Solen skinnede på et lille , enetages hus i udkanten 
af en af forstæderne , og kastede sit lys 
ind i den lille forstue , hvortil døren stod åben ; 
gulvet var hvidt som sne , og ruderne i husets 
lave vinduer vare så blanke , at man kunne se 
hver tråd i de hvide Gardiner , der hang indenfor 
dem . Der lå således , udenfra set , en venlig 
fred over det hele , og græsset langs kanten af 
den ubrolagte gade gav , idet det viftede frem og 
tilbage i vinden , endogså husets omgivelser et 
rigtignok såre beskedent præg af landlighed . Men 
der fandtes en pynt i forstuen og på gaden udenfor 
døren , som i hvor smuk den i sig selv var , dog 
bragte de forbigående til at kaste et alvorligt blik 
på huset , og til i stilhed at sammenligne det udvortes 
skin af fred og lykke med den skygge , som 
sorgen rimeligvis kastede indenfor ; der var bredt 
et helt tæppe af grønt og blomster fra forstuens 

gulv og langt ud på gadens grus , og hvori 
mangen bouquet var søndertrådt af tunge trin ; 
døden , den allestedsnærværende , var skredet hen 
over det . Også inde i den lave , meget simple stue 
var der en krands af grønt , der omgav en stor , 
åbent firkant på gulvet , og midt på denne plet 
stod en ung pige i en ny , men tarvelig sort kjole 
og med foldede hænder . Det var halvt et barn 
og halvt en moden kvinde ; barnenaturen stod skrevet 
i hele formen af hendes unge hoved , der var 
omgivet af et meget lysebrunt hår , i den sundhedsfriske 
rødme på hendes kinder og på hendes 
læber , der i dette øjeblik bævede under tilbagetrængte 
tårer ; men en modenhed , langt over hendes tyve 
år , trådte frem i hendes lysegrå øjnes tankefulde , 
bestemte blik , i hendes pandes alvor og hele 
hendes stillings fattede ro ; smuk var hun egentlig 
ikke , når man fraregner den skønhed , der altid 
følger med ungdom og sundhed ; men den ubevidste 
uskyldighed og godhed , der hvilede på hendes alvorlige 
ansigt , drog uvilkårligt hjertet til hende . 
Faderløs og moderløs havde hun tidlig prøvet livets 
bitterhed ; den gamle mand , hvis lig man for nogle 
timer siden havde båret bort , havde taget hende til 

sig af medlidenhed , hun var vokset op i dette tarvelige 
hus , og havde , efter husmoderens snart påfulgte 
død , tidlig helliget sine kræfter til dets bestyrelse ; 
endnu et barn var hun af egen drift 
blevet husmoder , og var blevet det med en hvi 
anskuelse af sine pligter . Hun havde været en tro 
og flittig huusbesfyrerinde for sin plejefader , der 
havde været en underordnet embedsmand , og som i 
de sidste år levede af en ubetydelig pension , og 
næsten en moder for hans søn , der var flere år 
ældre end hun . Denne lille verden , der havde 
været hendes et og alt , hendes omsorg , hendes 
tanke nat og dag og hendes hele lykke , var nu 
forstyrret , og hun stod der , efter fuldbyrdelsen af 
den sidste pligt , skuende i alvorlige og bekymrede 
tanker ind i fremtiden . 
Da bragte raske , hurtige fodtrin udenfor på 
sandet hende til at se op , døren blev hurtigt åbnet , 
og en ung mand i simple , men anstændige , 
sorte klæder og med flor om hatten , trådte ilsomt 
ind . Han satte med en vis , åbenbar mechanist og 
tilvant forsigtighed hatten fra sig , og sluttede den 
unge pige i sine arme i et fast , inderligt favntag . 

hun lagde sine arme om hans skulder , og trykkede 
sit hoved op til hans bryst . 
„ Rosine , kære Rosine ! “ sagde han ømt , 
„ nu er vi to ene i verden med hinanden ! “ 
Hun klappede hans kind , strøg hans hår fra 
panden , og så længe tavs og bedrøvet på ham . 
„ Hvor du har været god og trofast mod min , 
fader ! “ vedblev han efter en pause , hvori de begge 
syntes at have vejet deres sorg , „ aldrig , så længe 
jeg lever , skal jeg glemme , hvad du har gjort for 
os begge to . Nu er touren til mig at sørge fordig , 
og du skal ikke være bange for fremtiden , 
Rosine , jeg skal nok finde udveje til at fortjene , 
hvad vi to behøve . Vi have jo ikke store fordringer , 
vel ? Kun den , at blive sammen og aldrig at 
stilles ad , ikke sandt ? “ 
„ Ak , kære Frits ! “ sagde hun nølende , og 
drog sig ud af hans arme , „ for fremtiden frygter 
jeg ikke ; men jeg er bange for , at det går ikke an 
for os to at blive her alene sammen . “ 
„ Hvorledes ? “ sagde han , idet en sky af skuffelse 
overtrak hans ansigt , „ er du ikke min søster ? 
Mener du , at vi skulle forlade dette kære , gamle hus ? “ 
„ O Frits ! “ sagde hun alvorligt , „ jeg er ikke 

din søster , og det er tungt , at vi i dette øjeblik 
sfulle tænke på det . Derfor kunne jeg jo gerne 
blive hos dig ; men jeg føler dog , at det ikke ville 
være rigtigt , selv om andre ikke vide , at du er 
min Broder . Gerne , gerne ville jeg passe huset 
som før , og jeg kunne også godt som før fortjene 
noget ved at sye ; men der er alligevel en følelse 
hos mig , som siger mig , at det ikke kan blive ved 
at være således . Derfor , kære Frits ! — og det 
stod jeg netop og tænkte på , da du kom — derfor 
må vi nu stilles ad , og gå hver sin vej . “ 
„ Og hvorhen vil du gå ? “ spurgte Frits , 
der næsten åndeløs havde lyttet til hendes ord . 
„ Ud at tjene , “ svarede Rosine sagte . 
„ Ud at tjene ! “ gentog Frits med forfærdelse . 
„ Skulle du leve blandt fremmede , som ville behandle 
dig slet , misbruge din pligtfølelse , tilsidesætte 
dig — nej , Rosine ! det må ikke ske ! 
Før vil jeg — “ han tav et øjeblik , tænkte sig om , 
og sagde derpå sagte og nedtrykt : „ Ak , jeg kan jo 
ikke gøre noget for dig ! “ Han kastede sig ned på 
en stol , holdt hænderne for øjnene , og græd bittert . 
Rosine gik hen , og stod foran ham ; hun 
havde selv inderlig lyst til at græde ; men hun betvang 

sin bevægelse , og ventede stille til han havde 
givet sin smerte luft . 
„ Ufornuftige Frits ! “ sagde hun mildt bebrejdende , 
„ i stedet for at græde burde du styrke mit 
mod , og hjælpe mig til at se den lyse side af 
hvad der nødvendigt må ske . Og hvorfor tror 
du , at det skal gå mig så ilde ? Dersom du 
troer , at jeg vil gøre min pligt , hvorfor tror du 
da ikke også , at gode mennesker ville påskønne 
det ? Jeg er slet ikke bange for at tage ud og tjene , 
jeg gør så få fordringer , og jeg vil gerne underordne 
mig andres villie . Når man blot gør 
sin pligt — “ hun så på ham med et inderligt , 
trofast blik , — „ så vil det nok gå godt . “ 
Han rystede bedrøvet på hovedet . Hun strøg 
mildt med hånden hen over hans hår . 
„ Sid ikke så tavs ! “ bad hun , „ vi forlade jo 
ikke hinanden for bestandig . “ 
„ O Rosine ! “ sagde han , „ vi have levet sammen 
fra barndommen af , vi have delt alting , 
små bekymringer og store sorger , glæde og kærlighed ! 
Hver middag har din hånd tildelt mig 
min del af middagsmaden , stor eller lille , eftersom 
der var råd til det , hver aften har jeg sagt 

dig godnat , før jeg gik hen at sove ; kom jeg en 
sjelden gang sent hjem , bankede jeg dog på din 
dør for at høre et venligt ord af din stemme ! 
Alt dette er forbi , du går ud blandt fremmede 
mennesker , der købe dig for deres penge , og jeg 
— hvor går jeg hen ? “ 
„ Du store Frits , “ sagde hun skjemtende , „ skal 
også bestille noget . Du har jo din tteologiske 
embedseksamen , og kan med tiden blive præst . 
Selv om vi blive noget gamle , gør det jo ikke noget ; 
desbedre kan det da passe sig , at jeg igen holder 
hus for dig . Du vil vel nok have mig til din 
husholderske ? “ 
Trods den skjemtefulde tone funklede der også 
nogle tårer i Rosines øjne , og da hun 
havde talt ud , vendte hun sig fra ham for at 
skjule dem . 
Frits tog hendes hånd , vendte hende om 
mod sig , og de tårer , hun havde søgt at skjule , 
rullede ned ad hendes kind . Han så på hende , 
og sagde derpå alvorligt : 
„ Det smerter dig altså også ? “ ' 
„ Kan du spørge derom ? “ svarede Rosine , 

idet hun frigjorde sin hånd , og ville gå bort 
fra ham . Han sprang op , og fulgte efter hende . 
„ Rosine , min søster , min veninde ! “ sagde 
han blidt og hjerteligt , „ gå ikke fra mig , førend 
jeg har gjort dig endnu et spørgsmål . Hvis jeg 
ikke allerede har gjort det , så er det kun , fordi min 
faders lange sygdom og de derpå følgende sørgelige 
pligter have afholdt mig ; thi jeg har længe følt , 
af min ro og min lykke var afhængig af dit svar . 
— o , bliv ikke rød , og slå ikke øjnene ned — 
ærligt og oprigtigt spørger jeg dig i denne hellige 
stund og på denne indviede plet , hvor vor fælleds 
faders kiste stod , vil du engang blive min hustru ? 
Vil dette trofaste hjerte , der nu hviler mod mit , 
anse sig for bundet for tid og evighed til mig ? 
Vil du engang i lykkelige dage vende tilbage til 
mit hus , dele mine tarvelige kår , og være i ondt 
og godt , i liv og død min dyrebare ægtefælle ? “ 
En dybere og dybere rødme farvede blufærdigt 
hendes kind , medens han udtalte disse ord , og da 
han havde endt , så hun op til ham , og sagde , denne gang 
uden sin sædvanlige fattede ro , og med bævende 
stemme : „ Jeg tror , jeg vil det , Frits ! “ 
Der lå et så alvorligt tilsagn i hendes 

stemme , at han ikke agtede på det ubestemte i 
ordene ; men idet han trykkede hende fastere i sin favn , 
udbrød han med dyb bevægelse : 
„ Nu , så velsigne gud vor pagt ! Alt , hvad en 
mand kan gøre , overensstemmende med fin ære 
og samvittighed , for at hidføre øjeblikket til vor 
forening , skal jeg redeligt gøre ; enten det varer 
kort eller længe , skal mit hjerte tilhøre dig med 
uforanderlig troskab og kærlighed — dertil være 
gud mit vidne ! “ 
„ Så længe du elsker mig , er jeg din , “ sagde 
hun med samme alvor , „ jeg vil vente på dig , til 
du med gud og æren kan føre mig ind i dit 
hus . Men dette hus må du nu forlade , 
Frits , og søge dig en anden bopæl , i det mindste 
til jeg er borte . “ 
„ Jeg får det vel , “ sagde han beklemt , og så 
sig om , „ dette kære , lille hus ! “ 
„ Nu vel , “ sagde Rosine opmuntrende , „ Du 
må gerne besøge mig , eller ved du hvad , Frits , 
jeg kan godt få den gamle madame Mortensen 
til at flytte herind så længe , hun gør det gerne , og 
så kunne vi blive sammen , til vi hver gå sin vej 

— hvis du tror , at vi have råd dertil ; thi hun 
må jo spise hos os . “ 
Den omtalte gamle kone var en bekendt af 
huset , der ernærede sig ved den beskedne håndtering 
at lave papirsposer , og hvis fordringer til livet 
altså ikke vare vanskelige at tilfredsstille . Frits 
smilede , og mente , at de vel nok turde tillade sig 
denne udgift . 
„ Ieg vil straks gå hen til hende , “ sagde Rosine ; 
„ thi den gamle må have lidt tid til at forberede 
sig . Ieg kommer straks tilbage for at tænke 
på middagsmaden . “ 
„ Må jeg følge med dig ? “ spurgte Frits . 
„ Nej , på ingen måde , “ svarede hun , idet 
hun travlt tog hat og schawl på , „ det ville kun 
sinke mig . “ 
„ Må jeg da hjælpe dig ? “ spurgte han smilende . 
„ Tak , det gør jeg bedst selv , “ svarede hun , idet 
hun med megen alvorlig omstændelighed bandt sin 
hattesløife . 
„ Må jeg da kysse dig ? “ vedblev han , og lod 
gerninger ! følge så hastigt på spørgsmålet , at 
Rosines bestemte „ Nej ! “ ikke for denne gang kom 
over hendes læber . Hun gjorde et lille tilløb til 

at se vred ud , men kunne ikke afholde sig fra at 
smile , og skyndte sig derfor henimod døren . Just 
som hun ville åbne den , bankede det stærkt på 
den , og en anden ung mand , også i sorte klæder 
og med flor om hatten , trådte ind . 
„ Gud være med eder ! “ sagde han med en stærk , 
dyb stemme og hjertelig alvor , idet han trykkede 
deres hænder , „ kommer jeg eder til ulejlighed ? “ 
„ Det kan du ikke , kære Carl ! “ sagde Frits , 
ligeså hjerteligt , „ tværtimod , var du ikke kommet , 
havde jeg nu opsøgt dig . Bliv hos os i dag , Rosine 
vil sørge for , at vi få en anstændig middagsmad , 
og jeg har meget at tale med dig om . 
Lad mig først og fremmest , kære ven , inden Rosine 
forlader os , meddele dig , at Rosine og jeg er 
forlovede . Du vil måske synes , at vi dertil kunne 
valgt en mere passende dag end vor faders begravelsesdag ; 
men tanken om skilsmissen vakte 
tanken om et fornyet samliv , og vi håbe således 
trøstigen at kunne gå fremtiden i møde . “ 
„ Til en god gerning er enhver dag god nok , “ 
Sagde Carl , „ og jeg ønsker eder tillykke . Selv om 
i begge vidste , at i ikke kunne tænke eder at leve 
« den hinanden , er det dog godt at sige det ; der er 

ingen tanke og følelse hos os , der ikke vinder ved 
at stå klar og ren for vor bevidsthed . “ 
Imidlertid gik Rosine sit ærinde , og begge 
vennerne gik ind i Frits ' lille arbejdsværelse . De 
tændte her deres cigarer , og sad længe tavse . Endelig 
tog Carl ordet : 
„ Hvad tænker du nu at gøre , Frits ? “ 
„ Lad mig først sige dig , hvad Rosine tænker 
at gøre , “ svarede Frits , ligesom lidt undvigende . 
„ Hun vil søge sig en tjeneste . “ 
„ Ja så , “ sagde Carl . Efter en lille pause 
vedblev han : „ Hun gør ret deri . “ 
„ Men gør jeg også ret i at tillade det ? “ 
Spurgte Frits sagte . 
„ Hvorfor ikke ? “ sagde Carl . „ Du mener , at 
du burde ernære hende ? “ 
„ Ja . “ 
„ Kan du det ? “ 
„ Ja og nej . Jeg har jo ved mine informationer 
skaffet et bidrag til faders husholdning , 
og jeg kunne måske ved sorsgede anstrengelser tilvejebringe 
noget mere ; men min tid går hen 
med at undervise , og hvad så ? 
„ Hvorfor skulle du gøre Rosine afhængig 

af dig ? “ sagde Carl ; „ hun er flink , huslig og 
forstandig , hun kan være til nytte alle vegne , i stedet for 
at sidde med hænderne i skødet og tære på 
din fortjeneste . Hun gør det heller ikke , fordi 
hun er for fornuftig til at ville flade et forhold , 
der om kortere eller længere tid vil blive eder 
begge til byrde . Jeg ved et sted , hvor Rosine 
kan blive anbragt . Du ved , at jeg har en gammel 
bedstemoder , geheimerådinde Rosenfeldt , der nu 
i sin høje alderdom opholder sig på sit gods . 
Hendes sognepræst har en patient i sit hus , en 
gammel dame , der efter min mening lider mere 
på sjælen end på legemet , og som stadig holder 
sengen . Efter sigende er denne syge kone ikke 
tilfreds med den pleje , der ydes hende af præstens 
hunsbesfyrerinde — han er enkemand uden børn 
— og man søger nu et fornuftigt , tålmodigt og 
dannet fruentimmer til af være om hende . Her er 
altså intet strengt arbejde , men netop en virksomsomhed , 
hvortil Rosine med sin rolige , trofaste 
characteer er fortrinlig skikket . Præsten har skrevet 
mig til , og bedet mig skaffe ham en pålidelig person , 
og , efter hvad du nu har sagt , tager jeg ikke i 
betænkning af foreslå Rosine af modtage pladsen . “ 

Frits lagde cigaren fra sig , og trak sit vejr 
dybt . Carl så på ham , og sagde , idet han ligeledes 
kastede cigaren ud af vinduet : 
„ Jeg forstår dig , Frits ! det smerter dig , 
af hun skal være afhængig af andres ønsker og 
luner , og tjene andre for en anden løn end kærlighedens ; 
men du bør betvinge denne følelse . Lad 
du hende gå , hun vil finde sin plads overalt ; 
der går en engel ved ethvert menneskes side , dersom 
hun bærer pligtens bud skrevet i sit hjerte . 
Det er jo også kun for en tid , og dine udsigter 
ere , synes mig , ret gode . Som syvårs candidat 
kan du snart tænke på af få et lille kald , og 
jeg er vis på , af du og Rosine ville blive lykkelige 
i en så fredelig og i alle måder velsignelsesrig 
virksomhed , hvor man kan stifte uberegnelig 
nytte , hvis man virkelig vil . “ 
„ Om jeg vil stifte nytte , Carl , derom kan 
du ikke tvivle ; jeg tør sige , at du ved , at jeg 
altid fra dreng af har respekteret pligten , og betragtet 
den med et alvorligt øje , og hvad Rosine 
angår , da er det , som om gud havde flabt hende 
til at være en trøst og en lindring for de lidende 
og trængende . Min fader har ligget på et mangeårigt 

sygeleje ; men hendes tålmodighed , hendes 
glæde over enhver kjærlighedsgjerning , hun kan udøve , 
hendes stille , rolige , selvopoffrende væsen har 
forvandlet alle disse lidelsestimer til virkelige sabbathdage . 
Desmere smerter det mig , ikke at kunne 
lønne hendes troflab , som jeg så gerne ville — 
ak , hvis jeg var som hun , da var alt godt — men 
jeg er det ikke — jeg bærer en byrde på mit 
bryst , som jeg ikke har kunnet betroe hende endnu— “ 
Han tav , og trykkede læberne sammen , som om 
han ville lukke dem over sin hemmelighed . 
„ Hvad mener du , Frits ? “ spurgte Carl ; 
„ thi jeg formoder , at du ikke vil lade det blive ved 
disse gådefulde ord ? “ 
„ Nej , nej , “ svarede Frits , idet han bøjede sig 
over mod ham . og trykkede hans hånd , „ jeg må 
tale , og i dag mere end nogensinde , da jeg ved min 
faders grav dybere end ellers har følt , hvor stort 
et ansvar det er at leve og dø . — jeg har længe 
været enig med mig selv om , at jeg ikke tør søge 
præstekald . “ 
Carl fæstede et langt , alvorligt og prøvende 
blik på ham . 
„ Jeg forstår dig , “ sagde han , „ Din tro er 

ikke således urokkelig grundfæstet , at du tør bygge 
en præstelig virksomhed på den ? “ 
„ Således er det omtrent , “ sagde Frits , „ og 
hvorledes det er kommet , ved jeg ikke selv . Jeg 
valgte selv at studere theologie i den overbevisning , 
at det var den lykkeligste lod at kunne prædike 
det for alle , der lå som en lyksalig vished i mit 
eget hjerte . Jeg drømte mig allerede på prædikestolen 
i søndagmorgenens festlige lys lige overfor 
min glade , forventningsfulde menighed , og hvis jeg 
arbejdede og studerede ivrigt , da var det for så 
ilsomt som muligt at nå dette mål . Men lidt 
efter lidt følte jeg mindre glæde ved mit arbejde ; 
en besynderlig trang til at fremstille sagen fra 
forskellige synspunkter , til at undersøge , hvad indflydelse 
den formende menneskeånd kunne have haft 
på den , forstyrrede mig i mine roligste timer , og 
til sidst syntes jeg mig at være to væsener , hvoraf 
det ene angreb og det andet forsvarede . Ja , forsvarede ! 
— en dag vågnede jeg op af min grublen , 
og greb mig i at forsvare det , på hvis sandhed 
jeg nogle måneder før gerne var død . Jeg 
søgte at komme på det Rene med mig selv ; men 
uagtet jeg følte , at jeg var meget forandret , kunne 

jeg dog ikke fordømme mig selv . Idet jeg randsagede 
mit inderste , fandt jeg hos mig selv en stærkt udpræget 
dobbellhed , af erkendelse og følelse , eller 
dennes udvikling i den religieuse retning af tro . 
Denne dobbellhed var så stærk , at jo mere jeg udviklede 
hver af dem i sin retning , jo mere divergerede 
de fra hinanden , og dog kan jeg ikke lade 
være at lade dem begge bevæge sig på troens 
gebet . Jeg har sagt til mig selv : lad da kun din 
erkendelse arbejde i de mere concrete retninger , og 
lad din følelse udvikle sig til en fast tro , urokket 
af din forstands indvendinger og tvivl , eller lad 
din erkendelse udvikle sig og bryde sig en bane , 
som du må følge , hvad enten den i sine fortsatte 
conseqventser vil lede dig til tro eller vantro , 
og lad følelsen søge sin tilfredsstillelse i mere concrete 
tilfælde i dine forhold her i livet . Men 
dette kan jeg ikke ; thi min erkendelse synes det mig 
ofte , at jeg kan bringe til et resultat , og dette 
resultat forfærder mig da som oftest . I min fortvivlelse 
kaster jeg mig da i troens arme . Hænder 
det sig derimod , at jeg engang har bestemt at 
lade troen råde på sit eget gebet , så forekommer 
det mig , at jeg bærer mig ad som den tjener , 

der nedgrov sit pund , endskønt han havde et regnskab 
at aflægge derfor . Jeg har tillige altid næret 
det faste håb , at hvad vi her erkende stykkeviis , 
det skulle vi hisset skue som i et spejl , med et 
blik , i et øjeblik . Denne virksomhed , hvori vi 
stue gud ansigt til ansigt , må da nødvendigvis 
være en forhøjet potents af erkendelse ; men hvorledes ? 
Skulle denne erkendelse ikke også have 
klarhed i forhold og gradvis , og skulle en udyrket 
ånd kunne fatte med hin erkendelsens skuen som 
den ånd , der alt har kæmpet for lys og sandhed , 
om han end aldrig vandt dem , og om hans kampe 
kun blev som de øvelser , hvormed fægteren forberedte 
sig til at træde ind på arenaen ? Nej , nej , 
jeg tror , at den må kunne stue klarere , som allerede 
herneden har skærpet sin ånd , og derfor vil 
jeg heller ikke lade min erkendelse uforsøgt i disse 
kampe , hvorfra min sjæl dog aldrig vender tilbage 
uden blodige sår og mærker . Jeg vil kæmpe , 
uagtet jeg ved , at jeg aldrig vil vinde diademet , 
som er ved banens ende . Men når jeg vender 
tilbage fra disse kampe , må jeg forfriske mig med 
troens bad ; som den , der er omspændt af luer , 
søger jeg hen til den forfriskende strøm . “ 

„ Og der gives intet punkt , “ spurgte Carl , 
„ hvor din erkendelse og din tro mødes ? “ 
„ Jo , “ svarede Frits , „ næst bevidstheden om en 
personlig gud , har jeg altid bevaret en fast overbevisning 
om udødeligheden ; thi netop den omstændighed , 
at min tanke og min tro på alle andre 
punkter lå i strid med hinanden , viste mig hen 
til denne strids forsoning og den tid , da den 
skulle ophøre . Netop herved fremtrådte udødeligheden 
før min erkendelse , som den alt før eksisterede 
fast og urokkelig i min tro . “ Carl grundede nogle 
øjeblikke . 
„ Det er altså den personlige guds åbenbaring , 
der fornemmelig er stridspunktet ? “ sagde han . 
„ Ja , tilvisse , “ svarede vennen ; „ thi alt øvrigt 
falder og står med denne . “ 
„ Og dog tror du på den personlige gud ? “ 
„ Det må jeg , fordi jeg tror på mig selv . 
Ja , jeg tror på ham , og det med så fuld overbevisning , 
at når jeg ret har været fanget i denne 
dobbelthed af erkendelse og tro , har jeg ofte 
tænkt : men er gud da ikke et væsen , før hvem 
jeg tør føre min sag , når det regnes mig til 
synd ikke at have troet ? Tør jeg ikke før ham 

fremsætte de grunde , som før min menneskelige 
forstand synes conseqvente , og sige : denne forstand 
har du givet mig , jeg har brugt den efter bedste 
evne , og så kom jeg i strid med hvad du bød 
mig at tro ? — vil han da ikke sige efter profetens 
ord : „ Kommer dog , og lader os gå irette 
med hverandre , dersom eders synder end er som 
purpur , skulle de dog blive snehvide ? “ 
„ Der gives ingen farligere fjende for troen 
end denne halvhed , “ sagde Carl , „ det er som et 
faldefærdigt hus , hvorpå man lapper og flikker , 
og som alligevel forbliver i brøstfældig stand . Tusinde 
gange hellere må man falde så dybt i 
tvivlens og fornægtelsens vande , at himlen forsvinder 
for vort blik ; thi da ville vi ængstelige arbejde 
os op igen til overfladen . Jeg har selv 
kendt det ; efter en barndom , fuld af glødende tro , 
begyndte mine ungdomsår med tvivl og spørgen , 
og det varede ikke længe , før hele den åndelige 
verden sank ned i ruiner omkring mig . Der lå 
min sjæl levende begravet , og våndede sig efter 
frelse . Og den kom også ; i min nød tog jeg en 
dag bibelen , og læste i den ; der — på skibet 
på tiberias ' sø — mødte jeg ham , der frelste 

mig . Jeg så ham — bliv ikke bange , Frits ! jeg 
så ham i mine tanker ; men da jeg engang rigtigt 
havde set ind i hans åsyn , var jeg forløst 
for al tvivl , fra den dag af troede jeg . “ 
„ Din natur er varmere og rigere end min , “ 
Sagde Frits noget nølende . 
„ Hvis den er det , “ sagde Carl , „ så er grunden 
den , at min sjæl siden den tid lever et rigere 
liv ; er det ikke netop efter dette liv , du higer ? “ 
„ Ja , det gør jeg , “ sagde Frits . 
„ Og hvorfra komme disse tvivl , denne strid ? “ 
Vedblev Carl ivrigere og ivrigere , „ kommer den ikke 
deraf , at i vel sige , at gud har åbenbaret sig for 
eder , men i grunden mene , at det egentlig er læren , 
der har åbenbaret sig . Ordet er vel kommet til 
verden for eder ; men det er ikke blevet kød . Ja , 
i indrette åbenbaringen efter eders menneskelige 
forstand , i støbe den i eders former . I lære 
ikke , at i skulle tro dette eller hint , men at således 
skulle i tro det . I , som knap vide , hvad i 
selv mene , i lære , at dette mente eders herre og 
frelser ; for eder er hans liv og lære en nordnet 
hob , hvori i skulle bringe orden og system , og 
når i da selv føle , hvor koldt , frossent og indskrumpet 

alt er blevet i eders hænder , da puste i 
eder op i den forblændelse , at i se ham , kende 
ham og tilbede ham , og dog har ingen af eder i 
sandhed vandret et eneste skridt ved hans side . 
Frits ! jeg agter heller ikke at blive præst , jeg har 
sat mig i forbindelse med et engelsk missionsselskab , 
jeg vil gå som missionair til Afrika . “ 
Frits så overrasket på ham . 
„ Så det er derfor , du studerer engelsk ? “ 
Sagde han . 
„ Ja , “ svarede Carl , „ jeg har opgivet at lære 
eder Christne at kende Herren , jeg vil forsøge det 
med hedningerne . Dem vil jeg fortælle om ham , 
de vide ikke noget om de to tusinde år , der have 
kølnet eders tro . “ 
„ Carl , har du også betænkt — “ sagde Frits . 
„ Hvilket ? “ spurgte Carl , „ hvad er her at betænke ? 
Jeg er fri for alle bånd , og den smule 
jordisk gods , jeg har , gør det netop muligt for 
mig at udføre min plan . Om et år håber jeg 
at afgå til min bestemmelse , det er ingen hemmelighed 
længer . “ 
„ Men— “ Frits afbrød sig selv , og vedblev i 
en raskere tone : „ Jeg indser vel , Carl , at det 

var en fornærmelse mod dig at tale om , hvad du 
vover ved udførelsen af denne plan . “ 
„ Hvad vover jeg ? “ spurgte han med et fast 
blik på vennen . 
„ Livet , “ svarede Frits kort . 
Et smil gled hen over Carls ansigt . „ Fordi 
jeg vover det , er jeg dog ingenlunde sikker på dets 
tab , og er martyrdøden mig bestemt , så meget desbedre . “ 
„ Men 
er der virkelig intet bånd , der , om det 
end ikke holder dig tilbage , dog lader dig føle sit 
blide tryk , når du vender din hu bort fra fædrelandet ? “ 
Carl 
taug nogle øjeblikke . „ Om så var , “ 
Sagde han endelig , „ så bryder jeg det også , hvis 
det behøves . Min beslutning er fast . “ 
„ Så har jeg intet mere at indvende mod den , “ 
Sagde Frits , „ jeg misunder dig den kraft , der 
driver dig til den ; men jeg føler mig ikke kaldet 
til at efterligne den . Ligesom der gives mennesker , 
der er skabte til at se livet fra de store højder , 
således gives der dem , der helst betragte det fra den 
stille Dal . Gud give mig blot den åndelige kraft , 

der behøves til en ringere virksomhed , og jeg vil 
takke ham . “ 
„ Hvad har du tænkt på at gøre ? “ spurgte 
Carl , efter at vennerne havde forenet deres hænder 
i et fast håndtryk . 
„ Der er gjort mig det tilbud at følge den 
gamle kammerherre Sivers til udlandet . “ 
„ Hvad er det for en mand ? “ 
„ Jeg ved ikke stort andet om ham , “ svarede 
Frits , „ end at han er svagelig og rig ; hans læge 
har rådet ham at rejse , og hans søn , hvem jeg 
har undervist , har foreslået mig at følge faderen . 
Efter de få ord , jeg har vekslet med denne , har 
jeg fået det indtryk af ham , at han er en egoistisk , 
gammel mand , der kun tænker på sig selv og sine 
bekvemmeligheder . “ 
„ Det er intet behageligt rejseselflab , “ sagde 
Carl . 
„ Jeg griber også kun denne udvej for at vinde 
tid til at betænke , hvad livsbane jeg skal vælge , “ 
Sagde Frits ; „ jeg vil forsøge på , hvad indflydelse 
det vil have på mine tanker og anskuelser , at jeg 
seer mig om i verden . Jeg er nu så længe gået 
om i denne informationernes trædemølle , at mine 

ideer bestandig vandre de samme trin op og ned ; 
jeg vil ialtfald forsøge noget nyt . “ 
„ Det er forsøget været , “ sagde Carl . 
„ Jeg har ikke talt derom til Rosine , “ sagde 
Frits hastigt , „ og hvis det nu ikke netop traf sig 
således , at vi dog skulle stilles ad , havde jeg måske 
dog ikke modtaget Sivers ' tilbud . “ 
I dette øjeblik åbnede Rosine sagte døren , 
og så ind . „ Middagsmaden er på bordet , “ 
Sagde hun med husmoderlig venlighed ; begge mændene 
rejste sig , og fulgte hende . 
I dagligstuen , hvor alle spor vare fjernede af 
dagens første , sørgelige begivenhed , stod et lille 
bord dækket til fire personer ; på en stol ved 
vinduet sad en gammel kone med hvide hår , 
yderst tarveligt , men ligeså renligt klædt , og strikkede ; 
det var den omtalte madame Mortensen . 
„ Goddag , kære madam Mortensen , “ sagde 
Frits venligt , og bukkede for den gamle , der rejste 
sig , og blev stående , „ nå , så de vil nok være så 
god at blive lidt hos os ? Blot det ikke forstyrrer 
deres arbejde . “ 
„ Tusind tak , hr . Walther , “ sagde hun og 
skød med en smule kejtet forlegenhed sin tætte , 

hvide kappe skævt på hovedet , „ det er jo ligesom 
jeg skulle ligge på landet ; nu har jeg i mange 
år ikke været en nat ude af mit lille Kammer i 
st . Pederstræde — ikke siden min salig søn døde . “ 
„ Det var deres eneste søn ? “ sagde Frits 
deltagende . 
„ Ja . Herre , og han ernærede mig , nu må 
papirsposerne gøre det . “ 
„ Papirsposerne ? “ spurgte Carl forundret . 
„ Madame ak orten sen fortjener sit brød ved 
at klistre poser , “ forklarede Frits . 
„ I disse dage holder jeg en lille fritid , “ sagde 
den gamle kone med et fornøjet smil ; „ jeg ville 
så gerne hjælpe jomfru Rosine med at bære 
maden ind ; men hun vil ikke have det , og jeg kunne 
det dog så godt , jeg er ikke vant til at sidde på 
stads . “ 
„ Her er de gæst , “ sagde Frits muntert , „ og 
der er Rosine selv med maden . “ 
Rosine satte terrinen på bordet , og blev 
derpå et øjeblik stående , og betragtede den usædvanlig 
festlige anretning med et sørgmodigt blik . 
Frits trådte hen til hende , og sagde halvsagte : 

„ Han sidder til bords et andet sted , kære 
Rosine ! “ 
Hun nikkede tavs , og gjorde et indbydende tegn 
til gæsterne ; Carl satte sig straks ; men den gamle 
kone tøvede noget , før hun kunne beslutte sig til at 
sidde ned ved bordet , og da den unge værtinde først 
øste op til hende , sagde hun afværgende : 
„ Tak , tak , jomfru Rosine ; men jeg er ikke 
så meget vant til varm mad , jeg kan ikke spise så 
meget . “ 
„ Laver de kun engang imellem varm mad ? “ 
Spurgte Frits . 
„ Ja , såmænd ; det er nu længe siden , jeg har 
lavet andet end kaffe . “ 
„ Kaffe ? det er en dårlig ret , “ sagde Carl . 
„ Nej , herre , det er netop en god ret , “ sagde 
den gamle , „ den varmer , og det er så dejlig nemt . 
Der er ikke mange i vort hus , der lave anden 
mad . “ 
„ Den husholdning havde jeg nok lyst at se , “ 
Sagde han . 
„ Herren behøver blot at besøge den kvist , hvor 
jeg boer , “ sagde hun , „ der er mange af den slags 
husholdninger , vi er lutter fattige mennesker . 

det er et rigtig ordentligt hus , kan de tro , 
lutter pæne folk . “ 
„ Ieg skal besøge dem , “ sagde den vordende 
misstonair med eftertryk . 
Da man havde spist , og Rosine havde tilendebragt 
ordningen af husets sager , begyndte en 
rådslagning mellem de tre unge mennesker om 
deres fremtidsplaner . Rosine var Carl taknemmelig 
for hans tilbud at anbefale hende til pladsen , og 
mente , at alt nok ville gå godt ; at passe en syg , 
det var jo ingen sag , det havde hun gjort så ofte . 
Madame Mortensen nikkede bekræftende , og mente , 
at der var jomfru Rosine rigtig på sin plads . 
„ Men når den syge kone nu er gnaven , 
utålmodig , urimelig — “ sagde Frits . 
„ Så kan man bedre sinde sig i det hos en 
syg end hos et rask menneske , “ sagde Rosine forhåbningsfuldt . 
„ Ak , 
hvor dette er mig imod ! “ sukkede Frits 
bekymret . 
„ Det er ikke ret af dig , Frits , at tage dette 
således , “ sagde Carl , „ da det nu dog skal være , 
hvorfor vil du så forknytte Rosine med dine 
mørke spådomme . “ 

„ Du sagde selv , at den syge kone led på 
sjælen . “ 
„ Ethvert arbejde i denne verden har sine besværligheder , 
sine tunge øjeblikke , “ sagde Carl ; 
„ men jeg har den tro til Rosine , at hun ikke er 
bange for dem . “ 
„ Lad ham kun snakke , “ sagde Rosine smilende , 
idet hun lod sin hånd glide hen over Frits ' 
pande , „ han ved så godt , at det er mig , som er 
den fornuftige . “ 
Rosines mod sank dog noget , da hun hørte 
om Frits ' bortrejse ; hun gav vel med få ord sit 
bifald tilkende ; men derefter tav hun , og tog sit 
arbejde . En svag sky af bedrøvelse hvilede over 
hendes ellers så klare pande , først nu følte hun 
sig rigtig alene . Frits så det , og følte sig endnu 
mere beklemt ; Carl så det også ; men han 
lod sig ikke mærke dermed , og vedblev endnu længe 
at drøfte de fælleds fremtidsudsigter . Da sengetid 
var kommet , rejste han sig , og sagde Rosine et 
venligt godnat . 
„ Godnat , kære Rosine , “ sagde han , „ stil nu 
deres bekymring i guds hånd , og læg dem 
trøstig til ro ; i morgen tidlig vil alting se klarere ud . “ 

Frits fulgte ham udenfor , og da de stod der , 
sagde Carl : 
„ Skam dig , Frits , at have så lidt mod 
både for dig selv og for den , du elsker . “ 
Frits brast i tårer . 
„ Hun er så ung — “ hulkede han . 
„ Desbedre , “ sagde Carl , „ så er hun også 
så meget uskyldigere , og så meget roligere kan du 
stole på , at gud vil følge hende , hvorhen hun 
går . Min ven , jeg er roligere for hende end 
for dig . “ 
„ Lov mig , Carl , “ sagde Frits , og lagde sin 
arm om hans skulder , „ at du vil være hende en 
trofast ven , når jeg er borte . “ 
„ Tossede dreng ! “ sagde Carl , leende med 
tårer i øjnene , „ skulle dette flinke , lille fruentimmer 
nogensinde behøve min klodsede hjælp , så 
ffal hun få den . “ 
Vennerne omfavnede hinanden , og sfiltes ad . 
En ugestid efter ringede det på dørklokken 
til den lille lejlighed , og Rosine , der netop var 
ifærd med et husligt arbejde , lukkede op med et 
hvidt forklæde og opsmøgede ærmer . En høj dame , 

i et kostbart shawl og med en meget moderne hat , 
trådte ind i forstuen . 
„ Boer jomfru Stein her ? “ spurgte hun . 
„ Det er mig , “ svarede Rosine forundret og 
lidt forknyt ved den fremmedes overlegne mine , 
idet hun åbnede døren til dagligstuen . Hun stred 
ind , vendte sig , og tog Rosine skarpt i øjesyn . 
Der var noget i dette blik , som bragte Rosine 
til at se ned på sit forklæde , om det mnligviis 
var plettet , og derpå at trække ærmerne ned over 
sine hvide , blottede arme . Da den fremmedes blik 
vedblev at følge hende , vendte hun sig fra hende , og 
bød hende en stol . 
„ Tak , “ sagde hun , og satte sig ; „ det er en 
lang vej herud ; men de boer jo velsignet her ; det 
er næsten et landsted for folk i deres stilling . “ 
Rosine ventede bestandig på nærmere oplysninger , 
og tav . 
„ Jeg er frøken Kjeldsen , “ sagde hun venlig , 
efter at have mønstret værelset , „ det er mig , 
der bestyrer huset for pastor Degen , og candidat 
sander har anbefalet dem til os . De 
ved , at det er et sygt menneske , de skal passe , 
et menneske , som Vorherre har stemplet , og som kun 

christenkerrlighed kan tage sig af . Fru stilling 
er et ulykkeligt menneske ; men i sin ulykke lærte 
hun pastor Degen at kende , og nu havde hun ingen 
ro , før hun kom i vort hus . Når de lærer 
vort velsignede hjem at kende , vil det ikke undre 
dem . Men den onde ånd i hende havde ingen 
ro , og hun har virkelig været en ubeskrivelig plage 
for os . Ingen kan gøre hende tilpas , og hendes 
onde samvittighed piner hende dag og nat . Vi 
have kæmpet med hende , og vi ville med guds 
hjælp aldrig blive trætte ; men vi må have hjælp . 
Det vil blive deres pligt at passe hende hele 
dagen ; thi hun er rig , og betaler godt for sig ; kan 
de nu påtage dem dette ? “ 
Der var noget i den fremmedes væsen og 
tale , der virkede afskrækkende på Rosines uforfalskede 
natur ; men hun havde modtaget pladsen , 
og det kunne ikke falde hende ind at vige tilbage 
på grund af en ubestemt antipathie . 
„ Jeg vil så vidt muligt gøre min pligt , “ 
Svarede hun roligt , „ det må vel stå i min magt 
at passe et eneste menneske , og jeg har ofte omgåedes 
med syge . “ 
„ Det er ikke dette , jeg mener , “ sagde frøkenen 

afvisende , „ den Smale gerning får de vel gjort , 
og hun forstår godt selv at kommandere , nej , jeg 
mener , om de er en af dem , der ikke stole på sig 
selv , men henstille alt til Vorherre , og som ikke 
tage sig noget arbejde på i den tro , at de alene 
kunne udrette det , hvis ikke gud arbejder med dem 
— er de et af de mennesker , som have søgt gud 
og fundet ham ? “ 
„ Jeg ved virkelig ikke , “ sagde Rosine nølende , 
„ om jeg tør sige dette . Jeg håber , at jeg af et 
oprigtigt hjerte vil søge at gøre guds villie . “ 
„ Det er under disse udflugter , at verdsligheden 
og egenkerrligheden skjule sig , “ sagde frøkenen 
med hårdhed ; „ men jeg håber , at de bedre omgivelser , 
hvori de herefter vil komme , ville virke velsignende 
på dem . Pastoren er et væsen af en 
højere natur , og det var alene været at være i 
huset , for at nyde godt af hans omgang . Hvad 
har de tænkt at ville have i løn ? “ 
Rosine rødmede svagt . 
„ Jeg formoder , at de selv har taget en bestemmelse 
dermed , “ svarede hun . 
„ Ja , men det er dog altid godt at høre vedkommendes 
mening , “ sagde frøkenen ; hun så sig 

igen om , meublerne vare meget tarvelige , rosin c s 
klædedragt var af et simpelt stof , hendes forklæde 
af grovt blårlærred , og den unge piges miner 
vare frygtsomme og barnlige , frøkenen var i dette 
øjeblik kun forretningsmand , og hun sagde derfor 
prøvende : 
„ Hvad siger de til tyve rigsdaler om halvåret ? 
Arbejdet er jo kun let , og de behøver ikke at 
at være pyntet . “ 
Rosine tænkte , at det var meget lidt , under 
et tjenestetyendes almindelige løn , og ialtfald alt for 
lidt til at klæde sig anstændigt for ; men hun 
kunne ikke tinge med den bydende person , der havde 
rejst sig , og stod foran hende . „ Det er dog altid 
tag over hovedet , “ tænkte hun , „ og måske “ — 
— ak , hvilket langt , tvivlende „ måske “ — „ måske 
gode og gudsfrygtige mennesker , “ og hun svarede : 
„ Jeg vil være fornøjet dermed . “ 
„ Nå , så er vi jo gudfleelov enige , “ sagde 
frøkenen , øjensynligt i godt humeur ; „ der går en 
fragtmand til vor landsby onsdag og løverdag ; 
det er bedst , de kommer på onsdag , det er mandag 
i dag , og de kan vel snart pakke deres smule 
tøj ind . “ 

jo , der var intet i vejen , Rosine havde beredt 
alt til sin og Frits ' bortrejse ; tirsdag aften 
skulle han rejse , og hun havde da intet at blive 
længer efter . 
„ Godt , “ sagde frøkenen , „ så går jeg , Vorherre 
være med dem — og glem ikke at accordere 
med fragtmanden om deres tøj . “ 
Rosine fulgte hende til døren , og blev stående , 
og så efter hende , da hun gik ned ad gaden . 
Den høje skikkelse stred med raske og bestemte skridt 
henad vejen , og da hun ikke længere så det mildt 
smilende ansigt , syntes hun , at hun aldrig før havde 
set noget så koldt , hårdt og selvkærligt . 
Frits og Rosine toge afsted med hinanden ; 
men vi ville ikke opholde os med beskrivelsen af 
den . De vare sikre på hinanden , kærlige øjne 
så ind i hverandre , trofaste hænder trykkede hinanden , 
og gensidige løfter om at bære skilsmissen 
med tålmodighed og fortrøstning formildede afskedstimens 
bitterhed . Den hele afsted foregik i en 
krog på banegården ; fra dens hellige tusmørke 
gik Frits hen at forene sig med den muntre , støjende 
vrimmel af venner og bekendte , der fulgte 

kammerherren tildørs , Carl og Rosine gik hjem 
sammen . 
Undervejs fortalte Rosine ham om frøken 
Kjeldsens besøg , og uden at hun vidste af det , 
genlød hendes bange anelser om fremtiden i hendes 
fortælling . Carl lyttede opmærksomt til . 
„ Lad os håbe det bedste om disse mennesker , “ 
Sagde han , „ jeg har ved mine sjældne besøg bemærket , 
at tonen i præstegården havde et ejendommeligt 
sving ; men hvor ofte træffer man ikke dette i præstegårde ? 
En vis kamp for en unaturlig og opskruet 
hellighed slår ofte ud i ydre , overspændte 
anstrengelser , som det indre menneske lidt ikke ved 
noget af , og som falde bort lige overfor de daglige 
vidner til disse menneskers gerninger . For dem 
er christendommen bogstaveligt blevet „ Ordet , “ og 
de prædike det også tilgavns . At de ikke mene det , 
tør jeg ikke sige ; men jeg er temmelig vis på , at 
det går med ordet som med et menneske , at når 
det lever for meget i verden , bliver det overfladisk . 
Men prøv nu , kære Rosine , jeg kommer jevnligt 
ud til min bedstemoder , og når de nu har haft 
tid til at finde dem tilrette i de nye forhold , 
skal jeg besøge dem , og se , om de har det godt . “ 

næste morgen besteg Rosine fragtmandens 
vogn — en frisf , dejlig sommermorgen ! Halmen , 
der var stukket ind imellem det optårnede gods 
på vognen , lugtede stærkt i den varme luft , hestene 
skrabede utålmodigt , og solen skinnede lige i ansigtet 
på madame Mortensen , der stod på fortouget , 
og plirede med sine små øjne , dels på 
grund af sollyset , dels på grund af sin bevægelse . 
Kusken steg op , rettede betænksomt på 
hestedækkenerne på sædet , og tog pisken ned af 
læsset ; karlen i gæstgivergården betragtede ham , 
vognen og hestene med en sagkyndigs mine . 
Rosine rakte sin hånd ned til den gamle 
kone , hun ville gerne sagt noget ; men hun kunne ikke . 
„ Gud velsigne dem , mit barn ! “ svarede den 
gamle på den tavse hilsen , og vognen rullede afsted . 
Tungt rumlede den hen ad brostenene , husene , 
vognene og menneskene giede underligt forbi Rosines 
øjne , hun så ned i sit skød , og kusken 
støttede hen til det blege , stille ansigt ved hans side ; 
men med en vis plump delikatesse tog han øjnene 
til sig , og satte sig i beskæftigede med at prygle 
hestene , der iøvrigt ikke lod til at tage nogen videre 
notits af disse hans adspredende øvelser . Da lød 

et kraftigt „ Holdt ! “ Vognen standsede , Rosine så 
op ; de holdt på Nørrebro , og Carl stod ved siden 
af vognen . 
„ Morgenstund har guld i mund , “ råbte han 
med glad , frejdig stemme , og pegede ud over det 
smilende vand ; hans åbne , venlige ansigt , svagt 
bevæget af en mild rørelse , lyste for Rosine som 
genskinnet fra en bedre og lykkeligere fortid , og 
hun bøjede sig ned imod ham . 
„ Om et par timer , “ vedblev han , „ er te 
ude i den frie natur , tænk på mig , når de seer , 
hvor alting er dejligt derude — nej , nej , Rosine , 
se ikke bedrøvet ud — tro mig , sådan en herlig 
sommerdag kan ikke varsle om noget ondt . En 
lykkelig rejse , hils derude , og så — kør til , kusk ! “ 
Kusken adlød så hurtigt , at det gav et ryk 
i vognen , Carl svingede sin hat , og ved det sidste 
glimt af hans strålende blik lovede Rosine sig 
selv ikke at være „ barnagtig . “ 
Kjøretouren var også livlig og afvekslende nok , 
og hen ad middag rullede de op ad den alle , der 
førte til præstegården . En lang , hvid bygning , 
omgivet af grønne træer , mødte ro sin es blik , det 
var stuehuset , til begge sider foran den lå ladebygningerne , 

bagved den anseelige have , alt var net , 
velvedligeholdt og venligt , og Rosine følte sig mere 
vel til mode , end hun før havde gjort på sin lille 
rejse . Fragtmanden kørte ind i gården , skønt 
lænkehunden aflagde en kraftig protest derimod , 
accompagneret af en tililende hund af finere Art , 
der stillede sig på trappen foran stuehusets 
dør , og med megen vigtighed opfyldte sine embedspligter . 
Ved denne allarm kom præsten ud af 
døren , og da han så Rosine , gik han hen til 
vognen , og rakte hånden op til hende . 
„ Velkommen i vor herre Jesu navn ! “ sagde 
han med en ejendommelig snaddrende betoning , 
hvorpå han vendte sig til fragtmanden , og sagde 
med naturlig , noget flæbende stemme : „ Niels , har 
du husket sodavandet ? “ 
„ Ja vel , hr . Pastor ! “ svarede Niels , „ jeg 
har det alt sammen , sukkeret , sodavandet og jomfruen , 
alting i bedste velgående . “ 
Niels begyndte at trække pakkerne frem , og 
pastoren råbte nu over til stalden : „ Lars , kom 
med vognstigen ! “ 
En meget lang , høitvoxen dreng kom med 
vognstigen , og da den var sat til , hjalp pastoren 

selv egenhændig Rosine ned ; det må dog bemærkes , 
at han under udøvelsen af dette galanterie 
bestandig holdt tobakspiben fast i munden . 
„ Se nu , at de kan befinde dem vel hos os , “ 
Sagde han venligt , og Rosine ville have været ham 
taknemmelig for denne tiltale , hvis der ikke i dette 
brune ansigt med de små , plirende øjne , den lange , 
skæve næse og flade hage havde ligget noget cynisk , 
der skrækkede hende tilbage . 
Nu kom fra stuehuset frøken Alexandrine , 
indhyllet i et stort , hvidt shawl , der virkelig gav 
hende udseende af en velvoksen vestalinde ; hun befalede 
først Lars at bringe pakkerne ind i køkkenet , 
og vendte sig derpå til det levende fragtgods , der 
stod forlegen ved siden af . 
„ Velkommen , jomfru ! “ sagde hun meget venligt , 
„ kom de ind i stuen , vi have ventet på 
dem med kaffe ! “ 
Rosine blev ført ind i spisestuen , hvor kaffebordet 
stod dækket med en rigelig frokost ; frøkenen 
nødte hende til at sætte sig ned ved bordet , og hun 
selv serverede drikken med flink hånd , bestandig indhyllende 
sig i det hvide shawl . 
„ Seer de , “ sagde hun , da Rosine havde forsynet 

sig med det nødvendige til frokosten , „ De 
må nu vide , hvad det egentlig er , de har at gøre 
her . Den syge dame , de skal passe , hedder Fru 
stilling , og er en meget rig enke . Hendes 
mand og eneste barn døde for en fem , seks år 
siden , og det tog hun sig meget nær . For at adsprede 
sig , besøgte hun sin cousine , geheimerådinde 
rosenf eld t , der boer på sin gård her i nærheden , 
og da hun var meget tungsindig , talte pastoren ofte 
med hende , trøstede hende , og gjorde hende alt godt . 
De ved ikke , hvad han er for en mand , jomfru 
Stein ! men de vil lære ham at kende , og de vil 
også fatte beundring for ham , når de seer , hvilket 
hjerteliv , han fører , og hvor mageløs han er . Det 
er ligesom om Vorherre gik med ham , hvor han 
går og står ; de to er så fortrolige sammen , 
man kan med sandhed sige , at det , den ene vil , 
vil den anden også . Sådant et liv i gud er en 
mageløs velsignelse , kan de tro , og det vil de 
snart erfare . Det er ikke for ingenting , at Vorherre 
har bestilt hus til dem her , tror de vel ? “ 
„ Nej , det tænker jeg ikke , “ svarede Rosine , 
lidt forlegen over denne hende uvante talestiil . 
Frøken Alexandrine mønstrede hende med et 

temmeligt skarpt blik . „ Nå jo , det kommer nok , “ 
Sagde hun , halvt mellem tæenderne , „ nu skal jeg 
fortælle dem videre . Han og Fru stilling blev 
som et , hun opsøgte ham overalt , havde så meget 
at spørge ham om og så meget at sige ham , det 
var rigtig , som om hun gik og ledte om sin barnetro , 
og ingensteds kunne finde den , men dog havde 
det håb , at han kunne lede hende hen til den . Hun 
havde allerede i forvejen haft anfægtelser af en ond 
samvittighed , borherre havde banket på døren til 
hendes hjerte ; men hun havde stænget for ham ; nu 
lukkede hun hjertedøren op på vid gab , og kaldte 
på ham . Men nu var det , som om han slet ikke 
ville komme . Degen , den guds mand , sagde til 
hende , at hun skulle blot råbe og skrige på ham , 
så at han til sidst måtte høre hende ; hun skulle 
krybe til korset , og ikke blive træt af at bede . Da 
tiden nu kom , at hun fluide tage hjem , kunne hun 
slet ikke stilles fra os , og så blev det besluttet , at 
hun skulle opgive sit eget huns og hjem , og flytte 
her til os i præstegården . Vi gjorde det jo for 
guds skyld , og hun ville nu ikke slippe præsten . “ 
Her afbrødes frøkenen af et stort , sværtbygget , 
aldrende bondefruentimmer , der så ind af døren . 

„ Hvad er det nu , Birthe ? “ råbte frøkenen , 
misfornøjet over forstyrrelsen . 
Birthe , der iøvrigt var stuepige i præstegården , 
trådte nu helt ind , målte Rosine med 
et par store , lysegrå , mistroiske øjne , og sagde i 
en temmelig ligefrem tone : 
„ Fruen har ringet et par gange , og spørger , 
hvør den nye jomfru bliver af . “ 
Røsine ville rejse sig ; men frøkenen høldt 
hende tilbage . 
„ Lad os bøg have rø et øjeblik , “ sagde hun 
gnaven , „ Birthe , sig , at jomfruen spiser frvkost , 
og fruen må have tålmodighed en lille stund . “ 
„ Hun er meget kort for hovedet i dag , “ sagde 
pigen , og blev stående , „ jeg ved ikke , om det kan 
nytte at bilde hende det ind . “ 
„ Du skal ikke bilde hende noget ind , “ sagde 
frøkenen førtrædelig , „ Du seer jo , at vi spise , gå 
blot , og gør , som jeg siger . “ 
Birthe gik meget uvillig , og mumlede noget 
i døren om „ af fortælle historier , “ der fik en mørk 
rødme til af fare op på frøkenens kind . Imidlertid 
forstyrrede det hende ikke i fortsættelsen af 
historien . 

„ Lå var det , af hun kom her , og blev som 
et andet menneske , der slet ikke rimede sig sammen 
med det forrige . Pastoren omvendte hende aldeles , 
det blev en rig søndagsgjerning , Vorherre være 
takket for den ! Havde hun før været verdslig og 
vantro , så sad hun nu til bords med guds engle 
hele dagen . Vi kunne høre hende bede barnebønnen 
og bekende troen flere gange om dagen , 
både når hun var alene og når hun sad hos os . 
Hun bekendte , af hun havde været en grov synderinde , 
men af hun var krøbet til korset og havde 
fundet nåde . Hun var vel ikke krøbet derhen på 
sine kjødknæe , men kun i troen ; men frelseren 
havde mødt hende , og havde løftet hende op , og det 
var mageløst dejligt af høre hende beskrive , hvorledes 
hans åsyn havde skinnet , da han havde fornyet sin 
dåbspagt med hende . Det var rent et guds 
vidunder . Rigtignok havde hun også mange kampe , 
mange anfægtelsens timer , når djævelen ville 
rokke ved hendes tro , og bilde hende ind , af hun 
ved sin synd havde mistet sin borneret , så måtte 
vi våge hos hende , og det var både rædsomt og 
dejligt at høre , hvordan hun kæmpede med satan . 
Så bad hun fadervor , og sang psalmer med tårer 

i øjet og med brudt stemme , indtil forholdet 
igen blev som for mellem hende og Herren . Der 
kom folk rundtom fra for at se og høre hende , og 
når hun var for svag til at tale med dem , sad 
hun og malede korsets tegn på væggen . Det 
var en dejlig tid , så forunderlig og så yndig ! “ 
Frøken Alexandrine sukkede , og så hen forsig . 
Rosine følie sig beklemt og ilde til mode . 
Mente frøken Alexandrine alt dette , eller var 
det kun en taleform ? 
„ Hun ligger nu til sengs ? “ afbrød Rosine 
frygtsomt tavsheden . 
„ Ja , nu gør hun det , “ svarede frøkenen ; 
„ men det kom førsf efter længere tids forløb . På 
engang forandrede hun hele sit væsen , og blev 
ganske anderledes end sør . Det begyndte med , at 
hun blev tans og indesluttet , og ikke ville tale med 
nogen ; vi lod hende gå ; thi vi troede , at Vorherre 
forberedte et nyt under med hende ; men så 
så vi nok , at hun blev os mere og mere fjendsk ; 
hun ville endelig være alene , lukkede sig inde , og 
ville ikke engang spise med os . Til sidst lagde hun 
sig til sengs , og stod ikke mere op . Det er nu snart 
et årstid siden , at hun ligger der , og kun har 

onde ord til alle meunesker . Hun vil dø , siger 
hun , og ingen kan dag se , at hun fejler noget ; vi 
have hentet læge ; men når han kommer , klager 
hun blot over , at hun hverken kan stå eller gå , 
og især på den sidste tid vil hun slet ikke tåle , 
at vi se til hende . Det er en gruelig fortærelse , 
som ingen ved råd for . De er nu kommet 
herud for at hjælpe os , hun kender dem ikke , måske 
de kan få indflydelse på hende og tale hende 
tilrette . Jeg kan ikke tro andet , end at når Vorherre 
engang før har gjort et sådant vidunder , vil 
han også fremdeles hjælpe , og lysne op for den 
arme sjæl . De er jo en Christen , ikke sandt ? “ 
„ Io , det håber jeg at være , “ svarede Rosine 
i en beskeden tone . 
„ Jeg mærker nok , de har ikke troens glæde 
over dem , “ sagde frøkenen ; „ men den vil komme . “ 
Præsten trådte ind , og satte sig hos dem . 
Hans små , pirrende øjne fikserede Rosine skarpt . 
„ Nu , lille jomfru , “ sagde han , „ smager kaffen ? “ 
Rosine takkede , og han vedblev at betragte 
hende ufravendt . 
„ Et ungt blod , “ sagde han , og kneb hende spøgende 
i kinden , „ vi vil lade alvorlig , men har tankerne 

fulde af Dands og lystighed . Holder vi ikke 
nok af en lille svingom ? “ 
„ Jeg er ikke vant til lystighed , “ svarede hun , 
og trak sig halvt fornærmet tilbage fra ham , „ min 
plejefader var fattig og svagelig , vi havde ingen 
tid eller lejlighed til Dands og fornøjelse . “ 
„ Men vi havde dog en ung pleiebroder , “ sagde 
præsten med et smil og en pliren med øjnene , 
der fik Rosines kinder til at rødme ; hun svarede 
ikke . 
„ Gud velsigne din gerning , “ sagde han pludselig 
alvorlig , „ det er et stort værk , hvortil du er 
kaldet , glem ikke at bede om den helligånds kraft . 
Våger og beder , og bliver ikke trætte . — frøken 
Kjeldsen , jeg går ud i Marken , følg de barnet 
ind til vor syge veninde ! “ 
Han skød kalotten tilbage på hovedet , stak 
piben i munden , og stod straks efter udenfor i 
gården . Frøkenen rejste sig , og sagde til Rosine : 
„ Således seer de ham hver dag , en blanding 
af skjemt og alvor , men bestandig i sin herres 
glæde . Kom , lad os gå ind til Fru stilling ; 
men nu ikke et ord om , hvad vi have talt om ! “ 
De gik igennem forstuen — huset havde to 

indgange , og på denne side var køkkenet og dets 
tilbehør — og frøkenen viste i forbigående Rosine 
hendes tilkommende Kammer , det var rummeligt , 
med udgang til forstuen , lyst og luftigt , og 
den første følelse af tilfredshed i dette hus gik 
gennem ro fines hjerte , da hun så ind i det 
tarveligt meublrrede rum , som dog skulle være hendes 
eget . På den anden side gangen , lige overfor 
hendes stue , lå Fru stillings værelse , der 
forresten også havde udgang til den indre lejlighed ; 
med bankende hjerte trådte Rosine ind . 
Det var en stor , lys tofagsstue , smukt og 
stadseligt meubleret ; solen skinnede venligt ind gennem 
hvide , broderede Gardiner på det reentsturede 
gulv , der kun hist og her var bedækket med chinesiske 
måtter ; på den inderste væg stod en himmelseng , 
omhyllet af Gardiner , og der lå den syge . 
Ved deres indtræde » løftede hun sig op , og så 
forskende ud på dem , så forskende , mistroisk og 
vildt , af Rosine kun med bæven trådte nærmere . 
Engang havde dog dette ansigt , der nu , omhvirvlet 
af lange , sorte , halvt grånede hår og 
med feberglød i de store , mørkeblå øjne , stirrede 
dem i møde , været fuldt af skønhed og adel , det 

så man straks . De ædle , fintformede træk vare 
vel snart anspændte af den indre heftighed , eller 
snart slappede af den fløve ro , der fulgte på den ; 
men deres oprindelige form var dog ikke udslettet . 
De rastløst arbejdende hænder vare trods deres 
magerhed endnu smukke , og i det blik , der vildt og 
gennemborende mødte de indtrædende , læste Rosine 
med uvilkårlig medlidenhed endnu mere sjælegval 
end had og mistro . 
„ Hvorfor lader de mig således vente ? “ råbte 
hun dem i møde , „ skal hun ikke være her før min 
skyld og ikke før deres ? Og skal de først forgifte 
hende med deres prædikener , før hun må 
komme herind ? “ 
„ Gudbevares , Fru stilling , “ sagde frøkenen 
beroligende , „ hun skulle dog vel have lidt frokost 
efter rejsen , de kan forresten så hende med hud 
og hår , når de blot vil behandle hende lidt 
bedre , end de behandler os andre . “ 
„ Behandler jer ! “ sagde den syge med et ubeskriveligt 
udtryk af foragt ; derpå så hun efter 
Rosine , og vedblev : „ Kom nærmere , og lad mig 
se på dig ! “ 
Rosine trådte helt hen til sengen , hun 

følte sig så bange og besynderlig til mode blandt 
disse mennesker , at hun uvilkårligt måtte styrke 
sig ved den tanke : „ Gud vil bevare mig ! “ og udtrykket 
af den viste sig på hendes beskedne , frygtsomme 
ansigt . Den syge læste den der med forunderlig 
skarpsindighed . 
„ Javist , “ sagde hun spottende , „ Vorherre magter 
nok djævelen , tænker du , jeg kender den snak . 
Siden de have valgt dig , er du sagtens nok from 
og gudsfrygtig og et rigtigt guds barn ; men jeg 
råder dig , plag mig ikke med bønner og sang ; 
thi så beholder jeg dig ikke . “ 
„ Jeg beder aldrig , når nogen hører på det , “ 
Svarede Rosine sagtmodigt . 
„ Du lærer det nok , “ sagde hun med en uhyggelig 
latter ; „ når ånden kommer over dig , begynder 
du nok ligesom alle de andre ; det er smitsomt , 
skal jeg sige dig , man kan ikke tage sig i agt , 
det kommer , før man ved af det , og så kan man 
ikke blive af med feberen igen . “ 
„ De taler vildt , kære Fru stilling , “ sagde 
frøken a lex andrine med dulgt vrede i sin stemme , 
„ nu , lille Rosine , ved de , hvad de har at 

gøre , og kan blive her hos fruen . God bedring , 
kære frue , god bedring ! “ 
Og hyllende sig i sit draperie forsvandt^hun 
hastigt , og lod Rosine alene med sin tilkommende 
hersierinde . De betragtede gensidigt hinanden i 
taushed . Stille , roligt , fromt og gudhengivent var 
den adlydendes , vildt , ophidset , næsten dæmonisk den 
befalendes ansigt . 
„ Gå , og klæd dig om , tag rejsedragten af , “ 
Sagde den sidste bydende , „ og kom så tilbage ! “ 
Rosine gik ind i sit Kammer , netop som Birthe 
og Lars bragte hendes lille kuffert . 
„ Det er ikke meget , “ sagde Birthe , efter at 
have sluppet kufferten , og stillet sig i en betragtende 
stilling . 
„ Nej , “ svarede Rosine sagtmodigt . 
„ Er det det hele ? “ spurgte Birthe videre . 
„ Ja , “ svarede Rosine . 
„ Kommer der ikke mere ? “ vedblev spørgeren 
ufortrødent . 
„ Nej , “ lød svaret , og Rosine satte sig nedtrykt 
på sin ringe ejendom . Birthe mønstrede 
hende skarpt med en Bondes hårdnakkede udholdenhed . 
„ Gå din vej , Lars , “ sagde hun derpå , 

uden at se bort . L ar s gjorde nogle vendinger , og 
gik ud , men lod forsigtigt døren stå åben efter sig . 
„ Hvem har de i sinde at gå i lag med , 
fruen eller frøkenen ? “ spurgte Birthe inquisitorisk . 
„ Hvorfor spørger du mig derom ? “ sagde Rosine , 
idet hun fra sit lave sæde så op i bondepigens 
barske , brune ansigt . 
„ Fordi jeg holder af en ren redelighed , “ svarede 
hun kort . 
„ Men hvad angår det dig ? “ 
„ Jo , det angår mig meget . Jeg vil vide 
besked om mine medtjenere , og hvis de skal behandles 
bedre end jeg , fordi de kommer lige fra 
købstaden , så vil jeg bort . Jeg er så dog led og 
ked af dette psalmesyngeri , hvormed de spilde tiden 
for os alle sammen . Hvad vil de så gøre ? “ 
„ Jeg vil se at gøre min pligt , “ svarede Rosine 
sukkende . 
„ Nå , de er af den slags , adieu ! “ sagde 
Birthe misfornøjet , gik ud , slog døren i , og sagde 
til Lars , der ventede udenfor , med så høj stemme , 
at det tydelig kunne høres ind : „ Jo , rigtig , hun er 
hellig . “ 
Rosine klædte sig om i sin huusdragt , i sin 

kortærmede bomuldstøiskjole , tog et hvidt forklæde 
på , og gik så indtil Fru stilling . Den 
syge sad oprejst i sengen , og betragtede hende opmærksomt . 
Rosine så frimodigt ind i de store , 
forskende øjne . 
„ Det er candidat sander , der har anbefalet 
dem , “ sagde Fru stilling endelig , „ hvorfra kender 
de ham ? “ 
Rosine trådte nærmere , og fortalte , hvorfra 
og hvor længe hun havde kendt Carl , og hun lyttede 
opmærksomt . 
„ Hvorledes er den mand ? “ vedblev hun at 
spørge , og med varme udtalte Rosine sig over 
Carls mange fortræffelige egenskaber . 
„ Han vil dog være præst , “ sagde den syge 
med spodsk betoning , da hun havde endt . 
„ Nej , “ svarede Rosine , „ han vil være missionair 
og prædike for hedningerne ; han siger , at 
de ville bedre forstå christendommen end vi . “ 
„ Ja vist , og når han så har omvendt en 
eller to hedninger , så kommer han hjem , og søger 
præstekald , og takker så gud for de store gerninger , 
han har gjort . “ 
„ O nej , nej , “ sagde Rosine , og fik tårer i 

øjnene , da vennens ædle billede steg op for hende , 
„ Carl vil gøre , hvad han har foresat sig , og langt 
mere , end han lover . Hans tro er sandhed . “ 
„ Ej , ej , “ sagde den syge med et mistroisk 
blik , „ Du skulle vel ikke have lyst at følge med 
ham ? “ 
„ Jeg er forlovet , “ svarede Rosine med et ejendommeligt 
anstrøg af stille værdighed . 
„ Ja så ? og med hvem , om man tør spørge ? “ 
„ Med candidat Walther , min pleiebroder , “ 
Lød svaret . 
„ og han vil heller ikke være præst ? “ 
„ Jo , jeg håber , at han engang vil blive det . “ 
„ Jeg tænkte det nok , “ mumlede den syge , 
kastede sig tilbage , og vendte ansigtet mod væggen . 
Efterat Rosine havde ventet noget , spurgte hun : 
„ Kan jeg gøre noget for dem ? “ 
„ Der ligger sytøj derhenne , “ svarede den syge 
gnavent , „ tag det , og lad mig i fred . “ 
Rosine satte sig hen ved vinduet , og syede . 
Efterhånden som hun i al stilhed arbejdede , vendte 
hendes tanker sig mod fortiden , hun tænkte på 
Frits , på deres afsted , og på hvor han vel nu 
kunne være , og det varede længe , før hun igen så 

sig om på det før hende fremmede sted . Da bemærkede 
hun , at Fru stilling havde rejst sig i 
sengen , og betragtede hende ufravendt . 
„ Hør , hvad jeg vil sige dig , “ sagde hun , „ Du 
stat så lidt som muligt give dig af med dem derinde ; 
det er mig , der har taget dig i tjeneste , og 
du behøver ikke at lystre andre end mig . Hvis det 
bliver dig før kedeligt herinde , kan du tage dig 
en bog at læse i , eller du kan spadsere udenfor ; 
men jeg råder dig , giv dig ikke til at bede eller 
synge med dem . Vil du love mig noget ? — nå , 
du behøver ikke at betænke dig , der er ikke noget 
ondt deri — vil du love mig aldrig at fortælle 
dem , hvad jeg siger i din nærværelse . “ 
„ Det lover jeg gerne , “ svarede Rosine . 
„ Jeg vil ingen spioner have om mig , “ sagde 
hun skarpt , „ hold derfor dit løfte . “ Ester en lille 
pause vedblev hun : „ Hvad tror du egentlig om 
mig ? — at jeg er syg — eller gal ? “ 
„ Nej , det tror jeg ikke , “ svarede Rosine 
nølende . 
„ Ikke ? “ gentog hun med skarp stemme , „ så 
det tror du ikke , hvad tror du da , at jeg er ? “ 
„ Ulykkelig , “ svarede Rosine sagte . Hun ventede 

et udbrud ; men det udeblev ; Fru stilling 
vendte sig mod væggen , og sukkede tungt . 
Rosine holdt sig nøjagtigt hendes befalinger 
efterretteligt ; fra den tidlige morgenstund til den 
sene aftentime , da den syge endelig tillod hende at 
søge ro , opholdt hun sig i hendes værelse , stille 
syslende med sytøjet og opmærksom på hendes 
mindste vink . Frøken Alexandrines hyppige indbydelser 
til at drikke kaffe hos hende eller spadsere 
ud med hende afslog hun beskedent med det svar , 
at Fru stilling ønskede ikke , at hun gik bort , og 
denne hørte roligt på svaret , uden at tilføje nogen 
bemærkning . Det var et meget stille og ensformigt 
liv ; thi den syge førte aldrig nogen samtale , 
og indskrænkede sig til at give sine befalinger 
og til enkelte udbrud af sin menneskefjendske stemning ; 
men Rosine var vant til stilhed og ensomhed . 
Hun adspredte sig med at passe blomsterne 
i vinduerne og med at se ud i gården , 
hvor der jevntvæk af mennesker og dyr førtes et ret 
underholdende stillleben . Det var for hende mest 
et bevægeligt maleri ; thi den meste tale førtes 
for fjernt fra hende til at kunne opfattes ; men hun 
forstod dog uden den meget af hvad der foregik . 

hun så , hvorledes præsten tog sig ivrigt af sin 
landhuusholdning , og uddelte befalinger , irettesættelser 
og guds ord imellem hverandre ; hun så 
frøken Alexandrine ved mere betydende lejligheder 
ile til , og stå beundrende og understøttende 
ved hans side , som for eksempel , da Lars løverdag 
aften var kommet fuld hjem , og søndag 
morgen efter lang søgen fandtes sovende i den 
tørre grøft udenfor gården , hvor præsten på sin 
vandring til kirken først holdt en lille extratale 
til ham ; hun så Birthe tage denne tjenestedrengens 
åbenbare ståen skrifte meget unådigt 
op , og hørte hende i forstuedøren om eftermiddagen 
hos de andre tjenestefolk grundigen undersøge , 
hvorvidt det var nogen synd at gå i kroen 
løverdag aften , ved hvilken lejlighed det viste sig , 
at Birthe i ingen henseende var nogen afholdenhedsprædikant , 
men at hendes tænkemåde var af de 
allerliberaleste . Ved de omståendes yttringer ved 
denne lejlighed blev Rosine også til sin overraskelse 
oplyst om , at Lars gentagne gange havde 
friet til Birthe , der i det mindste var fem og tyve år 
ældre end ham , og at denne hver gang havde henvist 
spørgsmålet til fremtiden , ikke fordi hun i nogen 

måde generedes af forskellen i alder , men fordi 
hun først ville have sikkerhed for , at Lars virkelig 
ville komme til at arve en moster , der etsteds i 
nabosognet som barnløs enke var i uindskrænket 
besiddelse af en gård . I det hele syntes Birthe , 
trods sit barske væsen , at besidde en særlig tiltrækningskraft 
for ungdommen ; thi hun viste sig aldrig 
i gården , uden at en lille gris , som hun på 
grund af dens uheldige familieforhold — dens 
moder var kort efter dens og flere søskendes 
fødsel blevet overkørt — havde plejet og opfostret 
med stor omhu , kom springende efter hende , og ved 
enhver given lejlighed søgte at indtage sin yndlingsplads 
i hendes skød . Mange andre tø og firbenede 
kreaturer opfyldte gården , og bragte rig 
afveksling i dens udseende , og hen ad aften , når det 
blev roligt og tomt , så Rosine med stille andagt 
fra sit vindue den lange , lyse forårsnat udbrede 
sit , af døende lysstråler vævede drømmeslør 
over gården , haven og de fjerne egne , der i vid 
udstrækning lå udbredte for hendes blik . Tidt 
stod hun da med foldede hænder , og så ud , tænkende 
med vemod og længsel på sin Frits , der 
færdedes så langt borte , indtil den syges hæse 

stemme fra den store , mørke seng befalede hende 
at tæende lys og berede alt til natten . Når hun 
da nedlod rullegardinerne og tændte natlampen , og 
den syges dunkelt glødende blik mødte hendes som 
en sørgelig modsætning til naturens dybe fred , 
da følte hun en inderlig medlidenhed , og havde gerne 
talt et trøstende ord , hvis hun havde vovet ; men 
der syntes i hendes herskerindes væsen at ligge en 
truende afværgen af enhver kjærlighedsytring , og 
Rosine lod sig nøje med at sysle venligt og beredvilligt 
om hende . Da syntes den syges øjne at 
følge hende med et eget velbehag , og undertiden 
troede Rosine i det korte „ Godnat ! “ , hvormed hun 
afskedigedes , at høre en svag genlyd af en blidere 
følelse . 
En bøn svævede ofte på hendes læber ; men 
uagtet hun lidt i sit Kammers ensomhed foresatte 
sig at komme frem med den , afskrækkedes hun dog 
altid fra det ved sin frues barske væsen og overbevisningen 
om , at den ville blive hørt med mishag . 
Det var ønsket om engang at turde gå i 
kirke , der blev mere og mere levende i hendes sjæl . 
Når om søndagmorgenen klokken ringede til kirke , 
og når gårdens folk gik pyntede forbi hendes 

vinduer for at gå til guds hus , og til allersidst 
præsten og frøken Alexandrine stred over 
gården , da forekom det hende , at hun var så underligt 
forladt i den tomme præstegård . Engang , 
da hun stod således , og så ufravendt efter de bortgående , 
spurgte Fru stilling pludselig : „ Hvad 
seer du efter , Rosine ? “ 
„ De gå alle sammen i kirke , “ svarede hun . 
„ Ja , for at drive afguderi med sig selv og 
Vorherre , “ sagde den syge bittert , „ se ikke efter 
dem , man skal vende øjnene bort , når det onde 
går forbi . “ 
Den dag turde Rosine ikke sige mere ; men 
da den næste løverdagaften kom , og den syge med 
sit korte „ Godnat “ havde vendt sig mod væggen , 
tog hun mod til sig , og sagde med usikker stemme : 
„ Vil fruen tillade mig et ord ? “ 
„ Jeg ved , hvad du vil , “ sagde fruen hårdt , 
uden at vende sig om , „ Du vil i kirke i morgen . 
Godt , jeg vil ikke forholde dig det , gå med de 
andre , du vil nok fortryde det . “ 
Rosine fjernede sig tavs , og gik ind til frøken 
Alexandrine . Denne , der sad i havestuen 

og læste i en andagtsbog , så forundret op ved det 
usædvanlige besøg . 
„ Tys ! “ sagde hun , lagde først fingeren på 
munden , og pegede derpå til døren til præstens 
studerekammer . 
„ Jeg kommer blot , “ sagde Rosine sagte , idet 
hun nærmede sig hende endnu mere , „ for at bede om , 
at jeg må følges med dem i kirke i morgen . Fru 
stilling har tilladt mig at gå . “ 
„ Har hun ? “ udbrød frøkenen , seende glad i vejret , 
„ Vorherre være priset , jeg seer hans finger ! 
Tillader hun først dem at gå i kirke , vil hun 
selv snart følge efter . “ 
Rosine delte ikke frøkenens glade forhåbninger ; 
men hun udtalte ikke sin tvivl , og gentog 
kun sin anmodning om at måtte følges med hende 
og præsten . 
„ Gerne , gerne , “ svarede frøken Alexandrine ; 
men idet hun pludselig erindrede studerekammerets 
nærhed , dæmpede hun sin stemme , og 
tilføjede hviskende : „ Han arbejder derinde , lad os 
ikke forstyrre ham . “ 
Rosine nærmede sig sagte døren til forstuen , 

da pludselig lyden af et par stemmer bragte hende 
til at standse . 
„ Hvad er det ? “ sagde frøkenen lyttende , og 
tog lampen fra bordet for at se ud . Da Rosine 
åbnede døren , så hun en skikkelse i hast 
springe ud i gården , og hun ville gå videre , da 
frøkenen greb hende ved armen . 
„ For guds skyld , vent ! “ råbte hun , lysende 
ud i gangen , „ Kjælderlemmen er åben , og de kan 
styrte lige ned . Det er Lars , der går i giftetanker , 
som har glemt den . Lars ! Lars ! “ 
Lars viste sig noget forknyt i gårddoren , 
efterfulgt af Birthe , og frøkenen foreholdt ham 
vredt fra stuedøren hans uforsvarlige opførsel . 
Uden at turde svare , lagde han sig på knæ , og 
lukkede lemmen ; men da han rejste sig , modtog han 
af sin tilbedtcs hånd en så djærv ørefigen , at 
han tumlede hen mod væggen . 
„ Havde jeg vidst , at du havde båret dig 
sådan ad , skulle du min sandten ingen Kys fået ! “ 
Tilføjede Birthe , idet hun vendte den gabende elsfer 
ryggen , og gik ud i gården . 
Frøken Alex and r ine blev noget forbløffet over 
den uventede satisfaction , og lukkede døren mcllem 

sig og de andre . Idet Rosine gik forbi Lars 
for at gå ind i sit sovekammer , hørte hun ham 
ryste sig , og mumle imellem tæenderne : „ Det er dog 
som satan , hvor hun kan slå ! “ 
Søndagmorgen kom , en strålende forsommerdag , 
og Rosine syslede venligt og iilfcrrdigt om 
sin frue , for at vinde tid til at pynte sig til kirkegangen . 
Hun havde ventet , at hun skulle være 
gnaven og utålmodig ; men hun var tværtimod 
mindre fordringsfuld end ellers , og da det nødvendige 
til hendes opvartning var besørget , sagde hun 
kort , men ikke vredt : „ Nu kan du gå ! “ 
„ Er der intet mere , de ønsker ? “ spurgte Rosine 
tøvende og seende sig om . Det gjorde hende 
næsten ondt , at hun skulle overlade hende til den 
trykkende ensomhed i så mange timer . 
„ Gå , “ sagde Fru stilling , vendende sig bort ; 
„ men husk på , at du intet fortæller mig om 
hvad du seer og hører . “ 
Rosine skyndte sig bort for at iføre sig sin 
tarvelige pynt , og hun blev netop færdig , til frøken 
Alexandrine i fuld puds med en pragtfuld psalmebog 
i hånden bankede på hendes kammerdør , 

„ Kom , “ sagde hun med sagte og højtidelig 
stemme , „ han venter os . “ 
I spisestuen stod præsten i fuldt ornat , som 
det syntes ventende ; thi ved deres indtrædelse fæstede 
han sine små øjne med deres halvt lystige , halvt 
alvorlige udtryk på dem , og sagde : „ Nu , børn , 
lad os gå , Vorherre går i spidsen ! “ 
Derpå begav han sig afsted , og frøkenen og 
Rosine fulgte efter . Rosine så tilbage til sygeværelsets 
vinduer , og det forekom hende , at roserne 
og nellikerne bag de hvide Gardiner så efter hende , 
som hun så ofte havde set efter de andre , og 
spurgte : „ Hvorfor må vi ikke gå med ? “ 
Kirkeveien var meget smuk ; venlige huse , grønne 
marker og løvfulde træer fængslede øjet i yndefuld 
blanding , og da ved en omdrcining af vejen kirkeklokkens 
alvorlige toner hilste dem , følte Rosine 
sig usigelig bevæget og lykkelig . „ Jeg vil gøre min 
pligt , og vente tålmodig på min Frits , “ sagde 
hun til sig selv med from glæde , der forvandlede 
tanken til en bøn , og let og glad stred hun op ad 
højen til kirkeporten . Udenfor denne holdt en 
elegant equipage med to udsøgt smukke heste , seletoiet 
raslede under deres utålmodige bevægelser , 

og den livreeklædte kusk tog hovmodig til hatten 
for præsten , da denne gik vognen forbi , 
„ Geheimerådinden er allerede kommen , “ hviskedee 
frøken Alexandrine hastigt til Rosine , idet de 
gik ind i våbenhuset . Den lille landsbykirke var 
. fuld af mennesker , fordetmeste bønder , der vare i 
deres bedste puds ; mænd og kvinder sad hver for 
sig , som skik er på landet , og fyldte de to rækker 
stole på gulvet ; i sidestolen til venstre , ophøjet 
over de andre stole , sad herskabet , som det 
kaldtes , bestående af tre personer , en gammel dame , 
en mand på nogle og tredive år og en ung pige . 
Rosine fik imidlertid ikke tid til at betragte dem ; 
thi efter at frøken Alexandrine havde sendt en 
venskabelig anerkendende hilsen op til dem , skyndte 
hun og Rosine sig at tage plads i den øverste 
stol på gulvet . Præsten var trådt hen for altret , 
og Rosine blev ikke lidet forundret ved at se 
ham læne sig til altarbordet i samme skødesløse 
stilling , hvori han sædvanlig stod lænet til ladedøren 
eller lågen , og oplæste bønnen i samme 
tone , hvori han hver dag efter middagsmåltidet 
plejede at formane røgterne til at passe vel på , at 
creaturerne ikke gik i kornmarken . Den samme 

følelse , som havde grebet Rosine , da hun første 
gang trådte ind i præstegården , følelsen af noget 
dæmonisk profant , der tog det helligste i sin tjeneste , 
greb hende også nu , og hun tog efter vejret , 
som om luften var blevet hende for tung . Hun så 
om på menigheden ; men denne sad rolig og andægtig , 
og alle hoveder bøjede sig over psalmebøgerne . 
Uvilkårligt løftede hendes blik sig til herskabets 
stol , og hun så lige ind i et par rolige , 
godmodig venlige , om end ikke påfaldende intelligente 
øjne , der åbenbart hvilede på hende . Den 
middelaldrende mand , der ledsagede de to damer , 
stod nemlig oprejst bag disse , og uden just at følge 
gudstjenesten med nogen særdeles deltagelse , var 
der dog i hans hele holdning en vis alvor og anstand , 
der tydede på agtelse for stedets hellighed 
og hans medmenneskers følelser ved denne lejlighed . 
Da Rosines øjne mødte hans , så han et øjeblik 
på hende , men flyttede derpå langsomt sit 
blik over på prædikestolen , som pastor Degen 
netop var i færd med at bestige med hastige trin ; 
hun slog derimod øjnene ned , uden at have befragtet 
de kvindelige medlemmer i hersfabsstolen , 
og søgte igen at sæste sine tanker ved gudstjenesten „ Kære 

herre gud ! “ lød præstens stemme 
fra prædikestolen , „ vi er komne her for at besøge 
dig , vi er alle sammen komne som dine gode 
bekendte , og bede dig at tage vel imod os . Men 
vil du også gøre det ? Vil du også vedkende 
dig bekjendskabet med os ? Vi er udvendig pyntede ; 
men er vore sjæle også pyntede og rene og 
søndagsklædte ? Kære herre gud ! Du ved det , 
du seer igennem kjolerne og shawlerne og silketørklæderne , 
og seer lapperne og klndene indenfor 
i sjælen , du seer , om vi er været at modtages af 
dig , eller om der sfete os vor ret , når vi blev 
stødte udenfor . Se du derfor selv til , hvem du 
vil modtage , og hvem du vil forstøde , og vær du 
takket for din nåde , at du dog lader nogle af 
os arme syndere komme indenfor din dør . Amen ! “ 
Han oplæste nu dagens evangelium , og udsøgte 
sin tekst af de ord : „ Og dette skulle de gøre 
eder , fordi de hverken kende faderen , eiheller mig , “ 
Idet han sagde : 
„ Kære tilhørere , jeg ved nok , at vor herre 
Jesus her ikke mener det kendskab til gud , hvorom 
jeg- vil tale ; thi jeg vil ikke tale om hedningerne 
udenfor Christi kirke , men om hedningerne i 

den . Jeg sagde nylig , at vi vare komne her som 
Vorherres bekendte ; men det ved i selv , at en 
mand kan have mange bekendte , uden at det just 
er hans venner . Her i sognet er i jo alle sammen 
bekendte , den ene kender den anden , og går ind 
og ud hos ham ; men tør i derfor sige , at i er 
hverandres venner ? Nej , del er så langtfra , at i 
snarere bagtale hverandre , hvor i kunne komme til , 
misunde hverandre , når den ene har et par korn 
mere end den anden , og grine i skjæggct , når 
det går eders nabo ilde . Ja , sådan er vi 
mennesker ; men vi skulle ikke være sådan . Og 
ligeoverfor Vorherre kan det nu slet ikke nytte , at i 
komme med eders filurerier ; han er klogere end i , 
og lader sig ikke narre , fordi i sådan en smuk 
søndag komme til kirken i eders bedste klæder , og 
sige : „ Goddag , kære herre gud , her komme alle 
dine gode venner ! “ Han ved nok , af det let kan 
hænde sig , af når han en anden gang har bud 
efter eder , så svarer en , af han skal ud af se til 
sin ager , en anden , af han skal prøve sine okser , 
og en tredie , af han nylig har taget en hustru tilægtæ . 
Når jeres gode ven heri landsbyen har 
bud efter jer , lader i ham så vente ? Nej , det 

ville ikke flikke sig ; men Vorherre , som allerede ved 
eders dåbspagt sendte sin søn Jesus Christus 
ud af invitere jer , ham kan i godt lade vente fra 
år til andet , og sommetider lige til jer dødsdag ; 
men så er det for sent , kan jeg sige jer , for så 
har Vorherre sat punktum for alle invitationer . 
Ja , nu mener i vel , det går ikke så slemt til , 
som præsten prædiker , og af man gerne kan være 
en god ven af Vorherre , fordi man går tilkroes , 
og svirer og bander og lader fem være lige , og jeg 
er vis på , af der er mangen af eder , der sidder og 
kroer sig indvendig af sit bekendtskab til Vorherre . 
Der er nu Stine , derer gift med svend Olsen , 
hun sidder der med sit brogede shawl og sit pæne 
hovedtøj , og bilder sig ind , at hun er rigtig indgået 
med Vorherre , og så vide vi dog alle sammen , 
at hun behandler sin mand som en skovisk , og 
under ham hverken vådt eller tørt . Tror i , at 
Vorherre synes om del ? Jeg kan fortælle jer — “ 
Her blev talen afbrudt ved en almindelig bevægelse 
af menigheden ; den nylig udpegede synderinde , 
en stor , svær , meget stadselig bondekone , havde 
rejst sig op i sin stol , men fik ondt , og faldt tilbage 
i en liggende stilling . En kone , der sad i 

samme stol , holdt på hende , og så sig om om 
hjælp . Frøken Alexandrine , der sad lige foran , 
ville rejse sig ; men Rosine kom hende i forkøbet , 
trådte ud af stolen og ind i den næste , hvor hun 
hjalp til at få den segnede bondekone op . 
„ Vil de ikke ud i luften ? “ spurgte hun sagte . 
„ Jo , lad mig komme ud , “ sagde konen med 
hård stemme . 
De gik alle tre sagte ud i den bageste gang , 
og forlod kirken . Rosine var glad ved at være 
sluppet for at høre mere af talen , på kirkegården 
var luften frisk og duftende af blomster på gravene , 
og hun satte sig på en gravsten hos de to bønderkoner . 
Efter nogen taushed sagde den ene : 
„ Nå , Stine , der fik du rigtig læst og påskreven . “ 
Den 
tiltalte rokkede frem og tilbage , og svarede 
ikke . Der opstod således en panse , der igen afbrødes 
af den først talende . „ Det var grumme 
ubehageligt for dig , Stine , “ jsagde hun deltagende . 
Stine så med et forbitret ansigt lige ud 
for sig , trak sit brogede shawl fast op under hagen , 
og sagde trodsigt : „ Ja , hvad så ? Er jeg ikke alligevel 
den rige svend Olsens kone , og siger du 

nej , Anne , når jeg beder dig spise vor middagsmad 
med os ? “ 
„ Nej , gudbevares , “ svarede Anne med taknemlig 
høflighed , „ Tak som byder . “ 
„ Ja , hvad så ? “ vedblev Stine i en endnu 
mere forbitret tone , „ skulle jeg ikke være god nok 
for Vorherre ? Snak , siger jeg , den sag skal jeg 
nok afgøre selv . Og så min mand , det fjog , 
han er i stand til at give et dobbelt pintseoffer i år ; 
men det skal der intet blive af , såsandt jeg hedder 
Stine . Hvad mener du , Anna , er jeg god nok 
eller ikke god nok ? “ 
Anne rømmede sig . 
„ Det er ikke noget at spørge mig om , Stine , “ 
Sagde hun , „ vel er du sommetider noget hvas mod 
svend , og præsten , gudbevares , han er jo dog 
Vorherres tjener — “ . 
Stine vendte hovedet om , og så på veninden 
med et blik , hvis strenghed denne ikke kunne 
udholde . 
„ Gudbevares , Stine , “ sagde hun , „ der er jo 
ingen tvivl om , at du er en mægtig rig kone — “ 
Hun tøvede lidt ; men erindringen om en del meer 
eller mindre indbringende villigheder fra Stines 

side besejrede enhver indvending af hendes samvittighed , 
og hun vedblev : „ — og en mægtig god 
kone . Skam få den , der siger andet . “ 
„ Det skulle jeg også mene , “ sagde Stine 
bestemt . 
Prædikenen var endt , og psalmesangen begyndte . 
En noget forknyt udseende mand stak hovedet ud 
våbenhuset , og så sig om . 
„ Er det dig , svend ? “ spurgte Stine , „ kom 
du kun frem ! Er du glad over , at din kone har 
stået skrifte ? “ 
Manden kom langsomt nærmere , og satte sig 
på en ligsten lige overfor . 
„ Synes du ikke , vi skulle gå hjem , for de 
andre komme , “ sagde han . 
„ Det hehøves ikke , svend Olsen , “ svarede 
hans kone , „ jeg har ikke i sinde at slå øjnene ned 
for nogen , fordi han derinde finder på at prale 
op om vores hunsholdning . Har jeg ikke altid 
været god imod dig , dit fjog ? “ 
Manden rykkede frem og tilbage . 
„ Nå , svar nu , “ vedblev konen opmuntrende 
på en hånlig måde , „ der sidder Anne , som 
går ud og ind hos os hver dag , og der er jomftuen 

fra præstegården , som sagtens går hjem og 
fortæller alt , hvad her siges , lad dem nu høre , om 
præsten har ret eller ikke . “ 
„ Stine , jeg ville ønske , vi vare hjemme , “ 
Sagde svend forknyt . 
„ Å , snak , “ sagde Stine , „ sådan rende vi 
ikke fra det . Dersom du tror , at jeg lader det 
sidde på mig , så tager du fejl . “ 
Der trådte igen en skikkelse frem af våbenhusets 
dør , det var den unge pige , der havde siddet 
i herflabsstolen , hun så hen på gruppen , smilede , 
og kom nærmere . Rosine så nu først , hvor smuk 
hun var , hendes væsen var vel fornemt og hendes 
hovedes holdning stolt , men ud af de store , brune 
øjne strålede godhed , glæde og livsfriskhed . 
„ Hvorfor sidde i her , folk ? “ sagde hun i en 
vis overlegen , men ikke bydende tone til de to 
ægtefæller , „ i eders sted ville jeg gå hjem , og 
ikke unde folk den fornøjelse at se jer sidde her . “ 
„ Skulle vi flamme os måske ? “ spurgte 
Stine but . 
„ Å nej , “ svarede hun , „ men heller ikke trodse . 
Det gør mig ondt , at præsten pegede på jer , 

Stine Olsen ; men gør det bedste , i kan gøre , 
viis ved et godt eksempel , at han har uret . “ 
„ Frøkenen har godt ved at tale , “ sagde konen 
nølende . 
„ Ja , hvorfor ikke ? “ sagde frøkenen med ungdommeligt 
lune , „ jeg ville ikke gerne stå skrifte ; 
men skulle det en dag hænde , vil jeg gøre det med 
såmegen anstand som muligt . “ Hun så på 
Rosine , og vedblev med et venligt smil : „ Det 
er dem , der nylig er kommet her til egnen , kan - 
de lide den ? “ 
„ Jeg har ikke set meget af den , “ svarede Rosine , 
behagelig berørt af den unge dames lette , 
venlige væsen ; „ men jeg synes , her er meget smukt . “ 
„ Ja , her er smukt , “ gentog hun , og tilføjede 
let henkastet : „ Når de får tid , så kom op på 
gården og besøg os , så skal de se , at der også 
er kønt . “ 
Nu kom kirkegængerne ud af kirken ; idet de 
gik forbi svend Olsen og hans kone , ' lettede 
mændene forlegent på hattene , og konerne hilste 
alvorligt , uden at se til siden . Svend tog hatten 
af , og holdt den mellem knææne , medens han så 
ned for sig ; men hans kone så skarpt og trodsigt 

på de forbigående , og nikkede til svar på hilsenerne . 
Da præsten og frøken Alexandrine kom 
ud , rejste Rosine sig , og sluttede sig til dem . 
„ Hvor blev de af ? “ spurgte frøkenen heftigt , 
„ havde det ikke været mere passende at komme ind 
end at sidde her ? “ 
„ Jeg var nu engang herude , “ svarede Rosine 
undskyldende , „ og havde ikke mod til at gå ind . “ 
Præsten standsede foran bønderfolkene . „ Nå , 
Stine Olsen , “ sagde han , halvt alvorligt , halvt 
skjemtende , „ så du kunne ikke tåle at høre sandheden ? 
Du kan nok lide at gøre det onde ; men 
du kan ikke lide , at man siger det . Sig mig engang , 
har du nogensinde mødt Vorherre ? “ 
Stine , der åbenbart blev imponeret af præstens 
kjækhed at tale til hende , efter at han havde 
fornærmet hende få hårdt , så på ham med store 
øjne , og svarede kort : „ Nej , jeg har ikke , det jeg 
ved . “ 
„ Så skal jeg sige dig noget , “ vedblev han , 
„ i dag har du mødt ham , han stod lige ved siden 
af dig , da jeg talte til dig ; men du vendte dig 
bort , og gik afvejen for ham . Det skulle du ikke 
have gjort ; han elsker dig mageløst , og derfor tugtede 

han dig ved min hånd ; thi jeg er kun hans 
ringe tjener . Når du nu er kommet hjem , 
Stine , og har aftaget al din flitterstads og har 
taget din gamle kjole på , så gå ind i dit lønkammer , 
og se , om du kan finde Herren : søger 
du rigtigt , og kalder rigtig trofast på ham , så 
kommer han nok , og når du så bliver rigtig fortrolig 
med ham , så skal du se , han siger accurat 
det samme til dig , som jeg har sagt . Gud være 
med dig ! Jeg skal se hen til eder i aften ! “ 
Han gik langsomt videre , fulgt af frøken Alexandrine , 
der mumlede ved sig selv : „ Er han ikke 
mageløs ? Han talte med denne kvinde , som om 
han var Vorherre selv ! “ 
Stine havde rejst sig , og så efter dem ; derpå 
så hun over til sin ægtefælle , der stod som 
en arm synder . „ Kom , svend , “ sagde hun , „ han 
er os for stærk , lad os se at komme hjem . “ 
Nogle skridt videre standsede præsten ved geheimerådindens 
vogn ; den gamle dame var i færd 
med at stige op ; men hun standsede , og hilste først 
på præsten med en dyb , ceremoniel neining , og 
gentog den samme for frøken Alexandrine . 

