ned af bakken , og af de eller den kørende ville gå ind af hjørnelågen . For af vedkommende kunne vide hvor hjælpen behøvedes vedblev han af råbe , for af man kunne gå efter lyden . Nu hørte han den samme stemme som før råbe , men denne gang i Søndermarken : „ Jeg er på den rette vej ! “ Vilhelm formodede nu , af der kun var en person , da stemmen sagde : jeg . Desuden kunne han høre på dialeklen , af det var en bondemand . Endnu et øjeblik , og stemmens ejermand kom tilsyne . Det var ganske rigtig en Bonde , efter klædedragten af dømme , og det var det i virkeligheden også . „ Tak for af de kom os tilhjælp ! “ udbrød Vilhelm , som havde fået øje på manden . „ Jeg frygtede i nogle øjeblikke for , at de ikke havde hørt mig . — med forlov , er de alene ? “ „ Ja ! “ svarede manden . „ Vognen holder vel dernede ved hjørnelågen ? “ „ Ja ! “ „ Jeg håber de kører os til byen — jeg stak betale dem derfor ! “ « jeg skal nok køre for dem , men de skal ingen betaling give mig derfor ! “ „ Godt , som de vil , jeg er dem taknemlig for deres villighed . “ Vilhelm havde allerede rejst sig op , og han førte derfor denne samtale med manden stående . Han vedblev derpå : „ Lad os så skynde os at komme ud til vognen . Det er meget ubehageligt at være i slig en tilstand , som vi er . Jeg skal nok forklare dem nærmere herom på vejen til byen . Jeg skal nok bære den unge pige et stykke vej , når de så vil bære hende resten , da det ikke er mig muligt at bære hende lige ud til vognen ! “ „ Naturligvis ! “ svarede manden . Vilhelm tog nu Anna , hvor hun lå , og forlod stedet , hvor den vanvittige havde udført fin sørgelige plan , efterfulgt af manden . Da Vilhelm havde båret den vanvittige et lille stykke vej , begyndte han at snappe efter vejr . Han var allerede udmattet . Dette havde ikke været tilfældet , dersom han ikke havde taget det omtalte bad , for at hente den byrde , han nu bar . Manden havde medtaget Vilhelms hat , frakke og vest , som han bar . Han sagde nu : „ Lad mig nu bære hende — jeg kan se , at de allerede er træt ! “ Vilhelm ville gerne have båret hende noget længere , da han ikke ville ulejlige manden med formeget besvær . Dog , han var så udmattet , at han modtog tilbudet , idet han sagde : „ Tak ! “ Manden tog nu den vanvittige på sine arme , og gav Vilhelm fine klædningsstykker . Derpå fortsatte de vejen . Manden bar nu fin byrde lige ned til vognen . han lagde hende på bunden af samme , der var belagt med rent halm . Vilhelm satte sig op på agebrædtet ved siden af bonden . Herved må bemærkes , ar bagdelen af vognen ikke var tom , men at der befandt sig endeel fødevarer , som bonden skulle ind med til byen . Efterat Vilhelm havde vredet vandet af fin frakke og vest , så godt som det var ham muligt , fog han disse klædningsstykker på . Bonden overlod ham sit store lommetørklæde til at aftørre ansigt og hænder , så godt han kunne , for at han ikke fluide vække opsigt på vejen . Den vanvittige kunne ingen forbigående se på bunden af vognen . Pludselig udbrød Vilhelm : „ Men når vi nu kører gennem gaderne , kan man oppe fra vinduerne se den unge pige i vognen , og det vil vække opsigt at se hende ligge således ! “ „ De har rer i , hvad de siger , “ svarede bonden , „ vi må derfor sørge for at hun ikke kan ses . “ „ Men hvormed skal vi tildække hende ? “ „ Vi kan jo bruge dette dækken , vi sidder på ! “ „ De har ret , lad os det . “ De rejste dem begge op fra sædet , og Vilhelm fremtog nu det omtalte dækken . Dette bredte han nu ud over den vanvittige , men dog således , at hun kunne få luft . derpå sattes vognen i bevægelse , og nu gik det så hurtig , som det var muligt til byen . Vilhelm ønskede , at den vanvittige ikke måtte komme til sin bevidsthed , før vognen havde nået hans hjem , da han ikke vidste , hvorledes han skulle forholde sig med hende i dette tilfælde . Dersom hun vågnede op under kjvrselen i byen , ville det rimeligvis vække en umådelig opsigt , da hun næppe ville forholde sig rolig i denne situation . Undervejs fortalte Vilhelm i korthed Annas sørgelige færd . Da dette var flet , spurgte bonden : „ I hvilken gade skal de ? “ „ På Nørregade er mit hjem ! “ svarede Vilhelm . Endelig holdt de udenfor det af Vilhelm betegnede hus . Den vanvittige var endnu ikke vågnet op af sin besvimelse , eller hvad man skal kalde den tilstand , hun var i . Det kunne ikke være en rigtig besvimelse , dertil havde hun været for længe i denne tilstand . Under hele kørselen havde hun ikke bevæget et lem . Hendes åndedrag var let . Vilhelm og bonden steg nu af , og efter at sidstnævnte havde spændt skaglerne fra , tog han den vanvittige på fine arme og bar hende op i huset . Vilhelm fulgte efter , op på anden sal , hvor ban ringede på dørklokken . Et øjeblik efter blev døren åbnet og Petrea viste jeg . „ Min gud ! “ udbrød hun forskrækket „ Hvad seer jeg ! “ „ Det er Anna ! Tantes svarede Vilhelm hurigt . „ Men lad os komme ind at vi kunne så klædt hende af og at hun kan komme iseng snarest . Jeg skal snart fortælle dig hvad der har tildraget sig . “ Petrea trådte nu tilbage , og lod bonden træde ind efterfulgt af Vilhelm . Petrea hentede hurtig et tæppe og bredte det over en lænestol . „ Vil de sætte hende her , “ sagde hun henvendt til bonden . Han efterkom opfordringen . Bonden tog derpå afsted efter at have erholdt mange taksigelser af Vilhelm . „ Jeg løber nu til vor huslæge “ sagde Vilhelm „ for at han kan komme herhen straks . “ — „ Men ! “ tilføjede han straks efter . „ Det er jo sandt , jeg er ganske våd , og kan derfor ikke løbe ned af gaden således . — jeg må bede jomfru krog hente ham . — imedens vil jeg stifte linned og klædningsstykker . “ Han gik ind i det tilstødende værelse : straks efter kom jomfru krog farende ind råbende : „ Ih du forbarmende gud , hvilken en redelighed . — de har jo været i begreb med at drukne . — men jeg må afsted efter lægen til hende der . “ Med disse sidste ord mente hun Anna . Hun havde hat og schavl på , og i en fart var hun ude af døren til trappegangen , den gode menncflekærlige Petrea gav sig nu til at afklæde Anna . Derpå vadflede hun hendes ansigt og hænder der vare så smudsige af det urene vand , hun havde været i . Da dette var flet , bar hun hende ind i et andet værelse og lagde hende hen i en seng . Derpå vendte hun tilbage til det første værelse før at tage den vanvittiges klæder bort . Idetsamme trådte Vilhelm ind . Han havde nu fået et andet sæt klæder på , og havde desuden vadflet sig fuldstændig ren . Han fortalte nu fin tante , hvad der var flet denne dag i Søndermarken . Dagen før havde han ligeledes fortalt sammenstedet med den vanvittige , og jomfru krog , og hans onkel , Petreas mand , vidste derfor forholdet . Da Vilhelm havde talt til ende sagde tanten . „ Men Vilhelm , er du nu ikke syg ovenpå den tour ? “ „ Nej aldeles ikke tante , “ svarede Vilhelm oprigtig . „ Jeg tilstår , det var et stygt bad , men nu er det overstået , og jeg har frelst den stakkels Anna , og det opvejer det andet . Måske ! “ tilføjede han langsomt , „ at det ville have været bedre for hende , om hun havde fundet døden , men iethvert tilfælde kunne jeg dog ikke stå og se på , at hun skulle forlade det jordiske på denne måde ! “ Idetsamme vendte jomfru krog forpustet tilbage : „ Puh ! “ stønnede hun , „ Lægen er lige i hælene på mig ! Hun er da vel kommen iseng ? “ „ Ja ! “ svarede Petrea . „ Det var rart , så kommer han lige tilpas ! “ Tilføjede jomfru krog . Straks efter ankom huslægen . Han blev vist ind i det værælse , hvor den vanvittige lå , og Petrea fulgte med ham . Jomfru krog , som blev tilbage med Vilhelm , sagde nu : „ Vilhelm du må endelig fortælle mig , hvorledes alt dette er gået for sig ! “ Vilhelm fortalte hende det , som han havde meddelt fin tante . „ Du er en herlig dreng , min gode Vilhelm ! “ Sluttede jomfru krog . Lægen kom nu tilbage , efter at have set til patienten og forordnet noget midicin . „ Nå , hvorledes går det med hende ! “ spurgte jomfru krog . „ Den tilstand , hun nu er i , kan vedblive flere dage ! “ svarede lægen . „ Det er et meget sjældent tilfælde ! “ Jomfru krog lod sig nøje med den besked , og sagde henvendt til Vilhelm : „ Bare vi nu vidste , hvor hendes hjem var ! “ „ Ja ! “ svarede Vilhelm „ det længes jeg også efter , måske hun vil blive efterlyst , og jeg skal derfor hver dag ses efter i adresseavisen , og bliver hun ikke det , så må vi , når hun atter vågner op af sin besvimelse , indrykke et avertissement om hende . “ Og derved blev det for den dag . Dagen efter indfandt lægen sig igen , for at se til sin patient , og atter fandt han hende i samme tilstand , som den første dag , han havde set til hende . Man skulle tro at hun var død , thi hendes åndedræt var tungt , men hun levede dog . Lægen havde anordnet nogle dråber og disse bleve heldte i munden på hende . Hun måtte kun spise forskellige slags suppe , og det tynde heraf blev ligeledes heldt i munden på