1 . 
„ Nu kan i glæde jer , i gamle ! Nu har i kæmpet 
længe nok med fattigdom og nød . Nu kommer 
lykken i skikkelse af tusinde blanke daler . — hvad 
siger i til det ? Til julen kjsber jeg en magelig 
lænestol til dig , fader ! og du , kære gamle moder ! 
Skal have et tæppe på gulvet — og Gardiner — og 
en smuk varm vinterdragt med en lille net hat til . 
Når blot så fader ikke bliver jaloux , når han seer , 
hvor ung du kommer til at se ud . “ 
Således jublede en ung , smuk mand , idet han 
greb sin moder om livet og dansede omkring med 
hende i det lille værelse , indtil hun stønnende og 
pustende segnede om på en stol . 
„ Hvad fanden stikker dig , Emil ? “ udbrød en 
gammel veteran , der sad i sofaen og af forbavselse 
tabte sin sølvbeslagne pibe ud af munden . „ Er 
du gal ? Eller har du måske vundet i lotteriet ? “ 

„ Ingen af delene , fatter ! “ svarede Emil . „ Hør 
nu , hvad der er hændet mig . For en times tid siden 
sad jeg i mit atelier aldeles melancholsk over , at jeg 
nu havde nået mit tredivte år , uden endnu at 
kunne tjene brødet til os . Hvad hjelper det , at jeg 
har fået den lille sølvmedaille ? Førend man kan 
komme i mode som portrætmaler , risikerer man at 
sulte ihjel ; det har man da før hørt . Det bankede 
på døren , jeg lukkede op for en tjener i strålende 
livre , der spurgte efter portrætmaler Norstrand , 
og derpå meldte hendes nåde , grevinde Stjernholm . 
Lidt efter trådte en yderst elegant klædt dame 
ind . Hun var vel et halvhundrede år gammel , 
men man så tydelige spor af fordums skønhed , 
endskønt hendes træk og hele figur havde antaget 
temmelig stærke dimensioner . Hendes kulsorte hår 
til det gulladne ansigt , det udfordrende blik og de 
smalle , sammenpressede læber , gjorde et ikke meget 
behageligt indtryk på mig , især da hele hendes optræden 
var en blanding af hovmod og nedladenhed . 
Dette indtryk formildedes dog ved hendes ord . 
Hun sagde nemlig , at hun havde hørt mig omtale 
som en udmærket portrætmaler , og at hun ønskede , 
at jeg ville male hende i legemsstørrelse . Jeg tog 
naturligvis med glæde imod tilbudet , og på torsdag 
formiddag begynder jeg portrætet i hendes eget 

hjem . Efter den aftale bestemte hun prisen til 
tusinde rigsdaler ; dermed gik hun , og her er jeg for 
at fortælle mine gamle den glædelige nyhed . “ 
Efter denne beretning opstod en pause ; glæden 
havde overvældet de gamle . Endelig rejste madam 
Norstrand sig , gik hen til sønnen , strøg hans tykke 
gulbrune hår fra hans smukke pande og sagde med 
tårer i øjnene : „ Sagde jeg det ikke nok ? Når 
nøden er størst , er hjelpe » nærmest . “ 
„ Jeg tror , gud hjelpe mig , du er bedre soldat 
end jeg , “ udbrød den gamle Norstrand . „ I halvtredsindstyve 
år har jeg tjent min konge , hørt kanonerne 
brumme og kuglerne pibe , og aldrig har 
hans Norstrand kendt til frygt , men nu — det er 
den forbandede gigt , der har gjort mig til invalid 
— nu havde jeg sgu nær tabt modet , da jeg så 
dig , gamle mor , og min dreng der lide nød . “ 
„ Det er måske også lettere , fader , “ svarede 
Emil alvorligt , „ at byde en fjende trods , når man 
står mellem kammerater , end når man i ensomhed 
skal kæmpe hårde kampe på livets store kampplads . 
Men lad os nu , “ vedblev han livligt , „ kaste 
et glemselens slør over fortiden , og lad os glæde 
os ved synet af håbets smilende gudinde . — her 
er penge , “ tilføjede han , „ nu skal lille moder besørge 
os et rigtigt godt middagsmåltid med vin , og for 

første gang i lang tid skal vi have os en rigtig 
glad dag . “ — 
hans Norstrand , forhenværende vagtmester ved 
husarerne , boede med sin kone og eneste søn på 
en kvist ved Nørrevold , hvor sønnen havde det ene 
værelse til atelier . Alt var i højeste grad tarveligt , 
menblementet simpelt og skrøbeligt , men overalt sporede 
man orden og renlighed . Et par timer efter 
sad den lille familie omkring bordet , hvorover var 
udbredt en snehvid dug , og på denne en fed , lifligt 
duftende gås . Et fad med dampende kartofler 
og på den anden ende af bordet en wienertærte 
og en flaske vin . Vagtmesteren sad som sædvanligt 
i sofaen , iført sin pyntelige husaruniform 
med dannebrogsmændenes hæderskors . Man kom 
uvilkårligt til at tænke på Napoleons gamle garde , 
ved at se ham . Hans høje , kraftfulde krigerskikkelse , 
den tykke , hvide moustache og det dybe ar over 
højre kind gav ham et helt imponerende ydre . 
Overfor ham sad hans kone i en simpel sort , ulden 
kjole , med snehvide manchetter , krave og en kappe 
med tykke pibestrimler . Der var over hendes smukke 
ansigt udbredt en ro og et fromhedspræg , der vidnede 
om hendes rene sjæl . Imellem dem sad deres 
glædæ og stolthed , deres eneste søn , der havde arvet 

faderens imponerende og stolte holdning og moderens 
åbne , elsfværdige udtryk . 
„ Ia , sådan går det . Tiden forandrer alt , “ 
Bemærkede Norstrand . „ Nu er det Emil , der trakterer , 
og ikke jeg , der i gamle dage så lidt bragte 
en lækkerbidsten hjem med mig . Så inviterede jeg 
nogle gamle kammerater , og du måtte lave punsch , 
mutter ! — ia , det var dengang vi boede i kasernen , “ 
Vedblev han med et suk . „ Der havde vi 
mange glade timer sammen , og jeg troede , at mit 
hjerte skulle briste , da jeg måtte tage afsted og 
flytte derfra . Det er nu også den satans gigts 
skyld ; ellers havde jeg endnu været en rask Karl og 
ikke humpet om som et gammelt stykke invalid , der 
ikke duer til andet , end til at skydes . “ 
„ Det er godt nok , fader ! “ afbrød Emil muntert . 
„ Det havde dog også sine ubehageligheder at 
boe i kasernen . Du husfer jo nok den lieutenant — “ 
„ Ia , det var en helvedes Karl ! “ råbte Norstrand 
og slog i bordet . „ Han skulle altid gøre 
hanebeen til mutter , — for hun var smuk dengang . 
Han skulle altid ved paraden spørge , hvordan det 
stod til hjemme , og han mente sgu hverken dig eller 
mig . “ 
„ Bar du virkelig jaloux ? “ spurgte Emil smilende . 


„ Ja , gu min sjæl ! var jeg så ! — endskønt 
jeg vidste , at mutter var tro som guld . Men det 
ligger nu i blodet . Det kan ingen gøre ved , og 
mit blod har altid været lidt rebelsf af sig . “ 
Man var imidlertid bleven færdig med stegen . 
Dcserten kom frem , og glassene fyldtes . I det 
samme åbnedes døren , og en høj , smuk mand 
trådte ind . 
„ Velkommen , min kære Anker ! “ udbrød Emil 
og trykkede hjerteligt den fremmedes hånd . „ Du 
kommer , som du var kaldet . Jeg ville netop opsøge 
dig i dag og fortælle dig noget glædeligt . Kom nu 
her og drik et glas vin med os . “ 
Anker hilsede venligt på de gamle og tog plads 
hos Emil , der fortalte ham dagens begivenhed . 
„ Ah ! nu forstår jeg , “ sagde Anker , „ hvorfor grevinden 
forleden spurgte mig om , hvem jeg anså for 
den bedste portrætmaler . “ 
„ Så er det altså din anbefaling , jeg kan takke 
for min lykke , måske for hele min fremtids lykke . 
Det første skridt er jo det værste . “ 
„ Det skulle glæde mig , “ svarede Anker , „ men 
du skal just ikke være alt for sikker . Jeg kender grevinden , 
og hun er ikke til at bygge på . Jeg er hendes 
læge , men hun beærer mig ikke med videre 
interesse , og betragter mig kun som et redskab 

til sin sundheds bevarelse . Jeg kommer der ikke 
oftere end nødvendigt , da hun er et af de lunefulde 
mennesker , der uddele kærlighed og had i alt for 
store portioner til dem , hun kommer i berøring 
med . “ 
Dernæst fortalte Anker , at grevinden havde 
været stuepige i et hotel og var bekendt som den 
„ smukke Rikke “ . Alle gæster gjorde Cour til hende , 
deriblandt den rige og endnu unge godsejer , grev 
Stjernholm , der allerede havde gjort mange togter 
på lidenskabernes ville hav . Enden på bekendtskabet 
blev et ægteskab , til stor sorg for hans familie 
og til liden glæde for ham selv . Den nye 
grevindes forfængelighed , mangel på dannelse og 
urimelige heftighed forvandlede snart hans hjem til 
et helvede . Al sin kærlighed kastede han på deres 
eneste datter , Arabella , men for få år siden døde 
han , og grevindens første foretagende var , at sælge 
godset og flytte til København , hvor hun ved alle 
lejligheder søgte at gøre sig bemærket . 
„ Komtesse Arabella “ , vedblev Anker , „ er en smuk 
pige , sire og tyve år gammel , men hvad hendes 
karakfcer angår , kan jeg ikke bedømme den , da hun 
er meget stille og indesluttet . Den almindelige mening 
er , at hun er kold og stolt , og at hendes afdøde 
fader var det eneste menneske , der har elsket hende . 

forholdet mellem hende og moderen har naturligvis 
aldrig været kærligt . “ 
Med spændt opmærksomled lyttede den lille familie 
til Ankers fortælling , og madam Norstrand 
beklagede på sin sædvanlige rolige , overbærende 
måde den stakkels unge pige , på hvis karakfeer 
rigdom og en sådan moder måtte virke sladeligt , 
og mente , at man ikke måtte bedømme hende for 
hårdt . 
Det hele kastede en skygge over glæden , og 
Emil selv blev alvorlig , men han ville bortjage den 
uhyggelige følelse og udbrød : „ Hvad vedkommer i 
grunden grevindens karakfeer og forhold mig ? 
Jeg skal male hende , så at jeg ikke får skam 
deraf , og videre har jeg jo ikke med den familie at 
gøre . “ 
„ Nå , norsfrand ! hvorledes går det så med 
gigten ? “ spurgte Anker lidt efter . 
„ Snavs , hr . Doktor ! Det tøj trækker mig i 
alle lemmer , og så de mange trapper , der er skyld 
i , at jeg altid må sidde hjemme og kede mig ! — 
jeg må jo finde mig deri , da vi bo billigt , og da 
Emil er fornøjet med sit atelier ; men drøjt er det . “ 
„ Men hvor kan de kede dem , min kære norsfrand ? “ 
Indvendte Anker . „ De er jo altid i selstab 

med deres bedste ven , “ og han pegede smilende 
på den solvbeslagne pibe . 
„ Det har de ret i . Det er en kær ven , “ og 
han klappede piben . „ Da jeg fik den , opførte norsfrand 
sig som en brav Karl . “ 
„ Jeg tror ikke , at de nogensinde har rigtigt 
fortalt mig , hvorledes det gik til , “ sagde Anker . 
„ Har jeg ikke det ? “ spurgte den gamle Husar 
med strålende øjne . „ Så skal de høre . Det var 
om morgenen den 28de juli 1850 , da første og anden 
husarescadron brøde op fra bivouakstillingen ved 
bustorff , for at gå i cantonnement . Vi mødte en 
ordonnants fra forpostcommandeuren , der forlangte 
hjelp , da fjenden havde kastet de yderste forposter 
tilbage . Vi gjorde straks omkring og fulgte chausseen , 
hvor vi snart mødte flygtende , forfulgte af 2 
eskadroner holsteensfe dragoner . Det kom til et 
sammenstød imellem os ; vi sårede en snes stykker ; 
fjenden trak sig noget tilbage , men gjorde atter 
front . Min tappre ritmester lod os slutte sammen 
og råbte : fremad , karle ! og sprængte selv afsted i 
spidsen foran os . De kan tro , det gik varmt til , 
mand kæmpede mod mand , og på et hængende 
hår havde en fjendtlig officer maiet hovedet af 
min ritmester , hvis jeg ikke havde ekspederet ham forinden . 
„ Verfluchter Wachtmeister ! “ råbte han , idet 

han sank til jorden , men han fik dog tid til først 
at give mig denne skramme på kinden . Nu nærmede 
den anden eskadron sig , og insurgenterne , det 
pak , benede af så hurtigt de kunne . Effer det duede 
jeg ikke til at forfølge dem . Et par timer efter sad 
ritmesteren ved min seng og takkede mig med tårer 
i øjnene for sit liv , og så tog han denne pibe 
og sagde : „ Se her , min brave , trofaste Norstrand ; 
det er et familiestykke , som jeg har arvet efter min 
bedstefader . Modtag den til erindring om denne 
dag . “ Da jeg første gang igen gjorde tjeneste , 
heftede ritmesteren i hele eskadronens påsyn dette 
kors på mit bryst og sagde , at min konge var 
tilfreds med mig . “ 
Anker havde hørt denne historie mange gange , 
men han vidste , hvilken glæde han gjorde den gamle 
ved at høre på den , og han opnåede også , at 
denne snart havde glemt alle sorger og bekymringer 
og var i godt humør hele aftenen . 
2 . 
I grevinde Stjernholms elegante salon sad 
comtesse Arabella med hånden under kinden og 
stirrede ligegyldigt ud af vinduet . Et coulørt broderi 
lå urørt på sybordet ; udtrykket i hendes ansigt 

røbede , at hun var ked af sig selv og hele verden . 
De brede fløjdøre til sideværelset vare aftagne , og 
en kostbar fløielsportiere dækkede dem . Gardiner og 
gulvtæpper vare af udsøgte stoffer . Uagtet værelserne 
vare store , vare de dog næsten overfyldte med 
møbler . Overall var anbragt statuer , store vaser 
og alle slags bijonterigjenstande , der syntes samlede 
sra alle verdensegne , hvorved værelserne kom til at 
ligne en antigvitetshandlers boutik . Arabellas toilet 
stod i en grel modsætning til hendes omgivelser . 
En simpel , mørkebrun silkekjole uden besætning omsluttede 
hendes slanke figur . Den lille opstående 
krave rivaliserede i hvidhed med hendes smukke Hals - 
det dunkelblonde hår var fordringsløst strøget tilbage 
fra den høje pande , og sammenholdtes i nakken 
af en sølvpil . Et par markerede øjenbryn , 
den lige næse og de fine læber gav ansigtet et bestemt 
udtryk . 
Arabella var i besiddelse af ungdom , skønhed , 
rang og rigdom , og dog var hun ikke lykkelig , 
fordi hendes klare forstand allerede havde gennemskuet 
menneskenes usselhed , og destoværre havde hun 
i sin moder et dagligt bevis derfor . Den afdøde 
Greve havde vel været letsindig men hjertensgod , og 
Arabella hang ved ham med barnlig kærlighed . 
Derfor var hans død hende et så smerteligt tab , 

medens hendes moder følte sig tilfreds ved nu at 
være eneherskerinde over den store formue . Hun 
dannede sig snart en lille hofstat af tilbedere , hvor 
hun var dronning . Under påskud af , at det var 
hendes pligt som moder at føre sin eneste datter 
ud i verden , deltog hun i alle mulige forlystelser . 
Arabella opdagede dog snart , hvad den sande grund 
var , og medens hun selv overalt optrådte stille og 
beskedent , med hjertet endnu opfyldt af sorg over 
faderens død , gjorde moderen sig overalt bemærket 
ved sit glimrende toilet og flotte væsen , og var 
stedse omringet af en skare mere eller mindre unge 
sommerfugle . 
Grevinden havde aldrig elsket sin datter , undtagen 
da denne var et lille barn . Da hun senere 
så , hvorledes hendes skønhed udviklede sig , følte 
hun en hemmelig skinsyge og kunne ikke finde sig i , 
af der blev taget notits af datteren . Det var naturligt , 
af der derfor efterhånden lagde sig en jiskulde 
om Arabellas væsen , og af en følelse af foragt og 
mistillid mod alle indsneg sig i hendes af naturen 
fintfølende og stolte karakter . Hun satte ingen 
pris på rigdommens glæder og comfort , fordi 
hun aldrig havde kendt savn i den henseende , og i 
en alder af 24 år følte hun en ellers unaturlig 
livslede . 

da Arabella i nogen tid tankeløs havde stirret 
ud af vinduet , meldte en tjener portrætmaler Norstrand . 
Et spottende smil for over hendes læber , 
men forsvandt , da den unge mand trådte ind . 
Hun besvarede hans ærbødige hilsen med en let 
hovedbøjning , næsten uden af værdige ham et blik , 
og greb i det samme sit broderi . Emil betragtede 
hende et øjeblik og tænkte : „ Skade , af et så smukt 
ydre indefiniter et så nelskværdigt indre ! “ Derpå 
gik han hen til staffeliet og begyndte af ordne sine 
apparater . Et øjeblik efter bruste grevinden ind , 
iført en rosenrød moiroes slæbkjole , stærkt decolleteret , 
med en kostbar garniture af ægte Perler om 
Hals og arme . Håret var tilbagestrøget og friseret 
a ulant , og om hovedet var slynget en Rosenkrands . 
Hun kunne endnu kaldes en smuk kone i forhold til 
sin alder , men denne pynt var kun alt for stikket til 
af vise tidens ødelæggende magt , og Emil måtte 
forbavses over hendes blindhed og smagløshed . 
„ I dag skal altså det store værk begynde , “ tog 
hun ordet . „ Hvad siger de om mit toilet , hr . 
Norstrand ? “ 
Det var et særdeles delikat spørgsmål af 
besvare . Emil havde helst sagt sin virkelige mening , 
da han indså , hvorledes det ville stade hans arbejde , 
men på den anden side ville det være uklogt 

af begynde sin debut med af sige en dame en ubehagelighed , 
næsten en uartighed . Han indskrænkede 
sig derfor til af sige , af dragten var smuk . 
„ Hvorledes har de nu tænkt dem baggrunden ? “ 
Vedblev hun . 
„ Jeg antager , af et mørkebrunt Fløiels drapperi 
vil være det fordeelagtigste , “ svarede Emil . 
„ Af Fløiel må det være , “ svarede grevinden , 
„ men jeg er ikke enig med dem om farven . Jeg 
foretrækker seladongrønt . “ 
„ Det vil aldrig i evighed tage sig ud , “ forsikrede 
Emil med fortvivlelsens mod . 
„ De er den første , hr . Norstrand , der har tvivlet 
om min gode smag , “ indvendte grevinden i en 
temmelig streng tone . 
„ Det afhænger af deres nåde , hvorledes det 
stat være . “ 
Efterat man var blevet enige om , at grevinden 
skulle males i en stående stilling , begyndte Emil 
på værket . En tjener bragte lidt efter vin og 
fine frugter ind , og med høistegen hånd skænkede 
grevinden selv et glas til Emil og kastede sig derefter 
på en causeuse . 
„ Af alle talenter og kunster , “ begyndte hun nu 
i en indsmigrende tone , „ er malerkunsten den , jeg 
sætter højest , og jeg kan godt forstå den glæde , 

det må være for en maler at gengive et smukt , 
kvindeligt billede på lærredet . 
„ Vistnok har kvindelig skønhed et stort fortrin , 
såvel for kunstneren som for enhver anden , “ 
Svarede Emil roligt , „ men fra kunstens standpunkt 
kan endog det styggeste fysiognomi frembyde de 
interessanteste studier , når det blot er karakteristisk . 
Det går med portrætmalerne som med forfatterne ; 
man søger at opfatte det ejendommelige ved de billeder , 
man med penselen eller pennen ønsker at gengive 
natnrtroe . “ 
„ Da ville jeg sinde det højst kedsommeligt , “ indvendte 
grevinden , „ at male en pjaltet tiggerdreng 
eller en gammel , grim bandit eller taterqvinde , som 
man årligt seer på udstillingen . Men , “ vedblev 
hun og så ham koket ind i øjet , „ det skulle slet 
ikke undre mig , om jeg kunne blive så inspireret af 
ungdommens og skønhedens trylleri , at jeg pludselig 
blev forvandlet til en kunstnerinde . “ 
Denne uventede , plumpe compliment , der ikke 
kunne misforstås , havde nær bragt Emil aldeles ud 
af fatning , men han tog sig hurtigt sammen og svarede : 
„ Jeg mærker , at deres nåde foretrækker den 
ideale side af malerkunsten , og i sandhed ! enhver 
maler må ønske sig Raphaels pensel , for at kunne 
gengive så himmelske billeder som dem , han har 

bragt på lærredet . Derfor kalder jo også lavater 
ham en apostolisf mand , fordi han i forhold til 
malerne er det samme som Christi apostle i forhold 
til de øvrige mennesker . “ 
„ Det lader virkelig til , at jeg har handlet meget 
ubesindigt ved at indlade mig i en disput om kunsten 
med en af kunstens apostle , “ afbrød grevinden 
i en let tone og rejste sig med en afskedigende håndbevægelse . 
„ En anden gang skal jeg vogte mig derfor , 
for ikke igen at trække det korteste strå . “ 
„ Det behøver deres nåde vist ikke at frygte , “ 
Svarede Emil og bukkede . „ Deres ånd vil bevare 
dem derfor . “ 
Mod slutningen af denne samtale havde Arabella 
hævet hovedet og opmærksomt betragtet den 
unge maler . Det er vanskeligt at sige , hvad der 
foregik i hendes indre , men i hendes blik afmalede 
sig et udtryk af overraskelse og interesse , der dog 
snart forsvandt , men hendes afskedshilsen blev dog 
høfligere , end da hun havde modtaget ham . 
På grevindens lunefulde gemyt havde Emil 
gjort et dybt indtryk allerede den dag , hun besøgte 
ham i hans atelier , og deres første sammenkomst 
bidrog ikke til at forringe det ; thi der er jo intet , 
der pirrer en kokette mere end modstand . Hun var 
så vant til herrernes hyldest , at denne forekom 

hende som en nødvendig betingelse for hendes tilværelse , 
og hendes livsopgave bestod i , bestandig at 
se flere og flere tilbedere for sin triumfvogn . Hun 
havde aldrig elsket , men ofte hyllet kærlighed . Hun 
kunne ikke forstå den rene følelse , der udbreder sin 
Duft og milde , velgørende luftning fra de hjerter , 
hvor kærligheden sindes . Forfængelighed og behagesyge 
vare drivfjedrene til hendes handlinger , og jo 
ældre hun blev , med desto større Iver greb hun enhver 
lejlighed , hvor hun kunne nære disse følelser . 
Aldrig faldt det hende ind , af hun for længe siden 
havde overskredet ungdomsårenes grændse . 
Nu var det blevet hendes opgave af bringe den 
unge , smukke kunstner for sine fødder , og da hun 
mødte modstand , ville hun dobbelt nyde denne triumf . 
Imod sædvane spandt hun denne gang sin væv 
inden fire vægge , da Emils stilling i samfundet 
var alt for ringe til , af hun ved ham kunne kaste nogen 
Glands over sig selv . Hun forbavsedes over hans 
åbne og frimodige væsen , hun som havde troet , af 
hendes rigdom og rang skulle have imponeret ham 
og i en håndevending gjort ham til hendes ydmyge 
slave . Til hendes forundring forløb den ene dag 
efter den anden , uden af han kom hende et skridt 
nærmere . Han var stedse rolig , og forekommende 

både i ord og i væsen , og forstod altid af give 
deres samtaler en uforudset vending . 
Arabella , der var det eneste vidne til disse 
scener , spillede altid en stum rolle , mcu lidt efter 
lidt begyndte hun af få en ubestemt følelse af 
agtelse for den unge mand , hvis kloge , fine svar 
ofte frapperede hende , når hun sammenlignede ham 
med den uforskammede nonchalance , der så ofte 
stødte hende hos de herrer , hun havde set i sin moders 
hus . Det gjorde hende ondt , at hun ved deres 
første møde havde behandlet ham med en så hånlig 
overlegenhed , og forsøgte senere at gøre sin fejl god 
igen ved et mere venligt og forekommende væsen . 
Det var en tåget , regnfuld morgen i oktober , 
da kammerjunker og kaptajn Alfred stål fortrædeligt 
vendte sig bort fra vinduet i sin bopæl i 
store Kongensgade . Han kastede sig i sofaen og 
lod fine røgskyer opstige fra sin cigar . Hans høje , 
uforholdsmæssigt spinkle figur var indhyllet i en 
elegant slobrok , et par lysegråc benklæder og 
tyrkiske , broderede morgenskoe udgjorde hans øvrige 
toilet . Det var en complet typus på blasertheden . 
Øjnene matte og glandsløse , trækkene flappe . 

det blege , udtærede ansigt var prydet med et par 
store bakkenbarter , der ligesom hans tynde hår 
havde en rødlig farve . Hans eneste skønhed var 
et par hvide , meget soignerede hænder . Efter at have 
tilbragt en halv times tid med at se på røgen fra 
cigaren , åbnedes døren for en smuk yngre mand , 
hvis elegante velproportionerede figur prydedes af 
gardens uniform . 
„ God morgen , kievisch ! “ råbte stål ; „ godt 
du kom for at adsprede mig i dette hundeveir . “ 
Kievisch kastede fin hue på bordet og placerede 
sig i en lænestol . „ Du keder dig altså , “ 
Sagde han . „ Så glæd dig ; i går flyttede kammerherre 
inituPinit==P * og deruPder==baron deruPder==f * til deruPder==byen , og snart rykke alle 
disse gode herregårdsfolk i vinterqvarteer , og så 
begynder din gode tid , vintersaisonen . “ 
„ Å ja ! “ sagde stål . „ Hvad nyt ? Hvor var 
du iaftes ? Jeg var hos dig , men traf dig naturligvis 
ikke hjemme . Derfra gik jeg til et par andre ; 
ingen hjemme . Så gik jeg hjem og tilbragte aftenen 
med at sove . “ 
„ Du kunne have truffet os alle i tteatret . 
Den lille , du ved nok , dansede i den nye ballet . “ 
„ Å , jeg er for lang tid siden ked af tteatret . 
Nu er jeg snart 50 år , og fra mit 20de år har 
jeg haft stadig plads i nummerparkettet . Jeg har 

aldrig forsømt pligtmæssigt at applaudere alle celebriteterne , 
og nu kan jeg vel være bekendt , at den 
lyst er forgået mig . “ 
„ Sig mig , min kære ven ! “ spurgte kievisch , 
„ om der overhovedet er noget i verden , hvortil 
lysten ikke er forgået dig ? Dit sædvanlige svar 
til alt er , at „ det er du for lang tid siden ked af . “ 
„ Du har ret , “ svarede stål . „ Jeg har i 
grunden kun et ønske , og det er at komme i besiddelse 
af en stor formue , så at jeg kunne tage min 
afsted og på mine gamle dage føre et mageligt 
liv . “ 
„ Mageligt ? “ udbrød kievisch . „ Jeg gad nok 
se den , der fører et mageligere liv end du . — men , 
apropos , - hvorledes lever din veninde , grevinde 
Stjernholm ? “ 
„ Fortræffeligt ! hun morer sig i denne tid med 
en malersvend . “ 
„ Hvad behager ? - der har du en værdig rival . 
Det er vel et gammelt bekendtskab fra hoteldagene ? “ 
„ Tvertimod ! Det er splinternyt , og det går 
her som altid , de sidst opdagede cometer studererman 
helst ! Om hun forresten har opdaget denne i 
en kjelderhals eller på en kvist , skal jeg lade være 

usagt ; men sagen er , hun vil have sit eget , dyrebare 
billede foreviget på lærredet . “ 
„ Ah ! det er altså en kunstner , talen er om , “ 
Svarede kievisch alvorligt . „ Det forandrer sagen . “ 
„ For mig må du gerne kalde ham en malermester , “ 
Svarede stål spottende , „ og hvis det kan 
forhøje din agtelse før ham , at han hedder norsfrand , 
sb bien ! “ 
„ Norsfrand ? Det navn er mig ikke ubekendt 
— ja vist , det stat være en talentfuld og vakker ug 
mand . Det skulle gøre mig ondt , hvis han virkelig 
skulle falde i hendes garn . “ 
„ Du kan være vis på , “ forsikrede stål , „ at 
han tidligt eller sent bliver hængende deri . Hun 
slipper ham ikke så let . Forleden ville jeg aflægge 
hendes nåde en visit . Imod sædvane sagde tjeneren , 
at hun ikke modtog nogen , og at maler norsfrand 
var derinde . Jeg så straks deraf , hvilken 
rolle den herre spiller der i huset , og jeg besluttede 
ikke at ulejlige mig derhen , før luften igen var 
renset før malerdunst . Jeg var dog ikke meget fast 
i min beslutning , thi samme aften modtog jeg en 
indbydelse til en middag den følgende dag . Middagen 
var som sædvanligt udmærket , og hele conversationen 
drejede sig om grevindens portræt , der til foråret 
skal figurere på udstillingen , og om den mageløse 

maler , som hun kommer til af takke for al den virak 
og beundring , der skal offres på hendes forfængeligheds 
alter . “ 
„ Du har altså ikke befundet dig videre vel der 
igår ; “ afbrød kievisch . 
„ Du tager fejl . Tiden gik fortræffeligt med af 
gøre Cour til den små Arabella . “ 
„ Hvad skal nu det betyde ? “ spurgte kievisch forundret . 
„ Du er da vel aldrig falden på den ide , 
af ville sætte det stakkels pigebarn nykker i hovedet ? “ 
„ Vær du kun ganske rolig . Det kan jeg godt 
forsvare for miu samvittighed , da det er min hensigt 
af gifte mig med hende . “ 
Efter et nyt forundringsudråb af kievisch vedblev 
stål : „ Den tanke faldt mig i grunden først 
ind igåraftes , og ved nærmere overvejelse finder jeg 
den meget fornuftig . Arabella er en rig arving og 
eneste barn ; hun er smuk og pikant , men man må 
gå forsigtigt tilværks med hende . Hun ligner en 
vild skovdue , når det kommer an på kærlighed ; 
men sneglen når også bjergets top , og — man 
er da ikke uden erfaring i det kapitel . “ 
„ Du har dyrkjøbt erfaring . Såvidt jeg ved , 
har du allerede fået seks gange en kurv , “ afbrød 
kievisch ham med en overgiven latter . 
„ Må jeg spørge , om du vil fornærme mig ? “ 

spurgte stål og rejste sig endelig op fra sin liggende 
stilling . 
„ Godt ord igen ! Det var jo kun spøg . — 
men nu vil jeg gå , og jeg vil ønske dig held på 
dit nye felttog . “ De to venner sfiltes , og stål , 
hvis vrede hurtigt var bortdunstet , hengav sig til 
behagelige drømmerier om fremtiden og det magelige 
liv , han som Arabellas ægtemand skulle søre . 
— han begyndte nu virkelig alvorligt at bejle 
til årabellas gunst , og slentrede i den anledning 
to eller tre gange om ugen hen til Stjernholms . Hans 
indolente natur tillod ham dog ikke nogen yderlig 
anstrengelse , og da han oven i købet mente , at han 
måtte gå forsigtigt tilværks , mærkede Arabella i 
begyndelsen aldeles ikke hans hensigt og tilskrev hans 
forøgede opmærksomhed den omstændighed , at hendes 
moder i den senere tid tog mindre notits af ham . 
Hun påtog sig derfor lige overfor ham en værtindes 
pligter og behandlede ham med en høflighed , hun 
før ikke behøvede at vise ham . Dette var nok for 
ståls forfængelighed ; han anså efter få ugers 
forløb allerede sit ægteskab som en afgjort sag og 
ventede kun på en gunstig lejlighed til af optræde 
som frier . 
Således forløb seks uger fra den dag , da Emil 
for første gang havde betrådt grevindens pragtfulde 

hjem , og maleriet var endnu ikke halvt fuldendt . 
Grunden dertil var dels hendes ustadige og 
urolige væsen , der ikke tillod hende af sidde rolig 
længer end en halv time , dels fordi Emil ikke var 
af de hurtigste malere . Hans malerier vare udførte 
med en samvittighedsfuld omhu . De vare ikke åndløse , 
forskønnede fantasibilleder ; dertil var hans 
karakter alt for sandhedskærlig ; men de vare en 
naturtro gengivelse af originalen , udførte med en 
let pensel og en farveblanding , der røbede smag , 
dannelse og geni . 
Denne åbne og frimodige karakter var for 
grevindens af behagesyge og forfængelighed tilslørede 
blik en fuldkommen gåde . Hun ville give alt for 
af finde den nøgle , der kunne åbne hans hjerte , og 
i de forløbne seks uger havde hun forgæves benyttet 
alle koketteriets kunstgreb . Han var og blev den 
samme , lige høflig og beskeden , men også lige ligegyldig . 
Hun opdagede aldrig i hans blik et glimt 
af beundring eller af en ømmere følelse for hende . 
„ I de mange uger , hvori de har studeret mig 
og min ejendommelighed , som de behager at udtrykke 
dem , “ sagde grevinden en dag til Emil , „ har 
jeg også dannet mig en lille ide om dem og deres 
karakfeer , hr . Norstrand . “ 
„ Det er virkelig alt for megen ære , deres nåde 

har viist min ubetydelige person ; men jeg håber , at 
de ikke har fattet en alt for ugunstig mening om 
mig . “ 
„ Tvertimod ! jeg antager , at de vil søle dem 
meget smigret , når jeg nu tilstår dem mine tanker 
om dem . For det første er de fri for det 
mindste gran af forfængelighed , hvorfor enhver 
compliment eller misbilligelse angående dem selv 
eller deres arbejder er dem aldeles ligegyldig . “ 
„ Jeg må straks gøre en lille indvending “ , afbrød 
Emil . „ Det er kun en betinget roes . En sådan 
mangel på forfængelighed grænser næsten til 
arrogance . “ 
„ Aldeles ikke ! De ved , at deres handlemådc , 
deres hele væsen og deres arbejder er ulastelige . 
De opfører dem overensstemmende med samvittighedens , 
pligtens og ærens bud . Derfor er de 
hævet over den smålighed , som vi andre så ofte 
lide under . “ 
„ I så fald havde jeg den store , utilgivelige 
fejl , at tro mig selv fuldkommen , og jeg ville da 
fjerne mig meer og meer fra mit mål , at nærme 
mig fuldkommenheden . “ 
„ Det vil aldrig det menneske risikere , der intet 
foretager sig uden efter fuldt overlæg , og ikke lader 
sig henrive af sine følelser . “ 