„ Befinder deres nåde dem vel ? “ spurgte 
han , bukkende sig dybere end sædvanligt . 
„ Io , tak , hr . Pastor , så vidt alderen tillader . “ 
Hun tav lidt , og tilføjede derpå , ligesom tvungen 
as en vis tvang til at vise høflighed : „ Tak for 
den gode prædiken . “ 
Den middelaldrende mand , som Rosine havde 
bemærket i kirken , og som var geheimerådindens 
søn , jægermester Rosenfeldt , tog hatten af , og 
sagde med et anstrøg af godmodig satire : „ De var 
slem imod Stine Olsen , pastor ! man kan blive 
ganske bange for at touren kan komme til en . “ 
„ Hvis jægermesteren giver forargelse i menigheden , “ 
Sagde præsten spøgende , „ svarer jeg ikke 
for noget . I kirken er ingen personsanseelse . “ 
„ Så får onkel fåmænd også ondt , “ sagde 
den unge dame leende , „ det svarer jeg for . “ 
„ Camilla ! “ sagde geheimerådindeu , lidt bebrejdende , 
idet hun blev hjulpet op i vognen af 
sin søn . 
„ Nu kommer jeg , bedstemoder ! “ sagde hun 
muntert , og da hun var steget op , hviskedee hun nogle 
ord til hende . Den gamle dame så ned , og 
sagde til frøken Alexandrine : 

„ Vær så god at se snart op til os , frøken 
Kjeldsen , og tag deres lille jomfru med ; de er 
begge velkomne ! “ 
Jægermesteren sprang op i vognen , alle hilste , 
og vognen rullede bort . 
„ En herlig dame ! “ sagde frøken Alexandrine ; 
„ men hvorfra kender geheimerådinden dem , 
Rosine ? “ 
„ Hun kender mig ikke , “ svarede hun ; „ men 
frøkenen talte til mig på kirkegården . “ 
„ Nå , det er en af frøken Camillas capriker ! “ 
Sagde frøken alcxandrine foragteligt . 
Det var temmelig sent på formiddagen , da 
de atter nåde præstegården , og Rosine hastede 
ind til sin frue . Hun rejste sig utålmodig , da 
Rosine kom . 
„ Har du nu endelig fået nok ? “ sagde hun 
gnaven . „ I have vel været i den syvende himmel , 
siden i således rent glemme at komme hjem . Var 
prædikenen dejlig , mageløs , yndig ? “ 
„ Jeg hørte ikke meget af den , “ svarede Rosine , 
og fortalte , hvad der var hændt . Den syge hørte 
opmærksomt til . 
„ Ja , dertil bruge de guds hus , “ sagde hun 

bittert , „ så Stine Olsen blev vred ? Hvad nytter 
det hende , pas på , han får nok bugt med hende , 
stakkels Stine ! hun vil så nødig være hellig ! “ 
Frøken Alexandrine kom ind , og fortalte 
begivenheden på sin Viis . Da Fru stilling 
hørte til , uden at gøre nogen bemærkning , blev 
frøkenen mere og mere veltalende , og priste pastorens 
apostoliske Iver . 
„ Ja , han er en sand apostel , “ sagde fruen 
med en alvor , der skuffede frøkenen ; „ men var det 
ikke også en apostel , som sagde : „ Dersom nogen 
iblandt eder synes , at han er en gudsdyrker , men 
holder ikke sin tunge itømme , og bedrager sit eget 
hjerte , så er hans gudsdyrkelse forfængelig . “ “ 
„ Jo , “ sagde frøkenen , noget flagen ; „ det var 
apostlen Jacob ; men — “ 
„ Se , hvor apostlene tale forskelligt , “ sagde 
fruen spottende , og vendte sig om , som et tegn 
på , at samtalen var endt . 
Den hele dag var Fru stilling meget van- . 
Stelig og opfarende , og Rosine lovede ved sig selv , 
at hun ikke så snart skulle gå i kirke . Af bedste 
. Evne søgte hun at føje sig efter hendes mange forskellige 
indfald , uden det dog lykkedes hende at 

bringe hende i en roligere stemning . Først hen ad 
aften blev hun stille , og Rosine troede , at hun 
sov . Træt og mismodig sad hun og tænkte på 
den skuffede kirkegang , og hun fik den indflydelse 
at gå over i sit Kammer , og hente sin bibel . 
Det var et gammelt arvestykke efter hendes afdøde 
plejefader ; bladene vare gule , opflidte og mange 
steder løse , og hun lagde den i vindneskarmen før 
med varsomhed at kunne læse i den . Eftersom hun 
sad og læste , blev det mørkere og mørkere ; men hun 
tænkte ikke videre over det , men antog det før det 
svindende dagslys , da det hurtigt bankede på 
ruden til det åbne vindue , hvorved hun sad , og 
Birthe råbte ind : „ Luk vinduet , jomfru , der 
kommer et uvejr ! “ Rosine så op ; himlen var 
formorkel af tunge skyer som af et sammentrukket 
tæppe , og den truende stilhed , der går forud før 
et uvejr , hang trykkende i luften . Hun lukkede 
vinduet . 
„ Hvad er det ? “ råbte Fru stilling , „ hvad 
er der på færde ? “ 
„ Det er et tordenvejr , der trækker op , “ svarede 
Rosine . 
En lang lynstråle gjennemskjar stuen , og blev , 

ligesom efter nogen overvejelse af den oprørte natur , 
efterfulgt af et dumpt , højtideligt tordenskrald . 
„ Rul gardinerne ned ! “ råbte den syge heftigt , 
„ skynd dig , Rosine ! “ 
Rosine skyndte sig med at adlyde befalingen ; 
men før hun havde udført den , kom et nyt lyn , 
ledsaget af det larmende bulder , der plejer at antyde 
et nedslag . 
„ Det slog ned ! “ sagde Rosine uvilkårligt , 
idet hun lod det sidste gardin rulle ned for den 
bevægede naturscene . 
„ Hvad — heri gården ? her ? “ råbte Fru 
stilling . 
„ Nej , nej , “ sagde Rosine beroligende , „ det 
håber jeg ikke . “ 
En stærk allarm hørtes i gangen , og frøken 
Alex andri n es stemme lod sig høre , kaldende på 
Lars , Birthe og alle gårdens andre tjenende 
medlemmer . 
„ Se , hvad det er ! “ streg Fru stilling fra 
sengen . 
Rosine ilede ud ; gangen var allerede tom ; 
men i gården stod frøkenen med et shawl 
over hovedet , og uddelte befalinger til højre og 

venstre . Da Rosine kom til , råbte hun : „ Forbarmende 
gud ! Pastoren er ikke kommet hjem fra 
svend Olsens , han kan være undervejs , herman 
straks spændes for . “ 
„ Kære frøken , “ sagde Rosine , „ hvis pastoren 
skulle være undervejs , søger han vel nok ind i et 
hus , til uveiret er ovre . “ 
„ Det siger jeg med , “ sagde Birthe brummende , 
„ det er intet vejr at jage heste og folk ud i på 
må og få . “ 
„ I have godt ved at snakke , “ råbte frøkenen , 
„ jeg ville aldrig tilgive mig selv , hvis et hår blev 
krummet på hans hoved . “ 
Tillykke viste i det samme præstens skikkelse 
sig udenfor lågen , og frøken Alexandrine for 
ned , og tog imod ham , som om han ved en vidunderlig 
styrelse var blevet frelst af den mest overhængende 
livsfare . Rosine skyndte sig ind igen . 
„ Du bliver længe borte , “ sagde Fru stilling , 
„ hvad var det ? “ 
„ Det var kun frøkenen , der ville have vognen 
sendt efter pastoren , “ svarede hun . 
„ Når hun blot venter , kører Herren ham nok 
hjem i en ildvogn , “ spottede den syge . 

„ Han kom hjem i det samme , “ sagde Rosine . 
Uveiret vedblev at rase , lynstrålerne stjal sig 
ind langs siderne af rullegardinerne , og kastede 
blålige blink hen ad gulvet , tordenen rullede , og 
rystede bygningen . Slag fulgte på slag med forfærdelig 
hast . 
„ Vil det ikke regne ? “ spurgte den syge ængsteligt . 
„ Nej , “ 
Svarede Rosine , seende ud bag gardinet , 
„ det regner ikke . “ 
„ Stråtaget er tørt , “ vedblev hendes frue , 
„ slår lynet ned her i stuehuset , slår alt i et 
nu i lys lue . Så brænder jeg inde . “ 
„ O nej , “ sagde Rosine trøstende , „ der er få 
skridt til døren , de vil let blive frelst . “ 
„ Af hvem ? af dig ? O nej , du vil tænke på 
dig selv , du vil løbe ud , og frelse dig selv , og 
når du tænker på mig , er det for sent . “ 
„ Jeg skal ikke forlade dem , “ sagde Rosine . 
„ Gå du kun , hvis det hænder , “ sagde fruen 
bittert , „ tror du , at jeg fortjener , at andre tænke 
på mig , at andre opoffre sig for mig ? Nej , nej , 
når har jeg tænkt på andre end mig selv ? Jeg 
fortjener at brændes på bålet , og hvis gud 

tænder et sådant af dette hus , så lad mig ligge 
i ilden , og tænk blot , at mig skeer min ret . “ 
Der blev en dyb stilhed efter denne smertelige 
selvanklage og fordømmelse , som tordenen syntes 
at ledsage bekræftende med sin alvorlige rullen over 
deres hoveder , og Rosine sporede næsten lindring , 
da regnen faldt med tange , larmende dråber på 
ruden . 
„ Gud være lovet , det regner ! “ sagde hun med ' 
et lettende suk . 
„ Ja , det regner , “ sagde den syge stønnende , 
„ o , gid der kunne falde en dråbe vand på min 
brændende sjæl ! Nej , nej , hvor jeg så seer hen , 
er der kun ild og luer , og nu også herudenfor — 
o forfærdeligt ! “ 
Rosine nærmede sig uvilkårligt til sengen , 
og tog plads på stolen ved den . 
„ Hvad vil du hos mig ? “ spurgte den syge , 
halvt bortvisende , halvt bedrøvet , „ Du kan ikke forstå 
det nag , der er i mit hjerte , du er ikke 
bange for uveiret , du har jntet at bebrejde dig . 
Men giv blot tid , der kommer også den dag for 
dig , da du tænker alene på dig selv , da du 
bliver bange for at lide med andre , og flygter bort 

for at redde dig og din usle egenkærlighed . Se 
ud på alle disse hellige mennesker , som taget 
burde brænde over hovedet på , og se , hvor usle , 
hvor egenkærlige de er , skønt de kalde sig selv 
apostle og Herrens sendebud , og se på mig , der 
ligger her — syg — tror du , jeg er syg ? Ved 
du , hvad der fattes mig ? O jo , jeg er syg , frygtelig 
syg , det er egenkærlighedens gift , der fortærer 
mine indvolde , en dag dør jeg , og lægen 
siger : „ Stakkels kone , hvad har hun ikke lidt ! “ og 
de græde over mig , og bejamre mig , og de kalde 
mig en martyr — og dog , hvis jeg ville , kunne 
jeg stå op i morgen , og gå om og le og være 
glad ligesom alle de andre ! “ 
Rosine vidste intet at svare , og hun sad tavs . 
„ Hvorfor sidde vi i mørke , Rosine ? “ sagde 
Fru stilling efter en lille pause , „ hvorfor tænder 
du ikke lys ? “ 
Rosine rejste sig , og tændte lampen . Da hun 
bar den hen på bordet ved sengen , så hun og 
hendes frue på hinanden , den syges blik var 
spørgende , forskende , søgende , og Rosines mildt og 
bedrøvet . 

„ Lyset vil gøre dem godt , “ sagde hun med 
dæmpet stemme . 
„ 0 , alverdens lys kunne ikke nytte mig , “ 
Svarede den syge smerteligt , og skjulte sit ansigt i 
lagenet . 
Rosine tog bibelen hen , og lagde den foran 
sig på bordet . 
„ Må jeg læse for dem ? “ spurgte hun . 
Fru stilling tog lagenet fra øjnene . 
„ Hvad er det for en bog ? “ sagde hun . 
„ Det er bibelen , “ svarede Rosine . 
„ Vil du prædike for mig ? “ spurgte hun opfarende . 
„ Nej , “ 
Svarede Rosine , „ nej , jeg læste nylig i 
den , og hvis det kan lindre dem , vil jeg blive ved . “ 
Den syge så prøvende på bogen . „ Hvor 
den er gammel og pjaltet , “ sagde hun med hån , 
„ en bibel skal være ny og smukt indbunden , at 
man kan se , at guds ord holdes i ære . De 
betale dig dog godt for at tåle mine luner , hvorfor 
køber du dig da ikke en ny bibel ? “ 
„ Det var min plejefaders , “ sagde Rosine , og 
fik tårer i øjnene , „ jeg har læst i den , fra jeg 
var lille , og jeg holder mere af den , end af en ny . “ 

den syge lod sit blik hvile længe og med et 
eget udtryk på de fugtige dråber , der hang i 
nosines øjenhår , en skygge af mildhed , næsten 
af godhed gik sagte hen over hendes ansigt , og hun 
sagde med mildere stemme : „ Nu , så læs da for 
mig , siden du vil det . “ 
Rosine slog bibelen op , og søgte ængsteligt 
efter et sted , hvori der ikke kunne findes nogen 
hentydning til den syges sindsforfatning , eller 
noget , der kunne ligne prædiken eller formaning ; 
men overalt syntes hende at være talt ord , der 
havde en stor og indtrængende betydning ; endelig 
standsede hun ved sjette capitel i Johannes ' evangelinm , 
og læste nu , først med bævende , siden med 
roligere stemme hele capitlet om de fem tusindes 
bespisning med de to fiske og de fem brød , om 
Herrens vandring på søen , hans bekendelse at 
være livets brød , og Peders ord : „ Herre , hvor 
skulle vi gå hen , du har det evige livs ord ? “ 
Selv oplivet og styrket læste hun med inderlig andagt , 
og da hun ved capitlets slutning så op , 
lå hendes frue stille med bortvendt ansigt . 
„ Skal jeg læse videre ? “ spurgte hun frygtsomt . 

„ Nej , “ svarede fruen , „ tag lyset bort , jeg 
vil sove . “ 
Rosine lukkede bogen , bar lampen bort , og 
kom tilbage til sengen . 
„ Ønsker de ikke noget ? “ spurgte hun mildt . 
Den syge vendte sig om , rejste sig halvt op , 
og idet hun tog om hendes hoved med begge sine 
hænder , trykkede hun et Kys på hendes pande . 
„ Godnat , mit barn , “ sagde hun med mild 
stemme , „ Dit ansigt har i aften været som en engels 
ansigt for mig . “ 
Hun flap hende , og vendte sig bort ; sagte og 
bevæget tog Rosine lampen , og fjernede sig . 
Geheimerådindens vogn kørte langsomt tilbage 
fra kirken til gården ; da den bortgående 
menighed var forsvunden for de kjørcndcs øjne , 
sagde jægermesteren med et let anstrøg af ironie : 
„ Hvis mama engang skulle få en mere overbærende 
præst heri sognet , fluide jeg ikke have 
noget imod det . Mens jeg hører hans prædiken , 
har jeg altid samme fornemmelse , som når jeg 
slår ved siden af et træ , der hugges om i 
skoven , jeg ved ikke , hvad øjeblik del falder til 
min side , og slår mig til gulvet . “ 

„ Jeg håber ikke , vi skulle give nogen forargelse , 
min søn , “ sagde den gamle dame med 
værdighed . 
„ Nej , mama ikke , “ vedblev sønnen ; „ men vi 
andre er ikke så sikre . Ikke sandt , Camilla , 
du ville ikke synes om en bansfråle ? “ 
„ Jeg ville trodse den , “ svarede hun med et 
udtryk af overmod . 
„ Men hvis han nu forviste dig fra kirken , til 
du gjorde bod og bedring ? “ sagde jægermesteren 
drillende . 
„ Tror onkel da , at jeg ville sidde udenfor 
på stenene som svend Olsens kone ? “ spurgte 
hun stolt . 
„ Jeg håber ikke , det kommer så vidt , “ svarede 
han leende ; „ thi frøken Alexandrine ville ikke 
synes om , at det gode forhold mellem præstegården 
og herregården blev forstyrret . Men hvorfra 
kender du den lille jomfru , som du viste 
den nedladenhed at indbyde til at besøge os ? “ 
„ Det var ikke nedlidenhed , “ svarede hun flygtigt 
rødmende , „ jeg kunne , godt lide hende . Carl 
har desuden skrevet , og bedet os være venlige imod 
hende . “ 

„ Ja så , “ sagde jægermesteren langtrukkent , 
„ er fætter Carl den lille piges beskytter ? “ 
„ Carl ville ikke bede os tage imod hende , 
hvis hun ikke fortjente vor opmærksomhed . Hun 
er hans ven , Frits Walthers forlovede . “ 
Jægermesteren fløttede sagte hen for sig ; derpå 
sagde han betydningsfuldt : 
„ Den forrige jomfru i præstegården ville 
du ikke se på gården . “ 
„ Der er stor forskel på de to , “ sagde hun 
lidt utålmodig . 
„ Jeg har været enig med Camilla i at tage 
Carls anbefaling tilfølge , “ sagde geheimerådinden , 
„ om han også har sine egne meninger om mange 
ting , kan man dog være sikker på , at han ikke 
ville rekommandere os en uværdig person . Den 
lille pige tjener jo rigtignok i præstegården ; men 
på landet behøver man ikke at tage det så strengt , 
og jeg kan selv godt lide hendes ansigt . Vi kunne 
ikke være hende til tjeneste på anden måde , og 
derfor har jeg tilladt Camilla at invitere hende . “ 
„ Mama har ganske vist ret , “ sagde jægermesteren 
ærbødigt . 
„ Det gør mig ondt for Carl , “ vedblev den 

gamle dame , „ han er et flinkt menneske og et 
rigtig rart menneske ; men hans underlige indfald 
forstyrre alle hans gode udsigter . I sit brev i går 
skriver han mig til , at han vil gå som missionair 
til Afrika ; jeg kan ikke begribe , hvordan han er 
faldet på sligt . “ 
„ Vil han til Afrika ? “ udbrød jægermesteren i 
en tone , der var meget nærved at være mere fornøjet 
end forundret . 
„ Ja , “ svarede Camilla , „ han føler sig ikke 
tilfredsstillet her i landet , han vil bort . “ 
„ Det var da som Pokker , “ sagde hendes onkel , 
„ kan det ikke være mindre ? Han vil ikke nøjes med 
at omvende de indenlandske hedninger som vor pastor , 
å , det er en grille ! “ 
„ Nej , “ sagde geheimerådinden bekymret , „ han 
skriver ganske roligt og alvorligt om det , og han er 
mand for at udføre det . Han vil rejse til England , 
og der lade sig indvie til missionair , og så 
siden lade sig anvise en post i Afrika . Det er dog 
først til efteråret , og han vil først komme herud 
at bede om min velsignelse , som han siger ; hvis i 
ere mine gode børn , så gøre i alt for at formå 
ham til at blive herhjemme , og hellere at se 

at få et godt præstekald . Jeg håber til gud , 
at han kan gøre ligeså megen nytte her som i det 
vildfremmede land . “ 
Der opstod en lille pause ; det var som om 
enhver af de to pågjæeldende af en hemmelig bevæggrund 
afholdtes fra at give et svar ; endelig 
sagde den unge pige med en noget fremkunstlet frimodighed : 
„ Når 
det er min bedstemoders ønske , skal 
jeg gerne forestille Carl det urimelige i hans hensigter , 
og jeg er vis på , at onkel Holger vil gøre 
det samme . “ 
„ Naturligvis , “ sagde jægermesteren noget tørt , 
„ jeg er blot bange for , at den galning bryder sig 
kun lidt om vore formaninger . “ 
Samtalen forstummede , da herregårde « viste 
sig i ringe afstand . 
Da nogle af ugens første dage vare hengåede , 
foreslog frøken Alexandrine en dag 
Rosine at aflægge et besøg på herregården . 
„ Jeg tænker , at formiddagsbesøg vil være det 
meest passende , “ sagde hun , „ da de er ganske fremmed 
for herskabet deroppe , og ingen jo dog ved , 
om geheimerådinden mente , at de skulle omgås 

familien . Vi må med admyghed benytte det 
gode , Vorherre sender os ; jeg tænker ikke , Fru 
stilling har noget imod , at de går med . “ 
„ Jeg vil spørge hende , “ sagde Rosine , og 
svaret blev kort , men gunstigt . 
De gik tilfods , uagtet vejen ikke var så ganske 
kort ; men vejret var smukt , og vejen førte gennem 
landsbyen , forbi kirken og gennem en lang alle , 
der snoede sig forbi marker og bønderhaver , og hist 
og her drejede ind i et lille skovparti . 
„ Vi kunne skyde gjenvei , “ sagde frøkenen ; 
„ men så komme vi tæt forbi den mark , hvor den 
ene af gårdens tyre står tøjret , og den ville 
jeg nødig have i hælene på mig . Det er jægermesterens 
kæledægge ; men den er i høj grad vild 
og ustyrlig , og står derfor alene på en afsides 
mark . Frøken Camilla er ikke bange for at gå 
den vej , og måske dyret har respekt for sit 
herskab , det ved jeg ikke ; men jeg skal ikke have 
noget af den fornøjelse . “ 
Rosine glædede sig barnligt over den smukke 
spadseretour , og det så meget mere som hun bemærkede , 
at frøken Alexandrine i dag ikke var 
stemt til opbyggelige betragtninger , men lod sig nøje 

med hist og her at uddele et „ Gudsfred , godtfolk ! “ 
Eller „ Vorherre er dog en velsignet mand , Lars 
Olsen ! “ eller „ Peder Jensen ! “ som det nu kunne 
træffe sig . De vandrede iøvrigt tanse , indtil frøkenen 
bemærkede : „ Der er gården ! “ og den lange 
spadseretour løb ud i den af gamle , mægtige træer 
dannede alle , der , på begge sider omgivet af 
haven , førte lige op i den stadselige gård foran 
hovedbygningen . Med en følelse af undselighed 
og frygt nærmede Rosine sig den brede trappe , 
hvorhen de ledsagedes af nogle gøende jagthunde ; 
opdraget i i det mindste tarvelige kår og i ringe 
omgivelser , bøjede hun sig beskedent foran rigdommens 
og fornemhedens imponerende præg . Bed 
hundenes gøen kom en tjener ned af trappen , 
og da han så frøken Alexandrine , åbnede han 
høfligt døren , og førte dem gennem nogle værelser 
til havestuen . Her sad husets damer beskæftigede 
med håndarbeibe ; geheimerådinden rejste sig straks , 
og idet hun med den gammeldags , værdige høflighed , 
der klæder den aldrende kvinde så vel , skred dem 
imøde , og hilste dem venligt med en ceremoniel 
ncining , følte Rosine sig både rørt og glædet . 
Vel var der en lille , ubetydelig nuance mellem de 

to hilsener , der tildeltes hende og frøkenen ; men 
hvad der manglede i hendes af fortrolighed , erstattedes 
ved et vist udtryk af næsten moderlig godhed . 
Frøken Camilla havde imidlertid nærmet sig , og 
hilste på dem med en ungdommeligere og måske 
noget mere tilbageholdende forekommenhed ; men 
Rosine følte dog sin forlegenheds byrde lettet , og 
medens frøken Alexandrine udvekslede de sædvanlige , 
ofte lidet åndrige bemærkninger over vejret 
og vejen , så hun sig om i stuen . Meublementet 
var gammeldags , men velvedligeholdt , og syntes 
ordnet med stor kærlighed til enhver hyggelig plet , 
som den store stue kunne frembyde . Øer var ingen 
bestræbelse for at tilvejebringe et glimrende ensemble ; 
men der var snarere tænkt på at skabe så mange 
forskellige og tiltalende tilflugtssteder for arbejdet 
og samtalen som muligt . Det store bord foran 
havedørene med den pragtfulde udsigt til haven og 
skoven , omgivet af lænestole og skamler , dannede 
det selskabelige midtpunkt for de forskellige hvilepladser , 
og optog nu det lille selskab . 
Frøken Alexandrine roste haven og udsigten . 
„ Ja , de har grund til at være fornøjet med 
Vorherre , Fru geheimerådinde , “ sagde hun , medens 

tjeneren bragte forfriskninger , „ mod dem har han 
rigtignok været en mageløs mand . På sådan en 
ejendom kan man føre et rigtigt hjerteliv , og det 
troer jeg også , de gør . “ 
Geheimerådinden syntes noget vildfarende med 
hensyn til den sidste betegnelse , men svarede dog 
godmodigt : „ Ja , kære frøken Kjeldsen , da har 
jeg dog haft store sorger i mit liv ; af alle mine 
børn er kun min yngste søn Holger ilive ; min 
ældste datter døde , da hendes søn , den lille Carl 
var tre år , og min ældste søn , Camillas fader , 
styrtede med sin hest , og forvandt aldrig faldet . 
Mine to andre børn gik bort i deres barndom , 
så af så mange har jeg kun tre tilbage . “ 
„ Det er en af de stene , Vorherre kaster efter 
os for at se , hvad vi kunne tåle , “ sagde frøkenen 
andægtigt , „ det gælder da om at lytte til helligåndens 
tale . “ 
„ Ja såmænd , “ sagde geheimerådinden høfligt , 
„ jeg er jo glad for dem , jeg har tilbage . “ Hun 
så på Rosine , der sad tans , og sagde venligt : 
„ Når de har hvilet dem , har de måske lyst 
at se haven , vi have nu rigtig en mængde dejlige 
blomster . “ 

„ Ja , “ sagde den unge frøken , ligesom glad 
over afbrydelsen , „ det er godt at få lidt frisk 
luft , “ og man begav sig nu ned i haven . 
Rosine var stille henrykt over de smukke blomsterpartier , 
og Camilla , der så det , syntes at 
fatte interesse for hende derfor . Hun blev mindre 
tans , nævnede hende blomsternes navne , og udpegede 
sine indlinge iblandt dem . 
„ Onkel har ingen sands for blomster , “ sagde 
hun , „ derfor må jeg have det ; hvem skulle ellers 
beskytte de stakler ? Holder de af dem ? “ 
„ O ja , “ sagde Rosine , „ jeg har aldrig før 
set så dejlige blomster . “ 
Den unge pige så på hende , og smilede . 
Hun bøjede sig ned , og samlede en bouquet , som 
hun ordnede i hånden , og bød hende . 
„ Kan så lidt fornøje dem , “ sagde hun artigt , 
„ så seer de , at vi have nok . Alle dem , de ønsker , 
ere til deres tjeneste . “ 
Geheimerådinden og frøken Alexandrine gik 
videre ; men Camilla blev stående . 
„ Lad os sætte os her i lysthuset , “ sagde hun , 
„ her er nok så køligt som i stuen . “ 
Da de havde taget plads , vedblev hun i en 

ligegyldig tone , der dog ikke ganske skjulte noget 
forlegent : „ De kender godt min fætter , candidat 
sander , har de hørt noget om hans hensigt at 
blive missionair ? “ 
„ Ja , “ svarede Rosine , „ han har talt til mig 
derom . “ 
„ Det er altså dog sandt , “ sagde frøkenen ; 
„ han har også skrevet det til min bedstemoder . “ 
„ Ja , det ligner Carl , “ sagde Rosine . 
Ved denne fortrolige benævnelse gled et udtryk 
af misfornøjelse og hovmod over den unge 
dames ansigt , og hun sagde koldt : 
„ Desværre ligner det ham , han har altid været 
excentrisk ; men på de senere år har han bestandig 
fået større og større trang til at vandre på de 
veje , hvorpå andre fornuftige mennesker ikke kunne 
følge ham . Det var meget imod hans families 
ønske , at han blev tteolog , og dog anede vi dengang 
ikke , at dette studium skulle føre til , at vi 
ganske mistede ham . Men hvo ved , måske han 
ikke kommer længere end til England ! “ 
„ Hvis han har besluttet at gå til Afrika , vil 
han også gøre det , “ sagde Rosine . 

„ Måske , “ sagde frøkenen ; „ men derfra kunne 
missionairerne vel også vende tilbage . “ 
„ Jeg tror ikke , at Carl vil undlade at udrette 
noget , hvis han har sat sig for at gøre det , “ sagde 
Rosine , „ der er så megen trosfab i hans hjerte , 
både mod hans tilbøjeligheder og hans pligter . “ 
Camilla så om på hende med nogen overraskelse . 
„ Hans 
tilbøjeligheder ? “ gentog hun , „ hvilke 
ere de ? “ 
„ Nu , hans vensfab , hans hengivenhed , “ svarede 
Rosine smilende . 
„ Det lader til , at de kender ham bedre end 
jeg , “ sagde hendes ledsagerinde ; „ men ialtfald , hvor 
smukt det end er at have trosfab mod sine medfødte 
pligter , så er det dog ligeså tåbeligt at 
opsøge pligter , der ingensteds have hjemme . “ 
„ Er det da ikke en Christens medfødte pligt at 
lære om Christus ? “ spurgte Rosine , let rødmende 
over sin modsigelseslyst . 
Frøkenen tav et øjeblik , derpå sagde hun 
spøgende : „ Det lader ikke til , at hedningerne synes 
det , siden de slå missionairerne ihjel , og jeg finder 
også , at enhver gør bedre i at blive hjemme og 

passe de pligter , der ligge før hånden af ham , 
end at opsøge andre mange hundrede mile borte . 
Men det har min fætter altid holdt mest af , og 
jeg tvivler på , at han nogensinde bliver helbredet 
før denne sygdom . “ 
„ Har han skrevet , når han rejser ? “ spurgte 
Rosine , bevæget ved tanken om den mulige skilsmisse . 
„ O , 
det haster ikke så stærkt , “ svarede frøkenen , 
„ før næste år går rejsen ikke til Afrika ; 
men han skal en tur i sommer til England , og 
før den går før sig , vil han besøge os , og sige os 
farvel . Han vil da rimeligvis også besøge dem 
og præstegården . “ 
„ Hvilket savn før os , når han rejser ! “ sagde 
Rosine , næsten mere til sig selv end til sin tilsyneladende 
ligegyldige ledsagerinde , „ han har været vor 
bedste ven . Medens min fader var syg , kom han 
daglig til os , altid god og glad og fuld af trøst , 
vi syntes altid , at når han var hos os , havde vi 
ingen nød . Jeg er vis på , at hedningerne ville 
elske ham , og intet ondt gøre ham . “ 
Den unge værtinde hørte tans på hende , hun 
drejede den rose , hun holdt i hånden , frem og 

tilbage , og bøjede sit hoved ned mod den , som om 
hun ville skjule sine øjne og sine læber i den . 
Da Rosine havde talt ud , og en lille stund var 
hengået i taushed , slog frøkenen sin parasol op , 
og sagde i sin sædvanlige tone : „ Vi have siddet 
længe her , jeg er bange for , at frøken Kjeldsen 
venter på os . “ 
Dette var virkelig også tilfældet , frøkenen 
stod rejsesærdig . Geheimerådinden tilbød artigt 
vognen ; men frøken Alexandrine ville ikke modtage 
tilbudet , da vejret i dag var så godt . Husets 
damer fulgte dem ud på trappen , og da nogle 
meget ceremonielle hilsener vare udvekslede , begyndte 
frøkenen og Rosine deres spadseretour hjemad . 
Det var blevet noget varmt , og vejen tilbagelagdes 
ikke så let som før . Frøkenen var beskæftiget 
med sine tanker , og længe undrede Rosine 
sig over , hvad der lå hende så meget på sinde , 
da hun endelig selv begyndte at tale derom . 
„ Tænk dem , har de hørt mage , “ sagde hun , 
„ at geheimerådindens dattersøn , Carl sander , 
vil være missionair og rejse til Afrika , ligesom om 
der ikke var afrikanere , jeg mener hedninger , nok 
at omvende herhjemme . Ak , gud , desværre , de 

fleste , man træffer på , er hedninger ; de er rigtignok 
døbte , men med det bare vand ; christenlivet 
er slet ikke vakt hos dem . “ 
„ Er det da ikke det samme , hvilke hedninger 
man omvender ? “ spurgte Rosine . 
„ Nej , aldeles ikke , “ svarede frøkenen hårdt , 
„ man skal først feje vantroen ud herhjemme , før 
man går til fremmede lande for at gøre det . 
Det er ikke andet end arrogance og lyst til at være 
bedre end andre , der driver sådan en ung fusentast 
til at ville omvende de sorte , ligesom om en 
hvid hedning ikke var ligeså god en hedning som 
en sort . Men sådan en sort hedning kan man 
se med sit kjødøie og tage på med sine kjødfingre , 
og derfor skal det være så stort af omvende dem . “ 
Rosine fik uvilkårlig den forestilling , af 
frøkenen var skinsyg på pastor Degens vegne , 
og hun holdt det derfor for klogest ikke af modsige 
hende . 
Hun afventede heller intet svar ; men idet hun 
med raske trin stred hen ad landevejen , så af 
Rosine næppe kunne følge hende , vedblev hun i en 
harmfuld tone : „ Naturligvis bilder sådan en ung 
fyr sig ind , af han straks skal blive bænket i guds 

rige , og sat til højbords hos ham , fordi han får 
nogle uvidende afrikanere til af lade sig døbe — 
jeg tror ikke engang , der er noget ordentligt vand 
derovre — som om det ikke var meget fortjcnstligere 
af omvende en vantro menighed til en troende , og 
lede den fra djævelen til frelseren ! Når man vil 
opoffre sig for sine medmennesker , er der sandelig 
lejlighed nok dertil heri landet — men , gud forbarme 
sig ! der står den røde tyr — og den er 
ikke tøjret — “ 
Rosine så også over på Marken , og så 
en rød tyr , der betragtede dem aldeles roligt . Hun 
ville netop bemærke , af den vist ikke var farlig , da 
hun ved af vende sig om , så frøkenen , allerede i 
lang afstand , i fuldt løb ile ned ad vejen . Hun 
vidste ikke rigtigt , om det var hendes pligt at følge 
efter i samme hast , da hun så den flygtende 
synke halv afmægtig i jægermesterens udbredte arme , 
og hørte hans muntre latter . Rosine skyndte sig 
derhen , og blev modtaget af ham med udråbet : 
„ Det haster ikke , lille jomfru , det haster ikke ! “ 
Og da hun kom nærmere , vedblev han : „ Den tyr 
gør dem , på min ære , ingen fortræd , det er et 

toårs creatur , jeg nylig har købt , og den er så 
from som et lam . “ 
„ Jeg er heller ikke bange , “ sagde Rosine , 
åndeløs og leende ; „ men frøken Kjeldsen fortalte 
så meget ondt om jægermesterens tyr , at 
jeg tænkte , at den måske dog var værre , end den 
så ud til . “ 
„ Ja , der skulle de se et pragteksemplar , “ 
Sagde jægermesteren ; „ men den står ikke ved den 
alfare vej . Jeg så nok , at frøkenen gav signalet 
til jilmarschen , og kom heldigvis tidsnok til 
at tilbyde damerne min bestyrtelse . Ru må de 
tillade , at jeg følger dem hjem . “ 
Frøken Alexandrine , der rettede på sit tøj , 
syntes noget forlegen . „ Jeg ved ikke , hvorfor de 
ikke fulgte med , jomfru Rosine , jeg var sandelig 
mere bange for dem end for mig , “ sagde hun , 
„ Jægermesteren må ingen ulejlighed gøre dem , 
nu er al fare forbi . “ 
„ Ja , den var forbi , før den begyndte , “ sagde 
han leende , „ jeg havde da heller aldrig troet , at 
frøkenen , som har boet så længe på landet , var 
bange for en tyr , der er tøjret . Den skal blive 
flyttet den dag i dag . Vejen er for snæver til at 

jeg kan byde begge damerne armen ; men jeg følger 
bagefter , sålangt mine enemærker gå , og det er 
lige til kirken . “ 
Da Rosine kom hjem , fandt hun et brev fra 
Frits , han havde et par gange skrevet hende til 
undervejs , men kun korte meddelelser om , hvor han 
var og hvorledes han havde det ; denne gang var 
brevet længere . 
„ Min søster , min veninde , min elskede Rosine ! “ 
„ Hvor er du , hvorledes har du det , er du 
glad og lykkelig ? Ere menneskene gode og venlige 
og ømme imod dig , eller tager verden på dig 
med hårde , ubarmhjertige hænder ? O , hvor dette 
sidste spørgsmål gennemborer mit hjerte , når 
jeg tænker på , at svaret kunne blive et sorgfuldt : 
„ Ak ja ! “ Men nej , det er umuligt ! Der gives 
kraftige sjæle , stærke hjerter , der komme ligesom 
suldtrustede til verden , og som se livets pile flyve 
med deres jernod mod deres bryst , og le deraf ; 
men der gives også andre , der ubevæbnede gennembores 
af dem , og bøje sig langsomt døende under 
såret . Således synes du mig , min Rosine , 
og jeg betragter gysende den kolde , ubarmhjertige 

verden , der omgiver dig ; i mine tanker bønfalder 
jeg den : „ Vær god imod min brud ! “ og lover mig 
selv , når vor prøvetid er til ende , at drage dig til 
mit bryst , beskytte dig , værne om dig , trøste dig , 
og — o , Rosine ! — elske dig ! “ 
„ Hvis jeg behøvede at se en levende prøve 
på verdens egoisme , så vandrer den ved min 
side , spiser med mig ved samme bord , og sover 
hos mig i mit værelse ; thi egoismen er bange for at 
være ene , egoismen har engang været svimmel , 
er blevet åreladt , og frygter for apoplexie . Dersom 
der er en forbandelse over egoismen , som 
kunne være så lykkelig , så er det apopleksien . 
Egoismen blev helst liggende i sengen om morgenen ; 
men for apopleksiens skyld står den sukkende 
og jamrende op , og går morgentour ; egoismen 
holder af et godt måltid og af god vin ; 
men for apopleksiens skyld nøjes den med en tynd 
suppe , en kylling og en flaffe rød vin ; egoismen 
ville gerne endnu være en galant angling , og gøre 
Cour til operadanbserinder og andre fremtoninger 
på skønhedens himmel ; men af hensyn til apopleksien 
er den dydig , adstadig og koldsindig ; egoismen 
ville inderlig gerne sidde oppe om natten 

ved spillebordet , og slå sin kedsommelighed ihjel 
ved hazardspil ; men den ved , at nattevågen og 
sindsbevægelse er apopleksiens bedste bundsforvandte , 
og egoismen går gnaven i seng klokken 
ti , og tør ikke lægge sig til at sove , for ikke at opvågne 
lam eller målløs , eller måske slet ikke at 
opvågne . Derfor ligger også din stakkels Frits 
i sengen lige overfor fra samme klokkeslet , hvorpå 
egoismen går til ro , for at passe på , at apopleksien 
ikke skal overliste den slumrende , eller for 
ialtfald at kalde verden tilhjælp , for at den ikke 
skal miste sin dyrebare egoisme . Egoismen seer på 
ttermometret , inden den går ud , for at klæde sig 
nøjagtigt efter temperaturen , jeg bærer egoismens 
kappe på min arm og dens galoscher i min 
lomme ; thi egoismen går ikke ind i kolde kirkereller 
sætter sig på stole eller bænke , uden at indhylle 
sin ryg og sine fødder . Egoismen har stadig 
uhret i hånden ; thi punktlighed i alle nydelser 
holder livets uhrværk i regelret gang , vi gå ikke 
ud , uden at egoismen har undersøgt , om jeg også 
har lancet og bind i min lomme til en mulig 
åreladning — du ved , jeg måtte lære denne 
kunst , før jeg tog fra København — vi spise 

aldrig varm mad , men kun lunken , vi drikke aldrig 
koldt vand , vi gå os aldrig varme , vi vove os 
aldrig i trængsel , vi køre aldrig med muntre og 
vælige heste , men udsøge os de magreste og elendigste , 
hvilket iøvrigt aldrig falder os vanskeligt at 
finde , vi tillade ikke opvarteren at tage vore støvler 
bort om aftenen af frygt for ildløs , hvorfor jeg 
må stå op kl . 5 , og sætte dem udenfor , og vi 
sove ingen nat så roligt , at jeg ikke bliver kaldt 
op for at se , om alt er stille i hotellet og på 
gaden . Jeg siger med villie „ vi “ ; thi jeg , der er 
en købt og betalt del af egoismen , må dele hele 
dens elendighed , og er ikke stort bedre end dens 
skygge . Iøvrigt er egoismen kammerherre , en rig 
mand og af fornem familie , en kender og beskytter 
af kunsterne , og en mand , der ville forstå 
at leve , hvis han bare turde . Han er en complet 
eavaleer i væsen , så snart han er i selskab ; alene 
med sin skygge og sin kammertjener er han bydende , 
gnaven og hensynsløs . På gaden og i 
salonerne er han fin , pyntet og pertentlig , hjemme 
i sit logis , både hvad sjæl og legeme angår , 
som oftest i slobrok , tøfler og nathue . Jeg kunne 
som en slags Summa Summarum sige , at vi , 

egoismen og jeg , dens skygge , er raske , muntre , 
velhavende , i stand til at nyde alle livets goder , og 
dog så omtrent de elendigste af alle mennesker . 
Hvis jeg ville sige til egoismen : „ Hr . Kammerherre , 
der er en gud i himlen , “ ville den ganske 
vist svare : „ Det er muligt , hr . Candidat ; men der 
er også en på jorden , og det er mig selv . “ “ 
„ Egoismen er altså bange for døden , den er 
skrækkelig bange for den , og ved dog , at den engang 
må komme . Den ved , at man kan holde den 
borte længe , men at den dog engang tager magten 
fra egoismen . Medens alt i verden haster med 
at ofre sig på dette luttrende bål , gyser egoismen , 
og krymper sig , og gør sig elendig for at 
undgå det , og ved dog , at det er til ingen nytte . 
Den føler ret vel , at den kun har gyldighed i 
denne verden . Ingen tilværelse står nærmere 
tilintetgørelsen end egoismen ; selv gud måtte 
undslye den gennem lidelsens og dødens luttring . 
— det var en besynderlig tanke , hvortil egoismens 
beskuelse her førte mig — mere besynderlig 
for mig , end du kan fatte , Rosine ! — levende 
falde apostlens ord mig her på sinde , at uden 

kærlighed er vi kun et lydende malm , en klingende 
bjelde . 
Jeg havde i køln et lille uheld , der dog snarere 
var komisk end tragisk . Vi vare betimelig på 
jernbanegården for at afgå med morgentoget , 
da kammerherren opdagede , at han havde ladet sine 
jernbanebriller ligge i hotellet . Jeg ilede tilbage 
efter dem , og da jeg i det yderste øjeblik i fuld 
fart løb igennem en af banegårdens lange gange , 
blev en tung dør indvendig fra revet op . Den 
gensidige hastighed bevirkede et sammenstød mellem 
døren og min pande , der bragte mig til at styrte 
bevidstløs om . Da jeg kom til mig selv , lå jeg 
på en sofa i restanrationslocalet , en ung , norst 
læge , med hvem vi havde gjort bekendtskab i hotellet , 
holdt min blottede arm i vejret , og var i begreb 
med at årelade mig , medens kammerherren 
stod trippende ved siden af i den højeste fortvivlelse . 
Synet af min tilbagevendende bevidsthed 
standsede tillykke den unge æsculaps bevæbnede hånd , 
og tillod endelig kammerherren at give sin oprørte 
stemning luft i de ord : „ Unge mand ! hvis de 
lidt har dette tilfælde , nødsager de mig virkelig til 
at stille mig af med dem ! “ — „ Jeg håber ikke , 

hr . Kammerherre , “ svarede jeg , idet jeg skyndsomst 
rejste mig , og fortalte , hvad der var hændet . Det 
beroligede kammerherren meget , at det ikke var et 
apoplektisk anfald , der havde kastet mig til jorden ; 
men uheldigvis var toget gået , og vor rejse forsinkedes 
derved i fire og tyve timer . Vi tilbragte 
hele dagen indelukkede i vort værelse i hotellet , 
fordi det nu engang ikke lå i kammerherrens 
rejseplan at bese køln , og vort humeur var ikke 
det bedste . “ 
„ Tro ikke , at jeg beklager mig , kære Rosine ! 
Tvertimod ! det er for tiden mit embede at være 
egoismens følgesvend , dens vogter og lynafleder , 
og jeg udfører mit kald med frejdigt mod og godt 
lune . Den kan dog ikke kaste sin skygge over det 
nye og fremmede , der glæder mit øje , over det 
interessante , der belærer mit sind , eller over de 
kære erindringer , der i så mange stille rejsetimer 
røre og opløste mit hjerte . Vi ville ses igen — 
dette er nok til at styrke mig mod ethvert utålmodigt 
misnøie . Skriv snart til din Frits . “ 
Tankefuld holdt Rosine brevet i hånden , 
det var for første gang ligesom hun ikke rigtig forstod 
sin Frits ; men at hans trofaste hjerte i oprigtig 

kærlighed hang ved hende , det så og følte 
hun , og det var hovedsagen for hende . 
„ Hvor besynderligt , “ sagde hun smilende hen 
for sig , „ at vi begge skulle komme i berørelse med 
mennesker , hvem den samme fejl gør ulykkelig . 
Der ligger min frue tnde , og kæmper sig træt i 
sine anklager mod egenkærligheden , og derude , langt 
borte , følger min Frits som en skygge den kolde 
egoisme . Min lod er dog den bedre ; thi bag min 
frues hårde ord ligger dog et blødt sind ; men 
denne kammerherre — ! Min stakkels Frits ! “ 
På en vis måde var rosin es liv i præstegården 
lykkeligere nu end i begyndelsen ; hun havde 
vænnet sig til af høre og overhøre frøken Alexandrines 
gudelige forelæsninger , præsten viste sig 
meget lidt i den huslige kreds , og kun af og til , 
når han tilfældig mødte Rosine , tiltalte han hende 
på sin ejendommelige , smiskende måde , der var 
hende så modbydelig ; uagtet Fru stilling ikke 
var blevet mere meddelsom eller tilgængelig , talte 
hun dog ikke nær så hyppigt i en hård eller opfarende 
tone til sin unge tjenerinde , og det var 
nu blevet sædvane , af Rosine , før hun forlod 
sygeværelset om aftenen , oplæste et capitel af bidelen . 

delte var foranlediget derved , af Fru stilling 
aftenen efter hin første oplæsning , da Rosine 
ville forlade hende , med bortvendt ansigt havde 
sagt : „ Læs først lidt før mig ! “ og siden havde 
Rosine hver aften gjort dette som noget selvfølgeligt . 
Også fra en anden side fluide hun 
modtage et usædvanligt bevis på tillid . 
Da hun en aften ved solnedgang var trådt 
ud i gårddøren før af trække frisk luft , kom 
Birthe hen til hende . Efter nogle indledende bemærkninger 
over dagens begivenheder , vejrets tilstand 
og over hvad der muligt kunne forefalde 
imorgen , sagde Birthe med nogen tøven : 
„ Jeg ville gerne spørge jomfruen tilråds 
om noget . “ 
Rosine så forundret op på hende , og Birthe , 
der opfangede dette blik , vedblev : „ Ja , jomfruen 
mener vel , at de er noget ung og ny i gårde til 
at give råd til sådant et gammelt fruentimmer , 
som jeg er ; men ved at tænke på det den ene dag 
efter den anden , er jeg kommet til den tro , at jomfruen 
måske nok er den klogeste af os allesammeu 
her . Med frøkenen er der nu ikke meget at stille 
op — “ 

„ Hvad er det da , Birthe har at sige mig ? “ 
Sagde Rosine afbrydende . 
„ Jeg ville først sagt , “ vedblev hun hårdnakket , 
uden at bryde sig om afbrydelsen , „ at når man taler 
til frøkenen får man ikke andet end snak og 
præk til svar , som ingen ved , hvor de skal rime 
hen . Hun bryder sig også kun fejl om , hvordan 
det går andre end hende og præsten . Jeg har jo 
heller ikke proberet , hvad jomfruens råd due til ; 
men når jeg seer , hvordan den syge frue derinde , 
ber ellers ingen kan tåle for sine øjne , ligger og 
spørger efter jomfruen , når hun er borte et par 
timers tid , så tænker jeg ved mig selv , af der 
må være noget overdrevent klogt og fornuftigt 
ved jomfruen . “ 
„ Jeg ved ikke , hvad Birthe forstår ved af 
være fornuftig , “ sagde Rosine smilende , og i 
solens sidste glans så hendes unge , venlige 
ansigt næsten engleligt ud , „ og ikke heller ved jeg , 
hvordan jeg skal råde Birthe , der så meget står 
på af følge sin egen villie . “ 
Det store bondefruentimnier foran hende syntes 
af fordybe sig i betragtningen af det usædvanlige 
syn foran hende , indtil solen skjulte sig bag ladetaget , 

tog sine stråler med sig , og udvidflede den 
farveglands , de havde udbredt ; da gled ligesom en 
lettelse over Birthes barske ansigt , hun tog hænderne 
fra hinanden , som hun uvilkårligt havde 
foldet , og sagde : 
„ Vi få nu af se . Det var om Lars , jeg 
ville tale . Mennesket vil absolut giftes med mig , 
og han siger , af hvis jeg siger nej , vil han tage en 
strikke , og hænge sig op i stalden . “ 
„ Tror Birthe på det ? “ spurgte Rosine . 
„ Nej , det gør jeg vel egentlig ikke , “ svarede 
Birthe ; „ men det er dog en alvorlig sag , når 
det gælder to menneskers lykke og velfærd . Der 
er meget , der taler imod at gifte mig med ham ; 
han er nu vel ti år yngre end jeg — “ da Rosine 
uvilkårlig så op , rømmede hun sig , og vedblev : 
— „ ja , måske han er tyve år yngre end 
jeg , alderen kommer det nu ikke så nøje an på , 
jeg har gode kræfter til at tage fat med ; men så 
drikker han jo noget meget , det skal jeg aldrig nægte , 
og det bliver gerne værre . Men det kunne jo også 
være , at han blot drak , fordi han elskede mig , og 
det ikke kunne blive til noget , og så var det jo 
muligt , at det kunne blive bedre . Det var jo synd 

og skam at forlade ham for det . Det var nu det 
slemme ; men så er der jo det , at jeg er en pige 
tilårs , og hvem ved , om jeg får nogen anden 
frier end Lars . Var der nogen anden , så var 
det en anden sag . “ 
Birthe standsede efter denne meget practisfe 
udvikling af sagen , gned tankefuld sine kinder med 
den flade hånd , og så så på Rosine . 
„ Og så arver han sin moster , mener Birthe 
vel ? “ sagde Rosine smilende . 
„ Det kan meget godt være , “ svarede Birthe ; 
„ men for det første bliver det da ikke , for hun 
gifter sig på søndag med sin anden søstersøn . 
Lars var også meget ked af , at det ikke var faldet 
ham ind ; men som det nu står sig , bliver han 
da ved mig , hvis jeg ellers kan bestemme mig . “ 
„ Hvad tænker han da på at leve af ? “ spurgte 
Rosine ; „ thi for at gifte sig , må han dog være 
sin egen herre . “ 
„ Vi havde tænkt at forpagte det lille hus og 
den smule jord , der nylig er blevet ledig nede bag 
bakken , “ svarede Birthe , „ jeg har jo lagt lidt til 
bedste , og Lars har også lidt efter sine forældre , 
og mosteren vil give ham en ko , for at stille ham 

tilfreds . Vi vare oppe at se koen , det er et pænt 
dyr . “ 
„ Men så er jo alting i orden , hvad spørger 
Birthe mig da for ? “ 
„ Nej , der mangler da , at jeg skal sige ja , og 
jeg er ikke sådan enig med mig selv . “ 
„ Hvor skulle jeg kunne råde Birthe i alt 
dette ? Den , jeg skulle gifte mig med , ville jeg 
holde så meget af , at jeg kunne være glad ved ham 
både i gode og onde dage , og kunne jeg ikke så 
ham , ville jeg ikke bryde mig om , ingen anden at 
kunne få . Og var jeg blevet en gammel pige , 
uden at have fået nogen , så ville jeg ikke vove 
det mere med nogen , især ikke med den , der var 
yngre end jeg , og kunne få mange andre tanker 
og mange andre ønsker , og som jeg ikke mere kunne 
give sin frihed , selv om han aldrig sukkede så meget 
for den . Har Birthe samlet sig lidt til bedste 
ved sine hænders flid , så vil jeg råde Birthe 
til selv at forvalte det og gemme det til sine gamle 
dage , og ikke betroe sådant et ungt og letsindigt 
menneske som Lars det . “ 
Birthe kom under disse ord til at se mere 
og mere gnaven ud . 

„ Jeg vidste nok , “ sagde hun , „ at jomfruen 
ville råde mig fra det . “ 
„ Hvorfor spurgte Birthe mig da ? “ 
„ Jo , fordi — fordi , hvis jomfruen havde sagt : 
„ Du skal tage ham , Birthe , “ så havde jeg taget 
ham , om så alle de andre havde grimt af mig . “ 
„ Det kan jeg ikke sige , Birthe ! “ 
En længere taushed opstod ; derpå rettede 
Birthe sig , så om i den halvmørke gård , og 
sagde i en vred , scntentieus tone : „ Det er let at 
skære en bred nem af anden mands ryg , og 
mangen en råder det , de ikke selv ville gøre . 
Men mands villie er mands himmerig , og jeg 
må vel se at blive enig med mig selv . Jeg har 
nu ikke tid at lade mig opholde her . “ 
Og så gik hun med lange skridt over gården ; 
Rosine gik ind til sin frue for at tillave alt 
til natten , og da hun siden rullede gardinerne ned , 
så hun Lars og Birthe stå i ivrig samtale 
ved gårdleddet . 
„ Det er blevet sent i aften , Rosine , “ sagde 
Fru stilling ; men hendes tone var venlig . Rosine 
fortalte , hvad der havde opholdt hende i gårddøren . 

for første gang børte hun sin frue le 
uden bitterhed . 
„ Vil du råde folk fra at gifte sig ? “ sagde 
hun mat spøgende . 
„ O nej , “ sagde Rosine , hemmelig henrykt over 
dette usædvanlige tegn på sjælsro ; „ men jeg vil 
råde dem til at være forsigtige , og til ret at betænke , 
om de også virkelig elske hinanden . Mig 
synes , at det er frygteligt at være to der , hvor 
man kun skulle være en . “ 
„ Så frygteligt går det dog ofte til her i 
verden , “ sagde Fru stilling , „ og du skal få 
at se , at Birthe dog tager Lars , vel mest før 
koens skyld . “ 
„ Så vådsker jeg mine hænder i uskyldighed , “ 
Sagde Rosine muntert , og bar bibelen hen på 
bordet ved sengen . Hun åbnede den forsigtigt , 
og læste et capitel . Da hun var færdig , udstrakte 
Fru stilling sin hånd , og tog hendes . 
„ Tak , mit barn ! “ sagde hun venligere end 
nogensinde før . „ Tak før din tålmodighed . “ 
Bevæget bøjede Rosine sig ned , og kyssede den 
hånd , der omsluttede hendes . Hun slukkede lampen , 
og søgte i mørket vejen til sit Kammer på 

den anden side gangen ; men i den forvirring , 
som sindsbevægelse ofte fremkalder , især i mørke , 
søgte hun forgæves efter døren ; hun famlede frem 
og tilbage på væggen , da med et hendes fod gled 
fra hende som i et åbent rum , hun tabte ligevægten , 
og sfyrfede ned i det dybe kælderrum , 
hvortil lemmen uforsigtigt var ladt åben . Hun 
slog sit hoved stærkt mod stengulvet , og besvimede . 
Da 
hun begyndte at komme til sig selv , hørte 
hun som i drømme ville råb og stærk tummel , 
hun følte sig løftet op , og da hun endelig fik kraft 
til at åbne øjnene , så hun sig omgivet af en 
besynderlig og forvirret gruppe mennesker . Over 
hende var frøken Alexandrines ansigt bøjet , fuldt 
af uro og bekymring , det var hende , der havde 
båret hende op af kælderen ; ved siden af , med et 
brændende lys i hånden og indhyllet i et langt 
sengetæppe , stod Fru stilling som et vildt genfærd , 
styrtet ud af graven ; bag hende Birthe med 
mørkerøde kinder , og i gårddøren Lars med åben 
mund . Præsten , der fyldte baggrunden bag frøken 
Alexandrine , kunne Rosine ikke se ; men det forekom 
hende at have hørt hans stemme . 

„ Hvor have i eders sandser ? “ streg Fru 
stilling i vildt sindsoprør , „ lægge i snarer og 
faldgruber for mennesker ? Dersom jeg ikke havde 
hørt hende falde , havde hun kunnet ligge der i nat , 
og være død i morgen ! Jeg vil have den kælderdør 
tilnaglet , høre i ? Jeg bliver ingen time heri huset , 
hvis den dør ikke bliver fast lukket ! “ 
„ Det er dig , Lars ! “ råbte præsten , uden at 
kunne komme frem for frøkenen , „ det er dig , derer 
mennesfemorderen ! Nu har vel igen den djævel , 
brændevinen , været faret i dig , og taget sands 
og samling fra dig ? “ 
Lars stod målløs ; men Birthe vendte sit 
ansigt , hvis træk af sindsbevægelsen vare blevne 
uformelig store , om mod præsten , og sagde kort og 
tydeligt : „ Skæld ikke drengen , husbond , det var 
mig , der gjorde det . “ 
„ Jag hende på porten ! “ råbte Fru stilling , 
„ det gamle dyr går i giftetanker , og gør 
en ulykke på sine medmennesker . “ 
Birthe blev bleg , eller rettere , da dette var 
hende umuligt , blev gul , og så på Fru stilling 
med sine lysegrå øjne , som om hun ville 
tage hende i struben . Imidlertid var Rosine 

blevet i stand til al tale , og hun sagde med svag 
stemme : 
„ O , Fru stilling ! det er ikke så slemt ! Jeg 
er allerede bedre nu ! “ 
Blodet løb ned ad hendes kind , og dannede 
en sørgelig modsætning til hendes ord ; hun forsøgte 
på at rejse sig op , men faldt bevidstløs tilbage 
i frøken Alexandrines arme . 
En morgen vågnede Rosine op , så sig om , 
og begyndte igen et bevidst liv . Således som 
efter en stormfuld nat den indtrædende stilhed 
bringer ro i den sovendes slummer , således varder 
også efter megen feberagtig uro og mange ville 
drømme blevet stille i hendes sind , og hun havde 
sovet , som hun syntes trygt og længe . Hun tog 
uvilkårligt til sit hoved , og følte , at det var omvundet 
med et bind ; hun så sig om , og så , at 
hun lå i en seng i frøken Alexandrines stue , 
og nogle skridt fra hende i en stor lænestol sad 
en hvid skikkelse i statneagtig ro ; det var frøkenen 
selv , der , indhyllet i sit hvide shawl , sov trygt . 
Udenfor vinduet bag hendes ryg vuggede havens 
grønne træer sig mod vinduet ; igennem deres løv 

så hun sollyset på plainen , hun tænkte på sin 
Frits , og var glad ved livet . 
Frøken Alexandrine vågnede , for op , og 
så til sengen . 
„ Nå , gudskelov ! “ sagde hun ganske naturligt , 
da hun så Rosines øjne heftede på sig , „ Gudskelov , 
at de er kommet så vidt ! Jeg har været alvorlig 
bange før dem ; men nu er det overstået , 
siger doktoren . “ 
„ Har jeg været længe syg ? “ spurgte Rosine . 
„ Det er tre dage siden , de faldt ned , “ svarede 
frøkenen , „ og i al den tid har de ikke vidst 
af dem selv ; men Vorherre er en god mand , og 
han kan hjælpe . Vi have holdt i med ham , og ikke 
sluppet ham , før han gav efter . “ 
„ Ak , jeg har gjort dem megen ulejlighed ! “ 
Sagde Rosine , og ville rejse sig op i sengen . 
„ Nej , vist ikke , “ sagde frøkenen , „ De skal holde 
dem rolig . Deres hoved er svagt endnu , læg 
dem ned , og tak deres frelser før deres liv . “ 
„ Men Fru stilling , “ sagde hun bekymret , 
„ hvorledes er det gået med hende ? “ 
„ Å , hun sad herinde , og holdt et gudsjammerligt 
hus med os , til doktoren kom , og fik 

dem forbundet , og så fik hun ondt , og vi bøjede 
forsfrækkeligt med at få hende ind i seng igen . 
Siden har Birthe passet hende meget tålmodig , 
skjøndt hun hele dagen har måttet høre , at det 
var hende , der havde ladt lemmen stå åben . “ 
„ Når mon jeg tør stå op ? “ spurgte Rosine . 
„ Hverken 
i dag eller i morgen , “ svarede frøkenen 
kategorisk , „ nå , der er Birthe , nu kan hun blive 
hos dem , mens jeg seer til huset . “ 
Birthe trådte ind for fra Fru stilling at 
høre til patientens befindende , og blev af frøkenen 
beordret til at afvente hendes tilbagekomst . Hun 
blev stående foran sengen , og så stift på den 
syge . 
„ Hvorfor seer Birthe således på mig ? “ 
Spurgte Rosine endelig . 
„ Fordi jeg nok ville vide , hvad jomfruen 
tænker om , at jeg således lod lemmen stå åben , “ 
Svarede hun . 
„ Jeg tænker , at Birthe gjorde det af forglemmelse , 
hvad skulle jeg ellers tænke ? “ 
„ At jeg gik i giftetanker . “ 

„ Nå ja , “ svarede Rosine smilende , „ det var 
måske også sandt . “ 
„ Men jeg talte i fortrolighed med jomfruen , 
og jomfruen havde ikke ret i at sige det til 
fruen . “ 
Rosine så forundret op , hun tænkte et øjeblik 
over pigens ord , og sagde derpå venligt : 
„ Birthe har ret ; men jeg tænkte ikke over det . 
Jeg håber ikke , at Birthe er vred på mig . “ 
Birthe vendte sit ansigt bort , og drejede sig 
halvt om fra sengen , idet hun mere mumlede end 
talte : „ Jeg stod udenfor døren , og hørte jomfruen 
tale med fruen derom . “ 
„ Så ved Birthe også , “ sagde Rosine , „ at 
der intet ondt var ment dermed . “ 
Birthe rystede på hovedet , og svarede ikke . 
På engang for en gysende mistanke gennem 
Rosine , hun for op , og udbrød : 
„ Birthe lød dog vel ikke lemmen stå åben 
med villie , for at hævne sig på mig ? “ 
Hun drejede sig om , og kastede et forunderligt 
blik på Rosine , så at denne næsten blev forskrækket ; 
men det varede kun et øjeblik , så svarede 
hun med aldeles ligegyldig stemme : 

„ Nej , kors , nej , så gal er jeg da ikke . Det 
lød nok rundt i mit hoved , da jeg hørte fruen le 
over mig , og derfor glemte jeg at lukke ; men at 
lade den stå , for at jomfruen skulle falde i den , 
det gjorde jeg dog ikke . Fruen har da også støjet 
nok med mig for det , og frøkenen sagde , at jeg var 
fuld af ond suurdeig , som jeg skulle se al blive af 
med . Og præsten var da den allergroveste , for 
han sagde , at med sådanne gerninger mærkede 
Vorherre dem , han ville udstøde . Men jeg tænker , 
det går vel ikke så hårdt til , som præsten siger . 
Frøkenen har ellers været meget flink , og selv våget 
over jomfruen hver nat . “ 
Medens Birthe talte , havde Rosine vedvarende 
beskæftiget sig med sin mistanke til hende , 
og hun kunne trods sine egne indre modsigelser ikke 
komme bort fra den tro , at det ikke ganske var 
glemsomhed , der havde bragt Birthe til at lade 
lemmen stå åben . Pigens sande characteer forekom 
hende bestandig mere uigennemtrængelig , og dog 
var hun bange for at gøre hende uret . De sidste ord 
gave imidlertid hendes tanker en anden retning , 
og hun tænkte på , at frøken Alexandrines 
gudsfrygt dog måske ikke var ganske mundsvejr . 

denne kom nu tilbage , og sendte Birthe ind til 
Fru stilling . 
Rosine var træt af at tale , hun følte en stærk 
mathed i sit hoved efter de urolige tanker , der 
havde hjemsøgt hende , og havde trang til mildere 
og stillere forestillinger . Medens frøken Alexandrine 
travlt puslede om i værelset , åbnede 
vinduerne , og lod den friske sommerluft strømme 
ind , tænkte Rosine med stille glæde på , at hun 
måske endnu havde mange lykkelige livsdage for 
sig , der om de end ikke alle vare fulde af blomstrende 
sommerglæde , dog derfor ikke behøvede at være 
mørke og vinterkolde . „ Hvorledes jeg kom til denne 
ulykke , det vil jeg ikke gruble over , “ tænkte hun ; 
„ jeg vil kun tænke på , at jeg er vidunderlig frelst 
fra den , “ og da frøkenen lidt efter kom hen til 
sengen , for med travl hånd at ordne den , sagde 
Rosine med bevægede følelser : „ Kære frøken , jeg 
har nu takket min gud , fordi han frelste mit liv , 
tillad mig nu også at takke dem for al deres 
godhed og omsorg . Tak fordi de har plejet mig 
og våget hos mig , de har været alt for god imod 
mig . “ 
„ Nå , “ sagde frøkenen , „ det var en streng 

tour ; men i nat har de sovet den yndigste søvn . 
Javist var det mageløst kærligt og nådigt af Vorherre , 
at han hjalp os ; men det er nu ikke mere , 
end man kan vente af den mand . Han er ikke 
den , der gemmer sig bag døren , når man rigtig 
kalder på ham ; men læg dem nu ned , og se at 
sove igen . “ 
Rosine adlød gerne denne formaning ; thi 
disse samtaler havde trættet hende meget , og det 
varede flere dage , før hun blev så rask , at hun 
kunne forlade sengen . Hendes første gang var ind 
til Fru stilling , og denne modtog hende med stor 
venlighed . 
„ Se så , “ sagde hun , efter at have befalet 
Birthe at bringe en stol til Rosine hen ved 
sengen , „ der kunne jeg nær have mistet dig . Det 
var en himlens lykke , at jeg hørte dig falde , 
barn , ellers kunne du ligget der til den lyse 
morgen , som nok aldrig var blevet lys for dig , 
og for mig heller ikke ; thi jeg har savnet dig overalt 
og hver time . Du kunne ligeså godt ligget syg 
inde hos mig som hos frøkenen ; men det ville hun 
ikke , det var et rent gæstebud . for hende at være 
Vorherres udvalgte sygeplejerske . “ 

„ Hun har været så god imod mig , “ sagde 
Rosine blidt afværgende . 
„ Nå ja , jeg skal ikke sige noget ondt om 
hende , skønt hun har naturligvis nok i himlens 
løn og velsignelse ; men nu skal du blive herinde , 
jeg under dem ikke at have dig hos sig . “ 
„ Kære Fru stilling , “ sagde Rosine smilende , 
„ de bryde sig vist heller ikke om det , og jeg 
bliver så gerne her . “ 
Rosine overtog nu efterhånden igen sine 
gamle beskæffigelser , hvortil dog kom en ny , som 
hun i disse øjeblikke , da gensynet havde stemt Fru 
stilling mildere , vovede at foreslå , nemlig at 
hun læste højt for hende . Præsten havde et godt 
lille bibliottek , der ikke alene indeholdt religieuse 
værker , men også en samling æsttetiske , hvoraf 
Rosine valgte dem , hun troede bedst egnede sig til 
at adsprede et mørkt sind , uden at påbyrde det en 
uvant åndsansfrengelse . Sygeværelset fik således 
efterhånden en mindre klosterlig characteer , bøgernes 
indhold ydede stof til uskyldig samtale , og 
Rosine blev meer og meer uundværlig for sin frue . 
Kjælderlemmen var naglet til , og en ny indgang 
åbnet udenfra . 

en eftermiddag , da Rosine sad fordybet i sin 
oplæsning , kom Birthe ind , og mældte , at en 
ung herre stod i havestuen , og begærede jomfru 
Stein itale . Forundret rejste Rosine sig , og gik 
ind ; men hendes forundring blev til en glædesoverraskelse , 
da hun så Carl komme sig i møde 
med strålende ansigt . 
„ Goddag , kæreste Rosine ! “ råbte han muntert , 
uden dog af kunne skjule sin bevægelse , „ goddag , 
kære veninde ! Se , jeg holder mit løfte , og 
kommer for af besøge dem ! “ 
Rosine greb hans udstrakte hænder , men kunne 
ikke tale for rørelse . 
„ Nå , jeg seer , de bliver- glad ved af se 
mig , “ vedblev han skjemtende , og kyssede de hænder , 
han holdt i sine , „ det var da endelig ikke mere end 
jeg ventede ; thi jeg ved nok , af det ikke er denne 
fusentast Carl , som Rosine hilser med så megen 
bevægelse , men erindringen om det gamle hus , 
den gamle fader og den forfløjne Frits . Jeg er 
ligesom en hilsen fra dem alle , ikke sandt ? “ 
„ Jo , kære Carl , “ svarede Rosine , mere fattet , 
„ det var vistnok det , der greb mig ; thi jeg har det 

godt her , alle mennesfer er gøde imod mig på 
deres Viis , og jeg tror , af jeg gør nytte . “ 
„ Er det også rigtig sandt ? “ spurgte han , og 
så hende smilende ind i øjnene , „ er de virkelig 
fornøjet her ? “ 
„ Ieg er det , “ svarede hun alvorligt forsikrende , 
„ og vil blive det endnu mere , det føler jeg . “ 
„ Nu , hvorfor ikke ? “ sagde han , „ Rosine virker 
i sit kald , og måske med mere held end vi andre , 
der gøre større ophævelser . Men kom , og fortæl 
mig , hvorledes de lever iblandt disse mennesker . “ 
De satte sig lige overfor hinanden ved havedøren , 
og Rosine fortalte alt , hvad hun havde 
oplevet . Meest opmærksomt hørte Carl til , da hun 
berettede om sit møde med hans familie og sit 
besøg på herregården . 
„ Hvad sagde de om min beslutning at rejse 
bort ? “ spurgte han . 
„ Ieg ved ikke , om jeg tør gentage , hvad de 
sagde i min nærværelse , “ sagde Rosine tøvende . 
„ Gentog det kun , “ sagde han , „ jeg bliver ikke 
vred , jeg gætter , at man kaldte mig en tåbe og 
en fusentast , det er den gamle vise . De , der ikke 
forstå vore handlinger , se gerne ned på os med 

medlidenhed , når de ellers holde af os , med foragt , 
når de ikke kunne lide os . Man foragtede mig 
ikke , det er jeg vis på . “ 
„ Nej , nej , “ sagde Rosine med varme , „ Deres 
cousine , som var den eneste , jeg hørte tale derom , 
sagde kun , at de var excentrisk , det var det hele . “ 
„ Altså en mellemting mellem medlidenhed 
og foragt , “ sagde Carl med et udtryk , der skulle 
være spøgende , men som ikke rigtigt ville blive det , 
„ hun mente formodentlig , at jeg kom snart igen ? “ 
„ Ja , jeg tror det næsten , “ svarede Rosine 
forlegent . 
„ Jeg kunne tænke mig det , “ sagde han , „ Ingen 
har nogensinde dømt mig så hårdt som hun ; men 
jeg bør ikke bebrejde hende det ; thi ingen har måske 
dømt hende hårdere end jeg . Skønt vi have 
levet meget sammen fra vor tidligste barndom af , 
have vi dog aldrig kunnet samstemme . Hun blev 
efter sine forældres død opdraget af min bedstemoder , 
og jeg tror , at hendes liv sammen med 
denne højst agtværdige , men noget indskrænkede , gamle 
kone har haft megen del i at udvikle en åndsmoden 
ligevægt i hendes væsen , som ikke stemmer 
med ungdommens vaner og tilbøjeligheder . Misforstå 

mig ikke , som om jeg ikke kunne se , at 
Camilla har alle ungdommens ydre fortrin ; netop 
fordi de unge Års inde hviler i al sin tristhed 
over hende , netop derfor savner jeg deres varme , 
deres tillokkende frihedslyst i hendes tanker og 
følelser . Hvad der som børn så ofte opildnede 
os til kiv og trætte , var ikke den omstændighed , 
at hun ikke ville gøre det rette , snarere var det , 
fordi hun ikke ville føje mig i at gøre det urette . 
Aldrig kunne jeg formå hende til nogen overtrædelse 
af de befalinger , der vare givne os ; ville 
jeg ikke gå hjem til rette tid , forlod hun mig 
uden videre , skønt hun var skrækkelig bange for at 
gå alene gennem skoven ; gyngede jeg mig frem 
og tilbage i den fastbundne båd i parken , hvilket 
var forbudt os , stod hun på land , og skændte på 
mig , og var ikke at bevæge til at modtage min indbydelse 
til at deltage i min forlystelse , og da jeg 
engang var gået udenfor havegærdet , for at lege 
med nogle bønderdrenge , foreholdt hun , der var seks 
år yngre end mig , mig min forseelse med den 
bemærkning , at jeg gjorde min familie skam . 
De tæer , Rosine ! og mener måske , at hendes 
opførsel snarere fortjener roes end dadel ; men 

det synes kun så . Ve det mennefle , der ikke 
ved , hvad dårflaben er , hvis hjertes varme ikke 
leder ham vild undertiden , som kun kender pligten , 
og ikke vildfarelsen ! Ve de stillestående vande , 
som intet underjordisk kildevæld oprører , hvis bølger 
aldrig kruses af nogen storm , deres spejl bliver 
dunkelt , og selv når det er klart , er det ikke altid 
himlen , det afspejler . Jeg må dog sige til Camillas 
roes , at hun anså det for liggende dybt 
under sin værdighed nogensinde at klage over mig 
og mine udskejelser , tværtimod havde hun undertiden 
den høimodighed at undskylde dem , når andre 
klagede , hvilket klædte hende såmegee niere pudsigt , 
som hun var så meget yngre end jeg . “ 
„ Men , kære Carl , “ sagde Rosine , „ er alt 
dette ikke mere en forudfattet mening end virkelighed ? 
De forlanger næsten , at det ene mennefle 
skal tænke og føle som det andet . “ 
„ Nej , nej , “ sagde Carl med varme , „ skulle 
jeg være så uretfærdig ? Men jeg vil hos ethvert 
mennefle finde både tanke og følelse , og helst 
må den sidste have overvægten ; men det er netop 
det , jeg ikke finder hos Camilla . Io mere barnet 
voksede til , og jo mere hun nærmede sig netop følelsens 

alder , jo mere syntes mig tanken , tilvisse 
en god , ædel og alvorlig tanke , at udvikle sig på 
følelsens bekostning . Jeg så hende gøre meget 
godt overalt , hvor hun fandt det at være sin pligt 
at gøre det , altid har jeg set hende venlig og retfærdig 
mod fine undergivne , og aldrig har jeg hørt 
hende yttre blot den svageste beklagelse over det stille , 
ensomme liv , hun junægtelig ofte fører her med min 
gamle bedstemoder og min ikke meget morsomme 
onkel Holger ; det ville fornærme hende , om nogen 
kunne tro , at hun længtes efter hovedstaden , esterungdommens 
fornøjelser eller verdens adspredelser , 
og dog — dog ville jeg blive lykkelig , om jeg så 
blot et eneste øjeblik havde set hende henrevet af 
sine følelser til noget latterligt eller upassende ! “ 
„ Jeg forstår dem virkelig ikke , “ sagde Rosine 
forundret , næsten bebrejdende . 
Carl rejste sig op , og gik op og ned ad havestuegulvet 
som for at berolige sine oprørte følelser ; 
til sidst standsede han foran hende , og sagde venligt : 
„ Tilgiv mig , hvis de finder mig uretfærdig ; 
jeg seer , de forstår ikke rigtig , hvad jeg mener , 
og hvorledes skal jeg finde ord og udtryk til det ? 
Tidt og mangen gang , når jeg har været uenig 

med min cousine , er det ved vor trættes slutning 
forekommet mig , at hun i en kvindes skikkelse baren 
mands sjæl , og at jeg , manden , følte lige overfor 
hende som en kvinde . Og da , når hun 
stod foran mig i al en kvindes inde , i sin jomfruelige 
skønhed , ung og fin og dejlig , da svimlede 
mit arme hoved over den gåde , jeg ikke formåede 
at løse . Kan dette kvindehjerte da ikke 
svulme til nogen følelse , kan denne qvindesjæl ikke 
henrives til nogen begejstring ? Hvem skal jeg spørge , 
da jeg ikke vover at spørge hende selv ? “ 
Der var i hele hans væsen en lidensfab , som 
han ikke selv var sig bevidst , men som Rosine i 
stilhed læste i hans ord og miner . Hendes tavse 
bryst modtog den ufrivilligt betroede hemmelighed 
som et helligt pant , og med hjertelig stemme sagde 
hun beroligende : 
„ Gåden vil løse sig , kære Carl , for så vidt 
som man nogensinde gansfe kan gennemtrænge en 
menneskesjæl , der så ofte ikke engang kender sig 
selv . Det er dem selv , der her tænker og grubler 
formeget , og måske har syner , der aldrig eksistere . “ 
Hans ansigt opklarede sig til et smil . 
„ De har vistnok ret som altid , kære veninde ! 

