1 . Lyksalig den , der i sin fæedrehytte bortspsgte barndoms tryllerige vår , og atter did fra livets larm kan flytte , når sorg og modgang blegne vil hans hår ; og da som olding , tryg på stav sig fløtte , hvor før på kjcep han red i barndoms år . Når disse smukke , kærlighedsfulde ord , der så ofte have givet genlyd i mit hjerte fra det øjeblik , jeg hørte dem første gang , i dette øjeblik påtrænge sig mig med fordoblet magt , da er det vel næppe just egentlig en følge af længsel efter og kærlighed til det sted , hvor jeg henlevede min barndoms første år ; thi , ihvorvel jeg ikke led ondt eller skete nogensomhelsf overlast i fattighuset i Overby , så var og blev det dog et fattighus , der sandelig ikke bar sit navn omsonst . Hvad jeg den gang ikke så eller havde mindste gran af følelse før , hvorfor jeg af hjertet takker gud , nemlig den temmelig grønlandske renlighed , islandske afholdenhed og indianske barnlige begreber om sæderne , derfor har jeg rigtignok i senere tider såt øjnene op , og det kan derfor ikke være kærlighed til hine tilstande , som fylder mit bryst med læmgsel og vemod , når jeg fluer tilbage . Hellere kunne det derimod vcrre erindringen om de høje gule skræmrer , ved hvis fod Kattegattets bølger tumlede sig , og ned ad hvilke jeg ofte på det allernaturligste af alle kjøretøier gled med en så overvættes følelse af svulmende gæede , at jeg jublede højt derved , og ovenpå hvilke jeg kunne ligge time på time og betragte det uendelige , vekslende hav , der skummende og bragende bred sig mod den milevidt udflydende sjæellandsodde , uden om hvilken sejler på sejler stevnede mod nord og syd , snart skinnende og hvide i solens fulde glans , snart mørke og truende i regnskyens skygge , uden at jeg dog derved gjorde mig nogen tanke om , hvorfra de kom eller hvorhen de gik , hvad deres wrinde var og deres fæerden betød ; måske vækkes også hine følelser ved billedet af de uendelige skove , deres med et spraglet blomstertcrppe virkede bund , den friske Duft af skovmæerke og hyld , og de frodiggrønne smukke Dale , igennem hvilke bækken snoede sig , og hvor der var lunt og sommervarmt i forårets første tid , medens østenvindens skarpe pust ovenover endnu mindede om vinter , sne og is . Men mest af alt er det sikkerlig bevidstheden af og tanken om , at alt dette nødes med et let og sorgløst sind , hvis tristhed , gl « de og mød endnu ikke var blevet kuet og fløvet , trettet og sluppet af livets virvar , dets kampe og usigelige skuffelser , at alt var for sjcrlen , som det viste sig for øjet , idet tanken hverken gled frem eller tilbage , men blev slående i dieblikkets fulde , uhildede nydelse . Ja , mest af alt er det vistnok dette , der så mægtigt drager vort sind og tanke med længsel og vemod tilbage til de steder , hvor vi bortspøgte vor barndoms tryllerige vår . Hvad nu fattighuset i Overby angår , hvor jeg var bleven indkvarteret af et faderligt fattigvæsen , da jeg nemlig , som man under visse omstændigheder plejer at sige , hverken havde fader eller moder , så er det vanskeligt at sige , hvoraf huset var bygget eller i hvilken stil , og jeg tror , at selv en architekt med guldmedaillen ville få sin nød med løsningen af dette problem , idet nemlig materialet bestod af en så gådefuld blanding af murbrokker , leer , halm , pinde , lyng og klude , at det var . umuligt at sige , hvilket af dette , der havde overvagten , ligesom også et opmærksomt die , hvad stilen angik , nok deri kunne finde en prøve af alle mulige arter , kun ikke af rainessanee ; thi dersom deri skal ligge begrebet om genfødelse , så kan der derom ikke være tale , og blev det heller aldrig , eftersom det dengang som nu var en højst bedrøvelig og ømfindtlig sag , at bringe på bane i sognerådet . Mærkværdigt er det imidlertid , at ihvorvel stormen fra Kattegattet ruflede dets tag og regnen blødte dets vægge , ihvorvel det knagende og bragende svaiede hid og did som et skib på de vildene vover , så stod det dog fast og holdt balancen . Indvendig var det delt i to rum , og i hvert af disse fandtes en kakkelovn , en seng , et fast bord og en bænk . I det ene af disse værelser boede jeg tilligemed i ose p h , min kontubernal , denne benævnelse gav han nemlig bestandig mig eller sig selv , alt som talen faldt , ligesom han også kaldte beboerinden af den anden lejlighed , en gammel pige , conventualinden : benævnelser , som jeg altid hørte og jeg selv brugte , af hvilken grund de , hvor løjerlige de en må have lydt i andres øren , dog forekom mig aldeles naturlige og dagligdags . Joseph , der var et højt , spinkelt og lidt sygeligt udseende ungt menneske med et par store blå dine , var en søn af en , som han selv kaldte det , uheldig degn i Rørvig , som på grund af distraktion eller søvngjcengeri , hvilket af begge dele det var , formåede , som Joseph forsikrede , selv ikke justitiarius i hoiesferet af udgrunde , var kommen i slaveriet på livstid . På den tid , da denne afveksling indtrådte i degnens hidtilførte eensførmige liv , studerede Joseph pædagogik ved universitetet i Jonstrup , efter først i nogen tid af have væeret ved en lærd skole , hvor han allerede ved to Års anstrengt flid havde bragt det så vidt , af professoren højtidelig erklærede ham for af være ikke alene moden , men endogså overmøden , og da på samme tid , på grund af faderens forflyttelse , resourserne udebleve , så forlod han universitetet , idet han fritog lærerne for den mmygelse af eksaminere ham , hvorved det nemlig , som han sagde , ville have viist sig , af medens han var vokset op til et strålende , dejligt lys , vare de sunkne ned til små langtanede pråse . Efter således af have forladt Minervas hal , kom han i Fru jusfitias tjeneste , søm skriver på en amtmands cvntvir , hvor han tilbragte nøgle år ; men da amtmanden mærkede , af regeringen , søm havde fået øjnene øp før jøsephs øverørdentlige dygtighed , havde fattet den skumle plan , af afsætte hin og indsætte denne , så gav han ham afsted , idet han ikke vivste at anføre noget som helst andet til påskud før denne uretfærdighed end at et pengebrev , der af i øse ph var besørget på pøsthuset , ikke var kammen og aldrig kom adressaten tilhænde . Efter denne tilskikkelse blev han lakai på det kongelige stift Vallø hvs damerne , og jeg må tilstå , at hvor megen agtelse og ærefrygt jeg end nærede før ham , på grund af hans hidtidige Carriere , så var det dog intet mød ben beundring , jeg følte , da han helligt og dyrt forsikrede mig , at hair der hver evige eneste dag havde gået iført en guldgalloneret rød kjole , sorte Fløiels benklæder og blå silkestrømper . Ihvorvel jeg ellers samvittighedsfuldt troede på hvert ord , han sagde , så forekom dette mig dog så overordentligt , da jeg aldrig nogensinde havde set , hverken præsten eller sognefogden i en sådan pragt , at jeg ikke kunne andet end tvivle , og vedblev dermed , indtil endelig conventualinden , den pige , der beboede den anden lejlighed i fattighuset , med en krænket mine og i en tone , der til fulde vidnede om , hvor bekymret hun var med hensyn til min moralitet , foreholdt mig , hvor usædeligt det var at tvivle om , hvad et voksent menneske overhovedet og en person isærdeleshed som Joseph var , sagde , en lære , som jeg først sent glemte . Else , som hun hed , boede , som sagt , i værElset ved siden af vort , hvilket stedse af Joseph blev kaldet refectoriet , en benævnelse , som jeg dengang var overbevist om , blev tillagt alle ældre og gigtsvage fruentimmers værelse ; men hvis dybere betydning senere gik op for mig ved at betænke , at vi stedse holdt vore festmåltider derinde . At komme derind , var stedse en stor nydelse for mig , da der nemlig altid var varmt og godt og dertil herskede en vis , om end modificeret , renlighed og orden . På sengen var der dyner og lagener , hvilket lod en dunkel ahnelse om rigdom og velvære dæmre for mit indre , idet der nemlig i vor seng aldrig befandt sig andet end det bare naturlige halm , tilligemed et par tomme sække , som vi bredte over os ; dernæst havde hun et sengetæppe , sammensyet af en utallig mængde små trekantede , brogede lapper , hvis lige i skønhed jeg var overbevist om , der ikke eksisterede . Stolen , hvorpå hun sad og spandt , var betrukken med blomstret læder ; i vindueskarmen stod en hankeløs theepotte og halvdelen af en ølflaske med gyldenlak og Rosmarin i , og på hylden over bordet var opstillet tre små peberbøsser , og hovedet af en stor chinesisk dukke . Selv var hun stedse stort et rødt uldent skørt , et blåt livstykke , samt dertil lin og huetøi . Hun led meget , som hun sagde , af værk i lemmerne ; men trods dette , og ihvorvel hun meget ofte ikke kunne røre sig af stedet , så holdt hun dog stedse værelset nogenlunde i orden , samt anvendte dernoæst en utrolig flid på den eneste dragt , jeg var i besiddelse af , hvorom den omstændighed , at såvel min trøje , som mine benklæder , godt kunne stå alene , som følge af den utallige mæengde lapper , hvormed hun forsynede begge dele , til fulde bar vidnesbyrd . Undertiden , når gigten ikke var alt for slem , fog hun sig endogså på at vaske mig , hvilket , som jeg må tilstå , just ikke altid var den glæedeligste overraskelse , hun kunne berede mig- , og jeg kunne halve dage efter en sådan tur søle mig ganske genert og fremmed for mig selv , også hjalp hun os undertiden lidt tilrette med vort kjøkkenvcesen , kort sagt , hun var os behjæelpelig på mange måder , hvilket vi , men isæer Joseph , beredvillig påfljønnede . Der herskede således , som denne sagde , et smukt cordialt forhold i fattighuset , hvilket forhøjedes ved , af Else , der i mange år havde væeret barnepige i en fornem familie , var i besiddelse af lignende fine manerer og pænt væsen , som Joseph . Denne var nu iøvrigt vort et og alt , idet han med en så sjælden opoffrelse og beredvillighed sørgede før os , af det endogså vakte præstens opmærksomhed , der ofte og hjerteligt roste ham derfor . Hvad han kun nogenlunde formåede af skaffe tilveie , som kunne tjene til vor behagelighed , det bragte han , og beundringsværdigt var det af se , hvorvidt hans gode hjerte formåede af lade sine knappe indtægter strække , som han ene og alene , hvilket han selv sagde og præsten troede , forskaffede sig ved af ståltråd af lave hægter og maller , da han var før svag til alt andet arbejde . Der var kun en omstændighed , som med hensyn til Joseph forbittrede mit liv i høj grad , og hvorover jeg tænkte så længe , af det til sidst endte med en eksplosion . Han brugte nemlig ikke så ganske sjældent af stå op midt om natten og gå ud , og da først af komme hjem henimod morgenstunden . Hvorlænge han havde gjort det , før jeg mærkede det , er ikke godt at sige , kun det ved jeg , at da jeg en morgen talte til ham derom , blev han så bestyrtet , at jeg bitterlig fortred , hvad jeg havde gjort . „ Sig mig “ , sagde han , efter at han i lang tid havde siddet faus og grublet , „ ved du , hvad en varulv er , ved du , hvilken fordømmelse og ond skæbne en sådan lider under ? “ „ Jeg ved “ , sagde jeg , allerede gjort bange ved den tone , hvori han talte , „ jeg ved , at det er en , som om natten løber om på tre ben , og Else har selv fortalt mig , at skytten på den gård , hvor hun tjente , var en varulv ; thi hun så engang en morgen trevlerne af et rødt uldent skørt , der havde om natten hængt på et stakit , og som om morgenen fandtes sønderrevet sidde mellem hans tænder . „ Så var denne Skytte ligeså ulykkelig søm jeg “ , svarede Joseph med et udtryk af den dybeste græmmelse , „ thi jeg er en varulv . Jeg , som du her seer for dig , siddende mild og rolig , jeg , som om dagen ikke gør en orm fortred , men kun spekulerer over , hvorledes jeg skal kunne glæde dig og Else , jeg bliver om natten til et glubende uhyre med blodig tunge og ildrøde øjne , som brølende hopper omkring , lurende på lejlighed til at sønderslide og fortære hver levende sjæl , som kommer mig i vejen . “ Ved disse ord så han på mig med et udtryk , der så fuldstændig børgede mig for sandheden af , hvad han sagde , og hvori der lå en sådan blanding af blodtørst og raseri , at jeg rystende af angest sank om i sengehalmen , hvor jeg sad overrende . „ Ja “ , vedblev han , „ det er en fortryllelse eller , hvad du måske bedre kan forstå , en forgjørelse , som heffer ved min slægt fra led til led . Når nattens time slår , og mørket ruger over jorden , når gravene deroppe på kirkegården åbne sig , og de døde slige frem og farer susende igennem luften , når hanen galer ved midnatstimens dumve slag , og forfærdelsens stund er kommen , da må jeg ud , da føler jeg mit blod blive til ild og min ånde blive til gnistrende damp og røg , og førend jeg endnu er nået ud i den store , mørke skov , hvor de hvide spøgelser vandre sukkende og klagende omkring , er allerede det tredje ben vokset ud , og min rædselsfulde gerning begyndt . Jeg er imidlertid forsigtig . Peter “ , vedblev han beroligende , idet han må have følt medlidenhed med mig ved at se den unævnelige angest , hvoraf jeg blev greben ved hans ord . „ Ja , Peter , jeg er forsigtig , og for at spare mine medmennesker , tyer jeg til de mest afsides og længst bortliggende steder . Hidtil er det derfor også lykkedes mig ikke at gøre nogen ulykke . Men , Peter “ , tilføjede han , og her antog hans ansigt atter hint forfærdelige udtryk , der bragte hårene til at rejse sig på mit hoved , „ fluide du nogensinde efterspore mine veje , eller taler du et eneste ord til nogen moders sjæl om , hvad jeg her har betroet dig , lader du det mindste vink eller hentydning falde om mine skæbnesvangre natlige vandringer , da formår jeg ikke at redde dig , og selv om det , hvilket jeg føler , vil ske med grædende tårer , så må jeg sønderflide dig , så må jeg suge dit blod og knuse hvert ben i dig med disse mine tænder . Ak , Peter “ , vedblev han i en bønlig , indtrængende tone , , „ vær derfor tavs , tavs som den lukkede grav , og frels niig derved fra at æde det barn , jeg elsker over alt . “ Jeg behøver næppe at sige , at jeg , som en følge af den rædsel , hvoraf mit hele sind ved denne åbenbarlse var bleven fyldt , aldrig et øjeblik tænkte på at røbe den forfærdelige hemmelighed . Den var imidlertid en tung byrde for mig at bære . Tanken derom vendte stedse og stedse tilbage og var det muligt i min alder at blive hvidhåret af skræk eller ved spekulationen over et uoploseligt problem , så måtte jeg være bleven det . Spørgsmål på spørgsmål dukkede op i mig , de fyldte mit hjerte og brændte mig på tungen , og til sidst flød de over en dag , da Else , fil min store sorg følte sig så vel , at hun kunne vaske mig . Mine tanker fik rigtignok ved denne lejlighed en anden retning , ja , jeg kunne næesten glemme , hvad der så tungt lagde mig på sinde , når det kolde vand løb mig ned over ryg og bryst , og først standsede i mine træsko ; men ved første givne lejlighed dukkede billederne frem igen . , /joseph har sagt “ , begyndte Else , -efter at have givet mig den sidste dravat , som bragte mig fil at udstøde et højt forfcerdelsesskrig , „ af ban i Frederiksborg , hvor han i dag er henne for af sælge hægter , vil hos en marskandiser købe dig et par benklæder , som han har set på forrige gang , han var der , og som skal koste to mark . “ „ To mark ! “ udbrød jeg så forbavset , af jeg glemte vandet og de kanaler , ad hvilke det flød ned over mig . „ To mark , ja , så må de rigtignok også blive dejlige . “ „ Det skulle jeg mene , Peter , men lad mig nu også se , af du takker ham og holder rigtig af ham for alt det gode , han gør dig . Ja , han er rigtignok et godt menneske , som stræber og arbejder , trods sit svage legeme , bare for af gøre sine medmennesker tilgode . Kunne du bare blive som han , Peter , uden falsk og uden men , så skulle den sæbe og det slid , det koster mig af få dig ren , aldrig fortryde mig . “ „ Og så “ , sagde jeg forhåbningsfuldt , „ behøvede du heller aldrig af vaske mig mere . Jeg er imidlertid bange for , af jeg aldrig nogensinde lærer af gøre hægter og maller , for Joseph siger , af det næsten er ligeså svært , som det er for præstens Ingeborg at få dem hægtede sammen . “ „ Jeg vil såmænd gerne tro det , Peter “ , svarede hun med et lille smil , idet hun klappede mig på hovedet efter at have redt mit hår . „ Ja , han kan være skjelmsk nok sommetider , men deraf bliver Ingeborg ikke tykkere om sit liv . Han er iøvrigt et rigtig retfærdigt menneske , og jeg siger endnu engang : kunne du bare blive som han . Han kunne nu måske have været amtmand eller skoleholder . “ „ Ja , og han har gået med rød kjole og blå silkestrømper “ , tilføjede jeg , betagen af den højeste beundring . „ Ja , og hvad han kunne have drevet det til i sin stilling , hvilken lykke han kunne have gjort , dersom han havde været mere poleret og snu , det overgår langt din forsfand og fatteevne , og jeg vil derfor ikke tale derom . Kun det vil du kunne forstå , at når et menneske foretrækker at leve i et fattighus med ære frem for at have det som en Greve og tilbringe sit liv i overdådighed og rigdom , da er han sandelig at berømme . “ „ Nej , det kan jeg ikke forstå , Else “ , svarede jeg , idet jeg kløede mig betænkelig bag oret . Else blev så forbavset ved denne uventede replik , at hun trådte et skridt tilbage og betragtede mig med store dine . „ Thi “ , vedblev jeg , „ Præsten sagde engang til mig , at når jeg var rigtig artig og lydig , så skulle han sørge for , at jeg snart kom ud af fattighuset og blev en brav dreng , der kunne fortjene mit brød selv . „ Og deri havde præsten også ret , Peter . Det er imidlertid en anden sag med Joseph ; thi han har en indvortes svaghed , der gør ham uskikket til svært arbejde . Havde du imidlertid beskedent og pænt spurgt præsten om , hvad han troede , der var bedst , enten at være en qvinderøver og skændig dydsforagter eller et retskaffent lem i Overby fattigbuus , så skulle du se , du havde nok fået et andet svar . “ „ Ja , Else “ , udbrød jeg , bitterlig fortrydende at have gjort en indvendig mod Josephs roes , „ man skal nok være rigtig frygtelig stærk og tyk for at være amtmand , for jeg har engang set ham i Frederiksborg , og sådan er Joseph ikke . Og du kan også tro , Else “ , vedblev jeg med hensyn til det sidste , hun havde sagt , „ af præsten ville nok langt hellere have , af jeg skulle være et retskaffent lem her , end dersom jeg som hyrdedreng hos sogneføgeden , hvilket han mente , jeg kunne blive , blev en qvinderøver og fljændig dydsforagter . “ „ Gud fader frie og bevare os vel ! “ udbrød Else , slående hænderne sammen . „ Hvilke ord , du dog kan føre i din mund , dreng . Ia , det må du nok sige , en qvinderøver og dydsforagter . „ Det allerværste , jeg kunne tænke mig “ , begyndte jeg , medens hun endnu stod ganste betagen ved de udtryk , hvilke hun , som det lod til , sig selv uafvidende havde lagt mig i munden . „ Det var , dersom jeg skulle blive en varulv . “ Her brast jeg i gråd og skjulte mit hoded i hendes forklæde . „ Herre gud “ , sagde hun mildt , idet hun tørrede mit ansigt og pudsede min næse med den våde karklud , hun endnu holdt i hånden , hvilke forsfrækkelige og tunge tanker , der dog kan opsfåe i et så lille hoved . Ia , vel er det en hård tilskikkelse , og skytten på den gård , hvor jeg tjente , gik såmænd i sin grav som en sådan , fordi ingen havde mod og mandshjerte til at redde og udfrie ham . “ „ Skal den , der udfrier ham , gå gansfe alene op på loftet , når det er mørkt eller ud på kirkegården ? “ Spurgte jeg med bankende hjerte . „ Nej “ , svarede hun efter nogen bentækning i en tone , der lod mig ahne det forfærdeligste . „ Det behøves just ikke ; men begge de måder , der gives til at frelse en flig vildsom sjæl på , er måske ligeså farlige . Den med grynene havde jeg turdet påtage mig , men jeg kunne aldrig blive enig med mig selv , om det var ret . “ „ Hvorledes er det da ? “ spurgte jeg , medens jeg telte det kriple i mine nyredte hår , som ville de rejse sig . „ Den er ikke vanskelig Peter , nej den er ikke , men den er hemmelighedsfuld og måske skrækkelig i sine følger . Seer du , når man seer den , om hvem man ved , at han er en varulv , gå ud om aftenen , så skal man med et fromt hjerte og et oprigtigt sind strø en pot gryn udenfor Deren . Når han da vender tilbage fra sin nattevandring , så er han nødsaget til at lcelle hvert eneste gryn , før han komme ind over dørtærskelen . Lykkes det ham nu af udføre dette før hanen galer tredje gang , ja så har det intet frugtet men kun gjort ' ham en hel del ulejlighed , og han er og bliver en varulv . Bliver han derimod ikke scerdig i rette tid , så forsvinder han som en tåge i luften og henveires før vindene , og man seer ham aldrig mere . At øve slig dåd mod et af sine medmennesker er imidlertid en vanskelig sag ; thi man ved jo ikke hvad der bliver af hans syndige sjæel , men ellers var det , som du nok kan forstå , just ikke så grumme farligt af gøre det . “ „ Nej det er det ikke , Else , men når man holder meget af ham og gerne ville frelse ham , og når det er meget farligere før ham når det lykkes , end når det mislykkes , tror du så ikke det var bedre af bruge grynene til sødgrød ? “ „ Vor herre har givet dig et lyst hoved og et godt hjerte , min kære dreng “ , udbrød Else , „ og det er en hjertens glæde af tale med dig . Hvad nu den anden måde angår , så er den så farlig , af selv den stærkeste må grue ved tanken om at udføre den . For at nå sit mål må man opspore hans veje , og til den tid , hen ad morgenstunden , da han plejer at vende tilbage , så må man gå ham imøde , og når man da er tæt ved ham , så skal man råbe tre gange hans navn og dertil sige : du est en varulv . Har man nu ingen synd på sit hjerte , er man ren og uskyldig , som det lille lam , og har man brugt den rette tone , da er han frelst , og han bliver atter et rigtigt menneske . Er man derimod ikke skyldfrie , ren og hvid , både indvendig og udvendig , som Markens Lilie , og svigter stemmen , da bliver han rasende , som et glubende uhyre , og sønderriver en stykke for stykke med sine blodige tænder . “ „ Og så bliver man selv til ingenting , ligesom han ville blive det , når han ikke kunne opsamle grynene “ , sagde jeg skælvende af angest og med et dybt suk . „ Jeg tror dog Else “ , vedblev jeg i en bønlig tone , efter at være kommen lidt til mig selv , „ at du bedre end alle andre måtte kunne gøre det ; thi du har ganske bestemt et rent og uskyldigt hjerte , som Markens lister . “ „ Herre gud , hvor fluide man dog tro at flige oprigtige og hjertelige ord kan komme i det barns mund “ , udbrød hun klappende mig . „ Nej min dreng “ , vedblev hun , „ var der nogen , dette kunne lykkes for , da måtte det være et uskyldigt barn , som du ; men et sådant fandtes ikke på herregårde » , hvor jeg tjente . “ Den hentydning af Elfe selv til at ingen uden jeg var skikket til at gøre hint frygtelige skridt til Josephs redning , hvilket problem havde været den hemmelige drivfjeder for mine spørgsmål , fyldte mit sind med gru og angest , og idet mine tanker stedse vendte tilbage dertil , idet jeg i min fantasi så mig i den stille nat stå for ham og råbe hine skrækkelige ord , var det mig til sidst , som om jeg måtte og skulle gøre det , selv med fare for at blive sønderreven . Med et tungt hjerte og hovedet fuldt af , hvad jeg nys havde hørt , havde jeg sat mig ud på dørtrinet i det varme solskin , hvor jeg nu , medens mit hoved hvilede i begge mine hænder , og min store tå beskrev cabalistifle figurer i sandet , hensank i en ubevidst drømmende tilstand . Som jeg således sad stod Joseph pludselig for mig : „ Hilsen i ære , renlivede monsieur le kamin “ , råbte han muntert : „ Sidder du der i filosophisk ligegyldighed og forsøger på af gøre dine små pusselanker lig den moderlige jord , hvoraf de er komne , for således af udviste enhver erindring om Elses sæbevand og karklud . “ „ Hvoraf ved du af jeg er bleven vaflet ? “ Spurgte jeg forundret . „ Ja seer du Peter , det er et problem , som endnu nogenlunde lader sig løse , en knude , der endnu i dag lader sig opvikle , men som i morgen vil være gordisk , skal jeg dømme efter dit overordentlige geni . Jeg tør imidlertid sværge på “ , vedblev han , efter af vi vare komne ind i stuen , læggende en pakke fra sig , han havde medbragt , „ af du lod dine tanker dvæle ved en glindsende frederiksborgfl honningkage , som dit lyse håb lod mig medbringe , samt på de foderaler , hvorefter Adam greb , da han følte hvad skam var , eller som vore forfædre iførte sig , da de fra helte og kæmper sank ned til af blive filistre , hvilken tanke du iøvrigt ikke behøver af flamme dig ved ; thi når man med et uhildet og fordomsfrit blik betragter dine , så får man det smukkeste bevis for at noget kan eksistere i ideen , men ikke i virkeligheden . „ Hor nu Peter “ , vedblev han , idet jeg , forvirret over denne for mig uforståelige tale , ikke vidste om jeg skulle le eller græde : „ Du har nu valget , enten kan du gribe det skønne lod og blive som vore forfædre , der med usminket tale og djerve lader gik omkring iførte uskyldighedens klædemon , let vil sige med endnu mindre spor af benklæder end du har på , eller du kan blive som et af nutidens vantrevne culturmennefler , der ikke flamme sig ved at tale i et dannet sprog , samt ved at have fine skeder og pæne manerer og dertil moderne beenklceder . “ „ Jeg vil helst have benklæder Joseph “ , svarede jeg med et forhåbningsfuldt blik til den af ham medbragte pakke , idet jeg nu begyndte at ahne , hvad han mente . „ Så har du dem her Peter “ , svarede han , idet han fremtog et par ridebeenklæeder med skridtbescetning af læeder og forsynede med en tæt ræekke af små messingknapper ned ad begge aderssmmene . “ Fuld af henrykkelse , og med glædestrålende dine , betragtede jeg disse , som han holdt frem for mig . „ Skal jeg have dem Joseph ? så vil jeg også “ , jeg havde nær tilføjet : frelse dig fra at være en varulv , men jeg betænkte mig i rette tid og vedblev : „ give dig et Kys . “ „ Pokker heller ! “ udbrød han med et sådant udtryk af forbavselse , at jeg blev ganske flau . „ Ja det må jeg tilstå “ , vedblev han , „ havde du væeret atten år , dejlig som en nysudsprungen rose , og dertil en pige , så kunne du ikke have flcenket mig en bedre tak . Nu tror jeg , at jeg vil lade mig nøje med din gode villie samt den glæede , hvorom dit ansigt vidner . “ Beenklæederne blev nu tilbørlig betragtede og eftersete også af Else , som var kommen tilstede , og efter mange deliberationer , der især drejede sig om de ikke så ganske få flidte steder , hvormed de vare beheftede , blev det bestemt , at de , for ikke at miste altfor meget af deres medfødte herlighed , så meget som muligt skulle forblive i deres nuværende skikkelse , dog selvfølgelig med de modifikationer i længden og vidten , som vare nødvendige for at jeg ikke fluide forsvinde i dem . Til min usigelige glæde lovede Else straks at tage fat på dem , og for en kørt tid kom jeg derved atter i besiddelse af mit sinds tabte ligevægt , idet de blanke , skinnende knapper oplyste og forjagede det mørke , der havde ruget over det . „ Handelen gik nok godt , Joseph , kan jeg tænke mig , siden du fik råd til at gøre Peter den glæde “ , sagde Else , idet hun med benklæderne på armen lavede sig til at gå ind i refektoriet . „ Ja “ , råbte han , der var i et for ham ikke ganske ualmindeligt begejstret og glad lune , der dog aldrig hos ham steg til noget foruroligende højdepunkt , men bestandig holdt sig indenfor de grændser , som en pæn opdragelse og et dydigt hjerte foreskrive os , som Else udtrykte sig . „ Ja udmærket Else , den ene ville hellere købe af mig end den anden , og jeg fik så mange bestillinger , at det næsten løb sammen for mig , som præstens vælling . Det kommer af det gode år og de billige kornpriser . Handelen florerer , pengene strømme ind i landet , befolkningen bliver mere og mere vel ved magt , og så springer den ene hægte efter den anden . “ „ Jøsses da “ , udbrød Else . „ Ja vi opleve nok den dag , da du bliver en rig mand , ihvorvel jeg sandelig ikke kan forstå hvortil alle de hægter bruges . Jeg for min part bruger kun højst sjælden et par til mit forklæde . “ „ Ja seer du , Else , det ligger i figuren , og det er derfor godt for mig og andre visse folk med , at alle ikke er flabte som en hejre . Du ved nok , jeg mener det af et oprigtigt hjerte og vil ikke fornærme dig . Jo rundere og fyldigere , jo mere smidig og bøjelig figuren er , jo flere hægter bruger man , og jo raskere blodet strømmer gennem årerne , jo mere brystet hæver sig i sorg og glæde og lidenskabens ville rasen , jo flere springer der . “ „ Ja , herre gud , Joseph , det er da sandhed hvert ord du siger . Lidenskaben er som en fortærende brand , og sorgen bringer hjertet til at briste . “ „ Og hægterne med , Else , er det ikke det jeg siger . Livet hernede “ , vedblev han med forstærket røst , „ er en kamp og bitter strid , og mangen bedst drik byder det os at tømme ; men bedsfere drik og tungere lod gives der ikke , end det , der trasser den , som ved sit livs mål må sige sig selv , at han aldrig og ingensinde er kommen til sine hægter . Han er redningsløst fortabt , og selv ikke jeg med al min kunst formår at redde ham fra at blive begravet i rendestenen . “ „ Ih , gudbevares , Joseph , ja der gives mange besynderlige skjabner og tilskikkelser , dog har det endnu aldrig truffet sig , ihvorvel jeg både har tjent på en herregård og hos en prokurator , at jeg har set nogen blive begravet på et sådant sted . “ „ Ja seer du Else , det kommer af , at der gives mange rendestene foruden de legitime , hvormed jeg mener de , som fejes hver løverdag . “ „ Men “ , udbrød jeg , der hidtil i taushed havde hørt til , sjæleglad over det resultat , hvortil jeg var kommen , „ så er det ganske vist Joseph , at det ikke kan gå dig således ; thi du laver dem jo selv . “ „ Ja , Peter , de materielle , de som vrides af messing eller skåltråd , med de ideelle er det derimod en anden sag ; her strande vi imidlertid på det vanskelige spørgsmål , om den personlige sandhed ikke ialmindelighed skulle vise sig at være en temmelig stor løgn . Dog “ , vedblev han , „ jeg seer af de vanvittige træk i dit ellers så uskyldige og renfærdige ansigt , at mine ord stige dig til hovedet og true med at gøre dig galere end du ialmindelighed er . Hvad jeg iøvrigt ville sige , Else , jeg har gået og tænkt på dig hele vejen “ . Ved hvert et skridt jeg vandrede frem . Og fjernet mig fra dette hjem , til dig jeg længtes Elfe . Og ved de muntre fugles sang , i dunkle skov , på grønne Vang , jeg jublede navnet Elfe . Og da , som det sig hør og bør , jeg solgte hærgterne som smør , på dig jeg tæenkte Else . „ Herre , gud “ , sagde Else med en af bevægElse skælvende stemme , „ er det da ikke så smukt og hjertegribende , som om man hørte degnen læse op . Ja , det er det jeg siger , der boer meget i dig , og jeg er vis på , at når du ville , så kunne du ved dine ord røre menigheden til tårer . “ „ Måske nok , Else , da det grumme ofte kommer an på , hvor grædende man forstår at gebærde sig . Talen er som en gongong , der , om den end er nok så hul og tom indvendig , dog kan bevæge og røre folk på det dybeste , når den bare er ledsaget af fuld musik , jeg mener dermed mimik , vibrende , klangfuld stemme og frem for alt de autoriserede ' , ægte slagord . Nå , Else , du må ikke tro , jeg vil gøre nar ad dig ved at berøre ting , der for dig ere ligeså brogede som præstens køer . “ „ Nej , det frygter jeg såmænd ikke , ioseph ; thi jeg ved du mener mig det godt . Men hvorfor har du tænkt så meget på mig ? “ „ Fordi du i dag for noget over et halvt seculum siden for første gang så denne verdens lys , fordi du på denne dag som en dejlig blomstrende engel modtog det første Kys af din henrykte moders læber , og fordi du på denne dag for første gang strakte dine små , trinde arme med længsel og kærlighed ud imod den verden , hvis pryd du skulle blive . “ Dybt rystet og med milde tårer , hvilke hun tørrede af i de benklæder , hun holdt i hånden , hørte Else på disse ord , hvorpå hun udbrød hulkende : „ Jo , det er sandhed hvert ord ioseph , og det er som skulle mit hjerte briste , når jeg tænker derpå . “ „ Så går det dermed , som med hægterne i et snevert livstykke “ , svarede hin i en munter tone . „ Nu ville vi imidlertid ikke tænke på det begrædelige ved denne begivenhed , men derimod på at festligholde den på en værdig måde . I den anledning har jeg købt disse sager , hvis tilberedelse du nok i fljønsomt hensyn på vort fælleds velvære vil påtage dig , og vi kunne da i stille glæde tilbringe aftenen med hinanden i refectoriet . Hvad siger du dertil Peter ? “ „ Jeg siger så mange tak , Joseph , især når vi foruden glæden også får noget at spise . “ „ Det skal ikke mangle , og , som du seer har jeg , for ikke at gøre Else alt for megen ulejlighed , købt stegen fiks og færdig . “ Med disse ord tog han en så brun og delikat lammesteg ud af tørklædet , at jeg udstødte et højt glædesskrig ved at se den . „ Ja , du finger af glæde Peter “ , råbte han leende ; „ ved at se den ; men tro du mig , der er den , som har skreget af sorg ved ikke at se den . “ Ja det kan du nok ikke forstå , skal jeg dømme efter dit ansigts godmodige udtryk ; men jeg skal sige dig , af eftersom det er et lammelår , så er der ingen tvivl om , af lammet er bleven i højeste grad forfærdet , da det vendte sig om og så , af det havde mistet det . Tænk dig nu , min dreng , når du nu på engang så dig berøvet et af dine uskyldige små lår , hvad ville du så sige ? “ „ Ja tænk dig bare Peter “ , tilføjede Else i en mild formanende tone , medens hun tog kødet , „ og lad mig se , af du aldrig glemmer af være Joseph taknemlig for de pæne og nyttige lærdomme han giver dig . “ „ Nej det skal jeg aldrig glemme “ , svarede jeg rørt , idet jeg bed af den honningkage , som Joseph havde givet mig . „ Idetmindste ikke så længe , du har en så god påminder i hænderne , som nu “ , bemærkede Joseph . „ Her “ , vedblev han , idet han på en ejendommelig måde kneb det ene die til og nikkede til Else , her er en flaske godt øl samt lidt sukker og så en citron . Jeg ved , Else , af du lider af susen for ørene og dunken i hovedet , hvorfor lidt syrligt skal være godt . “ Snart efter stod bordet , hvorover der var bredt et ganske rent pudevår , dækket med stegen og kartofler , hver i sit lerfad ; tallerkener havde vi ikke , ligeså lidt som gafler , men idet vi hver med sin lommekniv skjar os et stykke kød af , parterede vi det videre på fadet ved hjælp af fingrene . Kartoflerne pillede vi efterhånden og lagde dem på bordet ved siden af os . „ Spis nu , Peter , og hold dig ikke op med snak “ , råbte Joseph så pludselig til mig , der i lang tid havde siddet tavs og tygget af alle kræfter , at jeg forfærdet tabte en stor mundfuld ned i skødet . „ Jeg har ikke sagt et ord Joseph “ , svarede jeg forbløffet . „ Nej , men du har tværtimod gjort det , hvormed mangen ville gøre menneskeheden en uvurderlig tjeneste , nemlig tiet stille , og du har dertil , hvad der næsten er ligeså godt , uden Bram og uden larm eller store ord i gerninger : viist din henrykkelse over naturens skønne gaver . Men , siden vi tale derom , tror du ikke Else , at det er bedst om vi til denne velsignede føde fik os en lille uskyldighed for at bringe maven på ret køl ? På Elses bifaldende nik ; hun formåede nemlig ikke at svare , som en følge af , at hun havde travlt med at lade en kartoffel løbe rundt i munden for at lede efter en tjenstdygtig tand , hentede han en lille grøn , flad flaske , hvoraf han stænkede et glas fuldt . „ Dette , Peter “ , sagde han derpå , „ styrker , nærer og opliver , det er som balsom på et åbent sår og som smørelse på et trangt og knirkende vognhjul , det lader os se verden i et mildere lys , det forvandler vor sorg til glæde og vor glæde til jubel , kort sagt , det lader os et øjeblik glemme , at vi har jorden under vore fødder , samt at vi flæbe på det varpeanker , som vi kalde legeme . Men , Peter “ , vedblev han med et blik , der gjorde mig gansfe forknyt , „ husk på , at på bunden af den fyldte flaske , der ligger dyret , det umælende , dumtgrinende uhyre , som har fortæret vor sjæl . “ Hermed tømte han glasset , hvilket han derpå atter fyldt gav til Else , som sukkende og med en from mine tømte det . „ Du “ , vedblev han til mig , „ behøver intet ; thi den glade , livsfriske ungdoms sjæl har ikke nødig af blive fugtet , den brænder klart og lysende af sig selv , derfor vil jeg også nyde din part , på det af du må undgå fristElsen og faren . Måske , Else “ , vedblev han fil denne , „ vil du også hjælpe på vor ven Peter ved også af tage en del af hans part på din samvittighed . “ Da denne med synlig resignation ytrede sin beredvillighed , så fyldte han atter glasset og rakte hende det . Efter af vi nu havde tilfredsstillet vor appetit , og jeg , som ioseph sagde , på grund af mit glindsende ansigt og min maves trivelighed , holdt en smuk middelvej mellem en fæstemand og en borgermester , så kom Else frem med et stort krus fuldt af dampende øl , idet hun nemlig , som hun gjorde os opmærksom på , havde varmet det , for af vi ikke skulle forkøle maven . Sådant øl havde jeg rigtignok aldrig smagt , og en lille mundfuld , som jeg tog deraf , bragte mig fil af hoste forskrækkeligt , medens jeg fik tårerne i øinenene . Jkkedesfomindre smagte det mig dejligt , af hvilken grund jeg straks efter kastede et længselsfuldt blik fil kruset . „ Ja sådant øl kan bage en skjelm indvortes “ , sagde Else pustende , efter at have taget et alvorligt drag , „ og man må tilstå , at det er en sand velsignelse for fattige og ringe folk . “ „ Din skål Joseph “ , vedblev hun , tagende et nyt drag , „ den drikker jeg rigtig af hjertens grund . “ „ Det kan jeg mærke “ , svarede hin , rettende et bekymret blik ned i kruset , hvilket han dernæst trak nærmere til sig . „ Tag du dig nu også en lille slurk til Peter , medens der endnu er nogenlunde hoivande ; thi jeg skal sige dig , at hvad man ønsker af sit hjertes grund , det ønsker man eftertrykkeligt , hvilket atter meget let bevirker , at kruset tømmes inden man ved et ord deraf . Dog hvorfor græmme sig , efter Ebbe kommer flod , og hvad der er tomt kan atter fyldes . “ „ Ja , der er såmænd øl nok tilbage , Joseph , du har ikke været knap . Mit hjerte slår sandelig af henrykkelse og glæde ved at se eder således mættede og vederkvægede , og jeg ville ret inderlig ønske , at hver evige eneste dag måtte bringe os en sådan glæde . “ „ Ja , Else , når kun så ikke hver evige eneste aften fandt os under bordet . “ Her brast jeg , der også begyndte at føle et højere og gladere væren , i en hjertelig latter . „ Herre gud , se dog det uskyldige barn , hvor han kan le . Må ikke hjertet vende sig i en af bare glæede . Jeg er såmænd så hjerteglad og lykkelig , som dengang jeg var tyve år og . “ „ Ia , jeg ved det nok “ , afbrød Joseph hende med et skjelmsk smil , „ og Hansen havde friet og fået et kærligt ia . “ „ Ak du min gud og skaber “ , sukkede Else rødmende , „ ja det var tider . “ „ Io jeg vil mene det , Else , da var du fin , let og flank , som skovens hind og trind og bøjelig som det ranke siv , da glødede dine kinder , som de friske roser og dine øjne vare dybe og blå , som den stille sø , ja Else , da var du ung og elflovsvarm , og med dit fulde hjertes hele henrykkelse , kastede du dig i hans arme . “ „ Ia , Joseph , og han blev mig trøe indtil sin død . “ „ Jeg ved det Else , den rammede ham , idet han gudhengiven sad ved sin læst . Denne sørgelige og dog så henrykkende begivenhed har jeg engang sat på rum , idet jeg har tænkt mig , hvorledes du selv var , og hvorledes alt så ud omkring dig , medens du med et af elskov svulmende hjerte gik omkring i mark og skov . Nu skal du høre “ ; Joseph deklamerede nu i en dæmpet og højtidelig tone : ud af hjertets himmelsl sfjonne toner strsmmed sangen , som en tavs musik , bslged ud til alle verdens zoner , svulmede om mit bre , hvor jeg gik . lyst det var , de klare stjerner funklet gennem nattens mulm på mørke sti ; men mit vies glans dem dog fordunklet , glædens fakler lyste klart deri . Og mit hjertes elskovs monumenter var omkrandsede med eviggrønt , alle kærlighedens elementer blomstrede deri så himmelsl fljont . Rolig , bøitidsfuldt og meget stille var naturens dybe harmonie , hjertet slog , som om det briste ville udi fryd og salig svcermerie . Frie og glad jeg var , som skovens sanger , ung og st ' jon , som rosen udi vår ; fyrig , flank og let , som ostens ganger og af alder knap de seksten år . Evig , Hansen , din , jeg løvlig sukkede , når jeg rødmende mig bøied ned og en elflovsrose stille plukket , medens mine tårer flød derved . Hansen , døden kom og røtte ved dit hjerte , rev dig fra din Elses favn , og nu blegner jeg i gråd og smerte , bitter lcrngsel og i evigt savn . Ihvorvel meget i dette digt på hin tid var mig ligeså dunkelt , som det endnu er mig , så følte jeg mig dog meget højtidelig stemt derved ; men mest indtryk gjorde det dog på Else , der sad stille grædende og dybt sukkende medens Joseph snart med kraft og alvor , snart blidt og mildt , alt eftersom det føjede sig , fremsagde det . Idet han var fcerrig og endnu stod i den behørige sttlling med højt hævet arm , rejste Else sig pludselig , og med en lethed , der ellers ikke var hende egen , faldt hun ham om halsen og kyssede ham gentagne gange . Da han med temmelig energi negtede af modtage det Kys , som jeg tilbød ham , da han skænkede mig beenklcederne , så tvivlede jeg nok om , af han holdt af den slags , og det undrede mig derfor ikke , af han , efter af det var overstået , hastig tørrede sig om munden og drak sig en god slurk af kruset . „ At der skulle vederfares mig en sådan lere , drømte jeg aldrig om , “ udbrød hun endelig stakåndet . „ Ak Joseph , Joseph , hvor du har glæedet min sjæl ; men nu sværger jeg dig også til , af jeg herefter stedse og altid skal lappe dine skjorter og stoppe dine stømper . Jeg har læst mange dejlige viser , både om madammen , der myrdede sit eget elskede barn , og om faderen , der grædende førte sin søn til retterstedet , men nøgen dejligere end denne , gives der ikke . “ Her gjorde Else atter mine til af ville kysse Joseph , men denne , der var på sin post , forflandsede sig bag bordet , hvorfra han , for af bringe hende på andre tanker , bad hende besørge mere varmt dl . Da dette var kommen tilstede , og enhver af os havde , som Joseph sagde , gydt en dråbe af det på lampen , steg munterheden i samme grad , som kruset tømtes . Joseph sang den ene muntre vise , efter den anden , og fik til sidst også Else til af stemme i med . Ja , til sidst blev de endogså enige om af synge en duet , og idet han nu stillede sig foran hende og betragtede hende med et skjelmsk og forelflet blik , sang han . Smukke pige med det førte hår , se lidt på mig ! Føj , hvor stormende mit hjerte slår ; jeg elsker dig ! Derpå svarede hun med en rigtignok lidt tynd og rystende stemme , men ikkedestomindre med liv og udtryk . Nej , her røver , nej ! Lad mig gå min vej ; hvis mama det så , vil jeg utak få . Således gennemgik de hele visen , idet han , hvergang de kom til omqvæoet , greb hende om livet og dansede rundt med hende , så træskoene klapprede på stengulvet . Midt under denne conkert , der morede mig ubeskriveligt , og hvorved jeg lo , så tårerne løb mig ned af kinderne , kom i o seph til at se ud af vinduet . Et øjeblik stirrede han opmærksomt , derpå gav han Else et vink og hviskedee hastig et par ord til hende , hvorpå scenen forandrede sig i et nu . Hun greb de mig stænkede benklæder og forføjede sig dermed ind i den forreste stue , hvor hun med en saks gav sig til at bearbejde dem , medens han , der hastig havde taget en ståltrådsrulle , ærbar sad sig til at lave hægter , idet han bød mig at tage min katechismus og sætte mig ved bordet med den , hvilket jeg også , fuld af den højeste forundring , skyndsomst gjorde . Aldrig så snart var dette arrangement truffet , før døren gik op og sognepræsten trådte ind . Det var en lille korpulent mand med et inderlig godmodigt og mildt udtryk . „ Nå , goddag børn “ , begyndte han , idet han så sig om i stuen , idet han tillige med uendelig forundring trak vejret et par gange hastig og dybt igennem næsen , som mødte ham en før dette sted ikke ganske lovlig lugt . „ Se , det kan jeg lide . Hver er ved sit arbejde og vor lille Peter ved sin bog . Men “ veoblev han spørgende , med et blik på benklæderne , „ jeg fluide da ikke tro , Else , at du nu vil begynde at gå med ridebukser . “ „ Ak nej , hr . Pastor , det ville såmænd kun stikke sig dårligt før et enfoldigt og fattigt fruentimmer , som jeg er . Sligt passer kun før fine og galante damer . “ „ Og det er endda tvivlsomt , lille Else “ , afbrød han hende . „ Jeg negter det ikke , hr . Pastor , men hvad forstår en anden sig derpå . Nej , disse bukser har såmænd Joseph købt før sin knappe fortjeneste hos en marchandiser til Peter , og ville jeg , så godt jeg kan , sye dem om til ham . “ „ Da må jeg i sandhed undre mig over , Joseph , hvorledes det bliver dig muligt at så noget tilovers af din knappe fortjeneste ; men roesværdigt er det , og det glæder mig at se dette bevis på dit gode hjerte . “ „ Fortjenesten går ret godt , hr . Pastor “ , svarede Joseph stilfærdig , „ og jeg har jo i min stilling kun lidt brug for penge . “ „ Nej , det må du ikke sige ; thi hvem ved , hvortil det kunne være godt , dersom du formåede at spare dig lidt sammen . Jeg tænker ofte over , om der dog ikke kunne gøres noget for dig . Du har jo lært ikke så lidt og forstår nogenlunde at bruge pennen . “ „ Men hvad kan det hjælpe mig , hr. Pastor , således som min skæbne har været og efter den uret og hårde medfart , jeg har lidt . Jeg ved det nok , uforskyldt har det ikke været alt sammen . Ungdoms letsindighed og forførelse ledede mig på afveje , men da jeg så afgrunden og vendte mig forfærdet bort fra den med det løfte , aldrig at betræde hine veje mere , da stødte verden mig fra sig , og vil vel næppe modtage mig mere . “ „ Sig ikke det , ioseph , der findes nok en udvej . Strængt arbejde kan du ikke påtage dig , det ved jeg ; men du er jo , som jeg seer , flittig og anvender din tid godt , hvorfor skulle du så ikke atter komme på en gren green igen . Verden er ikke så hård , som du tror , der gives mange gode mennesker , og vi ville vel derfor nok kunne finde et , som vil hjælpe dig til af benytte det pund , hvoraf du er i besiddelse ; kun må du ikke tabe modet . “ „ Ja , det siger jeg også , hr. Pastor , når men har så godt et hjerte , som ioseph , så står verden en åben ; thi det er da kun for onde og ryggesløse mennesker , af man stænger porte og døre . Jeg skulle nu ikke tale med derom , thi det sømmer sig kun dårligt for en enfoldig gammel pige , som jeg er . Kun det kan jeg ikke dølge , hr. Pastor , da mit hjerte endnu er så opfyldt deraf , af da ioseph kom hjem , så medbragte han en flaske øl og et lille stykke halskjød til af traktere mig med , fordi det er min fødselsdag i dag . “ „ Sandfærdigt , det var kærligt og smukt handlet , og det glæder mig hjerteligt at se , at i leve i fred og samdrægtighed med hinanden . Nå , så det er din fødselsdag , Else , ja , så gratulerer jeg , og ihvorvel jeg ikke kan måle mig med Joseph , eftersom jeg ingen bukser har ved hånden til Peter , så vil jeg dog også bidrage min skærv til dagens glæde . “ Med disse ord gav han Else en specie , idet han tyssede på hende , for at standse udbrudet af hendes taknemlighed . „ Jeg er iøvrigt kommen herop “ , vedblev han til mig , „ for at spørge dig om , du ikke en af dagene kan komme ned og luge i haven ? “ „ Jo , det kan jeg godt , hr. Pastor “ , svarede jeg^ „ når jeg bare ikke falder om “ , vedblev jeg forvirret . „ Ja , det bliver din sag , Peter ; men så må du kun bare se til at falde på xosterioru ; iøvrigt har jeg så skam intet imod , at du ligger på maven , så lang du er , ved den gerning . Hvor kommer du ellers til denne , som det synes , lidt utidige frygt ? “ „ Det er fordi , at jeg er så svimmel i hovedet iaften . “ - „ Ja , det kommer af , hr. Pastor “ , afbrød Else mig , „ at han sidder og stirrer i bogen . Man kan såmænd selv blive ganske ør i hovedet , bare ved at høre ham læse højt . “ „ Ja , og så drak jeg lidt af det varme øl “ , tilføjede jeg . „ Ja , ved du hvad , Else , så tror jeg sandelig hellere , at det er det sidste end det første , eller måske er begge dele løbne sammen i hans lille hoved . Nå , i morgen er det forbi , og så kan du komme ned fil mig . “ Efter endnu at have talt et par ord med os forlod han os , fulgt fil døren af Joseph og Else . Efter hans bortgang betoges vort selskab af en vis mathed og med munterheden var det forbi . Elfe trak sig tilbage fil det indre gemak med samt mine benklæder , og lukkede døren efter sig ; Joseph satte sig på sengekanten , og , idet han betragtede mig med et halvt polisk halvt beklagende blik , sagde han : „ Ved du , hvad det vil sige , at lugte lunten ? Ja , du kløer dig i hovedet , måske med ret , men måske også med uret , hvilket jeg ikke skal undersøge “ , vedblev han , „ det gjorde iøvrigt præsten også , det vil sige lignelsesviis . Han lugtede nemlig en lille smule af lunten , lidt af dens røg steg ham til ' næsen ; men det var så lidt , at det kun tjente til at forvirre ham , og derfor siger jeg lignelsesviis , at han kløede sig forvirret og ubestemt i hovedet . Måske spekulerer han nu over sandsebedrag ialmindelighed og det nysoplevede isærdeleshed , måske går han forundret og hjerteglad omkring ved tanken om , at det gode , jevne og retskafne danske øl under særegne omstændigheder og ved en god behandling kan få en lugt , der minder stærkt om Jamaica og andre vestindiske øer ; men mest af alt tror jeg , at hans hjerte svulmer ved tanken om et smukt , fredeligt og fromt samliv i fattighuset . Jeg vil nemlig sige dig Peter , at en rigtig , ægte god mand har overordentlig ondt ved at lugte lunten . Hvad denne nu var her ved denne lejlighed , det ved du vel ikke , Peter ? “ „ Nej , Joseph , det ved jeg ikke ; thi kruset lod jo Else slå inde på bordet i refectoriet , da vi gik herind , idet præsten kom . “ „ Godt , Peter , var du ikke i virkeligheden så fjollet , som du er , så kunne man næsten falde på at tro , at en klar stråle formåede at oplyse merket i dit hoved . Jeg vil imidlertid sige dig , at havde vi ikke lukket kruset inde , så var det ikke blevet en lunte , men derimvd en stor brand , ved hvilken det ikke var bleven præsten mulig , at tvivle om , at der var ild i huset . “ „ Ild i huset ! “ udbrød jeg forfærdet . „ Berolig dig , Peter , dette var kun lignelsesviis talt . Jeg vil nu også brolige mig “ , vedblev han , idet han nu trak benene op efter sig i sengen og sank ned i halmen . „ Et suk , Peter , et lille nik og øjnene lukke sig for verdens glans og for dens dårskab . “ Efterat Joseph havde lukket sine trætte øjne , listede jeg mig sagte ud af stuen og drev nu min vante dej over Marken , gennem skoven hen til de høje brinker ved stranden . Her i et krat af nøddebuske og hyld var der kølighed og skygge , hvortil jeg følte trang efter at have tilbragt så lang tid i den kvalme stue , og her viftede også en frisf , styrkende vind ind fra den åbne sø . Her havde Joseph og jeg lavet os hver et leje af Mos og græs ; her fortalte han mig eventyr og historier , som snart fyldte mig med glæde og snart med skræk , og her fra det sikre skjul spejdede jeg ud i den fremmede verden , fra hvilken de store skibe vare mystiske sendebud . Ofte kom de brusende med udspændte vinger , og vandet skummende foran bougen lige ind mod land , og alt som de kom nærmere , alt som figuren i forstavnen blev tydeligere og tydeligere , og med sin udstrakte hånd syntes at pege på mig , og alt som skibets sorte masse hævede sig højere og højere af vandet for mit blik , trak jeg mig nedtrykt og overvældet længere og læengere tilbage , idet jeg æengestelig greb om buskenes grene . Da , som skete det ved et under , standsede det pludseligt , og ligesom hesten på sin ville flugt pludselig standser pustende og skælvende foran en den fremmed og ubekendt genstand , således var det også for mig , som stod det rådvild og ængstelig stille foran landets høje banker , idet dets sejl flagrede og sloge hid og did , som i forvirring . Dog snart , så syntes det mig , fattede det en beslutning , og idet det krængede lidt fil den ene side , vendte det langsomt rundt og fjernede sig nu mere og mere med fyldte sejl fra stedet , hvor jeg stod . Når nu faren var overstået , og dets mørke skrog blev mindre og mindre , da trådte jeg lettet og dobbelt glad frem fra mit skjul , og idet jeg svingede min hue , jublede jeg et hurra , som havde jeg vundet Sejer og som var jeg frelst ud af en overhængende fare . I mit hjertes fryd stødte jeg kolbhtter og slog mølle , eller jeg lagde mig ned på den bratte skrænt , og idet jeg krydsede mine arme , rullede jeg ned , stedse hastigere og hastigere , indtil jeg endelig fortumlet lå nede i det bløde , varme sand på strandbredden . Kom nu atter , medens jeg lå her , et skib på sin fart ind mod land , så jeg atter dets mørke , truende skrog nærme sig og dets gallionsfigur at strække armene ud efter mig , ja , da kravlede jeg på hænder og fødder , med hjertet i halsen , og tilbagetrængt åndedræt tilbage op ad skrænten , og hvilede ikke , før jeg forpustet og dryppende af sved havde nået mit skjul , hvor ingen fare kunne nå mig . Ofte i de milde , dæmrende sommeraftener , medens månen ligesom gyngede på den mat bugnende sø , der i det fjerne tabte sig i det nudforskelige mørke , fortalte Joseph mig , medens jeg stille lå ved hans side , om kong Volmers ville i agt , om hvorledes kongen , fordi han jagede hjort og hind på Herrens dag , blev fordømt til uden rast og uden ro at jage indtil dommens dag , og alt som han mærkede , at jeg ved hans fortælling blev mere og mere ængstelig , lod han sin stemme stige og sine gebærder blive livligere , og faldt nu en måges skrig eller en ugles tuden ind med , slog en stor fisk pludlig op ude i vandet , da trykkede jeg mig skælvende ind til ham , idet jeg kneb oinene sammen , for derved at lukke mellem faren og mig . Også fortalte han mig om havfruerne , som ved månens skin opførte deres underlige dandse på bølgerne , og når jeg da i det dæmrende lys så en sælhund at krybe op ad de store sivgroede stene , der som små øer lå ude i stranden , når jeg så dem vende deres runde , menneskelignende hoveder fra den ene til den anden side , da tvivlede jeg ikke et øjeblik om de skabningers eller den verdens exisfents , som fyldte mig med gru og rædsel . Hvad der dog interesserede mig mest af alt , hvad han fortalte , det var hans fortællinger om de underjordiske , om nisser og trolde , der boede i bakkerne , og de runde høje på markerne ; thi beskrivelsen af den pragt og herlighed , som fandtes derinde , om det blinkende guld og de strålende ædelstene , om det funklende lys og de dejlige frugter og lækkre retter , om musikken og dansen , af dette fyldte mig med glæde og langtfra , som ellers , af sidde tavs og spændt , bestormede jeg ham ved flige lejligheder med utallige spørgsmål . Blandt andet lå det mig især på sinde af få af vide , hvorfra de dog fik alle disse herligheder . „ De tage dem dels ud af jorden “ , sagde han ved en flig lejlighed , „ og dels stjæle de dem fra menneskene . “ „ Ja , men så er de jo ikke christelige mennesker “ , udbrød jeg , forskrækket ved denne beskyldning . „ Nej du “ , svarede han , „ det er der overhovedet mange , som tvivle om . Men ved du da , har du nøgensinde gjort dig en forestilling om , hvad det er af stjæle ? “ „ Ja , Joseph , det er . når jeg tager en skilling , som ligger i vindueskarmen , det har Else selv sagt . “ „ Og deri har hun også ret , det vil sige , dersom skillingen ikke er din egen . Ja , Peter , vedblev han , „ i grunden skulle jeg ikke tale med dig om flig curios materie ; men der gives flere omstændigheder , som gør det til en trang for mig at åbne mit hjerte for dig . For det første tier du stille og lader mig tale , for det andet går alt i dig , som var det sød mælk , og for det tredie beviser dit hele ydre , at du anser mig for et alverdens lys . Dersom du i dit hele liv formår at bibeholde disse egenskaber , og der er noget ved dig , som tyder derpå , da vil du gøre en overordentlig lykke , navnlig hos højere stående rentekammer-herrer og deputerede . Hvad nu gjensfanden for vor lærde underholdning angår , nemlig det at stjæle , da er det meget vanskeligt at komme tilrette dermed . “ „ Du mener , at komme til ? “ bemærkede jeg i en dybsindig tone , da jeg gerne ville vise , at jeg også kunne have en mening . „ Ja , seer du , det er dermed , som med alt i livet , det kommer an på øvelsen , samt på et veloverlagt og fornuftigt skøn . Dette mente jeg iøvrigt ikke , men jeg ville dermed sige , at det er yderst vanskeligt at bedømme , hvorvidt det er ret eller uret , idet nemlig det retfærdige deri kan være en personlig sandhed . “ „ Også før den , der bliver bestjålen ? “ spurgte jeg . , . Nej , Peter , før ham bliver det stedse en uretfærdighed ; men der har du straks gåden , hvad der er ret før den ene , det bliver uret før den anden , hvorledes nu finde ud deraf ? “ „ Måske , Joseph “ , svarede jeg beskedent , „ når man gjorde ligesom jeg og smedens Niels når vi skændes , vi er da begge overbeviisfe om at have ret . “ „ Sandelig , Peter , jeg tror , du opper dig , der er imidlertid , hvor rigtigt det end iøvrigt er , kun den omstændighed derved , at det ikke er ganske afgjort , om herredsfogeden ville sige det samme . Jeg gentager imidlertid , hvad er det at stjæle , og hvor stor er uretten hos den , som gør det ? Når man tager penneknive , specier , pølser , skinker eller færdigsyede klæver , da kan man grumme let komme på vand og bred derfor , ja , når man går videre i teksten , endogså nå at komme i tugthuset . Stjæler man derimod et lille stykke fedt land eller endogså et helt kongerige fra en lille potentat , tager man hans penge , hans krone , juveler og hans ur , ja , klæder ham af til skindet og lader ham løbe , så berømmes man i historien , og digterne skrive sange til ens roes . “ „ Men det kan herredsfogeden heller ikke gøre en noget før “ , bemærkede jeg bestemt . „ Deri har du ret , og dersom du mener , at han ikke kan det , fordi hans magt er før stakket , så stikker atter deri en af humlerne . Kort sagt , Peter , spørgsmålel er så indviklet , at det ikke er til at komme på det Rene med , og jeg tror derfor , at det er det rigtigste at følge middelvejen , og overhovedet mage det således , at den bestjålne aldrig kommer til kundskab om , over hvem han skal lade sin hevn og vrede komme ; thi han kommer da ikke i det vanskelige dilemma at skulle fortrædigede dem , der måske har handlet efter en rigtig og smuk opfattelse af , hvad personlig sandhed er . Hvad nu iøvrigt den rigtige , ægte , personlige sandhed angår , så ville det dog nok overstige min tålmodighed , at afhandle det ttema med dig . “ „ Så vil jeg spørge smedens Niels derom ; “ Svarede jeg , „ thi han er så klog , at han snart kan årelabe heste . “ „ Og formår han dernæst også at sætte dem fluer i hovedet , Peter , da er der intet spørgsmål om , at han er den rette . “ På hin aften , da jeg , som sagt , var vandret bort fra fattighuset , efter at jeg havde set Joseph og Elfe hengive sig til hvile , sad jeg nu i stille ensomhed under buskene på skrænten . Søen var blank og stille og ikke en eneste sejler , der kunne forurolige mit sind eller spænde min opmærksomhed , var at se ; kun enkelte fiflerbåde roede omkring i det fjerne , fra hvis årer af og til et rødligt glimt lyste ind . Flokke af ænder og måger svømmede om ved landingen og hist og her dukkede den sorte glindsende ryg af en tumler frem . Aftensolen skinnede mildt og varm , og luften var dog så frisf ; blomsterne duftede så sommerligt og fuglene kvidrede så småt og fortroligt , at jeg lidt efter lidt sank hen i et måske ubevidst , men dog lyksaligt væren . Mine tanker dukkede op og sank , som havet ved strandbredden , og idet jeg snart lod dem dvæle ved det stærke øl , lammestegen og de gode kartofler , jeg havde nydt , snart ved , hvad Joseph her så ofte havde fortalt mig , og derpå ved , hvad han havde ment med „ personlig sandhed , hvorom nemlig smedens Niels ingensomhelst underretning kunne give mig , lod jeg mit blik hvile på søen eller på det store fiirbeen , som lå på en træstub ved mine fødder . Som jeg således sad , kom et pindsvin , der mulig antog mig for en god kammerat , løbende lige over mine ben . At fange det , blev nu genstanden for hele min attrå , og idet jeg lod alle mine tanker og spekulationer blive liggende , sprang jeg op og begyndte jagten . Op og ned , frem og tilbage , gik det nu i en strygende fart , indtil jeg endelig forpustet og træt blev liggende efter at være faldet , idet jeg greb efter pindsvinet , som nu forsvandt . Idet jeg nu atter ville rejse mig , og af den grund greb i en , så forekom det mig , fortørret trærod , mærkede jeg til min forundring , at et helt stykke af jordlaget fulgte med , idet jeg trak den fil mig . Efter at jeg imidlertid havde anspændt alle mine kræfter , viste det sig , at roden var en hank på en træelem , som var bedækket med et tyndt lag græstørv , og derfor ikke fil at skelne fra det øvrige jordsmon , og som lukkede for indgangen fil en hule . Et øjeblik stod jeg betænkelig og overrasket foran denne indgang , der så pludselig var åbnet mig fil jordens indre ; men snart vandt min nysgerrighed overhånd , og med langsomme , forsigtige skridt steg jeg ned af de få trappetrin , som førte derind . At jeg befandt mig i en af de underjordiskes huler , hvorom Joseph havde fortalt mig , derom følte jeg mig fuldstændig overbeviisf , efter at jeg et øjeblik havde set mig om ; thi vel fandtes der ikke strålende guld eller funklende ædelstene , men derimod noget , som jeg til fulde satte ligeså megen pris på . På et par simple hylder , der var anbragt i baggrunden , så jeg nemlig et temmelig stort oplag af røgede pølser , skinker , ost , og andre fødemidler , ligge i sirlig orden . At alt , hvad Joseph havde fortalt mig om de underjordiske , var den fuldstændigste sandhed , lå således åbenbaret for mit blik , og jeg tvivlede intet øjeblik om , at jeg befandt mig i et af deres forrådskamre . Fouden fødemidlerne fandtes der nemlig en mængde klæder , hvilte rigtignok , som det syntes mig , vare temmelig store til så små væsener , som jeg tænkte mig hine at være ; men som jo også meget godt kunne blive syet om af en eller anden Else , som sket var med mine ridebukser , hvilket var mig så meget mere forklarligt , som jeg på hin tid aldrig havde set klæder blive tilskårne af et nyt stykke tøj . I lang tid betragtede jeg disse herligheder ; men derpå , idet jeg blev greben af en pludselig angest for , at en af nisserne skulle vise sig , skyndte jeg mig hastig ud , og lukkede lemmen forsigtig efter mig . At jeg var bleven indviet i en ikke ganske hyggelig hemmelighed , steg mere og mere op for mit sind , da jeg atter befandt mig i nvgenhunde . Ro på min gamle plads , og som en følge deraf besluttede jeg , aldrig at åbenbare , hvad jeg vidste , for nogensomhelsf , ikke engang for Joseph . Vel var han rigtignok min bedste ven , der som sådan havde fordring på min fortrolighed ; men overbevisningen om , at de underjordiske på det skrækkeligste ville straffe et sligt forræderi , var nok fil at binde min tunge , selv med hensyn fil ham . At jeg ikkedestomindre på en eller anden måde ville kunne hoste fordel af denne opdagelse , for eksempel , på en tid , når jeg var meget sulten , var imidlertid en tanke , som , om end ikke tydelig , så dog dæmrende stod for min bevidsthed , og som måske bevirkede , at jeg med nogenlunde let hjerte vendte tilbage fil mit hjem , hvor jeg snart efter befandt mig i søvnens arme , omgivet af halm , nisser , trolde , pølser og blå klædes kofter med knapper af søld . „ Jeg kan tænke mig “ , sagde Joseph , da jeg den næste morgen faus og alvorlig sad og gnavede på et stykke brød , „ at du befinder dig i en højtidelig og forventningsfuld stemning ved tanken om , at du i dag flak debutere som den , der fial luge , om end ikke ukrudtet ud af præstens sjæl , så dog ud af hans haves gulerødder . Ja , Peter , dette er dit første vigtige og betydningsfulde skridt på livets bane , hvilket jo dog , når det rigtig betænkes , kun højst uegentlig kan kaldes et skridt , eftersom du enten kan ligge på maven derved eller velbehagelig sidde på det læder , som bedækker dine ridebuksers pol . “ Ved disse ord kastede jeg et glad blik på disse , som Else havde givet mig på , og på hvilke enkelte af de blanke knapper endnu sad ned ad benene . „ Ja , kønne er de , Joseph “ , svarede jeg tilfreds , idet jeg forgæves vendte og drejede mig for af komme til af se det af ham omtalte læder , „ og jeg tror ikke , af en eneste af de underjordiske har et sådant par . “ „ Pokker fare i dig , Peter , hvor døg dine tanker kan flyve “ , svarede han . „ Hvorledes du i din glæde over et par virkelig vellykkede benklæder kan komme til af tænke på nisser og trolde , der muligvis flet ikke er i besiddelse af flige , det går langt over min forstand . “ „ Jo , benklæder har de , Joseph “ , svarede jeg med overbevisningens sikkerhed , „ og meget lange frakker også . Det tror jeg da “ , vedblev jeg forstrækket ved tanken om , allerede af have sagt temmelig meget . „ Ja , var troen der ikke , Peter , gud ved da , hvor så meget var af det , hvorpå vi elendige bygge vort håb . Du må nu ikke blive forknyt over dette lidt melancholske udbrud , hvilket , som så megen anden melancholi , ikke havde sin grund i andet , end et lille anstrøg af mavepine . Var jeg nu i dit sted “ , vedblev han , da han så , jeg lavede mig til at gå , „ så ville jeg benytte dette kosteskaft til ridehest , og denne kvist til pisk , du kunne da på en raskere og mere cavaleermæssig måde komme ned til præstegården , og da du nu engang har de til ridning nødvendige benklæder , så indser jeg ikke , hvorfor du ikke skulle gøre dig den fornøjelse . “ Da dette forslag i høj grad behagede mig , så tog jeg begge dele , og reb derpå , snart i trav og snart i fuld kariere , lige til jeg kom til præstegårdens have , i hvis åbenstående låge jeg , hentagen af illusionen , standsede pusten og vrinskende , medens jeg utålmodig sparkede med foden , akkurat ligesom sognefogdens blissede øg . » Hej , Niels , hans , Rasmus “ , råbte præsten , der fra et lysthus , uden at jeg havde set ham , havde set min ankomst , „ kom gesvindt karle , og hjælp Peter , som er kommen ridende på en ren ravgal hest . Nå , min dreng “ , vedblev han fil mig , der stod aldeles sønderknust over denne temmelig larmende modtagelse , „ det var da en lykke , du fik det ville dyr standset . Men se nu bare , du har jo også sandfærdig ridebeenklæderne på , med blanke knapper og læder . Ja , ja , Peter , du kan trøste dig ved , af der er grumme mange , hvem illusionen er leben af med for bedre køb . “ „ De har kostet to mark , hr. Pastor “ , svarede jeg , der ikke ganske forstod meningen af hans ord , „ og der er fjorten runde knapper på hver side . “ Præsten slog hænderne sammen af forbavselse , så af jeg følte mig ganfle stolt . „ Fjorten “ , udbrød han , „ ja og det foruden seleknapperne . Sandelig , Peter , du yar rigtignok grund fil af være stolt af din lod ; thi lad nu end smedens Niels påståe , af han er klogere end du , bedre benklæder har han ikke , det svarer jeg for . Men nu ville vi se fil gulerødderne , og dermed vil jeg vise dig lidt tilrette , på det , af det ikke i din berettigede glæde og stolthed skal gå dig , som færgemandens kat , der spiste ællingerne og lod rotterne gå . Hvorledes gik det dig så med svimmelheden “ , vedblev han , efter at vi et øjeblik havde luget i taushed , „ den gik vel over , efter at du havde sovet ; thi jeg har en dunkel følelse af , at det gode øl , som din ven , Joseph , trakterede med , var temmelig kraftigt for dit lille hoved . “ „ Måske kom det af , hr. Pastor , at jeg lugtede lunten , for den var så stærk , at den rev i halsen . “ „ Da gad jeg sandelig vidst , hvad du forstår dermed ; thi for ung er det ufatteligt , og det er en alt for vanskelig sag , at gjæette gåder , når man står på hovedet og luger i varmt solskin . „ Ja , jeg forstår det heller ikke , hr. Pastor , men Joseph sagde , at den sad i kruset , som stod inde på Elses bord . “ „ Jeg tror nok , din Joseph er lidt polisk og skjelmsk , så svag og sygelig han er “ , svarede hin , idet han et dieblik betragtede mig opmærksomt . „ Jeg skal imidlertid ikke bryde mit hoved dermed , og en lille lunte i al uskyldighed bør man måske heller ikke at gøre sig umage for af komme til af lugte . “ „ Ja , Joseph sagde også , af rigtig godmodige mennesker have ondt derved , og det siger både Else og alle andre mennesker , af de er . “ „ Nu tror jeg sandelig . Peter , af vi over vore gulerødder komme ind på en hel diplomatisk og forfængelig tale , om hvilken jeg tror , det vil blive lige svært for os begge , af komme på det Rene , af hvilken grund det måske er bedst af holde op i tide . Du kan vel nu også selv komme ud af af luge , hvilket jeg tror , af måtte opgive i fortvivlelse . „ Jo , det kan jeg nok , hr. Pastor . Jeg ville kun bede dem “ , vedblev jeg tovende , idet det ikke var mig muligt af tilbageholde et spørgsmål , der brændte mig på tungen , „ om de ikke vil sige mig , om dog ikke de underjordiske , nisserne og troldene , nok kunne have lange frakker og benklæder . “ „ Ih , bevares , Peter “ , udbrød han , „ Du gjsr nogle forfærdelige sæt med mig gamle mand , således , af jeg er nærved af tabe balancen . Imidlertid vil jeg dog sige dig , af disse godt folk sandelig både kunne have frakker , skøvler , sporer og sabel , når kun vedkommende indbildningskraff er i besiddelse af den fornødne styrke . “ „ Ja , Joseph er ikke meget stærk , det siger han selv , hr. Pastor , og han tror det heller ikke , det kunne jeg nok mærke på ham ; men jeg er så stærk , at jeg godt kan smide smedens Niels omkuld “ , svarede jeg eftertænksom . Her blev vor samtale pludselig afbrudt ved at Ingeborg , hende , om hvem Joseph havde erklæret , at hendes figur formåede at modstå alle hans hægter og maller , kom med et blussende ansigt og i højeste affekt og meldte præsten , at en lammesteg , som havde stået i kjelderen , var bleven stjålen . „ Hilleskam “ , udbrød præsten . „ Ja , Ingeborg , det kommer nu an på , om det har været af en sig selv bevidst eller en sig selv ubevidst tyv . “ „ Bevidst eller ubevidst , hr. Pastor “ , svarede hun ivrig , „ så meget er bestemt , at en af tremmerne i kjeldervinduet er brækket ud og stegen borte . En lykke er det , at der ikke er bleven taget mere . “ „ Ja , tænk , Ingeborg , om nu katten var løbet med dig også , så havde den ganske vist været stærkere end vor lille Peter , ihvorvel han så let , som han spiser en sveske , kan vende op og ned på smedens Niels . Ikke sandt , Peter ? “ „ Jo , hr. Pastor “ , svarede jeg med selvbevidsthed , „ når han bare ikke kradser mig i ansigtet . “ „ Så uhøflig ville nu katten ikke være imod Ingeborg “ , sagde hin , „ imidlertid indrømmer jeg , af siden en tremme er brækket ud , så kan det næppe være katten ; thi vel er de kloge nok og kunne ligeså godt snurre og stryge sig op ad en , som et menneske , der vil gøre sig lækker , og drikke vor mode , men når man tiltroede dem så megen klogflab , af de fluide kunne sinde på , af brække tremmerne ud , så ville tyvene rigtignok aldrig mangle undskyldning , ligesom det ganske sikkert også ville falde i kattenes lod af blive hængt . “ „ Men , hr. Pastor , jeg mente dog , af der burde gøres noget ; thi et indbrud er det “ , sagde Ingeborg , der åbenbart ikke var oplagt til spøg , i en fornærmet tone . „ Ja , gøres noget må der , Ingeborg ; thj var stegen bestemt til vor middagsmad , så må dens plads udfyldes , dersom vi ikke skulle gå ligeså sultne fra bordet , som det menneske formodentlig har været , der har annammet den . Da denne nu , trods den lumske og underfundige streg , han har spillet os , dog har været så skikkelig kun af tage stegen , og derved bevist , af hans maves skrig har overdøvet hans samvittigheds råb , så tror jeg ikke , det er vcerdt af forstyrre hans nydelse , ved af vudse ovrigheden på ham . “ „ Ja , når man således ustraffet skal have lov til af røve og stjæle , så — “ „ Bliver der dyrtid på lammesteg , mener du “ , afbrød præsten hende . „ Gudbevares “ , vedblev han med et vellykket udtryk af frygt og befippelse , „ Du er i stand til af blive vred og gansfe desperat , Ingeborg , kan jeg se på dig , og jeg nødes vel til , for af få dig god igen , så hårdt det end er mig imod , af gå op og iføre mig min ornat , for derefter , ført ved hånden af dig , af gå ned til sognefogden . “ Ved denne tiltale forlod Ingeborg os på en mindre iilfcerdig måde , end hun var kommen , og , som det syntes mig , også betydelig afkølet , hvorpå præsten tog sin tobakspung frem for at stoppe sig en ny pibe , hvornl han derpå med betænksomme og velrettede slag slog ild . Idet han var beskæftiget dermed , kom hans datter , jomfru Julie , med betænksomme , man kunne næsten sige , modstræbende skridt , gående hen til ham . I hånden holdt hun et brev , og af hendes smukke , blomstrende ansigt lyste en sådan forvirring , blandet med undseelse og forlegenhed , at det intet under var , at præsten hastig satte sig ned på en nærstående bænk for at få et støttepunkt . „ Nå , Julie “ , udbrød han , „ hvilken veloverlagt , sort og ugudelig gerning er det , som du bringer mig efterretning om . Ingeborg gik nys herfra i bitter kvide , og på dit ansigt seer jeg , at der ligger langt mere end en fortabt lammesteg på dit hjerte . Ak , min pige , det var en sørgelig stund , Peter valgte til at luge vore gulerødder . „ Posten bragte mig et brev fra min kjcereste “ , sagde hun rødmende og forvirret . „ Det ved jeg , min pige ! “ udbrød hin pludselig alvorlig , idet han kastede et bekymret blik på den unge pige . „ Nu , hvad er der med ham ? “ „ Gudskelov , han har det godt “ , svarede hun , men han er bleven fuldmægtig i sit kontoir , og han ville nu , dersom du intet har derimod , at vi skulle holde bryllup endnu i sommer . “ Ved disse ord brast hun i gråd og skjulte sit ansigt ved hans skulder . Med et udtryk af dyb og inderlig kærlighed og glæde betragtede han hende et dieblik , derpå løftede han hendes hoved op og trykkede et langt Kys på hendes pande . „ Ja , Peter “ , sagde han endelig , efter i nøgen tid at have siddet tavs , idet et lille smil atter oplyste hans ansigt , „ der ligger du imellem gulerødderne med al din tanke og hu henvendt på dine ridebeenklæder , uden at have mindste ahnelse eller begreb om , hvor forladt og ensom du ville søle dig , når disse , hvorpå du har fæstet dit hjertes hele kærlighed , blev dig berøvet . Bevar dem derfor vel , især for juridiske candidaters , cankellisters og fuldmægtigers blikke , thi fra det øjeblik , disse have fået øje på dem , da vil du stå nøgen som hjob . “ „ Men “ , svarede jeg , forskrækket ved den tanke , „ jeg har endnu et par gamle lærreds hjemme , som Else nu har vaflet . “ „ Ja , det har du , men jeg har ikke andet en Ingeborg tilbage , og hun er fornærmet . Nu , min pige “ , vedblev han fil datteren , „ her er jo intet andet at gøre , end med resignation og tålmodighed at finde sig i tilstillelsen , hvilken trøst , som jeg tør formode , du just ikke i nogen alt for høj grad kommer fil at trænge fil . En beroligelse er det imidlertid før mig , og , som jeg håber , en glæde før dig , af hvilken grund jeg vælger dette øjeblik fil at sige dig det , at jeg deroppe i mit chatol har tusinde daler liggende , bestemte fil dit udstyr . Du kan nu således med et roligt hjerte og et frejdigt sind lade købmændene springe og danse på dit vink . “ Med disse ord lagde han hendes arm i sin , hvorefter de begge gik op imod huset . om aftenen på denne dag flentrede jeg som sædvanlig hen fil Josephs og mit lysthus , som nu , ved den opdagelse jeg havde gjort , af de underjordiskes hule , havde fået en forøget , om end med ængstelse blandet interesse før mig , og hvor Joseph så ofte ved de curieuse emner , han afhandlede , havde sat mig fluer i hovedet ; men hvor jeg nu , til gengæld , fluide bibringe ham en , hvis skik blev af temmelig parmanent virkning . Da jeg kom til stedet , fandt jeg min ven liggende henstrakt på det bløde leje med en spegepølse i den ene hånd og et surbrød i den anden , hvoraf han afvekslende gnavede . „ Nå , Peter , er du der “ , begyndte han , „ før efter veludført dagværk at søge affenens hvile . Jeg ligger her i stille fred og spekulerer over , hvad det egentlig vil sige : at have noget at leve før . “ „ Mener du ikke “ , svarede jeg , der i den senere tid gjorde mig umage før at falde ind i hans tone , „ at have noget at leve af ? “ „ Nej , Peter , det mener jeg ikke ; thi når man , som jeg i dette øjeblik , tygger på pølse og surbrød , så er dermed gåden løst og spekulationen ophørt , idet fordøjelsen indtræder . Nej , jeg mener hvad jeg sagde , at leve før . Det bliver så ofte sagt , at ethvert menneske må have noget at leve og virke før ; det vil sige , et kald , en gerning , hvorved det udfylder sin plads i samfundet . Din er f . Eks . , at luge i præstens have , min , at gøre hægter , ens er det , at være præest , en andens , at være degn , en tredies , at være prokurator , og Elses er det , at forsfjonne vort liv , samt at vaske din krop . Spørgsmålet er nu , Peter , om disse forskellige stillinger virkelig er blevne valgte på grund af en indvortes og , som det så smukt siges , dybtfølt trang , for derved at gavne menneskeheden , altså for at have en smuk gerning at leve for , eller , om man har valgt den ene og alene på grund af en dybtfølt trang til at få noget at leve af . Er dette sidste tilfældet ? Ja , Peter “ , afbrød han sig selv , „ jeg kan se på udtrvkket i dine øjne , dit minespil og din munds mimren , at din sjæl og tanke er mere opfyldt af min pølse og mit sumbrod end af vort filosophiske emne , og jeg vil derfor ved at give sig et stykke af begge dele , bringe dig i ligevægt . “ Hermed skjar han et par store humpler af og rakte mig . „ Jeg siger altså “ , vedblev han derpå , „ er nu det sidste tilfældet , så gives der langt flere i verden , der stjæle , end de , som man i daglig tale kalde tyve . “ „ Som for eksempel “ , sagde jeg , idet jeg grundende holdt mit stykke pølse op til panden , „ den , der stjal præstens lammesteg . “ Det smigrede mig ikke så ganske lidt , at se . hvilken virkning min dybsindige bemærkning gjorde på Joseph ; thi af lutter forbavselse tabte han pølsen af hånden , medens ban stirrede på mig med store dine . „ Hvor falder det dig ind ? “ spurgte han , som det syntes mig , med langt større heftighed end sagen fortjente . „ Io , Joseph “ , svarede jeg lidt forknyt , „ fordi at præsten ikke brød sig den mindste smule derom , da Ingeborg kom og fortalte ham det . Han vil derfor ikke sige det til sognfogeden , og så vil jo den , der har stjålet den , heller ikke blive kaldet en tyv , da det ikke vil blive opdaget , hvem der har gjort det . “ „ Sandelig ! “ udbrød Joseph , idet hans ansigt atter antog det sædvanlige udtryk af ro , „ dette er jo en fuldkommen syllogismus , som det opvækker min højeste forbavselse og glæde , at høre af dig . Imidlertid var dog min mening ikke ganske således , som du synes at antage , idet jeg nemlig gik ud fra et mere idealt standpunkt . Men hvilken grund tror du , at præsten havde , til ikke at bryde sig derom ? “ „ Jeg mener , det er fordi han er så umanerlig rig , at han har tusinde rigsdaler liggende i sit chatol . “ „ Han har da ikke lukket klappen op og ladet dig stikke din lille næse deri , siden du taler med en sådan bestemthed derom ? “ „ Nej , vet har han ikke ; men han sagde til jomfru Julie , at de lå der , og at hun kunne få dem , hvad øjeblik hun ville . Du ville vistnok blive rigtig glad , Joseph , når du også fik så mange penge “ , vedblev jeg ved at se hans overraskelse og den deltagelse , hvormed han lyttede til , hvad jeg sagde . Uden at svare blev han nu i længere tid siddende som hensunken i forundring ; men derpå lagde han sig atter mageligt tilbage og sagde i en ligegyldig og ringeagtende tone : „ Penge er tant , Peter , de er kun et hårdt , tungt og iskoldt metal ; men dyden , ja , Peter , det må du skrive med uudslettelig skrift i dit unge - hjerte , dyden , det er det rene væsen . Forsag hine og bevar denne , da vil du blive lykkelig , som en gud og som din ven , Joseph . Spurgte da jomfru Julie ham derom ? “ spurgte han , idet hans tanker atter vendte tilbage til præstens chatol . „ Nej , det gjorde hun ikke ; men hun sagde , at hun ville holde bryllup , og så sagde han , at han havde tusinde daler liggende dertil . “ „ Du kan rigtig din lektie godt Peter , og fortæller som et østerlandsk eventyr . Man kan blive ganske rørt og følsom ved at høre på dig , og min sjæl har du glæder så dybt , at jeg herved vil skænke dig otte skilling , som et bevis for , hvor dybt jeg ringeagter capitaler og hvor højt jeg agter dig . Ja , Peter : snart er det nat og msrkef jorden dcrkker , selv over præstens skat sit stor den lægger . Dog efter korte blund , den atter frem skal slige , i morgenens første stund , til lysets rige . „ Kom “ , vedblev ban efter med alvorsfuld stemme at have fremsagt disse linier . „ Lad os nu gå hjem for at finde fred og hvile i søvnens arme . Jeg føler mig nedtrykt og højst vemodig stemt . Det er , som skulle en ulykke times mig , som skulle jeg styrte ned fra denne høje klint og finde min grav hist nede i det brusende dyb . Ak , Peter , var jeg dog bare ingen varulv , men , når ulykken endelig skulle være , da kun en mare . “ Snart efter lå vi begge i vor sengs halm , beredte til at synke i søvnens arme . For mig skulle imidlertid alle forsøg derpå blive forgæves . Josephs sidste ord havde gjort et dybt indtryk på mig . Hans ulykke og bitre klage derover vakte på ny min mædfølelse og jo mere jeg tænkte derover , jo mere forekom det mig , at jeg og ingen anden kunne redde ham , samt at at det var et offer , jeg skulle og måtte bringe ham , som en følge af de velgerninger , han havde bevist mig . Jo længere jeg lå , jo fastere blev beslutningen hos mig , og selv ikke de frygteligste rædselsbilleder , som min fantasie af og til fremmanede , formåede at bringe mig til at vakle . Nu skulle det ske , det var , som en usynlig magt drev mig , og det eneste lysglimt , den eneste trøst for mig i denne kampens og rædselens stund , det var tanken om hans glæde og hans tak , når alt var vel overstået . Da nu beslutningen stod fast for mig , lå jeg stille og lod , som jeg sov , idet jeg ventede på det øjeblik , da hans time var kommen . Den ene time gik imidlertid efter den anden ; men endelig bevægede han sig , skød halmen forsigtig til side , og idet han forsigtig rejste sig op , undersøgte han nøjagtig , om jeg sov . Jeg vidste imidlertid , hvad det gjaldt , og kneb derfor øjnene så tæt sammen som muligt . Lidt efter stod han op , og efter derpå at have puslet et øjeblik om i stuen , lukkede han døren op og gik . Med et sæt var jeg ude af sengen og henne ved vinduet for at se efter ham , men ved at se ud i den mørke nat , hvor jeg kun dunkelt kunne skimte omridset af ham , hvilket dog snart smeltede sammen med mørket , havde jeg nær tabt modet . Grædende bedækkede jeg mit ansigt med mine hænder , og idet mit legeme skælvede i feberagtig skræk , turde jeg ikke forlade pladsen , hvorpå jeg stod . Endelig fandt jeg så meget mod , af jeg atter turde se ud , og da det nu langtfra var så mørkt , som det ved første øjekast forekom mig af være , ligesom også et par stjerner glimtede ned fra himlen , så dukkede atter mit forehavende med fornyet styrke op i mig , og endelig tog jeg den faste beslutning af udføre det , der måtte nu komme , hvad der ville . Efter nu af have klædt mig på , hvilket sfete langt betænksommere og mere nølende end nogensinde tidligere , forlod jeg stuen og begav mig ud på min straksomme vandring . Langsomt gik jeg hen ad vejen , idet jeg hvert dieblik standsede og lyttede , om jeg skulle høre fjerne skrig og angesthyl . Alt var imidlertid stille ; kun hist og her gøede en hund i det fjerne eller en ugle lod sit klagende råb høre . Natten var lun og stille og forekom mig ikke mere så rædselsfuld , da jeg så det mig velbekendte fyr fra Hundested blinke mig i møde . Da jeg , efter af have fjernet mig i nogenlunde afstand fra huset , havde nået kammen af en lav bakke , langsmed hvilken landevejen gik , besluttede jeg af tage post her bag en busk og vente , indtil han kom . Se mig , måtte han nemlig ikke , før han var lige ved mig , ligesom jeg også , ved at være oppe på bakken , havde den fordel , at , dersom forsøget mislykkedes , han da , før at komme til at sønderrive mig , måtte løbe op af bakken først , medens jeg løb ned ad den på den modsatte side . Som jeg nu stod bag buskene og svede mig på den frygtelige formular , som Else havde leert mig , hørte jeg det knirke i sandet og lidt efter så jeg ham komme , bærende noget under sin arm . At han hoppede på tre ben , var jeg overbevist om , ihvorvel jeg ikke formåede at skelne det tydeligt ; thi det sortnede før mine øjne , idet det var , som standsede blodet i mine årer og hjertet stod stille . Dog øjeblikket var kommet og , samlende mit hele mod , løb mere end gik jeg hen til randen af bakken . Her stod jeg et øjeblik stille , men da han nu var lige under mig , udstrakte jeg min arm imod ham og råbte , så højt jeg formåede : „ Joseph , Joseph , Joseph ! Du est en varulv ! “ Virkningen var overordentlig ; men desværre , ikke som jeg havde ønsket , og med sorg måtte jeg bagefter tilstå før mig selv , af mit hjerte ikke må have været ganske skyldfrit , eller min Vandel ikke aldeles ren og pletfri , som Markens liljer . Da Joseph hørte lyden af min stemme , standsede han , og jeg så , det gav et sæt i ham ; men derpå udstødte han et skrig , der for mig lød rædselsfuldt , hvorpå han gav sig til af løbe op imod mig . Mere så jeg ikke ; thi greben af den frygteligste angest vendte jeg mig og styrtede nu afsted med en fart , som havde jeg vinger . Ustandselig løb jeg , og hverken høje gjelder eller dybe grøfter formåede af standse mig ; over mark og eng og ind igennem den dybe skov gik min flugt , indtil jeg endelig ved af springe over et Gjerde blev bedøvet og udmattet liggende . Skælvende over mit hele legeme af frygt for Joseph , om hvem jeg så vist antog , af han var mig lige i hælene , og ude af stand til af røre mig blev jeg liggende på kanten af grøften , idet den ene skrækindjagende forestilling efter den anden drog forbi mit syn og bragte mig til af gyse . Endelig vandt dog trætheden overhånd , og efter af jeg et par gange konvulsivisk var faret op , faldt jeg i en søvn , hvoraf jeg først vågnede , da solen stod højt på himlen . Forinden jeg endnu slog øjnene op , hørte jeg stemmer tæt ved mig ; men da jeg straks overbeviste mig om , at Joseph ikke var deriblandt , så så jeg nogenlunde frøsfet op og bemærkede da tvende , som det forekom mig , i højeste grad fornemme damer , der i ivrig samtale stod og betragtede mig . „ Nu vågnede han , Caroline “ , sagde den ene , en gammel dame med et mildt , godmodigt ansigt . „ Herre gud ! Se dog , hvilket engleansigt , og dertil de sønderrevne , blodige fødder . “ „ Elendig og ulykkelig seer han rigtignok ud , jomfru “ , svarede den anden , „ og stenet og tornefuld har den vej måttet være , som hans stakkels fødder har betrådt , men hvad ansigtet angår , så seer jeg da rigtignok ikke andet end støv og smuds , når jeg skal sige sandheden . “ „ Men , Caroline , bagved denne maske aflandeveiens støv , anstrengelsernes sved , og måske af de bittre , talte tårer , skjuler sig skønheden , som en rose bag sin knop . “ „ Ja , det er såmænd ikke godt at skønne , jomfru , om der vil komme en rose eller en tidsel ud af den knop ; han seer nemlig efter min mening ud til begge dele . At lade ham ligge således , går vel imidlertid næppe an , så vi få vel at hjælpe ham , hvorledes vi så bærer os ad dermed . „ Sikkerlig , hjælpes må han , Caroline , og det glæder mig hjerteligt , atter og atter at få beviser for , hvor varmt dit hjerte