Hører du ej , hvor klokkerne klinge . 
Sørgebudskab til folket de bringe , 
kongen er død . 
Folket det sørger ; med sukke og tåre 
lægges kong Frederiks lig på båre , 
død bringer nød . 
Det var i november 1863 . Kong Frederik den 
syvende var død på Gottorp slot ; to dage 
senere var efterretningen derom først nået til 
byen Tønder i det slesvigske . Sorg , skræk 
og forvirring udbredte dette dødsfald overalt 
i Danmark , men dog mest i Slesvig . Kongen 
var død uden at underskrive fællesforiatningen , 
så at enhver kunne indse , at Tyskland , dette 
forsultne , umættelige og ærgjærrige uhyre , på ny 
ville udstrække sin rovbegjærlige hånd efter sin 
mindre og svagere naboes ejendele . 
I selve Tønder by var befolkningen delt 
i to polttiske partier , uemlig et tysk og et dansk ; desværræ 
må vi tilstå , at det førstnævnte parti 
var det overvejende ; fanatiske tysksindede borgere , 

med en gal minhandler i spidsen , samlede sig på 
gæstgivergården „ Stadt Hamburg “ og under storartede 
hyl debatterede de der spørgsmålet : 
Slesvig-holsten som et selvstændigt rige . De 
danske samlede sig i stilhed på humlekærren , 
en beværtning , som var på torvet ; men heller 
ikke der kunne de have fred , den tyske stortalenhed 
forstyrrede ikke så sjælden den næsten tavse 
dansksindethed , som ved en kaffepunsch eller et 
glas toddy søgte ind under humlekærrens gæstfrie 
tag . 
For at gøre vore læsere bekendt med de 
slædlige forhold , bliver det nødvendigt at vi 
underrette dem om , at der en Fjerdingvei fra 
Tønder ligger en lille by ved navn møgellønder 
hvis indbyggere vare fuldstændig danske , men 
deres godmodighed gik så vidt , at de tålte 
wuhlernes forhånelser , ja man har endogså 
havt beviser på at den omtalte vinhandler har 
i møgellønder , ustraffet , ved lteenkast sønderskået 
alle vinduerne hos en derboende dansk . 
På byens Hovedgade , omireur udenfor den 
derboende boghandler mødtes den 20de i nævnte 
måned en købmand , hvem vi ville kalde 
Hoffmann , med en lærer fra seminariet ved navn 
Petersens 

„ Nå , Petersen , “ begyndte købmanden , efter 
at de havde hilst på hinanden , „ hvorledes går 
det ? “ 
„ Sørgeligt ! “ svarede den tiltalte . „ De sidste 
dages efterretninger har gjort , at lovløsheden 
griber mere og mere om sig , i formiddag var der 
stort spektaklel på skolestuen . Fire flensborgere 
kom først midt under læsetiden , og med 
en sådan støj , at rektoren måtte påbyde 
dem taushed , men i stedet for at efterkomme opfordringen 
gjorde vore fire cavalerer kun endnu 
mere rabalder , ja de vare endog så frække , 
at de vovede at udskælde den gamle rektor 
for en dansk slyngel ! Følgen heraf udeblev 
heller ikke ; thi under en almindelig misbilligelse 
fra alle de andre elevers side blev de derpå 
udviste . “ 
„ Hvordan vil dog alt dette ende ? “ sagde 
Hoffmann . „ Dette er destoværre ikke det første 
forsøg på opsætsighed i de få dage siden 
efterretningen om kongens død kom hertil . 
Ved te ask at viiuhandleren iaftes har holdt 
storartede taler imod den danske negering henne 
på hotellet ; gildet endte med afsyngelsen af 
schlesrvig-holstein mehrumschlnngen , og da gensd ' armen 
kom , blev han tilbagevist med det råd 

at det var bedst for ham , om han ville pass « 
Sig selv , da den danske despotismes tid nu 
var forbi ; der var ikke andet for ham at 
gøre end at gå sin vej , og det gjorde han 
også ; men han gik lige op til borgermesteren , 
til hvem han meldte det hele . Lidt efter kom 
han tilbage med to politibetjente og en gensdarm 
til ; men imidlertid havde hele selskabet 
bortfjernet sig , og vore embedsmænd fik en lang 
næse . “ 
„ Det bliver en skem tid vi gå i møde , “ 
Sukkede Petersen , idet han gik ned ad gaden med 
købmanden . 
„ Hvad straf tror te nu at vinhandleren 
og de andre får ? “ spurgte sidstnævnte , da de 
havde gået lidt . 
„ Formodentlig en mnlkt ! “ var svaret . „ Hvis 
autoriteterne under de nuværende forhold kan 
tage sig af sagen . “ 
Vore samtalende havde nu nået torvet . 
„ Går de lidt ind med på humlekærren ? “ 
Spurgte købmanden . 
„ Ja , jeg spiser til middag der , “ svarede 
læreren . 
I humlekærren søgte mange slags mennesker , 
ligefra bonden til embedsmanden , og på den 

dag vi omtaler var der eil usædvanlig masse 
sav lede . Mange forskellige spørgsmål blev her 
drønede , men hovedlhemaet var dog kongens død . 
Da Hoffmann og Petersen trådte ind , førte 
en musiker ved navn Christensen ordet : 
„ Nu har jeg i fjorten år været statsmusikant 
her , “ sagde han , „ men aldrig har jeg oplevet 
mage til disse tider ; frækhed og nederdrægtighed 
driver nu ganske åbenlyst sit spil , det lader jo 
til at lovene kun er skrevne for et syns skyld ; 
jeg kom i nat tilligemed mine sønner fra en ven 
i g . øgeltønder , hos hvem vi havde tilbragt afte . 
. . . nun i c ; pe vare ru komne midt på hjemvejen 
tør el helt selskab uf syngende medlemmer standsede 
os . Der har vi Christen Trompeter brølede 
viinhanvieren på babylonisk dansk ; han kommer 
som han var kaldet , og så har han begge ungerne 
med sig ; — gå ind du og tag jeres tulhorn 
så kan du og drengene tude os et stykke herude 
på landevejen , der er en prøjser til dig , og en 
rød til hver af de andre at fortjene ; kommer eensd ' urmerne 
her , får de prygl , “ vedblev han henvendt 
til de andre , som besvarede hans tale med 
hurruråb . 
„ Kongen er død , “ svarede jeg , „ og vi må 
ikke blæse . “ 

„ Hold din mund , “ sagde vinhandleren , „ vi 
har ikke haft nogen konge , han var kun hertug , 
og om han lever eller er død , det kan være os 
ligemeget ; nu vil vi have musik og det skal være 
schlesvig-holskein ; henter du nu ikke jeres instrumenter , 
så skal vi slå takt både på din og 
drengenes ryg ; jeres skrål kan da gælde for 
liedertaffel- musik . “ Hans tale blev modtaget med 
stort bifald af det halvt berusede selskab som omgav 
ham . „ Hvis du nu ikke gør det som vi vil 
have , så slå vi et par ribben ind på dig 
og ungerne ; jeg har længe haft både dig og 
dine i kikkerten , du danske slyngel , hviskedee vinhandleren 
mig i øret . — hvad var der nu for 
mig at gøre , jeg måtte vise gode miner til sket 
spil og bekvemme mig til at opfylde deres forlangende ; 
men på vejen til mit hjem , hvortil 
hele skaren fulgte mig , fik jeg en ide . Min 
kone og mine andre børn vare i Møgeltønder i nat , 
hvorfor jeg foreløbigt altså intet havde at frygte , 
for dem ; pigen var den eneste , som var hjemme . 
Som i ved , er mit hus det sidste her i byen , 
og da vi kam dertil , kunne jeg på det brændende 
lys se , at pigen endnu var vppe og ventede på 
os . Gå nu op og hent jeres tutteretutter , sagde 
vinhandleren , vi andre bliver nedenfor , for ikke 

at forstyrre hendes nåde , madamen . Da vi vare 
komne indenfor døren , var det første jeg gjorde , 
at skyde slåen for og stænge den . „ Op drenge , “ 
Hviskedee jeg , „ sig til Maren at hun tager benene 
på nakken ind til humlekærren , bag om huset . 
I andre lister jer samme vej , jeg kommer siden . 
Hans og Christian forstøde mig øjeblikkeligt , og 
snart havde jeg den tilfredsstillelse at se dem alle 
tre forlade huset , idet de ubemærket flygtede over 
Marken ; nu var det først tid for mig mal tænke 
på min egen sikkerhed ; i en fart låsede jeg 
alle dørene , sad lyset i vandfadet , for at det ikke 
skulle afstedkomme ulykker og fjernede mig ganske 
sagte . Da jeg lykkelig og vel var kommet et stykke 
ned på Marken , hørte jeg de rasende sønderflåe 
mine vinduer med stenkast . — hvad skal jeg nu 
gøre ? mit hjem tør hverken jeg eller min familie 
søge til natten , da politiet ikke kan skænke mig 
den fornødne assistance , thi det bliver nødsaget 
til at sammenholde sine få kræfter for andre tilfældes 
skyld ; mine ejendele vil jeg heller ikke 
gerne miste , thi de få stumper jeg nu har , har 
jeg været fjorten lange år om at samle . “ 
„ Lad os hjælpe ham ! “ støjede forsamlingen . 
„ Jeg kører ikke til Løgumkloster i aften , “ sagde 
en af de tilstedeværende , en tyk , kæmpestor vogn2 


mand , „ jeg gad dog set hvad vinhandleren vil 
sige , når jeg lægger min velsignede næve på 
hans visne krop , jeg skal dælen gale mig lære 
den giftblander at klinke vinduer hos folk . Gå 
du kun hjem , Christensen , “ vedblev han henvendt 
til denne , „ i nat må du huse mig og et par gode 
venner , og skulle så de tyske wsler komme , så 
skal de nok få hakkelse , såsandt som mit navn 
er Christen persen . I morgen kan du pakke dine 
pakkenilleker sammen og køre dem hjem tilmig og vor 
Mo ' er ; når kongesorgen er forbi kan du jo altid 
komme tilbage ; fanden skulle opholde sig imellem 
kjæltringekrammet , når man kan være fri derfor ! “ 
Den brave vognmand høstede almindeligt bifald 
af de tilstedeværende . 
Klokken kunne vel være 11 samme aften , da 
en renlig vandrer gik på vejen mellem Tønder 
og Møgeltønder , han kunne omtrent være gået 
halvveien imellem de nævnte byer ; da han pludseligt 
standsede og gav sigtil at lytte ; derpå satte 
han begge hænderne for munden og efterlignede , 
så godt som det var ham muligt , et ugleskrig og 
gav sig atter til at lytte ; det var åbenbart 
et signal , som han ventede besvaret , thi da alt 
vedblev at være stille rundt om ham , udbrød han 
ærgerligt : 

„ Gid da også fanden havde brevskriveren , . 
Hvis jeg virkeligt skulle være bleven holdt for nar . 
— jeg vil dog forsøge det endnu en gang , “ vedblev 
han lidt efter og gjorde atter et forsøg med . 
Ugleskriget . 
Denne gang blev det besvaret , thi langt borte 
på Marken hørtes et lignende . 
„ Nå , endelig ! “ udbrød manden , da han , så 
godt som mørket tillod det , noget efter skimtede en 
skikkelse , som i stærkt løb styrede lige hen imod ham . . 
„ Jeg mærker de er mere præsis end jeg , “ 
Sagde den sidstankomns , „ jeg troede sandt for dyden 
ikke at de var kommet . “ 
„ Klokken er jo 11 , “ var svaret . 
„ Herren har altså modtaget mit brev ? “ 
„ Det seer de jo , eftersom jeg er mødt på 
det deri angivne klokkeslet , skønt jeg ikke kan begribe , 
hvad de har at sige mig , og isærdeleshed 
på en landevej og på denne tid af aftenen . “ 
„ Giv tid , gode herre , og de vil se at jeg 
kan være dem til stor nytte ; af det tegn , som 
stod i brevet , kunne te jo også straks se , at jeg 
var indviet i forholdene ; jeg vil derfor blot sige 
dem , at ham , som de undertiden har haft med 
at gøre , han konimer ikke mere , og jeg kan derfor 
om de så synes , godt træde i hans sted . “ 

„ Hvorfor kommer han ikke mere ? ' ' 
„ Nej , for han har fået forfald . “ 
Der blev nu en pause under hvilken de to 
personer tavse ved hinandens side skrede frem 
på vejen . 
Endelig begyndte den første . 
„ Hvad er det så de vil mig ? — og hvad 
er deres navn ? “ 
„ Navnet gør mindre til sagen , men siden de 
ønsker at vide det , så kan jeg gerne sige dem 
det ; jeg hedder Fischer , men skulle de tilfældigvis 
støde på mig , så kan det gerne være , at de vil 
erfare , at jeg også har andre navne , men for 
deres egen skyld , så vil jeg bede dem om , altid 
at lade som de ikke kender mig ; — se det var 
nu det , — men jeg kan også lade dem vide , at 
de ikke i nat kan komme til at hævne dem på 
musikanten , da han har endeel gode venner oppe 
hos sig , som blot venter på at de og deres skal 
komme for at give dem tak for sidst . “ 
„ Fordømt ! “ udbrød den anden , „ jeg har fra 
en sikker kilde fået underretning om at han med 
familien i morgen rejser til Løgumkloster . 
„ Han rejser ikke , “ svarede Fischer med overbevisning . 
„ Hvoraf ved de det , menneske ? “ 

„ Man kunne muligvis forhindre ham deri . “ 
„ Men hvorledes ? “ 
„ Jo seer de ; hans bestemmelse er , at køre 
imorgen med Christen persens store fragtvogn , 
men sæt nu , at hestene blev syge i nat så nødtss 
han jo til at blive . “ 
„ Ja , men hvordan skulle det gå til ? “ 
„ Det patager jeg mig ! “ 
„ Ja men hvad kan alt det nytte , han venter 
jo at jeg vil hævne mig på ham , så hvis der 
skeer det mindste , så vil han straks gøre anstalter 
til at få mig fængslet , isærdeleshed da han i sin 
pult har beviser imod mig . “ 
„ Ville de gerne have dem tilintetgjorde ? “ 
„ Jeg ville give hundrede prøjsere for at de 
vare i mit værge . “ 
„ Det er for lidt , hr . Vinhandler , mindre end 
trehundrede kan ikke gøre det . “ 
„ Såmeget vil jeg ikke give . “ 
„ Godt ! Godnat ! “ og dermed begyndte Fischer 
at gå . 
„ Bliv dog et øjeblik , “ sagde viinh and leren , 
idet han greb ham i armen , „ det er dog et forbandet 
hastværk de på engang har fået . “ 
„ Det er koldt og jeg begynder at fryse , desuden 

har jeg ikke lyst til at spilde hele min gode 
nattesøvn for at tinge med dem . “ 
„ Men vi kan jo dog tale om sagen , når de 
skaffer mig papirerne , så vil jeg give dem de 
tohundrede prøjsere , men mere har jeg sågu ikke 
råd til . “ 
„ Godnat ! “ 
„ Hør mig dog , “ vedblev vinhandleren , „ jeg 
kan gud hjælpe mig ikke give dem mere , da jeg 
selv er i forlegenhed for øjeblikket , men ikke destomindre , 
så skal jeg se om jeg ikke kan få 50 
Måns , og det kan måske være vanskeligt nok . “ 
„ Hør nu brun , “ svarede Fischer , idet han 
pludselig forandrede tone , „ hold bare op med det 
klynken , for jeg tror ikke et ord af hvad de 
siger , jeg ved med bestemthed , at de ligger inde 
med 1000 daler som de har modtaget fra højere 
vedkommender for at fremme agitationerne her i 
Slesvig ; jeg kunne godt tage pengene fra dem , 
men det vil jeg ikke , lerlighed , selv iblandt kæltringer , 
fører dog bedst til målet . Altså vil de 
give de trehundrede ? “ 
„ Jeg nødes jo dertil , “ svarede vinhandleren 
med et suk . „ Men hvorledes vil de bære dem 
ad med at få papirerne , og hvorfra ved de 
hvor Christensen opbevarer dem ? “ 

15 
„ Jeg ved alt ! “ svarede Fischer . „ Oho , jeg 
er en gammel rotte , jeg har ikke fået hvide hår 1 
omsonst , — jeg ved endogså hvad de vigtige s 
papirer indeholder , jeg ved , at de alene kan takke z 
musikantens gode hjerte for at de ikke allerede k 
for syv år siden er kommet på skafottet . “ z 
„ Ti ! for himlens skyld , “ hviskedee den æng- z 
stelige brun . 
„ Kan de se , jeg ved alt ! “ vedblev Fischer 
hoverende . „ Men jeg vil ikke benytte mig deraf , 
jeg har brug for de trehundrede prøjsere , og dem 
vil jeg have , det er det hele . — når kan jeg 
få dem ? “ 
„ Om en time , “ var svaret . 
„ Godt , så vil jeg være her om en time , “ 
Sagde Fischer , og dermed vendte han den anden 
ryggen og gik . 
Vinhandleren stod et par øjeblikke grundende , 
derpå tog han en rask beslutning og gik 
hurtigt . 
En time senere træffe videm atter på vejen . 
„ Dennegang var jeg også den første , “ sagde 
Fischer da de atter mødtes . 
„ Ja , jeg blev opholdt længere end jeg havde 
formodet , “ svarede brun . 
„ Sig hellere , at det næsten tog en halv time 
d 

med at lure udenfor humlekærrens vinduer , for 
om muligt at høre lidt af det , der blev talt om 
derinde . “ 
Brun så aldeles forbavset på ham , thi 
det forholdt sig aldeles som han sagde . 
„ Er dette menneske da djævelen i egen person ? “ 
Mumlede han . 
„ Ja , et stykke af ham , “ svarede den anden 
grinende , „ forresten skal de aldrig nævne djævelen 
ved midnatstid , for så kommer jeg altid , husk 
på det , gamle . 
Vinhandleren trådte et skridt tilbage og 
korsede sig . 
„ Har de pengene med ? “ 
„ Ja , her er de . “ 
„ Godt , så kan vi sætte os ned her ovre på 
Marken og tælle dem . Med disse ord åbnede 
han en hidtil skjult tyvelygte , og lod skæret 
derfra lyse lige ind i Bruuns ansigt . 
Denne veg forfærdet tilbage , idet han 
udbrød : 
„ Er de gal , menneske , der kunne let komme 
nogen og se os . “ 
„ Vær de kun rolig , skulle der komme nogen 
vil vi nok blive advarede , der er både ugler 
tilhøire og venstre , og de tuder godt ! Imod tøvejr 

er ugleskriget altid langt og skærende , omtrent 
således , uhu ! “ vedblev han , og udstødte et langtrukkenl 
skrig , som lidt efter blev besvaret fra to 
steder . 
„ Kan de høre , uglerne er på deres post . 
Ja lad os så springe over grøften og gå ind 
på Marken , skulle nogen se lyset , så tror de 
det er spøgeri , og skulle en af gensdarmerne 
komme , så tuder uglene to gange . “ 
Fischer sprang nu over grøften med en 
lethed , som man ikke skulle have tiltroet denne 
gamle mand . 
Brun måtte så nødig han end ville følge 
ham . 
Da de vare komne over sagde førstnævnte : 
„ Jeg seer de har taget Kavai på , åja , det 
kan også nok gøres nødigt , for kulden hun bider 
iaften , jeg har også taget kappe på , behag at 
tage plads , “ vedblev han og kastede et medbragt 
lammeskind på jorden . „ Når vi sidder på 
dette , behøver vi ikke , at frygte for at forkøle 
os . “ 
Lidt efter sad begge på lammeskindet . 
„ Her er pengene , “ sagde brun med et lille 
suk , og gav Fischer en lærredspose . 
„ Død og plage , det er sølv alt sammen , “ 

sagde denne . „ Nå lad os tælle dem , “ og han 
gav sig stiltiende i færd dermed . 
Da han var færdig udbrød han : „ Det er 
rigtigt ! — nu skal de også høre min plan ! 
Imorgen må de rejse , lige meget hvorhen , efter 
otte dages forløb kommer de atter tilbage , 
imidlertid lader jeg den røde hane gale i morgen 
nat hos musikanten , jeg skal nok sørge for at 
sætte den således at hele kassen skal brænde af . 
Jeg og mine folk komme da som ved et tilfælde 
tilhjælp , under al den forstyrrelse og hurlumhej 
som da vil opstå vil det blive os en let sag , 
at kunne bemægtige os papirerne , som jeg har 
vished om , er gemte i pulten . Huset og hele 
dets indretning kender jeg aldeles nøje , ja jeg 
har endogså forskasfet mig en aldeles nøjagtig 
plan derover , så det er umuligt at tage fejl , 
ønsker de det , skal jeg for samme betaling gøre 
Christensen kold , som vel er det bedste , da han , 
som kender papirernes indhold , efter fyrværkeriets 
afbrændelse let kunne falde på at snakke . Da 
de er borte fra byen vil der ingen mistanke 
komme til at hvile på dem , jeg skal tillige sørge 
for at dæn historie skal blive udbredt , at de i går 
nat har været så drukken , at de ikke har vidst 

as dem selv at sige . — nå , hvad siger de til 
denne plan ? “ 
„ Fortræffeligt ! “ svarede brun . „ Om de 
så havde været djævelen selv så kunne de ikke 
have udruget dæn bedre . “ 
„ Jeg har allerede engang sagt dem , at han 
og jeg næstener et , kun er forskellen dæn , at min 
herre og mester går på rov efter sjæle alene 
jeg derimod vil have noget mere . Hver sit , 
men fandens det bedste ! “ vedblev han med en 
vild latter . 
Brun rykkede sig uvilkårligt bort fra ham . 
„ Bliv kun siddende , “ sagde Fischer som fandt 
fornøjelse i at indjage vinhandleren skræk , „ jeg 
brænder ikke endnu , men når jeg først lader hanen 
gale , så skal der blive en sådan illumination , 
at man selv på dette sted skal være isfand til 
at kunne læse dæn nye psalmebog , og dæn udmærker 
sig just ikke ved store typer . — der er 
meget trøske i musikantens gamle Rønne , og det 
er et ypperligt belysningsmiddel . “ 
Hvem indestår mig for at de nu vil opfylde 
deres løfte til mig ? “ spurgte brun . 
„ Mit ord og denne , “ svarede Fischer , idet 
han viste ham en kort dolk . „ Ville jeg ikke 
handle ærligt imod dem , behøvede jeg blot at 

putte dette lille herlige instrument et par tommer 
ind under vesten på dem , og bemægtige mig 
deres proptrækker , som tillige er nøgle til det 
fortræffelige lille pengeskrin , der indeholder de 
tusind de forleden fik sendt i bomuld , skrinet 
står i viinkjælderen nedsænket i det store oksehoved 
til venstre , “ og med et grin , som satan 
selv kunne have misundt ham , tilføjede han : „ Er 
det ikke sandt ? — hvad fatter ? “ 
„ Det er den onde selv , “ tænkte vinhandleren . 
„ For nu at komme tilbage til vore forretninger , “ 
Vedblev Fischer med ligegyldighed , „ så 
vil jeg også foreslgae dem noget andet , jeg 
ved , at de har eller tror at have en fjende 
' til i musikantens gode ven , gartneren , hvad 
/mener de om vi expederte ham med det samme , 
så stå vi to fluer med et smæk . Når 
gartneren hører at der er ild hos den anden 
vil han naturligvis straks ile ham tilhjælp for at 
redde , vi giver ham da en lille lussing på 
hovedet , fyren bliver bange , og uden at skrige 
opgiver vor gode blomsterplukker ånden . Så 
hedder det sig at en bjælke er faldet ned og slået 
ham ihjel . “ 
„ Nej , ikke flere mord , et er næsten allerede 
formeget , “ hviskedee brun . 

„ Å sladder , “ svarede den anden , „ det bliver 
jo aldeles nødvendigt , husk han er i besiddelse 
af deres hemmelighed , han kan jo hvilket øjeblik 
han vil , bringe dem under øksen . “ 
„ Ja , det er sandt , “ stammede vinhandleren , 
„ mit liv hænger i en tråd , og det har det 
gjort i mange år . “ 
„ Nå ja , — der seer de selv , — altså musikanten 
må dø ! “ 
„ Musikanten må dø , “ gentog brun mekanisk . 
„ Skal vi så tage gartneren med på slæbetøuget . “ 
„ Nej , nej , det går ikke an ! “ 
„ Jo vist så . -- de to er jo alt for meget 
venner til at det ville være en blodig synd ikke 
at lade dem følges ad . “ 
„ Nej — nej — det må de ikke ! “ 
„ Sig nu ja . “ 
„ Aldrig i evighed , “ stønnede vinhandleren , 
for hvem det begyndte at svimle . 
„ Skal vi slå plat og krone om gartneren , “ 
Sagde Fischer , og tog en daler frem og rakte brun 
den , „ kast engang ; kommer kronen , så lever han , 
får vi derimod plat , så dør han — kom nu ! “ 
Brun tog uden at vide hvad han gjorde daleren 
i hånden , men som om han pludselig vågnede 

af en drøm og huskede alt hvad der var 
passeret , kastede han pengestykket langt fra sig med 
udråbet : 
„ Djævel ! “ 
„ Jo , det er rigtigt , “ svarede Fischer , „ det er 
mit navn , — forresten skulle de ikke kaste sådan 
med pengene ; thi de er ikke så ganske billige i 
vore dage , de vokse heller ikke på træerne , så 
at man kan plukke dem , — hvor blev den nu af ? “ 
Vedblev han , idet han lod skæret af tyvelygten 
lyse lidt omkring , „ nå , lad den da blive liggende , 
jeg gider ikke rejst mig ; men derfor må de ikke tro , 
at de bliver fn , nej , tværtimod modstand fremkalder 
altid mere virkelyst hos mig , og nu skal de enten 
med det gode eller det onde kaste plat og krone 
om gartneren ; tror de den gamle satan lader 
sig snyde for kroppen , når han først har sjælen ! 
Nej , nej , lille mundskænk , sådan lader jeg mig 
ikke narre ; når jeg nu beviser dem at det er 
nødvendigt , måske de da vil lade dem bevægr 
til at føje mig . “ 
„ Hvorledes ? “ 
„ Hør da . Det kunne jo være at musikanten 
havde fortalt hele sagen til gartneren , og sagt 
til ham : Emil , hvis der skulle tilstøde mig nogen 
ulykke , så er Brunn stifteren dertil , thi ved et 

tilfælde er jeg kommet til kundskab om en stor 
forbrydelse , som han har begået ; han har budt 
mig penge for at være tavs , men jeg har , hvor 
fattig jeg end havde det dengang afskået det , jeg 
ville før tilligemed mine sulte , end leve as blodpenge . 
Brunn har budt mig fem hundrede daler 
for disse papirer , men jeg sagde nej . “ 
„ Også det ved han , “ mumlede vinhandleren 
tilintetgjort . - 
„ Jeg ved alt , det har jeg jo allerede sagt 
dem flere gange i løbet af denne aften , men jeg 
vil vedblive , jeg forudsætter at musikanten endvidere 
har sagt : vil du læse disse papirer , Emil , 
og vil du , hvis der tilstøder mig noget være min 
hævner og gøre dit for at hjælpe min familie ? “ 
„ Skulle det virkeligt være sket ? “ spurgte 
brun . 
„ Det er sket ; gartneren kender deres hemmelighed , 
ved det mindste skridt imod Christensen vil 
han gøre anmældelse imod dem , thi han er mindre 
forsonlig end musikanten , idet tilfælde de vil ramme 
den sidste må de også fælde den første . De 
seer jeg råder dem som deres virkelige ven , — 
altså : plat og krone ! “ 
„ Hvad skal jeg gøre ? “ spurgte den vakelmodige 
brun . 

„ Kaste mønten i vejret , “ svarede Fischer , „ og 
lade den blinde skæbne afgøre resten . “ 
„ Vig fra mig , frister ! “ 
„ Det sagde Jesus ikke da han kyssede Judas , 
men det forstår sig , han var hverken hykler eller 
forbryder . , , 
„ Nuvel da ! “ sagde brun efter en kort indre 
kamp . „ Kom med daleren , jeg vil da forsøge 
det , skæbnen og ikke jeg skal bestemme om gartneren 
skal leve eller dø ! “ 
Fischer tog fmåleende en anden daler frem . 
„ Det er rigtigt , “ sagde han , „ lad skæbnen 
afgøre det ; det er det sædvanlige kneb hvormed 
enhver skurk søger at retfærdiggjøre- sig for 
den lygtemand som dumme mennesker kalder for 
samvittigheden . Kast nu ! “ 
„ Ja . “ 
Brun tog daleren i hånden , men uden 
at kaste . 
„ Nå , lad det i fandens navn få en ende ! “ 
„ Jeg er syg , “ mumlede vinhandleren næppe 
hørligt . 
I „ Så , “ svarede fristeren hånligt , „ var de 
» måske syg for syv år siden , dengang de druknede 
den handelsrejsende ; de holdt ham dog så 

pænt nede under vandet , uagtet de hørte , hvor 
det klukkede i ham . “ 
„ Jeg skal kaste , “ svarede den af angst sveddryppende 
brun , „ men hvorledes skal jeg bære 
mig ad ? “ 
„ Det skal jeg sige dem , når de holder mønten 
således , så vil plat ved et stød fra musen ved 
tommelfingeren nok komme opad , “ og han viste 
ham , hvorledes han skulle kaste . 
„ Gud stå mig bi , “ mumlede viinh and leren . 
„ Kast nu , for satan ! “ råbte Fischer , og gav 
ham et puf . 
Brun kastede skælvende . 
Det var plat . -- - gartneren skulle altså dø . 
„ He , hel “ lo fischer- „ Jeg seer at de har 
iagt den : mine ord på hjertet , ved lucifer ! det 
var et godt kast ! når enhver ville lade skæbnen 
råde ; på den måde , som de nu gjorde det , 
så ville tilfældet altid komme en smukt tilhjælp . 
Altså det er besluttet , musikanten dør , og gartneren 
følger ham ? “ 
„ Gartneren følger ham , “ gentog vinhandleren , 
sig selv ubevidst . „ Bien , “ vedblev han , idet han 
samlede sig , „ hvorledes får jeg papirerne ? “ 
„ Dem skal jeg bringe , når de vil møde mig 
3 

i » , « » . » Mk . . -^ 
26 
om otte dage ved midnatstid på det samme sted , 
udstød et ugleskrig , og jeg skal da være her . “ 
„ Hvorfor skal jeg netop komme på den tid ? 
Kan de ikke ligeså godt sende dem til mig i mit 
hjem ? “ 
„ Tosse ! vil de , som ellers altid er så forsigtig , 
vil de udsætte dem for , at de kostbare 
og dyre dokumenter skulle falde i hænderne rå 
andre ? “ 
„ Nej , de har ret . “ 
„ De rejser altså i morgen og kommer ikke igen 
før om seks uger ? så vil det hele være forbi . “ 
„ Jeg skal ikke komme igen før . 
„ Pagten er altså sluttet ? “ spurgte Fischer , og 
udstrakte sin hånd . 
„ Pagten er sluttet , “ svarede niinhandlersn lidt 
ængstelig , og gjengjældte hans håndslag . 
„ Rejs så , om otte dage ses vi , husk ugleskriget ; 
godnat og sov vel , men frem for alt , drøm 
behageligt ! “ 
Et øjeblik efter stod brun alene , den anden 
var som ved et trylleslag forsvundet . 
„ Man skulle næsten tro , det hele var en drøm , “ 
Mumlede han . „ Vender de onde ånder da tilbage 
i vore dage , jeg må næsten antage det , der nys 
er passeret , for et sandsebedrag . “ 

et fjernt ugleskrig mindede ham om , at det 
var virkelighed . 
„ Drøm behageligt , “ mumlede han , idet den 
kolde sved perlede på hans pande , og derpå 
løb han som en besat indtil han nåde sit hjem . 
Fischer havde imidlertid nået et lille hus , 
som lå i udkanten af møgellønder , da han var 
kommet dertil bankede han på en af ruderne , 
først to slag , derpå tre , og døren blev åbnet 
for ham af en ung , smuk mand , på hvem man 
kunne se , at udsvævelsen havde trykket sit stempel , 
hans klædedragt var heller ikke den bedste ; 
et par grå bukser med trevler forneden og en 
stortrøje af et noget tvivlsomt udseende , det var 
hele hans påklædning . 
„ Nå , “ sagde han , da Fischer var kommet ind 
i den lave stue , som en osende tranlampe oplyste , 
„ nå , gik så vinhandleren i tøjet ? “ 
„ Hjælp mig først kavaien ask og giv mig en 
snaps , så skal jeg svare dig . “ 
Han hjalp nu i taushed den gamle af med 
kappen , samt skænkede ham en snaps i et pægle 
glas af en stor klugflaske som stod på bordet . 
Det er nødvendig , at vi gøre vore læsere 
bekendte med Fischers udseende , da han er bestemt 
til at spille en vigtig rolle i denne roman . 

han var en kraftig mand på henimod de 
treds , høj , med en skank figur , som alderen 
ikke havde været i stand til at bøje , hans hoved 
var omgivet af korte , hvide lokker , en høj 
pande og en smukt formet romersk næse gjorde 
ham næsten til en ældre Israel , kun var der noget 
vist slikkende i hans blik , som fordærvede det 
iøvrigt gode indtryk hele personen gjorde . Han 
var iført grove mørke benklæder og en åbentstående 
vest af samme farve , et sort silketørklæde 
bundet i en flot sømandsknude , slyngede sig næsten 
koket om hans Hals og lod en upåklagelig hvid 
skjortekrave til syne , en lille pijekkert og høje støvler 
fuldstændiggjorte denne påklædning . 
Den unge havde som sagt skænket ham en 
snaps , som han i et drag tømte . 
Fischer smækkede med tungen og udbrød 
ærgerligt : 
„ Gid fanden annamme dette halvtydske pak , 
med samt deres Kymmel , ikke engang en ærlig , 
dansk dram kan man få hos dem , nej , da priser 
jeg kongeriget , jeg vil sket ikke tale om udlandet , 
hvor man for den tamme betaling drikker vin , 
som man her pøler skillingsøl i sig . “ 
Den unge svarede ham med et suk , og sad 
sig tavs lige overfor ham . 

„ Nå ! “ vedblev den gamle , idet han rykkede 
lampen længere frem på bordet . „ Du er så 
stille , min dreng , har du nu igen fordybet dig 
i fortidens lærde grublerier , og er bleven blød 
om hjertet ved tanken om fordums glans og 
herlighed , giv tid ! vor rolle er endnu ikke spillet 
tilende , livets forfatter giver os nok endnu et 
par scener fil at spille med i , og kommer vi først 
ind faran lamperækken , så skulle det gå tilmed 
fandens kunster , om vi ikke skulle extemporere 
således , at publikum vil falde i forbavselse derover 
og klappe , men det hele bliver , at bruttojndtægten 
tilfalder os . “ 
„ Bare det ikke er forbi med komedien for denne 
gang , “ indvendte den yngre . 
„ Vås ! her i verden gælder det blot om at 
benytte lejligheden , og når den ikke er der , da 
selv skabe den , det virkelige geni vil altid vide 
at sinde sin rette plads , om det også undertiden 
seer noget sort ud , så blæse være med det , efter 
regn kommer solskin ! og torden renser luften ! 
Som corsaren siger . “ 
„ Ja , men lynet slår altid ned , og det er 
mindre behageligt at blive ramt . “ 
„ Nu snakker min gås ! — hvad har man 
lynafledere fil ? man måtte være et stort fæ , 
— 

når man ikke krøb i læ for uveiret . — sølv er 
en herlig isolator , hvad siger du dertil ? “ og den 
gamle tømte den lærredspose , hvori han havde 
gemt pengene , som han havde modtaget af vinhandleren . 
Den unges øjne funklede . 
Han lod hånden med begærlig hast fare 
omkring imellem mønterne . „ Penge , “ mumlede han , 
„ Penge , nå gud være lovet ! “ 
„ Vær stille ! “ svarede Fischer , „ rasl ikke med 
dem , der var ellers let nogen som kunne høre det , 
forresten har jeg ikke fået dem i guds navn , 
men kun ved at fpille satan . Bed og tig i guds 
navn om en skilling til brød , og ingen vil 
hjælpe dig , truer du derimod med djævelen , ja 
så kommer alle . “ 
Den anden hørte ham ikke , han var alt for 
beskæftiget med sine egne tanker . 
Endelig sagde han : 
„ Planen er altså lykkedes , han gik ind på 
dit forlangende ? “ 
„ Ja naturligvis , han blev jo tvunget dertil , 
jeg havde ham alt for meget i min magt til at 
han turde afslå at gå ind på mit forlangende . 
Du skulle have set , hvor stymperen rystede 
da jeg tvang ham til at kaste plat og krone om 

gartnerens liv , nu rejser han i morgen og vi have 
vundet spillet for en kort tid ; de tusinde daler 
som han ligger inde med , de skal snart få ben 
at gå på og flere til , har jeg ham først skal han 
ikke skippe så let , jeg skal pine og plage ham til 
han ikke har en skilling tilbage , jeg skal bygge 
hele min plan på hans overtro , og imedens 
spadserer hans møntsorter stykke for stykke over 
i vore lommer . “ 
„ Vor rød er altså afhjulpet for øjeblikket , “ 
Svarede den yngre bestandig tankefuld . 
„ For øjeblikket , siger du , ja du mener da vel 
for bestandig ; når brun er ødelagt , kommer 
touren til en anden , vi skal blive rige , rige som 
crøsus vardet ; endelig har jeg da fundet et middel 
som er ufsilbarligt og det skal også blive benyttet , 
det kan du stole på , jeg skal ikke længer som i 
fordums dage gå blindt på rov ; nej , der gives 
også andre , som tilfældet har kastet ind i de 
højere stillinger her i denne verden , disse betjenede 
og dekorerede forbrydere , del er i deres forbrydelser 
jeg vil spekulere , finder jeg den mindste 
glød , så skal jeg puste til den bliver flamme og 
derfra til slutning går over til en mægtig brand , 
der selvfortærende ødelægger alt , hvad der kommer 
i dens nærhed . Penge skal kun være det eneste , 

som skal kunne dæmpe , men ikke slukke flammen ! 
Gud , det er forstanden ; jeg har forstanden ! altså 
jeg er gud ! 
„ Fordømte Kymmel ! “ vedblev han efter at have 
tømt sig et nyt glas , „ det smager som om det 
var brækvand ! nå , det er kun i aften at jeg endnu 
er tvunget til at skuge dette kartoffel-surogat i 
mig , fra i morgen , så drikker jeg atter vin . “ 
„ Du skulle ikke drikke så meget , “ svarede den 
anden halvt ironisk . „ Drik skøver forstanden , og 
forstanden er jo efter dine egne ord gud . “ 
„ Lad mig om det , “ svarede Fischer , idet han 
lod som om han ikke bemærkede den ingres ironi . 
„ For at du imidlertid skal se at jeg ikke er skøv 
endnu , så skal jeg fortælle dig min plan , hvori 
du også skal medvirke ; indprænt dig nu nøjagtig 
hvad du har at gøre , thi meget vil komme til at 
bero på din snildhed ; jeg ' laver fælden og du 
fanger vildtet , når det først er kommet deri , du 
får leren og jeg arbejdet . “ 
Han udviklede nu sin plan som vi senere skal 
komme tilbage til . 
Klokken blev tre og lampen slukkedes , vore 
to samtalende havde i søvnens arme søgt trøst 
for dagens besværligheder . 

-- -- i kuvveriffen , 
kiuhobcn gløder , mens de køgte gifte » , 
den blev » ddcelt som var det sakramentet , 
langt flere sarte end jeg havde ventet 
indfandt flg beder , og qnadcd he^esangen , 
på bugen krot ' de , snildt som slangen . — — 
( h . C . Andersen : . . Mnlaten “ . ) 
hos Christensen havde , som vore læsere vel 
kan tænke sig , ikke et eneste medlem af familien 
lukket et øje den nævnte nat ; alle ventede , om just 
ikke med lengstelighed , så dog med en vis spænding 
på hvad der ville ske ; de kendte viinhandhandleren 
for godt til , ikke af vide med bestemthed 
af han ikke var den mand , der når han følte sig 
fornærmet , da lod det gå upåagtet hen . 
Christensen havde også en anelse om , af 
brun ville gribe enhver lejlighed til af skade ham . 
Men han tænkte dog ikke på , af han blev 
stræbt efter livet , vognmanden var den eneste som 
i tillid til den gode sag var aldeles rolig . 
„ Lad dem kun komme , det hyklerpak , “ sagde 
han , „ jegskal nok more dem , de skal hverken komme 
for tidligt eller for sildigt , jeg skal slå en sådan 
klo i vinhandleren , af han nok for det første 
skal glemme at tappe vin af , jeg skal sådan baldyre 
ham , at lysten til at slå vinduer ind , skal 
forgå ham til en anden gang ! “ 
Christensen derimod sagde intet , men han tænkte 

derimod ved sig selv : „ Jeg kan vente brun her 
i nat med hans hele pæne selskab , han vil naturligvis 
gøre alt muligt for at ophidse dem imod 
mig , og under denne hurlumhej , der som en følge 
af spektaklerne vil opstå , vil han gøre et forsøg 
på at bemægtige sig de for ham kostbare papirer , 
men det må jeg i tide sørge for , at det ikke skal 
ske , men hvorledes ? det er netop knuden af det , 
man kan jo aldrig vide hvilken ende historien kan 
få . Jeg har det ! “ udbrød han pludseligt , „ det 
er den eneste fornuftige måde at gribe sagen 
an på . “ 
„ Hør peerfen , “ sagde han til denne , „ vil du 
gøre mig en stor tjeneste ? “ 
„ Ja vel vil jeg det , “ svarede vognmanden , 
„ er du i forlegenhed for penge , få skal du ikke 
lade det genere dig , du kan godt få nogle hundrede 
daler hos mig , men jeg har dem ikke hos 
mig , når vi kommer til Løgumkloster , så skal jeg 
gerne forstrække dig med så meget jeg kan . “ 
„ Nej vist ikke , “ sagde Christensen . „ Kom , lad 
os gå ind i det andet værelse , så skal jeg betro 
dig , hvad der ligger mig på hjertet . “ 
Da de vare komne ind i den stue , hvor pulten 
stod , lukkede sidstnævnte omhyggeligt døren og 
sagde : 

„ Hør persen , du har ved flere lejligheder 
viist dig som en trofast ven ; jeg vil derfor betro 
dig en stor hemmelighed , men det er kun under 
tausheds løfte , du må love mig at tie og kun 
åbenbare hvad jeg nu vil sige dig , hvis der skulle 
tilstøde mig en ulykke som jeg har en anelse om 
vil ske . “ 
„ Du med dine anelser om ulykker , er du 
bleven overtroisk , eller har du drømt om katte , 
du , som ellers altid har været den lystigste af os 
alle , jeg kan ikke forklare mig din pludselige misstemning . “ 
„ Som oftest skjuler det lystigste ydre , den mørkeste 
stemning , og jeg vil ganske oprigtig tilsfåe 
dig at jeg er bange for hvad denne nat vil bringe 
ikke så meget for mig selv som for min familie ; 
men vil du som sagt , give ulig løfte med hånd 
og mund på taushed , så skal jeg fortælle dig 
hvad der i mange år , som en tung sten har 
hvilet på mit hjerte og min samvittighed . “ 
„ Så vist som jeg tror på en gud , så vist 
lover jeg dig at tie , “ svarede vognmanden og udstrakte 
sin-hånd imod Christensen . 
Han modtog den og sagde med et suk : 
„ Det er nu omtrent otte år siden , at jeg en 
vinternat , efter at have spillet til et klubbal i 

Ribe , hvortil jeg grundet på den i byen værende 
dårlige musik var bleven forskreven . Det var en 
vinternat siger jeg , at jeg gik hjem ; jeg logerede 
dengang på et lille gjæstgiversted nede ved havnen ; 
jeg ved ikke hvad det var for et indfald jeg 
fik , men jeg gik igennem den såkaldte slotshave 
og derigennem løber som du jo vel ved , en å , 
der udmunder henne ved vandmøllen . På engang 
hørte jeg skrig , jeg ilede efter lyden og kom tidsnok , 
i afstand at kunne skimte to kæmpende skikkelser 
på broen , jeg kom tidsnok siger jeg , men 
det var dog forsilde , thi den ene skikkelse blev 
pludselig kastet i vandet , hvorpå den anden greb 
en lang Stang og holdt ham nede . Morder ! 
Råbte , jeg og løb så hurtigt som mine ben kunne 
bære mig hen tll stedet ; imedens jeg løb hørte 
jeg en kort rallen og alt var forbi . 
„ Han har såt sin bekomst , “ sagde den tilbageblevne 
og trak stangen til sig . 
„ Ulykkelige , hvad er det de har gjort , “ udbrød 
jeg . 
Den tiltalte vendte sig om , og jeg stod ansigt 
til ansigt med vinhandleren . 
„ Brun ! “ udråbte persen . 
„ Ja , brun ! Du kan tænke dig min forbavselse , 
for ikke at sige skræk , ved at opdage hvem 

det var som jeg havde overrasket , — han var altså 
en morder . “ 
„ Ulykkelige , hvad har du gjort ! “ gentog jeg . 
„ Stille ! For himlens skyld , “ svarede han , 
„ forråd mig ikke , hvad du har set , er jeg næsten 
bleven tvunget til ; han overfaldt mig og truede 
mig på livet , efter at han først havde såt lokket 
mig herhen , hvor han troede , at der ikke var et 
menneske i nærheden , jeg skal fortælle dig , hvorledes 
det hele hænger sammen . Som du ved , 
blev min ældste datter Henriette i fjor forlovet med 
den engelske handelsrejsende , og vi troede alle at 
den hellige grav var vel forvaret , men tak ! der 
skulle vi have det , for en månedstid siden , opdagede 
vi til vor store sorg og bedrøvelse at 
Henriette var i omstændigheder , jeg skrev til England 
efter north , den handelsrejsende , om øjeblikkelig 
at komme for at gøre sin fejl god igen , men 
tænk dig så , vi vare alle blevne bedragne , der 
havde aldrig eksisteret nogen north , min datters 
forfører var altså en forbryder , der under et 
falsk navn ikke alene havde forlokket hende , men 
tillige bedraget mig for flere hundrede daler , et 
stød som jeg nu ikke så mig i stand til at bære . 
Jeg og min kone vare nærved at fortvivle , da 
får jeg i går Morges et brev fra den falske 

north om ufortøvet at møde ham . i Ribe ; og jeg 
rejste , efter at have truffet ham , overøste jeg ham 
naturligvis med bebrejdelser og ville have at 
han skulle holde sit løfte i henseende til min datter , 
og han viste sig villig til at indgår på alt ; 
men det var atter et bedrag , til slutningen fik han 
lokket mig herud for omtrent en time siden og 
ville nu med magt fratvinge mig beviserne for 
hans gæld til mig , efter at han først havde fået 
mig halvt beruset , ja , han gik endog så vidt , at 
han trak kniv imod mig og ikke alene truede mig , 
men gjorde forsøg på at berøve mig livet ; derved 
opstod denne kamp som du har set , og at 
jeg dræbte ham var kun nødværge for ikke selv 
at blive dræbt ; nu ved du det hele og kan angive 
mig om du vil , men husk på , at du da vil 
få et mord på din samvittighed ; min anholdelse 
overlever jeg ikke , thi med hurtig hånd vil 
jeg gøre ende på en tilværelse , som skurken , 
der nu er død , har bidraget til at gøre så glædesløs 
som muligt ! “ 
Således-talle brun til mig , og efter mange 
overtalelser lykkedes det ham endeligt at få mig 
til at love ham taushed . Jeg gik dybt rystet fra 
ham , men da jeg var kommet til mit logis kunne 
jeg ikke sove , og gik atter hen til stedet , hvor 

mordgjerningen var forøvet , og der fandt jeg en 
tegnebog som gav mig fuldstændige oplysninger . 
Brun havde løjet for mig . 
I tegnebogen lå sire falsfe Veksler , som 
han havde udstedt og forsynet med bekendte mænds 
underskrifter . 
Jeg kendte alt for godt Bruuns håndskrift 
til et eneste øjeblik at kunne tvivle . 
Det var altså for at komme i besiddelse af 
disse sire Veksler , at han havde myrdet den handelsrejsende . 
Tvivlrådig som jeg var , vidste jeg ikke hvad 
jeg skulle gøre . 
Efter nogen overvejelse besluttede jeg at 
gemme tegnebogen , og se hvad tiden ville 
bringe . 
Jeg blev to dage længere i Ribe end nødvendigt , 
for at se om der ikke ville blive indledet 
nogen undersøgelse , når liget af north blev 
fundet , men det fandtes aldrig . 
Brun havde på en for mig ubekendt måde 
vidst , at fkaffe det afvejen . 
Jeg var nærved at antage alt for en drøm 
eller følgen af en ophidset fantasi , dersom ikke 
tegnebogen og dens indhold havde overbevist 
mig om det modsatte . 

