Første capitel . 
Det var sidst i november og ret en af disse uhyggelige 
aftener , som denne sene årstid kan føre med sig . 
Stormen rasede orkanagtig ; det ene stød efter det 
andet rystede taget af den lille præstebolig ; sneen 
piskede mod ruderne , og det fjerne drøn af Vesterhavet 
blev stedse tydeligere . Pastor Verner , der havde 
siddet fordybet i sine studeringer , måtte lægge pennen 
fra sig ; „ Hu , ha ! “ udbrød han , idet han rejste 
sig , „ dette er for frygteligt til at være ene med “ . 
Han gik over gangen ind i dagligstuen ; der sad 
hans unge , fljønnc hustru og syede ved lampens 
skin . 
„ Hvor vejret dog er rædsomt i aften , “ udbrød 
præsten , idet han nærmede sig hende ; „ de stakler , 
der må færdes derude ! Ja vi have det godt i 
vort hyggelige hjem . “ 

hans hustru så op og nikkede kærlig til ham ; 
han bøjede sig ned mod hende , idet han klappede 
hendes kind . 
„ Når jeg seer på dig , min egen Maria ! 
Synes jeg altid , at det er sommer og solsfin om mig . 
Du kære lille menneske ! og hvor vil dog alt blive 
endnu mere strålende , når vort glade håb opfyldes , 
og du sidder med dit barn i armene . Ja 
Vorherres nåde imod os er stor ! “ 
Maria strakte armene ud imod sin elskede husbond . 
„ Ja Carl , vi have det godt ; men når jeg 
tænker på den store tilvækst i vor lykke , o , da — 
nå , nu ryster du atter misbilligende på hovedet ; 
ja , min egen ven , jeg ved , det er uret ikke at lægge 
alt i glædens vægtsfål , når vi veje vor fremtids 
lykke ; jeg ved jo , at jeg ikke skulle ængste mig ; 
men husk , at det , jeg går i møde , er på liv og 
død . — nå , min kæreste ven , lad mig nu ikke 
formørke dit klare blik ! Jeg skal tage mig sammen 
og ej lade mørket tildække , hvad Vorherre jo alt 
kan have bestemt så solklart og blomstrende for os . “ 
„ Men hvad er det ? “ udbrød Maria efter et 
øjebliks lytten ; „ kan det være stormen , der ruster 
således i gårddøren ? Nej , det er nogen , der 
banker ; o , skynd dig , min ven ! her er vist Jammer 
på færde . “ 

præsten ilede ud og prøvede på at åbne døren . 
Stormen hvinede igennem huset , og sneen 
fygede i tætte hvirvler op ad gangen , så han først 
hverken kunne høre eller se , hvem der stod udenfor ; 
men lidt efter lidt arbejdede en af sne bedækket skikkelse 
sig frem , klemte sig ind ad døren og fik den 
hurtig i efter sig . 
Det var den unge Jørgen Jensen , der hvede i det 
lille nye huns ude på Terkild Madsens hedejord . 
Han var for et år siden kommen ovre fra østkysten 
med sin unge kone og havde købt sig et huns 
og et stykke hedejord , som han nu var ved at opdyrke . 
Præsten 
havde kun set ham få gange , men 
altid med interesse ; især havde han i kirken lagt 
mærke såvel til ham som til hans kone på grund 
af det usædvanlige liv og den høje grad af inderlighed , 
hvormed de syntes at følge gudstjenesten ; 
tilmed forekom det ham , at deres ansigtsudtryk såvel som 
deres hele væsen bare præget af en højere 
udvikling , end man kunne vente efter de forhold , de 
levede under . Men hvad der på den anden side havde 
været ham ligeså påfaldende , var den underlige 
skyhed hos dem begge , der syntes at tyde på , at 
de helst ønskede intet at have at gøre med ham ; 

det forekom ham , at denne kun flet passede sammen 
med det indtryk , de iøvrigt havde gjort på ham . 
„ Men hvad er det , Jørgen Jensen ; kommer du 
her i dette forrygende vejr ? “ udbrød Verner , da han 
så , hvem det var . „ Nå ! jeg seer , min ven , at 
du er hårdere trængt indenfra end af vejret derude . 
Men hvad er det dog ? “ 
„ O , hr. Pastor , “ svarede Jørgen , „ vort barn 
døer , og det er ikke døbt ; kom straks med mig ; der 
er vist intet øjeblik at spilde ! “ 
„ Jeg vidste jo ikke , at jert barn var født ; “ 
Sagde præsten og tog hjertelig Jørgen i hånden . 
„ For otte dage siden blev det født , “ svarede 
Jørgen . „ O , det var så sundt og glædeligt at se 
til , og nu ligger det i krampe og vrider sig , så 
Vorherre må sig forbarme . Ja Herren giver , og 
han tager ; hans navn være lovet ! men barnet må 
tilhøre hans menighed ; derfor kom , og kom straks ! “ 
Præsten kastede hurtig sin kappe om sig , åbnede 
døren til dagligstuen og nikkede kærlig til 
sin hustru : „ Tjenesten kalder mig , Maria ; jeg kommer 
igen , så snart jeg kan . “ Han så ikke det 
smertelige blik , som Maria fæstede på døren , der 
lukkede sig efter ham . Hun anede , at hun ville få 
en ensom og svær kamp at bestå , medens han , 
hendes elskede , var borte for at trøste andre . 

stormen blev stedse heftigere , og sneen hvirvlede 
i tætte masser . Præsten og hans ledsager 
måtte støtte sig til hinanden , og mangen gang vare 
de midt i en snedrive , som de kun med den yderste 
anstrengelse arbejdede sig ud af . Endelig nåde 
de frem til huset , og Jørgen rev ilfærdig døren 
op . 
„ Hvordan går det , Lene ? “ råbte han hen 
mod den unge , blege kone , der lå udstrakt over 
barnets seng . 
Konen kunne intet svare , men vendte sig imod 
ntanden med et blik fuldt af fortvivlelse . 
Præsten trådte hurtig til ; Jørgen bragte en 
kumme vand ; den stakkels moder tog det døende 
barn i sine arme ; det lille hoved blev overheldt med 
vandet ; men næppe var dåbsformlen udtalt , før 
det sidste livstegn var udslukt . Dødens kolde hånd 
viste straks sit spor på det lille ansigt ; moderen 
trykkede det op til sit varme bryst ; faderen knælede 
ned ved sengen og bedækkede de små hænder med 
Kys og tårer ; men livslyset var udpustet af dødens 
kolde ånde . 
I stille deltagelse var præsten vidne fil denne 
smerte . Han trak sig tilbage i en krog af stuen , 
hvor han sad sammensunken med hånden under 
kinden og så på de bedrøvede , imedens stormens 

tuden og havets drønen lød i hans øren . 
Hans tanker kunne dog ikke fastholdes af , hvad han 
her så og hørte ; han tænkte på hjemmet ; hvor 
snart kunne en lignende scene ikke møde ham der . 
Han blev så stærkt greben ved denne tanke , at han 
uvilkårlig sank i knæ , og en brændende bøn strømmede 
fra hans læber . Han bad for det døde barn , 
for dets arme forældre , for sin hustru og for sig 
selv , og han anråbtc Vorherre om at lade en nådesstrålc 
lyse over dem alle . 
Længe lå han sammensunken i stille henrykkelse 
efter bønnen . Da han rejste sig op og så 
hen fil de stakkels forældre , sad de med hinanden 
ved hånden , og en mild fred lyste over deres ansigter . 
Verner foldede sine hænder og takkede gud , 
at han havde ladet sine engle dale med fred fil 
dette fattige hus , hvor døden så nylig havde 
bragt det unge liv fil at stivne . Han følte sandheden 
af Herrens ord : „ Hvor to eller tre er 
samlede i mit navn , der er jeg midt iblandt eder , “ 
Og han mærkede , hvor ånden var nær og lagde 
ordet på hans tunge . Han talte om det lille 
barn , som nylig havde måttet betale syndens 
sold ved af lide dødens kvaler , og det før slægtens 
skyld . Han talte om , hvor svært det var før 
det bevidste menneske af se herpå og sole , af han 

selv havde bragt så mangen en sten til den store 
syndebygning , som var begyndt af de første forældre 
og stadig fortsattes af slægten led før led . 
Alan måtte grue ved af tænke på gudsbilledet i 
sig , hvor al glandsen var bleven så godt som usynlig 
ved Emmen af syndens hede , giftige ånde . 
„ Men hvor lifligt , “ fortsatte han , „ er det dog ikke 
før den Christne , der ved , af Herrens milde øjne 
har en magt som solen , der ved sine varme stråler 
i et ru kan fordrive den mørkeste tåge . Så 
når vi kun af hjertet sige : „ „ Herre , jeg tror på 
dig , “ “ da seer Herren med sit milde smil på os , 
da er det , ligesom når tågen hæver sig ; hvor vi 
før kun så ud i et dødt , tæt mørke , der se vi nu 
et dejligt , solbeskinnet landskab liggende for os . “ 
„ Kan vi , “ således sluttede han , „ i trange tider 
som den , der nu i øjeblikket hviler over dette 
hjem , kalde den livsaligste side af christendommen 
frem , i bevidstheden om Herrens broderforhold til 
os , og hans magt og villie til at forløse os fra 
mørket , med hvilken fortrøstning må vi da ikke 
se hen til dette lille barns tilværelse , det , som nu 
har udstridt her nede , og som vågner i de lyse 
egne , hvor det , efter at have betalt sin del af gjclden 
ved at være gået igennem dødens mørke port , 

nu også som et led af menigheden har del i 
salighedslivet . “ 
Jørgen og Lene havde med varme fulgt præstens 
ord , og da han sluttede , rakte de hjertelig 
hænderne ud imod ham . 
„ O , “ udbrød Lene , idet hendes milde øjne fik 
en forhøjet glans , „ hvor er det dog ikke trygt at 
føle sig i de troendes samfund ! Ja , gud velsigne 
præsten for denne aften ! i al sorgens mørke har 
deres ord lysnet så underlig dejlig for mig . “ 
„ Tak , Lene , for de ord , og tak skal i begge 
have for denne aften ; den vil nok blive til velsignelse 
for os alle tre ; thi i Herrens navn have 
vi været samlede . “ Disse ord udtalte præsten med 
barme , idet han trykkede Jørgens og Lenes hænder ; 
men pludselig greb han sig med hånden til panden . 
„ Jeg må hjem , “ udbrød han med heftighed , „ det 
er mig , som om min hustru kaldte mig ; ja jeg må 
hjem , hjem og det så hurtig som mulig . Gud stå 
os alle bi ! — nej , Jørgen , du skal ikke følge mig ; 
stormen er sagtnet , og snefoget ophørt ; se , månen 
kommer frem , så det bliver lyst på vejen . 
Du må være her hos din hustru ; der er din plads . 
Farvel , farvel ! “ 
Verner begav sig nu på hjemvejen med hovedet 
fuldt af mange tanker og i hjertet glad ved 

de to mennesker , han havde fundet denne aften ; men 
alt som han nærmede sig præstegården , glede alle 
andre tanker mere og mere bort for den ene : hvorledes 
han ville træffe sin elskede hustru . Hans skridt 
bleve bevingede , så han mere fløj end gik det sidste 
stykke af vejen . Da han trådte ind i gården , 
steg hans angst ved at se , at man gik med lys fra 
den ene stue til den anden ; thi han måtte jo have 
ventet , at alle vare til ro så sent på natten . 
Han ilede ind i dagligstuen ; den var tom ; da nærmede 
han sig sovekammerdøren , og idet han åbnede 
den lydløst , nåde et spædt barns gråd hans 
øre . Først kunne han ikke røre en fod ; han hørte 
jo ikke sin hustrues stemme ; en navnløs angst knugede 
hans bryst : „ Min gud , vær os nådig ! “ bad 
han , idet han trådte et skridt indenfor . Den 
gamle Ane fad bøjet over vuggen . Han nærmede 
sig sengen ; der lå hans elskede bleg og stille med 
lukkede øjne . Sov hun , eller var hun alt et lig ? 
Han bredte armene ud imod hende ; men hun så 
det jo ikke . Han lagde sit øre lige til hendes mund , 
og hvilken lyksalighed gennemstrømmede der ham 
ikke , da han mærkede et sagte åndedræt ; han berørte 
hendes læber med sine , og et svagt smil viste , 
at hun følte hans nærhed . Da sank han ned på 
sine knæ og takkede gud ; thi nu troede han at få 

lov til at beholde sin bedste skat her på jorden . 
Glad nærmede han sig vuggen , og han så det nye 
lille menneske , der var hans datter og født ham af 
hans elskede Maria . 
Næste morgen var der stor glæde i præstegården . 
De to unge ægtefolk takkede og priside i 
forening Herren for det sunde barn . Verner kunne 
ikke løsrive sig fra sin elskede hustru ; han sad stadig 
ved hendes leje med hendes hånd i sin , idet deres 
øjne mødtes i salig henrykkelse . Dog da Maria 
op ad dagen var falden i en tryg søvn , og Verner 
i tanterne førtes fra sit eget lykkelige hjem til de 
stakler , hvis sorg han den foregående aften havde 
været vidne til , bestemte han , at han ville gå hen 
at se til dem . 
Denne gang ydede ham stor tilfredsstillelse ved 
den hjertelige og tillidsfulde måde , hvorpå de to 
unge folk kom ham i møde . Det lille barn var 
alt klædt i fin ligdragt . Han bad i forening med 
forældrene en bøn over liget , og snart vare de i 
en varm og inderlig samtale om døden og udødeligheden 
og den christne opfattelse heraf . Verner undrede 
sig over den lethed , hvormed Jørgen kunne udtrykke 
sine tanker , og over den megen kundskab , han fandt 
hos ham . 

„ Hør Jørgen , du har ikke altid gået bag ploven , “ 
Udbrød præsten uvilkårlig . 
„ Jo , vel har jeg måttet tjene fra mine drcngeår , “ 
Svarede Jørgen ; „ men jeg var så heldig at 
få præsten hjemme i thorshøj til husbond , og 
da han mærkede , at jeg havde lyst til at læse , lånte 
han mig af og til en bog ; når jeg så bragte den 
tilbage , talte han med mig om dens indhold . Efter 
et par Års forløb kaldte han mig en dag ind i 
sit studerekammer og sagde : „ „ Sæt dig ned , Jørgen ; 
jeg må tale lidt med dig . Du har et godt 
nemme , og du synes at være sfabt mere for bogen 
end for ploven ; hvad mener du , om jeg læste en 
tid med dig , så at du kunne komme på seminariet 
og engang blive skolelærer ? “ “ Ja præsten 
må tro , at det var underligt for mig , da den kære 
gamle bland sagde dette . Gråden kunne jeg vanskelig 
holde tilbage , så jeg fik ikke fremført et ord ; 
men jeg greb hans hånd og trykkede den mod mine 
læber . Han klappede mig på skulderen og sagde : 
„ „ Ja , ja Jørgen , så har du fra første november 
ikke mere tjeneste hos mig ; men da skal du blive 
min lærling . “ “ Så tog jeg fat , og det blev en 
velsignet vinter ; jeg stred og arbejdede tappert . 
Imellem var der jo et og andet , som det faldt mig 
noget trangt at komme igennem , og af og til blev 

jeg helt forknyt ; men præsten vidste altid at lette 
mig byrden , snart med en oplysning og snart med 
et skjemtsomt ord . „ „ Endnu et år , “ “ sagde han 
næste november , „ „ så er du fiks og færdig til seminariet . 
Jeg kender forstanderen , og da du er 
så flink , skal jeg nok få friplads til dig . “ “ Nej , 
hvor jeg var glad , da jeg den aften søgte ud til 
Lene på blegepladsen . Hun tjente som stuepige i 
præstegården , og vi havde alt en stund været gode 
venner . Vi lagde den aften store planer for vor 
fremtid . Hun fortalte mig , hvor meget præstekonen 
tog sig af hende , og at hun ofte sagde : „ „ Jeg skal 
nok få dig til at vokse jævnsides med Jørgen ; 
det er en kappestrid mellem min mand og mig , kan 
du tro . “ “ Ja det var en lykkelig tid ; men kort 
varede den kun . En morgen kom jeg ind til præsten 
med mine bøger ; jeg var netop opfyldt af en del 
spørgsmål , jeg skulle have rede på ; men da jeg 
fik ham at se , glemte jeg alt . Han , der stedse havde 
modtaget mig med et livligt smil , sad nu bleg og 
sammenfalden i sin stol og stirrede med et par 
matte , stive øjne på mig . Jeg talte til ham ; men 
jeg så , at han mærkede det ikke ; det var tydeligt , 
at han manglede bevidstheden . Jeg kaldte på hjælp ; 
hans stakkels kone kom og kastede sig grædende ned 
for ham ; men han kendte hende ikke . Jeg jog til 

købstaden efter lægen ; men inden jeg kom den lange 
vej , hen og tilbage igen , var det blevet aften . Da 
vi kørte ind i præstegården , og Lene kom ud for 
at sætte trappen til vognen , så jeg straks på hendes 
ansigt , at vi vare komne for sent . Et slag 
havde rørt ham , og han lå nu stiv og død . “ 
„ De første dage vare Lene og jeg så bedrøvede 
over vor kære , gamle præsts bortgang , at vi 
ej følte andet , end at det var så trangt at savne 
ham . Men så kom tanken om fremtiden , og den 
så jo helt sort ud . Jeg stod aldeles blottet for 
midler til at fortsætte min læsning , og ingen kendte 
jeg , der kunne hjælpe mig . Lene og jeg talte meget 
frem og tilbage derom ; men vi standsede altid derved , 
at læsningen måtte opgives . 
Der var intet andet for , end at jeg måtte se 
at få et lille sted i fæste eller tilkjobs på afdrag , 
så at vi snart kunne gifte os . En ny tjeneste 
kunne jeg ikke tage ; det var jo ikke let at komme 
til at tjene i samme gård , og stilles ville vi ikke ; 
ja selv om vi havde kunnet opnå det , så duede vi 
dog ikke mere for det tjenende forhold ; dertil havde 
vi haft det for godt i præstegården . Tilfældig 
hørte jeg , at Terkild pladsen herovre ville stykke sin 
hedejord ud , og at han ville bygge huse derpå og 
lade pengene for købet stå hen . Det var jo fordelagtige 

vilkår ; jeg tog straks herhen og fik snart 
alt ordnet med ham , så at Lene og jeg kort tid 
efter kunne drage herover som ægtefolk . “ 
„ Vi have arbejdet strengt begge to , “ sluttede 
Jørgen sin fortælling , „ da vi foruden at opdyrke 
vor egen jord har måttet tage dagarbejde for at 
kunne leve , eftersom jorden her endnu » æslen intet 
indbringer . Men vi vare jo begge unge , og snart 
kom den glade forventning om den lille der ; “ og 
Jørgen pegede hen på liget . Ved disse ord brød 
smerten atter voldsomt frem hos Lene , og hun kastede 
sig jamrende ned over det døde barn ; men 
hurtig tog hun sig sammen ; hun var vel en blød , 
men dog en stærk kvinde , og hendes tro var klippefast . 
„ Herre , 
vær mig arme synder nådig ! “ bad 
hun og strakte armene mod himlen . „ Jeg ved jo , 
af du elsker mig , så vil du og tilgive mig , om 
det end synes , af jeg knurrer imod din villie . “ 
Verner var bleven stærkt bevæget såvel ved 
Jørgens fortælling som ved dette smertesudbrud af 
Lene . Ha « rakte dem hjertelig hænderne , idet han 
udbrød : „ Jeg har så gerne tidligere villet nærme 
mig eder ; men jeg så tydelig , af i helst vare fri 
for af komme i berøring med mig ; sig mig dog , 
hvorfor have i således holdt eder tilbage ? “ 

„ Ja , “ svarede Jørgen , „ siden vi nu er komne 
hinanden så nær , kan jeg jo gerne sige det . Ak 
ja , det var af lutter dårlighed , og det nærmest hos 
mig . Lene havde jo bedre kunnet finde sig til rette ; 
men mig var det altid svært at glemme bogen , og 
når jeg så dem , hr. Pastor , stormede de gamle 
tanker ind på mig , og det var , som om jeg skulle 
kvæles . Så måtte jeg stænge for . Loddet er nu 
engang kastet , og det kan jo ikke blive anderledes . 
Ja havde vi beholdt vor lille der ! “ og hans stemme 
hævede sig næsten til et skrig ; „ men nu , hvilken 
vinter gå vi dog i møde her i dette øde og 
mørke , ihvor man seer hen . “ 
Jørgen lagde sit hoved i sine hænder og hulkede 
højt ; men nu sad Lene rolig og kraftig ved siden 
af ham ; hun bøjede sig ned mod ham , og så 
ham ind i de urolige , tårefyldte øjne . 
„ Jørgen , Jørgen ! “ udbrød hun i en kærlig advarende 
tone , „ husker du da ikke , at vi er Vorherres 
børn ; skulle vi gå den trange sti , ja , så 
må vi jo bøje os og gå den , hvor mørk 
vejen end er , og hvert skridt fører os jo dog nærmere 
til det mål , hvor Herren står med sine udbredte 
arme og venter på os . Og Jørgen , husk 
på , hvad den kære , gamle præst så lidt sagde , når 
dn blev utålmodig og mistvivlede om , at det ville 

bære frem med dig : „ „ Bed som et barn til din 
himmelske fader , og han vil hjælpe dig . “ “ Husker 
dn , hvor kærlig han sagde det til dig ? “ 
„ Ja du har ret , Lene , “ tog Verner ordet , 
„ Herren er mægtig , og Herren er nådig ! Se , her 
sender han eder alt hjælpen . Han har lysnet for 
mig i dette øjeblik og gjort mig til sit ringe redskab . 
Jeg kan ikke mere stilles fra eder ; vi tilhøre 
hinanden . Min hustru og jeg have det så ensomt 
herovre i denne alvorlige natur ; vi trænge til ligesindede 
mennesker . Jeg føler jo tydelig , at vi i 
troeslivet kunne gå hånd i hånd , og i vore 
menneskelige interesser skal vi også nok komme ved 
siden af hinanden . Min kone trænger til en kvindelig 
hjælper ; den gamle Ane , som jeg har bragt 
med fra mit hjem , kan ikke mere magte den plads , 
hun skulle udfylde . Hun må nu have stille , gode 
dage i sin alderdom , og du , Lene , skal hjælpe i 
hendes sted . “ „ Når jeg nu tager din kone , Jørgen , “ 
Tilføjede præsten i en halv spøgende tone , idet 
han gav Jørgen hånden , „ så følger du jo nok 
med . Jeg skal træde i din gamle præsts sted ; du 
må igen have fat på læsningen , og du skal se , 
at der nok skal komme flugt i vort arbejde . Vor 
gamle skolelærer har længe været træt og har ønsket 
en angre , til hvem han kunne få skolen overdraget , 

imod at han blev indsidder hos den nye lærer . 
Han er en elskelig gammel mand , som i nok ville 
være gode imod . Seer du nu , Jørgen , hvor det klarer 
op ; er Vorherre ikke mageløs god imod os ? Hvor 
trangt begyndte vi dog vejen iaftes , da vi strede mod 
storm og sne , opfyldte af angsten for at komme 
for silde . Nu er eders lille skat et led af den store 
menighed , og uagtet sin tidlige bortgang har det 
lille barn dog haft en gerning her på jorden , 
idet det har været midlet i Herrens hånd til at 
bringe sine forældre sammen med mennesker , der 
trænge til dem , og som de igen ville modtage kærlighed 
af . Nu farvel , mine venner ! Så snart barnet 
er begravet , flytte i hen til os , og vi ville alle 
bede om Herrens velsignelse til vort fremtidige samliv “ . 
Andet capifel . 
Over seks år er forløbne , siden lille Anna Verner 
blev født . Denne tid er - gleden lykkelig hen for beboerne 
af præstegården . Jørgen Jensen har læst et 
år hos præsten , været to år på seminariet og 
er nu alt på fjerde år skolelærer og degn i 

landsbyen . Den gamle lærer er død efter at have 
levet to lykkelige år hos Jørgen og Lene , hvem han 
altid kaldte sine kære børn , og efter hans død viste 
det sig også , at han havde faget dem i børns sted , 
idet han havde indsat dem til sine universalarvinger , 
så at de kom i besiddelse af en efter deres forhold 
ikke ringe capital , som den gamle mand havde sammensparet 
sig i de mange år , han havde virket i sit 
kald . 
For præsten Verner og hans hustru havde hin 
stormfulde novembernat bragt rige gaver , da de havde 
fået ikke alene deres elskede lille Anna , men også 
to så trofaste venner som Jørgen og Lene . Det 
var glædeligt at se disse fire mennesker sammen ; de 
kunne nu i alle måder følges ad . Jørgen og Lene 
vare begge fra naturens hånd rigt begavede , så 
de havde haft let ved at modtage og fastholde de 
stærke og åndfulde indtryk , som den daglige omgang 
med præsten og hans kone måtte føre med sig ; thi 
disse vare , afscct fra , at de vare varmt troende mennesker , 
også i ualmindelig høj grad uddannede , da 
de vare opvoxcdc i kredse , hvor der var en levende 
sands for alt , hvad der var skønt og stort . Verner 
havde et par år rejst udenlands og navnlig opholdt 
sig længere tid i rom og dens omegn . Han var 
alt forlovet før rejsen , så han skrev udførlige breve 

til Maria , og da han straks efter hjemkomsten blev 
udnævnt til præst i denne ensomme egn , var det let 
for ham at fastholde de stærke indtryk , som han havde 
bragt hjem med sig fra al den herlighed , han havde 
levet i . 
Når de nu om aftenen alle fire sagde sammen 
i præstegårdens dagligstue , blev brevene ofte tagne 
frem , og de hjalp til at suldstændiggjøre fortællingerne 
om det dejlige Italien . En del kobbere og 
et par mindre malerier havde Verner også sorskaffet 
sig på rejsen , og disse billeder vare til stor glæde 
for den hele kreds , men især for lille Anna , der , da 
hun ingen jevnaldrende omgang havde , vænnede sig 
til af lege med disse billeder og sin dukke , som om 
de vare levende væsner . Især var der et lille 
oliebillede , som hun elsfede højt . Det forestillede en 
jngling lige på overgangen fra barn til voksen . 
Man kunne se på ham , af han havde forsaget verden , 
men uden af prøve dens kampe . Kinden havde 
endnu sin barnerundhed ; øjet var stort og glandsfuldt 
som hos barnet , men det udtalte dog klart , af 
der på dybet af sjælen lå en stor smerte , som 
man kun kunne forstå ved af tænke sig ham som 
en ung martyr , der med glæde , men dog bøjet af 
slægtens syndetryk , gik Herrens korsdragervej , hvilket 
måtte ende med , af han gav sit blod som sandhedsvidne . 

hans træk vare fuldendt fljønne ; han 
var klædt i en hvid og sort munkekappe ; på brystet 
var der fremstillet en sol , der udbredte sine 
stråler . Han havde ingen glorie om hovedet ; 
men solen på brystet og den unge alder berettigede 
til af tro , af billedet skulle forestille en vis 
set . Antonius , som i de første christne tider led 
martyrdøden i rom i en alder af fjorten år , og 
om hvem der fortælles , af en sols billede i dødsøjeblikket 
viste sig på hans bryst . 
Moderen havde forklaret Anna billedet , og det 
gjorde et stærkt indtryk på barnet , at dette unge , 
yndige menneske havde måttet lide så hård en 
død . Men da gjorde moderen hende opmærksom 
på paradisglæden , der levede ved siden af smerten 
i denne unge sjæl ; også talte hun med hende 
om det yndige samliv med englene , som antonins 
jo nu måtte leve . Antonins blev billedet kaldet i 
præstegården , og det havde så megen ejendommelighed , 
at det fik som en personlighed for dem alle . 
Anna tyede som oftest til dette billede , når der 
kom en af de besynderlig trange stemninger over 
hende , de stemninger , som allerede barnet kan søle 
uden at kende nogen årsag dertil . Det er , som 
om sjælen sukkede over , at dens vinger er blevne 
stækkede i dette underlige jordeliv . Fra det første , 

bevidstheden vågner hos et åndeligt menneske , er 
der et savn , som følger det hele livet igennem ; det 
er indhyllet i en tågeverden , indtil christendommens 
lys får denne opklaret . Det er , som om erindringen 
om menneskenaturen før syndefaldet havde 
sit gemmested dybt i sjælen , og at den imellem 
søgte at udvide sig som for at hæve mennefket ; 
men det bliver kun ved en stemning ; svingfjerene 
vokse ikke mere ud her på jorden ; denne 
lyksalighed er gemt til en anden tilværelse . 
Det vil nu vel synes underligt for mange , at 
en lille barnesjæl skulle kunne føle noget , der ligner 
en sådan stemning , og dog er det så , at der i det 
åndelig anlagte barn alt fra den tidligste aldermærkes 
en spire til de fleste af de stemninger , der 
følge det livet igennem . Anna havde af naturen 
et varmt hjerte , og som følge deraf var hun også 
i høj grad stemningsmenneske . Dette uforklarlige , 
der til sådanne tider var over hende , og som hun 
umulig kunne finde ord for at udtrykke , gjorde , at 
hun ofte trak sig ind i sig selv , så at endogså hendes 
moder ikke kunne sinde årsagen til barnets 
underlige indesluttethed . 
Når Anna var således bevæget , traf moderen 
hende oftere foran antoninsbilledet og søgte da at 
få en forklaring over , hvad der i sådanne øjeblikke 

rørte sig i hende ; men barnet vedblev at være 
tavs , idet det ufravendt betragtede antoninsbilledet . 
Da moderen en aften efter en sådan dag 
sagde godnat til Anna og havde bedet den lille bøn 
med hende : 
„ Nu lukker sig mit vje : 
gud fader i det høje 
i varetægt mig tag ; 
for synd , fra sorg og fare 
din engel mig bevare , 
som ledet har min fod i dag ! “ 
Sagde hun til hende : 
„ Også du har en engel , som altid våger 
over dig , og som dag og nat er om dig ; og det 
er en af Vorherres største gaver , min egen Anna , 
som vi ret af hjertet må takke ham for “ . 
„ Ja moder “ , udbrød Anna , „ tror du ikke også , 
at Antonius er min engel ; jeg synes , at han 
seer således ud “ . Længere blev samtalen ikke , da 
de små barncøjnc faldt til , og hun sov sødelig i 
englenes arme . 
En søndag formiddag gik Anna ene om i 
haven , da det kun var sjældent , at hun blev tagen 
med i kirke . Hun satte sig med sin dukke ind i 
et gammelt lindelysthuus , som stod for enden af en 

lang gang . Del var midsommer ; solen skinnede 
varmt , og fuglenes sang blandede sig med psalmetonernc 
fra kirken . I den lille have så alt så 
lifligt ud ; der var kun enkelte , lidt forkrøblede træer ; 
men en række frodige ribsbuske stod langs med 
gangen . Solen skinnede bagfra gennem de røde 
ribsklaser og hen ad de grønne blade , og nogle rosenbuskc 
vare så fuldt behængte med blomster , at 
grenene bøjedes helt ned mod jorden . Fuglesangen 
i forening med psalmetoncrne fra kirken , de soloplyste 
ribsbuske og de duftende roser , alt dette hævede 
barnet op i en højere stemning ; en luftning fra 
paradiset strøg hen over det . 
Anna lukkede uvilkårlig øjnene , som om hun 
havde en fornemmelse af , at hun derved kunne fastholde 
dette salige øjeblik ; men snart blev hun vækket 
ved en sagte raslen i løvet ved siden af hende ; de 
nærmeste grene bøjedes tilbage , og et dejligt barneansigt 
med et par store , brune øjne tittede ind til 
hende . Hun sad en stund ganske ubevægelig og 
stirrede på dette syn ; da hviskedee hun sagte , idet 
hendes hjerte bankede heftig : „ Er du Antonius eller 
min engel ? “ 
En klingrende barnelatter lød i det samme , og i 
el nu stod en tolvårs dreng inde i lysthuset . 
„ Nå , det er første gang , jeg bliver kaldt en 

engel “ , sagde han leende ; „ min moder kalder mig 
for det meste en djævleunge , og en trold er jeg 
også , det kan du tro ! “ og i det samme satte han hænderne 
ligesom kløer frem mod Anna og flår en frygtelig 
grimasse . Anna havde af angst trukket sig 
tilbage i en krog af lysthuset og trykkede sin dukke 
fast ind til sig . Men inden hun anede det , havde 
drengen grebet dukken og kastet den op imellem de 
højeste grene af lysthuset . Anna gav et rædselsskrig 
fra sig og kastede sig hulkende ned på jorden ; hun 
syntes , at hun for evig var skilt fra dukken ; det var 
jo ikke muligt for hende at nå op til den . Da 
drengen så hende så fortvivlet , var vildflaben 
som tryllet bort fra ham . Han bøjede sig ned over 
hende , og hans stemme fik en uimodståelig blød 
klang , idet han bad hendx : „ Du søde lille pige ! 
Vær ikke vred på mig , jeg ville jo kun spøge med 
dig “ . 
Hurtig som en kat krøb han op efter dukken 
og lagde den i Annas arme . Hun havde fagte rejst 
sig , da hun hørte stemmen ; den drog hende , så hun 
måtte lytte til dens klang , og da han nu smilende 
bøjede sig ned over hende og bad „ kys mig ! “ så 
lagde hun sine små arme om hans Hals og kyssede 
ham af hjertens grund . 

„ Men hvem er du dog ? “ spurgte hun , da de 
sammen gik op ad gangen . 
„ Jeg er jo din fætter Victor ; thi du må jo 
være Anna ? Vidste du da ikke , at jeg kom ? Å 
nej , det er sandt “ , rettede han sig selv , „ Moder ville 
jo overraske tante Maria . Men tante er i kirke , 
og moder sidder alene oppe i havestuen ; kom , lad 
os skynde os op til hende “ . 
Idet han greb Annas hånd , gav han sig til 
at løbe i fuld fart , så hun var ganske åndeløs , da 
de nåde ind i havestuen . 
Anna havde vel hørt forældrene tale om tante 
Agathe ; men da det skete så sjælden , var indtrykket 
af , at hun i virkeligheden havde en tante Agathe , 
ikke fæstnet hos hende , og hun var derfor fly , da hun 
trådte ind . 
„ Har du nu været vild igen , Victor ! hvordan 
er det dog , du har trukken af med barnet der ? “ Det 
var de første ord , Anna hørte , af tanten , og de 
bleve udtalte i en gnaven , skændende tone . 
„ Kom hen til mig , min lille “ , fortsattes der videre , 
og Anna krøb langs væggen hen til tanten ; men 
hun turde ikke se op på hende . „ Vil du da ikke 
se på mig , barn ? “ lød det nu noget ærgerligt . 
Anna så op ; men det gyste i hende ; hun syntes , 
at det var hendes moders ansigt , og dog ! hvor forstjelligt ; 

hvad var dette for et underligt , stikkende blik , 
og hvor var moderens milde smil ? denne kolde , 
elegante dame forskrækkede barnet ; hun trak sig bag 
gardinet og gav sig til at græde . 
„ Nå , moder “ , udbrød Victor halv udfordrende ; 
„ vi er nogle nette gæster ! først er jeg nær ved at 
skræmme livet af Anna i haven , og næppe er hun 
kommen sig af skrækken , før du får hende til at 
græde på ny . Men nu kan du også selv se til at 
få hende god igen ; jeg løber ud i haven for at 
se , om der er nogle modne stikkelsbær “ , og i et 
sæt var han ude af døren . 
I det samme trådte præsten og hans kone 
ind i stuen fra den modsatte side . De havde hørt , 
at søsteren var kommen , og ilede nu hen til hende . 
Anna listede sig sagte hen mod døren og smuttede 
ud i haven . 
Søstrene omfavnede hinanden ; Verner hilste forbindtlig . 
De havde ikke set hverandre siden Verners 
og Marias bryllup for otte år siden , så der var 
meget at fortælle og meget at høre . 
Fru Agathe Bergmann havde en tid boet i 
Holsten , hvor hendes mand ejede et gods ; men ved 
flet bestyrelse og megen ødselhed var det gået således 
tilbage for ham , at han kort før sin død blev 
nødt til at sælge det . Bergmanns fader havde på 

deres bryllupsdag givet dem en capital , hvorfor der 
fluide købes en livrente til Agathe ; men den måtte 
først træde i kraft efter mandens død . Da han 
var ung på den tid , da livrenten blev købt , var 
udbyttet så betydeligt , at hun som enke kunne fortsætte 
sin vante levevis . Fru Bergmann boede nu 
om vinteren i Hamborg og tilbragte sommeren snart 
ved et , snart ved et andet af den elegante verdens 
badesteder . Hidtil havde hun altid ført Victor med 
sig ; men nu ville hun sætte ham i Herlufsholms 
opdragelsesanstalt , og hun havde valgt dette sted 
efter opfordring af en af hendes mands ungdomsvenner , 
som var præst der i nærheden , og som havde 
lovet at lade Victor have et tilhold hos sig . 
„ Da jeg ikke skal være på Herlufsholm med 
Victor før sidst i August “ , sagde Fru Bergmann , 
„ så har jeg lagt vejen herover for at se eder , 
mine kære venner , endnu engang . Men hvor du 
dog har overrasket mig , min søde Maria , med dit 
glade og smukke udseende . Du har jo konstrueret dig 
brillant , og jeg , som havde ventet at træffe dig helt 
sammenskrumpen af kedsomhed ! Hvor er det dog 
muligt , at i kunne holde eder således oprejste i denne 
rædsomme ørken ? “ 
„ Det vil ikke forundre dem så meget “ , svarede 
Verner , „ når de hører , at vi her have mennesker , 

til hvem vi stå i det inderligste venskabsforhold ; 
og desuden er her jo en stor menighed ; de må 
troe , at der findes mange fortræffelige folk iblandt 
dem “ . 
„ Hvem er de gode venner ? “ spurgte svigerinden ; 
„ er her nogen herregård i nærheden ? “ 
„ Nej “ , svarede Verner , idet et ironist smil 
gled hen over hans ansigt ; „ men “ , fortsatte han med 
barme , „ her i landsbysfolen er der en elskelig mand 
og kone , som både Maria og jeg stå i det hjerteligste 
forhold til . For Anna er det , som om hun 
havde to par forældre , således elske de barnet , og 
hun dem igen “ . 
„ Er det en skolelærerfamilie , de mener , kære 
svoger ? Det må jeg kalde at blive reduceret ; en 
landsbyskolelærer og hans kone er rigtignok en tarvelig 
omgang for dannede mennesker som eder “ . 
„ Nej ; min kære Agathe , således må du ikke 
tale om vore hjcrtevcnner “ , afbrød Maria hende med 
varme . „ De er fra Vorherres hånd rigt begavede 
mennesker , der er gennemtrængte af den højeste 
ånds liv ; så knnne de dog sagtens tilegne sig 
menneskeåndens . Måske de mangle de ydre , finere 
manerer , man bruger i selskabslivet ; men en naturlig 
takt have de mere end mangen en , der bevæger 
sig i de højere kredse “ . 

i det samme trådte Jørgen Jensen ind ; han 
så meget bleg og alvorlig ud . 
„ Men hvad er det , Jørgen “ , råbte Verner , „ hvad 
er det dog ? Således har jeg jo ikke set dig siden 
den første gang , vi traf sammen “ . 
„ O , kære ven ! Jeg må tale med dig alene : 
kom et øjeblik ! “ svarede Jørgen , idet han trak Verner 
med sig ind i den anden stue og lukkede døren 
efter sig . 
„ Men hvem var dog det ? “ udbrød Fru Bergmann 
forundret . 
„ Det var jo skolelæreren , som vi nylig talte 
om “ , svarede Maria . „ Stakkel ! Gud ved , hvad derer 
mødt ham ; han så så bevæget ud “ . 
„ Men siger han da du til din mand , til præsten , 
sin foresatte ? “ udbrød Fru Bergmann halv 
indigneret . 
„ Ja , det falder ganske naturligt “ , svarede Maria . 
„ Verner sagde du til ham , da han var hunsmand , 
og han læste med ham , til han blev skolelærer ; ved 
den daglige omgang udvikledes Jensen mere og mere . 
Det var nu så underligt for Verner at sige du til 
ham , når Jørgen Jensen sagde de ; og da han var 
kommen i et så hjerteligt forhold til ham , kunne 
han ikke få det kolde de over sine læber . Hvad 
var da naturligere , end at han bad Jørgen om også 

at sige du til ham . Jeg kan jo ikke nægte , at 
det i begyndelsen forekom mig lidt underligt ; men 
snart blev jeg også dus med Lene , Jørgen Jensens 
kone , og nu er vi alle glade derved “ . 
„ Hør , min søde Maria ! jeg må rent ud sige 
dig , at dette er noget forskruet noget ; men der seer 
man følgen af det isolerede liv , i føre . At tænke 
sig en dame som dig være dus med “ -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- 
her blev Fru Bergmann afbrudt , idet Verner og 
Jørgen atter trådte ind i stuen . De så begge 
meget nedstemte ud . 
„ Nå Maria “ , sagde Verner , idet han lagde 
hånden på hendes skulder ; „ det seer alvorligt ud 
for os ; på vejen fra kirken er der ikke mindre end 
tre styrtede om . Det er det første tegn på , al 
den frygtelige feber , som har raset i nabosognet , nu 
også er nået til os . Vorherre se i nåde til os ! 
Der er knn få , som have overstået den sygdom “ . 
Maria foldede sine hænder og bad : „ Gud , din 
villie ske ! “ 
„ Er det en epidemie , som raser her i egnen ? “ 
Råbte Fru Bergmann forfærdet ; „ da tør jeg ikke blive 
her med Victor . Vi må straks bort . Men min 
søde Maria , ikke sandt , du og din skat følge med 
mig ? Verner må jo vel jagtens blive her “ , føjede 

hun noget tøvende til ; „ men du og barnet bør dog 
ikke udsættes for smitten “ . 
„ Hvor Verner er , bliver jeg ; “ svarede Maria og 
rakte kærlig sin mand hånden . 
„ Men barnet da ? “ udbrød søsteren . 
„ Vorherre forlader det ikke “ , svarede Verner ; 
„ det bliver hos sine forældre . “ 
En af pigerne kom i dette øjeblik styrtende ind 
med det udråb : „ Maren er falden om ude i køkkenet 
! “ 
Maria ilede derud . 
„ Lad vognen straks spænde for “ , bad Fru Bergmann 
i største angst ; „ jeg må bort ; jeg synes alt , 
jeg føler mig ilde “ . 
„ Er de syg , så bliv dog her “ , rådede Verner . 
„ Nej bort må jeg ; lad mig straks få min 
vogn ! “ 
Jørgen bestilte vognen , og Verner gik ud til 
den syge ; i det samme kom Anna og Victor springende 
hånd i hånd ind fra haven . 
„ Moder ! se de dejlige stikkelsbær ! “ råbte 
Victor og holdt en håndfuld hen imod hende . 
„ Plag mig nu ikke , dreng ; men skynd dig ! 
Der er vognen ; vi må straks bort “ . 
„ Nu bort , bror ? “ udbrød Victor i største 

forbavselse ; „ vi er jo lige komne , og du sagde , at 
vi skulle blive her flere uger ! “ 
„ Nå , dreng , kom nu bare ; i vognen skal jeg 
fortælle dig alt . Farvel , Verner ! Farvel , Maria ! “ 
Råbte Fru Bergmann fra vognen ned til svogeren 
og søsteren , der kom løbende for at tage afsted . 
„ Endnn engang , lad mig få barnet med ! “ 
„ Nej , det er umuligt ! “ svarede Verner og Maria 
som med en mund . 
Victor sad på vognen og så med undren 
hen på onklen og tanten . Han så vel kun dette 
glimt af dem ; men aldrig glemte han deres skønne , 
ædle skikkelser og det stærkt bcåndede udtryk , der i 
dette øjeblik lyste over deres ansigter . 
„ Kør så , så hurtig som mulig ! “ bød Fru 
Bergmann . Kusken smeldede med pisken ; vognen 
rullede afsted , og snart skjultes den for øjet i en 
tæt støvsfy . 
Verner og Maria ilede ind i huset ; der var intet 
øjeblik at spilde ; hjælp var her nødig snarest 
mulig . 
Anna stod ved havelågen med sin dukke i armen . 
Hun stirrede efter de bortkørende . Det hele 
var hende som en underlig drøm . 

tredje capifel . 
En trang uge havde hensneget sig siden de første 
sygdomstilfælde i landsbyen . Verner og Maria som 
og Jørgen og Lene vare næsten uafbrudt beskæftigede 
såvel nat som dag . Og i den korte tid , de sov , 
kom alle de rædselsscener , de havde været vidner til 
om dagen , i drømmesyner og skræmmede hvilen 
bort fra dem . 
Lille Anna var med gamle Ane flyttet hen i 
skolen ; den lå lige over for præstegården , så Verner 
og Maria kunne flere gange om dagen se over 
til hende . Da der både var syge og lig i præstegården , 
ville de helst have hende ude af huset . Gamle 
Ane anstrengte sig for at adsprede barnet ; imellem 
lykkedes det også ; men som oftest sad Anna stille 
ved vinduet , lagde panden mod ruden og stirrede 
tankefuldt ud for sig . Hvad for billeder der i sådanne 
øjeblikke droge forbi hendes sjæl , udtalte hun 
aldrig , og gamle Ane rystede ofte på hovedet over 
det underlige barn . 
Det var atter søndag . Der hang en trykkende 
luft over den hele egn . Ikke en vind rørte sig . 

der var ingen skyer synlige ; men solens hede stråler 
trængte sig som igennem et grågult slør , der 
bedækkede hele himlen . Det var en af de første dage 
i August , så solen stod alt højt , da kirkeklokken 
kaldte menigheden sammen . Man så kun enkelte 
kirkegængere med besvær slæbe sig frem , idet de 
krøb tæt op til husene for at have gavn af de 
smalle skygger . 
Præstegårdens havelåge åbnedes , og Verners 
høje , skønne skikkelse trådte ud , støttet til Jørgens 
arm . 
Hvem der ikke havde set præsten siden sidste 
søndag , ville næppe have genkendt ham , så bleg 
og afmagret var han bleven . De store , mørkeblå 
øjne lå dybt i deres huler , og en så forunderlig 
forklaret glans var der over dem , at de syntes at 
overstråle hele det blege ansigt . 
„ Tak , Jørgen , for din arm “ , sagde Verner med 
svag stemme , „ i dag nåde jeg ikke kirken uden 
din hjælp . Herren har velsignet den time , vi to 
først traf sammen ; hvor megen gavn og glæde er 
der dog ikke spundet ud deraf for os begge ! “ 
„ Ja , kære , kære ven ! “ svarede Jørgen , „ måtte 
vi kun komme ud over denne gruelig trange tid . 
Jeg føler mig gud ske lov rask ; men du må 
skåne dig ; når du først er hjemme fra kirken 

igen , får du ikke mere lov til at gå om til de 
syge . Jeg skal nok gøre det ; Vorherre vil give mig 
kraft til at trøste og styrke de stakkels skabninger . 
Se dog ! “ her pegede Jørgen hen ad vejen , „ hvor de 
komme krybende , de få , der endnu have kræfter til 
at nå kirken “ . 
Jørgen læste i chordøren ; hans smukke stemme 
lød vel svagere end ellers ; men den havde aldrig 
haft en hjerteligere klang . Og da han bagefter fang 
psalmen , grebes Verner så forunderlig af stemmens 
inderlighed , at han , fvag som han var , ikke kunne 
holde tårerne tilbage ; det syntes ham , som om han 
alt var i paradiset og hørte englene synge . 
Nu kom Jørgen og bød sin kæreste ven armen 
for at lede ham op på prædikestolen . Det var med 
største besvær , at han fik ham op ad trappen . 
Ængstelig gik Jørgen ned igen . Degnens stol varlige 
under prædikestolen ; men derfra kunne Verner 
ikke ses , og i dag turde Jørgen ikke have øjnene fra 
ham . Han stillede sig derfor op til pillen på den 
anden side af gangen . 
Præsten oplæste evangeliet ; det var om Herren , 
der græd over Jerusalem . Først var hans stemme 
meget mat ; men med hvert ord steg den , og til sidst 
havde den en styrke , så det rungede i kirken . Jørgen 

stod som med livet i hænderne , og hans blik 
var intet øjeblik bortvendt fra vennen . 
Da evangeliet var læst , hævede Verner de foldede 
hænder og begyndte bønnen med : „ Herre ! “ — 
men da sank hænderne pludselig , øjnene lukkede sig , 
og den hele skikkelse fik som en skingrende bevægelse . 
I et nu var Jørgen på prædikestolen , så idet 
Verner segnede tilbage , sank han i Jørgens arme . 
En af menigheden hjalp at bære den syge 
langs ad den lange gang , og de få , der vare i 
kirken , sluttede sig parvis til dem , som om det var 
en ligskare . I våbenhuset lagdes Verner på en 
båre , og således blev han bragt ind i præstegården . 
Maria 
og Lene stod ved kjøkkenvinduet , ivrig 
beskæftigede med at tilberede mad , der skulle bringes 
om til de syge . 
„ Nej se dog , Lene “ , udbrød Maria , „ der kommer 
så mange folk ind i gården ; det er da ubegribeligt 
lige under gudstjenesten “ . 
Lene så ud -- -- -- -- -- -- - : „ Men det er jo “ — ; her 
afbrødes hun pludselig ved et vildt skrig , som Maria 
udstødte . De styrtede i samme nu ud i gården , 
og Maria kastede sig jamrende ned ved båren , 
hvorpå Verner lå som et lig . 
„ Han ånder dog endnu “ , trøstede Jørgen . „ Han 