er , trods din ofte kolde og hensynsløse tale . Sig mig , min dreng “ , vedblev hun til mig , „ hvem er du ? “ „ Peter “ , svarede jeg , idet jeg brast i gråd , formodentlig som en følge af den spænding , hvori jeg havde været . „ Ja , min egen , kære dreng “ , vedblev hun , „ dermed ved jeg ikke meget . Hvem er da dine forældre ? “ „ Mine forældre ! “ gentog jeg , hørende op med at græde af forbavselse over dette spørgsmål , som jeg ikke forstod . „ Nu , min dreng , jeg mener din fader og din moder ? “ Dette satte mig atter i en pinlig forlegenhed ; men efter at have grundet lidt , svarede jeg : „ Joseph er ikke min fader , og Else er ikke min moder , men de vare begge to rigtig gode imod mig . “ „ Men , hvem er Joseph da ? “ „ Joseph ! “ udbrød jeg , idet min forundring nu steg til det højeste , „ det er jo ham , som laver hægter . “ Damen rystede på hovedet , og idet hun vendte sig til sin ledsagerske , sagde hun : „ Jeg frygter , Caroline , at en eller anden skrækkelig begivenhed , noget i højeste grad rystende , har forvirret det ulykkelige barns hjerne således , at det ikke nytter at spørge ham , før han er kommen til ro . Dog “ , vedblev hun , atter vendende sig til mig , „ hvorfor forlod du da de folk , som vare så gode imod dig ? “ „ Jeg blev bange “ , svarede jeg gysende , idet jeg så mig om til alle sider . „ Bange , min dreng , og hvorfor ? “ „ For en varulv “ , svarede jeg endelig , efter at have betænkt mig længe i frygt før den skæbne , som ville ramme mig , når jeg røbede Josephs hemmelighed . Ved mit svar brast Caroline i en så hjertelig latter , at jeg ved at høre den og se hendes glade , godmodige ansigt , næsten glemte min egen bittre sorg . „ Jeg vil ikke sige , at megen latter er vårens tegn “ , sagde jomfruen . „ Nej , jeg vil ikke sige det med hensyn til dig , Caroline ; thi du er en pige , som ofte viser , at du har en god og sund forstand , kun det siger jeg , at din latter let kunne have været bedre anbragt end her . Iøvrigt var det jo , som jeg sagde : en mystisk , uforklarlig begivenhed , der har strammet og forvirret det stakkels barn , hvem gud har forundt os den lykke , at møde på vor vej . Du ved , Caroline “ , vedblev hun , , at jeg kun højst nødig forlanger noget af dig , som jeg måtte befrygte , i nogen måde kunne overstige dine kræfter , men her , ved denne lejlighed , kommer jeg dog til ret indstændig at bede dig om , på dine arme at bære dette væsen hjem , for hvem det sikkerlig er en umulighed at gå . “ „ Det kan jeg nok , jomfru , og gør det også med glæde , det vil sige på en måde , når sandheden stat frem ; thi om jeg end ikke frygter mit rene forklæde , der vil ske en ulykke ved at komme i berørelse med hans klæver , så frygter jeg så meget mere de levende uhyrer , der muligvis ikke har haft så travlt med at flygte fra ham , som han har haft med at flygte fra varulven . “ „ Jeg tror nok , at jeg nu godt kan gå “ , indvendte jeg , idet jeg rejste mig “ , og jeg vil også gerne følge med dem , når de bare er vis på , at Joseph ikke kan finde mig , der hvor jeg kommer hen . “ Efter at Caroline højtidelig havde lovet mig dette , fulgte jeg villig med og befandt mig snart efter , vaflet , forfriflet og med forbundne fødder i en blød seng , hvor jeg nu beroliget og tryg snart faldt i en dyb søvn . jeg kan ikke negte , at det var med en vis modstræben og uvilje , at jeg begyndte et nyt liv i det hjem , hvorhen man havde bragt mig . Alt var mig her nyt og fremmed , og det var derfor intet under , at min sjæl krympede sig under de uvante forhold . Af Caroline , under hvis opsyn jeg i de første par dage stod , havde jeg fået at vide , at den lille by , hvorhen jeg på min flugt var kommen , var Frederiksværk , samt at den dame , der så kærlighedsfuldt havde faget sig af mig , var en jomfru kold , som levede her af sine penge , som man siger , og hvis tjenestepige og al tor Caroline var . Jomfru kold var , som Caroline forsikrede mig i sin beskrivelse af forholdene , det bedste menneske på jorden , så at jeg ville få det , som i et himmerig , dersom hun skulle falde på at beholde mig , hvilket dog Caroline , med en for mig lidt nedtrykkende oprigtighed , forsikrede , at hun ikke ville håbe , da det efter hendes mening ville give både uro og griseri i huset , at have sådan en laban . Iøvrigt pålagde hun mig , hvad enten jeg blev der kort eller længe , straks at aflægge adskillige vaner , som jeg havde medbragt , dersom jeg ikke ville risikere , at blive indkvarteret hos grisen , hvis leje iøvrigt så fuldkommen så renligt og ordentligt ud , som det jeg havde haft i mit forrige hjem , jeg måtte således på ingen måde flikke min ske ren , når jeg havde spist , jeg måtte ikke flupre , når jeg drak min kaffe og jeg måtte heller ikke tage kødet af tallerkenen med mine fingre og bide af det ; men , hvad det værste af alt , var , jeg måtte vaske mig ved enhver lejlighed og , hvad der især forvirrede mig og ofte rent bragte mig ud af conkepterne , jeg fluide pudse min næse i et lommetørklæde . Det var en hård kur , og jeg led så tungt derunder , at jeg , som Caroline med bitter ironi påstod , blev ganske bleg deraf . Mange gange ønskede jeg mig derfor i de første dage tilbage til de vante forhold i Overby , og hvorhen jeg også ganske sikkert fluide være vendt tilbage , dersom ikke Joseph , som et frygteligt skræmmebillede , havde holdt mig derfra . Da mine ridebeenklæder , hvor smukke og klædelige de end vare i mine øjne , dog ikke gjorde den samme lykke hos jomfru kold , så blev der straks efter min ankomst sørget for en ny dragt til mig , hvori jeg nu forsigtig og ængstelig listede mig omkring i evig angest for at komme tilsfade med den . Caroline sagde rigtignok , at jeg fluide bevæge mig frit og let og ikke krybe omkring som en høne på is ; men hverken Caroline , eller mange med hende , har måske tænkt grundigt og alvorligt over , hvor svært og næsten udførligt det pålæg er , som hofmesteren giver phalzgreven , nemlig , at han skal se frit op ; thi er noget nedtrykkende og forvirrende i denne verden , da er det ganske sikkerligt , når man skal være - frejdig , frie og let i en spændetrøje , eller , når man skal træde frem med anstand , sikkerhed og gratie , første gang man løber på skøjter . Efter af jeg var kommen rigtig til mig selv , og efter af dernæst Caroline , rigtignok i et raskere og for mig mere himmelskrigende tempo , havde ladet mig gjennemgåe den samme kur , som jeg ved enkelte lejligheder havde gennemgået under Elses blidere og mere lempelige hænder , blev jeg ført ind til jomfru kold , der sad i en højrygget lænestol foran de åbne havedøre , beskæftiget med af sy . -på det runde sybord foran hende stod i en vase en stor bouket af roser , lavendler og ambra , hvis stærke Duft vel nu for tiden kunne være nok til af slå mangen en dame ihjel , men som på hine tider blev anset for noget af det mest forfriskende og oplivende , der gaves . Umiddelbart udenfor døren var et lysthus dannet af fire mægtige lindetræer , igennem hvilket man kom ned ad en bred gang , kantet på begge sider med de samme blomster , som fandtes i vasen , og endte ved en rund plaine prydet med en høj , rund sejle , på hvilken et stativ var anbragt , der , bærende otte fuldtriggede skibe med udspændte sejl og flyvende vimpler , idelig og idelig løb rundt , snart forlænds og snart baglænds , alt eftersom den stiftende sommervind ville det . I stuen selv stod langs med væggen en række af højryggede , med blomstret læder betrukne stole , over hvilke maler ved maleri var anbragt , forestillende fransfe hyrdescener , norske vandfald og ildsprudende bjerge , samt meget andet . Forvirret og nedtrykt , samt med en instinktmæssig brændende attrå efter at slide mig løs fra Carolines hånd og styrte ud i haven , for der at skjule mig , blev jeg af denne ført hen foran jomfruen , der , efter først omhyggeligt at have poleret sine briller , betragtede mig længe og nøjagtigt . „ Er det ikke , som jeg sagde , Caroline ? “ begyndte hun derpå , idet hun beundrende strakte hånden ud imod mig . „ Dejlig er han og frisk , sund og blomstrende som den moderlige naturs barn . De gule lokker falde bløde ned over hans barnlige skuldre , hans dine er store , klare og blå som den stille sø og hans kinder er fulde og runde som , som -- -- -- -- -- - “ „ Som æblesfiver “ , føjede Caroline hjælpsomt til . „ Som den røde , fyldige rose “ , vedblev jomfruen med et misbilligende blik . „ Ja , jomfru “ , svarede hin , „ hvad nu skønheden angår , så tror jeg rigtignok , når sandheden skal frem , at den tager sig bedre ud i bestridelsen end i virkeligheden , og iøvrigt må jeg da rigtignok tilstå , at jeg synes næsten det er synd , at gøre ham galere , end han allerede er . “ „ Såvisf som det er syndigt , Caroline , at bruge et sådant udtryk om et uskyldigt barn , så vist er endnu ingen bleven gale af at høre sandheden ; thi hvad enten den lyder forfærdelig og skrækindjagende som himlens torden , eller den lyder blidt og opmuntrende som musikkens toner , så er det den røst , vor samvittighed taler til os , og som vi aldrig bør neddæmpe . Men nu , min dreng “ , vedblev jomfruen til mig , „ Du sagde , at du ingen forældre har , kan du nu , da dit sind er kommen i ro og ligevægt , fortælle mig noget nærmere derom . “ „ Jeg tror , han havde mere lyst til at give sig i lag med den kryderbolle , som ligger på bakken , idetmindste skeler han stærkt derefter “ , bemærkede Caroline . „ Så giv ham den “ , sagde jomfruen næsten ærgerlig . „ Og nu , mit barn , lad mig høre “ , vedblev hun til mig , der trods min ængstelse dog straks havde givet mig til at tygge . „ De må endelig ikke blive vred “ , svarede jeg bønligt , frygtende for at komme i en alvorlig forlegenhed , „ jeg ved virkelig ikke , hvem det skulle være andre end Elfe og Joseph ; men dem er det dog ganske bestemt ikke . “ „ Der er . Caroline “ , sagde jomfruen efter et øjeblik at have siddet grundende , „ noget højst besynderligt og gådefuldt ved dette barn . Om sine forældre ved han intet ; vi fandt ham i en grøft på landevejen , ensom og forladt . Hvorfra han kom , hans tidligere liv og hans -- -- -- -- — “ „ Fremtids skæbne “ , tilføjede Caroline . „ Nu , ja “ , fortsatte hin , „ og hans fremtids skæbne . Alt er indhyllet i et uigennemtrængeligt mørke . Kun et leder os på spor , kun et tyder hen på noget ualmindeligt og overordentligt , jeg mener de ridebeenklæder , han er iført . “ „ Ja , jomfru , deri giver jeg dem sandelig ret . De tyde hen på en overordentlig og ualmindelig fattigdom . “ „ I øjeblikket , ja , Caroline , som de nu se ud , kan man vel sige det . Men nu spørger jeg dig , som dog er en fornuftig pige , tror du , at de stedse have været således ? Har ikke det fine , blå klæde engang været glindsende og nyt , har de røde striber ikke engang skinnet i nyhedens glans , og har de runde knapper ikke strålet af forgyldning ? Jo , Caroline , dette er en nomtvistelig sandhed , og ligeså sandt er det , at det barn , for hvem en sådan dragt er anskaffet , også må have haft en hest . Jeg kan derfor ikke andet end tænke mig ham med en baret med vaiende fjer på hovedet , og med en forgyldt ridepisk i hånden , siddende på en sirlig , lille og modig ganger , fulgt af en lakai i et smagfuldf livre . “ „ Men , jomfru “ , indvendte Caroline , „ så må han sandelig til den tid have været bedre ved magt end nu , skal man regne efter bagdelen i hans benklæder . “ „ Dærom formår hverken jeg eller du at dømme , Caroline ; men det siger jeg , og det er min faste trø , at han er af høj byrd , og at han ved en eller anden gådefuld begivenhed er bleven udrevet af lykkelige og glimrende forhold . Kan du nu , min dreng “ , vendte hun sig til mig , „ førtælle mig nøget mere øm hin Joseph , der har præget sig så fast i din erindring . “ „ Han kunne lave hægter “ , svarede jeg lidt freidigere . „ Ja , det har du fortalt “ , bemærkede Caroline , „ og det tyder just ikke på , at han var Greve eller baron . “ „ Men han har engang gået i rød kjole og blå Fløiels benklæder “ , svarede jeg med krænket selvfølelse . „ Caroline ! “ udbrød jomfruen med en forbavset og triumferende mine , „ skimter du ikke her den vågnende erindring hos barnet , og genkende ! Du ikke i denne beskrivelse tjeneren hos et fornemt herskab ? “ Caroline så ganske forvirret og modfalden ud ved disse antydninger , idet , hvilket var tydeligt at se på hende , hun begyndte at frygte for at tabe slaget . „ Ja “ , sagde jeg , der måske på grund af det styrkende ved bøllen var bleven mødigere , „ det har han selv fortalt mig , og han kunne også godt være bleven gift med en grevinde , som elskede ham grumme meget og tilbød ham sin hånd og sit hjerte ; men da så grevindens fader hørte det , så blev han rasende af sorg og truede med af forskyde hende . Grevinden ønskede nu , af Joseph skulle flygte bort med hende , men af et ædelt hjerte afslog han det , da han ingen dydsforagter eller qvinderøver ville være , men bevare sin samvittighed ren og pletfrie , som Markens Lilie . “ Denne ramse fremsagde jeg på stående fod og uden af stamme , idet jeg nemlig , ved ofte af høre den af Elfe , havde lært den udenad . Virkningen var imidlertid ikke lille . Caroline brast i en så hjertelig latter , af jeg uvilkårlig stemmede i med . Jomfru kold derimod , sad stum af forbavselse og betragtede mig . „ Hvilket sprog ! “ udbrød hun som for sig selv . „ Hvor har han lært det ? Caroline “ , vedblev hun derpå i en mild bebrejdende tone , „ jeg vil ikke gøre dig opmærksom på , hvad der kan udledes af barnets lidt forvirrede tale ; jeg vil ikke diskutere med dig , hvilke conseqventser , der følge af , af et barn kan tale i et sådant sprog ; thi jeg tvivler desværre om , af du er i besiddelse af følelse nok til at kunne gå ind derpå , men jeg vil bede dig om , at lade mig være ene med ham , samt om at passe dit køkken . “ Disse ord , som jomfru kold fremførte i en mild og rolig tone , hvori dog et ganske lille spor af bitterhed var at mærke , bevægede Caroline til at forlade stuen , idet hun dog først med et blik til mig spurgte , om den unge fyrste skulle spise til middag hos jomfruen selv eller ude i kjokkenet , eller måske i selskab med den lille gris , hvilke spørgsmål besvaredes med en bebrejdende hovedrysten . Et øjeblik efter at hun var gået , blev der banket på , og til min store forbavselse trådte præsten fra Overby ind . „ Jeg kunne ikke gå deres dør forbi ; men måtte se ind til dem “ , sagde han til hende , der havde rejst sig og var gået ham i møde . „ Og derfor priser jeg dem , min kære , bedste pastor Berg . Men “ , vedblev hun , „ jeg håber da ikke , at sygdom eller sorg har ført dem herind ; thi , som det forekommer mig , hviler sorgens sky på deres pande og vemodets smil om deres mund . “ „ Nu , ja , min kære jomfru kold “ , svarede han i en nedstemt tone , der kontrasterede mærkeligt mod hans ellers så muntre og lidt højrøstede tale , „ De kan jo ligeså godt høre det af mig selv , som af enhver anden . Jeg havde , som det sig hør og bør , sparet en lille capital sammen til min datters udstyr , og da det nu blev bestemt , at brylluppet skulle være i sommer , som en følge af , at min svigersøn er avanceret , så ville jeg i morges overrække hende hele summen , for at hun efter eget skønnende kunne anvende den , men finder da med sorg og bitter skuffelse , at mit gemme er opbrudt , og den hele sum bortranet . “ „ Ih , du forbarmende gud ! “ udbrød jomfruen , „ og det i en præstegård ! “ „ Ja , de må nok sige det , min gode jomfru kold , hvor man ialmindelighed kim kan vente at finde mange børn og få penge . Jeg tænker derfor , at tyven , hvem det så er , endnu ikke er kommen sig af sin overraskelse , efter at have fundet tusinde rigsdaler . “ „ Tusinde rigsdaler ! Ja , sandelig , det må jeg bekende , det er en klækkelig sum ; men sig mig døg for Herrens skyld , hvad agter de nu at gøre ? “ „ Jeg har meldt det til birkedommeren , og lagt sagen i hans hænder , og , min bedste jomfru kold , ville nu tyven gøre det samme , så var sagen let klaret . Advaret blev jeg imidlertid på en måde , idet der nemlig dagen i forvejen blev stjålet en lammesteg hos os ; dette behandlede jeg døg til usigelig krænkelse for Ingeborg med foragt , som en stor mand ; nu , ja , nu er jeg såmænd lille nok . Tungt er det imidlertid “ , vedblev han med et suk , „ og en stor og smertelig skuffelse for min datter , hvis lykke var så stor ved tanken om alt , hvad hun skulle anskaffe , for dermed at smykke sit hjem og glæde sin tilkommende husbond . Men “ , udbrød han her i den højeste førundring ved at se mig , på hvem hans blik nu først faldt , „ står ikke der Peter lyslevende for mine øjne , vel rigtignok , som jeg næsten kunne sige , bonet og poleret , men ikkedestomindre døg den samme Peter , som i gulerøddernes trængsel indviede sine ridebeenklæder . Men sig mig døg , hvor i alverden er er du kommen herud ? “ „ Se , de kender dette barn , pastor Berg ! “ Udbrød jomfruen . „ Ak , jeg må sige dem , af vi fandt ham hjælpeløs , forladt og ulykkelig liggende i en grøft med sønderrevne , blodige fødder og forvirret af skræk . “ „ Hvilken forskrækkelig knibe , har du måttet være i , Peter , siden du har kunnet tage farten så langt ud i den vide verden . Hør “ , vedblev præsten , „ jeg tør sige , af du , som vi talte om , har været spekulativ og inventios nok til af beklæde nisser og trolde med benklæder og lange frakker , samt af disse derefter have været utaknemmelige nok til af løbe efter dig og flammelig forfølge dig , eller “ , tilføjede han betænkeligt , „ måske har smedens Niels dog til syvende og sidst bevist dig , af han heller ikke er for katten , når han tager sig sammen . “ „ Han sagde straks , pastor Berg “ , bemærkede jomfruen , „ af han var bleven bange for en varulv , og ved af nævne dette , skælvede det ulykkelige barn over sit hele legeme . Jeg er ikke overtroisk , pastor Berg , men jeg forkaster heller ikke ubetinget , hvad troværdige folk fortæller ; thi af der her gives noget , som vi ikke kunne fatte eller forstå , noget , der ligesom danner overgangsleddet mellem denne og en anden verden , det for vel ingen nægte , og når nu noget sligt har viist sig for et uskyldigt barns dine , da har man sikkerlig mindst årsag til at tvivle . “ „ Nu , ja , min kære jomfru kold , sandheden skal man rigtignok erfare af børn og fulde folk , som man kynisk tilføjer , men spørgsmålet er , om også det , der er sandhed for disse , er det for os . Det var altså en varulv , som bragte dig til at flygte , Peter ? “ „ Ja , det var det virkelig , hr. Pastor “ , svarede jeg med overbevisningens fulde eftertryk . „ Så fortænker jeg dig sandelig ikke i , at du løb min dreng “ , svarede præsten ; thi jeg indrømmer villigt , at var sligt falden i mit lod , da skulle jeg , trods min corpulence og fremrykkede alder have sprunget over stok og sten så let som en hjort . At det personlig for dig har været en virkelig , grangivelig varulv , derom kan ingen tvivle , som seer dit troværdige ansigt , det drejer sig derfor kun om , det også vil være en sådan for mig , når jeg hører de nærmere omstændigheder . Sig mig derfor , hvor mødte du denne børste , som jeg næsten , i min retfærdige harme over den medfart , du har lidt , kunne falde på at kalde ham ? “ „ Det var om natten på præsteveien , hr. Pastor , der hvor den drejer af ned til præstegården . “ „ Og hvorfra syntes dig det da , at han kom ? “ „ Han kom fra præstegården , det er virkelig sandt ; thi jeg så det selv . “ „ Fra præstegården ! “ udbrød hin med en så forfærdet mine , at jomfru kold blev ganske bleg , og jeg sank i knæ derved . „ Skal nu mit fredelige hjem bringes i vanrygte af en sådan skjelm . Men “ , vedblev han alvorlig , idet han heftede sit blik fast på mig , „ hvorledes kom du om natten på den vej , hvad havde du der at bestille ? “ „ Jeg “ , stammede jeg i den største forlegenhed , „ jeg stod oppe på brinken . Men “ , vedblev jeg bønligt og med angestens tårer , „ jeg tør ikke sige det ; thi så vil han komme og sønderrive mig med sine blodige tænder og suge mit blod . “ „ Du gode gud , hr. Pastor ! “ udbrød jomfru kold , „ er det dog ikke rædselsfuldt , er det dog ikke forsmædeligt og tungt af tænke sig den hjerteangest og pine , det ulykkelige barn har udstået ; og jeg troer derfor , af det ville være rigtigst og bedst om man søgte af drage et slør derover , om man søgte af nedsænke denne overnaturlige begivenhed i glemselens nat , på det af hans unge sjæl ikke atter og atter skal rystes i erindringernes rædsel . “ „ Ja , min kære jomfru kold , men da han nu engang befinder sig under rystelsen , så tror jeg ikke , der vil være nogen fare ved af ryste ham lidt endnu , siden kan man jo så forsøge det med glemselens nat . Brug nu derfor ingen udflugter , Peter “ , vedblev præsten til mig , „ fortæl mig den rene , fulde sandhed , og vær overbevist om , af jeg skal forsvare dig mod alt , hvad ondt er . “ Ved disse ord streg han mig med sin hånd venlig om hagen og løftede mit ansigt op . „ Se på mig , min dreng “ , vedblev han , „ Du ved jo , jeg holder meget af dig , og af vi i fortrolighed med hinanden har luget gulerødderne . “ Vaklende imellem min angest og min trang til at være præsten lydig , betænkte jeg mig længe ; men endelig fattede jeg mod , og efter først at have set mig om til alle sider , gik jeg hen til ham , der havde sat sig i en lænestol , og idet jeg stillede mig imellem hans knæ , fortalte jeg hviskende alt , hvad der var foregået mellem mig og Joseph , fra begyndelsen til enden . „ Og du vovede dig virkelig ud i den mørke nat ! “ udbrød hin med et udtryk af den inderligste hjertensgodhed , „ Du begav dig på den farlige vandring med hjertet fuldt af tanken om død og pinsel , og det for at frelse din ven . Nej , min dreng , står du end her forsagt og nedslået for mig , så skal gud vide , at du i dette stykke har viist mere mod end med skæld kunne forlanges . Da du nu så ham komme “ , vedblev han . „ så trådte du frem og sagde , hvad var det nu , du sagde ? “ „ Jeg sagde : Joseph , Joseph , Joseph , du est en varulv ! “ svarede jeg i den samme højtidelige tone , som jeg ved hin lejlighed havde brugt , „ men “ , tilføjede jeg med tårer , „ mit hjerte må ikke have været skyldfrit , og mit sind ikke rent og uplettet , som Markens lille ; thi det hjalp ikke . “ „ Min kære , gode dreng “ , udbrød præsten , idet han løftede mig op til sig og kyssede mig . Derpå blev han siddende i rum tid , hensunken i tanker , medens jomfrn kold , der øjensynlig ikke havde opfattef alt , hvad jeg havde sagt , afvekslende betragtede mig og ham med et blandet udtryk af forfærdelse og kærlig deltagelse . „ Du sagde “ , begyndte endelig præsten igen , „ at du ved at løbe efter pindsvinet , fandt indgangen til de underjordiskes hule ; sig mig nu , min dreng , troer du , at du kan finde den igen ? “ „ Ja , hr. Pastor , det kan jeg godt , og jeg vil også gerne vise dem den , når det bare må vente , til Joseph er frelst . “ „ Er det dog ikke , som jeg siger , pastor Berg “ , udbrød jomfruen . „ Er der ikke noget hemmelighedsfuldt og uudgrundeligt ved det hele . Han siger , at denne Joseph har gået i rød galoneret kjole og blå Fløiels benklæder , han taler forvirret om en grevinde og hendes fader , selv er han iført ridebeenklceder og nu , ja nu til sidst denne mcerkvardige hændelse , som efter hvad jeg tydelig kan se på dem , selv har fyldt deres sind , der dog er en stærk og from guds mand med tvivl ' og frygt . “ , /ja “ , sværede præsten adspredt , idet han øjensynlig havde ondt ved at løsrive sig fra sine tanker . Ja , ja , min kjoere jomfru , højst mærkeligt er det , og jeg ved ikke , hvad jeg skal dømme eller sige derom ; men vi må se et så lys i dette mørke . „ Hør nu , min dreng “ , vedblev han derpå , pludselig fattende sig . „ Jeg går nu ud i byen for at tale med en mand , og når jeg da er færdig , så kan du køre hjem med mig fil din gode Else , som vist både er i angest og sorg for dig . “ Ved denne udsigt fil atter at komme fil at stå ansigt fil ansigt med Joseph , overfaldtes jeg på ny af den frygteligste skræk , under hvilken jeg langsomt listede mig tilbage bag jomfru kold , ved hvis kjole jeg med et krampagtigt greb holdt mig fast . „ Du holder dig fast ved mig , udbrød hun med et ansigt , der strålede af godhed og glæede . „ Hos mig søger du tilflugt , trøst og støtte , min bedste , kære dreng , ja , så skal det sandelig ikke blive dig negtet . Hvad jeg i min svaghed kan væere for dig , det skal jeg blive , og et kærligt hjem skal du finde hos mig . Nej , nej “ , vedblev hun , idet hun trykkede mig til sig , „ Du skal ikke stødes bort , du skal ikke atter lukkes ud til fattigdom , angest og nød , men blive beder , som jeg sikkerlig håber , til velsignelse og glæede for mig . “ „ Er dette deres mening og fulde alvor , jomfru kold “ , sagde præsten , gribende hendes hånd , „ så takker jeg dem hjerteligt , og gud vil sikkerlig give sin velsignelse til en så from og god handling . Nu , Peter , så bliver du da her , og har du viist lig trofast og taknemlig mod Joseph , hvis ret dertil måske er omtvistelig , så ved jeg , af du ikke vil være anderledes mod jomfru kold , og hun vil derfor nok blive tilfreds med dig . Nå , min dreng “ , vedblev han med et lille smil , hvad enten der nu gives eller ikke gives varulve , så tror jeg nok , vi tør sige , af det er et højst enestående eksempel at disse ved deres meget voldsomme adfærd drive deres offre så lige lukt ind i lykken , som sket er med dig . Af flyttegods har du vel ikke meget ; men hvad du af dine mobilier ønsker at erholde , skal jeg sende dig ; sig mig derfor , hvad du helst vil have . „ Jeg har otte skilling og to store hvide knapper , som jeg fik af smedens Niels , og som ligger i Elses skuffe , og så har jeg to levende krabber og en græshoppe , som jeg har gemt i noget frisft græs i den gamle jydepotte , der står bag huset . “ „ Ved gud min dreng “ , svarede hin , har krabberne ikke spist græshoppen , eller denne disse , da skal du få det hele , om jeg så selv skal bære det herud til dig ; det ville være en blodig synd andet . “ „ Så ville jeg bede dem om , hr. Pastor , at hilse Else fra mig , at mine lærredsbeenklæder , som hun ville sye på ; dem må hun gerne have ; for hun har flere gange sagt , at hun trængte til et par , når vinteren kommer . “ Til min forundring blev jomfru kold så rørt over dette lille tegn på min taknemlighed , af jeg mærkede hendes tårer på min kind , idet hun kyssede mig . „ Hun skal få dem , søm bedre er , min hjerte dreng , og jeg skal idet hele sikkerlig husfe , af hun har været gød imod dig “ , sagde hun mildt . „ Men bringe hende budsfabet vil jeg , Peter ; thi jeg ved sikkerlig , af det vil glæde hende “ , sagde præsten , idet han til afsted klappede mig på kinden . Da jeg om eftermiddagen den samme dag , i min jublende glæde over , af skrædderen havde været der og taget mål af mig til nye klæder var krøben op på havens plankeværk , hvorfra jeg kunne se ned ad gaden , så jeg til min usigelige forfærdælse Joseph komme kørende , ved siden af ham sad den mig så velbekendte sogneføged , og på forsædet ved kusken en kavaler i rød kjole , og med en mægtig , gul bambusstok i hånden . Mere død end levende lod jeg mig dumpe ned i haven , og løb derefter med lynets fart ind i havestuen , hvor jeg gemte mig bag jomfruens stol . „ Man skulle næsten tro “ , udbrød Caroline , „ af Peter ved høj lys dag har mødt en varulv , så forfærdet seer han ud . “ „ Hvad er det , min dreng , hvorfor blev du bange ? “ spurgte jomfruen , medens hun lempelig trak mig frem . „ Jeg så Joseph komme kørende , og han havde sognefogeden med sig , samt en mand i en rød kjole “ , svarede jeg bævende . „ Eller også havde disse to ham med , hvilket nok er rimeligere “ , mente Caroline . „ Da skal det rigtig forlange mig at vide , hvad enden bliver på den historie . Når sandheden iøvrigt skal frem “ , tilføjede hun , „ så tror jeg rigtignok , at denne Joseph er en rigtig erkegavtyv . “ „ Sligt udtryk er usømmeligt , Caroline “ , sagde jomfruen misbilligende . „ Der boer en frisk , kraftig og kernesund natur i dig , og så falde flige udtryk let i munden , derfor er det undskyldeligt ; men man må ikkedestomindre beherske sig . “ „ Så vil jeg da sige , at han hører til dem , der aldrig drukne , fordi hans bestemmelse er , at blive hængt . “ Jomfruen rystede på hovedet , men kunne dog ikke tilbageholde et smil . „ Over det hele hviler et tykt mørke , et mystisk , hemmelighedsfuldt slør . “ „ Som det vel kunne være det samme med af løfte “ , afbrød Caroline hende , „ når der kun kom så stor en revne i , af præsten kunne se af få sine penge igen . “ „ Lad det nu end være med denne Joseph , som det være vil , jeg skal ikke dømme derom , idet jeg dog villig indrømmer , af når han blev ført herind under øvrighedens varetægt , da er dette vel ikke sket for intet “ , sagde jomfruen , „ dette har imidlertid intet af gøre med den sørgelige og tunge skæbne , som han synes af være undergiven , dersom iøvrigt noget så forfærdeligt og gruopvækkende gives , og hvorfor ikke , hvorfor skulle ikke sligt kunne eksistere ligeså vel som så meget andet , hvilket vi hverken kunne fatte eller begribe . “ „ Jeg tror også , af det godt kan eksistere , ja , jeg er endøgså vis derpå , det vil da sige , når der er en Peter , som vil tro det , og en præst , til af stjæle tusinde daler fra “ , mente Caroline . „ Tror du da ikke på noget , uagtet du ikke formår af begribe det , uagtet din forstand står stille , ved af tænke derpå , og din hjerne svimler , i sit forsøg på af rumme det “ , sagde jomfru kold , idet hun betragtede Caroline med et blandet blik af indignation og sorg . „ Caroline , Caroline “ , vedblev hun , „ husf på , at når du først begynder at tvivle , da vil din tvivl som en ædende gift angribe og fortære selv det , der nu er hoiest og heiligst for dig ; husk på , at af tvivl følger den sorte , dræbende fortvivlelse . “ „ Ja , jomfruen taler smukt og godt , og , hvad bedre er , de mener det iligemåde “ , svarede hin . Såmeget står imidlertid fast , når dog sandheden skal frem , at hverken det , jeg har lært i skolen eller ved min confirmation , lader sig rokke ved min tvivl om varulve eller marer . “ Med åben mund og opspilede øjne havde jeg i spændt opmærksomhed lyttet til denne samtale , idet jeg betoges af den højeste forundring ved at erfare , at der kunne gives et eneste menneske , som kunne tvivle om hine dyrs tilværelse , hvorimod jeg på den anden side følte mig trøstet og beroliget ved den måde , hvorpå jomfruen tog sagen , idet det ikke et øjeblik kunne falde mig ind at tvivle om , hvem af disse to , der var den klogeste . Disse mine betragtninger , blev iniidlertid afbrudte på en temmelig hovedkulds måde , idet der nemlig blev banket på døren og den røde mand , som jeg havde set komme med ioseph , trådte ind , ved hvilket syn jeg atter hastig som et lyn skjulte mig bag jomfruens stol , hvis folderige kjole jeg til endydermere sikkerhed trak sammen om mig . „ Jeg skulle afhente en lille skjelm ved navn Peter , som nok opholder sig hos dem , jomfru kold “ , begyndte den indtrædende , der ikke var nogen anden end politibetjenten , „ som det lader til “ , vedblev han , „ er han nok impliceret i en højst fræk og uvåren tyvehistorie . “ „ Så skulle de det , min gode Olsen “ , svarede jomfruen med en vibrende , og en tone højere , end sædvanlig stemt tone . „ Nu , ja , men jeg skal sige ham , at jeg huser hverken tyve eller stjelmer , samt at han med største rolighed kan lade sit vigtigmageri og gule stok blive udenfor døren , når han kommer herind . “ „ Gudbevares , jomfru kold , jeg beder om forladelse , men jeg må minde dem om , at jeg kommer i mit lovlige kald og som rettens betjent . “ „ Det kan gerne være , Olsen , men selv om det er tilfældet , så tror jeg dog ikke , det ville lade så grumme unaturligt , hverken for en prokurator eller en politibetjent , som man synes at mene , om de toge lidt hensyn til det , man kalder høflighed . Jeg skal nemlig sige ham , at når han sigter det uskyldige barn , om hvem talen er , og som jeg har antaget som mit eget , for delagtighed i skarnsstreger , så lyver han flammeligt og fornærmer mig på det ømfindtligste . Nu kan han med den lektie gå hjem til den , som har sendt ham . “ „ Det gør mig meget ondt , at de opfatter mine ord således “ , svarede han lidt niere spagfærdig , „ og jeg kan forsikre dem , at jeg ingen nødigere ville fornærme end dem , der så ofte har beviisl mig godhed . Lovens bud skal jo imidlertid følges , og øvrighedens befaling tør vi ikke modsætte os . “ „ Men ingen af delene kan fordre , at et umyndigt og sagesløst barn skal flæbes hen ad gaden , som en forbryder , og jeg kan sige ham , min gode Olsen , at der , trods hans røde kjole og store stok , dog ikke skal blive noget af dengang ; thi vel er jeg kun et svagt fruentimmer , men ikkedestomindre skal jeg dog vide af beflytte og forsvare den , som gud har givet i mit værge . “ Efter endnu et par små bemærkninger og anmodninger bekvemmede endelig Olsen sig til af gå med uforrettet sag ; men den beroligelse , jeg derved følte , var imidlertid kun af kort varighed ; thi meget snart efter indfandt birkedommeren sig selv . Ved milde ord og gode argumenter lykkedes det denne snart af omstemme min beskytterinde , dog først efter , af det var blevet bestemt , af hun selv skulle følge med mig på rejsen ud til Overby , hvor jeg skulle påvise de underjordiskes hule . Det var et højtideligt optog , hvori vi kørte ud af byen til vor expedifion , i det mindste var jeg overordentlig højtidelig til mode . Ved kusken sad politibetjent Olsen med den gule stok , deri så høj grad havde forarget jomfruen ; ved siden af denne sad jeg , og på det bagerste sæede birkedommeren . Alle vinduer i de steder , vi kørte forbi , vare fulde af nysgerrige . På gaden var en mængde mennesker stimlede sammen , og jeg tør nok sige , af der kun manglede lidt i , af deltagelsen havde givet sig luft i et rungende hurra ; men jeg tør også påståe , af var dette sket , da var jeg død af forfærdelse ; thi det var for mig , som hæengte mit liv ved et hår . I nærheden af de skrænter , hvor jeg så ofte havde leget , og hvor jeg , hvilket i dette oieblik opvakte min højeste forundring , uden frygt og breven havde tilbragt timer og dage sammen med Joseph , kom præesten til os og straks efter stege vi af , for at jeg kunne begynde min gerning . „ Nu , min dreng “ sagde denne til mig , idet han opmuntrende klappede mig , „ er altså øjeblikket kommen , da vi skulle aflægge de underjordiske et besøg ; når de nu bare ikke er gåde fløjten og have taget hulen eller døren til denne eller , hvad der ville være det allerbetænkeligste , nøglehullet med sig . “ „ Et nøglehul var der ganfle bestemt ikke , hr. Pastor “ , forsikrede jeg , efter at have tænkt mig om . „ Så behøve vi ikke at lede efter dette . Gud give , vi kunne sige det samme om mine penge . Nå , Peter “ , vedblev præsten , „ viis os nu først det sted , hvor du og Joseph under lærerige samtaler hvilede efter dagens byrde . “ „ Her er det , hr. Pastor . Der var hans plads og her var min ; men “ , tilføjede jeg , glemmende , hvad der var foregået , „ han har lovet mig ganfle bestemt , at han til næste sommer vil lave en rigtig stor og blød græsbænk til mig . “ „ Nu , loven er ærlig , Peter , men Holden vil ganfle sikkerlig under disse fatale omstændigheder blive ham grumme besværlig . Ja se “ , vedblev han , „ her ligger sandelig endnu en lille , sørgelig rest af den pølse , hvoraf han bed , før skæbnens slag traf ham , og her , ja det påståer jeg , så den fornærmede Ingeborg derhjemme dette brudstykke af et fordums lammelår , da ville hun højtidelig sværge på , at det var det , for hvilket katten på en så unaturlig måde brød tremmerne fra kældervinduet . “ birkedommeren og Olsen havde nu nøjagtigt undersøgt alt ; men da ingen bestemte eller graverende indicier fandtes , så begave vi os langs skrænten hen til hulen . Jo mere vi imidlertid nærmede os dette uhyggelige sted , jo mere svandt den smule mød , som jeg så møjsommeligt havde skrabet sammen , og da vi nu stod tæt derved , så svigtede det mig ganske . „ Der er det “ , sagde jeg , pegende på stedet , hvilket dog for et uindviet øje var umuligt at skelne . „ De hører det , hr. Birkedommer “ , sagde præsten til denne , „ må jeg så bede dem tage før dem at retterne , jeg før min part seer kun , og det til min usigelige smerte , et drømmebillede , illustreret af buske , Mos og græs . “ . . Viis os nu nøjagtig stedet eller den lem , hvorom du talte “ , sagde birkedommeren i en streng tone . „ Jeg skulle da ikke tro “ , vedblev han , idet han fikserede mig skarpt , „ at du har forebragt os en løgn ? “ „ Men selv om de troede det , hr. Birkedommer “ , bemærkede jomfruen , så bør de ikke udtale det , før deres mening til fulde er stadfæstet ; thi før enhver , der gør fordring på ægte dannelse , jeg mener hjertets og åndens , er det en regel , aldrig at fornærme nogen , og mindst af alle , et barn . Viis os nu stedet , min lille dreng “ , vedblev hun til mig , „ jeg er vis på , du kan det . Du skal ikke være bange før birkedommeren , hans tapperhed overstiger såmænd ikke alle grændser . “ „ Det er der “ , svarede jeg forsikrende , idet jeg pegede på jorden , omtrent ti skridt fra det sted hvor vi stod ; men jeg tør ikke gå derhen og lukke op . “ „ Kom , kom “ , sagde nu præsten , tagende mig ved hånden , „ Du ved jo , jeg er din hjertens ven , som redelig skal stå dig bi . “ „ Det er der , det er ganske vist , og når de trækker i den trærod , så skal te nok se , af lemmen går op . “ „ Så gå derhen Olsen , og træk i den rod , barnet peger på , af vi dog kan få en ende på sagen “ , befalede birkedommeren . Olsen delte imidlertid , som det lod til , ganske min anskuelse af sagen , hvilket jeg fandt så såre rimeligt ; men da han ingen jomfru havde med til sin beskyttelse , så måtte han bekvemme sig til af lystre , ihvorvel det sfete på en ligeså langsom som vaklende måde . Endelig nåde han derhen , idet vi andre langsomt avancerede bagefter , derpå greb han om træroden , betænkte sig så et øjeblik ; men idet han nu samlede hele sit mod , tog han et så vældigt tag i grebet , af han , idet han trak lemmen op , styrtede baglænds tilbage , udstødende et forfærdelsens skrig . Idet nemlig , at hulen blev åbnet , for en stor grævling ud med et ængsteligt grynt , og , strejfende hans ansigt , søgte ben en udvej imellem birkedommerens ben , som derved også tabte balancen , hvorpå den i fuld fart satte ned over bankerne . „ Das war eine grausame salbe , Peter ! “ udbrød præsten , „ og jeg tror ncrsten , at vor hovedstyrke er ødelagt . Hulen er imidlertid funden , og du står sejrende ved dens indgang . Ak , måtte den , foruden funklende wdelstene , smaragder og rubiner , også indeholde det , der før tyngede i min lomme , og nu så hårdt på mit hjerte . “ „ Seer de , hr. Birkedommer “ , sagde jomfruen fil denne , der lidt forvirret børstede sine klæder efter faldet , „ Hulen fandtes ; men jeg nægter ikke , at havde den lille Peter sagt usandhed , så var hverken de eller vor gode gripommenus , Olsen , kommen i en så uheldig situation . “ „ Jeg negter ikke , jomfru kold , at jeg et dieblik troede , at fantasien var løben af med deres lille protege “ , svarede birkedommeren lidt irriteret ; „ men jeg må dog gøre dem opmærksom på , at enhver er udsat for at falde , når en græevling uforvarende løber ham imellem benene . “ „ Skræekken og overraskelsen uafseet “ , bemærkede jomfruen i en oprigtig og beklagende tone . “ Da nu ligevægten og den fornødne ro atter var vendt tilbage , selv i Olsens sind , blev alt i hulen på det nøjagtigste undersøgt . De mest forskellige klædningsstykker , fødevarer , sølv og guldsager blev dragne frem for dagens lys , og til sidst præstens lille skrin , med den hele capital fuldstændig urørt . Glæden herover var overordentlig , og præsten var i sin enttusiasme nærved at kysse jomfruen , efter at han havde kysset mig gentagne gange . „ Og nu ! “ udbrød han , „ ville vi spise tilaften i præstegården , der skal Peter sidde i højsædet , for ham skal den første skål tømmes , til hans ære skal den første tale holdes , og på hans tallerken skal fyldes den mest gigantiske portion af jordbær og fløde . “ Ihvorvel bevidstheden om , at Joseph opholdt sig ganfle nær ved mit nuværende hjem , rigtignok indespærret og velforvaret , i lang tid efter , at jeg havde gjort hin rejse på det offentliges bekostning , hvilede som en trykkende byrde på mit bryst , der ikke tillod mig at kommen rigtig til mig selv , idet jeg bestandig plagedes af onde drømme og flemme ahnelser , så var det dog ikke uden medfølelse , gru og noget , der lignede samvittighedsnag , at jeg hørte , at han , på grund af gentagne indbrud , tyverier og bedragerier , var bleven dømt til slaveriet i en lang række af år , og da jeg en dag så ham med jern om hånd og fod , ledsaget af Olsen at køre bort , for , som han fluide have yttret , at forlægge sin residents til København , da græd jeg bittre tårer , og jomfruen og Caroline havde deres bitre nød med at trøste mig . Hvad nu disse angår , så var den meningsforfljellighed , som jevnlig herskede imellem dem , og som især i begyndelsen af min ankomst drejede sig om mig , en genstand for min udelte opmærksomhed . Fast og urokkelig holdt nemlig jomfruen ved ideen om det hemmelighedsfulde ved min fødsel , og om det overørdentlige , der , som hun mente , var forbunden med min tidligste barndom , i hvilken henseende hun idelig og idelig viste hen til Josephs røde livre og mine ridebeenklæder , der derfor også , da de mulig engang kunne tjene til min legitimation og gjenkjendelse , omhyggelig blev opbevarede . Caroline derimod gik stadig ud fra den anskuelse , at sagen forholdt sig i højeste grad naturlig , idet hun mente , at det ikke ville være forbunden med alt for store vanskeligheder at oplyst , at jeg , når sandheden skulle frem , var barn af en eller anden vagabond eller omløberske , ligesom hun også med en for jomfruen uhyggelig vedholdenhed bestandig henviste til mit eget udsagn om , at Joseph havde foræret mig benklæderne , med hensyn til hvilke hun derimod meget villig indrømmede , at der var noget dunkelt og uforklarligt , hvilket måske aldrig ville blive oplyst , når der toges hensyn til muligheden af , at Joseph havde slået betræffende hestepranger ihjel . Hun tilføjede imidlertid stedse , at jeg nu , efter at selv den ubetydeligste Duft af fattighuset var vaflet af mig , og efter at jeg havde antaget pænere manerer og et mindre landligt sprog , var en ret morsom lille trold , som hun ikke ville bytte bort for Slagter Borsholms fedeste gris , selv om han bød en daler i bytte . Så smigrende dette nu end var for mig , så følte jeg mig dog fuldstændig overbevist om , at jomfruen havde ret , hvilken overbevisning mere og mere befæstede sig hos mig , ja , så at sige , groede sammen med mit hele væsen , således , at jeg til sidst troede at have oplevet , hvad min fantasi foregøglede mig . Jomfru kolds omsorg for mig og , jeg for vel sige det , glæde over mig , var overordentlig . Hendes hele tragten og stræben fra det øjeblik hun havde fundet mig på landevejen , drejede sig sikkerlig kun om mig , og jeg føler mig overbevist om , at hun nærede det tillidsfulde håb , at kunne flabe et nyt verdens underværk af mig . Det samme håb har jeg også Caroline mistænkt for at have næret , dog i en modsat retning . For hende kom det nemlig ikke så meget an på min ånds , som på mit legems pleje , og når jeg betænker , med hvilket hjertensglad og lyksaligt udtryk hun betragtede mig , når jeg satte det ene store stykke smørrebrød tillivs efter det andet , så det er intet under/ at jeg , trods hendes undertiden lidt rafle og håndfaste væsen , i høj grad sølle mig tiltrukken af hende . Jomfru kold var nemlig overordentlig hengiven til læsning ; det æsttetiske gik hos hende over alt , og hun nærede en dyb foragt for enhver , der ikke var bevandret i den fljønne literatur og især i Lafontaines romaner . For hendes tanker stod en ideal helt med lyse lokker , høj pande , på hvilken alvor og højhed tronede , dernæst med store , lyse , helst drømmende øjne , samt dertil velskabt , flank og kraftig ; at flabe et sådant billede udaf mit syndige leer , var ganske vist målet for hendes bestræbelser . For at nå dette , mente hun imidlertid , at mad og drikke kun til en vis grad var nødvendig , samt at især store , tykke stykker smørrebrød med øst eller kød , vare de allerværste anstødsstene . Denne omstændighed ville ganske sikkert have beredt mig mange bekymringer , dersom ikke Caroline havde haft andre , og hendes modsatte , anskuelser , hvilket bevirkede , at jeg , trods de tynde skiver franskbrød , det enkelte hønselår , og de små portioner suppe , hvormed jomfruen troede , ' at pligterne mod min mave vare fyldestgjorte , blev rund , rødmusset og buttet . „ Mærkværdigt er det , Caroline “ , sagde hun en dag , da denne , hvilket stedse var tilfældet , når ingen fremmede vare tilstede , sad inde i stuen , beskæftiget med håndarbejde . „ Ja , mærkværdigt er det , hvorledes vor lille Peter — Peter “ , gentog hun , „ er i grunden et uskønt navn , det minder om intetsomhelsf stort eller skønt , det har , om jeg så må sige det , ingen fortid , og den vellyd , den blide , harmoniske musik , der ved mange navne så dejligt smelter sammen med de væsener , som bærer dem . “ „ Ja , men det er et rigtig godt dansk navn , jomfru “ , bemærkede carøline , „ og Peter den store , om hvem jeg engang har læst , og som nok ikke var til at kimse af , kan nok meddele navnet både saft og kraft . “ „ Han var en rå , vild og despotisk tyran , carøline “ , svarede jomfruen misbilligende , „ der manglede alle ridderlighedens høje dyder , og hvem jeg mindst af alle kunne ønske , at vor Peter i nogen som helst retning skulle komme til at ligne . Han var dernæst en Russer , og afgiver således intet bevis for , at Peter er et dansk navn . “ „ Ja , så er det en anden sag , jomfru , men så er der f . Eks . Peter Skjødt , om hvem der er skrevet en vise , som går så dejligt . “ „ Og netop på grund af den vise , kunne jeg ønske at forandre barnets navn “ , afbrød jomfruen hende . “ „ Jeg vil imidlertid intetsomhelst foretage i den retning ; thi vel er jeg overbevist om , at barnet ikke fra først af har båret dette navn ; men ikkedestomindre kunne det dog give anledning til at han blev genfunden , det kunne blive den tråd i hans barndoms labyrintt , der førte ham tilbage i sørgende og længselsfuldt ventende forældres arme . „ Da tror jeg rigtignok , jomfru , at det var bedst for ham , om tråden blev rykket over med et ryk , og at han f . Eks . blev kaldet Ole ; thi jeg tror rigtignok , når sandheden skal frem , at skulle hans forældre blive nødsagede til at tage ham igen , nu , efter at de vel er blevne af med ham , så blev det ham , der blev den sørgende og længselsfulde . „ Du er , Caroline , som jeg så ofte har sagt dig , en sund og kraftig natur , og med dine stærke dine formår du tydeligt at se , hvor jeg med mine briller knap kan skelne ; men jeg er i besiddelse af et andet syn , hvormed jeg seer dybere i tingenes natur end du . Hjertets følelser og dets stærke ahnelser siger os ofte ting , som den stærkeste forstand ikke formår at udgrunde og det skarpeste blik ikke at gennemskue ; men disse ahnelser , disse følelser , dette åndens profetiske blik , alt dette opnås kun gennem studiet af værker , hvor vort hele væsen luttres i omgang med store og ædle ånder . Til opnåelsen af dette , har du imidlertid ikke lejlighed . Dit lod i livet er blevet et andet , og din gerning tillader dig ikke af tænke meget og dybt . “ „ Nej , thi så er jeg bange , af groben ville svies eller suppen køge over . Men på grund heraf , jomfru “ , vedblev Caroline eftertænksomt , „ var det måske ikke så galt , om en mand havde lov fil af tage to koner . En nemlig , som kunne være den store og ædle ånd , ved hvilken hans væsen blev luttret , og en anden , som kunne lave hans mad , og holde pjalterne sammen om ham . Jomfruen ville nok ellers have talt om noget , der var mærkværdigt ved Peter . “ „ Nu , ja , det er sandt “ , svarede jomfruen , der med en misbilligende hovedrysten havde hørt på Carolines bemærkning . „ Jeg finder nemlig , af det er i hvi grad mærkværdigt hos dette barn , samt dernæst et slående bevis for mine anskuelser , af ihvorvel han ikke spiser meget , af ihvorvel det kvantum føde , han behøver , i ingen henseende kan måle sig med de qvantiter , som jeg , fil min gru , har set andre børn tage til sig , så blomstrer dog hans kinder af sandhedens rødme , så vokser han dog frem i kraft og fylde , som et bevis for , at åndens føde også kan være legemets . “ „ Ja , jomfru “ , svarede Caroline med et så troværdigt ansigt , at jeg blev ganske forbavset . „ Enhver som her ville sige andet eller søge at bevise det modsatte , ville efter min mening gøre en blodig synd mod Peter . Jeg siger derfor , at det , hvad jomfruen der siger , er ligeså sandt og rigtigt , som det , jomfruen sagde om hjertets følelser og stærke ahnelser . Jeg formår desværre ikkke altid straks at fatte , hvad jomfruen mener ; men når jeg først har grundet lidt over det , så bliver det mig gerne ligeså klart , som vandet over havets bund . “ „ Det var heller ikke at forlange , Caroline “ , svarede jomfruen mildt , „ og jeg bærer derfor med glæde over med mange af dine undertiden lidt løjerlige bemærkninger . “ Ihvorvel nu jomfru kold var af den fulde og faste overbevisning , at ånden og legemet vare to hinanden yderst fjendtlige magter , hvoraf den ene absolut måtte betvinges og spæges , for at den anden kunne komme til sin fulde udvikling , så beviste hun dog med hensyn til mig , og det just ikke altid til min største glæde , at hun langtfra troede , at det dermed var nok . Af den grund anvendte hun en stor del af dagen til at give mig undervisning , hvorved hun udviste en tålmodighed og udholdenhed , der så meget mere måtte vække beundring , når man så hen til den store Stapel af Lafontaines , vulpius og spies ' s værker , der lå på hendes bord , og efter hvis gennemlæsning hun tørstede . Jeg må imidldrtid , uden at rose mig selv , tilstå , at jeg også gjorde mig al mulig umage , således , at jeg efter nogen tids øvelse havde bragt det så vidt , at jeg med pattos formåede at læse hele capitler af hine forfattere højt for hende , idet jeg snart , som hun havde lært mig , lod min stemme lyde kraftig og stærk , ved de effektfulde steder , snart mild , blød og vibrende ved de rørende . Ved flige lejligheder bragte imidlertid Caroline mig ofte i den allerstørste forlegenhed , idet hun nemlig , når det dybtgribende , og min stemmes skælven var på det højeste , blev så betagen , at hun ganske højrød gemte sit ansigt i tørklædet , medens stølen , hvorpå hun sad og gulvet med , rystede af hendes tilbagetrængte latter . For mig mig var det dog derved en stor trøst , af jomfruen troede , det var gråd , idet jeg nemlig , benyttende dette motiv , hastig kunne forlade stuen , når jeg sølte mig smitttet af Carolines lystighed . Tiden gik imidlertid hen , og da jomfruen nu troede , af jeg var moden til af kunne modtage en lærdere og mere omfattende undervisning , så begyndte hun af se sig om efter en lærer til mig . Al benytte skolen på Frederiksværk kunne der ikke være tale om ; thi vel indrømmede jomfru kold , af jeg til en vis grad havde godt af omgangen med mine jevnlige ; men på den anden side måtte , som hun mente , enhver give hende ret i , af der i hin skole på ingen måde herflede den høibjertede ridderlighed og de fine sæder blandt drengene , hvilken hun ville skulle indpodes mig , da disse tværtimod meget ofte sloges på en højst ucavaleermæssig måde på gaden , idet de spændte ben for hverandre , kradsede hinanden i ansigtet , eller , når lejlighed gaves , sendte denne eller hin et råddent æble i nakken . Ja , det var endogså gået så vidt , af krudtmesterens ældste søn i kåd overmod en aften havde sendt en raket ned i vort lysthus , hvor jomfruen og Caroline sagde og drak the , og hvor den spruttende og gnistrende for omkring , således , at Caroline , der dog var i besiddelse af stærke nerver , i sin forfærdelse væltede theebordet og jomfruen besvimede . Om skolen kunne der således ikke være tale , derimod rettede min beskytterindes tanke sig straks på byens tolder , hvilken titel dengang byens eneste toldembedsmand førte . Han hed Emanuel , eller , som han i stolt bevidsthed af , at nedstamme fra Frankrig , kaldte sig , Charles Emanuele , og havde i fin tid været lieutenant ved landeværnet . Han stod i stor anseelse hos jomfruen , ikke just på grund af hans udvortes egenskaber ; thi i stedet for at være høj , kraftig og bredskuldret , med et ansigt , på hvilket krigersk alvor og høje dyder udtrykte sig , hvilket hos hende måtte være uadskilleligt med en kriger , så var han temmelig kort og tyk , med et rundt , rødmusset og intetsigende ansigt ; men han forstod med smuk takt og en vidunderlig bøielighed at gå ind på hendes anskuelser og ideer . Han sværmede meget for Napoleon , den store kejser , som han kaldte ham . Med et liv og en bevægelighed , der henrev både mig og jomfruen , fortalte han om slagene ; han skildrede larmen , forvirringen og rædselen så livagtig , som skete det før vore øjne , og på samme tid viste han . hvorledes den commanderende med ophøjet ro , uanfegtet af kanonernes torden og kuglernes susen , af kampens larm og de døendes skrig , sad stille , tavs og grublende på sin hest , ledende det hele kun ved enkelte vink , hvorigennem geniets kraft lyste . Han havde selv den meest brændende lyst til at gå i fransk tjeneste , før , som han beskedent bemærkede , at forsøge på at gengive sit navn dets gamle glans , og før med sit gode sværd , igennem en hæderlig kamp , at vinde en marskalsstav eller dø . Hans pligt som tolder bandt ham imidlertid til Frederiksværk ; han Havde svoret kongen sin ed og den ville han ikke bryde ; men fluide engang , og når han sagde dette , da lyste hans øjne og hans stemme klang kraftig og fuld , skulle engang fjenden overskride det elskede Danmarks grændser , da skulle hverken generaltolddirectoratet eller commercecollegiet , hverken ed eller pligt holde ham tilbage , da ville han styrte sig i kampen og føre sit folk til Sejer . Dernæst forstod han mesterligt at påpege alle skønhederne og det dybe i de romaner , der stedse fandtes på jomfruens bord , idet tillige hans dom om disse stedse stemmede overens med hendes . Om hint nu var sand overstrømmende begejstring og dette hans hjertes og hans forstands fulde mening , vare spørgsmål , som det aldrig faldt mig ind af opkaste ; kun må jeg , sandheden tro , bemærke , af jomfruen var ligeså rig , som raisonabel , og dette sidste , især mod dem , der forstod af vinde hende , samt dernæst , af en stor del af toldvæsenets toldvæsener , dengang som nu , måtte undgjækde for deres mosters sygdom . Hvad der imidlertid til en vis grad confunderede Caroline og mig , var iagttagelsen af , af jo mere lieutenant Emanuel ved sine hyppige besøg hos os nød af de lækkre retter og den fine vin , der blev ham buden , jo mere veltalende blev han , hvilket syntes af bevise , af god og rigelig legemlig føde dog ikke var så grumme fladelig for ånden , som jomfruen antog , ligesom også Caroline for mig ofte udtalte fin forbavselse over , af jomfruen ikke , da hun dog holdt så meget af løjtnanten , satte denne på smal kost for derved end ydermere af vise ham sin kærlighed . Efter lange og vidtløftige diliberationer blev det besluttet , af han skulle anmodes om , mod et rigeligt honorar , at blive min lærer , hvilket jomfruen anså før nogenlunde at være den største lykke , som kunne vederfares mig . „ Det er ikke alene før hans kundskabers skyld “ , sagde hun til Caroline kort før lieufenanten ventedes , før at træffe den fornødne aftale , „ thi de er store og omfattende . Han er ikke alene hjemme i de levende sprog , men også i de døde . “ „ Vor herre bevares ! “ udbrød Caroline , „ det er jo både til at blive angst og bange før . Jeg troede , at byens tolder skulle holde sin næse derfra og lade præsterne om sligt . “ „ Du misforstår mig , Caroline “ , sagde jomfruen mildt , men dog med et ganske lille anstrøg af den ringeagt , før hvilken et bedre viden ikke kan værge sig lige overfor bornerthed . „ Ja , du misforstår mig . Jeg talte ikke om de døde , men derimod om de døde sprog , hvormed menes de sprog , der taltes af store og mægtige folkestammer , som nu ikke længere eksisterer . “ „ Ja , når de ikke eksisterer mere , så behøver man da ikke at være bange før , at blive misforstået af dem , jomfru ; thi efter min mening er det temmeligt ligegyldigt , hvilket sprog man taler til en dsd mand/ ' „ Talen er ikke derom , Caroline “ , sagde hun , trækkende utålmodig på skulderen . „ Talen er om derved af lære deres store og udødelige værker af kende , deres ophøjede , geniale tanker og vise lærdomme . “ „ Hvad det angår , så har jeg altid været øverbeviist om , af der ikke gaves større og ubødeligere værker , end de af spies og Lafontaine , som jomfruen studerer i ; thi klogere og lærdere end jomfruen er , tror jeg ikke , der gives nogen på hele Sjælland . “ „ Det var tydeligt , af jomfruen følte sig en lille smule trykket ved denne roes ; men ikke destomindre tilkastede hun dog Caroline et taknemligt blik . „ Det er nu ikke alene lieutenantens store lærdom “ , vedblev hun , „ hvoraf Peter kan profitere , men det er også hans fine , elegante væsen , hans ophøjede , humane tænkemåde , samt dernæst også de øvrige store og overordentlige egenskaber , hvoraf han er i besiddelse , og som sikkerlig ville have gjort ham til en af statens mest fremragende mænd , dersom omstændighederne havde føjet sig . “ „ Ligesom tilfældet ville have været med denne Joseph , hvorom Peter taler “ , svarede Caroline i en hjertelig og anerkendende tone . „ Om ioseph skal jeg ikke dømme , han sidder nu i slaveriet . “ „ Så han er dømt nok , mener jomfruen “ , afbrød Caroline hende . „ Jeg mener , Caroline “ , sagde jomfruen med højhed og indignation , „ at det ville være ligeså enfoldigt som uoverlagt , at sammenligne hin person med lieutenant < le Saint Emanuele , som hans virkelige navn lyder , ihvorvel jeg indrømmer , at der ved denne ioseph er noget mystisk og uforklarligt . “ „ Han kunne godt være bleven amtmand eller skoleholder “ , bemærkede jeg beskedent . „ Se , det er da tydetigt nok “ , sagde Caroline . „ Nu kommer det kun an på , af hvilken grund han hellere valgte at gå i fattighuset , og lieutenant Emmanuel med sit geni , hellere valgte at blive en ringe tolder i Frederiksværk , end en af de første mænd i staten . “ „ Det valgte han af den grund , at han blev gjort flammelig uret af sine foresatte “ , sagde jomfruen i en lidt højere tone end sædvanlig , der vidnede om , hvor krænket hun følte sig . „ Det valgte han , som en følge af , at højere vedkommende følte sig generede af hans overlegne ånd og dygtighed , og derfor trådte ham på nakken , samt gjorde alt for at få ham af vejen , for ikke at fordunkles af ham , eller for hans skyld at blive tilsidesat . “ „ Ja , hårdt er det sandelig , jomsrue , at lade sig træde ihjel af gæs “ , svarede Caroline indrømmende og alvorsfuld , „ og jeg fortænker ingenlunde lieutenanten i , at han til sidst sorgfuld og hjerteklemt opgav ævret , og hellere trak sig tilbage i dunkelheden ; men jomfru “ , vedblev hun i en troskyldig og hjertelig tone , „ således er det dog virkelig også gået den stakkels Joseph , rigtignok på en vis måde . i en højere grad . “ „ Ja , det kom bare af et brev , jomfru kold , som posten ikke besørgede rigtig “ , bemærkede jeg , „ det har han selv fortalt mig , og et sådant uheld har måske også løjtnanten haft . “ „ Du ved ikke , hvad du siger , min gode dreng , og Caroline heller ikke . I tale hver for sig , som i have forstand og erfaring til . Eders mening er sikkerlig god ; men der hører stundom tålmodighed til at høre derpå . “ Her blev hun afbrudt ved , at løjtnanten trådte ind , hvorpå Caroline forlod stuen . “ Votro servitour , lladoinoisotlo “ , begyndte han idet han bukkede dybt med et udtryk af dyb ærbødighed og hjertelig hengivenhed , “ ooininont vous , porte vous ? “ “ le vous rouroroi , tres dien “ , svarede hun med et lykleligt smil , idet hun kastede et blik fuldt af beskeden selvbevidsthed på mig , der lyttede fil , fuld af forundring , med åben mund . „ Ja , lille Peter “ , vedblev løjtnanten med en fornøjet latter , idet han vendte sig fil mig , „ det er nok malebarisk for dig endnu , kan jeg se på dit ansigt ; men det skal læres tilligemed meget andet , og jeg skulle have taget meget fejl , dersom det ikke vil falde dig ligeså let at lære det , som det for mig vil blive en fornøjelse , at lære dig det . Ja , sandelig “ , vedblev han fil jomfruen , „ der er et udtryk i det barns ansigt , som tyder på noget mere end almindeligt . “ „ Det har jeg stedse sagt , hr. Lieutenant , og det glæder mig hjerteligt , at høre det bekræftet af en mand som dem . “ „ Det må de ikke sige , højstærede jomfru kold . Jeg er ret og flet tolder , og har som sådan , sikkerlig ikke ret til at gøre prætenstoner . Det pund , Vorherre har givet mig , og som måske kunne have været anvendt i højere interesser , det anser jeg det nu for min pligt at anvende i min lille virkekreds . “ „ Det er smukt , med resignation at bøje sig under skæbnens villie “ , svarede jomfruen deltagende ; „ men det er ophøjet , når man er i besiddelse af eminente åndskræfter , ikke at kede s og trættes ved små og trivielle sysler . “ „ Hjertet har sine kampe , jomfru kold , og ofte er disse hårdere og mere ødelæggende , end de , der udstrides på valpladsen ; men en mandig villie må kunne beherske , selv de heftigste lidenskaber og den mest brændende attrå , og med en sådan formår man at føle sig lykkelig , selv som tolder i Frederiksværk . Jeg behøver ikke at sige dem , jomfru kold , som er i besiddelse af et så rigt hjerte og en så klar forstand , at livet overalt , selv i den goldeste ørken , har sine skønheder og tillokkelser , når vi kun vide , at leve i os selv , og ikke udenfor os selv , og når vi da kun har fundet en eneste sjæl , hvormed vi sympattisere . “ Ved disse ord som han udtalte i en dyb og alvorlig tone , bukkede han for hende , der venlig rakte ham hånden . „ Dog “ , vedblev han muntrere , „ nu har jeg den lille Peter , i ham vil jeg søge at forynges og genfødes , hans lykke skal være min stolthed og glæde , idet jeg efter endt hverv skal kunne sige fil mig selv , den kundskabens fylde , de rige erfaringer og den brændende kærlighed fil alt , hvad der er ædelt og godt , hvoraf jeg muligvis er i besiddelse , det har jeg ærlig og redeligt delt med min ven . “ Ved disse ord lagde han sin hånd på mit hoved , herved jeg næsten sank sammen i følelsen af hans storhed og min ringhed . „ Og såvel han , som jeg , skulle af hjertet være dem taknemlige , hr. Lieutenant “ , sagde jomfruen . „ Jeg har , som de ved , nedlagt kundskabens første spire i hans unge sjæl , og jeg har med glæde set den fæste rod og trives . “ „ Nu , så skal jeg med flid og lyst stræbe hen fil , at de frodigt vokse videre . Dog tror jeg , jomfru kold , at det ville være godt , om jeg fik at vide , efter hvilket mål der skal strædes , jeg mener , hvilken livsstilling de har tænkt dem at han skal vælge ? “ „ Det er et vanskeligt , ja et meget vanskeligt spørgsmål , og jeg kan forsikkere dem , at jeg har tænkt så længe og så dybt derøver , at min sjæl er bleven mat og træt . Ja , hr. Lieutenant æa Saint linanuale “ , vedblev hun med et lidende udtryk , „ jeg kan sige træt til døden . De ved jo “ , førtsatte hun , idet hun med hånden strøg sig øver panden , søm før at samle sig , „ at der øver Peters fødsel hviler et slør , at der med hans første tilværelse er førbundet nøget gådefuldt , søm det måske først skal lykkes sene tider at øpklare . Jeg kalder ham min , ja “ , vedblev hun lidt førvirret og rødmende , „ jeg kalder ham min søn ; men vil der ikke komme en dag , vil ikke et dieblik oprinde , da hans virkelige møder , hende , der med glædestårer så hans første smil og hørte hans uskyldige lallen , vil banke på min dør , og med alvørets og møderkærlighedens umiskendelige røst sige : giv mig min søn mage . “ Ved disse ord lænede hun sig tilbage i stølen og stirrede snart på løjtnanten , snart på mig , med et så spørgende blik , at jeg følte mig øverbeviist øm , at hun ventede på svar . „ Måske bliver hun da bange “ , sagde jeg derfør berøligende , „ når de taler til hende , søm de talte til pølitibetjent Olsen . “ Lieutenanten satte et underligt ansigt øp ved disse ord , og så hastig ud af vinduet . Jomfruen syntes derimod ikke at skænke dem videre opmærksomhed , thi hun vedblev : „ Hvad skal jeg da svare , hvorledes skal jeg gøre rede og rigtighed for det hverv skæbnen har lagt i min hånd . Hvortil skal jeg have opdraget ham , for at jeg med fuld fortrøstning , med stolthed og glæde kan sige : se her er han . Eksisterede der endnu en kraftig , djerv og jernklædt ridderstand , da ville jeg anbringe ham som page , for at han derefter , som væbner , kunne tilkæmpe sig de gyldne sporer . Nu derimod er der kun to veje nemlig den studerende . “ „ Student ! “ udbrød løjtnanten . „ Nej , så ondt det gør mig , deri kan jeg ikke være af deres mening , tror de at en moder af nogenlunde god byrd , endsige en sand fornem dame , kunne med henrykkelse trykke en fortabt og genfunden søn i sine arme , når hun i ham fandt en bleg , tør , krumbøjet og starblind pedant , et menneske , som havde læst saft og kraft ud af sig , og som ikke bestod af andet end skind , ben og latinske gloser . Ja , jomfru kold , jeg siger dem , en student er et menneske , der har anvendt halvdelen af sit liv på at indsamle uanvendlige og upraktiske kundskaber , og som nu anvender den anden halvdel på ordkløveri , opfindelsen af spidsfindige talemåder , samt på at harcelere , latterliggøre og fortrædige destingverede og meriterede folk . “ „ De dommer strengt , men måske retfærdigt , min kære æe kalot liolmuala , og jeg kan desværre ikke give dem uret i deres påstand , thi jeg har netop fornylig følt mig i højeste grad krænket og såret i mine bedste følelser , ved at høre den unge student from derovre , med hensynsløs , ja jeg kunne næsten sige det , råhed gøre sig lystig over et af de dejligste og mest rørende steder i „ Familien von halden . “ „ Så , øgså dem har han vovet at såre “ , udbrød lieutenanten med indignation . „ Dog jeg skal ikke sige andet , end at han er ung , jomfru kold , ja meget ung . “ „ Den anden vej , der altså her kan være tale om “ , vedblev hun , „ er den militære . Til det resultat er også jeg kommen , thi der gives næppe nogen anden , som et barn af Peters sandsynlige ekstraktion med anstand kan betræde . “ „ Således må en dame tale , thi kvinden , den sande ædle kvinde må elske tapperheden , det friske , frejdige mod , som går i døden med foragt , og det lette muntre sind , der med samme glæede styrter sig i kampens larm , som i den hvirvlende Dands . Ja , Peter “ , vedblev han til mig . „ Du spidser Oren og lytter , og jeg kan se på dit ansigt , at du vil lytte med begejstring , og at dit hjerte vil banke højt i stormende lyst , når du hører paukernes og trompeternes klang og kanonernes torden . “ „ Og jeg er overbevist om “ , sagde jomfruen med et anerkendende smil , „ at det med en sådan rigdom af hjerte og følelse vil lykkes hr. Løjtnanten at indpode ethvert barn , selv et mindre begavet end Peter , den samme glæde ved , stolthed af og kærlighed til det ædle krigerhåndværk . Må jeg så bede dem tage tiltakke “ , vedblev hun og pegede på det dækkede bord . Idet nu løjtnanten gjorde det veldækkede bord al ære , ja så megen , at det vel næsten ville have vakt en grønlænders højeste sympatti og medfølelse , så skete det dog med så megen tale , og med så megen respekt for jomfruens sine følelse og æsttetiske skræk for materielle fødemidler , at hun , som jeg tror , ikke så eller mærkede , hvorledes kyllingerne forsvandt og viinflasfen tømtes . Imellem hans korte og meget kraftige angreb på retterne og vinen , underholdt han hende nemlig med de mest levende og maleriske beskrivelser af de slag og sejre , der på den tid leveredes og vandtes af Napoleon og de franske armeer . Alt som stegen forsvandt og flasken tømtes tiltog hans begejstring ; snart gengav han med en dyb følelses hele styrke , idet højhed og ro ttronede på hans pande , Napoleons opflammende og gribende taler til armeen , således at jomfruens kinder glødede og hendes øjne strålede , idet der sikkert kun manglede meget lidt i , at hun var brudt ud i soldaternes jublende viva l ' ernperaur , snart gengav han kanonernes torden og kuglernes piben med et sådan liv , at jeg ved hans barske mine og drønende bum , bum , sank helt sammen og nær var krøben under bordet , og snart skildrede han jublen og glæden ved de seierrige soldaters hjemkomst , når de efter mange Års savn og lidelser atter favnedes af deres elskede , idet han derpå med mild og vemodig stemme omtalte dem , hvis blod vædede valpladsen , og som nu hvilede i fred efter kampens bulder , og efter at have sundet en misundelsesværdig død i kampen , for det stolte Frankrig og for kejseren . I mellemrummene mellem disse åndrige og poetiske samtaler , var det mere jordiske med hensyn fil min skolegang bleven afgjort og bestemt , og endnu førenb han gik blev dag og time aftalt . Der var to ting ved dette arrangement , som ikke gjorde mig så lidt benovet og beklemt , og som bevirkede , at jeg nu langtfra nød mine extramåltider hos Caroline med den ro og velbehagelighed , som ellers var tilfældet . For det første indså jeg ikke , hvorledes det skulle blive mig muligt at rumme den umådelige masse af kundskaber , som han havde lovet jomfruen at meddele mig . På sine fingre havde han opregnet en uendelig masse af discipliner , hvis navn alene var nok fil at gøre mig ør i hovedet og konfus , og dem fluide jeg nu , som han havde sagt , trænge ind i lige til deres kærne , hvis gødhed da ville fylde mig med vellyst ; men hvad der var det allerværste , og hvad der næsten bragte mig til fortvivlelse , det var tanken om hans udtalelse , at han ikke ville flippe mig , før jeg var ligeså kundskabsrig , ligeså øvet i alle ridderlige kunster , kort sagt , før jeg var ligeså stor som ham , der , efter hvad jeg havde hørt af jomfruen og selv erfaret , forekom mig at være indbegrebet af al storhed , dyd og lærdom . Den anden omstændighed , som bidrøg så meget til at gøre mig betænkelig , var et råd Caroline havde givet mig , da hun hørte , at jeg nu fluide undervises af løjtnanten . Hun bad mig nemlig på det indstændigste , at vogte mig før at blive en nar ; thi ihvorvel hun af mange grunde nok fluide vogte sig før at påstå , at løjtnanten var en sådan , så havde hun dog en begrundet ahnelse om , at jeg tenderede stærkt til at blive det , i hvilken henseende lieutenantens selskab og indflydelse på mig efter hendes mening , ikke just kunne siges at være ufarlig . Det sande og rigtige i , hvad en filosophisk skomagerdreng engang skal have sagt , da han skulle have prygl , nemlig , af tilberedelserne vare det værste derved , viste sig imidlertid også ved denne lejlighed ; thi efter i nogen tid af have nydt lieutenantens undervisning , havde jeg lært og grundigt fattet , af det af gå tilbunds i videnskaberne flet ikke var ensbetydende med af drukne , i det mindste svømmede han og jeg lystigt ovenpå , og tilbragte vor tid på den meest behagelige og underholdende måde . I førstningen tog han rigtignok sagen fra en mere alvorlig side , og viste sig som en streng , grundig , men tillige faderlig og kærligsinbet lærer ; men lidt efter lidt blev sløret ham for besværligt , og alt efter som jeg i hans øjne mødnedes til af kunne tåle synet af den fulde , smilende sandhed , løftede han fligen højere og højere . Så sirlig og pæn han var , med skinnende hvidt linned , blanke støvler og vel friseret hanekam , når han aflagde visit hos jomfru kold , ligeså megen , og efter min mening retfærdig ringeagt , viste han for det udvortes i sit hjem . Hans slåbrok , af storblomstret , uldent tøj , var stedse foran glindsende og blank og temmelig rigelig besat med små rester af Velling , spinat eller andre retter , som han havde nydt til middag , og som gav den en ejendommelig blandet og ahnelselsfuld lugt , der stedse lod mig beholde den bordskuffe i fattighuset , hvor smør , brød , sild , ost , og andre fødevarer opbevaredes , i frifl minde . Skjortelinningen , der stak frem under de brede opslag , var sædvanlig af samme farve som Josephs , når Else med mildt alvor foreholdt ham , at han i tre uger ikke havde taget rent linned på , og hans blonde , temmelig stride hår , lå glat og fladt på hans hoved , idet hist og her et blødt , fint dun vuggede sig på spidserne . Under undervisningen lå han ialmindelighed på sofaen , rygende af sin pibe , ved hvilken han da som oftest , efter en ikke alt for lang tids forløb , faldt isøvn ; det vil da sige , når ikke hans egne eller mine fortællinger holdt ham vågen . Han holdt nemlig meget af , som han sagde , at divertere ånden , for at denne ikke skulle fløves ved studiet , og frem for alt holdt han af at give sin fantasie teilen , og derved ligesom tage regres for skuffelser , modgang og anden molest , som han havde haft i livet . » Vi ville tale om andre ting , Peter “ , sagde han derfor , når han standsede ved et eller andet problem , enten i frygt for at opløsningen deraf skulle bebyrde min hjerne alt for meget eller i bevidstheden om , at hans egne kræfter ikke strakte til . „ Ja , lad os tale om andre ting , jeg tør nemlig ikke proppe for meget i dit hoved på engang , af frygt for , at det skal springe i luften med et bedøvende knald , ligesom det for nogen tid sfete med krudttårnet derude . “ „ Så synes jeg , hr. Lieutenant , at let var bedst , flet intet at proppe i det ; thi et lille fut kunne allerede være galt nok . “ „ Du kan i visse måder have ret , og jeg kan godt forstå din ængstelighed , enhver er sig naturligvis selv nærmest , imidlertid kan du berolige dig med , at du ikke i så henseende er udsat for nogen stor fare , hverken fra din egen eller fra min side . Det var iøvrigt “ vedblev han , „ en delikat vin din tante “ , således havde nemlig jomfru kold ønsket , at jeg skulle kalde hende , „ sendte mig . Har hun meget af den slags i kælderen . “ „ Ja der ligger grumme mange flasker , har jeg set ; men jeg har aldrig smagt noget deraf , for Caroline siger : at når man drikker vin , så bliver man et svin , men når man drikker vand , så mister man ikke sin forstand . “ „ Ja , Peter , sligt siges , skal jeg sige dig , ofte kun for de velklingende rims skyld , idet man nemlig for disses skyld , hvilke jo er det vigtigste ved et Vers , undertiden seer sig i den nødvendighed , at sige noget ganske andet , end man egentlig ville have sagt . Jeg tror nu iøvrigt ikke , at den gode Caroline knækker halsen på sin madmoders viinslasker , ligeså lidt , som jeg tror , at hun bliver til det i rimet omtalte dyr , ved engang imellem at drikke et pænt glas til sin mad ; thi var det tilfældel , ja , Peter , hun må nu se så standhaftig og uskyldig ud , wm tænkes kan , så tør jeg nok sige , at hun for længe siden var løben om på fire sigende : nkuk , il auf . En velsignelse må det iøvrigt være at være så rig , som din tante , og så , som hun , at uddele milde gaver , der modtages af taknemlige hjerter . “ „ Men Joseph uddelte også mange gaver , både til mig og Else , og han var dog flet ikke rig “ , svarede jeg tvivlende . „ Jo , Peter , han var det unegtelig på en måde ; men rigtignok på en måde , der bragte ham i slaveriet , et sted , hvilket jeg ikke uden bitterhed skal tilføje , som mangen rig af verden hædret og anset mand , nu skulle kalde sit hjem , dersom han ikke havde været klogere end Joseph . Men “ , vedblev han , idet han lagde sig tilrette på sofaen , „ tænk dig nu , når der nu kom et meget stort og tykt brev til mig , på hvis postmærke jeg kunne se , at det var fra Ostindien . Du ved nok , det land hvor , som jeg ved geografien lærte dig , nabobberne boe , og hvor man kan erhverve en lack rupier ligeså let , som man her erhverver , for eksempel , et par ridebukser eller en lammesteg . Ahnelsesfuld , skælvende af håb og tvivl og med bankende hjerte åbner jeg brevet , og efter at jeg med mine , af dyb , indre bevægelse , tårefyldte dine , hvilke jeg ofte under læsningen må terre , har gjort mig bekendt med indholdet , så seer jeg , at jeg efter en langtude beslægtet af mig , et menneske , om hvis tilværelse jeg aldrig har drømt , har arvet en million , ja lad os sige tyve millioner lack siccarupier , hvilke nemlig ere de bedste . Svimlende og idet alt løber rundt før mig , læner jeg mig tilbage på sofapuden holdende brevet i min rystende hånd , medens du , ligesom nu , sidder med åben mund og opspilede øjne og gloer på mig . “ Ved disse ord klemte jeg min mund fast i og så hastig til den anden side . „ Efter at jeg imidlertid har fattet mig , og med jernvillie tilkæmpet mig den fornødne sindsro , så putter jeg brevet i lommen og rejser straks med ageposten , ja , det er sandt , ageposten går ikke før på søndag , nu så tager jeg ekstravogn , og med et udtryk af høj ro og selvbeherskelse , kører jeg ned ad gaden , hvor folk forundrede stirrer efter mig . du har imidlertid i bevidstheden om , at kaldet som din læerer , uden alt for stort savn og smerte fra min side nu må opgives , samlet dine bsger sammen . Dog nej “ , vedblev han nied et udtryk af selvbevidsthed og resignation , „ jeg har forinden sagt dig , at jeg i følelsen af dyb taknemlighed og opofrende venskab før din tante , vil vedblive at være din lærer . Ikkedestomindre går du dog ned ad gaden , med en forvirret og hemmelighedsfuld mine . “ „ Som dengang jeg tænkte på af frelse Joseph fra af være en varulv ! “ udbrød jeg uvilkårlig , idet jeg med spændt opmærksomhed lyttede til , hvad han sagde . „ Nu ja , når du ikke har nogen til situationen mere passende lignelse , så lad gå . De mest forunderlige rygter er imidlertid komne i omløb . Nogle sige , af jeg af kongen er kaldet til af være øverstbefalende for armeen ; andre påstå , af jeg er bleven statholder i Norge , samt ophøjet i adelstanden under navn af Ulrik , Frederik Gyldenløve ; men alle spørge dig , der dog ikke siger et ord , ikke engang til din tante , eller til Caroline , kun kaster du dig grædende i deres arme . “ „ Til Caroline tror jeg dog , af jeg kommer til af sige det “ , mente jeg lidt ængstelig , „ thi hun siger , af det lader alt for vigtigdumt , når en laban , som jeg , vil have hemmeligheder . “ „ Så kan du også sige det , det er jo også ligeså barnligt som smukt , af du udøser dit fulde hjerte . Jeg kommer nu til København , hvor jeg straks henvender mig til en høiesteretsadvocat , der naturligvis godt forstår engelsk , denne antager beredvilligt sagen , dreven af ren og ubesmittet menneskekærlighed , og uden mindste hensyn til fordelen . Snart er alt i fuld gang , og da vind og vejr på en vidunderlig måde føjer sig , så ligger efter en næsten utrolig kort tid , hvilken jeg har til tilbragt i den frygteligste spænding , tre umådelige store skibe ved toldboden i København , ladet med alle mine rigdomme . Snart efter begynder et overordentligt liv og virksomhed herude ; på en dejlig plet ved skov og sø , lader jeg nemlig et stort slot bygge . Ved foden af de høje , brede og snehvide marmortrapper , som fører op til portalen , hvile to kolossale løver af cararisk marmor , hver på sin side , og imellem hvis poter to store våbenskjolde er anbragte ; på hver afsats er anbragt mægtige vaser af porpfyr , jaspis og serpentin , hvorfra de herligste , tropiske vækster udbrede en balsamisk vellugt , på samme tid som de fryde øjet med deres farvepragt . Gulvene i slottets høje , rummelige sale , er belagte med det fineste mosaik . Væggene er beklædte med glindsende silketapeter , store , aldeles fejlfrie spejle og svære sølv- og guldgirandoler , fra hvis tusinder af vokslys om aftenerne et blændende lys udbreder sig , og foran vinduerne hænge folderige , tykke Gardiner af ægte silkefløil besatte med svære fryndser af ægte guld . I spisestuen er stedse dækket store borde nied de mest udsøgte retter , hvoriblandt gåseleverpostej , østers og ål i gele aldrig mangler , ligeså lidt som de fineste vine , og overalt stå tjenere , iførte pragtfulde , guldbroderede livreer . “ „ Ja “ , udbrød jeg ivrig , „ med røde kjoler og blå silkestrømper . “ „ Synes du , Peter “ , vedblev han bifaldende . „ Nu , ja , med røde kjoler og blå strømper . Med dette livre vil det imidlertid dog have sine vanskeligheder , da den røde farve udelukkende er forbeholdt de kongelige herskaber . Dog “ , vedblev han idet hans ansigt opklaredes , „ som en følge af min uhyre rigdom , har jeg gjort mine rettigheder gjeldende i Frankrig , og den store kejser har anerkendt mig som fransf adelsmand og Chevalier cte Saint lmannale , og da nu vor konge af visse hensyn , gør alt muligt for at vinde kejseren , så udnævner han mig til dansk rigsfyrste af — — — “ „ Af Overby “ , supplerede jeg , da det lod til , at han ikke i en hast kunne finde et passende navn , „ eller “ , vedblev jeg , da han ikke svarede , men endnu stedse stirrede grundende frem for sig , „ måske af Smørumnedre “ , en by der lå i nærheden . „ Å snak “ , udbrød han fortrydelig . „ Dansk , kan navnet ikke være , det lyder alt for flaut og enfoldigt . Nej , nu har jeg det , af rosenlohe-meerheim und der lasa , hvorved hans . Majestæt tillige giver mig tilladelse til af føre rødt livre . Hvad nu min stilling i toldfaget angår , så striber jeg naturligvis straks til commercecollegiet , som i fjor afslog min ansøgning om et lån , og forlanger i en stolt , ringeagtende og hånlig tone min afsfed øjeblikkelig , idet jeg beder de gode herrer om af dele den mig tilkommende pension imellem sig . Dernæst lader jeg købmand b rend sirup , skomager lund og stræder Hansen komme for mig , og idet jeg med et foragteligt blik tilkaster dem deres penge , beder jeg dem om nu af rejse ad — , jeg mener “ , rettede han sig , „ pålægger jeg dem ' , aldrig mere af komme for mine dine . “ „ Det vil vist gøre Brend sirup meget ondt , for tante siger , af han er en rigtig god mand “ , bemærkede jeg med deltagelse . „ Med din tante er det en anden sag , Peter , ligeoverfor en fyldt pengepung , vise alle mennesker sig i det bedste lys , den grove bliver blid og mild , den hårdnakkede blød og bøjelig , og den påståelige siger ja og amen til alt med mild og beskeden stemme . For din tante “ , vedblev han , „ er nytår en glædesdag , for mig er den en sorgens , helliget de sig uophørlig påtrængende erindringer om en svunden tid . Imidlertid har du , Peter , over hvis fødsel der hviler et hemmelighedsfuldt slør , hvis tidligste barndom er en gåde , til hvis løsning dog enkelte , betydningsfulde momenter hentyde , gjort en tur med din tante til København . Med hende går du på en smuk , mild , solbeflinnet morgen og spadserer i bredgaden ; da kommer en elegant ekvipage kørende , forspændt med fire ravnsorte heste og med tjener og jæger med vaiende fjer . Inveni sidder en ikke alt for gammel dame indhyllet i silke og peltsværk ; hendes ansigtsfarve er fin og hvid , som forårets Lilie , på hendes høje , hvælvede pande har sorgens tunge sky lejret sig , og i hendes store sjælfulde og ganste himmelblå øjne , boer et udtryk af dyb smerte , savn og længsel . Idet nu vognen langsomt bevæger sig fremad , falder hendes bedrøvede blik på dig . Pludselig udstøder hun et højt , hjertefljærende skrig , idet hun tillige næsten afmægtig synker tilbage i vognen , medens store tårer rulle ned over hendes kinder , hvilke hun dog har sjælestyrke nok til at aftørre med sit fine kammerdugslommetørklæde , for at de ej skulle plette det kostbare silketøj ; derpå hæver hun sig atter , befaler kusken i en imponerende tone at holde , og nu , nu udstrækker hun sine arme imod dig , og med en stemme , der fljælver i den højeste salighed , udbryder hun : min søn , min Peter ! “ Her standsede løjtnanten og betragtede mig med et lykkeligt smil . „ Men “ , sagde jeg , hvis fantasie trolig havde fulgt hans på dens flugt , „ hvoraf ved hun , at jeg hedder Peter ? Jomfru kold mener nemlig , at dette er bleven mig tillagt i fattighuset . “ „ Det ved hun vel ikke med nogen afgjort vished ; men den samme dybe , ahnelsessulde følelse , som har sagt hende , at du er hendes søn , har også tilhvidsket hende dit navn . Det oplyses nu snart , at hun er din ligitime moder , hvorimod der med hensyn til din fader , kun gøres en stum hentydning , ved et smertefuldt og foragteligt blik . Din tante og du selv stige nu ind i vognen , der køres til et pragtfuldt palais i Overgaden over vandet . Her bliver du på en fkånsom og hensynsfuld måde gjort bekendt med , at din moder er den rige marquise af la koelltz-lsqvalin , hvilket rigtignok er et svært navn at udtale , men som du dog snart vænner dig til . Nogen tid efter på en stille , mørk aften i August måned , er der stor fest på mit nye slot . Alle vinduer i dette er oplyste og indenfor ses et udsøgt selskab af herrer og damer , strålende af guld og ædelstene , at bevæge sig . De brede fløjdøre ud til slotspladsen er åbnede , og medens indenfor disse i den høje , rummelige entre fra flere store lysekroner et hav af lys udbreder sig over den nærmeste del af marmortrappen , skinner slotspladsen i et rødligt , feagtigt skin , frembragt ved tusinde af begfakler . Mit i slotsdøren , omgiven af kavalerer og tjenere , står jeg selv , forventningsfuld stirrende ud over pladsen . Da kommer en ekvipage hastig kørende , betydningsfuld hæver jeg hånden , og nu intoneres en brusende musik , hvorpå jeg hastig iler ned ad trapperne og flutter dig i mine arme . Ja , Peter , dig er det nemlig , som er kommen i ekvipagen og til din ære afholdes den store fest , hvortil naturligvis Brendstrup aldeles ikke er indbuden . “ Til denne og lignende fremstillinger , han formåede nemlig af variere ttemaet i det uendelige , lyttede jeg stedse med den mest spændte opmærksomhed , imedens jeg af mit eget rigeligt supplerede , hvad der syntes mig af mangle . Det var derfor intet under , af mit hele sind var så opfyldt deraf , af jeg en dag på gaden , var lige ved af springe ind i karetten til grevinde Plessen , hvis dine netop faldt på mig . En kammerat reddede mig imidlertid fra den lidt løjerlige situation , jeg derved ville være bragt i , idet han nemlig i den tanke , af jeg ville løbe over gaden foran hestene , greb mig i armen og holdt mig tilbage . Med Caroline havde jeg også på grund af disse tanker og forestillinger offe min nød ; thi omendskønt jeg vel vogtede mig for af indvie hende eller nogen i , på hvilken måde lieutenanten og jeg underholdt os med hinanden , samt hvilke kuriøse og aparte forhandlinger , der udfyldte vor tid , så må hun dog have væeret listig nok , til af kigge os i papirerne , og flere gange gjorde hun den bemærkning , af jeg kunne have godt af af få en spand koldt vand over hovedet , hvilket , som hun beroliget mente , vel verden ikke ville undlade af give mig , når jeg først kom lidt næermere i berørelse med den . Dette var nu den ene side af lieutenantens måde af berige og vække min ånd på ; den anden var af langt større og mere dybtgående virkning , idet jomfru kold , efter af han havde begyndt af anvende den , først rigtig fik øjnene op for , hvor usigelig meget jeg profiterede af hans undervisning , medens han også selv på samme tid fik overbevisningen i hænde om , hvor overordentlig og splendid jomfruens taknemlighed kunne være ; thi rigtignok var det ideale ham fil stor trøst og husvalelse ; men på den anden side havde han også et klart blik for det reale , der vel egentlig betragtet , dog tilsiost er det , som fylder i lommen og skaffer os de nydelser , som selv den mest afholdende filosofus længselsfuldt sukkende steler fil , og en slig var løjtnanten langt fra . Det var , som jeg har antydet , først efter af vi vare blevne nøjere bekendt med hinanden , og efter , af han antog mig for moden nok fil af indvies i , hvad han kaldte det selskabelige livs frimureri , at han løftede sløret og viste mig skjelmen . „ Hvad vil lærdom sige ? “ spurgte han mig en dag , efter at jeg havde opremset ti fransfe spørgsmål med svar , hvilken eksercits vi øvede hver dag , og som var den måde , hvorpå jeg skulle lære Franst . „ Ja , hvad vil lærdom sige ? “ „ Det er “ , svarede jeg , efter at jeg i nogen tid med dybsindig mine havde grundet over svaret , „ det er , når man kan sige Balles lærebog op i et køre træk fra ende til anden . “ Ved denne , med kæk overbevisning fremsatte påstand , brast min lærer ud i en så hjertelig latter , at den lød vidt omkring ; thi hvad der end ellers kunne siges om ham , så er det dog vist , at hans latter var så sand og naturlig , at den måtte stemme enhver , som hørte den , til glæede . „ Den måde , hvorpå du lavede dig ril at svare , Peter “ , sagde han endelig , „ dit tænksomme blik og din rynkede pande , lød mig et øjeblik håbe , at du forstod , hvor jeg ville hen ; men dit svar bragte mig grumme snart ud af illusionen . „ Seer du , Peter , lærdom består i besiddelsen af nøglen til gåden , hvilken dog idelig og idelig viser sig at være for lille . “ „ Men når den er for lille “ , svarede jeg , „ og således altså ikke kan lukke op , så er den jo til ingen nytte . “ . „ Død og pine ! “ udbrød hin , „ det er dristig talt , og , hvad der er endnu værre , der er nogen sandhed deri . Som en følge af begge disse grunde ville verden aldrig tilgive dig en flig yttring , men give dig et spark , så at du hovedkulds fløj ud af selskabet . Vogt derfor din mund . Da du nu ved mit spørgsmål antog en dybsindig mine og tøvede med svaret , så var der , som sagt , et øjeblik , jeg troede , at du var kommen efter hemmeligheden . Når nu , som du ganske rigtig bemærkede , nøglen ikke kan lukke låsen op , så er ganske vist dens nytte i høj grad tvivlsom , og da det dernæst koster en utrolig flid , anstrengelse og opofrelse at få fingre i denne tvivlsomme nogle , så kan jeg ikke råde dig til at forsøge derpå , da det ganfle vist vil svække din mave og forringe din appetit , hvilket er to store og sørgelige onder . Verden har nu imidlertid engang en afgjort respekt for enhver , der er i besiddelse af nøglen , eller med andre ord , for enhver , der har drukket af kundskabens væld ; men da denne drik , især i førstningen , er grumme besk og bitter , og til alle tider meget svær af få ned , samt da dernæst , som sagt , dens nytte er tvivlsom , ligesom den ganfle afgjort er fladelig for fordøjelsen , så , når man , hvilket er nødvendigt , vil bevare sin respekt og anseelse , er der ingen anden udvej , end af -- -- -- -- -- “ „ Knytte hånden “ , afbrød jeg ham , „ og lade , som om man har nøglen deri . “ „ Ganfle rigtig , Peter , og jeg kunne næsten omfavne dig af glæde over et svar , der overbeviser mig om , af min undervisning ikke har været spildt . Ja , Peter , du skal ikke alene knytte hånden med en meget sigende mine , men du skal også lukke munden med et endnu hemmelighedsfuldere udtryk . At gøre dette rigtigt på behørig tid og sted , samt dernæst ved passende lejlighed , af komme med noget aldeles uforståeligt og forvirrende , det er den kunst , som enhver cavaleer må lære , og som også uden altfor stort besvær lader sig lære . “ „ Men , hr. Lieutenant “ , indvendte jeg betænkelig , „ når det nu ved en uforsigtighed fra vedkommendes side opdages , af hånden er ligeså tom , som ordene , så kunne man dog komme i en flammelig forlegenhed . “ „ Omtrent som den , hvori din ven , Joseph kom , da du påviste den røverhule , hvortil han havde gjort sit hjerte . Dermed har det imidlertid langtfra så stor nød , som det kunne synes , når man kun bare seer sine folk an , lægger mærke til , hvad selskab man er i , og under ingensomhelst omstændighed sætter Peters , eller en anden medlidende sjæls hjerte i fristelse , ved af bilde ham ind , af man er en ulykkelig varulv . “ „ De mener , af man skal vogte sig for af gå så vidt , af man opvækker folks lyst til af undersøge sagen nærmere . Joseph havde derfor måske også ret , når han mente , af jeg ville bringe det grumme vidt i verden ved af tie og lade andre tale , vedat lytte opmærksomt til , med en mine , som nærede jeg den dybeste overbevisning om den talendes visdom , samt dernæst ved af sige ja og amen til alt . “ „ Ved gud “ , udbrød han , „ din ven har der talt så sandt og rigtigt , af jeg må forbavses over , af han med en sådan livsphilosophie endte så tragisk . Man seer det imidlertid ikke så ganske sjældent , af flige coryphæers tale er betydelig klogere end deres handling . Ret havde han , som sagt , imidlertid , kun kan der gøres den bemærkning , af når man siger ja og amen , eller giver folk ret i alt , da må det ske lidt tøvende , idet man efter en lille , pæn og beskeden modstand pludselig lader sig overbevise , med udtrykket af , af være bleven overvældet af den andens storhed , hvilket nemlig forhøjer effekten , idet det tillige giver hin sejrens palmer ihænde , under skyggen af hvilke han da i almindelighed kan vikles om en finger . Når nu denne leveregel anvendes på ens overordnede og foresatte , og det jeg sagde , på ens ligemænd , så vil det ene harmonere smukt med det andet , og bringe ys til gladelig af svømme øvenpå . “ „ Men om det også i nogen tid går godt , så er dog vist kunsten , af undgå af få en sådan dukkert , af man drukner derved , meget svær af lære , især når man kommer i lag med så næsvise personer , søm student from , om hvem tante talte “ , indvendte jeg tvivlende . „ En så uforskammet og kjæphøi personage træffer man heller ikke hver dag og det ærgrer mig bittert , at jeg indlod mig med ham “ , udbrød løjtnanten i en så forbitret tone , at jeg følte mig overbevist om , at han havde været dybere i vandet end ønskeligt var . „ Det være sig imidlertid søm det vil , så meget er afgjort “ , vedblev han , „ at det , at være lærd , i besiddelse af dybe kundskaber , eller de vises sten , søm man kalder det , er noget vås og ikke andet end fantomer , hvilket er let at bevise . Ptolomæus , for eksempel , blev anset for et vidunder af lærdom og kundskaber , og hans system for at være så velbegrundet og dybt tænkt , at det ikke kunne anfegtes , og nu , Peter , nu leer man af hans lærdom ' og visdom og gør sig lystig over hans system . De værker , man har af plinius over geographie , fysik og naturhistorie blev på hin tid anset for det ypperste , søm gaves , og nu regner man det ikke for stort bedre end galimattias . Cæsar blev anset for sin tids største feltherre , og med sin hær erobrede han Frankrig , England , Tyskland og mange andre lande , og nu , Peter , nu må en militair som jeg , en officier , der har gennemgået akademiet og exerceerflolen , smile ad hans dispositioner og hele krigsførelse , i bevidstheden om , at vi med et par compagnier af landeværnet ville kunne adsplitte og tilintetgøre hele hans magt , blot på grund af , at hans hele kunst var børneleg imod vor . “ „ Og så på grund af deres større talent og tapperhed “ , indvendte jeg med et beundrende blik på løjtnanten . „ Nu ' , Peter , det ville vi lade stå ved sit værd “ , svarede han beskedent , idet han venlig nikkede til mig . „ Jeg siger kun , jeg frygter ham ikke . Men du seer nu , at hvad der var hvidt i går , det er sort i dag , hvad der var lærdom i fjor , det er dankundighed iår , og hvad der engang ansås for et indbegreb af al visdom , det anses nu for et indbegreb af al dårskab . Hvor er nu begyndelsen , og hvor er enden , og hvor længe er der til , at vor tids store , til hvem vi beundrende se op , svinde ind til pyngnceer , idet man til hin tid med et ringeagtende smil seer ned til det , som vi beundrede hos dem . Du seer nu , hvor latterligt og lidet lønnende det ville være , at studere sig bleg og mager og virkelig for alvor at stræbe efter at tømme visdommens væeld . Der er derfor heller ingen , som gør det ; men enhver striber kun efter at stikke verden blår i dinene , og jo bedre man forstår det , jo klogere er man . Det hele beroer imidlertid på et frimureri , hvis hemmeligheder man vel må vogte sig for at åbenbare for de uindviede . En tænksom mine , et indadvendt blik , et træek på skulderen , et lille smil , en gådefuld , uforståelig tale og ualmindelige , fremmedklingende ord og talemåder , deri består den største del af kunsten , hvilket , som du nok kan indse , ikke er så grumme vanskelig at læere , og hvad det øvrige angår , så kan du trøste dig med , at det ikke er synderlig sværere . “ Var det nu end muligt , at der en sjælden gang kunne opstå en ganske lille tvivl i mig , om det berettigede i lieutenantens anskuelser og meninger , havde det end undertiden forekommet mig , at præsten , byfogeden eller degnen , dog måtte være i besiddelse af en anden Art kundskaber end de , hvorom min lærer talte , så følte jeg mig nu så overbevist , at ikke den . svageste tvivl blev tilbage i min sjæl , medens jeg på samme tid vakte såvel jomfru kolds som Carolines forbavselse og beundring ved de små vink og hentydninger til en ophøjet lærdom , som jeg undertiden lod falde ; at dette lykkedes mig ligeså godt med hensyn til mine øvrige bekendte , derom tvivlede jeg ikke et oieblik , hvor tvivlsomt det end iøvrigt kunne være . 