„ Med andre ord , deres nåde , “ svarede Emil 
alvorligt , „ De anser mig for kold og hjerteløs ? “ 
„ Hjerteløs ? Ja og nej , som de behager , “ 
Svarede grevinden med et betydningsfuldt smil . 
„ Jeg antager , at de er en exemplarist søn , en trofast 
ven og god mod de trængende . Såvidt strækker 
deres hjerte sig , men ikke et hårsbred videre , 
da den lille gud Amor endnu aldrig har gjort sig 
den ulejlighed at smutte ind i deres helligdom . 
Han er vist bange for at træffe selskab der af alt for 
mange respektable , alvorlige og dybtgående følelser . “ 
„ Måske ! “ svarede Emil temmelig kort . 
„ Eller måske går det med deres hjerte som 
med de fleste herrers , at det er alt for let modtageligt 
for kærligheden ? “ 
„ Deres nåde gætter fejl . Jeg har aldrig 
elsket . “ 
„ Tænkte jeg det ikke nok ? De er et fænomen , 
der er værd at studere . Jeg seer allerede i dem en 
gammel pebersvend , der forarger sig over alle dem , 
der sværge til Amors fane . “ 
„ Jeg frygter , at deres nåde atter tager fejl . 
Fordi jeg endnu ikke har elsket , indser jeg ikke , hvorfor 
denne følelse for stedse skulle blive fremmed 
for mig . “ 
„ Er det muligt ! “ udbrød grevinden leende . 

„ De kan virkelig tænke dem modtagelig for en sådan 
dårskab ? Men den kvinde , der kunne fængsle 
dem , måtte da være begavet med en overjordisk 
skønhed , eller være styg men forsfjonnet med alle 
mulige elsfværdige egenstaber . “ 
„ Jeg er virkelig ikke i stand til , “ svarede Emil 
alvorligt , „ at beskrive den kvinde , der muligvis er 
bestemt til at forskønne min tilværelse med kærlighedens 
varme solstråler . Med min bedste villie 
formår jeg det ikke , men jeg kan forsikre deres 
nåde , at mit ringe jeg er en alt for ubetydelig 
genstand for deres tanker . “ 
Dermed var samtalen afbrudt . I sit stille sind 
kaldte grevinden ham en tølper , en ubetydelig person , 
der kun kunne elske en lille borgerpige , der forstod 
at lave en god suppe — og ham havde hun 
nedværdiget sig til at beskæffige sig med ! Men nu 
skal det være forbi . Han skal snart mærke forskellen 
mellem os . Hun erklærede i en ubehagelig tone , at 
hendes tid ikke længer tillod hende at sidde for 
ham , og han forlod huset med en æhnelst om , 
at han ved sin uforsigtighed havde skaffet sig en 
fjende . 

4 . 
Da Emil nogle dage efter meldte sig , gav tjeneren 
ham den besked , at hendes nåde var kørt 
ud , men at han kunne vente , indtil hun kom tilbage . 
Han ventede altså , og lidt efter trådte Arabella 
ind . Et yndigt smil spillede om hendes mund , da 
hun nærmede sig Emil og i en venlig tone undskyldte 
sin moders fraværelse . 
„ Jeg kan ikke nægte , “ svarede Emil , „ at min 
tid for øjeblikket er meget kostbar , da jeg maler 
på et par genrebilleder , jeg gerne ville have færdige 
til udstillingen . “ 
„ Hvad forestille de ? “ spurgte Arabella ligefrem . 
„ Det ene er en gammel veteran , der fortæller 
nogle smådrenge sine krigsbedrifter , og drengene 
lytte til dem med begejstring . Det forekommer sikkert 
comtessen , at det er et alt for almindeligt sujet , men 
jeg har været så heldig at finde nogle særdeles pikante 
børnephysiognomier , der have tjent mig til 
modeller . Hvad den gamle angår , har jeg en 
speciel interesse af at male ham , da det er min egen 
fader . “ 
„ Deres fader lever altså ? “ spurgte comtessen . 
„ Og har han høstet laurbær på sin militære bane ? “ 
„ Min fader var vagtmester ved husarerne , men 

alderdommens svaghed har nødsaget ham til at søge 
afsfed . Det var hans største sorg , og den anden 
sorg var , at jeg ikke ville gå samme vej . Jeg 
kunne ikke løsrive mig fra min pensel . Penselen var 
min kærlighed ; den kunne jeg ikke opgive trods al 
modstand og alle hindringer . De kan tro , min 
kunstnerbane har ikke været bestrøet med roser , men 
med desto flere torne . “ 
„ Hvorledes det ? “ spurgte Arabella . „ De overvandt 
jo alle hindringer og nåde deres mål , at 
blive en virkelig kunstner . “ 
„ Og dog sikkrer min kunst mig næppe det daglige 
brød , “ svarede Emil på sin sædvanlige , ligefremme 
og åbne måde . „ De torne , jeg mente , vare forfølgelser , 
skinsyge og andre bevæggrunde , der åbenbare 
sig i en hård og ondskabsfuld kritik , både 
offentlig og hemmelig , som desværre så ofte stader en 
begynder , der kun har sin flid og sit talent at 
stole på . “ 
„ Men slig modgang har dog ikke kuet deres 
mod , “ vedblev Arabella . „ Når ondskab møder os , 
bevæbner man sig med trodsig kulde og ligegyldighed , 
for at kunne frejdig træde i skranken . Øer er 
kun en eneste , man med ydmyghed bøjer sig for -- . “ 
Arabella standsede . Hun talte i den hende ejendommelige 
stolte tone , der udbredte en imponerende 

holdning over den smukke , unge pige , hvis venlige 
øje mødte Emils varme blik . Lidt efter spurgte 
hun : „ Sig mig , hr . Norstrand , har de nogensinde 
truffet på et menneske , for hvem de kunne bøje 
dem i ydmyghed ? “ 
„ Ja ! “ svarede Emil . „ For min moder har jeg 
bøjet mig i ydmyghed , fordi hele hendes væsen er 
kærlighed og ydmyghed . “ 
Arabella slog øjet ned , og et krampagtigt træk 
viste sig om hendes mund . Hendes bryst hævede 
sig uroligt , og en høj rødme bedækkede hendes kinder . 
For at skjule sin bevægelse , bøjede hun sig over 
en kostbar blomstervase og begyndte at ordne en 
bonket . Emil stod som fastnaglet . Det var ham 
umuligt at løsrive sit blik fra hende . Øer opstod 
en pause , som Emil afbrød . 
„ De mente , komtesse , at trodsig kulde og ligegyldighed 
ere de bedste våben mod verdens ondskab , 
for at opretholde sit mod . Del er måske 
undertiden sandt , når man står på livets store 
kampplads , men jeg anser de våben kun for en 
pantserdragt , der let kan komme til at slutte alt for 
fast , så at hjertets friske barme til sidst bortdunster 
under vægten af det kolde pantser . Nej , der er et 
andet våben , som jeg kender og som jeg foretrækker . 
Det er arbejde ! — de seer forundret på mig , 

comtesse . Man har spottet mine arbejder , kaldet 
dem børneværk , trukket medlidende på skuldrene , 
eller ganske overset dem . Der var da øjeblikke , 
hvori jeg anså mig for en dåre , der ville fremtvinge 
et talent , som himlen havde nægtet mig . Jeg 
kastede da penselen bort og lovede aldrig at gribe den 
igen ; men lediggang tålte jeg ikke , og længselen 
blev så inderlig og så varm , at jeg atter tyede til 
den , og så stod verdens ondskab for mig som en 
hæslig drøm . Jeg levede da kun i det billede , jeg 
malede . Jeg elskede det , som en moder elsker sit 
barn , som prometheus elskede sit værk , da han 
tændte sin fakkel ved solens ild , for at indånde 
varme og liv i sine skabninger . Således arbejdede 
jeg længe og ufortrødent , indtil jeg tvang i det mindste 
en ringe del as verden til at anerkende , at 
mit arbejde dog ikke ganske var at foragte . “ 
„ Således , “ svarede Arabella med et vemodigt 
smil , „ kan kun den tænke og handle , på hvem geniet 
har trykket sit stempel . Anderledes er det med 
os andre , der ikke kunne bruge det våben . “ 
„ Deri tager de fejl , komtesse ! Der er en talrig 
samling af våben , der stå til enhvers rådighed . 
Arbejde er livets lov ! Naturen selv arbejder . 
Alt er i en uafbrudt aktivitet . Skulle da mennesket 
ikke anvende alle de skatte , himlen har givet det ? 

når vi engang nå vort livs aften og se tilbage 
på den svundne tid , må vi ikke kunne sige til os 
selv : du har gjort en lang vandring , men intetsteds 
har du efterladt noget spor af dine hænders værk ; 
du har intet fuldført ; din hele tilværelse har været 
gold og ufrugtbar ! — tilgiv mig , at jeg taler således 
til dem , “ vedblev han i en inderlig tone . 
„ Jeg burde have indset , at de ikke kan forstå mig . 
Der er alt for stor forskel på de steder , hvor vore 
vugger have stået ; jeg er et fattigt , arbejdets barn 
— og derfor elsker jeg arbejdet , deri ligger hele min 
tilværelse ; — men de , komtesse , er født og opdragen 
i rigdom og overflod . Det er da naturligt , 
at de må føle dem lykkelig alene ved nydelsen af 
disse goder , der strøe roser på deres vej . “ 
„ Tror de da , “ svarede Arabella alvorligt , „ at 
de roser ikke have torne ? De er skjulte , men netop 
derfor såre de så smerteligt . — men vi talte jo om 
arbejdet . De tror , at jeg ikke forstår dem . Jeg 
har tværtimod følt sandheden i deres ord , og jeg 
erkender , at ethvert menneske har sit kald , sit værk 
at udføre her i livet , den fattige såvel som den 
rige . “ 
Samtalen blev pludselig afbrudt , da man hørte 
en stærk ringen . Et par minuter efter trådte 
grevinden ind , klædt i en zobelskinds kåbe , med en 

hvid Fløiels hat , hvorfra vejede en masse lange , 
hvide strudsfjer . 
„ Undskyld , hr . Norsfrand “ , udbrød hun i en 
temmelig nonchalant tone , „ at jeg har ladet dem 
vente . Jeg blev forsinket , og da jeg om et øjeblik 
venter en god veninde , kan jeg ikke sidde for dem 
i dag , men i morgen . “ 
Emil bukkede høfligt men koldt for grevinden . 
I den hilsen , han derimod vekslede med Arabella , 
ville en fremmed have kunnet læse mere end almindelig 
høflighed , men grevinden bemærkede intet , da 
hun var beskjeftiget med af se sig i spejlet . 
— Emil tvivlede intet øjeblik om , af grevindens 
opførsel ikke var tilfældig , men forsætligt beregnet 
på af såre ham , ved af vise , hvor liden hensyn 
hun nu værdigede ham . Han forudså , af han kun 
havde to alternativer af vælge mellem , enten af lade 
sig indskrive i hendes tilbederes række , eller af lade 
sig behandle som en lakai , hvis han overhovedet ville 
vedblive af komme der i huset . Naturligvis valgte 
han det sidste , da han ikke kendte noget mere nedværdigende 
for en mand end af ligge for en gammel 
kokettes fødder . — han tænkte på Arabella , hvis 
sande kvindelighed fremhævedes dobbelt ved siden 
af moderens simple væsen . Den unge pige stod 
ikke mere for ham som en kold , stolt og hjerteløs 

kvinde . En flig af det slør , hvori hun indhyllede 
sig for verdens øjne , var i dag hævet for hans blik , 
og han havde i hendes hjerte . opdaget Spirer til 
mangen ædel følelse , men disse Spirer vare ikke 
plejede og opelskede af nogen kærlig hånd . 
Han opdagede , af hun følte sig ulykkelig , og han 
tvivlede ikke om , af hendes moder var hendes ulykke . 
Han mindedes sin egen moders overbærende ord , da 
doktor Anker første gang havde omtalt Arabella , og 
det gjorde ham ondt , af han straks havde bedømt 
hende så hårdt . En varm og kærlig følelse gennemstrømmede 
hans hjerte , som om han skyldte den 
unge pige en afbigt . 
Han blev afbrudt i sine tanker ved Ankers 
komme . „ Hvor du er tankefuld , min ven ! “ udbrød 
han . „ Og hvorfor ? — det-var prægtigt , af 
jeg traf dig . Jeg ville netop bede dig spise hos 
os i morgen med nogle gode venner . Baron kongsberg 
har sendt mig et udmærket dyr . Jeg er nemlig 
læge i familien , når den er i København . Det 
er en sjælden mand , en sand ven af kunsten . Jeg 
ville ønske , af du engang kunne lære ham af kende . “ 
Da Emil havde modtaget indbydelsen , spurgte 
Anker , hvorledes det gik ham i det stjernholmske 
hus , og med få ord fortalte han ham , hvad der 
var passeret mellem ham og grevinden . 

„ Tænkte jeg det ikke nok ! “ sagde Anker . Nu 
ere vi komne til den akt af comedien ! Hun er og 
bliver altid den samme , og jeg vil ønske dig til 
lykke , når du bliver færdig med portrætet , og ikke 
behøver at sætte din fod mere i det hus . “ 
Besynderligt nok fandt Emil , at han ikke var af 
samme mening , og i en temmelig melancholsk tone 
sagde han : „ Om kort tid er maleriet færdigt , og 
få er det bekendtskab sluttet . Jeg vil naturligvis 
ikke oftere i livet komme i conflict med hende , da 
jeg ikke kommer i den sfære , hvori hun og hendes 
datter bevæge sig . “ 
„ Man skulle virkelig tro , at du beklagede det , “ 
Afbrød Anker ham forundret . „ Nå , jeg indser nok , 
at det piner dig at være stillet under en kvinde , der 
burde stå på det laveste trin i samfundet . Når 
det endda blev derved , men hun er ikke alene uberegnelig 
men undertiden endog utilregnelig , så jeg 
svarer ikke for , hvad hun endnu kan finde på . — 
er komtesse Arabella endnu ligeså nelskværdig og 
frasfødende , så kan man i sandhed sige , at hun forener 
sig med moderen , for at forsøde dig de timer , 
du tilbringer i deres hjem . “ 
„ Nej , “ tog Emil med varme ordet . „ Vi have 
begge bedømt hende falsk . Hun er en ædel og høisindet 
pige , men som man kun langsomt lærer af 

kende . Der hviler en tung byrde på hendes skuldre , 
og for af skjule sin smerte for en verden , som 
hun foragter , holder hun med sin spæde men kraftige 
hånd masken tæt for sit ansigt . Når hun engang 
kaster den , da er det ikke alene legemets men sjelens 
skønhed , der afspejler sig i hendes træk . Hun er 
en Lilie så ren og skær , men denne fine blomst 
stilles i skygge ved siden af den pralende tulipan . “ 
„ Det gør mig ondt , “ svarede Anker , hvis gode 
hjerte ikke tålte af gøre nogen uret , „ hvis jeg har 
bedømt hende for hårdt , især da hun som ung pige 
bør bedømmes med skånsel , men skylden ligger 
meget hos hende selv . “ 
„ Tingen er , af hun har opfattet livet fra et 
galt standpunkt , “ fortsatte Emil , „ eller rettere sagt , 
hun har endnu ikke opfattet det , fordi hun i stedet for 
en kærlig vejledning og fornuftig opdragelse kun 
har set , hvad der er tomt og usselt i livet . De 
ædlere følelser er endnu ikke vakte ; derfor seer man 
så få spor af dem hos hende . “ 
„ Så vil hun nok tidligt eller sent fremtræde i 
sin sande skikkelse , “ mente Anker . „ Jeg skal aldrig 
oftere fælde nogen ugunstig dom over hende . Det 
lover jeg dig ! — allså ses vi i morgen . Jeg må 
nu til mine patienter . “ 
Dermed skiltes vennerne . 

— medens Emil tilbragte den øvrige del af 
dagen i sit atelier og ofte hensank i hidtil ukendte 
drømmerier , afløste den ene visit den anden i grevindens 
hus , og Arabella fik netop tid til at gøre 
toilet , for at følge med sin moder til et middagsselskab . 
Først sent om aftenen , da hun blev ene i 
sit værelse og havde aflagt sin selskabsdragt , oprandt 
den time , som hun med længsel havde imødeset , 
for uforstyrret at kunne hengive sig til sine tanker . 
I værelset , der var udstyret med samme elegante 
luksus som den øvrige lejlighed , sad Arabella med 
albuen støttet mod et lille marmorbord og stirrede 
drømmende hen for sig . Det var , som om et navn , 
hun ej turde udtale , svævede på hendes læber . 
Havde Emil set hende i dette øjeblik i hele hendes 
skønhed , ville hans hjerte have banket endnu 
stærkere . 
Hun tænkte på , hvor smukt han havde talt om 
sine forældre , uden at flamme sig over sin ringe 
herkomst , og hun kom derved til at tænke på sin 
moder , hvis forældre hun aldrig havde kendt og 
aldrig turdet nævne , men som hun vidste vare fattige , 
men agtværdige borgerfolk . Med tårer i øjet 
ønskede hun , at hun kunne tale ligeså smukt om sin 
moder , som Emil havde talt om sin . Hvor gerne 
ville hun ikke også elske sin moder , og hvor ofte 

havde ikke hendes barnlige følelse drevet hende hen 
til moderen ! Men dennes modsatte ansknelser og 
principer om alt i livet havde altid stillet en jernmur 
imellem dem . 
Men var hun da selv fejlfri ? Nej , det følte 
hun kun alt for vel . Hun følte , at hendes tilværelse 
hidtil havde været gold og ørkesløs ; hun tænkte med 
gysen på , at hun engang i sin livsaften forgæves 
skulle søge efter en eneste velsignelsesrig gerning , og 
bibelens ord faldt hende ind : det træ , som ej 
bærer gode frugter , skal afhugges og kastes i ilden . 
— arbejde er livets lod , havde han sagt . Hun 
havde endnu aldrig arbejdet . Hun havde aldrig tænkt 
på at række den trængende en hjelpende hånd , , 
havde intet livsmål haft ! Hun havde vel ikke 
hård hjertet nægtet nogen sin hjelp , men aldrig var 
hun kommen den lidende i møde . Nu var sandheden 
pludselig assløret for hende . Hans ord havde 
vakt et nyt og bedre liv i hende . — hun ville arbejde ! 
— og hun besluttede , fra dette øjeblik at 
virke til gavn for sine lidende medmennesker , både 
ved sine penge og ved personligt råd og hjelp . 
Derefter begav hun sig til hvile , langt lettere om hjertet 
og tilfredsere end i lang tid . Fra den dag aftørrede 
hun i stilhed mange tårer , og lokkede glædens 
smil frem på mangt sorgfuldt ansigt . 

5 . 
Da Emil den følgende dag havde hilset på 
grevinden , , og han mødte Arabellas venlige blik , 
udgød sig en forræderisk rødme over hans kinder , 
der ikke undgik grevindens opmærksomhed . Med 
lynets hurtighed for en mistanke gennem hendes 
sjel , og den bestyrkedes ved , at hun flere gange 
under besøget opdagede , at Emil hemmeligt betragtede 
Arabella med et udtryk , som hun længe forgæves 
havde spejdet efter for sig selv . Kærlighed gør blind , 
men skinsyge gør klarsynet , thi den giver fantasien 
falkens syn . Hun besluttede dog ikke at lade 
sig mærke med noget , for hun nøjere havde iagttaget 
de unge mennesker . 
De næste gange , da de vare sammen , var intet 
at opdage , skønt hendes mistanke hver gang bestyrkedes . 
Hun blev derfor mere og mere ordknap og 
bitter lige overfor Emil . Det smertede Arabella , der 
ikke ahnede den sande grund , og hun søgte derfor 
desto ivrigere at udslette de ubehagelige og sårende 
indtryk , som Emil måtte føle lige overfor moderens 
opførsel . Hans kærlighed voksede dag for dag , 
men han gav selv ikke sin følelse dette navn , da han 
endnu aldrig havde tænkt den mulighed at opløste 
sit øje til hende med en elskers blik . I sit hjerte 

havde han rejst hende et alter , og han knælede for 
idealet , som for et madonnabillede . 
En dag , da han sad og malede grevinden , 
meldte tjeneren , at grosserer Frederiksen ønskede at 
tale med hende . 
„ Jeg har jo sagt , at jeg ikke tager imod nogen , “ 
Svarede grevinden utålmodigt . „ Bed ham at komme 
igen om en times tid . “ 
Tjeneren gik , men kom tilbage med grossererens 
svar . Han måtte tale med grevinden om en meget 
vigtig forretningssag , der ikke tillod nogen opsættelse . 
Fortrædelig rejste grevinden sig og forlod værelset . 
Emil og Arabella vare alene . En pludselig forlegenhed 
greb dem begge . Ingen af dem vidste , hvorledes 
de skulle bryde tavsheden . . Emil gik hen foran et 
stort maleri , der hang tæt ved Arabellas plads og 
sagde : 
„ Jeg har ofte beundret det maleri . Det er 
mesterligt udført , og^ prospektet selv er så smukt . “ 
„ Det er mit fødested , “ svarede Arabella , „ og 
Horace Vernet har malet det . Min fader gjorde 
hans bekendtskab på en udenlandsrejse , og han tilbragte 
den sidste sommer før min faders død hos 
os . Jeg sidder ofte hele timer og betragter det . 
Det vækker tusinde minder hos mig , og det forekommer 
mig altid , som om den nedgående sol er 

et symbol på min lykke , der stod i begreb med at 
dale , da min fader døde . “ 
„ Deres fader var jo endnu dengang i sin bedste 
og kraftigste alder ? “ spurgte Emil og nærmede sig 
hende . 
„ Han var kun 48 år , og selv ville han så 
nødigt bort , — jeg tror næsten alene for min skyld . 
Her er hans portræt , “ tilføjede hun og tog en medaillon 
frem , som hun bar på brystet . Hun trykkede 
på en fjeder , og et meget smukt hoved , malet 
på elfenben , kom til syne . Emil bøjede sig over 
hendes skulder for at betragte det og udbrød : „ Hvor 
det er smukt — og hvor det ligner dem ! “ 
Det var ikke hans hensigt at sige en compliment , 
men det var hans oprigtige mening , og således 
optog hun det også- . 
Når man i lang tid har indesluttet enhver 
tanke og følelse i sit hjerte , fordi man intetsteds 
fandt sympatti , da opstår undertiden en mægtig 
længsel efter at finde nogen , for hvem man kan udøse 
sin sjels inderste smerte . Således gik det 
Arabella . Hun syntes i dette øjeblik at have fundet 
en ven , for hvem hun frit kunne udtale sig , og for 
hvem hun uforbeholdent kunne vise sig i sin sande 
skikkelse . Hun gav efter for denne pludselige impuls 
og udbrød med barnlig stolthed : 

„ Ja , var han ikke smuk ? Men de ved ikke , 
hvor god han var , hvilket rigt hjerte han besad ! 
Derfor var han også alt for mig , og de kan forstå , 
hvad det ville sige at miste ham . Da jeg første 
gang stod ved hans grav , sølle jeg mig så forladt , 
— og den følelse har jeg endnu . “ 
Arabella sagde disse ord i en vemodig tone og 
med et sørgmodigt udtryk , der gjorde hende dobbelt 
smuk i Emils øjne . Den kærlighed , han så længe 
havde skjult , blussede i dette øjeblik op . Han ønskede 
at kunne kaste sig for hendes fødder og sige 
hende , at hun ikke stod forladt i verden , da hans 
hjerte sagde ham , at han ville ofre sit liv for 
hendes lykke , — men den rolige besindighed tilhvidskede 
ham de iskolde ord : du dåre ! Du , den 
fattige kunstner og hun , den rige komtesse ! Tror du , 
at hun bryder sig om din kærlighed ? Han tav . 
En smerte for gennem hans sjel , en smerte , 
som kun den forstår , der ved , hvad det vil sige at 
forsage . 
Arabella vedblev at betragte sin faders portræt . 
Hun mærkede ikke , hvad der foregik i Emil , medens 
hendes tanker dvælede i mindernes land . Først da 
hun atter lukkede medaillonen , sagde Emil , der havde 
genvundet sin fatning : „ Da er jeg dog sikker på , 
at de har mange venner , der ville føle sig lykkelige , 

hvis de selv med fortrolighed ville besvare deres 
venskab og slutte dem til dem . “ 
„ Venner ? “ svarede hun . „ Det ord har for 
mig en dybere betydning end for de fleste . Jeg 
kender mange , men jeg kender ikke en , som jeg 
kan kalde ven . Flere gange har jeg forsøgt at slutte 
mig til unge piger i håb om at finde en veninde , 
men jeg har altid snart opdaget , hvor pinligt jeg 
skuffede mig , og , hvad alle de såkaldte venner angår , 
der komme her i huset , er jeg overbevist om , 
at ikke en ville vise mig en virkelig venskabstjenesfe , - 
når den krævede noget offer fra deres side . De 
ville forsikre mig om deres gode villie , men finde 
de besynderligste udflugter . — har de selv mange 
venner ? “ 
„ Nej , “ svarede Emil smilende , „ dertil har jeg 
hverken tid eller råd , thi det hører der til for at 
pleje venskaber . Af den slags luxusgjenstande , der 
fylde og pryde salonerne , til misundelse for mange , 
har jeg kun meget lidt , men jeg har en ven , der 
erstatter mig savnet af andre , en sand og trofast 
ven , som jeg kan stole på . Det er doktor Anker , 
som de også kender . “ 
„ Ja , han har omtalt dem med meget venskab . 
Han er vor læge , men jeg kender ham kun lidt . 
Han er jo gift ? “ 

„ Med en elskværdig kone , “ vedblev Emil , „ og 
han har tre yndige børn . Jeg tvivler om , at nogen 
kan være lykkeligere i sit hjem end han . Men 
er det så forunderligt ? Kjærlighedsguden har taget 
sæde ved hans Arne . “ 
Emils blik mødte Arabellas , og hun så et 
udtryk i dem , der jog blodet op i hendes kinder . 
I samme øjeblik åbnedes døren , og hendes moder 
trådte ind . Et eneste øjekast var tilstrækkeligt forende 
til at opsatte situationen , men hun beherskede 
sig , skønt med anstrengelse , og sagde i en venlig 
tone , at klokken nu var bleven så mange , at hun 
ikke kunne opholde hr . Norstrand . Emil hilsede , greb 
sin hat og gik , uden at turde se på Arabella . I 
døren mødte han kammerjunker stål , der gik forbi 
ham , uden at værdige ham en hilsen . 
Efterat kammerjunkeren havde vekslet et let håndtryk 
med begge damerne , kastede han sig nonchalant 
i en lænestol og sagde : „ At spørge til damernes 
befindende er overflødigt , thi som sædvanligt finder 
jeg her moder og datter , blomstrende af skønhed 
og inde . “ 
„ Hvem skulle dog se på dem , hr . Kammerjunker , “ 
Udbrød grevinden med et koket smil , „ at 
de med deres rolige væsen dog er en så complet 

damernes ridder ? Det stille vand har den dybe 
grund . “ 
„ Det kommer af , “ svarede han , „ at mit valgsprog 
stedse har været : van vis nu roi , mon oosur 
uux æumtzs , l ' bonnsur u moi ! “ 
„ Meget smukt , “ bemærkede grevinden , „ og det 
ville glæde mig , hvis den ridder , der fører denne 
devise i sit Skjold , i morgen aften ville være min 
ridder og ledsage os i den conkert , der omtales af 
alle , — naturligvis efter først at have spist hos os . “ 
„ Med største fornøjelse , “ svarede stål galant . 
„ Jeg holder nok af at blive misundt . “ 
Tjeneren meldte nu flere visiter , der lagde beslag 
på grevindens opmærksomhed . Stål benyttede 
lejligheden til at tage plads ved siden af 
Arabella og begyndte en samtale med hende . 
„ Som sædvanligt finder man dem aldrig ledig . 
Tillader de , at jeg betragter det nye mesterværk af 
deres små , hvide hænder . “ 
„ Det er et tæppe til moder , “ svarede Arabella 
og udfoldede broderiet . „ Jeg er lidt uenig 
med mig selv om chatteringen . “ 
„ Måske kan jeg give dem et godt råd , “ 
Sagde stål og mønstrede arbejdet med en kendermine . 
„ Det må være denne bouket georginer , der 
volder dem bryderi . Jeg skal vælge farverne . 