javist , jeg er tilbøjelig til at se syner ; men jeg 
følger deri kun min sjæls drift . Desuden , mit 
sind er uroligt , den store beslutning , jeg har taget , 
og som stiller mig fra fædreland , frænder og venner , 
har opfyldt mit blod med bevægelse , og jeg 
dømmer ikke med den ro , jeg burde . “ 
I dette øjeblik trådte præsten ind , og Rosine 
rejste sig for at gå , efter nogle hastige affledsord . 
„ Nå , 
hr . Candidat , “ sagde præsten spøgende , 
„ De har altså beslattet dem til at gå over 
floden efter vand ? De vil ud at prædike gudsordet 
for hedningerne . “ 
„ Ja , hr . Pastor , “ svarede Carl , „ det er min 
agt ; jeg tror der at finde en modtageligere jord 
for den sæd , jeg agter at så , end herhjemme . “ 
„ Den sæd , de agter at så ? “ gentog præsten ; 
„ agter de at så nogen anden sæd end troen 
på christusmanden ? “ 
„ Nej , sandelig ikke ; men jeg tror , at hedningernes 
uberørte sind må være modtageligere foren 
ren og levende forestilling om ham end menneskene 
herhjemme , der er påvirkede af så megen 
og så forskellig tale om ham . Jeg ønskede af 

grunde en menighed , hvis tanke og tro sggte 
frelseren personlig , og som i ham frem for alt så 
gudmennesket , og ikke blot læreren . “ 
„ Men søge vi andre ikke også af grunde en 
sådan menighed ? “ 
„ Vistnok ; jeg hører meget råb på Christus 
og megen støjende glæde over ham ; jomfruerne 
gå brudgommen i møde med jubelskrig ; men de 
have ikke mødt ham ; thi for hans blik ville de 
have forstummet . “ 
„ Den sande Christen jubler ved synet af sin 
herre ; thi han bliver barn ved ham igen , og 
barnetroen er lutter glæde . Hvor der ikke er 
barnejubel over troen , der er livsfylden klemt ud 
af den , og hjertet stjålet ud af brystet . Idet vi 
blive børn ved troen på ham , bliver han også 
barn lige overfor os , og hvo vil forholde os menneskebørn 
af lege med jesusbarnet ? “ 
„ Vi komme bort fra sagen . Jeg ved vel , af 
frelseren blev født og lagt i en krybbe , af han var 
barn som menneskenes børn ; men jeg ved også , 
af han voksede i visdom og i år , og af det er 
uret , således af fængsle hans guddommelige væsen 
i en ringe menneskelig bestemmelse . “ 

„ Nej , tværtimod , vi flnlle netop klæde ham 
menneskelig dragt , så at vi straks kunne kende ham 
som vor lige . For den fattige klæde vi ham i 
klude , for bonden i badmel , så at de med troens 
fingre kunne tage og føle på ham . Vi tale om 
ham med menneskelige ord , for at mennesker kunne 
forstå ham , så at han ikke alene for dem er 
gudmanden , men også menneflesønnen . Vorherre 
har givet os ham , og vi agte at beholde ham . “ 
„ Knnne i da ikke se ham anderledes end ridende 
på mslet ? “ sagde Carl utålmodigt . „ Men 
lad os ikke tvistes , vi komme dog ingen vej . Netop 
for at flye dette , går jeg til Afrika , lad mig drage 
i fred ! “ 
„ Jeg vil sandelig ikke holde dem tilbage , “ 
Sagde præsten ; „ men de kan tro mig , at her er 
omvendelser nok at gøre herhjemme , mennesker , 
som gå dag ud og dag ind uden rigtig at kende 
Vorherre , og som ordentlig må rystes ud af deres 
ligegyldighed . Jeg kunne vise dem et eksempel på 
en rig gårdmandskone , Stine Olsen , som på 
hele egnen har ord for at være en rigtig rappenskralde . 
Manden er et fjog , som ikke tør sige nej , 
når konen siger ja . Sådan en kone nyder en 

høj anseelse blandt de ringere bønder , der have stor 
respekt for en god gård og dygtig penge . Jeg 
besluttede med Vorherres bistand at kæmpe en 
kamp mod den onde ånd i hende ; men sådan en 
Karl må overraskes , at han ikke får tid til 
fixfaxerier . En dag , som jeg stod på prædikestolen , 
og så Stine nedenunder i fuld puds , gav 
jeg hende det glatte lag , og udpegede hendes forfængelighed 
og hendes øndflab mod hendes mand . 
Djævelen i hende kunne ikke finde på anden list 
end på at lade hende få ondt , og hun gik ud 
af kirken , og satte sig på kirkegården . Da jeg 
selv kom efter , var hun endnu trodsig ; men om 
eftermiddagen , da jeg søgte hende i hendes hjem , 
da havde hun allerede givet køb . Hun krøb til 
korset , og tilstod i sin mands , sine børns og sine 
tjenestefolks nærværelse , at hun var en stor synderinde . 
Siden den tid er hun et andet mennefle , 
hun har gjort Vorherre til sin fortrolige , og hun 
har selv flere gange sagt til mig , at hvor hun går 
og står , føler hun ham lige om sig . „ Jeg fortæller 
ham alting , “ sagde hun til mig , „ jeg foretager mig 
ingenting , før jeg har rådført mig med ham , jeg 
aftaler alting med ham , og det er mageløst , så 

han er god ved mig . Forleden havde vi stor vadfl , 
og vi skulle så nødvendig have tøjet tørt , jeg gik 
ind i spisekammeret , og sagde sådan rigtig indtrængende 
til Vorherre : „ Du må give os godt 
vejr , du seer jo , at vi behøve det , “ og næppe havde 
vi skyllet tøjet , før vi fik det yndigste solskin , der 
varede lige til Asten , til vi havde såt det ind . 
Så faldt den første byge den dag . “ Hvad siger 
de til sådan en tro ? Jeg må dog tilføje , at 
Vorherre også betroer hende mange ting , både 
stort og småt , og alt , hvad hun sådan hører 
og seer indvendig , stemmer altid med troen . “ 
„ Men er troen ikke her blevet en sygdom 
istedetfor en sundhed , “ indvendte Carl , „ en sygdom 
med syner og feberphantaster ? Strider tanken 
om et sådant kammeratsfab med Vorherre ikke 
imod den ærefrygt , vi skylde ham ? “ 
„ Hvis dette er sygdom , “ sagde pastoren ivrigt , 
„ så må man helst være syg til døden , og er 
gud ikke min gud , min alene ? “ 
„ Måske , “ svarede Carl , „ men hvis han er 
min gud , er han også min gud , og genstanden 
før min tilbedelse og ikke før min fortrolighed . “ 

„ Men det er just denne afsfand , som vi ville 
hæve , dette aristokrati , vi ville afskaffe — “ 
„ Og gøre gud til en folkelig gud , “ afbrød 
Carl leende , „ nej , stop nu , pastor Degen , ellers 
vil der snart blive tale om at afsætte ham . Men 
bedstemoder venter mig tilbage , og jeg siger dem 
farvel . “ 
„ Nu farvel da , “ sagde præsten , „ vi ville optage 
sagen ved en pibe tobak , og jeg tænker nok , 
jeg skal omvende dem , før de tager afsted til afrikanerne . 
Det er sandt , på onsdag kommer provsten 
her med endeel andre guds mænd , kom og 
spis til middag med os . “ 
Carl lovede det , og forlod præstegården . I 
begyndelsen af sin vandring drøslede han med et 
harmfuldt sind præstens udtalelser ; uagtet han 
ikke tvivlede om , at denne mand virkelig mente det 
oprigtigt , kunne han dog ikke forlige sig med den 
menneskelige arrogance , der lå i dette forhold til 
gud ; men da han var gået et stykke , og det enc 
barndomsminde efter det andet trådte ham i møde 
på vejen , snart i skikkelse af et træ , i hvis 
grene han som dreng havde gynget sig , eller som 
yngling fljåret sit og sin cousines navne , snart 

som en speilklar dam i skoven , hvori han var vadet 
ud med blottede fødder på varme sommerdage , 
snart som et tæt krat , hvor han havde ligget på 
lur med sin bøsse for at flyde et eller andet spiseligt 
eller uspiseligt vildt , glemte han sin vrede , og glædede 
sig som et barn . Da han kom til hegnet om haven , 
fulgte han ikke vejen langs med det , men steg behændigt 
op af det og ned igen på den anden side , som 
han som dreng så ofte havde gjort . På kryds 
og tværs gjennemstreifede han den flovbevvxede del 
af haven , og da han endelig befandt sig i blomsterparterret 
udenfor huset , kom tjeneren ned for at 
mælde ham , at herskabet sad ved theebordet . Da 
han kom op , og med en undskyldning tog plads 
hos de andre , så han på den bekymrede skygge , 
der hvilede på hans bedstemoders ansigt , at hun 
var betænkt på at gøre et angreb på hans fremtidsplaner ; 
men da han vel vidste , af den gamle 
kone med al sin uvilje over hans beslutning , dog 
ingen alvorlig hindring ville lægge ham i vejen , 
lod han sig ikke forstemme , men fortalte muntert om 
sit besøg i præstegården og sin behagelige hjemvandring . 
„ Jeg 
skal ellers have mig frabedt , “ sagde jægermesteren , 

„ af man springer over de hegn , jeg nylig 
har ladet istandsætte ; jeg har truet bønderdrengene 
med af lade lægge rævesakse langs hegnet , og nu 
ville jeg dog forbandet nødig fange ' en tteologisk 
candidat i en af dem . “ 
„ Onkel Holger kan være rolig , “ svarede Carl 
leende , „ jeg går ikke i onkels saks , jeg kan forud 
beregne , hvor du har lagt den . “ 
„ Javist , “ sagde onkel Holger , „ nej , meget 
har forandret sig , siden du var her sidst , min 
dreng ! Der er ingen af os her , der ikke er blevet 
klogere siden dengang , du er den eneste , der ikke 
er blevet det . “ 
„ Hvorfor tvivler onkel om min klogflab ? “ 
„ Fordi jeg seer , af du endnu bestandig går 
over hegnene i stedet for ad den slagne vej . “ 
„ Det er måske netop enfoldigt af gå den 
lange omvej ad Alleen , i stedet for at gå med lidt 
ulejlighed den korte over hegnet . “ 
Geheimerådinden , der ikke kunne lide den skarphed , 
der efterhånden var kommet i mændenes ord , 
afbrød dem , og sagde : 
„ Lad os gå ind i havestuen , børn , hvis i 
ere færdige med at spise , “ og da hun der havde 

taget plads i sin lænestol , vedblev hun : „ Carl , kom 
og sæt dig her , mit barn ! “ Den unge mand tog 
ærbødigt plads foran hende på det anviste sted ; 
men inden hun fik begyndt at tale , tog han selv 
ordet : „ Jeg ved , hvad de vil sige , kære bedstemoder ! 
Og tro mig , jeg påskønner den moderlige 
godhed , der vil sætte mig irette , fordi jeg har bestemt 
min fremtidsfljæbne på en måde , som 
mine slægtninge ikke billige ; men det er nu flet , 
jeg har gjort så afgørende skridt , at jeg ikke med 
ære kan træde tilbage , og hvis jeg er kommet her , 
er det ikke for at drøfte sagen , men kun for at 
udbede mig min bedstemoders velsignelse til mit 
forehavende , der i det mindste ikke strider mod menneskelige 
og guddommelige love . “ 
„ I min ungdom , “ sagde den gamle kone med 
bevæget stemme , „ var det et af de første bud , at 
man skulle ære sin faders og sin moders villie , 
for at man kunne leve længe i landet ; men du 
spørger kun om din egen egenrådige lyst , og vil 
endogså forlade dit land , hvori du kunne blive 
en agtet og nyttig borger . “ 
„ Men , kære bedstemoder , “ sagde Carl med 
sagte stemme , „ hvis der nu i mit bryst lyder et 

højere og mægtigere bud , der byder mig at handle 
som jeg gør ? “ 
„ Atan fager så let fejl af de bud , der gives 
af vor lyst og trang , “ svarede hun med streng 
stemme , „ man fager ikke fejl , når man følger de 
forskrifter , som tildeles os af fornuften og pligten . 
„ En rigtig soldat , “ sagde min salig mand , „ lever 
og dør på sin post . “ “ 
„ Men soldaten har forskellige pligter efter 
det våben , hvortil han hører , “ sagde Carl mildt 
spøgende , „ Cavalleristen søger den åbne mark ; men 
infanteristen står dækket bag forskandsningen . Enhvers 
post er der , hvor han gør mest nytte . “ 
„ Er du også vis på , min søn , “ sagde geheimerådinden 
sukkende , „ at du gør mere nytte 
langt borte i det fremmede land end herhjemme , 
hvor der sandelig kan være slette mennesker nok at 
prædike for . “ 
„ Ja , “ sagde jægermesteren , der stod og så 
ud af havedøren , og tyggede en blomsterstilk mellem 
tænderne , „ når du endelig skal omvende nogen , 
kære Carl , så tag over og omvend jyderne , eller 
sådant noget . “ 
„ Ak , kære onkel Holger , “ sagde Carl smikende , 

„ Jyderne er måske endnu mere omvendte 
end alle vi andre , der er ikke noget at gøre . 
Troer heller ikke , at det er trangen til at prædike , 
der driver mig , jeg kunne jo prædike her så meget 
som jeg ville , og da min bedstemoder gav mig lov 
at studere theologie , var det jo , fordi hun håbede 
gennem slægt og venner uden vanskelighed at 
skaffe mig adgang til en prædikestol . Det er ikke 
dette , der driver mig , og i ville måske ikke engang 
forstå mig , når jeg siger eder , at der en dag , 
for flere år tilbage , pludselig tændte sig et lys i 
min sjæl , som jeg håber aldrig skal slukkes . Det 
fyldte den med en så dyb glæde , med en så hellig 
ærefrygt , at jeg i min taknemmelighed lovede mig 
selv at stræbe efter at tænde det samme hos enhver 
af de levende og tænkende skabninger , der med mig 
vare kaldte til livet . Det forekom mig så naturligt , 
at enhver , for hvem det opgik , måtte se det 
i samme glans som jeg ; men jeg tog fejl ; thi 
med kundskaben om det , kom trangen til at give 
det skikkelse , og da blev det som oftest et vrængebillede . 
Da blev mit sind bittert mod menneskene , 
og i al stilhed rustede jeg mig til at forfølge dem 
og deres afgudsbilleder ; i min daværende sindsstemning 

kunne jeg have bragt alle anderledes tænkende 
til bålet , eller have dræbt dem med spnd 
og sværd . Så traf det sig , at jeg lærte gode , 
simple og trohjertede mennesker at kende , som i 
deres hjerters naturlighed som stille og bramfrie 
apostle tjente den gud , jeg ville kæmpet for . Det 
var især Rosine , hvis uskyldige Vandel førte mig 
på bedre tanker . Uden at hun anede det , satte 
jeg mig ved hendes fødder , og lærte . Jeg indså , 
at det var bedre at opsøge mennesker , der med uforfalsket 
hu som rene kar kunne modtage det hellige , 
end herhjemme at forbittre mit liv med at aftvætte 
den verdslige sminke , hvortil verden i så mange 
år havde samlet farverne . Jeg ville forkynde 
freden i stedet for at storme løs i krigen ; hvis gud 
ville det , ville jeg hellere blive offeret end at ofre 
andre . “ 
„ Barn , du drømmer , “ sagde geheimerådinden 
hovedrystende . 
„ Så lad mig drømme , kære , ærværdige bedstemoder , “ 
Sagde Carl rørt , „ der skulle vel være dem 
i denne verden , der drømme , der skulle være tåger , 
hvori livets sol kan spejle sig , for at forstandens 
evig klare himmel ikke skal trætte vort øje . Min 

tanke har allerede for længst loftet sig til det kald , 
jeg vil udføre , den kan ikke mere drages tilbage . 
Jeg har træt vandret i ørkenens glødende sand , 
jeg har i det fremmede tungemål prædiket under 
palmetræerne , jeg har i mine drømme set ind i 
de studsende , tvivlende , undrende blikke , hvormed 
hedningerne ville hilse talen om deres frelser — 
lad mig drage bort i fred ; kække , troende mænd 
ere gåde denne vej før mig , hvorfor fluide jeg ikke 
følge efter dem ? “ 
Han støttede sit hoved til sin hånd , og blev 
siddende tavs . En lang , dyb stilhed opstod . Ude 
i et af havens træer vågnede en sangfugl af 
fine drømme , i en lang , lyksalig fløjtetone lovpriste 
den hjemmets glæde , kærlighedens fryd og redens 
gyngende Paradis , før den atter stak hovedet 
under vingen , og slumrede ind igen . 
Da det var blevet stille , sukkede den gamle 
kone dybt , og sagde : „ Barn , barn ! hvor meget du 
så taler , forstår jeg dig ikke ; men jeg er blevet 
gammel , og verden har forandret sig meget , følerjeg . 
Du taler for mig , som om jeg kunne holde 
dig tilbage ; men jeg ved jo godt , at du har bestemt 
dig . Sige dig imod , kan jeg ikke ; thi du 

har lært bieget , og er godt skjåret for tungebåndet , 
hvor skulle jeg , en gammel , uvidende kone , 
kunne overbevise dig ? De andre , der måske bedre 
kunne tale dig tilrette , tie stille , som om de gerne 
så , at du forlod os . “ 
Den unge pige så ved denne bebrejdelse ned 
for sig , og vedblev at tie ; jægermesteren gjorde 
utålmodig nogle skridt hen ad gulvet , og sagde : 
„ Ja , da ve-d jeg på min ære ikke , hvad mama 
mener , jeg skulle sige til Carl . Han regner vel 
sagtens mig med til hedningerne , og til at omvende 
ham duer jeg sandelig ikke . Mama har jo hørt 
hans troesbekjendelse , og når et menneske først er 
blevet så fuldkommen gal , så synes jeg , det er 
bedst at lade ham sejle sin egen sø . Den bedste 
måde at vise ham vort venskab på , er vel at 
give ham rigelig penge til hans udflugt til hedenskabet . “ 
„ Tak , 
onkel Holger , “ sagde Carl , næsten 
lettet ved denne afbrydelse af øjeblikkets højtidelige 
stemning , „ min egen formue er mere end tilstrækkelig . 
Jeg er ikke kommet for at søge om 
penge , men om venlige afskedsord , og dem ville i 
ikke nægte mig . “ 

„ Nå , siden det da skal være , “ sagde geheimerådinden , 
„ så får du at have din villie . 
Hvis du siden fortryder det , så hutl på , at din 
bedstemoder ikke rådede dig til det . Da din 
stakkels afdøde moder første gang lagde dig i mine 
arme , tænkte jeg ikke på , at hun havde født dig 
for at give dig til de ville hedninger . Men siden 
du vil det , skal det ikke mangle på mit samtykke 
og min velsignelse ; kommer du nogensinde tilbage , 
så er jeg vel ikke mere her ; men i . Andre , i ville 
erindre , at han er en søn af huset , og at han er 
hjemme her , når han har lyst . “ 
Carl rejste sig , tog hendes fine , magre hænder 
i sine , og kyssede dem ærbødigt ; hun lagde sin hånd 
på hans bøjede hoved , og sagde : „ Gå med din 
families samtykke , min søn , gå med æren , og 
kom tilbage med den ! “ 
Der veksledes endnu nogle mere ligegyldige ord 
om forberedelserne til rejsen , og derpå lagde geheimerådinden 
sig tilbage i sin stol , og sagde : 
„ Jeg er træt , kære børn , lad mig lidt i ro ; i 
ville vel spadsere i haven . “ 
De rejste sig alle tre , og gik udenfor , hvor de 
blev stående noget tvivlrådige . Endelig sagde Carl : 

„ Jeg kan nok tænke , at onkel Holger er træt af 
dagens anstrengelser , og jeg ved , at onkel nødig 
spadserer ; men jeg længes meget efter en aftenvandring 
i den gamle , kære have ; ikke sandt , kære 
Camilla , du gør mig endnu engang selskab ? “ 
Han bød hende armen , og hun modtog den 
med et ligegyldigt : „ Ja , hvorfor ikke ? “ Jægermesteren 
sagde derimod misfornøjet : „ Siden i bryder 
jer så lidt om min underholdning , kan jeg vel 
ligeså godt sige jer godnat ; thi i komme vel ikke 
tilbage for det første ? “ 
Camilla slap øjeblikkelig sin fætters arm , og 
sagde : „ Jeg bliver gerne hos onkel , hvis onkel 
ikke foretrækker at gå med . “ 
„ Nej , vist ikke , “ sagde Carl , „ det vil kede 
onkel , desuden er han alt for galant til ikke at ville 
låne mig det klenodie en Asten , som han har i 
udelt besiddelse hver dag i året . “ 
„ Så gå da , “ sagde jægermesteren godmodig , 
„ men på den betingelse , at i ikke gå lige til 
Afrika . “ 
„ Ialtfald skulle vi først komme hjem , og sige 
farvel , “ sagde Carl leende . 
Da de vare gåde et stykke , og træerne 

skjulte huset og jægermesteren for deres øjne , sagde 
Carl : „ Din taushed siger mig , Camilla , at du 
ikke billiger min beslutning ; ikke sandt , jeg misforstår 
dig ikke ? “ 
„ Nej , “ svarede hun bestemt , „ jeg synes , du 
handler urigtigt . “ 
„ Virkelig ? “ sagde han , noget overrasket ved det 
bestemte i hendes tone , „ Du synes ubetinget , at 
jeg handler urigtigt ? “ 
„ Hvorfor skulle jeg skjule det , når jeg tænker 
således ? “ sagde hun ukunstlet ; „ men hvad vægt 
ligger der på min mening ? Du har erhvervet vor 
bedstemoders samtykke , og det kunne ikke falde mig 
ind at ville holde dig tilbage . “ 
„ Du taler bestemt , fyndigt og — koldt , “ sagde 
han noget krænket ; „ jeg tør dog vel i det mindste 
erfare grundene til denne din skarpe udtalelse . “ 
„ Nogle af dem ligge meget nær , “ sagde hun , 
„ Du har modsat dig vor bedstemoders villie , og 
sågodtsom aftvunget hende et samtykke . “ 
„ Jeg holder så meget af vor bedstemoder , “ 
Sagde Carl , „ at jeg vel kan spørge dig , om den 
gamle kones meninger og fordomme bør være 
rettesnoren for mine handlinger ? “ 

„ Hun har selv så klart udtalt sine grunde , “ 
Sagde hun , „ at jeg ville holde det for overflødigt at 
gentage dig dem . “ 
„ Indser du da ikke , “ sagde han , „ at vor 
bedstemoders hele tankegang bærer præget af hendes 
alder , hendes forhold og hendes opdragelse i en 
tid , da det åndelige liv var ganske anderledes end 
vort ? “ 
„ Jo , “ svarede hun ; „ men fordi dette liv måske 
var anderledes , var det derfor ikke mindre berettiget . 
Jeg har , siden jeg kunne dømme , set vor 
bedstemoder tro mod sin familie , sin stand og 
sine pligter , og savner hun end de kundskaber , som 
hendes godhed har ladet os erhverve , har jeg dog 
aldrig set hende fare vild , når det gjaldt om at 
dømme om det rette . Er hun ikke langt mere god , 
retfærdig og overbærende end mange af dem her 
rundt om os , der ikke kunne åbne munden uden 
at prale af deres gudsfrygt ? “ 
„ Det sidste vil jeg gerne indrømme dig , “ 
Sagde Carl ; „ men selv om du havde ret i hele 
din udtalelse , kunne derfor en anden , som nu for 
eksempel din ærbødige tjener , ikke have ret i sin 
anskuelse ? “ 

„ Spøg ikke med det alvorlige , Carl , “ sagde 
hun misfornøjet , og ville drage sin hånd ud under 
hans arm . 
„ Nej , nej , “ sagde han , og holdt den fast , „ bliv 
ikke straks vred , jeg skal ikke spøge ; men jeg gentager 
mit spørgsmål : er der kun en rigtig mening i 
verden , og kan jeg ikke også have ret i at ville 
det , jeg vil ? “ 
„ Jeg tror ikke , at det rette er så forskelligt , “ 
Svarede hun , „ og i ethvert tilfælde , i denne sag 
kan jeg ikke give dig ret . “ 
Efter nogle øjeblikkes tanshed sagde han : „ Jeg 
føler , uden at kunne sige hvorfor , at du har dine 
egne grunde for din misbilligelse , vil du ikke 
sige mig dem ? “ 
„ Jeg ønsker det ikke . “ 
De vandrede tavse videre , indtil de havde gennemskredet 
haven , og befandt sig lige overfor hegnet 
ud til landevejen , en bænk stod her under træerne 
ligefor hegnet , og den var efter Camillas ønske 
sat der , fordi man derfra overså vejen , markerne 
og i det fjerne landsbyen og kirken . Bag dem 
lå vestens svagt rødmende himmel som en lys 
modsætning til havens dunkle skygger . Mangen 

en aften havde de to børn , der nu stod her som 
voksne ved siden af hinanden , siddet her og lytte ! , 
når kirkeklokken ringede til solens nedgang , og 
selv senere , når Carl kom i besøg , havde de valfarter 
til dette deres indlingssted . Men nu var 
solen gået ned , og nattens dæmrende skygger 
vandrede langsomt frem for at tilfløre det sidste lysskær 
på himlen . 
Carl slap sin ledsagerindes arm . „ Sæt dig 
her , Camilla , “ sagde han , halvt bedende , halvt 
befalende . 
„ Det er for sent , “ sagde hun tøvende . 
„ Jeg er jo hos dig , du har intet at frygte , “ 
Sagde han . 
Hun satte sig ned , indhyllede sig i sit shawl , 
og så ud over hegnet . Han satte sig hos hende . 
„ Hør mig , Camilla , “ sagde han med bævende 
stemme ; hun vendte hovedet om til ham . „ Hør 
mig , “ vedblev han , „ skal jeg forlade dig for så 
lang tid uden at erfare , hvorfor du fordømmer 
min færd ? Selv hvis din dom var mig ligegyldig , 
ville dette gådefulde forbehold være mig 
pinligt ; men da jeg , i hvor meget end din kolde 
betragtning af livets bevægende kræfter bedrøver 

mig , dog ærer din redelige prøvelse af alt , hvad 
du foretager dig , så berører din taushed mig 
smerteligt . Fødselen knyttede os til hinanden , forholdene 
bragte vore veje til at løbe jevnsides , og 
leg og samliv og vaner bragte os , trods vor store 
forskellig hed , til at — til at have hinanden kær . 
Ville selv en Broder stilles fra en søster med dette 
tanse forbehold af misbilligelse , misstemning og 
uvillie ? Jeg beder dig inderligt , tillad mig i det mindste 
et forsøg på at forsvare mig , sig mig de 
grunde , du nylig tilbageholdt ? “ 
„ Og når disse nu synes dig besynderlige , 
hvis de mishage dig , og lade dig dømme ilde om 
mig , hvad have vi da vundet ? “ 
„ Bi have vundet den trøst , der ligger i hjerternes 
gensidige udgydelse , og håbet om måske 
engang at forstå hinanden . “ 
„ Jeg tvivler derom . “ 
„ Hvad kan det være , “ sagde han , og bøjede sit 
hoved ned , for trods mørket at spejde i hendes 
øjne , „ hvad kan det være , som du er så uvillig 
til at udtale ? “ 
„ Der gives tanker , som man skylder sig selv 
og andre at fortie , “ sagde hun alvorligt , „ Tanker , 

som er vor egen ejendom , og som hverken vi have 
ret til at lade se lyset , eller andre ret til at kalde 
frem af deres skjul . “ 
„ Tilvisse , “ sagde han næsten ængsteligt ; „ men 
du — hvilke tanker kan du have ? “ 
„ Ønsker du endnu , efter hvad jeg har sagt , 
at kende dem ? “ 
„ Ja , visselig , “ svarede han spændt . 
„ Nu , velan da , “ sagde hun , øjensynlig bevæget , 
men dog med fast stemme , „ den første grund til 
at jeg ikke kan billige dit forehavende , er at jeg 
ikke tror som du . “ 
„ Du tror ikke . “ 
„ Nej , jeg tror ikke på det samme , som du 
troer på . “ 
„ Ikke på Christus ? “ 
„ Nej ; heller ikke på den gud , du tror på . “ 
„ Ikke på gud ? Du mener , at du tror ikke 
på en personlig gud ? “ 
„ Hverken på en personlig eller upersonlig gud ; 
jeg tror ikke på nogen guds tilværelse . “ 
Der blev nogle øjeblikke ganske stille under de 
mørke træer ; aftenhimlen slukkede sin sidste lysglands , 

som om den bedrøvet skjulte sit ansigt , og 
kun i det vide fjerne lød frøernes uharmoniske sang . 
„ Du tror ikke på nogen gud ? “ gentog 
Carl endelig , ligesom løsrivende sig af sin forstenede 
tilstand , „ hvor er det muligt ? “ 
„ Jeg kunne ligesåvel spørge dig , “ sagde hun 
med dæmpet stemme , „ hvor er det muligt , at du 
kan tro på ham ? “ 
„ Hvor kunne jeg lade være ? “ sukkede han , „ Alt , 
alt taler til mig om hans nærværelse . Er jeg , er 
du ikke selv dele af hans guddommelige væsen ? “ 
„ Vi er dele af naturen , der omgiver os , 
der har frembragt os , og med hvilken vi leve og 
forgå , “ sagde hun næsten med stolthed . 
„ Og denne trøstesløse tanke forfærder dig 
ikke ? “ spurgte han . 
„ Hvorfor skulle den forfærde mig ? Seer jeg 
ikke naturen med ædel rolighed fuldende sit løb , 
glæde sig ved livet , fuldbyrde sin bestemmelse , og 
atter uden klage vige pladsen for det nye og bedre ? 
Kan jeg gøre noget bedre ? Selv når jeg forgår 
med det , der må forgå , kan jeg dog med glad 
bevidsthed sige til mig selv , at jeg udfyldte min 
plads , og ikke har levet forgæves . “ 

„ Er da alt i dine tanker støv og forgængelighed ? “ 
Udbrød Carl . 
„ Nej , nej , “ svarede hun med en glad overbevisnings 
tone , „ jeg føler , at der i naturen lever 
en ånd , som måske uden bevidsthed , men med 
urokkelig kraft fastholder det sig evigt fornyende 
liv . Jeg hører og sporer den overalt , hvor jeg 
går , hvad enten det er i den ubevidste skabnings 
tause birken eller i menneskenes højrøstede færd . 
Når menneskene kalde denne naturens ånd for 
en gud , da er det kun for i tom forfængelighed at 
forherlige sig selv ; med kåde , egenkærlige hænder 
gøre de sig et billede af det hellige , det skjulte 
og uafslorede , og tilbede i det sig selv i indbildt 
herlighed . “ 
Dersom jorden havde åbnet sig ved Carls 
fødder , og viist ham et gabende svælg , fuldt af 
rædsler , kunne del ikke forfærdet ham mere end 
denne så sikkert og bevidst fremførte tilståelse , 
udtalt med den klare , ungdommelige stemme , hvis 
klang hidtil altid havde bragt hans hjerte til at 
banke af henrykkelse , og ligesom udslynget i mørket , 
uden trods og uden overmod , men med længe 
prøvet sikkerhed . Han , som ville vandre til det 

videste fjerne for at omvende hedninger , hørte her 
på sin barndoms legeplads hedenskabets bekendelse 
fra dens læber , som — det følte han i dette 
øjeblik med ubeskrivelig smerte — han elskede af 
hele sin sjæl . 
„ Og når — “ stammede han med møje , „ når 
begyndte du at tænke således ? “ 
„ Jeg tror aldrig at have tænkt anderledes , “ 
Svarede hun , og idet hun løftede sit ansigt op mod 
det svage lys , syntes han at se , at hun smilede 
svagt , „ Du ved , at jeg var kun seks år , da begge 
mine forældre vare døde , og ; eg kom hertil . Min 
moder lå altid syg , medens hun levede , og jeg 
mindes aldrig , at nogen dengang talte til mig om 
gud . Da min bedstemoder kom , og hentede mig , 
sagde hun til mig : „ Din moder er død , og du 
seer hende aldrig mere ; men jeg skal være en moder 
for dig . “ Da jeg så min moder ligge smuk og 
bleg og pyntet i kisten , og de løftede mig op for at 
jeg ret skulle se hende , og endnu engang kysse 
hendes hånd , tænkte jeg på , at jeg også engang 
skulle ligge således , og så var alting forbi . Da 
jeg kom hertil , var det vinter ; da jeg den første 
morgen så ud af vinduet , var alting hvidt af 

sne , og jeg ved ikke , hvorledes det gik til , at jeg 
ofte måtte gentage for mig selv de ord : „ Når 
alting er forbi . “ Da min onkel en dag kom fra 
skoven , og for at more mig vifte mig en hare , 
han havde skudt , og jeg så bloddråberne falde 
fra dens hoved på sneen , da tænkte jeg på , at 
den havde sprunget glad ude i skoven , da det var 
sommer , og nu var alting forbi for den . Om 
natten stod jeg op af min seng , og så ud af 
vinduet på haven og skoven , og tænkte på de 
andre harer , der løb derude , og som en dag , de 
vidste ikke selv når , skulle flydes og spises . Tro 
dog ikke , at disse tanker vare mig forfærdelige , jeg 
var ikke bange for dem , nej , tværtimod , de beskæftigede , 
adspredte mig , ja , de trøstede mig . Jeg 
vidste jo , at alting engang skulle være forbi for 
mig . “ 
„ Og der var ingen , der nogensinde talte til 
dig om gud ? “ spurgte Carl beklemt . 
„ Io , min barnepige sagde undertiden til mig , 
at gud skulle straffe mig , fordi jeg spildte på 
dugen , eller fordi jeg rev min kiole itu ; men jeg 
vidste godt , at hun sagde det for at gøre mig 
bange . Jeg spurgte dog engang min bedstemoder , 

om gud virkelig ville straffe mig , når jeg hældte 
suppe på dugen ; men hun svarede irettesættende : 
„ Snak , barn , hvorledes kommer du til at tale 
således ? “ , og så blev jeg vis i min sag . Jeg 
spurgte engang , om jeg måtte gå med i kirke ; 
men min bedstemoder afslog det , og sagde , af det 
måtte vente til jeg var stor nok til af sidde stille , 
og ikke forstyrre de andre , der hørte på , hvad 
præsten sagde . Da jeg blev ældre , fik jeg en franst 
lærerinde ; da hun var catholik , var det forbudt 
hende af lære mig religion ; hun talte dog i smug 
til mig om jomfru Maria og helgene , og om aftenen 
ville hun have mig til af bede til den hellige 
jomfrue ; men da jeg godt vidste , af hun overtrådte 
min bedstemoders befalinger , ville jeg ikke lade 
mig bevæge dertil , og når hun da blev vred , og 
truede mig med helvedes ild , tænkte jeg altid på 
barnepigen , der ville have gud til af straffe mig , 
og morede mig over , af hun kunne tro mig så 
enfoldig . Hvis jeg havde tænkt anderledes , ville 
jeg måske være blevet omvendt af hende til hendes 
tro , og du seer således , kære Carl , af jeg i 
mine anskuelser , som du vistnok kalder falske , har 

havt en god skytsånd , der har bevaret mig for , 
meget urigtigt . “ ' 
„ Og du kan være lykkelig med en sådan tro ? “ 
Sagde han . 
„ O ja , ret lykkelig . Når jeg hører disse , 
Christne her om mig tale om deres tro , deres forhåbninger 
og al den velsignelse , der hører dem til , 
både nu og siden , så synes mig , at min overbevisning 
er langt roligere og sikkrere at bygge 
på . Det forekommer mig , at der for dem gives 
mange flere fristelser , mange flere skuffelser og 
mange flere offre at bringe , og jeg seer jo også , 
hvorledes de stadig kæmpe for at bevare deres tro . W 
behøvede de at være i en evig kamp med sig selv 
og andre , hvis det faldt dem naturligt at tro således ? 
Jeg blev konfirmeret af pastor Degen , da 
jeg var seksten år ; han talte vidt og bredt til mig 
om Vorherre , og om hvor godt han stod sig med 
ham , og jeg mærkede godt , at han egentlig troede , 
at hans Vorherre var til for hans skyld . Det 
lod jo rigtignok til , at han også tillod alle andre 
at tro det samme ; men det kedede mig frygteligt 
at høre på , og jeg tænkte lidt , at han ville komme 
i stor forlegenhed , hvis han skulle bevise blot en 

tiendedel af alt , hvad han sagde . Det gjorde mig 
ondt , at jeg skulle på kirkegulvet love noget , jeg 
ikke kunne holde ; men jeg har altid fundet , at min 
bedstemoder har ret , når hun siger , at vi ikke 
bør give forargelse , men vise ved enhver lejlighed , 
at vi ære det , som andre holde helligt . “ 
Hun så sig om efter ham , og da han blev 
siddende tavs med bøjet hoved , sagde hun : „ Er 
du vred på mig , Carl ? “ 
„ Vred på dig ? “ gentog han , „ hvad ret har 
jeg til at være det ? — kan du tænke dig , hvorledes 
det er at blive pludselig blind , eller at ville 
forsvare sig mod en fjende , og føle sin højre arm 
lam ? — hvorfor har du aldrig nævnt dette 
før ? “ 
„ Hvorfor skulle jeg tale derom ? “ sagde hun 
blidt , „ skulle jeg være som de andre , der altid førederes 
inderste følelser i munden ? Det var mig 
nok , at jeg tænkte således , du tænkte anderledes , 
det vidste jeg , min bedstemoder og onkel Holger 
tale aldrig om sligt , og jeg ærede enhvers følelser 
og tanker , som jeg nu venter , at du vil ære 
mine . “ 
„ Det er sent , “ sagde Carl med besvær , idet 

han rejste sig , „ det bliver køligt , og nattednggen 
falder på dig , lad os gå hjem . Kom , tag min 
arm , der er mørkt i haven . “ 
Hun tog hans arm , og fulgte ham . Hvis 
han , da han så ind imellem træerne langs den 
smalle gang , havde set kobolde og trolde tumle 
sig derinde , ville det ikke undret ham ; thi det forekom 
ham , at verden var blevet mærkværdig sælsom 
og vild i den sidste time . Han , missionairen , der 
ville gå bort for at dø i troen på det kors , 
hvorpå for tusinder af år siden en ubekendt almuesmand 
havde lidt døden , havde fulgt denne 
kvinde , hvis varme hånd endnu hvilede op til 
hans hjerte , til hint ensomme sted for at bede 
om hendes kærlighed , og nu vandrede han tilbage 
med hende , adskilt i ånden fra hende ved et svælg , 
som ingen jordisk magt kunne udfylde . Men kærligheden 
kom tilbage , den målte svælget , den 
håbede atter , og han spurgte : „ Kan da intet rokke 
din overbevisning , Camilla ? “ 
„ Er det ikke en god ånd , jeg tror på ? “ 
Spurgte hun igen . 
„ Ak , du taler om ånd , medens du prædiker 
kødets religion , “ sagde han sukkende . 

da de kom ind i blomsterparterret , standsede 
hun , idet hun holdt hans arm fast , og sagde : 
„ Mærker du , hvor blomsterne dufte , Carl ? Er 
det ikke en herlig nat ? Vare vi ikke lykkelige , hvis 
vi med så megen ro , så megen stille glæde og hengivelse 
kunne nyde vort liv som alt , hvad der her 
omgiver os ? “ 
„ Men selv naturens tavse læber prise gud , 
Camilla , “ sagde han alvorligt . 
„ Der sidder onkel Holger på trappen , “ 
Sagde hun hurtigt , flap sin ledsagers arm , og nærmede 
sig muntert , „ hvorledes , kære onkel , har du 
holdt vagt her hele tiden ? “ 
„ Ja , min veninde ! det er jo ridderpligt . 
Jeg var lidt gnaven , da du gik din vej med 
missionairen der , og for at straffe mig selv , fordømte 
jeg mig til at blive her , til i kom igen . “ 
„ Å , straffen har vel ikke været stor , jeg er 
vis på , at onkel har sovet . “ 
„ Sovet ? hvor kan du være så grusom at 
tænke således ? “ 
„ Jeg seer , at onkel har sin overfrakke på , 
så er jeg vis i min sag . “ 
„ Overfrakke ? Skulle ridderen ikke våge i fuld 

rustning , og da jeg ingen rustning har , så seer 
du selv , at jeg måtte tage det , der kom den 
nærmest . “ 
„ Og kasketten er vel en hjelm — onkel ved , 
at jeg afskyer kasketter , jeg tager denne i forvaring , 
og onkel seer den aldrig mere . “ 
„ Jeg beder for kasketten , jeg kan dog ikke gå 
på i agt med hat på . “ 
„ Jeg skal forære onkel en lavpullet hat med 
en ørnefjeder . “ 
„ Jeg vil gå ind på hatten , men ikke på 
fjederen ; jeg er et jevnt gemyt , der hverken smykker 
mig med lånte eller egne fjedre . “ 
Hun lo , og satte kasketten på hans hoved ; 
hendes latter trængte smerteligt gennem Carls 
hjerte . 
„ Og nu , godnat , mine herrer ! “ sagde hun 
muntert , og gav dem hver en hånd , „ jeg siger på 
engang godnat både til gejstligheden og ridderskabet , 
enes nu smukt om at gå iseng ! “ 
„ Iallfald går jeg iseng ! “ sagde jægermesteren , ? 
Idet han kyssede den hånd , hun havde rakt ham ; * 
„ men jeg tør ikke love at drømme om dig ; thi jeg 

har været oppe siden klokken fire , og jeg er dygtig 
træt . Godnat , Carl ! “ 
„ Godnat , onkel Holger ! “ sagde Carl med 
træt stemme . 
Jægermesteren , der alt var indenfor havedøren , 
kom tilbage , og sagde med dæmpet stemme : „ Hør 
min dreng ! Du kan gerne lade mig være fri for 
det kedsommelige „ Onkel Holger ! “ Kald mig „ Jægermesteren “ 
Slet og ret som alle de andre ; jeg er 
dog ikke gammel nok til at flæbe den onkeltitel efter 
mig , hvor jeg står og går , jeg er dog en ung 
Karl endnu . “ 
„ Som jægermesteren befaler , “ sagde Carl kort , 
og da han havde hørt havestuens dør lukke sig 
efter de bortgående , søgte han selv til sit værelse 
for at forsøge på at sove ; men det lykkedes ham 
ikke før hen ad morgenstunden . Øet var derfor mod 
hans sædvane sent , da han stod op . Da morgentimerne 
på gården vare overladte til enhvers 
behag at udfylde , gik han ned i haven , for at forfriske 
sit brændende hoved . Imellem blomsterne 
foran huset gik hans cousine , ledsaget af gartneren , 
der bar en kurv , hvori hun nedlagde de blomster , 
hun afskjar . 

„ Hvorledes ? “ råbte Carl , uvilkårlig opmuntret 
af den venlige morgenstund og det skønne 
syn , „ min nådige cousine holder selv standret 
over sine undersåtter ? Tillad mig at udbryde med 
en lille variation i ordene fra „ Tusind og en 
nat “ : „ Ved at modtage en blomst af din hånd 
vil jeg føle mig adlet og højt ophøjet , en fyrste af 
din nåde ! “ “ 
„ En sådan bøn er uimodståelig , “ sagde hun 
leende , „ især da her er blomster nok at tage af . “ 
„ Jeg vil dog først fortjene denne gunst , “ sagde 
han , og tog kurven fra gartneren , „ tillad mig at 
opvarte dig . “ 
„ Gerne ; men dog på en betingelse , “ sagde 
hun . 
„ Og hvilken ? “ spurgte han , idet han gav gartneren 
et vink om at gå . 
„ At du ikke gentager den alvorlige samtale 
fra iaftes , “ svarede hun . 
„ Det kunne ikke falde mig ind at drage aftenens 
skygger ind i denne lyse kreds , der er omgivet 
af disse sendebud fra paradiset , som vi kalde 
blomster , “ sagde han , halvt skjemtende , halvt vemodig ; 

„ desuden , som Salomon sagde , alting til 
sin tid . “ 
„ Jeg vil bede dig om noget , Carl , “ sagde 
hun , idet hun vedblev at udsøge og afskerre blomster . 
„ Det er mig kært , befal , “ svarede han . 
„ Vil du ikke se ned til Fru stilling ? 
Bedstemoder seer meget sjældent derned , fordi hun 
ikke kan finde sig i hendes ville tale , og når jeg 
kommer , henkaster hun kun et par ord til mig . 
Der er dog måske noget , hun ønsker eller vil have 
udrettet af en af os , og i ethvert tilfælde bør vi 
dog ikke aldeles overlade hende til de fremmede 
mennesker , der have hende ganske i deres magt . “ 
„ Du har fuldkommen ret , jeg skal gå derhen 
endnu i formiddag . Hvad fattes hende egentlig ? “ 
„ Det er ikke godt at blive klog på , hun synes 
mig ikke langt fra at være sindssyg . “ 
Carl betragtede hende med glæde ; hun syntes 
ham selv en blomst blandt blomsterne , medens hun 
let og glad vandrede om iblandt dem , og de grønne 
træer i hans barndomshave , hvorover den klare , 
blå himmel hvælvede sig , syntes ham som et paradisisk 
landsfab at danne baggrunden på det skønne 

maleri . Da hun havde fyldt kurven , standsede 
hun , og sagde : 
„ Nu er der nok til alle blomstervaserne , segner 
du ikke under byrden ? “ 
„ Hvo har nogensinde vovet at finde blomster 
tunge ? “ udbrød han spøgende , „ det skulle da være 
en laurbærgreen ; men giv mig nu min belønning ! “ 
„ Ja , 
hvad skal det være ? “ sagde hun , seende 
sig om , „ en asters var vel egentlig den , der bedst 
passede sig for dig . “ 
„ Giver du mig en stjerne , når jeg beder 
om en blomst ? “ sagde han , „ nej , ræk mig en 
rose . “ 
„ Her er en , “ sagde hun muntert , „ indviet af 
morgenduggen og velsignet af solen , er den tilpas , 
min herre ? “ 
„ Så tilpas , som om den kom lige fra Edens 
have , jeg tvivler om , at den kan visne . “ Han 
kyssede den , og stak den i sit knaphul . Hun rødmede , 
tog kurven fra ham og sagde : „ Giv mig nu 
mine blomster , og gå dit ærinde . “ 
„ Må jeg ikke først bære dem op ? “ 

„ Nej , så kommer du ikke tilbage til frokosten . “ 
„ Nu , 
så farvel så længe , jeg håber ikke , at 
den lindorm , der bevogter vor stakkels tante , spærrer 
mig vejen til hende . “ 
„ Når du lader mælk og honning flyde forende , 
lukker hun nok buret op ; desuden har du 
jo allierede i hendes lejr . “ 
„ Du mener Rosine ? Velan da , jeg skal vende 
tilbage med velforrettet sag . “ 
Da Carl kom til præstegården , blev han straks 
ved indtrædelsen modtaget af frøken Alexandrine 
i huusdragt , og meget beskæftiget med at uddele 
befalinger . 
„ Vil de tale med pastoren ? Han er taget 
over i annekset til et møde , og stat med det samme 
kane jord på en gammel , gudsfrygtig kvinde , så 
han kommer ikke hjem før hen ad middag . “ 
„ Meget vel , min bedste frøken , det er heller 
ikke ham , jeg vil tale med . Jeg vil kun besøge min 
tante , Fru stilling . “ 
Frøkenen fæstede et meget gennemtrængende blik 
på ham . 

„ Fru stilling tager ikke gerne imod nogen , “ 
Sagde hun . 
„ Dog mod sin egen familie ? “ sagde Carl i 
en lidt bestemt tone . 
„ Allermindsf mod den , tror jeg , “ sagde hun , 
gjengjæeldende tonefaldet med et lignende , „ Intet 
forstyrrer hende mere end erindringer fra en verden , 
hun har opgivet . “ 
„ Da ville det være rigtigt atter at gøre hende 
fortrolig med disse erindringer , “ sagde Carl , „ så meget 
mere som hun i sin ulykkelige tilstand vel 
nok kan trænge til slægt og venners medfølelse . “ 
„ Hun er en forvildet sjæl , der er faldet bort 
fra Vorherre , men som nok finder ham igen , “ 
Sagde frøkenen afgørende ; „ men dertil trænger hun 
til sjælsro , for at hjertefangeren kan få greb i 
hende , og vi må derfor holde fast på , at ingen 
forstyrrer og forvirrer hende endnu mere . “ 
„ Jeg antager , at hun er så forvirret , som hun 
kan være , “ sagde han . 
„ Hun var engang ved vore forenede kræffer 
og ved et guds under bragt lige op til nådens 
rand ; men så gav hun slip , og faldt ned ; del var 
et slemt dump , og hun ligger endnu og giver sig 

efter det ; men med guds hjælp får hun vel 
kræffer til at vinde op igen . “ 
„ Imidlertid må jeg dog tale med hende , “ 
Sagde Carl , „ og jeg vil bede frøkenen meddele hende , 
at jeg er her . “ 
„ Uden pastor Degens samtykke kan det ialtfald 
ikke ske , “ sagde hun , „ og han er ikke hjemme . “ 
„ Har min tante ikke frihed til at modtage , 
hvem hun vil ? “ 
„ Io , men hun vil ingen modtage . “ 
„ Hun bør dog underrettes om mit forlangende . “ 
„ Det 
tør jeg ikke påtage mig . “ 
„ Så vil jeg selv forsøge det , “ sagde Carl , og 
vendte sig mod døren . Frøken Alexandrine ilede 
hen , og stillede sig foran den . 
„ Hvor vil de hen , menneske ? “ udbrød hun i 
ekstase , „ Fru stilling ligger i sengen , vil de 
trænge umeldt ind til et stakkels , ubeskyttet fruentimmer ? 
De kommer ikke over denne tærskel . “ 
Frøken Alexandrine udbredte sine arme , der 
vare bedækkede med det hvide shawl , foran døren , 
så at hun lignede , om just ikke en engel , så en 
stor flaggermuus ; Carl indså det naragtige i 

situationen , og sagde , halvt leende , halvt ærgerlig : 
„ Men i himlens navn , frøken Kjeldsen , vær 
dog fornuftig , de vil dog vel ikke for ramme alvor 
spærre mig adgangen til min tante ? “ 
„ Jeg er ansvarlig for hendes sjælefred , “ sagde 
frøkenen , bestandig i ophidset stemning , men lod 
dog armene synke . 
„ Jeg skal sandelig ikke forstyrre den , “ sagde 
han roligt ; „ men hvis de ikke vil anmelde mit 
besøg , så lad mig tale med jomfru Stein , hun 
må vide , om hendes frue vil se mig eller ej . “ 
„ Jomfru Stein ? “ gentog frøkenen i en højst 
irriteret gemytstilstand , „ det er ikke længere siden 
igår aftes , at de havde en timelang conversation 
med jomfruen , skal denne fortsættes i dag , så er 
jeg bange for , at jomfruens rygte vil blive meget 
udsat for folkenes omtale . “ 
„ Frøken Kjeldsen , “ sagde han alvorligt , „ der 
gives våben , hvis brug er så forkastelig og så 
stridende mod menneskeligheden , at alle civiliserede 
nationer have vedtaget ikke at benytte dem , skulle vi 
bruge samme fremgangsmåde ? “ 
„ Det er ikke min mening , at jeg vil sige noget 

ondt , “ sagde hun noget flau , da i det samme 
døren bag hende åbnedes , og Rosine så ind . 
„ Kære Rosine , “ sagde Carl , „ vil de sige 
deres frue , at jeg er her , for på min bedstemoders 
vegne at aflægge hende et besøg . “ 
„ Understå dem ikke , jomfru , at forstyrre 
deres frue dermed , “ råbte frøkenen ivrig . 
Rosine betragtede et øjeblik begge parter , 
derpå sagde hun sagtfærdigt : „ Fruen vil vist blive 
meget vred , hvis jeg ikke meddelte hende , at man 
vil besøge hende , “ og forsvandt i det samme . 
„ De har sørget for at have bundsforvandte 
heri huset , “ sagde frøkenen med dirrende stemme , 
„ men selv om de trænger ind til hende , skal de 
ingen fordel have deraf . Hun tager dog ikke med 
dem til Afrika . “ 
Carl lo . „ Jeg seer heller ikke , hvad nytte 
hun skulle gøre der , “ sagde han ; „ men vreden forvilder 
dem , frøken , og de ved , at den er en slet 
rådgiver . “ 
Rosine åbnede igen døren , og sagde , at Fru 
stilling ville modtage candidaten . 
„ Nu , kære frøken , “ sagde han godmodigt til 
husets opbragte herskerinde , „ lad os skilles som 

venner , jeg skal ikke gøre deres patient noget 
ondt , så de har ingen anledning til vrede . “ 
„ De får deres villie , “ sagde hun bittert , 
„ lad dem nøjes dermed . “ 
Han bukkede , og fulgte Rosine . Da han kom 
ind i sygeværelset , fandt han Fru stilling siddende 
oprejst i sengen . 
„ Goddag , unge mand ! “ sagde hun , idet hun 
betragtede ham opmærksomt , „ har de noget ærinde 
til mig . “ 
„ Intet andet end at spørge til deres befindende , 
bedste tænte , “ sagde Carl , idet han , uden at 
afvente nogen indbydelse , satte sig ved sengen . 
„ Hvorledes falder det dem ind ? “ spurgte 
hun . 
„ Er det ikke ganske naturligt , at man seer til 
sin familie ? “ sagde Carl ; „ jeg bliver kun få 
dage her på egnen , og da jeg har hørt , at tænte 
er syg , fandt jeg det både rigtigt og passende at 
aflægge dem et besøg . “ 
„ Hm ! “ sagde hun , og så på ham . 
„ Et smukt , et venligt værelse ! “ sagde Carl , 
og så sig om , „ er tænte fornøjet her ? “ 
„ Nej , “ svarede hun kort . 

„ Tænker tænte da på at forlade dette hus ? “ 
„ Hvorledes skulle jeg komme herfra ? “ 
„ Tænte er jo sin egen herre , og har sin frie 
villie , så sagen synes mig let nok . “ 
„ Tror de , at de lade mig således slippe ? “ 
„ Jo , “ sagde Carl , og kastede et forskende blik 
på hende , „ det blive de vel nødte til , hvis det virkelig 
er tantes villie . “ 
Hun tav lidt , og trommede med fingeren på 
sengekanten . „ De ville gøre alt muligt for at 
holde mig fast , “ sagde hun endelig . 
„ Hvad kunne de vel gøre ? “ spurgte han . 
„ De ville sige , at jeg er gal , “ svarede hun med 
en underlig kort stemme . Han gjorde sig umage 
for ikke at lade sig mærke med , at hendes udtryk 
var ham påfaldende , og han svarede roligt : 
„ Derfor må tante indlede sagen så roligt 
og bestemt som muligt . “ 
„ Jeg kan ikke tale roligt med dem . “ 
„ Når tante betænker sagens vigtighed , vil 
det lykkes . Jeg håber , at tante vil igen have sit 
eget hus som før . 
„ Hvorfor ikke ? “ sagde hun , „ jeg har jo råd 
dertil . “ 

„ Vil tante så være alene ? “ 
„ Jeg kan jo tage Rosine med mig . “ 
„ Jeg seer , at tante er klogere end os andre ; 
tante kan intet bedre valg gøre . “ 
Et øjeblik smilede Fru stilling med selvtilfredshed , 
derpå sagde hun : „ Jeg vil betænke mig 
på sagen , et og andet må ordnes først . “ 
„ Det haster jo ikke , “ sagde Carl , og rejste sig , 
„ blot tante altid erindrer , at tante har sin frihed . 
Skulle nogen ville lægge et halmstrå i vejen for 
denne beslutnings udførelse , så behøver tante blot 
at henvende sig til onkel Holger , og han vil 
bringe sagen lorden . “ 
„ Når rejser de ? “ spurgte hun . 
„ Om nogle dage , “ svarede han ; „ men kun 
til England , først til næste år går min rejse 
videre . “ 
„ Kan penge hjælpe dem noget ? “ 
„ Jeg takker tante , nej ; det er ikke penge , der 
skal udrette noget . “ 
„ Nej , såmænd , “ sagde hun tankefuldt , „ af det , 
der duer noget , køber man ikke meget for penge . 
Tak for deres besøg , jeg er ikke gammel ; men mit 
sind er forstyrret , og jeg lever måske ikke at se 

dem igien ; gjd de kunne gøre noget for mig , jeg 
er ikke meget bedre end hedningerne . “ 
„ Også hedningerne have loven skrevet i deres 
hjerter , “ sagde han alvorligt , „ og vide , hvad de 
skulle gøre . Når tante vil af et ærligt hjerte , 
så vil de vel finde , hvad der er dem tjenligt . 
Men kun et frit sind kan finde den rette vej , og 
tante glemmer ikke , at de er fri , når de ønsker det . “ 
„ Godt , “ sagde hun , og tog hans frembudte 
hånd , „ jeg skal husfe på det . “ 
Han bukkede , og gik . 
„ Hans ord trænge ind i sjælen , “ sagde Fru 
stilling , da han var borte , medens hun endnu 
så på døren , som han var gået ud af ; „ Rosine , 
rul gardinerne ned for dagen , jeg vil rigtig 
tænke mig om . “ 
Rosine adlød , og forbeholdt sig kun en lille 
lysstråle ved det ene vindue , for at kunne se ved 
sit arbejde . Af flere af den syges heftige attringer 
i dagens løb mærkede hun vel , at hendes sind 
var mere oprørt og beskæftiget , end det havde været 
i de seneste tider ; men hun havde øvet sig i tålmodighed , 
og søgte kun så meget som muligt ikke at 
forstyrre hende eller gøre hende imod . Og dog 

havde aldrig tavshedens byrde hvilet så tungt på 
Rosine som i dag , hun havde siden sit ulykkelige 
fald levet i større samkvem med sin frue , og denne 
tilbagevenden til død stilhed , der kun afbrødes af 
den syges utålmodige vendinger i sengen , var 
hende pinlig ; det eneste , der trøstede hende , var 
hendes følelse af , at det ikke var de gamle tanker , 
men nye og usædvanlige , der beskæftigede hendes 
frues rastløse sind . Da solen nærmede sig sin 
nedgang , og det blev aldeles dunkelt bag de nedrullede 
Gardiner , vovede hun endelig bønligt at sige : 
„ Tør jeg ikke nu rulle op før lyset ? “ 
„ Jo , “ sagde Fru stiling med pludselig energie , 
„ lad os få lys herind , ikke alene i stuen , 
men også i sjælen . Rul gardinerne op , Rosine , 
og kom så hen til mig , jeg vil tale med dig . “ 
Da Rosine havde rullet op før det sparsomme 
dagslys , og var kommet hen til sengen , vedblev 
Fru stilling : „ Tag en stol , og sæt dig ; thi 
jeg har meget at sige dig , vil du høre tålmodig ! 
På mig ? “ 
„ Ja , kære frue , “ svarede Rosine lidt frygtsomt , 
idet hun satte sig ved sengen . 
„ Jeg har taget min beslutning , “ sagde hun nu 

med en rolig kraft , hun aldrig før havde viist , „ jeg 
vil forlade dette hus , hvor jeg kun nærer mine 
bittre følelser . Jeg vil forsøge på igen at leve i 
verden , ikke fordi jeg tror mere på den , end jeg 
hidtil har gjort i min ulykkestid , men fordi jeg 
troer på dig , Rosine ! Jeg tror , du er et godt , 
ærligt menneske , uden hykleri og uden tomt skin 
af noget godt , som aldrig har eksisterer . Medens 
du har været her daglig om mig i disse måneder , 
har du aldrig givet dig ud for at være mere , end 
du er ; men snarere har jeg fundet mere i dig , 
end du lod mig vente . Jeg var mistroisk ; men 
du har overvundet min mistro . I det mulm og 
mørke , der er i min sjæl , har der af og til viist 
sig en lysstråle , og den skylder jeg dig ; denne 
lysstråle har været glæde over din troskab og 
tålmodighed , måske spiren til en bedre tro på 
verden . “ 
„ O frue ! “ sagde Rosine rørt . 
„ Måstee , “ vedblev den syge med frembrydende 
følelse , „ måske jeg atter kunne lære at tro på 
menneskene , o , Rosine ! den største lykke i dette 
usikkre , omvekslende liv ! Jeg vil forsøge det . Jeg 
vil igen flabe mig et hjem , hvis du vil følge mig 

derhen , og prøve på at leve sammen med mig ; men 
sander har ret , det må ske uden overilelse , det 
må ske forsigtigt og vel overlagt . Jeg har givet 
mig således i disse menneskers magt , at jeg må 
frygte for deres vrede . “ 
„ De gør dem vist uret , frue , “ sagde Rosine , 
„ de have deres fejl ; men slette gerninger ville de 
ikke gøre . De mene det oprigtigt med deres gudsfrygt . “ 
„ Ja , 
de mene det oprigtigt med de ord , de 
sige , “ sagde Fru stilling ; „ men gerningen kan så 
let tilpasses efter ordene , og se god og retfærdig 
ud , når den dog ikke er det . Det er farlige mennesker ; 
thi de bedrage ikke alene andre , men også 
sig selv . Den , der ikke seer klart i forholdet til 
Vorherre , seer heller ikke klart i forholdet til sine 
medmennesker ; de lege med det allerhøieste , hvorfor 
skulle de da ikke kunne gøre det samme med alle 
jordiske ting ? Nej , de skulle ikke fange mig , jeg vil 
i rette tid opsige dem min forpligtelse til dem , og 
til foråret , når tiden er udløbet , flytte vi herfra . 
I den tid , der således må gå hen , vil jeg forsøge 
på at stå op og leve som andre mennesker ; 
men jeg vil ikke forlade dette værelse ; thi jeg vil 

ikke have noget samkvem med dem , som før jeg 
selv gik i fængsel her . “ 
„ Måske fruens plan er rigtig , “ sagde Rosine , 
„ der behøves jo også en frist til at ordne et 
nyt hjem . 
„ Ja , “ sagde hun , „ vi ville bestemme i fælledsflab , 
hvor og hvorledes , vi skulle gøre det . Du vil 
altså følge med mig ? “ 
„ Af hjertet gerne , “ svarede Rosine oprigtigt . 
„ Det glæder mig , at du så frit samtykker , “ 
Sagde Fru stilling ; „ thi jeg er et urimeligt , fordringsfuldt 
mennefle , det har du erfaret ; men du 
skal ikke følge mig iblinde , du stakkel , som ikke 
ved , hvad du gør . Menneskene ville rigtignok 
sige : „ Fru stilling er en rig kone ; om hun 
også har nogle luner og særheder , så kan hun 
dog holde et behageligt hus , hvilken lykke for den 
fattige pige , hun vil tage med sig ! “ Men hvad lykke 
er det for dig , at Fru stilling er en rig kone , 
når hun tillige er et svagt , egenkærligt menneske , 
som man kan leve for , men ikke leve med ? Jeg 
ved nok , at du ikke seer på min rigdom , du 
seer på mit hjerte , og tror , at det i grunden er 
godt ; men du fejler . Den , der stoler på mig , 

stoler på sivet i søen og skyen under himlen ; 
jeg er feig og troløs , ikke af ondflab , men af 
svaghed og egenkærlighed . Lær mig da at kende , 
før du bestemmer dig , hør på mig , og jeg skal 
åbne dig mit hjerte — læs i det , som gud læser 
i det ! “ 
„ O , kære frue , “ sagde Rosine , „ hvorfor oprive 
smertelige sår og pine dem selv ? Jeg spørger 
ikke om , hvorledes de er ; men jeg følger dem glad , 
således som jeg kender dem , fordi jeg tror , at 
jeg kan være dem til glæde og nytte . “ 
„ Nej , nej , “ sagde hun , „ min beslutning er 
tagen . Da jeg den første dag , du var her i 
huset , spurgte dig , om du troede , jeg var syg 
eller gal , gav du mig det barmhjertighedens svar , 
at du troede , jeg var ulykkelig , og gid du måtte 
vedblive at tro det , efter at have hørt mig ! Jeg var 
ung engang , og dengang i det mindste dømte jeg ikke 
ondt om mig selv ; hvis jeg allerede dengang var 
egennyttig og selvkærlig , så vidste jeg ikke af det ; 
thi der var ingen om mig , for hvem det syntes 
mig nødvendigt at gøre nogen opoffrelse . Jeg var 
ikke forkælet af ømme forældre ; thi mine døde 
begge i min barndom ; mine formyndere satte mig 

i huset hos ansete folk , jeg blev plejet , draget omsorg 
for , opdraget og undervist ; der blev viist mig 
hensyn og venlighed nok ; thi man betalte godt for 
mig , og jeg fandt behag i min stilling . Ingen 
påtrængte mig nogen følelse , der havde fordret 
svar og genklang , og ingen pligter bebyrdede min 
frihed . Jeg var ung og rig , jeg blev afgjort , jeg 
morede mig , og til sidst som en følge af livets gang 
giftede jeg mig . Min mand var meget ældre end 
mig , han var en anset og afholdt mand , han behagede 
mig , formodentlig behagede jeg også ham , 
og han blev ved mig en rig mand . Jeg fortsatte 
mit forrige pligtløse liv ; jeg havde det godt , alle 
livets behageligheder , alle livets bekvemmeligheder , 
penge hjalp os ud over alle dagens bryderier , 
ingen lidenskaber forstyrrede vor ro , hvad enten vi 
sås eller vi ikke sås , vare vi lige glade . Det 
eneste , der forstyrrede min behagelige tilværelse , 
var synet af en familie , der boede lige overfor i 
kælderen ; det var en fattig håndværksmand og 
hans kone , der opdrog otte børn ; når jeg sad i 
vinduet ved mit sybord , og så derned , så så 
jeg , at disse mennesker havde bekymringer og sorger 
i rigt mål ; jeg så furede pander , bekymrede 

blikke og undertiden tårer på konens ansigt ; 
men til andre tider havde de også glæder og 
uventede smil af lykken , og da syntes alting glemt , 
og hele huset var idet tilfredshed . Jeg sølte , at 
disse mennesker havde noget at leve for , og dog 
ville jeg været bange for at bytte med dem , jeg 
ville ikke have haft mod til alle disse anspændelser 
af sorg og lykke . Jeg kunne ikke lide at se derover , 
og dog holdt jeg øje med dem . Endelig stillede 
livet en dag en fordring til mig , en fordring , 
jeg ikke kunne afvise — jeg blev moder . “ 
„ Gudskeclov ! “ sagde Rosine sagte . 
„ Ja , gudskeclov ! “ gentog Fru stilling , 
„ jeg havde et barn , og det var ikke kød af mit . 
Kød , ikke blod af mit blod , det var et sødt , 
uskyldigt , kærligt væsen , der delte sin glæde og 
kærlighed mellem de kolde , selviske forældre . Bi 
begyndte ikke mere at ligne os selv , vi smilede til 
hende og til hinanden , vi vare rige , ikke meer for 
vor egen skyld , men for vort barns skyld . Vi 
talte sammen , ikke meer med læberne , men med 
hjertet , vi havde planer , vi havde en fremtid . 
Når de små barnehænder omfattede vore , begyndte 
vi at føle , at vi levede , når barnets uskyldige 

øjne med himmelsf undren spejdede i vore , 
så skød det blomsterknopper inde i vor sjæl . 
Når hun , siddende på mit knæ , så ud af vinduet , 
kunne jeg se ned til den fattige familie uden 
skinsyge og uden fortrydelse . Da begyndte min 
mand at skrante , og lægerne rådede ham en baderejse . 
Der blev yttret nogle ord , om hvorvidt jeg 
havde lyst at følge med ; men skulle jeg for et ubetydeligt 
ondes skyld løsrive mig fra min behagelige 
tilværelse , enten forlade mit barn eller udsætte 
det for en rejses anstrengelser , og kunne desuden 
min mand ikke for penge engagere en ung læge til 
at følge sig ? Jo , det var fornuftige og rimelige 
grunde , og min mand rejste med en velanbefalet , 
ung candidat . I lang tid kom der kun gøde efterretninger , 
da der uventet sfete et omslag ; men 
på fare troede egentlig ingen , da pludselig dødsbudskabet 
kom . Jeg blev visselig bedrøvet ; men der 
var dog megen trosf i min bedrøvelse . Det forekom 
mig , at et tungt bånd var løft , jeg var uafhængig 
og den eneste besidder af mit barn , der 
endnu var så ungt , at det om få år ville have 
glemt sin fader . O , gys ikke , Rosine , idet jeg 

åbner dig mit hjerte , jeg seer selv med skræk tilbage 
på denne tid . “ 
Rosine så ned for sig , hun vidste intet 
at svare . 
„ Hun voksede op , bestandig lig sig selv , bestandig 
bærende det samme stempel af kærlighed og godhed , 
og hvis jeg nogensinde har levet , har det været 
i hendes få , så sparsomt tiltalte leveår . Igennem 
hende var jeg glad , var jeg opoffrende , velgørende 
og god ; gennem hende havde jeg tanke og 
sjæl for andre levende medmennesker . Hun elskede 
mig højt , hvorfor ved alene den gud , der lånte 
mig hende ; men jeg var som et voks i hendes hånd . 
Hendes øje og hjerte var opladt for meget , som 
jeg aldrig så eller forstod ; men jeg vidste , at hun 
havde ret , og jeg lød hende råde . Jeg var så 
vant til lykkens medbør , at aldrig nogen tanke 
om vort samlivs forfængelighed faldt mig ind , 
når havde nogensinde noget forstyrret min selvkærlige 
ro ? “ 
Hun lagde sig tilbage i sengen , og Rosine 
hørte hende græde . Efter en lang taushed tog hun 
atter ordet : 
„ En dag — da var hun næsten seksten år 

— lød en forsigtig hvisken , om mig , varsomme hentydninger 
gjordes , og jeg blev endelig vaer , at verden 
omkring mig havde noget at sige mig , som den ikke 
havde mod til at udtale lydeligt . Endelig forstod 
jeg den ; en frygtelig sygdoms orm gnavede på 
mit barns sundhed , den samme sygdom , der 
havde lagt hendes fader i graven . Jeg for op af 
min selvkærlige rolighed , jeg så , og jeg kunne 
ikke tvivle . „ Hvorledes ? “ sagde jeg med bitterhed 
til mig selv , „ han under mig hende ikke , den skrækkelige 
sygdomsspire , hun bærer i sig , har han efterladt 
hos hende for at rane hende fra mig , “ og jeg , 
der egenkærlig havde forladt ham , vovede nu at 
anklage ham . Og nu tror du formodentlig , Rosine , 
at jeg styrtede mig i en fortvivlet kamp mod 
faren , at jeg vågede dag og nat ved mit barns 
leje , at jeg ødslede min ømhed og mine kræfter 
på dens frelse , der var mig så kær ? Nej , jeg 
blev bitter , harmfuld mod min skæbne , jeg opfyldte 
luften med klager , det er sandt ; men det var vrede , 
egenkærlige klager , der mest vare bebrejdelser mod 
gud og menneskene , jeg stampede mod brådden , 
og den søndersled min fod . Ikke engang sygelejets 
hellighed bragte mig til taushed , jeg våndede og 

beklagede mig i selvkærlig smerte , og tænkte kun 
på mig selv . Og dog må jeg have set , hvormegen 
lidelse , jeg voldte ; thi endnu seer jeg i min sjæls 
inderste de døende øjne , hvis blik fulgte mig , jeg 
seer dem lyse af himmelsf forbarmelse og ømhed , 
af smerte og medlidenhed , og det er som om 
synet af dem presser blodige tårer ud af mine 
øjne ! “ 
Hun tog om sit hoved med begge hænder , hun 
indhyllede sine grå hår i lagenet , og hulkede højt . 
Rosine bøjede sig over hende , drog blidt klædet 
tilside , og sagde bønfaldende : „ O , fortørn ikke gud 
og deres elsfede , hengangne barn med denne ville 
smerte ! Se op til himlen , hvor hun er , og tænk 
ikke meer på hendes jordiske lidelse ! “ 
„ O , Rosine ! “ udbrød hun , og klyngede sig 
til hendes Hals , „ Du har ikke hørt det værste . 
Jeg kunne ikke udholde længer at se hendes lidelser 
— nej , jeg taler ikke sandhed , jeg kunne ikke udholde 
min , forsfåer du , min egen smerte , jeg 
sagde til mig selv , og jeg sagde lydeligt , at jeg elsfede 
mit barn alt for højt til at kunne tåle at se 
det dø , og hør nu det uhørte : menneskene spyttede 
ikke på mig , de sloge mig ikke i ansigtet , de droge 

mig ikke ved håret , og udstødte mig af deres 
samfund ; men de sagde : „ Den arme moder , hvor 
hun lider ! “ og de gave mig ret , de beredte alt til 
min rejse , de sukkede og de græd med mig , og de 
lovede mig at gøre alt for det barn , jeg forlod . 
Jeg lod , som om jeg troede dem , ligesom de lod , 
som om de troede mig , og jeg gik hen til mit døende 
barns leje for at fremføre det løgnagtige påskud 
om en nødvendig rejse på et par dage , hvorefter 
jeg ville komme tilbage . Jeg ved ikke , om hun 
troede mig ; jeg turde ikke spørge , og hun sagde 
intet ; hun fremførte ingen klage , ingen misbilligelse ; 
men med et blik , fuldt af himmelsk , medlidende 
kærlighed drog hun mit hoved ned til sig , 
og kyssede for sidste gang mine læber . Jeg rejste 
mig , og med fortvivlelsen , selvkærlighedens ville 
fortvivlelse , i mit hjerte besteg jeg den vogn , der 
førte mig bort , kun nogle mile bort til et sted 
på landet , hvor jeg blev , til efterretningen kom 
om , at alt var forbi . . . Og nu havde jeg fred , 
ikke sandt ? Nu var jeg ene , ene med det kostbare 
jeg , som jeg nærede og plejede med så megen ømhed , 
hvad nød havde jeg nu ? I begyndelsen var 
også alt godt , jeg græd og sukkede over mit barn , 

og man søgte at trøste mig , alt var tilsyneladende i 
sin orden , og rent og retfærdigt i mine og menneskenes 
øjne . Jeg blev fattet , og jeg tog til byen , 
til mit hjem , for igen at pleje mine gamle vaner 
og bekvemmeligheder . Men tænk dig , den stemme , 
som ikke havde ladet sig høre fra menneskenes bryst , 
den talte til mig fra enhver af de døde genstande 
omkring mig . De havde omhyggeligt flyttet sengen 
bort , hvorpå mit barn havde draget sit sidste suk 
blandt lejede fremmede , stole og borde indtoge 
dens plads , alt var medlidende forandret i hendes 
værelser , for at skåne den barnløse bløders følelser , 
o , hvilken spot lå der ikke i al denne omhu ! 
Og hvad nyttede den ? De gamle , bekendte vægge , 
som havde kastet lyden tilbage af mit barns føde 
stemme , de livløse genstande , hvorpå hendes 
strålende blik havde hvilet , de planker , hvorpå 
bendes barnefødder havde trippet , og som endnu 
syntes at bære spor af de vaklende trin , hvormed 
hendes segnende fod var gledet hen over dem — 
alt talte til mig med grnopvækkende bebrejdelser . 
Jeg kæmpede imod dem , jeg forsvarede mig vildt , 
næsten med raseri mod disse tavse anklagere ; men 
forgæves ! Angeren overvældede mig — o , Rosine ! 

du ved ikke , hvad angeren er — det er en håbløs 
kamp for at kalde fortiden tilbage , en fortvivlet 
segnen under forsoningens umulighed , det er at 
vride sin hænder , at slå sig for sit bryst , at 
krnbe i støvet , og på samme tid at storme mod 
himmelen , og banke vildt på dens lukkede døre — 
og når så denne anger ingen mulighed har til 
forløsning på jorden , når den , vi have krænket , 
er borte for bestandig , når vor stemme ikke mere 
når det kærlige hjerte , som måske ville tilgive , 
hvis det så vor Jammer , når selv den gud , vi 
trygle om nåde , vender sig tavs fra os , fordi han 
var altforbarmende og vi ubarmhjertige , så at han 
ikke vil kendes ved os — o , da , da , Rosine ! 
Er et ulykkeligt menneske nået til usalighedens 
tinde ! “ 
„ O , kære frue ! “ sagde Rosine grædende , 
„ fortvivl dog ikke således ! Tro mig , deres barn 
hører dem , og vil engang som en tilgivende engel 
drage dem til sit hjerte ! “ 
„ O , hvis jeg kunne håbe det ! “ sukkede hun . 
„ Jeg kunne ikke blive i mit hus , jeg tog i besøg 
til min cousine geheimerådinden , som havde indbudet 
mig . Jeg talte ikke til nogen om , hvad der 

beskæftigede mine tanker , og man troede , at det 
var sorgen , der fortærede mig . Da traf jeg pastor 
Degen ; min dybe trang til at gribe et håbets 
halmstrå drev mig til at tale med ham , og 
jeg syntes i min forvildelse virkelig , at han stod 
Herren nærmere end andre . Jeg håbede , at han 
også kunne føre mig arme synderinde nærmere til 
gud , jeg lyttede til hans ord , jeg fulgte hans 
råd , jeg bad og arbejdede indvendig . Da talen 
blev om min bortrejse , blev jeg grebet af angst for 
at miste den sidste tilflugt mod min indre elendighed , 
og jeg greb til den udvej at tage heri huset . 
Men jeg var kommet som i en tryllekreds , der 
dæmonisk drog mig ind i sig ; krampagtigt greb min 
forvirrede sands efter det hellige ; men det flyede 
mig , og efterlod sit tomme klædebond i min hånd . 
Jeg følte det , og begyndte selv at drive spot med 
det , o , gud forlade mig ! Endelig slukkedes rusen 
i en frygtelig nedslagenhed ; jeg hadede mig selv , og 
jeg hadede disse mennesker ; jeg kom til dem som 
en ulykkelig flygtning , søgende frelse , og de grusomme 
berøvede mig alt , endogså min gud ! “ 
Hun tav nogle øjeblikke , derpå vedblev hun 
med bævende stemme : 

