Gennazzano , den 15de juli 1868 . 
Kære Søren ! 
Vort ensformige , idylliske bjergliv er atter 
blevet afbrudt af en lille begivenhed , som det måske 
kan interessere dig at høre , navnlig da den 
drog temmelig alvorlige følger efter sig ; men som 
korrekt historieskriver vil jeg begynde med begyndelsen . 
Igår , som var en søndag og den fjortende 
juli foruden at være s . Bonaventuras dag , 
ringede alle kirkeklokker i Gennazzano og solen 
strålede fra den mørkeblå himmel med en glans 
og en varme , hvorom i hjemme i vort kære Danmark 
ikke gøre jer noget begreb , selv ikke i skærsommcr . 
Hovedgaden var , jeg før næsten kalde det 
seiet , der var blomsterkrandsc om alle madonnabilleder , 
grønt foran dørene , liv i osteriet , og 
masser af unge , smukke ansigter på torvet og 
foran kirken 8 . Nana , llsl lmon ' øonsiziio . Derinde 

strålede lysene , viraksdampcn duftede , orgelet 
klang , og menigheden sang den gamle takkebøn fra 
saracenernes tid , rig på tro , stærk i ord og 
forunderlig gribende ved sin simple , fordringsløse 
Melodi . Nedenfor alteret knælede otte unge 
piger med holde slør , sommerlig dragt og 
blomsterkrandse om de barnligrene pander . Foran 
alteret messede pater enscbio med sit sknlende blik , 
bugtende sin lange , magre skikkelse , snart til højre , 
snart til venstre , snart neicnde sig foran madonnabilledet , 
snart oridende sig foran crucifipct , men alt 
på en så ækel deoot og skinhellig måde , som var 
hans messeskjorte en spraglet snogeham , hvori han 
ville snige sig indtil vor herre . Ofte lnrcdc hans 
blik med et ligefrem kynisk velbehag på de nnge 
blomstrende piger , der som en rødmende Rosenkrands 
lå henstrakt for hans fødder , men hyppigst og 
mesf begærlig skelede han ned til Adele , som var 
den midterste i rækken . 
Kirken var propfuld af mennesker . Men her 
var ingen højrøstet snakken , ingen trampen rundt 
i gangene , ingen kritik over toiletter — alle , måske 
med undtagelse af pater enscbio , vare med i 
den hellige handling , thi det var Adele og syv af 
byens nnge piger , som her blev konfirmerede . 

svin du måske ved , består konfirmationen , 
katholikcrnes andet sakrament , i en bekræftelse af 
troen , forbundet med salvelsen , som synligt tegn 
på at de er Christne og Christi stridsmænd . 
Dette foregår i kirken , og om eftermiddagen gøres 
der en visit hos pateren , som endnu engang 
indskærper de unge dagens alvorlige betydning og 
forærer dem et eller andet helligt billede , som de 
ofte bære hele deres liv . 
Adele var åbenbart hovedpersonen i kirken . 
Ikke alene var hun den ældste , den mest udviklede , 
den skønneste , men hun var jo tillige madonnabarnet 
med det gode udstyr , hvad enten dette nu 
skulle tilfalde en lykkelig brudgom eller hendes fordrukne 
fader . Denne hædersmand stod nær ved 
alteret , sort klædt og fidtet som sædvanlig både på 
hat , benklæder og kjole , thi en sådan var kommen 
frem fra et eller andet forborgent gemme i 
dybet . Han fulgte pater eusebii ord med den 
største andagt , bukkede når han bukkede , nejede når 
han nejede , tog sig en pris når han vendte ryggen 
til , og så med salvelscsfnlde blikke op i kirkeloftet , 
når pateren vendte sig imod menigheden . 
Signor Carnevale besøgte kirken som en slags overordnet 
referent og vakte stor forstyrrelse mellem de 

kvindelige tilskuere ved skjemtefuld at knibe Marietta 
i armen . Også kontorisfaen var tilstede og fulgte 
adelcs blikke med stor andagt , men hvem der især 
tildrog sig min opmærksomhed var fra scverino . Lænet 
til en pille stod han henne i en afkrog af kirken 
med sin brede pilgrimshat og staven i hånden . 
Hvergang Adele under den hellige handling skiftede 
plads , og dette var ikke så sjældent , så jeg ham 
flytte sig hen til en anden pille , nærmere , bestandig 
nærmere , indtil han kun stod nogle skridt fra hende . 
Hvor var han ædel ! Hans mørke øje hvilede med 
et særegent vemodigt og dog næsten ømt blik på 
hendes jomfruelige skikkelse ; men traf så hans 
skarpe øjekast pater Eusebio , når denne over messebogen 
skulede ned på Adele , blev han pludselig gnnlbleg , 
hans øjne skød lyn , og han greb fastere om 
pilgrimsstavcn . Endelig var den hellige handling 
forbi , konfirmanterne belavede sig på at forlade 
kirken med Adele i spidsen , og nu først så jeg , 
at hun ligesom de andre unge piger bar vinger as 
hvidt tågeagtigt flor , som klædte hende fortryllende . 
Pludselig blev der et ophold i den lille 
procession , som nu havde nået midten af kirkens 
skib . Jeg troede først , at det var min brave ben 
postkassen , som begyndte at gøre skandale ; thi han 

stod tæt ved de unge piger og frembragte med sin 
brede mund en lyd , som kastede man bajoccher i 
alle kirkens bøsser . En bifaldsmnmlen lød rundt 
omkring , hvilken jeg også først tilskrev hans præstationer , 
men postkassen trådte et skridt tilbage og 
nu indså jeg min vildfarelse . Det var fra scverino , 
som lyste velsignelsen over de unge , og sjældent 
har jeg set et skønnere syn . Solen faldt 
gennem de brogede kirkevinduer lige på hans høje , 
mandige skikkelse og spillede i brudte farvetoner 
henover folderne på de unge pigers bølgende slør . 
Med pilgrimshattcn på ryggen og den opløftede 
stav i hånden mindede han mig om jakobus blandt 
thorwaldsens apostle . Han velsignede dem en 
for en , og ikke en gros som pater Eusebio ; men 
da han kom til Adele , trådte han et skridt tilbage , løftede 
hånden og fremdrog af sin kutte en krands 
af blodrøde koraller med vedhængende kors , som han 
kastede over den unge piges hoved . Adele blev 
purpurrød som korallerne selv , og det var som et 
genskin faldt over hans ansigt ; men i næste øjeblik 
var han atter bleg som ellers , og det lille 
tog forlod kirken , fulgt af glade venner og 
slægtninge for at fejre den øvrige del af festen 
i hjemmet . 

til denne havde både Otto og jeg modtaget 
en speciel indbydelse af knncellieren , jeg ved ikke 
af hvad grund , hvis det ikke skulle være den , at 
han tænkte på at låne noget af os . Festen holdtes 
i køkkenet , og begunstigedes , som referenterne 
sige , af det skønneste vejr . Udenfor tindrede og 
glimrede solen , glade grupper med blomster i håret 
og på hatten bølgede gennem gaderne , men 
inde i vort køkken , derer så hyggeligt om aftenen , 
når ilden gnittrcr og blusser , kom der hverken lys 
eller solskin , men kun fluer og en ulidelig varme . 
Ingen venlig hånd havde pyntet op for den stakkels 
pige , ingen moder eller kærlig søster modtog 
hende , da hun vendte tilbage fra den hellige handling ; 
kun Otto og jeg havde , ihukommende de københavnske 
konsirmationsforpligtelser , ladet padroncn 
købe nogle brogede silketørklæder , en Rosenkrands 
og tøj til en kjole , sam vi med de hjerteligste 
ønsker overrakte hende . Lidt efter kom kontoristacn 
med en uhyre blomsterbuket , men fik en 
modtagelse af kanccllieren som ku hund i et spil 
kegler , og ikke stort bedre gik det trifoglios søn 
fra torvet , i hvem den mistænksomme fader også 
seer en frier . Til sidst kom signor Carnevale og 
satte sig med den grå hat på snur for enden 

af bordet , efter først at have sfilt sig ved sin frakke 
og opfordret os til at gøre det samme . Vi så 
intet til husets øvrige befolkning ; de vare i fint 
selskab ovre på torvet , thi Anna Maria er en 
gammel politiker , og anser ikke kancellierens papirer 
for rigtig solide , siden den aften , han holdt 
sin berømte philippica imod gnbernatoren . Måltidet 
var efter italienske begreber festligt , og da jeg 
af erfaring ved , hvilken vægt en referent bør 
lægge på spisesedlen , skal jeg ikke undlade af meddele , 
af syltede Oliven og saltet thnnfisf udgjorde 
entreen , maccaroni og et par stegte høns den 
egenlige substans , hvortil der knyttede sig en fritto 
misto , som jeg havde mere end mistænkt for af 
indeholde hanekamme , andefødder og frølår , alt sammen 
brudstykker af organismer , der kunne være 
meget nyttige og hensigtssvarende , når de sidde hver 
på sin plads i de forskellige afdelinger af dyreriget , 
men som er stygge af træffe på et fad og i 
en mummedragt , som gør det umuligt af tage sig 
iagt for dem . Kanccllieren drak , græd , spiste og 
var rørt , snart over sin tabte kone , snart over sin 
velkonfirmcrede datter , og lånte så ti scudi af Otto , 
til trods for af jeg sparkede ham op ad benene , 
og derpå snød min næse på en meget betegnende 

måde . Signor Carnevale holdt en tale , som ville 
have gjort opsigt selv på Ciceros tid , og endte med 
af præsentere Adele et par vægtige gnldørcnringe , 
en gavmildhed , jeg godt kunne lide hos den gamle 
fyr , da jeg ved , af den er uden bihensigt . Kanccllierens 
øjne tindrede katteagtigt , da han så 
etniet med smykkerne , og han strakte allerede hån- ' 
den ud efter det ; men apottekeren er ikke fra i går . 
Med et lnnnt smil stak han det i lommen igen 
med den bemærkning , at hun skulle få det på 
sin bryllupsdag , idet han som afsluttende resumee 
af sin tale fremhævede , at han håbede , at Adele 
ville gifte sig med en flink fyr , der kunne gjorde 
hende fil moder for flinke børn , og forskåne hende 
for alle sådanne spidsbubcr og erkekjeltringer , som 
præste , munke og nonner er og ville vedblive at 
være fil evige tider . For kancelliercn var dette en 
drøj mundfuld , som kun håbet om ørclokkcrne fik 
ham fil at synke , , og da signor Carnevale lidt efter 
trak sin frakke på , for som apotteker at vandre ud 
på de nødvendige gratulationsvisitcr , udtalte kancellicrcn 
med sorrigfulde miner sin begrundede frygt 
for , at signor Carnevale ville komme fil at stades 
i den største Morter , som fandtes i helvede . 
Såvidt vare vi komne , da vi i eremiten fik 

en ny og uventet gæst , som umiddelbart efterfulgtes 
af sin ben og skygge , den vandrende postkasse . 
Jeg så et udtryk af bekymring drage hen over 
kancellicrens verdsligglade åsyn , da disse to gæster 
indfandt sig , og snart fik jeg at vide , hvorfor . 
Med en hurtighed , om hvilken man ikke gør sig 
noget begreb , klappede postkassens mund op og i , 
og borte var resten af maccaronien . Atter klapprede 
det som fire møllevinger i stormvejr , og de 
mest forskjelligartedc dele af den fede fritto misto maledes 
så små , som lå de på en møllekværn . Så 
kom et suk , et smask , en pause , og den langbenede 
hane , som urørt lå på fadet , og som 
kancellieren upåtvivlelig havde udset til sin frokost , 
fik nogle mærkværdige ben at gå på tilligemed 
det fad salat , som Adele skyndsomst havde tillavet . 
Under alt dette sad fra Severino , som var 
han henne i en hel anden verden . Kun af og til 
sendte han Adele et forskende blik , og jeg lagde 
mærke til , at han spildte på dugen , da hun rakte 
ham et glas vin , den eneste forfriskning , han modtog . 
Lidt efter hævedes taflet af den gode grund , 
at alt var gået i postkassen , og kancellieren fremdrog 
med et suk to fede kalkuner , som han hidtil 
havde holdt skjult under bænken . Disse blev tilligemed 

en kurv med friske mandler overantvordede til 
den ældste af de to små mater , som under hele 
mållidet havde næret sig af salat og brød og 
de ben , som faderen havde pillet . Den brede trekantede 
hat blev trykket fast på hans hoved , den 
lille kappe hægtet om hans skuldre , og foruden 
gjæssenc og mandlerne fik han et dunk i ryggen 
og den faderlige formaning at følge sin søster lige 
til pateren nden at slås på vejen , og derpå atter 
følge hende tilbage , når hun havde aflagt sin 
visit . Vi andre rykkede nærmere sammen ved bordet , 
Otto og jeg lod hente noget hos prokuratoren , 
og efter at postkassen og kancellicren i længere tid 
havde drukket til pægls uden at sige andet end det 
smæk , der stadig ledsagede tømningen af deres 
glas , tog byens humane arrestforvarer , øjensynlig 
påvirket af prokuratorens nektar , således til orde : 
„ Jeg ved ikke , om nogen af eder , mine elskede 
venner , tror på trolddom ; men det gør jeg , og 
jeg skal sige eder , hvorfor . “ 
Her gjorde postkassen et vældigt smask , hvortil 
han føjede den passende bemærkning , at han fra 
Montreal havde fået frimærker kontramnrkeredc 
med en hestesko , men at man i Amerika ikke troede 
på trolddom , undtagen i Canada , som var kattolsk . 