seer de , når de sætter denne chattering ved siden 
af den hvide Georgine , vil den gøre en udmærket 
effekt , og disse grønne blade omkring den må 
de give en stærkere skygge . “ 
„ Maler de ? “ spurgte Arabella forundret . 
„ Nej , men jeg har tilfældigvis et vist talent 
for broderier . “ 
Arabella vidste ikke , om hun skulle tro sine egne 
øjne , at denne drabelige kriger med den ridderlige 
devise måske tilbragte sin tid med at brodere . 
„ De seer forundret på mig , “ udbrød stål . 
„ Nu vel ! Jeg ved vel , at mine kammerater tilbringe 
deres tid med at more sig og bortødsle deres 
penge , men jeg foretrækker et roligt liv i hjemmet . 
Jeg tilstår , at jeg som dreng formelig var forfalden 
til at brodere . Det gik dog over med alderen , 
men jeg kunne næsten have lyst til at begynde 
igen , blot for at fordrive tiden nyttigt . “ 
„ De er virkelig alt for morsom i dag , “ afbrød 
Arabella , der var nærved at briste i latter . „ De 
må ikke tro , at jeg er så enfoldig at tro , hvad 
de siger . Hvis de virkelig vil give dem af med 
kvindelige arbejder , antager jeg , at der står en 
eller anden emanciperet dronning omphale i baggrunden , 
hvis befaling Herkules adlyder . “ 
Stål var alt for lidt hjemme i myttologien til 

at forstå denne bidende satire , men han mærkede , 
at Arabella gjorde sig lystig over ham , og som alle 
dumme mennesker blev han meget let fornærmet . 
Det stemmede imidlertid ikke med hans plan at lade 
sig mærke dermed , og han nøjedes med at påtage 
sig en værdig mine , da han sagde : „ Undskyld , at jeg 
forandrer genstanden for vor samtale . Hvorledes 
går det med deres Fru moders portræt ? “ 
„ Det strider rask fremad , “ svarede Arabella . 
„ Hver dag træder dets udmærkede lighed mere og 
mere frem , men mama ønsker ikke , at nogen seer 
det , før det er færdigt . “ - 
„ Så har deres mama jo gjort en udmærket 
acquisition i maler Norstrand . Han lader til at 
være fuldkommen i » Et og alt . “ 
„ Hvad mener de med det ? “ spurgte Arabella 
koldt , da hun allerede havde bemærket den hovmod , 
hvormed kammerjunkeren var gået forbi Emil , da 
- de mødtes i døren . 
„ Det er jo let at forstå , “ svarede stål spottende . 
„ Efter deres mening er han en fuldendt 
kunstner , og efter deres moders en complet Adonis . 
Uheldigvis savner han dog en ting , der er temmelig 
uundværlig , nemlig dannelse og opdragelse . “ 
„ Hvad det angår , “ tog Arabella ordet , „ besidder 
han en sjælden takt , hvori han ikke står tilbage 

for nogen , og for af få den , behøves dannelse . “ 
Hun tav pludselig , thi hun følte , af det var noget 
nyt for hende , så åbent af udtale sin dom over nogen . 
Hun rødmede ved tanken derom , og hun så 
i ståls ansigt , af han selv forundredes over 
hende . 
„ Jeg tror , gud hjelpe mig ! “ tænkte han , „ af 
hun også er bleven forhekset af denne maler ! “ 
Heldigvis blev samtalen afbrudt ved af nogle 
af visiterne toge afsked , og kort efter anbefalede kammerjunkeren 
sig . Med en tændt cigar i munden og 
med begge hænder i frakkelommen slentrede han 
ned ad gaden , udsendende vredcsblik til højre og 
venstre . Hans tanker drejede sig om den forbavsende 
opdagelse , af han , kammerjunker og kaptajn , 
skulle få en så ubetydelig pjalt til rival , og 
han lovede af hævne sig . Men hvorledes ? Her stod 
hans forstand stille , og han grublede og grundede 
forgæves . Til sidst landede han i en cafe , for at 
oplive sine åndsevner , men ikke engang vinen smagte 
ham , og hans venners spøg irriterede ham . Endelig 
kom han til den overbevisning , at en sådan 
sindsstemning kunne virke skadeligt på hans sundhed , 
og han besluttede at berolige sig . Han kom hjem , 
lagde sig på sofaen og faldt i en blid slummer . 

— da grevinden var bleven ene med sin datter , 
sagde moderen : 
„ Jeg har et alvorsord at tale med dig , Arabella ! “ 
„ Hvorom da ? “ spurgte Arabella forundret . 
„ Det . lader til , at du vil spille det uskyldige 
barn , der under naivitetens maske opfører sig 
ukvindeligt . Jeg vil dog råde dig til at ophøre 
dermed i tide , da du ikke kan skuffe mig . “ 
Uagtet Arabella var vant til en uretfærdig og 
skånsellos behandling , bragte denne irriterende tiltale 
hende dog til at forstumme , og hendes , taushed 
opirrede grevinden endnu mere . 
„ Du ønsker måske , “ udbrød hun , „ at jeg tydeligere 
stat forklare mig ? Det skal jeg . Jeg har allerede 
længe bemærket dit uværdige koketteri med Norstrand . 
I begyndelsen ville jeg , ikke tro , at den 
datter , over hvem jeg har våget med moderkærlighed , 
måske ville bringe skam og skændsel over 
sit navn . Den ømme scene i dag mellem dig og 
din elsker har heldigvis viist mig , at det er på 
tiden , at jeg med alvor griber ind i dette forhold “ . 
Det var , som om en jernhånd sammenknugede 
Arabellas bryst , da hendes egen moder beskyldte 
hende for uqvindelighed . En dyb rødme udgød sig 
over hendes ansigt , og hun kæmpede med gråden , 

men på den anden side var moderens uretfærdighed 
mod hende så stor , at de udtalte ord derved 
tabte en del af deres bråd . 
„ Jeg har aldrig tænkt på at kokettere med hr . 
Norstrand , “ sagde hun med zittrende stemme , „ og 
jeg forstår ikke , hvad du mener med at bringe 
skam og skændsel over mit navn . At det skulle 
være uværdigt for mig at tale venligt med ham , kan 
jeg ikke tro , du mener . Det har du jo selv så 
ofte gjort . “ 
Grevinden så i disse ord en hentydning til 
sin egen upassende opførelse , og blev endnu mere 
hidsig : „ Du har måske allerede drevet det så vidt “ , 
udbrød hun , „ at komtesse Stjernholm er forlovet med 
hr . Maler Norstrand ? Det ville være et smukt 
parti ! Mit samtykke fik du aldrig , — og jeg befaler 
dig , for fremtiden at blive på dit værelse , 
indtil jeg sender bud efter dig , de få gange han 
endnu behøver at komme her . Er der allerede et 
ømmere forhold imellem eder , skal jeg selv vise ham , 
hvorledes man behandler krapylet , når det vover 
at trænge sig frem til en plads , der ikke tilkommer 
dem . “ 
Den hånd , hvormed grevinden så plumpt . 
Greb ind i de zarteste , hidtil uberørte strenge i Arabellas 
hjerte , fremkaldte en hjerteskærende dissonants . 

med en usædvanlig heftighed udbrød hun : „ Der 
finder intet forhold sted mellem hr . Norsfrand og 
mig , så at der ikke er nogen grnnd til at spærre 
mig inde som en forbrydersle , men da det er din 
villie , moder , skal jeg adlyde dig , men jeg vil på 
det bestemteste bede dig , ikke at fornærme en mand , 
hvis opførsel her i huset har været således , at ' 
han fortjener vor fulde agtelse . “ 
„ Altså “ , svarede grevinden , „ i stedet for åbent 
at fortælle din moder alt , som det sømmer sig en 
datter , vil du dysse mig i søvn . Det viser , hvor 
lidt jeg kan stole på dig . Hvis du uden mit 
samtykke vil indgå en mesalliance , vil jeg blot 
sige dig , af fra det øjeblik er min dør lukket for 
dig . “ 
„ Du ville jage mig ud af huset , moder ? “ 
Spurgte Arabella roligt . 
Dette spørgsmål opfattede grevinden som en 
bekræftelse på sin mistanke og svarede : „ Ja ! det er 
min faste beslutning . Om udstyr eller hjelp i 
fremtiden kan der ikke være tale , og hvor langt 
troer du , du vil komme med de usle nålepenge , 
din fader har udsat for dig ? Jeg er enerådende , 
ved du , over formuen . Jeg behøver ikke af udmale 
for dig , hvorledes din fremtid vil blive hos ham 
og mellem hans simple forældre . Du vil blive en 

jevn , lille borgerkone , der må række vagtmesteren 
sine tøfler og stoppe hans pibe , og endda være glad , 
når svigerpapa er så venlig af sige , tak min tøs ! — 
for af vinde din svigermama , må du kunne lave god 
mad . Alle dine små talenter blive fil ingen nytte . 
Formiddagen må du tilbringe i køkkenet , vådske , 
stryge , koge og stege , og resten af dagen må du 
sye , ikke for din fornøjelse , men for af holde din 
mands tøj i orden , lappe og stoppe det . Siden 
får du den fornøjelse af blive din egen barnepige , 
og får lov af passe dine skrigende små 
både nat og dag . En complet arbejdshest i en 
trædemølle ! — synes du , det er passende for komtesse 
Stjernholm ? “ 
Arabella var vel en høihjertet og ædel kvinde , 
men ikke hævet over menneskelige svagheder . Af naturen 
var hun stolt , og denne fejl var stedse blevet 
næret ved de mange fordomme , som moderen fra 
hendes tidligste barndom havde indpodet . Man må 
derfor ikke fordømme hende , når hendes følelse 
oprørtes af det prosaiske billede , som moderens snildhed 
udfoldede for hende . 
„ Vær du kun rolig , moder , “ sagde hun . „ Du 
skal aldrig opleve den dag , da jeg indgår en mesalliance ! “ 
— og derefter gik hun ind på sit værelse . 
Der støttede hun sit feberhede hoved mod de bløde 

silkepuder , og for første gang undersøgte hun sine 
følelser for Emil . Hun gennemgik hvert ord , der 
var vekslet imellem dem , alt hvad der var foregået 
i de timer , de havde været sammen . Hun så nu 
for første gang , af han elskede hende . — men hvad 
følte hun for ham ? Var det kærligheden , der talte 
så varmt til hans forsvar . Hun forfærdedes ved 
den tanke . Hun ville ikke , hun måtte ikke elske 
ham ! Hendes stolthed oprørtes ved den mulighed . 
Hun kæmpede en lang kamp , og resultatet var , at 
hun besluttede at glemme ham . 
6 . 
Emil Norstrand havde aldrig elsket . Hans følelser 
for Arabella vare derfor ungdomsfriske , varme 
og inderlige . Han følte , at af denne kærlighed 
måtte hele hans fremtid afhænge , men med sorg 
og smerte måtte han tilstå for sig selv , at den 
var håbløs . Han havde også sin stolthedsfølelse , 
og den forbød ham at nærme sig den rige og fornemme 
dame , der måske ville give ham et hånligt 
afslag , når han dristede sig til et afgørende skridt . 
Han kastede et sørgmodigt blik på sin lille bolig , 
og for første gang følte han det bittre i at være af 
ringe herkomst og i en uanseelig stilling . Selv 

om han var en høitståcndc mands søn , ville han 
dog ikke ægte en rig pige , når han alene skulle skylde 
hende hele sin tilværelse . Han tænkte på , hvor ofte 
hans forældre havde talt om den lykkelige time , 
når han skulle føre en elsfværdig brud til deres hjem , 
der kunne være dem i en datters sted , og nu så 
han tydeligt , at den time aldrig ville komme . 
Da han de to følgende gange malede grevinden , 
så han ikke Arabella . Det ængstede ham , 
som om han havde forrådt sin hemmelighed for 
hende , og dermed måske mistet hendes venskab . 
Han tvivlede ikke om , at hun med villie undgik ham , 
og denne tanke pinte ham . Portrætæt var nu så 
vidt , at han kunne fuldføre det i sit hjem , og hans 
besøg ophørte i det stjernholmske hus . Den gamle 
vagtmester og hans kone så med bekymring , at 
en hemmelig sorg nagede på sønnen , og de 
savnede hans tidligere lystige og ungdommelige væsen , 
da en stille og mandig alvor var trådt i 
stedet . 
Kammerjunker stål havde ikke nærmet sig Arabella 
siden hin formiddags samtale , uden for så vidt 
høfligheden bød det , men derimod havde han 
indtaget sin gamle plads hos grevinden , der igen 
var elskværdigheden selv . Han havde snart opdaget , 
at Norstrands aktier vare faldne , og han ventede nu 

kun på en gunstig lejlighed , der kunne aldeles fortrænge 
ham , så at han igen med godt håb kunne 
optage sit afbrudte frieri . 
Da han en formiddag sad mageligt henstrakt i 
en lille sofa ved grevindens side og var ene med 
hende , kom tjeneren ind og meldte , at portrætet var 
ankommet fra hr . Norsfrand . 
„ Bring det herind , “ befalede grevinden , og 
stål lykønskede sig til at være den første , der skulle 
se det . 
„ Sæt det foreløbig op til væggen , “ bød grevinden 
tjeneren , der bragte det ind . 
Stål rejste sig og stillede sig hen til maleriet 
med lorgnetten i øjet . Efter et øjebliks tanse betragtning 
med et kjenderblik , slog han hænderne 
sammen og udbrød indigneret : „ Gud forbarme sig ! “ 
„ Hvad mener de ? “ spurgte grevinden . 
„ Det er rædsomt ! “ svarede han . „ Det er utilgiveligt 
slet . Det er jo et formeligt stygt portræt af 
en smuk dame . “ 
„ Ja , de har ret ! “ for grevinden op . „ Det 
er uforskammet . Der er vist ikke spor af lighed . “ 
„ Nej , det kan ethvert barn sige dem . Vil 
de behage at se dem selv i spejlet , og så betragte 
det afskyelige udtryk på portrætet . 
„ Jeg seer vist også ældre ud ? “ spurgte hun . 

„ Efter billedet at dømme , skulle man tro , at 
de var over halvtreds , og i virkeligheden seer de 
ud , som de ikke var kommen halvveien dertil . “ 
„ Men dragten er dog smuk og smagfuld , — men 
på denne baggrund tager den sig jo aldeles ikke ud , “ 
Vedblev hun irriteret . 
„ En dannet og en dygtig maler kunne aldrig 
have malet en dame således , “ sagde stål , der 
så , hvorledes han avancerede , så at grevinden 
endog rystende af harme sank om på en stol . 
Jeg kan godt forstå , “ trøstede han , „ at de ærgrer 
dem . Jeg selv kan ikke udholde at se længer derpå , “ 
— og han vendte sig fra portrætet med en 
foragtelig mine . 
„ Og det portræt skal jeg betale tusind daler 
for ! Giv mig et råd , min ven ! “ 
„ Jeg råder dem til , ikke at lade noget menneske 
se det . De vil blive udleet og bespottet . “ 
Grevinden kunne ikke svare . Hun havde så 
længe glædet sig til at hænge på kunstudstillingen og 
- blive beundret , og nu skulle hun skjule sit portræt , 
for ikke at blive udleet ! Det var for galt ! Hun indså 
ikke , at uligheden netop lå i , at det lignede 
altfor godt . Det var udmærket malet , men ikke slatteret . 
I dette øjeblik meldte tjeneren maler Norstrand . 

grevinden rejste sig og udbrød eller snarere 
råbte : „ Han kommer , som han var kaldet . Han 
skal få sandheden at høre ! “ 
Kammerjunkeren fik travlt med at komme afsted , 
da han ikke ønskede at være vidne til den påfølgende 
scene . Han opdagede pludselig , at klokken var mange , 
at tiden var fløjet i et så behageligt selskab , og 
tog afsted . I døren var han nær løbet på Emil , 
der roligt trådte ind og fandt hendes nåde blussende 
rød midt på gulvet , med lynende blik og 
ikke værdigende ham at gjengjelde hans hilsen . Hun 
pegede blot på portrætet og spurgte spottende : 
„ Kan kunstneren Norstrand være stolt af dette 
arbejde ? “ 
„ Er deres nåde ikke tilfreds dermed ? “ spurgte 
han roligt . 
„ Tilfreds ? — med det karikaturbillede ? “ 
„ Jeg forstår ikke deres nåde . Som kunstner 
kan jeg godt forsvare mit arbejde ; men hvis de 
ønsker nogle forandringer deri , er jeg villig til at 
gøre , hvad de forlanger . “ 
„ Det kan de spare dem , da jeg nu seer , hvad 
de kan præstere . Der er jo ikke den fjerneste lighed , 
ikke spor af min ejendommelighed . — men 
så svar dog ! “ vedblev hun , da han tav og ikke 
vidste , hvad han skulle svare denne furie . 

„ Jeg kan kun svare dem , at det ikke er et karikaturbillede , 
og at enhver vil sinde det godt malet 
og en træffende lighed deri . “ 
„ Tak ! Nu skal jeg til gjengjeld sige dem min 
mening . De duer kun til at smøre vægge ; måske 
ikke engang til det , men til at stå på et stillads 
og male huse . “ 
„ Deres nåde ved vist ikke , hvad de siger . “ 
„ Ved jeg det ikke ? Jeg skal vise dem , hvad 
værd jeg sætter på det maleri . “ Med disse ord 
greb hun en skarp pennekniv fra sit skriverbord , og 
gjennemstar med den maleriet fra øverst til nederst . 
Hun kastede efter denne bedrift et triumferende blik 
på Emil og forlod værelset . Han stod aldeles 
bedøvet , næppe i stand til at samle sine tanker , og 
stirrede på sit ødelagte værk , der havde kostet ham 
så mange timers arbejde , og som han så ofte havde 
betragtet med tilfredshed , da det var fuldendt . Og 
nn ! Hans værk var ødelagt , og han selv beskæmmet , 
hånet og bespottet . Det var en fortvivlelsens smerte , 
der gjennemfoer ham . 
Da følte han en lille hånd lægge sig på hans 
arm , og han mødte et tårefyldt blik fra Arabella , 
der stod ligbleg ved hans side . Hun havde uset 
været vidne til den sidste scene , uden at ahne , hvad 
der var forefaldet før . Et blik havde været nok til 

at overbevise hende om maleriets fuldkommenhed og 
om den himmelråbende uretfærdighed , hendes moder 
havde begået , og hendes smerte derover var næsten 
ligeså stor som Emils . 
„ Hvad betyder dog alt det ? “ var det eneste , 
hun kunne fremstamme . 
„ At jeg er blevet behandlet af deres moder 
på en måde , der aldrig er blevet budt mig af 
nogen , “ svarede Emil . 
„ Fortæl mig alt , “ sagde Arabella med bankende 
hjerte . 
„ Deres moder sagde mig blandt andet , at jeg 
kun duede til at stå på et stillads og male huse . “ 
„ Men , “ vedblev han efter en pause , hvori stoltheden 
kæmpede med bitterheden i hans sjæl , „ jeg var en 
dåre . Jeg burde have forudset , at det måtte 
ende således . Fejlen er min . Jeg har malet grevinden 
således som hun er , og ikke som hun vil være . 
Derfor spurgte hun mig , om denne karikatur lignede 
hende , og jeg vovede at svare ja . “ 
Arabella betragtede et øjeblik portrætet og sagde 
sukkende : „ Og deri havde de ret . Det er , som 
så jeg moder lyslevende for mig . “ 
„ Og dog er jeg kun en fusker . En portrætmaler 
må ikke være en selvstændig kunster , men kun 
et værktøj . “ 

der syntes at foregå en forandring med Arabella , 
som om hun havde fattet en beslutning . En 
fin rødme overtrak hendes smukke , blege ansigt , og 
med rolig og fast stemme sagde hun : „ Om Correggio 
blev det også sagt , at han var en fusker . “ 
„ Men af hvem ? “ afbrød Emil . „ Af Michel 
Angelo , der siden hævede ham dobbelt højt . — men 
sket er sket . Mit maleri er ødelagt , og der er sat 
en plet på min kunstnerære , der aldrig vil afvaskes . 
Farvel , komtesse ! “ sagde han med et blik , 
som om han for sidste gang skulle se hendes elskede 
træk . „ Jeg har allerede alt for længe opholdt mig i 
dette hus , som jeg aldrig oftere i livet kan betræde . 
Derfor farvel ! og modtag min tak for den deellagelse , 
de har viist mig . “ 
„ Nej , “ ndbrød Arabella og greb hans hånd . 
„ De man ikke således forlade mit hjem . Min moders 
fornærmelse må jeg som datter gøre god 
igen , så vidt det står i min magt . “ Hun førte 
ham hen til sit blomsterbord , brød en green af et 
prægtigt laurbærtræ og rakte Emil den . „ Med denne 
green vil jeg afvaske den plet , de mener er sat på 
deres kunstnerære . Måske det er de første laurbær , 
der er skænket dem , men hvis mine bønner 
have nogen magt , blive de ikke de sidste . “ 
Det var for Emil , som om himmelens dør 

oplodes for ham og lod ham skue alle dens herligheder , 
da Arabella således stod for ham . Uden at 
kunne sige et ord , bøjede han sit knæ for hende . 
Han trykkede hendes hånd mod sine læber , og deres 
øjne mødtes i et blik , der tydeligere end ord lod 
dem læse i hinandens hjerter . Men lykkens øjeblikke 
ere korte . De måtte skilles . Emil rejste sig 
og flap Arabellas hånd . Laurbærgrenen gemte han 
ved sit bryst og ilede ud af værelset , da han følte , 
at han ved at tøve længer ikke ville være herre over 
sine følelser og let ville gøre et skridt , som han i 
dette øjeblik ikke burde gøre . 
Arabellas blik fulgte Emil , indtil døren var 
lukket efter ham . Langsomt forlod hun stuen , og 
da hun sad i sit eget værelse , rullede tårerne som 
Perler ned over hendes blege kinder . Det var ingen 
heftig , lidenskabelig , men en stille , veemodsfuld sorg . 
Al stolthed var svunden før kærlighedens tryllemagt , 
og al lykke i livet syntes hende veget bort 
med ham , nu da hendes moder havde sat en uoverstigelig 
hindring mellem hende og hendes lykke . 
Arabella udgræd sin sorg og sin smerte , thi tårer 
ere jo ovindens tilflugt i sorgens dage . 
Lidt efter lidt følte hun dog , at hun ikke var 
så forladt som før . Hendes hjerte var ikke længer 
tomt . Hun elskede og var gjenelsket af en mand , 

der var hendes kærlighed værdig . Hun blev afbrudt 
i sine drømme af kammerjomfruen , der underrettede 
hende om , at hendes nåde ikke kunne forstå , hvorfor 
comtessen ikke kom ind til hende . Efter at have 
badet sine øjne , gik Arabella ind til sin moder . 
„ Det lader til , at du begynder at sværme før 
ensomheden , “ råbte moderen hende spottende i møde . 
„ Formodentlig har du fordybet dig i en roman 
om ulykkelig kærlighed , men da jeg anser slige 
fantastiske udsvævelser før meget skadelige før unge 
damer , vil jeg drage dig tilbage til virkeligheden . 
Der seer du det udmærkede arbejde , som din tilbeder 
har præsteret , og som jeg har behandlet efter 
fortjeneste . “ 
Arabella svarede , uden at en mine forandrede 
sig : „ Du må indrømme , at det er malet correct , 
og at enhver detail er omhyggeligt udført . Kniplingerne 
på din kjole se ud , som om man holdt 
dem i hånden , og alt forråder en fin kunstnerpensel . 
Du har alt for megen kunstsands til ikke at 
se det . “ 
„ Ja vist ! “ afbrød grevinden , „ og hvor mageløst 
har denne såkaldte kunstner gengivet mig ! 
Hvilken slående lighed ! “ 
„ Det er der ! “ svarede Arabella roligt . „ Men 

hvorfor har du da behandlet maleriet således ? 
Er det stål , der har undfanget den ide ? “ 
„ Jeg lader mig ikke påvirke af nogen , “ sagde 
grevinden lidt forlegen . „ Jeg behøver ikke nogen 
til at diktere mig , hvad jeg skal gøre . Men jeg tilstår , 
at stål , på hvis mening og smag jeg kan 
stole , er aldeles af samme mening , som jeg . “ 
„ Det kan gerne være , at du bliver vred på 
mig , moder , “ afbrød Arabella , „ men jeg vil dog sige 
dig min mening . Stål smigrer dig , og derfor 
troer du ham ; men han er ondskabsfuld og beregnende . 
Han har ikke interesse for nogen uden for 
sig selv . “ > 
„ Er nogen ondskabsfuld , så er det dig , æra 
della . Du ved , at stål er min trofasteste ven , og 
derfor vil du sværte ham . Du er misundelig . Du 
kan ikke finde dig i , at han finder din moder smuk , 
og af den grund finder maleriet utåleligt . “ 
„ Hvis du udlægger mine ord således , må 
jeg tie . Men , “ vedblev Arabella i en indtrængende 
tone , „ er der ikke en stemme i dit indre , der siger 
dig , at du har handlet syndigt ved på den måde 
at bedømme og mishandle et ungt menneskes arbejde , 
fordi der er noget i det , som ikke behager dig ? “ 
„ Vil du moralisere for mig ? “ spurgte grevinden . 


„ Jeg mener kun , at du burde tænke over , hvor 
dybt du har krænket en ung mand , ved at ødelægge 
mange timers møjsommelige arbejde , især da han 
tillige er en fattig kunstner . Du vil da vel ikke 
ovenikjøbet nægte ham honoraret for sit arbejde ? “ 
„ I den henseende kan du være rolig , “ svarede 
grevinden . „ Jeg bryder aldrig mine løvter . “ 
Arabella gik hen til sin moder , lagde sin arm 
kærligt om hendes Hals og bad : „ Lov mig , at du 
sender ham pengene på en venlig måde . Derved 
mildner du fornærmelsen . “ 
„ Jeg ved godt , hvad der er passende , “ svarede 
grevinden utålmodigt , unddrog sig datterens kærtegn 
og forlod hende . 
7 . 
Den følgende Asten var den norstrandske familie 
samlet i den lille qvistbolig . Udenfor piskede 
regnen mod ruderne , men indenfor var desto hyggeligere . 
Ilden brændte lystigt i kakkelovnen , og ved 
den lille bordlampe sad madam Norstrand ved siden 
af sin mand og syede , medens han som sædvanligt 
nød sin meerskummer . Emil sad lige overfor 
med en bog i hånden , men uden at læse i den . 
Han havde allerede fortalt sine forældre og sin ven , 

doktor Anker , hvad der var forefaldet i det stjernholmsle 
hus , dog uden at berøre den sidste scene 
mellem ham og Arabella . Den var alt for hellig til 
at meddeles , men han fredede om den i sine tanker 
og blev ikke træt af at betragte og kysse den green , 
hun havde skænket ham , og hvori han så et pant 
på sin fremtids lykke . 
Det havde aldeles ikke forundret Anker at høre , 
hvad der var passeret , men han ærgrede sig derover 
næsten ligeså meget som Emil , og sagde , han ikke 
længer ville være læge i et huns , hvor man havde 
behandlet hans ven så ilde . Emil overtalte ham 
dog til at opgive den beslutning for Arabellas skyld , 
i det håb gennem Anker stundom at kunne høre 
noget om sit hjertes udkårede . Han gik dog tilværks 
med megen forsigtighed , af frygt for at 
hans hemmelighed skulle blive gennemskuet . 
Øen gamle vagtmester havde på soldatermaneer 
givet sin vrede luft i de stærkeste udtryk , 
medens hans kone bar den sorg , der havde rammet 
hendes søn , med sin sædvanlige tålmod . — det 
ringede stærkt på døren . Emil lukkede op , en tjener 
rakte ham et brev med de ord : „ fra grevinden , “ 
Hilsede temmelig nonchalant og sfyndte sig ned af 
trapperne . 
— 
„ Som Herren så tjeneren , “ tænkte Emil og 

lukkede døren . Han satte sig ved bordet og rev 
convoluten op . Madam Norstrands flittige hænder 
flap sytøjet , og hendes mand stirrede med tavs 
opmærksomhed på sønnen . Denne rejste sig op 
og kastede convoluten samt de tusinde daler på 
bordet . „ Hun sender mig pengene løse , uden at 
sige mig et ord til undskyldning for den fornærmelse , 
hun har tilføjet mig ! “ udbrød han . „ Var det 
ikke for eders skyld , i stakkels forældre , sendte jeg 
disse penge øjeblikkelig tilbage . De brænde mig som 
en skjændselsplet . “ 
„ Det skal du også gøre , så sandt jeg hedder 
hans Norstrand , “ udbrød den gamle og slog med 
sin knyttede hånd i bordet . „ Før vil jeg sulte , 
end leve godt for den skamløse kvindes penge . Hører 
du , Emil ! Jeg vil , at du skal sende dem tilbage . “ 
„ Men betænk , kære fader ! “ sagde Emil og 
lagde sin hånd kærligt på faderen , „ at inden 
otte dage er den sidste skilling , som vi eje , brugt , 
og jeg har ikke udsigt til at fortjene noget . “ 
„ Så trækker jeg i min stadsuniform , “ sagde 
vagtmesteren med en djærvhed , der klædte ham godt , 
„ tager min stok i den ene hånd og min pibe i den 
anden , går hen til min ritmester , der nu er bleven 
oberst , og siger til ham : hr . Oberst ! Jeg ved , at 
øe ikke har glemt den gamle Husar , der i så mange 

