1ste kapitel . 
Det første møde . 
Ude på Kristians ! . avn , i Prindsessegade , ligger 
der et højt , smalt hus , som rigtignok for længe siden 
ville have været lagt i grus , hvis det ikke var bleven 
støttet af de omliggende bygninger . De skæve , halv 
rudcløse vinduer , den smalle , smudsige dør , hvis fyldinger 
truede med at falde ud og de udboldnede , revnede 
fyrrcbjælker i bindingsværket vidnede om , at dette 
hus havde slået sin længste tid , at ejeren kun brød 
sig om at få så meget ind som muligt , medens hans 
fattige mejere ingen rettigheder tilstædes , men kun havde 
den sørgelize pligt — at betale . 
I et usselt kvistværelse i dette hus sad en efterårsaften 
en gammel kone og varmede sig ved et par 
halvt udskukte gløder i en lille , revnet grydekalkelovn . 
Konen var meget fattigt klædt , men over den hele påklædning 
lå der et anstrøg af renlighed og orden , 
som tydede på , at hun ikke var sunken så dybt , som 
bcboerinden af et så elendigt værelse ellers må formodes 
at være . 

moderen forsikrede ham forgæves om sin fuldstændige 
mangel på alt , selv de simpleste fornødenheder . 
Sønnen ville ikke tro hende og gav sig til at 
gjennemsøze det fattige Kammer . Det var snart gjort ; 
den mugne hømadrats , det lasede tæppe skjulte ingen 
skatte og Villiam syntes endelig ar blive overbevist 
om rigtigheden af den gamles udsagn . Han nærmede 
sig brummende døren og det syntes endog som om han 
havde opgivet håbet og ville til at gå ; han standsede 
dog , greb sin hulkende , hændervridende moder i 
den ene skulder og brølie : 
— hører du , moder ! jeg ved at du har penge , 
søg ikke at skuffe mig , du bærer dem hos dig , ikke 
sandt ? 
Møderen svarede ikke , men vedblev at hulke og 
vride sine hænder ; men dette rørte ikke den løsladte 
forbryders hjerte . 
— men , du vil ikke , sagde han til sidst ; så skal 
du ud med dem med magt . Jeg advarer dig , tir 
mig ikke ! 
Han greb fat i ben gamle moders kjole og begyndte 
trods hendes skrig og bønner at undersøge 
hendes kommer . 
Under delte foragtelige optrin havde de ikke lagt 
mærke til , at der lød trin på den skrøbelige trappe , 
der førte op til kvistværelset , og først da der lød en 
hør banken på døren flap Villiam sin moder . 
— hvem der ? udbrød han rasende . 
Døren blev i det samme åbnet og en mandsstemme 

spurgte om det var her der boede en enkemadam 
Smidt . 
— ja , svarede forbryderen ; her har hun sit palads , 
— det er smukt , ikke sandt ? Men hvad vil de 
hende ellers ? 
— jeg har , sagde en høj , anseelig mand , idet 
han tøvende betrådte værelset , modtaget et brev fra 
hende , hvori hun bad mig om en gave ; hun fortalte 
mig , at hun boede alene her , men jeg seer nu , at hun 
døg ikke er så ganske forladt , siden de , som formodentlig 
. . . 
— er hendes kærlige søn , afbrsd forbryderen 
ham ; ja , herre , det kan de bande på , at jeg er , og 
derfor kan de trøstig give mig den mønt , de har bestemt 
for hende , hun skal få hver evige skilling . 
Den fremmede mand betragtede forbryderen med 
et forskende , mistroisk blik ; denne slog nu øjnene op 
og så ondskabsfuldt på ham . 
Trods den store forskel såvel i ansigtets udtryk 
som overhovedet i væsen og y : re , herskede der døg i 
delte øjeblik en umiskendelig lighed imellem de to 
mænd , hvoraf den ene var en typus på nctsindighed 
og godhed , den anden på slethed og forbrydelse . 
— Vu , sagde endelig Villiam ; kan de vel kende 
mig , når vi mødes på det næste hofbal , hahaha ! 
Den gamle kone havde med en vis skælvende forundring 
betragtet det hele optrin og trådte tøvende 
nærmere . 

— de er grosserer dalezård , herre , ikke sandt ? 
Stammede hun . 
— ja , svarede grossereren ; Dalsgård er mit 
navn , oz de er formodeniliz den enkemadam Smidt , 
som har skreven dette brev . 
Han fremtog nu et smudsigt stykke papir , hvorpå 
nogle utydelige skrifttræk vare synlige . 
— jeg erindrer , fortsatte han , at vi , i mine forældres 
hus havde en pige , ' som senere blev gift med 
en skrædcrmestcr Smidt ; jeg kan svagt mindes , at 
jeg holdt meget af hende , og at jeg sørgcde i flere 
dage , da hun pludselig rejste bort . De skriver , at de 
for over fyrretyve år siden har tjent mine asdøde 
forældre . Er de den pige ? 
— så de kan endnu erindre mig , kære hr . 
Charles , hvem jeg har båret så mange gange på 
mine arme , og som aldrig var gladere end når jeg 
gav mig af med ham . O , jeg fortjener ikke en så 
venlig ihukommelse , jeg fortjente ikke deres uskyldige 
kærtegn . 
— men sig mig dog , spurgte grossereren alvorligl ; 
hvad var grunden til deres pludselige afrejse 
fra vort hjem ? Såvel min fader som min moder 
høldt jø dengang meget af dem , de var so endnu ikke 
forlovet og ingen ville meddele mig — som dengang 
kun var en lille dreng — hvorfor de tog bon . 
Den gamle rystede over hele kroppen . 
— nej , kære hr . Charles , stammede hun endelig ; 
den egentlige grund får de ilke at vide , den 

må som en hemmelighed følge mig i graven . Da 
jeg forlod deres hjem , lovede jeg mig selv dyrt og 
helligt , aldrig mere at skulle nærme mig noget medlem 
af deres familie ; jeg har høldt mit løfte i mange 
tunge år — o , så skrækkelig tunge — og vil holde 
del til min død . 
— forunderligt ! sagde Dalsgård , talende ved 
sig selv ; denne kone synes at have slået i en hemmelighedsfuld 
forbindelse med min slægt , thi med 
hende forlod al glæde vort lykkelige hjem . Fra den 
dag hun forlod huset var det for så kærlige forhold 
lmcllem mine forældre forstyrret , og den skat 
af ømhed , som enhver af dem bar i sit bryst , odskcbe 
de kun på mig , og aldrig på hinanden indbyrdes . 
— det er trøstclizi for et kristent menneske at 
se den kærlighed , Herren og min gamle moder vise 
hinanden efter så mange Års forlød , sagde den løsladie 
forbryder , idet han lod som om han » orrede 
øjnene med sit luvskidte frakleærme ; — men nogle 
penge ville rigtignok være den gamle og ung mere 
kærkomne . 
Grøssereren tilkastede ham et foragteligt blik . 
-- den understøttclse , , eg af medynk og på 
grund af tidligere bekendtskab agter at give deres 
moder , skal ikke bidrage til at undersiølie deres ulyst 
iii arbejde , sagde han koldt . 
Forbryderen tilkastede ham et forbitret blik og 
mumlede en tru , cl . 
— jeg bryder mig hverken om deres trusker 

eller ville øjekast , vedblev grøssereren . Kan de ikke 
ernære dem selv , men falde deres fattige moder til 
byrde , vil jeg ved politiets hjælp skaffe dem ud 
på ladegården . 
— nej ! nej ! råbte den gamle moder ængsteligt ; 
for gud i himlens skyld gjsr intet af dette , 
det ville være unaturligt om der herskede en så bitter 
strid imellem eder . 
— og hvorfor ? spurgte dalszård højst forundret . 
— grunden , svarede konen noget stammende , — 
den er min hemmelighed . 
— hemmelighed på hemmelighed ! råbte Dalsgård . 
Men jeg kan ikke indse i hvilken forbindelse 
jeg kan stå til et menneske , hvis hele adfærd tyder 
på en løslakt forbedringshusfange . 
— og det er han også ! udbrød forbryderen , 
som havde åbnet døren og nu stillede stg midt i 
åbningen . Ja , min fine herre , der var en tid , da 
jeg var lige så god en fyr som de , havde lige så 
pæne klæder som de og dygtig mønt på lommen . 
Jeg og min principal havde imidlertid forskellige 
begreber om hvor stor min kassebeholdning skulle 
være og han fik mig i brummen . Nå , da det nu 
engang var galt , så blev det naturligvis værre ; tre 
gange har man slukket mig i „ den røde bygning “ 
Herude , og jeg er fornylig kommen ud deraf igen . 
Der har de hele historien . Jeg var engang lige så 
uvd som ven bedste af eder , for et tusind dalers 

skyld sparkede i til mig , kastede mig i tugthuset og 
gjorde mig til en af de største gavtyve i kongens 
kjsdcnhavn . Men jeg skal betale eder det , fortsatte 
han og slog i den rådne dørkarm , så den rystede . 
I skulle alle undgælde , og du , storsnudede hund , ikke 
mindst 
han truede med knyttet hånd ad dalszård og 
lød ned ad trappen . 
-- Villiam ! råbte moderen . Villiam , for guds 
skyld , hør mig ! 
Hun styrtede hen imod dsren , men mangel på 
næring og den heftige nervespænding , hun havde været 
udsat for , var for meget for det gamle , skrøbelige væsen ; 
hun faldt om på trappen og besvimede . 
Forbryderen havde imidlertid forladt huset . 
— stakkels kone , hviskedee Dalsgård , køstede 
hende forsigtig ? op og bar hende ind i værelset , hvor 
han lagde den bevibstlose på madratsen . Er dette 
den muntre , livsglade Katharina , som altid sang og 
var vclfornsiet ? Ja , hivet er tung ! for de fattige . 
Det heftige optrin havde imidlertid tilkaldt husets 
folk . En mængde fruentimmer kom ud fra de forskellige 
værelser i huset og talte i munden på hverandre . 
— hun er slået ihjel af sønnen ! formodede en . 
— gud , madam Jensen , indvendte en anden ; 
han er jo nok et stort skarn , men så slem er han vel 
ikke ; han kom jo først for kort tid siden og er vel 
gået efter dokteren . 

viceværtens korte , fede skikkelse viste sig nu i 
døren til kvistværelset . 
— er madammen dsd ? hviskedee han meden hæs , 
skrattende stemme . Det slette fruentimmer , hun skylder 
mig husteie for to måneder . 
Dette bjerteløse udbrud ved det tilsyneladende livløse 
legemes leje fremkaldte en storm af uvilje fra 
de forsamlere kvinders side . 
— den hårde Karl , hviskedee man ; thi frygten 
bandt lysten til at tale højt . Selv døven kan ikke 
røre ham . 
Dalsgård , der havde følt den gamles puls , 
vendte sig nu om og sagde med uvilje til viceværten : 
— leje » betaler jeg ; kom til mig på mtt kontor 
imorgen formiddag ; hent nu en drosche , men 
skynd dem ! 
Den forbavsede vicevært adløv hurtigt . Madam 
Smidt kom kort tid efter til sig selv og blev af nogle 
medlidende koner båret ned i vognen . Dalsgård 
steg ind med og befalede kusken at ljøre ril Frederiks 
hospital . 
Viceværten , der drev en todbringende detailhandel 
med hokervarer , blev stående > sin tør og så efter 
vognen , så længe han kunne sine den . Han blinkede 
sornoiet med de små evmeome , og ten brede mund 
fortrak sig til et bredt , lumsk grin . Han glædede sig 
over den fisfighcd han havde udvist ved al forlange 
w måneders leje istedenfor de fjorten dage , som virkelig 
slode ttl rest . 

en hånd slog ham i det samme venskabelig vå 
skulderen . 
— hvad , sagde den lille mand og for tilbage ; 
er de der igen , Villiam stsver ? 
— hvor kørte de hen med den gamle ? spurgte 
den ømme søn . 
— jeg tror næsten til hospitalet , svarede den fif « 
Stge høker . Det var rigtig en mand med „ Fisk “ , som 
tog sig af hende , hvad ? 
— det var det , lagde Villiam ; men han skaltage 
sig i agt . 
— Na sNak , støver , hvæsede den fede vicevært ; 
kom nu indenfor og lad os tale om forretninger . Du 
har vel intet imod en snavs eller to ? 
Villiams øjne strålede ; han trådte ind i huset 
og begge begav sig til høkerens private stue . 
2det kapitel . 
Urtekræmmersvendens første sold . 
Peter Henningsen havde fyldt sit tyvende år og 
nå « toppunktet af jordisk lyksalighed , idet hans 

principal samme dag havde gjort ham til svend . 
Det var med en følelse af inderlig stolthed han den 
morgen rejste sig af sin seng og isene sig en splinterny 
dutilsfrakke , idet han for stedse aflagde den stumpede 
troie , som han nu med en vis majestætisk mine 
korærede sin eftersølgcr , den nye dreng . 
Peter , der hidtil var bleven holdt strengt i ørene 
af principalen , skulle nu lære livets glæder at kende , 
som han kun sparsomt hveranden søndag havde fået 
en mundsmag af i vesterbroes tteater , i tivoli eller 
i sin families skød , hvor faderen , der hørte til 
baptisternes menighed , plejede at bolde sonkagsprædikener 
og deri at formane sin ældste søn Peter 
at fly syndens og lastens vederstyggeligheder . Når 
så en psalme var afsvngen , måtte Peter afsted ; thi 
en portnøgle ville hans principal viselige » ikke betro 
ham , og på slaget ti måtte han være hjemme . 
Nu var det hele forhold forandret ; han var nu 
bleven herre over den tid , der ikke skulle ofres 
butiken , og hr . Reimert , principalen , havde i dagens 
anledning tilstået ham en halv fridag og —- 
en portnøgle . 
En fætter af ham havde indbudcn ham til et 
lille sold om aftenen . 
Det var en flink fyr , den fætter . Student var 
han , og iovrigt ingen hader af et godt glas og et 
muntert pigebarn . Han levede og lod andre leve 
med sig . 
Sålænge Peter som lærling var bleven indviet 

i urtekramhandclens mysterier , havde fætteren ikke 
taget nogen videre notits af ham , ja havde engang 
tilføjet ham den tort at benævne ham „ Fætter 
svedskeprinds “ , en fornærmelse , som længe gærede i 
Peters sind . 
— kom op til mig på torsdag aften , så er 
du jo din egen herre og så giver jeg et lille sold 
for gode venner og kærlige veninder , havde fætter 
lagt , og Peter modtog tilbudet med glæde . 
„ Kærlige veninder “ , tænkte Peter , og han 
gentog det ofte for sig selv . Hans hjerte bankede og 
en hidtil ubekendt sod bevægelse fyldte hans sjæl . 
Han så i ånden dejlige kvinder med skønne former 
og venlige smil , der vinkede ham til guddommelige 
glæder . Til dato havde han ikke kendt andre kvinder 
end sine søstre , sin moder og et par kusiner . 
Pigerne , der kom i butikken , havde principalen vel intet 
imod at han gjorde kur til i al hsviffhed , såsom at 
klappe dem blidt på kinden , ja vel endog at trykke 
armen om deres liv : „ det holdt kunderne tilhusc “ , 
mente han ; men videre turde man ikke gå , og da 
Peter en dag gjorde sit bedste „ for at holde kunderne 
tilhuse “ , ved at kysse en ualmindelig smuk lille tjenestepige , 
fik ban i det samme et vældigt ørefigen af den 
ærbare urtekræmmer , som strengt holdt på skikkelighed 
hos unge mennesker . 
Jo , en kvinde kendte Peter dog , for hvem han 
ville dave gået i ilden . Som en tolvårs pige var 
hun i sine skoleår ofte smuttet ned i kælderen for 

at kjobe bonbons og andre lignende rariteter ; men nu 
vare disse besøg ophørte . 
Den smukke syttenoarige frøken Dalsgård , den 
rige grosserers datter , der boede på første sal i 
det prægtige hus lige overfor ror urtekræmmer , var 
genstanden for Peters tanker både i vågen og 
sovende tilstand . Hun havde naturligvis glemt den 
lille urtekræmmcrdrcng med de klæbrige fingre , tænkte 
han ; men hun var alligevel hans hjertes dronning . 
Med et suk så han hende ofte sidde ved vinduet , 
fin og nydelig , og han stjal sig bvert øjeblik 
hen til butiksvindue « , hvor han , imellem d pund chokolade , 
en pakke dorlys og to petroleumsskasker kunne 
ovfange et glimt af hende . 
Glimrende tanker om en brillant butik i en af 
hovedgaderne , en majorspost ved borgervæbningen 
og endelig et bryllup på første sal hinsides gaden 
for ham da gennem hovedet ; men de tilstrømmende 
kunder i butikken fik ham snart bort fra fantasiens 
verden . * 
på festdagen kaldte hr . Ncimcrt ham ind i sit 
kontor , bød ham et glas portvin , klinkede med ham 
og ønskcde ham til lykke . Det var et stolt øjeblik i 
hans liv . Senere blev han vel draget ned fra den 
syvende himmel ved at se frøken Dalsgård siddende 
ved vinduet talende med en ung , fremmed herre ; men 
han skød hjertet op i livet ved tanken om soldet om 
aftenen og de — kærlige veninder . Med en vis jublende 
fornemmelse delikaterede han den nye dreng med , 

som han kaldte „ et par varme vafler “ , fordi denne 
lød det gå altfør meget ud over svedske- og rosinskuffen 
og kastede ofte længselsfuldt sit blik på uret , 
hvis visere med en dræbende langsomhed nærmede sig 
fire . 
Jført en splinterny klædedragt msdte han , efter 
et besøg i forældrenes hus , på slaget syv , på 
fætterens bopæl i Studiestræde . Efter at have famlet 
op ad de morfe , fugtige trapper , stod han endelig 
udenfor en der på tredje sal , indenfor hvilken en 
kvindelig stemme med stor virtuositet udførte variationer 
over den bekendte vise : „ Min tip , tip , tip . “ 
— „ Kærlige veninder “ , tænkte Peter og hans 
hjerte bankede da han ringede på . 
— kom ind ! lød en stemme indenfra . 
Han åbnede Deren og trådte ind temmelig forlegen 
og kejtet . 
Stuen , en ægte studenterkncipe , frembød et interessant 
skue . I sofaen og på stolene sagde otte » 
Ni unge mænd og piger , leende og passiarende ; der 
var liv , der var gemytlighed ; de så forundrede op 
ved Peters indtrædelse . 
— „ Den pantsatte bondedreng ! “ mumlede en af 
de tilstedeværende . 
— å , snak , Verner ! råbte en ung , rask mand 
og sprang op fra sofaen ; det er jo min fætter Peter , 
festens konge . Kom Peter , vedblev han og tøg ham 
ved hånden ; lad mig præsentere dig for selskabet , 

lutter flinke folk . Jeg vil , som naturligt er , begynde 
med damerne . 
— hvor galant ! sagde en smuk , lille brunette . 
— naturligvis , fortsatte værten ; først må feg 
forestille dig for frøken Alvilda Madsen , som du seer 
et nydeligt pigebarn , med uhyre musikalske evner , 
hun synger dig „ Maren kokkepiges kvaler “ langt 
bedre end nøgen sangerinde på Vesterbro , og du 
ved , det har noget at sige ; hun har for øjeblikket 
kastet sin kjærlizhedsskat på mig og gennemboret mit 
hjerte med sine smægtende øjne . 
— vås ! sagde den unge dame ; det er ved gud 
rædsomt altid at skulle høre den høiiravende snak . 
— her seer du , fortsatte studenten , en ung 
dame , Marie Hansen , som til daglig brug syer for 
kræmrene , men ellers giver den „ Tragiske “ i kalkeballen ; 
hun er intim med min ven , høiinant X . , som 
du seer sidde ved hendes side ; bemeldte høitnant 
troer ellers at have kunnet vinde kampen ved Bustrup , 
hvis han havde haft kommandoen , og holder umådelig 
meget af at fortælle hvad han ville have gjort og 
om de værdifulde råd , han under slaget gav generalerne . 
Lsitnanten streg sit overskæg og sagde majestætisk : 
- pjat ! 
— jeg seer , vedblev fætteren , at jeg er kommet 
ind på en temmelig vidtløftig præsentation , jeg vil 
derfor indskrænke mig til at forestille dig kunstmaler 
berggreen og frøken Thora Holm , student Bondrup 

med flamme , Anna Nielsen og sluttelig — hvad der 
for dig er det vigtigste — sidder her en lille uskyldig 
dame , som min elskede , frøken Alvilde , i aften har 
bragt med sig ; hun længes uhyre meget efter at lære 
dig at kende , Peter ; vi have omtalt dig på det 
allersordelagtigsfe og bestemt eder for hinanden . Kil 
nu på , fætter , mens du har tid ! 
Såvel Peter Henningsen som den unge pige , der 
var en smuk lille dame på atten år , med et frisk , 
uskyldigt ansigt og temmelig undseelige manerer , blev 
blodrøde ved denne præsentation . Peter , der ikke vidste 
hvad han skulle gøre med sine hænder , famlede efter 
butiksforklædet , der jo for øjeblikket hang hjemme i 
butiken , men som ellers i flige forlegenhedstilfælde 
plejede at være hans sædvanlige gemmested for 
hænderne . 
Den unge pige fik tsarer i øjnene og udbrød : 
— det er ved gud ikke sandt , jeg har aldrig 
tænkt på deres fætter og det er afskyeligt af dem 
og Alvilda at lave sådanne histørier ; men de tror 
let da heller ikke . Hr . Henningsen ? 
Hun så så bsufaldende på Peter , og det tårefulde 
blik trængte ham dybt ind i sjælen . 
— jeg sværger dem til , jomfru , at jeg ikke tror 
et ord af al den snak , stol trygt på mig ! 
Han gjorde en bevægelse , som om han ville falde 
på knæ . Hele selskabet brast i latter og ironiske 
råb krydsede hverandre . 

— bravo , fætter ! det gjorde du godt ! 
— frsken mine kan gå i skole hos urtekræmmeren , 
råbte berggreen . 
— hun er en ren sinke imod ham ! suplerede 
Anna . 
Men Peter havde set for dybt i den bedrøvedcs 
smukke øjne . Det brændte i hans barm , en hidtil 
» kendt følelse bemægtigede sig hans indre ; til frøken 
Dalsgård havde han set op som til et højere væsen , 
som stod langt over ham ; han følie at han her havde 
fundet „ en kærlig veninde “ , der , hvis det lykkedes 
ham af vinde hende , ville følge ham tro og kærlig 
til hans livs ende . 
Samtalen og latteren bortledebes snart fra Peter 
og hans nye flamme . 
Herrerne begyndte af tale om politik , medens pigebsrnene , 
under Alvildas kommando , dækkede bord i 
den anden ende af værelset . 
Peter nærmede sig frygtsomt og notende den unge 
pige , som var bleven siddende ved bordet , uden af deltage 
i den almindelige virksomhed ved borddækningen . 
— frøken , begyndte han sagte ; jeg håber da ikke 
de tror , af jeg har lagt den mindste vægt på min 
fætters letsindige tale ? 
— nej , svarede den tiltalte , hvis navn var 
Marie Søndrup , — det tror jeg ikke ; jeg ville aldrig 
være kommen herop blandt de mange herrer ; men 
Alvilda forsikrede mig , af vi og hendes kæreste skulle 

være alene sammen , og det samme sagde hun til min 
moder . 
— men jeg , sagde den galante Peter , kan dog 
ikke være andet end taknemlig for denne usandhed ; thi 
den har lært mig dem af kende . 
— o , svarede Marie ; de er alt for artig . Dog 
det er vel kun de sædvanlige komplimenter , som herrerne 
sige os stakkels sypiger , men som de ikke mene 
et ord med ? 
— nej , hviskedee Peter fyrigt ; det er ingen komplimenl , 
jeg mener det virkelig og håber med tiden 
at kunne overbevise dem derom ; dette må ikke blive 
vort sidste mode , vel ? 
Marie rødmede ; hendes smukke lille barm hævede 
sig og sank atter , da hun stammede : 
— nej ! 
Peter var henrykt ; ban trykkede varmt den lille 
hånd og troede at fornemme et gjcnlryk . 
— ih , du frelsens ! råbte pludselig Alvilda 
henne ved bordet krukken med de syltede blommer , 
du fik hjemmefra , er jo gået i Mas . Karsten ! 
— hvad siger du ? råbte Kristian Karstens — 
Peters fætter - er krukken gået istykker ? 
Ja , og sikken en re ' clighed der er inde i dit 
skab ; alting ligger og flyder i blommcsast ! 
„ Der vanker en jomfru i studentens skab , 
kager og syltede blommer ! “ 
Sang berggrecn og tø . 
— ja , de leer , sagde frøken Alvilda vredt ; men 

jeg havde glædet mig så meget til de blommer og nu 
ere de gåde i basken . 
— jeg troede ellers , bemærkede berggreen spydigt ; 
at frøken Alvilda sværmede for en ganske anden 
slags syltetøj ? 
— uh , Alvilda ! skreg Thora Holm leende ; hørte 
du det ? den var rigtignok værre ! 
— uh , jeg forstår ikke hr . Berggrcens plumpheder , 
derover føler jeg mig for ophsiet ; jeg forstår 
heller sket ikke at Karsten vil omgås med sådanne 
herrer . 
— har jeg krænket deres ophøicde følelser , frøken 
Alvilda , så beder jeg dem undskylde , ytrede 
berggreen leende ; - men vi kom jo fra blommesaften , 
den rigtige blommesaft , mener jeg . 
— må vi nu være her ! råbte Alvilda og flygtede 
ind i Karstens soveværelse . 
Bordet var lukseriøst dækket med steg , boeuf , 
hummer , sardiner , hollandsk ost og kager . 
Herrerne drak danske snapse og baiersf øl , medens 
damerne toge tiltakke med det i smag og kraft mildere 
hvidtøl . 
Hver herre førte sin dame til bords og snart sad 
selskabet nok så gemytlig flolket omkring det runde 
bord . Vel kunne der være noget at sige angående 
serviset , som kun bestod af 5 tallerkener , 5 knive og 
halvfjerde gaffel ligeledes vare kagerne blevne satte 
på bordet i det papir , hvori man havde købt dem 

hos konditoren ; men det skadede ikke det almindelige 
velvære . 
Damerne skar mad til herrerne og der faldt mange 
bemærkninger af spøgefuld og munter natur . 
— jomfru ! hviskedee Peter til skn unge flamme ; 
ved de hvorfor jeg spiser så uhyre meget i aften ? 
Det gør jeg ellers ikke . 
— nej ! svarede Marie og så ham forundret ind 
i ansigtet ; — det har jeg ingen anelse om . 
— det er fordi de skærer maden , hviskedee han 
igen ; jeg tror , jeg kunne spise alt hvad der er på 
bordet . 
— de har en god appetit , svarede hun smilende og 
førlegen . 
— det går jo ypperligt , Henningsen ! råbte 
berggreen fra den anden side af bordet ; — klem 
på , medens det er tid ! Hør , de er vist en dreven 
filur til at bedåre pigebørnene . Ja , lur urtekræmmerne , 
de lærer den ting tidlig . 
— jeg må gøre dem opmærksom på , sagde 
Peter højtidelig ; — at jeg har stået i en anstændig 
butik , og at min principal strengt holdt på en sædelig 
Vandel . 
— ja , derom tvivle vi ikke , svarede frekcn Nielsen 
; men urtekræmmerne de forstå jo rigtignok at bedåre 
et kvindeligt gemyt med Lau « lo loloxnt- , 
mandelsæbe og knappenåle . Jeg kendte engang en 
krøllet urtekræmmersvend , det var det nydeligste menriefle 

man kunne se for sine øjne og så var han altid 
så gentil . 
— ypperligt ! råbte Karstens ; bliv bare ved , frø « 
Ken Nielsen , jeg tør bande på at vi få interessante 
ting at høre . 
— så de tror at jeg vil opvarte med historier , 
blot for at blive til grin ? sagde freken Nielsen sorternet . 
— jeg må bede det ærede selskab ! . . . for 
Peter op . 
— bliv blot ikke gnaven i overskorpen , fætter , 
sagde Karstens beroligende . Sæt dig ned og vær gemytlig 
ligesom vi andre . 
Imidlertid havde Alvilda og lsilnanten været beskæffiget 
med at brygge en kolossal bolle Puns , som 
blev modtaget med aklamation . 
— her er altid så velsignet muntert ! råbte student 
Bøndrup og svingede sin elskede rundt på gulvet . 
Karsten og Alvilda forstå at arrangere , det må 
man lade dem . 
— ikke at tale om de gode varer , suplerede løjtnanten 
og greb et fyldt glas . Jeg foreslår : gid de 
leve længe og give manglet gemytligt sold ! Jeg foresiåer : 
Kristian Karstens og frøken Madsens skål ! 
Skålen blev drukket med jubel , under afsyngelsen 
af den bekendte : „ Og dette skal være osv . “ 
Soldet tog sin begyndelse . 
. Punsen virkede som altid særdeles oplivende på 

alle gemytter ; de tauft blev pludselig talende og den 
tvære glad . 
— 3a , sagde løjtnanten , — det var nu den 
attende April på Dybbøl , jeg stod med mit halvkompagni 
. . . 
— å hor , hr . Leutnant , forstå « os døg for 
den historie ; vi er ikke oplagte til at høre på heltebedrifter 
nu ! råbte man . 
— den er uhyre interessant , på ære , forsikrede 
løjtnanten , 
— ja , men gem den til en anden dag ; nu ville 
vi være glade . . 
Løjtnanten satte sig surmulende ned , men blev snart 
glad igen . 
— uf , hvem var det , der tog mig om benet ! 
Hylede jomfru Hansen og for op af stolen . 
Peter , der var kommen i en glad stemning , og 
antog at have bemærket tegn på sympatti hos 
jomfru Marie , havde i dette øjeblik netop bukket sig 
ned for at optage et lommetørklæde , hans elskede 
havde tabt , og var — ledet af en uheldig stjerne — 
kommen til at berøre jomfru Hansens smalbecn . 
Ved at høre hendes hyl dukkede han hurtigt op , 
blodrod i hovedet , og protesterede . 
— nej , her ved de hvad , kammerat , brusede 
løjtnanten op , — hold de deres fingre til rosinerne 
og vov ikke at fornærme andres damer ! 
— jeg vil forklare mig . . . jeg vil holde en 
tale ! råbte Peter fortvivlet og påvirket af punsen . 

de har fornærmet mig , hr . Løjtnant , ved af tro af 
je » . . - 
her sprang Peter op på stolen . 
— urtckræmmersvenden vil tale , bravo ! råbte 
man fra alle sider . 
— nej , du vil ikke , Peter , indvendte Karsten 
mæglende . Gør dig nu ikke til nar , men gå ned 
af stolen ; frøken Søndrup seer to ganske forskrækket 
ud . Lad det nu være glemt ; Alvilda giver os så 
en sang . 
Peter krød skukøret ned fra stolen , og var snart 
indviklet i en fuldstændig forklaring over det uheld , 
der var hændet ham . Hun , jomfru Marie , hørte venligt 
på ham ; hun vidste jo nok , tænkte han , af han 
kun tænkte og følie for hende . 
Mine Hansen troede dog ikke freden . Hun 
flyttede sig mistænksomt et stykke bort fra vor urtekræmmer , 
som hun af og til betragtede med forskende , 
ikke uvenlige blikke . 
Alvilda gav koncert . Hun viskede op med hele 
sit repertoire , der just ikke hørte til den fineste slags . 
Klokken kunne vel være hen ad 12 og frøken Madsen 
sang netop med megen følelse og skælmeri : „ Den er 
a ' Kragelund ! “ da der bankedes på døren . 
— hvem kan det være , på denne tid af natten ? 
Spurgte Karsten . 
Døren blev langsomt åbnet , og en lang , mager 
skikkelse skal hovedet ind og . sagde : 
— men , bedste hr . Karsten ! 

— hvad , min vært ! svarede denne . Men så 
kom dog indenfor . 
— jeg kan ikke , såsom der er unge kvindespersoner 
tilstede og jeg kun er iført underbenklæder 
og slobrok ; men jeg er kommen for af tale et alvorens 
ord med dem , hr . Karsten . Jeg spørger dem om 
de finder det ret og kristeligt af gøre en sådan 
Belials larm ved nattetider , når guds udvalgte 
flok skulle bede og sove ? 
— det er min vært , en metodistisk rokkedrejer , 
sagde Karsten henkastende , søm svar på hans gæsters 
svørgende blikke . 
-- har jeg ikke lejet disse værelser , og betalt 
dem ? spurgte han dernæst rokkedrejeren . 
— jo visseligen haver de lejet og betalt , men 
de har ikke betalt for af holde mig og mit sideben 
— jeg mener min mig af gud udvalgte mage — i 
evig uro og smerte ved af forstyrre os i vor ssvn 
og vore kristelige betragtninger . 
Karsfen blinkede listigt til de tilsledeværende . 
— de må jo fryse derude på gangen , sagde 
han henvendt til værten , der stod med halvt tillukkede 
øjne , — kom dog indenfor og drik et glas Puns 
med . Svøb slobrokken godt om dem og jeg lover , 
at ingen af de unge damer ville blive forargede . 
— Puns er en lislig drik , svarede værten og 
trådte ind i værelset ; nydt til måde gør den hjertet 
godt og vækker sindet til glade bønner . 
Han drak et glas glohed Puns , der forsvandt 

som når man efter lang tids tørke hælder et glas 
vand ud over den tørstigc jord hans åsyn opklaredes , 
øjnene åbnedes helt og han så med lystne 
blikke på de unge piger . 
— nok et glas , hr . Vært ? spurgte karsfen . 
— frist mig ikke , unge letsindige mand ; led mig 
ikke ud i fristelse . Det er midnat , merket ruger over 
jorden , og hver udvalgt bør sukke og bede . 
Der blev alligevel skænket i hans glas . Han 
lod sig ikke længe node , men drak på ny . Der blev 
nu serget for at hans glas stedse blev fyldt , når det 
var tomt , hvilket det var temmelig hyppigt . Lidt efter 
lidt forsvandt hellighedens maske , skføndi han vedblev 
at tale med prædikelone . 
— lad os så få en svingom ! råbte berggreen . 
Rokkedrcieren sørcr op med frøken Alvilda ! 
— betænk dog ! skreg han ; skal en af guds udvalgte 
flok danse som en af gud forladt skuespiller ? 
— husk på køng David , indvendte man . Han 
dandsede også foran arken og hørte dog ikke til de 
forskudte . 
Dette slog åbenbart drejeren ; han vægrede sig 
nu ikke længere , men åbnede dansen med frøken 
Alvilda . 
Det var et pudsigt syn ; han hoppede og vrikkede , 
han buklede og nejede , og gjorde sig oiensynlig al 
umage for at tage Alvildas hjerte med storm . 
Aldeles åndeløs kastede han sig sluttelig , til alles 

usigelige moro , ned i sofaen og drog sin dandserinde 
med sig . 
— hør , sagde han , og flugte hendes fyldige yndigheder 
med øjnene , idet han tog hende fast om livet ; 
— hør , du er en såre skøn kvinde ; vil du husvale 
mig ? 
-- gud , hr . Petersen , de er jo en gift mand ; 
— Havde da køng David ikke en hnstru ? Lod 
han ikke skønne kvinder husvale ham efter bønnen og 
arbejdet ? Jo , og han var en from , Herren velbehagelig 
mand . Mød mig , lokkende kvinde , på søndag 
aften kl . 8 på hjsrnet af store Kongensgade og 
toldbodvcien , så kommer fårcflokken fra hyrdens 
tempel , og min hustru går til sine søstre i ånden , 
for at drikke the . 
— ja , derom kunne vi tale siden , sagde Alvilda 
leende ; men kom , nu skal vi ha ' e en scrtur ! 
Ligesom kvadrillen havde sat sig i bevægelse , medens 
Alvilda sang : „ En scrtur ! ak i det lille ord “ , 
osv . , fløj døren op med et brag , og en fed madame , 
iført nattrøje og skørt , viste sig i åbningen med 
det udråb : 
— men er du da splintrendegal , Petersen ? 
Nokkedreieren for sammen , slap Alvildas hånd , 
og faldt øjeblikkelig tilbage i sin gamle rolle . 
— mener du mig , du min elskede , af Herren 
udvalgte hustru ? 
— skab dig bare ikke , mand ! råbte madamen 
rasende , og fløj som en raket hen og greb ham i kraven ; 

— jo . Du er mig den rette udvalgte fugl , du ! 
Jeg sender dig ned for at stoppe munden på dette 
sloiende selskab , og så dandser mester urian med 
dem og . . . Du lugter jo af Puns , du har drukket ! 
— kun en dråbe , min elskede , kun en lille 
dråbe ; de tvang mig dertil . 
— nå , så det gjorde de ; stik mig nu varesene 
inte den ud . Nu går du straks på timen op og 
lægger dig , din skinhellige nikkedukke , og , tilsøicde hun 
og vendte sig om imod selskabet , — jeg skal lære 
dem at forvandle mit hus til en knejpe ; de flytter 
den første , hr . Karsten ! 
— med fornøiclse , min fortryllende ! sagde denne 
og bukkede dybt . 
— „ Min fortryllende ! “ hvinede madamen og 
truede ad ham med knyttet hånd hvor tør de vove 
at byde en ærbar kone sligt ? Sig det til de løse 
kvindfolk , de har stående her , men jeg skal fortrylle 
dem , det kan de tro ! 
Og madamen forsvandt ud af døren med den 
samme hurtighed , hvormed hun var kommen . 
Snart efter drønncde huset af den tordentale 
hun holdt for den ulykkelige sjæl , hun havde den 
glæde at kunne kalde sin ægtchalvdel . 
Denne lille episode af det huslige liv havde afbrudt 
glæden . Man havde ingen lyst til at fortsætte 
den , klokken var desuden mange . 
Karsten fyldte glassene for sidste gang og takkede 
sine gæster for besøget . 

damerne fik nu travlt med at « ' fore sig overtøjet 
. og herrerne tændte cigarerne til hjemturen . 
Peter nærmede sig Marie . 
— tillader de , jomfru , at jeg ledsager dem ? 
Sagde han . 
— tusind tak , svarede hun ; men er det ikke for 
megen ulejlighed ? 
— ulejlighed , for deres skyld ? sagde han med 
en inderlighed , der bragte hende til at slå øjnene 
ned og ikke gøre flere indvendinger . 
Under megen talen , mange udråb og taksigelser 
fog man afsked . 
Alvilda og Karstens blev alene tilbage . 
Hun så vist på ham og sagde : 
— og hvad nu ? 
— nu er den herlighed forbi , svarede han muntert 
og kyssede hende . 
Peter vandrede hjemad med Marie under armen ; 
hans hjerte var fuldt af denne aftens begivenheder , 
af den nye lidenskab han havde fattet . De talte ikke 
meget sammen og snart slode de ved Maries hjem , et 
fattigt men net udseende hus i Pilestræde . 
— hvornår mon vi atter ses , jomfru Søndrup ? 
Sagde han og greb hendes hånd . 
— ja , gud ved det , svarede hun , og han syntes 
hun sukkede . 
Delte gav ham mød . 

— går de aldrig ud om søndagen ? spurgte 
han sagte . 
— jo , svarede hun tøvende , — min moder og 
jeg gå hver søndag eftermiddag en tur på volden . 
— tør jeg da hilse dem , tør jeg nærme mig 
dem og gøre deres moders bekendtskab ? 
— det kan jeg jo intet have imod , svarede hun 
og beiede det lille hoved . 
— tak , sagde han og trykkede hendes hånd . 
Farvel jomfru Søndrup ; vi ses snart igen . 
Hun sagde godnat og åbnede gadedøren . 
Mangehånde betragtninger krydsede i Peters 
hjerne , medens han steg op ad den smalle trappe , 
der førte til hans Kammer ; langsomt klædte han sig 
af , akkompagneret af læredrengens snorken , og faldt 
snart i en dyb søvn . 
Han drømte sit første sold om igen og blev til 
slutningen forlovet med jomfru Marie . 
» die kapitel . 
I hælerhuset . — indbindet . 
Vi forlod det smukke par , viceværten og Villiam 
skover , idet de trådte ind i den forstes værelse ; 

det lå bagved butikken og var møbleret med en blanding 
af elegance og lurvethed . Det tarvelige tapetpapir 
stak slemt af imod et ganske net oliemaleri , som 
viceværten , Christian Larsen , for en billig betaling 
havde tilkøbt sig af en fattig maler ; et smukt formet 
bord kontrasterede grelt mod en tarvelig sovesofa med 
lappet sirtsesbetræk . 
I en krog stod en solid sekretær , der dels ved 
almindelige låse , dels ved hængelåse var sikret imod 
utildsrlig langfingers . 
Christian Larsen selv var imidlertid det eienvommeligste 
stykke i hele værelset . 
Vi have før omtalt hans korte , brede skikkelse , 
hans små dybtliggende øjne , hvori der funklede en 
blanding af ondskab , list og mistro . Han var — 
imod at hvide orden i huset og indkræve lejen — af 
ejeren bleven indsat som vicevært , mod at have fri 
bopæl ; ved siden deraf drev han en indbringende 
hokerhandel i det små , og ve de stakkels lejere i 
huset , der ikke indksøbte deres fornødenheder hos ham ; 
han drillede og plagede dem så længe , at de til sidst faldt 
til fole og med deres få skillinger betalte hans flette 
varer i dyre domme . 
Nogle ville vide , at Larsen tillige stod i forbindelse 
med nogle af hovedstadens dristigste forbrydere , 
som han afkjøbte deres tyvekoster ; vist var det , at man 
ofte , efter at msrket var indtrådt , havde set individer , 
såvel mandlige som kvindelige , snige sig ind i hans bod . 

man undrede sig over at politiet lod denne mand 
og hans virksomhed være i fred . En ung forbryder , 
hvis hele optræden ikke huede Larsen , idet han skulle 
have været meget vanskelig med prisen på sine koster 
og truet med at henvende sig til en anden velgjorer , 
skal have påstået , at denne havde anmeldt hans færd 
til politiet ; sikkert nok var det , at lovens håndhæveræ 
vare så godt underrettede , at fyren ikke kunne 
finde nogen udvej , og blev dømt til flere Års strafarbejde . 
Alt dette var imidlertid løse rygter , som beder kun 
taltes om i krogene . Ingen turde åbenlyst angribe 
værten , der ret solede sig i sin vælde og udvidede sin 
forretning . 
På bordet i værtens private værelse stod en 
svagt brændende petroleumslampe . 
— sid ned , støver , sagde Larsen , idet han åbnede 
et lille skab og tog en karaffe ud , hvoraf han 
skænkede i to snapseglas . 
— dit velgående ! råbte han . 
— jligemåde . 
— du seer mig ellers noget sjofel ud , vedblev 
værten ; du er nok på sokkerne , sønncke ? 
— hvorledes fan ' en vil du have , at et menneske 
skal se ud , når han har siddet flere år i „ Huset “ og 
bliver smidt på porten uden en skilling i lommen . 
Jeg har nu drevet omkring i fire dage uden håb om 
at lave en forretning ; for man vil jo nøvig svine sig 
til for en lumpenhcd . 

— brav talt , støver , jeg vidste du var af den 
rette sort . Du gør dit arbejde fornuftigt og godt , 
og jeg -ar derfor tiltænkt dig en forretning , der vil 
gi ' e „ Fisk “ i mængde . 
Støveren stirrede slivt på -am , dans ansigt opklaredes . 
— er du med ? spurgte Larsen . 
— fuldkommen . 
Men det er de sædvanlige vilkår ; af pengene 
du „ flytter “ får jeg en fjerdedel ; varerne bringer 
du til mig , jeg tarerer dem og du får halvdelen 
af værdien udbetalt i klingende mønt . 
— vel , vel ! men -vor er det ? 
“ — henne på Kjobmagergade boer der på en 
tredie sal en enkefrue , der for et par Års tid siden 
-ar arvet en -el del ment ; -un lever alene sammen 
med sin søn , som netop er bvrtrcist i denne tid . 
— prægtigt ! 
— du husker jo nok den lille Stine , som for nylig 
har siddet på vand og brød for lidt rapseri , -ende , 
halte-sorens datter ? 
— javel . 
— hun har tjent fruen for en månedstid siden ; 
af hende har jeg lånt en gadcdorsnøgle og en entrøensgle , 
hvoraf jeg har tazet aftryk . Fruen sover alene 
i sit soveværelse , der ligger to værelser fra dagligsluen , 
hvor selvskabet og skrivebordet med pengene 
stå . Du skal så en plan af lejligheden af 

-- > - M , MM . -^ . M » W 
36 ! 
Mig . Jeg skulle mene det vær en solid og let affære , 
hvad ? 
Villiam gned sine hænder og lo fvrnøiet . 
— du går ganske roligt ind i huset imellem 
er og to om natten . Når du har forvisset dig 
om , at alt er stille , begynder du på forretningen . 
Du vil let kunne se når betjenten er oppe i den 
anden ende af gaden , så smutter du ud og kommer 
henad morgenstnnden til mig , forstår du ? 
— ja , aldeles . 
— det er godt . I morgen aften skal du så 
tid og sted angivet . 
— men hør , fatter , bad stsveren ; jeg ejer ikke 
kongens mønt , du må give mig lidt kredit på 
nogle madvarer og låne mig lidt tøj , dette hersens 
jeg har på , skær ' enhver betjent i øjnene . Desuden . , 
har jeg ikke noget sted at være ; har du ikke et eller 
andet hummer , hvori jeg kan bo ? 
— du kan foreløbig være oppe på din moders 
Kammer , og det skal ikke koste dig noget ; han vil betale 
derfor , og værten lo fornøjet . — klæder og 
mad skal jeg bringe dig op , men hold måde med 
brændevinsflasken . 
— du er dog en flink fyr , Christian Larsen ; men 
jeg skal nok betale dig . 
Der lød en kort banken på vinduesskoddet . 
Værten for op og blev urolig . 
— gå op på værelset , denne vej , hviskedee han 
og åbnede en dør , der igennem et smudsigt kjokken 

forte ud th trappen . — det er en af mine kunder , 
som vil tale med mig . Du forstår mig ? Jeg seer 
nødigt at i komme sammen , man ved aldrig hvortil 
det kan føre . 
Villiam gik langsomt op på værelset , som moderen 
for kort tid siden havde forladt . 
Ilden var endnu ikke fuldstændig gået ud , men 
lå og ulmede i Asien . 
Han satte sig på den lille skammel , med en halv 
trodsig , halv angrende fornemmelse i sindet . Uvilkårlig 
kom han til at tænke på sine barndomsdage 
med de uskyldige glæder , på sine ungdomsdage , da 
han troede at hele verden med al dens herlighed lå 
ham åben ; han blev blød om hjertet og tænkte på 
muligheden af et nyt og bedre liv , hinsides havet , i 
Amerika . 
Disse følelser forsvandt døg snarthan 
slog en hvi latter op og mumlede : 
— hvor Pokker bliver døg Larsen af med varerne . 
Nede i stuen havde viceværten hurtig åbnet 
døren og en mand , klædt i arbejdsdragt , trådte ind . 
Den fremmede aftog sin kaskæt , og idet skæret 
fra lampen faldt på hans ansigt , syntes værten under 
denne tarvelige forklædning at kende en af hovedstadens 
opdagere . 
— hvem var det de talte med , da jeg bankede 
på skoddet ? spurgte han . 

— Villiam Smidt , eller støveren , som han kaldes . 
— hm ! svarede manden og betragtede værten 
skarpt . Hvad tager han sig for ? 
— for øjeblikket intet ; jeg har givet ham frit 
logis , for , når det behøves , at kunne holde øje med 
ham . 
— det er rigtigt ; det er en farlig fyr ; han vil 
snart bryde løs igen . Næste gang han bliver sat ind , 
bliver det rimeligvis for livstid . Giv mig en nøjagtig 
beretning om alt hvad han foretager sig . 
Viceværten lovede det og manden gik nu over 
til at tale om personer og gerninger , der ikke have 
nøgen interesse for den ærede læser . 
Først efter en times forlod sneg ban sig bort . 
Viceværten tog da nogle klædningsslykkcr og en 
kurv med mad og brændevin , som han forsigtigt 
bragte op til sin nye logerende . 
Det var en meget kold aften i begyndelsen af 
december måned . Sneen faldt i store flokke og 
havde snart bedækket gaden med et tykt lag sjapsne 
og smuds . De få fodgængere , der vare ude , skyndte 
sig så meget som muligt at nå hjemmet . Den til » 
Tagende vognkjørsel bebudede at tteatrenes forestillinger 
vare forbi . 
En drosche kom i rask trav kørende fra folkethcatret 
og holdt stille udenfor en smuk gård på 
store Kjsbmagergade . 

en ældre dame og en ung herre stege ud og begave 
sig op ad trappen til deres bopæl i tredje etage . 
Da de kom forbi den store dobbelte dør på første 
sal , hvorpå der var anbragt en blank messingplade 
med indskriften : „ C . Dalsgård , grosserer “ , standsede 
dej unge menneske uvilkårligt ; men han besindede sig 
hurtigt og ilede med et let , ikke tungsindigt suk , efter 
moderen , der imidlertid havde nået indgangen til 
sin lejlighed . 
En kvik lille tjenestepige lukkede op og de trådte 
ind i en hyggelig , smukt medieret dagligstue . En dør 
stod åben til spisestuen , hvor aftensbørdet var dækket . 
Damen , enkefru Smidt , var en smuk kvinde på 
noget over de fyrre , med kløde , lidt melankolske træk . 
Der var udbredt noget usigeligt kærligt over hendes 
hele væsen , der indtog alle før hende . 
Sønnen Viktor , hvis lighed med møderen var 
umiskendelig , var 23 år gammel . 
Han havde en ansættelse under et af ministerierne , 
var afholdt af sine foresatte og almindelig beundret af 
det smukke køn . Hvor meget dette end smigrede ham , 
var han døg temmelig ligegyldig derved . For ham var 
der før kort tid siden vpdukket en stjerne , hvis glans 
fordunklede de øvrige kvinder han kjendfe . 
Efter at have aftaget overtøjet og spist til aften 
satte moder og søn sig ind i dagligstuen . Viktor 
tændte sin pibe og hengav sig til sine dcømme om 
hende , der overalt hvor han gik og stod var hans 
et og alt . 

møderen betragtede ham længe og i taushed . 
Han lagde ikke mærke dertil . 
— kære Viktor , sagde hun endelig ; jeg har endnu 
ikke fået nogen forklaring over at du kom hjem 14 
dage før bestemmelsen . Hvormeget jeg end savnede 
dig , medens du var borte , hvor meget jeg end glædedes 
ved din tilbagekomst , så undrede den mig døg . 
Du var jo i sommer så opsat på at komme afsted , 
du glædede dig som et barn til jagterne , og nu ? 
Det unge menneske blev noget forlegen . 
— grunden , sagde han , var den , at jeg til dels 
kedede mig derude ; man havde kun interesse for fedevarer , 
jagt , bønder og sognerådsmodcr og varierede 
dette ttema i det uendelige ; dels længtes jeg efter 
mit hjem og min daglige omgangskreds . Jeg foregav 
da forretninger og ilede afsled , tilbage til det kære 
København og til dig . Du er da ikke vred derover ? 
— vred , sagde hun og lagde kærligt sin hånd 
på hans skulder ; du ved , at jeg kun har dig at 
leve for i verden , at jeg glædes ved din hjemkomst 
og bedrøves når du rejser bort . 
— ja , jeg ved , udbrød sønnen leende ; at du 
ser ville miste den højre hånd end at jeg skulle lide 
en om end kortvarig smerte , — du forkæler mig 
aldeles . 
Moder og søn omfavnede hinanden . De talte 
længe og muntert sammen og begave sig fvrnøiede til 
hvile . 
Snart lå hele huset i dyb rø . 

ude på gaden var uveiret tiltaget , vinden for 
hylende om gadehjørnerne og fygede sneen sammen i 
store driver . 
En mand , indsvøbt i en gammel , grå kappe og 
med hatten trykket dybt ned i panden , kom hurtig 
gående over højbro . Stormen greb fat i hans overstykke 
og hvirvlede det omkring da han nåde hjørnet 
af Øslergade . Han udstedte en ed og samlede den 
hurtigt omkring sig , idet han kastede et skulende blik 
bagud . Idet skæret fra den nærmeste lygte faldt på 
hans åsyn , beskinnede det Villiam støvers velbekendte 
forbrydertræk . 
Med raske bestemte skridt gik han ned ad Kjobmagergade 
og standsede udenfor den af os før omtalte 
gård . Han så et øjeblik op til vinduerne , gardinerne 
vare nedrullede og alt mørkt og stille . Intet 
menneske befandt sig på gaden . 
Han tog forsigtigt en nøgle op af lommen og 
åbnede sagte gadedøren . 
Idet han listede sig ind , lyttede han i største spænding . 
Da alt vedblev at være roligt bøjede han sig 
ned og trak et par uldsokker over støvlerne . Stille , 
næsten lyvløst sneg han sig op til tredje etage . 
Døren ud imod gangen fik han let åbnet ved 
hjælp af den medbragte nøgle og han stod nu i en 
entrée , hvorfra der førte 3 døre . 
Han standsede og fremtog af kappens brystlomme 
en lille blændlygte , hvis klapper han åbnede og lyset 
faldt nu stærkt og blændende på døren til dagligstuen . 

— her må det være ! mumlede forbryderen . 
Satans tsk Karl den Larsen , han ved altid god besked . 
Langsomt trykkede han på håndtager og døren 
gik op . Ved hjælp af den modtagne underretning opdagede 
han strar selvskabet og skrivebordet ; han 
fremtog en bunke dirker og falske nøgler og gav sig 
ufortsvet fil „ at arbejde “ . 
Viktør havde i længere tid ligget vågen og tænkt 
på sit hjertes gudinde . I en halv sovende , halv 
vågen tilstand syntes han at høre entteedøren blive 
åbnet , det forekom ham som om døren fil dagligstuen 
gik op , listende fodtrin hørtes at bevæge sig derinde . 
Uden at gøre sig nogen klar forestilling derom 
blev han liggende , indtil endelig lyden af de arbcidende 
dirker gjorde ham lysvågen . Han satte sig overrende 
i sengen og lyttede . 
Lyden fortsattes . 
Han steg hurtig , men sagte ud af sengen , svedte 
en slvbrok om sig og listede sig hen fil døren , der stod 
påklem . 
Bed blændlygtens skin så han en slærktbygget 
mand , der havde epbrudt skufferne i skrivebordet og 
døren fil selvskabet , hvis indhold han var i færd med 
at tømme . 
Uden betænkning smækkede viktør døren op på 
vid gab og for ind på forbryderen , der blev som 
lamslået ved dette angreb . 
Det unge menneske greb ham i struben , idet han 
samtidigt råbte : 

43 
— til hjælp ! Tyve ! 
Villiam gjorde i det første øjeblik ingen modstand ; 
men dette varede dog ikke længe . En underlig 
knugende fornemmelse i hjertet ' , den visse udsigt til 
at komme i tugthuset , hvis ban blev greben på fersk 
gerning gjorde , at ban snart mandede sig op . 
Med et kjæmpetag befriede han sin Hals fra Vikfors 
greb , med en smidighcd , man næppe skulle have 
tiltænkt den temmelig fore mand , spændte han ben 
for ham og begge tumlede omkring med en voldsomhed , 
der næsten berøvede det unge menneske bevidstheden . 
Villiam støver salte knæet på Vikfors bryst . 
— ikke et kny , eller jeg knuser dem ! hviskedee 
ban truende . 
Fru Smidt var imidlertid vågnet ved Vikfors 
råb og ilede , kun iført skørt og rattrøie , gennem 
salen og spisestuen ind til skuepladsen for forbrydelsen . 
Med en forfærdelig angst så hun sin søn ligge 
overmandet på gulvet og hørte forbryderens truseldenne 
havde imidlertid med sit skarpe øre hsrt 
moderens fodtrin og vendte , uden at løsne sit hårde 
tag , sit hoved , idet han stirrende betragtede den stakkels 
kvinde . Resullatet af denne underssgclse blev et 
forbavset udråb : 
— det er min s ' æt Charlotte ! 
Fruen for tilbage ved lyden as hans slemme og 
holdt sig for øjnene idet hun rystede over hele kroppen . 

— kender du mig ikke , Lotte ? vedblev han 
mere dristig . 
Hun svarede ikke men vedblev at skælve . 
Det glæder mig , fortsatte forbryderen , — at 
træffe dig igen og under så fornøjelige omstændigheder . 
Skammer du dig ikke-over at sidde så godt 
i det , medens jeg må bo i et hundehul og arbejde 
hårdt for føden ? Ikke et kny , hvalp eller jeg knuser 
dig ! — disse ord vare henvendte til Viktor , som 
forvirret havde hørt ovenstående monolog og nu gjorde 
en bevægelse for at befri sig . 
— du svarer ikke din lovlige ægtemand ? sagde 
forbryderen , vrængende mund . 
Hun samlede al sin kraft og svarede fast og bestemt 
: 
— for 20 år siden blev jeg skilt ved min daværende 
mand , Villiam Smidt , fordi han ved forbrydelser , 
flette handlinger og skændigheder havde 
gjort sig uværdig til min kærlighed og agtelse . Loven 
anerkendte også dette , idet den straks tillod ægteskabets 
fuldstændige ophævelse . Havde Villiam Smidt 
begået et fejltrin , havde jeg aldrig kunnet bekvemme 
mig til dette skridt ; men hele hans opførsel var så 
lav , så afskyelig , at jeg gruede for den afgrund , hvori 
jeg ved mit ægteskab med ham , havde styrtet mig . 
Min søn besluttede jeg idetmindsfe at redde , og , gud 
være lovet , han og jeg er nu for stedse unddraget deres 
magt og indflydelse . 
— det kunne hænde sig , at du tog fejl ! 

— nej , deri har jeg fuldkommen ret . Vi to 
ere hinanden så fremmede , som om vi aldrig have 
været gifte . Loven giver dem ingen magt over mig 
og Viktor har de heller ingen myndighed over ; han 
er 23 år og sin egen herre . 
— det er vel fyren her ? spurgte den kærlige 
fader og løsncde sit tag i sønnen , som hurtigt sprang 
op og stillede sig i angrebsstilling mod Villiam . 
— ja , det er Viktor , min , og desværre også 
deres søn , sagde fruen smerteligt . 
— moder ! råbte den unge mand og greb hendes 
hånd ; er dette ikke en drøm , en afskyelig drøm , 
hvoraf vi snart skulle vågne ? Denne forbryder , der 
træffes om natten i vort hus på fersk gerning skulle 
være min fader , . . . men han er jø død for længe 
siden , jeg var jø kun 3 år dengang . 
— nej , desværre døds han ikke i legemlig henseende , 
men han døde før vs alle og i moralsk , betydning 
var han ligeledes et lig . For ikke at knuge din 
unge sjæl under den skrækkelige bevidsthed , at din 
fader sad blandt forbryderne ; før ikke at du skulle 
lide før din faders misgerninger , fortalte jeg dig 
om hans død i fremmede lande . 
— det må jeg sige er net , råbte forbryderen ; 
for nogle aftener siden traf jeg min gamle moder , 
hun ville gerne give mig noget , men havde intet « 
Nu finder jeg , ved hjælp af himlen eller djævelen , 
min kærlige kone og artige søn , og de betragte mig 
som den skinbarlige satan og ønske mig hundrede 

gange før i hans bold , end at jeg skulle smudse et af 
deres kostbare gulvtæpper . Det er kærligt , det er 
smukt . Faderen er nær ved at sulte ihjel , medens 
konen og barnet leve flot , ikke sandt ? 
— trods alt hvad der er foregået , svarede Fru 
Smidt , vil jeg dog hjælpe dem til al føre et bedre 
levnet . De har opbrudt mit skrivebord , seer jeg og 
alle pengene er borte ; det meste af sølvtøjet er også 
stjålet . — nuvel , behold alt hvad de har taget , og 
rejs bort , rejs endnu i denne dag , som nu gryer ; 
tag til en anden verdensdel og flut fred med gud 
og menneskene ! 
Villiam stsver lo hånligt . 
— du kunne nok sige „ Du “ til din mand fordi 
han er bleven noget lurvet og alt er gået ham imod , 
sagde han frækt . Jeg vidste nok , at du forstår ai 
prædike , så bandet vrides ud af en gammel hankats 
øjne som af en mølledam ; men da jeg nu engang 
har fundet dig og ungen i så fornøielizc omstændigheder , 
så vil jeg før fremtiden klæde mig bedre og 
føre et lidt flottere liv end før . Hvad jeg her har 
„ nodbct “ betragter jeg blot som et forskud ; når jeg 
bliver blank kommer jeg igen . 
Biktor , der uafbrudt havde betragtet staveren med 
spændt opmærksomhed , trådte nu nærmere og sagde 
med en dyb , alvorlig stemme : 
— vogt dem før at drive deres fordringer før vid » ! 
Kun hensyn til den omstændighed , at de er min fader , 
forhindrer mig i at sætte alt i bevægelse 1u deres 

pågribelse . Jeg skylder dem intet , og har kun 
min moder at takke før mit livs bevarelse , før de 
kundskaber jeg har fået og den stilling feg nu beklæder ; 
havde hun ikke været , var jeg måske i dette 
øjeblik i den samme sorgeligc stilling som de er , 
måske fulgt deres ercmpel og blevet en tyv . De 
har selv sønderrevet det bånd , der bor herske imellem 
en fader og en son , og vi stå nu og må stå som 
fremmede overfor hinanden . Modtag min moders 
tilbud , rejs bort , arbejd og bed til gud om styrke . 
Der vil måske komme en tid , hvori alt kan blive 
godt igen og de ende deres liv i anger , med tillid 
og fortrøstning til en nådig og barmhjertig gud . 
— ved satan og al hans yngel ! råbte Villiam . 
Har moderen ikke smittet hvalpen og gjort 
ham til præst ; men jeg siger eder , at al den snak 
intet hjælper ; har jeg engang fundet min kærlige 
familie igen , giver jeg ikke så let slip på den . 
Tage bopæl her vil jeg ikke , tilføicde han leende ; 
men den kære Lotte skal være min finantsminisfer , 
hahahaha ! 
Viktor blev vred . 
— jeg lover , så sandt der lever en gud i 
himlen , at jeg — hvis de atter i mindste måde 
prøver på at forulcilige min moder vil forfølge 
dem hvorhen de end flygter , at jeg vil opsøge dem , 
om de så graver dem ned under jorden , og overgive 
dem til retfærdigheden . Vælg nu , gå bort 
med de ting de har stjålet , og betræd aldrig oftere 

dette hus , eller kom igen , og politiet vil få deres 
signalement opgivet . 
— dreng ! råbte forbrydere » rasende . 
— vælg , men skynd dem , svarede sønnen og 
trådte hen til en klokkestreng . 
Støveren gjorde mine til at fare hen imod ham . 
Viktør standsede ham . 
— et skridt endnu , og hele huset er allarmeret , 
råbte han heftig . 
— du for ikke ringe , thi derved ville du , stolte 
hvalp , fortælle alverden , at din fader er en løsladt 
forbedringshusfange , en indbrudstyv . 
Sønnen blegnede . 
-- om så hele verden får det at vide , vil 
jeg dog slå fast ved min beslutning , sagde han med 
rystende stemme . For sidste gang , vil de gå , eller 
skal jeg . . . 
- godt , min spirrevip , jeg går ; men du 
kan ikke til enhver tid hænge over din moder , når 
hun engang er alene kommer jeg igen , og . . . 
— også dette tilfælde har jeg forudsect ; fordi 
jeg er borte vil hun dog have den fornodnc beskyttelse . 
Grosserer Dalsgård vil sikkert træde i mit sted . 
- igen denne Dalsgård ! mumlede forbryderen 
med et hyæneuktryk i det skumle åsyn . Jeg må 
døg se at skaffe mig ham fra halsen . 
Han indså imidlertid , at der for ham intet andet 
var at gøre , end at gå sin vej . 
' med et ironisk buk , idet han kyssede på fingeren , 

listede han sig bort og love moderen og sønnen 
alene tilbage . 
Hun havde grædende kastet sig ned på en stol ; 
sønnen stod oprejst ved hendes side og sorsøgte med 
de kærligste ord at irøste og berolige hende . 
Endelig fattede hun sig , omfavnede Viktor og sagde : 
— kæreste Viktor , tilgiv mig , at jeg har holdt 
dig i uvidenhed om , at din fader endnu lever og 
fører et så skammeligt liv . Jeg var meget ung , da 
vi blev forlovede , kun 17 år ; hans smukke udseende , 
galante væsen og smigrende tunge gjorde et dybt 
indtryk på mig og denne fortryllelse vedvarede indtil 
jeg to år efter blev hans kone . Lidt efter lidt 
gik det op for mig , at jeg havde gjort et dårligt 
valg , at de glimrende egenskaber kun var en skal , 
der dækkede et hult og fordærvet indre . Ved din 
fodsfi , et år efter vort bryllup , trøstede jeg mig 
noget ; den kærlighed jeg tabte for faderen ovcrfsrte 
jeg på dig . Således gik det en lang tid ; min 
mand havde ophørt at bryde sig om mig og sszte 
sine glæder udenfor huiet , da — o , jeg gyser ved al 
tænke tilbage derpå , en Asien medens vi spiste , du 
lå og sov sødt i din vugge og alt så så hyggeligt 
og fredeligt ud , — da åbnedes Deren , politiet 
trængte ind og arresterede din fader ; ham , som nylig 
er gået herfra . En ubeskrivelig smerte fyldte mit 
bryst og kun^vazt formåede jeg ai fremstamme et 
spørgsmål om , hvorfor han blev arresteret . — for 

verelfalsk og bedrageri mod det handelshus , hvorved 
han har været ansat , svarede en politibetjent . De 
førte ham bort . Under den mod ham indledede sag 
fremkom der en sådan mængde smudsige streger , at 
netten dømte ham til 7 Års tugthusstraf . For at 
erstatte de skadelidende tog rettens folk alt hvad vi 
ejede . Det gjaldt imidlertid om , at bevare dig imod 
nogensinde at træffe sammen med ham , som sikkert 
ville have en fler indflydelse på din fremtidige stilling ; 
jeg afrcistc hemmeligt her fra byen . Min gamle 
onkel undersiøitcde mig og ved hjælp af håndarbejde 
og information sioge vi os ganske godt igennem 
ovre i Varde ; ikke sandt , vi vare lykkelige der ? 
— meget lykkelige , moder . 
— da onkel døde for to år siden og efterlod 
mig de mange penge var der hengået 18 år siden 
at jeg havde hørt noget om din fader , du var netop 
dengang kommen ind i ministeriet . Opholdet i Varde 
blev mig uden din nærværelse for trist ; måske , 
tænkte jeg , var din fader bød , bortrejst eller på anden 
måde fjernet . Vi tog herover , førte et lykkeligt 
liv og nu ? 
— med guds hjælp , sagde Viktor , vil vort 
lykkelige liv ikke blive forstyrret . Hin mand , der som 
en dæmon trænger sig imellem os , må blive uskadelig . 
Jeg takker dig for din kærlige hensigt ved at have 
skjult sandheden om min fader for mig . Jeg troede , 
som du fortalte mig , at han var bød på det salte 
hav , og ofte har jeg i tankerne udmalet mig hans 

billede kækt kæmpende med de ville vover ; dog , det 
er kun en illusion mindre , den skal ikke kue mig . 
Efter at have ordnet værelset og eftcrseet døre 
og låse , gik moder og søn hver til sit igen . 
Sålænge moderen havde været tilstede , var 
Viktor rolig , fattet , næsten munter . Næppe befandt 
han sig imidlertid i sit eget værelse før han kastede sig 
på knæ ved siden af sengen og bad . 
Og hvad var indholdet af denne bøn . 
Han bad gud om styrke til at rive Klara Dalsgårds 
strålende billede ud af sit hjerte , han bad 
gud om mod til at sky hende før evig . For midnat 
havde håbet været lyst og klart ; nu var det blegnet . 
Hans retskafne karakter oprørte sig imod at binde den 
smukke piges skæbne til sin og fortie den omstændighed 
at han var en søn af en af Københavns 
dristigste forbrydere . På den anden side ville 
grosserer Dalsgård , de : vidste han , aldrig indvillige 
i at give sin datter til forbryderens søn . „ Han bad 
længe og inderligt . 
Da solen kastede sine første stråler ind ad 
vinduerne , rejste han sig , klædte sig på og gik ud . 
Det var med en ejendommelig tung følelse han denne 
gang gik forbi messingpladen med „ C . Dalsgård , 
grosserer “ ; den skinnede jo ikke længere før ham . 
Med laste tunge trin var støveren imidlertid 
gået ned ad trapperne , havde adstadigt oplukket 
gadedøren og tillukket den igen . Tæt indhyllet i 

kappen og forsigtigt knugende det raslende sølvtei 
hvergang han mødte nogen , og især da , når denne 
nogen var en politibetjent , gik han hurtigt afsted og 
bankede meget tidlig om morgenen på viceværtens 
skodder , gennem hvis sprækker der skinnede et lys . 
Den værdige Larsen , der med urolig bekymring 
havde afventer støverens ankomst , for , hvis der var 
gjort bytte at dele med ham og i modsat fald , at 
tjene en lille sum ved at overgive ham til politiet , 
som forøver af jndbrudet , åbnede strar Deren og 
spejdede forsigtigt til begge sider , dernæst skubbede 
han Villiam ind i stuen med et stød , som bragte 
sølvtøjet til at klingre . 
Viceværtens fæle latter fyldte værelset . 
— det klinger godt , støver , bravo ! Du har 
gjort et godt bytte . 
— Inie så tosset endda , sagde støveren med et 
grin og trak en mængde spiseskeer , tteskeer , gafler , 
en ttepotte , tænger , potageskeer og andre sager af 
sølv , frem fra den rummelige kappe , hvis mange 
lommer vare anbragte særlig i det øjemed at gemme 
tyvekoster i . 
— hvad siger du til det ? sagde Villiam triumferende . 
Og her er damens tegnebog , lad os undersøge 
den i forening . 
— fly mig den ! råbte viceværten , medens 
hans øjne tindrede af begærlighed og fryd og han 
greb efter tegnebogen . 