kancellieren overhørte ganske disse kulturhistoriske 
bemærkninger , da han var beskæftiget med at 
fiske fluer op af sin vin , og efter i nogen tid at 
have stirret dybsindig ned i sit glas , udbrød han 
med lidt uklar stemme : „ Trolddom ! Jeg sagde udtrykkelig 
trolddom , mine elskede venner , og jeg skal 
nok sige eder , hvorfor . Dengang , da jeg var i 
Norma , var jeg også fængselsdirektør , og det var en 
meget magelig stilling ; thi dels var der ikke mange 
fanger , for Norma er en meget skikkelig by , og 
dels . . . . . . . . . “ 
„ Løb de deres vej , fordi de vare nogle drevne 
erkegavtyve , “ supplerede signor Carnevale , som i 
dette øjeblik vendte tilbage fra byen med den bemærkning , 
at det var alt for lummervarmt til at 
gøre visiter . 
Kancellieren stirrede sløvt på apottekeren , som 
var han falden ned fra skyerne ; men denne satte 
med et kast hatten på snur , nikkede gemytlig til 
kancellieren og sagde med et ironisf blik : „ Drik 
kun , min elskede gamle ven , og lad vinen smage 
dig . Det er ikke hver dag , atman tjener to hundrede 
scudi på en datter . “ 
Fra sevcrino rejste sig , som var han pludselig 
bleven stukken af en skorpion ; derpå slog han kappen 

tættere om sig , trykkede hatten lidt dybere ned 
i panden , og heldte resten af foglietten i kanccllierens 
glas , hvorpå han lænede sig tilbage i den 
mørke krog , han havde valgt . 
„ Ja drikke , “ udbrød kancellieren , „ det er dog 
menneskets egenlige bestemmelse ! To hundrede 
scudi på en datter , og tyve fra pater Eusebio , 
når han bliver fornøjet , det er to hundrede og tyve . 
Hun bliver også nok fornøjet — med klostret mener 
jeg . To hundrede og tyve scudi på en datter ! 
Hi , hi , hi , det er en god handel ! Hvem der 
blot havde flere af samme slags , de skulle komme 
til pater Eusebio hver eneste en . — bad du 
om vin , min elflede ven ? Så inderlig gerne , 
men flasken er tom . Ah , Vittorio ! Spring ned af 
huggeblokken , og løb over til prokuratoren , og spørg , 
om han vil låne mig endnu to flasker af den , der 
ligger længst inde . Han kan skrive dem af , når han 
gør snyderiet op . Hvad han hidtil har sendt var af 
den yderste . “ 
Vittoria løb afsted på sine bare ben så hurtigt , 
at hendes lasede kjole hægtede sig op i ryggen , 
og kom snart efter tilbage med en mørkerød , 
næsten sort vin , hvis lige jeg ikke mindes at have 

drukket ; thi den lugtede som ferskenblomster og satte 
olieperler , som var den presset af Oliven . 
Kancellieren skænkede rundt med en andagt , 
som viste , at han var kender , og sagde derpå mere 
fil sig selv end fil os andre : „ To hundrede og tyve 
scudi ! Og fast tag i pater enscbio . Hø , hø ! 
Nu skal i få historien om hunden , mine venner ! “ 
Jeg tror ikke , at nogen lagde mærke fil dette 
udbrud , undtagen fra Severino , under hvis brede 
hatteskygge et par mørke øjne ubevægelig hvilede 
på kancellieren . Denne tog atter et drag og 
sagde : „ Trolddom ! Det var det , jeg ville fortælle , 
da min elskede ben Carnevale afbrød mig — for vi 
er jo venner ? “ 
„ I liv og død ! “ forsikrede apottekeren , og 
hviskedee med et ironisf blik over fil os : „ Nu ' skal 
de høre en historie ! Han fortæller den kun , når 
han er drukken , men jeg har i år hørt den over 
tredive gange . “ 
„ Hvem siger , at jeg har banket min kone ? “ 
Spurgte kancellieren pludselig og stirrede henimod 
skorstenen , som kom en hemmelig røst derfra . 
„ Hun døde af barselfeber efter af have sødt Adele . 
Drengene der — nå , det kommer ingen ved ; det 
er mine , ved jeg , men hun døde også . Drik , 

mine elskede venner , drik ! Siden tage vi på Borg 
hos proknratoren ! “ Og kancellieren tømte sit glas 
med en sådan heftighed , af jeg fandt mig beføjet 
til af minde ham om hunden , hvortil han svarede : 
„ Rigtig , fuldkommen rigtig min ædle , elskede unge 
ven fra de nordlige lande ; tillad , af jeg skænker 
rundt , så skal i høre . “ 
Og kancellieren skænkede rundt uden synderlig 
hensyn til , om det kom i eller udenfor glassene , og 
vedblev derpå : 
„ Seer i , jeg var fængselsdirektcur i Norma . 
Fængslet lå lige ved kirkegården , og kirkegården 
lige ved kirken , og kirken lige ved det 
huns , hvor jeg boede , hvilket var så naturligt . 
Så var det en nytårsaften , af jeg sad ganske 
alene hjemme med min elskede unge kone , som jeg 
kun havde været gift med et år , og som var så 
smuk og så dydig , og som holdt så meget af mig , 
af selv englene i himlen måtte glæde sig derover . 
Jeg sad ved kaminen og en kande vin , og hun 
sad ved sin kniplcrammc , thi hun tjente gode penge 
ved , at gøre kniplinger til altarklædcr , og jeg 
passede godt på , at hun bestilte noget . Så rumlede 
det pludselig dybt nede i gaden , som om en 
vogn kom kørende , og dette var meget mærkværdigt , 

thi selv de ældste folk i Norma kunne ikke erindre , 
ot de havde set en vogn , og de , der havde set en 
vogn andre steder , kunne ikke forstå , hvortil man 
skulle bruge den i Normas gader , efterdi disse er 
så stejle og trange , at den ville blive klemt inde 
på halvveien ligesom en mus i en fælde . 
„ Gå ud , Maria , “ siger jeg , „ og se , hvad det er ! “ 
Min kone rejste sig og gik , og skønt det var en 
bitterlig kold deccmberaften med sne rundt om i 
bjergene , blev hun borte med det samme . Jeg sad 
og drak min vin og ærgrede mig ; men da hun ikke 
kom tilbage , stod jeg selv op og gik ud på loggiaen 
for at se , hvad det var . Dybt nede i gaden så 
jeg lygter og fakler , og da jeg hørte en hel del 
larm af forskellige stemmer , mente jeg , af det 
var bedst , af jeg som øvrighedsperson gik derned . 
Altså slog jeg kappen om mig , tændte en lygte og 
gik . Og vel var det , af jeg kom ; thi nu skal i bare 
høre . Nede ved svinget lå der en vogn , som 
var væltet , og lidt fra vognen stod fire gendarmer , 
som holdt en ung mand imellem sig . 
„ Hvad skal du her ? “ siger jeg til min kone . 
„ Hvem bad dig om af rende herned ? “ 
„ Han er så syg og udmattet , “ svarede hun , 

„ og seer ud , som han kunne dø . Hvis jeg hentede 
lidt vin ? “ — 
„ Ja vist , “ sagde jeg , „ nu skal vi vel fodre fangerne 
med maccaroni ? Se du bare , du kan komme 
hjem , Maria , og bland dig ikke i statsanliggender . “ 
„ Vær god imod ham , erfare ! “ sagde hun med 
sådant et blik , som jeg aldrig havde fået ; men 
fra det øjeblik af hadede jeg denne fange og svoer 
på . . . . . . . . . “ 
Kancellieren så stift hen foran sig , og udbrød 
pludselig : „ Sludder og vrøvl ! Det var jo slet ikke 
den historie , jeg ville fortælle . Sagde jeg noget 
om kærlighed , mine elskede venner ? Det var ikke 
min kone , jeg mente , det var karethcn ! Den var 
jo væltet og havde knækket både Stang og hjul , 
og jeg ønskede , at hans Hals havde været derimellem . 
Han var en høj , ung mand med sygelig ansigtsfarve 
og et par af disse øjne , som gør fruentimmerne 
aldeles forryktc i hovedet — jo , jeg husker ham ! “ 
„ Hvem er den fange ? “ siger jeg til gendarmerne . 
„ Skal han i kastellet eller i byens sædvanlige 
arrcsthnus ? “ 
„ Det ved vi ikke , “ sige de , „ men der kommer 
ordren . “ 
I det samme kom en høj officer tilligemed 

syndicus , og den sidste trak mig lidt til side ind i 
en porthvælving . 
„ De er en fornuftig mand , Cesare fclice . De 
ved , hvorledes en statsfange skal have det , ikke sandt ? “ 
„ Jo , loosilenra , “ svarede jeg og tog til hatten , 
„ bedste fangekost og to fogliettcr vin daglig . “ 
„ Det er ikke godt for en syg mand , “ siger 
syndicus . „ Bedste fangekost bliver ham for svær , 
og vinen kan de drikke selv . Hvad mener de om 
sædvanlig fangekost . “ 
„ Som de befaler , loeoilon^a , “ siger jeg . 
„ Jeg befaler ingenting , “ siger syndicns , „ jeg 
hører mig blot for . Hvilket af fængslerne erbebsf ? “ 
„ Det er kastellet , loosllsnra , “ siger jeg . „ Arresthuset 
er fuldt af utøj og rotter , og man seer 
kun to timer om dagen . “ 
„ Hum , han har svage øjne , “ siger syndicus . 
„ Alffor meget lys ville være skadeligt . “ 
„ Som de befaler ! “ siger jeg . 
„ Hør , Cesare , “ siger syndicus , „ dette her er 
ikke nogen spøg ; forstår de mig ? Denne fange 
er ikke nogen sædvanlig fange ; han er tre gange 
undvegen i rom . “ 
„ Det seer han ellers ikke ud til , “ siger jeg . 
„ Tro ham ikke , “ siger syndicus . „ Han er en 

farlig forbryder , som har sat sig op mod den hellige 
stol , ja , mod den hellige jomfru selv . Han 
troer hverken på gud eller helgene , og kan knibe 
sig gennem et par jernstænger , der ikke stå længere 
fra hinanden end begge hans øjne . Kniber 
han ud , Cesare , har de fortabt deres post , husk 
vel på det . Det er derfor bedst , at de tager ham 
hjem i nærheden af dem selv og lægger forsvarlige 
håndjern på ham . De må hverken lade ham 
få kniv eller gaffel , og tag halstørklædet af ham , 
når de har fået ham sat fast . Kælderen er vel 
det sikkreste ? “ 
„ Der er to tommer vand over stcengulvet , 
loosllønra , “ siger jeg . „ Det kunne måske blive fladeligt 
for hans sundhed . “ 
„ Nå , Cesare , “ siger syndicus , „ man skal være 
menneskekærlig ; fangen er desuden af god familie . 
Lad ham da beholde halstørklædet , og sæt ham i første 
stokværk ud til kirkegården ; men slå pigge nedenfor 
muren , og se gitteret godt efter . Skulle han 
tilfældigvis blive danrligerc , og det kunne jo let 
hænde , lader de- . . . . . . . . . “ 
„ Ja , jeg ved , hvor doktoren boer , “ siger jeg . 
Ganske som de vil , “ siger syndicus , „ skønt 
man seer lidt , at fangerne gøre sig syge for at 

få det bedre . Skulle han blive dårligere , gør 
de måske bedsti at knappe lidt af på nationerne ; 
diæt er en ypperlig ting . “ 
„ Men , hvis han så dør ? “ siger jeg . 
„ Ja , det var jo kedeligt , “ siger syndicus , 
„ skønt jeg tror ikke , at kardinalvikaren ville tage 
sig det synderlig nær . Skulle han lægge sig til at 
døe , er det af bare trods , min kære Cesare , og de 
kan melde mig det , når det kommer så vidt . Han 
skal da begraves i al stilhed og uden melding til 
klostret . Der må ikke ringes med fængselsklokken , 
og liget skal lægges i kalk . Døer han , min gode 
Cesare , så løber han ikke fra dem , og løber han 
ikke fra dem , mister de ikke deres embede . Træk 
nu af med ham ! Det er en forbistret nordenvind , 
der blæser fra bjergene — “ 
„ Som de behager , “ sagde jeg , og så gik jeg 
hen for at tage fangen rigtig i øjesyn . Når man 
har været fængselsdirektør i nogle år , og dengang 
havde jeg allerede været fire år i Norma , 
seer man straks på en fange , af hvad kaliber han 
er , og denne syntes mig ikke at skulle gøre meget 
spræl . Han så så forfrossen , forkuet og forladt 
ud , han havde sådanne sine hænder og var så 
skær i huden , at jeg ordentlig fik medlidenhed med 

ham og tænkte på , om jeg ikke skulle give ham et 
tæppe mere og gøre lidt ild på i kaminen ; inen 
tæpperne vare lovlig fugtige , og kaminen i fængslet 
havde den fordømte vane at ryge værre end en 
kulmilc , så snart det blot blæste en lille smule , og 
så lod jeg det være , blot as hensyn til hans bekvemmelighed . 
„ Skal jeg sidde her ? “ sagde han , da han kom 
ind i arresten og havde fået sig set lidt om . 
„ Ja , høisfærede , “ svarede jeg , „ medmindre de 
skulle foretrække ab stå op eller lægge dem lidt 
på briksen , thi det står dem frit for . Blokken 
bruger vi ikke til statsfanger . 
„ Her er ikke mange bekvemmeligheder , “ sagde 
han med sådant et underligt , spodsk smil , ligesom 
hun ville gøre nar . 
„ Nej , høisfærede , “ sagde jeg , „ Bekvemmeligheder 
volde kun uleilighed/ og det ville vi ikke 
volde dem . Men fulde de have lidt penge og 
have lyst til et eller andet , så håber jeg nok , at 
jeg kan skaffe dem det , skønt jeg kunne komme i en 
svær ulejlighed derfor ; men jeg har altid medlidenhed 
med mine fanger , høisfærede , “ 
„ Hør ! “ sagde han dæmpet og trak mig hen i 
en krog . „ De seer mig ud til at være en skikkelig 

mand med følelse for al ' den uhyre uret , der er i 
verden . Kan de flaffe mig pen , papir , blæk og 
et brev sikkert besørget til rom , så giver jeg dem 
fem tusinde scudi , når jeg kommer i frihed . “ 
„ Særdeles forbunden , højstærede , “ sagde jeg , 
„ men gåsefjedre hører til de mest forbudne varer 
hernede , og skønner jeg ret , så er de nok kommen 
her , fordi de allerede har brugt dem for meget . “ 
„ Jeg giver dem ti tusinde , “ sagde han . „ På 
æresord , ti tusinde ! “ 
„ De er meget ung , højstærede , “ sagde jeg , „ eller 
også ved de måske ikke , at i fængslet gør man 
høje bud , og udenfor slet ingen . Tror de , at jeg 
vil skaffe dem pen og blæk til at skrive min afsked ? “ 
„ De kan flygte med ung , “ sagde han , „ jeg vil 
forsørge dem for livstid . “ 
„ Tak , “ sagde jeg , „ men jeg har en kone , og 
en kone kan få børn , ingen ved hvormange , og 
dem kan de ikke forsørge for livstid . Derfor er 
det vel bedst , at hver af os bliver i de omstændigheder , 
vor herre har givet os . “ 
„ De vil ikke ? “ sagde han og gjorde en bevægelse 
henimod brystlommen ; men håndlænken 
var for stram . 