jeg gik i en stadig ængstelse , ligesom om 
det var mig , og ikke brun , der havde begået 
denne forbrydelse , hvortil jeg var blevet et ufrivilligl 
vidne . 
Efter et helt Års stadige pinsler af samvittighedsnag 
kunne jeg en dag ikke længere holde 
det ud , og gik op til brun og foreholdt ham 
hans forbrydelse . 
Han havde imidlertid frækhed nok til at nægte 
det hele , og true mig med en anmeldelse for den 
forbrydelse , som han havde begået . 
Nu forgik tålmodigheden mig , og jeg viste 
ham tegnebogen med samt dens indhold . 
Da begyndte han at give køb , og tilbød 
mig store summer for at komme i besiddelse 
af dem . 
Men jeg var ubøjelig . 
„ Hvor har du gjort af liget ? “ sagde jeg . 
„ Sig først hvor det er , før der kan være tale 
om noget . “ 
„ Hvilket lig ? “ spurgte han tilsyneladende 
aldeles forbavset . „ Er du gal , Christensen , tag 
dig i agt , at jeg ikke lader dig arrestere for momentalt 
vanvid . “ 
„ Hvad vover du at sige ! “ råbte jeg forbitret . 
„ Vil du da måske også sragåe , at din datter 

er bleven besvangret af den , som du så skændigt 
hak myrdet ! 
„ Min datter har aldrig været besvangret , “ 
Svarede han , „ og du må skamme dig over at 
komme med sådanne beskyldninger imod en retskaffen 
og ærbar pige , hvad ondt har jeg og min 
familie gjort dig ! hvorfor vil du bringe skam 
og skændsel over min datter og gøre mig til 
morder ! Fy , du må skamme dig , “ vedblev 
han , idet krokodilletårerne løb ham ned ad 
kinderne . 
„ Såmegen frækhed havde jeg ikke ventet mig 
og jeg forlod aldeles målløs af forbavselse denne 
skurk . 
Men følgerne skulle ikke længe udeblive , ved 
enhver lejlighed , som der kunne tænkes , følte jeg 
Bruuns hadefulde angreb på mig , men jeg målte 
tie af frygt for af blive anklaget for meddelagtig 
i et mord , hvortil liget manglede . “ 
„ Det skulle ikke have været mig , “ afbrød 
persen , „ jeg skulle nok have viist denne fordømte 
viiuhandler noget andet ; jeg har hidindtil kun 
anset ham for af være fordrukken , men nu seer 
jeg af han er en af de største kæltringer , som d > > r 
kan gives . Meld ham , endnu er det ikke forsilde . “ 
„ Hvem svarer mig så for af ikke hele se^en 
-t 

bliver kastet over på mig , jeg kunne iet blive beskyldt 
for af det var mig , der havde forfalsket vekslerne , 
og af had til brun , nu søgte af styrte ham ; 
desuden er han familiefader , og derfor ville jeg 
nødig for deres skyld , berøve en mand hans borgerlige 
lere , om han endogså ti gange fortjente 
øksen , desuden hvor er liget . “ 
„ Ja , hvor er liget ? “ gentog persen . „ Du 
har også gået alt for længe og dulgt denne rædsomme 
hemmelighed til af du nu kan opdage den , 
du vil blive beskyldt som hæler og blive straffet 
såvelsom brun ; men det er da også en forbandet 
historie ! hvor er Henriette nu henne ? “ 
„ Det ved jeg ikke , hun skal forresten nu være 
i Amerika , thi hun rejste to år efter , som man 
sagde til nem-kork og er senere bleven gift derovre 
med , — jeg ved ikke hvem . “ 
„ Fanden står også i det hele . Du har 
nu ved din blødhjertethed lavet dig et ris til 
din egen ryg , som det vil blive vanskeligt at tilintetgøre . 
Når vinhandleren har kunnet dræbe 
north , så er det mærkværdigt at du har fået 
lov til at gå så længe . “ 
„ Husk vexlernel “ 
„ Ja , det er også sandt ; men nu vil han vel 
benytte disse lovløse og bevægede tider , der ved 

kongens død efter al sandsynlighed vil indtræffe 
til at gøre dig kold . “ 
„ Ja , jeg frygter for det . “ 
„ Hvad vil du nu gøre ? “ 
„ Ja seer du , det er det jeg vil tale med dig 
om . Brun vil naturligvis gribe lejligheden og 
lade sine venner tilintetgøre mig , samt gøre min 
familie forsørgelsesløs , samtidig dermed vil han 
forsøge på at sætte sig i besiddelse af papirerne , 
for at dette nu ikke skal ske , så vil jeg bede dig 
om at gemme dem for mig , og hvis der skulle 
tilstøde mig noget , og du kan indse at brun har 
den mindste finger med i spillet , da gør hvad du 
lyster , og jeg giver dig frit lov til at tale . “ 
„ Hvor har du papirerne ? “ spurgte persen . 
„ Her , “ svarede chrisfensen , idet han gik hen 
og åbnede pulten samt tog en temmelig tyk tegnebog 
ud deraf , „ her er de sire papirer , samt nogle 
brevs som Henriette har skrevet til north . “ 
Chrisfensen tog et ark papir og indsvøbte 
tegnebogen deri samt slog et krydsbånd derom , 
derpå tog han og forseglede det hele og påtrykte 
sit signet . 
Da han var færdig med disse forberedelser , 
greb han en pen og skrev udenpå pakken : at 
åbne efter min død . 

„ Se så , “ sagde han , „ nu er jeg mere rolig , 
denne forbrydelse vil ikke være skjult , hvis at brun 
skulle udøve en ny ved at lade mig forsvinde , som 
den stakkels north ; gem pakken og benyt den først 
efter min død ; hvad min kone og mine børn 
angår , ja dem må gud sørge for . “ 
„ Å , en anden får vel også lov til at 
hjælpe lidt til , “ svarede persen godmodigt , idet 
han gemte den modtagne pakke ; men endnu er 
der da ingen fare på færde , i morgen rejse du og 
dine hjem til mig , hvor i bliver indtil videre , 
og kommer tid kommer råd , siger det gamle 
ordsprog . “ 
„ Ja , men natten er ikke forbi endnu , og jeg 
har som sagt en anelse om , at det vil gå mig ilde . “ 
„ Du er bleven en slem heldøre i den senere 
tid , lad det fare og bliv igen som tidligere den 
gamle , muntre Christen . Men kom , lad os igen 
gå ind til de andre , det er ikke værd , at de 
kommer til at gøre dem tanker om vor samtale . “ 
Lidt efter gik begge vennerne tilbage til familien . 
I spændt forventning blev de alle oppe for 
at være forberedt på hvad der ville ske . 
Men der skete intet den nat , alt forblev roligt . 
Da dagen atter begyndte at lyse , forlod persen 
dem for at se til sine heste . 

„ Gør eder nu i stand for så vidt i kan , “ sagde 
han , idet han gik , „ om gud vil rejser vi i eftermiddag . 
Tag det nødvendigste med og lad pigen 
blive tilbage , for at jeg hos hendesenere kan hente 
møblementet og de andre sager . “ 
Da persen kom ind til Tønder , hvor han 
havde sine heste stående i humlekærrens stald , 
( vognen stod , som altid var tilfældet , på gaden ) 
erfarede han , at begge hestene vare blevne syge , 
og han måtte nu hente dyrlægen til dem . 
Vinhandler brun var pludselig rejst til 
Hamborg . 
Henad formiddagen kom der en ung , elegant 
klædt herre med mørkt hår og et stort sort skæg 
ud til Christensen , han forlangte at tale med Herren 
i huset , da han havde en vigtig meddelese at 
gøre ham . 
Christensen førte ham ind i det værelse hvor 
pulten stod , samt bad ham om at tage plads . 
„ Ere vi aldeles sikre her , så at ingen kan 
høre os ? “ spurgte den fremmede , da de vare 
blevne ene . 
„ Aldeles sikre , “ svarede Christensen . 
„ Nuvel da ! det som jeg har at sige dem vil 
forekomme dem gådefuldt og besynderligt , men 

det skeer kun til deres eget bedste . — altså har 
de ingen fjende ? “ 
„ En fjende ! hvad mener de dermed , om jeg 
må spørge ? “ 
„ Jeg spørger dem , om de ikke har nogen 
fjende ? “ 
„ Det har vel alle mennesker , mere eller mindre , 
hvem kan vel sige sig fri for det ? “ 
„ Her er ikke tale om nogen almindelig fjende , 
men om de ikke har en som de kender , en 
som de kunne tænke dem , havde svoret deres 
undergang , kort sagt , en der stræbte dem efter 
livet ? “ 
Christensen så studsende på ham . 
Den fremmede vedblev : 
„ Ja eller nej ! De gætter vel hvem jeg sigter 
til ? Hvis det forholder sig således , så svar mig 
oprigtigt , og jeg skal forklare mig nøjere . “ 
„ Nuvel ! ja , jeg har en sådan , som de 
omtaler , og det en , som jeg kan frygte det 
værste af . “ 
„ Godt ! jeg ved hvem de mener , det er brun , 
vinhandleren , han vil deres død , for at tilintetgøre 
et bevis imod ham , og tillige komme i 
besiddelse af visse papirer , som de har liggende 
i deres pult . “ 

„ De tager fejl , min herre , “ svarede Christensen . 
„ De finder dem ikke mere i mit værge . “ 
Den fremmede studsede lidt , men kort efter 
tilføjede han : 
„ Ja så har de overgivet dem i deres gode 
ven , Buschs værge . “ 
„ Heller ikke det . Papirerne befinder sig på 
et sted , hvorfra , så snart der tilsløder mig det 
mindste , vil blive gjort anmeldelse . “ 
„ Det vil blive unødvendigt , thi deres fjende 
vil falde før dem , men han har mægtige hjælpere , 
som vi foreløbigt bliver nødsagede til at skuffe , 
thi ellers vil hele vor plan ryge i lyset . Hør 
mig , de bliver nødsaget til at lade deres familie 
rejse , samt indbilde folk heri byen at de bliver 
tilbage , men hvad dem selv angår , så må 
de endnu i nat rejse til København , hvor de 
må opholde dem under et andet navn . Tag 
så meget af deres tøj med , som de kan overkomme , 
thi jeg kan ikke frelse det tilbageblevne . 
Den røde hane vil i nat gale på deres tag 
og i ruinerne af det afbrændte hus vil man finde 
et lig som vil gå for deres . Lad verden blive 
i den tro , at det er deres , derved vil de stå 
dem bedst for øjeblikket . Deres tid er ikke kommet 
endnu . — kan deres kone være tavs ? “ 

„ Jeg tror det . “ 
„ Ler er ikke tale om at tro , te må vide 
det med bestemthed . “ 
„ Ja hun kan . Jeg har øfte haft beviser 
derpå . “ 
„ Nu , så kan de sige til hende , hvorledes 
alt hænger sammen , men kun til hende alene , 
hører de ! “ 
„ Men hvem er de , nun herre ? og hvem borger 
mig for , at te vil mit vel ? “ 
„ Det gør min alvidenhed i henseende til 
deres sager , og jeg har desuden en stor gæld , 
at afgøre med brun , mit navn er north , den 
levende døde , ja så behøver jeg vel ikke at sige 
dem mere . “ 
Christensen var nærved at falde ned af stolen 
af forbavselse . Brun var altså imod hans villie 
ikke nogen morder . 
„ Det er altså afgjort , at te vil fjerne dem 
herfra , og følge mine råd i et og alt ? “ vedblev 
den fremmede med en let overgang . 
„ Ja , det lover jeg dem . “ 
„ I henseende til penge er jeg desværre ikke 
sådan stillet , at jeg for øjeblikket kan stå dem 
ln , men senere kan jeg måske gøre det , dog , det 
er ikke sagt , at jeg vil blive i stand dertil , tror de 

derfor , at de for det første kan hjælpe dem selv 
i henseende til deres ophold ? “ 
„ Ja ! thi da jeg med tenimelig bestemthed ved , 
at der vil blive sørget for min familie , så at den 
ingen nød vil komme til at lide , så kan jeg nok 
med de få skillinger som jeg har sammensparet 
mig , leve i et årstid . “ 
„ Det er mere end tilstrækkeligt , inden den tid 
håber jeg at alt vil være afgjort ; brun er købt 
af agitationen og vil ved sin egen uforsigtighed 
styrte sig selv i fordærvelse . — der foreslår 
såvel Slesvig som Danmark tunge tider , men vi 
ville håbe at den gode sag må sejre . “ 
„ Bien stig mig , niin herre , “ spurgte Christensen , 
„ hvor det kan være , at te , der er en englænder , 
taler så godt dansk ? jeg havde hørt , at 
de ikke var vort sprog mægtig . “ 
„ Det er ikke altman skal svare til , og dekan 
vel indse at et langvarigt ophold i et land , til 
slutning må have nogen indflydelse på sproget ; 
desuden er der ingen som lærer hurtigere 
dansk end vi englændere . — det er altså afgjort , 
de reiier . “ 
„ Jeg rejser , og jeg lover dem at jeg skal holde 
mig deres råd efterrettelig . “ 
„ Godt ! Jeg seer at vi forstår hinanden , 
s 

jeg skal nok vide at sinde dem i København , om 
en måned skal de høre fra mig . “ 
Den fremmede rejste sig og hilste høfligt på 
familien og gik nynnende ned ad trapperne , som 
om han havde haft den mest ligegyldigste samtale 
med Christensen . 
Da han var kommet ud på vejen stod han 
og drejede sig til højre og til venstre , ligesom han 
betænkte sig på hvilken side ban skulle vælge , 
endelig besluttede han sig og gik ad Møgeltønder 
til ; da han omtrent var gået halvvejs « , mødte 
han en gammel , affældig tigger , som betlende udstrakte 
hånden imod ham , idet ban med rystende 
stemme bad : 
„ En skilling til brød , gode herre , jeg er få 
sulten . “ 
Den fremmede standsede og tog sin portemonnaie 
frem , men det lod til at han havde ondt ved 
at sinde den mønt , som han ville give den gamle , 
thi han ledte temmelig længe deri . 
Tiggeren blev stående med udstrakt hånd 
og ventede på gaven . 
„ Hvilket resultat ? “ spurgte han derpå med 
dæmpet stemme , idet hans øjne spejdede rundt 
omkring for at se , om der ikke var nogen i nærheden . 


„ Alt går efter -ønske , “ svarede den fremmede 
og søgte endnu ivrigere i portemonnaien ; 
musikanten og hans familie rejser i eftermiddag , 
og den førstnævnte har indladt sig på at spille 
død indtil videre . “ 
„ Bravo , min dreng ! godt spillet , du skal 
få guldmedaillen , hvis jeg forresten ellers skulle 
udstede nogen ; men papirerne , fik du dem ? “ 
„ Nej desværre , dem havde han ikke mere selv , 
han har givet en anden dem i forvaring , han 
ville ikke sige mig hvem , kun så meget fik jeg ud 
af ham , at det ikke var gartneren , som havde 
fået dem . “ 
Tiggeren rynkede i vrede sin furede pande . 
„ Gid da også fanden havde denne dumme 
Karl , “ mumlede han , „ hvem har han da givet dem til ? “ 
„ Ja , det ville han ikke sige ; han udlod sig 
kun med , at hvis der ville tilstøde ham en ulykke , 
så var der sørget for at det ville blive opdaget . 
Fæet blev ganske glad , da jeg præsenterede mig 
som north ; det var ligesom om en tung sten 
blev lettet fra violingniderens hjerte . “ 
„ Ja , ja , “ afbrød tiggeren , „ vi må altså 
passe på musikanten , som han var guld , for skulle 
der tilstøde ham noget ondt , så var hele vor 
plan i stand til at gå i lyset . Nu må jeg ind 

i byen og gøre forberedelser ; giv mig en skilling , 
thi jeg seer nogen komme nede på vejen , “ vedblev 
han , idet han med lerbødighed blottede sit 
hvide hoved og i en ydmyg stilling ventede på 
gaven . 
Den fremmede gav ham en skilling og bortfjernede 
sig hurtigt , idet han gik ad Møgeltønder til . 
Han havde næppe gået et bøsseskud , før han 
mødte en ung , smuk dame , der med hurtighed gik 
imod byen . 
Den fremmede hilste hende med anstand , hun 
gjengjældte rødmende hans hilsen , idet hun fordoblede 
sine skridt . 
„ På min lere , “ sagde han og vendte sig 
efter hende , „ det var en smuk pige , hvem kan hun 
vel være ? — nå , det kan jeg altid få at vide , 
for øjeblikket er det vel det bedste at man søger 
rønnen . “ 
Og han gik atter ; da han havde nået det 
hus , hvor Fischer aftenen forud bankede på , 
forsvandt han ubemærket . 
Den unge pige havde hurtigt nået den gamle , 
hvem hun uopfordret gav nogle penge , og uden 
af afvente hans taksigelser skyndte hun sig videre . 
„ Hun var næsten meer end smuk , “ sagde tiggeren , 
„ hun lignede Augusta ; — ja , det var dengang , 

man bar sig tosset ad , fordi man var ung , 
og ved snildhed havde svunget sig op og fået 
indflydelse , bildte man sig ind af være en allerhelvedes 
Karl , men så blev man også så vigtig 
af man var nær ved af sprække , — dumhed , 
hestedum vigtighed , som altid følger med ungdommen , 
— nå , ja , ja , bedre sent end aldrig . “ 
Da persen havde fået hentet dyrlægen , 
undersøgte han hestene , og erklærede , af hver af 
dem havde fået slået et søm op i den venstre 
baghov , så der kunne ikke være tale om af fortsætte 
rejsen med dem , det ville mindst vare fjorten 
dage før de atter kunne blive brugbare . 
Persen rasede og beskyldte staldkarlen for af 
det var hans forseelse , men der var intet ved 
sagen af gøre . 
Med denne efterretning kom han tilbage til 
chrisfensen . 
„ Det får intet af hjælpe , “ sagde denne , „ vi 
må afsted alligevel i dag , thi der er sket meget 
imedens du har været borte , “ og nu fortalte han 
vognmanden hvad der var sket . 
„ Da skulle fanden og ikke jeg rejse , når 
sagerne stå således , “ svarede persen . „ Du er 

el godt fæ , når du går lige ind i den fælde , 
som det er tydeligt at se , der er opstillet for dig , 
hele historien går blot ud på at få dig væk ! “ 
„ Ja , men jeg siger dig jo , al det var north 
som var her ! “ 
„ Snask north har du jo selv set , for mange 
år siden blive druknet af brun . “ 
„ Såsandt jeg lever , det var ham , hvem skulle 
også uden ham kende det ? “ 
„ Det er sandt , du ! “ sagde persen , hvis tankegang 
ved navnet brun , fik en anden retning . 
„ Vinhandleren er i morges rejst , jeg fik del at høre 
af postmesteren . “ 
„ Så må jeg afsted , “ svarede Christensen bestemt , 
„ der er ingen tid at spilde ; gør mig den 
tjeneste al låne heste hos gæstgiveren ; du kan 
jo dog alligevel umulig ligge her og vente på 
at Tine egne blive raske . “ 
Da der begyndte at mørknes havde hele familien 
pakket det meste af Christensens effekter og 
møbler på peærsens store fragtvogn , resten af 
tøjet var styrtet hen til hans gode ven , gartneren , 
hvor det foreløbigt skulle stå indtil videre . 
„ Stadsmusikanten havde allerede fået udbredt , 
al han i den første måned ville blive hvor han 
var ; senere ville han følge efter sin familie . 

hans kone og ' fire børn sad tillige med 
pigen på vognen og persen stod og rettede noget 
ned seletøjet . 
„ Har du assurance-policen hos dig , Margrethe ? “ 
Hviskedee Christensen til fin kone , idet han 
strakte sig på tåspidserne for at komme nærmere 
til hende . 
„ Ja , “ svarede hun næppe hørligt , „ når seer 
jeg dig igen ? “ 
„ Iovermorgen , min kære , ejegode hustru , “ 
Sagde han og trykkede varmt hendes hånd , „ tab 
nu blot ikke modet , hvad der skeer er jo nødvendigt , 
ikke alene for at frelse os , men tillige børnene . 
Persen var nu bleven færdig med hestene 
og tog plads oppe på vognen . 
„ Farvel ! “ sagde han , „ Klokken bliver mange 
og det er på tiden at jeg kører , hvis vi skal 
nå Løgumkloster i nat . “ 
„ Farvel , “ svarede Christensen og trak sig tilbage . 
Den tungt belæssede vogn rullede bort . 
Da han var bleven ene , så han længselsfuldt 
efter de bortkørte . 
„ Gid vi dog havde en ende på alle disse 
jntriguer , “ mumlede han , „ for at leve som en 
ærlig mand , bliver man af forholdenes magt 
tvunget til at skjule sig som en forbryder ! Ak , 

havde kongen blot levet , så havde jeg ikke været 
nødsaget til dette . “ 
Og han gik atter ind i det nu aldeles tomme 
hus . 
Klokken var henimod to om natten , da ftre 
skikkelser listede sig henimod Christensens hus . 
„ Har i nu alt hvad vi skal bruge , “ hviskedee 
en stemme til de andre . 
„ Ja , “ svarede en anden , „ det skulle gå 
løjerligt , til om ikke hele kassen skulle ryge i 
lyset . “ 
„ Råb dog ikke så højt , i djævelens skind 
og ben , “ vedblev den første stemme . „ Du kan 
jo let bringe en af snushanerne på halsen af 
os , og så vare vi net deran ; når jeg nu har 
lukketjer ind , “ sagde han endvidere til de to andre , 
som bar en temmelig stor genstand , „ så lægger 
i liget helt oppe under hanebjælken , samt stikker 
ild på et par sider , således at det kan blive 
rigtig forbrændt ! har i forstået mig ? “ 
„ Javel , “ var svaret . 
Da de vare komne til gadedøren , åbnede 
den første den , og vore fire banditter forsvandt . 
„ O , min gud ! så er det dog sandt ! “ sagde 
nn Christensen , som skjult bagved et hjørne havde 
været vidne til samtalen . „ Jeg havde lige indtil 

nn troet at det hele kun var sket for at forskrække 
mig , men sku seer jeg desværre , at alt vil indtræffe 
således som north sagde . “ 
Lidt efter blussede den klare flamme ud fra 
flere forskellige steder på huset . 
Christensen blev stående ubevægelig med tårer 
i øjnene og stirrede op mod det brændende 
sted , indtil en hånd greb ham stærkt om armen 
og en ubekendt stemme hviskedee ham i øret : 
„ Afsted ulykkelige ! er te ikke videre endnu , 
ved te da ikke , at det gælder deres liv . “ 
Han vendte sig om og kom til at stå ansigt 
til ansigt med en gammel hvidhåret mand . 
„ Hvem er de ? “ spurgte han forbavset og betragtede 
ham , hvilket han kunne , da flammerne 
fra det brændende hus allerede lyste stærkt . 
„ En , der vil deres vel , “ svarede den gamle , 
„ men bliver de her kan jeg ikke frelse dem , og 
de må dø ; seer de da ikke af det er alvor , “ 
Vedblev han , da den anden endnu tøvede , „ om ti 
minutter kan jeg ikke frelse dem og de vil være 
fortabt , da jeg formoder , af de har luret da mordbrænderne 
kom , så har te vel også set det lig 
som nu forkuller , og som skal forestille dem . Løb 
over markerne bort herfra , og kom ikke tilbage 
før de hører af brun er fældet , i København 

skal de nok høre fra os ; men nu må de bort , 
hører de kirkeklokken begynder allerede af gå . “ 
„ Farvel mit kære hjem , “ sagde Christensen 
vemodig , derpå styrtede han som pisket af furierne 
bort , og forsvandt i mørket . 
I byen begyndte der af blive nøre , vægterens 
horn havde lydt og råbet brand havde ledsaget 
del . 
„ Hvor er ilden , vægter ? “ var der blevet 
spurgt . 
Og svaret havde været : „ Hos stadsmusikanten . “ 
Kirkeklokken klemtede og byens sprøjter blev 
med megen besvær trukne ud af skuret . 
Da endelig brandvæsenet nåde til stedet 
for deres virksomhed , var det allerede forsilde ; 
huset var næsten nedbrændt , og resten som ilden 
endnu ikke havde fortæret stod ikke til at redde . 
Da klokken den var fire om morgenen var 
der kun en rygende gruushob tilbage af det hele . 
„ Stakkels chrisfensen , “ sagde nogle , „ han og 
familie er i går rejste til Løgumkloster , det bliver 
en ubehagelig overraskelse for dem . Han har da 
mistet alt sit indboe . “ 
„ Gud ved , om han havde assureret ? “ sagde 
andre . 
„ Vist havde han det ! “ svarede igen nogle . 

„ Jeg har hørt , al han ikke havde det ! “ 
„ Den ild er nok kommet særdeles belejligt , “ 
Hviskedee nogle skumlere . 
Men da man fandt de forkullede levninger af 
et lig , der nogle dage efter blev fremdragne af 
ruinerne , fik talen en anden vending . 
„ Stakkels chrisfensen ! “ hed det nu overall , 
„ en sådan død havde han nok ikke drømt om ! 
Det sørgeligste veo det hele er , at nu er familien 
uden støtte , hvem skal nu tage sig af dem ? “ 
Således gik det i lang tid , men der var 
ingen som gjorde det mindste skridt i henseende 
til , deres forsørgelse . Når der er sket en ulykke 
taler alverden derom , men kun de færreste er 
rilbøielige til ubemærket at afhjælpe den . 
Der blev foranstaltet en indsamling i byen , 
men beløbet , der kom ind ved samme , var så lille 
ar det ikke engang er været at nævne . 
Den eneste som der i virkeligheden tænkte på 
ar hjælpe , var gartneren , men hans midler vare 
så ringe , tilmed da det var vinterdage , hvor næsten 
alle gartnere , som ikke er rige , hovedet småt . 
„ Jeg tør give mit hoved på , at det er brun 
som er ophavsmanden til dette , “ mumlede han , 
ri han turde ikke tale højt derom . „ Men vent , 

min tid kommer vel også . Lad ham komme tilbage , 
og jeg skal tale et alvorsord med ham . “ 
Og brun kom tilbage . 
Men gartneren tav . 
Senere , omtrent en månedstid efter rejste 
også han og familie fra byen ; ingen vidste 
hvorhen . 
Det var otte dage efter vinhandlerens samtale 
med den ubekendte og han var atter kommet 
tilbage til byen , han havde tilligemed de andre 
udtalt sin beklagelse over den stedfundne ulykke 
med Christensen , hvis formentlige jordiske levninninger 
vare stedte til hvile på byens kirkegård . 
Ja brun havde endogså været så ædelmodig , 
at give ti rigsdaler til den efterladte familie . 
Klokken var henimod tolv , da vinhandleren 
begav sig hen til det af den ubekendte bestemte 
mødested . 
Han var ikke rigtig glad , omendskønt hans 
ønsker tildeels vare opfyldte , han var opfyldt ligesom 
af en vis ubestemt frygt , da han bævende 
af skræk , overtroisk som han var , udstødte ugleskriget . 


det var næppe hendøet , før en skikkelse ligesom 
opvokset af jorden stod for ham . 
„ De kaldte , her er jeg ! “ sagde denne . 
„ Kald på djævelen , og han er dig nær , “ 
Mumlede brun og veg forfærdet tilbage . 
„ Te seer jeg er præcis , fatter , “ vedblev den 
gamle , „ kan de forlange mere ? “ 
„ Nej , det ville være ubilligt ! “ svarede han . 
„ De seer , at hvad jeg lover , det holder jeg ; 
huset ligger i Aske og musikanten er rejst heden 
for at spille på basun for Vorherre , det var på 
min 2ere en brillant illumination vi gav ham 
med på rejsen , han behøvede ingen bengalske 
flammer til at oplyse slutnings-tablauet med , 
han gik med i løbet som brandoffer for satan ! “ 
Brun gyste . 
„ Det er forresten et kønt stykke arbejde jeg 
har leveret , naturligvis efter bestilling ; men jeg 
håber alligevel at få et lille orden fra helvede 
derfor . De kan tro , fatter at musikanten våndede 
sig svært imellem flammerne^ før han opgav 
ånden ; men der hjalp ingen kære mor , han 
skulle jo steges ! “ 
„ Forfærdeligt ! “ udbrød vinhandleren . 
„ Det værste af det hele var , at gartneren . 
Hans gode ven ikke var tilstede , få han kunne 

ikke komme med denne gang , men giv bare tid , 
imorgen nat afbrænder vi knaldhytten over hovedet 
på ham og giver ham med det samme en 
lille lussing , så han også stikker af til storarmeen . “ 
„ Nej , ner , “ råbte brun i angst , „ Busch 
må ikke dø , jeg vil ikke have det , hører de ! Christensens 
ånd har i nat været hos mig , og stævnet 
mig til gjengjældelse . O , det var rædsomt ! “ 
„ Ha , ha , ha ! “ lo den anden , „ han kan altså 
være på to steder , det er mærkværdigt , han må 
altså være , hvad man kalder for dobbeltgænger . “ 
„ Gud være mig nådig , “ stønnede skurken 
og skjulte sit ansigt i sine hænder . 
„ Når de først har overgivet dem til djævelen , 
tro aldrig det , den ondes princip lader aldrig 
den sjæl skippe , som han først har fået kløer sk 
te er hans for tid og evighed , da de besluttede 
dem til at gøre det af med north , underskrev 
de dem selv uafvidende pagten med fanden , og 
han bestilte plads og åbnede helvedes døre for 
dem . “ 
„ Ikke før ? “ vovede vinhandleren at spørge . 
„ Jo vist , længe før , “ grinede den gamle . 
„ Jeg ulykkelige ! der er altså intet som nu 
kan frelse mig ? “ 

63 
z „ Intet ! “ 
Z . Brun mere faldt end satte sig fortvivlet på 
k den sneebedækte grøftkant , og der blev en pause ; 
i . pludselig hævede han hovedet og sagde med bestemthed : 
i 
„ Gartneren må ikke følge den anden , jeg vil 
det ikke , hører de , jeg har allerede nok på min 
i samvittighed til at jeg vil forøge mine kvaler 
med et biord endnu . “ 
„ Godt ! som de vil , “ svarede den gamle 
lakonisk , „ vi antager altså at gartneren har fået 
kronen , dengang te for otte dage siden ved deres 
behændighed var så heldig at tilkaste ham plat , 
eller også har den hele historie kun været et 
fixeerspil . “ 
„ Kald det hvad de vil , men jeg vil ikke have 
at der må tilføjes gartneren noget ondt . Lover 
de mig det ? “ 
„ Nuvel , jeg lover det , endskønt det var skade , 
jeg var så godt i gang ; men det er det samme . 
Kartoffellæggeren skal få lov til at leve , det har 
de min hånd på . “ Og den gamle udstrakte 
sin hånd imod ham . 
Brun skulle nok vogte sig for at modtage den . 
„ Hvor har de papirerne ? “ spurgte han . 
„ Her ! “ svarede den ubekendte og samlede 
i i , ' vi 

under kappen . „ Satan ; “ udbrød han efter nogen 
tids søgen , „ jeg har glemt dem , men bi lidt , jeg 
stat sende en af de tjenende djævle efter dem ; 
forhold dem nu rolig og sig ikke et ord , ellers er 
deres tid forbi . “ 
Den gamle slog nu en kreds om sig med sin 
stok og tog sin tyvelygte frem , lyttede og mumlede 
en besværgelse i et for vinhandleren ubekendt 
sprog , derpå råbte han med sine lungers 
. fulde kraft : 
„ Mollock ! “ 
Han havde næppe udtalt før en mørk skikkelse 
stod for ham og uden at sige et eneste ord rakte 
en pakke ud imod ham . 
„ Det er ikke til mig du skal give papirerne , “ 
Sagde den ubekendte , „ men derimod til den , der 
har betalt dem . “ 
Skikkelsen nærmede sig brun . 
„ Vig fra mig , satan ! “ streg denne forfærdet . 
„ Gid jeg dog aldrig havde indladt mig med 
mørkets magter . “ 
Den gamle lo vildt . 
„ Nu er det forsilde at trække dem tilbage , “ 
Sagde han . „ Gjort gerning står ikke til at 
ændre ; men skynd dem nu , mollock han venter , 
og han må snart være tilbage , gør ham nu ikke 

vred , han var ellers i stand til at opføre en lille 
nunddands med dem her i sneen til lere for sin 
herre og mester , og jeg tror ikke , at den ville 
bekomme dem videre vel . Tag den dog ! “ vedblev 
han , da den anden endnu ikke havde bestemt sia . 
Brun greb rystende pakken . 
„ Og nu afsted , tilbage til helvede , mollock ! “ 
Sagde den gamle . „ Hils vor fyrste , den gamle 
arvefjende fra os begge , og sig , at vor fælles ven 
her , med det allerførste vil komme for at blive hos 
ham for bestandig . 
Skikkelsen snurrede sig rundt som en top og 
forsvandt med et hyl i nattens mørke . 
„ En tro tjener , “ sagde den gamle , da den 
var forsvundet , han er rigtignok undertiden noget 
vild i sine bevægelser , men man kan dog tæmme 
ham ; han er også noget ung i tjenesten endnu , 
han er kun henimod tusinde år gammel , men 
besindigheden kommer nok med tiden . 
„ Enten er det en tung drøm , eller også er 
jeg evig fordømt , “ mumlede brun . 
„ Det sidste , fatter , det sidste , nu er de en 
af vore ! tro aldrig det er en drøm , gå kun 
et par skridt herfra og de vil få overbevisningen 
i hænderne , ved at se på brandtomten 
histhenne , føl også på papirerne , som mollock 
6 

nys gav dem , disse dyre papirer , som de nu i 
snart otte år har smægtet efter , da de besluttede 
dem til at dræbe north fik de vejen til helvede 
at vide , og de har også senere troligt fulgt den , 
nu kan de snart ikke komme videre . Dog , det er 
sandt , lige for lige , når venskabet skal holdes , 
når de skulle få bud må de holde dem 
parat til at lyde , ihvad det så end er , thi vor 
fælles behersker tåler ingen modstand , ellers 
var han i stand til at blive vred , og skulle de 
nogensind komme i en øjeblikkelig stor forlegenhed , 
udstød så kun dristigt uglesfriget , hjælpen er da 
nær . God nat skurk , og drøm behageligt ! “ 
Og den gamle vendte ham ryggen og gik 
med rasters skridt end man , efter hans tilsyneladende 
alder , skulle have tiltroet ham tværs over 
markerne . 
Da vinhandleren var bleven ene greb samvittighedskvalerne 
ham først rigtigt , han smed sig 
med ansigtet ned i den kolde sne , og hulkede 
som et barn , han foldede hænderne og forsøgte 
på at bede til den gud , som han troede for evigt 
havde forladt ham , men selve bønnen svigtede 
ham , han kunne ikke finde den , og ikke et ord kom 
over læberne , endelig rejste han sig op , idet han 
stønnnede : „ Jeg vil tale med en præst , han mm 

kunne give mig midler ihænde til at blive frelst . “ 
Og med denne nye forhåbning begav den nedbøieve 
sig hjem , for at kaste sig på sit pinlige 
leje , hvor søvnen , trods alle hans forsøg , 
skyede ham . 
Vi ville følge den ubekendte , der , som fortalt , 
var gået over markerne . Så snart han var ude 
af sigte for brun vendte han om og søgte ly 
i det lille hus i Møgeltønder , hvor døren , efter 
det givne signal , åbnede sig for ham . 
„ Nå , min dreng ! “ sagde han til den der 
ventende yngre . „ Hvad siger du dertil ? det var 
en artig comedie jeg der lavede , du spiller også 
ganske fortrinligt mollock , det må man lade dig , 
en af de bedste skuespillere skulle have ondt ved 
at gøre det bedre ; denne anstand , hvormed du 
rejste dig op af grøften , denne taushed , hvormed 
du overgav ham papirerne , alt var beundringsværdigt ; 
ja selv dit djævelske hyl kunne en Fenris 
have misundt dig . “ 
„ Du smigrer mig virkeligt , Renard , “ svarede 
den anden leende „ Du gav den forresten heller 
ikke ilde som ånd eb esvær g er , der var noget vist 
ærefrygtindgydende udbredt over dig , da du svingede 
din hexesfav og påkaldte mig i nattens 
mulm og mørke . “ 

„ Kan du nu se , “ sagde Renard , at det blot 
gælder om , at stabe og benytte lejligheden , hidindtil 
have vi begge været nogle store tosser med 
al vor indbildte klogskab , i stedet for at stjæle fra 
vinhandleren og igen udsætte os for at blive 
jaget af politiet , tvinger vi nu brun il selv at 
udlevere os alle pengene ; sådan er det at spekulere 
i andres forbrydelser , det betaler sig langt 
bedre . Politiet , disse velvise og indbilske sikkerhedsforsvarere 
have selv givet mig ideen dertil . 
I løbet af en måned skal alle pengene være 
vore ; og så på rov et andet sted . Gud velsigne 
vor tydstsindede vært , som tror at vi er 
udsendte agitatorer . “ 
„ Har da hørt noget om den unge pige , som 
vi mødte forleden ? “ spurgte den yngre . 
„ Nej , “ svarede Renard gnavent . „ Lad hende 
skøtte sig selv , og tænk ikke på at begå nye 
dumheder , husk blot på hvad tit fruentimmereommers 
indbragte os i Paris , da du for grisettens 
skyld slog gardisten ihjel , havde jeg ikke 
været , så kunne du endnu pænt have siddet på 
roerbænken med en slæbekammerat ved siden 
lænket fast til dig , husker du kanonskudet som 
lod om morgenen efter vi havde taget afsted fra 
logissfibet , har du glemt at vi under vor flugt 

i flere dage ingen næring fik ; ses alt dette 
kan vi takke din frusntimmerlidenskab for , jeg 
skulle altså tro , at du har fået nok . Lad tøsen 
fare , og tænk først og fremmest på at tjene penge 
senere , når mønten har gjort os ærlige , så kan 
du for min skyld gerne have ligeså mange 
fruentimmer som der er dage i et år . “ 
Den yngre svarede ikke , thi han havde formodentlig 
indset , at den gamle havde net . 
Lidt efter slukkedes lampen , og kammeraterne 
havde heldigere end vinhandleren fundet søvnen . 
Da brun den næste morgen , esteren søvnløs 
tilbragt nat , ville begive sig til præsten for som 
en angrende synder at bekende alt , ville han 
dog først gjennemsee papirerne , der allerede havde 
bragt ham til at begå to forbrydelser , man 
tænker sig hans skræk da han åbnede den , og 
fandt , at der på de tre af dem intet stod , hvorimod 
der på det fjerde stod følgende linier 
skrevne med en ziirlig håndskrift : 
„ Da din herre og mester for øjeblikket trænger 
til penge , så må du i nat inden klokken tolv 
forstrække ham med 300 rigsdaler . , som du skal lægge 
under det tredje kirkevindus til venstre , den femte 
sten underkarmen er løsnet , dentagerduud og 

du vil sinde et dybt hul , deri nedlægger du din 
skat og venter til klokken slår det tolvte 
slag , når det er hendøet udstøder du ugleskrigef 
til tegn på , at du har udført din 
mesters ønske , du vil da blive besvaret af et 
lignende , og kan gå rolig hjem . 
Husk på mollock . “ 
Den arme vinhandler var nærved at fortvivle , 
gerrig som han var , at se sig berøvet sine penge , 
brødefuld , og se sine forbrydelser blive offentliggjorte , 
og endelig overtroisk som en katolik , tro 
sig i djævelens magt , alt dette virkede med en 
sådan kraft på hans i forvejen af drik tildeels 
ødelagte helbred , at han fik en stærk feber . 
Hans gode forsætter og præsten vare glemte 
han syntes at north og Christensens ånder hver 
på sin side forfulgte ham , den ene , forekom det 
ham , ville ødelægge ham med vand , og den anden 
med ild . 
Han måtte bringes til sengs , og der blev sat 
vagt over ham , men da natten indfandt sig så 
han sit snit og slap bort fra sine bevogtere , 
hvorfra han listede sig ned i kælderen og tog 
alle de der gemte penge , nemlig de 1000 daler , 
derpå slog han med en vanvittigs snildhed 
kælderdøren hårdt til , for at de skulle tro at 

han havde gemt sig der , og da de , førte bag 
lyset af ^den larm døren forårsagede , gjorde 
forgæves forsøg på , at komme derned , ilede 
brun til det i papiret angivne sted , hvor han 
også fandt den løse sten , han tog den ud og 
lagde forsigtigt pengeposen i gemmestedet , derpå 
stak han atter stenen hen på sin plads og 
ventede . 
Da kirkeklokken havde forkyndt midnatstimen 
udstødte han sit ugleskrig og sagde : 
„ Helvede , jeg har opfyldt din begæring , nu 
kan mollock hente prøjsernes penge . 
Derpå løb han atter hjem . 
Da hans bevogtere , kede af de forgæves 
anstrengelser , atter søgte op i huset , fandt de 
ham i sengen , hvor han modtog dem med et 
fjollet smil . 
Han havde fået — dilirium . 

ukomsio . 
Armide vrist mod aræmdt er , 
du h , ir net , o-m mre , 
som en kende ban sig leer 
mod sin søster stirre . 
Crsrisno . 
Etrngl to , drengen , iln hans had 
kunne ln Dia ramme ; 
gin er ofte i et blad 
strå en ærdel siamm . ' . 
( en gammel italiensk comedie . ) 
købmand bang boede i Haderslev i godskærgadæn 
og sad i en god forretning , han 
handlede med manufacturvarer , og havde en 
strygende handel , selv fra christiansfelterne , der , 
når de kom til byen altid søgte hen til ham . 
Han var en enkemand på nogle og fyrgetyve 
år , og havde en datter på atten år , ved 
navn Emilie , hun var smuk ; når vi benytter 
ordet smuk , så mener vi det ikke således , som 
det i almindelighed bliver yttret om enhver ung 
pige , om hvem der , når hun har ungdom 
og et nogenlunde tækkeligt ansigt , næsten altid 
bliver sagt : 
„ Det er en af de smukkeste piger , som er 
her i byen . “ 
Emilie var mere lille end høj , havde en 
nydelig figur , blondt hår med naturlige krøller , 
en smuk pande , blå , sjælsulde øjne , græsk næse , 
friske kinder , en lille temmelig fyldig mund , 
en upåklagelig hage , når dertil kommer en 
smukt formet Hals , barm , arme og hænder med 

aflange rosenrøde negle og en lille smal fod som 
selv en dandserinde kunne have misundt hende , 
så have vi et complet blillede af hende . 
Hun var kommet til Haderslev for et år siden , 
efterat have tilbragt seks år i København , hvor 
hun efter hendes moders død var bleven opdraget 
hos en tante , der var gift med hendes faders 
Broder . 
Emilie var ikke eneste barn , hun havde en 
Broder på 15 år ved navn Adolf , som var i 
pension hos rektoren i Tønder ; ham havde hun 
besøgt dengang da budskabet om kong Frederik “ 
Den syvendes død indtraf , ved de deraf følgende 
exesser rådede rektoren hende til at rejse og tage 
Adolf med , for hvis der skulle indtræffe noget , at 
han da kunne være ansvarsløs . 
Emilie rejste følgelig med sin Broder . 
Hende var det som nenard og den fremmede 
havde mødt på deres vandring , da den sidstnævnte 
havde været oppe og talt med Christensen . 
Det var en måned efter de stedfundne begivenheder , 
at vi en formiddag fører vore læsere 
ind i Vangs dagligstue . 
Adolf sad og læste i en roman da Emilie 
åbnede døren og trådte ind . 
„ Herregud , Adolf ! “ sagde Emilie , „ kan du 

da ikke lade denne romanlæsning være ? Du ved 
at fader ikke kan lide det , hvorfor skal du altid 
gøre ham imod ? “ 
„ Man må danne ' sinånd , lille søster/ ' svarede 
Adolf , „ en lang opløben dreng med et intetsigende 
fløseagtigt ansigt . 
„ Læg nu bogen fra dig og lad ikke fader 
igen overraske dig i dette unyttige arbejde , så 
ved du , at du atter får ubehageligheder . “ 
„ Lad ham kun det , “ svarede Adolf uden at 
se op fra bogen . 
Der blev en pause under hvilken Emilie satte 
sig til sin brodeerramme . 
Lidt efter udbrød hun : 
„ Hvad er det for en bog der interesserer dig 
så meget ? “ 
„ Det er Poul cis Kocks „ Gustave “ . “ 
„ Fy , det er jo en nanstændig roman , og det 
kalder du at danne din ånd . “ 
„ Har du måaskee læst den , siden du ved 
at den er nanstændig ? “ spurgte Adolf næsvis . 
„ Nej vist ikke , jeg har blot hørt den omtale 
som sådan . “ 
„ Skab dig nu blot ikke ! det klæder så stygt , 
du skulle have været i København og ikke have 
læst hele Paul ske kosts frembringelser , jo stik mig 

den ud , nej , min pige , man er da ikke født ifjanterup , 
den kan du bilde bønder ind , for jeg hopper 
ikke på den , vi kender nok de københavnske damers 
letfærdighed , og du har også nok fået en rem 
af huden med derovre fra : 
stil dig ej så hellig an , 
vi kender dig jupitermand ! 
Nynnede han , idet han med en fræk mine betragtede 
søsteren . 
Emilie svarede ham ikke , hun så kun bedrøvet 
på ham . 
„ Sådan så nok den hellige Cæcilie ud , dengang 
hun sov hos munken , som hun senere ville 
bilde verden ind var erkeengelen , “ vedblev Adolf , 
som fandt sin fornøjelse i at drille hende . 
„ Jeg vil slet ikke svare dig mere , “ sagde hun , 
„ thi nu er du igen uartig . “ 
„ Hvad hedder din kæreste , lille Mille , for du 
har vel nok anskaffet dig et sådant stykke møbel 
da du var i hovedstaden . “ 
Emilie blev purpurrød . 
„ Kan du se , hvor forlegen du blev , jeg traf 
altså det ømme sted , det må være kedeligt at 
være hemmelig forlovet , isærdeleshed når man 
kun kan kysse hinanden på distance ; jeg har 
engang kendt en mand , som skulle være lieutenani , 

han var i København , og han var hemmelig 
forlovet med en lang tøs , som hed Emilie , men 
der var ilke noget ved hende , for hun turde ikke 
sige det til faderen ; denne Emilie hun havde også 
en Broder , et prent , ungt menneske som hun 
aldrig kunne lade være i fred , for hun skulle jo 
have sin næse alle vegne , hvor hun ikke behøvede 
den . En dag sandt dette pæne , unge menneske 
alle lieutenantens breve , som han af en fejltagelse 
tog til sig , og så sagde han til søsteren : „ Når 
du ikke en anden gang lader mig læse og gøre 
hvad jeg vil , samt giver mig penge , når jeg bruger 
nogle , så skal jeg sige det til fader , som aldrig 
vil give sit samtykke til at du får en fattig 
sekondlieutenant til mand , — se det sagde han 
til hende . Kan du blive spids på den , hvad 
lille Emile ? “ Og med det samme rejste han sig , 
gemte bogen og for ud af døren . 
Emilie havde ved drengens tale tabt broderier 
af forbavselse og skræk , thi hvad han sagde 
var sandhed ; hun havde i København lært en 
ung lieutenant ved navn Walter , at kende , han 
havde bejlet til hende , og da hun elskede ham , 
havde hun sagt ja , men da hun vidste at hendes 
fader som var en streng mand ikke under nogen 
omstændighed ville give sit samtykke til deres 

forbindelse for det første , besluttede de dem til at 
holde forlovelsen hemmelig , de skrev til hinanden 
og brevene fik Emilie af en veninde til hvem de 
indlagte i en konvolut blev adresserede . 
Hun havde lige indtil nu troet , at der i hendes 
hjem ikke var en eneste som havde den mindste 
anelse derom , man kan derfor tænke sig hvorledes 
hun blev til mode da hun af hendes Broders 
mund hørte , at hendes hemmelighed var opdaget . 
Da Adolf var gået sad hun endnu en stund 
aldeles ubevægelig imedens den ene klare tåre 
efter den anden listede sig ud af hendes smukke 
øjne , trillede sagte ned af kinderne og derpå 
forsvandt i hendes skød , pludselig fik hun en ide , 
thi hun rejste stg hurtigt og gik op på sit værelse 
som var på kvisten . 
Kommet der ilede hun straks hen til sin eomode 
som hun med feberagtig hast åbnede , i den 
øverste skuffe lå det hulter til bulter , så det 
var let , at se , at der havde været nogen og efterset 
den . 
Emilie søgte efter brevene , men de vare forsvnndne 
tilligemed et portrait af valler , som hun 
havde modtaget af ham da hun rejste . 
Hun var altså bestjålet . 
Og Adolf var tyven . 