hende . Ved disse lejligheder måtte man åbne munden på hende , da denne allerede var sammenknebet . Således var patientens tilstand endnu . Vilhelm havde i disse to dage efterset adresseavisen , for at erholde underretning om den vanvittige , blev efterlyst . Men nej , dette var ikke flet . Fjerde dagen efter at Anna var bleven bragt til Vilhelms hjem var nu indtrådt . Lægen indfandt sig som sædvanlig . Det var om formiddagen . Dag lægen havde set til patienten , sagde han til Petrea : inden en halv time vil hun vågne op . I værelset befandt sig , foruden ovennævnte to personer , jomfru krog og Vilhelm . De hørte alle tre med glæde denne oplysning — en lille halv time sad de i længselsfuld forventning . Pludselig begyndte Anna at røre sig . efter en lille stunds forløb slog hun øjnene op , og — hvilken overraskelse for Vilhelm , han troede neppe fine øjne . Vilhelms overraskelse var , at Annas øjne ikke bare udtryk af vanvid , men vare så klare og rolige . Vidunder var flet — Anna havde igen erholdt fin forstand . Sexogfyrreogtyvende kapitel . Annas tilstand . Anna var som sagt vågnet af fin dvale . Men i hvilken tilstand var hun ikke efter denne opvågnen . Hun , der fra fin barndom havde mistet sin forstand , hun der nu i så mange år havde levet i denne sørgelige tilstand , hun havde nu gjenerholdt fin forstand . Hvorledes måtte hendes tilstand være efter denne vigtige begivenhed ? Det skulle vi få at høre . -- -- -- -- -- -- Anna havde som sagt begyndt at røre sig og endelig slog hun øjnene op . Vilhelm var da blevet så overrasket over disses klare udseende . „ Se ! “ udbrød Vilhelm , sjæleglad henvendt til de omkringstående . Alles øjne hvilede på Annas øjne . Lægen vendte sig om og sagde : „ Det glæder mig , hendes vanvid har forladt hende ! “ Anna rejste sig nu op i en siddende stilling . Efterat hun med bagen af hånden havde gnedet fine øjne nogle gange , gav hun sig til afvekslende at stirre på de omkringstående , ligesom med en høj grad af nysgerrighed . ' hnn blev aldeles ikke bange ved at se de fire personer , hun syntes derimod at betragte dem med interesse . Vilhelm trådte nærmere hen til sengen . Han rakte sin hånd hen til Anna og sagde : „ Goddag Anna ! Bliv ikke bange for deres opholdssted , de er i mit hjem , hos min tante Petrea og nu kan de snart komme til at tale med min søster — de ved nok Olga , som jeg har omtalt for dem . “ Anna stirrede under hans tale med en sand overraskelse , der viste sig i ethvert træk i hendes ansigt . Da hun intet sagde , vedblev han : „ Kender de mig ikke , Anna ? “ hun så endnu lidt på ham , derpå rystede hun på hovedet . Vilhelm blev noget underlig stemt over at hun ikke genkendte ham . „ Mon hun skulle have glemt , hvad der er foregået under hendes vanvid . “ Dette spurgte han sig selv . Han ville gerne have dette at vide , og han vedblev derfor , ikke uden frygt for , at dette skulle have virkning på hende , men han kunne dog ikke tie : „ Hvorfor løb de op på broen over det fæle vand , og styrtede dem deri ? “ Anna forblev aldeles ligegyldig under disse ord . Hun vedblev at stirre på ham uden at forstå ham . Med det samme at hendes forstand vendte tilbage , havde erindringen om hendes vanvid forladt hende . Der var ikke det ringeste hun kunne mindes , det var som hun var bleven født på ny , kun med den forskel , at hun kunne tale og forstå , hvad andre mennesker talte om . . Hun vidste ikke af , at hun hed Anna , derfor kunne hun ikke forstå Vilhelm , hun kunne ikke tro , at det var hende , han mente , uagtet han så på hende medens han talte . Da han spurgte hende , hvorfor hun løb op på broen og styrtede sig i vandet , var hu overbevidst om , at det unge menneske ikke vidste , hvad han sagde . Angående hende selv forekom det hende , som hun havde haft en lang søvn og nu var vågnet op et fremmet sted , men aldeles ikke kunne mindes sine tidligere forhold . I denne tilstand var Anna , og Vilhelm begyndte nu at fatte noget lignende . Det smertede ham dog at hun ikke genkendte ham , og nu hentydede han ikke mere til begiven « Hederne i hendes vanvid . Lægen bøjede sig nu ned mod hende og sagde : „ Er de tørstig eller sulten ? “ „ Tak , jeg er tørstig , “ svarede hun , „ hvis de vil give mig noget at drikke . “ Han henvendte nu nogle ord til Petrea , og denne forlod værelset . Straks efter kom hun tilbage med et glas vim i hånden . Dette rakte hun Anna , idet hun sagde : „ Drik , Anna , det er vin . “ Anna tog glasset og stirrede nogle øjeblikke på vinen deri . Hendes øjne hvilede med et underligt udtryk derpå . Efter et par minuters forløb udbrød hun i det ene ord : „ Vin ! “ hun sagde dette ord i en sukkende og så besynderlig tone . Man skulle have troet at erindringen om vintyveriet var kommen hende i tankerne . Dog dette var ikke tilfældet . Det måtte ligge i et instinkt , hun sagde det uvilkårligt . Derpå førte hun glasset til læberne og vædede dem med nogle dråber vin . Det så ud , som hun først ville smage derpå , inden hun drak mere . Det må dog have smagt hende , thi hun førte atter glasset til læberne og tømte det . Derpå rakte hun glasset tilbage som Petrea modtog . Lægen bad un sidstnævnte træde længere hen i værelset . Petrea efterkom straks opfordringen , og han sagde nu : „ Den unge pige er rafl , jeg har nu intet videre at gøre her , kun vil jeg bede dem om , at de vil give hende noget kraftig mad at spise , da det vil være til hendes gavn . “ „ Jeg skal sørge for at det skeer ! “ svarede Petrea . Lægen hilste nu til afsted og gik . Anna lagde sig nu tilbage i sengen , efter at have vinket af Petrea . Petrea nærmede sig hende . „ Min gode dame ! “ begyndte Anna , „ vil de ikke nok sige mig , hvorledes jeg er kommen her og hvor jeg har været henne så længe , for jeg kan flet ikke huske det , da jeg må have sovet en så lang tid — og jeg kan flet ikke finde rede i , hvorledes det forholder sig ! “ Uagtet at hun havde ventet , at Anna ville gøre hende et lignende spørgsmål , blev ' hun dog noget forlegen derved . Hvad skulle hun svare herpå . Hun ville ikke fortælle , som det virkelig forholdt sig , da hun jo havde hørt , jat den unge pige ikke troede det . Hun tænkte sig et øjeblik om , derpå svarede hun : „ Det skal jeg sige dig , mit barn — du har været i pleje hos os i mange år , men for nogle år siden blev du angreben af en sygdom , og den sygdom var af den beskaffenhed , at du i al den tid indtil nu har været således , at du ikke har vidst , hvad der foregik omkring dig , og du kendte heller ikke os . — den mand som nylig gik herfra , er vor huslæge og han har frest dig . — således forholder det sig . “ „ Det unge menneske der ! “ ved disse ord pegede hun på Vilhelm ; „ var det ikke til mig han talte før ? “ „ Ia ! det er ganske rigtigt , mit barn ! “ „ Men han kaldte mig jo Anna — hedder jeg da således ? , ' „ Ia du gør , kære . “ „ Men så talte han jo om broen og vandet — ved han , hvad han siger ? “ „ Ia derpå kan du stole , Anna . — det er min søstersøn , Vilhelm ! “ „ Var det da sandt , hvad han fortalte ? “ „ Ia , i vare ude at spadsere sammen , før du holdt så meget af de grønne træer , og så løb du fra ham og op på en bro og sprang ud i vandet . “ „ Det er mærkværdig . — men sig mig — hvor kan det være , at jeg måtte gå ud , da jeg jo var syg som de før sagde ? “ , , jo — jo — seer du , mit barn , du kunne godt gå ud og spadsere med Vilhelm , det var nemlig godt før dig . “ „ Hvor det er underligt at jeg flet ikke kan husfe noget ! “ tilføjede Anna mere for sig selv end for Petrea . , , men jeg må endnu spørge dem om en tiug , “ Vedblev hun , idet hun atter rejste sig op i en siddende stilling : „ må jeg spørge dem om hvem der vare mine forældre , for dem må de jo kende ! “ Det var det værste spørgsmål at Anna kunne have gjort Petrea . Hun var aldeles ikke forberedt herpå , og hvad fluide hun i en hast svare . dog hun fattede sig snart og svarede : „ Jo seer du , mit barn , senere skal du få nærmere oplysninger herom , men i dag må du lade dig nøje med de oplysninger , jeg har givet dig — og da du er en god pige , så lader du dig også nøje dermed — ikke sandt ? “ „ Jo — ! “ svarede Anna noget nølende ; „ men jeg kan dog ikke begribe , hvorfor de ikke vil fortælle mig noget om mine forældre i dag . — og underlig var det at da jeg dog har set dem inden jeg fik den sygdom , de omtalte , så kan jeg dog ikke huske at have set dem før — men når de ikke vil sige mig det nu , så — så , må jeg jo vente til de selv finder det forgodt ! “ „ Det er mig kært , Anna , at du taler således , “ Svarede Petrea glad over at være sluppet fra at give mere forklaring foreløbig . „ Må jeg ikke komme op af sengen og klæde mig på ? “ spurgte nu Anna . „ Du må endnu blive liggende i dag , Anna , “ Svarede Petrea , „ men i morgen skal du få lov til at komme op . “ Da Anna gjorde tit spørgsmål , indså Petrea straks , at hun ikke kunne komme op den dag , det kunne være galt nok næste dag , da