— vist ikke ; kom sæt dig ned , rolig , gamle ! 
Se her , død og pine , dej er brune Sedler ! 
Værten ralle dem , — en , to , tre , fire . Fem , 
serhundrede daler , og halvtreds i „ Blåmænd “ . 
— støver ! udbrød han begejstret , du er uførigneli 
g . 
— giv mig nu først en skraber af det ægte 
slags , så gå vi over til „ Forretningerne “ , mente 
Villiam . 
Værten hentede i sin begejstring en flaske ægte 
genever og skænkede , skælvende af glæde , i to store 
glas . 
— dit velgående , gamle skøver ! råbte han . 
— gid vi få mange af denne slags forretninger , 
sagde Villiam ; så vare vi snart rige mænd . 
Efter først at pengene vare delte på den af 
værten betingede måde , hentede han en sølvvæg t 
og vejede salvet nøjagtigt , idet han mumlede i skæget : 
— fortrinlige varer , gammelt godt stads . Der 
er , henvendte han til Villiam , som du seer , 382 lod , 
jeg gi ' er dig 2 mk- 8 sk . for lodder , det er mere 
end jeg ellers plejer at give ; thi du , himmelgavtyv , 
har rent laget mit hjerte med storm ! 
— nej , Larsen , mente forbryderen ; du må gi ' e 
mig 3 mk . for loddet , del er det mindste dej er værd . 
— 3 mark ! Du godeste gud ! hylede hæleren ; 
men bedste ven , betænk min risiko . 
— det har jeg alt sammen betænkt ; men i dette 

tilfælde er der ingen risiko . Du kan sælge tøjet 
som det er , uden fare for dig eller mig . 
— hvorledes ? 
Støveren fortalte ham nu nattens begivenheder . 
Den listige hæler skoggerlo , slog ham på skulderen 
og ønskede ham til lykke med den kønne familie . I 
skn overvættes glæde og da der intet var at risikere 
gik han i et og alt ind på Villiams forlangende 
og de skiltes først klokken 8 om morgenen , tilsyneladende 
som perlevenner . 
— han kan blive mig en hel guldfisk . ' mumlede 
viceværten og gned sig i hænderne 
— jeg tror , at jeg for fremtiden vil operere 
på egen hånd , sagde Villiam , da han halv beruset 
steg op ad den skrøbelige slige . Han bliver mig 
alligevel for dvr i længden . 
4de kapitel . 
Familien Dalsgård . 
I en smuk spisestue sad morgenen efter indbrud « 
En familie , bestående af fire personer , ved frokostbordet . 
Det bøje , elegant møblerede rum , det smagfuldf 
dækkede bord med sølvthemaskine , soivthepotle 

og andre redskaber af dej samme værdifulde metal , 
vidnede om rigdom . 
Af de fire tilstedeværende personer kende vi den 
ene , husfaderen nemlig . Vi stiftede hans bekendtskab 
under sørgelige forhold ; men læseren vil sikkert ikke 
have glemt grosserer Dalsgård , der så smukt tog 
sig af ven gamle nedtrykt- og svage kone . 
Den unge mand , der sidder ved hans side , er 
sønnen , Sophus Dalsgård , juridisk kandidat og 
ansat på del samme kontor som vikior Smidt ; derfra 
skriver sig deres bekendtskab . 
Nærmest ham sidder en ældre dame , på hvis 
åbne , sorgfri åsyn den reneste godhed og velvilje 
står malet , og den fjerde person er frøken Klara , 
en nydelig syttenårig pige , med rene , smukke træk , 
himmelblå øjne , og lange lyse lokker . Vi vide , ak 
hun har fordrejet hovedet på to af de unge mennesker 
vi have omtalt . Hvormange der ellers sværme 
for den unge dame , skulle vi lade være usagt ; rimeligvis 
er deres antal meget stort . 
Samtalen var meget livlig og angik et bal , som 
grossereren samme aften ville afholde . 
En tjener trådte ind med et drev han havde 
modtaget af enkefru smidis pige og som han leverede 
sin herre , denne bred seglet og læste det . 
— hvor det er kedeligt , sagde han , efter at have 
læst det korte indhold . Fru Smidt er i nat bleven 
syg , hun kommer ikke i aften og Vikfor heller ikke ; han 
vil ikke forlade moderen . 

en skygge af misfornøjelse lagde sig i dette 
øjeblik over den unge piges pande ; hun udbrød 
uvilkårligt : 
— hvor kedeligt ! 
— ja , sagde fruen , det er mig meget imod ; jeg 
har glædet mig til at få en fornuftig samtale med 
Fru Smidt , og hvad Vikfor angår , tilføjede hun og 
så venligt forskende på datteren ; så ville damerne 
vel blive fortvivlede . 
Klara blev rød , men svarede ikke . 
— de må komme , sagde Sophus og rejste sig ; 
del er måske kun en forbigående upasselighed og 
iaften kan alt være godt igen . I alle tilfælde er 
Vikfor jo ikke syg , og såfrcml moderens sygdom 
ikke er farlig , lover jeg at bringe ham med . 
Skyggen på Klaras pande blev lysere og forsvandt 
til sidst aldeles . Hvorfor skulle vi egentlig skjule 
det ; uden Vikfor Smidt brød hun sig ikke om ballet . 
Det var med velberåd hu at Vikfor Smidt ikke 
ønskede at komme på ballet . Hans moders upasselig 
hed , fremkaldt af del uventede gensyn og skrækken , 
var kun ubetydelig ; men den var ham dog velkommen 
som påskud . Efter det løfte han havde aflagt om 
natten turde han ikke se frøken Klara mere . 
Der var dog kun efter en hård kamp med sig 
selv af han skrev brevet , men han følie sig dog lettet , 
da det var afsendt . Samtidig var det imidlertid som 
om han rev sit hjerte ud af brystet ; med beflulningen 
om af glemme hende var al hans glæde ded i 

denne verden , — han måtte for fremtiden opgive 
al livets lyst og glæde . 
Det var med ikke liden forundring af Sophus 
Dalsgård trådte ind i familiens dagligstue og ikke 
alene traf Viktor , men også møderen , der vel så 
noget bleg og nedslået ud , men ellers ikke havde det 
ringeste spor af nogen sygdom . 
— det må bestemt være en fejltagelse ! udbrød 
han forundret . 
— hvilket ? 
— brevet , naturligvis . Der er to tilskrevet os 
af de var syg , bedste Fru Smidt . 
— kære barn , du har i din ængstelighed 
overdrevet mit ildebefindende , sagde hun henvendt til 
sønnen . Vel sandt , jeg selv ville kun mødigt have 
gået ; men du ? 
Sophus anvendte alle fine overtalelsesevner . 
Viktor rokkede ubestemt frem og tilbage på stolen . 
Han havde vel gyldige grunde til for fin egen 
person at blive borte fra ballet ; men ban turde ikke 
fornærme en familie , der til enhver tid kun havde 
viist moderen og ham godhed og artighed . 
Fru Smidt rejste sig nu langsomt af stolen og 
sagde med sagte men bestemt stemme : 
— for at berøve dig dit eneste påskud , min 
ven , så erklærer jeg herved , at jeg selv vil komme ; 
man kan også drive sin hensynssvldhed for vidt og 
derved berøve sig selv nydelser , der ikke kunne erstattes 
senere . 

og med disse ord så hun så vist på sønnen , 
så på ham med et så sikkert og klart blik , at 
det pludselig gik op for ham , at hun kendte hans 
hemmelighed , at hun vidste hvorfor han afslog indbydelsen , 
men at hun tillige misbilligede hans vesiutning . 
— nuvel ! udbrød han med en slags sremkunstlet 
munterhed ; da min moder befaler det må 
jeg adlyde . Tro mig , jeg kommer heller end gerne . 
— jeg vidste det nok , sagde Sophus glad . Du 
er ellers en prægtig fyr i grunden . Hør , vi følges 
vel ad til kontoret , jeg leder kun ned for at tage 
hat og frakke på . 
Med disse ord lød han ud af stuen . 
— æin kære dreng , hviskedee Fru Smidt grædende 
til Viktor ; min eneste , elskede søn , tror du 
ikke at din møder længe har kendt den hemmelighed , 
som i så lang tid har opfyldt dig ? Strar da jeg 
hørte at du ikke ville komme på ballet , anede jeg , 
at nattens ulykkelige begivenheder havde bragt dig 
på den tanke , at ofre dig selv og din kærlighed , 
fordi din fader hører til menneskehedens udskud . Du 
ville ikke drage Klara med dig ned i hvad du betragter 
som en dyb afgrund . Tro mig , min ven , 
det er en falsk beregnet æresfelclse , thi — hvis 
Klara også elsker dig , og jeg tror hun gør det — 
blive i begge ulykkelige . Jeg vil ikke hermed sige , at 
du skal fortie hende dit ulykkelige slægtskab , ingenlunde ; 
det er din pligt , thi hun vil , hvis hendes 

kærlighed er ægte og som den bør være , ikke ringeagte 
dig for det . men kun slutte sig fastere og tættere 
til dig 
— jeg ved ikke , møder , svarede sønnen ; for 
mig slår de » som en nødvendighed at frasige mig 
hende og min lykke ; give gud , at jeg må komme til 
en anden erkendelse . 
Med disse ord ilede ban ud af stuen og ud på 
gaden , hvor han i følge med Sophus gik sindigt og 
fattet op på sit kontor i den røde kanccllibygning . 
Han anede ikke ar der bag gardinet på første 
sal stod en ung pige , der redmcnde og med strålende 
øjne tittede ud efter ham . Hun havde i samme 
øjeblik fået at vide , at han dog ville komme på 
ballet , og hun troede selv at have nogen skyld i den 
forandrede beslutning . 
Hun anede ej heller , at der bag petroleumsstafferne 
i urtekræmmerens vinduer lige overfor stod et 
tyveårig ! , varmblodet menneske , hvis øjne med beundring 
vare heftede på hendes smukke ansigt , og at 
dette menneske kort efter trak sig tilbage til sin plads 
bag disken , idet han sagde : 
- hun er en engel ! men jeg ved dog ikke . . . 
Jomfru Marie er nu mere efter min smag 
så kom balastenen . Salen var dekoreret på 
del prægtigste , med blomsterguirlander , malede skjolde 
og kostbare silketæpper . 

dog , vi ville ikke trætte den ærede læser med 
beskrivelsen af al den pragt , der herskede i salen , 
men derimod henvende opmærksomheden på enkelte 
personer af selskabet . 
Der er nu først baron uglehfclm , — baron er 
han , men penge mangler han , derimod bliver han 
stedse forfulgt af rykkere i massevis . Han ville så 
inderlig gerne knytte sin skæbne til den rige grosserer 
Dalsgårds datter . 
Han er just i færd med at fortælle Klara en efter 
hans mening særdeles interessant hofhistorie . Klara 
hørte aldeles ikke på ham . hendes tanker vare hos 
Viktor . Baronen vedblev at kile løs på sin historie , 
og han blev henrykt da han pludselig så Klaras øjne 
stråle og en mild nødme at bedække hendes kinder . 
Det måtte være af interesse for hans historie , mente 
han , men da han fulgte retningen af hendes blik , 
så han det hvile ikke på sig , men på et ungt , smukt 
menneske , der ledsaget af en ældre dame var trådt 
ind i salen . 
— gudskelov at de nu er rask igen , kære Fru 
Smidt ! råbte Klara og løb hen til de indtrædende . 
Barønens pande rynkedes af harme , og hoisf 
fortrydelig over hendes mangel på „ Sands for det 
Nette “ ved at forlade ham , vendte han sig til en anden 
dame , der med slorre opmærksomhed hørte på hans 
intetsigende snak . 
Det var med en blanding af glæde oa smerte 
at Viktor Smidt gjensåe den unge pige . Han turde 

jo ikke gøre sig noget håb om hende — faderens 
skændsel stod klart for hans blik . 
Klara havde ventet at blive engageret til den 
første Dands af Viktor , og havde af den grund afslået 
baronens anmodning . Til sin store misfornoielse 
bemærkede hun imidlertid , at Viktor ligesom 
skyede hende , at han ikke engang så til hende . 
Hun anede ikke grunden hertil og blev fornærmet . 
Baronen havde imidlertid atter nærmet sig , for 
at bede hende om den næste Dands . 
- undskyld , hr . Baron , sagde hun ; ved en 
fejltagelse afslog jeg for deres tilbud om den første 
Dands , men hvis de ikke er optaget , slår den nu 
til deres tjeneste . 
Baronen blev henrykt . Med en scirherres mine 
førte han hende hen over gulvet og ind i de dansendcs 
rækker . 
Viktor følte en rædsom smerte i sit indre ved 
at se hende danse med en anden . Dog , han lunde 
jo ikke bebrejde hende derfor . 
Med fortvivlelse og skinsyge i hjertet gik han 
ind i et sideværelse , der kun svagt oplystes af et par 
borlys han kastede sig på sofaen og hengav sig 
til sine mørke grublerier . 
Hvorlænge han havde siddet således vidste han 
ikke . men han vækkedes pludselig af halvhviskende 
stemmer , og ved at se derhen , opdagede han baronen 
og Klara , der eiensynlig søne en vigtig samtale . 
Viktor lyttede med spændt opmærksomhed . 

frøken ! læspede baronen . De kan umulig 
være ubekendt med at jeg elsker dem . Ja , jeg elsker 
dem , jeg tilbeder dem ! 
Klara så foragtelig på ham . 
-- jeg ville ikke have erklæret mig endnu , vedblev 
baronen , hvis de ikke ved deres jmødekommcnhed 
imod mig i aften havde gjort det sandsynligt , at 
jeg ikke var dem ligegyldig . 
— jmødekommenhed , stammede den unge pige . 
— ja , således kalder jeg det , når en ung dame 
uden afbrydelse tager imod en herres kur . 
Harmfuld over baronens dristighed udbrød Klara 
med rystende stemme : 
— de tager fejl , hr . Baron . I deres forfængelighed 
troer de at have sporet en imodekommonhev , 
som ikke eksisterer , og jeg erklærer dem herved 
at de er mig aldeles ligegyldig . . . at jeg aldrig 
kan have nogen kærlig tanke for dem . 
Hun gjorde en dyb kompliment for baronen , der 
rasende stirrede på hende , og derpå - uden at værdige 
hente noget svar , styrtede ud af værelset og forlod 
huset , opfyldt af skrækkelige hævntanker mod den 
familie , der forsmåcde den ære at træde i forbindelse 
med ham . 
Fra denne stund havde familien Dalsgård en 
uforsønlig fjende i ham . 
Han begav sig strar hjem , kastede sig på en Sosa 
og gav sig til at gruble over en hævnplan . 
Resultatet af denne grublen vil snart fremstille sig 

for den ærede læser . Fra nu af svævede en mørk 
uvejrssky over grossereren og hans familie ; snart 
vil den udspy ødelæggelse og elendighed over dem . 
Da baronen var gået og Klara således trøede 
at være ene , mistede den stakkels pige dej ; fasthed , 
der havde opretholdt hende lige overfor ham . Hun 
brast i gråd og skøttede hulkende hovedet mod den 
kolde vinduespost . 
Hun bemærkede ikke at viktør havde nærmet sig 
hende , kastet sig på knæ , og først da han greb hendes 
hånd for hun sammen og kastede et halvt forskrækket , 
halvt glad blik på sin knælende elsker . 
— Klara ! sagde viktør i en bedende tone . Kan 
de tilgive min opførsel i aften ? 
— tilgive ! tilgive dem , svarede den unge pige . 
Men jeg har jo ikke rettet nogen bebrejdelse mod dem . 
— Just ikke ligefrem , men deres tårer forårsage 
mig samvittighedsnag . Kæreste Klara , hvorfor 
skal jeg skjule det længer for dem . . . ja , jeg elsker 
dem , elsker dem af min sjæls hele fylde , elsker dem 
således som en engel som de bør elskes . Jeg har 
forgæves søgt at udrive disse følelser af mit hjerte , 
men det er mig aldeles umuligt . Sig mig , Klara , 
gjengjælder de mine følelser ; føler de nogen venskab 
ør mig ? 
Klara svarede intet herpå ; hun så kærlighedsfuldt 
på ham , og Viktor forstod hendes stumme , men 
dog for ham så veltalende sprog . 
Han rejste sig hurtigt , og omfavnede hende for at 

give hende det første Kys , medens Klara med næppe 
hørlig stemme hviskedee : 
— ja , biklor , jeg har alt længe elsket dem ! 
Idetsamme trådte nogle balgjæster ind i værelset 
og Klara rev sig hurtig ud af hans favntag og 
løb rødmende ind i balsalen . 
5te kapitel . 
Komplottet . 
Kjøbcnhavn har ikke noget egentligt forbryderlvarlcer 
eller et organiseret forbrydcrlaug , som de fleste 
andre hovedstæder . I almindelighed arbejder hver 
forbryder for sig , og kun ved meget vanskelige tilfælde 
indvier han en kollega i sine planer . Følgen 
heraf er , at forbryderne bo eller er spredte rundt 
omkring i staden og kun i visse gader på Kristianshavn 
findes der forbrykerhuler , hvor de fleste af de 
besagende er ældre og yngre tyve , falsknere , 
bedragere og andre overtrædere af kriminalloven . 
Næsten alle have de været straffede og gjort hverandres 
bekendtskab i landets forskellige tugthuse . 
Ligeså stor en pine det er for en mand , der har 
været straffet for en overtrædelse as loven , men som 

er fast besluttet på at føre et bedre levnet , at møde 
en kollega fra straffeanstalten , ligeså stor en glæde 
er det for forbryderen af profession at mødes igen 
efter udstået straffetid . 
Der tales om de gennemgåede lidelser , om kammeraterne 
„ derinde “ , og ofte lægges planer til nye 
forbrydelser , der naturligvis atter bringe ophavs « 
Mændene i politiets hænder . 
Vi have sagt , at der på Kristianshavn findes 
adskillige tyvehuler , hvor forbryderne have deres 
tilflugtssted , og vi ville nu bede den ærede læser om 
at følge os til en af de mest bekendte af disse . 
Vi træde ind i et temmelig stort lokale , en dyb 
kælder , beliggende i en af Kristianshavns snevreste 
gader . 
Rummets loft og vægge have engang været 
hvide , men er nu overtrukne med et tykt lag smuds 
og skimmel , der udsprede en klæbrig fugtighed . 
To små vinduer , der vende ud imod en lille , 
afskyelig gård , er — da det er aften — bedækkede 
med skodder . 
I et hjørne af stuen slår en stor kakkelovn , 
der udspyer en stegende hede , og i forbindelse med de 
fugtige vægge frembringer en tung , usund luft , der 
fordærves endnu mere af tobaksrøg og en gjennemrængenbe 
lugt af det simpleste brændevin og stegte 
sild . 
Møblementet er tarveligt nok , det består kun af 

et par lange , smudsige træborde med dertil hørende 
bænke . 
Udenfor , ud imod gaden , ligger butikken , hvor 
værten har travlt med at erpedcre en del kunder , som 
indkøbe deres varer i den mindst mulige kvantitet , 
der er at få for penge . 
I gæstestuen sidder der kun to mænd , der føre 
en dæmpet , ivrig samtale . 
De dampe dygtigt af et par korte tobakspiber , 
og skiftes til at drikke af et ølglas med brændevin 
i , der står foran dem på bordet . 
Den ene af dem have vi tidligere set , det er vor 
gode bekendt Villiam støver ; den anden , haltesøren , 
må vi først præsentere . 
Læseren erindrer måske at det var Halte-sørens 
datter Stine , der havde underrettet viceværten så 
godt om lokaliteterne i stedet på store Kjøbmagergade . 
Halte-toren havde ikke noget tiltalende ydre og 
han haltede stærkt med det venstre ben . 
For noget over tyve år siven var han bleven 
pågreben under udforelssn af et indbrud , og havde 
sat sig drabeligt til modværge . Et slag af en jernstang 
havde brudt hans venstre lår og skaffet ham 
denne lezemsbcskadigelse . 
I tugthuset havde han stiftet bekendtskab med 
støveren . Denne , der dengang ikke var meget fordærvet , 
kom dog snart til med en vis beundring at 

betragte den ældre , snu forbryder , og blev hans lærvillige 
elev . 
Da straffetiden var forbi kom de omtrent samtidig 
ud . I forening udførte de da forskellige førbrydelser 
; de blev opdagede og indsatte på ny . 
De vidste altid at finde hinanden , når de vare 
på fri fod , og der fandtes en slags virkelig sympatti 
sted imellem dem , så at den ene ville have 
taget sig den andens død meget nær . 
Sirar efter udførelsen af det heldigt forøvede 
indbrud , havde støveren opsøgt sin kammerat , der 
befandt sig under lige så uheldige omstændigheder som 
ham , og havde givet ham enkel af sin lvcrflødighcd . 
Det var et smukt træk , et træk der vidnede om , 
at der selv hos det mest fordærvede menneske findes 
en gnist af en eller anden god egenskab , der minder 
om dels oprindelse . 
I otte dage havde de værdige venner nu sollet 
og sviret , ja formelig ost penge ud . Det lakkede nu 
til ende med den så let erhvervede formue . 
Vi træffe dem derfor i en dyb rådslagning angående 
måden at erhverve sig flere penge på , til 
at fortsætte deres nuværende levevis . 
Naturligvis havde Villiam fortalt sin ven om det 
uventede gensyn med konen og sønnen . 
Støveren havde , trods sønnens alvorlige påmindelse , 
stor lyst til- at gøre sin genfundne familie 
nok en visit . 

den fornuftigere Halte-søren fik ham dog talt 
derfra . 
— nu er de årvågne , sagde han ; og har 
hvalpen arvet din bestemte karakter , holder han , min 
salighed , ord . Vent til der er gået nogen tid , så 
tro de atter at der er fred og ingen fare ; da er tiden 
før en flink gut at bruge brækjern og Dirk . 
Disse argumenter slog sioveren , der ikke besad 
så lidet af den letsindighed , der er forbryderne egen , 
og som ved ethvert angreb på den borgerlige orden 
bestandig tænker : „ det går nok , denne gang bliver jeg 
ikke nappet ! “ medens det dog altid viser sig , at ikke 
en af ti forbrydelser forbliver uopdaget . 
Under samtalen var der imidlertid kommen to 
mænd ind i butikken . 
Den ene begav sig , efter at have verlet et næsten 
umærkeligt nik med værten , ind i dennes private 
stue , der kun ved en dør var adskilt fra den skumle 
gæstestue . 
Den anden var , trods hans tarvelige påklædning , 
dog synlig ille hjemme i disse omgivelser . Med en 
forstilt grov stemme forlangte han „ En og en halv “ 
Og slentrede tilsyneladende ligegyldigt ned i gæstestuen , 
hvor ban satte sig i et morkl hjerne , hvorfra 
han ivrigt iagttog de 10 forbrydere . 
Trods den simple klædedragt , de halvsværtede 
kinder og hænder , have vi dog allerede i ham genkendt 
baron uglehjclm , Klaras forsmåede bciler . 

men hvad vil denne salonløve her i tyvehullet 
? 
Tålmodighed , vi skulle straks få det at høre . 
Den anden mand , der begav sig ind i værtens 
værelse , har i dette øjeblik afiaget sin lådne hue , 
sin tykke frakke og bælvanlcrne , og vicevært Larsens 
fede , lumske skikkelse kommer til syne . 
Han guider sig let i hænderne ; det sædvanlige 
brede grin farer hen over hans ansigt . 
Han bøjer sig varligt ned til nøglchullet . åbner 
klappen og titter forsigtigt ind i stuen . Han spidser 
forbavset læberne ved synet af støvcrcn og haltesoren . 
— hø , hø , mumler han ; det er bestemt noget 
godt i to udruge sammen ; men i tage vel mig med . 
Hans blik salder derpå på baronen . 
For en så dygtig mcnneskckjender som Larsen er 
det let at gennemskue dennes forklædning . I et øjeblik 
har han i ham cpdagel den fine herre . 
— hø hø ! mumlede han atter , da han så den 
urolige , spændte opmærksomhed , hvormed baronen 
betragtede de to forbrydere ; det er ingen opdager , det 
jeg ved , — det er fin fyr , som vil have noget udført 
og som søger medhjælpere . Jeg tror nu næsten 
vi blive fire om den spøg . 
Han tog umærkeligt en stol , som han satte hen 
til tøren og gav sig med vorcnde deltagelse til at 
lytte efter den samtale , som udspandt sig derinde . 
Hvad den angik vil nu blive fortalt . 

sloveren og halte-sørcn vare endelig blevne 
gjorte opmærksomme på den levende deltagelse , hvormed 
baronen betragtede dem ; deres onde instinkt 
sagde dem , at det næppe var en af deres ligemænd , 
men mulizen en opdagelsesbetjent , de havde for dem . 
Hvor sikker en forbryder af profession end er 
på , at han fuldstændig har udsonet sig med loven , 
holder han dog ikke af at blive set efter i gommene , 
og det værdige par rejste sig derfor næsten på engang 
og lavede sig til at forlade kælderen . 
Dette var imidlertid en streg i regningen for 
baronen ; han så eller troede at se et par folk , 
som for en god betaling ville stå ham bi i let forsæt , 
han havde fattet . Han havde kæmpet med sig 
selv om af give sig i flige folks magt og derved 
forhaler udførclsen af sine planer ; han så nu , af 
det afgørende øjeblik var kommen , da han måtte 
bestemme sig . 
— stop lidt ! råbte han til dem ; kom herhen 
og drik et glas med mig . 
Støveren og Halte-søren standsede og så forbavsede 
på hinanden . 
Del kunne altså ikke være eu opdager , de havde 
for sig ; thi de plejede aldrig af drikke med de opdagede . 
— kom her , vedblev baronen , der nu fuldstændig 
havde antaget sin tidligere kolde rolighed . 
Sid ned . 
Han bankede i bordet og værten trådte ind . 

— kom med noget brændevin og øl , sagde han ; 
men af det bedste de har . 
Villiam og Halte-søren vare nu visse i deres 
sag . Det kunne ikke være nogen opdager ; måske 
den fremmede havde arbejde til dem . 
Indtil værten havde bragt varerne taltes der 
ikke et ord ; da man havde drukket et glas brændevin 
sammen , sagde baronen hviskende : 
— jeg antager da , af vi ikke blive belurede ! 
— mi , svarede ssren , det kan de være sikker 
på , vi ikke blive . Værten selv er noget døv , hans 
kone ligger for øjeblikket på hospitalet og pigen 
rumsterer altid i kjokkenet . 
— det førekommer mig dog , at der samtidig 
med mig kom en tyk , ældre mand , som gik ind ad 
den anden dør i butikken , indvendte baronen . 
— nå ja , sagde seren ; det kan jo nok have 
sin rimelighed ; der boer en tyk spillekanter oppe på 
første sal , og han plejer at gå igennem her , for at 
komme op til sit Kammer . 
— meget godt , sagde uglehjelm beroliget ; vi 
ville altså gå til sagen . Jeg antager , at jeg har 
to mænd for mig , som ikke er bange for døven og 
djævelen selv , når de blot tjene penge . 
Denne kompliment smigrede de to venner overordenlig . 
De lo så det klukkede i dem . 
— det kan de være stedt på , hr . . . . hvad 
de ellers hedder ; det er to raske mænd , de har for 
dem . Han der , almindelig kaldet Villiam støver , 

har „ siddet “ i atten år og jeg , Halte-søren , som 
jeg kaldes , vedblev han og brystede sig , er mere hjemme » 
Vant i „ Huset “ end udenfor det . De kunne have 
søgt længe , uden at træffe vore lige . 
— derom tvivler jeg aldeles ikke , svarede baronen 
og tvang sig til at smile , medens han dog følte en vis 
indre gru og uro over at befinde sig i dette selskab . 
Det er også sådanne mænd , jeg har søgt , og det 
glæder mig at gjorde deres bekendtskab 
— jligemåde , sagde Halte-søren galant og 
gjorde et plumpt buk ; men jeg kan tænke mig , at 
det drejer sig om en forretning , som Herren ikke gerne 
vil udføre alene , eller måske sket ikke vil være med 
til , men ganske vil overlade udforrlsen til os 
alene ? 
— de har truffet sømmer på hovedet , svarede 
baronen ; jeg vil have en forretning udført , men jeg 
vil ikke i mindste måde indblantes deri . Jeg overlader 
det til dem at bruge deres snildhed og forstand 
på , bedste måde i den omhandlede sag , og 
hvad betalingen angår . . . 
— så tvivle vi ikke om , at de betaler honnet , 
afbrød Villiam ham ; men det beroer da forresten på 
hvad slags arbejde det er . 
— naturligvis ! istemmede Halte-søren . 
Uglehjelm så sig atter forskende omkring i det 
uhyggelige num , men der hørtes ikke en lyd ; man 
kunne have hørt en knappenål falde til jorden , så 
stille var beder . 

— ja , hviskedee han dernæst med dæmpet stemme ; 
det er et farligt stykke arbejde i få at udføre , det 
drejer sig hverken om mere eller mindre end at rydde 
et menneske afvejen . 
Hvor forhærdede end de to forbrydere vare , for 
de døg forskrækkede tilbage . 
De ville under uksørelsen af et arbejde , når 
de blev overraskede , næppe have betænkt sig på at ofre 
den , der ville lægge dem hindringer i vejen og måske 
bidrage til deres pågribelse , — men herfra til et 
koldblodigt , overlagt mord var der døg et langt Spring 
og vi må tilstå det , endnu vare deres hænder ikke 
plettede af blod . 
Der blev en dyb taushed i stuen . 
Kammeraterne betragtede baronen , der på en 
så rolig , fattet måde havde gjort dem dette rædselsfulde 
forslag . 
— nå , har jeg taget fejl , eller er i virkelig 
de mænd , som jeg fra begyndelsen af antog eder for 
at være ? hviskedee baronen atter . 
— det er en skem sag , svarede halte Soren i 
samme tone . Det vil koste os vor Hals , hvis det 
bliver opdaget . Han rystede alene ved tanken om at 
skulle ende et liv , der for ham dog kun var fuldt af 
sorg og nød . 
Baronen tø hånligt og gjorde mine til at rejse sig . 
— tøv lidt , sagde støveren , der atter fattede 
mod ; lad os da i det mindste få at vide hvem det er 
der skal række Hals , og hvor meget de vil give os ; thi de 

kan vel nok begribe at vi ikke for en slik ville sætte 
knappen i vove . 
— nå , svarede baronen , og hans ansigt opklaredes ; 
det kalder jeg talt som en fornuftig mand . 
. . . Hvem det er det gælder ? . . . Ja , hvad kan 
det nytte at i få navnet at vide ? I kende ham 
dog ikke . . . Desuden , hvem borger mig for eders 
taushed ? 
— vi have aldrig forrådt en kammerat , svarede 
halte-sørcn , der atter vpmandcde sig . Vi have 
også vore egne begreber om ære , „ Ærlighed blandt 
tyve “ kalde de fine folk det . Vi er ikke tjente med 
at forråde deres hemmeligheder . 
— nuvel , så hør da , sagde baronen så sagte , 
al det næppe var hørlizt ; navnet er — Dalsgård ! 
Inde i værelset ved siden af , havde Larsen med 
den yderste opmærksomhed lyttet til forhandlingernes 
gang . Da talen kom på offerets navn , anstrengte 
han forgæves fin høreevne , men ordet undgik ham 
dog ; han skulle imidlertid snart så det at vide . 
— Dalsgård ! råbte støveren , tilsidesættende 
enhver forsigtighed og sprang op ; Dalsgård , grossereren ! 
Jeg er deres , herre , jeg er villig til at gøre 
hvad de ønsker ! 
Baronen blev overrasket over denne heftighed ; 
han spurgte sig selv i hvilken forbindelse Dalsgård 
kunne stå med denne lurvede forbryder ; han ytrede 
sin forundring desangåente . 
— jeg har ikke altid været den , som de nu 

seer for dem , herre , fik han til svar ; engang var 
også jeg den pæne mand , og i få ord fortalte han 
sin historie , fortalte om mødet med moderen , med 
konen og sønnen og udtalte sluttelig en kraftig forbandelse 
over Dalsgård , som den , der ved hver lejlighed 
trådte ham hindrende i møde . 
— sig mig engang , min brave mand , spurgte 
baronen ; hvad hedder de egentlig ? 
— Villiam Smidt . 
— Smidt ! hør , sig mig , de talte om en 
kone og søn , der levede under gode omstændigheder , 
hvor bo disse folk ? 
— i det samme hus som Dalsgård , svarede 
støveren . 
— mærkværdigt , mumlede uglehjelm ; det må 
altså være denne Karls kone og søn , som er skyld 
i , at jeg er kommen i lag med disse kæltringer . 
Hans planer fik nu en anden retning . Oprindelig 
bavde han tænkt på at hævne sig på Klara 
ved at lade det gå ud over faderen , som han iøvrigt 
vidste var imod datterens forbindelse med ham . 
Blev nu grossereren ombragt af støveren , da blev 
en forbindelse mellem Viktor og Klara umulig ; baronen 
havde med skinsygens skarpe blik strar opdaget 
deres gensidige kærlighed . 
Desuden kunne Klara ikke vide at Viktor var en 
søn af en uforbederlig forbryder . Den unge pige 
kunne måske døg blive hans . 
Hans pande opklaredes under disse betragtninger 

og det var med en vis glæde og stør ivrighed at han 
nu sammen med Villiam og halle-løren — der havde 
opgivet sine betænkeligheder og desuden blev lokket af 
udsigten til en god gevinst , — gav sig til at udruge 
den plan , hvis udsørelse , når den lykkedes , ville 
ødelægge en brav , kærlig familie . 
Efter nogen tnakken frem og tilbage blev man 
enig om følgende plan , der havde det lumpne ved sig , 
at man benyttede sig af Dalsgårds bekendte medlidenhed 
mod de fattige > il at lokke hem i den fælde , 
der efter deres mening skulle koste ham livet . 
Man vidste , at Dalsgård nærede megen interesse 
for en familie , der boede i sundbyoestcr på Amager , 
og som han understøttede efter bedste evne . Støveren 
skulle nu skrive et fingeret brev i denne families 
navn , og fortælle , at den led sygdom og nød ; man 
tvivlede ikke om at grossereren da samme eftermiddag , 
som han plejede , ville gå derud . 
På vejen , ikke langt fra huset , skulle haltesorens 
datter , den føromtalte Stine , komme ham 
imøde grædende og klagende over hendes syge moder , 
der var nærved at dø af sult . Dalsgård , på hvis 
menncflckærligc hjerte man gjorde regning , ville 
efter al sandsynlighed strar følge med hende . Hun 
skulle da føre ham over amagersælled til en ussel 
hytte , der kun om sommeren blev benyttet af en 
opsynsmand ved fælleden . 
Der skulle forbrydelsen gå for sig . Liget skulle 
føres bort og nedgraves et andet sted . 

for så vidt vare alle enige . Talen kom så på 
den betaling forbryderne skulle have . 
— 400 rigsdaler er den sum , jeg har bestemt 
dertil , sagde baronen . 
— nej , indvendte den praktiske Halte-søren ; under 
500 gør vi det ikke . 
— og det er endda en lumpen betaling for et 
sådan stykke arbejde , suplcrede støveren . Vi ville 
have 500 daler , eller kontrakten er hævet ! 
Baronen indvilligede modstræbende . 
Han trak sin brevtaske frem og udbetalte forbryderne 
hver 50 rigsdaler . Resten skulle erlægges 
efter fuldbragt gerning . 
Man aftalte nu et nyt møde , der skulle finde 
sted om et par dage på samme sted , før at lægge 
den sidste ordnende hånd på planen , før den skulle 
udføres . 
Ingen havde spurgt uzlehjelm om hvem han var 
og han havde ej heller givet nogen sådan oplysning , 
hvis man havde spurgt . 
Forbryderne følie at de slode før en mand , som , 
om ikke før deres , så før sin egen skyld , nøjagtig 
ville opfylde sin del af kontrakten . 
Baron uglehjelm forlod kælderen , glad over at 
have truffet så villige redskaber . 
Han frygtede ikke før at blive opdaget , selv om 
støveren og halte-soren skulle blive det , hvad han 
iøvrigt ikke tvivlede om . 
Skulle de imidlertid også forråde ham , ville 

Reiten dog sikkert antage det før en fabel , vpspunden 
før at forhale sagen , og han kendte sine forbundsfæller 
før godt til ikke at vide at de efter fuldbragt 
gerning ikke ville lade liget beh lde en trevl på 
sig , der havde værdi . Desuden kendte de ham ikke 
og fluide ci heller lære ham at kende , det lovede han 
sig selv . 
Opfyldt af disse tanker lagde han ikke mærke til 
at han blev efterfulgt af en kort , tyk skikkelse , der 
nøte iagttog enhver af hans bevægelser . 
Det var Larsen , viceværten . 
Han havde under den sidste del af samtalen lydløst 
iført sig sit overtøj , havde sneget sig ud af huset 
og ventet i en gadedør i nærheden , til baronen kom 
ud . Det koste hvad det ville , han måtte vide hvad 
den for ham ubekendte hed . 
Baronen standsede foran et hus i Bredgade , så 
sig omkring og gik derpå ind i huset og steg rolig op 
ad trapperne . 
Larsen blev slående i porten , til baronen havde 
nået første etage , så listede han sig sagte efter ham 
op ad trapperne . 
Baronen standsede ved tredje etage og gik ind i 
sine værelser . 
Nu vidste Larsen nok . 
På vejen gik ban ind til en urtekræmmer og 
lånte en vejviser . Han slog op i denne , søgte Bredgade 
nr . * “ , og læste under tredje etage : 
„ U . Uglehjelm , baron . “ 

med en velbehagelig smisken slog han bogen i . 
Hans spionering var lykkedes . 
— støveren og Halte-søren skal dele med mig , 
sagde han , da han velfornøjet traskede hjemad . — og 
de , hr . Baron , skal snart høre nyt fra mig . Haha , 
du har lykken med dig , gamle dreng ! 
6te kapitel . 
Hvad Peter Henningsen søgte og fandt . 
Peter Henningsen , vor gamle ven fra urteboden , 
havde med længsel afventet søndagen , på hvilken 
han skulle møde Marie og hendes moder . Man kan 
derfor dømme om hans ærgrelse , da hans principal 
dagen i forvejen underrettede ham om , at han var 
bedt ud til middag og at Peter derfor , mod at erholde 
erstatning , måtte blive hjemme , 
han forbandede i sit stille sind såvel principalen 
som middagsgildet og trøstcde sig blot med håbet 
om at komme ud den påfølgende søndag . 
Ungdommen er forfængelig . 
Peter vidste nu meget godt at han var i besiddelse 
af et ganske kønt ansigt og en net figur ; kun 
de røde hænder sørgede han svært over . 

flere aftener itrcrk havde han indsmurt dem i 
koldkrem , før han gik iseng ; men det hjalp ham 
aldeles ikke . 
Den næste søndag , da han skulle møde Mar « . 
Iføne han sig med bankende hjerte sine fineste klæd « 
Og anvendte overhovedet megen omhu på sit toilette . 
Klokken var 3 da han gik op ad volvopgangen 
ved Vestergade . Han havde nemlig viselig besluttet at 
gå hele volden rundt , for ikke at udsætte sig for at 
gå fejl . 
Med en længselsfuld gysen betragtede han allerede 
i det fjerne de damer , som kom ham i møde ; 
men Marie og hendes moder traf han ikke . 
Skuffet i sine forhåbninger vendte han om , da 
han havde nået Østerport , for endnu engang , — lig 
den fortvivlede , der klynger sig til et halmstrå , — 
at gå volden rundt . 
Han havde allerede opgivet håbet for denne gang , 
men uformodet , ved en omdreininz . støtte han på en 
ældre og en yngre dame , der langsomt spadserede hen 
ad Nørreport til . 
Det gav et sæt i Peter — der var jo hans 
ønskers mål , og den ældre dame , der gik ved 
hendes side , målte vist være moderen . 
Urolig og bevæget gjorde han mine til at standse ; 
men han skød da atter hjertet op i livet og gik 
damerne i møde . Det gjaldt om at indlede et bekendtskab 
med moderen , hvorledes skulle det udføres ? 
Marie havde den foregående søndag forgæves 

spejdet efter sin tilbeder , og var bleven urolig og 
mismodig , da hun og moderen vare komne hjem uden 
at træffe ham . 
Datterens nedslåede udseende havde foruroliget 
moderen , der allerede tænkte på at sende bud efter 
sukkerdoktorcn , men Marie fik hende dog derfra . Dog , > 
om natten , da hun var alene , overvældedes hun atter 
af de sørgelige tanker , og græd længe og stille . 
Peter var kendes lille hjertes første flamme , og 
hun bedrøvcdcs over hvad hun troede var ligegyldighed 
fra hans side . Stakkels lille , hun vidste ikke at 
han netop i samme øjeblik lå vågen og tænkte på 
hende . 
Med et ungt hjertes lette håb besluttede hun at 
se den næste sønkag an , før hun aldeles fortvivlede , 
og hendes glæde var derfor øverordentlig stor , da hun 
den omtalte dag endelig traf ham igen . 
Peter tøg meget høflig hatten af , bukkede pænt 
før madam Søndrup og hendes datter og gjorde 
samtidig en bevægelse som om han ville standse . 
En sådan bevægelse er smitsom . Madamen og 
hendes datter standsede ligeledes , og Peter tøg da nok 
engang hanen dybt af og spurgte galant til jomfruens 
befindende . 
Madam Søndrup så forundret asverlende på 
Peter og Marie . Hvem kunne ben fremmede herre 
være , — det kunne hun ikke begribe . 
— o , sagve Marie , beder naturligvis gættede 

moderens forundring ; må jeg forestille dig før hr . 
Henningsen , den herre , som jeg traf hos karslens og 
Alvilda , og som var så god at følge mig hjem 
madam Søndrup så forskende på vor ærlige 
ven ; hun holdt ikke af at datteren stiftede herredekjendlskaber , 
og var isvrigt meget imod hendes omgang 
med Alvilda , hvis forsloine liv hun kendte . 
Det var derfor ikke med der mest velvillige smil 
at hun betragtede Peter , medens han blev hende forestillet ; 
men ved nærmere at betragte hans åbne , friske 
ansigt , ved at bemærke hans temmelig kejtede bevægelser , 
så hun snart , at hun ikke havde nogen rutineret 
forforer for sig . 
Hun udstrakte derfor sin hånd og trykkede venlig 
hans , idet hun sagde : 
— gøddag , hr . Henningsen ! det fvrnøier mig al 
gøre deres bekendtskab . 
Nu var isen brudt og det fulgte af sig selv at 
Peter skuttede sig til moder og datter , medens de 
spadserede Nolden rundt . Hans simple , sunde bemærkninger , 
hans hele væsen , beder var aldeles frit for 
alt lapset og kunstlet , vandt ham snart madam ssndrups 
hjerte . 
Skjøndt madam Søndrup havde opgivet enhver 
tanke om at Peter havde slemme hensigter med datteren , 
så søgte hun dog at holde dem hvad man kalder 
for tre skridt fra hinanden . 
Det var bleven aldeles mørkt da de tre endelig 
besluttede sig til at forlade volden ; der kunne naturligvis 

ikke være tale om at lade damerne gå alene 
og Peter ledsagede dem derfor lige til huset i Pilestræde . 
Vor ven havde , det må vi tilstå , ikke haft 
synderlig fornøjelse af turen , det var kun meget få 
og ubetydelige ord , han havde set lejlighed til at 
udverle med Marie . Forstemt og ærgerlig ville han 
til at tage afsked , da madam søndcup alter hævede 
ham til den syvende himmel ved at sige : 
-- hr . Henningsen ! De går vel op med og 
drikker en kop the hos os . Vi har det kun tarveligt , 
men dersom de vil tage tiltakke , så . . . 
— o , jeg beder , jeg er ikke så sint vant , afbrød 
Peter hende henrykt ; det ær mig en stor glæde at 
modtage deres indbydelse . 
— bær så gød at træde indenfor , svarede madamen 
og så ret venligt på ham . 
Madam Sondrup og datter beboede to nette 
småværælser på en tredje tal i Pilestræde . Et 
tredie værelse plejede de at leje ud . 
Peter følie sig ret hyggelig til mode hos disse 
brave folk . Nu kom det kun an på at vedligeholde 
madamens venskab . 
Kort efter af de vare komne ind i værelset gik 
madamen ud i køkkenet og love Peter og Marie 
alene . 
Dette havde den unge mand kun ventet på , før 
af bringe Marie en undskyldning før af han ikke var 
mødt den foregående søndag , og han fortalte om 

middagsgildet og om den grusomme principal , der 
havde tvunget ham til af blive i butikken . 
Det var et mærkeligt forhold , der i dette øjeblik 
sandt sted mellem de unge mennesker . De havde 
kun set hinanden engang før , men de holdt af hinanden 
og sffondt intet ord havde antydet denne kærlighed , 
gave og modtøge de dog undskyldninger , som 
om de havde været et par gamle forlovede . 
Nu havde Peter imidlertid besluttet , af han endnu 
i denne aften ville erfare om Marie delte hans følelser . 
Han havde vel ikke gjort sig det klart , hvilket 
vigtigt skridt han ville til af foretage sig ; han havde 
ikke betænkt sin og Maries « store ungdom , af de , når 
de i deres stilling — uden formue eller udsigt dertil 
— ville skutte en pagt før hele livet , først om 
mange , mange år havde udsigt til af kunne sætte 
foden under deres eget bord . 
Under disse betragtninger havde Marie ikke set 
op . Hun var bleven overfalden af en pinlig forlegenhed , 
og blev først reven ud deraf , da Peter havde 
grebet hendes hånd og i usammenhængende ord 
fremstammet sit frieri . 
Marie vidste ikke øm hun skulle le eller græde , og 
tav derfor aldeles stille . 
Peter , der antog hendes taushed for at hidrørc 
fra den skrækkelige mulighed , at hun ikke rigtig syntes 
øm ham , vedblev at bestorme hende med tilståelse ! 
Og bønner , så at den stakkels pige hverken vidste ud 
eller ind . 

endnu havde han kun talt øm hvad han følte , 
men ikke givet hende noget ligefremt spørgsmål , 
hvorpå hun kunne give sit svar . 
— men , hvorpå ? spurgte den unge pige forvirret . 
De har jo først i dette øjeblik . . . . 
— på det spørgsmål , øm de elsker mig , øm 
de vil være tilbøjelig til at følge mig i sorg og nød , 
i liv og død . 
Som man seer var Peter kommen tilbage i sit 
høitravcnde hjerne . 
Marie , der var bleven opdraget til at tale 
sandhed , svarede ligefremt : - ja , jeg vil ! 
Peter gav sin overstrsmmende glæde luft , ved at 
gribe pigen øm livet og give hende et Kys , så varmt , 
så inderligt , at hun næsten tabte vejret . 
— min gud , hr . Henningsen ! råbte hun rødmende 
og forlegen . 
— det er jo en ligefrem sag imellem forlovede ! 
Svarede Peter og stjal nok et Kys , da : 
klask ! lød det på gulvet , idet madam Søndrup 
trådte ind med tallerkener til aftensbordet . 
— du fredsens gud ! lød det fra madamens 
læber ; men hvad skal det sige ? Min datter , som jeg 
har opdraget så strengt og som jeg troede så godt , 
går hen og kysser en fremmed herre i sin egen 
moders stue ? Men er du da gået fra forstanden » 
Pigebarn ? 
Marie gav sig til at græde og Peter søgte forgæves 
at fremkomme med sit forsvar . 

— og de , hr . Henningsen , som er så ung og 
har et så beskedent ydre , så skikkeligt et ansigt , at 
man næppe skulle tro , de kunne sige bud til en ko ; 
— føj ! De må skamme dem , at liste sig ind til en 
fattig kone og lægge snarer for hendes datters 
dyd , føj , det er skammeligt ; men gud være lovet , jeg 
kom til i tide ! 
Den stakkels kones rost kvaltes af gråd . 
Peter , der var sig sine redelige hensigter bevidst , 
følte dog ingen anger . Den gamles tårer over , 
som hun troede sin datters fordærvelse , rørte ham dybt . 
Peter forklarede nu hvorledes sagen forholdt 
sig , og hans ord bar et sådant præg af ærligh . d , 
at madam sondruvs træk lidt efter lidt opklaredes . 
Jeg vil tro dem , hr . Hennigsen ! sagde hun ; 
men i er så unge beggeto ; bvornår ville i 
kunne sætte Bo og gifte eder ? 
Derover havde Peter nu ikke tænkt ; men han 
fortalte vidt og bredt om , hvad han agtede at gøre 
før at nå det store mål . 
Moderen , der elskede sin datter ømt og som 
vidste , at det ikke altid er penge , beder udgør livets 
lykke , lod sig endelig så vidt formilde , at hun lagde 
deres hænder sammen . Hun tillod dem at følge deres 
hjertes tilboielighed , men dog kun under den betingelse , 
at der skulle gå et Års tid hen før forlovelsen 
blev bekendt . 
— i er endnu kun to børn , sagde hun smikende 

og rystede på hovedet . I kunne fortryde det 
mange gange inden den tid , og jeg vil derfor ikke 
stramme båndet fastere end det kan løses , uden skade 
før nogen af parterne . 
Hverken Peter eller Marie havde noget mod 
lcnne løsning af spørgsmålet . 
— det er så sødt at være hemmelig forlovet , 
scgde den unge pige ; hvad bedøver vel også den 
hle verden strar at vide , at man har fået sig en 
kæreste ; man bliver kritiseret , oa det er dog drøjt 
neop når man er lykkeligst og tror bedst om hele 
vcden , at måske ens bedste venner og veninder , 
svi oftest misunde os den lykke , de tro man har 
slet . 
Heri var Peter fuldstændig enig med hende . 
Det blev nu aftalt , at de elskende kun turde 
ses , når moderen var tilstede . 
Peters besøg i det lille tarvelige hus i pilestræd 
vare derimod ikke begrænsede ; ban turde komme 
når og hvor ofte han ville . Passende spadsereture 
. ledsagede ak madam Søndrup , blev også 
vedtage , dog ikke før ofte , før ikke at give anledning 
til fosknak . 
Æmed vare begge parter tilfredse . 
Main Søndrup spenderede en flaske rom , før 
at kunndrikke petcrs og Maries skål , og den blev 
drukken -d jubel , idet alle stod op , råbte hurra 
og trykke hverandre trofast i hænderne . 
— et er sandt , sagde madamen senere ; Henningsen 

skulle dog se det værelse , som vi have lejet 
ud til madam Smidt . 
Hun rejste sig , tog lampen og viste Peter et lille 
hyggeligt to fags værelse , vel møblerct og i en stand , 
der vidnede om , at det var parat til at modtage sin 
beboer . 
— kan det betale sig at leje værelser ud ? 
Spurgte Peter . 
— undertiden ; vi have ikke spundet silke dervel , 
da værelset i lang tid har stået ledigt . For v 
dage siden kom imidlertid en herre , som min salg 
mand i lang tid har arbejdet meget for , og spurte 
mig , om jeg ikke var i stand tsk at modtage en ælte 
kone , som for længe siden havde tjent hans forælde , 
men som nu befandt sig i meget dårlige kår ; lin 
var tillige noget svagelig , havde nylig været syg og 
måtte have en omhyggelig pleje . 
— ville han da betale for hende ? 
— ja , han påtog sig at betale såvel for his , 
som for kost og opvartning . Nu skal jeg ikke rgte , 
at jeg jo nødigt vil drages med et gammelt , ' ageligt 
fruentimmer ; men da jeg skylder grosserer ' alsgård 
store forbindtlighedcr , indvilligede jeg tsidst ; 
hun kommer i morgen , når hun er bleven meven 
fra hospital « . 
— var det Dalsgård , Herren hed ? aurgte 
Peter nysgerrigt . 
-- ja , og havde det været enhver andt tror 
jeg ikke jeg var gået ind på forskaget , » ds den 

gode betaling jeg vil erholde ; men den mand er 
desuden en fader for de hjælpeløse , for den fattige , 
og kun gud ved hvormange stakler der have anledning 
til af velsigne ham . 
Peter smilede ; han holdt sin arm slynget omkring 
Maries smælkre liv . Han tænkte på sin uheldige 
forelskelse i frøken Dalsgård , på den smukke pige , 
hvis forlovede han nu var , og mente af han kun 
havde vundet ved byttet . 
7de kapitel . 
På amagerfælled . 
Dalsgård havde spist til middag , drukket kaffe 
og belavede sig på af gå til sit kontor , — da faldt 
hans blik tilfældig på et brev , han samme morgen 
havde modtaget . 
- det var godt , af jeg så det , sagde han til 
sig selv ; jeg vild ? ellers have glemt den stakkels familie , 
der trænger så heilig til hjælp . 
Han kaldte på tjeneren , befalede denne af hente 
overfrakke og hat , skal i en hast nogle pengesedler i 
fin tegnebog og forlod derefter huset . 

han gik i retning af Kristianshavn , som han 
snart nåde . 
Ankommen tsk Knippelsbro blev han slående et 
øjeblik og så ivrigt ned i det dybe , muddrede 
vand . 
Vor det hans gode engel , der indskød ham den 
tanke , af gå tilbage og sende sin tjener ud med 
hjælpen ? 
Han vaklede døg ikke længe . Udmalende sig den 
stakkels families rød med de stærke farver , hvormed 
den var skildret i brevet , fortsatte han atter sin vej . 
Da han passerede over tugthusbrocn blev han 
skarpt iagttaget af en en lille , tyk sømand med vældige 
bakkenbarter , der lod til med stor interesse af 
betragte tugthuset . 
Neppe var Dalsgård kommen et halvthundrede 
skridt længere frem , før sømanden , der iøvrigt så 
ud til af være dygtig tilårs , så godt hans brede 
skikkelse tillod det , vraltede efter ham og fulgte ham 
så godt han formåede , døg uden selv af blive set . 
Vejret , der hele dagen havde været ret smukt , 
begyndte nu af forandre sig det tog på af blæse op 
til en storm , og sneen begyndte så småt af udbrede 
sit hvide tæppe over jorden . 
Dalsgård trak frakkekraven op over ørene og 
påskyndede sine skridt . 
Den tykke sømand vedblev af følge ham . 
Man havde passeret amagerport og nået begyndelsen 
af sundbyerne . 

tilhøire strakte sig den lange , øde amagerfælled , 
der tog sig endnu sørgeligere ud på en så mørk og 
uhyggelig aften . 
Ikke et menneske var at se alt var stille . 
Dalsgård passerede netop en grøft , da han syntes 
at høre en sagte jamren og klynken , der , mærkeligt 
nok , ved hans nærmelse blev højere og mere 
klagende . 
Han blev stående og lyttede . 
Klagerne og sukkene vedbleve . Han spejdede 
skarpt omkring og syntes endelig at blive en utydelig 
skikkelse vaer , der sad på randen af grøllen . 
Han gik nærmere og så nu en kvindelig skikkelse , 
der næppe syntes at være mere end l4 -15 år 
gammel ; hun holdt sit forklæde for øjnene og hulkede 
bitterligt . 
Dalsgårds milde hjerte blev varmt ; ban kunne 
ikke tåle at se tårer , især når de fløve fra en 
kvindes , et barns øje . 
Han lagde blidt sin hånd på den lilles skulder , 
og spurgte deltagende om grunden til hendes sorg . 
Ved hans berørelse for der hende en sittren 
gennem hele legemet . 
Hvorfor skjule det ; det var halte-ssrens datter , 
Stine , en pige på 17 år ; men tidlig nød og 
mangel havde kuet hende under opværien i ven 
grad , at hun godt kunne gå for at være 13—14 
år gammel . 

92 
ved grossererens vergrejse og venlige deltagelse , 
have vi sagt , bævede hun . 
Skjøndt en tyvs datter og selv en tyv , våndede 
hendes unge sjæl sig dog ubevidst over at skulle forråde 
den mand , som , hvad der var sjældent for hende , 
havde viist kende litt venlighed og deltagelse . 
Frygten for faderen og det indgroede had mod 
de rige og fine , der var bleven hende indpodet med 
modermælken , vandt dog snart sejr over den milde 
følelse , som hun nu hemmeligt hånlo af . 
Under denne kamp havde hun stadig holdt ansigtet 
tilhyllet med tørklædet og udstedt bumpe sukke . 
Grossereren spurgte atter : 
— men så sig mig dog , barn ! hvad fattes dig ? 
Hun så endelig op og svarede overensstemmende 
med den hende tillærte rolle , i korte , afbrudte sætninger : 
— min moder er meget syg . . . hun dør og 
vi have hverken penge eller medicin . - . hun sulter 
ihjel og jeg . . . har ikke spist i fire dage . 
— min gud ! mumlede grossereren ; en sådan 
elendighed har jeg ikke heri tale om endnu , og det 
her så tæt red kjobenhovn . Men , henvendte han sig 
til pigen ; sig mig engang , hvor bo i ? 
— derovre i maribymn , svarede hun og pegede 
med skælvende hånd i nuning of et svagt lys , der 
skinnede ud over den lave fallld . nede ved vandet . 
— din stakkel ! sagde Dalsgård trøstende ; men 

gå straks hjem ; på tilbagevejen vil jeg se ind til 
din moder . 
Dette var imidlertid en streg i regningen , som 
let kunne forpurre hele komplottets udførelse . 
Halie-sørens datter hulkede derfor i en ubeskrivelig 
sørgmodig og lidende tone : 
— tak , herre ; men så er min moder måske 
allerede kod . 
Dalsgårds menneskckærlighed vandt overhånd . 
— om jeg kommer en time før eller senere til 
Hansens har vel intet at sige ; her lader det til at 
gælde liv eller død . — kom , sagde han til Stine ; 
jeg følger med dig til din moder . 
Og med faste , bestemte skridt ilede han , fulgt af 
den unge pige over Marken hen imod hytten . 
Den tykke sømand var standset samtidigt med 
Dalsgård og havde taget stilling bag et træ , hvorfra 
han hørte hele samtalen . 
— puh , hviskedee han ; vi kom da så vidt . Til 
hvilken side skal jeg nu gå ; skal jeg holde med den 
storsnudede grosserer og advare ham , men så tjener 
jeg vel et par lumpne hundrede daler og intet videre , 
ja måske spiser han mig af med en lumpen tak , det 
siger ikke meget . Holder jeg derimod med støveren 
og tzalte-soren får jeg bestemt 200 daler og den 
fine Greve kan blive mig en hel kapital . Nej , lille 
Dalsgård , din død er Christian Larsen for vigtig til 
at du ikke må til det . 

Dalsgård havde imidlertid nærmet sig hytten 
den skurkagtige vicevært fulgte hurtigt efter ham . 
Lyset skinnede kun svagt og dårligt gennem de 
sprukne , solbrandte ruder , da Dalsgård med sin 
skælvende ledsagerinde bankede på døren . 
Flere tange under deres vandring havde hun , 
drevet af en indre tilskyndelse , nær bedet ham at gå 
tilbage ; men han havde da naturligvis fordret en forklaring , 
som hun ikke kunne give uden at forråde sine 
medskyldige . 
En svag , pibende stemme skreg : „ Kom ind ! “ 
Da Dalsgård bankede på hyncdsrcn . 
Han trykkere på klinken og trådte ind i et 
lille , snevert rum , der slank af fugtighed og smuds . 
Det eneste bohave var et trebenet bord , hvorpå der 
stod en osende tranlampe og brændte . 
Dalsgård så sig forskende om efter den seng 
eller det leje , hvorpå den syge kone skulle ligge og 
vendte sig om til sin ledsagerinde for at få en forklaring . 
Hun var ikke trådt ind med ham ; han var alene . 
En anelsesfuld gysen om noget mørkt , noget skummelt , 
gjenncmisncde ham . 
— hvad har dette at betyde ? mumlede han svagt 
og vendte sig om for at lukke hyttedøren op . Den 
var fast tillukket eller tilstængct , og trods al anvende 
umage lykkedes det ham ikke at så den åbnet . 
Hans anelser steg nu til vished , — man havde 
noget i sinde med ham , men hvem var det , hvem var 
den skjulte fjende , han havde at kæmpe med ? 

idetsamme hørte han støj i hyttens baggrund . 
Han vendte sig hurtig om , men i samme øjeblik smækkedes 
døren atter i . To mænd trådte ind . 
De bare et helt arsenal af våben hos sig , pistoler 
og dolke , desuden havde de hver en knippel i 
hånden . 
Grossereren så , at han befandt sig i en farlig 
stilling , ubevæbnet som han var og lige overfor to 
mænd , hvis dele udseende og udrustning på det 
tydeligste nlkjendegave deres hensigter . 
Kun klogskab formåede at redde ham . Han 
mente dog at det kun var hans gods og ikke hans 
person de ville tillivs . 
- goddag , grosserer ! sagde endelig støveren 
med et ondt , lumsk grin ; det glæder mig at se dem 
igen ! 
— det må være en fornøjelse for så gode 
venner at finde hinanden , sagde halte-seren ; men , 
ikke sandt , min lille Stine spillede sin rolle godt . 
Det er et farligt lærenemt barn , — hun vil blive en 
god gevinst før det kongelige tteater . 
— jeg seer , svarede Dalsgård med al den rolighed 
han formåede at påtage sig , at i kende mig , 
og så vidt jeg ved tror jeg også at have set den 
mand før — han pegede på støveren — under 
omstændigheder , der just ikke talte til hans fordel ; 
jeg kan nu meddele dem , at deres gamle moder 
atter er bleven rask og at jeg har taget mig af hende ; 
men hvad ville i mig egentlig ? 

— det er pænt af dem , grosserer , svarede 
støveren ; overmåde pænt ; men hvad vedkommer det 
mig . Jeg har en lille høne at plukke med dem i 
anledning af deres smukke løfte om at sende mig på 
ladegårdcn , og mange andre småting . . . . Hvad 
vi ville ? Nå , kom nu blot op med moneterne og 
hvad de ellers har af „ Skinnende “ hos dem , så 
kunne vi tale videre om den ting siden . 
— javel ! suplcrede Halte-søren . 
Dalsgård så sig uvist omkring ; han kom snart 
til det resultat , at han aldeles var i skurkenes magt . 
Han knappede sin krakke op , tog tegnebøgen og 
kastede den på bordet . Han sølede ur og kæde til 
tegnebøgen og lagde sluttelig sin portemonnaie ovenpå 
det hele . 
— ere i nu tilfredse ? spurgte han dernæst koldt . 
— vent lidt , svarede Halte-søren . Hor , siøverse 
engang efter hvormange fisf der er i tegnebøgen . 
— kun 200 daler ! streg støveren . Fy , skam 
dem , grosserer ! En mand som dem kun at have 
200 daler i fin tegnebog , det er lumpent ! 
— jeg antager at vi nu er kvit og at jeg kan 
forlade hytten , sagde Dalsgård . 
— nej , vi have endnu en lille regning at afgjore , 
svarede siøveren , og slyngede i det samme sin knippel 
imod Dalsgård , som asparerede slaget med fin venstre 
arm , der imidlertid strar lammedes . 
— hjælp ! streg han hjerteskærende . Almægtige 
gud i himlen , hjælp ! jeg dør ! 

halte-foren affyrede en pistol og kuglen for 
knusende gennem den venstre skulder . Alter svingede 
støveren sin svære knippel og et bedøvende slag traf 
Dalsgård midt på panden . 
Uden at udstede et suk faldt han omkring . Legemets 
fald rystede hele hytten . 
De to forbrydere betragtede skælvende deres offer . 
— han er død som en sild , hviskedee støveren 
til sin kammerat og bøjede sig ned over det på jorden 
hvilende tilsyneladende aldeles livløse legeme . 
— hjertet har ophørt at slå . . . han ånder 
ikke mere . 
— hu ha , sagde hø ! te-ssren . Mord er en skrækkelig 
ting ; jeg fortryder nu at jeg lod mig forlokke 
til at slå ham ihjel . . . jeg glemmer aldrig hans 
sidste , bedende blik ! 
— sludder ! nu er del engang sket ; vi må se 
at få liget bort snarest mulig . 
— det gælder vor Hals hvis det bliver opdaget , 
hviskedee Halte-søren atter og vendte sit blik bort fra 
det sted , hvor grossereren lå . 
Støveren rystede over hele kroppen og sagde med 
ynkelig stemme : 
— hør , Halte-søren , jeg fortryder at . . . 
— det er dog Pokkers så han ligner dig , afbrød 
Halte-søren ham . 
— hvem , hvem ? stønnede støveren . 
— ih , nej se på den myrdede , se , det er dog 

mærkværdigt ! Det er akkurat som om jeg seer dig , 
når du ligger og sover . 
— ti , ti ! råbte støveren gysende . Kald på 
den fine herre . . . lad ham også få godt af dette 
skrækkelige syn . . . han længes jo så meget efter at 
få det at se . 
Haltc-ssren gik ind i hyttens andet rum og 
vendte kort efter tilbage med baron uglehjelm , som 
omhyggelig havde indhyllet sig i en stor , fin kappe . 
— er de også nødvendigt , at jeg skal > ' e og berøre 
ham ? spurgte uglehjclm gysende . Jeg har 
naturligvis ingen fordel af at forråde eder ; thi jeg 
ville jo derved blotte mig selv . Synet af liget er 
mig modbydeligt , jeg kan ikke tåle at se der . 
— de må se og berøre det , svarede støveren 
bestemt ; husk på , at det kun var under den udtrykkelige 
betingelse at vi gik ind på deres plan . 
— nuvel , sagde baronen ; men lad os så 
skynde os ! 
De trådte nu alle tre på engang ben fil det 
døde legeme og lagde på engang deres hcire hånd 
på dels bryst . 
- jeg sværger , sagde de derpå enstemmigt , ai 
jeg aldrig , så længe jeg lever , vil åbenbare for nogen 
den ringeste omstændighed , der har forårsaget dette 
ligs død . Jeg sværger ved den evige gud . at , ligesom 
jeg selv er medskyldig i dette mord , ligeså vil 
jeg aldrig , om jeg end trues med død og pine , aflægge 

nøgen bekendelse , der kan hidføre mine medskyldiges 
pågribelse . 
Denne vanhellige ed , dobbelt vanhellig fordi den 
aflagdes i den guds navn , som de alle førnægtede , 
og på deres mishandlede offers legeme , syntes imidlertid 
at udøve en beroligende virkning på de to 
forbrydere . 
Kun uzlehjelm syntes ikke at være tilfreds . 
En nervøs gysen for over hele hans legeme , og 
hans hånd rystede , da han udbetalte forbryderne 
resten af de skyldige blodpenge . 
-- sørg for at liget skjules godt , sagde han dernæst 
hastigt og ilede bort , som om lynet var i hælene 
på ham . 
Forbryderne bøjede sig tavse ned over den dræbte 
og svedte et langt klæde omkring ham , så at det 
hele fik udseende af en lang uformelig pakke . 
Pludselig for Halte-søren tilbage , med skrækken 
malet i hele ansigtet . 
— liget åndede ! råbte han . 
- sludder , svarede støveren , idet han dog forsigtigt 
bøjede sig ned over det ; han er død som en 
sild . Det har været min ånde , som du antog 
for hans . 
De løftcde den dræbte i vejret og bar ham ned 
til stranden , hvor en båd lå og skvulpede i vandet 
tæt ved . Støveren vadede ud og halede den i land . 
Hele dette optrin var bleven bivånet af den 

lille tykke sømand gennem de merke , smudsige ruder . 
Stine var straks gået tilbage til byen . 
Da forbryderne kom ud med liget var ssmanden 
forsvunden . 
8de kapitel . 
De tre vidner . 
Viktor havde siden sin forlovelse med Klara længe 
overvejet om og hvorvidt ban skulle meddele sin forlovede 
de uheldige familieførhold hvorunder ban led . 
Foreløbig var forbindelsen holdt hemmelig imellem de 
to og ikke engang forældrene vidste noget om , at 
deres smukke lille datter havde dortgivct sit hjerte . 
Den eneste , der havde nys om sagen , var Fru 
Smidt ; men endog lige overfor kende undgik vifter så 
meget som muligt at omtale sagen og vidste stedse 
snildt at føre talen øver på ankre ting . 
Kun meget sjældent fik han lejlighed til i Enrum 
at træffe sin skønne forlovede ; men i disse sode 
minuter fik de da rigelig erstatning for de mange ensomme 
timer . 
Klara havde intet imod at forbindelsen blev 

offentlig bekendt , ja havde endog samvittighedsskrupler 
øver ar have en sådan hemmelighed for sine forældre , 
men Viktor bad hende stedse om at vente en kort 
tid endnu ; han ville først forberede sig til at modstå 
den storm , han ventede der ville rejse sig , når hans 
faders rette karakter og stilling kom for dagens 
lys . Han tænkte dog ikke på at skjule noget . Den 
som han knyttede sig til ved et uopløseligt bånd , og 
hendes nærmeste , burde indvies i det mørke , der klæbede 
ved hans herkomst . 
Samme Asien som de i det foregående kapitel 
skildrede scener foregik , spadserede Viktor , grublende 
over fremtiden , frem og tilbage langs den gamle 
jernbanevold , der fra kjsbenhavn strækker sig ud til 
Valby . 
Han ænsede ikke stormen , ikke snefoget , tværtimod , 
uveiret var ham velkomment . 
Var han da ulykkelig ? 
Aldeles ikke ; men mennesket kan i sit indre føle 
en uro , en forunderlig bekymring , der bringer det til 
at ile rastløs frem og tilbage , uden at søle nogen som helst 
ydre påvirkning . 
Efter at have spadseret en times tid frem og tilbage , 
vendte han endelig om for at begive sig hjem , 
men stedte tæt ved enghavevcicn på sin og vor bekendt , 
student karsfens , der netop kom fra et lystigt 
middagsgilde . 
— hvad , Smidt , gamle svend ! råbte han overstadigt . 

skulle vi træffes beder ? Kom og gå med en 
tur langs volden her . 
— der må dit gode humør til for atter at vove 
sig op på den nøgne vold , svarede Smidt smilende ; 
men lad gå , vi have i lang tid ikke set hinanden . 
Og hvis du ikke foretrækker mit tilbud om af gå 
med hjem , så . . . 
— hjem ! nej , min fine ven , jeg må først se af 
få nogle af dunsterne ud af mit hoved , for ikke af 
få for mange tømmermænd i arbejde i morgen tidlig 
nå , følg så med . 
De havde vel spadseret en halv times tid i en 
ivrig samtale om fælles venner og bekendte , da det 
hørte op af sne , medens stormen tiltøg med fornyet 
kraft . 
Skyerne søndersplittedes , og den klare fuldmåne 
trådte lys og smilende-frem på den mørke himmel . 
— se , sagde karslens pludselig og pegede ud 
over Kallebodstrand , hvis oprørte bølger skinnede som 
selv i måneskinnet . Se ben lille båd derude ; den 
kæmper svært imod søen og trues hvert øjeblik med 
af gå under . 
Viktor fulgte med øjet i den retning hans ven 
pegede , og opdagede ligeledes båden . 
— hvem Pokker vil gå tilsøes i et sådant 
vejr , på denne tid af aftenen ! udbrød han ; og se 
hvor kejtet de ro . Søfolk er det ikke . 
Vennerne blev slående og fulgte med interesse 

bådens bevægelser , idet den langsomt skød hen imod 
en fremragende pynt i kongens enghave . 
Vi ville forlade Viktor og Karstens og begive os 
ombord i båden , der har vakt deres nysgerrighed . 
Fartøjet var lille og af en meget skrøbelig beskaffenhed . 
To mænd roede den tungt og vøvet gennem de 
skummende bølger . 
Agterude lå en uformelig Klump sammenrullet 
imellem tofterne . 
Klumpen fulgte bådens bevægelser , når den 
rullede og girede i søen og tumlede frem og tilbage , 
frembringende en dump , uhyggelig lyd . 
Mændene , der roede båden , undgik øjensynlig 
at kaste blikket fremad , men så uafbrudt enten tilbage 
eller tll en al siderne , som det syntes betagne af en 
feberagtig angst , der lod dem glemme trætheden og 
den fare de udsatte sig for , ved at vove sig ud på 
søen under sådanne omstændigheder . 
De arbejdede hastigere og hastigere med årerne , 
søen slog ind over båden og gennemvædede såvel 
mændene som klumpen , der , jo mere man betragtede 
den , fik et uhyggeligt udseende . 
Mændene ænsede ikke det kolde bad ; et par tag 
endnu , og bådens flade bund skurede mod grunden , 
hvor den blev liggende nogle alen fra land . 
Besætningen sprang ud ; med et kraftigt tag forsogte 

de at drage den tættere til land , men det lykkedes 
dem ikke . 
Uden at se agterud grebe de , som efter overenskomst , 
hver en spade , og vadede i land . 
Nogle skridt fra vandet standsede de , undersøgte 
jorden og gave sig ivrigt til at grave . 
Det blsde sand gav villigt efter og i løbet af 
et kvarter havde de gravet et hul på hen ved tre 
alens længde og to alens dybde . 
Hvortil skulle denne grav bruges ? 
Vi skulle snart erfare det . 
De vadede atter ud til båden , som lå slot og 
sikker på grunden . 
Med synlig modbydelighed og halvt borlvcndte 
åsyn grebe de sat i bylten og trak den nærmere . 
Den væltede overrende med en dump kød lyd , en 
skælven synes at fare gennem dens indhold . 
Begge mændene fore tilbage . 
— han er ikke bød ! råbte de enstemmigt . 
— ligemeget , hviskedee den mindste af de to 
mænd ; enten han er død eller ikke , skal han dog 
begraves . 
De kastede sig over det indviklede legeme og siæble 
det hen til gravens nand . 
I dette øjeblik gled hylsteret til side og månen 
trådte frem igennem de af stormen * sønderrevne 
skyer ; dens milde , blege lys skinnede stærkt på den 
brusende sø , på den skvulpende båd , på mændene 
og på — et tilsyneladende lig . 

ja den store , uhyggelige byldt indeholdt et 
mcnne icligt legeme , blodet piblede frem af et stort 
åbent sår i panden og var endnu ikke stivnet . 
— skal vi ikke gi ' e ham en sinkadus til , af 
ren barmhjertigheds skyld ? spurgte den største af de 
to mænd . 
— ti ! Helvede med ham ! svarede den anden . 
Ned med ham ! 
Han greb offeret ved skuldrene og lavede sig til 
at skyde de « ned i graven . 
Han bemærkede , eller syntes at bemærke , at , det 
gjorde ligesom en modstræbende bevægelse med den ene 
hånd . 
— nå , du vil ikke , mumlede han med en hæs 
stemme og løslede det op . 
Viktor og Karstens havde imidlertid med en vis 
forundring bemærket bådens landing , og , så vidt 
månens svage lys tillod det , med stigende forundring 
lagt mærke til det gådefulde arbejde ved 
graven . 
Netop som de vare blevne enige om at undersøze 
hvad der udsørtcs , trådte et ungt menneske til . 
Som en god københavner måtte han naturligvis 
stå stille ved synet af de to , der så ivrigt stirrede 
ud over egnen . 
— ih , det er jo min egen fætter Karstens ! 
Udbrød det unge menneske , da han fik øje på studenten . 
— Peter Henningsen ! sagde Karstens og trykkede 

hjerteligt urtekræmmersvendens hånd . Hvorledes kan 
du komme her på denne tid af dsgnet ? 
— det skal du nok få at vide , fætter . . . 
Men hvad Pokker slår du her og kiger stjerner 
ester ; hvad er der på færde ? 
— sikkert intet , svarede Karstens ; men se dog 
engang på disse mænd derude ! 
— de grave en grav , så vidt jeg kan se , sagde 
Peter Henningsen , efter at ban et par minuter havde 
spejdet ivrigt ud i den anviste retning , der ligger 
desuden en sort Klump ude i båden ; det seer noget 
loierligt ud på denne tid af aftenen . 
— går de med derud ? spurgte Viktor ! bestemt ; 
jeg vil dog undersøge Tingen , måske er her begået 
en forbrydelse 
de klaitreds alle tre forsigtigt ned ad voldskrænfen 
og snege sig langs et lavt hegn hen til et 
lille tangbjerg , der lå opdynget umiddelbart ved 
graven . 
Just som de vare ankomne til tanzbunken var 
graven bleven færdig og mændene hentede legemet 
fra båden 
blodet stivnede i vore speidcres årer ved synet 
af det tilsyneladende lig . 
Havde de endnu tvivlet måtte forbrydernes korte 
samtale snart overbevise dem om det her begåede 
drab . 
— hvad skulle vi gøre ? spurgte Peter sagte . 

— jeg ved ikke ret , svarede Viktor tvivlrådig ; 
vi må på ingen måde lade kæltringerne undslippe . 
— og de må heller ikke begrave liget , sagde 
Karstens hurtigt . Men hør , hør ! 
I samme øjeblik sagde den ene af mændene : 
— han stritter imod med benene . . . tag et 
lille tag i dem . Søren ! 
Han var altså ikke død . 
De tre unge mennesker så på hverandre og 
styrtede i samme øjeblik frem fra deres skjul . 
Den mindste ak forbryderne følte pludselig sin 
Hals omklamret af et fast tag ; ban gav et brø ! fra 
sig og væltede sig omkring på jorden , tumlende med 
sin håndfaste modstander . 
. Bor gamle bekendt , Halte-søren , havde imidlertid 
soll , at kysten — som han senere sagde — ikke 
var sikker 
med et par Spring , som man ikke skulle tro at 
et menneske med hans legemsbeskadigelse kunne udføre , 
nåde ban vandet ; endnu et par skridt , og han 
var ombord i båden , hvilken han med et kraftigt 
sæt med åren , som han imidlertid havde grebet , 
satte fra grunden ud i åbent vande . 
Peier Henningsen og Viktor søgte forgæves at 
hindre disse manøvrer ; men halte-sørcn var dem for 
hurtig . 
Han roede snart frem og tilbage langs kysten , 
idet han spejdede efter sin kammerat , på hvis snildhed 
og styrke han stolede . 

Karstens havde imidlertid haft en hård dyst at 
beslå med den anden mand , som naturligvis ingen 
anden var end Villiam støver . 
Den stærke forbryder kom sig snart af sin overraskelse 
og i bevidsthed om faren anstrengte han hver 
scene , hver nerve for at sætte sig i frihed . 
Med er vældigt tag befriede han sig fra den faste 
hånd , der havde taget et godt greb i hans Hals , 
og idet han anvendte ren snilde kunst at spænde ben , 
opnåede han i en håndevending , at hans modstander 
faldt bagover og lesncde det faste tag han havde 
i ham . 
Det gjaldt om at undsly 
støveren , der indså , at det ikke gjaldt mindre 
end hans Hals , hans frihed og velvære , søzte ned 
mod stranden . 
Han sandt vejen spærret af Viktor og Peter . 
Idet han kastede hovedet fremad , som en stormbuk , 
bøicde han legemet forcver og nåde , ligesom 
halle-søren , vandet med et par Spring . 
Viktor og Henningsen blev næsten kastede overrende 
ved det voldsomme stød , men de grebe dog fast 
i støveren og holdt ham trods hans heftige modstand . 
Under kampen hændte det sig , at stovcrens og 
Viktors blik wødics . 
Med et forfærdclsesffrig gav den sidste skip på 
forbryderen og tumlede tilbage . 
Heraf benyttede støveren sig ; han gav Peter et 
slag med den knyttede næve lige i ansigtet , så sol 

og stjerner dansede for hans øjne , og befriede sig 
på denne måde for sine modstandere . 
Snart havde han nået båden , som atter vendte 
tilbage derfra hvor den var kommen . 
Månen skjulte sig atter bag skyerne , og indhyllede 
hele landskabet i et tæt , uigjenncmtrængeligt 
mørke . 
Efter at forbryderne vare undslupne herskede der 
i lang tid en vis No på scenen , hvor de nys fortalte 
begivenheder foregik . 
Karstens og Peter vare begge fortumlede af de 
voldsomme slag de havde modtaget . 
Biktor følte hele sit gamle mismod , sin gamle , 
ulykkelige følelse vågne på ny . 
Han havde jo atter set sin fader , sin fader , som 
han var nøkt tisk at fornægte , i færd med at ville skjule 
bidnet om en begået , frygtelig forbrydelse . 
Snart fattede de tre forbundne sig atter , og nærmede 
sig tøvende stedet , hvor det ulykkelige offer for 
forbrydelsen lå faus og ubevægelig . 
Karstens knælede ved dets side og greb den kolde , 
klamme hånd . 
Han søgte pulsen og holdt længe og spændt tommelfingeren 
på åren . 
— livet er ikke aldeles udflukt , sagde han endelig 
med et lettende suk ; men det kan snart ffe , hvis vi 
ikke få ham bort hurtigst mulig . 
Med disse ord rejste han sig , bredte klædet hvori 

den myrdede havde været indviklet , og lagde ham ved 
de andres bistand sagte og let ned i dette . 
Man bar ham nu forsigtigt over markerne . Med 
stor besvær fik man byrden båret op ad doldskræntæn . 
Sagte og høuideligt bevægede det lille tog sig ad 
den nærmeste vej til byen , til det første beboede 
sled . Det var en af de yderste gårde i en gade 
på Vesterbro . 
Der blev en almindelig forfærdelse , da de tre 
mænd kom bærende med det tilsyneladende lig . 
Beboerne i stueetagen indrømmede dog beredvilligt 
et værelse til at lægge liget i til lægen kom . 
Rygtet om den begåede forbrydelse udbredte sig 
med lynets hurtighed . 
Fra hus til hus , fra gård til gård lod 
efterretningen . 
Folk strømmede til i store masser ; ja de dristigste 
forsøgte endøg at trænge ind i værelset , hvor 
det stakkels offer lå . 
Efter et kvarters forløb kom lægen . 
Kun med møje formåede han at trænge sig 
igennem den stedse vorende menneskemasse , der med 
ethvert tegn på rædsel og afsky i de blege , forskrækkede 
ansigter fortalte hverandre om den skrækkelige , 
den blodige forbrydelse , der nys var bleven begået . 
Den ulykkelige var imidlertid bleven lagt i en 

seng , og de tre ncdningsmænd , i forbindelse med en 
politibetjent , stod om lejet da lægen kom . 
Denne kastede et flygtigt , men derfor ikke ligegyldigt 
blik på den sørgelige genstand for mord og 
hævn . 
Han trådte nærmere og lagde hånden på 
offerets hjerte . 
Han rystede på hovedet og greb dernæst den 
nedhængende hsire hånd . 
Over et kvarter vedblev han at holde sin hånd 
spændt over Dalsgårds håndled . 
Endelig syntes det , som om der viste sig et glimt 
af håb . 
Lægen rejste sig , og uden at flippe hånden gav 
han sig nøje til at betragte offerets øjne . 
Med et smil undersøgte han sårene og vendte 
sig endelig omkring til de omstående , idet han med 
dæmpet stemme sagde : 
— livet er ikke udflukt ; men det er meget svagt . 
Hent mig varmt vand og noget lærred . 
Han vadflcde dernæst omhyggeligt det stivnede 
blod af ansigt og skulder og forbandt sårene , som 
iøvrigt ikke vare meget betydelige . 
— sårene er det mindst farlige , sagde han dernæst ; 
men hjernen har fået en rystelse , hvoraf det 
er tvivlsomt at den aldeles vil komme sig . For øjeblikket 
er tilstanden meget kritisk . Er der ingen der 
kender ham ? 
Viktor havde firår kendt Klaras fader . 

uagtet den forfærdelse , der næsten lammede enhver 
af hans bevægelser , havde han dog havr mod og 
selvbeherskelse til ikke at ytre et ord eller en stavelse , 
der forrådte denne liden eller hans sjæls tilstand . 
Men i hans indre jamrede og våndede det sig . 
— Klaras -fader myrdet af din fader , sukkede 
ban . O tud , o himmelske fader , hvorved har jeg 
fortjent en så frygtelig skæbne . 
Ved lægens spørzsmål vågnede han af sin 
svære , uhyggelige drsm og svarede , at han godt kendte 
den ulykkelige mand , der lå på sengen , det var 
grosserer Dalsgård , som vistnok , i det mindste af 
navn , kjendies af enhver i København . 
— Dalsgård ! sagde han tøvende og betragtede 
den sårede med fornyet interesse ; men hvorledes er 
han kommen i denne situation ? 
Viktor blev forhindret i at svare ved at døren 
hastig åbnedes . 
Kredsens politiembedsmand trådte ind og nærmede 
sig sagte og forsigtigt sengen . 
Efter at have udspurgt de tilstedeværende og optaget 
et forclobigt forhør , så godt det kunne udføres , 
opskrcv han Viktors , petcrs og Karstens navne og 
udbad sig lægens erklæring angående Dalsgårds 
tilstand . 
Lægen trak på skuldrene . 
— måske , sagde han , kommer han sig , måske er 
der herfra til kirkegården kun et kort skridt ; det er 
mig umuligt før øjeblikket at sige noget derom . 

— hvis han kan tåle at flyttes , er det måske 
bedst at lade ham bringe til hospitalet , sagde politiembedsmanden . 
Lægen vilve netop til at besvare spørgsmålet 
bejaende , da Viktor råbte : 
— nej , er han i stand til at kunne bæres bort , 
da er hans rette og eneste tilflugtssted på store 
Kjøbmagergade nr . hos hans familie . 
Heri var også politiembedsmanden enig med 
ham . Der sendtes i en fart bud til kommunehospitalet 
efter en syzevogn . 
Dalsgård blev omhyggeligt lagt i kurven og 
dækket godt til . Hjertet og pulsen slog nu atter 
temmelig regelmæssigt , men han lå stille hen og over 
de blege læber kom der ikke en lyd . 
Livet kunne måske reddes , men hjernen . . . 
Forstanden . . . var den ikke udflukt før bestandig ? 
De tre unge mennesker satte sig i en drosche , der 
fulgte med sygevognen til store Kjøbmagergade . 
Det sørgelige tog satte sig langsomt igang . 
Den stakkels familie i det før så lykkelige hjem 
anede ikke hvad der var sket , anede ikke hvilken skrækkelig 
fremtid den gik i møde . 

9de kapitel . 
Hvad støveren og halle-søren besluttede . 
Forbandende deres uheldige skæbne , men inderlig 
glade over døg at være undslupne den umiddelbare 
fare , roede de to forbrydere tilbage til Amager . 
Undervejs søgtc de forgæves at udgrunde hvem 
det vel kunne være , der havde afbrudt dem i deres 
„ Arbejde “ . 
Støveren havde set et glimt af sin son , men 
fvrtaug denne omstændighed for sin kammerat . 
— du er døg djævels feig , sorcn ! sagde endelig 
støveren ; du skal jo a ' , så snart fyrene kom 
over os , og overlod til mig at klare ærterne alene ; 
det kalder jeg ikke godt kammeratskab . 
— nå , gamle ven , svarede Soren noget nedslået 
; du behøver ikke at være gal i skralle « for 
det . Det er ellers første gang at nogen gør mig den 
bebrejdelse ; men jeg ved ikke hvorledes det gik denne 
gang , jeg er ikke den Karl , jeg har været , det kommer 
måske af det udgydte blod . Uha , stovcr , jeg vidste 
det ville gå galt ! 
— å , gør nu ikke videre nrovl af den historie , 
vi have kun gjort mod en enkelt mand hvad de store 
gøre mod mange tusinde ; vi have skam deraf , de 
ære , det er hele forskellen . Hvad der kreperer mig 

mest er dog , at jeg ikke så lige ved om fyren er 
rent bød eller ikke . 
— han var ikke helt væk , sagde Søren . 
— det var det værste der kunne hænde os , 
mente støveren og så ængstelig ud imod den retning 
hvorfra de kom . Men jeg trøster mig da med ar 
han for det første ikke vil kunne gi ' e nogen forklaring ; 
jeg forlanger kun fjorten dage for at klare 
mine affærer . 
— ja , du er klog , svarede Søren ; du kan 
sagtens komme igennem verden ; men jeg , hør . . . 
Feberen knuger mig allerede ; « ad os skynde os at 
komme iland og i sikkerhed . 
Trods den høje sø og stormen lykkedes det dem 
i forholdsvis kort tid at nå over til det sted hvorfra 
de i begyndelsen havde vovet sig ud . 
I hytten brændte lampen endnu . 
De sortøjede båden og gik ind i det lille , uhyggelige 
Kammer . 
En stor plet på gulvet vidnede om den begåede 
ud åd . 
— hvad mener du , Søren ? sagde støveren med 
et lumsk grin , idet han betegnende holdt lampen hen 
under loftsbjælken . Skulle vi lade den futte a ' ? 
— hvorfor ikke ? svarede den halte . Hytten her 
har været vidne fil en siem historie og selv de døde 
ting kunne jo vidne , som en gammel fange engang 
sagde fil mig inde i „ Huset “ . Lad den kun brænde a ' . 

støveren holdt den svage søvnige lue op imod 
loftet . I begyndelsen flikkede den kun langsomt 
henad de tjærede bjælker ; men snart fik ilden fat i 
det tørre , brændbare tømmer og omspændte et stykke 
af loftet . 
Det gnistrede og bragede , luerne slog kort efter 
ud af døren og ti minutter efter var den lille hytte 
omspændt af et voldsomt flammehav og stod ikke 
mere fil at redde . 
Hvor vare forbryderne nu ? 
De vare ubemærkede slupne bort fra stedet og 
floge ind på vejen fil amagerport . 
De gik længe tavse ved siden af hinanden . De 
sidste timers begivenheder havde givet dem nok at 
tænke på . 
De følie ingen anger over det begåede mord , 
dertil vare deres følelser for afstumpede , men deres 
personlige sikkerhed var i fare og — Dalsgård 
var ikke aldeles død da de nødtvungne måtte forlade 
ham ; han kunne komme sig igen og aflægge sin 
beretning om det passerede . Villiam støver kendte 
han meget godt , det vidste de , og en underlig kilrende 
fornemmelse omkring halsen bragte dem hvert øjeblik 
til at snappe efter luft og at se sig ængsteligt om 
efter lovens straffende arm , som de vidste var hævet 
imod dem . 
De følte sig dog noget lettere til mode , da de kom 
ind i byen , hvor lysene og den larmende , bølzende 
menneskemasse snart fik dem til at ånde friere . 

de standsede udenfor huset i Prindsessegade . 
— gå med op på mit Kammer , sagde støveren , 
der kunne vi snakke om , hvad ler er at gøre . 
Hakte-sørcn indvilligede , de trådte ind i huset 
og gik op ad de skrøbelige trapper , der bragede under 
deres trin ; da de vare komne op til første etage 
mødte de viceværten , kom kom rokkende og pustende 
ned ad de stejle trin . 
Han nikkede og smilede til de to forbrydere , 
trykkede dem i hånden og sagde nøgle spsgefulde ord . 
Når katten har musen i fælden leger den med 
sit offer . 
Uden at ane , at deres hemmelighed var ham 
bekendt stege støveren og Halte-søren højere op til 
de nåde det lille dårlige Kammer . 
Støveren tændte lys , tog tobak og den uundværlige 
brændevinsflaske frem og smed sig dernæst 
træt og fløvt på sengen . 
Søren tog sig en snaps , stoppede betænksomt sin 
pibe og stirrede dernæst længe og slivt på den osende 
tælleprås . 
— nu , sagde han til sidst og brød tausheden ; 
der er intet andet for os at gøre end at stilke af . 
Vi sidde for dybt i mudderet , til at kunne flippe ud 
af det på anden måde . 
— hvorhen skulle vi da rejse ? 
— hvorhen ? Til Amerika naturligvis ! her er 
vi færdige for denne gang . Lever den storsnudede 
grosserer vil det koste os resten af vort liv i tugthuset , 

doer han og det bliver opdaget at det er os , 
der har stukket ham , vil mestermanden få noget at 
fortjene . Som jeg siger , vi må bort herfra . 
— det * har jeg endnu ikke tænkt på , svarede 
støveren surmulende ; jeg har ikke lyst til at rejse , 
jeg kan ikke tåle søen og holder overhovedet flet ikke 
af ar slikke af herfra . 
— nå , sagde vennen i en bestemt tone ; vil 
du ikke med så bliver det din sag , jeg tager bort 
herfra så snart som muligt . Pengene dertil har jeg . 
— godt ord igen , mumlede støveren ubestemt ; 
men tror du da egentlig , der er fare på færde ? 
— fare på færde ! råbte hans kammerat . Du 
må jo både være blind og døv før ikke at se , at vi 
ere så godt som allerede nappede . Ere vi ikke afsled 
inden to dage er vi leverede , så sandt som jeg 
sidder her . 
Efter en længere taushed , under hvilken man 
af støverens alvorlige og urolige mine kunne se , at 
han kæmpede hårdt før at fatte en beslutning , udbrød 
han endelig : 
— nå , gamle sørcn , jeg har overvejet det og 
troer i grunden , at du er den fornuftigste af os 
to , det går , som du siger , — vi må afsled og 
det i morgen den dag . Blot vor forsvinden ikke vil 
drage mistanken over på os , og får vi lov til at 
rejse ? Vil politiet ikke blive betænkeligt ved at se os 
to gamle gode bekendte slikke af i forening og nappe 
os på banegården ? 