ånder ! “ råbte Maria , og somen lysning af glæde 
sås på hendes ansigt . I et nu var smertesudbruddet 
standset : 
„ Så er der jo en mulighed for , at Vorherre vil 
skåne ham ; o kom Jørgen , lad os få ham bragt 
ind i huset . “ 
Rolig ordnede hun alt , og rolig gik hun nat og 
dag . Verner lå uden bevidsthed , og som det syntes , 
uden smerte . Lægen rystede på hovedet . 
„ Feberen er voldsom , og kræfterne kun få , “ 
Sagde han bekymret . 
Den fjerde dag standsede feberen ; men afkræftelsen 
var dødbringende . 
Maria sad på sengekanten og havde taget den 
syges villieløst hånd i sin . Pludselig slog Verner 
øjnene højt op , idet han udbrød : „ Maria , vi mødes 
snart ; velsignet være alle i kære ! “ 
Et dybt suk hørtes , øjnene lukkede sig , hånden , 
som han havde hævet , medens han talte , faldt slap 
ned . Maria sad som en støtte og stirrede stift på 
den elskede . Da Lene kom ind i stuen for at afløst 
Maria , sad denne endnu ubevægelig med mandens 
hånd i sin . Lene forfærdedes over det stivnede udtryk 
i hendes ansigt . 
„ Men Maria dog ! “ udbrød hun uvilkårlig . 
Da brast det sammen for Maria , og hun sank bevidstløs 

ned over mandens lig . Lene stod det første 
øjeblik som lammet af rædsel ved , hvad hun så ; 
men snart ilede hun ud i gården til Jørgen , som 
var beskæftiget med forskellige , der kom for at søge 
råd til deres syge . 
„ Kom , Jørgen , skynd dig min ven ! “ bad Lene . 
De traf Maria endnu udstrakt over liget ; hun rørte 
sig ikke . Jørgen slog hænderne sammen over hovedet , 
ved at se al denne Jammer . De fik Maria lagt 
hen på sin seng ; hun åndede endnu , men rørte sig 
ikke . Den ene dag gik efter den anden , men altid 
samme tilstand . 
„ Her er ingen hjælp mulig , “ sagde lægen den 
femte dag . 
Hen ad aften , da Jørgen og Lene sagde ved lejet 
og lyttede til det altid svagere åndedræt , mærkede 
de endelig , at det helt var standset . 
Nu favnede Maria sin elskede ven ; forløsningstimen 
var slået . 
Fjerde capifel . 
Det var tre måneder , siden Verner og hans 
hustru bragtes til graven . Præstegården stod øde ; 
der var endnu ingen ny præst udnævnt . Hele bohavet 

» 
Var solgt ved auktion . Jørgen havde efter evne købt 
forskellige småsager , som vare kære erindringer 
for ham og Lene . Antoniusbilledet bad Lene Jørgen 
først og fremmest om at købe ; hun glædede sig alt 
til at hænge det over sin lille Annas seng . Anna 
havde lidt længtes efter at komme over i de gamle 
Stuer og også spurgt efter billedet ; men hidtil 
havde alt været forseglet i præstegården , og auctionsdagene 
nænte Lene ikke at bringe hende derover , 
for at det sidste indtryk af hjemmet ej fluide blive 
så uhyggeligt , som når man seer alt adsplittes for 
hammerslaget . Jørgen kom hjem uden billedet . En 
fremmed købmand , der rejste om ved auktioner , havde 
budt det så højt op , at Jørgen ikke kunne følge 
længer med . Det kostede Lene tårer ; men billedet 
var uigenkaldelig tabt . Købmanden var straks rejst 
bort med det , og ingen vidste hvorhen . 
Det var atter en aften i november med dens 
mørke og storme . Jørgen var gået hen i et 
ærinde til naboens , og Lene sad ene i dagligstuen 
i den lille skolebygning . Hun lagde sit arbejde fra 
sig , støttede hånden til kinden , og en række af 
billeder fra den sørgelige tid , hun så nylig havde 
oplevet , droge forbi hendes indre syn . Hun var for 
from til at knurre mod forsynet ; men fra bunden 
af hendes sjæl rejste smerten sig : hvad mon fremtiden 

ville bringe ! Lille Anna , som var bundet så 
fast til hendes hjerte , — hende havde hun vel endnu , 
men hvor længe ? Hun havde intet hørt om , hvad 
bestemmelse der var taget med hensyn til barnets 
fremtid ; mon hun ville blive så lykkelig at få lov 
til at beholde det ? 
Nu sov Anna trygt i kammeret ved siden af ; 
gamle Ane sad inde hos hende . Lene ville lige gå 
ind for at glæde sig ved synet af barnet , da det 
i det samme bankede på hoveddøren . 
„ Skulle det alt være Jørgen ? “ tænkte Lene , „ nej , 
han lukker sig jo selv ind . “ Hun åbnede vinduet 
forat se , hvem det var ; da rakte landposten et brev 
ind til hende . 
Det var noget så usædvanligt for hende at så 
breve , og der var mødt hende så meget trangt og 
mørkt i den sidste tid , at det uvilkårlig gøs i 
hende ved tanken om , hvad dette brev vel kunne 
indeholde . 
Hun brød det ; der stod kun få linier deri . 
Da Lene havde læst dem , lagde hun hovedet ned 
mod bordet og hulkede heftig . Og således lå hun 
endnu , da Jørgen kom hjem . 
Han forfærdedes ved at træffe fin ellers så 
kraftige hustru således opløst i smerte . 
Han lagde kærlig sin hånd på hendes hoved : 

„ Men min kære Lene , hvad er det dog ? Bryder 
smerten over de elskede afdøde nu frem igen med 
fordoblet kraft ? “ 
Lene hævede sit tårevædede ansigt op mod 
manden . „ Ak Jørgen , Jørgen , “ jamrede hun , „ en 
tung skilsmisse foreslår os atter . “ Hun rakte ham 
brevet . Han læste : 
„ Gode madam Jensen ! Jeg overnatter i Nysted 
„ Kro , så jeg er kun en mil fra deres landsby ; 
„ i morgen tidlig kommer jeg for at hente min søster „ datter . 
Jeg har aftalt alt med barnets formynder , 
„ som er enig med mig i , at det må opdrages efter 
„ sin stand . Vil de være så god at have tøjet 
„ pakket og hende selv påklædt til klokken ni , da jeg 
„ ikke ønsker at stå ud af vognen ; alt for smertelige 
„ Erindringer bringer stedet mig . 
Deres forbundne 
Agathe Bergmann . “ 
„ Ja Lene ! “ sagde Jørgen , idet han med bedrøvet 
mine lagde brevet fra sig , „ dette er i sandhed svært 
at bære ; men Fru Bergmann er jo barnets nærmeste 
slægtning ; vi have ingen ret til det . Lad os nu 
ordne og pakke hendes tøj , i det håb , at Vorherre 
nok engang vil føre os sammen med Anna igen . “ 
Gamle Ane blev helt utrøstelig , da hun hørte , 
hvad talen var om ; hun troede jo aldrig mere at skulle 

få barnet at se . Ved at måtte trøste Ane blev 
Lene beroliget . Hun tog nu fat på at gøre alt 
istand til næste morgen . Endnu engang brast hun 
bitterlig i gråd , da hun kyssede det sovende barn , 
før hun lagde sig , og det varede længe , inden søvnen 
bragte hende den så fornødne lindring . 
Næste morgen var Jørgen og Lene tidlig oppe . 
Lene gik først en stund urolig om i huset ; da 
vækkede hun lille Anna , der straks udbrød : „ Hør , Lene , 
går du så hjem med mig i dag ? jeg vil så gerne 
ind i stuerne igen ; hænger Antonius endnu over 
moders skrivebord ? “ Anna blev således ved at 
småsnakke med barnets hele utrættelighed . Lene 
kunne før gråd intet ord fremføre . „ Men Lene , 
du svarer mig jo flet ikke , “ og Anna tog med begge 
sine små hænder og hævede Lenes ansigt i vejret . 
„ Men hvad er det , Lene ? hvorfor græder du ? “ udbrød 
Anna forundret , „ er det , fordi fader og moder 
ere oppe i himlen ? Du siger jo selv , at de have det 
så godt deroppe ; så skal man da ikke græde derover . “ 
„ O du søde barn ! “ svarede Lene , idet hun 
kyssede hende , „ Du skal bort fra mig , og derfor 
græder jeg . Tænte Agathe kommer ret straks og henter 
dig , så nu må vi skynde os at blive færdige . “ 
„ Tænte Agathe ! Hende har jeg kun set en gang ; 
jeg holdt ikke af hende ; men Victor ! O , hvor det 

skal blive morsomt at se Victor igen ; hør , Lene , jeg 
længes efter Victor ; mon tænte ikke snart kommer ? “ 
Lene måtte oplyse hende om , at Victor ikke 
kunne være med , da han jo var sat i skole derovre 
på Sjælland . 
„ Ja , men så rejser tænte vist med mig til 
ham . “ Frokosten blev nu sat frem for Anna , og 
medens hun spiste , fortalte hun om Victor . Hun fortalte , 
hvordan han havde gjort hende bange ved at 
lege trold ; men hvor han så var bleven god imod 
hende , da hun blev angst for ham og gav sig til at 
græde ! Midt i sin fortælling blev Anna imidlertid 
afbrudt ved lyden af et posthorn , og en lukket rejsevogn 
holdt i næste øjeblik udenfor døren . Jørgen 
gik ud til vognen ; Fru Bergmann hilste på ham 
og bad ham så snart som mulig bringe Anna . 
Da han kom ind i stuen , stod Lene med barnet i 
armene , og gamle Ane sad grædende ved siden . 
Anna , der bevægedes ved at se de andre græde , brast 
også i gråd , idet hun klamrede sig fast til Lene . 
„ Nå , Lene , “ sagde Jørgen , „ pak nu barnet ind , 
at det kan . komme afsted . “ Jørgen hjalp til for så 
hurtig som mulig at ende denne smertelige scene . 
Han tog den lille koffcrt , og Lene bragte barnet ud 
til vognen . Fru Bergmann var bleven bevæget ved 
atter at se præstegården , og synet af barnet og 

Lene bragte tårer i hendes øjne . Hun ville gerne 
sige Lene et par kærlige ord ; men hun havde i så 
lang en årrække udelukkende bevæget sig i salonformerne , 
så nu , da det naturlig hjertelige gjorde 
sin ret gældende og ville have ord til at tolke , 
hvad der rørte sig i hende , da stod hun , den på 
conversation så rige verdensdame , ganske fattig . 
Hun kunne kun give Lene et håndtryk og et venligt 
blik ; så gemte hun sit ansigt i tørklædet og vinkede 
med hånden , at man skulle køre . Jørgen lukkede 
vogndøren , postillonen blæste i hornet , og vognen 
rullede bort . 
Anna så forundret ud ad vinduet ; Lene lå om 
Jørgens Hals , gamle Ane havde sat sig ned på 
trappen med ansigtet skjult i hænderne . Anna 
skottede op til tanten , der stadig sad med tørklædet 
for øjnene . Hun lagde sig tilbage i vognen og 
trykkede sin dukke op til sig , lyttede efter posthornets 
klang og stirrede op mod skyerne , idet hun 
med øjet fulgte deres hurtige flugt . Men den ensformige 
klang af hornet og synet af de bestandig 
forbifarcnde skyer bedøvede hende , så hun måtte 
lukke øjnene , og snart sov hun trygt i den magelige 
vogn . 

femfe capitel . 
Fru Bergmann sad længe hensunken i sine egne 
tanker og glemte rent barnets nærhed . På engang 
kom tanken om det op hos hende , og hun bebrejdede 
sig , at hun flet ikke havde talt til det . Hun 
vendte sig om og blev underlig greben af den fred 
og unde , der var udbredt over den sovende lille pige . 
Hendes forsfe ungdom trådte hende så nær ved at 
se dette barn , der så slående lignede hendes søster 
Maria . Der havde været ti Års forskel på 
søstrenes alder . Da Agathe blev gift , var hun kun 
sytten år , og Maria netop på Annas alder . Hvor 
havde hun dengang hængt ved dette barn ; hvor var 
adskillelsen svær , da søsteren i afskedens øjeblik 
grædende klamrede sig fast til hende . Den ene 
tanke greb den anden , og mange strenge , der ikke 
havde været berørte siden hendes tidligste ungdom , gave 
nu en forunderlig , vemodig klang . Det var , som 
om disse toner kaldte på hende . Hun skyede at se 
ned i sig selv ; hun kunne ikke udholde den tomhed , 
som herskede der . Men hvordan udfylde den ? Hendes 
evner vare ej i nogen henseende blevne udviklede , 
hendes tanker havde kun været beskæftigede med pynt 
og adspredelse , med øjeblikkets indtryk . Hun havde 

aldrig fastholdt noget , men ladet alt glide bort med 
tidens strøm . Egentlige sorger havde hun ikke 
kendt . Hendes ægteskab havde ej været ulykkeligt , 
men ligegyldigt . Hun tog ud og morede sig med sin 
mand , og hjemme vare de begge så elsfværdige som 
vært og værtinde/ af der stadig strømmede gæster 
ind hos dem . Ntanden sagde hende ikke , af han solgte 
godset af pengetrang . Letsindig som han var , benyttede 
han den lille capital , der levnedes af creditorerne , 
til af gøre en udenlandsrejse for med sin 
kone . Hans pludselige død indtraf kort for denne 
sidste rest også var sat overstyr . Der mumledes 
vel i krogene om det underlige tilfælde , af døden 
netop kom i det øjeblik , da man så bunden as 
pengekassen ; men sagen blev ikke videre undersøgt ; 
døden indtraf ved et stort badested , hvor enhver 
havde travlt med af more sig , så ingen ville dvæle 
ved , hvad der ej var lutter lyst . Agathe blev nu vel 
underrettet om sagernes stilling , men tillige om , af 
livrenten var så stor , af hun kunne fortsætte sit 
vante liv . I begyndelsen savnede hun vel mandens 
ledsagelse ; men snart blev hun vant til af tage ene 
ud i selskaberne , og efter ikke lang tids forløb behagede 
denne fuldkomne frihed hende . Hun havde 
således levet let hen lige indtil besøget hos Verner 
og Marin . Det var knn kort , hun så dem ; men 

hun havde dog indåndet noget af den luft , der omgav 
dem , og deres få hurtig påfølgende død gjorde , 
at det indtryk , hun havde fået i deres hjem , blev 
mere end øjeblikkeligt . Hun ønskede at kunne være 
noget for Marias barn ; men hvorledes skulle hun 
tage fat derpå ? Hun tænkte frem og tilbage , og det 
endelige resultat blev , at hun ville afse en vis sum 
årlig for at lade Anna opdrage i en af Hamborgs 
pensionsanstalter . At opdrage barnet hjemme hos 
sig , kunne der ikke være tale om ; det ville for meget 
forsfyrre hendes vante liv . Hun beroligede sig med 
tanken om , at hun ville gøre dette pengeoffcr , hvorved 
hun blev nødt til at nægte sig nogle småbehageligheder . 
Og således smulrede de større tankeren 
for hende ; hun var begyndt at samle tankerne 
og lægge dem som en perlerad , den ene tæt ved 
siden af den anden ; men da hun rørte ved dem , 
trillede hver til fin side ; hun havde intet bånd at 
trække perlerne på : det bånd må have arbejde 
til rendegarn og eftertanke til islæt ; men Agathe 
havde aldrig kendt til nogen af delene ; da hun så 
perlerne trille hver til sin side , gad hun ikke samle 
dem igen ; det var jo et danaidearbejde , så hun lod 
dem ligge , hvor de faldt . 
Anna vågnede først , da vognen holdt ved middagsstationen . 
Hun var helt fortumlet og kaldte på 

Lene ; men da hun så tanten , der med et mildt 
ansigt bøjede sig ned imod hende , beroligedes hun . 
Hun så atter den store lighed med sin moder ; 
men denne gang skræmtes hun ikke , da et venligt 
smil opklarede tantens ansigt , så at ligheden derved 
endogså forhøjedes for hende . 
Da de kom i vognen igen , tog Fru Bergmann 
to små dukker op af fin pose ; det var en dreng 
og en pige , som Anna straks kaldte Victor og Anna . 
Nu kom der ret liv i barnet . Med dukkerne legede 
hun hele scenen om igen fra mødet med Victor , 
og under denne leg gik tiden hurtig , indtil det 
mørknedes . Nu redte Anna af et par tørklæder en 
lille seng på det modsatte sæde til dukkerne ; da 
hun havde fået dem til ro , lagde hun sig tilbage i 
hjørnet og sov snart ind . 
Om natten klokken et rullede vognen ned ad 
storgaden i den lille købstad , hvor Fru Bergmann 
havde en ungdomsveninde , kammerherreinde nordfalk , 
der som enke havde bosat sig i denne lille by . 
De vare ventede , så tjeneren sad oppe ; han kom 
straks ned og åbnede vogndøren . Han bar den 
sovende Anna op , og sovende blev hun afklædt og 
lagt i sengen . 
Anna vågnede først sent næste morgen ; hun 
blev noget forskrækket , da et fremmed menneske bøjede 

sig ned over hende for at tage hende op af sengen ; 
men det stakkels barn var alt begyndt at prøve så 
mange forandringer , at hun kvalte de fremtrængende 
tårer og lod sig rolig klæde på . Det var kammerherreindens 
jomfru , der hjalp hende ; hun var et 
stille , godt menneske , der i barndommen kun havde 
kendt armoden , og som voksen kom i streng tjeneste , 
så hun var taknemmelig for hver lille solstråle , 
der faldt på hendes vej , og et sådant solglimt 
var dette øjeblik for hende , da hun tog det yndige 
barn op af sengen . Det velvære , hun følte , afspejlede 
sig i hendes ansigt og bidrog sit til at berolige 
barnet . Da Anna var påklædt , bragte jomfruen 
hende ned i stuen , hvor kammerherreinden sad 
ved kaffebordet med Fru Bergmann . 
„ Ih ! se , der har vi jo din lille protege , “ udbrød 
kammerherreinden , „ men min kære Agathe , du 
får såmænd noget at bestille , inden det barn bliver 
monteret , så hun kan være passabel ; det er umuligt 
ret at tænke sig , hvordan hun seer ud , førend hun 
får lidt pli på sig ; nej ! det er dog også rædsomt , 
så bondeagtig hendes klæder sidde . “ 
„ Ja , min kære Petrea , “ svarede Fru Bergmann , 
der nu havde rystet alle skrupler af sig ved atter at 
være kommen i de vante elegante forhold , „ Du må 
betænke , at det kun er en simpel skolelærer , hun har 

været hos siden forældrenes død . Denne sørgedragt 
har vist konen selv syet til hende . “ 
„ Ja , “ faldt Anna ind , „ den har Lene jo syet 
af moders sorte bombasinskjole ; men jeg får også 
kun lov at have den på om søndagen . “ 
Kammerherreinden trak munden op til den ene 
side , noget , der skulle forestille et smil , og nikkede 
til Anna på en sådan måde , at barnet instinktmæssig 
forstod , at hun skulle tie . 
„ Hør , min kære Agathe , er det så , at dette 
skal være hendes bedste dragt , da får du virkelig 
at holde hende helt inde ; for således kan man dog 
umulig vise sig med hende i byen . “ 
„ Ja , “ svarede Fru Bergmann , „ jeg har vel ondt 
af barnet ; men mit ophold her er for kort til , at 
man kan få syet nye klæder , og det er jo i det 
hele taget bedst at lade dette bcroe , til hun kommer 
i pensionen . Du er jo nok så sad at lade din jomfru 
tage sig lidt ad hende ; det var dog synd , at 
barnet skulle sidde ganske ene . “ 
Og således blev det ; Fru Bergmann tog den 
ene dag efter den anden ud med sin veninde , snart 
i besøg i byen , og snart til en eller anden af de 
nærliggende herregårde , medens stakkels Anna sad 
oppe på et mørkt lille Kammer , der vendte ud til en 
snever gård . Den godmodige jomfru søgte vel at 

adsprede hende på bedste måde ; men hendes tid 
var tagen så strengt i beslag af kammerherreinden , 
at hun kun en sjælden gang kunne ofre mere end et 
venligt ord på barnet . Når vejret var klart , 
stjal hun imellem et øjeblik til at gå ned i den lille 
have med Anna , som her ret i fulde drag trak vejret , 
idet hjemlige fornemmelser kom over hende . En formiddag , 
da damerne som sædvanlig vare på besøg , 
havde jomfruen lovet Anna at gå med hende ned 
i haven og derfra ud på den tilstødende mark , hvorfra 
man kunne se skoven i baggrunden . 
Anna var henrykt over det dejlige vejr og hoppede 
glad ved jomfruens hånd igennem haven ; 
men ligesom de stod i den åbne låge ud til Marken , 
erindrede jomfruen , at hun havde ordre til at 
gå et ærinde i en butik . 
„ Min kære lille Anna , vi må op igen ; jeg 
skal gøre nogle indkøb for min frue , og du ved 
jo , at jeg ikke før tage dig med på gaden . Det 
gør mig få ondt , at jeg har skuffet dig ; men jeg 
før jo ej gøre andet ; du får blive oppe på 
kammeret , til jeg kommer tilbage . “ 
„ Å nej , “ bad Anna , „ lad mig blive her nede i 
haven så længe ! “ 
„ Ja , ja da ! så skal jeg skynde mig alt , hvad 
jeg kan ; om en time vil jeg kunne være her igen . 

du har jo din dukke , så kan i to spadsere om i 
haven imens . “ Hermed nikkede jomfruen mildt til 
Anna og skyndte sig bort . 
Anna stod ved den åbne låge og frydede sig 
ved synet af den nys opspirede rugmark , der skinnede 
med sit friske grønne i det klare efferårssolskin . 
Hun gik lidt udenfor lågen . 
„ Nej , hvor det ville være morsomt at komme op 
på den lille høj der henne ! “ tænkte hun , og straks 
sprang hun afsted ; det varede ikke længe , før hun 
nåde op på Toppen af højen . 
„ Ej , der er vist landevejen , vi kørte på ; hvor 
jeg dog længes efter Lene ! Jeg kan vist godt løbe tilbage 
og besøge hende . “ Denne tanke bevingede barnets 
skridt , og som en fugl , der er fluppen ud af 
buret , fløj hun afsted . 
„ Nej , hvor Lene vil blive glad , og så gamle 
Ane ! “ og med hver tanke hoppede Anna hurtigere 
afsted , fremad og altid fremad gik det . Nu kom hun 
hen til skoven . „ Hvor her dog er underligt ! “ udbrød 
hun ; en skov havde hun aldrig set før . „ Nej ! 
Se til kragerne , hvor de sidde der oppe i toppene 
af de høje , høje træer ; mon de kan høre mig ? “ Og 
hun klappede i hænderne , kragerne fløj skræmte bort . 
„ Ja , jeg sinl nok komme lige så hurtig som i , “ og 
hun løb fremad i flyvende fart . 

en hybenbufl hang med grenene ud over vejen ; 
den var tæt besat med store , purpurrøde bær . En 
green fik fat i Annas kåbe ; hun måtte standse for 
at løsne den . 
„ Hvor de bær er smukke ! nogle sådanne ville 
være pæne at sætte på hatten . “ Hun fik en lille 
green revet af og satte sig ned i det bløde Mos under 
busken for at sætte grenen fast . „ Hvor her dog er 
blødt at sidde ; nej se , hvor dejlig solen skinner på 
de røde bær ; det er , ligesom når den skinnede på 
ribsene hjemme i haven . — men hvad er dog det 
for en underlig lyd ? “ og hun lagde sig tilbage og 
så i vejret . Det var vinden , der susede i de høje 
trætoppe . Anna lå og stirrede op i træernes kroner , 
og hun så , hvor de store grene svajede frem 
og tilbage op imod den blå luft . Hun følte et forunderligt 
velvære ved at strække sig på det bløde 
mosdække , idet hun stadig stirrede op imod de svajende 
grene ; men lidt efter lidt løb grenene mere og mere 
sammen for hende , og til sidst blev de som en tåget 
masse ; øjenlågene faldt til , og hun lå ien tryg søvn . 
En lukket vogn rullede let hen ad vejen . Da 
den kom til stedet , hvor lille Anna lå og sov , 
holdt den stille . Tjeneren , som straks sprang ned af 
bukken , gik hen til vognvinduet , der i det samme blev 
trukket ned . 

„ Hvorfor holde vi , hans ? “ spurgte en blid 
kvindestemme . 
„ Deres nåde ! der henne under hybenbusken 
ligger en lille pige og sover . Hun seer næsten ud , 
som om hun var kommen bort fra sine forældre : 
man kan dog ikke lade barnet blive liggende der i 
dette kolde vejr . “ 
„ Nej , du har ret , hans , lad os tage hende 
ind med i vognen ; luk kun døren op . “ 
En høj dame med et blidt , noget vemodigt ansigt 
steg ud as vognen ; en lille gullokket pige kom 
hoppende bag efter hende . 
„ Nej se dog , moder ! hun sover med sin dukke 
i armen , “ hviskedee den lille . 
Anna så rørende ud , da hun lå der så rolig 
og sov ; hatten havde hun beholdt i hånden , så 
hovedet var blottet ; det rige , brune hår , der var 
slettet med sorte bånd , lå som en krands om det . 
Hægten i kåben havde hun løsnet , så man så 
den simple sorte dragt , der sluttedes i halsen af en 
lille hvid strimmel . 
„ Hun er i sørgedragt , det stakkels barn , “ hviskedee 
damen , idet hun bøjede sig ned over Anna . 
„ Hvor seer hun dog yndig ud ! “ og damen strøg 
med sin bløde , hvide hånd hen over Annas kind . 

Anna smilede i søvne og hviskedee : „ Moder ! “ men 
hun vedblev at sove trygt . 
„ Tag hende nu forsigtig , hans , “ bød damen , 
„ og læg hende her på forsædet . “ 
Hans bar Anna ind i vognen uden at vække 
hende ; damen fulgte bag efter . 
„ Kom få , Angelica , “ og damen vinkede ad den 
lille gullokkede pige . „ Straks , moder ! “ svarede barnet , 
idet hun rev en green af hybenbusken , og hun 
så smilende på grenen med de smukke , røde bær 
og hoppede ind i vognen . 
Den rullede rafl afsted ; men Anna blev ved at 
sove . 
„ Hvor hun må være træt , “ hviskedee den lille 
pige . 
„ Ja , “ svarede moderen , „ hun er vist også gået 
langt ; måske helt derinde fra byen ; det er over en 
mil . “ 
Nu kørte vognen gennem en stor Ladegård , 
over en bro og ind i en gammeldags borggård . 
Her holdt den stille foran en høj stentrappe . Tjeneren 
tog Anna forsigtig på armene ; damen og den 
lille pige fulgte efter . 
„ Bær hende ind på sofaen i cabinettet , “ beordrede 
damen . 
Og snart lå lille Anna , endnu trygt sovende , 

i en rød fløjelssopha . Damen lagde et blødt tæppe 
over hende og satte sig stille hen for at betragte sin 
underlige gæst , idet den lille pige lænede sig op til 
hende og kælent lagde sit hoved i hendes skød . 
Sjette capifel . 
På en solrig morgen , lo dage før pintse , 
vandrede en flok unge mennesker ud gennem skoven 
ved Herlufsholm . De vare på vejen til rønnebæk 
præstegård , hvor de fluide tilbringe ferien . 
Bøgeskoven stod i sit første udspring . De gik langs 
med åen , hvor træerne spejlede de lysegrønne kroner 
i det klare , rindende vand . Ungdommen sang i 
fuldt Chor , idet den forreste , en slank , fuldvoksen ingling 
på omtrent aften år , dansede baglænds foran 
de andre , idet han med sin stok lydelig slog takt 
til sangen mod en mappe , som han med den venstre 
hånd holdt højt ivejret . 
„ Nå , Victor Bergmann , “ sagde en af kammeraterne , 
„ Du hamrer ordentlig løs på mappen ; 
det skal nok være et forvarsel om alle de store skatte , 

den skal fyldes med i denne ferie ; men jeg gad dog 
nok vidst , om du ikke blærer dig en hel del med 
dine tegninger ; at du gør dem bedre end nogen 
af os andre her på Herlufsholm , vil jo da ikke sige 
så meget . “ 
„ Det måler jeg mig heller ikke efter , “ svarede 
Victor > idet han overmodig kastede hovedet tilbage ; 
„ men jeg føler , at jeg er født og båren til at være 
konstner , og der er , så skam ! Liv og tanke i mine 
tegninger . “ 
„ Ja , “ udbrød den lille blege Johannes , der gik 
ved Victors side , „ den tegning , du gav mig til 
min fødselsdag , med kong Valdemar , der jager sine 
svende forbi , i håb om endnu en gang at fe 
dronning Dagmar inden hendes død , den er rigtignok 
smuk . Selv rektoren siger , det er en konstner , 
der har tegnet den . “ 
„ Men , Victor ! “ udbrød en tredie , „ nu må 
du holde ord og gøre den tegning med os alle i 
klynge , som du så længe har lovet præsten Hansen . 
Vi gøre holdt på bankerne udenfor Rønnebæksholm ; 
der kan du få kirken i baggrunden , 
så stå , sidde og ligge vi i forgrunden . “ 
Victor bifaldt ideen , og truppen vandrede rask 
fremad . Der blev leet , sladdret og sunget , til man 
var nået op på bankerne . Her gav Victor sig 

straks i færd med tegningen . Først sit han kirken 
med præstegården på papiret , så linien af banken , 
og til forgrund kammeraterne , der her havde 
lejret sig i forskellige grupper . 
Hvor Victor sad , kunne man se ned ad en sti , 
der slyngede sig fra landsbyen op ad banken ; men 
for de andre , der vare lejrede med ansigtet imod 
ham , var stien skjult . Victor selv var for ivrig 
optagen af sin tegning til , af han skulle kunne bemærke , 
af en ældre mand langsomt og lydløst kom 
op ad stien . Alt som denne mand nærmede sig 
Victor , gik han vaersommerc for ej af forstyrre 
ham ; men hans øjne vare hele tiden fæstede på 
ham med et både glad og forundret udtryk . Den 
fremmede stod lige bag Victor , inden han blev bemærkek 
af de andre . Han gjorde hurtig et tegn til 
dem , af de ej måtte lade sig mærke med hans nærværelse , 
tog en skitsebog frem og gav sig til af 
tegne , hele tiden bag Victor , og så stille , af denne 
ingen anelse havde om hans nærhed . 
Victor seer op på sine kammerater , idet han 
mærker den stilhed , der på engang er trådt i stedet for 
deres lystige sladdren . Han seer på alles 
ansigter , at de er ved at briste ud i en latter , som 
de kun med magt holde tilbage . 

„ Men , hvad er det ? “ udbrød han ærgerlig , 
„ sid nu dog rolig ! “ 
„ Å pas du dig selv , og gør blot din tegning 
færdig , vi er jo rolige som mus . “ Og ganffc 
stille blev det igen . 
Den fremmede var en tid lige så fordybet i 
sin tegning som Victor i sin . Dog lukkede han først 
bogen , og nu gav han sig nøje til at betragte Victors 
tegning . Endelig brød han tavsheden , idet 
han slog Victor på skulderen og sagde med mild 
stemme : „ Bravo , unge mand ! Det kan nok blive 
til noget , når øjnene først komme lidt mere op . “ 
Det gav et sæt i Victor ved lyden af den 
fremmede stemme ; men han greb sig deri , og idet 
han ilter vendte hovedet om , udbrød han : „ Men 
troer de da , jeg sover , siden de mener , at jeg ikke 
har øjnene åbne ? “ 
Hans blik mødte i det samme et par store , milde 
øjne i et gammelagtigt ansigt , der nikkede venlig 
fil ham ; men Victors ærgerrighed var bleven såret , 
så han hørte kun de udtalte ord , uden at mildheden 
i stemmen , de fremførtes med , fik indgang 
hos ham . Han fortsatte derfor : „ Når de synes , 
det er så tåbeligt , hvad jeg tegner , så viis mig 
da , hvordan man gør det bedre . “ 
„ Nå , nå , min unge ven ! bliv ikke så heftig ; 

jeg har jo ikke villet såre dem , men kun hjælpe 
dem fil rette , “ lød det beroligende svar . 
„ Kan de hjælpe mig fil rette ? “ spurgte Victor 
ikke uden nogen spot i tonen , „ tør jeg spørge , 
hvorledes de bærer dem ad dermed ? “ 
„ Således ! “ svarede den fremmede , idet han 
åbnede sin tegnebog og holdt den frem for Victor . 
Det var kun et let udkast ; men man havde et klart 
billede af hele egnen , og i de små figurer fandtes 
det ejendommelige af enhvers personlighed . 
Victor rødmede stærkt ved synet af tegningen ; 
hans mappe faldt ned for hans fødder , han bøjede 
sig langt frem mod den fremrakte tegnebog , som han 
greb med begge hænder , medens han så og så , 
som om han ville sluge tegningen med øjnene . 
Endelig sprang han op , idet han rakte armene ud 
mod den fremmede . „ O hjælp mig , hjælp mig 
fremad ! “ udbrød han ; „ for første gang i mit liv 
møder jeg en konstner ; viis mig vejen , at også jeg 
kan blive det ! “ 
„ Det skal de nok , “ lød det opmuntrende svar : 
„ Vorherre har vist skænket dem store gaver ; fik vi 
kun lejlighed til at gøre et par tegninger sammen , 
ville det snart gå op for dem , hvad de mangler . “ 
Her blev samtalen imidlertid afbrudt ved et 
pludseligt røre iblandt den øvrige ungdom , der hidtil 

havde forholdt sig ganske stille . „ O , der er præsten , “ 
Råbte Victor , idet han glad sprang hen imod 
ham . 
„ Ja i er nogle nette fugle ! “ udbrød den noget 
korpulente mand med munter stemme ; „ fra havesfuedøren 
så vi i kikkerten , at i kom , så min 
kone fik travlt med at dække frokostbord ; nu har 
pigen to gange måttet komme gløder på maflinen ; 
men så blev mutter også utålmodig og 
sendte mig herop efter eder ; hvad i al verden gør 
i dog her så længe ? “ Nu bemærkede han først den 
fremmede , som havde holdt sig noget bag de andre , 
der alle havde flokket sig tæt om præsten . „ Victor , 
der er jo en fremmed herre ! vil du ikke forestille 
mig for ham ? Men det kan jeg da også selv gøre ; 
jeg er præsten dernede fra rønnebæk , som ungdommen 
er i færd med at besøge . Det skulle glæde mig , 
om de ville gå med og tage del i vor frokost . “ 
„ Jeg 
takker dem hjertelig for deres venlige 
indbydelse , “ lød svaret . Ved klangen af denne 
stemme slog præsten øjnene højt op ; et øjeblik 
så han stift på den fremmede ; da lagde han begge 
fine hænder på hans skuldre og udbrød : „ Men 
du milde gud ! det er jo Martini ! Menneske ! Hvor 
har de dog hittet op på vore lyngbanker ? Ja 

her seer rigtignok anderledes ud end ved Fontana 
trevi i måneskin , hvor vi sidst sås . “ 
Nu kom touren til Martini at spile øjnene 
vidt op . Han syntes nok , at det ansigt var ham 
bekendt ; og hurtig lod han billederne af alle de 
landsmænd , han erindrede sig at have truffet i rom 
drage forbi sig . På engang standsede han foran 
billedet af en ung student , Jacob Hansen . Han 
så op på præsten og sammenlignede den ældre 
mand med det billede af den unge student , han 
havde gemt i sin erindring . „ Jacob Hansen ! “ udbrød 
han , „ er det ikke dem ? “ 
„ Jo vel , kære ven , hvor er der dog gået 
mange år , siden vi to som ynglinge sværmede om 
i den romerske Campagne , “ svarede præsten . Hans 
for så glade ansigt tilsløredes as vecmod , idet han 
fortsatte : „ Og mange af dem , vi dengang glædede 
os sammen med , er nu alt for længe siden gåde 
ind til den store hvile . “ Her afbrød præsten sig 
imidlertid selv og så hen til ungdommen : „ Nå , 
mine venner ! Tro ikke , at jeg glemmer eder , fordi 
jeg bliver få greben ved fornyelsen af et kært gammelt 
bekendtskab . Nten kom nu alle med ; ikke sandt 
Martini ! De bliver også hos os ? Nå , hvor min 
kone vil blive glad ved at se dem , så ofte som 

hun dog har hørt deres navn , når de kære rejseminder 
bleve dragne frem . “ 
De begave sig nu alle på vejen ; Victor holdt 
sig tæt til Martini ; denne udøvede som en magnetisk 
tiltrækningskraft på ham . Den lille Johannes 
hængte sig saff ved Victors arm ; han var øjensynlig 
træt ; det gjorde ham godt at støtte sig til den 
kraftige angling , og man så i det hengivne blik , 
hvormed han betragtede Victor , at han ikke blot i 
legemlig henseende støttede sig til ham . 
„ Hvad mener du dog , Karen , “ udbrød præsten , 
henvendende sig til sin hustru , der kom dem 
imøde ved havelågen , „ her bringer jeg dig en sjælden 
gæst ; tænk dig ! det er Martini , som , efter 
sidst at være set i rom , nu lader sig sinde herude 
på bankerne . “ 
„ Er det muligt ! “ svarede præstekonen vred et 
ansigt , glad som den lyse dag , „ da bliver her jo ret 
fest i huset ! “ og hjertelig rakte hun Martini begge 
sine hænder . 
„ Men goddag , alle i mine kære børn ! Ja , 
hr . Martini , vi have selv ingen børn her i præstegården ; 
men hele ungdommen på Herlufsholm 
anse vi som vore , og vi glæde os til hver ferie , da 
en flok as dem kommer flyvende herover til os . — 
nå , lille Johannes , hvordan går det dig , min 

kære dreng ? har Hosten været flem i den sidste 
tid ? “ 
„ Å nej , “ svarede Johannes ; „ men jeg blev 
dygtig træt på vejen herud , så Victors arm var 
mig til god hjælp ; “ og han så taknemmelig op 
til Victor , idet et lyst smil spillede hen over hans 
blege ansigt . Victor bøjede sig ned imod ham , idet 
han klappede hans kind . 
„ Nå , kom så til frokostbordet , “ udbrød præstekonen , 
„ I kan nok være sultne efter den lange 
vandring . “ 
I havestuen var der dækket et bord , som fik 
ungdommen til at smile over hele ansigtet ; thi de 
bragte alle en glimrende appetit med ; og man tog 
straks fat på de gode sager , bordet bugnede af . 
Martini var bleven stille , og hans alvorlige 
ansigt dannede en underlig modsætning til den lystige 
ungdom . 
„ Er de træt , kære Martini ? “ spurgte præsten 
deltagende ; „ nu håber jeg da , at de slår dem 
noget til ro her hos os . “ 
„ Tak , kære ven , “ svarede Martini , „ havde jeg 
mere tid , end jeg for øjeblikket kan råde over , så 
tilbragte jeg gerne nogle dage hos dem ; men jeg 
skal alt begynde min tilbagerejse til rom i morgen , 
så jeg må endnu i aften til holmegård , hvor jeg 

nogle dage har været indlogeret hos forpagteren . 
I min tidligste ungdom levede jeg meget her på 
egnen , og nu trængte jeg til at se disse steder 
igen , der have så dyrebare minder for mig . “ 
Martini blev meget alvorlig , ja næsten sørgmodig , 
da han udtalte disse ord . Victor fortabte sig i betragtningen 
over , hvor smukt dette gamle ansigt dog 
blev ved den alvor , der i dette øjeblik var udbredt 
over det . 
„ De havde ret , kære Hansen , “ tog Martini 
efter en lille pause atter ordet , „ da de sagde , at 
mange af dem , med hvem vi vare så glade i ungdommen , 
nn er indgåede til den store hvile . Ved 
atter at se dem kommer jeg ret til at føle savnet 
af vor fælles ven , den kære Carl Verner . Han 
var dog et af de elskeligste mennesker , jeg har kendt . “ 
„ Ja , “ sværede præsten , „ han er en af dem , 
man altid vil mindes med glæde , om savnet end 
er smerteligt . “ 
„ Ak , hr Martini , har de kendt min onkel 
Verner ? “ udbrød Victor livlig . 
„ Var det deres onkel , min unge ven ? da er 
der et kært bånd imellem os to ; det må være 
et godt varsel for vort nærmere bekendtskab . “ 
„ Hvordan mon vel hans lille pige har det ? “ 

sagde præstekonen ; „ det stakkels barn , der så tidlig 
mistede både fade ; og moder . “ 
„ Ja , og sådanne forældre , “ udbrød præsten , 
„ Maria Verner kunne i alt følge med sin mand ; 
hun delte også trolig hans sidste pligter med ham . 
Det var et lykkeligt ægtepar , som man vanskelig 
kunne tænke sig adskilt ; men Vorherre var også så 
nådig af lade dem følges ad selv i døden . Barnet 
er jo nu hos grevinde gyldcnfeldt ; man siger , 
af hun er optagen der i huset som datter ; jeg kan 
ikke tænke mig , hvad der har bevæget den fornemme 
dame til af tage et ganske fremmed , borgerligt pigebarn 
i sit hus på den måde . “ 
„ Det kan jeg forklare dem , kære ven , “ sagde 
Martini , „ da jeg lige kommer fra et besøg hos grevinden 
på bøgevang . De erindrer jo nok , af gyldenfcldts 
vare i rom den samme vinter som de og 
Verner ; jeg husker så godt , af de begge holdt dem 
tilbage fra omgang med den grevelige familie , da 
de flyede det fornemme væsen , der var over disse 
mennesker . For mig stod det og står endnu anderledes , 
end deres ansknelser i det mindste dengang 
vare , idet jeg finder , af der er en vis skønhed i 
den aristokratiske ånd , af sige , når den er forenet 
med en elskværdig , menneskelig natur , og der tillige 

findes sands for , hvad der hører hjemme i åndens 
rige . “ 
„ Ja det tror jeg nok , min kære Martini , “ afbrød 
præsten ham helt ilter , „ Skønhed må der 
jo altid være , hvor en elskværdig natur er parret 
med åndelig udvikling ; man behøver da virkelig 
ikke glandsen af den høje fødsel , for af en sådan 
forening kan gøre sin berettigede virkning . “ 
„ Ja misforstå mig ikke , “ svarede Martini med 
et godmodigt smil , „ jeg mener naturligvis , af stoffet 
kan være accurat det samme hos den borgerlige 
som hos den adelige , men tillige , af den ridderlige 
form , forenet med de andre ypperlige egenskaber , 
giver ligesom et smukkere snit på klædningen . 
Det være langt fra mig af påståe , af ikke den 
borgerlige lige så fuldt som den adelige kan være 
i besiddelse af den ridderlige form , og da har den 
borgerlige vistnok det samme smukke snit på klæderne , 
for af beholde dette nu engang brugte , rigtignok 
noget platte billede . Men af der hos den ædle 
adelige oftere findes bevidsthed om nødvendigheden 
af en ridderlig fremtræden , end man finder den hos 
den ædle borgerlige , dette tror jeg af have iagttaget . “ 
„ Ja , 
det er nu konstneren , der lader sig blænde 
af den blanke skal , “ mente præsten . 