det var fra brevenes indhold , at han havde 
hentet sin visdom , og som han nu benyttede på 
sin skadefro måde for at underkue sin ældre søster 
hvem han aldrig ret havde kunnet lide . 
„ Jeg er ulykkelig , i hvad der så end skeer , 
tænkte Emilie , “ fortier Adolf , så må jeg købe 
mig hans taushed , som jeg ikke kan stole på , 
hvem indestår mig for , at han ikke af lutter 
kåde drengestreger går hen og viser brevene 
frem til den første og den bedste , skaddrer han til 
fader , få er det ligeså galt , thi han var i sin 
heftighed i stand til , at jage mig bort , — hvad 
skal jeg arme pige dog gribe til ! Men hvorledes 
er dog Adolf kommet ind på mit værelse og 
fået comodeskuffen op , døren såvel som comoden 
har jeg jo selv nøglerne til , og der er ingen 
ydere vold , at opdage . Hun skulle snart få 
opløsning på gåden , thi hun fandt lidt efter 
et stort bøjet søm på gulvet . 
Adolf havde benyttet det som Dirk , og ved 
hjælp af dette skaffet sig adgang til hendes 
gemmer . 
„ Monstro han også har været og vendt op 
og ned på indholdet af den nederste skuffe , 
der hvor jeg gemmer mine penge tænkte Emilie . “ 
Hun så efter , og hendes formodning viste 

sig , at være begrundet det lille syskrin lå med 
bunden i vejret og endeel mønter lå spredte hist 
og her , da hun sukkende samlede den sammen 
fandt hun en seddel , hvorpå der med store bogstaver 
var skrevet . 
„ Jeg har lånt 5 rigsdaler . på leutnantens conto ! 
Når jeg trænger skal jeg nok komme igen , jeg 
blev så forelsket før , da jeg ovenpå så officerens 
portrait , at jeg gemte det til evig minde 
om denne uforglemmelige stund . 
Adolf . “ 
„ Det er da ret en ondskabsfuld knægt , “ udbrød 
Emilie højt , idet hun omhyggeligt gemte 
papiret . „ Men nu har jeg ham , og jeg skal nok 
holde ham i Schak , har han stjålet fra mig , så 
har jeg nu beviset ihænde imod ham , og skal nok 
tvinge ham til at tie med det han ved , for ellers 
truer jeg ham med , at åbenbare fader , at han 
har brudt ind hos mig , mine penge skal han nok 
i fremtiden blive fritaget for at berøve mig , for 
jeg vil bede Johanne omat gemme dem for mig . “ 
Og Emilie klædte sig nu nogenlunde trøstet på , 
for at besøge sin veninde , til hvem hun ville 
fortælle det passerede , hun medtog sine penge 
og Adolfs papir . Før hun forlod huset gik hun 

først ind i boutikken , hvor hun vidste at hendes 
fader var tilstede . 
„ Jeg går lidt hen til mølners , fader , “ 
Sagde hun , „ men jeg kommer tilbage om en lille 
halv time . “ 
„ Ja , gør endelig det , min pige , “ svarede 
bang , som netop var beskæftiget med at føre ind 
i hovedbogen . „ Husk på at klokken snart kan 
blive tre , og jeg vil nødig have at maden skal 
vente , du ved , jeg spiser ikke før du kommer . — 
hvor er Adolf , og hvad bestiller han nu ? “ 
„ Jeg ved det ikke , “ stammede Emilie . 
„ Jeg vil da ikke håbe , at han er rendt ud 
igen , den laban , nu er han konfirmeret , og det 
var på tiden at der kom nogen stadighed over 
ham , og han tænkte på at foretage sig noget 
nyttigt , kræmmer vil han ikke være ; man kan sket 
ikke få ud af ham hvad han egentlig vil tage 
sig til , hans eneste lyst er kun at læse disse fordømte 
romaner , men det skal jeg , såsandt hjælpe 
mig gud , nok få ham afvendt med ; — han er 
vel allerede i begreb med at læse en igen ? “ 
Spurgte bang , som talte sig selv heftig . 
„ Nej , vist ikke , “ svarede Emilie , „ jeg tror 
han skriver . “ 
„ Nå , ja det kan jeg da finde mig i ! “ udbrød 

købmanden nogenlunde beroliget . „ Gå nu , 
min pige , men bliv ikke forlænge borte ! “ 
Emilie gik . 
Da Adolf var kommet ned på gaden styrede 
han sine fjed hen mod udkanten af byen til 
torvet , hvor tteatret lå , her gik han nu og 
spadserede frem og tilbage , samt morede sig med 
at vælte nogle småpiger , der fornøjede sig med 
at glide på en lille glidebane , da han var bleven 
ked deraf , eftersom småpigerne grædende var 
løbet bort , gikhan op på skulderbladet ( en slags 
hotel eller beværtning ) og købte nogle cigarer , 
samt drak en kop chokolade , derpå svadserede 
han op i det lige derved liggende anlæg . 
Han havde ikke gået længe , før en høj , mørk 
elegant klædt herre standsede ham . 
„ Goddag Adolf , “ sagde denne . „ Hvordan 
har de det ? det var ikke rigtig af dem , at lade 
mig vente forgæves i søndags , jeg ventede i 
hele to timer henne hos Iversen , men der kom 
ingen hr . Bang ! “ 
Adolf , som følte sig smigret ved at blive tiltalt 
med ordet , de , og , hr . Bang , var nær ved 
at springe højt i luften af glæde og indbildskhed . 
Han gjorde et mislykket forsøg på at skjule 
fin overvættes henrykkelse , og svarede : 

„ Undskyld mig , hr Nielsen , at jeg lod dem 
vente , men det var mig en umulighed at komme , 
da min fader , den gnavpotte , havde disponeret 
over min så kostbare tid , men jeg lover dem , 
at jeg for fremtiden ikke skal lade dem vente 
på mig ; — men , “ vedblev han særdeles vigtig , 
„ må jeg ikke byde dem en god cigar , da jeg 
seer , at de for øjeblikket ingen har , det er en 
udmærket sort jeg kan presentere dem , den koster 
seks skilling og er fra skulderbladet . “ 
„ Tak skal de have ! “ svarede den fremmede , 
og modtog den tilbudte cigar . 
„ Her er ild ! “ sagde Adolf , og bød ham med 
en vis flothed sin halvt ndrøgede cigarstump . 
Den fremmede smille og tændte . 
„ Hvad synes de om cigaren ? “ spurgte den 
unge bang . 
„ Den er vist meget god , kun forekommer det 
mig at den ikke ret vil trække . “ 
„ Så tryk på den , det vil hjælpe ! “ 
„ Jo , nu tror jeg nok , at jeg får nytte 
af den . “ 
Vore to spadserende havde nu nået en stor 
og smuk , ny pavillion , som lå oppe på en 
bakke , omtrent midt i anlæget . 
„ Her har tidligere den gamle også stået , “ 

forklarede Adolf , stolt af fine kundskaber , „ men 
den brændte for et par år siden efter af to 
svenskere havde lejet den , men kortesfer blev den 
bygget , og jeg tror også af denne er mere 
tidssvarende end den anden . 
„ Besøges den meget ? “ spurgte den fremmede , 
som kaldte sig Nielsen . 
„ Ikke om vinteren , men om sommeren kommer 
der mange herop , isærdeleshed søndag eftermiddag 
da her så sædvanligvis er hornmusik . “ 
„ Skal vi gå derind og drikke et lille glas 
sammen ? “ 
„ Det går vist ikke an , “ svarede Adolf lidt 
ængstelig ved tanken om , af hans fader ikke 
havde givet ham tilladelse til af gå , men af 
han tværtimod selv havde taget sig den . 
„ Har de lovet dem nogen steder hen ? “ 
„ Nej ! men jeg skulle hjem og spise til 
middag . “ 
„ Vi kau jo spise her ; skænk mig nu denne 
eftermiddag , det er så morsomt , af passiare med 
hinanden jeg tænker ikke af de forsømmer noget 
derved , da de er deres egen herre ! “ 
„ Disse ord , deres egen herre , bestemte 
Adolf , der ligesom alle drenge gerne ville være 
herre . 

lidt efter sad ban og Nielsen inde i beværtningen 
og regalerede dem med en araks toddy , 
forat åbne maven til maden , som den sidste udtrykte 
sig . 
Da boufen kom på bordet , arriverede der 
ligeledes en halv flaske vin tilmands . 
Adolf gjorde et ligeså kraftigt indhug på 
vinen som på maden , og snart følte han også 
virkningen , da han ikke var vant til , at drikke . 
„ Man spiser satans godt heroppe ! “ udbrød 
den unge håbefulde bang , og lænede sig selvtilfreds 
og vigtig tilbage i stolen . 
„ Ikke så ilde ! “ svarede Nielsen , „ men sig 
mig hvorledes har deres elskværdige søster det ? “ 
„ Kender de hende ? “ spurgte Adolf nysgerrig . 
. ' ja jeg havde den fornøjelse , at gøre hendes 
bekendtskab for nogen tid siden i Tønder , 
hvor jeg på en gjennemrejse opholdt mig i nogle 
dage . “ 
„ Det var mærkeligt , at jeg ikke så dem der 
for jeg har også været i Tønder hos den gamle 
kedelige rektor svor fader havde stoppet mig hen 
forat hlive fri for mig ! jeg kommer altid til at 
gabe , hver gang jeg tænker på dette gamle visne 
stykke pergament . “ 

. „ Deres frøken søster , og jeg havde en længere 
samtale , og jeg tilstår , jeg er kommet til 
at interessere mig ubeskriveligt for hende ' “ 
„ Den tøs , kan hun også gøre sig interessant , 
udbrød Adolf hvem de nydte drikkevarer ikke alene 
gjorde snakkesalig men tillige ondskabsfuld , „ lad 
hende bare tåre , hun er dum som en gås også 
har hun ligesåmange kærester som der er dage 
i et år . “ 
„ Har hun kærester ? spurgte Nielsen forundret . “ 
„ Om hun har ! ja det kan de stole på , jeg 
kom således efter en kjærlighedshistorie iformiddags ; 
nu skal te høre ! Jeg havde glemt en bog 
i hendes cvmodeskuffe og da jeg ville hente den 
kom jeg as en fejltagelse til , at læse nogle nydelige 
breve , som en palronbiddsr leutnant havde 
skrevet hende til ; da jeg havde læst den første rørende 
epistel , kan jeg ikke negte , at jeg blev nysgerrig 
efterat få resten tillivs , jeg kunne derfor 
ikke modsfåe videbegærligheden , men lærte dem 
allesammen , de vare rørende kan de tro ; „ Evig 
kærlighed ! Fortvivlelse over adskillensen ? Tro 
indtil døden ! og en hel del andet vås : til 
slutningen fandt jeg også vor bitte leutnants 
portrait ; jeg tog naturligvis det hele til mig , 

og nu skal min rare , søde velsignede lille Emilie 
bare forsøge på , at skaddre på mig , så skal 
hun ikke dø i synden , nu har jeg endelig fået 
hende i lommen ; og hun skal også få det , 
at føle ! “ 
Nielsen havde med synlig interesse lyttet til 
Adolfs fortælling . 
„ Har de brevene hos dem ? “ spurgte han . 
„ Javel har jeg det ! dem skiller jeg mig ikke 
så let fra . “ 
„ Må jeg , uden at være alt for indiskret , se 
dem , jeg er meget nysgerrig efter at se alle 
kærestebreve eftersom jeg selv går på frierfødder 
i denne tid . “ 
„ Kan det fornøje dem , så vær så god , “ 
Sagde Adolf og gav ham brevene . „ Men de 
må ikke beholde dem , for jeg vil have dem igen . “ 
„ Gud bevares ! det kunne aldrig falde mig 
ind , at ville berøve dem disse dyrebare klenodier , 
svarede Nielsen småleende . „ Men tør jeg nu ikke 
byde dem en af mine cigarer , da de har været 
så venlig , først at byde mig en , vi har også et 
lille glas tilbage endnu . Skål ! Deres skål , 
min unge ven ! “ 
Og glassene blev tømte . 
Lidt efter følte Adolf sig upasselig , og gik 

derfor lidt ud i anlæget imedens at Nielsen blev 
tilbage . 
Da han var bleven ene slugte han med begærlighed 
brevenes indhold og da han var færdig 
dermed , udsøgte han sig to af dem som han 
gemte . 
„ Se så , min skønne Emilie , “ udbrød han , 
„ nu er jeg rustet , rustet til kamp , hvis du skulle 
falde på at ville tilkaste mig en handske ; nu kan 
jeg frejdig bejle til dig , giver du mig et nej , så 
viser jeg dig et af din ømme tilbeders breve og 
truer dig med excution , skulle det ikke hjælpe , 
så må jeg ødelægge din fader , hvilket vil blive 
værst for dig , thi så bliver du ikke min kone , 
— jeg tror ved Pluto , at jeg er alvorlig forelsket 
i dette pigebarn , “ vedblev han , „ aldrig har nogens 
besiddelse været mig så magtpåliggende som 
hendes ; men hun ' er også ualmindelig smuk , meget 
smukkere end Sophie og alle de andre . — du skal 
se gamle Renard , lykken kan endnu stnde mig i 
den jnvbildning som vi mennesker kalde kærligheden ; 
— kærligheden , “ gentog han , „ hvad er 
kærligheden ? et sandsebedrag , der udtømmer sig 
selv idet , det tror at besidde , — havde jeg evne 
som villie , da ville jeg elske alle skønne kvinder ! “ 
Vore læsere have vel gættet , at Nielsen ikke 

var nogen anden end nenard Fischers elev : 
mollock . 
Emilie havde gjort et dybt indtryk på ham , 
da han så hende den første gang på vejen 
imellem Tønder og møgelTønder , han havde fulgt 
hendes spor og var således kommet til Haderslev , 
hvor hun hørte hjemme ; han forhørte sig først i 
byen om , hvorledes hendes fader stod sig og da 
han erfarede , at han var en velhavende mand 
var hans plan snart lagt ; før han talte til Emilie 
søgte han først at gøre hendes Broders bekendtskaber 
og at det var lykkedes over al forventning 
have vi af det foregående set . 
Han havde efter at have modtaget nogle hundrede 
daler af Renard forladt denne uden at sige 
ham farvel og på egen hånd ville han nu forsøge 
sin lykke som han kaldte det . 
Da Adolf længe efter at det var bleven mørkt , 
sent på aftenen indfandt sig i sit hjem , hvor 
både hans fader og søster havde været ængstelige 
over hans udeblivelse , blev han af bang modtaget 
med hårde bebrejdelser samt afæsket en forklaring 
over hvor han havde været . 
Drengen havde straks en hel historie på rede 
hånd som han med en øvet løgners behændighed 
bandt købmanden på lermet . 

Emilie søgte den aften forgæves lejlighed 
til at komme til at tale med sin Broder , hver gang 
hun blev alene med ham og ville bebrejde ham 
hansskammelige tyveri og affordrede ham portraitet 
og de stjålne breve smuttede han bort fra hende , 
så hendes håb blev skuffet . 
En gang troede hun dog det var lykkedes 
hende , da bang et øjeblik blev kaldet ned i boutiken , 
og hun sagde derfor : 
„ Hør Adolf , jeg lover dig at tie med den 
kåde drengestreg du har spillet mig , men brevene 
og portraitet som du har berøvet mig , fordrer 
jeg på det bestemteste at du øjeblikkelig skal 
tilbagelevere mig , og det straks ! “ 
Men med et : „ Gud velsigne dig Emilie , når 
du igen nyser , og husk på det gamle ordsprog : 
„ Frænde er frænde værst “ , løb han ned i boutiken 
til bang . 
Hun måtte altså opgive håbet den aften . 
Emilie sov ikke den nat , hun grublede og græd 
og efter lang overvejelse besluttede hun sig til den 
næste morgen at skrive til Walther og underrette 
ham om det passerede ; hun fuldførte det også , 
og da brevet var blevet afsendt følte hun sig mere 
rolig . 

Renard havde raset af forbittrelse , da han 
havde opdaget sin staldbroders flugt . 
„ Den dreng ! “ udbrød han , „ nu har han fået 
penge og vil forsøge stg på egen hånd ; ved 
sin dumhed vil han naturligvis styrte sig i nye 
ulykker igen , de par hundrede daler han har , vil 
snart være opbrugte , og så vil han på ny gå 
på nov efter flere , men hans fuldstændige mangel 
på klogskab , vil gøre ham til et bytte for politiet ! 
— mangel og elendighed kan måske knuge 
ham til at myrde , og så bliver det først rigtig 
galt , nej , jeg må efter ham , men hvor skal jeg 
finde ham den døgenigt ! hvilken vej kan han vel 
have taget , —-nu bliver jeg nødsaget til at forstade 
Tønder , og hele min dejlige plan går i lyset , 
men det faner så være . Theodor må jeg frem for 
alt have fingre i ! — måske kan jeg på 
min vej opdage noget andet hvoraf jeg kan drage 
nytte . Penge , det er det vigtigste , har man dem 
kan man omtrent gøre hvad man vil . “ 
Og Renard rejste for at opsøge Theodor ; han 
vidste ikke grunden , men en indre indskydelse sagde 
ham at han skulle søge ham i Århus , og derhen 
rejste han . 
Nogle uger vare forløbne efter de sidst fortalte 
optrin hos bang , og Theodor havde vidst 

al skaffe sig adgang der i huset , han havde fortalt 
en sindrig historie om al han ønskede al nedsætte 
sig som købmand der i byen og havde viist 
den godtroende bang endeel creditivsr , der godtgjorde , 
al han havde lært handelen i Hamborg 
og havde derfra , foruden udmærkede anbefalinger , 
en næsten ubegrænset credit . 
Bang nærede ikke nogen mistillid til ham , 
så meget mere som der ikke var nogen grund dertil , 
da Nielsen , som han kaldte sig , opførte sig stille 
og beskeden , og ved flere samtaler som han havde 
havt med købmanden , i den grad havde viist al 
vinde ham for sig , al han tiltroede ham en stor 
indsigt i et fag hvorom han ikke havde det mindste 
begreb . 
Emilie havde forgæves ventet på svar fra 
Walther , hun kunne ikke forilare sig hans taushed , 
da han endnu aldrig tidligere havde ladet 
hende vente . 
Theodor rykkede nmærkeligt sit mål nærmere . 
Det var en søndag eftermiddag al købmanden 
og Adolf vare tagne til christiansfelt , og Emilie 
var ene hjemme da de i boutirken værende folk 
havde frihed . 
Denne dag havde Theodor bestemt sig til al 
vove det afgørende slag . 

han kom og spurgte efter bang . 
„ Min fader og Broder er i dag tagne til 
christianfelt , “ svarede Emilie som der lige fra det 
første øjeblik hun havde set ham , havde næret 
antipati imod ham . 
„ Det var kedeligt , “ udbrød Theodor , „ jeg 
ville så uendelig gerne have talt med ham netop 
i dag , da der er en sag af megen vigtighed og som 
fordrer hastværk , hvorom før jeg bestemmer mig 
gerne ville have hørt hans erfarne mening . “ 
„ Ja , det må være ubehageligt , “ sagde Emilie 
og bød ham tage plads . 
Samtalen blev lidt efter lidt mere livlig , og 
Theodor vidste så snildt at drage den hen på 
emnet , „ Kærlighed “ . 
„ Kærlighed , denne guddomsgnist , som det 
allerhøieste væsen har ladet os dødelige blive 
tildel , “ sagde han , „ den yttrer sig ofte på to 
højst forskellige måder , i en salighed , der giver 
os en forsmag på det himmelske Paradis , når 
vi møder gjenkærlighed hos den listede genstand , 
men den giver os tillige et begreb om helvedes 
værste piinsker , når den ikke bliver gjengjældt . 
Når jeg for eksempel henvendte mig til den 
kvinde som jeg elskede over alt i verden , og bad 

om hendes hånd og hun nægtede mig den , så 
ville jeg søge døden , den meesf grusomme dødsmåde 
jeg kunne udtænke for af mit blodige mishandlede 
lig kunne råbe til hende og til alverden : 
„ Det har du gjort , du er min morderske ! “ 
„ Fy , hr . Nielsen ! “ udbrød Emilie , „ det var 
ikke ædelt tænkt , når nu den kvinde , som de henvendte 
dem til ikke mere var fri , sæt af hun allerede 
havde skænket sin kærlighed til en anden , 
og hun åbent og ligefrem sagde dem det , ville 
de så også dø og volde hende den smerte , af 
blive beskyldt for . af have dræbt dem , thi i virkeligheden 
var hun jo dog uskyldig ; når hun havde 
givet sin tro til en anden og atter modtaget hans , 
kunne hun jo dog ikke bekvemme sig til af være 
forræderske imod ham som hun elskede . “ 
„ Ligemeget , “ sagde Theodor , „ hun måtte 
elske mig alligevel , ja jeg ved hvad de vil sige , 
min frøken , min tale mangler logik , jeg vil give 
dem ret ; thi jeg er en vanvittig , som er nær 
ved af dø af kærlighed , jeg elsker og tør ikke 
udtale mine følelser for den genstand der har 
indgydt mig dem , jeg frygter for at få et nej ; 
thi dette nej ville ikke alene have min død , 

men tillige hendes åndelige roligheds tab , 
tilfølge . “ 
„ De er et farligt menneske , “ svarede Emilie , 
og trak sig ængsteligt tilbage . 
„ Nej , jeg kan ikke længer skjule det , “ vedblev 
Theodor , idet han gjorde et forsøg på at gribe 
hendes hånd . „ Det må frem , så vid da , at 
det er dem jeg elsker , deres ynde , deres skønhed , 
deres kvindelighed , kort sagt , alt hvad de 
besidder har opvakt en kærlighed i min sjæl , 
der fruer med at tilintetgøre mig , bliv min elskede 
eniilie , og jeg skal bære dem på mine hænder , 
hver en ujævnhed skal jeg fjerne fra deres vej , 
og de skal ved min side vandre livet igennem 
uden at føle dets skyggesider , jeg er rig , jeg er 
agtet , hvad vil de vel mere , vi er begge unge , 
og en hel verden fuld af håb og salighed 
stråler os i møde . “ 
„ Det gør mig ondt , min herre , at jeg ikke 
kan besvare deres følelser , “ svarede Emilie med 
blidhed , idet hun langsomt drog sin hånd til sig , 
„ men jeg vil være åben imod dem , idet jeg ikke 
tvivler på , at de et eneste øjeblik vil misbruge 
den tillid jeg nu vil vise dem . Deres ædle hjerte 
vil borge mig for deres taushed . De må da 
vide -- -- -- - “ , 

„ Jeg skulle misbruge deres tillid ! “ afbrød 
Theodor , idet han derved forhindrede hende i at 
tale . „ Tro ikke det , dertil elsker jeg dem for 
højt . — bliv min , Emilie , og de skal aldrig komme 
til at fortryde det , alt hvad det ene menneske kan 
gøre for det andet , det skal jeg gøre for dem , 
de skal ikke kunne have et eneste ønske uden at 
jeg skal opfylde det , jeg tilbeder dem i den grad , 
at uden dem , ville selve paradiset blive til et 
helvede ! “ 
Og hykleren kastede sig på knæ for hende , 
og søgte atter at gribe hendes hånd . 
„ Min herre , jeg kan ikke gjengjælde deres 
følelser , “ sagde Emilie med bestemthed . „ Mit 
hjerte er ikke mere frit . “ 
„ Hvad ? “ råbte Theodor , og sprang op af 
sin knælende stilling . „ De sorsmåsr mig ! De 
håner mig måske til ! Hvem er den elendige 
som har bagvasket mig for dem , hvem er han , 
at jeg kan hævne mig på ham , han skal ikke for 
intet have berøvet mig den kærlighed der var 
mig det dyrebareste på jorden , jeg har allerede 
engang sagt dem , at jeg elsker dem højere end 
mit eget liv , og de skal blive min , selv om jeg 
skal føre krig med dem selv , for at vinde dem , 
jeg vil ikke forsømme noget middel der stiller sig 

til min rådighed , selv om jeg skal vanære dem 
i verdens øjne , og gøre dem lige med en falden 
kvinde ! “ 
„ Det er nok , min herre , “ svarede Emilie med 
-en energi og fasthed , som hun næsten ikke selv 
havde tiltroet sig . „ Gå , og udsæt mig ikke længere 
for at høre deres vanvittige udbrud ; hvad 
ondt har jeg gjort dem , at de vover at behandle 
mig på den måde , er jeg ikke min faders 
datter , og er jeg ikke i hans hus , hvem giver 
dem net til at true mig , fordi jeg siger , at jeg 
ikke kan gjengjælde deres følelser , vanær mig 
kun i verdens øjne , jeg frygter dem ikke , jeg 
er ikke forsvarsløs , jeg har , gud være lovet , 
både en fader og en Broder som kan våge 
over mit rygte ! “ 
„ En herlig Broder ! “ svarede Theodor spodsk 
„ En dreng , som allerede i barnealderen hader dem , 
som stjæler deres hemmeligheder fra dem og 
finder sin største glæde i at publicere sin søsters 
skændsel , idet han viser alle hendes kærestebreve 
frem . “ 
„ O , min gud ! “ mumlede Emilie fortvivlet . 
„ Det har han gjort , få er jeg fortabt ! “ 
„ Kan ikke nægtes , Lucretias nimbus er svunden 
betydeligt , “ sagde Theodor med kulde , og 

triumferende vedblev han , idet han viste hende 
nogle breve : „ Hvad siger de hertil ? Ifald jeg 
overlod disse i deres faders hænder , hvad ville 
de så gøre ? “ 
„ Gå min herre , gå ! 
„ Vil de give efter , og blive min ? “ 
„ Aldrig i evighed ! “ 
„ Vi får , at se , tro ikke , at jeg er den der 
ustraffet lader mig vise tilbage ; jeg kan være blød , 
og jeg kan være hård , alt som omstændighederne 
byder mig , at være det ; deres fader er på vejen 
til en fallit , jeg kan frelse ham , men om en måned 
er det forsilde , har de ikke til den tid bestemt 
dem , lader jeg ham falde . “ 
„ De er en usling , gå ! “ 
„ Straks ! men jeg har endnu et par ord , at 
sige dem ; når de er fortalte , forlader jeg valpladsen , 
men ikke som slået , nej som en der er 
på vejen til , at vinde Sejer ! “ 
„ Jeg vil intet høre , gå ! “ 
„ Ja , men de skal nu høre mig , deres elsker , 
hr . Lieutnant Walther er en falsk spiller , som ikke 
alene er bleven greben deri , men han har også 
udstedt falske Veksler , han er nu kommet ud af 
tjenesten , for ved den civile ret , at få sin dom 
det er grunden til , at de ikke har fået et eneste 
på rav . 9 

af deres breve til ham besvarede . De seer min 
frøken , at jeg er godt underrettet , skulle det nu 
alligevel lykkes dem i deres forestående fattigdom , 
at bevæge deres fader til at give sit minde 
til deres legteskab med forbryderen , da vil jeg 
løse en straffeattest på ham og alle deres fordums 
venner og bekendte vil med en let forklarlig 
afsky trække dem tilbage , de kommer da til at 
nøjes med en hytte og hans hjerte ! “ 
„ De lyver , — jeg tror ikke et ord af hvad 
de siger ! “ 
„ Så være da krig imellem os , “ sagde theoidor 
bittert , „ lad os kæmpe , kæmpe en kamp hvor 
deres hånd er indsatsen ; tht jeg indser nok , al 
deres hjerte kan jeg ikke vinde , men min hustru 
skal te blive alligevel , det har jeg svoret , og jeg 
holder ord , om jeg så skal sætte selve helvede 
i beværelse , med det gode eller med det onde skal 
te nu tvinges , jeg gad dog se hvad en sådan 
svag skabning som de vil gøre imod mig , så 
har jeg dem aldeles forsvarsløs i min magt . “ 
„ De tager fejl , min herre , forsvarsløs er jeg 
ikke , jeg har dog et middel til min rådighed , 
som aldrig vil svigte mig , og det er døden . “ 
„ Ja , men det middel vil de ikke benytte , thi 

de har alt for megen religion til at ville styrte 
dem selv i den evige fordærvelse . “ 
„ Gud er nådig , han vil tilgive ! “ 
„ Ikke dem der egenmægtig søger ham , det 
ved de alt for godt . — mennesket er skabt til at 
lide og bære sit kors med tålmodighed , og det 
vil de også gøre , nu hader de mig , men kærlighed 
og agtelse vil komme senere . “ 
„ Aldrig , uhyre ! “ 
„ Tirer mig ikke ! “ råbte Theodor vred ; „ thi det 
vil da blive til skade for dem selv . “ 
„ Jeg foragter dem ! “ 
„ Tag dem nu i agt , thi nu er målet fuldt , 
der går ikke en dråbe mere deri . — farvel 
du stolte kjøbmandsdatter , jeg sværger dig til , 
endnu en gang , ved himmel og helvede , du skal 
blive min , om så satan selv satte sig imod det . 
Din kærlighed har jeg ikke kunnet vinde , men dit 
legeme tilhører mig , — vi ses igen . “ 
Og Theodor forlod det væsen , som han troede 
at elske , men som han havde gjort så ulykkelig . 
Da Emilie var bleven ene , var det første hun 
gjorde , at låse døren , som om hun frygtede for 
at den forhadte alter skulle vende tilbage . 
„ Hvor kan st menneske dog være så slet , “ 
Tænkte hun , „ og hvad skal jeg gribe til , jeg øjner 

ingen udvej ; skulle det virkeligt være sandhev , 
alt det han fortalte mig , min fader på vejen til 
ødelæggelser , og watlher en forbryder ; ja , det 
kunne jo være tænkeligt , i København var der flere 
som sagde om ham , at han gerne ville spille , og 
nu denne taushed fra hans side , ja det må 
være sandhed ! Hvad fader angår , da kan ingen 
blive klog på , hvorledes det står sig med 
ham , thi han er tavs og indesluttet nu , som altid , 
spurgte jeg ham om hvorledes hans sager stod , 
var han i stand til at betragte min deellagelse som 
en simpel nysgerrighed , og afvise mig hårdt , 
hvad skal jeg dog gribe til ? — gud være mig 
nådig ! “ 
Theodor havde lagt stn plan med snildhed , 
at han ville blive afvist af Emilie med et nej , 
det havde han forudset , men han havde også 
indrettet sig verester . 
Det var om eftermiddagen efter at den forudforfalte 
samtale med Emilie havde fundet sted , 
at vi træffe Theodor oppe i pavillonen i anlæget 
ventende på Adolf , med hvem han havde sluttet 
et tilsyneladende inderligt venskabsforhold , ja han 
var endogså bleven dus med ham . 

Theodor havde ikke ventet længe , da døren 
til beværtningen med heftighed blev reven op og 
Adolf stormede ind . 
„ Jeg har ventet længe på dig , “ sagde Theodor , 
„ jeg troede såmænd ikke at du var kommet . “ 
„ Det var også med den største møje at jeg 
slap hjemmefra i dag ; Emilie er bleven syg og 
fader vil absolut have at jeg skal agere barnepige 
for hende ; men jeg skulle nok ikke have noget af 
at give den som sygevogterske eller vågekone for 
hende , ved den første lejlighed så jeg mit snit 
og stak bort fra snerpen , idet jeg gjorde mig usynlig , 
og nu er jeg her . “ 
„ Er din søster bleven syg , hvad fejler hende ? “ 
„ Åh , ingenting , det er måske kun en smule 
hovedpine , og så bilder hun sig straks ind at være 
dødssyg . “ 
„ Ja vi vil da håbe at det kun er forbigående . “ 
„ Ja , naturligvis , hvad skulle hun vel have 
at blive rigtig syg af ; men for nu at tale om 
noget andet , — giver du noget i dag ? for jeg 
må oprigtig tilstå dig , min pung har i dag 
en sådan Ebbe , at jeg næsten må skamme mig 
ved den . “ 

„ Du kan få hvad du selv ønsker , reqvireer 
blot , “ svarede Theodor tankefuld . 
Efterretningen om Emilies sygdom havde 
pludselig indgivet ham en ide , som han nu tænkte 
på at fuldføre . 
„ Hvad mener du om vi tog og bestilte os 
to store portioner kyllingesteg ? “ spurgte den altid 
sultne Adolf . 
„ Gør søm du selv synes . “ 
„ Med mange kartofler til ? “ 
„ En ganske prægtig ide , “ svarede den falske 
Nielsen , uden at have hørt et ord af hvad Adolf 
sagde . 
Denne , der omsider var bleven opmærksom 
på hans adspredte tone , udbrød : 
„ Men herregud , hvad er der i vejen med dig 
i dag , du er jo ganske fraværende , er det fordi 
at min søster skranter , det skal du såmænd ikke 
tage dig nær , det er forbi i morgen , jeg har allerede 
længe kunnet mærke at du har en lille klat 
tilovers for hende , men det skal du ikke , for jeg 
troer ikke at hun bryder sig om andre end hendes 
brevskriver , løjtnanten . “ 
„ Stille ! “ afbrød Theodor ham , „ det var ikke 
hende som jeg tænkte på i dette øjeblik , jeg kom 
blot til at huske på at jeg havde glemt min portemonnaie 

hjemme i en af mine andre frakker , nu 
skal jeg hente den , bliv imidlertid her til jeg kommer 
tilbage , og for at tiden ikke skal falde dig 
for lang imedens jeg er borte , så tag denne bog 
og læs i , det er en af Poul sko Kocks , „ det hvide 
hus “ , hvis du ikke kender den ; bestil maden til 
om en halv time , til den tid skal jeg nok være 
her igen . Farvel så længe . “ 
Theodor forlod nu skyndsomst Adolf , og styrede 
sine skridt ikke hjem , men derimod til et af byens 
apotteker , hvorfra han efter et kvartsers forløb 
atter vendte tilbage . 
Han havde altså løjet for drengen , han havde 
dog penge hos sig . 
Da han kom tilbage fandt han Adolf læsende 
og spisende . 
„ Jeg kunne sku ikke vente på dig , “ sagde 
denne , „ Du blev så længe borte , og så blev jeg 
så sulten , at jeg spiste min portion , og da du 
efterat jeg havde fået den tillivs endnu ikke var 
kommet , så gav jeg mig i færd med din mad for 
at den ikke skulle blive kold . “ 
„ Geueer dig ikke , “ svarede Theodor oprømt , 
„ jeg kan bestille mig en ny halv kylling , jeg blev 
opholdt hjemme , da der var en mand fra Hamborg 
som ville tale med mig . “ 

„ Hvorom ? “ spurgte den anden næsvis . 
„ Om forretninger . “ 
„ Kan man ikke så de forretninger at vide , 
eller måske de skulle være en hemmelighed . “ 
„ Ja , det skulle de rigtignok være , men til dig , 
som er min ven , kan jeg nok under tausheds 
løfte betro dem . Seer du , vi har her i byen en 
købmand , som er gruelig på knæerne , og ham 
har jeg lånt 1000 daler . “ 
„ Hvem er det ? “ 
„ Ja , det tør jeg ikke sige dig . “ 
„ Snak , har . Du sagt a , så kan du s ' gu også 
sige b ; jeg gad dog nok kendt den pjalt , der 
allerede endnu før du har åbnet din boutik , må 
ydmyge sig og gøre lån hos dig ! sig mig 
nu , hvem det er ! “ 
„ Det går vist ikke an . “ 
„ Nuvel da , så skal jeg gætte , hvis jeg træffer 
den Nette , vil du så sige mig det ? “ 
„ Ja , men du må være tavs som graven . “ 
„ Det lover jeg dig , — det er Møller ? “ 
„ Nej ! “ 
„ Ja , så er det Jakobsen ? “ 
„ Nej ! “ 
„ Poulsen på hjørnet ? “ - 
„ Nej ! — igen skudt forbi . “ 

„ Ja , så lan det ved gud ikke være nogen 
anden end bohrmann , som etablerede sig i foråret . “ 
Theodor nikkede hemmelighedsfuldt . 
„ Se , se , “ vedblev Adolf , „ trænger han allerede 
til penge , den storsnudede flab , han ville 
ikke svare mig , forleden da jeg gjorde ham den 
lere , at spørge til hans søsters besindende , nu 
får han løn som forskyldt ; — hør Nielsen , gør 
mig en tjeneste , du skal ikke låne ham en skilling ! “ 
„ Det er forsilde , han har allerede fået dem . “ 
„ Jeg troede at du var min sande ven , “ udbrød 
drengen vigtig , „ sg at du ikke havde indladt 
dig på et så stort foretagende , uden at spørge 
mig tilråds først , — hvormange procent skal 
slyngelen give ? “ 
„ Fire ! “ sukkede Theodor . 
„ Fire ! nej , ved du hvad , min Broder , 
der har du mildest talt båret dig dumt ad , når 
man indlader sig på en så vovelig spekulation , 
så må man mindst være sikkret ti procent . “ 
„ Gjort gerning står ikke til at ændre , siger 
det gamle ordsprog ; men lad os få en flaske 
vin til at skylle sorgerne ned med . — en flaske 

vin as den bedste , “ vedblev han til den med 
maden indtrædende opvarter . 
„ Et satans dejligt glas vin ! “ råbte Adolf 
efter at have tømt det første glas . 
„ Et endnu ? “ spurgte Theodor og skænkede . 
„ Tak min ven , hør du skulle vel ikke i betragtning 
af den for øjeblikket i min pung ind « 
Trådte Ebbe finde dig beføjet til at låne mig 
fem rigsdaler på kommende udsigter ? “ 
„ Med fornøjelse , her er de , “ og de 5 rigsdaler . 
Vandrede fra den ene lomme over i den anden . 
„ Hør Adolf , du kunne også gøre mig en 
stor tjeneste , “ vedblev han lidt efter , „ jeg vil 
betro dig det « åbenhjertigt , jeg er aldeles forelsket 
i din søster , og jeg bliver gal af kærlighed , 
dersom jeg ikke får hende , nu kan du vel , efter 
det jeg har fortalt , nok tænke dig , at jeg er meget 
ængstelig , isærdeleshed da jeg erfarer , at hun er 
syg , sig mig derfor ganske oprigtigt hvad det er 
hun fejler ? “ 
„ Im trippe , æe sautipps ! ^ lo Adolf . „ Bæer 
du kun ganske rolig , i morgen er hun rask som en 
fisk , hun og fader har for i nat byttet værelse , 
for at hun kan ringe på pigen hvis hun skulle 
befinde sig ilde . “ 
Theodors øjne lyste af glæde . 