år stod ved deres eskadron . De gav mig denne 
pibe engang i en vis anledning . Vil de nu redde 
mig og min søns ære , som jeg dengang reddede 
deres liv ? “ Så vil jeg fortælle ham det hele og 
bede om et lille lån . Han er rigtignok ikke rig , 
men det er en kjernekarl , med hjertet på det rette 
sted . 
„ Men om vi også fik et lån , “ indvendte Emil , 
„ hvilket jeg også kunne få hos min ven , Anker , 
så ved du , at jeg hader at gøre gjeld , når jeg 
ikke ved , hvorledes jeg skal betale den . “ 
„ Det princip har jeg også haft , og holdt det 
såvidt muligt , men der er tilfælde , der nøde os 
dertil . “ 
„ Og hvad siger du , moder ? “ spurgte Emil . 
„ Det samme som din fader . Herren forlader 
ikke den , der stræber flittigt og ærligt , om det end 
seer nok så mørkt ud . “ 
„ Tak , kære forældre , “ svarede Emil og trykkede 
deres hænder . „ I har lettet en sten fra mit 
hjerte . Det ville have været mig en pine at beholde 
disse penge , men jeg behøvede eders samtykke , til 
at afslå dem . “ — 
næste formiddag sad grevinden og Arabella 
sammen uden at veksle et ord , enhver fordybet i sine 
egne tanker . Grevindens tanker syntes ikke at være 

meget oplivende , thi hvert øjeblik gjorde hun en utålmodig 
bevægelse , lagde arbejdet fra sig og gabede . 
En tjener trådte ind og leverede hende et brev . 
Næppe havde hun kastet et blik på dets indhold , 
før hun med spottende latter udbrød : 
„ Nej , det er dog før galt ! Den uforskammede 
vover at sende mig pengene tilbage ! Der seer du , 
at du kunne have sparet dine rørende taler om hans 
fattigdom . En fattig maler ville ikke være så indbildsk 
og ikke således sætte sig på den høje hest , 
men med taknemlighed modtage , hvad man giver 
ham . “ 
„ Tillader du , at jeg læser hans brev ? “ spurgte 
Arabella . 
Grevinden kastede det foragteligt hen til hende . 
Det lød : 
„ Efter den fornærmelse , deres nåde har tilføjet 
mig , seer jeg mig ikke i stand til at modtage 
vedlagte sum , som jeg herved tillader mig at 
sende tilbage . “ 
Emil Norstrand . 
„ Hvad skrev du da til ham , moder ? “ spurgte 
Arabella . 
„ Naturligvis ikke et ord . Jeg sendte pengene 
i en convolut . “ 

„ Og jeg bad dig dog så inderligt om at sende 
dem på en venlig måde , “ vedblev Arabella . 
„ Man skulle virkelig tro , “ afbrød grevinden , 
„ at det var din mening , at jeg skulle kaste mig for 
hans fødder og ydmygt bønfalde ham om at vise 
mig den nåde , at modtage mine penge ! “ 
„ Når man har fornærmet et menneske , “ svarede 
Arabella roligt , „ er det ingen skam at ville 
gøre godt igen , hvad man har fejlet , og det kan 
man uden at tilsidesætte sin værdighed . “ 
„ Må jeg nu bede mig fritaget for mere af det 
nonsens . Jeg har gjort alt , hvad man kan forlange , 
ved at sende ham betaling for et slet udført arbejde . 
Det er kun en så uopdragen tølper som hr . Norsfrand , 
der kunne sende dem tilbage . “ 
„ Det træk viser netop , at han er en mand af 
ære ! “ råbte Arabella . 
„ Er jeg ikke en ulykkelig moder ? “ råbte grevinden , 
idet hun kastede sig tilbage i lænestolen og 
slog hænderne sammen . “ Istedetfor at holde med 
mig og føle sig krænket med mig , vover min datter 
endog at gøre mig bebrejdelser ! “ 
„ Gid du kunne forstå mig , moder ! Så 
ville aldrig disse pinlige scener forefalde , “ sagde 
Arabella grædefærdig . 
„ Siden den fordømte maler kom her i huset , 

har jeg ikke haft andet end ærgrelser . Jeg forbyder 
dig nogensinde at nævne hans navn ! “ 
— grevinden havde netop middagsselskab den 
dag . Gæsterne begyndte at komme ; deriblandt naturligvis 
stål . Han blev forbavset ved at se Arabella 
stadig undvige ham , og desto mere søgte han 
iøjnefaldende at vise hende opmærksomhed . Herover 
harmedes grevinden , der ikke tålte at stå tilbage 
for nogen . Skønt derfor dineren som sædvanligt 
var splendid , var stemningen dog trykket , og både 
moder og datter vare glade , da de om aftenen 
kunne sige farvel til gæsterne og trække sig tilbage , 
hver til sit værelse . 
Da fik Arabella først den længe ventede ro til 
at samle sine tanker . Hun tænkte på sin egen fader , 
der havde omgivet hende med alle rigdommens 
goder , og på Emils forældre , der måske nu vare 
prisgivne fattigdom og savn for hendes moders 
skyld . Hvorledes skulle hun hjelpe dem ? Hun rådede 
kun over sine nålepenge , renterne af en kapital , 
som hendes fader havde sat fast for hende , og 
disse havde hun i den senere tid anvendt til at gøre 
godt med , hvor hun vidste der var nød og trang . 
Juveler og smykker havde hun aldrig sat pris på , 
så at det , hun var i besiddelse af , var uden synderligt 
værd , — men hun ville på en eller anden måde 

erstatte Norstrands familie det lidte tab . Pludselig 
faldt en ide hende ind , et smil lagde sig om 
hendes læber , et strålende udtryk malede sig i hendes 
blik , og tilfreds søgte hun sin seng , slukkede 
lyset og sov barnets velsignede søvn . 
Næste morgen sendte hun sin kammerpige hen 
til en gammel tjener i den stjernholmske familie , 
der nu var bud i et af ministerierne , og lod ham 
bede at komme hen til hende . Han havde været 
vidne til grevens ulykkelige ægteskab , og havde 
derfor ligeså meget imod grevinden , som han havde 
tilovers for Arabella , hvem han elskede med et trofast 
tyendes hele kærlighed . Arabella havde ofte 
benyttet ham til i stilhed at opsøge armoden og 
lindre den ved hendes gaver , og han havde troligt 
hjulpet hende i hendes barmhjertighedsgerninger . 
Grevinden var derfor vant til at se ham komme i 
hilset , og til at Arabella altid modtog ham på sit 
værelse . Hun undrede sig derfor heller ikke , da han den 
dag kom og uden videre søgte den unge komtesse . 
„ God dag , gamle Jacob ! I dag har jeg en stor 
tjeneste at bede dig om “ — således modtog Arabella 
ham . 
„ Comtessen ved , at jeg og min kone er rede 
til at gøre , hvad de befaler , “ svarede han . 
„ Jeg befaler ikke , men beder kun . Kom nærmere 

hen til mig . Jeg har noget at betroe dig ; — 
men først må du sværge mig , at det bliver en hemmelighed 
mellem os . “ 
„ Jeg sværger højt og helligt , at før skal man 
afhuggc min højre hånd , før jeg forråder dem . “ 
„ Jeg veeed , at jeg kan stole på dig , “ sagde 
Arabella smilende . „ Sig mig , kender du dette 
armbånd ? “ 
„ Om jeg gør ! Det er jo et arvestykke i familien , 
som jeg selv har set deres salig fader forære 
comtessen til erindring om sin moder . “ 
„ Så kan du altså forstå , at det er mig en 
dyrebar erindring , og — at jeg har mægtige grunde , 
når jeg nu — vil sælge det . “ 
„ Men har comtessen også betænkt ? — ja , 
undskyld , at jeg taler så ligefrem . “ 
„ Det er med fuldt overlæg jeg gør det . Gør 
dig derfor ingen betænkelighed af den grund . Men 
hvorledes skal jeg få det solgt ? “ 
„ Det kan blive vanskeligt nok , “ svarede Jacob 
alvorligt . „ Comtessen kan jo ikke selv gå med det 
til en juveler , uden af grevinden fik det af vide , 
og hun må vel ikke vide det ? “ 
„ Nej , på ingen måde ! “ udbrød Arabella . 
„ Men kunne jeg ikke forklæde mig , og du så følge 
med mig ? “ 

„ Nej , “ indvendte Jacob næsten forfærdet . „ Det 
ville den salig Greve finde upassende , og hvad ville 
folk tro , når en så ung pige kom med et så 
kostbart smykke ? “ 
„ Tror du da ikke , “ vedblev Arabella , „ af du 
kunne staffe det solgt , — når jeg beder dig derom ? “ 
„ Jeg kan ikke godt nægte dem noget , det ved 
de , “ svarede Jacob og så kærligt på hende . „ Men 
jeg er en fattig mand . Folk kunne jo tro , jeg havde 
stjålet det . “ 
„ Hvor kan det falde dig ind ? “ spurgte Arabella 
forundret . „ Du kan jo sige , af det er en commission 
for en dame , hos hvem du engang har tjent . Du 
må ikke nævne mit navn , men du kan forlange en 
kvittering af den guldsmed , der køber det . Så 
vil det ikke vække mistanke . “ 
„ Så lad gå da ! “ sagde Jacob med et suk . 
„ For comtessen går jeg gerne i ilden . “ 
„ Her er det , “ vedblev Arabella ivrigt . „ Jeg 
takker dig , du gode sjel , og beder dig komme tilbage , 
så snart du kan . “ — hun gav ham armbåndet 
med tilhørende etui , og Jacob gik . 
I spændt forventning ventede hun hans tilbagekomst . 
Allerede en time efter kom han og aflagde beretning 
om , hvorledes han flere steder forgæves havde 
falbudt det , men endelig var kommen til en solid guldsmed , 

der indrømmede , at armbåndet var meget mere 
værd , end han kunne give for det , og at han kun 
kunne betale guldets og diamanternes værdi . Det 
beløb sig til omtrent 1200 rigsdaler . Deraf tog 
Arabella 1000 rdl . , lagde dem i en convolut , skrev 
udenpå den og bad Jacob at besørge den efter 
adressen . 
Jacob kastede et blik på adressen , greb Arabellas 
hånd og sagde med tårer i øjnene : „ Atter 
en velgerning ! Dersom den nådige herre havde 
levet , hvor ville han følt sig lykkelig ved at have en 
sådan engel til datter ! “ 
„ Skynd dig nu blot , Jacob ! “ afbrød Arabella 
ham smilende . „ Klokken er mange . Du skal ikke 
sige , fra hvem brevet er , og du skal ikke have svar 
derpå . “ 
— familien Norstrand var samlet om det tarvelige 
frokosfbord . Enhver søgte at være glad , men 
det lykkedes ikke . Emil ytrede kun ønsket om , at 
hans stykker på udstillingen måtte finde købere . 
„ Brister det håb , “ sagde han , „ ved jeg ikke , hvad 
enden skal blive . “ 
„ Tæb ikke modet , “ sagde hans gamle moder 
kærligt . „ Husf på det gamle ord : når nøden er 
størst er hjelpen nærmest . “ 
Det bankede på døren . En gammel mand 

spurgte om madam Norstrand , leverede hende et brev 
og gik hurtigt bort . Hun satte brillerne på og 
åbnede brevet . „ Min gud ! Hvad er det ? det er 
jo en masse penge , “ udbrød hun og rystede pengene 
ud på bordet . 
„ Død og helvede ! hvad er det for noget ? “ 
Råbte den gamle vagtmester . „ Skynd dig og læs 
brevet ! “ 
„ Hvad der gives med et kærligt hjerte , bør også 
modtages på samme måde . “ Det var brevets 
hele indhold . 
Emil greb brevet , så at det var en damehånd , 
der havde skrevet det , og øjeblikkelig ahnedc 
han , at det måtte være Arabella , der på en så 
smuk måde ville glæde hans gamle forældre . 
„ Det går , fanden tage mig ! over min forstand , “ 
Vedblev den gamle . „ Kender du hånden , 
Emil ? “ 
„ Nej — men det er en dame , der har skrevet 
det , “ svarede han . 
„ Så gud velsigne hende , hvem det så er ! 
En engel er hun . Tusinde rigsdaler ! — men kan 
du begribe , mutter , hvem det kan falde ind at sende 
dig så mange^pcnge ? “ 
„ Nej , jeg er ligeså forundret som du , “ svarede 

hun . „ Det ligner jo et eventyr . De penge 
ere som faldne fra himlen . “ 
„ Men du siger ikke et ord , Emil ? “ vedblev 
vagtmesteren , „ men sidder og stirrer på brevet , 
som om det havde forhekset dig . For fanden ! Så 
glæd dig dog med os andre ; det har du da 
grund til . “ 
„ Du har ret , fader ! Ingen har mere grund 
til at glæde sig end jeg , “ svarede Emil og kyssede 
henrykt brevet . „ Vil du forære mig brevet , moder ? 
Måsfee kan jeg komme på spor efter , fra hvem 
det kommer , “ tilføjede han , for at ikke forældrene 
skulle fatte mistanke . 
„ Jeg gad dog vide , hvem den dame kan være , “ 
Vedblev Norstrand eftertænksomt og polidst . „ Havde 
det været til dig , ved jeg nok , hvad jeg stulde have 
troet , — men til mutter ! det er sgu mere , end nogen 
dødelig kan forstå . “ . 
Emil skyndte sig til sit atelier for at være ene 
med sine tanker . Han tvivlede intet øjeblik om , at 
Arabella havde valgt denne måde , at gøre sin moders 
fejl god igen . Han bebrejdede sig selv , at han 
kunne hæve sine tanker til en kvinde , der stod så 
højt over alle andre . Det forekom ham næsten som 
en forbrydelse , men det gav ham mod til at kæmpe 
til det mål , at blive hende værdig . Han tog sin 

mappe frem og bladede i den . Den indeholdt mange 
portræter af Arabella . Han lagde sine to reliquier , 
brevet og laurbærgrenen ved dem , og tog fat på 
sit arbejde . Det var det maleri , han engang havde 
omtalt for hende , og med Iver og lyst arbejdede han 
på det , indtil mørket tvang ham til at holde op . 
Om aftenen gik han hen til Anker og fortalte 
ham , hvad der var hændet . Denne havde måske 
en svag ahnelse om , hvorfra gaven kom , og spurgte 
Emil , om han ikke havde nogen ide om , hvem giverinden 
var . Emil benægtede det . 
I den følgende tid spurgte vagtmesteren utallige 
gange , om han endnu ingen opdagelse havde gjort , 
men fik altid samme svar . 
„ Det skulle have været mig , “ sagde han , „ da 
jeg var ung ; men ungdommen duer ikke meget nuomstunder . “ 
„ Hvad behager ? Duer jeg ikke til noget ? “ 
Spurgte Emil smilende . 
„ Jo ! det var ikke meningen . Du kan være en 
meget dygtig maler , men så fiffig som jeg var i 
din alder , det er du sgu ikke . “ 

8 
„ Hvorledes går det med portrætet og grevinde 
Stjernholms nye inklination ? “ spurgte kievisch 
en dag stål . 
„ Portrætet behagede hende ikke , da det var færdigt , 
og i den anledning fik maleren afsted i unåde . 
Således endte den historie . “ 
„ Når kan man så have den fornøjelse at gratulere 
dig til din forlovelse med den unge komtesse ? “ 
„ Det har jo ingen hast , “ svarede stål fortrædeligt . 
„ Jeg ved ikke , hvorfor jeg skulle skynde 
mig så forfærdeligt . “ 
„ Det har du ret i , “ svarede kievisch drillende . 
„ Det var i grunden også synd , af en så smuk 
pige skulle lyksaliggjøres med dig . “ 
Stål sfiltes fra sin ven i vrede , hvilket ofte 
hændtes , men da han dog ikke kunne undvære den 
muntre selskaber , søgte han ham snart op igen , og 
alt blev glemt . 
Grunden til Arabellas opførsel i den senere 
tid kunne stål ikke forstå . Han havde nu ikke 
mere maleren af frygte . Han anså hendes kulde 
for de sædvanlige nykker , når en ung pige vil gøre 
sig kostbar , og troede , af hun nu kun ville hævne sig , 
fordi han tidligere havde negligeret hende . Hans 

hele tragten gik ud på , af få foden under eget 
bord , og det bord , som Arabella kunne bringe i udsigt , 
var ikke af foragte . Men han tabte ofte tålmodigheden 
ved den uventede modstand , og besluttede 
snart af gøre en ende på den uvished . 
Grevinden begyndte lidt efter lidt af gjennemfkue 
ham , og det foruroligede ham , men heldigvis 
opdagede han , af hendes nåde i denne tid begyndte 
af dele fin interesse for ham med en rig godsejer , 
der tilbragte vinteren i København , og som stadig 
kom i det stjernholmske hus . Havde det ikke været 
tilfældet , ville hendes vrede have knust den stakkels 
Arabella , der var aldeles uskyldig i ståls courmageri . 
Der foregik vel en kamp i grevindens 
indre , da hun opdagede , at hun måtte sfåe tilbage 
for datteren , men fornuften og beregningen fejrede . 
Før hun blev af med Arabella , tænkte hun , bliver der 
ikke ro her i huset , men når hun skal giftes , må 
hun gøre et passende parti , og hvem kunne hun 
vel heller ønske sig til svigersøn end stål , der som 
sædvanligt i et og alt ville rette sig efter hende . 
Således raisonnerede hun og besluttede at arbejde 
på at forene dem . 
Medens stål således fik en uventet allieret i 
grevinden , så Arabella aldeles intet . Hun var 
så vant til at se stål som courmager , at hun 

anså den rolle for uadskillelig fra hans natur , og 
ændsede det ikke . Som sædvanligt var hun høflig 
men kold lige overfor ham , og han kom ikke et skridt 
videre , endskønt grevinden søgte enhver lejlighed til 
at bringe dem sammen . Knn det held havde stål , 
at verden , der ved alt , blev nysgerrig efter at erfare , 
om det var moderen eller datteren han skulle 
have , og derfor meget beskjeftigede sig med ham . 
Grevinden ønskede snart af få alt i orden og begyndte 
igen af frygte for , af følelsen for Emil endnu 
ikke var uddød i Arabellas hjerte . Hun begyndte 
derfor af manøvrere derimod og stillede sin angreb 
mere direkte på datteren . 
„ Har du hørt , Arabella , af baronesse Mathilde 
inituPinit==P . er blevet forlovet ? “ sPurgte deruPder==grevinden en deruPder==dag , 
da de vare alene . 
„ Ja ! “ svarede Arabella , „ og det forundrer mig , 
da jeg ofte har hørt hende omtale sin nuværende 
forlovede på en lidet smigrende måde . “ 
„ Så har hun forandret sin mening . Det er 
det hele “ , mente grevinden . „ Det er noget , man 
hører så lidt , og mange unge piger , der lade hånt 
om deres tilbedere , blive meget lykkelige , når de 
først blive gifte med dem . “ 
„ At man kan forandre sin mening , kan jeg nok 

forstå ; “ indvendte Arabella , „ men blive lykkelig med 
en mand , man ikke elsker , det er umuligt . “ 
„ Å , hvad er lykke ? “ udbrød grevinden . „ Mathilde 
har handlet meget klogt i af ægte en mand , 
der er i en smuk stilling . En mand kan selv vælge 
sin brud , men en ung pige kan ikke vente af blive 
gift efter sit hjertes ønske . “ 
„ Du giftede dig dog med fader alene af kærlighed . 
Det har du mange gange fortalt mig . “ 
Grevinden rødmede lidt og sagde : „ Jeg var en 
af de få lykkelige . — men lad os nu tale alvorligt . 
Jeg har længe tænkt på , Arabella , af det er 
på tiden , du gør dit valg , og det er min pligt 
som moder af våge over , af du gør et passende 
parti . “ 
„ Lad os ikke tale derom , moder . — eller har 
du måske modtaget et tilbud på mine vegne ? “ 
„ Nej , endnu ikke ; men når tiden kommer , 
håber jeg , af du overlader til mig af afgøre , hvorvidt 
det passer for din stand . “ 
„ Det forekommer mig , “ svarede Arabella , „ af 
din mening om ægteskaber ligner en profanation af 
denne guddommelige indstiftelse , der er en af de 
grundstøtter , hvorpå samfundet hviler . “ 
„ Du modsiger dig selv , “ faldt grevinden ind . 
„ Altså måtte enhver jo gifte sig overensstemmende 

med rang og formue . Ellers kom der uorden i 
samfundsordenen . “ 
„ Skal ægteskabet kun være beregnet på verdslig 
fordel , “ indvendte Arabella , „ da frygter jeg , at denne 
grundpille ville være for svag til at bære bygningen . “ 
„ Jeg vil ikke indlade mig på nogen filosophisk 
disput , “ afbrød grevinden . „ Jeg vil kun minde dig 
om , at det er børns pligt at adlyde deres forældre . “ 
„ Det kan man godt , uden at give afkald på 
sin frie villie . Men al den tale er jo overflødig . 
Her er jo hverken tale om et jnclinationsparti eller 
et fornuftgiftermål for mig . “ 
„ Det er nok også bedst , at vi afbryde , især da 
det nu er på tiden at gøre toilet . Men husk , 
hvad jeg har sagt dig . “ 
Da Arabella senere kom ind ' i dagligstuen , fandt 
hun moderen i største elegance , i en mørkeblå 
fløielsdragt , kantet med hermelin , og strålende af 
juveler . Arabella var iført en simpel , men smagfuld 
hvid dragt med en lille krephat , kun smykket med en 
mørkerød rose . 
„ Hvad skal det betyde , at du ikke bærer dine 
smykker ? “ spurgte grevinden ærgerligt . 
„ Fordi jeg ikke bryder mig derom . “ 

„ Før har du dog i det mindste sat pris på det 
armbånd , din fader har givet dig . Gå ind og 
tag det på . Jeg kan ikke lide , at man vil gøre sig 
bemærket ved denne affekterede simpelhed . “ 
Arabella kunne næppe svare , men hun fremtvang 
dog den undskyldning , at armbåndet var gået itu , 
og hun var glad ved at slippe for et yderligere forhør , 
da tjeneren meldte , at vognen holdt for døren . 
I en pinlig stemning kom hun til tteatret ; hele 
vejen dertil havde hun gjort sig selv bebrejdelse over , 
at hun havde sagt en usandhed . Det var kun en 
ringe trøst for hende , at hun var nødsaget dertil , og 
en utilstrækkelig undskyldning det jesnitiske : øjemedet 
helliger midlet . 
I tteaterlogen blev hun modtaget af kammerjunker 
stål , der præsenterede sin ven , kievisch , for 
dem . Mellem denne og Arabella udspandt sig snart 
en livlig conversation , da kievischs træffende bemærkninger 
og åndrige indfald morede hende . Han 
gjorde hende bekendt med flere af de tilstedeværende , 
som hun ikke kendte , hvorimod han syntes at kende 
alle . Han spurgte , om hun kendte den unge , blonde 
herre nede i parkettet , der netop nu hilsede ham ; og 
da hun benægtede det , fortalte han hende , at det var 
hans gode ven , baron kongsberg , stamherre til 
baroniet ; at forældrene og to søstre opholdt sig en 

tid her i byen , og at han var indbuden til at tilbringe 
en del af sommeren på deres gods . Da 
han flere gange benævnede de herrer , som han navngav , 
som sine venner , sagde Arabella : 
„ Jeg tror virkelig , at de kalder hele verden 
deres venner . “ 
„ Jeg forsikrer dem , komtesse , “ svarede han , 
„ at der i det mindste fra min side er venskab for dem 
alle , og det skulle gøre mig ondt , hvis jeg opdagede , 
at de ikke , også betragtede mig som ven . “ 
„ Jeg ved nok , “ vedblev Arabella , der følte sig 
tiltalt af hans åbne væsen , „ at det hører til god 
tone at have mange venner , men det har altid forekommet 
mig farligt , da man så let bliver bedømt 
efter sine venner . “ 
„ Hvis det er tilfældet , må de anse mig for 
et meget kedsommeligt menneske , og i det hele have 
en dårlig mening om mig . “ 
„ Hvorfor tror de det ? “ 
„ Fordi jeg er vis på , at stål ofte har fortalt 
dem , at jeg er hans ven . “ 
„ Taler du nu ondt om mig igen ? “ sagde pludselig 
stål , der kun havde hørt sit navn blive nævnet . 
„ Ikke mere end du fortjener , “ svarede kievisch 
leende . „ Hvis det forresten kan more dig , skal jeg 

betroe dig , at jeg spurgte comtessen om , hvem af 
os to hun fandt kjedsommeligst . “ 
„ Og så mente de elskværdigst , “ faldt grevinden 
ham i talen . „ Det nytter ikke at benægte 
det . Damernes skarpe syn er nu engang herrernes 
ulykke . “ 
„ Jeg vover dog at benægte det , “ vedblev 
kievisch . 
Musiken afbrød samtalen . En bekendt svensk 
sangerinde foredrog en af sit fødelands smukke 
sange og henrev publikum til begejstring . En bifaldsstorm 
lønnede hende ; kun stål sad og kæmpede 
med søvnen . 
„ Finder de ikke , at hun synger fortryllende ? “ 
Spurgte grevinden . 
„ Det kan gerne være , “ svarede han , „ men jeg 
kender ikke noget kjedsommeligere end en conkert . 
Var det ikke for damernes skyld , var jeg ikke kommen 
herhen . “ 
„ Det var virkelig overflødigt , hr . Kammerjunker , 
at bringe et så stort offer for vor skyld , “ sagde 
Arabella . 
„ Vi ved jo alle , “ afbrød kievisch , „ at stål 
ikke er musikelsker , men jeg tror dog , af den dybe 
følelse i denne sang måtte finde vej til hans 
hjerte . “ 

„ Jeg bryder mig ikke om dyb følelse “ , svarede 
stål vranten , da han ikke forstod , af vennen ville 
komme ham til hjclp . „ Alle disse poetiske hjerteudgydelser 
ere kun til for af forsfrue hovederne . “ 
„ Tag dig i agt , stål ! “ udbrød kievisch . „ Muserne 
tåle ikke af fornærmes i gratiernes selskab . 
Du glemmer nok , af de er halvsøstre . “ 
På hjemvejen måtte Arabella tilstå , af hun 
ikke længe havde moret sig så ' godt som denne aften . 
De to venner fulgtes sammen fra conkerten . Kicvisch 
var uudtømmelig i sin roes over Arabellas 
inde og elskværdighed , og drillede stål med , af 
ingen skulle falde på af tro , han var forelsket , 
således som han havde båret sig ad . Stål protesterede 
imod , af man behøvede af vise sig forelsket , 
fordi man agtede af ægte en ung pige . 
„ Det ligger i , “ sagde kievisch , „ af hver gang du 
vil variere det ttema , af elske , kommer du altid 
galt fra det . “ 
Som sædvanligt skiltes de i uvenskab fra hinanden . 
Stål drømte den nat om et veldækket bord , 
en elegant ekvipage og magelige lænestole ; kievisch 
om en ung , hvidklædt pige , der påfaldende lignede 
Arabella . 

9 . 
Foråret kom . Udstillingen på Charlottenborg 
var åbnet , og publikum strømmede ind , alle bedømmende 
og kritiserende . Blandt de malerier , der tiltrak 
sig størst opmærksomhed , var Emils to genrebilleder , 
og den almindelige dom var meget smigrende 
for ham . Med bankende hjerte stod Arabella 
foran dem , og de lovtaler , som hun fra alle sider 
hørte om dem , drev blodet til hendes kinder . 
Grevinden derimod var rasende , men trøstede sig ved 
ståls ondskabsfulde bemærkninger ; ja , hun havde 
endog den glæde en af de følgende dage at læse en 
spottende kritik over dem i et af dagbladene . Det 
var en triumf for hende . 
Emil sad i sit atelier og stirrede på den skånsclløse 
artikel , der syntes lagt an på at tilintetgøre 
hans fremtid . Han vidste , at spotten i vore dage 
er en kæmpe , der kvæler talentet , og smerte og 
harme vekslede i hans indre . Da bankede det på 
døren , og en ældre herre med et meget distingveret 
ydre trådte ind . 
„ Mit navn er baron kongsberg , “ begyndte 
han . „ Jeg kommer for at gøre dem en compliment 
for deres arbejder på udstillingen i år . Især 

tiltaler den gamle veteran mig , og jeg ønsker at 
købe det . “ 
„ Det glæder mig , “ svarede Emil og bød den 
fremmede en plads . „ Det er ikke alle , der dele 
deres dom , som de kan se af denne mere end 
ondskabsfulde kritik . “ 
„ Man kan ikke behage alle , “ svarede kongsbcrg . 
„ Et gode har dog denne kritik , nemlig at man kan 
være vis på , at de ikke selv har skrevet den . Men 
jeg har et andet forslag at gøre dem . Jeg ønsker , 
at de ville male min familie , og foreslår dem 
at tilbringe sommeren hos os , da vi i disse dage 
rejse tilbage til vort gods på Lolland . De kan 
der i ro og mag udføre portræiterne , og tillige beder 
jeg dem at undervise min yngste datter , da hun 
har lyst og anlæg til at male . “ 
Når man ved , hvad det vil sige at kæmpe sig 
frem i livet , kan man forestille sig Emils glæde og 
taknemlighed over dette tilbud , og det blev aftalt , 
at han i næste måned skulle rejse til kongsberg . 
Da baronen gik , trykkede han Emils hånd og 
sagde : 
„ Det skal glæde mig at gøre deres nærmere 
bekendtskab . Jeg har ofte hørt dem omtale af min 
læge , doktor Anker . “ 
Efterat Emil havde meddelt sine forældre den 

glædelige nyhed , ilede han til Anker , den trofaste 
ven , hvem han kunne takke for sin lykke . 
„ Jeg tror nok , “ sagde Anker smilende , „ at 
kunne lykønske dig , thi den , der falder i kongsbergs 
hænder , er i gode hænder . Desuden skyldte jeg 
dig jo en erstatning , fordi jeg var alt for tjenstvillig 
med at åbne dig grevinde Stjernholms hus . “ 
„ Har du nylig set hendes datter ? “ spurgte 
Emil . 
„ Ja ! det er ikke længe siden . Det er mærkværdigt , 
hvor hun har forandret sig til sin fordel . 
Man siger ellers , at kammerjunkeren gør Cour til 
hende . “ 
„ Er det muligt ? “ udbrød Emil og skiftede farve . 
„ Men hun viser ham al den ringeagt , han fortjener , “ 
Tilføjede Anker hurtigt . 
Emil forlod sin ven ligeså nedslået og langsomt , 
som han let og glad var ilet til ham . Den 
mulighed , at hun skulle tilhøre en anden , var endnu 
ikke falden ham ind . Stål frygtede han vel ikke , 
men hvorledes var det muligt , at ikke en anden , ung 
og fornem bejler skulle melde sig ? Og hvad var 
så han , den fattige og ringeagtede maler ? Hans 
fantasi foregøglede ham en rival , han skulle kæmpe . 
Imod , og zergjerrigheden , der længe havde ulmet i 
hans sjæl , vågnede nu og rakte ham våben , men 

han manglede endnu modet til at bruge dem . Denne 
dag , der var begyndt så smukt , endte derfor med 
at nedslå alle hans forhåbninger . 
— få uger efter rejste han til kongsbergs gods . 
Hovedbygningen var en toetages bygning med fløje . 
En lang alle førte til gården , der var omgiven af 
en smuk , moderne anlagt have . En tjener førte 
ham op til anden sal ind i to høje værelser , hvoraf 
det ene var bestemt til atelier , det andet til hans 
soveværelse . En mild sommerluft strømmede ind 
gennem de åbne vinduer og ligesom bød ham velkommen 
tilligemed duften fra de udenfor stående 
syrener . Det forekom Emil som et fredens asyl . 
Tjeneren sagde ham , at om en halv time spiste herskabet , 
og at han kun behøvede at ringe , så skulle 
han komme og vise ham vejen . 
Han aflagde hurtigt sine rejseklæder , gjorde et 
omhyggeligt toilet og gik med tjeneren ned til den 
elegante spisesal , hvor baronen bød ham hjerteligt 
velkommen og forestillede ham for familien . Ved 
bordet fik han plads mellem den unge baron og 
dennes lille søster , Ellen , der med barnlig nysgerrighed 
betragtede sin nye lærer . Der var ellers ikke 
andre tilstede end den gamle baronesse og den ældste 
datter , Hilda . Samtalen ved bordet var munter og 
ugenert . Efter måltidet viste den unge baron 