„ Oho , go ' e Karl , “ sagde jeg , „ så du er af 
de fyre ? “ 
Og derpå vippede jeg ham overrende på briksen 
og tog en ragekniv fra ham , som lå skjult i Foret 
på hans frakke . 
„ Her trænger de ikke til at barbere dem , “ sagde 
jeg , „ thi de vil ikke blive generet af visiter . Skulle 
de finde , at suppen er noget tynd , eller at brødet er 
lidt muggent , hvad det let bliver i denne fugtige luft , 
så kan de jo bruge deres penge dertil ; thi det 
kan jeg altid skaffe bedre uden at komme i suppen 
selv . Farvel , højstærede , og gør dem ingen ulejlighed , 
hvis der skulle komme nogen til dem i nat ; 
det er kun rotter , og de bide ikke , når man blot 
ligger rolig . “ 
Jeg havde allerede nøgleknippet fremme og 
ville til at gå ; men fangen gjorde et vildt Spring 
lige hen imod mig , så mig stift ind i øjnene og 
sagde : „ De får deres afsted , hvis jeg flygter ? 
Ikke sandt ? “ 
„ Ganske vist , “ svarede jeg . „ Derfor er der 
solide bolte udenfor døren og forsvarlige jernstænger 
i vinduet . “ 
„ Men jeg flygter ! Hører de , jeg flygter ! “ 
Gentog han med sikker stemme og rettede sig i vejret , 

så at han syntes at blive dobbelt så høj . „ Tag 
dem i agt for mig ; der er noget som hedder trolddom , 
kan de binde det ? Jeg siger dem det forud 
— jeg flygter . “ 
„ Ja , de må endelig ikke genere dem , “ sagde 
jeg , så rolig jeg kunne ; men jeg var det slet ikke , 
thi der var noget forunderligt i hans blik , som næsten 
gjorde mig bange . 
„ Betænk dem endnu engang , mand ! “ sagde 
han , og lagde hånden på min skulder . 
Jeg slog den til side , for jeg tåler ikke intimiteter 
af mine fanger ; men i samme øjeblik strakte 
han begge hænder ud imod mig , stirrede på mig 
med ville , vidt opspilede øjne , gjorde et tegn og 
mumlede ord , som jeg ikke forstod . Derpå sprang 
han pludselig ind på mig , satte sine tre iskolde 
fingerspidser lige på min pande , og sagde med en 
stemme så hul , at den gik mig tværs igennem 
hjertet : „ Gå , mand , du er mærket ! “ 
Jeg tumlede tilbage og sprang udenfor døren ; 
men da jeg stængede boltene for og drejede den 
svære korslås tre gange om , hørte jeg ham slå 
en latter op så vild og så afskyelig , at jeg tænkte 
på , om jeg ikke skulle åbne igen og sætte ham i 
blokken . Men jeg lod det være , thi jeg havde fået 

ligesom en skræk i mig , og derfor gik jeg ind i 
osteriet ved siden af fængslet for at få lidt 
sambucco til at stille rystelsen . 
Da jeg i den kolde , klare nytårsnat vandrede 
tilbage til mit hjem , kunne jeg ikke lade være at se 
gennem gitteret ind på kirkegården , hvor de 
hvide gravkors grinede i månelyset , og hvor jeg 
så en frisk grav opkastet ikke ret langt fra mig . 
Jeg blev stående og stirrede på graven , i hvis 
nærhed graveren ncronc havde glemt sin kappe , 
og så ærgrede jeg mig over denne uorden , for jeg 
er en ordenlig akand . “ 
Her brast signor carnevalc i en umådelig 
latter og slog i sin overgivenhed postkassen således 
på skulderen , at denne gav en lyd fra sig , som 
blev den brudt op . 
„ Ja , en ordenlig mand og en ædruelig mand , “ 
Gentog kancellieren langsomt og uden af ændse 
apottekerens afbrydelse . „ Derfor ærgrede jeg mig 
og tænkte på , om jeg ikke skulle gå ind og tage 
ncrones kappe , inden nogen anden kom og nappede 
den . Jeg har aldrig haft nogen lyst til af gå 
på kirkcgårdc ved midnatstidc , og mindst en 
nytårsnat , hvor alt det er løst , som ellers er 
bundet året igennem ; men det faldt mig ind , af 

ncronc måske kunne have glemt sine penge i den 
kappe , og man skal aldrig give noget menneske anledning 
til ufornøden fristelse . Så lukkede jeg da 
lågen op med min hovednøgle , og gik ganske langsomt 
op ad gangen med de store cypresser , der 
tegnede sig med lange spidse skygger hen over gravene . 
Nu først så jeg , af månelyset havde 
narret mig ; thi graven var nicget længere inde , end 
jeg havde ventet , og der gik ingen sti op til den . 
Lige i det samme faldt det ma ind , af det var 
løjerligt , af der var en grav , da jeg ikke vidste , af 
nogen var død i byen , og jeg selv måtte have 
hørt det før nogen anden . Tillige sukkede det så 
sclsomt i de mørke cypresser , og binden hvirvlede 
det tørre myrtheløv så klagende hen foran sig , af 
jeg blev endnu mere ilde ved det end før og tænkte 
på af vende om . Alen kappen lå kun ti skridt 
fra mig , og jeg syntes , af jeg var en dosmer , hvis 
jeg ikke tog den . Så gik jeg da lige hen til graven ; 
men her så jeg , af den var kastet mellem to 
høje myrthehækkcr , således af jeg enten måtte 
gøre en lang omvci eller springe over graven , hvis 
jeg ville på den side , hvor kappen lå . Nu 
vidste jeg godt , af den , der springer over en åben 
grav , får ikke noget langt liv ; men jeg har aldrig 

troet på folkesnak , for jeg var allerede dengang en 
oplyst mand , og fluide jeg gå en længere omvci , 
var jeg bange for , af jeg skulle komme til af tænke 
formeget på alle slags ting og tabe modet derved . 
„ Den forbandede kappe ! “ sagde jeg ved ring 
selv , „ den må du have “ — og så sprang jeg . 
Men ligesom jeg bukkede mig ned for af tage kappen 
op , kom jeg til af glide med det ene ben og faldt 
så lang , jeg var , med hovedet udover graven . 
Derved kom jeg rl at se ned i den , og hvad jeg 
nu så , vil i måske tro er løgn , mine elskede 
venner , men sandt er det alligevel , for jeg var ikke 
mere fuld den aften , end jeg er i dette hellige øjeblik . 
„ Jesus Maria ! “ råbte jeg og forsøgte at 
slå kors for mig , hvilket var noget vanskeligt , desformedelsf 
at jeg lå på maven ; thi nede på 
bunden af graven sad noget , som hverken var dyr 
eller menneske , og kiggede op til mig . Det så 
grangivelig ud som en ganske lille djævel næd 
tynde , krumme og tornede ben , svin havde han 
pillet dem af en fårckylling . På ryggen havde 
han et par lange , hornbrune vinger , der vare knækkede 
sammen ligesom en vifte , og i hånden holdt 
han en violin med kun en eneste streng . 
„ Hi , hi , hi ! “ peb han . „ Godaften , Cesare , 

glædeligt nytår ! “ Og så svingede han med de 
lange , tynde horn , han havde i panden , og plirrede 
så forskrækkeligt med sine gule øjne op imod mig , 
at jeg blev liggende , hvor jeg lå , og blot sagde : 
„ Madonna forbarme sig ! “ 
„ Hi , hi , hi ! “ peb han igen . „ Hun kender 
dig ikke , lille Cesare , hun kender dig ikke ! Men 
vi kende dig , vi kende dig ; nu skal du høre . “ - 
„ Hvem er du ? “ stønnede jeg ; thi han grinede 
så hæsligt og lagde violinen op til sit lådne 
spidse øre , som ville han lige til at begynde , og 
det ville jeg helst være fri for . 
„ Jeg er en kirkegårdsmare , “ sagde han og 
gnavede sig med de store , skæve fortænder op over 
den flade næse , så at jeg fik ganske ondt ved at 
se derpå . „ Jeg er en kirkegårdsmare , lille Cesare , 
Broder til ham , der rider folk om natten . Jeg 
rider alle de døde , som have gjort ondt , så at de 
ingen ro få i graven , og jeg kunne også nok 
have lyst til at lægge bidsel på dig for en ordens 
skyld . “ 
„ Men jeg er jo ikke død ! “ råbte jeg fortvivlet 
og slog ned i graven efter ham ; thi han kravlede 
allerede op på sine tynde visne ben ligesom en 

kakkelak og viftede mig om ørene med de afskyelige , 
lange følehorn . 
„ Ikke død , lille ccsare ? Ikke dgd ? Hi , hi , hi ! 
Hvad gør det til sagen ? “ peb han igen nede fra 
graven . „ Du er døddrukken , det er ligeså godt , 
og du er mærket , det er endnu bedre . Nu skal du 
høre . “ 
' „ 0 , skån mig ! “ råbte jeg i dødens angst . 
Men han satte igen violinen til øret , slog de store 
hornbrnne vinger ud og dansede op og ned , som 
var han en af de store boldte fra sphærisferiet * ) . 
„ Spare dig , lille Cesare ? “ peb han og gjorde 
et hvinende strøg hen over strengene . Spare dig ? 
Sparer du nogensinde nogen , som beder dig 
derom ? Sparer du andet end dine penge ? “ 
„ Jo , jo , jeg vil spare ham ! “ råbte jeg fortvivlet . 
„ Ja , nu er det for sent , “ peb skikkelsen igen . 
„ Han hænger sig i nat ; han hænger sig i nat , lille 
ccsare ! Hi , hi , hi ! Nu vil vi spille til begravelsen . “ 
Øg dermed tog han et strøg på violinen , så 
at det klang som hundrede fårckyllingcr rundt omboldtpladsen 
i Roma . 

kring mig , og lige i det samme sad han oppe på 
ryggen af mig , og borede begge sine tornbcsatte 
ben dybt under mine ribben , så at jeg hvinede 
derved . 
„ Stille , “ sagde , han , „ og hør efter , ellers får 
du af sporerne igen . “ Og nu tog han et nyt 
strøg over strengen , så at jeg troede , at mine 
trommehinder skulle sprænges . 
„ Du er mærket ! “ klang det langt nede fra 
graven med dyb , alvorlig stemme , som var det 
jorden selv , der talte . 
„ Du er mærket ! Du er mærket ! “ peb det 
rundt omkring mig fra hver busk og hvert blad , 
og da jeg så mig om , var hele kirkegården så 
fuld af kirkegårdsmarer , som myrer i en Tue . 
De skreg , og peb , og hoppede , og dansede , og for 
over hovedet på hverandre , og mylrede gennem 
luften , så at jeg begyndte at snappe efter dem af 
lutter fortvivlelse . Da slog kirkegårdsnhret et , 
og lige i det samme var . det , som gik der en klar 
og skarp luftning hen over mit hoved . Alle smådjævlcne 
foldede sig sammen , rullede sig hen ad jorden , 
og da en fløj lige i næsen på mig , tog jeg 
ham op og så , at det kun var et vissent myrtheblad , 
som vinden kørte hen ad den frosne jord , 

ligesom alle de andre . Så tænkte jeg , af det nok 
var kulden , som havde stadet mit nervesystem , forjeg 
kan ikke godt tåle af gå om vinteren fra den 
varme stue ud i det frie , når jeg har drukket lidt ; 
og da jeg havde udfundet dette , ville jeg rejse mig 
op for af gå hjem , inden det blev værre . Men 
ligesom jeg ville bukke mig ned for af tage kappen , 
rejste den sig op , vendte det lådne for imod mig 
og gav sig til af knurre , som var det en hund . 
Månen var lige gået bag en sky , og i samme 
øjeblik gik kappen tværs gennem lanrbærhækken , 
og da månen atter kom stem , så jeg , af kappen 
var borte ; men ndc i den brede gang stod der en 
stor , sort abruzzist hund , med strittende børster og 
halen i vejret , som ville den lige til af fare los på 
mig . Nu havde jeg fået uok af kogleriet ; thi dette 
var en virkelig hund , og der var virkelig ingen 
kappe , skønt jeg havde set den med mine egne øjne . 
Løbe turde jeg ikke af frygt for , af hunden skulle 
fare i mig , og derfor gik jeg ganske langsomt ud 
mellem gravene , til jeg havde nået den anden 
hovedgang , og da jeg var kommen så vidt , gav jeg 
mig til at løbe af alle kræfter , indtil jeg kom til 
kirkcgårdsporten ; men hunden løb med og satte i 