hun i øjeblikket ikke havde nogle klædningsstykker til at give hende på , undtagen dem , som hun havde på , da hun blev bragt derhjem , og dem ville Petrea ikke give hende på , da disse vare så tarvelige som de kunne være . Hun frygtede for , at når Anna så disse klædningsstykker , fluide fatte mistanke om , at det ikke forholdt sig som hun ( Petrea ) havde fortalt hende , og det ville hun ikke have . Anna lod sig nu nøje hermed . Dagen efter var Anna endelig kommen op af sengen . Hun var nu iført en lang net kjole , og hendes hår var sat smukt op med nette fletninger i nakken . Petrea havde sagt til hende , at hun skulle sige du til hende , da hun jo på en måde var hendes moder , og Anna gjorde det også . Petrea havde sagt til Vilhelm : „ Kære Vilhelm , du må skrive et avertisse - ment angående Anna , for om muligt at forældre eller dem , som hun hører til , mulige » kunne melde sig . Jeg skal nok sørge for , at Anna bliver i den tro , at det er således som jeg har fortalt hende det . “ Vilhelm skrev samme dag et avertissement angående Anna , og jomfru krog besørgede det på adressekontoret . Syvogfyrretyvende kapitel . Fremlysningen . Vi ville nu vende tilbage til to andre af vore hovedpersoner , nemlig Jocumsen og hans huns « Holderfle . Dagen efter fidstomtalte dag sad eller rettere lå Jocumsen på fin gamle plads ved vinduet . Han røg ligeledes nu af fin pibe og læste desuden i en Avis . Husholdersken sad ved det andet vindue og var beskæftiget med at sømme et lommetørklæde . Da Jocumsen havde læst i avisen , hvad der interesserede ham , lagde han den hen , lukkede øjnene , dog det var ikke for at sove , thi han vedblev at ryge . Hlm lukkede øjnene som han mente for bedre at tænke . Hvad var det , der således beskæftigede hans tanker ? hans datter ? Ja således var det . Hvad tænkte han vel om hende ? Det skulle vi nu få at høre . Hver dag fra den dag , at Anna var forsvundet , havde han gennemgået i tankerne en monolog , omtrent sålydende : „ Anna er borte . — hvor er hun ? — vil hun atter vende tilbage til sine plejeforældre ? — er hun død eller levende ? — hvilket er det bedste ? — bar det ikke bedst , når hun var død ? — hvis hun var dsd , var det så ikke bedre for hende selv , og måske for mig ? — hvor hendes liv må være sørgeligt ! — og hvem er skyld deri ? — jeg er skyld deri , kun jeg og ingen anden — dersom hun har samme tanke . — hvad må jeg da ikke være for hende ? — hun vil aldrig føle nogen kærlighed for mig . — men jeg — føler jeg da ingen kærlighed for hende ? O jo sikkert , det mærker jeg alt for vel — blot hun vil vende tilbage , da måske hun vil kunne tilgive mig — o , gid hun måtte vende tilbage , hvor jeg da skulle gøre for hende hvad der stod i min magt . — men nej , hun vender næppe tilbage , hun er naturlig omkommen på en eller anden måde — måske hun er druknet og hendes lig flyder i vandet , hvorfor skulle der ellers fletingen underretning komme om hende . “ Når han var kommen sålangt , blev han så underlig til mode . han mumlede da gerne halvhøjt : „ Ak , Anna , kan du tilgive din fader ? “ Sålangt kom han også i den denne dag , da han med lukkede øjne verlod sig til sine tanker . Husholdersken så med et skelende øjekast over på fin herre ved disse sidste ord , som han mumlede halvhøjt . Hun fløg dog straks øjnene ned igen på sit arbejde . Jocumsens tanker fortsattes således : „ Jeg føler med mig selv , at dersom Anna ikke vender tilbage og bliver hos mig og vil skænke mig sin kærlighed , da føler jeg nu at jeg intet vil have mere her at leve for og ønsker mig døden langt hellere . Han tænkte og overtænkte atter over det omtalte , men fik kun det samme resultat ud deraf . Han åbnede nu øjnene og stirrede uvilkårligt ud på volden . Da han havde siddet en lille tid således , vendte han sig plndselig om mod^ husholdersken og udbrød : „ Har du hentet adresseavisen “ . „ Nej ! “ svarede hun . „ Hvorfor har du ikke det ? “ „ Jeg vidste jo ikke , om de ville have den i dag ? “ „ Det forekommer mig dog ? “ vedblev han i en vredladen tone , „ at jeg har sagt til dig , at jeg indtil videre ønsker adisen hver dag ! “ „ Så har jeg misforstået dem “ , svarede hun kort . “ Hun rejste sig op . „ Skal jeg hente den nu ? “ tilføjede hun . „ Naturligvis ! “ var såret . Lene gik ind i tit eget værelse og tog et schavl på , kom så tilbage og ville forlade værelset . Jocumsen standsede hende med de ord : „ Det er bedst , du gør dig et ærinde , se her er penge — køb mig et pund tobak , af den sort jeg plejer at få ! “ Lene tog pengene og gik . Jocumsen havde fra den dag , efter at han fik at vide , at Anna var forsvundet , lånt adresseavisen i urteboden i nærheden , som havde hans søgning . Han så efter iblandt fremlysningerne , for at få underretning om Anna var indlagt på druknehuset , oa han som omtalt nærede den tanke , at hun var druknet . Lene var altså gået i urteboden for at købe tobak til fin herre , samt lånte adresseavisen . Hvorledes mon hun egentlig syntes herom , ikke med hensyn til dette ærinde alene , da hun i den forløbne måned havde mange sådanne , hvad mon hun syntes om således at have en tjenestepiges pligter , hende ex-grossererfruen , dette måtte være tungt , unægtelig meget tungt for hende , men derved var intet at gøre , det kunne ikke blive anderledes . Hun havde nemlig straks , da de flyttede ind i deres nye lejlighed , villet overtale Jocumsen til at holde en tjenestepige , men det ville han på ingen måde indlade sig på . Han havde til årsag , at han ikke ville holde nogen sladdertaske , der kunne sortcelle andre om deres forhold , og alt andet . Lene havde sat et surt ansigt , ved dette afflag , og var bleven meget fornærmet derover , men Jocumsen havde da sagt , at ønskede hun det anderledes end han ville have det , så kunne hun gerne gå straks og behøvede ikke mere at betræde hans dørterflel . Dog dette havde Lene aldeles ikke lyst til nu , da han var det eneste menneske , hun kunne henvende sig til ; nu vare jo alle andre mennesker fremmede før hende . Derfor blev hun og fandt sig stiltiende i at rette sig efter sin fordums herre . Lene havde udrettet sit ærinde , og vendte tilbage med tobakken og adresseavisen . Jocumsen tog nu avisen , og hvad han først så efter var det sted , der bar til overskrift : fremlysning . Næppe havde han fået øje på de første linier af indholdet før han formelig flugte resten . Der var kun et avertissement under denne overskrift , og det lsd som følgende : „ Vedkommende , som måtte have bekendtskab til en „ nng pige i en alder af 18 år , ved navn Anna , „ der lider af vanvid , anmodes om at indlægge „ Billet mrkt . 107 på bladets kontor . “ Da Jocumsen havde læst dette avertissement to gange igennem rakte han avisen til Lene , viste hende dette stykke og sagde : „ Læs ! “ Lene tog avisen og læste avertissementet . Begge vare tvivlrådige „ Er hun død eller lever hun ? “ Dette spørgsmål gjorde de begge dem selv . Lene ønskede at Anna . var død . Jokumsen ønskede derimod , at hun var levende . Avertissementet gav ingen oplysning herom . „ Hun må sikkert leve “ udbrød Jokumsen , thi det er fra private folk , eftersom der skal indlægges billet ! “ Lene tænkte det samme , men ønskede dog at det ikke måtte være tilfældet . Jokumsen drog et dybt suk , det var som en sten var falden fra hans bryst ved at læse denne efterretning . Han strev straks en billet ' indeholdende de fornødne oplysninger . Da den var færdig måtte Lene afsted med den på adresfeknotvret . otteogfyrretyvende kapitel . Fader og datter . Lene begav sig hen til adressekontoret med den af Jocumsen skrevne billet angående hans datter , Anna . Som læseren ved lå det ikke i Lenes plan , at fader og datter skulle genforenes . På vejen til adressekontoret overtænkte hun , om hun fluide lade være at indlægge den omtalte billet . Ville Jocumsen mon opdage hendes , man kunne kalde , bedrageri ? Dette spurgte hun sig selv . Dersom billetten ikke blev indlagt , ville fader og datter næppe blive genforenet . Hun svarede sig selv : „ Nej , det går ikke an . — dersom jeg ikke afleverer billetten på kontoret , vil den averterende ikke indfinde sig og Jocumsen vil da få mistanke til mig , ja , han vil måske rent ud beskylde mig for , hvad der i så tilfælde var sandhed . “ Hun besluttede derfor at aflevere billetten på det rette sted . „ Måske at hun er død , “ tilføjede hun . „ I stokhusslaven spren viintyv . ethvert tilfælde vil jeg få at vide , om det er så — og — så tager jeg senere forholdsregler . “ Og dermed blev det . Lene indlagde derpå billetten på adressekontoret . Det var dagen efter . Vi befinde os i Vilhelms hjem . Klokken slog ti , da døren , der førte ud til trappegangen , blev åbnet og Vilhelm med et glad ansigt trådte ind . Kun Petrea og jomfru krog befandt sig i det første værelse . Såsnart Vilhelm havde lukket døren , udbrød han , idet han samtidig fremtog Jocumsens billet af lommen : „ Nu har vi oplysning og