Vilhelm Emil omkring i den store have , hvor de tilbragte 
eftermiddagen i livlig samtale . Enhver i den 
kongsbergskc familie viste en elskværdighed og dannelse , 
der i høj grad virkede velgørende på alle , 
der kom i berørelse med den . Al stiv etikette var 
banlyst , men den blev dog aldrig ganske tilsidesat . 
Det varede ikke mange dage , før Emil følte sig 
hjemme i deres kreds . Tiden forløb hurtigt både i 
de timer , han malede baronen og baronessen , da 
de begge havde et smukt conversationstalent , og i den 
tid , han underviste den yndige lille Ellen . Den 
øvrige tid tilbragtes i munterhed og glæde , da der 
stadig kom gæster . Ride- , kjøre- og seiltoure afløste 
hinanden , og lege , Dands og musik hørte til 
dagens orden . Iblandt gæsterne korn også kammerjunker 
kievisch , der end mere forhøjede livligheden . 
Baronesse Hildas kinder fik efter hans ankomst en 
fristere rødme , og hendes store , brune øjne strålede 
med forhøjet glans , når han optrådte som hendes 
ridder på de forskellige udflugter . Mellem ham 
og Emil opstod der et hjerteligt venskab . Kievisch 
var en levende beundrer af Emils talent og følte 
sig tiltrukken af hans dannede og elsfværdige væsen , 
ligesom Emil skattede hans åbne og hjertelige imødekommen . 
Ved 
personligt at gøre Emils bekendtskab , indså 

kievisch , hvor afskyeligt grevinde Stjernholm 
havde behandlet ham , uden at han dog kendte historiens 
nærmere sammenhæng . Han undgik dog at 
omtale den stjernholmske familie , især da han vidste , 
hvor ilde anset grevinden var i det kongsbergsfe 
hus , og både han og Emil beklagede stiltiende den 
stakkels Arabella , der i sit hjem måtte savne alt 
det , som hun kunne have fundet , hvis skæbnen havde 
sat hende blandt de omgivelser , hvori de to venner 
nu befandt sig . 
Da ungdommen en eftermiddag kom hjem fra 
en spadseretour og gik gennem den lange poppelallee , 
mødte de et menneske med et besynderligt udseende , 
der med falsk stemme sang en sømandssang . 
Det var en høj , bredskuldret Karl , der så ud til at 
være omtrent fyrgeogtyve år gammel . Da han gik 
forbi dem , tav han og veg frygtsomt til siden , 
idet han hilsede med et skulende blik . 
„ Så de ham ? “ sagde Ellen til Emil . „ Det 
er tosselars . De kan ikke tro , hvor jeg er bange 
for ham . “ 
„ Du er en lille nar , “ svarede broderen . „ Vær 
du ganske rolig . Tosselars spiser ikke små børn . “ 
„ Det kan gerne være , “ svarede den lille fornærmet , 
„ men pigerne sige , han er så ondskabsfuld . “ 

„ Det er fordi de drille ham . I de sidste år 
har han aldrig gjort et menneske fortræd . “ 
Da Emil bad om nærmere oplysninger om 
ham , fortalte baron Vilhelm og Hilda afvekslende 
hans historie . Lars Olsen var født i Nyboder og 
blev en rask sømand . Han blev forlovet med en 
smuk pige , ligeledes fra Nyboder , men et par uger 
for bryllupet skulle holdes , blev han udkommanderet 
med et orlogsskib , der skulle blive et par år borte . 
På rejsen samlede han penge sammen , og med 
hænderne fulde af smukke foræringer til sin brud , 
kom han tilbage og ilede til hendes bolig . Højrøstede 
stemmer , sang og latter modtog ham . Han 
rev døren op , så sin brud festligt smykket og erfarede , 
at hun samme dag havde giftet sig med en 
anden ung sømand . Næste dag fandt politiet ham 
aldeles beruset liggende udenfor et værtshus , og 
siden var han aldrig ædru . Denne bestandige drukkenskab 
fremkaldte efterhånden anfald af formeligt 
raseri , hvorunder han angreb ethvert fruentimmer 
og ville dræbe dem , da han i dem alle troede at se 
sin fordums forlovede . Han blev bragt til en dåreanstalt , 
al spiritus blev nægtet ham , og han kom 
sig for sine heftige anfald , men blev næsten en idiot . 
Fra anstalten blev han bragt til en slægtning på 
baroniet , en gårdmand , der meget omhyggeligt 

passede på , at han ikke nød noget , der kunne flade 
ham og fremkalde hans gamle anfald . 
„ Det er en bedrøvelig historie , “ sagde Emil , 
„ og det synes mig dog ængsteligt at have et sådant 
menneske i sin nærhed . “ 
„ Det har ingen nød , “ sagde baron Vilhelm . 
„ Næsten i alle sogne går der jo et sådant halvtosset 
menneske omkring . “ 
10 . 
Grevinde Stjernholm havde lejet en sommerbolig 
i Frederiksborg . Hver sommer lå hun på 
landet , men altid på forskellige steder . I grunden 
kedede hun sig derved og vidste ikke , hvorledes 
hun skulle fordrive tiden , men det var nu engang 
mode , og den måtte hun følge . Hendes sidste 
inklination , godsejeren , var i udlandet , og kammerjunker 
stål , som hun havde vænnet sig til at betragte 
som sin tilkommende svigersøn , kom stadigt 
derud , da han havde nære slægtninge der , som han 
besøgte . Det var derfor naturligt , at hun valgte en 
sommerleilighed , hvor hun kunne have ham til 
hyppig gæst . Han havde også indført kievisch 
der i huset , førend denne rejste til kongsberg , og 

han kom der gerne , da Arabella udøvede en magnetisk 
tiltrækning . Hun så vel hans overfladiskhed 
og letsindighed , men opdagede tillige den hjertensgodhed 
og sanddruhed , der opvejede hans fejl . 
Kievisch var derfor en velkommen gæst , dog 
uden at gøre noget indtryk på Arabellas hjerte , 
hvorimod stål altid var hende i højeste grad uvelkommen , 
da hans påtrængenhed blev mere og mere 
utålelig . Grevindens allusioner til et nærforestående 
ægteskab med ham , vare ikke til at misforstå , 
og med ængstelse tænkte hun på , hvorledes hun 
skulle forebygge et frieri , da hun forudså , hvilke 
scener et afslag ville medføre . I midten af juni 
rejste kievisch til kongsbergs , og terrainet var nu 
srit for stål . 
En formiddag sagde grevinden til Arabella , at 
en af folkene skulle til byen for at besørge adskillige 
ærinder , og af det var bedst , af han tog Arabellas 
armbånd med , da der var flere ting , juveleren 
skulle reparere . Arabella ville heller synke i jorden 
end tilstå , hvad hendes kærlighed havde bragt hende 
til , og efter en kort kamp med sig selv , sagde hun 
med blussende kinder , af hun måtte tilstå , af hun 
havde taget sin tilflugt til en usandhed , da hun 
sagde det var itu , fordi hun frygtede af vække 

moderens vrede , når hun tilstod , af hun havde 
tabt det . 
Grevinden , der aldrig lod nogen lejlighed gå 
forbi , hvor hun kunne vise sin sande karakker , gav 
en storartet scene tilbedste , hvori hun bebrejdede 
datteren mangel på tillid , på sanddruhed og 
på orden . „ Hvor har du tabt det ? “ spurgte hun . 
„ En aften i tteatret . “ 
„ Har du da intet gjort , for af få det tilbage ? “ 
„ Jo , men alt forgæves . Formodentlig er det 
faldet af , da jeg steg i vognen , og blevet knust i 
trængselen . Det er nu et halvt år siden , og jeg 
får det formodentlig aldrig igen af se . “ Det vemodige 
udtryk , hvormed disse ord blev udtalte , afvæbnede 
lidt grevinden . 
„ Det bliver værst for dig selv , “ sagde hun , 
„ da jeg ikke har i sinde for det første at give dig et 
så kostbart smykke . “ 
Lidt efter trådte stål ind . Hans højtidelige 
ansigt bebudede noget overordentligt , og Arabella 
frygtede for , hvad der nu ville ske . 
„ Hvor det er lummert i dag ! “ sagde grevinden . 
„ Ja , jeg kan ikke udholde det længer , “ sagde 
stål med et ildevarslende blik på Arabella . 
„ Jeg har glemt at sætte friske roser i den chinesiste 

vase , “ udbrød denne , rejste sig , tog sin lille 
stråhat på og ilede ud i haven . 
„ Jeg kan virkelig ikke tillade , at comtessen 
spolerer sine smukke hænder , “ sagde stål og ilede 
efter hende . 
Arabella stod midt i et blomsterbed og fyldte en 
lille kurv med blomster , da stål til hendes ærgrelse 
kom til og sagde : „ Giv mig kniven og lad mig 
hjelpe dem ! “ 
„ Tak ! jeg behøver ingen hjelp . Jeg er desuden 
snart færdig , “ svarede hun . „ Nej ! nej ! kom 
ikke herind ! De træder jo på mine smukkeste 
planter . “ 
„ Siden de ikke vil modtage min hjelp , må 
jeg finde mig deri , men skænk mig en af de rosenknopper 
i deres kurv . “ 
„ Det gør mig ondt at måtte afslå deres 
bøn . “ 
„ Betænk dem vel , komtesse ! “ vedblev stål 
og så stift på hende . „ Jeg lægger i dette øjeblik 
en dybere betydning i deres handlemåde . “ 
„ Så må jeg være dobbelt forsigtig , “ svarede 
Arabella , „ især da det er mosroseknopper , talen 
er om . “ 
„ Hvad mener de dermed ? “ 

„ At denne knop betyder håb , og — at jeg 
intet håb vil give dem . “ 
Efter disse ord gik hun hen til en hvi busk , 
hvis grønne grene hun afskar . Stål sagde ikke et 
ord , men tilkastede hende et hadefuldt blik og gik 
tilbage til huset . Da Arabella senere kom ind , fandt 
hun sin moder alene . Stål havde taget en kort 
afsked og ilede rasende til postgårdeu , bestilte extrapost 
og en time efter jog han til København i en 
oprørt stemning . Han hadede Arabella , ikke fordi 
han var gået glip af hende , men af hendes formue . 
Alle hans luftkasteller vare blæste om som et korthus . 
Hævntanker fore som et lyn gennem hans 
hoved , men disse lyn lignede kun kornmodn ; de 
kunne ikke anrette skade . 
I denne stemning tilbragte han fjorten dage i 
København , og gik omkring knurrende og brummende 
som en buldbider , der kun venter lejlighed til 
at bryde løs . Endelig kom et brev til ham fra 
grevinden . „ Hvad skal jeg med det ? “ udbrød han . 
„ Jeg sætter aldrig min fod mere i det forbandede 
hus . “ Der gik nogle dage , inden han læste det . 
Det indeholdt i de mest insinnante udtryk en bønlig 
anmodning om snart at besøge hende . 
„ Det er dog virkelig en elsfværdig kone , “ sagde 
han til sig selv , „ langt at foretrække for den indbildste , 

snerpede datter . Hun holder af mig . — men hvorfor 
i al verden vil jeg da ikke have hende ? Hendes 
formue er jo endnu større , — og så fik jeg dog 
hævn over Arabella . “ Disse tanker oplivede ham , 
som om han havde undfanget en glimrende ide . 
„ Skade , at hun har et dårligt renomme ! Hvad vil 
verden sige ? “ tænkte han lidt efter . „ Alle finde 
Arabella smuk , og jeg kan just ikke sige , at moderens 
gamle yndigheder er videre tiltrækkende . “ Disse 
refleksioner afkølede ham lidt , men tanken om på 
denne måde at hævne sig på Arabella opflammede 
ham igen , og han besluttede at rejse derud . 
Han fandt grevinden i en chinesisk pavillon i 
hendes have , henkastet på en ottoman , i en atmosfære , 
hvori u8 louguot parfume fortrængte duffen 
fra roserne og heliotroperne . I en orangefarvet 
silkekjole , der tæt sluttede om hendes alt for fyldige 
former , lignede hun ruinen af en fordums skønhed . 
Hun kedede sig næsten tildøde i sin ensomhed , 
men da hun så stål træde ind , rakte hun ham 
hånden med det gladeste og sødeste smil . 
„ Er de der , hr . Desertør ? “ sagde hun . 
„ Men jeg tilgiver dem , så glad er jeg over at se 
dem igen . “ Hun forblev i sin liggende stilling . 
Han trykkede hendes hånd til sine læber , trak en 
taburet hen til sofaen og tog plads . „ Må jeg 

så først og fremmest , “ vedblev hun , „ spørge dem , 
hvorfor de deserterede ? “ 
„ Jeg vil åbent tilstå , at jeg følte mig såret 
over den kulde , hvormed jeg i den senere tid blev 
behandlet her i huset . “ 
„ Hvis Arabella har krænket dem , er det imod 
min villie , “ svarede hun alvorligt , “ og jeg skal tale 
med hende derom . “ 
„ Nej , deres nåde , “ afbrød stål . „ Det er 
dem selv , der har leget med mine følelser . Deres 
brev gav mig atter håb ; ellers havde de aldrig 
set mig mere . “ 
„ Men de tager aldeles fejl , min kære stål . 
De må have misforstået mig . Jeg giver dem 
herved mit uforbeholdne samtykke til at ægte Arabella . 
Den sag kan afgøres endnu i dag . “ 
Kammerjunkeren fremkunstlede en forundring , 
der så aldeles naturlig ud . Han sad , som om han 
havde tabt mælet , medens han grublede over , hvorledes 
han skulle rede sig ud af denne klemme . Af 
naturen , der ikke havde ødslet med forstandens gaver 
på ham , havde han derimod fået en del snuhed , 
der i dette øjeblik kom ham godt til hjelp , og han 
udbrød : „ Nu forstår jeg det hele , og en forklaring 
er nødvendig . Jeg må da først forsikre dem , at 
jeg aldrig har tænkt på at ægte deres datter . “ 

„ Så må jeg sige dem , at de har opført 
dem mildest talt uforskammet , “ for grevinden op 
og rejste sig . „ De har haft os begge til nar , og 
det undrer mig ikke , at de har skjult dem af skam 
over at gøre en ung pige til genstand for folks 
omtale . “ 
„ Men , herre gud ! hør mig dog først ud , “ 
Sagde stål , greb grevindens arm og tvang hende 
næsten til igen at tage plads . „ Det er jo ikke 
deres datter , men dem selv jeg elsker . “ 
„ Mig ? “ råbte grevinden med en forundring , 
der ikke var påtaget . 
„ Ja ! Jeg , kammerjunker og kaptajn stål 
anholder herved om grevinde Frederikke Stjernholms 
hånd . Forstår de mig nu ? “ 
„ Jo ! men hvorfor i al verden har de da gjort 
Cour til min datter og ikke til mig ? 
„ Har jeg da ikke , “ svarede han , „ i år og dag 
adlydt ethvert af deres vink ? Men siden i fjor foretrak 
øe andre , og grunden til deres kulde imod 
mig troede jeg at finde i komtesse Arabellas aldeles 
uforklarlige had til mig . Jeg søgte at vinde hende , 
da jeg vidste , hvor kærlig en moder de er , for at hun 
ikke skulle stå mine ønsker i vejen . Alt var forgæves 
! og jeg opgav ethvert håb , indtil deres brev 

viste mig , at jeg i det mindste med hensyn til dem 
havde taget fejl . “ 
„ Så tilgiv mig , kære stål , “ svarede grevinden 
smt , „ at jeg har miskendt dem , men , som 
øe opførte dem , kunne da ingen dødelig forstå 
dem . “ 
„ Allså ? “ sagde stål og lagde armen om 
hendes liv . 
„ Nej , stop lidt , min ven ! “ sagde grevinden 
med koketteri . „ Jeg må have betænkningstid . Jeg 
havde besluttet aldrig at gifte mig . “ 
Dette var alvorligt ment . Grevinden elskede sin 
frihed og foretrak langt små amouretter for et 
ægteskab . Desuden fandt hun at titlen „ Hendes 
nåde , grevinde Stjernholm “ lød langt smukkere end 
„ Fru kammerjunkerinde “ . Ståls ellers blege ansigt 
blev rødt som skarlagen . Han mindedes kievischs 
spotterier og svor i sit indre , at denne gang 
ville han ikke modtage nogen kurv . 
„ Vil de da bringe mig til fortvivlelse ? “ råbte 
han . „ Har de ikke medlidenhed med de ovaler , 
jeg har gået igennem , når jeg så dem foretrække 
andre for mig ? O , vidste de , hvor højt jeg elsker 
dem ! “ og han kastede sig på knæ for hende . 
Al denne kærlighed kunne grevinden ikke modstå . 
Hendes hjerte bankede af stolthed og henrykkelse . 

med et ømt smil bad hun nu kun om 
betænkningstid til næste dag . 
„ Nej ! “ udbrød han heftigt . „ Jeg rejser mig 
ikke , før jeg har hørt min skjebne . Enten flyder jeg 
mig en kugle for panden , eller de bliver min ! “ 
Det var for meget for grevinden . Hun udstrakte 
sine arme , og med et hviskende „ Ja “ sank 
hun til hans bryst . 
Et par timer efter trådte grevinden ind til 
Arabella , der sad ved sit fortepiano . , „ Arabella ! Jeg 
har en stor nyhed at fortælle dig , “ udråbte hun i 
en triumferende tone . „ Jeg er i dag blevet forlovet 
med kammerjunker stål ! “ 
„ Det er da vel ikke dit alvor , moder ! “ udbrød 
Arabella forfærdet . 
„ Jo , det ved gud det er . Er jeg måske for 
gammel til at gifte mig ? Du burde glæde dig ved 
at se mig så lykkelig . “ 
„ Kære , bedste moder ! “ bad Arabella bønligt . 
„ Vær dog ikke blind ! bryd denne forbindelse , før 
nogen ahner den . Du vil blive ulykkelig med denne 
hjerteløse egoist , der hykler kjerlighed kun for dine 
penges skyld . Tro dog dit barns ord . Jeg er 
måske den eneste , der mener dig det oprigtigt . “ 
„ Det er ikke noget nyt , “ afbrød grevinden 
hende , „ at børn blive opsætsige , når deres fader 

eller moder vil gifte sig igen . Du kan spare dine 
moralsfe formaninger . Jeg ved meget godt , at du 
hader stål , og han har selv frygtet , at du ville 
stille dig mellem ham og mig . Derfra skriver sig 
dine kjerlige advarsler . “ 
Arabella tav . Den tanke , at skulle se en 
anden fader i det ondskabsfulde menneske , fremkaldte 
en så voldsom smerte i hendes sjel , at den 
afspejlede sig i ethvert af hendes træk . Grevinden , 
der i sin lykke var noget mildere stemt end ellers , blev 
lidt medlidende ved synet deraf , gik hen til datteren , 
kyssede hende på panden og sagde : „ Vær nu en 
fornuftig pige og stnd dig i , hvad der ikke kan være 
anderledes . Overvind din barnagtige uvilje mod 
stål , og væn dig til den tanke , at han om kort 
tid skal være dig i faders sted , og at han kan 
fordre agtelse og lydighed af dig . “ 
Da Arabella ved disse ord brast i gråd , forlod 
grevinden hende . Da hun næste øag modtog 
stål , viste hun ham høflighed , og gik ham endog 
venligt i møde . Denne viste sig altid i grevindens 
nærværelse lige overfor Arabella fra sin elskværdigste 
side , men hemmeligt pønsede han stadigt på at 
såre hende , og det lykkedes ham næsten daglig 
at forbittre hende livet . Grevinden derimod var 

ømmere imod hende og omgængeligere end nogensinde 
før . 
11 . 
På kongsberg fortsattes det muntre liv . En 
eftermiddag gallopperede en lille cavalcade hen ad en 
skovvej . I spidsen red baronesse Hilda . En 
mørkegrøn ridedragt fremhævede hendes smukke figur , 
og den lille hat med de lange , sorte fjer klædte 
hendes yndige ansigt fortrinligt . Ved hendes side 
red en elegant rytter , kammerjunker kievisch . Efter 
dem fulgte baron Vilhelm og Norstrand med den 
lille Ellen på en ponny imellem sig . 
„ Jeg vil foreslå selskabet , “ sagde Hilda og 
standsede sin hest , „ at vi her gøre holdt . Græsset 
her er blødt , træernes kroner beskytte os for solen ; 
lad os hvile en times tid . “ 
Næppe havde hun udtalt sit ønske , før kievisch 
var sprungen af hesten , og idet Hildas lille fod 
støttede sig på hans hånd , svang hun sig let af 
saddelen . De andre fulgte eksemplet , og selskabet 
lejrede sig i græsset . 
„ Her er virkelig malerisk , “ sagde kievisch , der 
havde taget plads ved Hildas fødder . „ Her er som 
i en fortryllet lund , og det forekommer mig , at jeg 
ligger ved foden af en af skovens nymfer . “ 

„ For at fuldende det eventyrlige , mangler knn 
et jægerhorn i det fjerne , “ fortsatte Emil . 
„ Havde jeg blot min lille ven , Frank , her , skulle 
den mangel snart være afhjulpen , “ sagde kievisch . 
„ Hvad er det for en lille ven ? spurgte Wilhelm . 
„ Det er en spillemand i garden , der har haft 
en sørgelig barndom , og som jeg specielt har taget 
mig af . “ 
„ Lad os høre den historie ! “ bad Wilhelm . 
„ Det er såmænd ikke værd at opfriske triste erindringer , “ 
Svarede kievisch . 
Comtesse Hilda forenede sine bønner med broderen , 
og kievisch lød sig overtale til at fortælle , 
hvorledes han for 5 år siden for første gang så 
den lille Frank . Han var nemlig i sin bolig blevet 
opskrækket ved et skud , der lød oppe på kvistværelserne ' , 
og efterfulgtes af gennemtrængende skrig . 
Han ilede derop og fandt familiens forsørger med 
gjennemskudt hjerne , endnu med pistolen i hånden . 
, konen kastede sig med sine to små børn over liget . 
Grunden til selvmordet var næringssorger , men 
under så graverende omstændigheder for den nærmeste 
årsag , at “ den pågældende ikke fortjente at 
unddrages offentlighedens dom . Det var en rig 
grosserer , hos hvem den afdøde havde tjent , men 

som var utilfreds med dennes arbeidsdygtighed og derfor 
havde afskediget ham . Han lod ham blive boende i 
sin ejendom for en ringe leje , og da denne ikke blev 
betalt på den bestemte dag , ville den rige og umenneskelige 
ejer kaste den ulykkelige familie ud på 
gaden . Kievsich var gået til grossereren for at 
formå ham til at yde de efterladte nogen hjelp , 
men han fandt under en sieben og fin form et stenhårdt 
hjerte og en ubarmhjertig bøddel mod den 
fattige , der opfyldte ham med foragt . Den fattige 
eller i det mindste ubemidlede lieutenant sørgede blandt 
sine venner og bekendte for , at konen fik arbejde , 
så at hun endnu den korte tid , hvori hun overlevede 
sin mand , kunne ernære sin lille datter , og drengen 
tog han sig specielt af . Han fik ham ansat i , 
garden som spillemand , og han havde den glæde , 
at drengens musikalske talent åbnede ham en lysere 
fremtid . Det var især valdhorn , han blæste , og 
ved mange lejligheder havde kievisch allerede haft 
glæde af ham og høstet lønnen for sin omsorg for 
ham . 
Der opstod en pause , som komtesse Hilda først 
brød ved at sige : „ Hvor det var smukt af dem , at 
tage dem af den stakkels familie ! “ 
„ Det er ikke værd at forringe handlingens værdi 
ved at rose den , “ svarede kievisch . „ Jeg ved næsten 

ikke , hvorledes jeg skulle have handlet anderledes , 
når jeg ikke ville frakende mig selv en smule 
hjerte . “ 
„ Der kan man se , “ udbrød baron Wilhelm og 
rejste sig , „ at der under den letsindige modeherres 
elegante dragt kan findes et langt bedre hjerte , end 
under den såkaldte hæderliges agtværdigt klædning . “ 
Hilda fulgte broderens eksempel og rejste sig . 
Det blev signalet til almindeligt opbrud . „ Soldaterne 
følge deres kammerat til graven med en 
sørgemarsch og forlade den med en lystig Melodi , “ 
Sagde kievisch . „ Lad os følge krigernes eksempel . 
Vi have nu offret de afdøde en alvorlig tanke , lad 
os nu vende tilbage til livet og nyde dets glæder . “ 
Det lille selskab svang sig i saddelen , og i 
den dejlige aftenstund vare de straks alle rede til at 
følge kievischs råd . 
— omtrent en Fjerdingvei fra hovedgården 
boede en ung gårdmand , til hvis datter ' baronesse 
Hilda havde stået fadder . Ved deres hjemkomst 
hørte hun , at barnet var blevet meget sygt , og 
besluttede derfor næste morgen at stå tidligere op 
end sædvanligt , før at besage barnet før frokosttiden . 
Allerede før klokken 7 gik hun den følgende morgen 
derhen , blot ledsaget af sin lille søster Ellen . 
„ Hilda ! Hilda ! “ råbte Ellen pludselig . „ Der 

er tosselars . Han kommer lige hen imod os , og 
han seer frygteligt ud . Hvor skal vi skjule os ? “ 
Hilda så ham nu også komme løbende over 
Marken . Klæderne hang uordenligt om ham , hovedet 
var ubedækket , og det tykke hår flagrede i vinden . 
Hans øjne stirrede vildt på dem . Hun blev 
greben af en lammende skræk . Begge vendte om 
og ilede tilbage så hurtigt som muligt . Da den 
vanvittige så dem løbe , forfulgte han dem . De 
fordoblede deres kræfter , men de svigtede dem snart ; 
de følte sig nær ved at segne om , og ingen hjelp 
var isigte . De hørte hans skridt nærmere og nærmere , 
og pludselig følte Hilda sig greben af hans 
jernhårde hænder . Han bøjede sit røde , fortrukne 
ansigt imod hendes ; hans åndedræt var som et vildt 
dyrs . Det sortnede før hendes øjne , og hun sank 
besvimet til jorden . 
Ellen udstedte et hvinende skrig og forsagte med 
sine små hænder at befrie søsteren , men den afsindige 
gav hende et så voldsomt slag , at hun tørnede 
mod et træ , dog uden at tabe bevidstheden , 
så at hun endnu kunne udstøde det ene hjerteskærende 
skrig efter det andet . Synet af den bevidstløse Hilda 
syntes at glæde den vanvittige . Han betragtede hende 
opmærksomt og brød ud i en vild latter , kastede sig 
over hende og greb hende med begge hænder om 

struben . I samme nu sprang en mand forbi 
Ellen , greb fat i uhyret og kastede ham til jorden . 
En heftig kamp begyndte nu mellem ham og tosselars , 
der var i besiddelse af kæmpekræfter , men Emil 
havde fra begyndelsen såt overhånd over ham 
ved at sætte knæet på hans bryst og fast slutte 
sine hænder om hans håndled , før han tænkte på 
at sætte sig til modværge . 
Han råbte til Ellen , gt hun skulle løbe før at 
få hjelp . I samme øjeblik kom lykkeligvis en 
bondevogn kjorende . Det var på høje tid , thi 
den vanvittige var som et vildt dyr , der udstødte 
hæse hyl og ville bide Emil , medens hans med blod 
underløbne øjne viste , at han ville dræbe enhver , 
hvis han fik overhånd . Ved hjelp af bonden lykkedes 
del at binde ham med et reb og få ham lagt 
op på vognen . Derpå bad Emil bonden at køre 
op til gården , for at underrette beboerne om , hvad 
der var passeret . Hilda lå endnu bevidstløs , og 
Ellen badede hendes ansigt med sine tårer . Emil 
sik koldt vand fra en å og badede hendes tindinger , 
men forgæves , og han blev ængstelig , især da 
han bemærkede underløbet blod på hendes Hals , 
mærker af den vanvittiges fingre . Han betænkte 
sig ikke længe , men løftede hende op på sine arme 

og gik med hende til hendes hjem , fulgt af den grædende 
Ellen . 
Straks efter kom et let kjøretøi farende hen ad 
vejen , det var baron Wilhelms . Han var bleg som 
et lig og i en tone , der røbede den største sjeleangst , 
råbte han , idet han sprang af vognen : „ Er 
der håb om hendes liv ? “ Han rev søsteren ud af 
Emils arme , trykkede den smukke , livløse skabning 
til sit bryst og udbrød fortvivlet : „ O gud ! det er 
min skyld . Jeg lod det uhyre blive her på godset . 
Døer du , velsignede lille søster , bliver jeg 
aldrig menneske igen . “ Ellen hulkede højt , og Emil 
kunne ikke give håb ; han havde selv tabt det . 
Hun blev forsigtigt lagt på vognen ; dens bevægelse 
vækkede hende af hendes dødlignende tilstand . 
Et let suk opsteg fra hendes bryst , hun slog øjnene 
op , men i samme nu lukkede hun dem igen og faldt 
atter tilbage i sin bevidstløse tilstand . Ellen , der sad 
ved hendes side med armen om hendes nakke , havde 
dog set det . „ Hun lever ! “ råbte hun jublende . 
Emil og baron Wilhelm vendte sig hurtigt om , men 
hun lå atter bevidstløs for dem . Broderen ville 
ikke tro Ellen , men hun forsikrede , at hun havde 
slået øjnene op . 
„ Gud være lovet , så er det kun en besvimelse , “ 
Sagde Emil . Baron Wilhelm trykkede hans hånd 

med tårer i øjnene og sagde kun : „ Min taknemmelighed 
mod dem er større , end jeg kan sige 
dem . “ 
Efterretningen om ulykken , som bonden havde 
bragt , udbredte sig snart til alle gårdens beboere . 
De ulykkelige forældre vare lammede af skræk . På 
kievisch virkede det som et lynslag . Han skjulte hovedet 
i begge stne hænder , og man så tydeligt hans 
tårer strømme . Da lyden af vognen nåde hans 
øren , var han den første , der ilede den i møde . 
„ Hun er reddet ! hun lever ! “ råbte Wilhelm 
til ham . 
„ Hun lever ! “ gik det fra mund til mund , og 
som et trylleord vakte det liv hos alle , først og 
fremmest hos de . stakkels forældre . Hun blev båren 
ind og lagt på en sofa , og ved stærke midlerlykkedes 
det omsider at kalde livet tilbage hos hende . 
Men den rystelse , den dødsangst , hun havde gennemgået , 
havde været alt for stærk . Hun vågnede 
op i vildelse , skreg og råbte , at man skulle befrie 
hende for det rædsomme menneske , og hun kendte ingen . 
Flere dage og nætter lå hun i de vildeste fantasier . 
Moderen veg ikke fra hendes seng . Man læste 
ængstelse og bekymring på alle ansigter . På den 
før så muntre og lystige gård herskede der dødsstilhed . 

man vidste ikke , om dødsengelen var i færd 
med at afplukke den smukkeste blomst . — men himlen 
hørte de mange bønner for den kære . Hendes 
ungdomskraft fejrede i denne tavse , mystiske kamp . 
En krisis blev lykkelig overstået , og hun var frelst . 
Årsagen til al denne ængstelse og farer , tosselars , 
blev bragt til en dåreanstalt . Han havde 
været snu nok til , da han hin morgen tilfældigvis 
havde været ubevogtet , at opdage , hvor gårdmandens 
brændevin var gemt , havde brækket låsen op og 
beruset sig , hvorefter han fik et anfald af sit gamle 
galskab . I denne tilstand havde han mødt de unge 
baronesser og straks udset dem til sit offer . 
Den første dag , Hilda kunne komme ind i havestuen , 
var en sand glædesfest for alle . Hun var 
meget bleg og afmagret , men så fortryllende ud 
i sin hvide , kniplingbesatte morgendragt . 
„ Det er første gang , jeg seer dem efter hin 
forfærdelige morgen , “ sagde hun til Emil , idet hun 
rakte ham hånden og lod sine mørke øjne med et 
taknemligt blik hvile på ham . „ Jeg skylder dem 
mit liv . Hvorledes stat jeg kunne gjengjelde dem 
det ? “ 
Kievisch ønskede sig i dette øjeblik i Emils 
sled . 