„ Men gud havde ikke forladt mig , han sendte 
mig en god engel i min nød . Rosine , du må 
ikke forlade mig , tro på mig , som jeg tror på 
dig ; thi skønt jeg mistroer hele verden og mig 
selv med , tror jeg på dig som på det evangelinm , 
du har læst før mig ; den dag , jeg måtte 
mistænke dig før noget lavt eller troløst , vil jeg 
før evig tabe troen på gud og menneskene ! “ 
„ Min kære , dyrebare frue ! “ sagde Rosine 
inderligt , „ jeg er kun et svagt mennefle som de og 
andre ; men sandt og oprigtigt kan jeg forsikre dem , 
at jeg skal være deres tro tjenerinde , så længe 
de vil beholde mig hos dem . “ 
„ Jeg tror dig , mit barn ! jeg tror dig ! O , 
gud være lovet , at jeg tror dig ! — men det er 
blevet nat , gå , mit barn ! gå iseng , i morgen 
ville vi drøfte vore planer , mit hjerte er lettet ved 
mit skriftemål , jeg tror , at jeg kan sove ! “ 
De skiltes ad ; men det varede længe , før Rosine 
faldt isøvn . Det besynderlige skriftemål , som 
hendes frue rigtigt havde kaldt det , lød endnu i 
hendes øren , og i urolige tanker overvejede hun 
dets indhold . At hendes frue aldeles ikke var 
sindssyg , indså hun fuldkommen vel , om hun end 

med stille bæven betragtede den kamp , som et forvænt , 
selvkærligt og i høj grad omtfindtligt lind 
førte med sig selv . „ Hun har ret , “ sagde hun hen 
for sig , idet hun kastede sig frem og tilbage i sin 
seng , „ der gives handlinger , som hverken fordømmes 
as loven eller af menneskene , og som dog er 
forbrydelser . Den , der forlader sin plads i kampen , 
og flygter feig fra sin post , er ikke mere strafskyldig 
end den , der svigter sin pligt i livets kamp . Men 
de fleste fordømme ikke sig selv , fordi de gøre det 
sidste , måske fordi deres medmennesker , gribende 
i deres egen barm og frygtende for selv at måles 
på dette mål , ikke fordømme dem . — o gud , 
det er dog svært at leve ! “ tilføjede Rosine med et 
bekymret suk , idet hun endelig fandt et hvilested 
for sit unge hoved . 
Den næste dag modtog Fru stilling hende 
med et venligt og oplivet ansigt . Lader os ikke forsmåc 
mennefketrost og menneskeråd , da de dog 
lette de tunge sorgens byrder , vi bære ! Det er 
ikke godt , al mennesket er ene , og allermindst når 
smerten og angeren besøge hans hus ; så længe 
disse tungsindige gjæsfer sidde stumme og alvorlige 
ved hans bord , er deres nærværelse langt frygteligere , 

end når de åbne deres tavse læber , og tale , 
selv om det kun er veeråb og klager , de fremføre . 
Skjøndt fangne under samme lod , er der dog en 
vidunderlig trøst i stemmen fra et deltagende 
menneskebryst , og selv i det vaklende og tvivlende 
råd , som undfanges af de dødeliges hjerne , er 
der en støtte for den segnende fod . 
„ Godmorgen , mit barn ! “ sagde Fru stilling , 
da Rosine åbnede døren ind til hende , 
„ kom , i dag må du pynte mig lidt , jeg vil bede 
pastoren og hans frøken gøre mig et besøg . Lad 
mig se , at du bringer mig til at se så ung og 
så stadselig ud som muligt , at hele verden kan se , 
at der er foregået en forandring med mig . “ 
Med inderlig glæde ilede Rosine at efterkomme 
denne anordning . Med flink hånd besørgede hun 
sin frues toilette endnu omhyggeligere end ellers , 
og fremtog det fineste tøj til hendes påklædning . 
Derpå ordnede hun stuen , hentede endnu flere 
blomster ind , og da solen nu skinnede muntert ind 
af de åbne vinduer , syntes Rosine i barnlig 
glæde , at hun aldrig havde set dette sit daglige 
opholdssted så hyggeligt og smukt . Da hun således , 
let og munter , løb frem og tilbage , for at 

ordne alt , og derpå servere sin frue theevandet , 
sagde denne smilende : „ Du er dog rigtigt et barn , 
Rosine ! — men et godt barn , det vil jeg ikke 
nægte ! “ 
„ Kald mig kun et barn , kære frue ! “ svarede 
hun spøgende , „ jeg vil da så meget lettere kunne 
få tilgivelse , når jeg gør dem noget imod ! “ 
Da theen var drukket , sagde Fru stilling : 
„ Hent mig nu præsten og frøkenen , ellers få vi 
ikke fat på dem . Hils fra mig , og sig , at jeg har 
noget at sige dem , hvis det er dem belejligt at høre 
på det . Spørge de dig ud , øm hvad det kan være , 
så sig , du ved det ikke , men at fruen er usædvanlig 
fornuftig i dag . “ 
Rosine lo , og gik sit ærinde . Frøken 
Alexandrine blev meget forundret over denne 
anmodning , og var ikke langtfra at smigre sig med , 
at der var et nyt under på færde ; hun skyndte sig 
hen at hente præsten , og nogle øjeblikke efter trådte 
de begge ind til Fru stilling . 
„ De har ladet os kalde , kære veninde , “ sagde 
præsten , idet de toge plads på de af Rosine 
fremstillede stole , „ og det seer ud , som om de 
ville lægge råd op med os . Jeg håber ikke , det 

er et krigsråd , men et fredsråd , hvor Vorherre 
er valgt til at føre forsædet med kåring og oprakte 
hænder , hehehe ! “ 
„ Og hvor valgtalen er blevet til et rigtigt 
livsord , “ sagde frøken Alexandrine , slående ind 
på spøgen . 
„ Nå , kære Fru stilling , “ sagde så præsten , 
„ hvad har de egentlig på hjerte ? “ 
Hun rejste sig i sengen , og så roligt på 
dem begge . 
„ Jeg har i sinde , “ sagde hun med langsom og 
tydelig stemme , „ at takke dem for den tid , jeg 
har haft ophold i deres hus ; om det har været 
mig til gavn eller skade , vil jeg ikke drøfte , og 
det ville heller ikke være godt at sige ; thi jeg har 
været meget syg . Nu er jeg bedre , ja , jeg håber 
om kort tid at være ganske rask , og kan igen tænke 
på at indrette mit eget hus . Jeg vil derfor i 
rette tid varsle dem om , hr . Pastor ! at jeg til 
efteråret forlader præstegården for at flytte til 
byen , hvor jeg vil tilbringe vinteren , indtil jeg kan 
få købt mig et sted i dens nærhed . Jeg er vis 
på , at de vil glæde dem med mig over , at jeg 
endelig har opnået den sindsro , jeg søgte ved at 

flylte til dem , og således virkelig kan takke dem 
for at være nået til dette mål . “ 
Både pastoren og frøkenen tabte for et øjeblik 
fatningen ; han var imidlertid klog nok til at 
tie , medens frøken Alexandrine af et mere oprigtigt 
hjerte udråbte : „ Men hvor i himlens navn 
er de kunnet falde på dette ? “ 
„ Det synes mig at ligge nær , “ sagde Fru 
stilling med et ironisk smil , der viste , at hun 
gottede sig over frøkenens overraskelse , „ at jeg , der 
har råd og evne dertil , igen ønsker at have mit 
eget hus . Hverken de eller jeg har anset mit 
ophold her for andet end midlertidigt . “ 
„ Det er sandt nok , “ udbrød frøkenen ; „ men 
hvem kunne tro , at de nogensinde kunne forlade 
os ? Det skal heller aldrig ske ; thi de ved ikke , 
hvad de gør , de er syg , mere syg end de ved 
af , og vil styrte dem selv i ulykke . “ 
Blodet steg Fru stilling op til kinderne ; 
men hun betvang sig , og sagde roligt : „ Ved jeg 
ikke , hvad jeg gør ? Er der noget ufornuftigt i at 
ville forandre opholdssted ? Styrter jeg mig i ulykke , 
fordi jeg forlader et sted , hvor jeg ikke befinder 
mig vel længer , for at flabe mig et eget hus og 

hjem ? Det er dem , der er ufornuftig , frøken 
Kjeldsen ! “ 
„ Sig de , hvad de vil , “ råbte frøkenen , ude 
af sig selv , „ De kommer ikke herfra , den tort skal 
ikke overgå vort hus , at man forlader det , når 
man engang er kommet der ! “ 
„ Er deres hus da et fængsel ? “ sagde Fru 
stilling oprørt og tabende sin fatning . 
„ Men det er et forræderi , “ vedblev frøkenen , 
„ det kommer ikke fra dem selv , de er overlistet af 
andre , de svage stakkel ! “ 
Ved disse ord for det som et lyn gennem 
Fru stilling , hun for i vejret , og åbnede allerede 
munden for at knuse frøkenen med sin hån , 
da et advarende blik fra Rosine standsede hende . 
Hun gav kun sin harme luft i et dybt åndedrag ; 
derpå sagde hun tilsyneladende roligt : 
„ Er det en svaghed , at jeg vil tilbage til mit 
eget hjem , godt ! så er jeg en svag stakkel ; men 
hvo kan forbyde mig at få dette ønske opfyldt ? “ 
„ Sandelig ingen , “ sagde her præsten , læggende 
sin hånd på frøken Alexandrines arm , „ Udgangen 
til dette hus er ligeså fri som indgangen . 
De kom til os syg , hungrig efter trøst , 

og forlangte plads hos os , og vi gav dem den , 
uden at spørge , hvorfor de hungrede og tørstede . 
Vi lod dem drikke af vort livshæeger og spise med 
os af vort hjertebrød , og Vorherre gav dem en 
tidlang fred . Siden den tid er der gået fristelser 
henover dem , som de ikke har kunnet modstå , 
fordi deres tro var fattig på glæede ; Vorherre 
kastede en brand i deres sjæl for at varme 
dem , og de brugte den til at tænde huset med 
over deres eget hoved . Hvad kunne vi gøre for 
det ? Nu vil de forlade os , og siger , at de er 
karsk ; men jeg kan sige dem , at det er en djævelens 
karskhed , en sundhed til det onde , en krampetrækning 
af den onde ånd i dem . Tilgiv derfor 
denne gudsfrygtige kvinde , at hun ømmer sig 
ved at lade dem drage bort i denne ulykkelige tilstand , 
og gerne ville tvinge dem mod deres egenrådige 
villie til at blive og stille deres sag i 
Vorherres hånd , tilgiv hende , hun elsker dem med 
en vidunderlig stærk kærlighed . “ 
„ Det er mig alt sammen det samme , “ sagde 
Fru stilling utålmodig , „ når jeg blot kommer 
herfra . “ 
„ Det være langt fra os at holde dem tilbage 

med nogen tvang , “ sagde præsten , „ vi ville kun 
deres vel , og viser de ved et sagtmodigt sind og 
en fornuftig adfærd , at de selv kan styre deres 
livsbåd videre , så er der intet til hinder for , 
at de kan forlade os til efteråret . Men der er 
endnu nogle måneder til , og altså tid til at 
betænke sagen . Lader os ikke overile os , men tage 
Vorherre på råd med . Det er den rette rådmand , 
kære Fru stilling , og det han råder , det 
ville vi gøre . Snak de nu lidt med ham , så 
ville vi gøre det samme . Nå , der er vel lidt 
fruentimmerstivnakkeri mellem dem og vor gode 
frøken , det jevner sig nok , hehehe ! “ 
Han rejste sig for at gå ; men Fru stilling 
sagde heftigt : 
„ Det er ikke løjer , pastor Degen , men min 
urokkelige beslutning at flytte til efteråret , det 
kan ikke nytte , at de slår det hen i spøg . “ 
„ Ja , ja , vi kende nok fruentimmerbeslutninger , 
svarede han skjemtende , „ farvel , lille Fru stilling , 
jeg kan ikke undvære min morgenpibe længer ! “ 
Han nikkede venligt , skød kalotten op på sin 
isse for at give sig et så gemytligt udseende som 
muligt , og gik ud af døren . Frøken Alexandrine 

fulgte ham , uden noget forsøg på at hylle venlighed , 
og sagde halvsagte til Rosine , da denne 
fulgte hende til døren : „ Det er dem , der er 
slangen i dette Paradis ; men bi kun ! “ 
Fru stilling var ingenlunde fornøjet med 
udfaldet af denne samtale , isærdeleshed fordi dej 
dog var blevet stående hen som en uafgjort sag , 
om hun skulle bort eller ikke . 
„ Jeg skulle ikke være blevet hidsig , “ sagde hun 
gentagne gange ; „ men jeg kan ikke gøre for , at 
frøkenen altid bringer mit blod ikog . Og så hun 
med hendes Paradis , et net Paradis med lutter 
slanger ! Jeg er vis på , at hun vil snakke Vorherre 
ud af himmerig , hvis han nogensinde er så 
uforsigtig at lade hende komme indenfor døren . 
Hvad mener hun med sine trudsler ? “ 
„ Frøkenen blev vred , “ sagde Rosine , „ hun 
troede , det var mig , der havde bragt fruen på 
tanken om at flytte . “ 
„ Jeg vil råde hende fil at lade dig i ro , “ 
Sagde fruen bestemt . 
Det lod imidlertid ikke fil , at frøken Alexandrine 
ville give tegnet fil en åben krig ; påvirket 
af præsten , der formanede hende fil ikke „ at 

irritere fjenden “ , indskrænkede hun sig fil aldrig at 
betræde fruens værelse , og fil at vise Rosine et 
koldt , fjendtligt væsen . Det gjorde Rosine ondt , 
dels fordi hun var sig sin uskyldighed bevidst , hvad 
bortrejsen angik , dels fordi hun var frøken Alexandrine 
taknemlig for hendes omsorg under sin 
sygdom . Men alle forsøg på en venlig tilnærmelse 
afvistes , frøkenen indhyllede sig i sit shawl 
og sin krænkede værdighed , og besvarede enhver tiltale 
med enstavelsesord . 
Den fil provstens ankomst bestemte onsdag 
var kommet , alle omegnens præster vare indbudne , 
ligesom der ifølge præstens ønske var sendt en 
indbydelse fil Carl . I flere dage havde forberedelserne 
fil et storartet middagsgilde sat præstegården 
i oprør ; thi pastor Degen var en mand , 
der satte pris på at leve godt , og som ingenlunde 
agtede at indbyde sine brødre i Herren på to 
brød og fem fisk . Frøken Alexandrine , der 
havde en ære som husmoder at opretholde , gik 
begejstret ind på hans anskuelser også i denne 
henseende , og var , da hun onsdag middag overskuede 
sine forberedelser , med rette opfyldt af en 
trinmpherende fryd over , hvad hun og Vorherre 

havde udrettet . Præsten havde allerede ifsrt sig sin 
høitidsdragt , da provsten , der ville ende sine forretninger 
i nabosognet om formiddagen , kunne 
ventes måske noget før de andre gæster , og uagtet 
de to gejstlige herrers religieuse anskuelser vare 
meget forskellige , ville præsten dog ikke vise nogen 
mangel på høflighed . 
Medens han gik op og ned ad gulvet i sit 
studerekammer , hjerteligt savnende sin pibe , som 
han havde henlagt for de første timer , kom gårdmandskonen 
Stine Olsens svære skikkelse langsomt 
vandrende over gården . 
„ Er pastoren at få itale ? “ råbte hun ind ad 
køkkendøren ; men i disse sidste , højtidelige øjeblikke , 
da alle kræfter anspændtes for at forene de mange 
adskilte forberedelser i et glimrende hele , gav ingen 
sig tid til at svare på dette første spørgsmål . 
Præsten , som den eneste ledige , åbnede vinduet , 
og råbte ud : „ Her er jeg , Stine Olsen ! men 
min tid er knap ! “ 
„ Det var da skade , “ sagde Stine , idet hun 
med uforstyrret ro vendte sine skridt til studerekammeret , 
„ jeg havde ret meget at tale med pastoren 
om . “ 

„ Det lange får at blive til en anden dag , “ 
Sagde præsten spøgende , „ sig mig det korte straks ; 
vi vente provsten , og når han kommer , må 
Stine vige . “ 
„ Det forstår sig , “ sagde hun , „ skønt den 
ene da kan være ligeså god som den anden . Med 
forlov ! “ hun satte sig til præstens misfornøjelse 
ned , „ det , jeg egentlig har at tale om , kan jeg gerne 
kalde en samvittighedssag . Der er nu Anne , som 
jeg har kendt fra vi var piger af , hun tjente i 
gård hos min fader , og er nu husmandskone ; 
men det må jo enhver tage , som det falder sig , 
vi kunne ikke alle sammen være gårdmænd . Forgammelt 
bekendtskab skyld have vi da altid været 
nogenlunde gode mod Anne og hendes mand , især 
dog mod Anne , for manden er et fordrukkent 
svin . Og jeg må sige om Anne , at hun aldrig 
har sagt mig et ondt ord , om jeg også engang 
imellem har været noget studsig imod hende , som jo 
let kan hænde , når man bliver overhængt til enhver 
tid . “ 
Her rømmede Stine sig , så efter , om den 
rette side var ud af hendes forklæde , og syntes i 

det hele taget ved en længere pause at ville give 
det efterfølgende større vægt . 
„ Nå , lille Stine ! Tiden er knap ! “ sagde 
præsten opmuntrende . 
„ Så kom det nu sådan , at der sfete en hel 
forandring med mig , “ begyndte konen igen , „ så 
når jeg tænker på den forrige tid , kender jeg 
knap mig selv igen . Hvad var nu rimeligere , end 
at jeg ville dele al den guds velsignelse indeni 
mig med venner og bekendte ? Med svend gik 
det da nemt nok , som pastoren ved , og hvad børnene 
angår , så læse de deres fadervor hele 
dagen igennem ; men med Anne vil det slet ikke 
gå . Jeg har sagt til hende : „ Anne , dit skrog , 
du er bare fattig , fordi du ikke går til Vorherre 
om alting , tag rigtig ved at bede , så skal 
du se , han giver dig nok , både det knuddrede 
og det skuddrede ; “ men så svarer hun , at hun 
vil hellere gå i fattighuset , end af stabe sig sådan . 
Det er et forfærdeligt mod , der er i den 
kvinde . “ 
„ Ja , djævelens magt er stor , “ sagde præsten , 
„ der seer du selv , lille Stine , af det er 

godt , af nogen med magt vil rive os ud af hans 
kløer . “ 
„ Ja , det er nu netop min mening med Anne , “ 
Svarede Stine ivrigt , „ jeg skal ikke raste , før jeg 
har drevet vantroen ud af hende . Det var det , 
jeg ville rådfsre mig med pastoren om ; thi jeg 
vil nødig gøre nogen uret , og lægge mig ud med 
Vorherre ; når Anne nu ikke vil høre , hvad jeg 
siger , er det så ikke min pligt af rydde hende og 
hendes hus ud af jorden ? “ 
„ Hvad mener du ? “ spurgte præsten , noget 
underlig ved denne mtring . 
„ Jeg mener da ikke , af jeg vil slå hende 
ihjel , skønt hun vel havde fortjent det , “ svarede 
Stine med fanatisk heftighed ; „ jeg mener blot , af 
jeg vil gøre hende alt det onde , jeg kan hitte på , 
og det er ikke så lidt ; thi hun og hendes mand 
har både fået arbejde og almisse hos os . “ 
„ Hm ! “ sagde præsten , „ har Stine rådført 
sig med Vorherre om det ? “ 
„ Ja , såmænd , “ svarede hun , „ og jeg kan ikke 
få andet ud af det , end at han siger : „ Jeg er 
en hellig og nidkær gud , og den , der ikke tror 
på mig , skal ikke leve . “ “ 

„ Det sidste skal vel læses lidt anderledes , “ sagde 
præsten smilende ; „ men hold du dig til det levende 
ord , Stine , det forstår du bedst . Har du læst 
troen rigtigt op for dig selv , og rådført dig 
med den ? “ 
„ Der står , at jeg tror på de helliges samfund , “ 
Sagde hun med bestemthed , „ og det kan ikke 
sige andet , end at vi hellige skulle holde sammen , og 
ikke tåle de vantroe . “ 
„ Men han , du ved nok “ , sagde præsten , 
„ tilgav sin fjende på korset . “ 
„ Jøsses ja , “ sagde Stine , „ Pastoren kan sin 
bibel bedre end . jeg ; men Vorherre slog da også 
alle jøderne ihjel for den sags skyld . Jeg kan 
dog ikke komme bort fra den tro , at vi skulle vise 
Vorherre vor kærlighed af vore gerninger , og 
når Anne ikke vil gå i lag med os , så skulle 
vi ikke tåle hende . Tror pastoren virkelig , at hun 
kan blive salig , sådan som hun går og døser hen ? “ 
„ Nej , Stine , det tror jeg ikke , her har du 
ret : den , som ikke tror , skal ikke leve . “ 
„ Men jeg gad dog nok vidst , om pastoren mener , 
at Vorherre synes om , at Anne sidder , til bords 

med og spiser , som om hun var ligeså god 
som os andre . “ 
„ Han sad til bords og spiste med toldere og 
syndere , og detskal jeg selv gøre i dag , lille Stine ! “ 
„ Jeg har også proberet på det , “ sagde Stine 
eftertcrnkende , „ for jeg er jo vant til , at Anne kom 
engang imellem ind til os , når hun var sulten , og 
spiste vi så just , som vi vel fordetmeste gjorde , så 
var det så ligefrem at sige : „ Sid ned og spis 
med ! “ Men da hun så slet ikke ville høre på , 
hvad jeg sagde , men tav stille og åd sig mæt , så 
blev jeg gal i hovedet over , at det urene dyr skulle 
besmitte mit hus . Og hvad så pastoren siger — “ 
Her for hun op igen i hidsighed — „ så føler jeg 
med mig selv , af Vorherre vil , af jeg skal lukke 
døren for hende . “ 
„ Se så , lille Stine , der er provsten , “ 
Sagde præsten , der under de sidste ord havde set 
ud af vinduet , „ Vorherre hjælper dig nok til af 
omvende Anne , hvis hun ellers er det været . Jeg 
skal se over til jer en af dagene . “ 
„ Tak , hr . Pastor , “ sagde Stine , og rejste 
sig , „ jeg havde gerne talt længere med dem , for 

jeg tænker nu aldrig på andet end disse ting ; 
men så ses vi igen ! Vorherre være med dem ! “ 
„ Og med dig , Stine , med dig ! “ svarede 
han hastigt , idet han ilede ud for af modtage gæsten . 
Da de gejstlige herrer sad samlede om bordet , 
og frøken Alexandrine i stiveste pynt stod oprejst 
for bordenden med husmoderens scepter , potageskeen , 
i den halvt opløftede hånd , vendte værten 
sig til provsten , og bad ham fremsige bordbønnen . 
Provsten rejste sig , og sagde nogle få hjertelige ord , 
der påhørtes med bøjede hoveder af gæsterne ; 
nogle iblandt disse foldede hænder , og forblev i 
denne stilling nogle minuter efter at den lydelige 
bøn var endt , som om de havde tilfredsstillet deres 
følelser med en lille privatandagt . Forresten var 
samtalen ved bordet ingenlunde optaget af religieuse 
ttemaer , på en lille diversion nær , som 
gjordes af en ung , ivrig Capellan , der henvendte et 
spørgsmål til provsten . Denne svarede venligt , 
men afvisende : „ Jeg er ikke af deres mening , 
hr . Capellan ! “ og derefter gik samtalen atter over 
til muntrere genstande . Måske kom denne fredelige 
stemning for en del også af , at gæsterne 
fandt det ubetimeligt at forstyrre nydelsen af frøken 

Alexandrines i ordets egentligste forstand smagfulde 
anretning ved tteologiske diskussioner , og ved 
mållidets slutning var stemningen så glad og 
hjertelig , som om alle deellagerne i virkelighed 
elflede den samme gud og den samme næste . 
Frøken Alexandrine havde i anledning af 
dagens betydning nedladt sig til ved Birthe at 
anmode Fru stilling om at „ hendes jomFru “ 
Måtte skænke kaffen efter bordet . Således var 
Rosine da ivrigt beskæftiget med denne forretning , 
da provsten trådte ind i spisestuen . 
„ Må jeg tage plads et øjeblik hos dem , mit 
kære barn ! “ sagde han venligt , idet han satte sig i 
sofahjørnet , „ jeg er en gammel mand , og lidt 
træt af dagens anstrengelser . Kræfterne ville ikke 
længer slå til , og det gamle legeme behøver hvile 
af og til . “ 
„ Må jeg servere deres højærværdighed kaffen 
her ? “ spurgte Rosine hjerteligt , idet hun hentede 
en sofapude for at lægge bag hans ryg . 
„ Ja , tak , mit barn ! et øjebliks rolighed vil 
gøre mig godt . Hører de til pastorens familie ? “ 
„ Nej , “ svarede Rosine beskedent , „ jeg er kun 
jomFru hos Fru stilling , der boer heri huset . “ 

„ Ja så , “ sagde han mildt , „ så ung og allerede 
ude at tjene ! Har de ingen forældre ? “ 
„ De er døde , før jeg kendte dem . “ 
„ Heller ingen plejeforældre ? “ 
„ Min plejefader lever heller ikke længer . “ 
„ Har de slet ingen slægt eller venner ? “ 
„ Slægt har jeg ikke ; men venner har jeg . “ 
Han smilede , og tog kaffen , som hun bød ham . 
„ Det kan jeg vel vide , “ sagde han , „ det er vor 
egen skyld , når der fattes os venner , gudskelov ! 
Bien hvor er disse venner i verden , hvis de tillader 
mig at spørge så meget og så frit ? “ 
Den gamle mands venlige ansigt , hans hvide 
hår og hans milde blik indgød Rosine tillid ; 
medens hun skænkede kaffen , fortalte hun ham med 
ungdommelig glæde om sin Frits , om hans rejse 
og om de gode udsigter , som hun troede , at de havde 
til om ikke lang tid at få en lille ansættelse . 
Provsten hørte med fornøjelse på hende , og da han 
rejste sig for at gå ind til de andre , tog han hen ? 
Des hånd , og sagde , idet han betragtede hende 
venligt : 
„ Tak for denne gode time , mit barn ! jeg har 
forfrisket både sjæl og legeme i deres selflab , 

stol de kun på gud , det vil ikke slå fejl for 
dem . “ 
Da han trådte ind til sine embedsbrødre , 
fandt han situationen mindre fredelig . De gejstlige 
herrer havde , siddende i pastorens studerekammer 
og rygende deres piber , længe ladet sig nøje 
med at indhylle sig i olympiske tåger , medens de 
så småt drøftede allehånde ligegyldige anliggender ; 
men efterhånden drejede samtalen sig mere og mere 
ind på det tteologiske gebet , og adskillige meningssorfljelligheder 
begyndte at komme tilorde . Den føromtalte 
Capellan drog , med nogle ikke utydelige allusioner 
til provstens tænke- og prædikemåde , stærkt 
tilfeldts mod det søvnige , åndelige liv i menighederne , 
hvilket han stemplede som et „ Søvngjængerliv “ 
Og en „ Forsteningstilstand “ . Han blev meget 
ivrigt modsagt af en af Degens nabopræster — 
provsten havde det andet nabosogn — der påstod , 
at fordi livet udviklede sig langsomt , var det ikke 
forstenet . 
„ Hvad nytter det at haste så stærkt ? “ sagde 
nabopræsten , en høj , bleg , mager mand med hårde 
træk , „ hvad kan det nytte at så i en uforberedt 

jord ? Der vokser ligesåmange torne og tidsler 
op som frugtbare aks . “ 
„ Derfor siger jeg også , at menigheden skal 
frugtbargøres ved prædikenen , “ sagde capellanen 
ivrigt , „ når der blot i prædikenen er livsvarme , 
saft og kraft , så vil menigheden nok blive modtagelig 
for sæden . Prædikenen er regnbygen , prædikenen 
er solskinnet , den er plougen , den er harven , 
ja , den er undertiden leen , der bortskærer klinten . 
Bort med alle de døde forklaringer og bibelcitater , 
hvorover menigheden sover ind , og kom blot med det 
levende ords kraft , bryd ind i menighedens bevidsthed , 
ryst den og væk den , bring den blot til at , 
leve , så er alting godt . “ 
„ Da er prædikenen dog hovedsagelig fortolkningen , “ 
Sagde den magre præst , idet han med halvtlukkede 
øjne så ned for sig , , - , at gentage , forklare , 
oplyse og sigte ordet til menigheden er prædikantens 
pligt . Jeg søger at gøre min menighed myndig 
til at forstå ordet , og forstå det rettelig . 
Christi ord er vel simpelt ; men det kan dog udtydes 
på mange måder , og betragtes fra mange 
forskellige synspunkter . Er det ikke også derfor , 

at det samme evangelium kommer igen på årets 
festdage ? “ 
„ Jeg bryder mig kun lidt om dagens evangelium , “ 
Sagde capellanen heftigt , „ her af hjertebrønden 
øser jeg , og så længe Vorherre blot lader 
den kilde flyde , skal min menighed ikke tørste . Jeg 
vil læske den med friske vandstrømme , og ikke med 
den lunkne drik , der uafladelig øses af en læderflaske 
på den anden . Kraft skal der til , og hellere 
må man salte drikken , end at den må falde flan 
på tungen . “ 
„ Men forkynder jeg da ikke af mit eget , i stedet for 
af guds ? “ spurgte nabopræsten . 
„ Ja , hvad er mit eget , og hvad er guds ? “ 
Råbte capellanen . „ Jeg har intet eget , alt er 
guds . “ 
„ Så er der heller intet , der er guds , “ sagde 
den anden tørt : „ men alt er deres eget . “ 
Her kom pastor Degen sin collega til hjælp . 
„ Iesus sagde , at man lever ikke af brød alene , men 
af hvert ord , der udgår af guds mund ; dermed 
meenfe han , at vi leve ved det ord , vi have fået i 
dåben , ja bogstavelig meenfe han om sig selv : jeg 
lever af det guds ord , der udgik af guds mund 

ved min dåb . Det samme gøre vi , vi leve ved 
det ord , gud sagde til os i dåben . Det ord 
kan ingen tage fra os , det ord prædike vi , og med 
det ord døde vi . Men de — “ her vendte han sig 
til sin nabopræst — „ De er som djævelen , de vil 
friste capellanen til at springe ned af bjerget , det 
samme Spring , som iesus ikke ville gøre , fordi 
han ikke ville springe på djævelens commando . “ 
„ Siden sprang han det af egen fri drift i 
gethsemanc , “ sagde capellanen , fornøjet over modsætningen . 
„ Hvorledes 
kan de tale således om deres 
frelser ? “ sagde Carl harmfuldt . Han havde indtil 
ikke blandet sig i samtalen , men siddet tilsyneladende 
» deellagende , og set ud af vinduet . 
Capellanen vendte sig , forbanset over de uventede 
ord . 
„ Har jeg talt sandhed , hvi slår du mig da ? “ 
Sagde han ironisk citerende . 
„ De taler sandhed , men på en usømmelig 
måde , “ sagde Carl ; „ tror de , at vi have fået 
ordene fil at opbygge med eller fil at forstyrre 
gned ? Tal med ærbødighed om det høje og hellige , 
og besudl ikke det Rene med uRene hænder . “ 

„ Christus behøver ikke som de hedenste guderat 
indhylles i . Skyer , “ sagde capellanen rafl . „ Han 
kan tåle at ses i dagens lys . Vi se ham og 
kende ham , han er opstanden igen for os . “ 
„ Ja , i hver ny menighed opstår han , og 
korsfæstes på ny , “ sagde Carl bittert ; „ det er eders 
forfængelighed , der nagler ham fil korset , fordi den 
driver eder fil at drage ham ned fil eder , og gøre 
ham fil mennefle med eder . Hvorledes kunne i 
tale om Jesu dåb som om et menneskes dåb , 
om hans fristelse som om et menneskes fristelse ? 
Vel indviedes hans menneskelige natur , vel fristedes 
den ; men han var dog på samme tid fuld af 
guddommelig kraft . “ 
„ Have vi benægtet , at ånden kom over ham i 
dåben ? “ sagde pastor Degen , „ nej , det var netop 
der , at Vorherre sendte den , og der sender han ethvert . 
Menneske den , som dødes i den rette tro . 
Men alting i bibelen er så at sige menneskeligt , 
og det skal det også være . Ånden daler over 
ch ristu s , og så sættes der punktum efter det , 
ligesom i vort eget liv ; men straks efter driver 
ånden ham ud i ørkenen , hvor djævelen vil have , 
at han skal gøre sten til brød . Og der have vi 

lært af djævelen , — thi man kan også lære af 
den onde — at gøre de sten til brød , som i 
vantroe præster give eders menighed at tære på . 
Og ligesom Jesus sagde , at han levede af hvert ord , 
der udgik af guds mund , således er det også 
vort levebrød ; men i ville gerne tage os brødet 
af munden . Til sidst da djævelen fristede ham med 
alle verdens herligheder , skulle man tro , at han 
havde læst de franste romaner , for der byde fristerne 
også stort for at besejre kvinden ; men 
djævelen er måske også så alvidende , at han 
kendte dem forud . Menneskeligt talt er det alt sammen , 
og derfor prøves det også på ethvert 
menneske , om han vil leve af hvert ord , der udgår 
af guds mund . “ 
Nabopræsfen rystede betænkeligt på hovedet . 
„ I tro at kunne gribe det himmelsfe med 
hænderne , “ sagde Carl alvorligt . „ Hvis nu et 
menneske , der havde levet på samme tid som 
Christus , hvis en af hans apostle kunne fødes 
igen i vore dage , og han stod her , og hørte eder 
tale , tror i da , han ville kendes ved den frelser , 
i have skabt eder til eders egen forherligelse ? “ 

„ Hvori besfåer da vor uret ? “ spurgte nabopræsfen . 
„ I 
tilbede læren i stedet for forkynderen , “ svarede 
han , „ for eder er ordet ikke blevet kød , det 
er endnu bestandig ordet , som i fortolke og dreje 
og vende , til ingen lyd af den stemme , der forkyndte 
det , kan spores i det . Vel kan enhver finde 
et eccho af sin sjæl i det ; men ikke genlyde » af 
sin egenvillie , sin spidsfindighed og sin ejendommelighed , 
som i finde deri . “ 
Provsten havde tavs betragtet Carl under hele 
samtalen . 
„ Hvorledes skulle vi da finde Christus ? “ spurgte 
han . 
„ Jeg ved det ikke , “ svarede Carl , uvilkårligt 
mildnende fin stemme lige overfor den spørgendes 
ærværdige åsyn , „ hvis jeg vidste det , blev jeg her , 
og hjalp til at søge ham . Men jeg seer intet middel 
til at sønderrive det tusind år gamle slør , hvori 
hans skikkelse er hyllet . Kirken holder vel fast 
på gudsbilledet ; men den holder også fast på 
alle de fordomme , de vrangheder og de menneskelige 
opfindelser , der fordunkle det . I prædike om 
ham , og ikke en af eder formår dog at følge 

mig til ham , som han i sandhed vandrede ved 
Jordans bred . I beskrive ham alle , og ingen af 
eder har dog set ind i det åsyn , i beskrive . 
Have i ikke set stridsmændene på Lucas cranachs 
billede , der kaste lod om Herrens kjortel ? 
Den ene bliver grebet af de andre i at kaste med 
falske lodder , og de trække ham i skægget , og kaste 
ham til jorden . Således er det eder også ligegyldigt , 
om i bruge falske lodder , når i blot 
kunne vinde kjortelen , vise den frem for folket , og 
råbe : „ Se , her er han selv ! “ “ 
„ Og det lod , de har i hånden , er det ægte ? “ 
Spurgte pastor Degen spydigt , „ er det måflee justeret 
af Vorherre selv ? “ 
„ Jeg har intet lod , og jeg vil intet vinde , “ 
Svarede han roligt . „ Jeg vil ikke så i en jord , 
hvor allerede så megen anden sæd er nedtrådt af 
menncskefødder , og hvor den gamle udsæd uafladelig 
kommer op iblandt den nye . Jeg vil opsøge mennesker , 
der aldrig have hørt om Christus , jeg vil 
gå til dem , og sige : „ Kære brødre , der er sket 
et under , og jeg er kommet for at fortælle eder 
det . Gnd har ladet sig føde på jorden . “ Spørge 
de mig da : „ Hvorledes er det gået til ? Tør vi 

også tro dig ? “ Så vil jeg svare : „ Jeg vil fortælle 
eder alt , dømmer så selv . “ Jeg vil da fortælle 
dem om Herren , om hans liv og hans dsd , 
jeg vil gentage hans ord for dem , og jeg vil sige 
dem , at han atter er vendt tilbage til sit rige efter 
fuldendt gerning , og — “ han vendte sig pludselig 
med en energisk håndbevægelse til de tilstedeværende 
— „ hvo iblandt eder tør sige , at de ikke ville tro 
mig ? Jeg vil ikke tale om igår og i dag , ikke om 
tid og ikke om rum , jeg vil intet forklare og 
intet fortolke , jeg vil tale , som om han selv havde 
udsendt mig , og før jeg gik , befalet mig , ikke at tage 
stav eller tafle med . “ 
„ Og så snart de så kende ham , “ sagde Degen 
i en spottende tone , „ ville de efter menneskers 
Viis gøre sig et billede af ham , danse omkring 
det , og måske ofre missionairen til det . “ 
„ Hellere dette end eders åndelige vrængebilleder , “ 
Sagde Carl heftigt , „ et billede af træ 
eller sten kan knuses og splittes før vinden ; men 
hvo , der fægter mod eders , fægter mod skygger . “ 
„ Ingen jager mere efter skygger , “ sagde nabopræsten 
skarpt , „ end den , der tror , at et menneske 

kan se gud ansigt til ansigt . Hvorledes vil de 
kunne lære om Christus , når de ikke kan bevise 
hans væsen af hans ord ? “ 
„ Bevise ? “ gentog Carl , „ kan jeg bevise det 
guddommeliges tilværelse ? Ja , dette var den første 
frugt , mennesket brød af kundskabens træ ! Bevise 
det ubegribelige , bevise det , som når det først var 
bevist , ikke mere var det , jeg ville bevise ! Stakkels 
menneskeforsfand , således lyder dit bedste argument ! 
Og dog æres og agtes du , når du vandrer 
gennem verden , flæbende præstekjolen efter 
dig , og lærer , beviser , fortolker og udlægger , forklarer 
alt , endogså lidelseshistorien , og til sidst 
slår dig for dit bryst , og siger : „ Jeg forstår 
gud ! “ 
„ Men hvad siger de da til det bevis , der 
ligger i samkvemmet med gud ? “ råbte capellanen , 
„ hvad siger de , når jeg nu vidner for 
menigheden , at han har talt til mig , at hans ånd 
hviler over mig ? “ 
„ Jeg siger med vismanden , “ sagde Carl , 
målende ham med et hånligt øjekast , „ at alt er 
forfængelighed . “ 

capellanen for op ; men provsten viste ham 
tilbage . 
„ Synes de ikke , mine herrer colleger , at 
denne strid nu bør have ende ? — unge mand , “ 
Tilføjede han henvendt til Carl , „ vi tage ikke fejl , 
når vi sige , at sandheden skal prædikes i langmodighed 
og overbærelse . Glem ikke , at vi mennesker 
se stykkeviis , og at ingen herneden seer det 
fuldkomne . “ 
„ De har ret , “ sagde Carl ; „ men det var ikke 
min agt at yppe strid , sålidt som her at omvende 
nogen . Vor vært vil tilgive mig min heftighed , 
og jeg vil vige pladsen for de tilstedeværendes 
meninger . “ 
Han tog sin hat , og forlod stuen . Uden at 
tale til nogen videre , ilede han ned ad vejen til 
gården , medens han i sit sind gentog de ord , 
der vare faldne . Den strøm af heftighed , han 
under samtalen havde holdt tilbage , bruste nu i 
hans bryst , og han ænsede ikke , hvad vej han 
tog . Ilende fremad , springende over grøfter , og 
svingende sig over hegn , havde han tilbagelagt et 
godt stykke , da han pludselig standsedes ved et 
dumpt , vredt brøl tæt ved sig . Han for tilbage , 

og så på den anden side af en smal grøft en stor 
tyr , der , slæbende sit tøjr efter sig , oprodede jorden 
med sine horn . Det var et svært , kraftigt 
dyr med lange , buskede hår nedover de vildt stirrende 
øjne , og Carl kendte den straks som „ Jægermesterens 
tyr . “ Der var i dette øjeblik ingen 
gnist af frygt i Carls bryst , han mødte tyrens 
vrede øje med et frygtløst blik , og sprang over 
grøften til den . Med rafl og øvet hånd greb 
han tøirct , der bestod af en dobbelt kæde , og trak 
rafl i det . Tyren svarede først med et trodsigt ryk 
og et kort brøl , derpå gav den efter for Carls 
fornyede anstrengelser , og fulgte ham , vel brummende , 
men dog lydigt hen på Marken , hvor han 
optog tøjrekøllen , og på ny tøjrede den . Denne 
lykkelig fuldførte bedrift fyldte Carls sind med 
et vist overmod , han gik hen til dyret , strøg dets 
hårede Hals og hoved , og sagde til sig selv : . Blot 
ingen frygt ! for den kække er der intet nederlag ! “ 
Da han kom hjem , og fortalte om sit møde 
med tyren , gned jægermesteren fornøjet sine hænder , 
og sagde : „ Der seer i nu , hvor let det er at komme 
tilrette med min tyr , og så gives der dog dem , 

der sige , at den er ondskabsfuld ! Et prægtigt dyr , 
Carl , ikke sandt ? “ 
„ Jeg tror dog ikke , at jægermesteren skal være 
altfor rolig , og stole for meget på dens fromhed , “ 
Sagde Carl ; „ den så alt andet end from ud , da 
jeg mødte den . “ 
„ Deri har Carl vist ret , “ sagde Camilla . 
„ Å , forstår du ikke , at han vil prale lidt 
med sit mod , “ sagde jægermesteren leende . 
Carl tav lidt ; derpå sagde han : „ Jeg ved 
ikke , hvorfor jeg tøver endnu længere her ; iovermorgen 
vil jeg sige eder farvel , og rejse videre . “ 
„ Vil du allerede bort , mit barn ? “ sagde 
geheimerådinden : „ Gud ved , når du kommer 
her igen . “ 
„ Til næste sommer , før jeg tager bort for 
bestandig , kære bedstemoder , “ svarede Carl med 
varme . 
„ Du er dog vel ikke vred over , hvad jeg sagde 
før ? “ sagde jægermesteren , og vendte sig rafl imod 
ham . 
„ Nej , nej , det må onkel ikke tro , “ svarede 
han hastigt ; „ men jeg har i dag haft en kedelig 
strid i præstegården , det uvæsen , der drives heri 

egnen af Degen og consorter , forstemmer mig , og 
jeg foretrækker at skye for at fægte i flere flige 
slag . “ 
„ En strid ? “ sagde geheimerådinden , „ Du 
er dog ikke blevet uvenner med disse mennesker ? “ 
„ O nej ? “ svarede Carl , „ hverken venner eller 
uvenner ; men det fortryder mig bittert at have 
flaffet Rosine derhen ? “ 
„ Å hvad ? “ sagde jægermesteren , „ hun disputerer 
vel ikke om theologie med dem , og når jeg 
sraregner præstens forkerte snak , er han vist en 
meget respektabel mand , der bestyrer sin avl udmærket 
godt , og svarer enhver sit . “ 
„ Ja , fraregnet det vigtigste , er han upåklagelig , “ 
Sagde Carl smilende . 
Da jægermesteren og Carl den næste formiddag 
på en spadseretour gik igennem landsbyen , 
kom de forbi svend Olsens hus ; Stine og en 
anden kone stod udenfor , og idet de gik forbi , sagde 
Stine med hvi stemme : „ Der går den unge 
herre , der vil have alle præster flåde ihjel , fordi 
han siger , at de tro ikke på Vorherre . “ 
„ Kors bevares ! “ sagde den anden kone . 

Carl så om på dem , og Stine tilkastede 
ham et udfordrende blik . 
„ Det er nok det bedste , at du kommer herfra , “ 
Sagde jægermesteren misfornøjet ; „ thi ellers 
lægger du mig ud med hele egnen . Hvor kan du 
sige sådant noget om præsterne ? “ 
Carl lo . 
„ Tror onkel på kjærlingesnak ? Jeg har ikke 
tænkt på at slå en eneste præst ihjel , eud sige 
hele gejstligheden . Det er kun en populair fortolkning 
af mine mtringer i går , der , som jeg seer , 
alt er i folkemunde . “ 
Carl gik ind i præstegården , og tog afsted 
med Rosine , medens jægermesteren fortsatte sin 
vej ; han ville ikke , som han sagde , rage kastanierne 
af ilden for sin søstersøn ; denne bemærkede ved 
sig selv , at hans onkel var lidt bange for præsten . 
Da han kom ind i gården , så han Rosine 
stå i sin frues vindue ; han gik hen til hende , 
og sagde hende , at han var i færd med at rejse bort , 
og derfor kom for at sige hende farvel . 
„ Blot jeg efterlod dem i bedre hænder , “ tilføjede 
han med dæmpet stemme , „ jeg frygter for , 
at de ikke er kommet blandt gode mennesker . “ 

„ De er ikke så slemme som de tror , “ svarede 
Rosine beroligende ; „ til efteråret rejser min 
frue herfra , og tager mig med sig , så de kan 
være uden bekymring for mig . “ 
„ Så være gud med dem , “ sagde han , „ er 
de ved godt mod , vil jeg ikke frygte . “ 
„ Har de et lille stevnemøde med min jomfru ? “ 
Lød pastor Degens stemme tæt ved , idet 
han stak hovedet og tobakspiben ud af gangdøren , 
„ hehehe ! vær så god at træde indenfor , det er mere 
bequemt , så kan de sidde ned . “ 
„ Goddag , hr . Pastor , tak for i går , “ sagde 
Carl , „ jeg er kun kommet for at sige farvel , og 
går med det samme . “ 
„ Ja , tak for i går , “ sagde præsten , „ De var 
noget slem imod os ; men man må ikke tage det 
så nøje med en ung mand , der vil frem i verden . 
Der er mangen en blevet præst blot ved at hakke 
på præsterne . “ 
„ Min compliment til ham , “ sagde Carl , idet 
han lettede på hatten , „ farvel , hr . Pastor ! “ 
Præsten så efter ham med et blik , der var 
halvt snedigt , halvt vredt , derpå mumlede han for 

sig selv : „ Bi kun , du får nok løbet hornene af 
dig . “ 
Carl rejste . Med sønlig ærbødighed havde 
han lovet at følge alle den gamle bedstemoders formaninger , 
og med hjertelig varme , men heller ikke 
mere , havde han bedet sin cousine tænke over deres 
samtale i haven . Alt faldt igen hen i sin jevne 
stilhed på gården ; september måned kom , 
høsten var forbi , jægermesteren gik på i agt , snart 
på sine egne , snart som gæst på andres enemærker , 
og kom træt og fornøjet hjem ; Camilla 
morede sig med at betragte gartnerens indhostning 
af frugt og hans efterårsarbeider i haven ; nye 
anlæg toges under overvejelse , og blev efterhånden 
udførte , og på regnfulde dage lagde husets damer 
råd op om vinterbeskjæftigelserne . Da fyredes 
der allerede så småt i kakkelovnene for den gamle 
kones skyld , og besøgene blev sjeldnere , men til 
gjengjæld langvarigere , da man ikke ville gøre 
den mere besværlige rejse for et kort opholds 
skyld . 
I præstegården var ikke slet så stille eller 
hyggeligt . Fra den dag af , at Fru stilling 
havde forkyndt sin bortrejse , havde frøken alexan 

dr ine ikke talt et venligt ord til Rosine , men 
gik hende enten tavs og tvær forbi , eller gav hende 
korte befalinger . Det gjorde Rosine ondt ; dels 
så hun heri en ufortjent miskendelse , en tilskikkelse , 
der ikke var faldet i hendes lod før heri 
præstegården , og dels nærede hun virkelig et venligt 
sindelag for frøkenen . Hun forstod at vurdere 
hendes udmærkede egenskaber som husbestyrerinde , 
den orden og punkklighed , hun håndhævede 
overalt , så vidt hendes virkekreds strakte sig , og den 
måflee noget barske tålmodighed , hun viste mod 
tjenestefolkene . Således anså Rosine hverken 
Birthe eller Lars for ønsfværdige hjælpere ; men 
frøkenen tænkte bøg ikke på at stille sig ved dem , 
og det var meget mod hendes villie , at Birthe 
endelig havde sagt op til efteråret . Da Lars ikke 
havde fulgt eksemplet , antog frøken Alexandrine 
ikke , at Birthe tog bort for at gifte sig , men kun 
af stivsindet ulyst til at tjene i præstegården , og 
hun forsøgte derfor gentagne gange , både ved 
bibelsprog og ved løfte om tillæg i lønnen , at formå 
hende til at blive , åbenbar uden anden grund , 
end at hun ugerne så , at et menneske , der engang 
var i huset , forlod dette misfornøjet . Birthe 

holdt imidlertid stand , både mod de åndelige og 
de verdslige fristelser , og resolverede kun kortelig i 
sagen , „ at hun ville bort . “ Rosine havde derfor 
heller ikke , for at skåne frøkenens følelser , omtalt 
til nogen , at Fru stilling til efteråret flyttede 
fra præstegården , og hun anede kun lidt , at netop 
denne taushed om det forestående bibragte frøkenen 
den forestilling , at fruen nok blev , når blot 
hendes slette rådgiverinde kunne fjernes . Overbevisningen 
om , at Rosine var drivfjederen i det 
hele , gjorde hende fuldsfændig utilbøjelig til nogen 
fredsslutning , og hun mente , at en ufordulgt tilkendegivelse 
af de slette tanker , hun havde om 
hende , ville ialtfald være en god forberedelse til et 
mere afgørende angreb . Alt dette smertede Rosine 
så meget mere , som hun med et taknemligt hjerte 
erindrede frøkenens godhed imod hende under hendes 
sygdom , og hun var uenig med sig selv , om hun 
skulle forsøge en forklaring , hvorunder hun kunne 
overbevise frøkenen om hendes fejltagelse , eller lade 
sagen gå sin egen gang ; hendes sidste tvivl 
bleve imidlertid fjernede , da frøken Camilla en 
dag kom i besøg i præstegården . Hun blev særdeles 
venligt modtaget as frøkenen , hvis miner dog 

formørkedes , da hun hørte , at hun egentlig var 
kommet for at se til sin tante , Fru stilling . 
Hende kunne man imidlertid ikke nægte adgangen , 
og Fru stilling modtog hende med så megen venlighed 
og rolighed , at gæsten selv forundredes 
derover . Med få og tydelige ord meddelte Fru 
stilling hende i frøken Alexandrines nærværelse , 
at hun ville herefter have sit eget hjem , 
en underretning , som Camilla i høj grad bifaldt 
og lykønskede hende til . Da de to damer kom 
udenfor i gården , sagde Camilla : 
„ Det er ret en lykkelig forandring , der er 
foregået med min tante . “ 
„ Gid den må være til hendes bedste ! “ svarede 
frøkenen i en bitter tone ; „ den unge , intriguante 
person , der har fået hende under sit herredømme , 
vil nok forstå at benytte det , når de først 
ere ene sammen . “ 
Camilla studsede . 
„ Er det jomfru Stein , de mener ? Jeg 
troer , hun har netop en god indflydelse på min 
tante . “ 
„ Hvorfor skal hun så bort herfra ? Det 
har jo før været hendes hjerteønfle at være her . “ 

„ Jeg tror ikke , min tante lader sig lede , “ 
Sagde Camilla , „ og selv om hun gjorde det , kan 
en god indflydelse aldrig flade . “ 
„ Det skulle ikke undre mig , om hun tænkte 
på at arve det svage mennefle . “ 
„ Hvis hun plejer hende til hendes død , erdet 
jo rimeligt , at hun arver noget efter hende . “ 
„ Er deres bedstemoder ellers ikke hendes nærmeste 
arving ? “ 
„ Det kan gerne være , frøken Kjeldsen ; men 
jeg kan i det mindste svare før , at ingen af os spekulerer 
i arven . “ 
Rosine hørte ethvert af disse ord gennem det 
åbne vindue , og de fljar hende i hjertet . Hun 
troede det umuligt andet , end at hun måtte kunne 
retfærdiggøre sig før denne hæslige mistanke , og i 
det hele overbevise frøken Alexandrine om , at 
hun aldrig havde lagt nogen plan til at få sin 
Frue bort fra præstegården . Da Fru stilling 
henad aften fik sig en lille søvn , listede Rosine 
sig ud af stuen , og opsøgte frøkenen , der sad og 
syede i havestuen . 
„ Hvad vil de ? List dem ikke således ind 
på mig , “ sagde frøkeren barsk . 

„ Jeg gik kun sagte , sordi fruen sover , “ sagde 
Rosine forknyt . 
„ Hvad vil de da ? “ 
„ Jeg vil så gerne tale et ord med frøkenen 
i godhed og venlighed , hvis frøkenen vil høre 
mig . “ 
„ Vorherre devare mig fra ikke at ville høre 
røgen , fordi jeg ikke kan lide dem , “ svarede hun ; 
„ men vil de ikke være så god at sige det kort , 
som de vil sige . “ 
„ Frøkenen gør mig uret ved deres slette tanker 
om mig ; jeg har ikke forskyldt dem , og allermindst 
den hårde dom , de fældte over mig til frøken 
Rosenfeldt i dag . Det gjorde mig så ondt at 
høre , at frøkenen kan mistænke mig for egennytte 
og lyst til at spinde rænker . “ 
„ Ja , hvorfor lurer de på , hvad folk siger ? “ 
„ Jeg behøvede ikke at lure , frøkenen talte 
højt nok til at hele verden kunne høre det . “ 
„ Jeg gør ingen røverkule af mit hjerte ; hvad 
jeg tænker , siger jeg også , det er slemt , når det 
passer på røgen . “ 
„ Vil frøkenen aldeles ikke tro mig , når jeg 
forsikrer , at Fru stilling selv er faldet på den 

tanke at tage herfra ? At jeg aldrig har rådet 
hende dertil ? Vil frøkenen lade mig forsikre det , 
uden at tro mig ? “ 
„ Man er vant til at høre tjenestefolk forsikre 
alt muligt , for at skjule deres slette påfund . 
Simple folk er desværre opdragne uden alt bekendtskab 
til Vorherre . “ 
„ Det er jeg ikke , frøken Kjeldsen , og selv 
om jeg ikke undså mig for ham , ville jeg undse 
mig for dem og mig selv ved at forsikre en usandhed . 
Var det ikke billigt og retfærdigt , om de tog 
alle omstændigheder i betragtning , og betænkte , om 
der ikke kunne være grunde nok til Fru stillings 
beslutning , uden at jeg behøvede at formå hende 
til den . De lod mig jo netop komme hertil , fordi 
fruen allerede dengang ikke ville se dem eller 
pastoren . Jeg har af bedste evne rettet mig efter 
hendes sygelige indfald , ikke alene fordi det var min 
pligt som hendes tjenestetyende , men også fordi jeg 
havde medlidenhed med hende og siden hengivenhed 
for hende ; hvis hun nu gjengjælder min pleje med 
ønsket om at beholde mig hos sig , skal det da regnes 
mig til forbrydelse ? Der er aldrig faldet mig en 
eneste tanke ind om at arve hende , og det var 

hårdt for mig i dag at høre en sådan mistanke 
udtalt af frøkenens mund , og det oven i købet til 
en fremmed , der måtte tro , at frøkenen efter sin 
bedste overbevisning talte sandhed . “ 
„ Det gjorde jeg også , “ sagde frøkenen , uden 
at se op fra sit sytøj , „ Penge er en stor fristelse , 
især for fattige folk . “ 
„ Jeg tror , ofte endnu mere for de rige , “ 
Sagde Rosine , uden at ville lægge nogen personlig 
hentydning i sine ord ; men frøkenens kinder 
blussede , hun skød lampen fra sig og midt ud på 
bordet , og idet hun lagde armene på bordet , og 
så på Rosine med et falkeblik , sagde hun i en 
skarp tone : 
„ Tør de tænke noget ondt om os , der med 
den stærkeste hjertestreng er bundne til Vorherre . 
Vil de kaste skygge på en guds mand , der 
næsten tilbedes af sine sognefolk ? De er en overmåde 
dristig person , som tør træde udenfor alle 
skranker . De har fået den svage stakkel derinde 
i deres garn , og nu vil de gerne få os til 
rolig at se på , at de trækker af med deres bytte ; 
men det skal dog ikke gå så nemt af , som de 
troer . De kan spare deres forklaringer til mig , 

thi jeg seer lige igennem dem , og læser hvert af 
djævelens mærketegn i deres hjerte . “ 
Rosine veg et øjeblik tilbage for dette voldsomme 
angreb , derpå spurgte hun alvorligt : „ Kan 
det være deres oprigtige mening om mig ? Kan 
deres vrede føre dem så vidt ? “ 
„ Jeg er ikke vred , “ sagde frøkenen , og rejste 
sig ; „ men dej må de vide , at jeg tiltroer dem 
alt muligt . “ 
„ Så er det forgæves , at jeg forsvarer mig , “ 
Sagde Rosine bedrøvet , og vendte sig for at gå . 
I det samme kom Birthe for at melde , at 
svend Olsen ville tale med præsten . 
„ Før ham ind til mig , “ sagde frøkenen , „ Pastoren 
læser , og må ikke sorstyrres . “ 
Svend trådte ind med hatten i hånden . 
„ Godaften , “ sagde han ; „ jeg havde en hilsen 
til pastoren fra vormor . “ 
„ Den kan svend give mig , “ sagde frøkenen , 
„ så skal han få den endnu i aften . “ 
Svend havde , siden Rosine så ham sidst , 
lagt sig et eget væsen til ; han hang med hovedet , 
så ikke op for sig , og talte mellem tænderne . 
„ Det vil Stine ikke synes om , “ sagde han , 

„ hun sagde , jeg sik nok et hjerteord med tilbage 
igen . » 
„ Det får nu være , “ sagde frøkenen lidt kort , 
„ engang imellem må den guds mand dog have 
et øjeblik tilovers til at rådføre sig med Vorherre 
om sine egne sager ; hvad vil Stine da ? “ 
„ Hm ! “ sagde svend , „ jeg ville ønske , Stine 
var gået selv ; men hun havde fået to gudsfrygtige 
koner op til sig , så skulle vor dreng læse for 
dem af bibelen , og vormor forklare dem det . 
Jeg skulle da egentlig hilse pastoren , og sige , at nu 
var det ude med Anne ; da hun kom i dag , og ville , 
reentud sagt , låne fem rigsdaler af os til skatter , 
restancer og andet pilleri , så sagde Stine til 
hende , at fem daler var mange penge ; men at hun 
skulle få dem , hvis hun ville komme to gange 
om ugen , og høre vormor forklare troen for 
hende ; men så sagde Anne , at skulle hun spilde 
såmegen tid , så kunne hun ligeså godt undvære 
de fem daler . Så blev Stine gruelig vred , og 
sagde til Anne , at hvis hun nogensinde satte sin 
fod indenfor vor dør , så skulle hun blive kastet 
mange alen udenfor gærdet . “ 
„ Så blev vel Anne forknyt ? “ spurgte frøkonen , 

der med megen interesse havde fulgt denne 
fortælling . 
„ Det havde jeg nu også troet , “ sagde svend 
hovedrystende ; „ men hun gik ganske rolig bort , og 
sagde kun : „ Du har altid været et galt asen , 
Stine ; men før du blev gudsfrygtig , var du dog 
god mød fattige folk , nu er der ikke andet end 
galskaben tilbage . “ Der er en forfærdelig mund 
på den Anne . “ 
„ Det er den løn , man har for at tro sådanne 
folk , “ sagde frøkenen med et lille sideblik 
til Rosine . 
„ For at nu ingen skal tro , at det er af 
andet end nidkærhed , al Stine har sat Anne 
på døren , og nægtet hende de penge , “ vedblev 
svend , „ så er her en femdalerseddel , som vi ville 
bede pastoren give til de fattige , og så beder 
Stine så hjertelig , om pastoren ikke vil sige et par 
ord derom på søndag fra prædikestolen . “ 
Han åbnede en solid tegnebog , og fremtog en 
seddel , som han lagde på bordet . 
„ Det går vel ikke an at nævne navnet , 
svend Olsen , “ sagde frøkenen ; „ men det bliver 

nok gjettet . Hils Stine , og sig hende , at jeg skal 
sige det til præsten , ord til andet . “ 
Svend knappede igen sin frakke omhyggeligt 
over brystet . 
„ Jeg skal en lille tur til byen i morgen , “ 
Sagde han , nærmende sig døren , „ hvis frøkenen 
vil have bud med , kunne jeg så godt besørge det . 
Jeg kører klokken fem . “ 
„ Tak , tak , “ sagde frøkenen , „ hvis jeg finder 
noget , skal jeg sende bud over . Hils Stine og 
børnene . “ 
Svend hilste , og snoede sig ud af døren . 
„ Det må jeg ind at fortælle præsten , “ sagde 
frøken Alexandrine , i høj grad optaget af nyheden 
; men da hun havde nået døren til studerekamret , 
vendte hun sig til Rosine , og sagde : 
„ Dem , jomfru Stein , vil jeg bede betænke , 
om det ikke var klogt at se dem om efter en anden 
plads . Der kan aldrig komme noget godt ud af 
at blive et sted , hvor man kun stifter ufred . Vil 
de gå til den første , skal de få deres løn 
før hele halvåret og en god anbefaling , det skal 
jeg udvirke . Betænk dem nu på det , og vær så 
god at slukke lampen , før de går . “ 

forvirret over denne udgang på en samtale , 
hun havde søgt i en ganske anden hensigt , slukkede 
Rosine lampen , og gik ind i sit Kammer før at 
fatte sig . Hun indså , at frøken Alexandrine 
var fast bestemt på at ville have hende bort , og 
nagtet hun egentlig var i Fru stillings tjeneste , 
ville hendes modstand dog i virkelighed kaste det 
skin på hende , at hun trodsede opsigelsen af egennyttige 
hensigter . Forgæves sagde Rosine til sig 
selv : „ Men det er jo ikke sandhed , jeg har aldrig 
havt en egennyttig tanke lige overfor min frue , “ 
Hun måtte erkende , at lige overfor mistroen er der 
ingen sandhed , og at ikke kjendsgjerninger og forsikringer , 
men kun næstens høihjertethed beflytter 
mod uretfærdige domme . Her mødte hende en 
modgang , hun aldrig havde kendt , hendes sind 
var for blødt , til at hun rigtig vovede at kæmpe 
mod den , og hun var for ung til at kunne se udover 
den . Intet er så sønderknusende for ungdommen 
som indbildningen om at blive miskendt , og 
her var miskendelse » ingen indbildning , men en 
virkelighed . 
Hun gik hen til vinduet , og så op til himlen , 
som for at bede om hjælp og råd ; tusinde 

og atter tusinde stjerner funklede på den mørkeblå 
efterårshimmel ; Mælkevejens sølvbælte glimrede 
i natten , og månens første qvarteer stod 
som et lysende fingerpeg blandt stjernerne . Det 
forekom hende uvilkårligt , som om hun så guds 
trones fod , og andægtigt foldede hun sine hænder 
for at frembære sin bøn . Da lød frøken alexandr 
in es stemme i stærk diskant fra havestuen 
: 
„ Jomfru Stein ! Jomfru Stein ! “ 
Rosine hastede ind til hende ; frøkenen stod 
med et lys i hånden , og råbte hende i møde med 
ophidsede miner : „ Hvor er femdalersedlen ? “ 
„ Femdalersedlen ? “ gentog Rosine studsende , 
„ den lå på bordet . “ 
„ Hvor ? “ råbte frøkenen , og pegede til bordet . 
Rosine gik derhen , den var der ikke længer . 
Hun vendte sig forundret mod frøkenen . 
„ Hvor er den ? “ råbte denne igen . 
„ Har frøkenen ikke faget den ? “ spurgte Rosine , 
forvirret over disse spørgsmål . 
„ Nej , de har faget den , “ streg frøken alexaiidriii 
e . 
Rosine vidste i det første øjeblik ikke ret , 

hvad hun skulle svare , hun følte , at hendes kinderblussede 
og hendes hænder rystede , medens hun 
søgte på bordet , og hun vendte sig fortvivlet til 
frøkenen . 
„ For guds skyld , “ sagde hun næsten bønligt , 
„ beskyld mig ikke , den må jo være her . “ 
„ Jeg har søgt hele stuen over , “ sagde frøken 
Alexandrine med ubønhørlige miner , „ den er her 
ikke , og de er den eneste , der har været her . “ 
„ De kan umuligt tro , at jeg har faget den , “ 
Stammede Rosine . 
„ Tror de , at jeg har gemt den ? “ spurgte 
frøkenen med et truende blik . 
„ Nej , “ svarede Rosine med noget mere fatning , 
„ så sort en gerning vil jeg ikke tiltroe 
noget menneske , hvorfor skulle de forsætlig ville 
styrte en uskyldig i ulykke ? “ 
„ Men sig mig da selv , hvor er den ? De blev 
tilbage , de slukkede lampen , og — ikke sandt , sedlen 
lå her , da jeg gik ? “ 
„ Det gjorde den vistnok , “ svarede Rosine , 
„ jeg var så optaget af frøkenens sidste ord , at jeg 
ikke mere tænkte på den . “ 

„ De har jo ingen set gå herind ? Her var 
jo desuden mørkt . Hvor blev de af ? “ 
„ Jeg gik ind i mit Kammer . “ 
„ I deres Kammer ? Hvorfor gik de ikke ind 
til deres frue ? “ 
„ Jeg trængte til at være et øjeblik ene . “ 
„ Hvad bestilte de da derinde ? “ 
„ Jeg ved ikke selv — jeg stod i tanker — 
jeg så på stjernerne . “ 
Frøkenen lo , en kold , hånlig latter . 
„ De finder ikke dette mistænkeligt ? “ spurgte 
hun , „ De bliver tilbage , de sluffer lampen , de 
har ikke set sedlen , der lå på bordet , de 
går ind i deres Kammer , og seer på stjernerne 
— “ 
Rosine rødmede og blegnede vexelviis . 
„ De tør ikke tro , at jeg kunne stjæle , “ sagde 
hun endelig besværligt . 
„ Det er vel ikke noget nyt , at tjenestefolk 
stjæle , “ sagde frøken Alexandrine hårdt ; „ men 
gud bevare mig for at sige , at de har taget sedlen ; 
jeg siger blot , at det er besynderligt , mere end besynderligt , 
alt det , de der fortæller mig . Må jeg 
bede dem blive her . “ 

hun gik ind i studerekamret med lyset i 
hånden , og lod Rosine stå i mørke . Hun var 
så fortumlet , at ingen bestemt tanke kunne gøre 
sig gældende hos hende ; i forvirret løb ilede beskyldningerne 
hende forbi , og hun syntes selv , at det 
var umuligt andet end at antage hende for skyldig . 
Da åbnedes døren til studerekamret , og 
præsten og frøkenen trådte ud . Pastoren gik hen 
til hende , og sagde formanende : 
„ Unge pige , tal sandheden , hvor er sedlen ? “ 
„ Jeg ved det ikke , “ svarede hun i hjerteangst . 
„ Men de skal vide det , “ sagde han strengt , 
„ den lå her , alene med dem , det var betroet 
gods , som alt i et hus , alt , der ligger til tjenestetyendets 
rådighed . Kan her have været nogen 
anden end dem ? “ 
„ Jeg tror ikke , “ svarede Rosine . 
„ Mig tiltroer de vel ikke at have taget den ? “ 
„ Nej . “ 
„ Mistænker de nogen af os for at have 
gemt den ? “ 
„ Jeg vil være den sidste til at kaste mistanke 
på nogen . “ 

„ Godt . Det ville Vorherre heller ikke tåle . 
Han var alene med dem i mørket . “ 
„ Det håber jeg , “ svarede Rosine svagt . 
„ Hør mig nu , “ vedblev han , „ har de den , så 
giv den tilbage , og jeg vil tilgive dem , og tie med 
det . De skal få deres løn for halvåret , og 
kan uantastet tage bort i morgen . Hvis de i et 
øjebliks svaghed har taget pengene , så husf på : 
du skal ikke begære noget af hvad der hører din 
næste til . Det var penge , givne til de fattige , 
lag ikke fra Vorherre . “ 
Oprørt over disse anklager , hævede Rosine 
sit hoved , og så ham fast i øjnene . 
„ Hr . Pastor , “ sagde hun indtrængende , „ der 
står også : du skal ikke sige falsk vidnesbyrd 
mod din næste . “ 
„ Vel , vel , “ sagde præsten , „ jeg tør ikke modsige 
dem , de har deres ret , og jeg har min . 
Vi ville se deres Kammer og deres tøj efter ; 
findes der intet , ville vi overlade dem til deres 
samvittighed . “ 
Rosine udstedte et skrig . 
„ Stille , “ sagde præsten , „ stille for deres egen 

skyld . Kom med os , de stol være deres eget 
vidne . “ 
Hun fulgte dem mechanisk , idet hun sagde til 
sig selv : „ Det er en drøm , det må være en 
drøm . “ 
Da de kom ind i kammeret , aslåsede frøken 
Alexandrine døren , og lod rullegardinet glide 
ned . Nøglen sad i den commode , der var overladt 
Rosine til brug , og hendes rejsekuffert stod uaflåset 
ved siden af . Undersøgelsen var let at foretage ; 
thi Rosines ejendom var ikke betydelig , og 
alt lå ordnet med stor ombyggelighed . Frøkenen 
vendte og drejede alt med en behændighed , som 
om hun havde haft en mangeårig øvelse i undersøgelsesfaget , 
og da Rosine så sine så velbekendte 
ejendele gå hastigt gennem de fremmede 
hænder , medens præsten , bøjet over skufferne og 
selv belyst af det eneste lys , fulgte den søgendes 
bevægelser med spejdende blik , kunne hun bestandig 
ikke løsrive sig fra den forestilling , at en hæslig 
drøm foregøglede hende dette skuespil . Under 
tøjet lå en lille , hæklet pengepung , og i den en 
eneste femdalerseddel . Frøken Alexandrine tog 
den op , og holdt den hen mod Rosine . 

„ Hvor har de denne fra ? » spurgte hun . 
„ Det var alt , hvad jeg af penge medbragte 
til dette hus , “ svarede Rosine smerteligt . 
„ Netop fem rigsdaler , hverken mere eller 
mindre ? “ spurgte frøkenen spodsk . Rosine svarede 
ikke . 
„ Så lad os lægge den ned igen , “ sagde 
frøkenen , og lukkede pungen . Præsten havde imidlertid 
fået øje på en gammel bog , han tog den 
op , og rystede den , og bladene af Rosines bibel 
floi omkring på gulvet . Dette syn brød hendes 
tålmodighed , hun sprang henimod ham , tog bogen 
fra ham , og sagde med alvorlig stemme : 
„ Tag dem i agt — det er bibelen ! “ 
Præsten flap den uvilkårligt , og Rosine beholdt 
den i hånden . Ligesom styrket ved dens 
berørelse , betragtede hun et øjeblik med et fast 
blik de tø medforbundne , der stod foran hende , 
og sagde derpå med sagte stemme : 
„ De have nu gjort imod mig , hvad de kalde 
ret og retfærdighed , og hvad de tro at kunne 
forsvare for deres samvittighed . Jeg vil håbe 
og tro for deres egen skyld , at de have gjort 
det uden bitanke om at drive mig herfra ved at 

forspilde mit gode navn ; men lad mig nu i fred ! 
Hvad enten de tror at have fundet det , de søgte , 
eller ej , så forfølg mig ikke længer ! “ 
Der blev et øjebliks taushed , som om ingen 
af dem kunne finde svaret . Endelig sagde præsten 
med salvelse : 
„ Vorherre give dem et ydmygt sind — “ 
„ Kald ikke på Vorherre ved denne gerning , “ 
Afbrød Rosine ham heftigt , „ hvis jeg ikke havde 
været ung og ubeskyttet , ville de ikke have vovet at 
gøre det . Gud seer min uskyldighed , kald ham ikke 
til vidne her ! “ 
„ Hvor hun taler ! “ sagde frøken Alexandrine , 
men dog lidt mere svagmælet end ellers . 
„ Lad os gå , “ sagde pastoren , tagende lyset , 
„ unge pige , stol ikke for meget på mangelen af 
beviser , de komme ofte underligt for dagen . “ 
Da de havde fjernet sig , og Rosine stod ene 
tilbage i mørket , varede det noget , før hun kunne 
fatte sig nok til at overskue det forefaldne . Hendes 
første tanke var at ile til Fru stilling for at 
beklage sig ; men en anden betragtning holdt hende 
tilbage . Der var hændt såmeget , som hun for en 
time siden ville kaldt utroligt og umuligt , af hun 

nu ikke mere fandt noget , hun turde tro på . 
Allerede tanken om af skulle sige til Fru stilling , 
af man havde kaldt hende en tyv — en tyv ! 
Hun sank næsten sammen under vægten af ordet — 
var hende skrækkelig , og ville hun tro hende , når 
hun forsikrede om sin uskyldighed ? „ Det er altså 
virkelig kommet så vidt , “ sukkede hun , „ af jeg må 
forsikre , af jeg ikke har stjålet , hvorledes skal jeg 
få en sådan forsikkring over mine læber ? Og 
vil hun tro mig ? Om hun også holder af mig , 
så er hun dog mistroisk , og blot en skygge af 
tvivl om mine ord ville gøre mig det umuligt af 
blive hos hende . Og hvad sagde hun forleden aften ? 
„ Den dag , jeg måtte mistænke dig for noget 
lavt eller troløst , vil jeg for evig tabe troen på 
gud og menneskene ! “ Ak , den aften , da havde jeg 
ingen tanke om dette forfærdelige , da ville jeg for 
have troet , af himlen kunne falde ned , end af man 
skulle mistænke mig for af stjæle penge . Mon de 
virkelig mistænke mig ? O , det er umuligt andet , 
de må tro , at jeg har taget sedlen , jeg tør , jeg 
vil ikke tro andet . Jeg har ikke ret til at kaste 
en så forfærdelig mistanke på dem ; o gud , lad 
mig ikke tro , at mennesker kunne bandle så slet , 

hvor skulle vi da kunne leve i din verden ? — 
men jeg må ind til Fru stilling , hun ved ikke , 
hvor jeg bliver af — jeg må først sørge for hende , 
siden vil jeg overveje — “ 
Hun tændte lyset , opsamlede de adspredte blade 
på gulvet , og lagde dem i bogen ; derpå aflukkede 
hun igen sine skuffer , og gik så over til Fru 
stilling . Udenfor døren stod Birthe , og holdt 
et brev i hånden . 
„ Her er brev til jomfruen , “ sagde hun , idet 
hun så hende stift i øjnene . 
„ Hnn ved det , “ tænkte Rosine , idet hun mechanisk 
modtog brevet , og så på det ; det var fra 
Frits . Da hun så op igen , fandt hun endnu 
Birthes øjne vogtende på sig , Rosine så til 
siden , og gik ind i Fru stillings værelse . 
Fru stilling var utålmodig , hun var vågnet , 
og havde fundet sig ene ; men hun troede først , 
at det var for et øjeblik , af Rosine havde forladt 
hende . Da der nu var gået næsten en time , begyndte 
hun af tro , af noget usædvanligt var forefaldet , 
og hun spurgte ivrigt derom . 
„ Jeg gik ind til frøkenen for af formå hende 
til af opgive sit uvenlige sindelag mod mig , “ svarede 

Rosine , hun syslede i stuens fjerneste krog , 
og undveg af vende sit ansigt mod sin frue . 
„ Hvad svarede hun ? “ spurgte denne heftigt . 
„ Det var forgæves , “ sagde Rosine sukkende . 
„ Bryd dig ikke om det , “ sagde Fru stilling , 
„ er det ikke lige meget , enten de se surt eller 
ej ? Deres vrede kommer kun af egennytte , forfængelighed 
og hovmod . “ 
Da Rosine endelig måtte nærme sig sengen , 
så Fru stilling vist på hende . 
„ Hvor du er bleg ! “ udbrød hun , „ hvad er 
der i vejen , Rosine ? “ 
Rosine var i færd med af sige alt ; fortrolighedens 
og oprigtighedens lindrende strøm brød 
frem til hendes læber ; men gennem hendes tanker 
gik pludselig ordet : „ Jeg er en tyv , “ og hendes 
hjerte snørede sig sammen , hun gyste tilbage for 
tilståelse « , og svarede kun : 
„ Jeg er ikke rafl . “ 
„ Du må gå tidlig iseng , “ sagde Fru stilling 
bekymret ; „ Du skal ikke læse for mig i aften , 
træk lampen hen , jeg vil selv gøre det . “ 
Da Rosine havde adlydt , — lettet ved denne 
befaling ; thi det havde været hende umuligt at læse 

— satte hun sig selv ved vinduet , og ved det svage 
lys fra lampen læste hun Frits ' brev . Han skrev 
muntert og skjemtende , og brevet var øjensynligt 
beregnet på at fornøje og opmuntre hende , han 
anede kun lidt , i hvilket øjeblik hun skulle modtage 
det . Med en brændende smerte læste hun det , og 
tilbageholdt med møje sine tårer , da hun kom til 
slutningen . 
„ Mangengang når jeg kører i flyvende hast 
forbi et enligt liggende hus , i hvis have de fredelige 
beboere gå stille og sysle , og se med et 
ligegyldigt blik efter det susende jernbanetog , eller 
forbi en lille mølle eller fabrik , fra hvis skorsten 
den hvide røg hvirvler op , og fortæller om rastløs 
flid og lykkelig virksomhed , da tænker jeg på den 
skønne præstegård , hvor min Rosine færdes , og 
mine tanker ile forbi dit vindue ligeså hastigt 
som det dampende tog , der fører mig afsted . Jeg 
seer dig sidde ved dit sytøj , bag dine blomster , 
og bagved dig i stuens baggrund din frue , betragtende 
dig med venlige blikke , ja , min Rosine 
bringer lykken med sig overalt , velsignet være dit 
kærlige sind ! “ 
„ O , hvor ganske anderledes er alt nu ! “ tænkte 

hun , idet hun foldede brevet sammen ; hun så ud 
af vindnet og op til stjernerne , som hun havde 
gjort for en times tid siden , men dengang endnu 
ikke så ulykkelig som nu . I dybe tanker beskuede 
hun dem , som om hun ville rådføre sig med dem , 
og mere og mere overså hun sin sørgelige stilling . 
Frits skulle komme hjem , og høre , hvad man havde 
anklaget hende for , han ville ikke tro det , o , nej ! 
Før kunne stjernerne slukkes ; men han , en præst , 
kunne han hjemføre en hustru , på hvem der hvilede 
en sådan mistanke ? Thi en mistanke ville 
det evig blive ; ingen kunne overbevise hende om en 
sådan gerning ; men hun var også sikker på , at 
sedlen aldrig ville findes . Hvorledes den var 
bortkommet , var hende umuligt at gætte , måske 
havde hun selv i mørket , efter at have slukket lampen , 
revet den ned , og ført den bort med sine klæder , 
måske var den alt tilfældig før den tid bortført 
fra bordet af et lufttræk , og derpå trådt 
under fødder eller ført hen bag et menbel ; thi hun 
havde ikke set eller hørt nogen gå ind i havestuen , 
uden frøken Alexandrine , og det var hende 
umuligt at tiltroe hende den nedrighed , selv at 
have borttaget sedlen . Hun var vis på , at både 

hun og præsten troede , at hun havde taget den , og , 
desværre ! at de gerne troede det , fordi hun var dem 
forhadt . Hun kunne derfor også være sikker på , 
at de ikke ville skåne hendes rygte , og selv om de 
taug , kunne hun da blive i et hus , hvor man mistænkte 
hende før den laveste forbrydelse ? Hun så 
hen på sin frue , og tænkte med gysen på , hvorledes 
hun ville høre denne tilståelse ; thi i ethvert 
tilfælde måtte hun selv være den første til at 
meddele hende alt , taushed var her en indrømmelse . 
Måske ville Fru stilling tro hende , og 
tage hendes forsvar , o , men hvor nedværdigende 
var det ikke at blive forsvaret mod en sådan beskyldning , 
hun tænkte på frøken Camilla , og på 
om hun da ville frikende hende før rænker og 
lyst til at arve hendes frue — Rosine rejste sig , 
og støttede sin brændende pande mod vinduesstolpen . 
Hun så kun en udvej , at skye og at skjule sig 
for alle , for sine venner og sine forfølgere , og 
overlade gud at udfægte hendes sag . Prøvelsens 
time var kommet for Rosine , hun havde valget 
mellem en kamp og et offer , og hun valgte offeret . 
„ Nå , 
Rosine , “ lød Fru stillings stemme 

fra sengen , „ Lidt i bibelen kan du dog gerne 
læse for mig . “ 
„ Ja , frue , “ sagde hun svagt , og hentede bogen . 
Bladene lå endnu imellem hverandre , og tanken 
om , at det måske var sidste gang , hun læste for 
sin frue , bragte hendes hånd til at skælve , da 
hun søgte om i bogen . Hun kunne ikke sinde det 
sted , hvor hun forrige aften havde indlagt sit 
mærke , og hun slog op på må og få . Det 
var fortællingen om manden , der var faldet iblandt 
røvere — bitre lighed ! — og hun kunne ikke beherske 
sin bevægelse , da hun læste om den venlige 
samaritan , der optog ham , og sorte ham til herberget . 
Hun trykkede bogen til sine læber og sin 
pande . 
„ Rosine , hvad fattes dig ? “ spurgte Fru 
stilling ængsteligt . 
„ Der er hændt mig noget i aften , “ sagde Rosine 
med bævende stemme , „ som jeg ikke vil fortælle 
dem før ikke at forstyrre deres nattero : men 
imorgen vil de erfare alt . Jeg bønfalder dem , 
spørg mig ikke ; hvis de har været tilfreds med 
mig , hvis jeg har været noget før dem , så skænk 
mig den belønning ikke at forlange , at jeg skal fortælle 

dem min sorg i aften . I morgen , i morgen 
vil alt blive dem klart . “ 
„ Jeg vil føje dig , “ sagde Fru stilling forundret ; 
„ men i morgen vil jeg vide alt . “ 
„ Det vil ikke blive afflået dem . Og nu , 
godnat , godnat , kære , kære frue ! Gud give dem 
en tryg søvn , og lad mig takke dem før al deres 
godhed , tro aldrig , at jeg har været uværdig til 
den . “ 
Hun tog hendes hånd , og kyssede den , varmt , 
inderligt . 
„ Gud velsigne dig , mit barn ! “ sagde Fru 
stilling , både rørt og forundret , „ Du gør mig 
virkelig nysgerrig . Nå , jeg vil ikke spørge før 
imorgen ; men så skal du skrifte , hører du ? “ 
Rosine gjorde et forsøg på at smile , hun 
tøvede endnu nogle øjeblikke i stuen , hun ordnede 
endnu et og andet , som ikke trængte til at ordnes , 
for at kunne opholde sig nogle øjeblikke længer , 
derpå kastede hun det sidste blik til sengen , og 
forsvandt . 
Da hun var kommet ind i sit Kammer , ordnede 
hun sit tøj , og lagde det ned i kufferten . 
Derpå lagde hun sig ned på sin seng , og forsøgte 

at slumre ; men blodet bankede i hendes tindinger , 
og hun søgte forgæves at finde ro . Da 
klokken var fire , stod hun op , gik ud , og åbnede 
døren til gården ; alt var stille , og det var nat 
endnu . Forsigtigt for ikke at gøre larm , tog hun 
sin lille kuffert , bar den over gården , og satte 
den udenfor leddet bag nogle buske . Gårdhunden 
kom raslende ud af sit hus , for at se hvad der 
foregik ; men da den mærkede , at det var en den 
velbekendt person , lod den sig nøje med at slå 
sin hale logrende frem og tilbage mod sit hus . 
Da Rosine gik tilbage for at lukke døren , klappede 
hun dens hoved , og glædede sig over dog til 
afsked at modtage et venligt farvel . Derpå 
skyndte hun sig ad de hende ikke meget bekendte 
veje til svend Olsens gård ; bange for mørket 
og ensomheden løb hun næsten derhen , og blev 
glad , da hun så de oplyste vinduer . Stine stod 
og kogte kaffe til sin mand , da Rosine trådte 
ind af døren . 
„ Bevares ! “ sagde konen , „ nu har jeg nok , er 
det jomfruen ? “ 
„ Ja , madame Olsen , “ sagde Rosine hastigt , 
„ jeg vil bede deres mand være så god at tage 

mig med til byen , jeg har uventet fået ærinde 
derinde . “ 
„ Hjertelig gerne “ , svarede Stine ; „ menjomfruen 
kunne jo blot have sendt Lars , så havde 
svend kørt hen , og taget dem på . “ 
„ Det blev bestemt for sent , “ sagde Rosine 
besværligt . 
„ Kom , sæt dem , og få en tår kaffe , “ vedblev 
konen gæstfrit , „ Svend er først ved at fodre 
hestene . “ 
„ Kører han ikke snart ? “ spurgte hun ængsteligt . 
„ Jo , vel gør han ; men så farligt haster det 
da ikke , “ sagde Stine , og skænkede kaffe ; Rosine 
drak et par mundfulde , og den varme kaffe gjorde 
hende godt ; men hendes uro gjorde hende ethvert 
minnt til en time . Endelig kom svend , satte 
sig , og spiste og drak i god ro , medens Stine opregnede 
indkøbene for ham . Han svarede ikke , men 
gav kun af og til ved et nik tilkende , at han hørte 
efter . 
„ Har du læst dit fadervor ? “ endte Stine 
med eftertryk . 
„ Nej , Stine , “ sagde han , og rejste sig , „ det 

kan jeg gøre , mens jeg kører . Ellers bliver jomfruen 
utålmodig . “ 
Rosine var glad , da hun endelig sad i agestolen 
hos svend , og de brune heste begyndte at 
trave . Da de vare komne et lille stykke fra 
gården , sagde hun til ham : „ Vil svend ikke nok 
tage en lille kuffert på for mig ved præstegården . » 
„ Io , gerne , lille jomfru , jeg skal snart løbe 
ind efter den . “ 
„ Nej , svend , “ sagde hun lidt forlegent , „ for 
ingen at vække har jeg sat den udenfor gårdleddet . » 
Svend fandt dette ganske naturligt , han holdt 
udenfor leddet , og tog på Ros in es anvisning 
kufferten . Da de nu kørte rafl ned af vejen , og 
den stille bygning , dens gård og have forsvandt 
i mørket for ro sin es blik , kunne hun ikke tilbageholde 
sine tårer , der faldt tunge ned i hendes skød . 
Svend så om på hende ; men med en naturlig 
fiintfølenhed vendte den godmodige mand derpå 
hovedet bort , og så ud over egnen . Da der var 
gået en lille stund , og Rosine havde fattet sig , 
og aftørret sine øjne , vendte han sig igen om til 
hende , og sagde : 
„ Vil jomfruen køre hjem med mig til middag , 

så skal jeg gerne hente jomfruen , hvor hun er 
i byen . “ 
„ Nej , tak , svend , jeg kommer ikke meer 
tilbage . “ 
Han så med nogen forundring på hende ; 
men efter en lille pause vedblev han : „ Jeg kan nok 
vide , at jomfruen ikke har store tanker om min 
forstand ; men dog vil jeg råde jomfruen , og sige , 
at man også helst må blive derfra . Der er ikke 
noget godt at hente i præstegården . Det er sandt , 
Stine var nok noget iilhovedet , og tog sommetider 
noget hårdt på ; men nu er hun da rent farlig 
at komme tilrette med . Før sad vi dog i ro ved 
maden og om aftenen , når jeg kom ind ; men 
nu skal der læses og bedes , og munden løber da 
på børnene ligeså godt som på hende . For fredens 
skyld tier jeg nu stille ; men det ved jeg nok , 
at de eneste i gården , jeg er glad for , det er de 
umælende , for de kunne da ikke læse bønner . Tror 
jomfruen ikke , der skulle være den allermindste smule 
hjælp for denne sygdom ? “ 
„ Jeg ved ikke andet , end at svend tager 
mod til sig , og siger , at han ikke vil have det . “ 
„ Ja — jeg har nok tænkt på det , “ sagde 

manden langtrukkent ; „ men jeg havde dog troet , at 
man kunne hitte på noget , der var lidt nemmere . 
Jeg gav forleden den kloge kone i bjerslev to daler 
for at læse hekseriet fra Stine , og jeg måtte skaffe 
hende en gammel sko og to hår af Stine ; men 
endnu har jeg ingen forbedring sporet . “ 
„ Det skal vel heller ikke hjælpe bieget , svend , “ 
Sagde Rosine . 
„ Nej , såmænd , “ sagde han ; „ men det skal dog 
prøves . “ 
Det var lys morgen , da de kom til byen , og 
Rosine afslog taknemlig sin ledsagers gentagne 
tilbud at køre hende til det sted , hun ville 
slå af . Hun forlod ham med en hjertelig taksigelse 
— betaling afslog han bestemt — og lod en 
dreng bære kufferten efter hende til st . Pederstræde , 
hvor hun agtede at opsøge sin gamle penindc madame 
Mortensen . Til sin glæde traf hun hende 
i sin lille stue , allerede travlt i færd med papirsposerne , 
og det var hende næsten en trøst at se 
den gamle kones henrykkelse over gensynet . 
Rosine satte sig ned , og fortalte , at hun havde 
forladt præstegården ; men grunden sagde hun ikke ; 
den formåede hun ikke engang at betroe denne gamle , 

hengivne veninde . Hendes nye livsplan var denne : 
hun ville leje et værelse , opsøge sine gamle kunder , 
og igen erhverve sit brød ved syning . Da hun 
affordrede den gamle kone det løfte at fortie hendes 
fremtidige opholdssted både for Carl og Frits , 
hvis nogen af dem skulle forespørge hos dem , antog 
den gamle , at der var kommet en kurre på tråden 
mellem de to forlovede , og sagde ved sig selv : 
„ Herregud , det var dog to sådanne pæne , unge 
folk , der vare som flabte for hinanden . “ Rosine 
besluttede tillige herefter at antage sin plejefaders 
navn , og bad hende kalde hende „ Jomfru Walther . “ 
Efferat madame Mortensen i et tilstødende , 
fælleds køkken havde lavet kaffe , og Rosine , for at 
spare hende nedgangen af trapperne , havde hentet 
brød til den , begyndte de at overlægge sagen nøjere 
ved frokosten . Den gamle kone mente , at Rosine 
ikke kunne få noget billigere værelse end et , 
rigtignok et ganske lille et , der stødte op til hendes 
eget Kammer . Det tilhørte egentlig en naboerske , 
der i nogle måneder havde tilladt sig den i denne 
etage uhørte luksus at have to værelser ; men nu , 
formodentlig tvungen af nødvendigheden , ville leje 
det mindste ud . 