„ Skal jeg give dig et råd , hvorved hun 
vi ! være aldeles helbredet i morgen ? “ 
„ Hvad skulle det nytte til ? lad hende beholde 
skn hovedpine , det har hun godt af . “ 
„ Ja men da du ved , at jeg elsker hende , 
så kan du vel nok tænke at jeg gerne vil have 
hende rask . “ 
„ Hvad er det da for et råd ? “ 
„ Jeg ved ikke om du erindrer , at jeg har 
fortalt dig , at for to år siden var jeg på en 
forretningsrejse i rom . Der blev i det hus , hvor 
jeg boede datteren , en ung pige på sytten år , 
pludselig syg . de bedste læger blev hentede , men 
der var ingen som vidste hvad de skulle gøre , 
alle opgav hende , familien var nærved at fortvivle , 
da kom der en dag en munk , en af de 
såkaldte gråbrødre , han lovede at ville hjælpe 
hende , og gav hende indholdet af en lille flaske 
i et glas vand , hun nød det , og dagen efter 
var hun rask ; jeg blev naturligvis nysgerrig 
efter at gøre denne mands bekendtskab , der med 
nogle dråber alens kunne redde et menneske fra 
døden ; det lykkedes mig også , og vi skuttede snart 
et venskabsforhold med hinanden , af Carlo , det 
var menneskets navn , fik jeg overladt en flaske 
af dette livets balsamelexir , som han kaldte det , 

den er her ; gør mig nu den tjeneste og giv din 
søster , uden at hun ved af det , blot seksten dråber 
heraf i et glas vand , “ og Theodor viste Adolf 
en lille medicinflaske fuldt med en vandklar væske . 
Den sidste , som med spændt opmærksomhed 
havde lyttet til hans tale , udbrød : 
„ Jeg tror næsten at du gør dig formange 
og unødvendige bekymringer i henseender til Emilie , 
imorgen vil hun selv uden elexiren være rask . “ 
„ Ja , men gør mig dog den tjeneste alligevel 
at give hende den ; du kan være aldeles rolig for ' 
at hun ikke vil mærke det der bliver gjort for hendes 
helbreds skyld , så meget mere som dråberne 
ikke efterlader den mindste afsmag ; seer her , “ vedblev 
Theodor , „ nu tæller jeg 18 dråber af i 
denne lille flaske , de to dråber gør vi beregning 
på , vil blive tilbage , resten tømmer du i 
et glas vand , som du formår hende til at 
drikke . “ 
„ Det vil blive mig meget let , “ svarede den 
overvundne Adolf , „ særdeleshed , da hun hver aften 
før hun går til sengs , nyder sit glas vand . Giv 
mig medicinen ; bagefter når hun er blevet rask 
så skal jeg drille hende med at det er mig som 
har kureret hende . “ 

„ Nej , det må du på det bestemteste love 
mig at tie med , tillige må du bortkaste flasken . “ 
„ Ja , ja da , jeg får vel føje dig , fkjøndt jeg 
kan ikke begribe denne hemmelighedsfuldhed . “ 
„ Det skal jeg sige dig , der klæber en smule 
overtro ved det hele ; for det første skal dette 
undervand tabe sin kraft , når den man vil kurere 
får dej at vide , dernæst vil jeg oprigtigt tilstå 
dig at jeg ikke er så ganske uegennyttig , da jeg 
er dødelig forelsket i din søster , og gerne vil have 
henve til kone , men ikke tør anholde om hendes 
hånd af frygt for et nej , og da nu Carlo tillige 
har betroet mig at drikken opvækker kærlighed 
til den , der har åndet på den , således som jeg 
nu gør , — ja , så kan du vel nok forstå hvorfor 
det er mig så magtpåliggende at Emilie 
kommer til at nyde den . “ 
„ Kom med din djævleflaske , “ råbte Adolf 
henrykt , „ Du skal være min svoger . Du er en 
hædærsmand som jeg satans godt kan lide , du 
skal få Emilie , og jeg giver dig mit azresord 
på at jeg aldrig skal røbe dig . “ 
Theodor kunne ikke undlade at gøre en slags 
grimace , som Adolf imidlertid ikke så . 
„ Hør Nielsen , “ vedblev sidstnævnte , „ for at 
give dig et våben i hænderne imod mig , hvis 
x 

jeg skulle røbe dig , så er her min søsters breve , 
du ved , dem jeg tog fra hende , behold dem , og 
skulle jeg nogensinde komme i forlegenhed for en 
lille elskovsdrik , så kan jeg vel nok få et par 
dråber hos dig ? “ 
„ Såmange som jeg har , står til din rådighed , 
men lad mig nu se at du i aften opfylder 
dit løfte til mig , — når din søster har drukket , 
kunne du så ikke give mig st tegn på , at det 
er sket ? “ 
„ Ja , hvad skulle det være for et tegn ? “ 
„ Jeg ved ikke , — kunne du for eksempel ikke 
sætte dit lys i vinduet før du gik i seng , så snart 
jeg har set det skal jeg hoste og du kan da 
roligt tage det bort . “ 
„ En ypperlig ide ! det skal jeg gøre , hurra ! 
Det bliver kommers , vi har altså sluttet et hemmeligt 
forbund , det er ligesom i de tyske røverromaner , 
hvor de gå på rov ! “ 
Theodor blev med et ganske bleg ; thi drengens 
ord mindede ham på engang om Renard , 
som altid brugte dette udtryk , han fattede sig , imidlertid 
snart og udbrød : 
„ Jeg kan altså stole på dig ? “ 
„ I liv og i død ! “ 

„ Vil du have et glas vin endnu før vi 
skilles ? “ 
„ Nej tak ! nu må jeg hjem . Klokken er mange ; 
iaften skal du så snart Emilie har nydt sin hexedrik 
få signalet . “ 
Og de to venner skiltes . 
Emilie var som en følge af de havte sindsbevægelsær 
bleven syg , og da faderen af frygt 
for , at når natten indtraf og hun skulle behøve 
hjælp , der da ingen var i nærheden , havde han 
bevæget hende til at bytte sit kvistværelse med hans 
som var i stueetagen . 
Emilie lå altså nede . 
„ Hvordan har du det , lille Mille ? “ spurgte 
Adolf om aftenen , idet han med et glas vand 
trådte hen til hendes seng . 
„ Tak Adolf ! “ svarede hun , „ nu tror jeg nok 
det er noget bedre . Lægen har været her i eftermiddag , 
og han sagde , af feberen ville lægge sig 
til natten . Men hvor har du været henne ? Fader 
har været meget vred fordi du atter var ude . “ 
„ Åh , jeg var nede ved havnen for af se 
om isen kunne bære , — jeg havde nær faldet st 
for den er så tynd . “ 

„ Kære Adolf , lad det fare , “ udbrød Emilie 
med virkelig bekymring , idet hun rakte broderen 
sin hånd , „ Du kunne let drukne , og tænk få på 
den sørg du derved ville forvolde fader og mig . “ 
„ Bryd dig ikke derom , skulle jeg være så 
uheldig af dumpe , så kan man træde vande . 
Ukrudt forgår ikke så let , det ved du nok af 
erfaring ; men det er sandt , her er et glas vand 
som fader har sendt mig med til dig , han sagde 
af når du drak det helt ud til bunden , så ville 
feberen nok forlade dig til i morgen . “ 
„ Tak Adolf , sæt det der på bordet . “ 
„ Nej , vist ikke nej , du skal drikke det nu , for 
så fager jeg glasset tilbage , når fader har sagt 
at du skal drikke vand , så drikker du vand og 
dermed Basta ! “ 
> Emilie tog , for ikke at modsige sin Broder , 
glasset og tømte det . 
„ Se så , lille søster , “ sagde han med et 
skadefro smil , „ nu da du er færdig , så vil jeg 
sige dig godnat , og ønske at du må drømme 
behageligt ; i morgen skal du se , så vil alt nok 
være anderledes . “ 
Og Adolf forlod hende . 
Da han var kommet op på sit værelse satte 
han sit lys i vinduet , og lidt efter hørte han en 

rr3 
stærk Hosten nede på gaden fra Nielsen , tsk tegn 
på , at han havde set hans signal . 
„ Se så , min gode , “ sagde drengen , idet 
han tog lyset bort , „ nu kan du ganske rolig gå 
hjem og sove på dit grønne øre . Emilie har 
fået din elskovsdrik og i morgen vil hun være 
ligeså forlibt i dig som en rotte i en sød ost ; 
det bliver en herlig svoger jeg der får mig , 
når han er bleven gift med Emilie , bliver han 
nødsaget til at lade mig råde og forstrække mig 
med de penge som jeg behøver til mine fornøjelser , 
for ellers — ja så truer jeg ham med at fortælle 
på hvilken måde hun er kommet til at elske ham . “ 
Lidt efter sov han ind , ved tanken om de 
glæder han havde ivente , når Emilie først var 
bleven Fru Nielsen . 
Det er , som kloden vejret ville nakke , 
som luften bleven var for tnng og lnmmer ; 
og bøllende sig kæver jordens dække , 
lig kvindens brust , når det er fvidt med Kummer . 
Dog liden standsning jorden fremad ruller , 
i atthren taber sig det siærke bulder . — — 
en kvinde skabtes ikkun til at lide ; 
thi sorgens Kee , hun sit jo ved sin side . 
Efterat Adolf havde forladt Emilie lå hun 
endnu i nogen tid og tænkte på de sidste Tages 
på nvv tit 

begivenheder ; hendes faders forestående fallit , 
Walthers forbrydelser og Theodors trudsler . Alt 
dette løb på en forunderlig måde sammen og 
forstyrrede hendes tankegang ; hendes tilstand 
blev lidt efter lidt mere omtåget , det forekom 
hende som om ethvert af møblerne i stuen forandrede 
sig til ubekendte gruopvækkende skikkelser . 
Vangs skriverbord blev til et grønligt skjælbedæktet 
uhyre med store grådige fremstående øjne , 
det udstrakte sine kløer imod hende og nærmede 
sig mere og mere ; pludseligt var det forsvundet 
og hun så kun sire hvide vægge som langsomt , 
men sikkert trak sig sammen og blev mindre , en 
ligesom tung byrde lagde sig på hendes bryst ; 
hun ville skrige , men formåede det ikke , hendes 
tilværelse var skrækkelig , hun troede det var døden , 
og i alle sineqvaler ønskede hun blot , at det 
var forbi . 
Omsider forlod bevidstheden hende . 
Pludselig for hun sammen , en dør blev sagte 
åbnet og Nielsen trådte ind . Emilie så og 
hørte ham tydelig , men det var hende ikke muligt 
at gøre selv den mindste bevægelse , hun var som 
lamslået . 
Hnn mærkede at han nærmede sig sengen 
hvori hun lå , og ved lampens skin så hun 

den glødende lidenskab med hvilken han betragtede 
hende ; med et bøjede han sig ned og trykkede er 
langt flammekys på hendes læber . 
Hun følte hans brændende ånde og det hede 
Kys , men den uforklarlige og usynlige magt holdt 
hendes legeme i en bestandig sløvhedstilstand . 
Hnn hørte ham sige : 
„ Hvor du er smuk Emilie , selv en engel fra 
himlen kunne for din skyld forlade paradiset og 
synde samt kaste sig i den evige fordømmelse , hvor meget 
mere må jeg da ikke , jeg som kun er en 
ussel dødelig føle din skønheds magt ; jeg har 
svoret på at du skulle blive min , og jeg holder 
ord , lad så følgen blive , hvad den vil . Lad et 
helt livs foragt knn hvile på mig , søndertræd 
mig med din fod , jeg skal villigt bøje min nakke 
under hvilketsomhelsl åg du vil pålægge mig , 
men min må du blive , jeg må hvile ved din 
svulmende barm omslynget af dine dejlige arme , 
det er kun det Paradis jegsøger , lad så det andet 
for evigt være lukket for mig . Din elsker , Walther 
bliver dog aldrig din , han har ved sine forbrydelser 
selv bortkastet den lykke som du ville give 
ham . Din fader er nær ved afgrundens rand , 
jeg kan ene frelse ham , modtag da den hånd som 
jeg vil byde dig . “ 

da Theodor halvt hviskende havde sagt dette , 
fog han en lille flaske og holdt den hen under 
Emilies næsehun 
syntes , at sengen og alt veg bort fra 
hende og hun sank ud i det tomme rum . 
Te sjælelige evner vare ophørte med at virke , 
og hun var fuldkommen bevidstløs . 
Skurken havde foruden en almindelig sovedrik 
også benyttet chlorform . 
Vi ville drage et slør over det som nu skete , 
og kun fortælle at et menneske omtrent to timer 
fenere med sagte , men usikkre skridt forlod Vangs 
hus . 
Emilie var skændet , skændet uden at hun selv 
havde det mindste begreb derom . 
Den næste dag var hun endnu mere syg end 
dagen i forvejen , men hun ville af frygt , for at 
bedrøve sin fader , ikke lade sig mærke dermed ; hun 
ville stå op , men det var hende næsten ikke muligt , 
en mathed som hun ikke selv kunne gøre sig rede 
for , overfaldt hende og hun tumlede tilbage i 
sengen . 
Ved mere end almindelige anstrengelser , overvandt 

hun sig imidlertid noget efter og det lykkedes 
hende at komme op . 
„ Herregud Emilie , hvor du dog seer medtaget 
ud , “ udbrød bang , da hun viste sig ved theebordet , 
„ det er nok det bedste , at du straks igen søger 
sengen og vi sender bud efter doktoren . “ 
„ Tak fader ! jeg befinder mig fuldkommen vel , “ 
Svarede hun , „ men det matte , næsten stive blik , de 
store blålige ringe omkring øjnene , og de blege 
kinder , modsagde hende aldeles . 
Adolf sad med en stor kop the , hvori han 
dyppede et mægtigt stykke smørrebrød ; han skævede 
over til søsteren , med dette ondskabsfulde 
sideblik som var ham egent . 
„ Nå , lille Mille , hvordan har du så sovet 
inat , “ spurgte han , da han uden at tale i nogen 
tid havde syslet med theetøiet . 
„ Ikke rigtig godt ! “ svarede Emilie gysende 
ved tanken om det om natten passerede , hvilket 
hun anså som lutter feberfantasier . 
„ Vi har allerede haft fremmede i dag , “ vedblev 
Adolf , „ ja , hvad mener du , det var såmænd 
købmand Nielsen . “ 
„ Nielsen ! “ gentog hun i udråb , idet blodet 
strømmede hende til kinderne . 
„ Ja Nielsen , han havde en længere samtale 

med fader , som jeg ikke måtte høre , men det var 
om dig , for jeg hørte ham tydeligt nævne dit navn , 
da jeg gik udenfor vinduerne . “ 
„ Hold mund dreng , og pas dig selv ! “ udbrød 
bang , hvem det ærgrede at Adolf skulle have 
sin næse alle vegne . „ Tn er altid nartig og sladderagtig , 
det nytter kun lidet at jeg har sendt dig 
ud blandt fremmede for at få kundskaber og 
lære , thi du er og bliver altid lige vanartet . “ 
„ Herregud ! “ svarede Adolf med krokodillegråd , 
„ jeg kan da ikke gøre ved , af Nielsen har friet fil 
Emilie . “ 
„ Vil du pakke dig ! “ råbte bang rasende , 
idet han sprang op 
Adolf ønskede intet heller , thi som et lyn var 
han nde af døren . 
Da fader og datter vare ene blev der en 
pause , som Emilie omsider brød : 
„ Hvad var det som Adolf sagde om Nielsen ? “ 
Spurgte hun . 
„ Det skal jeg sige dig , mit barn , “ svarede 
bang efter nogen tøven , „ Nielsen har ganske rigtig 
anholdl om din hånd , men— ja kom nu herhen 
hos mig og sæt dig her ved siden af mig i sofaen , 
sådan ! giv mig nu din hånd og lad os 
tale med hinanden som det anstår sig . Du er 

nu i den alder , af du ikke er et barn mere , af 
du ikke er as de styggeste , det ved du godt — 
nuvel , du har gjort indtryk på Nielsen , den unge 
købmand , som agter af nedsætte sig her i byen ; 
han har i dag henvendt sig fil mig og spurgt om 
jeg havde noget imod partiet . “ 
„ Og du svarede ? “ spurgte den skælvende 
Emilie . 
„ Jeg har svaret ham , af det aldeles beroede 
på dig ; fra min side skulle der intet være til 
hinder for eders forbindelse , dersom du syntes 
om ham . “ 
En voldsom indre kamp fandt i dette øjeblik 
sted hos Emilie ; hun tænkte på Walther , sin 
faders nærstående fallit , og det glædesløse liv , 
som hun ville gå i møde ved Nielsens side . 
Omsider fejrede datterkærligheden og hun 
udbrød : 
„ Ville du gerne se mig som Nielsens kone ? “ 
„ Ja ! “ svarede den intet ahnende bang , „ jeg 
vil være oprigtig imod dig , det er mit inderligste 
ønske ; Nielsen er en brav ung mand , som jeg 
længe godt har kunnet lide , han er en udmærket 
forretningsmand , og vil vred tiden drive det til 
noget stort , desuden kunne jeg mærke på det 
hele , at han holder inderligt af dig , du vil der120 

som du tager ham , nok blive lykkelig , det er jeg 
overbevist om . “ 
Tisse ord : „ Det er mit inderligste ønske “ , 
var nok til at bestemme Emilie på samme tid som 
hun nærede en hvis frygt for sin fader , elskede 
hun ham også over alt . 
„ Nuvel da , kære fader , “ sagde hun idet hun 
grædende tog ham om halsen , „ jeg har bestemt mig , 
jeg giver Nielsen mit ja ! er du så tilfreds ? “ 
„ Det var da et underligt spørgsmål du 
der kommer med , synes du ikke om ham , så kan 
du jo sige nej ! da det er dig og ikke mig som skal 
ægte ham , så må det jo blive dig , der skal være 
tilfreds , — eller vil du måske ikke have ham ? “ 
„ Jo , jo ! “ stammede den ulykkelige Emilie , idet 
hun troede at hengive sig for at frelse sin fader 
fra en undergang som aldeles ikke eksisterede . 
„ I fruentimmer er og bliver dog nogle forunderlige 
skabninger ! “ udbrød bang , idet han 
kærtegnede sin hulkende datter . „ Har i sorg , 
så græder i , nå ja , det kan jeg sinde mig i ; 
tårerne er jo blevne skabte for at lindre kvindens 
nød , men at i også græder , når glæden 
banker på eders dør , det forstår jeg ikke . “ 
„ O , min fader ! Tårerne overvældede mig 

så stærkt , at jeg ikke var mig selv mægtig , jeg 
beder dig tilgiv mig . “ 
„ Snak ! hvad skulle jeg vel have , at tilgive 
dig . — nu vil jeg skrive et par ord til Nielsen 
og bede ham komme , — nå , tro mig at han vil 
blive glad , — nu seer du langt bedre ud , nu har 
du fået blod i dine kinder . “ 
Stakkels Emilie , det var feberen som med 
hektisk rødme farvede dem . 
„ Det var altså kærligheden som gjorde dig 
syg , “ vedblev bang , „ Du elskede ham og vidste 
ikke om han gjengjældte dine følelser , det var 
altså det som der nagede dig , ja vi mennesker , 
vi er dog alle nden undtagelse tåbelige . Din 
stakkels moder , min pige , hun har været akkurat 
ligesådan , og købmanden sukkede ved tanken om 
hans afdøde kone ; derpå skrev han en billet til 
Theodor , hvori han underrettede ham om hans 
lykke . 
Emilie hvilede i sofaen med ansigtet skjult 
i sit lommetørklæde . 
Udenfor stod der en lurer , som havde hørt hele 
samtalen ; det var Adolf , han hoppede og sprang 
og vidste ikke på hvilket ben han skulle stå 
af glæde . 
„ Sikken en satan ! den Nielsen , “ udbrød han , 
på rov 11 

„ hvem skulle have troet det ; det er altså en virkelig 
elskovsdrik som jeg har givet hende , nå ! ja 
nu skipper jeg ham ikke før han har givet mig 
resten af det han har tilbage deraf ; jeg vil derpå 
bringe flasken hen på apotteket for at få den 
annalyseret , også vil jeg have mig en trepægleslaske 
lavet deraf , så skal jeg blive en rigtig 
Don Juan ! “ 
En time efter kom Theodor strålende af 
glæde , han havde modtaget Vangs billet og skulle 
nu tale med Emilie . 
„ Jeg har talt med min datter , “ sagde købmanden , 
„ hun vil straks være her og er , som de af 
brevet har set , ikke utilbøjelig til at gå ind på 
deres tilbud , ja jeg er endogså temmelig overbevist 
om , at hendes følelser stemmer overens 
med deres ; tael nu med hende , og når alt er 
afgjort , kald så på mig , min velsignelse til forbindelsen 
har de . “ 
Og den tilsyneladende kolde og ordknappe 
handelsmand gik hurtig ud i boutiken for at skjule 
sin indre bevægelse . Bang varet af disse mennesker , 
der under et afmålt , undertiden næsten frastødende 
ydre , dulgte et varmt og følende hjerte . 
Livet havde hjemsøgt ham med sine storme ; fra 
en fattig handelsbetjent havde han med jernskid , 
v i i ' llo ! I . - 

redelighed og sparsommelighed arbejdet sig op til 
den stilling han nu beklædte i samfundet ; han 
giftede sig og var lykkelig ; da mistede han sin hustru , 
det væsen han elskede overalt i verden , det var 
ham det hårdeste stød ; sorgen gjorde ham ordknap 
og tilsyneladende streng imod sine omgivelser , 
sine børn måtte han lade opdrage ude , og det 
var grunden af den blødhjertede og varmtfølende 
Emilie frygtede , ligeså meget som hun elskede ham . 
Hvad Adolf angik , så bar han i den alder han 
var , ikke respekt for nogen , han var kun en tankeløs , 
uartig og egenkærlig dreng , som den noget aldrende 
rektor i Tønder ikke havde kunnet opdrage 
tilstrækkelig , grundet på de mange pligter , der 
ellers påhvilede ham . 
Ta Theodor havde ventet lidt , åbnedes døren 
til det indre værelse langsomt og Emilie trådte 
bleg ind . 
Offeret var ene med sin bøddel . 
„ Jeg har for få øjeblikke siden modtaget en 
billet fra deres fader , min frøken , “ begyndte 
han , „ og den gør mig til det lykkeligste menneske 
på jorden . “ 
Emilie gjorde et forsøg på af svare , men 
ikke en lyd kom over hendes læber . 
„ De tier , min frøken ! “ vedblev han , „ det er 

da ikke en skuffelse de har beredet mig , deres 
fader sagde mig nys , af de delte mine følelser , 
skulle han have taget fejl ? — eller er det kun 
jomfruelig undseelse der holder dem tilbage , hvis 
så er , da skænk mig denne hånd som er det 
eneste og det højeste mål jeg har at stræbe efter . “ 
Og han greb hendes højre hånd . 
En nervøs skælven gik igennem Emilie da 
han berørte hende , hun følte ligesom om hendes 
strube blev sammensnøret ; tusinde og atter tusinde 
tanker krydsede i et øjeblik hendes hjerne , hun 
stirrede Theodor , drevet af en hende uforklarlig 
magt ind i øjnene , hun ville frigøre sin hånd , 
men formåede det ikke . 
„ Er de syg ? “ spurgte han forbanset over 
hendes taushed , „ eller hvad er det ? “ 
„ Stille , “ hviskedee hun , idet hendes øjne antoge 
et glasagligt udseende , „ slip ikke min hånd , 
hvis de vil vide noget , jeg seer ! “ 
„ Hvilket ? “ 
„ Hvem du er og hvad du har for , jeg ved 
hvilke skændige midler du har benyttet for at 
bringe mig i din magt , du har ført min fader 
bag lyset , bedraget min Broder og skændet mig , 
det var dig der sidste nat listede dig ind i huset 
efterat du havde fået min Broder til at give de 

bedøvende midler ; Walther er ingen forbryder og 
min fader har aldrig stået sig bedre end nu , — 
men skæbnen må have sin gang , jeg tør ikke 
forgribe den . “ 
Theodor var aldeles forundret over det fænomen 
der viste sig for Hain , at Emilie ikke var i 
sin normale tilstand , det så han tydeligt ; hånden , 
som han omfattede , var kold , klam og fugtig , 
pulsen næppe følelig og øjnene mindede stærkt om 
en søvngænger . 
„ Hun er magnetiseret ! “ tænkte han . 
Og som om han havde talt til hende , svarede 
hun : 
„ Ja jeg er , sjælens gave til at se , blev 
nedlagt i mig ved min fødsel , men din berørelse 
udvikler den endnu mere ; spørg og jeg er rede til 
at svare dig . Naturen gjorde mig til din slavinde , 
jeg fødtes jo kun til at lide . — benyt din 
magt før tilfældet gør sig til herre over dine 
handlinger . “ 
„ Skulle det virkeligt være muligt at denne 
kraft eksisterer , “ tænkte Theodor , „ eller er jeg i 
dette øjeblik spilleboldt for en fixion . Renard 
har rigtignok ofte fortalt mig om sligt , men jeg 
har aldrig troet ham ; blot jeg havde ham her , han 
kunne forklare . - “ 

„ Det som det højeste væsen har forbeholdt 
sig selv , “ afbrød atter Emilie hans tankegang , 
„ tro aldrig det , dertil skal du komme og ikke videre , 
der er grændser for alt . “ 
„ Hvad tænker jeg nu på ? “ spurgte Theodor , 
gjort dristig ved det han hørte og så . 
„ Du lænker på din staldbroder i mange af 
dine forbrydelser , — du tænker på Renard . “ 
„ Hvem er han ? “ 
„ Vent lidt , lad mig først søge ham ; — nu 
seer jeg ham , han går i dette øjeblik over en 
bro , han tænker på dig , han forbander dig i 
sine tanker fordi dir har forladt ham , men han 
kan berolige sig , for du vil snart atter søge ham , 
thi du trænger snart til hans hjælp ! “ 
„ Hvor skal jeg søge ham ? “ 
„ I Århus , hvor han vil opholde sig indtil 
han rejser hertil byen med dig . “ 
Theodor flap hendes hånd og den naturlige 
tilstand indtrådte øieblikkel-g ; thi Emilie henvendte 
sig til ham med en noget mat stemme og sagde : 
„ Hr . Nielsen lad mig være oprigtig imod dem 
i de få øjeblikke vi har at tale alene med hinanden . 
Jeg elsker dem ikke , det ved de jo godt , 
deres optræden lige overfor mig iforgårs har ikke 
været ædel , men alt dette vil jeg sætte til side , min 

faders lykke er mig det dyrebareste her i verden , 
og det er den jeg vil opofre mig for , jeg tror , 
at de elsker mig oprigtigt , og at det kun var 
skinsygen , der bragte dem til at behandle mig 
således som sket er , nuvel jeg samtykker i at 
blive deres kone imod at de redder min fader 
fra den nær forestående fallit . 
„ Det lover jeg dem , min frøken ! “ 
„ Måske tiden kan bringe mig til at glemme 
det , som de desværre kender alt for godt , foreløbigt 
må de lade dem nøje med min agtelse , men 
mere kan jeg ikke . “ 
Gråden var her nærved at kvæle hendes 
stemme . 
„ Tilgiv mig , “ stammede Theodor , idet han 
faldt på knæ for hende . „ Min grænseløse 
kærlighed til dem er skyld i det alt sammen , 
jeg elsker dem som en vanvittig , fordøm mig ikke , 
Emilie , beklag mig snarers , som deres wgtefælle 
vil jeg være roligere , jeg vil betragte dem som 
en søster , en dyrebar skat , som gud har givet 
mig at bevogte ; jeg skal være som en ældre 
Broder lige overfor dem , hele mit liv skal være 
dem viet , for et smil af deres dejlige læber skal 
jeg pålægge mig ethvert savn ; nu kan det være , 
at de på grund af , jeg tilstår det åbent , 

min iforgårs nederdrægtige opførsel lige overfor 
dem , afskyer mig , men ved et sammenværen med 
mig , sonl min hustru , vil de nok komme til at 
bedømme mig anderledes , de vil i deres indre 
hjerte sige , han har været endeel letsindig , men 
hans kærlighed til mig må undskylde ham . “ 
Theodor havde spillet sin rolle så godt , at 
Emilie næsten var rørt , med tåre i øjnene rakle 
hun hykleren hånden , som han med bortvendt 
ansigt modtog , og med nedslagne øjne trykkede 
et Kys på . 
? Vi bede vore læsere bemærke den dobbelte 
^tilstand , hvori Emilie befandt sig , den magnetiske 
, åndelige , hvori kun sjælen virkede , og den legemlige , 
som var aldeles uvidendende om det hun 
nys så klartscende , påvirket af et tilfældigt 
sammenstød af omstændighederne var kommet i 
for nogle minutter . 
Theodor havde set resullatet på en for 
ham uopløselig gåde , og han trinmpherede i sit 
indre . 
Offeret var i hans magt . 
„ Tillader de at jeg kalder på deres fader 
og gør ham delagtig t vor lykke ? “ sagde han , 
idet han rejste sig . 
„ Ja , “ svarede hun . „ Men lov mig , at de 

vil gøre alt , hvad der slår i deres magt , for 
at redde ham fra hans ulykke . “ 
„ Vær rolig , dyrebars Emilie , hans sag er 
fra dette øjeblik min , uden at han har den mindste 
anelse deroni , skal den truende fare som svæver 
over hans hoved være fjernet . Stol trykt på 
mig , jeg har endnu aldrig bedraget dem , der satte 
deres lid til mig . Deres fader er frelst . “ Og 
Theodor kaldte på bang . 
„ Heri bang , “ sagde han da denne var kommet . 
„ Deres datter har i dette øjeblik gjort mig til 
det lykkeligste menneske , hun har givet mig sit ja , 
mit længe nærede ønske bliver således opfyldt 
på den skønneste måde , og der mangler intet 
uden deres samtykke , til at gøre vor lykke fuldstændig . 
Giver te det ? “ 
„ Af mit ganske hjerte , “ svarede købmanden . 
„ Emilie er en god pige , der fortjener alt det 
held , som livet kan lade hende blive tildel , 
gør dit til , min søn , at hun får det , og gud 
vil nok gjengjælde dig det . “ 
Emilie var altså blevet forlovet . 
Den der forbavsede sig mest derover , det 

var hendes veninde , som kendte og havde besørget 
hendes brevveksling med valtter . 
„ Du har altså holdt det stakkels menneske 
for nar , “ sagde hun til hende . „ Ved du hvad , 
Emilie , det havde jeg aldrig troet om dig ; vi 
have kendt hinanden fra vi begge vare børn , og 
jeg har ikke før nu opdaget noget underfundigt 
hos dig . — hvorfor har du forlovet dig med 
valtter ? “ 
Emilie svarede hende ikke , hun følte alt for 
vel det begrundede i venindens bebrejdelser . 
„ Du svarer mig ikke , “ vedblev denne . „ Det 
kan jeg så godt forstå ; thi du kan ikke svare 
mig , men jeg fatter klart det hele ; det var altså 
derfor at du så pludselig ophørte med at skrive , 
du har været falsk , endogså ligeover for mig , 
du har kun hyllet , idet du ængstelig og bedrøvet 
kom og spurgte om der ikke var brev til dig fra 
København , du vidste nok alt for godt , at der 
intet var , thi du havde naturligvis allerede dengang 
slået op med ham , da du begyndte at 
synes bedre om den rige Nielsen end den fattige 
lieutenant . — fy , det er skammeligt handlet 
af dig . “ 
Også det tålte Emilie , idet hun stiltiende 
gav hende net . 

„ Du må heller ikke tro , at du er gået 
fri for folks omtale her i byen , “ vedblev den 
anden , „ thi der er i lang tid blevet mumlet om 
at du havde stævnemøder med Nielsen oppe 
i anlæget . Jeg har endnu ikke villet tro det , 
men nu seer jeg desfoværre at det er alt for sandt . “ 
Dette var dog Emilie for meget , og hun 
udbrød : 
„ Dem som har sagt dig det , have skammeligt 
bagvasket mig ; thi , så sandt der er en gud til , 
så forsikrer jeg dig at jeg aldrig udenfor min 
faders hus har talt med Nielsen , ej heller er det 
mig som har forladt valtter , men ham der har 
bedraget mig , idet han — — “ , her holdt hun inde , 
idet hun frygtede for at sige for meget . 
„ Nå , bliv kun ved , hvorfor tier du så 
hurtigt ? — nej lille Emilie , jeg tror dig ikke 
itke mere ; thi din handlemåde har givet mig 
altfor tydelige beviser på din flygtige og letsindige 
charakteer , den stakkels godtroende valtter , 
nu skal han formodentlig oven i købet udles , fordi 
han holdt så meget af dig , og troede dig så 
godt , men du kan tro , jeg skal skrive ham til , 
og underrette ham om hvorledes han ved din 
falskhed er bleven ført bag lyset ; vort venskab 
er forbi , jeg vil lade som jeg aldrig havde kendt 

dig , thi jeg er ærlig , og holder mest af at mine 
veninder er ligeså . “ Dermed gik hun rask ud 
af værelset , og lod den bedrøvede Emilie være 
alene tilbage . 
Lidt efter forlod sidstnævnte huset for aldrig 
mere at vende tilbage til den som var hendes 
eneste oprigtige veninde . 
Samme dag blev et brev afsendt til valtter , 
hvori han blev underrettet om Emilies forlovelse 
med Nielsen , samt om hendes nær forestående 
bryllup . 
Adolf jublede af glæde , han lånte penge 
af sin tilkommende svoger , som han alle brugte 
til slikkerier , den første februar var bestemt til 
at skulle besegle hans søsters pagt med kirkens 
velsignelse . 
„ Sangforeningen skal synge ved min søsters 
vielse , fortalte han med en vigtig mine til en anden 
dreng , “ „ og seks hvidklædte brudepiger skal 
hun også have , jo du kan tro der bliver stads . 
' Nielsen fortalte , at han havde fået brev fra Hamborg , 
der gjorde ham det aldeles nødvendigt , af 
han måtte rejse dertil , og da krigen var udbrudt , 
blev han tvunget til , af rejse over Sverrige , 
men i løbet af fjorten dage skulle han atter være 
tilbage . “ 

hele rejsen til Hamborg var ikke andet end 
opdigtelse , den sande grund var , af han ville 
opsøge Renard i Århus for af formå ham til 
af forstrække sig med de nødvendige penge , thi 
hans pung begyndte nu , af blive tom . 
Theodor rejste og vi ville følge ham , i Århus 
traf han ganske rigtigt , som Emilie havde forudsagt 
ham , Renard der modtog ham med forbandelser . 
„ Nå er du der din skurk ! “ udbrød han 
såsnart han så ham , nu har du vel ingen flere 
penge , og tyer igen hen til den gamle for af 
han atter skal hjælpe dig ; men denne gang gør 
du regning uden værd , jeg er ikke så tosset , atter 
af indlade mig med dig du galgenfugl , gå 
hen et andet sted , og lad dig hænge i et mere 
værdigt compagni , thi imellem os er alt forbi ; nu 
har du vel igen begået nye dumheder som du 
vil have , af jeg skal klare for dig ! “ 
„ Nej denne gang har jeg handle^ det klogeste 
jeg endnu har gjort , “ svarede Theodor , „ jeg er på 
vejen til at gifte mig . “ 
„ Med djævelens cousine , “ afbrød den gamle 
hånligt leende . 
„ Nej med den smukke pige som vi mødte på 
tønderveien , hende der gav dig almisse , og som 

du advarede mig for , erindrer du ikke hende ? 
Hun er en datter af den rigeste købmand i Haderslev , 
med hende skal jeg have bryllup den 1ste i 
næste måned . “ 
„ Nu lyver du vist for mig , min rare dreng ! “ 
„ Nej , såsandt som jeg er ærlig , så er det 
tilfældet ! “ 
„ Såsandt som du er ærlig ! ja det var just 
den rette ed , du seer også ud som lerligheden 
selv , og du er ærlig , derom vidner alle dine bedragerier , 
og nu kommer du til mig som en ærlig 
kammerat for , at dele udbyttet af dit rov med 
mig , fordi jeg har været dig behjælpelig med 
flugten fra galejerne . Du har en herlig opoffrende 
carakteer , og jeg kan aldrig glemme dig ; 
giv mig så pengene , og gå fanden ivold ! “ 
Theodor mærkede alt for tydelig at nenard 
gjorde nar af ham , men han kendte den gamle 
for godt til af vide , af når han først begyndte 
dermed , så kunne han omtrent få ham til hvad 
det skulle være , han sagde derfor : 
„ Du spotter mig Renard , og jeg vil tåle det 
fordi jeg ved af når du erfarer hele historiens 
sammenhæng , så vil du få andre tanker og 
istedeffor dine bebrejdelser vil du skænke mig dit 
bifald . “ 

„ Det fluide da være den første gang af du 
havde handlet klogt , hvis så er , — men jeg tror 
det ikke . “ 
„ Vil du høre mig med tålmodighed og 
uden af afbryde mig , så skal jeg fortælle dig , 
hvorledes jeg har spillet mine kort denne gang . “ 
„ Tael da ! “ svarede Renard noget beroliget . 
„ Tillader du , “ udbrød Theodor , idet han tog 
sin overfrakke af og gjorde sig det bekvemt . „ Som 
du vel nok erindrer , gjorde jeg mig usynlig for 
dig i Møgeltønder efter at jeg havde medtaget 
nogle så penge af vort fælleds bytte . “ 
„ Sig hellere , efter at du havde nappet så meget 
som du kunne få fingre i , “ afbrød nenard . 
Theodor lod som om han ikke hørte hvad den 
gamle sagde , men vedblev : 
jeg forlod dig for af opdage den unge piges 
spor , hvis syn havde gjort et uudsletteligt indtryk 
på mit hjerte . “ 
„ Et dejligt hjerte , — eninflameretkjødklump . “ 
„ Det lykkedes mig efter nogen forgæves møje 
at finde hende i Haderslev , hvor hun hørte hjemme , 
hun var datter af kjømand bang , som har den 
største købmandshandel der i byen ; jeg skaffede 
mig adgang til familien under påstand af , at 
jeg ville nedsætte mig og åbne en forretning 

dersteds . Jeg fortalte at jeg var rig , og at de 
største handelshuse i Hamborg ville gøre alt for 
at understøtte mig ; jeg vandt derved den ordknappe 
bang , som optog min skumplan med velvilje med 
datteren . Emilie havde jeg kun liden fremgang , 
hun kunne åbenbart ikke lide mig , men jeg fandt 
på råd alligevel . Emilie har en Broder , Adolf , 
en lang dreng på femten nar , en laban , som kun 
tænker på at æde og drikke og så på at læse 
§ fordærvende romaner ; ham var det mig en let 
sag at vinde ; jeg gav ham mad og vin , ligefiåmeget 
han ville fylde i sig , samt lånte ham 
che moraliserende bøger ; han undersøgte søsterens 
skuffer for at stjæle penge fra hende , og ved en 
sådan lejlighed fandt han endeel breve og et 
portrait fra en lieutenant Walther i København 
med hvem hun var hemmelig forlovet ; jeg fik ved 
overtalelser brevene fra drengen , og nu havde 
jeg hende , min plan var snart lagt ; jeg friede 
med megen pattos til hende , og fik som jeg havde 
forudset et „ Nm “ , det var det som jeg havde beregnet , 
thi nu gik jeg fra bønner over til trudsler , 
jeg lovede at hævne mig ; løjtnanten blev gjort 
til en spiller og falsk vexelrytter , hendes fader 
var på vejen til en fallit , som ville ødelægge 
ham , og den kunne jeg forhindre , men ville ikke , 

med mindre at hun ægtede mig , kort sagt , før jeg 
forlod hende havde jeg benyttet alle de våben , 
som der stod til min rådighed ; hun blev syg af 
skræk og fortvivlelse , og nu arbejdede jeg videre 
på mit værk ; da Adolf fortalte mig at Emilie 
var upasselig , huskede jeg på recepten til den 
udmærkede sovedrik du engang havde givet mig , 
denne mageløse opfindelse der lommer legemet , men 
lader sjælen våge , ved at bilde Adolf en løgn 
på lermet , fik jeg ham til at bibringe Emilie en 
dosis i et glas vand , og ved nattetid besøgte jeg 
min elskede på hendes værelse , efter at jeg endnu 
en gang havde foreholdt hende af hun burde bestemme 
sig til fordel for mig , bedøvede jeg hende 
fuldstændigt og gjorde dernæst hvad jeg ville , — 
sagte og lydløst forlod jeg lidt derefter huset og 
den næste dag friede jeg til hende igennem faderen ; 
min Donna var nu bleven mere føjelig , hun 
gav mig sitja , og først i næste måned skal brylluppet 
slå “ 
„ Og så ? “ spurgte Renard , som i tanshed 
havde hørt enden på Theodors historie . 
„ Og så ? “ gentog denne . „ Har du da ikke 
forstået mig ? Ved af ægte Emilie er min lykke 
gjort , jeg bliver compagnon med bang , og det 
skulle gå til med fandens kunster om ikke hans 
på 12 

formue snart skulle blive min , jeg har da en 
nydelig ung kone , bliver en rig mand , og alt 
det forbigangne er glemt . Du må nu være mig 
behjælpelig med af låne mig nogle penge , til 
af jeg i begyndelsen kan slå om mig med for 
af gøre de andre trygge . “ 
„ Og hvis jeg nu ikke vil ! hvad så ? “ 
„ Det kan ikke være din mening , da du såvel som 
jeg vil komme til af høste gavn af dette 
coup ; men det er sandt , jeg glemte af fortælle dig 
en ting og det er , af min tilkommende er clarvoyant , 
jeg opdagede det da hun gav mig sit ja . 
Du har så ofte fortalt mig derom , men jeg har 
aldrig villet tro dig , nu har jeg lyn for sagen . “ 
„ Hvorledes ? fortæl mig det ! “ udbrød nenard 
med interesse . 
„ Jo seer du , idet jeg tog hende i hånden , 
blev den pludselig klam og fugtig , hendes øjne 
hængte sig så af sige fast ved mine , og hun fik 
aldeles udseende af af være en søvngjængersfe ; 
hun sagde , af hun var min slavinde og rede til 
af lyde mig og af jeg skulle benytte øjeblikket før 
det var forsilde , — ja endogså mine tanker svarede 
hun mig på . “ 
„ Og du ? “ 
„ Blev som du vel kan tænke dig aldeles forbanset , 

jeg havde hidindtil anset magnetismen 
for lutter humbug eller i det højeste for et selvbedrag , 
hvori såvel magnetiseuren som den magnetiserede 
hildede sig , en hallunsination fremkaldt 
ved let pirrelige nerver ; men nu opdagede jeg af 
der var noget andet tilstede , jeg lod Emilie søge 
dig , og hun fandt dig gående i Århus , soul 
hun sagde , i dine tanker forbandede mig ; men det 
mærkeligste af det hele er , at alt er slået til , 
ja hendes fremsynether strakte endogså til at hun 
sagde at du ville følge med mig til Haderslev . “ 
„ Ved gud ! det vil jeg også ; endelig er da 
det fænomen fundet , der kan give mig oplysninger 
om det jeg i så lang tid har eftertragtet , men 
hvorledes fik du hende vækket igen ? Hvilke midler 
benyttede du , enten breads eller Humes 
mettode ? “ 
„ Jeg forstår ikke hvad du mener ; så snart 
jeg slap hendes hånd var hun atter i normal 
tilstand og erindringen om det nys passeerte var 
i samme nu forsvundet . “ 
„ Selvsom ophævelse uden system , men det 
vil jeg snart kunne overbevise mig om , hvis det 
forholder sig som du siger , da har du opdaget en 
sand skat og vi ville begge blive rige og mægtige , 
til hvilken nytte kan hun ikke være os , intet vil 

være skjult for vore øjne , endogså de andres 
tanker vil ligge åbne for os , vi ville blive almægtige . 
Min drøm skal da endelig gå i opfyldelse , 
— jeg følger dig i morgen ; i aften har 
jeg først en lille sag for med en mand ude ved 
jernbanen , når den er endt , så med dig på 
rov , men på en anden måde end tidligere . “ 
„ Jeg har altså dog engang kunnet bære mig 
rigtigt ad ? “ spurgte Theodor triumferende . 
„ Det har du , “ svarede Renard , idet han gav 
ham et håndslag , „ jeg har lere af dig , og nu 
skal jeg også fortælle dig hvad det er jeg nu har 
for ; seer du mine penge beløber sig nu ialt kun 
til 950 nd . , resten har jeg forbrugt , med brun 
i Tønder er der intet mere at gøre , da byen 
fandsynligviis med det første bliver besat af preusserne , 
og vinhandleren har desuden fået dilirium , 
jeg har derfor opereret på en anden måde . 
> en mils vej , syd for Århus , boer der en rig 
i gårdmand , som vil være mormon , ham har jeg 
» i aften lokket til at møde mig på kirkegården ved 
jernbanen , han tager sine penge med sig , som nok 
ikke er lidt , se , det er dem jeg vil fralokke ham , 
han tror at jeg er mormonpræst , og jeg har lovet 
at vise ham gud ; — nu kommer du mig ret tilpas , 
thi vi ville i forening se at gøre vort bedste 

Im » 
Til at få fingre i pengene , men ingen voldsomheder , 
hører du ! jeg har forsvoret det , og den 
ed man har gjort sig selv må man først og 
fremmest holde . “ 
„ Vær rolig , gamle , jeg skal nok være fornuftig , 
omendskønt jeg ikke kan indse hvorfor vi 
skulle være så ømskinnede , det simpleste var dog 
at give fæet en på panden , og derpå at 
plyndre ham . “ 
„ Når vil du dog komme til at reflekfere før 
du handler , husk på følgerne , politiet er ubehagelige , 
selv oni man tager dem ved næsen , nej , 
kan vi få den gale gårdmand til godvilligt at 
give os pengene , så bliver det en anden sag , 
om nogle dage vil han dog af familien blive 
gjort umyndig ; thi de har allerede bemærket at 
det ikke er rigtigt fat med ham , i dag har han 
ifølge min anmodning taget alle sine penge ud 
af spare-kassen . Iaften skal vi sørge for at der 
skeer et changement , hvorved pengene vandrer 
fra hans over i vore lommer , når det er sket 
rejser vi i morgen . Her i byen går jeg under 
navnet Winther , og denne mørke paryk og disse 
blå briller , som du seer at jeg bærer vil gøre 
det til en umulighed at genkende mig , gå over 
på hotellet her lige over for , det er det sted , 
_w , — 

som du kan se herfra på den anden side , men 
indgangen er fra torvet , det hedder hotel Royal 
og bliver kun besøgt af den såkaldte fine stok , 
lad dig indskrive som Greve , baron , eller hvad 
du vil , men frem for alt , med et slående navn , 
jo fornemmere du er , desmindre mistanke vil der 
komme til at hvile på dig , skulle du se mig 
ved aftensbordet så lad som du ikke kender 
mig ; når klokken er ni gå så ud af porten 
og over imod kirkens hovedindgang , der vil jeg 
være , så snart som du seer mig gå , følg da j 
nogen afstand efter mig således at du ikke taber 
mig af sigte , når det er tid , så skal jeg nok 
tale til dig , og meddele dig hvad du har at 
gøre , endnu ved jeg det ikke , men jeg finder det 
vel nok . — hvorledes står det sig med dine 
penge ? “ 
„ Jeg har kun et par daler tilbage . “ 
„ Ødeland , — se her , der har du to halve 
brune , vær flot derovre , og spar ikke på drikkepengene 
til opvarterne , thi de er vant til store 
duceurer , farvel til vi ses i aften , når du går 
ud af døren og seer nogen , da lad som du er 
gået fejl , — stille , lad mig høre om der er 
nogen . — naboerne holder meget af at lure , nej 
der er ingen . Gå så ! “ 