ect Spring over det tre alens jerngitter , og var 
forsvunden med det samme . “ 
„ En højst mærkelig historie ! “ bemærkede signor 
Carnevale og fyldte kancellicrens glas . 
„ Mærkelig ! “ udbrød den højtærede fængselsdirektør 
og slog i bordet , så at glas og fogliettcr 
dandsede derved . „ Mærkelig ! Ja det skulle jeg 
mene ! For du tror da ikke , min elskede ven , at jeg 
er fuld — af løgn , mener jeg ? Tror i , at han 
troer , at jeg er fuld ? “ henvendte kancellieren sig til 
os og satte en mine op , der var lige så fuld , som 
han selv , af humanitet og drukken værdighed . 
„ Gudbevares , “ sagde Otto , „ der er ingen af 
os , som et øjeblik tvivler om sandheden af , hvad 
de har set . Slige syner er ikke ganske ualmindelige , 
navnlig når man har fået en på 
lampen . “ 
Kancellieren syntes ikke at forstå denne antydning , 
som Otto gengav ordret på italiensk , thi 
han udbrød : „ Lampe ! Hvem snakker her om lamper ? 
Det er jo højlys dag ; men det var det 
ikke den nat , da jeg gik hjem fra kirkegården . 
Jeg havde kun et lille stykke til mit hus ; men 
jeg var så syg og elendig , at jeg segnede om 
udenfor min dør , og der blev jeg liggende til hen ad 

morgenstunden , for jeg vor for svag til at dundre 
ordenlig på , og min kone var for længst gået i 
seng , da hun vidste , at jeg havde nøglen . Endelig 
kom der en gedehyrde og hjalp mig op ; men 
neppe var jeg kommen ind og havde fået tændt 
lys , før min kone vågnede og udbrød : „ Søde 
Madonna ! Hvordan er det , du seer ud , erfare ? 
Hvor har du dog været henne ? “ 
Jeg gad nu ikke fortælle Maria noget om den 
kende snmbueco , og endnu mindre om det , jeg 
havde set på kirkegården , og sagde , derfor kun , at 
den nye fange havde voldt mig megen besvær , fordi 
vi havde været nødt til at flytte så meget omkring 
i fængslet for at skaffe ham det rigtig bekvemt . 
Hun lagde hovedet tilbage på armen , vendte 
sig halvt som i drømme ind imod væggen og sagde 
med lukkede øjne : „ Vær god imod ham . Cesare , 
hun er så ung ! “ — og som ' hun sagde dette , så jeg 
et træk omkring hendes mund , som viste mig , at 
hun tænkte mere på den unge springfyr i fængslet 
end på mig , som var hendes mand , og fuld 
af uvilje tog jeg hende i armen . 
„ Jesus , Cesare , hvorfor kniber du mig så 
hårdt ? “ råbte hun og satte sig overrende i sengen ; 
men næppe ven . - hendes blik faldet på ung , før hun 

råbte : „ Hellige Madonna ! Hvordan er det , du 
seer ud , Cesare ? Du er jo mærket ! “ 
Jeg tumlede tilbage ved disse ord , som havde 
jeg fået et slag i ansigtet og snappede spejlet 
ned fra væggen . Ganske rigtigt , lige midt i panden 
sad tre blodrøde pletter , som vare de farvede af 
underløbet blod . 
Jeg-sagde til Maria , at jeg havde rendt panden 
mod en Bjelke , hvori der havde siddet tre Nagler , 
og dermed lod hun sig berolige ; men hvad hjalp 
det mig . 
„ Det er trolddom ! “ sagde jeg ved mig selv , 
medens jeg klædte mig af . „ Kan du binde den , ccsare ? “ 
Og da jeg nmatte svare mig selv derpå , 
af hverken slår eller bolte eller lænker kunne 
holde på det krammeri , så blev jeg så arrig på 
min kone , af jeg tror , jeg var gået hen og havde 
skåret halsen over på fangen endnu den samme ' 
nat , når jeg blot ikke skulle have gået forbi kirkegården . 
Som det nu stod , var . jeg nødt til af 
gå i seng , og det gjorde jeg også ; men næppe 
havde jeg lagt mit hoved til puden , før sengen 
begyndte af lette sig , først i den ene ende og så i 
den anden , og derpå gav den sig til af svinge 
rundt , først langsomt og så stærkere , mens det peb 

og lo , og sang og summede rundt omkring mig : 
„ Du er mærket , du er mærket ! “ — i det samme 
syntes jeg , af kirkcgårdsmarcn kom listende ind ad 
døren ti gange så stor som for og med en basfivl 
i hånden , som han begyndte af stemme lige 
ovenpå mit bryst . 
„ O , giv mig et glas vand , Maria , jeg er så 
grnclig dårlig ! “ råbte jeg , og dermed gav jeg mig 
til af fægte efter Maren , som fløj og hoppede oppe 
under loftet , mens han brummede på bassen : 
„ Hø , hø , hø , ccsare ! Du er mærket , du er mærket ! “ 
Lidt efter havde jeg alle nabocrue inde hos 
mig , for min kone var bleven så forskrækket , at 
hun ikke turde ligge alene med mig , og selv troede 
jeg , at jeg fulde blive gal . Men da det led hen ad 
' morgenstunden , dulmede det hele noget af , og jeg 
fik et par timers blnnd , inden jeg skulle op for 
at se til fangen . Da jeg kom ind i fængslet , lå 
hun udstrakt på sin briks så bleg , så kold , så 
ubevægelig , at jeg troede , han var død . Jeg holder 
nu ikke af , at mine fanger dø lige den første nat , 
og da jeg havde rusket noget i ham uden at få 
svar , ville jeg gå hen og melde til syndicus , 
at nu var han færdig . Men lige i det samme 
hørte jeg trin ude på gangen , og ind kommer 

ingen andre end fængselsdoktoren , som altid skulle 
have sin næse med , hvor der ikke var noget at 
kige efter . 
„ Han er kreperet i nat , “ sagde jeg tvært , for 
på hans ansigt kunne jeg se , at nu skulle der være 
vrøvl om den historie . 
Doktoren sagde ikke et ord , men tog fangen 
om håndledet og gav sig til at se på sit ur . 
„ Ieg kan ikke gøre for det , “ sagde jeg , „ jeg 
har handlet efter ordre . “ 
„ Har syndicus , “ spurgte han „ givet ordre til , 
at denne fange skulle tilbringe en iskold vinternat 
for åbent gitter uden ild i kaminen , og uden 
scngklædcr på sin briks ? Svar mig ! “ 
Ieg kunne ikke svare noget hertil . Ieg vidste , 
at jeg havde handlet således , som syndicus ville 
have det , men nogen bestemt ordre havde jeg ikke ; 
det gav han aldrig . 
„ Hør , Cesare , “ sagde lægen , „ ved de af , at 
syndicus er en tyran , og at de er hans bøddel ? 
Gå straks over og hent varme sengeklæder og 
vin , lad deres kone komme over og hjælpe til . “ 
Da jeg vendte tilbage , sad fangen overrende og 
talte med lægen , og nu måtte min kone og jeg 
stadse op for ham , som var han en Greve , der var 

kommen i gjældsfængsel . Ieg gjorde vrøvl , men 
doktoren trak mig hen i en krog og sagde : „ Hør , 
Cesare ! Hvis denne fange dør under deres opsyn , 
kunne det måske hænde , at syndicus og et 
par til blev fornøjede ; men hvis det skulle ske , skal 
jeg sende sådan en attest til kardinalvikaren , at de 
kan rejse fra Norma med det samme . “ Dermed 
gik han og overlod til mig , om jeg ville have min 
afsfed af syndicus eller fra Roma — så græsselig 
kan en stakkels fængselsdircktcur undertiden 
komme i klemme . 
Da jeg ville til at gå , bad fangen mig 
påny om pen og papir ; men da dette ikke hørte 
til bedste forplcining , sagde jeg rent ud nej og 
lod med det samme en yttring falde om , at jeg 
helst havde set , at han var pillet af med det 
samme . 
„ De ville altså ønske , at jeg var død , “ sagde 
han rolig . 
„ Så havde jeg i ethvert tilfælde en mindre 
at passe på , “ svarede jeg . 
„ Godt , “ sagde han og så på mig med det 
underlige blik fra om aftenen , „ men hust vel på , 
at hvis jeg dør , tager jeg dem med inig . Nu kan 
de gå ! “ 

jeg er ikke vant til at blive viist døren af 
mine fanger ; men der var i hans blik og holdning 
noget , som gjorde , at jeg måtte adlyde . Jeg 
vidste ikke selv , hvad det var , men hver gang han 
sådan så på mig med sit gennemtrængende blik 
kom forskrækkelsen over mig igen , og jeg syntes , 
at jeg kunne søle at jeg var mærket , uden at jeg 
rigtig vidste , hvorledes det gik til . Men når jeg 
så tænkte herpå og på den blide stemme , hvormed 
min kone havde bedt for ham , så jog det mig 
gennem sjælen som et dolkestik , og jeg besluttede 
ikke at være hård , men at gå sådan en slags 
mcllemvci , hvad det så end skulle føre til . Mig 
kunne det jo omtrent være det samme ; thi døde han , 
fik jeg doktoren på nakken , og levede han , var 
han vistnok mand for at løbe bort , og så sad jeg 
der med syndicus . Under disse tanker nåde jeg 
hjemmet , og det første , jeg så , var Maria , som 
sad bleg og alvorlig ved sit kniplcarbcide . Også 
det ærgrede mig , thi hun var ellers livlighcden og 
lystigheden selv , og den dag var jeg ikke synderlig 
behagelig . Om aftenen lod jeg hente en dobbelt 
kande vin , og ligesom jeg var i færd med den , kom 
vor nabo , Giuseppe , og satte sig hos mig . 
„ Ved du , hvad man siger i byen ? “ spurgte han . 

„ Nej , “ sagde jeg . 
„ Man siger , at det er en fornem fange , du 
har fået fra Roma , men at du skal passe godt på 
ham . “ 
„ Så ? “ siger jeg . 
„ Ja , man siger endog , “ vedblev han , „ at 
han skal kunne mere end sit paternosfer , og at 
kardinalvikarcn derfor ikke vil have ham længere på 
s . Angelo . Man gør ære af dig , Cesare . “ 
„ Lakker skyldigst , “ siger jeg . 
„ Ved du af , Cesare , “ siger Giuseppe endelig 
og skænker sig et glas vin , „ at den fangevogter , 
som han havde inde på fortet , blev gal og sprang 
i Tiberen . Man fandt ham om morgenen med 
sønderknust hoved spiddet på en pæl ved en af 
bropillerne . “ 
„ Folkesnak , Giuseppe ! “ svarede jeg rolig ; men 
det krøb i ulig . 
„ Nej , det er ganske vist , “ forsikrede han . „ Gendarmerne 
fra rom have selv fortalt mig det ; men 
det mærkeligste er , at fangen havde sagt ham nogle 
ord i forvejen , som han gik og grublede over , og 
som endte med at tage forstanden fra ham . “ 
„ Hvad havde han da sagt ? “ spurgte jeg beklemt . 
„ Å , “ siger Giuseppe , „ det er vel snak det 

hele ; men den ene af gendarmerne fortalte mig , af 
han en dag havde mumlet nogle ord over fangevogteren 
og rørt ved hans hoved , og fra den dag 
troede hun selv , af han var mærket . Hvad er det 
nøde , du har i panden , Cesare ? “ 
Det gav et spræt i mig , som havde jeg rørt 
ved en tarantel ; men jeg ville ikke lade mig mærke 
med noget , og spurgte derfor : „ Hvem er det , der er 
bleven begravet i dag , Giuseppe ? “ 
„ Begravet ? “ siger han . „ Ingen , det jeg ved 
af . Der er jo ingen død her i byen . “ 
„ Da så jeg dog , af de havde åbnet en grav 
igår aftes inde på kirkegården tæt ved siden 
af den midterste gang . Neronc havde glemt sin 
kappe ved den . “ 
„ Nej , det er løgn , “ siger Giuseppe rolig ; „ for 
nu kommer jeg fra kirkegården , og jeg har ingen 
grav set . Desuden ligger ncrone jo syg på tredje 
uge . Nej , der er ingen død her i Norma — 
men det varer nok ikke så længe , “ lagde han 
hemmelighedsfuldt til . 
„ Hvorfor det , ginseppe ? “ spurgte jeg og tømte 
mit glas , for at han ikke skulle mærke noget . 
„ Seer du , Cesare , “ sagde han , „ Du er lngen 
rigtig normaønscr , og derfor ved du ingen rigtig 