— jo , netop ! men vi rejse heller ikke herfra 
byen , men slige på ude ved Glostrup eller Tårstrup . 
Imorgen købe vi os en anstændig klædning , pakke 
vøre sager ind i en bylt og spadserer ud ad noskildeveien . 
Det skulle gå til ved satans kunster , 
hvis del ikke skulle lykkes os at være på vejen til 
New-york , før politiet tænker på at nappe os . 
Planen syntes ztoveren så tillokkende , at han 
med stor interesse indlod sig på den , og de aftalte 
nu alt fornsdent . Den næste morgen skulle haltesoren 
møde støveren ved zorte-hest , efter først at 
hver havde forsynet sig med en ny , tarvelig klædning . 
De blev enige om at udgive sig før håndværksvende , 
hvem det dårligt betalte arbejde fordrev fra 
hjemmet , før på den anden side af jordkloden at 
søge et nyt og lykkeligere tilflugtssted , 
brændevinsflasken blev tømt før de skiltes , og 
udmalende sig et yppigt slaraffenliv hinsides Atlanterhavet 
faldt siøveren snart i en tryg , fast søvn . 

10de kapitel . 
Hvad uglehjelm og viceværten 
forhandlede sammen . 
Vor ven , den hæderlige Kristian Larsen , havde 
ingen anelse om den plan , som hans lejer og hans 
kammerat nylig havde fattet . Havde han kendt den , 
ville han naturligvis straks have ladet bomben springe 
og forlangt det , som han betragtede som sin lovlige 
andel i dyttet . Han var imidlertid of den mening , 
at de vare aldeles trygge , at Dalsgård var død og 
han altså den eneste der formåede at bringe noget 
lys i sagen . Han besluttede at lade hengå et par 
dage før han berørte mordet før forbryderne og 
derved gøre dem så tillidsfulde og rolige , at en 
underretning om , at han var indviet i forbrydelsen 
ville falde som en bombe ned imellem dem og han 
kunne da i det første skrækkens øjeblik formå dem 
til at indvillige i alt hvad han forlangte . Baronen 
derimod skulle pompcs straks , der målte ingen time 
hengå inden han havde gjort ham sin opvartning . 
Han klædte sig derfor på med den største omhyggelighed , 
iførte sig en strålende rød floilsvest , 
en æblegrøn frakke og satte sluttelig kronen på sit 
toilette , idet han tog en vældig pelshue frem fra sit 
klædeskabs øverste hylde , som han med en veltilfreds 
mine satte på sit tykke hoved . 

— jeg skulle mene , grinede han , at ingen tjener 
vil nægte mig adgang tisk sit herskab . 
Han nåde det tidligere omtalte hus i Bredgade 
og steg noget urolig til mode , han vidste ikke 
hvorfor , op ad de brede trapper til tredje etage . 
Han havde en vis nedarvet respekt for fine folk . 
Det var desuden første gang han skulle til at tale 
med en baron , hvis rang i hans øjne ikke var stort 
under kongens . 
Han ringede beskedent på . 
En netklædt tjenestepige lukkede op , og besvarede 
hans spørgsmål om baronen var hjemme , med 
et ja . 
— sig ham så , lille ven , hvæsede viceværten 
med sin venligste mine , at der er en mand , der gerne 
vil tale et par ord med ham . 
Pigen så forundret på den fede , simpelt udseende 
mand , men gik dog uden vægring ind for at 
førrette hans ærinde . 
Hun kom straks tilbage . 
— baronen er ikke rigtig vel , sagde hun , og ville 
helst se , om de opsatte bcsøget til en beleiligere tid . 
Dette var imidlertid ikke efter Larsens kogebog . 
— det er et vigtigt , meget vigtigt ærinde jeg 
har , sagde han smiskende ; jeg må absolut have ham 
i tale i denne aften . 
Pigen førsvandt atter , men kom øjeblikkelig tilbage 
igen og bad Larsen træde indenfor . 
Han gik ind i et stort , smagfuldt møblcrct værelse . 

Kristian Larsen sølte sig ikke videre vel til mode i 
disse omgivelser , der vare ham så uvante . Dog , han 
glemte ikke sit egentlige ærinde . 
Et øjeblik efter trådte baronen ind . 
Han var meget blegere end sædvanlig og en heftig 
nerves sittren gjennemfoer af og til hele hans legeme . 
Han var åbenbart syg . 
Baronen så med en vis forundring på den 
ham ubekendte mand , der påstod at have vigtige 
ærinder , der angik ham . 
— som jeg har meddelt dem , sagde han endelig 
med svag stemme , befinder jeg mig ikke vel , og det 
var kun da de påstod at have vigtige ting at meddele 
mig , at jeg besluttede mig til at tage imod dem . 
Tag plads og lad mig høre hvad de har at sige . 
Viceværten tog en af de elegante stole og satte 
sig magelig tilrette . 
- før jeg begynder , vil jeg underrette hr . Barønen 
om , at jeg er ansat ved Københavns opdagelscspoliti , 
sagde han og så stift vå uglehjclm . 
Denne studsede , og en brændende rødme for ham 
op i kinderne . 
— hvad angår det mig , svarede han med al 
den No , han i dette øjeblik formåede at samle . 
— måske mere end de tror . Jeg må bede 
dem om at høre på en lille historie , som er passeret 
her i byen i disse dage . Tillader de at jeg 
begynder ? 
Barønen havde støttet sit hoved mod den højre 

hånd , således at det ikke var muligt for Larsen at 
bemærke de synlige spor af den uro , der beherskede 
ham i dette øjeblik . 
Ved en svag bevægelse med hovedet gav han 
viceværten tilladelse til at tale . 
Larsen smilede idet han sagde : 
— en herværende mand af den fornemme klasse 
nærede et rasende had tsk en af vore mest ansete 
handlende . Grunden tsk dette had kender jeg ikke . 
For at tilfredsstille sin hævnlyst forklædte den fornemme 
mand sig en aften som sjover , og besagte en af 
Kristianshavns værste tyvehuler , for der at hverve 
redskaber til udførelsen af den plan , han havde fattet 
for at rydde sin modstander ud af verden . 
— i min egenskab af „ Opdager “ hændte det sig 
at jeg netop skulle træde ind i værtens stue i samme 
øjeblik som den fornemme mand gik ind i den almindelige 
gæstestue . Hele hans optræden havde strar 
vakt min mistanke , der bestyrkedes , da jeg gennem et 
nøglehul i dsren ind til gæstestuen hørte hele planen 
blive udviklet . 
— for om muligt at forhindre mordet modle jeg 
den aften planen skulle udføres på det berammede 
sted . 
— jeg kom desværre for sent , forbrydelsen var 
begået ; men gennem den smudsige rude i hytten 
så jeg tre mænd knæle omkring den døde , og enhver 
af lem svoer en hellig ed på , at være medskyldig 

i det begåede mord , oz ikke at ville forråde 
sine kammerater . 
— således lyder min historie . Den er endnu 
ikke kommen ud iblandt folk , ja jeg har endog ikke 
meddelt mine foresatte de opdagelser , jeg så uventet 
har gjort . Jeg ville først meddele hr . Barønen , 
at jeg nu er på vejen til politikammerct , for at afgive 
min rapport og om muligt at få at vide hvem 
den skyldige er . 
Barønen havde under denne korte fortælling 
siddet aldeles ubevægelig . 
I dans indre gærede stormen ; den vildeste 
fortvivlelse rasede derinde . Hans liv , hans ære , kort 
sagt alt stod på spil . 
Dog , midt i sin fortvivlelse oinede han endnu 
en udvej . 
Hvorfor kom manden til ham og fortalte at han 
kendte hans brede ? Hvorfor kom han ikke med de 
midler , der stod til hans rådighed , og arresterede 
ham straks ? 
Manden kunne måske kjsbcs til taushed . 
Efter at være kommen til dette resultat udbrød 
barønen tilsyneladende aldeles rolig : 
— hvormeget forlanger de ? 
— hvormeget ! råbte Larsen , forbavset over den 
kolde ro , hvormed disse ord blev udtalte . 
— ja , hvor meget ? Jeg ejer intet og har kun en 
dårlig pension fra min Broders gods at leve af ; 

men jeg skal døg forsøge på at tilfredsslille dem , hvis 
de ikke er for ublu . 
Larsen overvejede et øjeblik . 
Spænde buen for højt kunne ikke nytte , det indså 
han , den ville måske briste ; han sagde derfor 
med så venlig og smigrende stemme som det var 
ham muligt : 
— 2000 rigsdaler vil det være en ubetydelighed 
for hr . Baronen at opdrive . 
— deri tager de fejl . Kan jeg skaffe halvdelen 
vil det allerede være godt . Som sagt , min gode 
mand , det nytter ikke at presse vand af en sien , jeg 
vil forsøge på at skaffe dem 1000 rigsdaler . Jeg 
er i deres magt , det indser jeg ; men mere kan jeg 
ikke give . 
— det er noget vel lidt , mumlede viceværten . 
Hr . Baronen kan dog lige så let som at klo sig i 
nakken skaffe det dobbelte . Når de fortæller det 
hele til deres velbårne hr . Broder , vil han . . . 
— ti ! råbte baronen . Bland ikke min Broder 
ind i denne sag . Hør mig . . . for sidste gang , vil 
de modtage 1000 rigsdaler og tie med historien , så 
har jeg gjort dem mit tilbud , — vil de ikke , så 
sværger jeg dem til at de alligevel ikke skal få 
nogen nytte af deres spioneri , thi da vil jeg i morgen 
have endt mit liv . 
Dette havde Larsen ikke ventet . 
Forbloffet så han på baronen . 

baronen betragtede ham med et blik , der tydede 
på at hans beslutning var urokkelig . 
Larsen indvilligede derfor i at bevare hemmeligheden 
for den tilbudte sum . 
Pengene skulle udbetales dagen efter . 
Ved bortgangen blev viceværten opmærksom på 
baronens smukke Gulduhr , som skødesløst lå henslængt 
på bordet . 
I et øjeblik , da han troede sig ubemærket , stak 
han det til sig , og fjernede sig derpå med mange buk . 
Hvo kan beskrive baronens tilstand , da viceværten 
havde forladt ham ? 
Ikke en klage flap over hans feberhede læber , — 
ikke et suk undslap hans bryst . 
Havde han kunnet græde , ville dette have lettet 
det forpinte hjerte ; men tårekilberne vare for længst 
udtømte , og han kendte ikke det tilflugtssted i nød 
og sorg , som den gudfrygtige så ler ved at sinde . 
Den ulykkelige havde for længst glemt den religion 
han i sin barndom lærte og elskede . Han førnægtede 
gud . 
Skjøndt Larsen havde ventet sig et slorre udbytte 
af sit bcsøg , var han ikke desto mindre vel tilfreds 
med dej løste han havde fået . 
Klokken var over 11 da han atter nåde sit hjem . 

hele huset sov , og han lukkede sig forsigtigt ind ad 
gadedøren . 
Efter at have låset døren og lyttet om alt var 
stille , lagde han sig ned på gulvet og rullede det 
flidte , fedtede tæppe til side . 
En lem , der passede nøjagtigt i gulvets Fuger , 
kom til syne ; ved at trykke på et af gommene hævedes 
lemmen i vejret og en smal åbning kom til syne . 
En slige førske ned i kælderen . 
Larsen tog det stjålne Gulduhr , som han forsigtigt 
lagde i en æske , greb dernæst lampen og steg ned i 
kælderen . 
Der så ganske net ud dernede , vægge , loft og 
gulv destode af malede bræder . Langs de første stod 
store reoler og skabe , fyldte med klædningsstykker , 
tækketoi og andre sager han trådte hen til et 
slags chatol , der stod i et hjerne . 
Ester at have åbnet klappen kom en mængde 
småæffcr og kasser til syne . 
Værten lagde æsken med uret i ned i en skuffe , 
og åbnede med den inderligste fryd malet i det blege 
fede ansigt de ovrigc småkasscr . 
De vare fyldte dels med Uhre , dels med kostbare 
smykker , brocher , armbånd og ringe , af og til 
funklede en kostbar diamant på det matslebne guld 
og Larsens små øjne lynede af glæde . 
Efter at have lagt disse beviser på natlige ind « 
Brud og andre forbrydelser ned på deres plads , 
mumlede han overmåde fornøjet : 

— her bliver for fuldt igen , jeg må se at få 
en ladning smuglet over til Sverrige . 
Han åbnede derefter en klap i kælderens gulv 
og optog en lille jernkasse . 
Efter at have efterset om dens innhold : sparekassebsger , 
obligationer og rede penge , var urørt , 
steg han atter op af kælderen og satte alt tilbage på 
den gamle plads . 
Ved ej glas stærkt rom-toddy og en pibe tyrkisk 
tøbak glædede han sig nu dobbelt over dagens bedrifter . 
11te 
kapitel . 
En „ Velgører “ . 
Der er her i København ikke så få mennesker , 
der med en ringe kapital fører et stort , ja undertiden 
meget flot hus . 
Ingen kan forstå hvorfra pengene komme , og 
man undrer sig i stilhed over deres flothed . 
Mange af disse kapitalister i det små er dog 
virkelig i stand til at føre det flotte liv ; thi de årlige 
renter de trække er så enorme , at de ofte beløbe sig 

til halvdelen af deres hele formue . Sagen er ganske 
simpelt den , at de , for ikke selv ai komme til al gå 
for ågerkarl^ overdrage det til en kommissionær ar 
måne større og mindre summer mod blodige renter 
og fortrinlig sikkerhed , og de benytte sig således 
af deres næstes oieblikkelige forlegenheder og daglige 
sved , til al føre et herreliv , som ikke får ende . 
Den ældre hr . Henningsen , der var en meget 
gudfrygtig mand , som hver søndag to gange om 
dagen besøgie baptisternes forsamlinger , var bekendt 
for at være en udmærker dygtig kommissionær for 
pengelån , og flere „ Velgørere “ havde betroet ham 
deres formuer til ar gøre „ Godt “ med . 
Skjondt hr . Henningsen bestandig førte guds 
ord i munden og havde er brillant navn i verelverdenen 
som en „ rigtig skraber “ til ar slå penge 
af folk , var dej dog stedse med en vis bæven at en 
ulykkelig kreditor betrådte hans trappe , for at få 
sin verel fornyet eller en ny diskonterer . 
Hr . Henningsen var meget streng imod sine kreditorer , 
og han gik ubønhørligt tilværks imod dem , der 
ikke kunne betale den skyldige sum . 
Han flåde dem , han forfulgte dem til det yderste , 
han smed dem i slimener og hans løn var samtlige 
„ Velgøreres “ udelte beundring . 
Der var morgenen efter viceværtens besøg hos 
uglehjelm , ar vi betræde ågerkarlens værelse . 
Hr . Henningsen gik stolt som en løve frem og 

tilbage i sit værelse . Han strøg af og til sin grå 
knebelsbart og betragtede med beundring sin nye 
grå floils-slåbrok , medens han af og til mumlede 
før sig selv : 
— man må s ' gu imponere rakket ! 
I samme øjeblik ringedes der på klokken . 
Hcnningsen lukkede strar op . En meget flot klædt 
herre trådte ind . 
— er de hr . Hcnningsen ? spurgte den indtrædendæ . 
— ja , svarede ågerkarlen og så op og ned ad 
den fremmede . Hvem har jeg den ære at tale med ? 
— jeg er baron uglehjelm , svarede denne kort . 
— ah , Ba . . . Baron uglehjem ! trådte ågerkarlen 
og bukkede dybt . De er måske baron uglehjelm 
til ugleborg ? 
— snak ! Havde jeg noget Baroni kom jeg ikke 
til dem , min herre ! 
— åh ! svarede ågerkarlen , hvis begejstring 
strar kjølnedcs . Hvormed kan jeg være dem til tjeneste , 
hr . Baron ? 
— jeg ønsker et lån på 1000 rigsdaler , og 
det endnu i dag . 
Det gav et sæt i hcnningsen og forundret spilede 
han øjnene op . 
— 1000 rigsdaler , og det i dag ! råbte han . 
Men bedste hr . Baron , tror de . . . 
— de kan altså ikke , nå , så gør det mig ondt 

at have ulejliget dem , svarede baronen kort . Farvel , 
hr . Henningsen . 
— vent dog lidt , hr . Baron ! stammede ågerkarlen ; 
det var jo dog muligt at sagen kunne lade 
sig arrangere alligevel ; men så mange penge finder 
man ikke på gaden . De sagde at de skulle bruge 
pengene . . . 
— endnu i dag . Kan de skaffe mig pengene vil 
det være mig kært , er det derimod tvivl underkastet , 
så sig det hellere strar . 
Ågerkarlen grundede lidt . 
Han var ikke vant tsk sådan strar at skulle svare 
ja eller nej . 
— nåda , hr baron , sagde han kort efter . De 
skal få pengene på en tremåneders verel og det 
endnu i aften . 
— godt , svarede baronen , og han så ud som 
om en byrde var lettet fra hans bryst ; men hvor meget 
koster den ? 
— ja , under 100 rigsdaler kan jeg ' ikke antage 
den , var svaret . 
— 100 rigsdaler ! råbte baronen forbavset . 
— de kunne træffe dem , der tog 120 rigsdaler , 
svarede ågerkarlen fattet ; under det jeg har forlangt 
kunne vi ikke gøre den lille forretning . 
Skjøndt baronen nødigt ville betale den høje 
rente , så han sig dog nødsaget til at indvillige i 
alt hvad der forlangles og det blev besluttet at hr . 

Henningsen samme aften skulle bringe ham de 1000 
rigsdaler . 
Da baronen var gået kastede Henningsen sig i en 
lænestol og gned sig i hænderne . 
Ligesom Kristian Larsen mumlede han fornøjet om 
den guldfisk han havde fanget , og som skulle få lov 
til at spytte ordentlig i bøssen , før den atter slap løs 
af hans garn . 
12te kapitel . 
Flugten fra København . 
Tidligt på formiddagen , — klokken kunne vel 
være hen ad 9 , — forlod støveren og halte-løren 
huset i Prindsessegade . 
Kristian Larsen sov endnu efter den foregående 
dags heftige og glædelige anstrengelser , « og det lykkedes 
dem derfor at flippe ubemærket bort . 
Tågen hang endnu over byen , da de to kammerater 
sneg sig ind i en hosekræmmcrdutik i Størrestræde , 
hvor de gjorde deres jndkjøb . 
De satte sig derefter ind i en fordikjørende drosche , 

og kusken fik ordre at køre dem ud til Frederiksberg . 
Ingen politibetjent havde bemærket deres færd , 
og de havde al grund til at håbe at flugten ville 
lykkes . 
Drosken love de holde ved valbyveien , hvor de 
stege ud . 
De listede sig derpå ind i Søndermarken , hvor 
de køgte det tætteste og mest skjulte buskads . 
Alt løvet var endnu ikke falden af træerne ; de 
visne blade hang endnu fast ved grenene og bidrog 
fil af skjule forbrydernes hemmelighedsfulde færd for 
uindviede . 
De åbnede de store bylter , der vare tæt stoppede 
med nye , men tarvelige klædningsstykker . 
Dernæst afkoge de deres egne luvslidte , fedtede og 
lappede tør og iiørte sig hver et sæt grove blå 
klæder , der gav dem udseende af af være arbcidsfølk 
fra landet . 
De dårlige , smudsige og udtrådte sko måtte 
vige pladsen for et par solide bandstovler , de gamle 
hatte måtte gøre plads for nye klædcskaskjætter , og 
da de efter et kvarterrs forløb vare færdige med 
omklædningen , stod de som et par i det ydre aldeles 
forandrede mennesker , og der skulle en „ Opdagers “ 
Sine næse fil for af antage dem for forhærdede forbrydere . 
De gamle klæder blev højtideligt nedgravede i 

jorden , og denne atter bedækket med lov , for af skjule 
hvert spor af , af der havde været gravet for nylig . 
I bylten fandtes endnu et antageligt forråd af 
nyt tøj . 
— lad os nu se af få skankerne med os , sagde 
støveren . 
— å , sludder , vi er ikke halvt færdige , kammerat , 
svarede Halte-søren , og trak en barbcerkniv 
og en sar op af lommen kom her , sæt dig ned 
på denne træstub . 
— hvad ! råbte støveren grinende . Vil du 
skære halsen over på mig ? 
— snak , sagde den halte ; men håret og skjæget 
vil jeg skære af dig , bagefter må du vise mig 
den samme tjeneste . 
— du tænker dog på alt . Søren , svarede siøveren 
med et beundrende blik ; vær en evig , om jeg 
kunne have fundet på det . 
Han satte sig nu roligt ned og lod Halte-søren 
klippe hår og skæg af ham . 
Samme operation soretoges senere med haltesøren . 
Næsten aldeles ukendelige forlod de sondermarken 
og fløge ind på vejen , der fører til Roskilde . 
I en kro , der ligger hen ved et par mil herfra 
København , spiste de frokost . 
Den lange tur , der især faldt besværlig før Søren , 
havde givet dem den ønskcligste appetit . 

et kvarter før middagstøget nåde de Glostrup , 
hvor de købte billetter , men kun til Sorø . 
— hvorfor ikke til Korsør ? spurgte Halte-søren . 
— er du bindegal ? svarede hans snu ben . Vi 
ved jo ikke om der er „ Snuscre “ på banegården i 
Korsør ; når vi tilfods komme dertil , vil det være 
os meget lettere al slikke ombord i damperen , der 
går til Kiel . 
De toge plads i jernbanekupeen og kastede oieblikkelig 
et forskende blik omkring for — hvis der var 
ugler i mosen — da inde at tage flugten . 
Deres uro var imidlertid ugrundet . 
De omgaves kun af skikkelige bøndcrfolk , der 
havde været i hovedstaden for at sælge deres produkter . 
Toget brusede afsted og det var halvmørkt inden 
de nåde Sorø . 
Ubemærkede flap de ud af kupeen og sloge ind 
på slagelscveien . 
Efter at have gået et kort stykke blev de indhentede 
af en bondevogn . 
— vi skulle nok den samme vej , lader det til , 
sagde en venlig Nost til dem , i den brede sjællandske 
dialekt . 
De vendte sig om og bemærkede nu , at vognen 
kørtes af en fed , gemytlig bondemand , med hvem de 
havde slået en passiar af i kupeen . 
— ville i køre med ? spurgte manden . 
Delte havde forbryderne , der vare uvante med at 

bruge benene , intet imod , og de stege da op i den 
temmelig tungt belæssede vogn , som i småt trav 
kørte videre . 
Under den samtale , der nu indlededes med bonden , 
spurgte denne hvorhen de agtede sig . 
Halte-søren nævnede på lykke og fromme en 
lille landsby i nærheden af Slagelse . 
— så har i styret fejl kurs , Folkens , sagde 
bonden . I skulle have taget tsk Slagelse istedenfor 
til Soro . Det er allerede mørkt nu , hvorledes ville 
i finde byen i aften , og i have endnu to stive mil at 
gå før i komme dertil . 
Forbryderne begyndte på nogle forstilte beklagelser 
over deres fejltagelse . 
— ja , sagde bonden , og ulykken er også den , 
at der på hele vejen ikke findes en kro , hvor i 
kunne tage ind . 
— det er lovligt slivt ! stønnede Halte-søren . 
— ja , Folkens ! sagde den gemytlige bondemand 
slivt er det og jeg ved da ikke bedre end at i følge 
med mig hjem og blive beder i nat ; i morgen kunne i 
da fortsætte eders rejse . 
Dette forskag var meget velkomment før forbryderne . 
Havde man også sporet dem til jernbanen , 
så måtte sporet høre op her ; thi de havde 
ikke overnattet i noget herberg den første nat . 
De gik altså ivrigt ind på bondens indbydelse , 
og et kvarter efter rullede vognen ind i en velbygget 
solid bondegård , med fire prægtige længer . 

lænkehunden gløede da vognen kørte frem før 
døren , karlen kom springende fra stalden før at 
overtage omsorgen før kjøretøiet og en ældre , pæn 
kone trådte ud fra stuehuset , før at modtage sin 
mand . 
Mutter fik et smækkys og manden forestillede 
hende derefter støveren og halte-sørcn som to håndværkere , 
han havde truffet på jernbanen og som ikke 
i denne mørke aften kunne tænke på at nå deres 
bestemmelsessted . 
Kønen gav dem en venlig velkomst og snart sagde 
de alle omkring det gfæstfrie , blanktskurede egebord , 
som kønen dækkede med de bedste netter hun havde 
i huset . 
En følelse af velvære , som de ikke , havde kendt 
i mange år , bemægtigede sig de to forbrydere . 
I kjøbenbavn vare de begge kendte og skyede , 
her antog man dem for skikkelige mennesker , der ingen 
forbrydelser havde at bære på , og behandlede dem 
derefter . 
Efter måltidet fik kønen sin spinderok og 
mændene piberne frem , og der begyndte en lun , fortrolig 
passiar , som kun af og til afbrødcs af en eller 
anden lille ed , som støveren efter gammel vane , ikke 
kunne lade være at trumfe ud med , hvor megen 
umage han end gjorde sig for ret at synes et ordentligt 
menneske . 
Samtalen faldt snart på København og dens 
beboere . 

— jeg har en farbroder derinde , sagde værten ; 
men det er nu hen ved tyve år siden vi sidst sås . 
Vi kunne ikke komme overens sammen og han gik 
derfor sin og jeg min vej . Han skal nok ellers være 
en velhavende mand ; men hans penge er vistnok ikke 
erhvervede på den bedste måde . 
— så , sagde Søren ; og hvad hedder da manden ? 
Det kunne jo hænde sig vi kendte ham . 
— han hedder Kristian Larsen og boer etsteds 
ude på Kristianshavn , kvor han har en handel ; 
men stolte penge skal han også fortjene på andre 
måder , som jeg ikke nærmere vil fortælle . 
Forbryderne verlebe et blik ; de kendte manden , 
men anstillede sig naturligvis , som om hans eristents 
var dem , de skikkelige folk , aldeles ubekendt . 
Man vedblev at tale en kort tid endnu før man 
begav sig ril No . Så længe de havde været i stuen 
havde støveren , så ofte han troede sig udemærket , 
kastet stjålne blikke til et gammeldags svært chatol , 
som stod i et hjerne as stuen . 
Der gærede åbenbart en sort plan i hans indre . 
Den var endnu ikke moden , den skulle først meddeles 
hans kammerat , 
som man kan tænke sig længtes han efter at 
blive alene med Halte-søren . 
Han rejste sig derfor fra stolen , gabede og klagede 
over træthed . 
Den gæstfrie bondemand skyndte sig med at 
anvise sine fremmede deres natteleje . 

han viste dem ind i et lille hyggeligt Kammer , 
hvor en stor seng , med grove , men snehvide lagener , 
lokkende indbød dem til hvile . 
Uden at tale et ord sammen klædte forbryderne 
sig as og gik til sengs . 
Neppe havde de imidlertid lagt sig tilrette , før 
støveren hviskedee , til sin kammerat : 
— her er forretninger at gøre , Søren ! 
— hvor ? spurgte Halte-søren med tilbageholdt 
åndedræt . 
— derinde ved siden af . Det er en rig mand 
vi er komne ind til ; alt tyder på velstand . Jeg 
har taget mål af chatollet derinde , skulle vi ikke 
prøve på at forøge vore rejsepenge ? 
— men tror du det går ? indvendte den halte . 
— om det går , ja naturligvis går det ; det 
er kun skade , at jeg ikke fik noget værktøj med . 
- det var som satan ! 
— å , jeg tror iovrizt ikke , at vi så meget 
vrøvl med den lås , den hører til de gammeldags , 
som kan dirkes op med et halvt øje og et rustent som . 
Øver to timer blev de liggende i sengen og . 
Lyttede efter enhver støk , som de troede at høre . 
Endelig da alt var tyst , sneg ? Forbryderne sig ud 
af sengen og tændte lys . 
Døren til stuen åbnedes uden støj ; henne i 
hjørnet stod det gamle chatol , hvis mørke , glindsende 
sider flimrede i den urolige belysning . 
Søren havde faget et som ud af væggen i 

sovekammeret og bøjet det krumt mod kakkelovnspladen . 
Bevæbnet med dette kunstige instrument , der i 
en øvet indbrudstyvs hånd omtrent gør samme 
nytte som dirker i den uovedes , listede de sig hen til 
det gamle mødet . 
Nøglen sad i låsen . 
Forbryderne så på hinanden . En sådan tryghed 
tydede just ikke på , cm ider var mange penge 
indenfor klappen . 
De ville dog gøre et forsøg . 
Den tunge , buede klap lod sig lydløst rulle tilbage 
og nogle skuffer kom til syne . 
De blev sagte udtrukne og en brun tegnebog 
samt flere specier , lndsvøbte i papir , kom til syne . 
Specierne forsvandt øjeblikkelig i støverens rummelige 
lommer . 
Derefter undcrsøgtcs tegnebogen . 
Der fandtes omtrent 400 rigsdaler i den . 
Klappen blev sagte rullet ned igen og chatollet 
efterset . 
Halte-søren skal nøglen til sig og begge snege 
sig sagte tilbage til soveværelset . 
— hvad nu ? spurgte støveren . Skulle vi straks 
slikke a ' ? 
— nej , på ingen måde , derved ville vi straks 
imorgen tidlig få sporhundene efter os . Vi blive 
ganske rolig her til i morgen og forlade stedet på en 
skikkelig måde . 

— ja men tyveriet . . . 
— måske får bonden intet at gøre i chatollet , 
— eller han får noget at gøre der , men 
savner nøglen . Den skal først opledes , og findes den 
ikke skal der først bud til smeden ; dette tager altid 
den meste tid af dagen , og så — ja så er vi 
allerede i Hamborg . 
Dette råd blev fulgt og forbryderne lagde sig 
atter til sengs , for at fortsætte deres afbrudte nattero . 
De faldt straks isøvn ; en tryg , en rolig søvn , 
som gud ellers skænker de retfærdige . 
13de kapitel . 
På rejse . 
Ganske tidlig den næste morgen vare alle på 
benene i bondegården . 
Karlene skare hakkelse til heste og køer , og pigerne 
havde allerede fået smørkærnen igang , da 
forbryderne vågnede og i en fart kom i klæderne . 
Med en vis angst trådte de ind i familiens 
dagligstue , parate til at fortsætte rejsen . 

ilden bragede i den gammeldags kakkelovn , og 
udbredte en behagelig varme . 
Bondekonen var i færd med at tragte kaffe . 
Endnu var intet opdaget . 
Såvel manden som konen nødte med venlige 
ord deres uværdige gæster til at sidde ned og tage 
en solid forfriskning før de gik ud i den kolde morgenluft . 
Det var snart bestilt . 
Med et trofast håndslag skiltes værten og hans 
kone fra forbryderne , som slog ind på den anviste 
vej til den lille by . 
Men ikke så snart havde de forladt gården før 
de skråede over markerne , og gik tilbage til Sorø , 
hvorfra de vare komne . 
Det var forbrydernes plan at køre med jernbanen 
til Slagelse , og derfra at gå til Korsør , før 
om aftenen at slippe ombord i postdampskibet , der gik 
til Kiel . 
— den gik bra ' , Søren ! lo støveren , så det 
klukkede i ham . Bondetampcn blev taget ordentlig 
ved næsen . 
— ja , grinede Halte-søren . Jeg ville gerne 
give en hel mark før at se hans gefjæs , når han 
opdager at alle „ Fiskene “ er gåde i vandet . 
— hahaha ! Glæden gjor dig villig , gamle 
svend ; men vi må nok se at få skankerne med 
os , hvis vi skulle nå Sors tidlig nok . 

det havde frøsset stærkt om natten og vejens 
vare spcilglatte . 
Efterhånden som de nærmede sig Sorø skrede de 
raskere frem , og de nåde jernbanestationen tidligt nok 
til at komme med toget til Slagelse . 
Kort at fortælle , uden videre hændelser nåde de 
henad aften Korsør og toge ind i en temmelig berygtet 
kippe , hvis bært holdt herberg før rejsende eller 
rettere sagt „ fægtende “ Håndværkssvende . 
De havde mønt på lommen og krævede derfor 
rask ind . 
Den dele dag havde de intet nydt , og kulden i 
forbindelse med den uvante bevægelse , havde taget 
stærkt på dem . 
Værten gjorde sig al mulig umage før at beholde 
de to forbrydere noget længere , og lovede dem et godt 
nattelogis før 4 skilling pr . Hoved . Han forestillede 
dem de natlige rædsler på havet , men forgæves , de 
ville , som de fortalte , over til Fyen , og endelig opgav 
herbergværten al overtalelse . 
Klokken var hen ved 11 da de før et syns skyld 
gik ombord i den lille damper , der lå klar til at sejle 
til Nyborg ; men de forlod det straks før at gå ombord 
på det store skib , der sejler til Kiel . 
Uden vicere hindringer slap de ombord og skjulte 
sig bag nogle kasser forudeingen 
tog notits af dem , man antog dem før 
et par rejsende håndværkssvende . 

klokken ringede tredje gang og skibet lagde ud 
fra bolværket . . 
Hjertet hoppede i livet på Søren og sloveren , 
da skibet lagde ud . 
Nu var al fare forbi , mente de ; snart ville de 
befinde sig på tysk grund . 
For en ubetydelighed lejede de et par af maskinfolkenes 
køjer og hvilede trygt efter dagens besvær . 
De dårer , de vidste ikke at al deres mole , al 
deres besvær kun ville være spildt ulejlighed , — at 
hævnen , der aldrig sover , allerede havde udslynget sit 
næt for at tilintetgjore tyvene og morderne . 
Tidligt den næste morgen lagde damperen til i 
Kiel . Preussiske embedsmænd kom ombord og alt 
blev visiteret . 
Sammen med toldembedsmændene kom også en 
lille , spinkel mand ombord i skibet , hvis passagerer 
han syntes at beskue med stor interesse . 
Længe og vedholdende betragtede han de to forbrydere , 
der ikke anede at være genstand for en så 
speciel opmærksomhed , men hcnzave sig ene og alene 
til glæden over at betræde et fremmed land . 
Engang syntes det som om den lille mand ville 
nærme sig støveren og hans kammerat ; men han 
drog atter føden tilbage og så endnu en tid uvist 
på dem . 
Da de forlod skibet fulgte han efter dem i 
nøgen frasland , efter først at have hvisket et par ord 
til en svær , robust bygget mand , som derefter ligeledes 

s-nieø at fatte særlig sympatti for vore rejsende , 
thi han fulgte dem uafbrudt med øjnene og begav sig 
straks til jcrnbanegården , hvorhen „ den lille “ kørt 
efter også kom , ledsagende støveren og Halte-søren , 
men i nogen frastand . 
Støveren kunne endnu erindre en del af det 
tyske sprog , han havde lært i sin ungdom , og var 
selvfølzeliz den ørdførende , da de toge billetter direkte 
til Hamborg . 
„ Den lille “ og den robuste mand stege ind i 
samme koupee som forbryderne , men satte sig i det 
modsatte hjerne . 
Baggonerne fyldtes efterhånden med passagerer , 
preussiske soldater , søfolk , bønder og borgere imellem 
hverandre . 
Overalt lød det tyske sprog , udtalt på en mere 
eller mindre korrekt måde , men desto gladere vare de 
to forbrydere , da de kunne tale mere uforstyrret om 
deres affærer , uden at nogen førstod dem . 
„ Den lille “ og „ den robuste “ førte ligeledes en 
ivrig samtale , og hvorledes det end gik til , støveren 
og Halte-søren flap dem aldrig af syne , når de 
standsede ved en af stationerne . 
Stedse passedes der på dem . 
Steg en af de første ud , strar måtte enten „ den 
lille “ eller „ den robuste “ ned og røre benene , kørt 
sagt , de beærede dem med en så vedholdende opmærksomhed , 
at de , hvis de vare komne under vejr 

dermed , med rette ville have felt sig meget urolige 
tilmode . 
Endelig , efter halvtredie times kørsel , nåde 
man Hamborg . 
Halle-soren stirrede med forbavselse på det nye , 
for ham aldeles ukendte liv på den tyske banegård , 
hvor det vrimlede af soldater , toldembedsmcend 
og fint klædte herrer og damer . 
— i denne mylder må man da let kunne skippe 
bort , tænkte Søren . 
Deres lille bylt blev flygtigt undersøgt af toldbetjentene 
og de fik lov ar passere . 
— hvad nu ? sagde halle-soren og blev stående . 
— vi må først se at få noget i skrutten , 
mente støveren ; siden ville vi sorsøge at komme 
ombord . 
De skoge nu ind på vejen til forstaden Sankt 
Pauli , hvor de snart på „ Hamborger Berg “ fandt 
et herberg , hvor de foreløbig floge sig tsk ro . 
To minuter efter ankom der til samme herberg 
to andre mænd , som vi allerede kende under navnene 
„ den lille “ og „ den robuste “ . 
Et kvarter derefter forlod „ den lille “ Huset og 
forsvandt et øjeblik i en politistation . 
Han sås derfra at begive sig til telegrafbureauet , 
hvor han skrev en længere depeche , som oiebliklclig 
blev afsendt . 
I over en halv time ventede han med synlig 
spænding på svaret . 

endelig kom det . 
Han løb mere end han gik tilbage til politistationen , 
og kom strar efter ud , ledsaget af to betjente , 
med hvilke han slog ind i retning af det omtalte 
herberg . 
Støveren og Halte-søren sagde netop ved en god 
frokost . 
De havde alt sat adskillige „ Kummeler “ tillivs , og 
løftcde nu kruset med det skummende bockbier , da 
døren åbnedes ud mod gangen , og „ den lille “ 
Trådte ind med sine ledsagere . 
Samtidigt gik døren op , der førte ud ti ! Kjøkke « 
Net , og „ den robuste “ kom roligt ind i gjæstcværelset 
og satte sig tavs og med værdighed tæt ved døren . 
Støveren og haltc-søren så med en vis skræk 
på disse forberedelser . 
De skulle dog ikke længe blive i den kvælende 
uvished . 
„ Den lille “ trådte frem og sagde med et gemytligt 
smil på rent dansk : 
— kære venner ! jeg havde nær ikke kendt eder 
igen , under den gøde forklædning ; men heldigvis kan 
fanden ikke skjule sit bukkebeen og Søren ikke fin 
halten , og det hjalp på min hukommelse . Jeg 
håber at have fornøjelsen ^af eders selskab på 
hjemrejsen til kjobenhavn . s 
forbryderne blegnede og så sig forsfyrrede omkring 
efter en udsigt til flugt . 

dog , det var forgæves ; der stod vagt ved enhver 
udgang . 
Halte-tøren faldt aldeles sammen og støveren 
sprang op med en ed . 
— gør mig nu ikke for meget af det , sagde 
„ den lille ' , ' ellers nøde i mig til at bruge magt . 
— hvad have vi gjort ? spurgte støveren og 
så trodsigt på ham . 
— ja , hvad i have gjort få i vist nok at 
vide , når i lykkelig og vel er komne tilbage til København . 
Foreløbig , kære venner , må vi undersøge 
eder en kende . 
Med øvet hånd foretog nu „ den lille “ Ransagningen , 
og undersfottedes af „ den robuste “ . 
Med en vis forbavselse fandt de hos begge forbryderne 
en sum af tilsammen hen ved 1000 rigsdaler . 
— død og pine ! råbte „ den robuste “ . I have 
vkeret forsynlige for i stak a ' ! 
Der blev nu hentet en drosche . 
„ Den robuste “ satte sig op tsk kusken , „ den 
lille “ og den ene af politibetjentene blev hos forbryderne 
i vognen . 
Skjøndt støveren gerne havde forsøgt på at 
slå sine bevogtere for panden , og ved hjælp af den 
opståede forvirring forsøge på at knibe ud , så opgav 
han døg snart denne lyst , thi pengene vare de jo 
ikke mere i besiddelse af , og uden disse kunne han ikke 

xomme frem i det fremmede land , men ville snart 
blive pågrcben igen . 
Halte-ssren sad fløvt og ligegyldigt . 
Han var aldeles falden sammen og så med ro 
et livsvarigt tugthusarbeide oprulle for sit indre blik . 
Forbryderne blev på det såkaldte „ Stadthaus “ 
Satte i sikker forvaring . 
Øm aftenen , da toget afgik til Kiel , blev de 
under sikker bevogtning transporterede tilbage til København . 
14de 
kapitel . 
Imellem liv og død . 
Med en forfærdelse , en sorg , der grænsede til 
fortvivlelse , modtog grosserer Dalsgårds familie 
efterretningen om den elskede mands ulykke . 
Intet anende sagde moder og datter , beskæftigede 
ved håndarbejde , da vognen kørte frem for døren . 
Man havde længe undret sig over husfaderens 
usædvanlig lange udeblivelse . 
Aftensbordet stod dækket , man ventede kun på 
Dalsgård . 

pludselig lsd der ude fra trappen en forvirret 
lyd af trampende fødder , af mange stemmer ; som 
det syntes blev der båret en tung byrde op i huset . 
Et vældigt tag i klokkestrengen bragte moder og 
datter til at fare sammen og se på hinanden med 
spørgende blikke . 
De hørte tjeneren åbne entredøren og svare 
på de spergsmål der blev gjort ham , med en 
ængstelig , rystende stemme , men ordene kunne de ikke 
forstå . 
Skælvende rejste de sig . 
Idetsamme gik døren op og husjomfruen styrtede 
ind , med skræk og forvirring i hver mine . 
— Herren ! råbte hun åndeløs , og sank om 
på en stol , uden at kunne sige et ord mere . 
Fru Dalsgård og Klara ilede ud af den åbne 
dør og stedte i samme øjeblik på den sørgelige 
transport . 
Biklor ilede hen imod dem . 
— biktor ! for gud i himlens skyld , er Dalsgård 
. . . er min mand kommen tilsfade . . . er 
han død ? 
Klaras fortvivlede ansigt skar den unge mand i 
hjertet . 
— nej , trøst dem , frue , han er ikke død , men 
hans tilsland er meget farlig . Se at fat dem så 
meget som mulig . Med guds hjælp vil han nok gå 
det igennem . 
Moder og datter ilede — uden at forlange en 

nærmere forklaring — ind i det tilstedende værelse , 
hvor de fremmede mænd , i forbindelse med husets 
folk , havde bragt Dalsgård til sengs . 
På Peters foranstaltning var tjeneren oiedlikkelig 
sendt efter huslægen . 
Grossereren lå stille hen . 
Hans åndedræt var ikke hørligt , og intet spor 
af bevidsthed var at mærke . 
Tvingende sig til ikke at græde nærmede hustruen 
sig sin mands leje og greb den nedhængende hånd , 
som hun trykkede til sine læber . 
Klara knælede ved siden af sengen . 
Kort efter kom huslægen . 
Peter Henningsen og hans fætter havde bortfjerncl 
sig . 
Familiens huslæge undersøgte atter på det nøjagtigste 
patientens tilstand , og at det resultat han 
kom til ikke var det sletteste , derom vidnede del smil , 
der udbredte sig over hans åsyn , da undersøgelsen 
var forbi . 
— med guds hjælp , sagde han endelig , med 
den beroligende dæmpede stemme , der er egent for 
et sygeværelse ; — med guds hjælp håber jeg nok 
at kunne redde hans liv ; men det vil blive en langvarig 
sygdom og den største forsigtighed må iagttages . 
— og nu , vedblev professoren efter at have 
nedskrevet nogle recepter og anordnet sygepleicn ; nu 

ville jeg nok høre hvorledes min ven er kommen i 
denne forfatning . 
Alles blikke hæeftedes på Viktor . 
Han begyndte sin fortælling , den vi allerede 
kende , og forlang kun , at han havde genkendt sin 
fader i den ene af morderne . 
Med en ubeskrivelig rædsel hørte de tilstedeværende 
på beretningen om den gruelige gerning . 
De takkede himlen fordi hjælpen var kommen , 
om end næsten forsilde . 
Klaras milde , tårevædede øjne strålede Viktor 
takkende og velsignende i møde . Hun greb hans hånd 
og kyssede den . 
— uden dem og deres venner var min elskede 
mand nu død , sagde moderen . Gud velsigne dem , 
kære Smidt ; vi skulle aldrig forglemme dem det . 
— jeg forstår imidlertid ikke , sagde Klara , hvem 
der kan have begået denne udåd . Fader er jo almindelig 
afholdt og har ikke en eneste fjende . 
— kunne her ikke foreligge et rovmord ? sagde 
lægen . 
— det er ikke let at se af hvad beskaffenhed 
forbrydelsen er , ytrede Viktor ; men vort dygtige 
politi vil sikkert bringe lys i sagen . 
Det var med en kvælende indre uro at han udstedte 
disse ord . 
Bragte politiet lys i sagen var hans egen fader 
jo fortabt . 

da lægen gik ordinerede han , at den slorste ro 
og stilhed måtte iagttages i sygeværelset . 
Fru Dalsgård blev nu hos patienten og Viktor 
fulgte Klara ind i dagligstuen . 
Den u » ge pige satte sig hulkende ned på en 
stol og gav sin sindsbevægelse luft . 
Den gamle følelse af at være uværdig til at eje 
en sådan skat , som den unge pige , bemægtigede sig 
atter Viktor . 
Dog , at se den elskede således hengive sig til sin 
bedrovelsc , formåede han ikke . 
Han gik hen til hende , slyngede sin arm om det 
smækre liv og tilhviskedee hende den trøst , der lyder 
så kold fra en fremmeds tunge , men som besejrer 
enhver sorg , når den lyder fra den elskedes læber . 
Viktors ord gjorde også sin virkning . 
Efter et par minuters forløb hævede Klara sit 
smukke ansigt med et smil på læben . 
De himmelblå øjne skuede strålende ind i hans . 
Endnu glimtede der enkelte dråber i de lange , sryndsede 
øjenhår , men dette gjorde hende kun endnu 
skønnere , ligesom naturen er prægtigst og mest frisk 
efter en mild regn . 
Fra denne time af hengav Viktor sig aldeles til 
sin kærlighed . Han følie , at han nu ved at trække 
sig tilbage ville knuse et ungt , uskyldigt hjerte foruden 
sit eget . 

tidligt den næste morgen måtte Viktor , Peter 
hcnningsen og Karstens møde for forhørsdommeren 
og afgive en detailleret forklaring om hvad der var 
passeret den foregående aften . 
Alle kføbenhavns opdagelsesbelfente vare på 
benene . 
Enhver , der henhørte til protokollen over „ de 
mistænkelige “ , blev tilsagle til at møde og blev 
tagne i forhør . 
Man savnede de to forbrydere Villiam Smidt , 
også kaldet støveren , og Søren Hansen , almindelig 
benævnt halte-sørcn . 
Telegrammer blev sendte ud i enhver retning , 
til Sverrige , til Hamborg og de større ksobstæder . 
Flere opdagelsesdeljente afgik samme formiddag 
med toget til Korsør . 
Et telegram traf således en af de vigtigste opdagere , 
som tilfældigvis i dette øjeblik på tilbagerejsen 
befandt sig i Kiel . 
Han besluttede at iagttage passagererne på dampskibet , 
ber kom fra Korsør , og vi vide at hans umage 
kronedes med held , 
politiet formåede dog ikke at trænge tilbunds i 
sagen før offeret selv kunne afgive sin forklaring ; 
men hertil var der lange udsigter , — om det nogensinde 
kunne ske var uvist . 
Viktor og de to andre , der havde hindret forbrydelsens 
fuldsørelse , formåede kun al afgive en 
meget vaklende forklaring angående gerningsmændene ; 

de havde ikke set disses ansigter i det svage 
månelys , og hvorledes , hvor og når forbrydelsen 
var bleven begået vidste de ikke . 
15de kapitel . 
I Pilestræde . 
Dagen før den uhyggelige begivenhed indtraf 
var madam Smidt — den ulykkelige gamle kone , 
som Dalsgård reddede fra nød ' og elendighed — 
flyttet ind i det lille hyggelige værelse , som Dalsgård 
havde lejet til hende hos madam Søndrup i Pilestræde . 
Den gamle kone var endnu en del afkræftet efter 
de lidelser hun havde gennemgået . 
Støverens — hendes søns — flammelige opforsel 
havde , hvor forberedt hun end var derpå , gjort 
et forfærdeligt indtryk på hende . 
Truselen mod Dalsgård begyndte atter at forskrække 
hende . 
Hun kendte støverens heftige , afskyelige karakter 
og vidste , at han aldrig lød en lejlighed til at hævne 
en fornærmelse hengå » ændset . 

af madam Søndrup og hendes datter var den 
gamle kone bleven modtaget på den bedste måde . 
Hun blev betragtet som et medlem af den lille 
familie og man gjorde alt for at mildne hendes hårde 
skæbne . 
Det var temmelig sent om aftenen , dagen efter 
forbrydelsens ubførelse , at de tre kvinder sagde sammen 
omkring det lille bord i familiens dagligstue , 
beskæftigede med syning . 
Marie og hendes moder arbejdede flittigt . 
Madam Smidt sad i en slags sygcstol ; også 
hun havde beskæftiget sig med syning , men hånden var 
sunken mat ned i skødet og øjnene vare halvt tillukkede . 
Hun var i færd med at blunde . 
Der lød hurtige skridt på trappen . 
— hvem mon det kan være så sent på aftenen ? 
Spurgte madam Søndrup . 
Marie rødmede let , hun kendte en vis persøns 
måde at gå op ad trapperne på . 
Der bankedes på døren og Peter Henningsen 
trådte ind . 
Marie ilede ham i møde og efter de første kærlige 
hilsener sagde hun bebrejdende : 
— men hvor blev du af i går aftes ? Di ventede 
dig hele tiden , og du blev borte . 
— det var øgså den mærkeligste begivenhed jeg 
har oplevet , der forhindrede ung i at komme . 
— hvilken ? spurgte de nysgerrige kvinder . 

— i forening med min fætter og en anden ung 
mand lykkedes det mig at forhindre et mord blive 
fuldbyrdet , 
ved ordet „ Mord “ vækkedes madam Smidt af 
sin dvale ; hun satte sig overrende i stolen- og så 
med forundring på den unge mand . 
Peter blev nu med al formalitet præsenteret for 
hende som datterens forlovede . 
— men gud forbarme sig ! råbte madam Søndrup 
dernæst ; et mord ! 
— ja , svarede Peter , og det et mord på en 
mand , som alle her tilstedeværende kende og højagte . 
— hvem , hvem ? 
— på grosserer dalszård . 
Madam Smidt , der med bankende hjerte og 
åben mund havde lyttet efter navnet , faldt ved disse 
ord tilbage i sædet , som ramt af lynet . 
De tilstedeværende fore op . Madam Søndrup 
ilede ud efter vand , Marie løftede den stakkels kones 
hoved i vejret og gned hende ivrigt i tindingerne 
med kamferdråber . 
— stakkels kone ! sukkede madam Søndrup bedrovct ; 
det stød kunne hun ikke tåle . 
Hun vidste imidlertid ikke den rette grund . 
Den gamle kone så i mordet på Dalsgård 
en udsørelse af sønnens trusel . 
Hun kom dog snart til sig selv igen ; men en 
dødelig bleghed bedækkede hendes kinder og hun rokkede 
atter frem og tilbage , idet hun hviskedee : 

— at han kunne det , at han kunne det . En 
Broder dræbe en Broder . 
De tilstedeværende forsfode ikke betydningen af 
disse ord ; de stirrede forundrede på den gamle og 
rystede på hovedet . 
Endelig bred hun tavsheden . 
— er morderen greben ? spurgte hun med svag 
stemme 
— der var to , svarede Peter ; vi kom for sent 
eller rettere sagt vare for svage til at fange dem . 
— to ! hviskedee konen og et lettende suk steg 
op fra det forpinte bryst ; jeg tager måske fejl . 
Hun kom snart til sig selv igen . Peter måtte 
fortælle og med stor spænding lyttede alle efter . 
Glæden strålede på alles åsyn , da han kom 
dertil , at lægen havde erklæret , at der ikke var fare 
for den såredes liv og forhåbentlig heller ikke for 
forstanden . 
Han måtte så noiagtig han kunne beskrive 
mørdernes personer . 
Sålænge han talte om halte-soren sad den 
gamle kone og hørte noget ligegyldigt efter ; men da 
han gik over fil at beskrive støveren , hvilket han , som 
sagt , kun kunne gøre temmelig ufuldstændigt , vaktes 
hendes interesse i hoicste grad ; hun lyttede med 
krampagtig opmærksomhed efter det mindste ord og 
sad længe og grublede derover . 
Efterat Peter havde ført den sædvanlige hviskende 
samtale med Marie om deres evige kærlighed og de 

småting , som kun interessere unge elskende , sagde 
han endelig , idet han var i begreb med at gå bort : 
— det er sandt , jeg har såvel her som på 
polikammeret glemt at meddele en meget væsentlig 
omstændighed , som muligvis vil bringe lys i sagen . 
Det er dog mærkeligt at man kan være så glemsom . 
Forbryderen i båden råbte nemlig fil sin kammerat , 
der endnu kæmpede i land : „ Hurra , siøver ! slå 
dem ned . “ 
I samme øjeblik lød det som om et tungt legeme 
styrtede fil jorden . 
De vendte sig forfærdede omkring . Madam Smidt 
var atter besvimet og lå nu på gulvet i de heftigste 
krampetrækninger . 
Hun blev båret ind på sin seng , en læge blev 
hentet og før midnat koyi huset ikke til ro . 
Gadedøren var lukket og Marie måtte følge Peter 
ned ad trapperne før at lukke ham ud . 
Han omfavnede hende heftigt og med en ild , der 
forskrækkede den unge pige . 
Dog , når man elsker tilgiver man let den elskedes 
brændende kærlighed . 
Han var 20 år , hun kun 16 år gammel ; i 
den alder plejer fornuften sjælden at føre herredømmer 
øver lidenskaberne . 
Hun gjengjældte snart hans omfavnelse med 
samme ild , med samme varme . 
I det øjeblik , da fornuften var nær ved at bukke 

under , samlede hun dog al sin kraft og stedte ham 
næsten forfærdet tilbage . 
Hun havde overvundet fristelsen . 
Den unge pige brast i en heftig gråd ; hendes 
forlovede stod tavs og modfalden ved hendes side . 
— tilgiv mig , hviskedee han ; men mine sandser 
omtågedes , min kærlighed til dig er så stor . 
Den unge pige smilede atter gennem tårer ; 
hun åndede lettere . 
Det var dog med en vis forlegenhed at de denne 
aften sagde hinanden farvel . 
16de kapitel . 
Krisfian Larsens ærgrelse . 
Vi have i et foregående kapitel sagt , at den 
hæderlige vicevært sov på sit grønne øre da støveren 
og halte-sørcn listede sig bort fra hans hus . 
Havde han haft den ringeste anelse om en sådan 
plan , ville han sikkert have forhindret den for enhver 
pris . Ikke alene mistede han 200 rigsdaler ved 
denne spas , men hans Lotte til politiet om at holde 
et vågent øje med støveren blev jø heller ikke opfyldt . 

med en retfærdig harme over på denne måde 
at være bleven snydt , sad han den følgende formiddag 
og nød sin frokost . 
Skjøndt han var sikker på at erholde 1000 rigsdaler , 
gik tabet af de 200 rigsdaler ham døg meget 
nær til hjerte . 
Vel vidste han ikke med bestemthed om det kun 
var en mindre udflugt , forbryderne agtede at gøre , 
eller om det var en afsked for stedse ; men adskillige 
omstændigheder » ydede på , at de havde været hjerteløse 
nok til ar løbe bort uden at sige deres nært op , 
og den lille , blege mand køgte af indre raseri og 
ærgrelse . 
Han nedskrev derfor i al hemmelighed en rapport 
drsangående og ville netop — efter endt frokost 
— bringe den op på poliiikammerct , da en net 
klædt mand gennem butikken trådte ind til ham . 
Larsen rejste sig øjeblikkelig og gjorde et meget 
underdanigt buk . 
Med sin mest smigrende stemme bad han hr . 
Betjenten at tage plads , og begyndte med stor tungefærdighed 
at udvikle , hvorledes han havde haft den 
sorg , at to af byens værste forbrydere , som han 
specielt havde taget sig af , samme dags morgen vare 
lødne deres vej og sandsynligvis vendt næsen mod 
Amerika . 
Betjenten studsede og så forskende på den 
ængstelige spion . 

— du har vel hørt tale om det afskyelige mord » 
Forsøg , der forøvedes i går Astes ? sagde han . 
— et mord ! råbte Larsen . Ih , du forbarmende 
gud , hvor ? 
— etsteds herude ved Kallebodstrand . Du må j 
den anledning sætte dig i bevægelse og afsøge de 
værste af hullerne endnu i dag . Iaften klokken 11 
har du at møde med din rapport . 
Skjøndt betjenten tilsyneladende ikke lod til at 
tage nogen videre notits af Larsens fortælling om 
forbrydernes undvigelse , havde han døg nøje bemærket 
sig den ; han nærede en uovervindelig afsky mod Kristian 
Larsen , som han med god grund havde mistænkt 
for såvel at stå i forbindelse med forbryderne som 
politiet , og stedse at tage det parti , som han antog 
at være det fordelagtigste . 
Følgen af denne samtale have vi allerede set . 
Støveren og Halte-søren pågrcbcs i Hamborg . 
Larsen var , efter betjentens besøz , bleven noget 
uhyggelig til mode ; han vidste ikke hvorfor . 
Han forbandede i sit inderste støveren og den 
halte . 
Hvorfor Pokker løb de deres vej , og ikke alene 
narrede ham for pengene , men også hendrøg politiets 
opmærksomhed på dem . Baronens hemmelighed 
kunne derfor alt for let røbes , og hans eget dyrebare 
jeg ville også komme i fidtefadet . 
På den anden side havde han været nødsaget 
til at anmelde flugten , for ikke selv at blive mistænkt . 

det var med en såre melankolsk mine at han 
klædte sig på , for at udføre det ham pålagte hverv . 
— forbandet historie , den ! mumlede han medens 
han redte det filtrede hår . Pokker skulle i grunden 
tjene . . . nå , man må være forsigtig . . . og jeg 
som havde en så gød forretning i kikkerten for den 
satans støver ; vi kunne have tjent „ Fisk “ i mængde 
beggelo . Føj , det asen ! — nu gælder det om at 
holde ørene stive . 
Larsen var en mester i at forklæde sig , men i dag 
iførte han sig sin sædvanlige klædedragt , stak et par 
specier i lommen og slentrede tilsyneladende ligegyldig 
ned ad gaden , efter ' forsf at have givet sin 
tjenestepige ordre til at passe butikken . 
Larsen drev ned ad lille Torvegade , til bolværket , 
hvor de store skibe lå fortøjede , og morede sig 
med af spytte i vandet et kvarterrs tid eller noget 
længere , medens hans små øjne skelede til højre og 
venstre , ligesom for af opdage et eller andet , men 
som han ikke ville lade sig mærke med . 
Ikke langt fra bolværket lå en stor , fuldrigget 
fregat , hvor en betydelig mængde arbejdere havde 
travlt med af indlade varer . 
En af arbejderne , en hej , føer mand , opdagede 
endelig viceværten . 
Det gav et sæt i ham , men han slog atter øjnene 
ned , lod som om han intet havde bemærket , og fortsatte 
sit arbejde . 

Larsen blev slående og fortsatte sin ubehagelige 
skelen ; han havde opdaget arbejderens skræk , hvorover 
han inderlig glædede sig . 
Det var dog ikke hans mening af blive slående 
ret længe på stedet , uden af få sit hverv regtet . 
Han slog derfor til sidst øjnene op og da arbejderen 
i det samme kastede et stjålent blik til siden , i håb 
om af den frygtede person var gået , — medies 
deres blik . 
— ih , god dag , god dag , er det ikke hr . So « 
Rensen ? sagde Larsen . 
— jo , det er mig , svarede den tiltalte forlegen 
og knugede sit ardeidsforklæde . 
— det var ret heldigt at jeg traf dem , fortsatte 
den tykke vært ; de er jo aldrig hjemme , og jeg 
var bange , meget bange for , at jeg i morgen havde 
måttet flytte deres pakkenelliker ned på gaden . 
Ssrcnsen så bønfalbende på den ubsnhørlige 
kreditor , og mumlede noget om lang tids sygdom , 
mange dørn , arbcidsloshed og dyre tider . 
Larsens ansigt antøg et truende præg . 
— ja , sådan sige i alle ; dårlige tider ! ligesom 
værten kunne lade sig nøje med gode ord og 
leve deraf . 
Vor hæderlige vicevært var for nogle måneder 
siden bleven ejer af huset , men da han fandt , at udseendet 
som vicevært i mange henseender var fordelagtigt , 
meddelte han ingen denne omstændighed . 

Sørensen rystede ; han vidste hvad disse ord havde 
at betyde . 
Larsen vedblev med slorre venlighed : 
— jeg er imidlertid ikke den mand , der straks 
griber til hårde midler ; kun når jeg seer at folk 
ere mine fjender , skåner jeg dem ikke . 
Sørensen forsikrede højt og helligt , at han var 
tykkertens bedste ven . 
— ja , ja , grinede denne ; jeg tvivler ikke derom , 
og vil stille dem på en prøve . Hør , sig mig , de 
boer jo oppe ved siden af Smidt ; de ved vel ikke 
når han rejste ? 
— er han rejst ? 
— det ved de vel nok . 
— nej . . . ja . . . han og en anden mand 
forlode huset omtrent på samme tid som jeg gik på 
arbejde . 
— hvad talte Smidt og den anden mand om 
igår aftes ? spurgte Larsen rafl og stirrede manden 
lige ind i ansigtet . 
Sørensen blev så bestyrtet , at han i begyndelsen 
lod til at have tabt næse og mund . 
— hvad de talte om ? stammede han . 
— ja , jeg ved at de har hert deres samtale , 
jeg ved , at ikke et ord kan have undgået deres øre 
— dertil er skillerummet for tyndt . — hvis de ikke 
meddeler mig det , får de med politiet at gøre og 
de bliver i morgen jaget ud af huset . 

han sagde dette i en bestemt tone og Sørensen 
svarede nølende : 
— ja , de talte om Amerika , om at de havde 
penge nok til at tage derover , at de målte afsted , 
for at redde deres Hals , og at de nødvendigvis måtte 
købe nyt tøj til rejsen . 
Larsens øjne strålede af fryd , han havde nu 
fundet den tråd han ssgte , og behøvede ikke at vide 
mere denne gang . 
I sin hjertensglæde eftergav han Sørensen den 
forfaldne måneds leje , en ædelmodighed , som han 
strar efter sortrød , men dog lo han i sit indre ; hemmeligheden 
var alligevel billig købt . 
Han pålagde Sørensen den dybeste taushed og 
slentrede fornøict tilbage til Kristianshavn . 
17de kapitel . 
Sørgelige følger af en tom flaske . 
Efter at have besørget adskillige ærinder og besøgt 
flere knejper , gik Larsen endelig ind i den af os 
tidligere omtalte tyvehule . 

167 
det var imidlertid bleven mørkt . 
Gasbelysningen formåede næppe at gennemtrænge 
den gulgrå tåge , som hen ad aften lagde sig tung 
og trykkende over byen . 
Arbejdet rundt omkring var ophørt for i dag . Fra 
fabriker , værfter og andre steder strømmede arbejderne 
ud . 
Der var gamle og unge mænd , samt kvinder og 
børn . 
Kvinderne , der kom fra fabrikerne , havde i almindelighed 
et lidende , forsultent udseende , og hos 
dørnene — hvoraf de yngste omtrent vare 13 år 
gamle - sås det tydeligt , at den moralske smitte 
var i færd med at fæste nød 
de fleste ilede så hurtigt lom muligt efter at 
nå det fattige hjem ; men mange af ' dørnene tumlede 
ned i kipperne og andre forfærdelige huler , for 
der at drikke dagens fortjeneste op . 
Der var ualmindelig livligt den aften i den bekendte , 
berygtede kælder . 
En hel bande , såvel mandlige som kvindelige 
tiggere , med såvel virkelige som påtagne skavanker , 
sade langs bordene . 
Dunsten af de smudsige , fugtige pjalter , var forfærdelig 
at indånde , og blandedes med den fra 
brændevinen ; thi hver nyankommens første forretning 
var at forlange „ en damesnaps “ på cirka en 
halv pægl brændevin , som øieblikkclig blev drukken . 
I brøderlig forening imellem tiggerne sagde en 

flok fabrikpkger og spasede med deres kjcerefier — 
unge tyvekavalerer — der , efter deres mening , vare 
elegante påklædte , med klædcssrakkcr , farvede lærredsbenklæder 
og vældige , spraglede halstørklæder . 
Det var en fræk , ublu tale , der førtes på dette 
sted . 
Her , som overalt , havde man en , over hvem 
vittighederne gik ud . 
Denne ene var en ganske ung kvinde , på neppx 
17 år , der sad sammenbøiet henne i en af krøgene 
og gav sit barn die . 
Den ikke suldvorne kvinde var allerede moder . 
Hun havde det samme frække udseende som stuens 
øvrige gæster , men der var dog et vist blidt træk 
i øjet og om munden , som tydede på , at hun 
endnu stod til af redde . 
Hendes tarvelige dragt var ikke sket så sjusket , 
som hendes medsøstres , og håret var net opsathun 
græd sagte , og trykkede det lille blege barn 
til sit hjertehvorfor ? 
Jo , den for hvem hun havde opofret alt , opofret 
sin ære , var i den sidste tid bleven koldere imod 
hende . Iaften havde han rent ud bedet hende af gå 
Pokker i vold , og han sad nu ved liden af et hsit , 
ganske kønt fruentimmer , som han kærtegnede , og 
som gjengjældte disse kærtegn . 
Tårer , bitre og tunge , faldt ned på barnets 
pande . 

— halloi , Lene ! råbte en gammel , enøjet tigger 
til den stakkels kvinde . Det er svært så Ludvig og 
arclline holde af hinanden ! 
Hun så ikke op ; men hendes tårer vedbleve 
af flyde . 
— tag dig det ikke så nær ; så flot en fyr 
som Ludvig kan begribeligvis ikke lade sig nøje med en 
kæreste , sagde en ung indbrudstyv . 
— ja , min tøs , trøstede en anden hende ; holder 
du det ikke ud , kan jeg kun give dig det råd , af 
du springer i åen eller kanalen . 
Bemærkningerne hørte pludselig op da den dem 
alle velbekendte Larsen eller som han kaldtes af dem , 
„ Hskcr-larsen “ eller „ Poliiispionen “ , trådte ind . 
Han -nikkede venligt til alle sider . 
Ingen gjengjældte hans hilsen og han satte sig 
derfor hen ved enden af bordet og forlangte noget 
øl og brændevin . 
Der blev sat flere fade med stegt flæsk på bordene , 
og dertil store flasker med brændevin . 
Hele det hungrige selskab styrtede som en flok 
glubende dyr over måltidet . 
Lene blev siddende i sin krog og vedblev at grædeder 
var med Larsen kommen en trykket stemning 
ind i stuen , skønt han ved forskellig spøz og 
munter tale forsøgte at få alt i det gamle gemytlige 
spor . 
Dog , det var forgæves de unge kavalerer , 
tyvene , havde vel ikke den reneste samvittighed ; thi 

enhver spurgte sig selv , om det muligvis ikke var ham , 
den forhadte mand kom for at udspionere . 
Efterhånden som brændevinsflaskerne blev tømte 
tiltog imidlertid også gæsternes mod ; man begyndte 
temmelig utvetydigt at tale om spionen og fortælle 
små historier om forrådte forbrydere , for hvis 
pågribelse Larsen almindelig tilkroedes at have skylden ; 
han nævneves dog aldrig ved navn , men kun 
som „ den fordømte politispion “ . 
Larsen lod sig ikke anfægte af dette , men blev roligt 
siddende og smilede venligt til de talende . 
I sit inderste lovede han af have spotterne i 
velvillig erindring . 
I det samme fløj dsren op på vi > d gab og en 
aldeles beskænket kvinde tumlede ind i værelset . 
Håret hængte hende i stride tjavser ned i ansigtet ; 
hun var kort forinden falden og havde stået 
sig slemt i panden . 
Larsen gyste ved af se hende . 
Han rejste sig forsigtigt , før ikke af blive bemærket 
af hende , og ville til af ile bort . 
Det var imidlertid ikke længer muligt ; hendes 
med blod underlødne øjne heftede sig pludselig stirrende 
på ham . 
— der er han ! hvinede hun . 
— gjor nu bløt ingen spektakler , madam Sørensen , 
sagde Larsen noget benovet og ville ud ; men 
den rasende kvinde kastede sig foran døren og spærrede 
udgangen . 

— nej ! Du kommer ikke ud , spion ! før vi to 
have holdt afregning sammen , hvæsede hun . Hør nu 
engang , vedblev hun ravende , idet hendes vmtågede 
øjne løb rundt i forsamlingen , som med spænding 
imodcsåe udfaldet ; seer i den fyr , ham den tykke ? 
Han var engang min kæreste , og snøb mig før mine 
surt erhvervede sparepenge , uha ! — jeg blev da gift 
senere og havde den ulykke af komme til af bo i hans 
hus . Vi kunne forleden ikke betale huslejen — han 
ville benytte sig deraf til at forsøre mig til utroskab 
mod min skikkelige mand , og da jeg afviste ham , truede 
han med at kaste mig og ungerne på gaden , — det 
er en pæn mand , ikke sandt ? 
Hun opslog en hvi skoggerlalter og slog i bordet 
så glas og flasker dansede . 
— bedste madam Sørensen , jeg er helt forbavset 
over at se dem i en sådan tilstand , sagde Larsen 
rystende . De ved ikke hvad de selv siger . 
— hø hø ! tø den drukne kone og tog en af de 
tomme flasker , der stod på bordet ; han giver køb , 
gør han . han er bange . 
Det syntes , som om den hende lilfsicde fornærmelse 
atter blev levende i hendes forbitrede sind ; thi 
pludselig , efter et øjeblik at have ravet frem og tilbage , 
tog hun et kraftigt tag i flasken og — før 
nøgen af de tilstedeværende kunne forhindre det — 
havde hun af al magt slynget den imod Larsens 
pande . 
Han fik tid til at bukke sig , men dog strejfede den 

hans tinding så hårdt , at han vaklende sank tilbage 
og besvimede . 
Et skrig , så hvinende , så hjerteskærende , hendrog 
alles blikke til den krog af stuen , hvor Lene 
sad med sit barn . 
En forfærdelig scene srembod sig her . 
Flasken , der havde berørt værtens pande , var 
falden med hele sin tyngde og kraft på det lille 
barns hjerne og knust den . 
Den lille sjæl lå i de sidste krampetrækninger , 
da herbcrgværten , tiltrukken af larmen , kom styrtende 
ind . 
Den ulykkelige unge moders smerte var grænselos . 
Det sidste , det kæreste hun ejede , var på en 
græsselig måde bleven hende berøvet . 
Madam Sørensen blev pludselig ædru . 
Ingen tænkte i det første øjeblik på at sikre sig 
hendes person , og da man kom i tanker derom var 
hun forsvunden . 
Den tilkaldte læge erklærede barnet for dødt og 
befalede at kjore Larsen -- der imidlertid var kommen 
til sig selv igen — til sit hjem . 
Der blev øieblilkclig optaget et forhør over det 
skete ; man søgte efter mordersken , men hun var som 
sagt forsvunden . 
Opfyldt af indre gru forlod snart den brogede 
skare af gæster knejpen . 
Kun Lene blev siddende i sin krog og vuggede sit 

lille barn — som døven næppe havde gjort blegere , 
end det havde været i levende live . 
Hun græd ikke ; men der var udbredt et så hjerteskærende 
udtryk af sorg i hendes ansigt , der skinnede 
en så frygtelig fortvivlelse ud af de malte øjne , at 
enhver måtte blive greben af den dybeste medlidenhed . 
Lægen blev alene tilbage med hende . 
Han betragtede hende i nogen tid med taushed . 
Endelig gik han sagte hen til hende og berørte let 
hendes skulder . 
Hun så op med det samme udtryk som forhen 
skildret . 
— hvor boer du , stakkels pige ? spurgte han . 
— intetsteds , svarede hun . 
Hun talte sandhed ; thi hidtil havde Ludvigs 
hjem også været hendes , men i dag havde han forbudt 
hende at betræde det mere . 
Lægen så forundret på hende . 
— nej , sagde hun atter ; jeg er husvild . . . Ludvig 
jagede mig bort i dag . . . jeg må vel gå på 
gaden i nat med min søde dreng . 
Lægen blev greben af medlidenhed med denne unge 
skabning ; hun måtte i ethvert tilfælde hjælpes . 
Den store sorg over barnet viste , at der bøede 
dybe og ømme følelser indenfor det rå udvortes . 
— følg mig ! sagde lægen . 
Hun rejste sig , indsvøbte omhyggeligt sit barn i 

det tynde shavl og gik bagefter lægen , der lod hente 
en drosche . 
De stege ind , og vognen kørte dem til lægens 
hjem . 
De samme ædle og smukke følelser , der besjælede 
manden , vare også tilstede hos hans hustru . 
Hun modtog den forvildede sjæl med al den 
ømhed og inderlighed , en kærlig kvinde formår at 
udvise . 
Foreløbigt , bestemtes der , . skulle Lene opholde sig 
i huset ; senere ville der blive taget en bestemmelse 
angående hendes fremtid . 
Taknemligt kyssede hun fruens hånd ; men 
intet smil viste sig på hendes åsyn , hver tanke var 
henvendt på det døde barn . 
Tre dage efter trak man et lig op af vandet 
ved Langebro ; det blev genkendt af flere som madam 
Sørensen . 
Larsen havde et nyt offer at sætte på sin lange 
skyldliste . 

18de kapitel . 
Udbetalingen . 
Baronen havde efter løfte modtaget de 1000 
rigsdaler as den gudsfrygtige Henningsen . 
Pengene skulle efter aftale endnu samme aften 
udbetales Larsen , som havde lovet at komme kl . 9 . 
Der kom døg ingen Larsen , læseren ved hvorfor , 
han var lovlig undskyldt ; men dette vidste uglehjelm 
ikke , og han befandt sig derfor den hele aften i en 
marirende uro , i en feberagtig stemning , som ikke 
tillod ham al sove den nat eller at have et blivende 
sted den næste dag . 
Larsen vedblev stadig at holde sig usynlig . 
Da det blev mørkt formåede baronen ikke længere 
at holde denne fortærende spænding ud ; han klædte 
sig derfor om og iførte sig den tarvelige klædning , 
hvilken han var isørt under sit første besøg i tyvekneipen . 
Efter endnu at have sværtet sit ansigt og sine 
hænder med sod , for om muligt at blive endnu mere 
ukendelig , gik han ud til Kristianshavn . 
For at undersøge terrænet begav han sig først 
til kippen . Alt syntes roligt som sædvanlig . Det 
søvnige lys skinnede gennem de smudsige ruder . 
Han gik derind . 

værten stod ved disken og talte ivrigt med et 
par madamer , hvis fysiognomier under talen bare 
et forskrækket , sorgfuldt præg . 
Med et umærkeligt nik og idet han søgte at skjule 
sin personlighed så meget som muligt , stjal uglehjelm 
sig ind i gæstestuen , efter først at have bestilt 
de der sædvanlige „ En og en halv “ . 
I smen fandtes der kun en eneste gæst . 
Værten bragte drikkevarerne . Uden opfordring 
fra uglehjelms side begyndte han sin fortælling om 
den skrækkelige begivenhed den foregående aften . 
Den fremmede gæst lagde nøje mærke til enhver 
af baronens bevægelser . 
Det undgik ham ikke at baronen , da værten talte 
om det slag , Larsen havde fået i tindingen , for 
sammen , og at et glædeslyn funklede i øjet . Han 
lagde ligeledes mærke til , ak uglehjelm med et særligt 
effertryk spurgte om værten da var død , og på det 
benægtende svar , igen faldt tilbage i sin ligegyldige 
tone . 
Kippcværten gik atter til sine forretninger . 
Baronen blev i lang tid siddende i dybe tanker . 
Idet han endelig slog øjnene op lagde han mærke 
til , at den fremmede betragtede ham stift og forskende . 
Uden at gøre sig rede hvorfor , var denne stirren 
ham ubehagelig . 
Han rejste sig derfor hurtigt og gik . 
— hvem var det ? spurgte den fremmede gæst . 
— det ved jeg i grunden ikke ; han har kun 

været her et par gange fer , svarede værten ; det er 
ellers mærkeligt nok , at de ikke kender ham . 
— hvorfor det ? 
— jo , thi han søger , ligesom alle der komme 
her , just ikke det bedste selskab ; jeg kan gerne sige at 
hans bedste venner hører til bærmen af det pak , der 
kommer her . 
— hvem omgås han da med ? 
— ih , med kennchcrsens støver og Halte-søren , 
som forøvngt nu i flere dage ikke have været her ; 
han og de er som tre røde køer sammen , det vil da 
sige , den fremmede fyr må altid lade sin skorsten 
ryge før støveren og den halte . 
— og de har ingen anelse om hvem han egentlig 
er ? Han ligner ingen almindelig arbejder . 
— nej , derom ved jeg ingen besked ; sort og 
snavset har han i almindelighed altid været , det par 
gange han har været her , så jeg antager at han er 
ansat på et af fabrikerne herude . 
— skaf mig døg ved lejlighed noget at vide om 
ham , sagde den fremmede , idet han rejste sig og gik . 
Værten lovede der . 
Baronen havde imidlertid såt en vis skræk i 
blodet . 
Da han forlod kippen drejede han straks om hjørnet , 
der fandtes tætved , og vendte sig stadigt omkring , 
før at se om han ikke blev efterfulgt . 
Beroliget i den henseende slog han ind i retning 

af Prindsessegade . Han vidste vel nu grunden tsk 
at Larsen ikke havde været hos ham , men var døg 
ikke rolig , før han havde talt med den tykke vært 
selv , og overleveret ham den aftalte sum . 
I forstuen modtoges han af den smudsige tjenestepige . 
Baronen spurgte om han kunne få den syge 
itale . 
— jo , det er ler flets ingen ting i vejen før , 
sagde pigen . Han ligger derinde på sofaen og 
puster som et svin . Den hele udslagne dag har han 
ikke gjort andet end fljældt ud , røget tobak og drukket 
brændevin . Uh , sikken en kondition man har ! 
Trods denne lidet lystelige skildring lod baronen 
døg pigen fortsætte sin jeremiade og trådte ind til 
den tykke vært . 
Denne var nu ualmindelig gnaven stemt . 
For det første for det slag , han havde fået , 
og som fængslede ham til sofaen — den ulykkelige 
Sørensen , der havde sorgen over sin kones forsvinden 
at bære på , var tidlig om morgenen kastet på 
gaden med sine små dørn , — og for det andet , 
fordi han så heller ikke kunne hente de penge , han ved 
sin snildhed havde erhvervet . 
Brændevinen havde vel opmuntret ham noget , 
men hvad dette ikke formåede , det gjorde baronens 
indtrædelse . 
Den snedige tykke gjorde et hop af glæde i 

sofaen , der trods sin soliditet døg knagede i hver 
sammenføjning . 
— det må jeg rigtignok sige , det er en ære ! 
Råbte han . 
Baronen så mørkt på ham . 
— de ved vel , at det ikke er for at bevise dem 
nogen ære , at jeg er kommen , men kun for at berølige 
mig selv . Jeg vidste ikke at de var syg og gik 
derfor ud for at anstille efterspørgfler . Jeg erfarede 
da hvad der var passeret og kommer nu til dem for 
at betale pengene , så bliver jeg desuden fri for deres 
gentagne besøg . 
— ja ja , hr . Baron ! ganske som dem behager , 
grinede værten ; det er smukt af dem , at de har 
faget pengene med . 
Baronen tog en bunke brune Sedler op af brystlommen , 
og slængte dem hen til Larsen . 
Denne greb dem og gav sig ivrigt , med skælvende 
hænder til at eftertælle dunken . 
— det er rigtigt , fuldkommen rigtigt , sagde han . 
Intet er dog bedre end at have med adelsmænd at 
gjore ; de have et ord at give bort , og det bryde de 
såmæn ikke . 
— så er vi kvit , ikke sandt ? 
— fuldkommen kvit , hr . Baron ; de har handlet 
som en komplet kavaler . 
— du tosse , tænkte han imidlertid ; ja vel er 
vi hinanden kvit , men ikke for bestandig . 