„ Den største løn , “ svarede Emil , „ er den bevidsthed 
at have kunnet redde deres liv . “ 
„ Jeg vil tro dem , “ sagde den gamle baron . 
„ Min kone og jeg føle begge , at uden dem havde 
min datter været et dødens bytte , og vi takke dem 
af hjertet . Betragt fra i dag mit hus som deres 
andet hjem , og vær forsikrer om , at de i hele deres 
liv ikke vil finde trofastere venner end os . “ 
„ Og en moders taknemlighed svigter ligeså 
lidt som hendes moderkærlighed , “ tilføjede baronessen . 
Den gamle , livlige stemning vendte atter tilbage . 
Man lo og spøgte , men da baronesse Hilda 
endnu var svag , samledes man efter middag i havestuen 
istedetfor at strejfe om i omegnen . Posten kom 
daglig , og man greb begjerligt efter aviser og breve . 
En dag var iblandt brevene et til kievisch . Da 
han havde læst de første linier , udbrød han : „ Har 
i 
jeg nogensinde hørt mage ! Min gamle ven , kammerjunker 
stål , er blevet gal ! “ 
„ Er stål gået fra forstanden ? “ spurgte baron 
Wilhelm . 
„ Ja , det seer således ud , “ svarede kievisch . 
„ Han har forlovet sig med grevinde Stjernholm . “ 
Enhver af de tilstedeværende brast i latter , 

undtagen Emil . „ Men hvem kan dog have bragt 
ham på den ide ? “ spurgte baron Wilhelm . 
„ Sagen er , “ svarede kievisch , „ at magelighed 
altid har været ståls skødesynd . Han har altid 
ønsket en herregård , og den skal nu grevindens 
penge hjelpe ham til . Jeg vil dog råde ham til , 
når jeg seer ham , at han sørger for at få en 
ejendom med en smuk skov til , for at han kan få 
et anstændigt egetræ at hænge sig i . “ 
„ Har grevinde Stjernholm ikke en datter ? “ 
Spurgte den gamle baron . 
„ Jo , en udmærket smuk og yndig pige ! “ sagde 
kievisch med et udtryk , der var helt forskelligt 
fra hans tidligere satiriske tone , og hvorover både 
baronesse Hilda og Emil studsede . 
„ Moderen var også engang smuk , “ vedblev 
baronen og trak på skulderen . 
„ Men komtesse Arabella ligner ikke i fjernesle 
henseende sin moder , “ tog kievisch ivrig ordet . 
„ Hun er den elskværdigste og qvindeligste unge pige , 
man kan tænke sig . “ 
„ Man siger ellers , at æblet falder ikke langt 
fra stammen , “ indvendte baronen . 
„ Da er her et eksempel på , at selv en fordærvet 
stamme kan bære en smuk frugt , “ svarede kievisch 
og rødmede . 

„ Det er næsten utroligt , under sådanne omgivelser 
og med et så flet eksempel for øje , “ bemærkede 
baronessen . 
„ Hvorledes den unge pige har kunnet udvikle 
sig så smukt og så ren , ved jeg ikke , “ svarede 
kievisch alvorligt . „ Himlen benytter undertiden forunderlige 
midler , og man bør ikke fordømme børnene 
for forældrenes skyld . “ 
Samtalen blev afbrudt ved at en tjener meldte , 
at hestene stod for døren . De unge herrer havde 
aftalt en ridetour , og kievisch gik et øjeblik bort for 
at forandre sit toilet . 
„ Der havde vi nær gjort kievisch vred . Det 
var hans ømme side , vi angreb , “ sagde baron 
Wilhelm polisk . 
„ Hvorledes det ? “ spurgte moderen . 
„ Han er naturligvis forelsket i den unge komtesse 
op over begge øren . Han kommer meget i det 
stjernholmske hus , og når vi kende hans mening 
om grevinden , er det da tydeligt , at han ikke 
kommer der for hendes skyld . “ Med disse ord forlod 
også baron Wilhelm værelset , for at ride ud . 
„ Hvor du seer bleg og angreben ud , Hilda ! “ 
Udbrød baronessen ængsteligt og greb datterens 
hånd . „ Du er jo iskold . “ 
„ Jeg har vistnok overanstrengt mig i dag , “ svarede 

Hilda og forsøgte at rejse sig , men sank atter tilbage 
i lænestolen . 
„ Kom til ro , mit kære barn , “ sagde baronen . 
„ Støt dig til mig . Når du har hvilet dig , 
går det nok over . “ Han lagde armen om hendes 
liv og mere bar end førte hende til hendes værelse . 
Her faldt hun i en heftig gråd , der i høj grad 
ængstede forældrene . Der blev straks sendt bud efter 
lægen , og da han kom , lå hun i feber . Man 
vågede over hende hele natten , og først hen ad morgenen 
blev hun roligere , og feberen tog af , men det 
varede flere dage , inden hun kunne forlade sit 
værelse . 
Den eneste , der havde gennemskuet grunden til 
hendes tilbagefald , var Emil , fordi han selv følte en 
lignende smerte . Også han havde tilbragt en søvnløs 
nat . Den medbejler , hans fantasi før havde foregøglet 
ham , kendte han nu , og han tvivlede ikke om , 
at Arabella til sidst måtte gjengjelde den kærlighed . 
„ Og dog elsker han hende ikke som jeg ! “ tænkte 
han . „ Han er god , hjertensgod , men letsindig . Ellers 
havde han ikke således flagret om baronesse Hilda 
med en andens billede i hjertet . “ Han gennemgik 
i tankerne alt , hvad der kunne give ham håb , men 
nu udlagde han alt som følgen af medlidenhed med 
den fattige , forurettede kunstner . 

da Hilda atter kunne forlade sit værelse , og 
kievisch med hjertelig deltagelse ytrede sin glæde 
over atter at se hende i deres midte , svarede hun 
så koldt , næsten spottende , at han forundret stirrede 
på hende . I samme øjeblik kom Emil ind . Hun 
rakte ham venligt hånden og sagde med sin sædvanlige 
milde stemme : 
„ Tak for deres venlige forespørgsler til mig 
gennem lille Ellen ! “ og hun henvendte sig i den 
følgende samtale næsten udelukkende til ham . 
Kievisch trak sig noget fornærmet tilbage . Han 
opdagede snart , at Hilda stadig undgik ham . Enhver 
af hans venlige ittringer besvarede hun på en sareastisk 
måde , som han før ikke havde kendt hos 
hende . Emil så det og forstod det . Det forekom 
ham , at de begge kæmpede på en og samme valplads . 
Et hjerteligt , søsterligt forhold opstod imellem 
dem , og dette kom ganske naturligt , da Emil fra 
den . Dag , han havde reddet hendes liv , af hele det 
kongsbergske hus blev betragtet og behandlet som 
et medlem af familien . Kun kievisch bedømte det 
anderledes , især da han mærkede , at Emil var bleven 
tilbageholdende lige overfor ham og ikke opsøgte ham 
som tidligere . 
Kievisch , der troede at have opdaget en gensidig 
kærlighed , blev skinsyg og følte sig forstemt og ubehageligt 

tilmode . Han forsøgte vel at indbilde sig 
selv , at den sag jo kunne være ham aldeles ligegyldig , 
men det lykkedes ham ikke , og han besluttede 
at forlade kongsberg . Alle baron Vilhelms overtalelser 
hjalp ikke . Han rejste . Fra den dag var 
Hildas påtagne munterhed forbi , og hun gik stille 
og tankefuld omkring . 
„ Stakkels pige ! “ tænkte Emil , „ der før var så 
livsglad og munter ! Man siger , at kærlighed strøer 
roser på menneskets vej ! Den bortriver roserne 
og lader kun tornene blive tilbage . “ 
12 . 
Kammerjunker ståls bryllnp med grevinde 
Stjernholm var bestemt til begyndelsen af februar . 
Grevinden skulle forinden ordne sine pengeaffairer , 
og efter Arabellas indstændige anmodning var doktor 
Anker blevet hendes curator . Det viste sig , at 
næsten hele hendes formue var sat i grosserer Frederiksens 
handel . Han var en af Københavns flotteste 
grosserer , hvis vovelige spekulationer altid vare 
kronede med et usædvanligt held . Doktor Anker var 
ikke af dem , der beundrede og applauderede grossererens 
halsbrækkende kunststykker , og han besluttede 
med Arabellas samtykke at tage den del af forumen , 

der tilhørte hende , ud af hans handel . Grossereren 
blev i høj grad fornærmet , og udbad sig i al fald 
frisf til den næste termin , da han ikke havde 
en så stor sum disponibel for øjeblikket . Det gik 
Anker ind på . 
En dag sad stål og grevinden alene i det 
chinesiske lysthus . „ Jeg har noget at foreslå dig , 
min kære , “ begyndte stål . „ Og jeg håber , at 
du ligesom jeg føler , at vor kærlighed er så stor , 
at vi kunne opoffre alt for hinandens lykke . “ 
„ Det bør du ikke tvivle om , “ svarede grevinden , 
„ men du gør mig ganske nysgerrig . Hvad 
vil du foreslå mig ? “ 
„ Jeg vil kun have et bevis på din kærlighed , 
min engel . Det er kun et lille offer fra din 
side . “ 
„ Du gør så måge forberedelser , “ bemærkede 
grevinden , „ at det seer ud , som om du havde noget 
ubehageligt at sige mig . “ 
„ Så vil jeg uden omsvøb sige dig , “ afbrød 
stål , „ at min ven , ritmester silfverskjold , vil sælge 
sit gods i Skåne , og har spurgt mig , om jeg vil 
købe det på fordelagtige vilkår . “ 
„ Det ville være en dårlig spekulation , “ udbrød 
grevinden . „ Da Stjernholm døde , så jeg , 
hvorledes alle mennesker på gården bedroge mig , 

og jeg takkede gud , da jeg vel blev af med den . Det 
samme ville gentage sig , da vi jo i København 
ikke kan have tilsyn med en ejendom i Sverrige . “ 
„ Det har jeg også tunkt på , “ svarede stål . 
„ Jeg har derfor besluttet at tage min afsked . Jeg 
ved nok , at du ikke holder af landlivet , men som 
en kærlig hustru vil du nok følge mig og leve med 
mig på en herregård . “ 
Grevinden så på ham med et blik , der røbede 
alt andet end kærlighed . „ Aha ! “ udbrød hun . „ Så 
det var det lille offer ? Du er virkelig beskeden i 
dine fordringer . Jeg hader at bo på landet , og 
så vil du oven i købet begrave mig i et fremmed 
land ? “ 
„ Det skal du ikke frygte , “ indvendte stål . 
„ Den svenske adel er netop en omgang for dig . 
Nej , bliv nu ikke hidsig . Det er dog ikke for meget 
forlangt af en mand , der tilbeder dig . “ 
„ Dine ord og fraser bryder jeg mig ikke en 
døit om , “ svarede grevinden . „ Viis du det i 
gerningen og opgiv din plan . Vi blive boende i 
København , og til vinter indfører du mig ved 
hoffet . “ 
„ Du vil altså leve for verden og ikke for 
micf ? “ spurgte stål i en bitter tone . 

„ Og du vil leve for din magelighed og ikke 
for mig ? “ udråbte grevinden . 
„ Jeg kan ikke forstå , “ vedblev stål i samme 
bittre tone , „ af du kan elske København , endskønt 
den indeslutter erindringer , som jeg synes , du helst 
måtte undflye . “ 
„ Skal det være en allusion til min fortid ? “ 
For grevinden op . „ Du stammer dig måske over 
mig , den rige grevinde , der er så tåbelig af ville 
gifte sig med en sættig kaptajn ? “ 
Stål for op fra sin stol , purpurrød i ansigtet . 
„ Rikke ! Du forglemmer dig . ' “ råbte han , men 
han tænkte , af hvis det nu blev forbi mellem dem , var 
det også forbi med de to hundrede tusinde daler , 
og af han heller måtte give efter , til brylluppet var 
overstået . Så skulle han nok vise , hvem der var 
herre i huset . ' 
grevinden tænkte ligeså , „ hvis det bliver forbi 
mellem os , blev jeg til spot og latter , men jeg vil 
ikke bo på landet . Pengene er mine . Han får 
ikke en skilling . Nu ved jeg , hvad han spekulerer 
på . “ 
Efter en pause , hvori enhver besfjeftigede sig 
med disse tanker , begyndte stål . „ Jeg vil se af 
glemme dine ord . “ 

„ Nu vel , lad det så være glemt . Opgiv du 
dine planer . Jeg samtykker aldrig deri . “ 
„ Det skal vi få at se , “ tænkte stål , men 
sagde : „ Du har måske ret i , at det var en ufornuftig 
spekulation . “ 
„ Endelig går du da i dig selv , “ vedblev 
grevinden glad . „ Og så lover du mig at præsentere 
mig ved hoffet ? “ 
„ Jeg er da ikke gal , “ tænkte stål , men sagde : 
„ Det bliver da ikke før vi blive gifte . “ 
Derefter fulgte en forsoningsscene , og grevinden 
triumferede over sin indbildte sejr . 
En af de følgende morgener blev Arabella overrasket 
ved , at hendes kammerpige indførte gamle 
Jacobs kone , der grædende og jamrende styrtede på 
knæ for hende og med foldede hænder råbte : „ Frels 
ham , nådige komtesse ! De have flæbt ham i 
fængsel ! “ 
Arabella var nærved at besvime . En frygtelig 
ahnelse greb hende , og hendes stemme rystede , da 
hun bad konen at fortælle hende alt . Hun fortalte , 
/ 
at man havde beskyldt Jacob for at have stjålet et 
armbånd fra grevinde Stjernholm , at han havde 
tilstået , at han havde solgt smykket , og uagtet han 
svor på , at han var uskyldig , havde man dog arresteret 
ham som tyv , især fordi han ikke ville forklare , 

hvorledes han var kommen i besiddelse deraf , og 
hvortil han havde brugt pengene . Førend man transporterede 
ham bort , havde han dog fået lejlighed til 
at hviske til sin kone , at hun skulle fortælle comtessen 
alt , men under fire øjne , da hun var den 
eneste , der kunne frelse ham . 
Arabella var bleg som døden , medens hun søgte 
at berolige den stakkels kone . I samme øjeblik 
styrtede moderen ind i stuen . 
„ Det er en dejlig historie ! “ råbte hun . „ Jeg 
tænkte straks , at det var stjålet , men det faldt mig 
rigtignok ikke ind , at Jacob var tyven , ham du 
elsker så højt . Der seer du igen , hvor meget jeg 
tænker på dig . Havde jeg ikke meldt det til politiet , 
havde du aldrig fået dit armbånd igen . “ 
„ Det har du gjort , moder ? “ spurgte Arabella . 
„ Ja ! og i dette øjeblik er jeg bleven stævnet til 
at møde for politiet , da det har opdaget , at et armbånd 
af den opgivne beskrivelse i forrige vinter er 
blevet solgt til en iuveleer for 1200 rigsdaler af 
et bud ved navn Jacob Petersen , der før har været 
tjener i vort hus . “ 
„ Jacob er ingen tyv ! “ råbte konen og vred 
sine hænder . „ Om de også flæbe ham i tugthuset , 
påståer jeg , at han er uskyldig . “ 
„ Det er noget snak ! “ sagde grevinden . „ Han 

har jo selv tilstået , at han har solgt armbåndet . Følgelig 
er han en tyv . “ 
„ Jacob har solgt armbåndet for mig , og jeg 
har modtaget pengene for det , “ sagde nu Arabella 
med fast stemme . Den stakkels kone sukkede og græd 
af glæde , men grevinden erklærede det for en usandhed , 
der kun skulle redde Jacob , og mente , at intet 
menneske ville tro noget så usandsynligt . Arabella 
svarede ikke , men gik ind i sit værelse . Et øjeblik 
efter kom hun tilbage med juvelerens kvittering . 
Grevinden stirrede stum af forbavselse på datteren , 
og greb hende heftigt i armen med det udråb : 
„ Hvad kan du sige til din undskyldning og retfærdiggørelse ? “ 
„ Intet ! “ svarede Arabella . „ Jeg beder kun om 
din tilgivelse . “ 
Heldigvis trådte stål i samme øjeblik ind 
og studsede ved at se den hele situation . Grevinden 
slap Arabellas arm og begyndte med heftige gestikulationer 
at fortælle , hvad der var passeret . Stål 
hørte roligt derpå , men hans ondskabsfulde smil og 
lumske sideblik undgik ikke Arabella . 
„ Har du kendt mage til datter ? “ endte grevinden 
sin beretning . „ Hvad vil verden dømme , 
når den hører , at komtesse Stjernholm sejer sine 

smykker ud , og at moderen anmelder dem før politiet 
som stjålne sager ? “ 
„ Det er en meget kombineret historie , “ sagde 
stål med en vigtig mine ; „ men du skal ikke dømme 
din datter , før du har hørt hendes bevæggrunde . 
Måstee ligger der en dyb hemmelighed til grund . “ 
„ Det er rigtigt ! “ mente grevinden . „ Arabella ! 
Du har øjeblikkelig at fortælle , hvorfor du solgte 
dit armbånd , og hvortil du har brugt pengene . 
Til pynt og fornøjelser har det ikke været . Det 
nægter jeg dig aldrig . “ — „ Hvor længe vil du 
lade mig vente på svar , “ vedblev hun , da Arabella 
taug . Hendes tårer slode rigeligt , men hun 
var fast besluttet på , ikke at give sit hjerte eller 
den unge maler til pris før moderens eller ståls 
spotterier . 
„ Arabellas taushed bekræfter min formodning , “ 
Sagde stål . „ Det er nok bedst , at jeg tager mig 
af den historie og får fyren løsladt , førend den 
kommer ud mellem folk . “ 
„ Ja , min dyrebare stål ! “ udråbte grevinden . 
„ Spar hverken på penge eller på gode ord . 
Sagen må neddysses . Gud være lovet , fordi jeg 
har dig , medens min datter kun volder mig sorg og 
ulykke . Jeg stoler på din klogstab og dit ædle 
hjerte . “ 

stål lovede , intet at forsømme , tog kvitteringen 
ud af Arabellas hånd og lagde den i sin 
brevtaske . Derefter holdt han en formaningstale til 
Arabella om , intet at skjule for sin moder , der burde 
være hendes fortrolige i alt , og begav sig straks bort , 
for at tage til København . Da Jacobs kone ville 
gå , tog Arabella hendes hånd og sagde : 
„ Gå med gud ! Tilgiv mig al den sorg , jeg 
mod min villie har forårsaget eder . Hils Jacob fra 
mig og sig ham , at jeg snart kommer til byen for 
at tale med ham . “ 
Da moder og datter blev ene , fulgte naturligvis 
nogle ubehagelige scener . Hverken vrede , trudsler 
eller befalinger kunne formå Arabella til at 
røbe sin hemmelighed , og således forløb et par 
dage . Stål kom tilbage og fortalte , at sagen var 
neddysset , men at det ikke havde været ham muligt 
at skaffe armbåndet tilveie . Juveleren havde nemlig 
solgt det til en dame , der rejste til Amerika . Denne 
efterretning bedrøvede Arabella , da hun dog havde 
troet idetmindsfe at få det udbytte af den hele 
historie , at se sit kære smykke igen . 
Istedetfor at stål ved sin nærværelse skulle 
gøre forholdet mindre pinligt , arbejdede han tværtimod 
på at gøre det endnu mere spændt mellem 
moder og datter . Grevinden rådede han til ikke 

at ydmyge sig ved at trygle om en fortrolighed , der 
tilkom hende , og Arabella var stadig genstand for 
hans ondskabsfulde hentydninger . Grevinden gjorde 
intet spørgsmål mere , men talte så godt som aldrig 
til Arabella , der måske under andre forhold ville 
have tilstået hende sandheden . Hun behøvede nu al 
sin tålmodighed for at bære det kors , der var 
pålagt hende , og som tyngede hende mere og mere , 
jo nærmere hun lærte ståls indflydelse og karakter 
at kende . 
— i midten af september flyttede grevinden 
til København , og det syntes , at hun nu ville søge 
oprejsning for den lange , kedsommelige tid , hun 
havde tilbragt på landet . Den ulykkelige stål 
måtte være i uafbrudt aktivitet , fare fra visit til 
visit , og havde oven i købet den ærgelse , at se mange 
sarkastiske smil , når man lykønskede ham , eller 
når han præsenterede sin forlovede . Da de fleste 
familier endog undlode at gøre contravisit , bestyrkedes 
han endnu mere i sin beslutning , at ville bo 
på landet , når han blev gift , endskønt han forudsatte 
den skærsild , han måtte gå igennem , før 
han kom så vidt . Ved tanken om alle disse forestående 
scener blev hans humør mere og mere 
pirreligt , og det gik ud over Arabella , da han ikke 
turde lade grevinden undgjelde for sit onde lune . 

Io blidere og elskværdigere Arabella var , desto 
hårdere forfulgte han hende , da han sølle , hvor langt 
lykkeligere hun kunne have gjort ham , og med hvilken 
stolthed han kunne have forestillet hende for verden 
som sin brud . Alt dette bidrog til , at hans følelse 
for hende næsten blev hadefuld , så at det , ved også 
stadig at ægge moderen mod hende , til sidst lykkedes 
ham at gøre hjemmet til et helvede for hende . På 
sit ensomme værelse udgræd hun sin sorg , og så 
ikke nogen ende på den . Hun kendte ingen af sin 
slægt , hos hvem hun kunne søge sig et nyt hjem , 
når moderen giftede sig ; thi de vare alle fjendtligt 
stemte mod grevinden og havde kun lidet tilovers for 
datteren , som de ikke kendte . 
Under alle disse smertelige forhold havde hun 
dog to sande venner , der kastede en lysstråle over 
hendes mørke liv ved at tage hendes forsvar på en 
hensynsfuld og sfånsom måde . Det var doktor 
Anker og kammerjunker kievisch , der i den senere 
tid var bleven en stadig gæst i huset og med stor 
interesse fulgte sagernes gang . Ligeoverfor Arabella 
var han åben og hjertelig , som en ven , ikke 
som en elsfer , skønt han vidste , at han nærede en 
sådan følelse for hende . Grunden dertil var en 
stadig voksende agtelse og ærbødighed , der gav hans 
kærlighed et større præg af alvor end nogensinde 

før . At vinde hende , anså han vel for en lykke , 
men når han tænkte på moderens karakter og 
på ståls modbydelige og latterlige forhold til 
hende , nølede han og vågede over sig , for ikke letsindigt 
at lege med hendes hjerte og måske forøge 
den byrde , der allerede tyngede på hende . Arabella 
glædede sig- over hans venskab , men kievisch var 
hende ikke farlig . Hendes hjerte tilhørte en anden . 
I slutningen af november finde vi grevinden , 
Arabella , stål og kievisch samlede ved en splendid 
diner hos grosserer Frederiksen . Ved bordet blev 
historien om baronesse kongsbergs fare og frelse 
omtalt , og en ung frøken , der „ kendte enhver omstændighed 
ved den “ , fortalte , hvorledes en ung 
kunstner , Norstrand , havde frelst begge de unge damers 
liv , og at han siden betragtedes næsten som 
søn i det kongsbergste hus . 
„ Han er for otte dage siden kommen med kongsbergs 
hertil byen , “ således endte hun , „ og han har 
allerede fået flere bestillinger , end han kan overkomme . 
Han er også en udmærket kunstner , og de 
portræter , han har taget af baronen og baronessen , 
vinde alles udelte bifald . “ 
Nu begyndte en almindelig lovtale over Emil . 
Den ene fremhævede hans talent , en anden hans 
skønhed , en tredie hans hele ridderlige væsen o . s . v . , 

og da kongsbergs familie var meget anset , vakte 
historien sensation , og den fattige , beskedne kunstner 
blev pludselig dagens helt . Kun to af de tilstedeværende 
delte ikke begejstringen , nemlig grevinden 
og stål , der med indædt harme måtte høre på 
lovtalerne , og det var kun med meget besvær at 
stål fik hende til at tie , af frygt for at hun skulle 
forløbe sig . 
„ Alt , hvad jeg har hørt i dag , har glædet mig , “ 
Sagde en ældre officer . „ Jeg har kendt den unge 
kunstner som dreng , og ved , at han er en vakker 
og ufordærvet ung mand , der har måttet kæmpe 
mod en hård skæbne og små kår . “ 
Arabellas hjerte bankede af glæde over ethvert 
lille laurbærblad , der blev flettet om Emils navn . 
Hun henvendte sig til kievisch , der sad ved hendes 
side , og spurgte ham , hvorfor han aldrig havde fortalt 
hende den historie , da han jo havde været på 
kongsberg i sommer . Han rødmede og gav et undvigende 
svar , og Arabella spurgte ham da , om han 
ikke delte den almindelige mening om Nordstrand . 
„ 2o , jeg mener , at alt , hvad der er sagt om 
den talentfulde unge kunstner , fortjener han i fuldt 
mål , “ svarede kievisch , hvis åbne karakter altid 
fejrede i enhver kamp mod smålig skinsyge . 
Samtalen blev afbrudt , da værten i en meget 

smigrende tale udbragte en skål for grevinde 
Stjernholm og hendes forlovede . På grevindens 
rynkede pande og opbragte blik så han , at samtalen 
ikke behagede hende , og han søgte derfor at udglatte 
rynkerne ved sin fade tale . Kort efter rejste 
selskabet sig og fordelte sig i de mange glimrende 
værelser . En udmærket pianist tog plads ved et 
kostbart flygel og fængslede snart alles opmærksomhed . 
Arabella havde trukket sig tilbage til et lille 
kabinet , hvor musikens toner hentryllede hende i 
fantasiens land . Hun drømte , at den lille lanrbærgren , 
hun engang skænkede Emil , var vokset op til 
et løvrigt træ , og at hun så ham stå i dets 
skygge og række armene ud imod hende . Med et 
par kunstige accorder forstummede musiken , og 
fantasierne flygtede bort , men hun kunne hviske til 
sig selv : „ Den , jeg elsker , er min kærlighed værdig . “ 
13 . 
„ Det er et hundeliv ! Jeg tror , gud fordømme 
mig , jeg er bleven mager af al den hoveritjcnesfe , 
der begynder med frokosten , hvor dagsprogrammet 
opsættes . Først til modehandleren , mannfacturhandleren , 
kniplingshandleren , båndhandleren og 
alle de handlende , fanden har opfundet . Så til 

juvelerer , parfumerer , på meubelmagasiner , i jernboutikker 
o . s . v . for det velsignede udstyrs skyld . 
Så komme alle de fordømte visiter til creti og 
pleti ; og når vi komme dødtrætte hjem , så enten i 
middagsselskab eller selv have fremmede . Ere vi 
tilfældigvis hjemme , må jeg læse højt ! Om aftenen 
i tteatret eller på conkert . Det er en complet 
musikgalsfab . Hun forstår sig ligeså lidt på 
musik som jeg . Og til syvende og sidst skal alle 
dagens begivenheder rekapituleres , inden jeg får 
lov til at gå hjem . “ 
Således talte stål halvhøjt med sig selv , henstrakt 
i en gyngestol og med cigaren i munden . 
„ Men , “ vedblev han , „ min tid kommer også . Så 
skal jeg vise , at jeg ikke lader mig bøje og beherske , “ 
Og så begyndte han igen at drømme om de mange 
penge og det magelige herregårdsliv , men blev afbrudt 
af kievisch , der kom ind i værelset , så spørgende 
på stål og udbrød : 
„ Vi er dog alle nogle store børn , som hele 
livet igennem more os med at blæse sæbekugler . “ 
„ Hvad mener du med det ? “ sagde stål . 
„ Nu ligger du der , “ svarede kievisch , “ og 
gotter dig med din cigar og ved dine udsigter , og 
ahner ikke det uvejr , der er brudt løs over dig . 

det gør mig ondt , at jeg skal være den første , der 
bringer den nyhed . “ 
„ Tal nu ikke i gåder ! “ bad stål temmelig 
forundret . 
„ Det gør mig meget ondt for komtesse Arabella , “ 
Vedblev kievisch , og et alvorligt og vemodigt 
udtryk afspejlede sig i hans smukke ansigt . 
„ Men jeg beder dig at tale rentud , hvis du 
vil , at jeg skal forstå dig . “ 
„ Har du da ikke hørt , hvad hele byen i dag 
taler om , at grosserer Frederiksen har gjort en storartet 
fallit og er rømmet til Amerika ? Et handelshus 
i Bordeaux har trukket ham med , da han allerede 
længe har stået på svage fødder . Alt er 
pantsat ; der er ikke en skilling til creditorerne . “ 
Stål blev dødbleg . Alle hans skønne drømme 
vare med et tilintetgjorde . Han tabte cigaren ud 
af munden og gik op og ned i værelset , uden at 
sige et ord , før han blev afbrudt af sin tjener , der 
bragte et brev fra grevinden , hvori hun bad ham 
øjeblikkelig at komme til hende . 
„ Sig grevinden , at hun snart skal høre fra 
mig , “ sagde stål , og tjeneren gik . 
„ Jeg skal følge dig derhen , “ sagde kievisch . 
„ Det vil ikke være ubeskedent , da du ved , hvor 
megen del jeg tager i deres ulykke . “ 

„ Men jeg går ikke derhen , “ svarede stål 
trodsigt . „ Vil du gå derhen , må du gå 
alene . “ 
„ I nødens time skal man kende sine venner , “ 
Sagde kievisch alvorligt . „ Vil du da trække dig 
tilbage ? “ 
„ Du ved ikke , hvad jeg i disse måneder har 
gennemgået . Jeg har været hendes tjener , hendes 
hund . “ 
„ Altså ? “ 
„ Jeg vil være ærlig imod dig , “ sagde stål 
efter et øjebliks betænkning . „ Du kan da ikke tro , 
at jeg nogensinde har elsket denne kvinde . Jeg ville 
. kun være rig , og derfor ville jeg udholde alt , men 
ikke en time længer end til bryllupsdagen . Nu 
stod jeg lige ved målet , og så styrter hele bygningen 
sammen ! “ — han sank om i en stol og 
skjulte fortvivlet ansigtet i sine hænder . 
„ Under andre omstændigheder , “ svarede kievisch , 
„ ved jeg nok , hvad jeg ville kalde din opførsel , men 
måske er der noget , der kan undskylde dig lige overfor 
grevinden , men lige overfor komtesse Arabella 
har du jo opført dig som — — “ 
„ Du lader til , “ afbrød stål ham med et ondskabsfuldt 
smil , „ at have meget tilovers for æradella . 