„ Det er en underlig en , “ sagde den gamle , 
„ Gud ved , hvad hun egentlig er , hun har to øjne , 
som om hun stod oppe på en trappe , og så ned 
på en , og i det lille værelse gemmer hun en 
hel del ting , som hun går og pusler med ; men 
nu har hun ryddet ud , og vi kunne godt få det 
at se . “ 
Efter at alt var sat til side efter frokosten , gik de 
to veninder ud på gangen , og bankede på naboerskens 
dør , der var betegnet med navnet „ Jomfru 
Flora Matt hie sen “ , skrevet på et visitkort . 
Døren blev lukket op , og et højt fruentimmer med 
sorte hår og sorte øjne og et forunderligt marqueret 
væsen trådte frem , og så vist på dem . 
Der var noget skuffet i hendes blik , da hun så de 
to fruentimmer , og hun spurgte med en hård , 
stærktlydende stemme : „ Hvad er det ? “ 
„ Vi ville gerne se på jomfruens værelse , “ 
Svarede den gamle kone næsten underdanigt . 
Efter et øjebliks betænkning sagde jomfruen : 
„ Ja , det skal jo være sådan , — bi , nu skal jeg 
hente nøglen “ , og forsvandt i sin stue , idet hun 
lukkede døren efter sig . Lidt efter kom hun tilbage , 

og lukkede op til det lille rum , der var aldeles 
tomt . 
Rosine så derind , der var netop plads til 
en seng og en stol , og hun tog hovedet til sig , 
tvivlende om muligheden af at benytte det . 
„ Ja , det er kun lille , “ sagde jomfruen med en 
fornem mine , „ og jeg bruger det til garderobe ; 
men hvis de er nødt til at hjælpe dem med det , 
er lejen kun to daler månedlig ; det har jeg det 
for , og jeg lejer det kun ud for en tid , må de 
vide . “ 
Rosine så på madame Mortensen ; denne 
tog hende hemmelighedsfuldt til side . 
„ Det er stort nok til at sove i , jomfru Rosine , “ 
Sagde hun , „ og de kan jo så godt sidde hos 
mig om dagen . Så spare vi brændselen ; når 
de kommer bedre igang , kan de altid leje et større 
rum . “ 
Jomfru Matt hie sen så ligegyldigt til siden ; 
men der var dog noget i hendes blik , der 
sagde , at hun gerne ville have værelset lejet ud . 
„ Velan , “ sagde Rosine , og vendte sig til hende , 
idet hun tog sin lille , hæklede pung op , „ her er to 
rigsdaler for den første måned . “ 

„ Så er jomfruen nok så god at give os en 
kvittering , “ lagde madam Mortensen til med et 
anstrøg af praktisk forretningsdygtighed ; „ De kan 
få den sfreuet nede hos spækhøkerens . “ 
„ Det er overflødigt , “ svarede hun , trækkende sig 
tilbage med overlegen holdning , „ jeg har selv pen 
og blæk ; om et ovartcerstid skal de få kvitteringen 
ind . “ 
Rosine havde endnu de fleste af sin plejefaders 
meubler stående på et pulterkammer i det gamle 
hus , og dagen hengik med at få hentet det 
nødvendigste og med at søge om arbejde . Da hun 
om aftenen træt lå i sin seng i det snævre , lille 
Kammer , og så stjernerne gennem det tynde 
stykke tøj , hun havde hængt for dets smalle vindue , 
kunne hun først igen begynde at tænke på 
den forunderlige omveksling i sin skæbne . Hvor 
var alt det henne , som i dette halve år havde 
været hendes trøst og glæde ? Ene , fattig og forladt 
lå hun her i dette snævre rum , omgivet til 
alle sider af fattigdommens boliger , og selv skuende 
en uvis fremtid i møde . Fremfør alt hævede det 
spørgsmål sig i hendes bryst : „ Skal jeg nogensinde 
gjensee min Frits ? “ og ved dette flød tårene 

ned af hendes kinder . Hun græd og græd , og 
græd sig isøvn . 
Imedens hun sover , ville vi se , hvad dagen 
har bragt præstegården , som hun har forladt . 
Frøken Alexandrine blev ikke lidet forundret og 
næsten noget beklemt , da Birthe kom og meldte , 
at Fru stilling ringede efter sin jomFru , men 
at der ingen jomfru var at høre eller se . Hendes 
kuffert var borte , og der var ingen tvivl om , at 
hun var taget bort for bestandig . 
„ Men Vorherre bevare os ! “ råbte frøkenen i 
højeste uro , „ hvor er mennesket henne ? Hun er da 
vel aldrig gået ud at drukne sig ? “ 
Birthe gjorde store øjne . 
„ Nej , så havde hun da ikke taget kufferten 
med , “ sagde hun langsomt . 
„ Ja , hvor er hun da ? I Herrens navn , hvor 
er hun da ? “ 
„ Kors bevares “ , sagde Birthe , „ jeg ved ikke , 
hvor hun er . Hvorfor vil frøkenen absolut have , at 
hun skal have druknet sig ? “ 
„ Vil jeg have , at hun skal have druknet sig ? “ 
Råbte frøkenen , „ hvad er det dog for mennesker , 
man har om sig ? Jeg faldt blot på det , fordi — 

nå , fordi — “ Frøkenen trængte i dette øjeblik til 
en fortrolig , og hun vedblev som drevet af en usynlig 
magt , — „ fordi hun havde stjålet i går aftes . “ 
„ Stjålet ! “ gentog Birthe , som om hun 
troede , at hendes herskab havde mistet forstanden . 
Frøkenen fortalte nu hastigt , hvad der var passeret , 
en lille smule , men kun en ganske lille smule 
anderledes , end det egentlig var tilgået . Der var 
nemlig et og andet ved scenen i kammeret , som 
hun fandt tog sig bedre ud i en forandret belysning , 
og deriblandt var den omstændighed med fem 
dalersedlen , som frøkenen nu erklærede at være nedstukken 
i et hjørne af kufferten . 
„ Er frøkenen ganske vis på , at det var den 
samme seddel ? “ spurgte Birthe med en betoning , 
der i høj grad irriterede hendes herskerinde . 
„ Hvor kunne det være en anden , din tosse ? “ 
Råbte hun vred . „ Men , Vorherre bevares ! hvad 
skulle vi gøre ved Fru stilling ? “ 
„ Hun vil nok ordentlig ringe påske for os , “ 
Sagde Birthe , „ det skal undre mig , om frøkenen 
kan få hende til at tro , at jomfruen har stjålet . 
Jeg ved nok , hvad fruen siger , når hun hører det . “ 

„ Hvad siger hun da ? Stå ikke og gør mig 
forrykt . “ 
„ Nej , kors bevares ! Fruen siger naturligvis , 
at det er noget , frøkenen har fundet på , for at 
jage jomfruen bort . “ 
„ Snak ! “ svarede frøkenen , blussende stærkt i 
sine kinder . Tagende en pludselig beslutning , hyllede 
hun sig ind i sit shawl , som om det kunne være et 
pandser mod alle angrebspile , og styrtede ind til 
Fru stilling . 
„ Hvad vil de her ? Hvor er Rosine ? “ råbte 
denne hende i møde . 
„ Kæreste , bedste Fru stilling , “ sagde frøken 
Alexandrine næsten bønligt , „ det er forskrækkeligt , 
hvad det utaknemlige menneske har gjort , 
jeg skal evig bebrejde mig selv af have anbefalet 
hende til dem ; , men vi må finde os i Vorherres 
villie af blive skuffede her i verden — “ 
„ Dum snak ! tal fornuftigt ! “ råbte Fru 
stilling , „ hvor er hun ? “ 
„ Borte ! rejst ! Gud ved hvorhen ! “ svarede 
frøkenen , gørende sig selv pinen så kort som 
muligt . 
„ Rejst ? “ gentog Fru stilling , pludselig 

flagen af erindringen om hendes besynderlige væsen 
den foregående aften , „ hun sagde , jeg skulle få 
alting af vide i dag — hvad er der hændt ? “ 
Frøkenen satte sig ned . 
„ Hør mig , kæreste , bedste Fru stilling , “ 
Sagde hun , og nu gav hun en temmelig sanddru beretning 
om aftenens tildragelse , som hun endte med 
de ord : „ Jeg kan forsikre dem , af præsten og jeg 
vare enige om af tie med det hele for ikke af volde 
dem den ærgrelse ; men samvittigheden må have 
slået hende , hun er borte , og det gør mig forskrækkelig 
ondt , af vi have ladet hende komme her i 
huset . “ 
„ Det er et nederdrægtigt opspind af eder ! “ 
Råbte Fru stilling med en stemme , der bragte 
frøkenen til at hoppe op på stolen , „ tror i , at 
hun kunne stjæle en knappenål ? Skaf hende hid , 
siger jeg jer , hvis i ikke vil have , at jeg skal anklage 
eder som mordere og drabsmænd ? Hvorfor 
kom hun ikke til mig ? Hvorfor sagde hun mig ikke 
alting , i stedet for at forlade mig og mistroe mig ? 
Men hun skal findes , om jeg så skal søge verden 
om efter hende , og i skulle bede hende om forladelse , 
om jeg så skal koste min sidste skilling på 

det ! Ud af min stue , og kom ikke igen , før l 
bringer hende ! “ 
„ Bedste Fru stilling ! “ sagde frøkenen i en 
tone , som om hun bad for sit liv , „ betænk , at alle 
omstændigheder er imod hende , betænk , at sedlen 
lå der , svend Olsen kan bevidne — “ 
„ Jeg behøver ingen vidner , “ sagde Fru stilling 
barsk , „ gå , og send mig Birthe ! “ 
Frøkenen gik , og Birthe trådte ind . 
„ Ræk mig pen og blæk , “ sagde fruen . Idet 
hun modtog det forlangte af Birthe , så hun 
vist på hende , og sagde : „ Hvad tror du ? “ 
„ Jeg tror , at jomfruen var for god til at 
tage en spån , der var faldet på gulvet , “ sagde 
biethe rask . 
„ Du er et fornuftigt fruentimmer , “ sagde fruen 
med et tilfreds nik , „ jeg vil stole på dig . Vent 
her , til jeg har skrevet . “ 
Da hun var færdig , vinkede hun hende til sig , 
og sagde : „ Se her , Birthe ! Dette brev er til min 
cousine geheimerådinden ; jeg kan begribe , at de 
derinde ikke gerne se , at jeg skriver til hende i dag , 
og brevet kunne da let gå samme vej som femdalersedlen , 
hvis jeg gav dem det at besørge . Tag 

du det , og skaf mig det op på gården ; jeg har 
bedet min cousine komme herned , og når hun kommer , 
og jeg seer , at brevet er rigtigt besørget , skal 
du få en species . “ 
Birthe nikkede . „ Det skal blive besørget , “ 
Sagde hun , og stak det i sin lomme . 
Henad middag rullede geheimerådindens vogn 
for døren , og hun og hendes sønnedatter stege ud . 
Meget overrasket ilede frøken Alexandrine ud for 
at tage imod dem , og endnu større blev hendes 
overraskelse , da hun hørte , at de kom på Fru 
stillings opfordring . 
„ Stakkels Fru stilling , “ sagde frøkenen , 
men dog ikke rigtig i besiddelse af sin sædvanlige 
sikkerhed , „ hun har haft et uheld med sin jomfru , 
og har taget sig det så nær , at jeg var ganske 
bange for hende i morges . Det kom også så uventet , 
at både pastoren og jeg have været ganske betagne , 
så at man må undskylde et svagt menneske , at det 
går over dets kræfter . Det er ligesom om der 
springer noget i en , når man får sådant et 
hjertesfod . “ 
Hun fortalte nu hele begivenheden , hvilket ikke 
tog så lidt tid ; Fru stilling , der havde set 

vognen komme , og desuden fået underretning o 
Birthe , der straks modtog sin løn , ventede imid 
lertid tålmodigt ; hun havde ikke noget imod , a 
frøkenen gav den første beretning . De to dame 
hørte opmærksomt på denne , og først da frøkens 
fuldstændigt havde udtalt sig , sagde Camilla : 
„ At her har været en fejltagelse , derom ka 
ingen tvivl være . “ 
„ Omstændighederne vidne dog aldeles imod hende , 
sagde frøkenen , der gerne ville synes upartisk . 
„ Hvorledes ville det gå os mennesker , “ sagt 
Camilla , „ når en hæderlig fortid ikke tog voi 
forsvar mod omstændighederne og skinnet . “ 
„ Camilla har ret , “ sagde geheimerådinde 
bekymret , „ stakkels unge pige ! “ 
De begave sig nu alle tre ind til Fru stil 
ting , som modtog dem med et roligt væsen , og end 
også tillod frøken Alexandrine at blive i stue : 
„ Jeg har bedet dig komme , kære cousine , 
sagde hun til geheimerådinden , „ fordi jeg forudse 
at rygtet om min jomfrues besynderlige forsvindt 
ret snart vil nå til dine Oren . Det vil ikke foi 
blive nogen hemmelighed , at hun her i præstegåden 
er bleven beskyldt for et pengetyveri ; men lig > 

som jeg mr med min ære indestår dig for , at 
jomfru Stein er blevet skændigt bagvadsket , således 
vil jeg også bede dig overalt give hende det 
samme vidnesbyrd . Jeg håber , at du og din 
sønnedatter er ligeså overbeviste som jeg om det 
umulige i , at en sådan beflyldning kan være sand . “ 
„ Jeg har aldrig hørt andet end godt om den 
unge pige , “ sagde geheimerådinden på sin sædvanlige 
milde måde , „ og det er højst beklageligt , at 
slige rygter er komne ud . “ 
„ Alene Carls anbefaling ville være nok til at 
overbevise os om usandheden i den “ , sagde Camilla 
med barme . 
„ Tak , mine venner , “ sagde Fru stilling 
hjerteligt . 
„ Vil tante ikke tage hjem med os , “ sagde Camilla , 
seende sig om , „ Tante er nu så ene her . “ 
„ Tak , mit barn , “ svarede Fru stilling meget 
bestemt , „ jeg ville taget herfra ; men nu bliver 
jeg her , til jeg har fundet Rosine igen . Hun skal 
dog vide , hvor hun kan træffe mig , når han vil 
opsøge mig . “ 
Et glimt af tilfredsstillelse gik hen over frøken 
alexandines ansigt . „ All kan blive godt endnu , “ 

tænkte hun , „ hun vil snart glemme den grille , og 
jeg skal nok passe på , hvem jeg tager i huset . “ 
„ Hun ejer jo intet , “ sagde geheimerådinden 
bekymret , „ hvad kan hun tage sig for ? “ 
„ O , så flink som hun er , “ sagde Fru stilling 
„ kan hun let finde plads . “ 
De to damer toge nu bort , og overlode deres 
slægtning til hendes egne betragtninger . Snart ærgerlig , 
snart bedrøvet , lå hun , og udkastede planer 
ril at opsøge flygtningen . Sit største håb satte 
hun til Carls hjemkomst ; han ville selvfølgelig 
komme til hende for at forhøre sig om sagens 
sammenhæng , og ham ville det nok lykkes at finde 
hendes opholdssted . Nogle timer efter kom Birthe 
ind , og meddelte fruen , at Stine Olsen havde 
fortalt , at jomfruen i morges tidlig var kørt til byen 
med hendes mand . 
„ Hør nu , Birthe “ , sagde Fru stilling , 
„ Du skal berette mig alt , hvad du hører om denne 
sag , og jeg skal ikke glemme dig til skiftetid . 
Når du så tager herfra , hvor går du så 
hen ? “ 
Birthe , hvis natur det var imod at lade sig 
udspørge om sine anliggender , trak sig noget i det ; 

men overbevist om fruens lyst og evne til at belønne 
modtagne tjenester , svarede hun dog : „ Jeg 
har ikke i sinde at tage tjeneste i vinter , jeg har et 
søskendebarn i byen , der sidder i en god næring ; 
der vil jeg tage hen , og hjælpe lidt til i huset for at 
få kosten . “ 
„ Godt , “ sagde Fru stilling , „ Du har altså 
tid og lejlighed til at se dig om og høre dig 
for . Kan du bringe mig underretning om , hvor 
Rosine er , skal du få tredive daler , du ved , 
jeg holder ord . “ 
Birthes øjne lyste . „ Jeg skal gøre alt , 
hvad et menneske kan , “ sagde hun forsikrende . 
Dernæst sendte hun ved Birthes hjælp et 
brev afsted til sin forretningsmand i byen , hvori 
hun pålagde ham at indhente alle mulige efterretninger 
om en jomfru Rosine Stein , hvilket 
også fra hans side bevirkede en henvendelse til 
politiet , der dog blev frugtesløs , da Rosine havde 
forandret sit navn . Et på Fru stillings foranledning 
i flere blade indrykket avertissement , sålydende : 
„ Jomfru 
r . S . ventes af sin veninde . Alt 
er i orden . “ 

kom aldrig Rosine for øje , da hun ingen aviser 
læste . 
Vi ville altså overlade den ventende og grublende 
Fru stilling til sig selv , og tage en oversigt 
over det hus , der nu var Rosines bopæl . 
Huset var dobbelt , som man kalder det , havde 
opgang til hver sin side i porten , og lejlighederne 
vare helt igennem ganske adskilte fra hinanden , så 
det egentlig kun var husets halve del , med hvilken 
Rosine stiftede bekendtskab . Madam Mortensens 
værelse lå på kvisten , der på denne 
side bestod af fem værelser , det vil sige , af tre 
større og to ganske små , hvoraf de to sidste udlejedes 
af værten i forening med et af de større . Madame 
Mortensens værelse lå i midten , og havde et 
af de små på hver side af sig ; der var dør 
fra det ene værelse ind til det andet , som aflåsedes 
af værten , eftersom lejligheden uddeltes . Som en 
følge af denne indretning var der meget lydt mellem 
de respektive lejligheder , og den ene nabo kunne , 
når han ville , med lethed overhøre , hvad der sagdes 
ved siden af . Denne række værelser eller rettere 
kamre lå ud til gaden , og skiltes ved en gang 
fra be til gården liggende rum , der vare pulterkamre 

for de andre etagers beboere ; et rum var 
her indrettet til det fælleds køkken . Madam Mortesens 
og rosin es værelser udgjorde altså nu en 
samlet lejlighed ; på den ene side af dem havde 
jomfru Matthiesen det ene store værelse i besiddelse ; 
hun var ikke meget hjemme , men begyndte 
allerede tidligt om morgenen med en travl mine 
sine vandringer . Besøg sik hun meget sjældent , og 
da kun af fruentimmer , der efter ro sin es mening 
ikke så meget respectablc ud . På den anden 
side boede en stor , rafl kone i sin bedste alder 
med fire børn ; hun var enke , og hed madame 
Jørgensen . Hun lod ikke til at have nogen bestemt 
næringsvej , da hun altid havde tid tilovers 
til at holde sladder i porten eller andre steder , 
hvor hun fandt en villig deltager i denne adspredelse ; 
hun og hendes familie lod iøvrigt ikke til at 
lide nød ; thi der holdtes ofte endogså temmelig 
overdådige mållider , kaffekanden stod altid tilvarme 
på skorstenen , og moder og børn så 
sunde og fede ud . Da de havde to værelser , lejede 
de det mindste ud , hvilket imidlertid ikke var til 
megen stadighed ; men forunderligt nok syntes bestandig 
den samme lejer , en ung , robust pige på 

nogle og tyve år , at vende tilbage til det efter 
meer eller mindre korte mellemrum . Rosin-e havde 
snart fået arbejde , og hun sad flittigt ved det hele 
dagen , med undtagelse af de øjeblikke , hun helligede 
den fælleds husholdning ; madame Mortensen 
havde hidtil anset kaffe og smørrebrød 
for de hensigtsmæssigste levnetsmidler ; men Rosine 
indførte en bedre og fornuftigere skik , idet hun 
hver middag tilberedte dem et lille , om end nok 
så tarveligt måltid . Hun gav sig herved selv en 
lille motion og adspredelse , og den gamle kones 
virkelige glæde over denne hende i mange år ubekendte 
behagelighed var hende til stor fornøjelse . 
Den største vanskelighed herved var , at binden 
måtte laves i det fælleds køkken på den samme 
skorsten , der sædvanligvis hele dagen optoges af 
madame Jørgensens forskellige tilberedelser ; 
jomfru Matthiesen viste sig aldrig ved den fælleds 
Arne . Da ovennævnte madame i en række 
af år havde været så godt som enerådende i køkkenet , 
betragtede hun rosin es færden der som en 
usurpation , og søgte at umuliggøre den ved altid 
at have en eller anden brug af skorstenen , så snart 
hun kom derhen . Alle de små , sorte kasseroller , 

stegepander , hankeløse lerkrukker , brækkede 
jldtænger og hullede blikkar , som køkkenet var i 
besiddelse af , ophobedes på skorstenen , så at de 
skjulte den lille , beskedne ildgryde , der tilhørte madame 
Mortensen , og begyndte Rosine en flytning , 
ilede madame Jørgensen straks til med den 
besked , at den genstand , Rosine bortbar , havde 
hun netop brug for i dette øjeblik . Da Rosine 
imidlertid syntes aldeles overbevist om sandheden 
heraf , og altid veg pladsen for madamens påtagne 
travlhed , slappedes dennes modstandskraft snart , 
og efter at have begyndt med at tillade Rosine at 
bortrydde de opstablede barrikader , endte hun med 
godvillig at sørge for , at der var plads til hendes 
madlavning . Den beskedenhed , hvormed Rosine 
benyttede adgangen til køkkenet , og den omhyggelighed , 
hvormed hun bortryddede ethvert spor af 
sin nærværelse der , indtog til sidst således madamen 
til hendes fordel , af hun ofte kom ud for af give 
hende en håndsrækning , og greb da lejligheden til 
af sætte Rosine ind i sine forhold . Hun erfarede 
da til sin forbavselse , af madamen slet intet erhverv 
havde , men „ levede af familier , “ det vil sige , 
af hun havde tilladelse til hos forskellige familier 

af hente levninger fra middagsmåltidet . Den ene 
af disse familier vidste naturligvis ikke af den 
anden ; men for hver især var hun anbefalet som en 
flittig og stræbsom enke , der sad med fire uopdragne 
børn , og som , når hun opfordredes af nogen af 
familierne til af modtage nogetsomhelsf arbejde i 
eller udenfor huset , havde hver dag og time , ja , 
ofte natten besat på de steder , hvor hun plejede 
af gå . Da hun nu tillige havde huusleiehjælp 
og brød af fattigvæsenet , sine børn i fattigskolen , 
og nogle små , månedlige bidrag hist og her , ikke 
af tale om aflagte klæder , så førte hun et ret behageligt 
og bequemt liv , indrømmende , af hun levede 
i et velorganiseret samfund , og så i det hele 
alt fra den lyseste side . Børnene vare raske og 
temmelig støjende børn , der udenfor skoletiden 
tumlede sig på en for beboerne meget generende 
måde i gangen udenfor værelserne , men som om 
søndagen engang imellem viste sig pyntede med et 
meget stille og beskedent væsen i køkkenet hos moderens 
velyndere , for at man ikke skulle glemme at 
betænke dem med gaver til julen . Et arbejde varder 
dog , som madame Jørgensen af og til forerog 
sig , og det oven i købet gratis , det var at sye for 

de respektive kokkepiger i de huse , hvor hun søgte , 
et arbejde , der som hun selv sagde , slet ikke betalte 
sig så dårligt , „ da der , ved gud , også findes 
gode hjerter hos tjenestefolk . “ 
„ Men , “ sagde Rosine , i høj grad forbavset 
over denne levevis , som madamen meddelte hende 
med stor tungefærdighed , og som et bevis på et 
ikke ualmindeligt Genie , „ tror de virkelig , at dette 
kan vare ved ? “ 
„ Ak jo , min sødeste jomfru , hvorfor ikke ? Der 
er jo ingen sjæl , der kan holde regnflab med hvad 
jeg får , og det er dog ikke mere end rimeligt , at 
en stakkels enke bliver hjulpet . Hvad skulle jeg 
gøre , hvis jeg ikke havde mine familier ? Målte 
jeg så ikke som så mange andre slide og flæbe nat 
og dag , nden at have meget mere end det tørre 
brød , og til sidst måske flæbe mig på hospitalet ? 
Den smule , jeg har af fattigvæsenet , er jo hverken 
til det ene eller det andet , og endda må man 
rende nok for det , og bliver virkelig lidt ikke net 
behandlet . Der skal ingen sige andet om mig , end 
at jeg er en ordentlig og honnet kone , der svarer 
enhver sit , og er velset overalt ; det er heller ikke 
biere , end jeg skylder mine børn at sørge flikkeligt 

for dem , de arme orme har jo ingen fader , og 
da de havde en , var han en fordrukken slyngel , 
og derfor faldt han også ned af stilladset , han 
arbejdede på ; han var muursvend , skal jeg sige 
dem . Det meste godt , han har gjort mig , var 
ved sin dsd , for jeg satte ham i avisen , og det 
indbragte mig såmænd 33 rdlr . 3 mk . 4 sk . Jo , 
der er mange gode mennesker til , og ved den lejlighed 
fik jeg også mine familier . “ 
„ De lejer deres ene værelse ud ? “ sagde 
Rosine . 
„ Å ja “ , sagde madamen , „ jeg synes ikke , jeg 
kan forsvare at have to værelser , de fleste i min 
stand og stilling må nøjes med et , og det seer 
så stræbsomt ud , når her engang kommer nogen 
fra familierne . De overløbe mig såmænd ikke , og 
det er ikke andet end i sin orden , at de se , om 
deres gaver blive velanvendte . Hansine er også 
en meget rar lejer , godmodig og tjenstagtig , og jeg 
lader det gerne stå og vente på hende . “ 
„ Hvor er hun da henne ? “ spurgte Rosine , lidt 
nysgerrig efter endelig at erfare , hvori han sin es 
forretninger bestode . 

„ Gud velsigne dem , hun tjener jo , fordetmeste 
som enepige . “ 
„ Hvor kan hun da være her så lidt , og hele 
uger ad gangen ? “ 
„ Det er når hun stifter , kan jomfruen ikke 
forstå det ? “ 
„ Skifter hun da så lidt ? “ 
„ Ja , hun er uheldig , og så er hun jo noget 
flygtig . Jeg siger så lidt til hende : „ Hansine , 
du skulle dog se at blive tre måneder et sted , 
at du kan få en rekommandation i din bog , “ 
Og så svarer hun : „ Ja , madame Jørgensen , nu 
tænker jeg nok , jeg får et godt sted næste gang ! » “ 
„ Hvorlænge tjener hun da hvert sted ? “ 
„ Å , det er så forskelligt , en fjorten dage 
eller tre uger ; jeg skal sige dem , at når man ikke 
er fornøjet , gør man bedre i ikke at blive måneden 
ud , for så får man den måned i sin 
bog , og det er ingen gode til , og så er det jo 
bedre at slippe for den kedelige reengjøring . Det 
er , som Hansine siger , kun at slå vand på en 
gås , og så går sådan en stakkels pige bagefter 
med gigt og tandpine . “ 

„ Men vil de folk , hun tjener , lade hende gå , 
og det uden skudsmål ? “ 
„ Hansine er så inderlig godmodig , og så 
lade de hende gerne gå uden skudsmål , det 
giver kun dem selv bryderi , og gør en stakkels 
pige ulykkelig . Når hun så skal fæstes igen , 
siger hun , at hun har ligget på hospitalet , eller 
været hjemme at passe sin syge moder , og så har 
hun altid det påskud , når hun vil gå igen , for 
hun er ikke af dem , der gør sig grov eller udtilbeens , 
det ved gud , hun ikke gør ! Det er en 
rigtig rar pige , når hun bare kunne finde et passende 
sted . De kan tro , jomfru , disse småconditioner 
ere nogle dårlige nogle ; det sidste sted , 
hvor Hansine tjente , blev hun kun en dag , de 
kun tænke dem , de ville have , hun skulle skure 
kjøkkengulvet den første dag , hun kom . „ Fruen 
må have mig undskyldt , “ sagde Hansine , „ det 
skulle den pige have gjort , der stiftede iaftes , det 
kommer ikke mig ved . “ Så tog det ene ord det 
andet , og så sagde hun : „ Ja , når fruen ikke kan 
enes med mig , er det bedst jeg går , “ og så gik 
hun . Jeg sagde også til hende : „ Hansine , du 
er flygtig , det er du ! “ Så svarede hun : „ Madame 

Jørgensen , skal jeg lade mig træde på ? “ 
Og så tav jeg , før det kunne jeg ikke svare ja 
til . Gudbevares , en pige har også sin ret . “ 
Disse ejendommelige begreber om tjenestefolks 
stilling i samfundet syntes madame Jørgensen 
også at vedkende sig lige overfor et fattigt udseende , 
tjenende væsen hos enkefruen på første sal — 
de to småfamilier på anden og tredje sal havde 
ikke råd til at holde et fast tjenestetyende — ; thi 
denne lille tjenestepige søgte i alle ledige eller ikke 
ledige øjeblikke op til madamen , og indsugede begærligt 
hendes lærdomme . Da hun uheldigvis for 
deres practifle udøvelse endnu stod under fattigvæsenets 
formynderskab , måtte hun opsætte deres 
overførelse i livet til en fremtid , der kun kunne 
udeblive et årstid . I stueetagen boede en skomager , 
der ikke holdt pige , men kun læredreng , 
hvis indvielse i skomagerfaget hovedsagelig skete 
ved at bære skotøj i byen , iøvrigt uddannedes han 
i en hel del andre dette kun meget indirekte vedkommende 
færdigheder , som for eksempel at gå 
byærinder , skylle ølflasker , hakke kjødfarce og være 
barnepige . De få bedrifter , han leilighedsviis 
foretog sig på værkstedet , var at lave rispe til 

mesteren , og feje gulvet derinde , ligesom den tteoretisk 
del af undervisningen nærmest var indbefattet 
i de anvisninger , han skulle bringe de udenfor 
huset arbejdende svende . Imidlertid var , trods 
denne mangel på enhver udsigt til nogensinde at 
avancere i professionens udøvelse , det unge menneskes 
humeur det allerbedste ; han sang og fløjtede , 
såsnart han vel havde fået foden udenfor mesters 
dør , og det er næppe hændt ham nogensinde at 
være gået ned af trappens trin , da han med en 
øvet rytters behændighed i et nu benyttede trapperækværket 
til at fare ned i porten . Denne chevaleresque 
trang hos ham var for så vidt et gode for 
huusbeboerne , som hans bevægelser tilfods vare 
meget støjende ; hans skotøj bestod nemlig i gamle , 
på værkstedet afskjårne støvlefødder , der sjælden 
eller aldrig havde det held at være af samme størrelse 
som hans fødder ; det varede derfor meget kort , 
inden han fik dem forvandlet til et slags tøfler 
eller slæber , og hans ud- og indgang gennem 
porten tilkendegaves derfor altid ved en blanding 
af klappren og slæben , accompagneret af en lystig 
fløjten . 
I kælderen under skomageren udfoldede sig 

en virksomhed , der i ordets egentligste forstand 
var en grundpille for huset , her var nemlig spækhøkerhandel . 
Boutikens rette nedgang var vel til 
gaden ; men man kunne også smutte derned gennem 
Deren i porten , og dette var for Rosine en 
stor bekvemmelighed , da hun således kunne gøre 
sine små indkjob uden at betræede gaden . Der 
fandtes vel i boutiken en spcrkhoker ; men han 
spillede en meget underordnet rolle ved siden af 
spæckhokermadamen , der uddelte alle befalinger , 
fordctmeste bestred handelen , og afslog eller tildelte 
credit . Denne sidste begunstigelse var af stor betydenhed 
for boutikens kunder ; selv de af dem , 
der meget vel ved nogen forudseenhed eller sparsomhed 
i rette tid havde kunnet undgå af benytte 
den , fandt alligevel en vis tillokkelse i dette køb 
uden penge , der i virkelighed gjorde kunderne til 
en slags livegne af deres creditor . Efter mængden 
af gældsposterne på den førte tavle på 
boutiksvæggen vurderede madame Hansen deres 
flid , stræbsomhed og indtægtskilder , og tiltoge 
posternes række for stærkt , uden i rette tid af 
blive førte tilbage til deres intet , vankede der 
ganske sikkert en alvorlig skjændeprædiken , som synderen 

gjorde klogest i af modtage i ydmyg taushed , 
og ve den forvovne , der dristede sig til af dadlt 
varerne eller deres vægt , eller måske endogså al 
købe et eller andet et andet sted , man havde seei 
eksempler på , af en sådan for bestandig var nægtet 
adgang til af få endogså den største bagatel 
noteret på den førte tavle , og af ikke engang dr 
indstændigste bønner havde kunnet bevæge madamen 
til af tilbagetage den engang givne drakoniske befaling . 
Imidlertid var spækhøkerkonen alt for velnæret 
til ikke af have en vis godmodighed , der oft ! 
Bragte hende til af have lang tålmodighed med 
slette betalere , når disse virkelig vare i forlegenhed , 
og ellers ville høre i underdanighed på hendes 
moraler og bebrejdelser . Der var imidlertid en 
person i gården , der dannede en undtagelse fra 
den almindelige ærbødighed , der ellers vistes boutikens 
beherskerinde , det var beboerinden af den 
anden kælder i huset . Hendes mand var el 
slags vicevært , han åbnede og lukkede porten , 
fejede gården og gaden , og bragte husets regler 
i erindring for dets beboere , når deres hukommelse 
svigtede dem i denne retning . Han drer 
samme profession som lejeren i stueetagen , men 

under den mere beskedne titel af skoflikker , og 
medens hin havde et rigtigt malet skildt ude med 
sit navn på , lod denne sig neue med en sfreuen 
seddel i vinduet , hvorpå stod : „ Her bagflikkes og 
repareres skotøj , “ en underretning , skomagerdrengen 
aldrig undlod at læse højt med en foragtelig 
mine , når hans vandringer faldt forbi vinduet , 
hvilket var en stadig kilde til ærgrelse for 
sedlens forfatter . Skoflikkeren var en høj , stærktbygget 
mand ; men han gik altid med ludende 
hoved og foroverbøjede skuldre , og talte meget 
sagte og svagmælet ; det var en almindelig mening , 
at hans kones heftige temperament havde vænnet 
ham til at dukke hovedet og dæmpe stemmen . 
Han hed oprindelig Madsen , og var født ganske 
simpeltvæk i skjelskor ; men hans kone betonede 
navnet meget stærkt som Matzen , og ville have 
det flrevet således , idet hun med megen dristighed 
påstod , af hendes mands fader , der bar fornavnet 
Heinrich , måtte være indvandret fra Tyskland , 
uagtet hverken denne værdige mand eller hans 
søn vidste noget deraf . Da madame Matzen 
rimeligvis aldrig havde læst eller hørt noget om , 
af vore fornemste adelsslægter er indkomne fra det 

romersfe rige , må man antage , af alene en lykkelig 
natur havde vejledet hende til denne rigtige 
gisning . Et af de fornemste stridspunkter mellem 
hende og madame Hansen bestod også deri , af 
denne , der uden af vide det , med liv og sjæl var 
en tilhænger af den nyere , danske retskrivning , på 
den sorte tavle opførte madamens navn , som hun 
udtalte det , nemlig som massen , hvorimod denne 
protesterede på en så energisf måde , af den ellers 
tause spækhøker måtte rejse sig op , og føre hende 
ud . Hun var for øvrigt en ret ordentlig betaler , 
da hun holdt manden til arbejde , selv jevnlig gik 
ud og vadsfede , og holdt et så nøje regnflab med 
husets indtægter , af hun ikke tillod hr . Matzen 
af råde over en eneste skilling . Desuagtet udviste 
tavlen , af der i denne så velordnede husholdning 
forbrugtes et temmelig stort quantum af en vare , 
der af en vis delikatesse af madame Hansen altid 
betegnedes på tavlen med et x i stedet for dets 
rette benævnelse , det var brændevin . Når dette 
ominense tegn viste sig meget hyppigt på tavlens 
baggrund , hørtes der gerne hen ad aften en mistænkelig 
støj af skænderi og larmen i skoflikkerens 
kælder , og denne underjordiske tummel endte 

da som oftest med , at hr . Matzen tog sig en 
spadseretour i porten , indtil hans kones hede 
var afkølet , og hun selv faldet i søvn . I et fortroligt 
øjeblik under en af disse portvandringer 
havde han tilstået for hr . Hansen , at han engang 
i sine første ægteskabsår havde besluttet at kæmpe 
en dyst med sin kone om herredømmet i huset , 
men at hun havde forstået at gøre ham livet så 
surt , at han havde opgivet det for bestandig . Efter 
dette vidnesbyrd om hendes åndelige styrke vil 
man ikke undre sig over , at madame Hansen lige overfor 
hende opgav noget af sin storhed , og bar 
over med hendes trodsige væsen , så meget mere som 
hun i sin egensfab af viceværtinde ville kunne 
have chicaneret selv en så betydelig person som 
spækhøkerkonen . 
Med en vis skyhed så Rosine sig om blandt 
alle disse forskellige elementer , og følte frygt for 
at komme i alt for nøje berørelse med dem . Tidt 
når hun i gården eller på trapperne hørte 
rå og højrøstede stemmer , blev hendes hjerte beklemt , 
og hun måtte trøste sig med , at det dog 
ikke gjaldt hende ; men alligevel , når hun havde 
hørt sin naboerske , madame Jørgensen , skænde 

og bande i sin families kreds , vovede hun sig kun 
med en vis ængstelse ud i køkkenet , uagtet hun 
måske der , få minuter efter at den rå støj 
havde lagt sig , så madamen komme ud med et 
smilende ansigt og åbenbart i bedste humeur . Ikke 
heller kunne Rosine forstå dette hurtige omslag 
i stemningen , og hun tiltalte sin naboerske med 
stor varsomhed , for ikke at oppuste den ulmende 
lue . Hun var da glad ved igen at sidde ved sit 
sytøj i den lille stue hos madame Mortensen , 
der med stor Iver klistrede fra morgen til aften , 
med undtagelse af de få mellemrum , hvori hun 
nikkede lidt i et lille blnnd . I den dybe stilhed 
gik da vemodige tanker gennem ro fines sjæl , 
især når hun kastede et blik op på skyerne , der 
droge forbi højt oppe over gadens Tage ; hun 
tænkte da på det stille værelse i præstegården , 
på den hvide seng med hendes frues tavse skikkelse , 
på roserne i vinduet og solstrålerne på 
gulvet , eller hun fulgte sin — ak , ikke længer hendes 
— Frits på hans fart gennem verden . Hvad 
tænkte han , hvad sagde han ? Hvad ville han sige , 
når han fik at vide , at hans brud var kaldt en 

tyv — og hun var jo dog uskyldig . Rosine 
græd bitre tårer . 
Men man tro dog ikke , at den skønne gudsengel , 
som vi kalde glæde over livet , aldrig 
mere lod lysskæret fra sine strålende vinger falde 
over hende — nej , Rosine havde et fromt og nøjsomt 
sind , og forstod at leve i øjeblikket . De 
små Toure , hun gjorde i byen med sit arbejde , 
morede hende meget , og sad hun hjemme , blev enhver 
solstråle gennem det lille vindue , enhver 
fugls qviddren på taget hende en glæde . Selv 
den gamle kones tilfredse ansigt , når hun hvilede 
sig ved en lille søvn , glædede hende , og snart blev 
hendes trang til at knytte sit hjerte til et menneskeligt 
væsen tilfredsstillet også her på dette fattige 
sted . Det var et barn , ' der tiltrak sig hendes 
opmærksomhed . Når hun tidlig om morgenen 
sfyndte sig ned efter brød og fløde i høkerboutiken , 
og da benyttede bagdøren , der stødte op til gården , 
så hun daglig ved karret under posten stå 
en lille pige på syv , otte år , og vådske hoved og 
hænder omhyggeligt i det kolde vand . Engang varder 
intet vand i karret , og den lille stod og så 
sig forlegen om . 

„ Hvad sattes dig ? “ spurgte Rosine deltagende . 
Med 
det erfarne blik , der er eget for de 
fattiges børn , så den lille op på hende , ligesom 
for at udforsfe hendes sande mening , og da resultatet 
syntes tilfredsstillende , svarede hun : 
„ Jeg kan ikke selv få vandet til at løbe i 
karret . “ 
Rosine hjalp hende . 
„ Vådsker du dig altid i dette kolde vand ? “ 
Spurgte hun . 
„ Ja , “ svarede barnet , idet hun omhyggeligt 
med sine små hænder gned og vædede sit guulhårede 
hoved , indtil det blev ganske rosenrødt , 
„ Moder siger , det er det renligste , og så gør jeg 
ingen ulejlighed . “ 
„ Men om vinteren ? “ vedblev Rosine at 
spørge . 
„ Så er det koldt , “ sagde den lille , idet hun 
med en tærnet klud astørrede sit ansigt og hår ; 
„ men det er sundt . Når vandet fryser heroppe , 
får jeg lov at vådske mig i stuen . “ 
„ Hvem er din moder ? “ spurgte Rosine . 

„ Madame Matzen , “ svarede hun , og pegede 
ned mod kælderen , „ vi bo der . “ 
- „ Ja så , “ sagde Rosine , „ hvad hedder du ? “ 
„ Jeg er døbt Elisabeth . — men de kalde 
mig Lisbeth , “ tilføjede hun smilende , „ det er 
nemmere . “ 
Hun rystede det blåtærnede stykke tøj , lagde 
det sammen , og lavede sig til at gå . 
„ Farvel , lille Lisbeth , “ sagde Rosine , og 
klappede det våde hoved , „ går du i skole ? “ 
„ Ja , så snart jeg har fået kaffe . “ 
Rosine smilede . „ Veæd du , hvem jeg er ? “ 
„ Ja , de er jomfruen , der syer for folk ; de 
boer oppe hos madame Mortensen . De har 
kendt bedre dage . “ 
„ Har jeg ? — hvem siger det ? “ 
„ Moder . Hun siger , man kan straks se det , 
og sådanne folk er bange for os andre , de gå 
afvejen for os . “ 
„ Nej , nej , Lisbeth , “ sagde Rosine , „ jeg er 
ikke bange for dig . Men jomfru Matthiesen 
taler jo heller ikke til nogen ? “ 
Den lille smilede med et fiffigt ansigt , og 
rystede på hovedet . 

„ Med hende er det en anden sag , “ sagde hun , 
„ Moder siger , at hun har en skrue løs , eller også 
har hun været i fidtefadet . “ 
„ Hvad ? “ sagde Rosine forbanset . 
I dette øjeblik afbrødes samtalen af madame 
Matzen selv , der stak hovedet op af kælderdøren 
i porten , og med skarp stemme sagde : „ Lisbeth , 
står du her og sladdrer , i stedet for at gå 
i skole ? “ 
Hun tog hende ved armen , og satte hende 
temmelig hurtigt ned i kælderen . 
„ Jeg beder om forladelse , “ sagde Rosine 
lidt forskrækket , „ det var mig , der talte med hende . “ 
„ Gudbevares , jomfruen har lov at tale med 
hvem , de vil , “ sagde madamen i en fjendtlig 
tone . 
„ Jeg mente ikke noget ondt med det , “ vedblev 
Rosine forsagt . Detadmyge i hendes stemme 
formildede konen , hun trådte ud af sin forsfandsning 
på kjceldertrappen , og sagde med mildere 
udtryk : 
„ Der er heller ingen ulykke sket ; men jeg 
holder mig på mit eget , og ingen skal sige , at jeg 
eller mine falder nogen besværlig . Vi er simple 

folk , der kun have fra hånden i munden , og det 
eneste , vi kunne efterlade vort barn , er en god 
opdragelse . Jeg har forbudt Lisbeth at holde 
sladder i gården , for der kommer alle slags 
folk , som vi ikke skulle have noget at gøre med . 
Jeg mener ikke jomfruen , de er vist meget respektabel , 
men andre , som jeg ikke vil nævne . “ 
Hun kastede et megetsigende blik over til 
spækhøkerens vinduer . 
„ Jeg skal aldrig tale til deres barn i gården , “ 
Sagde Rosine , bøjende sig for denne så bestemt 
udtalte leveregel , „ men må hun ikke komme 
op og besøge mig ? “ 
„ Meget gerne , “ sagde hun nådigt ; „ men jeg 
vil bede jomfruen ikke lade hende komme i berørelse 
med madame Jørgensen . Jeg er ikke den , 
der skal gøre ufred med nogen ; men den kone kan 
jeg rigtignok ikke udstå . “ 
Rosine lovede dette , og madamen forsvandt i 
sine underjordisfe regioner . 
Den næste formiddag — det var netop søndag 
— bankede det sagte på døren hos madame 
Mortensen , og da Rosine lukkede op , stod hendes 
lille bekendt fra gårsdagen udenfor . På rofines 

venlige indbydelse al træde nærmere , trådte 
hun ind i stuen , og sagde med et undseeligt , mildt 
blik til Rosine : 
„ Moder har givet mig lov til at besøge dem 
i dag , hvis jeg må . Jeg skal ikke forstyrre dem i 
at sye . “ 
„ Du er velkommen , min putte , “ sagde madame 
Mortensen ; „ vidste vi nu bare , hvad vi 
skulle more dig med . “ 
„ Må jeg se deres værelser ? » sagde hun 
hurtigt . 
„ Ja , gerne , “ sagde Rosine smilende , „ her 
seer du dagligstuen , og derinde er mit sovekammer , 
luk selv døren op , og se derind . “ 
Hun så sig om med en tilfreds mine , og 
foretog derpå den samme undersøgelse af det lille 
Kammer ved siden af . 
„ Nå , synes du om lejligheden ? “ spurgte 
Rosine . 
„ Det er rart at bo så højt oppe ved taget , “ 
Sagde hun , og så ud as vinduet , „ nede hos os er 
der så mørkt , når solen går bort . Når 
fader går sin vej , og moder er syg , så er det 
så ængsteligt at sidde dernede . “ 

„ Er din moder lidt syg ? “ spurgte Rosine 
deltagende . 
„ Det er kun om aftenen , “ svarede den lille 
nølende , „ om dagen er hun aldrig syg . “ 
Rosine så forundret op , den gamle kone 
gjorde et tegn til hende , som hun ikke forstod . 
„ Hvor går da din fader hen ? “ 
„ Han går altid op i porten , når moder er 
syg , “ lød svaret . 
„ Er du så alene ? “ 
„ Moder ligger på sengen . “ 
„ Kan du ikke lege ? 
„ Nej , jeg må ikke røre mig , og moder kan 
ikke lide lys , når hun er syg . “ 
„ Sidder du i mørke hele aftenen ? “ 
„ „ Ja , til jeg går iseng . Jeg er ikke bange 
før mørket ; men — “ 
„ Men ? “ gentog Rosine ængsteligt spørgende . 
Den lille svarede ikke , men tog sit forklæde , 
op , skjulte sit ansigt i det , og græd . 
„ Kan du ikke komme herop ? “ spurgte Rosine , 
for at sige noget trøstende . 
Hun rystede tavs på hovedet . Rosine strøg 
hende blidt over håret . 

„ Må jeg da give dig et lille lys ? “ sagde 
hun venligt . 
Barnet så op med et lysende taknemlighedssmiil 
på sit af tårer fugtige ansigt . 
„ De er så god , “ sagde hun sagte ; „ men jeg 
tør ikke tænde det . Og så — “ vedblev hun med 
en tvungen munterhed , der var beregnet på at 
trøste Rosine — „ jeg kan se lampen i porten 
gennem dørsprækken . “ 
Da hun var gået , sagde madame Mortensen : 
„ Madamen dernede drikker om aftenen , sige 
de , og det er det , barnet kalder at være syg . Det 
er ellers en flink kone ; men gal er hun i humeuret , 
og den slags folk ende gerne med at drikke . “ 
Fra nu af kom Lisbeth ofte op til dem , og 
hun syntes at knytte sit hjerte bestandig fastere til 
Rosine . At stå ved siden af hende , medens hun 
syede , at træde synålen til hende , og betragte , 
hvor hurtigt en ende garn kunne sorbruges , var 
hende en stor fornøjelse ; men især var hun glad , 
når hun kunne gå et lille ærinde for hende , eller 
gøre hende en eller anden tjeneste , som at polere 
vinduesruderne eller sligt , der lå indenfor hendes 
barnlige kræfters område . I køkkenet turde 

Rosine aldrig tage hende med , for at hun ikke skulle 
komme i berøring med madame Jørgensen eller 
hendes børn . En dag tilbød imidlertid Lisbeth 
selv at skibe knive for Rosine , hvilket denne afslog 
med den bemærkning , at hendes moder havde 
forbudt hende at tale med nabofamilien ; men den 
lille indvendte hurtigt , at hendes moder behøvede 
jo ikke at vide det . 
„ Men man skal altid tale sandhed , Lisbeth , “ 
Sagde Rosine formanende . 
„ Altid ? “ spurgte den lille skuffet . 
„ Ja , “ svarede Rosine , „ jeg kunne ikke holde 
så meget af dig , som jeg gør , hvis du ikke talte 
sandhed . “ 
„ Men moder har sagt , at jeg må aldrig sige 
til fader , hvad moder foretager sig , når han er i 
buen . “ 
„ Lisbeth behøver jo ikke at sige noget , så 
taler hun ikke usandhed , “ sagde Rosine lidt forlegen . 
„ Io , 
fader spørger mig , om — “ hun standsede , 
blev blussende rød i sine kinder , og vedblev 
efter et øjebliks tøven : „ Må jeg aldrig lyve ? “ 
„ Kære Lisbeth , stakkels barn , “ sagde Rosine 

rørt , idet hun klappede hendes kind , „ det falder 
tidt os voksne vanskeligt at vælge imellem pligternes 
forskellige bud ; jeg kan ikke svare dig andet end : 
ved du , at der er en gud til , en god fader i 
himlen ? “ 
„ Ja , “ svarede barnet , hvis blik hvilede med 
spændt inderlighed på hendes ansigt , „ jeg har hørt 
om ham i skolen . “ 
„ Spørg ham , om hvad du skal gøre , og ikke 
mig . Han elsker sandhed , og han hader løgn ; men 
jeg håber , at han også seer barmhjertigt til vor 
svaghed , når skuffelsens ord gå over vore 
læber . “ 
Lisbeth forstod hende ikke ganske , hun blev 
stående grublende og tavs ; men hun spurgte ikke 
videre . 
På sine små udflugter var Rosine ofte 
truffet sammen med jomfru Matthiesen i porten 
eller på trapperne , og hun havde da høfligt hilst 
på denne sin naboerske . Denne havde gjengjældt 
hilsenen , først med megen holdning , siden med mere 
forekommenhed . En morgen , da Rosine tilfældig 
stod i sin åbne stuedør , trådte jomfru Matthiesen 
ud på gangen for at klæbe en seddel 

på sin dør , sålydende : „ Flora Matthiesen 
træffes hver eftermiddag hjemme ; breve afleveres 
ved siden af . “ 
Efter at jomfruen med megen pretention havde 
påheftet denne seddel , og , trædende nogle skridt 
tilbage , beundret virkningen af den , henvendte hun 
sig til Rosine : 
„ De er vel så god at tillade , jomfru Walther , 
at breve til mig aflægges hos dem , de er altid 
hjemme ; men mine forretninger nøde mig undertiden 
til af være borte om formiddagen . “ 
„ Hjertelig gerne , “ svarede Rosine . Jomfruen , 
der åabenbart var i særdeles godt humeur , blev 
stående på gangen , så smilende på hende , og 
vedblev : 
„ Er de fornøjet med det lille værelse ? “ 
Rosine bejaede spørgsmålet . 
„ Hvis jeg skulle tage herfra , “ sagde jomfru 
Matthiesen , „ skal jeg med fornøjelse arrangere 
det således med værten , af de får lov af beholde 
det . “ 
„ Nytter de ? “ spurgte Rosine , mest fordi 
der i hele jomfruens væsen lå en opfordring til 
dette spørgsmål . 

„ Tror te , af jeg kunne blive her bestandig ? “ 
Sagde hun foragteligt , „ nej , folk som jeg er ligesom 
fuglene i luften , de bygge deres reder , hvor derer 
noget af spise . “ Hun lo meget kunstlet , smækkede 
med fingrene , som om hun havde castagnetter 
på dem , og sang nogle linier af „ Flyv , fugl , 
flyv , “ med en høj , forskreget stemme . Hun afbrød 
sig pludselig , og sagde : „ Har de ikke lyst af se 
mit værelse ? “ 
Rosine takkede , og gik indenfor i denne ellers 
tillukkede helligdom . Der var ikke meget at se ; 
en lille feldtseng , et bord og to stole udgjorde 
hele meublementet ; for de to fag vinduer var 
hvide Gardiner , kantede med højrøde bånd , og den 
ene endevæg i stuen var skjult af et stort , stribet 
forhæng . På bordet ved vinduet lå en guitar . 
Imidlertid så jomfru Matthiesen sig om derinde 
med øjensynlig tilfredshed , og sagde til Rosine : 
„ De seer nok , at alting her er anderledes end 
hos de andre småsamilier heri huset ; de er 
simple mennesker uden sands for andet end at 
spise og drikke . Min stilling gør mig det til en 
nødvendighed at have lidt luksus inden døre , jeg 
ville ikke skille mig ved min guitar for alverdens 

guld . Sjælen må opløftes over dette hverdagsliv , 
og — ja , de forstår mig nok ? “ 
Rosine forstod ingenting , og begyndte selv at 
troe , ligesom madam Matzen , at jomfruen havde 
en skrue løs . Denne så på hende , og smilede 
lidt medlidende . 
„ Jeg skal forklare dem alting , “ sagde hun , 
„ jeg er knnstnerinde . “ 
„ Knnstnerinde ? “ gentog Rosine forbanset , 
„ spiller de ? “ 
„ Jeg synger , “ sagde hun med stor triumf ; 
„ jeg har sunget på de mest udmærkede steder , og 
gjort uhyre lykke . Mandfolkene have været som 
gale over mig . Har de aldrig set mit navn i 
avisen ? Mit kunstnernavn er Matthea , frøken 
Matthea . “ 
Rosine måtte benægte at have hørt dette 
navn . 
„ Jeg kan tænke , de har levet i en meget indskrænket 
kreds , “ sagde kunstnerinden overlegent , „ da 
er jeg ellers bekendt nok . Jeg har sunget i flere 
både tyske og tyrolske selskaber , og jeg tør nok 
sige , at min stemme var den bedste ; der var såmænd 
en aften en herre , der talte fransf til mig . 

jeg kan ikke fransf , skal jeg sige dem , og jeg 
svarede slet ikke , for at han ikke skulle høre , at jeg 
var dansk . “ 
„ Men på hvilket tteater har de sunget ? “ 
Svurgte Rosine , aldeles forvirret over dette indblik 
i en hende ganske fremmed verden . 
„ Tteater ? Herregud , forstår de da ikke , at 
jeg ikke har sunget på noget tteater ? Jeg har 
sunget sådan i saloner — hvor der er sang og 
musik , og hvor man kan få forfriskninger — 
man kalder dem sommetider pavilloner — “ 
Der begyndte at gå et lys op for Rosine . 
„ Har de stået oppe på en forhøjning ? “ 
Spurgte hun hurtigt . 
„ På en tribune , mener de — “ sagde kunstnerinden , 
krænket over hendes udtryk , „ ja , på 
gulvet kunne jo ingen set mig . Jeg mærker nok , 
de er en lille gås , der ingenting har set og 
ingenting kender . Det er grueligt at være vokset 
op i sådan en indskrænket athmosphære . Har de 
aldrig været i — “ hun nævnte et bekendt forlystelsessted . 
„ Jeg 
har engang set ind af vinduerne , “ svarede 
Rosine modfalden . 

„ Blev de da ikke ganske anderledes til mode 
end før ved at se be brogede vægge , de mange 
lamper , den røde tribune med guldfryndser ? Hørte 
de folk klappe og le og banke med stokkene ? “ 
„ Jo , jeg blev bange , “ svarede Rosine naivt . 
Sangerinden lo , dog mere medlidende end hånligt . 
„ Der har jeg stået , “ sagde hun begejstret , „ De 
skulle set mig i min rosakjole med camelier i 
håret — de kaldte mig damen med camelierne — 
og jeg har sunget , så de andre damer blev både 
gule og hvide , sådan klappede de . Men den lykke , 
jeg gjorde , styrtede mig , sådant et sted er der så mange 
intriguer , og den ene af mine colleger , 
mademoiselle Marguerite - - hun hed ellers Jensen , 
som er et meget simpelt navn — kunne ikke 
tåle mig . Jeg kunne gå to toner højere end 
hun , skal jeg sige dem , og derfor ville hun aldrig 
synge de nummere , jeg ville have . Bestyreren holdt 
grumme meget af hende — fy , sådant noget har 
jeg altid holdt mig for god til — og så blev deren 
aften et spektakel . Hendes venner ville hysse 
mig ud , og mine tog mig i . Forsvar , de kom op at 
slås , bestyreren ville stille dem ad , og så hældte 
en et glas punsch over hans hoved . Det kunne 

han ikke bære , for han havde nylig købt sig en ny 
paryk , og dagen efter fik jeg min afsted . “ 
„ Og så kom de her ? “ spurgte Rosine . 
„ Nej , det er noget siden — jeg var noget 
yngre dengang . Jeg har været flere steder siden ; 
de ville sige , at jeg har tabt mig ; men min stemme 
er den samme ; det er især foredraget , jeg har min 
styrke i . Bi lidt , nu skal de høre en prøve , det 
er i det humoristiske . “ 
Hun tog guitaren , stillede sig op , og sang en 
yndet kneipevise med et ligeså stort overflod af 
roulader som af gebcrder . Ved at se dette allerede 
gamle og bekymrede ansigt lægge sig i lystige 
folder , og denne høje , knoklede skikkelse bøje sig til 
alle sider med en i alle måder forloren gratie , 
fik Rosine mere lyst til at græde end til at le . 
„ Her seer de min garderobe , “ vedblev hun , 
da sangen var til ende , og trak forhænget til side 
for en fem , seks meer eller mindre fantastisk udseende 
kjoler af godtkjøbstøi , „ det er meget vigtigt i vort 
fag at være godt klædt ; man må kunne stifte hver 
aften i ugen . Har de aldrig læst i avisen : „ En 
dame med en behagelig sangstemme og en god 
garderobe kan få en plads ? “ — ikke ? da stod 

det såmænd i dag i avisen , og jeg skal netop hen 
og presentere mig . Det første , jeg gør hver morgen , 
er at løbe hen på adressecomptoiret , og efterse 
bladet . Der stilles nu så store fordringer i vort 
fag , kunsten er mindst estimeret , en køn gås på 
en snes år får altid fortrinet for en routineret 
sangerinde . Men garderobe må man have , 
og jeg ville før dø , end sælge en eneste af mine 
kjoler . Seer de den med det højrøde liv og gul 
nederdel , er den ikke sød ? Den giør en mageløs 
virkning ved lys . Men jeg må afsted , at ingen 
andre komme mig i forkøbet , i dag er jeg netop så 
oplagt til at lade mig høre . “ 
Rosine adlød vinket , og forlod hende , der 
endnu med et huldsaligt nik ud af døren tog afsted 
med hende . Da hun igen sad ved sit sytøj , 
tænkte hun på , at der ved siden af den fantastisk 
garderobe herskede en stor armod i sangerindens 
værelse , og da det netop om to dage var forfaldstid 
for hendes månedsleie , hvortil hun havde 
henlagt to daler , besluttede hun ved hendes hjemkomst 
at bringe hende disse . 
Da hun derfor en times tid efter hørte hende 
gå med døren , gik hun ud , og bankede på . 

sangerinden lukkede op ; men hvilken forandring 
var ikke foregået med hende , siden de sås for en 
time siden ; ethvert træk i hendes ansigt var slappet , 
Rosine syntes ordentlig , at hun var kommet til at 
se gammel og svagelig ud . 
„ Jeg bringer jomfruen min huusleie for næste 
måned , “ sagde Rosine med ærbødig varsomhed , 
„ den skal betales om et par dage , og det er ikke 
så rart at have penge liggende . “ 
Hun tog dem , og så tankeløst på dem , derpå 
for hun op , og sagde : „ Nå , det er sandt , det var 
kvitteringen . “ Hun ledte i bordsfuffen efter sit 
lille blækhus og efter et lille stykke papir , derpå 
satte hun sig til at skrive ; men efter nogle 
øjeblikkes forløb tog hun sig til panden , og sagde 
smerteligt : „ Å , gud , jeg er rent fra sands og 
samling , de skal få kvitteringen siden , lille 
jomfru ! “ 
„ Det haster ikke , “ sagde Rosine . Derpå gik 
hun et skridt nærmere med venlig deltagelse , og 
vedblev : „ Har de haft nogen modgang , kære 
jomfru Matthiesen ? “ 
Hun så på hende med et forvirres udtryk , og 
svarede : „ De ved , jeg gik efter avisen hen til en 

entrepreneur , han var grov imod mig , han sagde , 
jeg var gammel . Da jeg så sagde , at det var 
sørst , når man blev noget ældre , at man kunne 
have en uddannet stemme , og at jeg altid havde 
været berømt for mit foredrag , især i det humoristiske 
fag , så for han op , og sagde , at han brød 
sig fanden om foredraget , når fruentimmeret blot 
var ungt og kønt , men for gamle lirekasser havde 
han ingen brug . Og så puffede han mig næsten 
ud af døren . Det var et rent umenneske . “ 
„ Men , bedste jomfrue , “ sagde Rosine med stor 
forsigtighed , „ var det ikke bedre af tænke på en 
anden fortjeneste ? “ 
Sangerinden for op af stolen . 
„ Vil de have , af jeg skal sidde og sye ligesom 
de ? Tror de , af jeg med min fortid kan udholde 
af begrave mig selv på den måde ? Tænk , af man 
har klappet af mig , og råbt : „ Leve Matthea ! “ 
Man har kastet blomster op til mig , og engang var 
der en commis i viinhandlerfaget , der forærede 
mig en brosche ; den var rigtignok uægte ; men det 
var dog altid en pæn opmærksomhed . Nej , jeg vil 
ikke opgive kunsten , jeg vil før dø end sælge min 
garderobe ! “ 

hun rev forhænget til side , og betragtede kjolerne , 
en for en , næsten med afguderi . 
„ Er de også vis på , “ sagde Rosine frygtsomt , 
„ af det virkelig er kunst , de dyrker ? “ 
„ Hvorfor spørger de om det ? “ råbte hun 
vildt , idet hun vendte sig mod hende , „ fordi jeg er 
fattig ? Har de aldrig hørt , af store kunstnere og 
digtere er døde fattige på deres tagkamre ? Jeg 
kan også dø her , hvis det skal være ; men ingen 
skal få mig til af tro , af jeg ikke er en kunstnerinde . 
Fy ! De , som jeg havde betroet mig til , vil 
øe komme , og rive alle mine forhåbninger ned ? “ 
„ Nej , nej , “ sagde Rosine , trods alt det 
overspændte i hendes ittringer og manerer , dog 
bevæget ved hendes oprigtige smerte , „ jeg er så 
uvidende om sådanne ting ; men om de nu også 
er en stor kunstnerinde , var det så dog ikke bedre , 
da de dog har så megen modgang , af opgive — 
af vente — af tage dem noget andet for så længe ? 
Jeg vil skaffe dem sytøj , eller hvis de ikke har 
øvelse i af sye , kunne der jo være andet , de kunne 
bestille — “ 
„ Nej , “ sagde hun mørkt med en theatralsf 
håndbevægelse , „ jeg tror , de mener mig det godt ; 

men de seer alt for småt ; de forstår mig ikke . 
Jeg har gjort uret i af spørge nogen om deres 
mening , i sådanne tilfælde skal man spørge sin 
genius , og min siger : „ Hold ud , Matthea ! “ Jeg 
vil holde ud ! Farvel , jomfrue — det er sandt , de 
skulle have kvitteringen , man må ikke glemme 
denne verdens krav . “ 
Hun satte sig igen ved bordet , og kradsede 
nogle linier ned på papiret , som hun derpå rakte 
Rosine . 
„ Tag det , “ sagde hun højtideligt , „ og gem det 
vel , de ved aldrig , når de kan så brug 
for det . “ 
Rosine ville sige nogle ord ; men hun tog 
guitaren , vinkede med hånden , og sagde : „ Gå , 
forstyr mig ikke ; jeg er til mode , som om jeg stod 
ligeoverfor et stort publikum ; men jeg bæver ikke , 
jeg ved , hvad jeg har at gøre . “ 
Rosine forlod hende , og hørte døren blive 
låset efter sig . Hun nærede de første dage en 
vedholdende frygt for , at hendes naboerske havde 
noget ondt i sinde mod sig selv ; men da hun så 
hende de påfølgende morgener gå sin vante gang 
til adressecomptoiret , blev hun beroliget . 

dagene gik , den første november kom , solen 
fjernede sig mere og mere fra den nordlige himmel , 
dagen blev kort og grå , og lyset , den venlige 
trøster , dulgte mere og mere sit åsyn for de stakkels 
menneskebørn i den snævre gade . Humeuret blev 
dårugere for alle de fattige ; thi nu skulle der 
tændes lys og lægges i kakkelovnen , og den , der ikke 
kunne det , sad i mørke og i kulde ; desuden kunne 
hver dag bringe sne og frost , og for denne 
slemme fjende vare de alle bange . Medens spækhøkerkonen 
med tilfredshed så rubriken „ Tørv og 
pindebrænde “ vokse på sin tavle , rystede hun på 
hovedet , når hun betragtede de sparsomme indkøb 
af smør og flæsk , og medens ansøgningerne om 
credit voksede , aftog villigheden til at indrømme den 
betydelig . Ikkun for madme Jørgensen tiltog 
snarere velstanden end den formindskedes ; „ Familierne “ 
Tænkte endnu mere medlidende på de fattige 
nu , da de frøs og sad i mørke , og kokkepigerne 
sandt ikke , at det var synd at sætte lidt til side til 
den rare , villige madame Jørgensen . Hansine 
havde den første om aftenen forladt sin venindes 
gæstfrie kødgryder , og havde ved afskeden udtalt 
de smerteligt bevægede ord : „ Gud ved , når vi nu 

ses igen , madame Jørgensen ! “ Denne råbte 
efter hende ned ad trappen : „ Hvis den gamle pige 
er der endnu , så gå for guds skyld ikke øp , 
før hun er borte , Hansine , for ellers er der ingen 
lykke ved det ! “ og Hansine svarede fra dybet : 
„ Hun er væk , madame , hun gik for tre dage siden ! “ 
Madame Mortensens og Rosines husholdning 
gik denne regelmæssige gang , som , trods al 
nøjsomhed og alle savn , dog kaster et skær af 
respektabilitet over den fattiges hjem ; Rosine 
havde hele sit liv været vant til at indrette en 
husholdnings udgifter efter dens indtægter , og 
det lille fælledsflab mellem de to arbejdere styrkede 
husets soliditet . Madame Mortensen erklærede 
dette tidspunkt for det lykkeligste i sit liv , så godt 
havde hun aldrig haft det før , ikke engang da hendes 
salig søn levede ; thi han kunne dog ikke koge for 
hende og holde stuen ren . 
Det var nu næsten skumring om morgenen , 
når Rosine med lette trin sprang ned af de mange 
trapper for at hente brød og andre dagens fornødenheder 
i spækhøkerboutiken . Som hun i disse 
første dage i november måned trådte ind i den 
mørke gårdstue , hun skulle igennem til boutiken , 

så hun et fremmed fruentimmer stå derinde . 
Hun ville med en flygtig hilsen ile forbi , da en 
hård stemme med en blanding af glæede og overraskelse 
nævnede hendes navn : 
„ Jomfru Rosine ! “ 
Rosine for tilbage , hun greb til dørklinken 
for at flygte ; men besindende sig om det unyttige heri , 
blev hun stående , og sagde med et dybt åndedrag : 
„ Birthe ! “ 
„ Ja , jomfrue , “ sagde Birthe , trædende tæt 
hen til hende , „ det er mig . Boer jomfruen her ? “ 
„ Jo , jeg gør , “ svarede hun , givende efter for 
det inquisitoriske blik ; „ men , Birthe , “ tilføjede 
hun lidenskabeligt , „ lov mig ikke at sige det til noget 
mennefle , lov mig det ! “ 
„ Det er ikke så godt at love , “ sagde Birthe , 
tøvende i erindringen om Fru stillings løfter . 
„ Du må , du skal love mig det , “ sagde Rosine 
heftigt , „ ellers går jeg lige straks bort herfra , 
gud ved hvorhen , og så er det Birthes skyld , 
at jeg er husvild og forladt af alle mennesker . “ 
„ Jøsses nej , “ sagde Birthe , forskrækket over 
det uvante i at se „ Jomfruen “ så heftig , „ for det 
første kan jeg da gerne love at tie ; her er jo heller 

ingen at fortælle det , de ved det vel alle sammen 
heri huset . “ 
„ Nej , ikke for det første , men bestandig , “ sagde 
Rosine , „ Birthe skal være tro og ærlig mod mig , 
jeg vil ikke have , at nogen , som jeg har kendt , skal 
* vide , hvor jeg er . Ved Birthe , hvad de bave 
giort imod mig ? “ 
„ Jo , “ svarede Birthe langtrukkent , „ det ved 
» i da alle sammen derude . “ 
„ Men det er ikke sandhed , “ sagde Rosine 
heftigt bevæget , „ jeg har aldrig taget noget fra 
nogen , tror Birthe mig ? “ 
„ Jeg ville ikke tro noget andet menneske ; men 
jeg tror jomfruen , “ sagde Birthe . 
„ Tak , Birthe ! “ sagde Rosine , og trykkede 
hendes hårde hånd ; Birthes ansigt forandrede 
sig , og hun drejede hovedet til siden . 
„ Og hvad siger Fru stilling ? Har birtbe 
talt med hende ? “ 
„ Ja , fruen var meget god imod mig . Fruen 
troer på jomfruen som på evangelium , siger hun . “ 
„ Gør hun ? O , gud velsigne hende ! “ 
„ Hun sendte bud efter hendes nåde på gården 
og den unge frøken , og sagde , at hun indestod 

for jomfruen . Hun vil ikke fra præstegården , 
hun vil blive der , og vente på jomfruen , jomfruen 
skulle tage tilbage til fruen , eller jeg skal 
lade fruen vide , af de er her , så kommer hun 
nok selv og henter dem . “ 
„ Jeg kan ikke , Birthe , fordi hun er god og 
ædelmodig , er jeg dog en tyv . Sedlen er ikke 
funden . “ 
„ Vil jomfruen vente på den , kan de blive 
her til evig tid , “ sagde Birthe utålmodig . 
„ Men i himlens navn , hvor kan den dog 
være blevet af ? Hvem , hvem har taget den ? “ 
„ Ja , det kan da være det samme nu , og væk 
er den . Det er jo noget , jomfruen ikke behøver 
af bryde sig om , da ingen dog tror , af de har 
taget den . “ 
„ Jeg er dog beskyldt før det , jeg må først frikendes , 
før jeg kan se nogen i øjnene . Er det 
det samme , Birthe , af blive beskyldt før en grov 
forbrydelse , og ikke hele sit liv blive frikendt før 
den ? Ved Birthe , hvad det er , af have ført et 
hæderligt og honnet liv , og så blive pludselig kaldt 
en tyv ? Nej , hvis sedlen ikke findes , hvis det ikke 
kommer før dagen , hvor den er blevet af — og jeg 

kan næsten ikke tiltroe noget mennefle at have været 
slet nok til at tage den — så skal aldrig nogen , 
som kender mig , se mig igen , om jeg så skal 
flygte fra sted til sted . “ 
„ Men jomfruen har jo en kæreste ? “ 
„ Ja , det havde jeg , Birthe , et rigtig godt , 
skikkeligt mennefle , og ham må jeg skjule mig for , 
fordi jeg er blevet ulykkelig og vanæret , og jeg har 
dog aldrig gjort noget mennefle fortræd . “ 
„ Da må jeg rigtignok sige , “ udbrød Birthe 
med en høj grad af misfornoielse , „ at det er 
meget urimeligt af jomfruen . Er det noget at 
bryde sig så meget om ? Frøkenen derude har så 
tidt sagt til mig : „ Jeg havde bestemt et stykke 
røget kød eller en krukke fedt , Birthe , hvor er 
det nu henne ? “ Skulle jeg så rendt fra alting 
for det ? Nej , jeg tænkte blot , om det lignede noget 
at holde sådan en ståhej for den smule fedts 
skyld . “ 
„ Det forstår du ikke , Birthe , “ sagde Rosine 
smerteligt ; „ Du bryder dig ikke om det ; men 
jeg kan ikke blive lykkelig på denne jord mere , 
hvis de penge ikke findes . Nu boer jeg her hos en 
gammel kone , jeg har kendt fra min barndom af , 

jag mig ikke bort , Birthe , ved at røbe mit opholdssted , 
lov mig det , giv mig din hånd derpå ! “ 
Birthe 
så betænkeligt på sin hånd , og 
rakte den derpå til Rosine : „ Jeg vil da ikke gøre 
jomFruen imod , Fru stilling har rigtignok lovet 
mig tredive daler , når jeg kunne skaffe hende at 
vide , hvor jomfruen er ; men de løbe da endelig 
ikke bort , hvis jomfruen ikke gør det . “ 
„ Tak , Birthe , “ sagde hun hjerteligt ; „ men 
hvor boer du ? “ 
„ Å , egentlig ingen steder , “ svarede Birthe , 
„ jeg kom ind fra landet iforgårs , og vil opholde 
mig her i vinter hos mit søskendebarn , spækhøkerkonen . 
Her er et godt hus med mad og 
drikke , og altid kan man da ikke flæbe ; men hvis 
jeg kunne gøre noget for jomfruen , ville det være 
mig en stor fornøjelse . Det er jo rigtignok ikke 
så nemt at gøre jomfruen tilpas ; men hente 
noget for dem og gøre rent for dem , det kunne 
jeg dog vel nok finde ud af . “ 
„ Det var synd af gøre Birthe ulejlighed , “ 
Sagde Rosine , og smuttede ind i boutiken . 

opad dagen kom dog Birthe op til Rosine , 
og så sig om i hendes lejlighed . 
„ Nå , er det det hele ? “ sagde hun , „ Mindre 
kunne det da ikke være . Det kunne jeg snart feje 
over , jeg kan ikke finde mig i , af jomfruen selv 
gør sådant noget som af feje og vådske gulv og 
hente fløde . Jeg har jo ingen ting af bestille , 
uden af sidde og gloe dernede i den mørke stue , 
imorgen tidlig kommer jeg op og tager mig af dette 
hersens . Det er ellers noget ledt tøj , der boer 
heri huset ; den kjælderkone på den anden side 
er ret et fælt kvindfolk , se , hvor hun dasker til højre 
og til venstre med spande og Gallier i gården ; 
jeg gik i går op og vaskede nogle kar ved 
posten , for man kan jo ikke røre sig dernede i den 
sorte vask , så kom hun , og sagde : „ Vask de 
deres tallerkener nede i deres kælder , min gode , 
de er ikke på landet her . “ Jeg tænkte : „ Hvad 
er du for en ? “ og så svarede jeg : „ Pas dem 
selv , så skal jeg nok passe tallerkenerne . “ Men 
så gjorde hun en støj , som de bare skulle have 
hørt , og da jeg ikke holder af sådant et spektakel , 
så gik jeg . Men det var da et farligt væsen . 
Så er der denne madame her ved siden af , der 

sover til klokken ni om morgenen , og lader sig 
føde , som om hun var en gris , der skulle slagtes 
til jul . Det bruge vi da ikke på landet . “ 
Birthe blev sin beslutning tro , og kom hver 
morgen op , og ordnede stuerne for Rosine ; 
denne vægrede sig vel i begyndelsen ; men da dette 
ikke gjorde den mindste virkning , fandt hun sig i 
Birthes rumsteren , og var til sidst ret glad ved at 
fritages for dette besværlige arbejde . Imidlertid 
viste det sig , at lille Lisbeth blev skinsyg på sin 
medbeilerinde , og beklagede sig til Rosine over , at 
„ den store pige “ skulle have lov til at gøre det , 
hun kunne gøre ligeså godt . Til gengæld så 
Birthe meget foragteligt ned på de tjenester , den 
lille kunne udrette . 
„ Herregud , “ sagde hun , „ sådan en er jo 
blot til at falde over , hun må helst blive der , hvor 
hun kom fra . “ 
Rosine søgte at mægle mellem de to skinsyge 
parter ved at foreslå Lisbeth at hjælpe hende 
med sit sytøj , et tilbud , den lille modtog med 
henrykkelse , og hvorved hun tillige havde den fordel 
at lære noget . Da hun på denne måde 
var bragt bort fra ethvert indgreb på Birthes 

enemærker , betragtede denne hende med velvilligere 
blikke , og en morgen , da barnet , skælvende af 
kulde , vadsfede sig ved posten , sfjod hun deltagende 
en skål varmt vand ud til hende . Den lille oplivedes 
synligt ved denne venlighed , og skyndte sig 
at fortælle sin moder derom . 
„ Hvor tør hun understå sig ? “ råbte madame 
Matzen , „ hvis jeg ville have , at du skulle 
have varmt vand , er jeg kone for selv at varme 
det ; jeg råder dig , Lisbeth , tag ikke hendes varme 
vand , hører du ? “ 
„ Ja , moder , “ svarede barnet forknyt . 
„ Jeg skal dog op at fortælle hende det , medens 
jeg er varm , “ sagde madamen , og for op i gården , 
hvor hun uheldigvis traf Birthe stående i 
kældervinduet . 
„ Hvorfor giver de mit barn varmt vand ? “ 
„ Fordi de ikke giver hende noget , “ svarede 
Birthe . 
„ Hun skal heller ikke have noget , “ sagde madamen , 
„ det er mit barn , og det kommer ingen 
ved , om hun fryser . Jeg har ikke råd til at forkæle 
mine børn ; thi jeg fortjener selv alting , og 
lever ikke på andres bekostning . “ 

„ Når de ikke selv har råd , “ sagde Birthe 
„ fluide de takke andre , fordi de er bedre mod 
hende end de selv . “ 
„ Men hun skal ikke have varmt vand , “ skreg 
hendes irriterede modstanderinde , „ ikke , om hun så 
frøs ihjel . Lad mig se , om de kan forandre det , 
lad mig fe det ! “ 
„ Skulle noget forandre dem , madame , “ sagde 
Birthe , „ så måtte det være , at deres mand 
gav dem en dragt prygl . Vær så god at sige 
det til ham fra mig . “ 
Hermed lukkede hun vinduet hårdt i ; madame 
Matzen sprang hen , og bankede stærkt på det ; 
men Birthe ville ikke lukke op . I det samme 
kom madame Jørgensen , der var nedstegen fra 
fine højder , og madame Matzen vendte sig til 
hende . 
„ Vil de tro , “ sagde hun , „ at det creatur fra 
landet dernede truer mig med prygl , og det fordi 
jeg lader Lisbeth vådske sig i koldt vand . “ 
„ Madame , “ sagde madame Jørgensen med 
værdighed , „ jeg har et moderhjerte før mine børn , 
og ville før have , at de slet ikke skulle vådske sig , 
end døje sådan frygtelig kulde ved posten ; men 

hvad har de ? Det har sneet i nat , og jeg har set 
den stakkels unge ganske blå af kulde . “ 
„ Hvad ? “ udbrød madame Matzen , bragt til 
det yderste ved denne modstand , „ vil de raisonnere 
over min husholdning ? Deres børn blive 
fødte op til tiggere , men mit skal arbejde ligesom 
sin moder , og vænne sig til at døje ondt . Om jeg 
så skulle grave Lisbeth ud af sneen , skal hun 
vådske sig i gården ! “ 
„ Som de behager , “ sagde madame Jørgensen 
spydigt , „ De er herre i deres kælder , 
vi er langt nok fra hinanden til ikke behøve at 
bides . Jeg må vel nok gå i gården uden at 
overfaldes ? “ 
Madam Matzen sprang ned i sin kælder , og 
slog døren i efter sig . 
Imidlertid skrev Frits til Carl : 
„ Kæreste ben ! hvor er min Rosine ? Snart 
i to måneder har jeg intet hørt fra hende , og 
mit sind er så bekymret , af jeg ikke formår af 
beskrive dig det . I forrige måned fik jeg mit 
sidste brev tilbage i en convolut , hvori pastordegen 
havde skrevet , af Rosine havde forladt 
præstegården , og af ingen kendte hendes opholdssted . 

det var det hele . Hvorfor er hun rejst ? 
Og hvorhen ? Og hvorfor har hun ikke skrevet det 
til mig ? Det ligner ikke Rosine af volde andre 
angst og bekymring , og jeg må derfor antage , af 
der er hændet noget ganske usædvanligt ; men tankerne 
om , hvad det kan være , forfølge mig nat og 
dag . Jeg svarer adspredt på kammerherrens 
spørgsmål , og i går havde jeg glemt hans noteerbog 
hjemme , hvori vi opskrive , hvormange alen 
vi have gået , og hvad vi have spist til middag , 
og jeg fortjente ganske vist hans utålmodige bebrejdelse : 
„ Hr . Candidat , jeg kunne vel gøre regning 
på lidt mere opmærksomhed . “ For af undskylde 
mig , fortalte jeg ham , hvad der lå mig på 
hjerte . „ Man bør ikke give sine liaisons formegen 
betydning , “ sagde han med faderlig velvilje , „ del 
forstyrrer humeuret , og virker ufordelagtigt på 
maven , fordi galden sættes i bevægelse . “ — „ Det 
er ingen liaison , hr . Kammerherre , “ sagde jeg , 
„ vi er forlovede . “ - „ Ah ! “ sagde han med en 
misfornøjet trækning på næsen , » quslqus oboso 
ris svrieux , de er en egoist , hr . Candidat , der 
tænker for meget på deres fremtid . “ Det var al 
den trøst , jeg fik . Stakkels , blinde , gamle mand ! 

jeg fandt ham så fattig , at jeg hele dagen gjorde 
mig umage for at efterkomme hans mindste ønsker , 
og da han om aftenen med et venligt blik sagde 
til mig : „ Ret en charmant dag , hr . Candidat ! “ 
Følte jeg mig ordentlig trøstet . Hvorfor skulle vi 
også vente til sorgens dag , for at erkende , at 
det er et menneskes mål at leve for andre , hvad 
enten det er i kærlighed eller opoffrelse ; thi det 
er dog det eneste , der er bestandigt , det eneste , derer 
trofast , det eneste , der er lønnende . 
„ Du , min ven og min Broder ! har valgt 
opoffrelsen , dog , som det forekommer mig , med 
blikket rettet for fast på et eneste mål ; thi med 
dette for øje afholder du dig fra al anden birken , 
selv om det er i din herres tjeneste . Men måske 
er det rigtigt at samle hele strømmen as sine 
kræfter på et eneste mål , og da mægtigt lade 
dem bruse frem mod dette , i stedet for at sende dem i 
mange små vække til den ringere virksomhed . 
Underligt nok , medens din klippefaste tro var som 
en flinksfem , der slog tvivlens funker ud af min 
sjæl , vækker min rejsefælles kolde formalitetsvæsen 
mig til forsvar for det , han ikke angriber . 
Når vi træde ind i en kirke eller gå forbi et 

crucifix , tager han ærbødigt hatten af med et buk , 
kongen ikke ville tage unådigt op , og en dag 
vendte han sig til mig med et fortroligt blik , og 
sagde : „ Man kan jo ikke være vis på , om der ikke 
er noget i det , hr . Candidat , og derfor bør man 
ikke forsømme at vise sin respekt . “ Ganske rigtigt , 
hr . Kammerherre ! man kan jo ikke vide det , og en 
klog hofmand bærer kappen på begge skuldre . 
Med dette : „ Man kan jo ikke vide det ! “ kunne jeg 
jo herligt træde op på prædikestolen , og tilråbe 
mine tilhørere : „ Mine elskelige , i er frelste ! “ 
Medens jeg i stilhed lagde til : „ Idetmindsfe siger 
man så . “ O , hvilken forvirring er der ikke i 
denne verden ; ikke alene , at vi tumle os i lys og i 
skygge , men vi jage efter lygtemænd som barnet 
efter sommerfugle , blændede , lokkede og , ak , så 
ofte , uden selv at vide , hvad vi ville med dem . Vi 
jage , og tro at have grebet noget , og det vi have 
grebet , er et intet , når vi bese det nøjere ; så snart 
erfaringens lys falder på skatten , forsvinder 
den . Her rejser jeg , Frits , gennem verden , 
bestandig tommere og tommere på sjæleligt udbytte , 
fordi jeg ikke kan tro på det , min hele sjæl 
brænder efter at tro ; uophørligt henvender den sit 

spørgsmål til alle jordens underværker ; men 
ingensteds erholder den svar , og dog synes det mig 
ofte , som om gud et eller andet sted havde forberedt 
mig svaret . 
„ Og nu er der kommet et andet spørgsmål 
til , søm griber mit menneskelige hjerte i alle dets 
fibrer : hvor er min Rosine ? Hvorfor denne dybe 
uhyggelige taushed ? Min ven , il , opsøg hende , 
og spørg hende , om vi ikke havde lovet at dele ondt 
og godt med hinanden , og hvorfor hun , den trofaste , 
svigter lostet først ? Kald hende tilbage til 
sin pligt at dele alt med sin Frits , og stå du 
ved hendes side , til jeg kan nå hjem . Kammerherren 
taler om at rejse hjem , han tror sig sikkrere 
beskyttet mod vinterkulden i sit hus i Amaliegade 
end på et hotel , og vinteren synes at ville falde 
tidligt ind . Gid det var så vel ! Hidtil er vi bestandig 
dragne udad , det vil blive et lifligt ord : 
„ Hjemad ! hjemad ! “ “ 
Ved sin hjemkomst fra England fandt Carl 
dette brev , der havde henligget nogle dage ; også 
han blev forundret og bekymret over rosin es 
bortrejse fra præstegården , og han besluttede sig 
straks til at begive sig til sin bedstemoder , for derfra 

at indhente nøjere underretninger i præstegården . 
Da han ikke havde givet sig tid til at anmelde sin 
ankomst , kom han som en overraskelse til sin 
familie . 
Det var mørk Asten , da han uden larm eller 
forberedelse trådte ind som en sædvanlig gæst i 
dagligstuen , hvor jægermesteren og Camilla sad , 
fordybede i et schachparti , medens geheimerådinden 
nikkede i sin lænestol . De spillende så 
forbavsede op , og deres forundringsudbrud vækkede 
den gamle kone . Efter at de første hilsener og 
forklaringer vare udvekslede , sagde Camilla : 
„ Du er altså nu indviet til missionstjenesten ? “ 
„ Ja , min veninde , det afgørende skridt er 
gjort . Jeg er lige kommet fra England , og var 
neppe kommet herud før om nogle dage , hvis jeg 
ikke havde fået brev fra en af mine venner om 
en forunderlig sag . Hvor er jomfru Stein blevet 
af , og hvad er hændt hende ? “ 
Øe andre så lidt forlegne til hinanden . Endelig 
tog jægermesteren ordet : 
„ Å , noget lapperi , min ven , som den lille 
pige tog sig alt for nær . De beskyldte hende for at 

have taget nogle penge , det var en dum historie , 
og dagen efter var hun borte . “ 
„ Hvorledes ? “ råbte Carl , „ hvem kunne falde 
på at tiltroe Rosine sligt ? “ 
„ Jeg tror nok , frøkenen og præsten vare lige 
gode . Fru stilling holdt på hende gennem 
tykt og tyndt ; men hun fik det først at vide 
dagen efter . “ 
„ Men jeg kan ikke begribe , hvor en så vanvittig 
mistanke kunne opstå ? “ 
Den unge pige tog nu ordet , og fortalte i 
mådeholdne udtryk , hvorledes sagen var tilgået ; 
Carl rejste sig i stor heftighed , og gik op og ned 
ad gulvet . 
„ Samvittighedsløst ! “ udbrød han , mere talende 
til sig selv end til de andre , „ er det en guds 
tjener ? Frits har ret , at det nytter kun lidet 
at arbejde til et bestemt mål , og lade alle små 
interesser hvile . Tillykke har jeg tid endnu , 
imorgen vil jeg tale med dem dernede , og iovermorgen 
vil jeg ind at opsøge Rosine . “ 
„ Hør , min ven , “ sagde jægermesteren , „ lad 
du den sag ligge , om et par måneder er den 

glemt , og du gør ikke pigebarnet nogen tjeneste 
med at rippe op i den . “ 
„ Er det onkels mening , at man skal lade det 
gå i verden , som det kan , lade der flee uret lige 
for ens øjne , og så tie stille og trække på 
skuldrene ? “ 
„ Er du så vis på , at den lille ikke har 
fået lyst til de fem daler ? Det er efter min 
mening slemt , at de have gjort alle de ophævelser 
af det ; men nu er det jo engang gjort , og det kan 
ikke forhindres mere . “ 
„ Jeg vil bede jægermesteren erindre , at Rosine 
ikke kan have taget disse penge , “ sagde Carl 
med mørk pande og truende blik , og standsede foran 
sin onkel . 
„ Kære Carl , “ sagde Camilla afværgende , 
„ Onkel Holger tror det jo ikke mere end vi 
andre . “ 
„ Jeg tror gerne det bedste om alle mennefler , “ 
Sagde jægermesteren godmodigt ; „ men jeg 
seer nødigt , at Carl som en anden Don quixote 
løber om for at finde den lille pige . “ 
„ Hvor usselt , hvor småligt i tænke ! “ sagde 
Carl bittert . Han gik tilbage over gulvet , og 

ben til vinduet ; Camilla rejste sig , og fulgte efter 
ham . Idet hun tog hans hånd , sagde hun 
venligt : 
„ Nej , ingen trætte på denne første aften ! 
Kom , giver hinanden hånden , i have uret i at 
kives ; thi i er så forskellige som ild og vand . 
Kom , Carl , kom , onkel Holger — således ! Jeg 
dømmer eder imellem . Hvis Carl går bort og 
søger om den stakkels , unge pige , er det smukt og 
ridderligt , hvis onkel Holger gør det , skal han 
have ret i , at han ville være en complet Don 
quixote . “ 
„ Og hvorfor han mere end jeg ? “ spurgte Carl 
forskende . 
„ Fordi sligt passer for dig og ikke for ham , “ 
Svarede hun muntert , „ fordi du , som halvt er en 
præst , kan gøre det uden forargelse , medens onkel 
ville blive til latter . “ 
„ Ja , sågud , “ sagde jægermesteren , hjerteligt 
leende . „ Løbe efter unge piger på den måde , 
kunne ikke falde mig ind . “ 
„ Tys , onkel ! “ sagde hun , og lagde sin hånd 
på hans mund . Han greb den , og kyssede den . 
„ Kunde vi ikke lade jomfru Stein komme 

hertil gården , “ sagde geheimerådinden , „ det ville 
jo være et bevis for hele egnen på , at hun var 
uskyldig . “ 
„ Nej , kære bedstemoder , “ sagde Camilla , 
„ det var uret , om hendes ære kun skulle oprejses 
gennem andre . Jeg er vis på , at den rette tyv 
kommer nok for dagen . “ 
„ Men hvis sedlen nu er forkommet på anden 
måde , “ sagde den gamle kone , „ hvis den er tabt 
og trådt under fødder , man kan jo ikke vide 
hvordan . “ 
„ Nej , det er den ikke , “ svarede den unge pige 
med inderlig overbevisning , „ nej , så uretfærdigt 
er livet ikke , at et mennefle for et tilfældes skyld 
skulle blive miskendt hele sit liv . “ 
„ Disse ord lagde en engel på dine læber , “ 
Sagde Carl med omhed , „ vær takket for dem , Camilla ! 
Ikke en spurv falder til jorden uden 
guds villie , han seer i mørket , og vil retfærdiggøre 
min veninde . “ , 
hendes kind blussede ved hans roes ; men 
hun svarede ikke , satte sig ned , og legede med 
schachbrikkerne . 

næste morgen ilede Carl til præstegården , 
og traf straks frøken Alexandrine . 
„ Jeg kan tænke , hvad de kommer om , “ sagde 
hun hastigt ; „ men de må ikke lægge mig noget 
til last . Hun gik bort i nattens mulm og mørke , 
for hun havde ingen rigtig christentro . Ellers var 
hun nok blevet , havde båret sit kors med tålmodighed , 
og havde oppebiet enden på alt dette . “ 
„ Men var det christeligt af dem at mistænke 
den uskyldige ? “ sagde Carl , „ var det christeligt at 
benytte deres ret til at vanære hende ? Tør de 
kaste den første sten ? “ 
„ Da ved gud , “ sagde frøkenen høilig fornærmet , 
„ at jeg aldrig har forvansket en trådende . 
Hvor kan det falde dem ind , candidat sander , 
at tale sådan til mig ? Pastor Degen skal beflytte 
mig mod sådanne fornærmelser . “ 
„ Ja , de er ikke ubeflyttet , “ sagde Carl bittert , 
„ og dog harmes de . Men jeg havde ikke til hensigt 
at beskylde dem for nogen utroskab , jeg ville 
kun erindre dem om , at ingen er sikker mod mistanke . 
Hvad om der nu gaves adskillige , der mistænkte 
dem for at have brugt et påskud for at 

fjerne den besværlige bevogter af deres handlinger ? “ 
Frøken 
Alexandrine blev rød , og derpå blev 
hun bleg ved tanken om , at nogen kunne mistænke 
hende . 
„ Jeg tror , hele den familie er blevet gal , “ 
Sagde hun rystende , „ først har Fru stilling skreget 
mig det i ørene hver dag , og så kommer de , 
der dog skulle være fornuftig , og siger det til mig . 
Hvad anser de mig for ? Har jeg ikke altid været 
et skikkeligt menneske ? Der , på det bord lå den 
ulyksalige seddel , og jeg vil ønske , at mine hænder 
må visne , hvis jeg har rørt den siden ! “ 
Det lå et udtryk af sandhed i frøkenens 
forsikkring , der overbeviste Carl . 
„ Jeg tror dem , “ sagde han , „ og gid de 
havde haft det samme ord tilovers til den stakkels 
pige , de behandlede så hårdt . Jeg vil tale med 
Fru stilling . “ 
Dennegang havde frøkenen ikke mod til at 
modsætte sig besøget , hun fulgte ham stiltiende til 
døren . 
Fru stilling blev meget glad ved at se 
ham . 