— og jeg kan trygt stole på deres aushed i 
enhver henseende ? sagde baronen og nærmede sig 
døren . 
— har de ikke tilkøbt dem min taushed ? 
Vil jeg ikke ved at forråde dem tillige bringe mig 
selv i forlegenhed ? gjensvarcde Larsen . 
Dette mente baronen iøvrigt også og han fjernede 
sig derfor hurtigst muligt , med et kort nik . 
Larsen hensank , da uglebjelm var gået , i en flov , 
tilfreds tilstand , hvoraf han af og til vækkedes ved 
tanken om madam Sørensen og det uskyldige barn , 
hvis blodige billede han ikke kunne glemme . 
Imidlertid havde baronen fortsat sin vej hjemad . 
Han lagde ej heller denne gang mærke til , at han blev 
efterfulgt af en mand . 
Larsens hele opforsel og overhovedet hans ligegyldighed 
i det ham pålagte hverv og hans tiltagende 
frækhed i udførelsen af sine egne private anliggender , 
havde omsider vakt mistanke om , at han nok ikke 
havde den reneste fod at slå på , og fra at udspionere 
andre blev han nu selv udspejdet , noget , hvorom 
han selvfølgclig ikke havde den ringeste anelse . 
I de sidste aftener havde man holdt øje med 
hans hus , dog uden at opdage nøget mistænkeligt . 
Baronens komme og dårlig skjulte forklædning 
vakte derimod ingen ringe opsigt , og den betjent , 

hvem posten var betroet , fulgte derfor efter ham , uden 
at blive bemærket . 
Idet baronen , og betjenten der fulgte ham , kom 
over Knippelsbro , krydsede de en herre , som med 
nogen forbavselse betragtede de første . Da han kom 
i nærheden af betjenten gave de hinanden et tegn 
og uden at sige et ord sluttede Herren sig til denne 
og fulgte med 
— jeg så af deres forundring , sagde betjenten , 
idet ban -- stadigt følgende og holdende øje med 
barønen — greb Herren under armen ; at de muligvis 
kender denne person , som sandsynligvis blot er 
forklædt . 
— det forekommer mig også at jeg skulle kende 
ham , svarede Herren , der ligeledes stod i politiets 
tjeneste ; men jeg er iøvrigt meget tilbøjelig til at tro , 
at jeg har taget fejl . 
— og hvorfor det ? 
— » Fordi den , som jeg sigtede til , er en meget 
fornem mand , der kommer til hoffet og hører til 
byens eleganteste kavalerer . 
— hm , bm ! 
— de er også af den mening , at jeg har gjort 
mig skyldig i en morsom fejltagelse , ikke sandt ? 
— ikke ganske . 
De kom i samme øjeblik forbi en gaslygte . 
Den , som vi have benævnt Herren , så med en 
vis forundring på betjenten . 
— ja , sagde denne , der forstod hans spsrgende 

blik ; her bliver ikke tid til lang fortlaring ; den 
bedste oplysning er den at følge efter ham . 
Det gjorde de . 
De så ham gå ind i huset i Bredgade og 
hørte ham standse ved 3die etage . 
Herrens ansigt udtrykte en høj grad af forbavselse . 
— det må være ham , sagde han . 
— hvem ? spurgte betjenten . 
— den elegante baron uglehjelm ; han boer her 
på 3die sal . 
Uden at sige et ord mere forlod de huset og gik 
hver til sit . 
Den næste dag indgav betjenten en rapport . 
Han udtalte deri baronens mærkelige dessg hos 
viceværten , og uden at ville gøre eller opstille nogen som helst 
beskyldning — hvortil han ej heller havde 
nøgen anledning — ville han dog ikke undlade at 
berøre denne omstændighed , der muligvis engang i 
fremtiden ville kunne bidrage til at opklare sager , 
som ellers måske ville forblive mørke og uigennemtrængelige . 


19de kapitel . 
I den fortvivledes hjem . 
Vi have i det foregående kapitel løselig berørt , 
at den fattige men ærlige arbeidsmanv Sørensen og 
hans familie var bleven kastet på gaden af den 
rasende Kristian Larsen . 
Forgæves havde han mindet Larsens befuldmægtigede 
om , at værten havde eftergivet ham gsælden 
den foregående dag ; men da fuldmægtigen forhørte 
sig hos Larsen om rigtigheden heraf , svor denne på 
at han aldrig havde eftergivet Sørensen en skilling , 
og hans brave fuldmægtig — en af stadens bekendte 
kommissionærer — var da ikke længe om at 
få familien på porten . 
Sørensen havde da anmodet om at få værten 
itale ; men denne nægtede at lade ham komme ind , 
under påskud af sygdom , som han iovrigt virkelig 
led af . 
Til denne elendighed kom endnu , at madam 
Sørensen siden den foregående dag spvrlos var førsvunden . 
Uagtet at hun i den sidste tid — forledet af^ 
nød og elendighed — havde sagt sin tilflugt hos 
flasken , elskede hendes mand hende dog endnu . 
Uroligt havde han ventet på hende de » hele nat . 

hvert øjeblik troede han at høre hendes trin på 
trappen eller at se døren gå op . 
Hun kom ikke ; men i den triste , kolde morgenstund 
indfandt kommissionæren sig og tvang ham til 
at flytte sit tøj ud på gaden . 
Dørnene , tre småpiger og to drenge , i en 
alder fra 3 til 15 år , klyngede sig hulkende til de 
fattige pjalter , der lå henslængte i gadens sølede 
føre . 
Sørensen var en stærk , kraftig mand , hvem ulykken 
ellers ikke formåede at bøje så let . 
Delte var ham imidlertid for meget ; ban bøjede 
hovedet og hulkede som et barn . 
Det var ingen mild , lindrende gråd , nej , bitter 
og barsk , som kun en mand kan græde når han er 
dreven til det yderste . 
Han fattede sig dog hurtigt , og uden at sige et 
ord fog han sit yngste barn på armen og gav ved 
en gebærde de andre befaling til at følge sig . 
Han knyttede den hoire hånd og truede med et 
hadefuldt blik ad Larsens vinduer . 
Den tykke vært ville ikke have befundet sig vel 
tilmode hvis han havde set denne gebærde . 
Fulgt af sine børn gik han hastigt ud ad Amager 
til . Hos en søster , der boede i sundbyoster , og som 
var gift med en arbejdsmand , efterlod ban dørnene 
og lejede ikke langt derfra et ledigt værelse med et 
lille køkken . 

den føregående dags arbejdsløn var heldigvis 
urørt , den gav han værtinden på hånden . 
Ved svogerens hjælp hentede han sine få 
eicndcle , der stod på gaden . 
Søsteren havde imidlertid givet dørnene noget 
mad ; han førte dem derefter ind i det nye hjem , og 
pålagde sin ældste datter , en stille køn lille pige , at 
sætte alt i orden og holde øje med sine yngre 
sod skende . 
Selv havde han ingen No på sig ; ban måtte 
ud og lede efter sin kone , hun var måske gået hjem 
i Prindsessegade og ikke funden nogen , måske flakkede 
hun fonvivlet om , søgende sin mand og sine børn . 
Nej , i Prindsessegade havde hun ikke været , sagde 
beboerne . Sorensen opgav dem da sin adresse og 
bad dem indtrængende om at vise hende derhen , hvis 
hun skulle komme . 
Sørgmodig stemt gik han ned til havnen , for at 
køge sig noget arbejde ; thi børnene derhjemme trængte 
både til mad og varme og han ejede ikke en eneste 
skilling . 
Da han var bekendt som en dygtig arbejder fik 
han snart noget at bestille , og med sin tarvelige løn 
i lommen begav han sig , da mørket faldt på , ud til 
det nye , sørgelige hjem på Amager . 
Han havde været så sikker på at træffe sin kone 
hjemme , at han uvilkårlig havde dannet sig et billede 
af hende , omgiven af børnene i den lille fattige stue , 
og intet under derfor , at der ligesom for ham et 

sværd gennem brystet , da han trådte ind i det 
kolde , mørke Kammer og fandt dørnene hulkende og 
krybende tæt sammen i en krog . 
— er moder ikke kommen hjem endnu ? spurgte 
han med beklemt hjerte . 
-- nej , sagde den ældste pige grædende ; hun har 
flet ikke været her , og vi er så angst kor at en ulykke 
er hændet hende . 
Synet af de småes sorg oz ned gjorde , at 
sørenscn tvang sig selv til at synes oprsmt . 
Han trøstede dem alle med , at moder nok kom 
hjem snart , i alle tilfælde i morgen 
et af dørnene måtte løbe til hskeren efter 
brænde , lys , flæsk , bred og kartofler . 
Sørensen gjorde ild på og snart brasede flæsket 
på den lille stegepande . 
De små , som blev opvarmede og havde udsigt 
til et solidt , varmt måltid , tørrcde tårerne af de 
blege kinder og så forventningsfulde hen til kakkelovnen , 
hvor kartoflerne kogte . 
Kun den ældste datter ville ikke ret lade sig 
trøste ; hun anede en ulykke , og troede at se , at faderen 
kun for børnenes skyld tvang sig til at synes 
ligegyldig , hvad han ellers ikke var . 
Efter måltidet lagde hele familien sig til ro 
på le tyndtstoppele tangmadratser , kun sparsomt 
bedækket af de pjaltede , våde tæpper . 
Den næste mørgen besluttede Sørensen at gå til 

politiet , for at anmode om dets hjælp til at finde 
sin kone . 
Han begav sig også den næste mørgen da det 
var bleven lyst og efter i selskab med dørnene at 
have nydt levningerne af gårsdagens måltid , afsted 
til byen . 
Da han gik over Langebro bemærkede han en 
betydelig mængde mennesker , der med synlig interesse 
holdt øje med en dåd , der sejlede ind mod slæbesledet 
ved druknehuset . 
— hvad er det ? spurgte han en kone . 
— det er et druknet menneske , som man er 
ifærd med at fiske op , fik han til svar . 
Båden kom nærmere og nærmere til land . 
En mand roede , medens en anden sad agterud , 
holdende en ende af et toug i hånden , den anden 
ende var slynget om armene af den druknede , der 
langsomt fløv bagefter båden . 
Uhyggeligt , gribende var det at betragte den tilsyneladende 
uførmelige masse , der med udstrakte arme 
og det lange sorte hår ud over ansigtet , uroligt 
sveiede frem og tilbage i vandet . 
En gysen greb de tilstedeværende . 
Sørensen blev bleg . 
Uden ret at gøre sig rede for sine tanker , havde 
en uhyggelig anelse påtrængt sig ham . 
Han ilede hurtigt over broen og ned til slæbesledet . 


188 
båden landede i samme øjeblik og mændene 
gjorde sig rede til at hale liget op på land . 
Mængden strammede til og samlede sig i spændt 
forventning omkring druknehuset . 
— å hiv , å hej ! sang mændene , og med et 
rask tag haiedes liget op og blev lagt på slæbestedet . 
Det sortnede for sørenscns øjne . 
Dragten , det sorte hår , ansigtstrækkene , alt 
kendte han 
han styrtede frem med det udråb : 
— min kone . . . min stakkels kone ! 
Den gabende , nysgerrige folkehob veg fly tilbage 
og lød den ulykkelige ægtemand komme frem . 
Deltagende udråb lød fra alle kanter . 
— det var dog mærkeligt af manden ffulde 
komme til i samme nu , da man trak hans kone op 
af vandet , sagde en fed madame . 
— guds finger , madam Hansen , det er alt for 
tydeligt , svarede den tiltalte . 
Folkehoben varede mere og mere . 
Man bragte bærcbør og tæpper fra druknehuset , 
og liget blev forsigtig båren ind i det lille 
mørke hus med de halv tildækkede ruder . 
En politibetjent opfordrede manden til af følge 
med til stationen , for der af afgive sin forklaring 
om hvem liget var , og de oplysninger , han ellers 
formåede af give . 
Sørensen indvilligede heri . 

489 
de sorte porte blev tillukkede og madam sørenscns 
jordiske levninger ventede nu blot på af blive 
overgivet til vor fælles moder , jorden . 
Med bsiet hoved og sorg i hjertet fulgte sørcnsen 
betjenten . 
På stationen målte han afgive forklaring over 
hvor længe han havde savnet sin kone , og blev nu for 
første gang underrettet om den forbrydelse , hans 
kone , ophidset af hævntørst , havde begået ; hun havde 
sandsynligvis kort derefter tage » sig af dage . 
Det var bedre som det var , mente den menneskekærlige 
politiembedsmand ; hun havde ellers måttet 
bede hårdt for den begåede forbrydelse , — nu var 
det forbi , og sorgen over at have en kone i straffeanstalten 
var værre end at have hende i graven . 
Sørensen hørte døg intet . 
Navnet Larsen , det uhcldbriagende navn , fik 
ham næsten ' til at forglemme sin sorg , til at glemme 
alt , for at hævne sig på ham , hvem han betragtede 
som sin kones og sin lykkes morder . 
— stakkels mand ! sagde politiembedsmanden og 
gav ham 10 rigsdaler til hjælp til begravelsen . - 
tag dem det nu ikke for nær . 
Sørensen takkede for pengene og gik til sit uske 
hjem . 
Bleg , men fattet fortalte han dørnene om moderens 
død , idet han døg sortaug måden hvorpå hun 
havde gjort ende på sit liv . 
De stakler græd længe og heftigt ; men heldigvis 

er ungdommen ikke i stand til at hengive sig aldeles til 
sorgen , andre krav , andre fornødenhcder gøre sig 
gældende , og da faderen hen ad eftermiddagen kom 
frem med den ene femdalerseddel af de to , embedsmanden 
havde givet ham , til derfor at gøre indkjob , 
vandt glæden sejr over tårerne . 
Fire dage efter blev madam Sørensen begravet . 
Kun Sørensen , hans svoger og to andre arbejdsmænd 
fulgte tilfods efter den fattige ligvogn til kirkegården 
på rorrcbro . 
Sørensen havde nu opfyldt den sidste sørgelige 
pligt mod sin ægtefælle og ville for fremtiden kun 
leve for sine børn og — for sin hævn , ja blodig 
gjengjældclse over den mand , han betragtede som 
ophavsmanden til sin hustrues elendighed og derefter 
følgende død . 
To timer efter begravelsen indfandt Sørensen 
sig hos den politiembedsmand , der havde foræret ham 
de 10 rigsdaler efter at hans hustrues lig var 
bleven fundet . 
Han bad om at blive optaget i politikorpset . 
Politicmbedsmanden blev i begyndelsen noget 
forundret over denne begæring ; men indrømmede 
derefter villigt hans anmodning , da han havde gjort 
et meget fordelagtigt indtryk ved det første mode . 

nogle dage efter så man Sørensen , iført en 
flunkende ny politibetfentsuniform , patrouillere her i 
staden . 
20de kapitel . 
I det kongelige tteater . 
Der havde længe været tale om en festforestilling 
i det kgl . Tteater ; at vi ikke omtale i hvilken anledning 
vil læseren gunstigt undskylde . 
Kongefamilien , hoffet og ' alt hvad vor hovedstad 
har af elegant og fornemt ville give møde . 
Det var en aften i begyndelsen af december 
måned . Den ene ekvipage elegantere end den anden 
rullede over kongens Nytorv og toge så godt som 
alle retning imod det kongelige tteater , hvor de 
standsede og blev åbnede for at afsætte unge nydelige 
damer i kostbare toiletter og uniformerede og dekorerede 
herrer . 
Klokken spillede musiken for den afdeling infanteri , 
der havde æresvagten , honnørmarschen ; det 
var den kongelige familie , der kom kørende , og snart 
vidnede musiken og hurraråbene , der svagt lunde 

høres udenfor , om , at kongefamilien var trådt ind i 
sin loge . 
Nede på gulvet i andet parket sidde to herrer , 
ivrigt talende med hinanden . De er klædte i sort , 
med kjole , hvide handsker og hvidt halstørklæde . 
Den ene er vor gamle ben , hr . Henningsen 
senior , den bekendte menneskeven , den anden en af 
byens dygtigste nyhcdskræmmere , som hr . Henningsen 
gjor sig en fornoielse af at pumpe , for senere om 
muligt at så gavn deraf i sin forretning . 
. Bagved dem , i parterret , sidder ligeledes en 
herre , hvis øjne fare rastløs frem og tilbage , langs 
logerne , der er fyldte med elegant klædte damer og 
herrer . Af og til fæster han sit blik med et sælsomt 
udtryk på en gentil , yngre herre i en smuk uniform , 
der sidder i kavalcerlogen , hvorfra han ivrigt iagttager 
det kvindelige publikum gennem sin theatnlilkert . 
— kender de ham ? spurgte nyhedskræmmcren 
pludselig sin nabo og pegede på Herren i kavaler « 
Logen , der ikke var nogen anden end baron uglchjclm . 
— kende ham ! svarede ågerkarl » og brystede 
sig med en dårlig skjult ligegyldighed ; javel kfenker 
jeg ham , det er jo baron , uglehjelm ; der er ikke ret 
længe siden jeg diskonterede en vcrcl for ham på 
1000 rigsdaler . 
Herren , der sad bagved , i parterret , begyndte 
pludselig at få interesse for samtalen ; han lyttede 
idetmindsle ivrigt efter . 
I det samme begyndte ouverturen og han måtte 

derfor anstrenge sine høreorganer til det yderste , for 
at følge samtalen . 
— det var som Pokkers , sagde nyhedskræmmeren ; 
er ban allerede kommen så vidt . Jeg vidste 
nok at han havde en del gæld , men undskyld , hoistærcve , 
i p-ngesagcr seer jeg hellere deres hæl end deres 
tå , hahahaha ! 
Henningsen lo også , han følie sig smigret . 
— som del lader , fortsatte nyhcdskræmmeren , 
bliver der ikke noget af hans forlovelse med frøken 
Dalsgård ; denne forlovelse havde han sat sin lid 
til , før at flippe før sine kreditorer , og nu narrer 
pigebarnet ham . 
— så ? sagde Henningsen . 
— ganske vist , svarede den anden . Kort før 
ulykken med Dalsgård indtraf — man siger forresten 
at han har håb om at komme sig — var der stort 
bal hos familien ; baronen var der og gjorde stormende 
kur . På engang blev han borte , uden at tage 
afsked med nøgen moders sjæl . Han havde nok 
frie « og fået en kurv . sagde folk ; men sikkert nok er 
det , at han fra familiens bedste ven er bleven dens 
arrigste fjende ; ja , der sigcs endogså , at han før sine 
fortroligste venner skal have udtalt , at han har lovet 
at hævne den ham tilføjede fornærmelse og har 
holdt sit ord . 
— gudbevares ! 
— ja , således siger folk ; men man fortæller jo 

så mange historier , så man knapt kan tro det halve 
deraf . t 
samtalen , der lod til at interessere Herren 
parterret særdeles meget , afbrødes her ved at tæppet 
gik op og forestillingen begyndte . 
Under mellemakterne fortsattes det påbegyndte 
emne . 
Nyhedskræmmcren fortalte hr . Hcnningsen så 
meget om baronens gæld , hvis størrelse han efter 
sædvane betydelig overdrev og fik hårene til at rejse 
sig på ågerkarlens hoved , ved ligefrem at fortælle 
om den høilidelige ed , baronens Broder havde aflagt 
på , ikke oftere at ville betale hans gæld . 
Henninzsen begyndte så småt at fortryde sin 
beredvillighed til at udlåne de 1000 daler . 
Da Herren i parterret formodentlig ikke antog , 
at hcnningsen og hans bekendte atter ville tage fat 
på dette ttema , idet de begyndte at tale om andre 
personer , forlod han sin plads og gik bort fra 
tteatret . 
Han spadserede længe rundt omkring hesten på 
kongens Nytorv , uden at lægge mærke til den tiltagende 
kulde og den tætte sne , der begyndte at 
falde . 
En mistanke , usandsynlig rigtignok , var som et 
lyn slået ned i hans sjæl , og hvor ofte han endog 
sorsøgte at tilinictgjøre det billede han havde dannet 
sig , kom det dog stedse tilbage . 

Herren var den betjent , der havde fulgt barønen 
fra huset i prr ' ndsessegadc til hans bolig i Bredgade . 
Der var ingen tvivl om , at barønen og den 
forklædte mand var en og den samme person ; hans 
iagttagelser denne aften havde endnu mere bestyrket 
ham i denne formodning 
hvad ville den fornemme herre hos Larsen ? 
Han havde nylig lånt 1000 rigsdaler af en af 
de værste ågerkarle , som det synes mod høje renter 
og et svært tryk . 
Han hadede den dalsgårdske familie , havde 
utydeligt givet af forstå af han ville hævne sig og 
senere for sine venner , formodentlig i et anfald af 
forfængelighed , ytret , af hævnen var udført . 
Dog dette sidste var jo muligvis ikke tilfældet . 
Overfaldet på Dalsgård var endnu så nyt og 
der var endnu ikke fremkommen noget spor , der kunne 
lede til dets opdagelse 
intet under derfor , af betjenten , der hørte th 
opdagelsespolitiets dygtigste yngre kræfter , med begærlighed 
greb efter af finde et lysskær i det mørke , 
der indhyllede sagen . 
Han måtte imidlertid tilstå for sig selv , af han 
egentlig ikke havde mindste spor af gå efter , ja han 
antog egentlig ikke , af uglchjclm havde den ringeste 
andel i forbrydelsen ; ja , havde man åbent spurgt 
ham : „ Tror du baronen har andel i forbrydelsen ? “ 
Ville han meget forbavset have svaret med et „ Nej . “ 
Der var dog noget , der drev ham til af løfte 

det hemmelighedsfulde dække , der hvilede over baronens 
gådefulde opførsel . 
Han besluttede af erkundige sig nærmere om uglehjclmo 
opsorsel og levemåde i den senere tid . Det 
kunne jo ikke flade . 
Foreløbigt holdtes der skarpt udkig med huset i 
Prindsessegade . 
Uvilkårligt gik han derud . 
Lysene vare skulkede overalt i den forfaldne 
bygning , undtagen i Larsens private værelse , hvor 
det skimtedes svagt gennem det gule , smudsige rullegardin . 
Et par steder derfra , på den modsatte side af 
gaden , stod en hvi , mandlig -skikkelse , isørt politibetjentenes 
hjelm og kappe . 
Opdagelscsbctjentcn gik pen til ham og berørte 
ham let på skulderen . 
Skikkelsen for sammen og vendte sig om . Det 
blege ansigt og de indfaldne øjne vidnede om en dyb 
og inderlig sorg . 
— hvorledes går der , Sørensen ? spurgte betjenten 
venligt . Har de ikke opdaget noget ? 
— nej , svarede den tiltalte . Ingen har været 
hos ham . Intet kunne have undgået min opmærksomhed . 
Betjenten så deltagende på ham . 
Ja , lad mig se de passer godt på , sagde 
han efter en pause . 
— passe godt på , lo Sørensen bittert ; passe 

på ham , derfor lever og ånder jeg jo blot . Ved 
de hvad den mand , og han pegede på huset , har 
gjort imod mig og mine ? 
Den anden nikkede . 
— nuvel , så vil de forstå , at jeg følger ham 
til verdens ende , at jeg ikke vil hvile før jeg har 
overgivet ham til hans jordiske eller himmelske dommer . 
Med disse ord vendte han sig bort og heftede 
atter sit sørgmodige , hævnende blik på det uheldsvangre 
hus . 
Opdagelsesbetjenten trak på skuldrene og gik 
atter tilbage til den egentlige by . 
Men , så længe mørket rugede over den sovende 
stad , stod den tavse skikkelse ubevægelig som en 
statue , til forundring før de så forbigående som , 
rystende på hovedet , ilede forbi . 
21de kapitel . 
Opdaget . 
Vi have i et af de foregående kapitler omtalt , 
at Peter og Marie havde fået tilladelse af madam 
Søndrup til engang imellem at gå en tur sammen . 

en søndag eftermiddag , det lakkede ad jul til , 
finde vi Peter , hans kæreste og dennes moder spadserende 
på volden . Solen var ved at gå ned , del 
frøs temmelig stærkt ; men iøvrigt var det blikstille og 
de spadserende node ret det smukke vimerveir . 
Man var i en ivrig samtale angående den 
gamle madam smidis tilstand , om hun ville komme 
sig , hvilket Peter ikke troede , - da man , uden at ane 
det , stødte på et ældre ægtepar og et par unge 
damer , der i det sidste minut , med en vis , til tvivl 
grænsende forbavselse , betragtede del unge par 
den gamle herre udstedte et rasende udråb . 
Peter så op , for bestvrter et par skridt tilbage 
og gjorde en halv vending , som for at flygte . 
Han besindede sig dog og blev . 
— ih du min gud og skabermand ! men hvad 
er det dog du tager dig for , Peter ! råbte den ældre 
dame og tog ham i armen . 
— drengen er bleven forfort , brummede den gamle 
herre , og så forbitret på den iniel anende Marie 
og madam Søndrup . Kunne jeg ikke nok vide del , 
han flyer sin faders hus , skyer guds ord for at 
løbe omkring med koblerfler og deres tøse ! 
— min gud i himlen ! råbte Marie og tog 
sin kæreste i armen ; hvem er dog den herre ? 
— min fader , stammede Peter noget fortumlet . 
— ja , hans fader , hører de det , fordømie tos ! 
Råbte den gamle ærværdige hr . Henningsen , der 
arbejdede sig op til et bestandigt større og større raseri . 

— her nu engang , fader , sagde Peter med 
usædvanlig ro og fasthed ; vil du skælde nogen ud , 
så hold dig til mig ; men denne dame er du ikke 
berettiget til at besmitte med . et eneste skældsord . 
— hvad for noget ! udbrød den gamle , næsten 
ude af sig selv over for første gang ar slode på 
modstand hos sin ellers så føiclige og frygtsomme 
søn og arving . 
— ia , sagde denne ; jeg er ikke nogen dreng 
længere , og tåler ikke al du blander dig ind i mine 
sager af dej « natur . Denne dame er min forlovede , 
og som sådan vil jeg have hende respekteret af alle . 
— hans kæreste ! udbrød moderen , som , skønt 
en dame med megen kraft og et stridbart sind dog 
til sidst havde måttet bukke under og føic sig efter sin 
mand . - er du gal , Peter ! 
— gud , hvor frækt ! udbrede de unge damer , 
-hvoraf den ene var Peters søster , den anden hans 
kusine , som i sit stille sind havde gjort regning på 
sin fætters hånd og hjerte og derfor naturligvis 
brændte af retfærdig harme imod den , som havde 
indtaget den plads , hun betragtede som lovlig tilhorendc 
sig . 
- dumt toieri , brummede faderen og kastede 
et gennemborende blik på madam Søndrup , der 
besvarede det med et udfordrende dito . Kom nu med 
od Peter , og tak din gud for , at vi ilide fik dig ud 
af de snarer . 
— hvilke snarer ? spurgte madam Søndrup skarpt . 

hr . Henningsen senior værdigede hende ikke et 
øiekasf , men svarede , uafbrudt talende til sin søn : 
jeg mener de snarer , hvori denne kone og hendes 
datter har hildet dig ; kom nu med osnei , 
jeg har gjort mit valg , svarede Peter usædvanlig 
alvorlig « ; kan jeg ikke ledsage eder i forening 
med min forlovede , så få i i guds navn gå 
alene . 
— vær fornuftig , Peter , bønfaldt moderen ; 
hvad kan den unge fattige pige være for dig imod 
os , dine forældre og sodskende ? 
— ja , hun er fattig , hun må ernære sig ved 
fine hænders arbejde , svarede Peter ; men formastelig 
måtte jeg være hvis jeg derfor overlod hende til sin 
skæbne . 
— drengen må være vanvittig , mente ågerkarlen . 
— nej , svarede madam Søndrup og opfangede 
hr . Henningscns sidste bemærkning ; han er ikke vanvittig , 
han er klog . 
— med dem har jeg intet at tale , sagde Henningsen 
og så hovmodigt på den tarvelig klædte 
kone . 
— jo , de har for så vidt at tale med mig , som 
de har brugt udtryk om min datter og mig , der 
ville gøre os til de laveste , afskyeligste fruentimmer , 
hvis det var sandt . 
— jeg vil ikke høre deres præk ! råbte Henningsen . 


i il - - — -- 
— de skal høre mig , svarede madam Søndrup 
ophidset . Hverken jeg eller min datter har efterstræbt 
deres gøn , men kun tilladt ham , efter hans egen 
anmodning af komme i vort hus ; han og min datter 
ere unge og holde af hinanden , og deri er der da 
ingen ulykke . 
Henningsen svarede ikke . 
— de kunne have fået en dårligere svigerdatter 
end mit barn . . . 
— rak ! mumlede Henningsen og så andægtig 
op mød himlen . 
- siger de rak ! Tør sådan en som de 
kalde ordentlige folk for rak ! stønnede den fortørnede 
madame . Jeg vil nu lade dem vide , af hvis sønnen 
havde lignet skn fader , hvis hans rygte havde 
været så flet som hans faders , da ville jeg hellere 
have set min datter død end af indtræde i en forbindelse 
med en mand , der har så megen sorg og 
ulykke , ja oven i købet menneskeliv på sin samvittighed . 
Husk blot på Smidt ! 
Henningsen for sammen , blev bleg som et lig og 
stirrede slivt på madam Søndrup . 
— hvad mener de med det ? stammede ban 
betuttet . 
— derom kan jeg ingen forklaring give dem 
nu , svarede madamen ; men jeg plejer ellers ikke at 
udtale ord eller meninger , som jeg ikke kan forsvare . 
Marie skælvede stærkt , og klyngede sig tæt op til 
sin forlovedes side . 
« i » 
W ilt ! I ! I ! 

hun blev skarpt iagtet af de to unge damer og 
slog derfor øjnene ned . 
Det var ikke velvilje hun opdagede i de to unge , 
ganske kønne ansigter , nej det var snarere had og 
assky de udviste . 
Søsteren holdt ikke af at få en fattig syjomfru 
til svigerinde og var desuden en for intim veninde 
af sin kusine til ikke at kende og dele hendes anskuelser 
om Peter . 
Fru Henningsen så med forundring scenen , 
der foregik imellem hendes mand og madam Søndrup ; 
hun skyndte sig med at få den afbrudt . 
— vi spsrge dig atter og for sidste gang , min 
søn , sagde hun højtideligt og vendte sig om mod 
Peter , — om du vik opgive denne skabning , hun 
pegede foragteligt på Marie , og følge os ? Gjor du 
det , skulle vi alle forsøge på at glemme denne ubehagelige 
historie . Vil du imidlertid vedblive at forhærdes 
i synden og ofre din egen slægt for en 
fremmed , så vil jeg blot fortælle dig , al dit hjem 
for stedse er lukket for dig . Er du ikke af samme 
mening , Henningsen ? 
Han nikkede . 
— når forældre byde deres børn at bryde 
ære og pligt , at opgive det kæreste de eje , da er 
lydighedsfølelscn forbi for dørnenes vedkommende , 
svarede Peter langsomt . Jeg har stedse viist mig som 
en god — jeg tror at kunne sige en kærlig søn og 
er villig til at ære og elske mine forældre som det sig 

hor og bør ; men valget af min fremtidige kone forbeholder 
jeg mig selv . 
— du vil altså bryde med os ? 
— nej , jeg bryder ikke med eder ; men Marie 
kan jeg ikke undvære . 
— nuvel , sagde den stolte kone og greb atter sin 
mands arm . Du har valgt , gid du nu blot ikke 
må fortryde det 
processionen satte sig atter igang . 
De gamle gik foran , de unge damer bagefter . 
De sidste tilkastede Peter og Marie et sønderknusende , 
foragteligt blik , da de gik fordi . 
Den gamle Henningsen havde fået noget at 
tænke på ; siden madam Søndrup havde udtalt 
ordene : „ Tænk blot på Smidt ! “ havde han været 
meget tam og ikke sagt et eneste ord . 
Tårerne slode i Maries klare og smukke øjne , 
da familien fjernede sig . 
Hun greb hulkende Peters hånd , idet hun med 
skælvende stemme udbrød : 
— hvor det er sørgeligt at tænke på , at jeg er 
årsagen til at du og dine forældre er blevne 
uenige ! 
— nej , du er ikke årsagen dertil , men de have 
skylden ; de vide ikke hvilken kærlig datter de have 
skudt fra sig . 
— og du fortryder det ikke ? 
— nej , aldrig , aldrig ! - 
- det kan jeg lide dem for , unge mand , sagde 

madam Søndrup rsrt . Jeg vidste nok at de ville 
bestå prøven , thi de har hjertet vå det rette sted . 
Peter lyttede med glæde til disse ord . 
— hør , sagde han kort efter ; hvad mente de 
ellers med de mystiske ord de udtalte til min fader ? 
Jeg forstod dem ikke . 
— og jeg skal ikke bidrage til at gøre dem 
klogere svarede madamen ; det bliver min hemmelighed . 
Peter havde længe forudser « hvorledes hans . Familie 
ville stille sig til hans forlovelse , når de engang 
opdagede den . 
Nu var det sket , og vi tilstå det , ban følte sig 
betydelig lettet . 
Nogen egentlig kærlighed havde han aldrig følt 
for sine forældre . 
Faderen så kun sin søn engang imellem , og 
moderen , ja hun brød sig mere om staks og fjas end 
om sine børn . 
Vi kunne derfor til fulde forstå , at den unge 
mand ikke ville opgive det kvindelige hjerte , som 
bankede ham så kærligt imode . 
Den næste dag , tidligt på formiddagen , stod 
Peter i butikken og havde travlt med at erpcdere den 
betydelig mængde kunder , der glædede urtekræmmer 
Reimert med deres søgning . 

pludselig gik døren op for at indlade — hr . 
Henningsen s « -nior , som uden at værdige sin søn et 
eneste øjekast gik igennem boden og bankede på 
hr . Reimeris kontorkor , som han derefter åbnede 
og atter lukkede efter sig 
med bankende hjerte , men fast på ikke at lave 
sig rokke i den beslutning han havde fattet i går , 
varetog Peter sin dont . 
Efter en times forløb gik kontortørcn atter op . 
Henningsen trådte ud og fulgtes af principalen helt 
op ad den lange stentrappe , der førte ud til gaden . 
Hr . Reimen sa^de intet , men svrføiede sig atter 
tilbage til sit kontor . 
Henad middag , da kundernes bcsøg vare mindre 
hyppige , blev Peter kaldt ind til principalen . 
Dennes ansigt var meget alvorligt . 
— jeg har , som de ved , haft besøg af deres 
fader i dag , sagde han . 
Peter så forventningsfuld på ham . 
— de ved , sagde reimen , eller rettere sagt aner 
vel grunden til dette besøg ? 
— jeg tror det nok , svarede Peter . 
— nuvel , deres fader og jeg have haft en lang 
samtale med hinanden dcsangåendc . Det er Pokkers 
tidligt de har begyndt på de historier . 
Peter studsede . 
X — er de , fortsatte hr . Reimen , endnu ligeså 
hårdnakket som i går ? 
Peter svarede med et bestemt , , ja “ . 

— nuvel , sagde urtekræmmeren med et noget 
nedslået udtryk i ansigtet ; så gør det mig ondt at 
sige , at vi to må skilles . 
— men hvorfor ? stammede Peter . 
— for det første , fordi det strider imod mine 
principer at have en forlovet kommis , og for det 
andet , fordi deres fader bestemt har fordret deres 
afskedigelse , hvis de ikke giver slip på pigen . 
— men hvorledes kan min fader befale dem at 
afskedige mig ? 
— det har sine grunde , svarede Reimert med et 
smerteligt træk om munden jeg har spekuleret og 
havt store tab ; feg lånte penge af deres fader for 
at undgå en fallit , og er således i hans magt . 
Ve forstår mig vel ? 
Peter , der altid havde anset principalen for en 
velhavende mand , studsede ved at høre denne forklaring 
og sagde : 
— jeg indser nok at det egentlig er min fader , 
der jager mig bort herfra , thi bort herfra må jeg , 
det indser jeg klart ; opgive min forlovede kan jeg 
ikke . Kæreste , bedste hr . Reimert , det gør mig inderlig 
ondt at de asskedizer mig så pludselig , — døg , 
de er jo uden skyld heri ! 
Hr . Reimert trykkede tavs hans hånd . 
— de får naturligvis deres tilgodehavende 
for dette halvår udbetalt , sagde han . 
På pciers afværgende bevægelse med hånden 
tilfsiede han : 

— jo , deres penge skal de have ; deres faffer 
skal nok komme til at betale mig dem tilbage . 
Peter gik op på sit lille Kammer for at indpakke 
sine få klædningsstykker . Sørgmodigt så han sig 
omkring . Det var ikke noget værelse , som man ellers 
plejer at skilles fra med sorg . Kalkede vægge , to 
senge , et par stole , en servante og et bord var 
al den lurus her var udfoldet . Alligevel så han 
på alt dette med en vis vemod . I denne seng havde 
han sovet i fem år , her havde han drømt om Marie , 
for hvis skyld han nu skulle forlade sin plads og 
han følte først ret , hvor kær han havde fået sin 
gamle principal og de gamle omgivelser , da han 
skulle til at forlade dem . 
Han fik en fortrinlig anbefaling og modtog 90 
rigsdaler som den resterende løn for det kommende 
halvår . 
Hans lille kuffert og hatteæske blev stående i 
butiken til han havde lejet et logis , hvorhen han 
kunne flytte sine palkenilliker . 
Der glimtede en tåre bag den gamle urtekræmmers 
blanke brilleglas , da han sagde et hjerteligt 
Levvel til sin fordums lærling og svend . 
I Sværtegade fandt Peter et godt og billigt 
værelse , som han straks tog i brug ; hans næste gang 
var til Berlingske tidendes kontor med en annonce 
angående „ en ung og velanbesalet kommis “ , beder 
ønskede cmploi snarest muligt . ' 
først hen ad aften gik han op til Søndrups . Det 

vaskte « umindelig forbavselse at se ham så tidlig på 
aftenen , og han fortalte da dagens hændelser . 
Marie sørgede over den skade , hun uforsætlig 
havde tilføict sin forlovede ; han var ved godt mod 
og trøstede hende med , at han nok snart ville få en 
ny og måske bedre plads . 
Men madam Søndrup rystede alvorligt på 
hovedet og sagde intet . Det gjorde hende meget ondt 
før de « unge skikkelige menneske og ønskede halvt , at 
hun ikke havde været sket så villig til at indvillige i 
de unges forlovelse . Der for et bittert smil over 
hendes rynkede ansigt , da hun halv højt sagde til sig 
selv : ja , ja , jeg og gamle Henningsen mødcs vel alter 
på denne side af graven . 
22de kapitel . 
Juleaften . 
Vi have nu i længere tid ikke desøgl den dalsgårtske 
familie , vi ville derfor tillade os at føre 
læseren derhen , ikke på en sædvanlig dag eller Asien , 
nej , på juleaften , den gladeste , dejligste aften i hele 
året . 

Dalsgårds tilstand havde bedret sig betydelig . 
Efterhånden som sårene lægedcs , kom han også 
mere og mere til sig selv igen og fik snart sin fuldkomne 
bevidsthed tilbage . 
Man kan vel tænke sig familiens glæde , da 
Dalsgård en dag slog øjnene op og nævnede dem 
alle ved navn . 
Det var kort før jul . 
Lægen erklærede nu al fare før overstået ; men 
den største forsigtighed måtte endnu iagttages . 
Med forundring havde Dalsgård hørt fortællingen 
angående overfaldet og rørt trykkede han Viktors 
hånd , da han hørte hvorledes viktør og hans 
venner havde frelst ham . 
Grossereren ønskede også at se sine andre nedningsmænd 
og der blev strar sendt bud over i hr . 
Neimerts butik efter Peter . 
Budet traf en anden svend og måtte vende tilbage 
med uforrettet sag . 
Det gjorde Dalsgård ondt at han ikke strar 
kunne bevidne Peter sin taknemlighed , døg han håbede 
senere at kunne gøre det . 
Det var en gammel skik i det dalsgårdsfe hus , 
at familien juleaften spiste sin nisengrod , gåsesteg 
og æblefkivcr , og grossereren holdt meget strengt på , 
at denne skik vcdligeholdtes . 
To gæster blev indbudne til denne aftens festlighed . 
Det var viktør og hans moder . 

frn Dalsgård og Klara , frn Smidt og viktør 
begave sig for aftensmåltidet til frue kirke , for der 
at overvære gudstjenesten . 
Den unge Dalsgård skulle blive hos sin fader , 
for at pleje ham medens de andre vare borte . 
I kirken skinnede hundreder af gasblus og udsendte 
et skær som den klareste dag over den utallige 
menneskemængde , der tavse ventede på gudstjenestens 
begyndelse , medens de store kirkeklokker 
vedbleve at lade deres malmtvner lyde . 
Dalsgård havde en stol i kirkens skib , men 
kun med megen møje banede de sig vej derhen gennem 
den tætpakkede mængde . 
Kort efter lød orgelet sine dybe , mægtige toner 
bruse gennem den store kirke . Præsten trådte frem 
foran alteret og den højtidelige gudstjeneste begyndte . 
En dyb , en inderlig taksigelse til himlen for den 
elskede mands helbredelse , bævede på Fru Dalsgårds 
læber . 
Fru Smidt sad stille og skuede tankefuldt hen for 
sig ; hun tænkte på en glad juleaften for nogle og 
tyve år tilbage , da hun og Smidt nylig vare blevne 
forlovede og holdt inderligt as hinanden 
hendes blik faldt i det samme på Viktor og 
Klara . Der sagde de unge mennesker , strålende af 
sundhed og lykke , og så kærligt på hinanden . 
Viktors hånd havde søgt hendes og funden den . 
Hånd i hånd , dog uden at nogen kunne se det , 

folie de ligesom et skær af himlens lykke her på 
jorden . 
Oppe i kirkens kor stod en elegant klædt herre 
og stirrede åndsfraværende på omgivelserne . 
Mere givende efter for en bekfendts ønske end af 
virkelig lyst var han fulgt med denne ind i kirken . 
Vennen var ivrigt beskæftiget med at lorgnettere 
damerne . 
Af og til lød han ytringer falde , som enten skulle 
betegne hans beundring over eller mishag med den 
dame , som i dette øjeblik havde været så uheldig 
eller lykkelig at tiltrække sig hans nådige opmærksomhed . 
Udbrudene kom stedvis srem . 
— kføn lille sejler den ! . . . Eddikebryggeransigt ! 
. . . Ikke så ilde endda ! . . . Satans til øjne ! og 
andre af samme surdcig . 
På engang slokte han til sin flegmatiske ben og 
hviskedee : 
— se derover , baron , der sidder den smukkeste 
pige , jeg endnu har set her i aften ! 
Halv mekanisk drejede uzlehjelm — thi ham var 
dej — sig om i den betegnede retning . 
Han føer sammen . 
Ansigtet blev guldlegt , de små mørke øjne lynede . 
Ved at følge vennens vink havde han set Klara og 
ved hendes side sin medbejler , vikior . 
Vi have tidligere sagt , at uglehjclm i grunden kun 

212 
bred sig om Klara for pengenes skyld . Således 
var det øgså dengang . Men mennesket er aldrig 
ivrigere end efter at erhverve eller at vinde det , de 
ikke kunne nå . 
Således gik det øgså baronen — nu elskede 
han Klara . 
Han havde for hendes skyld begået en forbrydelse . 
Han havde haft sorgfulde dage og søvnløse 
nætter . Han havde ikke ret gjort sig noget begreb 
om , hvad enden ville blive på denne lidenskab , dog 
han håbede endnu stedse . 
Således slode sagerne , da han fik øje på de 
elskende i frue kirke . 
Hvad de fleste uindviede næppe ville have bemærket , 
undgik ikke hans skarpe , af skinsyge funklende 
blik . 
Han vidste , han så , at de unge mennesker vare 
enige , at der havde fundet en forklaring sted imellem 
dem . 
Alt blodet strømmcde ham til hjertet , han tumlede 
og greb fat i sin ven , for ikke at falde . 
— får du ond ! ? spurgte denne bekymret . 
— her er satans varmt i aften , stonncde baronen , 
hvis ansigt havde mistet ethvert spor af farve . 
— ja , vent blot et øjeblik , stadsen er strar 
forbi , slot dig imidlertid til mig . 
Baronen greb vennens arm ; hans blik vedblev 
at følge Klara 

den sidste julesalme var sungen og menigheden 
forlod langsomt kirken . 
Uglebjelm søgte at komme bort fra sin ven i den 
stærke trængsel , hvilket også lykkedes . 
Han var iblandt de første , der kom ud af kirken . 
Han stillede sig op ved hovedindgangen , halv skjult af 
en af søllerne , og passede nøje på . 
Efter nogle minuters forløb så han endelig dem 
han søgte komme ud af kirken . 
Han tvang sig til at fremkunstle et smil . 
Efter at have strøzet sig med hånden over ansigtet , 
som om han derved havde kunnet tilintetgjørc 
sporene af den smerte , han før få sekunder siden 
følie så hårdt trådte han frem før Fru Dalsgård 
og gjorde et dybt buk . 
— ih , min gud , det er jø baron nglehjclm ! 
Udbrød den godmodige kone og strakte ham hjerteligt 
hånden i møde . 
Mon hun ville have gjort dej , hvis hun havde 
kendt den blodskold , der klæbede ved hans hånd ? 
Det lod til at denne tanke bemægtigede sig den 
unge adelsmand . 
Kun med modstræben trykkede han svagt fruens 
hånd og sremsfammede nogle uforståelige ord . 
Sandt at sige følie han sig noget uhyggelig til mode 
ligeoverfor sit lffers hustru . 
— det er længe siden vi sidst sås , sagde fruen ; 
sandt at sige tror jeg det var dengang vi havde det 

sidste Dal , noget før den ulykkelige hændelse indtraf 
med min mand . Ja , de kender den naturligvis ? 
Baronen bukkede . 
— men , de forsvandt jø på engang , vedblev 
fruen ; hvor blev de af ? Alle de unge damer spurgte 
efter deres galante ridder . 
Klara havde under denne samtale stået som på 
nåle og hendes førlegenhed tiltog , da baronens 
forsvinden kom på bane . 
Uzlehjelm smilede og kastede et ildfuldt blik til 
den unge pige og et rasende dito til sin heldige medbejler . 
— o , dengang , svarede han stedse smilende ; ja , 
jeg tilstår , jeg har gjort mig skyldig i en utilgivelig 
forseelse ved sådan uden videre at køde min vej . 
Årsagen dertil var — en hjertesygdom , som netop 
den aften tog en uheldig vending . 
Klara blev blodrød . 
— stakkels menneske ! råbte de to ældre damer 
i kor og betragtede baronen med deltagelse og medlidenhed . 
1 
denne bibeholdt sit afskyelige smil , der , som 
Klara syntes , med hvert minut der hengik fik noget 
mere og mere djævelsk ved sig 
for at undgå en forlængelse af denne for hende 
så pinlige samtale , gjorde hun negle skridt fremad , 
for at få damerne med sig . 
Dette lykkedes hende . 

derimod var hun ikke så heldig at blive baronen 
kvit . 
Han skuttede sig til Fru Dalsgård , medens Viktor , 
der i sit inderste vaskede ham til et varmt sted 
udenfor denne jord , måtte byde sin moder armen . 
Dette var netop det uglehjelm vaskede . Han fik 
Fru Dalsgård og Klara at sviges med 
han udviklede sin sædvanlige veltalenhed , udgjod 
sig i forsikringer over den sorg og skræk , han havde 
været i . efter at have modtaget underretning om 
attentatet på Dalsgård . 
Hvorledes det end gik formåede han dog ikke ret 
at få sine tilhorerindcr til at tro på disse forsikringer . 
De kom ikke fra hjertet , man følte at det var 
høflighed og intet andet . 
Man nåde hjemmet . 
Baronen tog afsked med Fru Dalsgård , som 
hurtigt steg op ad trapperne , for at erkyndige sig om 
sin mands befindende . 
Uglehjelm blev alene med Klara . 
Den unge pige skyndte sig med at byde ham et 
koldt farvel og ville alt til at ile op efter moderen , 
da baronen standsede hende . 
— nej , sagde han og trak vejret dybt ; jeg må 
tale med dem , freken Klara . 
— ja , men jeg ønsker aldeles ikke at tale videre 
med dem , hr . Baron , svarede den unge pige hurtigt , 
halv fortvivlet over denne fatale situation . 

— de må , jeg har en net dertil . 
— og hvilken ? spurgte- hun stolt og hævede sit 
hoved . 
— den at jeg elsker dem . 
- jeg beder dem , hr . Baron , forskån mig for 
en fortsættelse af en samtale , som vil blive yderst 
pinlig for os begge . De har engang fået mit svar . 
— ja , det var dengang , ytrede han ssrgmvdigt . 
Er det da umuligt at bringe dem på andre tanker ? 
— ja , umuligt ! 
— nuvel , sagde han bittert ; jeg tvivlede ikke 
derom . Tåbe , som jeg var , at ydmyge mig før en 
ung pige , som engang har forkastet æren af en forbindelse 
med vort gamle hus . Men , frøken , fortsatte 
han med hæs stemme og greb hendes hånd , som 
han klemte med overnaturlig styrke , man fornærmer 
ikke ustraffet en mand af min stamme . 
Klara for sammen ved det faste tag . 
Den hævner sig , vedblev baronen ; den hvisker 
ikke før på ruinerne af fjendens hus . En kvinde 
kan man ikke drage til ansvar ; men vel hendes elsker . 
Klara udstedte et undertrykt skrig . 
— ja , hendes elsker , sagde baronen i samme 
tone ; han skal undgælde . Sig til den unge mand , 
de foretrækker før mig , sig til ham , sønnen af en 
tugthussange , at jeg ikke lader ham beholde dem 
uhindret og — min smukke frøken , vejen til hans 
brudeseng må gå over mit lig . Og nu , Levvel ! 
Han vendte sig hastigt omkring og gik ud af porten . 

Klara stod dødbleg og rystet tilbage . 
' hvad skulle hun gribe til ? 
Der lagde sig ligesom en tåge før hendes øjne ; 
hun gik langsomt op ad trapperne og ind i sit værelse , 
hvor hun lod sig falde ned på sofaen . 
Tåre på tåre listede sig ned ad de før så 
blomstrende , før så rødmende kinder . 
Med et dybt suk rejste hun sig omsider og forsogte 
at udflette sporene af de tårer hun havde 
udgydt . 
Hun måtte ikke forstyrre den glade fest før sine 
kære . 
Med et smil på læben trådte hun ind i den 
klart belyste sal , hvor faderens seng var bleven 
flyttet ind , medens familien var i kirke . 
Juleglæde strålede på ethvert ansigt , selv den 
syge sad overrende i sengen og så med milde sørneiede 
blikke på de tilstedeværende . 
Ved synet af alle de kære og den fred og stille 
lyksalighed der fandtes i stuen , tabte Klaras angst 
sig snart . 
At der var passeret noget var dog ikke undgået 
Viktors opmærksomhed . 
Han benyttede en lejlighed , da han stod ved hendes 
side til i et par sagte tilhviskedee ord ai spørge , om 
der fattedes hende noget . 
— nej , min ven , svarede hun ; jeg er fuldkommen 
lykkelig . 
Og det var så med undtagelse af den lille førte 

sky , som barønen havde vist hende på den folklare 
himmel . 
Aftensbordet stod dækket . Fru Dalsgård kom 
op fra kføkkenet , hvor en mængde fattige havde afhentet 
varm mad samt klæber og penge , i anledning 
af højtiden . 
Risengrøden og gåsestegen smagte prægtigt . De 
runde gule æbleskiver lokkede ved deres liflige Duft 
selskabet til at spise mere end de egentlig ønskede . 
Henne i sengen lå grossereren og så med længselsfulde 
blikke hen til bordet . Juleaften have vi sagt 
var hans kæreste aften oz de solide retter spiste han 
hellere end de fineste og lækreste fra Paris , der var , 
som han sagde , noget „ juleagtigt “ ved dem . 
Nu måtte han nøics med lugten og synet ; thi 
han var endnu på feberkost . 
Lysene i det strålende juletræ tændtes , og en 
mængde dørn — der alle tilhørte fattige familier , 
som Dalsgård understøttede , — kom ind . 
De småes glæde over det dejlige træ var 
ubeskrivelig , og de ældre , ja de blev dørn igen og 
dandsede med de små omkring juletræet . 
Men denne herlighed fik dog en ende . Det ene 
lys slukkedes efter det andet , og velforsynede i enhver 
retning forlod de små det gjæsffrie hus . 
Klokken var 9 . 
Man sad inde i salen og spøgte og passiarede 
ivrigt med hverandre . 

dslsgård lå stille og så med deltagende blikke 
på Viktor og Klara . 
Hvad de troede skjult for hele verden var ikke 
undgået forældrene . 
Allerede længe havde de haft en anelse om , at 
de unge havde hinanden kær . 
Det glædede dem ret ; thi en bedre svigersøn end 
Viktor , mente de , kunne ikke findes . En rigere mand 
kunne Dalsgård vel nok få til fin datter , men 
ingen som var bravere i hjerte og sind . 
Dalsgård lå længe og grundede . 
Endelig bævede ban sig lidt op fra puderne og 
bad sin kone om et glas vin . 
- men , kære mand , indvendte hun ; ved du 
også hvad du forlanger ? 
— nå , så kun et halvt da , sagde han tålmodig ! 
; det slår mig vel næppe ihjel . 
Kun tøvende bragte hans kone ham et halvt glas 
rødvin . 
Et skælmsk udtryk udbredte sig over Dalsgårds 
åsyn da han råbte : 
— fylder eders glas , børn , lige til randen , 
jeg vil udbringe en skål ! 
De tilstedeværende så noget forbavsede hen til 
sengen . 
Det var ligesom om ethvert spor af sygdom 
var bortsvnndet , da han med høj og lydelig rost udbrød , 
idet han hævede glasset : 
— lader os drikke en skål på det unge pars 

velgående ! Lader os drikke Klaras og Viktor Smidts 
skål ! Gud velsigne dem begge ! 
Var en bombe sprungen i værelset kunne den ikke 
have gjort slorre virkning . 
Alle sprang op og så med et halvt forundret , 
halvt komisk blik på hverandre . 
Klaras og Viktors fryd var ubeskrivelig . 
Deres pagt var altså billiget af den kære , den 
herlige fader 
de ilede hen til den syges seng , greb hans 
hænder og takkede og velsignede ham . 
Dalsgård så afvcrlcnde på dem begge med et 
rørt og glad udtryk . 
— ja , kære dørn , tro mig , jeg har opdaget 
eders hemmelighed , sagde han . Det glæder mig at 
have truffet på en så brav mand som Viktor , ligesom 
jeg på den anden s ' de øgså tror at han kan 
være tjent med min datter Klara . 
Midt i den glade forvirring var Deren bleven 
åbnet og huslægen var trådt ind , uden i første 
øjeblik at blive bemærket af nøgen . 
— nå , det må jeg sige , sagde han , efter en 
kort tid asvcrlcndc at have set fra den ene til den 
anden . Man skulle før have troet at være i en julestue 
udi grcnå før to århnndreder siden , end i et 
sygeværelse i kjcbcnhavn i det nittende århundrede . 
— velkommen , professor ! råbte Dalsgård muntert . 
Velkommen , og glædelig jul ! 
— og den syge er , som det synes , kaptoin for 

hele komedien , fortsatte huslægen leende ; det er den 
omvendte verden . 
Han blev nu sal ind i forholdene og lykønskede 
hjerteligt det unge par . 
- ja her er glæde og lyslighed , vedblev lægen ; 
det er som det bor være . Jeg kommer netop fra et 
sygeleje , hoor det seer mindre muntert ud . Det er 
en ung handelskommis henne i Sværtegade ; som det 
synes er der en eller anden ting , som der er gået 
ham nær til hjerte , og som har skaffet ham en alvorlig 
sygdom på halsen . Såvidt jeg kan forstå er 
han forlovet n ed en ung sypige , den eneste der plejer 
ham ; hans forældre er nok imod partiet og have 
fået hans principal til at give ham ' afsked . Hele 
denne historie har bidraget til at fremskynde sygdommen . 
— o , sagde Klara , det er smukt , det er bravt af 
ham , ikke al opgive sin kæreste , fordi hun er sallig , 
men vil tåle alt for hendes skyld . 
— således må naturligvis en nyforlovet dame 
tale , svarede lægen smilende ; men vi værdige fædre 
holde nu på del solide . 
— hvad hedder fyren ? spurgte Dalsgård . 
— ja , bi lidt , jeg har næsten glemt det . — jo , 
det er sandt , han hedder Henningsen . 
— hvad , Henningsen ! udbrød Dalsgård . Skulle 
det være den unge mand , der så kækt hjalp Viktor 
med af redde mit liv ? 
— det må være ham ! råbte Klara ; også han 

er jo afskediget af sin tjeneste hos neimert . Det er 
sikkert ham ! 
— i så fald , sagde Dalsgård ivrigt , er det en 
dobbelt pligt af komme ham til hjælp , og det strar . 
— men hvorledes ? indvendte sønnen . 
— frygten for intet erhverv af have har måske 
bidraget til af forege hans sygdom ; kunne man berolige 
ham i så henseende , ville det måske have en 
gavnlig virkning . 
Lægen nikkede samtykkende . 
— der må siges ham , vedblev grossereren , af 
han i den henseende ikke behøver af forurolige sig ; 
såsnart han er så rask af han kan begynde , vil han 
få en ansættelse på mit kontor . Gagen begynder 
selvsolgelig fra denne måned . 
— jeg skal gå derhen med dette trøstens budskab , 
sagde Viktor og sprang op fra stolen . 
— jeg sølger med , udbrød den unge Dalsgård . 
Egoist , som du er , Viktor , vedblev han leende ; du 
vil beholde de unge menneskers taknemlighed for 
dig selv alene . 
— måske , lagde Klara rødmende , vil det være 
meget generende for hans forlovede , den unge pige , 
at der kun kommer herrer ; hvis . . . 
— ja , jeg ved hvad du ville sige , afbrød faderen 
hende leende ; gå du kun med , så skilles du 
jo heller ikke fra kæresten . 
Fra de fleste huse lød der sang og jubel , da de 
unge mennesker atter betrådte gaden . Lys skinnede 

næsten fra ethvert vindue , indenfor fandtes glade og 
fornøjede mennesker . 
Med en stolt foleise af at have en lovlig ret 
dertil , bød Viktor sin smukke forlovede armen , og 
langsomt vandrede de til huset i Sværfegade , hvor 
Peter Henningsen løgerede , og som lægen havde betegnet 
dem . 
23de kapitel . 
I Sværfegade . 
I et lille , beklumret værelse på 3die sal lå 
Peter Henningsen og vendte og drejede rastløs skt 
feberhede hoved på puden . 
En rasende tørst , som ' al verdens flydende væsker 
ikke kunne flukke , fortærede saften i det unge ellers 
så sunde og kraftige menneskes legeme . 
Således havde han ligget i flere dage . 
Den trofaste lille Marie sad ved hans seng og 
rakte ham medicinen og den kvægende drik lægen 
havde ordineret . 
De « var en sørgelig juleaften før den stakkels 
pige . 

endnu før otte dage siden havde hun og den 
syge i forening udkastet planer til en festlig måde 
at højtideligholde aftenen på . 
Mennesket spår , men gud råder . 
Moderen var fornylig gået hjem . Også der 
havde de en syg , der måtte pleics og hyzges om , 
nemlig den gamle madam Smidt , støverens moder . 
Af og til syntes det som Maries indbildningskraft 
fremstillede sørgclige og merke billeder før hendes 
indre syn ; thi hun græd da heftigt , men sagte , før 
ikke at forstyrre den syge . 
Han holdt hendes hånd i sin og gav kun meget 
nødizt skip på den . 
I to nætter og dage havde hun kun fået et 
par timers søvn . De før så klare øjne vare nu 
matte og blakkede . 
De mørke tanker syntes især at påtrænze sig 
hende , når der af og til lød et larmende glædcsudråb 
fra etagen nedenunder , hvor den rige skrædermester 
holdt et glimrende gilde . 
På trappen lød der pludseligt trin af flere 
personer , der efterhånden nærmede sig Peters dør . 
Der bankedes på døren . 
Marie råbte sagte : „ Kom ind ! “ og Peter løftcde 
nysgerrigt hovedet lidt i vejret . 
Døren gik op og ind trådte — ja , Peter troede 
næsten at det var en drøm eller en følge af sygdommen 
— ind trådte . . . hans barndoms fe , 

hans første kærlighed i læretiden , grøsserer Dalsgårds 
datter . 
Efter hende kom to herrer , af hvilke han kun 
kendte den ene . 
Marie så forbavset på de indtrædende . 
De nærmede sig den syges seng , efter venligt 
at have hilset på den trofaste sygevogteiske , og Viktor 
spurgte deltagende : 
— kender de mig ikke , Henningsen ? 
— jo , svarede den syge ; de er jo hr . Smidt , 
ikke sandt ? 
— ganske rigtig . Denne dame , med hvem jeg 
iaften er bleven forlovet , er grøsserer dalszårds 
datter , denne herre er hans søn . Først for et øjeblik 
siden fik vi at vide , at de var syg og hvør de 
boede ; da min svigerfader jo selv er patient overdrog 
han det til vs , hans børn , at bringe dem hans 
inderligste tak og tilbyde dem bistand i enhver 
retning . 
— det er meget smukt af hr . Grøsserer Dalsgård ! 
Sagde Peter synlig rørt . 
— og da han ved , fortsatte Klara med sin 
blide stemme , at de er uden beskæffigelse , tilbyder 
han dem en plads på sit kontor , så snart de bliver 
rask , og dermed må de såmænd skynde dem , hr . 
Henningsen . 
Marie foldede hænderne og takkede gud for det 
glædelige budskab . 

— vi have hørt , sagde Klara , hvor ulykkeligt 
det er gået dem i den sidste tid ; vi beundre alle 
den fasthed , hvormed de har holdt på denne unge 
pige , som de har stænket deres tro . 
Marie så forlegen ned for sig . 
Klara satte sig hen til hende , og de unge kvinder 
vare snart indviklede i en livlig , for dem særdeles 
interessant samtale om de små genvordigheder , de 
havde mødt i deres korte forelsfelsesperiode . 
Mændene satte sig ligeledes ned ved sengen og 
det lykkedes dem snart at få den syge så godt 
stemt , at han erklærede , at det gode , velkomne budskab 
forhåbentlig i få dage ville bringe ham oven senge 
medens samtalen således bedst var i gang 
hørtes der atter skridt på trappen , der standsede 
ved Peters dør , på hvilken der kort efter lød en 
beskeden banken . 
Marie lukkede op , og ind trådte — hr . Reimer « . 
Den gamle urtekræmmer var synlig rørt . 
Uden at ændse de tilstedeværende ilede han hen 
il sengen . 
Peter ' havde rejst sig overrende og ville næppe « ro 
sine egne øjne . 
Men den gamle herre greb begge hans hænder 
og begyndte på en lang usammenhængende beretning 
om , hvorledes han først for kort tid siden var bleven 
underrettet om sin unge vens tilstand , ellers ville 
han for længe siden have bcsøgt ham . Del gjorde ham 
inderlig ondt at se Peter i den tilstand , forsikrede han , 

og at han mente hvad han sagde , så man af de 
skælvende læber og af den Iver hvormed han trykkede 
den syges hænder . 
Hr . Ncimert bad Peter om kun at sige hvad han 
behøvede , så skulle det blive tilbragt ham . Med tiden 
troede han også at kunne give ham empløi i sin 
butik . 
— og hvem ved , tilføicde den gamle med et 
polisk sideblik til Marie ; ja hvem ved ! Jeg bliver 
gammel nu og må snart til at tænke på at få en 
ung og driftig kompagnon . 
Peter blev meget bevæget over dette bevis på 
hans gamle principals hengivenhed , men bad ham ikke 
at ængstes for hans fremtid ; han havde i dette øjeblik 
fået tilbud om ansættelse hos grosserer Dalsgård 
og frygtede ikke for fremtiden . 
— ja , ja , svarede hr Reimers muntert ; jeg 
står alligevel ved mit tilbud . 
Uden af man mærkede det var klokken bleven 
mange ; man rejste sig altså før af gå og bod Peter 
og Marie et hjerteligt Levvel , med ønsket om en glad 
og lykkelig jul og alle lovede snart af komme igen . 
Da de forlovede atter blev alene , sank Peter 
mat tilbage i puderne . 
Overraskelsen , sindsbevægelsen havde været ham 
før stærk i den lidende tilstand hvori han befandt sig . 
Han begyndte af fantasere . 
Marie sad ængstelig ved hans leje ; ethvert ord 

han i sin vildelse udtalte skar hende dybt i hjertet , 
og hen ad morgenstunden , da madam Søndrup kom 
før af afløse sin datter , fandt hun hende grædende , og 
den syge i en fortvivlet tilstand . 
24de kapitel 
hvorledes det gik støveren og 
halt e-søren . 
Vi forlod de to forbrydere i det øjeblik da de 
efter pågribelsen i Hamborg alter befandt sig vel 
indelukket bag et fængsels mørke giiter . 
At deres tanker just ikke vare de behageligste kan 
enhver vel tænke sig . 
Støveren havde i sin ungdom og senere af sine 
kammerater i tugthuset ofte hørt , af man aldrig 
idømte et menneske dødsstraf , når han ikke selv 
afgav en fuldstændig tilståelse om af have begået 
den forbrydelse , der medførte straffen . 
For hans eget vedkommende var han ganske rolig . 
Ingen dommer i hele verden skulle få nøgen tilståelse 
af ham i den dalsgårdske sag . 
Anderledes forholdt det sig med Halte-søren . 

på hans standhaftighed stolede han ikke så 
meget . 
Nu gjaldt det om at få truffet en ren aftale . 
Dette var imidlertid ikke så let . Dog , tilfældet 
kom ham til hjælp . 
Sålænge betjenten , der ledsagede dem , kunne 
have „ et øje på hver finger “ , som man siger , forholdt 
de sig tavse , og siøveren lod som om han med 
gru og anger tænkte på sit foregående syndige 
levnet . 
Halte-seren sad dorsk og skov og stirrede hen 
for sig . 
Det var bælmsrkt da de i en drosche kørte fra 
banegården i Kiel og ned til dampskibet . 
Det blæste voldsomt ude på søen . Bølgerne 
fløge skummende op over dækket og forøg snart alle 
kahytspassagererne derfra 
forude , tæt ved maskinen , sad betjenten med sine 
to fanger . 
Betjenten befandt sig øiensyniig ikke vel . Skibets 
voldsomme bevægelser havde dragt hans legeme i en 
ejendommelig uro . 
Han fik søsygen 
som bekendt gør denne ubehagelige gæst så 
godt som alle , hvem den angriber , ligegyldige for alt . 
Uden knap ar værdige fangerne et blik gik betjenten 
ravende og tumlende hen til en sæk , der lå 
nogle skridt derfra , og lastede sig tungt ned på den . 

støveren bøjede sig oieblikkelig henimod haltegoren 
og hviskedee : 
— vi må gøre en aftale . 
Der kom lidt liv i den haltes øjne , han spurgte 
i samme tone : 
— hvorom ? 
— naturligvis om hvorledes vi bedst kunne klare 
historien 
— ganske vist . 
— hører du ? Fremfør alt må vi vogte os 
før at afgive den allermindste tilståelse i den dalsgårdsfe 
sag : får assessoren først en finger napper 
han hele næven før vi vide et ord af det . 
— stol kun på mig . 
— altså ikke et ord om den sag . Vi må før 
lade os hakke til plukfisk end tale , selv om Dalsgård 
skulle leve og sladre af skøle 
— men hvorledes skulle vi klare ærterne med de 
sørdømte penge de „ snubbede “ fra os ? Det er det 
værste . 
— også derover har jeg tænk « , svarede den 
snilde støver . Hør engang ! 
Han bøjede sig tæt ind til Halte-søren og hviskedee 
ham længe og ivrigt i øret . 
— du har nej ! udbrød den halte ; det er den 
eneste redning . Han må også have lidt af stegen . 
— men det værste er , at vi ikke vide hans navn , 
dbrsd støveren ; det bliver vanskeligt at få ham 
fat , men det må sporhundene om . 

— der er vel hverken stjålet eller som tabt efterlyst 
så mange penge i den sidste tid , så de må 
tage vor forklaring for god . Værst er det med det 
tyvebrændte mord . Det var dog i grunden en snavs 
historie , hvad ? 
— ja , snavs endte den , svarede støveren filosofisk 
og betragtede de små håndjern , hvormed betjenten 
havde prydet hans arme ; nu må vi se at ordne 
tingene efter aftale . 
De vedbleve i over 2 timer at føre en ivrig 
samtale . Ikke det mindste punkt blev forglemt , for 
at de ikke under det foreslående forhør ffulde gøre 
sig skyldig i den uoverensstemmelse , der er så farlig 
for forbryderne og gør , at forhørstommeren netop 
ved sådanne gør mangen vigtig opdagelse , mangen 
god fangst . 
Da man kunne se fyrene ved indscilingen til 
Korsør havn lejede stormen af . Betjenten syntes 
derved at ihukomme sin pligt ; han rejste sig tvært fra 
sækken og indtog atter sin gamle plads mellem sine 
tø kurkdrevne fanger . 
Og da signalpiden samme dags formiddag lystigt 
signaliserede togets ankomst til kjødenhavns banegård 
slog den haltes og støverens hjerter noget 
hurtigere end de plejede ; de skulke gjcnse skuepladsen 
for deres bedrifter , den de et par dage forinden 
troede at skulle vende ryggen til for stedse . 
De betrådte atter den store røde gård på 
Nytorv , så de dem velbekendte ansigter og travede 

slukørede ned i den dybe nådhuskjældcr , hvor forbryderne 
have tid og lejlighed til at betænke om et 
bedre liv i fremtiden døg ikke , når alt kommer tsk 
alt , er at foretrække for en merk fangccelles mugne 
luft . 
„ At stilles gjor ondt “ siger en bekendt tysk vise 
og det var også med en vis nedslagenhed at de to 
staldbrødre hver for sig blev overgivne hver til sin 
arrestforvarer , der førte deres fanger til to forskellige 
arrester . 
Der sad netop dengang mange folk arresterede , og 
attentatet på Dalsgård havde gjort , at arresterne 
næsten blev overfyldte . 
I den celle hvortil støveren blev bragt var der 
allerede tre fanger . 
Den ene var en gammelagtig mand med hårde , 
frastodcnde træk , han var beskæftiget med at polere et 
afgnavet dyrcbeen så godt han formåede ved at 
gnide det med en lille sten ; den anden var overmåde 
ung , kun sytten år gammel , men havde et 
frækt blik og et udsvævende udseende ; henne i en 
krog lå den tredie , en olding på nøgleoghalvfjerds 
og gumlede rystende og famlende på en stive rugbrød . 
Højt oppe i væggen sad det runde tilgitrcde 
vindue , der netop tillod lyset så megen indpas , at 
man kunne skimte arrestens og de tilstedeværendes 
udseende . 
— hurra ! råbte den unge laban , da støveren 

blev ført ned . Hurra ! der er nok ' en en , de har 
nappet . Jeg siger , jo flere jo bedre . 
— du skulle ikke være flet så munter , Karl 
Ludvig , sagde arrestforvareren . Du må takke gud 
for , hvis du også denne gang skipper med ris ! 
— puh ! svarede den lovende yngling ; assessoren 
må for mig gerne sætte mig ind i huset , der er nok 
lystige folk derinde , hører jeg . 
Rystende på hovedet låsede arrestforvareren 
døren . 
De fire hædersmænd betragtede hverandre med et 
spsrgende blik . 
— nå , afbrød endelig siøveren tavsheden og 
slog den brave yngling fortrolig på skulderen ; jeg 
tænker at vi alle er enige , at den ene her ikke vil 
gøre sig bedre end ben anden ? 
— det er ' vi ! svarede den unge , henrykt over 
den fortrolige måde den drevne forbryder behandlede 
ham på . 
— det kan nok hænd ' s , sagde manden med de 
frastødende træk , der var arresteret for falskmøntneri 
og ellers drev den hæderlige næring som kludesamler . 
— men han der , fortsatte han og skelede mistænkelig 
til den gamle i krogen , han hover mig flets ikke ; jeg 
skulle næsten tro at politiet har sat ham herned for 
at få os til at snakke . 
— fy for en ulykke , en spion altså ! udbrød 
støveren med dydig indignation ; men for hede helvedc , 

hvorfor have i ikke gjort ham opholdet hernede 
så varmt , at han har fortrudt sin egen fødsel ? 
— å , snøvlede kludesamleren ; os kunne han ikke 
gøre nogen videre skade alligevel . Jeg har bekendt 
og venter kun min dom , og Karl Ludvig har naturligvis 
også måttet ud med sprogethan får vel 
sine ris , som sædvanlig ; det er blot for godt kammeratskabs 
skyld , jeg siger dem det . 
— hvad for en historie har han lavet , som 
påskud til at være her ? 
— å , han væver en myrderlig mængde om et 
Uhr , som han ikke har stjålet natyrligvis , og så 
en hel pose fuld i tilgift . 
Den stakkels gamle , der var noget døv , sad 
imidlertid stedse på samme plet , og fortsatte det for 
en tandløs mund besværlige arbejde : at tygge . 
Jeg skal tage ham under behandling , svoer 
støveren ; pas bare på . 
Han gik hen imod den gamle mand . 
- rejs dem op , og lad mig få deres plads , 
sagde han råt . 
Den tiltalte så spørgende op . 
— hører de ikke , gamle kamel ! førtsatte den 
brutale forbryder . Op med dem , eller jeg skal 
lette dem , 
kun med anstrengelse rejste den gamle sig op 
fra det hårde sæde og vaklede hen i en anden krog 
af fængslet . 

støveren smed sig på den lomme brir og kastede 
et triumferende blik på sine to staldbrødre . 
— nåda ! sagde han ; var det ikke rigtigt ? 
— ganske rigtigt , sådan skal ban have det , lød 
det i kor . 
— nu vil jeg sove , sagde støveren og gabede . 
Jeg har ikke fået ssvn i mine øjne i de sidste 24 
timer og har deri l haft en anstrengende rejse . Pas 
bare på at jeg ikke bliver forstyrret . 
Han vendte sit ansigt om mod væggen og snart 
rungede kammeret af hans vældige snorken . 
Først langt ud på eftermiddagen blev han vækket 
for at føres i forhør 
— nu gælder det at holde ørene stive , sagde 
han til sig selv . Når nu Søren bare kan hølde tæl 
og ikke lader knevren løbe . 
Han verlebe en telegrafisk hilsen med denne sin 
værdige kollega , der samtidig med ham sønes i forhor . 
I denne hitten — oprindelig lært i forbedringshuset 
— lå der en vidiløsiig betydning . 
Den bestod i et strøg med den stade hånd ned 
over ansigtet og tværs over halsen . 
Samtidig blinkeres afvcrlende med det venstre og 
hsire øje , 
del betydede * „ Vær på din post , forhold dig 
rolig , det gælder halsen ; sig intet , hvad det end 
skal koste . “ 
Den halte svarede med at gentage tegnet og 
støveren blev mere rolig . 

assessoren i retten havde netop dengang overordentlig 
at tage vare ; men støverens og halte-lorens 
flugt og de hos dem fundne penge var en alt for 
interessant sag , og var så mystisk , at den måtte behandles 
med den slorste grundighed . 
Begge forbryderne vare , som del hedder , „ god ! 
Kendte “ . 
Det var en af rettens dygtigste assessorer , der 
bavde sagen under behandling 
tidt af det mod støveren var i besiddelse al , 
svandt ved synet af den strenge forhørsdommer . 
Han var dog ikke ængstelig for sig selv , men for 
fin kammerat . 
Denne var ikke i besiddelse af den „ Dannelse “ , 
som støveren undertiden pralede med at have . 
— følgelig , mente denne , kan han ikke have den 
standhaftighed , det moralske mod , som jeg . 
Det følgende vil vise , at han tog feilassessoren 
begyndte et meget skrapt forhør . 
Dej kneb før forbryderne at klare sig , kun den 
nøjagtige aftale de havde truffet ombord på dampskibet , 
kunne forklare den sjældne overensstemmelse der 
var i deres udsagn . 
Betjenten , der havde ledsaget dem fra Hamborg 
til kjodenhavn , blev tilkaldt . 
- sig mig , spurgte asses-orcn ham ; bar deres 
fanger haft lejlighed til under transporten hertil ' 
eller overhovedet efter pågribelsen , at tale alene 
sammen ? 