jeg giver dig min velsignelse . Mere kan 
du ikke forlange af mig . “ 
Kievisch værdigede ham ikke et svar og ville 
forlade ham , men med en ynkelig stemme kaldte 
stål ham tilbage . „ Du må ikke gå endnu , 
førend du har lovet mig ikke at lade grevinden vide , 
at jeg har hørt noget om den fordømte fallit . Det 
er en venflabstjenesfe , jeg beder dig om , og råd 
mig så , på hvilken måde jeg bedst kan hæve den 
ulykkelige forbindelse . “ 
„ Skriffligt ! Det er det eneste råd , jeg kan 
give dig , “ svarede kievisch . „ Skriv straks , og jeg 
skal sige dig min mening om det . “ 
„ Det er godt nok at sige , skriv straks ! men jeg 
ved ikke , hvilke grunde jeg skal angive for et så 
pludseligt brud . “ 
„ Jeg giver dig en halv time til betænkningstid . 
Er dit brev så ikke færdigt , går jeg . “ Med 
disse ord satte kievisch sig hen i sofaen , tændte en 
cigar og bladede i en bog . Det morede ham at 
iagttage stål , der under denne uvante hjerneanstrengelse 
sad og vred sig utålmodigt , og blev mere 
og mere rød i hovedet . 
„ Nu fik jeg en ide ! “ udråbte stål . „ Jeg 
vil skrive , at jeg er for gammel til at gifte mig . “ 
„ Det kan du skrive med en god samvittighed , “ 

svarede kievisch . „ Enhver , der seer dig i de daglige 
folder , kan give dig attest derpå . “ 
„ Du er i grunden uforskammet , “ mente stål . 
„ Nej , jeg siger dig blot sandheden . Det er 
mit privelegium lige overfor dig , og ifølge det vil 
jeg nu også gøre dig opmærksom på , at du med 
det samme tager afsted med alle fremtidige ægteskabsplaner . “ 
„ Hvorfor det ? “ spurgte stål . 
„ Ligefrem fordi enhver dør vil være lukket for 
dig efter denne historie , der ikke vil bringe dine 
aktier i vejret , at sige når man mærker , at du 
banker på med frierhænder . “ 
„ Derfor vil jeg fra dette øjeblik betragte mig 
som en gammel mand , “ svarede stål med et dybt 
suk , et afskedssuk . 
„ Dertil siger jeg amen , “ lo kievisch og tog 
afsfed . 
— samme morgen stod grevinde Stjernholm 
i sin dagligstue , beskjeffiget med at studere den nyeste 
modejournal . I værelset ved siden af ventede 
hende et frokostbord , der kunne bringe enhver lækkermunds 
tænder til at løbe i vand , og hvor der var 
dækket til tre personer . Hun ventede utålmodigt sin 
forlovede , og da det ringede i entreen , blev hun 
ubehageligt overrasket , da ikke han men doktor Anker 

lidt efter trådte ind . Arabella kom på samme tid 
ind fra den modsatte side , og ved at se Ankers 
alvorlige og sorgfulde blik , udbrød hun : 
„ De har vist en hjobspost at bringe os ? “ 
„ Det har jeg , “ svarede han . „ Har de intet 
hørt ? “ Da hun benægtede det , satte han sig og sagde , 
at det gjorde ham ondt , at netop han skulle bringe 
efterretning om en ulykke , der havde rammet dem 
begge , men som han håbede , de ville bære med fatning . 
Derefter fortalte han så lempeligt som muligt , 
hvad vi ovenfor have hørt i samtalen mellem 
kievisch og stål . 
Da grevinden hørte , at hun var ødelagt , udstødte 
hun et skrig og sank i heftige kramper tilbage 
i lænestolen . Da hun kom nogenlunde til sig selv , 
for hun omkring på gulvet som en afsindig , udstødende 
forbandelser over Frederiksen og over den 
skæbne , der gjorde hende til en tiggerske . Arabella 
bevarede sin fatning og søgte tilligemed Anker at berolige 
moderen , uden at det lykkedes dem , hverken 
ved at forestille hende sagen som mindre farlig , eller 
ved at tye til religionens trøst . 
„ Hvad mon stål vil sige til alt det ? “ udbrød 
grevinden pludselig . „ Hvorfor er han ikke kommen 
endnu ? — send øjeblikkelig bud efter ham ! Jeg 
vil tale med ham . “ 

doktor Anker , der ikke kunne blive længer , tog 
afsfed med nogle trøstende ord og lovede at komme 
igen i dagens løb . Tjeneren kom tilbage med hilsen 
fra stål , at grevinden skulle høre fra ham . 
Arabella fattede mistanke , men rødmede selv over 
den , da hun dog ikke kunne tro så flet om stål . 
Tjeneren blev atter sendt afsted , for at sige kammerjunkeren , 
at han øjeblikkelig måtte komme , men lidt 
efter vendte han tilbage , da han havde mødt kammerjunkerens 
tjener med et brev til hendes nåde , 
hvilket han hermed bragte hende . 
Da grevinden havde læst det , udstødte hun et 
hvinende skrig , kastede brevet på gulvet , trampede 
på det og fik atter krampe . Medens de tililende 
folk hjalp hende , læste Arabella brevet , der lød : 
„ Min kære veninde ! Da vi stå i begreb med 
„ at foretage os det for mennesket vigtigste skridt i 
„ Livet , tør jeg ikke opsætte at meddele dig den over „ beviisning , 
jeg efter moden overvejelse er kommen 
„ til , at jeg er for gammel til at indtræde i ægte „ standen . 
Den ungdommelighed , som du har beva „ ret 
både i dit ydre og i dit indre , fordrer en ung 
„ Mand før at gøre dig lykkelig . Jeg har kun din 
„ Lykke før øje , og derfor giver jeg dig herved dit 
„ Ord tilbage . Jeg håber , at du intet øjeblik mis „ kender 

mine bevæggrunde til det før mig så smer „ telige 
skridt , og at du altid vil mindes mig som 
„ din trofaste ven . 
Stål . “ 
Forgjeves anvendte Arabella alle midler , før at 
bringe sin moder til besindelse , og fortvivlet sendte 
hun bud efter doktor Anker . Da han kom , lod hun 
ham læse ståls brev , der vakte hans dybeste foragt . 
Han gik hen til grevinden , der kastede sig krampagtigt 
til alle sider , og først ved at gribe hendes arm og 
fæste et gennemborende blik på hende , lykkedes det 
ham et øjeblik at tvinge hende til rolighed . 
„ Slip mig ! “ råbte hun . 
„ Nej , ikke før de lover mig at sidde stille og 
høre mig . “ 
„ Jeg vil intet høre ! “ 
„ Men de skal høre mig , “ vedblev han roligt . 
En kraftløshed greb hende , og uden at sige et ord 
sank hun grædende tilbage i stolen . Arabella tog 
kærligt hendes hånd og trykkede den i begge sine . 
„ Se på deres datter , grevinde ! “ sagde 
Anker , „ dette kærlige og fromme væsen , som gud 
har skænket dem , og svar mig så oprigtigt , om 
de heller ville give afkald på hende end på stål ? “ 
Grevinden så forundret på ham , og han vedblev : 
„ De har måske aldrig tænkt på , hvorledes han 

daglig arbejdede på at stille en kløft mellem dem 
og deres datter . Han gravede langsomt men sikkert , 
og til sidst ville han uden tvivl have undergravet den 
smukkeste af alle kvindens følelser , deres moderkærlighed . 
Øg hvad havde de fået til erstatning ? 
En kold og hjerteløs egoist . — jeg er overbevist om , 
at han har erfaret tabet af deres formue , førend 
han stred det brev . “ 
„ Har de nogensinde i deres liv læst et falsfere , 
nedrigere og mere udtænkt brev end det ? “ 
Spurgte hun heftigt , og truede med at falde tilbage i 
krampe . 
„ Det er min pligt , deres nåde , at sige dem , “ 
Vedblev Anker med uforstyrret rolighed , „ at de for 
deres datters skyld ikke bør glemme deres kvindelige 
værdighed , ved et øjeblik længer at sørge over 
et menneske , der har handlet så lavt . “ 
Dette gjorde ingen virkning på grevinden , i 
hvis hjerte stål virkelig havde haft en plads , 
og Anker måtte vedblive . 
„ Den eneste måde , hvorpå de kan undgå 
verdens spot , er at bære med værdighed den krænkelse , 
han har tilføjet dem . “ 
„ Den vil alligevel ramme mig . Man vil spotte 
en fattig , ulykkelig skabning . “ 
„ Fattigdom fortjener aldrig spot , “ sagde Anker 

med den samme værdige tone , som han havde bevaret 
under hele samtalen . „ Det kommer an på dem 
selv , hvorledes de vil bære de forandrede kår . 
Læg mærke til den blide og stille resignation , hvormed 
deres datter bærer sin ulykke , og man skulle 
dog tro , at det var vanskeligere før ungdommen at 
give afkald på mange af livets nydelser . Jeg kan 
godt forstå , at det især må smerte dem før hendes 
skyld . “ 
Grevinden blev skamfuld . Hun hævede blikket , 
så på Arabella og trykkede hende til sit bryst med 
en hjertelighed , hun aldrig før havde viist hende . 
„ Stakkels barn ! “ sagde hun . Arabella lagde grædende 
sit hoved til moderens skulder . „ Du sagde 
altid , at han ikke duede , “ tilføjede hun lidt efter 
næsten hviskende . 
„ Glem ham , moder ! og hold lidt af mig , “ bad 
Arabella . 
„ Du tror måske , at jeg elsker ham endnu ? “ 
Råbte grevinden og rejste sig . „ Jeg hader og afskyer 
ham ! “ 
Doktor Anker lovede at komme igen næste dag , 
for at aftale , hvorledes sagerne bedst kunne ordnes , 
og hvorledes man bedst skulle realisere alle de kostbare 
luxusgjenstande . „ De vil nok med tiden komme til 
den erkendelse , at der kan findes lykke i et tarveligt 

hjem , når der kun hersker fred og enighed . “ Med 
disse ord forlod Anker grevinden . Arabella fulgte 
ham ud og takkede ham for hans skånsomme og 
kærlige ord . 
Da grevinden blev alene med sin datter , gav 
hun sin sorg på ny luft , snart i ville udbrud , 
snart i en stille Jammer . Hun lignede et barn , der 
stamper mod en jerndør og græder over sin egen 
afmagt . Omsider fik Arabella hende bragt til sengs . 
Lidt efter fejrede trætheden , og hun faldt i en dyb 
og fast søvn . Arabella søgte sit eget værelse ; hun 
gik gennem de pragtfulde værelser med en egen følelse 
af undseelse og smerte , og først da hun var 
alene , kunne hun give sit eget hjerte luft . 
„ Min gud ! “ bad hun . „ Forlad mig ikke , viis 
mig den rette vej , nu da et nyt afsnit af mit liv 
begynder . Giv mig kraft og mod til at gå fremtiden 
imøde . Lær mig at savne rigdomme — og 
det kan jeg , det vil jeg , men jeg trænger til din 
faderlige hånd . Vend min moders hjerte fra 
verden til mig , så at hendes prøvelser kunne blive 
til velsignelse for hende . “ 
Da hun havde sluttet sin bøn og tænkt på , 
hvor lidt verdens goder kunne flabe lykke ; da hun 
følte en byrde lettet fra sit bryst ved at vide stål 
forsvunden fra hendes kreds , og endelig , da hendes 

tanke førte hende til den , hos hvem den helst dvælede , 
da kunne hun slumre ind med et glad og sorgfrit 
hjerte . 
14 . 
Vi have længe ikke besøgt Emils forældre . De 
sidde sammen de gamle i skumringen et par dage 
efter de foregående begivenheder . 
„ Ved du , hvad jeg tænker på , mutter ? “ 
Spurgte vagtmesteren pludselig . 
„ Jeg troede , at min kære mand sov , og så 
sidder han og tænker ? “ svarede den venlige kone . 
„ Jeg har også sovet , “ svarede han , „ og derfor 
ere tankerne nu så klare . Jeg tænkte over , hvor 
alt dog har forandret sig siden i fjor . “ 
„ Vor herre har været god mod Emil , da han 
lod ham træffe disse velsignede kongsbergs . Men 
han er også et sjældent menneske , en søn vi kan 
være stolt af . “ 
„ Det er jeg min salighed ! også , “ råbte vagtmesteren ; 
„ ligeså stolt , som om han var bleven 
oberst . “ 
„ Tys ! tys ! Fatter ! Du har jo lovet Emil ikke 
at bande . “ 
„ Ja vist ! Men det er sgu også for galt , siden 
den dreng kom i det fornemme selskab , “ brummede 

den gamle . „ Nu kan hans fine øren ikke tåle at 
høre en lille uskyldig ed . Han er i stand til at gå 
hen og blive en hel modeherre ? “ 
„ Men dog bliver han ved at være en kærlig 
søn , “ vedblev moderen . 
„ Ja , ja da ! det er sandt . Men en ting må 
du indrømme mig , at Emil er en løjerlig stokfisk . 
Jeg tror , gud hjelpe mig , at han endnu aldrig har 
været forelsket . “ 
„ Jeg ved ikke , hvad jeg skal sige om det , “ sagde 
madam norsfrand . „ Somme tider tror jeg det , 
og somme tider tror jeg det ikke . Når jeg taler 
til ham derom , siger han , at han kun vil leve for sin 
kunst . “ 
„ Han flægter sgu ikke sin fader på i det kapitel , “ 
Mente Norstrand . 
„ Det skulle du glæde dig over , “ svarede hans 
kone . 
„ Nå ja da , “ sagde den gamle godmodigt . 
„ Men du har ikke noget at klage over , mor ! Vi 
to gå nu nedad bakke hånd i hånd til vor 
grav , og jeg ville nok , førend jeg går bort , se 
den , Emil skal følges med ; thi det duer min sjel ! 
Ikke at være ene . “ 
„ Destoværre tror jeg , at Emils beslutning er 
urokkelig , “ sagde moderen , da i det samme raske , 

ungdommelige skridt lod sig høre på trappen , og 
Emil trådte ind . 
„ Hvor her er mørkt ! “ udbrød han forundret . 
„ Vi kan så godt passiare i mørke , vi to gamle , “ 
Sagde Norstrand , og hans kone gik ud for at hente 
lys . Lidt efter kom hun med en smuk lampe , og 
nu så man , hvilken forandring der var foregået i 
værelset . Gulvtæppe på gulvet , smukke tykke Gardiner , 
nye møbler , og Norstrand i en magelig lænestol 
istedetfor på den hårde sofa viste , at den 
lykke , sønnen havde opnået , også kastede refleks 
over de gamle forældres bolig . 
„ Vi sidde just og tale om dig , Emil , “ sagde 
hans fader , „ og vi vare enige om , at det ville være 
en velsignelse , når du engang bragte os en rigtig 
rar lille kone hjem . Men du er så løjerlig . Det 
skulle have været mig , da jeg var ung ! “ 
Emil blev vemodigt stemt , men svarede med en 
forceret livlighed : „ Jeg har noget ganske andet alvorligt 
at tænke på end sådanne dårskaber . Jeg 
har formælet mig med min pensel , og det er en 
' fordringsfuld hustru , der lægger beslag på mig i 
et og alt . Du må nu finde dig i , at nøjes med 
den svigerdatter , fader ! “ 
„ Det er noget djævelblændt sludder ! “ udbrød 
den gamle . „ Om forladelse ! Det var ikke pænt 

sagt , men jeg ved min sjel ! ikke , hvad det er for 
fiskeblod , der ruller i dine årer . “ Dermed greb 
han en Avis , hvormed han næsten skjulte sit ansigt , 
idet han lod som om han læste i den , medens hans 
kone med sorg betragtede Emils vemodige smil , 
og havde sine egne tanker derom . Emil afbrød tausheden 
med af sige : 
„ Jeg har et forslag af gøre eder . Du , fader , 
klager så meget over trapperne og over varmen 
heroppe . Jeg har derfor lejet en net lille lejlighed i 
en stueetage på Nørrebro til eder , og dertil hører 
en have med lysthus , hvori du kan ryge så mange 
piber , du vil . “ 
„ Det kan jeg sgu lide , “ udbrød gamle norsfrand . 
„ Så kan jeg leve op igen . Og mutter , som holder 
så meget af blomsler ! Det var smukt af dig , 
min dreng . “ 
„ Men er der nu også et godt atelier til dig ? “ 
Spurgte moderen . 
„ Nej , der er kun plads til eder , men jeg har 
været så heldig af få så mange bestillinger , af 
jeg må have mit atelier inde i byen . Jeg må 
arbejde fra morgen til aften , men jeg lover af spise 
hos eder hver middag , og der bliver vel også en 
aften tilovers for mine kære forældre . “ 
Madam norsfrand var ikke synderligt glad over 

det arrangement , men den gamle vagtmester sagde 
på sin djærve maner : „ Jeg kan sgu ikke lide det 
kjellingeri . Et ungt menneske har godt af at være 
lidt på sin egen hånd , og det kan jo være , at det 
netop giver ham lyst til selv engang at sætte ordentligt 
Bo . “ 
Jo længere man talte om disse forandringer , 
desto mere opklaredes madam Norstrands ansigt . 
En times tid forlød hurtigt . Lidt efter kom doktor 
Anker . Han fortalte Emil alt , hvad der var passeret 
i den stjernholmske familie og fremhævede især 
den forskellige måde , hvorpå moder og datter 
havde taget den ulykke , der var rammet dem . Fornemlig 
talte han om komtesse Arabellas sjelstilstand . 
Emil spurgte ham ængsteligt , om der var fare 
for , at de skulle komme til at lide nød . 
„ Nej ! “ svarede Anker . „ Jeg har talt med comtessen 
om deres anliggender ; thi med grevinden kan 
det ikke hjelpe at tale . Den afdøde Greve har efterladt 
sin datter en fast , ikke ubetydelig rente , og 
grevindens smykker og luxusartikler ville nok kunne 
gøres til en halv snes tusinde daler . Til at 
holde heste og vogn bliver der rigtignok ikke råd , 
så at grevinden nok vil kalde sig selv det fattigste 
og ulykkeligste menneske på jorden . “ 

„ Den onde kjelling ! “ brummede vagtmesteren . 
„ Det er ikke mere end retfærdig gjengjeldelse . “ 
„ Jeg tror også på en sådan nemesis , “ svarede 
Anker . „ Det er dog midt i den sorg en stor lykke 
for Arabella , at hendes onde dæmon , denne stål , 
har hævet sin forlovelse med moderen . For at staffe 
sig ham fra halsen , kan man gerne afse en ganske 
god kapital . “ 
„ Den gamle , forfængelige tosse ! “ brummede 
igen vagtmesteren . 
„ Jeg har engang hørt hende benytte Maria 
Stuarts ord : « is eosur 68t toujour8 vieres pour 
un nouve ! amour , » sagde Anker til Emil . 
„ Det er en modbydelig frase i en dames mund , “ 
Mente Emil . 
„ Men den betegner grevinden “ indvendte Anker . 
„ Jeg må nu afsted . Jeg har flere patienter at se 
til . “ Dermed tog han afsted fra dem alle , efter at 
have afslået madam norsfrands venlige indbydelse 
at drikke the med dem . 
De nyheder , Anker havde bragt , gjorde et levende 
indtryk på den lille kreds . Vagtmesteren kunne 
ikke blive træt af at tale derom med sin kone , medens 
Emil sad tavs og hensunken i dybe tanker , hvilket 
ikke undgik hans moders opmærksomhed . Hun fik 
en æhnelst om , hvorledes det hang sammen , og beklagebe 

sin stakkels søn , thi det måtte jo være en 
håbløs kærlighed , mente hun , at elske en dame 
som komtesse Arabella . 
Da Emil var ene på sit værelse , forekom det 
ham , som om Arabella i dag var kommen ham nærmere . 
Rigdommens mur var falden , men han 
følte , at der var flere end den , der skilte dem fra 
hinanden . ' han åbnede en hemmelig skuffe , tog 
laurbærgrenen frem og trykkede den til sine læber . 
„ O , gid jeg engang kunne sætte en myrthekrands på 
dit hoved , ligesom du engang smykkede mig med 
denne ! “ tænkte han , men tilføjede lidt efter , „ Nej ! 
For mig bliver du aldrig andet end komtesse Stjernholm ! “ 
Han skjulte atter sin helligdom . 
„ Bort , alle i kærlighedens drømme ! “ vedblev 
han . „ Jeg er et arbejdets barn . Jeg bør ikke 
stræbe højere end efter det , som arbejdet kan give 
mig . Rig eller fattig , hun står dog alt for hent for 
mig . Kast kærligheden bort , den fløver og svækker 
mig , i stedet for at opmuntre mig , når der ikke er 
håb om gjenkærlighed . “ 
— han blev sin beslutning tro , arbejdede ufortrødent 
dag ud og dag ind . Tiden forløb hurtigt , 
medens han med magt koncentrerede sine tanker i 
kunsten , og den indbragte ham både hæder og penge , 
langt mere end han nogensinde havde drømt om . 

15 : 
grevinde Stjernholm var og blev utrøstelig . 
Hun tænkte og talte kun om sin ulykke , sit had mod 
grosserer Frederiksen og stål , og trættede alle ved 
sine ynkelige klager . Hendes misfornøjelse steg , da 
hun mærkede , hvorledes alle de venner , som hendes 
sekstaber havde lokket , efterhånden forsvandt . Hun 
ombyttede sin store lejlighed med en mindre , og af 
tjenestefolkene beholdt hun kun kokkepigen og kammerjomfruen , 
hvilken sidste hun erklærede på ingen 
måde at kunne undvære . Ekvipager og de møbler , 
der ikke kunne rummes i den nye lejlighed , blev 
solgte ; men sine smykker ville hun ikke sælge , og 
for første gang hørte man hende tale om sin afdøde 
elskede mand , der havde skænket hende dem , og at 
hun derfor ikke kunne skille sig ved dem . Da Anker 
forestillede hende , at hun kun ved at sælge dem kunne 
tænke på at beholde sin kammerjomfru , rejste hun 
sig i sin fulde højde , tilkastede ham et lynende blik , 
og forlod værelset majestætisk . Anker måtte smile 
ved denne højtidelige bortgang , men smilet forsvandt , 
da hans blik faldt på Arabella , der fortvivlet 
spurgte , hvad enden skulle blive derpå . 
Deres moder må mod sin villie tvinges til 
fornuft , “ svarede han . „ Frygt de ikke . Gud forlader 
ikke dem . “ 

medens grevinden sad med hænderne i skødet 
og klagede , var Arabella ikke et øjeblik ledig , 
men syslede omkring som en venlig husalf . Skønt 
også hun følte trykket , klagede hun aldrig , men 
tænkte på Emil , der også havde kæmpet samme 
kamp . Hans våben var arbejdet , men hvorfra 
skulle hun få det våben , undtagen ved orden 
og nøjagtighed i hele husvæsenet ? Grevinden overlod 
hende gerne husets bestyrelse , og Arabella 
anvendte al den økonomi , der var hende mulig ; 
men det var hende en vanskelig opgave at tilfredsstille 
moderens urimelige og ufornuftige fordringer , 
uden at komme i forlegenhed . 
Kievisch , der var en af de få , der vedbleve 
at besøge grevinden , iagttog med hemmelig beundring 
Arabellas hele færd , og hans kærlighed snarere 
forøgedes end formindskedes ved den forandring , der 
var foregået . En formiddag trådte han uanmeldt 
ind i den nye bolig og fandt Arabella i dagligstuen 
alene og beskjeftiget med et håndarbejde . 
„ Hvorledes finder de vort nye hjem ? “ spurgte 
Arabella og bad ham tage plads . 
„ Nydeligt , som alt hvad deres hånd har 
ordnet “ , svarede han . „ Men vil de ikke føle savn 
af alt det , de var vant til ? “ 
„ O nej ! Jeg vil intet savne . Desuden kan vi 

her få det meget godt , og være glade og tilfredse i 
vore små kår , når blot moder var af samme 
mening og ikke fandt sig så ulykkelig . “ 
„ Hvor kan hun søle sig ulykkelig , når hun har 
en datter som dem ! “ udbrød han , og da Arabella 
smilede roligt til ham , vedblev han : „ Arabella ! Når 
de vidste , hvor højt jeg elsker dem , og hvor lykkelig 
jeg ville være , hvis de ville blive min ! “ 
Arabellas arbejde sank ned i skødet ; hun blev 
bleg , og tårerne stod hende i øjnene . 
„ Hvorledes skal jeg forklare deres tårer ? “ 
Spurgte kievisch ængsteligt . 
„ Er der ikke grund til tårer , når man står 
fare for at miste en ven og Broder ? “ svarede hun 
bedrøvet . 
„ Nu forstår jeg dem , komtesse ! “ udbrød han 
og rejste sig med en stolt mine . 
„ Forlad mig ikke således ; jeg beder dem , “ vedblev 
Arabella . „ Bliv og hør roligt , hvad jeg vil 
sige dem . “ — kievisch salte sig igen hos hende . 
„ Vær vis på , at jeg erkender , at de har været 
mig en trofast og sand ven . Derfor har jeg i mit 
stille sind betragtet dem som en kær Broder og 
holdt af dem som en sådan , uden at tænke på , 
at deres følelser for mig vare af en anden natur . 
Nu , da jeg hører det , smerter det mig at skulle 

volde dem sorg — de , som fortjener at blive 
elsket . “ 
„ Ingen er herre over sine følelser , “ svarede 
kievisch , „ og når de intet håb har at give mig , 
vil det kun være ubehageligt for os begge at forlænge 
denne samtale . “ 
Med en dyb rødme holdt Arabella ham tilbage 
og vedblev : „ De skal være den første , til hvem jeg 
vil betroe min hemmelighed , for at vise dem , hvor 
stor pris jeg sætter på deres venskab , og hvor 
højt jeg agter dem . — jeg har bortgivet mit hjerte 
til en mand , der er mig værdig , men livets forhold 
adskille os , og derfor har jeg besluttet aldrig 
at give nogen anden min hånd . “ 
„ Læg de kun deres hånd med tillid i min , 
som i en Broders , “ sagde kievisch med en blød , 
bevæget stemme . „ Tilgiv , at jeg et øjeblik blev 
bitter . Det er jo ikke deres skyld , at enhver , der 
kender dem , må elske dem . “ 
„ Sig ikke det , “ sagde Arabella smilende . „ Jeg 
trænger ofte til overbærenhed , og jeg beder også 
dem om den , fordi jeg mod min villie har voldet 
dem sorg . Betragt mig i fremtiden som en 
veninde . Jeg er nu så ensom og trænger til en 
ven , der kan styrke mit mod . — jeg ved , hvad 

håbløs kærlighed vil sige , når den først har fæstet 
rod i hjertet ; men deres er endnu så ung . “ 
„ Jeg lover at opfylde deres bøn , så meget 
det står i min magt , “ svarede kievisch rørt og 
kyssede ærbødigt Arabellas hånd . „ Farvel , min 
veninde ! Vi ses snart igen ! “ 
Udenfor Stjernholms mødte han baron Wilhelm , 
der blev meget glad ved at gjensee ham og 
ville overtale ham til at følge med sig hjem til middag , 
men kievisch afslog det , da han kun var lidt 
oplagt til selskabelighed efter den foregående scene . 
„ Kom da på søndag , “ vedblev han . „ Der 
kommer kun et par gode venner . Men måske en 
vis ung dame også den dag lægger beslag på 
dig . “ 
Kievisch blev blussende rød . „ Der er ingen , 
der lægger beflag på min tid , og jeg stat med 
fornøjelse komme , men jeg troede , oprigtigt talt , at 
dine forældre ikke længer brøde sig om at se mig . “ 
„ Hvad er det for en passiar ! “ lo Wilhelm . 
„ Lad os ikke tale derom . Måske tager jeg 
fejl , “ sagde kievisch og forlod ham . 
Det var dog ingen fejltagelse af kievisch . 
Det havde nemlig truffet sig så uheldigt , at 
han flere gange havde måttet afslå kongsbergs 
indbydelser , fordi han skulle til Stjernholms . 

dette gjorde et så stærkt indtryk på baronesse 
Hilda , at hendes forældre ikke kunne blive uvidende 
om hendes hemmelighed , og de gjorde nu alt , for at 
hun skulle glemme ham . Han blev ikke oftere indbuden 
og blev modtaget med kulde , når han aflagde 
visiter . Om alt dette var baron Wilhelm uvidende , 
da han kun opholdt sig sjældent i København , han 
kom nu hjem og fortalte , at han havde indbudet 
kievisch til næste søndag , men at denne havde 
frygtet for , ikke at være vel set i familien . 
„ Hverken din moder eller jeg , “ sagde den gamle 
baron , „ kan gøre for , at han foretrækker grevinde 
Stjernholms hus for vort . “ 
„ Så ? “ svarede Wilhelm . „ Ja , det lader til 
at han bygger og boer der . Jeg traf ham , da han 
kom derfra , og det undrer mig , at det ikke er blevet 
til alvor mellem komtesse Arabella og ham . “ 
„ Kievisch er en letsindig herre , “ sagde baronen 
med usædvanlig heftighed , „ og det geråder ham ikke 
til ære at være en så stadig gæst der . “ 
Baron Wilhelm tav , da han vidste , at det ikke 
kunne hjelpe at forsvare sin ven , men det gjorde ham 
ondt for ham . 
„ Hvor du seer dårlig ud , Hilda ! “ sagde han 
lidt efter . „ Jeg kan ikke lide at se dig så bleg og 

vemodig . Det er mig som en samvittighedsbebreidelse . “ 
„ Du fager fejl , kære Wilhelm ! “ 
„ For spurgte alle til min smukke og livlige søster , “ 
Vedblev han , „ men nu komme alle og beklage 
dig , fordi den ulykkelige begivenhed i sommer således 
har taget på dig . Det er tungt for mig at 
høre på . “ 
„ Det skal du ikke bryde dig om , “ sagde Hilda . 
„ Det er let nok at sige . Du kunne dog i det mindste 
gøre dig umage for at se lidt munter ud . 
Jeg kan for min død ikke finde mig i det bededagsansigt . “ 
„ Sæt dig nu ikke grå hår i hovedet for 
min skyld , lille Wilhelm ! “ svarede Hilda , smilende 
over broderens vrede . 
„ På den måde bliver du aldrig gift , lille 
Hilda ! “ 
„ Hold nu op at drille din søster , “ afbrød moderen , 
„ jeg har udtænkt et middel , der nok vil helbrede 
Hilda . “ 
Hilda løb hen til sine forældre , for at erfare 
deres planer , og fik at vide , at de havde tænkt at 
gøre en baderejse i juni måned og derefter en 
tour til Italien , Schweitz eller Spanien , og at de 
havde bestemt at blive borte et helt år . 