„ Nå , endelig kommer de , “ sagde hun , „ det 
er dem , jeg har ventet på . De er manden for 
at finde hende . “ Og nu fortalte hun kort og tydeligt , 
hvilke skridt hun havde ladet gøre for at opsøge 
Rosine , og hvorledes de havde været forgæves . 
Carl fortalte hende til gengæld , at Frits ikke 
heller havde hørt fra hende , og dette satte Carl i 
stor bekymring . 
„ I København må hun være , “ sagde han til 
slutning ; „ thi hendes ringe midler ville næppe 
have tilladt hende at rejse længere bort ; men hvor 
skal man søge om hende ? Hendes eneste bekendt 
var en gammel , fattig kone , om hvem jeg kun ved , 
at hun hedder Mortensen og boer i st . Pederstræde ; 
hende vil jeg opsøge , og erfare , om hun har 
set Rosine . “ 
„ Ja , gå de og find hende , “ sagde Fru stilling , 
„ og lad mig vide , hvad de får at vide . 
Ved jeg først , hvor hun er , skal hun ikke mere 
undslippe mig . Kom så til mig , og hjælp mig at 
tage herfra ; thi i dette hus skal hun ikke mere 
sætte sin fod . “ 
Carl lovede det med et håndslag , og vendte 
tilbage til gården . Her traf han til sin glæde 

sin consine alene i dagligstuen . Han fortalte hende 
alt , hvad der var foregået i præstegården . 
„ Disse mennesker kalde sig Christne , “ sagde 
han lidenskabeligt , „ og de handle værre end hedninger . 
Deres hovmod gør dem rasende . “ 
„ Carl , “ sagde Camilla alvorligt , og lagde 
sin hånd på hans arm , „ Du er ikke mere , som 
du har været . Du bruser op , og giver efter for 
dine følelser , selv når du sårer andre . “ 
Han så eftertænkende på hende . 
„ Måske — “ svarede han langsomt ; „ alt for 
mange forskellige følelser have bestormet min sjæl 
i den sidste tid . Afgørelsen nærmer sig , og alligevel 
er jeg ikke enig med mig selv . Det synes mig på 
en forunderlig måde , som om hele verden rejste 
sig i kamp imod mig , som om jeg ikke kunne undgå 
at stride , selv om jeg ville . Hvor ofte har jeg 
ikke bedet : lad mig drage i fred ! men man vil ikke 
høre min bøn . Fra alle sider kaldes der på 
mig , her disse falske profeter med deres afgud , 
som de have rejst et altar for i selve templet , hist 
Rosine , som jeg må finde og gjenoprejse , og endelig , 
Camilla , vor sidste samtale har stået dag 
og nat for mine tanker . “ 

„ Bekymre dig ikke om mig , “ sagde hun roligt , 
og vendte sig halvt fra ham , „ der er i det mindste 
ingen usandhed i mit sind . “ 
„ Jeg har så meget at sige dig , “ sagde han 
uroligt ; „ det er , som om jeg havde en verden af 
ord at udtale for dig ; men hver gang , jeg seer 
dig , forekommer det mig , at det må opsættes endnu 
noget , måske fordi jeg er bange for at høre dig 
tale . Men når jeg har endt mit hverv i byen , 
kommer jeg herud , og da vil jeg åbne hele mit 
hjerte for dig ; tillader du det ? “ 
„ Jeg kender dit hjerte , Carl , “ svarede hun , 
„ og jeg behøver ingen ord for at forstå dig . 
Men vil du tale , så vil jeg også høre dig — 
høre dig , “ tilføjede hun med betydning , „ medens 
jeg endnu kan det . “ 
„ Der er ikke megen honning i dine ord , “ 
Sagde han ; „ men jeg ved , at du ødsler ikke dermed . 
Farvel da til vi ses ! “ 
Han tøvede nogle øjeblikke , derpå trådte han 
rask hen til hende , tog hendes hånd , og idet han 
drog hende hen til sig , kyssede han hendes læber . 
Hun trak sit hoved tilbage , og så studsende 
på ham . 

„ Tilgiv mig , “ sagde han i heftig og ufordulgt 
bevægelse , „ en anden gang ville jeg måske ikke 
havt mod dertil , og jeg ville dog ikke rejse uden 
dit afskedskys . “ 
Han gik hastigt bort , og sprang op i vognen . 
„ Hils min bedstemoder , “ sagde han til jægermesteren , 
der stod i gården , „ jeg kunne ikke selv 
sige hende farvel ! “ 
Og bort rullede han i den frostklare dag , 
forbi de sneebedækkede træer og marker ; men han 
så dem ikke , og følte ikke vindens isnende pust 
på sine hede kinder . 
Samme dag hændte det sig , at da Rosine 
opholdt sig nogle øjeblikke i sit lille sovekammer , 
syntes hun at høre en stønnende lyd inde fra 
jomfru Matthiesens værelse . Hun erindrede nu , 
ikke at have hørt hende gå ud og ind de sidste 
par dage , og hun blev urolig for , at hun muligvis 
kunne være syg . Hun gik derfor ud på gangen , 
og bankede på hendes dør , men fik intet 
svar . Hun tog i den ; den var aflåset indenfra . 
Hun bøjede sig ned til nøglehullet , og sagde : 
„ Luk op , jomfru Matthiesen , det er mig , Rosine ; » 

men alt forblev tavs derinde . Hun bankede 
atter og atter ; men forgæves . 
Da blev hun virkelig angst , og ilede ind til 
madame Mortensen . 
„ Jeg er bange , jomfru Matthiesen er syg 
eller noget værre , » sagde hun hurtigt , „ hvad skulle 
vi gøre , madame Mortensen ? “ 
Madame Mortensen vidste intet bedre at 
gøre end at hente madame Jørgensen , og denne 
forsøgte på ny at banke og kalde , men med samme 
udfald . Derpå hentede hun et søm , og drejede 
med megen behændighed nøglen , og skød den ud 
af låsen , hvorpå hun kiggede ind . 
„ Hun ligger i sengen , “ sagde hun på en 
telegraferende måde til de andre , „ hun vender 
nakken til , og rører sig ikke , gud forbarme sig , 
mennesket kan være dødt , jeg vil hente viceværten . “ 
Så 
hurtigt som muligt viste hr . Matzen sig , 
og efter at have undersøgt omstændighederne , og 
atter at have banket og råbt , satte han skuldrene 
mod døren , og efter et par stød sprang den ikke 
videre solide lås op . Alle tittede nysgerrigt ind , 
men dristede sig dog ikke at gå ind , før hr . 

Matzen på embedsvegne gjorde nogle skridt indenfor . 
Til almindelig forskrækkelse rejste jomfru 
Matthiesen sig op i sengen , og så på dem 
med et blegt , indfaldent ansigt . 
„ Hvad skal det betyde ? “ sagde hun til den forbløffede 
hr . Matzen , „ kan folk nu ikke længer 
ligge i ro i deres seng i det værelse , de selv 
have betalt ? Må jeg bede dem pakke dem bort 
allesammen , og lade mig i fred . “ 
„ Hvorfor Pokker svarer de så ikke , når man 
kalder på dem ? “ sagde skoflikkeren ærgerlig . 
„ Måske jeg ikke har lov at tie stille i min 
egen stue ? ' svarede hun med svag stemme . „ Dersom 
de ikke gå alle sammen , sender jeg bud efter 
politiet . “ 
Uagtet hun åbenbart ingen midler havde til 
at iværksætte denne trudsel , bevirkede den dog et 
skyndsomt tilbagetog af alle de tilstedeværende , 
undtagen Rosine , der med et vink til de andre 
blev stående , og lukkede døren indvendig fra efter 
dem . 
Jomfru Matthiesen var faldet tilbage på 
sengen , og da hun hørte døren lukkes , stønnede 
hun : „ Man fluide dog have lov at dø i fred ! “ 

Rosine gik hen til sengen , bøjede sig over 
hende , og sagde med dæmpet stemme : „ Er de syg , 
jomfru Matthiesen , så må de ikke ligge således 
alene . “ 
Hun vendte hovedet , og så op på hende . 
„ Er de blevet her ? Hvad vil de her ? Det 
er dem , hvis ord have taget al lykke fra mig ; 
feer de nu , at det er kommet så vidt med mig , at 
jeg må dø ? “ 
„ Er de meget syg ? “ spurgte Rosine deltagende , 
„ må jeg ikke forsøge på at hjælpe dem ? “ 
„ Jeg er ikke syg , “ sagde hun , „ jeg er kun 
sulten . “ Hun skjulte sit ansigt i puden , og brast i 
krampagtige tårer . 
„ Sulten ? “ gentog Rosine , inderligt bekymret ; 
„ har de intet haft at spise ? “ 
„ Jeg har ikke smagt mad i to dage , “ svarede 
hun , „ se , min guitar er borte , jeg har solgt den , 
jeg kunne ligeså gerne solgt mit hjerte . Jeg har 
kun denne ene dyne i sengen , mine kjoler kunne 
jeg ikke sælge , det var det samme som at sælge 
mit liv , med dem var alt håb borte . Jeg kender 
ingen at låne hos , uden dem , der engang vare 
mine kammerater ; jeg var hos en af dem ; men da 

jeg hørte , at hun havde gjort sig så lav , at hun 
havde sunget på dyrehavsbakken i sommer , kunne 
jeg ikke få det over min mund at bede hende om 
noget . Hvad kan det heller hjælpe ? Jeg må dog 
den vej . “ 
„ Nej , nej , med guds hjælp ikke , “ sagde Rosine 
trøstende , „ vent et lille øjeblik , jeg skal hente 
lidt mælk og brød til dem . “ 
Hun skyndte sig ind , varmede noget mælk , og 
hentede lidt hvedebrød . 
„ Hvad går der af mennesket ? “ spurgte madame 
Jørgensen , da hun traf Rosine i køkkenet . 
„ Hun 
er syg , og har ingen til at pleje sig , “ 
Sagde denne , der ikke ville røbe sangerindens hemmelighed . 
„ Det 
er rigtig skade , at Hansine ikke er 
hjemme , “ sagde madamen , „ hun kunne så udmærket 
siddet inde hos hende , hun har engang passet 
en syg skipper , der døde ; det er siden den tid , at 
hun har de tre røde silke ! ommetorklæder . “ 
„ Hun er ikke så syg , at man behøver at sidde 
hos hende , “ sagde Rosine . Hun bar sin lille anretning 
ind ; da hun kom i døren , råbte jomfru 

Matthiesen : „ De må ikke gøre dem ulejlighed , 
jeg spiser det dog ikke ! “ men da hun så mælken 
og brødet , tog hun det dog , og spiste det begærligt . 
„ Det er frygteligt at være så sulten , “ sagde 
hun , idet hun satte den tømte kop fra sig , „ det er 
forskrækkeligt , at man kan glemme alle sine beslutninger , 
når man seer et stykke brød . Jeg har 
engang hørt om en jøde i en comedie , der var så 
sulten , at han solgte sin førstefødselsret for en ret 
lindser — noget , jeg ellers aldrig har smagt . “ 
„ Det var ikke i en comedie , “ sagde Rosine , 
„ det er i bibelen , der fortælles dette om Esau . 
Har de aldrig læst bibelen ? “ 
„ Nej , jeg har ikke ; men jeg ved nok , at det 
er af den , at visen om gubben Noah er taget . “ 
Rosine gjorde store øjne . „ Er de da ikke 
vokset op mellem christne mennesker ? “ sagde hun . 
„ Jo , gudbevares , “ svarede hun , „ min fader 
var strømpevæversvend . Jeg var mine forældres 
eneste barn , og det blev egentlig min ulykke , at jeg 
var kaldt Flora . Det var min stolthed , da jeg 
var lille ; hver gang jeg tænkte på , at jeg hed Flora , 
tænkte jeg , at jeg måtte blive til noget stort . 
Min fader var en hjertensgod mand ; men han 

var også en Ander af sang og musik . De sagde , 
at det var en dårlig håndtering nutildags at være 
strømpevæver , for maflinerne tage det alt sammen , 
og de gøre ingen vrøvl , så de kan væve meget 
mere om dagen . Lidt tjente min fader , og det lidt , 
han tjente , det satte han på at gå sådanne 
steder , hvor de sang og spillede — og drak naturligvis . 
Når han så kom hjem , og moder skændte 
på ham , så sang og trallede han den ene morsomme 
vise efter den anden , og når han engang 
imellem sad en aften hjemme , havde han sin fornøjelse 
af at lære mig dem . Moder var i grunden 
også et godt skrog ; thi når hun blot havde et 
par skilling , glemte hun al sin sorg , og jeg har 
tidt set hende og fader danse om på gulvet . 
Moder havde sin moder i huset , og det var også 
en lystig , gammel kone , som holdt meget af at spå 
i kort , og hver gang hun lagde de seks og tredive 
op på bordet , hed det sig auid : „ Flora kommer 
højt tilveirs , hun vil se os alle sammen over hovedet . “ 
En dag blev fader syg og døde , og så 
havde vi slet ingenting , det var endnu mindre end 
før . „ Nu ved jeg ikke bedre , “ sagde min moder , 
„ end at Flora går ud og synger i gårdene , hun 

kan jo så mange viser , og så kan hun dog sige , 
at hendes fader har efterladt hende noget . “ Det 
blev jeg rigtig glad over , og nu sang jeg både 
sommer og vinter , og vi levede godt af det . I 
skole kom jeg aldrig videre ; thi moder sagde , det 
betalte sig langt bedre at betale mulcterne , og så 
flyttede vi omkring , og gjorde dem så meget af det 
som muligt . Til sidst blev jeg rigtignok konfirmeret ; 
men jeg husker ikke meget af det , jeg hørte ikke 
efter , og jeg troede altid , at præsten talte til de 
andre , og ikke til mig . Da jeg var konfirmeret , 
blev jeg for stor til at synge i gårdene , man gav 
mig ikke noget , og jeg måtte tage moder med , 
skjøndt det skind dårligt kunne tåle kulden og 
fugtig heden . En dag , da jeg stod og sang i Frederiksberg 
have , kom der en mand hen til mig , og 
spurgte , hvad jeg hed , og hvor jeg havde hjemme . 
Da jeg havde sagt ham det , sagde han , at jeg havde 
en stor stemme , men at den var sorhntlet , han 
ville lære mig at synge . Det var en gammel 
mand , der havde været capelmusikus , han tog mig 
hjem til sig , og lod mig synge til sin violin . Jeg 
måtte ikke mere synge i gårdene , og da jeg sagde , 
at så havde de gamle ingenting at leve af , så 

lovede han , at han skulle give os lidt om ugen , 
og så måtte de forresten bestille noget . Må jeg 
spørge dem , hvad skulle det være , og i begyndelsen 
gav han os nok lidt ; men siden havde vi ondt ved 
at få noget af ham , og jeg blev ked af det hele , 
han skaffede mig en plads i choret ved et af de 
små tteatre ; men det var meget slid og lidt 
fortjeneste , og der stod man rent i skyggen . Men 
det hjalp mig til en plads i en salon , og så 
begyndte jeg at blive berømt . Jeg tjente godt , og 
underholdt de to gamle , til de pillede af næsten 
på engang . Men nu er det gået tilbage før mig , 
og det er uretfærdigt . Jeg er rigtignok ikke så ung 
længer ; men min stemme er udmærket , jeg kan 
gå ligeså højt som før . “ 
„ Gid de kunne opgive tanken om at synge 
mere , “ sagde Rosine , „ De må ikke blive vred ; 
men selv om de får en plads , er det dog en 
sørgelig levevej . “ 
„ Gud , hvor de taler ! “ sagde hun heftigt . „ De 
kan tro , at der er mange , som synge på en tribune , 
som have stemmer , hvorefter de kunne slikke 
deres fingre på det kongelige . Jeg har kendt en 
tenor , ham skulle de hørt , jomfru Walther ! , 

jeg sagde tidttilham : „ Hr . Francesco , de skulle 
ved gud lade dem prøve ved det kongelige ! “ men 
så svarede han : „ Matthea , min engel , friheden 
frem for alt ! Heller en vandrende troubadour end 
en kongelig ansat med 1200 i gage . “ Og de 
kan tro , han havde ret ! “ 
„ Men hvad skal der blive af dem ? “ spurgte 
Rosine bekymret . 
„ Jeg ved ikke , hvad de mener med sådanne 
spørgsmål , “ sagde sangerinden utålmodigt , „ De 
må ikke plage mig , mit hoved er så svagt . “ 
I høj grad betænkelig over hvad ende dette 
ville tage , gik Rosine ind til sit ; da hun hen ad 
dagen så ind til sin naboerske , havde denne feber 
og fantaserede . Rosine satte sig ind hos hende 
med sit sytøj , og sørgede så godt som det stod i 
hendes evne for hendes fornødenheder ; men hvor længe 
kunne dette vare ved ? Da hun således sad 
henad aften , bankede del sagte på døren ; da Rosine 
lukkede op , stod Lisbeth udenfor . 
„ Må jeg ikke være lidt hos dem ? “ sagde den 
lille , der rystede af kulde . 
„ Jo , mit barn , “ svarede Rosine ; „ men hvorfra 
kommer du ? “ 

hun satte sig på gulvet ved Rosines fødder ; 
thi der var kun en stol i sangerindens værelse , 
og sagde : „ Moder har skændt på fader , og så 
har hun ligget på sengen hele aftenen ; fader er 
gået ud , og han sagde , at han kom aldrig mere 
igen ; men det gør han nok , for det siger fader 
altid . Nu har jeg siddet derinde så længe , der er 
koldt og mørkt , og da jeg tænkte på , at der var 
lys oppe hos dem , og at de sad og syede , så 
listede jeg mig bort . “ 
„ Men hvis din moder nu vågner ? “ 
„ Det gør hun ikke , når hun snorker så underligt , 
så vågner hun først i morgen tidlig . “ 
„ Hvor sover du da ? “ 
„ Jeg sover ellers i moders seng ; men når 
hun er sådan som i aften , så tør jeg ikke vække 
hende , så ruller jeg mig ind i faders frakke , og 
sover på gulvet . “ 
Der opstod en lang , sørgelig pause , hvori den 
lille trykkede sig op til Rosines knæ . 
„ Jeg ville helst ingen fader og moder have ! “ 
Sagde hun pludselig med et udbrud af smerte . 
„ Hvor ville Lisbeth da hen i verden ? “ spurgte 
Rosine blidt . 

„ Jeg ville blive hos dem . “ 
„ Vi må være tålmodige mod dem , gud har 
givet os . Din moder holder af dig , mere end 
noget andet menneske kan gøre . “ 
„ Gør hun ? “ 
„ Skulle hun ikke holde af sit barn ? “ 
„ Men er man ikke god imod dem , man holder 
af ? “ 
„ Jo , man vil i det mindste gerne være det . “ 
Der opstod en lang pause . Endelig sagde 
Lisbeth : 
„ Kunde de ikke bede moder , om jeg altid 
måtte blive heroppe hos dem ? Jeg kunne godt lære 
at sye og hjælpe dem , og jeg behøver kun lidt 
mad , jeg er så lille endnu , og når jeg bliver 
større , kan jeg fortjene mere . “ 
„ Det kan ikke nytte at bede din moder om 
sligt , “ svarede Rosine , bedrøvet over det kummerfulde 
udtryk i barnets ansigt ; „ men nu skal jeg 
fortælle dig et lille eventyr . “ 
Og Rosine fortalte , og eftersom hun talte , 
opklaredes barnets ansigt . Fantasielandets brede 
porte åbnede sig , og livets gyldne sol skinnede 
med mangefarvet glans ud af dem . Den lille , 

grå ælling flygtede , jaget fra sted til sted , og 
dukkede til sidst som en herlig svane op af forklarelsens 
vande ; cendrillon sad i asken og rodede , 
hun tabte den lille grønne sko , og ved dens hjælp 
fandt kongesønnen vej til hende ; skytten Bryde bestod 
mange eventyr , og kom tisidst til stor ære og 
værdighed . Glemt var den sorte kælder med sin 
daglige elendighed , glemt det fattige leje foran dem 
med den forhungrede skikkelse , glemt sneen , der 
knittrende fløj mod ruderne , og stormvinden , der 
ruflede i alle kvistens døre ; de lykkelige to trykkede 
sig tæt sammen , men ikke alene ved lyset fra 
den lille lampe , nej , poesiens mægtige fakkel udgød 
sine lysstrømme over dem , og i stille fortryllelse 
vandrede de bestandig videre og videre i de lysende 
egne . 
Men lyset blev svagere og svagere , lampen 
osede , og ville ikke længer gøre sin pligt , virkeligheden 
manede med hård stemme om nattens 
komme . 
„ Du må gå ned iseng , “ sagde Rosine venligt . 
„ Må jeg ? “ sagde hun , „ godnat da , jeg vil 
tage alle de smukke historier med , og tænke på dem , 
til jeg falder isøvn . “ 

den næste dag havde feberen forladt jomfru 
Matthiesen ; men hun var meget afkræftet . Rosine 
indså , at hun trængte til noget mere styrkende , 
og hun stod netop og overvejede i køkkenet , 
hvorledes dette kunne skaffes tilveie til billigste pris , 
da madame Jørgensen kom ud . 
„ Nå , lille jomfru , “ sagde hun , „ hvordan erdet 
så med deres patient ? “ 
„ Hun er bedre , “ svarede Rosine , „ men meget 
svag endnu . “ 
„ Rent ud af posen sagt , “ sagde madamen , 
„ hun trænger til mad . Jeg seer jo nok , hvordan 
det er fat , og de skal ikke være ene om at trække 
læsset . Jeg har en tallerken dejlig oksesteg , lad 
os give hende den til middag , jeg kan undvære den , 
og det var en skam , om de , der havde noget tilovers , 
ikke hjalp andre . De behøver jo aldrig at 
sige hende et ord om , at det kommer fra mig , 
hvis hun er for stor på det til at spise min 
mad . “ 
„ Tak , “ svarede Rosine af et oprigtigt hjerte ; 
„ men er det ikke for stærk føde ? “ 
„ Tænk bare aldrig på det , “ sagde madamen , 
„ vi fattige folk behøve ikke at flaskes op med fisk 

og kyllinger , når vi er syge , som de rige . En 
god mundfuld kød er den rette medicin for os . “ 
Rosine modtog taknemlig gaben , og efter at 
have varmet den , gik hun over gangen med den til 
jomfru Matthiesen . Netop som hun kom til 
døren , hørte hun raske trin på trappen , og en 
hende velbekendt stemme spurgte : „ Med tilladelse , 
boer madame Mortensen her ? “ 
Rosine ville flygte ; men den spørgende stod 
allerede ved siden af hende , og hun blev stående 
uden at svare . 
„ Rosine ! “ sagde Carl , — thi ham var det 
— og lagde sin hånd på hendes arm , „ jeg går 
altså rigtigt ! “ 
„ Undskyld mig , “ sagde hun forvirret , „ jeg skal 
bringe dette til en syg , jeg skal straks komme 
igen . “ 
„ Kommer de virkelig ? “ spurgte han . 
„ Jeg kommer , “ forsikrede hun , bestandig uden 
at se på ham , og smuttede ind i sangerindens 
værelse . Nogle få minuter efter kom hun tilbage , 
og åbnede døren til madame Mortensens 
stue , der var tom , da den gamle var gået ud 
med sine poser . Carl trådte ind , og endelig vovede 

hun at se op i hans øjne . Hendes hele 
hjerte svulmede af en ubeskrivelig følelse af lettelse , 
da hun så hans smilende mund og blik . 
„ Det er altså dette , Rosine kalder venskab 
og kærlighed ? “ sagde han mildt bebrejdende . 
„ Har de hørt — ? “ spurgte hun , og slog sine 
øjne ned . 
„ Io , “ vedblev han i samme tone , „ jeg har 
hørt den tåbelige mistanke og Rosines overilede 
flugt . “ 
„ Så de tror ikke — ? “ sagde hun , knugende 
sine hænder i hinanden . 
Han blev pludselig alvorlig . 
„ Gud lukke evigt min sjæl for den skønneste 
af alle de følelser , der kunne opfylde det menneskelige 
hjerte , for beundringen for alt , hvad der er 
sandt og ædelt , hvis jeg et øjeblik kunne tro sligt 
om den , jeg elsker og højagter . Hvis jeg her på 
dette sted blev opfordret til at hæve min hånd 
mod himlen , og sværge på deres uskyldighed , ville 
jeg intet minut betænke mig . “ 
Tårerne strømmede ned ad Rosines kinder . 
„ Grædær de ? “ spurgte han bekymret . 
„ Af glæde , af taknemlighed , “ svarede hun . 

han blev stående faus foran hende , medens hun 
gav sine følelser luft i en bestandig fornyet tårestrøm . 
„ Se 
så , “ sagde han endelig blidt , „ nu nok 
af tårer , fortæl mig nu , hvorledes alt er tilgået . “ 
De 
satte sig ved siden af hinanden , og Rosine 
fortalte . Carl så alvorlig ud . 
„ Det er vistnok meget vanskeligt at finde noget 
spor til , hvor sedlen kan være blevet af , “ sagde 
han , „ og jeg indser ikke , at der er noget skridt at 
gøre . Jeg er nærved at tro ligesom de , at den 
kan være forkommet ved et tilfælde . Man kunne 
jo vel nøde pastoren og hans frøken til at tilstå , 
at de ubeviisligen have beskyldt dem ; men hvad er 
herved vundet ? Den bedste trøst , vi have , er at 
der i mørket dog var en tilstede , der har set , 
hvor sedlen er blevet af , vi ville henstille til ham , 
om han finder rigtigt at bringe lys i sagen . Men 
hvis dette nu varer år og dage , hvis det varer 
hele vort liv , Rosine , skal så Frits være ulykkelig ? “ 
„ Kan 
en præst ægte den , der er mistænkt som 
jeg ? “ spurgte hun . 

„ Hvad præsten angår , tror jeg , at jeg kan 
berolige dem ; thi Frits har slet ikke i sinde at blive 
præst . Og hvad mennesket angår , da tør jeg 
rolig forsøge at prøve hans værd ; endnu inden 
iaften vil jeg skrive ham til , fortælle ham det hele , 
og så ville vi se , hvad han gør . Egentlig burde 
jeg vel underrette Fru stilling også ; men lad 
os nu først tale med Frits , og så overveje , hvad 
skridt vi ville gøre . “ 
„ Skal jeg da leve hele mit liv med denne 
skygge hvilende på mig ? “ klagede Rosine . 
„ Bring mig den , der mistænker dem , “ sagde 
Carl muntert , ' „ og jeg skal snart overbevise ham . 
Kan et par ildetænkende menneskers overilelse således 
berøve dem al tro til deres medmenneskers 
retfærdighed ? — men jeg burde gøre et andet 
spørgsmål , trænger de ikke til noget ? Frits 
har tilladt mig at stå i sit sted , indtil han 
kommer . “ 
„ Tak , jeg kommer godt ud af det , “ svarede 
hun ; „ men der er en anden , de måske kunne 
hjælpe , “ og hun fortalte ham om sangerinden . 
„ Lad mig da tale med hende , “ sagde han smilende . 


Rosine gik ind til den syge , og spurgte , om 
hun ville modtage en ben af hende , der gerne ville 
gøre noget for hende . Jomfru Matthiesen , der 
syntes meget oplivet af oksestegen , var meget beredvillig , 
og bad blot Rosine tage sig en hvid trøje , 
broderet med røde lidser , som hang bag forhænget . 
Rosine tog den frem , så på den , og sagde : 
„ Men , jomfru Matthiesen , skulle vi ikke 
vende vrangen ud , jeg synes , den er så forskrækkelig 
broget ? “ 
„ De er og bliver dog en lille gås , “ sagde 
jomfruen ærgerlig , idet hun iførte sig trøjen , „ tror 
de , at man sætter røde snore på , for at de ikke 
skulle ses ? Så havde det været bedre at spare 
dem . “ 
Da Carl kom ind , bød hun ham forekommende 
at tage plads , og han satte sig også ved 
sengen . 
„ De vil være så god at gøre noget for mig ? “ 
Sagde hun ivrigt ; „ må jeg ikke først spørge , hvem 
jeg har den ære at tale med ? “ 
„ Jeg er candidat sander . “ 
„ Candidat ? hm ! dog vel ikke tteologisk ? “ 
„ Jo , netop . “ 

„ Uh , “ sagde hun skuffet , „ så vil de vel prædike 
for mig ? Er det det , de vil gøre for mig ? 
Jeg kender nok de tteologiske candidater — meget 
af munden , lidet af ulden . “ 
„ Nej , jeg vil dog ikke prædike før dem , ikke 
fordi de måske ikke behøver det ; men fordi det 
ikke ville nytte noget . Jeg ville først hjælpe dem 
til at føre et mere hensigtssvarende liv , end de før 
har gjort . “ 
„ Kunde de skaffe mig et bedre engagement — 
nej , det giver de dem vel ikke af med ? “ 
„ Jeg tror ikke , jeg har nogen indflydelse i den 
retning . Jeg vil tværtimod råde dem til aldeles 
at slå alle tanker derom af hovedet . Det er ikke 
min mening at bebrejde dem , at de er kommet 
ind på en forkert vej ; thi enhver kan tage fejl 
heri , og medens vi er unge , er forholdene vore 
herrer . Men siden bør vi være forholdenes herrer , 
og de er nu et gammelt menneske . “ 
„ Er der noget ondt i at dyrke kunsten ? “ 
Sagde hun , kuet af hans alvorlige tone . 
„ Nej , aldeles ikke , kunsten er en hæderskrone 
før den , der virkelig dyrker den . Men det var ikke 
kunst , de dyrkede , det var dens vrængebillede ; det 

gør mig ret ondt før dem ; men sandhed er det 
første , og sandhed er det sidste , og jeg må sige 
til dem : tro ikke , at de nogensinde har betrådt 
det tempel , hvori de bilder dem ind at have 
fast fod . “ 
„ Man har dog klappet og råbt bravo , når 
jeg sang , “ sagde hun med kvalt stemme . 
„ Der gives intet så ynkeligt i verden , at det 
jo har sine beundrere . Hvis de virkelig havde 
præsteret kunst , ville ingen af deres beundrere 
have hørt på dem ; det ville have kedel dem . 
Det slette bliver lidt beundret langt mere højrøstet 
end det gode . “ 
„ Hvad ville de have , at jeg skulle gøre ? » 
Spurgte hun . 
„ Tage dem noget nyttigt for , lære noget , 
de kunne udføre , og fortjene deres ophold ved det . “ 
„ Mener de at spille comedie ? “ 
„ Nej , det kan de ikke . Jeg mener et arbejde , 
en håndtering . “ 
„ Det var jo rædsomt . Jeg ville dø af kedsomhed . “ 
„ Nej , 
ikke når de først havde vendt deres 
tanker fra alle gøglerier . Det er blot i afstand , 

at arbejdet seer så alvorligt ud , i nærheden er det 
det ikke . “ 
„ Jeg tror dem ikke , jeg vil ikke tro dem . “ 
„ Godt , jeg vil komme igen . Tænk på , hvad 
jeg har sagt . “ 
Han gik . På trappen mødte han Birthe , 
der ved synet af ham satte et højst misfornøjet 
ansigt op . Hun standsede ham , og sagde : 
„ Er det ikke candidaten ude fra gården ? 
„ Jo . Hvem er de , og hvad vil de mig ? “ 
„ Jeg er Birthe , der tjente i præstegården . 
Må jeg være så fri at spørge , har jomfru Walther 
havt bud efter dem ? “ 
„ Nej , jeg kom for at søge efter madame Mortensen . 
Hvorfor spørger de mig ? “ 
„ Fordi det havde ikke været reelt af hende . “ 
„ Hvorfor ikke , tør jeg måske spørge ? “ 
„ Det har jeg ikke i sinde at gøre dem regnskab 
for , “ sagde Birthe gnaven , og gik videre . Da 
gik pludselig en lys tanke gennem hendes hoved , 
og hun besluttede at gøre en rigtig fin , diplomatisk 
streg . Uheldigvis kunne Birthe ikke skrive , ligesålidt 
som hun kunne læse skrift , hun behøvede 
derfor en fortrolig , og oven i købet en fortrolig , der 

ikke var inde i sagens sammenhæng . Et lykkeligt 
eller ulykkeligt tilfælde bragte hende netop sammen 
med skomagerdrengen , der trådte ud af døren i 
stueetagen for at bære et par støvler i byen . 
„ Stop lidt , “ sagde Birthe , „ kan de skrive ? “ 
„ Om jeg kan skrive ? “ spurgte drengen lystig , 
„ tror de , at jeg er fra landet ? Er det et kærlighedsbrev , 
jomfruen vil have skrevet ? Eller en 
regning til en gammel kæreste , der er blevet 
utro ? “ 
„ Dum snak ! “ sagde Birthe kort ; „ kom og 
skriv et par ord for mig , så skal de få fire 
skilling . “ 
„ Også uden denne kongelige belønning , “ sagde 
han , og traskede i hælene på Birthe ned i kælderen , 
„ et smil i drikkepenge er mig nok . “ 
Birthe hentede papir , pen og blæk , og satte 
det på bordet , drengen lagde støvlerne på 
gulvet , og anbragte sig selv foran bordet med 
vidtudstrakte albuer og pennen mellem fingrene . 
„ Begynd så , “ sagde han , „ hvad hedder han ? “ 
Birthe , der stod i meget dybsindige tanker , 
svarede blot : „ Skriv : „ Jomfruen er her , og fruen 

kan tage hende , når de vil . Birthe . “ Det er 
det hele . “ 
„ Kan de heller ikke læse skrift ? “ spurgte 
drengen polisk . 
„ Nej , “ svarede Birthe gnaven . 
„ Se så , “ sagde han , og rakte hende papiret , 
„ nu står det der , og rigtigt troværdigt . “ Havde 
Birthe kunnet læse , ville hun have fundet den 
overflødige tilgift i brevet : „ Peter lud vigs en 
attesterer ; “ men hun anede intet , og lagde omhyggeligt 
papiret i et omslag , hvorpå hun lod ham 
skrive Fru stillings adresse . Derpå tog hun 
i sin lomme en fireskilling , som hun lagde på 
bordet til drengen . 
„ Tak , lille jomfru , “ sagde han , „ endnu kun et 
Kys af dine rosenlæbær , så er vi færdige ! “ 
Da han imidlertid ikke gjorde mine til at udføre 
denne trudsel , men med støvlerne under armen 
marscherede ud af døren , sparede Birthe sig at 
gøre nogen modstand . 
Stor var Fru stillings forbanselse , da hun 
modtog hint selsomme brev , og da det tillige ikke 
indeholdt nogen som helst angivelse af , hvor dette „ her “ 
Var i verden , tjente det kun til at overbevise hende 

om , at Birthe måtte være gået fra forstanden , 
så meget mere som hun ikke kunne begribe , i hvad 
forhold hun stod til den mystiske Peter Ludvigsen , 
der havde anset det for fornødent at attestere underretningen . 
En 
dag , da Rosine gik igennem porten ved 
sin hjemkomst fra byen , blev hun standset af madame 
Matzen , der så meget vred og ophidset ud . 
„ Må jeg gøre jomfruen et spørgsmål ? “ 
Sagde hun i en spydig tone . 
Rosine standsede . „ Ja , gerne , “ svarede hun 
med nogen undren over denne tiltale . 
„ Jeg vil blot spørge jomfruen , “ vedblev konen 
heftigere og heftigere , „ om de har i sinde rent at 
tage mit barn fra mig ? Er jeg hendes moder , 
eller er jeg det ikke ? Jeg kan have mine fejl , det 
kan jeg , og det skal jeg aldrig nægte ; men barnet 
er mit , og jeg tåler ikke , at fremmede tage det 
fra mig . “ 
„ Hvad mener de ? “ spurgte Rosine . 
„ Jeg mener , at de rent har vendt hendes 
hjerte fra mig ; når hun bare kan komme op til 
dem , så er alting godt ; men forbyder jeg hende 
det , så tuder hun , og der er ingenting at stille op 

med hende . Men hun skal aldrig i evighed mere 
have lov at besøge dem , og jeg skal dreje halsen 
om på hende , hvis hun nogensinde taler et ord 
til dem mere . Jeg skal vise dem , at jeg er 
hendes moder , og har lov at beholde mit barn 
før mig selv . “ 
„ Men , kæreste madame Matzen , “ sagde Rosine 
beroligende , „ hvor kan det gøre noget skår 
i deres ejendomsret til deres barn , at hun besøger 
mig ? Jeg kan forsikre dem , at hun sidder 
stille og rolig og syer oppe hos mig . “ 
„ Javist , deri besfåer deres listighed , at det 
stat se ud , som om hun lærte så mange gode ting 
oppe hos dem , men at hos mig så hun kun , 
hvad der ikke duer . Hun har været meget godt fornøjet 
hjemme , før de kom heri huset ; men nu er 
hendes tanker evig og altid hos dem . “ 
„ De er skinsyg , madame , “ sagde Rosine ; 
„ men det behøver de ikke at være . Hvor kan de 
troe , at et barn kan holde mere af nogen anden 
end sin moder ? “ 
„ Snak de kun før mig , “ sagde hun heftigt , 
„ jeg er ikke så tosset at tro dem . Forleden 
aften , da . jeg havde lagt mig lidt , listede Lisbeth 

bort , og sad hele aftenen oppe hos dem . De 
lokker før hende , før at få hende i deres magt . 
Det er ingen sag for dem ; men jeg har kun det 
ene barn . “ 
„ Jeg beder dem , “ sagde Rosine indtrængende , 
„ tag hende ikke rent fra mig , lad hende blot engang 
imellem have lov at komme op til mig . Da jeg 
kom her , havde jeg haft en stor ulykke , og jeg var 
så glad ved , at deres barn kunne holde af mig . 
Nu holde vi af hinanden , stil os ikke rent ad : som 
de selv siger , de er jo hendes moder , og dem 
hører hun til , hvorfor kan de da ikke gerne afslå 
hende lidt til en anden , der også holder af hende . 
Jeg skal aldrig lære hende andet end at elske og 
ære sine forældre . “ 
„ Og de tror , at jeg vil tåle , at hun holder 
af dem ? Det er noget snak med , at jeg er hendes 
moder , for de har lokket hendes hjerte fra mig , 
de forforersfe ! Gå deres vej , at jeg ikke skal 
slå dem ihjel ! “ 
Forfærdet over det rasende udtryk i konens 
ansigt , skyndte Rosine sig op af trappen . Da 
hun fortalte madame Mortensen , hvad der var 
hændet , fik hun kun ringe trøst af hende . 

„ Det er der ikke noget at gøre ved , “ sagde 
hun , „ Barnet er konens , og de gør bedst i , ikke 
at se til hende mere . “ 
„ Men hvad skal der blive af hende ? “ sagde 
Rosine bedrøvet . 
„ Hvad der bliver af så mange andre børn , 
hun kæmper sig vel igennem . “ 
„ Men hun er så ulykkelig , “ sagde Rosine , 
og hendes tårer flød over hendes lille dnblings 
skæbne . 
Da Carl kom om aftenen , skyndte hun sig 
at betroe ham sin sorg , og han , der ikke holdt af 
halve forholdsregler , tænkte straks på midler til at 
hjælpe barnet . 
„ Hvis forældrene ville afslå hende enten frivilligt 
eller mod en sum penge , “ sagde han , „ kunne 
vi anbringe hende et sted på landet . Jeg har vel 
ikke midler til en så stor udgift ; men vi turde vel 
nok stole på Fru stilling . Jeg skal i morgen 
forsøge på at overtale konen til at overlade os 
den lille . “ 
„ Jeg frygter for , at det er forgæves , “ sagde 
Rosine sukkende . 
Medens de således talte sammen , åbnedes 

døren sagte , og Lisbeth smuttede ind . Hun ilede 
hen til Rosine , klyngede sig til hendes knæ , og 
lagde sit hoved i hendes skød . 
„ Hvad har du gjort , Lisbeth ? “ sagde Rosine 
angst . „ Din moder har forbudt det . “ 
„ Hun sover , “ sagde barnet . 
„ Men hun kan så det at vide . “ 
„ Det er det samme , jeg vil blive hos dem , 
o , jag mig ikke bort ! “ 
Rosine slyngede sine arme om hende , og deres 
tårer blandedes . 
„ Ville du , o , ville du , “ sagde Rosine , 
„ bestandig blive hos mig ? “ 
„ Ja , gerne , de skal ikke bryde dem om , jeg 
er sulten , jeg vil gerne sulte , når jeg kun må 
blive her . “ 
„ Denne mand der , “ sagde Rosine , og pegede 
på Carl , „ vil i morgen tale med din moder ; 
måske hun da giver dig lov at blive hos mig . “ 
Den lille rystede på hovedet . 
„ Moder giver mig ikke lov at gå , “ sagde 
hun . 
„ Vi ville forsøge det , “ sagde Carl ; „ men nu 
må du ikke fortørne hende ved at blive her længer . 

sig din veninde godnat , og gå sagte tilbage , 
som du kom . “ 
„ Vil de have , at jeg skal gå ? “ spurgte hun 
Rosine . 
„ Det kan ikke være anderledes , “ sagde hun bedrøvet , 
„ vi have ikke lov til at beholde dig . “ 
„ Godnat da , “ sagde barnet . Med et langt , 
tøvende blik så hun sig om , som om hun ville 
tage en evig afsted med det kendte rum , derpå 
åbnede hun døren , og sneg sig lydløst ned ad 
trappen . 
Den næste morgen steg Carl efter aftale ned 
i skoflikkerens kælder , hvor han traf manden ved 
sit arbejde og konen beskæftiget med at sye . De 
så forbavsede op på den fremmede mand ; men 
snart genkendte madamen ham som den herre , 
der besøgte jomfruen på kvisten . 
„ Hvad mister de ? “ spurgte hun barst . 
„ Jeg har et forslag at gøre dem , “ sagde 
Carl , lagde sin hat fra sig , og satte sig hos dem . 
„ De har en lille pige . “ 
„ Ja , “ svarede konen , „ og hende ønske vi nok 
at beholde selv . “ 
„ Meget rigtigt , “ sagde Carl ; „ men det hændes 

dog iblandt , at folk , der holde ligeså meget af deres 
børn som de af deres barn , ønske at skaffe dem 
en bedre opdragelse , end de selv kunne give dem . “ 
„ Vi have , hvad vi behøve , og vor datter bliver 
altid godt nok opdraget for os . “ 
„ Men hvis de nu , foruden at få hende anbragt 
hos skikkelige folk , kunne få penge til . “ 
„ Vi behøve ikke at sælge hende , “ sagde konen 
heftigt , „ og jeg gad også nok først vidst , hvo der 
vil købe hende . Er det jomfruen deroppe ? “ 
„ Nej , det er mig , “ svarede Carl koldblodigt . 
„ Hvem er de , om jeg må spørge ? “ 
„ Jeg hedder sander , og er tteologisk candidat . “ 
„ Hvad vil de med vort barn ? “ 
„ Tinge det i kost på landet . “ 
„ For at jomfruen deroppe en smuk dag kunne 
hente hende , deraf bliver intet . “ 
„ Altså ikke , fordi de holder af hende , men 
fordi andre gøre det , vil de ikke stille dem ved 
hende ? “ 
„ Barnet er mit , jeg har født hende til verden , 
og derfor hører hun mig til . Alt det andet bryder 
jeg mig ikke om . Jeg behøver ikke at spørge nogen , 

om jeg er god nok imod hende . Jeg passer mit , 
lad de andre passe deres , det er mit princip . “ 
„ Det lader til , “ sagde Carl , „ at de betragter 
deres barn som en ejendom , de kan handle med , 
som de vil . “ 
„ Ja , hvad andet ? “ svarede hun udfordrende , 
„ det gøre vi vel alle sammen . Jeg ved , at jeg 
skal sætte hende i skole , og det har jeg gjort . Har 
de ellers noget at klage over mig , så vær så 
god , og se , hvad ret de får . “ 
„ Vil de ikke først høre mindelighedens røst ? “ 
Sagde han . „ De er en hidsig , hensynsløs kone , 
som kun følger deres hårde sinds indskydelser ; 
de føler selv , at de intet gør for at erhverve 
deres barns kærlighed , derfor bliver de vred , 
når hun slutter sig til andre ; de er ikke umådeholden 
i drik , og derfor er der tider på dagen , 
da de glemmer deres pligter mod mand og barn , 
alt dette ved de ligeså godt som jeg . Var det 
nu ikke bedre , om de erkendte dette , og overdrog 
mig omsorgen for deres datter ; måske hun 
netop ville elske dem så meget højere , når hun 
ikke med egne øjne så dem henfalde til deres 
tilbøjeligheder . “ 

„ Drikker jeg , så betaler jeg det , “ sagde hun 
med stivsindet trods , „ og hvis de nu ikke er færdig , 
så er der plads i porten til at tale videre . “ 
„ Lisbeth har en fader , “ sagde Carl , uden 
at lade sig forstyrre , „ hvad er hans mening ? “ 
Skoflikkeren trak tavs på skuldrene . 
„ Så kan jeg altså intet udrette med det 
gode , “ sagde Carl alvorligt . „ Betænk dog mine 
ord , madame makzen , det er et stort ansvar at 
have børn , og gud vil engang kræve regnskab af 
dem for det , han har givet dem . “ 
„ Tak for deres ulejlighed , “ sagde hun spodsk , 
idet hun åbnede døren . Han rejste sig , og gik , 
uden at sige videre . 
Han kunne ikke bringe over sit hjerte at gå 
til Rosine med beretningen om et så uheldigt 
udfald ; efter nogen overvejelse gik han hen til en 
politiembedsmand , han kendte , og forelagde ham 
sagen . Denne hørte opmærksomt på ham , men 
trak ligesom skoflikkeren på skuldrene , og sagde : 
„ Ved den slags sager er der lidet eller intet 
at gøre . Når de ikke kan bevise en ligefrem 
mishandling , kunne vi ikke blande os deri . “ 

„ Jeg kan dog bevise , at konen er hård og 
ukærlig , og at hun er drukken fuld hver aften . “ 
„ Det betyder ikke noget ; det er jo hendes 
barn , og det har ingen ret til at beklage sig derover . 
Hvis det var hendes tjenestepige , var det en 
anden sag . “ 
„ Men hvor langt gå da forældres rettigheder ? “ 
Sagde Carl utålmodig . 
„ Meget langt , kan jeg sige dem , “ svarede 
manden . „ Selv om vi overbevise og straffe forældre 
for et utilbørligt forhold mod deres børn , 
give vi dog glatvæk børnene tilbage til dem , når 
straffen er overstået . De ved jo bedst selv , hr . 
Candidat , at man skal ære sin fader og sin moder . “ 
„ Det 
er sandt ; men vi , som ikke stå i noget 
pietetsforhold til faderen og bløderen , skulle vi da 
tillade dem at ødelægge , forgifte og martre børnene ? 
Skulle vi tillade et sådant åndeligt og 
legemligt tyranni midt i frihedens skød ? “ 
„ Ja , det er vistnok sørgeligt , “ sagde han ; „ men 
det er nu engang således . Hvis de ønsker det , 
vil jeg gerne følge hen med dem , og forsøge , hvad 
jeg personlig kan formå . “ 

Carl modtog tilbudet , og de gik sammen til 
skoflikkerens bolig . Politiembedsmanden gik foran 
ned , og traf straks madame Matzen , der blev ganske 
rød i hovedet ved af se ham . 
„ Hør , min gøde kone , “ sagde han med en vis 
alvør , der var beregnet på af imponere , „ jeg har 
lovet denne herre af ordne en sag med dem for 
ham . Jeg kender ham som en brav mand , og 
mener , af de roligt kunne overlade ham deres 
barn ; lad os nu se , hvilke betingelser ville de 
gøre ? “ 
Madame Matzen kastede et skarpt blik på 
dem begge ; hun vidste fuldkommen godt , hvor langt 
hendes rettigheder gik , og hun var sig tillige bevidst 
af det , der muligvis kunne være på hende af sige , 
var en privat sag , der ikke angik politiet . 
„ Jeg er alt for god en møder til af ville sælge 
mit barn , “ sagde hun , stærkt betonet . 
„ Talen er ikke om af sælge , “ sagde officianten . 
„ Jo , 
det er , “ sagde hun , og vedblev nu med 
megen tungefærdighed : „ Tingen er den , af et fruentimmer , 
der boer heroppe på kvisten , har såt 
lyst til barnet , formodentlig for igen af sælge 

hende til et andet mistænkeligt fruentimmer , hun 
har maskepi med . Da jeg nu ikke vil af med 
ungen , skal det hedde sig , at jeg ikke er god imod 
hende , at jeg drikker og alt sådant noget , som er 
lutter usandhed . Min mand og jeg er honnette 
folk , der svare enhver sit . “ 
„ Hvor er barnet ? “ spurgte politiembedsmauden . 
„ Hun 
er lige kommet fra skole , “ sagde madamen , 
og kaldte Lisbeth ind fra køkkenet . 
„ Kom , min lille pige , “ sagde han , „ og sig 
mig , om dine forældre er gode imod dig ? “ 
Carl , der indså det enfoldige i spørgsmålet , 
tog ham i armen ; men han forstod ikke 
hensigten , og vedblev : „ Sig mig nu sandheden , 
mig skal du være ærlig imod , du seer , at jeg 
hører til politiet . “ 
Lisbeth så på ham , derpå så hu på 
sin moder , og svarede : „ Jo , de er gode imod 
mig . “ 
„ Vil du gerne følge med denne herre ? “ 
Barnet betænkte sig et øjeblik , hvor gerne 
havde hun ikke sagt sandheden ; men frygten var 
stærkere , og hun svarede svagt : „ Nej . “ 

„ Der seer de , “ sagde madame makzen triumferende , 
og rm vil jeg bede dem holde den 
herre fra mine døre , de seer nok , at han intet 
har at bestille her . “ 
Politiembedsmanden vendte sig til . Carl med 
en mine , der tydeligt nok sagde : „ Lad os gå ! “ 
Da Carl i døren så tilbage til Lisbeth , der 
skjulte sine tårer i sit forklæde , så han madame 
makzen gøre en geberde , der særdeles tydeligt 
udtrykke spot og triumf . 
Det var som om poliliets besøg hos madame 
al atz en havde kastet en brandfakkel i huset , 
og Rosine fandt til sin store forundring , at den 
almindelige mening fordetmeste stillede sig på madamens 
side . Dette lå vel tildeels deri , at alle 
beboerne , uden just at have noget udestående med 
politiet , dog havde en instinktmæssig assky fordettes 
tilsyneladelse midt iblandt dem , selv om det 
aldrig optrådte så venskabeligt , tildeels berørtes de 
af en vis usprit æs eorps med hensyn til deres 
rettigheder svin forældre . Uden at deres ømmere 
følelser egentlig såredes ved det offentliges indblanding , 
havde dog dette fødte livcgcnskab en egen 
tillokkelse for dem , og de sydamerikanske fristater 

rejste sig ikke med større energie til slaveriets forsvar , 
end alle familier med børn i billig harme 
væbnede sig mod følgerne af Carls attentat på 
skoflikkerens kone . Spækhøkerboutiken vrimlede den 
dag af folk , og madame Matzen var dagens 
heltinde ; siddende på en stol i boutiken , gentog 
hun så ofte sin djerve samtale med de to mænd , 
at næppe nogen af dem ville genkendt et ord af 
den hen ad aften . Da klokken blev hen ad otte , 
sagde spækhøkerkonen formanende : 
„ Se så , lille madame massen , nu trænger 
de ved gud til at hvile dem , skal jeg ikke kalde 
på massen , at han kan hjælpe dem ind . “ 
„ Den tosse ! “ sagde madamen med foragt ; 
hendes kappe sad lidt skævt på hovedet , og hendes 
gang var ikke aldeles lige ; men hun styrede dog 
dristigt over porten , og kom lykkeligt ned af den 
temmelig stejle kældertrappe . 
Endogså den mod Rosine så venskabeligt 
sindede madame Jørgensen gjorde hende bebrejdelser 
for hvad der var sket . 
„ Man kan nok mærke , lille jomfrue , “ sagde 
hun , „ at de ikke ved , hvad en moder føler for 
sine børn . Jeg forsikrer dem , at hjertet slår 

mig lige op i halsen , når jeg tænker på , at jeg 
skulle give en af de fire orme bort derinde . Man 
kan jo nok blive utålmodig engang imellem , og jeg 
er såmænd ikke den , der altid er i godt humenr ; 
men at politiet skulle blande sig i det , det var dog 
for galt . Jeg fortryder rigtig , at jeg nogensinde 
har sagt madame Matzen et ord om det kolde 
vand ; barnet har jo godt af at vænne sig til at 
tåle kulde , det vil hun engang takke sin moder 
for . Det kan man ikke lidt nok sige sine børn . 
Det sagde jeg også forleden dag til min Jørgen , 
da jeg tabte en strygeboldt på hans fod : „ Det 
vil du engang takke din moder for , min dreng , 
at hun har vænnet dig til at tåle ondt . “ “ 
Den eneste , der urokkelig holdt med Rosine , 
var Birthe . Hun havde en uovervindelig afsky for 
skoflikkerkonen , og de sås aldrig , uden at veksle et 
fjendtligt ord . Det havde derfor også ærgret 
hende meget at høre madamens pral i boutiken , 
og hun gik gerne mumlende bort , når hun havde 
hørt nogle øjeblikke på ben . Madame Matzen 
havde ret vel bemærket det mistillidsvotum , der 
lå i Birthes manerer , og hun ærgrede sig over , 
at dette store fruentimmer , der dog var en nær 

slægtning af spækhøkerkonen , vovede at udtrykke en 
mening , der stod i modsætning til de andre tilhøreres . 
Når en sådan spænding først er tilstede , 
vil det ikke vare længe , før den vil finde en 
anledning til at give sig luft . Madame Matzen 
begyndte at føle trang til at have en forklaring med 
Birthe , og denne viste ingenlunde trang til at 
gå afvejen for en sådan . Det var dog ingen af 
parternes mening , at de skulle udtale deres følelser 
alene til deres egen tilfredsstillelse ; tværtimod 
ønskede de så mange vidner som muligt til sagens 
afgørelse , og der hengik derfor nogle dage , før de 
to modstandere kunne opnå at mødes under 
gunstige omstændigheder . Dette hensatte madame 
Matzen i en mere end almindelig stærk jrritabilifetstilstand , 
som hun , i mangel af andet , søgte 
lindring for i huslige kævlerier . 
Da hændte det sig en aften , at madame 
Matzen hørte en livlig samtale i porten ; drevet 
af den for alle sådanne mennesker uimodståelige 
trang til at få at vide , hvad der foregik , steg 
hun op , og så sig om . Det var Hansine , der 
netop kom hjem fra sin sidste condition , og hvilende 
på en lille , rødmalet kasse og med en ikke videre 

ren byldt på skødet , gav en talrig skare medborgerinder 
en beretning om sine sidste fataliteter . 
„ Jeg 
har aldrig kendt så urimelige mennesker , “ 
Vare de første ord , skøflikkerkonen hørte , „ det 
var ganske umuligt at gøre dem tilpas . Hvad jeg 
så gjorde , så var det galt . Fruen kunne ikke lide , 
at jeg gik med slæber , og da jeg så en dag 
lånte hendes morgenskoe , og gik i byen med , så 
var det også galt . Så havde de en unge - jeg 
er vis på , hun bliver rødhåret , når hun bliver 
stor , for så lumsk var hun — hun løb altid i 
køkkenet , og når de var ude , satte de hende til at 
passe på mig . Jeg kan forsikre dem ved den 
levende gud , at jeg en dag hørte fruen sige : 
„ Gå ud , og hør efter , om Hansine står på 
trappen og sladdrer . “ Jeg er ellers ikke af dem , 
der svarer ; men jeg kunne ikke dye mig , og jeg 
sagde til ungen : „ Gå du ind , og sig til din 
moder , at skal jeg ikke have andet selskab end 
hendes , så bliver jeg syg af kedsommelighed , og 
de har måske ikke husket at gå ind i en sygekasse . “ “ 


hun så sig om , og et beundrende udbrud af 
tilhørerne belønnede hendes åndsnærværelse . 
„ Det må jeg sige , “ sagde pludselig Birthe , 
der også var kommet til , „ det er en rar måde 
at tjene på . Nej , så grov har jeg dog aldrig 
været ; men jeg blev også min tid ud . På landet 
ere vi ikke sådanne månedsduer . “ 
Som ramt af et elektrisk slag vendte madame 
makzen sig om imod hende . 
„ På landet ? “ gentog hun ; „ ja , der var de 
måske et vidunder ; men heri byen blive vi ikke 
gamle nok til at kunne vente på det , de får bestilt 
om dagen . Do bruger jo en halv dag til at 
vaske en tallerken . “ 
„ Så spilder jeg igen ingen tid med at 
skjændcs med min mand , “ svarede Birthe studs . 
„ Nå , der fik de den , madame makzen , “ 
Sagde Hansine fra kassen . 
„ Bi lidt , “ sagde madame makzen med skælvende 
læber , og stak hovedet ned i det vindue , derfra 
porten gik ind i skoflikkerens lejlighed , „ Makzen , 
kom op og få lampen til at brænde ordentligt , at 
jeg rigtig kan se dette uforskammede fruentimmer ! “ 


den hele gruppe befandt sig nemlig under den 
lygte , der hang i porten ved opgangen til hovedtrappen , 
og som det var viceværtens pligt at passe . 
Hr . Matzen kom med et meget gnavent og ondskabsfuldt 
ansigt op af kælderen . 
„ Se , hvor din lygte brænder , “ sagde hans 
halvdel , ligesom for at vise , at Birthes udfald 
ikke havde betaget hende modet til offenligt at spille . 
Hustyran . 
Idet hr . Matzen trak i vægen , og lyset blussede 
op , satte hans hustru sit ansigt lige op til 
Birthes , i den hensigt at give hende en eftertrykkelig 
salve grovheder ; skoflikkeren så ned på 
dem , og i det samme kom han forsætlig eller uforsætlig 
til at slukke lampen . Forsfrækket over det 
pludselige mørke tog madame Matzen hovedet til 
sig , men fik i det samme en kraftig ørefigen på 
den venstre kind . Slaget genlød i porten , og besvaredes 
af et almindeligt udråb . 
„ Hun har slået mig ! “ råbte skoslikkerkonen 
med en ubeskrivelig blanding af raseri , forbavselse , 
og skræk . 
En mængde stemmer opløftede et Chor af 
forundring og beklagelse ; men det bragtes til 

taushed af viceværtens stemme , der med stor 
rolighed udtalte de ord : 
„ Lad mig nu først hente en svovlstik , at vi 
rigtig kunne se os for . “ 
Lied disse ord steg han ned af den lille 
stige , hvorpå han havde stået for at pudse lampen , 
og gik ned i kælderen . Ta han kom tilbage , 
og havde tændt lyset , oplyste det en både komisk 
og besynderlig scene . Alles øjne vare i spændt 
forventning heftede på madame Matzen , hvis 
venstre kind var overdraget med et brændende purpur , 
medens den højre var hvid eller rettere gul ; 
hendes blik søgte om genstanden for hendes raseri 
for at tilintetgøre denne , medens Birthe stod 
med koldblodig rolighed , og så sig om i kredsen , 
som om hun søgte nogen . Et par veninder greb 
fat på madame Matzen , og sagde beroligende : 
„ Bedste madame , tag det endelig roligt , indlad 
dem ikke med det bondemenneske , hun slår os jo 
alle fordærvede . “ 
. „ De skal betale , mig det dyrt ! “ råbte den 
både rasende og ydmygede kvinde , idet hun truede 
med knyttet hånd ad Birthe . 

„ Hvem , jeg ? “ svarede Birthe foragteligt , „ er 
de gal , madame ? “ 
„ Ved den levende gud ! hun går fra det ! “ 
Råbte Hansine , og sank , grebet af så megen ryggesloshed , 
tilbage på sin kasse . 
„ Nej , det kan de ikke , “ sagde madame Jørgensen , 
og slog den ene hånd i den anden , „ vi 
ere for mange , der have hørt det . “ 
„ Der seer de , hvor slet hun er ! “ råbte madame 
Matzen , og kastede et ondskabsfuldt trinmpherende 
blik om i kredsen , „ men det lader jeg 
mig ikke nøje med . Oprejsning vil jeg have , og 
imorgen den dag skal jeg stævne hende ind . De 
ere alle sammen mine vidner , at hun slog mig nok 
så lumsk , mens lygten var slukket . “ 
„ Ja , ja ! “ lød svaret rundtom . 
„ Når lygten var slukket , kunne , . De jo ikke 
se det ! “ sagde Birthe med koldblodig overvejelse , 
som endnu mere opbragte hendes modstanderinde . 
„ Nå , 
så de tror , at de kan give sådant 
et slag , uden at det smelder ? “ råbte hun , rent 
ude af sig selv . „ De er rigtignok lumsk ; men her 
er dog lov og ret i byen ! “ 

„ Er det nu været at gøre såmeget ud af 
det lapperi ? “ sagde pludselig hr . Matzen fra fin 
højde med beroligende stemme . 
Dette var for meget for hans zegtehalvdeel , hun 
styrtede løs på hans ben — thi hans hoved kunne 
hun ikke nå — og rev i dem , så han nær var 
styrtet ned . 
„ Holder du med hende ? “ råbte hun . 
„ Nej , nej , “ svarede han , og søgte af nå fast 
grund ; „ men du gav ja ondt af dig , og hun 
slog , så det ene går jo op mod det andet . “ 
„ Ja , det skal jeg vise hende , “ sagde hans kone , 
idet hun drog ham ned ad kældertrappen . 
„ Det kommer de til af fortryde , “ sagde madame 
Jørgensen til Birthe . 
„ Jeg har ikke slået hende , “ svarede denne , og 
så sig om i kredsen . 
„ Pas på , det slipper de ikke fra , “ sagde Hansine , 
„ vi hørte det jo alle sammen . “ 
Birthe trak på skulderen , og gik ned i sin 
kjældær . 
Det var ikke heller madame Matzens mening 
af lade sagen gå hen , hun hadede Birthe , og 
brændte af hævngerrighed mod hende . Det kunne 

måske synes underligt , af en så heftig natur som 
hendes kunne opsætte af straffe fornærmeren ; men 
medens hun ikke havde nogen agtelse for den moralske 
ret og retfærdighed , havde hun så megen større 
respekt for det juridiske : „ Det tør man ikke gøre . “ 
Hun indså desuden , at hun ville gå glip af den 
eftertrykkeligere hævn ved de øjeblikkelige repressalier , 
og hendes had kunne ikke tilfredssfilles ved 
så lidt . Da det imidlertid altid falder brutale 
naturer vanskeligt at vente , forbittredes hendes sind 
endnu mere ved denne begivenhed , og da ærgrelsen 
pinte hende , søgte hun at slukke den ved drik . 
Heraf udsprang en hunslig tilværelse , der endogså 
bragte skoflikkerens feige tålmodighed til at briste . 
Da hans kone en aften , i stedet for at lægge sig til sengs 
med sin rus , blev siddende oppe , og forfulgte 
ham med stiklerier , fordi han ikke straks havde 
asbanket Birthe , svor han på , at han ville gå 
ud om natten , hver gang hun begyndte på dette 
ttema , og denne trudsel satte han straks iværk . 
Huset oplevede nu det særsyn , at skoflikkeren , der 
hidtil havde siddet troligt ved sit arbejde , og altid 
viist enhver forbigående sit gnavne ansigt ved ruden 
ud til porten , nu blev støjende , ørkesløs og 

malicieux ; han blev hyppigt ude om nætterne , og 
kom hjem om morgenen i en lidet respektabel tilstand ; 
holdt hans kone hus med ham , truede han 
blot med at gå straks igen , og hun fandt det da 
gerne rådeligt at indskrænke sig til en arrig taushed . 
Birthe blev da virkelig indstævnet for retten 
for „ reale injurier “ , , og denne stævning faldt åbenbart 
meget knugende på hende . 
„ Det er sandt , “ sagde hun med et mørkt blik 
til Rosine , „ at det er en forskrækkelig by . Frøkenen 
havde dog ret , da hun sagde til mig : „ Birthe , 
hvad vil du i det Sodoma ? “ Jeg stulde blevet 
hos fruen , skulle jeg ; med alt det , hun streg og 
strålede , var der dog meget godt ved hende . Men 
jeg er selv gået i Garnet , og nu sidder jeg der . “ 
„ Men hvor kunne det falde Birthe ind at 
slå den slemme kone ? “ spurgte Rosine , der sad 
og syede . 
„ Slog jeg hende ? “ sagde Birthe , „ ja , så 
må jeg have været forhekset , for jeg ved ikke noget 
af det . “ 
„ Det er slemt , at Birthe så ofte ikke siger 
sandheden , “ sagde Rosine misfornøjet . 
„ Så ? “ sagde Birthe vredt ; men derpå 

tilføjede hun noget spagere : „ Da det er jomfruen , 
der siger det , vil jeg hverken sige ja eller 
nej ; jeg vil bare sige , at havde jeg slået den kjærling , 
så havde hun ærlig fortjent det ; men jeg får 
vel sagtens høre ilde for det alligevel . “ 
Den største ærgrelse havde Birthe af skomagerdrengen , 
der , da han en dag mødte hende , 
standsede foran hende , og spurgte forbindtlig : „ Er 
det ikke brug hjemme hos dem , lille jomfrue , at 
man går med et brædt for panden eller en høvist 
bag øret , når man slanger eller slår ? “ 
Birthe opløftede kosten , hun holdt i hånden , 
for at give et pantomimisk svar ; men drengen 
var for hurtig , og han undslap den retfærdige 
gjengjældelse . 
Carl gik aldrig igennem porten , uden at se 
ned igennem portruden efter den lille pige ; men 
han fik aldrig øje på hende . Lisbeth kom aldrig 
i gården eller porten , uden at være eskorteret af 
sin moder , og denne hilste gerne Carls spørgende 
blik med et spottende smil . 
Imidlertid havde Carl ikke glemt sangerinden , 
der halsstarrig blev liggende i sengen , og ikke ville 
høre noget om at stå op . Rosine vedblev medlidende 

at sørge før hende , og Carl havde påståe 
at have ret til at deltage i denne forsørgelse , så 
at kræfter til at stå op manglede hende ikke 
længer ; men hendes sind syntes meget angrebet ; 
når hun var alene , græd hun , og kom nogen ind 
til hende , undveg hun al samtale om sig selv og 
sine anliggender . Endelig mente Carl , at der måtte 
gøres en ende vå sagen , og han gik derfor en 
formiddag ind til hende . Hun blev øjensynlig ilde 
tilmode ved at se ham , og vendte sig om mod 
væggen . 
Carl tog en stol , og satte sig . 
„ Hvorledes går det ? “ spurgte han i en opmuntrende 
tone . 
„ Jeg holder ikke af at tale med nogen , “ svarede 
hun undvigende . 
„ De må dog tale med mig , “ sagde han alvorligt . 
„ De er ikke syg længer , og de må nu se at 
fortjene deres brød . Gud føder vel spurvene 
under himlen ; men et menneske må arbejde for 
føden , og arbejdet er menneskets skønneste adelstand . 
De ligger hen her , og lader en stakkels , ung 
pige underholde dem , medens hun arbejder både 
for dem og sig selv . “ 

„ De er en slem mand , “ sagde hun besværligt , 
„ jeg kan aldrig tåle at høre dem tale . “ 
„ Det er kun , når vi gøre uret , at sandhedens 
alvorlige stemme er ubehagelig at høre . 
Stå op , og tag dem noget for , så bliver jeg 
dem ikke længer til besvær . “ 
„ Hvor kan de sige , at jeg ikke vil arbejde ? 
Der er jo ingen , der vil give mig arbejde . “ 
„ Fordi enhver unaturlig stræben ingen varighed 
har . En virksomhed uden skønhed og uden 
adel kan ikke fortsættes , når de andre ligegyldigere 
grundpiller for den falde bort . Så længe de var 
ung , og så godt ud , kunne de drive en forloren 
kunst , nu , da de bliver gammel , vil denne kunst 
ikke længer være tilstrækkelig . “ 
„ De taler grusomt . Jeg har altid følt mig af , 
at jeg var en kunstnerinde . “ 
„ Denne følelse har måske ikke været uden 
nytte for dem ; men lad nu forstanden råde , og 
søg et erhverv , de kan bestride . Jeg vil hjælpe 
dem dertil ; jeg tror , de er det værd . Under 
deres pligtløse levevis har de ikke glemt at udføre 
de menneskelige pligter , de kan endnu blive lykkelig , 
lad mig råde dem . Tro mig , det er tornefulde 

roser , hvoraf det virkelige Genie vinder sin wreskrands , 
hvorfor vil de da sønderrive deres hænder 
på tornene , når de dog aldrig kan plukke blomsterne ? “ 
„ Men 
det kan jeg . Når jeg blot kunne få 
et engagement — . “ 
„ Så intet kan forandre deres mening om 
deres såkaldte kunst ? Har de aldrig hørt en 
ædlere kunst , har de aldrig hørt en virkelig sanger 
synge ? “ 
„ Nej ; men jeg ved nok , at de rigtige kunstnere 
have mere haft lykken med sig end vi andre . Jeg 
har lidt hørt , at jeg havde ligeså stor en stemme 
som mange på det kongelige . “ 
„ Dersom de nu fik en sand kunstner at høre , 
og hvis de så fattede , at det er en fejltagelse , at 
de selv nogensinde har dyrket nogen kunst , vil de 
så lyde mig ? “ 
„ De gør mig bange — hvor skulle det ske ? “ 
„ Lad mig om det . Mener de det oprigtigt af 
deres inderste sjæl , at de er en kunstnerinde , så 
fly ikke prøven , vov forsøget , se modigt sandheden 
i øjnene . Vil de ? “ 
„ De er en forfærdelig mand , man kan ikke 

have No for dem . Jeg vil gøre det ; men når 
skal det være ? “ 
„ Iaffen . “ 
„ Hvor skal jeg gå hen ? “ 
„ Ingensteds . Beviset for at jeg taler sandhed 
skal komme her , til dem alene , er de så fornøjet ? “ 
„ Jeg 
er så mat og så ængstelig , skal jeg 
stå op ? “ 
„ Bliv de kun liggende ; den engel , jeg bringer 
dem , er ikke bange for sygelejet . “ 
Han smilede venligt til hende , og gik , idet han 
efterlod hende i en temmelig oprørt og forstyrret 
tilstand . Da han kom ind til Rosine , sagde han : 
„ Jeg vil forsøge en ny cuur med vor patient ; 
jeg vil se , om hun virkelig kan domme om , hvad 
der er kunst og hvad der ikke er det . Jeg kender 
en sangerinde ved vor opera , og jeg vil bede hende 
iaften synge et nummer ved vor kunstnerindes 
seng . Det er en cantate for de fattige i ånden , 
jeg kommer klokken otte . “ 
Da klokken var otte , havde en lille kreds samlet 
sig i jomfru Matthiesens værelse ; det var 
Rosine , madame Mortensen , Birthe og madame 

Jørgensen , der dannede denne forsamling . 
Carl havde ønsket et lille selskab samlet , da han 
mente derved at give scenen en vis højtidelighed , og 
ingen anden end Rosine vidste , at det forestående 
havde noget andet øjemed end at oplive og fornøje 
den syge . Denne var selv i høj grad spændt og 
ængstelig . 
„ Hvad mener de , at der vil ske ? “ hviskedee 
hun til Rosine , „ jeg er så gruelig benauet , jeg 
er til mode , som om der skulle ske et hekseri med mig . “ 
„ Vær kun ikke bange , “ sagde Rosine beroligende , 
„ en god , ung dame , som tillige er en stor sangerinde , 
vil komme til dem , blot for at synge en sang 
for dem . “ 
„ Ja , han vil have , at jeg skal høre , at jeg er 
ingenting ; men det overlever jeg ikke , siger jeg dem . “ 
„ Jo , de gør , de vil være fornuftig . Sådanne 
ydmygende erfaringer høste vi alle heri verden , 
den kloge lærer af dem , og bliver bedre , den 
forfængelige og svage forkaster dem , og går under . “ 
„ 0 gud ! — og sådan en lille lampe ! — 
her seer vist meget fattigt ud . “ 
„ Her er rent og ordentligt , vær de kun rolig . “ 
Carl åbnede døren , og en ung kvinde trådte 

ind . Den lille gruppe i værelsets øverste ende 
trykkede sig endnu mere tilbage i krogen , kun Rosine 
blev stående rolig ved sengen , og målte den 
indtrædende med sit klare blik . Sangerinden var 
simpelt klædt i en sort silkekjole ; hætten af hendes 
mørke overstykke bedækkede hendes hoved , og da 
hun slog den tilbage , så Rosine med velbehag 
et skønt åsyn med alvorlige , tankefulde træk . 
Intet lånt eller udsmykket , intet kunstlet ellersæregent 
vanhældede hendes væsens ædle simpelhed . 
Hun nærmede sig sengen . 
Uvilkårligt rejste jomfru Matthiesen sig 
halvt op , bleg og med tilbageholdt åndedrag så 
hun ind i de mørke øjne , der med deltagende forsken 
så ned på hende der mødtes de endelig i 
denne fattige Vrå højt oppe under taget , kunstens 
indviede Andling og dens ynkelige caricatur ; de betragtede 
hinanden ufravendt , de syntes begge at lytte 
som for at erfare , om noget hjerteslag bragte dem 
til at mødes i medfødt sympathie ; men de havde 
intet at sige hinanden , som kan udtales i ord . Da 
satte sangerinden sig på den srembudte stol ved 
sengen , foldede sine hænder i skødet , og sang en 
romance . Som sølvklare Perler fra det underfulde 

kildevæld , naturen har dannet i det menneskelige 
bryst , rullede tonerne hen i den lille , snævre stue ; 
åndeløst lyttede alle med bankende hjerte , og da de 
sidste af dem hendøde i luften , var det som om 
deres genlyd endnu svævede langs væggene i det 
trange rum , og bølgede under det mørke loft . Den 
syge havde lyttet til med stift stirrende øjne og 
åben mund , nu sank hun tilbage på sengen , og 
vred krampagtigt sine hænder . 
Sangerinden fulgte hendes bevægelser , hun så 
sig om i stuen , og endelig faldt hendes blik på 
Rosines psalmebog , der lå på bordet ved sengen . 
Hun tog den i sin hånd , slog op i den , og sang 
psalmen : 
sørg ej , om end du tynges 
af kors og Kummer ned ! 
Guds klare dag forynges 
med Herrens lys og fred ; 
husk , gennem oval og trængsel 
går du i Jesu navn 
til hvile for al læmgsel , 
til trøst for alle savn ! 
Og over dig lians nåde 
hver morgen bliver ny ; 
thi lad gud Herren råde , 
og dine sorger flyet 

de stjerner , som forsvinde , 
det håb , som flumred hen , 
de glider , som udrinde , 
alt finder du igen ! 
Hun lagde bogen , og rejste sig . 
„ Således synge englene i himlen ! “ hviskedee 
Carl bevæget til hende , idet han hjalp hende at iføre 
sig sit overtøj , hun vendte sig fra ham , og lagde 
sagte et lille papir på bordet - den lykkeliges 
gave til den ulykkelige . 
„ Tak , tusind tak ! “ sagde Carl , da han nede 
i porten hjalp hende i vognen , „ jeg håber nu det 
bedste , de seer , min veninde ! at kunsten også 
har sin mission ! “ 
Hun nikkede smilende til ham , og vognen rullede 
bort . 
Da han igen kom op , havde alle stiltiende 
forladt værelset , og overladt patienten til sine egne 
betragtninger . Carl trådte sagte ind , og satte sig 
på den ledige plads ved sengen . Hun havde 
slået lagenet over hovedet , og han ventede tavs 
på , at hun skulle tale til ham . Endelig slog hun 
lagenet til side , og så på ham . 
„ Nå , der er de , “ sagde hun , „ De har gjort 
mig gyselig ondt , ved de det ? “ 

„ Ja , det smerter , når et gammelt onde udrives 
med rode ; men det gavner . Såret læges 
med tiden , og smerten glemmes . “ 
Der opstod en lille panse ; hendes blik faldt 
på papiret på bordet , hun tog det , åbnede det , 
og en tung tåre rullede ned ad hendes kind . 
„ Hvad hedder hun ? “ spurgte hun . 
Han nævnte hendes navn . 
„ Sig hende , “ sagde hun , „ at hendes navn hviler 
evigt her ! “ og hun slog sig for sit bryst , så 
at en for hoste undslap det . 
„ Og nu , “ sagde Carl , „ hvad beslutning har 
øe taget ? “ 
„ Jeg vil gøre , hvad de vil have . Tal blot 
aldrig til mig , om hvad jeg har været ; jeg flammer 
mig over det . Hvis de taler til mig om det , går 
jeg ud og drukner mig . “ 
Carl smilede . „ Jeg tier gerne derom , “ sagde 
han , „ De ernærede en moder , hvorledes , del er nu 
det samme . “ 
„ Ja , jeg vil bestille noget . Skal jeg sætte mig 
hen og sye ? “ 
„ Nej , det ville trætte dem for meget , jeg kar - 
tænkt på noget bedre . Jeg kender en agtværdig 

kone , der forfærdiger alle slags små kunstsager 
af hår , kæder , ringe , sløjfer , blomster og 
sligt , havde te lyst at lære hendes håndtering ? “ 
„ O ja , det var jo nydeligt — jeg forstår dem 
— erindringer , souvenirs — det er yndigt at sysle 
med — og så — “ lagde hun til med et svagt suk 
— „ det var dog altid lidt kunst . “ 
„ Ganske vist , “ sagde Carl , „ De er vist nem 
på fingrene , når de først har lært grebet , vil 
de gøre nye opfindelser , deres navn vil blive 
bekendt , og deres lykke er gjort . “ 
Hun smilede venskabeligt til ham . 
„ De har rigtignok behandlet mig hårdt , “ sagde 
hun ; „ men de forstår , at gøre det godt igen . 
De er en ædel characteer . “ 
„ Men , “ sagde han , „ vi må vel tænke på 
en simpel , mørk kjole , der passer til vor fremtidige 
stilling ; et solidt udvortes er den første betingelse 
for at vinde det handlende publikums tillid , især 
her , hvor der lidt knytte sig alvorlige og ømme 
tanker til fabrikatet . “ 
„ Jeg forstår dem , “ svarede hun , „ ikke længer 
Matthea , men jomfru Matthiesen slet og ret . 
Imorgen skal sommerfuglen kaste sine vinger — “ 

hun pegede med en tteatralsk bevægelse til garderoben 
på væggen — „ og den stakkels kålorm 
sidde i al sin tarvelighed tilbage . “ 
„ De er et udmærket fruentimmer , “ sagde Carl , 
„ jeg har ikke taget fejl af dem . “ 
Næste morgen så man jomfru Matthiesen 
til alles forbavselse med en stor byldt under armen 
gå ned af trappen og ud i byen , og nogle timer 
efter kom hun hjem i så adstadig en skikkelse , som 
om hun havde været en methodisfinde . Hun var 
mørkt klædt fra top til tå i et meget tarveligt 
stof , forvandlingen var foregået , sommerfuglen 
havde kastet sine vinger . 
„ Jeg er virkelig glad over , “ sagde hun til Rosine 
med et melancholsk suk , „ at jeg endelig engang 
er på det Rene med mig selv . Det begyndte virkelig 
også at blive alt for pinligt at løbe om til 
disse directeurer , det føler jeg nu først rigtigt . Jeg 
var hos haurkunstnerinden , ret en vakker kone , og 
så høflig ! Der hele tiltalte mig overmåde , det 
passer just for mig , forstår de , disse hårtotter , 
disse monumenter på kærlighedens grav , erindringer 
om fortiden — det stemmer så ganske med . 
Mine nuværende følelser . Og så er det jo mere r 

solidt — hun har et nydeligt indbo , og det var en 
udmærket kaffe , hun gav mig . Hun hedder Fru 
wisselmann — hun er enke og alene — „ Wisselmanns 
efterfølgerinde “ , det lyder siet ikke så 
galt . “ 
For Birthe var dette også en mærkelig dag , 
da på denne hendes sag med madame Matzen 
fik sin afgørelse . Hele det personale , der havde 
været samlet i porten hin mindeværdige aften , vidnede 
alle , at en ørefigen var faldet ; men set , hvo , 
der tildelte den , havde unægtelig ingen , eftersom 
der netop i det øjeblik havde været mørkt . Birthe 
benægtede standhaftig at have givet noget slag ; men 
alle omstændigheder vare hende imod , og der var 
den allerstørste grad af sandsynlighed for , at hun 
havde gjort det , så meget mere som hun ingen kunne 
opgive , som hun kunne have mistænkt for det . Det 
blev derfor henstillet til Birthe , om hun dristede 
sig til at aflægge ed på , at hun ikke havde slået 
madame Matzen ; gjorde hun det , skulle hun være 
fri for al videre tiltale i denne sag ; men gjordehun 
det ikke , havde hun at betale en passende mulct 
for at have udtrykt sine følelser mod en medborgerinde 
mere tydeligt , end loven tillader , hvorved hun 

tillige som en advarsel for fremtiden ville få den 
fornøjelse at betale sagens omkostninger . Hun fik 
imidlertid nogle dages betænkningstid , og kom megek 
harmfuld hjem . 
„ Det var da en rar redelighed ! “ sagde hun , 
„ så nu skal jeg gøre min ( led på , at jeg ikke har 
slået den flemme kvinde . Den hævn fik hun da 
over mig . Ikke fordi jeg jo gerne kan bande på 
det ; men jeg holder ikke af at have for meget med 
vor herre at gøre . Det duer ikke at spise kirsebær 
med de store . Jomfruen seer så vist på mig , 
ja , hver har nu sin maner . Nogle skal altid hænge 
i med ham , og lade som om de var så farlig glade 
ved ham , jeg mener nu , det er bedst , enhver skøtter 
sit . “ 
„ Men tør nu også Birthe virkelig kalde gud 
til vidne på , at hun ikke har slået madame 
Matzen ? “ spurgte Rosine med et alvorligt blik , 
„ har Birthe også vejet alvorligt i sin samvittighed , 
hvad det vil sige ? Husk på , Birthe , at han 
så i den mørke nat , da de stod ved siden af 
den slemme kone , og hendes hvasse tunge måske 
fristede dem til et uforsigtigt slag . Husk på , at 
han seer alle vore gerninger , selv dem , der ske i 

mørket , og at før ham er intet sfjult . Hvad kan 
det nytte , øm Birthe vinder sin sag , og går 
triumferende børt , når der dog kommer en dag , 
da hun må stå dobbelt ydmyget og elendig for 
gud og de mennesker , hun har skuffet . “ 
Birthes ansigt fortrak sig under denne tale , 
hun trak nålen i sit uldne shawl ud og ind , og 
ville ikke se op . Rosine så det , og hun følte 
en smertelig overbevisning om , at Birthe ikke 
havde nogen retfærdig sag , men at hun i blind 
trods hellere ville aflægge en falsk ed , end at stå 
tilskamme for husets beboere og udsætte sig for 
deres spot . Hun mindedes , hvor ofte Birthe havde 
givet beviser på sine ejendommelige anskuelser af 
ret og uret ; uvilkårligt fremstillede sig for hende 
den djerve ørefigen , hun engang havde givet Lars , 
og den vistnok af hævnlyst åbnede kjælderlåge , 
og hun blev grebet af angst for den sidste og største 
misgerning , hun vel så hende i stand til at begå . 
„ Birthe , “ sagde hun med bevæget stemme , 
„ for guds og deres egen skyld , betænk dem vel ! 
Begå ikke en utilgivelig synd ! “ 
„ Jomfruen tror altså- , at jeg har slået hende ? “ 
Spurgte Birthe med kvalt stemme . 