— nej , svarede betjenten , der aldeles havde 
glemt , eller ikke turde erindre , at han til dels havde 
forsømt sin pligt ombord på dampskibet ; fangerne 
bave efter pågribelsen været adskilte og under nøjagtigt 
opsyn . 
Assessoren rystede på hovedet . 
— hvert ord i hidtil have svaret mig , henvendte 
han sig til de anholdte , tror jeg er usandhed fra 
ende til anden ; men jeg skal vel vide , at få den 
rette sammenhæng ud af jer . 
Forhøret begyndte på ny . 
De måtte opgive hvor de de sidste 4 dage før 
afrejsen havde opholdt sig , hvad de havde taget sig 
for og endelig grunden til deres hemmelighedsfulde 
flugt . 
- vi vare , sagde støveren med en skinhellig 
mine , kede af at blive her i Danmark . Vi er 
straffede personer og ingen agter os for det snavs , 
de træde under fødder i Amerika ville vi have 
begyndt på et andet levnet . Vi rejste bort i al 
hemmelighed , fordi vi vidste , at politiet , hvis det 
så vi skal af , ville tro , at vi havde begået noget 
ulovligt og sat os fast . Det er den rene sandhed , 
hr . Assessor ! Tøren der vil kunne bevidne mine ord . 
— i er mig et par nette fyre , svarede for » 
Hørsdommercn og så vantro på dem begge . 
En nøjagtig inkvisition blev især anstillet angående 
hvor forbryderne havde været dengang mordattentatet 
var bleven udført . 

i den forudsætning at høkcr-larsen ( viceværten ) , 
som han troede til dels at have i sin magt , ville bekræfte 
hans udsagn , svarede støveren rask : 
— denne aften var jeg netop hjemme og aftalte 
det nærmere om rejsen med eøren ; netop kl . 6 
kom vi hjem og modie da Larsen på trappen . 
Støveren tog sig den frihed at sige kl . 6 istedenfor 
kl . 9 . 
Da han nævnede Larsen smilede assessoren hen 
til protokolsekretæren , over hvis ansigt der ligeledes 
for et ejendommeligt lystigt skær . 
Forbryderne lagde dog ikke mærke hertil 
endelig ' om det vanskelige spørgsmål om pengene 
på bane . 
Støveren afgav sin forklaring — ben var temmelig 
lang og han påbcråbte sig Sørens vidnesbyrd . 
Vi skulle senere erfare hvcrpå den gik ud . 
— det er umuligt , svarede forhørsdommeren . 
Tro i at kunne bilde mig sådanne historier ind , så 
» age i fejl . 
— den er ikke desto mindre sand , sagde siøveren 
bestemt 
— og i formå ikke at opgive mig hvem Herren 
var ? spurgte dommeren med et overmåde vantro 
udtryk i ansigtet . — kunne i ikke opgive mig de » 
Ringeste kendetegn ? 
— jo , det kunne vi dog , svarede halte-soren . 
Herren var meget smuk , temmelig høt , havde sort 
hår , sorte knebelsbarter , og på pegefingeren havde 

han en ring , på hvis sten var indgraveret 
en ugle . 
— en ugle ? Du tager vist fejl . . . kunne det 
ikke være en anden fugl ? Er du aldeles sikker på , 
at det var en ugle ? 
— ja , sagde halte-tøren ; jeg er aldeles sikker 
på det . Jeg så uglen i ringen lige så tydelig 
som jeg i dette øjeblik seer deres velbårenhed . 
Assessoren lod sig endnu engang fortælle de nærmere 
omstændigheder ; han var bleven meget alvorlig 
og asbrød forhøret kort efter . 
Rsde kapitel . 
På et hængende hår . 
Vor fede ven Larsen havde snart forvundet sin 
skræk og sin sygdom og tænkte nu , ivrigere end 
nogensinde før , på at gøre „ Forretninger “ ; han beklagede 
nu ivrigere end nogensinde før , at støveren 
var rejst . 
Nogle dage efter hørte han imidlertid , at den 
så dybt savnede atter var pågreben og sad i god 
forvaring på rådhuset . 

denne efterretning interesserede ham dog kun 
lidet ; thi både støveren oz den halte ville sikkert 
nok bekende , eller som han sagde „ gå i fælden “ , og 
så godnat , - livsvarigt tugthusarbeide var dem 
sikker nok . 
Skjøndt Larsen allerede var en meget rig mand , 
og ikke havde kone eller børn , før hvem han kunne 
arbejde , var han dog så betaget af havesyge samt 
lyst til at trodse loven , at han aldeles ikke tænkte på 
at trække sig tilbage og nyde frugterne af sine flet 
erhvervede rigdomme . 
Den gud vil ramme slår han i almindelighed 
med blindhed . 
Larsen var en snild mand , en dygtig opdager , 
og desto mærkeligere var det derfor , at han ikke bemærkede 
den forandring , der foregik i den behandling 
og modtagelse han nød hos sine overordnede . 
Han havde ikke den ringeste anelse om , at han 
selv blev pass . t på , og da han intet havde hørt fra 
Sørensen , men kun løselizt erfaret , at konen havde 
druknet sig , anede han mindst , at der fra denne kant 
kunne true nogen som helst fare . 
Det var derfor intet under , at han med fuldkommen 
sindsro en aften hen ved jul sad i sit vel 
opvarmede privatværelse og ventede på et par af 
sine redskaber , en svensk skipper og en Matros . 
Med skipperen havde ban i mange år slået i 
venskabs- og „ Forretningsforbindelse “ . 
Mange lodninger af tyvegods var ved skipperens 

hjælp overført til Sverrige , hvor nye hælere 
slode parate til at modtage de som oftest meget værdifulde 
varer . 
Vi have i det foregående sagt , at Larsen , da han 
gemte det hos baronen stjålne Gulduhr i sin hælerkjælder , 
havde mumlet noget om , at der snart måtte 
en ladning over til Sverrige . 
Han havde i den anledning tilskreven sin svenske 
ben , der dengang med sit fariøi lå i mad og 
udbedt sig hans nærværelse her på pladsen . 
Skipperen , der troede at lugte en lignende god 
forretning denne gang , som han havde gjort så mange 
af i forvejen , lettede strar Anker , og nogle dage efter 
stævnede sluppen „ Hclvedeshunden “ ind ad vommen 
og lagte til ved dolvæiket i Kristianshavns kanal . 
Skipperen sendte sin kahytsdreng iland , for at 
meddele Larsen sluppens ankomst . 
To timer efter denne lykkelige begivenhed vraltede 
værten ombord i „ Helvedcshunden “ . Gensynet 
mellem ham og hans svenske ven var gribende . 
Efter ar den første bevægelse var fordi bød skipperen 
sin danske „ Bror “ ned i den lille kahyt , og ved 
en flaske svensk banko begyndte man at aftale det 
nærmere . 
Matrosen var gået iland og kahytsdrengen sad 
imidlertid på bolværket og skrællede kartofler . 
Det var den første tur drengen gjorde med 
sluppen og han var derfor fuldstændig uvidende om 

skibets uhæderlige bestemmelser . Svensson , skipperen , 
havde naturligvis ikke underrettet drengen om 
noget i den retning . 
Medens kahytsdrengen altså sad på bolværket 
og skrællede sine kortesler og dertil sleilede en svensk 
Melodi , blev han tiltalt af en mand , hvis uniform 
han rigtignok ikke kendte , men instinktmæssig nok 
anede var en politibetjent . 
Manden tiltalte ham venligt og spurgte ham om 
den smukke slups navn og om dens skipper . 
Drengen blev snakkesalig og snart var han og 
hans nye bekendt så dybt inde i konversationen , af 
han fortalte både løst og fast . 
Manden var , som den ærede læser vel alt har 
gættet , politibetjent Sørensen . 
Han havde i frastand set Larsen gå ombord i 
sluppen , og anede muligheden af af gøre en fangst . 
Sålænge Larsen var på dækket vogtede han sig selvfølgelig 
for af nærme sig , men da han så de hæderlige 
venner gå ned i kahytten , nærmede han sig som 
, agt og gav sig i snak med drengen . 
— det er nok en god bekendt af skipperen , der 
gik ombord nu ? spurgte Sørensen . 
— kors ja , sagde drengen ; de er meget gamle 
venner og har gjort mangen forretning sammen , 
siger Bengt . 
— hvem er Bengt ? 
— ih , det er naturligvis matrosen , svarede 
drengen . Denne gang giver den tykke mand os nok 

atter fragt , så vi komme vel ikke til af blive længe 
her i København . Det er krepæerligt nok , thi jeg ville 
så meget gerne se mig om beder i byen . 
Sørensen lyttede opmærksomt . 
Hvilken fragt kunne Larsen give skipperen ? Han 
var jo ikke handelsmand . 
Dej hue så ham meget mistænkeligt ud . 
Drengen fortsatte sin beskæftigelse og så noget 
førundret på betjenten , der på engang var bleven 
faus og tankefuld . 
— hvornår agter du da at gå ud før at bese 
byen ? spurgte Sørensen pludselig . 
— jøs ! svarede drengen ; vi skulle jo først spise 
og skipperen skal have sin middagslur , så skal han 
have kaffe og så - ja så får jeg vel lov til 
at gå . 
Betjenten nikkede venligt til skibsdrengen og gik 
langsomt videre . 
— det er svært heftige folk , de københavnske 
policcmænd , tænkte drengen . 
Han var snart bleven færdig med kartoflerne og 
tumlede atter ombord i „ Helvedcshunden “ , hvor kort 
efter den lille skorsten på kabyssen udsendte en 
vældig nøzsky , der vidnede om , at middagsmaden alt 
var taget under drengens kyndige behandling . 
Der gik en time , der gik to , ærterne sydede og 
boblede i kedlen og drengen begyndte at undre sig 
øver den lange tid , skipperen og hans gæst havde 

været indelukkede sammen . I det samme kom han til 
al tænke på , at han ingen løg havde fået til ærterne , 
men da drenge » ikke turde forstyrre sin strenge 
herre før den sags skyld og desuden vidste at løgposen 
lå i rummet , listede han sig derned på hosesokker 
og krøb langs kjolsvinct hen i hsørnet , hvor 
legene lå . 
Delte hjerne slodte op til skipperens kahyt og 
drengen standsede derfor , idet han holdt sin ånde og 
greb efter posen , thi han herie stemmer indenfor den 
tynde væg . 
Som alle børn i hans alder var han nysgerrig . 
Han lagde derfor det ene øre klos op til en revne i 
væggen og lyttede . 
— det er altså aftalt , svcnsson , hørte han en 
mand sige på dansk ; at vi indlader de kostbareste af 
varerne endnu i denne aften . 
— ja , svarede skipperen . 
— der er mange kostbare ting denne gang , 
hvæsede den danske stemme igen ; der er guld , der er 
sølv , der er juveler kostbarhederne kunne vi skjule 
på os selv , og på den måde transportere dem ombord ; 
til de vorige varer har jeg kjobl trækasser . 
— ja , jeg forstår det nok , afbrød skipperen 
ham ; det vil gå som det er smurt , akkurat som sædvanligt . 
— ganske vist ; kun at vi denne gang må være 
endnu mere forsigtig end ellers , thi ladningen er kostbar 

og mange , mange tusinder ville gå i løbet , hvis 
vi blive røbede . 
- det er vel fra det gamle sted , fra det lille 
pakhus , varerne skulle udskibes ? 
- forstår sig , lød svaret . Jeg er jo ikke så 
dum at føre kasserne ud fra mit eget hus . Den 
lille Nønne fik jeg da for godt køb og den ligger mig 
satans bekvemt . 
- nuvel , ytrede Svensson , så er den sag jo 
klar kom , gamle kammerat , og lad os drikke en 
tår på en god » forretning . 
De to venner klinede og drengen benyttede sig 
af den derved forårsagede larm til at snige sig bort . 
Han havde hørt nok til at fatte mistanke . 
Længe spekulerede han derover , medens han adspredt 
rørte om i kedlens indhold , til skipperen og hans 
gæst kom ravende op ad den smalle kahytstrappe . 
De toge afsked med de mest smilende ansigter . 
Med noget besvær humpede Larsen over det 
smalle landgangsbræt og skipperen gik hen imod kabyssen . 
— Gosse ! sagde han mere venligt end han ellers 
plejede ; er du snart færdig med maden ? 
— ja , strar 
— godt , så bring den ned når Bengt kommer . 
Jeg skal iland — når du har pudset mine støvler 
kan du gøre det samme , og her — han rakte ham en 
dansk daler — her har du noget at gøre dig til gode 
med . 

skipperens uvante ædelmodighed rørte den stakkels 
dreng ; han tog hans hånd og kyssede den tavs . 
Svcnssvn så på ham med et underligt blik og 
sagde : 
— jeg kommer ikke ombord igen før efter kl . 
12 i nat , og jeg har derfor tænkt mig , at du før den 
sags skyld heller ikke behøver at komme før . Du 
kan gå i et tteater , kjebenhavn har mange af dem . 
Fornøj dig nu i aften , det er ikke sikkert at du så 
snart kommer til det igen . 
Gutten takkede ham hjertelig . 
Kort efter kom matrosen atter ombord drengen 
bragte en stor skål med ærter og flæsk ned i kahytten , 
hvorefter skipperen aflåscde døren . 
Drengens hjerte hoppede af glæde over udsigten 
til at nyde det hav af lyksalighed , som eftermiddagen 
ville tilbyde ham . 
Han gennemgik i tankerne sin tarvelige garderobe 
og kom dog til det resultat , at han med sin nye 
vordugskaskjet , sin siorirøic og de blå bvmuldsburer 
nok kunne gå før en rask Jungmand , der absolut 
måtte tiltrække sig pigernes opmærksomhed , og i 
sin glæde begyndte han at nynne en svensk vise . 
Kahytsdorcn blev atter lukket op , skipperen smed 
et par støvler hen ad dækket og drengen børstede 
dem så blanke som et spejl . 
Kort efter gik kaptain-n og matrosen . 
Drengen iførte sig nu siadsiøict , som han kaldte 

det ; derefter flap han skibshunden , en stærk pudel , 
løs , og gik fraborde . 
På lykke og fromme bestemte han sig til af 
spadsere ned ad Bildcrogade , og , netop som han kom 
midt i denne gade træffer han — den venlige politibetjent 
Sørensen , nu ikke mere i uniform , men i 
civile klæder . 
Vi behøve vel næppe af sige , af dette sammentræf 
ikke var tilfældigt , men af Sørensen havde holdt øje 
med drengen i den sidste time , havde set ham gå 
fraborde og indrettet det således , af de måtte mødes . 
Drengen grinede over hele ansigtet af glæde over 
af mede en bekendt , der kunne sige ham lidt besked 
om stadens forlystelsessteder . 
Han skred derfor rask hen imod den civilklædte 
betjent og tiltalte ham 
det første spørgsmål gjaldt om vejen til et 
tteater ; det andet , hvor der fandtes en god kælder , 
thi drengen ville så gerne traktere sin nye bekendt 
og trak , for af imponere denne , den blanke daler op 
af lommen og fremviste den . 
Et flygtigt smil for hen over Sørensens brede 
faste træk , da han svarede : 
- ih , det passer sig jo udmærket , min sine ven , 
af jeg netop i dag er fri og just har besluttet af gå 
lidt på galejen . Vi kunne jo sølges ad . 
Det havde gutten intet imod , men påstod , af 
han først skulle drikke en sup med ham i en kælder 
ligeoverfor . 

Sørensen gav efter og de gik ned i kælderen . 
. Derfra førte Sørensen sin unge svenske ven til 
folketheairet . 
Drengen svømmede i et hav af henrykkelse over 
skuespillet og havde ikke ord nok til af rose herlighederne 
i det dejlige København . 
Ester forestillingens slutning førte sørcnsen 
drengen ned i en anden deværtningskjælder , hvor han 
indkrævcde nogle forfriskninger . 
Efter af disse vare fortærede så betjenten skarpt 
og forskende på drengen , der sad og morede sig ved 
et glas punsch . 
— har du moret dig i aften ? spurgte sørenscn . 
— ja , dejligt , jeg har aldrig set noget så 
prægtigt som det i aften . 
— godt , vedblev serensen ; jeg har nu gjort 
mit for af fornøje dig , til gengæld må du også 
hjælpe mig . 
Drengen svoer på af ville vade gennem tykt og 
tyndt for sin nye ven . 
— så sagte , min gut , sagde denne ; sig mig 
engang , holder du meget af din skipper ? 
Drengen gjorde en skæv mund , men idet han formodentlig 
kom tisk af huske den foræring , han endnu 
for så timer siden havde modtaget , busede han ikke 
straks ud med sin hjcrtcnsmcning , men sagde tøvende : 
— å , kaptajnen kan jø være ganske vakker til 
sin tid , til andre tider . . . 
— til andre tider ? gjentøg Sørensen . 

— nu ja , så er han slem nok og hårde ord 
og knubs vanker der nok af ; men se nu i middags 
gav han mig en hel dansk daler og gav mig lov til 
af blive borte til efter midnat ; det var smukt af 
ham , ikke ? 
— jo såmænd men sig mig , plejer han sådan 
af rutte med dalere til sine skibsdrenge og af give 
dem tilladelse til af være iland til klokken 12 om 
natten ? 
— kors , nej , jeg ved ikke hvad der stak ham 
i dag ; etters plejer en tougcnde af sidde løsere hos ham 
end penge . 
— og du har ikke den fjerneste formodning om 
årsage « til denne forandring hos manden ? 
— ikke den ringeste . 
— nå , min ven , man seer straks af du er 
„ grøn “ endnu ; han gav dig landlov for af få dig 
bort fra skibet og daleren fik du , for af tørst eller 
sult ikke skulle drive dig ombord før den bestemte tid . 
— hvad ! råbte drengen og spilede øjnene op ; 
del skulle være grunde » ; men hvorfor skulle jeg bort 
fra skibet ? Dog , der falder mig noget ind . 
- hvilket ? spurgte Sørensen . 
— det skal jeg sige dem , hviskedee gutten , hvem 
drikkevarerne gjorde « åbenhjertig ; i dag var jeg hæn » 
Delscsvis nede i rummet , før at hente løg , det var 
medens den tykke fremmede mand var ombord , og så 
herte jeg nogle ord , som jeg ikke rigtig forstod , men 
de lød jo rigtignok noget løjerlige . 

— hvilke ord ? spurgte betjenten , der i sin ivrighed 
dirrede over hele legemet . 
— jeg ved rigtignok ikke om det er rigtigt af 
mig at sige det , sagde drengen tøvende . 
— hvorfor ikke ? afbrød korenken ham ; når 
du taler sandhed behøver du ikke at frygte før 
fanden selv . 
— hm , den tykke mand sagde , at kostbarhederne 
skulle indlades endnu i aften , og at de øvrigc varer 
skulle indskibes fra det lille pakhus , som han fik før 
så godt køb , og som ligger ham så bekvemt . 
— sagde han det ? råbte Sørensen og opgav 
enhver tilbageholdenhed . 
- ja . 
- hør dreng , i lovens navn forlanger jeg at 
du står mig bi med at opdage de forbrydelser , som 
ere begåede , men som rimeligvis skulle skjules derved , 
at varerne fores bort . 
Ved disse ord trak Sørensen sit politiskildt frem . 
Drengen for op med et hoist forskrækket udtryk i 
ansigtet . 
Synet af poliiiskildtet og betjentens ord havde 
gjort ham angst og bange . 
Sørensen fattede sig snart og fik atter hele sit 
forrige rolige væsen tilbage . 
Han beroligede den unge svensker og bad ham < 
atter at tage plads . 
Men drengen var dygtig forskrækket og hans i 
indbildningskraft foregøglede ham fængsel og straf . 

da han havde fattet sig nogenlunde igen , meddelte 
Sørensen ham hele sin mistanke angående 
den ladning som „ Helvedeshunden “ skulle indtage , 
og afmalede med så levende farver den straf enhver 
der havde med skib og ladning at gøre , udsatte sig 
for , når han engang vidste besked desangående og 
ikke gjorde anmeldelse til øvrigheden og vel endog 
vedblev at hjælpe til , at de begåede forbrydelser 
kunne undgå opdagelse , hvilket var meget vanskeligt , 
hvis skibet var sluppen lykkelig og vel ud fra Københavns 
havn . 
Med få ord meddelte han derpå den store 
belønning drengen ville erholde ved at hjælpe ham 
med at sk-iffe vished om ladningens indhold og at 
få forbrydelserne opdagede . 
Drengens barnlige fantasi var i en voldsom 
bevægelse ; han elskede ingenlunde sin skipper eller 
matrosen , der begge anså prygl for ligeså nødvendigt 
for en skibsdreng , som det daglige brød , 
men ban havde igen en meget stor respekt for dem 
begge og han skælvede alene ved tanken om at skulle 
kæmpe imod en af disse stormagter . 
Drengen var ellers en skikkelig , ærlig fyr og 
ville på ingen måde være deltager i forbrydelsen . 
Sørensen gættede hvad der foregik i hans indre ; 
han tog derfor ordet og skildrede hvor afmægtige såvel 
skipperen som hans Matros vare lige overfor 
loven og dens håndhævere og lovede drengen fuld 
beskyttelse ihvad der end skulle hænde . 

hvorfor oppebiede Sørensen ikke den tid , da 
skibet , fuldtlastet og stilfærdigt skulle til at stikke i 
søen ? 
Nej , han ville først personlig overbevise sig om 
rigtigheden af hvad drengen havde meddelt ham ; 
han ville have , at Larsen skulle erfare , at det var 
ham , Sørensen , der havde lagt denne snare for hans 
fod , ingen uden han måtte forfølge sagen og når 
først alt var i orden ville han rekvirere hjælp for 
at få minen sprængt . 
Han aftalte nu med drengen , at han den påfølgende 
Asten . henimod morkninzen , når skipperen 
og hans Matros var gået iland , ville indfinde sig 
ved kanalen , forklædt som semand , og af da drengen 
imidlertid skulle indsamle alle de oplysninger , han 
på nogen måde kunne erholde . 
Den stakkels drengs hjerne værkede af alt hvad 
han i de sidste timer havde oplevet . 
Det forekom ham som stod han ved randen af 
en afgrund ; men nogen tanke om af være sin nye 
ven ulydig , faldt ham intet øjeblik ind . 
Drengen gik ombord og blev modtaget med en 
ed og et spark af skipperen , hvis violblå næses 
blomstrende tilsland -ydede på , af han denne aften 
havde taget godt før sig af den liflige drik grog . 
Også matrosen lod det regne ned med adskillige 
millioner djævle over den stakkels fyrs hoved . 
Med et suk krøb han endelig ind i det snevre 

lukaf forude , hvor han træt og udaset snart faldt i 
søvn . 
Drømte han af han snart skulle lægge sit hoved 
til hvile i et endnu snevrere lukaf ? 
Nej , han smilede isøvne ; han drømte om de smukke 
skuespillerinder fra folketteatret . 
26de kapitel . 
Indskibningen . 
Veltilfreds » rallede Larsen hjem . 
Han rullede gardinerne ned , satte skodderne før 
og gav pigen ordre til ikke af indlade andre end 
skipperen og hans Matros . 
Derefter skyllede han en del pakker ned i kælderen 
og så med spillende øjne på det velforsynede 
„ Varelager “ , han havde dernede . 
Kort efter kom skipperen og matrosen . 
Det var rørende at se den hjertelighed , det frimureri , 
der lå i værtens og hans gæsters indbyrdes 
hilsener . Ærlige folk kunne ikke have gjort dem 
det efter . 

de vare ved forbrydelsens stærke , uopløselige bånd 
knyttede til hverandre . 
Ester at have nydt en mådcholden forfriskning i 
skikkelse af adskillige snapse , råbte den fede vært 
med stor ivrighed : 
— og nu til arbejdet ! 
Bordet blev atter skudt til side , gulvtæppet rullet 
sammen og lemmen i l ulvet åbnet på samme 
måde , som vi allerede engang før have beskrevet . 
De tre mænd begave sig , med værten i spidsen , 
ned i kælderen . 
Gulvet dernede var bedækket med store pakkasser , 
af samme slags som kræmmerne bruge til deres 
varer . 
I skabet , der denne gang stod åbent , lå adskillige 
mindre pakker ; der var oiensynlig anvendt megen 
omhu ved indpakningen . 
Larsen pegede med et grin på disse sidste og 
sagde med dæmpet slemme : 
— det er gulbtøiet og de andre rare ting , 
Folkens , dem skal vi have ombord endnu i denne velsignede 
aften . 
Svenskerne vare tilsyneladende meget godt kendte 
med lokaliteterne , thi de viste ingen videre forundring 
da værten nu fremtog en nøgle , som han stak ind i 
en cirkelrund , næppe sydlig fordybning i panelet og 
derved forårsagede , at en hidtil ikke bemærket tør 
sprang op opviste dem en anden , ligeledes med pakkasser 

opfyldt rummelig kælder , der var mindre smukt 
udstyret end den første . 
Ved enden af kælderen var der en simpel træder . 
Også denne åbnede den laskede vært og man 
kom nu ud i en smal gang , hen ved 15 alen lang , 
ved hvis ende en stige førte op til en i loftet anbragt 
trælem . 
Ingen forandring sket siden sidst , seer jeg , 
brummede Svensson og tog en ny skrå . 
— nej , vi holde her på de gamle møder , ' varede 
Larsen med et -hyggeligt grin . 
Han steg op ad trappen og åbnede lemmen , der 
førte ind til et stort , men meget forfaldent og tomt 
pakrum , gennem hvis støvede , brunzrønne ruder man 
skimtede gaslyset og hørte tummelen fra en gade , 
men denne gade var ikke Prindscssegade . 
— en snild indretning dennchersens , sagde Bengt 
grinende . 
— ja , ikke sandt , vi forstå vore ting , svarede 
Larsen smigret over matrosens kompliment . 
Det var det såkaldte „ lille pakhus “ , som Larsen 
kaldte det , at vi i dette øjeblik besinde os . 
Ingen vidste at det tilhørte ham . 
Den berygtede kommissionær , hvis juridiske bistand 
Larsen havde benyttet til at kaste familien Sørensen 
på gaden , gik for at være den egentlige ejer . 
Da han plejede at opkøbe varer hos kræmmere , 
der trængte til penge , for halv betaling og ikke drev 
en så lille forretning dermed , kunne det ikke vække 

nogen forundring , at der fra hans pakhus indffibedes 
varer . 
Deraf benyttede Larsen sig selvføkgelig , og den snu 
kommissionær fik sin provision . 
Ingen tænkte på , at der altid kun blev udført 
men aldrig indført varer i pakhuset . 
Larsen bebøvede sine svenske venners hjælp til at 
få varerne transporterede fra kælderen til pakhuset , 
hvorfra de senere skulle bringes ombord . 
Alle afkoge , uden at sige et ord , frakke og vest 
og gave sig til at arbejde med en stadighed og Iver , 
som , anvendt til et ærligt erhverv , ville have skaffet 
dem et hæderligt og godt udkomme . 
Larsen , der var uvant med legemlige anstrengelser , 
pustede og stønnede over de svære kasser og 
måtte til sidst give tabt . 
Men desto bedre holdt de kraftige , til strengt ar -- . 
Beide vante søfolk ud . . 
Kasse på kasse blev båret ud og baret op ad 
trappen . 
I løbet af ro timer var det hele gjort og ved 
at se sig omkring i pakrummet fik man øje på en 
så smuk samling af tyvekoster , som man kunne ønske 
al se , en hel skibsladning fuld . 
Det samme syntes næsten de tre kammerater at 
søle , men de opfattede nok kun dej komiske i sagen , 
thi skipperen brast på engang ud i en brølende 
latter og råbte : ! 

— Ta ' mig tusind Tønder djævle , om dette ikke 
er dr « bedste spas , jeg nogensinde har set . 
Hans fæller stemte i med . 
— nu kunne vi vel have fortjent en hjertestyrkning , 
patron , sagde Bengt . 
— to om du vil , min dreng ! svarede værten ; 
men heller ikke flere , før vi have bragt „ det skinnende “ 
Ombord i god behold . 
Og han pegede lystigt på de små pakker , der 
lå i skabet , og som — trods det mindre omfang — 
dog var hen ved dobbelt så meget værd , som alle de 
store kasser tilsammen . 
Snapsene blev tømte ; man iførte sig atter overtoict 
og nu begyndte fordelingen af de kostbare genstande 
omkring i lommerne , på brystet og andre til 
opbevaring bestemte steder . 
Sluttelig tog hver en stor bylt , indeholdende 
forarbejdet sølvioi . 
Larsen åbnede atter døren og med skipperen i 
spidsen gik man en for en ned imod det sted , hvor 
„ Helvedrshunden “ lå fortøict . 
For hver mand gik ombord , spejdede han forsigtig 
omkring , — dog , alt var tyst og stille og snart samledes 
de alle tre i den lille kahyt , hvis dør skipperen 
fast tillåscde . 
„ Helvedeshunden “ havde også sine hemmelige 
num og skabe , som kun ved en meget noiagiig nand « 
Sagning ville kunne findes . Delte slid havde for så vidt 

lighed med hælerhuset på Kristianshavn , som 
af alle rummene blev åbnede ved et tryk på halvt 
usynlige stifter og som , 
pakkerne blev nedlagte med en vis høitidelizhed ; 
det gjorde Larsen ondt af stille sig fra de kære kostbarheder , 
men med et suk måtte han indrømme , af 
de i kjebcnhavn for ham havde en vis lighed med 
bomber , der let kunne erplodere . 
— se engang , sagde skipperen , hvad jeg og 
Bengt have moret os med af lave . Se , min bro ' r , 
kan du finde nogen dør i dette skillerum ? 
Larsen undersøgte væggen nuget noiagtig , medens 
Svensson og matrosen spændte iagtioge udfaldet . 
Efter længe at have søgt og ladet hånden glide 
hen over den glatte , af fprrebræder sammenfoicde 
væg , erklærede Larsen sig fortabt . 
— det tænkte jeg nok ! udbrød skipperen triumferende . 
Se her ! 
Han trak i en slags klokkestreng , der var anbragt 
i den modsatte væg . 
Tre af bræderne bøicde sig langsomt tilbage og 
et tomt rum , så stort at en mand magelig kunne 
komme derigennem , åbnedes i væggen . 
— hvad er egentlig din hensigt med den ? spurgte 
Larsen . 
— jo , svarede skipperen , den kan være hensigtsmæssig 
nok , når toldopsynet har været ombord og 
forseglet lugerne og man da senere har en småting , 
man ikke gider betale tolv af ; desuden kan det være 

ganske rart altid at kunne holde et godt øje med sin 
ladning , helst når man er fragtet af en anden . 
Øg skipperen opslog en hsi skoggerlatter som 
de to andre istemte . 
— kom nu med hjem og få noget at leve af , 
sagde den fede vært ; så tage vi os en lille bolle 
punsch ovenpå . De ! er ikke hver dag , desværre , 
man har så kærkomne gæster her i byen . 
Forslaget modtoges med bifald . 
27de kapitel . 
Hvad der hændtes Sørensen . 
Den næste morgen ganske tidlig mødte der en 
arbejdsvogn ved det lille pakhus . Lugerne blev 
åbnede , og et par arbejdsfolk gave sig under kommissionærens 
opsyn fil af pakke kasserne på vognen . 
Ombord på „ Helvedeshunden “ havde alle siden 
daggry været på færde . Lugerne blev tagne af 
lasten og skipperen havde i forbindelse med Bengt 
gjort alt rede fil af modtage fragten . Drengen 

havde modtaget sin sædvanlige mørgenhilsen i form 
af et spark og en ed , men skipperen havde for 
travlt fil denne morgen af kunne riste lang tid på 
drengens efter hans mening sorsomtc opdragelse , 
en gerning , han ellers brugte en times tid fil om 
morgenen , da han sædvanligvis var mere end almindelig 
gnaven på denne tid af tagen . 
Fyren blev da sendt forud for af koge kaffe og 
besætningen var netop færdig med af nyde denne 
gudedrik , da den første belæssede arbejdsvogn kom 
rullende ned ad Overgade og styrede lige klos ned 
imod fartoict . 
Selv drengen måtte hjælpe med fil af indlade 
varerne og fik ordre fil ar dele sin opmærksomhed 
imellem kabyssen og fragten , med ten udtrykkelige 
bemærkning , af blev grøden sveden ville hvert eneste 
ben i hans syndige krop bitre malet fil mel , og 
da hans værdige feresaue , skipperen , havde gjort 
ham denne opbyggelige meddelelse , svingede ban , for 
end mere at give sine ord den bchvrige kraft , en 
knytte « næve foran drengens næse , der sky trak sig 
tilbage fra en så ublid bcrørinz . 
Vognen var snart losset og kjorie tilbage til 
pakhuset for at hente flære kasser . 
Skibsdrengen var imidlertid i et meget dårligt 
humør . Frygten ser , at dans aftale med Sorensen 
på en eller anden måde kunne blive opdaget af 
Svendsen knugede hjertet i livet på ham og der 

var øjeblikke hvori man , som man siger , kunne have 
købt hans liv for 2 skilling . 
Med en usædvanlig tålmodighed bar han alt , 
hvad der den dag pålagdes ham , og han viste en 
nedslagenhed i miner og ord , der endøg vakle skipperens 
opmærksomhed . 
— hvad djævelen er der i vejen med dig i dag , 
Gosse ? spurgte han . 
— å , grinte matrosen ; knægten har vel drukket 
for meget eller forelsket sig i den prindsesse , der spillede 
for ham i går aftes i tteatret , hvad var det 
nu hun hed ? 
Drengen svarede ikke . 
— jeg vil nu engang for alle sige dig noget , 
Gosse , som du må lægge dig bag øret , råbte 
skipperen . Jeg vil ikke se en sur mine hos dig 
mere ombord her , eller jeg tamper dig , så du frit 
kan bande på at du aldrig har fået en sådan 
overhaling før . Jeg vil ikke se på det sevdikefjæs 
mere . Foiståer du ! 
Skipperen havde fået sin morzensnaps og var 
ikke til at spage med på den tid af dagen . 
Imidlertid vedblev man at indlade og hen ad middag 
måtte man tage et par arbejdsfolk til hjælp , 
hvis man ville være færdig inden aften . 
Betjent Sørensen havde i løbet af dagen flere 
gange viist sig i nærheden af skibet , og ofte havde 
drengen , med en urolig følclse , ventet på at blive 
tiltalt af ham , men han behevede dog ikke af den 

grund at ængstes , thi Sørensen viste ikke så meget 
som med en mine at han kendte noget til „ Helvedeshunden “ 
Og langt mindre til dens skibsdreng . 
Henimod skumringen kom de sidste kasser ; de 
bleve i en hast stuvede ned i nummer , som derefter 
blev fast tillukket med luger og stænger . 
Efter endnu at have truffet nogle forberedelser 
til afscilingen , som skulle foretages den næste dag , 
toge skipperen og Bengt pijækkenerne på og gik 
land , efter nøje at have indprænte » Gossen ikke at 
forlade skibet eller tillade nogen at komme ombord . 
Jo mere det tidspunkt nærmede sig , som Sørensen 
havde angivet at ville komme på , jo mere sank 
drengens mod , og han ønskcde til gud , at han aldrig 
var kommen ombord , aldrig havde lært København 
at kende , ja han ønskcde næsten , at han aldrig 
var bleven fedt . 
Lidet ændsende den gennemtrængende rå kulde , 
der bedæklkde alt med klamhcd og dug , blev han 
sildende på dækket og stirrede sørgmcdig pau de få 
jldgnisier , der endnu glimrede i den lille kabps . 
Scm han således sad , bøite han en stemme 
kalde på sig med dæmpet nøst . 
Hjertet bankede i hans bryst og alt blodet strøm . 
Mede ham til hovedet . 
Sagtet besvarede han det tæmpede råb . 
— er du alene ? led sten men atter . 
— jo , scorede drengen med kvalt nøst ; thi 
hjertet sad ham i halsen , scm man siger . 

— godt , sagde stemmen , og gennem det tætte 
msrke så man utydeligt en hoi , svær skikkelse 
svinge sig over bolværket og ned på skibets dæk . 
Drengen nærmede sig Sørensen — thi ham var 
det — men for forfærdet tilbage , da han så ham 
isørt uniform . 
- de har taget munderingen på , hviskedee han ; 
det går aldrig godt . 
— det har jeg gjort med velberåd hu , svarede 
Sørensen . Uniformen vil måske i påkommende tilfælde 
kunne beskytte mig , og jeg er først i dette øjeblik 
bleven fri for tjeneste , så der var desuden ikke tid 
til at skifte Toi . Nu , hurtig , viis mig vejen . 
— jeg er så angst , mumlede drengen og skælvede 
over hele kroppen . 
— vær ikke bange , min gut , sagde Sørensen 
opmuntrende . Ingen har magt til at tilføje dig 
noget ondt . 
— følg så med ! 
De gik på tåspidsen langsom « henimod kahytten , 
og stege ned ad dej « sleile trappe . 
Der var bælmørkt i kahytten . 
Sørensen tog en lille lygte op af baglommen og 
skrøg en svovlstik af . 
Begge forholdt sig aldeles tavse . 
Betjenten tændte lygten og holdt den op til det 
lave loft . 
— det var jo i rummet vi skulle ned , sagde han ; 
er ver nogen nedgang herfra ? 

— vent lidt , svarede drengen ; jeg kender en - 
indgang dertil , som skipperen tror lun han og matrosen 
ved besked om . Se her ! 
Og han trak i klokkestrengen på den modsatte 
væg . Tre bræder bølede sig ud fra væggen og sank 
langsomt ned på gulvet ; der viste sig nu et tomt 
num af lasten på en alens bredde . 
Sørensen udstedte et triumsskrig , der næsten bragte 
hårene til at rejse sig på drengens hcved . 
Sørensen fremtog derefter en knivtang , en hammer 
og en mejsel , stak denne under låget på den 
første kasse og hævede hammeren for at slå til . 
For han lod hammeren falde betænkte han sig et 
øjeblik . 
Var han berettiget til at begå en sådan voldshandling ? 
Sikkert ikke . 
Kunne han forsvare , hvis alt virkelig forholdt sig 
rigtigt , at opbryde anden mands gemmer ? 
Blev han ikke derved selv en tyv og voldsmand ? 
Delle var vægtige grunde , der sikkert ville have 
afhold ! enhver anden mand end Sørensen fra at udføre 
sit risikable forehavende . 
Men således tænkte Sørensen ikke . Det var 
hans livs opgave , som han stod ved ; målet for al 
hans birken , troede han , — han målte demaskere sin 
lykkes morder , hvad det så end skulle koste ham . 
Og idet han hostede mod og forirøstning ved at 
lade billedet af sin druknede kone , sine dengang husvilde 

børn frewslkge for sit indre blik , hævede han 
aller hammeren og lod den med al kraft falde på 
mejselen , så låget på kassen gav efter og for et 
par tommer i vejret , dog endnu boldt det fast ved 
kassen med semmcncs yderste spids . 
Nok et slag , og låget for bort og faldt ned 
ved siden af kassen , 
med begærlighed trak Sørensen den frem og 
gav sig med skælvende hænder til at undersøge dens 
indhold . 
Det bestod af en mængde damekjoler , med smukke 
besætninger , og Sørensen genkendte en af kjolerne , 
efter en beskrivelse over stjålne sager . Kjolen var 
stjålet kort forinden , og dens tyv var endnu ikke 
bleven opdaget 
her var han sikker i sin sag . Der forelå et 
utvivlsomt bevis på ladningens mistænkelige beskaffenhed . 
Han tog kjolen , fremtog sit lommetørklæde og 
lavede sig til al pakke den ind i dette . 
Drengen , der dødbleg havde overværet denne 
scene , ville ligesom afværgende række hånden frem ; 
men på engang udstedte han et kvalt angstskrig . 
Der hørtcs skridt ved bolværket , flere personer 
havde betrådt landgangsdrædtct , for at gå ombord . 
Sørensens skarpe øre havde også opfattet lyden . 
Med stor åndsnærværelse greb han drengen og 
flødte ham ind i det snevre rum . Selv sprang han 
også derind , og ved en voldsom anstrengelse af alle 

fine kræfter , lykkedes det ham fra rummet af at hæve 
bræderne fra gulvet og atter at sætte dem på deres 
rette plads . 
Han og drengen slode nu tæt sammenpakkede og 
vovede næppe at ånde . 
Han turde ikke med et ryk anbringe dræberne 
fast på deres plads , dels før ikke at gøre larm , 
dels før ikke at lukke sig selv inde ; han måtte derfor 
fløtte dem med sine hænder før at de ikke skulle falde 
tilbage igen i kahytten . 
Et søm der skal ud igennem træet , hjalp ham 
til at holde den skjulte dsr tilbage . 
Larsen havde samme dag gjort en heldig fangst , 
som han ville benytte lejligheden til at få bort herfra ; 
han havde derfor anmodet skipperen og matrosen 
om at følge med ham ombord , før at nedlægge 
kostbarhederne i det hemmmelige gemme . 
Såsnart de vare komne ombord råbte skipperen 
på drengen , der naturligvis blev ham svaret skyldigt ; 
men ban hørte det nede i sit skjulested og skælvede 
derved . 
— fanden » lå i gøssen ! brølede den vrede 
svensker . Jeg tærsker ham en skøn dag ihjel , det 
bliver enden på lægen . Se forud i lukafet , om han 
ikke skulle ligge der 
lukafet , kabyssen og skibet blev undersøgt . Nej , 
drengen var der ikke . 
Rasende styrtede Svensson , fulgt af be andre , ind 
i sin kahyt og tændte lys . 

- gutten har været her fornylig , sagde Bengt ; 
se bvilken en uorden her er . 
Havde drengen været tilstede i dette øjeblik , var 
han sikkert bleven pryglet ihjel . 
— stop lidt , Folkens ! sagde låsen pustende . 
Fanden skulle bryde sig om den bandsatte knægt , jag 
ham bort ! 
— det er let nok sagt . svarede svenssøn noget 
sagtmodig ; men han talte ikke om at det var meget 
vanskeligt for ham at få en anden skibsdreng eftersom 
ingen i hans hjemstavn ville betro ham deres 
Senner , og de ulykkelige , han fik ombord , i neglen 
alle havde den vane at desertere . - 
et af rummene blev nu åbnet og to pakker 
bleve nedlagte . 
Bengt hentede en flaske svensk banko og svenssøn 
sagde , at da det muligvis var sidste gang at Larsen 
var ombord , ville han dog gerne drikke et glas 
med ham på hans og ladningens velgående . 
De tre mænd satte sig ned . 
I samtalens løb lod Bengt hånden glide hen 
øver den ene kvie , og fik derved fat i en genstand , 
som han ubemærket af de andre neje betragtede og ikke 
kunne undlade at udstede et kvalt forundringsudråb 
øver at finde . 
Svenssøn og den tykke vært vare så indviklede 
i at passiare , at de intet tumærkcde . 
Bengi lov genstanden glide ned på sit skjsd 

og forstod derefter ved en håndbevægelse at drage 
de andres opmærksomhed hen vå sig . 
Han lagde dernæst fingeren på munden , for at 
anbefale taushed , og viste derpå genstanden frem . - 
dct var en hue med mcssingtal , af den slags 
politibetjentene bruge . 
Sørensen havde lagt den på køjen , men senere 
i forvirringen aldeles ikke lagt mærke tsk denne omstændighed . 
De to slyngler for tilbage og kunne næppe tilbagebolde 
et udbrud af angst . 
Ma rosea pegede på huen og dernæst på køjen , 
for at tilkendegive hvor den var funden . 
I samme øjeblik begyndte han at tale om en ligegyldig 
genstand , thi han havde en anelse om , at 
fjenden var i nærheden og at de blev belurede . 
En vild stråle blinkede i Svenssons øje , da 
han , uden at rejse sig fra sin plads , strakte armen ud 
og tog en brunmalet kasse , der stod ved høvedgjærdet 
af hans køje . 
Bed et tryk på fjedren åbnede han kassen og 
fremtøg to dobbcltløbede ladte pistoler , som han rakte 
til matrosen og Larsen ; selv beholdt han en revolver 
og en skarp tveægget kniv i skede . 
Larsen sad dødbleg ; hans øjne var af skræk 
næsten trådte frem af deres huler . 
Sørensen og Bengt vedbleve at lade munden lede , 
medens de dog ivrigt spejdede omkring . 
Skipperen havde instinktmæssig opfattet og delt 

sin Matros formodning om , at fjenden var i 
nærheden . 
Disse forberedelser vare aldeles undgåete Sørensen , 
der ikke formåede at se ind i kahytten ; han 
havde vel lagt mærke til at der blev en pause i samtalen , 
men denne fortsattes straks igen . 
Han holdt krampagtigt fat i bræderne og åndede 
så sagte som muligt ; den skælvende dreng havde han 
ved sin side og han sortrød nu næsten , at have indviklet 
den stakkels fyr med i denne farlige sag . 
Når man allermindst ønsker al give sin nærværelse 
tilkende , skeer det i almindelighed , at man netop 
da kommer til at hoste , at nyse , at vælte en stol eller 
andet lignende . 
Til Sørensens forskrækkelse begyndte drengen at 
nyse , vel ikke stærkt , men dog sarledes , at man på 
den anden side af væggen tydelig kunne hø e let . 
Sørensen lyttede åndeløs et par sekunder ; men 
som det lod havde man intet bemærket i kahytten . 
Den sløj den ulykkelige frembragte ville under 
almindelige omstændigheder vist også være hengået 
ubemærket , hvis den før omtalte opdagelse ikke var 
gjort . 
Men denne havde skærpet de forbundnes sandser 
i en utrolig grad , og de for derfor i vejret med et 
sæt , da lyden kom til dem gennem væggen til lasten . 
Et par minutter sad de tavse . 
Larsens hængekinder vare fra hvide blevne askcgrå . 

skipperen rejste sig sagte og anviste Bengt pladsen 
ved klokkestrengen . 
Alle spændte med så lidt stsi som muligt hanerne 
på deres våben . 
Skipperen , hvis ansigt havde fået et vildt determineret 
præg , stillede sig på den ene side af den 
skjulte dør , Larsen tog plads ved den anden lide . 
Svensson gjorde en rask håndbevægelse , Bengt 
rev med er vældigt tag i klokkestrengen og den kunstige 
dør faldt ind i kahytten med et stærkt brag . 
Sørensen , der intet havde anet , fulgte dørens 
bevægelse og styrtede med den ind i kahytten . 
Som en rasende løve greb Svensson ben skarpe 
kniv og kastede sig over ham . 
Larsen havde strar , fuld af forfærdelse ved Sorensens 
pludselige tilsynekomst , affyret begge pistollobene 
ind i rummet . 
Et skrig , forfærdeligt , klagende — et dødsskrig 
fulgte på knaldet . 
Larsen tabte pistolen ud af hånden og sank om 
mod væggen . 
Bengt var imidlertid sprungen til ; med hævet pistol 
styrtede han henimod åbningen og så ind — 
der var ingen . 
Ved at sænke sit blik ned imod gulvet så han 
en menneskelig skikkelse ligge halvt i rummet , halvt 
inde i kahytten . 
Skikkelsen vred sig i krampetrækninger og stønnede 
huull . 

uden at give sig tid til at undersøge hvem det 
var , ilede han Svensson til hjælp . 
Skipperen havde i det minut hvori det ovenfor 
omtalte fandt sted , haft en hård kamp at udholde 
med den stærke , modige betjent , der trods et dybt knivstik , 
han havde fået i den venstre skulder , forsvarede 
sig kækt . 
Bengt gav ild og kuglen for forbi Svensson 
og ind i sørcnsens venstre lår . 
Kuglen virkede strar aldeles lammende . Blodet 
strammede voldsomt ud af de lo sår , hans kræfter 
svigtede ham og han sank tilbage i en dødlignende besvimelse . 
Forpustede , med rædsel i hvert træk , rejste be 
tre mænd sig og betragtede tavse hverandre . 
Håret hang de to svenskere ned i øjnene og 
var hist og her vædet med blod . 
— hvem have vi her ? sagde Bengt , der først 
kom tilorde , ibet han trak ben skikkelse vi før have 
omtalt og som nu var aldeles livløs , nærmere til lyset , 
hvor han betragtede dens ansigt . 
Han havde næppe haft tid til at kaste et blik på 
de stivnede træk , beder vare frygteligt forandrede i 
døtskampen , før han lod liget falke tilbage . 
Gossen ! råbte han med hæs stemme . 
— Gossen ! skreg skipperen og Larsen , den sidste 
mere bød end levende over det forfærdelige optrin , 
medens den første med sammenbidte tænder trådte 

et skridt nærmere og greb plumpt fat i liget af sin 
ulykkelige kahytsdreng . 
- så du ville spille forræder , du ? sagde han 
plumpt . Du ville føre din kaptajn i ulykke ! Fy før 
fanden , elendige usling ! 
I sin forfærdelige diliriumsråhcd spyttede han 
liget i ansigtet , da trusler og prygl jo ikke kunne 
anvendes . 
Selv Larsen og Bengt for tilbage før denne krænkelse 
af de dødcs fred . 
— lad ham hvile i fred , sagde Larsen med tonelos 
stemme . 
— hvile i fred ! den flyngelagtige forræder ! 
Hylede skipperen og kastede med et spark det dsde 
legeme hen i en krog . — i helvede skal han ! 
— drik dette , sagde Bengt til sin vprørte chef 
og rakte ham et bæger koldt øl , — det vil gøre 
dem godt . 
Svensson flugte drikken og satte sig grundende 
ned på en stol . Når han havde haft et svært udbrud 
af raseri , blev han alud stille og krasicslos som 
et lille barn . 
— hvad skulle vi gøre med ham ? spurgte Bengt 
endelig efter en lang pause og pegede på Sørensen , 
han er ikke død . 
— giv ham hans rest , svarede skipperen mut . 
— nej , tøg endelig Larsen tilorde , han må ikke 
dræbes . Jeg har i ham genkendt en mand , som jeg 
har tilføjet meget ondt ; jeg var skyld i hans kones 

død , jeg vil ikke have alt det blod på min Sam » s 
villighed ; jeg får ondt deraf ! Og den tykke hæler ' 
skælvede over hele kroppen , idet han skævede til Lizet 
af drengen . 
— nå , sagde skipperen ; du er ellers god min 
bro ' r ! skal fyren da leve for at forråde os alle ? 
— nej , forråde os skal han ikke , men leve bør 
han ; jeg siger dig , Svensson , jeg vil ikke have mere 
nøvt på min samvittighed , end jeg alt har , det var 
mig der skød drengen der ; Sørensen må skånes . 
-- aliså , svarede skipperen , er det vel din me » 
Ning , at vi skulle afgive ha n til et hospital og os selv 
til politiet . Det ville være net , ikke sandt , Bengt ? 
- nej , det er sk f ikke min mening . Ingen af 
os må komme i ulejlighed og det behøvcs heller ikke , 
måske vil han dø af den hårde medfart han har 
døjet , men jeg vil gøre mit til at han kan leve . Du 
må » age ham med til Sverrige , Svensson , helbrede 
ham , men forhindre ham i at komme tilbage ; ødelæg 
hans sjæl , gør ham afsindig , — kun må han ikke 
dø , jeg vil ikke have det . 
— du er gal , min bro ' r , sagde Svensson tørt ; 
men du skal have din Billie , når du vil betale hvad 
det koster . 
Larsen kæmpede en hård kamp med sig selv , med 
sin angst og sin gjerrigheb ; endelig sagde han ; 
— nuvel , jeg vil betale før det . 
— så er del godt , vedblev Svensson ; jeg skal 

sørge før ham , han skal blive bragt til et sted , hvor 
ingen vil få lejlighed til at se ham og har han 
havt en før stor forstand før , skal han få den desto 
mindre før fremtiden ; men leve skal han , hvis han 
ikke allerede er kreperet . 
Med Bengts hjælp fik ban Sørensen løftet op og 
lagt i den lille kvie . 
Med øvet hånd undersøgte han sårene , der vel 
vare dybe og lange , men ingenlunde todclige , fik en 
forbindtaske frem og forbandt med stor duelighed de - 
sårede steder . 
Sørensen lå endnu bevidstløs af det svære blodtab ; 
men åndedrættet var regelmæssigt og pulsen “ 
Normal . 
Drengens lig blev pakket ind i et stykke sejldug 
og flyttet ind i det snevre rum i lasten . Det skulle 
midt i øslersoen overgives til dølgerne . 
Bengt spulede ethvert spor af blod bort og fjernede 
alt hvad der tydede på den kamp , der var 
foregået . 
Man vor dog meget urolig . 
Efter al sandsynlighed måtte Sørensen stå i 
rapport med politiet iland , som jo i så tilfælde 
vidste hvilket foretagende han ville udføre og søge ham 
på skibet . 
Svcnsson bandede larscns øllebrødsbarmhjertighed 
og længtes efter morgenen , på hvilken de skulle 
sejle . 

Svensson og Larsen gik iland og Bengt blev nu 
ene ombord . 
Efter skipperens anmodning måtte Larsen skaffe 
ham en del urter og medikamenter . 
Da disse vare indkøbte pegede Svensson på 
apothekerpakken og hviskedee : 
— Heri ligger betjentens forstand begravet ; jeg 
kender noget til destillationen , den har hjulpet mangen 
brav mand ud af forlcgenhedcr ovre i det gamle 
Sverrig . 
Larsen kunne ikke andet end gyse lidt tilbage før 
sin svenske ven , hvis skurkagtighed og kulde ved at 
udføre forbrydelser overtros hans , der dog ikke havde 
nøgen ringe forbryderbane at skue tilbage på . 
Den næste , morgen lettede „ Helvedeshunden “ sit 
Anker og blev bugseret ud af Kristianshavns kanal af 
en lille damper . 
Svensson stod tilroers og dampede roligt på 
sin pibe . 
Bengt var ivrigt i færd med at gøre sejlene los , 
og det tungt lastede skib gik roligt gennem havnens 
mudrede vand . 
Ude på Langelinie stod en fed mand og stirrede 
ængsteligt mod toldbodbommen . 

hans åsyn opklaredes , da han fik øje på det 
svenske skib , der uden hindring passerede bommen 
og snart kom i lige l nie med ham . 
Den fede mand svingede med hatten — skipperen 
slap roret et øjeblik og hilste over til manden . 
Noget efter kom dampdåden pilende tilbage . 
„ Helvedeshunden “ havde udspændt fine seilvinger og 
styrede nu sydpå med fin forbryderiske last . 
Larsen følie en sten falde fra sit hjerte og gik 
beroliget hjem . 
Den uro , der i de sidste dage havde behersket 
ham , var forsvunden , og med sin sædvanlige klukkende , 
indvendige latter tænkte han på de mange penge , 
han snart ville så for den kostbare ladning . 
28de kapitel . 
På steenholmen . 
Et par mil fra den svenske 0 Gulland ligger ' 
nogle siecnklipper , der ligesom af en kæmpehånd er 
udslyngede i havet . 
Tisse klipper have en forskellig form , snart høje , 

sleile og umulige at bestige , snart mere terrasseformige . 
Kun hist og her på de slorre klippeholme vorcr noget 
forkrøblet krat . Resten er den regne gråstcen , uden 
spor af jord og vegetation . 
Steenholmcn er ansørt som ubeboet og der må 
også høre en ejendommelig lyst til at bebo disse 
sørgelige , usrugtbare stcenmlllioner 
af ville fugle have bygget nede i 
klipperevnerne , og dens skrig og flagren er det 
eneste der afbryder havets monotowe larm , idet det 
flammende bryder sig mod de sleile klipper . 
Vi sagde før at holmene vare ubeboede , og det 
vare de også , med undtagelse af en eneste af dem . 
I et lille gråt bjælkehus , der således af ophobede 
grå muursteen var beskyttet mod vejr og vind , 
at det ikke kunne ses fra søen , boede et par ægtefolk . 
Der i almindelighed gik under navnene „ Bæveren “ 
Og „ Dævcra “ . 
Årsage « til at dette ægtepar havde unddraget 
sig verdens selskab påslode de selv var „ Menneskenes 
ondskab “ ; dog , mange andre var af den mening , at 
bæveren og bævcra , der vare gamle bekendte af 
forskellige svenske fæstninger , hvori de havde arbejdet 
„ i jern “ , for at afsone forskellige forbrydelser , såsom 
tyveri , attenteret mord og andre idrætter , — 
i et anfald af fortrydelse over at blive skyet af alle 
på fastlandet , havde sagt dette farvel for at drive 
en mere indbringende forretning på steenholmcn . 
Forretninger på den øde Holm ? 

ja , således sagde man . De havde nemlig et 
oplagssfed for smuglere , der ikke turde gå ind til 
selve den svenske kyst med deres barer , og nogle store 
steenhuler , som skulle findes på holmene , hjalp dem 
til at skjule barerne ; desuden toge de det ikke så nøje 
med mit og dit ; kort sagt : de levede „ kristeligt og 
ernærede sig af vrag “ . 
Det lille hus , der tjente bæveren og bævcra til 
opholdssted , var ganske hyggelig ! og bekvemt indrettet . 
I den nederste eiaze var der indrettet 5 temmelig 
store værelser , der vare godt møblerede . Under taget 
lå der 3 gjæsteværclser , der brugtes til at huse de 
skippere , styrmænd og matroser , som vare ombord 
i smugler-skibene eller dem , hvis fartøjer ulykken 
kastede op på denne golde , ugjæstirie kyst . 
Der fortaltes almindeligt , al bæveren i stormfulde 
og tågede nætter , gik ud med en tændt laterne , befæstet 
ved en lang stage , og vandrede frem og tilbage 
langs den stenede strandbred , og at da ofte skibe , 
ber troede ai laternen fandies ombord i et andet skib , 
roligt styrede ind mod slecnholmen , hvor dej fandt 
sin undergang . Undertiden blev mandskabet eller en 
dej af det frelst , til andre tider gik skibet under 
med mand og mus og det værdige ægtepar havde da 
dagen efter nok at bestille med at redde den del af 
ladningen , som bølgerne havde kastet iland . 
Eo gange var del hænder ar der på den svenske 
kyst , udfør steenholmene , var dreven lig iland , hvis 
udseende vidnede om en anden , men voldsom dødsmåde , 

end den havet havde forårsaget , idet det ene 
fandtes ihjelstukken med et knivstik i brystet , og på 
det andet viste sig tydelige spor af kvælning . 
Der mumledes meget om , at det var skibbrudne 
skibsfolk , der , hvis de vare forblevne i live , kunne 
have fortalt artige ting om bæveren og hans kone ; 
der kom en undersøgelse igang , men intet oplystes . 
— det var lutter ondskab , sagde bæveren . 
Og bævera knyttede sine magre furede hænder , 
hendes skarpe øjne lynede og hun udstedte forbitrede 
trusker over opbavsmændene til „ Rygtet “ , hvilke hun 
lovede en blodig hævn . 
På steænholmen fandtes en af naturen dannet 
havn , i hvis mægtige stcenblokke bæveren havde indrammet 
store jernringe , til derved at foriøie de skibe , 
der her søgie havn . 
Disse skibe vare af en meget mistænkelig beskaffenhed . 
Kun sjældent kom et ærligt skib , tvungen dertil af 
sø og storm , ind i denne noverrede . 
De blev også i så tilfælde modtagne med kulde 
og opholdet gjort dem så ubehageligt , at de snarest 
muligt sejlede bort igen . 
Anderledes forholdt det sig , når et mistænkeligt 
fanen gæstede den lille havn . 
Bæveren og bævera vare da stedse nede ved soen 
for at byde de kærkomne gæster velkommen . 
Brita , en værdig søster til bævera , måtte 

brast op med det huset formåede , og man levede godt 
på sieenholmen . 
Efter disse så forudskiklede bemærkninger , der 
ere nøtvendige for at forstå det følgende , tage vi 
atter fat på vor fortællings gang . 
I slutningen af december måned , en stormfuld , 
tåget eftermiddag , finde vi bæveren og hans kone 
siddende i deres dagligstue . 
Et vældigt bål brændte på den store spies eller 
arnestedet , og udbredte en vis lunhed og dæmpet lysning 
i stuen . 
Brænde var der nok af , rester af brag , som 
havet havde skyllet ind på kysten . 
Bæveren sad og røz på sin pibe , i hvis spids 
han hvert øjeblik bed . 
Denne bide « var karakteristisk før bæveren , den 
antydede at han var i flet lune . 
I en hel måned havde han ikke gjort nogen 
forretning , ja ikke set et skib , og dog havde det 
kulet godt op og han havde gjort sit til , før at få 
skibene til at indfinde sig . 
Bæveren sad ved arnestedet og spandt flittigt på 
en gammeldags nok . 
Efter hendes flid i dette øjeblik at tømme , skulle 
man tro hun arbejdede før at få brød i huset . 

— jeg siger dig , kælling , sagde endelig bæveren 
med en ed og slog sin plumpe næve med et brag 
imod væggen ; det går snavs med os lilsivst . 
Hun leflede si runkne ansigt , der bar spor af 
fordums ekjonhed . og svarede : 
- Nn , ja , lillefar , vi kuNne ellers ikke klage , 
vi har jo nok endnu . 
— nok . siger du ! udbrød manden . Fordømte 
fæ , få vi nogensinde nok iii at knuse del pak , der 
nn håner os derude på kysten ! 
— nej , svarede konen atter . Du har ret , 
bæver , de må knuses før vi kunne lægge vore hoveder 
på det sidste leje . 
Hun bolede aner hovedet ned mod rokken og 
spandt videre i taushed . 
Efter ak have rokket lidt frem og tilbage stod bæveren 
op , tog en fåreskindspels og en „ Sydvest “ på 
og travede ned mod stranden . 
Han så skarpt ud på søen og syntes igennem 
tågen at kunne opdage et skib , der med redet storsejl 
fortsatte kursen ind imod øen . 
Uden at sige et ord gik han tilbage til huset og 
hentede en sokikkcrt , som han rett-de mod skibet . 
Dævera var denne gang fulgt med ham ; men 
oppebiede i taushed resultatet . 
Efter et langt og skarpt udkik tog bæveren kikkerten 
fra øjet , skjod den sammen og udbrød : 
— del er min salighed „ Hunden “ ! 
— hvem ? 

— Svensson og „ Helvedeshunden “ naturligvis ; jeg 
havde ikke venret ham så snart . Der må være noget 
påfærde . Skynd dig , bævera , løb ind til Brit « og 
lad hende lave noget „ Varmt “ til de komme . 
Bævera skyndte sig tilbage til huset . 
Med stor tålmodighed salie bæveren sig ned 
på cl klippestykke og vedblev stadig al holve øje med 
skibet , der , lænsende for stormen , med halvrebet fok 
og klvver sagte ind mod den nære og sikre havn . 
El smil spillede om bæverens læber . 
Han gned sig uvilkårligt i hænderne , medens 
hans blik stadigt var hæftet på skider , der , som 
man kunne se styredes af en kundig hånd . 
Endelig var del kommen så nær , al man kunne 
se personerne på dækket . 
Bæveren rejste sig og idet han dannede en råber 
af sin højre hånd , prajede han skuden med el : 
— „ Hunden “ , åhoi ! 
Trods siormens brusen og søens larm blev 
man dog opmærksom på råbet ombord i sluppen . 
Manden ved rorci svingede med sin har , og idet 
han lagde roret hårdr bagbord ved en vending , for 
al flippe ind i del af raiurcn dannede havnebassin , 
svarede han med et lydeligt : 
— alr vel ! 
— air vel ! lød svaret fra bæveren , der derefter 
ilede hen nl en af fortøininzsringcne , for al holde alt 
klan ril skider lagde til . 
Nogle minurer efter svajede skibet op og „ Helvedeøhunden “ 

lå nu sikker fortøiel i den lille rolige 
havn på steenholmene . 
Velkomsten var rørende . De to hædersmænd tryk » 
Kede hinanden så fast i hænderne , ak enhver anden 
havde fået disse nødvenvige redskaber spolerede for 
meget lang tid . 
Imedens stod Bengt , matrosen , med ej grin over 
hele ansigtet og nikkede plumpt , med al den venlighed 
han kunne opdrive , til sin skippers fortrolige og forrelningsven . 
Da de første varme udtryk vare forbi , indbød bæveren 
Svensson og hans Marros til al komme med 
hjem og bo der under deres ophold . 
— ja , svarede skipperen , du skal have så mange 
tak for tilbudet , som vi gerne tage imod ; men for « 
Resten har jeg endnu en gæst til dig , som jeg tvivler 
på vil blive sket så godt modtaget . 
Med en vis sky mine spurgte bæveren hvem 
del var . 
— en dansk politibetjent , lød der uforbeholdne 
svar . 
— en policemand ! råbte bæveren og tumlede 
et par skridt tilbage ; hvad fa ' en mener du med 
det ? 
— ganske simpelt det , svarede Svensson koldblodigt ; 
at vi , for selv at undgå at blive nappede af 
politiet , måtte nappe en af politiet selv , du forstår 
mig vel nok ? Han fik ved samme lejlighed nogle 

rifter , som vi efter ringe evne have lappet på det 
bedste vi kunne , og bon er snart hel kvik igen . 
— men hvorfor love i ham ikke „ træde vande “ ? 
Spurgte bæveren , tvivlrådig og forbavset over en 
sådan æbelmodighcd , især lige overfor en politibetjent . 
Ere i på engang blevne gale , godtfolk ? 
— del havde nu sine grunde , som du vel nok 
kan begribe , fætter — thi Svensson havde den ære 
at være i familie medmor bævera — ; tror du , 
at jeg uden nødvendighed tager en sådan „ Krage “ 
Med mig , når det kan undgås ; men giver jeg 
engang en kammerat et ord , så skal det holdes om 
jeg så kommer til at dingle for det . 
— ret så ! sagde bæveren dybsindigt , og mærkværdigt 
nok var det en æressag imellem disse mennesker , 
der daglig forbrød sig imod gud og verden , aldrig 
at bryde de lofter de indbyrdes gave hverandre . 
Bæveren gik ombord med i skibet og klavrede 
ned i den lille kahyt , for at se på policemandcn . 
Han så ikke meget kvik ud , som han lå der i 
kvien , indbalsamcret i et svøb af hvide bandager ; 
han havde på søen atter fået sin bevidsthed tilbage 
og i de tre dage , der derefter hengik , havde han 
stadigt grublet over den skæbne man agtede at berede 
ham . 
At ban ikke ville blive t ' lsoiet nogen overlast , 
der medførte døven , kunne ban vel indse . 
I den storm der næsten uafbrudt havde raset 
medens han var på søen , havde han gennemgået 

meget , og en følelse af velvære og fred udbredte sig 
over såvel sjæl som legeme , da skibet endelig kom 
ind i smult vanke og lagdx til ved sieendæmningen . 
Han var netop falden i en styrkende rolig søvn 
da bæveren og skipperen kom ned i kahytten . 
— vi må få ham i land ! ytrede Svensson . 
— hvor ? da vel ikke her ? 
— jø , netop her , hvorhen skulle jeg vel ellers 
bringe ham ? 
— den går ikke , fætter ; tror du , jeg vil udsætte 
mig for at få hæle forretningen spoleret for 
sådan en krabats skyld ? 
— jeg siger snak ! indvendte skipperen . Du 
har længe trængt til en håndfast medhjælper , der i 
enhver henseende ville lystre dig og som tillige ikke 
ville skuddre ; der seer du ham ! 
Med disse ord pegede skipperen på den 
sårede , der befandt sig i ten lette skumrende tilstand 
hvori man fornemmer alt hvad der foregår i yrervcrkenen , 
uden dog at være fuldstændig ved sin bevidsthed . 
— du er ikke dårlig ! Er du af den formening 
at han der frivillig vil bjælpe mig , som en anden trø 
hund og uden at knurre ? spurgte holmemandcn med 
en vis hån i stemmen . * 
— hvorfor tale i gåder , når man med et pak 
ord kan klare hele historien ; kom så skal jeg forklare 
dig den . 

og han tog bæveren til side og hviskedee ham længe 
noget i øret . 
Bæveren nikkede endelig med en nogenlunde tilfreds 
mine og Svensson åbnede da et skab , hvoraf han 
fremtog en flaske , som han rakte til holmemanden . 
Der stiltiende skal den i en af sine rummelige lommer 
og et øjeblik efter højt erklærede sig enig med Svensson , 
at den sårede bragtcs i land . 
Der blev lavet en båre , bestående af et par 
brædder , der sammenholdtes af tougværk . Sørensen , 
der nu var bleven aldeles vågen , blev lagt derpå og 
af alle tre mænd i forening båret op til huset , som 
bekendt det eneste der fandtes på holmen . 
Mo ' er bævera kom dem unøde ; men for noget 
forskrækket tilbage ved at se den syge , på hvis ankomst 
hun aldeles ikke var forberedt . 
Et vink og et par ord fra Svensson beroligede 
hende dog snart og hun ilede ind til drita , for at 
sætte et af gæsteværelserne i stand til den syges 
modtagelse . 
Med megen besvær fik man Sørensen transporteret 
op ad de smalle trapper , der førte op til kamrene 
under taget . 
Den sårede blev lagt i en god seng , hverefter 
dsren blev lukket forsvarligt i for ham . 
Sørensen begyndte at spekulere over sin fremtidige 
skæbne , men da hans hoved virkede frygteligt , indså 
han , at han måtte opsætte sin spekulere « til en deleiligere 
tid . 

han lagde sig tilbage i sengen og hensank i en 
des , der snart afløstes af en heftig sårfeber . 
I stueetagen i værelset som vi tidligere have 
skildret , gik det mere muntert til . 
Drita havde stegt karbonade , og rigelig forsynet 
denne med peber , hvilket pirrede de nysankomne søfolks 
appetit . 
» Fra et skab i væggen fremtog bævera en stor 
dunk med ægte hollandsk genever , — en lille venlig 
dølge havde kastet et par ankere af denne drik op 
på holmen , og den hørte således til en af de mange 
behageligheder , som holmebcboerne kunne nyde gratis , 
uden at behøve at gøre anden afregning end den lette 
med . deres samvittigheder . 
Svensson var , som slægtning , holmens mest 
kærkomne gæst og stod desuden i stor anseelse hos 
Mo ' er dævcra . 
Med god appetit blev karbonad-n med tilhørende 
geneversnapse fortæret . Derefter bragte Brita en 
bolle med varmt vand og en dunk , hvis formodede 
indhold bragte bengis dine til at tindre af fryd , 
— stop ! råbte Svensson , da bæveren beredte 
sig til at lave den kostelige drik man kolber toddy . 
— stop , min bro ' r ! Forretningerne først . 
— ganske rigtig ! ytrede bæveren og fremtøg den 
flaske Svensson havde givet ham . 
Skipperen fyldte et stort glas med tre dele 
vand , åbnede derefter flasken og fyldte den manglende 

fjerdedel af glasset med en klar hvid bædske , der 
udbredte en stærk aromatisk lugt . 
Efter at have omrsct denne blanding bad han 
Mo ' er bævcra bringe den op til den syge og fortælle 
ham , at det var en læskedrik , hun af medfølclse 
for hans lidende tilstand bragte ham , og overhovedet 
lægge al den blidhed for dagen , som hun formåede , 
for at indgyde den danske mand nogen tillid til hende . 
Bæveren grinede afskyeligt og nikkede til skipperen . 
Det var ikke første gang , så man , at hun 
brugtes til en sig forretning . 
Det var hende der havde lært Svensson at brygge 
denne helvcdcsdrik , der , nydt i et ringe kvantum , 
havde den virkning , at ånden slappedes , at mennesket 
blev til et vegeterende lig — en fjollet eller vanvittig . 
Dette eksperiment skulle nu anvendes på Sørensen . 
Skipperens hensigt var at give bæveren en 
medhjælper , hvis åndskraft var borte , for hvem ethvert 
åndeligt lys og begreb var stakket , så han ikke mere 
formåede at forråde den afskyelige gerning , som 
han og drengen vare blevne offre for . 
Bævera sneg sig op ad trapperne med et tændt 
lys i den ene og glasset i ten anden hånd . 
Hun åbnede Deren og trådte ind . 
Den syge lå i en halv vildelse , forårsaget af 
såriebercn , der knugede og rystede hans lemmer . 
Med et medlidende smil på læben trådtemor 
bævera hen til sengen og tilbød med venlige ord 
sin hjælp . 

Sorensen stirrede halv forvildet på hende , men 
lød hende dog uforstyrret undersøge , rense og alter forbinde 
sårene , der i og for sig ikke vare farlige , men 
ved forsømt behandling truede med at inflamere . 
Hun spurgte om han ville have noget at spise , 
og da han afslog mad , satte hun det skæbnesvangre 
bæger på en stol føran sengen , og bad ham at 
læske sin tørst med drikken , som hun tillagde forfrinlige 
egenskaber . 
Hun lød lyset bljve stående og forføjede sig atter 
ned i stuen . 
For ci at vække mistanke anmodede hun ham ikke 
om at drikke , medens hun var tilstede . 
Lyset udsvede en opmuntrende indflydelse på 
Sørensen . 
Han strafte sin hånd ud efter bægeret og satte 
det til mnnden . 
Den ljølige drik læskede hans brændende tørst ; 
han drak begærligt . 
Da — ved et tilfælde — faldt bægeret fra hans 
scderrystende hånd og ned i sengen , før han endnu 
havde fået drukket halvdelen . 
Væsken oversvemmede sengen og Sørensen forssgte 
efter bedste evne at gøre skaden god igen ved 
med et tørklæde at aftørre puderne . 
Derefter sank han mat tilbage i sengen og lå 
nogle øjeblikke rolig og stille . 
En forunderlig død fornemmelse lagde sig på 

hans hjerne , tanken og ilanden var endnu fri og 
selvrådig ; men hvor længe ffulde det vare ? 
Damor bævera en time efter kom op til den 
syge , fandt hun ham bevidstløs ; men hjertet og 
pulsen slog endnu . 
Bægeret stod tømt ved siden af sengen . 
Hun meldte resultatet til bæveren og Svensson , 
som optog denne meddelelse med stor rolighed , idet 
han sagde : 
— godt , så er vi i det mindste sikre fra den 
side ; han vil ikke kunne skade os mere . Han får 
vel sagtens et anfald af raseri i morgen tidlig , men 
til middag vil han være tam nok og skikket til at 
arbejde i hulerne ; han har herkuleskræfter , den fyr . 
— det lader så . 
- men hør , bæver , vi må i morgen tidlig begynde 
at losse sluppen , jeg tør denne gang ikke gå 
ind til kysten med varerne , der er for mange krydsere 
ude , kun med nød og næppe — takket være stormen 
— undslap jeg en af disse skuder , der forfulgte 
mig fire stive timer stræk , og skønt min ladning 
ikke er smuglergods , holder jeg dog ikke af ai have 
disse posekiggere ombord . 

29de kapitel . 
Baronen i knibe . 
Baron uglehjelm vidste vel , at støveren og 
Halte-søren vare grebne , men han troede sig alt for 
godt sikret , til at nogen eller noget kunne skade ham , 
til at han skulle nære nøgen videre frygt i den henseende . 
Selv om de tø forbrydere virkelig ville tilstå al 
have gjort sig skyldige i det attenterede mord , holdt 
han sig for sikker ; thi hvilken dommer ville vel have 
tilliv til en forklaring , der lignede en fuldstændig 
opspundet historie , og tilmed når den blev ham forebragt 
af tø så bekendte og durkvrev forbrydere som 
støveren og hans Halle kammerat . 
Larsens taushed havde han også tilkøbt sig ; fra 
ven kant havde han intet at frygte . 
En eftermiddag , kort efter det over støveren og 
Søren optagne forhør , sad uglehjelm i sin dagligstue 
og nynnede en Melodi , idet han tankeløs blæste nøgen 
af sin cigar i små ringe ud af munden . 
Han kedede sig og havde derfor intet imod , at 
pigen meldte en herre , der ønskede at tale med hr . 
Baronen . 
Han rejste sig gabende og gik henimod døren før 
at modtage ben fremmede . 

denne trådte ind , baronen så et øjeblik før- » 
Skendc på ham og råbte derpå i en hjertelig tone 
idet han udstrakte sin hånd : 
— men , min gud ! er det ikke Albert ? 
— ganske rigtig , erindrer du mig endnu , svarede 
denne smilende . 
— det var fandens smukt as dig , at komme 
herop , udbrød baronen og skød en lænestol frem ; kom 
og tag plads , min gamle ben . 
— jeg skulle have været her før længe siden , 
hvis jeg havde vidst at du endnu erindrede din gamle 
skolekammerat ; men — oprigtig talt , denne gang 
kommer jeg på en måde på embedsvegne . 
— hvorledes ? 
— jø , seer du , vi have i disse dage grebet to 
snue forbrydere , som have gjort et fvrsøz på at 
binde os en romantisk historie på ærmet . Ligefrem 
ere de ikke sigtede før nogen bestemt forbrydelse , men 
da de henhøre til „ de mistænkelige “ og pludselig have 
bortfjernet sig herfra staden , blev de anholdte og førte 
tilbage hertil . Bed anholdelsen vare de i besiddelse 
af henimod 1000 nd . , uden at de vare i stand til at 
gvdtgjore deres hjemmel for disse ; for nu at redde sig 
ud af historien have de leveret os en lang fortælling 
om en adelsmand , der havde tabt 5000 nv . , som de 
i forening havde fundet , og da de senere noget derfra 
traf bemeldte adelsmand , der søgte efter sine penge , 
været så ærlige al tilbagelevere ham disse , hvorfor 
han , i et anfald af æbclmvdighcd og glæde over 

deres ærlighed , havde taget 1000 rigsdaler . af tegnebogens 
indhold og foræret dem . Denne historie klinger noget 
mystisk , for det første fordi en sådan ærlighed hos 
de to fyre ville være noget ganske overordentlig , og 
for det andet , fordi en sådan ædelmodighed ville 
være ligeså sjælden at slode på . 
— men , hvad i al verden vedkommer denne historie 
mig ? sagde barønen , der var bleven lidt bleg , 
men tillige havde påtaget sig et smil , der kunne udtydes 
på hvilken måde , det skulle være ; han havde 
endnu ikke besluttet sig til hvad han ville foretage sig 
- ja , hør nu blot videre mændene erklærede 
ikke at vide hvem bemeldte adelsmand er , men beskrev 
hans udseende og meddelte en omstændighed , som 
ydermere skulle bekræfte deres forklaring , nemlig , at 
adelsmanden bar en signetring vå sin højre hånd , 
i hvis sten der var indgraveret en ugle . 
Uglehjelm studsede . 
— men hør nu videre . Forklaringen blev afgivet 
med et sådant udtryk af pålidclighed , at vi halvt 
bleve overbeviste 
— videre ! 
— assessoren afbrød forhøret og sendte fyrene 
ned igen . I en samtale , vi derefter havde , traf vi 
mærkeligt nok overens i , at fangerne med adelsmanden 
mente dig . 
Nå , således ! 
— ja . Dommeren , som flere gange har set dig 
i selskaber , fandt at signalementet passede ypperligt . 

jeg vidste , at du førte en ugle i dit båden , og vi 
bleve enige om , at jeg underhånden skulle forhøre 
mig hos dig , om der skulle findes noget gran af 
sandhed i denne ejendommelige forklaring . 
Baronen havde aldeles genvundet fin gamle fatning 
; han lænede sig med et påtaget muntert smil 
tilbage i gyngestolen og svarede roligt , til vennens 
største forbavselse : 
— forklaringen er sand , fra ende til anden . 
— den er fanden heller ! råbte vennen og for 
op fra stolen . Du narrer mig dog ikke ! 
— nej , bedste ven ! i sådanne sager plejer jeg 
ikke at spøge , især når det gælder at afryste en uretfærdig 
mistanke fra skuldrene af to mænd , der ærligt 
have tilbagegivet mig penge , som - der tilstår 
jeg — min kasse meget dårligt kunne undvære , netop 
på den tid . 
— men så have vi jø gjort fyrene uret , på 
en måde , udbrød vennen ; det er i grunden en Pokkers 
kedelig historie . Vi troede nu så sikkert at have 
fanget Dalsgårds mordere , og nu vise de sig måske 
på engang som omvendte syndere , der ville rejse til 
Amerika , for at føre et bedre levnet . 
— ja , sådan går det , sagde uglehjelm og trak 
på skuldrene . I politimænd kunne også undertiden 
tage fejl . 
— jndrømmet ! svarede vennen , vi kunne tage 
fejl , men det skeer sjældent . Der er noget forunderligt 
ved den hele historie , som jeg ikke ret fatter . 

drevne forbrydere forlade næppe deres huler for at 
søge et nyt hjem andre steder . 
— men , sagde baronen fuldstændig fattet og med 
et smil på læben ; det seer dog næsten ud som om 
dhrr . Støveren og Halte-søren alligevel er uskyldige , 
idetmindste hvad disse penge angår , og jeg 
indser . . . 
— indkommet , svarede vennen roligt , fljondt der 
i hans indre gærede en tvivl , ikke mod baronen 
eller hans udsagn , men imod de to banditter , ver 
endnu vare arresterede 
baronen fik nu en anmodning om al møde den 
næste dag i retten , for al afgive sin forklaring , 
hvilket han også villigt lovede . 
Under mange gensidige hofligheds- og venskabsytringer , 
skiltes de forhenværende skolekammerater . 
Da baronen var bleven alene , føer han sig med 
hånden over panden og så nogle øjeblikke eftertænksomf 
frem foran sig . 
Han havde nu valgt den vej , han for fremtiden 
ville følge . 
— bah ! mumlede han ; jeg måtte gøre det , for 
al undgå skandale , for al redde mig selv . Forbandet 
snildt udtænkt af disse gavtyve , al lave en sådan 
historie sammen . 

han smilede veltilfreds . 
— der kan ingen skygge af mistanke falde på 
mig , det er brillant ! vedblev han . Nn vil jeg også 
hjælpe dem så godt jeg formår . 
Baronen faldt udmattet tilbage på en stol og 
en hul , tør hoste afbrød hans monolog . 
— o , Klara , vedblev han efter nogle minuters 
forløb . O , penge , rigdom og verdens dom ! I 
have ødelagt mit liv , ødelagt mig for tid og evighed ! 
Gud hjælpe mig i al min elendighed ! . . . 
Dog , bort med disse skræmmebilleder , nu er jo faren 
overstået . 
Der var nu hengået flere dage siden der første 
forhor og støveren og hans fæste ventede derfor hver 
for sig med længsel og spænding på , hvad udfaldet , 
af deres forklaring ville blive . 
Halte-soren havde i arresten misset en gammel 
bekendt , med hvem han nu opfriskede deres ungdoms 
henrykkende erindringer om mangen lykkelig fuldbragt 
forbrydelse ; han befandt sig derfor flet ikke utilpas i 
ten uhyggelige Elle . 
Hvad støveren angår , så havde han kun beholdt 
den føromtalte gamle hos sig i arresten . 
Støveren , der var af et meget spegefuldt gemyt , 
når han blot ikke selv skulle have noget af stegen , 

fandt en sand tilfredssfillelse i at kunne pine og 
plage den gamle mand , især ved at pålægge ham de 
vanskeligste arbejder , som han under eder og trusker 
befalede ham at udføre , og den gamle vovede ikke at 
klage til arrestforvareren , han kendte støverens ville 
karaktecr og vidste , at denne i så tilfælde , måske i 
et anfald af raseri , ikke ville betænke sig på at slå 
ham fordærvet . 
En skjon morgenstund åbnedes døren til arresten 
og støveren afhentedes før atter at bringes i forbør ; 
ligesom forrige gang mødte han halie-søren på 
trappen og udførte selvfølgelig atter det før beskrevne 
signal , denne gang med en mere tillidsfuld mine ; 
thi Sørens kloge optræden i det forrige retsmøde 
havde beroliget ham i enhver henseende . 
Ligesom forrige gang blev de underkastede et 
krydsforhør , der , eftersom det skred frem , blev skrappere 
og skrappere . 
Det var med rød og næppe , at de formåede at 
holde tråden , som de havde besluttet at følge ; den 
energi og hurtighed hvormed fvrhørsdommeren forstod 
at gribe den mindste afvigelse fra den tidligere 
forklaring , den minstc uoverensstemmelse gjorde , at de 
kun med stor banskclighed og kun med opbydelse af 
al deres åndelige kraft formåede at stå imod . 
På et vink af dommeren åbnedes døren , og 
to mænd trådte ind . 
Det var baron uglehjelm og licevært Larsen . 
De skønne ånder mødtes . 

tilspurgt « af forhsrsdommeren erklærede forbryderne 
enstemmigt , at baronen var den af dem i det 
forrige forhor betegnede herre . 
Opfordret dertil afgav klglehjelm sin falske forklaring , 
der i alt væsentlig stemmede overens med forbrydernes ; 
kun angående stedet , hvor pengene vare 
tabte og fundne var ler nogen forskel i forklaringerne 
; men ledet , selvsølgclig mere af instinkt end af 
viden , erklærede baronen , at pengene vare tabte på 
Kristianshavn , medens forbryderne havde forklaret at 
de vare fundne ved Langebro ; men da ellers alt stemmede 
overens , var denne omstændighed beder ganske 
uvæsentlig . 
Forbryderne føltc sig ikke veltilmode da Larsen ble » 
Fremkaldt og tilipurgt af dommeren , om han kunne 
erindre , hvad tid , den omtalte aften , da mordet på 
Dalsgård blev foretaget hans logerende og haltesøren 
vare komne hjem . Larsen betænkte sig længe 
og fæstede sine små , listige øjne på deres galgenfysiognomier 
— jo , hr . Justitsråd ! sagde han endelig ; ganske 
bestemt på minuten kan jeg ikke sige det , men jeg 
troer nok ar klokken var imellem -- fem og ser om 
eftermiddagen ! 
Forbryderne åndede leltere , skønt de egentlig 
ikke forstod hvorfor Larsen løj således ; thi de vidste 
jo ikke at den tykke vicevært vidste ligeså god besked 
med mordet , som de selv gjorde . 
-- og er de sikker på , at det ikke var nøgen 

anden aften , er de i stand til at kunne aflægge deres 
ed på denne forklaring ? spurgte forhørsdommeren 
med en alvorlig og inkvisitorisk mine . 
— ja , svarede Larsen fast ; jeg gentager , at jeg 
ikke just kan sige hvilket minut , at de kom hjem på , 
men jeg ved , med sikkerhed at klokken ikke kunne være 
mere end fem eller ser ; thi på den tid plejer jeg at 
spise vcsperkost og jeg havde netop spist denne , da jeg 
msdte dem på trappen . 
— øg de havde ikke forladt huset senere ? 
— nej , først den næste morgen vare de blevne 
savnede og han havde da ikke set dem før nu . 
Larsens hensigt med denne forklaring var selvsølgelig , 
at få et krav på støverens og halte « 
Sørens evige taknemmelighed , der især skulle vise sig 
ved overdragelsen til ham af en broderpart af de tusinde 
rigsdaler , som jo efter baronens forklaring absolut 
måtte tilfalde dem hvis de forlod arresten som 
frikendte før den brøde , hvorfor dr vare mistænkte . 
Der må ikke findes nogen mere pinlig situation 
end den en dommer befinder sig i , når han tvinges 
til at lade sig tilsyneladende overbevise af de foreliggende 
omstændigheder , medens han er moralsk overbevist 
om forbrydernes skyld . 
Således forholdt det sig her 
men vidnerne kunne ikke forkastes . 
Larsen havde aldrig været straffet før , om han end 
var en person af den mistænkeligste slags . 
Baronen måtte i ethvert tilfælde være et gyldigt 

vidne ; hidtil havde der ikke været den ringeste plet 
på ham , der berettigede til at tvivle vå hans udsagns 
rigtighed . 
Og dog nærede dommeren en instinktmæssig 
anelse om , at der var noget galt ved der hele . 
Hvad del var vidste han dog ikke . . 
Støveren og den halte blev aller bragte ned i 
arresten ; men resultatet oversteg deres drisfigsfe forventninger , 
de havde „ klaret “ sig udmærket , mente 
de , og kunne nu med temmelig sikkerhed se dommen 
imøde . 
Således forklarede i det mindste støveren for sin 
gamle lidelscskammerat , idet han samtidig bad ham , 
ikke al sørge for meget over hans mulige , alt for hurtige 
afrejse lis frihedens land , men al låne et par 
tørv af arrestforvarerens kone , til dermed at aftørre 
de alenlange tårer fra sine øjne . 
Da forbrvderne vare førte bort , få dommeren 
længe og forskende på de to vidner og sagde endelig : 
— ere de villige til al bekræfte deres vidnesbyrd 
med lovens ed ? 
Uglchjclm studsede lidt , rødmen steg ham op i de 
blege kinder ; han havde næppe gjort sig rede for al 
et sådant forlangende ville blive stillet . 
Vi have sagt , at han ikke troede på nogrn gud , 
men alligevel krvmpede han sig ved at tage guds navn 
forfængeligt . 
Dog , verdens dom og frygten for straf jog 
hans samvittighedsskrupler aldeles på flugt og da 

han havde desinvet sig lidt , svarede han assessøren med 
et fast og bestemt : ja . 
Hvad Larsen angik , da havde han strar givet et 
bekræftende svar ; den småting , samvittighedsnag , 
havde han før længe siden trådt under fsdder . 
— kender de betydningen af den ed de skulle 
» skægge ? spurgte dommeren . Vide de hvad falsk ed 
har at sige ? 
- ja ! 
-- have de nogensinde gjort ed i nogen ret før ? 
- nej ! 
— godt , jeg skal da oplæse betydningen før 
dem , og dommeren tøg dogen og læste den skrækkelige 
betydning , som loven har lagt i Eden og hvori 
mennesket selv nedkalder forbandelsen over sit hoved , 
hvis han sværger falsk . 
Ordene rystede oiensynliz de to vidner stærkt ; 
men ikke destomindre erklærede de sig derefter villige 
, il at aflægge den fordrede ed . 
Deres forklaringer blev atter oplæste før dem . 
Med oprakte fingre nedkaldle de frivilligt himlens 
forbandelse over deres hoveder . 
Og da Eden var aflagt , hvor sønderknust , hvor 
elendig følie uglehjelm sig da ikke ? 
Ordene : „ hans fod skal ikke finde hvile , hans 
hjerte ikke finde fred ! “ rungede i hans øren og 
knugede hans hjerte . 
Han sølte sig tilintetgjort , fortabt , først nu , da 
han havde overskredet det gabende svælg , måtte han 

erkende , af der dog fandtes en , der regerede verden , 
og ved denne allerhøiestes navn havde han sværget 
falsk . 
Kort efter dimitteredes vidnerne . Ude på gangen 
standsede de og så stift på hinanden . 
Uglehjelm var dødbleg og stirrede med et forvildet 
klik på Larsen . 
Den tykke vært var aldeles den gamle igen og 
pustede med sin almindelige hvæsende sioi . 
— det gik jo , som det var smnrt , hviskedee han til 
sit medvidne . 
Denne rystede på hovedet og ^varede med en 
sørgmodig deioninz : 
— ja , desværre ! 
— desværre ! siger de ; men de havde jo intet 
andet valg ? 
— jø jeg havde . 
- og hvilket var det ? 
— jeg måtte hellere have skudt mig en kugle 
for panden , end svoret den falske ed 
— bah ! hvem fanden bryder sig om en sådan 
småting , når man derved kan redde sig selv eller en 
god ben . En ed har intet af betyde . 
— jø , svarede baronen , den h-a r noget af be , 
tyde , jeg føler det nu ; jeg selv ville måske i morges 
have raisvneret som de , men nu er jeg af en anden 
mening . 
Baronen ville gå ; men Larsen greb ham i armen 
og sagde med sin mest indsmigrende stemme : 

— hr . Baron ! jeg er for øjeblikket i et svært 
bekneb ; de kan vel hjælpe mig med en femhundrede 
d aler ? 
Uglehjelm for tilbage ved ai høre dette forlangende . 
Harmen fik for et øjeblik bugt med hans 
sorg og han svarede med sket skjult forbitrelse : 
— femhundrede daler , er de gal ? Hvorlænge 
eller rettere sagt , hvor kom tid er det siden de fik de 
tusinde daler ? Jeg lader mig ikke sådan gå på , 
gode ben ! 
- hr . Baronen tager vist fejl af betydningen 
af det forhold , der tristerer imellem os , sagde den tykke 
vært koldblodigt , idet han tilknappede sin frakke og 
fulgte med uglehjelm ned af trappen og ud på gaden ; 
de er ikke berettiget til at spørge mig om jeg er 
gal eller sige mig andre komplimenter , thi de er fuldstændig 
i min magt . Foruden den nydelige lille mordhistorie 
har de endnu en mened på deres samvittighed , 
betænkt det . 
- men , svarede bar nen med svag stemme ; 
de har jo også svoret falsk , mod deres bedre vidende . 
— nej ! løj Larsen med den koldblodigste mine af 
verden ; det har jeg ikke , thi jeg så virkelig de to 
gavtyve den omtalte aften , om det var en time eller 
to før den opgivne tid , har mindre at sige ; de derimod 
. . . 
Godt , godt ! sagde baronen afværgende og 
gysende over den sammenligning hæleren opstillede ; 
jeg forstår dem , farvel ! 