3 . Ligeoverfor os boede købmand Ole Nielsen from , som der med store forgyldte bogstaver stod over boutiksdøren . Stedet var et af de anseeligste i byen ; thi vel bestod det kun af en etage , men denne var så høj , at skal jeg regne efter de øvrige huse i byen , så kunne der godt gøres to af den . Derncesf var det førsynet med en meget bred frontespice , hvilket , såvelsom den velvedligeholdte malning og afpudsning , i høj grad bidrog til at give det anseelse . Langs med gaden var plantet en række høje , flanke popler , der dog vare så vel beskårne , at de ikke i ringeste måde betoge udsigten ; men kun tjente til at give stedet et mere landligt og hyggeligt præg , hvilket forhøjedes af det lave , sirlige , blåmalede stakit , hvormed det hele var omgivet . Bagved huset , og umiddelbart op til dette , lå en stor , med en mæengde frugttræer og buske beplantet have , som endte sig ved foden af en dertil * hørende , skovklædt bakke , op ad hvilken skyggefulde gange og stier snoede sig , og fra hvis top åbnede sig en vid og dejlig udsigt ud over fjorden . Fra vinduerne i dagligstuen , som på grund af , af denne gik helt igennem huset , såvel vendte ud mod gaden som mod haven , havde man ud over denne et så livligt og forfriskende skue af de blomstrende eller med frugter belæssede træer , til den høje , lyse skov , hvormed baggrunden afsluttedes , af jeg aldrig ved , af have set noget skønnere og mere tiltalende . At der imidlertid gives , som det hedder i en gammel vise , „ langt skønnere egne så vide på jord “ , vil jeg ikke dermed benegte , kun har aldrig noget , ihvor jeg end har færdedes , gjort et så dybt og uudsletteligt indtryk på mig , som dette , og stedse vendte sig mit blik med længsel og vemod tilbage dertil . Så velhavende en mand , from end var , og så betydelig en handel , han end drev , så var hans boutik dog så lille og uanseelig , at den sikkerlig ville have vakt den dybeste ringeagt , selv hos den ubetydeligste af nutidens købmænd . Til gaden havde den aldeles ingen af de lokkende atributer , hvormed ellers kundernes hjerter fristes , kun prangede , mærkeligt nok , i et vindue til gården , hvor dog kun høns og ænder færdedes , et ølglas , fyldt med lange , sorte cigarer , forsynede med penneposer , samt dernæst en kunstig sammensat krands af alenlange kridtpiber , » såvel som et par karduser af det yndede blå- og rødmands tobak , der dog vare så sammenfkrumpne af tid og sol , at de sikkerlig ikke skulle opvække nogen tobaksrygers appetit . Hvorledes det nu var muligt , trods det overordentlig snevre rum og den mængde af kunder , som idelig trængte sig derinde , at holde alt så ordentligt og akkurat , som tilfældet var , var næsten en gåde , der kun kunne finde sin løsning i den omstændighed , at ingen fremmede , men ene og alene hr. From selv , samt hans kone , besørgede alt . Uden rast eller ro blev de holdte i ånde hele dagen , og næppe formåede de at få så megen tid tilovers , som var nødvendig for at spise i . Uden et øjeblik at tabe tålmodigheden , eller lade sig forvirre af kundernes idelige og længselsfulde råb om , snart at blive ekspederede , hørte de med ro og venlighed , snart på det ene , og snart på det andet af alt , hvad der blev dem fortalt , og hvorom de blev spurgte tilråds af stedets småfolk og fabrikarbeidere , hvis factotum , trøst og tilflugl de vare . Med sand og inderlig deltagelse , hvorom hendes milde blik og vemodige smil til fulde vidnede , lyttede madam from til konernes skildring af deres huslige sorger , og meget ofte ledsagede en virksom , håndgribelig hjælp hendes trøstefulde , opmuntrende ord . Var madam from således den kvindelige del af befolkningens fortrolige , så var hendes mand det ikke niindre for den mandlige del , og af disse grunde , samt som en følge af deres strenge redelighed var det nok også , at næringen strømmede til dem , således , at de fra fattigdom og uden fremmed hjælp havde svunget sig op til rigdom og velvære . Når nu dagens møje og trængsel var forbi og boutiksdørene lukkede , hvilket om vinteren stedse sfete i mørkningen , og om sommeren , når kirkeklokken ude i vinderød ringede syv , da man i hine mere adstadige tider , ikke jagede efter fortjenesten til langt ind i natten , så var dermed , som med et slag , det materielle udelukket , og resten af tiden tilbragtes med musik og læsning eller i de smukke sommeraftener ude i haven , hvor da i almindelighed flere af naboerne samledes , hidlokkede af munterheden , der , som oftest , genlød derindefra . Ihvorvel jeg ganske vist kunne prise mig lykkelig ved det hjem , hvortil skæbnen havde ført mig , idet jeg der havde det så godt , som noget barn kunne ønske sig det , så stod dog hjemmet ovre hos froms for mig som et utopien , som et for alle andre steder uopnåeligt indbegreb af ! Velvære . Hyggelighed og skønhed , og endnu , når jeg i mine tanker sætter mig tilbage i hine længst forsvundne tider , kan jeg i mit bryst søle som en genklang af den unævnelige glæde , der greb mig , når jomfru kold tog sin nyopsatte kappe og sit shavl frem af kommodestuffen , for ledsaget af mig at gå derover . I den rummelige dagligstue , hvor en mægtig norsk kakkelovn , hvis øverste plade stedse var belagt med potpouri , udbredte en hyggelig varme , herskede et så gemytligt og fredeligt liv , at enhver , som trådte derind , måtte føle sig veltilmode . I sofaen fik gerne jomfru kold plads ved siden af madam from , der med sit stille venlige smil og hjertelige godmodighed lyttede til jomfruens , ofte lidt højtravende skildringer af dagens begivenheder , eller af , hvad hun havde læst , medens hr. From selv , rygende af en lang kridtpibe , sad i en magelig lænestol , enten læsende i en Avis eller deltagende i damernes smtale , eller også lyttende til den ældste datters . Sang og spil , når denne havde sat sig til claveret . Hendes bløde , klare , og lidt vemodige stemme besad en vidunderlig tiltrækningskraft , og selv jeg , tilligemed de to yngste af børnene , en dreng og en pige i samme alder omtrent som jeg , der ved et bord , i et hjørne af stuen , havde , som hr. From sagde , vor egen menage , glemte vor leg og passiar for at lytte til . Når den ældste søn , Niels , ham , om hvem lieutenant Emanuel med så megen indignation havde talt , der var student , var hjemme , hvilket regelmæssig var tilfældet i ferien , ledsagede han som oftest hendes sang med sin dybe , malmfulde altstemme ; lidt efter lidt stemmede begge de gamle i med , og når nu de fulde harmoniske toner fyldte stuen , da var det for mig , som blev jeg hensat i en anden verden , idet en unævnelig blid og dejlig følelse gennemstrømmede mit hele væsen . Undertiden tog Niels sin violin , som stedse hang over claveret , og når de nu sammen spillede en menuet eller en langsom Valls i en så opfordrende og livfuld takt , af vi ikke længere formåede af modsfåe , men gav os til af danse i vor krog af stuen , så hændte det sig ikke så ganfle sjældent , af hr. From tog sin kone eller jomfru kold og dansede med . Med et udtryk af den dybeste alvor og den høitiveligste pænhed , hvorved hun truttede munden ud og trak øjenbrynene højt op , svingede jomfruen sig i den sirlige menuet , idet hun da , når hun ved af svinge , skulle give sin cavaleer hånden , hævede denne højt i vejret og lod den derefter falde langsomt og blødt ned i hans . At det således hørte sig til , nærede jeg så lidt tvivl om , af jeg af mit ganfle hjerte beundrede min lille dame , der i et og alt , ja selv hvad den truttede mund og de optrukne øjenbryn angik , forstod af gøre det ligeså smukt , som jomfruen , hvorved jeg dog bemærkede , af madam from af og til havde ondt ved at tilbageholde et lille smil . Når nu dansen var forbi , så måtte jeg , hvor nødig jeg end ville , byde min dame armen og ledsage hende til hendes plads , hvor hun da , idet hun nejede dybt , med den alvorligste mine sagde : „ Jeg takker fljønsomst for , den angeneme plaisir . “ Marie , som hun hed , var i det hele en løjerlig lille pige , og det var mig ikke altid så ganfle let , at finde ud af , om hun mente det i alvor eller spøg , hvorved jeg ofte kunne blive så forvirret og betuttet , at jeg hverken vidste ud eller ind . Ved flige lejligheder hjalp da gerne hendes ældste søster , Anna , mig tilrette , idet hun beflyttende og godmodig førte mig på det rette spor . For hende havde vi iøvrigt næsten ligeså stor respekt , som for madam from selv . Dels bestyrede hun , der var en voksen pige , næsten huset alene , som en følge af , at hendes moder næsten altid var i boutikken , hvorved hun havde Hals og hånd over de utallige ting , som hendes yngre søskende og jeg havde brug for , til vor leg , dels var der , trods hendes hjertensgodhed og milde væsen , dog noget så fast og bestemt hos hende , at det aldrig faldt os ind , at være hende ulydig . ' Theodor , hendes yngste Broder og min kammerat forsøgte rigtignok af og til derpå , men det endtes da gerne med , at han grædende bad hende om forladelse , hvilken da heller ikke var så vanskelig at få . Som en følge af den overordentlige tiltrækningskraft , alt hos froms øvede på mig , blev jeg snart en daglig gæst der i huset , og aldrig så snart havde jeg nydt min daglige undervisning hos lieutenant Emanuel , eller , hjulpet ham med at forkorte et par ledige timer , før jeg begav mig derover , for i fællesflab med Theodor og Marie , at anvende resten af dagen på bedste måde . Uagtet Theodor i førstningen flet ikke var tilbøjelig til at gå ind på de ideer eller forestillinger , hvoraf mit hoved var fuldt , men havde langt mere lyst til at lege tagfat eller røver oppe i skoven , så fik jeg ham dog lidt efter lidt til at gå ind derpå , uden at han dog nogensinde blev så ivrig og fast deri , -som jeg . Hvad derimod Marie angik , så må jeg tilstå , at det aldrig lykkedes mig at omvende hende , ihvorvel hun dog undertiden af føielighed rettede sig efter vore ønsker . Som en følge af , af jeg endnu hidtil ikke havde været så heldig , af møde en ekvipage med en svagelig dame i , der strakte armene ud imod mig og råbte Peter , ligesålidt som postbudet ved et tykt brev fra Ostindien , havde realiseret lieutenant Emanuels fantasibilleder , var det svel , af jeg , ked af den lange venten , begyndte af lade mine hemmeligste tanker træde ud i en emaginær virkelighed . Dette var imidlertid langtfra nogen så ganske iet sag , da for det første nemlig Theodor ikke havde nydt lieutenant Emanuels frugtbringende undervisning , og dernæst , fordi Marie alt for ofte midt i den hende tildelte rolle gjorde nogle hølst foruroligende og forvirrende sidespring . For nu af skabe os en tilværelse , der nogenlunde stemmede overens med mine forhåbninger og illusioner besluttede vi , af Theodor i vort daglige samliv skulle optræde som Danmarks riges admiral og jeg som . Som rigets cantsler , medens Marie skulle være dronningen eller kongen , alt eftersom det passede til situationen . Da der nu imidlertid ved krudt- og kanonværket på Frederiksværk var ansat en krudtmester og en probeermester , som begge indtoge en betydelig stilling i fabriksamfundet , . og om hvis magt og betydning vi begge gjorde os de største forestillinger på grund af alt , hvad vi hørte af de folk , som daglig kom i forms boutik , så påstod Theodor , at vi til hine høje rigstiteler også skulle føje disse værdigheder , således at Theodor blev rigets admiral og første krudtmester , hvorimod jeg blev rigets cantsler og første probeermester . Disse temmelig overordentlige forøgelser af vore værdigheder gav imidlertid Marie anledning til , til vor store sorg , med bestemthed at påstå en lignende forhøjelse af sin værdighed , og efter nogen modstand bleve vi nødsagede til at indrømme hende , at der til hendes titel af konge eller dronning skulle føjes , samt øverste stålpolerer . Hvad nu mig personlig angik , og jeg tør også nogenlunde påstå det samme om Theodor , så afspejlede min høje stilling sig snart i mine miner , manerer , gang og hele væsen , og når vi gik sammen , hvad enten dette nu var i haven eller på gaden , så var det stedse med et alvor , en ro og ustadighed , der ikke kunne andet end vække folks opmærksomhed , så meget mere som vor samtale ialmindelighed drejede sig om rigets anliggender , som , for eksempel , om det ikke var i hele landets og særlig i handelens interesse , om alle drenge over tolv år fik tilladelse fil af ryge tobak aldeles offentlig , såvel på gaden som i stuen , samt dernæst fil alle tider og rigeligt blev forsynede med svesker , eller om det ikke kunne være fil både for os , og fil stor skade for Sverig , om der blev støbt en kanon af en så umanerlig og uhyre størrelse , af den , når den blev opstillet på Vinderup bakke , kunne beskyde og ødelægge Stokholm . Herved var der imidlertid den ubehagelige omstændighed , af et duehus , som jomfru kold nylig havde forceret mig og ladet opstille i gården , netop kom fil af stå lige i skudlinien , hvilket vi efter nøjagtige undersøgelser havde overbevist os om , og af hvilken grund jeg , ihvorvel jeg meget godt indså det praktiske i forflaget , protesterede heftigt derimod , idet jeg dog var klog nok fil højtidelig af forsikre , af jeg med glæde ville ofre duehuset på fædrelandets altar , men kun frygtede , af kuglen ved i Sverig , af sfode på et bjerg , skulle springe samme vej tilbage , som den var kommen , og således ødelægge Frederiksværk istedetfor Stokholm . Ved flige diliberationer , under hvilke vi enten sade i et lysthus i haven eller vandrede om med afmålte skridt , anstandsfuld holdning og dybsindige miner , støttende os fil lange stokke , var det desværre ikke altid at Theodor formåede at blive i rollen , og således hændte det sig engang , at han , medens vi under de alvorligste undersøgelser , hvorved jeg iscrr var ivrig , gik forbi et kirsebæertrcr , hvor karlen var oppe for at plukke , fog dennes rummelige træsko og store hat , som stod nedenunder , på , hvorpå han slabende på hine og med denne nede på næsen , fortsatte forhandlingerne , hvad der i høj grad ærgrede og confunderede mig . Også Marie bidrog , som sagt , ofte til at forstyrre illusionen , og det undertiden på en for mig højst ømfindlig måde . I mangel på et andet ttema , forhandlede vi således engang i rigsrådet Christopher rosenkrants ' s bekendte proces . Ifølge sin berettigelse var Marie Christian den fjerde , hendes dukke Christen Juels enke , Theodor Christopher rosenkrants , og jeg , som rigets cantsler , den der foredrog sagen og overrakte hans majestæt det omtvistede dokument , hyortil jeg benyttede et blad papir , som jeg fandt ved pakkjelderen . Effer at have grundet over dokumentet og undersøgt det på den bekendte måde , erklærede hun med høje værdighed , at da der på doeumentet stod en skinnende rød hane med lyseblåt næb , hvorunder der var trykket : „ Bønnelykkes tobaksfabrik i Fredericia “ , hvilket tilstrækkelig beviste dets herkomst , samt da der dernæst var en historisk vished for af bønnelykkes tobaksfabrik , trods dets wlde , dog stammede fra en langt yngre periode end Chrisfians den fjerdes tid , så måtte doeumentet være falsk . Hun påstod dernæst , med en for mig i høj grad fornærmende bestemthed , af mine hænder vare smudsige , og mine negle sorte ; -da dette nu var ligeså uværdigt for rigets cantsler , som det var upassende af vise sig således i dameselskab , så dømte hun mig til af lide den straf , der egentlig tilkom hr . Chistopher rosenkrants , som blev srikjendt på grund af , af hans hænder vare rene . For nu af befries fra den store tort af blive hæengt , så jeg , der kort i forvejen havde været ivrig beskæftiget med af røde i jorden efter en muldvarp , mig nødsaget til af vaske mine hænder ; men da nu sagen skulle foredrages på ny , så tillod Christopher rosenkrants sig , af fremstille sig atter iført karlens umådelige træflo og store hat , samt med hans meerflumspibe i munden , hvilket til min store fortrydelse og harme Marie fandt så morsomt , af hun tog ham under armen og spadserede under latter og lystighed om med ham i haven , medens jeg fornærmet og knurrende fulgte bagefter , hvilket , som Marie sagde , på ingen måde gjorde det mindre komisk . Trods disse hårde prøvelser , som Marie så ofte beredte mig , og trods Theodors vaklen og ustadighed , der hvert øjeblik bragte ham til at glemme sig selv , således at illusionen fløj op , jeg kunne næsten sige , med et knald , så rokkede dette dog ingensinde min lyst til at vedblive . Tvertimod jo ældre jeg blev , jo længere jeg nød Emanuels undervisning , og jo mere jeg fordybede mig i den læsning , hvoraf jomfru kolds bibliottek frembød en sådan rigdom , jo fastere og grundigere indlevede jeg mig i en verden , som kun havde lidt at bestille med den , hvori jeg levede . Øver mit hele væsen , var der kommen en værdighed og alvor , en grandessa , som jeg aldrig aflagde , selv ikke der , hvor situationen på ingen måde tillod mig at blive i min rolle , som rigets cantsler . Hvad nu end den øvrige verden sagde herom , og af mine kammeraters bemærkninger samt de voxnes blik og smil , havde jeg ikke så ganske sjeldent lejlighed til at gøre bitre erfaringer , så er det dog vist , at jeg dag for dag steg højere i jomfru kolds bevågenhed . Mine sirlige , astadige manerer , mit alvorsfulde væsen og tankefulde blik , hvilket alt sammen tilhørte cantsleren , antog hun for af være en følge af mit studium hos lieutenant emannel og et bevis for , af jeg idelig og altid grundede over de krigsvidenskabelige problemer , som der forhandledes , ligesom hun også deri så den ægte , sande , honnette ambition , der , som hun endnu bestandig var overbevist om , var mig medfødt . Caroline tillod sig rigtignok undertiden af være af en anden mening , og ytrede ofte , af når sandheden skulle frem , så så hun mig langt hellere slås og bokses med de andre drenge , selv om følgen blev af jeg kom hjem med forrevne klæder og skrabet næse , end hun så mig stile omkring , som en kat , med et ålehoved og med et ansigt , der så ud som den bare mavepine og bedrøvelse . Som jeg , der tog en rigtignok temmelig eiendømmelig regres , i anledning af de fejlslagne forhåbninger , om af blive reklameret af en rig og fornem moder , således begyndte nok også lieutenant emannel i den senere tid for alvor af tænke på erstatning for de udeblevne rige ladninger fra Ostindien . Havde han nemlig hidtil i sit forhold til jomfru kold været i høj grad ridderlig og opmærksom , samt havde han dernæst , med en smuk , og af hende , til fulde anerkendt bøielighed , forstået at gå ind på hendes meninger og anfluelser , så var der nu i den senere tid noget så ømt , så drømmende og sværmerisk i hans hele væsen , når han befandt sig sammen med hende , al det selv var mig påfaldende , der dog havde nok at bestille med mig selv , idet nemlig Marie fuldstændig , og Theodor tildeels , havde opsagt mig huldskab og troskab . Hun påstod nemlig , at vi nu blev for gamle til at leve i en sådan tomhed , og han viste daglig mere og mere lyst , til enten at spille langbolt eller til at veje og måle i boutiken , og derved fuldstændig træde illusionen under fødder , hvilket selvfølgelig skaffede mig mange sorger og skuffelser , hvorved jeg blev endnu mere udeltagende med hensyn til , hvad der foregik om mig . Jkkedesfomindre var dog lieutenantens kærlighedsfulde og smægtende væsen , når han var sammen med jomfruen , mig påfaldende , af hvilken grund jeg formoder , at branden må have været meget betydelig . Næsten hver dag , når jeg gik fra ham , bragte jeg en stor bouqvet hjem med mig til hende , ja endogså af og til et på fint vilainpapir sirlig skrevet digt , hvorover han med egen hånd havde malet en rose , en green med forglemmigejer eller et rødt brændende hjerte , hvilket min beskytterinde stedse modtog med et udtryk af dyb følelse , hvori vemod og glæde parrede sig . „ Jeg gad dog vide , Peter “ , sagde Caroline en aften fil mig , medens jeg sad i al hemmelighed og spiste på et flakket otteskillings surbrød med smør og ost , for dog ikke aldeles af gå op i det ideelle , „ jeg gad dog vide , hvad løjtnanten har til hensigt med alle de blomster , han sender jomfruen ? Nu har hun to kommodeskuffer propfulde ; men jeg sagde hende også forleden , af vi kom til af have dem ind i bagerovnen engang , når vi har bagt , for af så dem eftertørrede , for af de ikke skal fylde huset med stank og muggenhed . “ „ Jeg tænker “ , svarede jeg , „ de skulle være til kryderposer . Tante har jo ofte gigt i hovedet , især om vinteren . “ „ De kunne måske være nyttige nok dertil , Peter , kun er jeg bange for , af hun forinden får gigt i hjertet deraf ; jeg synes af jeg allerede kan bemærke nogle ildevarslende trækninger . “ „ Dersom det er tilfældet , Caroline , så vil det vistnok gøre løjtnanten meget ondt ; thi jeg er overbevist om , at han gør det i den bedste mening . “ „ Tror du det , Peter , ja man er altid grumme godmodig , når man har noget at bide på . Hans mening er iøvrigt sikkerlig god nok , det vil da sige , hvad hans egen person angår . “ „ Da kan jeg virkelig ikke forstå , hvad godt der kan flyde af for ham , at tante får gigt i hjertet . “ „ Io , Peter , når , som det efter hvad man siger , stedse skal være tilfældet , ingen kan eurere hende uden ham , så havde han spillet gående , som fanden sagde , va han havde liremanden på ryggen . “ „ Men det er jv nvget snak , Caroline ; han er jo tvlder og ikke doktor . “ „ Ja , men netop den slags folk har en forskrækkelig lyst fil at stikke hånden i andres poser , især når de tro , at deri findes forbudne varer , og sådan måtte man isandhed kalde det , når det , jeg mener , endnu i hendes alder skulle findes hos jomfruen . Men , det siger jeg , Peter “ , vedblev hun , idet hun , som hun plejede når hun blev ivrig , slog knips , „ mærker jeg , at han spekulerer på mere end jomfruens vin og gode mad , så river jeg næsen af ham . “ „ Ja , så kan du være overbevist om , at han bliver himmeldesperat “ , udbrød jeg r høj grad indigneret . „ Jeg kan iøvrigt ikke forstå , hvad det kan flade dig , at han sender hende blomster ; thi at hun skulle få ondt i hjertet deraf , det må du rigtig forlade mig Caroline , det er nvget snak . “ „ Ja så dumt har du talt engang , og det synes mig kunne være nok for ærens skyld . Du skulle iøvrigt “ , vedblev hun , „ tage dig i agt for at anstille dig enfoldigere end Vorherre har skabt dig , jeg mener for folkesnaks skyld ; thi at . Du ikke skulle vide , hvad jeg sigter til , det må du ikke bilde mig ind , og så vil jeg sige dig , at det er en farlig sag at gå andre folks ærinder , når disse ikke er honnette . “ „ Honnette siger du Caroline ! Ja da vil jeg dog fortælle dig , at hver gang jeg bringer tante blomsterne , så seer hun langt mildere og venligere ud end ellers , og når hun har fået dem , så seer hun længe på dem og lugter til dem , og jeg har endøgså engang set , at hun har kysset en stor tulipan , som sad midt i bouqvetten ; men det ville hun bestemt ikke have gjort , dersom det ikke havde været smukt og honnet af løjtnanten at sende dem , seer du det , Caroline . “ „ Jo jeg både seer og hører det ; men jeg mærker tillige , at det nok ikke båder synderligt at tale med dig om den sag . Løjerligt er det imidlertid “ , vedblev hun efter kort tids betænkning , „ at du , som har læst så meget i de tårefulde og bespændende romaner , inde hos jomfruen , ikke endnu ved , hvad det betyder , når en monsieur sender en dame blomster , og hun seer tankefuld på dem , eller , hvad mere er , endøgså kysser dem . “ „ Jo det ved jeg meget godt , Caroline , thi blomsterne er et tegn på ren og hellig kærlighed , som den uskyldige og sørgende pige bærer ved sit hjerte til sin død ; men det har jo ikke noget hermed at bestille ; thi for det første går tante jo ikke i hvid kjole med bar Hals , og krøller ned ad nakken som Ludmilla , og dernæst har du jo selv sagt , af det her på Sjælland flet ikke går sådanne til , som der , hvor Lafontaine har hjemme . “ „ Ja det har jeg rigtig nok , Peter “ , svarede hun ; „ men jeg begynder nu til min ærgrelse af tro , af vi har lært ham kunsten af . “ Her blev vi afbrudte ved , af jomfruen kaldte på mig , for af pynte mig , da vi nemlig skulle i selskab hos froms i anledning af købmandens fødselsdag . Da jeg var færdig hermed , og ligesom vi skulle til af gå , kom løjtnanten for af ledsage os . Aldrig syntes mig af have set en sådan pragt , som den , han ved denne lejlighed udfoldede , og jeg kunne ikke et øjeblik få øienene fra ham , medens han konverserede jomfruen . Hans lyse , mellemblå kjole , hvis spidse skjoder næsten rakte ned til støvleskafterne , og hvis krave , som en skjerm stod op i højde med hans isse , var forsynet med to Rader store strålende knapper ; fra hans åbne vest , der var af rødt fløjl , brusede et mægtigt med kniplinger besat kalvekryds frem , der dog holdtes i skranker af en glimrende portraitmedaillon ; fra tvende uhrlommer , der vare anbragte hver på sin side af hans embonpoint , hængte to lange med klirrende bandelokker forsynede uhrkjæder ned på hans gule courterois benklæder , der sagde snevert om hans velskabte ben og endte i et par med stive , gule kraver forsynede støvler . „ Min kære jomfruekold “ , sagde han bukkende dybt og på en mandig militairisk måde slående hælene sammen , idet han med et så ømt og langt blik , af jeg begyndte af ahne , hvad Caroline havde ment , overrakte hende den . efter min beregning , hundrede og halvtredssindstyvende bouqvet . „ Jomfru kold , må jeg overrække det skønnes og ædles præstinde et offer af Floras børn . “ „ Jeg takker dem hr. eta 8aint Emanuele “ , sagde hun med blid og sagte stemme , idet hun rakte ham sin hånd , som han ærbødig kyssede , „ og modtager fromhedens og uskyldighedens sindbillede af tapperhedens djerve hånd . “ „ Jeg tror mademoiselle kold “ , svarede han læggende hånden på hjertet , „ af de kan føje troflabens til ; thi jeg kan forsikre dem , af med undtagelse af en eneste alt overvejende følelse , som mit hjerte rummer , er denne den stærkeste . Nu , Peter “ , vedblev han til mig , idet han med et suk synlig kæmpede for at genvinde sin fatning og ligevægt . „ Du din tantes håb og glæde og min stolthed , du , ja jeg kan sige det , du led imellem tvende sjæle , hvorledes , jeg mener , hvorledes har du det ? “ tilføjede han hastig . „ 8ur mon bonnenr , tieø bien mon lieutenant “ , svarede jeg , hastig samlende lidt af det franske , jeg havde lært . „ Jsandhed smukt og militairt svaret ! “ udbrød hin , betragtende jomfruen med et til beundring opfordrende blik . „ Jeg indrømmer det med hjertelig glæde , min kære hr. Lientenant “ , svarede hun rækkende ham hånden , hvilken han atter trykkede til sine læber , „ og når jeg betænker den kundskabsfylde , de har bibragt ham , når jeg seer hans smukke væsen , hans ædle anstand , hans tankefulde pande , og hans af viddets lys strålende øjne , da opfyldes jeg af den dybeste taknemlighed ved tanken om alt , hvad de har gjort for “ , her standsede hun rødmende og forlegen , men vedblev derpå i en fast tone , „ ja jeg kan sige det , for vor lille Peter . “ Lieutenanten greb atter hendes hånd , som han nu i længere tid holdt inden i sin ; men medens han betragtede hende med et blik fuld af henrykkelse , var det som om bevægelsen kvalte hans stemme . Ved af se hans store stirrende øjne , samt den krampeagtige måde , hvorpå han lagde hånden på hjertet , faldt jeg på , af han var i begreb med af få ondt , af hvilken grund , jeg i min angest hastig løftede hans kjole i vejret før af løsne spændet i hans vest , hvilket jeg troede var spændt før hårdt . Hensigten alene bragte ham imidlertid straks til sig selv igen , og i en tone , der var vidt forskellig fra den , hvori han før havde talt , udbrød han . „ Hvad Pokker farer du mig op ad ryggen før Peter ? “ Jeg forklarede ham nu min uskyldige hensigt , hvorpå han rystende på hovedet , tavs og med et bedrøvet , blik bød jomfruen armen , før af ledsage hende over fil from . her var lys og glæede . Overalt mødte øjet tegn på den solide velhavenhed , som i forbindelse med jevne sæder og en uskrømtet hjertelig modtagelse snart bringer os i den milde meddelsomme stemming , uden hvilken et selskab intet værd har . På det store ovale bord , over hvilket en skinnende hvid dug var bredt , og omkring hvilket den største del af selskabet sad , stod på en blank poleret messingbakke den kolossale themasfine , af hvis skorsten , en fin blå røg af kongerøgelse hvirvlede iveiret , som fyldte stuen med vellugt . Ved maskinens fod , og som et appendiks til denne , stod en stor . Sølvthepotte , ud af hvis tud , en fin aromatisk damp skød frem , og omkring begge i sirlig orden støde høje stabler af forgyldte ttekopper . Over hele bordet var dernæst i passende afstand fordelt pletterede præsenterbakker , fil randen fyldte med kager eller smørrebrød , et syn , der før et øjeblik lod mig fortryde det otteskillingssurbrød , som jeg før ikke længe siden havde sat tillivs , og over det hele tronede en høj kostbar porcellains vase fyldt med blomster . For den ene ende af bordet , ved thebakken , sad den ældste datter Anna ivrig beskjeftiget med at forsyne gjesterne , der nu ved vor ankomst vare blevne fuldtallige . Ihvorvel jeg jo daglig havde set hende , så havde jeg dog aldrig før nu bemærket , hvor smuk hun var , og som hun der med et venligt smil og i en blid , hjertelig tone sad og underholdt sig med gæsterne , var det mig næsten ikke muligt at få menene fra hende . Hendes brune , med smale , grønne silkestriber prydede hvergarns kjole , der sluttede snevert om hendes fine , slanke figur , var fra beltestedet til helt op i halsen sammenføjet med en tæt række små blanke knapper , som endte ved en smal kruset strimmel , der sluttede tæt om hendes Hals . Hendes fyldige brune hår hang efter datidens brug i små krøller ned over hendes høje , hvide pande , og omgave denne som med en ramme . Hendes med en fin rødme bedækkede kinder ; hendes store blå dine , hvoraf hjertelig godmodighed og forstand lyste , og hendes smukt formede mund , der ved smil og tale , lod en række flimrende , hvide tænder lyse frem , afgave alt tilsammen et så fængslende billede , at det intet under var , at jeg , efter at have fået øje derpå , rent glemte at tage det stykke julekage op af min the , som jeg havde dyppet deri . „ Nej hør ved du hvad Peter “ , udbrød hr. From så pludselig , at jeg nu fuldstændig lod kagen dumpe , „ først var du forelsket i Joseph , så i Marie , og nu tror jeg du bliver let i Anna . Ved en flig ustadighed , vil du blive en højst farlig person . “ „ Du skal ikke lade dig gå på Peter “ , sagde Anna nikkende venligt til mig , „ men lade fader forklare , hvilke grunde han har , til at fremkomme med flige ærerørige beskyldninger . “ „ Det vil blive mig grumme let “ , svarede hin ; „ thi der er bestemt ingen i hele selskabet , som ikke har set , at Peter med en sådan selvforglemmelse og henrykkelse , lige siden han kom , har stirret på Anna , at han endogså på en grim og barbarisk måde har druknet den stakkels kage i theen . “ „ Fordi man som cavaleer og med ridderlig følelse yder skønheden sin tribut , behøver man just ikke at være forelflet “ , bemærkede jomfru kold . „ Såmænd “ , udbrød from muntert ; thi det kommer under alle omstændigheder an på , om tributten ydes frivilligt eller tvungent . Jeg tror således ikke , at det er noget tegn på en særdeles dyb følelse , når vor konge årlig sender kejseren af Marokko en ladning af vore pæne blanke speeier , hvorimod jeg ville have ham stærkt mistænkt for at være forelsket op over begge ørene , når han af egen frie villie , afsendte coureer på coureer med dejlige blomsferbouqvetter . “ Ved disse ord kom touren til løjtnanten at tabe sin kage i theen , og jomfruen ville bestemt være kommen ligesådanne afsted , dersom hun ikke allerede havde lagt skeen over overkoppen , til tegn på , at hun havde fået nok . „ Hvad nu specielt Peter angår “ , vedblev han , „ så må det dog indrømmes , at man i egenflab af rigets første krudtmester , må være meget tilbøjelig til at fænge ild og futte . “ „ Det er ikke mig , hr. From ! “ udbrød jeg i høj grad forvirret og ivrig , før at fralægge mig beskyldningen før at være forelflet . „ Det er Theodor , som er første krudtmester . “ her vendte hele selskabet blikket på mig , og var jeg ikke før forlegen og elendig , så blev jeg det nu . „ Dette er en gåde , min bedste hr. From “ , sagde jomfru kold med et smil , der ikke var uden bitterhed , „ som jeg sandelig ikke formår at løse . “ „ Jeg tror det nok ; men som de hører , Peter kom dog kvikt derfra . Men nu er touren til dig Anna “ , vedblev from , „ at takke Peter før hans distraktion og den udlægning , som jomfru kold gav den . “ „ Det skal jeg tilvisse ikke glemme , så meget mindre , som han sandelig har måttet lide nok for den compliment , som han tvang jomfru kold til at give mig . “ „ Nu vel , så er den sag afgjort eller vil blive afgjort og derom må ikke tales mere , Peter er en ven af huset , „ vedblev from purrende mig i hovedet , „ og , hvad jeg med særlig eftertryk må tilfoie , en tænkende og lærd yngling . “ „ De må tillade mig hr. From “ , begyndte lieutenanten , „ at protestere imod tvende meningsytringer , som nys er faldne . “ „ Det skal være dem tilladt , når de kun ikke vil protestere mod min kones julekage , som hun med en så indsmigrende mine præsenterer dem . “ „ Selv på mit dødsleje “ , svarede han henvendt til madamen , „ ville jeg ikke kunne modstå noget så delikat og udsøgt , som madamens kage er . “ „ Jeg kan tænke mig “ , bemærkede Niels , „ at Herr løjtnanten under flig pricair omstændighed nok ville protestere kraftigere mod døden , end mod moders kage . “ „ Jeg har set døden i øjnene “ , svarede løjtnanten alvorligt og med et blik fuldt af højhed og selvfølelse . - „ Det tvivler jeg ikke om “ , svarede hin i en oprigtig og anerkendende tone , „ men måske blev der ikke budt kage til . “ „ Min første protest “ , sagde løjtnanten , uden at værdige den sidste bemærkning andet end et indigneret blik , „ gælder højstærede jomfru Annas indsigelse betræffende jomfru kolds bemærkning om hendes udvortes . En så sandhedskærlig , dybtfølende og med så megen sands for det skønne begavet dame ville umulig lade sig tvinge til at sige noget , der var imod hendes overbevisning , mindst i den retning . “ Ved disse ord bøjede han sig for jomfru kold , som takkede ham ved et beskedent og taknemligt blik . „ Min anden protest “ , vedblev han „ er imod at Peter kaldes lærd . I mit ærefulde kald som hans lærer , har jeg anvendt al flid på at bibringe ham de kundskaber , som egne og anstå sig for en cavaler ; men hertil hører ikke pedantisk eller spidsfindig lærdhed , for hvilken jeg nærer den dybeste foragt . “ Disse ord ledsagede han med et blik fil Niels , så tilintetgørende , at jeg ikke uden skadefryd takkede min gud for , at det ikke var mig , det var rettet på . Også kunne jeg se på jomfru kold , hvor stolt og glad hun følte sig ved denne velrettede salve . „ Deri stemmer jeg ganske overens med Heri lieutenanten “ , svarede Niels med frimodig venlighed , „ en Erasmus montanus er ganske sikkert ligeså foragtelig som en Jacob v . Thyboe . Spørgsmålet er imidlertid , hvad der dømmes til at være spidsfindig og pedantisk lærdhed , samt dernæst , hvilket mål af kundskaber , det er , som anstå og egne sig for en cavaleer . Her vil hos en forskende og dybttænkende personlighed , ekstremerne let komme til at berøre sig , og jeg tør således sige , at dette allerede er sket hos Peter . Som bevis herfor skal jeg anføre , at han igår gjorde mig et spørgsmål , som , ihvorvel det muligvis ikke kan kaldes pedantisk , dog ganske vist inklinerede til det spidsfindige , nemlig , hvad en klat smør hedder på latin , smørret var overkommeligt for mig , men på klatten strandede jeg . “ „ Ja , men det kom af “ , udbrød Marie ivrig , at Niels spurgte Peter , om han dog ikke hørte til den slags filosofer , som antoge , at det ideale , eller det , man forestiller sig , er det egentlig eksisterende . Ja , jeg husker det ikke så rigtigt , men sådant noget var det da , og når man gør et sådant spørgsmål til en af os -- -- -- -- -- -- -- “ „ Ja , du har ret , Marie “ , afbrød Anna hende , „ så fortjener man et sligt svar . “ „ Ligesom der også ligger en tilfredsstillelse i , af se den , der vil slå sig til ridder , tabe sværdet af hånden , ved et djærvt svar “ , bemærkede jomfru kold . „ Hvad det ideale imidlertid angår , siden talen nu engang er kommen derpå “ , vedblev hun , „ så må jeg tilstå , af jeg antager det for af være det eneste berettigede i livet . Alt andet er kun biting , som hænger ved støvet . “ „ Pokker heller , jomfru kold “ , udbrød from . „ Jeg gad således vidst , hvad mine kunder ville sige , når jeg gav dem tænkte kaffebønner , i stedet for de materielle fra java . “ „ De ville intet have af beklage sig over , fader “ , svarede Niels leende , „ når du som betaling var tilfreds med tænkte eller ideale penge . “ „ Sandelig “ , råbte hin , „ det ville give en rafl , om end ikke just profitabel omsætning , hvoraf følgen ville blive , af vi ville komme til af gå med tænkte eller ideale klæder , som vildmændene i vort våben , hvilke , trods deres høje værdighed , dog næppe kan kaldes anstændige , og for mig ville det i en henseende have det store gode , at jeg kunne slippe med at give dig en ideal vinterkavai , i stedet for den kalmuks , du taler om . “ „ Men jeg er realist , fader . Det må du endelig betænke . “ „ Ja , søn , det har jeg sandelig både følt og betænkt “ , svarede from muntert . „ Det vil sige , hvad det , som skal anskaffes , angår , men hvad spørgsmålet om , hvor pengene skal komme fra , angår , så tror jeg rigtignok , at du er idealist nok . Herre gud , jomfru kold “ , vedblev han til denne , „ her sidde vi nu omkring et bord , som er besat med de biting , der hænge ved støvet ; men jeg spørger nu de retfærdige i selskabet , om de på wre og samvittighed ønske at se dem ombyttede med det eneste , som er berettiget , nemlig det ideale og tænkte . „ De misforstår mig , hr. From , eller de vil ikke forstå mig “ , svarede hin . „ Vi have iøvrigt også så højst forskellige anskuelser af livet , at enhver discusion derom mellem os vil blive frugtesløs . Min mening er , at ideen er det sande , og således vil altså vor betragtningsmåde af tingene komme an på vore tankers flugt og vore ideers storhed . “ „ Gudbevares ! “ udbrød from , idet han med en fortvivlet mine purrede sig i håret . „ Der er jeg såmænd kommen godt afsted , og må næsten gribe til Peters alternativ , og spørge om , hvad en klat smør hedder på latin . For store ideer og høje tanker har jeg iøvrigt den største respekt , det vil da sige , når disse er byggede på en solid grundvold , således , at man ikke gør en ulykke på sig selv og andre dermed . Men , siden vi tale om kuriøst og spekulative materier , er der så nogen , som kan sige mig , hvem det er , der har købt Niels fiskers hus , dernede ved stranden ? Ia , vedblev han , da ingen kunne give et tilfredsstillende svar , „ er det ikke mærkværdigt , at en fremmed person kan opholde sig her på Frederiksværk , ja , endogså købe et sted , der rigtignok , med tugt at melde , er den usleste Nønne i hele omegnen , uden at det har været muligt for nogen af os driftige mennesker at udspionere hans forhold . “ „ Der er noget ved ham , som gør , af man næppe kan tvivle om , , af han hører til de højeste klasser i samfundet “ , bemærkede jomfru kold . „ De mener formodentlig den store bulbider , som stedse følger ham i hælene “ , spurgte Niels . „ Jomfruen mener hans væsen og hele optræden , for hvilket dog kun den kan have die , som ved , hvad elegance er “ , svarede løjtnanten i en tone , der noksom beviste , hvor langt han var fra , af have forsonet sig med denne . „ Jeg er iøvrigt “ , vedblev han , „ ganske af jomfruens mening . Alt tyder vå , af han hører til de højere stænder , og når man betænker , hvor mange fyrstelige personer , der ved de uhyre omvæltninger i Europa er blevne fordrevne fra deres besiddelser , nu flakke hjemløse om , så er hin slutning ikke så ganske usandsynlig . “ „ Så meget mindre “ , indrømmede Niels , „ som han da af medfødt fyrstelig trang straks har tilkøbt sig et rigtignok , efter faders mening , just ikke ganske kongeligt herskab , det vil da sige , i real forstand , i ideal kan det jo være glimrende nok . “ „ Det er måske netop således , som det skal være for den , der er bleven nødsaget til at skjule sig for verden “ , sagde jomfru kold . „ Ved man “ , vedblev hun med et betydningsfuldt blik , „ hvor hertug Louis Philip af Orleans for øjeblikket befinder sig ? “ „ Der siges i Norge “ , svarede from ligegyldig ; „ eller i Schweitz “ , tilføjede Niels . „ Man har også fortalt , at han lever i Hamborg som sproglærer “ , bemærkede Anna . „ Men ingen er kommen på den tanke , at han kunne opholde sig på Frederiksværk “ , sagde jomfru kold med et megetsigende og triumferende blik . „ Nej , naturligvis ingen har kunnet fatte den ide , at et sådant afsides og ubekendt sted netop kunne være passende for ham . “ „ Ved gud ! “ udbrød løjtnanten , idet han i den højeste overraskelse sprang op , medens han kastede et beundrende blik på jomfruen , „ Efter tankens flugt og ideens storhed skal ånden vurderes . “ „ Sandt nok “ , afbrød Niels ham , „ eftersom den ikke kan måles i potteviis . „ Dereffer skal den måles “ , fortsatte hin med et bistert blik og i en ærgerlig tone , der kontrasterede mærkelig mod hans højtidelige begyndelse . „ Ingen uden jomfru kold “ , vedblev han , „ er falden på , hvad der dog er så megen sandsynlighed for , ingen har tænkt på , hvad der , når man lægger alle omstændigheder sammen , dog ligger så nær : han har et fornemt , tilbageholdende væsen , en anstandsfuld gang og et bydende , imponerende blik ; han er høj , mørk og afgjort af sydlandsk herkomst . Dertil kommer , at han netop har valgt en ussel Nønne fil bopæl , hvori sikkert ingen ville tænke på at træffe en Prinds af blodet . “ Som tingene synes os at være , således er de jo også , dersom jeg iøvrigt har opfattet den filosofi ret , som nys blev foredraget “ , sagde from . „ Måske burde hertil føjes : for så vidt , som vor synsmåde er den rigtige ; men sig capriciøs indvending stak jeg nok vogte mig for at fremkomme med , for ikke at komme i større vidtløftighed , end jeg allerede har været . Hvor meget der nu end , med hensyn til den fremmede , kan være , som taler for hans fornemhed , så skal jeg dog , med hensyn til hans afgjorte sydlandske herkomst , tillade mig at bemærke , at han hedder bæk og taler correct dansk . “ „ Men , dersom de tillader “ , indvendte løjtnanten , „ alt for correct til at være en indfødt . “ „ Sandelig ! “ udbrød from slået . „ Deri har de ret . Han taler det , som stod han med grammatiken i hånden . “ „ Eller måske , som havde han fået „ Meget vel “ ved seminariet i Jonstrup “ , bemærkede Niels . „ Nu ja , men således ville ingen tale , som fra barnsbeen har lært at tale det rigtigt ; den stive correcthed kommer sikkert af mangel på dvelse og vane . Da han nu sikkerlig ingen seminarist er , så må han være en udlænding , og vi er således et skridt nærmere ved hertugen af Orleans . “ „ Ja , mulig endogså lige inde på livet af ham “ , hviskedee Niels , da døren i det samme gik op , og den omtalte trådte ind . Under indtrykket af den foregående samtale rejste hele selskabet sig op og hilste med mere end almindelig ærbødighed . Det var en høj , stærk og kraftig bygget ung mand , på hvem iøvrigt lieutenant Emanuels bestridelse nøjagtig passede , med undtagelse af , at der i stedet for det stolte , bydende blik , som denne havde omtalt , lå noget overordentligt mildt , ja , næsten fromt , i hans smukke , brune dine . På en måde , der var så fri for al affeetion og stivhed , at den tydelig nok viste , at den ikke var tillært , men tilvant , hilste han først på de ældre , derefter på de unge , hvorpå han henvendte sig til from og sagde , efter først at have præsenteret sig selv : „ Af den erfaring , jeg har gjort i den korte tid , jeg har opholdt mig her i byen , ved jeg , at de om dagen er så beskæftiget , at det ville være ubilligt , på den tid at komme til dem i forretningssager , som kræve en længere aftale ; jeg valgte derfor aftenen , men havde jeg på nogen måde kunnet formode , at træffe selskab hos dem , så kan jeg forsikre dem , at jeg ikke skulle have gjort dem ulejlighed . Hvis de tillader det “ , vedblev han med en afskedshilsen , „ vil jeg af den grund tage mig den frihed , at se ind til dem en anden gang . “ „ Som løjtnanten havde sagt , udtalte . han hvert ord så distinkt , at man , selv den fremmede accent fraregnet , ikke godt kunne tvivle om , at han var en udlænding . Jeg var imidlertid bleven så befippet og altereret ved , som jeg formodede , at befinde mig i en så hej persons nærværelse , at jeg fik et temmelig stort stykke kage , som jeg ville skynde mig at sluge , i den gale Hals , hvorover jeg , efter først næsten blå i ansigtet at have stirret fortvivlet om mig , udbrød i en så voldsom hoste , at jeg vakte hele selskabets deltagelse , og i særdeleshed jomfru kolds , der ængstelig ilede til og dunkede mig i ryggen . „ Bevar anstanden , Peter “ , hviskedee hun til mig , da det lykkelig var overstået , „ og hust på , at det her mere end nøgensinde kommer an på , at vise belevenhed . “ „ Den fremmede hertug troede bestemt , at du ville holde en tale , og at det var derfor , du rømmede dig så gevaltig “ , bemærkede Marie sagte , da jeg temmelig forvirret trak mig tilbage og kom til at stå i nærheden af hende . Efter denne anfægtelse , som for et øjeblik afbrød samtalen , tog from ordet : „ Vor unge ven , Peter , der er en plejesøn af min kones veninde , jomfru kold , havde nok nær taget livet af sig , af fortvivlelse over et stykke julekage . “ „ Eller rettere “ , tog den fremmede ordet , „ dette havde nær qvall ham i sin forfærdelse over , af være kommen på gale veje . Du har dog ikke ondt deraf længere ? “ vedblev han venlig til mig . „ Jeg takker deres højhed “ , svarede jeg , idet jeg bukkede dybt og lagde hånden på hjertet , som lieutenanten havde lært mig , “ , je rno retndur . “ Ved disse ord vekslede løjtnanten og jomfru kold et beundrende blik , hvorimod den fremmede betragtede først mig og derefter from med et udtryk af den højeste forbavselse . „ Du er da også rigtig gal “ , hviskedee Theodor til mig , idet han puffede mig i siden , så jeg nær var falden på næsen . Hr. From derimod , lod , idet han undertrykte et lille smil , som om han intet havde hørt . „ Det fluide glæde mig meget “ , begyndte han hastig , „ dersom de har forretninger af afgøre med mig , ikke vil lade dem afholde derfra . De gode venner , som er forsamlede hos mig , tilgive os nok . Desuden have vi jo tiden for os “ , vedblev han munter , „ da de ganske afgjort , ikke får lov til af forlade os i aften . “ „ Fristelsen er for stor , til af jeg kan modstå , og jeg takker dem derfor hjerteligt for deres venlige indbydelse . Jeg har i så lang tid flakket om , og som fremmed boet på gjæstgiversteder , af jeg dobbelt føler nydelsen af af befinde mig i et hjem . “ „ At være fordreven derfra “ , sagde jomfru kold mildt , „ af måtte , som landflygtig , drage om , forladt og ensom , må være det tungeste lod , gud kan tilskikke os . Jeg ' er imidlertid forvisset om , af man i vor lille by vil komme dem i møde med den hjertelighed og ærbødighed , som de , som ulykken har fordring på “ , rettede hun sig hastig . Den fremmede betragtede jomfruen med et forundret og spørgende blik . „ Jeg kan , gud ske lov , ikke gøre fordring på ærbødighed i den retning ; tvertimod befinder jeg mig meget lykkelig , ved endelig af have fundet en havn , hvor jeg agter af slå mig til ro . “ „ Store begivenheder og omvællninger , hvor velsignelsesrige , de end kunne være for det almindelige , og hvor nødvendige , de end måske er for menneskeslægtens udvikling , medfører desværre også ofte store ulykker for den enkelte “ , sagde løjtnanten med ærbødig deltagelse , „ og som sagerne nu stå i Europa , over hvilket Frankrigs store kejser svinger sit berømmelige scepter , må mangen , på grund af måske de ædleste grundsætninger og ærværdigste traditioner , forfulgt fyrste , søge en stille , af verden ubekendt havn , for at undgå forfølgelsen . “ „ Jeg ville måske , som de , hr. Lieutenant “ , svarede den fremmede alvorlig , „ kalde ham Frankrigs store kejser , dersom jeg var overbevist om , at de motiver , der lede hans gerning og de interesser , i hvis tjeneste han benytter sit i sandhed overordentlige geni , altid vare af en så ædel natur , som mange er tilbøjelige til at tro . Jeg frygter imidlertid for , at dette ikke er tilfældet , og jeg kan derfor ikke dele deres beundring ; thi ligesom jeg med en følelse af den dybeste ærbødighed bøjer mig for geniet , hvor det anvendes i det godes tjeneste , ligeså hjertelig hader jeg det , hvor det misbruges . “ Ved disse ord vekslede jomfruen og løjtnanten et betydningsfuldt blik . „ Det er en så naturlig selvfølge “ , svarede denne , „ at den lidende og forurettede aldrig kan forsones med den , ved hvem ulykken er bevirket , at miskendelsen heraf ville være hjerteløs og oprørende . Ihvorvel jeg nu således må tilstå , at jeg er en stor beundrer af Napoleon , så indrømmer jeg på den anden side gerne , og “ , vedblev han i en højtidelig tone , „ med et dybt suk , af den vej , ad hvilken han fører folkene berømmelsen , lykken og friheden i møde , er blodig , ligesom hans midler ofte ere hensynsløse . “ „ Den franske revolutions symbol er en bøddeløxe , og dens naturlige affedning er tyranniets sværd , under hvilket Europas folkeslag nu sukke “ , svarede den fremmede , rødmende af indre bevægelse . „ Om dette nu end , ved af vække folkenes energi , og tvinge dem fil fortvivlelsens modstand , kan føre dem fil frihed og lykke , så er dog et sligt resultat sikkerlig ikke det , hvorefter den mand stræber , i hvis hånd sværdet er lagt . “ lieutenanten bukkede uden af svare ; men udtrykket i hans ansigt og hans seierrige blik vidnede tilfulde om , af han var tilfreds med sin snildt indledede undersøgelse , der næppe lod nogen tvivl tilbage om , af den fremmede virkelig var den , hvem man antog ham af være . „ De musicerer “ , vedblev den fremmede til Anna , som hastig og rødmende sænkede sit blik , der hidtil med deltagelse havde dvælet på ham , idet han hentydede til det åbentstående claveer . „ Vi elske alle musik her i huset “ , svarede hun , „ og min Broder og jeg er , skønt uværdige , de udøvende . “ „ Min søster svarer naturligvis kun for sig selv “ „ bemærkede Niels i en munter tone . „ Men frygter de ikke “ , svarede hin på samme måde , idet et smil oplyste hans ansigt , „ at når beviset skal føres , seierens laurbær da vil tilfalde den beskedne . “ „ Nej , thi det er et så sjældent tilfælde , at man godt kan udelade det af sin beregning . “ „ Vor søn “ , sagde madam from med et kærligt og lidt skælmsk blik på denne , „ er nylig bleven student og har taget eksamen med bedste characteer , som en følge deraf , ved de jo nok , har man lov til at være lidt kæk . “ „ Tilvisse , det har man . Med tyve år , et glad hjerte og en veloverstået eksamen kan man erobre verden . “ Ved disse ord rakte han Niels hånden med et så hjerteligt udtryk , at denne blev øjensynlig bevæget . „ De flipper imidlertid ikke for beviset , og jeg tvivler ikke om , at alle deler mit ønske , når jeg beder dem om at føre det . “ „ Når de vil synge med ; thi jeg har da altid den fordel , af de har vanskelig ved af dømme , samt af de er complice . “ „ Det forringer sjælden faren , af drage andre i den . Jeg vil imidlertid gerne vove mig i den , så få vi dele last og brast . “ „ Så tør jeg måske håbe , af de vil synge “ Hr , mon pa tris “ før os “ , bad jomfru kold ; ingen sang har rørt og tiltalt mig , som denne . “ „ For min part med stor fornøjelse “ , svarede Niels , „ jeg kender rigtignok ikke ordene ; , men hvor mange gives der ikke , som kun kende en halvkvædet vise , og dog give deres besyv med i laget . “ „ Unegtelig “ , sagde den fremmede , „ men disse udsætte sig også grumme let før af blive færdige før visen er til ende , ligesom de , ved ikke af kende ordene , udsætte dem før af komme en takt før tidlig eller forsilde . Vi må altså i den henseende erklære os fallit , hvilket ikke er nogen lovende begyndelse . For imidlertid dog i nogen måde af vise vor patriotisme , så tillader jeg mig af foreslå „ Vist stolt på codans bølger “ , og jeg er overbevist om , at jomfru kold vil indrømme , at også den tiltaler hjertet . “ Anna begyndte nu efter et kort forspil accompagnementet , hvorpå hun med sin biede , klare stemme istemmede den friske , begejstrende fædrelandssang , som på hin tid var på alles læber . Vi havde hørt den ofte synge af hende og Niels , og altid med dyb glæde lyttet dertil ; men således som iaften , da den fremmede med en vidunderlig dyb og blød , og dog , jeg kunne næsten sige , rungende Bas , ledsagede den , havde vi aldrig følk os grebne af den smukke Melodie , og endnu nogen tid efter , at de sidste toner vare hendøde , sagde vi tavse og henrykte under indtrykket deraf . „ Jeg stryger flaget og giver tabt “ , sagde Niels hjerteligt , „ idet jeg indrømmer , at min kjækhed , ved at høre deres sang , har fået et sådant knæk , at den næppe oftere skal bringe mig i forlegenhed . “ „ Så må de tage eksempel af vore søofficerer , de stryge sandelig ikke flaget for så lidt “ , svarede hin smilende . „ Det var ekarmant , msanillcjve , ja , det var i sandhed extraordinairement ! “ udbrød løjtnanten med et udtryk af høj begejstring . „ De har , min herre “ , vedblev han til hin , „ forflasfet os en nydelse , som vi aldrig har kendt mage til , og som vi aldrig skulle glemme . “ Den fremmede svarede ikke , men vendte sig kun med et så komisk forskrækket blik til hin , at han temmelig betuttet trak sig tilbage . „ Din lieutenant tog nok fejl af en toskilling “ , hviskedee Marie til mig , „ og havde nok solgt sine varer fordeelagtigere til jomfru kold . “ „ Tror du , det er en Prinds ? “ spurgte jeg , uden at værdige hendes bemærkning noget svar . „ Ja , hvad sangen angår “ , svarede hun , „ denne havde vistnok imidlertid i lieutenantens øren været endogså langt mere end guddommelig , dersom hin , i stedet for Prinds , var en konge . “ Sangen blev nu fortsat , til vi skulle spise , og jeg kunne tydelig se på Anna , at hun kun nødig gik fra claveret , da hendes moder mindede hende om , at det var på tide at dække bord . „ De sagde hr. Bæk “ , begyndte from til den fremmede , da vi nogen tid efter sad ved det af stege , krandsekager , vin og frugt bugnende bord , „ at de havde fundet en havn her i byen , hvilket skulle være os hjertelig kært , „ kun forekommer det mig , at den er temmelig lille , dersom de dermed mener Niels fiskers hus dernede , som de jo har købt . “ „ Den er just ikke til at vende i , og mindst for fulde sejl “ , bemærkede Niels . „ Slige maneuvrer foretages vel heller ikke i en havn , der fortøjer man sit fartøj fast og sikkert , og så venter man . “ „ Ja , hvorpå “ , spurgte hin . „ På hvad , der så skal komme , hvilket jeg med så megen større rolighed kan , som jeg har afsluttet mit regnskab med den store verden , og nu vendt mig til den mindre , som indesluttes i mig selv . “ - „ Så vil der nok komme fred og glæde “ , sagde madam from ; „ thi derude stormer det hårdt , og der går seen med høje bølger . “ „ Jeg venter også at finde læe her , ihvorvel jeg rigtignok må tilstå , at min havn er temmelig brøstfældig . “ „ Og har måske mere ondt ved at holde himlens vande ude end havets “ , bemærkede from . „ Jeg frygter det næsten ; men derfor var det også , at jeg overfaldt dem i aften , da jeg nemlig ville gøre en handel med dem om tømmer , bræedder og andre til en bygning fornødne sager . “ „ Dærtil skal de stedse finde mig parat . Jeg er nemlig en praktisk mand , der elsker fortjeneste , rigtignok mest på grund af de intelligente glæder , den kan forskaffe os . “ „ At lade disse være lønnen for anstrengt flid forskaffer os også ganske vist den højeste og friskeste nydelse , så sandt , som det materielle og åndelige ere forenede i os , og altså begge have nogenlunde ligeberertigede krav , der ikke uden skade for det hele , lade sig afvise . “ „ De vil dermed sige , at åndens udvikling ikke stat være det højeste mål for os , af hvilken mening jeg ikkedestomindre er , idet jeg endogså går så vidt , at jeg tror , at legemet i så henseende er i vejen for os “ , sagde jomfruen . „ Dersom vi alle være overbeviste om denne anfluekses rigtighed “ , svarede hin smilende , „ så ville vi jo blive mordere af dyd , og her på Frederiksværk ville det blive farligt at leve , eftersom her findes ma mange gode mennesker . “ „ Jeg beder dem imidlertid være forsikret om “ , sagde from hastig , med et udtryk , som kom det an på , af frelse hendes ære , „ af så conseqvent jomfru kold end er i alle andre henseender , så er hun det dog ikke , hvad hin påstand angår ; thi jeg har endnu aldrig hørt , af hun har myrdet nogen . “ „ Ikke engang enloppe “ , hviskedee Marie til mig . „ Jeg skulle da ikke fro , Marie , af du har noget derimod af indvende . Det ville jo være gyseligt “ , råbte hin med påtagen alvor . „ Nej , ikke det mindste “ , svarede hun rød og forvirret ved , af alles blikke dvælede på hende . „ Jo , noget var det “ , vedblev hin , „ sig nu frem . “ Som en følge af , af Marie flere gange havde drillet mig , kom hevnfølelsen pludselig over mig , og som det under flige omstændiger som oftest går , handlede jeg uden overlæg , idet jeg sagde : „ Marie sagde , af tante ikke engang formåede af myrde en loppe . “ Den opmuntring , som blev mig tilbeel ved den hjertelige latter , der mødte denne oplysning , skulle jeg desværre imidlertid ikke nyde udelt , idet nemlig jomfruen sendte mig et så strengt , ja , næsten forbitret blik , at jeg gerne havde tilbagekaldt min hele rigskantslerværdighed , når jeg derved kunne have tilbagekaldt mine ord ' . „ Nu , da denne lille conflict på en så lykkelig måde er bilagt “ , begyndte from , idet han vendte sig til den fremmede , „ så vil jeg tillade mig , at gøre dem opmærksom på , at der i vor kreds består to partier , nemlig realister og idealister , hvoraf de sidste ubetinget er i majoriteten . Da de nu kom hertil og købte Niels fiskers hus , så følte jeg mig overbevist om , at de også hørte til disse , og at de således ville forøge mine fjenders antal . Det lille vink , der lå i deres ord , og navnlig den omstændighed , at de vil bygge , og , som jeg tror , solidt og godt , har igen givet mig mod , og mere frejdigt , end ellers tilfældet ville have været , opfordrer jeg derfor selskabet til med mig at tømme et glas på hr. Bæks velgående , idet vi af hjertet ønske , at den havn , han her har søgt , må ' blive tryg og god . “ „ Jeg tvivler ikke derom “ , svarede han ' , synlig overrasket og bevæget , „ thi efter hvad jeg har set og erfaret her i den første familie , jeg har gæstet , tvivler jeg ikke om , at man til fulde ved , hvori sand lykke består , og hvor det er tilfældet , boer man stedse trygt og godt . Jeg beder dem derfor hjerteligt om at optage mig i en kreds , i hvilken jeg vil føle mig lykkelig , og fra hvilken jeg sikkerlig med savn og smerte skal stilles , dersom min skæbne engang skulle byde mig det . “ „ De agter altså at bygge “ , begyndte jomfru kold efter et kort ophold . „ Nu forstår jeg det hele : det lille hus har en henrivende beliggenhed , og der er fortrinlig anledning til anlæget af en smuk have . “ „ Det har jeg netop tænkt mig . Brinken , hvorpå det ligger , flråner terrasseførmet ned mod fjorden og egner sig godt til beplantning . “ „ Ja , og når så en villa , en yndig collage kroner det hele , en bolig , udstyret med Ludvig den femtendes pragt og smag “ , tilføjede jomfruen , „ da vil det blive en pryd for egnen , og et opholdssled , hvor man , som filosofen fra ferncy , med lyst kan hengive sig til stuæiurn l laboro og med ro vente på “ , her fikserede hun ham flarpt , „ hvad tiden vil bringe . “ „ Thi det har stedse viist sig , at den rå magt , om den end til enkelte tider formår at tiltage sig herredømmet “ , faldt løjtnanten ind , „ dog stedse må vige for intelligensen , og den tid vil derfor komme , da det nuværende sabelregimente må vige for det traditionelle og legitime , som nu er trådt under fødder . “ „ Det er meget muligt , hr. Lieutenant “ , svarede hin , idet det udtryk af den højeste forundring , hvormed han snart betragtede jomfruen , snart denne , uvilkårligt fremkaldte et smil på de øvriges an181 sigter , „ men når kun sabelregimeniet ikke vil udstrække sig til min bolig , og jeg der , hvor jeg sandelig ikke agter eller har evne til at være nogen Voltaire , må leve uanfegtet af verdeus larm , så forlanger jeg intet bedre . Hr. Lieutenantens medfølelse for det traditionelle eller legitime herredømme skatter jeg . iøvrigt så meget højere , som den hos en mand , der er en så ivrig beundrer af den store kejser , beviser en sjælden høimodighed . “ „ En beundrer af kejseren er jeg og , ja ganske afgjort , det har jeg altid sværet “ , svarede hin i en betydelig grad forvirret ; men når man seer ulykken for sine øjne , når man seer den båret med stoisk mod og ophøjet selvovervindelse , så er det umuligt andet end , at den må vække vor fuldeste og inderligste deltagelse . “ Ved disse ord lod den fremmede sit blik langsomt glide fra person til person , som søgte han den , der var genstanden for hiins medlidenhed . „ Huset , jeg har købt “ , vedblev han derpå , har iøvrigt en vis affections værdi for mig , eftersom jeg , dersom jeg iøvrigt har opfattet det mig fortalte rigtigt , er født deri . “ „ Er født deri ! “ udbrød jomfruen , idet hun , glemmende alt , i sin forbavselse lagde hånden dybt ned i den flødecreme , hun havde på sin tallerken . „ Umuligt ! Forbavsende ! “ råbte løjtnanten , medens han dog på samme tid havde conduite nok til med sin serviet at aftørre jomfruens hånd , som hun med et lille skrig strakte henimod ham . „ Det både smigrer mig og gør mig ondt “ , vedblev den fremmede , „ at en så ubetydelig omstændighed , som den af mig anførte , skulle anrette en sådan ødelæggelse . Jeg må imidlertid , hvor utroligt og forbavsende det end , som det lader , er , fastholde min påstand ; thi mine forældre har ofte fortalt mig derom , og beskrevet mig stedet med dets omgivelser . Da jeg imidlertid kun var to år , da jeg kom herfra , hvilket nu er tredive år siden , så er det tilgiveligt , at jeg intet har beholdt af egen opfattelse . “ „ Ja , sandelig ! “ udbrød from , „ det kan man tilgive dem , men om man kan gøre det samme med hensyn til , at de ingen franskmand er , det må jeg næsten tvivle om . “ „ Og ingen italiener , spanier , portugiser eller idetmindste en fordreven tysk potentat ! “ råbte Niels i en fortvivlet tone . „ Det var en storm “ , svarede den fremmede leende , „ og den sidste bombe vil knuse mig fuldstændig , når jeg beretter , at jeg er en legitim og i lovligt ægteskab født søn af fisker Niels Hansen bæk , som på hin tid , jeg nævnte , drog til Amerika med kone og barn , der ikke var nogen anden end mig , der , som det lader til , på en for mig aldeles ubegribelig måde har foranlediget en mystistcation . “ Denne i så høj grad vidunderlige meddelelse gjorde imidlertid på ingen måde samme virkning på jomfru kold , som på os andre , idet hun nemlig med en højst fornærmet , næsten bister mine betragtede det uskyldige redflab for den uhyre skuffelse , hun havde lidt . „ Men kære , bedste herre “ , udbrød from , „ hvorfor taler de også danfl som en franskmand ; sligt kunne vi umulig høre på , uden at gøre de extravaganteste slutninger . “ „ Sig hellere , hr. From , at jeg taler danfl som en engelskmand ville tale det ; thi ihvorvel jeg nok forstår fransk , så er dog engelsk så at sige mit modersmål . Som det nemlig stedse går med folk , der ikke er i besiddelse af tilstrækkelig dannelse , således gik det også mine forældre . I det fremmede land glemte de snart fuldstændigt deres modersmål . Ikkedestomindre hængte de dog ved vort fædreland med en overordentlig kærlighed , og dette , men især denne deres fødeegn , udgjorde bestandig genstanden for deres samtaler . Jeg hørte aldrig om andet , og alt her blev mig derfor så bekendt , og indpræntede sig således i mit indre , at jeg , som dem følte mig fremmed histovre , og så over imod Danmark og denne egn , som mod mit egentlige hjem . Hver vej , hver sti , hvert hus og dets beboere , hver bugt i fjorden og hver å , som strømmer ud i denne , alt kendte jeg efter beskrivelsen så grant , som havde jeg levet og færdedes her , ja , jeg kunne endøg tale med om personer og begivenheder , hvorom jeg tidligere havde hørt , men som nu tildeels vare udflettede af mine forældres hukommelse . Men “ , vedblev han undskyldende , „ jeg sorglemmer mig selv og taler om ting , som umulig kunne interessere dem . “ „ Ak nej “ , sagde Anna , „ jeg er vis på , af vi alle ville vcrre dem hjertelig taknemlige for hvad de meddeler os , der lyder ligeså fremmed som ' smukt for vore dren . “ „ Og lad os læegge til : så naturligt “ , tilføjede madam from . „ De har nu selv givet os smag derpå , og de må derfor ikke fortænke os i , af vi nu kun nødig flippe tråden . “ „ Foruden disse samtaler , hvortil vi regelmæssigt hver aften hengave os , hentede jeg også mange kundskaber om Danmark fra de bøger , mine forældre havde medbragt , og hvori min moder i min tidligste barndom havde lært mig af tese . De vare ikke mange og heller ikke udmærkede ; men de udgjorde min kjæereste og , så af sige eneste læesning , og jeg troer , at jeg endnu kan det meste af deres indhold udenad . Min fader glæedede sig ofte hjerteligt , når jeg på mit lidt løjerlige dansk fortalte ham om Rud , hvidtfeldt , Christian den fjerde og Tordenskjold , der isæer var hans helt , og om hvem han aldrig kunne høre nok . Af en visebog havde jeg lært „ Kong Christian stod ved højen mast “ , hvortil min moder havde soresunget mig melodien ; men aldrig skal jeg glemme det udtryk af hjerteligt vemod og glæde , som prægede sig i hans ansigt , da jeg en aften , efter at han var kommen hjem fra sit arbejde , medens vi sagde i mørkningen , begyndte at synge den . Først lyttede han forvirret , som formåede han ikke at samle det , der dukkede op i hans erindring ; men snart opklaredes hans åsyn , og idet tårerne rullede ned over hans kinder , bedækkede han sit ansigt med sine hænder . „ Syng , min dreng “ , hviskedee han sagte , efter at jeg havde endt , „ syng igen om det stolte , velsignede land , som jeg aldrig kan glemme . “ Her tav den fremmede et øjeblik , og idet han lod fin hånd sagte glide hen over sin pande , var det , som søgte han at forjage det vemod , der havde grebet ham . „ På den aften blev det bestemt “ , vedblev han derpå , „ at vi , med det , mine forældre ved deres flid havde samlet , skulle drage tilbage hertil , hvorefter hans længsel nu med uimodståelig magt var brudt frem . Hans hjertes inderligste ønske og kæreste forhåbning skulle imidlertid ikke blive opfyldt . Ak , endnu erindrer jeg , med hvilken overgiven glæde han talte om , atter at skulle fiske her på fjorden og sælge sin fangst til gamle madam brænd sirup , der havde været hans bedste kunne . “ „ Ja , ja “ , afbrød from ham , „ hende erindrer jeg godt , hun levede endnu , da jeg kom her til byen . “ „ På en af de sidste dage , da alt var færdig til vor afrejse , blev han kaldt tilhjælp af en nybygger , som var i færd med at rejse sit hus . Netop som man var i færd hermed , opstod en af de frygtelige hvirvelvinde , som kun kendes i hine egne , og inden de i bygningen beskæftigede mænd fik tid til at komme-ud , styrtede det hele sammen og begrov dem alle under sine ruiner . “ Snart efter min faders sørgelige endeligt døde også min moder af græmmelse , og jeg stod således ene . En brav læge , som boede i vor nærhed , tog sig imidlertid af mig ; han meddelte mig den nødvendige undervisning , således at , da jeg var vokset til , kunne jeg med nogenlunde gode udsigter blive anbragt på et handelscontoir i en by i vor nærhed . Amerika er lykkens land , og spørgsmålet er kun , om man forstår at gribe til . Da jeg i mange år havde arbejdet på kontoiret , faldt det mig ind , for den lille capital , jeg havde erhvervet , at købe en landstrækning i nærheden af , hvor mine forældre havde boet . To mindre , men dog sejlbare floder stødte her sammen og dannede en større , som flød ud i missisippi , og jeg var derfor af den mening , at en sådan beliggenhed snart ville tildrage sig den almindelige opmærksomhed , når man kun forstod at henlede den derpå . Forat opnå dette , byggede jeg et hus og etablerede en handel , og med en hastighed , som kun hendes Amerika , fulgte nu andre mit eksempel . Grundstykke på grundstykke solgtes til priser , der langt oversteg , hvad jeg havde givet for det hele , og efter nogle Års forløb fandt jeg mig i besiddelse af en formue , der endogså i hint capitalernes land kunne kaldes stor . Min kærlighed fil Amerika havde aldrig været stor . Indvånernes umættelige tørst efter penge , deres ringeagt for alt , hvad der ikke drejer sig om fortjeneste , deres , som oftest , rå og ubehøvlede sæder , og frem for alt , deres mangel på fin følelse og på den , af ægte dannelse fremspirende sands for et højere liv , og for hvilket hin af mig omtalte læge havde givet mig smag , stødte mig ved hvert skridt , og jeg besluttede derfor at vende tilbage fil det land , hvor jeg i tankerne havde levet , ved hvilket mit hjerte hængte , og som mine forældre havde velsignet i deres sidste stund . De ved nu “ , vedblev han med et smil , „ hvorfor jeg taler dansk som en udlændig , samt at jeg ikke , jaget af Napoleon , er tyet fil denne egn , og jeg tror nok , at min unge ven “ , tilføjede han med et blik på mig , „ vil indrømme , at fisker Niels Hansen bæk ' s søn ikke kan gøre fordring på prædikatet : højhed . “ „ Ja , min kære herre ! “ udbrød from , „ det må han vel , men han gør det ganske vist ikke af et beredvilligt hjerte , vel Peter . “ „ Nej , hr. From “ , svarede jeg , „ tværtimod grumme nødig . “ Hemmeligheden var nu således afsløret , men jeg tør nok påståe , at jomfru kold tilstod dete endnu nødigere end jeg , hvorimod froms og det øvrige selskabs deltagelse for den fremmede , synlig var stegen i en høj grad . „ Det må være med en ejendommelig følelse “ , bemærkede Anna mildt , „ at de færdes på steder , som er dem bekendt , som de ofte har dvælet ved i deres tanker , og som de dog aldrig har set . “ „ Det er undertiden for mig , som havde jeg været blind , idet alt er mig bekendt , men dog så ganske anderledes , end jeg havde tænkt mig det . Jeg har ofte i tankerne med min fader vandret op ad gaden her , og han har fra hus til hus fortalt mig om beboerne , men det hele havde ved min indbildningskraft og den varme , hvormed han fortalte , fået en Glands , som nu er borte . Ihvorvel nu således virkeligheden ikke kan måle sig med den barnlige illusions lysende billeder , så føler jeg mig dog for første gang i mit liv rigtig hjemme , og det er for mig , som stod jeg mine forældre langt nærmere end dengang jeg dvælede ved deres grave . “ „ Deres forældre må have dvælet med en ubeskrivelig kærlighed ved dette deres hjem “ , sagde hun mildt , „ og “ , vedblev hun rødmende , „ det er smerteligt at tænke på , at deres hjertes ønske ikke skulle blive opfyldt . “ „ Det var simple folk , jomfru from , men de vare i besiddelse af en dyb og varm følelse “ , svarede han med et mildt , vemodigt blik på den unge pige , „ og jeg er vis på , at deres venlige deltagelse ville have glædet dem ligeså meget , som den glæder mig . “ Samtalen fog nu lidt efter lidt en muntrere retning . Glassene tømtes og fyldtes , og den ene sang afløste den anden . Enhver stemte i af fuldt bryst , og selv jomfru kold , der dog i lang tid havde siddet med en fornærmet mine , hørte jeg at synge med en rigtignok lidt svag og rystende stemme : i ostens sslvblå , dagen smilte , på rosen duggen lå ; ung Harald fro til haven ilte , at plukke blomster små . Medens løjtnanten med et skælmsk smil lod sin røst blande sig med hendes , og da de kom til det ' sidste Vers , hvor den muntre vennehulde pige , der har hørt ung Haralds ord , giver de af ham plukkede blomster i commission at sige ham , at hun elsker ham , da lød hendes stemme så kærlighedsfuld og blid , og da kom der et så forklaret udtryk i hendes ansigt , at den frygt , jeg hidtil havde næret , for , når vi kom hjem , at få skænd , på grund af mit udsagn om loppen , rent forsvandt . Som vi således sagde , kom Marie ganske bleg farende ind ad døren med en frugtkurv i hånden , som hun havde været ude at fylde . Ved at se hendes forfærdede ansigt forstummede vor sang øjeblikkelig , og i den tanke , at det var gået hende , som det forhen var gået mig , sprang jeg hastig op , for at dunke hende i ryggen . „ Der er nogen oppe på dit contoir , fader “ , udbrød hun , idet jeg hævede hånden for at yde hende hjælp . „ Jeg var oppe på æblekammeret , og derfra hørte jeg tydelig en sagte puslen derinde , samt lyden af en lås , der blev dirket op . “ „ Er du vis på , at din fantasie og frygt ikke er løben af med dig , min pige ? spurgte from , der var bleven siddende rolig , medens de andre herrer ivrig vare sprungne op . “ „ Derpå er jeg ganske vis “ , svarede hun , „ thi jeg havde ikke tanke af frygt , da jeg gik derop . Desuden så jeg lys igennem sprækken på døren . “ „ Det er ikke urimeligt , af en tyv kunne have benyttet sig af lejligheden “ , vedblev hin . „ Lad os imidlertid gå roligt og forsigtigt tilværks , dels for , af tyven ikke skal undflippe os , og dels for , af han ikke morderisk skal anfalde den , der søger af pågribe ham . “ „ Ja , roligt og forsigtigt “ , udbrød løjtnanten , „ Terrainet må først nøjagtigt afsøges , for af fjendens stilling kan udforskes . “ „ Måske var det så bedre , om vi , forinden rørte trommerne hernede “ , svarede Niels , „ for af give ham lejlighed fil en ærefuld afmarsche med faders penge . “ „ Jeg vil foreslå “ , sagde from , idet han , irods angesten , ikke kunne tilbageholde et smil , „ af husets tre indgange blive besatte så stilfærdig som mulig , og af dernæst en begiver sig op på wblekammeret , hvor han ved af fløjte eller synge vækker tyvens opmærksomhed , således af denne , hvad rimeligt er , begiver sig bort ad den vej , han er kommen , hvilken utvivlsom er gavldøren . Måske vil de , hr. Lieutenant , påtage dem dette hverv . Løb du , Peter , imidlertid sagte over gården og væk karlen , og rend du , Theodor , ned til herredsfogeden . “ Lieutenanten overtog straks det ham meddelte ærefulde hverv , hvilket , om det end just ikke var forbunden med nogen overhængende fare , dog krævede høj ro og sjælsstyrke nok til af kunne fløjte i farens øjeblik . „ Hr. lle Saint Emanuele “ , sagde jomfru kold , der bleg og rystende sad tilbagelænet i sofaen , med mat stemme , „ lad ikke deres mod og ridderlige kampbegjærlighed styrte dem i unødvendig fare , husk på , af jeg , af jeg og vi alle . “ Her standsede hun pludselig , idet hun holdt sit lommetørklæde for øjnene . „ Fjenden mit liv og gud min sjæl “ , svarede han med højt alvor , idet han forlod stuen . „ Og kongen min hest “ , hvidsfede Marie til mig , der fulgte ham . For af komme op til kammeret skulle han over en lille forstue , hvorfra der gik en trappe derop , samt også en der ud til gården , ad hvilken jeg skulle . „ Følg mig , Peter “ , sagde han til mig , idet jeg ville åbne gårddoren , med en stemme , der sympathetisk bragte hårene til at rejse sig på mit hoved . „ Vi er venner , og ville ikke stilles . “ Uden at betænke mig , fulgte jeg ham efter denne opfordring op ad trappen med bankende hjerte , forsigtig og lydløst åbnede vi døren ; men da der i i det samme lød en dump larm inde fra contoiret , så smækkede løjtnanten hastig døren i igen , og , som jaget af alle onde ånder styrtede vi ned ad trappen igen . „ Bliv her , Peter “ , råbte han , „ bliv her , jeg iler hjem , for at hente min sabel , det skal koste hans liv , såsandt jeg hedder Emanuel . “ Med disse ord ilede han hastig ned over gården , fulgt af mig , der nu i den overbevisning , at der var gjort larm nok , skyndte mig for at vække karlen . Da jeg et øjeblik efter kom tilbage derfra , så jeg i måneskinnet en hastig klattre op ad plankeværket , der stilke gården fra gaden , og med den samme kvælende , men dog ubetvingelige følelse , som på hin nat , drev mig til at tilråbe ioseph , at han var en varulv , for jeg hen over gården , og greb hin , der absolut måtte være tyven , i det ene ben , netop som han ville svinge det over . Ved dette pludselige overfald vendte hin sig med et ansigt , bleg som døden , og fortrukkent af angest og raseri . „ Slip i satans navn ! “ råbte han , idet han med fortvivlet anstrengelse søgte at ryste mig af sig , uden at det dog lykkedes ham . „ Hvad “ , hviskedee han derpå , efter et øjebliks kamp , „ er det ikke dig , Peter ? “ Overrasket med den mig velbekendte stemme , kastede jeg et blik på ham og genkendte øjeblikkelig ioseph , hvem jeg ikke havde set siden hint fljæbnesvangre øjeblik . „ Er det dig ioseph ! “ udbrød jeg i den højeste grad overrasket . „ Ja , men flip , for gudsskyld Peter , lad mig løbe , jeg sværger dig til , jeg har ikke fået en skilling af købmandens penge , da jeg ikke formåede at brække kisten op . Husf på , du har engang bragt mig i ulykke , og jeg har dog aldrig gjort dig andet end godt . Det gjelder mit liv flipper du ikke . “ Fattighuset , og hvad han der havde været for Elfe og mig , dukkede ved hans ord levende op i min erindring , og jeg formåede ikke af modstå . Der blev nu larm oppe i gården , man havde set os , og idet jeg udstødte et højt nødskrig , flap jeg med det . Samme hans ben og lod ham løbe . De andre kom nu hastig til , men inden jeg endnu kunne åbne munden til forklaring , lød et så højt og gennemtrængende skrig om hjælp fra gaden , af vi alle fulde af forfærdelse , styrtede derud igennem den nu åbnede port . her mødte os et i høj grad sørgeligt og nedflående syn : med blottet hoved , sønderreven kjole og kalvekryds , lå nemlig løjtnanten midt på gaden , endnu råbende af fuld Hals . „ Du gode gud ! “ råbte from , idet han og Niels rejste lieutenanten overrende . „ Hvad er sket , er de såret ? “ „ Lamslået , sønderrevet “ , stønnede hin , „ og et under var det , af jeg kom derfra med livet . “ „ Tror de , af sønderrivelsen strikker sig længere end til kjolen og kalvekrydsset ? “ spurgte Niels deltagende . „ Jeg ved det ikke “ , svarede hin med et straffende blik , idet han endnu bestandig sad på stenbroen , men jeg ved , unge mand , at jeg nær havde offret livet for deres faders skyld . “ „ Jeg er dem uendelig taknemlig , hr. Lieutenant “ , sagde from , „ men “ , vedblev han , „ hvorledes er de kommen her , og hvem er det , som har overfaldet dem ? “ „ For til fulde at kunne forsvare den post , hvorpå jeg var stillet , anså jeg det for at være nødvendigt at være bevæebnet , af hvilken grund jeg løb hjem , for at hente min sabel . Da jeg nu kom tilbage med den , styrtede en bandit lige imod mig , rev værget fra mig og kastede