Theodor forlod renord , og gjorde aldeles 
som det var ham pålagt , han lod sig indskrive 
under navnet grev lillienspare fra Malmø , og 
brækkede på det svenske , ved bordet viste han 
sig meget flot , idet han ikke alene selv drak , men 
endogså trakterede alle de andre tilstedeværende 
med vin . 
„ Det er en flot Greve ! “ sagde opvarteren , 
„ her vanker gøde drikkepenge , og alle opvartenspigerne , 
hilste nejende med det sukkersødeste smil , 
hvergang de så Theodor på trapperne . “ 
Da Theodor havde spist gik han i den gamle 
by , og spurgte efter dens mærkværdigheder , 
alle anbefalede ham , domkirken , ellers vidste de 
intet . 
Drivende gik Theodor ned af gaden , indtil 
han kom til en galanterihandler , i hvis vindue 
en mængde smukke geværer og jagtknive vare 
stillede tilskue . 
Han betragtede dem så længe indtil han fik 
lyst til en af dem , og gik ind og købte en meget 
smuk jagtkniv . 
Da han atter var kommet ud på gaden 
ærgrede han sig over købet , idet han sagde til 
sig selv , „ hvad skal jeg nu med dolk da jeg er 
blevet et ærligt menneske ! “ 

ten omtalte gårdmand som nenard havde 
i sinde , at bedrage var en ældre Aland , men 
uden dannelse , og en indskrænket forstand ved 
navn : Ole Andersen , han havde læst endeel religiøse 
godtkjøbsskrifter , og disse i forbindelse med 
Johannes åbenbaringer havde været nok til aldeles , 
at forskrue hans i forvejen temmelig svage 
hjerne . 
Da nenard en tag havde truffet ham ved 
frokostbordet på hotel cimbria var han kommet 
i samtale med ham , og lidt efter lidt var talen 
kommet ind på religiøse emner . 
Det var en let sag for nenard straks , at opdage 
Oles svage side og han besluttede også 
øjeblikkelig , at føre sig den til nytte , han gav 
ham ret i alle hans gale og dumme påstande , 
og fik ham til , at gøre en spadseretur med sig 
ud i riisskov , der fortalte han ham med storhemmelighedsfuldhed 
og under tausheds løfte , at han , 
nenard , var en af de udvalgte , og mormonpræsf , 
mormonismen fortalte han endvidere var den 
eneste sande tro som førte til saligheden hisset . 
I begyndelsen ville Ole modsige ham , men 
nenards udmærkede veltalenhed overvandt snart 
den andens intetsigende og forvirrede ideer , og 
da den snedige gamle fortalte ham , at han perselv 

havde haft en samtale med det højeste væsen 
og lovede ham en lignende , var han aldeles 
overvunden . “ 
„ Hvis de hr. Pastor kan skaffe mig ham i 
tale , kun en eneste gang , “ sagde Ole , „ så må 
de forlange af mig , hvad de vil . “ 
„ Det kunne måske lade sig gøre , “ svarede 
Renard tankefuld , „ men det kan kun ske på en 
eneste betingelse , og den vil de vistnok ikke gå 
ind på . “ 
„ Lad mig høre , jeg er villig til alt ! “ 
„ Nuvel , jeg vil da betroe dem at en sig 
samtale kun kan finde sted efter store prøvelser 
og selvbetragtninger ; men før jeg går videre , 
må jeg først spørge dem om de har nok af jordisk 
Mamon , til at de kan forlade dette sted og 
rejse til saltsøen , det eneste rette sjælehjem . “ 
„ Mamon ! hvad mener de med det ? “ 
„ Jeg mener om de har tilstrækkelige penge til 
at de kan rejse over til de hellige stater ; thi vi 
ere destoværre så fattige at det åndelige brødreog 
søstersamfund ikke kan hjælpe dem over verdenshavet . “ 
„ Lad det aldrig genere dem , jeg har 2000 
rd . i sparekassen foruden min gård med indbo 
og jorder , samt kreaturer . Pengene er mine , men 
på rov 13 

alt det andet skulle gerne mine to tøse og vor 
Mo ' er beholde . “ 
„ Kan de uden videre få pengene i sparekassen ? “ 
„ Ja , med otte dages opsigelse ! Altså på 
tirsdag otte dage . “ 
„ Godt ! sig så pengene op , og tag dem med 
dem samme dag , som de har erholdt dem ; indfind 
dem på slaget ti ude på kirkegården , jeg 
skal da være der , og imidlertid have forsøgt de 
nødvendige skridt for at muliggøre deres inderligste 
ønskes opfyldelse , er det så lykkedes mig , 
så kan det jo være , at der vil blive dem befalet 
at rejse øjeblikkeligt , adlyd da ubetinget , bagefter 
kan de jo få deres kone og børn over til dem . “ 
„ Tror de da , at jeg skulle komme til at 
rejse straks ? “ 
„ Ja , man kan jo aldrig vide det . “ 
„ Kan det ikke før vente til efteråret , efter 
høstens tid ? “ 
„ Jeg vil slet ikke have med dem at gøre , “ 
Svarede Renard fortørnet , idet han lodsom om han 
ville forlade ham . 
Men gårdmanden lod ham ikke skippe . 
„ Hør ! “ sagde han , „ når jeg nu opfylder deres 
begæring , vil de så gøre deres til at jeg 

kan komme til at se som evangelisten Johannes 
skriver . “ 
„ Jeg har engang givet dem mit ord , og det 
bryder jeg aldrig , “ svarede Renard med salvelse . 
„ De blinde se , de lamme gå og de døve hører . “ 
Ole tog ærbødigt hatten af . 
„ Endnu et ! “ udbrød den falske mormonpræst , 
„ De må lade som om de ikke kender mig , hvis 
vi skulle mødes imidlertid , og lad aldrig et ord 
komme over deres læber om denne samtale ; thi 
ellers kan jeg intet gøre for dem ! “ 
„ Vær rolig ! Ole Andersen er ingen barn . “ 
„ Sværg mig det til ved deres sjæls salighed 
! “ 
„ Jegsværgær ! “ sagde stakkelen , idet han rakte 
de tre fingre i vejret . 
Lidt efter havde bedrageren og den bedragne 
forladt hinanden . 
Ole gik lige op i sparekassen og opsagde sine 
penge . 
Således stod sagerne da Theodor kom til 
Århus , og det var netop den bestemte tirsdag 
aften , hvor mødet skulle sinde sted . 
Da klokken slog 9 , gik Theodor ud af hotellets 
port , og så ligestrax over til kirken ved 

hvis hovedindgang en i kappe indhyllet skikkelse 
havde posteret sig . 
„ Der er han ! “ tænkte Theodor og styrede sine 
skridt ligeover imod kappen . 
Skikkelsen satte sig i bevægelse og den anden 
fulgte . 
Skikkelsen gik over kjødtorvet , igennem Kannikegade , 
drejede til højre og kom over broen ; endelig 
standsede de i dynkarken , ligeudenfor hospitalet 
og stod nu ansigt til ansigt mod Theodor . 
„ Fryser du , gamle ? “ spurgte sidstnævnte , 
da han så af det var Renard . 
„ Hvorfor spørger du om det , dreng ? “ 
„ Fordi af du er kommet i rævepeltsen . “ 
„ Hold din mund , med dine overflødige bemærkninger , 
og hør mig ; nu går vi rundt og 
kommer til kirkegården , der skilles vi ; se her , fag 
denne , og han rakte Theodor en papirs cylinder , 
når du hører uglen skrige , så tænd den , sæt den 
fast bag en gravsten og forsvind ; det er en bengalsk 
flamme , som jeg har købt hos fyrværkeren , 
når bonden skulle være feig og gøre mig alt for 
mange omstændigheder med udleveringen af penj 
gene , så bliver jeg tvungen til at lade ham se 
et bevis på min magt ; jeg tænker nok det vil 
hjælpe , har paven i så mange år kunnet bedrage 

den halve verden med sine kunster , så vil det 
vel sagtens kunne lykkes mig imod denne tåbelige ) 
hellige . “ 
„ Skal da din gode ven og tro tjener , djævelen 
mollock ikke spille komedie i aften ? “ spurgte 
Theodor spottende . 
„ Nej han skal ikke ; han skal for sidste gang 
kun lave et lille tyvestykke , når det er forbi , vil 
vi ikke tjene penge mere på den måde , vi vil 
da som ærlige mennesker tilbringe resten af vort 
liv . Bondens penge skal være mitjndskud i forretningen , 
det øvrige skal din lille kone , sig selv 
uafvidende komme til at besørge , hun skal være 
den guldmine af hvilken vi øser , og tro du mig , 
hun vil snart indbringe os millioner . “ 
„ Hvad mener du ? “ 
„ Jeg har tænkt nøjere over hvad du fortalte 
mig i henseende til den sag med hendes magnetiske 
tilstand , hun må være modtagelig for det 
klarseende i høj grad ; siden en fusker , som du , 
uden at vide hvad du gjorde , kunne frembringe 
et sådant eksperiment . Mesner erklærede det ligefrem 
for en umulighed , men jeg seer deraf at han 
har fejlet under min ledelse , som dog har nogen 
kendskab dertil , vil man kunne frembringe de utroligste 
resultater . “ 

„ Nå , så du tror altså at jeg vil overlade 
hende i dine hænder , gamle libertiner ! “ udbrød 
Theodor , „ nej , så tager du fejl , ikke i et minut 
skal hun blive din , om du så var satan selv i 
egen høje person , før skal jeg „ Små 
slag , begynder du nu allerede igen 
at gøre oprør , tror du jeg vil træde dig i vejen , 
du har vel allerede for lang tid siden erfaret at 
jeg ikke ynder kvinder ! det „ Skab “ har gjort mig 
ulykker nok , “ tilføjede han med et suk , „ havde de 
ikke været , så havde jeg nu ikke ham nødig , for 
et par lumpne tusind dalers skyld al spille 
narrefarcer . “ 
„ Hvad er da din hensigt ? “ 
„ Jeg vil efter alle kunstens regler magnetisere 
hende , og da benytte hendes seekraft ; hun 
skal sige mig , hvor de uhyre skatte er skjulte , som 
i tidernes løb er blevne gemte for verdens øjne , 
jeg vil da opsøge og tilegne mig dem ; hun skal 
give mig midler ihænde til at forynge mit allerede 
svindende liv . Intet vil da blive mig umuligt ! 
Det vil da sige os ! “ tilføjede han lidt efter med 
et listigt sideblik . 
„ Hvor du er god , “ svarede Theodor med ironi . 
„ Du vil da også lade opfinderen nyde lidt godt 
af sin opfindelse , det manglede kun al du skulle 

beholde det hele for dig selv ! nå , lad gå , du 
skal få lov til at eksperimentere , men jeg vil 
være tilstede derved , uden in in nærværelse skal jeg 
nok vide at forhindre enhver af dine kunster . Forføg 
kun ikke på at bedrage mig , husk på , at om 
endogså du kan styrte mig , så kan jeg gøre det 
samme ved dig ; vore forbrydelser gøre , at vi 
må følges ad , enten må vi begge stå , eller 
også må vi begge falde ! “ 
„ Fordømte dreng , du skal snart blive uskadelig ! “ 
Mumlede Renard , „ Du ved allerede for meget , 
derfor må du falde ; men først må jeg bruge 
dig til udførelsen af min planer . “ 
„ Hvad brummer du om ? “ sprugte Theodor , 
hvem Renards mumlen forekom mistænkelig . 
„ Om at vi nu er ved vort mål , “ svarede 
denne , „ seer du her er kirkegården , nu må vi 
skilles ; der henne kan jeg se vor mand , han er 
præcis , lad ham nu ikke få øje på dig , men 
overlad det hele til mig , og ingen dumheder , hører 
du ! poster dig nu bag et træ eller noget 
lignende , her er skjulesteder nok , men han må 
for alting ikke se dig ; først når du får signalet 
må du brænde flammen af , men jeg vil 
helst undgå det for ikke at vække opsigt . Farvel 
sålænge ! “ 

og den gamle gik , Theodor kunne ikke se 
hvorhen , da det var alt for mørkt dertil . Månen 
var skjult og hele himlen bedækket med en tyk 
skymasse . 
„ Så til helvede ! “ mumlede han , „ nu slår 
jeg net i det , den gamle lucifer stikker af og lader 
mig stå her i mulm og mørke , så jeg ikke engang 
ved hvor jeg er ; han må have øjne som 
en kat , siden han kan se noget i dette gudernes 
tusmørke ; men hvor fanden er jeg dog ? “ vedblev 
han , og søgte ravende ind på kirkegården . 
Lidt efter hørte han stemmer , hvoraf han 
straks genkendte Renards som den ene . 
Han listede sig nu sagte nærmere efter lyden 
og lyttede . 
„ Her er jeg , deres velærværdighed , “ sagde 
Ole Andersen med et noget tyk mæle , som forrådte 
af han for af styrke sig til det forestående , havde 
søgt af hente sig mod ved af kigge lidt vel dybt 
i flasken . 
„ Det var ikke mere end jeg havde ventet mig , “ 
Svarede nenard med en værdig stemme , „ men 
hvorledes er det du har båret dig ad , min søn , 
møder du uforberedt på delte hellige sted , mig 
synes af du lugter af brændevin , ej heller lyder 
din tale ganske klar ? er det på den måde af 

du søger af nå den evige salighed , da vil det 
aldrig lykkes dig . Hvo , som har øre han må 
høre ! Hvo , som har øjne , han må se ! Siger 
skriften ikke selv : uden af eders indvolde er 
rene , vil intet lykkes for eders sjæle . Gjører ikke 
eders bug til eders gud ; thi sandelig jeg skger 
eder , ambra og myrha , det er det eneste , hvoraf 
i må lugte ! “ 
„ Amen ! “ svarede gårdmanden og blottede 
sit hoved . 
„ Hvad har du drukket , forstokkede ? “ 
„ Jeg har kun nippet til fire kaffeknegte , henne 
hos Jensen , for jeg frøs så forskrækkelig at tænderne 
de slog tappenstreg i munden på mig , — 
det er jo også så koldt at det er en skam . “ 
„ Tag hatten på og lad os tale fornuftigt 
med hinanden . “ 
„ Ja , hr . Pastor ! “ 
„ De er fuld , det kunne jeg straks høre , ligeså 
snart som de talte , og det passer meget ilde for 
et menneske , der ønsker at komme i forbindelse med 
det åndelige ; ikke destomindre har jeg gjort de 
forberedende skridt til deres ønskes opnåelss , 
de vil her på dette sted komme til at se , men 
der hører næsten mere end overmenneskeligt mod 
til , har de det ? “ 

„ Ja , jeg har , “ stammede Ole Andersen , idet 
han søgte at betvinge den angst , der trods rusen 
beherskede ham , „ jeg har prøvet mig selv , og jeg 
er fattet på alt ! “ 
„ Også på at forlade deres hjemstavn , kone 
og børn og rejse øjeblikkeligt , om det skulle forlanges ? “ 
„ Det vil falde mig tungt , men også på det 
er jeg forberedt ! “ 
„ Har de forsynet dem med midler dertil ? “ 
„ Ja jeg har , her i min lomme har jeg 2000 
rd . , som vel er nok for det første , og så har jeg 
skrevet et brev til vormor og tøsene , så de 
kan følge efter mig , når det skal være ; jeg ved 
nok at de vil gøre en hel del vrøvl , men når 
jeg først er rejst , så vil de nok blive tvunget til 
at følge efter . “ 
„ Har de været tavs og hemmelighedsfuld , så 
at der ikke er et menneske , der har den mindste 
anelse om noget ? “ 
„ Taus som graven ! “ 
„ Godt ! stil dem så her og rør dem ikke af 
pletten . Blot deres hoved . “ 
Renard stillede gårdmanden med ansigtet 
vendt imod øst og med korslagte arme , imedens 

han selv faldt på knæ på en gravsten og 
mumlede . 
Efter nogle øjeblikkes forløb rejste han sig 
med besvær og sagde med synlig anstrengelse : 
„ Jeg har haft en åbenbaring ; ånden sagde 
at de skulle give mig brevet og deres penge i 
forvaring , og om otte dage komme her igen på 
dette sted , så vil han vise sig for dem , men de 
må ' ( vedblive at være tavs , giv mig altså det 
forlangte ! “ 
„ Nej guskgjør jeg ikke nej , “ svarede Ole , for 
hvem det nu gik op at han var på vejen til at 
blive et offer for et bedragen , „ det er altså fsr 
at få mine penge lokket fra mig at i har fået 
mig pusset herud , nej , nej gode karsk den var for 
tydelig , og med en drukken mands halsstarrighed 
vedblev han : „ Gå i fanden ivold mormonpræssk 
jeg tror ikke mere et ord af hvad i siger ; det 
var altså mine penge som i ville have fingre 
i , nej tak ! Ole Andersen er ikke så dum som i 
troer ; nu vil jeg gå min vej , så kan i tale i 
alene med jeres habakuk og jerimias ! “ 
Og han vendte sig om for at gå . 
Renard som såekhelewn plan ryge i lyset , 
tabte alligevel ikke mødet , men ville gøre endnu 

mm : 
et forsøg , idet han sagde halvt for sig selv , men 
dog så højt at den anden absolut måtte høre det : 
„ Han tror mig ikke , o ja jeg måtte jo 
vente det , den frommes lod er at blive miskendt 
i denne verden ; nuvel ! “ tilføjede han højt , „ jeg 
skal forsøge på at give eder et tegn , når i 
seer det , så må i tro , forstokkede ! “ 
Ole standsede tvivlrådig . 
„ Tror i , “ vedblev den falske præst , „ tror 
i at jeg bryder mig om guld , eller døde skatte 
som møje eller rust kunne fortære , nej , det levende 
ord , det er alt for mig , og det har jeg annammet 
ikke igennem skrifter og bøger , jeg har modtaget 
del af Herren selv , jeg er den indviede . — kommer 
til mig alle i som fortabte er , selv fuglene 
ville lyde mit råb ! “ Han udstødte nu sit ugleskrig 
og ventede . 
Lidt efter oplyste en blodrød flamme kirkegården . 
„ Seer du nu , vantro Thomas ! “ råbte Renard 
triumferende , „ der er sket et miraklel , himlen 
tillader helvedes ild at vise sig for dine øjne , 
vil du nu tro , seer du nu at der er mange ting 
imellem himmel og jord , som vismanden ikke 
drømmer om ; opfyld åndens begæring at du 
kan blive en af de udvalgte eller gå og vær 

for evig forskudt , se de døde rejser sig af deres 
grave ! “ vedblev han i ekstase , da han ved belysningen 
fik øje på Theodor , som havde været 
uforsigtig nok til at træde frem i stedet for at skjule 
sig , som der var blevet ham pålagt . 
„ Nåde ! “ stammede den forskrækkede gårdmand , 
idet han foldede hænderne og faldt på 
knæ . 
Theodor , som hele tiden med stor møje havde 
tilbageholdt sin munterhed , brast nu i en skoggerlatter . 
„ Nu så skal da fanden tage ved jer , jkjellringekram ! “ 
Råbte den opbragte gårdmand og 
sprang op fra sin knælende stilling , i nogle få 
Spring var han henne hos Theodor , hvem han 
gav sig til af bearbejde kraftigt med næverne . 
Theodor tog igen , men det varede ikke længe 
før han af hans stærkere og mere øvede modstander 
blev kastet til jorden . 
Ole , hvem rusen og harmen , over af være 
bleven bedragen , næsten gjorde til et vildt dyr , 
vedblev af hamre løs på Theodor som lå underst , 
idet han mere brølede end råbte : 
„ Nå , så du vil spille død , mosjø uldrian , 
— ja nu skal jeg straks bringe dig tillive igen , “ 
Og slag fulgte på slag . 

Renard , som tænkte af Theodor nok kunne klare 
sig til han kom ham tilhjælp , havde imidlertid 
travlt med af flukke flammen . 
Pludselig udstødte gårdmanden et halvkvalt 
skrig og sank lallende sammen . 
„ Hjælp ! “ stammede han . 
Theodor havde under kampen fået lejlighed 
til af trække den dolk , han om eftermiddagen havde 
købt , og den var det , han havde stødt i sin modstanders 
bryst . 
Med et rask tag gjorde han sig nu fri for 
gårdmanden , som mat og blødende næsten allerede 
var bevidstløs . 
„ Hvad har du nu gjort ? “ spurgte Renard , 
som ilede fil . 
„ Givet ham en bekomst , tænker jeg , “ svarede 
Theodor , idet han rejste sig , „ han blev mig alt for 
næsvis , denne Bonde , han hamrede jo løs på 
mig , som om jeg kunne have været en ambolt , 
det gjorde ondt og derfor blev jeg nødsaget fil at 
give ham et par tommer stål , thi ellers havde 
han slået mig ihjel . “ 
„ Elendige ! har du dræbt ham ? “ 
„ Det kan gerne være at han ikke har kunnet 
tåle kniven , “ udbrød Theodor med frækhed , „ men 
hvad kan jeg gøre derfor ; det var ikke mig , der 

var den angribende part , og for djævelen , hvad 
ville han også anfalde mig forsom sket ikke havde 
med ham at bestille ! “ 
„ Theodor ! Theodor ! “ sagde den gamle forsikrende , 
„ Du er og bliver dog en ulykkesfugl ! 
Hvorfor skulle du nu myrde ham ? “ 
„ Se først efter om han er død , før du kommer 
med din moralprædiken . “ 
Renard drog en hidtil skjult tyvelygte frem 
og belyste Ole Andersens ansigt med . 
Han havde ophørt med at ånde . 
Den nys så kraftige mand var nu kun et lig . 
„ Hans hjerte er ophørt med at banke , “ udbrød 
Renard efter endt undersøgelse , „ nu har du 
igen betyngt din samvittighed med et nyt mord . “ > 
„ Sladder ! “ afbrød den anden ham , „ hvad jeg 
har gjort , det var kun et simpelt selvforsvar ; han 
var io lige ved at kvæle mig , — forresten klæder 
det ilde for dig , at optræde som taler for dyden , 
efter at du selv har arrangeret det hele ! “ 
„ Jeg har aldrig anmodet dig om at dræbe . “ 
„ Nej , men det er din skyld at dette gale 
menneske overfaldt mig , havde du ikke givet mig 
plads her som overfyrværker , så havde jeg aldrig 
været nødsaget til det som jeg nu har gjort ! “ 

den gamle tav , thi han indså at den unge 
havde ret i hvad han sagde . 
„ Hvad skal vi nu gøre for at skjule din forbrydelse ? “ 
Sagde han omsider . 
„ Sig hellere vor fælles forbrydelse , så kommer 
du sandheden nærmere . “ 
„ Nå , ja ja da , vor fælles forbrydelse , hvad 
skal vi gøre , thi her er gode råd dyre ; hvis 
han sindes i morgen , er det i stand til at afstedkomme 
store ubehageligheder , og frem for alt må man 
ingen mistanke komme til at nære til mig . “ 
„ Ved du virkelig ikke hvad du skal gøre ? “ 
Fpurgte Theodor med ro . 
„ Nej ! “ var svaret . 
„ Deri genkender jeg ikke den gamle snarrådige 
Renard , du er på retour , min ven , ja dr 
er næsten på vejen til at blive idiot ; har vi ikke 
jernbanen ? “ 
„ Er du gal ? Du vil da vel ikke have at jeg 
skal føre liget med mig på jernbanen ? “ 
„ Det går tilbage med dig , Hakon ! Din 
forstand begynder at blive noget omtåget ! “ 
„ Forklar dig , hvad mener du ? “ 
„ Du skal naturligvis ikke rejse med ham på 
jernbanen , — men hvad mener du om vi lagde 
ham under jernbanen ? “ 

der gik pludseligt et lys op for Renard . 
Theodor havde fattet den djævelske plan at 
kaste gårdmanden midt imellem skinnerne på et 
kommende tog . 
„ Har du ikke endnu forstået mig ? “ spurgte han . 
„ Du er en djævel ! “ 
„ Vist ikke , ideen er kun ny og original , på 
den måde bliver vi bedst fri for ham ; folk vil 
da tro at han har haft noget i hovedet , hvilket 
jo forresten også har været tilfældet , thi da han 
talte med dig var han ikke ganske ædru ; man vil 
sige , at han i den søvnighed som er fulgt med 
drukkenskaben har gået ud og søgt hvile på det 
første og bedste sted ; ulykkeligvis har det truffet 
at være på jernbaneskinnerne , man vil skrive hans 
død på tilfældets regning , og dermed vil alt 
være forbi . Ingen vil fatte mistanke til at her 
foreligger et biord , som jo rigtignok kun er begået 
for selvforsvar . “ 
„ Ja , ja da , “ sukkede den gamle , „ det er vel 
det eneste som vi har at gøre siden , sket er sket ! 
— men pengene han har hos sig ? “ 
„ Dem tager vi tilligemed brevet ! Du bliver 
tilårs , gamle , det kan man godt mærke , du har 
ikke så meget omløb i hovedet som tidligere ; men 
kom nu , vi har ingen tid at spilde , når det sidste 
på nvv . 11 

tog først er arriveret fra stianders , så bliver det 
forsilde . “ 
Vore to kæltringer gave sig nu i hast i færd 
med af undersøge den døde ; efter nogen forgæves 
søgen fandt de også tegnebogen , hvori pengene 
såvelsom brevet lå . 
„ Her er min dolk , “ sagde Theodor , idet han 
tog den op , „ da jeg i eftermiddag , jeg ved ikke 
af hvilken grund købte den , da tænkte jeg ikke af 
den skulle komme så hurtigt i brug , nu har den 
frelst mig fra af blive kvalt af denne mands plumpe 
hænder . “ 
„ Hån ikke den døde , “ mumlede Renard , „ det 
er nok af du har dræbt ham ; — kom nu og tag 
fat og lad os bære ham bort herfra , men først 
må vi så godt som det lader sig gøre , udflette 
sporene af denne nats udførte dåd ; — lån 
mig dit lommetørklæde , der er da ingen navn på 
det , — nå , jeg seer af blodet er standset , kulden 
har hurtig fået ham stiv . — du har stukket ham 
lige i hjertet ; men her er en fæl blodplet midt i 
sneen , hvad skal vi gøre derved ? “ 
„ Vi dynger noget mere sne på , da det 
fryser , så vil det ikke trænge igennem , og når 
nogen senere seer det , vil de tro at det er en som 
har haft næseblod . “ 

lidt efter var ethvert spor af det stedfundne 
optrin fjernet . 
„ Gid vi nu først havde nået jernveien med 
ham , “ sagde Renard , idet han tilligemed Theodor 
løftede liget op , som de havde indsvøbt i Renards 
kappe . 
Stille , og uden at tale , forlod de nu kirkegården , 
og uden at møde nogen nåde de betyngede 
med deres byrde hen til den afstukne vej 
som toget havde at passere . 
Her lagde Renard og Theodor sig ved en 
stenkiste , dels for at se om nogen fulgte dem , 
dels for at vente til baneopsynsmanden , som for 
hvert tog inspicerer banen , var gået forbi . Efter 
omtrent et qvarteers venten sås en skikkelse 
på skinnerne som stadig kom nærmere . 
„ Der er opsynsmanden , “ sagde Theodor , „ så 
lad os skjule os så godt vi kan , ellers erdet ude 
med os . “ 
Passende sin beskæftigelse gik manden forbi , da 
han var kommet et godt stykke forbi , sagde Renard : 
„ Så lad os nu komme op på skinnerne i en 
fart , signalet til togets ankomst er allerede 
hejst . “ 
Liget blev nu lagt midt over skinnerne , og 

vore to forbrydere skjulte sig for at oppebie udfaldet 
af deres forbrydelse . 
Nogle minutter senere kom toget , brusende og 
i det mørke som herskede , blev lokomotivføreren 
ikke engang opmærksom på at der lå nogen 
iveien ; der hørtes en knasen , men det var også alt . 
Toget for videre . 
Gårdmandens lig var nu en eneste blodig 
masse . 
Aftenen efter stod der i byens Avis omtrent 
følgende : 
skrækkelig ulykke . Da jernbanetoget iaftes 
kom fra Randers , hændte den skrækkelige ulykke 
at det aldes overkørte et menneske , som lå midt 
i sporet og sov ; lokomotivføreren mærkede det 
ikke i den mørke aften , før det var forsilde ; det 
var af de blodige levninger umuligt at opdage , 
hvem den ulykkelige var , men ved de senere undersøgelser 
har det viist sig , at en nærboende , formuende 
gårdmand er forsvundet ; man formoder 
at det er ham , som den nævnte aften skal have 
besøgt flere offentlige steder , måske han som en 
følge af de nydte drikkevarer og den stærke kulde 
har søgt hvile , og været så uheldig at vælge sig 
det leje , der således er blevet hans død . Man « mr 

den efterlader en enke og to døtre , der sidder i 
gode kår . 
Nenard og Theodors plan var altså lykkedes 
over al forventning . 
Dagen efter at den omtalte forbrydelse var 
sket , rejste de begge , og ingen havde den mindste 
anelse oni at den fornemme grev lilliensparre 
var en morder . 
I Haderslev blev der gjort anstalter til 
Emilie Vangs bryllup . Købmanden troede at 
hans datter var lykkelig , og i sin faderlige blindhed 
så han ikke den sorg der viste sig alt for 
tydelig på hendes ansigt . 
Renard var tillige med Theodor kommet til 
byen og blev af sidstnævnte forestillet som en 
onkel af sig . 
Den første februar kom , og Emilie blev i 
kirken viet til Heinrich August thedor Nielsen . 
Da hun ved sin mands arm ville begive sig 
ud af kirken , så hun bag en pille et blegt 
ansigt , med indfaldne træk og lynende øjne , stirre 
hende i møde . 
» 7-ti ' i 

det var Walther som , ifølge Johannes brev , 
var kommet til byen . 
Emilie udstødte ved synet af ham et smertefuldt 
skrig , og besvimede . 
Da hun atter kom til sig selv , var Walther 
forsvundet . 
Samme dag , som Emilie havde bryllup , skrede 
tyskerne , Danmarks umættelige fjende fra Arilds 
tid , over cideren . 
Under gråd såvel som sang , 
tiden går sin vante gang , 
nogle drnger den med wre , 
andre kjæliringer vil være . 
( af banditbrudcn . ) 
Christensen var rejst til København , og boede 
i Nyhavn ; han ernærede sig med at give musikundervisning , 
men det vilbe ikke ret lykkes ham 
at få elever , da der , som man siger , var hundrede 
hunde om hvert ben ; imidlertid havde han 
dog erhvervet sig så mange , at han med nøjsomhed 
nok kunne slå sig igennem . 
Han gik under navnet Andresen , som var 
hans moders jomfrunavn . 

lige over for ham , på den anden side , udi 
til gården , boede en ung pige , Christine Petersen , 
som ernærede sig kummerligt med at sy veste for 
en stræder . 
Hun arbejdede som oftest hele nætter for sin 
føde , og giknæsten aldrig ud ; hendes eneste gang 
var fra hendes bopæl og op i Skindergade , hvor 
skræderen boede . 
Christine var hvad man i daglig tale kalder 
for en køn pige , men hun var tillige en anstændig 
pige , eneste Darter af en arbejdsmand , som desværre 
var noget forfalden til drik , hendes moder 
var død imedens hun endnu var lille , da faderens 
hang til spiritus tog mere og mere overhånd , 
så hun sig til slutning nødsaget til at flytte 
fra ham , isærdeleshed da han engang i et anfald 
af drukkenskab havde mishandlet hende , hun lejede 
sig desårsag et lille møbleret værelse , og ved 
flid og arbejde skaffede hun sig nu en kummerlig 
tilværelse . 
Lige over for hende var det at Christensen 
logerede . 
Christensen havde undertiden mødt hende på 
trapperne når han var kommet hjem fra sine 
informationer . 
En aften da Christine havde været henne hos 

skrædercn med en vest , som hun nylig havde 
fået færdig , mødte hun en herre , en af disse 
trækfugle , der , når mørket bryder frem , om 
aftenen sværmer om på Københavns gader , 
han tiltalte hende , og da hun ikke svarede ham 
blev han mere og mere påtrængende , og gjorde 
hende det ene tilbud efter det andet ; til sidst 
havde han den frækhed , at gå op med til 
hendes bopæl . 
Den stakkels pige vidste ikke hvad hun skulle 
gribe til , og i sin nød tyede hun ind til Christensen , 
som just sad og skrev noder . 
„ Min herre , “ sagde hun til ham , idet angst 
og fortvivlelse stod malet i hendes ansigt , „ undskyld 
at jeg sådan uden videre trænger mig ind 
til dem , men jeg bliver forfulgt af et menneske , 
som på ingen mulig måde vil lade mig være 
i fred , at jeg ikke har svaret ham på hans 
uforskammede tilbud har kun endnu mere forøget 
hans påtrængenhed imod mig , jeg beder dem 
derfor , hav den godhed at hjælpe mig imod ham 
han står her udenfor på gangen , af frygt for 
at han skulle følge efter har jeg ikke vovet at går 
ind på mit eget Kammer . “ 
„ Sid dem ned , lille jomfru , “ svarede Christensen , 
idet han indigneret rejste sig . „ Den herre 

skal jeg snart give løsepas , “ og i en fart åbnede 
han døren og sagde til den udenforstående : 
„ Hvem ønsker de at tale med , min herre ? “ 
„ Hvad kommer det dem ved , “ var svaret . 
„ Pas de dem bare selv , og bland dem ikke i det , 
der ikke vedkommer dem . “ 
Christensen , der af naturen var noget hidsig , 
udbrød : 
„ Hvad ! vover de oven i købet at være grov ! 
Pak dem , eller jeg skal snart give dem noget andet 
at bestille , — hvad har de her at gøre ? har 
en ung pige , som passer sig selv , nu ikke mere 
lov til at gå i fred på gaden ; hvis de ikke 
øjeblikkelig forlader dette hus , skal de snart komme 
ned af trapperne , det kan de stole på ! “ 
Og Christensen gik hen imod den ubekendte . 
Denne , der sandsynligvis var vant til slige 
scener , svarede hviskende : 
„ Gå deres vej og lad mig være ene med 
glutten ; og de skal få en specie , men mere har 
jeg skgu ikke råditil at give for det . “ 
„ Hvad er det du siger , din usling ! “ råbte 
musikeren ude af sig selv . 
„ Jeg siger , “ svarede den fremmede , „ at de 
er en stor nar , dersom de ikke går deres vej , 
der vil måske ikke så snart igen tilbyde sig en 

lejlighed for dem til at tjene to daler , og kvad 
tøsen angår , så er hun jo vant til turen . I 
må ikke tro at jeg vil give hende — — “ 
„ Ned med sig ! “ råbte Christensen og gav ham 
et slag i ansigtet . 
Den fremmede gjengjældte det , og følgen 
deraf var en almindelig kamp , hvorunder de to 
modstandere begge rullede ned af trappen . 
Christine kom løbende ud med Christensens 
lys , og husets beboere lød sig med lamper og 
lys i hænderne også til syne i de forskellige døre . 
„ Hvad er her på færde ? “ tordnede viseværten , 
en tyk uhrmager , som boede vå anden sal . „ Vil 
i pak være rolige , skal i slås her på trapperne , 
når man er lige ved at gå til sengs , — 
hvad er det for noget ! jeg skal min sjæl bente 
politiet ! “ 
„ Tyve ! Tyve ! — stop tyven ! “ lød en spæd 
stemme nede fra første sal . 
„ Å mit sølvtøj , mit dejlige sølvtøj ! “ svarede 
en anden , hvis skarphed ikke lod i tvivl om , at 
den tilhørte en gammel jomfru . 
„ Hvor er min stok ? “ brølede viseværten med 
påtagen energi , „ giv mig min stok og lad Maren 
hente politiet , jeg skal imidlertid nok bakse de to 
tyveknegte . “ 

imidlertid vare næsten alle husets beboere 
komne til syne og der blev pludselig oplyst på 
trapperne . 
„ Er det dem , hr . Andresen , “ sagde nu viseværten 
i en noget mildere tone , da han genkendte 
musikeren . „ Men du almægtige gud ! hvad går 
der dog af dem , ligger de og slås med fremmede 
folk her på gangen , eller er det måske en gavtyv , 
få hold på ham . “ 
„ Visk ikke nej , “ svarede den opbragte Christensen , 
„ det er ikke andet end at denne pæne herre 
vover at forfølge jomfru Petersen , som boer lige overfor 
mig , med sine uforskammede tilbud , endogså 
lige op til hendes dør , så at den stakkels 
pige måtte tys ind til mig ; da jeg som en følge 
deraf gik ud , og ville have ham til at gå sin 
vej , var han grov imod mig , — det er grunden 
til denne ubehagelige scene . “ 
„ Hvem er de ? “ spurgte viseværten barsk idet 
han vendte sig imod den fremmede . 
Denne havde i en fart fået lommetørklædet 
frem , som han holdt for ansigtet , for ikke at blive 
kendt . 
„ Hvem er de ? “ gentog uhrmageren atter sit 
spørgsmål . 

„ En der helst ønsker at være ukendt , “ lød 
svaret med en fordrejet stemme . 
„ Værsågod at tage det lommetørklæde bort 
fra deres ansigt , at vi kan se med hvem vi har 
at gøre , “ vedblev viseværten kjæphøiet , „ tror de 
vi lade dem skippe fra os på den måde , få 
tager de pinedød fejl ; væk med lommetørklædet , 
og frem med fjæset som det er , eller jeg lader 
dem gud fordømme mig arrestere , det er påfide 
at man statuerer et eksempel på en af disse snushaner , 
som gaderne destoværre vrimler af og som 
med deres næsvisheder forfølger enhver ung pige 
som de møder . “ 
„ Lad mig gå , “ svarede den fremmede og 
gjorde et forsøg på at komme ned ad trapperne . 
„ De kommer ikke af stedet , før vi ved hvem 
de er , “ sagde Christensen , og stillede sig i vejen 
for ham . 
„ Maren er løbet efter politiet ! “ råbte en 
spæd barnestemme . 
Det var uhrmagerens lille dreng , som havde 
set pigen gå ud af gadedøren . 
„ Det var dog en fatal historie , “ sagde den 
fremmede , wet han henvendte sig til viseværten , 
„ tillader de , højstærede , at jeg går et øjeblik 
ind til dem , så skal jeg sige dem hvem jeg er , 

samt grunden til denne uskyldige spøg , søm ikke 
er en hundrede del af de ophævelser værd , der 
nu bliver gjort over en sag , som når alt kommer 
til alt kun er et væddemål , — altså om de 
tillader . “ 
Og uden at ændse de andre , gik han rask 
forbi den forbløffede uhrmager , ind i dennes 
værelser . 
„ Vent lidt , tag mig med ! “ råbte denne efter 
ham , så snart han var forsvundet , „ hør Andresen , “ 
Vedblev han henvendt til Christensen , „ gå ikke 
herfra , man kan ikke vide hvad det er for en gavtyv 
der er skjult i ham ; man har før både hørt 
og set at de største tyveknegte har gået med de 
fineste klæder ; så snart jeg råber om hjælp , så 
kom bare ind om de så skal sprænge dørene . “ 
Og den modige visevært tradsksde lig et sor-ladt 
får ind i sin egen stue . 
Da han var kommet derind så han ikke andre 
end den fremmede , som stod midt på gulvet ; 
hans kone og børn havde klogelig taget flugten 
ind i de indre værelser , og lukket dørene efter 
dem . 
„ Hvem er de så ? “ spurgte uhrmageren , idet 
han gjorde et forgæves forsøg på at stramme 
sig op . 

„ Luk først døren efter dem , få skal jeg sige 
hvem jeg er . “ 
„ Nu da , “ svarede den anden skælvende og 
trak døren til efter sig . 
„ Herregud Thorsen , kender de mig ikke , “ sagde 
den fremmede og tog tørklædet bort fra ansigtet . 
„ Hr . Kaptajn ! “ stammede viseværten og tumlede 
forskrækket tilbage . 
Den pågældende var kaptajn i et af de 
borgerlige korpser og Thorsen stod under hans 
kommando . 
„ Hr . Kaptajn — Jensen , — nej , del ville jeg 
gud hjælpe mig have forsvoret ! De som har den 
nydelige unge kone , og så går de alligevel — 
„ Er de gal , Thorsen ! “ afbrød Jensen ham 
med en tvungen latter , „ De kan da nok begribe 
af del hele kun var en spøg . “ 
„ En spøg , del var da en løjerlig spøg ! “ 
„ Jo seer de , der er en af mine venner , som 
har kendt pigebarnet deroppe nøjere ; han fik mig 
for løjer skyld til af gå efter hende , — han 
væddede med mig om ti rigsdaler , af jeg kunne 
få hende til af gå med mig hvorhen det skulle 
være , jeg sagde derimod nej , og så — ja de forstår 
mig vel nok , det skulle kun være en prøve . “ 
Kaptajnen løj så eftertrykkeligt , som man ville 

ønske sig det ; han var en af disse moderne skurke , 
der blot for af redde sig selv , uden betænkning 
gerne besudlede en andens rygte . 
„ Havde da den lille jomfru givet dem lov 
til af gå op med sig ? “ spurgte Thorsen . 
„ Ja vist havde hun så , “ svarede Jensen , „ det 
var kun ifølge hendes anmodning af jeg gik herop , 
så var det af vi mødte dette gale menneske , der 
uden nogen som helst anledning gav sig til at hamre 
løs på mig ; det er formodentlig hendes kæreste 
og derfor ville han banke mig . “ 
Thorsens tankegang havde ved kaptainens 
beskyldning imod den stakkels Christine fået en ny 
retning ; han tænkte nu ikke mere på Jensens 
påtrængenhed i henseende til at forfølge en ham 
ubekendt pige op i et fremmed hus , eller det 
usandsynlige i den historie der blev bundet ham 
på lermel , men kun på at jomfru Petersen levede 
af uanstændighed og kun benyttede vesfesyningen 
som en slags skindbestilling , for så vidt muligt 
dermed al skjule sin rette håndtering . 
„ De siger altså , at hun står på en intim 
fod med en af deres venner ! “ udbrød han endelig . 
„ Vist gør hun det , “ svarede kaptajnen glad 
ved at kunne føre talen hen på noget andet . 
„ Det er allerede over er halvt år siden at Møller , 

urtekræmmeren fik fat i hende , — de kender nok 
den udhaler , når han først har haft nogen under 
behandling , så er der ikke meget at gøre ved 
dem . “ 
„ Det var dog skade , “ sukkede uhrmageren , 
„ det var dog sådan en net pige , og både jeg 
og min kone har altid godt kunnet lide hende ; men 
forholder det sig således , så skal hun pinedød ud 
af huset , og det til den 1ste , jeg skal ikke have 
noget af at være — noksagt ! sikken en laptaske ! “ 
„ For guds skyld , bliv bare ikke hidsig hr . 
Thorsen , styr dem bare og bland mig ikke ind i 
noget , hvad jeg har fortalt til dem , må de love 
mig , ikke at lade komme videre , i alle tilfælde vil 
jeg være udenfor det ; jeg løber aldrig med sladdereller 
er ondskabsfuld imod min næste , og dog kunne 
jeg fortælle dem om nogle ganske artige volter , 
som den forlorne uskyldighed har slået oppe på 
kvisten . “ 
„ Det skal hun , såsandt jeg hedder Thorsen 
nok flippe fri for i eftertiden ; i morgen skal hun 
siges op , og gør hun indvendinger , så melder jeg 
hende til politiet . “ 
„ Ja gør hvad de vil , men lad mig være 
udenfor det hele ; — men klokken er mange , og 

jeg vil anbefale mig ; nu tror jeg vel at jeg står 
retfæerdiggjort i deres øjne og kan gå . “ 
„ Gudbevares , “ svarede uhrmageren , idet han 
lyste ham ud , „ De har opført dem som en honnet 
mand , det er kun syndigt , at de for deres velvilje 
skulle blive således miskendt . Godnat , og 
hils familien . “ 
Udenfor på gangen stod Christensen og ventede 
ifølge den opfordring som Thorsen havde stillet 
til ham . 
De øvrige huusbeboere havde en efter en 
fjernet sig , da de vare blevne kede af at stå ude 
på gangen og fryse . 
Christensen blev meget forundret over den opmærksomhed , 
der blev viist imod den fremmede af 
viseværten , der næsten fulgte ham helt ned ad 
trapperne . 
„ Hvad var det så for en cavalleer ? “ spurgte 
han , da uhrmageren atter kom tilbage . 
„ Å , “ var svaret , „ det var en herre , som de 
helst skulle have ladet gå i fred , i stedet for at 
gøre mig denne storartede skandale ; dette hus 
har altid fået ord for at være et særdeles anstændigt 
og roligt hus , og jeg tror nok at jeg , 
uden at lyve kan sige , at det også har været det , 
— nok sagt , indtil de er kommet til at bo her ! “ 

„ Men hvad betyder dog dette ? “ 
„ Det betyder , at de ikke skulle blande deres 
næse i det , der ikke vedkommer dem , — er de ikke 
fornøjet med at bo her , få må de pinedød 
gerne skytte , hellere i dag end i morgen ; når man 
ikke har rent mel i skn egen pose , så skulle 
man nødigt rode i andres mask ! — godnat hr . 
Andresen . “ 
Og den opbragte visevært gik hurtigt ind og 
slog døren heftigt i efter sig . 
„ Gud må vide , hvad for historier der nu er 
lavet , “ tænkte chrisfensen , og skyndte sig op ad 
trapperne til Christine . 
Denne sad rystende af sindsbevægelse og 
lergrelse og ventede udfaldet . 
„ De blev meget længe borte , “ stammede hun , 
da hun så sin forsvarer , „ er del påtrængende 
menneske gået ? jeg synes at han ville slå 
dem . “ 
„ Kendte de ham ? “ spurgte chrisfensen , idet 
han lukkede døren . 
„ Jeg har aldrig set ham for mine øjne før 
raften , — fy ! det var et fælt menneske , han blev 
øurere og mere nærgående , til sidst bød han mig s 
daler , når han måtte gå op med , som om jeg 
mødtog herrebesøg ; det er forfærdeligt , hvad man 

udsætter sig for , ene og alene ved at gå på 
gaden om aftenen , — men hvorfor seer de så 
underligt på mig ? “ 
„ Fordi jeg , ja undskyld mig , jeg vil åbent 
sige dem , hvad jeg tror : enten siger de ikke 
sandhed , eller også har den nedrige , som forfulgte 
dem , hvisket viceværten en sådan løgnedjævel 
i øret , at skindet er imod dem . “ 
„ Du , min gud ! hvad har han da sagt om 
mig ? “ 
„ Der ved jeg ikke , men noget godt har det 
neppe været ; da den fremmede havde været nogle 
øjeblikke alene med Thorsen , fulgte den sidste ham 
meget høfligt og ærbødigt ned ad trapperne , og 
viste sig overordentlig mut imod mig ; ja , han mumlede 
endogså noget om , at jeg havde bedst af at 
feje for min egen dør , samt det stod mig frit for 
at flytte , når jeg selv ønskede . De kan vel tænke 
dem , al når man som jeg har betalt lejen punktlig 
og præcis , få lader man sig ikke sådant byde 
lo gange ; jeg agter desårsag at sige op i morgen . “ 
„ Milde himmel ! og i alt dette er jeg skyld , “ 
Udbrød Christine grædende , „ men hvad har jeg da 
gjort ? at jeg afslog det afskyelige menneskes påtrængenhed , 
det kan jo ingen fortænke mig i , det 
er skammeligt , al eil anstændig pige skal være udsat 

for sådanne fataliteter , — hvorfor seer de på 
mig , med et sådant besynderligt blik , tror de 
mig måske ikke ; såsandt som gud lever , sværger 
jeg dem til at jeg har aldrig begået noget , hvorover 
jeg behøver at skamme mig ; de beskyldninger 
som der efter al sandsynlighed er udslyngede 
imod mig , er lutter bagvaskelser . “ 
„ Jeg tror dem , “ svarede Christensen overbevist , 
„ men når en har fraløset en ung pige hendes 
rygte , så er det ikke så let at overbevise verden 
om det modsatte ; her i livet dømme de fleste desværre 
kun efter omtalen . — har de ingen familie , “ 
Vedblev han pludselig . 
„ Jo , jeg har en fader . “ 
„ Hvorfor er de da flyttet fra ham ? det synes 
mig at ingen bedre end han måtte kunne tage 
deres fdrsvar , — det er i det hele taget ikke godt 
for en pige i deres alder at bo for sig selv . “ 
Christine tav , men på hendes ansigt stod 
altfor tydeligt at læse den sørgmodighed der beherskede 
hende . 
Christensen opdagede det også straks , thi han 
fortsatte : 
„ De bliver bedrøvet seer jeg , har jeg såret 
dem med mit spørgsmål , da tilgiv mig , for det 
var ikke min hensigt . De må naturligvis have 

grund til at bo for dem selv , som ikke vedkommer 
mig ; man kan i det hele taget kun dømme om sine 
egne sager , og mange gange næppe derom . “ 
„ Hr . Andresen , “ sagde Christensen . „ Jeg vil 
betro mig til dem , de er en ældre mand , og 
deres handlemåde i aften har givet mig tillid 
til dem , og jeg er overbevist om , at de ikke vil 
misbruge den ; nuvel så hør mig da . Ethvert 
menneske har jo sin historie , for ikke at sige 
roman , og jeg har også min , omendskønt de 
går deres egen gang og hverken seer til højre 
eller til venstre , så har de måske bemærket , at 
jeg også er meget indesluttet af mig , og heller 
ikke søger omgang med nogen , det har sine årsager , 
som jeg nu skal fortælle dem . Min moder 
er død , og allerede som ganske lille blev jeg næsten 
overladt til mig selv , og har så godt som aldeles 
ingen opdragelse fået , at jeg kom til at gå i 
skole , hvor jeg næppe blev oplært i de allernødvendigste 
skolekunskaber , kan jeg takke en ældre 
kone for , hun sørgede for at jeg kom til at nyde 
undervisning i en almueskole på Christianshavn 
min fader talte jeg kun lidt med ; tidligt om 
morgenen gik han ud , da han skulle være på 
sit arbejde kl . fem , og sent om aftenen kom han 
først hjem , og var da som oftest beruset , den omtalte 

kone gav han fire mark om ugen , for at 
hun skulle sørge for at jeg fik noget at spise , 
hun var enke efter en bogbindersvend , som havde 
efterladt hende i trange kår , og hun ernærede 
sig kummerligt ved at gå omkring og vaske for 
folk .mor Magnussen blev hun sædvanligvis 
kaldt , og hun holdt meget af mig . „ Du lille 
stakkel , “ plejede hun altid at sige til mig . „ Du 
kan jo ikke gøre for at du må opvokse forladt 
og i fattigdom , hvad jeg kan gøre for dig , det 
skal jeg . “ Og hun holdt også redeligt sit løfte , 
hende er det jeg kan takke for , at jeg ikke er opvokset 
i aldeles uvidenhed , hun plejede mig , som 
om hun var min moder , hun gav mig begrebet 
om net og uret , gud fader i himlen lønne hende 
for alt hvad hun har gjort for mig . Med de 
andre børn i skolen havde jeg , som den fattigste 
blandt de fattige , ingen omgang , forstødt , næsten 
flyet , søgte jeg , så snart min skoletid var endt , 
hjem til mit usle opholdssted , hvor min anden 
moder boede lige over for . — jeg var blevet 
henimod tretten år , da min fader , en vinteraften , 
kom hjem med nogle venner , som han kaldte 
dem , det var tre lurvet klædte skikkelser , som jeg 
aldrig havde set før , af hele hans måde at 
være på kunne jeg straks se han var , om just 

ikke helt , så dog halvt beruset . „ Her er mønt , 
tøs ! “ sagde han , idet han kastede nogle småpenge 
på bordet . „ Gå ned i urteboden og 
køb caffe og sukker , samt en flaske brændevin , 
lån så nogle kopper ovre hosmor Magnussen 
og lad hende lave os lidt caffepunsch , vi vil bolde 
os en gemytlig akten . “ „ Det er en køn tøs , “ 
Udbrød en ak de fremmede , idet ban tog mig 
under hagen . „ Er det din ? “ „ Ja , “ svarede min 
fader . „ Det er sådan en lille forglemmigej 
som min kone har givet mig før hun gik ben og 
humbede , hun måtte forresten gerne bave taget 
hende med sig , kor hun koster mig alt for mange 
skillinger at holde . “ „ Det kommer igen ! sa ' e 
bonden , han gav sin so flæsk , “ udbrød en anden 
af de tre . „ Gud hjælpe mig for det hun skulle 
kunne bringe mig , “ sagde min fader gnavent . 
„ Hidindtil har jeg kun måttet sørge for mad og 
drikke , samt klæder og skolegang til hende , hvordan 
jeg skal få hende konfirmeret , det ved jeg 
ingen råd for . “ „ Du er da også den dummeste , 
når du ikke ved at gøre brug af den skat . 
Som du der har fået ! “ råbte den første , og 
hviskedee noget i øret på min fader , hvorover 
han studsende for tilbage . „ Afsted med dig , 
tøs ! “ sagde han vredt , idet han med et lynende 

blik så over på mig . „ Har jeg ikke sagt dig 
hvad du skal købe ? Gå , eller jeg skal snart give 
dig ben at løbe på ! “ I et nu var jeg ude af 
døren og ned af trapperne . Da jeg havde gjort 
mit lille indkøb gik jeg tilbage tilmor Magnussen 
og fortalte hende alt hvad der var passeret . 
„ Gud se i nåde til dig , du stakkels forladte 
barn , “ udbrød hun , og foldede sine hænder . 
„ Gid din fader ikke må lytte til fristerens 
stemme ; thi da er du fortabt , fortæl mig alt 
hvad der senere skeer , og jeg vil da se hvad jeg 
kan gøre for dig . “ Jeg forstod hende ikke dengang , 
men jeg skulle desværre senere komme til 
at forstå hende . Da caffen var tillavet , og jeg 
atter , tilligemed den og brændevinsflasken , kom 
tilbage til vor stue , sad min fader tilligemed 
hans gæster i begreb med at holde et lydeligt 
råd , som imidlertid forstummedes så snart som 
jeg viisfe mig , de betragtede mig alle fire så 
forunderligt , at jeg næsten blev ganske skamfuld 
derover . „ Kom herhen du , “ sagde min fader 
endelig . „ Puds lyset , at man kan se på dig ! 
Kom nu , og stå ikke der som et andet hængetræ . 
Du er jo nu næsten en voksen pige , “ vedblev han , 
idet han kærtegnede mig og trak mig ned på sit 
skød , at han gjorde det for at give de andre 

lejlighed til at tage mig nøjere i øjesyn havde 
jeg ikke den mindste anelse om . „ Lad mig se 
på hende ! “ sagde en as de fremmede , og udstrakte 
sin hånd imod mig . „ Fingrene af fadet , du ! “ 
Tordnede min fader . „ Den frugt hænger alt for 
højt , til af du kan nå den . “ Og henvendende 
sig til mig , vedblev han : „ Gå over tilmor 
Magnussen , lille Christine , når vi vil dig noget 
skal jeg nok kalde ; gå nu ! “ Skælvende adlød 
jeg ham , thi der var noget i mit indre , som sagde 
mig , af det der var i gære , angik mig . Kommen 
tilbage til min moderlige veninde fortalte jeg 
hende straks alt . „ O , de skurke ! “ udbrød hun . 
„ Mn jeg vil da håbe , af din fader ikke lader 
sig lokke , jeg har hidindtil anset ham for af være 
forfalden , men nogen egentlig slet charakteer har 
jeg ikke troet der boer i ham , går han ind på 
de andres forskag , så vil lønnen heller ikke 
udeblive . “ „ Hvad mener du , moder ? “ spurgte 
jeg ængstelig . „ Intet , “ svarede hun halvt i 
tanker . „ Bien jeg skal nok modarbejde dem , det 
kan de stole på . “ Sent på aftenen kaldte min 
fader atter på mig , efter af have lukket sine 
venner ud . Af hans tykke og lallende stemme 
kunne jeg straks høre , af han nu næsten var aldeles 
beruset , noget , som destoværre gik alt for ofte på . 
På rav 16 