„ Nej , kun når Kernen er sund , “ svarede Martini ; 
„ ved synet af det ormstukne hul væmmes man 
og kaster straks hele frugten fra sig ; men hos grev 
Gyldenfeldt og hans hustru indesluttede den skønne 
skal en sund kerne , og derfor droges jeg så stærkt 
til disse mennesker , som jeg daglig fik kærere og 
kærere . 
Såsnart grevinde Gyldenfeldt hørte , af jeg var 
kommen til Danmark , stred hun så indtrængende til 
mig om af besøge bøgevang , af jeg ikke kunne modstå 
straks af følge indbydelsen , og jeg fortrød det 
heller ikke , da jeg aldrig er bleven hjerteligere modtaget . 
Alle gamle minder om samlivet i rom 
bleve dragne frem ; hvor megen vemod de også 
indeholdt , så vare de dog rige på glæder . Grevinden 
har as fuldt hjerte elsket sin mand , og hun 
hænger endnu med ungdommelig , sværmerisk kærlighed 
ved hans minde . “ 
„ Men hvordan har da min lille cousine Anna 
det ? “ spurgte Victor , „ jeg har vel kun set hende en 
gang , og da var hun endnu barn ; men jeg glemmer 
aldrig det yndige billede , jeg da fik af hende . “ 
„ Hun er også en elskelig lille pige , “ svarede 
Martini , „ og på sin Viis meget smuk ; men der 
findes hos dette barn et forunderligt indre stemningsliv , 
der til , sine tider kan trække som et mørkt 

slør over hendes ansigt . Grevinden klagede over , 
at der imellem var noget meget indesluttet hos hende , 
som hun ikke kunne finde nøglen til . Mulig stammede 
det fra den pludselige oprykken fra det kærlige 
hjem . Dog , kærlighed har hun i fuldt mål 
hos grevinden , der virkelig elsker hende , som om hun 
var hendes eget barn . 
Anna er egentlig et lille dydsmynster ; grevinden 
forsikrede , at hun aldrig havde haft nødig at 
irettesætte , endsige straffe hende , så hun har da virkelig 
glæde af at have taget hende til sig . 
Hvad der fornemlig har bundet hende til barnet , 
er en tilfældighed , som grevinden har taget som 
en tilskikkelse . “ 
„ O fortæl os det , “ bad præstekonen , „ vi interessere 
os så meget for alt , hvad der vedkommer 
dette barn . “ 
„ Ja gerne , “ svarede Martini . „ De erindrer 
måske , kære pastor , at Verner nede i rom altid 
var ivrig på i agt efter konstsager . Den sidste dag , 
han var der , kom han op til mig for at sige farvel . 
Jeg kunne kun vanskelig løsrive mig fra ham 
og fulgte ham derfor tilbage til hans hjem . På 
vejen kom vi forbi en konsthandel , i hvis vindue 
der var udstillet et usædvanlig dejligt hoved af en 
ung munk , rimeligvis malet af Andrea del sarto . ' 

det fængslede straks Verner , og vi måtte ind og 
spørge på prisen ; den var imidlertid en for hans 
pung temmelig betydelig sum , så vi forlod straks 
boutiken igen ; men efter at Verner havde vendt sig 
flere gange om uden at se konsthandleren stå 
vinkende i døren , gik han atter tilbage til boutiken , 
hvor han måtte af med de mange penge , thi billedet 
måtte han have . Konsthandleren påstod , at 
han ikke brød sig stort om at sælge billedet til os , 
da der dagen i forvejen havde været et fornemt herstab 
inde at se på det , og som havde sagt , at de 
kom igen for at købe det ; men da han nu så , at 
denne unge signore satte så megen pris på billedet , 
kunne han ikke andet end lade ham få det , 
uagtet han nok indså , at det ikke var rigtigt af ham . 
Vi toge det for den sædvanlige snak , som man får 
så meget af i den slags handler ; men nu hørte 
jeg efter de mange Års forløb af grevinde gyldcnfcldt , 
at det virkelig forholdt sig således . Hun 
var nemlig med sin mand gået forbi konsthandlen ; 
greven blev straks indtaget af billedet , og de gik lige 
ind for at købe det . Det var varmt solskin udenfor ; 
men i boutiken mødtes de af en kold , klam luft , 
der straks fremkaldte et af de asttmatiske hosteanfald , 
som greven så ofte plagedes af ; de måtte øicblik° 
kelig forlade boutiken ; men grevinden skyndte sig at 

sige , at hun den næste dag ville komme igen for at 
købe billedet . Hnn indfandt sig også til den bestemte 
tid ; men da var det alt solgt , og konsthandleren 
undskyldte sig med , at han ikke havde troet , det var 
damens alvor , at hun ville komme tilbage . Grevinden 
fik ikke at vide , hvem der havde købt . Billedet , 
indtil for omtrent seks år siden en omrejsende konsthandler , 
der var vant til at falbyde curiositeter og 
konstsager på bøgevang , iblandt flere forskellige 
genstande også udpakkede det omtalte maleri . 
Grevinden blev henrykt ved at se det igen og købte 
det øjeblikkelig ; det blev ophængt i et cabinet , hvor 
hendes kæreste billeder vare samlede . Kort tid 
efter er det , at hun finder den sovende lille Anna i 
bøgevang lystskov , hvilket de jo nok har hørt om . 
Hun bringer barnet hjem med sig og lader det , uden 
at det er bleven vækket , lægge på sofaen i samme 
cabinet . Lille Anna vågner forvirret over de fremmede 
omgivelser ; men da hun får øje på billedet , 
stråler hendes ansigt af henrykkelse ; hun giver 
sig til at kærtegne og kysse det , som om det var 
et levende menneske . Den ene gang efter den anden 
udbryder hun : „ Min egen Antonius , min kære 
Antonius . “ Nu opklaredes det , at billedet havde været 
i barnets hjem , og at faderen havde bragt 
det med sig fra rom . Dette sammentræf bestemte 

grevinden til at beholde barnet , og snart fik hun 
alt afgjort med dets tante , Fru Bergmann , der 
altså er deres moder , min unge ven . “ Således 
sluttede Martini sin fortælling , idet han venlig nikkede 
til Victor . 
„ Jeg kan dog ikke begribe , “ udbrød Victor , og 
man så en stærk indre bevægelse på hans ansigt , 
„ at moder således kunne nænne at overlade 
Anna til ganske fremmede mennesker . “ 
„ Din moder mente , “ svarede præsten , „ at hun 
ej godt kunne opdrage barnet under det bestandig 
omrejsende liv , som hun er vant til at føre , og jeg 
troer , efter at have hørt Martinis dom om grevinde 
Gyldenfeldt , at Anna er heldigere stillet hos hende 
end hos din moder . “ 
Man så på Victors ansigt , at han blev pinlig 
berørt ved dette svar . Værtinden bemærkede det 
og gav derfor tegn til opbrud . Man rejste sig , og 
de unge samledes på græsplainen udenfor havestuedøren , 
hvor de snart vare i fuld gang med et 
ringspil . Præsten bød Martini en pibe , og de satte 
sig for de åbne døre og få på ungdommens 
leg . 
„ Nej , se dog , “ sagde Martini , idet han med 
pibespidsen pegede hen imod Victor , „ hvor smukke 
bevægelser den unge Bergmann gør , når han kaster 

ringen , og se nu ! idet han springer op og griber 
den , er det dog ikke , som om han fløs ! Han er en 
sjelden velsfabt ung mand ; også synes han at være 
et åndelig begavet menneske , og fil konstner er han 
jo umiskendelig sfabt . Det var påfaldende , så 
megen sandhed og liv der var i hans tegning , 
uagtet man jo igennem den hele naive måde , han 
arbejder på , føler , at han ingen konstnerisk vejledning 
kan have hast . Er det hans bestemmelse at 
ville være konstner ? “ 
„ Ja , hvem ved det , “ svarede præsten , „ fil sommer 
skulle han være student , og det når han jo 
vel nok , da han dog har fået adskillige kundskaber 
ind , uagtet han har lært på sin egen Viis ; stædig 
er han som en cariolhest , når han har ulyst fil 
noget , så lærerne have måttet lade ham gå sin 
egen skæve gang . Han har fra fin tidligste barndom 
været vant fil at følge sin lyst . Moderen forkælede 
ham som lille ; men senere brød hun sig , imellem 
os sagt , ikke stort om ham . Jeg fik hende fil 
at fende ham her fil Herlufsholm , så kunne jeg dog 
have lidt øje med ham . Hun har nu ikke set ham 
i to år , og da han skrev hende fil , at han ønskede 
at besøge hende fil sommer , så snart han var bleven 
student , svarede hun ham , idet hun sendte ham en 
stor sum penge , hvorfor han kunne gøre en lille 

udenlandsrejse , at det var tids nok , når han besøgte 
hende til vinter . Stakkels dreng , det gør ham jo 
kold for moderen ; men han lider derunder ; ubændig 
og egenrådig er han , dog et varmt hjerte har han , 
og han trænger til kærlighed . “ 
Her blev præsten afbrudt , idet Victor nærmede 
sig . 
„ Hør , hr . Martini , de talte om , at vi skulle 
gøre et par tegninger sammen ; når har de tid 
og lyst dertil ? “ 
„ Ja lysten er der , “ svarede Martini ; „ men 
tiden er kun knap , da jeg må herfra endnu i aften . 
Hvor er det dog skade , at de ikke kan rejse med 
mig til Italien ! der havde vi tid både til at tale 
og til at tegne sammen ; ja , “ fortsatte han med varme , 
„ kunne de rejse med , hvor skulle vi da have herlige 
dage ; jeg trænger til ungdom om mig ; med de 
unge føler jeg mig selv så ung og glad . “ 
„ Og hvorfor kan jeg da ikke rejse med ? “ faldt 
Victor ham med en ildfuld tone i talen , „ jeg vil 
rejse med , og hvem skulle vel modsætte sig min villie ? “ 
„ Bien , 
kære Victor , “ råbte præsten ; „ Du skal 
jo være student til sommer . “ 
„ Student ! “ henkastede Victor hånlig , „ hvad skal 
jeg dermed ? det har jeg ikke mere brug for ; thi 

siden jeg traf hr . Martini , føler jeg , at jeg må 
være konstner ; ja i konsten , der er liv og glæde , 
og levende og glad vil jeg være ; i konstens rige 
vil jeg leve med glæden og skønheden for at neddukke 
mig i deres forfriskende strålebad ! “ Dette 
halv sang han frem , idet han strakte armene i vejret 
og svang sig dansende rundt , så lokkerne fløj som 
en krands om hans hoved . Øjnene glimrede jublende 
omkap med hans glade , unge stemme . Det 
hele gav billedet af ungdommen i dens skønneste 
Glands . 
Martini sprang op og omfavnede Victor ; „ Ja , 
kære menneske ! så følg da med i guds navn ! “ 
Udbrød han , „ jeg tror også fuldt og fast , at de 
må blive konstner ; ikke ene efter deres tegning at 
dømme , men af deres hele væsen udstrømmer konstnernaturen . “ 
„ Så 
du vil således straks sprænge båndenc 
og ikke være student ? “ sagde præsten og truede med 
fingeren , idet han ikke kunne bare sig for at smile , 
„ vil man engang se ! der slår du en ordentlig 
kolbytte , og endnu det forrykkcste ved sagen er , at 
du også får os gamle til at vende op og ned 
på vor vante og solide tankesæt . Havde jeg nogensinde 
troet , at jeg , den velærværdige pastor Jacob 
Hansen til rønnebæk , skulle række hjælpende 

hånd til en sådan fyr som denne Victor Bergmann , 
der dog åbenbart må komme til at stå 
som en fusentast i alle besindige menneskers øjne ! 
Øg dog er det så ! Du vil nu rejse til Italien og 
dermed slå en streg over din studentereksamen , 
og mig gamle , fornuftige menneske har du således 
forhekset , at jeg siger : godt ! jeg skal hjælpe dig efter 
bedste evne . “ 
„ 0 tak , fortræffeligste pastor Hansen ! “ udbrød 
Victor jublende , „ jeg vidste jo , at det måtte gå 
for mig , og fe ! nu er jeg jo alt et godt stykke på 
vej , ved at jeg har vundet dem for sagen . “ 
„ Ja ja , min kære Victor , “ tog præsten atter 
ørdet , „ nu al spøg til side ; jeg deler i alvor din 
mening , at når du vil være konsfner , som du 
jo vistnok er sfabt til , så har det ikke stor betydning , 
om du tager den eksamen eller ikke . En 
anden sag er det med de kundskaber , du har erhvervet 
dig dertil ; dem vil du nok i tiden komme 
til at skønne på . Skæbnen har været dig god , 
da den har ført en så udmærket konsfner som Martini 
på din vej , og det , at du kan rejse i hans 
selskab og fremdeles nyde godt af hans vejledning 
både som menneske og som konsfner , det bør vi 
slå fast som den vigtigste grund til at lade eksamen 

falde , for at du straks kan tage fat på konstnerbancn . 
Nå 
til lykke dermed , min gamle dreng ! “ 
Her greb præsten Victors hånd og rystede den 
hjertelig ; „ jeg får nu se at klare den sag såvel 
med den gamle rektor , der heldigvis er borte i ferien , 
som med din moder . Men så snart du er 
kommen til Italien , må du selv skrive til dem 
begge . Den gode gamle rektor vil nok rynke brynene ; 
jeg hører ham udråber „ „ Nej se dog til det 
brushoved , den Victor Bergmann , hvad for dumme 
streger han kan hitte på ! “ “ Men jeg skal nok 
få ham venlig stemt igen ; han har dog altid haft 
hjerte for dig . 
Men nu vil jeg give ordre til straks at spænde 
for , så vi kan køre til Herlufsholm for at pakke din 
koffert med de nødvendige sager . Vil de , Martini , 
ikke nok køre med ; der er vist så meget , vi 
kunne afhandle på vejen . Passet kan vi få i Næstved , 
og de rejsepenge , din moder sendte dig , vare 
jo i guld , så den sag er da alt i orden . Hen ad 
eftermiddag er vi her tilbage , og i så da tid 
nok til at tage afsted med min kone og ungdommen . 
Hillemænd ! Hvor der vil blive et røre iblandt 
dem , når de få denne nyhed at høre ! “ 
Snart var vognen for døren , og de rullede 

afsted til Herlufsholm . Ungdommen stak hovederne 
sammen og grundede forgæves på , hvad denne pludselige 
kørsel vel havde at betyde . 
Pastor Hansen kunne ikke bare sig for at le ved 
at se den målløse forbavselse , der malede sig på 
alle ansigter , da han ved tilbagekomsten fortalte om 
Victors nærforestående afrejse . 
Tårerne kom den lille Johannes i øjnene . 
„ Nå , nå , “ udbrød præsten , idet han tog drengen 
under hagen , „ ingen rørelser nu ! Vi ville ikke tænke 
på os selv , men glæde os over at se Victor , der 
med løftede vinger bruser ind i det forjættede land , 
hvor hans genius venter ham med laurbærkrandsen . “ 
Her brød præsten ud i en hjertelig latter : „ Jeg kan 
ikke lade være at le ad mig selv , der straks hopper 
op på pegasus , så snart jeg kommer i berøring 
med konstnere . De lokke en altid opad ; men man 
føler sig i en så tragicomist stilling , da det jo er 
med fremmede vinger , man er kommen tilvejrs , og 
meget kejtet kommer man som oftest ned igen . “ 
Men denne gang kom pastor Hansen ikke kejtet 
ned ; thi i samme øjeblik rullede vognen for døren , 
og en sand hjertelig rørelse viste sig på hans 
ansigt ved tanken om afskeden . 
„ Nå , Victor , du kære dreng , gud velsigne 
dig , “ udbrød han med varme , , ^gå nu vejen ligefrem 

eller flyv den , som det jo snarest er efter din 
natur ; men lad dig ikke forlokke af de dejlige stier 
tilhøjre og venstre ; kun ligefrem og altid ligefrem ! 
Der er målet . Og nu , Martini , lev vel ; tak fordette 
møde , og tak , fordi de tager dem ad vor 
indling ; gid han nu ikke må gøre dem det for 
broget ! “ 
„ Farvel , farvel ! “ lød det fra alle sider , og 
vognen rullede ud af præstegården med de to nye 
venner , der nu på den lange rejse ret fik tid til 
at lære hinanden at kende . 
Syvende capifel . 
Det var i de sidste dage af september , at Victor 
hen ad aften kom ned fra højderne ved tibers 
villa på Capri . Han var iført en hvid bluse 
og gul stråhat . Denne simple dragt faldt godt 
sammen med hans flanke vækst og hans glade , solbrændte 
ansigt . Over skulderen hang i en rem 
hans mappe , stol og solskærm . Victor var i de 
fem måneder , siden han forlod Herlufsholm , bleven 
udviklet til en forhøjet skønhed både i legemlig 

og i åndelig henseende . Der var kommet noget 
mandigt , fribårent over ham , som ret viste , at 
han var flabt for de glade konstnersorhold , han nu 
levede i . 
Han hoppede let som en ged hen ad den stenede 
vej ; men pludselig standsede han foran en vignelåge , 
som han forsigtig åbnede , idet han kiggede ind 
ad den . Under en pergola i viinhaven sås en 
ung pige , beskæftiget med at plukke druer i en kurv . 
Victor tog en lille mundharpe frem og slog et par 
toner an på den . Den unge pige drejede hurtig 
hovedet efter lyden , og et livligt smil spillede om 
hendes læber ved synet af den smukke mand . 
„ Behag at træde indenfor , Don . Vittorio ; onfler 
de ikke nogle druer ? “ Og hun rakte kurven 
hen imod ham . 
Med et par lette Spring var Victor ved hendes 
side . „ Tak annarella ! jeg er tørstig , de friskplukkede 
druer ville lædflc fortræffelig ; og dobbelt 
godt smage de , da dine smukke hænder har plukket 
dem . “ 
„ O , smigrer som de er , signore ; min hånd 
er vel lille , men se , hvor brun ; uagtet deres ansigt 
er blevet meget solbrændt her på Capri , så 
er min hånd dog mørkere end deres kind . “ Hun 
rakte hånden op for at sammenligne , og som tilfældig 

kom hun til at berøre Victors kind og lod 
hånden langsomt glide hen ad den . 
Victor stod som fortabt i hendes skønhed , og 
hans øjne strålede hende glcrdedrukne i møde , idet 
han greb hendes hånd sorat drage hende nærmere 
til sig . 
„ Tys , signore , “ udbrød annarella , „ der er 
mamma ! mød mig i aften i fiskerdragten under den 
store Oliven ! “ og snar som en hind smuttede hun 
bort imellem buskene . 
Victor tog hurtig en skitsebog frem og lod , 
som om han var ivrig besfjæffiget med at tegne . 
„ Godaften , smukke Signorino , “ hilste annarcllas 
moder , idet hun ville gå forbi , „ altid så flittig ! “ 
„ Jeg er konstner , signora , og konstnerne , ved 
de , må arbejde ; man skal jo fortjene sit brød , “ 
Svarede Victor , idet han havde svært ved at tilbageholde 
et skjelmsk smil . 
„ Ja ja , de fremmede er altid flittige ; således 
er ungdommen ikke her , “ sagde matronen , idet hun 
rystende på hovedet bød Victor godnat og forsvandt 
ind i huset . 
Victor ilede nu tilbage til locandaen , hvor han 
alt traf konstnerne samlede til aftensmåltidet . Man 
var ivrig besfjæffiget med at betragte , hvad enhver 

bragte med sig som frugten af dagens arbejde , så 
ingen bemærkede Victors komme . 
Han trådte ud på den åbne loggia , hvor 
han fortabte sig i nydelsen af den friske luftning , 
der viftede imod ham fra havet , over hvilket der i 
dette øjeblik var spændt som et guldnet af den nedgående 
sols sidste stråler . Han så , hvor beboerne 
rundt om trådte op på de flade Tage for at 
indånde den friske luft efter trykket af den hede 
dag . I det fjerne hørte han syngende og klingende 
toner ; alt om ham sang om skønhed og nydelse , 
og selv var han så glad og så ungdomssrifl . 
Nu blev der kaldt til bords . „ Men hvor er vor 
ungersvend , hvor er Don Vittorio ? “ lød det fra 
flere sider ; en ung italiener var den første , der 
opdagede ham ; han listede sig hen og tog ham om 
livet ; det gav et sæt i Victor , der helt var hensunken 
i synet af al den skønhed ! der her omgav 
ham . 
„ O tilgiv , signore ! “ bad den unge italiener , 
idet han overgivent lo ; „ jeg forstyrrede nok digtningen 
af serenaden til i aften . “ Victor rødmede , 
men lo i det samme ; han slog et par knips med fingrene , 
som om han havde castagncttcr i hænderne , og 
samtidig tog han nogle trin af tarantellen ; italieneren 

besvarede det , og således kom de dansende 
ind til spisebordet . 
„ Bravo , bravo , bslii aiovani ! “ lød det fra alle 
sider , og under lydelig munterhed satte man sig 
tilbords . 
Her vare konstnere af alle nationer samlede . 
Da man måtte have et fælles sprog , valgte man 
landets , og derved fik Victor daglig mere færdighed 
i det italienske , som Martini alt havde indøvet ham 
i på rejsen ; en god støtte havde han i sine forkundskaber 
i latin og fransk , så han sandede pastor 
Hansens ord , af han ville komme til af takke for , 
hvad han havde lært . Men den meste færdighed i 
dette skønne sprog erhvervede han sig dog ved møderne 
om aftenen under den store Oliven , der stod 
halv skjult i en klippekløft og så assides , af næsten 
aldrig nogen kom derhen , så af han i al mag 
kunne sladdre med den skønne unge pige , der ret af 
hjertens grund morede sig ved af være hans læremester . 
Hos en gammel fifler , der boede et stykke 
vej dersra , havde han for gode ord og betaling 
fået det således indrettet , af han kunne gå hen , 
når han ville , og iføre sig en fiskerdragt , som tilhørte 
den gamle mands søn . Denne var på koralsifleri 
sommeren over , og således traf man altid 
den gamle ene i hytten . Ved denne forklædning 

var Victor sikker på , af om også nogen så dem 
ved mødestedet , ville ingens tanker falde på ham . 
Denne aften havde annarella alt ventet noget , 
inden Victors lille mundharpe lod sig høre . 
„ Don Vittorio har ladet længe vente på sig , “ 
Udbrød den unge pige i en lidt ærgerlig tone , „ og 
netop i aften har jeg kun lidt tid , da jeg har lovet 
Donna Serafina at komme op og danse i Paganis 
locanda ; hun vil så gerne have det for at more 
de fremmede signori ; det er jo altid som en komedie 
for dem at se på vor Dands ; vi danse jo 
også gerne deroppe , da der derved falder nogle bajocchi 
af til os . “ 
„ Men annarella ! “ udbrød Victor , „ Du kan dog 
umulig tænke på penge under dansen , du , der i 
sådanne øjeblikke seer ud , som om du var i gudernes 
samfund . “ 
„ O , signore ! i så fornemt selskab er jeg såmænd 
aldrig , og husk på , at jeg er fattig , så klangen 
af penge , — det er altid den bedste lyd i mine øren . 
— nå , nå , Don Vittorio , “ fortsatte hun efter at 
have stirret ham noget ind i ansigtet , „ det er så 
mørkt , at jeg ikke rigtig kan se ; men jeg synes , at 
de trækker deres øjenbryn så underligsammen ? tys , 
hvad er det , klokken slår fra tårnet ? U akt o mm min ! 
Det er alt to timer efter ave Maria , og til denne 

tid har jeg lovet at være nede ved dansen ; kom , 
lad os skynde os ! “ 
„ Men jeg må først ind til den gamle for at 
klæde mig om , “ indvendte Victor . 
„ Å nej , gør mig den glæde at danse sammen 
med mig i aften , netop i denne dragt ! “ bad 
annarella så indsmigrende , „ vi springe dansende 
ind , og når tarantellen er endt , springe vi lige så 
hurtig ud igen , så vil ingen få tid til at undersøge , 
hvem de er ; alle se dog mest på mig , da 
jeg nu engang har fået navn af in bsllsm æi 
oapri . “ 
„ Det går ikke an , annarella ; for ingen pris 
vil jeg , at man skal mærke vore møder . “ 
„ O signore , glæd mig med det ! “ bønfaldt annarella , 
idet hun lagde sin arm i hans og lænede sit 
hoved op til hans skulder , „ skal jeg danse smukt , 
må jeg danse med dem ; her er ingen på den hele 
0 , der kan bringe et sådant liv og så megen glæde 
over mig som netop de , Don Vittorio . Ikke sandt , de 
gør det ? “ og hun klappede hans kind med sin lille 
hånd . Han bøjede sig ned mod hende . Da trykkede 
hun pludselig et brændende Kys på hans læber . 
Fuldmånen var lige stået op over havet og belyste 
Victors ansigt . Da annarella så , at han blev 
blussende rød ved hendes Kys , slog hun en skingrende 

latter op . Det gøs i Victor ; men da annarella i 
det samme greb sin tamburin , hvorpå hun slog nogle 
takter og gav sig til at danse , sandsede han intet 
uden dette skønne syn . Han greb sine castagnetter , 
faldt ind med i dansen , og således dansede de 
hen ad vejen . 
I locandaens vestibule var lystigheden alt i 
fuld gang ; flere af konstnerne havde deres skitsebøger 
fremme ; Martini var især ivrig og havde den 
ene gruppe på papiret efter den anden . På engang 
hører han et stærkt beundringsudbrud ; han seerhurtig 
op ; det er annarella , der i hele sin blændende 
skønhed kommer svævende ude i den åbne buegang , 
omstrålet af månens skin . Nu dandser hun ind 
i vestibulen , idet hun klart belyses af de mange lamper , 
og tarantellen er i sin livfuldeste gang . 
„ Nej ! hvilken skønhed ! “ udråbtes som i et 
Chor . 
„ Ja , men se også , hvor prægtig hun støttes af 
sin dandser , “ udbryder monsieur Gaspard , en fransk 
konstner , der står bagved marfini , „ nej se ! nu da 
hun flyer for ham , hvor indsmigrende forfølger han 
hende ikke ; nu er hun overvundet , og touren kommer 
til ham af trække sig tilbage , medens hun søger af 
lokke ham ; ja skøn er hun også i sin idmygelse ; 

hvilken mand ville vel kunne modstå denne indsmigrende 
tryglen ! “ 
„ Men han må også nok kunne fængsle en 
kvinde , “ sagde en tredje konstner , „ hvilket liv og 
hvilken ungdom er der dog i enhver af hans bevægelser , 
og hvor smukt er han ikke proportioneret , 
så sint og elegant ; så man ikke den simple fiflers 
dragt , ville man tro , af han var en fornem signore ; 
skade , af den røde hue er gleden så langt 
ned over øjnene , af man ikke ret kan se ansigtet . “ 
„ Det er jo Victor ! “ udbrød på engang marfini , 
idet han løb hen imod ham ; men som et lyn 
forsvandt de dansende gennem buegangen , og inden 
den støjende skare af forfølgere nåde udenfor , vare 
de ude af syne . 
Der blev stor lystighed i kredsen over denne 
opdagelse ; kun Martini blev stille og gik kort efter 
op på sit Kammer . For ham var det jo , når han 
tænkte tilbage på denne Dands , indlysende , at det 
ikke ene var den medfødte gave til dansen , der 
havde bragt så megen varme i Victors hele ypperlige 
fremstilling . Som konstner var han henreven 
deraf ; men som Victors ven var han hjertelig bedrøvet 
derover . Vel havde han haft en anelse om , 
at annarellas store skønhed havde gjort indtryk på 
Victor , og han havde alt ængstet sig derover , da han 

kendte Victors heftige natur ; men ikke havde han 
troet , at lidenskaben alt havde fået så stærk en vækst , 
som han nu syntes at se udtrykt i hver af Victors 
bevægelser i denne Dands , og man så jo også , at 
annarella var fængslet af ham . Hvad ville dette 
føre til ! Martini vidste om annarella , at hun uagtet 
sin ungdom ej var uerfaren ; hun havde tidligere gjort 
forsøg på at lokke sig en ægtemand til iblandt de 
unge , rige fremmede , og han var sikker på , at hun 
nu også havde denne hensigt med Victor ; blev han 
bundet på en sådan måde , stod han fare for helt 
at gå til grunde . „ Nej , det skal aldrig ske ! “ udbrød 
Martini for sig selv . Da han fik tænkt sig 
noget om , blev det ham klart , at han straks næste 
morgen måtte tage tilbage til Neapel med Victor 
og derfra lige til rom . Han gik ind i Victors Kammer ; 
denne var endnu ikke kommen tilbage . Martini 
gav sig straks til at pakke hans tøj sammen . Lige da 
han er ved at lukke kofferten , træder Victor ind . 
Han studser , og et mørkt udtryk viser sig på hans 
ansigt , da han seer , hvad Martini har taget sig for . 
Han sætter sig stille hen og lader hovedet hvile i 
hænderne , idet han støtter albuerne mod knæene , og 
således sidder han længe . Martini har sat sig hen 
ved siden af ham og venter på , at Victor skal se 
op ; men denne bliver stadig siddende i samme stilling . 

endelig bryder Martini tavsheden . „ Du 
kære Victor , “ sagde han , idet han lagde hånden 
på hans skulder , „ vi to er alt i nogen tid 
gåde af vejen for hinanden ; men nu kan og bør 
det ikke gå således længere . Du er fulgt med mig 
herned , så langt bort fra hjemmet og fra din tidligere 
bane ; jeg så jo de store konstnergaver hos dig 
og lod dig derfor gøre dette Spring , hvorved du 
brød alle bånd , da jeg vidste , at der ville stå dig 
en ny og lysende bane åben ; men nu er du i færd 
med at træde bort af vejen , og her må jeg standse 
dig . Selv om jeg derved forvolder dig stor smerte , 
så må og vil jeg føre dig tilbage derhen , hvor 
vejen ligger afstukken for dig ; jeg seer med gru den 
magt , lidenskaben alt har fået over dig ; endnu erdet 
tid , men kun få skridt til ad samme vej , så 
styrter du i en afgrund , hvorfra ingen menneskelig 
hånd mere kan frelse dig . Derfor kom og følg 
mig ! i morgen tidlig rejse vi til rom . “ 
„ Men når jeg nu ikke vil det ? “ udråbte Victor , 
idet han sprang op og stillede sig udfordrende , 
med hånden knyttet , foran Martini . Men da hans 
øjne mødte vennens , og han så det næsten bønlige 
udtryk , hvormed de så på ham , da åbnedes uvilkårlig 
hånden , som Martini greb , idet han sluttede 
Victor i sine trofaste arme . 

ottende capitel . 
Enkelte blade af Victors dagbog , skrevne 
i rom i løbet af fire år . 
— ja , her er stort og prægtigt i rom ; men 
annarella , — hende savner jeg . Hvor gerne gav jeg 
ikke alle disse herligheder for en time sammen med 
hende . Og dog ! hvad er det for en underlig flamme , 
der brænder i mig , når jeg tænker på hende ! Ånden 
løftes ikke derved ; men jeg er som vildfarende i 
en labyrintt ; annarellas billede svæver altid foran 
mig derinde og bringer mig stadig til at forvilde mig 
dybere og dybere ind . Jeg føler , at det er et vildspor ; 
men jeg betræder det dog så gerne ; jeg drages , 
ja , jeg drages så mægtig ; men konsten fordrer , at 
jeg gør afkald , og til den har jeg helliget mig . Alt 
må falde , som dæmmer for den , og jeg føler , at 
denne kærlighed hæmmer min konstnerbane , så , 
stakkels annarella ! jeg må forlade dig . Jeg tog 
fra Capri uden at sige hende farvel ; jeg havde ej 
mod til at se hende ved afskeden . Hvordan mon 
hun nu har det ? Flere af malerne misundte mig , 
fordi jeg så ganske fængslede hende ; jeg kan næsten 
ikke udholde at tænke på , hvordan de nu friste hende . 

men mand dig op , Victor ! Konstnerstjernen er langt 
borte ! Fremad ! fremad , den må nås ! Hvor underlig 
kan dog tankerne flyve om ! når jeg tænker 
på målet , er det , som om jeg så min lille cousine 
Anna , men som voksen jomfru , så ganske tante 
Marias ophøjede billede . Anna står med krandsen 
og rækker den ud imod mig ; men som jeg vil gribe 
den , viger hun længere og altid længere tilbage , indtil 
hun forsvinder i en tåge for mig . Hvad er dette 
for et underligt syn , og hvilken tankeforbindelse er 
her dog ? Lille Anna er min eneste slægtning foruden 
min moder . Jeg så hende jo kun et øjeblik 
den søndag morgen i den lille præstegårdshave ; 
men dette indtryk er uudsletteligt i forening med det 
ædle billede af Annas forældre . Der er jo ikke den 
glødende skønhed i dette billede som i det , der viser 
sig for mig , når jeg tænker på annarella ; men ved 
tanken om disse slægtninge kommer der en vidunderlig 
løftende stemning over mig , så at jeg bæres 
fremad derved . Annarella derimod holder mig tilbage ; 
men fremad , fremad må det gå , der er målet ! 
Et par måneder er gåde , siden jeg sidst skrev 
her . i min dagbog ; daglig kan jeg ikke skrive . Ofte 
finder jeg ej ord til at forme de stærke indtryk , som 

jeg modtager ; jeg lever meesf i Vatikanet i denne 
vinter , og jeg tegner flittig efter antikerne ; mine 
øjne åbnes daglig mere og mere for deres uendelige 
skønhed . Den velsignede konst ! hvor er jeg dog 
lykkelig ved af være kommen ind på den bane ! jeg 
føler , af jeg har kræfter til af arbejde mig fremad . 
Ja et stort mål håber og stræber jeg efter af nå 
srem til . Martinis billeder more mig ; der er liv 
og lune i dem ; men genien vinker mig højere tilvejrs , 
jeg vil ikke kunne tilfredsstilles ved ene af 
fremstille scener af folkelivet ; jeg må have større 
grændser . Det antike ideal foresvæver mig altid ; 
måtte jeg dog nå hen til af få sådanne store 
syner fængslede på lærredet ! 
Hvor måned efter måned dog går hurtig 
her i rom ; det er , som om den mægtige fortid sammcntrængte 
nutiden til kun af spænde over øjeblikke . 
Alt går for mig op i studiet ; det er min første 
tanke , når jeg vågner , og min sidste om aftenen . 
Alt drager ad den vej ; men jeg føler også , hvor jeg 
vokser . Martini er glad ved mine fremskridt ; han 
spåcr mig en stor fremtid ; blot jeg klart kunne se , 
hvor trådene er lagte for mig . Nu er det den 
dejlige forårstid , og snart har vi atter sommeren ; 

den flat tilbringes i bjergene her om rom . Til 
Capri vil jeg ikke mere . Al min tanke og stræben 
må offres konsten . Kvinden er skøn , men du , min 
konst , du er dog den skønneste ! for dine fødder 
nedlægger jeg min kærlighed . Tryk mig til din 
barm , og gjcnnemglød mig med din hellige ild ! — 
jeg var iaftes i måneskin i colosseum ; det var 
mig , som om de store ånder , som der have kæmpet 
og lidt , atter rejste sig ; jeg syntes af se dem for mig , 
og hvor underligt , af onkel Verners og tante 
Marias skikkelser altid træde frem , når flige billeder 
stige op i min sjæl . 
Jeg havde et uventet besøg i dag . Det var af 
den gamle fisker , hos hvem jeg lånte min forklædning 
på Capri . Uagtet to år nu er forløbne 
siden den tid , trådte dog alt , hvad der da hændtes 
mig , så levende frem ved igen af se den gamle . 
Han bragte en kurv med figen , og han sagde mig 
fra annarella , af hun med egne hænder havde plukket 
og tørret dem til mig . Tillige bragte han den hilsen , 
at , om jeg ville sende hende rejsepenge , så kom hun 
straks til mig , da hun længtes så såre ; men i hans 
snakkesalighed fik jeg tilstrækkeligt at høre til at forstå , 
at denne længsel gjaldt flere end mig . Han 

fortalte således en hel del om den unge italienske 
maler , med hvem jeg havde været sammen på Capri , 
og det var let for mig af hans fortælling at forstå , 
at denne snart havde udfyldt min plads hos hende . 
Men jeg vil skyde billedet af denne skønne kvinde 
bort fra mig . Fristeren kunne dog låne hendes 
skikkelse . Jeg kan jo ikke nægte for mig selv , at 
det rørte sig underlig i mig , da han bragte mig 
kurven med figen , som hun med egne hænder havde 
plukket med tanke på mig , og da han i det samme 
fremførte hendes ønske om at komme , var jeg lige 
ved at give efter . Heldigvis kom han snart med 
historierne om den italienske maler , og da trak der 
sig som et sort slør hen over hendes billede . Et 
underligt træf , at jeg just i dag også har fået en 
hilsen fra Anna i et brev fra grevinde gyldenfeldf 
til Martini ! Anna og annarella ! Der er lighed 
i navnene , og dog , hvor forskellige ! Det ene 
tyder som bølgernes alvorsfnldc klang , det andet 
svin kildens legende rislen . Bien bort med al denne 
fantascrcn , og fil arbejdet ! der høre alle mine tanker 
hen . Jeg studerer for tiden i sixtinske Capel , 
nærmest Michel Angelos mægtige sibyller ; dem tegner 
jeg atter og atter , og med hver gang opdagerjeg 
nye skønheder i deur . Hvor jeg dog glæder 
mig ved mit arbejde og ved alt , hvad der omgiver 

mig her i rom . Det er , som om det alt sammen 
ville række en hjælpende hånd fil konstneren , for at 
han kan komme fremad . Om det få er den fattigste 
Bonde , når han står og støtter sig fil sin 
stav efter den trættende vandring , så taler det ud 
af hans hele skikkelse : „ Se på mig ! Du kan jo 
lige sætte mig ind i dit billede . “ Og hvor tale ikke 
skjønhedsånderne fil en fra hvert pallads og hver 
Fontaine , endsige fra hver solstråle med lyset , 
refleksen og slagskyggen , som dannes af den . 
Før jeg om morgenen går ind i Vatikanet , må 
jeg gerne standse for at se solstrålerne bryde sig 
fil en regnbue i de høje vandpalmekroner , der dannes 
af de altid brusende springvand . Imellem går 
jeg så tidlig ud , at jeg først kan nå op på højden 
af set . Onofrio for at se solopgangen belyse 
det hele store rom , der her ligger udstrakt for en . 
Er tiden dertil , går jeg ind i klosteret og vandrerom 
i buegangene eller i haven med terrassen , hvor 
Tasso har siddet under egen , eller jeg lader mig vise 
hans celle . Ja i sådanne øjeblikke , som høre til 
den daglige føde her i rom , får fantasien næring , 
så at den kan skabe det ene store billede efter 
det andet . 

nu har jeg alt været fire år i rom . Hvor 
kort er den tid dog at se tilbage på , så ensomt 
som jeg har levet i den . Kun arbejde og atter arbejde 
har været min tanke ; men jeg er da også 
bleven til noget , og jeg tør med åben pande kalde 
mig konstner . Igår bragte jeg mit store billede 
af colosseum hen på udstillingen ; jeg har selv været 
stærkt greben deraf , og jeg tror , det må gøre 
indtryk på beskneren . Det er øjeblikket , da tigeren 
lige skal anfalde det unge christne ægtepar , 
der ikke har villet stilles ad , men udbedt sig som en 
nåde at måtte gå døden i møde i forening . 
De knæle ned , idet de omslynge hinanden ; blikket 
er vendt op imod himlen , og læberne åbnes som 
til en lovsang . Tigeren ligger sammentrukken lige 
for dem med sit lurende blik ; den skal netop til at 
gøre det dødbringende Spring . Onkel Verners og 
tante Marias billeder er fremkomne i de to unge 
ægtefolk . Hvor mange tanker har det dog bragt 
op i mig således at have dem øjensynlig for mig 
igen ; det har bragt en længsel frem hos mig , 
som jeg aldrig for har kendt — længslen efter at 
høre andre mennesker til ved slægtsfabets hjcrtebånd . 
Det øjeblik , jeg så disse elskelige slægtninge , 
vil altid stå uudsletteligt for mig ; det er jo 
kun dette enkelte billede , jeg har modtaget af dem , 

da jeg så godt som intet ord har hørt fra deres 
læber ; men det hele ophøjede udtryk i deres skikkelser 
vil altid stå som noget idealt for mig . Min 
moder har jeg jo levet mere med ; men jeg har 
egentlig et mindre bestemt billede af hende ; jeg har 
aldrig ret kendt det naturlige forhold , som der burde 
være imellem moder og søn ; jeg var jo så kåd 
som dreng , og hun lod sig tirre deraf i stedet for at 
mildne mig . Nu er der gået over seks år , siden 
jeg sidst har set hende , og i næsten et helt år har 
jeg intet brev haft fra hende . Hun har i fine tidligere 
breve meget venlig bedet mig om at komme 
til sig ; men det , at jeg ikke kan skrive „ kærlig “ 
Istedetfor „ venlig , “ har for en del holdt mig fra 
at efterkomme hendes ønske . Jeg har jo også , navnlig 
det sidste par år , været så optagen af mit arbejde , 
at jeg ikke har kunnet løsrive mig derfra ; men 
nu har jeg nået et slags mål ; så må jeg atter 
se ud i livet . Jeg må mod Norden for at besøge 
min moder og min slægt ; men hvor underlig ! 
Denne slægt , som jeg længes så meget efter , den 
sammentrænger sig jo i den lille Anna ; anden slægt 
har jeg ikke , fjern eller nær . Lille Anna ! men stop ! 
Så lille er hun vel ikke mere . Jeg var seks år på 
Herlufsholm og fire år her , det er jo ti år ; syv 
år må hun omtrent have været , da jeg så hende ; 

så er hun jo nu en syttenårs jomfru . Hillemænd ! 
Jeg må afsted , og det endnu i morgen ; et syttenårs 
søskendebarn og måske tilmed en dejlig pige ! 
Nå , Victor ! Hurra ! på rejse , på rejse , op til 
den lysegrønne bøgeflov og til din moder . En forunderlig 
klang har dog dette ord : moder . Sådan 
har jeg aldrig følt det før ; ellers var jeg for 
længe siden ilet til hende . Tænk , at jeg har et 
hjem hos en moder ! og dette har jeg hidtil ingen 
bevidsthed haft om . Jeg får nok moder til at 
bede cousine Anna ned til sig . Nå , hvor vi tre 
skal leve lykkelige dage sammen . Hurra ! nok engang 
hurra ! jeg må straks til Martini for at meddele 
ham denne nyhed . 
Lige da Victor lagde pennen fra sig , trådte 
Martini jublende ind ad døren . Han for hen imod 
Victor og omfavnede ham . 
„ Nå , min dreng , nu har du laurbærkrandsen . 
Jeg kommer lige fra udstillingen , hvor der er 
trængsel for at se dit billede . Der er kun en mening 
om , at det i år er det ypperste arbejde der . 
Jeg modtog den ene lykønskning efter den anden til , 
at min fordums elev nu var bleven så stor en mester . 
Prinds Borghese var derinde og var aldeles 

henrykt over billedet . Han bad mig bringe dig med 
til hans soire i morgen aften , for at han der kunne 
have den glæde at forestille dig for hele den store 
verden , der på den aften samles hos ham . Men 
Victor , du siger jo slet intet ; er du da ikke lykkelig 
over al denne hyldest ? “ 
„ Å , hvad bryder jeg mig om Prinds Borghese , “ 
Svarede Victor i en henkastende tone , „ jeg ved 
jo nok , af billedet er godt , uden af prinsen behøver 
af sige mig det . Forresten stod jeg lige på 
springet for at løbe hen til dig , “ tilføjede han , idet 
stemmen slog om i glade toner , „ jeg må tage afsted 
med dig , da jeg rejser bort på nogen tid . “ 
„ Tage afsted ! “ udbrød Martini med vidt opspilede 
øjne , „ vil du rejse , og netop i det øjeblik , 
da hele rom står i færd med af række dig lanrbærkrandsen ? “ 
„ Ja , “ 
Svarede Victor , „ jeg rejser i morgen tidlig 
hjem for at besøge min moder . “ 
„ Men menneske , bliv i det mindste nogen tid ! 
Tænk på din fremtid og på , hvad det vil sige , af 
Prinds Borghese vil forestille dig for sine standsfæller 
og venner ! “ 
„ Prinsen kan være god for sig , og jeg god 
for mig , “ svarede Victor med sit gamle , overmodige 
kast med nakken ; „ nu har jeg nået at vise verden , 

at jeg er konstner ; for mig er det kun et tomt Echo 
af mine egne ord at høre den gentage det ; jeg må 
nu hvile ud efter de fire Års arbejde . Jeg har 
nået et mål i konsten , men også forsømt meget 
i livet ; jeg må næres som menneske ; nu er jeg for 
en tid mæt som konstner . “ 
Martini rystede på hovedet . „ Du underlige , 
egenrådige menneske , som bryder dig dine egne 
veje over stok og sten ! Ikke engang siger du 
tak , når man viser dig en vej , der er banet og 
jevnet ene for din skyld ! “ 
„ O kære , gamle ven , “ afbrød Victor ham , idet 
han kærlig greb Martinis hænder , „ jeg er dig af 
hjertet taknemlig for alt dit venskab ; men jeg 
må gå min egen vej ; jeg har gjort detfrabarnsbeen , 
og i hvor skævt det end er gået , så er 
jeg dog efterhånden nået fremad , og det netop til 
de steder , hvorhen jeg helst ville . Tro mig ikke 
utaknemlig ; men , som sagt , jeg må styre min 
egen båd , og du skal se , alt går nok godt . 
Tag du dig nu af mit billede ; kommer der en 
kjøbcr , så sælg det for , hvad du synes . Og nu 
farvel , jeg har et og andet at besørge med Pas og 
vetturin ; i morgen rejser jeg . “ 
Og næste morgen sad Victor i vognen , som 
rafl rullede ud ad Porta del popolo . Martini stod 

noget og vinkede efter den bortrejsende ; da rystede 
han på hovedet ad det underlige , men for ham dog 
så kære unge menneske , og langsomt vendte han 
tilbage til sin ensomme bolig . 
Niende capifel . 
På rejsen gav Victor fantasien tøjlen , og 
han fløj midt ind i underets land ved at udmale 
sig al den lyksalighed , som et hjem kunne byde . 
De mørke pletter , som endnu stod tilbage i hans 
erindring om samlivet med moderen , skrev han på 
sin egen vildskabs og forkælelses regning . Men 
hvor skulle han ikke nu også være dobbelt kærlig og 
opmærksom imod hende ! ja han var opfyldt af længsel 
efter at kaste sig i sin moders arme . Og således 
nåde han med stedse stigende forventninger 
Hamborg , hvor han ventede at træffe moderen , da 
hun først senere på sommeren plejede at tage til 
badestederne . Hvor bankede ikke hans hjerte af glæde , 
da han betrådte huset . Han fløj op ad trapperne 
og ringede stormende på klokken ; men døren var 

og blev lukket . Endelig hørte han en hæs stemme 
råbe op til sig ; det var portneren , som meddelte , 
at etagen stod ubeboet . 
„ Har Fru Bergmann da alt begivet sig på sin 
sommerrejse ? “ spurgte Victor . 
„ Hun er for længe siden borte herfra og vender 
ikke mere tilbage , “ lød det gnavne svar . 
„ Men hvor er hun da ? “ spurgte Victor utålmodig . 
„ Ja , 
hvad ved jeg , hvor hun er . “ 
„ Men de må dog have hørt , hvor hun tog 
hen ? “ 
„ Dengang hun tog herfra , holdt hun først auktion 
over sine sager og ville derpå , som man mente , 
tage til Christiansfeldt . “ Hermed vendte portneren 
ham ryggen og forsvandt i sit lukaf . 
Victor stod først en tid med hånden for 
øjnene , ligesom for at samle sig noget efter den store 
skuffelse , der her var mødt ham . Endelig forlod 
han huset ; men hvor skulle han vende sig hen ? 
Han havde ladet sin koffert stå på posthuset . 
Det kunne jo være , at man der vidste noget . Han 
ilede derhen og forespurgte sig . Ja rigtig , breve , der 
mulig kunne komme til Fru Bergmann , skulle sendes 
til Christiansfeldt . Han spurgte om postbefordring 
nord på og fik den besked , at han samme aften 

kunne komme bort med den agende post . Det var 
en lang og langsom rejse . Victor tilbragte tiden 
med at sidde og gruble over , hvad der dog kunne 
have bevæget hans livslystne og verdsligsindede moder 
til at vælge det stille christiansscldt til opholdssted . 
Endelig 
nåde han på en solrig morgen sin 
rejses mål . Den lille by gjorde et tiltalende indtryk 
ved den hygge og fred , der var udbredt over 
den , ved de mange blomstrende kasfanictræer , der 
støde i alleer i gaderne , ved de indbydende bænke 
udenfor huusdørene og de blanke vinduesruder med 
de smukke , blomstrende planter indenfor . Victor begyndte 
alt at forsone sig med moderens valg : „ Hun 
har vist købt sig et af disse små , hyggelige huse “ , 
tænkte han , „ og nu sidder hun måske ved kaffebordet 
for de åbne havedøre ; hvem ved , om hun ikke 
i dette øjeblik længes efter mig . “ 
Victor spurgte straks efter Fru Bergmann : hun 
boede i enkeboligen , hed det . Han fik en dreng til 
at vise sig derhen . Alle enkerne vare gåde i kirke . 
Han ventede en stiv klokketime i en stor , uhyggelig 
sal . Endelig kom hans moder . Han havde jo ikke 
set hende i seks år ; men hvor var hun dog også 
forandret ! Det ådre var påfaldende ældet , og udtrykket 
i ansigtet mørkt og indesluttet . Victor blev 

så betagen ved dette syn , at han stod ganske ubevægelig 
uden at kunne fremføre et ord . Hans moder 
kendte ham først ikke ; men da hun havde set 
lidt på ham , steg blodet pludselig op i hendes blege 
kinder . 
„ Victor ! så har du fundet mig her i min ensomhed , “ 
Sagde hun i en grædende tone , „ kom med 
mig op på mit Kammer . “ 
Da de vare nåde op på det lille værelse , 
der kun indeholdt det tarveligste bohave , udbrød Victor 
smertelig skuffet : „ Men moder , har du da ikke 
mere noget hjem ? “ 
„ Ak , hvad skal jeg med det ? “ klynkede hun frem , 
„ for mig er verden død , og jeg har kun tilbage at 
sidde og vente , til døden også kommer for at hente 
mig . “ 
„ Men moder ! “ udbrød Victor , idet han slog 
fine hænder sammen af bedrøvelse over , hvad han 
her hørte , „ Du er jo endnu ikke gammel ; hvorfor vil 
du da forsage denne dejlige , dejlige verden ? “ 
„ O barn dog ! “ udbrød hun , idet hun brast i 
gråd , „ Verden er så ond , så ond , og jeg har selv 
været midt i al dens synd ; jeg føler skam , idet 
jeg her står foran mit eget barn , men også dette 
sidste bånd får briste , om det så skal være ; jeg 
må bekende al min dårlighcd for dig , så du 

kan få verden at se i dens rette lys . Hør nu 
da : du ved , at jeg hidtil har levet i verdens tummel ; 
jeg har været feteret og moret mig derved ; jeg 
var snart ved det ene , snart ved det andet af de store 
badesteder og blev altid fejret som en af de første 
damer . Sidste sommer tilbragte jeg i badenbaden . 
I den kreds , som der drejede sig om mig , 
kom stadig en ung fransk officer . Hu ! jeg gruer 
ved at fortælle dig det ; men , som sagt , det må 
frem . Han var så smuk , hans conversation var 
så underholdende og indsmigrende , at jeg blev aldeles 
beruset deraf . Han var altid ved min side , 
såvel i selskaberne som på spadsereturene , og på 
de større udflugter , der fandt sted tilhest , var han 
stedse min cavaleer . Han var en del år yngre 
end jeg ; men mit ådre havde indtil den tid vidunderlig 
holdt sig , så at jeg endnu uden at vække forargelse 
kunne tage del i dansen . Han var en fortrinlig 
dandser , som alle damer , selv de yngste og 
skønneste , inklinerede for ; men mig foretrak han som 
overalt så og i dansen for dem alle . Således 
gik de første måneder af vort bekendtskab ; da vare 
vi to en dag ene på en ridetur ; der friede han 
til mig , og jeg gav ham henrykt mit ja . 
O Victor , jeg seer på dit ansigt , at det forfærder 
dig , hvad du her hører ; men sandheden 

må du vide ; din moder har været greben af verden 
og dens synd ; nu ligger jeg knust af faldet 
fra den svimlende højde , som min indbildning havde 
skruet mig op til ; thi jeg var i den højeste lyksalighed 
ved forvisningen om hans kærlighed ; ja jeg 
elsfede ham ; jeg havde vel forhen leget med kærligheden ; 
men det var første gang , jeg således følte 
mig som dens slave ; ja , jeg var opflammet af 8idensfaben . 
Vor 
forlovelse blev bekendt ; jeg så jo nok , at 
en og anden af damerne trak sig tilbage fra mig ; 
men jeg smilede kun derad , da jeg antog det for misundelse ; 
en lykkelig måned gjennemlevedc jeg således . 
Da skulle vort bryllup stå . Dagen før 
bryllupet kom han med en notar , da han ønskede 
en ægteskabscontract underskrevet ; den blev oplæst 
for mig ; deri stod , at vi skulle arve hinandens capitaler . 
Jeg afbrød oplæsningen ved ganske naivt 
at sige , at jeg ikke ejede nogen capital , men kun en 
livrente . Der blev en fuldkommen taushed . Jeg 
var så omtågct , at jeg ingen anelse havde om , at 
dette ville gøre synderlig indtryk på ham ; men hvor 
forfærdedes jeg ikke , da jeg så op , forundret over 
hans taushed . Han var næsten bleven ukendelig , 
ansigtet var askegråt , øjnene stirrede stift og højt 
opspilede hen for sig , idet munden stod vidt åben . 