besked . Når en skal dø her i byen , kommer 
gravhunden og tuder tre nætter foran hans dør , 
og sommetider er det hændt , at den , der skulle dø , 
så sin egen grav opkastet i forvejen . Således 
er det gået min fader , og i nat hørte jeg gravhunden 
første gang . “ 
„ Hvor ? “ spurgte jeg og greb ginseppe hårdt 
i armen . 
„ Ja , så nøje kan/jeg ikke sige det . - det var 
over midnat , og jeg lå i min seng ; men det var 
her i nabolauget . Går du ikke med over i caféen 
og fager dig en sambucco på min regning , 
ccsare ? Du seer dårlig ud . “ 
„ Nej tak ! “ sagde jeg . „ Jeg skal over og se 
til fangen , og desuden har jeg vagt i nat . “ 
„ Ja , så siger jeg farvel , “ sagde ginseppe og 
rejste sig . „ Du bliver vel nok i bedre humeur en 
anden gang , “ og dermed gik han . 
Aldrig har jeg troet , at et menneske kunne være 
så bleg , som jeg var , dengang jeg så mig i 
speilel , og dertil stod de tre fordømte røde pletter 
så tydelige , som vare de tegnede med blod . 
„ Op med modet , ccsare ! “ sagde jeg til mig selv , 
da jeg slog kappen om mig og tændte min lygte ; 
men da jeg tog nøglerne til fængslet ned fra væggen , 

syntes de mig dobbelt så tunge som før , og 
det var ikke noget godt tegn . 
Rystende af kulde og skottende til alle sider 
trådte jeg med lygten i hånden ud i den hvide 
sne , som lige var falden . Månen belyste alting 
skarpt og klart , og da jeg gik forbi kirkcgårdsgitteret , 
kunne jeg se hver busk og hver ligstecn 
derinde ; men der , hvor jeg havde set den åbne 
grav aftenen i forvejen , var jorden så ren og 
glat , som var den fejet . 
„ Det er trolddom ! “ sagde jeg til mig selv , 
„ flet ikke andet end den rene skinbarlige trolddom . 
Men vent lidt , go ' e Karl , vi skulle se , hvem 
der igen kommer til at spøge først , enten du 
eller jeg . “ 
Med disse ord gik jeg ind i fængslet og op 
fil fangen . Han lå på sin briks og havde det 
tilsyneladende meget bedre end om morgenen ; imidlertid 
svarede han ikke et ord på alt , hvad jeg 
sagde fil ham ; men hvor jeg gik , og hvor jeg stod , 
havde jeg hans fordømte øjne hæftede på mig lige 
så skarpt , søm tog han sigte på mig med en 
pistol . Endelig sagde han : „ Det er blevet meget 
koldere i aften . Gør ild på , ellers dør jeg af 
fugtighed og kulde . “ 

jeg gik ud for af hente brænde ; men da jeg 
kom ud og var fri for hans øjne , faldt det mig 
ind , af han talte fil mig som en herre fil fin hund , 
og desuden syntes jeg , af sneen havde lunet , så af 
det slet ikke var så koldt . Så huggede jeg brænde , 
spaltede caunaer * ) og gjorde ild på ude i forhallen 
fil fængslet , hvor jeg skulle sidde . Han kunne 
jo kalde på mig gennem døren og bede mig om 
ild , hvis han trængte dertil ; men det gjorde han 
ikke , han tav som en mus , og jeg satte mig tilrette 
ved kaminilden for af holde vagt . Lidt ud 
på natten blev det en frygtelig storm . Binden 
kom farende ned gennem bjcrgkloftcrne , susede omkring 
fængslet og ruflede i det , svin ville den 
splitte de stærke kampestccn fra hinanden . Så blev 
der et lille ophold , og så kom stormen farende 
igen , hvinende og brusende , slående smcld i luften , 
jagende ned gennem skorstenen , hvor den pustede 
kaminrøgcn ud i tykke , mørke skyer , som bølgede 
henundcr loftet . Det var lidt over midnat ; der 
var ingen i fængslet uden fangen og jeg , og forlod 
jeg min post , fik- jeg min afsked . Nu fortrød jeg 
bitterlig , at jeg havde gjort ild på for mig selv 
Tor « rsr fra vignerne , hvormed man gør ild . 

og ikke for fangen ; thi røgen var nærved at kvæle 
mig . Hvergang der kom et nyt stormstød , svaicde 
lygten i forhallen således frem og tilbage , at jeg 
troede , den skulle gå ud ; men hver gang flammen 
blussede i vejret og kastede sit skær hcnnnder 
loftet , så jeg røgen antage allehånde forunderlige 
skikkelser , snart som store flaggermuus , snart som 
fårekyllinger med lange ben og snoede følehorn , 
snart som små djævle , der grinede ad mig , alt 
eftersom de , den ene efter den anden , svævede ind ad 
lydhullet , som var anbragt ovenover fangens dør . 
Samtidigt dermed hørte jeg ham gå op og ned i 
fængslet med stærke skridt , og lidt efter begyndte 
han at tale , først sagte , så højere , men med forskellig 
stemme og i forskellige sprog , som var 
der mange forskellige personer hos ham , og hver gang 
en ny skikkelse drog sig hcnnnder loftet og 
svævede ind ad lydhullet , forandrede han sin stemme , 
så at jeg til sidst slet ikke vidste , hvem det var , der 
talte , enten han eller de andre . Jeg havde den 
største lyst til at gå ind og bede ham holde mund ; 
men jeg ved ikke , hvordan det gik til , jeg kunne 
ikke lade være at tænke på s . Angelo og på den 
slutter , som havde druknet sig , og så nøjedes jeg 
med at slå det ene kors for mig efter det andet 

og love den hellige jomfru to forgyldte vokslys , 
hvis fangen skulle være så svag , at han ikke kunne 
tåle vinterkulden . Men so mere jeg korsede mig , 
desto stærkere hylede stormen , og til sidst kom der et 
stød , så lygten svingede ud af boilcn og slukkedes 
lige foran mine fødder . Alt blev bælgmørkt rundt 
omkring mig , thi ilden havde jeg kradset fra hinanden 
for røgens skyld ; men oppe fra lydhullet , 
der førte ind til fangens værelse , strømmede et 
rødt lys ud , så af jeg troede , af det brændtc inde 
hos ham . Jeg ville rejse mig for af gjorde anskrig , 
men lige i det samme kom der et stormbuldcr , 
så af fængslet rystede fra den ene ende til den 
anden , medens støv og jord og Aske fløj mig i 
øjnene . I det første øjeblik kunne jeg ingenting 
se , men da jeg var kommen til mig selv igen , skinnede 
den røde lysstrime meget stærkere end før gennem 
lydhullet , og undt i dette sad kirkcgårdsmaren 
med sine tynde , skæve ben , sine hornbrnne vinger 
og grinte til mig så ondskabsfuldt og hoverende , af 
jeg uvilkårlig faldt på knæ . 
„ Det hjælper ikke , lille Cesare , “ sagde han , og 
strøg sig velbehagelig ned ad benene med de lange , tynde 
følehorn , „ vi må have en omgang endnu . “ Og 
dermed lagde han bncn til den censtrcngcdc violin 

og skelede hen til mig med sine gule , klare fårekyllingeoine , 
så af jeg følte , hvorledes den kolde 
sved brast ud af min pande . 
„ Råde ! Nåde ! “ råbte jeg . „ Jeg holder det 
ikke ud , jeg bliver gal ! “ 
„ Det gør ikke noget , lille Cesare , “ ' sagde han 
med et langt strøg hen ad violinen , så at den hvinede 
højere end stormen . 
„ Lad være ! “ råbte jeg og stak begge fingrene 
i øret . „ Jeg vil gøre ild på hos fangen , jeg 
vil hente vin fil ham og varme hans scngklæder . “ 
„ Det hjælper ikke , det hjælper ikke , Cesare ! “ 
Sagde han og gjorde det ene følehorn så langt , at 
det rørte mig i ansigtet . „ Han er død ; nu skal du 
høre hans ligmarsch . “ 
Øg dermed gav han sig fil at rase på violinen , 
slå takt med benene og virre med følehornene , 
så at hele stuen dansede med mig , fil jeg 
segnede om ved kaminen . Da jeg vågnede igen , 
var alting forsvundet på nøgen nær , og ved siden 
af mig stod en Aland og lyste mig ind i ansigtet 
med sin lygte . 
„ Det er anden gang , jeg træffer dem fuld 
på deres post , “ sagde han . 
„ Fuld ? “ sagde jeg . „ Nej , deri tager kecsllsnra , 

fuldstændig stil ; jeg har ikke drukket det mindste . “ 
Og dette var virkelig også sandt , for når jeg 
undtager den smule vin og en dråbe snmbucco , 
som jeg havde taget med for at holde kulden ude , 
havde jeg ikke nydt det allermindste ; men syndicus 
tog undertiden selv et glas , og derfor troede han 
altid ondt om andre . 
„ Jeg kom forbi fængslet , “ sagde han , „ og 
kunne lugte en stærk røg ude på gaden . Der er 
vel ikke passeret noget , kan jeg tænke mig ; mon jeg 
ville dog gå op og se , hvorfra den røg kom , 
inden jeg gik til sengs . Det er noget sent på natten , 
men jeg har været i selskab . Hvorledes har 
fangen det ? Er det i hans kamin , at de har gjort 
ild på , ccsare ? “ 
Nu kunne jeg tydelig se , bande at det var 
syndicus , og at han var fuld ; men jeg sagde naturligvis 
ikke noget dcroni , og svarede blot , at 
fangen havde bedet om ild , men at det havde 
stormet for stærkt til at lægge i kaminen . 
„ Vel , ccsare , “ svarede han . „ Gør deres 
pligt , og jeg skal gøre min . Bryd dem ikke om 
doktoren , han er en dosmer . “ Dermed gik hun , 
og lidt efter kom den anden fangevogter for at løse 
mig af . 

klokken kunne vel være to , og stormen hylede 
således , da jeg kom udenfor , at min lygte øjeblikkelig 
gik ud . Tunge , sorte skyer fore forbi månen , 
så at det snart var bæglmørkt , snart fuldstændig 
klart , og i denne skiftende belysning forekom 
kirkegården , gravene og de gamle susende cypresser 
mig ligesom levende og på veje til at drive afsted 
for vinden , som skyerne selv . Pludselig hylede 
det lige foran mig — en forunderlig skarp , skærende , 
langtrukken hylen var det , som fik blodet til at 
isne i mine årer , ihvorvel jeg kunne sige mig selv , 
at det næppe kunne være andet end vinden , som 
kom buldrende ned fra bjergåsen og nu klemtes 
sammen i den snævre gyde som i en flotte . 
Jeg standsede , thi dels måtte jeg stemme mig mod 
vinden , for at ikke både hat og kappe skulle ryge 
af , og dels syntes jeg , at hylet kain inde fra kirkegården , 
hvor der i øjeblikket var så mørkt , at jeg 
ikke kunne se det mindste . Da strålede pludselig 
månen i al sin klarhed ud fra den sky , der 
havde dækket den , og skønt jeg ikke ville , kunne 
jeg ikke lade være at se ind på den fordømte 
kirkegård . Nu tror i måske , af det er løgn , 
mine elskede venner ! Men der , lige midt på den 
nyopkastedc grav , som jeg vidste ikke var der , sad den 

forhcxcde sorte hund og strittede ud med forpoterne , 
medens den bøjede hovedet tilbage og tudede værre 
end den allerværste siroccostorm . Jeg vil aldrig 
være ærlig , om det ikke var den største abruzziske 
hund , jeg nogensinde har set , og dertil rejste den 
børster og viste tænder ad mig mellem hvert hyl , 
så af man nok kunne være bange for af gå forbi 
den , selv om der var et jerngitter imellem . Imidlertid 
fog jeg mod fil mig og listede mig så småt 
fremad med den slukkede lygte i hånden ; men lige 
i det samme fog hunden fart og fløj op mod 
gitret med en sådan krast , af det sang og klang 
i alle jernstængerne . „ Nå , denne gang kom du 
da ikke over , “ sagde jeg ved mig selv , og dermed 
smed jeg lygten og løb alt , hvad nemme og tøj 
kunne holde , lige indtil jeg nåde min gadedør . 
Alen ligesom jeg var kommen op ad stentrappe « 
Og ville lukke døren op , så jeg hunden komme 
sættende ned ad gaden med en fart , som ville den 
ind før mig , og for hvert Spring den fog , stod 
gnisterne ud af stenene bagved den . Imidlertid 
slap jeg dog ind , men næppe var jeg kommen i min 
seng , før jeg hørte hunden tude lige udenfor vor 
dør , og det med en sådan kraft , af min kone 
vågnede derved . 