* ' X » L 
såsnart som vi hvilede på vort fattige leje 
faldt han isøvn , hvorimod jeg lå længe vågen . 
I søvne hørte jeg ham vånde sig , og sige : 
„ Ner , jeg gør det ikke ! hun er dog mit barn . — 
alle dine penge frister mig ikke ! — hvad vil du 
mig , Marie ? “ Det var min moders navn . „ Jeg 
har jo ikke solgt hende endnu ! “ Jeg trykkede mig 
ængstelig op imod sengefjælen , thi jeg havde 
aldrig før hørt min fader tale isøvne ; omsider 
slumrede jeg også ind . Den næste morgen tidlig 
stod min fader op som sædvanlig , og gik ud ; da 
jeg kom over til madam Magnussen og fortalte 
hende nattens hændelser , udbrød hun : „ Gud ske 
lov , at det er løbet således ask din fader er kun 
bleven fristet i drukkenskab af disse forfaldne 
mennesker , men efter de varslende drømme han 
har haft er han nok gået i sig selv , denne gang 
håber jeg faren er forbi ; men når du er konfirmeret , 
så må du straks ud at tjene ; thi man 
kan ikke vide hvad der kan ske . “ Der kunne vel 
omtrent være gået en uge , da min fader en 
eftermiddag kom : hjem , noget som han ellers aldrig 
plejede , denne gang var han ikke beruset , men tværtimod 
sædvane meget bleg , han kaldte mig over 
i vort værelse , og gik med store skridt frem og 
tilbage på gulvet uden at sige et ord . „ Er 

du syg , fader ? “ vovede jeg at spørge , da hans 
taushed begyndte at blive mig alt for trykkende . 
Intet svar påfulgte . „ Skal jeg ikke hente dig 
en snaps ? “ spurgte jeg lidt efter . Han standsede 
nu pludseligt sin gang og blev stående lige over 
for mig , og betragtede mig med en mine , som 
om han vågnede af en drøm . 
„ Tag dine pjalter af overtøj på , og følg 
mig , “ sagde han . „ Vi vil gå ud , nu er jeg 
ked af at føre denne usle tilværelse , du har 
hidindtil heller ikke dandset på roser , men nu 
skal du få det bedre , når du kun vil gøre 
som jeg siger nå , skynd dig nu ! “ vedblev han 
da han så at jeg endnu skovede . 
Skælvende adlød jeg ham , thi jeg ønskede 
uendelig gerne først at tale med madam Magnussen , 
men det blev der ikke levnet mig tid til 
jeg måtte følge ham , og vi begave os straks på 
vejen . 
Jeg erindrer ikke om jeg har fortalt dem , at 
vi boede i en af smågaderne på Christianshavn 
helt ude ved amagerport . Vi gik nu ind til 
selve København , og han gik med mig i en lille , 
snever gade og ind i en boutik , hvor det forekom 
mig at der hængte en stor masse klæder , ved 
disken i stuen stod der en lille kone af et stummelt 

udseende , til hende var det at min fader 
henvendte sig og sagde : „ Hør , madam boller , jeg 
skulle have en klædning på et par timerstid til 
den lille her , ikke for flot , men dog anstændig . “ 
„ Har de pant ? “ spurgte konen uden at se 
på mig . 
„ Dette kan vel gøre det ? “ svarede min fader , 
og kastede seks sølvspisesleer på bordet . 
I vort hjem havde jeg aldrig set sølvtøj , 
jeg betragtede dem derfor nysgerrigt . 
Konen , som blev kaldt madam boller , tog 
skeerne og undersøgte dem nøjagtigt . Ja , det er 
rigtigt ! “ udbrød hun efter endt undersøgelse . 
„ Det er Københavns prøvesølv , det er mere end 
tilstrækkeligt . — kom med mig , du lille , “ vedblev 
hun , henvendt til mig , „ så skal jeg nok sørge for 
din udpyntning . Stine ! “ råbte hun derpå . 
„ Se efter boutikken et øjeblik , jeg kommer straks 
tilbage . “ 
Hnn tog mig med sig , og vi gik over en 
gård , ind i en mørk bagstue , hvor der endnu 
var flere klædningsstykker ophængte og nummererede 
end i den stue hvor jeg først var . 
„ Lad mig nu se hvor stor du er , “ udbrød 
hun da hun havde tændt et lys . „ Ikke så ilde , “ 
Vedblev hun og betragtede mig nøje . „ Kun noget 

vel ung , og ikke rigtig udviklet endnu ! Du er 
kommet lidt vel tidlig efter det , din blomstringstid 
vil ikke vare længe , du vil snart falme , men det 
vedkommer ikke mig , — kom nu her ! “ 
„ Jeg forlod hende ikke , og gud give at jeg 
aldrig var kommet til at forlade hende . 
„ Hun søgte nu imellem det ophængte tøj , og 
snart havde hun fundet en fuldstændig klædning , 
som jeg måtte iføre mig ; intet manglede i min 
udstyrelse , ja , om det så var støvler og handsker , 
så blev det mig leveret . 
„ Da jeg var færdig med min påklædning , 
betragtede madamen boller mig beundrende , og 
sagde , idet af hun gav mig et spejl : 
„ Du seer godt ud , du ! næsten som den pure 
uskyldighed ; når man seer dig således , så skulle 
man næsten kunne bande på , af du var kommet 
lige fra præsten ! “ 
„ Ja , men jeg har ikke været hos ham endnu , “ 
Svarede jeg . 
„ Hvad mener du ? jeg forstår dig ikke ! “ 
„ Jeg er endnu ikke consirmeret . “ 
„ Ikke consirmeret ! “ råbte hun og slog hænderne 
sammen , og allerede kommet så dybt i det . “ l 
„ Det var mig en umulighed af begribe , hvad 

hun mente , og jeg må desårsag have set dumt 
på hende , thi hun brast i latter og vedblev : 
„ Hør nu , spil blot ikke komedie for mig med 
denne påtagne , uskyldige mine , jeg er alt for vant 
til af omgås folk af din slags , alt det pjus 
som du har fået på , ved du jo meget godt er 
lejet , for i et par timers tid af stille dine yndigheder 
i et bedre lys ; du bliver naturligvis pyntet 
op , og har kun din gefreider med dig for af du 
iaften bedre kan gå på nov efter det vildt som 
der skal fanges . Du seer jeg er godt inde i den 
slags historier , men jeg tror nok at du er en 
af de yngste som jeg har haft at gøre med — “ 
„ Min faders stemme afbrød hende med et : 
„ Er du snart færdig , Christine ? — thi nu er 
jeg ked af at vente . “ 
„ Uden at svare hende løb jeg ud i gården 
og standsede forbanset ved at se ham iført en ganske 
anden dragt end den han før havde på ; han var 
nu iført sorte benklæder og en smuk frakke , i stedet for 
hans arbeidshue , som ellers var den eneste 
han ejede , havde han en høj , sort hat på , og 
lignede i det hele taget en ganske anden , end da 
jeg forlod ham . 
„ Uden at give mig tid til at yttre min forundring , 

greb han min hånd og førte mig ud af 
gården , idet han råbte til konen : 
„ Farvel madam boller , om nogle timer skal 
de atter høre fra os ; i alle tilfælde skal jeg nok 
komme tilbage . “ 
„ Da vi vare komne ud på gaden , henvendte 
han sig til mig , og sagde : 
„ Hør ung nu , Christine og vær en fornuftig 
pige , og jeg svarer dig for at såvel din som min 
lykke er gjort ; vi gå nu hen til en gammel 
herre , som har lovet atvære din beskytter og tage 
sig af dig , da jeg med min bedste villie ikke længer 
kan ; når han skulle spørge dig ud , så må du 
svare ham , at din fader og moder er døde , men 
frem for alt , nævn ikke at jeg er din fader , og 
skulle han tilbyde dig noget , så tager du blot 
imod det . “ 
„ Uden at vide grunden gav jeg mig til at 
græde . 
„ Hold op med det flæberi , tøs ! “ sagde min 
fader , idet han greb mig hårdt i armen . „ Folk , 
som gå forbi os er i stand til at tro at jeg vil 
gøre dig noget ondt , og hvad der skeer er jo kun 
til dit eget bedste ; det kan heller ikke nytte at du 
kommer hen til din beskytter med røde øjne , for 
han er da i stand til at tro du er en kanin . “ 

„ Jeg dæmpede min gråd så godt som det 
var mig muligt og fulgte ham tavs . 
„ Vi gik nu igennem flere små gader indtil 
vi kom til et stort torv som vi ligeledes passerede ; 
senere er jeg kommet til det resullat , at det har 
været kongens Nytorv , thi jeg har genkendt hesten 
og hovedvagten . 
„ I en bred gade , som jeg forgæves har gjort 
mig nede for hvad den hedder , og hvor den er , 
ringede min fader på en stor port som øjeblikkelig 
blev åbnet , uden at jeg kunne opdage hvem der 
gjorde det ; han gik derpå hen til et lille vindue 
på hvilket han bankede . 
„ Hvem er det ? “ råbte en stemme indefra , 
og vinduet blev åbnet , en sagte , men kort samtale 
blev afholdt , og han komatter tilbage med en 
anden person klædt i tjenerkjole , som betragtede 
mig med en mønstrende , listig mine , og derpå tog 
mig under hagen og kneb mig i kinderne . 
„ Min fader knyttede hænderne og sendte ham 
et lynende blik , som om det var hans hensigt at 
knuse ham , men han beherskede sig , og sagde med 
sammenbidte tænder : 
„ Hær er hun , men vil de ikke have den godhed 
at føre hende op til greven . “ 
„ Det er altså den lille pige som Anders talte 

« smr 
øm , “ sagde tjeneren og vedblev at se vist på 
mig . „ Å ja , hun er ganske net , og vil nok gøre 
lykke , hun er altså ikke mere end tretten år , 
og allerede udviklet som en fuldvoksen dame . 
Gudsdød ! det kan man kalde en sjældenhed , vær 
så god af gå ned i stuen , jeg skal straks være 
tilbage igen ; greven venter . “ 
Min fader rørte sig ikke af pletten , men 
havde kun sine øjne henvendte på mig , i dette 
øjeblik angrede han hvad han havde gjort . 
„ Gå nu ned , “ vedblev tjeneren , idet han 
næsten stødte ham ned i kælderen , og låsede 
døren efter ham . 
Derpå greb han min hånd og gik henimod 
de brede trapper med mig , sigende : „ Lad mig 
nu se , af du er en fornuftig pige , og ikke glemmer , 
al det er mig som har den væsentligste del 
i din lykke , så skal jeg nok sørge for af holde 
den gamle i ånde . “ 
„ Christine ! mit barn , kom fil mig ! — jeg vil 
det ikke ! “ hørte jeg min fader råbe . 
Det var for sildig , loddet var kastet . 
Jeg ville ile ned fil ham , men tjeneren 
standsede mig , idet han frækt greb mig om livet 
og sagde : 
„ Lad det fæ kun skrige , og følg med mig 
på rov . 07 

min lille . “ Han mere bar end ledede mig op as 
trapperne , da vi vare komne til en høj og bred 
dør standsede han og trykkede et Kys på mine 
læber , sigende : 
„ Det er fæstepenge , min glut , jeg håber 
nok , at du vil være venlig stemt imod mig . 
Først Herren , så tjeneren ! “ 
Jeg ville rive mig løs fra ham , men før det 
kunne ske , havde han åbnet dørene , og jeg stod 
nu i en sal , der forekom mig at ligne et af de 
smukke feepaladser , som jeg havde læst om i min 
eventyrbog . 
I en stor lænestol sad en gammel hvidhåret 
herre og læste , han var så fordybet i sin bog , 
at han ikke engang lagde mærke til vort komme . 
„ Hr. Greve ! “ sagde tjeneren ærbødigt bukkende . 
„ Her er den unge pige , som er bleven 
anbefalet til understøttelse . “ 
Med det samme puffede han mig frem , så 
at jeg kom til at stå ansigt til ansigt med den 
hvidhårede . Denne så op fra sin bog og betragtede 
mig med et blik , som gjennemisnede mig 
jeg ville slå øjnene til jorden , men det var 
mig ikke muligt ; det var ligesom en usynlig magt 
tvang mig til , ufravendt , al stirre på det stenansigt 
med de stikkende øjne . 

» M » 
Der blev en pause under hvilken greven 
vedblev al betragte mig . 
Endelig sagde han : 
„ Det er godt , Alexander , gå så og lad os 
være ene . “ 
Tjeneren bukkede og gik , men ved sin bortgang 
hviskedee han mig i øret : 
„ God lykke , du lille , lad mig nu se , 
al du er fornuftig ! — alt beroer nu kun på 
dig alene . “ 
„ Hvad hedder du , nit barn ? “ spurgte den 
gamle Greve med al den venlighed som det var 
ham muligt al lægge i sin stemme . 
„ Christine ! “ svarede jeg skælvende . 
„ Kom lidt nærmere hen til mig , Christine , “ 
Vedblev han . 
Jeg adlød , men med wngstelse , thi der var 
en indre stemme , som sagde mig , al der var 
noget der ikke var som det burde være . 
„ Du skal ikke være bange for mig , jeg agter 
ikke al gøre dig noget ondt , “ sagde han beroligende . 
„ Tvertimod , giv mig din hånd , og lad 
os passiare lidt sammen . “ 
Jeg gav ham min hånd , og han greb den 
med begge sine , der brændte som om de vare 
af ild . 

„ Hvor gammel er du ? “ 
„ Jeg er nylig fyldt tretten år . “ 
Et glimt af uvilje fløj over hails ansigt . 
„ Hun er næsten for meget barn , “ mumlede 
han , men dog få højt at jeg kunne høre det , og 
henvendt til mig vedblev han : 
„ Du er altså endnu ikke konfirmeret ? “ 
„ Nej , hr. Greve ! svarede jeg noget dristigere 
ved den venlige tone hvori han talte til mig . 
„ Men madam magnnssen har sagt at jeg vil 
blive del om et årstid , og så skal jeg ud 
og tjene . “ 
„ Hvem er madamme magnnssen ? “ spurgte 
greven . 
Nu var jeg kommet ind på mit gebet , og 
jeg fortalte ham fra først til sidst hvor god min 
anden moder havde været imod mig , min glædesløss 
barndom lå snart åben for hans blik , og 
med spændt opmærksomhed lyttede han til mine 
ord , idet han uafbrudt betragtede mig . 
Pludselig flap hail min hånd og udråbte 
forbavset : 
„ Men , såsandt som jeg lever , det er jo de 
samme klæder som chatarine havde på da hun 
første gang kom her , hvor har du fået dem 
fra ? — svar ! “ 

„ Det ved jeg ikke , “ stammede jeg på ny forskrækkef . 
„ Min fader tog mig hen med på et 
sted hvor jeg aldrig før har været , og der tog 
en kone mine gamle klæder fra mig , og lod mig 
tage disse nye og sine på . “ 
„ Ah , nu forstår jeg hvorledes det hele 
hænger sammen , man har ført dig hen til en af 
disse elendige som udlejer brugte klæder , for at 
du skulle tage dig bedre ud , man har pudset 
dig op , ligesom et stykke meubel , før man bar 
solgt dig . “ 
„ Solgt mig ! “ råbte jeg forfærdet . 
„ Ja , solgt dig , for fanden ! — vidste du 
da ikke hvorfor at du var kommet her ? “ 
„ Nej , det har min fader ikke fortalt mig det 
mindste om . “ 
„ Nuvel da , så skal jeg sige dig det . Jeg ' 
ønskede mig en lille veninde , som ikke ville være 
altfor grusom imod mig , en smuk ung pige , som 
lige var trådt ind i den jomfruelige alder , med 
et ord , en uskyldig pige , som kunne vække de 
skumrende livsånder hos mig , idet hun hengav 
sin ungdom for min alderdom . Men nu har din 
skurk af en fader bragt mig , ikke alene et barn , 
men oven i købet sit eget , som han for nogle 
lumpne penge vil sælge mig ; men ved gud , sådan 

skal det ikke gå , vel kan jeg have mine 
fejl , men mod børn har jeg dog aldrig begået 
forbrydelser . — Alexander ! “ råbte han derpå , 
idet han heftig trak i en bag ved ham hængende 
klokkestreng . 
Tjeneren kom åndeløs styrtende . 
„ Hvad er det du nu har haft for , du galgenfugl , “ 
Sagde den vrede Greve til ham . „ Føer den 
unge pige bort herfra , og hvis du endnu engang 
vover at begynde på slige kunster , så jager jeg 
dig ud af min tjeneste . “ 
„ Jeg troede — jeg tænkte — “ stammede den 
forbløffede tjener . 
„ Du skal hverken tro eller tænke , men kun 
udføre det som jeg pålægger dig , har jeg givet 
dig ordre til at bringe mig børn ? “ og henvendende 
sig til mig vedblev han i en mild tone : 
„ Du , min lille pige , skal ikke have gået denne 
gang forgæves , du er kommet her uden at vide 
hvorfor , og derfox skal du også beholde et godt 
indtryk af mig , se her er noget til hjælp til din 
confirmation . “ Og greven stak mig en brun 
seddel i hånden . „ Når du senere skulle komme 
i betryk , så henvend dig kun dristigt til mig 
og jeg skal gøre for dig hvod jeg kan , når du 
er bleven voksen kan vi jo altid tales ved . “ 

med disse ord vinkede han med hånden til 
afsked , og jeg blev ført ud af tjeneren . 
„ Altså dog ikke aldeles slået , “ mumlede 
denne da han førte mig ud . „ Kommer tid , kommer 
råd , og denne gamle halstarrige snegl skal 
alligevel nok komme til at danse efter min pibe . “ 
Næppe vare vi atter komne ud på gangen , 
før han med råhed sagde til mig : 
„ Hør nu , du lille fjantede gås , hvad har 
bevæget dig til at fortælle den gamle der inde 
at du endnu ikke var konfirmeret , du seer jo 
næsten ud som du var atten år , nu har du ikke 
alene forspildt din egen lykke , men du har også 
skaffet mig en hel del ubehageligheder på 
halsen til løn for min gode villie , når jeg gjorde 
dig din ret , så gav jeg dig en lille sandsekage , 
men jeg vil være ædelmodig . Giv mig de penge 
du fik af den gamle samvittighed , og jeg lader 
dig løbe . “ 
„ Nej ! “ svarede jeg bestemt . „ Dem skal min 
fader have til hjælp til min confirmation . Det 
sagde greven . “ 
„ Hid med pengene , tøs , eller jeg lader dig 
tilligemed din fader arrestere ! “ råbte den lumske 
Alexander . „ Hvis du ikke straks opfylder min 
begæring , få skal du få noget andet at føle . 

» I mi > 
tak du din gud for at jeg lader dig skippe 
beelskindet ud af porten . “ 
Idetsamme greb han mig så hårdt om 
håndledet , at jeg af skræk og smerte lod sedlen 
falde . Hurtig som lynet greb handen , og puttede 
den i lommen . 
„ Det var ingen penge , din tosse , “ sagde han 
med påtagen latter . „ Det var kun en gammel , 
forfalden lotteriseddel der ikke duede , og som den 
gamle særling havde givet dig ; men kom nu og 
lad os gå ned til din fader , der er en lille 
overraskelse som venter dig . “ 
Han havde nu fået meget travlt med at 
så mig bort . 
Nede i portnerboligen ventede der mig virkelig 
en overraskelse , — men ingen af den behageligste 
slags . — 
min fader lå aldeles beruset under bordet . 
Man havde benyttet den tid jeg var borte fra 
ham til at fylde ham med stærke drikke . 
„ Løb hen og hent os en drosche , Frantz ! “ 
Sagde Alexander til den i stuen værende tjener . 
„ Men lad den holde henne på hjørnet , for at 
det ikke skal vække opsigt , sig til kusken at han 
skal sætte pakket af ved børnehuset , så kan de 

vel nok finde hjem , nu er det jo allerede mørkt , 
så der er ingen , der vil lægge mærke dertil . “ 
Tjeneren greb hurtigt sin hat og gik . 
Da han var gået sagde Alexander : 
„ Jeg skal alligevel vise mig som en gentil 
herre imod dig , se her er en femdalersedbel , 
som jeg vil give dig , men det er på den udtrykkelige 
betingelse , at du holder din mund med 
den lotteriseddel som du fik af den gamle deroppe , 
sladrer du , så skal jeg nok hævne mig både på 
dig og det fulde svin som der ligger . “ 
„ Behold deres penge og lad os blot komme 
hjem ! “ sagde jeg grædende . 
„ Tag dem nu , og spil ikke den fornærmede , 
vi to kan måske endnu komme godt ud af det 
med hinanden . “ Og han ville gribe mig om 
livet . 
„ Rør mig ikke , eller jeg skriger ! “ råbte jeg , 
idet jeg veg tilbage . 
„ Så må jeg skrige med , min dukke , at det 
kan blive en duet , “ han ville atter favne mig , 
og denne gang lykkedes det for ham , han knugede 
mig tæt op til sig , og ville , idet han med den 
ens hånd greb mig under hagen , tvinge mig til 
at kysse ham . 
I min fortvivlelse slog jeg ham i ansigtet , 

og gud må vide hvad enden på det hele 
havde blevet , dersom ikke den anden tjener var 
kommet tilbage . 
Alexander slap mig øjeblikkelig , men det blik 
som han tilkastede mig , sagde at jeg kunne vente 
det værste . 
„ Vognen holder her henne på hjørnet ! “ 
Sagde frankz 
„ Det er godt ! “ svarede Alexander . „ Lad os 
så få fyldebøtten støttet derhen . 
De greb derpå fat i min fader , som , da han 
var bleven hjulpet på benene , dog nogenlunde 
kunne gå . Han blev nu ført til vognen og 
pladseret deri , hvorpå jeg tog sæde ved siden 
af ham . 
„ Her er pengene , tøs , “ sagde Alexander , 
idet han kastede en femdalerseddel ind til mig . 
„ Vi ses igen ! — kør kusk ! “ 
Vogndøren blev nu smækket i og vi rullede 
hurtigt afsted . 
Det var min første køretur . 
Vognens bevægelse i forbindelse med den 
friske luft som strømmede ind af de nedslåede 
vinduer , gjorde at min fader kom nogenlunde 
til sig selv , og da vi standsede på Christianshavns 
torv kunne han dog så nogenlunde samle sig . 

„ Jeg er så sulten , “ sagde han , da vi vare 
stegne ud . 
„ Her er penge ! “ svarede jeg , og bød ham 
de fem rigsdaler . 
Som om han var bleven stukket af en slange 
føer han nu tilbage , idet han betragtede mig med 
rædsel . 
„ Hvad er der sket med dig ? “ spurgte han 
omsider . 
„ Intet ! “ sagde jeg . „ Hr. Alexander gav 
mig disse penge til dig . Han sagde , han ville 
være gentil , ni en da han så ville kysse mig , 
så slog jeg ham i ansigtet , og så lod han os 
køre hertil . “ 
Jeg hørte ligesom et lettende suk fra min 
fader . 
„ Hm ! “ sagde han noget efter . „ Lad os gå 
her op og få os en bid varm mad . “ 
Vi gik nu op i stuen på hjørnet af Overgaden 
øver vandet , og spiste . 
En time senere lå vi i sengen oppe på 
vort lille fattige Kammer . 
Den der tilbragte en kummerfuld og søvnløs 
nat , det var mig . 
Den næste dag var min fader syg , og holdt 
sengen . 

noget op ad formiddagen , kom der et brev 
til ham , som han efter endt læsning straks brændte , 
derpå stod han op og bød mig at søge sengen , 
da det var sket tog han klæderne og pakkede 
dem i en bylt , samt pålagde mig at fortie 
gårsdagens begivenheder for madam Magnussen , 
derpå gik han . 
Jeg var var næppe bleven ene før min moderlige 
veninde indfandt sig hos mig for at erfare 
hvad vor udgang havde haft at betyde . I begvndelsen 
ville jeg , ifølge min faders bud , ikke 
svare hende , men lidt efter lidt fik hun hele sagens 
sammenhæng lokket ud af mig . 
„ Gud i himmelen ! “ råbte hun , da jeg havde 
fortalt hende alt . „ Hvortil har disse skurke forledet 
din fader , er det kommet dertil , at han har 
villet sælge sit eget kød og blod , lpkkeligviis er 
det hele faldet ud til det bedste , men faren er 
ikke forbi endnu , da dette forsøg er mislykkedes , 
kan let disse mennesker uden samvittighed forlede 
ham til et nyt skridt , og det må forhindres . “ 
Jeg bad hende om at gå , da vi hvert 
øjeblik kunne vente at min fader ville komme 
tilbage og træffe hende , og det var det jeg ville 
forhindre . 
Ulykken modner forstanden tidligt . 

* r : x ' ^^ml^l . - 
lidt efter at madame Magnussen havde 
forladt mig , faldt jlg i søvn og vågnede 
først ved , at min fader , som imidlertid var 
kommet tilbage , vækkede mig , han havde mad med , 
og spurgte migom der havde været nogen imedens 
han var borte . 
Jeg løj for ham , idet jeg svarede , at jeg ingen 
havde set . 
„ Stå op og klæd dig på , “ sagde han , og 
gav mig mine gamle klæder . 
Han selv var atter iført sin forældede dragt . 
Der gik nu halvanden år i hvilken tid jeg 
var bleven konfirmeret . Vore kår vare , jeg ved 
ikke hvorledes , blevne betydeligt forbedrede , vel 
beboede vi endnu vort fattige Kammer , men vi 
manglede nu aldrig mere det nødvendigste , jeg 
ejede tre kjoler , og min fader havde foruden sit 
arbeidstøi , en så godt som ny klædning til om 
søndagen , hvor han altid gik ud for at spadsere 
med mig , ja jeg havde endogså to gange været 
i tteatret med ham . 
Hvad der var passeret hos den gamle Greve 
omtalte han aldrig med et ord . 
Det var lykkelige dage for mig , isærdeleshed 
da jeg var kommet til at gå i en syskole , som 
var på Christianshavn . 
. . . . . Æ i - il W i ! ! „ g zls , uf 

en søndag eftermiddag da vi vare ude på 
Langelinie , og jeg gik med ham under armen , 
mødte vi pludselig Alexander , han standsede da 
han så os , hilste og gik forbi ; men lidt efter 
kom han tilbage og tiltalte os . 
„ Goddag , hr. Petersen ! “ sagde han . „ Det 
er længe siden jeg har haft den fornøjelse at se 
dem , det er ikke pænt således at trække sig tilbage 
fra gamle venner . “ 
Det gav et sæt i min fader da han så 
ham , og han modtog ikke den tilbudte hånd , som 
blev strakt ud imod ham . 
Alexander lod som om han ikke bemærkede 
min faders overraskelse , men vedblev , henvendt 
til mig : 
„ Nej , hvor den lille Christine er bleven stor ! 
De er jo bleven til en hel dame , ja , der kan 
man se , hvor tiden den går . Da jeg sidst 
så dem var de næsten et barn , men nu er de 
en fuldstændig kvinde , og smuk , på min 2ece , 
ja endogså overordentlig smuk . Hvordan lever 
kæresten ? — ja , for de er vel forlovet ? “ 
Jeg rødmede dybt , og rystede benægtende på 
hovedet . 
„ Hvad ! “ udbrød han overrasket . „ Ikke forlovet ? 
— det er en umulighed , en så nydelig 

pige skulle endnu ikke have fundet sig en livsledsager , 
det må være deres faders skyld . “ 
Og henvendt til ham fortsatte han : „ Det er ikke 
smukt gjort af dem , min gode hr. Petersen , at 
lade en så yndig blomst , som deres datter , opvokse 
i skyggen , hun trænger til solskin . De 
murer hende naturligvis inde imellem fire vægge , 
som i et kloster . Tag hende lidt mere ud , og 
lad hende se mere af livets lyssider , kærligheden 
er det eneste som giver tilværelsen Duft . “ 
Min fader mumlede noget , som var mig 
uforståeligt , og uden indvending fra hans side 
fulgte Alexander med os ud til badehusene , da 
vi vare komne til den derværende beværtning , 
bød han os ind , og tilbudet blev modtaget med 
glæde af fader , som desværre ikke kunne styre 
sin lyst i henseende til nydelsen af drikkevarer . 
Efter at herrerne havde nydt et par glas 
punsch blev samtalen mere livlig , og det bestemtes 
at vi den næste søndag atter skulle mødes , 
henad aften forlod Alexander os , og vi endte 
dagen med at tilbringe aftenen i tivoli . Mod 
sædvane var min fader bleven mere ordknap 
imod mig , end han plejede , når han så på 
mig , var det “ som med en slags frygt , og hver gang 
hans øjne mødte mine , vendte han hastigt 

hovedet til den modsatte side , noget , som jeg 
dengang ikke kunne forklare mig . 
Den næste søndag kom , og vi begave os 
alter ud på Langelinie , men det var ikke med 
glæde , at jeg denne gang fulgte med , det var ligesom 
om en vis anelse tyngede mig . 
Vi vare næppe komne indenfor gitterporten 
før Alexander , tilligemed en anden herre , kom os 
imøde . 
„ Må jeg forestille dem^min Broder , Christian ! “ 
Sagde han , idethan presenterede den anden . 
„ Han er fornylig kommet her til byen efter en 
længere udenlandsrejse . Jeg har ikke kunnet nægte 
mig selv den fornøjelse at tage ham med mig , 
» særdeleshed da jeg tænkte al det ikke ville genere 
dem . “ 
Alexander gav sig nu til at tale med min 
fader , og Christian henvendte sig til mig . 
„ Jeg må bede dem , min frøken , at tage 
tiltakke med mit ringe . Selskab , “ sagde han med 
anstand , idet han bød mig armen . „ Hvis min 
conversation er dem til ulejlighed vil jeg forsøge 
på at underholde dem imedens min Broder og 
deres hr. Fader afgør hvad de har at tale om . “ 
Dette sprog var jeg ikke vant til , og jeg 
» nå have set meget forundret på ham , thi han 

smilede skalkagtig , og bød mig på ny sin arm , 
idet han strøg sit smukke , sorte overskæg . 
„ Jeg ved ikke om det er passende , min 
herre , “ svarede jeg , og modtog med undseelse 
hans tilbud . 
Det var første gang jeg havde holdt en 
fremmed under armen , og en underlig følelse 
gennemstrømmede mig , da jeg fornemmede et sagte 
tryk på min hvilende hånd , jeg mærkede at jeg 
rødmede , og vendte desårsag mit hoved borsk 
og få tilbage efter min fader . 
Han var tilligemed Alexander standset , og 
begge slode , fordybede i samtale , og stirrede ud 
over sundet . 
„ Det er esk mageløst behageligt vejer vi have 
i denne eftermiddag , “ begyndte Chrisfian atter 
samtalen . „ Det er ligesom den friske havluft 
sendte os lutter sundhed og velvære , her ånder 
man dog , det er noget ganske andet end Københavns 
larmende og lummerhede gader , hvor alt 
selv om helligdagene kun tyder på travlhed . “ 
Jeg svarede ham ikke , thi jeg manglede ord 
dertil . 
„ Hvor rolig ligger ikke den solbeskinnede havflade 
for os , “ fortsatte han . „ Hvem skulle nu 
fro , at dette idyllisk roindgydende element kunne 
på rov . 18 
uwwMM— i t M « » ' knur i 

være troløst , og dog er det så , dette lille hvide 
skum der viser sig , ligesom flygtige smil , bliver 
når boreas bestiger sin ganger og flyver frem 
til vældige bølger , der frådende af harme fordrer 
død og fordærvelse , i stedet for at lade sig 
afskrække af den dristige sømand , som modigt 
byder elementerne trods , fornyer bølgerne atter 
og atter deres angreb på ham . “ 
Med beundring så jeg op på den der 
talte således , det var noget nyt for mig , der 
hidindtil kun havde kendt den prosaiske del af 
livet , en hel ny verden rullede ved hans ord 
op for mit indre . 
„ Har de aldrig været tilsøs ? “ spurgte han . 
„ Nej aldrig ! “ var mit svar . 
„ Så skulle de engang forsøge det . O ! “ 
Vedblev han begejstret , idet han fulgte sin egen 
tankegang . „ Nqar man i en storm har det 
frådende hav at kæmpe imod , da lever man 
først , en skrøbelig planke der næsten vånder sig 
af smerte for søens heftige angreb , det er det 
eneste der skiller os fra den visse død , som lurer 
på os i den våde grav , bølge på bølge 
vælter sig rasende hen over dækket , ve den sømand , 
som ikke har surret sig fast , han er redningsløsf 
fortabt , ved roret står styrmanden 

og har sit blik vexelviis rettet på compasset og 
capitainen , skibet krænger , og er snart himmelhøjt 
tilvejers på de opstående bølger , for 
derfra at styrte ned i den gabende afgrund , hvorfra 
en ny bølge atter hæver skibet . — og når 
så stormen og dynningerne er ophørte , og 
sømanden har sejret , med hvilken rolig tilfredshed 
glider han da ikke ind i den venligt vinkende 
havn . — kan der tænkes noget skønnere kald 
end at være sømand ? “ 
„ Det er gud hjælpe mig grev Robert ! “ 
Sagde en ung og elegant klædt herre til hans 
ledsager . „ Forklædt som tjener og ved højlys 
dag med en glut under armen på Langelinie , 
det er dog vel stærkt . “ 
Chrisfian havde pludseligt fået et stærkt anfald 
af hoste , og skjulte ansigtet i sit lommetørklæde , 
idet han forstærkede sine skridt indtil vi 
vare komne forbi herrerne . 
„ Hvad var det de sagde ? “ spurgte jeg . 
„ Intet ! “ svarede min ledsager ; det var kun 
et par kåde lapse , lad os blot gå videre . “ 
„ Aten se der har vi jo Alexander ! “ hørte jeg 
endvidere Herren sige , „ ja så er alting let , at 
forstå , greven han har sig en lille liason , og 

hans sikkerhedsvagt kommer bag efter . — god 
fornøjelse ! Neptum ! “ 
„ Chrisfian var først bleven højrød i ansigtet , 
nu blev han ligbleg , jeg knude se , at det var af 
harme ; thi han gjorde mine til at slippe min 
arm , og ile efter spotterne , men han besindede sig 
hurtigt og sagde med den roligste mine , som om 
intet var forefaldet . “ 
„ Det er kedeligt at være i en tjenende stilling , 
thi så må man tåle enhvers ubebageligheder , 
disse to cavallererer har set mig hos min 
herre grev Robert , og fordi , at de har hørt ham 
kalde mig Neptun , fordi jeg elsker havet , så tror 
de straks , at de kan tillade dem enhver næsvished , 
men ved gud det skal de atter få betalt , jeg 
skal hævne mig . “ 
„ Hvormed ! “ spurgte jeg forundret over at 
høre en tjener tale om hævn imod sine foresatte . “ 
„ Mit simple spørgsmål lod til , at sætte 
Christian i forlegenhed : “ 
„ De spørger hvormed ! “ sagde han , „ med — 
med — ak med en dårlig opvartning naturligvis , 
jeg skal give dem salt i stedet for sukker , og 
desertcaffe skal jeg nok sørge for skal blive serveret 
dem kold i stedet for varm . “ 
Jeg begyndte så småt at tvivle på min 

« mr 
ledsagers virkelighed som tjener , men jeg sagde 
intet . “ 
Samtalen drejede sig nu om ligegyldige ting , 
og næsten uden at vide det , vare vi komne ud på 
Østerbro , hvor min fader og Alexander atter sluttede 
sig til os . 
„ Skal vi gå ind og nyde en lille forfriskning ? “ 
Spurgte Alexander , „ jeg stemmer for at vi 
går ind i marsvinet og drikker os et glas 
vin . “ 
„ Ja , men så skal det være champagne råbte 
Chrisfian overgivent . “ 
Forslaget blev antaget , og snart sad vi i 
en lille have med mange lysthuse , der blev bragt 
os en flaske med sølv på , samt fire lange spidse 
glas , proppen fløj under Christians øvede hånd 
imod himlen og vinen skummede i glassene . 
„ Lad os drikke mine venner , “ råbte Chrisfian 
og greb sit glas , „ lad os drikke på et lykkeligl 
udfald af den plan som jeg nu har for , gid 
jeg må få glæde deraf . Lad os leve medens 
vi er unge og livsfriske , snart kommer alderdommen 
og så er det forsilde , det gælder om , at 
gribe det flygtige minut og benytte det ; den 
tid der er svunden kommer aldrig mere tilbage . “ 

„ Den ungdom som ej nydes , 
er lig en sorgfuld , der ej vil frydes ! “ 
Sang han , og tømte sit glas , vi andre fulgte hans 
eksempel , Chrisfian var utrættelig i at tale , og 
snart havde vi drukket så ofte af vore glas , at 
der ikke var mere tilbage i flasken . 
Det var . første gang , at jeg havde drukket 
champagne , og denne sødlige skummende drik , 
skulle heller ikke blive uden virkning på mig , jeg 
følte mig i et forunderligt velvære , jeg var så 
glad , så usigelig glad , hvad der blev talt om , 
det hørte jeg ikke , hver gang der blev skænket i 
mit glas , tømte jeg det i et drag med et uendeligt 
velbehag . 
Det var snndsynligviis nedarvet fra min fader , 
at jeg følte hang til drik . 
Ved hvert glas jeg tømte , følte jeg mig mere 
og mere salig . Det var imidlertid bleven aften , 
og de lette skyer som viste sig på himlen forekom 
mig at være lutter små smilende engle der 
vinkede af mig ; når jeg så hen på træerne 
da var hvert et blad blevet til en nisse fra min 
eventyrbog ; de røde huer skinnede , de store munde 
trak dem næsten helt op til ørerne ; der sad de 
nu og nikkede , idet de i bladenes raslen hviskedee : 
„ God aften , Christine ! vi komme også her , 

i dag holde vi , ligesom du , søndag ; giv os noget 
at drikke med dig ! “ 
I min rus blev jeg bange for at nisserne 
ville berøve mig noget af den mig så kosteligt 
smagende drik , og jeg greb derfor mit glas nied 
begge hænder og lod den sidste dråbe flyde ind 
i min mund . 
„ Behager frøkenen ikke et lille glas endnu , 
så lade vi en ny flasfe komme , “ hørte jeg Christians 
stemme sige , ligesom langt borte fra mig . 
„ Meer , meer ! “ stammede jeg , idet jeg uvilkårligt 
greb mit glas frem . 
Det er alt , hvad jeg med bestemthed kan erindre , 
jeg syntes nok at jeg kom i en vogn , samt 
følte mig omslynget af et par arme , og fornemmede 
hede Kys på min mund ; men alt dette er så 
utydeligt , at det ligeså godt kan have været fantasi , 
som virkelighed . 
Kun en ting husker jeg , og det var , at da 
jeg vågnede , så lå jeg afklædt i en seng i et 
brillant værelse . 
Jeg så mig forundret omkring , uden at kuime 
fatte , hvorledes jeg var kommet der , jeg troede at 
det hele kun var en drøm og lukkede derfor mine 
øjne , men kort efter åbnede jeg dem atter , ag 
det samme syn viste sig for mine blikke . 
I * ! . 1 i » ' » Mi i » I « 

jeg gav mig til at tænke efter , og lidt efter 
lidt blev min hukommelse klarere ; jeg erindrede 
Langelinie , mødet med Alexander og hans brøder 
chrislian , samt haven på Østerbro og vinen , jeg 
der havde nydt , de forunderlige syner jeg havde 
set , og vognen jeg kørte i . 
Jeg rejste mig overrende i sengen , forfærdet 
greb jeg mig med begge hænder om hovedet ; thi 
jeg fornemmede en banken i mine tindinger , som om 
de skulle sprænges og jeg sank mat tilbags ; nu 
blev det først rigtig galt , sengen begyndte at hæve 
sig , først ved fødderne og dernæst ved hovedgærdet , 
det kom i en bølgende bevægelse , og jeg blev 
nødsaget til at holde mig fast for ikke at styrte ud , 
tillige forekom det mig , som om jeg følte en stærk 
kvalme og skulle til at kaste op ; jeg blev nødsaget 
til at vende mig om på siden og skjulte mit ansigt 
i puderne ; dette syntes jeg skaffede mig nogen 
lindring , og i milt halvt ubevidste tilstand skumrede 
jeg ind . 
Jeg ved ikke hvor længe jeg befandt mig således , 
men efter nogen tids forløb kom jeg atter 
til mig selv , ved at høre en sagte støj . 
Jeg åbnede halvt øjnene , og så Alexander 
komme listende med en bakke hvorpå der stod endeel 
porcellain , og et helt kaffeservice , som han satte 

217 
på et lille bord foran sengen ; han gik ud af 
værelset og kom øjeblikkeligt tilbage med nogle 
dameklæder , som han ligeledes lagde tilrette foran 
sengen . 
Derpå listede han sig atter bort . 
„ Jeg kunne ikke begribe hvad denne gådefulde 
opførsel skulle betyde , og troede endnu bestandig 
af være et bytte for en drøm . 
„ Frygtsomt rejste jeg mig op , og strakte hånden 
ud imod kaffekanden , jeg befølte den , og mærkede 
den var varm . En stærk tørst bemægtigede 
sig mig , og jeg skænkede mig en kop af kandens 
indhold ; efter af have tilberedet den med sukker 
og fløde , skyllede jeg den i mig med den største 
begærlighed . 
„ Det hjalp , thi noget efter befandt jeg mig 
betydelig bedre ; jeg kunne nu begynde af tænke . 
„ Hvor er du ? og hvorledes er du kommet 
her ? “ det var de første spørgsmål som jeg gjorde 
mig selv ; jeg kunne naturligvis ikke besvare dem , 
men for om muligvis af få rede på det første , 
sprang jeg øjeblikkelig op af sengen og søgte efter 
mine klæder , men de vare forsvundne . 
„ Jeg listede mig hen og forsøgte sagte på af 
åbne døren . Den var aflåset . 
„ En stærk sengstelse bemægtigede sig mig og 
på rav 19 
M b ! » L » uM M l » » « i i » . - - 

med usikkre skridt vaklede jeg ben imod et as vinduerne 
og tittede ud deraf bag de nedhængende 
Gardiner . 
„ Solen stod højt på himlen , og jeg så ned 
i en smuk have hvori der ikke viste sig et menneske „ Mismodig 
gik jeg atter tilbage i værelset og 
sad mig på sengekanten ; kvad skulle jeg nu gøre ? 
Mine klæder vare mig berøvede , og ene indelukket 
på et fremmed sted . 
„ Jeg frygtede for at jeg i den rus , som jeg 
aftenen i forvejen havde haft , at jeg havde forladt 
min mader og de andre og begivet mig . til en for 
mig aldeles ubekendt bolig . 
„ Jeg tænkte og tænkte , men forblev alligevel 
lige klog ; mine øjne faldt uvilkårlig på de foran 
mig liggende dameklæder . Omsider besluttede jeg 
mig til at iføre mig dem ; jeg undersøgte dem og 
fandt en til de mindste genstande fuldstændig 
elegant damedragt . 
„ Jeg ved ikke hvad der gav mig mod dertil , 
men jeg gav mig rask i færd med at iføre mig den ; 
da jeg først var underklædt , gav jeg mig til at 
undersøge . Værelset nøjere ; i en elegant servante 
fandt jeg hvad jeg behøvede til at foretage mig 
toilette , og snart var jeg aldeles påklædt . Da 
jeg var færdig dermed , gik jeg hen foran et stort 

spejl og betragtede mig selv deri ; jeg for forundret 
og glad overrasket tilbage , thi jeg havde ikke 
troet mig få smuk som jeg i virkeligheden var , 
hvortil naturligvis de smukke klæder ikke lidet 
bidrog . 
„ Jeg kunne ikke blive ked af at betragte mig 
selv i spejlet , og gud må vide hvor længe jeg 
havde stået , dersom ikke , en sagte banken på døren 
havde fået mig til at fare sammen , og hvorved 
lengstelsen på ny indfandt sig . 
„ Bankningen gjentøg sig og denne gang lidt 
hårdere , med et sagte , næppe hørligt , „ Kom ind “ , 
ventede jeg hvad der nu ville komme . 
„ Døren åbnede sig og ind trådte en tjener 
i livre , hvis ansigt var mig aldeles ubekendt ; 
han havde en serviette under armen , og bukkede 
for mig , som om jeg kunne have været en fyrstinde , 
sagde han : 
„ Jeg beder frøkenen mangfoldige gange om 
forladelse , hvis jeg kommer ubelejligt , men jeg 
skulle spørge om det ikke convenerede dem at spise 
frokost , i så tilfælde er der serveret i den anden 
stue . 
„ Forbavset betragtede jeg ham , og kunne i begyndelsen 
ikke svare ; endelig spurgte jeg ham : 
„ Hvem er de , min herre ? “ . . . . 