endelig bukkede han dybt for mig og fik med besvær 
fremstammet : „ Madame , tilgiv mig , jeg må 
forlade dem et øjeblik . “ Han vinkede ad notaren , 
og snart lukkede døren sig i efter dem . 
Jeg satte mig hen og pinte mig med at udfinde , 
hvad der havde forårsaget denne hurtige bortgang ; 
jeg havde jo ofte såvel i livet som i romanerne 
set , af et ægteskab strandede på pengespørgsmålct , 
især når det skulle sluttes imellem en yngre 
mand og en ældre kvinde ; men jeg var så hildet 
af lidenskaben , af jeg ikke sandsedc mine tidligere 
erfaringer . 
Et par timer snege sig langsomt hen . Da 
bankede det på døren , og tjeneren bragte mig den 
så ofte med henrykkelse imødesete og modtagne , 
rosenrøde billet . Den indeholdt kun få ord : 
„ Madame ! 
Jeg har levet i indbildning . Uden capital 
kan jeg aldrig indgår noget ægteskab . Derfor 
tilgiv , af jeg trækker mig tilbage ; men modtag 
den forsikkring , af jeg altid vil vedblive af være 
deres beundrer , og i dette øjeblik lægger jeg 
min hyldest for deres fødder som deres allerærbødigsfe 
tjener . “ 
Du kan tænke dig , hvad indtryk denne efterretning 
gjorde på mig . Jeg lukkede mig inde ; jeg kunne 

jo heller ikke lade mig se noget sted , da jeg vidste , 
spotten nu ville bryde alle dæmninger for at danne 
en syndflod til af drukne mit gode navn og min 
ære i . Flere dage havde jeg således levet hen i 
en græsselig tilstand , indtil jeg en morgen vågnede 
med en heftig hovedpine ; jeg ville stå op , men 
kunne ikke røre mig , lammet af mathed , og en nervefeber 
holdt mig til sengs i flere måneder . 
Såsnart jeg kom til ' klar bevidsthed igen , så 
jeg jo tydelig , at mine kort vare udspillede . Jeg 
måtte straks bort , men hvorhen ? I Hamborg kunne 
jeg jo heller ikke mere vise mig ; flere familier derfra 
havde været i baden-baden og oplevet min 
skandale ; de havde naturligvis udbredt den i hjemmet . 
Hvor i al verden finder jeg et fristed , tænkte 
jeg med gru . Da kom en luftning til mig fra 
min søster Marias hjem . Havde nu hun og hendes 
mand levet , så var jeg tyet til deres lille 
præstegård og havde der søgt et skjulested for den 
skadefro verden . Jeg tænkte på den stemning af 
alvor og religiøsitet , der var over disse mennesker . 
Jeg kendte jo ikke af egen erfaring noget til det 
religiøse liv ; men jeg havde altid hørt , at religionen 
var en stav i nøden , og jeg søgte den nu , uden 
dog at have nogen ide om , hvor jeg skulle vende 
mig hen for at finde den . 

en dame her fra Christiansfeldt havde brugt 
euren ved badet og var den eneste , der havde set 
til mig under min sygdom . For hende åbenbarede 
jeg al min nsd , navnlig min uvidenhed om , 
hvor jeg vel skulle finde religionen , og hvorledes 
jeg skulle bære mig ad for at bruge den til lægedom 
for mit ødelagte liv . Hun rådede mig til at flytte 
her til Christiansfeldt , da man intetsteds i verden , 
sagde hun , levede i et så kærligt broder- og søsterforhold 
som hos hcrnhutterne ; hos dem var religiøsiteten 
således indflettet i enhver gerning , at 
man blev tvungen til at give sig af dermed . 
Og jeg føler , at dette valg har været det rette 
for mig . Jeg har tilbudt forstanderen at overlade 
det meste af mine indtægter til missionsselflabet 
imod , at jeg får ophold her i enkeboligen . Kun 
har jeg måttet betinge mig et eget lille Kammer , da 
enkerne her leve i fælles sove- og arbejdssale ; men 
jeg må i det mindste under påklædningen være 
ene . Ja , jeg ved jo , at det er verdsligt ; men jeg må 
tilstå dig , at jeg endnu bruger lang tid for spejlet 
forat se , hvordan tøjet skal sidde for at klæde 
mig bedst , og synes du ikke også , at denne halve 
nonnedragt hjælper på mit sammenfaldne ydre ? 
Den passer dog bedre dertil end den verdslige stads . “ — 
under denne sidste replik var den klynkende tone 

bleven afløst som af et Echo af det tidligere coquette 
væsen ; tillige viste sig et uhyggeligt smil , der 
skræmte Victor , så det gøs igennem ham . Dog 
snart kom hun tilbage i den klynkende præketone , 
idet hun atter gav sig til at jamre over verden og 
dens dårlighed . 
„ Jeg ville ønske , at også du kunne bestemme 
dig til at blive her ; det ville være let for dig at 
få ophold her i broderhuset . Jeg laver med søstrene 
små æsker , som sælges til fordel for stiftelsen ; 
dn kunne da , uden at behøve at bejle til verdens 
forfængelige gunst , få brug for din kunst 
ved at male nydelige små billeder på æskerne . “ 
Victor stod ganske fortabt . Det feeflot , som 
hans fantasi havde bygget op for ham ved tanken 
om moderens hjem , faldt i et Nn fammen . 
„ Nej , moder ! “ udbrød han forfærdet , med en 
følelse , som om han var under trykket af et mareridt , 
„ Gnd fri mig fra at lade mig indespærre her ! 
Så hellere være den nsleste daglejer ude i den dejlige , 
store verden . “ 
Han gik med sin moder til aftenbønnen og 
næste morgen atter i kirken ; og således flæbte sig 
to dage hen . Han så vistnok mennesker i menigheden , 
og det et ikke ringe antal , der vare varmt 

og redelig grebne af troeslivet ; men trangt og stille 
var livet ham dog , hvor han end få hen , så da 
han på den tredje dags morgen vågnede , og solen 
spillede ind i kammeret til ham igennem det 
gennemsigtige , grønne løv på træerne udenfor hans 
vinduer , da kaldte det friske liv på ham derude 
fra den glade verden . Han blev hurtig påklædt , 
fik fin koffert pakket og ilede hen til sin moder , som 
lige stod færdig for at gå i kirke . Han omfavnede 
hende og sagde hende , hvor umuligt det var ham at 
forsage livet og blive i disse snevre forhold . Hun 
så koldt og fløvt på ham : 
„ Vogt dig , du går en stor elendighed 
imøde ! “ Det var alt , hvad hun kunne give ham 
til afsled . Hun knugede psalmebogen mod brystet 
og gik til kirken , idet hun nikkede som åndsfraværende 
til ham . 
Victor følte sig ganske syg af det uhyggelige 
tryk , som synet af moderen og hendes hele væsen 
udøvede på ham . Han ilede til gæstgivergården , 
fik fin koffert bragt på posthuset , og snart sad han 
i rejsevognen , der førte ham nord på . 
Det var til Anna , han nu rejste . Han vidste 
jo af grevinde Gyldenfeldts breve til Martini , at 
Anna stadig havde beholdt ham i trofast minde , og 
at hun tænkte på ham som på en kær Broder , 

ligesom han i hende så en kærlig søster . Hun 
var jo ung og smuk , hun levede i sunde og lykkelige 
omgivelser . Der måtte han jo finde den kærlighed 
og livsglæde , som hans hele ungdomsfriske natur 
så højlig trængte til . Og han satte nu alt 
sit håb til dette møde . 
Tiende capifel . 
En af de første dage i juni måned sagde 
grevinde Gyldenfeldt og Anna ved deres håndarbejde 
foran de åbne havedøre og nøde den varme 
sommerluft , der strømmede ind til dem . 
„ Hvor lifligt igen at mærke sommervarmen ! “ 
Sagde Anna , „ jeg mindes ingensinde at have længtes 
mere derefter end netop nu . De foregående dage 
har det været en så ubønhørlig skarp blæst , at det 
var , som om vinteren fluide vende tilbage ; men hvor 
er det dog dejligt i dag ! hør , hvor lærkerne juble ; o , 
at vi mennesker også kunne juble som de ! “ 
Grevinden lod hænderne med arbejdet synke i 
skødet , idet hun med vcemod betragtede Anna . 

„ Mit kære barn , “ udbrød hun , „ hvor kommer dog 
denne tyngsel over dig ? Du har jo dine sytten år ; 
det er en alder , hvor man da ellers ikke behøver at 
misunde fuglene deres muntre sang . Du har vistnok 
oplevet en hård skæbne ved så tidlig at blive 
berøvet dine forældre ; men du må jo dog føle , at 
du atter har fundet et kærligt hjem hos os , og i 
Angelica har du en trofast søster ; hun hænger så 
hjertelig ved dig . “ 
„ O kære , kære moder ! Jeg ville så gerne 
være glad , som jeg seer Angelica og mine andre 
jevnaldrende være det ; men jeg tror ikke , min natur 
er til det . Jeg kan vistnok føle salige øjeblikke ; 
men i dem er jeg så underlig revet bort fra jorden . 
Selv når jeg tænker tilbage på min tidligste 
barndom , har jeg erindringer om sådanne øjeblikke , 
men munter ! nej det kan jeg aldrig huske , jeg 
har været . Noget underligt er der hos mig : når 
jeg mærker noget , der ligner munterhed , komme op i 
mig , så er det straks , som om der rejste sig en modstand 
derimod . Og dog elsker jeg munterheden ; 
derfor savner jeg også Angelica så meget . Mon 
hun dog ikke snart kommer hjem igen ? “ 
„ Ja , det kære barn ! Jeg længes også efter 
hende . “ Dette sagde grevinden , idet hendes øjne 
stirrede hen for sig , som om hun kunne se datteren 

i det fjerne ; „ jeg håber , at hun kommer om en 
fjorten dages tid . Da jeg tog over med hende til 
Sverige , havde jeg ikke tænkt mig , at jeg skulle 
komme hjem uden hende ; men jeg kunne ikke modstå 
grevinde sparres indtrængende bønner om at få 
lov at beholde hende endnu nogen tid , især da jeg 
mærkede på Angelica , at hun fængsledes stærkt af 
den påtænkte tur til Stokholm , hvor der skulle 
tages del i de mange hoffester . Jeg har aldrig 
fundet smag i det liv , der føres i den store verden , 
og siden jeg er bleven enke , er det mig formelig imod 
at tage del deri ; men det liv , vi føre her på 
bøgevang , er dog igen alt for ensomt for en så 
livslysten natur som Angelicas . Derfor syntes jeg 
også , det var rigtigt at gribe denne lejlighed , til at 
hun kunne lære hoflivet at kende , hvor hun dog 
efter sin stand hører hen , især da jeg så trygt 
kunne betroe hende til min gamle veninde , grevinde 
sparres omsorg . Angelica er ret skabt til at 
nyde alle de baller og hoffester , som hun har deltaget 
i ; og morsomt har det været for hende , at den 
unge grev sparre og hans søster vare med . De 
tre passe fortræffelig sammen . Barnebekjendtskabet 
blev straks fornyet , så at endog det fortrolige du 
optoges igen . Men nu lader det dog til af det 
brev , jeg fik i dag , at Angelica længes lidt hjem efter 

sin gamle moder ; og det gør mit hjerte så godt 
at høre det . Hun savner også dig , kære Anna ; 
de unge sparres er lystige og lette som hun selv ; 
men hun trænger ligesom til en modvægt . Hun skriver : 
„ „ Jeg flyver om i universet uden mit tyngdepunkt ; 
jeg føler mig som et skib uden ror , når 
jeg er borte fra min kære søster Anna . “ “ — ia , 
min egen Anna , du har altid været meget for hende . 
Hvor det har lettet mig Angelicas ' opdragelse , at 
jeg har haft dig ved siden ! Uagtet du er jevnaldrende 
med hende , har dog din alvorligere natur 
støttet hendes , og din bestandig så exemplariflc opførsel 
har været hende en spore til at stræbe også 
at nå fremad . Gid hun kunne være noget for 
dig igen ! Du siger jo nok , at hendes glade sind 
gør dig godt ; men det smerter mig , når jeg føler , 
af du her hos os har et savn , som aldrig synes 
af skulle blive tilfredsstillet ; og hvorledes kan jeg tage 
fat på af hjælpe dig , da jeg ikke ved , hvori dit 
savn består ? “ 
„ Kære , kære moder , “ udbrød Anna , idet hun 
med varme kyssede grevindens hænder , „ tro mig 
ikke utaknemlig ; thi jeg søler til fulde den kærlighed , 
som her vises mig ; men det tryk , der er over mig , 
sorårsages af noget uklart , som jeg tydelig mindes 
alt af have følt i min tidligste barndom , og jeg 

husker endnu , hvorledes min moder en aften sad 
ved min seng og spurgte om , hvad der dog havde 
gjort mig så stille den dag . Jeg kunne ej forklare 
det , da jeg kun havde en dunkel fornemmelse af et 
savn ; hvorefter , vidste jeg ikke . Hun trøstede mig 
med , af jeg havde en engel , der altid vågede over 
mig og var rede til af hjælpe og støtte mig , når 
jeg trængte dertil . Vorherre havde skabt denne engel 
til min beskyttelse . Ja min moder havde en egen 
gave til af få mit blik vendt opad på en måde , 
som ingen anden senere har kunnet gøre det ; men 
jeg har en følelse af , at hun løftede mig højere , end 
min lille barnesjæl kunne tåle . Det lyshav , hun 
lod mig flue ind i , glimrede vel for mig , få jeg 
aldrig kan glemme det ; men det var kun en blændende 
Glands ; jeg var endnu ikke så modtagelig 
for lysbilledct , at jeg virkelig blev opklaret deraf , 
som begge mine forældre visselig have været det . 
Jeg er overtydet om , at der boede et stærkt troesliv 
i dem , og at dette liv har gennemtrængt al deres 
handlen og birken . Da du for tre år siden var 
så kærlig at lade mig besøge Jørgen Jensen og 
hans kone , fik jeg så meget at høre om mine forældre , 
der både opfriskede og bestyrkede den erindring 
om dem , som jeg har beholdt fra barndommen . Hvor 
jeg ville ønske , at Jørgen Jensen boede nærmere 

herved ; jeg kunne lære så meget af ham og Lene . 
For tre år siden var jeg for ung , og tiden var 
også for kort til , at jeg ret kunne komme til at forsfåe 
dem ; men jeg erindrer dog , at de bebrejdede mig , 
jeg ville slæbe alt alene , uagtet Vorherre stedse stod 
med åbne arme for at modtage byrden . Jeg føler 
jo nok , af jeg forstæder mig ; men , — ja ! det lyder 
underlig — jeg ved ikke , hvorledes jeg skal bære 
mig ad med af lægge byrden på Vorherres skuldre . “ 
„ Anna , “ 
Udbrød grevinde » utålmodig , „ et ungt 
menneske som du skal søge lettere tanker og ikke 
således bestandig gruble og gruble ; dermed tjener du 
ikke Vorherre . Du ved jo , af jeg ikke holder af af 
tale om gudelige sager ; det er noget , man skal afhandle 
ene i sit lønkammer . “ 
„ Men Herren siger jo selv , “ indvendte Anna , 
„ „ Hvor der er to eller tre samlede i mit navn , der 
er jeg midt iblandt eder . “ “ 
„ Lad os helst lade være af tale derom ! “ bad 
grevinden , „ jeg tror , det er bedst for os begge . “ 
Tårerne kom Anna i øjnene ; grevinden tog 
hende om hovedet og kyssede hende på panden . 
Hun ville gerne være noget for Anna ; men hun 
var selv så uklar og havde som så mange en 

skyhed for at tale om , hvad der hører hjemme i 
guds rige . 
„ Nå , min egen Anna , “ sagde grevinden efter 
en længere pause ; „ se nu lidt ud i solskinnet , og 
tænk på den store glæde , du har ivente ved din 
fætter Bergmanns besøg . Efter hans brev må 
han jo komme i dag eller i morgen tidlig . Skade , af 
jeg ikke har tænkt på af sende vogn til byen i formiddag , 
da det jo er muligt , af han alt er kommen 
med den agende post . Ja , jeg forsikrer dig , af 
også jeg glæder mig til af se ham , da han vil 
bringe en frisf luftning med sig fra det uforglemmelige 
Italien , hvorfra jeg dog har mine bedste 
minder . “ 
Annas øjne strålede ved lyden af Victors 
navn , og hendes stemme fik en forhøjet klang , idet 
hun udbrød : „ Ja , kære moder , du har ret ; der 
venter mig en stor , stor glæde ved Victors komme . 
Han er så nøje forbunden med mine kæreste erindringer , 
af , uagtet jeg kun flygtig så ham , har jeg 
ham dog i stadigt minde . Det var den sidste morgen , 
jeg tilbragte i mit hjem , og det står for mig , 
som om al glæden fra hjemmet var samlet i denne 
søndag morgen , og i min erindring står Victor 
midt i al herligheden i en glorie af vidnnderlig 
skønhed . “ 

„ O Anna ! endelig er jeg hos dig ! “ lod det 
i det samme fra de åbne havedøre , og i næste øjeblik 
lå Victor for Annas fødder , idet han hulkende 
gemte sit ansigt i hendes skød . 
„ Victor ! “ udbrød Anna jublende , „ velsignet 
være dit komme ! “ Hun hævede hans hoved i 
vejret og så ham kærlig ind i de tårefyldte 
øjne ; og således så de en stund stille , men usigelig 
lykkelige på hinanden . 
Grevinden , som det første øjeblik var bleven 
underlig berørt af denne heftige scene , havde hidtil 
været en tavs tilsfuer . Nu rejste hun sig og bød 
Victor velkommen på en måde , som om hun slet 
ikke havde bemærket hans stærke bevægelse . Dette 
vækkede ham til besindelse ; han rejste sig hurtig , 
lod hånden glide hen over øjnene og bukkede høflig 
som undskyldende for grevinden . 
„ De har overrasket os med deres ankomst , 
hr . Bergmann , da vi ingen vogn have hørt ; vær 
ret hjertelig velkommen ! “ og grevinden rakte venlig 
Victor hånden . 
„ Jeg må gøre undskyldning , “ sagde Victor , 
„ for den usømmelige måde , hvorpå jeg har overrasket 
deres nåde . Jeg længtes så ubeskrivelig 
efter at se Anna , så , da det skulle vare en time , 
inden jeg fra byen kunne få extrapost , men der 

derimæd straks fandtes en båd parat til at sætte mig 
over fjorden , valgte jeg denne befordring . Jeg landede 
nede ved fiskerhuset og blev viist hen ad den 
lange alle , der fører lige hen til havetrappen . Da 
jeg nu så Anna sidde i døren , var det mig umuligt 
først at opsøge en tjener for at melde mig . 
Jeg dreves til straks at ile til hende . “ 
Grevinden var , medens Victor talte , trådt et 
par skridt tilbage og gav sig til at ordne noget 
ved en blomstervase . Hun var øjensynlig srastødt 
af Victors formløshed , og dog måtte hun tilstå 
for sig selv , at han havde noget næsten uimodståelig 
indtagende ved sig . 
„ Du kære Anna ! “ udbrød Victor , idet han tog 
hendes hånd , „ jeg kendte dig straks på den store 
lighed med din moder ; også min moder ligner 
du noget , “ tilføjedc han i en mere dæmpet tone , 
idet ligesom noget mørkt skyggede over ham . 
„ Din moder ! hvordan har hun det ? “ spurgte 
Anna , „ det er så længe siden , jeg har hørt noget 
om tante Agathe . “ 
„ Ja , kære Anna , der er så meget , vi har at 
tale sammen om . “ 
„ Men kun ikke nu , “ sagde grevinden ; „ Hr Bergmann 
må ind med os fil frokosten ; de kan nok 

trænge fil en forfriskning oven på den tærende 
søtur . “ 
Ved frokostbordet fortalte Victor rigtig ungdommelig 
og muntert om sit ophold i Italien . 
Annas øjne strålede af glæde , og grevinden var 
synlig henreven af Victors livlige fortællinger . 
Da de rejste sig fra bordet , forlod grevinden 
de . Unge for at skrive fil Angelica . 
Victor og Anna gik ned i haven . „ Hvor underligt , 
at vi virkelig igen gå hånd i hånd ! “ 
Sagde Anna , idet hun smilende så op fil Victor , 
„ husker du , da vi sidst gik op ad gangen hjemme i 
haven ? “ 
„ Om jeg husker det , Anna ! Ja , jeg tør næsten 
sige , at der ingen dag er gået , uden at jeg har 
tænkt derpå , og hvor yndigt er det dog ikke nu , da 
jeg atter er sammen med dig , at den følelse , jeg 
alt som barn havde for dig , og som stadig har 
levet og vokset i mig , at den i dette øjeblik viser sig 
som sandhed . Det lille barn er blevet en voksen 
jomfru , men dog den samme , som jeg så i lindelysthuset . 
Det er mig , ligesom om du endnu godt 
kunne blive skræmt for mig , som du blev det dengang ; 
men bliv det ikke , kæreste Anna ; jeg ved jo 
nok , at der kan være stærke omflag i mig ; men hold 

fast derved , at jeg altid holder så meget , så meget 
af dig ! “ 
Anna så henrykt op på ham : „ Hvorledes 
skulle jeg dog blive skræmt for dig ? det er tværtimod , 
som om al lykke og glæde er strømmet ned over 
mig ved din ankomst . Jeg sad netop , da du kom , 
og talte med min plejemoder om , at jeg ikke let kunne 
blive munter , men at jeg derimod kunne føle salige 
øjeblikke , så salige , som om jeg alt var i paradiset . 
— og sådan et øjeblik er det nu ! “ udråbte Anna 
i henrykkelse , og hendes øjne skinnede som stjerner . 
Victor tog hendes hænder og kyssede dem , idet en 
inderlig bevægelse og glæde stod malet i hans ansigt . 
„ Ja , Anna , hvor er slægtskabets bånd dog 
fast ! Du har jo ingen anden Broder eller slægt end 
mig , og jeg har ingen anden søster eller slægt end 
dig ; men hvad behøver man også at være mere end 
to ! hvor føler man sig ikke stærk ved denne gensidige 
kærlighed , og hvor bliver ikke alt , hvad der omgiver en , 
vidunderligt og skønt , når man er sammen med den , 
med hvem man kan sammensmelte til et . Ja du 
har ret , der er endnu paradisiske stemninger tilbage 
her på jorden . Adam kan ikke have følt en større 
lyksalighed , da hans blik første gang mødte Evas , 
end den , jeg føler i dette øjeblik . O Anna , vi to 
må aldrig mere stilles ! “ 

de første dage glede lykkelig hen for Victor og 
Anna . Ved hver samtale følte de , hvor tankerne 
stadig fik mere og mere fylde og vækst ved den gensidige 
udveksling . Det nære slægtskabsbånd var 
årsag i , at de straks fra første øjeblik kom hinanden 
imøde som Broder og søster uden alt forbehold , 
medens kærligheden , dem selv uafvidende , arbejdede 
dybt i deres indre og alt lod de første forårsspircr 
bryde frem ved det glædessolskin , der i de dage var 
udbredt over dem . 
En dag gik de i haven , som sædvanlig hånd 
i hånd . De vare gåde igennem en lang gang , 
hvis sider vare dækkede af høje , klippede hækker . 
Den endte i et tætlysfhuus af slyngroser , der netop 
nu stod i fuld blomstring . Her satte de sig . Anna 
lagde sit hoved op til Victors skulder , og således 
sade de længe og nøde i stilhed al den glæde , der 
følger med den første bevægelse af kærlighedslivet . 
Anna brød tavsheden , idet hun rejste sig op og 
pegede hen imod en sidegang : „ Lad os gå derhen 
ad , så komme vi ud i lystskoven ; der skal jeg 
vise dig en sti , der fører langs stranden ; det er 
ret min indlingstur , og medens vi gå der , må 
du fortælle mig om din moder . Uagtet jeg kun 
kender hende så lidt , holder jeg dog af hende , både 
fordi hun er din moder , og fordi hun ligner min 

moder . Jeg så dit ansigt formørkes , da du den 
første dag nævnede hende , og jeg har nok mærket , at 
der er vis skyhed hos dig for at tale om hende ; 
men overvind den ! jeg synes , at det må lette dig at 
udtale , hvad der trykker dig , til mig , som af hele 
mit hjerte ønsker at dele alt med dig . Hvad er 
der dog mødt hende ? O fortæl mig det ! “ 
„ Ja , du har ret , Anna , det vil gøre mig godt 
at udtale mig for dig derom . “ Og medens de nu 
vandrede arm i arm langs strandbreden , fortalte 
Victor om , hvor unaturligt forholdet havde været 
mellem moderen og ham lige fra hans barndom , 
men hvordan erkendelsen heraf levende var vågnet 
hos ham , og hvorledes han med den stærkeste længsel 
efter hende havde forladt rom . Nu skildrede han , 
hvor denne længsel var vokset på rejsen . Der havde 
han jo haft tid til at udmale sig alle herlighederne 
ved et hjem hos en moder . Herpå fortalte han 
om skuffelsen ved ikke at træffe hende i Hamborg og 
endelig om den smerte og uhygge , han havde følt de 
dage , han tilbragte sammen med hende i Christiansfeldt . 
Victor blev ved med ivrighed at skildre det 
usunde i den hele opfattelse hos moderen i hendes 
tilbagetrukne liv . Han gengav samtalen med hende 
og fortalte navnlig om scenen oppe på kammeret , 
hvor hun nærmest var forekommet Victor som sindssyg . 

„ Ja , kære Anna , “ sluttede han sin fortælling , 
„ der var for mig en kvælende , klosteragtig 
kvalmhed udbredt såvel over min moders væsen 
som over hendes omgivelser , og jeg indåndede ret i 
fulde drag den friske luft , da jeg atter sad i vognen , 
som førte mig til mit sidste håb , til dig , min 
glade , ungdomsfriske Anna ; hos dig er jeg da ikke 
bleven skuffet ! “ 
Under den sidste del af Victors fortælling 
havde de sat sig i græsset . Han havde været så 
optaget af , hvad han meddelte , at han nogen tid 
ikke havde set på Anna . Ved slutningsordene 
vendte han sig om mod hende . Hun sad sammensunken 
og holdt hænderne for øjnene . Idet han 
bøjede sig ned og tog hende om håndleddet for at 
trække hånden fra ansigtet , så hun op på ham , 
og hendes øjne vare fyldte med tårer . 
„ Ja vistnok , Victor , “ sagde Anna med grådkvalt 
stemme , „ er din moders opfattelse af klosterlivet 
et vrængebillede ; men det sande klosterliv , der 
går op i bøn , bod og lovsang — hvor må det 
dog bringe en sjælefred at indeslutte sig deri ! “ 
„ Men Anna ! er det dog muligt , at jeg også 
stat høre sligt af dig ? “ og Victor så inderlig 
bedrøvet ned på hende ; „ hvor kan dog et sådant 
ønske , selv om det er nok så flygtigt , komme op i 

dig , der er så ung og så smuk ! at ville vende 
denne velsignede verden ryggen for levende at lade 
dig indmure i så sortørrcnde forhold , som klosterlivet 
har at byde dig , og det netop nu , da jeg er 
hos dig ! og så nylig sagde du , at det var en lyksalighed 
for dig at være sammen med mig ! Kalder 
du det at være trofast ? “ 
„ O Victor , Victor , selv i kærligheden kan der 
vistnok være fristelser . Hør , Victor , det er så underligt , 
at hver gang noget ret opfylder mig med 
glæde — straks rejfer der sig en modstand hos mig 
derimod ; jeg synes aldrig , jeg tør være glad . “ Og 
Anna græd bitterlig . 
„ Jeg forstår dig ikke , Anna ; men dette er 
nhyggeligt ! “ Victor gik frem og tilbage med korslagte 
arme . „ Hvorfor skulle jeg da også her skuffes ! “ 
Klagede han . „ Først ventede jeg at sinde lyksaligheden 
i hjemmet hos min moder ; men så snart jeg 
så hende , brast dette håb sammen som en sæbeboble , 
og nu klamrede jeg mig fast til dig , Anna , 
så sikkert håbende hos dig at sinde alt det , jeg så 
såre længtes efter ; men nu brister også dette for 
mig ! “ Victor knugede hænderne for ansigtet og stod 
således en stund . 
Anna havde hørt hvert af hans ord ; men den 
underlig forstenede stemning , der alt havde viist sig 

i hendes barndom , og som oftest efter en stærk åndelig 
bevægelse , var nu i høj grad over hende , så hun 
sad som lammet . 
„ Skal vi gå ? “ bad Victor , idet han bøjede sig 
ned for at rejse hende op . Hendes hånd var iskold 
, og den gjengjældte ikke hans håndtryk . 
Han måtte næsten bære hende . Det var , som om 
hun ingen villiekraft havde til at bevæge legemet 
fremad . Da de atter nåde rosenlysthuset , fik han 
hende til at sætte sig . Han lagde sin arm om hendes 
Hals og lod hende støtte sit hoved til hans skulder . 
Pludselig var trykket hævet , og hun brast i en heftig 
gråd . „ O tilgiv mig , kæreste Victor ! “ og hun 
så med det bønligste blik op på ham . Han klappede 
hendes kind og trykkede hendes hoved op til 
sig ; men han vidste ikke , hvad han skulle sige , og de 
gik tavse tilbage . Da de nåde huset , ringedes der 
første gang med middagsklokken til tegn på , at 
man skulle klæde sig om til bordet , og hver gik til 
sit værelse . 
Hen ad aften sad Victor med grevinden og 
Anna i havestuen . Han måtte fortælle om sine 
arbejder i rom og nærmest om det sidste store billede , 
som grevinden havde læst lovtaler over i et fremmed 
konstblad . Victor gav så tydelig , som det var 
muligt med ord , en ide om billedet . Det greb 

stærkt såvel grevinden som Anna . „ Men , “ spurgte 
Anna , „ hvad har du i baggrunden ? Skulle jeg 
male billedet , ville jeg bagved fremstille hele massen 
af tilskuere , der alle jublende hidse tigeren til at 
gøre det dødbringende Spring ; jeg synes , man derved 
måtte føle , at tigeren kun er en personifikation 
af det blodtørstige folk , som de Christne dengang 
levede iblandt . “ 
„ Ja du har ret , Anna , det kunne gøres , “ svarede 
Victor , idet han fornøjet nikkede til hende , glad over 
den varme , hvormed hun tog del i samtalen ; 
„ men jeg har til baggrund den store , åbne bue af 
hovedportalen i colosseum , hvorigennem man seer 
Venns ' og Amors tempel . En procession går op 
ad den brede trappe for at ofre til kjærlighedsguden 
og hans moder . “ 
„ Der er en fin allegori i det motiv , “ sagde 
grevinden , „ før syntes jeg , at din tanke , Anna , var 
meget sindrig ; men din fætter havde dog en større 
trumf på hånden . “ 
„ Ja gud ske lov , at han har det ! “ sagde Anna 
smilende ; „ da det er ham , der skal male billederne , 
er det jo heldigt , at han selv kan fange ideerne . “ , 
Victor gik med Anna omkring i værelserne og 
betragtede billederne . De kom også ind i cabinettet . 


„ Nej , hvad er dog det ! “ udbrød Victor , „ hvilken 
skat findes her ! “ og han pegede hen på antoniusbilledet , 
der med fine smertefulde barnesjne så ind 
i hans . „ Det er et forunderlig levende udtryk ! “ 
„ Ja , “ svarede Anna , . „ det er min ven , Antonius ; “ 
Og hun fortalte Victor historien om billedet 
og den indflydelse , det fra hendes tidligste barndom 
havde udøvet på hende . 
„ Nå , så der har vi fristeren til klosfertankerne ; 
men nu træder jeg i skranken imod dig , 
du ! “ og Victor truede skælmsk ad billedet ; „ så skal 
vi se , hvem af os to , der er den stærkeste . Jeg 
kan iøvrig nok tænke mig , at disse øjne kan forføre 
en lille barnesjæl ; men du skulle dog nu være 
kommen så meget til skjælsår og alder , at sligt 
ikke mere kunne have magt over dig . “ Anna begyndte 
at sænke øjenlågene . „ Nå , nå , min egen 
ven ! “ fortsatte Victor i en overgiven tone , „ nu 
ingen mørke skygger ; jeg er kommen fil dig for at 
få glæde , og med glæden må jeg leve . “ I det 
samme greb han begge hendes hænder og svang 
hende lystig rundt på gulvet . Anna kunne ikke tilbageholde 
en hjertelig latter , idet hun søgte at løsrive 
sig . Victor så strålende fornøjet på hende . 
Det var med hende , som med de fleste mennesker , 

der sjælden le , at når de engang gøre det , kommer 
der noget uimodståelig elskværdigt over dem , hvilket 
da trænger lige ind fil hjertcgrunden hos dem , der 
høre det . Victor grebes så fuldt deraf , at han ikke 
kunne modstå , men tog Anna om hovedet og trykkede 
et Kys på hendes pande . 
Grevinden og Anna , som så længe havde levet 
alene , blev stærkt oplivede ved Victors nærværelse . 
Hans underholdende fortællinger bragte livsånderne 
i bevægelse hos dem begge ; men ham trættede 
denne slags liv for øjeblikket . Han havde det ' 
sidste år i rom åndelig levet så stærkt , at han 
nu var træt deraf . Derimod trængte han fil den 
lette livsglæde , som jo ungdommen også har ret 
til af gøre fordring på . Efter få dages forløb 
følte Victor , af han savnede noget . Først vidste han 
ikke rigtig , hvad det var . Anna var jo så kærlig 
og elsfværdig , og grevinden så imødekommende og 
hjertelig , langt mere , end man kunne vente af en dame 
i hendes stilling . Men snart mærkede han , af han 
trættedes ved de bestandig åndrige samtaler , og det 
blev ham klart , af her savnedes en side af livet , 
som han for øjeblikket trængte til af suge næring 
af , og det var ungdomslyst og overgivenhed . Det 
hørte hans natur til . Så længe han var i rom og 

var optagen af arbejde , havde han ikke mærket savnet ; 
men nu var han formelig hungrig efter af være glad , 
så af det kunne strømme over alle bredder . Han 
kunne vel imellem gøre et tilløb derhen ad med 
Anna , og hun kunne vistnok le hjertelig , som da han 
hin aften svang hende rundt ; men det blev ved et 
enkelt latterudbrud ; hun slog ikke ind med i munterheden , 
så af det kunne klinge slag i slag , så fra 
den ene og så fra den anden side . Når latteren 
var standset , kunne hendes ansigt pludselig blive alvorligt 
igen , og hun begyndte da snart efter på en 
eller anden dybere samtale om noget , hun hos Victor 
ville have rede på . 
Han fjernede sig derfor af og til . Imellem gik 
han længere ture , ofte i det håb at finde nogen 
lettere adspredelse . En dag mødte han skovrideren , 
som han engang før havde talt med oppe på gården , 
og som nu spurgte ham , om han ikke havde lyst 
til at deltage i en i agt , der skulle vare i et par 
dage ; han kunne tilbringe nætterne i skovriderboligen . 
Victor tog med begærlighed imod dette tilbud . 
Anna studsede vel lidt , da han meddelte hende 
det ; men hun indvendte intet derimod . Grevinden 
hilste ved afskeden noget formellere end sædvanlig ; 
men Victor var imidlertid så opfyldt af fornøjelse 

ved tanken om jagten , at han flet ikke mærkede 
det . Han trængte til ubunden at trække vejret , og 
han følte sig ret fri og glad , da han rafl travede hen 
ad landevejen ved skovriderens side . 
Ellevte capitel . 
Livet ude i den dejlige natur sammen med de 
flinke jægere , der vare fulde af lystige historier , opfriskede 
øjensynlig Victor , og han følte sig ret fri og 
vel til mode , da han på den tredje dag vendte tilbage 
til bøgevang . Det syntes bortdunstet , alt , 
hvad der forud havde trykket ham i omgangen med 
grevinden og Anna . Han glædede sig til at se dem 
igen og til at fortælle dem af de lystige jagthistorier , 
som han for øjeblikket var opfyldt af . 
Han kom tilbage kort før middag og klædte sig 
straks på til bordet . Derefter gik han ned i den 
lille blomsterhave foran trappen , hvor han plukkede 
sig en rose til at stikke i knaphullet . Rigtig fornøjet 
sprang han hen imod havetrappen , idet han 
målte den med øjnene og tænkte : „ Mon du kan 

tage den i to Spring ? “ men midt i farten blev 
han standset ved nogle klare toner , der nåde hans 
øre . De kom fra havestuen . Han blev stående 
ubevægelig og lyttede . Det var menuetten af Don 
Juan , der blev sunget . Han listede sig sagte op til 
den åbne dør ; men hvor steg hans forundring ved 
det syn , der her mødte ham . 
En ung , hvidklædt pige med en krands af friste 
roser om det gullokkede hoved dansede menuetten 
soran det store spejl , der hang for enden af salen , 
idet hun selv sang melodien dertil . Victor stod 
først stille , fortabt i beskuelsen af hendes skønhed 
og unde ; men snart droges han så stærkt både af 
sangen og dansen , at han uvilkårlig faldt ind 
med . Den unge pige gjorde pludselig en svingning , 
så hun kom til at stå lige for Victor . Denne 
blev ved at synge melodien , idet han i dandsetakten 
bukkede dybt for hende , og syngende forestillede han 
sig selv : 
„ Maler Victor Bergmann ! “ 
Hun nejede lige ned til jorden for ham og 
sang frem : 
„ Komtesse Angelica Gyldenfeldt ! “ 
Nu rakte de hinanden hånden og trådte atter 
dansen med gravitetisk pattos . Og således dansede 
de endnu , da døren til cabinettet åbnedes , og 

grevinden trådte ind med Anna . I højeste grad 
forbavsede stod de begge ; men med meget forskellige 
følelser så de derpå . Grevinden blev først blussende 
rød , og et noget strengt udtryk viste sig på hendes 
ansigt ; men da de to unge nærmede sig hende , Angelica 
nejende og Victor bukkende så dybt som muligt , 
brast hun ud i en hjertelig latter , idet hun tog Angelica 
om hovedet og kyssede hende . Anna blev 
stående bag grevinden og vendte sig halv bort . 
I dette øjeblik gik det op for hende , hvad Victor 
hidtil havde savnet på bøgcvang . Her var jo den 
ungdomsglæde , han forgæves havde søgt hos hende . 
Ved Angelicas ankomst viftede der en gladere 
luftning over hendes hjem , og man hørte nu oftere 
en munter latter klinge i de store sale , hvor derunder 
hendes fraværelse havde hersket en klosterlig 
stilhed . 
„ Kom , hr . Bergmann ! De må spille lidt fjerboldt 
med mig ! “ råbte Angelica en aften ude fra 
havetrappen ind til Victor , der sad i en samtale 
med Anna . Victor sprang straks op , og i flyvende 
fart under spøg og latter kom de ned i haven . 
Der gik det snart lystig med fjcrboldtspillet ; som 
to sommerfugle hvirvlede Victor og Angelica om 
hinanden , idet de fra begge sider behændig kastede 
og atter traf fjcrboldten , så at man oppe i havestum 

stadig hørte i regelmæssig takt klangen af 
raketterne . Disse toner accompagnerede bedrøvelige 
tanker hos Anna . Vel mærkede hun , at Victor af 
og til søgte hende , og at han også med interesse 
gik ind på , hvad hun indledede en samtale om ; 
men hvor meget end samtalen med hende syntes at 
fængsle ham , var det ham dog altid let at afbryde den 
forat følge selv det mindste vink fra Angelicas side ; 
dog var det mere efter Annas natur at skyde skylde » 
På sig selv end på andre , og der rejste sig snart en 
stemme i hende til forsvar for Victor . Han havde 
jo alt en af de første dage sagt hende , at han var 
kommen for at søge glæde , og at glæden var et nødvendigt 
næringsstof for ham . Hvor rimeligt , at 
hans ungdommelige natur nu trængte dertil efter det 
alvorlige og udholdende arbejde , som han i det sidste 
år havde været optaget af . 
„ Ja han trænger til glæden , og jeg vil også ' 
være glad med de glade ! “ udbrød hun , og syngende 
løb hun ned ad havetrappen . Da Victor og Angelica 
fik øje på hende , kastede de raketterne og 
løb overgivne hen imod hende . Hver tog en af 
hendes arme , og således dansede de alle tre ned ad 
den lange alle , der førte ud til havet . Her vandrede 
de nu under spøg og latter langs strandbredden , 
indtil aftenduggen drev dem tilbage til havesalen , 

hvor grevinden ventede dem i døren , oplivet 
ved synet af den glade ungdom . 
Men det var dog kun en enkelt gang , at Anna 
således kunne gøre vold på sin natur . For det 
meste gik hun stille om , og som oftest søgte hun ensomheden 
forat synke hen i grublerier . Dog , når 
hun mødte Victor , så han tydelig , at han ved sin 
nærværelse kunne drive skyerne bort fra hendes 
pande , og hun havde altid et kærligt ord til ham 
på læben . Han angrede da , at han så lidt beskæftigede 
sig med hende ; men han var nu så afgjort 
på det stadium , at han flyede denne stille 
grublen , der var over Anna , så han kunne ikke 
modstå den tillrækning , som Angelicas sprudlende 
munterhed udøvede over ham ; med undren mærkede 
han , ' at Angelica også imellem , og det i den sidste 
tid oftere og oftere , søgte ensomheden ; men det 
var ham tydeligt , at det ej var mørke stemninger 
som hos Anna , der fik Angelica til at trække sig tilbage , 
da hun aldrig havde et lykkeligere udtryk end 
til sådanne tider . For Victor var dette gådefuldt , 
så at han til sidst også begyndte at søge ensomhed 
for uforstyrret at kunne grunde over , hvad 
vej Angelicas tanker vel havde taget . 
Det udeblev ikke , at sjælekampene med de 
stærke bølgegange , som Anna i den sidste tid havde 

været udsat for , efterhånden afprægede sig i hendes 
ådre , så at hun kom til at se lidende ud . Grevinden 
bemærkede dette med bekymring ; hun henvendte 
ængstlige spørgsmål til Anna om hendes helbred ; 
men denne afviste al indtrængen med det svar , at 
hun intet fejlede . 
En dag kom doktor Johnson i besøg . Han 
havde alt i mange år været huslæge på bøgevang ; 
men han kom der dog ikke ene i egenskab af 
læge ; han blev tillige af dem alle modtaget som en 
kær , gammel ven . De unge piger kom ham altid 
imøde med uforbeholden hjertelighed . „ Den stille 
Anna , “ som han plejede at kalde hende , var især 
hans indling . 
Grevinden og Angelica vare ene i havestuen , da 
doktoren blev meldt . De hilste begge glade på ham , 
og der blev snart en munter stemning , da doktoren 
bragte mange pudsige småhistorier med sig fra den 
nærliggende købstad , hvor han var bosat som distriktslæge . 
„ Men 
det er sandt , “ sagde han , „ jeg traf den unge 
Bergmann inde hos kammerherreinde nordfalk . Han 
dannede en fornøjelig modsætning til den affecterte gamle 
dame . Hvor er han dog smuk , og dertil så tiltalende 
ved det liv og den munterhed , hvormed han 

kan anskueliggøre sine geniale ideer . Det formelig 
blomstrer omkring en , når man hører ham tale . “ 
„ Ja , “ sagde Angelica , „ smuk er han rigtignok , 
og morsom , ja meget morsom kan han også være ; 
men til mand ønsker jeg mig dog ikke en sådan 
Adonis , “ fortsatte hun overgivent , „ nej , min husbond 
må jeg kunne tænke mig med hjelm og Brynie , og 
når han træder dansen med mig , så må jeg 
kunne høre guldsporernes klirren ! “ og hendes øjne 
strålede , medens der om munden spillede et glad 
smil . 
„ Hillemænd , komtesse Angelica ! jeg gad nok 
vide , hvem de tænker på i dette øjeblik , “ udbrød 
doktoren med en godmodig latter . Angelica blev 
blussende rød ; hun holdt hænderne for ansigtet og 
løb leende ud af stuen . 
„ Hvor er hun dog yndig , og så barnlig endnu ! “ 
Sagde Johnson , idet han fornøjet så efter hende . 
„ Ja vist er hun yndig og glad ; men , min gamle 
prøvede ven , jeg kan jo tale åbent med dem , “ 
Sagde grevinden , idet hun så meget bevæget ud , 
„ jeg frygter næsten , at jeg har gjort uret i at lade 
Angelica blive alene den sidste tid derovre i Sverige . 
Det forekommer mig , at der er noget , som har sat 
hendes hjerte i bevægelse ; men jeg er ikke kommen 
på det Rene med , hvem der har forårsaget dette , 

og jeg tør ikke røre derved , da det jo er muligt , af 
hun endnu selv er uvidende derom . Man fluide næsten 
troe det , når man seer , med hvilken barnlig 
uskyld hun i denne tid løber og leger med Bergmann . 
Det er , som om de begge kun vare tolv , 
tretten år gamle . “ 
„ Men er det dog ikke farligt med så smuk en 
ung mand ? “ indvendte docforen . 
„ Nej , det gør ikke Angelica noget , “ svarede 
grevinden , „ især da både hun og jeg tror , af Anna 
og hendes fætter have mere end blot slægtflabsinteresse 
for hinanden . Det var rørende af se den 
henrykkelse , der var over dem begge ved det første 
møde . “ 
„ Men er det tilfældet , da forstår jeg mig 
ikke på Anna , “ sagde docforen ; „ da jeg var stået 
af vognen nede ved lågen og gik op igennem haven , 
traf jeg hende i rosenlysthuset . Hun havde et 
så fortabt og lidende udseende , og de ellers så flittige 
hænder lå ørkesløse i skødet ; jeg søgte af 
få af vide , om hun fejlede noget ; men alle spørgsmål 
vare forgæves ; her må være et åndeligt 
onde tilstede . “ 
„ Ja det er også mig påfaldende , “ sagde grevinden ; 
„ men jeg tror , at det må være de gamle 
historier med de religiøse skrupler , som stadig vende 

tilbage , og som ofte give en uhyggelig stemning i 
vort ellers så lykkelige samliv . Dog nu skal de 
høre et middel , jeg har udtænkt , og som jeg håber 
vil virke godt herimod . Kom lidt herind i vinduesfordybningen , 
min kære doktor , — for du må ikke 
høre det , Angelica , “ sagde grevinden , idet hun skælmsk 
truede over mod datteren , der atter var trådt ind 
i stuen og havde sat sig med sin brodeerramme foran 
de åbne havedøre . 
„ Men moder , hvorfor må jeg ikke være delagtig 
med ? “ spurgte Angelica nysgerrig . 
„ Nej , “ indvendte grevinden , „ det var muligt , 
at du ikke kunne holde tand for tunge , og da var 
den fornøjelse at overraske Anna spildt for mig . “ 
Det varede noget , inden grevinden , som hviskedee 
sagte , fik endt sin meddelelse til doktor Johnson , 
der hørte efter med varm deltagelse . Ved slutningen 
kyssede doktoren grevindens hånd , idet 
han i det samme henvendte sig til Angelica : 
„ Ja , komtesse Angelica , jeg har jo altid set 
højt op til grevinden ; men at hendes nåde også 
kan overtræffe mig i at skrive recepter , det havde 
jeg dog ikke ventet ; jeg må tilstå , at dette vistnok 
vil blive et under af en cuur . — som den ydmygste 
lærling kysser jeg deres nådes hånd . — mange 

sygebesøg har jeg imidlertid endnu at gøre i dag , “ — 
og hermed tog doktoren afsted . 
Det var den næste søndag morgen . Anna sad 
tidlig ved kaffebordet for at have alt i orden , til 
grevinden kom ind . De plejede at drikke kaffen 
noget tidligere om søndagen end ellers for at komme 
tidsnok til at følges med den øvrige menighed ind 
i kirken ; men denne morgen udeblev hun længere 
end sædvanlig . 
„ Alen hvor bliver moder dog af i dag ? “ spurgte 
Anna Angelica , der lige kom ind i stuen . 
„ Ja kan du begribe , hvad der går ad moder , “ 
Svarede Angelica ; „ hun , der ellers har så travlt , 
forat vi skal være færdige søndag morgen , sidder i dag 
ganske rolig i sit værelse og læser , og da jeg mindede 
hende , svarede hun kun : „ Å , der er vel tid 
nok , “ og så blev hun ved at læse . “ 
Endelig kom dog grevinden ; hun så ud til at 
være i en ejendommelig glad stemning , så de andre 
ventede en meddelelse ; hun drak imidlertid sin 
kaffe uden af sige et ord . Anna brød tausheden 
ved af gøre opmærksom på , af det var på høje 
tid af komme afsted , da vognen alt nogen tid 
havde ventet . 
„ Ja , men jeg har endnu nogle ordrer af give 

husholdersken , “ og med disse ord gik grevinden 
hurtig ud ad døren . 
Endelig kom man dog i vognen og nåde kirken , 
men rigtignok så sent som muligt , da præsten 
lige var ved af gå op på prædikestolen . Ved indtrædelsen 
i kirken hørte de kun det sidste Vers af 
psalmen ; men det rørte sig underlig i Anna ved af 
høre nogle hjertelige , klangfulde toner , der ligesom 
bar alle de andre stemmer i sangen . „ Der må 
være kommet en fremmed i kirken i dag , “ tænkte 
hun , og dog bragte disse toner minder fra barndomsdagene 
op i hende . „ Ja barndomsdagene ! “ 
Sukkede Anna ; hun satte sig i en krog i den lukkede 
herskabsstol , hvor hun trak gardinerne for sig , og 
således afsluttet fra den øvrige menighed sank hun 
helt hen i sine egne tanker . 
Præsten kunne ikke fængsle hende ; han var vel 
en venlig gammel mand , men uagtet de mange år 
havde han endnu ikke fået syn for det højeste liv ; 
tilmed havde han kun ringe evner og et slæbende 
foredrag , så de flesfe as menigheden sad og talte 
minutterne , til prædikenen var sluttet . 
Anna knælede og lå længe hensunken i bøn 
og eftertanke . Hun gennemgik hele sit liv , og 
med smerte følte hun , hvor lidt løftelse det havde 
indeholdt ; hun længtes mere end nogensinde efter 