mig med kæmpekræfter om , hvorefter han atter tog flugten . “ „ Det må have været ioseph ! “ udbrød jeg uforvarende , „ eller “ , rettede jeg mig hastig , „ Tyven , som flap fra mig . “ „ Ioseph ! “ gentog Niels . „ Ja så mener du vel i egenflab af varulv . Hvorledes falder du ellers derpå ? “ „ Jeg mente “ , svarede jeg forvirret , ' „ fordi det var på den tid , at han altid plejede at gå ud . “ „ Hr. Løjtnanten har da ingen mistanke om , at det skulle have været en varulv ? “ spurgte Niels i samme deellagende tone . „ Der er intet spørgsmål om , at det har været tyven ; men hvad enten det nu har været ham eller ikke , så beklager jeg hjerteligt , at de for min skyld har lidt en sådan molest “ , sagde from . „ Formår de imidlertid at rejse dem , uden alt for stort besvær , så var det vidst bedst , for dog i det mindste at undgå en forkølelse . “ Lieutenanten blev nu løftet op , og støttet på from og bæk , samt fulgt af Niels og mig , vaklede han tilbage til selskabet . Ved dette sørgelige togs ankomst , besvimede jomfru kold ; men da hun snart efter , ved hjælp af vand og Lau æe oolvziitz kom til sig selv igen , og havde hørt den hele sørgelige beretning af lieutenantens egen mund , så forlangte hun med al den bestemthed , som kan bo i et kærligt hjerte , når det kommer an på at frelse den , det har kær , at løjtnanten skulle have omflag påda det imidlertid var forbunden med de allerstørste vanskeligheder , at anbringe dette på det sted , hvor den egentlige skade var sket , så måtte det opsættes . From havde imidlertid undersøgt alt på sit contoir , og da der kun manglede nøgle småpenge , som havde lagt på pulten , idet nemlig tyven forgæves havde anvendt sin tid og møje på at brække pengekisten op , så endte det hele sig nogenlunde i glæde . Vel var der et punkt , som Niels hvert øjeblik kom tilbage på , nemlig det bulder , der var bleven hørt ved lieutenantens og min nedfart af trappen , hvorledes det hængte sammen dermed , ville hin nemlig grumme gerne , som det lod , have nærmere besked om ; men da jeg intetsomhelst ville forklare derom og lieutenanten endnu mindre , så fik han ikke sin nysgerrighed tilfredsstillet . Hvad nu løjtnanten havde forebragt jomfru kold , med hensyn til sin adfærd under denne overordentlige begivenhed , eller , hvorledes hun var kommen til en før ham så gunstig mening , skal jeg lade være usagt ; men vidst er det , at fra den dag steg han så overordentlig i hendes agtelse , at havde det ikke været påfaldende før , så blev det det nu . Ja , det gik endogså så vidt , at det i den angesf , jomfruen var bleven sat i før indbrud og overfald , og hvilken løjtnanten ikke søgte at betage hende , blev besluttet , at denne fluide flytte ind til os , hvor han da tillige skulle have alt i huset . Dette arrangement , der var lige glædeligt , såvel for løjtnanten , som for hans creditorer , det vil sige , for så vidt , at deres fornyede håb ikke skulle berede dem en endnu bittrere skuffelse , end de hidtil havde lidt , behagede imidlertid flet ikke Caroline , og hun hviskedee ofte fil mig , naturligvis under det strengeste taushedsløvte , at hun ikke rigtig vidste , når sandheden skulle stem , hvem der var den største skjelm enten hin eller Joseph ; men det svoer hun på , at fluide det træffe sig , at løjtnanten kun bare en eneste gang blev hængende med det ene ben over plankeværket , da skulle hun nok holde fast og ikke flippe ; som visse folk havde gjort med hensyn fil en anden vis person . Ved at sige dette , så hun på mig med et blik , der nok kunne bringe mig fil taushed . Mindst af alle , er der imidlertid aldeles ingen tvivl om , behagede hint arrangement købmand from og hans kone . Han lod det dog ikke , som Caroline , blive ved hviskende og hemmelighedsfulde demonstrationer , men tog sig over en dag at gå over fil jomfru kold og fortælle hende , med rene og tydelige ord , at , ihvorvel der med hensyn fil velanstændigheden , da hun jo var et godt stykke ude over de farlige år , jo ikke kunne være noget af sige om , af han boede ler i huset , så var det dog i den henseende upassende , af jomfruen udsatte sig for bysnak , og blev gjort til latter og spot , idet der nemlig ingen tvivl var om , af løjtnanten lagde an på af vinde hendes hånd og hjerte , eller , rettere sagt , hendes penge . At hun i sin alder ikke ville gifte sig , derom tvivlede han naturligvis ikke og ingen retsindig med ham , men ikkedestominlre var der dog dem , som ymtede derom , og da hun var alt for god til af være genstand for ørkesløse folks sladder , så ville han , der nærede et hjerteligt venskab for hende , advare hende , idet han nærede det håb , af hun ville erkende hans rene og gode hensigter , dersom from havde tænkt sig , hvorledes jomfru kold ville optage hans velmente råd , så er jeg overbevist om , af han var bleven i sin boutik og ikke givet sig ud på en sådan ekspedition . Hun blev nemlig , efter af hun i længere tid havde hørt på ham med blid resignation , til sidst så opbragt og ude af sig selv , og læste ham teksten med en sådan færdighed , af han blev aldeles fortumlet og konfus : hun tvivlede aldeles ikke om hr. Froms venskab , men hun tvivlede grumme strcekt om hans forstand ; hun tvivlede aldeles ikke om , af han forstod af bedømme rosiner og svesker , ja endogså kørender ; men hun nærede stærk tvivl om , af han forstod af bedømme et kvindeligt hjertes følelser . Hun var overbevist om , af han forstod af veje og måle , og det ganfle vidst ikke til skade for sig selv , men hun tvivlede meget om , af han forstod af veje og måle eller skatte en ridderlig , kedel og mandhaftig characteer . Et var hun imidlertid fuldstændig sikker på , et kunne der aldeles ingen tvivl vcrre om , og det var , af hr. From til syvende og sidst gjorde langt bedre i af passe sine egne sager , end af blande sig i hendes , hvortil han ikke var kaldet . Efter denne temmelig animerede meningsudveksling fandt jeg det ikke underligt , af hr. From hovedrystende og med hastige skridt ilede over gaden til sit hjem , og jeg er overbevist om , af alt samkvem imellem os , efter denne bataille , for stedse skulle være afbrudt , dersom ikke madam from havde faget sig af sagen . Hun holdt nemlig med urokkelig fasthed ved det gamle , og dem , hun engang havde givet plads i sit hjerte , skulle der mere til end et hidsigt ord og en uoverlagt handling , at rive ud deraf igen . Som en følge deraf , gik hun en aftenstund over gaden og ind til os , hvor hun nu talte så længe og så hjerteligt med jomfruen , at denne tog sin pæne kappe på og fulgte tilbage med hende , hvorpå freden atter blev sluttet . Nogle dage efter disse begivenheder , blev det fortalt , at ioseph var brudt ud af slaveriet , men at han , efter at have ' afstedkommet flere lignende forskrækkelser , som den hos froms , atter var bragt til besindelse og ro indenfor stokhusets beskærmende mure . Jeg var imidlertid tavs , som en mur , med hvad jeg vidste , ihvorvel jeg af og til blev stæerkt anfegtet , såvel af Niels som af Marie , og jeg erindrer således , at hun engang ved aftensbordet pludselig rettede det spørgsmål til mig : om jeg dog ikke syntes , at det var morsomt , at cantslerretten under særdeles omstændigheder blev afholdt på et plankeværk . Niels mente nu rigtignok , at det morsomme derved , i høj grad var afhængig af omstændighederne , hvilket , som han mente , ingen bedre kunne have nogen mening om end jeg . Man kunne jo rigtignok også i så henseende afæske Theodors mening ; men da han var rigets høfmester og jeg derimød cantsler , så kendte han måske ikke nøget fil disse dele . Hvad nu den fremmede eller hr. Bæk angik , så blev han snart en daglig gæst i frøms hus , ligesom han også kom jevnlig fil os ; thi vel varede det nøget , forinden jomfruen kunne tilgive ham , at han ikke var hertugen af Orleans , men derimød med en frejdig åbenhjertethed havde åbenbaret , at han flet og ret var en søn af den fattige fifler , Niels Hansen bæk , hvem ikke så få iøvrigt erindrede søm en skikkelig mand , der i sin tid , dreven af nød , var udvandret med kone og barn . Det udsøgte galanterie , hvormed han imidlertid behandlede hende , den måde hvorpå han forstød at gå ind på hendes meninger og anskuelser , samt dernæst hans milde , beskedne optræden , kunne hun ikke modstå , og det lykkedes ham således snart at erobre en plads i hendes hjerte . Hans overordentlige kundskaber i alt , hvad der angik den store verdenshandel og dens mægtige drivfjedre ; det storartede og for from aldeles ny , som han vidste at fortælle i den anledning , fængslede snart denne mere og mere ; hvilket i en ligeså høj grad var tilfældet med husets damer , som en følge af , at han med den takt , der ene og alene erhverves ved fra barn af at have nydt en omhyggelig opdragelse , stedse førstød at vælge de emner for sin conversation , der passede til øjeblikkets stemning , eller , på hvilke de med lethed kunne gå ind . Dertil kom hans kærlighed til musik og læsning , hvorved han snart blev et uundværligt led af de små aftencirkler hos froms . En omstændighed , som også faldt meget i froms og hans kones smag , var , at ihvorvel han var meget rig , så levede han dog et temmelig stille og afholdende liv . Han spillede ikke kort , kom aldrig på gjesfgiversfedet , han gjorde ingen små ungkarlegilder , han opholdt sig ingensinde i København og forlod overhovedet aldrig byen , uden på ganske korte udflugter , ihvorvel han selv havde et kjøretøi , med hvis elegance og skønhed selv ikke grevinde Plessens kunne måle sig . Fremmede og ubekendte flyede og undgik han , så meget som muligt ; og når man på grund af en sligs tilstedeværelse indbød ham , et eller andet sted , kom han aldrig , selv ikke til froms . Denne egenhed , hos ham , gjorde han sig ofte selv lystig over , og påstod gerne , når der blev henpeget derpå , at han var alt for undseelig . Han elskede mest et gemytligt , jevnt samliv med gode venner , og at han til fulde forstod at skatte dette , viste han ved med liv og sjæl at deellage i dansen , legene og den hjertelige munterhed , hvormed gerne aftnerne endte hos from s . Det var imidlertid så langt fra at være overdreven sparsommelighed for ej at sige gerrighed , der bestemte ham til ikke at leve som rige og uafhængige . Folk ialmindelighed leve , tværtimod var han i høj grad rundhåndet og godgørende . På det hus 202 han byggede blev intet sparet , hverken på materialierne , dets indretning eller udstyring , hvilken næsten kunne kaldes pragtfuld , især når hensyn toges til den tarvelighed , som i så henseende iøvrigt herskede i den lille by . Haven blev anlagt efter en storartet målestok og de vanfleligste og kostbareste arbejder ikke flyet , når de kunne tjene til forfljønnelse . En lille bådehavn , han anlagde for enden af haven , og hvortil han allerede havde anskaffet to smukke lystbåde , blev bygget af så solide materialier , og med en sådan omsigt , som skulle den trodse tid og evighed . Arbejdsfolkene fik en så høj dagløn , af from påstod , han fordærvede den for de andre skikkelige borgere , som skulle benytte dem , og han var stedse parat til af yde dem og andre hjælp enten ved lån eller gaver . From , der var af en ligefrem og åben charakteer slog af og til på , af man måtte betænke de små forhold her i landet , hvor der ikke som i Amerika eller Ostindien , i en håndevending lod sig flabe capitaler og derfor være forsigtig . Men når så bæk , idet han indrømmede dette , påstod , af så længe man ikke angreb sin capital , og med hensyn til sine udgivter , aldrig oversteg de indtægter denne ved renterne bragte , så var den klogeste forsigtighed sket fyldest , når nu dertil kom , af han ved alt dette viste , af han godt forstod af beregne og vurdere , samt af der i al hans gerning herskede den punktligsfe nøjagtighed , så måtte from indrømme , af han havde ret , og af ingen kunne forarges over den måde , hvorpå han nu høstede lønnen for sin flid og dindflibelighed . Dels på grund af de to bådes ankomst fra København , og dels også fordi af Niels , hvem bæk holdt meget af , snart skulle rejse tilbage til København , idet nemlig sommerferien lakkede ad enden , så indbød bæk os alle til en stor seiltour , der skulle vare i to dage , idet vi nemlig skulle sejle ud af fjorden og lande i nærheden af Overby . Her på skrænterne skulle vi tilbringe resten af dagen , og derfra henimod aften spadsere ned til præstegården , hvor vi skulle blive om natten , og så den næste formiddag sejle tilbage . Glæden blandt de unge over dette arrangement , var så stor og ubeskrivelig , af de wldre snart måtte overgive sig med samt deres betænkeligheder , ja selv jomfru kold blev reven med i hvirvelen , hvilken dog madam from heltemodig modstod . Ingen overtalelse fra hendes mands side hjalp , hun ville blive hjemme og passe huset og boutikken , og han skulle med , hvilket så meget mere var nødvendigt , som han , hvilket hun påstod , havde godt af af blive lidt opfrisket , da han ved idelig af væere hjemme , blev ganske muggen og stimlet . I flere nætter og dage forinden , havde jeg hverken rift eller ro for glæde , og Theodor og jeg glemte aldeles vore vcerdigkeder og de hensyn , som dertil måtte tages , idet vi ellevilde og overgivne ikke talte om eller tæenkte på andet end touren . Marie påstod , af hvor overvættes end rigtignok mine lader og idrætter vare , så stod det mig dog langt bedre an , at være en gal , overgiven dreng , end en astadig rigskantsler , og Caroline kunne ikke noksom forundre sig over , at jeg rent havde opgivet de store , umanerlige smørrebrød , hvilke jeg ellers aldrig , selv ikke under min fantasies allerværste anfald , havde glemt . Den prunkløse tarvelighed , som hidtil stedse havde udmærket indvånernes festtiviteter eller udflugter , hvorved en sort , tjæret og ofte lidt læk båd , på hvis tofter sideskjel endnu glindsede , eller en lyseblå malet smal fjeldevogn , med faste sæder , bleve ansete for stolte befordringsmidler , bevirkede , at vi med store dine og bankende hjerter , betragtede de forberedelser , der vare gjorte , da endelig dagen var kommen . De store hvidmalede og lakerede både , som vare prydede med en bred forgyldt gang rundtomkring , og over hvilke dannebrog vaiede , vare halede hen fil en improviseret bro , således at man uden at blive våd om fødderne , hvad der ellers var en fast regel ved flige lejligheder , kunne komme ombord . Bunden af bådene , over hvilken man ellers måtte holde fødderne svævende , uden dog derved fuldstændig at undgå at dyppe snart tåspidserne , snart det halve af foden ned i det brune , grumsede vand , vare her belagt med et fast gulv , og over tofterne var bredt et blødt , fint hynde . Og nu matroserne , ja havde jeg ikke kendt Villiam og iens , den ene på det lille , sorte beegplaster , som han stedse havde på den ene side af næsen , og den anden på hans stadige rysten på hovedet , hvad enten det gik ondt eller godt , så havde jeg troet , at det var et par fornemme storflibskaptajner , så pyntede vare de ; og selv den lille smule generte stivhed , hvormed de bevægede sig i den for dem lidt uvante stads , gjorde dem ikke mindre i mine dine . Da vi nu skulle afsted , da vi i det stille , klare solskinsvejr , begave os ned til stranden , da var der ingen slæben med kurve og pakker , ingen angest for at fløden skulle spildes , eller for at lammestegen fluide være glemt . Alt var besørget og nedpakket og hele ansvaret hvilede på hr. Bæk , som gik i forvejen og konverserede jomfru kold . Ved broen , hvor bådene lå , blev jeg vidne til , hvad jeg aldrig havde set udføre i praksis , men vel ofte hørt løjtnanten fortælle om , når han gav mig lektion i anstand og fine skeder . Her bød nemlig bæek jomfruen armen og ledsagede hende over broen , hvorefter han bragte hende til skede i båden . Derpå gik han atter i land , og ledsagede på samme måde Anna . Jeg så nok , at der kom et udtryk af begået fadaise i lieutenantens ansigt , men han kom ikke videre end til at lette armen , før det var forsilde . Også hr. From så helt forplumret og rådvild ud ved denne nye mettode , og vendte sig snart til den ene , snart til den anden side ; hvorimod jeg , i følelsen af , at det var på høje tid at give et vidnesbyrd om , hvad jeg havde lært , pludselig styrtede frem og bød Marie armen . „ Fjantet er du rigtignok , Peter “ , sagde hun , „ men før at ingen skal sige , at jeg hellere vil se dig som pantsat bondedreng end som cavaleer , så lad gå . “ Hermed modtog hun min arm og gik med megen air med mig over broen . For dette kunststykke belønnede jomfru kold mig med et så kærligt og rosende blik , at jeg blev blussende rød . „ Det var ret , Peter , det kan jeg sku lide , du tager luven fra os andre “ , råbte from , der med det øvrige selskab nu også var kommen ombord . „ Jeg negter ikke , at jeg jo nok , hvad dette tilfælde angår , vidste at byen hed snærpe , men , oprigtig talt , vidste jeg ikke , hvor den snærpede hen . Af den grund “ , vedblev han med et polisk blik , „ lurede jeg på , hvad løjtnanten ville gøre . “ „ Jeg ! “ udbrød denne , „ ja , jeg må med skam tilstå det , jeg var så fordybet i beskuelsen af den vidunderlig dejlige udsigt , at jeg for et øjeblik glemte de pligter , der påhvile en cavaleer . “ „ Men da det ganske vidst er første gang , det er hændtes , så kan det tilgives “ , svarede jomfruen forbindtligl . Fangelinen blev nu kastet los , hvorefter vi for en frisk vind stod udefter , fulgt af den anden båd , hvori , for at bruge et nautisk udtryk , provisionerne og rejsetøiet befandt sig . Solen skinnede varmt og dens stråler flimrede i de perlende bølger , der skvulpede op mod båden , medens vi glede bort med den milde , sommerlige vind . Hist og her slog en fisk højt op over vandet , medens af og til en tumler viste sin glindsende ryg . På de støre , mørke stene , som nærmere inde under land ragede øp øver vandet , sagde hvide speitende måger , hvoraf nu og da en enkelt fløj tilveirs før derefter søm en pil , at styrte sig ned i vandet efter sit bytte . Før hvide , skinnende sejl , snart nær , snart fjern , stevnede fiskerbåde hid og did , og af og til , gled et større fartøj , med sin brede af vandet glindsende bøug , tæt forbi os , idet skipperen med sin sydvest bag ad nakken , lænede sig over relingen og ønskede os et godmorgen . Alt var så sommerligt , så friskt og livligt ; , og i lang tid sagde vi tavse nydende indtrykket deraf i fulde drag . Selv matrosen Jens , der sad forude ved Theodor og mig før at passe skødet , da nemlig bæk styrede selv , så trods sin rysten med hovedet , hel smilende og lyksalig ud , især , må jeg rigtignok tilstå , når hans blik faldt på flaskekurven , der stod under den forreste brede tofte . „ Jeg kender ingen skønnere , mere opløftende og for et mandigt hjerte mere tilfredsstillende gerning ; end en sømands må være “ , sagde endelig jomfruen . „ Båren af det friske , sølvblå hav , og på den lette vinds vinger , færdes han fra sted til sted ; fra Polens is , hvor nordlysets sittrende skålen spreder sit mystiske lys over den evige snes glindsende flade , og til hine sydhavets fljønne øer , hvor palmen vifter i de milde vinde , hvor kilden risler blandt blomsternes flor og hvor naturens børn jublende danse i de lune nætter . “ „ Eller æde hinanden op indbyrdes “ , hviskedee Jens . „ At det er et dådrigt og virksomt liv , hvor livet voves for at vinde det , og som netop derfor må tiltale et mandigt hjerte , indrømmer jeg “ , svarede bæk , „ men ikkedestomindre har jeg dog ingensinde kendt nogen sømand , der ikke efter nogen tids forløb , gerne ville veksle mod den roligere tilværelse på landjorden . “ „ Især når der opvartes med et pænt stykke steg og et glas vin “ , bemærkede Jens sagte . „ Ak sig ikke det “ , svarede jomfruen . „ Jeg ved det , ja , jeg er overbevist derom , at mangen ægte sømand trods alle overstandne kampe og farer , dog intet højere ønske har , end at finde sin grav i det stormende hav . “ „ Ja , som der står i visen for rimets skyld ; men jeg ville da rigtignok bede enhver , som er af den mening , om han ville være så artig at probere det selv først “ , hviskedee Jens atter . „ Det kommer vel her atter an på , hvad der vejer mest , enten det reale eller det ideale “ , bemærkæde Anna smilende . „ Netop “ , sagde Niels , „ det sidste kan nok komme fil sin ret på en smuk sommerdag , når skibet for bugnende sejl glider hen over den krusede sø ; men i den kulsørte nat mellem tårnhøje bølger , når man gennem stormens hvin kan høre drønet af deres slag mod den nære strandbred , da tror jeg nok , at det første tynger mest i vægtskålen . “ „ Så er hun til at tage og søle på “ , tilføjede Jens . “ „ Men ikke destomindre er det dog skønt og storartet , ja opløftende “ , svarede jomfruen , „ og jeg er overbevist om , at når striden er kæmpet ud , når sejren er vundet og skibet frelst og frit igen har nået den åbne sø , da kan intet sammenlignes med den følelse af stolt selvbevidsthed og mandig glæde , som rører sig i den mands bryst , der ved sit snille og sit mod har frelst det og sine kammerater . “ „ Ja “ , udbrød Anna , „ det må sandelig være en følelse af den højeste og reneste lykke , en nydelse , der så sjældent bliver os tildel , som færdes i det daglige , på begivenheder så fattige liv . “ „ Og dog , jomfru Anna , tror jeg ikke , at vi behøve at tye til det stormende hav eller slagets torden , for at finde anledning til nydelsen af hin højeste lykke ; thi også i det daglige liv mangler lejligheden ikke , til med snille , mod og høihjertet offer at frelse og hjælpe vore medmennesker , lad nu end være , at dette foregår i stilhed og ved en kamp i vort indre . “ „ Er dette end stort og kønnende “ , tog løjtnanten ordet , „ så er dog sikkerlig såvel hin idrat , som jomfru kold med så megen følelse beskrev , som den , der faldt i krigerens lod , når han i slagets tummel kan øve sit mod og vise sin styrke , samt ved sit snille i det afgørende oieblik vriste sejren af fjendens hænder , større og mere lønnende . “ „ Hvad det sidste angår , måske fordi det bliver eommenteret af kanonernes torden og trompeternes skrald . Størst er det jo imidlertid , at overvinde sig selv , som skrevet står “ , svarede bæk . „ Da nu krigen “ , vedblev han , „ er civilisationens værste fjende , og da , som jeg håber , den tid ikke er alt for fjern , da dette vil blive almindelig erkendt , så må laurbærrene søges på andre marker . “ „ Trøst dem , hr. Lieutenant ! “ udbrød from , „ så har de toldvæsenet tilbage . “ „ Ja , det skal nok hænge ved , som veg og onde penge “ , mente Jens . , /troer de da ikke “ , spurgte Anna , „ at krigen er nødvendig ; tror de , at en evig fred er tæenkelig eller , at en højere dannelse kan bevirke , at menneskene kan bekæmpe deres lidenskaber , således , at 2ergjerrrighed , havesyge , tørsten efter magt og vælde ikke mere , som hidtil , skal kunne tænde krigens fakkel og bringe ulykke og fordærvelse over folkeslagene . “ „ Jeg både håber , og jeg tror det , ja , det er min faste overbevisning . Del ved jeg , at en slig udtalelse næsten må lyde latterlig i dette oieblik , da krigen raser over hele Europa , da nationerne vånde sig under dens frygtelige svøbe og deres helligste rettigheder jtræedes under fødder ; men jeg tror , at det kun er en overgang , en blodig efterklang af en mørk tids barbari , som vil tjene til at væekke det enkelte menneske og hele folkeslag til bevidsthed om deres værd ; der skulle forbyde dem , som villieløse slaver at følge herskernes vink og tjene deres tøjlesløse lidenskaber til egen fordærvelse . Dernæest er det min faste overbevisning , at alt som videnskabens lys spreder sine stråler videre og videre , alt som åndens og dermed hjertets dannelse bliver højere og sandere , vil kærligheden til freden og dens jdræet vokse , og den enkeltes wrgjerrighed og ville lyster vil ikke få lov til at forstyrre en tilstand , hvis velsignelse enhver er delagtig i . Hvorledes så det ud i ældre tider ; var da ikke menneskene en bold for de vildeste lidenskaber , var idet da ikke snarere en skam end en lere at bekæempe dem ; hørte ikke mord , plyndring og rov til dagens begivenheder , flød ikke blod ved gildesbord og i kirkens helligdom , var ikke videnskab , kunst og milde sæeder foragtede parias , som kun kunne trives i skjul og var det ikke halsløs gerning , blodig færd og flammelig overlast , som blev besungen og hædret , og som holdtes højt i wre . Og nu , hvorledes er det nu , sidder dog ikke , trods brandfakkelen , som en enkelt mand har tæendt , kunst og videnskab på høiscedet , anerkendes ikke handelens og industriens velgerninger , agtes og fremmes ikke de enkelte borgeres ret , have ikke mildere og sredligere sæder fortrængt hine tiders barbariske skikke , jo tilvisse . Endnu , jeg negter det ikke , have vi kun langsomt og med vaklende skridt hævet os op fra støvet ; men alt som vi løsrive os , vil fremskridtet vokse og hlive hastigere og hastigere og med den voksende dannelse , vil mennesket også lære at beherske sine lidenskaber og at anvende sine evner i humanitetens interesse , og den tid er da kommen , da alt er bleven fredeligt , lyst og mildt , som de omgivelser , hvorpå vore blikke nu hvile . “ Bæks stemme var bleven højere og klangfuldere medens han talte ; hans kinder blussede og af hans dine lyste begejstringens varmende lue . „ Men sad da ikke hos grækerne kunst og videnskab på højsædet ; ja , stod de ikke i mange henseender så højt , at vi ikke kunne tænke på at sammenligne os med dem , og formåede dette at hidføre de af dem påpegede tilstande ? “ spurgte Niels . „ Nej “ , svarede bæk , „ men vel af den grund , at stod end kunsten hos dem i en vis retning på et for os hidtil uopnåeligt standpunkt , så var deres viden dog indskrænket og tildeels falsk , ligesom deres religion var det fuldstændig . Oplysningen nåde ikke udover en snever kreds i samfundet . Det hele øvrige var indhyllet i fuldstændigt mørke , og der slete intet for at gøre massen delagtig deri . Men selv om dette var sket , selv om der , som nu så ivrigt hos os , var arbejdet hen på , at sprede dette mørke , og lade lyset trænge ned i de nederste lag , så formåede dog intet at holde de barbariske folkeslag borte , der som et umådeligt , brusende og uroligt hav omspændte den lille plet , hvor hin civilisation havde sit sæde , og som til sidst også oversvømmede og bortstyllede den . “ „ Jeg antager , hr. Bæk “ , begyndte nu Jens , men denne gang med høj stemme , således , at hin forbavset vendte sig imod ham , formodentlig i den tanke , at han attråede , at give sin mening tilkende hvad grækerne angik , så meget mere , som han med sin rysten på hovedet , så i høj grad spekulativ ud . „ Jeg antager , hr. Bæk , at dersom vi endnu et øjeblik holde denne Cours , så ville vi rende bougen ind på skonnerten , som ligger filankers der forude . “ „ Sandelig ! “ udbrød hin , idet han hastig lagde roret ned og gav båden en anden retning . „ Du har ret , hvad retningen angår , om end just ikke i , hvad følgen deraf ville blive . “ „ Jeg indrømmer det , hr. Bæk , eftersom hun just ikke seer ud til at være lavet af smør “ , svarede hin , pegende på det store fartøj , langsmed hvis side vi nu gled . „ God dag , god dag , mester Bartram ! “ Råbte en kraftig , bredskuldret mand på engelsk , formodentlig kaptajnen , der stod på agterdækket , idet hans blik med overraskelse faldt på bæk . „ Hvor Pokker kommer de her ? “ Ved lyden af denne stemme , og idet hans blik faldt på den fremmede , var det , som der gik et elektrisk stød igennem bæk , idet han på samme tid gjorde en hastig bevægelse , som ville han undgå en fare , men i det samme oieblik kastede han et så forundret og spørgende blik på hin , at han i høj grad forvirret vedblev på danfl : om forladelse , jeg seer , jeg har taget fejl , jeg troede at have truffet på en gammel bekendt . “ » Ja , haren sagde så , overordentlig høflig , da den uforvarende stødte på ræven “ , bemærkede Jens , idet vi nu fjernede os fra skibet , fra hvilket capitainen endnu med et udtryk af forvirring og tvivl stirrede efter os . „ Gud skal dog vide , hvad det er for en allestedsnærværende , med hvem jeg må have lighed ? “ sagde nu bæk i en munter tone , idet ethvert spor af overraskelse var veget af hans ansigt . „ En flig fejltagelse er hændet mig oftere , og hver gang har jeg måttet le hjerteligt over den mystificeredes forskrækkelse og min egen overraskelse , hvilket især må tage sig komisk ud for de , som er vidne dertil . “ „ Sligt træffer vist oftere folk , som have rejst meget , da der absolut må gives mange , som have en tilfældig og ofte frappant lighed med hinanden “ , svarede Anna . „ Iøvrigt “ , vedblev hun smilende , „ er den gode capitain endnu ikke kommen sig efter forskrækkelse over sin fejltagelse , skal man dømme efter hans fortvivlede ansigt . “ Han bøjede sig høfligt , men med et adspredt , tvungent smil , uden at svare , som om han kun halvt havde forstået , hvad hun sagde . „ Kendte du den mand “ , vendte han sig derpå pludselig til Jens , „ der syntes både at være engelsk og dansk ? “ „ Han har nok losset kul i holbæek , hr. Bæek , og ligger nu for udgående . Dansk er han nok iøvrigt , ihvorvel han lagde engelsk an ; men måske har han fået rigelig kulstøv i øjnene . Ieg antager imidlertid “ , vedblev Jens , rystende på hovedet , „ at dersom de ikke falder en streg af , så kan de komme til at sætte skipperrn på jagten der forude i samme forlegenhed , dersom vi ikke forinden er gåde tilbunds . “ „ Ieg kommer virkelig til , for alvor at tage mig sammen “ , udbrød bcrk , idet han hastig trak roret til sig og gav båden en anden retning . “ Dersom de ikke skal få alt for flette begreber om min styrmandskunst . “ „ Eller , dersom vi ikke skal komme til at aflægge fiskene en visit “ , svarede Niels . „ For at spørge dem , om de ikke skulle ønske os til frokost til gengæld for , at vi har spist dem så lidt “ , bemærkede Jens . „ Ieg syntes , Jens gjorde et satirisk udfald ! Råbte from . „ Ieg skulle da ikke tro , at du anstiller stemme betragtninger over hr. Bæks sømands dytighed . “ „ Nej , gudbevares , hr. From , den taler såmænd før sig selv , som madammen sagde om sin poppegøie . Det er ellers forresfen ikke så grumme let en sag at holde tungen lige i munden “ , vedblev han undskyldende , „ når man skal bruge den til at snakke med . “ Vi nærmede os nu det sted , hvor vi fluide gå iland , men da dette fluide ske ved at lægge til ved en lang , smal bro , som benyttedes af fiflerne , og bæk ikke tiltrøede sig en sikker hånd nok til at styre frie af de store sten , hvoraf flere og flere kom til syne , alt som vi nærmede os land , så overlod han roret til Jens , der således nu fluide op og sidde imellem damerne . Han vred sig rigtignok ynkeligt derved , og gjorde nogle underlige drejninger , idet han entrede agterud . Herved , samt som en følge af , at båden i det samme duvede , skete det , at han mistede balancen , således , at at han med temmelig eftertryk satte sig på jomfru kold s skød , hvorved hun udstødte et højt skrig . „ Jeg beder mange gange om forladelse , jomfru , det skete såmænd i al uskyldighed . “ „ Nå , nå , det skal være ham tilgivet , min gode Jens “ , svarede jomfruen spøgende , „ og jeg tror heller ikke , at hans kone bliver skinsyg på mig . “ „ Ja , havde jomfruen været i den unge alder , så ved jeg ikke , hvad jeg skulle sige , for huner morsom nok i det capitel . “ Med disse ord , der idetmindste fra jomfruens side ikke blev belønnede med bifald , greb han roret , og snart efter lå vi sikkre ved broen . Her ville løjtnanten øjensynlig gøre godt igen , hvad han havde forflyldt , da vi gik ombord ; thi med en overordentlig hurtighed var han ude på broen , hvorpå han hjalp jomfruen ud af båden . Da broen imidlertid som sagt var nieget smal , så blev det umulig for ham , at gå jevnsides med hende , af hvilken grund han , for at være hende til fuldstændig nytte og understøttelse , valgte at gå baglængs , idet han på en sirlig og galant måde , rakte hende begge hænder , ved hvilke hun støttede sig , medens han langsomt og stolprende avancerede ind mod land . Han var imidlertid ikke kommen langt frem , før han snuplede over en sammenføjning af bræderne og tumlede temmelig akavet et langt skridt tilbage . Forfærdet flap jomfruen hans hænder , men tabte også derved samtidig ligevægten og styrtede , efter fortvivlet at have grebet for sig , ud i vandet . Med et forfærdelsens skrig om hjælp , løb løjtnanten frem ' og tilbage , idet han dog af og til standsede og gjorde en bevægelse , som ville han springe ud efter hende , der båren af sine klæder holdt sig over vandet , fra hvilket dog en ubetvingelig følelse holdt ham tilbage . Som en følge af at Anna og Marie , efter hvem den gamle from kom på den smale bro , vare i forvejen for bæk og Niels , formåede ingen af disse , ligesålidt som Theodor og jeg , der vare bagerst , straks at se , hvor overhængende faren var , og som jeg tydelig mærkede på en betegnende mimik i Nielses ansigt , troede denne straks ved lieutenantens gennemtrængende skrig , at det var denne , som var falden i vandet . Aldrig såsnart bemærkedes imidlertid det rette sammenhæng før han , fulgt af bæk , sprang i vandet , fra hvilket de et dieblik efter bragte den besvimede jomfru kold op på strandbredden , hvor hun ved Annas hjælp atter kom til sig selv , hvorpå vi alle gik op til en nærliggende bondegård , for at de skibbrudne kunne få andre klcæder , medens deres egne blev tørrede . Bonden og hans kone hjalp os tilrette efter bedste evne og snart efter kom de tre forulykkede ind , iførte brogede dragter , medens deres egne dampede derude i den varme sol . „ Min egen dreng , mit hjertebarn “ , hviskedee jomfruen , med en så om og kærlighedsfuld stemme , idet hun kyssede mig , at jeg dybt bevæget fik tårerne i øjnene . „ Ja , ja , jeg seer det , du ville dog nødig have mistet mig , og jeg takker gud , som skænkede mig din kærlighed . “ Atter kyssede hun mig , og trykkede mig til sig , hvorpå hun vente sig til det øvrige selskab . „ Dem “ , vedblev hun derpå , gribende lieutenantens hånd . „ Dem har jeg at takke for mit liv . Dybt og inderlig erkender jeg , hvilket offer de har bragt , og gud ved , jeg skal aldrig glemme det . “ Som himmelfaldne af forbavselse over en fejltagelse . Der naturlig nok var en følge af hendes besvimelse og af forvirringen , ventede vi nu alle i pinlig taushed på , at løjtnanten , hvor uhyggeligt det end måtte væere for ham , hverken at have lod eller del i hendes redning , skulle opklare sagens sande sammenhæng . Til min største overraskelse , om end måske ikke så meget til de andres , fremkom der imidlertid fra hans side , hverken nogen benægtelse eller bekræftelse . Med et udtryk af den højeste deltagelse og af sorgblandet glæde , sremmumlede han noget , idet han skyndte sig af anbringe hende i en læenestol . Jeg så flere gange på froms ansigt , af han havde ondt ved af dy sig ; men situationen var ved det lange ophold og ved tausheden bleven endmere vanskelig , og hverken from eller nogen anden formåede af bringe den nu så uhyggelige sandhed øver sine læeber . Vi blev nu alle bænkede omkring det lange bord , der var dækket med kaffe og sigtebrød , og for hvis ende bonden selv i hvide skjorteærmer og rød ulden nathue sad , idet han lod sine poliske øjne vandre fra den ene til den anden . „ Ja , det er nok til af forstå “ , begyndte han , idet han klappede jomfru kold på skulderen . „ Dette er mutter , og hun fik sig en lille dyppelse ; men det er jo godt for utøj , som ræven sagde , og han der “ , vedblev han med et lille nik til from . „ Det er fatter selv , og de tre skjelmer dernede “ , tilføjede han med et blik på Theodor , Marie og mig , „ ja se , det er jo børnene ; men hvor er så kjærestefolkene ? “ Her truede han skjelmsk ad bæk og Anna , som blev blussende rød . „ I seer mig ud til at være snild nok “ , svarede from leende , „ men det regnestykke var jer dog for svært “ , og nu forklarede han vore forskellige forhold . „ Nå , så det er jomfru kold derinde fra ! “ Udbrød hin med store dine , idet han tog sin hue af og rakte hende hånden . „ Ja derved bliver glæden ikke mindre ; thi hvad jeg har hørt om hende , har kun været til wre og roes . Nu , det samme kan jeg da sige om hr. From og hans kone , og rygtet om mangen god gerning såvel af den ene som den anden er da også nået herud . “ From og jomfruen blev synlig bevægede ved mandens ord , og trykkede hjertelig hans hånd . Imedens gik nu konen om til hver enkelt af os og nødte os til at spise og drikke , og aldrig så snart var koppen tømt før hun fyldte den igen , og der hjalp hverken løn eller bøn . For mig og Theodor kneb det skrækkeligt ; vi vare allerede ved den sjette kop , og jeg havde en fornemmelse , som forvandledes jeg lidt efter lidt til en tromme . Til min store forbavselse blev derimod Marie med en vidunderlig lethed færdig med sin kaffe , og aldrig så snart havde konen fyldt koppen og fjernet sig , før den var tømt . Min beundring over hendes ualmindelige evne , forvandledes imidlertid snart til forundring over hendes dristighed , idet det nemlig ved nærmere undersøgelse viste sig , af hun , med en sjælden behændighed tømte kaffen ud i en af bondens støvler , der stod tæt ved hende . „ Jesus ! “ udbrød jeg forfærdet ved denne opdagelse . „ Hvad tror du manden vil sige , når han mærker det ? “ „ Han vil tro , af han drukner “ , svarede hun , „ men han vil næppe takke løjtnanten før sin frelse ; thi dertil seer han mig ud til af have før megen menneskekundskab . Imidlertid “ , vedblev hun , „ kan jeg nu så godt lide manden , af jeg ikke engang vil gøre hans støvle uret . “ Hermed løftede hun denne forsigtig op , og var i et nu ude af døren med den , uden af nogen mærkede hvad hun havde før . Tøjet var nu bleven ført og snart efter stod vi færdig til opbrud . Bonden ville intetsomhelst have før traktementet , af hvilken grund from lagde en stor sølvskilling i børnenes sparebøsse , som stod på en hylde , hvilket eksempel bæk fulgte . Jomfru kold derimod , fog til alles forundring en smuk merskumspibe frem af sin rummelige sypose , hvilken hun forærede manden , der blev i høj grad overrasket og glad , hvorpå hun til endnu større forundring fremtog et broderet huetøi , som hun forærede konen . Hvorledes jomfruen , der rigtignok var i høj grad forsynlig , var falden på at tage flige sager med , var en gåde , hvorpå hun længe lod os øve vor forstand , medens vi fulgte vejen op ad skræmterne , indtil hun endelig oplyste , at piben havde hun medtaget som en præsent til præsten og huefoiet til gamle Else i fattighuset . Hun ville nu , som hun tilføjede , når hun kom hjem , købe noget lignende og sende dem . Da vi forlod bådene , havde bæk befalet søfolkene at bringe vinen og det kolde køkken op på et af ham betegnet sted på skrænten . Her havde de nu ventet syv lange og syv brede på vor ankomst , og da nu denne endelig fandt sted , havde kun få af os den fornødne appetit . Kun løjtnanten formåede ikke at modstå de lcekkre ting , og med en stegt due i den ene hånd og et glas Madera i anden , så han så lykkelig ud som fanden i Frankrig , hvilket Jens hviskende bemærkede . De andre lød det blive ved et glas vin , hvorpå resten blev overladt til Jens og Villiam , for hvem der iøvrigt for natten var bestilt qvarteer i bondegården . På vejen ned til præstegården , hvorhen vi nu begave os , besøgte vi Else . Jeg havde iøvrigt flere gange været derude og bragt hende mange gode sager fra jomfruen . Denne gang var hun imidlertid henrykt over al måde ; thi fra madam from havde Jens bragt hende så meget , at hun mente , hun kunne leve som en prindsesse hele vinteren . „ Ja , når man tænker på , Peter “ , sagde hun , „ hvorledes du gik her , sandt at sige , uden bagdel i dine benklæder , og nu er du bleven så fornem og fin , som var du en adelig Junker , så må man rigtignok sige , at du har bragt det videre end . “ -- -- -- „ End mange , hvis benklæder havde en lignende defekt “ , afbrød Marie hende . „ Han havde iøvrigt også en god læerer her , og han har en ligeså god i Frederiksværk , kan Else tro . “ „ Ja , det tvivler jeg såmænd ikke om , lille jomfru . Joseph var , det må man sige , trods sine skavanker , et godt menneske , og han havde læert meget . “ „ Ja , og han forstod af anvende det “ , bemærkede Marie . „ Ja , er det ikke det jeg siger “ , udbrød Else glad ved denne lidt tvivlsomme Ros . „ Han kunne fortælle så pæent og han sang så dejligt , og han glemte aldrig af dele de smuler med mig , som han kunne erhverve . Ja , man sagde jo rigtignok , af han forgreb sig på andres gods , og nu må han bøde derfor ; men jeg kan aldrig få mit hjerte til af tro , af den har gjort ondt , som har gjort mig godt . “ „ Det er smukt af eder Else , af i trofast erindrer , hvad godt han har gjort , hans synder er der nok om af huske “ , sagde Anna mildt . „ Ja de er from og god jomfru Anna , og hos dem får man altid et hjerteligt ord af høre . Ja se nu , Peter “ , vedblev hun til mig , „ min kaffekjedel er bleven læk og løber , og mit gamle slagværk derinde , vil ikke mere gå ; men dengang Joseph var her , så vidste han altid råd , og han helmede såmænd ikke , før han havde hjulpen mig . Nu , herre gud “ , vedblev hun , „ han får vel også øvervunden den tid ; thi hård og streng er jo øvrigheden , især mod den fattige ; men jeg kan da aldrig tro andet , end at man må regne ham den forskrækkelige tilskikkelse , hvorunder han lider , til gode . Ja , Peter , du gjorde jo i din barmhjertighed , hvad du kunne før at frelse ham . “ „ Ja og det to gange Else ! “ udbrød Marie . Efter at Else nu havde takket from før alt godt , fortsatte vi vor vandring ned ad den mig så bekendte sti fil præstegården . Lyngen stod høj og frodig , møllen gik før sine skinnende , hvide sejl ovre på odden , hundene gøede nede i sognefogedens gård og alt var som dengang , da jeg jublende af glæde over mine ridebukser løb ned før at luge i præstens have . Og som han på hin dag , med komisk befippelse , kom mig i møde , idet han råbte på alle gårdens karle , før at de skulle komme og holde min baldstyrige hest , således stod han også nu , med sit joviale ansigt , i hvis øjne en skjelm lurede , ved havelågen og modtog ' os . „ Jo jeg har hørt det ! “ råbte han os i møde , „ skrækkelige begivenheder og ædelmodig opoffrelse , druknefærdige damer og ridderlige redningsmænd . Men hvem er det sidste , for hvem skal krandsen bindes , og på hvis hoved skal den sættes ? “ „ Slemt var det ; men det kunne være bleven værre , og vi må alle takke gud for , at ingen virkelig ulykke slete “ , svarede løjtnanten hastig . „ Et øjebliks længere ophold i vandet , og “ — her standsede han og holdt hånden for øjnene , som turde han ikke se det forfærdelige syn , der fremstillede sig for dem . „ Så “ , fortsatte hin , „ så havde vor kære , gode jomfru kold svømmende taget afsted med vor jammerdal ; men “ , tilføjede han , idet han lagde hendes arm i sin , „ nu har jeg hende og er beredt fil en holmgang med mousieur neptunus , hvad øjeblik , det skal være , som Peter i sin tid var det med hensyn til smedens Niels . Men endnu fik vi ikke at vide , hvem redningsmandener . Sig stem Peter , du , der ligeså uskyldigt som barmløst i sandhedens interesse afslørede Josephs ængstelige gøglerier . Du står tavs og forvirret “ , vedblev han , da jeg ikke svarede , „ som du stod på hin dag , da du havde lugtet til lunten , og jeg troede , at du havde læst i lærebogen . “ „ Men dengang lugtede hr. Pastoren den også “ , svarede jeg , „ og sagde dog intet . “ „ Ja , tror du , Peter ; jeg havde rigugnok , som man siger om dyrene , en dæmrende bevidsthed , der sandt nok , ja , jeg tilstår det , blev til det klareste , skinnende lys , da jeg kom hjem . “ „ Imidlertid undgik Joseph og Else faren “ , udbrød løjtnanten . „ Har hr. Pastoren “ , vedblev han , „ iøvrigt hørt noget om , hvad den store engelske flåde har at betyde , som er løben ind i sundet . Den kan dog umulig have fjendtlige hensigter ? “ „ Ja , det er ikke let at sige “ , svarede hin , der nu ved at være kommen ind på dagens vigtigste spørgsmål glemte alt andet , „ hvem kan sige det . Imidlertid blev det fortalt i dag , at kronprinsen skal være kommen til København iaftes ; er det tilfældet , så vil der vel snart komme lys i sagen . “ „ Ja “ , udbrød løjtnanten , „ det må snart vise sig , om det skal være fred eller krig . Lød det ikke så » christelig “ , vedblev han , „ så ville jeg af hjertet ønske , at det blev det sidste . Det er på tiden , ja det er på den høje tid , at vi vise , hvad vi formå . Det er på tiden , at landmagten får oprejsning for den negative rolle , den spillede 1801 , og at den får lejlighed til at vise , at der i dens rækker står ligeså tappre hjerter , som ombord i flåden . “ „ Hr. Lieutenantens motiver fil at nedbede krigen er muligvis naturlige nok “ , svarede bæk med et lille smil ; „ men om folket , som skal bære krigens ulykker og dens byrder , er lige så ivrigt på at indlade sig deri , alene for at se hint vidnesbyrd aflagt , som de er på at aflægge det , er dog et spørgsmål . “ „ Hr. Løjtnanten taler for sin æske , som vi taler for vor “ , bemærtede from , når vi ville afsætte vore varer . “ „ Men du kan tro “ , hviskedee Marie til mig , „ at lieutenantens er som . ' „ Ja “ , svarede jeg ovbragt . „ Du har altid så meget at udsætte på ham ; men den tid er måske nær , da han kan vise , at han har hjertet på det rette sted . “ „ Det var ret “ , svarede hin , „ forsvare ham skal og bør du , ligesom du også derved stiger i min agtelse , kun frygter jeg , at du derved vil få mere at bestille , end du godt kan overkomme . “ „ Ja , enhver taler jo for sin wske “ , sagde præsten , „ og på indholdet kommer det da an . For imidlertid at komme på noget andet , så må jeg gøre dem , hr. Bæk , min compliment for den smukke villa , de bygger derinde . Jeg holder meget af , når folk anvende deres penge på en så smuk og splendid måde . “ „ Selv om der på bunden skulle findes en hel mængde egoisme også i min æske “ , svarede bæk , „ og desværre kan jeg ikke sige mig frie . “ „ Nå , nå , min kære herre , man forlanger da heller ikke , at de skal opfere huse , alene for murere og tømreres skyld . Godt er det imidlertid , når man ikke behøver at knibe og tinge alt for meget med arbeidslonnen . Lidt rundelig fortjeneste engang mellem bevirker større glæde , end man skulle tro , og ofte megen velsignelse . „ Jeg har aldrig formået at gå folk for nær , der er nødsagede til at komme ud af det med en indtægt , som man , når man tænker derover , må fordanses over , at der overhovedet kan kommes ud af det med , sligt har imidlertid to sider , og hr. From siger således , at jeg fordærver arbejderne , hvad skal jeg nu gøre ? “ „ De skal blive ved , og ikke høre efter fader “ , udbrød Anna . „ Hans tteori er måske således , men de kan tro , at hans praksis er helt anderledes . “ „ Jeg har hørt mumle derom , jomfru Anna . “ „ Ja , og det skrækkelig højrøstet “ , afbrød præsten ham med et venligt blik på from , men det kommer altsammen af , at man ikke er conseqvent . Siden vi nu taler derom “ , vedblev han til mig , „ tænk dig , Peter , nu vil min , fil en vis betydelig alder fremrykkede Ingeborg , gifte sig , hvilket også er en afskrækkende mangel på conseqventse , eftersom hun før altid har ladet hånt om flig galskab . “ „ Måske , indtil man friede fil hende “ , bemærkede from . „ Foi , råbte hin , „ det er ondskabsfuld bagvaskelse . Jeg har imidlertid foreholdt hende det betænkelige ved sagen , uden at jeg dog har kunnet røre hendes hjerte , eller gøre hende bange . “ „ Hendes hjerte er vel så rørt , at det ikke lader sig røre ved , uden at man brænder sig “ , indvendte Niels . „ Ja , og tænk bare , for en Karl , der er tyve år yngre end hende . Den hele ulykke er imidlertid afstedkommen ved , at hun har samlet sig 200 daler , samt er i besiddelse af et klædeskab og en servante . “ „ Jeg seer dog ikke det grumme urimelige i , at en ældre pige søger beskyttelse i sin -eensomme og forladte stilling “ , sagde jomfru kold , „ der sandelig ofte kan være sørgeligere , end mange tro og tænke . “ „ Da vil jeg dog af hjertet ønske , at de heller aldrig må komme fil at føle det urimelige deri , jomfru kold , hvilket da iøvrigt heller ingen nød har med dem . Var Ingeborg hjælpeløs og fattig , ja så var det en anden sag ; men når man ejer 200 rdl . , og dertil en servante , så fortjener det nøje at overvejes , om ikke servanten er det afgudsbillede , som bejleren tilbeder . “ Ihvorvel præsten sagde dette smilende og i en spøgefuld tone , så forekom det mig dog , at der var noget i hans blik , som tydede på , at det ikke var sagt så aldeles uden hensigt . „ Jeg ved vel , hr. Pastor “ , svarede jomfruen i en blidere tone , end jeg havde ventet , „ at den ældres hjerte ikke kan blusse op i hin fortærende , stærke lue , men jeg tror dog derfor , at det kan være en stille , mild flamme , der måske til gengæld er så meget mere udholdende . Vi må også efter min mening vogte os for at se alt fra den materielle side . Hvorfor kan en yngre ikke fatte godhed , ja kærlighed for en ældre , når deres hjerters følelser stemme overens . Pengene behøve her intet udflag at gøre , og gør det ganske vist heller ikke hos høihjertede og ædle mennesker . “ „ Dersom jeg var mistænkælig og ængstelig af naturen , så ville de rigtig gøre mig ganske bange . Jomfru kold . Nu skal jeg kun bemærke , at når en ældre rig pige fries til af en ung mand , da skal hun holde en svovlstik til obligationerne og lægge mærke til , om ikke hans kærlighed bliver til det bare vand ved denne brand . “ Idet præsten sagde dette , blev døren hastig lukket op , og degnen for ind , som skudt ud af en pistol . „ Krigen er erklæret “ , råbte han , „ og engelskmanden er landet ved Vedbæk med en stor arme . “ En almindelig forfærdelse lammede ved denne efterretning alles tunger , og enhver sad tavs under indtrykket deraf . Men derefter brød en storm af spørgsmål frem , hvilke dog degnen ikke vidste at besvare , hvorimod han var fuldstændig sikker på , at landgangen var flet . Under alt dette havde løjtnanten siddet tavs ; men nu sprang han op med glødende kinder og et sådant udtryk af liv og begejstring , at vi alle følte os grebne deraf . „ Så lad dem komme ! “ udbrød han , „ og ved gud , de skulle få at føle , at vi i den lange fred ikke have glemt at bruge vort sværd eller vore kræfter . Lad dem komme , lad deres fødder betræde vort føde231 lands grund , og vi skulle vise dem , at det har avlet sønner , som hellere vil ofre sit liv end se dets skændsel ; ja lad dem komme , og de skulle erfare , at har Holger danske end slumret en tid , så er han nu vågnet kraftigere og stærkere end nogensinde . Leve det land , i hvilket vore fædre slumre ! Leve det land , ved hvilket vore hjerter hænge , og for hvilket vi ville ofre liv og blod , leve Danmark ! “ Et rungende hurra besvarede disse ord . „ Det er min beslutning “ , vedblev han , „ at danne et frikorps , for med dette , efter en kort indøvelse at slutte mig til vor hær . Folk har vi nok af ved fabrikkerne , og jeg tvivler ikke om , at mangen en rafl og behjertet Karl vil slutte sig til mig . Hvad vi iøvrigt mangler til våben og udrustning , derfor vil der vel skaffes råd . “ , „ Ja , det vil der “ , svarede bæek med et hjerteligt og begejstret blik , idet han rakte løjtnanten hånden , „ og jeg takker gud for , at jeg har evne , som jeg har villie . På midler skal det fra min side ikke mangle , og jeg melder mig selv , som første mand . “ „ Og jeg som anden , dog uden midler “ , råbte Niels . „ Så bringer jeg brudegaven “ , sagde from . „ Og jeg , hvad der sindes i min syge moster “ , tilføjede præsten . „ Og vi ville tale derom , når vi komme hjem “ , sagde jomfruen mildt , rækkende løjtnanten hånden . på at blive i præstegården natten over , som bestemmelsen havde været , var nu ikke at tænke , og det var knap , at præsten kunne formå os til at blive der og spise til aften . Hver for sig hastede efter at komme hjem , og efter måltider , der nødes hastig og i uro , begave vi os ned til bådene , og vare snart efter tilsøes . Det var en stille , mørk og lun aften , og kun stjernernes lys , der glimtede ned fra den skyfrie himmel , lod os skelne den vej , vi havde at følge . Skibene , vi om formiddagen havde passeret , vare nu ikke til at se , og kun af og til forkyndte et dæmpet rødligt lys , der fra kahytsvinduerne kastede et mat skær ud over vandet , stedet , hvor de lå . Af og til hørtes et råb eller et udbrud af latter , hidrørende fra søfolkene på et eller andet af de omliggende skibes dæk , men som på grund af , at intet var at se , havde noget overnaturligt ved sig . Fra årerne , som tactmæssig hævedes og sænkedes , dryppede det phosphoriserende vand ned som ildkugler , hvoraf af og til en hel regn spredte sig til alle sider , når nemlig åren hastig og uforvarende flap vandet . I det fjerne glimtede oddens fyr , som en stor og lysende stjerne , der knap var til at skelne fra de , hvis stille vandring i tusinder af år evig og uforanderlig har været den samme , og fra den nære strands huse , bag hvis vinduer mystiske skygger færdedes , skinnede hist og her lys ud til os . Alt var tyst og stille , intet forstyrrede den dybe fred , og knn af og til lød hine dæmpede nattens toner , der ligesom avles af den selv . Den muntre , lidt ironiske tone , hvori samtalen i løbet af dagen ofte var bleven ført , var nu vegen for det tavse alvor , der var en følge af den skæbnesvangre efterretning vi havde modtaget . Enhver sad fordybet i sine egne tanker og knn af og til gjordes en kort bemærkning i en dæmpet , hviskende tone , som frygtede man at forstyrre aftenens fred og de tanker den avlede . Den næste morgen , da jeg efter at have drukket the , ville begive mig ud i byen , for at høre nyt og for at se på den almindelige bevægelse som herskede , kaldte jomfruen mig tilbage , da jeg allerede var halvt ude af døren . På hendes ansigt hvilede et blandet udtryk af forlegenhed og uro , og af hendes stemme troede jeg at kunne mærke , at hun kun tvungen af en indre uimodståelig trang henvendte sig fil mig . „ Sig mig min dreng “ , begyndte hun notende , „ hvorledes gik det til , da jeg i går faldt i søen ? “ „ Løjtnanten snuplede over et bræt , og jeg er overbevist om tante , at de selv flap hans hænder , idet han stod i begreb med at falde . “ „ Ja , ja “ , svarede hun , „ således gik det til , derom er der intet spørgsmål , og holde på mig , kunne han ikke selv med sin bedste villie . Men sig mig “ , vedblev hun med en stemme , der hvor roligt den end lød , dog lød ahne en tilbagetrængt spændt forventning , „ stig mig , hvorledes gjorde han det med sine våde klæder ? “ „ Med sine våde klæder “ , gentog jeg rødmende og forlegen uden at kunne føje mere til . Jomfruen så et øjeblik skarpt på mig . Derpå vendte hun sig fra mig , givende sig noget at bestille ved sit sybord . „ Ja , ja , min dreng “ , vedblev hun , „ jeg mener hvorledes fik han dem tørrede ? “ Uden at kunne svare , drejede jeg forlegen min hue mellem mine fingre , idet jeg flottede til døren , hvorigennem jeg ville have givet alt for at kunne flippe bort . „ Tal , min dreng “ , udbrød hun nu ivrigere , „ svar mig på , hvad jeg spørger dig om . Du er jo dog ikke bleven stum og dum i al denne molest “ , tilføjede hun heftigere . „ Han havde ikke været i vandet , tante “ , udbrød jeg nu halv fortvivlet , „ og derfor behøvede han heller ikke at lade sine klæder tørre . “ „ Han havde ikke været i vandet “ , gentog hun , med et sådant udtryk af græmmelse og forundring , at det gjorde mig smerteligt ondt . „ Men hvem hjalp mig da ? Hvem var det , som modig og opoffrende sprang ud efter mig ? „ Det var Niels from først og fremmest og derefter hr. Bæk “ , svarede jeg hastig , medens jeg , idet hun udstødte et dybt suk , forlod stuen . I den underste etage , hvor løjtnanten boede , var der liv og trængsel , og ved af se alle de fremmede ansigter og ved af høre de livlige , oprømte samtaler forvandt jeg snart det indtryk , jeg nys havde fået . Foran de vidtåbne døre , sad løjtnanten ved et bord , ivrig beskjeftiget med af indtegne alle de unge mennesker , som vare mødte , for af stille sig under hans commando , og jeg så , hvorledes han med hastig og flydende pen , skrev den ene side fulo efter den anden , idet han på samme tid besvarede alle de forskellige spørgsmål , som henventes til ham eller udtalte opmuntrende , forhåbningsvækkende ord . Ret af hjertet ønskede jeg , af Marie i dette øjeblik kunne se ham eller høre ham tale , idet jeg følte mig overbeviisf om , af hun så nok ville indrømme , af hans mfle ikke var som , og dernæst ønskede jeg inderligt , af han havde viist mindre modbydelighed for af svømme , hvilket ville have befriet ham og mig for en stor forlegenhed og jomfruen for en måske endnu større og smerteligere . Hvor forandret så det ikke ud på den ellers så stille gade , da jeg snart efter trådte derud . Folk ilede hastig frem og tilbage ; større og mindre grupper havde samlet sig hist og her , hvor man i ivrig samtale drøftede dagens store spørgsmål ; froms boutik var stille og tom , og selv mødte jeg ham , snart hist , snart her på gaden , hvor enhver søgte ham , for af høre hans mening og råd . „ Tak du gud Peter “ , råbte Marie fil mig , som stod på en bænk i haven bag plankeværket , over hvilket hun så ud på gaden , „ tak du gud , af du nu , som jeg tror , er sluppen for af være rigets cantsler , thi så ville du have haft andet af tænke på , end af gå her og sylte Balle . “ „ Men løjtnanten “ , svarede jeg triumferende , „ han sylter ikke Palle . Han sidder i det over begge øren og , ja du kan tro , han er manden . “ „ Fær comoedierne “ , afbrød hun mig . „ Dog “ , vedblev hun , „ vil han være ligeså ivrig og rask når det bliver alvor , som han nu er , så går jeg sporenstregs hen og falder på knæ for ham og beder ham om forladelse . Men tilføjede hun i en så betænkælig tone og med et udtryk , hvorved jeg ikke kunne bare mig for af le , „ er du også vis på , af han er vis på , af det virkelig bliver til noget . “ „ Men er du vis på “ , svarede jeg spydig , „ at Niels er vis på , at det bliver fil noget ; han er da til fulde ligeså ivrig ! som løjtnanten . “ „ Han er da i det mindste fuldstændig vis på , hvem det var , der frelste jomfruen , hvorom løjtnanten lød til at nære en lille tvivl “ , svarede hun . Ærgerlig vendte jeg mig bort og ville gå , da hun kaldte mig mage . „ Du må ikke gå bort i vrede , Peter “ , sagde hun , idet hun rakte mig hånden over plankeværket . „ Jeg mente vet ikke slemt og ville kun drille dig lidt . Det kan jo virkelig gerne være , at løjtnanten ikke kan tåle at blive våd . “ Nu blev jeg for alvor vred og skyndte mig bort . Til langt ud på aftenen varede livet og røret i byen , og først sent kom man til ro . Den næsten morgen var jeg aldeles opfyldt af , hvad denne dag skulle bringe . Øvelserne skulle nemlig begynde , og jeg glædede mig uendelig til at se et skuespil , som jeg ved min omgang med lieutenanten havde lært at anse for det skjønnefke der gaves . Medens vi sad ved kaffebordet , kunne jeg på bevægelsen underneden høre af løjtnanten var oppe , og gerne havde jeg opgivet både kaffen og de varme boller , når jeg blot måtte komme afsted . I dette oieblik , netop som jeg lykkelig havde sunken den sidste slurk , nåde lyden af faste , taktmæssige skridt op fil os , og vi hørte høirystet tale i et som det syntes før os fremmed sprog . Hastig sprang jeg nl vinduet , og så nu fil min forbavselse gaden opfyldt af soldater i uniformer , som jeg aldrig før havde set , ligesom jeg nu også tydelig kunne høre af det ikke var dansk man talte . „ Du gode gud ! “ udbrød jomfruen , der nu også var kommen fil . „ Det er engelskmændene ! “ Mere fik hun ikke sagt , thi i det samme så vi en officier fulgt af nogle mand rafl komme over mod huset og træde ind , og i øjeblikket derefter kom Caroline styrtende og råbte , af nu var fjenden der før af plyndre , myrde og røve . ved af se Carolines forfærdelse var det som om jomfruen kom sig af sin , og idet hun i en streng men dog trøstende tone førmanede hende fil af være fattet og rolig , bød hun hende af bede løjtnanten om af tage imod dem og forhøre sig om , hvad de ville . Lidt nølende , og ganfle vidst kun som en følge af jomfruens strenge blik , begav hun sig på den farlige ekspedition , og et øjeblik gik nu hen i spændt forventning ; men snart efter vendte hun tilbage , med den næsten utrolige efterretning , at løjtnanten ikke var til at finde på sit værelse , hvornæst hun inderlig bad , at dog jomfruen endelig måtte komme med , for at tale med de fremmede , af hvis tale hun ikke forstod et ord . „ Nu “ , svarede denne efter et øjebliks betænkning , „ hvad der er nødvendigt , det kan jeg gøre , og jeg har endnu aldrig hørt , at englænderne , hvor slemme de end kunne være , spise gamle jomfruer . “ Fulgt af mig og Caroline , hvis ansigt trods angesten dog havde et ejendommeligt polisk udtryk , som jeg ikke vidste at forklare mig , men som jeg meget godt kendte fra lejligheder , hvor hun havde haft en lille skjelm bag øret , gik jomfruen nu ned . Her i lieutenantens værelse , hvor de fremmede vare blevne viste ind af Caroline , traf vi tilligemed disse også from og bæk , som ved at se hine gå ind fil os , straks vare fulgt efter , for af yde os sin bistand . Det viste sig nu straks , af den engelske officier , hvis optræden iøvrigt var upåklagelig^ ønskede af komme til af tale med byens øvrighed . Vort hus ' s anseelige udseende , havde ladet ham formode , af denne boede der eller i det mindste , af han der ville træeffe folk , som forstode hans sprog . Sagen blev nu snart afgjort ved , af en mand blev sendt med for af vise vej . I stum forbavselse betragtede nu de tilbageblevne hinanden . Hvad var englændernes hensigt , og hvilken skæbne ventede os ? Ja , sandelig , det var spørgsmål , som nok kunne gøre os hede i hovederne . Længe blev der nu talt frem og tilbage ; indtil Niels from kom med den efterretning , af besøget kun gjaldt fabrikkerne , samt af de ville drage bort igen hen ad aften . Med lettere sind begyndte man nu af tale om de speciellere omstændigheder , og efter af jomfruen havde forsikret , af hendes knæ endnu rystede under hende , samt af jeg havde set ud som et lig , der nys var opstegen fra den tause grav , opkastede hun pludselig det spørgsmål , hvor dog ialverden løjtnanten var . „ Jeg ffulde da ikke tro “ , udbrød hun , med et blandet ugtryk af håb og lengstelse , „ af han , som måske i tide har mærket uråd , har samlet nogle af de forvovneste frivillige og med dem lagt sig i baghold , for af overfalde den tilbagemarscherende fjende i aften . “ Ved disse ord kastede hun et blik på de omstående , som tydelig nok opfordrede fil et bekræeftende svar . Ingen syntes imidlertid af have lyst fil af efterkomme det , men enhver så i hej grad tvivlende ud . „ Tror de ikke hr. From “ , vedblev hun ivrigere , „ af det er tænkeligt ; “ „ Oprigtig talt , jomfru kold “ , svarede denne modstræbende . „ Nej jeg gør sku ikke . “ „ Og hvorfor , hvorfor , man må dog høre deres grunde . Vel ved jeg , af det mulig ville være en dumdristig gerning , men -- -- -- -- -- -- “ „ Ja netop , jomfru kold “ , afbrød hin hende , „ og fil af udføre en flig , er løjtnanten alt for klog . Jeg dømmer manden efter hans gerninger og ikke efter hans ord . “ Jeg så nok , af der svævede et skarpt svar på hendes læber ; men formodentlig må hun have frygtet for af gå tilbunds i sagen , af hvilken grund hun tav . Herre Jesus ! “ udbrød nu Caroline med en så angestfuld stemme , at det gav et sæt i os alle . „ Der er nogen i klædeskabet . “ Ved disse ord pegede hun på et stort , massivt egetræes meubel af denne slags , som næsten udfyldte hele den ene væg . „ I klædeskabet “ , gentog jomfruen vredt . „ Hvor falder du på det Caroline ? Synes du ikke , at vi har ængstelser nok , at vi også skal plages med dine tåbelige indbildninger ? “ „ Jkkedesfomindre er det sandhed “ , svarede hin i en ængstelig , men dog bestemt tone . s „ Jeg så skabet bevæge sig , og hørte det knirke derinde . Og når jeg nu husker mig om , så stod det åbent , da de fjendtlige kom herind , af hvilken grund jeg lukkede det , og stak nøglen til mig . I mellemtiden kan imidlertid godt en af disse skrækkelige stratenrøvere have sneget sig derind for at aflure lejligheden til at røve og stjæle . “ „ At Caroline er kommen i collision med sin temmelig ophidsede indbildningskraft , derom er der næppe nogen tvivl “ , sagde bæk rolig , „ men da sagen er så let at få oplyst ved at åbne skabet så vil jeg forsøge at forskaffe hende revanche eller bibringe hende et nederlag . “ Med disse ord åbnede han skabet ; men trak sig i det samme så hastig tilbage , af alle vi andre ligeså gesvindt fulgte hans eksempel . „ Caroline har virkelig ret “ , råbte han gribende en pistol , som hang på væggen ; men da vi er mandstærke nok , er der jo intet af frygte “ , tilføjede han , idet han spændte hanen på våbnet . Ved lyden heraf mærkedes en bevægelse i skabet , derefter et dybt suk , og nu steg bleg som et lig og med sønderknust mine lieutenant Emanuel ud deraf . Aldrig i mine dage skal jeg glemme jomfru kolds ansigt ved dette syn , aldrig skal jeg glemme det udtryk af forbavselse , vrede , skuffelse og foragt , som vekslede deri , idet der på samme tid var noget i hendes væsen , der antydede , af hun havde følelsen af , af en stor og pinlig skam var overgået hende . En kort tid stod vi alle tavse , nedbøjede under trykket af dette skæbnens forfærdelige slag ; men derpå , da løjtnanten bevægede læberne , som for af tale , udbrød hun : „ Ulejlig dem ikke med nogen som helst oplysning , Herr lieutenant ; thi , som hr. From nys bemærkede , deres gerning taler så tilstrækkeligt , af selv ikke deres varmeste , mest begejstrede mundsvejr vil knnne besmykke den ; feig og elendig , idet de fortaug sandheden , modtog de mit hjertes tak for en dåd , som de ikke havde haft lod eller del i , medens de rolig så på , af jeg viste den sorteste utaknemlighed mod de to herrer , hvem jeg , som jeg senere erfarede , har af takke for mit liv , og feig og elendig kryber de her i skjul for en fare , mod hvilken jeg først og fremmest kunne have ventet forsvar af dem . Med glødende , begejstrede ord og med et udtryk af den varmeste følelse talte de på hin aften fædrelandets sag , og nu viser det hele sig af væere en usandhed , en løgn , så meget mere hæslig , som de derved tog det , der må væere enhver dyrebart og helligt , forfæengeligt og flæebte det i snavset . En trøst er det imidlertid “ , vedblev hun , „ af deres ligeså latterlige som foragtelige fæerd kom til af ligge åbenlyst for alverden , forinden de havde draget en anden med dem i skjæendselen . “ Idet hun sagde dette , var hun bleven blussende rød , og jeg mærkede , af hun rystede over hele sit legeme . Nu greb hun min hånd og skøttende sig til den forlod hun stuen og gik ovenpå . Her kastede hun sig i sin stol og brast i heftig gråd , idet hun vinkede til mig , af jeg skulle forlade stuen . 4 . Det løfte , Caroline engang havde gjort , idet hun hentydede til , af hun havde en dunkel ahnelse om , af jeg havde ladet Joseph slippe , nemlig , af hun nok skulle holde fast , dersom det traf sig , af lieutenanten kun en eneste gang blev hængende med benet over plankeværket , havde hun således på en eklatant måde indløst . Det var derfor intet under , af hun i de nu påfølgende dage ofte tilkastede mig et triumferende blik , hvilket jeg just ikke syntes så overordentlig godt om , så meget mindre , som jeg ingen tvivl nærede om , af hun meget godt vidste , hvem der var i skabet , da hun lukkede døren . Løjtnanten flyttede bort dagen efter , uden af få jomfruen i tale . Denne holdt sig nemlig stedse på sit værelse , og ihvorvel hun , som sædvanlig , beskæftigede sig med sine vante arbejder , så var det dog langtfra med det liv og den glæde , som før katastrofen , ligesom hun heller langtfra ikke var så medbeelsom og deltagende som før . Hun var vel mild og venlig , men med et sådant anstrøg af vemod , af det ofte gjorde mig inderlig ondt . Hvad jeg efter denne affaire næsten frygtede meest for , var af mødes med Marie , idet jeg ikke aldeles uden grund frygtede , af hun nu skulle flyde således til Skive efter mig , af jeg ville blive aldeles gennemhullet . Til min forundring blev dette imidlertid på ingen måde tilfældet . Tvertimod talte hun mildt og kærligt om jomfruen , ja , jeg så hende endogså af fælde tårer ved tanken om den sorg , hin havde haft , der var så meget pinligere , som den tillid og det venskab , hun havde haft for lieutenanten , nu også udsatte hende for folks spot og latter . I førstningen holdt jomfruen sig meget inde og førte et meget stille liv , hvortil vel også de tunge og nedflående efterretninger , der lød fra København om flådens tab og byens brand , bidroge sit ; men eftersom tiden stred frem , fik madam from hende jevnligere lokket over gaden , og snart kom atter den gamle selskabelighed i gang . Løjtnanten kunne hun ikke tåle af se , og da denne af gode grunde ikke holdt af af vise sig , så blev han heller ikke udsat derfor . Herr bæk vedblev af være en stadig gæst hos froms og os , og da nu alt samkvem var afbrudt med løjtnanten , så formåede jomfruen hin til af undervise mig , især i sprog , hvorved det , ome ud ikke til min overordentligste glæede , gik til på en hel anden måde , end under min forrige lærer . Jeg var nu så beskæftiget , af jeg rent glemte af hengive mig til mine drømme , ja , der var øjeblikke , hvor jeg med forbavselse tænkte på min tidligere værdighed som rigets kantsler , hvori jeg nu da heller ingen medhjælper havde , da Theodor havde opgivet det , og Marie ikke mindre . Derimod formåede jeg ikke ganske af opgive tanken om den forborgne hemmelighed , der lå skjult bag ridebukserne , eller håbet om af blive reklameret af en fornem familie . Jeg skelede derfor endnu af og til til grevinde pl essen ' s ekvipage , og vuggede mig stundom i mine drømme om en kommende glans . Vinteren var imidlertid gået og foråret kommen . Skoven var atter bleven grøn og over mark og eng havde blomsterne spredt sit spraglede tæppe . Fjordens bølger , der i så lang tid havde været bundne af isens lænker , spillede og glindsede nu atter i solens stråler , medens setternes hvide , skinnende sejl ilede frem og tilbage for den friske , lette vind , idet de snart tabte sig som små glindsende punkter i den fjerne horizont , snart brusede frem som en let , skinnende sky . Det sted , som bæk siden sin ankomst havde begyndt at bygge til bolig for sig , var nu færdig og vakte almindelig beundring på grund af dets skønhed , smagfulde indretning og skønne beliggenhed . Fra dets flade tag , som var omgivet af en bred balustrade , på hvis fire hjørner høje statuer forestillende årstiderne var anbragte , havdes en vid udsigt over fjorden , der dybt nedenfor bredte sig med sine små øer og Holme , så langt diet rækkede , indtil den til sidst i horizonten syntes at flyde sammen med himmelen . Fra forsiden af huset , hvor en vidt fremspringende altan bares af en række flanke sejler , førte en bred stentrappe ned til den første terrasse , og fra den igen en bred , sagte skrånende vej ned til den næste og så fremdeles indtil den sidste , der endte ved havnen , hvori lystbådene gyngede . Overalt på terrasserne var plantet træer og buske , hvorimellem smukke blomsteranlæg vare spredte hist og her . Husets indre , hvortil fra verandaen brede , dobbelte glasdøre førte , var udstyret med en smagfuld elegance , som i forening med hyggelighed og comfort ligeså meget vidnede om besidderens rigdom , som om hans smag . Intet manglede , og af intetsomhelst var der før meget ; det ene passede fuldstændigt til det andet , og alt bar vidne om sands før og kærlighed til det , der forsfjønner livet , og giver det et højere præg . På en dag , i den smukkeste forårstid , havde bæk inviteret os alle derud til en lille fest , hvorved det nu fuldfærdige sted skulle indvies fil fremtidig beboelse . Med en eiendmmelig følelse af festlig glæde og stolthed vandrede jeg om på de med skinnende hvidt sand belagte afsatser , og kastede blikket ud over den verden , der lå dybt under mine fødder , idet jeg ved en uvilkårlig overførelse af det , som bevægede sig i mig selv , til alt det mre , forundrede mig over , at alt der gik sin daglige gang , at Jens og vil tum sade nede på stranden , befljceftigede med at scrtte orme på krogene ; at Brendstrups bcermevogn , kørte som sædvanlig , idet bæermen ved hvert stød sprøjtede ud af det store spunds og faldt som en mild regn ned på karlens nakke , ja , og at folkene derovre på teglværket gik med deres lange , tynde , bare ben , ver vare bevæbnede med træeflo , og stampede leer , akkurat som på enhver anden dag . Jeg selv følte mig i dette dieblik så ophøjet over alt dette , hvilket jeg dog ellers til dagligdags betragtede med den største interesse , at jeg ikke forstod , hvorfor det ikke gik alle andre ligeså . I de store , rummelige og høje værelser , hvis lofter vare prydede med freskomalerier , og hvorfra store , forgyldte lysekroner hang ned , hvis utallige glasprismer glimrede i solens stråler ; hvor spejle af en for mig hidtil uahnet størrelse , prydede væggene , hvor på de runde piedestaler , dejlige figurer af gibs vare anbragte ; hvor langs med væggene støde hvidlakerede armstole med bløde , bugnende hynder betrukne med blåt eller rødt silkedamast ; hvor der i kunstig udskårne glasskabe stod rækker af bøger med forgyldt snit og prægtige bind ; hvor høje blomstervaser , fyldte med blomster , som fyldte værelserne med deres Duft , prydede de hvide marmorconsoller , og hvor selv gulvene vare indlagte med kunstig udskårne stjerner og kvadrater , der følte jeg mig til mode , som vandrede jeg om i et feepallads , og i overbevisningen om , at der gaves intet pragtfuldere i hele verden . Også Marie så ganfle højtidelig ud , og jeg ventede mig et udbrud af overvættes beundring , da hun fra verandaen , hvor selskabet var samlet om theebordet , kom ind i havesalen , hvor jeg beundrende gik omkring . „ Ja , Peter “ , sagde hun , idet hun lod sit blik løbe rundt i salen , „ nu begynder ideen at blive til virkelighed ; thi dette er i sandhed et palais , værdigt for rigets kantsler og første stålpolerer at residere i , og når du nu jevnlig kommer her for at ekserceres i fransøflen og andre rare kunster , og du så stiller dig her foran de åbne døre , så har du en vis ret til at lade fantasien løbe løbsk med dig . “ „ Retten , troede jeg mere , tilkom hr. Bæk “ , svarede jeg lidt ærgerlig . „ Sandt nok “ , svarede hun , „ men som jeg hører , skal det være tilfældet i verden , at de store profeter ikke nær så let løbe løbsk , som de små . “ „ Men når de store begynde derpå , så bliver det vist også alvor , hvorimod de små måske lettere kunne få greb i tøjlerne og standse farten , der på grund af de svagere kræfter ikke er så voldsom “ , svarede jeg . „ Det lyder ikke så ganske urimeligt , og det ville glæde hele verden , Frederiksværk og Overby indbefattet , dersom det med visse specielle hensyn viste sig at være en sandhed . Du ved jo imidlertid nok “ , vedblev hun , betragtende mig med en højst betænkelig mine , „ at fader hverken ville eje eller have den sorte hest , fordi den engang havde løbet lobsf , idet han nemlig påstod , at når den først havde fået sligt galskab i hovedet , så var det ikke let at pille det ud af den igen . “ „ Da der imidlertid dog nok er en temmelig stor forskel på en hest og en profet , så synes mig , at jdeeforbindelsen er temmelig dristig . “ „ Gudbevares , Peter , enhvers rygte uforkleinel , og dit naturligvis med . Jeg ville iøvrigt virkelig onsfe , at løjtnanten var med her i aften “ , vedblev hun . „ Når der ikke stikker en eller anden lille ondskab der bagved , så begriber jeg heller ikke , hvorfra det onsfe stammer . “ „ Ih , . det var da en løjerlig ide ! “ udbrød hun , „ her er jo hverken store , egemalede klædeskabe eller engelsfmænd , ja , jeg tror ikke engang , at du med det gode får jomfru kold til at styrte sig i vandet . Nej , jeg mente det virkelig af hjertet , idet jeg nemlig er overbevist om , af han forstod af fljønne på al denne herlighed , og ville glæde sig inderlig derover . Jeg tror iøvrigt virkelig , af man har gjort ham uret , idet man nemlig ville have , af han skulle være , som den ide , man havde fattet om ham , og da man så fandt , af den flindbarlige virkelighed så lidt anderledes ud , så blev man smækvred . Man skulle have taget ham , som han var , og ikke forlangt mere , end af han skulle være en morsom , fornøjelig mand , der kunne le , så vinduerne rystede . “ „ Ja “ , svarede jeg nølende i følelsen af , af det var en vanskelig sag af komme ind på , da den havde sine svage sider , „ ja “ , tilføjede jeg hurtigt , „ Menneskene er akkurat , som gud bar skabt dem . “ „ Ja , Peter ! “ udbrød hun , „ med undtagelse af lieutenantens creditorer , for dem har Pokker skabt . “ „ Men tænk dig nu “ , udbrød hun derpå med et smil og et blik , som så hun det alt sammen for sig , „ tænk dig nu , når nu lysekronerne og de blanke girandoler der ved spejlene vare tændte , således , at alt strålede af lys , og når så salen her var fuld af damer og herrer , ja , jeg mener ikke sådanne herrer med fedtlæders støvler og hvide bomuldshandsker , men rigtig elegante cavalerer , som -- -- -- -- — “ „ Som hvem ? “ spurgte jeg , da hun standsede . „ Å , som Niels og hr. Bæk . “ „ Og Theodor og jeg “ , tilføjede jeg . „ Å ja , du siger noget , inen det skulle da være for modsætningens skyld . Og så skulle her være en dejlig musik , som den i Frederiksborg , da kongen var der , og så skulle vi danse rigtig sirligt og med anstand . Kan du danse percoldine . “ „ Ja , jeg kan , og det endogså bedre end en skade . “ „ Ja , ja , nu ville vi ikke stille vore fordringer altfor højt . Men lad mig så se , engager mig nu . “ Da jeg havde gjort dette til hendes tilfredshed , gav hun mig hånden , hvorpå vi begyndte , og nu svingede , nejede og bukkede vi , men alt sammen i taushed , og så lydløst som muligt , for at ikke de udenfor siddende skulle mærke det . „ Det gik par dieu exeilent , som visse folk ville sige , og jeg tror virkelig , at forstod du at holde ligeså godt orden på dine tanker , som på dine ben , så kunne du blive en pryd før menneskeslægten . „ Men det vil knibe , Marie “ , svarede jeg ; „ thi jeg har kun to ben , men mange tanker . “ „ Ja , og da endeel af dem er grumme tynde , så indser jeg nok besværligheden derved . ' „ Det kan vel imidlertid nok nogenlunde siges , at det går med menneskenes tanker , som med deres ben , de vokse med årene . Men jeg frygter før , Marie , at dersom alle de andre og du med , bestandig dukke mig ned og gøre mig så lille , som eders kræfter tillade det , så vil jeg til sidst blive bange før mig selv og tro , at den smule , der dog måske er ægte , også er lutter forgyldning . “ Et oieblik stod hun tavs og stirrede ud af de åbne havedøre ; men derpå vendte hun sig blussende rød og med et sørgmodigt blik imod mig . „ Jeg bar aldrig før tænkt på , at du kunne blive så bedrøvet derover ; men nu kan jeg da nok forstå det , og derfor gør det mig inderlig ondt , af jeg i min lyst fil af spøge har tænkt få lidt over , hvad jeg sagde . Vidste du imidlertid , hvor meget jeg holder af dig , og også af Theodor “ , tilføjede hun , „ så vidste du også , af villien har været god nok om end måden måske var fejlagtig . Vi ville nu derfor slutte fred og evigt venskab “ , vedblev hun , idet et lille smil atter oplyste hendes ansigt , „ og da lejligheden her i denne næsten kongelige hal er passende , så fald på knæ og kys min hånd ; thi således ville enhver ægte ridder gøre , selv om hans dame har den blodigste uret . “ Efter af jeg havde gjort , hvad hun sagde , gik vi begge lidt mere stilfærdige ud foran huset , hvor det øvrige selskab sad . » Jeg siger ikke , jomfru kold “ , sagde bæk , idet vi nu sagde os hen fil de andre , „ af lasten er fattigdommens absolute ledsager , men jeg siger , af åndeligt velvære er umuligt uden i forbindelse med materielt . “ „ Men de må dog indrømme , af lykken også kan bo i en hytte og under stråtag , og de kender jo nok digterens ord : af armod lidt af hjerte leer “ , svarede hun . „ Det kommer an på , i hvilken betyndning , de tager ordet lykke . Skal megen latter holdes derfor , så kunne vi jo omsætte ordsproget og sige : at megen latter er lykkens tegn . Består lykken i at kunne spise sig mæt , ja så er jo alle de lykkelige , som ikke dø af sult ; men at være lykkelig betyder efter min opfaftelse , at være i besiddelse af legemlig og åndelig sundhed , samt af tilstrækkelige midler til at kunne vedligeholde begge dele , til at kunne give legemet den fornødne pleje og til at øve og styrke åndens vinger . Altså på midlerne til at kunne skabe sig et hjem , hvor skjønhedssandsen øves ved beskuelsen af kunstens frembringelser og hvor alle de midler er på rede hånd , som kunne tjene til at udvide vor videns grændser , derpå kommer det an . “ „ Men hjertet “ , udbrød jomfru kold , „ skal det da ikke komme i betragtning ; kan ikke de blideste og skønneste følelser bevæge det , og kan det ikke rumme en verden af salighed selv under de ublideste kår ? “ „ Næppe “ , svarede hin , „ thi så stærkt er vi ved vore legemer bundne til det materielle , at den bittre , hårde kamp for føden gør os sneverhjertede , misunderlige og kortsynede , kort sagt i denne kamp bukker ånden og følelsen under og kun dyret bliver tilbage . “ Det er en hård , og som jeg af hjertet vil håbe uretfærdig bedømmelse af fattigdommen “ , sagde Anna , „ og jeg er overbevist om , at der kan påvises mange eksempler , hvor netop det modsatte har været tilfældet . “ „ Men enkelte ja selv flere undtagelser omstøde ikke reglen , jomfru Anna “ , svarede hin med et mildt , deellagende blik . „ Hvad er det , som gør pøblen så grusom , hvad er det som forhærder dens hjerter og bevirker , at den løsladt som en tiger styrter sig over sit bytte og sønderriver den uskyldige med den skyldige , ven med fjende ? “ „ Det er undertykkelsen , forkuelsen , de bedre stilledes hån og ringeagt , og deres følesløs « , ubarmhjertige angest for at stige ned til den , det er det , som til sidst optænder den til raseri “ , svarede hun rødmende , idet hendes øjne strålede af liv og Iver . „ Men tror de , at den , som er i besiddelse af materielt velvære , som føler sig kraftig og stærk nok til at kunne værge for sig selv og fil at kunne stå på sine egne ben , vil lade sig undertrykke og forkue eller overhovedet kan blive undertrykt og forkuet . Troer de ikke , at han , tilflyndet af sin egen følelse , vil arbejde sig frem også i åndelig henseende således at hånen og ringeagten ikke kan træffe ham , og tror de da , at den bedre stillede , den virkelig dannede , under en sådan stræben ville væmmes ved at række ham hånden . Nej , jomfru Anna , men fattigdommen , den nøgne , tyngende armod gør mennesket døv og fløv , med sine lænker fløver den hans ånd , den gør ham uretfærdig og ubillig i sin dom over os , og bevirker derved de samme følelser , selv hos den bedste . “ „ Men når det er tilfældet , hvor er der da råd og hjelp , hvor skal lægedommen findes ; thi et almindeligt velvære er jo ntcenkeligt , hvor alt stiger og falder , hvor det hæver sig og synker i en uafbrudt kjcede “ , svarede Anna , idet hun kastede et bekymret og spørgende blik på ham , som ventede hun trøst . “ „ Ja hvor skal trøsten og lægedommen findes “ , svarede hin med en mistrøstende rysten på hovedet . „ Det er den gåde , på hvis løsning , store og dygtige mænd forgæves have offret deres tid og kræfter , og som endnu som før stirrer os i møde med sit spørgende , fortvivlende åsyn . “ „ Og som aldrig heller vil blive løst “ , bemærkede from , „ efter som armod og rigdom tildeels afhænger af de gaver , hvormed naturen har udrustet menneskene . “ „ Deri har de ganske vidst ret . De med udviklet næringsviid , med betydelige åndelige evner , med talenter og et kraftigt legeme begavede ville sikkerlig , når kun omstændighederne i nogen måde favorisere dem , komme frem , hvorimod de af naturen mere stedmoderlig behandlede , må stå tilbage . Men var det nu for meget sagt , når det påstodes , af det var hine begunstigede ligefremme pligt af dele med de andre . “ „ Jo , sikkerlig var det for meget forlangt ; thi for det første er det og vil altid blive en umulighed af skelne imellem den værdige og den uværdige , og for det andet , har den stræbsomme en velbegrundet ret til af nyde frugterne af sin flid “ , indvendte from . „ Det har han , den ret stilkommer ham i fuldt mål ; men nyder han den ikke også ved et forhøjet velvære og ved den opløftende følelse , af være manges støtte og redningsmand . Er det ret og stemmende med moraliten , at den rige bortødsler uhyre summer på en overdreven luksus , er det ret at han i sybaritisk overdådighed bortødsler tusinder på et eneste middagsgilde eller aftenselskab , er det billigt , at han kedet og vammel ved lykkens omfavnelse bortødsler capitaler for at tilfredsstille et lune eller for på en piqvant måde at fordrive et øjeblik af et liv , i hvilket han svækket af vellevnet kvæles af lede og kedsommelighed . Er det nok , at han om løverdagen eller når en liste forelægges ham , yder enkelte procenter af sin indtægt , hvis afgang han i ingensomhelsf måde føler , eller kunne det ikke forlanges , at hine summer anventes til almennyttige foretagender , til foretagender hvis velsignelse ikke alene lå i , at de for øjeblikket skaffede arbejde og brød , men også deri , at de ved deres følger ville udbrede velstand og lykke . “ „ Og hvem skal tvinge en sådan ødeland fil at anvende sin formue på en sådan måde ? “ spurgte from , hvem skulle træde imellem og regulere en mands levnet efter hine fordringer ? Og tænk , hvorledes det ville se ud , når sligt ad magtens vej kunne ske ; thi mange ville det næppe være , som godvillig indlod sig på af lade sin formue og daglige liv administrere . “ » Nej , nej , kære hr. From ! “ udbrød hin leende . „ Det forlanger jeg sandelig ikke , og jeg skulle måske være en af de første , der satte sig til modværge ved et sådant indgreb i min personlige frihed . Men når talen er om , hvor trøsten og lægedommen skal komme fra , så er det mit håb , af den tid nærmer sig , hvor en højere åndsdannelse , der ufravigeligt virker forædlende på vort hele væsen , nogenlunde vil udrette det af mig påpegede . “ „ Ideen er smuk “ , sagde from smilende , „ men jeg tvivler om , af den nogensinde vil blive realiseret . “ ' „ Og dog have vi gjort så stærke fremskridt ad humanitetens vej , af vi næsten må forbavses ved af se os tilbage . Ideen er det imidlertid vi skulle kæmpe for , deri ved jeg vil jomfru kold give mig ret . “ „ Nu så kæmp , men lyd en praktisk mand og sæt ikke mere ind , end af de ikke flyver med , når de seer den flyve i luften . “ „ Men når jeg gør det , så falder jeg dog på ærens mark . De sagde : kæmp “ , vedblev bæk , „ og jeg vil indrømme , af jeg i den senere tid har lagt på den lade side , det kan imidlertid dog måske tjene til min undskyldning , af jeg i striden for ikke ret længe siden fik et sådant slag , af jeg endnu lider under rystelsen . “ „ Så var det vidst ikke lidt der fløj i luften ved forsøget “ , bemærkede from i en bekymret tone . ' „ Min formue havde intet dermed af bestille “ , svarede hin alvorlig , „ men på et hængende hår var min 2ere gået i løbet . “ „ Ved gud ! “ udbrød from , „ så fortænker jeg dem ikke i , af de summer dem lidt . “ Det var imidlertid bleven aften og vi havde alle begivet os ind i havesalen , hvor nu , som Marie havde ønsket , lysekronerne og girandolerne vare tændte , medens dog på grund af den milde luft vinduer og dørre forbleve åbnede , hvorigennem af og til en svag luftning krydret med duften af hyacinter fyldte værelserne . I salen var alt så lyst og festligt , og fra den flyfrie nathimmel strålede stjernerne , spejlende sig i den svagt rullende sø , medens hist og her fra busk og krat nattergalen lod sin sang lyde ud i den stille aften . Medens vi således sagde under munter , vekslende samtale , oplystes pludselig vandet nedenunder af et dæmpet carmoisinrødt lys , som , alt som det udbredte sig videre , tiltog i styrke , indtil det til sidst strålede i blændede glans , hvorpå det igen tog af ; men idet det nu ligesom indsugedes af dæmringen , og alt igen syntes at skulle indhylles i mørke , tæendtes på flere forskellige steder klart lysende stjerner , der lidt efter lidt blev større og større , indtil de til sidst som sole udbredte et klart , strålende og mangefarvet lys , hvorfra nu en utallig mængde raketter bragende og susende fløj op i luften , hvor de med et fjernt , dæmpet knald , udsendte en regn af glimrende stjerner . „ Noget skønnere har jeg aldrig set “ , udbrød Anna , hvis dine lyste af henrykkelse og glæde . „ Det er jo som et dejligt eventyr , hvoraf man aldrig kan forglemme indtrykket . “ „ Har det glædet dem “ , og det forekom mig , at han lagde særdeledes eftertryk på det sidste ord , „ så har jeg opnået min hensigt og er inderlig lykkelig derover . “ „ Ja sandelig “ , udbrød jomfru kold , „ her har fra forsf til sidst , fra det dieblik vi kom her og indtil nu , da dette dejlige syn fremtrylledes for vore blikke , været udbredt ligesom et genskin af en højere og bedre tilværelse over alt heroppe , hvori jeg har følt nrig uendelig lykkelig . “ „ Også jeg siger dem hjertelig tak “ , sagde from trykkende bæks hånd . „ Hvad de har budet os i aften , kan jeg vel ikke byde dem igen . “ „ Men de har det som er bedre “ , afbrød hin ham , „ nemlig et velsignet og kærligt hjem . “ „ Nu “ , svarede from , „ Grundstenen har de jo lagt , og den er ikke dårlig , byg så videre . “ Efter denne fest var nu hengået en tid , hvis tegn jeg rigtignok ikke så ganske forstod , idet jeg dog på den anden side følte , at en ahnelsesfuld lykkelig stemning var udbrudt over hele froms hus . Bæk kom der hyppigt , som han altid havde gjort , og Anna var mild og venlig , som hun altid havde været , derom kunne altså ikke siges noget , når det ikke skulle være , hvilket undertiden forekom mig , at der nu var noget endnu mere fromt , stille og hjerteligt i hele hendes væsen end tidligere havde været tilfældet . Bestemt kunne jeg jo rigtignok ikke sige det , men vidst var det , af når hun af og fil så op fra sit arbejde , så var der nøget så frydeligt og lysende i hendes blik , af der absolut måtte være lyst og dejligt , der hvorfra det kom . Ja selv ud over den lille by syntes denne ahnelsesfulde stemning af brede sig , og ofte hørte jeg vink og hentydninger fil , af det nok snart ville blive fil nøget mellem bæk og Anna . I boutikken selv fil from eller hans kone faldt mange dunkle antydninger ; ja jeg hørte også engang probeermesterens kone hviske grumme højt fil from : af hun vidste nok hvad klokken var slået og blev ved sin mening , hvor meget han end rystede på hovedet . Hun havde nemlig den dag betalt en regning på ti daler , og mente vel derfor , af hun nok kunne tale et ord med . Men hvad man så end hviskedee og sagde , hvor meget end bæks og Annas navne vare på alles læber i den tid , så slete det dog stedse med et venligt smil og et glad ansigt , så var det stedse på en så hjertelig og deltagende måde , af man derved fik det bedste vidnesbyrd om hvor afholdt begge vare . „ Ja det må man da rigtignok sige , af et smukkere og mere velsignet par gives der nok ikke “ , sagde Caroline en dag hun sad inde i stuen og syede . „ End hvem ? “ spurgte jomfruen adspredt og uden af slå vinene op fra „ Ludmilla eller den prøvede dyd “ , en bog hun nys havde fået . „ Ih , end hr. Bæk og jomfru Anna ; thi er han en brav , rig og velanset mand , så er hun så smuk , så fin og from som nogen prindsesse . “ „ Men hvem siger , af de er et par ? “ spurgte hin med synlig anstrengelse for af vende sine tanker fra bogen . „ Ja , hvem siger det , andet end den stærke røg , som går af branden . Io , jeg takker , vel er jeg en simpel pige ; men derfor kan jeg da nok se , når et par elskende hjerter stå i fyr og flamme . Hvad siger du Peter ? “ „ Jeg siger , af en brand er ikke godt af se uden når det er mørkt . “ „ Ja det lyder så grumme enfoldigt , men skjule skjelmen , du har bag oret , kan du dog ikke alligevel . “ „ Og jeg tror også af Anna from har ondt ved af skjule den hun har bag oret “ , svarede jeg , „ ja selv hr. Bæck gør den nok ikke så lidt ulejlighed . “ „ Nå , sagde jeg det ikke ! “ udbrød Caroline triumferende . „ Jo lur Peter på en pandekage , han kan spise den selv . “ „ Ja , det har han ofte bevist , Caroline “ , bemærkede jeg . Denne nikkede bifaldende til mig , som ville hun sige , af det var en sag mellem os . „ Hvad jeg nu ville sige “ , vedblev hun derpå , „ ihvorvel hr. Bæk er det bedste og retsfafneste menneske under solen , så gives der ikkedestomindre døg onde mennesker , som mumle om et og andet . “ „ Men det var døg for meget forlangt Caroline “ Bemærkede jeg , „ af hr. Bæk , hvor god og retskaffen han end er , skulle gå omkring og stoppe munden på folk . “ „ Ja det var måske ikke så tosset bemærket og kunne lyde morsomt nok under andre omstændigheder , men når man siger noget forskrækkeligt ondt om ham , som man må grues ved af høre på , så bliver det en anden sag . “ „ Om hvem . Om hr. Bæk ! “ udbrød jomfru kold , idet hun nu flap bogen , flød brillerne op på panden og betragtede Caroline i målløs forbavselse . „ Ja , om hr. Bæk “ , svarede hin , „ men jeg sagde også rent ud af posen , ar det var den arrigste usandhed nogen kunne finde på . “ „ Jeg troede sandelig ikke , at nogen kunne finde på at sige et ondt ord om den mand “ , sagde jomfruen betænkeligt . „ Men under alle omstændigheder er han da også hævet over lave menneskers flammelige lyst til at drage andre ned i snavset til sig . “ „ Jeg har aldrig hørt et ondt ord om hr. Bæk “ , indvendte jeg . „ Men Caroline tror du ikke , man har villet probere , hvor desperat du kunne blive . “ „ Nej , Peter slige konster tror jeg ikke , at man let finder på at have for med mig . “ „ Men hvad sagde man da ? “ spurgte jeg ; men da hun tav og rystede på hovedet , vedblev jeg ivrig . „ Ja , Caroline , det kan ikke hjælpe , at du tier og ryster på hovedet . Har du sagt a , så må du også sige b , og komme frem med hvad du ved ; thi det er bedre at sligt kommer for dagens lys end at det lusker om i mørket . “ „ Det er sandt , Caroline “ , sagde jomfruen med et billigende blik til mig , „ ja det er sandt , og ihvorvel jeg just ikke ynder af høre onde tungers snak , så gad jeg dog vide , hvad man kan have af sige om den mand . „ Det var Ole Hansen dernede , som har faret på de lange rejser , han sagde af hr. Bæk i Amerika har levet under et andet navn . “ Ved disse ord kastede jomfruen og jeg et blik til hinanden , idet vore tanker mødtes ved hvad der var hændet på seiltouren . „ Ja når det ikke er andet , min gode Caroline , så kan det just ikke skade hans gode navn og rygte , især når man ved , af sligt så ofte er tilfældet derovre . At du imidlertid kan kalde dette noget skrækkeligt , slemt og ondt , lyder sandelig mere morsomt end bedrøveligt . “ „ Havde det været det alene “ , svarede Caroline i en dæmpet tone og med synlig ulyst til af gå videre , „ så havde jeg måske også leet deraf , ihvorvel jeg ikke godt kan forstå , hvorfor man forandrer et ærligt navn ; men når man tilføjer , af han ikke er danfl , men af han på en blodig måde er kommen til fisker bæks søns papirer , samt af han som slavehandler og sørøver har erhvervet sin uhyre formue , så kan man måske ikke fortænke mig i , af jeg ikke fandt det alt for morsomt “ , tilføjede hun lidt spidst . Jomfruen tabte bogen af hånden og stirrede på Caroline , som var denne den onde selv . „ Jeg ved ikke , hvad jeg skal sige “ , begyndte hun derpå efter af hun længe havde siddet tavs . „ Nej , jeg ved ikke , hvad jeg skal sige til , af du Caroline kommer på steder , hvor man fører flig flammelig tale , og af du lytter dertil . Såmeget er imidlertid vist , af vil ingen andre stoppe munden på den elendige Karl , der enten af ondskab eller af lyst til af se forbavsede ansigter difler sligt nedrigt væv op , så vil jeg . Jeg forlanger imidlertid af eder begge , af der ikke kommer et ord over eders læber herom , ikke alene fordi det ville være syndigt , men også fordi jeg ville flamme mig over , af flig tale kan være ført i mit hus . “ ihvorvel det ikke med en tanke faldt mig ind , af der kunne være spor af sandhed i hint onde rygte , så kom jeg dog stedse i mine tanker tilbage til den fremmede skipper og hans øjensynligt overraskelse ved at se bæk , hvem han jo havde kaldet Bartram , samt til det indtryk mødet gjorde på denne , hvilket jeg før ikke havde tænkt over , ja kun flygtig lagt mærke til på hin tid ; men som nu mere og mere dukkede op for mig . At lignende , urolige tanker beskæftigede jomfruen , før jeg nok sige ; thi hun talte derefter ikke et ord med os . Noget efter forlod jeg stuen for ude på gaden at forslå sorgen . Idet jeg drev ned ad denne , mødte jeg from , bæk og Anna samt Theodor og Marie , som i munter samtale kom hjem fra en spadseretour . „ Der har vi tænkeren Peter “ , sagde from i en oprømt tone . „ Gudbevares hvor du seer grublende og filosophisk ud . Til hvilken set bekender du dig ? “ „ Til skeptikkernes hr. From “ , svarede jeg . „ Så tør jeg sige “ , sagde bæk , „ at du har begrundet tvivl om at kunne så bugt med dit pensum til i aften . “ „ Jeg nød hellere en af Carolines pandekager , Herr bæk ; thi de er både lettere , fordøjeligere og behageligere end los nvoirtui-og do ihomnciuo . “ „ Det indrømmer jeg “ , svarede hin , „ ikkedestomindre er det afgjort , af man let kan komme til af fortryde , af man har spist pandekager , men aldrig , af man har lært Franst . “ „ Uden for så vidt “ , svarede jeg uoverlagt , „ af man derved mulig kunne få ord for ikke af være dansk . “ Disse ord afficerede ham imidlertid ikke i mindste måde ; thi med en munter latter udbrød han : „ Ja , min kære ven , jeg indrømmer villig og med sand anerkendelse , af du har gjørt betydelige fremskridf ; men til en begrundet frygt for af blive anset for en franskmand er der endnu ingen anledning . “ „ En sådan roes er nok værd af tage med “ , sagde Anna , idet hun rakte mig sin fine , varme hånd , „ i hvilken anledning jeg vil propvnere dig af fejre din triumf med Theodor og Marie hos os i aften , måske gør hr. Bæk os også den fornøjelse . “ „ Ja gør det “ , tilføjede from , „ så flipper Peter for hine lidet lystelige eventyr , og vi få os en sang . “ „ De sætter mig i en overordentlig stor fristelse , som jeg dog imidlertid er helt nok til af modstå . For det første , har nemlig Peter og jeg forsømt engang i denne uge , og dernæst skal jeg nødvendig stride et par breve i aften . Dersom de tillader det , ville jeg dog grumme gerne gå på akkord med dem ved af indbyde mig til i morgen aften . Peter får da selv af forsøge om et lignende avangement kan lykkes for ham . “ „ Nu så får te af have deres villie eller rettere vrangvillie ; men kom så i god tid “ bad from , hvorpå vi skiltes ved havelågen . Endnu opholdt jeg mig noget hos Theodor , med hvem jeg øvede mig i af springe over plankeværket sålcenge , indtil hans benklæder revnede ; derpå gik jeg hjem , for hos Caroline af nyde mit reglementerede surbrød . Herved gik det imidlertid grumme stille til , idet hun i taushed strikkede så ivrig , af pindenes raslen genlød i stuen , medens jeg betcenksømt tyggede på min mad , idet jeg på samme tid gennemgik min lektie . Da tiden endelig var kommen , af jeg skulle gå , var det næsten mørkt ; men forinden jeg begav mig rigtig på vejen , gav jeg mig dog tid til af linde froms boufiksdør og spørge Theodor , som nu stod derinde , hvorledes coursen var på svesker og revnede benklæder , hvilket han besvarede med af springe over disken efter mig , hvorved jeg i en mere end almindelig fart tilbagelagde størstedelen af min vej . Da jeg kom op til sølyst , således havde bæk døbt sit sted , stod ttebordet dæekket foran de åbne havedøre ; men i den tanke , af han allerede havde drukket , gik jeg ind i det tilstødende værelse , på den anden side , af hvilket han havde sit contoir , hvori vi gerne læeste . Forundret blev jeg imidlertid stående i den åbne dør , betænkende mig på , om jeg skulle gå videre eller ej . i 268 inde fra kontoiret lød nemlig høirhstede , og som det forekom mig , sorbiftrede stemmer , men da samtalen , hvori tre efter mit skøn deeltoge , førtes på engelsk , formåede jeg kun af opfange enkelte ord deraf , hvoraf det dog fremgik af talen var om penge , jeg fljelnede bæks kraftige stemme ; hvori der lå et udtryk af en så overordenelig forbittrelse blandet med foragt , af det tilstrækkeligt vidnede om , hvor irriteret han var , medens på den anden side , de to andre stemmer syntes af true . Kun et oieblik blev jeg uvis stående , hvorpå jeg fjernede mig , for ikke at komme til at høre , hvad jeg mulig ikke skulle høre . I nogen tid opholvt jeg mig derefter i havesalen , og gik derpå hjem , da de fremmede efter en halv times forløb endnu ikke havde fjernet sig . „ Jeg skal svare for “ , sagde Caroline til mig , da jeg den næste morgen tidlig kom ned , idet hun som sædvanlig , når hun havde gjort forstuen ren , opmuntrede sig et oieblik ved at se op og ned ad gaden , „ jeg skal nok svare for , at Olsen betids er kommen i støvlerne i dag , hans kone har formodentlig været efter ham med krabasken , i det mindste løber han , som kildrede det endnu hans rygstykker . “ „ Jøses ja ! “ udbrød jeg , medens jeg kiggende over hendes skulder , så ham styrte afsted i fuld fart med den side røde kjole svajende om sig . „ De damer , de damer “ , vedblev jeg sukkende , „ de er rigtignok mændenes fordærvelse . “ „ Nå , nu skal vi høre , begynder nu hanekyllingen også at gale “ , råbte hun leende . „ Herre gud , Caroline , man skal jo dog øve sig i tide , for at man ej skal synes alt for tosset , når man engang skal tale med . “ „ Ja , men det kommer an på , om du overhovedet får lov fil af tale med , Peter . “ Måske forstår den tilkommende hjertenskær af tage ordet fra dig . “ „ Å , det frygter jeg ikke Caroline , eftersom ikke alle de pæne og smukke damer er så forskrækkelige , som du . “ „ Så skal da “ , udbrød hun , mere fik hun ikke talt ; thi i det samme kom herredsfogeden ledsaget af sognefogeden i Vinderup forbi , og begge i ligeså stærk fart som Olsen , hvorved vi atter fik nok af se efter . „ Mon de også skulle løbe for krabasken ? “ Spurgte jeg forbavset . „ Herredsfogeden så forskrækket nok ud dertil . “ „ Det kan aldrig være rigtigt . Der må være noget på færde “ , udbrød Caroline . „ Måske er krudtmøllen dernede i færd med af springe i luften “ , bemærkede jeg oplysende . „ Og så tror du , af den først har advaret dem , for af de kunne kalde politiet tilhjælp . Hvad er der dog flet madam Olsen ? “ vedblev Caroline fil politibetjentens kone , der med et ansigt , hvori den frygteligste rædsel stod malet , hastig kom hen imod os . „ Herre du forbarmende gud ! “ råbte denne . „ Har de ikke hørt det Caroline . Ak det er det gyseligste noget menneske kan tænke sig . Her tætved , ude på Marken er der funden ligene af to personer , som er myrdede , hvoraf den ene er levende . “ Trods forfærdelsen over en så gruelig begivenhed , for hvilken skuepladsen var i vor umiddelbare nærhed , kunne Caroline dog ikke afholde sig fra at bemærke , at når den ene var levende , så var der vel dog kun et lig . „ Utidig ordkløveri kan jeg ikke indlade mig på “ Svarede madam Olsen fornærmet . „ Den ene er stendød og flammelig myrdet , og den anden har som en følge af blodtab og forfærdelige sår , kun få øjeblikke tilbage . „ Du gode gud ! “ udbrød Caroline . „ Har man da ingen tanke eller begreb om , hvorledes det er gået til ? “ „ Hvor skulle man have det . Hvem kan sige det ? Min mand rystede rigtignok på hovedet og lagde fingrene på næsen , og når han gør det , så har han sine betænkninger , og jeg har også mine egne tanker ; men det er øvrighedens pligt at tie , hvor der skal ties . “ „ Men hvem er den myrdede ? Det kan jo dog ingen hemmelighed være . “ „ Ja , hvem er det ? Ingen kender nogen af dem , hverken den ene eller den anden . Og den sårede , som kæmper med døden , formår ikke af tale et ord . Såmeget kan jeg da imidlertid sige , af i går aftes kom to fremmede til gjestgiverstedet . Som det . lod til var det engelskmcend , den ene kunne ikke et ord dansk , hvorimod den anden dog kunne gøre sig en lille smule forståelig . De bestilte logi for natten og aftensmad , og så vare de gået ud med den besked af de ville komme tilbage en timesud derefter . Madamen deroppe gjorde nu alting rigtig fint og galant , de skulle haft stegt lever og opstuvede kartofler og så rødgrød med fløde ; men Herren havde bestemt det anderledes . Madamen ventede selv ul klokken var elleve , og fire gange havde hun såmæend stegen over for af varme den ; men da hun nu skulle til det den femte gang , så sagde hun , af nu skulle det rigtig blive løgn , og disse ord forfryde hende nu i dag så hårdt og skammeligt , og derefter gik hun iseng . Pigen , de ved nok , Else , som er forlovet med den skævbenede bøssemager , hun skulle nu vente , og hun sad såmænd oppe til klokken var slået tre , men så gik hun hen og lagde sig . Herre gud , når man så tænker , at medens alle disse tilberedelser blev gjorte , så lå de , hvem det gjaldt , myrdede og lemlæstede ude på Marken . “ Her blev hun afbrudt ved at to vogne ledsagede af politiet langsomt kom kørende op ad gaden . I følelsen af , hvad de indeholdt , vendte jeg mig gysende dort og gik med bankende hjerte og dybt rystet ovenpå , hvor jeg nu på jomfruens ivrige spørgsmål meddelte hende , hvad jeg havde hørt . Efferretningen om denne forfærdelige udåd , der var udøvet så at sige midt iblandt os , udbredte en frygtelig angest og uro over hele byen . Alt arbejde standsede og overalt stimlede folk sammen for at høre eller meddele , hvad man vidste . Det hele var en gåde , som om mulig gjorte begidenheden endnu uhyggeligere , og gisning fulgte på gisning over , hvad der dog kunne skjule sig derunder . Hos froms , hvor stedse vor tilflugt var , når noget overordentligt var passeret , var man ligeså ude af det , som vi , og på alle ansigter læste vi udtrykket for den samme angest og afsky , som vi vare offre for . From var gået ud , men man ventede ham hvert oieblik hjem , da han havde lovet ikke af blive længe borte . Anna sad tavs ved sit arbejde . Synålen gik flittig frem og tilbage , men jeg så , af hånden som førte den , af og til skælvede , ligesom der også , når hun engang imellem så op , stod tårer i hendes dine . Madam from og jomfru kold samtalede i dæmpet tone , og Theodor , Marie og jeg stod i en vinduesfordybning og meddelte hinanden hviskende , hvad vi havde hørt . Endelig hørte vi hr. Froms fodtrin i forstuen , og idet han åbnede døren , gav det et sket i . Os alle , hvilket ikke var uden grund ; thi så bleg og dybtbevceget , som han så ud , kunne vi sige os selv , af de efterretninger , han bragte , kun vare lidet trøstelige . „ Der er endnu aldeles intet oplyst “ , sagde han , idet han efter sædvane gik op og ned ad gulvet , medens , som det forekom mig , hans blik hvert oieblik og ligesom uvilkårlig søgte mig . ' „ Der er endnu intet oplyst , og den eneste trøst er , af den af de ulykkelige , som endnu er ilive , efter læegens skøn dog mulig ikke er livsfarlig såret . Han har imidlertid tabt mælet , som en følge af nerverystelse og det vil rimeligvis vare noget , forinden han kommer til dets brug . Nå du er der Peter “ , vedblev han i en tone , som han synlig anstrengte sig for af gøre så rolig og ligegyldig som mulig . „ Det falder mig ind , du er jo temmelig bevandret i det engelske , og da der nede på herredseontoiret er et engelsk brev , ved hvis oversættelse du dog mulig kunne være til nytte , så kom med min dreng . Vi kommer snart tilbage “ , tilføjede han til de øvrige , hvorpå han hastig forlod stuen fulgt af mig . At min kundskab til det engelske ikke var den egentlige grund , hvorfor han ville have mig med , ahnede mig straks , og det var derfor med tungt hjerte af jeg fulgte ham . Da vi kom ned på contoiret blev jeg straks viist ind til herredsfogeden , som sad i sit eget kontoir tilligemed sin fuldmægtig . „ Hør sig mig , Peter , hvad er dit fulde navn ? “ „ Peter kold , siden jeg blev adopteret af jomfru kold . “ „ Nu ja , det er sandt , og hvor gammel er du ? „ Jeg er seksten år “ , svarede jeg forundret over disse spørgsmål . „ Seksten år “ , udbrød han forbavset . „ Er du allerede så gammel . Hvornår blev du da konfirmeret ? “ „ Det er jeg ikke endnu , men skal gå til præsten i vinter . “ „ Nå , ja , ja “ , vedblev han efter et diebliks betænkning . „ Du får jo undervisning af hr. Bæk . På hvilke tider er det ? “ „ Det er mandag , onsdag og fredag aften fra kl . 8 til 10 . “ „ Nå , så var du der jo i går aftes . “ „ Ja , det var jeg . “ „ Og læste du så i de to fastsatte timer med ham ? “ „ Nej “ , svarede jeg nølende , „ vi kom ikke til at læse . “ „ Hvorfor ikke “ , spurgte han betragtende mig opmærksomt . „ Der var fremmede hos ham , af hvilken grund jeg gik bort igen . “ „ Hvem var da disse fremmede . “ „ Det ved jeg ikke , thi jeg så dem ikke “ , * svarede jeg , hvorpå jeg fortalte , hvorledes jeg havde forholdt mig . „ Så hørte du altså noget af hvad der blev talt ? “ l75 „ Jeg hørte stemmerne “ , svarede jeg blussende rød og i højeste grad forvirret , idet det pludselig blev mig klart , hvad det hele havde til hensigt , „ Men når du hørte stemmerne , så må du også have opfanget enkelte ord . Lad høre , min søn , sig frem hvad du ved . “ „ Der var en dør og den store stue imellem mig og de talende ; derfor kan jeg ikke med den bestemthed , som hr. Herredsføgeden formodentlig ønsker , sige noget derom . “ „ Jeg ønsker også al vide , hvad du tror al have hørt , og det er din pligt intet al skjule . “ „ Men det er også min pligt “ , svarede jeg , idet jeg tog mod til mig , „ ikke al udsige noget , som mulig kun kunne tjene til al vildlede dem . Stemmerne , hvilke jeg iovrigt kun et dieblik hørte , slode i hinanden , og efter den begivenhed her er passeret , har jeg næsten glemt eller står i det mindste det , hvorom hr. Herredsføgeden spørger , så forvirret for mig , al jeg ikke formår al udsige mere , end hvad jeg har sagt . “ Endnu gjorde han mig en del spørgsmål , hvorefter han lod mig gå . Idet jeg forlod kontoiret mødte jeg hr. Bæk , som gik derind . Han så alvorlig og tankefuld ud , men nikkede venlig til mig , idet han gik forbi . „ Du ved nok “ , sagde from , der havde ventet på mig , „ af jeg ikke holder af af stikke under stol med noget eller omgå sandheden . Ved denne lejlighed , er det imidlertid nødvendigt , af de derhjemme ikke alt for pludselig får af vide , hvilken forfærdelig mistanke man nærer , og jeg måtte derfor bruge hint påskud om brevet . “ „ Men det er jo dog umuligt “ , udbrød jeg , „ af nogen for alvor kan nære en slig tanke om bæk . “ „ Man skulle synes det “ , svarede from i en så forknyt tone og med et så smerteligt udtryk uf sørg , af det ved tanken om hans ellers så frejdige og muntre væsen smertede mig dobbelt . „ Ja man skulle synes det ; men det er bevist nok , af de fremmede igår aftes på gjestgiverstedet spurgte om bæk , ligesom der også er flere , som har seel dem gå op til sølyst . Det er en i høj grad ulykkelig begivenhed , som kan bringe vor ven megen sørg og fortræd . Som det altid går , således går det også ved denne lejlighed , onde folk skuppe til , når de tro at at vognen helder , og der er nu i dette oieblik opstået så forfærdelige rygter , at de under andre omstændigheder kun ville være fuldstændig latterlige , men som nu dog ville tjene til at gøre sagen mere forviklet , samt til at kaste en større skygge på bæk . “ Da jeg vidste , hvortil han sigtede , gjorde jeg ingen yderligere spørgsmål , men fortalte nu , hvad jeg havde udsagt i forhøret . From rystede på hovedet og sukkede . „ Vort eneste håb er “ , sagde han , „ at den sårede må komme sig så vidt , at han kan give en forklaring . Skulle han dø forinden , seer det sørgeligt ud . Det var imidlertid godt og glædeligt , at der i dit udsagn ikke behøvede at væere noget som nødvendigt måtte blive ham til skade . “ Flere dage gik nu hen i sorg og uvished . Bæ k var bleven arresteret på grund af at flere omstændigheder tydede på , at han , om han end ikke var gerningsmanden , så dog rimeligvis var impliceret i mordet . Det var bleven bevist , at de fremmede om aftenen vare gåde ind til ham . En fifler , der skulle ud for at røgte garn , havde set og gået tæt forbi tvende ham ubekendte personer , som vare komne ud fra sølyst , og hans beskrivelse af deres klædedragt passede fnldstæendig på den myrdedes og dennes ulyksfcrlles . Bæk s tjener , som fra begyndelsen af hårdnakket havde negtet af vide nogetsomhelsf om denne sag , da han , som han påstod , fra den tid han havde dækket ttebordet , havde opholdt sig i sin egen stud , der lå fjernet fra den øvrige lejlighed , måtte endelig , dreven til det uderste i forhørene , tilstå , af han , ihvorvel han ikke havde set de fremmede , dog havde hørt deres høirystede tale inde hos sin herre . Han tilstod derncæst , af samtalen var bleven ført på engelsk og havde for en del drejet sig om penge , samt endvidere , af hans herre , straks efter de fremmedes bortgang , også havde forladt huset , hvortil han først var vendt tilbage efter en timestids forløb . Alt dette tjente til af sorhøie mistanken , ligesom også bæks egen forklaring , hvor åben og oprigtig den end i flere henseender lod til af være , næppe tjente til hans retfærdiggørelse , men snarere gjorde sagen misligere . Idet han nemlig indrømmede af have haft besøg af hine fremmede , ved hvilken lejlighed der havde udspundet sig en heftig ordveksling imellem dem , forklarede han , at han havde haft en søster , der var et par år yngre end ham og som , ligesom han selv , efter forældrenes død var bleven opdraget af en læge ved navn Bartram , hvis navn de derefter begge havde båret . Efter endt opdragelse var den unge pige kommen i huset hos en familie som lærerinde , og her havde hun gjort bekendtskab med en købmand ved navn Lester . Ved denne , der senere viste sig at være en flet og ryggesløs person , blev hun bragt i en ulykke , som bevirkede , at hun i fortvivlelse tog sig selv af dage . Nogen tid efter denne begivenhed , ved mindet om hvilken bæk viste sig dybt rystet , traf han Lester tilfældigvis i et hotel . Ingen af dem kendte hinanden ; men som en følge af den samtale , der blev ført ved det bord Lester sad , og under hvilken denne på en ligeså rå som oprørende måde omtalte en ung pige , idet han tillige roste sig af at have foranlediget hendes ulykke , blev hin opmærksom , og ved at erkyndige sig , fik han at vide hvem det var . Optændt fil den højeste grad af forbittrelse , dels ved tanken om sin søsters ulykke og dels ved at være vidne fil , hvorledes denne blev omtalt af den , som havde foranlediget den , krævede ban hin til regnflab . I lang tid havde han søgt af komme på spoer efter hin , i lang tid havde det været hans eneste attrå , af hævne den skændsel og ulykke , hvorunder han sukkede . Nu stod ban for ham , og trods af Lester , feig og elendig som han var , negtede af modtage bæks udfordring , blev han dog nødsaget til af forsvare sit liv mod dennes rasende angreb . Enden blev af Lester faldt , dødelig såret , og blev bragt bort af sine venner . Da bæk nogle dage efter erholdt underretning om af Lester var død , så besluttede han , idet han så sig nødsaget til af flygte , af udføre den plan , til hvis udførelse alt allerede i forvejen var forberedt , nemlig af drage til Danmark . Efter ankomsten hertil , antog ban sine forældres navn og håbede nu under de forandrede forhold og omgivelser , af skulle kunne forglemme den sorg , der så hårdt havde tynget på hans hjerte . På den seiltour , som han havde gjort med froms og os , var han imidlertid uventet bleven mindet om hine sørgelige begivenheder , idet han havde stedt på en skibscaptain , der havde været tilstede ved kampen mellem ham og Lester . Da han af gode grunde ikke ønflede af blive kendt , havde han ligeover capitalen anstillet sig som fremmed for ham , og han havde også håbet af have ført denne bag lyset , indtil han ved hine to fremmedes ankomst blev overbevist om det modsatte . Captainen , der måske ikkevar ganske sikker i sin sag , havde ikkedestomindre omtalt modet for Lesters Broder , og denne havde da derefter besluttet , ledsaget af en bekendt ved navn brovn , som engang tidligere havde været i Danmark , af opsøge bæk for ved af true ham af udpresse penge af ham . Ved deres ankomst og ved af høre deres trudsel og deres forslag , var bæk først bleven i højeste grad forbitret ; men ved derefter af tænke på , hvilken forlegenhed , ja måske ulykke , de kunne bringe ham i , så havde han til sidst givet efter og affunden sig med dem , med en betydelig sum . Straks efter deres bortgang var han ganske rigtig selv gået ud , idet han , der befandt sig i en ' ophidset tilstand , trængte til af komme ud i den friske luft . Han havde spadseret op og ned langs stranden , indtil han endelig træt var gået hjem . Om brovn og Lester havde han ikke bekymret sig , efter af de havde forladt ham , og han havde først erfaret deres sørgelige skæbne , da han blev afhentet ved politiet . Det kunne ikke være andet , end af denne forklaring , hvor meget den end stod til troende , da han jo deri i en henseende anklagede sig selv , dog måtte bestyrke rettens mistanke om , af bæk havde forøvet eller i det mindste var impliceret i mordet , da han jo derved for stedse ville være befriet for fjender , om hvem han ikke kunne vide , hvad øjeblik de fandt på af vende mage for atter af true ham . Heller ikke fandtes den af bæk omtalte sum penge , der havde bestået i engelske banknoter , hverken hos den myrdede , som fandtes af være Lester , eller hos brovn ; i lommerne hos dem begge fandtes kun en lille sum , der syntes næppe af være tilstrækkelig til rejsen . Kun få var der vidstnok i hele byen , med undtagelse af den snevre kreds ; hvori han daglig havde scerdedes , som ikke delte øvrighedens mistanke . Rygtet , som Caroline på hin dag havde omtalt , havde bidraget sit til af gøre folk modtagelige foren overbevisning som man vel ellers skulle have vanskelighed ved af fatte . De mange , utvetydige tegn på hans retskafne charakteer , hans hjertelige godmodighed og hans hidtidige , pletfrie Vandel , alt var nu glemt , og idet , de mest ubetydelige og intetsigende omstændigheder ham vedrørende , blev fremdragne og udlagte fil det onde , var det ikke langtfra at man i ham begyndte at se djævelen selv , derpå en kunstig måde havde forstået at skjule sine horn og forblænde vore dine . Jomfru kold tog sig bæks ulykke frygtelig nær , og jeg så hende ofte fælde tårer . Sine bøger , vulpius og Lafontaine , havde hun rent glemt , og ialmindelighed sad hun grundende i sin stol , hvorfra hun da af og fil hastig sprang op og ilede over fil froms , når hun troede at have udfundef noget , som kunne tale fil bæks fordel ; men mistrøstet og nedslået vendte hun snart tilbage , når det efter næermere drøffelse havde viist sig ikke at kunne føre fil noget . En dag , da jeg var ovre hos froms , blev vi alle i høj grad forundret ved at se lieutenant Emanuel træde ind . Hr. de Emanuele . Ak , dette navn klang for mit dre , som mindet om en lykkelig tid . Hos os kom han selvfølgelig aldrig , og hos froms havde han heller ikke viist sig siden hin ulykkelige affaire med klædeskabet . Enhver af os havde vel oftere mødt ham ; men det syntes da , som søgte han af undgå os . Nu stod han pludselig midt iblandt os og det med en så kæk og determineret mine som nogensinde før , ret som havde han ved en lejlighed fået oprejsning for det nederlag , han havde lidt . „ Man seer altså “ , sagde han efter af samtalen i kort tid havde drejet sig om dagens sædvanlige ttema , „ af hverken rigdom eller en nogenlunde god opdragelse , kan afholde et menneske fra af begå den flæendigste forbrydelse . Hvor ridderligheden mangler -- -- -- -- -- -- . “ „ Der kryber man i et klæedeflab “ , hviskedee Marie fil mig . „ Der mangler øgså den sande dyd . “ „ Jeg troede imidlertid “ , bemærkede from , „ af ridderlighed øgså hørte med fil en god opdragelse , og af den ikke er et absolut militairt attribut . “ „ Gud bevares ! “ udbrød løjtnanten lidt forvirret . „ Jeg indrømmer gerne , af ridderlighed øgså findes hos den borgerlige . Det kunne aldrig falde mig ind af tvivle derom . Dog tror jeg af ærens love bliver den militaire således indprentet , af det ville være vanvid af tro om en slig , af han kunne begå en sådan forbrydelse . “ „ Ærens love er løjerlige , har jeg hørt , og det stat være en vanskelig sag af dømme derom “ , svarede from . „ Men “ , vedblev han , „ siden talen var om dette specielle tilfælde , er da nogen så vanvittig af have en militair mistænkt ? “ „ Mistæntt ! “ gentog hin . „ Nej , hr. From , der er kun en , på hvem allcs blikke hvile , og denne ene har indtil dato gået for et dydsmønster . Man har krøbet , bukket og skraber for ham , man har hævet ham til skyerne , højt op over alle os andre små dødelige , og nu sidder han som en elendig anklaget forbryder ; men der seer man , hvad søde ord og fromme miner kunne bevirke , og hvor let det er af skjule djævelen . “ „ Har de da nogen beviser for , af den de , mener , af hr. Bæk er forbryderen ? “ spurgte from , betragtende løjtnanten med et fast blik . „ Jeg , nej ingenlunde , jeg henholder mig i så henseende kun til den offentlige mening , og hvad mine egne tanker angår , så skylder jeg ingen regnflab derfor . “ „ Nej “ , udbrød from , hvem blodet var stegen til hovedet , „ nej , ligesom de vel også er så ubetydelige , af ingen vil forlange det . Den offentlige mening “ , gentog han derpå , „ ja hr. Lieutenant , erfarede de , hvad den offentlige mening er om dem , så tror jeg , af de næppe skulle løfte hovedet så > kækt , som de nu gør , og min mening er , af er der noget pjaltet og elendigt , da er det af ville kaste smuds på en mand , over hvis hoved ulykken hviler , og det dertil i et hus , hvor han har været en kær og anset gæst , og hvor han endnu i dette øjeblik er ligeså æret og agtet , som han er dybt beklaget . “ Med disse ord åbnede from Deren , hvorpå lieutenanten ligeså forvirret som forbitret skyndte sig bort . I spænding og uro havde vi nu i nogle dage fulgt gangen i brovns sygdom , og det var derfor med en overordentlig glæede , af vi af lægen hørte , af der endelig var indtrådt en forandring til det bedre , samt af denne nu ikke tvivlede om , af hin snart ville være så vidt af han kunne tale og således afgive en forklaring , der , som ingen af os tvivlede om , ville vælte al skyld fra bæk . Det var , som var solens lys klarere og dens stråler mildere i disse dage , da håbet voksede i vort indre . På Annas kinder begyndte farven at vende tilbage og om hendes mund spillede af og til et lille muntert smil , ved et indfald eller en spøg af Marie . Sjeldent var det rigtignok kun , men det var dog som et glimt af den klare himmel , ber vidnede om at sorgens tunge sky stod i begreb med at fordele sig . From selv , hvis kraftige stemme og joviale tale så ofte havde lydt ind fra boutikken , men hvor alt i de sidste dage var gået tavst og stille af , som en følge af , at han kun havde været lidet oplagt til at indlade sig med nogen , begyndte nu også at blive den gamle , og hvert oieblik kom han ind i stuen for at udtale sig , når en ny tanke eller ide om , hvorledes brovns udsagn sandsynlig ville blive , havde påtrængt sig ham . Straks efter at bæks udsagn i forhøret var bleven bekendt , var han kommen til den overbevisning , at en af de fremmede , hvad enten dette nu var Lester eller brovn , idet de , hvad så rimeligt kunne være , ikke kunne blive enige om byttets deling , havde overfaldet den anden . I den derved opståede kamp på liv og død var det dæ tænkeligt , af idet angriberen eller den overfaldne var bukket under , havde den anden modtaget så frygtelige sår , som tilfældet viste sig af være med brovn . Nar nu denne den egentlige forbryder , så , ihvorvel dommeren var en dygtig og energisk mand , så kunne det døg være forbunden med store vanskeligheder af få ham til af bekende , og om , på hvilken måde dette mål sikkrest kunne nås , var det , af froms tanker nu idelig og idelig drejede sig . Det var som om hans handel og hele bedrift , ting , der ellers noksom lå ham på hjerte , nu vare blevne biting imod den store hovedopgave , hvoraf hans sind nat og dag var opfyldt . Med sit milde , forstandige blik og med hjertelig deltagelse , hørte madam from på hans mtringer i den retning , og idet hun , jomfru kold , og undertiden Anna ivrig deelloge i diseusionen , udspandt denne sig ofte til den sildige aften . Endelig hed det sig , af brovn havde fået sit mæle , samt af en translatør i anledning af det forestående forhør , hvert dieblik ventedes fra København . Morgenen efter af denne var kommen , så vi med ængstelig deltagelse denne samt herredsfogeden og hans fuldmægtig fulgt af politibetjent Olsen , som bar protoeolen , gå forbi ad vejen til sygestuen , og vi hengave os nu til det tillidsfulde håb , af inden aften ville alt være opklaret og bæk befriet for den tunge , frygtelige mistanke , som hvilede på ham . Det skulle imidlertid desværre langtfra gå så let , som vi dreven af håb og læengsel havde troet . Udfaldet af det første , foreløbige forhør , der , ihvorvel det skulle holdes hemmeligt , dog snart blev bekendt , var kun lidet trøsteligt . Brovn , der i ingen henseender frembragte indtrykket af af være en forhærdet eller snu forbryder , udsagde og fastholdt med bestemthed , af der ikke havde været vekslet et ondt ord mellem ham og Lester , imedens de gik sammen bort fra bæk . Den forretning , de havde haft af afgøre med denne , var udført til begges tilfredshed , og de higede kun efter af komme tilbage til gjestgiverstedet , da de agtede den næste morgen tidlig af afrejse til København . På vejen , en fodsti , som førte over Marken ind til byen , var de gået den ene bagefter den anden , således af brovn gik foran . Som de således gik i munter samtale med hinanden , havde brovn pludselig hørt et dump slag , og idet han vendte sig om , så han Lester styrte ncesegruus om på jørden . På samme tid og endnu forinden han havde noget klart begreb om , hvad der foregik , blev også han angreben , hvorefter der udspandt sig en fortvivlet kamp , i hvilken angriberen dog snart fik overhånden . Hvorledes denne så ud , kunne han ikke nøjagtig beskrive , dog forekom det ham at være en temmelig høj og slank person med mørke bakkenbarter . Med hensyn til hans dragt vidste han kun , men dette også med fuldstændig vished , at han havde været iført hvide benklæder og frakke . Kun i et punkt havde brovn været vaklende og ubestemt i sin forklaring , idet han herved temmelig tydelig lagde for dagen , at han ønskede at skjule noget . Dette var med hensyn til spørgsmålel om , hvad han og Lester havde haft at afgøre med bæk . Han vedgik , at Lester hos denne havde modtaget en temmelig betydelig sum ; men han påstod , at da spørgsmålel herom ikke vedgik sagen , så ville han heller ikke give nogen forklaring derom . Han var jo ingen forbryder , men en mand der forlangte øvrighedens hjælp for at erholde de ham og hans ven frastjålne penge tilbage , samt for at få morderen afstraffet . At brovn så bestemt negtede at ville oplyse - mm . ' - . - - ' « « « » 288 dvrigheden om den sags beflaffenhed , som han havde haft at afgøre med bæk , var let at forklare ved dennes udsagn , men det forandrede intet i sagen . Tvertimod denne blev for bæks vedkommende endnu mere forviklet og faretruende , idet denne på hin ulykkelige aften , hvilket til fulde kunne bevises , havde væeret iført hvide benklæder og blå frakke . Hvorledes sagen ville ende var nu ikke til at forudse ; men vidst var det , at den ville træekke i langdrag . Det håb og den fortrøstning , hvortil vi et dieblik havde hengivet os , var nu således tilintetgjort og med smertelig bekymring så vi alle hver kommende dag i møde . En morgenstund i disse dage førte min Ver mig på den sti , hvor mordet var begået . Jeg havde endnu ikke været der , da en naturlig afsky havde overvundet min nysgerrighed , men nu da jeg kom til stedet , blev jeg stående , og idet mit blik dvælede på den plet , hvor en så rædselsfuld gerning var bleven udført , forestillede jeg mig i min fantasie den hele skrækkelige kamp . Gysende og forfærdet ved mine egne tanker ville jeg netop fortsoette min gang , da jeg snuplede over en hård genstand , således at jeg næer var falden . Ved at se efter , hvad det var , opdagede jeg skaftet og hammeren af en økse , hvis blad med den skarpe kant skal ned i jorden . Det hele havde væeret fuldstændig skjult af græsset og vanskeligt at opdage , når det ikke som nu slete ved et tilfælde . med en næsten uovervindelig gru tog jeg oksen op ; men idet jeg nu betragtede den nærmere , påtrængte sig mig levende billede for billede af min tidligste barndomstid . Køkkenet i fattighuset , e lses kafsekjedel , de grene og det træ som stedse lå ved gavlen , ja , og de pinde jeg huggede til for at danne et stakit om min lille have , hvilket jeg dog aldrig fik færdig . Alt stod så tydelig og klart for mig , medens jeg betragtede det fundne redflab , som havde jeg set det i går ; men med det samme gik det også op for mig , at øksen var min egen , at det var den , hvormed jeg så ofte havde leget medens jeg var i fattighuset . Hvorledes var nu denne kommen her ? Ved hvilket tilfælde , eller . Her skød sig pludselig en tanke frem med en sådan magt , at den næsten overvældede mig . Skulle det være muligt ; var den virkelig brugt som redflab ved mordet , da , ja da var Joseph og ingen anden gerningsmanden . Så oprørende end denne tanke var for mig , så meget jeg end strakte at komme til en anden overbevisning , så var det mig dog ikke muligt , og jo mere jeg grundede , jo mere påtrængte sig mig følelsen af , at min formodning ville vise sig at være sandhed . At Joseph var brudt ud igen , havde jeg vel ikke hørt noget om ; men var det tilfældet , så var det også sandsynligt at Else vidste det , i det mindste vidnede oksen for , at han havde været i fattighuset . Det kom nu an på , om jeg kunne få noget derom at vide af hende , hvilket dog måske for mig ikke kunne være så vanskeligt , da hun , dersom hun virkelig vidste at han var brudt ud og dersom hun kendte hans opholdsted , dog ganske sikkert ikke havde nogen tanke eller begreb om , at han havde kunnet forøve hin gerning . Greben af denne tanke med en uimodståelig magt og opfyldt af Iver for at bidrage , hvad jeg kunne til bæks redning , besluttede jeg straks , og endnu forinden jeg havde givet herredsfogeden underretning om mit fund , af begive mig ud til fattighuset for af tale med Else . I den anledning vendte jeg døg først tilbage til byen for af give jomfru kold underretning om , af jeg gik derud og for af medtage det kaffe og sukker , som jeg ved flige lejligheder stedse medbragte . Da dette var udrettet uden af jeg , hvilket jeg følte mig overbevist om , ved mit udvortes eller ved min tale havde forrådt , hvad der bevægede sig i mig , begav jeg mig på vejen . Da jeg trådte ind til Else , kom hun mig som sædvanlig imøde med hjertelig glæede , og efter af jeg havde givet hende kaffen , ville hun straks tillave en portion deraf , for af jeg kunne få noget af styhe mig på efter min lange vandring . Idet hun gik ud i køkkenet , tilbød jeg mig af følge med for , hvilket jeg som lille så ofte havde væeret , af være hende behjælpelig . Herved fik jeg lejlighed til af spørge efter dxen , som jeg skulle bruge for af kløve noget træe . „ Ja oksen , lille Peter ! “ udbrød hun medens hendes blik uvilkårlig søgte hen til det sted , hvor den plejede af hænge . „ Ja , den har jeg ikke været pige for af finde i flere dage . Jeg har søgt og ledt over hele huset ; men det er som om den var sunken i jorden , og dog har her ikke været en moders sjæl i huset i lang tid , ja ikke i hele fjorten dage . Nej , Peter , ikke siden præsten selv var her for af sige mig , af jeg kunne komme og hente mig en krukke suppe i præstegården . Ja han er rigtignok en god mand , og han sagde såmænd til jomfruen , af hun skulle give mig et stort stykke kød oven i købet . Du kan ikke tro Peter , hvor fin den jomfru er . Hun var såmænd herinde for nogen tid siden og havde en kappe på med otte store bøller . „ Hun skulle da vel ikke have taget oksen ? “ Spurgte jeg , idet jeg med en hemmelighedsfuld mine blinkede til hende . „ Ih gud fader i himmerige ! “ udbrød hun så forfærdet , af hun lod kaffen , som hun var i færd med af tragte , løbe i asken . „ Nu tror jeg da barnet går fra forstanden . Siger jeg dig ikke , af hun var så fin , af da hun skulle tage plads her i min fattige stol , så løftede hun såmænd kjolen op og satte sig på sin uldne klokke . “ „ Ia , derfor kunne hun nok have puttet oksen til sig “ , vedblev jeg ufortrøden . „ Det er ikke af tale om , Peter “ , sagde hun næsten vred , idet hun bar kaffekanden ind . „ Hvor dxen er , går over min forstand , og hvad en pæn og honnet jomfru angår , så skak man vogte sin mund . Ia “ , sagde hun derpå , holdende en fuldfljcenket kop med kaffe op under næsen , „ Let er den ægte velsignede lugt , som kan bringe hjertet til af hoppe i et gammelt menneske af glæde . Er let ikke som jeg siger , froms bønner er som det rene guld mod alle andres . “ Jeg ledede nu samtalen hen på mordet , ved hvilken begivenhed hun havde følk en rædsel og skræk , ler endnu kunne bringe hele hendes legeme til af ryste , ligesom hun heller ikke i mange nætter havde haft blund på sine øjne . Ikkedestomindre måtte jeg dog gentage det hele for hende fra ende til anden , og hun kunne ikke blive træt af af spørge selv om den allerubetydeligste biomstændighed . Hvad der især syntes af forbavse hende , og det , hvortil hun hvert øjeblik kom tilbage under mange forfærdelsens udråb , var min beretning om , at politibetjent Olsens kone , endnu medens hun ilede ned ad gaden , hægtede sin kjole og bandt sit forklædechånd . „ Hvordan mon Joseph skulle have det ? “ Spurgte jeg nu pludselig , efter at have endt min beretning . „ Med guds hjælp har han det vel nu godt “ , svarede hun i en pludselig forandret tone , idet hun satte koppen fra sig og foldede hænderne ; „ thi ihvad han end har syndet i denne verden så er der jo dog barmhjertighed hos gud . “ „ Hvad mener du Else ? “ spurgte jeg , idet jeg følte hårene rejse sig på mit hoved . „ Jeg mener , at han nu står for sin herre og dommer , og han være ham nådig . Ja , ja “ , tilføjede hun . „ Ingen har sagt mig det , ingen har berettet mig noget om hans sidste stund ; men dog har budet været her , og det var ikke til at misforstå . “ Målløs af forbavselse betragtede jeg Elfe , og der var et oieblik jeg troede , at hun var gået fra forstanden . „ Hvilket bud har da væeret her ? “ spurgte jeg endelig . „ Ingen anden end ham selv “ , svarede hun med et dybt suk . „ Ja , min dreng , jeg mener , hvad jeg siger , og aldrig har jeg væeret vissere i nogen sag , end jeg er det i d^nne . Hvad han har forsyndef sig mod menneskene , og hvorledes hans Vandel iøvrigt har væeret , derom skal jeg ingen mening have ; men mod mig var han god , mig hjalp og understøttede han efter bedste evne , og aldrig hørte jeg et ondt ord af hans mund . At mit hjerte derfor hæengte ved ham , det må ingen fortæenke mig i , og mange , mange dage og nætter har mine tanker væeret hos ham , og delt hans nød og elendighed . Her i huset tilbragte han jo mange år , og måske sin lykkeligste tid , og jeg tænker , at det er derfor og før den kærligheds skyld , jeg bar til ham , at hans ånd efter at den er forløft , endnu dvæler her . Det kan vel nu omtrent være fjorten dage siden , at jeg hørte det første gang , men siden har jeg hørt det hver eneste nat , hvorledes det færdes og tumler her i huset , og aldrig så snart har jeg slukket mit lys og lagt mig til hvile før det begynder . En nat , forinden jeg endnu kunne gøre mig nogen tanke om , hvad det kunne være , kom den usigeligste angest over mig og i mil bitre nød stillede jeg mig hen ved vinduet , da jeg næppe vidste , hvor jeg skulle gøre af mig selv . Som jeg stod der , ja , Peter , da kom han selv , livagtig som han stod og gik i fordums dage . Langsomt stred han hen imod huset og slrax efter , at han var forsvunden bag gavlen , begyndte den sagte puslen på loftet , som jeg hidtil i dødelig angest havde lyttet til . Men fra dette øjeblik var jeg rolig ; thi nu vidste jeg , hvordan det var fat og at dette ville vedblive indtil hans ånd har fundet fred . “ Den overtroiske frygt , som i en livligere tid havde behersket mig , var for længst forsvunden , og idet jeg rigtignok ikke uden en vis benauelse hørte på , hvad Else fortalte , gik dog erkendElse » af , hvorledes det i virkeligheden hængte sammen , op for mig . Jeg tvivlede nu ikke et øjeblik om , at Joseph opholdt sig her i egnen og var overbevist om , at han om natten søgte tilhold på loftet i fattighuset , i hvilket jo , som han vidste , Else boede alene . „ Kunne du ikke skelne hvorledes han var klædt ? “ Spurgte jeg endelig . „ Ak , Peter , hvad kymrede mig hans klædedragt . Dog så meget så jeg , at han havde de hvide lærreds benklæder på , som han altid gik med , da han var her . “ Endnu opholdt jeg mig nogen tid hos Else , hvorpå jeg begav mig på hjemvejen . Hensigten med min vandring troede jeg at have nået , og lykkelig ved håbet om , at det nu ville lykkes at få lys i sagen , ilede jeg afsted med hastige fjed , idet tillige overbevisningen om , at Joseph kun lurede på lejlighed til snarest mulig at komme bort tilsøes , og at altså hans pågribelse måtte forsøges endnu i denne nat , drev mig afsted . På hjemvejen fremtog jeg atter øksen , og med den under trøjen begav jeg mig straks til herredsfogeden . Til ham fortalte jeg nu alt , hvad jeg havde set og hørt , samt hvad jeg selv havde tænkt , hvorpå han , efter i taushed at have hørt på mig , udspurgte mig om alt , husets indretning betræffende . „ Du har handlet fornuftigt og bravt min dreng og måske forebygget en større ulykke end den her allerede er passeret . Lad mig nu se , du tier med hvad du ved , så skal jeg handle . “ Hermed trykkede han venligt min hånd og lod mig gå . „ Nå , Peter , hvordan har så gamle Else det ? “ spurgte from , da jeg kom derind , hvor jomfru kold også var . „ Ret gødt . Hun blev glad over kaffen ; thi hun siger , af deres er den bedste . “ „ Dermed gør hun mig ingen dårlig compliment , thi hun er en kender . Men “ , vedblev han betragtende mig opmærksomt . „ Du seer så arlarmeret ud ; har du hørt noget ? “ Ved disse ord følte jeg blodet stige mig til hovedet , og min forvirring blev ikke mindre ved bevidstheden om , af alles blikke hvilede på mig . „ Jeg har jo væeret borte det meste af dagen “ , svarede jeg undvigende . „ Ja , men jeg mente også fordi Theodor sagde , af han havde set dig gå ind til herredsfogeden . “ „ Sogneføgeden derude bad mig tage et brev med til kontoiret “ , svarede jeg vendende mig hastig bort . „ Det er nu engang således i farens stund “ , sagde jomfru kold mildt , „ den mindste bevægelse og den mest dagligdags handling bringer os til af fare sammen . “ „ Ja , men i flige tider “ , udbrød from næesten æergerlig , „ må man flu heller ikke sætte et sådant ansigt op . Gud ved nu også hvor herredsfogeden bliver af “ , vedblev han , „ han lovede jo at komme herind for at drikke en kop the , og nu er klokken allerede mange . “ „ Han kommer vel , fatter , han kommer vel , og måske bringer han da noget godt nyt “ , sagde madam from beroligende . „ Nu , ja , men jeg holder nok af at folk er bestemte . Nå , Peter “ , vedblev han derpå , som fortrød han sin utålmodighed , „ tørrede så Else kaffekopperne af i sit lommetørklæde ? “ „ Jeg tror det nok , da hun vel ville , at de skulle være usædvanlig rene i anledning af den ny kaffe . “ „ Ja så er det da intet under , at du så ud som bar du på en skæbnesvanger og mørk hemmelighed . Nå “ , udbrød han derpå , idet han kastede et blik ud af vinduet , „ der har vi herredsfogeden . “ Denne kom ganske rigtig over gaden ; men istedetfor at gå til døren , gik han til det åbentstående vindue , ad hvilket han lænede sig ind . „ De må . ^undskylde mig i aften , der er kommen noget i vejen , så jeg ikke kan få tid “ , sagde han undskyldende . „ Nå herre gud ! “ udbrød from med et udtryk af hjertelig skuffelse . „ Hvad er der da i vejen ? “ „ Det skal jeg sige dem “ , svarede hin med et polisk smil . „ Nej det er dog ikke vcerdt , de seer mig alt for ugudelig nysgerrig ud , så jeg vil hellere lade det vente til i morgen . Hvad , er Niels der ! “ Udbrød han derpå , idet han fik øje på denne , der nys var kommen fra København . „ Hør høisfærede Herr student , de kunne da ikke have lyst til at følge med lidt ned ad gaden , så skal jeg fortælle dem en røverhistorie . “ „ Med fornøjelse “ , svarede denne tagende sin hat . „ Jeg håber da der er knald i den . “ „ Det kan de stole på . Når de kun bare vil love mig , at de ikke bliver bange . “ Nogen tid gik nu hen . Samtalen førtes afbrudt og med lange ophold . Hvert oieblik gik from til vinduet for at se ud , og ligeså ofte vendte han sig skuffet derfra . „ Hvad Pokker skal det da også betyde ! “ udbrød han , da det nu var bleven så silde , at jomfru kold og jeg stod i begreb med at gå hjem . „ Nu bliver Niels så længe borte , at vel en kommer til at sidde oppe efter ham . Men “ , her standsede han pludselig ved at et ungt menneske nede fra contoiret trådte ind : „ Jeg skulle hilse fra deres søn , at de ikke skulle vente på ham ; han er taget ud at fiske med herredsfogeden “ , meldte denne . „ Men er be da bleven gale ! “ råbte from . Mere hørte vi ikke ; thi med det samme , at det unge menneske gik , forlod også jomfruen og jeg stuen . Kun liden ro fik jeg den nat . Snart dvælede mine tanker ved fattighuset , og ved hvad der formodentlig foregik i dette oieblik , og idet mit hjerte bankede hørligt ved foresfillingen om , hvad Joseph måtte føle i det oieblik han blev pågreben , påkom der mig en smertelig tvivl om , om jeg også havde handlet rigtigt , om , hvad Joseph ville tænke , dersom han fik at vive , at det var mig , mig , som han stedse havde behandlet med godhed , der havde forrådt ham . Og dog , havde jeg nu givet ham et vink , havde jeg været ham behjælpelig til hans flugt , hvad så ? Ved denne tanke stod Annas sørgmodige ansigt , samt den bitre , pinlige skam og sorg , hvorunder bæk nu bøjedes , så tydelig for mig , af jeg næsten bluedes ved , af det kunne være falden mig ind af handle anderledes . Ved hver lyd , ved hver rullen af en vogn i det fjerne , sprang jeg op og løb til vinduet , for atter med endnu større uro af vende tilbage til mit leje . Længe formåede jeg imidlertid ikke af udholde det her , og da der nu ikke kunne være længe til det blev dag , stod jeg op og satte mig , efter af jeg havde klædt mig på , hen ved det åbne vindue . Endelig begyndte det af dages , froms hus trådte tydeligere og tydeligere frem i dæmringen . Spurvene under tagskægget skal hovederne frem og kvidrede . Den store hvide kat kom sagte listende langsmed plankeværket , og idet den slog med halen , kastede den et længselsfuldt blik op til dem . De høje popler , udenfor huset , svajede nu et par gange frem og tilbage i en frisk luftning , der strøg hen ad gaden , sendende en regn af dug ned på kenne , medens en forfriskende blomsterduft strømmede ind til mig ovre fra haven . Nu nåde lyden af vognrummel mit ore , og idet den kom nærmere og nærmere kunne jeg skelne , at der måtte være flere vogne i følge . Vcægteren , der havde siddet på vor stentrappe , rejste sig og trådte et par skridt frem , idet han lyttende bøjede hovedet til den ene side . Et oieblik stod han således , da rettede han sig hastig og ilede ned ad gaden , vognene nærmede sig nu hastigt , dundrende , så husene rystede , for de ned ad gaden , medens jeg bøjede mig langt ud af vinduet seende dem i møde . Nu bøjede de om hjørnet . På den forreste sad herredsfogeden , Niels from og begge skriverne . Idet de kørte forbi , nikkede den første til mig med en mine , der sagde mig , at alt var lykkedes til fulde . På den næste vogn sad Olsen og ved siden af ham Joseph tilligemed søgnefogeden og en anden mand . Sammenkrøben , ligbleg og med sænkede blik sad den ulykkelige , som et billede på den højeste fortvivlelse . Ved dette syn grebes jeg atter af hint pinlige nag , og idet jeg støttede mit hoved i min hånd fældede jeg bitre tårer . Lidt op af formiddagen var byen allerede opfyldt af nattens begivenheder . Herredsføgeden havde med sine egne folk og Niels from , som han havde formået til at tage med , samt nogle bønder omringet fattighuset , og derefter grebet ioseph , der lå og sov i noget halm på loftet . Denne havde i det foreløbige forhør , der , for at han ikke skulle få tid til at betænke sig , var bleven afholdt derude , straks tilstået alt . Som en følge af , at han i slaveriet havde gjort sig skyldig i en forseelse , der medførte en ligeså hård som pinlig straf , havde han straks besluttet sig til atter at bryde ud , hvilket også , smidig og opfindsom som han var , snart var lykkedes ham . Ved et tilfælde havde han hørt tale om bæk og straks besluttet ved et indbrud der at sætte sig i besiddelse af midler for dermed at kunne flygte ud af landet . Allerede den første nat efter at være brudt ud , havde han vidst at sætte sig i besiddelse at et par hvide lærreds benklæder og en blå frakke , hvilke dele han stjal i et sled i nærheden af København . Allerede den næste nat ankom han i nærheden af Frederiksværk ; men da han var aldeles ubekendt med lejligheden i sølyst , så besluttede han først at udspionere denne . I den anledning skjulte han sig i en kornhesse som stod der i nærheden , og da han nu hen ad aften på den dag da brovn og Lester senere på aftenen aflagde deres besøg hos bæk , så denne gå ud og straks efter ham tjeneren , så besluttede han straks at gå derind , hvor der , som han formodede , nu næppe var andre end fruentimmer hjemme , og han ville da som betler søge at orientere sig i lejligheden . Da han kom derop , overbeviste han sig imidlertid snart om , at der slet ingen var hjemme , af hvilken grund han straks gav sig til værket . Fra fattighuset , som han om natten havde gjesfet , for om mulig at få fat i nogle fødemidler , havde han medtaget den lille økse , og med denke begyndte han , efter igennem et åbentstående vindue at være kommen ind i havesalen og derfra ind i kontoiret , netop at ville opbryde en jern-pengekasse , som stod derinde , da tjeneren kom hjem . Han skjulte sig nu under sofaen og her lå han endnu da bæk kom hjem og straks efter ham de to fremmede . Af deres samtale , som han således blev vidne til , forstod han vel intet , men han så pengene , som bæk udbetalte , og hvilke den ene af de fremmede stak til sig . Da han nu såvel ved det forsøg han selv havde gjort , som også ved at se bæk åbne og lukke pengesfabet , kom til den overbevisning , at det ville blive ham umuligt at åbne den med det redskab han var i besiddelse af , så besluttede han , dersom der var nogen mulighed for , at stjæle pengene fra hine . For nu at få at vide , hvor de gik hen , krøb han , i det øjeblik de alle havde forladt contoiret , frem af sit skjul , og sprang , endnu medens hine passerede værelserne , ud af vinduet , hvorpå han fulgte bag efter dem . Idet de nu således gik , og alt som de nærmede sig byen , opstod der hos ham , ved tanken om den frygtelige straf , der ventede ham , dersom han atter blev pågreben , samt ved overbevisningen om , at det ville blive ham umuligt at slippe ud af landet uden penge , en fortærende og kvælende frygt for at byttet skulle undflippe ham . Lidt efter lidt blev han som greben af raseri , og uden overlæg , uden at betænke at han i en kamp mod to let kunne komme til at bukke under , styrtede han sig ind på Lester og bibragte ham med øksen et sådant slag i hovedet , af han øjeblikkelig segnede som død til jørden . Derefter opstod en rasende , fortvivlet kamp med brovn , i hvilken Joseph flere gange nær var bleven overvunden , og det skulle vel også være kommen således , dersom ikke hin ved af snuple var styrtet bagover og derved med en sådan for^e stødt hovedet mod en sten , af han besvimet blev liggende , Joseph bemægtigede sig nu tegnebogen , og havde siden den tid , medens han om dagen skjulte sig i skoven eller i kløfterne ved stranden og om natten sov på loftet i fattighuset , forgæves bestræbt sig for af komme bort . Den røvede tegnebog , som fandtes hos Joseph , indeholdt ikke alene den sum penge , som bæk havde udbetalt , men også , hvilket gav glæden over den skete opdagelse en forhøjet glans , et par breve fra brovn til Lester , hvoraf fremgik , af dennes Broder ikke var død , men da man af hin skibskaptajn havde erfaret bæks opholdssted , samt dernæst ved af sammenholde den overraskelse og uro denne havde udvist ved mødet med hans hurtige afrejse fra Amerika , var kommen til den overbevisning , af b cek antog hin for af være dræbt , så besluttede man af benytte lejligheden til om muligt af udpresse penge af denne . Det hele var altså et lavt bedrageri , der på en sørgelig måde havde hevnet sig selv . Straks efter af jeg , der på en tur igennem byen havde erfaret alt dette , kom ind til froms , hvorhen jomfru kold , ved det første løse rygte , hun havde hørt af Caroline , havde begivet sig , trådte også herredsfogeden derind . „ Ja se ! “ udbrød han , „ Smil og glade ansigter , røde kinder og strålende øjne . Er det dog ikke flammeligt , af man aldrig kan få lov til af være den første , der bringer en rigtig god nyhed . Den Pokkers Fru Fama pidfler straks omkring som en gal kat , således af en lidt buttet borgermester umulig kan følge hende . Men “ , vedblev han henvendt til mig . „ Der står synderen , den livagtige Fru Fama i benklæder og kort trøje . “ „ Ham , svarer jeg for “ , sagde from , „ thi han kom i dette dieblik ind ad døren . “ „ Ja , så sværger jeg på , af det er jomfru kold . “ „ Atter på fejl vej , hr. Herredsfoged “ , sagde denne . Caroline havde rigtignok berettet mig lidt om , hvad byen er fuld af , men da jeg kom herover , var man dog langt bedre underrettet end jeg . “ „ Har Peter da virkelig ikke sagt et eneste ord , har han ikke givet et betydningsfuldt vink , et pip , som bragte dem på sporet ? “ „ Talen kan kun være om i går aftes ; men da talte han kun om gamle Else og hendes malplaisente ttekopper . Nå fortæl så , hr. Herredsfoged “ , bad from . „ Men glem endelig ikke min andel i affairen “ , tilføjede Niels . „ Gudbevares , den beskedne bærer prisen , og derfor vil jeg straks gøre verden bekendt med , at Niels med en stør stok i hånden stod i en hel time på hjørnet af fattighuset og Overby hede . “ „ Men æren , hvilken ære indlagde han sig ? “ Spurgte from . „ Min gud , han sad ved siden af mig , da vi kørte hjem . “ „ Det vil unegtelig sige meget ; kun beklager jeg at jeg sikkerlig har delt den ære med mangen førvorben røver og stimand . Iøvrigt må jeg med selvfølelse bemærke , at medens jeg stod på min post , var det min faste beslutning at sejre eller dø . “ „ Tog de den før eller efter at Joseph var lagt i lænker ? “ „ Naturligvis efter , før kunne den have forvoldt mig store vanskeligheder . “ „ Men med alt dette får vi jo ikke af høre , hvorledes det hele er gået til “ , indvendte madam from . „ De havde i går aftes min stakkels mand tilbedste på grund af hans nysgerrighed ; men jeg må da sige dem , af det lader han sig ikke to gange gå på . “ „ Måske ikke frivilligt , bedste madam form , men tro de mig , når sagen tages med lempe og forsigtighed , så kan man måske nok have held med sig endnu engang . Vil de imidlertid , give mig en kop kaffe i stedet for den kop the , de sparede iaftes , så skal de høre , hvor jeg kan fortælle . “ „ Ja , men kaffe opvækker fantasien , og her handler det sig om den pure virkelighed “ , bemærkede from . „ Som det altid gør i handelsverdenen “ , svarede hin . „ Jeg er imidlertid overbevist om , af damerne og speccielt jomfru kold intet har imod af se denne prydet med hiins blomster . “ „ Å ja “ , svarede jomfruen , „ hellere end jeg seer den prydet med en groevling , som ved Josephs første pågribelse . “ „ Hvem skulle dog have ventet at få en så gammel gjceld betalt ! “ udbrød herredsfogeden forbavset . „ Jeg hører til den gammeldags slags folk , som holder af at gøre rede og rigtighed . Men lad dem nu ikke opholde . “ Herredsfogeden bekræftede nu i fin fremstilling , det voesenllige af , hvad vi allerede havde hørt , hvis interesse han dog vidste at sorhøie ved beretningen om mange biomstændigheder . „ Ja der seer man ! “ udbrød from endnu ganske betagen af , hvad han havde hørt , „ hvilke sinker vi dog er imod øvrigheden . Der var da ikke en sjæl , hvis tanker faldt på Joseph . “ „ Nej desværre jeg indrømmer det , ikke en eneste sjæel tæenkte på ham med undtagelse af Peter kold , og havde han ikke lukket oinene op på mig så havde jeg sikkerlig været blind endnu . “ „ Men hvem “ , råbte Niels , hvis tanker forvirrede strejfede vidt omkring “ , hvem er denne Peter kold ? “ „ Ja hvem og hvad han var , da han fremstod i ridebeenklcederne , derom vare meningerne delte , hvilket jeg nok tror , at jomfru kold skal findes villig til at bevidne . Men nu “ , vedblev herredsfogeden , idet han med et hjerteligt blik rakte mig hånden og trak mig frem i stuen , „ nu , hvilket jeg med tak og påfljonnelse erkender , har han viist sig at være ligeså snarrådig som besindig og ufortrøden , hvor det kommer an på at kunne udrette noget godt . “ „ Tankfe jeg ikke nok “ , udbrød from , efter at hin havde fortalt , hvilken lod og del jeg havde havt i Josephs pågribelse , „ at du iaftes havde et bjerg på dit hjerte , som tyngede hårdt , men bravt var det min dreng , at du ikke lod det klemme hemmeligheden ud af dig . “ Jomfru kold , der med et udtryk af den højeste overraskelse og inderligste glæde , havde lyttet til herredsfogedens beretning , rejste sig nu , og idet hun lagde armen om min Hals , udbrød hun med en så kærlighedsfuld og mild stemme , at jeg blev dybt bevæget : „ Min egen hjertens dreng , gud velsigne og glæde dig , i hvis lod det faldt at blive et redskab til en uskyldigs frelse . Anna havde hidtil siddet tavs ; men hun var bleven blusende rød og hendes læbers skælven tilkendegav , hvor bevæget hun var . Da jeg nu forvirret og undseelig over den opmærksomhed , der vistes mig , nærmede mig havedøren for af slippe ud , greb hun min hånd og følgende sit hjertes indskydelse , kyssede hun mig , idet tårerne strømmede ned over hendes kinder „ Jeg troer også nok , af jeg ville kysse dig , Peter , dersom jeg havde den samme anledning dertil som Anna ; men det har jeg ikke , derimod vil jeg udnævne dig til min ridder og beflytter mod forløbne amerikanere , busser og basser og alle fladelige dyr “ , sagde Marie , „ dog må du først sige mig ; hvorfor du ikke også var med til af fange Joseph ? “ „ Fordi jeg , hvad ham angik , nok ville gøre min pligt ; men heller ikke mere . “ „ Godt , så bar du her bestallingen “ , svarede hun rækkende mig hånden . » Ere i så forløvede ? “ spurgte Theodor , der alvorlig havde stået og hørt til , „ for så vil jeg gå ind og forkynde det for alverden og den høje øvrighed . “ „ Ja gør du det , dersom du har lyst til af gøre dig endnu mere latterlig , end du allerede er . Thi når du ikke ved “ , vedblev hun , „ af der er ligeså stør forskel på af være en dames ridder og beflytter og af være hendes forlovede , søm der er på brændte gule wrter og ægte moeca bønner så har du en ligeså dårlig vare som verdens kundskab . “ „ Ja men man kan jo ikke vide , de brændte gule wrter gå dog for kaffe “ , bemærkede Theodor . „ Måske i din butik , men ganske vidst ikke i min “ , afbrød hun ham . Vi hørte nu inde fra havestuen et udbrud af glæde og deltagelse , som sagde os af bæk var kommen , og straks efter lød også hans klare , venlige stemme derinde fra . Bevæget og med et udtryk , af inderlig glæede gik han fra person fil person ; men ved Anna dvælede han længst , og da han nu ved af stå i nærheden af havedøren fik øje på mig , var det , som kostede det ham overvindelse af slippe hendes hånd , medens han bragte mig sin tak . „ Vi har et mellemværende med hinanden “ , sagde han fil mig med et hjerteligt og taknemligt blik , „ der , som jeg føler , vil knytte os sammen for hele vort liv , og jeg , forsikrer dig , såsandt jeg her står frie og frelst , af jeg ikke et eneste dieblik skal glemme , hvor stort det på min side er . Jeg troer aldrig “ , vedblev han derpå mildt , idet han vendte sig til de øvrige , „ af jeg har følt en sådan glæde ved alt , som i dette dieblik . Det er før mig som var solens skin klarere og mildere , som var skyggen svalere , træernes blade grønnere og mere saftfulde og himlen mere blå og dyb end nogensinde før . Og alt dette “ , tilføjede han med 310 et lille smil , „ har jeg vel den omhyggelighed af takke før , før hvilken jeg i den sidste tid har været genstand . “ „ Det er imidlertid kun en lille trøst før den , i hvis skæbne det er falden af skulle være den omhyggelige . Jeg beklager inderligt og af mit ganske hjerte , af så stærk end ellers retfærdighedens arm kan være , så magtesløs , så ude af stand er den til af give den uskyldige , som ved ulykkelige omstændigheder er kommen til af sukke under dens vægt fuldstændig og i alle henseender tilfredsstillende oprejsning . Som det nu engang er består denne nemlig kun i en tør og simpel erklæring . “ „ Og hvorledes skulle det kunne være anderledes “ , svarede bæk . „ Hvad der er flet lader sig ikke gøre ufleet ; den i sorg , i tvivl og angest tilbragte tid , de mørke dage og vågne nætter lade sig ikke udflætte , ikke forvandle uden ved et mirakel , og et sådant ville det jo også være , dersom der gaves en ovrighed , som var ufejlbar , eftersom jo også den er mennesker . Selv med det skarpeste blik , den klareste forstand og den bedste villie kan den føres bag lyset , og jeg frem for alle har mindst af beklage mig over , eftersom jeg selv har bidraget mest dertil . “ „ Da sagde de mig dog sandelig sandheden og lagde ikke dølgsmål på noget . “ „ Det gjorde jeg ; med så vidt var det kommen af jeg selv derved måtte hilde deres blik , hvilket imidlertid var en ligefrem følge af , af jeg ikke havde væeret ligeså oprigtig i det land , mod hvis love jeg havde syndet . Knuden er , af man , hvad flige sager angår , nok har mod til af tage sig selv tilrette uden dog af turde bære følgerne deraf . “ „ Hvilket igen er en følge af , af der gives forbrydelser , selv af den skjændigste Art , som loven ikke kan ramme , og med hensyn til hvilke , man altså selv kan blive nødsaget til af exeqvere straffen . Har man heri handlet efter sin bedste overbevisning , da ville det være et ubilligt forlangende , at man skulle underkaste sig den lovs straf , som ikke formåede at beskytte en “ , sagde Niels . „ Det vil sige , at de med al en ung , nordisk bersærks ville mod forsvarer duellen “ , sagde herredsfogeden . „ Lad mig imidlertid sige dem , at det er et af de farligste onder , hvoraf en stat kan lide , og de har jo nu selv set de sørgelige følger deraf . “ „ Men selv om disse havde været endnu sørgeligere , måtte de bæres og tanken om , at en nedrig og skjændselsfuld gerning havde fået fin fortjente straf , ville gøre dem lette . “ „ Det er også min smule trøst “ , sagde bæk , „ idet jeg dog på den anden side må sige mig selv , at havde mit mod også strakt til at bære følgerne , så skulle måske megen ulykke have været forebygget , og jeg havde ikke behøvet at sænke blikket eller krybe i skjul for hin skibskaptajn , som vi på vor seiltour mødte . Jeg giver iøvrigt hr. herredsfogeden ret . Duellen er et sørgeligt onde , det vil sige , når den udarter til , at der krcrves blod for hvert uoverlagt ord , for hver mine eller gebæerde ; men da det er mandens pligt af beflytte den svage , af bekoempe forbrydelsen , lasten og dens fordømmelige følger , hvilket andet middel står da til hans rådighed , når loven tier ? “ Ved oisse ord farvedes hans kinder af en let rødme , og i hans blik lyste en mild glans , idet det traf Annas , som med deellagelse dvæelede på ham . „ Det er en trøst og glæde “ , udbrød jomfru kold , „ i denne materielle lid , dog af høre nogen tale et manddoms ord og forsvare den ridderlighedens ånd , som jeg næsten troede tilhørte en svunden periode . Der gives endnu vel riddersmand “ , tilføjede hun med et bittert smil , „ men de bringe det sjældent videre end til af slå på sværdet , til af drage det er de for fornuftige . “ „ Ja men hør nu jomfru kold “ , ivrede from , „ seæt vi nu tog Tingen i den forstand , som de synes af mene , sket jeg nu benede omkring for af udfinde og beskytte den betrængte uskyldighed imod bedrageri , ondskab og lumskhedens sule rænker , idet jeg hevnede og straffede , hvor jeg kom frem , hvor meget tror de så , der blev tilovers af mig , inden jeg kom tilbage . “ „ Hovedet ville du da for det første miste fader “ , sagde Niels , „ dersom du til en begyndelse fog den betrængte smed Hansen i beskyttelse mod hans kone , der nok vafler kulstøvet af ham , når han kommer hjem om aftenen . “ „ Nå , der seer de , jomfru kold “ , udbrød hin triumferende . „ Niels siger det selv . Til i vor tid at være middelalderlig ridder hører megen conduite , og under alle omstændigheder vil det derved blive grumme vanskeligt at passe sin handel . Ja , ja jomfru kold “ , tilføjede han med et ængsteligt blik , som opvakte selskabets munterhed , „ se nu ikke så glubende på mig . Trods denne materialisme er jeg dog , hvilket jeg ran forsikre dem , i besiddelse af så megen ridderlighed , at når det kommer an på at forsvare eller beskytte mine ncermesfe mod ondskab og overlast eller hevne en dem tilføjet forncrrmelse , så skal jeg trods lov og forbud ikke lægge fingrene imellem , og det ville kun røre mig lidt om capaeiteter som Joseph og de to amerikanske riddere gik ad nndns derved . “ Samtalen fog nu en muntrere retning . Flere bekendte kom til , den ene efter den anden og snart var et stort selskab forsamlet . Med sit milde ansigt og hjertelige blik og uden trods mængden af de uventede gjcrster at vise hastværk eller anstrengelse sørgede md . From , hjulpen af Anna og Marie , for enhver . Kun da hen ad mørkningen from bad dem alle tage tiltakke hos sig om aftenen , så jeg hende kaste et forskrækket blik til Anna , som besvarede det med et beroligende til det store flueflab , som hang på gavlmuren , hvori en mæegtig kalvekølle beskyttedes mod fluernes demonstrationer . Luften blev mere og mere stille og lun ikke et blad rørte sig og i den nære skov og havens frugttræer qviddrede fuglene om kap , som ville de overdøve det muntre selskabs tale , sang og latter , der lød fra fjernt og nær i den store have . Da mørket faldt på fik ungdommen travlt med at behcenge de høje lindetræers brede kroner samt de tilgrcændsende blomstrende buske med couleurte lamper , hvorfra et dæmpet , mangefarvet lys udbredte sig over alle omgivelser , medens nu par for par svingede sig i en lystig Dands til claveref , der var bleven henstillet ved havedøren . „ Ak Jammer og elendighed ! “ råbte from så pludselig og højt at dansen standsede og claveref taug , medens dog hans kone , med hvem han havde holdt en kort rådslagning , tyssede på ham . „ Her meldes en skrækkelig ulykke og skæbnesvanger omstændighed ; min kone forsikrer nemlig , at selv om vi kunne gøre os så små , som Peters varulv , der under overordentlige omstændigheder endogså førmåede at gå igennem et nøglehul , så ville vi dog umulig kunne få plads ved spisebordet derinde . Hvad skulle vi nu gøre ? “ „ Ja hvad skulle vi gøre ! “ gentog herredsfogeden . „ Dersom det ikke er sort ondskab og kvalificeret forrcederie , hvorved vi på en lumsk måde skulle snydes for stegen , hvis Duft allerede har bragt mit blod i kog , da skulle vi en for alle og alle for en bære hele den store uendelighed af lylter brceder , som slå nede i tømmergården , herop og deraf lave borde og bænke herude under himlens tag og lindetræernes kroner . “ Forflaget , der vandt almindeligt bifald , var snart bragt til udførelse , og kort efter sagde vi om de improviserede borde , hvor opdcækningen til fulde vidnede om , at der skulle mere end en crisis til at bringe madam froms køkken til at spille fallit . „ Jeg kan se på dem hr. Herredsfoged “ , sagde from gribende sit glas , „ at de står i begreb med at udbringe min skål , hvilken wre jeg også redelig har fortjent , når jeg betænker de brækkede og fordærvede bræeder , som vil blive følgen af denne storm . „ Det er ikke sandt “ , afbrød hin ham , „ jeg havde ikke sligt i sinde ; thi efter den skræk , de forhen indjagede mig , bærer jeg endnu et bittert nag til dem . “ „ Ja , det siger de nu sådanne , fordi jeg ved af falde dem i flanken forstyrrede deres koncepter . Udtrykket i deres ansigt , den måde , hvorpå de spidsede munden , samt de kærlighedsfulde blikke de kastede til mig . Alt borger før af de stod i begreb med ved velvalgte ord af bringe mig deres hyldning . Dette vil jeg heller ikke førmene dem , kun må jeg bede dem om af vente lidt . Det har nemlig altid været skik og brug , af de forlovedes skål drikkes først , og jeg vil derfor bede selskabet med mig af tømme et glas på hr. Bæks og min datter Annas velgående . “ Et jublende hurra besvarede denne skål , der imidlertid dog før mig kom så overraskende , af jeg , idet jeg løftede mit glas , gjorde en ufrivillig bevægelse ; hvorved jeg kastede dets indhold lige i ansigtet på Theodor , som sad ved siden af mig . Efter deklarationen af bæks og Annas forlovelse , ved hvilken overraskelsen døg ikke hos alle havde yttret sig på en så håndgribelig måde , som hos mig , var nu forløben næsten tre år . I den tid havde bryllupet sundet sted og var glæden derved end ikke større end ved hin improviserede fest , så var den ganske vidst heller ikke mindre , ligesom den også havde strakt sig over hele den lille by , idet det nemlig havde været brudeparrets ønske , af så vidt deres hænder rækkede skulle alle dele deres lykke , de havde nu i lcrngere tid boet på sølyst og der indrettet sig et hjem , der nu ligeså hyppigt som hos froms blev målet for vore sammenkomster . I min stilling var ingensomhelst forandring føregået , og trods det , af jeg nu var et voksent menneske , havde døg jomfru kold ikke kunnet overtale sig til tage nogen beslutning med hensyn til min fremtid . Tanken om af lade mig blive officier havde hun ihvorvel rigtignok med et dybt suk opgivet ; men derved var det også bleven slående , og hvor alvorligt og hyppigt end from og bæk mindede hende om , af det var på den højeste tid , af hun og jeg tog en bestemmelse , så blev det døg ved det gamle . Ulykken var af hun hverken kunne eller ville afse mig . Hun kunne ikke bære tanken om af se mig forlade sig og drage ud i den vide verden , og da der i byen ingen stilling gaves , som nogenlunde svarede til de fordringer hun gjorde før mig , så blev problemet om , hvilken rolle der skulle tildeles mig i livet i høj grad vanskelig af løse . Herredsfogeden var en af de første som brændte sine fingre derpå , idet han nemlig tilbød mig en plads på sit kontoir , hvorved en Carriere åbnede sig før mig , der på hine tider førte så mangen til anseelse og værdigheder . Jomfruen lod også et oieblik til ikke af være ganfle uvillig til af gå ind derpå , men da hun straks efter betænkte , af min titel ville blive skriverdreng , af hun ofte havde set de unge kavalerer , som indtage hin plads på kontoiret , bringe støvler til skomageren , hente brød hos bageren eller gå bagefter fuldmægtigen med protokollerne , så afslog hun tilbudet med en sådan energie , af herredsfogeden ganfle betuttet trak sig tilbage . from havde foreslået , af jeg skulle blive Theodors collega og lære handelen ; men forflaget var knap fremkommen før det blev afvist på en sådan måde , af from vel ved tanken om , hvorledes det var gået ham engang , da han anså det for sin pligt af gå over gaden med et godt råd , hastig trak sig tilbage . På en mildere men ligeså bestemt måde afviste hun bæks forslag om , af jeg skuloe studere . At være student og cavaleer tillige forekom hende af væere en umulighed , idet de alle , med undtagelse af Niels from , for hvem hun i den senere tid havde fattet mere godhed , for hendes tanker stod som pedanter med sorte kjoler , tynde ben , blege ansigter og sultne maver . For læerdom og kundskaber jhavde hun ganske vist stor respekt ; men da hun havde følelsen af , af de vare svorne fjender af det , som hun holdt for det højeste , så ønskede hun dem ikke indenfor sine døre . Josephs dom var nu endelig falden . Til min beroligelse lød den ikke på , af han skulle miste livet , hvorimod han på livstid skulle arbejde i rasphuset . Kongen , hed det , havde ikke villet underskrive dødsdommen , som en følge af , af Joseph bestandig fastholdt , af det ikke fra begyndelsen havde væeret hans tanke af myrde de to , men kun af gøre dem uskikkede til modstand for lettere af kunne plyndre dem . Også brovn havde fået sin dom , der lød på , af den lange varetægts arrest skulle træde i strafs sted , hvorefter han blev hjemsendt til Amerika . En dag efter , af jeg havde været ude for af meddele Else disse nyheder . Hun havde nemlig , som hun påstod , ikke været menneske siden hin nat Joseph blev grebet på loftet , og kun den kaffe og snustobak , som jeg så jevnlig bragte hende , var det eneste som formåede af holde hende oprejst , kom jomfru kold mig i møde med et så højtideligt og spændt udtryk , af jeg følte mig overbevist om , af noget særdeles måtte være hændet . „ Hvad sagde så gamle Else ? “ spurgte hun øjensynlig for ikke , som det hedder , af falde med døren ind i huset . „ Hun var som sædvanlig hjertelig taknemlig for alt , hvad de sender hende , tante . Iøvrigt blev hun glad overrasket ved af høre af Joseph slipper med af komme i rasphuset . “ „ Det kan man såmænd kalde pæn beskedenhed “ , bemærkede Caroline , „ og jeg er overbevist om , af det just ikke ville være mange , der skulle dele hendes glæde over af se deres undlinge i den Carriere . “ „ Det tilstår jeg , Caroline “ , svarede jeg , ^ , men når det skønnes , af den , de selv har valgt , på en temmelig unaturlig og hovedkuls måde stopper al Carriere , så er det ikke urimeligt , af de ville glæde sig ved sligt minimum af lykke ; i henhold til , af af tvende onder vælges det mindste . “ „ Og han vil der få lejlighed til af gå irette med sig selv og til af kaste et angrende blik på sin tidligere Vandel “ , tilføjede jomfruen . „ Den manglede ham såmænd ikke , jomfru , den gang han , som Peter fortæller , lå hele dage så lang han var i sit lysthus på klinten og gnavede på de stjålne spegepølser . Kunne hin stille ensomhed ikke bringe ham til eftertanke , så frygter jeg rigtignok for , af det selskab , han nu kommer i , vil gøre det endnu mindre . “ „ Angesten , han har udstået og straffen , han må lide , vil dog måske vække hans sjæl af dens dvale og smelte isen om hans hjerte . Lovens dom “ , vedblev jomfruen , „ går ikke alene ud på af straffe til advarsel for andre , men også på ved en opdragelse på ny , af bringe ham tilbage på pligtens vej . “ „ Da tror jeg sandelig , jomfru “ , svarede Caroline , „ af når dette skulle være meningen , så ville det ikke være alt for vanskeligt for kongen af finde en bedre opdragelses-anstalt end rasphuset . “ „ Det tilkommer ikke os Caroline “ , svarede hin med et straffende blik , „ af gå irette med loven . Hvad kongen i sin visdom har dømt , må være det rigtige , og det sømmer sig ingen af gøre bemærkninger derover . “ „ Måske dog med undtagelse af den , som det går ud over “ , bemærkede Caroline beskedent , „ som poppegøien sagde , da katten tog den . “ jomfruen rystede på hovedet uden af svare . „ Du ved Peter “ , begyndte hun derpå endelig efter i nogen tid af have siddet tavs , „ af der oftere har været tale om , hvilken livsstilling du skulle vælge , samt af jeg ikke har billiget noget af de forflag , som hidtil er bleven gjort “ , på mit bejaende svar vedblev hun . „ Jeg havde tænkt , du skulle være officier , ja oprigtig talt , jeg havde af hjertet ønsket og håbet det . Omstændighederne vare derimod , og måske var det også en forfængelig drøm , som så mangen anden , for hvilke vi takke gud , af de ikke blev opfyldte . “ „ Peter kunne være bleven slået ihjel eller i det mindste være bleven ynkelig tilredt af de forsorne englændere “ , oplyste Caroline . „ Men han kunne også bedækket med hæder og roes være vendt tilbage fra valpladsen , hvor han havde kæmpet som en mand for konge og fædreland “ , svarede jomfruen med et udtryk , der viste , hvor greben hun følte sig ved tanken derom . „ Det ffulde imidlertid ikke være således , og måske er derved også forebygget en ulykke , som jeg ikke tør tænke på . Når man nu “ , vedblev hun , „ ikke drives af nødvendigheden for af forskaffe sig sit livsophold eller af et uimodståeligt kald til en eller anden gerning , så indser jeg ikke , hvorfor man overhovedet absolut skal vælge en bane , det vil da sige , når man er i besiddelse af rigelige midler til af forskaffe sig et frit og behageligt liv . “ „ Hr. Bæk siger “ , indvendte jeg , „ af enhver bør gøre den nytte i verden , han formår , og af arbejdet giver livet et højere værd , ligesom det også forædler mennesket . “ „ Og hr. Bæk er sandelig en klog og dygtig mand , hvis ord er værd af lytte efter “ , svarede hun , „ men så vel han som hr. From anlægge i så henseende en , efter min mening alt for indskrænket målestok . Man behøver , som jeg tror , hverken af være akademisk eller stadsborger for af kunne arbejde , ligeså lidt som man behøver af have lært en kunst eller en profession ; thi ligeså vidst som den , der er i besiddelse af dannelse og forstand ikke kan undvære arbejdet , ligeså lidt vil han nogensinde mangle det . “ „ Men , tante , det kommer an på om dette da bliver til gavn og glæde for ens medborgere eller for fædrelandet ; thi deraf afhænger tilfredsstillelsen , man skal have deraf . “ „ Hvilket gavn eller hvilken glæde tror du da af staten og medborgere have for eksempel af skomagernes eller skrædernes professioner ? “ „ Ja , da må jeg da rigtignok sige , jomfru “ , indvendte Caroline , „ af havde vi ikke den slags håndværkere , så kom vi , når sandheden sial frem , til af gå omkring som Adam og Eva i Paradis . “ „ Og for af undgå dette , min gode Caroline , så ville vi nok finde på , dersom vi ingen skomagere eller skrædere havde , af forfærdige vore klædninger selv , hvoraf , som jeg tror , moraliteten ikke ville lide , når der tages hensyn til vor tids øverdrevne luksus og pyntesyge . I gamle dage sade riddernes damer med deres terner og fløge bæven , og af det forarbejdede stof tilvirkede de klæder for husbonden og hans svende ; med guld og sølv og kosteligt silke baldyrede de våbenkjortelen og det brede axelfkærf medens fromme , blide sange fil kampens og kærlighedens pris lød fra fruerstuen . “ „ Ja , men imedens sagde ridderne og drak sig fulde og slog hinanden fordærvet med skinkebeen , det har jeg da hørt “ , indvendte Caroline . „ Min mening er “ , vedblev jomfruen med et ringeagtende blik fil Caroline og uden af værdige hende noget svar , „ af du , Peter , ved åndens rige hjælpekilder let ville kunne sinde en beskjeffigelse , som kunne være fil tilfredsstillelse for dig selv og fil gavn og glæde for dine medmennesker , uden af du derfor behøvede af drage ud af dit hjem , og søge fil en fremmed Arne , uden af du behøvede af forlade det sted , hvor du voksede op i kærlighed og fred ; thi bedst er det , når man kan nyde sin manddoms kraft og lyst og sin alderdoms søde frugter der , hvor man plukkede sin ungdoms gyldne , spraglede blomsler . Verden tillader imidlertid ikke af man følger sin egen overbevisning ; i det små som i det store kan man ikke unddrage sig dens indflydelse , når man vil leve i fred , og jeg har derfor , hvad dig angår , besluttet af være den til måde , nu da en en lejlighed tilbyder sig , der forekommer mig nogenlunde passende . “ „ Og hvilken er det ? “ spurgte jeg i spændt forventning . „ Den gamle Svendsen , der jo , som du ved , er hoffourer hos prinsessen af durlach , som for tiden boer på jægerspriis , var her i dag for som gammel bekendt af aflægge mig et besøg . I samtalens løb kom han til