— farvel , hr . Baron ! grinte den tykke vært ; 
i dag otte dage om aftenen henter jeg de femhundrede 
„ Fist “ . 
Uglehjelm var allerede borte . 
Kort efter at bidnerne havde forladt retslokalet 
bad en betjent af opdagelsespolitict om at få 
dommeren itale . 
Han havde , sagde han , først nu hørt , at baron 
uglehjelm og Larsen havde afgivet deres vidnesbyrd 
til gunst før fangerne , samt at baronen havde erklærel 
at have ladt 5000 rigsdaler den omtalte aften 
og kort efter fået dem tilbage af siøveren og den 
halte . Mærkværdigt nok vidste han nu , at uglehjelm 
netop nogle dage derefter havde lånt et pengebelød 
af en ågerkarl til meget høje renter , og at baronen 
efter de oplysninger han havde indhente^ , aldrig havde 
været i besiddelse af en så stor sum på engang , 
som 5000 rigsdaler , at hans årlige indtægt kun 
var ubetydelig , men hans gæld derimod meget stor . 
Han og en anden betjent havde desuden set baronen 
under en mistænkelig forklædning desøze den mest 
berygtede tyoekippe på Kristianshavn og senere havde 
han været hos Larsen . Alt dette forekom ham at se 
meget b etænkeligt ud . 
Det var kun løse gisninger der opstilledes , de 

kunne ikke forandre den foreliggende sags gang , 
idetmindsle ikke for øjeblikket . 
Det blev beskattet at føre et nøje opsyn med 
baronen , samt at skærpe det opsyn hvorunder Larsen 
for tiden stod . 
Nogle dage efter faldt forbrydernes dom ; den 
led på frifindelse for aktørs videre tiltale . 
Støveren og halte-zsren kom atter på fri fod . 
30te kapitel . 
Drøm og virkelighed . 
Vi forlovs sidst vor ven Peter Henningsen under 
et meget heftigt sygdomsanfald . 
I flere dage svævede Peter mellem liv og død , 
og i den tid synes han flere gange at have drømt 
om attentatet på grosserer Dalsgård ; thi ordene 
dalszård , morderne og Viktors navn , blev ofte 
udråbte i en så smertelig toneart , at lille Marie 
ofte for sammen , og hendes ved nattevågen og 
sorgen allerede hårdt angrebne nervesystem bragte 
hende til at udgyde tunge tårer . - 

. . . . 
Ved hjælp af den dygtige læges omhu og tilsyn 
lykkedes det dog snart at fjerne enhver fare . 
Imidlertid blev Marie også syg og hun måtte 
forholde sig roligt hjemme et par dage . 
I den tid var Peter overladt til sig selv og den 
beskæftigelse , han selv kunne forskaffe sig . 
Hans gamle principal , hr . Reimert , var en 
stadig gæst hos ham ; også madam Søndrup så 
op til ham et par gange om dagen . 
På penge havde han ingen mangel ; thi dalszård 
havde første juledag sendt ham 100 rigsdaler 
som forskud på hans gage . 
Peter læste meget ; han længtes efter at tage fat 
på en alvorlig beskæftigelse , men herpå måtte han 
ikke tænke i de første 3 eller 4 uger , havde lægen sagt . 
Det var en aften , nogle dage efter nytår , at 
Peter sad i sit lille værelse og læste i „ Hoffmanns 
fantastiske fortællinger “ . 
Læsningen havde sat hans blod i en feberagtig 
bevægelse , og først silde gik han til sengs og skulkede 
sit lys . 
I de første par timer kunne han ikke falde isovn , 
men lå uroligt og vendte og drejede sig på lejet ; 
derefter faldt han i en let slummer , hvori han dog 
kun halvt havde tabt bevidstheden ; de forvirrede billeder 
fra dogen tumlede og bølgcde sig for hans øjne 
og han formåede ikke at fastholde dem eller danne 
dem til et hele . 

på engang syntes det søm om figurerne blev 
fastere og tydeligere og fremtrådte bestemtcre . 
Det var imidlertid ikke personerne fra bogen han 
så , nej , virkelige personligheder , søm han havde set 
i det virkelige liv , men under skrækkelige og utydelige 
omstændigheder . 
Han syntes at se døren åbne sig og et lys at 
trænge derigennem ; på engang blev åbningen udfyldf 
af to mænd , hvis modbydelige og rå fysiognomier 
han havde set engang før . 
Det røde lys fra en løgte belyste de to mænds 
åsyn og gave disse et endnu mere skummelt udtryk 
end de alt havde af naturen . Han havde set disse 
mænd før , han syntes også før at have hørt de hviskende , 
dumpe stemmer . 
På engang fremstillede billedet af morderne ved 
Kallebodstrand sig før hans blik og med det fortvivlede 
udråb : „ Mordere ! Mordere ! “ styrtede han ud af 
sengen . 
Han fik i dette øjeblik sin fuldkomne bevidsthed 
tilbage og fandt sig selv slående oprejst midt i lærelset . 
Utydelig syntes han at erindre at have hørt 
døren blive smækket i efter mændene , der forskrækkede 
vare tumlede tilbage , og han hørte nu tydelig listende 
trin på trapperne . 
Kort efter blev gadedøren sagte oplukket og alter 
lukket i . 
Peter vidste egentlig ikke hvad han skulle tro om 

den hele sag . Bar det et foster af hans fantasi 
eller skulle der virkelig have været nogen i hans 
værelse ? 
Han unversøgte døren , — den var ikke aflåset . 
Nu erindrede han , at han havde glemt ar iagttage 
den almindelige sikkerhedsregel . 
Han gik alter iseng , men lå længe og grundede 
over synet , før han formåede at falde isøvn . 
Den næste morgen vågnede han i en bedre 
stemning . 
Den klare vintersol skinnede ind ad hans vinduer , 
og bidrog sit til at opvarme det lille værelse . 
For første gang efter sin sygdom skulle Marie 
i dag . ledsaget af sin moder , alter besøge ham , og den 
kone der opvartede ham måtte derfor gøre storartede 
jndkjøb til frokosten . 
Sundhedens roser vare alter vendte tilbage til 
Maries små , buttede kinder , de klare øjne strålede 
alter Peter imode og de følie i grunden først nu ret 
at det i neglen kun er sorg og lidelser , der fastest 
binder menneskene til hinanden , at sorg og lidelser 
er kærlighedens prøvesten , at den , der lykkelig og 
vel er kommen ud derover , heldigt har bestået den 
ofte vanskelige prøve . 

som de allerbedst sagde og talte sammen , blev de 
opmærksomme på en støk i etagen nedenunder samt 
udråb af forbavselse og medlidenhed , der tiltoge 
efterhånden som der kom flere folk til . 
— hvad mon det kan være ? spurgte Marie og 
rejste sig ængstelig . 
— jeg skal se efter , sagde Peter og blev lidt bleg 
ved at erindre sig nattens uhyggelige begivenheder ; 
han rejste sig hastigt og gik ud på trappen . 
Udenfor den rige stræders dør stod en mængde 
mennesker , mest beslående af husets folk , og talte i 
en dæmpet , alvorlig tone . 
— hvad er der i vejen ? spurgte Peter . 
— skrædercn er død ! sagde en kone , der boede 
på 2den sal . Herregud , det var så pludseligt . Det 
må være hårdt for en så rig mand at gå fra al 
den herlighed . 
- hvad er han død af ? spurgte Peter videre . 
— ja , det ved man ikke , thi lægen har endnu 
ikke været her . Da pigen i morges ville vække ham 
som sædvanligt , syntes hun at han sov så trygt , og 
hun ventede derfor en times tid endnu . Ned at nævne 
hans navn fik hun intet svar , og hun ruskede ham 
derfor i armen , men for forfærdet tilbage , thi Herren 
var iskold og hans hoved faldt mat tilbage på puden 
- han var død . Han har rimeligvis fået 
stivkrampe eller sådan noget , sagde konen og få 
sig vigtig omkring . 
Kort efter lød der hastige trin på trappen og 

en hvi anseelig mand trådte ind i det halvmsrke 
værelse , hvor liget lå koldt og slivt . 
Henne ved sengen , ved siden af liget , sad en 
gammel kone ; hun havde bøjet det hvide hoved ned 
på puden og hulkede mat og afbrudt . 
Efter lægen trængte flere folk sig ind i værelset . 
Døren lukkedes og den højtidelige taushed indtrådte 
atter , kun afbrudt af uhrets dikken og den gamle 
kones hulken . 
Lægen trådte hen til sengen , og lagde iet sin 
hånd nå den gamle kones skulder . 
— trøst dem , sagde han ; han er to hos sin 
frelser ! 
Den gamle vendte sit kummerfulde åsyn og så 
på ' den deltagende trøster . 
— han er min søn , sagde hun grædende ; min 
eneste trøster og støtte ! Han var det kærligste barn , 
nogen moder kunne have ! 0 , min dreng , min elskede 
dreng ! 
2g i et nyt udbrud af Kummer sænkede hun atter 
hovedet ned til puden . 
Lægen trådte hen til et par af dr tilsledeværende 
koner , hvis udseende vidnede om , af de følte deltagelse 
med den stakkels gamle dame . 
— det er nødvendigt at hun bliver fjernet herfra , 
før jeg begynder at undersøge liget , sagde han ; er det 
ikke muligt at bevæge hende til at forlade værelset ? 
De lovede at gøre et forsøg , og med hjertelige . 

milde ord lykkedes det at få den sørgende moder 
bort fra tønnens dødsseng . 
De bragte hende ind i en anden lejlighed og anvendte 
ethvert middel , der kunne berolige og trøste den 
nu barnløse enke . 
Da lægen havde fået moderen bort bad han flere 
af de tilstedeværende at fjerne sig og beholdt kun 
Peter og en anden mand hos sig i værelset . 
Rullegardinerne blev trukne op , så at dagens 
klare lys faldt ind igennem vinduerne . 
Lægen begyndte derefter at undersøge liget . 
At døven var fuldstændig indtrådt oar en given 
sag , det så han strar . 
Det gjaldt nu om at finde dødsmåden 
nogen naturlig død synes ikke at have gjort 
ende på hans liv , det så lægen strar . 
Ved nærmere at besigtige liget , så han omkring 
dets Hals en bred rød stribe , ligesom om en plump 
næve havde grebet derom og ved et tryk forårsaget 
døven , der måtte være indtrådt oieblikkelig ; thi den 
vøve mand havde , efter alt hvad man kunne se , ikke 
gjort nogen modstand . 
Der forelå altså et mord , — efter al sandsynlighed 
et overlagt mord . 
Lægen tilhyllede atter de jordiske dele af den hedengangne 
skrædermester og vendte sig om til de to tilstedeværende , 
idet han sagde : 
— han er bleven myrdet ! 
Begge for uvilkårligt tilbage og så bestyrtet 

på hinanden ; de havde anet noget lignende , men 
ingen as dem havde gjort sig rigtig nede for det , der 
bevægede sig i deres indre . 
— her må justitsen tage fat , min gerning er 
endt , sagde lægen og satte sig roligt ned til et skrivebord , 
der stod i stuen . 
I få ord havde han skrevet en anmeldelse , som 
han bad Peter bringe til den nærmeste politistation ; 
han ville imidlertid vente så længe . 
Peter , der ikke var vant til flige scener og desuden 
efter sin sygdom var noget svækket , påtog sig 
strar dette hverv ; han var glad over at komme udaf 
den kvalme stue . 
Ikke ti minuter efter vare rettens håndhævere 
i bevægelse for at hævne den skete vold . 
Peter gik atter op til sit værelse , hvor han traf 
madam Søndrup og Marie , ventende på at høre hvad 
der var passeret . 
De havde nok hørt at der var forefaldet et mord , 
men Peter måtte alligevel fortælle de forskrækkede 
kvinder alt hvad han vidste . 
- huha , sagde madam Søndrup og så sig 
førskrækket omkring i værelset ; jeg ville ikke bo her 
for aldrig det . 
— du flytter naturligvis også i dag , ikke sandt , 
min ven ? sagde Marie og hængte sig kælent ved 
Peters arm . — du må ikke blive her . 
— men hvorhen skal jeg da tage ? 

— du kan jo tage ind i et hotel , indtil du 
får et andet logis , ikke sandt ? 
— men jeg er virkelig ikke bange , svarede Peter 
smilende og kyssede hende . 
— jeg ville ikke kunne få søv » i mine øjne , 
sagde Marie , hvis jeg vidste at du lå her , ene og 
forladt . 
— det har jeg jo været så lidt . 
— ja , det er sandt nok , men du må flytte , for 
min skyld ! — ikke sandt , Peter ? 
Øg hun fremsatte dette spørgsmål så forførerifl , 
hun så så søv og fristende ud , at Peter flet ikke 
kunne sige nej . 
Ligesom om det var en selvfølge sprang Marie 
op , åbnede klædeskab , skuffer og kufferter og gav 
sig til at pakke ind . 
Med et smil gav Peter efter , også han var i 
grunden mindre vel til mode ved at skulle blive natten 
over i det nu så uhyggelige hus . 
Madam Søndrup understøttede kraftigt sin datter , 
og det varede ingen halv time før alt tøjet stod sir 
og færdigt til at sendes til „ Tre hjorter “ på Vestergade , 
det hotel hvori Peter ville tage ind . 
Politiet var ivrigt i færd med at undersøge lokaliteterne 
i den asdødes lejlighed , da Peter og Marie , 
ledsaget af madam Søndrup og en Karl , der bar 
tøjet , gik ned ad trapperne . 
På trappegangen stod en lav , undersætsig mand , 

der kastede et forskende øiekasf til den lille familie , 
der gik ham forbi . 
Marie kastede et hurtigt blik ind ad den halvt 
åbne dør , og skyndte sig gysende forbi . 
Nede i gadedøren stod en høj mager mand med 
lange bakkenbarter , og så forskende op og ned ad 
gaden . Også her måtte de passere et meget udforskende 
øiekasf , men han opgav ligestrar enhver 
mistanke imod dem . 
Da det var bleven mørkt kunne man se en skummel 
person , der et par gange langsomt listede sig 
forbi huset og hver gang spejdede op til vinduerne . 
Engang mumlede han : 
— for satan dog , jeg tror næsten at liget har 
fået magt over mig , og vil trække mig til sig ! 
31te kapitel . 
Sørensens efterladte . 
Vi have i et tidligere kapitel omtalt , at Sørensen 
havde flere børn , hvoraf den ældste lun var fjorten 
eller femten år gammel . 
Vi ville nu henvende vor opmærksomhed vå 
disse børn . 

den første nat , efter at ulykken skete , savnedes 
Sørensen ikke ; thi det var ikke så sjældent , ja , det 
var næsten noget ganske almindeligt , at faderen blev 
så længe borte og den lille pige havde derfor ingen 
bekymring i så henseende . 
Som en erfaren husmoder så pigen efter om 
alt var i orden før hun gik i seng . 
Den næste morgen forundredes dørnene over ikke 
at se faderen , og den ældsle lille pige formåede ikke 
at besvare alle de barnlige spørgsmål , der regnede 
ned over hende ; hun vidste jo selv intet . 
Noget efter middag kom der et bud fra den 
station , hvorunder Sørensen hørte , med ordre til 
ham at møde der øjeblikkelig . 
Budet blev ikke lidet forundret over den besked 
han fik , men gik dog tilbage til stationen , hvor han 
afgav fin rapport , og man besluttede nu at oppebie 
nogen underretning om ham . 
Langt ud på aftenen mødte en færgemand på 
stationen og medbragte en politibetjentsbue , som han 
fortalte , han havde fundet i Kristianshavns kanal . 
Huen var Sørensens og var mærket med hans 
numer . 
Gåden syntes altså at være løst . 
Efter al sandsynlighed var han den foregående 
aften på en eller anden måde falden i kanalen og 
var rimeligvis druknet , for nogen kunne komme ham 
tilhjælp . 

den næste morgen blev kanalen grundig undersøgt , 
for at finde det formentlige lig . 
Det fandtes naturligvis ikke . 
Man antog derfor , at det var drevet ud med 
strømmen , forbi Langebro og videre . 
Vist er det , at alle anstrengelser vare forgæves . 
Assistenten lod den lille Marie kalde og underrettede 
hende , så skånsomt kom muligt , om faderens formodede 
død . 
Man kan tænke sig den stakkels piges forfærdelse . 
— o , de ulykkelige små børn ! hulkede den lille 
Marie ; hvad skal der blive af dem ? 
Man trøstede hende så godt det var muligt og 
gav hende en rundelig pengesum , og hun gik nu grædende 
og med tungt hjerte på vejen hjemad . 
Hun havde for travlt med sig selv og den sørgelige 
skæbne der ventede hendes sodskende , til at bemærke , 
at en ældre , venligt udseende herre i frastand 
fulgte hende og nu , da hun var kommen ved bommen 
til amagervort , nærmede sig hende med spørgsmål 
om årsagen til hendes Kummer . 
Den fremmedes venlige , om end lidt tungsindige 
ansigt , beroligede Marie , som i begyndelsen blev lidt 
forskrækket . 
Herren gjentøg sit spørgsmål . 
Med barndommens inderlighed og naivitet meddelte 
Marie nu med rørende stemme , hele den sørgelige 
historie om faderens død og den ulykkelige stilling 
hvori hans familie nu befandt sig . 

Herren havde med stor interesse fulgt fortællingens 
gang og med deltagelse betragtet den unge 
piges fine og smukke træk . 
Med gru tænkte han på , hvad der ville blive 
af dette smukke barn , hvis hun blev overladt til sig 
selv eller til fremmedes ligegyldige omsorg . 
Vi kende manden ; « hi vi hav : set ham engang 
før . De » var den samme læge , der rev den unge ulykkelige 
moder — hvis børn var bleven dræbt af madam 
Sørensen — bort fra tyvehulen og fra fordærvelsen . 
- jeg går med dig , sagde han efter et øjebliks 
betænkning , og tog pigens hånd . Hvor 
boer du ? 
Og hånd i hånd fulgtes de til det lille hus , 
hvori Sørensen havde boet , og hvor der også boede 
et par andre familier . 
De yngre børn , hvem Marie underrettede om 
faderens død , toge i begyndelsen ganske f . rfærdeligt 
på veje ; men den fremmede mands venlige ord og 
Maries materielle trøstegrunde i skikkelse af smerrebrod 
og ost , bragte snart tårerne til at vige før 
smilet , der vel i begyndelsen var lidt melankolsk , men 
senere blev lyst og klart . 
Efter en times forløb tog lægen afsked ; han 
havde efter nogen overvejelse lagt en plan , som han 
nu ville forsøge på at få realiseret . 
Han bad Marie ikke at gå bort før han kom tilbage , 
og gik derefter eftertænksom tilbage til sit hjem . 

i en lys lille stue , der var ganske hyggelig indrette ! 
Sad en ung , køn pige . 
Hun var tarveligt , men net klædt , og sad ivrigt 
beskæftiget med et sytoi . 
Også hende have vi set engang før . 
Det var den unge pige , hvis barn var bleven 
dræbt på en så sørgelig måde , og hvis kæreste 
havde forladt hende . 
Sorgen over det stakkels barns død var endnu 
dyb ; men den havde mistet sin bitterhed , og det var 
med en til vemod grænsende følclse , at hun tænkte 
på den lille skabning , hvis tilværelse på en måde 
var hendes skændsel og hvis død skulle bidrage til at 
føre hende ud af det umoralske Morads hvori hun havde 
været så nær ved at glide . 
Lægen og hans hustru havde ved blidhed og ven » 
Lighed aldeles vundet hendes tiltro ; med beredvillighed 
fulgte hun ethvert vink , der gaves hende af dem ; 
hun følie ved sig selv , at hun kun bchøvede at gøre 
hvad de rådede hende , før at kunne undgå et tilbagefald 
til sit tidligere levnet . 
Foruden de gavnlige lærdomme , som lægen dog » 
Lig bibragte hende , fik hun snart arbejde , og hvor lide « 
Vant hun end var til kvindelige sysler , lærte hun dog 
snart at sy meget godt og at gøre nytte til gengæld 
før den godhed der vistes hende . 
Det var egentlig på hende at lægen havde bygget 
fin plan med hensyn til Sørensens børn ; men kunne 
denne svage syttenårs pige også udføre det hverv , 

der var tiltænkt hende , formåede hun på sine svage 
skuldre at bære den byrde , som andre ville gyse tilbage 
før ? 
Lægen håbede det . 
Han havde lagt mærke til , at den unge pige var ' 
i besiddelse af en sjælden åndelig krast , af en stærk 
resignation og kærlighed til børn , og det var derpå 
ban stolede . 
Den unge pige var som sagt beskæftiges med at 
sy , da lægen trådte ind i det lille værelse . 
Hun rejste sig straks op og hilsede på ham med en 
blanding af ærefrygt , taknemlighed og tillid , der 
var rørende at flue . 
Den ærværdige mand bad hende tage plabs ' igen 
og så hende længe og alvorligt ind i de klare blå 
øjne , der strålede af tillid og inderlighed . 
Den unge , uerfarne sjæl , der havde været på 
randen af fordærvelsens afgrund , var heldigvis i tide 
kommen på en rette vej igen . Det fejltrin hun i 
kærlighed havde begået , havde ikke besmittet sjælens 
godhed . 
Den unge pige lod frygtsom hovedet synke under 
lægens alvorlige befluen , og ventede med uro hvad 
der ville komme . 
Endelig sagde lægen : 
— jeg har et hverv at overdrage dig , et ingenlunde 
let hverv , som vil lægge beflag på alle Line 
kræfter , udkræve alt dit mod ; er du beredt til at 
påtage dig det ? 

hun så et øjeblik forundret på ham . 
— jeg mener , fortsatte han , om du tror dig 
island til at gjcnoptage kampen imod verden , som jo 
engang atter må begynde . Misforstå mig ikke , det 
er naturligvis ikke min hensigt at lade dig komme 
tilbage til den forfærdelige kreds , hvori du hidtil har 
opholdt dig ; man redder ikke en menneskesjæl , for 
derefter atter at overgive den til det helvede , hvori 
den før har været . 
Hun gjorde en gebærde til tegn på at hun forstod 
ham , greb derpå hans hånd og kyssede den med 
en ubeskrivelig inderlighed , skønt han forsøgte på at 
forhindre det . 
— du var før kort tid siden moder , i dette ords 
> virkelige betydning , vedblev han atier ; det var din 
kærlighed til det ulykkelige barn , din sorg over dels 
død , din ungdom , og endelig udtrykket i dit ansigt 
der » liste at guddomsznistcn endnu rørte sig i dit hjerte , 
der bevægede mig til at gøre et forøg på at frelse 
dig fra del , som er værre end døven , og jeg takler 
gud at ' det lykkedes mig . 
Hun så rørt op til ham . 
— sig mig , tror du dig i stand til , trods din 
store ungdom , at kunne være en moder før andre forældrælose 
børn , der i løbet af kort tid have mistet 
både fader og moder ? 
— jeg tror det , hviskedee hun . 
— og vil du også være i stand dertil , når jeg 
fortæller dig , hvis børn det er talen er om ? 

— ja , jeg tror det . 
— vil du være i stand til at udøve en velgerning 
mød en kvindes børn , når denne kvinde har 
gjort dig uret , om end meget mød sin villie , efter 
hvad jeg aniazcr , og dørnene slå hjælpeløse i verden ? 
— ja , svarede hun bestemt . 
— også når kvinden har berøvet dig det 
kæreste du ejede her på jorden ? 
Lene kæmpede et øjeblik med sig selv ; hun begyndte 
at ane hvorom talen var , og tøvede . 
Han gentog sit spørgsmål . 
Hun svarede med et frimodigt og ærlig ment : ja . 
Nuvel , sagde lægen , hin madam Sørensen , 
der i næsten ubevidst tilstand , i et øjebliks vanvid 
dræbte dit barn , og som af anger og fortvivlelse 
herover berøvede sig selv livet , har efterladt sig flere 
børn . Faderen er nu også forsvunden , og alle 
omstændigheder tyde på , at også han er død . 
Dørnene slå nu ene i verden og have lun sig selv 
og fattizvæsenet at stole på . Jeg gruer ved tanken 
om at overgive en skare uskyldige børn , hvis eneste 
forbrydelse er , at de er føtte af fattige forældre , til 
det offentliges omsorg . Jeg selv , fortsatte han , og 
kastede et prevendc blik på den unge pige , i hvis 
ansigt der malede sig forskellige modstridende folclseri 
jeg selv har været underkastet Københavns fattigvæsens 
omsorg , da jeg endnu var en lille dreng , og havde 
mistet mine forældre . Da trådte gode mennesker 

« il , ved deres hjælp blev jeg til det jeg nu er . Jeg 
har en gæld at tilbagebetale samfundet , en stor 
gæld , som jeg hele mit liv har forssgt at afdrage , 
men hvis fulde beløb aldrig vil kunne blive tilbagebetalt , 
om jeg end lever i hundrede år . 
— jeg vil , sagde den unge pige , og et lyst håb 
strålede i hendes øjne ; jeg vil også sorsøge på at 
afdrage min gæld til dem , min velgjorer , ved at 
» age mig af de stakkels børn , som so ikke lunne gøre 
før deres moders brøde . 
— jeg vidste , sagde lægen glad , at du ville 
retfærdiggøre den tillid jeg har til dig ; jeg vidste , 
at du ville sejre i kampen ; men den må begyndes 
strar , Lene . 
— når de vil , svarede hun og stod op . 
— godt , tag så afsted med min kone og 
feig mig . 
Lægens kone , der var alle ulykkeliges og fvrladles 
trofaste veninde , havde fået den unge pige 
inderlig kær , og det var kun med en vis modstræben , 
at hun gav sit minde til , at hun atter kom bort fra 
hende . 
— men er du også sikker på , af du er i stand 
til af udføre det vanskelige hverv , min mand har 
pålagt dig ? Du er så ung endnu og udsat for 
fristelser , vil du kunne modstå dem , når de komme ? 
Spurgte hun . 
— jeg håber det , frue ! svarede den unge pige , 
der nu var meget ivrig efter af påbegynde sin mission ; 

jeg beholder jo en støtte i dem og hr . Doktoren , 
ikke sandt , de forlader mig dog ikke ? 
— nej , nej , mit kære barn ! sagde den godmodige 
gamle dame ; vi ville stedse stå dig bi , så længe 
du modsfåer fristelsen og holder dig til det 
gode ; henvend dig stedse til os , vi ville , så længe 
vi er over jorden , stedse holde fast ved dig og gøre 
dig alt det gode , vi formå . 
Og hun kyssede den unge pige og gav hende sin 
velsignelse 
man skildres med tårer i øjnene . 
Det var noget ud på eftermiddagen , af lægen 
sammen med den nye husmøder , atter betrådte de 
forældrekoses hjem . 
— se her , sagde han til de små , bringer jeg 
eder en ny moder istedenfor hende i have mistet ; 
hun vil med kærlighed tage sig af eder . 
Dørnene flokkede sig omkring den nye moder , der 
kyssede dem alle med tårer i øjnene . 
Hun svoer l dette øjeblik i sit indre en hellig 
ed på , at ville gøre sit bedste for at opfylde det 
tunge hverv , der var hende pålagt . 
Kort efter holdt en vogn udenfor huset . 
Den indeholdt et par senge med tilbehør , nogle 
møbler , fedevarer , linned og klæder . 
— her , sagde lægen , er for det første det nødvendigste ; 
jeg seer herind i morgen igen og vi ville 
da lægge en fast plan , hvorefter husholdningen skal 

indrettes . Så længe jeg lever , håber jeg ikke at vi 
skulle gøre fattigvæsenet nogen ulejlighed med disse 
stakkels børn . 
Med tillid til gud og frisk mod tog den unge 
pige fat på sit arbejde . Hun havde nu fået en 
mission at opfylde , først nu , syntes hun , begyndte 
livet at oprulle for hende ; hun beskattede at optage 
kampen og føre den sejrrigt igennem til enden . 
32te kapitel . 
Et skriftemål . 
Et par måneder efter de sidst omtalte begivenheder , 
en dag da det netop lakkede mod forår « , 
sad Peter Henningsen uroligt på sin høje kontorstol 
på grosserer dalsgårts kontor og skottede hen til 
døren , der førte ind til dennes private værelse . 
Peter var nu bleven fuldkommen rask og havde 
alt i hen ved 6 uger arbejdet på kontoret . Med 
Dalsgårds helbred var det ikke sket så godt ; han 
kom sig mere langsomt og først hen ad sommeren , 
når varmen kom og badesæsonen begyndte , ville 
den fuldstændige helbredelse indtræde . 

mærkeligt nok formåede Dalsgård endnu sket 
ikke at erindre sig hvorledes attentatet var foregået , 
til stor sorg for den høivise retfærdigheds tjenere , 
der til slutningen kom tsk det resultat , at der stak 
noget under og at Dalsgård sikkert vidste bedre 
besked , men af et eller andet hensyn ikke ville tale . 
Men , som sagt , den gamle lykke og tilfredshed 
var atter dragen ind i det dalsgårdske hus ; Viktor 
og Klara vare så lykkelige som dagen var lang . 
Fru Smidt glædede sig over sit eneste barns lykke og 
over den nydelige , elskværdige svigerdatter , og 
erindringen om den uhyggelige episode med den mand 
hun engang havde elsket og som var sønnens fader , 
svandt med tiden bort som en fjern , tung drøm . 
Peter sad , som ovenfor sagt , på sin høje stol 
og ventede med længsel på Dalsgårds komme . 
Han havde for et kvarter siden fået en lille , 
afjaget billet fra Marie ; den lod således : 
„ Madam Smidt er meget dårlig og vi vente 
„ næppe , at hun kommer til at leve natten over . 
„ Lægen har erklæret at alt håb er ude før hende 
„ på denne jord , en efterretning som hun modtog 
„ med en vis No og gudhcngivenhed . 
„ Hun er imidlertid meget bedrevet og meget 
„ ængstelig før sin søn , som , efter hvad jeg kan 
„ forsfå , just ikke skal have ført eller fører det 
„ bedste levnet ; hendes jamren skærer mig i hjer « 
„ tet ; det er sørgeligt at skulle tilbringe sine sidste 
„ Timer på en sådan måde . 

„ For et øjeblik siden kaldte hun med svag 
„ Stemme på mig og pålagde mig indstændigt 
„ strar at skrive til Dalsgård og bede ham komme 
„ til hende så hurtigt som muligt . Dalsgård 
„ har jø været så god mod hende , har mildnet 
„ hendes sidste levedage ; jeg formoder hun vil takke 
„ ham før hans godhed og velsigne ham før hun 
„ vandrer heden . Bed ham komme herhen , så 
„ hurtigt som muligt . “ 
Det var efter modtagelsen af dette brev , at Peter 
var bleven så urolig ; thi Dalsgård var ikke hjemme , 
og den gamle kone kunne jø dø før grossereren havde 
fået brevet . 
Endelig åbnedes døren til Dalsgårds private 
kontor og han trådte , som sædvanligt , med en venlig 
hilsen til personalet , ind i det store , nu halvmørke 
værelse . 
Peter havde rejst sig og var trådt nærmere . 
Da Dalsgård af bogholderen havde modtaget 
en underretning ban havde udbedet sig , vendte han sig 
om og sagde : 
— vil de tale med mig , Henningsen ? 
Peter bukkede og fulgte med grossereren ind i 
dennes værelse . 
Uden at sige noget overrakte Peter ham Maries 
brev . 
— stakkels kone , mumlede Dalsgård imellem 
tænderne ; er det kommen så vidt , — ja jeg kommer 
naturligvis straks 

æ 
og henvendende sig til Peter tilføjede han højt : 
— de følger vel med , Henningsen , jeg ønsker ikke 
at gå alene ; jeg er endnu for svag til , at en dødsseng 
måske ikke kunne have sine skadelige virkninger 
på mig . 
I det lille værelse i Pilestræde , som madam 
Sondrup havde udlejet til madam Smidt , lå denne 
og ventede på den opløsning , hun vidste der måtte 
komme . 
Gardinerne vare trukne for vinduerne og den 
matbrændende lampe kastede kun et svagt skær over 
sengen , over den døende , hvis skarve , udmagrede 
træk vare overtrukne med en voragiig , blålig bleghed . 
Hun trak vejret tungt og med besværlighed . 
Øjnene vare halvt tillukkede , og havde det langsomme , 
besværlige og uregelmæssige åndedræt ikke været , 
ville man alt have antaget hende før et lig . 
På engang rejste hun sig halvt op i sengen og 
spurgte : 
— er han ikke kommen endnu ? 
-- nej , svarede madam Søndrup og rejste sig 
fra stolen , hvor hun havde siddet ; han er ikke 
kommen . 
Med et suk sank den syge tilbage i puderne . 

kort efter blev der ringet på ; med næsten lydløse 
trin gik madam Søndrup hen og åbnede døren . 
Dalsgård og Peter trådte ind . 
- lever hun endnu ? spurgte den første og så 
sig nysgerrigt omkring i den lille stue , der var familiens 
daglige værelse . 
Marie var af moderen sendt hen til en tante ; 
hun burde ikke overvære dødsfaldet , når det kunne 
undgås . 
— ja , men ret længe gør hun det ikke , svarede 
Peters svigermoder ; jeg skal forberede hende på 
deres bcsog . 
— er han kommen ? spurgte den syge strar , 
før madam Søndrup havde fået tid til at komme 
tilorde . 
Med de doendes mærkelige sine instinkt havde 
hun gættet sig til det . 
— ja , kan han komme ind ? 
— komme ind ! ja naturligvis , det er jo min 
sidste bøn i denne verden , næst den af jeg må træffe 
min ulykkelige søn i den verden , jeg nu går over 
i , og af han må have angret , før han er kommen derlydlost 
åbnede madam Søndrup døren , bad 
Dalsgård træde ind og fjernede sig derpå atter . 
Dalsgård og den døende vare alene . 
Den ferste trådte nærmere , tog en stol og 
satte sig ved dødsleict . 
— stakkels kone , er de virkelig så dårlig ? 
Spurgte han . 

den syge greb hans hånd og førte den trods 
dans modstræben til sine læber . 
— jeg har meget af fortryde , mangen synd af 
afbede før jeg får ro til af dø , sagde hun ; men 
den slorste skyld jeg har på min samvittighed var 
den jeg begik i deres fædrenehus , den har tynget 
mig i mange år og ligger nu som bly på mit 
hjerte . 
— det var en synd jeg begik , både imod deres 
forældre , mod dem og mod en anden . Hør nu 
mit sidste skriftemål i denne verden og giv mig , 
hvis de formår det , deres tilgivelse , uden hvisken 
jeg ikke kan dø roligt . 
— jeg var en ung , uskyldig pige , da jeg kom 
til at tjene i deres forældres hus . 
— jeg havde det så godt som jeg kunne forlange 
det , deres gode , blide moder bar så meget som muligt 
over med min uerfarenhed og rettede med kærlighed 
de fejl , hun troede at opdage hos mig . 
— jeg elskede deres moder , om jeg end ikke 
altid straks indså det rette i hendes formaninger , men 
jeg vidste at de kun hivrørie fra hendes interesse for 
mig og jeg adlød hende glad og villigt . 
— deres forældre levede dengang så lykkeligt 
sammen , som kun få ægtefolk gøre det . 
— jeg har sagt at deres moder var dejlig , 
deres fader , som de ligner så meget , var også en 
særdeles smuk mand . Også han var altid venlig og 
overbærende imod mig og jeg nærede en følelse for 

ham , som jeg dengang ikke formåede at gøre klar for 
mig selv , — senere skulle den desværre blive alt for 
skrækkelig tydelig . 
— Herren kom undertiden temmelig sildig hjem 
om aftenen ; han blev ofte indbuden til sine handelsvenner 
og kunne ikke afslå de indbydelser , der strsmmcde 
ind til ham . Fruen , der var noget svagelig , foretrak 
som oftest at blive hjemme og gik da tidlig 
tilsengs . 
— en aften , da jeg efter deres moders anmodning 
var bleven siddende oppe før at lukke grossereren 
ind ad gadedøren , kom han hjem mellem kl . 2 og 3 
om natten . 
— han var lystig stemt ; han kom fra et muntert 
gilde . 
— hvad , sagde han og tøg mig under hagen ; er 
du søvnig ? 
— nej , svarede jeg , thi jeg var det ikke . Jeg 
slog i det samme øjnene op og så ham lige ind i 
ansigtet 
— det var som Pokker , sagde han leende ; du er 
jo en smuk pige , — det er første tang at jeg lægger 
mærke dertil . 
— før jeg lunde forhindre det slyngede han armen 
omkring mit liv og trykkede et Kys på mine læder . 
— hvor det brændte ! Jeg opdagede først nu , at den 
følclsc , som jeg ikke før havde kunnet gøre rede før , 
var kærlighed til min herre , min gode frues ægtemand . 


Dalsgård for op . 
— bliv kun siddende , lagde den gamle kone ; det 
er mange , mange år siden , og dem der lede mest 
under det er nu døde eller i begreb med at ende deres 
jordiske vandring . 
— jeg opdagede altså at jeg elskede min herre , 
og denne følelse forårsagede mig en ubeskrivelig kval . 
— deres fader syntes den næste morgen aldeles 
at have glemt det Kys , han i et ubetænksomt øjeblik , 
hvor vinen måske var stærkere end fornuften , havde 
givet mig , og han behandlede mig på samme måde 
som tidligere . 
— den lidenskab jeg nærede skaffede mig mange 
søvnløse nætter og sorgfulde dage . Forgæves sagde 
jeg til mig selv , hvor dumt det var af mig al blive 
der i huset eller overhovedet at tænke mig som en 
værdig genstand for den høitståendc , rige og ansete 
mand , selv om hans ægteskab ikke stod i vejen . Til 
andre tider snskede jeg at deres møder måtte dø , 
for at jeg kunne indtage hendes plads ; men det var 
kun korte , dristige drømme , hvoraf jeg strar blev vækket , 
og jeg kunne ikke løsrive mig fra huset , hvor ofte jeg 
end foresatte mig at gøre det . 
— 0 , havde jeg dog dengang været i besiddelse 
af kræfter nok til at undfly , så var mangen ulykke , 
mangen sorg bleven forebygget 
— en sommer , de kunne omtrent være 5 år 
gammel dengang , tog deres møder og de i bessg 
hos hendes forældre , der jo boede i sellersd . Deres 

fader var ved fine -forretninger foraindret i at følge 
med derned . 
— han blev altså tilbage . 
— jeg erindrer , at feg en aften sad i spisestuen 
og rugede over min vanvittige lidenskab , som over min 
bedste skat , skjondt den blev en slange i mit bryst . 
Jeg troede at jeg var ene . 
- jeg græd over mit forspildte liv , græd over 
min svaghed , da . . . følte jeg en deltagende hånd 
blive lagt på min skulder . 
— denne hånd gjennemglødede mig , ligesom 
kysset hin aften ; uden at se personen vidste jeg strar 
hvem hånden tilhørte . 
— hvorfor græder du ? spurgte deres fader , 
så deltagende , så venligt , ja jeg tør næsten sige kærligt , 
at jeg ikke formåede at holde min tilståelse 
tilbage . 
— jeg kastede mig for hans fødder og fremstammede , 
jeg ved ikke selv hvad det var , men han 
forstod meningen og studsede . 
— stakkels pige , sagde han venligt ; hvor du 
må have lidt ! 
— jeg lå endnu ved hans fødder og mine 
tårer vedblev at rinde . 
- han løftcde mig sagte i vejret , bad mig at holde 
op ai græde og talte trøstende og venlige ord til mig . 
Da han havde løftet mig op fra gulvet , vedblev han 
at bolde armen om mit liv . 
— men jeg , som kun lyttede til djævelen i mit 

indre , formåede ikke at tæmme min lidenskab ; jeg 
bavde den dristighed at slynge armen om hans Hals , 
at trykke et Kys på hans læber , og — formodentlig 
rørt af min kærlighed gjengjældte han den . 
— jeg v . l springe resten øver af hvad der passerede 
ved dette møde . 
— den næste morgen kaldte han mig ind i sit 
værelse han var bleg og gik uroligt frem og tilbage 
på gulvet . 
— han havde øjensynlig ikke sovet den nat ; 
han modtog mig venligt , men der var udbredt en alvor 
øver hele hans person , ver uvilkårligt forskrækkede 
mig . 
— jeg har kaldt dig herind i anledning af den 
ulykkelige begivenhed , der passerede i går aftes og 
som jeg håber du angrer lige så meget som jeg . Jeg 
har været svag og på en måde forrådt min hustru , 
hvem jeg alene skylder min kærlighed og troskab ; 
jeg er ikke til at undskylde , du derimod kan undskyldes 
mere , du havde intet ægteskabeligt bånd på dig og 
lod dig beherske af din ulykkelige lidenskab . Dette bør 
være sidste gang at sligt passerer , og vi må begge « 
Bidrage dertil . Du må bort herfra , naturligvis ikke 
strar , men til den rette skiftetid ; frem før alt må - 
min hustru intet vide , det ville berøve hende hendes 
sindsro og tillid til mig før bestandig , og en sådan 
straf trøer jeg ikke at fortjene før et øjeblik at have 
tabt herredømmer over mine sandser . 
— hvad skulle jeg svare ? 

— jeg indgik naturligvis oieblikkelig på de be « 
Lingelser , deres fader opstillede , og alt syntes at ville 
gå som sædvanligt . Fruen og de kom atter tilbage , 
styrkede og forfriskede af opholdet på landet . Det 
gamle , kærlige forhold imellem deres forældre var 
uforstyrret . 
— da kom tiden hvor jeg mærkede at jeg skulle 
være moder . 
— den skrækkelige sandhed stod i begyndelsen 
neppe ganske klar før mig , men snart kunne jeg ikke 
længere tvivle . 
— mit forandrede udseende vakte deres moders 
opmærksomhed , hun forsøzte som altid at få at vide 
hvad der forårsagede min Kummer . Men før ville 
jeg dø , end at gøre hende bekendt med min tilstand . 
— en Asien , medens deres moder var i tteatret 
og de iseng , gik jeg ned på deres faders private 
kontor og bad ham om en samtale . 
— halvt forundret , halvt uvilligt indvilligede 
han . Hans bcdrovclse og Kummer , da jeg fortalte 
ham den sørzelize sandhed , overgik måske den , jeg 
selv følie . 
- længe gik han frem og tilbage , før han ret 
kunne fatte sig ; men endelig lagde han en plan til , 
hvorledes alt burde , indrettes , før at skjule begivenheden 
så meget som muligt . 
— halvt irøstete forlod vi hinanden . Jeg følte 
mig mere lettet ; min hemmelighed deltes jo af mit 

barns fader , som jeg endnu elskede med den samme 
lidenskab , den samme varme . 
— ude på trappegangen mødte jeg et ganske 
ungt menneske , som kom ud fra det egentlige kontor , 
der var beliggende ved siden af deres faders 
— jeg kunne ikke lide dette menneske ; han havde 
i længere tid forfulgt mig med sin påtrængende 
kur , men var bestandig bleven afvist . 
— jeg blev noget ængstelig til mode over at se 
ham nu . 
— deres fader og jeg havde antaget at ingen 
havde opholdt sig i sideværelset , det var over den almindelige 
kontortid , og vi havde måske af den grund 
talt noget højere end vi burde . 
— det unge menneske , hvis navn var Henningsen , 
så på mig , så syntes jeg , med et forundret , 
spottende blik og sagde med hånlig stemme : 
— hvorledes går det , jomfru ? 
— tak , godt ! svarede jeg og ilede ind ad døren 
til den private lejlighed så hurtigt som muligt . 
— nu er jeg overbevist om at han har beluret 
os , og han var skyld i de ulykkelige optrin , som 
senere skulle passere . 
- til skiftetid var der endnu fire måneder , 
min tilsland kunne ikke godt skjules ; fruen så den 
også , betragtede mig med et medlidende blik , der 
gjorde , at jeg ønskede mig hundrede favne under jorden ; 
men hun sagde intet . 
— en måned før jeg skulke bort , kom postbudet 

en mørgen med et brev , adresseret til Fru Dals , 
gård . Grossereren var allerede gået på kontoret 
og jeg bragte umiøtcenksomt brevet ind til deres 
moder , og blev således såvel redskabet som årsagen 
til hendes fremtidige livs ødelæggelse . 
— jeg gik atter ud til mit arbejde uden at ane 
noget og blev derfor ikke så lidet forskrækket , da jeg 
efter en times forløb hørte en heftig kalden inde fra 
dagligstuen . 
— kokkepigen og jeg ilede ind . 
— fruen lå i krampetrækninger på sofaen . 
Grossereren stod ligbleg ved hendes side og så sig 
fortvivlet omkring . 
— hent lægen ! råbte han til barnepigen , beder 
hurtigt for afsted ; og du , henvendte han sig til 
kokkepigen ; hjælp mig at bringe din frue ind og 
iseng ! 
— til mig talte han intet ord , han så næppe 
til mig . 
— jeg var bleven slående alene , forvirret over 
al den sorg og elendighed . 
— da faldt mit blik tilfældigvis på det brev , 
som postbudet for ikke ret lang tid siden havde bragt , 
og som var adresseret til Fru Dalsgård . 
— jeg tøg det mekanisk op og lod mit blik 
vandre hen over bogstaverne ; — da stovte jeg på 
noget , der i høj grad forskrækkede mig . 
— brevet lod således : 

„ Min frue ! 
„ Skjondt jeg ikke har den ære at kjenve 
„ Dem personligt , kan jeg dog ikke andet , end 
„ lykønske dem til den glædelige begivenhed , der 
„ snart vil finde sted , i eller udenfor deres hus . 
„ Jeg mener familiens forsgelse , takket være 
„ Jomfru Jensen . Den lykkelige fader , deres 
„ Hr . Gemal , er sikkert overordentlig glad over 
„ denne forhåbede tilvært af familien . Om de , 
„ min frue , også er fornøjet betvivler meget 
„ Deres ærbødige 
ubekendte . “ 
— det var altså denne ondskabsfulde , nedrige 
skrivelse , hvis forfatter kun alt for godt havde kendt 
den bråd , der ville knuse deres fromme moders 
hjerte ; han tog ikke fejl . 
— senere har jeg sikkert erfaret , at det var Henningsen 
der havde skrevet brevet . Han lever endnu , 
og skjsndt en gammel mand , har angeren døg endnu 
ikke fundet vej til hans bryst . 
— efter at have læst brevet sad jeg længe som 
dedøvet og stirrede hen for mig . 
— ulykken , den som jeg mest frygtede for , var 
altså indtrådt- jeg var anledningen til et forstyrret 
familieliv imellen deres forældre . 
— hvorlænge jeg havde siddet i denne tilstand 
ved jeg ikke . 

— først deres faders indtrædelse i værelset 
vækkede mig . 
— han var synlig oprørt af den heftige sindsbevægelsæ . 
Store sveddråber perlede på hans 
pande og en nervøs skælven rystede alle hans 
lemmer . 
— med en tonløs , dirrende stemme sagde han : 
— du må strar herfra , min stakkels pige , du , 
kan ikke længere forblive her . 
— jeg rejste mig mekanisk , gik ind på mit 
Kammer og pakkede mit tøj ind . 
— endnu engang kom deres fader ud til mig 
og gav mig penge til de første udgifter . 
- jeg tog hen til en søster , og der fødtc jeg 
min søn , Villiam , som desværre nu synes at være 
fortabt på sjæl og legeme . 
— hans fader så ham aldrig ; det kunne og 
ville jeg heller aldrig have ønsket ; han var jo en 
frugt af syndig , utilladelig elskov . 
— selv så jeg deres fader kun et par gange 
efter hin sorzelize scene . 
— han gav rigeligt og rundeligt til mit og 
barnets underhold , og da et par år derefter en 
brav mand , Skræder Smidt , friede til mig , gav han 
os en betydelig undcrstottelse til at komme i vej for . 
Der var velsignelse i disse penge ; vi blev snart velhavende 
folk , og da min mand døde kunne han roligt 
ulke sin øjne , thi han efterlod os i en god og silker 
stilling . . 
I 

— kun Villiam gjorde mig sorg . Allerede i sin 
barndom og fin tidligste ungdom viste han anlæg til 
de forbrydelser , der senere ffulde blive hans ruin . 
— de ved hvorledes han blev en forbryder . De 
eras ham selv i begreb med at overfalde sin gamle 
moder . Nu kender de grunden , hvorfor jeg sagde , 
at al sammenstød imellem dem og ham var unaturligt ; 
han er jo deres Broder , deres faders søn , 
de og han have jo det samme blod i eders årer . 
Under denne fortælling var Dalsgård flere gange 
i begreb med at afbryde den gamle kone , for at 
erholde yderligere forklaringer ; men han betænkte sig 
dver gang og lod hende fortsætte . 
Da hun holdt op at tale , og aldeles udmattet 
sank tilbage i sengen , sagde Dalsgård : 
— altså hint menneske , hvem jeg udstedte 
trudsler imod , og som atter truede mig , er en søn 
af min afdøde fader ? 
— ja , desværre ! klynkede den gamle . 
— og de er anledningen til det ulykkelige forhold , 
som i så lang en tid fandt sted imellem mine 
forældre ? 
— jeg har grædt derøver , sørget derøver , så længe 
jeg har levet . Gud må have set min anger 
og følt medlidenhed med mig . Jeg ville gerne have 
tigger mit brød fra dør til dør , lidt og døict ondt 
og elendighed kunne jeg have gjort det skete » sket . 
Og den døende jamrede og vred sig på sit leje ; 
hendes sørg gjorde Dalsgård blød om hjertet . 

— jeg er ingen dommer eller hævner , sagde 
ban mildt ; og da deres anger har været så stor , 
så oprigtig ment , så har de herved min tilgivelse , 
hvis de tror at behøve nogen af mig . Jøvrigt vil 
jeg meddele dem , at det gamle forhold imellem mine 
forældre var fuldstændig indtrådt i de sidste par 
år før deres død . Min moder havde glemt og tilgivet , 
og de døde i kærlighed og med tillid til 
hinanden . 
Den døende kone udstedte er uartikuleret skrig , 
det lød som et udbrud af glæde , men i det samme for 
et smerteligt skær over hendes åsyn ; hun snappede 
efter vejret , bad om vand , og med er dybt suk 
sank hun atter tilbage . Øjnene vare brustne , hjertet 
var ophørt at slå og ånden gået hinsides graven . 
Denne begivenhed havde gjort et stærkt indtryk 
på Dalsgård . 
Ved skriget var madam Søndrup ilet til og 
gjort et forsøg på at hjælpe den døenke . 
Hun indså imidlertid strar al ethvert forsøg 
på gjenoplivclse ville være forgæves ; den gamle 
kone var død . 
Dalsgård vaklede ud af stuen , greb perers 
arm og kjøne hjem . 
Den næste dag bragtcs liget til almindelig hospitals 
ligbus , hvorfra det skulle begraves . 

en smuk forårsdag så man er ligkog bevæge 
sig ud af Østerport og tage vejen til holmens kirkegård . 
Det bestod foruden ligvognen of to karetter . 
I vognene sagde kun to herrer og de nødvendigc 
ligbærere . 
Hen til et hjerne af kirkegården bar man liget . 
Ingen præst fulgte ; han havde kastet jord på i 
ligkapellet . 
Bag nøgle buske tæt ved graven lå en simpelt 
klædt mandsperson , og så halvt nysgerrigt , halvt 
deltagende på det lille ligtog . 
— hun kommer døg i jorden på en pæn måde , 
den gamle , sagde han ; det glæder mig i grunden ; 
det seer ellers noget løjerligt ud , at hendes eneste søn 
ikke er med , tilføjede han med en bitter betøning , men l 
han bliver jø jager som Markens ville dyr . ' 
det gav et sæt i ham , da han så de to herrer , 
og genkendte Peter Henningsen og Dalsgård . 
— de fæle hunde , mumlede han spottende ; hvad 
ville de her ? 
Kisten sænkedes ned i graven . Dalsgård og 
hans ledsager bad et korr fadervor og efter endnu 
engang at have set ned på den blomstersmykkede 
kiste , forlod de langsomt stedet . 
Manden kom frem fra sit skjul , gik hen til graven 
og så længe og tans derned . En tåre , som 
han ikke vidste hvor den kom fra , listede sig ned af 
hans kind ; men med en ed over kjællingeriel knuste 

han den hurtig og listede sig bort , da graverkarlene 
nærmede sig for at tilkaste graven . 
Manden vedblev at opholde sig på den lyse , venlige 
kirkegård , og hvorledes det end gik vedblev han 
stadigt at kredse omkring en plet på kirkegården . 
Hvor man bemærkede en høj fleben granilstøtte , hvorpå 
der med forgyldte bogstaver stod skrevet : 
Peter Møller , 
skrædcrmester , 
født den 8de juli 18^ , s- den 12te januar 18 * ^ . 
Ligesom tvungen dertil af en indre ubetvingelig 
magt , blev støveren , thi ham var det , slående ved 
stenen og stirrede med et forvirret , frygtsomt blik 
på graven , bvor græsset allerede tittede frodigt frem 
og de første småblomster begyndte at vise sig . 
— han tvinger mig til at komme til graven , 
mumlede han bæst ; jeg må , jeg kan ikke andet end 
komme ; den døde har større magt end den levende ; 
men du skal ikke overvælde mig mere , det er jo blot 
en tåbelig , overtroisk frygt . 
Og han truede med knyttet hånd og et forvildet 
udtryk i ansigtet ad monumentet , der glimrede i ben 
strålende middagssol , og han skyndte sig med at komme 
ud af dødens have . 

33te kapitel . 
I frederiksberghave . 
Det var bleven sommer , en varm , brændende 
sommer , hvori alle smægtede efter kølighed og sukkede 
efter regnen , der ikke ville komme . 
Del er naturligt , at beboerne af de større hovedstæder , 
når det er dem muligt , så ofte som de kunne 
søge bort fra den larm og trykkende luft , byen indeholder , 
og ud i skoven . Kjøbcnhavn er i den henseende 
meget heldigt stillet . Den ligger ved det friskt , 
urolige hav , der stedse bringer kølighed med sig ; 
byen er omgiven af prægtige lysthaver og skove , der 
ere vidtberømre for deres skønhed . 
Vi anse der for giver , at enhver af vore læsere 
kende frederiksberghave , ak de fleste af dem som bøm 
og som vorne have morer sig med ar fodre svanerne , 
der svømme i kanalerne , ar de ofte have betragter og 
spadserer forbi apistemplet , grotten med kilden , kæmpehsien 
og de andre herligheder , haven indeholder . 
Vi ville derfor fortsætte vor fortælling , uden at 
besvære læseren med yderligere beskrivelser . 
En aften i slutningen af juni måned var der 
ankommen et større selskab til sveilserhuset , for al 
spise til aften der . 
Medens bordet blev dækket , spadserede de herrer 
og damer , hvoraf selskabet bestod , omkring i haven ; 

« an delv enige om at samles præcis kl . 8 , og til den 
tid skulle enhver have sin frihed . 
En yngre dame as selskabet var , uden at hun vidste 
det , kommen bort fra de andre ; hun var gået i sine 
egne tanker , som man siger , og havde ikke lagt mærke 
fil , at hun pludselig befandt sig alene . 
Hun så sig forundret omkring og sagde halvt 
smilende : 
— det er godt at mærke , at Viktor ikke er kommet 
endnu ; han ville ikke således have glemt mig ! 
Hun fortsatte roligt sin gang fil hun nåde en 
bænk , der stod i et af havens mest rolige og merke , 
men tillige mest romantiske partier . 
Hun satte sig ned på bænken , fremtog en lille 
bog og gav sig fil at læse . 
Ikke langt fra hende , men i græsset lå to mænd , 
der asverlcnde spiste af et stykke brød og drak af en 
halvflaske , der var fyldt med brændevin . 
De to mænd så noget medtagne ud i klæderne , 
og de blussende kinder , let tykke mæle og de stirrende 
dine tydede på en hyppig henvendelse fil flasken og 
dens indhold . 
Den unge pige havde ikke lagt mærke fil dette 
ubehagelige naboskab , ellers havde hun sandsynligvis 
skyndsomt rømmet pladsen . 
De to mænd havde naturligvis straks opdaget den 
unge dame og kastede hvert øjeblik frække blikke henimod 
den kant , hvor hun sad . 
— du Søren ! sagde den ene ; det er et nysseligt 

stykke pigebarn , hun , den små ; skal vi gøre lidt 
kommers med hende ? 
— er du gal støver , lad os blot se at vi kan 
hytte os selv og vort skind så længe , som muligt , 
uden at vi selv bringe os i ulejlighed for et kønt 
pigebarns skyld . 
— hun seer fan ' ens fin ud i pudsen , vedblev 
ssrcn , idet han ret tog den unge dame i øjesyn ; 
hør du , når et par pæne mænd som os bad hende 
om et par skilling , tror du så hun ville nægte 
os dem ? 
— unge damer have sjældent mange penge at 
råde over , svarede støveren filosofisk ; men lad gå , 
vi kunne jo altid prøbere . 
Begge uslingerne rejste sig op med nogen besværlighed 
og skingrede hen ad vejen . 
Den uisze dame , der ikke var nogen anden end 
Klara Dalsgård , bemærkede dem først , da de kun 
vare et par skridt fra bænken . 
— tag et ned i sejlene , Søren , sagde støveren 
pludseligt ; jeg kender denne unge dame ; du skal se , 
at det skal lykkes mig at få hende til at pumpe ud ! 
Han rev huen af hovedet og i den sædvanlige 
velbekendte tryglcrtvne bad han om en skilling i 
uds navn tsk to gamle , skikkelige mænd . 
Det ville udtryk i hans ansigt , drændevinsduftcn 
og det tykke mæle forskrækkede Klara i høj grad ; hun 
» og hastigt fin portemonnaie op af lommen og gav 
tiggeren en mark . 

støveren så på pengestykket og derfra på den 
unge pige . 
— det er ikke kjsnt af den rige dakszårds datter , 
at spise sin stakkels gamle svigerfader af med en 
mark , sagde han med et lumsk grin . 
Den unge pige stod forskrækket , forlegen og rådvil . 
Tiggeren kendte hende , det indså hun , — men 
ordet „ Svigerfader “ . — hvad skulle det sige ? 
Hun rejste sig hurtig op og ville gå . 
— nej , holdt lidt , min kønne dukke , sagde støveren ; 
vi to må først gøre et nærmere bekendtskab . 
Jeg sa ' e , at det ikke er pænt af Dalsgårds 
datter at spise sin svigerfader af med en mark . 
— min svigerfader ? sagde Klara halvt smilende , 
trods den pinlige situation . Hun antog nemlig støveren 
for sindssvag . 
— ja , din svigerfader , min tøs , Viktors fader , 
eller det der er tilbage af ham i det mindste , vedblev 
banditten . 
— hvorledes , de skulle være ? . . . men han er 
jo for længe siden død . 
— nej , han er lyslevende og har ikke gjort bekendtskab 
med knokkelmanden endnu ; seer du , min 
tos , der hændtes ham lidt ubehageligt , som det kan 
ske for ethvert skikkeligt menneske , og da han så kom 
ud fra tugthuset , så kendte hans kone ham naturligvis 
ikke mere . 
— det er umuligt , at de skulle være btktors 

fader ; nej , det er bagtalelse , det kan ikke være til « 
Fældet ! 
— ja , det kan nu være lige meget , når blot du 
rykker ud med mønten ; men sig blot til Viktor , at 
du har talt med hans fader og at du godt ved at 
han lever , så skal du se , han bliver kridendehvid i 
ansigtet og siger ikke er muk . 
Den unge pige ønskcde at gøre en ende på 
denne situation , der fyldte hende med skræk , tvivl 
og forvirring ; hun fremtog atter sin portemonnaie , 
hvis hele indhold , 6—7 rigsdaler , hun rystede ud i 
stsverens fidiede hue . 
I det samme hørtes der skridt . 
Viktor stod pludselig ved siden af dem . 
— vi blev meget urolige over din udebliven , 
Klara ! begyndte han men standsede i det samme . 
Han fik øje på støveren , der på sin side syntes 
at blive noget forlegen over dette møde . 
— ulykkelige ! stammede Viktor . 
— ja , kald du kun din stakkels fader ulykkelig , 
når han har en så snavs kælling som din møder 
til kone , og en så unaturlig søn , som du ! råbte 
støveren . 
— Klara , sagde Viktor rolig ; jeg har længe 
villet give dig den forklaring , som du nu skal få ; 
jeg har desværre opsat det for længe ; nu er tiden 
kommen . 
Han trak vejret dybt . 
— denne mand er ganske rigtig min fader ; det 

vil sige , han har givet mig livet ; men da jeg næppe 
var 1 år gammel , blev han for sine forbrydelser » 
Skyld idømt mange Års tugthusarbeike , og da han 
kom ud derfra var det langt fra at han førte et bedre 
levnet , nej tværtimod , han begik den ene forbrydelse 
ester den anden . 
— det er smukt at høre en søn tale således 
om sin fader ! brummede støveren . 
— indbrud og tyverier har han mange af på 
sin samvittighed , og toppunktet for hans forbrydelser 
var et attenteret mord af den mest afskyeligste 
slags . . . 
— hold op , kære Viktor , jeg vil ikke høre mere ! 
Råbte Klara ængstelig . 
— du må , Klara ! sagde Viktor . Indtil for 
et halvt år siden . troede jeg at have mistet min 
fader . Der blev fortalt mig at søen var hans grav . 
Ved et indbrud i min moders hus så jeg ham for 
første gang ; han brod ind ved naltctider , — jeg 
overraskede ham , min moder kom til og — han fik 
naturligvis tilladelse til frit at begive sig bort . Jeg 
ville have fortalt dig dette for længe siden , men undseelsen 
over en sådan fader har indtil nu bundet min 
tunge . Jeg indser , at jeg har begået en fejl ved 
at binde dig til mig , forbryderens søn ; kun min 
inderlige kærlighed kan . untskylde mig ; forkaster du 
sønnen , fordi faderen er en forbryder ? 
— nej , nej , svarede den unge pige , der havde 
hørt på denne forklaring med en blanding af skræk 

og bedrøvelse . Nej , intet kan rokke min kærlighed 
og tillid til dig . 
Hun kastede sig i hans arme og de forlovede 
holdt hinanden længe og fast omfavnede . 
Støveren og Halte-søren havde formodentlig 
fundet det rådeligst at gøre sig usynlige ; de havde lidt 
efter lidt trukket sig tilbage , indtil de endelig aldeles 
forsvandt og da Viktor endelig så sig om , vare de 
aldeles borte . 
— det er ydmygende , at skulle aflægge en sådan 
bekendelse om sin egen fader , sagde Viktor , da de 
kort efter arm i arm vandrede tilbage til sveitserhuset . 
Der er gjort alt for at drage ham op af den 
pøl , hvori han er nedsunken , men forgæves ; han vil 
ikke forlade et liv , fuldt af farer , fuldt af skændsel , 
medens den smule glæde forbrydelsens lykkelige tilendebringelse 
eller fuldsørclse kan bringe ham , dog 
sluttelig må blive ødelagt af tanken om , at politiet 
måske er på spor efter ham . 
— det er skrækkeligt ! sagde Klara med tårer i 
øjnene ; men kan han ikke reddes , er det ikke muligt 
at redde hans stakkels sjæl fra fortabelse ? 
— jeg er bange for , at det er alt for silde ; kun 
hvis ban hel og holden blev udrevet af de hjemlige 
forhold og kom til et fremmed land , hvis skikke vare 
ham aldeles ubekendte , hvor han måtte arbejde sig 
op og hvor ingen kendte ham , ville det måske , jeg 
siger blot måske , være muligt at angeren kunne finde 
vej til hans hjerte . 