ånden fra barndomshjemmet . Et klart billede af , 
hvad denne ånd var , havde hun ikke ; men hun 
havde en følelse af , at den måtte bringe fred og 
glæde til dem , der kunne søge ly under dens vinger . 
Psalmen efter prædiken var sungen , og Anna 
havde atter frydet sig ved de dejlige toner . „ Men 
hvem er dog det ? “ tænkte hun , da degnen læste i 
chordøren , og en mandig , klangfuld stemme mødte 
hendes øre i stedet for den stakkels gamle degns fremmumlen 
af bønnen . Anna vidste , at hun kendte 
stemmen ; men ligesom dette under ville til at klare 
sig for hende , følte hun et par hænder klappe sine 
kinder , idet de bøjede hendes hoved tilbage , og da 
viste Lenes milde ansigt sig for hende . Anna sprang 
hurtig op og kastede sig i hendes arme . Nn nærmede 
grevinden sig også : „ Nå , min egen Anna ! 
Kam du nu blive glad , da du har fået dine venner 
til dig ? jeg har fået udvirket , at den gamle 
degn er kommen på pension , og Jensen har fået 
hans plads , så nu kan du se dem hver dag . “ 
Anna klyngede sig taknemlig op til grevinden , som 
sluttede hende i sine arme . 
Fra den tid af gik der ingen dag , uden at 
Anna så ind til Jørgen og Lene , og hun fik altid 
en hjertelig modtagelse ; men det mærkedes snart , at 
Anna gemte på en byrde , som hun ikke ville dele 

med dem . De vare for fintfølende mennesker til at 
trænge ind på hende , da der ved den mindste hentydning 
ligesom gjennemfoer hende en stor smerte ; 
de så , at de her intet kunne udrette ; de måtte 
stille vente , til Herren beredte timen ; for øjeblikket 
kunne de kun vise , hvor hjertelig de elskede hende . 
Når de så Anna så betynget , som hun jo så 
ofte var , og der da kunne vise sig tegn hos hende 
på , at hun følte trang til hjælp , så lød de ej 
øjeblikket gå tabt , men viste hende på deres enfoldige 
måde hen til ham , den eneste , der kunne og 
også fuldt ville tage byrden fra hende , når hun 
kun ville bede ham derom ; men hos Anna var der 
endnu tilstængt , så lyset ej kunne trænge ind ; hun 
rørte sig vel imellem som i søvne ; men der var ikke 
så megen kraft , at hun kunne få sorgen stødt til 
side ; den lå for døren og gjorde det umuligt for 
lyset at sprænge den . Hun sad i mørket og lænede 
sig sløvt op til sorgen ; hun havde kun den ene 
tanke : „ Jeg elsker Victor ; men jeg kan aldrig skaffe 
hans kærlighed den næring , den fordrer , og han 
vender sig fra mig ; ja jeg mister ham ! “ — streg det 
i hende , og hvor kunne hun meddele sig til sine venner 
herom ! hun sank da ned i sig selv og jamrede i 
ensomheden . 
En dag var Anna ene i havesalen . Hun 

havde fra morgenstunden af været nede i skolen , 
og endnu havde hun hverken set grevinden , Angelica 
eller Victor . Hun satte sig hen og ventede de 
andres komme . Den første , der mødte , var Victor . 
Han kom springende ind fra havetrappen , og han 
mere dansede end gik hende i møde . 
„ Men Victor , “ udbrød Anna uvilkårlig , „ hvor 
seer du dog lykkelig ud ! “ 
„ Ja , Anna , “ jublede han , „ må jeg ikke sagtens 
være lyksalig ! “ I det samme bøjede han sig så tæt 
ned mod hende , at hans kind næsten berørte hendes : 
— „ Jeg elsker jo , “ — mere fik han ikke sagt , da Angelica 
lige åbnede døren . Hun hørte hans varmt 
udtalte ord , idet hun så , hvor kærlig han bøjede 
sig ned over Anna . Hun studsede et øjeblik ; 
men hun var så fuldt optagen af en anden tanke , 
at det indtryk , som hun her fik , kun blev kortvarigt . 
Hun var kommen ind med det mest strålende 
udtryk , som vel et øjeblik vekslede ved at 
høre de ord , Victor sagde til Anna ; men det 
var kun som et glimt af nysgerrighed ; snart greb 
den tanke hende atter helt , hvormed hun var kommen 
ind . Hun ilede hen imod Anna og tog hende 
ivrig ved hånden , idet hun bad : „ Anna , kæreste 
Anna , kom et øjeblik med ind på mit værelse ! “ 

„ Alen hvad er det dog , Angelica ? “ spurgte 
Anna forundret over det stærkt bevægede udtryk i 
angclicas ' ansigt . Denne trak Anna ud ad døren 
med sig . 
Victor stod helt betagen ; Angelica var atter i 
den hvide dragt med en krands af roser om håret , 
og det udtryk af glæde , der i dette øjeblik var udbredt 
over hende , gjorde hende dejligere end nogensinde . 
Victors nerver vare yderlig spændte , hvorved hans 
hørelse blev skærpct til at opfange selv den svageste 
lyd , og det var ham , som om han hørte toner fra 
paradiset , da Angelica hviskedee Anna i øret , idet de 
gik ud ad døren : „ Anna , jeg elfler og bliver elsket 
igen ! “ 
Victor fik ikke tid til at samle sine tanker , 
før cabinetsdøren åbnedes , og grevinden trådte 
ind , fulgt af den gamle præst og doktoren . De 
grebes alle ved at se den glæde , der var udbredt 
over Victor . 
„ Den unge bland kunne stå model til en 
sejrende Apollo , “ hviskedee doktoren til grevinden . 
Idet han i det samme nærmede sig Victor , udbrød 
han : „ Det er fornøjeligt at se , hvor frisf og 
glad de seer ud , hr . Bergmann ! “ 
„ Ja skulle jeg ikke være glad ? “ svarede Victor 
med den fulde klaug af sin unge stemme , „ al lykke 

bæres mig jo i møde , så jeg tør kalde mig gudernes 
indling . “ 
Grevinden så studsende op på ham . Dok . 
Toren klappede Victor på skulderen : „ De er en rigtig 
fornøjelig nng mand ; det gør mig gamle ganske 
ung igen at se på dem . “ 
Efter en længere pause spurgte præsten grevinden , 
om posten havde bragt nyheder . 
„ Hvad der står i aviserne , ved jeg ikke ; men 
breve med nyheder er der kommen , “ svarede hun 
med et glad smil . 
„ Og man tør spørge — ? “ udbrød doktoren 
nysgerrig . 
„ Ja siden skal de få at høre derom ; nu må 
vi til bords . “ 
Idet tjeneren åbnede dørene til spisesalen , 
kom Angelica og Anna ind arm i arm med smilende 
ansigter . 
„ Ih , nej se dog ! i dag er det rigtig solskin ! “ 
Sagde doktoren , idet han fornøjet nikkede til de unge 
piger , „ selv vor stille Anna har jo fået et lysere 
skær , “ og virkelig lyste der som et genskin af Angelicas 
glæde hen over Anna ; men doktoren bemærkede 
straks efter en pludselig forandring på 
hendes ansigt , da hun så op på Victor , — og 
denne så dog så lyksalig ud . „ Hvad er nu det ? ” 

tænkte doktoren ; men han blev forstyrret i denne 
tanke , da grevinden tog hans arm , og de gik ind 
i spisesalen . 
Anretningen var mere festlig end sædvanlig . 
Doktoren undrede sig ved af se champagneglas på 
bordet , noget , som på bøgcvang ellers kun brugtes 
ved højtidelige lejligheder . 
Bian var særdeles oprømt , og Victor så genial 
munter , af han ligesom bar dem alle op i en højere 
stemning . Da tjeneren havde fyldt champagneglassene , 
rejste grevinden sig med sit i hånden : 
„ Det er en glædesfest her i huset ; derfor har 
jeg bedt dem , mine gamle venner , om af være hos 
os i dag . Vi ville alle tømme et glas på Angelicas 
fremtids lykke , da hun i dag har givet sit løfte 
om af være grev Gustav sparres brud . “ 
„ Til lykke , til lykke ! “ ndbrøde på engang 
præsten og doktoren , idet de klinkede med Angelica 
og grevinden . Anna nærmede sig også med sit glas ; 
men i det samme udråbte hun med rædsel : „ Nej 
se dog på Victor ! “ 
Alle vendte sig om mod ham . Han stod med 
glasset i hånden udstrakt imod Angelica ; men en 
dødbleghed var udbredt over hans ansigt , og øjnene 
stirrede stift og , som det syntes , uden seekraft ud 
for sig . 

doktoren ilede hen til ham og greb ham i armen . 
Da segnede han tilbage og var afmægtig . 
Han blev båren ind på sofaen i cabinettet , og 
doktoren lukkede døren . 
Da Victor atter slog øjnene op , stirrede han 
fremmed omkring sig ; hans urolig omstrejfende blik 
traf antoniusbilledets vecmodsfuldc øjne , og han 
brast i en heftig gråd . 
„ O Antonius ! skal jeg da forsagelsens mørke 
vej ? er glædeslyset alt slukket for mig ? “ jamrede 
han . 
Doktor Johnson var en sin , iagttagende natur , 
og hans kald gav ham rig lejlighed til at se ind 
i det menneskelige hjerte . Han erindrede sig nu det 
alvorsfulde blik , hvormed Anna før bordet havde 
set på Victor , og sammenholdt han dette med den 
cxalterede stemning , hvori han ved sit komme havde 
truffet ham , og dernæst med hans nu udtalte ord , 
da stod hele sagens sammenhæng klart for ham . 
„ Nej , min unge ven , de skal ikke forsage livsglæden , 
men kun denne illusion , som har forvildet 
dem ind på veje , skæbnen ikke har bestemt for 
dem . Nå , jeg seer jo nok , at de ikke kan tåle , 
jeg benævner det , de i øjeblikket føler , med det kolde 
ord illusion . Tro mig ældre , erfarne mand , det 
er dog få . “ , 

Victor pressede hænderne krampagtig for ansigtet 
og græd bitterlig . 
„ Følg nu mit råd , “ fortsatte doktoren i en 
rolig , deltagende tone ; „ tag straks bort herfra og 
så snart som mulig tilbage til rom . Tag så fat 
på deres herlige konst igen , og de skal se , hvor 
glædesblussct lyser med utallige flammer for dem . “ 
„ Ja bort , bort , ! lad mig straks komme bort ! “ 
Bad Victor indtrængende , idet han med heftighed 
greb doctorcns hænder . 
„ Ja , “ svarede denne beroligende , „ jeg tagerbort 
om en time ; nu bringer jeg dem ind på 
deres værelse , de hviler dem , medens tjeneren 
pakker deres tøj , og så kører de med mig ind til 
byen for i nat at benytte mit gjæstckammcr ; i morgen 
kan de så tage med posten syd på . “ 
Da doktoren kom tilbage fra Victor , traf han 
de andre i havesalen , alle med ængstligc nliner og 
indtrængende spørgsmål om Victors besindende . 
„ Å , “ svarede doktoren , „ det er et hjerteonde , 
som mange unge mennesker lide af ; blodet er på 
engang presset for stærkt til hjertet , og deraf er afmagten 
forårsaget . Nu er imidlertid alt ved at 
ordne sig igen . Jeg foreslår , at den unge mand 
såcr sig en køretur i den friste aftenluft , og jeg 
tager ham med mig hjem . Jeg vil også gerne have 

et øje med ham for muligheden af et tilbagefald , 
som dog rimeligvis ikke vil indfinde sig . Wien han 
er få afficeret , at grevinden undskylder , at jeg ikke 
giver ham lov til at tage afsked ; jeg bringer ham 
i vognen , uden at nogen får ham at se . “ 
Anna fad i en vinduesfordybning med hovedet 
støttet i hånden , idet tårerne langsomt rullede ned 
ad hendes kinder . Doktoren tog nu afsked . Da han 
sagde farvel til Anna , klappede han hendes kind og 
så hende kærlig ind i øjnene : „ Nu må min lille 
stille Anna ikke være så forsagt ; tro mig , deres 
fætter har en stærk natur ; men han trænger til 
virksomhed for sine rige evner ; det ørkesløse liv , 
han her har ført , kan kun gå an til en tid ; nu 
må han snart til arbejdet , og så kommer nok alt 
igen i sin rette gang hos ham . “ 
Anna så ud ad vinduet efter vognen , der rullede 
hen ad landevejen ; hun tænkte på den søndag 
morgen , da Victor kørte bort fra præstegården , 
tænkte på al den elendighed , der fra den dag 
havde bredt sig ud over hendes elskede hjem . „ Hvad 
mon der nu vil følge på denne dag ? “ sagde hun 
til sig selv , og det var hende , som om hun så ind 
i den mørke nat . 

tolvte capitel . 
En aften først i september nåde Victor tilbage 
til rom . Vetturinen holdt i kortn æol popolo 
for at få passene påtegnede og rejsegodset efterset . 
Victor steg ud af vognen for tilfods at tilbagelægge 
vejen til sit hjem ; men først ville han 
nyde den dejlige aften ved springvandene på 
uinr/M M popolo . Det var netop fuldMåne . Terrassen 
op ad Monte pincio med dens mange statuer og 
mørke cypresser stod i det klareste lys . De brusende 
vandfald fra de mange fontainer lød som en hjertelig 
velkomsfhilsen . Han satte sig på det mægtige , muslingdanncde 
bassin ved foden af Monte pincio og 
lod klangen af den altid skvnlpende vandmasse følge 
de mange tanker , der i dette øjeblik bølgede op og 
ned i hans erindring . Han sad længe og lyttede til 
vandklangen , medens han lod sig vugge i tankestemninger , 
der niere og mere toge tonernes former , 
men dog efterlodc et uudsletteligt indtryk hos ham . 
Det var så nndcrligt for ham , at jo mere han fjernede 
sig fra hjemmet , desto mere trådte Angelicas billede 
tåget tilbage , hvorimod Annas kom altid klarere og 
klarere frem . Hvor fast havde han ikke beholdt hendes 
alvorsfulde blik i sin erindring , og mangt et ord , 

hun med sin inderlige stemme havde henvendt til 
ham , steg nu frem i mindet ; det var , som om disse 
ord atter lød i de alvorsfulde toner fra de bølgeklingende 
vandmasser , der her på alle sider omgav 
ham . 
Endelig begav han sig til sit hjem . Hans gamle 
værtinde tog hjertelig imod ham ; for hende var det 
altid en ensom tid , når Victor var på rejser . 
Hans glade væsen og de venlige ord , han stedse 
havde tilovers for hende , var solskin , som hun ikke 
godt kunne undvære . Hun havde mange spørgsmål 
at gøre og mange småhistorier at meddele om 
genboer og naboer ; men da Victor syntes træt , bød 
hun sit venlige « kslieo notta » , og han overlodes til 
sine egne tanker . 
Underligt var det for ham atter at være kommen tilbage 
til rom . Han syntes , at et helt liv lå imellem 
hans bortrejse og nu , og dog fandt han alt så 
uforandret , som om han slet ikke havde været borte 
derfra . Der var rent og pynteligt i hans stue ; 
men værtinden var så vaersom , når hun berørte 
nogen af hans sager , at alt lå tilsyneladende uberørt 
lige indtil dagbogen , der endnu lå opslået 
med den sidst nedskrevne side . Victor satte sig ned 
og lod øjet glide hen over linierne i bogen . Han 
læste det jublende udbrud ved forventningen om 

hjemmet hos moderen , og en gysen gjennemfoer 
ham . Men så læste han om længslen efter atter 
at møde Anna . Hvor yndig blev da ikke stemningen 
hos ham ! Der klang glade toner fra hjertet . Kunne 
han nu nærme sig Anna , hvor langt anderledes ville 
han da ikke komme hende i møde , end det havde været 
tilfældet den sidste tid på bøgevang . Hvor var 
det dog muligt , at han var bleven så langt fjernet 
fra hende ; nu stod han ganske fremmed lige over for 
det Chaos af fantasier , han havde forvildet sig ind i , 
og hvor yndig havde Anna ikke taget det ! uagtet hun 
daglig så , at han mere og mere fjernede sig fra 
hende , havde hendes øjne dog altid set mildt på 
ham , og hendes stemmes bløde klang havde aldrig 
svigtet , når hun talte til ham . Her blev han afbrudt 
i sin grublen , ved at værtinden bankede på 
døren . 
„ Undskyld , signore , jeg husker først nu , at dette 
brev er kommet til dem i går . “ Victor så straks , 
hvorfra det var , og åbnede det ufærdig . Det var 
fra doktor Johnson , som skrev : 
„ Min kære , unge ven ! Ved deres afrejse 
lovede jeg at give dem en beretning om mit 
næste besøg på bøgevang , og da jeg kan tænke 
mig , at de længes derefter , så opsætter jeg det 
ikke , men giver mig straks ved hjemkomsten til at 

skrive dem til . — grevinden og Angelica blev 
meget forundrede over deres pludselige afrejse ; 
dc ventede så vist , at de skulle have været med 
i vognen , da jeg kom . Deraf kan de forstå , 
at ingen af dem havde anelse om den sande 
grund til deres ildebefindende . De gå begge 
i den formening , at deres hjerte er bundet til 
Anna , og at hun gjengjældcr deres følelser ; de 
have vel bemærket hendes mørke sindsstemning i 
den sidste tid ; men de tro , at det hænger sammen 
med de religiøse skrupler , som hun jo altid 
har lidt under . Angelica tror den sidste dag at 
have hørt dem udtale for Anna , at de elskede 
hende , og hun haqdc set dem i det samme bøje 
dem ned imod hende som for af kysse hende , 
få både grevinden og Angelica tro egentlig , af 
de og Anna alt er så godt som forlovede . Jeg 
kan ret tænke mig , hvor det vil være en lettelse 
for dem af høre dette . Atange ville tvivle om , 
af grevinden kunne være så naiv , af hun ikke 
skulle have bemærket , i hvad retning deres følelse 
gik den sidste tid pna bøgcvang ; men det er dog 
så ; hun er virkelig naiv og kender såre lidet 
til verden . Hun lever mest i sine egne fantasier , 
og ved deres livlige fortællinger vare alle gamle 
erindringer om det -for hende så uforglemmelige 

Italien blevne så levende , af hun næsten helt 
gik op deri . Havde hun vidst Angelicas hjerte 
frit , ville dog rimeligvis det moderlige instinkt 
have bragt hende på sporet ; men hun mærkede 
straks ved datterens hjemkomst , af hendes hjerte 
var fængslet , og dette gjorde endnu et krav til 
hendes tanker . Snart klaredes jo alt ved grev 
sparres brev , og grevinden er meget lykkelig 
over datterens valg , da han er en brav ung 
landmand med et rigtig ridderligt ådre og sindelag . 
Jeg havde jo svært ved af sinde på en 
nogenlunde rimelig grund til , af de var rejst så 
pludselig bort , og det uden al afsted . Jeg krøb 
bag lægckonstcns mysterier og lod de kære 
mennesker famle om i en tåget masse af gisninger , 
som de snart må være komne efter , at 
de ikke kunne finde rede i . Jeg holdt mig som 
klog general indenfor mine mystiske grændser . 
Stakkels Anna forstod alt for vel sammenhængen . 
Det fortræffelige , stille menneske ! Hun er trofast 
mod dem , hun engang har bundet sig til ; hendes 
venner kan trække nok så høje Veksler på hende ; 
hun accepterer dem altid . 
Min tid er kort , da de mange syge længes 
ester mig . Derfor farvel for denne gang . Vær 
nu frisf og flink , få man snart hører , at et nyt 

mesterværk er udgået . fra deres hånd . Det 
vil gøre dem selv godt at tage kraftig fat på 
arbejdet ; men først og fremmest se til at få 
hjertets stærke bølgegange stillede , så at de i 
ro kan se , hvad der lever nede på den dybe 
grund . Farvel , min kære unge ven ; send imellem 
en tanke til deres og Annas gamle ben 
Johnson . “ 
Victor læste brevet gentagne gange fra ende 
til anden . Bevidstheden om , at grevinden og Angelica 
vare uvidende om hans vildfarelse , var en 
lettelse af den byrde , der hidtil havde tynget på 
hans skuldre . Men hvad måtte Anna dog have 
lidt ! Nu , da han lod alt , hvad der var foregået 
under hans ophold på bøgevang , drage forbi sig , 
nu følte han jo klart , at aldrig havde nogen elflet 
ham , som Anna gjorde det . Hidtil havde hun ej 
gjort sig rede for andet , end at det var en Broders 
kærlighed , han bar til hende ; men i dette øjeblik 
gik det op for ham , at han elskede hende ligeså højt , 
som hun elskede ham , og det følte han jo nu så 
varmt , at hun måtte . 
Han sprang op fra stolen og strakte henrykt sine 
arme imod himlen , idet han udbrød i en brændende 
taksigelse til skaberen for denne kærlighed og nedbad 

velsignelse til , at de snart måtte mødes for 
aldrig mere at stilles . 
Han frydede sig ved tanken om næste morgen 
at skrive til Anna , og med disse lyse tanker begav 
han sig til hvile , hvilket han så højlig trængte 
til efter den anstrengende rejse . 
Victor vågnede næste morgen frisk og styrket 
efter en tryg søvn . Han følte sig gjcnncmstrømmet 
af livslyst og dådskraft , og syngende en glad sang 
bragte han den opvågncndc natur sin morgenhilsen , 
idet han trådte ud på altanen , just som solen 
hævede sig over horizonten . Tusinder as små lys 
tændte den i dette øjeblik hen over den skønne by , 
som Victor fra den højde , han boede på , så ligge 
for sine fødder . Fra hvert vindue , solen sendte sin 
morgenhilsen ind ad , kom et glad genskin tilbage . 
De mange kupler med gyldne kors , der vare spredte 
over hele byen , glimrede og strålede i solglansen ; 
alt så så frydefuldt og festligt ud , lige indtil set . 
Peters store kuppel , der hævede sig om fine omgivelser 
som en konge på sin ttrone . Nu begyndte 
set . Peters mægtige klokker at ringe til morgenbøn ; 
snart lød klokkeklangen fra den ene kirke 
efter den anden , og til sidst var det som et fyldigt 
Chor , der tonede over byen . Livet vågnede nu fra 
huns til huns ; de fine , blå røgstøtter stege op over 

tagene , dørene rundt om til altaner og loggicr 
åbnedes , og beboerne trådte ud derpå for at indånde 
den friste morgenluft . Hist og her bøjede en 
kvindeskikkelse sig ned over blomsterne , der dannede 
som små haver på balkonerne . Nu hørte man nede 
fra gaden æseldriverens syngende råb : « ^ . gua 
uosko8u , uguu uostosu ! » idet han satte de medbragte 
vandkrukker i kurvene , der blev hissede ned til ham 
fra vinduerne . Dørene til cafocn åbnedes , stole 
og borde sattes ud på gaden , og snart fyldtes alle 
sæderne af mænd og kvinder , der her i al mag 
nøde deres morgenkaffe . 
Værtinden bankede på døren og bragte Victor 
hans frokost . El glas med friske roser stod midt 
på bakken som en velkomsthilsen til ham . Nu satte 
han sig til at skrive til Anna for de åbne døre med 
de friske roser ved siden og det mægtige rom liggende 
udstrakt nedenfor sig . En luftning af al den 
ungdom , glæde og kærlighed , der i dette øjeblik 
udgjorde Victors væsen , åndede i brevet , så han 
kunne lukke det med den glade bevidsthed , at Anna 
måtte føle sig varm om hjertet ved at læse det . 
Victor bragte sit brev på posthuset ; han trykkede 
endnu et Kys derpå og sendte en mundtlig hilsen 
med det , inden han lod det glide ned i postkassen . 
Nu søgte han Martini , som altid var at træffe 

i sit atelier om formiddagen . Døren blev forsigtig 
åbnet . Martini sad , som Victor ventede det , ved 
staffeliet , men så ivrig i sit arbejde , at han ikke 
mærkede den indtrædende . Victor listede sig sagte hen 
bag hans stol , han bøjede sig tæt ned mod ham og 
lod det klinge i hans øre : 
„ Bravo , min gamle ven ! det kan sagtens blive 
til noget , da øjnene er så godt åbne ! “ 
Martini tabte paletten og penslerne og sprang 
henrykt op og omfavnede Victor . 
„ Nå , “ udbrød han , „ så har jeg dig da 
endelig , du min flygtige sommerfugl ; men nu 
lukke vi også roms porte , så at du ikke mere kan 
slippe ud . Her er store fordringer på dig . Ja 
hør nu blot : en rig amerikaner har købt dit billede , 
der alt er over sø og sulten vove , og tusinde scudi 
stå på din conto hos banquieren . Ikke mindre 
end fire bestillinger på nye billeder er komne , så 
du seer , at her er noget at tage fat på . “ 
Victor jublede ; han gjorde et Spring i vejret , 
idet han kastede sin hat op mod loftet og greb den 
igen . 
„ Ja , du kan også tro , at jeg længes efter 
arbejdet ligeså meget , som jeg efter fuldendelsen af 
mit sidste billede følte mig træt deraf . “ 
„ Men sig mig dog , Victor , hvor har du 

færdedes i den lange tid ? Bi have savnet dig her 
i rom , du troløse , der ikke har sendt mig det 
mindste livstegn fra rejsen . Fortæl mig dog noget 
om din moder , om Anna , grevinde Gyldenfeldt og 
hendes datter . “ 
Victors øjenbryn trak sig sammen , idet tonerne 
fra alle de mange strenge , Martini her berørte , gave 
genlyd i ham . Han måtte først samle sig , inden 
han kunne svare ; da fortalte han om mødet med 
moderen og om den uhyggelige forstemthed , som derved 
var kommen over ham ; men så fortalte han om 
Anna , og han skildrede med hele den varme for hende , 
som han var opfyldt af , den gensidige henrykkelse 
ved deres første møde , og så fuldstændig fortabte 
han sig i af fortælle om Anna , af det faldt ham 
ganske naturligt af forbigå hele episoden med Angelica . 
På Martinis gentagne spørgsmål om 
grevinden og hendes datter , meddelte han dennes 
forlovelse , og han blev selv forundret over , af han 
så rolig kunne fortælle dette , eller rettere , han undrede 
sig over , af han nogensinde havde kunnet blive 
så bevæget derved og give en så forrykt scene som 
den ved bordet , den sidste dag på bøgevang . 
„ Nå , “ spurgte Martini , „ hvordan har så den 
fortræffelige pastor Hansen og hans hustru det , og 
så dine barndomsvenner fra Herlufsholm , som du 

jo altid har glædet dig til at se igen , når du 
engang vendte tilbage til Danmark ? “ 
Victor gjorde store øjne ; nu følte han først hele 
udstrækningen af det trylleri , han havde været så 
blændet af , at alt , hvad der ej stod i direkte berøring 
med bøgevang , havde været indhyllet i en så 
tæt tåge for ham , at han end ikke i tanken havde 
fundet vejen til disse mennesker , der dog alt fra 
barndommen havde stået ham så nær . Han måtte 
jo tilstå for Martini , at han intet vidste om dem , 
da han hverken havde søgt dem eller ladet dem vide , 
at han var i hjemmet . Martini rystede smilende 
på hovedet , og idet han pegede mod Victors hjerte , 
udbrød han : 
„ Ja , jeg mærker jo nok , at derinde har noget 
højrøstet rørt sig , siden de svagere stemmer slet ikke 
ere blevne hørte ! “ 
Under hjertelig samtale var tiden rykket så 
langt frem , at det alt var blevet middag . Martini 
foreslog , at de skulle spise i et osterie udenfor porten . 
De slentrede langsomt derad arm i arm . 
Osteriet lå midt i en have , som hævede sig 
terrasseformig op over vejen . I pergolaen , hvor 
der stod dækket et stort bord , havde man udsigt langs 
ned ad vignerne til campagnen , som i horizonten 
afsluttedes af albancrbjergets skønne , bølgebløde linie . 

det var så klart i luften , at man tydelig så de 
små byer , der lå op ad bjergets skråning . Øg 
bjergryggen stod med højden af Monte cavo og 
klostret på dets højeste top skarpt og dog så fint 
violet mød den gennemsigtige blå luft . 
Nede på vejen er der livlig færdsel , hvor det 
ene maleriske billede viser sig efter det andet . Først 
en hyrde med sin gedeflok , som han har nød med , 
da gederne stadig ville op ad skråningerne på 
siderne af vejen for at nippe de yderste spidser af 
buskenes løv . Hyrden fløjter ad hunden , der atter 
driver flokken sammen , og snart forsvinder denne ved 
omdrejningen af vejen , idet den er indhyllet i en af 
solen beskinnet stovsfy , der hvirvler sig højt i vejret . 
Så kommer en lang række af tohjulede vogne , der 
bringe viinforråd til rom ; så en flok bønder , 
der trætte af arbejdet og heden søge hvile og vin 
i osteriet , og se ! nu kommer et syn , der er værdigt 
den klassiske jordbund , hvorpå det viser sig . Det 
er en vogn , forspændt med et par store , hvide øxne , 
til hvis mægtige horn der er bundet grønne grene 
for at afværge hvepsernes stik . De stride højtidelig 
og langsomt hen ad vejen , idet klokkerne om 
deres Hals ved hvert skridt give en ensformig , alvorsfuld 
klang . Kusken står som en imperator 
holdende sin spyddannede stav højt i vejret , og af 

og til stødende den ned mod øxnene for at drive dem 
fremad . 
Den krydrede Duft af den ville krusemynte 
bares af en mild vind fra den nærliggende Campagne 
over imod Victor og Martini , der havde taget 
plads i pergolaen , hvor de modne drueklaser hang 
så lavt , at de kun behøvede at strække hånden ud 
for at plukke dem . 
Victor sad og gyngede frem og tilbage på stolen , 
idet han blæste en let røg op fra sin cigar . 
Hans konstnerøje indsugede i disse øjeblikke , som 
bien af blomsterne , næring af alle de rige billeder , 
han var omgiven af . 
En del konstnere samledes efterhånden om 
bordet . En munter og forfriskende stemning herstede 
under mållidet ; alle vare glade over at se 
Victor i deres midte , og han følte sig ret som fisfen 
i vandet ved atter at være i en konstnerkreds . Efter 
mållidet vandrede hele flokken ud i campagnen . 
Skitsebøgerne vare tagne med , og mangen en smuk 
tegning blev bragt på papiret . Hos Victor rørte 
konstncrånden sig utålmodig for atter at komme 
i virksomhed efter den lange hvile . Som man havde 
lejret sig på en høj for at se solnedgangens 
glimrende farveskær over sabinerbjergene , fik han 
ideen til det første billede , han ville tage fat på . 

det skulle være den hellige benedictus , der som 
fjortenårs dreng forlader rom for at leve som eremit 
i en bjerghule . Han er på vandringen , ene i 
den udstrakte , øde Campagne . Endnu engang vender 
han ansigtet tilbage mod rom , idet han med 
hånden stygger over øjnene for den dalende sols 
sidste stråler . Antoniusbilledet på bøgevang trådte 
nu frem i Victors erindring , og han syntes , afbenedictus 
måtte se således ud ; men ved at tænke 
på antoniusbilledet kom tanken om Anna , der muligen 
i dette øjeblik sad og betragtede det , og da 
tanken kom på hende , fordybede han sig således 
deri , at han glemte såvel campagnen som konstnerne , 
den hellige benedictus og alt andet for at 
sænke sig ned i denne ene tanke . 
Og han forblev således drømmende på hele 
hjemvejen , så han kun modtog ganske tågede billeder 
af alt , hvad der mødte ham . Og dog viste sig 
et af verdens mægtigste undere på hans vej ; thi 
han gik igennem colosseum , der stod belyst af det 
klareste måneskin , ned over forum med alle dets 
store minder , hvor capitolinm hæver sig majestætisk 
over tempelruinerne . Ved Fontana Trevis skønne 
bassin blev der udhvilet . Konstnerne sang i fuldt 
Chor , og vandfaldet forenede sin melodiske klang 

dermed . Dog for Victor lede tonerne kun for at 
vugge hans drømmende tanker . 
Den næste morgen var han alt i fuldt arbejde , 
og således fandt den ene morgen ham efter 
den anden ; således svandt uger og måneder , altid 
under ivrigt og fornøjeligt arbejde , og stedse følte 
han sig mere og mere herre over det materiale , 
der skulle udtrykke hans åndfulde tanker . Inden 
han vidste af det , var vinteren lige ved at gå 
over i foråret , og den glade carnevalstid stod for 
døren . 
Det eneste , der foruden arbejdet kunne fængsle 
Victor , var brevene fra Anna og svarene , han sendte 
hende , og disse breve kom og gik med altid kortere 
og kortere mellemrum og blev mere og mere udførlige . 
Både hos Victor og hos Anna voksede vingerne 
under den gensidige meddelelse . Deres så 
forskellige naturer udfyldte så ganske hinanden , at 
deres tanker ligesom skøde farverigere blomster ved 
at blive omplantede i hinandens jordbund . De 
følte nu gensidig , at de vare uopløselig knyttede 
sammen , og det ved kærlighedens faste bånd . 

treffende capitel . 
En aften kom Victor og Martini ind i et 
osterie , hvor de traf en flok konstnere i ivrig 
samtale . 
„ Mon hun skulle være kommen hertil for at 
leve som model ? “ spurgte en tysk konstner . 
„ Le Moulin har bragt hende med sig , “ svarede 
monsieur Gaspard ; „ han er bleven så forhekset af 
hende , at han vanskelig kan afse hende ; men så vidt 
jeg kender hans pung , er det store ting , at han 
har bestridt rejseomkostningerne . For sit ophold 
her i rom får hun nok selv sørge ; men det må 
jo komme til at gå hende brillant , hvis hun vil 
sidde model ; hun kan skrue prisen så hsjt op , som 
hun lyster ; man må jo male hende . Nå , monsieur 
Vittorio ! “ fortsatte Gaspard , idet han hilste 
på Victor , „ her er en glimrende opgave for dem : 
batiø^a æi oupri er kommen til rom . “ 
Martini stjal sig til at se op på Victor . 
Han var ængstelig for , at der skulle vise sig en stærk 
bevægelse hos denne ved at høre annarella nævne ; 
men han så kun en næsten umærkelig trækning 
ved mundvigene , idet Victor i den roligste tone 
svarede : 

„ I denne tid har jeg ingen brug for kvindelig 
model ; men hun er jo så smuk , at der vil blive 
rift nok om hende endda . “ 
„ Stakkels le monlin , “ ytrede Gaspard medlidende , 
„ hun narrer ham naturligvis ! “ 
Victor og Martini havde sat sig noget afsides , 
og kort efter at de havde nydt deres måltid , forlod 
de osteriet . 
„ Hvor Bergmann var stille i aften ! “ sagde tyskeren , 
„ det passer så underlig for ham , der ellers 
er den personificerede munterhed . “ 
Carnevalet var i fuld gang . Man kunne oppe 
fra Victors balkon høre en summen som af en 
bisværm ud over byen . Victor havde endnu slet 
ingen del taget deri . Dels var han meget forstemt 
ved i længere tid forgæves at have ventet 
brev fra Anna , og tilmed var han stærkt optagen af 
at lægge sidste hånd på sit billede . 
Det var alt sent på eftermiddagen , da han 
stod foran sit staffelie og betragtede maleriet . Han 
syntes , han måtte sige til sig selv , at nu skulle det 
være færdigt , og han følte med tilfredshed , at han 
havde opnået at få udtrykt en del deri , om det 
end stod tilbage for det ideal , der havde foresvævet 
ham . 

som han er således beskæftiget , træder Martini 
ind ad døren ; han seer så usædvanlig oprømt 
ud , at han forekommer Victor ti år yngre end 
ellers . 
„ Hvor var det dog godt , at du kom ! “ udbrød 
Victor , idet han hjertelig rakte ham hånden ; „ jeg 
længes så meget efter at høre din mening om mit 
billede ; synes du ikke nok , at det nu kan være 
færdigt ? “ 
„ Dit billede ? “ svarede Martini i en underlig 
fraværende tone , „ ja det er meget smukt . “ 
„ Men du seer jo ikke engang på det ! “ udbrød 
Victor forundret og utålmodig . 
„ Tilgiv mig , Victor ; i dette øjeblik er det mig 
virkelig umuligt at holde tankerne sammen for at 
se på et billede ; jeg er så optagen af længsel 
efter at komme hen på carnevalet , at jeg kun er 
kommen her for at bede dig følge med mig derned . “ 
„ Men Martini ! “ råbte Victor , som om han 
skulle vække ham af en drøm , „ hvad går der dog 
ad dig , som har været snese gange på carneval ? 
Hvor er det dog muligt , at du nu på dine gamle 
dage kan blive så betagen af det igen ? “ 
„ Å kom blot , vicfor ! “ bad Martini i eksalteret 
Iver , „ det er alt sent , og vi må være dernede , 
førend vognene køre ud af corsoen ! “ 

vicfor så ængstelig hen på Martini , idet han 
rystede på hovedet . „ Ja , ja , “ svarede han sagtmodig , 
„ så skal jeg da komme . “ Han trak en hvid 
bluse over frakken , satte sin stråhat på , og snart 
vandrede vennerne arm i arm ned imod corsoen . 
Alt i via conæotti var der fuldt af master og 
vogne , så de næppe kunne trænge sig frem . 
„ 6bs bol ' ziovanotto ! “ lød det rundt om vicfor , 
og han blev ivrig bombarderet med confetti og 
blomster . Han greb behændig buketterne og kastede 
dem igen til højre og venstre som svar på den næste 
ladning , der fløj over ham . Martini havde nød 
med at få vennen afsted , da denne snart måtte 
gribe her , snart kaste der ; eller og blev de standsede 
ved , at vicfor omringedes af en klynge master , der 
i den ejendommelig pibende carnevalstone overdængede 
ham med utallige spøgefulde drillerier , som han atter 
måtte give svar på . Dog endelig lykkedes det at 
nå ind i selve corsoen . Hele gaden stod i en 
farverig pragt så langt , øjet kunne nå , og som 
en regn strømmede confetti og blomster ned fra 
alle sider ; alt jublede , og Victor jublede om kap med 
de gladeste . 
„ Nej se dog ! “ udbrød Martini , idet han pegede 
ned ad gaden . Der kom en mægtig , lueforgyldt 
triumfvogn , trukken af fire hvide heste , som vare 

smykkede med blomster , guld og mangefarvede bånd . 
To små dejlige drenge , udpyntede med rosenkrandsc 
på hovedet og med store , hvide vinger på skuldrene , 
sade på de to forreste heste . Selve triumfvognen 
var rigt dekoreret med attributer for alle 
koustens grene . I vognen var rejst en høj , gylden 
ttronstol , og deri sad en kvinde så dejlig , som 
man vel kunne tænke sig en menneskelig skikkelse . 
Hun var klædt i en hvid , folderig klædning , der 
under brystet blev holdt sammen af et bredt , gyldent 
belte ; tilbagekastet over skuldrene hang en purpurkappe , 
bræmmet med guld . På hovedet barhun 
et diadem , befæstet over et klart , hvidt slør , 
der bølgede langs ned ad nakken . I den venstre 
hånd holdt hun en palmegren , og i den højre en 
laurbærkrands . Hendes holdning var stolt svin en 
dronnings , idet hun triumferende skuede ud over den 
jublende mængde . Hvem kunne vel tvivle om , at 
dette var konstens mægtige genius ? Som en krands 
om hendes ttrone stod lutter unge konstnere i hvide 
togaer og med grønne laurbærgrene slyngede om 
hovedet lig de antike offerpræster . 
Martini og Victor stod som fastnaglede ved 
dette skønne syn . „ Annarella ! “ udråbte Martini 
uden i overraskelsen at tænke på at dæmpe sin 
stemme . Også Victor havde straks genkendt hende . 

annarella drejede ansigtet om mod den side , hvorfra 
hun hørte sit navn , og hendes øjne mødte i det 
samme Victors . En let rødme viste sig på hendes 
kinder , da hun så ham stå med korslagte 
arme og stirre på sig . Idet vognen lige vil drage 
forbi , kaster hun laurbærkrandscn ned imod ham ; 
den falder på hans korslagte arme ; men han løser 
dem rolig uden at tage hensyn til krandsen , der 
falder ned på gaden og i et nu er søndertrådt af 
mængden . 
Alt dette var kun et øjebliks værk . Annarella 
fulgte med spændt mine krandsens skæbne , og hun 
så det iskolde udtryk , der nu havde udbredt sig 
over Victors ansigt , som øjeblikket i forvejen var belyst 
af den mest glødende konstncrbegejstring . Rødmen 
steg højere på hendes kinder , et spodsk udtryk 
viste sig om hendes blnnd , og de sorte øjne fløde 
ligesom lyn . Men Victor så det ikke , da Martini 
havde grebet hans arm og trak ham bort til 
den modsatte side , idet han af alle kræfter arbejdede 
sig frem igennem den tilstrømmende mængde . 
„ Men Martini , hvorfor trænger du dog så 
gruelig på ? vi har jo tiden for os ! “ 
„ Nej vist ikke , “ svarede Martini utålmodig , 
„ se den vogn der forude ! den må vi indhente . 

hør , nu lyde alt kanonskuddene , som byde vognene 
at forlade corsoen ! “ 
Victor begreb intet af alt , hvad Martini sagde ; 
men fortumlet , som han var bleven ved synet af 
annarella , lod han sig blindt føre . Den vogn , 
Martini havde betegnet , holdt foran porten til et 
større palads ; Martini trængte sig så hurtig frem , 
at han samtidig med vognen nåde porten . Han 
lukkede vogndøren op . Der sad fire master i vognen : 
en hvid domino , en albaneserinde , en ridder 
og en mæste , der forestillede nattens dronning med 
sølvdiadem og et langt , sort slør med sølvstjerner , 
der indhyllede den hele skikkelse . 
Den hvide domino hviskedee Martini nogle ord 
i øret ; han rystede på hovedet med skælmsk mine . 
Nu bød Martini damen i den hvide domino armen , 
ridderen førte albaneserinden , og det blev 
ved tegn tilkendegivet Victor , at han skulle ledsage 
nattens dronning . Denne stod stille som en statue 
og så med et par underlig dybe øjne gennem 
masken på ham . Han rakte hende hånden , og 
alle tre par gik tavse op ad den brede trappe . 
Victor mærkede , hvor hans dames hånd skælvede 
i hans . Det hele blev ham mere og mere som et 
underligt eventyr . De trådte ind i en stor sal 
med åbne balcondørc ud til corsoen . Alan hørte 

alt de hurtige hovslag imod stenbroen af de vildt 
løbende heste og mængdens hujen efter dem . De 
to forreste par vare trådte ud på balkonen . 
Victor stod midt på gulvet og stirrede på sin 
dame , der havde sluppet hans hånd og var i færd 
med at lssne masten . Nu slår hun sløret tilbage , 
— og i næste øjeblik lå Anna i Victors 
udbredte arme . 
Hesfeveddeløbet var forbi , og grevinde gylden - 
feldt trådte med Martini fulgt af Angelica og hendes 
ridder atter ind i salen . 
„ Nå , hr . Bergmann , “ sagde grevinden , idet 
hun rakte begge hænder ud imod ham , „ jeg kan rigtignok 
se på deres fornøjede ansigt , af jeg har 
nået min lyst til af slaffe dem en glad overraskelse ; 
det har altid været som en mani hos mig af overraske . 
Glæden ved gensynet er vistnok under alle omstændigheder 
lige stor ; men med det uventede møde følger 
der en underlig tryllende glans , der er uimodståelig 
for mig . De må ellers tro , af det holdt hårdt 
af få Anna til af tage den maskeradedragt på ; 
men da vi først nåde hertil i morges , var der intet 
andet for end af tage , hvad costume man fandt ved 
hånden . Overraskelsen ville jeg dog ikke lige i det 
sidste øjeblik lade mig flippe ud af hænderne . “ 
„ Men , kære moder , det var da heller ikke af 

fortænke-mig i , af jeg nødig ville lade mig se på 
offenlig gade således udmajet ; havde jeg ikke haft 
tanken om Victors overraskelse bagved , så var jeg 
rigtignok ikke gået ind derpå ; — men for dette 
menneske kan man jo gøre meget , “ sagde Anna i 
en usædvanlig munter tone , idet hun rakte hånden 
ud imod Victor . 
„ Anna ! “ udbrød han lyksalig , og han trykkede 
hendes hånd fast i sin , „ denne hånd slipper jeg 
heller aldrig mere ! “ 
Grevinden så med milde moderøjne på dem ; 
hun lagde sin hånd på Annas hoved og ønskede 
guds velsignelse over dem . 
„ Ja nu står jeg jo noget ene , “ sagde hun lidt 
efter med vemod ; „ se , Bergmann , dette er min svigersøn , 
grev sparre ; de ved jo ikke , at han alt 
har gjort barnet her til sin hustru , “ og hun trykkede 
et Kys på Angelicas smilende mund . 
De to unge par syntes i dette øjeblik , at livet 
var en liflig Dands ; med et lyst smil så de hen 
mod horizonten , ikke anende , at der langs ad vejen 
ville ligge mangen en sten , der både kunne snubles 
og styrtes over . 