„ Jeg frygter for det , “ svarede Rosine . 
„ Jomfruen tror altid ondt om mig , “ vedblev 
Birthe , „ Jomfruen troede engang , at jeg havde 
ladet kjældcrlemmen stå åben med villie , og det 
havde jeg dog ikke . “ 
„ Jeg tror Birthe , “ sagde Rosine ; „ og det 
kunne endelig også være del samme , om Birthe 
havde forsyndet sig mod mig , som kun er et stakkels 
mennefle ; men mod den retfærdige gud ! Ak , 
Birthe ! “ — og hun greb pigens modstræbende 
hånd , „ Sandheden er sådan en hellig og dyrebarting , 
er det ikke tusinde gange bedre med ærligt 
mod at sige : „ Jeg gjorde det , jeg ville skjult det ; 
men nu da gud påkaldcs , tor jeg ikke længer ! “ “ 
Birthes hårde hånd rystede i hendes ; men 
hun svarede kun kort : „ Jeg slog hende ikke . “ 
I dette øjeblik trådte Carl ind ; glad ved at 
få ham til undsætning , fortalte Rosine ham 
hastigt alt . 
„ Nå , således ? “ sagde han harmfuldt , „ den 
hellige og alvidende gud skal kaldes kil vidne på , 
at Birthe ikke har givet skoslikkerens kone et 
dask , et stolt vidne , du der har for metten , 
Birthe ! O , ærefrygtsløse slægt ! En værdig 

guds tjener , den retsbetjent , der remser formularen 
op , værdige vidner ved den allerhøjestes påkaldelse , 
de pligtskyldige stokkemænd , og et værdigt 
tempel for hans hellige nærværelse , et smudsigt 
retslokale ! Det undrer mig ikke , om i andre 
uvidende anse det hele for en forretning , en mindelig 
overenskomst med sandhedens ypperste vidne . 
Hvorfor ikke tale rent ud , og stævne Herren i de 
rette udtryk , hvorfor ikke lade ham vide , at hvis 
han ikke giver møde , vil han hjemfalde til udeblivelsesstraf 
efter loven ? Hvorfor ikke sige straks : „ O , 
du hellige og alvidende , store og almægtige gud , 
behag at give møde i criminalkammeret den og den 
dag og time ; det er vitterligt , at du var tilstede 
i porten hin aften , og Birthe Jensdatter agter 
nu at føre dig som lovligt vidne mod Adriane 
platzen , at hun hin aften ikke har tildelt hende 
en ørefigen på den venstre kind ; det høre du , 
retfærdige gud ! og undlade ikke at give møde efter 
stævning . “ Ikke så , Birthe , således er det ? “ 
„ Candidaten spøger så fælt , “ sagde Birthe , 
skræmmet af hans luende blik . 
„ Jeg spøger ikke , “ sagde han , „ det er en styg , 
hæslig alvor . Der slås ikke et elendigt potteskår 

itu i denne verden , uden at den allerhøieste dommer 
kan nedkaides for at vidne om det , hvis sagens 
omstændigheder er gunstige . Enten Birthe har 
slået eller ikke slået konen dernede , så råder jeg 
Birthe alvorligt af holde sin hånd ubesmittet af 
denne forargelse , og siger : „ Sværg ikke ; thi du 
skal ikke tage Herren din guds navn forfængeligt . “ “ 
„ Bien alle de andre , “ svarede Birthe tøvende , 
„ de ville tro , af jeg har gjort det . “ 
„ Det gøre de dog alligevel , “ sagde han , „ og 
gud er dog mere end menneskene . Tror Birthe 
ikke det ? “ 
„ Jo vel , “ svarede Birthe , „ det ville jo være 
underligt ikke af tro det ; men jeg tænker da ikke , 
af han sådan passer på alting . Det blev da vel 
besværligt . “ 
„ Så Birthe tror , af man kan kalde på 
ham , og han hører det ikke . “ 
„ Å , han hører vel så meget ; skulle han agte 
på alt det , fik han nok af gøre . “ 
„ Ja , efterbirthes forestillinger . Harbirthe 
aldrig en bange fornemmelse af , af han vogter på 
alt , hvad Birthe gør ? “ 

„ Nej — “ svarede hun langsomt , og drejede sig 
fra ham , „ det kan vel undertiden komme på en . “ 
„ Og når det kommer på Birthe , føler hun 
så ikke en inderlig trang til at lukke op for sit 
hjerte og sige sandheden , ene og alene for guds 
skyld ? “ 
Der viste sig tegn til en svag kamp hos 
Birthe ; men den hårde natur fejrede . Hun samlede 
sit tøj om sig , så stift med sine store , lysegrå 
øjne på dem begge , og sagde afgørende : 
„ Jeg er ikke bange for at sværge ! “ og dermed gik hun . 
I hele huset ytrede sig en iøjnefaldende spænding 
efter at se sagens udfald , megen tid gik tilspilde 
med at drøfte , om Birthe dristede sig til 
Eden eller ej , og højst forskellige vare meningerne 
derom . 
„ Hun tør ikke , “ sagde madame Matzen , „ jeg 
kan endnu se hendes fingre på min kind . “ 
„ Ja , men de se ud som tre sorte fingre , “ 
Sagde madame Jørgensen betænkeligt , „ og det 
ved de nok , hvad betyder . “ 
„ Det kunne , ved den levende gud ! aldrig falde 
mig ind at sværge på noget , “ sagde Hansine livligt , 
„ hvorfor skal man rode sig ind i forlegenheder ? 

når mit herflad har spurgt mig om noget , har 
jeg altid svaret : „ Fruen må forlade mig , jeg ved 
det ikke , min hukommelse er så kort . “ “ 
Men dagen kom , og Birthe aflagde Eden . 
Da hun kom hjem , og gik ind af porten , havde 
hun løftet hovedet noget højere end ellers , hun 
havde jo nu aflagt et klart vidnesbyrd om , at hun 
havde ret ; men denne triumf varede kun kort . 
Huset var af en anden mening . Der blev ikke talt 
til hende , nej , tværtimod , det var som om alt veg 
tilbage for hende og undgik hende ; hvor hun kom , 
forstummede samtalerne , der var ingen hilsen mere , 
intet skjemtende eller spottende ord , kun undvigende 
blikke og fordømmende miner . „ Lad dem kun 
flabe sig , “ tænkte Birthe trodsig , „ jeg behøver dem 
ikke ; “ men da en dag skomagerdrengen gik hende 
forbi , og med et betydningsfuldt smil løftede tre 
fingre op til sin kasket , da var det forbi med 
Birthe , hun veg tilbage , og skjulte sig i sin kælder . 
Kun når det var nødvendigt , sneg hun sig 
lydløst op af trappen til Rosine . 
Rosine var ret mismodig over alt dette ; 
vinterdagene blev mørkere og mørkere , Birthe gik 
taus om , og så ned for sig , og fra Frits havde 

ingen hørt noget siden . Til Lisbeth så hun 
heller ikke noget , og hun følte , at det var bedst at 
slå hende rent af tankerne ; men hun kunne det 
dog ikke . Når hun således sad og syede i det 
gråblege dagslys og til sidst langt hen ad den mørke 
aften ved sin lille lampe , lagde der sig ofte dunkle 
skygger om hendes sind . Mangen en finder det 
vanskeligt at være glad i venlige , hyggelige omgivelser , 
i skinnet af lys og kærlige øjne ; med 
nogen mere ret kan hjertet finde sig beklemt på 
årets solforladte tid i et snævert rum , ved uafladeligt 
arbejde og i stille ensomhed . Frem og 
tilbage fløt nålen ; men ro sin es tanker fløj ikke 
med , , tunge og trætte lød de vingerne synke , og 
mangen lydløs tåre listede sig ned øver hendes 
kind . 
En aften kom Birthe øp til hende , og stillede 
sig med et melancholsk suk op af kakkelovnen . 
„ Det 
blæser svært i aften , “ sagde hun , „ og 
gaden er hvid af sne . Kors bevares , hvor der 
dog er lidt luft i denne by ; selv når det blæser , 
er her blot træk og ingen luft ; en bliver ganske 
trang om hjertet . “ 

„ Ak ja ! “ sukkede Rosine . 
„ Jeg ville ønske , jeg havde et ærinde ude på 
Marken , “ vedblev Birthe , „ før var jeg da ikke så 
forlegen før at blive sendt ud af den varme stue ; 
men siden jeg hele dagen sidder og lugter til ost 
og pølse , synes jeg , det måtte være en spas at 
trave om i sneen og blæsten . “ 
„ Gud hjælpe dem , der skulle det , Birthe , “ 
Sagde madame Mortensen , grædende sine hænder 
med belbehag , „ her er rigtig så lunt og godt . “ 
Birthe lang lidt ; derpå sagde hun i en halvsagte 
tone : 
„ Der var et fælt spektakel dernede før ; hende , 
madamen derovre , som jeg ikke gider nævne , holdt 
et farligt hus med sin mand , jeg tror , de sloges . 
Så kom han op af kælderen , ganske hvid i sit 
ansigt , og løb ud af porten som en gal ; hun gik 
ned til vort , og mit søskendebarn bød hende ind 
i stuen , før hun ville ikke have hende i boutiken , 
at hun ikke skulle gøre spektakler . Hun ville have 
mere at drikke , og talte fælt om sin mand : „ Jeg 
er ikke den , der vil gøre ufred , “ sagde hun ; „ men 
jeg kunne slå hans hoved itu . “ Og så græd 

hun , og så lo hun , og så drak hun igen . Det 
gad jeg ikke høre på , og så gik jeg herop . “ 
Rosine svarede ikke , hun syede og syede , og 
hendes hjerte krympede sig sammen i sørgelige 
tanker . Madame Mortensen faldt i en blid 
søvn i sin lænestol , Birthes store , mørke skikkelse 
forlod kakkelovnen , og stred ud af stuen med 
et dumpt : „ Godnat ! “ , og luften blev tung af kvælende 
tanker . Rosine lagde sit sytøj sammen , og 
tog et shawl over hovedet for at gå ned og 
trække lidt frist luft . 
Lampen brændte svagt i porten , der var stille 
og ensomt , og hun gik sagte op og ned . Ude i 
gården faldt sneen , hvid og lydløs , den faldt 
over de sorte brøstene , over kar og brædter , og 
den lagde sig til ro i alle karme og åbninger , 
Rosine standsede på sin vandring , og så tankefuld 
på den . Da vaktes hun af en svag lyd af 
en knirkende dør , en lille skikkelse kom frem , og 
styrtede sig henimod hende ; den greb om hendes 
knæe , trykkede sit hoved imod dem , -og brast i konvulsivisk 
gråd . 
„ Lisbeth , lille Lisbeth ! “ sagde Rosine med 
skælvende stemme , og drog hende op i sin favn . 

barnet svarede ikke med ord , men kun med 
ville kærtegn . 
„ O , rolig , rolig ! “ sagde Rosine bønfaldende , 
„ o , Lisbeth , tal til mig , hvor er din moder ? “ 
„ Derovre ! “ svarede barnet med en heftig bevægelse 
mod den anden kælder . 
„ Du ved , at vi må ikke ses , “ sagde Rosine 
med smerte , „ ikke nu , Lisbeth , vi må 
vente , engang , når du bliver stor , vil du besøge 
mig , indtil da må vi stilles . Vær et godt , tålmodigt 
barn , vær — “ hendes stemme kvaltes 
af hendes tårer , de klyngede sig til hinanden , og 
græd tavse . 
„ Se , Lisbeth , “ sagde Rosine endelig , og 
løsnede barnets arme fra sin Hals , „ se , hvor 
sneen falder tung , se , hvor mørk himlen er deroppe ; 
men bag skyerne stå dog stjernerne , ikke 
sandt ? Når det tange sneetæppe drages bort , 
ville de atter skinne . Husker du historien om den 
stakkels asfepot , hun troede , at hun altid skulle 
sidde i den mørke skorsteenskrog ; men gode feer 
vågede over hende , og hun blev dog lykkelig . Den 
gode gud våger over dig , vil du tænke på det , 
når du sidder alene nede i mørket ? “ 

„ Ja , “ svarede Lisbeth , „ må jeg ikke også 
nok tænke på dem ? “ 
„ Jo , mit barn ! tænk på mig , tænk på , at 
jeg har bedet dig være from og tålmodig . “ 
„ Fader er gået bort , “ sagde hun ængsteligt , 
„ jeg er alene med moder . “ 
„ Moder vil gå iseng , “ sagde Rosine med 
bankende hjerte , „ og så vil du også sove . “ 
Lisbeth så sig om i porten , uden at slippe 
sin venindes hånd . 
„ Om sommeren skinner solen , “ sagde hun , 
„ hvorfor lader den gode gud den ikke skinne også 
om vinteren ? “ 
„ Fordi det er hans urandsagelige villie , “ svarede 
Rosine dybtbevæget , „ at solen og lykken ikke 
altid skulle skinne over menneskenes hoveder . “ 
„ Hvorfor holder min moder ikke af mig ? “ 
„ Hun holder af dig , en moder må elske sit 
barn , og selv om hun ikke elskede dig , vil du 
elske hende . Hun har født dig , næret dig ved sit 
bryst , om hele verden forlod hende , vil du elske 
hende . Selv om alle mennesker så hendes fald , 
og spottede hendes grå hår , vil du ære dem og 
holde dem hellige . “ 

„ Siden de siger det , vil jeg . “ 
„ Så godnat , mit eget , kære barn ! Godnat 
for sidste gang ! Jeg vil forlade dette hus , 
vi ville hver gå sin vej , men altid tænke venligt 
på hinanden . Engang om mange år , når Lisbeth 
er en voksen pige , vil hun besøge sin gamle 
veninde , og så ville vi glæde os over at have 
elsket hinanden trofast , og således , at den gode gud 
har set med velbehag til vor kærlighed . Godnat , 
mil kære , gode barn , godnat til en gladere morgen ! “ 
Alter 
og atter omfavnede og kyssede de hinanden 
i afskedens smerte ; da åbnedes spækhøkerens 
kjælderdor , og madame bkatzen stavrede buldrende 
op . 
„ Se der , “ sagde hun stammende til spækhøkerkonen , 
der med et lys i hånden så efter 
hende , „ se , der står det uforskammede fruentimmer , 
og forlokker mit barn ! Lisbeth , djævleunge , vil 
du blive fra hende ? “ 
Rosine slap barnet , og vendte sig mod 
hende . 
„ Sig ikke , at jeg forlokker hende , “ sagde hun , 
halvt bedende , halvt besværgende , „ jeg siger hende 

farvel , og rejser fra dette hus . Allerede i morgen 
er jeg borte , og går dem ikke mere i vejen . “ 
„ Det er godt , det , de der siger , “ sagde konen 
med en harmfuld latter , „ De kan for mig gerne 
blive heri huset , jeg jager ingen bort , jeg er viceværtinde , 
og lejerne må gerne blive her for mig . 
— men , tro mig , “ tilføjede hun med udbrydende 
forbittrelse , „ kom ikke tiere her i porten , hvis de 
har deres liv kærr , jeg knækker arme og ben 
på dem , hvis jeg træffer dem oftere her ! “ 
„ O , vær blot rolig , “ bad Rosine angst . 
„ Gå , vil de gå ? “ råbte hun , og pegede 
til trappen . Spækhøkerkonen , greben af simple 
folks feige angst for at blive vidne til noget ulovligt , 
trak sig hurtigt tilbage med sit lys , og forsvandt 
bag sin lukkede dør . Rosine veg tilbage 
for den rasendes truende hånd , og af frygt førend 
yderligere at opbringe hende steg hun op af 
trapperne med hastige trin . Konen lyttede efter , 
til hun var forsvundet i de øverste etager , derpå 
mumlede hun med et hånligt latterndbrud : „ Hun 
er dog bange for at have med mig at gøre . “ 
Derpå vendte hun sig til barnet , der skælvende 
havde trukket sig tilbage til kælderdøren : „ Er 

du kommet herop , “ sagde hun , og trak hende frem 
ved armen , „ godt , så kan du også blive her , og 
vente på din fader . “ 
„ O , moder , lad mig gå ned med ! “ bad hun 
grædende . 
„ Bliv , siger jeg ! “ råbte moderen heftigt , og 
stødte hende tilbage , „ jeg har forbudt dig at gå 
op til hende , nu kan du blive her i nat . Her er 
godt nok til dig ; rør dig ikke af pletten , siger jeg , 
eller gud nåde dig ! “ 
Hun åbnede kælderdøren , og lod den falde i 
efter sig med et bulder ; bulderet forlængede sig 
gyseligt i det lyttende barns øren som en udelukkelse 
fra lyset og varmen og hvilen . Hun sprang 
henimod døren , slog på den med sine små hænder , 
og bad : „ Moder , luk mig op , her er så koldt 
herude , jeg dør til i morgen ! “ Bien ingen stemme 
svarede . Døren var kold som is , endnu koldere 
var moderens hjerte , ingen af dem åbnede sig for 
kaldet . 
Barnet stod alene i mørket ; lampen i porten 
var oset ud , og kun et svagt lysskær viste , hvor 
gårdspladsen var . Længe troede hun , at det kun 
var en tom trudsel , at hun skulle tilbringe natten 

her på de våde stene , i den klamme natteluff , 
og hun holdt sig knuget tæt op til kælderdøren . 
Sålænge hun så lys i spækhøkerkjælderens vinduer , 
syntes hun , at natten endnu ikke rigtigt var 
faldet på ; men også denne trøst udslukkedes med 
lysskæret fra dem . Hun kunne banket på døren , 
og bedet om husly ; men uden at gøre sig nogen 
tydelig forestilling om hvorfor , følte hun , at man 
ikke ville vove at tage hende ind . Med andres 
ejendom tør man ikke befatte sig , og hun tilhørte 
jo sin fader og moder . Det var også den eneste 
tanke om at undflye sin skæbne , som opstod hos 
hende , og den sluktes snart af den håbløse visbed 
om at være afhængig af den berusede moders villie . 
Hendes fader kunne komme hjem , og ethvert tag i 
porten , der var blevet stående uaslåset , gav hende 
håb om hans hjemkomst ; men mange gange gik 
tunge trin hende forbi i mørket , for at forsvinde 
andetsteds , og han kom bestandig ikke . Tydeligt 
kunne hun i nattens stilhed høre slagene af Petri 
kirkes ur , og da hun med bankende hjerte havde 
talt tolv , vidste hun også , at han ikke ville komme 
og forløst hende . Atter bankede hun sagte på 
kælderdøren , og hviskedee : „ O , moder , luk mig 

ind ! “ men der kom intet svar . „ Hun sover allerede , “ 
Sagde hun til sig selv , og hun tittede op til 
alle gårdsrummets mørke vinduer , og sagde bedrøvet : 
„ De sove alle . “ Det var altså afgjort , 
hun skulle tilbringe natten her . Hun gav sig ikke 
til at græede , som et mere forvænt barn måske 
ville have gjort ; tidlig havde upåagtede klager og 
forhånede tårer lært hende dyrets tålmodige 
resignation , hun svøbte fine klæder sammen om sig , 
og satte sig på kældertrappen . Himlen vedblev at 
sænke sit sneetæppe over jorden til varme for 
denne , men ikke for det menneskelige kød og blod , 
der kølnedes langsomt og sikkert i nattens fugtige 
luft . 
„ „ Tænk på , at jeg har bedet dig være from 
og tålmodig , “ “ gentog barnet for sig selv , hun 
gentog det atter og atter med bævende læber og 
klapprende tænder som en talisman mod smerten 
og håbløsheden , og hun gentog det , indtil nattens 
kulde og søvnen overvældede hendes sandser . Hun 
tog sit lille forklæde op om sine blottede arme og 
sit isnende hoved , lænede sig til væggen , og sank 
hen i en slummer , beder snurt blev til bevidstløshed . 


sneeskyerne vare trætte af at nedsende deres 
fugtige dun , de breve langsomt til siden som et 
svært fartøj for en jern kuling , og himlen blev 
klar , nattens stjerner funklede atter ; gennem dem 
så klare , medlidende øjne ned på den brødebetyngede 
jord , som havde tilsløret sine sorger og 
synder med et kortvarigt blund . De så ned 
på den mørke kældertrappe , hvor barnet lå 
hensjunket i dødlignende dvale , og de så rundt 
i berden på tusinder , der vare hendes lige , hvis 
rosenkinder vare blegnede under trældommens tryk , 
og hvis blik havde mistet sit himmelske lys i det 
mørke , lunefuld vilkårlighed og despotisk ubarmhjertighed 
havde udbredt om dem . De så dem 
med guddomsbilledet forstyrret i sjælen , og legemet 
besmittet og sønderbrudt , og ingen frelse for 
disse uskyldige martyrer , som et egenkærligt samfund 
holdt i uopløselige lænker . Det var lovens 
trældom uden evangeliets fortøjende frihed , og det 
var som om der fra nattens bryst hævede sig et 
langt , tungt suk . Det gik isnende hen over jorden , 
de dryppende vanddråber stivnede i det til chrystaller , 
sneen knittrede under vandrerens trin , og 
da morgensolens stråler hævede sig over synskredsen , 

var der overalt beredt tusinde spejle til at 
opfange dens første , rødmende genskin . 
Der kom mennesker gennem porten , nogle 
kastede måske et nysgerrigt blik på den genstand , 
der lå sammenrullet i kjcrlderhalsen , andre 
gik ligegyldige forbi , uden at se til højre eller til venstre ; 
endelig kom en soldat med stærke , genlydende 
trin , han skulle op til skomageren ; men 
da han så over , og så det , der lå ved kælderdøren , 
gik han tilbage , og undersøgte , hvad der 
fandtes skjult under det brogede stykke tøj . „ Et 
barn ! “ sagde den stærke mand med underlig sagte 
stemme , han flap forklædet , og efter et øjebliks 
overvejelse bankede han på spækhøkerens dør , og 
fortalte , hvad han havde set . Nu blev der på engang 
på en forunderlig måde levende i porten , 
hvorfra og hvorledes alle disse mennesker kom sammen , 
kunne ingen sige ; men de vare der , og stimlede 
tæt sammen om barnet . 
„ Hun er død , “ sagde en dæmpet . 
„ Nej , hun er kun bevidstløs , “ sagde en anden . 
Hun blev løftet op ; på det blege barneansigt 
lå en uendelig tålmodighed , og uvilkårligt lød 
medlidende og deltagende udbrud i kredsen . 

„ Hvor hører hun hjemme ? “ spurgte soldaten , 
og da mange hænder pegede på kælderdøren , slog 
han et par stærke slag på den . 
Da trængte spækhøkerkonen sig frem gennem 
mængden , der straks gav plads for hendes vigtige 
person . 
„ Nej , ved gud , om hun skal derned ! “ sagde 
hun , og tog barnet fra den , der bar det . „ Nu 
tager jeg hende ned med mig , og jeg vil se , hvem 
der skal få lov til at hente hende . “ 
Som ved et vindpust vare alle selvsyge følelser 
bortvejrede hos denne mængde , der før havde stillet 
sig beskyttende om moderens rettigheder , mange flere 
travle hænder , end der behøvedes , hjalp spækhøkerkonen 
at bære barnet , at åbne døren til hendes 
lejlighed , og bringe hende til hvile på sengen . 
Denne var tæt omringet af spændte og nysgerrige 
ansigter , og kun nogle få blev stående i porten 
for at se , hvad soldatens bestræbelser for at vække 
den anden kælders beboere ville føre til . 
„ Der er vist ingen hjemme , “ sagde han endelig , 
seende sig om . 
Birthe kom til , og sagde : „ Hun ligger vel 
dernede , og sover rusen ud . Slå bedre til ! “ 

han slog med hænder og fødder ; men ingen 
svarede . Da kom skoflikkeren ind af porten ; han 
var bleg og forsviret ; men han blev dog endnu blegere , 
da der i få ord blev meddelt ham , hvad 
der var hændt . Han så sig om i kredsen , og 
sagde : „ Hun var rent djævels i går , og slog efter 
mig med ildtangen . Jeg blev så gal indvendig , 
at jeg ville gå ud og drukne mig ; men da jeg 
var kommet på gaden , betænkte jeg mig . Jeg har 
inat ligget på bænken hos en værtshuusholdcr , 
og var det ikke for barnets skyld , var jeg ikke 
kommet tilbage . “ 
Han tog en nogle op af lommen , og åbnede 
indgangsdøren . Der var mørkt dernede , og man 
kunne ikke straks se , hvad der lå på trappen , 
men det varede ikke længe , før man så det . I 
rusen og vreden var skoflikkerkonen styrtet hovedkulds 
ned , og havde slået hovedet mod gulvet ; 
enten hun var død straks , eller ikke havde formået 
at rejse sig , og således senere var gået over fra 
bevidstløshed til død , vidste ingen ; men tung og 
død var hun , og da hun lå udstrakt på sin seng , 
tvivlede ingen derom . 
Skoflikkeren rørte ikke selv ved sin kone ; men 

han fulgte tavs efter dem , der bare hende hen til 
sengen . Da hun lå der , og den skyndsomst tilkaldte 
læge havde erklæret hende for død , betragtede 
han hende med et besynderligt udtryk af tvivlende 
forundring . Derpå tog han hendes arme og hænder , 
og løftede dem gentagne gange op , og lod dem 
synke tilbage , som om han ville forvisse sig om , at 
hun virkelig var død . Da dette endelig syntes ham 
hævet over al tvivl , gik han bort fra sengen , og 
kastede sig på en stol med en høj , krampagtig 
gråd . 
Lægen blev kaldt over i den anden kælder ; 
han undersøgte omhyggeligt det livløse barn , og 
sagde endelig : „ Hun er ikke død . “ Forskellige oplivelsesmidler 
bleve anvendte , og hun slog igen øjnene 
op ; men det liv ; der således blev kaldt tilbage , 
var svagt og døende . 
Spækhøkerkonens dagligstue var i dag blevet et 
offentligt sted , hvo , der ville , gik uhindret ind , 
betragtede barnet , og gik igen i taushed . På 
sofaen var redt en seng , belagt med madame 
Hansens fineste lagener , og derpå var Lisbeth 
flyttet hen ; det var som om man troede , at døden 
ville have mere respekt for det fornemme leje end 

for det simple . I boutiken gav spækhøkerkonen 
audients med en højtidelig mine ; på hendes ansigt 
stod skrevet : „ Når jeg gør noget , gør jeg det 
grundigt . “ 
Birthe var gået op til Rosine , og havde 
fortalt hende morgenens begivenheder . Hendes første 
tanke var at ile ned til sin lille Andling . Da hun 
bøjede sig over hende , og med ømhed kaldte : „ Lisbeth ! 
Lisbeth ! “ syntes først sjælen fuldstændig 
at vende tilbage til livet , hun udstrakte mat sine 
hænder for at tage om hendes Hals ; men de sank 
kraftesløse tilbage . 
„ Gå , “ hviskedee hun med mat stemme , „ gå ! “ 
„ Nu behøver jeg ikke længer at gå , “ sagde 
Rosine med tårer , „ nu tør jeg blive hos dig , 
pleje og passe dig . “ 
„ Min moder kommer vist snart , og henter 
mig , “ sagde barnet . 
„ Nej , Lisbeth , hun kommer ikke mere . Lisbeths 
ni oder er gået ud af denne verden ; hun 
ligger stille nede i sin stue , gud har kaldet hende 
i denne nat . “ 
Barnet åbnede øjnene vidt , og så på hende 
med et udtryk af skræk . 

„ Er hun død ? “ spurgte hun . 
„ Ja , Lisbeth , hun er død . Da hun igåraftes 
gik ned ad trappen , faldt hun , og slog sig 
ihjel . “ 
Barnet vendte sig , og skjulte sit ansigt i puden . 
Stille sad Rosine ved siden af , strøg med 
sagte hånd over hendes hår , og bad en bøn for 
den døde . 
Spcekhokerkonen kom ind , og bøjede sig over 
sengen . 
„ Sover hun ? “ spurgte hun deltagende . 
Barnet så op . „ Min moder havde ikke 
glemt mig , “ sagde hun til hende . 
„ Jeg ved det nok , mit lille puds , “ svarede 
konen rørt . 
Faderen kom , og så til sit barn . „ Bliv 
du kun her , “ sagde han , „ Du har det godt . Derer 
heller ikke plads nede hos os til mere end en , 
jeg ligger ude i denne tid , til hun kommer bort . 
Det er ikke min skyld , at du ikke har haft det 
godt , jeg kunne nu engang ikke magte hende . “ 
Barnet tog hans hånd , strøg og klappede den . 
„ Stakkels fader ! “ sagde hun . 
Men hen ad dagen gik den store mathed over 

til feber , og da aftenen kom , begyndte hun at 
fantasere . Det var ville , ængstelige forestillinger 
fra de henrundne , sørgelige dage ; men hver gang 
fantasierne nærmede sig den sidste , ulykkelige nat , 
kom også undflyldningerne for moderens hårdhed 
tilbage . „ Det kunne ikke nytte , at jeg bankede , og 
bad hende lukke op , “ sagde hun gentagne gange , 
„ hun kunne ikke høre mig . Stakkels moder ! “ 
Alle husets folk samlede sig i hjertelig deltagelse 
ved sygelejet , og det faldt undertiden vanskeligt 
at forhindre , at disse utallige besøg og forespørgsler 
ikke forstyrrede den syge . Da det blev 
bestemt , at der skulle våges om natten , kom 
Hansine med stor Iver , og tilbød sig at våge . 
„ Jeg forsikrer jomfruen , at det er mig en 
sand fornøjelse , “ sagde hun , „ jeg er så vant til at 
omgås alle slags mennesker , og hvad det angår 
at holde øjnene åbne , så kan jomfruen tro , at 
jeg har vadsfet mangen god nat . Dette er jo 
ingenting mod at stå i vadsfeballien . “ 
Rosine havde helst selv våget hele natten ; 
men da spækhøkerkonen også nærede den formening , 
at Hansine måtte være særligt stikket til 
denne forretning , blev de til sidst evige om , at 

pigen skulle våge den første halvdel af natten , 
og Rosine den anden . En lang række forfriskninger 
blev opstillet foran Hansine , lampen forsynet 
med olie , og Rosine listede sig op på sit 
værelse . 
Hun havde dog ingen ro på sig , og da 
klokken var tolv , gik hun igen sagte ned i kælderen ; 
allerede udenfor døren hørte hun barnets 
stemme , der var blevet forunderlig hæs , og da 
hun kom ind , så hun Hansine , tilbagelænet på 
stolen , snorke af hjertenslyst . Da lyset stod noget 
til siden for hende , dannede hendes vidtåbne 
mund et næsten frygteligt skyggebillede på væggen , 
og dette syntes i høj grad at ængste det forvildede 
barn . 
„ O , det gaber for at opsluge mig ! “ hviskedee 
hun til Rosine , pegende på væggen , „ jeg har 
kaldt ; men ingen har hørt mig . Hvem er det , er 
det djævelen ? “ 
„ O nej , “ sagde Rosine beklemt ; thi barnets 
stemme var hæs og klangløs , og ligesom frempresset 
af et trangt gemme ; „ det er kun en skygge på 
væggen . “ 
„ Jeg er så bange for djævelen , “ stønnede 

hun , „ Moder sagde så lidt , at han skulle hente 
mig . “ 
„ Har du aldrig læst dit fadervor ? “ 
„ Jo , i skolen . “ 
„ Så fold dine hænder , og bed det . Så 
behøver du ikke at frygte for nogen ond ånd . “ 
Barnet foldede hænderne , og remsede bønnen 
op med falsk og besynderlig betoning , så at det 
næsten smertede Rosine at høre det . 
„ Jeg skal bede det for dig , “ sagde hun blidt , 
og tog barnets hænder i sine , medens hun af sit 
hele hjerte bad bønnen for det . Lisbeths øjne 
hvilede på hende med hele den forunderlige blanding 
af smerte og trøst , der kan være i et barneblik , 
og da hun var færdig , sag be hun : 
„ De ved alt anderledes end andre . “ 
Rosine blev nu siddende ved sengen , og havde 
den glæde , at hun faldt i søvn , men rigtignok en 
urolig , stønnende , hvileløs søvn . Da om morgenen 
menneskene begyndte at færdes i stuerne og 
på trapperne , for Hansine op af søvne , og da 
hun så Rosine , udbrød hun : 
„ O gud , jeg er dog vel ikke faldet i søvn ' - ' 
det er , ved den levende gud ! aldrig overgået mig 

før , der må have været noget bedøvende i maden . 
O gud , “ — her begyndte hun at græde — „ Jomfruen 
må ikke tænke noget ondt om mig , det var 
i ben bedste mening , at jeg bød mig til at våge 
her , og jeg tror også , at den stakkels unge har 
sovet hele natten . “ 
„ Det er ikke været at græde før , “ sagde Rosine 
noget koldt ; „ det er blot rigtigst , at Hansine 
ikke mere tager sig på at våge . “ 
„ Jomfruen tror nu , at jeg er et skarn , “ 
Tudede Hansine ; „ men det kan jeg forsikre , at jeg 
har det bedste hjerte af verden . Alting er blot 
så contrairt før mig , og så bliver jeg miskjendt/ ' 
kun 
med møje lykkedes det Rosine at få 
hende fjernet ; lægen kom , og så til barnet ; han 
rystede betænkeligt på hovedet . 
„ Er der nogen fare ? “ spurgte Rosine med 
bankende hjerte . 
„ De måtte hellere spørge , kære jomfruer er 
der noget håb ? Jeg tør ikke svare dem ja 
eller nej , vi ville nu gøre , hvad mennesker formå . “ 
Der 
blev i disse dage en stilhed i huset i 

st . Pederstræde som i et tempel , ikke så meget for 
den stille skikkelses skyld , der lå stiv og bleg i 
den ene kjcrlder , og ventede på at føres på den 
sidste rejse , som for det dødssyge barns skyld , 
som ømme og medlidende hænder søgte at holde 
tilbage i denne verden . Man gik sagte ned ad 
trapperne , man hviskedee til hinanden i porten og i 
gården , og selv i bontiken hørtes kun sagte trin 
og dæmpede stemmer . Huset havde adopteret den 
dødes barn , og med det hastige og ofte grundløse 
omslag , der så ofte findes i simple folks stemning , 
var denne nu kun idet og overstrømmende 
venlighed . Nten desværre aftog håbet bestandig 
mere , og visheden om , at døden havde mærket sit 
bytte , blev stærkere og stærkere . Feberfantasierne 
fjernede sig vel fra den syges leje ; men kræfterne 
aftoge ; mattere og mattere blev det lille legeme , 
svagere det korte åndedrag fra det barnlige bryst , 
og blegere den indfaldne kind . 
Carl kom også ned for at se til den syge , 
og Lisbeth hilste ham med et genkendende smil . 
Til ham sagde hun , hvad hun ligesom ikke havde 
nænnet al sige til Rosine : 

„ Jeg doer med min møder — ikke sandt , hr . 
Sander ? “ 
„ Jeg væed ikke , mit barn , “ svarede han alvorligt . 
„ Livet er en stor og kostelig gave ; men vi 
må alle være beredte på at give den tilbage , når 
gud forlanger det . “ 
„ Jeg er bange for at dø . “ 
„ Hvorfor ? “ 
„ Jeg er bange , at djævelen er deroppe . “ 
„ Djævelen ? — han er jo også hernede . Er 
du bange for ham ? “ 
„ Ja . Jeg så ham forleden nat på væggen . “ 
„ Jeg tænker ikke , det var ham . Det var Hansines 
skygge . Man må ikke være bange for 
djævelen , men holde sig til den , der er stærkere end 
ham . Skal jeg fortælle dig en historie ? “ 
Et glad smil krusede hendes blege læber . 
„ O ja , fortæl ! “ 
Han fortalte hende legenden om den hellige 
Christopher , der kun ville tjene den stærkeste . 
Derpå vedblev han : 
„ Har du ikke hørt tale om Jesus chrisfus ? “ 
„ Jo , 
i skolen , “ svarede hun . 

„ Så væed du , at din gud blev menneske , 
' led og døde , således som vi også skulle lide og 
døe . Ikke sandt , du har hørt om hans liv på 
jorden ? “ 
Hun så tøvende og eftertænkende på ham . 
„ Jeg har lært det i min catechismus , “ svarede hun 
endelig . 
„ Og hvad står der ? “ 
„ I Jesu chrisfi liv adskille vi hans fornedrelsesstand 
og hans ophøielsesstand , “ sagde hun 
opremsende , „ til Jesu chrisfi fornedrelsesstand 
hører hans fødsel som menneske , hans liv her på 
jorden i ringhed og armod , hans lidelser , hans 
død og begravelse . Al hans fornedrelse var frivillig 
for vor skyld . “ 
„ Stakkels barn ! “ sagde Carl sørgmodigt hen 
for sig , „ også hos dig har man arbejdet på at 
slå ånden ihjel med bogstaven . Skal jeg fortælle 
dig mere ? “ tilføjede han . 
„ O ja , “ svarede hun , „ jeg glemmer alting , når 
de fortæller . Må jeg så holde deres hånd ? “ 
„ Der er den , “ sagde Carl blidt , og nu begyndte 
han at fortælle om det underfulde barn , der 
blev født , om hvorledes menneskene efterhånden erkendte 

ham for at være mere , end der hidtil . havde 
været i verden , hvorledes han ikke alene var mere 
end menneskene , men også stærkere end djævelen . 
Hun lyttede til med ubeskrivelig opmærksomhed , og 
når Carl forlod hende , syntes hun kun at ligge 
og vente på , at han skulle komme igen . Han kom , 
og fortalte atter ; en hel nat vågede han hos 
hende , og når hun ikke sov med hovedet på hans 
arm , oprullede han det ene billede af frelserens 
liv efter det andet for hende . Således vandrede 
de hånd i hånd med hinanden efter ham på 
vejen gennem jødeland , standsede for at betragte 
de syge og værkbrudne , der kom til ham , og lyttede 
til hans ord til dem . Det var ligesom om 
barnets liv opholdtes af længselen efter at opleve 
alt , og når Carl var gået , fortalte hun Rosine 
om alt det vidunderlige , hun havde hørt . Ikke 
heller fandt disse samtaler altid sted i eenrum ; 
som oftest , når han havde indtaget sin plads ved 
sengen , forrådte den knirkende dør , at nogle stille 
gæster lydløst skrede ind i stuen , som da , når 
han gik bort , ligeså stille rejste sig , og ærbødigt 
hilste på ham . 

en morgen blev porten omhyggeligt fejet , alle 
husets urtepotter plyndrede , og deres afgift blandet 
med gran og buksbom , som nabogårdens amagerkone 
velvillig havde medbragt , alt sammen for at bestrøe 
porten og fortouget . Hr . Matzen viste sig 
i sorte klæder , med sort flor om hatten , og i en 
tilsyneladende meget nedbøjet tilstand . Porten var 
tæt opfyldt af husets beboere , da liget bares op 
af kælderen , og af madame Jørgensen og flere 
tjenslagtige ånder lagdes i kisten ; Birthe , der 
stod med som tilskuer , bemærkede ved sig selv , at 
det var vist første gang , „ at madamen var så 
håndtecrlig . “ Først da ligvognen var rullet bort , 
løstes tungerne , og følelserne gave sig lust i nogle 
bemærkninger over , hvorvidt begravelsen kunne allstes 
for at være udstyret i passende forhold til 
husets værdighed , hvorom man dog i det hele 
syntes at være enig . 
Skoflikkeren kom kun hjem efter begravelsen 
for at træffe anstalt til sin bopæls udluftning og 
reengjøring , derpå forsvandt han , indtil han hen ad 
aften igen viste sig med en hjertensven , der ligeledes 
var i stadsklæder med et særdeles iøjnefaldende 
sort flor om hatten . Hr . Matzen , der om 

morgenen aldeles havde afgivet et billede af den 
sørgende ægtefælle , optrådte nu som den lystige 
enkemand . Han hentede forfriskninger og punsch , 
og indbød enhver , som passerede porten , til at 
komme ned og tømme et glas på den afdødes 
erindring . Alle forbigangne fornærmelser syntes 
udvadflede i punschens Lethe ; thi endogså skomagerdrengen 
blev beværtet med et glas , som han nød i 
ærbødig nærhed af døren med skoene under armen 
og følgelig på hosesokker . Der var således 
forsamlet en temmelig talrig mængde i det såkaldte 
sørgehuus , da Birthe kom hjem fra et ærinde i 
byen . Skoflikkeren stak hastigt hovedet ud af vinduet 
til porten , og råbte : 
„ Hej , lille jomfrue , gå dog ikke min dør 
forbi , uden at drikke et glas punsch med mig . Vi 
have jo altid været gode venner , og er de vred 
på mig , så lad os slutte fred ! “ 
Birthe mumlede noget , men gik dog ned , og 
modtog det fremrakte glas . 
„ Skål ! “ sagde skoflikkeren . 
„ Tak ! “ svarede Birthe . 
„ Te holdt nok ikke af min kone , “ vedblev han , 
idet han kneb det ene øje sammen . 

„ Nej , “ svarede Birthe , betragtende ham vist , 
„ kanske de holdt af hende ? “ 
„ Overordentlig meget , “ svarede han satirisk , 
„ jeg havde forkælet hende . Hun var en køn pige , 
skal jeg sige dem , jeg så jo nok , at hun var noget 
galhovedet ; men så tænkte jeg , det går over med 
årene , køn er hun dog alligevel . Men det blev 
lige omvendt ; skønheden gik over , men galflaben 
blev der , og så var jeg narret . “ 
„ De skulle holdt hende bedre i orene , “ mente 
Birthe . 
„ Ulykken er , “ sagde skoflikkeren , „ af jeg kun 
er modig i mørke , lille jomfrue ! Derfor slukkede 
jeg også først lyset i porten den aften , de ved 
nok , før jeg gav min kone en ørefigen . “ 
. Ved disse ord opstod en almindelig bevægelse 
i forsamlingen . 
„ Var det dem ? “ udbrød Birthe med et mørkt 
øjekast . 
„ Ja , det var såmænd , “ sagde skoflikkeren triumferende , 
dog ikke uden et forskende øjekast til det 
sted , hvor hans kones lig havde ligget , „ jeg 
mente , af hun havde så meget til gode , af det var 
bedst af benytte lejligheden til en lille afbetaling . “ 

„ Og så lod de mig sværge på , af det ikke 
var mig , “ sagde Birthe vred . 
„ Vær ikke vred for det , lille jomfrue , “ sagde 
han , „ De svor jo kun på , hvad der var sandt , og 
nu vil jeg gerne sige til hele verden , at de er så 
uskyldig som et nysødt barn . Hører i alle sammen , 
lad os drikke et glas på jomfruens velgående ! “ 
Forsamlingen adlød beredvillig opfordringen , 
og Birthe blev lykønsket fra alle sider . Det 
syntes dog ikke rigtigt at fornøje hende , hendes store , 
grove træk så bestandig alvorligere ud , og hun 
rejste sig straks efter for at gå bort . 
Rosine var gået op i sin stue , træt og bedrøvet 
stod hun i stille betragtninger , Va Carl 
åbnede døren , og så ind . 
„ Her er hun ! “ sagde han fornøjet , og skød 
Frits ind ad døren , medens han selv lukkede den 
efter ham , og forsvandt . 
Overrasket og grebet af mange , forskellige følelser 
veg Rosine tilbage ; men Frits ilede henimod 
hende , og hun følte sig inddraget i hans tætte , 
inderlige favntag . 
„ O , Rosine , slemme , uartige Rosine ! “ sagde 
han , medens tårerne funklede i hans øjne , „ tænk , 

hvis jeg havde mistet dig ! Jeg ville aldrig have 
tilgivet dig , aldrig tilgivet din mangel på tillid 
og oprigtighed til mig . Se på mig , se ind i 
mine øjne , og sig , om du ikke fortryder den ? “ 
„ Jo , tilvisse , min kære , gode Frits , “ stammede 
hun ; „ tilgiv mig ; men jeg var så langt borte 
fra dig , det overvældede mig så frygteligt , jeg 
syntes , at det var umuligt , at noget menneske herefter 
kunne tro mig . “ 
„ Og nu ? “ spurgte han , idet han smilende så 
hende ind i øjnene . 
„ O , “ sagde hun undseelig , idet hun slog dem 
ned , „ alle mennesker er så gode , så tillidsfulde 
imod mig , at jeg aldrig havde driffet mig til at tro 
eller vente sligt . Alligevel ville det være mig en 
stor lindring , om denne femdalerseddel kunne findes , 
eller nogen sige mig , hvor den er blevet af . “ 
„ Bi ville aldrig mere tænke på denne tåbelige 
historie , “ sagde Frits , „ Du har intet at bebrejde 
dig , dermed er sagen afgjort . Jeg har 
imidlertid alvorligere bebrejdelser at gøre mig selv , 
fordi jeg ikke har åbnet mit hjerte for dig ; men 
nu skal der ikke hengå en time af vor samværen , 
for du har læst rent og klart i min sjæl . Er 

her nogen plet i dette hus , du kan kalde din 
. egen , og hvor vi kunne tale uforstyrrede med hinanden ? “ 
„ Io , 
en lille en , “ sagde Rosine , og åbnede 
smilende døren til sit sovekammer . 
Da Frits var trådt ind , vendte han sig om , 
og omfavnede hende . „ Selv om vi aldrig skulle 
få noget større rum på jorden , ville vi aldrig 
mere stilles fra hinanden . Jeg har nu fulgt kammerherren 
hjem , han var tilfreds med mig , og lovede 
mig sin beskyttelse . Jeg tager sat på mit 
gamle arbejde af undervise , mine venner ville hjælpe 
mig til af så timer , og så snart vi kunne , gifte 
vi os . “ 
„ Var det dog ikke bedre , Frits , “ sagde Rosine 
bekymret , „ af vente til du kan få ansættelse 
som Capellan eller sligt ? “ 
„ Kære Rosine , “ sagde han alvorligt , „ detkan 
måske synes således , og gid det kunne være det ; 
men jeg har en meget tung bekendelse af gøre 
dig . Du har kendt mig fra min tidligste ungdom 
af , og ved , af det var mit glade håb engang af 
forkynde guds ord på prædikestolen . Hvorledes 

det kom , ved jeg ikke rigtigt nu ; men jeg tør for 
øjeblikket ikke tænke derpå . “ 
„ Og hvorfor ikke ? “ spurgte hun overrasker . 
„ Fordi jeg ikke tør bekende den åbenbarede 
guds navn med den fulde overbevisning , som en 
christelig præst bør besidde . Misforstå mig ikke , 
Rosine , som om kirkeklokken ikke ringede for mig , 
når den jule- eller påskemorgen kalder til Herrens 
hus , midt i min forstands tvivlen klynger 
mit hjerte sig barnligt til sin gamle tro ; men 
alligevel spørger en friskende stemme : „ Er det 
sandhed , du tror ? “ Kan jeg , sig mig , Rosine , 
kan jeg med dette sind virkelig blive præst ? “ 
„ Nej , min Frits , “ svarede hun alvorligt ; „ der 
var måske dem , der ville trøste dig med , at dette 
ville klare sig med tiden , og at du kunne beholde 
din tvivl for dig selv , og kun forkynde for menigheden , 
hvad du ville , at den skulle tro ; men 
jeg siger nej . Mellem din sjæl og gud må 
der ikke være skygge af uklarhed , hvis du skal 
værdigen bekende ham for dine tilhørere . “ 
„ Således tænker jeg også , “ sagde Frits , 
omfattende hendes hånd med et trofast tryk , „ der 
gives mange andre leje , hvorpå man kan tjene 

gud , og som ikke gøre så store fordringer til fuldstændig 
klarhed i vort åndelige liv . Jeg betragter 
det allerede som en stor velsignelse , at min udvalgte 
brud deler min anskuelse , og jeg kan derfor så meget 
roligere sige : bliv min snarest muligt , Rosine ; 
du frygter ikke en tarvelig lod , tilfredse med 
os selv og stolende på gud ville vi blive lykkelige 
selv i de besfedneste kår , og ved du ikke , at 
apostlen siger , at de mænd , som ikke tro , skulle 
ved deres hustruers omgængelse vorde vundne ? “ 
Hun så smilende på ham . 
„ Jeg er ikke bange for at blive din , “ svarede 
hun , „ kom hvad dag , du vil , jeg skal følge dig , 
uden bekymring og uden tvivl . “ 
„ Tak , Rosine , “ sagde han fyrigt , „ Han , som 
klæder lilierne på Marken , vil også sørge for os . 
„ Du kan altså tro på ordene , “ sagde hun 
lidt skjelmsk , „ uden at tro på den , der har sagt 
dem ? “ 
Frits rødmede . 
„ Du har ret , Rosine , “ sagde han , „ ofte har 
jeg følt , i min kamp mellem tro og erkendelse , at 
den egentlige anstødssten for begges forening netop 
lå i min fornufts svaghed og begrændsning , 

deri at den så stykkeviis og ikke ansigt til ansigt . 
Jeg kunne svaret dig , at hine ord i og for sig selv 
ere skønne og sande , eller at de blot undslap mine 
læber som en vanesag ; men det vil jeg ikke ; thi 
jeg føler ret vel , at de kun have deres rette betydning 
som en christelig bekendelse . Gerne giver 
jeg sandheden æren , og gentager med fuld overbevisning , 
at jeg , uden at høre på forstandens 
frygt og tvivl , af et troende hjertes inderste stoler 
på ham , der klæder lilierne på Marken i skønnere 
herlighed , end Salomo var klædt i al sin kongepragt . “ 
„ Velan , 
min Frits , “ sagde Rosine , slyngende 
sine arme om ham , „ således ville vi begynde 
vort fælleds liv igen , og af dette frøkorn håber 
jeg , at gud vil udvikle en rig høst . Tvivl og først 
af et oprigtigt hjerte , der søger sandheden og intet 
andet , troende står din Rosine ved din side , og 
vi ville blive lykkelige . “ 
I dette øjeblik bankede Carl på døren , og 
så ind . 
„ Er alting i orden ? “ spurgte han skjelmsk . 
„ Kom kun ind , “ sagde Frits , „ hvis du ellers 
kan finde plads til det . “ 

da dette var umuligt , gik de alle tre ind i 
madame Mortensens værelse , som dets værdige 
ejerinde i al beskedenhed forlod for ikke at forstyrre 
samtalen . Frits fortalte nu om sin rejse , og en 
timestid forløb i et ligeså muntert samkvem som 
forhen i det gamle hus . Da afbrødes samtalen 
ved Birthes indtræden . Hun så i høj grad 
alvorlig og betænksom ud . 
„ Nå , jomfruen er ikke alene , “ sagde hun , 
„ det kan da endelig være det samme , for det , jeg 
har at sige , må helst høres af hele verden . Det 
er en meget underlig sag , og jeg ville næsten ønske , 
at jeg havde gjort , som frøkenen sagde , og var 
blevet i præstegården , så var det aldrig kommet 
for dagen . “ 
„ Hvilket ? “ spurgte Rosine sornndret . 
„ Ih , det med femdalersedlen , “ svarede Birthe . 
„ Er det kommet for dagen ? “ råbte Rosine , 
og sprang op , „ hvorledes , Birthe ? Hvordan er det 
gået til ? “ 
„ Ja , nu må jomfruen da unde mig en lille 
frist , “ sagde Birthe , „ så farligt haster det da 
ikke , og det er endelig snart sagt , for det var da 
mig , der fog den . “ 

„ Var det Birthe ? “ 
„ Ja , vist så . Jeg gik i haven med en lagte , 
og ledte om et stykke blegetøi , der var blæst bort . 
Da der var mørkt i havestuen , ville jeg gå derigennem 
til gården , da jeg , idet jeg gik forbi 
bordet , så en seddel ligge der . „ Sådan passe 
de på deres penge , “ tænkte jeg , og så tog jeg den . 
Da jeg havde puttet den i lommen , syntes jeg , det 
var bedst at gå den vej , jeg var kommet , og så 
gik jeg . Da jeg så dagen efter hørte den farlige 
ståhej , der havde været om de penge , og at jomfruen 
var gået sin vej , så kunne jeg jo sagt det ; 
men så mente jeg , at jomfruen var dog den af 
os to , der ville slippe bedst fra det , for hende lod 
de nok løbe , og så holdt alle de fornemme på 
hende , så der var ingenting i vejen . “ 
„ O , Birthe ! “ sagde Rosine , „ det kunne 
Birthe gøre imod mig ! “ 
„ Nå ja , “ sagde Birthe , „ sådan er jeg nu 
vant til at tænke ; fordi jomfruen tænker anderledes , 
behøver det ikke at være rigtigt . Så kom 
jeg her , og da jeg traf jomfruen så småt i det , 
så blev jeg meget ilde ved det , og tænkte , at jeg 
havde dog måske gjort noget galt ; men så trøstede 

jeg mig ved , at hvad øjeblik , jeg ville , kunne jeg 
skaffe Fru stilling herhen . Da candidaten kom , 
skrev jeg også til hende ; men fruen må have fået 
et andel sind , for hun kom ikke . Så kom jeg i 
klammeri med denne slemme kvinde , der blev begravet 
i dag , og jeg så nok , at ingen troede mig , 
selv da jeg svor på , at jeg ikke havde rørt hende . 
Jeg tænkte : „ Det er guds straf , Birthe , fordi 
du er gået fri med femdalersedlen ; “ men så 
tænkte jeg igen : „ Jeg lader mig dog ikke tvinge , 
peg i kun af mig , jeg beholder mit . “ Nu var jeg 
nede hos skoflikkeren , og han sad med de andre , og 
drak punsch over madamen , og så roste han sig af 
for alle mennesker , at det var ham , , der havde givet 
hende ørefigenen . Så kom de alle sammen , og drak 
min skål , og det var så meget fint . Da blev 
jeg så underlig til mode , og jeg sagde til mig selv : 
„ Se så , Birthe , nu er det løst , nu må du 
også frem med sandheden . “ Så gik jeg lige her 
op for af forlige mig med Vorherre , og nu kan de 
gøre med mig , hvad de vil . “ 
„ og Birthe vil stå ved alt dette ? “ spurgte 
Carl . 

„ Ja , ved det ene ord ligeså godt som ved det 
andet , “ svarede hun . 
„ O , gud være lovet ! “ udbrød Rosine grædende , 
„ så er jeg frelst ! “ 
„ Jomfruen skal nu altid gøre så meget af 
det , “ sagde Birthe noget misfornøjet ; , ; en ting 
vil jeg nu dog bede jomfruen tro , og det er , af 
jeg ikke med villie lod kjældcrlemmen stå åben . 
Det har altid kreperet mig , af jomfruen kunne tro 
det , for sådan fortræd ville jeg dog ikke gøre 
jomfruen . “ 
„ Det sidste var dog værre end det første , 
Birthe , “ sagde Rosine smilende . 
„ Det er blot , fordi jomfruen tænker således , “ 
Sagde hun gnaven , „ de kunne jo passe på deres 
penge . “ 
Carl og Frits havde talt et øjeblik sagte 
sammen ; derpå sagde Carl : 
„ Vil Birthe nu følge mig ud til præstegården , 
og fortælle præsten og frøkenen alting ? “ 
„ Ja , jeg vil ; frøkenen vil nok bruge en farlig 
blnnd ; men de gøre mig vel ikke noget , og det 
kan vel ikke blive værre , end at jeg giver pengene 
tilbage . “ 

„ Så rejse vi i morgen tidlig ; i nat vil jeg 
våge hos Lisbeth . “ 
Det syntes nu , at kjærlighedstjenesterne hos 
Lisbeth snart vare talte ; hun var så svag og så 
lidende , da de kom ned til hende , at Rosine ikke 
kunne beslutte sig til at fjerne sig , uagtet hun havde 
våget den forrige nat . Hun satte sig ved sengen , 
medens Carl tog plads ved dens fodende . Også 
spækhøkerkonen kom , og så til hende . 
„ Nu ligger du rigtig lunt og godt , mit lille 
puds , “ sagde hun venligt , „ slå dig nu til ro , 
og sov . “ 
„ Tak , madame , “ sagde barnet med et taknemligt 
øjekast ; „ hvem er der , der synger så 
højt ? “ 
„ Det er din fader , mit barn ! Din moder 
blev begravet i dag , og nu er han glad over at have 
sin frihed . “ 
„ Blev min bror begravet i dag ? “ 
„ Ja , nu ligger hun på kirkegården . “ 
Barnet lyttede til stormens bulder og til 
regnens slag mod binduet , derpå brast hun i 
tårer . 

„ O , der er så koldt derude ! “ sagde hun , „ min 
stakkels , stakkels moder ! “ 
„ Hun føler det ikke , “ sagde Carl , „ hendes sjæl 
er gået ind i en anden verden . “ 
„ Tror de virkelig ikke , at hun kan mærke 
stormen og regnen deroppe ? “ 
„ Der håber jeg , at stærkere storme og tungere 
smertensdråbcr ikke længer fornemmes , “ sagde 
han . 
Spækhøkerkonen klappede barnets kind , og 
gik iseng . Da hun var borte , sagde den lille : „ Det 
lyder dog så ængsteligt , o , fortæl mig , som de 
plejer . “ 
Carl fortalte . Medens det unge liv under 
stedse smerteligere kampe gled hen mod sit endepnnkl , 
nærmede vandringen i de hellige egne sig mere og 
mere til golgathas skygger . Med tålmodig forklarelse 
på de blege træk lyttede Lisbeth til beretningen 
om det store martyrium , i hvis blodsdråber 
den hele verden skulle dyppe sit besmittede 
klædebond . Da morgensolens blege stråler belyste 
tagenes kanter , og kastede et svagt smil ned 
i den våde gård , var det himmelske eventyr fortalt 

tilende , medens del døende barn endnu sukkede 
efter befrielsen . 
Carl rejste sig , og idet han med udstrakt hånd 
tegnede korsets tegn over dødslejet , sagde han 
med bevæget stemme : 
„ Levvel , du uskyldige martyr for et egenkærligt 
samfunds love ! Tusinde grave ved siden 
af din ville forgæves råbe om barmhjertighed 
mod himmelen , og den deltagelsens trøst , der er 
faldet i dit livsbæger , vil ikke engang falde i deres . 
Levvel , jeg har fulgt dig til målet , blidere 
hænder ville lukke dine øjne ! “ 
I døren mødte han Frits , han tog hans 
hånd , trykkede den , og pegede tilbage til sengen . 
„ Frits ! “ sagde han , „ hvad skulle disse gøre 
uden ham ? “ 
„ Ja , himmeriges rige er børnenes , “ svarede 
Frits med et suk . 
„ Enhver troende sjæls , “ sagde Carl , „ gå 
du ind , og afløs mig . “ 
Han gik for at forberede sig til rejsen , og en 
timestid efter steg han og Birthe tilvogns for at 
køre til præstegården . Frits trådte hen til 
sygelejet , hvor Rosine sad , for ikke at forlade sin 

lille mdliug i de sidste timer . Dybt grundende 
stod Frits lige overfor dødens store mysterium , dermed 
alvorlig røst syntes at spørge ham : „ Forstår 
du dette , du , som vil forstå alt ? “ 
Lisbeth så op på ham . „ Min gode ven 
er rejst , “ sagde hun svagt , „ så længe han fortalte 
mig , var jeg ikke bange ; kan du ikke fortælle mig 
det samme ? “ 
„ Jeg tor ikke , “ svarede Frits sagte . 
„ Du skal ikke bryde dig om , at du ikke kan 
husfe det rigtigt , “ sagde Lisbeth ivrigt , „ jeg skak 
hjælpe dig , kom , sæt dig ! “ 
Hendes kolde hånd tog om hans , og drog 
ham nærmere . Han satte sig , og spurgte : „ Hvad 
skal jeg fortælle ? “ 
„ Kjeuder du historien om dengang han tog 
børnene på sit skød ? “ 
„ Ja , Lisbeth , jeg kender den . “ Frits fortalte , 
ikke med Carls alvorlige begejstring , men 
med et dybtbevæget hjerte . Sagte , næsten ydmygt 
gentog han med bævende læber ordene : „ Hvis i 
ikke blive som børn , komme i ikke i himmeriges 
rige . “ 
„ Tak , “ sagde Lisbeth , „ Tak for alle de smukke 

historier ! “ I mild vildelse vedblev hun : „ Her er 
så mørkt i kælderen , lad mig se ud af faders 
vindue på gaden — jeg kan se de grønne træer 
på kirkegården — der falder en solstråle på 
dem — o , fortæl mig endnu engang — “ 
Men ingen fortælling lød mere for Lisbeth s 
jordiske øren , ingen solstråle mødte mere hendes 
jordiske syn ; det lille legeme lå blegt og dødt i 
den mørke kælderstue , medens sjælen vandrede videre 
ad lysets veje . En efter en kom husets 
folk til , og betragtede tavse den døde ; efterhånden 
havde der dannet sig en stum og medlidende gruppe 
om sengen . Den elendige fader blev hentet , og 
han brast i en ynkelig , højrøstet gråd ved at se 
dødslejet . Frits og Rosine rejste sig , og gik bedrøvede 
bort . 
Imidlertid ankom Carl og Birthe til præstegården , 
og han begærede præsten og frøkenen 
itale . Da disse to endelig indfandt sig i havestuen , 
tog Carl ordet : 
„ Det er ikke for intet , hr . Pastor , og de , 
frøken Kjeldsen , at jeg i dag gør dem ulejlighed 
med et besøg . Jeg ved ikke , om det vil glæde 
dem at erfare , at deres forhenværende jomfrue er 

uskyldig i det tyveri , de så overilet lagde hende 
tillast ; imidlertid er det så , og jeg venter nu af 
dem , at de vil give hende al den oprejsning , der 
står i deres magt . “ 
„ Hvad oprejsningen angår , “ sagde pastor 
Degen , „ må man dog først vide , hvad der berettiger 
til den . “ 
Carl gav Birthe et vink , og hun fortalte i 
sin ejendommelige stil , hvorledes hun havde taget 
sedlen , og ingen anden . 
„ Hvis pastoren vil have det , “ endte hun , „ kan 
jeg jo gerne give ben tilbage . “ 
„ Det bliver vel det retteste , “ sagde han , „ Pengene 
ere givne til de fattige , og det kunne vel blive 
et spørgsmål , om det er rigtigt at lade sagen 
gå upåtalt hen for retten . Et tyveri , hvorved 
en anden person er sat i mistanke , er ingen ubetydelighed . “ 
„ En 
nærmere grund var måske den , “ sagde 
Carl , „ at den pågældende person kunne ønske at 
se sit rygte renset for denne mistanke ; men da 
den kun har været tilstede hos hr. Pastoren og 
deres husbestyrerinde , er hun fuldkommen tilfreds 
med deres anerkendelse af at have uret . “ 

pastoren blinkede et øjeblik med sine små 
øjne , derpå så han dristigt Carl ind i ansigtet . 
„ Den 
lille pige , “ sagde han med en kynisk 
skjemtsomhed , „ får vel at nøjes med at være 
sluppet så godt . Det er en meget besynderlig 
mission , de der har taget dem på , hr. Missionair ! 
Den ligner mere Don quixotes end enhver 
anden . Her kommer de rejsende med en fordums 
stuepige af os , og forlanger , at vi skulle tro 
hendes meget mistænkelige selvanklage ; det er en 
sag , der ialtfald måtte undersøges en hel del 
nøiere . Både de og hun synes at tage dem 
forbrydelsen meget let . “ 
„ Hvad for noget ? “ udbrød Birthe indigneret , 
„ vil pastoren ikke tro , at jeg har stjålet sedlen ? “ 
„ Bed du , min pige , “ sagde præsten , fikserende 
hende skarpt , „ at det er band og brød , der venter 
dig ? “ 
Birthe blev et øjeblik lidt slagen ; derpå opmandede 
hun sig igen , og sagde studs : „ Jeg vil da 
hellere på vand og brød , end at man skal tro , 
at jeg farer med løgn . Hvorfor skulle jeg sige , at 

jeg havde taget sedlen , når jeg ikke havde gjort 
det ? “ 
„ Det ved jeg ikke , “ sagde præsten med et 
blik til hende og Carl , der sagde langt mere end 
ordene ; „ jeg ved kun , at den skånsomste måde 
af gå frem på , er , af lade sagen stå ved sit 
værd . Jeg ønsker dem goddag , hr . Candidat ! 
Hvis de tager op på gården med deres protege , 
så beder jeg hilse geheimerådinden . Vorherre 
være med dem ! 
„ Hr . Pastor ! “ sagde Carl , gørende et langt 
skridt efter ham , „ er det rigtigt , er det christeligt , 
således af snige sig fra af tilstå sin uret ? “ 
„ Jeg kan ikke , “ svarede han , „ som mesteren 
stille fårene på den højre side og bukkene på 
den venstre , jeg har andre får , som ikke er af 
denne sti ; forlader mit hans , og lader mig i 
fred ! “ 
Han løftede på kalotten , og gik . Carl vendte 
sig til frøken Alexandrine : 
„ De hører ham , deres herre og forbillede , “ 
Sagde han , „ De hører , hvorledes han , i stedet for af 
være glad ved , af sandheden kommer for dagen , 
søger af slappe den til side . Vil de bære dem ad 

på samme måde ? Jeg vil ikke tro det , førend 
de selv siger mig det . “ 
„ Vorherre bevares , “ sagde frøkenen med nogen 
forlegenhed , „ De tager fejl af pastor Degen ; 
han har alt for ædelt et hjerte til forsætlig af ville 
gøre nogen uret . Bien vi må ikke dømme sådant 
et guds menneske efter vore begreber , han 
har sine egne veje af gå . “ 
„ Jeg vil ikke forsøge på af bevise dem , af 
disse veje ikke er christelige veje , “ sagde Carl ; 
„ men jeg vil henvende mig til dem alene ; jeg tør 
og vil ikke tvivle om , af de mener det oprigtigt 
med deres christendom , føler de da nu ikke , af 
det er deres pligt af give jomfru Stein al den 
oprejsning , der står i deres magt ? Jeg er sikker 
på , af de tror Birthe , ikke sandt ? “ 
„ Ja , det må jeg vel , “ svarede hun langsomt , 
„ nagtet jeg mener som pastoren , af det er underligt , 
af det først nu falder hende ind af komme med 
denne tilståelse . “ 
„ Deri kan de have ret ; men det er dog sandt 
alligevel , af hun netop nu af egen , fri drift er 
fremkommet med den . “ 
„ Frøkenen var da hastig nok til af tro , af 

jomfruen havde gjort det , “ sagde Birthe , „ og det 
var dog meget urimeligere , end af jeg havde taget 
den . Dengang tænkte jeg også ved mig selv , at 
havde frøkenen og pastoren ikke gerne villet være 
af med jomfruen , så havde de ikke været så raske 
til at tro det . “ 
Frøkenen rødmede stærkt . 
„ Jeg kunne ikke tro andet , “ sagde hun stammende ; 
„ Vorherre ved , at jeg troede det . “ 
„ Ingen tvivler derom , “ sagde Carl med varme , 
„ Ingen har nogensinde tiltroet dem en så slet 
handling som en ligefrem opdigtelse ; men nu er 
øjeblikket kommet til at vise , at de ikke forsætlig 
gjorde uret . Hvis deres gudsfrygt ikke er et tomt 
mundsvejr , så følger de med mig til byen , og 
beder Rosine tilgive dem . Gør de det ikke , 
håber jeg , at de for evigt vil undse dem ved at 
nævne den guds navn , de nu så hyppigt fører i 
munden . “ 
„ Skulle jeg bede min forrige jomfrue om forladelse ? “ 
Spurgte hun med glødende kinder . 
„ Kender deres tro til persons anseelse ? “ 
Sagde Carl alvorligt . „ Har den ringe , der er fornærmet , 
ikke endnu større krav på at se vor fortrydelse , 

end den hsitstående , der kan tiltrodse sig 
oprejsning ? “ 
„ Jo , men — “ Frøkenen tang et øjeblik , derpå 
vedblev hun : „ Hvad vil pastor Degen sige 
dertil ? Jeg må først spørge ham . “ 
„ Nej , de må ikke , de kender hans svar , 
søg ingen udveje til at undslye , hvad der er pligt 
og ret . “ 
„ Men hvis han bliver vred , og jeg mister min 
plads ? “ 
„ Man skal frygte gud mere end menneskene , 
det er dog bedre at fortørne deres husbond end 
deres gud . “ 
„ De må ikke således trænge ind på mig , 
jeg er ganske forvirret , sagen er dog ikke så 
vigtig . “ 
„ Ikke vigtig ? Er et medmenneskes gode navn 
og rygte ikke vigtigt ? Er det ikke vigtigt at gøre 
sin uret god igen ? Skal man sige falsk vidnesbyrd 
mod sin næste ? “ 
Ved at høre disse ord gentagne , som Rosine 
hin aften havde henvendt til sine forfølgere , veg 
frøkenens rødme for en stærk bleghed . 

„ Jeg gjorde det af uvidenhed , “ sagde hun med 
svag stemme . 
„ De burde have vidst bedre , “ sagde han indtrængende , 
„ Frøken Kjeldsen , ved den gud , de 
bekender , jeg besværger dem , følg mig . “ 
„ Nå da , “ sagde frøkenen , „ i Vorherres navn , 
jeg vil gøre det , skønt det falder snurt . Huset 
må jeg beskikke først ; men så skal jeg tage med . “ 
„ Det tør jeg stole på ? “ 
„ Ja , nu har jeg lovet det . Det er jo et rigtigt 
hjerleværk , og jeg trøster mig til , at Vorherre 
ikke vil glemme , at jeg har gjort det for hans 
skyld . “ 
„ Det tror jeg vist , “ sagde Carl smilende , og 
gav for første gang i sit liv frøkenen et hjerteligt 
håndtryk . Derpå gik han ind med sin ledsagerinde 
ril Fru stilling , hvor en lignende forklaring 
fandt sted . Fru stilling blev i højeste 
grad oplivet . 
„ Sagde jeg ikke nok , det var nogen dum 
snak , “ udbrød hun , „ og ikke noget at rende sin 
vej for . Bien du , Birthe , hvorfor lod du mig 
ikke straks vide , hvor hun var ? “ 

„ Det må fruen nok sige , “ sagde Birthe 
mut , „ jeg skrev det jo til fruen . “ 
„ Nå , det gamle brev , “ sagde frnen , og tog 
brevet frem . Birthe blev noget flan og ærgerlig 
ved at erfare både brevets mangler og dets hoisf 
overflødige tilsætning . 
„ Jeg skal ikke mere til byen , “ sagde hun brummende , 
„ med de mennesker derinde skal jeg ikke have 
biere af skaffe . — sådan en knægt tør holde en 
gammel pige for nar ! “ 
„ -nu kan du foreløbig blive hos mig , “ sagde 
Fru stilling ; „ thi jeg behøver en til af passe 
mig . Jeg siger „ foreløbig “ ; thi mærker jeg , du 
rapser noget , kan du gå igen . “ 
„ Nej , “ sagde Birthe , „ det vogter jeg mig nok 
for , så megen ulejlighed , som jeg har haft af den 
femdalerseddel , og så skal jeg endda give den tilbage 
— det må da bie , til jeg kommer til byen , 
for jeg ville ikke tage den med , før det var nødvendigt . “ 
„ Nu 
vil jeg op , “ sagde Fru stilling ivrigt , 
„ jeg tager med til byen , min kære candidat ! Det 
vil måske falde noget hårdt for niig af være 
oppe ; men det går nok , jeg sidder jo i vognen . “ 

rejsen gik dog ikke straks for sig ; det var Fru 
stilling umuligt af holde sig oppe mere end nogle 
timer ad gangen , og Carl måtte vente en dag 
over . Denne tilbragte han på herregårde » , hvor 
han traf alt ved det gamle , hans bedstemoder følte 
sig vel svagere efter vinteren , men dog uden noget 
synligt tegn til ildebefindende . 
Frøken Alexandrine meddelte med bankende 
hjerte pastoren , at hun ville tage ind und Carl ; 
han så ikke op fra sin bog , medens han svarede : 
„ De har altid haft deres frie villie heri huset , 
min kære frøken ! Jeg siger , vi have ingen uret 
gjort , og have altså heller ingen at afbede ; men vil 
de rejse , så er de deres egen herre . De falske 
profeter have altid været mægtige til at forstyrre , 
og de er kun en svag kvinde som alle andre . “ 
„ Tor jeg håbe , at de ikke er vred på mig ? “ 
Spurgte frøkenen ydmygt . 
„ Når jeg bliver vred , “ svarede han , „ er det 
med en christelig vrede , der ikke ændser personer ; 
rejs de , og overlad mig siden at domme dem . “ 
Bieget forknyt gik frøkenen bort . „ Jeg er skilt 
ved min gode plads , “ sukkede hun , „ mig syntes , jeg 

havde sådan en rigtig hjertetro på Vorherre , og 
nu er jeg dog så bange . “ 
Medens alt dette foregik på landet , var man 
i byen beskæftiget med at stede lille Lisbeth til 
hvile . Rosine syede på hendes ligdragt , medens 
Frits løb om , og søgte om udveje til at grunde 
en lille husholdning . Da kørte der en dag en 
rejsevogn frem foran porten , og Carl hjalp to 
ældre damer ud af den ; den ene kunne ikke tåle 
at gå op af de mange trapper , men ville ikke 
tillade de to andre at gå derhen , hvor hun ikke 
kunne være med . Endelig bad Carl spekhøkerkonen 
om tilladelse til at låne hendes dagligstue , ligesom 
han bad hende sende bnd efter jomfru Walther ; 
begge dele indrømmedes ham gerne , og få 
minuter efter stod Rosine foran dem . 
„ Fru stilling ! “ udbrød hun både glad og 
rørt , og ville gribe sin gamle frues hånd . 
„ Vist ikke ! “ sagde Fru stilling på sin 
sædvanlige , bydende måde , men med tårer i 
øjnene , „ her er intet herskab mere ! “ og hun sluttede 
hende i sine arme . 
„ Og de er stået op — de er kørt herud ! “ 
Sagde den forundrede Rosine . 

„ Ja , det har du jo nødt mig til , “ svarede 
hun smilende , „ Du løber bort , når man trænger 
allermeest til dig , og gemmer dig , hvor ingen 
kan finde dig ; jeg ville ikke betroe nogen anden 
at hente dig . Er det her , der er så rart ? “ 
„ O nej , “ svarede Rosine , „ her er fattigdom , 
elendighed og død ; men alligevel har man viist 
mig meget godt . “ 
„ Nu er det forbi , “ sagde Fru stilling bestemt , 
„ nu bliver du hos mig . “ 
Først nu fik Rosine øje på frøken Alexandrine , 
der stod forlegen , og svøbte sig i sit 
shawl . 
„ og frøkenen ? “ sagde hun frygtsomt , som om 
hun tvivlede om besøgets virkelighed . 
„ Ja , “ sagde frøkenen med synlig overvindelse , 
men med et udtryk af skamfuldhed , der rørte og 
forsonede Rosine , „ jeg har båret mig galt ad , og 
det er ikke mere end rimeligt , at jeg beder dem om 
forladelse . Alan må ikke stænge for Vorherre , 
når han banker på , og jeg beder dem derfor , 
glem , hvad der er sket . “ 
„ O , “ sagde Rosine bevæget , idet hun tog og 
hjerteligt kyssede frøken Alexandrines hånd , 

„ jeg erindrer knn , at denne hånd kærligt plejede 
og passede mig i min svære sygdom . Frøkenen er 
kommet her for min skyld , det skal jeg aldrig 
glemme . “ 
„ Nå , i Jesu navn , “ sagde frøkenen , og satte 
sig lettet ned , „ så er det jo godt . “ I sine tankerlagde 
hun til : „ Bare det var ligeså godt med 
pastoren . “ 
Fru stilling havde lejet en foreløbig bopæl 
i byen , og derhen ville hun nu føre Rosine ; 
men før hun forlod huset , åbnede hun rundhåndet 
sin pengepung , og ingen , som havde stået i berørelse 
med Rosine , gik tomhændet bort . Selv 
skomagerdrengen betragtede med åben mund en 
species , som hun havde trykket i hans sorte hånd . 
Intet under derfor , af hendes gang til vognen 
lignede et triumftog , og erindringen om den rige 
kones åbenbaring bevaredes længe , og til sidst i 
fabelagtige dimensioner , i den mørke gård i st . 
Pederstræde . Vi må kun tilføje , af dersom madame 
Mortensen herefter klistrer papirsposer , er 
det ene og alene før hendes fornøjelse . 
Frits kom , og blev forestillet før Fru stilling , 
der fandt stort behag i hans jevne , venlige 

væsen ; dette behag ville dog have været endnu 
større , hvis hun ikke vidste , af han nærede den plan 
en smuk dag af skille hende ved Rosine . Al besidde 
Rosine helt og holdent , ene og udelt , var 
blevet hendes andlingsdrøm , og hun var ikke fri 
for at lade meer eller mindre tydelige ittringer 
falde om det urimelige og ubetænksomme i at gifte 
sig , når man kunne have det så godt foruden det . 
Hvormange mennesker vare ikke blevne ulykkelige 
ved ægteskabet , og hvor få opnåede mere end 
en højst tarvelig lykke . Hun , Fru stilling , havde 
ret følt , hvor klogt hun ville have handlet i aldrig 
at gifte sig ; mændene vare de egenkærligste skabninger 
i verden , og hvad børnene angik , så „ store 
børn , store sorger , små børn , små sorger . “ 
Summa Summarum , et fornuftigt menneske indlod 
sig ikke med disse uvisse udsigter . Rosine slog det 
hen i spøg , og lo . 
En dag kom Frits , og Rosine så på 
hans rødmende kinder og glade blik , at han havde 
noget godt at meddele hende . Han tøvede heller 
ikke med det ; thi næppe havde han taget plads hos 
hende og Fru stilling , før han åbnede sit hjerte 
for dem . 