„ Jeg er deres nådes underdanige tjener , “ 
Var svaret , „ og man har givet mig ordrer til at 
betjene deres nåde , og jeg vil prise mig uendelig 
lykkelig , hvis de blot vil give mig befaling i hvilken 
henseende de ønsker dem betjent . “ 
„ Havde jeg ikke været forbavset før , så blev 
jeg det nu . 
„ Her må vist finde en fejltagelse sted , sagde 
jeg , „ chi jeg kan aldeles ikke satte hvorledes jeg er 
kommet her ; denne dragt som jeg har på er heller 
ikke min egen , og det er kun af den yderste nødvendighed 
jeg har iført mig den , da jeg ikke har 
kunnet finde mine egne klæder , somere forsvundne . “ 
„ Tjeneren så på mig med et smil , uden at 
svare mig på mine spørgsmål . 
„ Vil deres nåde ikke spise frokost ? “ spurgte 
han endelig . 
„ Vil de have den gødhed at sige mig , hvor 
jeg befinder mig ? “ spurgte jeg bestemt . 
„ Derpå har jeg ikke fået ordre , „ men hvis 
de vil gå ind i det andet værelse og sætte dem 
tilbords , vil de måske snart få opløsning på 
det , der endnu forekommer dem som en gåde . “ 
„ Betagen af nysgerrighed gik jeg ind , og 
så et elegant opdækket bord med en masse , såvel 
kolde som varme retter ; nu var jeg fast over221 

bevist om at jeg drømte , thi det kunne umuligt 
være virkelighed ; jeg tog derfor med tjeneren , bag 
ved mig , ganske ugenert plads og lod netterne 
smage mig . 
„ Længe havde jeg ikke siddet til bords , før en 
dør blev åbnet og chrislian iført en moderne 
herredragt trådte ind . 
„ Studsende så jeg på ham og rejste mig ; 
jeg begyndte at ane sagens rette sammenhæng . 
De to herrers udtalelser på Langelinie fra i går , 
gav mig nøglen til gåden . Chrislian var ikke 
tjener , men derimod grev Robert . Jeg var altfå 
faldet i en snare . 
„ Lad os alene ! “ sagde den falske chrislian til 
tjeneren , som bukkende forsvandt , og uden den 
allermindste forlegenhed , vedblev han henvendt til 
mig , da vi vare blevne ene . „ Hvorledes befinder 
min lille Christine sig ? “ 
„ Hvem er de , og hvorledes kommer de til at 
befale her ? “ spurgte jeg med lengstelse . 
„ Spil nu blot ikke den knibske , “ svarede han 
og nærmede sig , „ De ved jo meget godt hvorfor 
de er kommet her . Denne hele lille comedie er 
jo kun bleven opført efter deres eget ønske , for 
halvanden år tilbage , altså da de endnu kun 
var et uconfirmeret barn , har de jo allerede været 

her hos min fader , og de vil da ikke fortælle mig 
af den gamle libertiner skulle have ladet en så 
yndig blomst bringe til sig , uden af han også 
ville nyde godt af dens Duft , — al forstillelse er 
derfor unødvendig . “ 
„ Den sørgelige sandhed viste sig veo grevens 
ord for mig , jeg var solgt , solgt for anden gang 
og det af min egen fader ; jeg indså godt af det 
vist næppe ville lykkesmig af skippe så let fra den 
unge , som det sidst skete , fra den gamle Greve , 
der rørr af min barnlighed lod mig gå . 
Fortvivlet skjulte jeg mit ansigt i mine hænder . 
Greven , der sandsynligvis anså min fortvivlelse 
for noget andet , nærmede sig mig , og oniskyngede 
mig med begge sine arme , idet han halvt 
hviskende sagde : 
„ Du seer min glut , al jeg er godt underrettet 
om fortiden ; men den ville vi slå en streg 
over og kun leve for det nuværende . Du er smuk 
nok til at man for din skyld kan begå dårskaber , 
og i mig skal du ikke alene sinde en elsker , 
men tillige en sand ven ; Robert skal ikke skuffe , 
hverken din tillid eller de opoffrelse ! Du muligvis 
skulle gøre for ham . “ 
„ I et nu var jeg ude af hans arme , og flygtede 
over på den anden side bag om bordet ; 

han blev øjensynlig forbavset over min modstand , 
som han vist næppe havde ventet . 
„ Del er altså derfor at man har beruset mig 
og ført mig herhen , “ sagde jeg , „ jeg skulle falde 
som et bytte for deres vellyst , men de tager fejl 
Herr Greve , så vidt er det ikke kommet med mig 
endnu , ve ! har jeg som barn været her engang 
før , men jeg har ikke vidst i hvilken hensigt , det er 
altså deres fader som jeg har talt med , han har 
opførr sig ædelt imod mig , medens de derimod har 
viist dem som en forfører ; aldrig har han med 
et ord , et blik eller mine trådt mig for nær , 
tvertimod , da min fader forlokket , jeg ved ikke 
ved hvilke løfter , af Alexander , for halvanden år 
tilbage førte mig herhen , blev greven fortørnet 
over at man havde vovet det ; han tiltalte mig med 
venlighed og lod mig gå ligeså ren som jeg 
var kommet til ham , ja han var endogså gavmild , 
idet han gav mig penge , som tjeneren atter fratog 
mig , før jeg fik lov til at gå bort herfra . 
Den unge Greve opskog en høj latter , og 
sagde : 
„ Bravo ! den historie var godt lavet og gør 
virkelig deres opfindelsesevne lere , men jeg tror 
dem ikke ; min fader skulle have overgået sig selv 
og givet dem penge ! det ligner ham ikke ; forresten 

kan de spare dem alt komediespil , thi det er jeg en 
hader af ; Alexander har fortalt mig det hele , og 
jeg lader mig ikke skuffe ; de ved jo ligeså godt 
som jeg , at vort møde i går på Langelinie var 
aftalt , kun vidste de ikke hvem jeg var , og det var 
en romantisk grille af mig at ville udgive mig som 
tjener , jeg havde til hensigt i dag at overraske dem 
med , at deres nye elsker var Greve , og nu vil de 
spille den kyske suvanni lige overfor mig , men lad 
det fare , — kom , lad os nyde glæden medens den 
vinker os , livet er kort , vi ville derfor gribe de 
korte minutter i flugten . “ 
„ Og med et Spring var han atter henne hos 
mig og greb mig i sine arnie , samt overvældede 
mig med sine Kys . 
„ Jeg stred imod , og en kamp påfulgte , hvorved 
jeg mærkede at han til slutning måtte blive 
den stærkeste ; han blev mere og mere ophidset 
og jeg følte at mine kræfter vare i begreb med 
at forlade mig . 
„ Lad mig være ! skreg jeg , idet jeg gjorde de 
meest fortvivlede anstrengelser for at komme fra 
ham . Men i stedet for at lade sig bevæge , blev han 
kun endnu mere påtrængende . 
„ Pludseligt bed jeg ham af al magt i fingrene . 
Med en ed slap han mig , og råbte : 

„ Satans tøs ! det skal du komme til at betale 
mig . “ 
„ Mere hørte jeg ikke , thi jeg havde uden selv 
at vide hvorledes , nået døren som jeg havde fået 
åbnet , og løb igennem et stort værelse , ned af 
nogle trapper og kom ud i porten som jeg ligeledes 
havde fået åbnet , jeg var nu på gaden , 
hvor , vidste jeg ikke , men det var mig også ligegyldigt ; 
så hurtigt som mine ben kunne bære 
mig , løb jeg nu videre ; jeg har mange gange senere 
forbavset mig over , at jeg ikke var bleven standset 
og anholdt , men ingen bemærkede mit forstyrrede 
udseende eller ilsomme flugt . Gud må vide , 
hvorledes at jeg har båret mig ad dermed , men 
jeg kom først til mig selv i madam magnnsens 
lille Kammer ; hun var heldigvis hjemme , og snart 
havde jeg i afbrudte sætninger fortalt hende det 
passerede . 
„ Ja , jeg har nok anet det ! “ udbrød hun , „ der 
var noget , der ligesom sagde mig , at sent eller 
tidligt ville der ske noget lignende ; men du kan 
ikke blive hjemme mere , og din fader må frem for 
alt ikke få at vide , hvor du opholder dig ; her 
gælder det om at handle hurtigt ; jeg har nogle 
spareskillinger som jeg har lagt til side , dem vil 
jeg låne dig til at du- kan leje dig et lille bærejse 

for ; nu kan du jo bruge dine hænder til 
syning , og for resten vil Vorherre nok sørge for 
dig ; vent lidt , jeg vil låne et shawl og en hat 
til dig nede i stuen , så kan vi samtidigt gå 
hen og læse avisen ; måske kan vi være heldige 
og straks finde el værelse til dig . “ 
„ Og som sagt så gjort , den gode kone gik 
med mig , og snart havde vi lejet et lille værelse 
i Adelgade , hvor jeg kunne blive med det samme . 
Madam magnnsen gik nu aller tilbage og hentede 
mine få sager ; jeg havde nu forladt min fader 
for aldrig mere af vende tilbage til ham igennem 
min moderlige veninde høne jeg al han havde 
truet og raset da han opdagede min flugt , men 
del var også dievel derved , thi han har aldrig 
gjort noget tilsyneladende skridt for af få mig 
tilbage . 
„ I begyndelsen har jeg havl del hårdt nok 
med af kæmpe mig igennem med mit arbejde , men 
gud har dog været med mig og lønnet min flid , 
af og til har jeg endogså kunnet sende min fader 
noget , uden af han derfor vidste hvor jeg opholdt 
ung ; r mit stille og arbejdsomme liv som jeg har 
føn , sølle jeg mig lykkelig og tilfreds ; men nu lader 
del til af min ro atter skal forstyrres ved det derer 
passeret i aften , en uheldig stjerne hviler over 

w —i- i 
227 
mig , thi når jeg ret tror , af det begynder af 
gå fremad , bliver jeg atter kasket tilbage . 
„ Nu har jeg oprigtig , og uden af længe skjul 
på det mindske , fortalt dem mit livs historiehar 
jeg fejlet i det som jeg har gjort , da vil jeg 
bede gud tilgive mig ; -— men det er blevet silde 
og jeg må forlade dem . Godnat hr . Andresen . “ 
Og Chrisfine gik . 
Da hun var går , tænkte Christensen længe 
og nøje over hvad hun havde fortalt ham , og han 
besluttede sig til slukningen at stå hende bi og 
hjælpe hende . 
Den næste morgen havde han informationer 
i byen , men da de vare tilendebragte gik han alter 
hjem og bankede på hendes dør . 
„ Kom ind ! “ lød Christines klare slemme 
indefra . 
„ Christensen åbnede døren og trådte over 
dens tærskel ind i det lille , men nette og renlige 
Kammer , — dets beboerinde sad grædende ved sit 
arbejde . 
„ Undskyld al jeg forstyrrer dem , “ sagde Christensen , 
„ men det er i anledning af vor samtale 
raftes , at jeg tillader mig at besøge dem , — men 
hvad er der nu hændet ? De har jo grædt . “ 
„ O , del har intet at betyde , “ svarede Chrisfine , 

idet hun tørrede sine øjne , „ det er af harme at 
jeg græder , for lidt siden var viseværten her og 
sagde at jeg skulle flytte den iste ; da jeg ville have 
grunden at vide hvorfor , blev han næsten brutal 
og sagde , at han ikke ville have letfærdige fruentimmer 
skulle bo i dette hus ; jeg forlangte naturligvis 
en forklaring over hans ord , men det 
forøgede kun endnu mere hans heftighed ; han lod 
en hel del upassende yttringer falde , og endte 
til slutning med at sige : de kan gerne tage deres 
elsker , den gale musikus med , thi jeg ønsker ikke 
flere skandaler af den slags som der blev leveret 
i aftes , og dermed gik han . “ 
Christensen for op . 
„ Det fandens menneske , som forfulgte dem 
iaftes , har naturligvis lavet historien for at skippe 
vel herfra ! “ sagde han , „ men jeg skal nok få en 
forklaring af ham , thi jeg har bidt nøje mærke i 
ham , — det skal ikke gå således af . I henseende 
til at skytte , da er det vel det bedste , jeg 
selv agter ikke at blive her længere ; men vær de 
forøvrigt ganske rolig , de har fra nu af en beskytter 
i mig , som ikke skal svigte dem ; de behøver 
ikke at frygte for nogetsomhelsf fra min side , thi 
jeg er gift og har næsten voksne børn , eiheller skal 
jeg , hverken i minopførsel eller på nogen som helst 

anden måde træde dem for nær . Vil de betrø 
dem til mig , da skal jeg som en sand ven stå 
dem bi i råd og dåd . Han udstrakte sin hånd 
imod hende , som hun rørt modtog . For det første , “ 
Vedblev han , „ skal jeg i eftermiddag gå ud og 
se efter et andet værelse til dem , hvor jeg vil 
håbe at klaffertungerne ikke skal kunne nå dem , 
— hvem ved , den tid ligger måske ikke så fjern 
at jeg kan tilbyde dem et asyl hos min familie ; 
skulle det ske , da vil jeg intet love , men de skal 
da se at jeg vil holde ; nu tvinger forholdene 
mig til at være tavs , jeg har , som de iaftes bemærkede , 
også min roman , men jeg håber med 
guds hjælp at opløsningen på knuden ikke skal 
vare længe . “ 
Da Christensen omtrent en time efter forlod 
hende , gik han ud for at se på lejligheder , og 
snart havde han på en af broerne fundet to værelser 
som han lejede , de vare ikke i samme hus , 
men dog ikke mange steder fjernede fra hinanden . 
Den iste kom , og Christensen og hans protege 
flyttede . Huusbeboerne fulgte deres fraflytning 
med et skadefro smil . 
De sagde , idet de småleende stak hovederne 
sammen : 

„ Der flytter den gamle musikus med sin unge 
kæreste ! “ 
Ned kamp og kamp naturen kun består , 
der er en sind ar kraft , ved egne kræfter , 
den leger mod et mål , som ej den sclr forstår 
og ubevidst boer skabning rolger efter . 
Haderslev var bleven besat af fjenden , og de 
fleste dansksindede som nogenlunde så dem i stand 
dertil , havde forladt byen , blandt de bortrejste 
vare købmand Nielsen og hans unge kone samt 
hans onkel , som Renard nu stadigen blev kaldet . 
Bang og Adolf vare imidlertid blevne tilbage , da 
han ikke godt kunne overlade sin boutik og sit 
varelager i fremmedes hænder . 
Renard var meget glad ved at Emilie og Theodor 
rejste til København , thi i det unge legtepars 
hjem hos bang , havde han aldrig kunnet få 
lejlighed til at erholde sit ivrigste ønske opfyldt i 
henseende til at magnetisere Emilie ; hver gang han 
tidligere havde henvendt sig til Theodor med anmodning 
derom , havde denne altid på en snild 
måde forstået . at dreje talen hen på noget 
andet , så det for det meste endte alt andet end 
Renards egentlige udgangspunkt . Lergerlig , såvel 

på sig selv som på Theodor , besluttede han sig 
til næste gang ikke at lade ham flippe , før han 
havde hans bestemte løfte . 
„ Han snoer sig fra mig som han var en ål , “ 
Sagde han til sig selv , „ jeg kan selv mærke jeg bebpnder 
at blive gammel , det skulle ikke have værst 
i forrige dage , så skulle jeg øjeblikkelig have 
viist at sætte min villie igennem , men min tidligere 
energi og snarrådighed er nu næsten forsvunden . 
Theodor mener nu , at have nået det 
mål han har stræbt efter , og tror at besinde sig 
på lykkens tinde , hvorfra han med sin sædvanlige 
letsindighed imidlertid snart selv vil nedstyrte 
sig ; han er nu ked af mig og vil helst være mig 
kvit , men det skal ikke lykkes ham , før jeg ved , 
hvad jeg vil vide , — hvis han skulle forsøge nå 
noget voldsomt middel imod mig for at få mig 
fjernet , så må han falde tilligemed mig , vi ts , 
vi er uadskillelige . “ 
Theodor tænkte på sin side ikke på noget 
mindre , end at forgive Renard så snart som han 
kunne finde nogen lejlighed ; ved udøvelsen af sine 
mange forbrydelser var han bleven så forhærdet 
at et menneskeliv mere eller mindre , det var ham 
det samme , han levede kun for sit eget jeg . 
„ Renard er mig til ulejlighed , “ tænkte han , 

„ og derfor må jeg rydde ham afvejen ; jeg er jo 
aldeles prisgivet til dette menneske , når han vil 
kan han angive mig , og jeg vil ikke skippe derfra 
med livet , — nej , der er ikke nogen anden udvej , 
han må dø , ellers var han måske i stand til at 
dræbe mig . “ 
Imod Emilie var Theodor kun lutter opmærksomhed 
og ømhed , men hun lod aldeles ikke til 
at påskønne det , alt det som hendes mand gjorde 
for hende modtog hun med en komplet ligegyldighed ; 
det var som om det skulle være således , når 
Theodor nærmede sig hende mere end almindeligt , 
tilkastede hun ham kun et blik fuldt af fortørnelse 
og kulde , og det var mere end nok til at holde 
denne ellers så ville karakter iave . 
Theodor led kvaler som en fordømt ; han 
elskede sin kone , det vil sige på den måde som 
han kunne elske ; han var gift , og havde efter sit 
giftermål ikke nydt en legtemands rettigheder , 
og han turde intet fordre ; hver gang han gjorde 
et forsøg på at gribe Emilies hånd , så hun 
blot på ham med sit klare , men isnende blik , og 
han trak sig aldeles behersket tilbage . 
Emilie havde den samme magt over ham , som 
dyrtæmmeren har over dyret ; nu var det offeret , 
der sig selv ubevidst tyranniserede bødelen . 

således stod sagerne da rejsen til København 
skete . 
I el smukt sted ved Nørrevold , på en første 
sal , boede Theodor med sin unge kone ; nenard 
havde lejet sig et værelse på Vestergade . 
Emilie havde som fortalt , allerede tidligere 
før været længe i København , og havde som en 
følge deraf endeel bekendte , som hun nu besøgte . 
Om Walther spurgte hun aldrig , men tænkte desto 
mere på ham . Engang hørte hun fortælle , at 
han skulle være bleven hårdt såret ved Fredericia , 
hun vovede ikke at spørge videre , men kastede sig 
hovedkulds ind i alle de fornøjelser , som den største 
by i hele kongeriget har så stor en overflødighed 
af . Det var ligesom hun i de købte glæders 
tummel , ville søge forglemmelse for den sorg 
der pinte hendes hjerte . 
Tilsyneladende følte hun sig lykkelig , — men 
var hun det også i virkeligheden ? 
Det var morgen efter et bal , hvortil Emilie 
tilligemed sin mand havde været ; hun havde næsten 
dandset uafbrudt , medens Theodor , der ikke yndede 
denne fornøjelse , havde søgt til et spillebord ; af 
og til havde han set ind i salen og hver gang 
havde hans blik truffet Emilie dansende ; med 
uvillie stirrede han efter hende idet han mumlede - 
på rov 20 

„ Blot hun kan holde det ud , jeg frygter næsten 
for at dersom hun bliver således ved , så vil 
det ikke vare længe før hun mister sin helbred ; — 
det er allerede det tredje bal som hun er til i 
denne uge , og vi har først torsdag , — og som 
om det havde været Emilie der havde bedraget 
ham , og ikke omvendt — tilføjede han : „ Hnn har 
taget mig godt ved næsen ; jeg troede at jeg giftede 
j mig med en åndrig , ung pige , og så er det kun 
en ganske almindelig sjælesløs dandsegås , der kun 
lever og ånder for fornøjelser . “ Og ærgerlig gik 
han tilbage til sit spillebord . 
Den næste morgen finde vi Emilie som havde 
henslængt sig på en sofa i dagligstuen , hvor 
hun i en halvt liggende stilling hvilede sig ; det 
blege ansigt med de store blå ringe om øjnene , 
tydede ikke alene på en søvnløs tilbragt nat , men 
tillige på en stor mathed ; hun læste med en kummerfuld 
mine et gammelt forkrøllet brev , som hun 
imidlertid hurtigt skjulte , da Theodor , efter at have 
banket på døren trådte ind . 
„ Hvorledes har du det , min kære ? “ spurgte 
han . 
„ Tak , godt ! “ var det korte svar . 
„ Du har det dog vist ikke rigtig godt , efter 
dit udseende at dømme i det mindste , du seer noget 

235 
inat ud ; — ja . Du fager vel ikke til bal hos kammerrådens 
iaften ? “ 
» In , jeg beder meget om forladelse , men det 
har jeg rigtignok stærkt i sinde . “ 
„ Hør Emilie , det skulle du lade være , du 
ødelægger dig aldeles med din dandselyst , du 
nyder den ikke med måde , men deler en formelig 
jagen efter fornøjelser , og bliver du ved på den 
måde , forvolder du mig den sorg at lægge dig 
i en alt for tidlig grav . “ 
Emilie rejste sig halvt op og stirrede med et 
hadefuldt blik på sin mand . 
„ En alt for tidlig grav ! “ gentog hun , „ o ja , 
du kan have net , men hvem siger dig at det ikke 
også er den jeg søger ? Lad det kun nu komme til en 
forklaring imellem os , thi det erdet som jeg længe 
har ønsket ; mine glade forhåbninger , ja hele mit 
liv er ødelagt , og hvem har tilintetgjort alt for 
mig ? Det hardu ! med snedighed og midler som 
jeg ikke kender , hardu vidst af indtage min fader 
for dig ; du har hyklet en kærlighed for mig , 
som du aldrig har følt , thi du ved ikke hvad 
kærlighed er , du kender kun elskov ! ved nedrig 
bagvaskelse har du fældet den mand som du vidste 
jeg havde kær , du har ikke alene tilintetgjort hans 
lykke , af han af fortvivlelse måske har ladet sig 

dræbe , men du har tillige gjort mig til en mene 
dorske . “ 
„ Men Emilie dog ! -- -- -- -- - “ 
„ Tie stille ! nu vil jeg tale for af du kan erfare 
af jeg kender dig ; aldrig skal jeg glemme 
det blik , der mødte mig fra den arme forsmåede , 
da jeg gik ud fra kirken , efter af have svoret dig 
troskab ved dens hellige alter , idet jeg derved troede 
af redde min fader fra den fallit som kun har 
eksisteret i din løgnagtige mund . Du har stjålet 
min fred og min ro og gjort mig ulykkelig ; men 
til gengæld sværger jeg dig til af jeg også skal 
pine og plage dig så længe som jeg er ilive ; jeg 
har fat mig et mål , og det skal jeg nok nå , 
— du kender ikke en kvindes hævn , men du 
« skal lære den at kende . O , vi fruentimmer er 
slangt mere grummere end som nogen tror ; tidlig 
, og silde skal jeg som en nagende orm gnave på 
dit hjerte , jeg har fundet din svage side , og jeg 
skal også vide at benytte mig deraf . Du er forfængelig , 
og det er igennem din forfængelighed 
at jeg vil fælde dig . “ 
Theodor åndede lettere ; thi i begyndelsen af 
Emilies tale , havde han følt sin strube ligesom 
blive sammensnøret af angst ; han frygtede for at 
han skulle være bleven røbet og at Emilie skulle 

kende hans hemmelighed , at han måske var 
bleven forrådt af nenard ; men denne frygt , den 
var nu forsvunden , — hans kone vidste ikke mere 
end hvad alverden måtte vide . 
Han hyklede en bedrøvet mine , og sagde : 
„ Men hvad går der dog af dig , min kære ? 
Jeg kender dig ikke igen , du må være syg og 
have feber , siden du taler således til mig , thi 
på anden måde kan jeg ikke forklare mig dine 
udtalelser imod mig ; kom , lad mig føle din puls . “ 
„ Rør mig ikke ! “ råbte Emilie , idet hun ligesom 
stukket af en slangs for op fra sofaen , 
da Theodor nærmede sig hende . „ Det er forgæves 
at du lader som du ikke forstår mig , jeg har 
gennemskuet dig , — og den eneste måde hvorpå 
du endnu kan få nogenlunde fred , det er , 
at du lader mig tumle mig således som jeg selv 
lyster , jeg vil more mig , ja , jeg vil sågar dersom 
det skulle falde mig ind , have elskere , jeg vil — 
„ Nå , så det vil du ! “ råbte Theodor , 
hvis harme begyndte at bryde frem . „ Men det 
sætter jeg mig imod , hvorfor tror du , at jeg er 
din mand og legteherre ? — tror du , at jeg 
er det for at du skal tilsidesætte alle de pligter 
som du er mig skyldig , så tager du fejl ! — du 
vil have elskere , siger du , det er altså for at 

give fremmede det , som du nægter mig , men ved 
guderne , det skal jeg sorpurre , ves den , som du 
kaster dine øjne på , ham skal jeg dræbe , om jeg 
så skal miste mit eget liv derfor . “ 
„ Spar dine store ord , “ sagde Emilie med 
kulde . „ Jeg kender dig tilstrækkeligt til at vide 
at du er feig , imod en kvinde kan du måske 
være modig nok , men hvis du kommer til at stå 
lige over for en mand , da tør du ikke vove at 
byde ham det mindste , træder han op med bestemthed 
lige over for dig , vil du nok i hast bruge 
harens gevær . “ 
„ Så det tror du ! “ råbte Theodor ude af 
sig selv . „ Tag dig i agt , Emilie , tir mig ikke ! 
Du ved ikke hvad jeg er i stand til , når jeg 
bliver vred — og jeg vil . . . . “ 
„ Måske slå mig ! “ afbrød hun ham . „ Bærsågod , 
slå til , det var ikke mere end jeg ventede , 
jeg må jo være forberedt på alt ; men en ting 
vil jeg forud sige dig , at ved det første slag 
der falder fra din hånd så vil jeg dræbe dig ! “ 
Theodor lod den opløftede hånd fynke , og 
for forfærdet tilbage . 
Det var den anden kvinde , der truede ham 
på livet . 
Emilie stod trodsig lige over for ham . 

„ Nå , hvorfor slår du mig ikke ? “ sagde 
hun . „ Jeg venter på at du skal gøre alvor 
af din trudsel , men selv dertil er du for feig , — 
jeg foragter dig ! “ Og den ulykkelige og ophidsede 
kvinde gik rask ind i sit soveværelse og aflåsede 
sin dør . 
Da hun var kommet derind og blevet ene , 
var alt hendes fremkunstlede mod forsvundet , hun 
sank hulkende om på sengen og udbrød : 
„ Gud , min gud ! giv mig kraft til at stride 
den kamp , som soresteståer , er denne mand en 
forbryder , da lad mig blive det straffende redskab 
i din hånd ; fejler jeg , ved endnu at elske valtter 
min første og eneste kærlighed , da tilgiv mig , og 
giv mig intet større kors at bære , end jeg er 
istand til . “ 
Da Theodor var bleven ene , stod han en tid 
lang aldeles tilintetgjort , ved tanken om en hvis 
magueritta , som engang havde gjort et forsøg 
på at dræbe ham . 
Derpå forlod han hurtigt værelset , og ilede 
ud i den friske luft , noget efter gik han over på 
volden og stirrede med længselsfulde , næsten frygtsomme , 
blikke over mod sit nu så glædesløse 
hjem . — 
straffen begyndte . 

omtrendt et qvarteer efter det som nys var 
passeret kom nenard . Han bankede på , og da 
der intet svar påfulgte , trådte han rask ind i 
Theodors værelse . 
„ Theodor kommer vel snart , han kan ikke 
være langt borte , isærdeleshed da dørene er 
åbne , “ tænkte han og tog plads i sofaen . 
Lidt efter hørte han Emilies hulken , som lød 
ind til ham fra hendes soveværelse . 
„ Ah ! der har formodentlig været en lille huslig 
scene , “ fortsatte han sin tankegang . „ Theodor 
er og bliver sig selv dog bestandig lig , i stedet for 
at sfjøune på det held han har haft og 
blive fornuftig , skal han altid lægge sig i strid 
med sine omgivelser , hans ville charakteer fornægter 
sig aldrig , jeg er dog den eneste som nogenlunde 
kan holde ham i tømme ! “ 
Emilies gråd vedblev at lyde ind til Renard , 
ja , han hørte endogså afbrudte sætninger , som : 
„ Skulle han være en forbryder ! — min fader , 
— Adolf og Walther ! — hele mit liv er forspildt ! “ 
Der opstod en tanke hos Renard . 
„ Hvis jeg forsøgte på at magnetisere hende , 
nu da lejligheden gives dertil , så kunne jeg måske 
nå at få mit ønske opfyldt ! “ sagde han 
. . i » — » — - . . « 

til sig selv , „ jeg tror jeg vil forsøge det ! jeg har ' 
hørt , at dem , der er meget modtagelige derfor , på , 
dem kan det virke selv igennem mure , forhindrin- , 
ger og afstand , skal ikke være i stand til at kunne , 
hæmme denne vidunderlige magt , — lad os da , 
forsøge det . “ 
Han listede sig hen til den yderste dør og 
aflåsede den omhyggeligt , derpå gik han sagte 
tilbage henimod den dør , hvor gråden lød 
indenfor . 
Med øjnene slivt heftede derpå og med udstrakte 
arme begyndte han sine manipulationer . 
Lidt efter blev alt stille derinde . 
Derpå hørte han en let støj som om noget , 
der modstræbende blev slæbt hen ad gulvet . 
En hånd tog fat i dørlåsen . 
„ Hun kommer , det er lykkedes ! “ jublede Renard 
i sit indre , og lod armene synke . 
Pludselig blev alt atter stille . 
„ Fordømt ! “ udbrød han , da han opdagede 
det , „ jeg har forglemt mig selv , kraften er ophørt 
med at virke og skylden dertil er min egen tankeløshed ; 
nu må jeg begynde forfra igen . “ Og 
Renard begyndte alter sine manipulationer . 
Virkningen udeblev heller ikke ret længe ; døren 
blev åbnet og ud af denne trådte Emilie 
på rov . 21 

med langsomme og asmålte skridt , som om hun 
kun var en maskine der blev sat i bevægelse af 
indre skjult kraft ; hendes øjne vare stive og glandsløse 
samt hele ansigtet havde antaget et stift og 
ubevægeligt udtryk ; kort sagt , hun lignede en fuldstændig 
automat . 
Da Renard så hende , trak han sig med hænderne 
stadigt udstrakte imod Emilie , et par skridt 
tilbage . 
Hun fulgte ham ligesom mekanisk indtil hun 
var kommet midt i stuen ; her standsede hun . 
„ Hvad vil du ? — jeg venter ! “ sagde hun 
med en næsten klangløs stemme , og opspilede 
øjnene . 
„ De er altså rede til at lyde mig ? “ spurgte 
han 
„ Jeg nødes jo dertil , tilfældet eller skæbnen 
har givet dig magt over mig ; benyt dig nu deraf , 
medens det er tid , snart bliver det forsilde ! “ 
„ Vil Theodor måske komme og forstyrre os ? “ 
„ Nej ! han har for øjeblikket tanke for alt 
andet , “ 
„ Hvad tænker han da på , — kan de se hans 
tanker ? “ 
„ Ja . “ 
„ Sig mig dem , “ 

„ Nuvel da , han tænker på mig , og er for 
førstegang ulykkelig i ordets egentlige betydning ; 
men se nu forandrer hans tankegang sig , nu er 
det dig som han hader og i sit hjerte forbander , 
han giver dig skyld for alle sine forbrydelser , i 
sit blinde selvforsvar tror han at dersom du ikke 
havde været , så var han blevet et bedre menneske ; 
han pønser på , — han — han vil forgive dig/ 
hans medskyldige ! “ 
Renard for forskrækket tilbage , men han fattede 
sig snart og spurgte videre : 
„ Vil det lykkes ham ? “ 
„ Nej ! Snaren vil vende sig imod ham selv . “ 
„ Kan de se det tilkommende ? “ 
„ Tildeels , ja ! men det er ikke godt for nogen 
dødelig at kende ; thi dersom nogen vidste hvad 
der ville ske , ville enhver gøre alt muligt for 
at forhindre det ubehagelige , og derved ville de 
kun fremskynde det ; hvad skæbnen forud har bestemt , 
det står ikke til at ændre ! “ 
„ Kan et menneske da ikke tildeels råde over 
sin egen skæbne ? “ 
„ Nej , vi er alle forsynets børn ; det er kun 
det der benytter os til at tilbagelægge den bane , 
hvorpå det har sat os , det evige øjemed har 

forbeholdt sig det selv . Naturens uopløselige gåde 
består kun i kampen med sit eget jeg . “ 
„ Jeg forstår dem ikke , forklar dem dog 
tydeligere . “ 
„ Dæt kan jeg ikke , thi jeg færståer mig ikke 
lselv ; den magt , som tvinger mig til af tale , vil 
årtusinder ikke være i stand til atudgrandske ; den 
rastløse videbegærlighed vil standse herved , ligesom 
tteologen standser ved døden . “ 
„ Hvad er døden ? “ spurgte den dristige Renard , 
„ og hvad følger der efter dette liv ? “ 
„ Spørg mig ikke derom , “ sagde Emilie , idet 
der viste sig et smertefuldt træk ved hendes mund , 
„ hvis det kendtes , da ville tanken svimle derved ; 
den eviges hemmeligheder kan ikke røbes , i det 
øjeblik jeg med formastelig seekraft ville vove af 
stue længere frem , da ville jeg ikke få udtalt 
ordet før det jordiske liv var udskukt , og du alligevel 
intet få af vide ; spørg mig om alt andet , 
kun ikke om dette . “ 
Renard gav sig til af tænke efter ; derpå 
sagde han : 
„ Kan de se mine tanker ? “ 
„ Hvad beskæftiger dem mest for tiden ? “ 
„ Dæt er tanken om din søn , hvortil der knytter 

sig endeel samvittighedsnag fra din side , thi 
omendskønt du er bleven forhærdet ved dine mange 
forbrydelser , så har naturen dog givet dig et 
faderhjertes følelser . Du har kæmpet idet du 
har troet , at kunne frigøre dig derfor , men det 
er ikke lykkedes ; når du har våndet dig på 
dit søvnløse leje om nætterne , er du idelig kommet 
tilbage til : hvor er mit barn ! — vil jeg 
nogensinde gjensee ham ? og under hvilke forhold ? 
— du er i besiddelse af penge , mange penge som 
du har erhvervet dig , alle på en ulovlig måde , 
du har puget dem sammen med en gjerrigs griskhed , 
ikke til dig selv , for du er gammel , og er 
klog nok til at indse at du ingen nytte vil få 
af dem , det er kun til ham , til din søn at du 
har sparet ; når du træffer ham , da er din hensigt 
at ville give ham alt dit guld , hvorved der 
endogså klæber blod , du vil sige til ham : „ Alt 
dette er disk når du blot engang vil kalde mig 
fader ! “ 
„ Drømmer jeg ! eller bliver jeg vanvittig ! “ 
Udbrød Renard , „ selv mine skjulteste tanker bliver 
igennem magnetismens mysterier afslørede for mig , 
— på denne måde tvinges jeg jo til at tro 
på det forsyn , . hvis tilstedeværelse jeg stadigen . 
Har benægtet . “ 

„ Tvivlen vil straffe sig selv ! “ udbrød Emilie , 
„ Før jeg endnu tør eller kan tro , så sig mig , 
hvad hedder min søn ? kun et af hans navne og 
jeg vil være tilfreds . “ 
Emilie stirrede ud i det tomme rum , som om 
hun søgte efter noget hun ikke kunne opdage ; endelig 
sagde hun med synlig anstrengelse : 
„ Han hedder Aksel ! “ 
„ Vil jeg træffe ham ? “ spurgte Renard med 
lengsielfe . 
„ Ja , men ikke under de forhold , der ville 
være gunstige for dig ! men væk mig , thi jeg er 
træt . “ 
„ Det skal jeg , “ svarede Renard , „ men sig mig 
først , om min søn vil kendes ved mig , og hvor 
jeg skal finde ham . “ 
„ Det kan jeg ikke nu , da jeg er for træt dertil , 
du har allerede holdt mig for længe i denne tilstand , 
— hvis du spørger mig mere , vil jeg ikke 
kunne svare dig . “ 
Men det var nenard alt for magtpåliggende , 
at få at vide hvor hans søn var , til at han 
ville ophøre med at udspørge Emilie ; han sagde 
derfor : 
„ Hvor er min søn ? “ 
„ Bæk mig ! “ 

„ Hvor er min søn ? — jeg vil at de skal 
sige det/selv om de skal dø derved . “ 
Emilies øjne lukkede sig og hendes ansigt 
blev purpurrødt af den sjælelige anstrengelse , en 
ligesom rallende lyd trængte sig frem fra hendes 
bryst , men ikke et ord kom over hendes læber . “ 
„ Nå , bliver det til noget ! “ råbte Renard 
befalende , „ jeg vil det ! Hvor skal jeg søge min 
søn ? “ 
„ Tilfældet vil — lede — dine skridt ! “ stammede 
Emilie , idet en blodstrøm banede sig vej ud 
af hendes mund , og hun styrtede om på gulvet 
som ramt af et slagtilfælde . 
„ Jeg har været for ivrig , “ tænkte nenard , 
idet han bar hende hen på sofaen , „ nu er hun 
måske i stand til at dø , og jeg vil være lige nær , 
men lad os være forsigtige , måske kan hun endnu 
reddes , han lagde hende forsigtig fra sig , gik hen 
og åbnede døren , derpå manipulerede han i 
den modsatte retning , som tidligere og udtalte 
magnetiseurens begyndte : „ Vågn . “ 
Men det lod ikke til , at det denne gang 
ville hjælpe ; thi Emilie var , og blev bevidstløs . 
Renard kaldle på pigen og sagde : „ Jeg er 
kommet i dette øjeblik for at tale med din herre , 

men da jeg åbnede døren , fandt jeg din frue 
besvimet og badet i blod ; bliv hos hende , jeg vil 
imidlertid gå ind fil den unge læge , som boer 
her i huset ved siden af . “ 
Og nenard skyndte sig ned ad trapperne og 
ind i det næste hus , hvor han også var så 
heldig , straks at træffe den han søgte . 
Lægen viste sig øjeblikkelig beredvillig fil at 
følge ham ; da han så Emilie , erklærede han , 
uden betænkning , at hun i forbindelse med blodslyrtning 
led af et stærkt krampeanfald . 
At det var en sjælelig overanstrengelse , der 
havde virket skadelig på legemet , det faldt ham 
! kke et øjeblik ind at tro på , men hvor skulle 
han vel også få den tanke fra , da den moderne 
lægevidenskab aldeles forkaster magnetismen , og 
ligefrem stempler den som — humbug . 
Da nenard havde været noget tilstede ved de 
forskellige oplivningsforsøg som blev gjorte uden 
noget resultat , gik han , og jo mere han fjernede 
sig , desmere kom Emilie atter tilbage i den normale 
tilstand . 
Ten unge læge tilskrev sin conduite skylden 
fil hendes tilbagevendende bevidsthed . 
Da Emilie atter havde fået sin samling , 
følte hun sig fuldkommen vel , kun var hun meget 

mat , men det tilskrev hun blodtabet at være 
skyld i . 
Denne Asten kom hun ikke på bal , men måtte 
holde sengen . 
Det er på tiden at vi følger Theodor , vi 
forlode ham sidst , da han gik på volden og stirrede 
over til sine egne vinduer ; bekymret som han 
var , vidste han ikke hvor han gik , og sig selv uafvidende , 
gik han ud af Nørreport , indtil han nåde 
assisientskirkegård ; her gikhan ind og læste med 
den største opmærksomhed jndskribtionerne på alle 
de gravsteder som han kom forbi ; som vore læsere 
har gættet , havde han ingen anelse om hvad 
han fortog sig , idet hans tanker vare ganske andre 
steder . 
Da det var en smuk eftermiddag , så havde 
Christensen i forbindelse med Christine også foretaget 
dem en lille spadserertour , og ligeledes valgt 
kirkegården til deres promovering . 
Christensen havde nu betroet sin protage sit 
rette navn samt årsagen til at han skjulte det . 
„ Jeg har været en god nar at jeg har ladet 
mig skræmme af tomme ord , “ sagde han , „ men da 
jeg så mit kære hus gå op i flammer , da 

blev jeg for alvor bange , thi den der kan brænde 
et hus af og myrde et menneske , han kan gøre 
mere end det ; forresten har måske alt vendt sig 
til det bedste , var jeg blevet i Tønder , så havde 
måske ikke alene mit smule bohave været spoleret , 
men mit , såvel som min kone og mine børns 
liv havde været udsat for fare . “ 
„ De fortalte mig , at de blev advaret betids 
af denne north , som de anså for at være død , “ 
Sagde Chrisfine . „ Men hvilken hensigt kan han 
vel have haft dermed , det kan jeg ikke forstå , 
uden det skulle have været ren menneskekærlighed 
der har bevæget ham dertil ; og hvorledes er han 
kommet til kundskab om deres fjendes planer , 
dem angående ? “ 
„ Det må himlen vide , men at han kendte 
dem , det så jeg alt for tydelige beviser på , han 
har formodentlig villet hævne sig på den , der 
havde gjort forsøg på at berøve ham livet . — 
men , såsandt som jeg lever , det er jo ham der 
står ! “ råbte Christensen , der fik øje på Theodor , 
der var ivrigt i begreb med at læse indskriffen 
på et gravkors . 
„ Hvem ? “ spurgte Chrisfine , og fulgte retningen 
af hans øjne , indtil hun opdage den læsende 
skikkelse . 