„ Gud , Cesare , hvad er det ? “ sagde hun og rejste 
sig overrende i sengen . 
Jeg ville svare , men i det samme tudede 
hnnden anden gang , og det på en så forfærdelig 
måde , af mine tænder klapprede , så af jeg ikke 
kunne få et eneste ord frem . 
„ Du er syg , Cesare , du ryster jo over hele 
din krop , “ sagde hun og rejste sig for af stå op . 
„ Hvad er det dog , du har gjort ved din pande ? “ 
Og dermed gik hun ud for af se , om døren 
var lukket . Næppe havde hun forladt stuen , førend 
jeg hørte et højt skrig , og lige i det 
samme kom hunden farende som en stormvind og 
forsvandt lige lukt gennem den dør , som førte ud 
til køkkenet . Lidt efter kom : Maria ind og sagde , 
af det vist var fårehyrdcns sorte hund , der havde 
gjort hende bange ; men da jeg fortalte hende , hvordan 
det hang sammen , lo hun ad ung og gik på ny 
ud i kjøkkcnet for at se , hvor den var bleven af . 
Men da hylede det således i skorstenen , at jeg 
troede den skulle styrte sammen , og lidt efter kom 
Maria ind ganske bleg og gik i seng uden at sige 
et ord . Den nat var det mig umuligt at sove , og 
henad morgenen havde jeg en sådan feber , at jeg 

lod doktoren hente , og det gør jeg ellers meget 
nødig . 
„ De har forkølet dem , Cesare , “ sagde han , 
„ ved at sidde på det fugtige stengulv i den iskolde 
stormnat ; men de havde dog ild . Hvorledes 
troer de , den fange har det , som de nægtede 
både lys og varme ? “ 
„ Hnn er da ikke død ? “ spurgte jeg . 
„ Nej , men han er ikke langt derfra , “ sagde 
doktoren og så så alvorligt på mig , at jeg 
blev endnu mere forskrækket derved . 
„ Hvad tror de , jeg fejler ? “ spurgte jeg . „ Jeg 
er så mat ; det er ligesom blodet var blæst ud af 
mine årer . “ 
„ Hør , Cesare , “ sagde doktoren og følte min 
puls , „ De er en stærk og kraftig Karl , som nok 
holder persen ud , skønt en tyfus kan gøre det af 
med den bedste ; men han derovre går bort inden 
tre dage , såsandt jeg står her , hvis han ikke bliver 
ordenlig plejet . Vil de have hans død på 
deres samvittighed ? “ 
Jeg svarede intet hertil , men tænkte på , at 
han havde sagt , at han ville tage mig med sig , og 
feberen greb mig endnu stærkere end før . 
„ Cesare , “ sagde doktoren , „ gør en gang en 

god gerning . Lad deres kone gå derover ; hun 
forstår at pleje syge , og når hun gør det , vil 
han komme sig . “ 
„ Nej , “ sagde jeg , „ min kone får han ikke ; 
hun skal pleje mig selv . “ Og dermed vendte jeg 
mig om mod væggen og var ligeså døv , som den . 
Om natten så jeg syner . Snart var det 
hnndcn , snart gravmaren , snart fangen , og da 
doktoren den næste morgen stod foran min seng , 
ville jeg ikke tro , det var ham , før jeg havde hans 
hånd i min . Han satte sig ned ved siden af 
mig , så på mig med sit klare rolige øje , og 
sagde så : „ Ved de , hvad jeg tror , Cesare ? “ 
Jeg kunne ikke svare , men så blot på ham . 
„ Jeg tror , Cesare , “ sagde han langsomt og 
med et underligt eftertryk på hvert enkelt ord , 
„ jeg tror , at de er mærket ; de og fangen følges 
vist ad . “ 
Det gav sådan et stød i mig , at jeg fik 
mælet igen og sagde : „ Kan der da ikke gøres 
noget for at redde ham ? “ 
„ Jo , “ sagde doktoren . „ Send deres kone 
derover . De har hjælp nok herhjemme , men ' den 
inden fangevogter forstår sig ikke derpå . Send 

hende derover , hvis de vil have , at han skal leve . 
De gør en god gerning derved . “ 
Aldrig for noget i verden havde jeg ellers 
gjort det ; men når ens liv hænger lige i en 
tråd , bliver man så underlig følsom , og derfor 
sagde jeg ja og lovede Madonna , at jeg ville 
knække halsen på fangen , hvis han og jeg blev 
så raske , at det lod sig- gøre . Dermed gik doktoren , 
og jeg fik en gammel heks fra byen til at 
våge over mig . 
Hvad der skete den dag og mange , mange 
dage derefter , har jeg kun en svag og uklar forestilling 
om ; thi jeg syntes , at jeg svømmede i et 
ildhav , hvor jeg kun så et evigt , rødt lys , og 
hvor jeg ikke kunne få en dråbe vand til at 
lædsfc mig på . Sommetider kom jeg til store sorte 
og sumpede øer , hvor der var lidt kjøligcrc ; men når 
jeg da ledte efter vand , fandt jeg kun tørre , åbne 
grave , hvori jeg så mig selv ligge lig med foldede 
hænder . Så for jeg ud i ildhavet igen og 
råbte på vand , indtil jeg gruede for min egen 
stemme — det var værre end at være i helvede . 
' endelig slog jeg en morgen mine øjne op med 
en følelse , som havde jeg sovet en tung , dyb søvn , 
hvis længde det var mig umuligt at bestemme . Doktoren 

stod foran min seng og holdt mig i hånden 
ligesom sidst , og ikke alene kendte jeg ham , men 
jeg kunne tydelig se , at mandellræerne udenfor 
vore vinduer blomstrede , og jeg undrede mig over , 
at dette kunne ske så kort efter nytår . 
„ De har haft en drsi tur , Cesare , “ sagde 
doktoren ; „ men nu kan jeg indestå for Deni , og 
det er mere end jeg har kunnet gøre i de sidste tre 
måneder . “ 
„ Tre måneder ? “ sagde jeg . „ Hvorlænge har 
jeg da været syg ? “ 
„ Akkurat et fjerdingår , “ sagde dokkoren . „ De 
har gjort mig mere bryderi end han ovre i fængslet ; 
han har allerede været oppe i en måned . “ 
„ Hvor er min kone ? “ spurgte jeg og gjorde 
et forsøg på at sætte mig overrende i sengen . 
„ Stille , Cesare , “ sagde dokkoren , „ ingen sindsbevægelsæ , 
hvis de ikke vil have et nyt tilbagefald . 
Deres kone er ansat som sygevogterske hos 
fangen ifølge ordre , som jeg har modtaget fra 
Roma . Det var mange vigtigt , at denne fange 
ikke døde , og hun har en væsenlig andel i hans 
liv . Hun har våget over ham både dag og nat , 
og de vil få en god betaling derfor . Lig nu 

ganske rolig , til vi ses i morgen , og husk frem for 
alt , ingen sindsbevægelsæ ! “ 
Jeg havde den gyseligste lyst til at ærgre mig , 
men jeg turde det ikke , fordi dokkoren havde forbudt 
mig det , og fordi det gjorde ondt i mit hoved , 
hvergang jeg begyndte derpå ; men jeg lovede mig 
selv , at Maria skulle få en ordenlig overhaling , 
fordi hun havde forladt mig , og hvad fangen angik , 
skulle jeg også nok tale med ham . 
Men der gik meget længere tid , end jeg havde 
ventet . Kræfterne kom kun langsomt , og mandeltræerne 
havde allerede sat frugter , inden jeg kom 
såvidt , at jeg kunne tænke på at overtage min 
tjeneste igen . Endelig gav doktoren mig lov , og 
en rigtig smuk , varm forårsaften traf jeg første 
gang atter sammen med min fange . Han havde 
tegnet hele væggen fuld af de rædsomste skikkelser , 
nogle som dyr , andre som mennesker , alt sammen 
med kul , og mellem dem havde han skrevet 
forunderlige mærker og skrifttegn , som jeg ikke 
forstod , men som skulle forestille , at de talte med 
hverandre . 
„ Er det en maner at svine væggen til på ? “ 
Spurgte jeg ærgerlig og ville tage kullet fra ham . 
„ De har nok haft delirium , siden vi sås 

sidst , “ sagde han . „ Er de nu fuldkommen helbredet ? “ 
Og dermed vendte han mig ryggen , så ud 
ad gitret og gav sig til at fløtte . 
Jeg blev rasende opbragt , ikke så meget , fordi 
han kaldte min tyfus for delirium , som fordi han 
fløjtede i min nærværelse , og derfor sagde jeg : 
„ Man har nok glemt at give dem håndjernene 
på i morges , højstærede ? Bi lidt , så skal jeg 
hjælpe dem ! “ 
„ Tak , det behøves ikke , “ sagde han , „ jeg kan 
godt hjælpe mig selv . Slutteren giver mig dem 
på hver morgen , men jeg tager dem gerne af op 
ad formiddagen for min bekvemmeligheds skyld . “ 
„ Nå , så det gør de ? “ sagde jeg arrig . 
„ Vent lidt , så skal jeg vise dem , hvordan jeg 
lægger håndjcrn på . “ 
„ Vær så artig , “ sagde han og rakte begge 
hænder frem , „ men krøl ikke mine manschcttcr . 
Deres kone har kruset dem så nydelig , og jeg har 
kun det ene par . “ 
„ Ia , jeg skal kruse dig , din kjeltring ! “ sagde 
jeg og ville tage et ordenlig tag i ham , for nu 
var jeg bleven vred . 
„ Jeg ved ikke , at vi har drukket dus sammen , “ 
Sagde han og undveg mig behændig , „ og 

i familie kunne vi umulig være , — jeg er ingen 
buikalo . “ * ) 
jeg forstod nok , hvad han mente hermed , og 
trængte ham op i en krog , hvor jeg lagde håndjernenc 
forsvarlig på ham , hvilket ikke var vanskeligt , 
da han ingen modstand gjorde . 
„ Nu har de mig , “ sagde han , „ ikke sandt ? “ 
„ Jo , det skulle jeg mene , “ sagde jeg . „ Prøv , 
om de nu kan male deres krimskrams på 
væggen ! “ 
„ Gerne , “ sagde han , gjorde en pludselig bevægelse 
med hænderne , og bums , der lå begge 
håndjernene på gulvet . 
Jeg så ikke rigtig , hvorledes det gik til ; men 
jeg tænkte , at jeg havde glemt at skyde låsen til , og 
nu lagde jeg dem på ham med anvendelsen af 
den yderste omhu . 
„ Prøv nu gv ' c Karl , “ sagde jeg , „ øm du kan 
ryste dem af dig . “ 
„ Gerne ! “ sagde han med et drillende smil , 
vred hænderne to gange om hinanden , og der lå 
håndjernene . 
* ) bøffel . 

„ De er en nar ! “ sagde han . „ Hvor vil de 
være slutter ? De må gå i lære igen . “ 
„ Ja , så får jeg binde dig på anden 
måde , “ sagde jeg , „ for bindes skal du , min salighed , 
enten med Hamp eller jern . “ Og dermed 
tog jeg det lange reb , som jeg altid bærer om livet 
for en sikkerheds skyld , og surrede ham ind , både 
på hænder og fødder , så at han så som en 
flue , der var spunden ind af en edderkop , og derpå 
tog jeg hele fyren og surrede ham fast til 
bripen . 
„ Å , vil de ikke være så artig at kaste et 
tæppe over mig ? “ sagde han . „ Så skal jeg vise 
dem en kunst . “ 
Jeg gad nok se , hvad fyren nu ville hitte 
på , og derfor tog jeg og kastede det pjaltede tæppe 
henover ham . I begyndelsen lå han ganske stille , 
derpå gjorde han nogle sagte bevægelser hcnundcr 
tæppet , og lidt efter lidt hævede dette sig i midten 
og dannede en knude . 
„ Vil de nu tage det bort , “ sagde han . 
Jeg rev tæppet til side , og der lå han og 
gloede på mig med begge armene under hovedet 
og benene overkors , rigtig magelig . Men lige midt 

på hans bryst lå mit reb , skudt op i så nydelig 
en rulle , at man fulde tro , han var sømand . 
„ Det er jo trolddom ! “ råbte jeg og tumlede 
et skridt tilbage . 
„ Ganske rigtig , højstærede , “ sagde han og lo . 
„ Nu skal de se trolden . “ 
Jeg veg tilbage henimod døren , men han greb 
min hånd og sagde : „ Se , der sidder hun , deroppe 
i hullet . “ 
Jeg stirrede derop , og der sad han gravmarcn , 
livagtig således , som jeg havde set ham den 
sidste stormnat i fængslet ; kun var han nu tegnet 
med kul ; men han var lige fæl at se på for det . 
„ Seer de , han rider på en høvlspån , “ 
Sagde fangen , „ han har fårckyllingevingcr og 
græshvppcbccn ! . Det er min lille huusdjævel ; vi er 
højst intime bekendte , og han spiller brillant på 
violin . “ 
„ Jeg melder det alt sammen til syndicus ! “ sagde 
jeg . „ Jeg vil ikke have det mindste mere med dem 
at bestille . De er jo en Karl , som ikke fanden selv 
kan magte ; men jeg melder det hele , og de vil blive 
brændt for trolddom . “ 
„ Tror de ? “ sagde han . „ Ja , så må jeg 
bede dem skynde dem lidt både med rettergang 

og dom ; thi om tre dage rejser jeg herfra . Bil 
de ikke nok være så god at sige shndicus det med . “ 
„ Jo det skal jeg , “ sagde jeg , idet jeg lukkede 
døren . Og da jeg havde gjort det , gav jeg mig 
til at råbe gevalt og fik tre mand til at stå 
udenfor , medens jeg gik op i municipiet . Her fortalte 
jeg syndikus det hele , og bad mig fritaget 
for ethvert ansvar , hvis fangen skulle undvige ; 
men han blev vred og sagde , at så kunne jeg jo 
lade min kone passe på , hun var nok ikke bange 
for djævelen . Og dermed lo han på sådan en 
underlig måde og gik sin Bei . 
Så vendte jeg tilbage igen . Undervejs gik 
jeg ind i osteriet for at tænke lidt nærmere over de 
sidste ord , som syndicus havde sagt , og her traf 
jeg et par af mine gamle venner , som ville drikke 
et glas med mig på min nye sundhed . Det kan 
man jo ikke sige nej til , og så fortalte jeg dem om 
fangen og om , hvad syndicus havde sagt , og om 
at jeg intet ansvar ville have . Men jeg mærkede 
tydelig , at de grinede bag min ryg , og da jeg talte 
om ansvar , sagde Giuseppe , som også var der , at 
det vistnok var bedst , at min kone tog det tilligemed 
alt det øvrige ; af en syg mand måtte man ikke 