af yttre , af han på grund af tit svækkede syn ville blive nødsaget til af antage en skriver . Vel er rigtignok det nuværende Hof på jægerspriis kun lille og har kun lidt af sige mod dengang høisalig arveprinds Frederik residerede der , hos hvem Svendsen også var hoffourer ; men da der såvel ved haverne som ved slottet endnu fra hin tid er ansat endeel betjente med hensyn til hvilke han , som også hvad de forefaldende udgivter fil istandsættelse og vedligeholdelse angår , fører regnskabet , så har han ikke så ganske lidt af bestille . Efter nu nøje af have erkyndiget mig om , hvorledes det unge menneskes stilling ville blive , som han agtede at antage , og jeg derved erfoer , at om den end ikke ville kunne kaldes en overordnet , så var den også langtfra at være nogen underordnet , og havde aldeles intet med betjening , hverken på den ene eller den anden måde , at bestille . Den kunne , kort sagt , efter min opfattelse kaldes cavaleermæssig , det vil sige , når den , der kom til at beklæde den , selv var cavaleer . Hans præedicat ville dernæst blive hofskriver , hvilket -- -- -- . „ Dog altid smager af fugl “ , afbrød Caroline hende . „ Må jeg bede dig , Caroline “ , sagde jomfruen med et indigneret blik , „ om at gå ud og sørge for theen , — hvilket “ , gentog hun derpå , som om intet var forefaldet , „ er en ligeså passende som net titel for et ungt menneske . Da jeg nu nøje havde erkyndiget mig om alt dette , og dernæst ved tanken om , at du ved at komme der , ikke blev fjernet allfor langt herfra “ , her tav hun et dieblik medens hun bedækkede sine dine med lommetørklædet , „ så anholdt jeg om pladsen for dig . Efter dernæst at have set en prøve af din håndskrift , samt efter at have hørt om , hvad du har lært , gik han beredvillig ind derpå , og det slår nu fil dig , om du vil gå ind derpå eller ej . Dog det vil jeg sige dig , ' min egen dreng “ vedblev hun , idet hun greb min hånd og trak mig hen fil sig , „ har du det ringeste derimod , føler du sorg og uro , slår dit hjerte i angest og smerte ved tanken at skulle færdes blandt fremmede eller ved følelsen af at skulle forlade dette sted , da bliv , da bliv her hos mig , der når du er borte vil savne dig fil hver en tid og ved hver en lejlighed . Lad os forenede bekæmpe al fremmed indflydelse og leve med hinanden . “ Ved disse ord , som hun fremførte med en af bevægelse sittrende stemme , betragtede hun mig med et så kærligt og bønfaldende blik , at jeg ikke et oieblik kunne tvivle om , hvilket svar hun helst ville høre af min mund . Jeg havde imidlertid alt for ofte såvel i spøg som i alvor måtte døje hentydninger fil mit æulee farniovte , at jeg ved tanken derom ikke kunne være tvivlrådig , ligesom der også var noget i selve forslaget , der bragte en streng i mit bryst fil at lyde , som vel i nogen tid havde været forstummet , uden dog , som jeg nu mærkede af have tabt sin klang . „ Jeg tror tante “ , svarede jeg nølende og med usikker stemme , „ af det er bedst , jeg tager derimod . Du kan tro det ville snart fortryde os begge , dersom jeg lod denne lejlighed slippe fra mig . “ „ Jeg vidste det min dreng , ja , ja jeg vidste det , det måtte blive dit svar , og det kan vel ikke være anderledes . Mit hjerte er blødt og mit sind er svagt , når talen er om dig , som er mit livs solskin og glæde , som er den , ved hvem mit hjerte hænger , og som så rigeligt har gjengjeldt min inderlige kærlighed . Men du har ret , det må være således . Tiden er kommen da du må prøve dine vingers styrke for af vise dig selv og andre , hvad du formår . Det er ynglingens lod af skulle kæmpe , for af han i striden kan modens til mand , og ville jeg ved mine bønner formane dig af optage handsken , da skulle du måske for stedse miste den grundvold , på hvilken livet skal hvile , nemlig bevidstheden om eget værd . Gå derfor , min dreng , og skulle øjeblikket komme , da du føler dig træet og mødig , da vil du her finde fred og hvile . “ Efter af det første indtryk af af se jomfruens sorg var bekæmpet , må jeg tilstå , af jeg følte mig uendelig glad over , af jeg nu var bleven fil noget , af jeg nu skulle indtage en stilling i verden , der langtfra forekom mig af være så grumme beskeden . De fantasier og løjerlige ideer , hvoraf mit hoved i min barndom havde været opfyldt . Tankerne om rigets cantsler og første krudtmester , vare vel forlængst bortdunstede , ligesom også bevidstheden om af jeg højst sandsynlig ville kunne finde min moder på et ganske andet sted end i end karett med fire heste for , som en sorgfuld og meget fornem dame , havde bevæget mig fil af opgive jagten på den slags kjøretøur ; men , ja lidt var der måske dog bleven tilbage . Noget havde dog nok skjult sig således , af hr. Bcrk ikke havde formået af finde det ; thi vidst er det , af da jeg første gang , efter af bestemmelsen var taget , gik ned ad gaden for af tale med skrcederen , der nu ville få fuldt op med min garderobe af bestille , da syntes det mig , af byen var bleven mindre og jeg større , af gaden var bleven smalere og jeg bredere , samt af de folk , som mødte mig , hilste mig med større wrbødighed , ihvorvel mig vitterligt endnu ingensomhelst vidste , af af drengen Peter havde hr. Hofskriver kold udviklet sig . jo mere jeg tænkte derover , jo mere forekom det mig af være en så overordentlig og ubegribelig lykke jeg havde gjort , af jeg blev i hej grad forvirret ved af se det forbavsede og skuffede ansigt , hvormed bæk modtog efterretningen derom , som jeg straks bragte ham efter af have udrettet mit ærinde hos skræderen . „ Skriver hos hoffoureren ! “ udbrød han , idet han rejste sig fra bordet , ved hvilket han havde siddet og læst højt for Anna , som var beskjeftiget med noget sytøj . „ Af hvilken natur blive da dine forretninger der ? “ „ Det ved jeg ikke bestemt “ , svarede jeg lidt iriteret ved tonen , hvori han spurgte , „ men da jeg hidtil ingen forretninger har haft , så er dette dog altid en begyndelse . “ „ Men som fører , efter hvad jeg kan forstå , til en temmelig flan ende . “ „ Bryd dig ikke om ham , Peter “ , sagde Anna , idet hun nikkede venlig fil mig . „ Du ved han er en amerikaner , som vejer alt med guldvægten og seer på livet med et gruelig praktisk blik . “ „ Men han ved også , at han i mig har en trofast og ærlig ven , som derfor nok har lov at tale et lille ord fra hjertet . Sig mig nu “ , vedblev han , „ hvortil fører denne ansættelse ? Vi har jo ofte talt og været enige om , at det ikke kommer an på for et menneske der har lært , hvad du har lært , at finde en beskjeftigelse , men derimod på at vælge en vej , som kan føre fil et ønfleligt og ærefuldt mål . “ „ Når man er tilfreds med mig og lykken er mig god , så kan jeg vel med tiden nå at blive hoffourer “ , svarede jeg med selvfølelse . „ Hoffourer “ , gentog han , „ ja jeg tænkte det nok , men om du så kunne nå at blive hofmarskalk ville det da være et mål , som formåede at sætte kronen på alle en mands forhåbninger og fordringer fil livet , ville det være det ønskeligste og bedste for den , hvem gud har givet evner og kræfter fil at virke med . Ville det være en livsgerning , på hvilken man stolt og glad kunne se tilbage med fortrøstning om , af den ikke havde været forgæves ? Nej , min ven , sløvet , dorsk og fuld af kedsomhed ville man se tilbage på et liv , hvis hele gerning havde været af beregne gulerøddernes pris eller af agere underdanig tjener . “ Som himmelfalden af forbavselse over af høre værdigheder omtale på en sådan måde , om hvilke det aldrig var falden mig ind , af der kunne være mere end en mening , om hvilke jeg aldrig havde tænkt mig , af der kunne tales på anden måde end med den dybeste ærefrygt , stod jeg et øjeblik uden af svare . Endelig tog jeg mod til mig , og idet jeg ikke kunne dølge min ærgrelse , svarede jeg : „ De har selv så ofte sagt , hr. Bæk , af ingen formår af lægge en alen til sin vækst , og af det derfor er det eenfoldigste af alt af gøre sig til mere end man i virkeligheden er . Når jeg nu i beskeden følelse af , af jeg bedst passer til hin stilling , der iøvrigt ikke af alle bliver så strengt bedømt , så trøede jeg af have handlet i overensstemmelse med deres anskuelser . “ „ Og under alle omstændigheder , Peter , har dn ret til at blive rigtig alvorlig vred på bæk “ , sagde Anna , idet hun nikkede truende ad denne . „ Men nu seer du , hvorledes en rigtig fast og kraftig mand bærer sig ad , når hans forhåbninger glippe . Jeg skal nemlig sige dig , at han havde udkastet en plan så smuk tiltalende , at jeg af hjertet delte hans glæde derover ; men denne er nu tildeels strandet som en følge af din ny bestemmelse . “ „ Ja jeg må tilstå det “ , sagde bæk smilende , idet han bøjede sig og kyssede hende . „ Af bare ærgrelse over , at ikke jeg , men derimod du selv og din tante blev de åndende , lod jeg vreden løbe af med mig og fornærmede både dig og andre . Jeg har i sinde “ , vedblev han , „ at anlægge en stor klædefabrik her , hvortil beliggenheden her i mange henseender er gunstig , og det var da min mening at optage dig som min associe . Ved dine sprogkundskaber og din dygtighed i at regne ville du snart kunne have sat dig ind i contoirforretningerne og bleven mig til megen nytte . Du ville derved kunne være bleven her , som din tante og vi alle ønske , og jeg er overbevist om “ , tilføjede han , idet han hjerteligt trykkede min hånd , „ at vi i trofast sammenhold ville have arbejdet sammen til et mål . “ „ Jeg tvivler om , at jeg kunne være bleven dem til den nytte , som de tror “ , svarede jeg bevæget ved den sky af mismod og skuffelse , som gled over hans ansigt , medens han talte , „ men jeg er dem hjertelig taknemlig for den tillid og godhed , de ved deres tilbud har viist . Nu kan det ikke godt vmgjøres . “ „ Nej , nej “ , afbrød han mig , „ har man sagt a , må man også sige b . Jeg stoler imidlertid på , at de ensformige arbejder på et sligt contoir vil trætte dig , samt at din kraftige natur vil oprøre sig imod intet selv at kunne gøre , for at komme fremad , men i et og alt at være afhængig af et sendrægtigt avancement eller andres nåde . “ Lidt langsommere og mere betænkelig end jeg var gået op til sølyst , vendte jeg snart efter tilbage . Jeg havde ikke et øjeblik tvivlet om , at jo enhver ville dele min overbevisning om , at jeg havde gjort en overordentlig lykke , og det var derfor intet under , at jeg følte mig betydelig nedstemt ved at erfare , af dette i det mindste ikke var tilfældet med bæk . Vel kunne endeel af hvad han sagde skrives på et øjeblikkeligt lunes regning ; men der blev ikkedestomindre nok tilbage . Dertil kom af hans forslag i mange henseender var fristende og navnlig ville være det i den højeste grad for jomfru kold . jo mere jeg tænkte derover , jo mere enedes jeg imidlertid med mig selv om , af var end stillingen som hofskriver just ikke fuldt så glimrende , som jeg et øjeblik troede , så manglede den dog heller ikke al Glands . Der var dernæst noget som gjorde , af jeg nok kunne ønske i det mindste for en tid af komme ud af de gamle forhold . Hvad det var , sagde jeg mig vel ikke selv med rene , tydelige ord ; men følelsen af , af jeg , måske ved lidt aparte væsen og måske også som en følge af reminisentser fra en tidligere tid , var bleven en Skive for andres godmodige lune , samt ar jeg ville have grumme ondt ved af ryste denne martyrdom af mig , var tilstrækkelig for mig til ikke af ønske bestemmelsen forandret . Selv Marie from . Her standsede jeg pludselig ved tanken , af jeg nu jo heller ikke måske for lang tid , skulle se hende , hvilket hidtil ikke et øjeblik var falden mig ind . Drillet mig havde hun imidlertid , ja , og det mange gange , og det var et stort spørgsmål om hun nogensinde ville ophøre dermed , dersom jeg ikke ved for en tid at forlade skuepladsen bragte hende til at glemme det . Når hun så bare ikke med det samme ville forglemme hele min person og aldrig mere tænke på mig . Ved disse tanker faldt mit blik på skoven i froms have , imellem hvis høje stammer og løvfulde kroner aftensolen lyste rød og flammende . Hvor ofte havde vi ikke der leget med hinanden , hvor ofte havde jeg ikke derfra hørt hendes klare , kaldende stemme , når hun så mig komme på gaden og hvor ofte havde jeg ikke , netop fra dette sted , set hendes hvide kjole flagre , når Theodor i gyngen svingede hendes lette skikkelse højt op imellem grenene , så at hun forsvandt blandt disse for et øjeblik . Og nu ? Det blev mig så trangt om hjertet , at jeg nær var bristet i gråd og skulle vel også have gjort det , dersom ikke i det samme krudtmesferens ældste søn var kommen , og idet han gik mig forbi havde givet mig et alvorligt knubs i siden medens han grinende råbte : „ Hvad står du der og giver efter Peter ? “ Hos froms , hvor jeg på hjemvejen gik ind , gik det mig bedre , end jeg havde ventet ; idet nemlig jomfruen havde været der kort i forvejen , og derved på en måde beredt mig vejen . From var en praktisk mand og ligesom bæk i enkelte stykker lidt amerikansk . Jeg frygtede derfor ikke uden grund for af hans yttringer om hoffourererne i almindelighed skulle blive af en ligeså uærbødig natur , som hiins havde været det . Nu kom han mig venlig i møde og gratulerede mig . „ Sandt af sige , Peter “ , begyndte han med det lille smil , som viste , af han havde skjelmen bag . Dret , „ jeg blev rigtig hel konfus og løjerlig til mode af bare glæde over den lykke , du har gjort . Nå “ , vedblev han , „ enhver vej er god , hvor man i tilfredshed kan tjene sit brød , og på det sidste vil der vel næppe blive mangel navnlig hos en hoffourer . “ „ Jeg mener også , af du har grund til af være hjertelig tilfreds “ , sagde madam from mildt , „ så meget mere , som din tante glæder sig meget ved af vide dig der . Der tales så ofte om det lykkelige i den kraftige mands frie og selvstændige birken , og det kan jo også lyde ret smukt ; men når man ved , hvorledes du fatter , har måttet arbejde årke og silde , når man kender med hvor megen sorg og besvær du har kæempet , og hvor tungt det ofte faldt dig at få de stene ryddet bort , som spærrede den vej , du skulle vandre , så kan man kun glæde sig på dens vegne , for hvem det er lykkedes at finde en mere banet og jevn sti . “ „ Nu ja , mutter , har jeg arbejdet , så har du skam heller ikke siddet med hænderne i skødet og begge har vi slæebt retskaffens på læsset , hvor vejen var knudret . Men var det surt dengang , så er det desto sødere nu , når vi se os om og betragte frugten af vor flid . “ „ Se nu bare til Peter “ , sagde Marie , da vi straks efter gik sammen i haven , „ at frugterne du erhverver dig ved din flid derovre på jægerspriis , ikke bliver alt for søde , således at du får ondt i maven deraf . Hoflivet “ , vedblev hun højtidelig , „ er bleven så mangen ædel anglings fordærvelse ; thi bagved forgyldningens glans lurer den sæle djævel , det slår da i en bog fader har . “ „ Jeg får næppe noget med glandsen at bestille og således forhåbentlig heller intet med djævelen , eftersom vidstnok hoffourerens contoir befinder sig i betydelig afstand . “ „ Men når soten er slem , har smitten lange arme hedder det , og det er ikke så længe siden , at du overflod sygdommen , at du jo nok kunne befrygte et tilbagefald . “ „ Når vi ikke med årene lod vor barndoms fantasier flyve , så ville vi komme til at lege med dukker hele vor levetid “ , svarede jeg lidt afficeret . „ Enhver har det på sin måde , og jeg havde det på min . “ „ Ja og din tante har det på sin , hvor god hupend ellers er “ , afbrød hun mig ; thi ellers var du næppe kommen til jægerspriis . Havde hun ikke holdt fast ved sin dukke , så havde du måske nu sammen med Theodor været ved faders handel , og ihvorvel jeg ikke negter , at i ville blive et par skrækkelige bønhase at trækkes med , så ville jeg dog hellere det , end se dig rejse bort . “ „ Men da jeg nu ikke duer til at blive kjøbmanb og heller ikke til at blive fabrikant , som der har været tale om , så tror jeg dog , at enhver som holder af mig hellere må se mig rejse bort end se mig gå her og blive fil ingenting . “ „ Og til sidst forsvinde som en dunst i luften , det ville rigtignok være forskrækkeligt , Peter , om det skulle tage en flig ende med dig . Nej , så får du heller at rejse til jægerspriis , om end vi andre så engang imellem forgæves skulle komme til at lytte efter dine trin og lyden af din stemme . Jeg går her og parterer med hr. Hofskriveren “ , vedblev hun , da Theodor nu kom til , „ for med ham at øve mig i galante talemåder og sirlig conversation . Ja siden vi tale derom , så vil jeg grumme gerne i disse par dage forestille prinsessen af Baden-durlach , er det ikke således hun hedder , som boer derovre , og så kan du øve dig i , hvorledes du skal bære dig ad , når du skal overrække hendes højhed en regning , over for fire skilling udi ttevand samt en streng til jomfruens lutt . “ „ Ja , det er godt nok at spøge “ , sagde Theodor , „ men jeg er bange for , at Peter kommer så igngt fia os , at han rent taber os af syne . “ Herre gud , Theodor , der er da ikke mere end nogle mil til jægerspriis , så længden er da til at overse , selv for de mest længselsfulde øjne . “ „ Det mente jeg ikke , Marie , men derimod , at den sfære , hvori han nu skal leve , og hvorfra man jo seer ned til vor , skulle blænde hans øjne , således at han ikke kan se os . “ „ Slig bekymring må man næsten flamme sig ved at nære “ , svarede hun med et let kast med nakken . Kun de mennesker lade sig se ned til , som selv søle sig små , og da det menneske , der har så svage øjne , at det lader sig blænde af flig glans , må have et endnu svagere hjerte , så ville det jo være spildt ulejlighed , at bevare ham i sin erindring . For ingen af delene frygter jeg imidlertid med hensyn til Peter ; thi dertil har han aldrig givet os anledning . “ „ Nej det har han ikke “ ; svarede hin utålmodig , „ men når man er bedrøvet , så tror jeg man gør sig al optænkelig umage for at finde på noget at blive endnu mere bedrøvet over . “ I den travlhed , som nu opstod og ved synet af den overordentlig mængde ny klæder , hvoraf , som det lod til , jomfruen mente at jeg ikke kunne så nok , samt dernæst ved de mange kostbare og smukke rekvisitter til et fuldslændigt herre-toilelte som anskaffedes , og som gav mig hovedbryd nok med at udfinde , hvortil de skulle benyttes , glemte jeg i nogle dage vemodet over den forestående afrejse . Da jeg nu endelig på en dag fremstod fiks og -færdig iført en langskjødet , mellemblå livkjole besat med store blanke knapper og med en krave så høj og stiv , at den , når jeg ikke fog mig i agt lettelig kunne løfte hatten af hovedet på mig ; dertil en pailleguul vest med røde striber , som nåde et artigt stykke nedenfor kjolen , og fia hvilken en vægtig uhrkjede hang ned , hvori var anbragt et vægtigt knippe bandelokker , som raslede for hvert skridt jeg fog , samt dernæst gule courterois benklæder , der gik ned i et par høiskaftede stålblanke støvler , fra hvis kroner svære silkeqvaster dinglede . Da jeg , som sagt , således pyntet trådte ind ad døren til froms , idet jeg med hånden fløttede min hanekam , der af jomfruen var sat op til en overordentlig højde , da vakte jeg en lignende forbavselse og beundring , som mit eget indre var opfyldt af . Madam from gemte hastig en ulden nattrøje , på hvilken hun stoppede , ved siden af sig i sofaen , og Marie , som hastig havde rejst sig , stirrede på mig med et par store forundrede øjne , som havde hun aldrig set mig før . „ Det er jo Peter ! “ udbrød hun derpå rødmende . „ Ja det må man tilstå “ , vedblev hun med et beundrende blik . „ Monsieur er virkelig pæn . “ „ Ih , så lad os da se ! “ udbrød madam from . „ Ja det kalder man sandelig noget , bandelokkerne skinne jo af det bare guld og klædet i din kjole , ja det tør jeg sige , har kostet sine rede ti daler alenen . “ „ Nå og det er bare kjolen , hvad må så ikke hele personen være værd , silkeqvasterne på stsvlerne indbefattet “ , sagde Marie . „ Så meget er imidlertid bestemt , at hvor elegante man end er på jægerspriis , så tror jeg dog ikke man overgår dig . I betragtning heraf erklærer jeg , idet jeg sender dig ud i verden , at jeg er stolt af dig . “ „ Med et sådant skudsmål og ur på lommen gad jeg nok vidst , hvem der tør kimse af dig Peter “ , sagde madam from leende . „ Det bliver vidst ikke mange , i det mindste skal jeg efter bedste evne værge for mig , om ikke for andet , så for at gøre Maries gode mening ære . “ „ Ak ja “ , svarede hun , „ nu kan du jo til en forandring gøre det for min skyld , de fleste gør det vel ellers iovrigt for deres egen/ ' Havde jeg nu måtte døje noget hos froms , som en følge af den pludselige forvandling , der var foregået med mit udvortes , så måtte jeg døje mere på gaden , når jeg der mødte mine tidligere kammerater , og de bemærkninger , hentydninger og ofte lidt underlige vittigheder , jeg der fik at høre , vare ofte i høj grad sårende for min værdighed . Selv Caroline kunne ikke godt dy sig , og det ejendommelige smil , hvor med hun nejede , idet hun , når jeg kom hjem , lukkede Deren op for mig eller , hvormed hun , når jeg bragte hende en besked fra jomfruen , spurgte om monsieur ikke ellers havde noget at befale , var flere gange nærved at bringe mig til at tabe contenanken . Og dog gjorde jeg mig for at undgå faren , al mulig umage for at være ganske som jeg altid havde været , hvilken anstrengelse imidlertid vel netop forøgede det vanskelige i min stilling . Jeg kunne dog ikke godt med min høje hat , min langskjødede kjole og mine ringlende bandelokker spille so eller ballerone på gaden ; jeg kunne ikke med mine ligeså snevre som kostbare benklæder sidde , som jeg så ofte havde gjort med Theodor på skrævs over froms plankeværk og spise æbler , hvoraf denne gerne havde lommerne fulde , og jeg kunne heller ikke , hvormed jeg så ofte havde forfærdet Caroline , stå på hovedet oppe på rygningen af tsrvehuustaget . Alt dette kunne ' jeg ikke gøre , og ihvorvel , som jeg tror , man nok indså at jeg heller ikke burde gøre det , så smilede man dog over den air , min kjole gav mig . Under disse omstændigheder var det intet under , at jeg længtes efter det oieblik , da jeg skulle rejse ; men da det endelig kom , da vognen holdt for døren og mit tøj var pakket på , da jeg havde taget afsted med jomfruen , som grædende blev inde i stuen , og nu for sidste gang rakte Caroline hånden , der med forklædet for oinene stod hulkende ved vognen , da svandt min lyst og mit mod , og idet vognen rullede ned ad gaden , ønskede jeg med beklemt og tungt hjerte , at jeg havde fulgt bæks råd og tilbud , så kunne jeg nu , nu i dette oieblik , da jeg måske for stedse forlod mit hjem , have siddet i froms havestue og hjulpet Marie med at skrælle agurker , hvilket hun var i færd med , da jeg var derovre . Alt som jeg kørte , toge mine tanker en anden retning og ligesom til trøst og husvalelse forestillede jeg mig glæden , når jeg kom tilbage , hvorledes tante , Caroline og froms ville komme ud på gaden for at tage imod mig , når jeg i en let elegant ekvipage fra hoffet rullede hen for døren . Så levende beskæftigede disse tanker mig , at jeg næppe mærkede , hvor langt vi vare kørt , før vi holdt ved det første bedested . Her modtog jeg et indtryk , som i visse henseender gerådede mig til større trøst eller rettede hjalp endmere til at adsprede mig . Idet jeg nemlig trådte ind ad døren , hørte jeg min kusk svare på viertens spørgsmål , at det var hofskriver kold , for hvem han kjorte . For første gang hørte jeg mig af en fremmed bevcevnet således , og for første gang modtog jeg det fulde , opløftende indtryk af , at jeg ikke længere var Peter , men en meriteret person , et medlem af samfundet og det endda et ikke så ganfle ubetydeligt , fluide jeg dømme efter værtens oerbodige buk og den underdanige måde , på hvilken vårtinden rørte om i min kaffe , og smagte om den var fød nok . En hidtil ukendt følelse af stolt selvbevidsthed greb mig , og idet jeg rettede min person og hævede mit hoved medens jeg med lette , afmålte skridt gik op og ned af gulvet , følte jeg mig overbeviisf om , at man måtte kunne læse i mit ansigt , hvilke ophøjede og for staten vigtige tanker , der bevægede sig hos mig . Denne stemning , som havde meget tilfcelleds med den , under hvilken jeg fungerede som rigets cantsler og første probeermester , og som i høj grad næredes ved de ideer , løjtnanten og jomfruen havde indpodet mig , hvilke nu syntes at skulle virkeliggøres , fik sit for værten og pigen nyttige udtryk ved , at jeg gav ham en specie i stedet for den mark han beskedent forlangte og hende en daler i drikkepenge . Havde høfligheden været stor i forvejen , så gik den over alle grændser nu , og stoltere og mere bevidst om egen storhed kunne næppe nogen potentat føle sig ved sit folks hyldning , end jeg følte mig ved krofolkenes underdanige hilsener , idet jeg rullede bort . Dunsten af denne virak , der efter datidens forhold just ikke havde været så særdeles billig forsvandt imidlertid mere og mere , alt søm jeg nærmede mig slottet , og jo mere dette trådte frem , jo højere det hævede sig , jo mindre følte jeg mig , og blev til sidst ganske lille , da endelig vognen holdt udenfor de mægtige porte . Ikke for alt i verden ville jeg have havt , af krofolkene , jeg nys havde forladt , skulle have set den barske mine og det inqvirerende blik , hvormed svejtseren spurgte » lig , hvorhen jeg agtede mig eller af de skulle have hørt mit beskedne , fordringsløse svar . Jeg hævede imidlertid atter hovedet lidt , da denne derefter nied venlig nedladenhed viste mig tilrette og en livreklædt tjener sprang til for af tage tøjet af vognen . Havde jeg med en følelse lig den , der må have sammenknuget harens bryst , da den skulle stedes for kong løve , banket på den dør , hvor der med store bogstaver stod : hoffourerens contoir , efter først af have passeret brede trapper og lange gange , på hvilke jeg mødte laquaier i røde eller blå livreer , så var det med et overmål af lykke og tilfredshed af jeg trak mig tilbage , da audientsen var forbi og jeg var bleven installeret i min ny stilling . hoffoureren var en lille spinkel og mager mand med et ansigt , hvis teint var så fin og sart som havde det aldrig været udsat for Vorherres sol eller for luften . Hans af alderen kridhvide hår , var kæmmet så glat og sirligt , som om hvert enkelt hår var lagt ned på den for bet bestemte plads , ligesom også i hans bakkenbarter , der beskedent havde trukket sig så langt tilbage som muligt , vel næppe et eneste hår var længere end det andet . På hans sorte kjole og benklæder var ikke et læg , ikke en fold på urette sted , og hans langskjødede vest , hans brusende kalvekryds og høje kammerdugs halstørklæde , vare så skinnende hvide som nysfalden sne . Som der i hans hele udvortes lå noget , der tydede på , af han fra barnsbeen af havde været vant fil af stå på pinde , fil ved første vink af kunne fremstå for de høje hersfaber , således var der også i hans væsen , manerer og måde af tale på noget så doucement , mildt og ærbødigt , som om ban bestandig havde hine for øjne . Selv medens han instruerede mig og gav mig underretning om , hvorledes jeg havde af forholde mig , udtrykte han sig bestandig , som om jeg var Herren og han tjeneren , idet han med en mig i høj grad smigrende ærbødighed lyttede til de små bemærkninger , jeg havde af gøre . Efter nu af have gjort mig bekendt med hvori mine forretninger bestod , nemlig følelsen af regnskabet , anviste han mig mine appartements , som han kaldte det , hvilke bestode i et stort smukt og velmeubleret værelse , hvis overordentlige højde , brede vinduesfordybninger , forgyldte lister og lange spejle gav det et så flotsmcæssig udseende , af jeg følie mig ganske højtidelig stemt ved af træde derind . Ved siden af var et mindre , bestemt til soveværelse , hvis udstyring i lige så høj grad som hunts overgik mine forventninger . Jeg må tilstå , af mit hjerte bankede højt af glæde og stolthed ved tanken om , af jeg skulle boe her , af disse værelser , der som det forekom mig , vare gennemtrængte af en ejendommelig , fornem atmosphære , nu vare mine , samt ved forestillingen om , af jeg nu virkelig hørte til hoffet . Disse følelser sorhøiedes endydermere ved min principals bemærkning om , af mine måltider ville blive mig bragt på mit værelse af en af de såkaldte cavcleertjenere , som tillige havde af besørge min øvrige opvartning . Foruden alt dette var der endnu noget , som endydermere tjente til at beruse mig og til at give mine tanker og forestillinger en retning , som , dersom de havde kendt den , sikkerlig såvel bæk som from skulle have rystet på hovedet ved . Det var nemlig den sårdeles zerbodighed , som hele tjenerskabet viste mig . At denne havde fin grund i , at det stod i min magt at negte eller bevillige forskud på gagerne , hvorom der meget hyppigt kom andragender , samt dernæst i , at jeg ved min indflydelse hos hoffoureren ved mange andre lejligheder kunne være dem til nytte , og ikke i min sårdeles overordnede stilling , dette kunne jeg jo rigtignok let sige mig selv , men da det behagede mig i høj grad , så fandt jeg det unødvendigt at anstille alt for dybtgående betragtninger over dette problem . Med en vidunderlig lethed antog jeg snart et væsen , der efter mit skøn absolut var nødvendig for min stilling : min gang blev let og sirlig , min holdning rank , min tale dæmpet og min hilsen fik det behørige præg af mild nedladenhed således , at jeg nok før sige , at jeg efter føje tids forløb havde lært mine korister så godt som forlanges kunne . Dette må hoffoureren også have indset ; thi en dag sagde han til mig , ar han efter modent overlæg troede , at det nu var på tiden , at jeg blev præsenteret for herskabet . „ De ved nok monsieur kold “ , sagde han med en vis stolthed , „ at jeg ikke står i prinsessen af Baden durlachs tjeneste , men derimod i høisalig hans køngelige højhed arveprindsens , af hvis dødsbo tjenerskabet endnu som før lønnes . Jeg har imidlertid påtaget mig opsynet og regnskabet ved hendes hofholdning og af hensyn hertil , såvel som til hendes høje stilling tør jeg ikke undlade at præsentere dem , da der jo let kunne indtræffe en lejlighed , hvorved de kom i nærmere berørelse med hende . “ „ Det er mærkeligt “ , bemærkede jeg , „ at en sådan dame boer så at sige alene her , fjernt fra hendes egentlige hjemstavn og også fra hoffet i København . “ „ Det synes mærkeligt nok , men når man har været så længe ved hoffet , som jeg , så synes en intet mærkeligt , man bukker kun og tier . Seer de , min kære unge herre “ , vedblev han i en fortrolig tone og i øjensynlig frygt for at have fornærmet mig , „ det kan være af politiske eller af finantsielle hensyn , men “ , vedblev han hviskende , idet han bøjede sig helt hen til mit øre , „ det kan også være på grund af kjærlighedshisforier ; thi oprigtig talt tror jeg nok hun er en lille skjelm . “ „ Ja , men hun er jo prindsesse ! “ udbrød jeg i højeste forbavselse , ved at høre en så borgerlig og jevn benævnelse anvendt på hende . „ Tilvisse er hun prindsesse , og da hun hører til en sidelinie af huset Baden , så tilkommer hun prædikatet højhed , ihvorvel hun ikke stammer fra nogen regerende slægt ; men ikke destomindre er hun dog i visse retninger et fruentimmer . “ „ Ja , det kan jeg jo nok forstå “ , svarede jeg nølende , idet jeg atter studsede ved dette udtryk , „ dog troede jeg ikke , at man med hensyn til en sådan dame kunne tale om kjærlighedshisforier . “ „ Å jo , det vil sige suk rosa , som hoisalig arveprindsen sagde . Rigtignok er vi her komne ind på et emne , som vi måske helst ikke fluide berøre ; men jeg vil dog sige dem , højstærede , at der netop i den højeste sfære gives de mest indviklede , mystiske , ja selv højst fatale kjærlighedshisforier . Hjerternes uro og forvildelser tiltage jo højere der stiges op i samfundet , og til sidst er det sandelig ofte hverken til af finde ind eller ud af , ligesom med mundkokkens regnskab . Men for af komme tilbage til , hvad vi talte om , så er her også den gamle kammerherre , grev ardenfeldt med hans gemalinde ; thi vel hører de ikke længere til hoffet , men bo her kun foreløbigt ; men da de tidligere have indtaget en betydelig stilling hos arveprindsen , så bør vi ikke undlade af vise dem den tilbørlige respekt . Jeg skal nu i eftermiddag forhøre mig , om vi kunne få audients i morgen formiddag , til hvilken tid jeg da vil bede dem om af holde dem færdig . Foruden disse ønskede jeg også , af de hilsede på mundkokken , fasanmesteren , livjægeren og hofmesteren samt sølvpoppen , de indtage alle en vis stilling og bør ikke forbigås ; men da de i visse måder ere mig underordnede , så ville det ikke være så ganske passende , jeg mener , opmærksomheden ville være større end nødvendigt var , dersom jeg var med , som for af forestille dem , af hvilken grund jeg ville bede dem om af gå alene . Jeg kommer iøvrigt “ , skyndte han sig af tilføje , „ ofte sammen med de herrer , og vi er særdeles gode venner . “ „ Har prinsessen “ , spurgte jeg , hvis tanker havde ondt ved af forlade dette emne , „ ingen højere betjening ? “ „ Jo , her er en ældre , lidt svagelig dame , frøken Schild , der såvel er kammerfrøken søm hofmesterinde . “ „ Så er hofstaten just ikke meget stor “ , bemærkede jeg , da han tav . „ Nej , min kære kold , man kan just ikke sige det , nej tilvisse , det kan man ikke . Imidlertid må jeg døg tilføje , af såvel kammerherre ardenfeldt som hans gemalinde ved solenne lejligheder fungere i de højeste charger . “ „ Så har den unge cavaleer , jeg undertiden har set spadsere med prinsessen , vel iøvrigt intet med hoffet af bestille ? “ „ Nå han , ja , de mener den unge grev ardenfeldt , nej . Han er en brodersøn af kammerherren og er her kun i besøg hos denne . Han ejer iøvrigt en betydelig formue , og i betragtning deraf samt også som en følge af , af han er en munter , livslysten herre , må man forbavses over , af han kan finde sig i af tilbringe så lang tid her på et så tulle sted . Grunden hertil er måske imidlertid døg en anden end bare og pure interesse for hans onkel og tante . Men da den gansfe afgjort ikke står i nogen som helst forbindelse med regnskabet , så behøve vi jo ikke af gøre os nogen ulejlighed med af udfinde den “ . „ Men når man slet ikke skulle beskæftige sig med andet end regnskabet , så blev dog livet temmelig « ensformigt “ , tillod jeg mig af bemærke . „ Ensformig “ , gentog han forundret . „ I alt er der forandring , den ene regning er aldrig som den anden , og ved enhver er der noget af bemærke . Når overhovedet enhver kun ene og alene passede den gerning , hvortil han er sat , så må de tro , her ville ikke være nær så megen hurlumhej i verden , som her er . “ „ Men så frygter jeg også for , af den ville komme til af stå stille hr. Hoffourer . “ „ Nå , højstærede , og ville det da ikke være bedre end af den , som nu , render grassat , ja rent lobsf , af man skriger og stråler , stødes og lrcenges , lapper og slikker , river ned og bygger op , således af en akkurat og orden elskende mand må blive ganske eonsus og hverken vide ud eller ind . “ „ Men med alt dette kommer der også noget nyt frem . „ Ja noget nyt “ , afbrød han mig , „ men det er jo netop det gale , min unge herre . Er det ikke netop det ny , . som sfaffér os fortrædeligheder , møje og besvær , som forvirrer folks hjerner og gør dem ravgale , ja desperate i den grad , af endogså bønderne her på godset begynde af snakke med . “ „ Ja så er det rigtignok på høje tid “ , svarede jeg , for af berolige ham , der var bleven ivrigere end jeg endnu havde set ham . Vor samtale blev her afbrudt af fasanmesteren , som trådte ind . Denne , en høj , robust mand , med et ansigt , hvori vinen havde efterladt sit rødmende stempel , samt lidt af sit skjelmerie , ønskede af er350 holde tvende vogne , for dermed af hente myreæg i skoven til fasanerne . „ Mhreæg , min kære hr. Krogh “ , gentog hoffoureren så forundret , som havde han aldrig hørt dette ord før . „ Nu ja , det er da ikke af blive så forundret over , “ svarede hin . „ De ved jo nok , af fasanerne holde ligeså meget af myreæg , som fanden af en procurafor eller , som en hoffourer af en skjelmsk køkkenpige . “ Ved disse ord blinkede han hemmeligt fil mig . „ Jeg ved godt hvor meget fasanerne holde af myreæg , min gode Krogh “ , svarede hoffoureren med et anstrøg af værdighed , „ ligeså vidst som jeg ved , at deres lignelser er valgte med temmelig lidt hensyn . Jeg undrer mig kun over , at de forlanger vogne af mig , da de jo en gang for alle har en ordre , hvorefter de kan rekvirere bøndervogne fil slige Toure . “ „ Ganske rigtig , hr. Hoffourer , men alle disse gange fik ligeså hastig en ende , som en flaske portvin ville få det , når den med gæstmildt sind , og af et kærligt sind sattes for mig . “ Ved disse ord pegede fasanmesteren med tommelfingeren over skulderen hen mod et skab i væggen . „ Det skal være mig en fornoielse , højstærede “ , svarede hin tagende glas og flaske frem , „ idet jeg dog må bemærke , at en hel flaste dog måske kunne siges at være temmelig meget for en enkelt person , fil at kunne nydes med anstand . “ „ Med anstand måske ikke , min gode hr. Hoffourer , for så vidt man nemlig skulle have det uheld at blive fuld , men ganske sikkert med den inderligste fornøjelse . “ Hermed trak fasanmesteren flasken op med et lydeligt knald . Derefter beså han proppen nøje og lugtede til den . „ Jo jeg takker “ , sagde han derpå , „ den er ægte og lugter af høisalig arveprindstns viinkælder . Ja de seer på mig hr. Hofskriver “ , vedblev han henvendt til mig , efter af have tømt et par glas , „ men jeg tør bande på , af de , hvor ærbar de end seer ud , langt hellere råbte hurra ved et godt glas vin , end stå her og bryde deres hoved med af udfinde generalncevneren til alle de brøker der findes i kokkens og husgerådsbetjentens regnskab . Jeg kunne iøvrigt godt sige dem hvad generalncevneren , den hvori alt går op , hedder ; men det behøves ikke , thi de skal nok blive klog derpå , når de først er bleven lidt mere hofvant . Deres skål , min unge herre “ , tilføjede han atter tømmende et glas , „ og lad mig se , de vogter dem for kammerjomfruernes og gemakpigernes blikke , de er gyselige og kunne gøre kål på deres hjerte i et dieblik . “ „ Jeg tror , min gode fasanmester “ , sagde nu min principal , som med synlig uvilje havde hørt på disse mringer , „ jeg tror af slig skjemt kun tjener til at forvirre det unge menneske , og give ham fejle begreber . “ „ Nu ja , herre gud , hr. Hoffourer “ , svarede hin , idet han nu vendte op og ned på flasken , for at tømme det sidste ud i glasset , „ hvad skal man sige , en skal jo begynde med at gøre ham så gal , som nødvendigt er for livet ved hove , og så kan jeg jo være den første . Men “ , vedblev han blinkende til mig , „ lad det nu være med generalnævneren , som jeg talte om , hvad det være vil , så er det dog vist at ingen bedre kan bevidne sandheden af , hvad jeg sagde om kammerpigernes øjne end netop de . “ „ End jeg , end jeg , siger de i “ udbrød hoffoureren så overrasket og forvirret , at han derved rent blev bragt ud af sine stive folder . „ Nå , der seer de bare , hr. Kold , råbte hin , „ hvilket nederlag mine ord anrettede . Trøst dem imidlertid hr. Hoffourer , jeg skal med største fornøjelse sige , at det er løgn alt sammen , når kun bare kammerjomfruerne ville sige det samme . “ „ Jeg må sandfærdig bede dem hr. Fasanmester , “ Svarede hin med en af vrede dirrende stemme , „ at lægge bånd på deres tunge og ikke fremkomme med beskyldninger , der er ligeså ærerørige for mig , som de kunne have ubehagelige følger for dem selv . “ „ Nå , nå , bliv nu bare ikke vred , hr. Hoffourer “ , bad hin idet han hemmeligt blinkede til mig . „ Lad os nu enes om Tingen i mindelighed ; thi jeg negter ikke muligheden af , at de , dersom det kom til proces , tydeligt og soleklart kunne bevise , at aldrig nogensinde , så længe de har levet , en ung pige har kastet et forelflet blik til dem , og så kom jeg jo til at stå som en sort bagvafler og æreskænder . “ „ De kom herop for at tale med mig om en forretningssag , må jeg bede dem , at holde dem til den “ , sagde hoffoureren med kold værdighed , idet han således kort og syndigt bragte samtalen i et for ham behageligere spor . „ Ja , det er rigtigt , jeg kom herop for at tale om myreæggene , men de gik nok istykker for mig på halvveien , kan jeg mærke . En skjelm er de alligevel , hr. Hoffourer , en ganfle lille gavtyv trods deres stive og pedantiske væsen , det kan nu ikke negtes , og hvad de ikke er , det er deres portvin . Nu , kørt og godt , bønderne ville ikke køre , hverken for mig eller mine æg , af den gode grund , af de ved en køngelig resolution er blevne fritagne for al egtkjsrsel . “ Var en bombe slået ned for hoffourerens fødder tror jeg næppe , af han kunne være bleven mere forfærdet , end han , efter hans udseende af dømme , blev det ved denne erklæring . Målløs trådte han et par skridt tilbage og stirrede først på fasanmesteren og derefter på mig . Snart fattede han sig imidlertid , hvorpå han skrev en ordre fil stalden på de forlangte vogne , som han derefter overrakte fasanmesteren . „ Ja , jeg har hørt derom “ , begyndte han efter af hin var gået , „ men med den dybe respekt og wrbødighed , jeg næerer for hans majestæt , kunne jeg ikke fatte , af det var sandhed . Skal bønderne fritages for de forpligtelser , der påhvile dem lige overfor de høje herskaber , skal de ligefrem og rent kunne sige nej fil de ordrer , som komme fil dem fra hoffet , hvor vil det så ende , hvor vil respekten blive af , og hvem er så herrer og hvem tjenere ? Ja , jeg spørger dem , monsieur kold , hvorledes vil det blive med den køngelige majestæt og den nimbus som bør omgive den ? Den vil , ja jeg skulle måske ikke bruge et sådant udtryk , men den vil ufejlbarlig gå i basten . “ „ Ligesom lieutnantens tapperhed dengang engelskmcendene kom “ , svarede jeg med en mismodig rysten på hovedet . „ Hvad nu fasanmesteren angår , “ vedblev han med et forundret blik over denne diversion , som han nok ikke rigtig forstod , „ så er han en skikkelig og god mand ; men flaflen er hans ulykke , og under dens indflydelser siger han ofte mere end han kan forsvare . Hans spøg er ikke altid lempelig , og kan ofte være i høj grad sårende . Imidlertid , siden han nu førte talen derpå , rigngnok aldeles umotiveret , så vil jeg dog advare dem før enhversomhelst tilnærmelse til slottets kvindelige personale , ikke fordi der i ringeste måde er noget at sige om dem ; men fordi man ikke seer det gerne på højere steder . Vor stilling er hvad man kalder excepttionel og betydningsfuld , og vi må derfor holde på dens wre og værdighed . “ Havde jeg end hidtil moret mig over fasanmesterens raillerier , der nær havde bragt hoffoureren ud af coneepterne , og hvorunder han vred sig ynkelig , så bragte dennes sidste ord , om vor wre og værdighed mig dog pludselig til besindelse , og idet jeg så sagen fra en anden side , ærgrede jeg mig nu dobbelt over hans fornærmelige og respectstridige opførsel mod en så vcrrdig og høitstillet mand , som hoffoureren . Den følelse af min stillings overordentlighed , som jeg stedse havde næeret , og somhoffourerens hentydninger kun tjente til af forhøre , fik imidlertid et lille knæk , da jeg den næste dag blev præsenteret for den gamle grev ardenfeldt og hans gemalinde , hvis hele adfæerd noksom lagde for dagen , af de i grunden hverken anså os for mere eller mindre end sædvanlige tjenere . Ligeså indigneret som jeg følte mig derover , ligeså meget forundrede det mig , af denne opførsel slet ikke syntes af afficere hoffoureren , hvis hele væsen gik op i underdanighed , og som bukkede den ene gang dybere end den anden , hvorved han også til sidst opnåede , af kammerherren ved afskeden med et velvilligt smil og en nådig håndbevægelse forsikrede på egne og gemalindes vegne , af de ville være os begge velaffeetionerede . Fra denne kun lidet opløstende audients forføjede vi os nu til prinsessen . Vejen var ikke lang , men den var lang nok til fuldstændig af lade mig nedsynke fra min storheds himmel , og idet vi trådte ind i forgemakket , hvor en lakai med lydløse fjed gik op og ned , følte jeg mig så grænseløs lille og ubetydelig ved tanken om nu at skulle fremstilles for i det mindste mit ideal af al jordisk højhed . Prindsessen , fil hvem vi nu , efter at være bleven anmeldt , trådte ind , sad i en gammeldags lænestol foran et arbejdsbord i den store havesal , hvis dørre støde vidt åbne og lod en oplivende forfriskende blomsterduft strømme ind , medens øjet fra pladsen hvor hun sad , frit kunne strejfe ud over den solbeskinnede blomsterfulde med en mængde af marmorstatuer besatte slotshave fil den nære skov , og igennem denne fil søen , hvis glindsende spejl viste sig i det fjerne . Salen selv var endnu fra Frederik den femtes tid udstyret med en ovdrørdentlig pragt , og således blændede ? jeg af al den glans , af den rige forgyldning , af de kolossale spejle og dejlige malerier , at jeg et øjeblik næsten glemte mig selv og den egentlige genstand for min nærværelse . Når jeg i mine fantasier havde forestillet mig , hvorledes en prindsesse måtte se ud , så havde hun stedse stået for mig som det skønneste der eksisterede , som et væsen , der var begavet med en dejlighed , der langt måtte overgå alt , hvad der blev den almindelige dødelige tildel . Ihvorvel jeg nu må filståe , at hendes højhed , på hvem jeg nu rettede mit blik , just ikke fuldstændig svarede til hint billede , så er det dog vidst , at jeg aldrig nøgensinde er bleven mindre skuffet af min fantasie ligeoverfor virkeligheden . At gengive hendes ansigt træk for træk således som det endnu står for min erindring , ville næppe give den rette forestilling om hendes livsalige ådre , som en følge af , at hun nok ikke kunne kaldes regelmæssig smuk . Der lå i hendes ungdomsfriske smuktformede ansigt et sådant udtryk af fyldigt liv , skjelmeri og hjertensgodhed , der var i hendes store mørke øjne en sådan glans og varme , og i smilet om hendes siintdannede mund en sådan fortryllelse , at enhver måtte føle sig fængflet deraf . Hendes figur var fin og spinkel , men så blød , så rund og bøjelig som det flanke siv , og som hun der sad iført en hvid tceffluttende morgenkjole besat med højrøde fløielsrosetter forekom det mig at jeg aldrig havde set noget dejligere . „ Jeg har tilladt mig underdanigst at ansøge om denne audients “ , begyndte hoffoureren med et dybt buk , „ for at kunne anbefale min medhjælper hr. Kold til deres højheds formanende beskyttelse . “ „ Imod hvilket “ , spurgte hun med et sådant alvor i udtryk og stemme , at det næsten ikke var muligt at opdage det glimt af munterhed , der på samme tid fløj over hendes ansigt . „ Min underdanige begæring var ikke således ment , som deres højhed synes at antage “ , svarede hoffoureren forvirret , „ jeg ville kun tillade mig at bede om , at den bevågenhed , som deres højhed har været så nådig at skænke mig , også må blive ham tildel . “ „ Det er en så overordentlig beskeden bøn , hr. Hoffourer , når hensyn tages til genstandens egentlige gehalt , at jeg beredvillig indvilliger . Om den unge herre nu vil føle sig særdeles lykkelig derved , vil afhænge af , . om han er optimist eller pessimist . “ Hoffoureren kastede et ligeså forstrækket som spørgende blik først på prinsessen og så på mig , idet han nu , hvilket tydeligt nok var at læse i hans ansigt , hjerteligt ønskede , at jeg skulle tage ordet . Jeg havde imidlertid en alt for stærk følelse af , hvor vanskeligt dilemmaet var , og tav derfor klogeligt stille . „ Jeg kan ikke have nogen bestemt mening derom , deres højhed “ , svarede han endelig efter et oiebliks pinlig taushed . „ Jeg formår ikke af give noget afgørende svar . Kun det kan jeg underdanigst forsikre deres højhed , af det unge menneske er aldeles frie for og uberørt af nutidens mange vildfarelser . “ „ Og står altså som en klippe i det frådende hav “ , svarede hun i en alvorlig og anerkendende tone , medens på samme tid et flygtig glimt af tilbageholdt munterhed oplyste hendes ansigt . „ Nu vel , hr. Hoffourer “ , vedblev hun , „ da de nu således ikke formår af give nogen oplysning , så måske dog den unge herre selv kan det . “ Det gøs i mig ved denne bestemte henvendelse og allerhelst havde jeg givet ordet til min ærede sidemand , imedens jeg dog på samme tid havde stor lyst til af vise mig hoffoureren overlegen . „ På grund af min ungdom , deres højhed , og nærmest som en følge af , af opfyldelsen af hr. Hoffourerens bøn ville udgøre min højeste lykke , kan jeg ikke være andet end optimist . “ Prindsessen betragtede mig et øjeblik med et opmærksomt blik , hvorpå hun atter vendte sig til hoffoureren . „ De sagde , hr. Hoffourer , af den unge herre var frie for nutidens vildfarelser , og er det tilfældet da vil det være særdeles heldigt før statens fred og sikkerhed . Jeg har imidlertid en stærk formodning om , af han fil gengæld hænger meget fast ved en gammeldags . “ „ Og den skulle være , deres højhed ? “ spurgte han , idet han betragtede mig opmærksomt , som troede han af kunne opdage noget ved mig , der før var undgået hans blik . „ At monsiuer kold , hr. Hoffourer , som let synes , nærer den overbevisning , af fil en prindsesse kan smigrernes dosis ikke blive før stor , selv om den grænser fil det latterlige . “ Var det før gået ud over min principal , så kom touren nu fil mig af blive forvirret , og blussende rød ønskede jeg mig af hjerte langt bort . „ Det glæder mig iøvrigt hjerteligt “ , vedblev hun derpå i en så venlig tone og med et så indtagende smil , af jeg rent glemte min ulykke , „ af de har såt dem en medhjælper hr. Hoffourer , og jeg er overbevist om , af hr. Hoffkriveren vil gøre alt før af lette dem deres mangesidige og besværlige forretninger . Jeg har her “ , fortsatte hun pegende på en bog , der lå opslået på bordet , „ fået et værk , som har givet mig meget af tænke på . Den handler om sjælevandringen , og da jeg nu ved , af de ofte og gerne fordyber dem i philosophifle spekulationer , så ønskede jeg gerne af vide , hvad deres mening er derom . “ „ Om sjælevandringen deres højhed ! “ udbrød hoffoureren i en så fortvivlet tone , af prinsessen brast ud i en hjertelig og munter latter “ . „ Sandelig , derom kan jeg intet sige , let ligger så langt uden for min ressort . “ „ Nu , så må hr. Hoffkriveren hjælpe dem , han er jo den , der skal tætte dem arbejdet . „ Jeg tror ikke derpå deres højhed “ , svarede jeg så alvorligt , som det var mig muligt , “ måske som en følge af , af jeg er fra Frederiksværk og ikke fra hindostan . “ Ved dette temmelige dristige svar , så det ud som skulle hoffoureren synke i jorden af forfærdelse , og idet han fjernede sig et par skridt fra mig sagde han i en bønlig og beklagende tone . „ Jeg beder underdanigst deres højhed om tilgivelse , ungdommen er ofte fremfusende og kan derved komme fil af svare uden overlcæg og uden af tage det tilbørlige hensyn . “ „ Hr. Hofskriverens grunde for , af han intet kender fil sjælevandringen , vare imidlertid så upåklagelig^ at jeg intet har at tilgive “ , svarede hun trøstende , hvorpå hun hilste til afsked . „ Hendes højhed var meget nådig “ , bemærkede jeg , efter at vi være komne tilbage til kontoiret . „ Det var hun “ , svarede hoffoureren , idet han kastede sig i en stol og tørrede sin pande , „ det kan ikke negtes , måske var hun endogså nådigere end nødvendigt var . “ „ Destomere har vi at rose os af . “ „ Ja , gud ved hvad vi har “ , afbrød han mig , „ og jeg havde langt hellere set , at hun havde tiltalt os med den nåde og nedladenhed , som det egner og anstår sig for en kongelig person ligeover for undergivne , i stedet for at indlade sig i en discours med os . “ „ Men efter min mening var dette jo netop et bevis på hendes agtelse for os . “ „ På hendes agtelse “ , gentog hin , „ ja , min bedste ven , det er ikke let at dømme om , og under alle omstændigheder er det en egen måde at vise godt folk sin agtelse på ved vanskelige og forfængelige spørgsmål . Jeg er ingen lærd mand og gør ingen fordring på at være en filosof , som hun ville pådutte mig ; men så meget ved jeg dog , af den høfligste og velvilligste måde af være på , er af lede underholdningen ind på den vej , hvor man ved af betræffende er hjemme . Mig bragte hendes højhed i en hastig forlegenhed , og dem bragte hun fil af forløbe sig , min unge ven . “ „ Dersom dette virkelig er tilfældet , så negter jeg ikke , af resultatet af audientsen just ikke er meget tilfredsstillende for os . Dog indser jeg ikke , af jeg har forløbet mig ved af oplyse hende om , af jeg ikke er fra hindostan . “ „ Det ville de ikke have , når slig oplysning kunne synes nødvendig , hvilket imidlertid ganfle vidst ikke var tilfældet her . At betale med lige mønt kan være både fil glæde og nytte mellem kammerater ; men de skal lægge mærke fil af de store ikke gerne modtage vederlag for , hvad de har givet . Behager det dem nu og da af more sig på vor bekostning , da er det sikkerlig tjenligst af bøje sig i mmyghed og taus af lægge ryg fil , som man siger . Fremfør alt må man iagttage denne regel herved hoffet , dersom man forresten ønsker af gøre fremgang . Den eneste lille oprejsning man kan forskaffe sig er da af give sin utålmodighed luft i Enrum eller for en god ven , som jeg nys gjorde . “ „ Den er imidlertid kun tarvelig hr. Hoffourer , og det forekommer mig , af man derved let kunne bringe de høistående til rent af glemme , af man er et menneske “ , svarede jeg der havde fået et andet indtryk af audientsen end min principal . „ Så kan man erindre dem derom ved passende lejlighed , og udbede sig en nåde “ , svarede han smilende , idet han tog sin hat og forlod kontoiret . Et dieblik efter og medens jeg siddende ved min pull i min tanke gennemgik hvert ord der var talt ved audientsen , gik døren op , og en ung herre trådte ind . Et dieblik så han sig om i værelset ; men derpå lukkede han døren og stillede sig nu lige overfor mig på den anden side af pulten , på hvilken han lænede sig , idet han betragtede mig ufravendt . Han var høj og stærk bygget og hans kraftige , slanke figur fremhævedes fordelagtigt af den snevre , grønne jagtdragt , han var iført ; hans blonde hår var strøget tilbage og faldt næsten ned på hans skuldre , og hans åbne om liv og sundhed vidnende ansigt oplystes af et par store , klare , blå dine . „ Vi kende nok ikke hinanden “ , begyndte han endelig , idet et muntert smil udbredte sig over hans ansigt . „ Jeg har ikke den wre “ , svarede jeg med det dybe buk og den ceremonielle mine , hvori jeg var temmelig godt indøvet . „ Ja jeg heller ikke “ sagde han , idet han lagde sit ansigt i ligeså højtidelige folder og gjengjeldte mit buk , „ men så kunne vi jo gøre en begyndelse ved i dyb lerbødighed af spørge om hinandens navne . “ „ Mit navn er kold “ , svarede jeg . „ Ah , så er de måske en søn af admiral Tordenskjolds kammertjener ? spurgte han med samme udtryk af komisk wrbødighed , der mere og mere bragte mig ud af fatning . „ Nej , jeg er en søn af jomfrue kold i Frederiksværk . “ Idet jeg sagde dette , trådte ban et skridt tilbage med et udtryk af den overordentligste forbavselse . „ I sandhed “ , udbrød han derpå „ enten må det være et mirakel eller også en sort løgn , hvilket jeg dog ikke i deres og jomfrue kolds faveur skal tillade mig af undersøge nærmere . En så overdentlig herkomst kan jeg imidlertid ikke rose mig af , idet jeg nemlig som naturlige og menneskelige love byder har tvende forældre , efter hvem jeg bæerer navnet ardenfeldt . De gjcetter dem så nok til resten . “ Jeg bukkede med endnu større wrbødighed end før , som tegn på , af jeg havde gjettet mig til resten , medens jeg på samme tid i en beskeden . Tone gjorde ham opmærksom på af jomfru kold var min plejemøder . „ Oprigtig talt , de seer så godmodig og velanstændig ud , af jeg ikke et øjeblik tvivlede om , af dette måtte være tilfældet . Vi have nu således øvervunden de første vanskeligheder og kende hinandens navne . Ville vi imidlertid være fuldstændig oprigtige imod hinanden , så tror jeg nok , det fluide vise sig , af vi gjorde dette allerede forinden vi endnu havde sagt et ord . “ „ Jeg har rigtignok haft den wre af se hr. Greven et par gange i slotsgården “ , indrømmede jeg dybt bukkende . „ Og jeg har iligemåde haft den mre , af se Herr hofflriveren på samme solenne sted “ , svarede han i samme cerefrygtsfulde tone , „ ligesom jeg også er bleven underrettet om , af de i dag med betydelig 8u6668 har gjort hendes højhed prinsessen og mine forældre deres opvartning . Nå , hvad synes de så om prinsessen ? “ „ Hun var meget nådig og nedladende , hvorfor jeg er i høj grad taknemlig . “ „ Nu og den samme smukke følelse nærer de naturligvis også før mine forældre , som en følge - af en lignende medfart fra deres side ? “ Bragt halvt til fortvivlelse ved bevistheden om , at han gjorde sig i en høj grad lystig over mig og uden dog at turde falde ind i en anden tone , svarede jeg bekræftende . „ Men hvad synes de om hoffonreren ? vedblev han den før mig så pinlige eksamination . „ Han behandler mig med megen godhed , og da han er en dygtig og retskaffen mand , så scrtter jeg ham meget højt hr. Greve . “ „ Ja , og så fasanmesteren , ham sætter de nok også meget højt ? Dersom de imidlertid gør det , så skal de tage tage dem i agt før , at han ikke falder ned når ban har drukket før meget , det må man ellers sige “ vedblev han , „ De har profiteret ualmindelig meget i den korte tid , de har været her , og de er ikke langt fra at være bleven det udtrykte billede af en ægte , veritabel hoffourer , hvilket ikke vil sige så lidt i deres alder , de er tilfreds med alt , smiler og bukker ad alle og siger ia og amen . Men sig mig nu , ville de også takke underdanigst , når jeg sparkede til dem ? “ „ Jeg ville , hr. Greve “ , svarede jeg , hvem blodet steg til hovedet , „ jeg ville sparke til dem igen og sige lige for lige når venskab skal holdes . “ „ Godt ! “ råbte han med et muntert smil , nu kan jeg da se , hvad jeg iøvrigt nok tænkte , at det ikke er dem i kødet båret men kun i klæderne skåret . Men hvorfor sagde de nu ikke straks , at prindsessen gjorde sig lystig over deres principal og måske over dem med , at mine forældre behandlede dem med pæn foragt , at fasanmesteren er en drukkendidrik , og deres principal så glat og krybende som en ål ? “ „ Fordi jeg så i virkeligheden havde været så dum , som de antager mig for at være . Hvad jeg ved om hoflivet , dets regler og sædvaner , har jeg ikke af egen erfaring , men kun af hvad der er bleven mig sagt , og deriblandt har intet lydt om , at de , Herr Greve , var en undtagelse fra regelen . “ „ Der er nøget i , hvad de siger , og i grunden skulle det også være løjerligt nok , om jeg kunne føle mig særdeles smigret og opbygget ved at høre dem uforbeholdent yttre , hvad de efter al sandsynlighed tænker om mine forældre . Sagen er den , at begge hører til den gamle skole , at de så at sige er fødte med bevidstheden om , at alle , som ikke er deres overmænd eller ligemænd , hører til carnaillen , og at hverken hoffoureren eller nogen anden har gjort nogetsomhelsf skridt til at bringe dem ud af vildfarelsen . Dette hindrer dem imidlertid på ingen måde i at være kærlige og retsindige mennesker , og de kan således være overbevist om , at hverken de , der er eller har været i deres tjeneste , og som vel at mærke have opført sig godt , nogensinde komme til at lide nød . “ „ Det tvivler jeg ikke om , hr. Greve ; men da nu kammerherren og kammerherreinden hører , som de sagde , til den gamle skole , da de dernæst have megen indflydelse , og da det til syvende og sidst er en regel , at højtstående ikke gerne møde modsigelse eller se tegn på uafhængighed , så er det , forsåvidt jeg ønsker at komme frem i min stilling , dog til sidst ikke så ganske dårlig en lærdom , man har givet mig . “ „ Men under alle omstændigheder en tjenerlcerdom “ , svarede greven , „ og da jeg tror , at de har fået en god opdragelse og har levet blandt dannede mennesker , så ærgrede det mig , at se dem så beredvilligt gå ind derpå . “ „ Måske vil det æergre mig selv i tiden , hr. Greve , endnu kan jeg ikke sige det , dog tror jeg , at resullatet må blive to de oo not to de . Enten må jeg opgive min personlighed og blive ved hoffet eller være selvstændig og forlade det . “ „ Men da de synes at være forfaren udi fremmede sprog “ , svarede greven , „ så ved de vel også , at der gives noget , som hedder 1u8lemlieu , hvilket nok kan udlægges til : at holde den rette middelvej . Det vil sige , man skal ikke løbe hovedet mod stuedøren , når man ved at banke kan komme ind . Der er ganfle vist intet til hinder for , at de som hofflriver eller hoffoureer kan sautenere deres selvstændighed , og som et eksempel herpå vil jeg fortælle dem , at prinsessen ikke kan lide deres principal netop på grund af hans smidige og glatte læsen , hvorimod hun syntes godt om dem , fordi de vovede at oplade deres rest . Men for nu af komme på noget andet , er der intet værelse anvist dem , hvor de kan opholde dem , når de er fæerdig her på kontoiret ? “ „ Jo , og det endogså et overordentligt smukt “ , svarede jeg , idet jeg åbnede Deren dertil . „ Nå , så synes det mig , af det just ikke havde været en alt for overdreven høflighed , om de havde buden mig derind for af drikke et glas vin , da jeg dog kommer så pænt og aflægger dem en visit . “ „ At jeg ikke har gjort det , hr. Greve , er af to fljellige grunde . For det første antog jeg , af de kun var kommen for af kaste et blik i afstand på la carnaille , og for det andet har jeg ingen vin . “ „ Den første grunds uholdbarhed håber jeg nu , af de er bleven overbevist om “ , svarede han leende , „ og den anden , når man tager hensyn til , af de er hofskriver , må enten være baseret på ond villie eller ukendskab med forholdene . “ Medens han sagde dette , så han sig om i stuen , og da han fik øje på klokkestrengen , tog han et par kraftige tag i den , hvorefter han satte sig i sofaen og tændte en cigar . Et dieblik efter trådte tjeneren ind med sin sædvanlige ligegyldige mine , hvilken han dog hastig forandrede til et udtryk af den dybeste ærbødighed , da han fik øje på greven . „ Vil de bringe vin og glas og sig så fil kokken fra mig , at han vedlægger noget smukt og behageligt bagværk . Seer de “ , vedblev han efter at tjeneren havde bragt det forlangte , „ nu har vi både vin og kage , og der er aldeles intet i vejen for , at de kan have det hver dag , så ofte de ønsker . Alt kommer nemlig her på den store regning , som ingen fanden forstår sig på , og de kan være overbevist om , at hvad de ikke drikke , det drikker de andre skjelmer dernede . Beskedenhed er en skønne dyd , der ikke noksom kan indprcentes børnene for at de voksne kan få fred for dem ; men skynde de sig ikke med at aflægge den , når de selv blive voksne , så kan de bande på , at de komme til at slå i skammekrøgen alle deres dage og få hverken vin eller bagværk . “ „ På den måde ville det altså være sandhed , at der tteoretisk gives store dyder , som praktisk ville være ligeså store laster . “ „ Ganske sikkert . Tænk dem bare den ægte christelige godgørenhed , ved udøvelsen af hvilken de trods al arbejde og flid ikke ville eje en pjall . “ „ Hvorfor der også siges “ , afbrød jeg ham , „ at hvem der giver fil han tigger , skal slås fil han ligger . “ „ Ia der seer de voks xoxull er trådt imellem og har givet dyden et dementi . Jeg kunne opregne meget af den slags “ , vedblev han , „ dersom jeg ikke havde en ahnelse om , at jeg dermed ikke siger dem noget nyt . Min mening er , at hvad dyden angår må også et . luste-mlieu iagttages ; kun skal man vogte sig for at lade den valgte rette middelvej grcendse alt for nær fil egen fordel . „ Hvilket imidlertid ofte vil have sine vanskeligheder , eftersom egen fordels grcendser er temmelig elastiske “ , svarede jeg . „ Selv hos paven “ , tilføjede han . „ Ia de må sige det , og jeg lærer deraf , hvor yderst vanskeligt det er at filosophere , hvilket jeg iøvrigt også altid er kommen flet fra . “ „ Jeg havde også en lærer , som sagde “ bemærkede jeg , „ at al filosofi var vrøvl og al lårdom iligemåde . “ „ Hvilket udsagn må have været til usigelig lettelse for dem ved deres arbejder “ , svarede han leende . „ Der hørte imidlertid et eget slags mod til af fremkomme med en sådan påstand , af hvilken grund jeg har en ahnelse om , af han har været milifair . “ „ Netop , hr. Greve , og det endda ved landeværnet . Sandheden tro skal jeg imidlertid tilføje , af idet han indprægede mig denne anskuelse , bød han mig af bevare den som en hemmelighed , idet han foreholdt mig af gøre dette netop ved af give mig skin af af hylde den modsatte anskuelse . “ „ Hans tro har således dog ikke været bygget på en klippe , og han har villet bevare dem for af komme til af høre til de ensomme og forladte . Der er imidlertid herved et spørgsmål , som , hvor kejtet det end lyder , dog synes berettiget . “ „ Og det er hr. Greve ? “ „ Om de hyldende hans anskuelse , kun bebyrdede dem med så lidt af det han kaldte vrøvl som muligt . “ „ Og således , mener vel hr. Greven , med fuldstændig berettigelse aspirerede til af blive hoffourer . Ja , oprigtig talt , en tid lagde jeg mig hans ord på sinde , som det en lydig discipel og døven dreng egner og anstår . Ved en lejlighed blev han imidlertid gemt i et klædeflab , og da han kom ud derfra , havde han mistet sin glorie , af hvilken grund jeg fik en ny lærer , der var af andre og for mig mere anstrengende anskuelser . “ „ Deres første lærers glorie må være bleven grundig fordærvet i klædeskabet , siden de ikke formåede af reparere den “ , svarede hin med et hjerteligt blik ; „ thi efter hvad jeg ved , gjorde de dem ligeså megen umage , som det lykkedes dem godt af frelse deres anden lærers , der var kommen i et værre bekneb . Io , jo “ , vedblev han , „ man kender nok lidt til deres historie og ved også , af de af lutter kærlighed og taknemlighed for en varulv , frelste ham for den hedenske fortryllelse , og forhjalp ham til en chrisfelig galge . Det håb , af der dog måtte være noget af observere ved et menneske , som har bragt en til livet , en anden til rasphuset , og dernæst fundet lejlighed til af frelse en præsfemands surt erhvervede skillinger , var det også , som førte mig herop . „ Tor jeg så spørge om de fandt noget “ , spurgte jeg . „ Straks følte jeg mig så bitterlig skuffet , af jeg følte mig overbevist om , af man havde haft dem i et klædeflab , og der fået glorien skrællet af dem ; men efter nærmere undersøgelse fandt jeg dog noget , hvilket nu foranlediger mig til af gøre dem det indtrængende spørgsmål om , hvilke omstændigheder det er , der har foranlediget dem til af gå i hoffourerens tjeneste ? “ „ Ene og alene den dybe trang til af indtage en pæn eller om jeg så må sige det chevaleresque stilling i samfundet . “ Ihvorvel jeg sagde dette i en spøgende tone , hvori jeg smittet af greven var falden , så må jeg tilstå , af den muntre og hjertelige latter , hvori greven brast ud ved min forklaring , dog var lidt mere end jeg havde ønsket og forlangt . „ Ia de har let ved af le , hr. Greve , “ sagde jeg derfor i en alvorligere tone . „ De indtager en overordentlig stilling i samfundet , og selv om de ikke var i besiddelse af det mindste andet end deres grevetittel , så var den allerede nok til af skaffe dem anseelse . “ „ Ia blandt narre , højstærede ! “ udbrød hin , „ men sikkerlig ikke blandt mennesker , der kan gøre fordring på af stå over de firbenede . Jeg tror nok , af ler stikker lidt af en skjelm i dem , det vil sige , jeg tror , af når de bliver renset og rengjort for al mystisk påhæng af løjerlige indbildninger , så kan de også blive til et virkeligt menneske , hvilket ikke vil sige så ganske lidt ; jeg må derfor antage , af hvad de nys sagde , var deres virkelige mening og ikke blodig ironie over vore landsmænd , den agtbare danske nation . “ „ At det var min virkelige mening , tilstår jeg gerne “ , svarede jeg lidt iriteret , „ og af hr. Greven selv hylder denne anskuelse , synes der også af være bevis for . “ „ De mener fordi jeg går her løs og ledig i jagtdragt og bader mig i sommersolen , samt artig agerer min faders søn . Af agtelse for deres gode omdømme må jeg imidlertid bryde med min smukke beskedenhed og oplyse dem om , af jeg ved universitetet har absolveret mine examina , hvilket altså beviser , af jeg har haft en lumsk ide om , af grevetittelen ikke var nok , samt dernæst , af jeg underdanigst har afflået af blive kammer- , forst- og jagtjunker , da det forekom mig , af dette var endnu mindre , så , at jeg som godsejer har den samme ret , som enhver landjunker til at være en dagdriver , og til syvende og sidst at jeg med mit ophold her , har lo bestemte formål , om hvilke de imidlertid foreløbig ikke får en tøddel at vide . “ „ Jeg må tilstå , hr. Greve , at jeg er aldeles slået til jorden , og beder dem hjertelig om forladelse . Men sig mig nu , hvilken vej skal et ungt menneske af borgerlig herkomst men af honnet ambition da væelge for på en ikke alt for besværlig måde at få denne tilfredsstillet . “ „ Der kommer atter dette gådefulde påhæng , som jeg ikke tror at stå i samklang med deres natur , og som de må have opsamlet i gud ved hvilket pulterkammer fuldt af brogede pjalter . Hvilken vej de skulle vælge ? Ja , hvilkensomhelst , og ingen undtagen , på hvilken de må anstrenge deres evnerfor derefter at virke til nytte i samfundet . Seer de , jo kraftigere de strider i det godes tjeneste , jo mere honnet ambition er de i besiddelse af . Men til at være lakai behøves ingen , ja , der er den endogså i høj grad overflødig og besværende . “ „ Noget lignende er bleven mig sagt før “ , svarede jeg næsten uvilkårligt og bevæget just ikke af de behageligste følelser . „ Men vist næppe af den lærer , hvis glorie blev liggende i klædeskabet ? “ spurgte greven . „ Dog “ , vedblev han , „ vi ville ikke tale mere derom . De har som jeg tror , formue ivente , de har lært noget , og de er opdraget blandt dannede mennesker , dersom således på grund heraf , Tingen ikke giver sig af sig selv , når de får øjnene op , så har deres honnette ambition en hastig lighed med falske bancosedler . Hvis de nu har lyst , så kunne vi nu ride eller også gå en tur med hinanden . Det var nemlig også et af formålene for mit besøg , af se om de kunne afgive en brugelig og behagelig selskabsbroder . “ „ Det er i høj grad smigrende for mig , hr. Greve , af erfare , af de altså har sundet mig nogenlunde værdig . Jeg beder dem imidlertid endelig ikke af misforstå mig , når jeg må erklære , af hvorfiden honnet ambition jeg end er i besiddelse af , så har jeg dog for megen dertil . Ved disse ord rejste greven sig hastig og så på mig med den sførsfe forundring . „ Tror de ikke “ , sagde han derpå , „ af om jeg så forstår deres mening nok så godt , så kan der ikke pilles andet end en drøj fornærmelse ud deraf ? “ „ Ikke , når de er billig nok til af tage alt i betænkning , hvorom jeg iøvrigt ikke tvivler . “ „ De sagde , hr. Greve “ , vedblev jeg , „ af en lakai ikke bør være i besiddelse af honnet ambition , og deri kan de i visse måder have ret ; men på den anden side ville det , tror jeg , være synd ikke af tillade ham af have så meget deraf , som er nok til af holde ham borte fra selskab , hvor han hvert dieblik er udsat for af blive overset . “ „ Nu forstår jeg dem “ , råbte han , „ De mener af jeg vel tør vove af gå med dem i de dunkle alleer og i skovenes skjul men ikke på åben gade . Deri tager de imidlertid fejl , og jeg kan forsikre dem , af hvo som fornærmer den , jeg har agtet værd af tage under armen , han fornærmer også mig , og jeg lader mig ikke ustraffet fornærme . “ „ Det tror jeg gerne , ja , jeg er endogså overbevist derom ; men ved af se dem blive hugget næse og øre af for min skyld , idet de idelig må gøre front mod verdens fordomme , bliver situationen just ikke behageligere for mig . “ „ Det kan være sandt nok ! “ udbrød han leende , „ De kan imidlertid være overbevist om , af jeg i den anledning ikke vil få lejlighed til af slå ret mange mennesker ihjel . Det var dumt af mig , af jeg nævnte ordet lakai ; men de ved nok , af når man taler i lignelser , bruger man stærke udtryk . Med hvilke øjne man end vil se deres stilling , lakai er de ikke , ihvorvel de forført af gud ved hvilke forfløjne ideer gjorde et heftigt tilløb til af blive det . “ „ Og hr. Greven mener , af jeg nu lykkelig er frelst . “ „ Nej så sangvinsk er jeg ikke , ligesålidt som jeg har en sådan tillid til mine talegaver . Men jeg vil gøre mit dertil og det med god villie ; thi det strider imod min følelse af se et ungt , raskt og med sund forstand begavet menneske dumpe ned i souterainet . Nå , vil de så med ? “ „ Ja “ , svarede jeg , idet jeg tog min hat , „ og det selv med fare for , af de vil komme til af udfordre hendeshoihed prinsessen af Baden-durlach . “ „ Derfor skal jeg nok tage mig i agt ; thi der ved jeg forud , af jeg ville komme tilkort . “ Det var med en langtfra behagelig blanding af glæde og misfornøjelse , af uro og tvivl , af jeg om aftenen , efter at være kommen hjem , tænkte over alt , hvad jeg havde talt med grev ardenfeldt om . Der var noget i hans ligefremme , åbne væsen , som havde tiltalt mig i høj grad , ihvorvel han på den anden side ved sine ord ofte havde krænket mig så dybt , af jeg følte mine kinder blusse ved tanken derom . Af alt fremgik imidlertid efter min overbevisning , af han , det være sig nu af hvilkensomhelst grund , havde fattet godhed før mig , og ingensinde var jeg ved nogen lejlighed bragt mere til eftertanke end ved denne . Det kastel , jeg med så megen Iver havde bygget , havde fået en betydelig breche , og dets tårnes lueforgyldte glans begyndte af vise sig før mit blik som flitter . Den vej , der før havde ligget så solbeflinnet og tillokkende før mit blik , syntes mig nu kold og mørk og fuld af Morads og uføre . At komme i en anden stilling ved hoffet , den som vel egentlig havde været målet for mine og jomfru kolds bedste ønsker , en sådan der dog nogenlunde pegede hen til rigets cantsler eller hofmester eller dets første krudtmester , det indså jeg var en umulighed , selv om grev ardenfeldt ved sin indflydelse formåede alt . Jeg manglede alle antecidentier dertil , og de der beroede på mine ridebukser havde jeg ikke mere nogen rigtig tillid til . I bevidstheden om umuligheden af af overskride det rubicon , der førte til hjemstedsret i hoffets sale , indså jeg også , af hvor meget end omgangen med greven interesserede og glædede mig , så blev det dog nødvendig af jeg trak mig tilbage , dersom jeg ikke ville udsætte mig selv og ham for idelige krænkelser . Det fornuftigste ville være af blive ved den læst , hvorved jeg nu engang sad , og da søge af afvinde den så mange lyse sider som mulig ; men ved mine samtaler med greven var der kommen en betydelig forvirring i mit sind , og det stod til af befrygte af jeg aldrig ville kunne bringe det i ligevægt . De visitter jeg efter hoffourerens dnske aflagde hos enkelte af underpersonalets coryphæer , bidrog heller ikke i nogen henseende til af gøre mig mere fortrøstningsfuld . Overkokken var ganske vist en i høj grad høflig og galant mand . Han trakterede mig ved mit besøg med det bedste , som køkkenet og diinkjælderen kunne byde ; ' men medens jeg gjorde mig til gode med de sager , for hvilke jeg kun i relativ forstand havde ham at takke , indjog han mig hvert oieblik en heftig forskrækkelse ved hvert oieblik med et indstændigt „ Tys “ Lyttende at lægge kniv og gaffel fra sig , hvorefter han sagte listede sig hen og åbnede døren på klem for at kigge ud , på det vi ikke skulle blive aftraperede af en eller anden højerestående . Ved disse excursioner fik han øje på kammerherreinde ardenfeldts kammerpige , der gik forbi . Hende fik han nu ind , for at hun skulle deltage i traktementet , hvorpå han nu under en idelig blinken til mig fjasede og skjemtede med hende , der på sin side slog ham over fingrene eller kneb ham i næsen , når han lod den komme i for nær berørelse med hendes ansigt . Til mig kastede hun milde blikke , og da hun måtte forlade os for , som hun sagde , at snøre kammerherreinden , hvortil , som hun i parenttes betroede os , at to stærke karle egentlig vare nødvendige , så gav hun mig tilladelse til at røve et Kys , eftersom jeg havde været den artigste . Da jeg imidlertid beskeden og undseelig trak mig renoncerende tilbage , erklærede hun mig for en fjante , der nok med tiden skulle komme på andre tanker . Hos fasanmesteren havde jeg heller ikke anledning til af glæde mig synderlig , da han uheldigvis var mere end almindelig fuld ; men da jeg netop af den grund var i hej grad forsigtig med hvad jeg sagde , for ikke af opirre ham , så blev han så velstemt , af han lovede , af ville forære mig fire af de bedste fasaner til jomfru kold , når jeg højtidelig ville sværge på , af ikke en kat fik noget af vide derom ; men da jeg så tagende mod til mig sagde ham , af hverken min plejemoder eller jeg , under sådanne omstændigheder , kunne modtage hans velgerning , så blev han så desperat , af jeg i en hast måtte tage flugten . Af det hele mærkede jeg snart , af jeg havde grebet efter en frugt , der , da jeg fik den , viste sig af være temmelig rådden , og med ikke så ganfle lille forskrækkelse så jeg på mine fingre , idet jeg tillige med en følelse af skam og undseelse tænkte på , hvorledes min modtagelse ville blive i Frederiksværk , når jeg efter af have vendt hoflivet ryggen atter holdt mit indtog der . Herr from havde just ikke gratuleret mig ved min afrejse , bæk havde ligefrem og med rene ord yttret sin misbilligelse , og nu Marie , ja det var egentlig det værste ; hendes satiriske mine og spøgefulde hentydninger følte jeg , af jeg ville få temmelig ondt ved af værge mig imod . At hun ikke ville lade mig dø i synden , var sikkert nok , og på den anden side sagde en dunkel følelse mig , af dette heller ikke ville være så ganske ønskeligt for mig . Jeg ærgrede og stammede mig , men dog mest ærgrede og flammede jeg mig , når mine tanker vendte sig fra Marie til kammerherreindens kammerjomfru , der vel ikke ganske ubeføiet kunne betragte mig som don kammerat . „ Hvad tror de , af årsagen er til af den unge grev ardenfeldt opholder sig så længe her på jægerspriis ? “ spurgte hoffoureren mig en dag , idet vi begge samtidig lagde vore penne hen , efter at have opgjort et vanskeligt regnestykke . „ Det ved jeg ikke , hr. Hoffourer , men når jeg betænker den smukke egn , den gode i agt her er , og hvorpå han sætter stor pris , dernæst prinsessen hvem han kan se og tale med hver dag og til sidst samlivet med hans forældre , så synes mig , at der er grunde nok for ham til at blive her . “ „ Ja , når man ikke seer dybere i tingene , så kunne det måske synes således “ , svarede han , „ men for det første er det ikke tænkeligt , at en dame , som hendes højhed prinsessen , i længere tid kan holde en ung livslysten mand fængslet her på et så ensomt sted . “ „ Og hvorfor ikke ? “ spurgte jeg forundret . „ Fordi at afstanden imellem dem er så stor , at der ikke kan være og heller ikke er tale om andet imellem dem end , hvad man kunne kalde det , en omgang per distance , en eonventionel , afmålt , i visse , bestemt og æerbodighedsfulde former holdt underholdning , der absolut må kede ham i læengden . “ „ Men dersom det nu dog var tilfældet , at de virkelig følte interesse for hinanden , så forekommer det mig dog ikke , at afstanden imellem dem er så stor , at denne kunne være nogen alvorlig hindring . Rigtignok er hun prindsesse ; men jo dog kun af et mindre tysk fyrstehus . “ „ Gudbevares ! “ udbrød hoffoureren . „ Vel hører hun ikke til noget regerende hus , men ikkedestomindre tilkommer hende kongelig mre , ifølge de prærogativer som er magte hendes slægt af kejseren og riget . Men selv om noget sligt var tænkeligt , så kan derom døg på ingen måde være tale med hensyn til hendes højhed og greven , og det af to grunde , af hvilke jeg troede , at de på grund af den omgang , hvormed denne beærer dem , døg i det mindste kendte den ene . “ „ Greven har i så henseende ikke beæret mig med nøgen fortrolighed , og selv har jeg intet opdaget . “ „ Ikke det “ , svarede hoffoureren forundret , „ da er det sandelig mærkværdigt , at de ikke har set , hvad der døg er temmeligt åbenlyst . Hvad nu først prindsessen angår , så tror jeg , at jeg engang tydede hen på , at en hendes høje familie ikke convenabel kærlighedshisforie , som hun havde i sit hjem , bevæegede denne til at lade hende tage ophold her . Er dette nu tilfældet , og derom er der ingen tvivl , da kan der selvfølgelig ikke være tale om , at hun allerede skulle have forglemt hin liaeson og fæstet sine tanker på greven . “ „ Uden for så vidt at hun , som hr. Hoffoureren engang sud i-osn bemærkede , fluide være en skjelm “ , svarede jeg . //tys , tys ! “ udbrød han ængstelig . „ Hun kan være skjelmsk nok , hvilket jeg har måttet bekende . Jeg nævnede tvende grunde , hvorfor der ikke kan være tale om noget sligt . Sig mig “ , vedblev han efter et diebliks betænkning , „ kender de gårdmand Søren Poulsen dernede i krabbedam ? “ , „ Jeg har både set og talt med ham , når jeg er gået der forbi “ , svarede jeg i spændt forventning om , hvad dette fluide føre fil . „ Har de da også set hans datter ? “ spurgte han videre . „ Nu tør jeg næsten ikke svare mere , hr. Hoffourerer , af frygt for at skulle gå i en fælde . Det hele lyder så mystisk og gådefuldt . Så meget vil jeg imidlertid tilstå , at jeg en eneste gang har set hende stående bøjet over brønden tagende en spand vand ; hendes ansigt skal jeg således intet melde om og talt med hende har jeg aldrig . “ „ Det må da altså virkelig være således , at de intet har mærket , hvor utroligt det lyder . Jeg vil da sige dem , at den unge Greve er forelflet i Søren Poulsens datter , Else , at hans forældre i deres dybe sorg derover , have gjort alt for at hæve fortryllelsen , hvori han er hildet , for af få ham fil af drage over fil hans godser i Jylland eller fil af rejse udenlands , for af han derved kunne komme på andre tanker , uden af dog nogen som helst overtalelse hidtil har frugtet . Seer de denne usalige lidensfab , og intetsomhelsf andet , er det , der binder ham her fil stedet . “ „ Hvad det angår “ , svarede jeg , „ så er jeg overbevist om , af grevens forældre kunne være fuldstændig rolige ; thi vel har jeg ikke kendt ham længe , men så meget har jeg dog lært af hans charakteer , af jeg rolig tør sværge på , af han aldrig gifter sig med en pige , der slår så dybt under ham i dannelse , ligesom jeg også er overbevist om , af hans hjerte er for godt og bravt fil , af han kunne nære onde hensigter med hensyn fil den unge pige . “ „ De er imidlertid ikke så gammel og heller ikke så erfaren , min unge herre “ , svarede hin , „ af det jo nok er tilgiveligt om de tager fejl eller lader dem føre bag lyset , og af dette er tilfældet i dette stykke , det , sværger jeg dem fil . Luk nu deres dine og Oren op , se og hør selv , og når de så er bleven belært , kom så til mig og sig , om jeg har sagt løgn eller sandhed . Nå “ , vedblev han efter af være gået et par gange op og ned ad gulvet , „ vi ville ikke forivre os derover . At greven ikke har onde hensigter , vil jeg indrømme . derimod tror jeg fuldt og fast , af han kan være desperat nok til af gifte sig med hende , når han har sat sig det i hovedet , og det trods hans forældres indsigelser og forbud . Knuden er af disse i materiel henseende ingen hindringer kunne lægge ham i vejen , da han ved en arv er kommen i besiddelse af godserne i Jylland og en betydelig formue . “ „ Og moralske hindringer bestående i overtalelser og forestillinger , har ingen synderlig virkning på ham , når han selv er overbevist om af handle rigtigt og godt , mener hr. Hoffoureren “ , afbrød jeg ham . „ Det tror jeg også , men jeg tror tillige af tabet af guld og gods for ham i så henseende ville vise sig ligeså uvirksomt . Det hele bliver mig imidlertid aldeles ufatteligt , og vis jeg turde , ville jeg endnu engang sværge på , af det -- -- -- -- -- -- -- . “ „ Var løgn “ , afbrød min principal mig , „ men det skal de ikke ; thi sandhed er det . Kærlighed “ , vedblev han , „ er en mysterieus og . forunderlig ting . Den kan bringe den klogeste fra conkepterne , og bringe den mest astadige tik at gøre de mest akavede og forkerte vendinger , som ingen Pokker kunne forndsee og beregne . Ia det er virkelig sandt , min unge ven . Den kan gøre menneskene så halstarrige og ville , at de løbe lige lukt ind i ilden uden at de mærke det , før de have brændt sig . Jeg mener den gør dem blinde og døve , således at de uden overlæg indlade sig i et ægteskab , som de siden skammelig fortryde . . Er det nu således , at der er fare før , at den unge Greve lader sig forlede fil et ubesindigt skridt ; så kan ingen fortænke hans forældre i , at de gøre alt før at holde ham tilbage ; og jeg kan derfor sige dem , at de ville være den i hvi grad taknemlig , såvel i ord som i gerning , som ville være dem behjælpelig dermed , og de formå endeel , såvel ved deres rigdom , som ved deres indflydelse . “ Ved disse ord betragtede hoffoureren mig med et ejendommeligt blik , hvis betydning jeg forgæves gjorde mig umage for at fatte , og idet han vente sig for at gå ind i sit eget værelse , gentog han . „ Ia , jeg siger dem , de ville ubetinget gøre det menneskes lykke , der ville stå dem bi . “ Ihvorvel jeg var fuldstændig overbevist om , at kammerherren og hans gemalinde , gjorde sig højst » fornødne sorger , så besluttede jeg dog om mulig at opdage , hvilket forhold det var fra den unge Greves side , som gav anledning dertil . At han flere gange fulgtes med eller gik ind til Søren Poulsen , der var en opvakt og munter mand , havde jeg nok set , ligesom jeg også havde bemærket , at han undertiden kom silde hjem eller gik silde ud , hvilket alt sammen dog kun havde meget lidt at betyde . At gå på rov efter den unge Greves hemmeligheder holdt jeg i grunden ikke meget af ; men på den anden side havde jeg dog nok lyst fil at overbevise hoffoureren om , at jeg også havde øjne og dømmekraft , ligesom jeg også gerne ville rense greven for en mistanke , der , hvorledes man end tog det , var fornærmelig for ham . En aften på denne tid kom jeg , efter i lang tid at have spadseret om i den vidtløftige slotspark , tilfældigvis i nærheden af Søren Poulsens gård , og jeg besluttede nu at gå derind for at se hvorledes der så ud , og hvor tillokkende Else var . Idet jeg nu således gik beundrende det overordentlig klare måneskin , i hvilket de hvide statuer og søjler , hvormed parken er smykket , toge sig helt spøgelseagtige og skræksomme ud , så jeg en høj skikkelse kommende fra den modsatte vej nærme sig gården . Et oieblik blev jeg stående for at se , hvem det kunne være , hvilket dog imidlertid næppe skulle være lykkedes mig på grund af den usikkre belysning , dersom ikke i det samme gårdens store puddelhund var kommen fil og løgrende havde sprunget op ad den fremmede . På dennes fløjten og de par venlige ord , hvormed han tiltalte denne , kendte jeg imidlertid straks greven , der nu bøjede ind i gården , hvor jeg så ham gå ind ad døren . Her var nu lejligheden god , og idet jeg fortsatte min gang , besluttede jeg at benytte den , da jeg , som jeg håbede , ved at se begge delinkventerne sammen , vel nok kunne opfange et vink om , hvorledes forholdet var imellem dem . Så meget syn på sagen fik jeg imidlertid snart , at havde hunden modtaget greven på den venskabeligste måde , som var han en gammel , god bekendt , så modtog den mig med en sådan forbittrelse og raserie , som var jeg dens værste fjende , og jeg måtte anvende al min kunst og snedighed , for at frelse mine ben . Så meget var imidlertid sikkert , hvilken tanke gjennemfløi mit hoved , da jeg lykkelig frelst med hele ben stod indenfor døren , at enten elskede hunden alle grever og hadede alle hofskrivere eller også havde grev ardenfeldt isærdeleshed forstået at vinde den , hvilket just ikke vidnede imod , at han var en stadig gæst her . For enden af bordet i stuen , der var tarveligt oplyst af en ensom spedeprås , sad sø ren Poulsen og ved siden af ham hans datter , begge stikkende til en pande fuld af stegte kartofler . Næsten skælvede jeg for at lade