„ Gid vi kunne rejse den dag i morgen ! “ udbrød 
Hilda glad . Baron Wilhelm , der måtte blive hjemme 
for at bestyre godset og ikke havde lyst til at drikke 
brsndvand , lovede at støde til familien i slutningen 
af året . 
Da kievisch næste søndag besøgte kongsbergs , 
var han usædvanligt alvorlig og tavs . Hilda tænkte , 
at hans tanker vare andetsteds , og undgik ham så 
meget som muligt . Ved bordet sad hun hos Emil 
ligeoverfor kievisch , og omtalte med så megen henrykkelse 
den forestående rejse , at kievisch tænkte ved 
sig selv : „ Den lille baronesse er ikke fri for capriker . 
Mig har hun nu engang beæret med sit had , 
og til Emil , som jeg troede hun nærede en dybere 
følelse for , fortæller hun , hvor glad hun er ved at 
skulle stilles fra ham ! “ 
16 . 
Et år er forløbet . Ankers familie , bestående 
af den smukke moder med fire ligeså smukke livlige 
børn , hvoraf det ene endnu er så lille , at det må 
bæres på armen , er forsamlet i den hyggelige dagligstue 
og venter faderen hjem . 
„ Der er han ! “ råbte den seksårige Edvard , 
sprang ned af sin gyngehest og løb ham i møde . 

de to småpiger klyngede sig til ham og modtoge 
under uendelig jubel hans kærtegn . Først da klokken 
var otte , blev de bragte til ro . Anker tog plads 
hos sin kone i sofaen og sagde kærligt : „ Nå , 
hvad nyt har du så oplevet i dag ? “ 
„ Noget meget interessant , “ svarede hun polisk . 
„ Jeg har opdaget en hemmelighed . “ 
„ Det var mærkværdigt . Det har jeg også . 
Lad mig nu først høre din hemmelighed . Du har 
hele dagen været sammen med komtesse Arabella . 
Det ahner mig , at du har åbnet en lille hjertedør 
og kigget ind . “ 
„ Rigtigt ! — vi gik efter bordet en tur sammen , 
og hvem tror du , vi mødte ? Emil Norstrand ! 
Det gav et sæt i Arabella , og da han gik forbi og 
hilsede meget ærbødigt , blev hun blussende rød , og 
det lykkedes hende ikke at genoptage vor samtale 
endskønt hun øjensynligt gjorde sig megen umage . 
Jeg lod , som om jeg intet bemærkede , men førte 
samtalen hen på kærlighed og ytrede min forundring 
over , at en så smuk og elskværdig pige som 
hun ikke endnu havde fundet nogen , der var hendes 
kærlighed værdig . Hun svarede med en inderlig 
vemod , at det ikke var hendes skyld , og bad mig 
ikke at tale om den ting . — jeg er sikker på , at 
hun elsker ham . “ 

„ Og jeg er sikker på , “ afbrød Anker , „ at han 
elsker hende . Jeg havde længe ahnet det , men jeg 
anså det for urigtigt at opmuntre ham . Vished 
fik jeg først engang i efteråret , da han spurgte mig , 
om der ikke var tale om en forlovelse mellem Arabella 
og kievisch . Du skulle have set hans glæde , 
da jeg sagde nej ; og endnu mere , da jeg fortalte ham , 
af kievisch var rejst til Paris , for af tilbringe vinteren 
der . Nu har jeg oven i købet i dag erfaret noget , 
der bestyrker min mistanke , og det er den hemmelighed , 
jeg mente . “ 
„ Hvad er det ? spurgte Fru Anker . 
„ Jeg er nylig bleven læge hos en juveler Christensen . 
Jeg var hos ham i dag , og vi kom til af 
tale om tyverier af juveler . Pludselig spurgte han 
mig , om jeg kendte grevinde Stjernholm ? Det forundrede 
mig , og nu betroede han mig en lang historie 
om et af hendes datters armbånd . “ 
Anker fortalte nu den hele affaire , og endte med 
af berette juvelerens forundring over , af en så rig 
dame kunne bære sig så besynderligt ad , og af stål 
dengang havde taget det løvte af ham , ikke af fortælle 
denne begivenhed , for ikke af blamere den unge 
dame . 
„ Jeg bad ham også om , “ vedblev Anker , „ af 

fortie historien , og forsikrede ham , af comtessen 
havde brugt pengene i et veldædigt øjemed . “ 
„ Hvoraf vidste du det ? “ spurgte hans kone . 
„ Når jeg sammenholder den tid , da Arabella 
solgte smykket , og da madam Norstrand uventet fik 
sendt de 1000 rigsdaler . “ 
„ Du har ret , “ afbrød Fru Anker . „ Jeg kunne 
græde af glæde over den stakkels , søde pige ! Gid 
vi kunne gøre noget for hende ! “ 
„ Det seer ikke lyst ud for hende , “ sagde Anker . 
„ En sådan moder er kun flabt til ulykke for sig selv 
og andre . Altid utilfreds og ufornuftig . Hun tager 
stadig op af sin kapital , og det vil hun naturligvis 
vedblive med , indtil hun kun har datterens penge 
tilbage . “ 
„ Og så oven i købet at have en ulykkelig kærlighed ! “ 
Udbrød Fru Anker . „ Men der må jo dog , 
kunne gøres noget ! “ 
„ Det kan blive vanskeligt nok , “ mente Anker . 
„ For det første en blodig fornærmelse , og så denne 
standsforskel . “ 
„ Hvad det sidste angår , “ sagde fruen , „ er 
norsfand en så udmærket og talentfuld kunstner , 
og har så megen dannelse , at han er hævet 
langt over sin fødsel . Desuden må hans kærlighed , 

hvis den er sand , kunne kaste glemselens slør over 
en nok så blodig fornærmelse . “ 
Da Anker og hans kone en halv time efter 
sadde ved ttebordet , kom Emil for at gøre en så 
sildig visit , da han vidste , at han ikke på anden 
tid kunne træffe sin ven hjemme . Da han i samtalens 
løb spurgte til kongsbergs , hørte han , at de 
ventedes hjem om otte dage . Efter theen gik Anker 
og Emil ind i studereværelset , for at ryge en cigar , 
og der blev bragt dem vin og glas ind . 
„ Iaften vil jeg proponere en skål , som vi 
endnu aldrig have drukket sammen , “ sagde Anker og 
fyldte glassene , — „ for din tilkommende kone ! “ 
Jeg vil tømme dette glas på din kones velgående , “ 
Sagde Emil . „ Jeg gifter mig aldrig . “ 
Skålen blev drukken , og Anker bemærkede , at 
en alvorssky lagde sig over Emils ansigt . 
„ Emil ! “ begyndte Anker efter en pause . „ Lad 
os som altid tale fortroligt sammen . Hvorfor vil 
du ikke gifte dig , når du dog elsker og bliver 
gjenelsket ? “ 
„ Hvorledes falder du på den tanke ? “ spurgte 
Emil forbavset . 
„ Hvad det første angår , “ svarede Anker , 
„ fordi jeg i år og dag har opdaget komtesse Arabellas 
billede i dit hjerte . “ 

Emil rødmede stærkt og sagde alvorligt : „ Ja , 
du har ret ! Jeg elsker Arabella , og netop derfor 
vil jeg ikke gifte mig . “ 
„ Og når jeg nu for det andet siger dig , “ 
Vedblev Anker , „ at hun elsker dig ? — du ryster på 
hovedet ? Jeg ved det , og jeg skal betroe dig en 
hemmelighed , jeg i dag har opdaget . “ 
Anker fortalte ham nu hele historien om armbåndet . 
Emil hørte på ham med spændt opmærksomhed , 
og , da han endte , udbrød han : 
„ Jeg har i mit stille sind altid tænkt det , men 
jeg har aldrig ahnet , hvad hun har lidt derved for 
min skyld . Men det er ikke første gang , hun er 
en lysets engel for mig . Da moderen hånede og 
spottede mig , var hun den , der ved sin blidhed udflettede 
fornærmelsen . “ 
„ Når du altså skylder hende så meget , hvorfor 
da ikke åbent og ærligt tilstå hende din kjerlighed ? “ 
Spurgte Anker . 
„ Der er gået lang tid siden , “ svarede Emil , 
„ og i årenes løb kan hendes følelse have forandret 
sig . Måske har denne følelse aldrig været kærlighed , 
og jeg viste hende da kun en slet tjeneste , 
når jeg nødsagede hende til at give mig et afflag . “ 
„ Du vil da ikke , at hun skal frie til dig ? “ 
Spurgte Anker . 

„ Hvis du kunne se i mit hjerte , Anker , hvor 
ubeskrivelig hent jeg elsker hende , ville du ikke på 
den måde friste mig . “ 
„ Og alligevel fastholder du din beslutning , ikke 
at gifte dig ? “ 
„ Jeg har ikke opgivet håbet , “ svarede Emil 
begejstret , „ engang at kunne kalde den engel min . 
I mit hjerte har jeg oprejst et alter for hende , og 
det knæler jeg daglig for . — men , “ vedblev han roligere , 
„ først må jeg have erhvervet mig en uafhængig 
og anset stilling . Har du godhed for hende , vil 
du ikke , at jeg skal kaste fattigdommens jernlænke 
over hendes kærlighed efter så megen opoffrelse . “ 
„ Du glemmer , at komtesse Arabella ikke længer 
er rig . “ 
„ Men hun er og bliver dog komtesse Stjernholm , 
og jeg vil ikke , at hun skal stige ned til mig . 
Nej , nej ! Lad mig som hidtil arbejde til mit mål , 
og forstyr ikke min sindsro ved at foregøgle mig 
drømme , som dog måske aldrig gå i opfyldelse . “ 
„ Og hvor mange år behøver du , for at nå 
dette mål ? — hør nu mig , “ sagde Anker i en bestemt 
tone . „ Jeg anser selv ærgerrighed for en dyd , 
men den har sine grændser . Du går en farlig 
vej , Emil , og derfor rækker jeg dig min vennehånd 

for at føre dig ad-den sti , hvor den sande lykke 
blomstrer . Du elsker , men du vil døve kærlighedens 
stemme ved at lytte til ærgerrighedens 
sirenesang , der kun synger om rigdom og anseelse . 
Du undergraver din ungdom med kolde beregninger , 
og henslæber dit liv i en tom og glædeløs tilværelse . 
Når du så engang når dit mål , er du 
måske også ved dit livs mål . Det har jeg ofte 
set . Eller du er til den tid bleven en kold og 
hjerteløs egoist . “ 
„ Det er hårde ord , Anker ! “ afbrød Emil . 
„ Men sande ! Tag eksempel af mig . Jeg var 
en fattig , ung læge , da jeg giftede mig . Mine udsigter 
vare ringe . - hun var også en uformuende 
pige , men af langt højere stand end jeg . Vor 
kærlighed overvandt alle hindringer . Vi satte vort 
håb til gud , og han svigtede os ikke . Jeg har 
også haft min ærgjærrighed , men den kan godt 
forenes med kærligheden , fordi jeg har et lykkeligt 
hjem . Nu har jeg sagt dig min mening og viist 
dig den eneste rette vej . Vil du ikke følge den , er 
du ikke Arabellas kærlighed værdig , — og det skulle 
smerte mig dybt . “ 
„ God nat , Anker ! I morgen tales vi ved . “ 
Med disse ord trykkede Emil hans hånd og tog 
afsked med ham i en bevæget stemning . 

det var en varm , stille sommernat . Al tummel 
i gaderne og den store myresvcrrm havde trukket 
sig tilbage . Alle hvilede i søvnens arme . Emil 
satte sig med hånden under kinden ved sit skrivebord , 
tankefuld og drømmende . Den frembrydende 
dag fandt ham endnu der beskjeftiget med at skrive 
et brev . 
Næste morgen ilede Emil til Anker , førend denne 
endnu , havde begyndt sine sygebesøg . „ Jeg vil med 
få ord , “ begyndte Emil , der var usædvanlig bleg 
og alvorlig , „ spørge dig , om du vil give komtesse 
Arabella dette brev . Jeg beder hende deri om en 
samtale i dit hjem . “ 
Med et roligt smil svarede Anker : „ Giv mig 
kun brevet . Jeg skal besørge det . “ 
Nogle timer efter var Anker hos Arabella . Da 
hun takkede ham for hans besøg , svarede Anker , at 
han ingen tak fortjente , da hans besøg kun var 
foranlediget ved en hemmelig commission , han havde 
til hende . 
„ Fra deres frue ? “ 
„ Nej , men dog fra en , der står mit hjerte 
meget nær , min bedste ven . Han har bedet mig give 
dem dette brev . “ 
Arabella modtog det rødmende og med bankende 
hjerte . „ Hvis grevinden er hjemme , vil jeg hilse 

på hende , medens de læser det , “ sagde Anker og gik 
lige ind i dagligstuen . Få minuter efter sad Arabella 
i sit eget værelse med det åbnede brev på 
skødet og smilede gennem tårer . Brevet lød 
således : 
„ Komtesse Stjernholm ! År er henrundne , 
siden jeg sidste gang talte med dem ; men der 
gives følelser , som hverken år eller adskillelse 
kunne forandre . Jeg modtog dengang en gave 
af deres hånd , der siden aldrig har forladt 
mig . Med den for øjet har jeg stræbt fremad , 
og den har hvisket til mig , at de ej var ganske 
ligegyldig for den dengang fattige og ubekendte 
kunstner . Hvis der var sandhed deri , og hvis 
de endnu har spor af interesse for mig , beder 
jeg dem tilstå mig en samtale i doktor 
Ankers hjem , for at jeg kan sige dem alt , hvad 
jeg føler , at min pen ikke formår at tolke . “ 
Da Arabella den følgende dag kom hen til 
doktor Anker , modtog han hende selv , men bad hende 
at gå ind i dagligstuen , da hans kone og børn 
vare på landet , og han selv måtte tale med sine 
patienter . Han førte hende derind , men forlod hende 
straks . Det var som om en sky gik for Arabellas 
øje , og som om blodet standsede i hendes hjerte 

da hun så Emil komme hende i møde med et henrykt 
blik . 
„ Tusind tak , fordi de tilstod mig denne samtale , “ 
Sagde han med en bevæget stemme . „ Vil de 
nu ikke vredes , når jeg åbner hele mit hjerte for 
dem ? “ 
„ O nej ! “ var hendes næppe hørlige svar . 
„ Så vil jeg samle alt mit mod for at sige 
dem , at de er den eneste kvinde , jeg har elsket og 
nogensinde vil komme til at elske . Min herkomst er 
ringe , mit navn er borgerligt , min fremtid usikker , 
— men dog vover jeg at bede om denne hånd , jeg , 
som kun har min kærlighed at byde dem . — svar 
mig , kan jeg håbe en sådan lykke ? “ 
„ At dele alt i livet med dem , deri vil min 
lykke bestå , “ svarede hun . „ De er den eneste , jeg 
kunne skænke min tro . “ 
„ Arabella ! “ udbrød han . „ Forstår de dette 
ords hellige betydning ? “ 
„ Ja , jeg forstår den , og med tillid lægger jeg 
min fremtid i deres hånd . “ 
„ Selv om jeg var den ringeste af alle , “ vedblev 
Emil , „ måtte disse ord hæve mig fra intet fil 
noget . Min yndige brud ! Med guds hjelp skal 
jeg blive din tro værdig . “ 
— en times tid efter trådte Anker ind fil dem . 

et øjeblik stod , han tavs og betragtede det elskende 
par , der i deres glædesrus ikke straks bemærkede 
ham . Derefter trådte han hen fil dem og gav dem 
en Broders hjertelige lykønskning . Det blev besluttet , 
at Arabella skulle underrette sin moder om sin forlovelse , 
da hun ønskede at forskåne Emil for det 
uvejr , der straks ville bryde løs over deres hoveder . 
I deres kærlighed fandt de begge mod og kraft 
fil at overvinde enhver hindring . Emil lovede at 
komme næste formiddag , og stolede på , at kærligheden 
dog til sidst skulle sejre . 
17 . 
Med hjertet fuldt af glæde og fryd ilede Emil 
ud til sine forældre , der modtoge ham forundrede 
over , at han imod sædvane kom så tidligt . 
„ Jeg har også noget ualmindeligt at fortælle 
eder , “ sagde han , „ Noget , der ret vil glæde eder . “ 
„ Så kom med det i en fart , “ udbrød vagtmesteren . 
„ Du skulle da vel ikke -- -- -- -- -- ? Nej , du 
er og bliver en stokfist . “ 
„ Måstee du dog denne gang tager fejl , 
fader ! I morgen bringer jeg eder en fød og yndig 
svigerdatter . “ 

„ Er det muligt ? “ råbte moderen henrykt og 
omfavnede ham . „ Det var mit eneste savn . “ 
„ Så er det nu forbi , “ vedblev Emil . „ Og 
gætter i , hvem det er ? Arabella Stjernholm ! “ 
Vagtmesteren tabte af forbavselse sin merskumspibe , 
og mærkede det ikke engang . „ Så tror jeg , “ 
Råbte han , „ Fanden plager ørengen , at gå hen 
og forlove sig med en komtesse ! — hør , ved du 
hvæd , det er nu alt sammen godt nok , at hun kan 
finde sig i dig , men hvordan skal det gå os ? Hun 
bliver for fin for os to gamle . “ 
„ Nej vist ikke , “ forsikrede Emil . „ Viis hende 
blot den samme kærlighed , som i have viist mig , 
så er jeg vis på , at hun vil blive eder en kærlig 
datter . “ 
„ Når du blot bliver lykkelig , Emil , “ sagde 
nu madam Norstrand , „ bør vi gamle ikke tænke 
på os selv . Hun må være en brav pige ; ellers 
kunne du ikke elske hende , og jeg vil holde af hende , 
som var hun mit eget barn . Gud skænke dig sin 
velsignelse , både dig og hende ! “ 
„ Moder forstår nu altid at belægge sine ord 
bedre end jeg , “ asbrød vagtmesteren og trykkede Emils 
hånd . 
— for Arabella var det ikke en så let sag som 

for Emil at forberede sin moder . Efter megen 
vaklen bestemte hun sig til uden omsvøb at fortælle 
hende alt , og måtte så efter udfaldet se , hvorledes 
hun kunne formilde hendes vrede , som hun nok 
forudså ikke ville udeblive . 
Da hun sad alene sammen med moderen , begyndte 
hun : „ Jeg var i dag hos doktor Anker og traf der 
hr . Norstrand . “ - grevinden gjorde en utålmodig 
bevægelse . „ Vi skjulte ikke vore følelser for hinanden , 
og han bad om min hånd . “ 
„ Det kan jeg lide ! Har man hørt mage til 
frækhed ! “ råbte grevinden . „ Du svarede ham da , 
som han fortjente ? “ 
„ Moder ! Jeg har aldrig turdet betroe dig min 
hemmelighed . Hør da nu , hvad jeg svarede — at 
min højeste lykke ville bestå i at dele alt , lyst og 
mørkt i livet med ham . “ 
Grevinden sad som rammet af lynet . „ Så farvel 
mit sidste håb om lykke ! “ udbrød hun . „ Det var 
mit håb , at du skulle gøre et rigt parti . “ 
„ Det var en umulighed , moder ! “ 
„ Man kommer aldrig nogen vej med din stridige 
og snedige karakter , “ vedblev grevinden med rystende 
stemme . „ Jeg kan ikke forhindre , at du styrter 
dig i ulykke — og mig med ! “ 

„ Jeg følger den vej , der alene kan gøre mig 
lykkelig “ , svarede Arabella roligt . 
„ Du sagde dog engang , at du aldrig ville 
indgå nogen mesalliance . “ 
„ Det siger jeg endnu , moder , men dengang forstod 
jeg ikke , hvad en mesalliance var . En forbindelse 
kan kun kaldes således , når man må skamme 
sig ved sit valg . Jeg er stolt af ham . Jeg vil 
aldrig komme til at rødme over hans herkomst , da 
hans talent og karakter hæver ham højt over sådanne 
anskuelser . “ 
Til Arabellas forundring rødmede grevinden 
og blev hende svar skyldig . Det var en erindring 
om svundne tider , der jog blodet til grevindens 
kinder . Hun følte det selv og forklarede : 
„ Du bringer mig til at rødme af skam over 
din opførsel . “ Der opstod en ny pause . 
„ Når du i morgen seer Emil , “ tog Arabella , 
der fik nyt mod , omsider ordet , „ så tænk på , 
hvorledes du engang fornærmede ham . Dengang 
var du forblindet , men tiden har nu afsløret både 
hans kærlige overbærenhed og ståls beregnende 
falskhed . “ 
Dette var den bedste måde at afvæbne -grevindens 
vrede imod Emil , thi når hendes tanker 
faldt på stål , koncentrerede sig al hendes vrede 

om ham . Hun kom i et voldsomt oprør og var 
nærved at kvæles af raseri , uden at kunne få et 
ord frem . Hun rejste sig pludselig og forlod værelset . 
— da hun senere kom tilbage , talte hun ikke 
et ord til Arabella , der var glad ved at kunne hengive 
sig til sine lykkelige drømmerier , uden af forstyrres 
ved nogen uhyggelig scene . 
Den næste dag kom Emil . Arabellas hjerte 
bankede , da hun førte ham ind til moderen . Grevinden 
rejste sig og modtog ham med kold og afmålt 
høflighed . Emil studsede ved af se den forandring , 
som disse Års sorger og ulykker havde frembragt 
G 
i hendes idre . Hun så nedbsiet ud , hendes hår 
var blevet gråsprængt , ansigtet furet , men man 
læste endnu det samme trodsige udtryk deri . Også 
hun forbavsedes ved af gjensee Emil , der ikke længer 
stod for hende som den beskedne , ubekendte kunstner , 
men som den tillidsfulde , selvbevidste mand . 
„ Jeg kommer med det håb , “ sagde han til 
grevinden i en ærbødig tone , „ af det skridt , deres 
datter har gjort , ikke har vakt alt for ugunstige følelser 
mod den mand , i hvis hånd hun har lagt 
sin fremtid . “ 
Et hånligt svar svævede på grevindens 
læber , men ved af se Emils rolige og imponerende 
holdning og hans kloge , gennemtrængende blik , blev 

hun mod sin ville nsdsaget til af svare med usikker 
stemme : „ Som min datters forlovede byder jeg 
dem velkommen i mit hus . “ 
„ Forældrenes velsignelse er nødvendig for børnenes 
lykke , “ vedblev Emil . „ Jeg beder dem derfor 
om deres . “ 
Grevinden svarede ikke straks , men Arabella greb 
Emils hånd og nærmede sig sin moder . „ Kære 
moder ! Lad nu alt være glemt , og viis du , at du 
nu bedre forstår Emils værd som kunstner og 
menneske ! “ 
Grevinden rødmede ved tanken om sin tidligere 
opforsel imod Emil og sagde . „ Den bedste oprejsning , 
jeg kan give , er min velsignelse . “ Hun lagde 
sin hånd over de unges forenede hænder , men det 
var kun læberne , ikke hjertet der talte , thi det gik 
hende , som det går så mange mennesker , at de 
lettere tilgive en fornærmelse end forsone sig med 
den , der tilgiver fornærmelsen . 
Derefter bad Emil hende at måtte føre Arabella 
til sine forældre . „ Naturligvis ! “ svarede grevinden 
spottende . „ Min datter må jo se sin tilkommende 
mands forældre . “ 
Arabella udslettede med et kærligt blik moderens 
spot , og få minutter efter gik de forlovede 
til de gamle Norstrands , der modtoge hende med en 

hjertelighed “ , der dannede en sfærende contrast til 
Emils modtagelse hos hendes moder . 
— få dage efter sin forlovelse gik Emil til 
kongsbergs . På vejen mødte han kievisch , der , 
uden at Emil vidste det , var vendt tilbage fra sin 
udenlandsrejse . Kievisch ytrede sin glæde ved at se 
ham og spurgte ham , hvor han agtede sig hen . 
„ Til kongsbergs ! “ svarede han . 
„ Det var jo prægtigt . Så kan vi følges . — 
men hvad betyder den ring ? Er de blevet forlovet , 
eller allerede gift ? “ 
„ Nej , endnu ikke , “ lo Emil . „ Det er først få 
dage siden , jeg blev forlovet med Arabella Stjernholm . 
— det forundrer øem ? Ja , det er ikke så 
besynderligt , — endskønt vi have elsket hinanden i 
flere år . Kærligheden har llgesom ariadnes tråd 
ledet os ud af en labyrintt af hindringer . “ 
„ Det er sandt , “ svarede kievisch alvorligt . „ De 
var altså min ukendte medbejler ? Det er en besynderlig 
kede , der slynger sig gennem livet . Den 
hånd , der berøvede mig lykken , må jeg nu takke 
for den . De stod engang mellem mig og Arabella , 
men det er også øem , der har frelst Hilda kongsbergs 
liv . Hun er nu min brud , og jeg rækker 
øem hånden som ven . “ 
„ Jeg takker øem af hjertet , “ sagde Emil , „ og 

ønsker øem til lykke . Det overrasker mig forresten 
ikke , men fortæl mig , hvorledes det er gået til . “ 
„ Med fornøjelse ! Jeg rejste til Paris , hvor 
jeg havde besluttet at opholde mig i længere tid , 
men lysten til Italien kunne jeg ikke modstå , og jeg 
rejste til Florents . Den første , jeg mødte der , var 
baron Vilhelm , der blev ligeså glad som jeg ved at 
se hinanden , og han førte mig næsten i triumf til 
sine forældre . Baronesse Hilda modtog mig vel med 
et venligt smil , men det forsvandt snart , og den 
kulde , hvormed hendes forældre modtoge mig , lod 
mig glemme Italien og tænke på Nordpolen . Jeg 
besluttede straks at rejse videre , men Vilhelm overtalte , 
ja næsten tvang mig til at blive og være familiens 
rejsefælle , da han ellers også ville rejse bort . Vi 
rejste altså sammen ! I begyndelsen så Hilda og 
jeg hver til sin side , men det kunne ikke vare længe , 
og en skøn dag opdagede vi , at vi elskede hinanden . 
Fra dette øjeblik blev sydens himmel mig dobbelt 
skøn , luften dobbelt ren , og de gamles kulde blev 
til varme ; — derom kan de-selv overbevise dem , 
da vi nu stå udenfor deres dør . “ 
Glæden ved gensynet var stor på begge sider , 
og de lykønskninger , man bragte Emil , kom fra 
hjertet . Baronesse Hilda bad ham , snart at føre 
Arabella til dem . Hun var igen den muntre , livsfriste 

pige , hvis eneste ønske var at gøre godt igen , 
hvad hun havde forskyldt , og allerede samme eftermiddag 
kom hun og Arabella sammen for at knytte 
et venskabsbånd , der blev uopløseligt . 
„ Når i engang , “ sagde baron Vilhelm , „ skulle 
se mig blive bleg og begynde at skrante , vil i så 
ikke være så gode at vise mig den vej , som jeg 
uafvidende har viist min søster og kievisch . “ 
„ Det kommer an på dig selv , “ sagde kievisch . 
„ Men må jeg bede om hindringer , “ vedblev 
Vilhelm . „ Kærlighed uden forhindringer er ligeså 
slau som kjod uden salt . “ 
„ Vilhelm udmærker sig altid ved sine poetiste 
billeder , “ sagde den gamle baronesse smilende . 
— grevinde Stjernholm tænkte med forfærdelse 
på Arabellas bryllup . Den kapital , hun selv 
havde haft at råde over , var betydeligt svunden ind , 
og hun så ingen udvej . Emil og Arabella mærkede 
hendes angst og tilbøde hende renterne af Arabellas 
formue . Grevinden modtog tilbudet , men den tanke , 
at hun for fremtiden var reduceret til at leve af så 
lidet og oven i købet af deres nåde , var hende en 
stadig anledning til nye bebrejdelser mod skæbnen 
og uvilje mod dem , som vare de eneste , der ville 
hende vel . På selve bryllupsdagen ville hun ikke 
være tilstede ved vielsen , men foregav sygdom og 

kastede derved en skygge over Arabellas lykke på 
den dag . 
Den stille vielse i gjentoste kirke overvcrredes 
kun af Emils gamle forældre og doktor Anker med 
kone . Anker førte den unge brud til alteret . Hun 
følte sig som forældreløs i hendes livs vigtigste time , 
men netop derfor sluttede hun sig med desto større 
inderlighed til Emils forældre , der viste hende al 
optænkelig kærlighed . 
Da det unge nygifte par næste morgen sad i 
deres hyggelige og smagfulde hjem og nøde deres 
morgenkaffe , sagde Emil : 
„ Jeg har en lille morgengave til min unge 
kone . Luk dine øjne og giv mig din hånd ! “ 
Arabella gjorde , som han ønsfede , og følte , at han 
heftede noget om hendes håndled . „ Nu må du 
se ! “ råbte han muntert . Arabella udstødte et jubelråb , 
da hun så det kære , savnede armbånd funkle 
sig i møde fra armen . 
„ Tak , min elskede Emil ! “ udbrød hun og slyngede 
armen om hans Hals . „ Du kunne ikke have 
gjort mig nogen større glæde . Men hvorledes er 
det kommet i dine hænder , og — du ved altså 
alt ? “ 
Emil fortalte hende nu , hvorledes han havde 
erfaret alt af Anker , og hvilken velsignelse dette 

armbånd havde bragt både ham og hans forældre . 
For omtrent en måned siden havde han atter spurgt 
Anker , om det dog ikke var muligt at komme på 
spor efter det , og han hørte da , at den dame , der 
havde købt armbåndet , var død i Amerika , og at 
en slægtning af hende her i byen havde arvet hende . 
Emil søgte ham straks op , og havde den glæde , at 
arvingen satte mere pris på penge end på smykker . 
Han var glad ved at finde en køber . 
„ Det lader fil , “ sluttede Emil , „ at det var skjebnens 
villie , at jeg skulle give dig armbåndet ; — 
men jeg har ikke dermed betalt min gjeld fil dig . 
På den skal min kærlighed stedse gøre afbetalinger . “ 
„ Det er som en hilsen fra min afdøde fader , “ 
Sagde Arabella bevæget . „ Jeg seer heri et varsel 
om , at han sender sin velsignelse fil vor forening , 
ligesom han på min consirmationsdag skænkede mig 
den med armbåndet . “ 
I det samme trådte gamle Jacob og hans 
kone ind , for af lykønske de nygifte . 
„ Undskyld , “ sagde Jacob , „ af vi komme så tidligt , 
men jeg kunne ikke lade være . Det var mig 
hele dagen i går , som om den gamle Greve ret 
glædede sig i himlen . “ 
„ Kan du nu tvivle om , Emil , “ sagde Arabella 

med glædestårer , „ af min elskede faders ånd 
svæver velsignende om os ? Nu taler den atter til 
os gennem hans gamle , trofaste tjeners mund . “ 
I den følgende uge rejste Emil og Arabella ud 
til kongsbergs , for af være tilstede ved kievischs 
bryllup med baronesse Hilda , der blev sejret med 
stor højtidelighed og pragt . 
Grevinde Stjernholm overlevede kun et år det 
unge pars lykke , og i dette år var hun en plage 
for sig selv og sine omgivelser . Hendes ødselhed 
o 
blev afløsf af en overdreven oeconomi , idet hun nu 
nægtede sig selv det nødvendigste til livets ophold , 
af frygt for , af den tid skulle komme , da hun så 
sig nødsaget til af stille sig ved sine juveler . Kun 
ved disse kolde stene hang endnu hendes hjerte , 
ved denne erindring om fordums glæder .