fjorfende capitel . 
Kort efter carnevalet rejste Victor og Anna i 
følge med grevinden , Angelica og grev sparre til 
Neapel , hvor deres bryllup blev holdt . Snart forlod 
vennerne dem for at drage nord på igen , og 
de nygifte blev ene tilbage i det dejlige Sorrento . 
Her vare de ret af hjertens grund lykkelige , og 
de følte daglig mere , hvad for en skat samlivet 
indeholdt for dem begge . Annas venner glædede 
sig over de breve , de på den tid fik fra hende . 
Al tyngsel var som bortvejret , og ud af brevene 
åndede den ungdommeligste glæde . Svingfjerene 
for hendes åndelige liv vare i fuld vækst , og man 
så med undren , i hvor store kredse hun nu mægtede 
at bevæge sig . I alle måder kunne hun følge Victors 
høje tankeflugt . Anna glædede sig også i denne 
første tid af deres ægteskab over at kunne tale så 
frit om christendommen , noget hun jo altid havde 
savnet i hjemmet på bøgevnng . Hun havde fra 
fædrenehjemmet arvet kærlighed til det christelige 
liv ; men hun besad dog kun et tåget begreb om 
dette livs mægtige fylde . Hendes poetiske natur 
kunne suge næring af de store , åndfulde billeder i 
christendommen , og det var dette , hun kunne nyde 

sammen med Victor ; thi han så gudsbilledet i den 
christelige åbenbaring , som han så det i konften , 
og han kunne blive begejstret over de skønne og 
mægtige tanker , der her trådte ham i møde . Men 
det var kun hans konstnernatur , som næredes derved . 
Han vidste endnu ikke , at for den menneskelige naturs 
rette udvikling må den føde , troen byder , 
blive til det daglige brød . Anna var jo et skridt 
videre fremme end Victor , idet syndserkjendclsen alt 
fra barndommen havde rørt sig i hende . Vistnok var 
deten ubevidst rørelse som i søvne ; dog blev hendes 
skridt derved førte nærmere hen ad vejen til sandheden ; 
men det åndelige liv lå . endnu kun som i 
asbrudte stykker i hende ; hun så vel skønheden 
i evangeliet og begejstredes derover ; men til andre 
tider sank hun sammen under vægten af loven . 
Hun havde ej syn for båndet imellem loven og 
evangeliet : christusmennesket ; hun kunne ikke støtte 
sig til hans bryst og føle hans arme omslynge sig . 
Loven stod som et uoverstigeligt bjerg for hende ; hun 
så ikke , at Herren ved at være bleven menneske 
ligesom strakte hånden ud af hvert bud i loven 
forat hjælpe hende op på den højde , som hun med 
sin faldne menneskenatur aldrig ved egne kræfter 
kunne nå . 
I denne første tid af deres samliv var glæden 

imidlertid så mægtig hos Anna , at den bar hende 
ud over alt , hvad der hidtil havde kuet hende , og 
når det åndelige liv rørte sig , var det altid i 
skønne billeder . Disse kunne hun meddele Victor : 
da ydede han også sin rige del dertil , hvorved det 
lysnede dejlig for dem begge . Men det var fantasiens 
stråleglands , ikke det klare , rolige solskin , 
der har varme og vækst for livet i sit følge . 
De skønne ydre omgivelser bidroge også deres 
del til al det velvære , de to unge ægtefolk på denne 
tid levede i nydelsen af . Hvor falige aftener tilbragte 
de ikke ude på terrassen i Sorrento ! Luften 
kunne være gansfp stille , og dog hørtes de dybe drøn 
af brændingerne , der brødes imod klippen , på hvis 
højde villaen lå . De lysende insekter svirrede 
rundt om dem som tusinder af stjerneskud . Orangetræerne , 
der vare fulde af blomster og gyldne frugter , 
udbredte en aromatisk vellugt . Alt opfordrede 
til at nyde , og Victor var så kærlig , åndrig og 
indtagende , at det var umuligt andet , end at Anna 
måtte gribes så stærkt , at der en tid kun rummedes 
lutter lyksalighed hos hende . Hun og Victor 
vare også i denne tid stadig sammen ; når han gik 
ud at male studier , læste hun som oftest højt forham . 
Sade de på terrassen om aftenen , og der 
blev en standsning i samtalen , tog Victor sin 

mandolin , som han havde erhvervet sig stor færdighed 
i at spille på , og da ledsagede han sin klangfulde 
stemme med tonerne fra dette romantiske instrument . 
Undertiden faldt Anna ind med i sangen ; 
hendes stemme havde vel kun ringe omfang ; men 
der var nogle smukke alttoner i den , og hun kunne 
på en forunderlig følelsesfuld måde sekundere Vietors 
høje tenor . Det var til hans store glæde , 
når Anna således stemte i med , og han så i den 
måde , hvorpå deres stemmer faldt sammen , et 
sindrigt billede af deres liv , da Anna selv med de 
ringe midler , hun kunne råde over , dog mægtede 
at støtte hans så meget omfangsrigere stemme . 
Nten sommeren gled hen , og efteråret med 
dets regntid og storme nærmede sig mere og mere . 
Det havde alt sendt flere uhyggelige forløbere , så 
tiden var for hånden til at tage tilbage til rom . 
De forlod nødig det dejlige sted , hvor de havde 
henlevet så lykkelig en tid ; men rom bød dog 
også så meget , og hvor de end kom hen , havde de 
jo hinanden . De toge derfor med frejdigt håb fat 
på rejsen , hvor de også modtoge mange skønne 
og store indtryk . Stærkt grebes de begge ved indkørselen 
til rom gennem uortn 8ot . 6iovanni , da 
de atter så den store plads ligge udbredt for sig , 
til venstre begrænset af laterankirken med dens høje 

søjlerækker og brede trappe , lige for villa walkonski 
med haven , hvor man seer de gamle vandledninger 
dukke op imellem pinierne og cypresserne , og til højre 
kirken 8ta . Orooo in ^orusalommo . Dette herlige 
panorama var i øjeblikket belyst af solen , som med 
sine gyldne stråler forhøjede det hele billedes alt 
så mægtige skønhed . 
En procession kom ud fra laterankirken og bevægede 
sig langsomt ned ad den brede trappe . Det 
var et broderskab , helt indhyllet i lange , sorte 
kutter ; selv ansigtet var tildækket af den nedslagne 
hætte , hvorpå der kun var gjort åbning for øjnene . 
Denne mystiske procession , der , idet den stred fremad , 
sang « Ora pro nobis » i en langsom takt , gav billedet 
et mørkt , højtideligt anstrøg . Victor og Anna 
støde fortabte i beskuelsen af alt det storartede og 
mystiske , der her omgav dem . De betoges af en 
beklemmende alvor , som om de kunne have en anelse 
oni , at det , deres nærmeste fremtid bar i sit skød , 
mulig ville have stemningen af det billede , der 
her viste sig for dem . 
Martini havde alt sørget for en hyggelig bolig 
til dem . Victor beholdt sit gamle atelier , som vel 
lå et stykke vej fra denne ; men der var han så 
vant til at arbejde , at han ikke gerne ville opgive 
det . Det var tilmed bleven ham en vane hver morgen 

at gå en tur fra sin bolig over Monte pincio 
til atelieret , og dette var en daglig nydelse for ham . 
Anna fulgte ham om morgenen og hentede ham som 
oftest om eftermiddagen . Da gik de atter arm i 
arm den samme vej tilbage , og ofte standsede de , 
glædende sig over den dejlige solnedgangs lys hen 
over byen og bjergene . Efter endt middagsmåltid 
tilbragte de sædvanlig aftenen sammen med 
Martini i deres lille hyggelige hjem . — 
men efterhånden blev disse lange formiddage 
noget ensomme for Anna . Hun havde ofte lyst til 
at tage sit arbejde med sig og sidde ved Victors 
staffelte ; hun gjorde det også et par gange ; men så 
måtte han bede hende lade det være , da det forstyrrede 
ham for meget . Når han som i den forløbne sommer 
malede direkte efter naturen , kunne han nok høre 
forelæsen , også imellem tage del i en samtale , 
og dog vedblive at arbejde , medens han så øjensynlig 
havde den gjensfand for sig , som han ville male ; 
men når han sad foran staffeliet i sit atelier , hvor 
han skulle have de idealer på lærredet , der formede 
sig i ham selv under arbejdet , da var det ham nødvendigt 
af være ene med sine egne tanker . 
Anna søgte beskæftigede ved læsning og håndarbejde ; 
men med de mange ensomme timer kom de 
gamle skrupler igen til hende , og hun følte med 

gru , nu da hun atter stod ansigt til ansigt med dem , 
af hun ikke var vokset fra dem , men af de endnu havde 
den samme uhyggelige magt over hende som tidligere . 
Victor var så fordybet i arbejdet , af alle hans 
tanker blev fængslede deraf , og når han var sammen 
med Anna , talte han kun derom ; da han selv 
var så varmt greben , meddelte denne varme sig 
også i øjeblikket til hende , så han så hendes 
levende interesse for , hvad han talte om , og hans 
tanker vedbleve således kun al gå i retning af 
hans egne ideer , uden af han nogensinde gav sig tid til 
af se sig om efter , hvad der vel kunne røre sig i 
hende i de mange ensomme timer , hun tilbragte i 
hjemmel . 
En tag , da Anna vendte tilbage fra morgenturen , 
kom hun forbi en klosterkirke , hvorfra der lød 
en liflig musik ud til hende . Hun gik derind og 
satte sig på trappen foran et af capellerne , idet 
hun støttede sig til jerngitteret , der aflukkede det fra 
den øvrige del af kirken . Det var en mariadag , 
og nonnerne sang en hymne til Madonnas ære . 
Den rørende og skønne sang henrev Anna , så hun 
bragtes i en højere og højere stemning . Hun foldede 
hænderne over brystet , idet hun sank ned på 
knæ , og et begejstret udtryk lyste over hendes ansigt . . 
Da sangen var til ende , hviskedee en stemme indenfor 

gitteret tæt ved hendes øre : „ Ikke sandt , signora , 
denne sang lyder som et himmelsf englechor ? “ 
Anna vendte sig forundret om ; en nonne knælede 
derinde i capellet . Hun blev straks indtaget af det 
fromme gamle ansigt ; hun svarede med al den 
barme , som den dejlige musik havde fremkaldt hos 
hende , at hun priste sig lykkelig ved netop nu at være 
kommen ind i kirken , og at hun håbede , at denne 
nydelse oftere kunne blive hende tildelt . Hun udtalte 
ønsket om mulig selv engang at turde takke nonnerne , 
der ved deres himmelske sang havde skaffet 
hende så salige øjeblikke . Den gamle nonne så 
med milde øjne på hende . 
„ Jeg skal spørge priorinden , om det kan lade 
sig gøre , at de aflægger besøg i klosteret . Vent 
mig her i morgen ved samme tid , “ sagde hun venlig 
nikkende til Anna , idet hun forsvandt bag forhænget 
for døren , der førte ind til klosteret . 
Anna tilbragte atter dagen ene i hjemmet , men 
denne gang i en lyksalig stemning . Hun skulle nu 
komme til at se et kloster og for første gang i 
nærmere berøring med nonner . Mange tanker , 
som hun alt i sin barndom havde sværmet med , og 
som stod i så nær berøring med hendes kærlighed 
til antoniusbilledet , trådte nu atter levende frem 
for hende . 

hun mærkede ikke , at tiden alt var rykket langt 
frem , før mørket pludselig faldt på . Nu erindrede 
hun sig først , at hun så bestemt havde lovet Victor 
at møde ham i hans atelier for at gå en tur med 
ham inden solnedgang . Hun rejste sig hurtig ; men 
i samme øjeblik trådte Victor ind ad døren . Han 
så imod sædvane meget mørk ud ; han var træt 
efter arbejdet , og den lange forgæves venten havde 
trykket hans stemning . Anna mødte ham med et 
noget sky blik . Havde hun kun tænkt på , at hun 
havde forspildt den spadseretur , de begge om morgenen 
så meget havde glædet sig til , så var hun 
kommet ham kærlig og undskyldende i møde ; men ved 
at se hans mørke mine faldt hans uvilje . mod 
klosterlivet hende på sinde , og for første gang 
kom den mulighed op i hende , at hun kunne skjule 
noget for ham . Men da han spurgte hende , og det 
i en temmelig kold tone , hvorfor hun ikke var kommet , 
så fortalte hun , om end noget tøvende , om besøget 
i kirken og samtalen med nonnen . 
„ Ja så ! “ udbrød Victor ikke uden heftighed , 
„ det er uberegneligt , hvad her vil spindes ud af ; måske 
er vort glade samliv forbi med det samme . “ 
Tause satte de sig til bords , og i tanshed endtes 
måltidet . Anna var det , som om hendes strube 

blev sammensnøret , så hun ikke kunne få et ord 
over læben . 
Martini kom senere på aftenen for at besøge 
sine unge venner . Disse aftener havde altid været 
til stor vederkvægelse for ham . Han følte i Annas 
nærhed ret al den hygge , som en kvinde kan sprede 
over et hjem ; men denne aften mærkede han straks 
den tunge luft , der for første gang hvilede over de 
to unge ægtefolk . Anna var så fordybet i sit 
håndarbejde , at hun næsten ikke så op , og Victor 
sad den hele aften og ragede op i gløderne i kaminen . 
Han gjorde sig øjensynlig umage for at gå 
ind på , hvad Martini førte på bane ; men tråden 
flap bestandig fra ham ; man så , at hans tanker 
vare andetsteds henne . Martini brød tidlig op ; 
ved afskeden trykkede han hjertelig begges hænder 
ligesom for at vække dem ; men lige fraværende blev 
de . Han rystede sørgmodig på hovedet , idet han 
gik ned ad trappen , og han så bedrøvet ud 
over livet , hvor han så ofte havde set englene 
prøve at så frø fra paradishaven rundt om på 
jorden ; men han havde også ofte set dæmonerne 
komme med deres jisånde og tilintetgøre de unge 
Spirer , længe før der kunne være tale om blomster , 
endsige frugter . Hvor havde dog ikke alt i hans 
tidligste ungdom et sådant frostpust ødelagt hans 

skønneste drømme ! og nu følte hu « , at her hos 
disse to hidtil så lykkelige unge mennesker havde de 
mørke ånder alt begyndt at arbejde på ødelæggelsesvcrrket . 
Victor 
og Anna gik til hvile uden at kaste 
trykket af sig ved en hjertelig udtalelse . Næste 
morgen fulgtes de ad som sædvanlig ; morgenen var 
frisf og oplivende , solen belyste så skjemt de lette 
skyer , idet den kastede et klart skær hen over den 
hele egn . Mandeltræerne stod i fuld blomstring ; 
de blandede deres Duft med violernes , der dækkede 
jordbunden under træerne . Al denne guds herlighed 
begyndte at vise sin virkning , og både Victor 
og Anna mærkede , hvor jissforpen smeltede ; men 
ligesom de ville til at tale , førte skæbnen dem en 
ligegyldig bekendt i møde . Han bad om at måtte 
gå med på atelieret for at se Victors billeder ; 
denne tilfældighed lagde et tungt lod i skålen , 
så at den sank dybere og dybere ned til den mørke 
side . 
Anna vendte om ved afelierdørcn og gik ene tilbage . 
Da hun stod udenfor klosterkirken , stred det 
først noget i hende ; men orgeltonerne lød dragende , 
og alt fra den åbne dør så hun søster Margherita 
stå indenfor gitteret og se hen imod indgangen . 
Anna ilede til hende . 

„ Velkommen , kære barn ! “ hilste nonnen , idet 
hun åbnede gitterdøren for Anna og greb hende om 
hånden , som om hun aldrig skulle flippe den mere ; 
„ Priorinden har tilladt , at du må gå med ind i 
klosteret . “ Nonnen drog forhænget til side , og Anna 
var for første gang i et kloster . En hellig gysen 
bævede igennem hende ved at mærke den stilhed og 
højtidelighed , der var udbredt overalt , hvorhen hun 
end vendte sit blik . Priorinden , en smuk gammel 
dame , modtog Anna med moderlig værdighed og 
indbød hende til at besøge klosteret , så ofte hun 
ønskede det . Søster Margherita førte hende ind i 
nonnernes fælles arbejdsværelse , hvor Anna med 
beundring så deres konstfærdige broderier og blomster , 
og hvor glædede det hende ikke , da det blev hende 
tilbudt at tage del i arbejdet med . Nonnerne så 
i hendes øjne alle ud som helgeninder . Hun kom 
i den underligste tilstand : det var hende , som om 
hun drømte ; men det var en salig drøm . Timerne 
fløj hurtig bort , og snart lød klosterklokken , der kaldte 
nonnerne til middagsmåltidet . Anna gik , indtrængende 
opfordret til snart at gentage besøget . 
Efterat have forladt klosteret gik Anna ud i den 
nærliggende villa Borghese . Hun var i den saligste 
tilstand ; ingen enkelt tanke stod klart for hende ; 
men hun følte alt stemme sammen i den lifligste 

harmoni . Hun hvilede sig ved en Fontaine , der stod 
beskygget as mægtige steenege . Solen skinnede gennem 
løvet ned på de altid klingende vandstråler . 
Både for øjet og øret var her så megen skønhed , 
som blidt smeltede sammen med den stemning , 
hun havde bragt med sig fra klosteret . Uhrets slag 
på 8etu liurin æal uoxoios klokketårn lød over 
imod hende , — det vakte hende på engang til erindring 
om Victor og om , at det var tid at hente 
ham . Hun rejste sig og gik langsomt tilbage , altid 
opfyldt af de stærke stemninger , og som en drømmende 
kom hun ind i Victors atelier . Han havde 
længtes efter hende ; da han så hende i døren , 
sprang han hende med åbne arme i møde . Hun sank 
til hans bryst , idet en krampagtig gråd brød frem 
med voldsom kraft . , 
„ Nlen min egen Anna , nu har du vist igen 
været i klosteret ! “ udbrød Victor bedrøvet . Anna 
lagde sin hånd på hans mund , idet hun med det 
bønligste blik så op på ham . „ Victor , jeg beder 
dig , sig ikke mere , lad mig blot have min frie villie 
i dette ene punkt ; i alt andet skal jeg ydmyg underordne 
mig dig ; men lad mig beholde frihed til 
at søge den trøst og frelse , som her bydes mig ! “ 
Victor så med et inderlig vemodigt blik på hende ; 

han rystede kun på hovedet , men sagde ikke et 
ord . 
Tause gik de arm i arm hjem ; tavse som den 
foregående dag node de deres måltid . Og således 
forløb nu den ene dag efter den anden . 
Anna gik hver morgen til klosteret , hvor hun 
tog del i nonnernes arbejde ; hendes lette nemme 
og snilde hænder bragte det snart til at eftergjsre 
deres mange konstfærdighedcr . Oftere fulgte hun 
med søster Margherita ind i dennes celle , hvor de 
fortrolig samtalede . Nonnen trængte da mere og 
mere ind på hende , indtil hun endelig en dag fik 
hende til at åbne sit inderste for sig . Anna fortalte 
om sit tidligere liv og meddelte nu også om det 
tågede savn , der stadig havde fulgt hende , og som 
navnlig i den allersidste tid havde trykket hende så 
såre . Søster Margherita hørte på hendes hjertesuk , 
som en kærlig moder hører på et sygt barns 
klage ; hun ville så gerne hjælpe hende og ledede 
hende derfor ad den vej , som hun anså for den 
eneste , der førte til salighed . Hun foreholdt hende , 
at hun måtte Vorherre nærmere ; men hans majestæt 
var for mægtig til , at hun , arme synderinde , 
som hun var , ene turde træde frem for hans åsyn ; 
hun måtte have en midler , og denne fandt hun i 
Madonna , der havde lidt smerte som intet andet 

menneske og derved erhvervet sig en midlers rer . 
Hun måtte først søge at finde den hellige jomfru 
for ved hendes hånd at blive ført til sønnens 
ttrone . 
„ O , “ udbrød Anna , idet hun vred sine hænder , 
„ dette er som et fremmed tungemål for mig ! hvor 
går vejen til Madonna , hvor finder jeg hende ? “ 
„ Kære barn , “ trosfede nonnen , „ heller ikke til 
hende skal du gå alene ; vi have også midlere , 
der stå rede for at føre dig til Madonna , og del 
er de indviede præster ; de have ved deres indvielse får 
en større magt end vi andre chrisfne ; du ved jo , 
at mange er de kaldede , men kun få de udvalgte . 
Men hør nu , mil barn , “ sagde søster Margherita , 
idet hun tog hendes hænder og så hende alvorlig 
ind i ansigtet , „ mit råd er , at du på nogen tid 
fager herind i klosteret til os . Du behøver jo kun 
at binde dig for otte dage ; jeg har alt en tid 
tænkt derpå , og da biskoppen sidst var her , udbad 
jeg mig hans tilladelse dertil for dig . Der er flere 
damer , og deriblandt også et par protestanter , 
som i denne fastetid for en uge trække sig tilbage 
fra verden og søge ly indenfor vore stille mure . 
Pater Anselmo holder daglig meget oplysende foredrag 
for eder , og iøvrig tage i del i alle vore bønner 
og vor øvrige færd i klosteret . “ 

„ Men min mand , “ indvendte Anna , „ han vil 
aldrig give sit minde dertil . “ 
„ Din mands villie må bøjes under Vorherres ; 
når der skal vælges imellem de to billier , så 
må mandens falde . I et sådant tilfælde har du 
ikke at spørge ham , men kun at fordre din ret ; du 
er jo ikke hans træl . “ 
„ Nej , de misforstår mig ! “ udbrød Anna med 
varme , „ min mand er så god og så kærlig ; men 
han har en fordom mod klosterlivet og vil tro , at 
et ophold herinde vil skade mig . “ 
„ Det har du ikke at tage hensyn til , nu da 
det er din evige salighed om at gøre ! “ svarede 
nonnen ikke uden strenghed i blik og stemme , 
„ sætter han sig til modværge , da er han Herrens 
fjende . “ Efter nogle øjeblikkes taushed fortsatte 
hun : „ Handl nu kraftig og hurtig ; ja det er det 
bedste , at du kommer endnu i aften ; så kan du i 
bønnen berede dig til at få nåde til at forstå 
pater Anselmos foredrag i morgen . Gå nu hjem 
og bring dine sager i orden . Bi ses altså en 
time efter ave Maria ; Madonna beflytte dig ! “ — 
og Anna gav løfte om af komme . 

femtende capilel . 
Anna var om mulig endnu mere stille end de 
foregående dage . De sidste gange havde hun ikke 
hentet Victor . Under måltidet sad han og grundede 
på , hvorledes han bedst skulle bryde den skranke , 
der havde rejst sig imellem Anna og ham . Han ville 
bringe varme for sig tilbage i hendes hjerte , ja han 
måtte straks gøre et forsøg . 
„ Hor , Anna , “ sagde han med sin stemmes hele 
inderlighed , „ kunne det ikke være fornøjeligt af tage 
en ugestid ud i albanerbjergene ? Vi have ladet 
carnevalets støjende glæder gå nændsede hen ; de 
passede ikke for vor stemning ; men et ophold i den 
dejlige natur vil gøre os begge så usigelig godt . 
Martini , som jo alt i nogen tid har været derude , 
skriver til mig , af vi endelig må komme , og om 
mulig endnu i aften , så af vi i morgen tidlig kunne 
deltage i en tur , som han og flere af konstnerne 
have for ; det skulle være hen ad bjergets hele længde , 
så af vi både fik albaner- og nemisøen af se . 
Du har så længe ønsket af komme derud ; lad os 
nu gøre alvor deraf . Vi kan jo nok få vore 
sager i orden , til vognen går til frascati i aften . 
Jeg har arbejdet alt for strengt i den sidste tid ; nu 

trænger jeg til af udhvile mig , og hvor kan der vel 
findes en hvile bedre end ved af gøre en sådan 
tur sammen med dig , min elskede ! Ikke sandt , du 
glæder dig også dertil ? “ Og han tog hende kærlig 
under hagen og løftede hendes hoved i vejret . 
Annas øjne vare fyldte med tårer : „ Tag du 
derud , kære Victor ! det ville være mig en stor lettelse , 
om du gjorde det ; men jeg kan ikke følge dig . “ 
Victor så vist på hende ; hun måtte slå sine 
øjne ned for hans faste blik . 
„ Og hvorfor kan du ikke ? “ spurgte han , idet 
hans stemme bævede . 
„ Jeg har givet løfte om af tilbringe otte dage 
i klosteret for der sammen med nogle andre damer 
af blive oplyst om den kattolske opfattelse af christendommen . “ 
Disse 
ord fremførte Anna hurtig , som om hun 
var bange for i næste øjeblik af have tabt modet til 
af udtale dem . Victor sagde intet ; men en åre stod 
stærkt opsvulmet i hans pande , og hans hænder 
knyttede sig uvilkårlig . Han følte magten af den 
ånd , under hvis indflydelse Anna for tiden stod , 
og han følte sin egen afmagt lige over for den , da 
hans åndelige liv kun havde styrke i hans udvikling 
som konstner . Han var sig bevidst , at når han 
ville tale , så ville den heftige bevægelse , hvori han 

for øjeblikket var , få magten . Han havde erfaring 
nok til at vide , at ord , fremførte i heftighed 
og uden faste grunde , vare talte hen i vinden ; derfor 
taug han . 
Efter nogle øjeblikkes uhyggelige taushed bad 
han med en underlig klangløs stemme : „ Anna ! tag 
disse ord tilbage ! “ 
Hun kæmpede øjensynlig ; man så , hvor to 
magter stredes om herredømmet i hende . Hendes 
hjerte ville flyve Victor i møde ; men hun troede , at 
den rette vej var den tornede , så hun stængte til 
for hjertet og trådte ud på tornene . 
„ Nej , “ svarede hun , idet ansigtet blegnede , og 
stemmen sank ned til en hæs hvisken ; „ nej , det er 
umuligt , jeg har givet mit løfte om at møde i klosteret 
endnu i aften . “ 
„ Og dette er dit sidste ord ? “ spurgte Victor , 
idet han så på hende med et blik , fuldt af så 
megen ømhed og smerte , af det måtte have besejret 
hende , om hun havde set det ; men hun fæstede 
sine øjne ufravendt mod jorden , idet hun anstrengte 
sig for af få sagt : 
„ Jeg tør ikke andet . “ 
Victor stod netop med hånden på dørgrebet : 
„ Så farvel ! “ og i det samme lukkede døren 
sig efter ham . 

det rev og fled voldsomt i Anna . Endelig 
ilede hun ud ad døven og hen ad gangen mod trappen ; 
den var tom . Hun råbte jamrende Victors 
navn ; men hun hørte kun lyden af sin egen stemme , 
alt var ensomt og tyst omkring hende , og Victor 
var alt langt borte . 
Et par kvalfulde timer tilbragte Anna alene ; 
da vækkedes hun af fin fløve smerte ved klokkernes 
ringen til ave Maria . Hun rejste sig op og stod 
endnu nogle øjeblikke tvivlrådig . Klokkeklangen 
blev tydeligere og tydeligere . Jørgen havde engang 
sagt , af klokkeklangen var Vorherres stemme , der 
kaldte ad menigheden , og hun syntes nu , af Herren 
kaldte hende . Hurtig pakkede hun det nødvendige 
tøj sammen , og med den lille rejsesæk i hånden 
listede hun sig som en tyv ud af huset . Kort efter 
åbnedes klosterdøren ; søster Margherita modtog 
hende og førte hende ind i den lille celle , der var 
bestemt for hende . Her lodes hun nu alene hun 
så med fortvivlet blik hen imod den tilstængte dør ; 
da kastede hun sig jamrende ned på bedeskammelen 
og vred sine hærder foran crucifixet . 
Endelig lagde hun sig dødstræt på den hårde 
briks , der her var hendes leje . Hun sov snart ind ; 
men stærke drømme gjorde søvnen urolig . Hnn 
drømte , at hun atter stod på højen udenfor kjøbstadhaven , 

hvor hun havde stået som barn ; hun 
så atter hen ad landevejen , og længslen efter hjemmet 
steg som dengang voldsomt op i hende , så hun 
fløj hen ad vejen ; hun syntes , at hun havde fået 
vinger , og disse voksede , så flugten blev hurtigere 
og hurtigere . Endelig seer hun hjemmet ; hun lader 
sig dale ned i haven , hvor solen skinner gennem 
de røde ribsklaser og hen ad de blomstrende roser . 
Det er søndag morgen , klokkeringningen lyder , 
hun iler jublende gennem lågen og hen imod kirkedøren ; 
men i samme nu seer hun , at det er døren 
til klosteret ; hun vil derind , men kan ikke flytte foden 
fremad , da der ligger en genstand ivejcn . 
Klokkeringningen bliver stærkere og stærkere , hun vil 
med magt trænge sig frem ; da vise hendes forældre 
sig hånd i hånd , begge med bedrøvede miner ; 
faderen hæver advarende hånden imod hende , idet 
han udråber : „ Hvad vil du i klosteret ? det er jo 
ikke vejen , vi har ledet dig ind på , og tror du , at 
du kan trænge dig ind til Herrens glæde i det 
øjeblik , du træder Victor til døde ! “ Anna seer ned ; 
— der ligger Victor udstrakt foran hhde , og hun står 
med sin fod hårdt stemmet imod hans bryst ; hans 
ansigt er smertelig fordrejet i dødskvalen . 
Anna vågner med et rædselsskrig , medens 

klokkeringningen lyder som dommedagsbasuner ind 
i cellen til hende . 
I det samme åbner søster Margherita døren : 
„ Nu ringer det til midnatsbønnen , Anna ! “ Hun 
tager hende om hånden , og Anna følger som en 
søvngæmgerske . 
Hun vågnede den første morgen helt fortumlet 
af de stærke drømme ; men snart trådte virkeligheden 
i sin sande skikkelse srem for hende ; hun 
så , og det i det hele omfang , den store uret , hun 
havde gjort sig skyldig i ved imod Victors villie at 
gå ind i klosteret . Det var første gang i hendes 
liv , at det var blevet hende klart bevidst , at hun 
havde begået en håndgribelig uret , og dette endog 
imod den , hun elskede højest på jorden . Hendes 
egenkærlighed ville forsvare hende med , at det var 
for Vorherres sags skyld , hun havde gjort dette 
skridt ; men „ Nej ! “ lød det modstridende i hende , 
„ det er indbildning ; uretten er også imod Vorherre , 
da jeg har gjort brud på det løfte , jeg gav 
Victor for Herrens alter . “ Og hun følte synden 
med hele dens knusende vægt . 
Da der blev ringet til morgenbønnen , slæbte 
hun sig næsten krybende frem , så at nonnerne undrende 
og medlidende så efter hende ; men da hun nu 
jamrende kastede sig ned for Herrens fødder , grædendc 

oprigtige angerens tårer , kom tidens fylde 
over hende , og disse tårer vandede mangt et frøkorn , 
som alt forældrene og siden Jørgen og Lene 
havde nedlagt i hendes hjertes jordbund . De havde 
hidtil ligget der uden livstegn , da jordskorpen var 
fortørret ; men nu faldt tårerne som en mild regn 
og bragte spirerne frem . Da foregik underet , at 
Vorherre lod en opvarmende stråle af sin sfabende 
nådesol skinne ind i hendes hjerte . I dette øjeblik 
sølle Anna sig for første gang som et levende 
led af den store menighedskjædc ; hun bekendte den 
fælles tro og bad den fælles bøn , og alt som hun 
bekendte og bad , spirede ved underet , der nu var 
over hende , hvert led i troen og hver bøn i fadervor , 
og spirerne voksede og voksede , så de blev 
til dejlige træer , hvis kroner fyldtes med duftende 
blomster og lislige frugter . Anna mærkede med 
henrykkelse , at hun , og det for første gang i sit 
liv , stod lysvågen midt i den tabte , men nu atter 
genfundne paradishave ; hun så Herren komme 
sig i møde med udbredte arme , og hun følte den lyksalighed , 
som overgåcr al forstand ; thi hun lagde 
sit hoved barnetrygt til Herrens bryst , og hans beflyttende 
faderarmc omsluttede det angerfuldc , hjemkomne 
barn . 
Da hun rejste sig fra bønnen , stred hun høj 

og rank gennem kirken , og en mægtig glans strålede 
ud af hendes øjne . Søster Margherita hviskedee 
til den nonne , der knælede ved siden : „ Nej se dog , 
hvilket under Madonna alt har ladet lyse over Anna ! 
Du så , hvor hun kom krybende ind til bønnen , 
og se nu på hende ! seer hun ikke ud som himmeldronningen 
selv , der bliver båren af englene ? “ 
Sekstende capitel . 
Victor vendte sent tilbage om aftenen . Han 
havde gået gade op og gade ned ; han havde i 
rastløs uro tilbagelagt en lang vej uden om roms 
mure , indtil endelig mørket og trætheden drev ham 
til hjemmet . Uhyggeligt var der i de tomme Stuer , 
hvor han kun hørte lyden af sine egne fodtrin . 
Han gik fra det ene rum til det andet ; men intetsteds 
fandt han hvile . Til sidst overmandede trætheden 
ham , og han sov ind på det ensomme leje ; 
men hvert øjeblik skræmtes han op ved den indre uro , 
der rasede i ham , og med hver opvågnen følte han 
ensomheden uhyggeligere . 

næste morgen gik han til sit atelier ; han måtte 
gøre en lang omvej for ikke at komme forbi klosteret , 
da han ej kunne udholde at se det . Han prøvede 
på at arbejde ; men hans hånd var lammet ; 
det var ham ikke muligt at frembringe noget . Han 
trængte til mennesker , og dog flyede han alle . 
Havde Martini endda været der ! Men så syntes 
han dog heller ikke , at han kunne udtale sig for ham . 
Dagen gled hen med sneglegang . Han gad ikke 
gå til hjemmet , men søgte et fjernt osteri , hvor 
han ene i en mørk krog tvang sig til at nyde 
noget . 
Hen ad eftermiddag gik han ud i villa Borghese . 
Han søgte hen til Fontaine » , der stod i skjul af de 
tætte steenege . Her kastede han sig ned på en bænk 
og lå udstrakt og ubevægelig , som om han sov ; 
men det var kun en dvalelilsland ; thi han hørte 
stadig vandets rislen og nattergalens kærlighedsfuldt 
klagetoner , imedens det ene billede efter det 
andet drog forbi ham i drømmenes underfulde skær : 
han syntes at se englene svæve om sig , idet 
han hørte dem sagte gribe i harpernes strenge . 
Englene viste , hvor Anna altid tålmodig og kærlig 
var kommen ham i møde på bøgevang , nagtet hun 
så ham daglig mere og mere fjerne sig fra hende ; 
men hun blev dog uforandret trofast og kærlig . 

„ Husker du det , husker du det ? “ sang englechoret 
for ham , og harpetonerne gjengave sangen 
som i et Echo . 
Men nu trængte dæmonerne sig skadefroe frem ; 
under bacchantiske bukkespring overdøvede de harpetonerne , 
og idet de grinede hen imod englene , viste 
de billeder fra den sidste tid af Victors og Annas 
samliv , hvor han altid havde nærmet sig så kærlig , 
medens Anna stadig var bleven mere kold og 
indesluttet . 
„ Glem ikke det , glem ikke det ! “ hujede de Victor 
i øret . 
— men hvem kommer der ! er det englenes 
eller dæmonernes ven ? — en hånd strøg blidt ned 
over Victors lukkede øjne og langs med hans kind ; 
han hørte et hjerte banke voldsomt nær ved sit , idet 
et par læber berørte hans og det med en underlig 
flamme , som i et nu for elektrisk igennem ham . 
Han åbnede øjnene , men lukkede dem uvilkårlig 
hurtig igen . Synet var så blændende , at han 
troede , han drømte endnu . — det var annarella , 
der ved den nedgående sol blev belyst af en enkelt 
stråle , som faldt igennem det zittrende løv og 
overgød hendes skønhed med en magisk glans . 
Hånden strøg atter hen ad Victors kind , og 
atter følte han de brændende læber ; da hævede han 

sig op . Annarella knælede ned foran ham , idet hun 
omslyngede hans liv med sine arme . Hendes stemme 
havde en forunderlig blød klang , idet hun tiltalte 
ham : „ O , Don Vittorio , hvorfor så mørk ? er vi 
ikke unge , og skal ungdommen ikke nyde ? Hør nattergalen , 
hvor den kalder ! se solen , hvor den smiler 
til os ! “ og hun trykkede ham fastere ind til sig . 
„ Jeg har elsket dem altid . De har forladt og hånet 
mig , og dog kommer jeg til dem som en tigger 
forat betle om en smule kærlighed ; und mig dog 
den , und mig dog den ! “ klagede hun så bønlig ; og 
hun slyngede sine arme om hans Hals og bøjede 
hans hoved ned mod sit , — da mødtes deres læber 
atter og atter . 
Englene græd og dækkede fly ansigtet med vingerne , 
dæmonerne skogrede , så Victor døvedes for 
englenes gråd , og han fulgte den lokkende sirene . 
Næste dag er Victor med feberagtig Iver beskæftiget 
i sit atelier med at male en ariadne , der 
ligger og kæler for Bacchus ' pantter , som trykker sit 
hoved indsmigrende op til hendes nøgne bryst . 
Annarclla sidder model for ham . 

Anna troede Victor ude i albanerbjergene med 
Martini , og hun fslte lidt hvile ved at tænke på , 
at han var sammen med denne trofaste ven . Dagene 
forløb temmelig ensformig i klosteret , en stor 
del af tiden gik med at høre pater Anselmos foredrag , 
der fornemmelig afhandledc dogmerne om Madonna 
og helgendyrkelsen . Forat anføre bevis for 
nødvendigheden af at have disse som midlere sagde 
han : „ Kan du gå med en , bøn til din jordiske 
konge uden at være nødt til først at bede en af hans 
hofmænd om at melde dig , eller en af hans ministre 
om at forebringe bønnen ? Er det så med den jordiske 
konge , hvor meget mere må det da være tilfældet 
med den himmelske , hvis ttrone står så 
uendelig højt , at vore svage råb aldrig ville nå 
op til ham , dersom de ikke bares fra mund til mund , 
først af helgene og så af Madonna , der knæler 
på ttronens øverste trin og i nåderig kærlighed 
overrækker vore bønner . “ 
Der havde alt rørt sig i Anna som en fornemmelse 
af modstand , da søster Margherita engang 
havde yttret noget lignende til hende ; men nu rejste 
den sig i sin fulde styrke . „ Nej ! nej ! “ råbte det 
i hende , „ dette er en falsf lære ! “ Hun følte så 
klart , at den troendes forhold til den treenige gud 
ikke er som undersåtens til kongen , men som kongebarnets 

til kongefaderen , og hun kastede sig jublende 
i sin kongelige faders arme . 
Dog hentede hun også mangen glædelig oplysning , 
som jo findes i kattolicismen ved den nedarvede 
tradition . Helgenene med så mangt et skønt 
og ædelt træk af deres liv glædede det hende at 
høre om , når de kun måtte stå for hende som 
hendes medmennesker ; men det var hende utåleligt , 
med det lys , der nu var tændt i hende , af høre om 
al denne menneskeforgudelse . 
Snart mærkede man i klosteret med undren , 
hvad retning Annas ånd havde taget , og der rejste 
sig kulde imod hende . Søster Margherita søgte vel 
alter af gøre sin indflydelse gældende for at drage 
hende tilbage i det gamle spor ; men alt arbejde var 
her spildt , da Anna nu i det klareste dagslys så 
vejen så tydelig ligge åben for sig . Hvor havde 
hun dog nu gavn af de tidligere samtaler med 
Jørgen og Lene ! Så meget af , hvad de havde sagt 
hende , og som hun ikke anede , af hun havde beholdt , 
dukkede nu atter op , og det var hende , som om hun 
så deres glade ansigter smile sig i møde ved forståelsen 
af deres ord . Hvor frydede hun sig ikke til , af 
tiden snart var omme , og af hun da igen skulle forenes 
med Victor ; hvor ville deres samliv nu blive lykkeligl , 
ja hvor skulle ikke det lys , der nu var tændt for 

hende , også lyse for ham og opvarme ham ! Hver 
gang en ny tanke klarede sig for hende , glædede 
hun sig til af meddele ham den ; ja i alt , hvad hun 
end tænkte , gik tanken om ham stadig ved siden . 
Hun syntes så vist at føle på sig , at han måtte 
tilgive hende ; hun skulle i det mindste ikke aflade ; 
men blive ved at bede og trygle ham , til han atter 
i kærlighed bøjede sig ned imod hende . Hun mærkede 
ikke , at hun de sidste dage gik ganske forladt , 
da nu alle havde vendt sig bort fra hende ; hun var 
ufølsom for det ; thi i hende jublede det mere og mere : 
„ Nu skal du snart favne Victor ! “ 
Endelig kom den så længselsfuldt ventede dag ; 
henrykt , med en strålende mine , forlod hun klosteret , 
og som båren af vinger nåde hun hjemmet , 
hvor hun så sikkert ventede at få Victors tilgivelse . 
Straks 
da værtinden åbnede døren , spurgte 
hun om Victor ; men svaret lød , at han kun havde 
været hjemme den første nat , efter at hun var gået 
til klosteret ; senere var han ikke bleven set . — han 
måtte altså endnu være på landet , tænkte Anna ; 
men hun blev dog underlig urolig i sindet , da hun 
så vist havde ventet at træffe ham . „ Iaften må 
han dog komme , “ tænkte hun atter ; „ men hvordan 
skal jeg få tiden til at gå , indtil han kommer ? — 

jeg vil gå op i hans atelier og ordne hans sager , 
så er jeg dog besfjæftiget med ham ; “ og hun 
tog den nøgle , som han havde givet hende , for at hun 
til enhver tid , selv når han ikke selv var r atelieret , 
kunne lukke sig ind . 
- „ Mon det ikke skulle være muligt , når jeg i 
dette øjeblik åbner døren , at jeg da seer ham ? “ — 
dette tænkte Anna , idet hun lagde hånden på låsen , 
og den forunderligste blanding af følelser rørte 
sig i hende , så at hjertet gav sig til at banke , som 
om det skulle sprænges . Hun måtte standse et øjeblik 
med hånden på nøglen ; men da drejer hun 
rask om , og døren springer op . Først blændes hun 
af det stærke Sollys , der nu ved aftenstid falder 
ind ad vinduet lige for indgangen ; men da hun 
får øjets brug igen , seer hun , at midt i lyshavet 
sidder den dejligste kvindeskikkelse , halv nøgen , med en 
vedbendkrands om hovedet og et glas fyldt med 
vin i hånden . Endnu et glas og flere tømte 
flasfer stå på bordet ved hendes side . I det 
kvinden feer Anna , rækker hun smilende glasset med 
vinen ud imod hende med et , fuvori8eu , 
uorn ! “ 
Anna står et øjeblik som fastnaglet ; da træder 
hun et skridt nærmere og spørger : „ Er signor 
Vittorio ikke her ? “ Hidtil havde hun ikke bemærket 

andre end den skønne kvinde ; men nu seer hun en 
skikkelse ligge knælende på gulvet med hovedet i 
kvindens skød , og idet hun nævner Victors navn , 
vender et søvndrukkent , blegt ansigt sig om imod 
hende ; — og Anna genkender med rædsel sin husbond . 
Hun giver et vildt skrig og styrter baglænds 
ud ad døren . Først svimler hun og griber fast i 
trappegelænderet ; men da hører hun en skingrende 
latter inde fra atelieret , og som forfulgt af furier 
styrter hun ned ad trappen og ud på gaden , hvor 
hun farer afsted som et jaget vildt . Det var en 
ensom , snever gade , hvor der kun gik et par enkelte 
mennesker . Disse stod stille og så med undren efter 
hende . Men takket være natten , der i syden så 
pludselig breder sit mørke slør såvel over de bedrøvede 
som over de glade , -— i dette øjeblik blev den 
jammerligste skikkelse medlidende skjult under sløret . 
Anna standsede ikke , men ilede fra den ene gade 
ind i den anden . Endelig segnede hun udmattet om 
ved foden af peterskirken . Hun flæbte sig op ad 
trappen og hen i en krog i vestibulen , hvor hun 
krøb sammen bag et par søjler og søgte at skjule 
sig for alt , om mulig også for sig selv . Efter at 
have siddet således en lang tid , sammensunken og 
som i en døs , begyndte dog livet atter at røre sig 
i hende . Hun sandsede nu sin gruelige stilling ; men 

hvad fluide hun gøre ? hvor skulle hun vende sig 
hen ? — hjemmet kunne hun ikke tåle at tænke på ; — 
klosteret ? nej der fluide de ikke se hendes elendighed ; 
de ville jo kun spotte hende og kalde hendes 
smerte Madonnas straf ; — til bekendte da ? nej , 
hvor kunne hun gå til nogen og bede om husly ; 
så måtte hun jo blotte Victors brøde ; — til et 
hotel ? ja der ville hun gå hen . Hun føler i sine 
lommer ; men hun har ikke en skilling hos sig : „ Nå , 
så bliver jeg her ; Vorherre sender mig vel hjælp 
imorgen . “ Hun hyller sig ind i sit schawl og skjuler 
sig tættere inde bag søjlerne . Og således fandt den 
medlidende søvn hende . 
I morgenstunden vågnede Anna , skræmt op , 
ved at noget koldt og fugtigt berørte hendes ansigt 
og hænder . Det var en stor , udmagret hund , der 
snusede om på hende , idet den venlig logrede ; det 
rørte Anna , at så elendig , som hun følte sig , så 
gaves der dog et levende væsen , der syntes at søge 
trøst hos hende ; hun trykkede hundens hoved op 
til sig og klappede den venlig ; så rejste hun sig op 
forat gå ind i kirken ; men da hun havde fået 
hævet det tunge tæppe til det halvmørke rum , der 
fører fra vestibulen til kirken , følte hun sig greben 
af en stærk svimmelhed , så at hun segnede ned på 
en af de skamler , der på festdagene benyttes af tiggerne , 

som sidde der og klingre med deres bøsser . 
Udmattet var hun både af nattekulden og af sult , 
da hun intet havde nydt , siden hun forlod klosteret . 
Sulten knugede hende stærkt ; men hun havde jo ikke 
en skilling til at tilfredsstille den for . Hun krøb 
fammen på skammelen og sad der bedrøvet , en afmagt 
nær . Hunden havde fulgt hende og satte sig 
logrende ved hendes side , idet den lagde sit hoved i 
hendes skød . Da bliver forhænget for kirken hævet , 
og en rigt klædt ung dame træder ud efter endt 
morgenmesse . I halvmørket tror hun , at Anna 
er en tiggerske ; hun tager en større sølvmønt 
op af sin pung og trykker den i hendes ' hånd . 
Anna rækker forundret mønten tilbage ; men damen 
støder blidt hånden fra sig , idet hun i en glad og 
venlig tone siger : „ Jeg ved jo godt , at det er en 
stor mønt ; men for mig har solen rejst sig til den 
største glædesdag i mit liv ; derfor vil jeg så gerne 
give dem , der er fattige på glæde , lidt at fornøje 
sig over , “ og hun forsvandt i det samme bag 
det andet forhæng ud til vestibulen . Anna sad som 
lammet med pengene i hånden : „ Hun tror , at jeg 
er en betlerske ; ja hun har ret , jeg er rigtignok kun 
fattig på glæde ! “ Nu svimlede det atter for hende , 
og hun følte , hvor hungeren pinte . Hunden peb 
og skrabede med sin pote op ad hende ; hvor så den 

dog elendig og udmagret ud . „ Ja du kan også 
nok trænge til noget , “ sagde Anna , idet hun medlidende 
klappede den , „ nu har vi jo penge , min ven “ , 
tilføjede hun i en underlig , halv vemodig , halv bitter 
tone , „ vi må have noget at spise ; “ og hun rejste sig 
og listede over den store pctersplads hen i en lille 
case . Her søgte hun et afsides værelse , hvor hun 
lod sig bringe kaffe og brød . Hun gav hunden et 
stykke , som den flugte med grådighed , og hvor 
vederkvægede ikke den varme , oplivende drik hende 
selv . Hun følte såvel sine legems- som sine åndskræfter 
vende tilbage , så at hun med klarhed kunne 
tænke over sin stilling . Bort fra rom måtte hun , 
og det endnu i dag . Nu huskede hun på sin plejemoders 
sidste ord ved afskeden : „ For det tilfælde , 
at du engang skulle komme i nød for penge , har 
jeg givet min banquier ordre til at udbetale dig 
på min conto , hvad du forlanger . “ Samme banquier 
besørgede også på den tid consulforretningcrne 
for skandinaverne i rom , så hun kunne tillige 
bede ham besørge sig et Pas . Hun begav sig straks 
derhen i den største angst for at møde nogen , hun 
kendte . Uset nåde hun hen til banquieren , der 
var meget forekommende og lovede at lade passet 
besørge inden middag . Den sum , hun forlangte , 
leverede han hende straks i en rulle guldpenge . 