„ Det er north , vent et øjeblik , jeg må tale 
et par ord med ham i eenrum , “ sagde Christensen 
og slap hendes arm , han gik nu hen til Theodor 
og hilste ham , sigende : 
„ Goddag , hr. North , undskyld , hvis jeg forstyrrer 
dem , men det er mig meget magtpåliggende 
at erholde en samtals med dem . “ 
„ Hvem er de , og hvad vil de mig ? “ spurgte 
Theodor mørk , idet han pludselig for op af sine 
drømmerier . 
„ Herregud , kender de mig ikke mere ! “ udbrød 
Christensen forbavset . „ Jeg er jo den som de 
så venligt advarede i Tønder , uden dem ville 
jeg nu kun have været et lig . — jeg har fulgt 
deres råd , og venter nu med længsel på at jeg 
atter kan samles med min familie , når tror de 
det kan ske ? “ 
„ Det ved jeg ikke , “ svarede Theodor aldeles 
fraværende . 
„ Hvorledes har brun det ? “ spurgte Christensen 
videre . „ Jeg har hørt , at han skal være 
meget syg ; måske det er samvittigheden , som 
endelig engang har siået ham — tror de ikke , 
Herr norlh ? “ 
„ Hvorfor kalder de mig nonh ? I djævelens 
skind og ben , jeg hedder ikke north , men Nielsen , 

og hvad kommer deres brun og familie mig ved , 
rejs de til deres hjemstavn så meget som de 
vil , det bryder jeg mig ikke om , skaf mig blot 
min kones kærlighed , det er det , hvad jeg 
trænger til , nenards skurkestreger , dem må han 
selv svare for . “ 
Theodor havde pludseligt fået momentalt 
vanvid ; den spænding , som han , siden mordet 
på gårdmanden , havde gået i , havde i forbindelse 
med den sidste scene med Emilie omtåget 
hans hjerne , så af han ikke vidste hvad han 
selg sagde . 
„ Tager jeg fejl , “ tænkte Christensen , „ det er 
umuligt , billedet af den mand , som advarede mig , 
er alt for dybt præget i min hukommelse til af 
jeg skulle forveksle det med en anden , men hvad 
kan dej være , denne mand seer mig så forstyrret 
ud ; skulle han måske også være et offer for 
andres ondskab ? “ og højt vedblev han : 
„ Men , kære herre , erindrer de mig ikke mere , 
de kom jo hjem til mig og underrettede mig om , 
af mit stakkels hus skulle afbrændes , samt , af 
man tragtede mig efter livet , det var brun , 
som — 
„ Rigtig ! det var brun , Renard brød ind til 
og ved samme lejlighed fik han foi i den dagbog 

som den fordrukne vinhandler skrev om sig selv , “ 
Afbrød Theodor ham , idet han tog sig til panden 
ligesom for at samle sin erindring . „ Nu husker 
jeg det , Renard , den gamle skurk , forandrede øjeblikkelig 
sin taktisk i stedet for at stjæle penge , stak 
han kun bogen til sig , og spekulerede derefter i 
vinhandlerens overtro , mig lod han spille djævel , 
men pengene fik vi da ; — men musikanten og 
hans familie måtte stikke af , da vi for at lave 
lidt knald-effekf for brun blev nødsaget til at 
svie kassen ask hvori den anden boede , tog vi et 
lig fra kirkegården , som vi lå op under 
hanebjælken ; på den måde gjorde vi nar af 
forbryderen . — men skaf mig Emilies kærlighed , 
thi ellers har jeg ikke mere at leve for . 
Christensen vidste ikke hvad han skulle tænke 
om denne forvirrede tale . Han var overbevist 
om at det var north der stod for ham , hans 
astringer om Tønder og minhandleren , gjorde , 
at der samtidigt gik et lys op for ham , han indså , 
at han var bedragen . 
„ Denne mand må have mistet sin forstand , “ 
Sagde han til sig selv . „ Det er klart , at jeg har 
været offer for et bedrageri , lad mig da se , at 
drage den størst mulige nytte af den tilstand , 
hvori han besinder sig , “ og højt vedblev han , 

idet han lod som han gik ind på Theodors ide , 
„ Deres kone har altså bedraget dem , min stakkels 
ven ? “ 
„ Hvem siger det ! “ råbte Theodor vred . „ Vov 
at gentage det , og jeg knuser hovedet på dig , 
Emilie har aldrig bedraget mig , hun kender ikke 
til falskhed , som denne gamle skurk , denne Renard , 
det er mig der har bedraget hende , tilligemed så 
mange andre , hun troede at opoffrs sig for sin 
gamle fader ved at ægte mig , hun sagde mig 
ligeud at hun ikke elskede mig , men nu har alias 
Fischer sagt hende hvem jeg er , og derfor hader 
hun mig , og jeg er fordømt til at elske hende ! -- - 
hør du , “ vedblev han fortroligt , idet han tog 
Christensen under armen og trak ham nogle skridt 
med sig . „ Jeg har aldrig været ærlig , hele mit 
liv har kun været en eneste stor løgn , men nu 
kommer nemesis , som grækerne kalde gjengjældelsen 
for ; men jeg vil snarere kalde det for angeren , 
— men tror du virkelig at der skulle være en 
gud til ? “ 
„ Tvivl aldrig derpå ! “ svarede Christensen 
med en troendes overbevisning . 
„ Så er jeg fortabt for tid og evighed ! “ 
Råbte Theodor gysende , han bedækkede sit ansigt 

med begge sine hænder , og gav sig til at hulke 
lydeligt . 
Det gjorde Christensen ondt , at se denne 
unge og stærke mand så nedslået . Han søgte 
derfor at trøste ham , så godt som det stod i hans 
magt . „ Det er vel ikke så slemt , som de forestiller 
dem ! “ sagde han . „ Alt kan jo blive 
godt endnu . “ 
„ Men de døde vender ikke mere tilbage , “ 
Afbrød Theodor . „ Hør , jeg vil betroe dig noget , 
det var mig , som dræbte gardisten i Paris . 
Gårdmanden slog jeg også ihjel , men det var 
kun fordi at han overfaldt mig . — men hvad 
var så det , som du ville vide ? “ 
Christensen greb øjeblikket . 
„ Kan jeg uden fare antage mit rette navn , 
og atter samles med min familie , uden at der 
påny vil blive gjort mordattentat på mig eller 
mine ? “ spurgte han . 
Theodor tænkte sig om , idet han med en 
gals vigtighed lagde fingeren på næsen , ligesom 
han grundede . Efter et lille ophold sagde han : 
„ Ved at rejse hjem nu ville du måske udsætte 
dig for fare . Bliv før hvor du er , og 
få din familie herover , hvis du ingen penge 
har , så skal jeg låne dig nogle , — se her ! “ 

vedblev han , idet han tog en tegnebog frem og 
rakte Christensen den . „ Der har du 500 ndl . , 
dem kan du beholde på ti år uden renter , 
hvor jeg har fået dem fra , det kommer ikke dig 
ved , brug dem bare , hvis jeg om de ti år er 
død , så kan du give mig en krands og se til 
min grav , du bliver da den eneste . — farvel 
og hils Emilie , jeg boer ved —vold nr . * . “ 
Derpå forlod han Christensen med raske skridt , 
og da han kom til Christine hilste han hende ærbødigt 
og forsvandt . 
„ Det var dog et besynderligt møde , “ sagde 
musikeren til Christine , da de vare blevne ene . 
„ Dersom jeg ikke havde tegnebogen i min hånd , 
så ville jeg have ansæet det hele for en drøm , 
men ikke destomindre vil jeg i morgen gå hjem 
til ham , hele hans opførsel forekom mig , at være 
meget besynderlig . 
Theodor gik ud af kirkegården , ned af 
broen og drejede om til højre af den såkaldte 
Blågårdsgade . Da han var kommen til åen 
stod han tvivlrådig ligesom han ikke vidste , hvad 
han skulle foretage sig , åen var belagt med et 
tyndt lag is . 
Pludseligt gik Theodor rask ud på isen . 
„ Tag dem i agt ! Isen kan ikke bære , de vil 

falde igennem ! “ råbte nogle stemmer ud til 
ham . — 
Theodor hørte ikke , men gik videre . 
„ Er han døv , gal , eller vil han tage livet 
af sig ! “ vedblev en af stemmerne . „ Gå tilbage 
imedens det endnu er tid , fire skridt endnu , og 
de vil drukne . “ 
Theodor vedblev at gå fremad . 
Med et brag bristede det tynde jisdække og 
han forsvandt derunder . 
Fra land blev der øjeblikkeligt gjort alt 
muligt for at forhindre ham fra at drukne , og 
efter et qvarteers anstrengelser lykkedes det endelig 
at få det tilsyneladende livløse legeme trukket 
op af det kolde bad . 
Han blev derpå båret ind på ladegården 
hvor de almindelige oplivningsforsøg blev anvendte , 
de lykkedes også ; thi efter en halv times 
uafbrudt behandling , viste der sig de første spor 
til et tilbagevendende liv . 
„ Lad os blot ikke tabe modet , “ sagde den 
tilsledeværende læge . „ Nu har jeg et sikkert håb 
om hans helbredelse . — gud må vide hvem det 
er , han er godt klædt , det må være uforsigtighed 
der har fået ham til at vove sig ud på den 
tynde is . 
På rev . 22 

noget efter slog Theodor sine øjne op , men 
kun for at lukke dem straks igen . Han tabte atter 
bevidstheden . 
„ Nu har vi ham , om lidt vil han kunne tale , “ 
Sagde den geskæftige doktor . 
Det viste sig også at han havde ret . 
Theodor åbnede atter sine øienlåge og lod 
sit blik langsomt glide rundt i stuen og derfra 
ned på bordet på hvilket han hvilede . 
„ Hvor er jeg ! “ mumlede han , idet etkuldegys 
for igennem ham , — ha ! hvor jeg fryser ! “ 
„ Bring ham nu i en anden varm seng , “ sagde 
lægen . 
„ Hvorfor det ? “ spurgte Theodor , „ jeg kan godt 
rejse mig , og gå , jeg behøver ikke at komme i 
nogen seng ; hvis det for øvrigt er om mig der 
tales ! “ Og han gjorde et forsøg på af rejse sig , 
men faldt mat tilbage . 
„ De overvurderer deres kræfter , unge mand , “ 
Sagde lægen , „ efter et sådant bad som det , de 
nys har taget , bliver man ikke så hurtigt herre 
over sine bevægelse . “ 
„ Hvilket bad , hvad mener de ? “ 
„ Hvad ville de på den tynde is ? thi de 
måtte da kunne sige dem selv , af den ikke kunne 
bære dem . “ 

„ Har jeg været på isen ? “ 
„ Min gud , ja ! De vedblev jo af vove dem 
længere og længere frem , uagtet der blev råbt til 
dem af de skulle tage dem i agt , — hvis de ikke 
kan erindre det , så må de have været beruset . “ 
„ Javist , ja ! jeg har måske nydt temmelig 
meget i dag , “ svarede Theodor , hvis momentale i 
vanvid atter ved det kolde vand havde forladt 
ham ; nu huskede han aldeles ikke mere sit møde 
med Christensen ; alt det han tænkte og tænkte , så 
kom han dog ikke til noget resultat ; han erindrede 
kun af være gået ud på kirkegården ; det øvrige 
havde han glemt . 
„ De er alt for svag endnu til af kunne nå 
deres hjem , “ sagde lægen , „ men hvis de ønsker 
det , kan vi jo sende et bud til deres familie og 
underrette dem om deres uheld , eller når de absolut 
vil og tror dem stærk nok dertil , så vil jeg 
lade hente en vogn . “ 
„ Nej tak , “ svarede Theodor , „ jeg vil dog hellere 
blive hvor jeg er ; men tror de ikke nok at 
jeg i morgen vil kunne være i stand til at gå uden 
hjælp ? “ 
„ Vi får at se , med bestemthed tør jeg ikke 
love dem ; hos de fleste , som have været nærved 
at omkomme i det våde element , indfinder der sig 

gerne dagen efter en stærk feber , som undertiden 
kan blive ondartet nok , men der er også dem , 
der slippe uden nogen følger , det kan jo være at 
te er iblandt de heldige , lad os håbe det . “ 
Lægen forlod Theodor , og han tilbragte denne 
nat på ladegården i en af husets senge . 
Den næste dag følte han sig så rask at han 
kunne forlade fattiggården , som så gjæstsri havde 
modtaget ham . 
Da han kom hjem erfarede han Emilies sygdom ; 
han følte en vis frygt ved atter at nærme 
sig det væsen , som han havde gjort så ulykkelig , 
og han måtte næsten gøre vold på sig selv for 
at nærme sig hendes leje ; endelig tog han mod 
til sig og trådte rask ind i hendes soveværelse . 
Der lå Emilie på sengen ligbleg , hun 
lignede ikke mere den fordums Emilie ; den sine 
rødme der tidligere tjente til at forhøje de dejlige 
øjnes glans , den var borte ; hun lignede nu et 
smukt voxbillede , men det var også alt . Håbets 
liv havde forladt det smukke ansigt for at give 
plads for en fin rynke som tilhørte sorgen . 
Emilie blundede . 
Theodor blev forbavset stående og betragtede 
hende , først nu lagde han mærke til den forandring 
der var foregået . Hankom til , at tænke på hin 

nat , da han på niddingsviis listede sig ind i 
hendes Kammer i Haderslev efter at han først havde 
fået hende bedøvet , hvor smuk hun dengang var 
og nu , — vel var Emilie endnu overordentlig 
smuk , men det var ikke den skønhed hun tidligere 
havde været i besiddelse af , kummeren havde afmagret 
de bløde former . Det yndige ansigt var 
koldt som marmor . 
Theodors straf begyndte . Forsynet havde 
ladet forbryderen føle den virkelige kærlighed , i 
— man har haft beviser på at selv de største - 
skurke have elsket oprigtigt , og Theodor elskede ; - 
men det var som fordømt , hvem der er berøvet 
den evige glæde ; han stod nu skælvende foran 
hendes leje og turde ikke nærme sig hende ; han 
ville have givet sit halve liv for af være gjenelsket , 
her stod han nu foran denne kvinde , hvis herre 
han var efter loven , men hvis slave han var i 
virkeligheden . 
Emilie slog øjnene op og gyste , da hun så 
hendes mand , hun lukkede dem atter hurtigt og 
vendte sit ansigt om mod væggen . 
„ Vend dig ikke bort fra mig , “ hviskedee Theodor 
med en bønlig stemme , „ Du ved ikkechvad 
jeg lider Emilie , hvis du vidste det , da ville du 
have medlidenhed med mig , jeg har været ved af 

drukne , siden du sidst så mig , og den sidste søvnløse 
nat som jeg har tilbragt , den har overbevist 
mig om hvor uendelig dyrebar du er for mig . “ 
Emilie så koldt på ham . 
„ Ja , “ vedblev han , „ jeg ved nok af jeg har 
handlet som en skurk imod dig ; men jeg lider 
navnløse kvaler ; thi jeg elsker dig som en dødsdømt 
elsker livet , jeg ved af du foragter mig , og 
af jeg aldrig kan blive det for dig , som du er 
for mig , men skænk mig kun en smule venlighed , 
og jeg vil være tilfreds , din kulde vil dræbe mig . “ 
Emilie betragtede ham stift , derpå rejste hun 
sig pludseligt overrende i sengen og sagde : 
„ Du har været hos mig hin nat , som jeg 
> dagen efter gav dig mit samtykke til vort 
legteskab . “ 
„ Ja ! “ stønnede han . 
„ Det var altså virkelig dig som var hos 
mig , “ vedblev Emilie med rædsel , „ jeg har hidindtil 
ikke kunnet tro det , hver gang jeg har tænkt 
derpå , har jeg været i tvivl med mig selv om 
det ikke har været en drøm ; men også dette håb 
er nu forsvundet , og sandheden står for mig i 
hele sin skrækkelige nøgenhed , — jeg husker endnu 
dine ord til mig , før jeg ligesom faldt ud i det 

tomme rum fra en umådelig højde ; hvad har 
du så senere gjort ? “ 
„ Intet ! “ stammede den forvirrede Theodor . 
„ Du lyver ! lyver , som du altid har gjort , “ 
Klagede den fortvivlede Emilie . „ O , min gud ! 
Tilgiv du ham , hvis han har gjort det jeg ikke 
vover at tænke på , for jeg kan ikke ! Bærer jeg ! 
Under mit hjerte et pant på hans niddingsdåd/ 
da kald mig til dig , lad mig ikke leve og se mine / 
forfærdelige anelser opfyldte . “ 
„ Emilie , du bedrager dig ! “ vovede theodort 
at indføre . „ Jeg har ikke nærmet mig dig fpå 
den måde , som du nu tænker , vel har jeg , det 
tilstår jeg , begået en stor synd imod dig , som 
jeg med et helt liv fuldt af anger vil gøre god 
igen , men du er ikke faldet som et offer for min 
lidenskab . “ 
„ Give gud , at du dog denne gang må 
sige sandhed , og at jeg ikke også heri må få 
grund til at forbande dig , men tilstå nu også 
at du har bagvadsket den stakkels valtter , han 
har aldrig været hverken spiller eller falskner , 
som du har beskyldt ham for . “ 
„ Jo han har , “ sagde Theodor med bestemthed . 
„ Jeg vil sige dig alt , men i dette punkt skal du 
aldrig bringe mig til at aflægge en falsk tilståelse 
i » I mwmm/ii ' » -kfor 

tig ; jeg er svag lige overfor dig , det ved 
du kun alt for godt , og denne svaghed vil du 
nu benytte for at få mig til at retfærdiggøre 
dette menneskes sletheder ; du ved at jeg hader 
og må hade ham , fordi han har stjålet og vidst 
at bevare den kærlighed der med rette tilkommer 
mig , — nævn ikke hans navn for mig , thi det er 
allerede nok til at forjage mit bedre menneske , og 
lade det siettere træde frem . “ 
„ Tror du at jeg frygter dit siettere menneske , “ 
Svarede Emilie med fuldkommen ro , „ så tager du 
s fejl , jeg er forberedt på det værste , — mit liv 
og min lykke , de er begge forspildte ved din slethed , 
min blidhed er forsvunden , en dæmon er 
trådt i stedet for , og denne dæmon lever og ånder 
kun for hævn . Du har gjort mig så grænseløs 
ulykkelig , men til gengæld vil jeg lade dig lide 
endnu mere . O , du ved ikke hvad en kvindes 
hævn har at betyde , vi er langt grummere end 
mændene , når vi først er blevne pinte dertil . 
Dag og nat sial jeg råbe dig et navn i øret , 
som sial opirre dig , thi dette navn er : Walther . “ 
„ Tie ! “ tordnede Theodor , idet han stampede 
i gulvet , „ nu er det nok ! jeg vil ikke høre et ord 
mere . Du har allerede længe nok sat min tålmodighed 
på prøve . Manden er efter loven 

kvindens herre , altså jeg er din ! Vov ikke af 
trodse mig eller ved den levende gud , du skal føle 
min magt , jeg skal hviske dig et ord i dit øre , 
der skal lyde som dommedags basunen for din 
sjæl , fra den hovmodige kvinde med dette stolte 
og uforsonlige åsyn , skal du blive til en bodfærdig 
Magdalena , der vrider dig i støvet for mine 
fødder ; jeg kender en hemmelighed , der , hvis jeg 
udtalte den , ville berøve dig mere end livet , thi 
den ville berøve dig håbet . “ 
Emilie , der misforstod ham , soldede hænderne 
og hævede blikket opad , idet hun sagde : 
„ Wallher er død ! Gud , jeg takker dig , fordi 
af du har gjort ende på hans lidelser . Fred 
være med hans sjæl ! “ 
„ Nej ! “ råbte Theodor , aldeles ude afsig selv . 
„ Wallher er ikke død , han lever ! Du troede måske 
af han var falden i krigen , men det er ikke 
tilfældet , han er tværtimod i bedste velgående , 
men jeg håber nok af det ikke varer længe før en 
eller anden velsindel kugle gør ham til invalid , 
det var da den mindste oprejsning som jeg kunne 
få . “ 
„ O , hvor du er ond , “ sagde Emilie , der gyste 
ved tanken om at Walther kunne blive lemlæstet . 
„ Og hvem har gjort mig så ond som jeg 
på rov . 23 

er ? “ spurgte Theodor . „ Du ! thi du og atter du 
er skyld i at det onde sind i mig tager overhånd ; 
jeg er kommet dig i møde med kærlighed og venlighed , 
men du har stødt mig tilbage med kulde , 
for ikke at sige had ; jeg var , efter at have giftet 
mig med dig , på vejen til at blive et bedre menneske ; 
min fortid og mine skette handlinger , dem 
ville jeg have forsøgt på at glemme , som om det 
kun havde været en fæl drøm , hvori jeg havde 
været hildet , jeg ville have badet mig i det solskin , 
der strømmede ud af dine øjne , men gud 
hjælpe mig ! Dine øjne er efter vort giftermål 
blevne til to lynstråler , der gerne gad knuse mig ; 
jeg ville i min tåbelige kærlighed til dig gerne 
have gået i døden for dig , men jeg fordrede til 
gjengjæld også hengivenhed fra din side ; men 
hvad er du blevet for mig ? Alt andet end en 
hustru bør være for den mand som hun har valgt 
til af være hendes beskytter , jeg må næsten tro , 
af du kun har agtet mig af lav beregning . “ 
„ For af frelse min fader , ja det har du ret 
i , derfor har jeg agtet dig . Gud fader i himlen 
ved bedst , hvad dette skridt har kostet mig , men 
husk også af den hele historie som du fortalte 
mig i den henseende var lutter opdigtelse ; jeg ved 
nu med bestemthed af min fader aldrig har stået 

sig bedre end i de sidste år , — ja , jeg ved mere 
endnu , jeg ved det som du mindst aner , jeg ved 
af dit rette navn ikke er Nielsen , men af du derimod 
er en eventyrer , der har stjålet dit navn 
som så meget andet . “ 
Theodor for tilbage ; han var altså røbet , 
— men af hvem ? Det Emilie udtalte måtte være 
mere end en ligefrem gisning , thi ellers havde 
hun ikke fremkommet så bestemt med den ; som et 
lyn for den tanke i hovedet på ham , af det 
måtte være Renard , der havde forrådet ham ; 
han fattede sig imidlertid hurtigt , og sagde med en 
temmelig sikker stemme : 
„ Hvem har fortalt dig denne historie ? den 
er ikke så ilde lavet ; — hvis der blot var det 
mindste spor af sandhed deri , så havde jeg sandsynligvis 
nu stået som en arm synder lige overfor 
dig , hvorimod jeg , da det modsatte er tilfældet , 
kun må le af de løgne som ondskaben har 
udspredt om mig . “ 
„ Le ikke for tidligt , “ sagde Emilie , „ det kunne 
måske være at jeg havde beviser ihænde på 
hvem du var , — når man har penge kan man 
forfølge et menneskes spor overalt i den civiliserede 
verden , og jeg hverken har eller skal anvende mine 
forgjæv es . “ 

Theodor havde nu såt hele sin koldblodighed 
tilbage , han mærkede at det hele kun var mistanke , 
men at visheden manglede ; for ham , der havde 
frækhed nok til at træde op igen på sin forbrydelses 
skueplads , var dette intet . 
„ Jeg giver dig lov til at søge og udspionere 
ligeså meget som du vil om mig , “ sagde han , 
„ men tag dig blot i agt , at ikke al din møje bliver 
forgæves . Dit had skal jeg imødegå , men mine 
rettigheder lige overfor dig , skal jeg vide at gøre 
gældende ; kan jeg ikke med det gode bringe dig 
til at elske mig , så skal jeg alligevel tvinge dig 
til at blive min ; jeg vil dog se på dem der vil 
vove al beskylde mig for voldtægt imod min egen 
kone ! “ 
„ Du er en skurk ! “ sagde Emilie med et foragteligt 
blik . 
„ Vel , lad mig davære det , “ svarede han drillende , 
„ jeg er ked af al føre denne huslige krig 
med dig ; du sagde mig i går , al du ville have 
elskere , nuvel da , tag dem ! men jeg vil være en 
af dem , og det den første . Livet er en herlig ting , 
lad os da nyde det , — men den første elsker som 
du får , ham skal jeg knuse hovedet på , det 
sværger jeg dig til ! — kom i mine arme , du , 
min sjæls udkårne . “ 

og Theodor hos hvem det dyrisfe ved synet 
af Emilie i sengen atter tog overhånd , nærmede / 
sig hende med udbredte arme . 
„ Tilbage ! “ streg hun , idet hun drog en hidtil 
skjult jagtkniv frem og truede ham . „ Du seer al 
jeg har væbnet niig for hvad der ville komme . “ 
Theodor så på kniven og blev dødbleg ; 
det var den samme som han havde myrdet gård- - 
manden med ; nu var der ingen tvivl længer , han 
var forrådt , og det var Renard , som havde gjort 
det , thi han havde taget kniven til sig på kirkegården 
i Århus . 
„ Du hader mig altså i den grad , af du vil 
gøre alvor af din trudsel fra i går , med af dræbe 
mig ? “ spnrgte han , idet han langsomt trak sig tilbage 
med øjnene stadigt fæstede på kniven , „ nuvel 
da ! lige for lige , lad masken da falde , det er 
ikke værd af skåne dig længere , — vil du dræbe 
mig , så gør det og lad det få en ende , thi jeg 
er ked af af føre denne tilværelse , fuld af denne 
evige kval , jeg har midler til min rådighed , der 
giver dig aldeles i min magt , og dem skal jeg 
anvende , thi du er kun et vilieløst redskab lige overfor 
de naturkræfter der behersker dig . Nu 
har du pint , mig så længe , af det ikke er mere 
end billigt af jeg piner dig lidt til gengæld ; — 

så vid da af du længe har været min ! det som 
du kæmper for af bevare , det ejer du ikke mere ; 
jeg har i din bevidstløse tilstand hvilet i dine arme 
og plukket de søde blomster som din uskyld bød 
mig , selv i det øjeblik jeg skulle dø , så vil mit 
billede alligevel , lig fønix af sin Aske slige frem 
og sige dig at det er en affødning af din mand , 
thi du bærer mit kød og blod under dit hjerte , 
— ha , ha , ha ! “ lo han , „ Du seer jeg kan være 
ligeså erotisk som du , når det kniber ; når jeg 
trænger til din kærlighed så kommer jeg til dig , 
men først skal jeg være få forsigtig at bedøve dig , 
— jeg skal da tage dit mordvåben fra dig og 
du skal forbavset finde dig selv igen , idet du 
omfavner mig , din kære mand og ægtefælle ! “ 
Han bukkede og gik bort med et spottende smil 
på læberne . 
Theodor var nu kommet til det resultat at 
Emilie aldrig ville få en god tanke tilovers for 
ham , endsige nogensinde elske ham , han troede sin 
kærlighed bortdunstet og hadet trådt istedet , nu 
da han var sikker på besiddelsen , men i virkeligheden 
var det kun ideernes trods ; den sande 
kærlighed som Theodor følte , den kan ingen , når 
den kommer frigøre sig for . 
' da Theodor havde lukket døren til Emilies 

sovekabinet og atter kom ind i dagligstuen , studsede 
han ved at befinde sig ansigt til ansigt med 
Christensen . 
Som vore læsere vel erindrer havde Theodor 
ikke den mindste erindring om gårsdagens begivenheder , 
efter at han var gået ind på kirkegården . 
Man tænke sig derfor hans forbavselse ved at 
se et fremmed og dog bekendt ansigt . 
„ Hvad vil de ? “ spurgte han kort . 
„ Undskyld , “ svarede Christensen , „ hvis jeg kommer 
til ulejlighed , men jeg har tilladt mig at henvende 
mig til dem i anledning af de 500 rigsdaler . som 
de i går var så god at give mig i foræring . “ 
„ Hvilke 500 rigsdaler . ? “ spurgte Theodor forundret . 
„ Ieg forstår dem ikke , fat dem i korthed , thi 
min tid , den er knap ! “ 
„ Det skal jeg også hr . North ! “ svarede Christensen 
betuttet . 
„ Hvorfor kalder de mig north ? —jeg hedder 
Nielsen . “ 
„ Nej , jeg beder tusinde gange om forladelse , “ 
Sagde den godtroende musikus , „ De hedder north 
eller i det mindste hed de det dengang de besøgte 
mig i mit hus i Tønder , og reddede mig og mine 
fra den visse død ; mit stakkels hus måtte jeg 

da miste , det blev da brændt aflige til grunden . “ 
Førsf nu genkendte Theodor Christensen , men 
han lod som om det hele var en fejltagelse . 
„ Hør , min gode mand , “ sagde han , „ her må 
finde en misforståelse sted — jeg hedder ikke north , 
ej heller har jeg nogensinde været i Tønder , og 
hvad de 500 rigsdaler . angår , så må det have været 
en anden som de har fået dem af ; mig har det 
ikke været , det kan jeg forsikre dem på . “ 
„ Hvadbehager ! “ udråbte Christensen , „ sagde 
de mig ikke at de boede ved —vold nr . * * , og 
står desforuden ikke deres bopæl i denne tegnebog , 
hvori pengene var som de gav mig , — her 
står rigtignok også Theodor Nielsen , men det 
er måske mandens navn af hvem de har fået 
bogen ; “ hermed tog han tegnebogen frem og viste 
Theodor den . 
Denne genkendte han øjeblikkelig , den sørgelige 
sandhed viste sig nu først for ham i sit 
rette lys . 
Han havde været vanvittig . 
Han havde imidlertid åndsnærværelse nok 
til at lade som om han var aldeles fremmed for 
det passerede . 
„ Det må have været en anden , som de har 
antaget for mig , “ sagde han , „ den tegnebog som 

de der viser mig , har aldrig været min , jeg ved 
heller ikke hvad der skulle bevæge mig til at give 
dem en så betydelig sum penge . De seer at 
jeg er oprigtig , jeg har ikke i sinde at smykke mig 
med lånte fjer ; nu kunne jeg ligesågodt have 
anstillet mig som om jeg virkelig havde været så 
ædelmodig og gavmild lige overfor dem og modtaget 
en tak af dem , der når alt kommer til alt tilhører 
en anden . “ 
Christensen så tvivlrådig på ham , han 
vidste ikke hvad han skulle tænke ; personen , klædedragten , 
ja alt indtil stemmen tilhørte north , som 
han i dagen i forvejen havde talt med , men hvad 
kunne dæchevægæ ham til denne nægtelse ; det var 
ham ubegribeligt . 
„ Ja , ja , så må jeg have taget fejl , endskønt 
jeg turde endnu sværge på , at det erden samme , “ 
Tænkte han , og højt udtømte han sig i undskyldninger 
idet han gik ned ad trapperne fulgt af theodorda 
de vare komne ned på gaden , gik hver 
hilsende høfligt til sin side . 
Christensen havde imidlertid ikke gået mange 
skridt , før en pige åndeløs kom løbende og 
standsede ham . 
„ Jeg skulle hilse fra min frue og bede om 

de ikke ville skænke hende nogle øjeblikkes samtale , “ 
Sagde hun . 
„ Gerne , “ svarede han , idet han beredvilligt 
fulgte hende . 
Pigen var afsendt fra Emilie , fra sit sovekabinet 
havde hun hørt den hele samtale og fattet 
mistanke ; næppe vare Theodor og Christensen komne 
ud af døren , før hun havde kaldt på pigen , åbnet 
et vinduet og viist hende den som hun ønskede 
tilbagekaldt . 
Da Christensen atter var kommet tilbage til 
den stue som han npligen havde forladt , sagde 
pigen : 
„ Må jeg bede dem om at tage plads , min 
frue vil straks være her . “ 
Lidt efter trådte Emilie fuldstændig påklædt 
ind i stuen . 
„ Jeg må bede dem tilgive mig , at jeg ulejliger 
dem et øjeblik . De var her før nogle øjeblikke 
siden , og henvendte dem til — denne mand 
som da var tilstede ; de kaldte ham north , hvis 
jeg ikke fejler , og han ville ikke vedgå at han 
hedder således , ikke sandt ? og dog er de overbevist 
om , at det er ham ? “ 
„ Ganske vist ! “ svarede den intet anende Christensen , 
„ jeg turde sværge på , at det er samme mand 

som før en tid tilbage , advarede mig og min familie 
før en stor ulykke , som ellers ville haveramt 
mig og mine i Tønder , hvor vi ved flere Års 
stræben havde forskaffet os et hjem ; endnu i går 
satte han kronen på sine velgerninger ved at 
skænke mig en betydelig pengegave , men som han 
i dag aldeles fragår , den hemmelighedsfuldhed 
hvormed han vil undskylde sig , er mig så meget 
mere uforklarlig , så meget mere som alt hvad han 
har bevist mig , kun synes at gå ud fra de reneste 
bevæggrunde . “ 
„ Det kunne måske dog være at der var andre 
hensigter skjult derunder som de ikke kender , “ 
Svarede Emilie tankefuld , „ men jeg beder dem at 
betro dem til mig — hans kone ! “ 
„ Ja så , “ sagde Christensen , „ så skal jeg fortælle 
det hele , for så vidt de kan lede noget ud 
deraf , det er en lang historie , hvorved et menneske 
som der ved flere lejligheder har viist sig som min 
bittreste fjende vil komme til at figurere i . De 
må derfor tilgive at jeg ikke nævner ham ved 
navn , da han , som jeg formoder endnu indtager 
en agtet stilling i samfundet . “ Og nu fortalte 
Christensen det som vore læsere allerede i forvejen 
kende . 
Emilie hørte til med den dybeste opmærksomhed ; 

da han var til ende med sin fortælling tænkte 
hun om Theodor : „ Enten er han , hvad jeg bar 
anset ham for , en af de største skurke som jorden 
ejer eller også bedømmer jeg han : falsk , men jeg 
må overlade til tiden at oplyse mig om det rette . 
„ Tillader de at jeg seer den tegnebog som 
indeholdt den pengesum han i går gav dem ? “ 
Spurgte hun . 
„ Vær så god , her er den ! “ svarede han . 
Emilie tog den og bladrede ivrigt for om 
mulige « af de der løst henkastede notitser , at erholde 
nogle oplosninger . 
Men dette håb blev skuffet . Mismodig gav 
hun den tilbage , da hendes øjne med det samme 
faldt på et brev som udentvivl havde været indesluttet 
deri , men som ved undersøgelsen sandsynligvis 
var faldet ud deraf , — hurtigt tog hun det 
op og læste : 
„ Min kære kammerat og lidelsesbroder ! 
Nu vil jeg for sidste gang lade dig vide , 
at jeg er ked af at vente længere , du har givet 
mig løfte på at jeg måtte magnetisere din kone , 
men du har kun dårligt holdt det , altid har du 
lig en slange forstået at snoe dig fra mig , men 
nu skal det være alvor ; lader du mig nu ikke 
få mit inderligste ønske opfyldt , så rejser jeg 

til Amerika , thi jeg har nu penge nok til i fremtiden 
at kunne leve et sorgfrit liv , men det kunne 
måske være at jeg efter min bortrejse af en fejltagelse 
kom til at underrette såvel det franske som 
det danske politi om , hvor en vis galaislave som 
er bortrømt fra toulou befinder sig , det var mindre 
behageligt for dig , ikke sandt lille Theodor ? —jeg 
forbliver din altid tro og hengivne 
staldbroder og lænkekammerat 
Renard . 
Emilie var efter læsningen af dette brev nær 
ved at segne om . Hun havde altså ægtet en galaislave ; 
sandheden lå alt for tydelig og klar 
for dagen , hun kunne ikke tvivle mere . Enhver 
anden end Emilie ville måske have givet sig til i 
at larmentere , ved at have gjort en slig opdagelse , 
men hun var ikke nogen almindelig kvinde , hun 
forstod at bære sit kors med tålmod , intet skrig 
eller nogen gråd forrådte hvor ulykkelig hun 
blev , kun en let skælven for igennem hendes 
legeme ; men det var også alt . 
„ Besinder de dem ikke vel , min frue ? “ 
„ Å jo , men jeg har i længere tid været syg 
og søler mig endnu ikke stærk . Jeg tager mig 
derfor den frihed at forlade dem for i dag . Vi 
ses vel senere igen . 

hun kaldte på pigen som ledsagede Christensen 
ud . 
Da Emilie var bleven ene brød hendes fortvivlelse 
først rigtig løs , hun havde også grund 
dertil ved af tænke på den uendelige afgrund 
hvori hun ved sin selvopoffrelse havde kastet sig , 
nu var hun ene uden nogen støtte eller rådgiver , 
— bundet til et menneske , der var en forbryder 
af den groveste slags , ja måske en morder ! 
Hvad skulle hun nu gøre ? Bryde med ham og 
forlade ham , det kunne hun ikke godt , da hun i 
så tilfælde måtte give sin familie en forklaring , 
der ville smerte dem ligeså meget som hende selv , 
og blev hun , da måtte hun jo udsætte sig for det 
værste , selv for den skam af måtte resikerer af 
blive inddragen i den proces som det offentlige 
ville anlægge imod hendes mand , når det kom 
til kundskab om hvem han virkelig var . Detallid 
ledende forsyn skulle imidlertid hjælpe hende . 
Rask vandre vi fremad far målet af nå 
mod ukendte steder ved vinter og sommer , 
og ind af en port vi alle skal gå ; 
med ud af den samme ci nogen der kommer ! 
( af en gammel rejsevise . ) 
Renard sad i sit hyggelige værelse , og havde 
gjort sig det behageligt , da det bankede på døren 

og Theodor trådte ind , han var meget bleg , men 
på hans ansigt stod der en fast og urokkelig beslutning 
at læse . 
„ Hvad fejler dig ? “ spurgte Renard , da han 
så ham . „ Du seer jo ud , som om du havde 
været til alters og fået syndsforladelse for de 
synder som du muligvis endnu havde i sinde , 
at begå . “ 
„ Det har jeg også ! “ svarede Theodor med 
et tvungent smil , idet han kastede sig på 
en stol . 
„ Hvordan er det med din kone ? — da jeg 
igår kom hjem til dig fandt jeg hende liggende 
besvimet på gulvet , den tilkaldte læge , som jeg 
i en hast fik hentet , erklærede at hun havde fået 
blodstyrtning . 
„ Ja det var nok også sådan noget , “ sagde 
Theodor adspredt . „ Men hvad er det du læser , 
Renard ? “ vedblev han , idet han greb en af de 
på bordet liggende bøger , og læste dens tittelblad . 
„ Fransk ! “ udråbte han . „ Spiritismen og 
mesmerismen ! Du studerer altså endnu det 
dumme tøjeri i det håb , at komme til at magnetisere 
Emilie , slå dig de tanker ud af hovedet , 
Emilie er aldeles ikke modtagelig derfor , det som 

jeg tidligere har fortalt , det var kun en lille plade 
jeg slog dig . “ 
„ Du har vel modtaget mit brev ? “ spurgte 
Renard . 
„ Ja jeg har , men jeg vil for fremtiden bede 
dig , at lade slige berørelser i dine breve fare , 
det var meget uforsigtigt af dig at sende en sådan 
epistel afsted , sæt nu , at den var faldet i 
urette hænder , så havde vi begge været ulykkelige , 
men giv mig et glas vin , jeg er så tørstig , at 
min tunge klæber sig fast til ganen ! “ 
Renard rejste sig uden at sige et ord , og gik 
hen til et lille skab , som var anbragt under et af 
spejlene , han åbnede det , og udtog en vinflaske 
samt to glas , som han satte på bordet . 
„ Det var herligt ! “ sagde Theodor , idet han 
med en lommeproppetrækker , som han havde hos 
sig , åbnede flasken . „ Du er og bliver dog en 
gammel sardanapal ; du holder af , at leve godt , 
ægte burgunder , det duer ikke mere , end til at 
slukke tørsten . Skål ! “ vedblev han og stødte sit 
glas imod Renards . „ Det minder mig om de 
gode gamle dage i Paris . — hvem der nu havde 
en god kage dertil ! “ 
„ Også det kan du rå hos mig , “ sagde 
Renard idet han atter rejste sig , og gik henimod 

skabet . Men næppe havde han vendt Theodor 
ryggen , før denne strakte sin hånd ud , og sagte 
gød indholdet af en lille flakon i hans glas . 
Han havde udført dette så hurtigt , at det var 
sket inden Renard endnu havde nået skabet . 
Da han atter kom tilbage med kagerne , varder 
foregået en synlig forandring med ham , han 
var ligbleg , en kold sved bedækkede hans pande , 
og han måtte holde sig fast ved bordet for ikke 
at falde . 
Theodor sad roligt og trommede med fingrens 
på bordtæppet , idet han fløjtede dertil . 
„ Det var dejligt ! “ udbrød han muntert og 
greb en kage , som han spiste med velbehag . 
„ Det er Fru Heibergs kager , en af mine livretter , 
de minder mig om mine studenterdage . “ 
Nenard betragtede ham tans , idet et smertefuldt 
smil lejrede sig om hans mund . 
Theodor så op , og opdagede hans tilstand . 
„ Men hvad fejler dig , Renard ? “ spurgte han . 
„ Er du ikke vel ? —så angreben har jeg aldrig 
før set dig . “ 
„ Men hvad er der hændet ? “ vedblev han , 
da den anden ikkke svarede ham . 
Omsider sagde Renard med anstrengelse : 
„ Jeg ved ikke om det var en vision , men da 
på rov . 24 

jeg åbnede skabet , og tog kagerne , så jeg en 
blodig afhugget hånd ved siden af på hylden , 
jeg ville ikke tro mine egne øjne , og derfor greb 
jeg også derefter , men tænk dig min skræk , da 
jeg følte den i virkeligheden var der . “ 
„ Du er en nar ! “ råbte Theodor overgivent . 
„ Tror du på spøgelser ved høj lys dag , du , 
som så ofte selv har ageret det om natten ; nu 
skal jeg overbevise dig om , at du seer syner , thi 
der er intet . “ 
Og Theodor rejste sig raskt , og gik hen til 
skabet . 
Renard blev stående på den samme plet , 
således , at han med sin ryg skjulte spejlbilledet 
af bordet for Theodor . 
Imedens denne rumsterede på hylderne i 
skabet og endevendte alt derinde , ombyttede Renard 
lynsnart glassene , så at hans glas kom 
til at stå hvor Theodors før havde stået , og 
omvendt . 
„ Han har selv villet det således , “ mumlede 
han . „ Han falder i sin egen snare . “ 
Spejlet havde viist ham hvad Theodor havde 
gjort imedens han havde hentet kagerne til ham . 
„ Her er forræderen ! “ råbte Theodor og 
kom leende tilbage med en kogt rullepølse som 

han havde fundet . „ Kan du nu se gamle , hvor 
frygtsom du er bleven , en rullepølse er nok til ak 
skræmme dig . “ 
Han tog atter plads i sofaen , og greb 
sit glas . 
„ Skål du ! “ sagde han og klinkede på ny . 
Renard tog langsomt sit glas og tømte det . 
Et glædeslyn funklede i Theodors øjne , og 
i et drag tømte han ligeledes sit . 
„ Jeg er ikke vel ! “ sagde Renard , „ jeg må 
ud i luften går du med ? “ 
„ Ja jeg gør ! thi denne stue er mig for varm 
sagde Theodor ider han førte hånden tilpandenthi 
han følte et let ildebefindende som imidlertid 
atter hurtigt forlod ham . Lidt efter gik han og 
nenard over Gammeltorv , her toge de afsked frch 
hinanden og gik hver til sin side . 
Renard vendte imidlertid næsten øjeblikkeligt 
om og fulgte i afstand efter sin troløse ven . 
Theodor gik ned af Nørregade og pludseligt 
styrter han om . 
I hast ilede der nogle mennesker hen til ham , 
og forsøgte på at rejse ham op , men det ville 
ikke lykkes . 
„ Vinen ! Vinen ! — jeg har taget det feilq 

glas ! “ det var alt hvad han kunne sige , og med 
et gennemtrængende skrig udåndede han . 
Nenard havde som vi ved fulgt efter ham , 
da han styrtede om standsede han , men da Theodor 
udstødte det gennemtrængende skrig nærmede han 
sig , betragter nøje liget , vendte sig om og mumlede : 
„ han har selv villet det , hvorpå han skyndte 
sig til sit hjem , og det første han foretog sig det 
var , at vaske glassene omhyggelig af , dernæst sad 
han sig til at skrive et brev til Emilie af følgende 
indhold : 
„ Min frue ! “ 
En ubekendt tillader sig herved , at underrette 
dem om , at deres mand er død ! et slagtilfælde 
har ramt ham , og gjort ende på hans dage ; 
for at de kan give ham en hæderlig begravelse , 
vil jeg underrette dem om , at hans lig er indlagt 
på almindelig hospital , de er nu fri , ær hans 
minde ! men begræd ham ikke , thi han har ikke 
fortjent det . “ 
„ Lev vel ! og bliv lykkelig : “ 
„ Og nu afsted for af opsøge min søn , sagde 
Renard idet han lagde brevet sammen , „ jeg vil 
dog endnu engang gå op til Theodors enke , og 
forsøge på , af magnetisere hende , måske kan det 

da lykkes mig , af jeg kan få , af vide hvor jeg 
skal søge ham . 
Renard afsendte sit brev , og næste dag gik 
han op til Emilie , men skæbnen lod ikke til , af 
være ham gunstig , thi hun var gået ud , han 
gentog i løbet af dagen sit besøg flere gange , 
men med et ligeså uheloigt resultat , ærgerlig forlod 
han huset , efter af han den dag havde været 
der fire gange . Da han to dage senere atter gik 
derop overraskedes han ikke lidet ved af træffe 
købmanden som var kommet fra Haderslev for af 
besøge sin datter . 
Renard blev af købmanden modtaget med 
kulde , thi han havde aldrig ret kunnet lide ham , 
og efter et kort besøg anbefalede han sig og gik . 
Theodor var nu blevet begravet , og reuard 
havde flere gange under forskellige påskud været 
i huset hos Emilie uden af det havde været ham 
muligt af komme under fire øjne urede hende , men 
en dag overraskedes han af høre af Emilie med 
sin fader var rejst til købstaden l * * i Jylland , l 
den samme aften rejste Renard til-l * * , som 
var besat af prøjsere . Da han kom i nærheden 
af byen blev vognen hvori han kørte , anholdt 
af en streifpatrouille som ville have nøjagtig 

underretning om hvorfra hankom og hvorhen han 
ville . 
Renard som blev meget hidsig , svarede den 
prøissiske feltpatrouille hårdt , og enden på striden 
blev at han fik et godt kolbeskag . 
Mat og blødende blev han nu bragt ind til 
byen l * * , hvor hospitalet var taget til lazarett ; 
byfogden åbnede gæstfrit sit hus for den sårede 
og gav ham al den pleje der stod i hans 
magt . 
Nenard led frygtelige pinsler og indså godt 
at han ikke kunne leve ; som han en nat lå således 
hen , åbnedes døren til hans sygeværelse 
og ved lampens skin så han en ældre mand 
komme hen til ham og bøje sig over sengen . 
„ Fortryder du dit forbigangne liv , “ hviskedee 
skikkelsen . 
„ Hvem er de ? “ spurgte Renard , idet han med 
møje rejste sig halvt op i sengen , idet han brugte 
sin albue son : støttepunkt . 
Skikkelsen bøjede sig længere ned til ham og 
hviskedee ham et navn i øret . 
„ Ha ! “ råbte den gamle , „ Augustas Broder ? 
— hvor er min søn , min Aksel , lever han endnu ? 
— såsandt som du tror på den evige salighed , 

så sig mig , hvor er mit barn , at jeg kan skænke 
ham mine rigdomme . “ 
„ Dine rigdomme er erhvervede ved bedragerier , 
måske endogså ved mord , de ville tilfalde 
kirken og de faderløse ; din søn skal aldrig 
erfare at hans fader var en så stor forbryder 
som du er , for ham er du død , han tror at jeg 
har dræbt dig i en duel ; — tænk hellere på din 
sjæls evige frelse , henvend dig i bøn til den 
barmhjertige gud , hos ham er ene nåden at 
sinde ! “ 
„ Skal jeg se min søn , min Aksel ? “ stammede 
Renard tilintetgjort . 
„ Ja , når døden som ikke er langt borte fra 
dit leje kommer for at hente dig , få skal jegforinilde 
din sidste kamp ved at lade ham give dig 
sin hånd , men det er kun på den betingelse , at 
du ikke siger ham hvem du er . “ 
„ Såsandt som jeg hist oppe venter at få en 
nådig dommer , så lover jeg at være tavs . “ 
„ Det er godt , jeg tror dig ! Godnat . “ 
Og skikkelsen gik . 
Den næste eftermiddag begyndte Renards 
dødskamp , og byfogden , ( en ung , smuk mand ) 
i hvis hus den gamle var bleven modtaget , 
trådte fulgt af en ældre herre hen til hans leje . 

„ Den syge ønskede gerne at takke dig for 
din venlighed og gæstfrihed imod ham , “ sagde 
sidstnævnte til byfogden , idet han førte ham hen 
til sengen . 
„ Stakkels mand , “ sagde byfoged Hansen , idet 
han nærmede sig den såredes leje , „ hvorledes 
har te det ? “ 
„ Bedre , “ stammede Renard , idet hans øjne 
søgte den fremmede som først havde talt . 
„ Denne nikkede betydningsfuldt , idet han sagde : 
„ Seer du ikke Aksel , at den syge byder dig hans 
hånd ? “ 
Byfogden gav ham den . 
Nenards næsten brustne øjne oplivedes på 
engang med en sælsom glans . „ Gud ! min gud , 
jeg takker dig ! “ mumlede han og trykkede den tilbudte 
hånd , derpå udstødte han et ligesom lettende 
suk og sjælen havde forladt legemet . 
Emilies forudsigelse var gået i opfyldelse . 
„ Ær denne mands grav og giv ham af og 
til en krands , “ sagde den bevægede fremmede til 
byfogden . 
Ende .