skal snart få endnu mere . “ „ Gudskelov ! “ udbrød de to fruentimmer på engang . Vilhelm rakte Petrea den åbnede billet , idet ban vedblev : „ Jeg åbnede den henne på kontoret , da jeg avr for nysgerrig til at vente til jeg kom herhjem . vi kan henvende os til en hr . Jocumsen ved Nørrevold . “ „ Ja , det er ganske rigtig , “ svarede Petrea , der nu havde læst billetten . „ Men der er en ting , jeg finder besynderlig , “ Sagde Vilhelm , „ den første dag , jeg traf Anna , fortalte hun , da jeg spurgte hende om , hvor hun boede , at det var der , hvor der var så mange skibe og dette er da ikke tilfældet ved Nørrevold . “ „ Kære Vilhelm , det er jo hellerikke sikkert , at det er de folk , hun var hos , som har indlagt billetten , det kan jo være nogen , som kender hende og derfor vil meddele os nærmere oplysninger . “ „ Ja , du har ret , tante , det kan være rigtigt , det tænkte jeg ikke over . „ Når vil du gå derhen ? “ „ Jeg kan vel ligeså gerne gå straks . “ „ Ja , gør du kun det ! “ „ Desto hurtigere får vi jo nærmere oplysninger — og jeg længes meget derefter . “ „ Men , glem nu ikke hvorledes vi må forholde os med Anna , og meddel ham det , da det vel ikke er folkene , der tilhører hende , som har indlagt billetten , så underretter naturligvis hr . Jocumsen dig derom og gå så straks hen til de personer , som han opgiver . “ „ Stol derpå , tante . — det skal sle i en fart ! “ Vilhelm forlod nu atter fil hjem og begav sig på vejen til Nørrevold . Udenfor det i billetten angivne husnummer standsede han og så lidt op og ned af stedet . Derpå gik han op i huset og bankede på Jocumsens dør . Han måtte banke to gange på , førend han hørte at nogen nærmede sig døren . Vi træffe hr . Jocumsen i sin gamle stilling ved vinduet dampende af sin pibe . Atter var han så fordybet i fine tanker . Atter drejede hans tanker sig om hans datter . Lene sad og læste i dagsavisen , som Jocumsen nyligt havde læst i . Det havde banket på døren , uden at hverken den rygende eller den læsende havde hørt det . Nu bankede det for anden gang , og nu hørtes det af begge . Jocumsen tog hurtig benene ned af den ene stol . Ved denne banken antog hans ansigt et udtryk af glæde og forventning . „ Det må være angående Anna , “ var hans tanke . Han sagde nu , henvendt til Lene : „ Luk op ! “ Lene efterkom opfordringen . Da hun havde åbnet døren , stod et ungt menneske for hende . Det var Vilhelm . Lene havde anet det samme som hendes herre , men der viste sig ingen glæde kun forventning i hendes ansigt . „ Tillad mig at spørge , om det er her at hr . Jocumsen boer ? “ udbrød Vilhelm . „ Ja ! “ svarede Lene . „ Er hr . Jocumsen tilstede ? “ „ Ja . Værsågod træd ind . “ Vilhelm efterkom opfordringen . Jocumsen havde rejst sig op . Han besvarede Vilhelms hilsen . „ Jeg kommer i anledning af en billet , som de har indlagt på adressekontoret angående en ung pige ved navn Anna . “ Jocumsen satte en stol frem , idet han sagde : „ Behag at sætte dem ned . “ „ Tak ! “ Vilhelm satte sig . Da Jocumsen allerførst ønskede at vide , om hans datter levede , spurgte han straks : „ Jeg beder dem sig mig , lever hun ? “ „ Ja ! hun lever ! “ „ Gudskelov ! “ udråbte han inderlig . „ De er måske en slægtning til hende ! “ vedblev Vilhelm . „ Om jeg er en slægtning til hende . Ja . — o ja ! “ — Jocumsen blev pludselig tavs . Vilhelm undrede sig over mandens tale , og han afbrød den opståede taushed , idet han sagde : „ De er måske nærbeslægtet med hende . Måske de er så god at underrette mig om , hvem der er hendes forældre ? “ „ Jeg -- jeg er hendes fader ! “ sagde han i en besynderlig tone ! “ Vilhelm rejste sig overraskende op af stolen ved dette udråb , og stirrede på faderen . Han havde en dunkel anelse om faderens fortid , eftersom Anna havde talt meget om denne i sin vanvid . Nu stod denne fader for ham ; og han blev så underlig til mode . Han fattede sig snart , og sagde , henvendt til Lene : „ De er måske hendes moder ? “ „ Jeg ! “ udbrød Lene overrasket , men tilføjede straks efter : „ nej ! — hendes moder er død ! “ „ Jeg beder dem undskylde mig ! “ Lene bukkede , hun var bleven stående oprejst og havde lyltet med stor forventning på samtalen og hun ventede på at den skulle fortsættes . „ Men jeg beder dem ! tog Jocumsen atter tilorde , , , at fortælle mig alt hvad de ved om hende . “ Vilhelm fortalte nu alt hvad han vidste , og tilføjede i slutningen hans tantes plan , om , at hun havde ladet Anna blive i den tro , at hun havde været i pleje fra barn af hos hans tante , og at Anna måtte vedblive at være i denne tro , da det jo også var det rigtigste . Da Vilhelm havde talt til ende , greb Jocumsen hans hånd , trykkede den og sagde med varme : „ Tak fordi de har frelst min datter ; jeg kan ikke noksom takke dem ! “ Derpå tilføjede han , men rolig , da han nu ville fortælle en usandhed , for at stå i et godt lys hos det unge mennefle og dennes families øjne . „ Fra sit ottende år har min datter været i pleje hos nogle folk ude på toldboden . Jeg var nødt til at sætte hende i pleje , da jeg dengang måtte gøre en forretningsrejse ; hendes moder var død . Jeg har opholdt mig i Vestindien på grund af private forhold , og er nu for nogen tid siden kommen tilbage , og nogle dage efter hjemkomsten begav jeg mig ud på toldboden for atter at tage min datter til mig , men fik da den sørgelige tidende at høre , at hun var forsvundet . Hun har været vanvittig fra sit fjerde år . Det skete nemlig ved at hun en dag faldt ud af et vindue fra 3die sal , hvor vi dengang boede , stakkels barn . Hun har siden den tid haft den sørgelige ide , at jeg er skyld i hendes ulykke og har leveret en skændig fortælling om mig , som hun fortæller så ofte til fremmede , hun har bestemt også fortalt dem det , nemlig om den sorte kælder , og manden med jldøinene -- -- -- -- ! “ Jocumsen standsede , han fremtog sit lommetørklæde og tørrede sveden af panden . „ Jo , ganske rigtigt ! “ tog Vilhelm tilorde , idet han så vist på Jocumsen , der ikke vovede at se på det unge menneske . Vilhelm mumlede : „ Mon det skulle være sandt , hvad dette menneske fortæller -- -- -- -- -- dog nej , jeg tror det ikke . Han har en forbrydelse på sin samvittighed . Han har måske været straffet , han vil retfærdiggøre sig ved den historie , og gøre Annas ord til usandhed . Men dog , han er måske straffet hårdt nok — desuden har jeg jo intet dermed at gøre , lad ham få sin datter tilbage . Måske ? jo jeg tror næsten denne mand , eller ialtfald lader ham blive i den tro ! “ Hvad mon Lene tænkte om jocnmsens forklaring ? Hun bifaldt hans historie med glæde ; thi ved denne lejlighed blev hendes eget navn ikke nævnet . Jocumsen var inderlig glad over at have givet så god en forklaring , thi han var nu overbevidst om , at det unge menneske troede ham , og denne fortalte det naturligvis til fin familie igen , og så stod han , Jocumsen , nogenlunde uplettet i disses øjne — vel ikke ganske , thi det var rigtignok unaturligt at forlade fin vanvittige datter , men som sagt , det var af nødvendige private grunde . „ Måske det er muligt , at jeg kan følge med dem hjem nu , da jeg længes efter at gjensee min datter ! “ fortsatte han . „ Som de ønsker ! “ svarede Vilhelm med tvungen opmærksomhed , thi han nærede den største antipati ved denne mand . „ Lene ! “ vedblev Jocumsen , henvendt til husholdersken , „ hent min overfrakke , hat og stok ! “ Vilhelm gyste , da han hørte fruentimmeret blive benævnet med navnet : Lene . Det var jo dette navn , Anna i sit vanvid havde omtalt , som sin anden moder ; Lene , der var med i den sorte kælder . Dette fruentimmer kendte altså iocumsens liv , og måske var hun meddelagtig i forbrydelsen . Vilhelm syntes ikke rigtig om , at Anna skulle opholde sig i disse to personers umiddelbare nærhed , men det kunne ikke blive anderledes . -- -- -- -- -- -- Lene havde hentet Jocumsens overfrakke , hat og stok , som han iførte sig . „ Jeg er færdig ! “ sagde han , henvendt til Vilhelm . Vilhelm rejste sig . Nu syntes det ham så besynderligt at skulle følge med denne mand ned af gaden , han kunne ikke rigtig bekvemme sig dertil straks . Dog , snart blev han enig med sig selv at følge med ham . De begav sig begge til Vilhelms hjem . Dørklokken ringede . Jomfrn krog trådte ind i det første værelse og lukkede op . Det var Vilhelm , der havde ringet . Han trådte nu ind tilligemed Jocumsen . „ Det er hr . Jocumsen ! “ udbrød Vilhelm , idet han forestillede denne for jomfru krog . Henvendt til Jocumsen , vedblev han : „ Jomfru krog ! “ Sidstnævnte besvarede nu førstnævntes hilsen . Vilhelm vedblev henvendt til Jocumsen : „ Vær så god at sætte dem ned , så skal jeg imidlertid underrette min tante om deres nærværelse ! “ „ Tak ! “ Sagde Jocumsen , idet han satte sig . Vilhelm og jomfru krog forlod un værelset . Vilhelm underrettede fin tante om Jocumsens nærværelse . efterat Vilhelm havde fortalt hende , i jomfru krogs påhsr , hvad