„ Så snart passet er i orden , skal det blive 
sendt til fruens bolig , “ sagde banquieren forbindtlig ; 
„ jeg håber , at hr . Bergmann befinder sig vel ? — 
men hvor vil det blive ensomt for ham , når fruen 
rejser ! Martini har altid omtalt ægteparret som så 
uadskilleligt . “ Anna stod forlegen og stum ; hvad 
skulle hun svare til alt dette ? Endelig fik hun 
sagt , at han ikke behøvede at sende passet , da hun 
helst selv ville hente det . Hun hilste og gik , idet 
banquieren forundret så efter hende . 
„ Når jeg engang igen seer Martini , må jeg 
have frittet ud af ham , hvad her kan være i vejen ; 
hvor så hun dog bleg og forgræmmet ud ! Ja , 
man er vel faren ved ingen kone eller børn at have , “ 
Sagde den gamle pebersvend , idet han gned sine hænder 
og satte sig ved pulten for at se regnsfaberne 
efter . 
Anna begav sig nu til posthuset , hvor hun tog 
en plads til diligencen til Florents ; men den gik 
først sent på eftermiddagen , så hun måtte tage 
et værelse i et hotel , hvor hun lagde sig på sengen 
og fik et par timers hvile . Der bragtes et 
måltid , hvoraf hunden , der stadig fulgte hende , 
fik den største part . Tiden til diligencens afgang 
var nu snart forhånden ; Anna hentede sit Pas og 
begav sig til posthusets ventesal , hvor hun tilbragte 

en times tid stille og nedsunken i sine egne tanker . 
Endelig kom konduktøren og meldte , at vognen holdt 
for døren . Hunden peb og så så bønlig op til 
Anna ; hvor kunne hun nænne at lade den blive tilbage ; 
hun stak et pengestykke i konduktørens hånd ; 
han lod hunden tage plads med i vognen . Vogndøren 
lukkedes , posthornet lød , og vognen rullede 
rafl gennem roms gader og ud ad porten imod 
nord . 
Anna førtes stadig længere og længere bort fra 
det kæreste , hun ejede på jorden , — men som hendes 
tragiske skæbne nu syntes for stedse at have skilt 
hende fra . 
Syttende capifel . 
Anna kom træt og syg til florcnts . Hun måtte 
straks lægge sig til sengs , og en feber indfandt sig , 
som nogle dage aldeles berøvede hende bevidstheden . 
Da hun atter vågnede , stod det som i en tåge for 
hende , at hun lå syg i et hotel i Florents ; hu 
var imidlertid så mat , at hun ikke kunne tåle at 

tænke sig om . Hun så , at der ved hendes seng 
fad en gammel dame , som søgte at holde hunden 
tilbage , da den ville springe op ad hende , idet den 
mærkede , af hun rørte sig . Men hun lukkede snart 
øjnene igen og lå atter den hele dag i en døs , 
indtil hun hen ad aften flere gange trak vejret dybt , 
og på engang var sygdommen som løftet af hende , 
og hun følte velvære efter den lange hvile . Hun 
så atter den gamle dame . der velvillig bøjede sig 
frem imod hende , idet hunden peb og logrede for at 
gøre sig bemærket . Nu erindrede hun af have set 
denne dame i rom , og snart stod det klart for hende , 
af det var en fransk malerinde , mademoiselle Sarasin . 
Hun var nu på rejse hjem til Paris og 
ville kun opholde sig nogle få dage i Florents . 
Tilfældig kom hun til af bo i samme hotel som 
Anna . Opvarteren fortalte om den fremmede unge 
dame , der lå så syg og alene . Hun gik derfor 
til hende og så med forundring , af det var Anna , som 
hun vel kun havde set et par gange , men så ofte 
hørt omtale af Martini , der altid var uudtømmelig 
i af fortælle om , hvilken lyksalighed dette unge ægtepar 
levede i . Det var hende derfor ubegribeligt , 
hvorfor Anna var her og så alene . Lægen erklærede , 
at Annas sygdom kun var mathed , og , som 
han antog , en følge af voldsomme åndsanstrengelser ; 

men hvorved disse vare fremkaldte , kunne hverken 
han eller mademoiselle Sarasin udgrunde . At 
Anna havde foretaget en hovedkulds afrejse , så mam 
deraf , at hun siet intet tøj førte med sig . „ En stor 
ulykke må der være mødt hende , “ tænkte mademoiselle 
Sarasin , men da Anna var for svag , til at man 
kunne tale med hende om hendes forhold , bestemte 
den gamle dame sig til at skrive til Martini , da 
det dog var muligt , al han kunne hjælpe . Hun 
fortalte vennen , i hvilken elendig tilstand hun havde 
fundet Anna , og bad om hans mening om , hvad der 
var at gøre for hende . 
Martinis svar var utilfredsstillende . Det varslede 
om store ulykker ; men hvori de bestod , kunne 
man ikke se af brevet . Heller ikke var der noget 
bestemt råd om , hvad man skulle gøre i øjeblikket . 
Kun bad han om , at Anna ville blive rolig i Florents , 
til der atter kom brev fra ham . Så snart 
det var muligt , skulle han skrive , og han håbede , at 
alt da ville se lysere ud . 
Tre uger hcnflæbte sig således . Mademoiselle 
Sarasin skulle fil af rejse videre ; men hun havde 
ikke hjerte fil af forlade Anna , og blev holdt tilbage 
ved hendes forladte tilstand . Der var også 
noget så indtagende , som fængslede fil Anna med 
en uforklarlig magt . Uagtet al den elendighed , som 

skæbnen havde bragt over hende , og som bevirkede , 
af hun fil sine tider var knuget fil jorden som 
krybet , var der fil andre tider en ejendommelig 
kraft over hende , der forunderlig mægtig kunne 
hæve hende op over disse jordiske forhold , og da 
syntes det , som om hun alt boede i himlen og tog 
del i englenes jubelchor om den mærgligstes 
ttrone . I sådanne øjeblikke var hendes tiltrækningskraft 
aldeles nimodståelig , så af enhver , der 
så denne beåndelse , måtte følge med op imod den 
højere sfære , hvori hun da levede . Men rystende 
var det af se , hvorledes hun , som hun var mest 
greben af henrykkelsen , kunne slå hænderne for 
ansigtet og jamrende » dråbe : „ O Victor , Victor ! 
Er det dog muligt , af vore veje for altid er sfilte ! “ 
Men når fortvivlelsen da steg fil en styrke , som 
om den skulle tilintetgøre hende , da sendtes den 
højere hjælp hende atter , så af hun ikke alene åndelig , 
men også legemlig hævede sig ; i sådanne 
øjeblikke følte man sig i hendes nærhed , som om 
man var i en kirke . 
En dag sidde mademoiselle Sarasin og Anna 
ude på den åbne altan . En akacie strækker sine 
grene højt op over dem og giver en svalende skygge 
for de varme solstråler . Anna føler med hvert 
åndedræt , hvor luften styrker hende . Mademoiselle 

Sarasin lader bogen , hvoraf hun har læst højt , et 
øjeblik hvile for at se på Anna . De nikke kærlig 
til hinanden , idet de begge føle en velværen i øjeblikket . 
Da banker det på døren , og tjeneren melder 
en herre , der ønsker at tale med mademoiselle 
Sarasin . Denne seer uvilkårlig hen på Anna , der 
hurtig har rejst sig op , men er bleven dødbleg . „ Det 
skulle dog ikke være Victor ! “ udbryder hun ; i det 
samme svimler hun , og mademoiselle Sarasin får 
hende lænet tilbage i stolen igen . 
Døren har stået på klem ; nu åbnes den 
helt , og Martini træder ind . Han har hørt Annas 
udråb og iler hen til hende . „ O Martini ! “ udbryder 
hun og strækker begge arme ud imod ham . 
Han lægger sin arm om hendes Hals og bøjer hendes 
hoved ind til sit bryst , idet hans øjne fyldes 
med tårer . „ Martini ! “ gentager Anna , „ hvor er 
Victor ? “ Tårerne trille ned ad Martinis kinder ; 
men han svarer intet . 
„ Men Martini , hvor er Victor ? “ spørger Anna 
atter , og det i en så bønlig tone , at det skærer i 
hjertet at høre det . Martini står endnu tavs , 
medens hans tårer trille hurtigere og hurtigere . 
„ O herre , du min gud og frelser ! “ ndråber 
Anna , idet hun strækker armene op mod himlen , og 
man hører af klangen i hendes stemme al den kval , 

der fylder hendes bryst ; „ Victor er død , Victor er 
død ! og jeg er den skyldige , ja himmelfle fader , 
du ved det , jeg er den skyldige ! “ 
Og i dette øjeblik gik det forsf klart op for 
hende , hvori hendes store brøde imod Victor bestod : 
det var ikke det , at hun var gået i klosteret ; det 
kunne være tilgivet ; men hendes brøde lå i , at 
hun feigt var flygtet , da hun så ham styrtet i en 
afgrund , og dette forårsaget ved hendes gang 
til klosteret . Havde hun forvundet det gruelige 
syn og i det øjeblik kaldt ham , da var han bleven 
vækket og havde hævet sig af afgrunden for at følge 
hende . Aldrig havde den uopløselige forening i 
ægteskabet stået klarere for hende end i dette nu . 
Victor og hun vare ikke mere to , men et . Ej blot 
om sorg og glæde vare de fælles , men også om 
brøden . Hvor kunne hun her stille sig udenfor Victor , 
sigende : din er brøden , bær du nu også ene 
vægten ; nej ! også om denne måtte de være fælles . 
Hun kunne ligeså lidt som Victor flye fra angerens 
furier , hvis svøbers susen hun alt fornemmede i luffen 
over sit hoved , og et rædselsskrig pressede sig 
frem af hendes bryst , idet hendes hele skikkelse sank 
sammen , som om den skulle tilintetgøres . 
Men få øjeblikke efter lå Anna knælende 
med hænderne foldede over brystet , og på hendes 

pande ttronede en forunderlig klarhed . „ Tak , fader ! “ 
Udbrød hun , „ Tak , at du tog hånd i byrden , 
der lige var ved at knuse mig . Nu vifter dit 
åndepust over mig , og jeg føler , du vil , jeg skal 
leve ; vil du , så vil jo også jeg ; men du må 
vise mig vejen , hvor du har gerningen til mig ! “ 
I dette øjeblik var der en sådan forklarelse 
over Anna , at hendes venner glemte al smerte og 
fyldtes af tak og pris for Herrens velsignelsesrigc 
nærhed . 
Tjeneren meldte , at vognen holdt for døren . 
Lægen havde ordineret en daglig kjørctur for at hjælpe 
på Annas kræfter . Mademoiselle Sarasin rejste sig 
forat følge hende . „ Nej , “ bad Anna , „ lad mig i dag 
køre alene ; jeg trænger i øjeblikket til ensomhed . “ 
Hendes stemme havde så megen alvor og fasthed , 
at der ikke kunne være tale om modsigelse . „ Trofast , “ 
Som hun kaldte sin hund , sprang logrende foran 
hende og lagde sig for hendes fødder i vognen . 
Mildt nikkede hun til sine venner , og vognen rullede 
afsted . 
„ Men sig mig dog for himlens skyld , hvad 
betyder alt dette ? “ udbrød mademoiselle Sarasin , da 
hun var ene med Martini . 
„ For mig er det tildeels også en gåde , “ svarede 
Martini , „ jeg skal imidlertid meddele dem , hvad 

jeg ved . “ Og han fortalte om den aften , han sidst 
havde set ægtefolkene sammen , og om , hvor forstemte 
han imod al sædvane havde truffet dem . 
Han måtte til frascati for at male studier og var 
alt taget bort den følgende dag ; men han havde 
ingen ro på sig derude for det uhyggelige indtryk , 
han sidst havde modtaget hos Victor og Anna . I 
det håb , at en tur på landet i det fortryllende 
forår ville gøre dem godt , sirev han til Victor 
og opfordrede ham til at komme med Anna , så at 
de næste dag kunne tage del i en større landtur , 
som han med flere konstnere havde for ; men de kom 
ikke og sendte heller intet brev . Efter således forgæves 
at have ventet i flere dage , tog Martini ind 
til rom . Han søgte straks Victor i hans bolig ; 
men den fandt han tom . Værtinden fortalte , at 
Anna havde tilbragt otte dage i et kloster i retraite , 
som romerne kalde det . Hun var kommen 
tilbage aftenen forud og havde straks spurgt efter 
Victor ; men da hun hørte , at denne ikke havde været 
set i otte dage , var hun gået bort , og siden havde 
værtinden ikke set nogen af dem . Martini blev 
højlig forbavset over denne efterretning og gik lige 
til Victors atelier . Nøglen sad i døren , men der 
var ingen derinde . Han så sig om — da fængs . 
Ledes hans blik af et billede , der stod på staffeliet ; 

det var kun halv færdigt , men så vidunderlig skønt , 
at han for et øjeblik glemte alt for at fortabe sig i 
befluelsen deraf . Det forestillede ariadne med pantteren , 
og Martini så , at det var annarellas skønne 
skikkelse , der her var fremstillet , han tog nøglen 
af døren og gik bekymret til sit hjem , idet uhyggelige 
tanker krydsede i hans hoved . 
Det var bleven sildig aften . Martini sad ene 
i sin stue og grublede over , hvor han skulle vende 
sig hen for at få rede på Victors og Annas 
skæbne . Da mærker han noget rave op og ned 
på hans dør , og lidt efter hører han et tungt fald 
udenfor . Han iler til døren . Idet han åbner den , 
seer han et menneske ligge på gulvet med hovedet 
på dørtærskelen . Han bøjer sig ned og genkender 
Victor . Med stort besvær sår han ham mere 
slædt end båret ind på sengen ; han får kaldt 
hjælp og sendt bud efter en læge , da Victors tilstand 
bliver ham ængsteligere og ængsteligere . Lægen 
seer betænkelig ud : „ Det er en stærk feber , og hovedet 
voldsomt angrebet . “ Den ene dag sniger sig 
hen efter den anden , men altid samme tilstand . 
Martini våger nat og dag hos sin yndling ; men 
endelig overvinder trætheden ham , så han må tage 
hjælp . Han får en kone til at våge om natten 
for selv at kunne hvile ud ; men angsten for den 

syge lader ham dog ingen ro . Efter et par timers 
søvn vågner han op og flynder sig ind for at 
se til Victor . Lampen var gået ud , den stod kun 
med en rygende tande ; Martini kunne se den røde 
glød på tanden ; men ellers var alt mørkt . Han 
følte sig frem og nåde sengen ; men hvilken rædsel 
betager ham ikke , da han mærker , at den er tom . 
Da han atter får tændt lys , seer han vågekonen i 
en tryg søvn ; men Victor er der ikke . Døren til 
klædeskabet står åben , klæderne ligge kastede ud 
på gulvet , man seer , at der i hast er grebet om i 
dem , — Victors klæder manglede . Martini skyndte 
sig ned ad trappen . Der var mørkt ; men idet han 
åbner gadedøren , seer han en skikkelse i en fart 
stryge sig forbi og ile ud ad døren . Han genkender 
straks Victor , der hurtig som vinden løber ned 
ad gaden . Martini iler efter ham , men kan ikke 
løbe så hurtig som den unge , så Victor får 
altid længere forspring . Da det er klart måneskin , 
kan Martini holde øje med ham , selv i den stedse 
større afstand . Nu er de på kiazza æol kopolo 
og øjeblikket efter ude af porten . Her træffer Martini 
en gensdarm , som med sydlænderens hurtige 
nemme af det par ord , som Martini i skyndsomhed 
meddeler ham , straks er sat ind i situationen , og 
i fuldt Spring sætter han efter den flygtende , der 

alt er drejet af lige til venstre udenfor porten , og 
snart befinde de sig alle tre på skrænten af Tiberen . 
Gensdarmen , derer en ung , kraftig Karl , tager 
et par voldsomme Spring og står i et nu side 
om side med Victor , — da trækker en tæt sky sig 
for månen , og i næste øjeblik er alt indhyllet i et 
dunkelt slør ; — der høres et pladfl i vandet som 
ved faldet af en tung genstand ; derpå bliver det 
atter dødsstille . Skyen driver forbi , og månen 
skinner fuldt og klart ; men ud over den mennesketomme 
vej og så langt øjet kan række hen ad den 
rivende strøm er intet spor af Victor at . se . 
„ Den rædsel , som greb mig ved dette skue , og 
som nu i øjeblikket atter griber mig , “ udbrød Martini , 
„ kan jeg ikke beskrive . Min skyld er det jo ; 
havde jeg ej så heftig forfulgt ham , og dertil gjort 
ham endnu ængstligere ved den tilkaldte hjælp , så 
havde han ikke styrter sig i floden , men levet endnu ! “ 
Og Martini kastede sig på knæ og skjulte ansigtet 
i hænderne , idet han i sin fortvivlelse hulkede 
heftigsåledes 
fandt Anna ham ved sin tilbagekomst 
fra køreturen . Hun var ligbleg , men rolig . Hun 
lagde hånden på Martinis skulder : „ Kære ven , “ 
Bad hun , „ se opad ! her på jorden er ingen trøst 
at finde for os ; men når vi bønlig bøje os for 

Herren , da sale vi hans kærlighed mere end byrdens 
tyngde . “ 
Martini beroligedes , og de sagde en stund fause 
sammen . Da erindrede Martini , at han fra rom 
havde medbragt et brev , der var kommet med posten 
til Anna , og han overrakte hende det . Man så 
straks en stærk bevægelse i hendes ansigt , idet hun 
lod øjnene løbe hen over de første linier , og alt som 
hun læste videre , rullede tårerne ned ad hendes 
kinder . Da hun var færdig , rakte hun Martini 
brevet til gennemlæsning . Det var fra Jørgen 
Jensen . Han melder om al den elendighed , der har 
fyldt bøgcvang ved efterretningen om Angelicas 
død . Hun blev begravet med sit nyfødte barn i 
armene . Grevinden var rent sunket sammen ved dette 
sorgens budsfab . Man beder Anna , hvis hun for 
en tid kan forlade Victor , da at komme hjem til 
bøgevang . Man tiltroer hende at være den eneste , 
der kan finde vejen til plejemoderens hjerte , som 
synes forstenet af sorgen og tillukket for alle andre . 
Martini blev stærkt bevæget ved læsningen af brevet . 
Da han rakte Anna det tilbage , så han med 
et deltagende blik ind i hendes øjne . Hun var 
fuldkommen rolig . 
„ Ja , kære ven , “ sagde hun med barme , „ jeg 
har så inderlig bedet Vorherre om at vise mig 

vejen , hvor jeg har at vende mig hen ; nu peger han , 
og jeg følger og takker for , at der endnu er en plads 
i verden , som jeg kan udfylde . Gud være lovet , at 
jeg nu er så vidt ved kræffer igen , at jeg straks , 
endnu i denne dag , kan tiltræde hjemrejsen . Jeg 
har nu ingen ro på mig ; hver time , jeg opholder 
mig her mere end nødvendigt , anser jeg som røvet 
fra den kærlighed , jeg flylder min plejemoder . “ 
Og som sagt , så gjort ; inden aften vare de 
nødvendige sager til rejsen anskaffede , passet viseret , 
og i den diligence , der gik imod hjemmet , sad Anna 
med sin trofast og vinkede til afsted ad mademoiselle 
Sarasin og Martini , der med tungt hjerte så 
deres kære , unge veninde drage så langt bort , og 
det ene , og med en så svær en byrde , som vel har 
hvilet på noget menneskehjerte . Men den trygge 
hengivelse i Vorherres faderarme , som Annas hele 
væsen udviste , meddelte sig også til hendes venner , 
så at de roligere , end det tidligere ville have været 
dem muligt , så hende drage bort , vidende hende 
under en beskyttelse , hvorimod deres jo kun var soni 
en dråbe i havet . 

attende capilel . 
Rejsen blev Anna trangere , end hun havde tænkt 
sig det . Da hun tiltrådte den , var tanken om at 
komme hjem for at trøste plejemoderen så stærk , at 
den ligesom bar hende fremad ; men efterhånden , 
som den ene dag lagde sig til den anden , og hun 
altid var ene med sine egne tanker , voksede disse som 
et net af slyngplanter , og ofte syntes vejen hende 
ufremkommelig . Da dreves hun mere og mere ind i 
fortvivlelsen , indtil målet strømmede over , så hun 
følte sin fuldkomne afmagt . Men da viste også 
guds hånd sig med værget for hende , idet hun 
gav sig hen i bønnen med barnets hele enfold , og 
jo mere hun bad , desto mere blev alt , hvad der hidtil 
havde forekommet hende uigennemtrængeligt , kun som 
spindevæv , og jordens sorger svandt ind til intet 
imod glæden ved paradisglandsen , som troens 
fakkel udbredte over alt , så langt hendes syn 
kunne nå . 
Alen hun vedblev dog , uagtet dette nådeslys 
så ofte skinnede for hende , af have det svage menneskehjerte , 
hvor livet altid arbejder som skibet 
på det bølgende hav , så lidt var hun højt 
oppe i de lyse regioner , men også ligeså ofte nede 

i de bælmørke afgrunde . Under disse stærke bevægelser 
skrede dog dagene , den ene efter den anden , 
fremad , og efterhånden nærmede hun sig mere og 
mere sin rejses mål , indtil hun endelig en aften 
lidt før solnedgang rullede over broen og ind i 
borggården på bøgevang . 
Hun var rejst så hurtig , af hun ikke havde givet 
sig tid til af skrive for at melde fin ankomst , så 
man ventede hende ikke . Hun modtoges af en klosterlig 
stilhed , og det varede noget , inden den gamle 
tjener viste sig . Han mødte ikke med en glad overraskelse 
ved af se Anna ; tans tog han imod hende , 
idet en inderlig bedrøvelse stod malet i hans ansigt . 
Anna var helt sunken ned i sin egen smerte . 
Ved atter at se bøgevang trådte det øjeblik , da 
hun sidst forlod det , så levende frem for hende med 
al den kærlighed og alle de forhåbninger , som bevidstheden 
om det snare gensyn med Victor indeholdt ; 
nu lå alt dette knust bag hende , og hun hørte atter 
sit eget jammcrfulde skrig og annarcllas hånende 
latter fra det sidste bløde med Victor . Erindringen 
greb hende så grusomt , at hun glemte alt andet for 
sin egen smerte , så da hun så den gamle tjeners 
bedrøvede mine , udbrød hun : „ Kender du da alt 
min grænseløse nød ? “ 
„ Ja , ja , “ svarede tjeneren , idet han rystede på 

hovedet , „ vor yndige komtesse Angelica ligger i den 
sorte jord , og den arme grevinde kender os ikke 
mere . “ 
Ved disse ord rejste Anna sig pludselig hsjt 
i vejret , og det var hende , som om hendes egen 
smerte faldt af hende som et klædebon . Hjertet 
bævede atter af kærlighed og længsel efter plejemoderen , 
og hun følte på ny med taknemmelighed 
Herrens henpegen til den plads , hvor han havde 
så megen gerning for hende . 
Tjeneren så med undren det pludselige omslag , 
der viste sig hos Anna ved hans svar , og et øjeblik 
for den tanke igennem ham : „ Mon hun skulle 
være bleven sindssyg ? “ men han var et hjertemenneske , 
og ved atter af se op på hende , følte han , af den 
Glands , der i dette øjeblik lyste over hende , kom 
lige fra hjertet , og han bøjede sig uvilkårlig for 
hende . Han syntes , af hun fløj , da hun i næste 
øjeblik hurtig som tanken for forbi ham op ad 
trappen , hen ad den lange steengang og ind i 
havesalen . Her standsede hun et øjeblik foran de 
åbne glasdøre : landskabet lå derude i dets hele 
forsommerlige pragtsom den junidag , da Victor første 
gang kom ind ad døren og kastede sig for hendes 
fødder , og skarer af tanker krydsede hinanden ved 
dette syn . Men en underlig , klagende lyd inde fra 

cabinettet vækkede hende til bevidsthed om øjeblikket , 
og hun ilede hen imod døren , hvorfra lyden kom . 
Men her blev hun atter standset på dørtærsklen 
ved det syn , der mødte hende . 
Værelset var halvmørkt , da gardinerne vare 
trukne for vinduet . I en lænestol sad grevinden 
sammensunken , bestandig rokkende frem og tilbage 
og med antoninsbilledet i hænderne , til hvilket hun 
syntes at fremmumle uforståelige ord . 
Det varede nogle øjeblikke , inden Anna kunne 
ryste den uhyggelige magt af sig , som dette syn 
udøvede over hende , men snart trængte kærligheden 
til plejemoderen frem og brød alle skranker , og ! 
Næste øjeblik lå Anna knælende foran den ulykkelige 
og slyngede sine arme om hendes Hals . 
„ Moder , moder ! “ udbrød hun , og det klang 
så varmt af al den kærlighed , hun var opfyldt af , 
„ her er jeg , din arme Anna ! mit liv kan jo nu kun 
få betydning ved de lysglimt , jeg kan sprede på 
din mørke vej ; slut mig i dine arme , moder ! 
Jeg trænger til at føle kærlighed ! “ 
Grevinden hævede langsomt hovedet ved de forsfe 
toner af Annas stemme , og hun sad nogle øjeblikke 
i en lyttende stilling . Sløvheden fortrængtes 
mere og mere ; ligesom stjerneskud glimtede der igen 
bevægelser hen over ansigtet , så man mærkede . , at 

livskilden atter havde frit løb . Nu rejste hun sig 
med et op af stolen og bredte armene ud imod 
Anna , som hulkende kastede sig til hendes bryst , og 
med en moders hele varme kærlighed omfavnede 
hun hende . Da brast jisskorpen , og smerten fik 
afløb i en tårestrøm , som for første gang brød 
frem efter jammersbndskabet . Således hvilede de 
nogle øjeblikke i hinandens arme , indtil Anna mærkede 
en sammensynkende bevægelse hos plejemoderen , 
og i næste øjeblik segnede denne afmægtig ned i 
lænestolen . 
Man havde set Anna køre igennem landsbyen , 
og rygtet derom var snart nået til skolen , 
så Jørgen Jensen og hans hustru begave sig straks 
på vej til bøgevang , og de betrådte havesalen 
netop i det øjeblik , Anna angst råbte om hjælp . 
De ilede til cabinettet , og snart vare de alle tre 
beskæftigede med at bære grevinden ind på sin 
seng . Efter nogle angstfulde øjeblikkes venten åbnede 
grevinden atter øjnene og vinkede ad Anna , 
som stille satte sig ved siden af sengen . Plejemoderen 
rakte efter hendes hånd , som hun trykkede 
fast i sin , idet hun så på Anna med inderlig 
kærlighed . Da lagde hun hovedet tilbage på puden 
og sov for første gang i lang tid en tryg , 
naturlig søvn . 

Anna rejste sig , tog en af sine venner ved hver 
hånd , og således gik de alle tre ind for de åbne 
havedørc , hvor de så den dejligste solnedgang 
udbrede sit trykkende skær over det fredelige landsfab . 
Rolig , under milde tårer , fortalte Anna vennerne 
med få ord , at Victor var dsd , og at hun 
nu for fremtiden blev hos sin plejemoder . 
Jørgen og Lene mærkede hendes forbehold i fortællingen , 
og de spurgte ikke , men nøjedes med i 
inderlig , deltagende kærlighed at slutte hende i deres 
arme og at udtale , hvor taknemmelige de vare 
over at forundes samlivet med hende , deres hjertes 
barn . 
Kort efter kom doktor Johnson kørende til 
bøgevang . Han havde lige med posten fået brev 
fra Martini , hvori denne meldte Annas nære ankomst 
og tillige fortalte , hvad han vidste om de sidste sørgelige 
tildragelser . Han trykkede Anna hjertelig i 
hånden og meddelte hende , at han lige havde haft 
brev fra Martini . Hun læste i hans ansigt , at 
han havde modtaget efterretninger , hende angående , 
og det var hende en lettelse , at hendes venner på 
denne måde fik at vide om sagernes stilling , 
uden at hun behøvede at udtale sig derom . 
„ Ja , min kære Anna , “ udbrød doktor Johnson 
efter at have været inde hos grevinden og set dennes 

trygge søvn ; „ der følger velsignelse i deres fodspor ; 
al min konst har intet kunnet virke ; men de 
var mester for hjertecuren , som vi dog alle efterhånden 
må bøje os for . Grevinden vil vel næppe 
nogensinde vinde de tidligere kræfter tilbage ; men en 
mild aften kan der dog nok med håb imødeses for 
hende , og gud ske lov , at de nu kan blive hos 
hende ; hun fortjener al den gjengjeld , de her kan 
yde . “ 
„ O tal ikke om gjengjeld , “ bad Anna , „ det er 
så stor en nåde , at der er skænket mig noget at 
leve for . “ 
Grevinden vågnede og kaldte på Anna ; hun 
kunne ikke have hende af syne . Anna måtte blive 
siddende ved sengen og holde hendes hånd i sin . 
Tårerne trillede ned ad grevindens kinder ; men 
hun smilede gennem tårer , når hun så på 
Anna . Da de om aftenen skulle skilles , og Anna 
sagde godnat , knælede hun i det samme ned ved 
sengen , og for første gang i sit liv bad grevinden 
bønnen højt sammen med Anna , og hun så barnlig 
glad ud , da denne sagde godnat og trykkede et 
Kys på hendes læber . 
Næste dag bragte en stor fremgang . Grevinden 
lod sig lede ind i havesalen . Vejret var sommervarmt 
og stille . Hun sad atter på den gamle plads 

med Anna lige over for sig . De talte kun enkelte ord ; 
men det milde solskin , der lyste ud af begges øjne , 
havde en gensidig lægende kraft , så at hver for 
sig følte kærlighedens lindrende balsam . 
Da doktor Johnson senere på dagen kom 
forat se til grevinden og ytrede ønsket om at være 
noget ene med hende , benyttede han øjeblikket til så 
skånsomt som muligt at meddele hende Annas sørgelige 
skæbne . Det bevægede grevinden meget ; men 
det vakte også med forøget styrke følelsen hos 
hende af , hvad hun nu måtte være for Anna , og da 
denne atter trådte ind i stuen , åbnede plejemoderen 
sine arme imod hende og trykkede hende i sin 
favn på en sådan måde , at der intet ord behøvedes , 
forat Anna kunne forstå , hvilke meddelelser 
doktor Johnson havde givet . 
Dagene giede nu hen uden at bringe synderlig 
forandring . Grevinden var så vel , at hun kunne 
sidde oppe ; men afkræftet var og blev hun . Hendes 
åndelige evner vare også på en måde svækkede , 
idet så meget , hun før havde grebet med største livlighed , 
nu lå hen uden værd for hende . Anna prøvede 
på at forelæse hende af de store digteres værker , 
som før havde bragt begejstringens glød på hendes 
kinder ; men nu rystede hun kun på hovedet og 
sagde : „ Det trætter mig , Anna ; disse er nu lukkede 

bøger for mig . “ Når Anna derimod sang en psalme 
eller læste et stykke af bibelen for hende , da lyttede 
hun med barnlig enfoldighed dertil og smilede takkende 
til hende . 
Jørgen Jensen og Lene , hvem grevinden vel 
altid havde viist velvilje for deres kærlighed til 
Anna , men som dog hidtil havde stået i et formelt 
forhold til hende , blev nu daglige og kære gæster 
på bøgevang . Grevinden lyttede til Jørgens indenfor 
christendommens grændser ofte åndfulde tale , 
og hun optog med glæde hans forflag om visse 
dage i ugen at holde bibellæsning for folkene på 
gården . 
De samledes nu alle i en stor sal , hvor grevinden 
sad i sin lænestol med Anna ved siden og 
gårdens tyende i en kreds omkring sig . Alle lyttede 
de til Jørgens klare og hjertelige foredrag . 
Derefter blev en psalme sunget , og før de stiltes , 
bad de i forening . Mangt et lysglimt kom frem , 
hvor alt før havde hvilet i en skummel dvale , ved 
den varme , der udgik fra ånden i denne lille forsamling . 
Grevinden nikkede mildt til alle , når de 
skiltes , og hun så hver gang disse forsamlinger 
imøde med mere og mere glæde . 
Den virksomhed , som grevinden hidtil havde 
bestridt ved styrelsen af godset , lagdes nu over på 

Annas skuldre . For hende var det en stor trøst 
af have denne beskæftigede , hvorved Jørgen og Lene 
trofast ydede deres hjælp . Hun fik derved lejlighed 
til af støtte mangen nødlidende og skaffe mangen 
virksom tilstrækkeligt arbejde . Det var velgørende 
for hende , af hendes tid således toges i beslag ; 
men det kunne dog ikke bortvejre de trange timer , 
der stadig vendte tilbage og bragte hende til af fælde 
mange bitre tårer . 
Hendes hjerte hang så varmt ved mindet om 
Victor ; men med disse erindringer fulgte der altid 
en kvælende uro . Tanken om det frygtelige brud 
på hans skønne , strålende liv bragte stedse en 
skærende mislyd til hende . Hun kunne aldrig komme 
til rette med , af hans bane skulle være endt således . 
Imellem glimtede underlige muligheder frem 
hos hende , af det dog måske forholdt sig anderledes , 
end hun i sine tanker havde formet sig det . Hun 
havde selv udtalt ordet om hans død , Martini 
havde ikke nævnt det ; men ved sin taushed bejaede 
han jo hendes udtalelse , og hun skød atter disse forsængelige 
håbglimt fra sig ; men så rullede også 
et mørkt dække ned for hende , og hun blev kuet af 
sorgen , indtil hun atter fik sig rejst ved bønnen . 
Deri fandt hun stedse mere og mere styrke , og hun 
havde nu det faste håb , af Vorherre ville lade 

hende gå sejrrig ud af kampe « . Hun bad af hjertens 
grund , af hun måtte nå målet sammen 
med Victor , på hvad måde Herren så end i sin 
biisdom ville lade dette ske . 
Dage og måneder glcdc således hen for beboerne 
af bøgevang . Anna var i stadig virksomhed 
og fik altid mere magt over de mørke tanker ; 
hun klyngede sig fastere og fastere til håbet om 
gensynet med Victor hisset . Men hendes legeme 
undgik ikke sporet af de stærke åndelige kampe , og 
doktor Johnson rystede ængstlig på hovedet , når 
Jørgen og Lene glædede sig ved imellem af opdage et 
rødmende skær på Annas hidtil så blege kinder , 
„ Den rødme huer mig ikke , “ sagde lægen ; „ og 
læg mærke til øjnenes underlig forklarede glans , 
som stadig følger rødmen ; men vi må se til 
af holde hende i rolig virksomhed og dæmpe de 
stærke sindsbevægelser ; så kan det onde , der nu 
arbejder sig frem i hendes legeme , måsfee hæves 
med årene . “ Men så rystede han dog atter betænkelig 
på hovedet . Disse udtalelser af doktoren 
vakte bekymring og ængstelse hos Annas venner . 
Jørgen og Lene elskede hende så højt , at hun var 
bleven som midtpunktet , hvorom alt drejede sig hos 
dem . „ Hvor vil jorden dog se øde ud uden hende ! “ 

sukkede de , og en hjertelig bøn for deres elskede barn 
steg op til Herren . 
Vinteren var alt stridt , og foråret med al dets 
liflighed tittede ud af hver knop og spire i den 
opvågnende natur . 
Men alt som dagene blev længere og lysere , 
blev grevinden svagere og svagere . Snart kom den 
tid , da hun ikke mere kunne forlade lejet . Anna 
var hjertelig bedrøvet ; hun havde altid elsket plejemoderen ; 
dog , den glæde ved samlivet i troen , 
som hun nu delte med hende , overgik jo langt al 
tidligere ; men derved ville det også blive dobbelt 
savn , når døden nu skulle stille dem ad . 
Anna havde flyttet sin seng ind i plejemoderens 
sovekammer for hvert øjeblik at kunne være 
på rede hånd . 
Hun havde en aften siddet længe og hørt på 
grevinden , der ikke kunne blive træt af i sin erindring 
at tilbagekalde scener fra sit lykkelige ægteskab 
og fra Angelicas barndom . Mangt et billede 
bragte lignende erindringer srcm hos Anna fra samlivet 
med Victor , så det gentagne gange sittrede 
smertelig igennem hende . Endelig bøjede hun sig 
ned og bød godnat , idet grevinden trykkede et Kys 
på hendes pande . 
Anna lagde sig og græd stille , til hun sov ind ; 

men længe havde hun ikke sovet , før hun for skræmt 
i vejret , vækket ved klangen af den lille sølvklokke , 
der stod ved grevindens seng . Hun ilede hurtig 
hen til sengen , hvor grevinden kaldte med svag 
stemme . Da Anna kærlig bøjede sig ned over 
hende , bad hun : „ Anna , lad mig holde dig i hånden ; 
jeg har det så underlig , men dog så godt . 
Ja , Anna , “ udbrød hun efter en pause , „ nu kalder 
Herren ! “ — det var de sidste ord , og hun lå 
stille , som om hun sov ; men Anna for angst op , da 
hun ikke mere hørte åndedrættet , og nu så hu « , 
at døden alt havde sat sit mærke på de kære træk . 
Nittende capifel . 
De uhyggelige dage med forberedelserne til begravelsen 
og med selve denne sørgefcst vare tilendebragte . 
Anna 
vågnede den næste morgen til al den 
uhygge , som følger efter en begravelsesdag . Hun 
gik om i stuerne , som om hun søgte efter den , hun 
dog vidste , hun aldrig mere skulle træffe her på jorden . 

hun satte sig ned og grundede over , hvor hun 
nu skulle vende sig hen , og hvad hun skulle foretage 
sig ; da hørte hun en vogn rulle over broen ind i 
borggården , og kort efter trådte doktor Johnson 
og herredsfogeden ind i stuen . Doktoren var af 
grevinden udnævnt til executor i boet , og herredsfogeden 
var der på embedsvegne . De havde alt 
dagen efter grevindens død forseglet hendes gemmer , 
og nu kom de for at åbne dem og undersøge 
testamentet . Man vidste , at grevinden for nogle 
år siden havde ordnet alt lovmæssig ; men ingen 
kendte hendes bestemmelser . 
Herrerne opholdt sig en stund i cabincttet for at 
undersøge papirerne . Derpå kom de ind til Anna 
og oplæste testamentet for hende . Det var skrevet 
tre år før Angelicas giftermål . Denne var på 
grund af den fødte ret universalarvingen ; det var 
hende imidlertid pålagt at udrede en årlig livrente 
til Anna . 
„ Skulle Angelica være død før mig , “ skrev 
grevinden videre i testamentet , „ så tilfalder hele 
arven min anden datter Anna , da hverken min mand 
eller jeg har nærmere slægt , og Anna så fuldt har 
indtaget en datters plads i mit hjerte . “ 
Disse kærlige ord bragte tårer i Annas øjne , 
og hun erkendte med taknemmelighed den store betydning , 

det havde at komme i besiddelse af så megen 
rigdom . Nu kunne hun uhindret fortsætte sin tidligere 
virksomhed og være til gavn og glæde for 
de mange , der trængte til hendes hjælp . Hun følte 
som sagt taknemmelighed derover ; men den glæde , 
det ville have forårsaget hende , hvis hun var kommen 
i besiddelse af disse herligheder , medens hun 
endnu var sammen med Victor , kunne hun ikke mere 
søle . For hendes eget vedkommende havde rigdommen 
ingen betydning ; om hun skulle ende sit liv i 
en hytte eller i et slot , var hende ganske ligegyldigt . 
Anna 
sølle trykket af ensomheden midt i al 
rigdommen . Hun ønskede , at Jørgen og Lene ville 
flytte op på gården til hende ; men de bad hende 
opgive dette ønske . De vare vante til det tarvelige 
liv i den lille skolebygning , så de ville aldrig blive 
hjemme i de store sale , hvorimod de med glæde 
daglig ville besøge hende . 
Og således blev det . Hver eftermiddag få 
man de gamle ægtefolk vandre ud af landsbyen og 
op på gården . Som oftest mødte Anna dem på 
halvvejen , ledsaget af sin trofast . På denne måde 
gled tiden stille og ensformig hen for Anna og 
hendes venner . 
En sag lå Anna meget på hjerte ; det var 

den måde , hvorpå sjælesørgerens plads var udfyldt 
for hende og hendes undergivne . Den gamle 
præst var , som tidligere fortalt , en jevn og godhjertet 
mand , men med blikket alt for lidt åbnet for , 
hvad der hører åndens rige til , så det var umuligt , 
at han kunne sprede lys for andre . Anna talte 
ofte med sine venner herom . Jørgen og Lene sukkede 
også ved det mørke , der hvilede over det mesfe 
af sognet ; noget lys havde Jørgen vel tændt ved 
sine bibellæsninger ; men han kunne jo i sin begrænsede 
stilling ikke udøve den virksomhed , som fulgte 
med præstens kald . 
Anna bestemte sig endelig til at gå lige til den 
gamle præst og tale med ham selv om sagen . Som 
tænkt , så gjort . En søndag , da tjenesten havde 
været mere fløv og trættende end nogensinde , bad 
hun præsten om tilladelse til at følge med ham hjem . 
De gik tavse ved hinandens side over kirkegården 
og igennem den lille låge ind i præstegårdshaven . 
Den så forsømt og trist ud . Præsten var enkemand 
og barnløs , og man følte det uhyggelige ved 
ensomheden både i have og hus . Anna begyndte 
med at tale om denne ensomhed og om , hvor den 
dog nu i hans høje alder måtte være trykkende for 
ham . Hun spurgte , om han aldrig tænkte på at 
udfylde den . 

„ Udfylde den ! ja hvorledes mener de det ? “ 
Spurgte den gamle vemodig . 
„ Jeg mener , at de kunne få en ung , gift 
medhjælper og derved skaffe liv i deres øde hus 
og “ — her tog Anna sig sammen ; al den varme , 
hun i øjeblikket følte , tonede i hendes stemme , idet 
hun tilføjede , — „ Liv i deres menighed . Tilgiv 
mig , “ bad hun , idet hun med inderlighed greb den 
gamles hånd , „ De kender mig jo fra min barndom 
og har altid været så god imod mig ; hør nu 
med tålmod på mig , og bliv ikke vred for , hvad 
jeg siger , da jeg er overbevist om , at det er af sandheden , 
jeg taler . 
Vi trænge alle til en yngre , kraftig mands 
virksomhed ; lad os hjælpes ad at søge en , der kan 
udfylde pladsen , og de skal se , hvor velsignelsesrigt 
det vil blive for dem selv og os alle . Jeg kan jo 
godt tænke mig , at det i øjeblikket kan synes , som 
om man forlangte et stort offer , ved af fordre , af 
de skulle opgive deres vante virksomhed ; men tro 
mig , i virkeligheden vil det kun blive dem en lettelse . 
De er et alt for ædelt og naturligt menneske , 
til af det ikke skulle trykke dem af se , hvor lidt liv 
her er i menigheden . Hjælp nu til , af der kan 
komme mere ved en yngre medhjælpers friske kræfter . 

og hvilken glæde vil de da ikke fsle , når de seer , 
— jeg tør nok sige de snare — frugter deraf ! “ 
Anna var stærkt beåndet ; i forening med inderligheden 
var der ved overbevisningen om , af det 
var sandhed , hun talte , en myndighed i hendes 
stemme , der gjorde et stærkt indtryk på den blide , 
gamle mand . 
Han sad længe sammenbøjet med nedslagne øjne 
og foldede hænder ; men da han atter hævede øjnene , 
læste Anna med glæde og taknemmelighed deri , af 
han gav efter for hendes opfordring . Han bad 
hende være ham behjælpelig med af finde en mand , 
der kunne være posten voksen . 
Anna bøjede sig for den gamle og kyssede hans 
hånd , idet tårerne kom hende i øjnene . 
Hun ilede til sine venner i skolen og meddelte 
dem det glædelige udfald af hendes samtale 
med præsten . 
Jørgen kendte en yngre mand , som havde 
været Capellan hos en nylig afdød præst og derfor 
nu var uden virksomhed . Han påtog sig 
at indlede sagen , og snart fik han et møde i stand 
hos den gamle præst , hvor alt blev afgjort til begge 
parters tilfredshed . 
Den unge præst drog kort efter ind i præstegården 
med sin hustru . 

det varede ikke længe , før man få glæde på 
den gamle mands ansigt , og inden kort tid så 
man også det ene lys efter det andet tændes omkring 
i menigheden . Jørgen havde jo alt løsnet jordskorpen , 
så nu , da sædemanden kastede kornet ud , 
saldt det mangt et sted i en godt forberedt jordbund . 
Fornøjeligt var det at se , hvor livlig man 
nu mødtes i kirken , og hvor alt var latter liv og 
øre nnder prædikenen i stedet for de sløve ansigter , 
man hidtil havde set . Anna trak ikke mere gardinerne 
for sig i herskabsstolen ; hendes gudstjeneste 
bestod nu ikke i at synke ned i sine egne tanker ; hun 
så alle de levende ansigter og tog selv varmt del 
i livet . 
Denne forandring havde ret lettet hendes sind , 
og man så nu som oftest et roligt , blidt udtryk i 
hendes ansigt , når hun vandrede hen ad vejen 
fra bøgevang til landsbyen med en kurv , hvori 
hun havde mad og lægemidler til sine syge . 
Trofast var hendes stadige følgesvend ; den så nu 
prægtig ud , den gode pleje havde gjort den svær og 
stærk , og det var et fornøjeligt syn , når den ved 
sine lette Spring viste Anna sin glæde ved at være 
i hendes nærhed . Vandringen sluttedes altid med 
at se ind i skolen , hvor Lenes stedse milde , nu 
ældede ansigt nikkede gennem ruden ud til hende . 