Klara tav og meget bevægede , meget sørgmodigc 
gik de videre . 
— så min ravneunge af en dreng er altså 
kæreste med den storsnudede grosserers datter , sagde 
støveren til sin uadskillige kammerat , da de samme 
aften , en times tid efter mødet , sagde i haven foran 
en beværtning i allcezade og gjorde sig til gode for 
de penge , de havde frarøvet Klara . 
— det er en kjon tøs , fortsatte han filosofisk og 
tog sig en slurk øl ; og mønt har hun i svære 
masser ! 
— det må du benytte dig af , sagde Søren 
noget hånligt ; du kan tro de er glade over den 
svigerfader , de have få » . 
— såmæn , Søren , det ville være for meget at 
forlange ; men hør , tror du ikke at de ville være 
glade , hvis jeg sagde til kællingen og drengen : hør 
nu , i skulle være frie for bestandig , når i sikre mig 
en årlig sum så længe jeg lever . Lad mig engang 
se , med en 6 a 700 rigsdaler . om året kunne man leve som 
en Greve ovre i Jylland , i Norge eller Sverrige ; jeg 
kunne da give den pæne mand og tale om tugt- , raspvg 
forbedringshuset med den foragt , som alle skikkelige 
folk nære for dem , der have haft længere tids ophold 
i disse behagelige haller . 

og støveren opslog en skingrende latter . 
Søren , som med et vist misundeligt grin havde 
hørt på støverens skildring af de behagelige udsigter , 
han havde ivente , når han blot ville , tog nu hurtigt 
ordet : 
— såvidt jeg kender dig , gamle dreng , blev 
du snart ked af det rolige liv . Jeg svær dig til , 
at der ikke ville hengca en måned , før du ville 
være kommen tilbage hertil . u kunne ikke undvære 
vore hyggelige små buler derude på Kristianshavn , 
du kunne ikke undvære dine gamle kærester og du 
ville heller ikke holde op med at „ nobbe “ , du kan tro 
nej , jeg ved det bedre . Alene før asverlings skyld 
ville du nappe lidt hvor du kom hen , og så var 
rumlen gående igen . 
Støveren var bleven blød om hjertet ved denne 
beskrivelse af de glæder , hvori han nu svælgede , han 
stedte sit brændevinsglas mod Sørens og udbrød : 
— er du gal , kammerat ! Nej fanden pidfke mig 
om jeg nogensinde ville krybe før kjællingcn eller 
drengen , før at tigge deres skillinger . Bil jeg have . 
Noget af det der tilhører dem , tager jeg det med magt . 
Jeg har netop med det første tænkt på , at gøre en 
lille afstikker derop , når vi ellers intet have at foretage 
os . Du går vel med ? 
— begribeligvis gør jeg det , har jeg nogensinde 
svigtet dig . eller sagt nej , når det gælder en forretning , 
og der blot ikke klæder blod venden ? 
— tys , tal ikke om blod , det kunne være farligt , 

hviskedee støveren og så sig forsigtigt omkring . Den 
satans skræver slår altid før mig , og vil du tro 
det , sorcn , jeg vil vær ' en evig , når jeg ikke i det mindste 
engang om dagen bliver trukken ud til hans 
grav vå kirkegården . 
— trukken ud ? spurgte seren forundret . Hvem 
trækker dig derud ? 
— det gør den fordømte skræver selv , sagde 
den rå forbryder og rystede som et espeløv ; han 
lader mig hverken ro dag eller nat og gør mig 
splittergal til sidst . 
— det må være det de fine folk kalde fjantesi , 
sagde den hotte gravitetisk . 
— fantasi , jo pyt ! Nej , det eneste middel til at 
få synet bort er brændevin ; har jeg blot nok af 
det , så går det bort . 
< — du skulle heller ikke haft kvalt ham , det var 
æt unyttigt mord . 
, — lar det kanske ikke dig der sagde : giv ham 
^ct tag i struben , før han kan gøre anskrig og få 
os nappede . 
— ja , det sagde jeg jo ganske rigtigt , det fragåcr 
jeg ik . ' e ; men det var ikke min mening , af manden , skulle 
do ; et lille knnbs på skallen , der havde 
derøvct ham , havde gjort samme nytte . 
— ja , nu kan det ikke nytte af vrøvle om den 
historie ; det seer jo ud som om vi flap vel fra den , 
gudskelov . 
Kort efter rejste de to forbrydere sig fra bordet , 

hvorved de havde siddet , og da de netop så , af de 
ikke blev iagttagne , fjernede de sig så ubemærket som 
muligt , uden af betale de fortærede varer . 
Det var nu en skik , som de altid overholdt , 
når de befandt sig på fremmede beværtningssleder . 
Den ære , værten havde nydt ved af de søgte hans 
hus , mente de formodentlig måtte være ham vederlag 
nok for de barer han havde leveret . 
De slentrede ned ad gamle kongevei og betragtede 
med et kritisk blik de forskellige lyststeder , der er 
beliggende der . 
De talte ikke om husenes smukke bygningsmåde 
og bekvemme indretning ; nej , det hvorpå de fæstede 
deres opmærksomhed , var den slorre eller mindre 
vanskelighed man havde med af bryde ind i de forskellige 
huse , de forsigtighedsregler , beboerne havde 
iagttaget , for af undgå uindbudne gæster , var 
ttema « for deres samtale . 
Ofte blev ssren i den grad begejstret over den 
snildhed , hvormed bygmesteren havde anbragt ertraordinære 
sikkerhedsmidler , af han blev slående for i 
længere tid af udbrede sig over sit emne . 
Udenfor en lille villa gik en elegant klædt herre 
frem og tilbage og rsg på en cigar . 
Banditterne betragtede ham forbavset . 
Sørcn gav støveren et stød i siden , og aftog 
i det samme sin kaskjæt med en ærbødig mine . 
Herren studsede ved synet af de to fyre og gjorde 

en mine , som om ban ville trække sig tilbage til hu > ' et , 
men Søren kom ham i forkjobet . 
— ydmyzst godaften , hr . Baron ! sagde ban . 
— godaften , lød det kolde svar . 
— hr . Barønen erindrer os vist ikke mere , trods 
de forretninger , vt have gjort sammen , fortsatte den 
halte ufortrødent . 
— de er sluttede og i have fået eders betaling ; 
vi er altså kvit . 
— man skiller sig aldrig fra hinanden , når man 
engang er sammenknyttede ved blodets bånd , 
udbrød støveren og lo uhyggelig » . Hør , baron , vær 
nu ikke så storsnudet længere , mod os , deres kammerater , 
de bar engang nedladt dem til os , de må 
blive ved dermed . 
Baronen udstedte et skrig af forbitrelse og raseri 
og det syntes , som om han ville styrte sig over forbryderne ; 
men ban betænkte sig , ban vendte sig om og 
gik ind i villaen , hvis dør han lukkede efter sig . 
Tøren og støveren lo bøit . 
— satan » il Karl , den baron ! udbrød haltesoren 
spottende . 
— ligemeget , ban skal være fri for os , tog steveren 
ordet ; han klarede for sig og os som en stink 
fyr , og lod det ikke komme an på en falsk ed . Jeg 
lider blot ikke hans storsnudethed ; jeg mener at ban 
burde . . . 
— du mener vel at han burde bukke ydmygst for 

e > 5o 
os og titulere os hr . Støver og hr . Halte-soren , — 
da-aha ! det lyder mocrsomt . 
— snak , således mener jeg ikke , svarede støveren 
gnavent ; det ærgrer mig kun at børe bans store 
ord , hvad bilder han sig ind ? Han står jo lige så 
godt under loven , som vi . 
— nå , nå , kammerat , styr din ærgrelse ! 
Lagde den halte formanende . Kom nu , lad os gå 
til byen . 
Og arm i arm slingrede de to perlevenner hen ad 
vejen . 
34te kapitel . 
Atter på steenholmen . 
Vi bede den ærede læser om , atter at følge os 
ud ril den øde hule i den svenske skærgård . 
Det er sommer . Holmen ligger bestrålet af 
solen , omgivet af det blå , rolige hav ; i horisonten 
skimter man den svenske kyst og de høje bjerge aftegne 
sig skarpt mod himlen . 
Tæt ved strandbredden ligger et menneske og 
søler sig dovent i de brændende stråler . 

personen kaster sig af og til frem og tilbage og 
udsteder nogle ejendommelige strubelyd . Det glandsløse 
udtryk i øjet vidner om , at åndens lys er 
flukt , at vi have med en idiot at gøre . 
Legemet har tilsyneladende intet lidt ved åndens 
sløvhedstilstand . Manden er fed og vel ved magt . 
Af og til farer han med hånden op til panden . 
Hovedet smerter ham øiensynligl , men han forstår 
ikke at give denne smerte luft i ord ; kun en halvkvall 
stønnen » udflipper undertiden de terre , blålige 
læber . 
Læseren har vel alt gættet , at vi tale om betjent 
Sørensen . 
Skipperens og bæverens djævelske plan var lykkedes 
: giften havde fortæret hans forstand og gjort 
ham til idiot . 
Efter at han var kommen sig af fine svære sår , 
tog bæveren ham i arbejde . 
I begyndelsen var den fjollede uvillig til at beskæffige 
sig med noget ; han holdt mest af at døse 
tiden hen og stirre op i luften . 
Men dette var ikke bæverens mening . 
Med trudsler og slag tvang han ham til at forrette 
det hårdeste arbejde der forefaldt på holmen . 
Sorensen studsede i begyndelsen lidt over pryglene , 
men giften havde aldeles betaget ham ethvert 
spor af hans tidligere åndskraft . Han bøjede tavst 
hovedet , græd , bad og endte med at adlyde . 

forovrigt blev han behandlet vel hvad mad og 
drikke angik ; sult led han ikke . 
Kun når han ikke ret forstod , hvad man forlangte 
af ham , eller sporene af den indtagne gift virkede 
så smertende på ham , at han næppe formåede at 
rejse sig , hvad bæveren troede var dovenskab og derover 
blev rasende , — kun da brugte den brutale svensker 
tampen , og han lagde ikke fingrene imellem . 
I sådanne tilfælde for der en konvulstvisk 
skælven gennem den fjollede ; det var ligesom hans 
tidligere værd som menneske endnu var ham bevidst , 
og at denne bevidsthed kæmpede mod at tåle denne 
uværdige behandling . 
Til andre tider kunne han have en tåget erindring 
om det forbigangne ; han syntes ikke altid at 
have været her , han så bekendte ansigter fremstille 
sig for hans indre syn ; men denne erindring varede 
kun kort , et øjeblik , og forsvandt til slutning uden 
at efterlade noget blivende indtryk . 
Vi forlod ham medens han lå og væltede sig 
frem og tilbage på stenene . 
Den stegende varme havde naturligvis ingen heldig 
indflydelse på hans åndelige tilstand , men 
gjorde ham endnu fløvere . 
Han vækkedes ikke engang af fin flappe tilstand 
ved at hans herre og mester , bæveren , kom ned til 
stranden . 
Bæveren stod nogle øjeblikke og så på ham . 
— stå nu op og arbejd ! sagde han endelig . 

den fjollede stirrede flovt på ham . 
— nåda ! råbte bæveren og gav ham et spark 
i siden , så han tumlede om på den anden side ; 
vil du op med dig , hund ! 
Sørensen kastede er fly blik til sin forfølger og 
rejste sig derefter langsomt . 
— du har dovnet længe nok , krabat , brummede 
svenskeren ; tror du at det lønner sig for mig at 
give dig kosten , for intet at bestille ? I søen burde 
du have været , krabat , og det for længe siden . 
Sørensen rradskede forud henimod huset , hvor 
middagsmaden ventede ham . 
Som et glubende dyr kastede den fjollede sig over 
den træskål , hvori hans mad var opost . 
Da skålen var skikket aldeles ren rejste han sig 
op og fulgte stiltiende sin behersker ud af døren til en 
slags gårdsplads , hvor en hob klippestykker lå 
henkastede imellem hverandre . 
Bæveren gav Sørensen er tegn til at skyde en af 
steendlokkcne til side . 
Den fjollede satte ryggen mod stenen og uden 
stor vanskelighed lykkedes det ham at skyde den til side , 
den drejede sig nemlig på en tap , der gik ned l et 
andet klippestykkestykke , og som var vel smurt med olie . 
En sørt , uhyggelig åbning kom til syne . 
Med en rolighed , der viste at alt dette var ham 
veldekjendt , gik Sørensen ind i åbningen og gav sig 
til at slige ned af en i klippen udhulet trappe , der 
førte ned i en hule . 

hulen var rummelig , over 20 alen hoi , og mere 
end 4 gange så bred og lang . 
En vikingeskare havde i oldtiden haft sit tilhold 
her og under de borgerlige uroligheder i Sverrige i 
middelalderen havde hulen været beboet af dristige 
fribyttere , der benyttede sig af deres lands ulykkelige 
stilling til at berige sig . 
På en rejse havde bæveren lært hulen at kende , 
idet en hare , hvoraf der fandtes mange på holmen , 
var smuttet derind . 
Da han senere besluttede at bosætte sig her , kom 
hulen ham ypperligt tilpas . 
Han anbragte det svære klippestykke for hulens 
indgang , udyuggede tappen , hvorpå det drejede sig , 
og havde i flere år arbejdet på hulens udvidelse . 
Han havde ofte ønsket en medhjælper til dette 
arbejde , men han frygtede for at blive forrådt . 
I Sørensen fandt han hvad han vaskede . 
Den fjollede steg altså ned i hulen og fulgtes 
af bæveren , der antændte en vældig fyrrefakkel , hvis 
røde lys kastede et ejendommeligt , vildt skær over 
hele hulen . 
Den var omtrent halvfuld af barepakker , tøader 
og sktdsgods . 
Endel af Larsens varer lå endnu her , thi han 
dristede sig ikke til at indføre dem på engang . 
Henne i et hjørne lå steenhuggerrevskader . Den 
fjollede gik derhen , tog hammer og kile og gav sig 

til at hugge løs på stenvæggen , der bar tydelige 
spor af tidligere arbejde . 
Det gik kun langsomt fra hånden , små stykker 
bleve med megen møje udhuggede , fijøndt den fjollede 
arbejdede med en kraft der viste , at han blev holdt 
strengt til at udføre sin pligt . 
Det var et sandt herkulesarbeide , somzden stakkels 
Sørensen skulle udføre . 
Bæveren satte sig ved indgangen , fremtrak pibe 
og tobakspung , og gav sig roligt til at dampe . 
Man hørte kun mejselens tunge kniven i stenens 
Fuger , og hammerens korte , ensformige slag , 
samt granitslumpernes fald imod gulvet . 
I lang tid gik arbejdet ' sin rolige gang , men 
på engang viste en skikkelse sig i døren på huset , 
det var bævera . 
Hun havde ikke forandret sig siden vi sidst havde 
den fornøjelse at se hende . 
Hun satte hånden for munden og brølede i en 
langsom , pibende tone : 
- skib ! 
Bæveren for op . 
— et skib ! råbte han og ilede ud af hulen , 
idet han kastede et hurtigt^blik til den fjollede , der 
roligt arbejdede videre . 
Som sædvanligt forsynede han sig med en gotikken , 
for han begav sig udenfor , og med hurtigt 
skridt begav han sig ned til stranden . 

det var ikke så forunderligt , at bævera havde 
meldt skib ; thi tre temmelig store fartoier sås 
omtrent en miilsvei ude i søen . 
Bæveren rettede fin kikkert ud imod dem . 
— orlogsmænd ! mumlede han ; og de komme , 
ta ' mig tusind ' Tønder dfævle , herind . 
Alle skibene vare dampere ; det synes som om 
de manøvrerede . Af og til kunne man høre et enkelt 
brag af et kanonffud og se den hvide røg fare ud 
af kanonmundingcrne . 
Pludselig begyndte en vældig kanonade , der indhyllede 
skibe og horisonten i en blålig røg . 
Vi begive os atter ned i stenhulen , hvor den 
-fjollede arbejdede . 
Han hørte ligegyldigt på de enkelte kanonskud , 
der blev affyrede ; men da kanonaden begyndte , for 
han op og lyttede . 
Er kom liv i hans øjne ; hans skikkelse rejste 
sig mere og mere . 
En gammel erindring syntes at rsre sig i ham 
og at kæmpe for at komme frem . 
Sørensen havde deeltagct i de fleste slag i krigsårcne 
i 1848 , 49 og 50 . 
Kanonerne syntes at skulle kalde den i så lang 
tid skumrende bevidsthed tilbage i hans sjæl . 
Han begyndte at synge . 
Det var med en hæs , tonløs stemme han begyndte ; 
men lidt efter lidt kom der mere og mere 

klang og til sidst kunne han med megen anstrengelse 
synge nogle linier af den velbekendte sang : 
og derfor vil jeg stases som tapper landsoldat , 
hurra , hurra , hurra ! 
Bæveren , der længe og opmærksomt havde iagttaget 
de fremmede krigsskibe , slog nu kikkerten sammen 
og sagde « il den opmærksomt lyttende bævera : 
— det er tre franske orlogsmænd , som manøvrere , 
de kom dog ikke herind , som jeg først troede . 
Drønet fra det stolte Frankrigs kanoner 
havde vakt de » forhenvoerende 
danske soldat til bevidsthed . 
Da kanonaden hørie op , sank Sørensen atter 
sammen , men lyset var atter tændt , og om end flammen 
kun brændte svagt , var der dog tilstrækkeligt 
forråd tilbage til dens ernæring . 
For hver dag der gik blev Sørensen i åndelig 
forstand stærkere og stærkere 
som læseren ved , var det ved et rent tilfælde 
at han ikke nød hele den giftige drik , som bævera 
under navn af læskedrik bød den sårede mand . 
Havde han drukket det hele , Havde han enten 
været død nu , eller fuldstændig sindsforvirret , uden 
håb om nogen som helst bedring , så længe han levede . 
Det værdige par på stecnholmen anede ikke , 
hvorledes der hele forholdt sig . 
De lagde ikke mærke til de små symptomer , der 
mere og mere tydede på en tilbagevendende bevidsthed . 
Og med den snuhed , der ofte findes hos halve 

idioter , forandrede Sørensen aldeles ikke sin opforsel ; 
han var lige gnaven , sær og doven ; så alt gik sin 
vante gang . 
En meget varm sommerdag lå han nede ved 
strandbredden . 
Han var dog så fornuftig nu , ikke længere at 
vælge de solhede steder , men havde lagt sig i skyggen 
af et vældigt klippestykke . 
Han legede med en lommekniv , som han kastede 
op i luften , for atter at gribe den ; men ved en bevægelse 
for kniven ud i havet , og idet han ville 
sorsøge ar redde den , plumpede han selv i vandet , der 
her var meget dybt . 
Han sank hurtigt tilbunds ; men selvopholdelsesdriften 
gav ham åndsnærværelse . 
Med et sæl var han atter ved overfladen og 
med nogle raske tag nåde han snart et sted på 
brede « , hvor han kunne komme i land . 
Skrækken og det kolde vand havde gjort sin 
virkning . 
Da han udmattet sank om på stenene var hans 
fornuft vendt tilbage . 
Erindringerne strømmede nu ind på ham ; han 
genkaldte sig sine børn , sin asdøde kone og de uhyggelige 
begivenheder , der vare passerede i den sidste tid . 
Han blev siddende i nogen tid og bedækkede sit 
ansigt med hænderne . 
Hvorlænge han havde sidder således , vidste han 

ikke , men han blev vækket af bæverens brutale tilråb 
om at tage fat på sit arbejde igen . 
Han så forvirret op på svenskeren ; han havde 
i tankerne været i Danmark , det kære fædreland . 
Men han havde allerede taget sin beslutning . 
Han ville hykle , tænkte han , og vedblive at gå 
før idioten , indtil en lejlighed til flugt og hævn 
viste sig . 
Han tumlede derfor atter med bæveren tilbage til 
huset , fik sin mad og tog igen fat på det trættende 
arbejde i hulen . 
Under denne beskæftigelse arbejdede han ligeledes 
med hjernen før at finde en udvej til flugt . 
På øen fandtes vel en båd , men da den aldrig 
blev brugt og desuden var gammel , var den utæt i 
højeste grad og måtte underkastes en dygtig reparation 
før den kunne føre ham til kysten . 
Og en sådan reparation vidste Sørensen ville 
og kunne han ikke foretage , da han stedse , natten undtagen , 
var under det værdige ægtepars specielle tilsyn . 
Han målte altså vente til en gunstig lejlighed 
frembød sig . 
Holmen besøgtes jo af og til af skibe ; med et 
sådant håbede han ak kunne flippe bort . 
Forcløbigt gjalt det altså at holde alt gående 
i den gamle gang . 
Et par dage derefter , da han sad i den sædvanlige 
krog og spiste frokost , sagde bævcra til bæveren : 
— jeg ville ønske at fætter Svensson snart ville 

komme . Jeg kommer om nogle dage til al mangle 
mange ting , hvis det ikke skeer . Han skulle jo have 
værer her for længe siden , den svinhund ! 
— jeg ved ikke , hvad der går af Gossen ! 
Svarede bæveren ; men så meget er vist , at er han ikke 
kreperet , seer vi ham en af de første dage . 
Det var heldigt ar de i dette øjeblik ikke lagde 
mærke til deres fange ; de ville da have anet , at alt 
ikke var , som det efter deres mening skulle være . 
Det var ham umuligt at skjule sin umiskendelige 
glæde over efterretningen , der bebudede hans snare 
befrielse . 
Han gjorde et hop i sædet ; hans øjne lyste og 
han skælvede over hele legemet . 
Heldigvis var ægteparret sig bevidst , al have 
fuldført værker efter bedste evne og de opholdt sig 
derfor heller ikke ved små symptomer på en forstand , 
de troede var uigenkaldelig udslukt . 
En aften , kort tid derefter , signaliseredes et fartoi ; 
det var „ Hclvedeshunden “ , der atter ssgte sit gamle 
tilflugtssted . 
Siden juletid havde den ikke været ved sleenholmen . 
Den smukke lille skude skar for fulde sejl gennem 
det næsten speilglaite hav , der kun af og til 
krusedes af en ler brise , som sejlene tillige opfangede . 
— hurra ! råbte bæveren og svingede sin hat . 
— hurra ! råbte den værdige skipper , der som 

sædvanligt selv sad til roers og med øvet hånd lod 
skibet glide ind i den lille havn . Alt vel ! 
- alt vel ! 
Skibet lagde til ved klippen . 
Det kostede Sørensen megen anstrengelse at bevare 
nn rolighed overfor den snedige skipper , der nær 
bavde berøvet ham livet . 
— snild Gosse . Du , sagde skivveren leende , 
idet han klapvede den formeenilige idiot på skulderen . 
Jeg skal love for , du er bleven tam nok nu , hvad 
bæver ? 
— så blid som et lam , svarede denne hædersmand . 
Bengt , bæveren og skipperen gik smilende videre . 
Kort efter begyndte man at losse en del proviant , 
der dragtcs til stenhulen . 
Afrejsen skulle finde sted den næste morgen . 
Som sædvanligt sov skivperen og hans Matros 
iland . 
Henad midnat kunne man i det klare måneskin , 
der belyste hele den lille Holm , se en mand snige sig 
ud af huset og tage vejen ned imod „ Hclvedesbunden “ . 
Han bar en bøsse i hånden og så sig ofte 
ængsteligt tilbage . 

35te kapitel . 
I hælerhuset . 
Det er nu noget siden at vi sidst aflagde et besag 
i hælerhuset i Prindsessegade ; vi ville derfor en smuk 
sommerdag begive os derud , før at se hvorledes der 
står til . 
Larsen bar i den sidste tid ikke befundet sig rigtig 
vel . Gigt og hovne fødder hove plaget ham således , 
at hans humør er bleven i den grad irriteret , at 
hans sfudskede tjenestepige hvert øjeblik på dagen 
får anledning til at udbryde : 
— å , gud ! sikken en kondition man har , å , 
gud ! Men da hun i grunden er et skikkeligt skrog , 
der , hvor utroligt det end lyder , er forelsket i sin 
herre , lader hun i regelen hans gnavenhed og plumpheder 
gå uændscde hen . 
Med forretningen går det ikke så strygende 
som hidtil . Flere af hans kunder havde bemærket , at 
mistænkelige skikkelser , der ikke henbørte til „ de mistænkælige “ , 
men tværtimod vare bestemte til at passe 
vå disse , luskede omkring hans bolig og de blev 
derfor viselige « borte . 
Det var en selvfølge at støveren og Halte-søren 
fuldstændig havde udsonet sig med Larsen efter athå 
før deres skyld havde aflagt falsk ed . 
Det er ligeledes en selvfølge , at den tykke vært 

fik fin ulejlighed godt betalt og under 500 af de 1000 
rigsdaler flap forbryderne ikke . 
Men heller ikke støveren eller Søren havde i den 
sidste tid bragt ham noget , der var af videre værdi 
han forstod ikke hvad der gik af menneskeflægten . 
Han havde foreslået støveren at lette hans før 
henværende kone før en del af den rigdom , som hun 
syntes at være i besiddelse af . 
Støveren havde nikket bejaende til forflaget , men 
ellers flet ikke gået videre ind derpå . 
Sagen var den , at han i den retning troede at 
kunne undvære Larsens bistand til de eventuelle kosters 
bortbringelse og salg . 
Fra Sverrige havde Larsen heller ikke hørt meget . 
Hele den kostbare ladning var endnu ikke fuldstændig 
realiseret , og det var kun mindre summer der lidt efter 
lidt flød ind i hans begærlige kløer . 
Undertiden for det som et dolkestød igennem den 
tykke hæler : 
— hvad , om nu Svensson beholdt alt ? 
Men han beroligede sig snart ; han havde kendt 
svenskeren i mange år , og denne havde aldrig narrer 
ham før noget , men kun tager en overordentlig høj 
fragt , hvilket jo ikke var så forunderligt . 
Desuden tydede jo de til forskellige tider modtagne 
mindre summer just ikke på , at Svensson 
agtede at narre ham . 
Der var altså på en smuk , klar sommerdag , ar 
vi aller befinde os i Prindsesscgade . 

en tæt , varm dunst svæver over den temmelig 
snevre gade og trænger ind i ethvert værelse , hvert 
rum . Kun hist og her har man alligevel åbnet 
vinduerne ; mærkelig nok findes der en stor del fattige 
folk , der ikke ret vide at skatte den velsignelse , der 
ligger i at kunne indånde sund og ren luft , en af 
menneskenes vigtigste livsbetingelser . 
Larsen sidder pustende i en lænestol , så nær den 
åbne dør som mulig , og delikaterer sig med et glas 
koldt grog , hvori der svømmer nogle isstumper . 
Han lider meget af varmen og udgvder sin 
ærgrelse over pigen , der besørger kunderne , over 
disse selv , når de forlange kredit og allerede i forvejen 
stå på del sorte bræt . 
På engang hører man en vogu komme kørende 
om hjørnet af Torvegade og holde stille foran huset . 
På vognen sidde ro velklædte bønderfolk , en 
mand og en kone , på imellem 40 og 50 år . 
Larsen og gadens beboere stirre med en vis 
forbavselse på denne vogn ; hvad vil den her ? 
— måske vil manden afslutte en handel ? 
Tænkte Larsen . 
Folkene stege af vognen og trådte ind i Larsens 
lille butik , til stor forundring for denne hædersmand , 
der betragtede dem med sit sædvanlige ondskabsfulde 
blik og mistænkelige blinken . 
Folkene så sig noget forlegne omkring , efter at 
have spurgt om det var her at Christian Larsen bøede . 

— ja her er alt hvad der er tilbage af ham , 
svarede Larsen ; hvad ønsker de ellers ? 
— ja ønske noget gør jeg just ikke ; men da jeg 
og min kone er kommen hertil i dag , syntes vi at det 
var en skam andet end at hilse på dig , vi er jo 
kedelige fæltere . 
— vi er fanden heller ! råbte Larsen med en 
forundret mine og rejste sig op ; hvorfra er de ? 
— å , sagde manden , da det lader til , at vi ikke 
ere så forsfrækkelig velkomne , er det bedst vi gå 
igen , men det er ellers mig der ejer gården , hvor 
både din fader og min fader er fødte . 
— så er du jo fætter Christian ! råbte Larsen 
og greb hans hånd . Fanden tage min glemsomhed , 
jo gu ' er jeg glad ved at se dig og din kone bos 
mig ; men kom indenfor , kom indenfor i stuen og 
sid ned . 
Sagen var den , at Larsen stedse var bleven opdraget 
til at omsatte sin salig bedstefaders gård med 
en vis ømhed og besidderen af den , havde han lige 
fra han havde lært at gå , anset før at være et af 
de lykkeligste mennesker i verden . 
Senere vare disse indtryk før en stor del gåde 
tabte ; men han nærede dog endnu stedse en svær 
respekt før den gren af familien der ejede gården , 
da den efter sigende skulle eje en ikke ubetydelig 
formue . 
Og Larsen bøjede sig , ligesom de fleste mennesker , 
ærbødigt før guldkalven . 

neppe vare hans slægtninge trådte over hans 
dørtærskel før han allerede spekulerede på midler til 
ar benytte sig af dem i et eller andet egennyttigt 
øjemed . 
Han lod dække et godt frokostbord , hvortil ban 
ikke anvendte nogle af butikens barer ; men han havde 
et lille privat skab , hvor han gemte de fødemidler , 
der vare bestemte til hans eget brug . 
Fætteren fra landet kørte sin vogn hen i en 
gæstgivergård og lovede at komme tilbage til frokosttid , 
imedens kunne jo konen blive og hende søgte 
Larsen at gøre sig så lækker før som det var ham 
muligt . 
I samtalens løb klagede konen over den mængde 
vagabonder , der overstrømmede landevejene og brandskattede 
gårdene . 
— vi havde således engang i efteråret , ja , 
lad mig se , det var vel i slutningen af november , et 
par sådanne karle i logis en nat . De gave sig ud 
før håndværkssvende ; de spiste og drak med os og 
om natten slode de op , åbnede fatters skatol og 
stjal flere hundrede daler fra os . 
— gud bevares ! 
— ja , det må de nok sige . De flap bort uden 
al vi havde opdaget tyveriet og vort politi , til hvem 
vi meldte historien , det kom jo nok , som sædvanligt , 
og rodede op og ned i vore gemmer ; men finde 
tyvene , på det lag , nej , det skulle de nok lade være . 

— så have vi et bedre politi her i København , 
sagde Larsen med et grin . 
— ja , kors da . Vor gamle herredsfoged går 
nu rent i barndom ; kommer der nogen op til ham 
for at anmelde et bedrageri eller tyveri , siger han 
blot , jeg vil ikke have den uorden i min jurisdiktion , 
flaf mig fat på manden og send ham herop til mig ; 
det er alt hvad ban siger og gør . Gud hjælpe os ! 
Manden var imidlertid kommen tilbage , den 
sjudflede tjenestepige havde dækket bordet og man satte 
sig til at spise . 
Døren til butikken vedblev at stå åben , så at 
man i stuen kunne se , hvad der foregik derude . 
På engang henledtes alles opmærksomhed på 
en rå , hæs stemme , der i en kommanderende tone 
forlangte „ To og en halv “ . 
— og det siger jeg dig , du fedesvin — denne 
, kompliment gjaldt pigen — det siger jeg dig , kom 
ikke med det sædvanlige finkeljokum og rosinvand , 
. men tag de ægte varer frem . Jeg vil ikke snydes 
mere ! 
Den talende havde øjensynlig „ en lille streg “ , 
der dog ikke var slorre end den gjorde ham gemytlig 
stemt . 
På engang faldt hans øjne på de to fremmede , 
der gæstede hæleren og han kunne ikke undgå at fare 
et par skridt tilbage og udsfode et forundringsråb . 
Dette bevægede de fremmede til at se ud i butikken 
og , som drevne af en fjeder fore de begge op . 

— grib ham ! råbte manden og kastede i fin 
ivrighed en stol overrende . Det er en af dem , som 
har bestjålet mig , — og han styrtede ud i butikken . 
Men heller ikke støveren , thi ham var det , havde 
været seen . 
Med et Spring var han ude af lokalet ; men , 
istedetfor at løbe bort langs ad gaden , smuttede han , 
alt i løbet af et sekund , ind i husets gadedør og 
for op ad den smalle trappe og ind i det hul , hans 
afdøde moder engang beboede , og som Larsen endnu 
ikke havde formået nøgen lejer til at flytte ind i . 
Fætteren fra landet fortsatte løvet langs ned ad 
gaden , under råbet „ Stop tyven ! “ 
Hans bare hoved , det flagrende hår og især 
råbet samlede strar en mængde mennesker , hvoraf 
nogle hjalp med den unyttige forfolgelse , medens flere 
andre , der vare sig bevidste , just ikke at leve på bedste 
fod sammen med de mistænkeliges protokol , gjorde 
et par forsøg på at spænde ben for den ulykkelige 
landmand og tilkjendegave ham deres uvilje ved at 
vibe i fingrene og udstede advarslende råb . 
Efter at have gennemløbet ben halve gade opdagede 
fætter Christian at han havde løbet iblinde . 
Roligheden var atter vendt tilbage , og i besiddelse af 
den ægte danske nationalkarakter flammede han sig nu 
over at have ladet jvrigheden lede lsbfl med sig og 
noget flukøret vendte han tilbage til butikken . 
Larsen havde moret sig kosteligt over den hele 
spas ; han tvivlede intet øjeblik om , at jo støveren 

nok ville se tit snit og undløbe , og han lo så tårerne 
kom ham i øjnene , da han så fin fætter 
vende finkørn tilbage . 
— du fik ikke fat i ham ; det kunne jeg have 
sagt dig i forvejen . 
— så ; kender du da fyren ? 
— ikke i ringeste måde ; har han , og han vendte 
sig til sin pige og blinkede med de små svineøine , 
har han været her før i dag ? 
— nej , svarede pigen med en frækhed , der viste , 
al hun var godt inde i den videnskab , som fanden 
tog eramen på i Kiel , løgn nemlig . Dej kan jo 
hænde sig at han har været her en eller to gange før , 
men kende ham gør jeg ikke . 
Fætteren havde imidlertid lagt mærke tsk telegraferingen 
imellem husbond og pige de gamle 
^rygter om Larsens flette levnet dukkede op i hans 
erindring . Han besluttede at være på sin post , men 
ikke at lade sig mærke med noget her . 
Han tog derfor afsked med en meget munter mine 
og talte i en tone , som om han både havde opgiver 
tyv og penge . Den fede lært vraltede med hen til 
hjørnet af Torvegade og de toge en meget hjertelig 
afsked . 
— kom , sagde landmanden , da Larsen var vendt 
tilbage ; jeg har en stærk mistanke om , at den tykke 
fyr godt kender tyven , der løb sin vej ; du ved , 
at han just ikke er bekendt før si « retskafne rygte , men 

al hans hus skal være samlingssledet før alle de 
værste- forbrydere i kongens kjødenhavn . 
— kors , hvad siger du , fatter ? råbte konen 
og rystede stærkt . 
— jeg siger , at jeg sporenstregs går til politiet 
og melder hele historien ; det kan måske skaffe 
mig fat på den anden fyr , ham den halte , der var 
med i tyveriet . 
Øg sagen blev nu anmeldt for politiet , et nøjagtigt 
signalement blev afgivet , efterretninger indsamlede 
og samme aften blev der givet ordre til at 
anholde støveren og Halte-søren , som mistænkte for 
det begåebe tyveri . 
Da siøveren fra sit smuthul havde set , at de 
fremmede havde forladt huset , listede han sig sagte ned 
ad trapperne og gik bagom ind til Larsen . 
Værten sad endnu og lo « udvendig ad historien . 
— fætter skulle bare vide , a « de to brave karle 
har rykke « ud med en god stump af de stjålne fisk 
til mig ; ban ville tordne og bande . En lun Broder 
er han , han tror mig ikke , det kunne jeg tydelig se , 
da han gik ; han ville gøre mig tryg , for at jeg ikke 
skulle advare støveren ; — men , for Pokker , ver er 
han jo ! 
— pist ! hviskedee støveren ; er farvandet frit ? 

— kom du kun ind , sagde Larsen ; men skynd 
dig at lukke døren . 
Støveren luskede ind . 
— hør nu engang , vedblev Larsen ; Søren og 
du må slikke a ' for nogen tid , hvis i ville undgå 
at fornye bekendtskabet med forbedringshusef . Fyren 
— forresten er han min egen fætter — var rasende , 
og jeg så i udtrykket af hans ansigt , at han ikke 
ville lade eder skippe for godt køb ; han ved , hvorledes 
i se ud , så det vil være ham en let sag at 
så eder pågrcbne . I må tage en tur ud på 
Amager , og kun når jeg siger til komme til København . 
Proviant for 14 dage tage i med . 
Larsen var så hjælpsom , fordi støveren og den 
halte , hvis de blev pågrcdnc , meget let kunne blive 
indviklede i sådanne krydsforhor , at hele sandheden 
ville komme for dagen ; baronen og hans eget dyrebare 
jeg ville således også være udsat for forsolgelse . 
Søren , der netop var i begreb med at undersøge 
fine falske regler , dirker og andre indbrudsredskaber , 
som forberedelse til en natlig erpedition , blev sket ikke 
forbavset over at måtte tage en tur på landet . 
Ligesom en gammel soldat var han stedse forberedt på 
et hurtigt opbrud med kort varsel . 
Samme eftermiddag kørte støveren og Søren , 
forklædte som kuldragcre , med en lille vogn , der tilsyneladende 
var belæsset med kulsække , ud ad amagerport . 
Ingen bemærkede deres flugt . 

de kørte længere og længere ud ad vejen , der 
fører til drager . 
Omtrent midt på øen drejede de af til venstre og 
mødte ikke langt fra omdrejningen en lille mand , klædt 
i bondedragt , der traskede afsted uden strømper eller 
sko på . 
Støveren rømmede sig og gjorde et tegn . 
Øen lille så op og svarede med et andet lignende 
tegn . 
— de er vel Jan Nielsen ? spurgte støveren . 
— ja , og jeg antager at de er de to personer , 
som Larsen for en times tid siden underrettede mig om 
ville komme ? 
— ja , akkurat . 
Jan Nielsen sagde intet videre , men satte sig 
op på vognen . 
Da de vare komne havet på et tusind alen nær 
gav Jan Nielsen tegn til at standse . 
Han og begge forbryderne sprang af vognen . 
Jan Nielsen sraspændte hesten og tøjrede den på 
Marken . 
Derpå vendte han sig om og sagde : 
— vi ville i forening bære sækkene til skjulesledet , 
hurtig , tag fat , det er ikke langt herfra . 

37te kapitel . 
Flugten . 
Den skikkelse , der sneg sig ned til Svenssons 
fartøj , var — som den ærede læser vel alt har gættet 
— den ulykkelige Sørensen , der nu ville vove at 
gøre det forsøz på flugt , som han i længere tid 
havde grundet på . 
Månen kastede sine blide , matte stråler over 
på skibcis dæk og skinnede på en i forstavnen 
hvilende uformelig genstand , der havde rullet sig 
sammen og hvorfra der udgik en regelmæssig og dyb 
snorken . 
Da Sørensen kom ombord standsede han et øjeblik , 
uvis om han skulle vække den sovende eller ikke . 
Svensson havde nemlig fået en ny dreng istedenfor 
Gossen , som blev myrdet . Det var den nye 
dreng beder lå på skibet og sov , og Sørensen lod 
ham ligge , og med så liden støj som mulig løste 
han det tykke toug , der bandt skibet til klippen , og 
kastede sejlene los . 
Heldigvis var ankeret ikke sænket . 
Han greb en stage , som han stemte imod stenene , 
og skibet gled ud i den lille havn . 
Efter nogen betænkning sprang han i jollen , der 
hørte til skibet , og gav sig til at bugsere fartøjet ud 
i havet . 

efter at have roet et par tusinde alen mærkede 
han at vinden begyndte at friske . 
Han lagde derfor jollen på siden af sluppen 
og lavede sig til at gøre sejl . 
Skjøndt ubekendt med alt hvad ver vedrøne 
søvæsenet , lykkedes det ham dog at gøre storsejlet 
los ; del fangede vinden og snart kunne han mærke , 
at skibet havde en ypperlig fart og star rask igennem 
bølgerne . 
Efter et øjebliks betænkning satte han kursen 
imod syd , bandt roret et øjeblik fast og gik hen for 
at vække drengen . 
Stor var dennes forbavselse , da^han vågnede 
og ikke alene mærkede at skibet var i fart , men at 
han også blev tiltalt afen mand i et fremmed tungemål , 
som han dog med nogen vanskelighed kunne 
forstå . 
— hvad ! hvor er jeg ? spurgte knøsen , idet han 
halvt forskrækket for op . 
Sørensen skyndte sig med at berolige ham , og da 
han så at sejlet begyndte at flagre , bad han drengen 
at komme agterud , så skulle han forklare ham 
del hele . 
Sørensen greb alter roret og i få ord fortalte 
han drengen hele den gribende scene om mordet på 
Gossen , samt om hvorledes han selv hårdt såret var 
bleven sørt over til holmen , hvorfra han nu søgte ar 
flygte . 
Drengen børte med rædsel på denne beretning ; 

han gøs , da Sørensen fortalte ham om mordet på 
den stakkels dreng , og takkede gud fordi han var 
kommen derfra . 
Han lovede beredvilligt at hjælpe Sørensen med 
at styre skibet , hvilket , da han var godt kendt på 
kysten og af Svensson havde lært at styre et skib , 
nu kom meget tilpas . 
Da morgenen gryede tiltog vinden i heftighed . 
Bølgerne skoge ind over det lille skib , som pilsnart 
for gennem vandet . 
Sørensen overgav roret til drengen og gik ned 
i Svenssons kahyt , for om mulig at finde nøgle 
spisevarer . 
Han fandt et rigeligt forråd af alle slags viktualier , 
og med en skinke , nøgle befløiter og en pose 
kaffe under armen , krøb han atter op på dækket og 
bad drengen gå forud og fyre under kjcdlen i 
kabyssen . 
Henad aften blæste det op til en storm ; vinden 
for hylende gennem tougværket og kun med megen 
møje lykkedes det dem at rede sejlene , så de til sidst 
alene for fokken måtte lænkse for stormen . 
Senere fik de land isigte . Nogle høje klipper 
viste sig i horisonten og snart nærmede de sig med en 
rivende hastighed til disse , der bestandig blev fiorre . 
De vare under øen Bornholm . 
De to kun lidet øvede søfolk måtte lade stå 
til og snart var det utvivlsomt , at skibet måtte 
strande . 

Sørensen bad en inderlig bøn og sendte i tankerne 
den sidste velsignelse til sine små børn , som 
han så længe havde glædet sig tsk at gsense . 
Efter et kvarters forløb stovte skibet med en 
voldsom fart på et skær , hvorom bølgerne boblede 
og tumlede sig . 
Stedet var så stærkt at skibet bragede og gav 
sig i sammensøiningerne og Sørensen og r rengen 
bleve kastede omkuld på dækket . 
De vare intet bossesfud fra land og vandet slog 
fra begge sider højt op over dækket . 
Som det syntes var strandingen ikke bleven bemærket 
og de skibbrudne troede sig fortabte . 
Sørensen ilede ned i kahytten , fandt efter at have 
søgt et øjeblik Svenssons revolver og for atter op 
på dækket . 
Vandet var nu begyndt at trænge ind i rummet 
og skibet truedes hvert øjeblik med at blive sønderplittet . 
Den uheldige skipper greb fat i vævlingerne og 
affyrede det ene efter det andet af de skud revolveren 
indeholdt . 
Knaldet lød kun svagt under den stærke bulder 
af søen og stormen i forening . 
Sørensen lød fortvivlet armene synke , da han 
havde affyret det sidste skud , og antog nu sin og 
drengens undergang for aldeles vis . 
På engang så han et hoved titte frem over 
klippens overflade og snart bemærkede han flere , 

deriblandt nogle kvinder , der gjorde nogle gebærder , 
» om ban imidlertid ikke forstod . 
Han forsagte at praie dem ; men hans stemme 
formåede ikke at gennemtrænge det forfærdelige bulder , 
der herskede . 
I over en time blev han og drengen hængende 
i bævlingerne , uden at det syntes , at der gjordes 
nøgen forberedelse til deres redning . 
Bittre tanker opstege i Sørensens hjerte ; han 
var ikke langt fra at ville forbande de ligegyldige 
mennesker , der , som det syntes urørte , kunne se på 
to af deres medmenneskers uundgåelige død . 
På engang blev der et stærkt Nore iblandt de 
folk , der opholdt sig på klippen . 
En vogn kom kørende , ledsaget af en mand 
tilhest . 
Sørensen så et apparat , ligesom en kanon 
blive løftet af vognen . 
Hvad betydede dette ? 
Pludselig gik det op for ham , at han i en bog 
bavde læst om raketkasteapparatet , til de skibbrudne 
søsolks frelse . Han udstedte et glædesskrig og meddelte 
i få ord drengen hvad der foretoges til deres 
frelse . 
Apparatet blev opstillet ; som et lyn og med en 
hvislende lyd for den tynde Line ud over skibet . 
Sørensen greb den øjeblikkelig og halede til . 
Efter et par minutters forløb var der forbindelse 
imellem land og skibet . 

drengen blev først dale « iland i redningsstolen , 
og da han lykkelig og vel var på det Terre blev 
Sørensen ført iland . 
De skibbrudne blev mødtagne med stor hjertelighed 
af den brave kystbefolkning , der vare næsten 
lige så glade som de selv over den lykkelige redning . 
Sørensen og drengen blev indkvarterede hos sognefogden . 
Der lånte dem noget tørt tøj og gav dem et 
rigeligt måltid varmt mad . Derefter anvistcs der 
dem en seng og udmattede af dagens anstrengelser 
faldt de snart i søvn . 
Den følgende morgen gik de ud til klipperne for 
at se , hvor meget der var tilbage af skibet , men der 
var flet intet — „ Hclvedeshunden “ var forsvunden , 
bølgerne havde om natten skyllet hele vraget bort . 
Tre dage derefter befandt Sørensen og drengen 
sig i København . 
Det var en stor , en vanskelig opgave , som lægen 
havde givet Lene at udføre . 
På engang skulle hun træde i moders sted for 
flere børn , og det er sikkert en vanskelig ting ; men 
den ylnge pige havde lovet sig selv ikke at give tabt , 
nej , hun ville udføre det hende overdragne hverv lige 
til enden . 
Hun understøttedes i høj grad af den venlige 

læge og hans hustru , der ofte bessgte det lille hjem 
og aldrig kom tomhændet . 
Der var velsignelse i deres gerning . Arbejdet 
gik rask fra hånden og der var altid nok at bestille . 
Lene holdt de to små værelser og det lille kjekken 
renligt og net . 
En aften i begyndelsen af juli måned var Lene 
kommen temmelig silde fra byen , hvor hun havde gjort 
nogle jndkjøb . 
Der var derfor bleven silde inden den lille familie 
fik aftensmad . 
Medens den lille familie sad til bords , kom en 
mand meget hastig gående hen ad vejen . Han 
standsede udenfor huset og stod længe tøvende ved 
lågen . 
Endelig gik han hen til døren og bankede på . 
Lene lukkede op . 
— undskyld , madam , begyndte manden ; boer 
her ikke . . . 
Videre kom han ikke , men råbte , idet han udstodfe 
et glædesskrig : 
- dørn ! Børn ! kende i ikke eders fader ? 
Dørnene fore forvirrede op , de ældste ilede firår 
til og kastede sig i faderens arme . 
— fader , kære fader ! hvor har du været den 
lange , lange tid ; vi troede du var død og have 
grædt så meget . 
Sørensen fik tårer i øjnene , da han atter og 
atter havde omfavnet og betragtet sine barn ; men da 

han igen kom til besindelse efter den første glædesrus , 
så han sig forundret omkring og spurgte : 
— men hvem i al verden har dog taget sig af 
eder i den lange tid ? 
— en god doktor , fader , svarede den ældsle 
pige ; og så den kære Lene ; hun har været både 
fader og moder for os . 
Først nu faldt Sørensens øjne på Lene , som 
havde trukket sig tilbage i en krog ; også hun var i 
høj grad forundret over den formentlige dødes tilbagekomst . 
— så er det altså dem , jeg skal takke , sagde 
Sørensen med bevæget stemme og greb hendes hånd , 
som hun rødmende og undseelig lod ham beholde ; — 
uden dem havde mine børn altså været fortabte , 
udsatte for elendighed og nød ? 
— de glemmer doktoren , stammede Lene . 
— ja , gud velsigne den brave mand for det 
han har gjort ; jeg skal aldrig i mit liv glemme hans 
godhed , men deres opoffrelser tabe ikke i værd 
for det . 
Med et barn på hvert knæ satte Sørensen sig 
ned . Lene ville absolut , at han skulle have noget at 
spise , og da dette var sket gav han sig til at fortælle 
sine hændelser , der selvfølgelig vakte almindelig forbavselse . 
Da Sørensen om aftenen lagde sig til at sove , 
tænkte han foruden på sine børn også på en anden , 

-vis fine og smukke om end noget melankolske træk 
havde gjort et vist indtryk på ham . Med el glad 
smil skumrede ban ind , livet kunne dog endnu have 
fine glæder , sølte han . 
Den næste morgen skyndte Sørensen sig med at 
blive påklædt , for så hurtigt som muligt at komme 
ind og aflægge rapport hos sine foresatte . Man 
havde nu tråden , der skulle føre til målet . 
Larsen stod netop i sin gadedør og skikkede solskin , 
medens han røg på en stumper pibe , da han 
så en person komme op ad gaden , som han syntes , 
han skulle kende . 
Manden kom nærmere og nærmere og efterhånden 
forvandlede Larsens ansigt sig fra forundring til 
tvivl , fra tvivl til skræk , der atter glk over til 
fuldstændig rædsel , da manden , der ikke var nogen 
anden end Sørensen , gik ham forbi og roligt så 
ham ind i ansigtet . 
Den tykke lært udnodie et brøl , tabte piben ud 
af munden og sank bevikstløs om på gulver . 
Lar det et genfærd han så , eller var der et 
foster af hans ophidsede fantasi ? 

» Ote kapitel . 
Smuthullet på Amager . 
Dej kunne ikke stile , af en mand som Larsen 
havde forsøgt alt , før a : dække sig så godt som muligt 
mod ai blive opdaget . 
Foruden kælderen under huset havde han også 
ladet indrette gjemmestcder ude på Amager , hvor 
han t tilfælde af opdagelse , kunne sende sine koster ud . 
Med en politiet vclbekjendt , flere gange straffet 
bondemand , havde han truffet den aftale , af denne 
skulle bygge en slags hytte , så nær stranden som 
muligt , og tilsyneladende ernære sig som fisker . 
Et par af de folk , som stod i afhængighedsforhold 
til Larsen , havde tilfældigvis før været murere , 
og dem sendte han ud til hytten , der rejstes i løvet 
af en fjorten dage af en landsbymurer og en landsbywmwermand . 
De to murere drøde atter det nylagie gulv op 
o . ; i flere dage arbejdede de i forening med bonden 
på af udgrave og udtrille jord , der blev kastet i 
stranden . 
Derefter opmurede de en . stor , solid hvælving , 
der havde nogen lighed med de murede grave man 
nutildags så ofte seer på kirstgårdene , anbragte 
- efter af have lagt gulver på igen , — en lem 
deri og havde nu fuldført arbejdet . 

ingen måtte vide , af bonden og Larsen kendt « 
Hinanden , de talte kun sammen , når de vidste sig aldeles 
ubemærkede . 
Havde Larsen brug for husmandens tjeneste , da 
havde de aftalt at han skulle nedlægge et brev , skreven 
med kun dem bekendte chiffre , i et hul , der fandtes 
på et gammelt , frønnet piletræ , der stod ikke langt 
fra amagerfælled . 
Ofte havde Larsen , når han ønskede at frelse 
forbrydere for pågribelse , sendt disse ud til sin 
trofaste på Amager , der da beholdt dem til faren 
var overstået og ligeså ofte satte dem over til Sverrige 
i det solide farten , ban i sin påtagne egenskab 
af fisker havde gyngende i stranden , ligeud for 
sit hus . 
Manden førte de to forbrydere , der ligesom de 
to siamesiske tvillinger , i det sidste år havde været 
uadskillelige , ind i hytten , der hvor fattig og råt 
opbygget den end så ud udvendig fra , dog var ganske 
hyggeligt indrettet indvendig . 
Manden havde engang været en velhavende husmand , 
der levede lykkelig med sin kone ; men gode 
venner fik ham forført til drik ; han forførme sit arbejde , 
kom i nød , stjal engang og vedblev dermed efter 
at være straffet derfor . 
Hans kone , der var død for et halvt år siden , 
havde holdt trofast ud med ham og med stor omhu 
våger over , at de døg altid stedse beholdt deres indbo , 
som hun havde arvet efter sin moder ; nu da manden 

sad ganske godt i det , rænkle han heller ikke på at 
skille sig ved der , skønt konen var død . 
Denne mand førte Søren og støveren ind i sin 
stue og bød dem sidde ned , medens han fremtog 
sopkenen af skaber . Derefter ville han vise dem 
lokaliteterne , der kunne jo aldrig skade , ar de kendte 
dem . 
Der var tre Stuer forneden og to foroven , bestemte 
for dem , larseu ville vise gæstfrihed ; oppe i 
det ene vindue var en stor kikkert , hvormed man 
kunne overse terræner ind imod byen i en meger vid 
afstand . 
— den kan måske komme til ar gøre sin nytte 
den tamp , sagde den lille husmand og gav et slag 
i kikkerten ; hvis vi må forberede os på at modtage 
politiet herude . 
Med stor højtidelighed viste han den murede 
hvælving under huser og forklarede dem , hvorledes 
de havde al forholde sig , hvis de , under hans fraværelse 
skulle se sig nsdsagede til at tage deres tilstugt 
til dette rum . 
— og nu kammerater , sagde han lystigt og slog 
bagen af sin ene hånd i fladen af den anden , ville 
vi min sæl ha ' e noget i skrutten . Stine , bring os 
madvarerne ! skreg han ud i køkkenet . 
Stine kom ind med en træbakke med levnetsmjdler , 
ikke al forglemme det uundgåelige brændevin 
og øl , og studsede ved at se de fremmede , der 
ikke lagde mærke til hende . 

— ih , gud ! sagde hun vludselig ; det er sofar ! 
— hvem kalder migfar , sagde Søren og vendte 
sig dovent om . Død og pine , hvorledes kommer du 
her , tøs ! 
Det var det glædelige gensyn mellem fader og 
datter , der ikke havde set hinanden i hen ved tre 
fjerdingår . 
— det ville ikke rigtig gå ! sagde Stine . 
— hvad ville ikke gå , din tvske ? spurgte den 
kærlige fader . 
— dettehersens langfingreri , jeg er for dum til 
det , hver gang jeg har vroberet derpå , er jeg bleven 
navpet . 
— man kan rigtignok sige , at jeg har ære as 
tøsen , sagde den Halle med en halv ærgerlig mine ; 
man skulle ikke iro , du havde så dygtig en fader . 
— ja , jeg er lige glad , sagde Stine med et 
impertinent udtryk i det lille snavsede ansigt ; jeg har 
det meget bedre nu og vil ikke mere mænges sammen 
med tyve . 
Med disse ord satte hun næsen tilveirs og nokkede 
hurtigt tilbage tit kjokkenet . 
Støveren opslog en skraldende latter . 
Det er satan til tos ! sagde han . 
— hvor fik du sat vå hende ? ivurgte seren 
med et hovednik hen imod kjølkendørcn og en vridning 
af øjet mod værten . 
— å , det er nu snart et halvt år siden , at jeg 
kom gående inde fra byen . Min kvinde var netop 

dagen i forvejen bleven begravet og jeg måtte jo 
naturligvis ha ' e en stump tøs til at gøre rent , 
vaske og lave lidt mad . Da jeg kommer ret udfør 
sundbyerne , det var ved aftenstid , kommer der en 
lille vjaltet tingest hen imod mig og beder mig om 
en skilling . Har du ikke lært at arbejde ? skger jeg . 
Nej , svarede hun , kun at stjæle og det kan jeg heller 
ikke , for jeg bliver altid greben af betjenten . Jeg 
så noget forbavset på hende , der så frimodigt kom 
med en sådan tilståelse . — hvor er dine forældræ ? 
Spurgte jeg hende videre . —mor er død og 
fader er et skarn ! svarede hun kun , det var al den 
oplysning hun ville give . — nå , tænkte jeg , det 
lader til af tøsen ikke er forvænt , af hun kan tåle 
af se hvad der måske ville skære i øjnene på mange 
andre og jeg spurgte hende , om hun ville følge med 
mig hjem og være min pige . Hun slog strar til , og 
var hun ikke sådan en grusom so , er hun en skenk 
og kvik tos . 
— så hun sagde , af jeg var et skarn ? spurgte 
den halte , der siden denne benævnelse slap ud af 
værtens læber , havde grundet svært over denne fornærmelse . 
— hun gjorde så ! lød svaret . 
— nogle dejlige børn nutildags , brummede 
Soren ; du , vi to kunne rigtignok sige , vi have ære 
af vore unger , sagde han til støveren . 
Efter af have sat et godt måltid tillivs blev 
Stine kaldt ind for af hente levningerne ; hun kastede ? 

et næsvist blik på fin fader , der truede ad hende 
med knyttet hånd , og forsvandt for atter af komme 
ind med en stor flaske , omvunden med bast . 
— nå , kære venner , udbrød værten ; vor fælles 
ben Larsen har skrevet mig til , af i skulle have det 
godt herude ( hvilket i parenttes sagt ikke var sandt ) ; 
dette hersens , føjede han til og lagde hånden på 
flasken , er rigtig ægte Kognak , som er svært dyrti 
have vel lidt mønt og kunne nok betale eders 
part , hvad ? 
Forbryderne indvilligede beredvilligt . 
— så kom , Folkens , og lad os først slå et 
slag ned til stranden , så kunne i få min båd 
at se med det samme . 
De dreve nu langsomt ned mod søen . Nogle 
alen fra land lå båden fortøjet ved et lille Anker . 
Dens fører smøgede benklæderne op , aftog sko og 
strømper og gik derpå ud for at hale den nærmere 
til land . 
— er det ikke et flinkt lille fartøj ? spurgte han 
i en beundrende tone , idet han fremhævede dens 
mange fortrin . Den har ført mangen rask gut til 
Sverrig eller nygcn , når det er bleven dem for hedt 
herhjemme ; den kommer måske til at gjorde eder den 
samme tjeneste . 
— nej , vi blive her , sagde Halte-søren i en 
mut tone . 
— pyt , blive her , svarede deres vært ; nå , så 
kende i nok ikke Larsen ? 

— jo , så remmelig . 
— nå , man skulle ikke tro det . I kunne være 
overbeviste om , at han ikke lader en brav Karl slikke 
a ' til dem daraußen fra , når han i mindste måde 
troer at kunne undgå det ; desuden fordrer hans egen 
sikkerhed . . . 
— ja , der slog du nok tommel på hovedet , 
asdrød støveren ham . 
— enhver er sig selv nærmest , og jeg synes nu 
at der er overordentlig pænt og honnet af manden at 
gøre så meget , som han alt har gjort for eder . 
— nå , brummede støveren ; om Larsens honnethed 
kunne vi tale en anden gang , lad os gå 
hjem og prøve din Kognak . 
Banden fastgjorde atter den smukke båd og de 
slentrede videre . 
På engang blev støveren slående og sagde : 
— hør Søren ! Larsen og den lille der er i 
grunden de fornuftigste af os alle ; bliver der rigtige 
ugler i møsen må vi afsted , men først har jeg en 
lille forretning at besørge . — hu ! hvad var det ? 
Den bomstærke mand for tilbage og skælvede over ' 
bele legemet som et espeløv . ! 
— plager Pokker dig ? spurgte Søren forskrækket . 
Bonden , der var gået lidt i forvejen , havde intet 
bemærket . 
— det var skræderen der kom igen , hviskedee > 
støveren , idet han ængstelig så sig omkring til alle 
sider og aftørrede med fin smudsige hue den sved , , 

39l 
der uvilkårligt trillede ham ned af panden . Det var 
skræderen du ! 
— du med dit skrædervrøvl , råbte Søren ; 
det er blot noget du bilder dig ind , min fine ven , 
jeg seer jo aldrig noget og vi vare døg i grunden 
begge to lige gøde om at ombringe ham . 
Under denne samtale vare de komne til huset ; 
solen var fuldstændig gået ned og tågen begyndte 
at lægge sig langs engene . 
— jeg syntes , lagde værten , idet ban omhyggeligt 
lukkede vinduer og dsre og indbød fine gæster 
til at tage plads ved bordet , på hvilket der stod 
^kognak og sukker , som Stine wrogede med en kande 
kogende vand ; jeg syntes , Folkens , at i nyssens talte 
om gengangere ? 
— så det børte du ? 
— ja , jeg vørte da et par ord , ikke mere , men 
dej interesserer mig svært at tale om den slags ting . 
Før jeg blev gist med min salig kone var jeg kæreste 
med en pige , der næsten blev ombragt af det tøjeri . 
Vanvittig blev hun da i det mindste . 
— det var satans ! råbte støveren fordlsffet . 
— ja , nu skulle i blot høre : 
— der var nede i harringe , hvor jeg tjente , en 
satans rask tøs . Ung var hun , og køn tillige , ja 
jeg kan nu ikke sådan beskrive jer hende , men Anne 
Marie blev anset for at være den kønneste pige i 
dele landsbyen , og det vidste hun jo også godt selv . 
Nu tjente der vå samme gård som hun en ung 

Karl ; han var da ikke stort mere end en dreng , kan 
jeg tro . Han blev begribeligvis straks helt væk i Anne 
Marie , og hun lod også til at kunne lide Jørgen 
Madsen , som desuden havde noget tilbedste og mereivente . 
Nå , alle mennesker troede jo , at Jørgen og 
Anne Marie vare kjærestcfolk , og en tid gik alt godt . 
Nu skulle det netop hændes , at Anne Marie skulle ' 
skifte og min husbond fæstede hende da over til vort . 
Jørgen syntes jo ikke godt om den spas , men han 
måtte finde sig i det . 
Ved mikkelsdagstider kom Anne Marie over til 
os . Jeg og Anne syntes straks godt om hinanden , og 
en dag , da vi slode sammen i køkkenet sagde jeg : 
— hør . Anne Marie , hvad vil du med den 
dreng til kæreste ? 
Hun så lidt forundret på mig og sagde : 
— å , man skal jo have sig en kæreste , den ene 
kan jo være lige så god som den anden . 
— så har du vel heller ikke noget imod at 
skifte kæreste ? spurgte jeg atter . 
— nej ikke så meget , lød svaret . 
Nu vidste jeg besked ; jeg tog hende om livet og 
gav vende et Kys . 
- vil du have mig , Anne Marie ? spurgte jeg . 
- å , du er en tosse ! svarede hun og blev rød 
til langt op over ørene . 
Den næste dag , det var en søndag , sagde Anne 
Marie og jeg og fjantede om forskellige ting , da vi 

pludselig så Jørgen Madsen komme ind ad porten 
og tage retning mod borgesluen , hvor vi sad . 
— lad mig nu se , du gi ' er ham ren afsked , 
Anne Marie , sagde jeg , da jeg listede ud af døren og 
ind i køkkenet , hvor jeg satte mig på huggeblokken , 
og nu kunne jeg høre hvert ord der blev talt . 
Samtalen mellem Anne Marie og Jørgen Madsen 
bestod i begyndelsen af enstavelsesord . Anne 
Marie sadk . boict ned over sit sytøj . 
Endelig slog hun øjnene op . 
— hør nu , Jørgen , sagde hun langsomt ; jeg har 
i den sidste tid tænkt på , om det ikke var bedst at 
det blev forbi imellem os to . 
— det er vel ikke din mening , Anne Marie , 
stammede Jørgen . 
— Io det er , Jørgen . 
— og jeg som syntes at det gik så godt alt sammen , 
sagde Jørgen med et forvildet udtryk i øjet * 
hør , Anne Marie , du ved at jeg har 2000 rigsdaler 
i sparekassen , og at jeg med tiden vil arve 
farbro ' crs gård ; jeg havde tænkt mig , at når jeg 
havde været i tjenesten ville jeg kede Jens Larsens 
hus og at vi så skulle gifte os . 
- ja , det er jo meget pænt af dig , Jørgen , at 
tænke så godt på mig , men nu er det desuden for 
sent , for jeg har allerede får mig en anden kæreste . 
Den stakkels knøs for op , som var han stukken 
af en bremse . 
Han ilede hen til døren , som han åbnede , men 

tærskelen blev han slående , og udbrød i en løjerlig , 
klangløs tone : 
— du vil engang komme til at fortryde , Anne 
Marie , at have behandlet mig arme menneske således . 
Da han var gået listede jeg mig ind til Anne 
Marie , som var bleven usædvanlig alvorlig . 
— glem ikke at jeg har gjort dette for vin skyld , 
sagde hun pludselig og brast i gråd . 
Den næste morgen , da vi sagde ved vor grøb , 
kom husbond ind og satte sig ved bordet . 
Da vi havde spist , så han vist på Anne Marie 
og mig og sagde : 
— da jeg gik forbi gadekærct nu til morgen , 
vare de i færd med at trække en død op deraf . 
Anne Marie begyndte at ryste og blive bleg ; jeg 
var just heller ikke meget vel til mode . 
— og kan i gætte hvem det var ? 
- nej . 
— Jørgen , derovre til Peder Larsen . 
Med disse ord rejste han sig og gik ud i gården . 
Anne Marie havde ved dette skrækkelige budskab 
nær tabt bevidstheden ; hun tumlede om på slagbænken . 
Den medlidende bondekone hjalp hende , men det 
blev kun ti ! Gråd og sørg den dag » og først hen ad 
aften så vi hinanden . 
— det var grusomt , sagde Anne Marie ; jeg førvinder 
aldrig dette stød , nej jeg gør ikke . 

jeg søgte at trøste hende så godt som muligt , 
men dej ville ikke greje sig . 
Vi gik hver til sit . Jeg lå og snorksov på 
mi : grønne øre , da jeg blev vækket as min medtjener , 
der gav mig et stød i siden . 
— hører du ikke hvor de hvine ovre i pigernes 
Kammer . 
Jeg lyttede og snart esicr hørte vi nok et skrig . 
Uden betænkning slode vi op , tog lidt tøj på 
os og ilede med en tændt lygte over til klokkenet , 
ved siden af hvilket pigerne havde deres Kammer . 
Da vi kom derover var der tændt lys og vi fandt 
kirsfen , den anden pige , der sorsøgts at tale Anne 
Marie tilrette ; hun hulkede , skælvede og kastede af og 
ttl frygtsomme blikke omkring i kamret . 
Hun fortalte , at hun efter midnat havde set 
Jørgen Madsen med skrækkeligt fortrukne træk træde 
ind i stuen og nærme sig sengen . Synet forsvandt 
først da kirsfen tændte lys . 
Vi fortalte hende at del var fjanlesi alt sammen , 
men det ville hun ikke gå ind på — hun havde 
set ham lyslevende . 
I over en måned vedblev han at vise sig for 
den stakkels pige hver nat , så hun til sidst mistede 
forstanden derved . Da lod doktoren hende komme 
til Vordingborg , hvor hun endnu er . 
— dej havde jeg ikke troet muligt , sagde den 
Halle og så alvorligt hen foran sig . 
— mærkeligt nok , vedblev bonden , skulle jeg 

der før første gang stifte bekendtskab med vor fælles 
ben . Hsker-larsen ; han var en fætter til den stakkels 
Jørgen Madsen , bvls yngre Broder arvede den gård , 
der var bestemt før ham . 
— hm ! hm ! hviskedee forbryderne og så listigt 
på hinanden . 
De blev nu anviste senge oppe på kvisten , hvor 
de snart , plagede af urolige drvmme , kastede sig frem 
og tilbage . 
39te kapitel . 
En indbydelse . 
Det er længe siden at vi sidst så hr . Henningsen 
den ældre , og vi ville derfor nu tillade os med 
al den ærbødighed , man skylder en sådan personlighed , 
ar se lidt ind r hans elegante dagligstue , hvor 
han er alene . 
Hr . Henningsen er bleven betydelig ældre siden vi 
sidst så ham . 
Hans søns mageløse uforskammethed , at forlove 
sig med en ung pige , der kun levede af sine hænders 
gerning , havde givet ham del første knæk . Madam 

Søndrups udråb : „ om han erindrede Smidt “ , havde 
givet ham nok at tænke på , og han fattede den beslutning , 
ikke at tage den ringeste notits af sønnen 
eller den farlige svigermoder . 
Endelig vare folk i den sidste tid ikke sket så 
villige som før til at lade sig tage ved næsen , og 
nogle falske verler , der havde fundet vejen imellem 
hans „ sine papirer “ , forøgede betydelig hans flette 
lune . 
Hr . Henningsen var en meget forfængelig mand , 
og dette var den eneste retning , hvori han kunne ofre 
sine kære penge . 
Han havde samlet sig en betydelig formue , men 
folk viste flet ikke ærbødighed for ham ; overalt hvor 
han og familien viste sig trak man sig med kold høflighed 
tilbage . Ingen ønskcde at have noget at gøre 
med ågerkarlen og hans familie . 
Dette ærgrede den gode mand . 
En dag , da uglehjelm netop havde været der , 
sad han i en lænestol og tænkte over sit indlingsthema . 
Pludselig syntes han at have fået en ide . Han 
smækkede triumferende med fingrene og sagde : 
— nu har jeg det ! 
Han rejste sig op af stolen , og vedblev , idet han 
gik frem og tilbage foran spejlet : 
— hm , jeg antager nok at jeg kan gå for 
svigerfader til en baron ; min datter vil blive en 
smuk lille baronesse , — den sine verden med dens 

etatsråder , justitsråden kammerherrer og hvad de 
nu alle hedde , vil ikke længere kaste vrag på os . 
Han havde beskattet , at se at så sin datter gift 
med uglehjelm . 
Henningsen vidste meget vel , at baronen sad i 
efter hans forhold meget små kår . Renten af de 
tusinde rigsdaler var altid præcis blevne betalte , 
men baronen havde i dag ymtet noget om , at ban 
måske snart kunne komme til at trænge til et nyt og 
slorre lån , som Henningsen , da antydningen blev 
gjort , i begyndelsen havde rynket næse af , men som 
nu kom ham ypperligt tilpas , da ban derved fik mere 
hånd i hanke med sin debitor . 
— den fordømte dreng får ikke en skilling , 
mumlede Henningsen og kastede sig atter i sin lænestol ; 
— efter loven skal ban arve , men ingen kan forhindre 
mig i at give min svigersøn hver skilling , medens 
jeg endnu lever . Det bliver hårdt nok , det indrømmer 
jeg , men så får jeg i det mindste hævn over det 
vanartede barn . 
Således talte en fader om sin eneste søn . 
Han blev afbrudt i sine betragtninger af tjeneren , 
han havde nu anffaffet sig en sådan . 
Dagen efter iførte Henningsen sig sine fineste 
klæder , satte sig i en sporvogn og kjøne ud ad Frederiksberg 
til . 
Ved nyvei steg han ud og gik efter et øjeblik at 
have set sig omkring , henimod gamle kongevei . 

han blev slående foran en villa , fremtog et 
lommetørklæde og gav sig til at terre stevet af de 
fine lakerede . 
Efter endnu engang at have rettet på sin stads 
ringede han på . 
En tjener lukkede op . 
— vil de være så god at melde mig hos deres 
herre ! sagde Henningsen med et venligt grin , idet 
han rakte ham sit kort ; — han er dog vel hjemme ? 
— tror det nok , svarede tjeneren , efter at have 
målt Henningsen fra top til tå og begav sig tilbage 
til huset . 
— ja , vent du blot , din storsnudede Hallunk , 
mumlede Henningsen ; der kommer vel nok den dag , 
da vi to kunne holde afregning . 
Tjeneren kom tilbage ; hans før temmelig uhøflige 
opforsel var aldeles forandret og med et buk bad han 
Henningsen undskylde , at han havde ladet ham vente 
udenfor lågen . 
Uglehjclm lå i en amerikansk gyngestol da den 
gamle ågerkarl med sit bedste smil og et dybt buk 
trådte ind i det halvmørke værelse . 
— er det i forretningsanliggender de kommer ? 
Spurgte baronen med et melankolsk smil ; de har 
måske nøjere tænkt over mit forskag , og er kommen 
til det resultat , at det kan antages , — er det så ? 
— min bedste hr . Baron , jeg kommer vel nok 
nærmest som forretningsmand , men jeg har dog en 
lille egenkærlig bihensigt bag alt dette . 

— virkelig ? 
— jo , jeg bar , hr . Baron . Sagen er den , at 
jeg gerne ville udbede mig æren af deres behagelige 
selskab til en lille diner , forsfkommende søndag . 
Der kommer kun et par gode venner af mig , vi ville 
bave det rigtigt gemytligt . Kan jeg gøre regning 
på deres velbårenhed ? 
Uglehjelm havde i begyndelsen studset over dette , 
som han syntes overordentlig frække forskag . 
Aldrig havde han troet at han nogensinde ville 
blive budt noget sådant . 
Dog tanken om hans forhold til ågerkarlen , 
den vished , at hvis han afslog indbydelsen , ville 
hans verel næste gang blive protesteret , fik ham til 
at glemme de aristokratiske følelser , der besjælede ham . 
Med en af bevægelse rystende stemme modtog 
han indbydelsen . 
Henningsen havde lagt mærke til den kamp der 
foregik i uglehjelm ; men det var jo i grunden ikke mere 
end han havde ventet . Resultatet var han også 
sikker på . 
Med smilende ydre og under tusinde forsikringer 
om gensidig agtelse skildres man ad . 
Den store dag , søndag indtraf . 
Hr . Henningsen , der havde udmeldt sig af bapti « 

! sternes samfund , fandt det nu ikke længer syndigt , at 
more sig vå helligdage . 
Allerede et par dage forinden vare de store 
forberedelser begyndte . 
En af Københavns dygtigste kogekoner førte 
uindskrænket kommando i kløkkenet . 
Hele husets rigdom af solvtøi var tagen frem 
for at blive poleret . Både husfaderen , fruen og 
datteren havde umådelig travlt med at indrette alt 
således som de havde hørt al del fandt sted i de 
fineste adelige huse og i den henseende betragtedes 
lejetjeneren og kogekonen som authoritcter , de vare 
jo vante til at færdes i de stores huse . 
Kamilla hcnningsen var en smuk brunette på 
19 år ; hun vidste meget vel at hun så godt ud , 
og den dag betragtede hun sig hvert øjeblik i et af 
de mange spejle , der smykkede hr . Hcnningsens lejlighed . 
Hun var naturligvis bleven indviet i planen og 
havde sket ikke noget imod at blive baronesse . 
— lad mig nu se , du bærer dig fiffigt ad , 
barn , sagde faderen ; så vil det nok lykkes dig at 
få fisken til at bide på . Du må ikke gøre kur . 
— jeg gøre kur , fader ! det manglede blot , 
svarede Kamilla og slog med nakken . 
— nå , nå , del mente jeg just heller ikke , barn , 
sagde faderen ; men for knibsk må du betler ikke være . 
— overlad du blot den sag til mig ; jeg tror 

a « være den , der bedst forstår at ordne den ting . 
Troer du ikke også ? 
— under en passende vejledning , mit barn ; 
jeg skal hjælpe dig , det jeg formår . 
Klokken hen ved 5 begyndte gæsterne at komme . 
Gæsterne vare „ et par respektable mænd af 
faget “ , med deres koner , Kamillas kusine og endelig 
baron uglehjelm . 
Baronen blev modtaget med strålende smil og 
varme håndtryk . Kun da han blev præsenteret for 
de omtalte mænd af faget , for der en trækning 
over hans ansigt ; men han sik strar sin gamle rolighed 
tilbage . 
Han betragtede Kamilla med en vis interesse , 
det var en smuk pige , syntes han , som ikke passede 
til dette selskab . 
Ågerkarlcnes madamer havde strar fået fat i 
uglehjelm og søgte at pumpe ham for nyheder , der 
hørte hjemme i den fornemme verden . Tillige love de 
ham på en temmelig plump måde forstå , ar de i 
grunden ikke vare sket så ukendte i disse kredse ; de 
troede derved at kunne væve dem selv . 
Henningsen havde med en vis forbitrelse børt 
på disse plagerier og det var ham derfor til stor 
Lise da maven kort efter blev meldt at være serveret . 
Uden at betænke sig gik baronen hen til Kamilla , 
hvem han med er buk bød armen . 
Den glade pige rødmede idet hun modtog den 
tilbudte arm . 

et triumferende lyn for ud af Henningsens øjne . 
Mutter henningscn var nærved at briste af stolthed 
og glæde . 
Man tog plads ved bordet , der bugnede af 
sølvtøj , Krystal og kostbare vine . 
Henningscn følte sig stolt som en konge . 
Kamilla havde fået en god opdragelse ; hun 
havde lært meget , og baronen havde ikke taget fejl , 
da han antog , at hun i grunden var den eneste , som 
han kunne få sig en interessant samtale med under 
måltidet . Ikke at tale om , at en ung dame på 
19 år , med et tiltalende udvortes , altid må have 
noget interessant ved sig , men det var almindelig bekendt 
at ågerkarlen var meget velhavende , og af 
denne årsag så baronen alt i et overordentlig 
klart lys . 
Efter at nogle flasker vin vare « omte blev en 
umådelig stor lammesteg dragt ind , og snart vare 
. alle tyggcværker igang . 
Selskabet generede sig meget for baronen og under 
måltidet vare alles øjne henvendte på ham , for a « 
' se „ hvorledes han bar sig ad med at spise “ . Dette 
holdl uglehjelm ikke af og flere gange lod han kniv 
og gaffel hvile , medens han af ærgrelse tyggede på 
sine negle . I samme øjeblik tyggede de andre herrer 
på deres negle , da dr troede at det hørte til „ den 
gøde tone “ . 
— således går det til ved hoffet , hviskedee en 
madame til mutter henningscn . 

— begribeligvis , svarede denne . 
Forundret stirrede baronen på dem , og han 
kunne ikke tilbageholde et smil , da han indså hvorfra 
denne „ Tyggen på neglene “ stammede . I samme 
øjeblik smilede hele selskabet . 
Baronen var nær ved ar briste i latter ved at se 
det smilende selskab . 
Da måltidet var endt gik herrerne ind i et 
mindre kabinet , hvor Henningsen , som en galant vært 
bød cigarer ( ægte Kuba , hvilke han havde får af 
en cigarmager , der skyldte ham en del penge ) . 
Snart var konversationen i fuld gang og Baro * 
nen måtte opvarte med nogle hofhistorier , hvilke 
gjorde stormende lykke . 
Henningsen , der sad ved siven af den fornemme 
gæst , søgie på alle mulige måder at være behagelig . 
I samtalens lød lod han ord falde om , at han 
havde „ Noget , der lå ham meget på hjertet “ , 
noget , der ikke undte ham ro hverken dag eller nat , 
og delte „ Noget “ ville han så inderlig gerne betro 
hr . Baronen . 
Uglehjelm blev ubehagelig berørt , han frygtede , at 
ågerkarlen ville fordre sin vcxel betalt . Men hans 
ængstelse gik snart over til forbavselse , da Henningsen 
hviskedee ham i ører : 
— det der ligger mig på hjertet er et hjerteanliggende , 
hr . Baron ! 
— hvad behager ? stammede denne . 
— jeg skal trykke mig tydeligere ud ved punsen , 

vedblev Henningsen ; for øjeblikke ! har feg ikke ordet 
i min magt , men det kommer nok — det kommer nok . 
— ja ja , hr . Henningsen , så vente vi til den 
belejlige tid , svarede baronen og rejste sig . 
I dette øjeblik åbnedes døren ind til salen og 
Kamilla trådte ind . 
— er punsen færdig ? spurgte Henningsen . 
— ja , papa , og jeg skulle anmode hr . Baronen 
og det øvrige selskab om at bevise vs den ære at 
drikke et glas Puns med os . 
— det vil være mig en overordentlig glæde , sagde 
baronen og bukkede for Kamilla . 
— det vil være mig en overordentlig glæde , gentog 
de andre og bukkede ligeledes . 
Punsebollen var snart tomt og en begejstret stemning 
hersfede i hele selskabet . 
Henningsen hviskedee sit hjerteanliggende i øret 
på baronen , der blev lå forbavset over det ban 
børte , at ban nær var falden baglænds ned af stolen . 
— ja , jeg har lagt mærke til det , gavstrik ! 
Sagde ågerkarlen halvhøjt . Skal jeg deklarere , hva ' ? 
— for guds skyld , hr . Henningsen , lad mig 
dog have lidt tid at betænke mig i , hviskedee baronen . 
Husf , det er intet legeværk , — det er noget der binder 
for hele livet . 
— ganske vist , svarede Henningsen ; men man 
finder jo ikke 20 , 000 rigsdaler på gaden . 
Baronens øjne lynede ved at høre denne sum 
nævnes . 

van rejste sig op og med glasset i hånden anmodede 
han hele de » „ ærede “ Selskab om ar beære 
ham med deres nærværelse i hans villa den følgend « 
Aften . 
Indbydelsen blev modtaget med jubel og — efter 
at baronen havde takket for denne behagelige aften , 
og efter at man havde drukket selskabets skål — 
forlod uglchjelm dem med den forsikring , at han 
aldrig havde moret sig så godt som i aften , og at de 
borgerlige stod langt over de adelige , i det mindste i en 
retning , nemlig med hensyn til gemytligheden . 
Henningsen holdt en tale hvori han på en aparte 
måde takkede baronen før den ære han havde viist 
hele den henningsenske familie — vi sige på en 
aparte måde , thi der var iagen af hele selskabet 
der forstod hvad ågcrkarlen mente , med mindre han 
selv skulle have forstået det , hvilket vi meget betvivle . 
Ester endnu engang at have takket hr . Henningsen 
og trykket Kamillas hånd , forlod baronen ågerkarlens 
hus . 
— dumrian , som jeg er , mumlede han undervejs ; 
hvorfor fanden har jeg ikke tænkt på det før . Ja , 
der er nøbvendigt , jeg må tage hende , og det jo før 
jo deller , thi jeg er frygtelig på knæerne ! 

40de kapitel . 
Den døde Skræder . 
— der er han igen . Søren , se ! 
— sludder og vrøvl , her er jo bælmørkt som i 
graven , — jeg kan ikke se en hånd før mig 
— her , her ved hovedgærdet , stormede støveren ; 
hjælp ! han vil kvæle mig . 
Det gyste i Søren da han hørte dette og skønt 
han lå i den dejlige , lune seng , som bonden havde 
indkommet dem på kvisten i „ Smuthullet på Amager “ , 
jå stod han dog op og tændte lys , for at se hvorledes 
det var fat med hans lidelseskammerat . 
Støveren lå og stirrede med et forvildet blik 
mod sengekanten og råbte , idet han pegede til siden : 
— den døde skræver ! den døde skræver ! . . . 
Der står han . . . jag ham bort ! 
-- snak mtn ben , det er lutter fjantefi , sagde 
Søren , der nu var bleven modig da lyset var tændt . 
Her er såmænd ikke en kat der vil grøre dig fortræd , 
langt mindre en død skræver . 
Med disse ord gik han hen til sengekanten , hvor 
støveren troede at skræderen stod , men han for forstrækket 
tilbage , da han mærkede et koldt vindpust på 
fin temmelig blvticde krop . 
— ha , hvad er dette ? råbte han gysende . 
— skræderen ! brølede støveren i sengen . 

— nej , ham er det s ' gu ikke , det er kun en kold 
luftning , — det må bestemt være en rude , som vor 
lomme ! af en bært har slået ud , for at belure os , 
thi han sover jo heroppe på loftet . Men det skal 
blive løgn , siger jeg , han skal få lamperøg , den 
bondetamp ! 
Med disse ord tog Søren sine benklæder , rullede 
disse sammen og stoppede dem i den ituslagne rude . 
Han gik atter til sengs og efter nogle minutters 
forlob sov han så hårdt som en sten . 
Med støveren gik det derimod ikke så godt ; han 
lå en stund og tænkte efter om han skulle stå op 
eller blive liggende , thi sove kunne han ikke . Det forekom 
ham , at skræderen bestandig stod og så på 
ham og strakte sine hændrr ud imod ham , som for at 
gribe ham . 
— nåde ! Nåde ! hviskedee støveren ængstelig og 
rystede over hele legemet . 
Da han havde ligget i denne martrende tilstand 
en times tid blev del ham for broget ; han sprang 
pludselig op , idet han råbte : 
— så til helvede med dig da , din fordømte 
skræver ! 
Han steg om sig med hænder og fødder , forbandende 
alt , sin hele tilværelse , sin kone og barn , fin 
asdøbe moder , kort sagt alt . 
Ja han anklagede hende endog for at have sorsømt 
ham i sin barndom . 
Da han havde raset en tid , klædte han sig hurtigt 

på og sneg sig sagte ned vå vejen , for at asksøles 
i den friske morgenluft . 
Han styrede nu sine skridt ad København til . 
Mekanisk fulgte han den skygge der foresvævede ham , 
over stok og sten gik det , fra den ene side ad 
landevejen til den anden . 
Endelig nåde ban børsen . 
Klokken var omtrent 4 og gaderne vare næsten 
mennesketomme . 
En betjent kom nu gående ned ad gaden . Da 
han fik øje vå den enlige vandrer , standsede han og 
betragtede med synlig interesse den lidende støver . 
Støveren lagde næppe mærke til dam , men vedblev 
at styre sine skridt fremad . 
Han gik ned ad Kjøbmagergade og langt ud på 
Nørrebro . 
Endelig standsede han sin gang ved kirkegården , 
og stirrede tankefuld derind . 
Hans fødder satte sig atter mekanisk i bevægelse , 
og han standsede først da han var kommen til det lave 
gærde . 
Uden at betænke sig sprang ban over dette og stod 
nu inde på kirkegården . 
Langsomt gik han ned ad forskellige gange og 
standsede først ved den myrdede stræders grav . 
Støveren lagde sig langsomt ned på jorden ved 
graven . 
Han begyndte at snakke til den formentlige skræver , 
idet han slog ud med armene . 

- ja , min skyld var det dog ikke . . . det var 
Søren der trængte til penge ellers var dette aldrig 
sket , men ban er min bedste ven , og havde jeg ikke 
hjulpet ham , lå målte jeg være et sandt skarn . 
Han har hjulpet mig så lidt , derfor var det min 
pligt al bjælpe ham igen . Han er ellers en brav 
fyr må de tro , han lader sig ikke så let skræmme , 
men går på med dødsforagt . 
Støveren boldt pludselig inde ; vildt stirrede han 
omkring på kirkegården og råbte med sitrende 
stemme : 
— hjælp ! det var ikke min skyld ! . . . Å , ban 
kvæler mig ! . . . Hjælp ! 
Han rejste sig halvt op og stirrede målløs vå 
gravstedet . Hårene rejste sig på hans hoved , og 
krampagtig udspiledes hans fingre , medens han bedende 
hævede armene i vejret . 
Et forfærdeligt raseri greb ham og han styrtede 
om t bestige krampetrækninger . 
Årerne i hans pande svulmede op , hele hans 
legeme skælvede , kroppen strakte sig langsomt ud og 
det syntes som om han var bleven en tomme længere . 
Han lå således i over en time . 
Endelig fik han lidt ro , det forekom ham at 
skrædcren steg ned i sin grav . 
Han blev endnu en lang tid liggende ved graven . 
Endelig rejste han sig og slentrede langsomt bort 
fra gravstedet . 
Ved tanken om , at han muligvis kunne blive 

„ nappet “ skælvede han stærkt ; dog , penge havde han 
ingen af , og sulten og tørstig vor han , derfor måtte 
ban begive sig på tilbagevejen , hvor nødig han end 
ville . 
Da han var kommen til Torvegade kom ban 
just til at tænke på , at det vist ikke var rådeligt 
for ham at gå gennem denne gade , hvor han 
var alt for godt kendt , og han vendte derfor strar om , 
kor at undgå spionen . 
Da seer ban til sin skræk to betjente lige i 
hælene på sig de vare oiensynlig sendte ud efter 
ham . 
Hurtig som lynet sprang støveren ind i en gadedør , 
løb op ad trapperne og standsede først da han 
var kommen sil loftet . 
Han lukkede nu et af de små vinduer op og 
svang sig derigennem ud på taget . 
Han oppebiede her hvad hans forfølgere ville 
foretage sig . 
Han sad således i nogle minutter , . da hørte han 
støj på loftet , og stemmer der talte i munden på 
hverandre . Derpå hørte han sit navn nævnes — 
ban havde altså ikke taget fejl , det var efter ham de 
køgte . 
— han må være på taget , bemærkede den ene 
af de talende . 
— ja , det tror jeg også , sagde den andels ; men 
sig mig , hvorledes kan han være kommen derud ? 
— gennem tagvinduet , naturligvis . 

— det seer rigtignok ikte ud til at der kan komme 
et menneske ud gennem det vindue , og langt mindre 
en fyr som støveren . 
Denne , der åndcløs havde fulgt deres bevægelser 
gennem en af de mange sprækker i toget , der så 
ofte findes i småhusene , blev nu pludselig afbrudt i 
fine efterforskninger . 
Den ubarmhjertige skræver stod atter for ham 
med hævet hånd og det syntes som om han truede ad 
forbryderen . 
Et øjeblik stirrede støveren målløs på ham . 
— nåde ! Nåde ! drølte han og strakte hænderne 
bedende ud mod forsølgeren ; det sørtnede for 
hans øjne , han tabte bollancen , og udstedende et 
hjerteskærende skrig styrtede han fra taget ned på 
gaden . 
Et ungt par kom i samme øjeblik spadserende 
ned ad Torvegade . 
De vare indviklede i en ivrig samtale , men 
bleve pludselig opmærksom på ulykken . 
Damen udstedte et bøit skrig , og Herren lød hen 
til stedet , idet han råbte : 
— bliv et øjeblik her , Klara , medens jeg seer 
om han er kommen slemt tilskade . 
Den unge herre stirrede forskrækket på den tilskadekomne , 
og jo længere han så , jo slorre blev 
dans ængstelse . 

han bøjede sig ned over det livløse legeme . 
— min fader ! råbte han ligbleg . 
De to betjente kom nu ned . de puffede den unge 
herre til side og løftede støveren op i en drosche , der 
transporterede ham til hospitalet . 
— Viktor ! er manden død ? spurgte Klara , da 
den unge mand ligbleg kom hen til hende . 
— jeg tror det ikke , svarede Viktor skælvende ; 
men han kan ikke have lang tid tilbage . 
— hvem er han , var der ingen som kendte ham ? 
Spurgte Klara . 
— jo , Klara , jeg kendte ham , thi det var min 
fader . 
Klara udstedte et svagt skrig og vendte skyndsomt 
hjemad . 
Var Viktor bedrevet eller sølle han sig lettet for 
en betydelig byrde efter det der var passeret ? 
41de kapitel . 
De sidste ord . 
I otte dage svævede støveren mellem liv og 
død , eller med andre ord , ban lå aldeles stille , nden 
tegn til liv . 
Den niende dag , da siuekoncn på hospitalet 

just kom ind med middagsmad til patienterne , så 
hun til sin forbanselse at støveren sad oprejst i 
sengen . 
Hun gik hen til ham og spurgte om han ville 
have noget at spise . 
Siøveren betragtede hende en stund , og sagde 
med svag slemme : 
— spise ? Nej , det kan jeg ikke . 
— er der noget de ønsker ? vedblev konen og 
betragtede ten døcnte med et medlidende blik . 
-- jo , jo , sagde støveren med svag stemme . 
Jeg skal , jeg må tale med min son , men skynd 
dem , lob , ellers bliver det for silde . 
— hvor boer deres son ? spurgte konen . 
- på store Kjobmagergade nr . — , hos Fru 
Smidt . 
— der skal straks gå bud efter ham , sagde 
konen og forlod stuen . 
En halv time efter var bitter ude på hospitalet . 
Han led straks hen fil stovcrcns seng — 
kastede sig på knæ foran patienten og bad en inderlig 
bon fil gud , om at være forbryderens forvildede 
sjæl nådig , for Jesu Christi skyld . 
Styrker ved bønnen rejste bitter sig op og greb 
den doenbes hånd . Der for en tyveri gjenoem 

støveren og med moie rejste han sig op og betragtede 
det unge menneske . 
— bilfor , er det dig ? spurgte han med svag 
stemme . 
— ja , fader , jeg er her ; sig , er der noget jeg 
kan gøre for dig — er der intet du vasker ? 
— jo , min son , jo , jeg har en døn til dig , 
inden jeg dør , en bon som du endelig må opfylde . 
Jeg søler nu , at jeg har ræret en stor forbryder , 
jeg søler nu , hvor lumpent jeg har handlet mod din 
moder og dig , og jeg beder dig og hende om tilgivelse . 
Dog . min bon er , at du vil gå ud på 
Amager , og fortælle Søren hvisket uheld jeg har 
havt , hvorledes jeg i dette øjeblik lider på sjæl og 
legeme , og bede ham om , at blive et flittigt og ret > 
skaffint menneske for fremtiden . 
— men hvem er denne Søren ? spurgte Viktor . 
— Søren er min tro kammerat , min eneste ven 
her på jorden ; han boer på Amager , i et lille 
hus , der kaldes for smuthullet og som ligger nær 
ved stranden . Du må endelig gå derud , Viktor , 
fortæl sørcn at politiet er på spor efter ham , 
fortæl ham , at han . . . 
Længer kom støveren ikke i sin tale , med et 
vildt blik stirrede han hen imod Deren , jolrede hænderne 
og hviskedee med næppe hørlig stemme : 
— nåde , nåde , det var ikke min skyld . . . 
Det var sørcn , der opfordrede mig dertil ! 
Forbavset stirrede Viktor på den leende ; han 

forstod ikke hvad det var der forskrækkede forbrydere » , 
men at det var noget rædselsfuldt kunne han strar 
indse . 
— fader , kære fader , hvad er det ? Hvorfor 
bliver du så angst ? spurgte han forfærdet . 
Støveren , der var falden tilbage i sengen , rystede 
over hele legemet ; han vedblev at stirre hen imod 
døren , idet han i afbrudte sætninger fremstammede : 
— stræberen ! den myrdede skræver ! Hjælp ! 
Han kvæler mig ! 
Udmattet af anstrengelse faldt han sammen og lå 
aldeles stille , som om han var død . 
Viktor sad over en time ved hans leje , uden at 
opdage noget spor til liv hos den syge . 
Endelig fløg støveren øjnene op , han greb Viktors 
hånd og sagde med uhyggelig No : 
— Viktor ! om et øjeblik er jeg død , hør derfor 
opmærksomt » il , jeg har noget meget vigtigt at meddele 
dig . 
— tal , fader , jeg skal nok være opmærksom . 
— seer du , Viktor , det er om Dalsgård jeg 
vil tale — det er mordattentatet på ham , der piner 
mig i dette øjeblik . . . Jeg var delagtig deri . . . 
Sorcn og jeg . . . Hjælp . . . jeg kvæles . . . Larsen 
var ikke med , men baron ugle . . . Hjælp , jeg 
døer ! 
Her standsede forbryderen ; han blev blå i an » 
Sigtet og heftige krampetrækninger sammcnkcympede 
hans legeme . 