„ Jeg har i dag modtaget et meget ædelmodigt 
tilbad fra min kammerherre , “ sagde han , „ han 
skrev mig til , at han troede ikke at kunne undvære 
mig , og at han ville foreslå mig , nogle timer 
hver eftermiddag at vare hans secretair og forelæser . 
Den løn , han tilbyder mig , er mere end 
anstændig , og i forening med mine informationer , 
sætter den mig i stand til at tænke på mit bryllup . 
Rosine ! jeg har allerede set på vort gamle hus , 
det er ledigt endnu , og hvis du vil , så lejer jeg 
det endnu i dag . “ 
En glædesstråle oplyste Rosines ansigt ; men 
et blik på Fru stillings rynkede pande slukkede 
den straks . 
„ Det forekommer mig at være en meget ubetænksom 
beslutning , “ sagde fruen , „ det haster jo 
aldeles ikke med det bryllup . Der kunne have 
været noget i det , før sedlen blev sundet , og Rosine 
aldeles retfærdiggjort ; men hvorfor skal hun 
nn styrte sig ind i en stilling , der ikke kan blive 
nær så god og behagelig som den , hun har ? Hun 
seer jo sin forlovede hver dag , jeg behandler ham 
som en søn , ligesom jeg behandler hende som en 
datter , så der er al grund til at vente og se 

tiden an , om der ikke frembyder sig en sikkrere 
existents for hr . Walther . “ 
„ Alt dette er meget sandt , “ sagde Frits ; „ men , 
kære Fru stilling , Rosine og jeg er vante til 
at leve sammen , og delte kan ikke ske , undtagen vi 
gifte os . “ 
„ Ja , hvad vil det sige ? I leve jo også nu 
sammen , så meget det behøves . “ 
„ Jeg ville dog gerne have , at Rosine for 
hele verdens øjne endelig skulle være min , jeg vil 
have hende i mit hjem og ved min side som min 
lovlige ejendom . “ 
„ Hvor mændene er egenkærlige ! “ sagde Fru 
stilling misfornøjet , „ de gøre sig aldrig nogen 
samvittighed af at tage dottrene fra mødrene , og 
når der så er gået en kort tid , kunne de gerne 
få lov at vende tilbage igen . Tænker de slet 
ikke på mig , hr . Walther ? Jeg kan ikke undvære 
Rosine . “ 
„ Det skal de heller ikke , “ svarede Frits , 
„ Rosine vil besøge dem daglig og så meget de 
ønsker det . “ 
„ Hor , “ sagde Fru stilling i en slags angst , 
„ jeg vil sige eder noget . Hvorfor skulle vi stilles 

ad , når vi dog så godt kunne blive sammen ? Det 
er jo urimeligt . Jeg vil foreslå eder at blive hos 
mig , gift jer så meget i ville ; men opslår eders 
bopæl hos mig . Jeg vil leje en større lejlighed , 
og indrette en del af den til eder , i skulle leve 
som fyrstebørn . Under mig blot en plads hos 
eder , overlader mig ikke til mine gamle tanker , 
jeg skal gøre mig umage for at være så lidt fordringsfuld 
som muligt . “ 
Rosine tog hendes hænder i sine , kyssede og 
. klappede dem . 
„ Ret så , mit barn , “ vedblev Fru stilling , 
„ jeg seer , du er fornuftig . Stå ikke der , Frits 
Walther , og se så alvorlig ud ; men gør ligesom 
deres tilkommende kone . “ 
„ Det ville gøre mig ondt at se Rosine 
tænke anderledes , “ sagde Frits med alvorlig følelse ; 
„ men det tilkommer mig at se sagen i et 
andet lys . Den kvinde , jeg gifter mig med , vil 
jeg selv forsørge , og jeg vil have hende til min udelukkende 
ejendom . Tro ikke , at jeg ikke påsfjonncr 
deres godhed , jeg tror både på deres ædelmodige 
følelsers sandhed og deres varighed ; men 
jeg kan ikke finde mig i noget forhold i verden , 

som ikke er ganske klart og rent . Det var dette 
ikke ; det var dem , der var Herren i huset og ikke 
mig , min kone var deres adopterede datter mere 
end min hustru , og jeg ville ikke blive så lykkelig , 
som jeg kunne blive det under mindre sorgfrie og 
mindre besværlige forhold . Jeg må derfor afslå 
deres tilbud , og de vil ved neuere overvejelse 
give mig ret . “ 
„ De er et egenkærligt , havesygt , utaknemmeligt 
menneske , “ sagde Fru stilling opbrusende , „ De 
vil tage Rosine fra mig , lad os se , de er måske 
endogså skinsyg på mig ? “ 
„ Nej , frue , “ svarede han smilende , „ jeg tror 
på Rosine så fast som på klippen . 
„ De er indbildsk oven i købet , “ svarede hun 
vredt ; derpå vendte hun sig til Rosine : „ Men 
du , du bliver hos mig , Rosine , ikke sandt ? 
Så kan han gå , hvorhen han vil , han kommer 
nok tilbage . “ 
„ Frue , “ sagde Frits , „ Manden skal forlade sin 
fader og bløder , og følge sin hustru , og hustruen 
skal tilvisse gøre det samme . Hvis det var muligt , 
at Rosine kunne foretrække dem for mig , så 
ville jeg visselig gå ; men jeg ville ikke komme 

igen . Men Rosine vil det ikke , jeg kender hende ; 
hun vil indse , at jeg har ret . Hvis de ikke vil 
give os samme ret til at bestemme vor skæbne 
som andre forældre give deres børn , så ville vi 
gå begge med samme smerte som den , hvormed 
et barn forlader det fædrenehuns , der forflyder 
det . “ 
„ Nej , det skeer ikke ! “ råbte Fru stilling , 
„ Rosine , du vil ikke forlade mig ! Lad ham gå , 
bliv her hos mig , du skal være som mit eget barn , 
du skal arve mig , ja , jeg vil i levende live gøre 
dig uafhængig af mig , jeg skal finde en anden 
mand til dig , som ikke river dig fra mig — lad 
den utaknemlige gå ! “ 
„ O , min frue ! o , min moder ! “ sagde Rosine 
med tårer , „ jeg var et forældreløst barn , 
da hans fader drog mig ud af nød og elendighed , 
vi have elsket hinanden trolig fra det øjeblik , vi 
sås , jeg har lovet at blive hans , at ære og elske 
og lyde ham til mine dages ende — hvor kan jeg 
lade ham gå ? “ 
„ Så gå selv , utaknemlige ! “ sagde Fru 
stilling hårdt , og stødte hende fra sig , „ jeg har 
næret en øgle ved min barm , der nu borer sin 

bråd i mit hjerte . Gå , og kom ikke tiere formine 
øjne ! “ 
„ Når de befaler det , må jeg gå , “ sagde 
Rosine bedrøvet ; „ men selv om de vredes på 
mig , skal jeg aldig glemme deres godhed . Hvis 
øe nogensinde trænger til mig , hvis de blot sender 
mig et eneste vink , skal de se mig hos dem med 
samme kærlighed , samme taknemlighed som før ! “ 
Hun forsøgte at tage hendes hånd ; men hun 
drog den til sig . Stille vendte Rosine sig mod 
døren , Frits tog hendes hånd , og de stod i 
begreb med at fjerne sig , da så Fru stilling 
op , hun rejste sig , og udbrød : 
„ Nej , nej , går ikke ! Forlader mig ikke ! Det 
er mig , der er hård , egenkærlig og skinsyg , jeg ved 
det , jeg tilstår det ; — men går ikke bort i 
vrede ! Gifter jer , bygger jert eget hus ; men 
tåler mig hos eder , når jeg flyer fra min ensomhed 
hen og besøger eder med mine sorger , mine 
luner , mine fordringer ! Jeg skal ikke tage megen 
plads op , i have jo eders lykke , eders kærlighed , 
og jeg intet — støder mig ikke fra eders 
dør uden en kærlighedens almisse , uden et smil 
og et venligt ord ! “ 

hun havde ikke udtalt , før Rosine hang om 
hendes Hals . 
„ Min moder , min velgjørerinde ! “ råbte hun 
med henrykte tårer , „ De tilgiver mig ? O , ingen 
dag skal hengåc , uden at jeg besøger deres hus 
eller de mit , deres nærværelse skal gøre vor lykke 
fuldkommen ! “ 
„ Og du ville virkelig gå ? “ spurgte Fru 
stilling , klappende hendes våde kinder . 
„ Til de kaldte vå mig , “ svarede Rosine 
smilende . 
Frits var også trådt nærmere , og modtog 
ærbødigt den udstrakte hånd . 
„ De er egentlig anstifteren af alt dette , “ sagde 
Fru stilling , halvt alvorligt , halvt spøgende ; 
„ men jeg må vel holde gode miner med dem , 
før at de ikke skal tage hende der fra mig . — de 
skulle vide , hvad jeg er før en ulykkelig , gammel 
stakkel med alle mine penge uden hende , så ville 
de afslå mig en lille smule af deres lykke . “ 
„ Kære frue , “ sagde Frits bevæget , „ vi ville 
dele som moder og søn ! “ 
Da stemningen var blevet roligere , blev der 
taget aftale om brylluppet og om ordningen af 

det nye hus . Om det første blev man let enig , 
at det skulle holdes i al stilhed ; men da talen 
blev om huset , begyndte Frits at forsvare det gamle 
meublement , der endnu henstod fra hans plejefaders 
tid ; men derom ville Fru stilling intet høre . 
„ Hvis de , min gode Frits , absolut vil føre 
Rosine ind til det gamle skramleri , så er det 
kun en caprike . Jeg vil ikke forgylde jer ; men 
lidt ordentligt bohave vil jeg have lov at udstyre 
Rosine med ; derom nytter ingen snak . “ 
Da Frits så , at Rosine lod til at ville 
gå over til Fru stillings mening , gav han 
efter uden videre indvendinger . Det blev en stor 
fornøjelse for Fru stilling og Rosine at købe 
og opstille de nye , tarvelige og til det lille hus 
aldeles passende meubler ; lidt satte de sig ned midt 
under arbejdet , og Rosine fortalte om sin barndom 
og sin ungdom . Det var sande festdage , 
fulde af glæede og uskyldige forhåbninger , således 
som de ikke forekomme mange gange i livet . 
Endelig — en søgnedagsmorgcn , da menneskene , 
travle og beskæftigede , ilede gennem gader 
og stræder , jagende efter det daglige brød , 
og optagne af sorger og bekymringer — slog 

den hellige festtime for Frits og Rosine . Stille 
åbnede gudshuset sig for dem og deres lille 
følge , kammerherren , Carl og Fru stilling . 
Da de trådte hen foran altaret , mindedes de 
begge uvilkårligt den time , da de første gang 
forenede deres hænder i det hellige løfte , og vemodigt 
smilede de til hinanden . Dybt i sit hjerte 
følte Frits , hvilken skat , der i dag blev givet i 
hans eje , og idet hans blik hvilede på det hulde , 
uskyldige åsyn ved hans side , opfyldtes hele 
hans væsen af blide og lykkelige tanker . Vårsolen 
skinnede ind af kirkevinduerne , som om den smilende 
ville sige : „ Den mørke vinter er forbi , jeg prædiker 
opstandelsens evangelinm , “ alle tunge grublerier 
vege fra hans sind , og med et rent og 
barnligt hjerte lyttede han til de ord , der skulle 
knytte ham til hans ungdoms elskede . På hendes 
unge ansigt lå et skær af from og falig glæde , 
hvis glans udbredte sig til alle genstande i det 
soloplyste rum , en glans , der smeltede enhver 
strid i hendes ægtefælles sjæl hen i en salig 
hengivelse til den åndelige verden , der her havde 
sin bopæl udenfor livets forvirrende tummel , og 
som uvilkårlig bragte de ord på hans tunge : 

„ Hvis i ikke blive som børn , da skulle i ikke kende 
himmeriges rige . “ Her var det , rent og fuldt 
og saligt , højtideligt svævende om ham i hans hustrues 
blik , i orgelets toner og velsignelsens 
usynlige håndspålæggelse . Det syntes ham , at 
det var mod ham , at frelseren udstrakte sine arme , 
og at han knælede , ikke alene for at modtage 
ægteskabets , men også en højere indvielse . Han 
trådte ned fra wæret som et nyt , et lykkeligt menneske . 
Således som den , der står på bjerget , 
og , medens skyerne og tågerne rulle nede i dalen 
under hans fod , med lette åndedrag indsuger den 
friske luft , således skred Frits ned ad kirkegulvet 
med sin brud ved armen . 
Ved kirkedøren måtte han standse , og et øjeblik 
låne øre til de verdslige krav . Hans hånd 
blev trykket , og hans brud omfavnet . 
„ Jeg må sandelig ønske dem tillykke , hr . 
Candidat , “ sagde kammerherren , „ med en sådan 
pleierinde kan de sagtens trodse livets anfægtelser . 
Hvis jeg havde været 20 år yngre , havde jeg gjort 
dem rangen stridig ; men — man må være forsigfig , 
og ikke tillade sit hjerte et eneste slag 
over nulpunkt . Min frue ! De får en fortræffelig 

mand , brav og pligtopfyldende , kun noget ødsel 
med sin helbred ; men således have vi alle været i 
vor ungdom ! “ 
Efter nogle flere nedladende ittringcr til Carl 
og en ærbødig hilsen til Fru stilling , tog kammerherren 
afsfed , og begav sig hjem for at lade sig 
frottere efter den fugtige luft i kirken , og den øvrige 
brudeskare tog vejen til det lille hus , hvor 
vi først traf Frits og Rosine . Bruden blev rørt 
ved på væggen i sin stue at finde ophængt en 
ziirlig bouquet af hår , omslynget af et bånd , der 
bar navnet „ Flora Matthiesen , “ broderet med 
hvide Perler , og det blev nu først ret tydeligt for hende , 
at hun højt oppe i kirkens gallerte havde set endeel 
mørke skikkelser , der påfaldende mindede hende 
om hendes gamle bekendte i st . Pederstræde . 
Om aftenen , da de lykkelige to blev ene , og 
atter stod på den samme plet , hvor de for et år 
siden gave hinanden deres trostabsløfte , sluttede 
Frits inderligt sin hustru i sine arme . 
„ Husker du , ro skue , at det var her , vor 
faders kiste stod ? Husker du , det var her , du 
sagde mig , at vi skulle skilles , og gå hver sin vej 
i verden ? “ 

„ Jo , min Frits , “ svarede hun smilende , „ og 
det gjorde vi jo også . “ 
„ Havde vi ikke gjort rettere i straks at gøre , 
hvad vi nu have gjort ? “ 
„ Nej , jeg tror ikke . Også denne vandring 
har haft sin hensigt og sit mål , ikke sandt ? “ 
„ Jeg tror alt , hvad du tror . “ 
„ Nej , det må du ikke . Jeg kan tage fejl . “ 
„ Så tager jeg fejl med dig . Vi have jo 
alting tilfælleds nu . “ 
Rosine vendte sig lidt fortrydelig bort , og gav 
sig til at rydde op . * 
„ Må jeg hjælpe dig ? “ 
„ Nej , tak , jeg kan bedst selv . “ 
„ Må jeg da se til ? “ 
„ Nej , det generer mig . “ 
„ Må jeg da kysse dig ? “ 
„ Nej , du må ikke ! “ 
Ligesom på hin dag havde Frits ladet gjcrningen 
følge på ordet , før Rosine fik afværget 
det , og ligesom hin dag forsagte hun at se vred 
ud ; men det må ikke være rigtigt lykkedes hende ; 
thi få øjeblikke efter gentog Frits sin forbrydelse , 
og denne gang oven i købet uden at spørge ad . 

også på landet skinnede vårsolen igen , og 
kaldte al naturens herlighed tillive omkring det 
stolte herresæde ; forårets blomster prangede i 
bedene , og træerne kappedes om at iføre sig den 
lysegrønne dragt . Jægermesteren færdedes travlt på 
markerne , og frøken Camilla glædede sig ved at 
betragte det daglige fremskridt af vævningen på 
naturens brudedragt . Hun kom dog ikke langt fra 
gården ; thi den gamle bedstemoder blev endnu 
mere svag og mat end før . Hun holdt af at sidde 
foran de åbne havestuedøre , indhyllet i sin varme 
kåbe ; men ned i haven kom hun ikke længer . En 
dag , da hendes sønnedatter stod hos hende , sagde 
hun til hende : 
„ Mit barn , har du nylig hørt noget fra 
Carl ? » 
„ Ikke siden de selv fik brev , kære bedstemoder , “ 
Svarede hun , og så ud af døren for at 
skjule sin rødme , „ da skrev han , at hans ven , 
candidat Walther , havde haft bryllup med sin 
plejesøster . “ 
„ Camilla , “ vedblev den gamle kone , „ jeg ville 
ønske , Carl havde været en rigtig præst . “ 
„ Hvorfor det , kære bedstemoder ? “ 

„ Du må gerne kalde det svaghed , mit barn ; 
men siden jeg føler , at mine kræfter tage så meget 
af , ville jeg nok tale med en præst . De er jo dog 
til for at sige os , om vi have den rigtige tro 
på gud . “ 
„ Ja , det er vel hensigten med deres embede , “ 
Svarede den unge pige , noget langtrukkent . 
„ Synes du , det er svaghed , at jeg gerne 
ville tale med en præst ? “ spurgte den gamle kone 
igen . 
„ På ingen måde , “ svarede hun venligt , 
bøjende sig over hende , „ hvis de ønsker det , kunne 
vi jo sende bud efter en . Jeg antager ikke , at de 
kan have noget at bebrejde dem , hvorfor de behøvede 
en præsts trøst ; men vil de det , vil naturligvis 
onkel Holger straks opfylde deres onfle . “ 
„ Nej , mit barn , jeg har ikke noget at bebrejde 
mig , så vidt jeg ved ; men når jeg seer , at andre 
tale så forskelligt om den samme ting , så er jeg 
bange for , at jeg tager fejl . “ 
„ Og derover kan præsten berolige dem ? “ 
„ Han er jo en guds mand , og bør vide det 
rette . “ 
„ Hvem ønsker de da at kalde ? “ 

„ Det ville ikke være passende at forbigå 
pastor Degen — hvis Carl blot havde været 
præst , så var han jo min dattersøn , og så kunne 
jeg kaldet ham ; men nu må du bede Degen 
komme . “ 
„ Fordi Carl ikke er præst , “ sagde Camilla 
lidt nølende , „ kunne han jo ligeså godt tages på 
råd af dem . “ 
„ Nej , “ sagde geheimerådinden bestemt , „ en 
rigtig præst skal det være , desuden er Carl så 
egen , så besynderlig , jeg tror , han ville forlange 
mere af mig , end jeg kan gøre . “ 
„ Som de vil ; jeg skal sige det til onkel 
Holger . “ 
„ Nej , Camilla , det skøtter jeg ikke om . Min 
søn vil finde det barnagtigt af mig , om han også 
ikke siger det . Gå du selv ned til præstegården , 
og bed Degen komme herop . “ 
Uden at gøre videre indvendinger begav Camilla 
sig til præstegården , hvor hun traf frøken 
Alexandrine , der igen skattede og vattede som 
forhen . Præsten havde aldrig siden talt et ord 
om hendes bortrejse , og frøkenen var ham hjerteligt 
taknemlig derfor . „ Den guds mand har et stort 

hjerte , “ sagde hun til sig selv ; men rimeligere var 
det , at han ikke ønskede at miste en så flink hus « 
Holderske . Præsten var ikke hjemme ; men Camilla 
overdrog med få ord frøkenen at besørge sit 
ærinde , og vendte derpå hjem igen . 
Henad aften kom pastor Degen op på 
gården , og blev lukket ind til geheimerådinden . 
Han fandt den gamle kone lænet tilbage i sin lænestol 
med et usædvanligt udtryk af at være besværet 
af sine tanker ; ved hans indtræden gjorde hun dog 
et forsøg på at rejse sig , men sank træt tilbage , 
og sagde : 
„ De seer , deres velærværdighed , at evnen 
ikke svarer til villie » . Behag at tage plads ; jeg 
ønskede at tale alene med dem , ellers fluide min 
sønnedatter været tilstede , og have opfyldt mine 
pligter som værtinde . “ 
„ Hvad har deres nåde da på hjerte ? “ 
Spurgte pastoren med en vis lystig venskabelighed , 
„ hehehe ! vil deres nåde testamentere alt deres 
gods til kirken ? “ 
„ For mit gods er jeg ikke bekymret , “ svarede 
hun , lidt såret af hans muntre tone , „ det vil min 
søn Holger nok sørge for ; det er om mig selv , 

jeg vil tale til dem . Jeg mærker nok , at mine 
kræfter tage af , og jeg har også levet længe nok 
til ikke at bryde mig om mere ; men det er ligeså 
rimeligt at befliffe sin sjæl som at befliffe sit 
gods . “ 
„ Vistnok , vistnok , “ sagde han opmærksom ; „ men 
det første kan ikke godt opsættes så længe som det 
sidste . “ 
„ Jeg tænker , at jeg hele mit liv har stræbt at 
gøre ret og skel , “ sagde hun med værdighed , 
„ og jeg tror ikke , at jeg nogensinde har givet andre 
forargelse . Da jeg var barn , sagde man mig , at 
det var passende at have agtelse for andres tro , 
og man lærte mig også hver dag at gøre den 
gode gud min opvartning med min morgen- og 
aftenbøn . Jeg har aldrig nndladt det , hr . Pastor , 
morgen og aften hver dag i seks og halvfjerdsindstyve 
år — jeg er nu snart firs — har jeg bedet 
de samme bønner , og det har altid gjort mig godt . 
Jeg har sommetider bedet dem med glæde , og 
sommetider med tårer ; men intet har bragt mig 
til at forsømme dem . Hvad mine børn og børnebørn 
angår , har jeg ladet dem råde sig selv ; jeg 
tænkte , at det , der var godt for mig , var måske 

ikke godt for dem , der var jo nu religion nok i 
verden , de kunne vælge selv . Det have de gjort , 
og de seer også , at jeg havde ret ; Carl , som fik 
en religieus opdragelse , er den eneste , som gør 
mig sorg . “ 
„ Jeg vil have vanskelighed ved at modsige 
dem , nådige frue , “ sagde præsten : „ man kan ikke 
fordomme det religieuse liv , fordi dets frugter ikke 
smage os . Men hvorfor har de ladet mig kalde ? “ 
„ Fordi jeg ville aflægge et menneske regnflab 
for min tænkemåde , “ svarede hun , „ og det passer 
sig ikke for mig , at aflægge dette regnflab til mine 
børn . Tror de , at jeg rolig kan gå ind for 
Vorherre ? “ 
„ Nej , jeg tror ikke . Jeg kan ikke sige , at de 
har forladt deres barnetro ; thi de har aldrig 
havt nogen , jeg vil snarere sige , at de ikke er døbt 
til noget samfund med gud . De er mere en hedning 
end en Chrisfen . » 
„ Da er jeg dog døbt ; min fader var alt for 
samvittighedsfuld en mand til at undlade noget , 
loven har befalet , og jeg er jo også gift , da må 
jeg have haft min døbeseddel . “ 
„ Javel er de døbt med vand ; men uden nogen 

er født af vand og ånd , kan han ikke indkomme 
i guds rige . “ 
„ Kunde de ikke tale lidt tydeligere , jeg forstår 
dem ikke . “ 
„ Således svarede Nicodemus også . Jeg 
vil da hellere spørge dem , hvad har de gjort for 
at blive salig ? “ 
„ Jeg har søgt at gøre ret og skel mod alle 
mennesker , jeg har vogtet mig for alt ondt , og viist 
Vorherre al mulig ærefrygt ; jeg ved jo , at han 
er over os alle . “ 
„ De har holdt budene ; men ved de , hvad 
deres herre og biester svarede den unge mand , 
der spurgte ham , hvad han skulle gøre mere end 
dette ? “ 
„ Nej , hr . Pastor ! det har jeg ikke hørt dem 
tale øm . “ 
„ Han svarede : „ Giv alt dit gods til de fattige , 
og følg mig . “ “ 
Der blev en panse , endelig sagde den gamle 
kone : 
„ Såmeget kan Vorherre ikke forlange af mig . 
Godset efterlod min salig mand mig at forvalte , 
jeg skal svare til det , det er betroet gods , det kan 

jeg ikke give de fattige . Men jeg har en betydelig 
sum i rede penge , deraf vil jeg give sognet to 
tusinde daler . “ 
„ Det er Vorherre , de accorderer med , og ikke 
med mig ; tror de , at han vil nøjes med de to 
tusinde ? “ 
„ Jeg kan ikke tro , at Vorherre vil have , at 
jeg skal gøre mine børn arveløse . “ 
„ Derpå kan jeg ikke svare dem , det er min 
pligt at sige ; „ Alt eller ingenting . “ “ 
„ Det er hårdt , “ sagde hun stikkende ; „ men 
så får det være . Vorherre får at gøre med 
mig , som han vil , jeg er dog kun et gammelt skrog . 
Godset skal blive i min families hænder , hvor 
kunne jeg forsvare for gud og mennesker at splitte 
det ad ? Bein mands familie har ejet det i mange 
led lige siden kong Frederik den fjerdes tid , og 
det er gået nbeskjåret fra hånd til hånd ; nej , 
jeg vil ligge med ære i min grav . “ 
Der gik ligesom en skygge over præstens ansigt , 
en hævngerrig , hadefuld skygge , som det indfaldende 
mørke skjulte for den gamle kone , og han 
sagde med streng stemme : 
„ Kender de ikke parablen om den rige mand ? “ 

„ Jo , “ svarede hun ; „ men jeg har ikke ladet 
den fattige ligge ved min dør . “ 
„ De har ladet Herren ligge ved deres dør , “ 
Vedblev han , idet han truende opløftede sin finger , 
„ De har låset og lukket for ham . Selv om de 
svøber dem i purpur og kostelige liinklcrder , vil 
han dog finde dem til sidst . Vorherre kender ikke 
forskel på fornemme og ringe ; de kan tro , at 
der vil brænde flere fornemme end ringe i helvedes 
ild . “ 
Atter opstod en pause , og igen tog geheimerådinden 
ordet : 
„ Helvedes ild er kun et billede , hr . Pastor ! 
Og Vorherre er ikke så slem . “ 
„ Jo , han er meget slem , han er en brand for 
de ugudelige ; det er ikke løjer med helvedes ild . 
De er vokset op i vantro , uden fadervor og uden 
psalmesang , og de er i færd med at blive hængende 
på djævlekrogen ; men det er tid endnu . Vorherre 
har rørt dem med sin lille finger , ellers 
havde de ikke ladet mig hente , bliv helt og med 
fuld barnetro en af vore , overgiv dem til mig , 
og jeg skal ikke raste , før de er bænket i guds 
rige . “ 

„ Det var strengt af Vorherre , hvis han ville 
fordomme mig . “ 
„ Nej , det var mageløst kærligt og nådigt ; thi 
så kunne måske tanken derom vække dem . “ 
Hun overvejede atter , og han ventede længe på 
svaret . 
„ Nu da , “ sagde ha nendelig , „ har hjertemanden 
fået bugt med dem ? “ 
„ Det får at gå , « som det vil , “ svarede hun 
bestemt , „ jeg bliver ved det gamle . Tak for i aften , 
hr . Pastor ! mit ord om de to tusinde daler fager 
jeg ikke tilbage ; når jeg er død , kan sognet bygge 
et fattighus for dem . “ 
„ De giver Vorherre en almisse , i stedet for at 
sætte ham til højbords . Verden holder på dem 
med sine jernarme , og de kan ikke slippe fra den . 
Vorherre se til dem ! “ 
Han rejste sig , og gik . Da han var borte , 
lagde hun hånden på klokken ; men hun ringede 
ikke . Fordybet i tanker blev hun siddende tavs i 
mørket . Han havde lagt sin hårde hånd på 
den fjeder , der endnu alene gav hendes sjæl 
spændkraft , og hun rejste sig til forsvar af det , 
der hidtil havde været hendes ære og stolthed . 

det store , prægtige , vidtudstrakte gods lå udbredt 
for hendes indre syn , hun overså i tankerne 
dets forsgede drift , dets forbedrede veje , dets omhyggeligt 
plejede skove og al den herlighed , hun 
havde bevaret og udvidet , og hun var tilfreds med 
sig selv . Det var ligesom om himlen selv havde 
villet bevare denne skønne ejendom så ubeskjåret 
som muligt ; thi af alle hendes børn var kun et 
tilbage , og det var en søn ; hun havde givet offre 
nok til denne storhed . Hun havde imidlertid to 
børnebørn ; det enes moder havde ved sit giftermål 
fået sin arv udbetalt , og Carl havde således 
intet at fordre ; anderledes var det med Camilla , 
hendes fader havde været den ældste søn , 
og hendes betydelige formue stod endnu urørt i den 
faste ejendom . Når hun giftede sig , kunne hun 
forlange den udbetalt ; men hvorfor skulle hun gifte 
sig udenfor familien ? Hun havde ikke været blind 
for , at hendes to børnebørn havde en varm tilbøjelighed 
for hinanden , der så såre let kunne oppustes 
til noget alvorligere end et barndomsvenflab , 
og da kunne denne store sum penge berøves godset , 
og måske henkastes til at omvende hedninger i et 
fjernt land . Det forbyde gud ! Hun ringede , og 

sendte bud efter sin søn jægermesteren . Han kom 
straks , og en lang , fortrolig samtale udspandt sig 
mellem moder og søn . Da Holger gik bort , 
var hans hoved opløftet og hans blik strålende . 
Hans gamle moder gik iseng for at hvile efter sit 
anstrengende dagværk . 
Den næste formiddag , da jægermesteren , efter 
en munter morgenhilsen , var gået ud i skoven og 
på Marken , og de to damer som sædvanlig sad i 
havestuen , sagde geheimerådinden : 
„ Camilla , sæt dig hen hos mig , jeg har 
noget at sige dig . “ ' 
studsende så den unge pige op , men adlød 
straks befalingen . Hendes bedstemoder drog hende 
hen til sig , tog hendes hænder i sine , og betragtede 
hende alvorligt . 
„ Mit barn , “ sagde hun bevæget , „ jeg har sat 
min lid til din pligtfølelse og din lydighed ; har 
jeg taget fejl af dig ? “ 
„ Jeg håber ikke , kære bedstemoder , “ svarede 
hun venligt og utvungent . 
„ Hør mig da , mit barn ! jeg er gammel og 
svag , og rimeligvis varer det ikke længe , før i 
lægge mig ud på kirkegården . Du og Holger 

blive da tilbage , i kunne ikke bo her sammen , hvor 
har du tænkt at tage hen ? “ 
„ Jeg har ikke tænkt derover , kære bedstemoder ! 
Jeg håber , at de bliver endnu længe 
hos os . “ 
„ Selv om så var , må dog enden komme 
engang , og der må betænkes i tide , hvad der da 
skal gøres . Seer du , Holger arver godset , og 
udbetaler dig din fædrenearv , det er en gammel 
bestemmelse . “ 
„ Jeg ved det , og jeg er velfornøjet med den . “ 
„ Jeg har al den tid , jeg har været enke , 
stræbt at samle denne sum ; men det er ikke lykkedes 
mig ganske . Ialtfald vil det blive en stor 
byrde for godset at udbetale disse penge , og hvis 
de blev ved det , ville der kunne udrettes betydeligt 
med dem . “ 
„ Hvis de ønsker det , er jeg ikke uvillig til at 
lade dem henstå . “ 
„ Nej , det er ikke min mening , din ret er 
din ret . Desuden , hvor skal du tage hen , hvor 
er der et passende opholdssted for dig ? Du er 
meget ung endnu , det vil være vanskeligt at få 
dig godt anbragt . “ 

„ Ængst dem ikke derfor , dertil findes vel udvej . 
Måstee onkel Holger gifter sig , så kan jeg 
jo blive her . “ 
„ Hvis du og hans kone synes om hinanden . 
Mit barn , der er en bedre udvej , hvis du vil , og 
jeg er vis på , at du vil ; thi du er god og fornuftig . 
Min søn elsker dig af hele sit hjerte , 
han er noget ældre end dig og din onkel ; men 
det er dog biting mod de store fordele , dette parti 
frembyder . Jeg vil efterlade dig lykkelig ; thi 
Holger er et godt menneske og et forstandigt menneske , 
om han end går noget stille med det , han 
er landmand med liv og sjæl , og du holder jo 
også mest af landet ; hvis jeg dør , blive i her , 
alting bliver ved det gamle , godset tilhører eder 
helt og ubesfjåret , og jeg ligger rolig i min grav . 
— du tier , Camilla ? “ 
„ Min bedstemoder , jeg har den største godhed 
for onkel Holger ; men jeg har aldrig tænkt ham 
som min mand . “ 
„ Bryd dig ikke om det , du vil vænne dig 
til det . “ 
„ Desuden har han aldrig nævnt noget sådant 

til mig , jeg ved jo ikke engang , om han vil have 
mig . “ 
„ Han siger , at han ville blive så lykkelig , 
som han kan blive på denne jord . I passe sammen , 
og kan du tænke dig at forlade dette sted 
for bestandig ? “ 
Hun så sig om ; alle de kære og kendte 
genstande mødte hendes øje , og tanken om skilsmissen 
fra dem sammenpressede hendes hjerte . 
„ Jeg gør det nødig , og jeg vil altid længes 
efter dette mit gamle hjem ; men hvis jeg må , vil 
jeg se at finde mig deri . “ 
„ Men du behøver ikke at finde dig deri ; du 
kan blive her som ejerinde af det hele , som husets 
frue . Du kan selv være lykkelig og gøre andre 
lykkelige . “ 
„ Må jeg ikke betænke mig ? “ 
„ Camilla , jeg seer , at du skjuler dine sande 
tanker for mig . Jeg har længe set , at du holder 
mere af Carl , end man holder af en fætter og en 
ven . Det er ham , der har opvakt disse tanker 
hos dig . Men Carl er en fusentast , og du seer 
jo selv , at han hellere vil rejse til Afrika , end blive 
her , og gifte sig med dig . Selv om han blev her , 

hvad havde han så at tilbyde dig ? En fattig 
præstegård . Hans formue har han næsten brugt 
op , og kunne du virkelig blive lykkelig med ham ? “ 
„ Jeg væed ikke , hvorfor Carl ikke skulle være 
et passende parti for mig , “ sagde hun med nogen 
stolthed ; „ om hans planer synes os fantastiske 
og ufornuftige , så er de dog ialtfald ligeså ærefulde 
som vore . Desuden , hvis han , som de siger , 
virkelig elskede mig , var det måske ikke umuligt , 
at han blev her alligevel . Og hvad fattigdommen 
angår , da har jeg nok til os begge . “ 
Den gamle kone blev smertelig bevæget af 
disse ord ; men hun skjulte sin bevægelse , og svarede : 
„ Der ville dog være en væsentlig anstodssteen 
for dette , og det var pligten , pligten af at opretholde 
en værdig stilling og et ædelt navn . Jeg 
har ikke opdraget dig til hensynsløst at følge ethvert 
lune og ethvert indfald , jeg vil aldrig billige , at 
du følger en mand , der , i hvor mange gode sider 
han end kan have , dog ved sin foranderlige tænkemåde 
kan bringe dig ind i de besynderligste forhold . 
Har han ikke tilbragt de sidste måneder med 
simple folk i et fattigt hnnø , og må vi ikke 
næsten ønske , at han var langt borte herfra , før han 

gør os latterlige ved sin opførsel ? Nej , mit barn , 
det er ikke nogen passende stilling for dig , her er 
din plads , og her er dine pligter ; Holger og 
du tænke ens , i ville sørge for , at alt bliver her , 
som det har været i min tid , i ville være et godt 
herskab for eders undergivne og et godt eksempel 
for hele egnen . Tro mig , mit kære barn ! der er 
intet , der lønner sig så vel som at følge de naturlige , 
ligefremme pligters bud ; når jeg har set 
dig som Holgers kone , vil jeg dø rolig . “ 
„ Jeg tænker ligesom te , “ svarede hun med 
tiltvungen rolighed ; „ men vil de ikke stole på 
mig ? Pil de ikke tillade mig at betænke mig ? “ 
„ Hvorfor betænke sig på det , man erkender 
for rigtigt ? “ 
„ Fordi jeg ønskede ikke alene at erkende det , 
men også at føle det . “ 
„ Hvorlænge vil du betænke dig ? “ 
„ Til jeg er enig med mig selv om svaret , 
når , kan jeg ikke sige dem . Kære bedstemoder , 
de kan ikke ville afnøde mig et samtykke med 
overraskelse , må jeg overveje sagen ? “ 
„ Ja , du må , jeg vil vente ; men hust på , 
at ingen ved , hvor lang tid jeg har at vente . “ 

„ O , de vil leve længe endnu — o , gid alting 
kunne blive bestandig som nu ! “ 
Hun gik hastigt ud på trappen , der mødte 
hun jægermesteren . Han så på hende med et 
mildt , spørgende blik , og da hun ville gå forbi , 
uden at besvare det , greb han hendes hånd . 
„ Du kender min moders ønsker , de er også 
mine , “ sagde han med en vis øm undselighed , der 
klædte den ældre Aland underligt , „ har jeg noget 
håb om , at de også er dine ? “ 
„ Forund mig en frist , “ sagde hun , og vendte 
sit hoved til siden , „ jeg skal overveje det . “ 
„ Jeg tror , at vi kunne blive lykkelige , “ sagde 
han , bestandig holdende hendes hånd og bestræbende 
sig for at opfange et blik af hende ; „ vi to høre 
hjemme her , vi eje gården , og gården ejer os . 
Du vil overveje det med et venligt sind , ikke 
sandt ? “ 
„ Jo , onkel Holger , det vil jeg . Lad mig nu 
gå , jeg trænger til at være ene . “ 
Hun gik ned i haven , forbi sine blomster , 
som hun elskede så højt , og videre gennem de 
kendte gange , som træernes løv , nylig udsprunget , 
endnu ikke formåede at overskygge , men kun besåede 

med små , bevægelige , mørke pletter . Hun 
nåde bænken under træerne ved hegnet , og hun 
satte sig ned , træt , som om hun havde vandret hundrede 
mile på sin fod , i stedet for i sine tanker . 
Alt , hvad der før så lifligt og lokkende havde talt 
til hendes sands , syntes hende nu uden liv og 
uden mæle ; hun savnede et usynligt øje til at se 
hendes nød , et usynligt øre til at høre hendes 
klageråb , og hun skjulte sit ansigt i sine hænder 
for ikke at se sig om . 
Da lød hastige trin langs hegnet , de standsede , 
og et kort øjeblik efter forkyndte en raslende lyd 
et rask Spring over gærdet . Hun så op , og Carl 
stod foran hende . 
„ Du her ? “ sagde hun med en blanding af 
glæde og bitterhed . 
„ Jeg søgte dig , “ svarede han kort . De stod 
et øjeblik tavse overfor hinanden ; de havde begge et 
budskab at bringe hinanden , og de følte , at tiden 
var der , da det burde siges . 
„ Kom , “ sagde han , „ jeg må tale med dig , 
følg mig ind i skoven . “ 
„ Hvorfor ind i skoven ? » spurgte hun . 

„ Her er ikke ensomt nok , “ svarede han , „ det , 
jeg har at sige , gælder ene dig . “ 
Hun lagde sin hånd i hans arm , og de 
fulgtes ad langs hegnet hen til stien , der sorte ind 
i skoven . 
„ Hvorfra kom du ? “ sagde hun endelig , „ Du 
har ikke været oppe på gården . “ 
„ Jeg lod vognen blive i landsbyen , “ sagde 
han , „ måske jeg vender tilbage til den , uden at 
gå op . Jeg troede , ja , jeg vidste næsten , at du 
var i haven , og hvis jeg traf dig , behøvede jeg 
ikke at anvende hele dage på at få en samtale 
med dig . “ 
De kom til en bænk på en skrænt , hvor 
man trådte lige ud af skoven ; langt nede under 
deres fødder lå herregårde » og dens have , bag 
den grønnende marker og marker , som plougen 
furede med sit jern , alt i vårens friskhed , og bestrålet 
af solens glans . 
Hun satte sig på bænken , han blev stående . 
„ Seer du , “ sagde han , og udstrakte sin hånd 
mod der wonne syn , „ der ligger al denne verdens 
herlighed , som rækkes dig til skænk og gave , 
har du kraft til at forsage den ? Har du kraft 

til at sige : „ Vig fra mig , frister ! “ og til fattig 
og udleet og forfulgt at følge mig langt dort 
herfra ? “ 
Hun syntes ikke overrasket ved hans ord , længe 
lod hun sit blik hvile prøvende på synet , derpå 
sagde hun roligt : 
„ Carl , hvis jeg kunne stille Afrika og dine 
tromme frem for dig i et sandseligt syn , ville 
jeg tilråbe dig de samme ord . Du fristes ikke 
mindre end jeg , vær du den første til at forsage , 
og vi ville da se . “ 
„ O , kvinde ! “ sagde han bittert , „ når manglede 
du et frelsende svar ; kun en gang stod du 
tilskamme , og det var dengang paradiset blev lukket 
efter dig . Velan da , lad os tale den rene sandhed , 
Camilla , jeg elsker dig , elsker dig brændende , 
fortærende , forvirrende ! Selv englene elskede jo jordiske 
kvinder , hvorfor skulle jeg da ikke kunne elske 
dig ? Men tro ikke , at jeg vil « købe dig for noget 
af det , der er mig helligt og uantasteligt , nej , jeg 
har kæmpet og lidt , jeg er sikker på mig selv . 
Kun på en betingelse kan jeg besidde dig , hvis 
du vil opgive alt , og følge med mig . “ 
„ Til Afrika for at omvende hedninger ? “ 

„ Ja , til Afrika ! Vend ikke dit blik med 
misnøie fra mig , lad mig tale , lad mig forsøge at 
bevæge dig til at høre mig . Du elsker mig , du 
gør det , ingen forsikkring kan gøre mig vissere 
på det , end jeg er , ingen forsikkring kan bringe 
mig til at tvivle derom . Du elsker mig — hvad 
står der imellem os ? Usle , kolde tvivl , håbløse 
spørgsmål om hvad der er ret og sømmeligt i 
menneskenes øjne — kast dem bort ! Løft engang 
din sjæl i højde med min , tænk og føl med mig , 
og bryd med alt , hvad der holder dig tilbage ! “ 
Hun svøbte sig i sit røde shawl med en dronnings 
højhed , idet hun rejste sig , og stod ved hans 
side . 
„ Du forlanger , at jeg skal forlade mine medfødte 
pligter , min gamle bedstemoder , der er døende , 
min slægt , mine venner , mine undergivne og mit 
fædreland . Alt dette skal jeg henkaste for et illusorisk 
værk , hvorved jeg måske ikke gør halv så megen 
nytte som her , følge dig til ukvindelige anstrengelser , 
og måske vende tilbage , uden at have 
udrettet nogxt . Af kærlighed til dig vil jeg gøre 
meget , men ikke dette . Bliv her i landet , bliv 
præst som andre , der have samme fag , og om din 

stilling end aldrig bliver så ringe , vil jeg dele 
den . Gerne vil jeg vente , inderlig gerne gøre alle 
rimelige offre for dig — blot ikke det , du forlanger . “ 
„ Hvorfor 
har du så ringe forestillinger om 
min mission ? “ spurgte han , smertelig berørt af 
hendes ord . 
„ Fordi den mere er et foster af dine ønsker 
og fantasier , end af nogen virkelig nødvendighed , “ 
Svarede hun . „ Christendommen baner sig af sig selv 
vej , allerede derom bør du jo som Christen være 
forvisset , og jeg tror ikke , at du udretter noget 
ved voldsomme forsøg på at udbrede den . “ 
„ Bag sådanne talemåder skjuler verdens 
svaghed og feighed sig , “ sagde han bittert ; „ men 
dn vil få at se , at du i det mindste har gjort 
mig uret . Hvis du sorstøder mig , lover jeg dig 
helligt ikke at vende tilbage , men at søge og oppebie 
dødens martyrinm . “ 
„ Jeg tror ikke på noget martyrinm , “ svarede 
hun koldt . 
„ Du tror ikke derpå ? Du tror ikke på de 
talløse tusinder , der er døde for deres tro ? Du 

troer ikke på dem , der korsfæstedes , der døde under 
pinsler , sønderrevne af de ville dyr — ? “ 
„ Jeg vil ikke berøve de henfarne deres hæder ; 
men jeg tror ikke på noget nutidsmartyrium . Vor 
tids opoffrelse er betinget , den er kun hensynsløs 
til en vis grændse . “ 
Han svarede ikke ; lænet til et træ syntes han 
at samle kræfter til at drage ånde . Endelig sagde 
han med et dybt suk : 
„ Belan ! også miskendelse » er et martyrinm , 
og jeg vil bære det . Nie » selv om du miskender 
det kald , der vinker mig , kan da din kærlighed ikke 
formå dig til at følge mig alligevel ? Kunne du 
ikke glemme missionairc » , og blot følge mig , din 
Carl ? “ 
Ved denne påkaldelse af hendes følelser for 
ham selv alene , blussede hendes kind af det strømmende 
blod , hun bøjede sit hoved , og søgte at skjule 
sit ansigt for ham . Dette gav ham atter mod , 
han tog hendes modstræbende hånd , og sagde med 
bønlig stemme : 
„ O , ved det ømme , hellige og trofaste bånd , 
der sammenknytter vore hjerter ! Bed enhver erindring 
fra vor lykkelige barndom ! lad ikke nogen 

forstandig og spidsfindig betænkning holde dig fra 
at følge dit hjertes drift ! Tal , giv mig det velsignede 
tilsagn , der vil bringe mig til lyksalig at 
trodse enhver fare og nød ! “ 
Hun vendte sit ansigt mod ham — det var nu 
blegt og bevæget — og betragtede ham et øjeblik 
med en overstrømmende følelse i blik og miner , 
der bragte ham næsten til at juble højt ; derpå så 
hun ud over skrænten og tilbage over skoven , som 
om hun søgte en frelsende udvej til at flye ; men 
hendes fod flyttede sig ikke , og i sin sjælekamp 
søgte hun frelse i et besværgende ord . 
„ Carl , frist mig ikke længer , “ sagde hun med 
en rolig , klangløs stemme , der bragte ethvert ord 
til at genlyde som fra en malmvæg , „ jeg er forlovet 
med min onkel jægermesteren ! “ 
Han tumlede tilbage , og kun med vanskelighed 
undgik han at styrte ned af skrænten . 
„ Det siger du først nu ? “ råbte han . 
„ Jeg vidste det først nu , “ svarede hun . 
„ Så har jeg intet at sige , “ sagde han mat , 
som efter en stor anstrengelse , og sank ned på 
græsset , „ så have vi taget afsked med hinanden . “ 
„ Nej , “ sagde hun , „ der er endnu pligter at 

opfylde . Hvis vor bedstemoder vidste , hvad her er 
flet , ville hun sørge derover , hun må intet ane 
derom . Den , der vil betvinge andre , må først 
kunne betvinge sig selv . Ikke sandt , du vil ikke 
lade dig mærke med noget , ikke førstyrre vor lykke , 
men komme og overvære mit bryllup som en ven 
og slægtning ? “ 
„ Ræk mig kun tjørnene , hvorpå mit livs 
blomster have siddet , “ sagde han , „ jeg skal ikke gyse 
tilbage for at knuge dem i min hånd . Jeg skal 
gøre alt , som du ønsker det . “ 
Han vendte sit hoved fra hende , og skjulte sit 
ansigt på sin arm . Hun blev stående , og så 
på ham . 
„ Levvel , Carl , “ sagde hun endelig med mild 
stemme . 
„ Levvel ! “ svarede han , uden at se op . 
„ Nej , du må tage en bedre afsked med mig , “ 
Sagde hun . 
„ Vi ses jo igen , “ svarede han . 
„ Ikke mere alene , o Carl , vær ikke vred på 
mig ! “ 
Han rejste sig op , og så på hende . 
„ Gå rolig bort , “ sagde han , „ vær lykkelig , 

jeg tilgiver dig , hvad smerte du har voldet mig . 
Intet ondt , som jeg kan fjerne fra dig , skal ramme 
dig , lad derfor heller ikke min smerte bedrsve 
dig ! “ 
Hun bønede sig over ham , tog hans hoved 
mellem sine hænder , og kyssede hans pande . Derpå 
vinkede hun med sin hånd , og forsvandt mellem 
buskene . 
Carl blev liggende længe , derpå sprang han 
vildt op , og ilede den vej tilbage , han var kommet . 
Da han traf sin vogn , befalede han med få ord 
kusken at køre tilbage til byen , og selv vandrede 
han , snart hastigt , snart tøvende , den samme vej 
tilbage . 
O , gud være lovet , at der endnu i verden 
findes fredelige hjem og fredelige hjerter , hos hvem 
den jagede , udmattede og segnende vandrer kan søge 
hvile ! Frits og Rosine sad i aftendæmringen i 
deres lille stue ; der var tarveligt derinde , og udenfor 
var ingen vid og prægtig udsigt , kun lidt græs , 
der bslgede frem og tilbage , et enligt træ på den 
anden side gaden og nogle stråler fra den synkende 
sol ; men de vare alligevel meget lykkelige . 
Frits sad med et brev i hånden , det var fra 

den gamle Provst i Degens nabosogn , han trængte 
til en Capellan , og hans tanker vare faldne på 
Frits . Rosine havde fortalt om den samtale , 
hun engang havde haft med ham i præstegården , 
og hvorledes den gamle mand havde hvilet nogle få 
øjeblikke hos hende ; måtte dette brev ikke betragtes 
som et umiddelbart budskab fra himlen , nu , da 
hun vidste , at hendes Frits med god samvittighed 
kunne modtage det ? Frits var dog ikke ganske uden 
betænkelighed endnu . 
„ Tor jeg , der har været så svag og vaklende , 
virkelig vove mig til at forkynde guds ord ? » 
Spurgte han sit andet jeg , seende hende fortrøstningsfuldt 
ind i øjnene . 
„ Du tør , min Frits , “ svarede hun forsikrende , 
„ svage mennesker er vi jo alle , selv guds ords 
forkyndere . “ 
„ Bien hvis jeg nu faldt tilbage til min gamle 
tvivl ? » 
„ Det gør du ikke , “ sagde Rosine med fast 
overbevisning , „ man kan tvivle en gang ; men 
man kan ikke falde tilbage til sin gamle tvivl . O , 
Frits ! af høre dig prædike , hvilken glæde for 
mig ! Og tænk , af bo på landet , så nær ved 

herregården , i den dejlige egn ! Skal jeg netop 
vende tilbage til det sted , hvorfra jeg flygtede bort , 
vende tilbage som din hustru ! “ 
„ Nu skal vi se , af himlen har gjort et mirakel 
for Rosines skyld , “ sagde Frits smilende , 
idet han lagde brevet bort for af omfavne denne 
samme hustru , „ o , Rosine , hvor du er indbildsk , 
forfængelig , egenkærlig ! Og så tænker du slet ikke 
på vore gamle bekendte , madame Mortensen 
og jomfru Matthiesen , som miste deres ugentlige 
fornøjelse af besøge os . “ 
„ Å , ikke andet end det , “ sagde Rosine , 
„ isfedetfor kunne de komme ud af tilbringe en ugestid 
hos os af og til , de ville have rigtig godt af af 
ligge på landet . Der er nok nogle af vore tilkommende 
sognefolk , der vise capellanen den godhed 
af tage dem ud med . “ 
I dette øjeblik åbnedes døren , og Carl mere 
styrtede end trådte ind ; han var bleg , støvet og 
udmattet , og sank uden af sige noget ned på en 
en stol . Frits og Rosine sprang op , og trådte 
hen til ham . 
„ Jeg er kommet til eder , mine venner , “ sagde 
han , og tog deres hænder , „ for at søge ly og trøst . 

bekymrer eder ikke om , hvad der er hændt mig ; 
men lad mig hvile en times tid hos eder . Spørger 
mig ikke ! Forestiller eder , at jeg var vandret et 
stykke vej igennem glødende luer , og at de etsteds 
havde brændt mig et frygteligt sår , som jeg ikke 
vover at afsløre for eders øjne . Lad mig da sidde 
her , eders nærhed er som et kølende bad for mig , 
viser mig eders venskab ved ikke at spørge og ikke 
at forsfe . “ 
De satte sig begge igen , Rosine tog sit sytøj , 
og Frits læste provstens brev for Carl . 
„ Du seer , jeg bliver kaldet , “ sagde han , „ og 
Rosine mener , at jeg bør modtage kaldelsen . “ 
„ Du vil styrke provsten i hans modstand mod 
Degens papistiske bestræbelser , “ sagde Carl , „ Du 
vil der være på din plads ; dit milde , jevne 
sind vil være en bedre modgift mod hans virksomhed 
end den fyrigste veltalenhed . “ 
Samtalen dvælede endnu længe ved den samme 
genstand , og antog et mere og mere livligt og for- - 
håbningsfuldt præg , fordi Rosines tanker mere 
og mere drejede sig om den lykke at skulle være 
præstekone på landet ; hun og Frits mærkede ikke , 
at samtalen til sidst udelukkende førtes mellem dem , 

og at Carl , der i begyndelsen smilende havde hørt 
til , sank hen i alvorlig grublen . Det var Rosine , 
der først bemærkede det , og sagde venligt undskyldende 
: 
„ Vær ikke vred på os , kære Carl , fordi vi 
sladdre så uforbeholdent om , hvad der glæder os , 
medens de måske ikke kan være glad med os . 
Det er ikke , fordi vi så ganske tænke på os selv , 
men fordi vi tro derved bedst at vise dem , at de 
er blandt venner . » 
„ Tak , min veninde , “ svarede han med et sørgmodigt 
smil , „ jeg er allerede bedre . Det er i sin 
orden , at sorgen og smerten også have deres 
festdage i livet , og jeg har sejret en sådan i dag . 
Nu går dens sol ned , og jeg er styrket til igen 
at tage fat på søgnedagene med deres roligere 
pligter . “ 
Og søgnedagene gik deres stille , langsomme 
gang , langsom for den , for hvem den ene morgen 
hilste den anden med det spørgsmål : „ Hvad 
bringer du ? » , hurtigt før den , der ikke spurgte , 
men tillidsfuldt åbnede sine arme mod hver kommende 
dag . Frits og Rosine flyttede til deres 
nye hjem , hvor de blev modtagne med stor hjertelighed 

af den gamle Provst , der stod fast på , at de 
skulle tage bopæl i præstegården . Provsten var 
enkemand , og det varede ikke længe , før Rosine 
var blevet sjælen i hele hunsholdningen , og hun 
blev rigelig lønnet ved den gamle mands glæde over 
den hyggelighed og orden , hun udbredte vin ham . 
Fru stilling , der ikke kunne finde nogen passende 
bolig i nærheden af det unge par , købte en 
bondegård , og begyndte derpå at opføre sig et 
bequemt landsted . Medens dette stod på , tog hun 
ophold på herregårde « , hvorhen hendes cousine 
geheimerådinden havde indbudt hende , og Rosine 
havde således den glæde jevnlig at besøge eller 
modtage besøg af sin veninde . 
Der samlede sig efterhånden et stort og glimrende 
selskab på herregården ; slægtninge , vidt 
og bredt fra , kom i talrig mængde rejsende , og 
indkvarteredes så godt som muligt på de « store 
gård . De « gamle geheimerådiiide opbød sine 
sidste kræfter før at skænke enhver ankommende en 
venlig modtagelse . Brudeparret , for hvis skyld 
alle disse mennesker havde sat sig i bevægelse , 
syntes mere optaget af at være en forekommende 
vært og værtinde , end af at lægge nogen ioinefaldende 

ømhed eller lyksalighed for dagen . Jægermesteren 
var glad , oprømt og i hvad man kalder 
et prægtigt humeur , bruden var venlig , hjertelig og 
opmærksom på brudgommens og alles ønfler ; 
men der sporedes ingen usædvanlig bevægelse hos 
nogen af dem ; sikkert og roligt , uden alle ophævelser 
skrede forberedelserne deres mål — bryllupsdagen 
— i møde . 
Aftenen for denne ankom Carl . Geheimerådindcn 
tilbragte ingen aften i den store selskabskreds , 
der i de sidste dage havde opfyldt duset , og 
oplivet de stille Stuer og den store have med deres 
munterhed og latter , og på denne sidste aften 
havde bruden også trukket sig tilbage til sit værelse . 
Carl blev altså kun modtaget af jægermesteren , 
der hilste ham med hjertelighed . 
„ Nå , min dreng ! vi havde næsten opgivet 
håbet om at se dig ; mama har uafladelig spurgt 
om dig , hun vil endnu engang gerne se alle sine 
om sig , og da der , som du ved , er blevet noget 
tyndt i geledderne , kunne vi slet ikke undvære 
dig . “ 
„ Jeg kunne ikke komme for , “ svarede Carl 

med eftertryk , „ jeg bliver nu her i otte dage , og 
så rejser jeg for bestandig . “ 
„ Nå , skal det absolut være ? “ 
„ Ja , “ svarede han kort . 
„ Hør , min dreng , “ sagde jægermesteren godmodig , 
„ Du er måske lidt vred på mig , fordi 
jeg har taget pigen , og var du ikke kommen med 
de afrikahistorier , så havde du jo også været den 
nærmeste ; thi du er en ung , køn Karl , mens jeg 
allerede har grå hår i parykken ; men det var jo 
synd at lade sådan en smuk pige gå ud af fa 
milien . Det var nu også blevet et og alt for 
mama , at vi skulle blive her , og lade alting blive 
ved det gamle , og det var jo også det fornuftigste . 
Jeg vil ikke lyve , og sige , at jeg ikke altid har haft 
et godt die til pigen ; men jeg fandt det rimeligt , 
at hun syntes bedst om dig , og om jeg også 
sommetider blev lidt kruset ved at se jer sammen , 
så er jeg dog blevet for gammel en Karl til ikke 
at kunne dyk mig , når det behøves . Men nu 
tænker jeg også , at du giver lige for lige , og ikke 
seer surt til mig i morgen . “ 
„ Onkel kan være rolig , “ sagde Carl , og tog 
den frembudte hånd , „ jeg har forsøgt min lykke , 

kun ville ikke have mig . Jeg har intet at bebrejde 
onkel . “ 
„ Det gør mig rigtig godt at høre , “ sagde jægermesteren , 
synlig lettet , „ jeg havde en fornemmelse , 
som om jeg havde jaget på en andens vildbane . 
Det skal du rigtig have tak for — så hun ville 
ikke have dig ? “ Han lo fornøjet . „ Det er det 
fornuftigste pigebarn , jeg har kendt . “ 
„ Ja fornuftig er hun , “ sagde Carl , vendende 
sig bort med en bitter følelse . 
Høstarbeidct var netop endt , så at hosffesten 
faldt sammen med brylluppet , og skønt det varen 
hverdag , vrimlede veje og stier til kirken af 
pyntede folk , der ville overvære vielsen . Da pastor 
Degen trådte frem , og overså den i dag forsamlede 
menighed , kunne han med sandhed sige , 
aldrig at hare set en mere broget forsamling opfylde 
sin kirke . Der var enhver af sognets beboere , 
som kunne få tid til at komme , der var 
alle den nærmeste omegns præster og honoratiores , 
og hele den fornemme kreds , som havde samlet sig 
på herregårde . En , der ellers ville have været 
tilstede , manglede , det var kammerherre Sivers ; 
han havde såt et besøg , for hvilket han længe 

standhaftigt havde nægtet sig hjemme , det var apopleksien . 
Den havde en nat fundet ham ubevogtet , 
nu lå han stum i sin seng , og det eneste ønske , 
hans rystende hånd vedblev at nedskrive . på tavlen , 
var dette : „ Kald flere læger ! “ 
Bien han var en så fjern bekendt af betle 
hus , at hans nærværelse ikke savnedes ; kirkeklokkerne 
ringede lige lystigt , og forventningen om 
at se den smukke , rigtklædte brud var lige stor . Da 
hun trådte ind i kirken , vendtes alles blikke mod 
hende , og fulgte hende ufravendt til wæret ; ikkun 
en eneste vendte sine bort med en usigelig bitter 
følelse , det var Carl . 
Pastor Degen prædikede vidtløftig over den 
rette tro , over dåbens og det levende ords kraft ; 
han greb lejligheden til at lægge denne store forsamling 
på hjerte , at den var vildfarende , vantro 
og højst sandsynlig mærket til helvedes ild ; dersom 
forsamlingen satte nogen lid til hans ord , så bar 
den deres indhold med overraskende fatning , og 
mangt et blik , der vandrede ørkesløst om i kirken , 
sagde tydeligt nok , at en hurtig slutning ikke ville 
mishage tilhørerne . Endelig kom denne , de to , 
der stod for wæret , vare nu et i liv og død , 

om end ikke i sjæl og tanke , og det var som on 
et lettende åndedrag gik gennem hele den kreds 
der nærmest omgav dem . Man lykønskede dem m 
sig selv , og den simplere del af bi enigheden stinn 
lede udenfor , for at se brudeparret stige tik 
vogns . 
Fra nu af var alt lystighed og glæde , e 
prægtigt middagsmåltid på gården , og en al 
mindelig bespisning af alle fattige ; et festligt Ba 
i høisalen og en munter Dands i den pyntede ladt 
brudeparret , åbnende ballet histoppe , og siden mod 
tagende et rungende „ Leve “ dernede , raketter o 
geværskud , jubel og glæde langt hen ad natten 
bortkørende vogne og sang og lystighed , forsvin 
dende i det videste fjerne . Da provstens bog : 
med ham selv , Frits og Rosine bevægede sig ra ; 
afsted i den stjerneklare aften , vendte Rosine si 
hoved om , og betragtede herregårdens af ly 
strålende vinduer . 
„ Frits , “ sagde hun sagte , „ jeg havde alti 
tænkt mig en anden brudgom ved dette bryllup . “ 
Frits svarede ikke , men trykkede sin hustru o 
til sit hjerte . 
Nogle dage efter brylluppet talte geheime 

rådinden til Carl om det fattighus , hun ville 
stifte . 
„ Jeg ville gerne have denne sag ordnet , mit 
barn ! “ sagde hun til ham , „ det er noget , Holger 
ikke forstår . Gå du ned , og tal med pastor 
Degen derom . “ 
„ Jeg gør det ugerne , “ svarede Carl , „ men 
siden de ønsker det , skal jeg gå en af dagene . “ 
Det traf sig nu således , at pastor Degen 
blev syg efter brylluppet , og ikke kunne prædike den 
påfølgende søndag . Han sendte da bud til provsten , 
og bad ham , om hans Capellan den næste 
søndag måtte besørge gudstjenesten . Pastør Degen 
havde vel kunnet lade sin degn læse i kirkedøren ; 
men dels lød han , af hensyn til de mange fremmede 
på gården , nødig tjenesten falde bort , dels 
var han ikke fri for en bitanke om , at det ikke 
ville flade hans gode rygte som taler , om en ung , 
uerfaren mand for en gangs skyld betrådte den 
prædikestol , hvor han ellers selv udfoldede sin veltalenhed . 
Frits var ikke misfornøjet med at prædike 
engang et simplere sandhedens ord for en 
menighed , der var vant til et mere kryddret foredrag , 
og han samtykkede derfor villigt i forslaget . 

det var Rosine en stor glæde , af Frits skulle 
prædike netop i denne kirke , og hun beredte sig til 
af gå derhen som til en fest . 
Det var den sidste dag , af Carl tilbragte på 
herregården , ligesom de fleste gæster nu beredte 
sig til af tage afsted . Han ville ikke blive tilbage , 
og dele et stillere samliv , og desuden stundede 
hans egen afrejsedag til . For første gang indfandt 
han sig ved theebordet , hvor ingen af de fremmede 
gav møde , og hvor han altså fandt jægermesteren 
og hans unge hustru alene . 
„ Det var ret ! “ råbte jægermesteren ham 
imøde , „ kom , og drik the med os ! Vi have et 
prægtigt vejr i dag , og jeg vil i aften give et skovbal 
for vore gæster . “ 
„ Jeg går i kirke , “ sagde Carl , idet han 
modtog en kop the af den unge frues hånd , 
uden af se på hende , „ min ven Walther prædiker ; 
men først vil jeg afgøre en forretning med 
pastor Degen . “ 
„ Sagtens om fattighuset , “ sagde jægermesteren , 
„ det er smukt af mama ; jeg håber , af her er nogle 
fattige at bygge det til , ellers komme vi i en slem 
forlegenhed . “ 

„ De findes vel , “ sagde Carl med et lille 
smil ; „ gå i også i kirke i dag ? “ 
„ Nej , min ven , “ svarede jægermesteren , „ vi 
tage ud efter frokosten , og bese forberedelserne til 
ballet . Jeg tager min bøsse med , og træffe vi en 
passende steg undervejs , så tager jeg den hjem 
med . Er du bange for at have geværet med i 
vognen , Camilla ? “ 
„ Nej , aldeles ikke , “ svarede hun , „ det er vel 
ikke ladt ? “ 
„ Af hensyn til denne bemærkning skal det 
ikke være det , “ sagde jægermeren galant ; „ vi komme 
forbi kirken , når gudstjenesten er forbi , og vil 
du med , Carl , så skal jeg tage en fiirsædet 
vogn . “ 
„ Nej , tak , “ svarede Carl , „ jeg går lige 
hjem . “ 
Han rejste sig fra bordet ; men endnu nogle 
oieblikke tøvede han , og indsugede tavs billedet af 
den , han havde elsket og endnu elskede så højt . Da 
stod også jægermesteren op , og med servietten 
endnu i hånden omfavnede og kyssede han sin 
kone ; Carl sagde et hastigt : „ Godmorgen ! “ og 
forlod stuen . 

da Carl kom til præstegården , fandt han 
pastor Degen liggende på en sofa ; præsten 
hilste sin gæst med ufordulgt modvillie . 
„ Hvad have vi med hinanden at bestille ? “ 
Spurgte han . „ Vorherre bevare os for at mødes 
mere end nødvendigt . “ 
„ Jeg tænker , det er det sidste møde , “ sagde 
Carl , og blev stående ved sofaen . „ Jeg er 
sendt i en forretning fra min bedstemoder geheimerådindcn , 
for at blive enig med dem om betingelserne 
for oprettelsen af det nye fattighus . “ 
„ Dær kan aldrig blive nogen enighed mellem 
os , “ sagde Degen , og drejede sig uroligt på 
sofaen . 
„ Da synes mig dog , “ sagde Carl , „ at dette 
mere er en communesag end noget andet . I hvad 
skikkelse har sognet mest trang til denne indretning ? “ 
„ Lad 
de døde begrave deres døde , “ sagde 
præsten ; „ da geheimerådinden opretter denne stiftelse 
mere som en gave til mig end til sognet , 
forlanger jeg , at der ikke tilstedes adgang dertil for 
andre , end dem , der have annammet den sande 

tro , der holde deres dåbspagt , og som tilhøre det 
opvakte menighedsliv . “ 
„ Men hvo skal sættes til dommer over disse 
fordringers opfyldelse ? “ sagde Carl misfornøjet . 
„ Ieg selv og sogneforstanderskabet , “ svarede 
han . 
„ Er det ikke lige meget , “ sagde Carl , „ når de 
ere fattige og syge , af hvad tro de er ; leve selv 
ikke hundene af de smuler , der falde fra deres 
herres bord ? Er det ret i en christelig menighed 
af g ; øre forskel på troende og bantroende , da de 
dog alle er døbte til den samme tro ? “ 
„ Der seer de selv , af der ingen enighed kan 
være mellem os ! “ råbte præsten . 
„ Ieg kan ikke tro , af de kan få sognets 
bedste mænd til af gå ind på denne anskuelse , “ 
Sagde Carl . 
„ Ieg har allerede holdt et mode om denne 
sag , “ sagde præsten , „ se her ! “ Han opslog en 
protokol på bordet , og lagde fingeren på bladet , 
„ sine fattige skal sognet efter loven forsørge , derom 
er ingen snak ; men det nye fattighnus er en 
stiftelse , der kan betragtes som sognets private 

ejendom , og den ville vi holde ren og ubesmittet 
for vore egne . “ 
„ Giverens hensigt må dog også komme i 
betragtning , “ sagde Carl . 
„ Giverens hensigt er at løskøbe sig fra helvedes 
ild , “ sagde præsten , slående i bordet med 
sin hånd , „ og jeg har modtaget afgiften på vor 
herre Jesu vegne . “ 
„ Derom ved jeg intet , “ sagde Carl alvorligt , 
„ og jeg tror ikke , at vor tro tilsteder gaver til 
kirker og klostre eller til sjælemesser . Ialtfald 
siger jeg : „ Dømmer ikke , at i ikke skulle dømmes ! “ 
Lukker ikke helvedes porte så vidt op , før i selv 
vide , om i ikke skulle gå igennem dem . Enhver 
kan blive salig efter sin tro . “ 
„ Det er denne fordærvelsens lære , jeg forfslger , “ 
Sagde Degen forbitret . „ Så længe mit 
hoved er oppe , og jeg er præst i denne menighed , 
skal jeg luge efter klinten , og kaste den i ilden . 
Enten intet fattighus eller et , der alene er viet 
Herrens udvalgte , nu vide i besked . Beholder så 
eders gave , og giver den til andre , sognet vil 
ikke vide af den , når det ikke har fri rådighed 
over den . “ 

efter en lille overvejelse sagde Carl : 
„ Vil de tilstede mig at være nærværende ved 
et møde med sogneforstandersfabet ? “ 
„ Nej , de skal ikke sætte splid i min menighed . “ 
„ Skal 
jeg da sige min bedstemoder , at hendes 
velmente gave vises tilbage ? Det vil smerte den 
gamle kone i hendes sidste livsdage . “ 
„ Hellere smerte nu end siden , “ sagde han 
hårdt . „ Hun behøver kun at føje sig , så kommer 
alt i orden . “ 
„ Ieg kan ikke råde hende til ved en christelig 
gaves uddeling at vrage mellem Christne . Ieg 
vedbliver at holde det for umuligt , at menigheden 
kan være af samme tanker som de . “ 
„ Ieg svarer for den ; seksten Års arbejde har 
ikke været spildt , jeg har vundet flere sjæle for min 
frelser , end de vil vinde i det hele Afrika . “ 
„ Det er ikke min hensigt at stifte ord med 
dem , jeg vil alligevel henvende mig til menigheden . 
Er den ubøjelig , vil jeg råde min bedstemoder til 
at anvende sin gave på anden blande . “ 
„ Alt det onde , de stifter , kommer over deres 
hoved ! “ råbte præsten efter ham . 

„ I sandhed en christelig velsignelse ! “ sagde 
Carl sagte hen for sig , idet han stred over gården . 
Da kom frøken Alexandrine ilende efter 
ham , og greb ham om armen . 
„ Gå ikke bort , uden at forsone ham , “ sagde 
hun med ængstelig og dæmpet stemme , „ der er en 
frygtelig kraft i hans vrcdesord . Det går ingen 
vel , som har fortørnet ham , han er næsten ligeså 
mægtig som Vorherre selv . “ 
„ Bedste frøken , “ sagde Carl , mildt bebrejdende , 
idet han standsede , „ sig dog ikke så formastelige 
ord . Der er kun en i himlen og på 
jorden , der har magt tilfælleds med Herren vor 
gud . “ 
„ De skulle blot hare , “ sagde frøken Alexandrine , 
støttende tilbage til stuehuusvinduerne , 
„ Anne heri sognet var en forstokket sjæl , og han 
brødes med hende for at vinde hende for Vorherre ; 
men hun ville ikke . Først kom hun i fattighuset 
i vinter , og en dag , ligesom hun stod og talte 
onde ord om præsten , faldt hun på isen , og 
brækkede sit ben , så hun endnu ligger syg deraf . “ 
„ Jeg ved ikke , hvad jeg skal svare til sligt , “ 
Sagde Carl venligt , „ hvor kan de , som et formsftigt 

fruentimmer , tro , at Herrens lyn slår ned - 
for at hævne pastor Degen ? Lad de mig roligt 
gå , jeg frygter ikke . “ 
Frøkenen flap hans arm . Idet han fog sin 
hat af for hende , sagde han smilende : 
„ Jeg går desuden til kirken , hvad ondt 
skulle hænde mig der ? “ 
Hun rystede på hovedet , og han fortsatte sin 
gang . 
I kirken havde Frits allerede besteget prædikestolen . 
Han var grebet af en usædvanlig bevægelse 
ved at stå her på denne plads og lige overfor 
denne menighed , der levede et troens liv , 
han ikke forstod . At de troede , det vidste han , og 
desuden et stille væsen , andægtige blikke og fromt 
foldede hænder mødte overalt hans blik , han turde 
ikke sige , at de hyklede eller beflittede sig kun på et 
udvortes væsen . Han stod ikke der for at dømme , 
og desuden vovede ikke han , der nylig selv havde 
væræt så svag og vildfarende , at kalde en af sine 
brødre vildfarende . Medens han så ned på 
menigheden , blev han dybt grebet af tanken om 
alt det ufuldkomne i menneskets stræben ; enhver 
af disse , der troede sig så sikkert at eje hele troens 

rigdom , havde dog kun med sin dødelige hån 
fattet et ringe moment af det evige , og han føk 
sig inddragen i den almindelige skrøbelighed . Han 
tale , så omhyggeligt forberedt , syntes ham n 
kunstlet og myndig i ånden , han sønderrev den 
tankerne , og uvilkårligt vendte han sig som e 
ven og Broder til menigheden med apostlens skjom 
ord : „ Ikke at jeg har allerede grebet det , eller r 
allerede fuldkommen ; men jeg jager derefter , om jc 
dog kan gribe ddt , efterdi jeg og er grebet af chri 
stns Jesus . Brødre ! jeg agter mig ikke selv at hat 
grebet det ; men et gør jeg : førglemmende , hva 
der er bagved , og rækkende efter det , søm er form 
iler jeg mød målet til det klenodie , som hører t 
guds kald herovenfra i Christus Jesus . “ Og n 
strømmede talen , hjertelig og bevæget , fra han 
læber ; i fordringsløse og indtrængende ord tab 
han øm alt det ufuldkomne og begrænsede i men 
neskencs viden , og om hvorledes sindet i Troe 
klynger sig til det evige , for ikke at forgå i for 
gjængæligheden . Han talte som et skrøbeligt men 
neske til skrøbelige mennesker , der med ham vide , c 
guds tanker ikke er menneskenes tanker , og ha 
så med glæde opmærksomme blikke vendte imo 

sig og bevægede “ Hjerter afspejles i dem . Da hans 
kraftige amen genlød i kirken , var han tilfreds 
med sig selv og taknemlig mød sin gnd . 
Imidlertid var Carl kommet til kirkegården ; 
men da han hørte , at prædikenen var begyndt , gik 
han ikke ind , men satte sig på en sten udenfor . 
Her sad han grublende , og overvejede den nylig 
førte samtale . Tiden var knap ; i morgen tidlig 
ville han forlade denne egn , og han ville have 
vanskeligt ved at få udrettet noget . Som han 
sad og så ud over egnen — kirken lå højt på 
en banke , — så han overalt bekendte steder , 
hvorom hans barndomserindringer drog deres lysende 
kreds . Et ubeskriveligt suk efter at kunne 
afryste alt det oplevede og være barn igen , fyldte 
hans bryst ; som til et evigt , langt farvel stirrede 
hans blik udover fædrelandets høstlige jordbund . 
Psalmesangen lød inde fra kirken , og storken , der 
beredte sig til rejsen , knebbrede lydeligt fra neden 
på kirketaget — et betydningsfuldt accompagnemcnt 
til de tanse afskedsord , der fødtes i den bortdragendes 
sjæl . 
Da åbnedes våbenhuscts dør , og menigheden 
strømmede ud . Som ved en pludselig indskydelse 

fattede Carl den beslutning her at tale ti 
sognebeboerne , og formå dem til at modtag 
hans bedstemoders gave uden forbehold og ude 
betingelser . Han trådte op på stenen , hvor ha 
sad , og standsede med en håndbevægelse de forreste 
da disse blev stående , samlede de andre sig sum 
omkring dem . Nysgerrigt betragtede de den høb 
unge mand , som de fleste af dem vel genkende 
som geheimerådindens sønnesøn , men om hvi 
hensigt med denne standsning de intet begre 
kunne have . 
„ Hører mig , i mænd af dette sogn , “ sag ! 
Carl med lydelig stemme , „ jeg har en vigtig Sa 
af forelægge eder her på kirkestævne . Min bed 
slemodcr , . Geheimerådinden , som i alle kende , c 
som nu er gammel , og seer døden i møde , vil fljæir 
eder en sum penge til opførelsen af et hjem ft 
syge , gamle og fattige . Hun har givet dette 
guds og menneskekærlighedeus navn , og har vente 
af i ville modtage det på samme måde . Det < 
dog ikke sket . Eders præst og sognehyrde hc 
sagt mig , af i ikke ville modtage gaven , når 
ikke må vrage mellem dem , der skulle nyde goi 
af den , af de troende af eders menighed skul 

boe i det nye hans , og af de vantroe skulle blive 
i den gamle , dårlige bygning . Jeg holder det for 
umuligt , af christne mennesker , der højt og lydeligt 
sige , af de frem for alle andre holde sig nær til 
Herren , ville vedkende sig en sådan fremgangsmåde . 
Udsendte eders herre og mester ikke sine 
apostle både til grækær og hedninger , og spurgte 
han de syge og værkbrudne , hvorfra de kom ; var 
det ham ikke nok , at de troede , uden at spørge , hvorledes 
de troede ? Og i kortsynede^mennefler ville 
lukke barmhjertighedens dør for dem , der ikke tro , 
som i tro ? “ 
Stine Olsen var i dette øjeblik kommet ud 
af kirken , og havde sluppet sig frem til stenen . 
Da hun så Carl , sagde hun til de andre : 
„ Det er ham , der vil jage alle præster ud af 
landet , han har sagt onde ord til vor præst , og 
nn vil han gerne købe os til at falde fra den rette 
tro . I skulle ikke indlade jer med ham , og tage 
mod hans penge , det er kun et satans garn , 
hvori han vil fange os alle sammen . “ 
Carl så på hende og på de omstående , 
og han så , at hendes ord gjorde indtryk . 
„ Jeg er en Christen som i , “ sagde han , „ og 

det smerter mig at se , at i have glemt , at fordragelighed 
er en Christens første pligt . Jeg siger 
eder , at hvis Herren selv stod midt iblandt eder , 
ville i ikke huse ham , fordi i tro eder bedre end 
ham . Vogter eder før de falske profeter ! Vogter 
eder før den snare , der ligger i selvforgudelsen ! 
I tro eder fromme ; men i er knn hovmodige ! 
Endnu engang siger jeg eder : tager i christelig ånd 
den gave , jeg rækker eder ! “ 
Flere af mændene havde talt indbyrdes , og de 
syntes at ville give ham et svar ; men de fik ikke 
tid dertil ; thi Stine Olsen var steget op på en 
af de andre ligstene , og råbte højt : 
„ Det er vor præst , den guds mand , han 
kalder en falsk profet , han er selv en udsending 
fra den onde , ville i mænd lade ham stå rolig , og 
sige os onde ord ? Jag ham ud af kirkegården ! 
Gå , siger jeg , før vi bruge magt ! “ 
„ Jeg er ikke bange , Stine Olsen , “ svarede 
han roligt , „ det er eder , der er forblændede og 
ikke mig . Lad mig tale i fred med disse mænd , 
træder frem , i , som foreslå sognets anliggender ! 
Lader os tale fredeligt sammen , svin det anstår sig 

christne brødre , giver sandheden æren , og hører 
mig ! “ 
Men ingen af mændene lod til af have lyst 
til denne underhandling ; flere af dem gik langsomt 
ned mod kirkeporten , andre talte misfornøjede sammen . 
Et barn bakkede sig ned , tog en sten , og 
kastede den efter Carl ; den strøifede hans hoved , dog 
uden af gøre ham skade , og faldt med larm ned 
bag ved ham på ligstenen . 
„ Seer i , “ råbte Stine , truende i fanatisk 
raseri ad ham , „ den umyndige viser os vejen . 
Lad os jage ham ud af kirkegården ! “ 
Den hob , der stod om hende , ophidsedcs af 
hendes ord . „ Han har hånet vor præst ! “ råbte 
en , „ Han siger , af vi ikke er Christne ! “ råbte 
en anden , og man søgte ivrigt efter stene på 
vejen . 
Ligeoverfor denne forhærdede fanatisme tav 
Carl , han lagde fine arme overkors , og blev uforfærdet 
stående . 
„ Han tror , af han er usårlig ! “ streg en 
gammel Bonde , og kastede med rystende hånd en 
sten efter ham , flere fulgte på , og scenen antog 
en bestandig mere truende og ophidset characteer , da 

Frits , underrettet om hvad der foregik , kom ilend 
ud cif kirken . Hnn skyndte sig hen til Carl , æ 
stillede sig foran ham . 
„ For himlens skyld , hvad er dette ? “ råbt 
han , „ jeg befaler eder at holde inde i guds navn 
ville i vanhellige fredstedet omkring hans hum 
med en voldsdåd ? Stine Olsen , læg den sten 
dn bærer i din hånd , forsynd dig ikke moi 
loven , hvis du ikke frygter gud ! “ 
Indtrykket af den omstændighed , at han nylic 
havde prædiket guds ord i kirken , og hans alvorlige 
blik standsede Mængden ; Stine slap vel M 
stenen ; men hun sænkede hånden , der bar den 
og skjulte den i folderne af sit skørt . Frit ! 
Lagde sin hånd på Carls arm , og fulgte han 
til kirkegårdslågen . 
„ Gå , min ven , “ sagde han , „ på denne ve 
udretter du intet . Sandheden er ilde hørt , hvor 
menneskene tilbede sig selv i guds billede . Overlad 
provsten og mig at ordne dette . Kom til oe 
iaften , før du rejser . “ 
Carl var meget bleg . 
„ Også jeg har måske troet for meget på mig 
selv , “ sagde han med sørgmodig stemme , „ der var 

en , der engang sagde til mig , at opoffrelserne ikke 
mere vare til på jorden , det synes mig i dette 
øjeblik , at hun har ret . Hellere end at jeg skulle 
troe det , måtte stenene have ramt mig . “ 
„ Frygt ikke , forsag ikke , “ sagde Frits inderligt , 
„ der er intet godt , der har mistet sin plads 
på jorden . “ 
De omfavnede hinanden hjerteligt , og skiltes . 
Frits vendte langsomt tilbage til kirken , og Carl 
tog vejen til herregårde » . Han standsede undertiden 
som betynget af sine tanker , tørrede sveden 
af sin pande , og satte sig endelig på en sten ved 
vejen . 
En fjern tummel vakte ham af hans tanker , 
og han så op . Et syn mødte hans øjne , der 
bragte ham til at fare i vejret . Ned ad vejen i 
rasende fart kom jægermesterens lille vogn ; han 
selv stod halv oprejst med tøjlerne i hånden , medens 
hans unge hustru ved hans side søgte at 
frigøre sig for sit rode shawl , der lyste som ild i 
formiddagssolens stråler . I nogen afstand fra 
dem over de mere højtliggende marker kom den store 
tyr med ville brøl og i rasende Spring , fulgt af 
den hele hjord af køer , der stormende frem omgave 

deres ophidsede anfører ; luften genlød nf deres 
brølen og jorden af deres trampende løb . 
Carl så tilbage , måske tyve skridt bagved 
ham stimlede kirkegjæmgernes hob hen ad vejen , 
kvinder og børn ; foran ham kom den rasende og 
oprørte hjord nærmere og nærmere med lynets 
fart ; han betænkte sig intet qieblik , med et dristigt 
Spring og et højt skrig sprang han den modigt 
imøde , og greb efter tyrens horn . En kort , frygtelig 
kamp opstod , den varede kun så sekunder , 
og missionaireu lå blødende og trådt under 
fødder på jorden . 
Bien fristen havde været lang nok for jægermesteren 
til at standse hestene , gribe sin bøsse , og 
lade den . Sprunget ud af vognen , med fast fod 
og sigte udsendte han sin kugle , og ramt gennem 
øjet styrtede den store tyr til jorden , så at faldet 
genlød vidt og bredt . Den forskrækkede hjord 
spredtes til alle sider i vild flugt , snart indhentet 
af de tililende røgtere . 
Camilla var steget ud af vognen , og ilet hen 
til den faldne . Hun knælede ned ved siden af 
ham , og løftede hans døende hoved op på sin arm . 

„ O , dø ikke , kære Carl , dø ikke ! “ bad hun 
smerteligt . 
Han åbnede sine øjne , så på hende , og 
forsagte at smile . 
„ Du seer selv , “ sagde han svagt , sønderrevet 
af de ville dyr — det er ikke umuligt ! “ 
Hans øjne brast , medens han endnu så på 
hende . Hun holdt hans hoved op til -sit bryst , og 
hans blod flød ud over hendes hænder og kjole . 
Jægermesteren kom , løftede hende op , og bar hende 
hen til vognen . Nu var kirkegjæmgernes flok også 
nået til stedet , og de samlede sig stille og tanse 
om den døde . En gammel kone aftog sit for- . 
Klæde , og lagde det under hans hoved , og alle blev 
stående , til der blev sendt en vogn fra herregårde » . 
Missionairen blev jordet på kirkegården tæt 
ved den sten , hvorfra han havde talt sidste gang ; 
der blev sat et kors på hans grav , og indskriften 
på det var givet af hans barndoms legesøster , 
gårdens unge frue : „ Han faldt i sin herres 
tjeneste . “ Tidt kom Rosine over , og smykkede 
den med blomster , og om aftenen , når hun fra 
præstegårdens dør kunne se kirkespiret i det fjerne , 
sendte hun i tanken en venlig aftcnhilsen derhen . 

og solen gik ned over retfærdige og uret 
færdige , over dem , der trofast og ydmygt søge sand 
heden , og over dem , der tro at have fundet der 
den gik ned over dem , der kæmpe i livets stru 
og over dem , der ørkesløse sætte sig ved Beier 
dybt i sin nedgang svømmede den i et gyldent Hai 
og dens sidste stråler faldt på det unge par , dr 
i fred og lykke dvælede foran deres simple dør 
tærskel ; den gled bort over deres hoveder for c 
dvæle på missionairens grav , som om den de 
med sin guldskrift ville tegne de sandhedens ord 
„ Enhver sin mission . “