iocumsen havde meddelt ham , gik hun med ind til iocumsen . Jomfru krog fulgte selvfølgelig med . Iocumsen rejste sig op ved Petreas indtrædelse . Efterat de havde talt noget sammen , tilføjede sluttelig Petrea : „ Jeg skal nu underrette Anna om , at hendes fader er her . Vi vil få at se , hvorledes hun vil modtage dem , min herre , men jeg håber godt ! “ Hun forlod atter værelset . Kort efter vendte hun tilbage med Anna ved hånden . Såsnart Anna fik øje på sin fader , trådte hun uvilkårlig et skridt tilbage og tog fin hånd ud af Petreas . „ Se Anna ! ^ sagde Petrea venligt , „ denne herre er din fader . “ „ Han ! “ Dette ene ord sagde Anna i en så besynderlig tone , ja næsten foragtende . Iocumsen nærmede sig hende ; rakte hånden ud mod hende , idet han meget bevæget sagde : „ Kender du mig ikke , Anna ? — mig , din fader , ham , du ikke har set så længe ? “ Anna trådte endnu længere tilbage , og ville ikke modtage hans fremrakte hånd . Hun kunne ikke bekvemme sig til at tage den i fin . og hvorfor ? Det vidste hun ikke selv . Hun syntes at have en vis afsky for sin fader , dog kunne hun ikke selv forklare sig grunden til , hvorfor hun viste sig så besynderlig frastødende imod ham . Hun kunne dog aldeles ikke erindre at have set denne mand før , som kaldte sig hendes fader . Idet hun gik henimod døren , sagde hun : „ Nej , det er ikke min fader ! “ „ Jo Anna ! kom , jeg er din fader ; følg med mig til mit hjem , så skal du så det så inderlig godt . Jeg- stak gøre alt for dig . -- -- -- -- “ Jocumsen sagde disse ord i en så bønlig tone , som det var ham muligt . Men det gjorde intet indtryk på Anna . Hun greb Petreas hånd og sagde bedende : „ Min kære moder , jeg beder dig , må jeg blive hos dig ? “ „ Du hører jo , kære barn , at din fader agter at tage dig til sig igen ! “ svarede Petrea . „ Nej , jeg vil ikke med ham ! “ „ Kære Anna , hvorfor vil du ikke mere hjem hos din fader , “ vedblev Jocumsen bedende . Anna svarede intet herpå . I hvilken stemning måtte ikke hendes fader være ? Hvor det gjorde ham ondt , at hans datter forstødte ham . han , som havde håbet , at hun skulle leve hos ham , som da ville forbedre sig , for ham der havde begyndt at angre . Nu lige med et forsvandt hans skønne drømme . Han indså selv , at alt andet ville være ham ligegyldigt . Det var hårdt for ham , men han måtte finde fig i skæbnen . — det var en straf af gud . Dog — han fattede et håb — måske Anna vil betænke sig til dagen efter . Han sagde derpå til hende : „ Anna ! jeg vil komme igen i morgen , betænk dig da og følg med mig , — i modsat tilfælde gør du mig ulykkelig ! “ Anna rystede benægtende på hovedet . Hun sagde , henvendt til Petrea , i en hviskene tone : „ Moder , må jeg ikke blive her ! O , — o ! Sig ja ! “ Det var jo ikke så nemt for Petrea at svare på — thi hun fluide jo opdrage og forsørge hende , og eftersom hun ingen formue havde , kunne hun ikke gå ind derpå . Hun svarede derfor : „ Lad os se tiden an til i morgen , så kan vi jo tale nærmere derom . “ Og derved blev det . Jocumsen gik bedrøvet tilbage til sit hjem . han underrettede Lene om hvad der var forefaldet , og denne glædede sig inderlig derover . Anna skulle næppe holde sit indtog i dette hus . Dette var hendes lykkelige tanke . Dagen efter indfandt Jocumsen sig atter i hans datters nye opholdssted . Han så ganske syg ud . „ Mon hun skulle have fliftet tanke — hvorfor vil hun ikke samles med mig ? — — det må vel være en vis antipati , hun nærer mod mig , da hun jo intet ved om fin fortid — ak ja ! “ Disse og lignende vare hans tanker på vejen derhen . Kort efter befandt han sig atter i Vilhelms hjem . Petrea , Vilhelm og jomfru krog vare tilstede i det forreste værelse . Efterat Jocumsen havde hilst , var det første udbrud : „ Har hun betænkt sig ? “ „ Nej , “ svarede Petrea , „ det er det samme som igår . “ „ Måske de vil lade hende komme herind , jeg vil endnu engang prøve på at overtale hende — vil det da ikke lykkes mig , får det at være som det er , jeg har i det tilfælde overtænkt en plan og vil høre hvad de mener derom . “ Petrea svarede intet på de sidste ord , men sagde : „ Jeg skal hente hende herud — måske det vil lykkes dem , men jeg tvivler derom — jeg har selv igår talt meget derom med hende , men forgæves — bil de med magt føre hende til deres hjem , løber hun sikkert derfra og — — de resikere hun gør en ulykke på sig selv . “ „ Det vil jeg hellerikke — kun med det gode skal hun følge mig . “ Petrea forlod værelset og vendte straks efter tilbage med Anna ved hånden . Den unge pige søgte at få sin hånd fri , men Petrea holdt fast . „ Men Anna dog ! “ udbrød Petrea . „ Du opfører øig jo som et barn . — skam øig dog — der er jo ingen , der vil gøre øig fortræd . Hun havde straks fået øje på sin fader , og i dag vedblev hun længe at stirre på ham . Jocumsen kunne ikke udholde dette blik han måtte slå øjnene ned . Efter et øjebliks forløb talte han til hende , han spurgte hende atter om hun ville tage hjem til ham . hun rystede benægtende med hovedet . Jocumsen søgte nu at overtale hende , på alle måder , — men forgæves . Han sagde da henvendt til de andre personer . „ Må jeg ikke tale et øjeblik med hende i enerum ? — måske da -- -- -- -- -- -- -- ! “ Næppe havde Anna hørt dette , før hun , der havde fået sin hånd ud af Petreas , var løbet ind i et indre værelse . Jocumsen tilføjede nu : „ Jeg indser , mine overtalelser er unyttige . — — vil de da indgå en overenskomst med mig , da hun så gerne vil blive hos dem ! “ „ Hvis det kan lade sig udføre ! “ svarede Petrea . Jocumsen vedblev : „ Sagen er den , at jeg i går havde overtænkt , at hvis hun ikke skulle have stiftet tanker , da skulle jeg forespørge hos dem , om de vil varetage deres omsorg for hende , imod at jeg betaler dem rigelig derfor . — hun skal naturligvis erholde undervisning i læsning , skrivning og håndarbejde , og de må da holde en privat lærer til hende . — de må også klæde hende ; hvis de vil gå ind på disse betingelser , da skal de hver måned erholde udbetalt deres penge for hende . De har nu selv at bestemme , om de vil gå ind herpå , og hvor meget de forlanger om måneden . “ -- -- -- -- -- sagen blev afsluttet til begges tilfredshed , i denne retning , og Anna skulle således for fremtiden have sit hjem hos Petrea . Da Jocumsen kom hjem fortalte han Lene hvad der var passeret , og ingen glædede sig mere derover end hun . I de første otte dage nød Jocumsen kun liden spiseniogfyrretyvende kapitel . Gamle bekendte . Henimod aften gik Vilhelm sig en tur på volden . Han gik og overtænkte de sidste dages begivenheder , der vare foregåede i hans hidtil ensformig førte tilværelse . Han var inderlig glad over at Anna ikke kom til at leve hos hendes fader , og han kunne ikke selv sige sig , hvorfor det glædede ham så meget , at hun for fremtiden skulle være hos hans tante , så at han daglig kunne være i hendes nærhed . Han var så fordybet i sine tanker om Anna , at han sleiikke bemærkede sine omgivelser . han blev forstyrret deri ved en stemme , der udbrød : „ Goddag , Vilhelm . — hvor du er dybt inde i dig selv . “ Vilhelm standsede og så op . Et ungt menneske på nogleogtyve år stod for ham . „ Hvad , er det dig August ? “ udbrød Vilhelm glad . „ Goddag , min ven . — hvordan har du det ? “ Det var virkelig August Poulsen eller som hans nuværende navn var Sneider , der stod for Vilhelm . August svarede : „ Tak , jeg har det godt og du vel ligeså . “ „ Ubetinget . — men sig mig , du er vel kommen hertil for at besøge dine forældre . — det er vel ikke i forretninger ? “ „ Net , min ven , det er det første . “ „ Når er du kommen ? “ „ I dag . “ „ Det glæder mig , at jeg traf dig nu , jeg kan fortælle dig nogle nyheder . “ „ Og det er ? “ „ Husker du Anna ? “ „ Anna , “ gentog August spørgende . „ Ja , den vanvittige Anna . “ „ Hende som vi i Søndermarken havde et sammentræf med for en fem til seks Års tid siden ? “ „ Ja hende . “ „ Hvad ved du om hende ? „ Det skal jeg i korthed fortælle dig , kom , lad os spadsere imedens . “ De to venner fortsatte deres gang . Vilhelm fortalte nu August alt , hvad der var foregået i de sidste dage angående Anna . Han tilføjede til slutning : „ Jeg kan ikke begribe hvorfor , men jeg er så glad over , at Anna skal blive hos os . “ „ Du kan ikke begribe det , siger du , “ tog August tilorde . „ Hvem ved hvad der stikker derunder — “ „ Hvad mener du med disse ord ? “ spurgte Vilhelm , idet han så overrasket på vennen . „ Å intet , “ svarede August langsomt . „ du^figer det dog ikke uden grund ? “ „ Det var kun noget , der faldt mig ind . “ „ Men forklar dig dog , August . — jeg forstår sletikke din tale , den er så besynderlig . “ „ Bryd dig ikke derom — måske tiden vil løse denne gåde , som jeg formoder du kalder det . — — men hør Vilhelm , fader har for en månedstid siden blandt andet skrevet mig til , at tiger er død , du er da meget bedrøvet derover ? “ „ Det kan du nok tænke