42v 
øjeblikkelig kom en læge , ver ordinerede nogle 
dråber , som snart gav ham luft . 
— han har ikke et kvarter tilbage , sagde lægen 
hovedrystende . 
Vifter blev siddende ved faderens leje ; flere 
gange bøicde han sig ned over støveren og hviskedee 
ham i øret : 
- > fader , sig mig , hvem var det der ville have 
dalszåid ryddet afvejen ? 
Støveren gav imet svar . 
Endelig , da sønnen for tredje gang gentog sit 
spørgsmål , svarede sløvcrcn heil og tydeligt : 
— det var baron uglehjelm ! 
Disse vare hans sivste ord . Kort efter var han 
død . 
42de kapitel . 
Forlovelse og bryllup . 
I uglehjelms villa gik det meget gemytligt til . 
Hele det „ ærede “ Selskab , der havde været samlet hos 
åzerkarlen , sad nu i No og mag i hr . Baronens 
egen bolig . 
De mest udsozte netter vare opstillede pea bordet 
oz baronen var så venlig og forekommende mod disse 

„ brave “ Folk , at de alle vare enige om , at baronen 
var det bedste menneske der levede under solen . 
Efter måltidet rykkede to dampende boller frem , 
ledsaget af en uhyre krandsckage , fra hvis top et 
brændende hjerte stelt knejsede , ( i hvis flammer bogstaverne 
k . og u . vare tegnede ) . 
— ah ! råbte Henningsen forneiet , da han fik 
øje på hjertet . 
— ih ! hviskedee mutter Henningsen og stirrede 
på kagen . 
— lh ! brummede kusinen og vendte ryggen til 
hjertet . 
— uh ! råbte Kamilla glædestrålende . 
— å ! sagde baronen flegmatisk , idet ban skænkede 
i glassene . 
Da disse vare fyldte rejste Henningsen sig , trommede 
på sit glas , og sagde idet han med en sejr , 
herremine så sig om til højre og venstre : 
— mine damer og herrer ! Lige fra verdens 
skabelse har der på jorden regerer en lille fyr — 
ja , jeg kan godt sige en sod lille fyr , skønt jeg aldrig 
har haft den fornyelse at se ham , undtagen på 
nytårsvcrs . — denne lille sode fyr er kendt af 
enhver her i selskabet , ja jeg kan gerne sige af 
ethvert menneske på jorden ; stjondt ingen har set 
ham er der dog mange der har mærket ham , skønt 
ingen fornærmer ham , viser han dog en slags fjendskab 
eller hvad man skal kalde det , imod os stakkels 

mennesker ; han sigter , skyder og træffer — — lige i 
hjertet ! 
Her gjorde Henningsen en kørt pause og pegede 
op til krandsekagen . 
— bravo ! Bravo ! lød det rundt omkring ham . 
— ja , mine venner , vedblev Henningsen ; jeg 
indser , at de har forslået mig — den lille gavstrik , 
gud Amor , har drevet sit spil » — han har skudt 
pile ind i to hjerter i to hjerter , hvis besiddere 
vi alle fjende , med . . . 
— bravo ! Bravo ! lød det atter . 
— med andre ord : han har bidraget til , at 
hr . Baron uzlrhjclm og frøken Kamilla Henningsen 
iaften er de lykkeligste mennesker på jorden . Mine 
damer og herrer ! lad os ret af hjertet tømme en 
skål på de nyferlevedes velgående , hr . Baron 
uzlehjclm og Kamilla Henningsen længe leve ! Hurra ! 
— hurra ! brølede hele selskabet og klinkede med 
de forlovede . 
— den tale flap du s ' gu godt fra , hviskedee en 
af hcnningscns kolleger i øret på taleren ; den har 
du ikke selv forfattet . 
— nej , del har jeg ikke , jeg har lært den udenad 
efter en dog jeg kjobte i går , men god er den , ag det 
er jo lige meget hvem der har lavet den , når man 
blot forstår at fremsige den som den bør fremsiges , 
— og det har jeg forståetja , 
det har du unægtelig . 

vi viske ikke opholde os ved de forskellige lylsnskninger 
der fremkom ved denne „ herlige “ Fest . Dog 
er det vor pligt at underrette den ærede læser om , 
at det blev besluttet , at hr . Baron uzlehjclm oz 
frøken kam ska Henningsen skulle sejre deres bryllup 
otte dage efter forlovelsen . 
Vielsen skulle foretages i baronens villa og kan 
Kamillas forældre skulle overvære den . 
Med spændt forventning imodcsåe man den store 
høilidsdag . 
Det er aldeles umuligt at beskrive det virvar der 
herskede i ågerskarlens hus og i hans pengekasse . 
De kosfbaresfe stoffer blev indljøbte , en mængde 
syjomfruer antagne , intet blev sparet , men alt hvad 
der kunne bidrage til at forherlige den unge brud og 
hendes brudestads , indljobtes , uden hensyn til prisen . 
Endelig indtraf den længselsfuldt ventede dag . 
Kamilla så overordentlig smuk ud i den elegante 
brudedragt og baronen , der havde fået en splinterny 
klædning på kredit hos sin skræver , så også 
særdeles godt ud . 
Vi ville ikke overvære vielsen , men derimod indfinde 
os nogle timer derefter , for at se hvorledes de 
unge ægtefolk befinde sig . 

43de kapitel . 
En uindbuden gæst . 
— ja , kan jeg gjere dem en tjeneste dermed , 
så skal jeg gjerre toge derud , skjentt jeg ikke holde * 
meget af at kcmme som srylieziæst . 
— jeg indser nok , at det er en stor opofrelse af 
dem , hr . Dalsgård , sagde Peter Henning ' en ; men 
de indser nok hvilken vigtig tjeneste de beviser mig 
derved . Husk : Kamilla er min e efter og uglchjrlm 
er deres morder 
— ja , bitter siger det jo , svarede Dalsgård ; 
og jeg stoler på den unge mands ord , men det er 
ligegodt lidt ubeskedent at trænge sig ind i selskabet 
uden at have noget egentlig påskud at fremkomme 
med . 
— jeg indser det nok , hr . Grosserer , vedblev 
Peter ; men kan te ikke sinde på noget andet ærinde , 
så vil de måske være så arrig at bringe en lpkønskning 
fra mig . 
— ja , ja , jeg kan jo gerne gå derud - jeg 
gad nok se de » Ansigt barenen vil sætte op når jeg 
kommer ud fil ham i min for ham så velbekendte 
dragt . 
Dalsgård iførte sig nu den klædning han havde 
på den dag , da mordattentaiet blev begået — den 

dag , da baronen , sværgende den uhyggeligste ed , 
lagde hånden på hans lemlæstede legeme . 
Dalsgård kørte nu med omnibussen ud til 
baronens villa . 
Vi ville — med den ærede læsers samtykke — 
begive os ud tsk de nygifte , inden grosserer Dalsgård 
indfinder sig . 
I , den elegante sofa sad baron uglehjclm , med 
armen slynget om sin unge hustrues liv . 
Et lykkeligt smil hviskedee over dem begge og ved 
at betragte dem fik man strar indtrykket af , at de 
vare særdeles lykkelige og tilfredse med den forandring 
der var sket i deres forhold . 
Ligeover før dem sad hr . og Fru hcnningsen . 
Også de vare glade og lykkelige : deres eneste 
datter var jo bleven — baronesse . 
Den dampende punsebolle var nylig kommen på 
bordet . Henningsen havde holdt festtalen og var 
puppen særdeles godt derfra . 
I det øjeblik vi indfinde os har baronen rejst 
sig før at takke før de oprigtige ønsker , hans kære 
svigerfatkr havde udtalt om held og lykke før det 
„ adelige “ Par . 
En heiiitelig taushed herskede i salen , før at 
man ille skulle gå tabt af et eneste af de lærerige 
ord , scm man ventede fra baronen . 

denne lagde hånden på hjertet , dukkede før 
selskabet og begyndte : 
— mine herrer og da . . . 
I dette øjeblik trådte tjeneren ind og leverede 
baronen et kort . 
Uglehjelm læste kortet , blegnede synlig og målte 
holde sig til bordet , for ikke at styrte baglænds om i 
sofaen . 
Men han fattede sig snart ; i et drag tømte han 
sit glas , bad selskabet om at undskylde ham et øjeblik 
og gik ud for at modtage den uventede gæst . 
— ih , hvad skylder jeg æren af delte kærkomne 
besøz ? spurgt baronen og trykkede med nøgenlunde 
fatning den mod ham fremrakte hånd . 
— jeg hørte at hr . Baronen i dag fejrede sin 
bryllupsfest , og del glædede mig i sandhed , sagde 
grosserer Dalsgård , thi ham var del ; jeg tog derfor 
herud for at anmode hr . Baronen om ikke at 
forsmå denne lille erindring fra mig , — den er kun 
ringe , men den kommer fra et godt hjerte . 
Med disse ord overrakte Dalsgård ham et 
kostbart cigarfuteral , i hvilket der i et hemmeligt rum 
fandtes et fotografi-portræt , der stedse måtte minde 
baronen om den nibdingsdåd han havde været formand 
for . 
Baronen takkede for opmærksomheden og anmodede 
Dalsgård om at træde indenfor og hilse på Daro « 
Nesien . 
Det er umuligt at beskrive den henrykkelse Henningsen 

følte , da han så den agtede grosserer Dalsgård 
træde ind . 
Han rejste sig straks og løb den indtrædende 
imøde ; med barme trykkede han dalsgårts hånd 
og præsenterede ham for hele selskabet , medens den 
forskrækkede baron afvekslende så på Dalsgårds 
ansigt og på den besynderlige dragt han var iført . 
Baronen gav ordre til at dække for grossereren , 
men denne frabad sig det , da han nylig havde spist , 
og han blev nu anvist plads i sofaen ved baronens 
side . 
Under gemytlig skæmt blev bollen tomt og selskabet 
bad nu baronen om at fortælle nogle rigtig 
gemytlige hoshistorier . 
Baronen vægrede sig og anmodede Dalsgård om 
at underholde selskabet med nogle lystige historier fra 
hans studenterliv . 
Dalsgård vægrede sig i begyndelsen , men da 
baronen indtrængende anmodede ham derom , sagde 
han smilende : 
— nuvel , hr . Baron , jeg skal fortælle dem en 
historie , — en historie , som vist vil interessere dem 
særdeles . 
— å , lad os høre den ! fortæl , fortæl ! råbte 
man rundt omkring . ' 
— jeg skal strar begynde , sagde Dalsgård beroligende ; 
kun er det min pligt at underrette det ærede 
selskab om , at min historie omhandler et uhyggeligt 

mord og at en adelsmand — jeg tror en baron 
— var hovedmanden ser mordet . 
Uglehjclm blev ligbleg og rystede af skræk . 
Dalsgård fortalte nu den rædselsfulde scene om 
mordattentatet ; ban indffetlede stovcrcns og halteeorcns 
navne i historien og medens han talte havde 
han sine øjne ufravendt heftede på baronen , der 
krampagtig holdt fast i bordkanten , for ci at styrte om . 
— å , det er vel kun en roman de fortæller 
os ? sagde Henningsen grinende . 
— nej , det er en sand tildragelse , svarede Dalsgård . 
Jeg kender meget noie den ulykkelige , der 
nær var bleven et offer for det skændigste forræderi 
af en mand , der meget ofte kom i hans hus , — thi 
baronen var tidligere en stadig gjæsf hos den omtalte 
mand . 
— men hvad var grunden til dette mord ? 
Spurgte mutter Henningsen . 
- grunden vides ikke bestemt , svarede Dalsgård . 
— har man fængslet ejerningsmanden . 
— nej , ikke endnu ; men jeg har fortalt denne 
historie i aften , hr , baron , for at bede dem om at 
lade vedkommende adelsmand vide , ar dersom han ikke 
snarest mulig forlader landet risikerer han en af de 
forsle dage at blive fængsict . Jeg håber , at de 
kender den mand , hvem talen er om . 
— jo . . . jo . . . jeg kender ham , stammede 
baronen . 
D alsgård så på sit ur , klokken rar mange , 

og han bad derfor selskabet om ar undskylde , at han 
så tidlig forlod dem , men grunden hertil var , at han 
endnu var en del svag efter en nylig overstået , meget 
farlig sygdom . 
En uhyggelig fslelse havde grebet hele selskabet 
medens Dalsgård talte , og vi tor nok påstå at de 
alle følie sig betydelig lettede , da grossereren forlod 
dem . Den tidligere gemytlighed indtrådte snart da 
en ny bolle kom på bordet og efter at barenen 
havde tømt 5-6 glas Puns vandt han snart herredommer 
over den uhyggelige anelse , der beherskede ham . 
— han har blot villet forskrække mig , tænkte 
baronen og iømte atter et glas . 
44de kapitel . 
Halte-søren . 
— han er bestemt bleven hængende på „ Lim > 
pinden “ , ellers havde han været her for længe siden 
. . . det er dog forbandet med hans fjaniesi . . . de » 
C krædCr har sat ham fluer i hovedet , mægtige fluer , 
han er sket ikke mere den gemytlige siøver , nej , han 
er blev « en gammel ærtcljælling , og det gør mig 

ondt , thi han var min bedste ven , min eneste kammerat , 
ja , jeg tør nok sige at jeg holdt mere af ham end 
af min egen moder . 
— nå , vær blot rolig , Søren , han kommer 
såmæn nok tilbage , sagde bonden for at trøste den 
halte . 
— kommer tilbage ? Nej , min gode mand , hav 
kommer såmænd ikke tilbage , ellers havde han nok ladet 
hore fra sig . Det gør mig ondt for ham — ja le 
kun ad mig , jeg kan ilke gjorde for det — tårerne 
komme mig i øjnene når jeg tænker på ham . 
Hvor besynderligt det end lyder , randt tårerne 
ned ad kinderne på denne forhærdede forbryder , 
hans kammerats skæbne gjorde et dybt indtryk 
på ham . 
— tag dig . det nu ikke så nær , min ven , men 
lad skiæbnen . . . pist ! hvad er det ? . . . se , en 
ung springfyr , han kommer herhen , for fanden ! hvad 
skal de « sige ? 
— er det en opdager ? spurgte Søren og krøb 
forskrækket ned under bordet . 
— jeg kender ham såmænd ikke , sagde bonden ; 
men en opdager trøer jeg dog ikke det er . 
— lak døren ilås ! brølede den halte . 
— det er for silde . . . der er han ! 
I dette øjeblik bankedes der på døven . 
— kom ind ! råbte bonden og stak en ladt 
pistol i lommen . 
Ct ungt menneske trådte rask ind i stuen . 

— Boer her ikke en mand , som er kendt under 
navnet Halte-søren ? spurgte han . 
— nej , svarede bonden , og så forskende på 
spørgeren ; men hvo skildrer hans forbavselse , da 
Søren under bordet svarede : 
— jo , det er mig , jeg kommer strar . 
Bonden studsede og bød det unge menneske en 
stol , medens han forlegent pillede sig i næsen . 
Kort eftrr kom Søren frem . 
Han bukkede for det unge menneske og sagde med 
bevæget stemme : 
— sig mig , bringer de nogen efterretning fra 
støveren ? 
— ja , sagde Viktor ( thi ham var det ) ; men det 
er kun sørzelize efterretninger jeg bringer . Støveren 
er død , men han døre som en kristen , angeren over 
te skelte gerninger , han har begået , bevirkede , at 
han på sit dødolcie indså hvilket usselt liv han 
havde sørt . Han bad mig om at sige dem , at de 
var hans eneste ven , at han hele tiden havde betragte « 
Dem som en Broder , derfor råder han dem til 
at føre et bedre levnet , af vende om fra den farlige 
dej de hidtil har vandret ; han bad mig om af sige 
dem , af de burde forlade landet og søge af arbejde 
dem frem i et fremmed land , thi der er intet så 
rædselsfuldt , som en ond samvittighed i dødsoieblikket . 
Halte-sørcn så forundret på det unge men » 
Ucske . Han kunne ikke forstå , af stovcren , der hidtil 
havde været så modig som en love , i dødsoieblikket 

havde såt en ganske anden mening ; men han besluttede 
dog af følge sin kammerats råd , hvis han 
blot kunne få penge til af rejse for . 
- jeg må gå til baronen , mumlede forbryderen ; 
måske vil han godvillig give mig rejsepenge , 
— hvis ikke , da . . . 
— nu har jeg udført mit ærinde , sagde biktor 
og rejste sig ; jeg håber af de opfylder en afkod bens 
sidste ønske , især da han kun tager hensyn til deres 
eget vel . 
— ja , jeg rejser , svarede Soren ; allerede i dag 
forlader jeg mit opholdssled . 
Med den overbevisning , af han havde udført en 
gød gerning , forlod Viktor „ Smuthullet på Amager “ . 
Tre timer derefter , just som baron uglehjelm 
nød sin formiddagskaffe , trådte tjeneren ind og 
meldte , at en simpelt klædt mand fordrede at tale med 
baronen . 
— det er vel en tigger , sagde uglehjelm ; giv 
ham en skilling og lad ham gå . 
— nej , svarede tjeneren ; det er ingen tigger . 
Manden siger , at han har meget vigtige ting at meddele 
hr . Baronen . 
— lad ham komme ind , sagde uglehjelm blegnende . 
I samme øjeblik åbnede tjeneren døren og — 
halte-soren trådte ind . 
— hvad vil de mig ? spurgte uglehjelm snærrende . 

— man forfølger mig , svarede halte-ssren og 
krøb ind under sofaen . 
I dette øjeblik trængte to betjente sig ind i 
villaen . 
Baronen blegnede og sank tilintetgjort om i lænestolen , 
da han fik øje på dem . 
44de kapitel . 
Høker-larsen . 
Imedens alt dette foregik , befandt Larsen sig 
en meget pinlig stilling . 
Det lod til , at alt hvad han i den sidste tid 
havde foretaget sig , skulle gå galt . 
Han havde intet hsrt om den kostbare ladning 
han havde sendt til steenholmen , han havde intet 
hørt fra skipper Svensson , men hvad der var det 
allerværste , han havde set sin ivrigste fjende , nemlig 
Sørensen , hvem han troede velforvaret på steenholmen ; 
han havde set ham sund og frisk spadsere 
hen ad gaden , — delte tydede ikke på noget godt . 
— jeg må „ humme “ mig , tænkte Larsen , ellers 

er man i stand til af „ nappe “ mig , og det ville rigtignok 
være en nederdrægtig historie . Huha , det leder 
mig koldt ned ad ryggen , når jeg tænker på politiet , 
huha ! 
Just som han udtalte disse ord trådte en betjent 
ind i butikken . 
— er Larsen hjemme ? spurgte han . 
— nej , svarede pigen ; han er nylig gået ud . 
— hvad tid kommer han hjem ? 
— det ved jeg ikke . 
— nå , ja , ja , så venter jeg , for jeg må 
absolut tale med ham . 
Med disse ord tog betjenten plads ved bordet 
og pigen bragte ham en halv Baier . 
Larsen , der inde fra stuen hørte betjentens ord , 
forsynede sig i al hast med alt hvad han kunne få 
fat i af værdifulde ting 
derefter transporterede han forskellige større pakker 
over i pakhuset , tog en velspækket tegnebog i lommen 
og nu listede han sig lydløst ud af pakhuset og begav 
sig derfra lige ud på Amager , til hans ven i „ Smuthullet “ . 
— hvor er støveren og Søren ? spurgte han 
straks da han kom ind i stuen . 
— støveren er vandret fil storarmeen og Soren 
er flygtet . 
— død . . . flygtet ! råbte Larsen ængstelig . 
— ja , det førholder sig som jeg siger , svarede 
bonden . 

— det er umuligt , sagde Larsen forvirret . Død 
. . . flygtet ! . . . hvad skal det blive fil . Nå , min 
time er nok snart slået , uha ! Gid bæveren eller 
Svensson var her ! 
Havde Larsen været hjemme i dette øjeblik , var 
han sikkert bleven endnu værre til mode . 
Medens betjenten aldeles rolig sad ved bordet , 
og pigen brummende gik omkring og tørrede flasker 
af , trådte en mand forvirret ind i stuen . 
— er Larsen hjemme ? spurgte manden åndcløs . 
— nej , svarede pigen . 
- Ta ' mig tusind Tønder djævle ! det er en 
arrig re ' elighcd . Når kommer han ? 
— det ved jeg ikke , svarede pigen og vendte 
ham ryggen . 
Manden så ikke betjenten , der sad i et hjerne 
af stuen . 
— Ta ' mig tusan ! jeg må Tale med ham , ellers 
er han forloren , vedblev manden . 
Betjenten smilede ved disse ord . 
— hør , sig mig , har du set noget fil Sørensen ? 
Hviskedee manden til pigen . 
— nej , jeg har ikke set ham , men Larsen kom 
for et par dage siden styrtende ind og fortalte med 
et gudsjammerlig ! Ansigt , at Sørensen var gået lige 
forbi næsen af ham , da han stod ude i gadedøren ; 
men de må jo bedst vide hvor Sørensen er henne , 
hr . Bæver ; thi det er jo netop dem . . . 
— tys , tys , tal sagte . 

da betjenten hørte dette navn gav det et sær i 
ham og han for op fra stolen . Sagte nærmede han 
sig manden og udbrød i en ironisk tone : 
— det er mig en meget stor glæde at se dem , 
min gode bæver ; i tø dage bar jeg pisket omkring 
her i byen , for at træffe dem , men det var spildt 
ulejlighed ; endelig er jeg nu så heldig aldeles uventet 
at se deres for mig særdeles behagelige ansigt . Tør 
jeg anmode dem om at følge med mig ? 
Ligbleg stirrede bæveren på ham ; han . havde ikke 
ventet denne indbydelse . 
— hvorfor skal jeg følge dem ? spurgte han 
stammende . Jeg har , ta ' mig tusind millioner Tønder 
djævle , intet ondt gjort . 
— det vil snart vi > e sig , svarede betjenten . 
Imidlertid følger de med mig , så kunne vi siden un « 
Dersøge sagen . Følg nu godvillig med , vedblev betjenten , 
da bæveren satte sig til modværge ; jeg vil 
nødig lade reserven rykke frem . 
Bæveren var formodentlig ikke af samme mening 
som betjenten ; ved en rask bevægelse spændte han 
ben for denne og løb så let som en vidskelædrrsdoldt 
ind i Larsens eget værelse , hvor han firår aflåsede 
døren ind til butikken og ved hjælp af en 
Dirk åbnede han lemmen , der førte ned tisk rummet . 
Betjenten , der imidlertid var kommen på benene , 
arbejdede af al kraft på at få døren op . Endelig 
lykkedes det ; rasende føer han ind i stuen og hen til 
lemmen , der endnu stod åben . 

— komop ! brølede han så høir han formåede ; 
kom op , eller ved gud ! jeg indestår ikke for følgerne . 
Bæveren gav intet svar . 
Lydløst sneg han sig langs væggen og han nåde 
ubemærket det inderste rum , hvortil døren stod åben . 
Betjenten steg nu ned ad den skrødelige trappe 
og stod snart i det forreste rum . 
Der var mørkt dernede og -an så ikke noget 
til flygtningen . 
Atter råbte han , men alt forblev stille . 
— han er sikkert undløben , tænkte betjenten ærgerlig 
og listede sig ind i det andet rum . 
Imidlertid var bæveren fluppen ind i pakhuset ; 
her åndede han atter frit . Døren , der førte ind til 
underrummet havde han affåset efter sig og efter hans 
beregning måtte betjenten mindst bruge en halv 
time til at få døren op . 
— nu gælder det blot om at flippe ud i en 
fart , brummede bæveren ; det er , ta ' mig tusan , en 
ækel stilling jeg er kommen i ; selv om jeg flipper 
godt herfra , så ved jeg dog ikke hvor jeg skal skjule 
mig , men ud må jeg , thi bliver jeg her , kommer jeg 
min salighed snart til at hænge fast . 
Efter denne korte monolog gav han sig til at 
dirke Deren op . Det varede ikke længe inden det 
lykkedes . 
Hurtig åbnede bæveren døren og styrtede ud 
på gaden , idet han halvhøjt ' råbte : 
— det flap jeg s ' gu godt fra ! 

— det er der to meninger om , svarede en dyb 
stemme og en kraftig hånd greb bæveren i kraven , 
og holdt ham fast som i en skruestik . 
' — hvem er det ? stammede bæveren rystende af 
skræk . 
— den du mindst onfker at se , lød svaret , og 
i det samme blev bæveren baglænds trukken hen til 
en drosche , der holdt i nærheden . 
Først her fik han lejlighed til at se i hvis magt 
ban nu var . Målløs stirrede ban på manden og 
først efter nogle minuters forløb formåede han at 
udstede et drej , så rædselsfuldt og uhyggeligt , at selv 
hans forfolger gyste derved . 
— hævnens time er slået , sagde manden og 
få føragtelig på den svenske gavtyv . 
Med et forstyrret blik vedblev bæveren at stirre 
på ham , idet han fortvivlet råbte : 
— Sørensen ! Sørensen ! 
Drosken kørte nu til politikammeret , hvor bæveren 
i silker forvaring fik tid til at tænke over de 
skurkestreger og afskyelige gerninger , han i den sidste 
tid havde udført . 
Vi ville nu atter henvende vor opmærksomhed 
på høker-larsen og bonden . 
— sig mig , hvad skal jeg nu gøre ? spurgte 
arsen , da han fik at høre hvorledes støveren havde 

endt sin jordiske vandring . Sig mig , hvad skal jeg 
gribe til ? 
— bliv her , svarede bonden . Jeg kan meget 
godt skjule dem , ja skjule dem sag godt , at ingen 
moders sjæl vil falde på at de er her . Seer de , 
min gode Larsen . . . 
— jeg seer intet , afbrød Larsen ham , men jeg 
hører nogle nærme sig ; venter de nogen ? 
— nej , jeg venter ingen , svarede bonden , idet 
han gik hen til vinduet for at se hvem det var der 
forstyrrede dem , men han for forskrækket tilbage , idet 
han råbte : 
— skjul dem , Larsen , skjul em , det er politiet ! 
— politiet ! stønncde den fede vært og lob hen 
til et klædeskab , der stod i et hjerne af stuen . 
Hurtig åbnede han skabet , krøb ind i det og 
trykkede på et som , der sad skjult under knagerækken . 
I samme øjeblik drejede skabets bagklædning sig og 
en åbning , stor nok til at et voksent menneske kunne 
krybe derigennem , kom til syne . 
Det lod til at Larsen var godt kendt med dette 
hemmelige skjulested , thi skønt der var bælmørkt i 
det Kammer , han nu kom ind i , gik han dog uden at 
vakle en halv snes skridt frem og standsede omtrent 
midt i værelset . 
Han bukkede sig ned , følie sig frem med hånden 
indtil han opdagede et stort tømhoved eller rettere 
sagt en lille jernplade , der tilsyneladende var slået i 
gulvet for at fastholde de temmelig skrøbelige brædder 

Larsen trykkede atter på denne lille jernplade , 
men da dette tryk intet bevirkede , stampede han med 
støvlehælene på jernpladen ; i samme øjeblik adskiltes 
brædderne og en dyb afgrund kom til syne . 
Gulvet åbnede sig så hurtig , at Larsen nær var 
styrtet ned i det dybe svælg . 
Han gik nu nogle skridt tilbage til han kom til 
et hjerne i kammeret , hvor en heiseindretning lå 
skjult i et i muren indfattet lille skrin . 
Han trak nu hciseindretningen frem , gik hen til 
åbningen og fastgjorte touget i en jernkrog , der 
var slået fast i et af brædderne . 
Den fede vært gled med en del besvær ned ad 
touget og kom helskindet ned i det dybe svælg . 
— så , nu kan de gerne søge efter mig så længe 
de har lyst , sagde han grinende ; jeg er dog en Pokkers 
Karl , hahahaha ! 
Larsen udsøzte sig nu en bekvem plads på lergulvel 
nede i dybet , og en halv time derefter hørtes 
en lydelig snorken dernede - han var falden i sørn . 
Hans søvn fvrstyrrcdes dog flere gange af nogle 
meget uhyggelige drømme . Blandt andet drømte han , 
at politiet greb ham , at han blev fængslet , sorhørt og 
dømt ; den afdødc madam Sørensen og hendes mand 
viste sig også for ham . Sørensen omklamredc ham 
bagfra , og skjendt Larsen brugte al sin kraft for ar 
frigøre sig for dette ubehagelige favntag , var det ham 
døg ikke mulig at flippe les . 
I dette øjeblik viste den druknede madam Sørensen 

sig for den sovende . Bevæbnet med en øre 
stod hun truende for ham , — hun hævede øren , og 
lød den af al magt falde ned på den forskrækkede 
værts tykke hoved . 
Larsen udstsdte et dumpt brøl og vågnede . Det 
hele var kun en drøm ; men hvo skildrer den ulykkelige 
Larsens skræk , da han ovenover sig børte flere 
stemmer , der på engang råbte : 
-- ah , der har vi ham endelig ! 
46de kapitel . 
Det smukke par . 
Det skønneste , som nøgen mand 
på denne jord kan finde , 
er når al sorg og glæde han 
kan dele med en kvinde . 
— nå , det er altså eders mening , kære 
dørn , at „ det store slag “ skal slå på lørdag ? 
Sagde grosserer Dalsgård , idet han med et lykkeligt 
smil betragtede viktør og Klara , der sad lige overfor 
ham i sofaen . 

— ja , kære fader , sagde Klara rødmende ; det 
er jo vort højeste ønske , at bryllupet skal sejres på 
lsrdag , men hvis du mener at det er for tidligt , så 
kunne vi jo . . . 
— snik snak ! man kan aldrig for tidligt indhylles 
i hymens rosenlænker , mit barn . Jeg takker 
gud for , af han lader mig opleve denne skønne fest 
og af han har sendt mig en så herlig svigersøn , som 
Viktor Smidt i sandhed er , men i særdeleshed takker 
jeg gud for , af du , kære Klara , uagtet der var stillet 
så mange hindringer i vejen for dig , dog har 
nået det skønne mål , af skulle forenes med ham , 
som du elsker hoisf af alle , ham , som vil gøre dig 
til den lykkeligste kvinde her på jorden . 
— jeg takker dem meget , kære svigerfader , for 
den smukke mening , de har om mig , sagde Viktor 
synlig bevæget . Jeg håber med guds hjælp af kunne 
blive for Klara , hvad de nylig udtalte , og jeg beder 
dem være forvisset om , af jeg stedse skal gøre mig 
umage for af blive en trofast vejleder for deres 
datter , min elskede Klara , — jeg håber , af vi ved 
vor kærlighed vil skabe os et sandt Paradis her på 
jorden . 
— brav talt , unge mand ! råbte Dalsgård og 
trykkede med varme Viktors hånd . Nå , så vil 
jeg skrive invitationskort ; alle venner og bekendte 
skal med , thi det skal være en fest , som vi aldrig har 
havt mage til , en fest , som i mange år skal minde 
eder om den lykkeligste dag i eders liv . 

det unge par takkede den brave mand hjerteligt 
for hans godhed imod dem , og Dalsgård forlod 
værelset , idet han sagde : 
— gå i nu en tur , kære dørn , imidlertid 
går jeg ind på kontoret og skriver invitationskortene . 
Vi ville nu nævne enkelte af de indbudne , som 
allerede er os bekendte fra tidligere tid . 
At vor gode ven Peter Henningsen og hans forlovede 
Marie Søndrup samt hendes moder blev inddudne , 
er en selvfølge ; derimod fik en anden af vore 
bekendte — nemlig ågerkarlen Henningsen tilligemed 
hans frue -- en speciel indbydelse . 
Jnaitationsbrevet til denne herre endte således : 
„ Jeg har nydt den ære , at være gæst ved 
„ Deres datters bryllup , og beder jeg dem , hr . 
„ Henningsen , med frue , at beære mig med deres 
„ behagelige nærværelse ved hr . Grosserer Viktor 
„ Smidls og min datter Klaras bryllupsfest på 
„ Lørdag aften . 
Med agtelse 
Dalsgård , 
grosserer . 
Vi se as denne indbydelse , at Viktor Smidt var 
bleven grosserer . 
Det er næsten umuligt at beskrive den henrykkelse , 
den gode ågerkarl fslte , da han modtog denne invitation . 
— mutter , mutter ! brølede han med bæs stemme ; 

mutter , jeg rrver gu ' røde mig , ar verden svart forgår ! 
— la , hvor kan du tre det , du fæbv ' de , » varede 
mutter Henningsen , idet hun led ind til der 
befippcde mand . Verden forgår ikke så let , — 
der har jo ikke engang rust nq lar meget -om halen 
af en komet på himlen . 
— ja men hør . . . 
— nej , nej , verden har nu bestå « i over 1800 
år , og den bliver såmænd nok stående så længe v : 
to gamle leve . 
— det tror jeg sgu ikke , svarede Henningsen ; 
se her , brav mener du om dette ? 
Mutter Henningsen så førbauset på fin mand , 
hun troede at han var bleven gal . Hun tøg indbydelsen , 
læste og læste , men jo længere hun kom , destø 
mere førbauset blev hun , og filsidst løb tårerne ned 
ad kinderne på hende , idet hun rørt udbred : 
— å herregud , å herregud ! . 
— græder du , mutter ? spurgte Henningsen og 
greb indbydelsen . 
— ja , jeg græder , men det er glædesiårer . 
Det er smukt , meget smukt af den herlige grosserer 
Dalsgård , at indbyde os småfolk fil en så sfjon 
fesf , å herregud ! 
— småfolk ? 
— ja , lige overfor ham må vi kalde os for 
småfolk , forstår du det ! 
— nå , tag nu ikke sådan på vej , mutter , 

man må aldrig nedsætte sig selv . Småsolk er vi 
i grunden ikke , husk vi er dog i besiddelse af over 
20 , 000 rigsdaler , hvilket er en ganske kjon sum , ja 
vi har rimeligvis givet vor datter en medgiff , der 
står over den , grosserer Dalsgård giver sin datter . 
— vrøpl ! brummede mutter Henningsen og vendte 
ryggen fil sin hr . Gemal . 
— ja du kan kalde det for hvad du vil , men 
en ting vil jeg sige dig , jeg er meget stolt af den 
medgiff , jeg har givet Kamilla , thi . . . 
— du mener vel den sum , du har givet baron 
uglehjelm for at tage vor datter fil hustru , den 
sum , for hvilken du rent ud sagt har solgt Kamilla 
fil den nederdrægtigste skurk — thi for andet kalder 
jeg ikke baron uglehjelm , der ikke engang vil kendes 
ved sin egen svigermoder , ja som ligefrem forbyder 
mig huset — , nej , vi bør skamme os over den medgift , 
han har fået , vi beder . . . 
— hold mund , kvinde ! brølede Henningsen og 
stampede i gulvet . Tør du vove at nævne en Maud 
som baron uglehjclm ved et så vederstyggeligt navn . 
Foi , du bør skamme dig , skamme dig som en forbryder , 
thi man kan kun kalde det en forbrydelse , at 
titulere den brave mand således . 
- brave mand ? 
— ja , således kalder jeg ham . 
— du er og bliver en dumrian , sagde mutter 
Henningsen . 
— ih , du forbarmende . . . 

— å , jeg er ked af at høre din intetsigende 
snak , sagde mutter Henningsen og forlod værelset . 
— hun har i grunden ret , mumlede Henningsen , 
da hun var gået ; en dumrian var jeg , da feg 
lod den forgsældede baron få Kamilla , men der er 
nu intet at gøre derved . 
— min datter er dog baronesse , vedblev han 
kort efter . Jo , baronesse er hun , om så hele verden 
stiller sig på bagbenene , — og det er dog altid 
mere , end om hun blev gift med en urterræmmersvcnd 
eller måske en skomagersvend — en skomager , uha ! 
Nej det er dog altior borgerligt ! Dog , jeg har ikke 
tid iii at tænke på hende mere , jeg må belave mig 
på at lære en tale udenad , en tale , der kan sige 
svarto til den , jeg holdt for baronen og Kamilla , 
og den var s ' gu god . 
Veltilfreds gik han hen og bladede i den bog , 
hvorefter han havde lært talen udenad . 
— haha , der salder mig noget ind , udbrød han , 
grossereren vil bestemt have mig med til gildet , for 
at jeg skal holde festtalen , — ja det må bestemt forholde 
sig således , — den gode grosserer hørte mig 
jo holde festtalen ude i villaen , ja let må bestemt 
være af den grund . 
I dette øjeblik bankedes der stærkt på døren og 
baron uglehjelm trådte ind . 
Han var meget bleg og så i det hele taget ud 
som om han gik med selvmordstanker . 
— hvad bringer mig æren af min kære svigersone 

besøg ? spurgte Henningsen og bukkede for den 
indtrævende . 
Baronen svarede ikke , men lod sig falde ned i 
sofaen . Han terrede den kolde sved af panden og 
så åndsfraværende på ågcrkarlen . 
— men du milde herre og frelser , gud fader 
l himlen , hvad er der i vejen ? råbte Henningsen og 
stirrede på baronen . 
Denne for op . 
— hvad beder er i vejen , svarede han med mat 
slemme ; der er det i vejen , at jeg er bleven snydt , 
skammelig snydt , såvel af dem , min gode svigerfader , 
som af en anden skurk . 
— hvad vover de at sige ? udbrød Henningsen 
skælvende . 
— jeg siger kun hvad der er sandhed , svarede 
baronen . Jeg er først og fremmest bleven snydt af 
dem , min rare svigerfader ; thi de indbildte mig , at 
jeg blev gist med en engel — den reneste engel , der 
fandtes her på jorden , — men istedenfor en engel 
xr jeg nok bleven gift med en lantippe , den værste 
lantippe , der findes her på jorden . 
— de mener da vel ilke Kamilla ? spurgte ågerkarlen 
blegnende . 
— jo gu ' mener jeg hende ! skreg baronen . Hun 
er jo nær ved at kradse øjnene ud af hovedet på 
mig ; dog det er ikke min slorsle bekymring , nej , en 
eller anden tyv - måske Kamilla , selv — har i nat 

frarøvet mig den sum , for hvilken de solgte deres 
datter til mig . 
— solgte ? stammede henningscn . 
— ja , de har ligefrem solgt hende til mig ; de 
husker vel nok den aften , da de havde familiegildr , 
de inviterede mig , for at lokke mig til at søle interesse 
for Kamilla — den næste dag friede de ligefrem 
til mig , eller med andre ord , de lod mig vide , 
at man ikke fandt 10 , 000 rigsdaler i rendestenen , det 
vil sige jå meget : at de ville give mig den omtalte 
sum for at tage deres datter til hustru . 
— men du milde gud . . . 
— brug ikke guds ravn i denne stygge sag , 
afbrød baronen ham . Dersom man kunne se dem 
rigtig efter i gommene , da ville de nok være moden 
til at komme i forbedringshuset på livstid . 
— hva ' . . . hvad siger de ? For . . . Forbedringshuset 
. . . Er de gal Ba . . . Baron ? 
Stammede Henningsen . 
— nej , jeg er klog , svigerfader , svarede baronen 
og rejste sig . Og jeg vil lade dem vide , at dersom 
de ikke udbetaler mig 2000 rigsdaler ligcstrar , så 
melder jeg dem . 
Henningsen , der havde en ond samvittighed , begyndte 
at ryste og bæve . 
— ak , min gud , dagen begyndte så såre godt 
og jeg vor så lykkelig over . . . 
— skynd dem , min tid er knap ! afbrød baronen 
ham . Får jeg pængene , eller skal jeg gå ? 

disse ord udtalte baronen i en aldeles ligegyldig 
tone , men desuagtet sås tydeligt hvor magtpåliggende 
det var for ham , at få fingre i den omtalte 
sum . 
Uden at sige et ord tog ågerkarlen en bunke 
Sedler frem og optalle 2000 rigsdaler . 
Medens Henningsen optalle pængene fik uglehjelm 
øje på invitationsbrevet fra dalsgård . Han 
læste det med synlig interesse , men kunne ikke tilbageholde 
et svagt skrig , da han læste om Klaras nærforestående 
formæling med -viktor Smidt . 
— ja , det er en herlig mand , denne grosserer 
Dalsgård , udbrød Henningsen ; han tænker dog på 
mutter og mig ved denne skønne fest . De har vel 
også fået en indbydelse , hr . Baron ? 
Dette spergsmål kom baronen aldeles uventet . 
Han for et skridt tilbage , idet han råbte : 
— invitation ! . . . I-g ? . . . Ja vel har jeg 
fået en indbydelse , den kom iaftes . 
— nå , det glæder mig . 
Kort efter gik baronen . Han var veltilfreds over 
det » Kup “ han havde gjort hos ågerkarlen . 
— nå , gudskelov , det lykkedes , mumlede han , 
da han var kommen ned på gaden . Jeg tænkte nok , 
at når jeg kom med trufler ville han give efter , 
haha ! Nu er der intet i vejen for at jeg kan rejse til 
Amerika — i morgen forlader jeg København , Kamilla 
må finde sig i al tage hjem til sine herlige forældræ , 

når hun mærker , at jeg ikke kommer tilbage . . . 
Det kan ikke nægtes , at jeg spillede mine kort godt 
hos ågerkarlen , han kunne ikke mærke at jeg bandt 
ham en historie på ærmet , hahahaha ! 
I disse behagelige betragtninger vandrede han 
hurtig gennem byen og kom snart til sin villa , hvor 
Kamilla modtog ham med åbne arme . 
— du blev så længe borte min elskede gemal , 
sagde hun og kyssede ham ømt . 
— ja , jeg blev opholdt undervejs , min kære 
Kamilla , svarede baronen . Jeg traf en god ven af 
mig , en Greve , der absolut ville have , at vi i et glas 
vin skulle drikke din skål . Dog , jeg må forlade 
dig , jeg må ind på kontoret . Jeg har en del at 
ordne i dag . 
— allerede ? 
— ja , det er nødvendigt ; men let slår ikke 
sålænge på . Jeg lænker at være færdig om 3-4 
timer . Du skulle gå i visit så længe — dine forældræ 
længes vist også efter at se dig , thi de komme 
jø aldrig herud . 
— du har ret , svarede Kamilla ; jeg vil besøge 
mine forældre medens du skriver ; jeg kommer igen 
om 4 timer . 
— ja , gør det , søde Kamilla , sagde barønen og 
gik ind på sit kontor . 
— han elsker mig ikke , sagde Kamilla , og en 
smcrtenståre gled ned ad hendes blege kinder . 
Da barønen kom ind på kontoret , fældt han 

i dybe tanker . Med hånden under kinden tænkte 
han over de flette handlinger , han havde begået . 
- det er i grunden en stor synd jeg begår 
imod Kamilla , tænkte han ; hun er kærlig og god 
imod mig , hun elsker mig virkelig højt , og jeg — ja 
jeg er en stor slyngel imod hende , — jeg er kold og 
ligegyldig , ja jeg bagtaler hende oven i købet , dog , det 
var nødvendigt , ellers havde den gnier ikke rykket ud 
med en eneste skilling . 
Med et ligegyldigt blik så barønen på de 
papirer , der lå spredte på bordet . 
— her er intet af betydning , mumlede ha ; 
jeg må nu til at skrive et par ord til Kamilla , for 
at berolige hende . Hun vil blive meget bedrøvet , når 
hun indser at jeg er bortrømt , men her tør jeg ikke 
blive og tager jeg hende med vil mine penge nok snart 
få ben at gå på . Nej , jeg må afsted ganske 
alene , ellers er jeg snart leveret . 
Han skrev nu en billet til Kamilla , hvori han 
underrettede hende om , at han var rejst over til fin 
Broder og at hun først måtte vente ham om 3 eller 
4 dage . 
Derefter pakkede han alle fine kostbare sager 
sammen , tog alle kontante penge til sig og en halv 
time derefter forlod han villaen og tog samme dag 
til Hamborg , for derfra at begive sig til Amerika . 

endelig oprandt den betydningsfnlde dag for 
Klara og Viktor . 
Kirken var propfuld af venner og bekendte , der 
vare nysgerrige efter at se det unge par i det betydningsfnlde 
øjeblik . 
Efter en lang og kedelig benten lød endelig 
orgelets brusende toner og en sagte mumlen hertes 
gennem hele kirken . 
Fort af grosserer Dalsgård gik den smukke brud 
lydløst over kirkegulvet , op til Herrens alter . 
Præsten holdt en smuk , meget rerende tale for 
det unge par , og en sangforening afsang to i dagens 
anledning forfattede sange . 
Da hoilidelighcden var forbi og Klara , ved 
Viktors arm forlod kirken , da lød det begejstrede udbrud 
fra den forsamlede mængde : 
— ak , hvilket smukt par ! Gud give dem lykke 
og velsignelse i deres fremtid ! 
Over 30 personer vare samlede ved bryllupsgildet , 
og Henningsen , ver nu var aldeles belavet på 
af holde festtalen , var så elegant klædt , af han knapt 
kunne kende sig selv . 
Vi ville ikke beskrive festen , men derimod henvende 
vor opmærksomhed på enkelte af de indbudne . 
Ligeoverfor ågerkarlen sad hans søn Peter 
Henningsen og Marie Søndrup . 
En inderlig kærlighed knyttede disse unge mennesker 
til hinanden , — de vare meget lykkelige , thi 
Dalsgård havde bestemt forsikret , af den gamle Henningsen 

sknlde give sit samtykke til deres forbindelse , 
thi han havde „ den gamle fyr “ i lommen , som 
han sagde . 
De unge mennesker vare glade over , af der døg 
var udsigt til deres forbindelse og opfyldt af dette 
håb så de nu alt i en glimrende , belysning . 
Da pansen var kommen på bordet , rejste Henningsen 
sig , trommede på sit glas og rømmede sig . 
Forundret så Peter på ham , han havde aldrig 
før hørt sin fader producere sig som taler . 
— hr . Henningsen snsker ordet ! lød det rundt 
i hele salen . 
— ja , mine venner , jeg ønsker af udtale den 
dybe følelse , jeg nærer for „ det smukke par “ , thi , i 
sandhed , det er et meget smukt par , der i dag har 
knyttet deres skæbne til hinanden . Der findes ingen 
slorre lykke for en mand her på jorden end den , at 
kunne dele sorg og glæde med en elsket kvinde , en 
kvinde , der i et og alt omgiver manden med kærlighed , 
den rene , uplettede kærlighed , — og der findes 
ingen slorre lykke for en kvinde , end den , at kunne 
pleje og værne om en så elsket mand , som hr . Grosserer 
Viktor Smidt . Ja , mine venner , jeg beder dem 
alle at tømme glassene på en lykkelig fremtid for 
det unge ægtepar . Gud give dem sin velsignelse ! 
Henningsen , der med megen besvær havde lært 
denne tale udenad , skille sig særdeles godt fra den og 
rørt takkede Dalsgård ham for de smukke ønsker han 
havde udtalt for det unge ægtepar , og knyttede et 

par ord til om et andet par , der havde overdraget 
ham det hverv i aften , i hele selskabets nærværelse , 
at ssge at formå en hidtil streng og ubøjelig fader , 
at give sin velsignelse til deres nærforeslående forbindelse . 
— ja , hr . Henningsen , således sluttede Dalsgård ; 
det er til dem jeg henvender mig . Deres 
søns forlovede , frøken Marie Søndrup , er en god 
og brav pige , aldrig kan man tænke på af få nogen 
bedre svigerdatter end hun er , og da de elske hinanden 
af deres sjæls hele fylde , sveder jeg dem , af give 
deres samtykke til det unge pars formæling . 
Henningsen stirrede modlos på grossereren ; han 
ville gerne føje en så anset mand , men hans 
ærgrelse over , af sønnen , uden af spørge ham om 
tilladelse , havde vovet af r forlove sig , og det ovenikjobet 
med en fattig sypige , vandt overhånd , og 
med en urokkelig fasthed svarede han : 
— jeg giver aldrig mits samtykke til denne forbindelse . 
Da rejste grosserer Dalsgård sig , gik hen til 
Henningsen og hviskedee ham de ord i øret : 
— husk på Smidt ! Nægter de af give 
deres samtykke , da fortæller jeg i hele selskabets 
påhør hvad de er for en fyr . 
Ængstelig så Henningsen på den talende . 
Derefter rejste han sig langsomt og sagde med rystende 
stemme : 

— nuvel , børn ! jeg giver eder min velsignelse . 
Gud bevare eders fremtid ! 
Nørt takkede de unge mennesker ham og de « 
Gemytligste stemning fik snart overmagt i salen , da 
— midt i glæden blev døren heftig åbnet og Kamilla 
trådte ligbleg ind . 
— han er rejst , bortrømt ! råbte hun og styrtede 
hen til Henningsen . 
— hvem ? hvem ? spurgte han forbløffet . 
— min mand , baron uglehjelm . Jeg har 
sendt bud til hans Broder , men fik det svar , at 
baron uglehjelm ikke havde været hos ham i over et 
halvt år , og da jeg undersøgte hans værelse så 
jeg til min skræk , at baronen havde medtaget alle 
penge og værdifulde sager . Han er bortrømt , det 
tvivler jeg ikke mere på ; ak fader , han elsker mig 
ikke , han har kun taget mig til hustru for at komme 
i besiddelse af de 10 , 000 rigsdaler jeg fik i medgift . 
Kamilla sænkede hovedet og tårerne vædede 
hendes blege kinder . 
— nå , mit barn , giv dig tilfreds , sagde ågerkarlen 
og klappede hende på kinden . Endnu er intet 
tabt — vi få nok fat i fyren . Jeg vil straks gå 
til politiet og melde hans flugt . 
— jeg går med , sagde Dalsgård ; jeg kan give 
politiet nøgle vigtige oplysninger . 
Viktor ville også med , men Dalsgård mente , 
at han burde blive og underholde selskabet , og ledsaget 

af alles oprigtigste ønsker om et heldigt udfald begav 
Dalsgård og Henningsen sig til stationen . 
Her underrettede Henningsen betjenten om uglehjelms 
flugt , — og den gode ågerkarl var så 
harmfuld på sin adelige svizersøn , at han med det 
samme beskyldte ham for mordforsøget på Dalsgård . 
Sljondt grossereren ikke indrømmede dette , blev der 
dog taget notits af ågerkarlcns forklaring . 
47de kapitel . 
Tre forbrydere . 
Vi forlod Halte-søren i det øjeblik da le to betjente 
trængte ind i uglehjelms villa for at gribe 
ham . 
Uglehjelm , der af skræk var segnet om i lænestolen , 
fik snart herredømmet over sin angst . Med en 
overordentlig anstrengelse rejste han sig og gik le indtrædende 
imode . 
— hvad søger de ? spurgte han , la den ene betjent 
var trådt ind . 
— jeg søger en forbryder , ler har søgt tilflugt 
i deres villa , hr . . . . 

— det må være en fejltagelse , stammede baronen . 
— aldeles ikke , svarede betjenten ; seer de det 
ben , der slikker frem under bordet ? 
Baronen blegnede . 
— jo , jeg kender det ben , vedblev betjenten ; 
det tilhører en person der , uagtet han er meget dårlig 
tilføds , dog i lang tid har ladet os løbe væddeløb 
for at fange ham . Endelig er det lykkedes , og jeg anmoder 
dem om at være os behjælpelig med at få 
ham frem . 
Uglehjelm lod som om han var meget forbavset 
øver , at denne forbryder havde skjult sig i hans villa . 
Med en overordentlig beredvillighed hjalp han 
politiet med at trække synderen frem , der nu i en 
droske blev transporteret til politikammeret . 
— den var værre ! brummede baronen , da haltesoren 
var transporteret bort . Bare han nu holder 
ren mund , ellers er jeg om en Hals . — det er dog 
også en forbandet historie — jeg kan aldrig være 
rølig så længe jeg opholder mig her i landet ; nej , jeg 
må bort , langt bort , helst til Amerika . . . men hvor 
skal jeg få penge fra ? 
Han grundede lidt derover , men udbrød endelig 
efter en kort betænkning : 
— bah ! jeg har da mindst de 8 , 000 rigsdaler 
tilbage af medgiften , og — ja jeg må gå til den 
gamle gnier , jeg kan binde ham en historie på 

ærmet om at en eller anden — måske Kamilla 
selv — har strålet pengene fra mig . Ja , det kan nok 
gå , jeg vil strar op til ham . 
Di vide , hvorledes han pressede de 2000 rigsdaler 
ud af ågerkarlcn , hvorledes han , forsynet med 
alle de penge han lunte rave og skrabe sammen , rejste 
til Hamborg , for derfra med først afgående dampskib 
at tage til Amerika . 
Vi ville nu se hvorledes det går ham medens 
han opholder sig i Hamborg . 
Ankommen dertil tog han ind i et af de slsrste 
hoteller . 
Han lod sig indføre i rejsebogen under navnet 
„ Grev ullendorf “ , og han førte en meget flot tilværelse 
i dette hotel , medens han ventede på at dampskibet 
skulle blive fragtet for at afgå til den nye 
verden . 
Endelig — efter at han i to dage havde opholdt 
sig i hotellet — fik han underretning om , at skibet 
om en time „ var klart til at sejle “ . 
Uglehjelm blev særdeles glad ved at hore dette , 
thi han frygtede at politiet var på spor efter ham . 
I al hast samlede han sine sager og lod et bud 
bringe dem ned til skibet . Derefter forlod han selv 
hotellet , idet han nynnede : 
„ Når bare man er kæk , 
så doer man ej af skræk ! “ 
Men i samme øjeblik prikkede en herre ham på 
skulderen og da uglehjelm vendte sig om , lå han 

til sin skræk en af kjebenhavns dygtigste opdagelsesbetjente 
stå foran sig . 
— må jeg ulejlige dem , hr . Baron ! sagde 
han smilende . 
— hvad ønfler de ? spurgte uglehjelm barsk . 
— jeg anmoder dem om , hr . Baron , godvillig 
at følge mig til den nærmeste station . Hvis de er 
uvillig hertil , da må jeg , hvor ondt det end gør 
mig , kalde folk tilhjælp ; men da det vil vække skandale , 
håber jeg , at de i deres egen interesse går 
ind på mit forlangende og følger mig godvillig . 
— det skal jeg såmænd gerne , svarede baronen 
i en ligegyldig tone ; jeg er mig ikke bevidst at have 
begået nogen forbrydelse , og følger dem derfor aldeles 
rolig . Sig mig , af hvilken grund bringer de 
mig på stationen ? 
— ja , det er nok af flere grunde , forsikrede betjenten . 
— det må bero på en fejltagelse . 
— jeg ville ønske det for deres skyld , svarede 
den galante politimand . 
Under denne samtale vare de ankomne til stationen . 
Hvad der passerede der skulle vi snart erfare . 
Fortvivlet vandrede bæveren frem og tilbage i sit 
skumle fængsel . 

han forbandede fin hustru , den „ blide “ Bævera , 
der havde opægget ham til at tage til København , — 
han forbandede den svenske skipper Svensson , der ved 
en utilgivelig uforsigtighed havde givet Sørensen anledning 
til at bemægtige sig skibet med hele den kostbare 
ladning , -- han forbandede den tykhoveds høkerlarsen , 
for hvis skyld han var bleven greben , — men 
især forbandede han Sørensen , der jo i grunden var 
ophavsmanden til den ulykke , der var hændet ham . 
- Ta ' mig ti tusind millioner Tønder djævle ! 
Om jeg ikke skal mase ham til plukfisk , så snart jeg 
får fingre i ham , den hundestejle ! brølede bæveren , 
idet han ærgerlig løb frem og tilbage i fængsler . 
— har jeg ikke sødet og vederlvæget hans dovne 
legeme , den konteffel ! vedblev han kort efter . Har 
jeg ikke været overbærende mod ham , den slave ! 
Jeg har set igennem fingre med hans fjollethed , 
jeg har udtømt mit madskab , for at tilfndsstille hans 
glubende hunger , den ulv ! og så lønner han mig 
således . Det er skændigt , skammeligt , nederdrægtigt . 
Men , ta ' e mig hundrede tusind millioner Tønder 
djævle ! jeg skal huske ham . . . den bavian ! den 
drommedar ! 
Udmattet af vrede og anstrengelse sank bæveren 
om på fængselsgulvet og vred sig som en orm . 
Da åbnedes fængselsdøren og slutteren trådte 
ind for at føre ham for dommeren . 
Medens bæveren føres bort ville vi se lidt til 

vor gamle ben , høker-larsen , der just heller ikke befandt 
sig i nogen synderlig behagelig stilling . 
Vi forlød den ulykkelige vicevært i det øjeblik 
han vågnede og hørte det for ham så uheldsvangre 
udråb over sit hoved . 
Forbloffst gjorde han sig så lille det var ham 
muligt , han krød hen i et hjørne af den dybe kældere 
og troede nu , at han befandt sig i temmelig god 
sikkerhed . 
Dog , det var en fejl beregning ; thi i det samme 
bemærkede han en skikkelse langsomt blive firet ned i 
kælderen til sig , og da han så op , fik han øje på 
tre andre , hvilke alle sammen vare ham bekendte som 
lovens håndhævere . 
Aldeles lamslået af skræk lød han sig som et 
barn føre op af den dybe kjældcr og først da han i 
nogle minuter havde været oppe i stuen , fik han 
mælet tilbage . 
— af hvilken grund forstyrrer man min søva ? 
Spurgte han rystende . 
— å , det er blot for at arrestere dig , lød det 
korte svar . 
— arrestere mig ? 
— ja , alene af den grund . 
Larsen , der i den sidste tid nok havde indset , 
at han var gået alt for vidt , fortråd nu bittert at han 

ikke før længe siden var vendt om fra syndens dej ; 
dog . nu var det jo før sent . 
Han mente nu , at han ved at træde kæk op ville 
kunne imponere de fire betjente . Hurtig rejste han sig 
og råbte med barsk stemme : 
— holdt ! det går før vidt ! Hvem er det , der 
vover at forlange mig arresteret ? 
Forundret så betjentene på ham . 
Kort efter trådte en mand hurtig ind i stuen , 
han stillede sig foran Larsen og sagde med bevæget 
stemme : 
— endelig får du da din velfortjente løn ! 
Forfærdet stirrede Larsen på ham og råbte med 
halvkvalt stemme : 
— nåde ! Nåde ! 
— nej , her gælder ingen nåde , sagde Sorensen 
( thi ham var det ) ; viste du nogen nåde imod mig ? 
Larsen gav intet svar — ban var besvimet . 
— lad os føre ham bort , vedblev Sorensen henvendt 
til de andre betjente ; vognen holder udenfor . 
Den devidstløse vicevært blev nu i en drosche 
transporteret til København , og han kom først til 
bevidsthed da han befandt sig indenfor le uhyggelige 
fængselsmure . 

48de kapitel . 
Den eneste udvej . 
Ankommen til politistationen forlangte baronen 
strar at føres ind til assessoren . 
Dette indrsmmedes ham . 
— bil de bevise mig den artighed , at lade mig 
vide , hvorfor man har sørt mig hertil ? spurgte han , 
idet han høfligt bukkede for embedsmanden . 
— det er en meget mislig sag , svarede assessøren . 
— ligemeget ; jeg må dog have net til at forlange 
en forklaring over , hvorfor man hindrer mig i 
a ; rejse , uagtet jeg har løst billet samt ladet mit 
rejsetøi bringe ombord . 
— nuvel , hr . Baron , de skal få grunden at 
vide . Først og fremmest er de mistænkt for et mordforsøg 
på den agtede grosserer Dalsgård i København ; 
dernæst . . . 
-- Dalsgård ! Dalsgård ! råbte baronen , og 
blegnede synlig . 
— dernæst er der telegraferet efter dem , da man 
har dem mistænkt for at ville rømme fra deres 
ægteviede hustru — hvilket nu bekræftes — samt at 
have bestjålen hende for . . . 
— holdt , det er nok ! sagde uglehjelm vaklende . 
Er jeg en forbryder , så arrestcer mig ! 

øjeblikkelig blev uglehjelm fort bort og sat i sikker 
forvaring , for senere at føres til København . 
Ligbleg vandrede baronen frem og tilbage i det 
værelse , hvori han holdtes indespærret . 
Tusinde forskellige tanker gennemkrydsede hans 
hoved . Han ville flygte , men det var ham ikke muligt 
af komme ud ; han faldt på knæ før af bede til gud , 
men han formåede det ikke . 
Fortvivlet slog han sig før panden , før af finde 
en udvej til frelse , men det var forgæves . 
— nuvel , udbrød han med fast og sikker stemme ; 
det må gjørcs . . . Enten det skeer nøgle dage før 
eller senere har jo ingen betydning før mig . Mit 
adelige navn skal ikke plettes , mit hoved skal ikke falde 
før bøddeløren . . . nej , aldrig , aldrig ! 
Hurtig , skønt med skælvende hånd , rev han et 
blad ud af sin tegnebog og med blyant nedskrev han 
følgende linier derpå : 
„ Elskede Kamilla ! 
„ Tilgiv den uværdige handling jeg har 
„ begået ; men tro ikke af jeg har villet svigte dig . 
„ Ieg forlod dig uden af underrette dig 
„ om , hvor jeg tog hen , men tro ikke af jeg gjorde 
„ dette før af skilles fra dig , — nej , jeg havde et 
„ ædlere , et smukkere formål før min rejse , et 
„ Formål , som vil bevirke af du kommer til af 
„ elske mig dobbelt så højt som du hidtil har 
„ elsket mig . — ieg havde ikke troet af faren var 

„ så nær , men da en af mine venner underrettede 
„ mig derom , mente jeg , at jeg burde rejse , for 
„ at undgå skandale her , og for at fritage dig 
„ for den sorg , at se din gemal vandre i fængsel , 
„ derfor forlod jeg dig i stilhed . 
„ Min hensigt var at tage til Amerika , og 
„ når jeg lykkelig og vel var ankommen dertil , 
„ ville jeg bede dig om tilgivelse , min elskede 
„ Kamilla , jeg ville bede dig om at komme til 
„ mig , at glemme den sorg jeg havde beredet 
„ Dig ; men ak ! Skæbnen ville det anderledes . 
„ Jeg bliver forfulgt af mine fjender , fordi 
„ jeg engang har begået en „ Ungdomeubesindighcd “ , 
„ thi anderledes kan jeg ikke benævne den uoverlagte 
„ Handling jeg begik . 
„ Det var en duel en meget anset mand 
„ i København havde fornærmet mig - jeg 
„ udfordrede ham - uheldigvis blev han vøvelig 
„ såret vi havde ingen vidner , men da min 
„ Modstander blev bragt hjem i denne sørzelige 
„ Tilsland , beskyldte hans venner og familie mig 
„ for mordattentat , jeg kunne ikke devise det mod „ satte 
og af den grund er jeg bleven forfulgt og 
„ forhånet hvor jeg end viste mig . 
„ Min uheldige syerne sølger mig bestandigt 
, , endelig — « fler flere dages Bente « i Hamborg — 
„ skulle jeg ombord i damperen ser at komme ti 
„ Amerika , men i det øjeblik jeg nærmede mig 

„ Slid « , greb en opdagelsesbencnt mig og 
„ arresterede mig . Jeg er ligefrem beskyldt for « 
„ Mordattenrat og da alt taler imod mig er jeg 
„ filler på at blive dømt , måske ril døven , 
„ skjondt jeg er aldeles uskyldig . 
„ Døg dette skal aldrig ske . Når du læser 
„ delte er jeg ikke mere blandt de levendes tal — 
„ en pistolkugle vil om et øjeblik gøre en ende 
„ på mit kvalfulde liv . 
„ O , elskede Kamilla , kan du tilgive mig 
„ den sørg og bekymring jeg par beredet dig , 
„ tilgiv mig , thi jeg er meget ulykkelig ! 
„ Levvel , min elskede hustru , Levvel ! Hisset , 
„ hos gud i himlen , samles du atter med din 
„ Gemal 
uglchjelm . “ 
' 8 sørg lkke over min død , ibi live , 
var mig kun en byrde . 
Da baronen havde skrevet dette brev skal van der 
l sin tegnebog . 
Derefter fremtog han aldeles rolig en ladt pistol , 
han havde skjult i sin overfrakke , hold : den for panden 
og idet han fremsagde en kor « bon trykkede han løs . 
Forfærdede over skuddet styrtede flere beljenic 
ind , men det var for silde — ve tand : kun baronens 
lig . 

48de kapitel 
to vielser . 
— å , jeg er så glad , så glad , så inderlig 
glad ! råbte Peter Henningsen , idet ban kom dansende 
ind ad Deren til Marie . 
— hvad er der hændet dig , min egen Peter ? 
Spurgte Marie med glædestårer e øjnene . 
— ja , gæt det hvis du kan , men du kan ikke . 
Og derfor er de « nok bedst , at jeg fortæller dig det , 
min søde lille kone . 
— din kone ? sagde Marie rødmende . 
— ja , akkurat , min egen søve kone ! råbte Peter 
og svingede hende rundt på gulvet . 
— nå , du er såmænd i godt humor , Peter ! 
Sagde Marie smilende . 
- ja , der har du nok ret på , for jeg skal sige 
dig noget , jeg skal betro dig en hemmelighed : om 
tre uger skal vi giftes . 
— vi ? er du gal , pe . er ? Hvor skulle vi få 
penge til at holde bryllup for ? 
„ Fatter har lovet sin egen Peter 
at pctermand om et øjeblik 
skal få leveret en masse moneter , 
øg så åbner Peter snart en flot butik ! “ 
Disse ord sang den lystige Peter Henningsen , 

medens han as giæde kyssede Marie over halvtredsindstyve 
gange . 
— nej , er det virkelig sandt , Peter ? spurgte 
Marie tvivlende . 
— om det er sandt , ja vel er det sandt ! Jeg 
sværger ved min skæve støvlchæl at jeg taler des rene 
skære sandhed ! skreg Peter og hævede foden i vejret . 
— nå , nå , vær nu rolig , sagde Marie . Fortæl 
mig heller hvorledes det forholder sig . Har du virkelig 
fået din fader til at give dig så mange penge , 
at vi . . . 
— jeg ? nej der ville være ligeså umuligt for 
mig som at krybe til månen ; nej grosserer Dalsgård 
har overtalt fader — denne herlige mand er 
i besiddelse af en talisman , der kan gøre underværker . 
Såsnart han siger til fader : husk på 
Smidt ! så kan han få ham til hvad dek skal være . 
— men hvilken betydning har disse ord ? spurgte 
Marie nysgerrig . 
— ja , det ved jeg sandt for grisen ikke , men 
en dyb betydning må de have efter hvad jeg kan 
forstå . Dog lad os ikke tale mere herom , lad os 
hellere tænke på vort bryllup , det er der mere hold i . 
Medens disse unge mennesker regne efter , hvor 
stor en kapital de skulle bruge til at sætte Bo for 
ville vi se lidt til et par andre personer i denne 
fortælling . 

— nå , så de er enig med mig i denne sag ? 
Sagde politibetjent Sorensen . idet han kærligt omfavnede 
Lene , der som en kærlig og god moder havde 
værnet om de forladte vorn 
- ja , svarede Lene næppe hørlig » . Hvis de 
troer st kunne være ijcm med at få mig ti ! Kone , 
uagtet de kender min ulykkelige fortid , da vil jeg 
med glæde være enig med dem . Det er den slorste 
lytte der nogensinde kunne vederfares mig , at jeg må 
binde min skæbne til en så brav og hjertensgod 
mand , som de i sandhed er . Men hvad sige børnem 
dertil ? 
— å , Lene , de er så lykkeligt , de stakkels børn . 
De plage mig hver dag om , at lade dem beholde 
dem til moder - dog , jeg har en endnu glædeligere 
efterretning ar meddele dem , Lene , nemlig , at 
jeg efter al sandsynlighed kan vente et par tusind 
rigsdaler i erstatning for den skade , hsker-larsen 
har tilsøiet mig . Han er nu i retfærdighedens hænder 
og venter und rædsel sin velfortjente straf . 
— ja , den har han såmænd ærlig fortjent , sagde 
Lene gysende . 
Kort efter forlod Sørensen hende , 
han begav sig hen til klokkeren ser ar få deres 
bryllup arrangeret . 
Tre uger derefter , på en og samme dag , viedes 
tø par i * * * » Kirke . 

kl . 3 om eftermiddagen trådte politibetjent 
Sørensen og jomfru Malene Hansen frem for Herrens 
alter . 
Kun få venner og bekendte overværede vielsen . 
I en kort men hjertelig tale skildrede præsten 
den modgang begge de brave menmsker havde haft 
og skuttede med , at bede gud om , at lade dem i ægtestandens 
glæde sinde den lykke de så længe havde 
savnet . 
Kl . 7 om aftenen trådte Peter Henningsen og 
jomfru Marie Søndrup frem for alteret . 
En ubeskrivelig lykke asspeilede sig i disse unge 
menneskers ansigt , da de arm i arm spadserede over 
kirkegulvet . 
Orgelets mægtige toner formåede ikke at overbove 
den glædesjubel der lød i deres indre , da le 
så uventet opnåede den lykke , de så længe havde 
længtes efter . 
Kirken var propfuld af mennesker , og alle betragtede 
med glæde det lykkelige par . 
Efter af præsten i en lang tale havde forkyndt 
dem hvilke pligter de havde lige overfor hinanden , og 
efter af de havde givet hinanden hånden på en tro 
samvirken i hele deres levetid , spillede orgelet den 
hjertegribende psalme : „ Det er så herligt af følges 
ad , for to som gerne vil sammen være ! “ og som om 
det var efter en forudgået aftale istemmede hele den 
forsamlede mængde , og de herlige ord rungede med 
en mægtig klang i den smukt oplyste kirke . 

nogle dage efter brylluppet overtog Peter en i 
god drist værende købmandsbutik i en af de slorre 
provindser på Sjælland . 
Hans handel var fortrinlig og et år derefter 
blev familien forøget med „ en lille Peter “ , der blev 
sine forældres stolthed og glæde . 
Peter Henningsen er endnu købmand , men han 
agter om kort tid af tage til København og nedsætte 
sig som grosserer . 
50de kapitel . 
Slutning . 
Vi skylde den ærede læser en forklaring over hvad 
de ord : „ Husk på Smidt ! “ har af betyde . 
Det er en episode fra den gode ågerkarls 
ungkarleliv . 
I en af de slorre kræmmerbutiker beder i byen var 
en ung handelskommis ved navn John Smidt 
engageret . 
Det var en opvakt og livlig fyr og ved sit geni 
trak han mange kunder til butikken . 
Til hans ulykke stiklede han bekendtskab mig 

ågerkarlen , der var en meget » vet kortspiller . Den 
unge kræmmersvend blev lokket i hans garn , — han 
tabte hver Asien store lummer , der gik i ågerkarlens 
lommer ; thi henningsen forstod , uden af den anden 
bemærkede det , af spille falsk , hvorved Smidt absolut 
måtte tabe . 
Enken på denne skurkestreg blev , af kræmmersvenden , 
for af klare sin gæld , tog af pengeskuffen , 
hvilket imidlertid snart vpdagedes . 
I det fortvivlede øjeblik underrettede den ulykkelige 
mand principalen om , af han i sin uerfarenhed 
var kommen i kast med en af de mest durkdrevne 
kortspillere , og af han kun havde stjålet for af dække 
den gæld hvori han var kommen . 
Han lovede af blive et skikkeligt og ordentligt 
menneske , men principalen , der var hård og ubøjelig , 
sendte bud efter politiet og indesværrede Smidt 
på sit værelse . 
Den ulykkelige unge mand kunne ikke bære sin 
skam — da politiet kom for af hente ham , var han 
ikke mere blondt de levendes tal : han havde hængt 
sig ; men forinden havde han på en seddel skrevet 
følgende : 
„ Dette selvmord har en vis hr . H . på 
„ sin samvittighed , thi nu indser ; eg , at han ved 
„ falsk spil har ruineret mig og gjort mig iii 
„ en tyv . “ 

med uro og rædsel ventede hsker-larsen sin 
dom . Han havde aldrig tidligere været straffet , thi 
ved et mærkværdigt held havde han i mange år 
undgået den straf , han i så lang tid gjorde sig 
fortjent til . 
Nu var bulkanen sprungen og han havde brændt 
sig svært , det følie han alt for godt . 
I en krog af fængslet sad han og spekulerede 
på , om der ikke skulle eristere en udvej for ham til 
frelse . 
— jeg nægter s ' gu alt ! mumlede han efter en 
kort overvejelse . Der eksisterer jo intet bevis imod 
mig . Skulle Sørensen virkelig diske op med hele 
historien , så vil jeg aflægge ed på at det er løgn 
alfsammen , og jeg gad nok se den , der formår mig 
til at bekende , tzaha ! endnu har jeg dog ikke tabt 
spillet . 
Medens Larsen raisonerede således sad haltesoren 
i slum fortvivlelse 
siøvercns død og den advarsel , han sendte ham . 
Havde gjort et så dybt indtryk på ham , at han fast 
defluttedt at tilstå alt , hvad han i de sidste år 
havde begået . 
Han sølte hos sig selv , at livet i et ensomt 
fængsel ville blive den eneste frelse før ham , thi dersom 
han kom i lag med sine gamle kammerater , ville 
han blive endnu siettere end han allerede var . 

— ja , lad der kun ske hvad der vil , jeg tilstår , 
det er min ufravigelige beslutning ! råbte han bestemt . 
Støveren er i grunden lykkeligere end jeg : han har 
nu ro og undgår i det mindste den jordiske straf før 
fine forbrydelser . . . dog , jeg vil ikke misunde ham , 
ban var min eneste ven her vå jorden , kun vi to 
forslode hinanden , dog tror jeg ikke at ban var så 
sket som jeg er — han var bedre opdragen og bedre 
lært . Ja , gud give at jeg var i støverens sted ! 
Bæveren var ikke fuldt så rolig som Halte-søren . 
Efter ar han havde udslodt alle de eder , han 
kunne erindre udenad , fattede ban til sidst en beslutning : 
ban ville bryde ud af det uhyggelige fængsel . 
Han havde , den dag han blev fængslet , skjult en 
Fil i en krog af cellen . 
Med denne Fil begyndte ban nu at skære løs 
på de jernstænger , der vare fastgjorte foran vinduet . 
Det var et meget besværligt arbejde , som vi nok 
kunne indse , men bæveren var godt vant til det besværlige 
— han tabte ikke mødet , men vedblev af file 
løs hver gang ban var ene . 
Den tredje dag efter af ban havde arbejdet uafbrudt 
i tolv timer , lykkedcs det ham endelig af få 
den ene Stang løs , men før af slipve ud måtte ban 
løsne en endnu , og dette var ikke nogen videre behagelig 
udsigt før ham , thi sluttercn havde betroet dam , af 
han den følgende dag skulle i forbor . 

— død og kritte ! dersom jeg nu bliver styrtet 
til « andet fængsel mumlede han ; den ville rigtignok 
» ære spyds ! — ak , hvad skal jeg gøre , jeg elendige 
stakkel ! 
Efter denne korte tale gav -an sig til af ruste 
af al kraft i den anden jernstang , men det var før » 
Gæves , den modstod al hans anstrengelse . 
— gid katien æde mine fingre ! dersom jeg ikke 
troer af jeg er førloren ! Det er dog også en forbandet 
historien , men der er alt sammen din skyld , 
elendige bævera ! — hvorfor ville du absolut lokke 
mig til af tage herover ? 
— nej , der er ikke hendes skyld , sagde slutteren , 
der i de » samme trådte ind . Skylden ligger hos dig 
> elv , tbi dersom du ikke havde begå » nøgen forbrydelse , 
så var du flets ikke kommen derind men det 
gi ' er sig alt sammen , tdi nu skal du i forbør . 
- nu ? 
— ja , lige i desse øjeblik , svarede slutteren og 
gjorde plars for ri par betjente , der kom for al afhente 
fangen . 
På en og samme tid stod alle tre » Forbrydere 
ivr skranken 
den første , der blev forbøn , var høtcr Larsen . 
Han svarede benægtende yå alle de svørgsmål , der 
bleve rettede til dam , og da Sørensen fremkom med 
sine beskyldninger , svor van med den slorste frækhed 
vå , at det var løgn alt sammen . 
Da bæveren børte dette , blev ban overordenlig 
dristig . 
— Ta ' mig tusind Tønder djævle , om det ikke 
er den skammeligste usandbed alt sammen ! råbte han 
med sin gennemtrængende svenske stemme ; jeg er 
ligeså uskyldig som det barn , der blev fsdt i går , og 
jeg vil også indcstå for Larsen . 
— det behøves aldeles ikke , svarede de « rykposede 

vært ; jeg skal nok svare for mig selv . — des 
har jeg gjort for i dag . 
Efter at de to herrer havde benægtet alt , kom 
Toren til halte-søre « . Han tilstod straks at være 
delagtig i mordattentatet på Dalsgård , men hav 
ville ifke tilstå , hvem hans medskyldige var . 
Derimod fortalte han nogle smoadistorier om 
Larsen og om » det lille pakhus ' , hvori han ovbevarede 
de forskellige tyvekoster , han for en ringe 
ting kom i besiddelse af , ved at true de so » fljellige 
herrer tyveknægte - der segte tilflugt hos W — 
med at overlevere dem til ncisærdighcdens tjenere , 
dersom de forlod huset inden han var kommen i besiddelse 
af de stjålne sager . 
Larsen blev så forbavset over disse beskyldninger , 
at han ikke formåede al fremførs et ^rd til sit 
forsvar , da dommeren forklarede ham , a » hans straf 
ville blive betydelig mildere , dersom han ikke forhalede 
sagen , da tilstod den forskrækkede vært efterhånden 
alt , og derved trak han naturligvis bæveren med . 
Larsen og halte-toren blev id emte tugihusstraf , 
den førstnævnte i sire år , den sidstnævnte i » o år . 
Bæreren derimod blev viist hjem til Sverrige , 
hvor en del andre fyrbrydelser , han havde begået , 
ved samme lejlighed kom for dagens kys . Hans 
straf lod på fæstninzsarbeide på livstid . 
Hvad Kamilla — eller rettere baronesse uglehjelm 
— angår , da må vi tilstå , at hun tog sig 
sorgen meget let , og efter et halvt Års forløb se vi 
hende forlovet med en skuespiller fra et af provinds « 
Theatrcne . Hun optræder selv på scenen og gør 
stormende lykke hvor hun viser sig . 
Til skivver Svensson og mutter bævera hsrtes aldrig 
noget rimeligvis er de i forening rejste til Amerika . 
Ende