forlange for meget , og så gav de andre sig til at 
le , som om de vare besatte . 
Nu mærkede jeg nok , hvad klokken var slagen ; 
men jeg gik ganske rolig hjem , sleb spids på 
min kniv og svoer ved mig selv , at jeg ville dræbe 
fangen , hvis han gjorde mindste forsøg på at undvige ; 
thi så kunne jeg gøre det uden ansvar . 
De følgende dage forholdt han sig imidlertid 
ganske rolig , og jeg kunne egentlig ikke klage over 
. ham , når jeg undtager , at der i hans blik og hans 
holdning var noget , som undertiden fik mig til at 
famle efter kniven ; men jeg lod det blive dermed , 
thi jeg kunne ikke gøre det uden ansvar . Endelig 
siger han den tredje dags aften , ligesom jeg vil til 
at lukke døren : „ Vil de ikke tage det lille crucifix 
over med til deres kone ? Hnn lånte mig det , 
dengang jeg var syg , men hun vil vist gerne have 
det tilbage , thi jeg ved , hun holder af det . “ 
„ De kan jo give hende det i morgen , når hun 
lægger rene lagner på deres seng , “ sagde jeg . 
„ Hvor ved de ellers , hun holder af det ? “ 
„ Nej , i morgen er det for sent , “ svarede han , 
„ så er jeg borte . “ 
„ Så ! “ sagde jeg . „ Når vil de rejse ? “ 
„ Å , jeg tænker i nat sådan mellem tolv og 

to , “ sagde han med den ligegyldigste mine af verden . 
„ Vil de have bud med til Napoli ? “ 
„ Jeg skal høre , om syndicus vil have noget 
besørget dernede , “ sagde jeg . Og dermed gik jeg 
sporenstregs op i municipiet og sagde , at fangen 
løb sin vej i nat mellem tolv og to ; men 
syndicus lo på ny ad mig og sagde , at jeg kunne 
jo holde vagt den nat tilligemed undcrslufteren oppe 
i gangen , så skulle han nok sørge for , at der som to 
gendarmer på post foran fængselsporten , så ville 
han dog se , hvor fangen løb hen . 
Om aftenen vare vi tre i den store forhalle , 
som lå foran fangens celle , thi mathco , således 
hed undcrsluttercn , turde ikke være alene med mig , 
„ for to har ingen magt mod fanden , men det har 
tre , “ sagde han . Denne tredie var ingen anden 
end ncrone , en lille skjævbenct , vindøict fyr , som 
var graver og parykmager der i Norma , og ligeså 
fuld af spøgclschistoricr , som et granatæble afkjcrner . 
Nætterne vare endnu lidt kolde og fugtige , 
hvorfor vi fik gjort bål på , og da vi dog skulle 
have noget at bestille , gik matheo over og hentede 
os et par mezzoer * ) til otte , thi dengang var vinen 
ikke så dyr som nu , og en mezzo til otte var 
en mwo er to foglictter . 

delikat . Så gjorde vi os det så hyggelig , som vi 
kunne , så endnu engang vore knipler og knive 
efter , tændte vore cigarer og ventede så på , at 
fangen ville komme spadserende ud til os , thi anden 
vej kunne han ikke gå , og kaminen og jcrngitret 
havde jeg på det nøiestc set efter om aftenen . 
Vi førte passiar om alskens forskellige ting , og 
pludselig siger ncrone : „ Man må ikke drikke sig 
fnld , når man er på vagt , men det er ellers en 
mageløs vin . Hvor har du fået den fra , matheo ? 
Den lugter ikke af osteriet ! “ 
„ Nej , “ siger matheo , „ det gør den ikke . Jeg 
har et søskendebarn ovre hos prioren , som ved , 
hvor nøglen til sakristiet hænger . Så sparer man 
to bajoc på mezzoen . “ 
„ Det er da ikke altcrviin ? “ spørger nerone og 
stryger sig om munden med en mine , som jeg ikke 
holdt rigtig af . 
„ Jo , det er altcrviin , “ siger matheo , „ har du 
noget mod det ? “ 
„ Er den indviet ? “ spørger ncrønc . 
„ Ja , “ siger matheo , som var en gudsforgåcn 
knegt , „ indviet er den nok , men den er ikke døbt , 
det jeg kan mærke . Mit søskendebarn tapper af 
og til et par mezzoer af den barilc , der ligger bag 

alteret i sakristiet , og kommer en lille smule vand 
istedet . Dette her kan man mærke er første tapning . 
Din skål , neronc ! “ 
Men neronc svarede ikke ; han tog tværtimod 
sit glas og heldte vinen tilbage i mezzoen ; men 
det halve kom udenfor , så stærkt rystede han på 
hånden . 
„ Du bliver da ikke syg , neronc ? “ sagde jeg . 
„ Du bliver så bleg . “ 
„ Havde jeg vidst , det var altcrviin , havde jeg 
aldrig smagt en dråbe , “ sagde han og skottede ængstelig 
henimod døren . 
„ Hvorfor ikke det , “ siger mathco , „ Prioren selv 
får ikke bedre vin . “ 
„ Ja , det er hans bestilling at drikke for os 
alle , “ siger nerone . „ Men vi andre kunne nok 
lade os nøje med almindelig vin , især i en nat , 
som denne . “ 
„ Er der da noget i vejen med den vin ? “ 
Spørger jeg . „ Den er jo gjort ligesom al anden 
vin ; kun smager den en kende bedre . “ 
„ Ja , men er den indviet , “ siger neronc , „ og 
har allerede ligget over tre nætter i kirken . Den , 
som drikker af den , seer mere end andre , og i nat 

mener jeg , af vi nødig skulle se mere end vort 
eget . “ 
Ligesom han sagde dette , hørte vi en svag rumlen 
som af en vogn i det fjerne , og mathco bemærkede , 
af fangen vist rullede sit tøj , inden han 
rejste . 
„ Nej , det er torden , “ siger ncronc , „ ligesom 
den aften . Havde jeg blot vidst , af det var 
altcrviin ! “ 
„ Tal ud af posen , “ siger mathco . „ Hvad 
mener du med den aften og den torden ? Fortæl 
du kun historien uden omsvøb ; jeg drikker priorens 
vin , så passer hver sin forretning . “ 
„ Jeg kan gerne fortælle eder det , “ siger 
ncrone , „ for nu er jo ulykken sket . Seer i , 
når vinen bliver velsignet og har ligget tre nætter 
i kirken , er den ikke mere sig selv . Den er ikke 
blevet til Christi blod , for det bliver den først lige 
i det hellige øjeblik ; men den er på veje dertil og 
har fået hemmelige kræfter , som vi ikke kunne forsfåe , 
og den , som drikker den , får del i åndernes 
verden , og kan den nat se mere , end han ellers 
får at se hele sit øvrige liv . “ 
„ Det var Pokker ! “ sagde mathco . „ Hvad kan 
han da se ? “ 

„ Ja , “ siger ncrone , „ det er forskelligt . I reglen 
lukker hele den synlige verden sig for ham ; men 
den usynlige , den , som hver nat stiger frem , når 
menneskene sove , bliver ham åbenbar . Han kan 
se ånder og spøgelser , tale med dem og få 
længst forsvundne tiders hemmeligheder at vide . 
Han kan se de døde stå op af deres grave og 
vandre afsted med kisten , som sneglen med sit hus , 
han kan høre gravhunden inde og se gravmaren 
der , hvor alle vi andre kun se en fårekylling . “ 
Det krøb i mig ; thi nu faldt det mig ind , at jeg 
den nytårsaften netop havde fået et par kander 
vin sendt fil foræring af matheos søskendebarn , 
og jeg skottede op fil lydhullet i mure » ; men det 
var mørkt som sædvanlig . Så tog jeg mod fil mig 
og sagde : „ Du kunne ellers gerne fortælle , ncrone , 
hvad du så den aften , det tordnede , så går 
tiden imidlertid dermed . Bryd dig ikke om , hvad 
du fortæller ; vi er jo mandsstærkc nok , og skulle 
vejret komme over bjergene , er der jo lynafleder 
på fængslet . “ 
„ Seer i , “ sagde ncrone og rodede op i gløderne , 
så at hele « stuen fik et rødligt skær , „ det 
var natten før s . Giovanni . Der var tændt bål 
allevegne , og jeg havde dandset med de andre rundt 

om det , og var sprungen tre gange over emmernc , 
så vidste jeg mig fri for trolddom hele det år . 
Så gik jeg tilbage fil byen med et par venner , 
og ligesom vi skulle fil at skilles , siger den ene : 
„ Kom op med og smag et bæger gammel vin ! 
Jeg har fået en Barile i foræring af min onkel , 
sakristanen . “ 
Vi tog mod tilbudet , og barilen blev hurtig 
tomt under sang og lystighed , og dermed gik enhver 
til sit , uden at nogen af os havde fået den 
ringeste nus , det kan jeg forsikre om . Jeg boede 
allerede dengang nedenfor kirken , så at det var 
ganske naturligt , at jeg gik forbi den , og det gjorde 
jeg også uden at tænke noget derved ; men ligesom 
jeg ville gå over pinzzaen , render jeg hovedet 
mod noget hårdt , og da jeg skal se mig for , erdet 
kirkcgårdsportcn . 
„ Den vender jo ud her til gade » , “ indvendte 
mathco . „ Kirken ligger på den anden side . “ 
„ Det gjor den , “ sagde neronc , „ dct er sikkert ; 
men den nat havde kirken vendt sig , og kirkcgårdsporten 
lå midt på piazzacn , så sikkert som jeg 
ligger her ved ilden . “ , 
„ Det var mærkeligt , “ sagde mathco og ville 
skænke sig ct glas ; men mezzoen var tom , og i 

det samme lød der et tordenskrald , så at både 
glas og flasker klirrede mod hverandre . „ Nu 
kommer vejret over bjergene , “ sagde mathco . 
„ Skynd dig lidt nerone , ellers snakker tordenen 
højere , end du . “ 
„ Jeg tror , jeg går hjem , “ sagde graveren . 
„ Hvem af eder vil gå med ? “ 
„ Jeg tror du er gal ! “ sagde matheo . „ Ryster 
du for den smule torden ? Skyd hjertet op i livet 
og husk på , at vi er på vagt ! Hvad så 
du så mere den aften ? “ 
„ Jeg holder ikke af at fortælle det , “ sagde nerone 
med ynkelig stemme , og korsede sig , da et nyt 
tordenskrald rystede fængslet . 
„ Snak ! “ råbte mathco . „ Du skal , eller jeg 
smider dig på porten og lader dig knække dine 
visne ben , når du skal gå alene i mørket . “ 
Denne trndsel gjorde sin virkning , thi matheo 
var en Karl , som ikke var til at spøge med , 
og ncrone fortsatte med usikker stemme : „ Kirken 
havde vendt sig , så sandt som jeg ligger her , og 
da jeg forsøgte at tænke mig om og finde , hvorledes 
dette kunne være gået til , var det , ligesom noget 
også vendte sig inden i mig , så at jeg blev helt forstyrret 

og for anden gang rendte mod kirkcgårdsporten . 
„ Luk op i alle sorte ånders navn ! “ hørte jeg 
nogen sige tæt bag ved mig . Det var med min 
egen stemme , det talte , og jeg blev derover så 
forskrækket , af jeg nær havde sat mig lige ned i brostenene , 
hvis ikke en havde holdt mig under armene ; 
men jeg kunne ikke se , hvem det var . I det samme 
drejede kirkegårdsporten sig på sine rustne hængsler , 
og kirkegården lå lige foran mig ; men alle 
kors , gravstcen og monumenter vare revne op 
og kastede mellem hverandre , og ligkister , både 
gamle og nye , både rådne og friske , stod rundt 
om imellem gravene , som havde man holdt en stor 
almindelig flyttedag men ikke var bleven færdig . 
Jeg ville forsøge af slå et kors for mig , men 
da gav det et voldsomt ryk i min venstre arm , og 
stemmen , min egen stemme , sagde : „ Lad graveren 
komme ind . Det er gravåndernes fest . Lad graveren 
komme ind ! “ 
Da hørte jeg , af det lo og klukkede , summede 
og brummede rundt omkring mig , så af jeg blev 
endnu mere forstyrret ; men jeg måtte ind på kirkegården , 
det var som om den , der havde mig under 
armen , trak mig derind . Næppe havde jeg gjort det 

første skridt indenfor porten , før jeg så , af en 
virkelig havde mig under armen ; men nu slap han 
mig og blev stående lige foran mig . Det var en 
lang , mager herre i skarlagenrød kappe , skarlagenrøde 
strømper og skarlagenrød hat — kort sagt , han 
så ganske ud som en kardinal , når jeg undtager , 
at han havde en bukkefod hængende ved sit paternosterbånd 
og to huller foran i hatten , hvorigennem 
der stak et par sorte , spidse horn . “ 
„ Har du tegnet , nerone ? “ spurgte han og strøg 
sine spidse , røde knebelsbarter i vejret . 
Nu vidste jeg godt , at jeg hverken havde tegn 
eller adkomst til at komme , hvor jeg var ; men alligevel 
var der noget inden i mig , som svarede ja , 
og så svarede jeg det samme , 
„ Så kan du gå ind i kirken og lægge 
mig alterbogen tilrette , “ sagde den røde skikkelse ; 
„ men tag det af forsf , du nok ved , ellers skeer du 
en ulykke . “ 
Jeg kunne tydelig føle , hvorledes jeg drev af 
angstens sved , men alligevel måtte jeg gå foran , 
og ligesom jeg nærmede mig kirkeporten , hørte jeg 
orgelet bruse derinde og så , at der strålede lys 
fra alle vinduer , men melodien , som blev spillet , var 
det store ciø xrokunæis , som vi bruge ved de forncmmc 

begravelser , og lysene blinkede snart svagt , 
snart stærkt , som var det oanlloloilsr * ) , der flagrede 
op og ned ad kirkens vinduer . Jeg rystede og bævede , 
men endnu værre blev det , da jeg trådte ind 
i kirken — således havde jeg . aldrig set den 
før . Højaltret lå bagvendt , lige for indgangen , og 
rundt om , hvor ellers helgenbillederne stod , sad 
både varulve og hekse , trolde og gravmarcr , og 
de snakkede med hverandre og gjorde sig det ligeså 
bekvemt , som når vi besøge messen på en søndag . 
Dertil var hcle kirken betrukken med sort , og lysene 
flammede snart op med klare luer , snart sygnede de 
hen , som ville de gå ud , og i denne flakkende belysning 
så troldtøjet så forfærdelig mangfoldigt 
og rædselsfuldt ud , af jeg var lige ved af dånc 
midt imellem det . Imidlertid samlede jeg dog alt 
mit mod og gik op imod hoinltrct for af åbne 
det lille skab , hvori de hellige bøger vare gemte . 
Men det var kun med stor nød , af jeg flap derop ; 
thi alt troldtøjet gjorde lange fingre , nappede efter 
mig og stak til mig med deres lange , spidse horn , 
så jeg kunne høre mig selv brøle højt af forskrækkelse . 
Imidlertid fik jeg dog fat på bogen , og da 
jeg vidste , at jeg skulle ske en ulykke , fik jeg også 
* ) st . Hansorme . 