mit blik søge videre , for at det ikke fluide møde grev ardenfeldt somtredie mand . Til min beroligelse men også til min højeste forbavselse var han der imidlertid ikke , og intet sted i hele stuen fandtes nogetsomhelsf spor af ham . At det var ham , som var gået herind , kunne der ikke være tvivl om ; men havde han nu , medens jeg sloges med gårdhunden , skjult sig i et sideværelse for ikke af mødes med mig , så kunne der nok være tvivl om , hvad det var , som havde ført ham herhen , og min Sejer over hoffoureren syntes således just ikke af være så aldeles afgjort . „ Se , det kalder jeg da en stor ære “ , sagde manden , idet han lagde gaffelen fra sig og lettede på den røde nathue , „ af hr. Hoffkriveren vil kigge ind i vor ringe stue . “ „ Æren kan næppe være så stor for dem , Søren Poulsen , hos hvem , som det siges , en Greve er daglig gæst . “ Ved dette spidsfindige spørgsmål , kløede manden sig forlegen bag øret og så på mig med en yderst troskyldig mine . ' » Ja , hvad forstå vi bønder os på det “ , svarede han endelig i en betænkelig tone . „ Har en Greve mere førnemhed end en hofskriver , så tør han vel også rutte lidt mere med den end denne . Jeg mener sådan , som for eksempel , af hvor der er fattigdom på gården , der må malt knibe på skillingen . Nå Else “ , vedblev han fil datteren , „ sæt så et lys fil på bordet og lang det bedste frem du har . Vel bliver det rigtignok ikke fasaner og gyldenvand ; men så får jo den gøde villie at bøde på traktementet . “ Lidt forvirret ved mandens temmelig nærgående måde at reflektere over fornemhed på kastede jeg nu et blik på Elfe for at se om ' hendes skønhed kunne retfærdiggøre hoffourerens påstand . Jeg overbeviste mig imidlertid snart om , at var greven virkelig forelflet , så måtte det være andre end legemlige egenskaber , der havde bevirket dette ; thi smuk var hun langtfra , og lod dernæst til at befinde sig i en ængstelig nærhed af trediverne . Hendes fulde , runde og rødmussede ansigt vidnede om en urokkelig sundhed og en fast sindets ligevægt , hvilket bestyrkedes ved den langsomne og betænkelige måde , hvorpå hun førte kartoflerne til munden og tyggede , medens hun ufravendt stirrede ligefrem for sig . Hendes overordentlig kraftige figur , hvis udviklede former idelig og idelig truede med at sprænge det røde uldne livstykke , ligesom også hendes omfangsrige arme og kraftige , brede hænder , vidnede om så betydelige legemlige kræfter , at hun utvivl- * som kunne være til uberegnelig nytte i en landhusholdning , hvorimod det var mig aldeles ufatteligt , at hun , som hun der stod ragende kartoffelsmulerne fra bordet ned i sin hule hånd , kunne have tændt en så forfærdelig ild i grev ardenfeldts hjerte , at han , bragt i kog ved de hede luer , tænkte på at bryde med sin hele slægt , med sin fortid og hvad der syndes mig temmelig sikkert også med sin hele fremtid . Vel havde jeg hørt af hoffoureren at kærligheden var en forunderlig ting , der kunne tvinge os til at gøre de mærkværdigste diversioner , og jeg havde i min plejemoders romaner læst om helte og heltinder , hvem kærligheden både havde gjort blinde og døve mod fornuftens stemme ; men om jeg nu også ved enkelte af heltene kunne tænke mig den unge Greve , så formåede jeg dog ikke , hvor dristig end min fantasi kunne være , at tænke mig Else , som en af heltinderne . „ Jeg synes at de seer så forknyt på Else , Herr hofskriver “ , begyndte Søren Poulsen atter , idet han blinkede polisk med øjnene ; „ men de skal ikke være bange ; thi vel er hun stor og stærk , men hun er såmænd grumme fredsommelig . “ „ Jeg tror ikke jeg så på deres datter “ , svarede jeg , idet jeg forskrækket trak øjnene til mig ; „ jeg så mig kun om i stuen , thi det forekom mig så bestemt at den unge grev ardenfeldt gik herind kort før jeg kom . “ „ Øg så troede de måske at Else gemte ham bagved sig , men til sådanne gavtyvestreger er hun såmænd alt for troskyldig og oprigtig . Ja , ja Herr hofstriver “ , vedblev manden i samme spøgefulde tone , der forvirrede mig i så høj grad , „ det kunne vel blive farligt nok før greven , når han således uden forlov render bort fra slottet . Er han imidlertid gået herind , ja så må han jo også være her “ , vedblev han , idet han holdt lyset i vejret og lyste rundt i stuen , ja selv endogså under bordet . „ Nej han er her sandelig ikke “ , sagde han derpå , idet han med et spørgende blik på mig satte lyset fra sig og lænede sig tilbage mod væggen . „ Men “ , tilføjede han i en hviskende , hemmelighedsfuld tone , „ det skulle da aldrig have været et syn eller , som man siger , et spøgelse der har drevet sit spil med dem i månelyset . De ved nok her er ikke sikkert på egnen . “ „ Hvad den ting angår “ , svarede jeg fornærmet , „ så er her nok ikke noget at frygte , især før dem , som ikke er overtroiske . “ „ Ja de må ikke tage mig det ilde op , hr. Hofskriver , de ved nok man er så let til at domme fra sig selv til andre , og vi bønder har jo endnu hovedet fuldt af den gamle kjærlingesnak . Det er iøvrigt intet under , vedblev han med en mine , som ville han fortælle mig noget aldeles nyt og overørdentligt , „ thi det er aldrig så farlig mange år siden at en rigtig , grangivelig varulv nær havde gennet livet af et uskyldigt barn , hvilket blev mig fortalt af folk , som bandede på , at de med deres egne dine havde set varulven . “ „ Og vel fundet , at den gik på to ben og var en simpel menneskelig tyv “ , svarede jeg just ikke i det bedste humeur over den lidt uheldige situation , hvori jeg var stedt . „ Iøvrigt tror jeg , at man bedre kan have et barn undskyldt for sligt , end man kan have voksne mennesker undskyldt , når de gøre sig lystig derover . “ „ Lystig ! “ gentog manden . „ Nej det må sandelig Herr hoffkriveren ikke tro , den , som fortalte mig det , var såmænd så forfærdet , at han rystede over hele legemet . Nå , ja “ , vedblev han , „ se nu har jo Else sat frem , hvad der gives . Værsågod og tag så ved . Ia , Else , du har da ikke set noget til greven ude i køkkenet ? “ „ Nej ! Jøses da , fader “ , svarede hun , idet et smil , der vidnede om mere liv end jeg havde tiltroet hende , oplyste hendes ansigt , „ hvad skulle han vel gøre derude ? “ „ Om greven er her eller ej “ , svarede jeg måske endmere ærgelig ved tanken om , hvor uberettiget min spørgen , og hvor berettiget mandens spøg måske kunne være , „ kan naturligvis være mig det samme ; men da jeg ved , at han oftere kommer her , og nu så en gå herind , som forekom mig at være ham , så synes mig det ikke så urimeligt , at jeg spørger , om ikke for andet , så for om muligt at så følgeskab hjem . “ ' „ Ia det er ikke ubilligt “ , svarede hin troskyldig , „ og jeg ville måske nok have gjort mig den samme umage , dersom det var mig , der skulle gå igennem skoven ved aftenstid . Imidlertid tror jeg nok , at vi for et godt ord kan få Else til at følge dem hjem . Ia , ja “ , vedblev han forsikrende , „ hun er sikker nok , så de kan magelig lide på hende . Men vær nu så god “ , vedblev han ivrig , „ lang nu til og forsmå ikke vort ringe måltid . “ Inderlig opbragt på mig selv og på manden , grundede jeg netop over et passende svar , hvorefter jeg ville forlade huset for aldrig mere at betræde det , da der lød hestetrampen i gården . Følgende bondens blik , der hastig vendte sig mod vinduet , forekom det mig at se , så vidt det dæmrende lys og den uklare rude ville tillade det , en herre indsvøbt i en lang rytterkappe og med en bredsfygget hat på hovedet , stige af hesten , hvorpå han med klirrende fjed førte denne ind i stalden . „ Nu få vi fremmede Elfe “ , sagde Søren Poulsen , idet han vendte sig fra vinduet . „ Det var so renpr anger fra Asminderup . Han kommer vidst for at handle om vor blakkede ko , og du kommer vel til at rede op for ham , da han nok bliver her i nat , eftersom han er så silde på vej ! “ „ Så vil jeg gå “ , sagde jeg , idet jeg hastig sprang op . „ Else kan jo nu ikke følge mig , og hun kan måske da siden yde en anden , som fljønner mere derpå , den tjeneste . “ Da jeg kom udenfor gården blev jeg et øjeblik stående med blikket heftet på stalddøren , for om mulig af få oplysning på denne nye gåde ; thi af det ikke var en Pranger , men derimod en cavaleer , jeg havde set forsvinde derinde , derom var jeg ligeså overbevist , som om det var greven jeg havde set gå foran mig ind i gården . Forgæves blev jeg imidlertid stående . Alt forblev lukket og stille i gården , og grundende over , hvad jeg havde oplevet , begyndte jeg nu min vandring ind igennem skoven . Det var mig umuligt af få rede på mine tanker eller af finde en eneste tråd , hvortil jeg kunne knytte dem . Det eneste , som stod tydeligt og klart for mig , det var , af Søren Poulsen , hvor nedtrykkende det var af tilstå det for sig selv , havde gjort sig lystig over mig , af han havde haft en skjelm bag ørei , og af jeg havde gjort en temmelig enfoldig figur dertil . Fandt der virkelig en forbindelse sted mellem greven og Else , ja så kunne hans adfærd let forklares ; men efter hvad jeg havde set var dette mig umuligt af tro . Ved nøjere eftertanke begyndte jeg også at formode , at greven slet ikke havde været i stuen ; thi det øjeblik hvori jeg sloges med hunden , var så kort , at jeg absolut måtte have bemærket nøgen bevægelse derinde ved min indtrædelse ; men fader og datter sagde med en så overordentlig ro ved kartoflerne , at den neppe kunne være hyllet . At den , jeg så bestemt antog for at være greven gik ind ad gårddøren , derom var der ingen tvivl , lad så være , at jeg havde set sejl , og at det var en af husets folk , som var gået igennem forstuen . Var dette nu en fejltagelse så kunne min opfattelse af rytteren også være fejlagtig ; men mærkeligt var det om jeg begge gangene og med en så fuldstændig overbevisning om at have set rigtig skulle være ført bag lyset af min indbildning . Fordybet i disse tanker og næsten kommen til den overbevisning , at hoffourerens påstand ikke var uden grund , hvorved det da ikke var så vanskeligt at forklare , hvorfor greven , ved muligvis at have set mig , havde skjult sig , blev jeg opskræmmed ved at en rytter i skarpt trav red mig forbi . Uagtet dette på alfar vej intet forunderligt havde ved sig blev jeg dog stående og se efter ham . På samme tid vendte også rytteren sin hest og red langsomt hen imod mig . Derpå holdt han et øjeblik stille ; men , som fandt han ikke , hvad han søgte , vendte han atter og for nu afsted ned ad vejen , hvor han et øjeblik efter forsvandt . Det hemmelighedsfulde havde nu engang grebet mig , og hvor meget jeg end foreholdt mig selv , at der gaves noget ganske andet at forundre sig over i denne verden end den omstændighed , at en rytter på kongens landevej et øjeblik troede at have mødt en bekendt , så hensank jeg dog , alt som jeg gik , mere og mere i grublen over , hvad der var mødt mig , uden at jeg dog kunne sige mig selv , hvad der da egentlig var at spekulere over . Jeg var nu kommen til slottet . Den lille jernlåge som førte ind til slotsgården peb på sine hængsler og faldt hårdt i efter mig , og jeg ville netop vende mig mod den fløj , hvor jeg hørte hjemme , da en dør på en sidebygning , hvori den unge grev ardenfeldt havde sine værelser , gik op , og denne selv trådte frem stridende mig i møde . Forbavset , ja jeg kan gerne sige det , med en følelse , der havde den største lighed med skræk , trådte jeg et par skridt tilbage , idet jeg stirrede på greven med dine , som vistnok til fulde vidnede om , hvad der foregik i mig , „ Min gud , min kære monsieur kold ! “ udbrød hin gribende mig om armen , som for at støtte mig . „ Alterer dem ikke . Jeg sværger dem til , at jeg er mig selv , og at jeg endnu er kød og blod . “ „ Det tvivler jeg ikke om , hr. Greve . “ „ Ikke ? “ afbrød han mig . „ Ja , da må de forlade mig ; men deres ansigt vidnede stærkt om , at de havde mig lumsk mistænkt for at være en ånd i galla . De kan jo nok se , at jeg er pyntet ? “ „ Jo , det kan jeg nok , ihvorvel jeg har stor anledning til at tvivle om , hvad jeg seer ved måneskin . “ „ Har de ? Ja , månen er falsk og bringer os tll at fantasere , ja , den kan endogså gøre os rent ravgale , som jeg har hørt . Jeg har tilbragt aftenen i stift selskab hos prinsessen , og nu ville jeg ud for at opfriske min ånd i skoven , hvor det går mere naturligt til . Men hvor kommer de fra ? “ „ Jeg kommer fra et sted , hvor jeg oprigtig talt troede at have set dem . “ „ Ja , så kan jeg forstå deres forskrækkelse “ , udbrød han , „ thi at møde en dobbellgjænger kan nok bringe en helts hjerte til at banke , især når det skeer i en så heldig time og ved det mystiske måneskin . Føj “ vedblev han , „ det var en ækel opdagelse , som har gjort mig selv ganfle benauet . Jeg vil imidlertid bede dem om at give mig nærmere forklaring i morgen ; thi skal jeg spadsere lidt og fryde mig ved den smukke aften , da er det på høje tid . Se nu ikke efter mig “ , tilføjede han , idet han åbnede lågen . „ De var i stand til at se mig hoppe afsted på tre ben , hvilket i venlig erindring om Joseph kunne have højst fladelige følger for mig . “ Denne advarsel behøvede greven ikke at have givet mig ; thi endnu mere forvirret kastede jeg kun et flygtigt blik efter ham , der slentrede langsomt ned af den brede alle , hvorpå jeg skyndte mig op på mit værelse , hvor jeg snart efter under dynen spekulerede videre over aftenens hændelser . Den næste morgen , som hoffoureren og jeg støde sysselsatte hver ved sin pull , trådte fasanmesteren ind . Mig hilsede han på en halv ærbødig , halv komisk måde , og idet han betragtede mig med en sønderknust mine , sagde han : „ Jeg håber da , at hr. Hofskriveren ikke længere er fornærmet , men har tilgivet en gammel mands enfoldighed . “ „ Sandsynligvis var det mig , som ved hin lejlighed var den enfoldige , af hvilken grund det tilkommer mig at bede om undskyldning . “ „ Oprigtig talt , jeg tror det sku selv “ , svarede hin , „ men jeg trøster mig ved , at tid og vane nok skal bidrage til at klare deres begreber . “ „ Hvad for noget “ , udbrød hoffoureren , „ har d ' herrer haft en rencontre ? “ „ Ah nej , hr. Hoffourer “ , svarede fasanmesteren , „ vi havde kun en lille venskabelig disput om overvættes godmodighed og overvættes ærlighed , hvilke to dyder , som de ved , kan skaffe godtfolk en hoben ulejlighed . Nå “ , vedblev han , „ nu går det da igen ud over myreægene og “ , tilføjede han med en listig mine nikkende hen mod skabet i væggen , „ også over portvinen , dersom min herre forresten er i humeur til at hjælpe på en tørstig sjæl . “ „ Jeg synes kun det er temmelig tidlig på dagen , min kære fasanmesfer , og da det er en kraftig vin frygter jeg , at den vil besvære dem i alt for høj en grad . “ „ Besvære “ , gentog hin , „ nej , de ved nok , at hvad der besværer den ene , det bærer den anden med fornøjelse , idet det nemlig alt sammen kommer an på en vane . Og da jeg nu ved af erfaring , i hvilke vanskelige forhold en fasanmesfer kan komme , så har jeg stedse sørget for at blive i den . “ „ Nu ja “ , svarede hin med et lille smil , „ man kan i så henseende just ikke beskylde dem for at være inconseqvent . Men “ , vedblev han , idet han bød ham det nu fyldte glas , „ hvor i alverden har de været henne og fået denne skramme over panden ? “ Ved dette udbrud kastede jeg et blik på fasanmesteren og så nu , at han på det betegnede sted havde en bred , rød og hoven stribe , der dog tildeels skjultes af hans buskede hår . „ Kunde jeg nu læse i deres medfølende hjerte , min gøde hoffourer “ , svarede hin , idet han med en overordentlig færdighed tømte sit glas til bunden , „ så er jeg vis på deri at ville sinde en stærk formodning om , at det var en følge af trykket af en umanerlig blyhat eller med andre ord , at jeg under vægten af en sådan var rendt imod en dørstolpe . Ja , de ryster på hovedet ; men jeg sværger dem til , at dersom de virkelig skulle antage , at jeg er kommen til den blessure i en ædru tilstand , så vil de være den eneste af den tro i ti Miles omkreds . Folk slutte nemlig stedse fra det , som ligger nærmest ved hånden , hvilket iøvrigt er rimeligt nok , og når man seer en drikfældig mand med en rød næse , så siger man , at han har fået den af drik , selv om det af kirkebogen kan bevises , at han er fedt dermed . “ „ Det ville man ganfle afgjort ikke “ , bemærkede jeg , „ dersom vinen bevirkede at næsen blev grøn . “ „ De har sku ret “ , svarede han leende . „ Den ene logik er akkurat ligeså god som den anden . Imidlertid er der dog den mærkværdige omstændighed ved min blessure , at den gør alle til løgnere , selv ikke hoffoureren og hans skriver undtagen ; thi om det så skulle kunne siges , af det var den eneste gang , så var jeg dog så ædru , som en af mine fasaner , da jeg fik det nap . “ „ Da gad jeg sandelig vist , hvorledes det da er gået fil “ , udbrød hoffoureren . „ De skal også få det af vide ; men alle de andre vil jeg lade blive ligeså salige i deres tro , som de formene , af jeg har været det . Seer de , da jeg i går aftes kom gående igennem køkkenhaven på min vej fil overkokken , hvor jeg ville se , om han ikke skulle have glemt en lille god bid i en af sine potter , seer jeg fil min forbavselse en rytter komme mig i møde . Tænk dem , hr. Hoffourer , en rytter i haven , hvor gartneren helst så , af man gik på hosesokker . Først troede jeg , af det var en af de unge galninge , jeg mener den unge Greve eller deres skriver ; men ved af se nærmere fil opdagede jeg snart , af det var en fremmed . “ „ Hvad Pokker bestiller de her i haven med deres rosinante ? “ spurgte jeg , idet jeg greb hesten i tøjlen . „ Nå , nå , godt ord igen “ , svarede han , „ De seer da , at jeg stjæler hverken gulerødder eller pastinakker . Jeg fulgte en sti gennem skoven og kom så uforvarende herind . “ Denne undskyldning var nu iøvrigt ikke at forkaste ; thi som de ved er et stort stykke af plankeværket nedbrudt , der hvor der skal sættes et nyt , og da stien , han var kommen ad , løber langs dermed så var det ikke så urimeligt , at han , når han var ukendt , kunne slippe indenfor . Fyren forekom mig imidlertid fordægtig , og da jeg nok havde lyst til at se ham lidt nøjere efter i sømmene , så sagde jeg ham at han skulle med til gartneren for at stå til rede og ansvar , idet jeg gjorde ham forklarligt , at havde han end ikke puttet gulerødder og pastinakker i lommen , så var det på den anden side ikke urimeligt , at hans hest havde ødelagt en hel del . Dette sagde jeg ham i den høfligste tone og begyndte med det samme at trække af med hesten . Men nu skulle de have hørt et spektakel . Først bandede han mig ned i det hede ubekendte , hvor et bæger smeltet jern er ligeså lastende , som denne portvin ; men derpå , da dette ikke anfegtede mig videre , så greb han til et kraftigere argument , og idet han løftede sin tunge ridepidfl , gav han mig denne sinkedus , så jeg drattede bag over . Jeg må nu rigtignok tilstå , at jeg nok ' tror , han slog efter mine hænder , men ramte fejl . Ligemeget var det imidlertid ; thi jeg flap tøjlerne i en fart , og ban nåde altså sin hensigt . “ „ Men du gode gud ! “ udbrød hoffoureren , „ det var jo et voldeligt overfald , og det her på slottets grund . “ „ Ja og lige i panden på den kongelige fasanmester , Herr hoffourer “ , vedblev hin . „ Men de kan tro , han må have hørt til de liberale , hvis cathechismus , efter hvad jeg har hørt , lyder ganske anderledes end statskalenderen . Så frisindet var han da også , at da jeg sprang op for at tage fat for alvor , så gav han sin hest en lige så kraftig opmuntring , som den jeg havde fået , og fløjten var han , som en vind . “ „ De har da vel dieblikkelig gjort anmeldelse til dvrigheden . Det er jo aldeles uhørt og bør straffes på det strengeste . “ „ Jeg for min part seer ham gerne hængt , Herr hoffourer ; men de vil vistnok indrømme , af det i den anledning ville være grumme nyttigt af få fat på ham først . Da dette nu imidlertid vil være grumme vanskeligt , eftersom jeg hverken kendte ham eller tror af kunne kende ham igen , ligeså lidt som jeg ved , hvor han blev af , så vil jeg heller bære min sorg og svie alene end lade øvrigheden løbe med liimstangen , den har såmænd travlt nok dermed alligevel . “ I den største spænding hørte jeg på fasanmesterens beretning . At denne af ham omtalte rytter var den samme , som jeg havde mødt i skoven måtte jeg antage ; men hvad enten det nu var ham eller en ny , så var der næppe nogen tvivl om , af han søgte Søren Poulsens gård , eftersom den af fasanmesteren omtalte sti , som en gjenvei førte derhen . Var denne ham nu anvist , og han mulig som fremmed ikke var tilstrækkelig bekendt med den , så var det også rimeligt , af han søgte tilbage til landevejen , hvorfra han formodentlig var kommen . At han ikke var fra egnen bestyrkedes ved af fasanmesteren , som havde været på slottet i mange år og færdedes meget , ikke kendte ham , ligesom det også var mig påfaldende , af den , jeg havde mødt gjorde sig øjensynlig umage for at skjule sit ansigt . Men Søren Poulsens foregivende af , at den der , medens jeg var der , kom ind i gården , var en Pranger , forekom mig straks usandsynligt , og jo mere jeg tænkte derover og forestillede mig den fremmedes hele person , jo mere overbeviisf blev jeg om , at han havde villet føre mig bag lyset . Men hvad havde disse hemmelighedsfulde ryttere at betyde , hvad havde de at gøre i denne afsides liggende egn , og i hvilket forhold slode de til bonden ? At det ikke havde været greven , som jeg havde set gå foran mig ind i gården , måtte jeg jo være overbeviisf om efter at have mødt ham i slotsgården ; men havde jeg nu end ladet mig skuffe af en ham lignende person , så indså jeg dog nu ved nøjere eftertanke , at alene af den grund , at Søren Poulsen ingen folk havde , men drev sin lille ejendom alene med sin datter , måtte det være en fremmed , ligesom også hans gang og bevægelser tydede en højere stand . „ Jøses , hvor de stirrer betænkelig på min derangerede pande “ , afbrød fasanmesteren mig her i mine betragtninger . „ Jeg tør sværge på , at de endnu tror , at det hele er et fantastisk eventyr , som jeg har samlet op på bunden af det sidste bæger . “ „ Nej tverfimod “ , svarede jeg , „ så meget mindre , som jeg selv mødte en -rytter , som syntes at være ukendt med vejen eller at søge nogen . “ „ Dødogpine ! “ ubrød hin , „ måske havde han betænkt sig og søgte mig , for at give mig nok en . Nå “ , vedblev han , . idet han drak resten af flasken , „ har jeg nu somme tider lidt i panden , så har jeg nu også noget udenpå den ; men da det første er langt behageligere end det sidste , så skal jeg nok herefter tage mig i agt for at førgribe mig på den slags folk , som slår igen . øvrigheden vil jeg ikke have med at bestille , og deres vin har nu trøstet mig tilstrækkeligt , så at jeg med et let sind kan gå hjem . Glem ikke vognene til i morgen . “ Efter hans bortgang underholdt hoffoureren og jeg os endnu længe om denne gådefulde begivenhed , uden at jeg dog berørte , at jeg troede at have set greven dernede ; da jeg jo kun derved ville bestyrke en mistanke , som forekom mig absurd . Denne havde flere gange stukket hovedet ind af contoirdøren , men da han så os hver ved sin pult , var han gået igen . Nu da jeg hen ad aften var fæerdig med mit arbejde , gik jeg alene ned i skoven , hvor jeg , efter at have spadseret noget omkring , endelig satte mig på en bænk ved fiskeparken . Solen var endnu temmelig højt oppe , og dens skrå stråler spillede på vandet , af hvilket de glindsende fist hvert dieblik slog op snappende efter myggene , som i store svæerme summede derover . På en Holm midt i dammen havde en lille koloni af kaniner sit hjem . Vevre og lette fore de ud og ind af deres utallige huller . Snart sagde enkelte oprejst på bagbenene , spejdende til alle sider , og snart for hele flokke i lystig leg hen over den grønne ø ; men ved den mindste lyd , når et wble fra det store træ , der fuldt af frugter ludede ud over dammen , med et plask faldt ned i vandet , eller en fist med et kådt Spring forstyrrede stilheden , da forsvandt alle i et nu , for et oieblik efter nysgerrige at titte frem og derefter atter at begynde deres travle fæerden . Ved den modsatte bredde af dammen græssede halvtamme rå- og dådyr . Af og til trådte de et par skridt frem , og idet de opmærksomt stirrede over imod mig , stampede de udfordrende med det ene ben i jorden , men snart efter gave de sig atter beroligede til at græsse , som havde de en følelse af , ar dem turde ingen jæger forurolige . Igennem en åbning i skoven kunne jeg se ud over markerne , hvor nu høstfolk færdedes , deres latter og tilråb klang over til mig i den stille aften , medens af og til deres leer , idet de svingede dem ud , glimtede som stærke lyn i det rødlige Sollys . Alt var så smukt , så mildt og beroligende , og i fulde drag nød jeg indtrykket af aftenens fred . Mine tanker vendte sig til mit hjem , og idet jeg lod hver enkelt person , som jeg der havde haft kær , stride frem i min erindring , blev længselen efter at komme dertil stæerkere og stærkere i mit bryst . Min omgang med grev ardenfeldl havde i flere henseender bidraget til at forandre mine tanker og anskuelser . Bevidstheden om det måls tomhed , som jeg efterstræbte , da jeg kom her til hoffet , var i den senere tid bleven klarere og klarere hos mig , og næsten smilende måtte jeg tilstå mig selv , at selv denne nu i et andet lys for mig stående herlighed , ville det aldrig nogensinde lykkes mig at nå , idet der var en kløft imellem min stilling og den , der havde stået for mig som et ideal , hvorover det ikke ville være muligt at komme . Selv hoffourerens standpunkt , som jeg før havde anset for at være så ophøjet , måtte jeg nu anerkende at være grumme ydmyg , og da jeg , om end lykken begunstigede mig nok så meget , aldrig ville kunne nå nogen højere , hvad så ? Ja greven havde ofte sagt mig , at jeg åbent og uforbeholdent for mine venner skulle erkende , at jeg havde faget fejl , at jeg nu erkendte sandheden af hvad hr. Bæk havde sagt , idet jeg nu med glæde ville gå ind på hans tilbud ; men , ja her lå vanskeligheden , jeg havde været alt for stolt og lykkelig , og jeg havde lagt alt for lidt skjul på hvor overordentlig jeg havde anset den stilling for at være , som jeg skulle indtage ved min afsted fra hjemmet , så at det underlag , jeg ved hin bekendelse ville lide , ville være så stort og ydmygende , at jeg gøs tilbage ved tanken derom . For at undgå dette kunne jeg jo så blive hvad jeg var . Jeg kunne opnå den lykke som jeg engang havde forestillet mig , at holde mit indtog i Frederiksværk kørende i en hofeqvipage , men jeg var kommen til bevidsthed om , at sol , måne og alle stjerner ikke ville bøje sig for mig , som jeg før havde tænkt mig . Jeg kunne ved at bukke og insinuere mig på rette sted opnå at blive hoffourer , ja måske kammerfourer , men jeg følte nu , at hverken bæk eller from af den grund ville bukke dybere for mig eller betragte mig med større agtelse , ja at selv tante ville blive lidt underlig tilmøde , nåt jeg lød hende kigge bag coulisserne og gav hende oplysning øm sagens sande sammenhæng . I disse just ikke meget opmuntrende tanker blev jeg forstyrret af greven , der ubemærket havde nærmet sig og nu stod lige for mig . „ Nå , endelig finder jeg dem “ , begyndte han , „ jeg har søgt dem overalt , og som en fortvivlet elsker råbt deres navn i skov og mark . Nå tænd nu denne cigar og lad mig så i beskærmelse af dens trøsterige røg erfare det gyselige . De ved nok historien øm mit dobbeltgængen . “ „ Jeg beder dem endelig ikke at lægge dem det på hjerte , hr. Greve . Jeg er nu fuldstændig overbevist om , af månen og dæmringen har vildledt mig , således af jeg anså en person , jeg så af træde ind til Søren Poulsen , for af være dem . “ „ Nå , så det er de “ , svarede han med et muntert smil , „ den fuldstændige overbevisning var de dog nok imidlertid ikke kommen til , da de mødte mig i slotsgården , i det mindste seer de ikke til daglig brug så forfærdet ud , som de gjorde ved den lejlighed . “ „ Den gang stod jeg endnu halvt i den formening , af det var dem jeg havde set , og min forskrækkelse var derfor måske nogenlunde undskyldelig . “ „ Men hvorfor var de ikke fuldstændig overbevist om , af det ikke var mig de havde set . Havde de følk op og ned af mig , havde de talt til mig ? Var jeg i stuen da de triumferende trådte ind og troede af skulle fange mig , fandtes der mindste spor af mig under borde og bænke da Søren Poulsen med overbevisningens ophøjede præg på sin pande lysede om med den beskedne kerte i stuen , og besvoer Else ikke , af jeg hverken fandtes i køkken eller kjelder ? “ Som himmelfalden af forbavselse og med den pinlige følelse af , ikke af stå på aldeles fast grund , hørte jeg ham gentage , hvad der var passeret den foregående aften . „ Ja der seer man det livagtige , forfærdelige billede af den brødefulde synder ! “ udbrød han leende . „ Hold dem nu fast ved bænken og lad deres cigar ikke gå ud ; thi nu vil sandheden komme over dem med hele sin knusende vægt . Ja monsieur kold . Det var virkelig mig , der hemmelighedsfuldt og svøbt i månens sølverskin smuttede foran dem ind ad Søren Poulsens dør . “ „ Det var virkelig dem ! “ udbrød jeg fuldstændig forvirret , „ men var det så da også virkelig dem , jeg mødte i slotsgården . “ „ Gud give jeg kunne svare nej , det ville være af en overordentlig virkning ; men jeg må som andre skikkelige mennesker holde mig til sandheden , sålænge det ikke går på livet løs . Jo , det var rigtignok mig . Seer de , min kære nysgerrige herre , følelsen af , at de nok kunne fortjene en lille revselse , bragte mig til at skjule mig i forstuen , da jeg så de fulgte mig , og da jeg derfra igennem ruden på døren såvel så som børte hvad der foregik inde i stuen , tog jeg den beslutning , ved at ile i forvejen for dem , at berede dem en lille overraskelse ved deres hjemkomst . “ „ Så tydeligt som nu alt står for mig “ , svarede jeg temmelig beklemt , „ så er det mig døg ikke ganske klart , hvorfor jeg havde fortjent en revselse . “ „ De ville udforsfe planetens gang omkring solen og beregne dens veje ; men da de jo ikke er astronom , så forekom det mig , af fligt studium ville være til ligeså liden både for dem som for mig . Hver går sin vej i denne verden , og når der ikke er grundet tvivl om , af man , på den man har valgt , omflaker sig til en varulv , så tror jeg man bør lade den være uudforsket . “ „ De vil vistnok indrømme mig , hr. Greve , af min vej på en meget naturlig måde kunne føre mig til hin gård , og af jeg således ikke behøvede mange ord for af retfcerdiggjore mig . Ihvorvel jeg nu imidlertid føler , af det er en mislig sag for mig , så vil jeg døg være ærlig og tilstå af min hensigt var af overbevise mig om et rygtes sandhed , der var kommen mig for Oren , og som jeg umulig kunne tro , ligesålidt som jeg tror det nu . “ „ Der gives mange løse tunger og ligeså mange rygter , men når disse ikke afficerer en mands wre eller gode navn , så tror jeg man bør være ubekymret . “ „ Jeg var dog ikke så ganske vis på , om det ikke var tilfceldel med hvad jeg hørte . “ „ Derfor kan de være rolig , kold “ , svarede han alvorlig , „ jeg er nemlig overbevist om at vore tanker mødes , og jeg ved hvortil de sigter ; men i flige sager befinder enhver mand sig stedse på den rette vej , når han kun følger sit hjertes tilskyndelse og ikke lave lidenskabers drift , og sligt har de ikke årsag til at tro om mig . Dermed ville vi lade den sag være afgjort , de ved nu at jeg er ingen varulv og heller ingen dobbeltgjcenger , og hvad så verden iøvrigt siger får at være det samme . Dens dom vil nok blive mildere , når den seer mig med seierskrandsen om hovedet . “ I nogen tid sagde vi nu tavse ved siden af hinanden . Den tilståelse han rigtignok indirekte , men ikkedestomindre tydelig nok , havde gjort , fyldte mig med den gr . rndseloseste forundring , og det faldt mig flere gange ind , at han dog mulig havde haft mig tilbedste , hvilket dog på den anden side hans alvorlige ansigt modsagde . Men at han , der ved så mange lejligheder havde viist afgjort modbydelighed for al simpelhed , at han , med de omgivelser , hvori han havde tilbragt hele sit liv og med det væsen og den dannelse , hvoraf han var i besiddelse , kunne forelske sig i Else , det var en gåde , hvis løsning nok kunne bringe alt til at løbe rundt for mig , således at det intet under havde været , om min cigar var gået ud eller om jeg var falden ned af bænken . „ Så de da ikke den rytter , der på samme tid kom ind i gården ? “ spurgte jeg endelig pint af den for mig så trykkende taushed . Til min forundring satte dette spørgsmål ham synlig i bevægelse , og et øjeblik betragtede han mig med et opmærksomt , forskende blik . „ Jeg hørte en hest komme “ , svarede han , „ men da i det samme de gjorde mine til at gå , så skyndte jeg mig bort , uden at bekymre mig om videre . Var der iøvrigt noget mærkeligt ved den ? “ „ Ved hesten ikke “ , svarede jeg , „ men rytteren forekom mig at være en cavaleer , Søren Poulsen navngav ham rigtignok som en Pranger fra omegnen ; men enten det nu var med eller mod hans bedre vidende , så er jeg temmelig overbevist om at han førte mig bag lyset . “ „ Hvad det indvortes angår , negter jeg ikke , at en såkaldt cavaleer og en Pranger ikke så ganske sjeldent kan have en frapant lighed med hinanden , med det udvortes er det derimod en anden sag , og det forekommer mig derfor , at de snart måtte være kommen til et bestemt resultat , da den fremmede kom ind i stuen “ , svarede greven idet han atter heftede sit blik fast og spørgende på mig . „ Han kom ikke ind i stuen medens jeg var der og jeg fik således ikke lejlighed til at se ham nærved . “ „ Nu vel , kære kold , lad os så til verdens beroligelse og for ikke ufornødent at gøre Søren Poulsen til en garstig løgner antage , at det var den virkelige , flindbarlige Søren Pranger fra Asminderup . “ „ Verden er undertiden ikke let at berolige , hr. Greve , ligesom det heller ikke er så ganske let at omskabe Søren til cavaleer ; men jeg negter ikke , at det hele kan være temmelig ligegyldigt . Hvad der måske har bidraget til at sætte min fantasi i bevægelse er den omstændighed , at jeg inde i skoven kom i møde en anden rytter , der syntes at søge nogen eller noget , i det mindste gjorde han mine til at tiltale mig , men betænkte sig igen og red bort i retning af Søren Poulsens gård . “ „ Atter en dunkel hændelse varieret over ttemaet Søren Poulsens gård ! “ udbrød greven munter , idet jeg dog læste et glimt af uro i hans blik . „ Så overordentligt og mystisk det end lyder “ , vedblev han , „ så tror jeg dog , at et menneske med nogenlunde ædruelig indbildningskraft ikke just vil finde noget særdeles betænkeligt i , at en rytter færdes på alfar landevej . Tror de dernæst ikke , kære kold , at der kunne være et lille skin af mulighed for , at hin ubekendte ville spørge dem om vej ; men at han ved at se deres ansigt var bleven ligeså forfærdet , som de så ud til at være ? “ „ Udtrykket af forfærdelse er la just ikke det , der under flige omstændigheder ialmindelighed driver os på flugt “ , svarede jeg lidt ærgerlig . „ Lad nu imidlertid være , at heller ikke heri er noget , som er værd at lægge mærke til , så tror jeg dog , de vil indrømme mig det mærkelige i , at fasanmester Krogh omtrent på samme tid traf og anholdt en rytter i kjokkenhaven . “ „ Krogh ! “ gentog han , idet han med en heftig bevægelse rejste sig halvt op . „ Ja , sandelig “ , vedblev han derpå leende , „ det er næsten mere end mærkeligt , af en ensom rytter finder på med sin hest af gøre en saltomortale over plankeværket , thi ad anden vej kunne han jo ikke komme derind på den tid . “ „ Man kunne endogså temmelig trøstig kalde det en umulighed , hr. Greve . Tingen er imidlertid gået mere naturlig fil , idet nemlig et betydeligt stykke af plankeværket er nedtaget netop langs med den sti , der fører til Søren Poulsens gård , ad hvilken han altså er kommen , og har da ved hin omstændighed forvildet sig ind i haven . “ „ Det lader sig høre . Men de siger , af Krogh anholdt ham , hvor gjorde han da af ham ? “ „ Han anholdt ham ; men han holdt ham ikke “ , svarede jeg . „ Den fremmede besvarede nemlig Kroghs forestillinger med et så kraftigt slag af ridepisken , af denne tabte tøjlerne , som han havde greben . “ „ Og vel næse og mund med “ , udbrød greven . „ Ja næsten hele hovedet “ , tilføjede jeg , „ i det mindste bærer det et sådant mærke , af man må fordanses over , af det holdt . “ „ Det er måske , som man siger om Bremer pottetøi , godt brændt “ , sagde greven . „ Men sig mig nu “ , vedblev han , „ hvad får de nu ud af disse hemmelighedsfulde begivenheder ? Hvad Krogh fik ud deraf , det har vi jo hørt . “ „ Med henblik fil fasanmesteren tror jeg af kunne gratulere mig fil ikke af have fået det samme ud deraf , som han . Iøvrigt er det såvel hans som min mening ikke af gøre sagen fil genstand for nærmere undersøgelse . Al den imidlertid i det mindste for et dieblik er egnet fil af sætte ens fantaste i bevægelse tror jeg dog billigviis må indrømmes . “ „ Sikkerlig “ , udbrød hin , „ især ved en så virksom tilskyndelse , som den Kroghs fik . “ Idet han sagde dette , rejste vi os begge hastig ved af se prinsessen ledsaget af sin hofdame komme ad den nej , ved hvilken vi sagde . Så nærved havde jeg endnu ikke set hende , siden dengang jeg blev forestillet for hende , og atter , som ved hin lejlighed måtte jeg beundre hendes overordentlig skønne , ungdomsfrisfe og livfulde ansigt . Til mig nikkede hun venligt , idet jeg med hatten i hånden trak mig tilbage . Grevens hilsen besvarede hun derimod mere ceremonielt . „ Må jeg bede dem , mine herrer , ikke at lade dem forstyrre “ , sagde hun , idet hun tog plads på bænken . „ Jeg og frøken Schild have gået en lang tur , og vi er nu så trætte , at vi absolut må hvile et øjeblik . Nu , monsieur kold “ , vedblev hun til mig , „ hvorledes finder de dem tilfreds i deres stilling ? “ „ Jeg takker , deres højhed . Når jeg ikke kan sige , at jeg føler mig fuldstændig tilfreds , så har jeg kun mig selv at bebrejde derfor . “ „ Således er det vel ialmindelighed tilfældet med os alle , hvad vore daglige små sorger angår , men det er sjældent at vi så villig ville erkende det . “ „ Det kan vel hellere siges , deres højhed “ , sagde greven , „ at monsieur kold sukker under en chronisk lidelse , der , som jeg håber , vil tiltage således i styrke , at han snart vil blive nødsaget til at anvende det eneste middel som gives derimod . “ „ Øg det er ? “ spurgte hin . „ Ved en kraftig anstrengelse at befrie sig derfor , deres højhed . “ „ Ja , når dette står i ens magt , så ville jeg foretrække at gøre dette straks langt hellere end at sukke under byrden til den bliver uudholdelig . “ „ Men dertil hører ' energi og evne til uden den bittreste nød , at kunne fatte en kraftig beslutning . som den menneskelige natur nu imidlertid engang er , så er vi mere tilbøjelige til at gå på akkord med skæbnen og så længe som mulig udsætte det afgørende øjeblik “ , svarede greven . „ Jeg tror , hr. Greve , at de der gør menneskeheden ialmindelighed uret til fordel for den enkelte . Fordelen ved en kraftig beslutning i et sligt tilfælde , er jo så indlysende , at det næsten er utænkeligt , at nogen ville tøve med at fatte den . “ „ Det forekommer deres højhed nu i dette øjeblik , men når hin afgjørelsestime engang med sit hele alvor skulle komme for dem , ville de da sige det samme ? “ spurgte greven med et blik , der , som det forekom mig , tydede på at svaret ikke var ham ligegyldigt . „ Det ville jeg hr. Greve , ja ganske sikkert det ville jeg “ , svarede hun ivrigt , idet hun rødmede . „ Jeg ville det , fordi jeg først ville have overbevist mig selv om , af mit livs lykke afhang af afgørelsen . “ „ Jeg har aldrig tvivlet derom , deres højhed “ , sagde hin , idet et glad smil oplyste hans ansigt , „ men -- -- -- -- -- -- - . “ „ Men “ , afbrød hun ham , „ min herre ville blot førlede mig fil af gøre en heroisk udtalelse . Dog lad os nu høre monsieur kold : thi dem er det da egentlig af sagen angår “ , vedblev hun vendende sig fil mig . „ Agter de af give hr. Greven ret i hans mening , hvad deres chroniske lidelser angår ? “ „ Hidtil tror jeg , af jeg ihvorvel ubevidst har gjort det , deres højhed . Med hensyn fil det , hvoraf jeg lider , så er jeg imidlertid ikke ganske overbevist om det er virkelighed eller chimaire . “ „ Ia , sandelig “ , udbrød hun , „ derom må man rigtignok først og fremmest være overbevist . Dog troer jeg , af et resultat ikke er så vanskeligt af komme fil , da der ganske sikkert i de store vendepunkter i vort liv er noget i os , som siger os , hvad der er det sande og hvad der er det falske . “ „ Når kun ikke denne røst bliver overdøvet af forfængelighed og egenkærlighed , deres højhed , eller af frygt for verdens spot . Hr. Greven har i flere henseender åbnet mine øjne , og jeg håber , af jeg nok skal finde mod til af overhugge knuden , så såre jeg har overbeviisf mig selv om , af jeg nu seer klart . “ „ Jeg ved ikke , hvorom sagen drejer sig “ , svarede hun mildt , „ men jeg er overbeviisf om , af har hr. Grev ardenfeldt åbnet deres øjne , da er det for det , som er sandt og godt . “ , /jeg håber det “ , svarede greven , „ thi det var mit hjertes mening . Da det imidlertid intet hjerteanliggende er , så er jeg overbeviisf om , af monsieur kold intet har imod , af jeg med deres hoiheds tilladelse forelægger dem sagen . “ Greven skildrede nu mine forhold i hjemmet samt den tvivl han selv havde vakt i mig med hensyn til den stilling , hvori jeg var kammen ved hoffet . „ Selvstændighed og frihed er , som jeg tror , nødvendige betingelser for menneskets udvikling “ , sagde hun efter opmærksomt af have lyltet til hiins beretning , „ men , monsieur kold , ingen af delene findes ved hoffet , og navnlig ikke i den sfære , hvori de bevæger dem , og ud over hvilken de selv med den bedste villie aldrig vil kunne komme . Ved de kundskaber , de har erhvervet dem , ved de udsigter , som ved deres familie og venner er åbnet dem er der sikkret dem en fremtid rig på de glæder , som et kraftigt , virksomt liv stedse bærer i sit skød , hvorimod deres ånds og livskraft her vil sløves og hensygne under trykket af en monoton af lutter småligheder sammenflikket tilværelse , hvis højeste formål til sidst kun bliver et nådigt smil fra dens læber , hvem fødselen og ikke dygtigheden har gjort til deres velaffectionerede herre og beskytter . Smigrende , krybende og evigt smilende , som deres principal hoffoureren , er de fordømt til at sno dem frem ad en bane , hvis ende er ydmygelse som dens begyndelse var det . Dog “ , vedblev hun , „ alt dette har sikkerlig geev ardenfeldt sagt dem , og jeg kan forsikre dem , at kun den oprigtigste interesse for dem , har kunnet bevæge mig til at gjenfage noget , som måske endnu skurrer i deres 0 > ren . Dog må jeg endnu tilføje , at de , efter min overbevisning og anskuelse af livet vil , i enhver borgerlig stilling , være berettiget til at løfte hovedet ligeså højt som en adelsmand . “ Det var så langt fra at , som hun sagde , hendes ord havde skurret i mine øren , at jeg tverfimod følte mig glad og inderlig taknemlig derved , måske også som en følge af den inderlige godhed , der lyste ud af hendes ansigt , medens hun talte . „ Deres højhed har gjort mig uendelig lykkelig ved den deltagelse , de har viist mig , og jeg føler nu mere end nogensinde , at jeg forledet af falske forestillinger er kommen ind på en vej , der ikke kan føre mig fil et ønskeligt mål . Jeg beder imidlertid deres højhed at tro , at når jeg ikke straks kan fatte beslutningen om at træde tilbage , så ligger min vigtigste grund dertil i frygten for at såre den alt for dybt , som jeg har at takke for alt . “ Denne samtale med prinsessen gav mig ikke mindre at tænke på end den foregående jeg havde havt med greven . Der havde været noget i dennes adfærd medens jeg fortalte ham den foregående aftens hændelser , som næsten bragte mig til at tro , at der skjulte sig en hemmelighed derunder , for hvilken han ikke var fremmed . Dette var nu imidlertid en så løs gisning , at jeg ikke længe dvælede derved . Hvad der derimod skaffede mig mere af tænke over , det var opdagelsen af , af hoffoureren havde haft ret . Greven havde jo næsten rent ud tilstået , af Else var den sol , som trak ham til Søren Poulsens gård . Hvorledes det var gået fil , hvilke egenskaber det var hos hende , som ' havde bedåret hans hjerte , det var mig så ufatteligt , som den rigtige sols væsen vel endnu er det før den lærde . At greven ved sit valg af en ægtefælle kun ene og alene vil tage hensyn til sit hjertes stemme og aldrig til rang eller rigdom , derom var jeg overbevist ; men på den anden side kunne jeg heller ikke forestille mig andet , end af den , han valgte , måtte være hans lige hvad ånd og dannElse angik . Når jeg forestillede mig , af Else kunne blive hans kone , syntes en sådan tanke mig næsten latterlig , men på den anden side følte jeg mig overbevist om , af han ikke var i stand til af nære slette eller urene hensigter . Jeg havde fra det første , jeg lærte ham af kende , holdt meget af ham . Han var kommen mig imøde med en godhed , som jeg ikke noksom kunne påskønne , og jeg følte dybt , hvor meget jeg havde ham med hensyn til mit væsen og tænkemåde at takke for , og det var derfor intet under , at jeg med hjertelig uro og ængstelse så ham hildet i en forblindelse , der ville forspilde ham hans liv , som ellers havde alle changer for sig til at blive lykkelig . Hvad nu prinsessen angår , så voksede min hengivenhed for hende , for hver gang jeg kom i berørelse med hende , og fra den tid jeg så at sige daglig færdedes med greven skete det jevnligt . Snart mødte vi hende her snart der i parken , hvilket næsten aldrig var tilfældet , når jeg gik alene , af hvilken grund jeg ikke noksom kunne prise grevens held . Hendes skønne , livsfrisfe ansigt , hvoraf skjelmeri og munterhed lyste , og som ofte mindede mig om Marie from , hendes jevne , ligefremme væsen , hvori der ikke var spor af hovmod at opdage , og den interesse , hvormed hun så ofte henledede talen på mine forhold eller hørte mig fortælle om begivenheder fra min barndom , samt hendes hjertelige latter ved mine historier om lieutenant Emanuel eller om mine og Theodors fantasier . Alt dette bevirkede at jeg følte mig mere og mere tiltrukken af hende ; og hver gang jeg gik med greven , længtes jeg inderlig efter at møde hende , hvilket da også ialmindelighed lykkedes . I den tid , der nu hengik , kom der flere og flere rygter i omløb betræffende den natlige færden af enkelte fremmede omkring jægerpriis ; men noget bestemt vidste ingen , og hvad der blev fortalt handlede sig ialmindelighed kun om havte forskrækkelser og- vild flugt for indbildte røvere . Dette var ofte genstanden for hoffourerens og mine samtaler , og på slottet gaves der nu næsten ikke en eneste , som ikke i en sildig time havde mødt en af hine hemmelighedsfulde ryttere . En anden sag , som lod til at interessere min principal i en endnu højere grad , og hvorpå han ofte henledede samtalen , var den unge Greves kærligheds forhold ; hvorom han talte med megen indignation , og med hensyn til hvilke han øjensynlig ville udforsfe mig . Hvad der crrgrede mig i høj grad når talen var om greven , var den omstændighed , at han , med hensyn til mit forhold til denne aldrig , hverken kunne eller ville forstå , at det kunne være anderledes end en betroet og afholdt tjeners lige overfor sin herre . Han slog flere gange på , at greven gik vel vidt i sin nedladenhed , og rådede mig til at vogte mig for at misbruge denne . Med hensyn til prinsessen ville han vistnok endnu mere indtrængende have rådet mig det samme , dersom han havde vidst , hvor ofte jeg traf sammen med hende ; men da jeg aldrig berørte dette , kunne det ikke blive nogen genstand til uro for ham . Allerede flere gange havde han antydet , af det stod i den gamle kammerherre , grev ardenfells magt af gøre min lykke , og af denne vistnok også ville gøre det , når jeg på en eller anden måde kunne gøre mig ham forbindtlig . Da jeg nu ikke havde de samme anskuelser om , hvad han kaldte lykke , som tidligere , så lagde jeg mig ikke videre på hjerte , hvad han sagde , om hvilket jeg heller ikke havde den fjerneste ide om , af det var sagt med noget specielt hensyn . Det varede imidlertid ikke længe før jeg skulle blive oplyst om , af hoffoureren ikke havde talt af sit eget . En dag kom nemlig kammerherrens tjener ind på contoiret og bad mig om snarest mulig af komme op til sin herre , der ønskede af tale med mig . „ Sig mig , monsieur kold “ , sagde han , da jeg et øjeblik efter stod for ham , der sad i sin lænestol , „ hvor gammel er de . “ „ Jeg er nu snart nitten år hr. Kammerherre “ , svarede jeg forventningsfuldt . „ Er de så ung ! “ udbrød han ligesom misbilligende . „ Efter deres udseende af dømme skulle man fro , af de var langt ældre . De stammer da ikke fra jødiske forældre ? “ „ Det tror jeg ikke deres høivelbårenhed , men under alle omstændigheder er jeg nu Christen . “ „ De tror det ikke “ , sagde han i en misbilligende tone , idet han så skarpt på mig . „ Om flige forhold plejer man dog ellers af være underrettet . “ „ Jeg har desværre dog ikke haft den lykke ; men blev som et forældreløst barn antaget og adopteret af en dame . “ „ Af en dame ! “ gjentøg han med et lille satirisk smil . „ Ja hr. Kammerherre , af en dame “ , svarede jeg med så meget eftertryk , som jeg troede af turde tillade mig . „ Man plejer ellers af bruge denne benævnelse i mere indskrænket betydning , hvilket dog næppe kan være dem ubekendt , eftersom de har opholdt dem nøgen tid her ved hoffet . “ „ Jeg er overbevist om hr. Kammerherre , af jeg med hensyn til min plejemoder , har brugt denne benævnelse i rigtig forstand . “ „ Men de kan være overbevist om , min gode kold , at havde hun været det , da ville hun sikkerlig i dem have opdraget en cavaleer , da hun har adopteret dem . “ „ At det har været hendes ønske , derom er jeg overbevist , og jeg tror også ved min opførsel ikke at have gjort dette til skamme . “ Kammerherren satte hastig den gyldne tobaksdåse fra sig , og idet han så op , var det tydeligt , at et bittert svar spillede ham på læberne . Han må imidlertid have betænkt sig ; thi idet han atter greb låsen , lænede han sig tilbage i stolen og sagde i en rolig tone : „ Jeg har ladet dem kalde , min gode kold , for at tale med dem om en sag , der af visse hensyn har interesse for mig , og i hvilken de kunne være mig til tjeneste , hvad jeg da skulle vide at belønne således , at de sikkerlig skulle blive tilfreds med mig . “ „ Jeg står til hr. Kammerherrens befaling forsåvidt opfyldelsen af deres ønske står i min magt “ , svarede jeg bukkende . „ At det står i deres magt tvivler jeg ikke om “ , svarede han med et nådigt nik . „ Det kommer kun an på , om de med deres ungdom vil kunne indse , hvad der tjener til deres gavn . Sig “ , vedblev han 1 efter et lille ophold , „ De kender da Søren Poulsen dernede i krabbedam ? “ „ Jeg har talt med ham og et par gange været i hans hus . “ „ Nu så har de også set hans datter , der jo er en kraftig , sund og net pige med et fromt og godt gemyt . “ „ Om hendes sundhed og legemlige styrke tvivler jeg ikke , hr. Kammerherre “ , svarede jeg , idet jeg begyndte at få en ahnelse om , hvor han ville hen . „ Hvor ung de end er monsieur kold “ , vedblev hin nikkende bifaldende fil min lille bemærkning , „ så ved de dog ganske sikkert , hvor vanskeligt det er og med hvormange « kamp det ofte er forbunden at komme frem i verden , af hvilken grund det er en pligt mod os selv og vore pårørende , at gribe hver lejlighed , som kan tjene vor hensigt . “ „ Når denne lejlighed kun ikke bringer os i collision med pligt og ære . “ Vovede jeg at tilføje . „ Med pligt og ære ! “ gentog hin atter bragt lidt ud af conkepterne . „ I deres stand består pligt og ære i at være tro og at være deres herskab til måde , hvilket vel også var deres mening . Som de formodentlig ved har jeg både evne og villie til at hjælpe dem frem , og det vil således afhænge af mig om de skal blive hoffourer Svendsens efterfølger , der om kort tid vil tage sin afsted , eller ej ; ligesom jeg også formår at forskaffe dem den ledigværende post som sølvpop hos hans majestæt , dersom denne bedre måtte convenere dem . Til gengæld herfor forlanger jeg , at de ægter Søren Poulsens datter Else , hvem det er mig meget magtpåliggende snarest muligt at se forsørget . Jeg ønsker derfor , at de straks indleder de nødvendige skridt , hvilke jeg da skal lette dem på en virksom måde , idet jeg nemlig agter at forhjælpe Søren Poulsen til hans ejendoms udvidelse , hvilket han efterstræber , ligesom jeg også vil skænke datteren tusinde daler til udstyr . Hos bonden er det materielle af stor betydning , og da de , når jeg skal sige dem det lige i øjnene ; er en køn og beleven fyr , så tvivler jeg ikke om , at det vil lykkes dem at vinde den lille Elses hjerte . “ „ Jeg er hr. Kammerherren meget forbunden for deres gode mening såvel om min charakteer som om mit udvortes ; men jeg tror desværre at opfyldelsen af deres høivelbårenheds ønske vil være forbunden med meget store vanskeligheder . Således er jeg for eksempel overbevist om , at en endnu kønnere og endnu mere beleven fyr er kommen mig i forkøbet , hvad Elses hjerte angår . “ Med velberåd hu havde jeg benyttet hans egne udtryk og virkningen udeblev heller ikke . Blussende rød af forbittrelse sprang han som en fjeder op fra stolen . „ Hvem er det de kalder en fyr ? “ råbte han med tordnende stemme . „ Jeg beder hr. Kammerherren om forladelse , dersom jeg atter har forset mig i min udtryksmåde ; men da de selv nys benyttede denne benævnelse til mig , så tror jeg , det er undskyldeligt , når jeg antog , at den som smuk og høflig også var anvendelig på deres hr. Søn . “ „ Hvor tør de understå dem i at sige sligt , hvor tør de fordriste dem til kun tilnærmelsesvis at sammenligne dem med min søn , og ved de ikke , at en benævnelse , som med hensyn til et menneske i deres stilling er rigtig og passende , kan være i højeste grad anstødelig og fornærmende , når den bruges om en cavaleer . “ „ Jeg ved kun , hr. Kammerherre , at almindelig dannelse pålægger os at være høflig , selv mod vore undergivne . samt , at er benævnelsen fyr ikke passende før deres søn , så er den det heller ikke før mig . “ „ Har man hørt mage ! “ udbrød han . „ Ja “ , her standsede han pludselig , men efter et par gange hastigt at have gået op og ned ad gulvet , stillede han sig foran mig . „ Hvor kommer de på den ide , at min søn kan have nedladt sig så dybt , at han har kastet sine dine på hin pige ? “ „ Ad den samme vej , hr. Kammerherre , ad hvilken de rimeligvis er kommen på den “ , svarede jeg , „ og ligeså meget som jeg før tvivlede om , at det i virkeligheden forholdt sig således , ligeså overbevist er jeg nu om sandheden deraf . Jeg for måske tillade mig , hr. Kammerherre “ , vedblev jeg , „ endnu at bemærke , at ligeså æreløst , som det efter min mening er , at drive handel med slige sager , ligeså sikker er jeg på , at hr. Grevens hensigter ere rene og gøde , så at deres høivelbårenhed i så henseende ingen frygt behøver at nære . “ „ Rene og gode ! “ gentog han med et hånligt blik , „ hvad mener de dermed ? “ „ Jeg troede , at hr. Kammerherren muligvis frygtede for , at deres søn , i lighed med hvad man desværre oftere have , havde til hensigt at bedrage Søren Poulsens datter , og at de , ved det mig gjorte tilbud , ville søge at forhindre en sådan ulykke , og min mening var da , at kammerherren i så henseende kan være rolig . Er hr. Grevens kærlighed virkelig falden på den unge pige , da har han sikkerlig ingen anden tanke end at gøre hende til sin hustru , og kender jeg ham vel , da vil ingensomhelst demonstrationer , hverken fra min eller anden side , afholde ham derfra . Da jeg nu således ikke kan være deres høivelbårenhed til tjeneste , ligesom jeg også uden sorg renoncerer på den i udsigt stillede belønning , så håber jeg , at de intet har imod at jeg fjerner mig . “ Da jeg kommende fra denne lidet opbyggelige underholdning trådte ud i slotsgården løb jeg så at sige lige i armene på den unge Greve . „ Hvor Pokker . kommer de fra ? “ udbrød han , „ De er jo så rød i kammen , som havde de været oppe at slås med en anden ung hane . “ „ Sig ikke det , hr. Greve “ , svarede jeg , „ eftersom det er deres hr. Fader , med hvem jeg har havt en lille rencontre . “ „ Det gør mig ondt at høre . Men hvad kan min fader have haft med dem at bestille ? “ „ Han lod mig kalde for at gøre mig bekendt med , at han havde valgt en brud fil mig . “ , nu primer , min gode ven . Min fader har måske nok fattet godhed for dem ; men så vidt går ganske sikkert hans kærlighed ikke . “ „ Det forekom mig også at være temmelig meget ; men ikke destomindre var det dog hans med gode løvter ledsagede ønske , at jeg skulle tilbyde Søren Poulsens datter Else min hånd og mit hjerte , hvorpå jeg dog renoncerede til fordel for en anden . “ „ Det må jeg tilstå , min fader har virkelig angrebet sig i en usædvanlig grad “ , udbrød han , derpå betragtede han mig et øjeblik med et udtryk af tilbageholdt munterhed , hvorpå han brast ud i en hjertelig latter . „ Ja de må virkelig undskylde mig , min kære kold “ , sagde han derpå , „ men jeg er i usædvanlig godt humeur i dag , og tanken om en sådan forhandling mellem dem og min fader har endmere forhøjet ven gode stemning . “ , „ Da tror jeg just ikke det samme kan siges om hr. Kammerherren ; thi efter min formening kostede det ham stor overvindelse ikke af kaste mig på døren . “ Jeg fortalte nu , hvorledes det hele var gået fil fra ende fil anden . „ De har selv , Herr Greve “ , vedblev jeg derpå , „ anstrengt dem for af få mig fil af aflægge mit måske temmelig spage og tilbageholdende væsen , de har selv læert mig af vise mere kraft og selvstændighed i min optræden . Jeg har nu debuteret deri , og er jeg gået temmelig vidt , så er det kun gået mig , som det går de fleste debutanter , der gerne overdrive enten fil den ene eller anden side . “ „ Unegtelig har de taget temmelig stærkt på veje “ , svarede han . „ Dog vil jeg oprigtigt tilstå , af havde det netop ikke væeret min fader , det gik ud over , så ville jeg have kaldt deres debut ret lovende . Nå de går altså ikke ned og frier fil Else ? “ „ Nej , som sagt , det overlader jeg fil en anden . “ , /ja , jeg mærker nok , af deres tunge er temmelig giftig , som en følge af irriteret stemning , og vi ville derfor opsætte al videre underhandling den sag betræffende til en anden gang , måske kan jeg da opløse nogle gåder for dem , som dog muligvis har skaffet dem lidt hovedvcerk . “ „ Så vil jeg vente . Har de imidlertid ikke lyst til af ride en tur med ? Jeg trænger til en rekreation ovenpå forskrækkelsen . “ „ Jeg har noget af bestille og kan derfor ikke “ , svarede han . „ Måske vil jeg også aflægge min fader en visit , hyldende ordsproget , af det er bedre af springe end af krybe i det . “ „ Og som jeg antager bliver der just ikke så ganske lidt af springe i “ , råbte jeg efter ham , der nikkende bekræftende nu gik ind ad døren . Følgende snart den ene snart den anden markvej , havde jeg i længere tid redet omkring uden noget egentligt mål og befandt mig nu , da mørkningen begyndte af falde på , kun nogle få skridt fra landevejen , søm fra færgestedet førte op til slottet , ad hvilken jeg ville ride hjem . Den tætte skov , igennem hvilken den smale sti førte , ad hvilken jeg red , skjulte endnu vejen for mig . Pludseligt nåde lyden af hestetrampen mit øre ; uvilkårligt blev jeg holdende og så nu idet jeg bøjede nogle grene til side , en lille Trup ryttere , i raskt trav komme hen ad vejen . Næsten måtte jeg smile ved tanken om atter at støde sammen med hine hemmelighedsfulde natteriddere , ler nu , søm det syntes , ikke lod det blive ved at færdes enkeltvis . Et eneste blik sagde mig imidlertid , at jeg havde taget fejl og at de kommende var en lille afdeling af det sjællandske rytterregiment , bestående , som det forekom mig af tø officierer og 6 mand . Ud for det sted , hvor jeg skjult af træerne holdt stille , gjorde de holdt , og jeg kunne nu tydelig høre hvert ord der blev sagt . „ Vi have nu kun en halv times ridt til slottet “ , hørte jeg en sige , „ og vi ville således , som bestemmelsen er , være der når mørket er falden på . For at ingen misforståelse skal finde sted , vil jeg endnu engang gentage ordren : den unge grev ardenfeldt skulle vi først og fremmest bemægtige os ; men da tjeneren , som har forrådt ham , ikke med bestemthed kunne angive , om han ville være at træffe i sin lejlighed på slottet eller hos bonden Søren Poulsen i krabbedam , så rider de hr. Lieutenant med tre mand ned og besætter gården . Forsamlingsværelset befinder sig , som de ved , i den nordlige ende af huset og har en udgang til haven , og en til stalden , hvilke begge må besættes . Er greven og hans medskyldige der nu ikke , da bemægtiger de dem papirerne , der jo findes i det hemmelige skab i væggen . Husf vel på , omtrent en alen ovenover commøden og under et Nurnberger christusbillede , ved at trykke på en knap , der seer ud som et sømhoved , åbnes det . Derefter begiver de dem straks op til slottet , hvor de vil træffe mig . “ Her var altså en om end just ikke fuldstændig opløsning på gåden , som greven havde lovet mig , men som ganske sikkert kom tidligere og under andre omstændigheder end han havde tænkt sig . Hvori hans forbrydelse bestod kunne jeg naturligvis ikke tænke mig ; men at han svævede i den største fare , var mig klart nok , hvorimod jeg ikke kunne sige det samme om den måde , hvorpå jeg kunne advare ham . Efter et kort overlæg besluttede jeg , ad gjenveie , jeg kendte , og hvorved jeg i det mindste kunne være ti minutter forud for rytterne , at ride til slottet , og var han ikke der , da ned til Søren Poulsens , hvor jeg da , selv om jeg ikke traf ham der , dog kunne redde papirerne . Idet nu rytterne atter satte sig i bevægelse , vendte jeg min hest , og da jeg antog , at de nu ikke længere kunne høre mig , satte jeg afsted i fuld fiirspring over marker og gennem skoven , indtil jeg nåde slottet . Heldet var her med mig og med ham ; thi i det dieblik jeg forpustet og med skummende hest kom til porten , trådte han netop ud , sandsynligvis for at begive sig ned til Søren Poulsens gård . „ Gudsdødogpine ! “ udbrød han . „ Hvor kommer de fra ? Er fjenden efter dem ? “ „ Nej , men efter dem , hr. Greve “ , og jeg fortalte ham nu , hvad jeg havde set og hørt . Et dieblik betænkte han sig . „ Rid “ , sagde han derpå , „ rid , hvad remme og tøj kunne holde ned til gården og red papirerne . De kender jo indretningen . Jeg må op på mit værelse . Vær ubekymret for mig , jeg ved en udvej , men mød mig inat kl . Et ved julianehøi . Kan de , så underret . “ Mere fik han ikke sagt , lyden af hestetrampen nåde til os , og vi fløj fra hinanden . Et par minutter efter var jeg i gården . Målløs af forbavselse stirrede Søren Poulsen , der stod i døren , på mig , der uden af sige et ord sprang af hesten og ilede ind til det betegnede værelse , skabet og papirerne , der lå i en mappe , vare snart fundne og alt igen sat tilrette . „ Ikke et ord om , af her har været nogen “ , hviskedee jeg til ham , idet jeg atter svang mig i sadlen . „ Politiet vil øjeblikkelig være her . “ Fra gården red jeg ad en smal sti igennem skoven og befandt mig snart i staldgården ved slottet . „ Du frelsens gud , hr. Hofskriver ! “ udbrød karlen , som tog imod hesten , „ hvor har de dog jaget af med den røde hoppe . “ „ Sig hellere , Niels , af den har jaget af med mig . Den blev løbsk henne ved kroen , og jeg troede aldrig , jeg skulle fået den standset . „ Ja , ja “ , svarede karlen smilende , „ det stikker i hende ; men jeg troede dog , af de var bedre rytter . “ Oppe i contoiret kom hoffoureren mig i møde med en betænkelig mine . „ Har de nylig set den unge Greve ? “ spurgte han . „ Ja “ , svarede jeg i så ligegyldig tone som mulig , „ jeg vekslede endogså et par ord med ham for næppe en halv time siden , da jeg red forbi slotsporten . “ „ Det er højst mærkeligt “ , begyndte hin igen . „ For lidt siden kom her en ritmester af rytterregimentet og tre mand , og -medens hin begav sig op til grevens værelse , og efter ingen at have truffet der , så til kammerherren , besatte mandskabet indgangen . Den unge Greve , efter hvem der blev søgt , var imidlertid intetsteds at finde . “ „ Jeg er træt efter en ridetour “ , svarede jeg , „ ellers ville jeg gerne søge efter ham , der formodentlig spadserer i parken . Det kan jo kun gjelde et besøg og så får ritmesteren at tage til takke med kammerherren . “ „ Men rytterne som besatte porten “ , indvendte hin . „ Nej , nej , min kære kold , der stikker noget under , og jeg for sværge på , at det hænger sammen med de hemmelighedsfulde personer , her af og til er bleven set . Kammerherren var også i højeste grad altereret , da jeg for et dieblik siden så ham . “ „ At rytterne kan være på i agt efter hine personer , vil jeg gerne tro “ , svarede jeg , „ men da den unge Greve færdes her meget åbenlyst og kammerherren heller næppe kan beskyldes for natlig omstreifen , så kan jeg ikke indse , hvad det har at bestille med disse herrer . “ Hoffoureren så lidt forvirret på mig . „ Ja jeg skal sandelig ikke fordriste mig til i nogen som helst henseende at mistænke så højtstående herrer “ , sagde han derpå hastig , men at det ikke gjalt noget almindeligt besøg , derom er jeg overbevist . “ En af gemakstjenerne åbnede nu døren og så sig forsigtig om . „ Her er nu kommen en ny afdeling ryttere . Alle gemakker med undtagelse af prindsessens blive visiterede og man vil vidst straks være her . “ hoffoureren kastede ' et megetsigende blik til mig ; men da der nu hørtes sabelklirren på trappen , gav han tjeneren et vink om at bortfjerne sig , og vi stod nu et øjeblik forventningsfulde , hvorpå ritmesteren selv ledsaget af en rytter trådte ind . „ Er de hofskriver kold ? “ spurgte han mig i en temmelig barst tone . „ Til tjeneste min herre . “ „ Kan de give mig oplysning om , hvor den unge grev ardenfeldt er at finde ? vedblev han , „ det kan jeg ikke hr. Ritmester “ , svarede jeg . „ Han står nemlig ikke under kjøkkenvæsenets ressort . “ „ Det ved jeg “ , udbrød han bister , „ men jeg ved også , at de er kommen jevnlig sammen med ham , samt at de har talt med ham for kort siden . “ „ Jeg traf ham ved slotsporten , og jeg spurgte ham , om han ville ride en lille tur med , hvortil han svarede , at han kunne ikke , da han stod i begreb med at gøre en længere rejse . “ Ritmesteren betragtede mig et øjeblik med et forskende blik . Derpå gik han , som var han fuldstændig bekendt med lejligheden , med raske skridt hen imod min kammerdør , hvilken han åbnede . Idetsamme hørtes en hastig bevægelse derindefra . Døren fil mit sovekammer blev åbnet og derefter en anden , som fra dette førte ud fil en trappe , ad hvilken man kom ud i en af sidegårdene . Fulgt af rytteren ilede ritmesteren igennem begge værelserne ; men idet de vare komne fil trapperne lød nedenfor et tordnende „ Holdt “ , fulgt af et dæmpet skrig , hvorefter der lod trin , som kom op ad trapperne . Næsten overbevist om , at det var greven , som den skildvagt , man måtte have stillet ved denne udgangsdør , havde grebet , stod jeg som naglet til pulten i den pinligste angest . Det syntes jo rigtignok næsten utroligt , men var dog heller ikke umuligt , at han kunne være falden på at søge et foreløbigt skjul i mine værelser . Hoffoureren havde imidlertid taget lysene og var dermed fulgt ritmesteren . „ Min gud , veiby “ , hørte jeg nu denne sige , „ hvorledes hænger det sammen ? “ En tung sten faldt mig fra hjertet ved dette udbrud . Veiby var navnet på gemakstjeneren , ler nys havde været i contoiret , og som var gået ind i mit værelse , da han forlod os . Her var han formodentlig bleven slående ved døren for at lytte , og var da for ikke at blive greben i denne misgerning flygtet lige i armene på skildvagten . Bleg og forknyt stod han , der iøvrigt var en gammelagtig mand , mellem begge de drabelige ryttere , fil hvem han flottede ængsteligt . „ Hvad Pokker rendte de for ? “ spurgte ritmesteren ham med et blik fuldt af skuffelse og vrede . „ Det kom af “ , svarede hin stammende , „ at Herr officieren kom så hastigt , så blev jeg bange for , at de havde ondt i sinde med mig . “ jeg kunne ikke tilbageholde et smil ved dette svar . „ Forekommer dette dem så morsomt ? “ spurgte ritmesteren i en hidsig tone . „ Jeg kan ikke nægte det , og jeg tror , at det vil forekomme grev Arden seidt endnu morsommere , når han hører , at han er bleven forvekslet med vej by i den røde kjole og med det hvide forklæde for . “ „ Nå , hvad siger de nu ? “ spurgte hoffoureren , da de fremmede havde forladt os . „ Ja , nu tilstår jeg , at det seer alvorligt ud , og jeg har nu intet højere ønske , end at det må lykkes greven at finde et sikkert skjul til stormen er ovre . “ Hoffoureren rystede på hovedet og stirrede tankefuldt frem for sig . „ Når man tænker sig “ , sagde han derpå , „ med soldater at randsage et kongeligt slot , at trænge ind i de herskabelige gemakker . Du gode gud ! det er jo som på hin tid , da excellensen Struensee blev påpreben . “ „ Jeg tror der finder en misforståelse sted “ , sagde jeg , „ af hvilken grund det så end er , af greven , som det lader til , holder sig skjult . “ „ Ja , det troede vi sandelig også på hin tid , da vi så dem føre cabinetsministeren bort , men på østerfælled viste det sig , af det var den fulde , skrækkelige virkelighed . “ ved disse ord gøs det i mig , og ved tanken om , hvilken skæbne , der mulig ventede greven , dersom han blev pågreben , grebes jeg , af den pinligste sorg og uro . At sagen måtte være i højeste grad vigtig og mistanken mod greven ligeså begrundet , derom kunne der ingen tvivl være ; thi uden af dette var tilfældet ville man , som hoffoureren havde sagt , næppe være gået frem på en så hensynsløs måde . Martret af disse følelser sneg tiden sig langsomt frem for mig , og længselsfuldt lyttede jeg efter slotsuhrets slag , medens jeg i mørket sad på mit værelse , hvor jeg da klokken var elleve , som sædvanligt havde slukket mit lys , for af det ikke skulle være påfaldende ; af jeg var så silde oppe . Endelig slog klokken et og med sagte fjed listede jeg mig ned ad trappen og igennem sidegården ud i haven . Det var så mørkt , af jeg næppe kunne se en hånd for mig , og kun mit nøjagtige bekendtskab med alle lokaliteter gjorde mig det muligt at finde tilrette . Da jeg kom til julianehøien . En kæmpegrav , som arveprinds Frederik havde givet navn efter sin moder , dronning Juliane Marie , blev jeg stående og lyttede i en sådan spænding , at da et oieblik derpå greven lagde sin hånd på min skulder sprang jeg forfærdet et langt stykke tilbage . „ Tak , min ven “ , sagde han , idet han greb min hånd og trykkede den , „ fordi de kom , faren , de derved har udsat dem for , er ikke ringe ; dog kan jeg sige dem , at drabanterne er borte , og jeg har sørget for , at de er blevne ledede på vildspoer . Nu , først og fremmest , fik de mappen ? “ Den er her hr. Greve “ , svarede jeg , idet jeg drog den frem under min frakke . „ Så gud velsigne dem , kold ! “ udbrød han . „ De har gjort mig en umådelig tjeneste , og om jeg end langtfra kan sige , at jeg er reddet , så troer jeg dog , at den værste fare er overstået ; thi de vigtigste beviser har jeg i min hånd . “ „ Jeg forstår dem ikke hr. Greve , så lidt som jeg forstår det hele . Men gud skal vide , at jeg føler mig inderlig lykkelig over at have kunnet vise dem denne tjeneste ; thi jeg er overbevist om , at det ikke kan være noget ondt , hvorfor man beskylder dem . “ „ Det er som man tager det , kold . I politiske sager bliver den , som taber spillet , til en grov forbryder , hvem den hårdeste straf venter , medens den , som vinder det , tiljubles som seierkronet helt , og dog kan huns hensigter , have været bedre og renere end dennes . Jeg yar dem at takke for mit liv og mine nærmeste har de sparet for en stor smerte . Derfor sværger jeg dem til , at står jeg igen frelst og fri , da skal jeg være deres i tykt og tyndt , i ondt og godt , og aldrig skal det kunne siges , at nogen har haft en bedre ven , end de har sundet i mig . “ „ Det var et stort held , at jeg kom til at høre rytternes samtale og et ligeså stort , at jeg red på den røde hoppe , hvis hurtighed overgår de fleste heftes . “ „ Den røde hoppe “ , gentog han , „ hvor ofte have vi ikke færdedes sammen , medens de red på ben og jeg på Selim , hvorofte have vi redet om kap her i de lange alleer og ladet vore heste undgjelde for vor munterhed , og nu liste vi her omkring i nattens mørke , frygtende hver lyd , som når vore øren . Dog “ , vedblev han , „ sket er sket og jeg skal ikke jamre over en skæbne , som jeg har beredt mig selv , måske ved mit letsind . Men kom og følg mig ; nede ved fjorden venter mig en båd . Gud ved , hvornår vi igen komme til at gå med hinanden . “ I kort tid gik vi nu tavse ved hinandens side . » Jeg skylder at meddele dem så meget om denne ulykkelige sag , som jeg af hensyn fil mine medskyldige tør betro dem “ , sagde han derpå . „ Hvor meget end man elsker Frederik den sjette , hvor meget end folket hænger ved ham på grund af hans godmodighed , så er jeg ' dog overbevist om , at mange , nemlig den oplyste del af nationen har følelsen af , at netop denne godmodighed , der ligner altfor meget svaghed til at den kan tåles hos en regent , vil styrte landet i fordærvelse . Med sin svage , kraftløse hånd formår han ikke at styre statens roer , og med sine indskrænkede evner og korte politiske blik kan han ikke gjennemflue diplomstiets fine væv og finde de tråde , som kan lede ham og hans land ud af det store europæiske virvar , som Napoleon har brygget sammen . Famlende , stolprende , jamrende og grædende over verdens uret og troløshed vakler han sin undergang imøde , og ikke en eneste gang har han kunnet mande sig op til ved en rafl handling eller en kraftig dåd døg at vise at han er i besiddelse af mød og mandshjerte . Men netop i dette øjeblik , som sagerne nu stå i alle lande rundt omkring os , fordres der eminel dygtighed , et skarpt blik , en fast villie og et modigt hjerte , dersom vi ikke skulle miste det bedste vi ejer , nemlig vor selvstændighed . Hvad under er det nu , at man under sådanne omstændigheder har vendt sit blik til Sverigs ny konge , der i forening med snuhed og verdensklogskab er i besiddelse af et overordentligt militairt geni og et berømt navn , hvad under er det , at man i ham seer vor frelser , seer den mand , under hvem vi kunne tilbagekæmpe os vor tabte glans og storhed . “ „ Og dermed har de haft at bestille . En sådan plan har været genstanden for de møder , som jeg nu kan tænke mig har fundet sted nede i gården ? “ spurgte jeg forbavset . „ Ja , kold , og med min sjæls hele attrå og af mit ganske hjerte har jeg stræbt hen til at planen måtte lykkes . “ „ Men det er jo oprør , hr. Greve , det er jo forræderi mod en salvet og kronet konge . “ „ Men ikke , som jeg antager , mod vort fædreland “ , afbrød han mig lidt utålmodig , „ og om dette er det , at talen er . Vi tragte ikke den gode konge efter livet , men kunne salven og kronen ikke forlehne ham med de egenskaber , der udfordres for at styre land og rige , så bør de heller ikke beskytte ham for at dele de udueliges lod . Dog “ vedblev han , „ Tiden er for knap til at jeg , ved at meddele dem alt , hvad der har bevæget sig i mig , skal forsøge på at forsone dem med en sag , der , som en følge af deres anskuelser , må være dem imod . Kun beder jeg dem være overbevist om , at har jeg end fejlet , så har dog mine hensigter været rene , og aldrig har jeg haft andre tanker end efter evne af bidrage fil vort fædrelands held og lykke . De kender nu grunden til min og andres færden her på egnen . De ved også , af vor plan er røbet , og jeg skal kun tilføje , af sagen ganfle sikkert dermed er endt fra vor side . Hvor hen min flugt går , ved jeg næppe selv . For øjeblikket gjelder det kun om af komme i sikkerhed , og de må tro mig , den smerte , den bitre , pinlige sorg jeg føler ved af skulle forlade alt , hvad der er mig kært , uden af kunne medtage et venligt ord eller blik på min tunge vandring allerede er en hård straf , for hvad jeg har forbrudt . Det er imidlertid min trøst , af de bliver her ; thi jeg er overbevist om , af de vil gøre , hvad de kan for af lette mig byrden . Hvad der nærmest ligger mig på hjertet , er af få de breve besørgede , som jeg strider hertil , og derfor vil jeg bede dem om , af måtte adressere dem til dem , idet jeg helligt og dyrt lover dem , af de ikke skulle indeholde et ord om politik , det vil overhovedet kun blive til min fader og til Søren Poulsen . “ „ Søren Poulsen ! “ gentog jeg . „ Ja , ja “ , svarede han , „ men som jeg har sagt dem , der skal intetsomhelsf mistænkeligt findes deri , og kan det heller ikke , da manden ikke ved et ord om hele sagen . Hvad jeg har med ham af gøre drejer sig kun om et , fra hint vidt forskelligt anliggende . Og nu “ , vedblev han , efter af jeg havde lovet ham alt , „ må vi stilles . Gud lønne dem , de har været mig en trofast ven , og han give , af vi atter engang må ses under lykkeligere kår . “ Ved disse ord lagde han sin arm om min . Hals og kyssede mig . „ Giv denne seddel i morgen tidlig straks til min fader og fortæel ham hvad de nu seer . “ Han tav et dieblik medens han holdt min hånd i sin . „ Seer de prinsessen eller hun skulle spørge dem “ , vedblev han endelig , „ så meddel hende også disse nærmere omstændigheder ved min flugt . Det vil , som jeg tror have interesse for hende , og hun vil intet røbe . Nu , gud være med dem . “ Dybt bevæget trykkede jeg endnu engang hans hånd , hvorpå han sprang ombord i båden . Et oieblik efter fløj sejlet tilveirs , hvorefter den for en frisk vind stod ud fra land og forsvandt straks efter i nattens mørke . Ubemærket , som jeg havde listet mig bort , lykkedes det mig også af komme tilbage til mit værelse , hvor jeg dog , som en følge af den bevægelse , hvori jeg var , kun fandt en ringe hvile . Den næste morgen tidlig gik jeg til kammerherren , der med et udtryk af dyb sorg kom mig imøde . Da jeg overrakte ham seddelen og han havde læst den , syntes et glimt af glæde af oplyse hans ansigt . Derpå vendte han sig med et spørgende blik til mig , hvorefter jeg fortalte ham alt . Hvor vidt forskellig var han nu fra således , som han bavde været den foregående dag . Med et udtryk af dyb og hjertelig taknemlighed greb han min hånd , idet han med tårer i øjnene takkede og velsignede mig . Længe vedblev han derpå af tale med mig , idet han udfrittede mig om den mindste omstændighed og om hvert enkelt ord , der var bleven vekslet mellem mig og hans søn . Da jeg gik derfra , gik jeg ned i haven for af forfriske mig lidt , forinden jeg tog fat på mine forretninger . Medens jeg gik her glædende mig over det smukke vejr og den friske , sydlige vind , søm begunstigede grevens flugt , fik jeg øje på prinsessen , der kom ud fra havesalen . Et oieblik stod hun stille og så sig om til alle sider . Derpå gik hun langsomt ned ad trappen og gik nu hen ad den samme vej , ad hvilken jeg kom . Idet jeg mødte hende blev jeg ærbsdig stående med hatten i hånden , og ville nu fortsætte min gang , da hun standsede og betragtede mig med et opmærksomt blik . „ De er naturligvis hr. Hofskriver “ , sagde hun , søm det førekom mig , med lidt usikker stemme , „ bekendt med , hvad her er foregået ? “ „ Ja , deres højhed , og grev ardenfeldt har pålagt mig , at bringe deres højhed hans underdanige hilsen , samt at gøre dem nærmere bekendt med hans flugt , idet han nærede det håb . “ „ Hans flugt “ , afbrød hun mig hastig . „ Hvad ved de derom ? “ Jeg gentog nu alt , hvad jeg nys havde fortalt kammerherren . „ Så er han reddet “ , sagde hun i en vemodig tone , hvorpå hun et øjeblik tavs stirrede frem for sig , „ og det ved deres hjælp . I sandhed “ , vedblev hun , „ Hr. Kaminerherren , og enhver som nærer interesse for greven , kan ikke være dem taknemlig nok . Han har udsat sig for en frygtelig fare , og det er jo næsten ved et underværk , at han er bleven frelst . “ Idet hun sagde dette kom hendes hofdame til og blev stående hos os . » Hofskriveren fortæller “ , vedblev hun , vendende sig til denne i en så ligegyldig tone , som handlede det sig om en hverdagsbegivenhed , „ at man endnu ikke har pågrebet grev ardenfeldt , og at han sandsynligvis ved en eller andens hjælp er kommen bort tilsøes . “ „ Det skulle gøre mig meget ondt . Deres højhed “ , svarede hin , „ thi efter hvad jeg hørte , var hans pågribelse af stor vigtighed . “ „ Og til kammerherren eller hans frue moder ligesålidt , som til det venskab og den opmærksomhed han har viist os , behøve vi jo intet hensyn at tage “ , svarede prinsessen i en bitter tone , idet hun med en venlig hilsen til mig fortsatte sin vej , fulgt af frøkenen , der så i høj grad forskrækket ud . 