ofte gik Anna hånd i hånd med Lene over i 
præstegården for at afhandle et eller andet anliggende 
med den unge præst og hans hustru , som nu 
begge toge varm del i hendes virksomhed . Tidt 
endtes besøget med en indbydelse til den gamle 
præst og de to par ægtefolk til at følge med op 
på gården . 
Når Jørgen og Lene således sagde sammen i 
cabinettet hos Anna og vennerne med det skønne 
antoniusbillcde for øje , og de da så fra dette hen 
på Anna , som nu så slående lignede deres kære , 
altid savnede veninde , Maria , da var det dem undertiden , 
som om de atter sagde i præstegården på vestkysten , 
og udtrykket i antoniusbilledets øjne syntes 
at udtale de længsler , der i sådanne øjeblikke kom 
op i dem . 
Tyvende capilel . 
Martini havde alt længe levet i sin vante virksomhed 
i rom . Han arbejdede som sædvanlig flittig , 
og hans billeder kunne endnu altid glæde beskueren 
ved den inderlighed og sandhed , der fandtes 

i dem ; men hvad der tidligere havde gjort dem så 
dragende , havde været det barnlig glade lune , hvormed 
folkelivet var opfattet . Dette var en ejendommelighed , 
der tilhørte hans oprindelige natur , og som 
derfra fik sit udtryk i billederne ; men deraf fandtes 
nu kun flygtige glimt . Billederne vare jo kun 
en refleks af hans indre væsen , og dette var så 
såre formørket ved tabet af Victor . Martini kunne 
ikke få magt med den selvbeskyldning , at han var 
årsag i , at Victor havde kastet sig i floden , og 
grænseløst uhyggeligt var det for ham , at man ikke 
engang havde fundet hans lig . 
Martini var straks morgenen efter , at ulykken var 
sket , sejlet langs ned ad floden lige til dens udløb 
i havet ; men al søgen var forgæves . Det pludselig 
indtrufne varme vejr i forening med nogle 
dages regn havde hurtig fået sneen til at smelte 
oppe i bjergene , og den derfra tilstrømmende vandmasse 
havde forvandlet den ellers rolig løbende flod 
til en rivende strøm ; formodentlig havde denne 
hurtig ført Victors lig ud i havet , hvis bølger 
da havde flugt det . 
Det var alt det andet år efter den sørgelige 
begivenhed . Foråret stod i sin fulde pragt , og 
konstnerne begyndte af gøre småndflugter til bjergene . 
Men efterhånden , som de vendte tilbage til 

rom , kom underlige rygter mere og mere i omløb 
i konstnerverdenen , rygter , som satte Martini i stærk 
bevægelse . De gik ikke ud på mindre , end af Victor 
endnu var i live , og det enten som munk eller 
eremit ude i sabinerbjergene ; men hvorfra disse 
rygter havde deres udspring , kunne man ikke forfølge . 
Alle havde hørt dem på tredje , fjerde håndmen 
her var jo grund nok til af bringe Victors 
gamle ven til eftertanke om , hvad spor han dog 
fluide følge for at få nogen klarhed i dette Chaos 
af rygter , som i de sidste dage , og det i stadig 
tiltagen , vare løbne fra mund til mund . Victor 
havde været personlig så afholdt og så anset som 
konstner , af alle , med hvem han havde stået i berøring , 
med begærlighed greb den mulighed , af han 
endnu kunne være i live . Håbet glimtede som stjerneskud 
for Martini ; han fængsledes af det , men ængstede 
sig for af begynde af røre derved , da det så 
måske kunne vise sig som lutter tomhed ; men en 
uventet hjælp sendtes ham i denne nød og bragte 
ham til straks med Iver at forfølge sporet . 
Han sad en morgen under pergolaen i 
nuovos have , hvor han som sædvanlig drak sin 
morgenkaffe . Han var hensunken i grublerier , 
men vækkedes ved , at en hånd lagde sig på hans 
skulder . Han seer op og genkender den franste 

konstner , monsieur Gaspard , der efter et toårigt 
ophold i Paris lige er vendt tilbage til rom . De 
hilste med levende interesse på hinanden . Martini 
havde altid holdt af den muntre konstner , og snart 
sade de i fortrolig samtale , som mest bestod i gensidig 
meddelelse om fælles bekendte . 
„ Men tænk engang , monsieur Martini , hvem 
jeg med overraskelse traf i Paris ! ja de vil næppe 
kunne gætte det . Som jeg en dag går op langs 
ad boulevarden og morer mig med at se på de 
smukke equipager , fængsles mine øjne af en overordenlig 
fljsn dame , der ligger magelig henstrakt i et elegant 
køretøj . Idet vognen kommer tæt forbi , seer damen 
mig med et skælmsk smil ind i ansigtet og 
nikker ganske bekendt til mig . Jeg vil lige nærme 
mig vognen ; men i samme nu bliver trængslen af 
fodgængere så tæt , at jeg standses nogle øjeblikke , 
og da jeg atter kan komme frem , er vognen af 
syne . 
„ „ Men , monsieurgaspard , “ “ udbrød en bekendt 
af mig , der også var bleven standset i trængslen , 
„ „ De kender denne skønne dame ? det var en meget 
intim hilsen . “ “ 
„ „ Ja jeg må jo kende hende , “ “ svarede jeg ; „ „ men 
i øjeblikket er det mig ikke muligt at orientere mig 
med hensyn til , hvor jeg har set hende før , og dog 

fluide man tro , det var umuligt at glemme en så 
glimrende skønhed . “ “ 
„ „ De har vist set hende i rom ; hun skal være 
italienerinde ; man siger , hun er kommen her til Paris 
som model ; men nu lever hun jo i herlighed , da 
hun er den riGe hertuG af G . s veninde . “ “ 
„ „ Ak , annarella ! “ “ udbrød jeg , „ „ ja rigtig , nu 
har jeg det , det er lu bøuazm æi Capri . “ “ 
Husker de , monsieur Martini , “ fortsatte Gaspard , 
„ den aften på Capri , da hun kom dansende 
derude i måneskinnet ? det var et guddommeligt syn 
at se hende og signor Vittorio danse sammen , 
lige unge , lige skønne og lige forelskede . 
— men hvor går det monsieur Bergmann ? 
Jeg har endnu næsten ikke set nogen af mine venner ; 
ham længes jeg efter , den prægtige , lystige fyr . “ 
„ Så de har ikke hørt om hans jammerlige 
endeligt ? “ udbrød Martini , „ han har rimeligvis 
fundet sin død i Tiberen . “ 
„ Er det muligt ! “ udråbte franflmandcn forfærdet 
ved denne hjobspost , „ når er den ulykke dog 
sket ? “ 
„ Det er lige i disse dage to år siden , “ svarede 
Martini . 
Gaspard rejste sig hurtig op i stærk bevægelse 
og holdt hånden noget for øjnene ; da udbrød han : 

„ Nu har jeg det , som jeg forgæves har grundet på 
i to år ! Hvor underligt , at tanketrådene således 
efter to Års forløb i et nu atter kunne knytte sig ! — 
de siger , at det er lige to år siden , — var det på 
en måneklar aften i April ? “ 
„ Ja visselig var det så , “ svarede Martini i 
forbavselse over dette spørgsmål ; „ han lå syg i 
min bolig , hvorfra han i en feberfantasi flygtede 
bort ; jeg forfulgte ham i det klare måneskin lige 
til Tiberen ; da kom en nigjennemtrængelig mørk sky 
og indhyllede alt i et tåget slør i det øjeblik , 
han styrtede sig i floden . “ 
„ Men hør nu , hvad jeg oplevede den aften , “ 
Sagde Gaspard , „ jeg skulle lige rejse med diligencen 
til Florents for at vende hjem til Paris . Jeg havde 
sendt mit tøj forud og gik ene langs ripettaen , 
nydende i fulde drag det sidste øjeblik i rom , hvor 
alt i det klare måneskin så dejligere ud end nogensinde . 
Ved den store trappe , der fører ned til Tiberen , 
standsede jeg og glædede mig ved at se månen 
spille på den brusende , med hvert øjeblik højere 
svulmende flod . Da kommer den tætte sky for 
månen ; jeg står netop og beundrer den prægtige 
virkning , da skyen glider forbi , idet de klare stråler 
belyse dens kanter . Jeg vender blikket nedad 
mod vandet for atter at se lyset der ; da fængsles 

mit øje af en mørk genstand , der synes at arbejde 
sig frem i floden ; jeg løber nogle trin nedad og 
seer nu , at det er et menneske der drives frem af 
den rivende strøm , idet han holder sig oppe ved 
svømning . Lige da jeg nærmer mig , styller floden 
ham op på trinet foran mine fødder . Jeg bøjer 
mig ned og rejser ham op ; da seer jeg et dejlig 
formet , men meget udmagret ansigt , hvor ud af et parvilde 
øjne stirre ind i mine . Ansigtet syntes mig 
bekendt ; men det var så udtæret og fordrejet , at 
jeg ikke kunne få rede på , hvor jeg havde set 
det før . 
Han stod et øjeblik stille og stirrede på mig ; 
da udråbte han med en underlig skærende stemme : 
„ „ Set . Bcnedictus og Antonius ! I have båret 
mig på vandet og have frelst mig fra dæmonerne , 
der forfulgte mig til det ! hjælp mig nu også bort 
fra denne ! “ “ 
Øg i samme nu satte han i voldsomt løb ned ad 
det lille stræde ved kirken set . Rocco . Kirken og 
husene kastede en mørk skygge over gaden , så jeg 
tabte ham straks af syne . Instinktmæssig ville jeg 
forfølge ham ; men da huskede jeg på diligencen ; 
tiden var yderlig , jeg måtte stynde mig derhen , og 
jeg nåde den også først i det øjeblik , den lige 
skulle til at afgå . 

på hele rejsen stod dette frygtelige ansigt før 
mig ; men uagtet jeg pinte mig for at finde ud af , 
hvorfra jeg kendte det , blev det mig dog lige gådefuldt . 
Selv midt i tummelen i Paris dukkede det 
ofte op i min erindring ; men stadig grublede jeg 
forgæves over , hvem det tilhørte , — indtil i dette 
øjeblik , — nu har jeg det : Bergmann har det været 
og ingen anden . Hans skønne træk stå nu tydelig 
for mig midt i al fordrejelsen . “ 
Martini sad åndeløs med stirrende øjne og 
lyttede til fortællingen ; men ved dens slutning 
sprang han jublende op og omfavnede monsieur 
Gaspard . 
De to venner lagde nu straks planen om , hvad 
veje de skulle slå ind på for at finde Victors 
spor . 
De bestemte sig til endnu samme eftermiddag at 
tage med vetturinen til tivoli , og derfra næste morgen 
at gå tilfods fra landsby til landsby . De 
vare begge så bekendte med befolkningen derude , at 
de sikkert håbede at finde Victor , nu da de havde 
vished om , at han ej var druknet ; men en vis gru 
havde de for , hvorledes de ville finde ham . Det 
måtte jo være en fortvivlet tilstand , der i så lang 
tid kunne holde ham borte fra hans kæreste venner . 
Straks ved ankomsten til tivoli begyndte de 

deres efterforskninger ; men ikke mindste spor fandtes . 
Næste morgen begave de sig på vejen til 
vicovaro . Her traf de en hyrde , som de kom i 
samtale med . De udspurgte ham , om der ingen 
fremmede opholdt sig i byen eller i omegnen . 
„ Nej , signori , “ svarede hyrden , „ jeg ved af 
ingen af sige . Tilmed siger vor præst om os vicovaroere , 
af vi er ngjæstfrie ; ja han fortalte endog 
i den sidste prædiken , af vore forfædre havde forjaget 
set . Benedictus selv , der ville fæste Bo som eremit 
i en klippehule tæt her udenfor byen . “ 
Vennerne fik lyst til af se denne hnle . Den 
var næsten utilgængelig , så stejl var vejen derop , 
og selve hulen var helt sammengroet af tætte slyngplanter . 
„ Hu 
ha ! “ udbrød franskmanden , „ her er jo ikke 
til af trænge igennem ; ja det må rigtignok være 
århundreder siden , af nogen har kunnet tænke på 
af bo her . “ 
„ Ih nej da ! “ svarede hyrden , „ det er såmænd 
ikke mere end et par år siden , af en anden hellig 
mand tilbragte nogle dage og nætter derinde . 
Folket begyndte alt af trænge sig om ham , da man 
troede , han kunne gøre underværker ; men han havde 
ingen tilladelse fra bisfoppen til af være eremit , 
så præsterne gave ham ikke lov at blive her . Helt 

underlig teede han sig rigtignok ; men det var sagtens , 
fordi han stadig havde besøg af de store helgene . 
Han talte med set . Benedictus og set anfonius , 
som jeg nu taler med signorerne her . “ 
„ Men ved du da ikke , hvor han tog hen ? “ 
Spurgte Martini ivrig , da han nok anede , at der her 
måtte være tale om Victor . 
„ Nej ! en morgen , da vi kom her til hulen , 
var han sporløst forsvunden . Nogle af folkene her 
oppe fra byen mene rigtignok at have mødt ham på 
vejen til set . Benedictus ' kloster ved subiaco . — 
men hej ! min fårcflok ! den er dreven langt 
bort ! Set . Anfonius ! hvor finder jeg dog den igen ! “ 
Hyrden rakte hurtig hånden ud imod Martini , 
der tilkastede ham et pengestykke , som han behændig 
greb , og med et par Spring var han ude af syne . 
Man begav sig nu , efter at have hvilet en stund , 
videre på vejen til subiaco for inden solnedgang 
at nå set . Benedictus ' kloster . 
Den skønne , alvorsfulde egn ved anioflodens 
bredder passede godt sammen med den ' stemning , 
hvori vennerne befandt sig . De høje , mørke klipper , 
der vare bedækkede med den yppige , sydlandske vegetation , 
lignede jo deres sorg , som håbet nu var 
ved af overklædc . 
Ved solnedgang nåde de subiaco , og det 

mørknedes alt , da de gik igennem Alleen af de gamle , 
ludende steenege , om hvilke sagnet fortæller , af de 
have stået ranke , indtil set . Benedictus viste sig ; 
da bøjede de sig i admyghed for hans hellige person 
og vedbleve til minde om , af han havde vandret 
under deres kroner , af stå i den bøjede stilling . 
Klokkerne ringede til ave Maria . Alle munkene 
vare til bøn i kirken . Martini gik med sin 
ledsager derind , ventende af opdage Victor i munkesfaren ; 
men alle ansigterne vare ham ganske fremmede . 
Efter endt gudstjeneste gik de op i klosteret 
og lade sig melde hos prioren . Martini forebragte 
deres ærinde ; men prioren vidste af intet af sige . 
Da Martini imidlertid fortalte , hvad hyrden i vicovaro 
havde meddelt , lysnede det noget op for den 
gamle munk , og han erindrede sig nu , af der en 
sildig aften for omtrent to år siden var bleven 
ringet heftig på klosterporten , og man havde derudenfor 
fundet et vistnok vanvittigt menneske , der 
havde talt italiensk og et ganske nforståeligt sprog 
imellem hinanden . Man forstod kun , at han ofte 
nævnede set . Benedictus ' og sct . Antonius ' navne . 
Han var bleven natten over i klosteret ; men da 
han endelig næste nat ville sove i sct . Benedictus ' 
hellige grotte , hvilket aldrig kunne tillades nogen , 
forlod han iilfærdig klosteret og blev ikke mere set 

der på egnen . Rygtet sagde imidlertid , at en sådan 
person i længere tid havde ligget syg hos eremiten 
ved set . Annatolias Capel ved gerano ; men 
prioren vidste ikke noget bestemt herom . 
Der var dog altså igen et spor af Victor , 
og vennerne toge næste morgen med fornyet håb 
afsted til gerano . Efter en besværlig bjergvandring , 
men igennem dejlige egne , nåde de sent på eftermiddagen 
op til den lille by . Her gik de ind til 
notaren , signor Thomaso , hos hvem de begge havde 
boet i længere tid , og blev hjertelig modtagne af 
den gamle mand . Han fik straks meddelelse om 
sagen , og nu viste det sig , at de vare ved målet . 
„ For omtrent to år siden , “ fortalte notaren , 
„ var der en dag fundet en ung mand udenfor eremithytten . 
Den gamle Broder gastano havde taget 
sig af ham og bragt ham ind på sit leje , hvor han 
med utrættelig omsorg plejede ham . Det var en 
heftig feber med bestandige vildelser , hvori han talte 
flere sprog imellem hinanden . Han troede sig forfulgf 
af dæmoner ; men han så set . Antonius og 
set . Benedictus kæmpe for sig . Lidt efter lidt sagtnedes 
feberen ; men alt som han kom til kræfter , 
blev han mere og mere ordknap , og da han rejste sig 
fra lejet , var han fuldkommen stum . Ingen lyd 
kom mere over hans læber , undtagen når solen 

ved sin nedgang kastede de sidste stråler ind i hytten . 
Da kunne han med et , ligesom han sad ganske 
stille , give et skærende skrig og derefter en uhyggelig , 
skoggrende latter ; men da kom der som oftest konvulsiviske 
trækninger over ham , som dog kun varede 
nogle øjeblikke . Snart sad han atter så stille , at 
man ikke skulle tro , der rørte sig mindste liv i 
ham . 
Den lange sygepleje med den megen nattevågen 
havde imidlertid angrebet den gamle Broder 
gastano så stærkt , at han snart ej mere 
kunne forlade lejet , og den samme feber , som den 
unge mand havde haft , indfandt sig nu også hos 
ham . Plejen blev gjengjeldt i fuldeste mål af den 
unge ; men intet ord kom over hans læber . Uagtet 
den gamle bad og tryglede , blev det dog ved et kærligt 
blik og en kærlig håndsrækning ; men stemmen 
var og blev borte . Endelig bukkede den gamle 
under for den strenge feber . 
Under gaotanos sygdom havde hans gæst 
holdt lamperne vedlige i capellet og nøjagtig ringet 
med klokken , før messen skulle holdes . Han er vedbleven 
med dette efter den gamles død , og vor præst 
nænner derfor ikke at jage ham bort ; han vil , når 
biskoppen gør besøg her til sommer , udbede tilladelse 
for ham , til at han kan blive ved capellet ; 

men efter hvad jeg har hørt af dem , signori , så 
er det vistnok deres unge ven , og denne opdagelse 
må jo gøre en forandring i hans stilling . Jeg 
har ofte iagttaget ham , når han kommer her indenfor 
med sin kurv for at tigge nogle levnetsmidler , 
og jeg er kommen til den slutning , at han sikkert er 
sindssyg . Men kom nu og følg mig ; så kan de 
selv se ham . “ 
Solen var alt nede , da de standsede udenfor 
eremithyttens dør , der stod på klem . Martini , 
som var i stærk bevægelse , rev hurtig døren op , og 
der sad hans elsfede Victor lige for ham . 
Uagtet han var udmagret og ligbleg , så Martini 
dog det kære , kære ansigt . Victor så ikke 
op . Han sad sammensunken med armene tæt knugede 
ind mod brystet og hovedet mat hvilende ned 
på dem . Martini stod et øjeblik fortabt i beskuelsen 
af sin indling , da breder han armene ud og 
kalder : „ Victor , min elskede Victor ! “ Victor seer først 
lige ud med et støbt blik ; men i næste øjeblik springer 
han op og farer lige hen imod Martini . Denne 
udråber : „ Men Victor , kender du mig da ikke ! “ 
Da står Victor et øjeblik ubevægelig ; munkehætten 
er gledet tilbage , og hans lange , mørke hår 
hænger i uredte lokker ned over nakken . Han seerrædsælsfuld 
skøn ud , som han står der foran dem 

med sin høje , ranke skikkelse og det ædle , udmagrede 
ansigt ; men hvad der gør denne skønne skikkelse 
så rædselsfuld , er de af vanviddets ild lysende 
ojne . Man seer , at der i dette sjeblik kæmpes 
voldsomt i ham ; men på engang støder han , idethan 
giver et vildt skrig , til Martini , så denne tumler 
hen til den modsatte side af hytten , og i samme 
nu er han i et sæt ude af døren . 
I det første sjeblik stod de alle som lammede 
af rædsel ; da ilede de hurtig efter ham . Men 
han var ikke mere af se ; han var alt nede af 
skråningen og inde i skoven . Man fulgte stien 
et stykke , men uden mindste spor . Da blev det 
nat , og man var nødt til af vende tilbage til 
byen , håbende næste morgen af træffe ham i hytten 
i en roligere stemning . 
Såsnart det atter dagedes , vare vennerne ved 
eremitboligen ; men døren stod åben , som da de 
havde forladt den , og intet tydede på , af nogen 
havde betrådt hytten siden . Man søgte rundt i 
omegnen ; men alt var forgæves . Da man atter 
samledes hos notaren , bad denne , af man ville standse 
undersøgelserne for en tid . Det var jo åbenbart , 
af det stille vanvid ved det pludselige syn af vennerne 
var opflammct til vildt raseri . Mærkede den 
ulykkelige , af han blev eftersporet , kunne det let have 

de sørgeligste følger . Hans råd var det derfor , af 
de to venner droge tilbage til rom . Victor ville 
jo nok snart indfinde sig igen , og notaren lovede da 
af have et vågent øje med ham og straks sende 
Martini bud , når han havde fundet hans spor . 
Stærkt rystede vendte de to venner tilbage fil 
rom ; men da den første forfærdelse ved synet af 
Victor var overvundet , trøstede de sig med , at han 
dog levede . 
Martini talte med en læge , som beskæftigede 
sig med sindssyge ; han mente , det berettigede fil at 
håbe på helbredelse , at det stille vanvid var brudt 
ud i raseri , da dette langt oftere helbredcdes end 
den uforandrede , stille grublen . 
Enogtyvende capitel . 
Da Martini atter havde fået sit sind nogenlunde 
i ligevægt , skrev han fil doktor Johnson og 
fortalte ham hele sagen indtil dens mindste details . 
Dette brev modtog doktor Johnson en eftermiddag , 
da han var kommen træt hjem fra en lang 

række sygebesøg og nu sad efter endt middagsmåltid 
og røg sin pibe ; andet selskab fandtes ikke 
i det , han kaldte sit hjem . Han blæste en røgfly 
i vejret og fulgte den med øjnene , idet hans tanker 
svævede vide om . Det var så sjældent , at han 
havde tid fil at tænke over sin egen stilling ; derfor 
var også hans liv gået så underlig hen , at 
han egentlig først i dette øjeblik følte uhyggen af at 
være en gammel , ensom pebersvend . Han sukkede 
uvilkårlig ved i fantasien at udmale sig , hvor langt 
anderledes hans hjem ville have set ud , når der 
nu havde siddet en hyggelig gammel kvinde ved hans 
side , og huset havde genlydt af glæden fra børn 
og børnebørn . 
„ Men jeg sidder og fantaserer ; hvor finder man 
vel den varige glæde ? “ sagde han trøstende til sig 
selv , „ se nu den stakkels , fortræffelige Anna , der 
endnu ikke er langt over de tyve år ; hvor ville 
hun ikke været lykkelig , havde hendes Victor levet , og 
hun kunne have delt alle sine herligheder med ham , 
og hvad har hun nu andet end en barmhjertig søsters 
lod . Ja hun har jo vistnok tilfredsstillelse af 
sin opoffrcnde virksomhed ; men glæden har for 
hende som for de fleste ikke varet længere end denne 
røgsky her . “ 
Doktor Johnson afbrødes i disse mørke tanker 

ved en banken på døren , og postbudet bragte ham 
Martinis brev . Efter at han havde læst brevet , 
blev han længe siddende , snart med hånden for 
øjnene , snart gnidende panden . Han lod straks 
spænde for og kørte lige ud til bøgevang . 
Skoven stod netop i sin lysegrønne majdragt ; 
havet lå med et par enkelte sejlere stille og spejlklart 
bag de højstammede træer ; skovbunden duftede 
af violer og skovmærker ; fra Chor af fuglestruber 
tonede glade sange . Alt var så lyst og 
fredeligt ; men hvilken modsætning til den rædselsfulde 
scene , Martini beskrev ved mødet med Victor ! 
„ Men Victor lever dog ! “ udbryder docforen i 
sine egne tanker , „ og hvor der er liv , er der håb ; 
ja efter hvad jeg kan få ud af denne beretning , 
så er her megen grund til håb . Får victoranna 
at se igen , da tror jeg , han er helbredet i 
samme Nn . “ Han tager atter Martinis brev frem , 
og han bestyrkes derved end mere i sin mening . 
Med det åbne brev i hånden begynder han at 
fantasere over , hvorledes livet ville blive på bøgevang , 
hvis Victor snart drog sund og glad derind , 
således som han engang før havde set ham der . 
Og Johnson tænkte på al den lyksalighed , som denne 
gjensorcning ville bringe med sig ; begge vare de 
jo lige elskelige mennesker . 

ved disse tanker kom docforen mere og mere 
ind i den glade stemning , der afspejlede sig i naturen 
omkring ham , så da han gik op ad havetrappen 
på bøgevang og uden at tænke derpå 
endnu holdt Martinis åbne brev i hånden , så 
han så inderlig fornøjet ud . 
Anna havde sine venner fra landsbyen hos sig . 
De vare lige ståedc op fra bordet og gåde ind i 
havesalen , hvor den hele gruppe stod med Anna i 
midten for de åbne døre , idet doktoren viste sig . 
„ Vor kære doktor seer så glad ud i dag , “ 
Siger Anna , idet hun hjertelig rækker ham hånden . 
„ Jeg har også set lyse billeder , “ svarede doktoren 
som en drømmende . 
„ Ja dejligt er jo alt , hvad øjet møder , “ sagde 
Anna , idet hun pegede ud over landsfabet . 
„ Mine tanker vare opfyldte af det gjcnopvaktc 
liv ; give gud , det må blive så fredeligt og skønt 
som det landflab , der her ligger udbredt for os . “ 
Idet doktoren sagde dette , fik hans stemme en 
underlig bevæget klang , og alles øjne fæstede sig 
spørgende på ham . Anna seer i det samme det 
åbne brev , doktoren holder i hånden , og genkender 
straks Martinis håndskriff . Hendes ansigt 
oplives af en pludselig rødme , og hendes øjne 
stråle så underligt . Det giver som et ryk i doktoren , 

da han seer denne veksle » på hendes ansigt , 
og han føler , men desværre for sildig , hvor ubesindig 
han har været ved ikke at have gemt brevet . 
„ Mine venner , “ udbryder Anna stærkt beåndet , 
„ en tanke har altid , lige siden jeg forlod Victor , 
ligget dybt på bunden af min sjæl ; nætter som 
dage har jeg grundet over den , og denne tanke var : 
mon Victor dog ikke lever ? — men i dette nu flyder 
den op som et mægtigt træ , og i dets krone 
juble tusinder af sangfugle ; ja alle juble de : Victor 
lever ; Victor lever ! — o , kæreste doktor , sig 
det , o sig kun disse to ord : han lever ! “ 
„ Ja han lever , “ svarede doktor Johnson stærkt 
bevæget . 
„ Han lever , Victor lever ! “ jublede Anna , „ o du 
himmelske skaber , du være takket og priset ! “ og hun 
kastede sig på knæ og strakte armene op mod himlen . 
„ O herre , “ bad hun , „ forund mig nu at nå 
til ham , og bøj hans hjerte , så at jeg kan få 
hans tilgivelse for min fvare synd imod ham ! Ja 
herre , jeg seer dig smile mildt til mig ; du hører 
min bøn og opfylder den ! 
O venner , hvor er en lyksalighed så rig som 
min ! “ og hun omslyngede Lenes Hals og trykkede 
hende fast ind til sig , idet hun vedblev at juble : 
„ Victor lever , Victor lever ! “ 

Annas venner flokkedes med glædestårer omkring 
hende . 
„ Men , “ sagde doktor Johnson , der ved Annas 
eksalterede stemning havde fået lagt tømme på fin 
egen , „ her er dog så meget af betænke . “ 
„ Betænke ? “ afbrød Anna ham , „ hvor kan man 
rumme meer end denne ene tanke : Victor lever ! 
Hvor kan der være noget af betænke ved siden af 
disse to ord : Victor lever ! de indeholde jo en hel 
verden i sig , og denne verden er fyldt med lutter 
lyksalighed ! “ 
Den hektiske rødme brændte stærkere end nogensinde 
på Annas kinder , og øjnenes glans forøgedes 
i forhold til rødmen på kinderne . De så 
alle beundrende på hende , som for dem syntes i 
dette øjeblik af stråle af sundhed og skønhed ; 
men doktor Johnsons ansigt blev vemodigt ved dette 
syn . 
„ Hor nu , Anna , de må berolige dem , “ sagde 
han med myndig alvor , „ denne voldsomme bevægelse 
tåler deres helbred ikke ; koni nu herind med 
mig i cabinettet , så skal jeg meddele dem alt om 
Victor ; men lov mig af være rolig . “ 
Han tog hende om hånden , og hun fulgte som 
et lydigt barn . Døren lukkede sig efter dem , medens 
vennerne i ængstelig spænding ventede i havesalen . 

de sagde alle tavse , spindende hver sin tanketråd 
ud for sig ; men de forenedes i en varm bøn til Herren 
for deres fælles venindes fremtid . 
Da Anna og doktoren atter trådte ind , så 
man , at hun havde grædt meget ; hun var ligbleg , 
men ansigtets udtryk var roligt . Med et kærligt 
smil udbrød hun : 
„ Endnn i dag må jeg forlade eder ; ingen time 
før jeg spilde , da min nærhed er nødvendig for Victor . 
Jeg rejser ene med min trofast . — nej , mine 
venner , gør nu ingen indvendinger , jeg må være 
ene ; enhvers nærværelse , hvis det end var , ville 
forstyrre mig ; jeg trænger så højlig til ensomhedens 
ro . Det er jo også kun tilsyneladende , at jeg 
er ene . Han følger mig , hvis øje nat og dag 
våger over mig , og hvis arm altid er udstrakt til 
min beskyttelse ; hvor kan i da frygte for mig ! 
Hjælp mig nu med at ordne mine sager ; inden 
midnat må jeg være ved nærmeste station for at 
nå diligencen , der går syd på . 
De ryster på hovedet , doktor Johnson ; men 
de ved jo dog selv , at det må være så . Sig 
nu intet mere herimod , men lad mig rejse ; tjen mig 
kun i så hurtig som mulig at tage til byen for at 
ordne mit Pas og mine pengesager . 
Øg ville i så , “ her henvendte Anna sig til 

præstekonen og Lene , „ sørge for , at en kille koffert 
bliver pakket med det nødvendige tøj ; imidlertid afhandler 
jeg med præsten og Jørgen , hvad der er at 
gøre for vore fattige , og hvad andre sager , jeg har 
del i . “ 
Hver gik nu til sin gerning , og alt blev ordnet 
til rette tid . Vognen holdt for døren ; Anna , 
Lene og de unge præstefolk toge plads deri . Anna 
tog afsked med den gamle præst ; han var for bevæget 
til at følge med ; doktoren og Jørgen rede ved 
hver fin side af vognen . 
Til rette tid nådes stationen ; men diligencen 
skulle lige til at gå , så Anna fik kun tid til 
i al hast at tage afsted med fine venner , og bedst 
var det jo så for dem alle . 
Da vognen rullede bort , og Anna så ud ad 
vinduet , lå Lene grædende med armene om Jørgens 
Hals ; Anna tænkte på sin barndom , da hun 
havde set det samme syn , og hun tænkte og tænkte , 
— her var jo tid til mange tanker på denne 
lange rejse ; men hvilke der end kom op hos hende , 
så var den dog altid øverst : Victor lever ! — og 
det jublede hun stadig som omkvæd til enhver anden 
tanke . 

toogtyvende capitel . 
Flere uger forløb , uden at Martini hørte noget 
fra notaren i gerano . Han blev utålmodig og skrev , 
men modtog det kun lidet trøstelige svar , at alle 
efterforskninger hidtil havde været forgæves . Endnn 
gik tre uger ; men så bragte også et brev efterretning 
om , at Victor atter var fundet . Han holdt 
sig skjult hos en gammel kone , som boede i en lille 
Vigne , der lå i en afsides bjergkløft . Han havde 
fortalt konen , at han blev forfulgt af onde mennesker , 
og han tiggede og bad om et skjul hos hende . 
Hun kendte ham fra capellet som den stumme 
eneboer og undrede sig over , at han nu havde sit 
mæle . 
„ Ja , det er en nådegave af min skytspatron , 
set . Antonius , og hvis du hjælper mig til et skjulested , 
så vil denne hellige mand også se i nåde 
til dig ! “ Og konen troede og skjulte ham , men efterhånden 
blev hun dog mere og mere ængstlig ved 
at være ene med ham ; tilmed trykkede hemmeligheden 
hende , så hun gik en dag til skrifte og betroede 
den hele sag til præsten . Han vidste fra 
notaren om dennes eftersøgere af Victor og bød 
derfor konen at gå lige til signor Thomaso og 

berette ham alt . Notaren pålagde hende at beholde 
Victor hos sig , indtil hans venner kom og hentede 
ham . Han gav hende levnetsmidler med og lovede 
hende en pengebelønning , når hun kun ville holde 
ud en liden stund endnu . Trøstet ved at have lettet 
hemmeligheden af sig og glad ved tanken om pengegaven 
vendte konen tilbage . 
Ulejligheden med Victor var egentlig heller ikke 
stor , da han sov det mesfe af dagen , og så snart 
det mørknedes , listede han sig ud af hytten og sås 
ikke mere , før det atter dagedes . Hvor han i den 
tid opholdt sig , og hvad han da foretog sig , blev 
for stedse en hemmelighed . 
Samme dag Martini havde modtaget denne 
efterretning , kom der også brev fra Anna , skrevet 
i Florents , og hvori hun meldte sin ankomst til om 
aftenen . 
Martini gik hen til uorta ciai uopoio på den 
tid , han vidste , diligencen kom . Snart rullede 
vognen ind i byen ; da den holdt ved pascontoiret , 
åbnede Martini vogndøren , og Anna rakte hænderne 
ud imod ham . 
Men synet af Anna rystede straks Martini 
stærkt , så forandret genfandt han hende . Hun var 
måske skønnere end nogensinde ved det forklarede 
blik , der lyste ud af hendes øjne . Martini syntes 

af disse vare blevne både større og mørkere , siden 
han sidst så hende . 
Ved den anstrengende rejse og den megen sindsbevægelse 
havde den hektiske sygdom ganske fået 
herredømmet . Martini , der i rom så ofte havde 
fulgt denne sygdom skridt for skridt , så med 
smerte , af der ikke ville findes nogen urt til af 
standse den med ; kort måtte den vej være , hun endnu 
havde af tilbagelægge . 
Straks næste morgen tog Anna med Martini 
til gerano . Der var en feberagtig uro over hende ; 
hun talte kun så ord i vognen , da hun øjensynlig 
var stærkt udmattet . Hun prøvede af sove ; men 
hovedet kastedes urolig fra den ene side til den 
anden ; hun kunne intetsteds finde hvile , og man så , 
hvor tankerne brusede i hende . Martini led stor 
angst , da det , når han så på Anna , syntes ham , 
af det måtte være den sidste blussen af livsflammen , 
der nu bevægede sig . 
Da de kom i nærheden af gerano , måtte de 
forlade vognen for at tilbagelægge det sidste , stejle 
stykke vej gående eller ridende . Man fik et æsel 
til Anna , og Martini gik ved siden og støttede 
hende , medens trofast snart løb sorud og snart tilbage 
igen , idet den indsmigrende sprang omkring 
hende . Jo nærmere de kom byen , desto mere syntes 

hun at rejse sig , og da de holdt udenfor notarens 
hus , sprang hun let ned af æslet og så hurtig 
op ad trappen , at Martini næppe kunne følge 
hende . 
Der bragtes straks forfriskninger ; men Anna 
kunne intet nyde ; hun bad kun om en vejviser for 
så snart som mulig at komme til Victor . Hun vidste 
jo af notarens brev , at han om aftenen forlod 
sit skjulested , og dagen heldede alt stærkt . Martini 
ville følge hende i forening med notaren . 
„ Nej , nej ! “ bad hun , „ komme vi så mange , 
bliver Victor igen angst , og så kender han mig 
ikke . Han må først se mig alene . Giv mig en 
vejviser , og kom så om lidt bagefter . “ 
Signor Thomaso gav hende ret , og kort efter 
så de hende ledsaget af en dreng og af sin trofaste 
hund svæve som et syn hen ad vejen og forsvinde 
ind i skoven . — 
— endelig stod Anna ved hytten . Den lå 
højt oppe , og gennem klippekløften havde man en 
vid udsigt ned over den frugtbare Dal og den ene 
bjergtop bag den anden . Det var , som om man 
stod oppe i himlen og så ned over den dejlige jord , 
som stærkt rødmede i det øjeblik , da solen i sin hele 
guddommelige glans dalede ned imod den så glødende , 

som om den ville omslutte den med et elskovs - 
fuldt favntag . 
Det var et fængslende skue ; men Anna var 
blind for det alt . Hun så kun hyttens dør , og den 
ene tanke fyldte hende helt : derinde venter Victor ! 
Hun lægger hånden på dvrklinken . Som 
hun står der , kommer hun uvilkårlig i tanker om 
den frygtelige scene ved det sidste møde med Victor , 
— i det samme nu når rædselsskriget og 
hånlatteren inde fra hytten hendes øre . 
„ Er jeg bleven vanvittig ! “ flyver det som et 
lyn igennem hendes tanker ; men hun » iver hastig 
døren op , — da forvildes hun end mere ved at se 
synet fra drømmen i klosteret virkeliggjort . Victor 
ligger for hendes fødder og vrider sig på gulvet . 
Hun bøjer sig ned over ham , og han bliver straks 
rolig , hun fætter sig på gulvet og tager hans hoved 
i sit skød , hun stryger håret fra hans pande , 
og han ligger stille med lukkede øjne ; da lader hun 
hånden glide hen ad hans kind og bøjer sig ned 
over ham , idet hun trykker et Kys på hans læber . 
Nu smiler han og bøjer hovedet tilbage i hendes 
skød , idet han åbner øjnene . Da mødes deres 
blik , og længe se de således stille ind i hinandens 
øjne , 
solen er lige ved at dukke ned under horizonten . 

idet den kaster sin sidste , gyldne hilsen ud over jorden , 
falder en stråle ind i hytten og breder et 
forklaret lys ud over de to elskende . 
„ O Victor , tilgiver du mig ! “ udbryder Anna , 
„ tilgiver du mig ! “ 
„ Anna ! det er jo mig , som må bønfalde dig 
om tilgivelse ! “ svarer Victor . 
„ Herre du himmelske fader , du er hos os 
og velsigner dine lykkelige børn ! “ udbryder Anna 
henrykt . 
I det samme viftede en mild luftning , som 
fulgte solens nedgang , ind ad den åbne dør og 
bragte en aromatisk blomsterduft med sig . Ude fra 
buskene hørtes nattergalens klare toner . 
Det var alt begyndt at mørknes , da Martini og 
notaren kom op til hytten . Endnu var aftenrøden 
så stærk , at den lyste ind , og de så de to lykkeligste 
mennesker . 
Ved synet af Martini sprang Victor op : „ Du 
kære , trofaste ben ! hvor har jeg dog været længe 
borte , og hvor har jeg lidt , — ja gruelig har jeg lidt ; 
men nu er alt så saligt . Hvo er dog lykkeligere 
end jeg , — Anna , min elsfede Anna ! “ og Victor 
vender sig om mod hende ; men et jamrende skrig 
udstøder han , idet han seer hende ligge ligbleg udstrakt 
på jorden . 

Martini og signor Thomaso få hende hurtig 
båret ud i den friske luft ; hun åbner mat øjnene 
og rækker hånden ud imod Victor , der fortvivlet 
knæler ved hendes side . 
„ Victor ! Gud være priset og takket , at jeg fik 
dig at se ; men nu er jeg også så træt , så træt ! “ 
Hun lukkede atter øjnene og syntes at blunde . 
Notaren foreslog at bringe hende tilbage til hans 
bolig . Der blev hentet en båre , hvorpå hun blev 
lagt , og tyngede af smerte fulgte de alle . 
Anna havde snart opbrugt det sidste forråd af 
kræfter . Lampen blussede vel endnu lidt , men med 
en urolig flamme . Victor sad dage og nætter ved 
sin elskede hustrus leje og holdt hendes hånd i sin . 
Når hun sov , lagde han sit hoved ned ved hendes 
og fik en let søvn , men ved den mindste bevægelse 
vågnede han atter og så med et trøsfesløsf blik 
på hende . 
Når hendes kræfter en enkelt time kunne hæve 
sig noget , så at hun kunne tale , fortalte hun , hvad 
der var mødt hende , siden hun forlod ham . Navnlig 
dvælede hun ved fin opvækkelse i klosteret . Hendes 
øjne lyste , når hun talte om den lyksalighed , der 
fra det øjeblik blev udgydt over hende , og hun talte 
om al den rigdom , der strømmede ud af det altid 
sprudlende kildevæld , som hun nu havde fået nåde 

til at læske sin tørst ved . Og hun viste Victor al 
den herlighed , som kildens overrislen befrugtende 
fremtryllede . Victor frydede sig , idet han så ind i 
hendes forklarede øjne , og underet bragte livsflammen 
til at blusse stærkere og stærkere , så den endelig 
trængte ind til hans hjerte , hvor det frosne liv , som 
hidtil havde fyldt det , da måtte vige , så at himmerigsglæden 
triumferende kunne rejse sin ttrone derinde . 
Anna så med henrykkelse , hvor livet fra dag 
til dag voksede i Victor . Da hun de sidste dage 
følte sig så mat og bad ham bede for sig , lå 
hun med et lykkeligt smil og så hen på ham , idet 
hun lyttede til den levende klang , hans stemme 
havde fået , når han højt og beåndet fremsagde 
bønnen . 
„ O Victor ! “ hviskedee hun en aften , da mørket 
begyndte at falde på , „ jeg er så træt ; mine kræfter 
falde som bladene i høsten ; snart står træet kun ' 
med de nøgne grene tilbage ; men håbet svigter dog 
ikke ; de nye knopper er der alt og vente på forårsopstandclsen ! “ 
„ Anna , 
jeg udholder ikke tanken om at stilles 
fra dig . Kan vi ikke følges ad ? o , lad os bede 
Herren derom ! “ 
„ Nej , Victor , “ sagde Anna , idet hun rystede på 
hovedet , „ Du må endnu en stund blive her tilbagc 

og fuldende løbet for os begge ; for mig er det 
jo brat blevet afbrudt . Du skal endnu blive til 
megen velsignelse for mange ; jeg har ved min vildfarelse 
spildt år af dit liv ; lov mig nu , at du 
vil afsone det for mig ved at tage sundt og virksomt 
fat på livet igen . Jeg tror , Vorherre vil være 
os så nådig , at , hvor synlig end døden adskiller 
os , vi dog vil kunne føle vor samværen ; — ja Victor ! 
— fra himlen kan jeg også række dig hånden ! “ 
Hun 
lagde sig tilbage i puderne . Solen havde 
alt længe været nede ; en lampe brændte svagt under 
et madonnabillede og kastede et dæmpet skær hen 
over hende , dog stærkt nok til , at Victor tydelig 
kunne se hendes ansigt . Som hun lå der med 
lukkede øjne , syntes hun alt at være et lig . Victor 
for angst op og bøjede sig ned imod hende for at 
lytte efter hendes åndedræt ; da åbnede hun øjnene 
og så sig omkring med et undrende blik . Nu rejste 
hun sig pludselig op . 
„ Men Victor , “ udbrød hun , „ var døren ikke 
alt åbnet ? jeg syntes det før ; men nu er her jo så 
dunkelt . Vi have været så længe i den mørke stue 
med julclængslerne . 
O Victor , se dog ! nu åbnes dørene , — nej ! 
Hvor vidunderligt ! “ og hun rækker begge armene 

højt i vejret , „ seer du lyset ? “ — og hendes stemme 
hæver sig til en klarhed og klang som de lifligste 
sangtoner , — „ seer du den lange kæde af engle , 
hvor de smile , hvor de vinke ! — hvem er det , der 
bøjer sig ud af rækken så langt hen imod mig ? — 
det er jo anronius ! nej se dog , Victor , hvor de dejlige 
øjne nu lyse af glæde ; — der kommer fader 
og moder ! “ råber Anna jublende , „ her er jeg , i 
kære . — men nu lukker de alt døren , — og jeg 
har endnu et skridt , — — — — — — 
nu bliver lyset stærkere og stærkere ; hører du det 
himmelske Chor , hvor det klinger og bruser , — ja 
der er han , kongefaderen ! — o fader , du himmelske , 
her er jeg , dit barn ; — men jeg er så 
træt , — så træt , — o tag mig på armen ! — Victor , 
kys mig , nu — nu — lukker døren sig , — farvel 
— farvel ! “ Og stemmen , der ved det første 
udbrud havde været så høj og klar , kom med hvert 
ord i en stærkere dalen , indtil den svandt hen i et 
næsten lydløst suk . 
Lad den tåge , hvormed sorgens tåre dæmper 
øjets lys , dække den trange , trange tid , da 
liget førtes til cesfiuspyramiden , og den lille høj 
klappedcs til over det . 

der er smerter , som ingen pen kan skildre , og 
hvor findes en smerte tungere end Victors ! Just da 
livet atter var vågnet for ham , og han et øjeblik 
nød den højeste salighed , just da flukkedes alt i et 
nu , og han lodes ene tilbage i mørket . 
Trofast fulgte efter liget til graven , og da 
højen var tilklappet , lagde den sig derpå og var 
ikke mere til at bringe bort . Den ville ingen føde 
tage til sig og sørgede sig til døde . 
Men et troende menneske sørger sig ikke til døde . 
Thi når han har overvundet den første rædsel efter 
at have set dødens ubarmhjertige hånd stivne de 
elskede træk , så vender han blikket fra graven 
opad , og han hæves da ud over dette mørke jordliv ; 
thi en del af ham har jo alt fæstet Bo deroppe i 
de lyse egne . 
Treogtyvende capitel . 
Det var en påskelørdag over tredive år efter 
Annas død , at en vogn kom kørende fra rom og 
holdt udenfor osteriet ved konto noiio . To gamle 
mænd stege ud og toge plads ved et bord foran indgangen . 

opvarteren bragte straks et par fogliette : ' 
orvietoviin med glas og brød . 
Begge de gamle sagde ret tilfredse og nøde i 
fulde drag den sommermilde campagneluft . 
„ Nej se dog . Signor Vittorio , “ udbrød den 
ene af dem , vor tidligere ven , monsieur Gaspard , 
„ se dog ! der henne på højden kommer et helt 
pilegrimstog ; hvor malerisk tager det sig dog ud op 
imod den klare aftenluft . “ 
„ Å hør , monsieur Gaspard , “ svarede Victor 
med en Iver , der mindede om hans fyrige ungdomstid , 
„ hjælp mig nu at udsøge en rigtig charakteristisk 
gammel kvinde til mit pilegrimsbillede ; om hun har 
noget hexeagtigt ved sig , gør intet til sagen ; det 
kan endog være tjenligt for endnu mere at fremhæve 
skønheden af den unge pige , som jeg alt har malet . “ 
„ Ja , hun er også lykkedes dem fortræffelig , “ 
Udbrød Gaspard , „ det er et ubegribelig ungdommeligt 
liv , de endnu bestandig har i deres pensel . “ 
„ Ja , min kære ven , “ svarede Victor , og hans 
øjne så så underlig forklarede frem for sig , som 
om han havde et syn , „ jeg har lovet min hustru 
at benytte de dage , Vorherre har bestemt for mig her 
på jorden , og jeg tror at have holdt mit løfte . “ 
Begge vennerne sagde en tid tavse , og man så , 
at alvorsfulde billeder droge forbi dem . 

„ Ja vistnok er det en himlens gave at beholde 
sine åndsevner i den fremrykkede alder , “ sagde Gaspard 
efter en pause ; „ Martini hørte også til de 
bcnådede ; han arbejdede med glæde indtil sit lange 
livs slutning . “ 
„ Den kære Martini , “ sagde Victor , „ hvor savner 
jeg dog ham ! ja nu er ungdomsvennerne fast alle 
flokkedes på hin side ; her er blevet tomt på iorden ; 
men det letter sejladsen over det bundløse 
svælg at se de mange kære stå på bredden 
hinsides og vinke os velkommen i møde . “ 
Monsieur Gaspard så ud over floden og 
bjergene . „ Her er dog så dejligt på denne jord , “ 
Udbrød han med varme , „ så jeg takker for hver 
dag , der endnu forundes mig til at nyde al denne 
herlighed i . 
Men der er jo pilegrimene ! Nå , straks komme 
de for at tigge ; nu gælder det at have pungen åben . 
Nej se dog , signor Vittorio ! Der har de jo 
den gamle heks , de ønskede dem ! “ og Gaspard peger 
hen på en gammel kvinde , der lige strækker hånden 
bctlende ud imod Victor . 
Kvinden hører Gaspards udbrud , hun rejser sig 
stolt i vejret , og øjnene lyne , idet hun knytter den 
tidligere betlende hånd . Hun truer forbitret mod 
Gaspard . „ Ja spot og skade følges ad , “ udbryder 

hun hvæsende , „ nu er de lyse dage svundne ; men 
tro mig , signor ! , jeg har oplevet dem ! 
Vittorio kaldte de signoren der ; jeg har også 
engang kendt en signor Vittorio , “ og hendes øjne 
så med et basiliflagtigt blik hen på Victor ; „ hans 
hustru traf ham engang liggende for mine fødder 
med hovedet i mit skød . — ja ! hun kom i en 
fart ned ad trappen , så det var et under , at hun 
ikke knækkede halsen . Nej dog ! hvor hun hvinede ! 
Det var , som om ens trommehinder skulle sprænges 
— ha , ha , ha ! “ — flagrede den gamle kvinde , idet 
hun flyttede staven og vandrede videre på sin pilegrimsgang 
til rom . 
„ Hu , ha ! “ udbrød Gaspard , idet det gøs i ham , 
„ hvad for en uhyggelig heks var dog det ! “ Og han 
vender sig om mod Victor , —- som sidder dødbleg og 
støtter ryggen op mod væggen . 
„ Kære ven , “ hvisker Victor , „ jeg har det ilde , 
lad mig komme hjem ! “ 
Gaspard fik ham i vognen , og snart nåde de 
hjemmet , hvor Victor straks blev bragt til sengs , og 
Gaspard blev siddende ved hans leje . 
I flere timer lå Victor ubevægelig , stirrende 
stift ud for sig uden at svare på Gaspards bekymrede 
spørgsmål . 
Men på engang rejste han sig op , idet hans 

øjne lyste . „ Nn er det stridt ! “ udbrød han jublende , 
„ Verden kan ikke give mig flere knivstik ; dette var 
det sidste ; det traf også så dybt , at det star livstråden 
over ; men Herren være priset ! der er en 
livstråd , som intet stød kan få til at briste ! 
0 jubel , o jubel ! nu er brodden borte ! 
Ja , Anna ! nu kommer , — nu kommer din 
Victor ! “ 
Han havde ved de sidste ørd strakt armene 
åbnede frem for sig som til en ømfavnelse ; men nu 
faldt de ned , idet han sank tilbage på lejet . Fra 
det øjeblik talte han ikke mere . 
Lægen , som Gaspard i sin ængstelse havde ladet 
hente , gav ingen trøst : „ Det er dødens mathed ; 
her kan min konst intet hjælpe . “ 
Gaspard blev siddende hos vennen , og han så 
livsflammen blive stadig svagere og svagere . 
Da påskesolen i al sin glans hævede sig over 
horizonten og kastede sine første stråler på Victors 
ansigt , så Gaspard , at vennen alt var over svælget . 
Nu sang Victor for Herrens ttrone påskehymnen , 
omfavnet af sin elskede Anna .