jeg er — men det kan jo ikke nytte at blive ved at sørge over den . Du ved , hvor inderlig kær jeg havde den , og jeg græd , da jeg erfarede ulykken . “ „ Den blev jo overkørt — ikke sandt ? “ „ Ja desværre , den gode hund løb ude på gaden , og hvorledes det egentlig er gået til , ved jeg ikke . Straks efter ulykken indfandt en nabo sig hos os og underettede os om , at tiger lå et stykke henne i gaden og var overkørt . Jeg ilede straks derhen , men den var bød , hvilket naboen også havde sagt . „ Og Olga — hun sørger naturligvis også ? “ „ I de første otte dage græd hun , hver gang vi talte om hunden . Nu taler vi ikke mere om den , for at hun ikke skal vedblive med sin gråd , ofte hører jeg hende sukke , det er naturligvis den gode tiger , hun skænker disse sukke . “ Samtalen gik nogle øjeblikke istå , thi nu var Vilhelms tanker blevne henledte på hans trofaste hund , og han sørgede endnu , men stiltiende over den . — August afbrød tausheden idet han sagde : „ Hvor skal du hen ? “ „ Ingen bestemte steder , “ svarede Vilhelm , „ jeg går kun en lille tur , jeg finder det så behagelig ved denne tid . “ „ Så kan du jo gå med mig hjem til mine forældre . “ „ Nej , jeg vil hellere gå lidt endnu . “ „ Godt , som du vil . “ „ Sig mig , “ vedblev Vilhelm , „ Du har vel været hjemme efter din ankomst ? “ „ Ja , straks efter min ankomst i formiddag . “ „ Ieg har ikke været hjemme hos dine forældre siden dagen før jeg traf Anna , da jeg har været så optaget angående hende ; dine forældre ved derfor intet . Du har nu nyheder at fortælle så snart du kommer hjem . “ De to venner spadserede endnu noget sammen . Derpå sagde Vilhelm : „ Hvordan synes du om landlivet ? “ „ Ieg studerer landvæsenet med liv og lyst , “ Svarede August . Vennerne toge nu derpå afsted med hinanden , idet August sagde : „ Hils hjemme , du kan sige , jeg aflægger et besøg imorgen formmiddag . “ Vilhelm svarede : „ Jligemåde- — i morgen eftermiddag skal jeg atter indfinde mig hos dine forældre . “ Derpå sfiltes de ad . Vilhelm fortsatte endnu noget sin tur . August derimod flyndte sig hjem og fortalte de omtalte nyheder . vi føre nu læseren hen i en Hovedgade og op i et anseeligt hus på anden sal . På dørpladen står : u . Sneider , oberst . Vi træde ind i lejligheden . I en smagfuldt udstyret dagligstue sidder en ældre dame og broderer . Det er oberstinde Sneider . Det er ikke længere den fattige og tilbageholdne Sabine Poulsen , men nu den velhavende oberstinde Sneider . En mild glæde var udbredt over hendes ansigt og man kunne med vished sige til sig selv , ved at betragte hende , at hun var så lykkelig i sin stilling , at der var intet i verden hun ønskede anderledes end det nu var . Døren til det tilstødende værelse stod åben . Det var salen man kunne se ind i . Hvor der var elegant , hvilket yndigt hjem Sabine havde såt , her indenfor disse mure herskede ro og lykke . Sabine vendte ryggen mod den åbne dør . En skygge viste sig i salen . Straks efter kom en skikkelse til syne . Det var — oberst Sneider . De seks forløbne år siden vi sidst så ham havde ikke efterladt noget videre mærke i den smukke mands træk . Han så ligesådan ud som for seks år siden . Han var endnu den samme muntre og venlige mand og nu — en kærlig ægtemand . Han standsede på dørtrinnet , da han så fin kone beskæftiget . Sabine havde ikke mærket hans komme , hun vedblev at brodere . Obersten listede sig sagte hen bagved hendes stol . Han blev et øjeblik stående og betragtede hendes arbejde . Derpå bøjede han sig hurtig forover hende og trykkede et Kys på hendes læber . Sabine sprang op med et lille skrig . Dog så snart hun fik øje på , hvem det var , udbrød hun smilende ; „ Ah ! er det dig Nicolai , hvor du gjorde mig forskrækket ! “ „ Blev du virkelig forskrækket , “ spurgte han ligeledes smilende , idet han lagde hånden på hendes skulder . „ Ja hvor kan du spørge derom , rigtignok tænkte jeg på dig , men når du sådan kommer bagfra og stjæler Kys , så har jeg jo også årsag til at blive forflrækkeet — men ! “ tilføjede hun blidt , „ jeg må jo tilgive dig det , da du jo stadig er så overgiven . “ „ Ja når jeg har din tilgivelse , kære kone , så må jeg jo være tilfreds dermed , og du skal til gjængjæld derfor erholde et Kys , dog -- -- -- -- -- -ikke bagfra . “ Han lod handling følge på ordet . Sabine satte sig atter ned og tog fat på sit arbejde . Obersten rullede en lænestol hen ved hendes side og satte sig deri . „ Jeg kan flet ikke forslå , hvad der går af Vilhelm ! “ tog han tilorde . „ Han har nu ikke været her i flere dage . “ „ Jeg kan heller flet ikke forstå , hvorfor han ikke har været her i så lang tid , det er jo ikke sket før . — mon han ikke skulle være bleven syg ? “ „ Det tror jeg ikke , så havde vi sikkert fået underretning derom . “ „ Javel , det havde vi vel . — dersom han ikke fluide komme i dag så kan jo August gå hjem til ham og høre , hvad der er i vejen før hans lange udeblivelse . — jeg savner ham sandelig . “ „ Ia lille kone , lad os det , jeg vel tilstå at også jeg savner ham — apropos , August er vil ikke hjemme ? “ „ Nej han gik ud før lidt siden , han sagde , han ville gå en lille tur , og at han kom snart igen . “ „ Har han sagt dig , hvor længe han opholder sig her i byen ? “ „ Ia , i tre til fire dage ! “ „ Den kære dreng , han kan vel ikke længere blive borte fra godset . — han har jo sit nu at passe . “ Obersten tog nu en bog , der lå på bordet , og gav sig til at blade i den . Et kvarter forløb ved at obersten af og til henvendte nogle ord til sin kone . Da trådte August ind . „ Goddag igen , “ udbrød han . „ Jeg har nyheder at fortælle eder . “ „ Og det er ? “ spurgte obersten og hans kone på engang . „ Husker i den vanvittige Anna , som vi for flere år tilbage traf sammen med i Søndermarken og som du fader købte blomster af ? “ Forældrene tænkte sig et øjeblik om , hvorpå begge erindrede hende . Obersten svarede : „ Det var den lille pige , som sagde , at hun skulle bede for mig i fine bønner . — er det ikke så ? “ — „ Jo , fader , det er ganske rigtigt . “ August satte sig og fortalte dem nu mødet med Vilhelm og hvad denne havde meddelt . Obersten og hans kone lyttede “ med interesse til Augusts meddelelser . da August havde fortalt til ende , udbrød oberst Sneider . „ Det er temmelig sent i aften , men i morgen formiddag må vi hjem til ham og se til den lille Anna — ikke sandt , Sabine ? “ „ Naturligvis , kære Nicolai . “ „ Jeg lovede også Vilhelm , at jeg skulle komme hjem til ham i morgen formiddag — vi følges så alle tre ad . — i morgen eftermiddag kommer Vilhelm herhjem , da han ikke har været her siden sit første møde med Anna . “ Dermed blev det . Næste formiddag indfandt den sneiderske familie sig hos Petrea , for at se den vanvittige pige , som nu havde gjenerholdt fin forstand . Efterat den ældre Skou havde realiseret fine ejendomme i Nordamerika , blev det ny handelshus ført under firmaet : sko « k Komp . Agent Hansen havde overdraget sin forretning til Adolf Skou , men på grund af dennes ungdom førte faderen forretningen , og således blev det ovennævnte firma til . agent Hansen havde købt et lille sted på gamle kongevei og her var han flyttet ud tilligemed sine to døtre . Emma ønskede hellere at faderen havde villet bo på Kristianshavn , da hun jo så var i Adolfs nærhed , men hun fandt sig dog i faderens ønske , da denne gentagne gange havde sagt : „ Mit kære barn , jeg ønsker i denne sommer at bo derude i det frie , da jeg der kan nydk en behagelig ro — til vinter så — ja , du forstår mig jo nok . — -- -- -- -- -- desuden kan din forlovede jo alligevel ofte besøge dig . “ Laura derimod gjorde ingen indvendinger mod at flytte udenfor Vesterport , og derfor blev alle tre da enige i denne retning . Det var eftermiddag hen ved aften . Solen var ved at gå ned og lod sin sidste Glands hvile over naturen . I et skyggefuldt lysthus sad Emma og læste i en bog . Det var en kjærligheds-roman . Emma læste netop et kapitel der handlede om en ung pige , der sad i sit hjem og længtes efter fin Elster , som var tilsøes . . Fremdeles stod der : den unge pige sad så melankolsk og stirrede ud af vinduet , og hun udbrød sukkende : „ Imanuel , når skal jeg atter se dig igen ? Hvor det er tungt således ofte at være skilt fra dig hvor ensformigt tiden svinder ! “ Emma lagde bogen i skødet , sukkede let og udbrød naivt : „ Del går mig , som med den unge pige , jeg længes også efter min ven , det er også kedeligt , han kommer her kun en gang hver dag . — fader kunne godt , for at føje mig , have blevet på Kristianshavn , men ! “ Her sukkede hun „ jeg må j > finde mig i det ? “ Hun fremtog sit ur , og så derpå . Atter et suk , idet hun hviskedee : „ Endnn en time til han kommer , det er længe , men jeg vil læse imedens . Hun tog atter fat på bogen og gav sig til at læse . Pludselig hørtes en smuk stemme synge en operamelodi . Emma lagde atter bogen fra sig og lyttede : „ Hvor hun