6 . Den rystelse vort lille Hof på jægerpriis fik ved grevens flugt havde været overordentlig , og i lang tid drejede talen sig ikke om andet . De vidtløftigste undersøgelser af udsendige fia København vare blevne foretagne . Flere havde været i forhør , og navnlig havde man gået Søren Poulsen skarpt på klingen . Denne udsagde eller , hvad der er rimeligst , vidste ikke andet , end at greven havde lejet stuen af ham , samt at denne ofte samledes der med ham ubekendte personer . Af deres samtaler havde han imidlertid aldrig hørt noget ; ligesom han heller aldrig havde troet andet , end at greven kun havde lejet stuen for mere frit og ugenert at kunne være sammen med sine venner , end tilfældet ville være på slottet . Ligeså lidt som der kom frem ved forhørene over Søren Poulsen , ligeså ringe udbytte havde man af de andre undersøgelser , og hvor berettiget end mistanken havde været , hvor moralsk overbevist man var om , at den unge Greve havde været deltager ja måske leder af et complot mod regeringen , så ville det dog ikke lykkes at tilvejebringe noget faktisk bevis . På Frederiksværk havde man ikke været mindst berørt af denne begivenhed , og såvel fra min tante , som fra bæk og from fik jeg breve i den anledning ; men idet jeg i mine svar fortalte , hvad alle vidste , vogtede jeg nng vel for at fremkomme med det mindste , der kunne røbe min hemmelighed . Også modstod jeg alle tantes bønner om blot for et par dage af komme hjem , da jeg nemlig frygtede ved alle de spørgsmål , som der ville regne ned over mig , af komme til af fortale mig . Lidt efter lidt kom alt igen i sin gamle orden . Kun sjældent blev der talt om hin begivenhed , og det lod i det hele til af sagen var i begreb med af hendø . Med kammerherren talte jeg ofte , og den hjertelighed , hvormed han nu kom mig i møde , må have bragt hoffoureren på den formodning , af jeg var gået ind på hiins giftermåls projekt , for hvilket hoffoureren næppe var fremmed . Han blinkede og smilede nemlig ofte til mig og tydede hen på , hvorledes jeg ville tage mig ud som ung ægtemand , samt af det nok ikke ville vare længe forinden jeg indtog hans plads . Også prinsessen mødte jeg ofte , og underholdt mig da længe med hende . Hvad det var i hendes væsen , som i den senere tid tiltrak sig mig i en endnu langt højere grad end nogensinde før havde været tilfældet , turde jeg næsten ikke gøre mig nogen tanke om , og dog tænkte jeg derpå fra morgen til Asten . At hun langt hellere end før underholdt sig med mig , ja af hun endogså flere gange umiskendeligt havde lagt an på af møde mig , derom kunne jeg være overbevist . Men når det dernæst forekom mig , af hun kun nødig afbrød vor underholdning , af hun under denne lyttede med en mere end almindelig opmærksomhed til mine ord , af hun undertiden betragtede mig med et blik , hvori jeg troede , af kunne læse mere end almindelig interesse , så vidste jeg ikke , hvad jeg skulle tro eller dømme , så turde jeg ikke vedgå for mig selv , hvad der rørte sig i mit bryst ; men ør og svimmel blev jeg , og det var undertiden for mig , som strålede alt i himmelst Glands , skov og sø , eng og mark , hoffoureren og fasanmesfer . Alt for mig var lys og glæde , og ofte formåede jeg ikke af beherske den , som stormede i mit bryst , men jublede højt , vidst ikke til liden forundring for den , som uset var vidne til disse udbrud . Ikke uden selvbebrejdelse måtte jeg sige mig selv , af mindet om den unge Greve i denne tid næsten suldstændigt var fordunklet hos mig . Kun når jeg var sammen med prinsessen drejede samtalen sig hyppigt om ham , idet jeg da fortalte om selv de ubetydeligste begivenheder af mit samliv med ham . Endelig vågnede jeg en dag til fuld bevidsthed ved af modtage et tykt brev med poststempel fra Berlin . Udskriften var rigtignok af en mig ubekendt hånd , men jeg følte mig dog straks overbevist om , af det måtte være fra ham , og jeg bedrog mig heller ikke . I pakken fandt jeg først et langt brev til mig selv , hvori han i de varmeste udtryk takkede mig for hvad jeg havde gjort for ham , og hvoraf der lyste et venskab og en hengivenhed for mig , der næsten bragte mig til af rødme af skam ved tanken om , hvor lidt jeg havde tænkt på ham . Hurtigere end han havde ventet det , skrev han dernæst , var han kommen over søen til Sverig , hvorfra han var taget med et skib til rostok og derfra igen til Berlin , hvor han levede under et fremmed navn , og hvor han foreløbig ville opholde sig . Hertil skulle jeg under en købmands adresse , som han opgav mig , sende mine breve . Foruden dette var der også breve til hans forældre , og dernasf et meget stort og tykt til Søren Poulsen , hvilket , ihvorvel han jo havde sagt mig , af det ville komme , dog atter fyldte mig med forbavselse ved tanken om en efter min mening så unaturlig forbindelse . Hvorledes førtes nu denne corespondance imellem Elfe og ham , hvad skrev hun til ham , og hvorledes stilede hun sine ord ? Ja det var et spørgsmål , som det næsten kostede mig overvindelse at afholde mig fra at få besvarede ved at forgribe mig på hendes svar , som jo måtte komme mig tilhænde . Allerede dagen efter , at jeg havde afleveret brevet , mødte jeg prinsessen i haven . Hun så i høj grad tankefuld ud , og i hendes væsen var der en spænding og uro , hvilken jeg , efter min mening , ikke var ubeføiet til at udlægge til min egen fordel . „ Jeg tør måske formode , at det vil interessere deres højhed “ , sagde jeg , „ at få at vide at jeg har fået brev fra grev ardenfeldt , som ifølge dette nu er i sikkerhed . “ Prindsessen svarede ikke straks ; men betragtede mig et oieblik spørgende , som ventede hun , at jeg skulle vedblive . „ Nu , min herre ! “ udbrød hun endelig , som det forekom mig , med et anstrøg af utålmodighed . „ Jeg har i den anledning intet videre at bemærke , deres højhed “ , svarede jeg forskrækket . „ Hr. Greven befinder sig vel og pålægger mig snarest muligt at skrive ham til “ , tilføjede jeg i min forvirring . Vi gik nu et oieblik tavse med hinanden , medens hun af og til lod sit blik dvæle på mig med et udtryk , som jeg ikke vidste at tyde . „ Jeg troede “ , sagde hun endelig , „ at greven , da han jo er en ven af dem , havde gjort dem meddelelser , sine herværende forhold betræffende , som mulig også kunne have interesse for mig . “ Jeg sølle at blodet steg mig fil hovedet , idet det faldt mig ind , at hun mulig sigtede til hans forhold til Elfe , hvilket rigtignok om end kun i tragi -- komisk henseende kunne have interesse for hende . „ Han har kun betroet mig den del af hans anliggender her , som vedrører hans flugt , deres højhed “ svarede jeg undvigende . „ De kender altså aldeles intet til noget andet forhold , som mulig kunne binde ham hertil ? “ spurgte hun , idet hun atter betragtede mig forskende . „ Aldeles intet , deres højhed , greven har vel viist mig meget venskab ; men han har aldrig beæret mig med sin fortrolighed undtagen i hin omtalte retning , og , som deres højhed ved , blev det den gang jo kun foranlediget ved et tilfælde . Atter fortsatte vi tavse vor vandring , og da vi kom til en korsvej , ville jeg netop ad denne bortfjerne , mig , da hun pludselig og med et ejendommeligt bestemt udtryk vendte sig imod mig . „ Hvad der end skal komme , og hvad udfaldet end vil blive , monsieur kold , må jeg henvende mig til dem i en sag , hvoraf min skæbne afhænger . Vil de stå mig bi , tør jeg med tryghed hengive mig til det håb , at de i intet øjeblik og under ingen omstændigheder vil svigte den tro og den tillid , jeg fæster til dem ? “ Ved disse ord fæstede hun et så bønligt og forventningsfuldt blik på mig , at dette alene ville være nok til at få mig til at ofre alt for hende . „ Det tør deres højhed “ , svarede jeg med en af bevægelse skælvende stemme . „ Jeg sværger dem til , at jeg vil vove alt , ja selv mit liv , når jeg derved kan bidrage til deres højheds lykke . “ „ Nu vel , monsieur kold “ , sagde hun rødmende , idet hun med et taknemmeligt blik rakte mig hånden , „ Udtrykket i deres ansigt og deres hele væsen borger mig for , af de har talt af deres hjerte , hvilke bevæggrunde det er , som tvinger mig til det skridt jeg nu står i begreb med af gøre “ , vedblev hun , „ hvilken magt det er jeg ikke kan modstå , derom beder jeg dem nik ikke af forlange nogen forklaring . Når øjeblikket er kommet skal de erfare alt , og efter hvad jeg nys har været vidne til , er jeg overbevist øm , af te vil føle dem lykkelig ved af have ydet mig deres bistand . “ „ Det vil jeg , deres højhed . Lykkelig søm det menneske der har vundet himlen ! “ udbrød jeg måske med temmelig megen pattos , skal jeg dømme efter det halvt forundrede , halvt forskrækkede blik , hvormed hun så op . „ Hvilke familieforhold det er , som bragte mig hertil , hvor jeg i førstningen følte mig så grænseløs ulykkelig , men hvor jeg senere har været ligeså lykkelig , det vil blive for vidtløftig her af forklare . Dog det kan jeg sige dem , af da min familie aldrig vil indvillige i “ her standsede hun et øjeblik rødmende og med skælvende læber , som kostede det hende overvindelse af få ordene frem , „ i mit ønskes opfyldelse , så er der intet andet for mig at gøre , end at unddrage mig en magt , der kun tager hensyn til den kolde beregning selv i de helligste spørgsmål . Jeg må altså bort , hemmeligt må jeg forlade dette sted og de omgivelser , som bevogte hvert af mine fjed . Til dem , monsieur kold , til dem , uden hvem jeg i dette oieblik ville være trøstesløs og forladt , overlader jeg afgørelsen af min skæbne . Vil de ledsage mig på min flugt , vil de styre og lede den , og være den , som fører mig til frihed og lykke ? “ Hvad jeg følte i dette oieblik , formår jeg ikke at skildre , kun det ved jeg , at havde end hendes familie bestået af en hel legion djævle , jeg havde uforfærdet kastet mig imod den . Ude af mig selv tilsvor jeg hende ved alt , hvad helligt er , at blive hendes frelser og beskytter , ja , jeg havde nær tilføjet : at blive hendes i liv og død . Alt blev nu aftalt imellem os . Jeg skulle i Helsingør søge et skib , hvormed vi kunne komme til Lubeck , at rejse tillands ville nemlig være alt for farligt . En af hendes kammerjomfruer ffulde da tilligemed mig ledsage hende . Hendes egne forberedelser vare snart trufne , som hun forsikrede , og idet øjeblik jeg havde alt i orden , hvilket hun indstændig bad mig påskynde så meget som muligt , da ville hun også være færdig . Som en febersyg , som i en rus , hvori de dejligste syner vekslede for mit blik , forlod jeg endelig prinsessen , og det varede længe forinden jeg kunne komme så meget til mig selv , af jeg formåede af lægge en plan eller komme til en beslutning . Endelig tog jeg den bestemmelse først af tage til Frederiksværk , idet det forekom mig nødvendigt til en vis grad af indvie min plejemoder i hemmeligheden , men ved næermere overvejelse , og måske under indflydelsen af en dunkel følelse af , af der måske dog fra fornuftens standpunkt var noget af indvende mod mit foretagende , forandrede jeg min beslutning . Hvor ondt det end gjorde mig , bestemte jeg mig til ikke af se hende før min afrejse ; men derimod af skrive hende til fra Helsingør , hvorhen jeg allerede den næste morgen tidlig begav mig . Det var silde på efteråret og der lå kun få skibe i havnen . Imidlertid traf jeg dog på en skipper fra capeln , der om nogle dage var seilfcerdig . Rigtignok gjorde han store øjne , da han hørte mit forlangende om af sejle til Lubeck , samt de fordringer jeg gjorde med hensyn til kahytten , som udelukkende skulle overlades prinsessen og hendes kammerjomfrue ; men da jeg intet havde af indvende mod den høje fragt han forlangte , ja endogså bød ham betydelig mere end han forlangte , dersom han i kortere tid , end han først havde angivet , ville gøre sig sejlklar , så blev han snart villig til alt , og førend jeg forlod ham blev det bestemt , af dersom vinden holdt sig , som den var , da skulle vi afrejse den næste aften , ligesom det også blev bestemt , af en Sadelmager efter den anvisning , jeg havde givet , fluide udsmykke og sætte kahytten i en mere beboelig stand . Ved min hjemkomst mødtes jeg efter aftale med prindsessen , ved den såkaldte kanindam , og det blev nu bestemt , af hun under foregivende af af gøre ' et par dages besøg hos toldkammerdirecteuren , som boede på Marienlyst , tæt ved Helsingør , en familie til hvilken hin oftere kom , skulle den næste eftermiddag med ekstravogn rejse dertil fra Frederikssund , og da istedetfør af tage ind til familien , vendte mig på gjæstgiverstedet . Jeg skulle da foregive et par dages rejse til København , og allerede den næste morgen tidlig rejse dertil med en af slottets vogne , som skulle afsted i hoffourerens ærende ; men derfra skulle jeg da straks tage til Helsingør , hvorefter vi da skulle afrejse . Efter af denne plan var udkastet og behørigt drøftet , skiltes jeg fra prinsessen før ikke af se hende før i Helsingør . Derefter skyndte jeg mig ned til Søren Poulsen . Hvor betagen og opfyldt jeg end var af det forestående , havde jeg nemlig dog endnu en tanke tilovers før , hvorledes det skulle gå med grevens brevveksling , og jeg havde derfor besluttet endnu samme aften af skrive til ham , og anmode ham om af adressere sin brevpakke til min pleimoder i Frederiksværk , hvem jeg da skriftlig ville underrette om dette arrangement , og bede hende om dennes besørgelse . Søren Poulsen ville jeg nu lige458 ledes underrette om , af han kunne afgive svaret på det brev , han nys havde fået til hende . Efter af have udrettet dette begav jeg mig hjem , og var nu den øvrige tid af aftenen beskjeftiget med tilberedelserne til rejsen . Da jeg endelig var færdig hermed og træet og anstrengt ville begive mig til hvile , blev der banket på døren , og skøren Poulsen trådte ind . Med sit sædvanlige poliske smil sagde han ; af der var bleven lavet et brev istand til greven , hvilket han indstændig pålagde mig at besørge straks , når jeg dagen efter kom til København . Da jeg , efter at han var gået , kastede et blik på brevet , måtte jeg smile ved at se en udskrift , der , som det forekom mig , var mere end tilstrækkelig til at tilintetgøre den skønneste idyl , og til at gyde koldt vand i blodet , selv på den varmeste elsker . Men var udskriften således , hvorledes måtte da indholdet være ? Ja , næsten gjorde det mig ondt at tæenke på , hvorledes greven måtte være til mode , når han , ved hvert ord han læeste , så forgyldningen stykke for stykke falde af hans st . Gjertrud . Det var imidlertid min trøst , at det måske ville være det bedste middel til at kurere hans sygdom . Ihvorvel det langtfra var med et let hjerte , at jeg den næste morgen sad på vognen og rullede ud af slotsgården , så var dette dog ingenlunde foranlediget ved tanken om det for min hele fremtid måske så betydningsfulde skridt , jeg stod i begreb med at gøre . Mit hele sind og al min tanke var så opfyldt af en eneste genstand , at alt andet måtte træede i skygge derfor , og kun til mit barndomshjem og til dem , som jeg efterlod der , sendte jeg et vemodigt blik , idet jeg fjernede mig fra den egn , hvor jeg havde henlevet så mange lykkelige år . Efter ikke af have opholdt mig et øjeblik længere i København end der behøvedes for af rekvirere en vogn , og for af aflevere brevet til greven på posthuset , afrejste jeg til Helsingør . Idet jeg steg ud afvognen i gjæstgiverstedets gård faldt til min beroligelse mit tie på en ekstravogn hvorpå der med store bogstaver stod malet „ Frederikssund . “ Hvad der derimod et øjeblik var mig påfaldende , uden af jeg dog i min Iver anstillede nogen som helst reflectioner eller gav mig tid til nærmere eftertanke , var , af der også holdt en stor lukket ekvipage , hvis udstyring viste , af den havde været forspændt med fire heste . Gæstestuen hvori jeg straks efter trådte ind , var tom , og jeg stod netop i begreb med atter af forlade den , for af erkyndige mig om prinsessen . Da døren bagved mig gik op , og kammerherren til min skræk og forbavselse trådte ind . Blev jeg til mode , som skulle jeg synke i jorden , som var et lyn slået ned for mine fødder , ved af se ham , så havde jeg dog på den anden side den satisfaction , at blev han end ikke så forskrækket , så blev han efter alt at dømme ganske vidst ligeså overrasket som jeg . „ De her ! “ udbrød han . „ Hvorledes går det til ? Var det ikke deres bestemmelse at rejse til København ? “ I den faste overbevisning , at vor plan på en eller anden måde var opdaget , og at det altså her gjaldt om at frelse , hvad der endnu kunne frelses , samlede jeg min hele selvbeherskelse , for ikke ved mit ydre at anklage mig selv i alt for høj en grad . „ Jeg har også været i København “ , svarede jeg , „ men en bekendt af mig , som jeg straks traf på , overtalte mig til at tage med hertil , hvorhen han stod færdig til at rejse ved min ankomst . Det var rigtignok en temmelig hovedkuls og anstrengende tour , hr. Kammerherre , og jeg fortryder nu næsten min letsindighed , som bevægede mig til at følge med . Rejser deres høivelbårenhed hjem endnu i aften ? “ Kammerherren svarede ikke , men betragtede mig et oieblik opmærksomt . „ Hvor længe har de været her ? “ spurgte han derpå pludseligt . „ Jeg kom i dette oieblik og længes meget efter en kop the ; men jeg seer ikke berten . “ „ I dette oieblik ! “ gentog han , uden , som det lod til at have skænket min uskyldige bemærkning om min nødtørftighed nogen opmærksomhed . „ Jeg har dog ikke hørt nogen vogn komme ind i gården . “ Staldkarlen hørte det imidlertid øjeblikkelig og kom straks til “ , svarede jeg på en måde , der ikke syntes at behage ham , i det mindste tilkastede han mig et barst blik . „ Jeg må tale med dem “ , sagde han derpå hastig , idet jeg nemlig med et buk ville fjerne mig . „ Tør jeg bede dem et oieblik træde herind . Hørte de noget om , at hendes højhed prinsessen agtede sig hertil ? “ vedblev han derpå , efter at vi vare komme ind i et sideværelse . „ Ja , hr. Kammerherre , thi jeg beordrede selv staffelten til Frederikssund , som skulle bestille ekstravogn til hende . “ „ Og hvorfor tog hun ekstravogn , hvorfor tog hun ikke i en af hofeqvipagerne lige hertil ? “ spurgte han i en inqvirerende tone . „ Kammerlakaien bragte ordren om stafettens afsendelse op på contoiret ; men da hverken hoffoureren eller jeg kunne formode , at hendes højhed var forpligtet til at give os motiver for sin handlemåde , så spurgte vi ikke videre . “ Det argument må ikke have forekommet ham så aldeles forkasteligt , idetmindste tav han , medens han eftertænksom gik et par gange op og ned ad gulvet . „ Dersom det øvrigt , hr. Kammerherre “ , vedblev jeg , „ er hendes højheds bestemmelse , at blive nogle dage på marienlysf , så forekommer det mig rimeligt nok , at hun ikke ønskede at have egen ekvipage med . “ „ Men hun er der ikke ! “ udbrød han , idet han blev stående og stirrede stift på mig . „ Hun er der ikke , forstår de det ? “ „ Jeg behøver hverken at forstå det eller ikke at forstå det , hr. Kammerherre “ , svarede jeg i en fornærmet tone . „ Jeg hører ikke til hendes højheds hofstat og er ikke hendes tjener . “ „ Jeg ved ikke , hvad jeg skal tænke ! “ udbrød han . „ Hør “ , vedblev han . „ Prindsessens formynder , hans højhed landgreven af Baden-durlach , ankom til jægerspriis straks efter hendes afrejse , og da det anliggende , som bragte ham hertil , er i højeste grad vigtigt , så blev det besluttet straks at rejse hertil . Hans højhed ønskede imidlertid ikke , qt tage til marienlysf , hvor han er ubekendt , og vi toge derfor herind , hvorefter jeg straks begav mig derud , for af gøre prinsessen bekendt med det høje besøg . Til min overraskelse vidste man imidlertid der aldeles intet om hende , hvorimod jeg erfarede , da jeg kom her tilbage , af en ekstravogn fra Frederikssund havde bragt tvende damer hertil , hvoraf den ene syntes af måtte stå meget højt , af dømme efter den måde , hvorpå hun blev behandlet af den anden . Kusken , som vi ønskede af tale med , var intetsteds af finde . Jeg lod mig derefter af perten føre op til damernes værelser . Her var imidlertid ingen , hvorimod enkelte genstande , som lå adspredte hist og her , utvivlsomt beviste , af det virkelig er hendes højhed , som er her . “ „ At hun fluide været taget herind på et simpelt gjæsfgiversfed , forekommer mig så usandsynligt , af jeg umuligt kunne have troet det , dersom ikke hr. Kammerherren selv havde overbevist sig derom . hendes bewæggrunde er imidlertid ikke let af slutte sig til . Dog formoder jeg , af hun nu enten er spadseret ud til Marienlyst eller også ud til Kronborg , hvor hun jo også undertiden har aflagt besøg hos kommandantens familie . “ „ Begge dele er mulige , men synes kun lidet rimelige “ , svarede hin . „ Hendes højhed har rigtignok i en temmelig høj grad sat det hensyn til side , som hun er sin stand skyldig , ved af tage hertil i en postvogn uden engang af være ledsaget af en tjener , men af hun skulle drive det så vidt , af hun alene med sin kammerjomfru går her omkring på gaderne , det er så overordentligt , af man næppe før tillade sig af tro det . Hvorledes nu end sagen hænger sammen “ , vedblev han , „ og jeg har , en dunkel følelse af , af ikke alt er rigtigt , så må sålænge som muligt al opsigt undgås , og jeg vil derfor nu selv begive mig ud til Kronborg først , hvorhen jeg vil bede dem om af ledsage mig . “ Der var noget i kammerherrens blik og miner som tydede på , af han havde en om end kun ubestemt og famlende mistanke til mig eller muligvis næredes kun denne frygt hos mig af min egen onde samvittighed . Hans opfordring om af følge med tjente imidlertid ikke til af berolige mig , idet jeg antog , af det var hans hensigt ikke af tabe mig af sigte . „ Det gør mig meget ondt , deres høivelbårenhed “ , svarede jeg , „ men så stor en wre det end er for mig , så er jeg dog nødsaget til at afslå den da jeg har lovet den bekendt med hvem jeg kom hertil , at tilbringe aftenen sammen med ham . “ „ Den undskyldning slår ikke til , monsieur kold , når jeg befaler dem at ledsage mig “ , svarede han i en afgørende tone . „ Jeg tror den er fuldstændig tilstrækkelig , hr. Kammerherre “ , svarede jeg rolig , „ lige overfor den , under hvis befaling jeg ikke slår . Træffer hr. Kammerherren hendes højhed på Kronborg , da er jo også min nærværelse overflødig . “ „ Men træffer jeg hende ikke “ , svarede han opbragt , „ da er det nødvendigt , at jeg har dem hos mig , med hensyn til de foranstaltninger , som så stat træffes . Jeg befaler dem derfor endnu engang at ledsage mig , og jeg sværger dem til , jeg skal vel vide , at skaffe mig lydighed . “ „ Jeg tror det vil blive hr. Kammerherren meget vanskeligt , i det mindste vil jeg med rolighed afvente resultatet . For det tilfælde imidlertid , at jeg i virkelighed kan være til nytte , så vil deres høivelbårenhed kunne træffe mig enten her eller i tteatret , hvor min ven og jeg agte at gå hen . “ Med disse ord forlod jeg værelset . Enten må han nu være bleven beroliget ved mine sidste ord eller også indså han hvor lidt ban formåede at bringe sin trussel i udførelse , thi han fulgte mig ikke , hvorimod han , endnu medens jeg stod rådvild på gangen , gik mig hastig forbi og ud af porten . jeg besluttede nu først at lade mig anvise et værelse , for derved at vildlede kammerherren , dersom han skulle komme tilbage forinden det var lykkedes mig at finde prinsessen , der , hvilket jeg følte mig overbevist om , sikkert havde forladt gjestgiverstedet ved prindsens og kammerherrens ankomst . Ude af mig selv ved tanken om , hvor let alt kunne mislykkes ved dette fortvivlede tilfælde , gik jeg et par gange op og ned ad den lange gang . Endelig blev en dør lukket op og en opvartningspige kom ud . „ Vil de tale med nogen ? “ spurgte hun . „ Ja “ , svarede jeg , „ men det lader til , at her er ingen , som vil tale med mig . Vil de nu imidlertid anvise mig et værelse . “ „ Så Herren har ventet “ , svarede hun , idet hun holdt lyset op , som for at tage mig i nærmere øjesyn . „ Ja vi har fornemme gjesfer i aften “ , vedblev hun medens hun åbnede en dør og viste mig ind . „ Det er en Prinds og hans kammerherre , og det kan da nok sætte huset på den anden ende . Husbond farer omkring som en gal kat i torden og er færdig af jage livet af os . “ Medens hun sagde dette og med det samme ryddede op i værelset , lagde jeg mærke til , af hun hvert øjeblik heftede sit blik på mig . „ Herren er måske fra København ? begyndte hun atter . „ Nej , men jeg kommer rigtignok derfra . “ „ Ja , jeg kunne da nok vide , af de ingen københavner var , for dem er der altid sådant et commerce ved . Så er de måske fra Frederiksborg ? “ „ Heller ikke , men nu nærmer de dem godt til det rette sted . “ „ Så skulle det da være løjerligt om jeg ikke kunne finde det , når jeg gør mig rigtig umage “ , svarede hun som det forekom mig med et undertrykt smil . „ Det ville da komme an på , om jeg har tid til af gjennemgåe alle Sjællands byer og stæder med dem . Førsf kunne de måske sige mig om her ikke også er kommen en dame med hendes pige iaften ? “ „ Jo her er , men de er gået ud . “ „ Det har jeg hørt . Men dersom de , når de komme hjem igen vil underrette damen om , at der er kommen en herre fra København , som absolut må tale med hende , så vil jeg give dem disse “ , sagde jeg , idet jeg lagde nogle guldpenge i hendes hånd , „ og jeg vil give dem ligeså mange fil , når de vil holde tand for tunge , og ikke tale fil nogen anden om , hvad jeg nu har bedt dem om . “ „ Gudbevares ! “ udbrød hun , „ Guld kan få en jøde fil at danse og den rappeste tunge fil at tie . Vent nu et oieblik , så skal jeg måske vise dem at jeg er lidt klogere end kong Salomons kat , der ikke kunne sige andet end miau . Nu skal Herren straks få , hvad de ønsker “ , vedblev hun med hør røst i den åbne dør , idet hun gik . Forundret blev jeg et dieblik slående og så på døren , hun var gået ud ad . At hun vidste noget var afgjort ; men hvorledes var det gået fil at prinsessen havde betroet hende en sådan hemmelighed . Jeg fik imidlertid ikke lejlighed fil af grunde længe ; thi straks efter kom hun tilbage , og » idet hun åbnede døren , vinkede hun ad mig , hvorefter jeg fulgte hende langs ad gangen fil en dør , som hun åbnede . Fra det værelse , hvori vi nu kom ind , gik vi endnu igennem to andre og blev nu endelig stående ved en dør , hvorpå hun bankede , hvorefter hun trådte tilbage . Et dieblik efter stod jeg for prinsessen . Bleg , skælvende over sit hele legeme og med et udtryk af den pinligste angest kom hun mig i møde , og idet hun greb begge mine hcrnder , udbrød hun : „ Du gode gud , kære , kære kold , hvilken angest har jeg udstået . Ak , jeg var så overbevist om , af alt var opdaget , og af jeg ville blive nødsaget fil et underkaste mig den skæbne , som min formynder er kommen hertil for af berede mig . Jeg kendte straks hans og kammerherrens stemmer , og da jeg indså af mit ophold her ikke kunne blive skjult for dem , så formåede jeg opvartningspigen fil , når man spurgte efter mig , af sige , af jeg var gået ud , idet jeg tillige blev nødsaget fil af beskrive hende deres person , for af hun kunne give mig underretning , når de kom . Men nu , nu kære kold , blive vi ikke bevogtede ? Hvorledes skulle vi komme bort ? „ Jeg har endnu godt håb , deres højhed . Kun bliver det nødvendigt af tage opvartningspigen på råd “ . Denne blev nu tilkaldt og efter af jeg med så få ord som muligt , havde gjort hende bekendt med vort lnske , nemlig snarest muligt og uset af komme bort , og dertil føjet en ny belønning , var hun straks villig til af anvise os en udgang til en Sidegade . Jeg ilede nu ned til skipperen og fik denne med sine to mand op med mig for af hjælpe af bæere tøjet . Snart efter begav vi os bort , og netop i det oieblik , af jeg , som var den sidste , ville lukke døren efter mig , hørte jeg kammerherren med høj røst befale , af der , for så vidt jeg ikke var på mit værelse , straks skulle sendes bud efter mig i tteatret . Forinden dette imidlertid kunne komme tilbage , forinden man i tteatret , hvor lille det end var , havde udfundet , af jeg ikke var der , og forinden derefter en opdagelse af sagens egentlige sammenhæng blev gjort , måtte vi , derom nærede jeg ingen tvivl , forlcengst være ude af havnen . Det varede også kun et dieblik efter at vi vi vare komne ombord , før vi forlod havnen og foren strygende vind slode op ad sundet . I kahytten , hvor prinsessen og hendes kammerjomfru « opholdt sig , så det hyggeligt og godt ud . De oliemalede trævægge vare blevne beklædte med røde Gardiner , som også skjulte kvierne . En magelig lænestol , et par feltstole og et bord udgjorde meublementet , hvortil kom en lampe , som hængte ned fra loftet . Den lille sorte , tilrøgede og smudsige kahyt var bleven forvandlet fil et nogenlunde smukt og bekvemt opholdssted , og med inderlig glæde modtog jeg prindsessens tak , da jeg efter at vi vare komne under sejl , et dieblik var dernede . Fra denne aften og indtil vi otte dage efter kom fil Lubeck så jeg hende ikke mere . I stormende vejr og for kontrast vind tumledes vi om fra det ene sted fil det andet , idet skipperen , søgende læ snart hist , snart her , søgte at nå rejsens mål uden at vove sig ud på det åbne hav . Hjemsøgt og forpint af søsyge måtte prinsessen under hele rejsen forblive i sin kvie , medens jeg i en nogenlunde lignende forfatning våndede mig i et lille mørkt hul , der var bleven indrettet til mig forude ved siden af folkelukafet , og først da vi lå fortøjet ved bolværket i Lubecks havn kunne jeg mande mig så meget op , af jeg fik en vogn besørget , som bragte hende op til et hotel , hvorhen jeg straks efter fulgte med tøjet . Med hvilken følelse af lykke og velvære jeg et par timers tid efter sad på mit værelse , kan jeg ikke beskrive . Søsygen og dens kvaler , nøden og angesten var glemt i det øjeblik jeg sad foden på 470 land , og jeg kunne nu le hjerteligt ved tanken om det , der for kort siden næsten kunne have bragt mig til af fælde tårer af fortvivlelse . Jeg havde stiftet klæder , faget et velgørende bad , og sad nu i den hyggelige stue , i hvis kakkelovn ilden bræendte lystigt , ventende på tilladelse til af måtte gøre prindsessen min opvartning , ventende på det oieblik , der skulle krone min lykke , der skulle åbne himmelens porte for mig og føre mig ind i den lyse herlighed . Som jeg således sad , hørte jeg lette , raske fodtrin på gangen . Et oieblik lyttede jeg forbavset , idet disse skridt forekom mig bekendte , uden af jeg dog vidste , til hvilken personlighed jeg skulle henføre dem . Lang tid havde jeg imidlertid ikke fil betænkning ; thi døren blev nu reven op , og den unge grev Arden seid stod for mig med blussende kinder og strålende Oine , kort , med et udtryk af den højeste lykke . „ Min trofaste , bedste ven ! “ udbrød han gribende min hånd . „ De har engang frelst mit liv , og nu har de frelst den , som ene giver det værd . Hvorledes stat jeg takke dem , hvormed skal jeg gjengjelde det offer , de har bragt mig og hende ? “ Med en dunkel følelse af sagens egentlige sammenhæng , og en fjern anelse om , at jeg atter havde ladet mig forføre af min barnlige indbildningskraft fil at drømme en drøm , hvoraf jeg nu skulle opvågne , stod jeg målløs og stirrede på ham . „ Jeg forstår dem ikke , hr. Greve “ , stammede jeg endelig . „ Jeg fatter ikke et ord af , hvad de siger . “ „ De forstår mig ikke ! Nu sandelig , kjæere kold , jeg troede dog , at de havde gennemskuet mig . “ „ De mener med hensyn fil Else ? “ „ Ja , Else ! “ udbrød han leende . „ Hør , kold , betænk nu alt , og sig mig så , om de virkelig antog , af jeg kunne elske hende ? “ „ Jeg måtte jo fro det , hr. Greve , og flere med mig . Havde de nu end den fuldstændigste ret fil af mystificere den hele verden , hvad den sag angik “ , vedblev jeg , „ så må jeg overlade fil deres egen samvittighed af dømme , om de havde den samme ret med hensyn fil hende . “ Med en let skygge af alvor betragtede han mig et oieblik . „ Nej , min kære ven “ , udbrød han derpå i en munter tone , „ jeg havde sandelig ingen ret fil af bedrage hende ; men jeg har heller ikke gjort det . Dog “ vedblev han , „ lad mig forklare dem de skjulte rænker , som virkelig synes af have altereret dem . Allerede før de kom fil vort velsignede jæegerpriis var jeg forlovet med prindsesse Emma ; men da vi kunne vente den heftigste modstand af hendes familie , måtte vi være i højeste grad forsigtige , indtil bedre tider kom . Da jeg nu havde lejet en stue hos sø ren Poulsen før deri af mødes med mine politiske venner , så fandt jeg på ved min optræden og ved skjulte hentydninger , af bilde verden ind , af min gang der i huset gjaldt Else . Derved blev for det forsfe min hyppige færden der motiveret , og for det andet blev det lille Hofs opmærksomhed ledet på falfl vej , ja så grundigt , at jo min fader for at redde mig ville ødelægge dem . Med alt dette havde imidlertid hverken Elfe eller hendes fader at bestille , og jeg har måske ikke talt to ord med pigen , der iøvrigt ingenlunde var af en let bevægelig eller romantisk natur . Hvor ofte jeg ved at mit venskab for dem , kære kold , blev fristet hårdt til at gøre dem til min fortrolige , så modstod jeg dog stedse fristelsen . For det forsfe vare de hemmeligheder jeg bar på jo ikke mine egne , og dernæst kunne indvielsen deri for dem kun bringe farer og ulejlighed . Tilfældet ville det imidlertid anderledes netop med let , som kunle have de farligste følger for dem “ , vedblev han , idet han trykkede min hånd . „ Da jeg nu måtte flygte , og der efter , hvad der var foregået , nu ikke var den fjerneste udsigt til at erholde prindsessens families indvilligelse i vor forening , så stod der os ingen anden udvej tilbage end at hun måtte dele min skæbne og flygte med mig . Da nu Søren Poulsen var mig bekendt som en snu og opvakt mand , så besluttede jeg at lade vor correspondanke gå igennem ham ved deres medvirkning , idet jeg nemlig befrygtede , at hans myndighed kunne foranledige at brevene gik fejl . Manden ahnede imidlertid ikke , at det var prinsessen det gjaldt ; men gik med et skjelmsk smil ind på den stiltiende overenskomst om , at det var hendes kammerjomfrue , til hvem nemlig brevet var adresseret , og fra hvem han igen modtog svaret . De seer , kære kold , at det var snedigt anlagt . Først fik de et brev fra Berlin . I deres egenskab af hofskriver var dette jo ikke påfaldende og kunne jo angå artikler til køkkenet , indeni var et til sø ren Poulsen , som de hovedrystende antog for at være en billet æcmx til Else , atter inden i var der et til kammerjomfruen , som Søren grinende bandede på var et kjcerestebrev til denne , og først da kom udskriften til prindsessen . Men sig mig nu , de store mand “ , vedblev greven i munter tone , „ som opdagede da varulven gik på gale veje , og som , hvad mere var , opdagede de varulve regeringen sendte efter mig , hvem skulle komme efter sandheden undtagen kammerjomfruen , og hun var trofast , som det prøvede guld . Da jeg skrev til min forlovede , tænkte jeg først på af bede dem om af være hendes beflytter og om af arrangere og ledsage hende på flugten ; men ved tanken om , af de derved både ville forskertse deres stilling og , hvad værre var , måske deres hele fremfid , idet de næppe ville undgå en alvorlig straf , så opgav jeg det og skrev nu , af jeg selv hemmeligt ville komme til København , for derfra af ledsage hende . Hvor farligt det end var , så havde jeg ingen anden udvej , og det måtte derfor voves . I sin pinlige angest for af det skulle mislykkes , og alt således være tabt for os , var det nu , af hun henvendte sig til dem , hvorpå hun tilskrev mig , hvorledes aftalen var bleven , og af jeg måtte vente hende og dem i Lubeck . Nå , jeg har nu gjort rede og rigtighed for det hele , og eventyret må ganske vidst nu være dem fatteligere , end det er for de , som vi have efterladt på jcegerspriis . Men hvordan er det fat ? “ tilføjede han , „ De stirrer jo på mig , som var den frygteligste ulykke passeret . Dog “ , tilføjede han alvorlig , „ jeg glemte et oieblik , af spillet sandelig ikke er så lysteligt for dem , som for mig , og af de nok har grund til af blive alvorlig stemt ved af tænke på følgerne . Men det sværger jeg dem til , af vor taknemlighed ingen grændser kender , og af de trygt , hvad det materielle angår , kan se fremtiden i møde . Med guds hjælp vil det også lykkes os af dæmpe stormen ? Således af i det mindste de kan vende tilbage . Kom nu , prinsessen venter dem . “ „ Vil de sige mig , hr. Greve “ , sagde jeg , og spørgsmålet fløj mig næsten uvilkårligt ud af munden , „ hvorfor meddelte hendes højhed mig aldeles intet om den egentlige grund til hendes flugt ? “ „ Ja , min hære ven “ , svarede han med et forundret blik , „ ville det dog ikke være temmelig meget forlangt af en dame , af hun skulle tilstå det , når det kunne undgås . Men kom nu ! “ „ Te ville gøre mig en stor tjeneste , hr. Greve , ved af undskylde mig hos hendes højhed for iaften . Jeg er ikke ganske vel og trænger til ro . “ „ Tænkte jeg det ikke nok ! “ udbrød han . „ Og det er da heller ikke så forunderligt , når man i otte dage har trillet om på dstersøens bølger . Imorgen vil det være overstået og jeg skal være den første som banker på deres dør . “ Ja havde han med , „ at det i morgen ville være overstået “ ment , at så ville alt være forbi for mig , så var han nogenlunde kommen den tanke nær , der efter hans bortgang beherskede mig , idet jeg i min fortvivlelse flere gange følte den mest brændende lyst til at begrave mig i den lille flods bølger , som rullede forbi hotellets vinduer . Var jeg nu bleven bedraget eller havde jeg bedraget mig selv ? Om jeg havde haft mod nok eller , om min fortvivlelse var stor nok til at bringe tanken om selvmord til modenhed hos mig , kan jeg vel ikke med sikkerhed bedømme ; men vist er det , at jeg endnu i dette øjeblik , så mange år derefter , er overbevist om , at hine spørgsmål , der pludseligt dukkede op i mig , frelste mit liv . Bevidstheden om , at jeg havde en ikke så ringe tilbøjelighed til at lade min fantasi løbe løbsk med mig , om at en ganske lille gnist af troen på , at jeg ved en vidunderlig tilskikkelse ville blive forvandlet til noget overordentligt , endnu ulmede i min sjæels inderste folder , gjorde af jeg midt i min fortvivlelse og harme studsede og spurgte mig selv , om hint dog ikke havde forført mig fil af tro , af prinsessen delte mine følelser . Var dette nu tilfældet , og havde hun i virkeligheden ikke bestyrket mit dristige håb , så , ja så kunne det jo rigtignok ikke bidrage fil af berolige mig , for så vidt jeg havde elsket hende , men det kunne bidrage fil af læge min sårede wresfølelse , eftersom jeg da således ikke havde været et offer for en coqvettes indfald . Tanken om af jeg var min egen forfører , af jeg ingen uden mig selv havde af takke for den skæbne , hvorunder jeg nu sukkede , blev nu lidt efter lidt mere og mere klar hos mig . Men jeg for nu ikke mere fortvivlet op og ned af gulvet , jeg stirrede ikke oftere med forvildet blik ned i den sorbiløbende flod . Stille og grublende sad jeg time på time og stirrede på lysene , der brændte foran mig på bordet og alt som jeg sad vendte mit sind og min tanke sig fil mit barndomshjem , fil min plejemoder , hvis hele kærlighed jeg havde ejet , hvis livs glæde jeg havde udgjort , og over hvem jeg nu havde bragt sorg og skam . Jeg tæmkte på froms , på deres jevne , hyggelige hjem , hvor dagene hengik med flid og arbejde , og aftnerne i fred og glæde . Marie dukkede frem før mit indre syn ; men det muntre smil om hendes mund og det skjelmske blik var borte . Med et udtryk af sørg og , som det syntes mig , også af foragt stirrede hun på mig . Da brast jeg i gråd , og længe , længe flød mine tårer i bitter , nagende smerte og anger . Først hen ad morgenstunden fattede jeg mig så meget , at jeg kunne begynde at tænke over min stilling , og hvad jeg skulle gribe til . Først skrev jeg et brev til bæk , hvori jeg fortalte ham , hvilken lod og del jeg havde haft i prindsessens flugt , uden dog at åbenbare ham mit egentlige motiv , det formåede jeg ikke , i det mindste ikke endnu ; jeg skildrede ham min dybe smerte over den Kummer og angst jeg havde beredt min plejemoder , idet jeg bad ham om , at udvirke mig hendes tilgivelse . Jeg sagde ham dernæst , at hvor inderligt jeg end længtes efter at komme hjem , så skulle det dog ikke ske , før jeg kunne vende tilbage med wre , samt til sidst , at de nu ikke måtte vente at høre fra mig , før jeg havde vundet den stilling , som jeg nu , ved afsendelsen af brevet , drøg bort før at tilkæmpe mig . Bort måtte jeg , dette stod fast hos mig ; thi hverken greven eller prinsessen kunne eller ville jeg se , deres dom over mig fik så at blive , hvad den ville . Klokken var endnu ikke fire , da jeg med min lille kuffert i hånden fra hotellet trådte ud på gaden . Uveiret havde raset ud og fra den klare skyfrie himmel skinnede og flimrede stjernerne , idet en mild frost var indtrådt . På gaden var alt stille . I nogen tid stod jeg tvivlrådig om , hvorhen jeg skulle vende mine skridt i den store fremmede stad , da hørte jeg rumlen af en tung vogn nede i gaden , samt pidskesmceld og bjeldeklang . Nærmere og nærmere kom det til stedet , hvor jeg stod , og da endeligt et læs , hvis lige i størrelse jeg aldrig kavde set , langsomt rullede mig forbi , rystede jorden og ruderne klirrede . Fragtmanden , der gik ved siden af , opmuntrede idelig med sin lange pisk de ser kolossale heste , hvormed det var forspændt , og hvis seletøj var behcengt med bjelder og brede blanke messingringe . I nogen tid stod jeg forbavset og betragtede det mig så fremmede syn ; men da vognen nu lidt efter lidt forsvandt for mit blik , da besluttede jeg af følge med , lige meget hvorhen vejen gik . De penge , jeg havde medbragt vare ikke mange , og jeg måtte derfor være i høj grad forsigtig med mine udgivter , dersom de kun nogenlunde skulle strække til . Da jeg havde nået vognen , var min accord med fragtmanden snart sluttet . For et par mark kunne min kuffert komme med til Hamborg , hvorhen han skulle , og selv kunne jeg også få lov til af sidde op engang imellem , når jeg blev altfor træt ; men sorøvigt kunne jeg , som han , gå ved siden af , der var plads for mange flere , som han bemærkede . „ Nå , hvad landsmand er de så ? “ spurgte han , efter af vi i lang tid havde vandret sammen og det var bleven dag , idet han betragtede mig med et prøvende blik . „ Jeg er dansk “ , svarede jeg . „ Det var som Pokker ! “ udbrød han . „ De pleje dog ellers ikke således af føjte omkring . Hernede har vi rigtignok gøglere og pak nok ; men de komme sjælden nordfra . “ „ Jeg tvivler ikke om , af her er nok af den slags “ , svarede jeg , „ men jeg forstår ikke , hvorledes de ved mig kommer til af tænke derpå . “ „ Det er endda ikke så løjerligt , som det synes . Jeg skal nemlig sige dem , af når et menneske , der iøvrigt er klædt som en Junker , med guldknappet stok og ringe på fingerene vælger af sjokke med et fragtlces hen ad Vorherres brede landevej , og han dertil med kufferten i hånden lister sig i mulm og mørke ud af byen , så dømmer jeg , af han enten har glemt af betale sit Vert eller er kommen i for nær berørelse med øvrigheden . “ „ Jeg har imidlertid hørt “ , svarede jeg , „ af det også kan hænde sig for en fragtmand af komme til en falsk slutning , isæer når talen ikke er om heste . Hvad mig angår , så har jeg hverken Vert eller øvrighed af frygte . “ „ Men så pengepungen da ? “ afbrød han mig . „ Ja se der har vi det “ , vedblev han , da jeg ikke svarede . Men en tom lomme og sine klæder , det passer omtrent som et par udgangsøg for en forgyldt karett . Ligemeget er det imidlertid og jeg skal ikke fritte dem ; men det bander jeg på , at et eller andet er le kneben ud fra , lad det nu være en skole eller en streng papa , og at de nu tænker på at blive fransf soldat , hvilket jo nu alle galgenfugle gribe til . “ „ Franst soldat ! “ gentog jeg , idet pludselig en tanke faldt mig ind . „ Ja der er de skjult som i en potte og alle synder dækkes af uniformen . Hvor mange de har , skal jeg naturligvis ikke kunne sige , men vidst er det , at de der vil træffe folk , som have endnu flere , hvilket dog altid er en trøst . “ Da jeg ikke svarede ham , hvilket just ikke sfete som en følge af , at jeg sølle mig fornærmet over hans ringe mening om min ærlighed , men derimod på grund af hans hentydning fil den fransfe arme , hvilket gav mig nok at tænke på , så vandrede vi nu i lang tid tavse med hinanden . At blive soldat var just ikke det , som jeg kunne anse for den højeste lykke ; men under de omstændigheder , hvori jeg befandt mig , var det dog altid en udvej . Den enttusiasme , hvormed jeg stedse havde hørt den fransfe arme omtale , de beretninger om dens glimrende sejre , som i en tidligere tid havde fyldt mit sind med beundring , og tanken om den storhed , jeg stedse havde sat i forbindelse med enhver , der tjente under de hæderkonede orne . Alt dette satte lidt efter lidt min indbildningskraft i bevægelse , og idet billede på billede , det ene lysere og mere glimrende end det andet , dukkede op for mig , modnedes beslutningen om , at følge den vej , som fragtmanden havde anbefalet mig . Jeg kunne dernæst sige mig selv , at var der røget i stand fil at bekæmpe den følelse af sørg og bitter skuffelse , hvørunder jeg led , da var det feltlivet og krigen , ligesom det øgså , førsåvidt det måtte lykkes mig at drive det fil mere end soldat , ville give mig en fastere fød at stå på ved min hjemkomst , hvilket , som jeg følte , nok kunne behøves , og i høj grad forhøje gensynets glæde hos min plejemoder . Jeg gav mig nu atter i samtale med fragtmanden , og da han var en vidtberejst mand , der var temmelig godt bekendt med forholdene , så havde han , da vi endelig ankom fil Hamborg , givet mig al den underretning , jeg behøvede før at nå mit mål . I en lille by på den franske grændse , hvorhen jeg næsten blottet for alt endelig nåde , lykkedes det mig let af blive optaget i en exerceerskole . Det var en lang og besværlig tid , som nu oprandt for mig , og ofte havde jeg min hele sjælsstyrke nødig , før ikke ved desertion af styrte mig i en endnu større ulykke . Mit hele foregående liv havde været en så fuldstændig modsætning til det jeg nu førte , af jeg især i begyndelsen følte mig så nedtrykt , så ulykkelig og elendig , af det ikke var mig muligt af forstå eller udføre selv det simpleste af let min lærer søgte af indprænte mig , og jo mere sløv og ufremkommelig jeg viste mig , jo mere opbragt blev hin , og jo mere fortvivlet min stilling . jeg som aldrig havde hørt et hårt ord eller set en streng mine , hvis hele opdragelse var bleven ledet med kærlighedens og overbærenhedens bløde hånd , som havde henlevet det meste af min tid i nydelsen af de goder og det velvære , som et rigt , hyggeligt og kjarligt hjem er så rigt på , og hvis sidste tid var tilbragt næsten i fuldstændig herrescerd , jeg var nu pludselig prisgiven for en rå , hensynsløs og fordrukken underofsiciers hele vilkårlighed , af hvis mund jeg aldrig hørte andet end eder og skældsord , og af hvis stok min ryg og mine arme alt for ofte bare mærker . Istedetfor mit hyggelige , rigtudstyrede værelse og den bløde seng var jeg nu henvist til et stort , mørkt og koldt rum , hvis fire hvide , nøgne vægge stirrede mig trøstesløst imøde , og hvor vi liggende på halm , som blev spredt på gulvet , tilbragte de halve nætter med at slås om nogle pjaltede hestedækkener ; og i stedet for hoffets lækkre retter eller min plejemoders solide kost måtte jeg nu tage til takke med halvbagt sort brød og bønnesuppe , som de evige og altid sig gentagende retter . Forandringen var frygtelig og nær havde jeg bukket under ; men lidt efter lidt kæmpede naturen sig igennem , og alt som det dagedes i mig , alt som den tunge , trykkende tåge svandt , hvori mit sind og hele vasen ligesom var hildet , begyndte jeg at se sagen i et andet lys og få et bedre greb vå tingene . Efter at have været sergeantmajorens svorne fjende eller rettere , den ulykkelige afleder før al den vrede og wrgrelse han så rigeligt samlede tilhobe under øvelserne , blev jeg nu hans ven , og efter fløv og villieløs at have været en bold før mine kammeraters luner , begyndte jeg nu med kraftig villie og frejdigt sind at stå på mine egne ben , og idet jeg tilkæmpede mig respekt hos mine kammerater , lod jeg det ikke komme an på selv de største anstrengelser for at blive dygtig i det håndværk , jeg nu engang havde valgt . Var skolen , jeg havde gennemgået hård , havde striden været bitter og tung , så tror jeg at kunne sige , at lønnen heller ikke var lille . Den skarpe lud havde vasket meget af som endnu klæbede ved mig og ildprøven havde hæerdet mit bløde malm . Jeg havde glemt meget , men jeg havde lært endnu mere , og der var måske noget sandt i , hvad sergeantmajoren sagde til os i sin afskeds-tale på den dag skolen blev ophævet : „ Nogle slyngler og dødbidere vare i , da i kom hertil ; men ved hjælp af denne stok og tørt brød , mange savn og endnu mere bønnesuppe har jeg gjort eder til mænd , og det var det jeg skulle . “ I min lange slovheds- og underkuelses-periode havde jeg ikke kunnet overvinde mig til at skrive til min plejemoder ; nu først følte jeg lyst dertil , og ihvorvel jeg undså mig , ved at sige hende , hvilken beskeden grad jeg indtog i den store arme , så ved jeg dog , at der lyste så megen tillidsfuldhed og glæde ud af mit brev , at hun i det mindste nogenlunde følte sig tilfreds dermed . Ledsaget af et ungt menneske , Martin Dufour , til hvem jeg havde sluttet mig på exerceerskolen og som , ligesom jeg , var bleven corporal ved et regiment der lå i Cassel , begav jeg mig en morgen tidlig på marschen fra den lille by , hvor mine klager og sukke havde lydt , og fra hvilken jeg en lang tid ikke havde kunnet tænke mig at skulle komme levende . Nu droge vi afsted , jublende og syngende . Alt var så friskt , så solbeskinnet og livfuldt , at vore hjerter bankede af forhøjet glæde ved den vnndne frihed . Foråret havde holdt sit glade indtog . Langs med vejen , hvor vi gik , blomstrede kirsebær- , blommeog æbletræer ; fra hækkerne duftede slåen og hvidtorn og langsmed grøvtekanterne tittede tusinder af spraglede blomster frem blandt det yppige grønne græs ; fuglene sang og qviddrede fra buske og træer og højt over vore hoveder svingede lærken sig med lystige triller . Alt , luft , mark og skov , var som fyldt med glæde og liv og vi nøde rigelig vor part deraf . Snart vandrede vi tanse med hinanden , hengivende os fil det fulde indtryk af de smukke omgivelser , snart vekslede vi et par muntre ord med arbejderne på Marken og snart sang vi af det fulde bryst , så det klang gennem skov og Dal . Af og fil drøge afdelinger af tropper os forbi , snart hele regimenter kavallerie med blinkende hjelme og flyvende faner , så infanteri i store , larmende høbe , hvis musik af og til spillede en lystig Marsch før at lette gangen , så lange , lange rækker af artillerie og train og alt imellem en glimrende cavalcade af stabsofficierer eller en general med sit følge af adjutanter og ordonantser . Alle drøge de den samme vej , som vi , imod et mål hvilket måske ingen med undtagelse af en eneste kendte . Efter mange dages anstrengt Marsch nåde vi endelig Cassel . Her blev vi indlemmede i vort regiment , og allerede dagen efter drøge vi med dette ad vejen til Dresden , hvorhen regiment på regiment fulgte , således at vejen så ud som en eneste sammenhængende kæde af tropper . Men havde før vor Marsch været at ligne ved en lystvandring , havde vi før med tryghed og ro kunnet se den heldendende dag i møde , visse på at sinde et godt og mageligt natteqvarteer , så blev den nu tung og trættende som en følge af de dybe , af uendelige masser af heste og vogne , oprevne veje , og på qvarteer var nu ikke mere at tænke . Hver den , som havde fundet en nogenlunde rolig plads for natten bag et gjorde eller i en grøvt , kunne prise sig lykkelig . Alt som vi nærmede os Dresden tiltog mængden i en uendelig grad , og som det forekom mig , måtte den uhyre arme , som fra alle kanter strømmede sammen her , være stor nok til at erobre en verden . vort regiment blev inqvarteret i byen selv , og ihvorvel jeg i flere henseender ville have foretrukket i det smukke sommervejr , vi nu havde , at bivuachere på åben mark , for at ligge sammenstuvet i de snevre bykvarterer , så glæedede jeg mig dog på den anden side ved alt det fremmede og storartede , jeg der fik at se . Hine store mænd , hvis berømmelse var på enhvers læber , og hvis navne bleve udtalte næsten med guddommelig wrefrygt , som stod for mit indre syn omgivne med en hellig glorie , dem så jeg nu daglig fæerdes på gaderne , dem stod jeg ofte ansigt til ansigt med : coulincourt , Duroc , Murat , lauriston , Ney og mange flere , og ofte forekom det mig som en drøm , som et blcendvcerk , når jeg fik ordre til af møde i et af hine heroers forgemak for af modtage ordre . Foruden disse , samledes også her konger og fyrster fra alle kanter for af bringe Napoleon deres hyldning , som nu ventedes hver dag . På den dag han skulle komme , vare Martin og jeg tilfældigvis fri for tjenesten , og vi besluttede af gøre alt for af komme til af se ham . Blandt den gamle garde , af hvis mandflab jeg for hver enkelt mand havde en ligeså stor wrefrygt som for en general , og som stod opstillet langsmed den gade , hvorigennem kejseren skulle komme , havde min ven en bekendt , og ved ham lykkedes det os af få plads på en fremspringende trappe , hvorfra vi kunne se alt . Efter nogen tids venten begyndte endelig ekvipagerne af komme . I en af de første sad kongen af Preussen med kronprinsen . Begge så bekymrede og nedslagne ud og syntes ikke af lægge Marke til det storartede skuespil rundt omkring dem . På min bemærkning derom udbrød min kammerat . „ Det er intet under , vi have spiisf det halve af ham og have stor appetit til resten . Ja du seer så deltagende ud “ , vedblev han livlig , „ men det må du ikke ; thi du kan tro det er en rigtig øglerede , hvori der hverken findes sandhed eller ret , og som jeg af hjertensgrund ville ønfle , at kejseren med et fodtrin ville knuse hovedet på . Se der “ , vedblev han , „ der kommer svigerpapa . “ Det var kejseren af osterrig . Siddende i en stor , gammeldags med sirater af guld og selv overlæsset ekvipage , nikkede han med et godmodigt , venligt smil til alle sider . „ Ikke sandt ! “ udbrød Martin , „ når vi nu ikke vidste at det er hans allerchristeligste majestæt så skulle man heller tro , at det var en skikkelig bager fra Wien , der havde glemt sit forklæde hjemme . “ „ Men sin kage forstår han dog ikke at mele “ , svarede jeg , „ ihvorvel lejligheden nu synes at væere god . “ „ Ja , men hvor Pokker skal han tage melet fra ? spurgte hin leende . „ Vor kejser har i os en alvorlig børneflok , som gerne skulle forsørges . “ Et rungende hurra lød nu fra rcækkerne , og en rytterflok , hvis lige i pragt og glans jeg endnu ikke havde set , viste sig . Det var Murat . Med sand kongelig anstand red han en stor sort hingst , der flammende og pustende af tilbagetrængt fyrighed hvert dieblik syntes af ville tage magten fra ham . Med et stolt , selvbevidst men tillige indtagende blik så han sig om og modtog den hyldning , som bragtes ham . Måske var der i hele hans dragt , i hans med guldbroderi bedækkede uniform , den kolossale fjerplumage som bølgede fra hans hat , den af tedelslene flimrende sabel noget utrert , i det mindste hørte jeg mange sige det ; men mig forekom det , af han så ud som krigsguden selv . Efter ham fulgte nu kong Jerome af vestphalen og kongen af Sachsen samt dernæst en hel ræekke af fyrstelige ekvipager . Et diebliks stilhed indtrådte nu , men derpå lød en brusen af tusinder af dæmpede stemmer og alles blikke vendte sig mod en kant . Det var kejseren , kun ledsaget af C oulinC ourtoglanri støn , der red et par skridt bagved ham , red han langsomt frem imellem rækkerne . I modsætning til den foregående pragt var hans dragt i højeste grad tarvelig , hverken guld eller wdelstene strålede diet imøde og kun stjernen på hans bryst tydede på hans høje rang , men ingen , som betragtede ham , kunne tvivle om , af han var herskeren , af det var ham , under hvis geni hele eurupa bøjede sig . Da han var kommen i midten af gardens rækker , holdt han et oieblik stille , og idet han så sig om med et blik , der , som det syntes mig , traf hver enkelt mand , sagde han med hej og klar stemme : „ Jeg takker gud , at jeg igen er iblandt eder . Fra min søn kan jeg bringe eder en hilsen ; han er sund og kraftig , og jeg har , før jeg rejste fra Paris , udnævnt ham til korporal i eders første compagnie . “ Et rungende , tordnende „ leve kejseren “ , som rystede luften og bragte vinduesruderne til at klirre , besvarede disse ord . Derpå hvirvlede trommerne , fanerne sænkedes og han red videre . Mit hjerte svulmede , tårerne trådte mig i oinene , og en unævnelig dyb følelse af hengivenhed og jerefrygt greb mit hele sind . „ Kom “ , hviskedee Martin , idet han bevæget trykkede min hånd , „ kom lad os nu gå . Når vi har set ham , er alt det andet intet . “ Ikke længe efter kejserens ankomst fik den største del af hæren , der lå i og omkring Dresden ordre til at bryde op . Marschen gik ad Polen til , stedse videre og videre , og først da vi stod ved den russiske grcendse , fik vi at vide , af det gjaldt Rusland . En almindelig jubel udbrød ved efterretningen herom . Enhver var overbevist om , af det kun ville blive en lysfmarsch , rigtignok måske temmelig lang , men rig på lette sejre , da russerne umulig kunne for alvor tænke på af modstå en arme , som den , hvormed vi droge ind i landet . Dag efter dag , uge efter uge og måned efter måned droge vi stedse videre og videre , og aldrig , syntes det , skulle vi nå målet for vor uendelige vandring . Under alle de anstrengelser , som vare en følge deraf , under vore små kampe med russerne , og vore store om qvarteer og forplejning , overalt holdt min kammerat og jeg trofast sammen , og dej venskab vi havde sluttet på exereeersfolen knyttede sig stedse fastere og fastere . På marschen eller i kvarteret underholdt vi ialmindelighed gensidig hinanden om vore hjem , ved hvilke vore tanker helst dvælede , og ved fortællingen om hvilke vi altid kunne fængsle hinandens opmærksomhed , da de vare i så hej grad forskellige . Han var fra det sydlige Frankrig , og hans faders ejendom beffylledes af Middelhavets bølger . Når han nu fortalte om sommerens varme , og den milde næsten umærkelige vinter , om olivensfovene og viinhaverne om orange og myrtelundene , om den klare himmel , og om de stille lune aftener , hvor sang og musik lød fjernt og nær , kort sagt om sydens herlighed , da kunde jeg aldrig blive frcet af af høre på ham , idet alt ved det liv og inderlighed , hvormed han fortalte , stod så klart for mig , som vandrede jeg om i hint Paradis . Formåede han nu ved sine skildringer af opvæekke en jeg kunne næsten sige vemodig længsel hos mig efter af komme til af færdes ler , så lykkedes det også mig af opvække hele hans beundring og forbavselse ved beskrivelsen af mit fædreland , og aldrig kunne han blive frcet af af høre om vor vinter med dens sne og is . Som jeg af ham havde lært fransk , således af jeg nu næsten talte det som en indfødt , således havde han af mig lært så meget dansk , af han dog nogenlunde kunne udtrykke sig deri , og ofte faldt det ham ind i hele timer af fortsætte konversationen heri , idet han med den alvorligste mine og under de ivrigste gestikulationer talte så ravgalt , af såvel jeg som han selv med til sidst brast i den hjerteligste latter derved . Hvor besværlig end marschen hidtil havde været , hvor mange savn og hvormegen nød vi havde lidt , og hvor ofte vi vare blevne skuffede ved af russerne idelig og idelig slap os af hænderne , selv når vi troede af være dem sikkrest , og ved , af når vi endelig i det fjerne opdagede en landsby , hvis størrelse og udseende syntes af love godt qvarteer og forplejning , vi da stedse så dem gå op i røg og flammer , forinden vi havde nået den , så gik dog vor vej ialmindelighed under lystighed og glæde , og enhver både høje og lave gjorde sit til af holde munterheden vedlige . Hvad min ven og mig selv angik , så havde vi speciel anledning til af wære ved godt mod , idet vi nemlig på en dag begge blev udnævnte til sergenter , hvilket vel mest havde sin grund i , af alle de ældre underofficerer blev beordrede fil de ny oprettede regimenter . Marskalksstaven var os nu vis nok , som Martin sagde , og når jeg da kom hjem , forsikrede han , da ville Else i Udby fattighus falde mig om halsen og udbryde : ak min venskabelige kærlighed , marflalk Peter , har jeg dig nu i mine fingre ! Vi nærmede os nu Moskov med stærke skridt , og på marschen driede vor samtale sig nu ikke om andet , end om alle de herligheder vi der ville få at se , samt om den ro og hvile vi der ville komme til at nyde , idet et almindeligt rygte sagde , at vi skulle forblive der i vinterqvarteer . En dag som vi således skred frem i høirystet , munter samtale om disse glade udsigter , hørte vi pludselig kanonade i nogen afstand . Hele regimentet standsede lyttende . Nu dundrede det atter og , som det syntes os i kortere afstand , salve på salve rystede jorden , hvorpå vi gik , og i det fjerne steg en tæt damp i vejret . Åndeløse stod vi endnu lyttende , da på engang trommerne hvirvlede , som kaldte enhver på sin plads , hvorefter det gik fremad i stormskridt . Hvad jeg i dette øjeblik tænkte og følte , kunne jeg dengang ligesålidt som nu gøre mig regnflab for . Kun havde jeg følelsen af , at det nu ville blive alvor , idet jeg sluppet , trængt og dreven fremad af de efterfølgende pludselig så russerne ligefor os . Geværerne blev straks affyrede og derpå stormede hele regimentet med et jublende „ leve kejseren “ , med bajonetten ind på fjenden . Snart trængtes vi fremad , snart tilbage og snart standsede vi midt imellem den mylrende fjende ; men ikke et øjeblik ophørte den fortvivlede kamp , ikke et øjeblik blev der tid fil af samle tankerne , eller fil af komme fil fuld bevidsthed , kanonernes bedøvende torden , trompeternes skingren , de kæmpendes skrig og larm . Alt flød hen i et Chaos , for mine bedøvede sandser , og idet jeg forsvarede mit liv , vidste jeg knap , af jeg havde noget . Kun et øjeblik kom jeg fil mig selv med fuld bevidsthed om hvad der slete , og om hvad jeg havde af gøre . I få skridts afstand fra mig så jeg Martin , der havde grebet regimentsfanen omringet og kæmpende på liv og død ; jeg så ham hæve fanen højt i vejret og derpå segne . Et øjeblik efter var jeg midt inde i hoben og ved de kræfter som raseriet og fortvivlelsen meddeler os lykkedes det mig et ndfrie ham . Fanen , som en rusist soldat allerede havde grebet , bemægtigede jeg mig igen ; men hvad der derefter foregik ved jeg ikke ; thi da jeg atter kom fil mig selv , var alt stille omkring mig og kun fra det fjerne lød enkelte kanonskud , som svage tordenbrag efter af uveiret har udraset . Et par skridt fra mig lå Martin . I hovedet havde han et dybt , frygteligt sår og hans venstre arm var gjennemfludt på to steder ; men endnu levede han , og efter at det var lykkedes mig at finde noget vand , hvoraf han drak , og hvormed jeg badede hans ansigt , slog han oinene op og rakte mig med et taknemmeligt smil hånden . Idet jeg nu et oieblik stod uvis om , hvad jeg videre skulle gøre for at skaffe ham lindring , kom et par soldater af vort regiment til . En båre var hastig lavet , og idet de nu bare ham bort , medens jeg gik ved siden af , fortalte de mig , at vi vare lige ved den lille by borodino , hvor et lazarett var oprettet , samt at russerne vare slagne , og vor arme på vejen til moflov , hvorimod vort regiment havde fået ordre til foreløbig at blive her . Hvad vi havde vundet i dette slag , der fik navn efter den lille flod Moskva , ved hvis bredder kampen havde raset , var kun lidt , derimod var vort tab uhørt . Russerne overlode os rigtignok valpladsen , men uden at blive forfulgt trak de sig i fuldstændig kampdygtig stand bort mod syd , og otte dage derefter holdt kejseren sit indtog i moflov . Nogle dage efter slaget netop som jeg sad hos min ven , der rigtignok var bedre , men ude af sig selv og trøstesløs af sorg over af have mistet sin arm , som man havde varet/ nødsaget fil af sætte af , fik jeg ordre fil straks af møde hos generalen . Af denne blev jeg nu gjort bekendt med , af jeg , dels på grund af min opførsel under slaget og navnlig fordi jeg uden af ændse overmagten havde styrtet mig imod fjenden og tilbageerobret fanen , var bleven udnævnt fil lieutenant . „ Deres ven “ , sagde generalen smilende , da jeg efter dybt rørt og sjæleglad af have takket , omtalte med hvilken tapperhed Martin havde kæmpet for af værge den , idet jeg tilstod , af jeg havde tænkt mere på af redde ham end fanen . „ Deres ven er ikke bleven glemt , men har på samme tid , som de er bleven befordret modtaget wreslegionens kors . Desværre , et patent ville kun lidet gavne ham nu , vedblev han . At de iøvrigt tænkte mere på deres den end på fanen , forringer ikke deres gerning i mine dine . Hvad landsmand er de ? “ „ Dansk , hr. General . “ „ Jeg tænkte det nok ' ^ , svarede han med et velvilligt blik . „ Havde de været en tysker , som man påstod , så havde de faget fanen , men ladet deres ven ligge . “ Jeg havde nu nået et mål , hvormed jeg vel kunne være tilfreds , og med langt større glæde end nogensinde før , kunde jeg nu tænke på det dieblik , da jeg atter kunne vende hjem , følelsen af af der manglede mig noget , af jeg hverken i froms eller bæks dine havde indlagt mig stor wre ved min flugt med prinsessen , havde stedse trykket mig . At min tante ville se denne ekstravagante i et andet lys og dømme mildere , derom tvilede jeg ikke ; men det var mig ikke trøst nok , idet jeg havde en fornemmelse af af praktiske og dygtige mænd just ikke anlagde den samme målestok før deres helte som hun . Nu havde jeg imidlertid dog udrettet noget , nu havde jeg tilkæmpet ung en ærefuld stilling og kom hjem med laurbær af en mere solid natur , end le , jeg havde erhvervet mig ved flugten . Efter den lange trættende urolige tid , vi havde tilbragt på marschen , var den hvile og ro jeg nu kunne hengive mig til i højeste grad velgørende , og jeg så derfor just heller ikke med alt for stor glæde det øjeblik i møde , da vi skulle få ordre til af marschere videre . Min meste tid tilbragte jeg på lazarehtet hos Martin , der nu begyndte af finde sig i sin skæbne med mere tålmodighed , og kun længtes efter det øjeblik da han som helbredet kunne forlade lazarehtet , hvortil der rigtignok endnu var lange udsigter . „ Beskriv mig nu rigtig , hvorledes Marie from seer ud “ , sagde han en dag til mig , medens jeg sad hos ham . „ Jeg tænkte på hende i nat , men det var mig ikke muligt af få hendes skikkelse til af stå klart for mig . Ja , du rødmer “ , vedblev han , „ men det er ikke passende for en ung lieutenant af blive rød , når talen er om en ung pige . “ „ Hvorfor ikke , Martin , når derved opvækkes en kær erindring . “ „ Således tænker jeg også , og det glæder mig af høre dig sige det , og jeg er overbevist om , af det ville glæde Marie from endnu mere af se let . “ „ Jeg frygter for “ , svarede jeg , „ af du der forregner dig , flak jeg dømme efter hvad min egen samvittighed tilsiger mig . “ „ Jeg negter ikke min ven , af hvor let den tyske prindsesse kunne være , så kan hun dog være tung nok af have på samvittigheden . Jeg tror imidlertid , af din skavank var mere en indbildning ; men selv om den ikke var det , men en lille viftende lue , der blev holdt i brand af forfængelighedens Tønder , troer du så , af der gives et eneste ungt menneske eller en eneste ung pige , hvis hjerte ikke har haft en lille rørelse før den store verdenshistoriske begivenhed indtraf , for af tale i proclamationsstiil , jeg mener før det øjeblik , da den sande , dybe kærlighed , som for stedse binder menneskene til hinanden , fyldte deres hjerter . “ „ Jeg har før troet “ , svarede jeg nølende , „ af man kun kunne elske en eneste . “ „ Og så dø “ , afbrød han mig . „ Men du kan tro , af der så ville komme til af gå en skrækkelig mængde syge og dårlige elskere og elskerinder omkring . “ „ Det er nok muligt , af det just ikke forholder sig ganske således , som jeg engang troede ; men sig mig “ , vedblev jeg , „ når du bliver forlovet , ville du da samvittighedsfuldt opregne alle dine små forelskelser for din forlovede ? “ „ Pokker heller ! “ udbrød han . „ Nej det skulle jeg nok tage mig i agt for . “ „ Der seer du “ , svarede jeg , „ Du ville ikke gøre det , fordi du vidste , at det ville såre hende ; men når sligt var fuldkommen i sin orden , når det var som det fluide være , hvor kunne det så gøre hende ondt ? “ „ Ja , nu går du skammeligt i detail med mig , og som jeg her ligger med en arm og halvandet ben er jeg ikke oplagt til at anstille philosophifle betragtninger over den menneskelige natur . Ikkedestomindre tør jeg dog sværge på , at min påstand er rigtig , og jeg vil af alle kræfter fraråde dig , når øjeblikket kommer , at være alt for oprigtig for Marie from hvad prinsessen angår . „ Jeg vil heller næppe blive sat på nogen prøve i så henseende “ , svarede jeg . „ Ikke ! “ udbrød han . „ Jo sandelig det vil du , derom er jeg fuldstændig overbevist ; men gør du det da af falsk sandhedskærlighed , da fortjente du , at hun bad dig rejse , for at søge dig en anden prindsesse . Hvad er der på færde Briand ? “ Vedblev han til en sergent af vort regiment , som med forfærdelsen malet på sit ansigt nu kom til . „ Moflov er brændt “ , svarede han , „ og hele armeen skal gå tilbage . “ „ Fordi moflov brænder ! “ udbrød jeg , „ Du er nok ikke ved dine fem , vejen til Petersborg står os så åben . “ „ Ja “ , svarede hin , „ men da den nok er lidt længere end vejen fra fontainebleau til Paris , så har kejseren haft sine betænkeligheder ved en sådan spadseretour . Desuden skal der , ihvorvel vi just ikke kan klage over varmen her , være endnu koldere der . Ja det kender de vel til , hr. Lieutenant , som er fra det land , hvor man spiser grillerede jisstumper og omeletter af sne . Det må man imidlertid lade disse russere , at forstå de ikke at førsvare sig på anden , så forstå de det dog på en for os ganske forbandet passiv måde . “ Sergenten fortalte nu , hvad han vidste om den frygtelige brand i M oflov , hvorved russerne havde tilintetgjort kejserens plan om at blive der i vinterqvarteer . Ihvorvel tilbagetoget , som det almindeligt hed , ikke skulle gå længere end til smolenfl , fra hvilken by der ikke er længere til Petersborg end fra Moskov , og hvor der , som det påstodes , allerede blev bygget en hel uhyre barakke stad , så var det dog med tungt hjerte og bitre følelser at vi den næste dag allerede satte os i Marsch . Vort regiment var et af de første , og ofte har jeg takket gud for , at jeg derved blev befriet fra at se al den Jammer og elendighed , den usigelige nød og de lidelser , hvorunder så at sige den hele efterfølgende arme gik til grunde . Hvad vi selv udstøde af hunger og kulde , idet vi dødstrætte og førkømne flæbte os frem af de bundløse , uendelige veje , var frygteligt nok ; men vi marscherede døg i fred og uforfulgt af fjenden , der mere og mere trængte og ængstede de os efterfølgende , og dreve dem til fortvivlelse . i førstningen gik alt godt og i fuldstændig orden ; men efter at vi havde nået Smolensk og der erfaret den hele trøstesløse sandhed , at alt var opgivet , og at det kun kom an på at redde , hvad der endnu kunne reddes , da ophørte orden og disciplin af sig selv . I store , uordnede høbe droge vi afsted , idet enhver sørgede for sig selv så godt ban kunne , medens de , som ikke mere formåede at udholde anstrengelserne , som bukkede under for sygdom , hunger og den alt nedtrykkende frost , bleve hjælpeløse liggende på vej og mark for at dø , den eneste frelse , der gaves for dem . Til Smolensk og endnu nogen tid efter af vi havde forladt denne by havde jeg stadigt været sammen med Martin , idet nemlig vore syge og sårede endnu stedse blev beførdrede med regimentets train ; men alt som besværlighederne tiltoge , og selvopholdelsesdriften blev den ene bersfende , efterlodes dette mere og mere , og en morgen , da jeg forlod mit natteleje i en halvbrcændt lade , vare hestene borte fra den vogn , hvori Martin lå . Det var de eneste som endnu vare tilbage , med undtagelse af officierernes , og al min søgen ledede kun fil den overbevisning , af man om natten havde slagtet og spist dem . Pint af den frygteligste angesf og bekymring for , hvorledes det skulle lykkes mig nu af få Martin bragt videre flakkede jeg omkring fra det ene sted fil det andet for af sinde råd eller hjælp . ingen vidste af råde mig fil andet end kun af tænke på mig selv , og med fortvivlelse så jeg , af laden blev fommere og fommere , idet mine lidelsesfæller efterhånden begave sig på marschen , således af det dieblik snart ville indtræde , da jeg befandt mig ene og hjælpeløs med min ven i den trøstesløse ørken . Idet jeg på denne min angestfulde færden kom forbi vognen , hvori han lå , vinkede han ad mig . „ Jeg ved , hvad der er sket “ , sagde han trykkende min hånd , „ og jeg læser din sorg derover og din medfølelse i hvert træk i dit ansigt ; men her er ingen redning eller hjælp mulig , og det er din pligt mod dig selv og mod de , som har dig kær af forsøge af redde dit eget liv ved af følge de andre . Sørg ikke for mig . Lad mig ikke se dine tårer “ , vedblev han , idet han slyngede sin arm om min Hals og kyssede mig , „ Gud lønne dig for hvad du har gjort for mig . Fører din vej dig til det sted , hvorom vi så ofte have talt , så bring mine forældre min hilsen , sig dem af mine sidste tanker var hos dem , og af jeg døde med gud i hjertet og i saligt håb på min herre og frelser . Gå nu “ , vedblev han bristende i gråd , „ se de sidste er ved af forlade laden . Gå og lad mig dø i det håb , af dog i det mindste du er frelst . “ Fortvivlet vendte jeg mig fra ham , for af han ikke skulle se mine tårer , da faldt mit blik på Briand , den sergent , som havde bragt os den første efterretning om tilbagetoget , og idet en tanke der mulig kunne bringe frelse , opsteg i mig , ilede jeg hen til ham . Med al den veltalenhed , som min smerte indgav mig , bød jeg ham følge mig for at se , om vi ikke i den nærmeste omegn kunne finde en gård eller en by , hvor vi enten for betaling eller med magt kunne finde et par heste . Et dieblik betænkte han sig , kastende et uvist blik snart efter de bortdragende kammerater , snart til vognen , hvori Martin lå . „ Kom “ , sagde han derpå , „ jeg har gjort så mangen gal gerning , lad mig nu da også engang gøre en god . “ I lang tid trak vi omkring , og befandt os nu over en mil fra landevejen , da vi endelig opdagede et stort bondehus , der lå skjult nede mellem nogle bakker . I fuldt løb ilede vi derned ; men idet vi nærmede os , så vi beboerne i vild flugt forlade huset søgende redning i en nærliggende skov . „ Seer de , hr. Lieutenant “ ! råbte Briand , „ vi leve endnu på stumperne af forskrækkelsen over den store arme . To mand er nok til at drive hele menigheden på flugt . Se her “ , vedblev han , idet han efter at vi vare komne ind i gården , rev en dør op , „ her er heste . Afsøg de nu stuehuset , lag alt , hvad de kan finde af spiseligt , imedens spænder jeg før den vogn , som absolut må findes . “ Min ekspedition varede ikke længe , og da jeg kom ud i gården , belæsset med brød og smør , havde Briand fundet vognen og stod nu i begreb med at spænde to små russisfe heste før den . „ Tag også nogle sengeklæder ! “ råbte han til mig , „ Alt går på kejserens regning . “ Et oieblik efter befandt vi os på tilbagevejen med vor bytte , og endnu før middag vare vi tilbage i laden . Martins glæde og forundring var grcendselos , og idet han snart trykkede min hånd , snart klappede bri and , medens vi bragte ham over i det bekvemme leje , vi havde beredt ham i den erobrede vogn , lo og græd han imellem hinanden . Vor rejse gik nu rafl videre , og ihvorvel ingen dag gik uden at vi måtte kæmpe med savn og besværligheder , så nåde vi dog uden at have prøvet de skrækkelige lidelser , hvorunder så mange kammerater havde sukket , Polens grcendse . Her vare vi nu i sikkerhed , ligesom også vor rejse videre på grund af den venligsindede befolkning blev lettet os i høj grad . En morgen , da vi stod i begreb med af forlade en lille polsk by , hvor vi i nogle dage havde udhvilet os , kom Briand til mig og meddelte mig , af han nu ikke kunne ledsage os længere . Han var , som han fortalte , bleven forlovet med gjcrstgiverens datter og havde nu i sinde af bosætte sig her . „ De ved nok “ , sagde han , „ af når et skib er synkefcærdigt , så forlade rotterne det . “ „ Ja , men hvem siger , af vort skib er synkefcærdigt ? “ „ Når talen er om armeen “ , svarede han , „ så er det rigtignok ikke mange , som kan sige det ; thi af de hundrede tusinder , som med stolt håb og let hjerte droge derigennem i foråret er kun få vendt tilbage ; men af disse få , det sværger jeg dem til , er der ikke en eneste , som jo er overbevist om , af nu er det vidunderlige eventyr ude , af der nu er sat et punktum for historien , som selv kejseren må standse ved . „ Jeg tror det ikke , Briand , og hvor forfærdeligt end tabet er , så er jeg dog overbevist om , af han nok skal finde midler fil af oprette det . “ „ Ja enhver har sin tro og de har deres , ihvorvel paven ville klø sig grumme betænkelig bag oret , når han hørte hvilken det er . Min tro har iøvrigt hidtil været , af intet liv kunne være skønnere end en soldats og intet lod bedre end af følge kejseren ; men denne tro blev begravet i Rusland , og nu efter af jeg har lært Anna af kende , så er jeg kommen fil den urokkelige overbevisning , af det allerbedste af alt , er dog af gifte sig med en ung , smuk pige . Papa har desuden grunker og samler stedse flere , forretningen går fortrinligt ; thi de skal vide , min herre , af er der noget polakkerne forstå , da er det af jamre over deres fædreland og af drikke bræendeviin . “ „ Men deres afsted , hvorledes vil de få den ? “ Spurgte jeg . „ Hvorledes fik de hundredetusinder den , som 5 oo ligge derinde under sneen . Nej , man har haft alt for godt råd på mennesker i denne tid fil af man skulle falde på af spørge om sergent Briand . “ „ Jeg følte sandheden i hans ord . Mismodets , forsagthedens og opløsningens time var kommen . Enhver gik sin vej , enhver søgte fred , hvile og sikkerhed der , hvor han troede at kunne finde den , og kun få vare de regimenter , som endnu holdt sammen . Hvor vort var , havde vi intet begreb om , men ahnelse sagde os , at vi tre vel omtrent vare de eneste tiloversblevne . Jeg kunne derfor ikke dadle ham for hans beslutning , men idet jeg takkede ham for den hjæelp han havde ydet os , ønskede jeg ham al held og lykke , hvorpå Martin og jeg fortsatte vor rejse . Hvad denne angik , så var jeg ofte med dyb smerte vidne fil , hvor meget han led , idet jeg kun formåede i en højst ringe grad at skaffe ham lindring . Nu da vi vare blandt venner og i et nogenlunde beboet land gik det vel bedre , og hans sår kunne dog af og fil blive forbundne af en kyndigere hånd end min var det . Ihvorvel han havde et godt og blødt leje i vognen , over hvilken jeg havde ladet et ruf anbringe , således at han var beskyttet mod vejrliget , så måtte dog den idelige kørsel væere ham en pine samt trætte og afkræefte ham endmere . Jeg søgte derfor ofte af overtale ham fil af læegge sig ind på et hospital ; men dertil var han ikke fil af bevæege . Hans hu og tanke stod fil hjemmet , derom drejede sig hans tale og hen imod dette stirrede hans blik , og ingen bønner , ingen overtalelser fra min side kunne bevæge ham fil af standse , før han havde nået dette mål . Så droge vi da videre ad den lange , lange vej , som ofte bragte mig fil af forsage , idet det forekom mig , af den aldrig måtte kunne så ende . Og dog fik den det , dog oprandt det dieblik da vi så aftensolen glindse i hjemmets vinduer , som blinkede os kærligt indbydende i møde , dog oprandt den stund , da vi kjorte ind i gården , da jeg før sidste gang bod de mødige heste af slå , idet vi holdt før døren . Dybt bevæeget ved det gensyn jeg nys havde væeret vidne fil , ved den kølighed og salige glæde jeg havde set udtrykt på alle ansigter , sad jeg nu alene inde i dagligstuen . Foråret var allerede kommen her , og udenfor vinduerne i haven blomstrede hyacinter , fioler og crocus , medens buske og trceær grønnedes . I det fjerne glindsede Middelhavets flade mig i møde , rødlig glindsende i aftensolen , idet af og til et trekantet sejl dukkede frem og forsvandt i skumringen . Alt var som Martin så ofte havde beskrevet mig det , kun var det blidere , skønnere og venligere end min fantasie havde formået af forestille mig det . Som jeg således sad hensunken i beskuelsen og med hjertet fuldt af glade , taknemlige følelser gik døren op og Martins moder trådte ind . Med et udtryk af dyb og inderlig lykke , greb hun min hånd , idet hun under frembrydende tårer trykkede et Kys på mine læber . „ Hvad de har gjort for min søn , det har de gjort for mig “ , sagde hun , „ men det offer de har bragt og den kærlighed de har øvet , derfor lønne dem gud og han velsigne deres veje . “ Om jeg til fulde havde fortjent den taknemlighed og kærlighed , hvormed Martins forældre overøste mig ? Jeg vidste det ikke , og jeg formåede heller ikke af gøre mig regnskab derfor ; men følelsen af , af jeg nu dog havde udrettet noget , af det var lykkedes mig af fuldbringe en gerning , hvis velsignelse jeg nu var vidne til , fyldte min sjæl med en tilfredsstillelse , som jeg aldrig før havde kendt , idet den bortviskede det slappende , deprimerende indtryk af det tomme i mit hidtil førte liv , under hvilket mit hele væsen havde bøjet sig . Martins fader , der besad en temmelig betydelig fabrik , var en ligeså from og mild som fast og energisk mand . Aldrig ledig færdedes han stedse blandt sine mange arbejdere , og med undtagelse af de timer , jeg tilbragte ved min vens sygeseng , var jeg hans stadige ledsager . Det virksomme , muntre liv i fabrikken malede mig i høj grad , og jo mere jeg færdedes der , jo større interesse fik jeg for de arbejder , der udførtes . Dufour , der med synlig glæde bemærkede dette , søgte ved alle lejligheder af befasfe den i mig vågnende lyst , og snart log jeg ivrig del såvel i tegningen som i udførelsen af fabrikens arbejder . Flere måneder vare således hengåede , Martin var kommen sig så vidt , af han nu kunne gå omkring i haven , og ihvorvel dette i høj grad forhøjede nydelsen for mig af det stille hyggelige familieliv , hvori jeg levede , og som jeg i så lang tid ikke havde kendt , så følte jeg dog , af det nu var på høje tid af opfylde min pligt , der bød mig atter af melde mig til tjeneste . Martin , såvel som hans fader og især hans moder , søgte på alle mulige måder af bringe mig til af opgive en beslutning , fra hvilken dog ingen overtalelser formåede mig til af vige . Jeg hverken ville eller kunne vende tilbage til mit hjem før alt var forbi , før enten freden var tilkcrmpet eller kejseren var bukket under i den kamp , som nu var begyndt . Det måtte nu briste eller bcrre ; men tanken om af vende tilbage med halvgjort gerning var mig uudholdelig i bevidstheden om , af den oprejsning for mit tidligere liv , som min følelse sagde mig , af jeg så hårdt trængte til og som jeg nu var godt på vej til af forskaffe mig , ville tildeels gå tabt for mig ved uden tilkcrmpet resultat eller ved uden crrefuld afsted af vende tilbage . Med tungt hjerte og den veemødige , smertelige følelse af , af jeg vel nu for sidste gang havde set de mennesker , hvis hænder jeg nys havde trykket til afsfed , og blandt hvem jeg havde følt mig så lykkelig af jeg vel aldrig mere skulle høre hans venlige røst eller se hans trofaste , åbne ansigt , med hvem jeg nu i så lang tid havde delt farer og savn , sørg og glæde , kørte jeg bort mod nord . Ved den første militaircommando , hvor jeg meldte mig , fik jeg ordre til at afgå til Lyon , og derfra blev jeg igen beordret til en lille by i Bretagne , hvor jeg just ikke til min største glæde blev ansat ved en exereeerskole . Krigen rasede nu værre end nogensinde men af alle de efterretninger vi modfoge fremgik det klart , at det vare de sidste om end glimrende træk på det blodige schakbrcet . Den cirkel , hvori de allierede holdt kejseren indesluttet , trak sig mere og mere sammen , og endelig lød efterretningen om nederlaget ved Leipzig . Tilstrømningen af udskrevne til ererceerskolen , havde i førstningen , jeg gjorde tjeneste derved , været overordentlig ; men nu efter hint slag , da der blev udskrevet nyt mandskab efter en uhyre målestok , mødte få eller ingen . Enttusiasmen var borte , folket var træt , den sidste tids byrde havde været for tung og med mismodets ligegyldighed så folket fjendens talløse skarer , som veltede sig ind over landet . Ved et åndsfortærende , sløvende og strengt arbejde var sommeren og vinteren gået , og da nu endelig befrielsestimen kom , da bragte den tillige det smertelige budskab om kejserens tronfrasigelse . Min tid var nu omme og mine bånd løste , og med et vemodigt suk over den , hvis stolte gerning nu var henveiret rettede jeg mine tanker mod mit hjem , fil hvilket jeg nu begyndte den lange vandring . Med hvilken følelse af dyb og inderlig glæde nærmede jeg mig endelig det sted , imod hvilket mit die havde skuet fra Ruslands fjerne egne og fra Middelhavets kyst , og ved tanken om hvilket mit hjerte stedse havde banket i længsel og vemod . Aftenen var mild og stille , blomsterne duftede mig imøde fra de nære Enge og fra den nysudsprungne bøgeflov lød fuglenes qviddrende sang . Med tårer i diet og jublende sind betrådte jeg gaden og langsomt , som gik jeg en hellig , andagtsfuld stund i møde , stred jeg frem , idet jeg i fulde drag nød gensynet af hver enkelt genstand . En vogn kom rullende hastig imod mig , det var doktoren . Hvor ofte havde jeg ikke hist henne bag plankeværket set ham således køre forbi , og hvor ofte havde jeg ikke i det fjerne tænkt derpå . Nu så jeg atter den grønne vogn og de brune heste . Jeg kunne ikke andet , idet han kørte mig forbi råbte jeg et højt , frydefuldt „ Godaften “ , som bragte ham fil at fare op fra sin magelige stilling og stirre forundret på mig . Bagved froms plankeværk , langsmed hvilket jeg nu gik , hørte jeg Maries røst ; hun talte med Theodor , som måtte være inde i havestuen , og medens hun vendte sit ansigt derimod , lod hun sin hånd hvile på kanten af plankeværket . Sagte listede jeg mig nærmere , og idet jeg derpå hævede mig i vejret , kyssede jeg hendes hånd . Med et højt skrig trak hun den tilbage ; men før hun kunne se sig om , var jeg forsvunden i vor gadedør . Et oieblik blev jeg stående stille i forstuen for at samle mig . „ Ja , Caroline “ , hørte jeg min plejemoder sige , „ som det sig en kæk og højsindet ungling hør og bør , har han med opofrelse af sit eget velvære frelst en dame fra tvang og forfølgelse , med sit gode svcrrd har han reddet sin ven af fjendens vold , og med hæeder og roes har han fulgt sin store kejsers orne fra Polens is til sydens eviggrønne lunde , og uden at trættes , uden at forsage har han vandret mange hundrede mile på sin fod . “ „ Gud fri os vel ! “ udbrød Caroline . „ Da gad jeg sandelig vidst , hvorledes det seer ud med hans strømper ? “ „ De vil give dig nok at bestille “ , råbte jeg , idet jeg åbnede døren og trådte ind . En times tid efter sad jeg i sofaen ved min plejemoders side . Holdende min hånd i sin og betragtende mig med et blik fuldt af kærlighed og stolthed , fortalte hun mig om sin sorg og sit savn ved min pludselige afrejse , og om alt , hvad der var passeret i min fraværelse . Hos froms stod det ved det gamle , Theodor arbejdede på sin faders contoir og Marie styrede nu huset . Hos bæks var der kommen to små , og hans fabrik gav mange mennesker brødet . Else var død og fattighuset blæst om i en storm og og lieutenant cis Saint Emanuele havde taget sin afsfed og havde trukket sig tilbage fra verden og fra sine creditorer . Hvad min flugt med prinsessen angik , så havde følgerne slet ikke været så skrækkelige , som jeg havde tænkt mig . Hun var i Lubeck bleven viet fil greven , og på grund af dette faktum , var al videre modstand fra hendes families side ophørt . Kongen havde tilgivet ham , og de boede nu på læres godser i Jylland . Hoffet på jægerspriis var ophævet . Hoffoureren boede i København , hvorhen også kammerherren var flytfet , og af det øvrige personale var nu ingen tilbage , med undtagelse af fasanmesteren , der nu ligesom den kattolske præst , drak for hele menigheden . Joseph førte endnu et stille , kontemplativt liv i rasphuset og ville vel forblive der til sin død . Af de breve , jeg havde skrevet hjem , havde hun kun erholdt to . Det ene fra Dresden og det andet fra marseillie , herfra havde jeg nemlig skrevet med et dansk skib . Det samme havde Dufours også senere gjort ; thi igennem dem havde hun dog erfaret noget om min senere skæbne . Det var mig iøvrigt påfaldende , at der med hensyn til denne correspondence syntes at være noget , hun ønskede at skjule for mig . Medens vi således sagde i fortrolig samtale med hinanden og der var bleven tændt lys , tittede from ind ad tøren , han trak sig imidlertid straks tilbage , og et øjeblik efter hørte vi ham råbe over gaden : „ Io , ganske rigtig det er ham “ , hvorpå efter kort tids forløb hele familien var samlet hos os . Med en kærlighed og en hjertelig glæde , der gav sig tilkende i hvert ord og hver en mine kom alle mig i møde . På dem alle havde tiden øvet sin virkning ; men den forandring der var foregået med Marie var i mine øjne så overordentlig , at mit blik bestandig måtte vende tilbage til hende . Udtrykket i hendes ansigt , den milde glans i hendes øjne og det muntre smil om hendes blnnd , ja , alt dette var uforandret ; men som hendes figur havde udviklet sig , som hun var bleven fyldigere , højere og mere rank , således var der også i hendes væsen og hele fremtræden foregået en forandring , der fyldte mit sind med glæde og beundring . Time efter time sagde vi nu sammen i vekslende samtale og først da forårsmorgenen begyndte at gry , skiltes vi ad , efter at jeg først havde lovet bæk at komme til ham så tidlig som mulig den næste dag , da han , som han sagde , havde meget på hjerte mig angående . Efter et par timers urolige søvn , hvoraf jeg hvert øjeblik vågnede i glad følelse af , hvor jeg befandt mig , stod jeg op og uden at min plejemoder eller Caroline mærkede det , forlod jeg huset og efter at have gjort en runde i byen , og gjenseet og hilst på alle bekendte steder , aflagde jeg bæk en visit , hvem jeg tillige nied hans kone traf ved ttebordet i den mig så velbekendte havestue . „ De har haft et mærkværdigt held med at få lejlighed til at bevise folk væsentlige tjenester “ , begyndte bæk efter at vi i rum tid havde talt om svundne tider . „ Og du må tilføje “ , bemærkede hans kone , „ af Peter har forstået af benytte lejligheden . “ „ Derfor er der syn for sagen “ , vedblev hin , „ Joseph står nu først i rækken ; men det må indrømmes , af han just ikke har meget af takke for , ihvorvel meningen var god nok , så kom præsten , derefter jeg , så grev ardenfeldt , så prinsessen og nu til sidst den unge Dufour . Jsandhed en hel række , og alle , med undtagelse af Joseph , hvem man må holde undskyldt , er lige taknemlige . Talen er imidlertid nu om Martin Dufours fader . Fra ham fik jeg nemlig brev på samme tid , deres plejemoder fik et fra dem . Hans taknemlighed og godhed for dem lyste deri ud af hvert ord , og da han troede af have bemærket lyst fil praktifl gerning hos dem , så ønflede han nu af afkjøbe mig halvdelen af fabrikken , hvilken han ville skænke dem . Den handel kunne jeg imidlertid ikke gå ind på , da jeg var fast bestemt på efter egen bestemmelse af disponere derover , og når jeg nu for anden gang tilbyder dem af blive min compagnon , så skulle jeg have taget meget sejl af deres hjerte , dersom de kunne bringe et afslag over det . Da dette nu ikke kunne gå an , så skrev han mig atter til . Dog “ , vedblev han , „ følg med jeg har noget at vise dem . “ Vi fulgtes nu ad ned igennem haven og langsmed en nylig plantet alle og stod snart efter foran et nylig opført smukt sted . „ Kender de det ? “ spurgte han derpå . „ Hvor skulle jeg kende det “ , svarede jeg . „ Det var her ganske vidst ikke , da jeg rejste bort . Men “ , vedblev jeg , idet en lys og venlig erindring dukkede op før mig , „ hvor har jeg set det før . Ia “ , råbte jeg derpå , „ stod jeg ikke her i Frederiksværk , så ville jeg sige , at det var monsieur Dufours bolig ved Marseille . “ „ Så er det dog ' lykkedes mig “ , udbrød bæk . „ Da handelen med hensyn til fabrikken ikke lykkedes før deres vens fader , så sendte han mig en tegning og bad mig derefter at lade bygge et sted , som skulle være deres ejendom , som skulle være et vidnesbyrd om hans taknemlighed og tillige et minde om deres venners hjem . Og nu , kold “ , vedblev han , idet han lagde hånden på min skulder og så mig kærligt ind i oienene , „ husk nu på , at så vist som enhver god gerning bærer lønnen i sig selv , så vist bør man heller ikke unddrage gjensfanden derfor lejligheden til at vise sig taknemlig , da det jo ville være , så at sige , at sætte foden på hans nakke . “ Da jeg en aften , længere tid efter min hjemkomst , fulgtes børt fra contoiret med bæk , blev denne stående netop som vi skulle stilles . „ Hør “ , sagde han , „ De har jo været i mange Herrens lande og riger ; dog tror jeg ikke , de har været i Holland . “ „ Nej “ , svarede jeg , „ Holland er for prosaisk for mit poetiske gemyt , og heller ikke , tror jeg , gives der varulve . “ „ Å jo , hvorfor ikke , kun er de måske lidt mere vel ved magt end hertillands . Jeg ville imidlerlid kun sige dem , at når der en betler melder sig , så spørger deik udvalgtes fader ham altid først : om han har raset eller om han vil rase . Har han raset , bliver han måske antaget , har han det derimod ikke , så bliver han ubetinget afvist . Gå nu hen til Marie froms fader og sig ham , at de har raset , jeg borger for et godt udfald . “ Rådet var godt og stemmende fuldkommen overøens med de tanker , jeg nu i så lang tid havde båret på . Lidt langsommere end sædvanlig gik jeg hjemad , og da jeg , idet jeg kastede blikket derhen , så et glimt af Maries hvide kjole oppe imellem bøgetræerne i haven , så samlede jeg mit mod fra borodino og stod straks efter hos hende . uden at lægge dølgsmål på noget , redelig og samvittighedsfuldt gjorde jeg rede for de tanker og følelser , der havde bevæget sig i mig , ja trods min vens råd fortaug jeg ikke engang de bevæggrunde for hende , som havde forledet mig til at flygte med prinsessen . Snart sænkede hun sit blik , og snart vendte hun sig fra mig , men snart vendte hun sig også imod mig med et udtryk , som bragte mit bryst til at svulme i følelsen af min lykke . „ Som Danmarks riges første krudtmester “ , svarede hun med et smil og under frembrydende tårer , „ måtte der absolut være knald ved dig . Men har du reddet din ven fra fare og død , har du med trofast udholdenhed og kærligt sind ledsaget ham skridt for skridt til han var fri og frelst , så tør jeg vel også lægge min skæbne i din hånd , og gud skal vide jeg gør det med fuld fortrøstning og af mit ganske hjerte . “