synger smukt ! “ sagde hun til sig selv . Den syngende nærmede sig lysthuset . Det var Laura . hun standsede i sangen , så snart hun fik øje på fin søster . „ Ah , så du sidder her du romantiske pige — jeg tænkte ikke på , at du muligvis sad her , det skal måske herefter være din plads , når du skal læse . “ „ Er du ondskabsfuld Laura ? “ spurgte Emma godmodig . „ Nej ikke det ringeste ! “ svarede hun , idet hun skælmsk rystede med hovedet . „ Hør søster ! “ vedblev Emma i en lidt drillende tone . „ Du taler om , at jeg er romantisk , men du er det flet ikke mindre selv . — du gik naturligvis og sang for i din fantasi at fremtrylle dig , at en skøn ridder trådte hen , kastede sig på knæ i havegangen og råbte smægrende : — „ „ Skønne jomfru , de har fortryllet mig ved deres sang , jeg føler jeg elsker dem , vil de flygte med mig . “ “ — „ Å din lille nar ! “ sagde Laura . „ Nu beviser du endydermere dit romantiske sind ved at komme med sådan noget børnesnak . “ Laura-som var bleven stående ved indgangen til lysthuset , trådte nu ind og satte sig ved siden af søsteren . De sad lidt og så smilende på hinanden . Emma tog nu tilorde , idet hun greb søsterens hånd . „ Sig mig oprigtig Laura , er der ingen , du har kær ? “ „ Kan du tvivle derom , “ spurgte Laura overrasket ! „ Er det sandhed , så stig mig hvem det er ? « „ Ih naturligvis dig , fader , og — « „ Nej — jeg mente ikke sådan ! « — „ Hvordan da ? “ „ Er der ingen ven du har kær ! “ „ En ven — ? “ , , ja , finder du det så underligt ? “ „ Ja det gjsr jeg rigtignok . „ Er der virkelig ingen af de unge mennesker , som du endnu har set , som du har fattet kærlighed for — ? “ „ Kærlighed — ? “ Emma nikkede med hovedet . „ Hør stig mig Emma , hvor kan flige tanker falde dig ind ? “ „ Fordi jeg finder det naturligt . “ „ Nej Emma , det er for tidligt endnu , husk på , jeg er to år yngre end du . “ „ Sandt nok , men — “ „ Intet „ men “ Søster ! “ „ Det er altså tilfælde , som du siger ? “ „ Derom kan du være overbevist — men nu skal jeg forlade dig , at du kan være ene med din roman og nyde den uforstyrret . “ „ Du skulle også læse romaner . Laura — det er særdeles interessant . , , nej tak endnu ikke , det keder mig , jeg har mere lyst til at spadsere i haven og brodere , end læse romaner — farvel Emma . God fornøjelse med bogen . Med fingeren på munden kyssede hun skjelmsk til søsteren , hvorpå hun forlod lysthuset . Da hun var kommen noget bort derfra , istemte hun fin omtalte sang . Såsnart Emma ikke længere kunne høre søsterens sang , fortsatte hun læsningen . Det varede ikke længe , før hun atter blev forstyrret . Hun hørte fodtrin . Disse vare bekendte og opfyldte hendes indre med glæde . Hun lukkede hurtig bogen i , kastede den på bordet , rejste sig op og ilede den kommende imøde . Det var Adolf Skou . „ Adolf ! “ „ Emma ! “ Med disse ord omfavnede de hinanden , og Adolf trykkede et Kys på hendes læber . Efterat de havde set lidt på hinanden sagd Emma : „ Kom med herhen i lysthuset , så kan vi i ro passiare sammen . “ N der sin forlovedes og vendte tilbage til lysthuset . „ Du kommer lidt tidligere i dag end sædvanlig Adolf , “ fortsatte Emma . „ Er du misfornøjet dermed ? “ spurgte Adolf , ihet han trykkede hendes hånd . „ Hvor kan du spørge derom ? “ „ Du spørger så besynderligt . “ „ Å snak , min ven . — sig mig , har du været oppe i husets , , ja et øjeblik , jeg kommer just nu lige deroppe fra . “ „ Talte du med nogen ? “ „ Ja , med din fader . — din søster så jeg ikke . “ „ Hvad sagde fader for godt ? “ „ Det skal jeg sige dig , det er en nyhed , du gætter vel hvorom det er ? “ „ Måske , — men sig det , jeg er alligevel nysgerrig . “ „ Lad mig først høre din formodning ? “ „ Brylluppet— ? “ „ Netop . “ „ Hvad sagde fader derom ? “ „ Han svarede om et år , fluide vi blive mand og kone ! “ „ O , hvor det er herligt — den gode fader . “ „ Ja , det er sandhed , det er en kærlig fader , derfor er vi to også blevne lykkelige . “ han bøjede sig ned mod hende og trykkede to Kys på hendes læber . „ Velbekomme ! “ lød en lattermild stemme . Det var Laura som i samme øjeblik kom til og blev vidne til denne scene . „ Er du der igen Laura ! “ sagde Emma kærligt , idet hun vendte sig om mod hende . „ Du har nok ingen ro over dig ! “ „ For min egen skyld havde jeg ro , men ikke for din ! “ svarede søsteren med skjælmeri , „ jeg frygtede for at du var falden i søvn under læsningen , og at de slemme myg stak dig , og derfor kom jeg her for at vække dig . Min anelse slog noget nær til , thi så snart jeg fik øje på dig , så jeg en stor bi suge honning af dine læber . “ „ Nå , så frøken Laura sammenligner mig med en bi , jeg kommer ved denne lejlighed til at tænke på , at frøkenen måske ønskede at en anden bi , ville suge honning af deres læber ! “ „ Nej , hr . Skøn , det er en forkert anskuelse de har ! “ „ Det kunne dog være . “ , , på ingen måde ! “ , , Adolf , tro hende ikke så vel ! “ sagde Emma , og tilføjede med et blik på søsteren , , , for det er en rigtig gavstrik ! “ „ Hvad du nu end siger om mig , så vil jeg gå igen , da jeg er kommen til ulejlighed . “ „ De kommer flet ikke til ulejlighed frøken , “ sagde Adolf , „ nu kan vi få den fornøjelse at ledsage dem tilbage til huset . “ „ Må jeg takke dem , jeg modtager deres meget ærede tilbud ! “ tilføjede Laura skalkagtig . Emma tog fin roman under den ene arm og stak den anden ind under Adolfs . Adolf bød Laura den anden arm , som hun modtog , og de fulgtes nu ad tilbage til huset . Den omstænvighed , at de to søskende ikke mere stod under deres stedmoders opsigt , havde gjort dem > å livsglade , hvilket især var tilfældet med Laura . Vi ville nu henflytte scenen på Christianshavn . Den lejlighed der tidligere beboedes af agent Hansen beboedes nu af familien sko » . I spisesalen stod aftensbordet dækket . Døren åbnes , og madam eller rettere Fru skov trådte ind med knive og gafler , som hun ordnede på bordet . Hendes tidligere sørgende udseende var forsvunden , hendes ansigt udtrykkede kun glæde og tilfredshed . Døren åbnede « og Augusta trådte ind . „ Du er alene endnu , kære moder , “ udbrød hun . „ Jeg troede de andre vare komne . “ „ Nå , er du der mit barn , jeg venter dem også hvert øjeblik ! “ svarede moderen . datteren omfavnede moderen , kyssede hende og sagde : , , o , hvor jeg er lykkelig på dine vegne . Længe har vi sørget , men på engang lod gud al lykke tilfalde os . “ „ Ja , kære Augusta , og vi kan derfor ikke noksom takke gud for hans store godhed ! “ „ Hvor du er bleven meget forandret i dit udseende , kære moder , i den forløbne måned . Du seer nu så lykkelig ud ! “ „ Det er jeg også barn , og du er jo også lykkelig ! “ „ Kan jeg være andet ? “ , , nej , Augusta — ! “ Idet samme trådte kaptajn bang ind . Augusta ilede ham i møde , slyngede fine arme om hans Hals og modtog ham med et Kys . „ Nu bliver du altså hos os i aften ? “ spurgte hun . „ Ja , min pige ! “ Straks efter ankom den ældre Skou . Man satte sig nu til bords , og samtalen drejede fig om forskellige ligegyldige ting . „ Men hvor bliver Adolf af ? “ spurgte omsider Augusta . „ Som du ved ! “ svarede faderen , „ gik han til fin forlovede , og han er endnu ikke kommen tilbage ! “ „ Jeg syntes heller ikke han plejer at blive så længe borte , men kommer i reglen til — ! “ mere fik hun ikke sagt , thi i det samme trådte den ventede ind . Efterat han havde hilst tog han plads ved bordet . „ Hvorfor er du bleven så længe borte i dag ? “ Spurgte Augusta , broderen . „ Det skal ; eg sige ikke allene dig , men eder alle . Min svigerfader har lovet at jeg må holde bryllup med Emma om et år . Jeg havde så mange ting at tale med Emma derom , hvorfor det blev så sent . “ „ Nå således , “ sagde Augusta , idet hun så på sin forlovede , og henvendt til faderen vedblev hun : „ Jeg må nu minde dig om en ting , som du snart har lovet at sige mig besked på , derfor kan du gøre det i aften , da jeg syntes , der er en udmærket lejlighed dertil ! “ „ Hvad mener du , kære ! « „ Å fader ! Du ved det meget godt , du forstiller dig kun . “ „ Nuvel da , “ sagde faderen smilende — lad det så ske den samme dag , din Broder fører fin brud til alteret . “ „ O , tak fader ! ' ' sagde Augusta . „ Om et år , “ Henvendte hun til Thorvald , „ kan du føre mig til alteret . “ Bang trykkede tavs hendes hånd og sendte fine svigerforældre et taknemligt blik . man samtalede nu i nogen tid om denne genstand . Da det ophørte sagde Augusta hvidflende til fin forlovede : „ Hvordan går det med din Broder ? “ , , han er bedre ! “ svarede han . „ Gudfleelov ! — han har lidt , men det kunne ikke være anderledes ; jeg elsker ingen anden end dig . “ „ Han er så melancholsk , “ vedblev bang . „ Han går altid alene ud om aftenen og spadserer på ensomme veje . Augusfa sukkede let , — hun er jo dog skyld i Carls tavse lidelser . Carl bang beboede ikke længere det tidligere omtalte værelse , der vendte ud mod haven . Da agent Hansen var flyttet fr ? Christianshavn , var bang ligeledes flyttet . Han boede nu i en af Københavns sidegader , og havde her et ret hyggeligt hjem . Onkelen betalte værelset , og da neveuen ikke længer kunne få kosten hos onkelen , betalte denne ligeledes hans kost , vadft , osv . Carl var bleven inderlig glad over at gjensee sin Broder , — men da han opdagede , at hans egen Broder var hans rival — da vidste han ikke selv hvad han nu følte for ham . Den minderige dag da bogholder tops flændige bedrageri affløredes , havde den ældre skøn begejstret råbt : „ Se , uden denne hædersmand , kaptajn Thorvald bang , også kaldet Thompson , have i aldrig set mig — nu tror jeg dog , jeg kan give ham en liden gengæld , idet jeg kender et af hans ønsker , tag , min søn , min ædle Thorvald , en gave af min hånd , som jeg selv i dag fik skøn og herlig udviklet tilbage igen af forsynet , tag hende , og himlen velsigne eder ! “ Han hævde da lagt den rødmende Augusta over i den lykkelige kaptajn Bangs arme . Man hævde smigret og gratuleret . Carl hævde nærmet sig stille og sagt : „ Thorvald ! blandt alle mennefler på jorden er der ingen , der er denne pige mere værdig end du , og ingen kan mere end jeg ønske eder til lykke ! “ Det var ikke falske ord han hævde sagt , det var oprigtig , men hans håb var knust , — han misundte ikke Augusta sin lykke , men — måske misundte han sin Broders lykke ? Han vidste ikke selv hvorledes det var , kun vidste han , af han var ulykkelig . Hans kinder vare blege og indfaldne , hans livslyst var slukt . To dage efter af den ældre Skou hævde bestemt af hans datters bryllup med kaptajn bang , skulle finde sted samme dag som hans søns med Emma , gik Carl henimod aften , i den sidste tid , fin sædvanlige tour . Hans tur var ad Frederiksberg alle og pilealleen , og tilbage ad samme vej . Han var nu kommen pga vejen til pilealleen , da han , idet han nærmede sig en bænk , flygtig bemærkede en middelaldrende mand , i en simpel klædning , sad der . Hans tanker vare som sædvanlig ' bedrøvelige , og han fortsatte langsom fin gang . Idet han gik forbi bænken kastede han tilfældig et ligegyldigt blik på den der siddende . Han blev noget underlig greben ved synet af denne mand . Hvorfor så denne mand så stirrende på ham ? Pludselig udbrød manden i en bedende tone ! „ Carl — hør ! “ Carl standsede overrasket . Han genkendte stemmen . „ Onkel — ! “ råbte han halvhøjt . „ Ja , det er mig , Carl . Dersom du ikke generer dig for mit simple udseende , så sæt dig lidt her ved siden af mig , at vi kan tale lidt sammen ! “ Carl satte sig straks ved siden af ham , og han stirrede så stift på manden . „ Det er altså dig onkel ! “ redblev han , „ hvor du har forandret dig — lider du ondt ? “ „ Ja , Carl , — men fra først af er jeg jo selv skyld deri . Du er vel-bleven fortalt min brøde ? “ „ Ja , onkel , men lad mig hare , hvad der senere er flet . “ „ Det skal du så at høre . Jeg vil begynde med begyndelsen . — jeg var handelsbetjent hos en købmand vestberg i Altona , i den tid blev jeg ført i flet selskab , forledt til spillesyge , og i denne min nød for at klare min gæld , bedrog jeg min principal for en betydelig sum , og det blev opdaget . Vestberg ville lade mig arrestere , men i det yderste øjeblik kom hans datter Bertha , som jeg aldrig vil glemme , ind i stuen , jeg kastede mig på knæ for hende og bad hende gøre hvad hun kunne for at frelse mig . Og , — den herlige pige , hun knælede for sin fader og bad for mig , — til sidst blev han rørt over hendes bønner for mig og han lovede ikke at lade mig afstraffe , når jeg straks rejste bort til et andet land . — en skibskapitain , som jeg kendte lidt til , havde tilbudt mig at følge med ham på en rejse til Jamaica , og givet mig håb om en ansættelse på et kjøbmandskontor der , hvor man manglede en sprogkyndig handelsbetjent . — jeg meddelte dette til min principal og kom også til at rejse ! “ Gotfred Carlsen standsede et øjeblik , hvorpå han vedblev : „ Ieg kan erindre at jeg til slutning sagde : — , „ , måske lykken er med mig , og min første tanke skal være , at betale min gæld til dem ! “ “ — men desværre , det skulle aldrig ske . Ieg rejste samme dag , og nåde efter en heldig overfart , Jamaica , og her fik jeg også en plads hvor jeg var i flere år , men da gik huset fallit , og jeg var ude af min stilling . Da kom jeg her tilbage og opholdt mig i nogen tid hos min kære søster , din salig moder , men nu kom ulykken over mig , jeg blev mistænkt for et tyveri , som var begået der i omegnen , et tilfælde , som havde til følge , at jeg som tyv , blev arresteret . Ieg sad længe i fængsel , indtil man omsider opdagede den rette tyv . Ieg stod rigtignok skyldfri i folks øjne , men — det er ikke værd at tale mere derom . Ieg fik emploi efter nogen tids forløb i en provinds , som du ved , men den ulykkelige skæbne havde ikke forladt mig , efter et par Års forløb , blev jeg en nat bestjålen for mine bedste klæder og endeel penge jeg havde sammensparet , det var et stort tab for mig , men jeg håbede , da jeg havde emploi , snart at kunne få nogle klæder igen , men til min ulykke skal en Neveu af min principal tiltræde min plads . Jeg stod nu atter uden emploi , ! ; og det var ikke så let en sag at kunne erholde nogen nye . Jeg har siden den tid levet ved det arbejde jeg tilfældig har kunnet fået fat i . Igår og i dag har jeg næsten ikke fået spise . Jeg flammer mig ved at henvende mig til din fader , og jeg kan desuden hellerikke komme til præstegården , da jeg ingen penge har . Nu ved du alt . Carl , kan du hjælpe mig i nogen retning , så vil jeg være dig evig taknemlig derfor . “ Carl tav , det smertede ham at høre , hvorledes det var gået hans onkel . „ Du sørger Carl ! Fortæl mig din sorg . Jeg seer jo på dit ansigt hvor bedrøvet du er ! “ „ Fritag mig derfor onkel ! Jeg ønsker ikke at . Tale derom . “ „ Som du vil , Carl , jeg respekterer din taushed . Du undrer dig måske over at træffe mig her , men da jeg i eftermiddag ikke har haft noget at foretage mig , så gik jeg herud for at overgive mig til mine mismodige tanker . “ -- -- -- -- -- -- -- - de talte endnu længe sammen . Carl fik nu at vide at onkelen havde fundet hans manuskript , han blev glad over atter at kunne få det tilbage . Han meddelte onkelen at han ofte dengang henimod aften gik ud på Langelinie og her sad han på en bænk og nedskrev endeel af fin dagbog , således kan man forstå , hvorledes han har tabt manuskriptet . De lovede hinanden at træffes næste aften på samme sted , og til afsted gav Carl onkelen nogle af sine penge . Vi kan tilføje , at en uge derefter havde Carlsen fået emploi hos firmaet Skou l kamp , hvorfor han kunne takke sin Neveu . slutning . Vi kunne nu til slutning tilføje , at det nye handelshus , førte sit firma under held og velsignelse . I det lovede år blev Adolf Skou gift med Emma Hansen og kaptajn bang ligeledes med Augusta Skou . Carl bang blev senere hen atter livsglad og glemte efterhånden sin første kærlighed , og — men dog først efter en halv snes Års forløb — giftede han sig med en net pige af honnet borgerfamilie . Gotfred Carlsen blev til fin dødsdag i firmaet Skou l Komp . , hvor han ærligt virkede i sit kald , lige til sit 60 år . Fire år efter at Vilhelm havde frelst Anna fra sit selvmord , forlovede han sig med hende . Han havde til sidst mærket at han elskede hende , havde tilstået det for hende , og hun havde da svaret , at hun gjorde ligeså , og derfor blev der et lykkeligt par ud af dem . Anna havde i den forløbne tid erhvervet sig hvad der hører til en ung dames opdragelse , hun var lykkelig i nutiden , uagtet hun ikke vidste noget af sin fortid . Jocumsen og Lene vare omsider blevne kede af hinandens omgang , og Jocumsen forsvandt på engang med sine midler fra den sukkende Lene . denne flyttede derpå på landet hvor man i lang tid intet hørte fra hende . Omsider forfaldt hun mere og mere . Hun ødelagde sine få midler og blev til sidst greben i tyveri . Cn sommeraften — netop på den dag , da Vilhelm , der var bleven en dygtig kunstmaler , førte Anna til alteret — blev Lene ført ind af stadens Vesterport , for at indsættes i blåtårn . Ved at nærme sig målet for hendes bestemmelse , blev hendes følge standset ved en sammenstimlen af mennesker , der omringede en båre , hvorpå der lå en mand , man havde siflet op af Kallebodstrand . Nysgerrigt kastede hun blikket over til båren , hvor underfogdens folk vare i begreb med at tage klædet fra den dødes ansigt , for at optage hans signalement , — og hvor forundret blev hun ikke ved at genkende fin gamle herre , Jocumsen . Således blev hun hans gjenboerfle , og de ord , som Jocumsen hin aften ved stævnemødet havde sagt i en spøgefuld overgivenhed , havde skæbnen virkelig stadfæstet , idet han nu for alvor var beboer af det lille hus , som dengang var det første sted på venstre hånd , når man fra Christianshavn kom over Langebro . Ende .