med stort besvær korset af og stak det i lommen . 
Ligesom jeg havde gjort det , begyndte orgelet 
at tone igen , men nu lod ikke længere somligpsalmen 
over de døde . Det brusede først svagt , så stærkere , 
og pludselig klang det , som gik der et tordenskrald 
gennem alle dets piber , så kirken rystede i 
sin grundvold derved . Jeg holdt fast ved den pille , 
ved hvilken jeg stod ; men gulvet bævede under mig , 
gravstenene skød sig til side , og op af de store , mørke . 
Åbninger svævede blege dødninger frem , både mænd 
og kvinder , unge og gamle , alle med liglagnerne 
flagrende over skuldrene og med blålige blus i de 
indtørrede , magre hænder . Først kom de fra familiebegravelsernc 
— magre , hnulkindedc , med flade 
næser og øjne , der lyste som halvslukkede gløder , 
svævede de forbi og tog plads i de adelige stader , 
hvor de engang havde brammet i hovmod og i 
stads . Alen derpå myldrede det , ind af den 
dør , som vendte ud imod kirkegården , og nu var 
der ingen ende på det . Som hvide tåger kom 
de svævende ; først enkelte , så flere , så i tusindcviis 
og trængte sig sammen på bænkene , i stolene 
og i choret , som sknldc de se på et bryllup . Alle 
holdt de blålige blus i hænderne ; men de hulkede 
og græd , knugede sig sammen og piintc sig ind i 

hver krog og hver nische , så af der snart ikke var 
så megen plads , af jeg kunne røre min hånd , 
og under alt dette flakkede lysene op og ned , orgelet 
-ruste og tordenen rullede , så af jeg troede , af den 
yderste dag var kommen . Da blev det med et 
ganske stille , og da jeg så op mod alteret , stod den 
røde skikkelse deroppe og strakte sine to spidse fingre 
som to horn ud mod menigheden . Derpå 
greb han alterbogen , vendte ryggen til menigheden 
og begyndte af læse , først sagte og så højere ; 
men jeg kunne ikke få andet ud , end af han læste 
både evangclie og tekst bagvendt fra enden til 
begyndelsen , og så kunne jeg jo nok vide , hvorledes 
messen ville blive . Pludselig faldt messchaglcn 
af ham , og nu så jeg tydeligt , af han havde hestcbccn 
og en bukkchalc , son : han stod og logrede med 
foran alteret . „ Jesus Maria ! “ råbte jeg , så højt 
jeg kunne . Da susede og summede det gennem hele 
forsamlingen , og det var , som gik der en iskold 
trækvind gennem kirken ; ine » Djævelen trådte 
hurtig hen imod mig , greb efter mig og sagde : „ Du 
er min ! Hvor har du tegnet ? “ 
„ Her ! “ råbte jeg fortvivlet , og rev det gyldne 
kors op af lommen og stødte det mod hans sorte 
lådne bryst . 

han greb efter det , men jeg holdt fast og nu 
skete der en mærkelig forvandling . Hans ansigt 
forlængede sig , de spidse horn blev til et par lådne 
øren , sorte strittende hår skød sig frem overalt 
på hans krop , og han tudede som en hund , medens 
han krøb med halen mellem benene for mine 
fødder . Men jeg gav ikke tabt ; jeg svang korset 
foran ham , jeg gjorde korsets tegn med det , og 
alt som jeg gjorde det , svnlmede han op , bolncdc 
ud , blev så stor som en elefant og fyldte til sidst 
hele kirkens skib , så at jeg kun var som en myre 
imod ham . Da tudede han , så at det lød værre 
end stormvinden , når den kommer susende ned fra 
bjergenes kløfter ; men jeg holdt fast ved korset og 
råbte Jesu , Maria og alle helgeners navne , og da 
skulle i have set . Han åbnede det uhyre gab ; 
det var større end kirkeporten selv , og spidse tænder 
stod som hvide , afbrudte søjlerækker i det ; han 
pustede en dampsky ud gennem de ildrøde næseboer 
og trak derpå vejret så dybt , at det lød som en 
malstrøm , der suger vandet til sig . Da klang et 
skrig af forfærdelse og angst gennem den øde , 
nattedunklc kirke , og i store skarer svævede de døde 
jamrende og hulkende , vendende hænderne og løftende 
de tomme øjenhuler mod himlen ind i hans uhyre , 

blodrøde svælg , der lyste med el gjcnstjær af helvedes 
luer . Jeg følte tydeligt , hvorledes luftstrømmen 
også greb mig , men jeg holdt fast om pillen , 
strakte korset ud foran mig , og det formåede han 
ikke at rokke . Sukkende og klagende svandt dødniugeskikkclserue 
den ene efter den anden , og alt som 
de sank ned i det gloende svælg , blev uhyret 
mindre og mindre , og til sidst så det ud som en 
ualmindelig stor , abrnzzisk hyrdehund , som med strittende 
børster og halen mellem benene , hylende og 
tudende løb hen over kirkens gulv , og forsvandt 
ud ad porten til kirkegården . Da så jeg først , 
at det ikke kunne være nogen anden end gravhunden , 
som havde drevet sit spil med mig , og ligesom jeg 
havde fået den tanke , var alt i kirken i sin sædvanlige 
orden . - da jeg kom ud på piazzacn , lå 
også kirken som før , månen skinnede så ren og 
så blank som nogensinde , men langt ude over campagnen 
trak en tyk , kulsort tordensky langsomt afsted , 
og når den udsendte sine glimtende lyn , så 
den ganske ud , som en uhyre hund med gloende 
tunge . Men den samme nat døde . Prioren , den 
fromme pater Anselmo , skønt han kun var fem og 
halvfjerdsindstyve år , og det var meget mærkværdigt ; 
thi så længe nogen kan huste , er ingen præst 

i Norma død før i sit fem og halvfemsindstyvende , for 
embedet er meget rigt , og der er kun lidt af bestille . 
Men fra den selvsamme nat hørte vi gravhunden 
tude , hver gang nogen skulle dø , og det så bestemt . . . “ 
Et tordenbrag , voldsommere end noget af de 
tidligere , et brag , der kone umiddelbart ovenpå et 
blåligt blændende lyn , stoppede neronc i hans fortælling , 
og lige i det samme hørte vi en langtrukken , 
klagende tuden så nær , af vi ikke vidste , om lyden 
kom op gennem gulvet , eller ned gennem skorstenen . 
„ Nu se alle helgene til os i nåde ! “ råbte 
ncrone og korsede sig . „ Det var gravhunden ; jeg 
kender dens stemme . “ 
„ Sludder , din skrædder , “ sagde matheo , „ det 
er vinden , der luder i skorstenen . Giv plads , at 
jeg kan kaste et knippe kvas på ilden ! “ 
Nerone rejste sig , men så ubehændigt , at han 
væltede den store kobberconcha , hvori vi havde vand 
til fængslets forbrug . Vandet strømmede som et 
helt kildevæld hen over de glødende kul , slukkede ilden 
og indhyllede os i tætte , hvide dampe , som i 
uhyre skyer bølgede op mod skorstenen . I det samme 
tudede det på ny , ikke ti skridt fra os . 
„ Dosmer ! “ råbte matheo . „ Hvad ryster du 

for ? Tænd lygten , ccsare , her bliver jo mørkk som 
i en grav . “ 
Jeg tændte en olivenspå » , men ligesom den begyndte 
at blusse op , udstødte ncrone et skrig og 
tumlede over mod væggen , idet han pegede ud mod 
korridoren . Mit blik søgte derud ; men aldrig , aldrig 
i mit liv tror jeg at være bleven så forskrækket , 
som jeg blev i det øjeblik . Trods den 
usikkre belysning så vi alle tre ganske tydelig en 
uhyre , sort hund , som med en rusten jernlænke om 
halsen og funklende øjne stod midt i korridoren 
og stirrede på os . 
„ Gravhunden ! “ stønnede ncrone og styrtede tilbage 
på arnestedet med begge hænderne for ansigtet . 
„ Den onde skinbarlige « selv ! “ hviskedee mathco , 
og lod sin knippel synke , som han havde hævet til 
slag . Lige i det samme gik hunden atter et par 
skridt frem imod os og hylede på ny , men denne 
gang så gennemtrængende , at ncrone hylede med . 
„ Hvad sknlle vi gøre , mathco ? “ spurgte jeg 
dæmpet . „ En af os er dødsrns . “ 
„ Stille , ccsare ! “ hviskedee han . „ Lad os se , 
hvad den gør , og indrette vor opførsel derefter . “ 
Jeg trykkede mig op imod muren , thi jeg følte 
mine knæ dirre af skræk ; ncrone væltede sig i 

krampe mellem de udslukkede gløder og skreg forfærdelig ; 
kun matheo syntes at beholde sin fatning , 
men han var så hvid som en væg , og øjnene stod 
ganske stive i hovedet på ham . 
Langsomt , ganske langsomt kom hunden frem 
imod os . Lænken raslede og klirrede hen ad det hårde 
stecngulv , vandet dryppede af dens Pels , og idet 
den strøifede mit knæ , gik der en gravkulde ud fra 
den , som fik mig til at ryste , så tænderne klapprede 
i min mund . Langsomt , med sænket hale og ludende 
hoved skred den forbi matheo og mig , snusede 
til ncrone , løftede så atter hovedet i vejret 
og gik med laskende , lydløse fjed lige henimod fangens 
dør . Her satte den sig ned , hævede den ene 
pote i vejret og hylede , så at ruderne klirrede 
derved . 
„ Det er ham , som skal dø , “ hviskedee matheo ; 
og jeg følte ligesom en blytung sten blive lettet 
fra mit hjerte . 
Et nyt lyn flammede hen over himlen , og oplyste 
fængslet , så at man så den mindste spindclvævstråd 
under loftet , og i det samme satte 
hunden begge sine store , brede forpoter på fængslets 
dør og hylede , så at det skjar mig lige til 
beenpiberne . * 

„ Det er til ham , den vil ind , “ hviskedee jeg 
sagte til mathco , og medens jeg sagde det , hørte jeg 
tydelig fangen rasle med sine håndlænker derinde . 
„ Så lad den tage ham og fare ad helvede 
til med ham , “ sagde matheo , og ligesom han sagde 
dette , tudede hunden tredje gang endnu græsseligere 
end før . 
„ Tør du lukke den op , mathco , du har nøglerne ? “ 
Hviskedee jeg . „ Lad den så sin villie , ellers 
kunne den vende sig mod os . “ 
„ Tør du ? “ sagde han og tog nøgleknippet 
frem . 
„ Nej , “ sagde jeg , „ jeg tør det ikke ; jeg har 
mødt den en gang før og blev syg til døden derefter . 
Luk den op , matheo , hvis du har mod ! “ 
„ Mod ? “ brnmmede han . „ Tror du , jeg render 
før en hund , var den så sendt af djævelen 
selv ? “ Og med disse ord gik han hen , skød slåen 
og boltene fra og satte den svære nøgle i hullet . 
Jeg fulgte enhver af hans bevægelser ; men næppe 
havde han fået døren åbnet på klem , før hunden 
stak hovedet ind , vred den op på vid gab , 
og forsvandt i mørket , medens vi hørte fangen 
udstøde et skrig af forfærdelse . 
„ Luk , “ Mathco , luk ! “ råbte jeg og sprang til 

før at hjælpe ham ; thi skønt han trykkede hårdt 
til , ville den svære dør ikke gå således i , at 
slåenc fattede . 
„ Ja , luk ! “ brnmmede han . „ Jeg har kræfter som 
en tyr , men den satans dør er bleven forhekset . 
Det må dog være den onde , som er gået igennem 
den . “ 
I det samme kom et nyt lyn , derpå et buldrende 
tordenbrag , og midt under dette hørte vi 
en skrigen , hvinen , tuden , hylen og brølen , som 
vare alle urene ånder løse inde i fængslet . 
„ Nu farer den til helvede med ham , “ sagde 
matheo og slap taget i døren . „ Hør , hvor de brydes 
derinde . “ 
Jeg gav slip på døren og lyttede ; det lød 
som den voldsomste kamp . Jernlænkerne klirrede og 
raslede , tunge masser tørnede mod murene , tumlede 
om på gulvet , rullede over hverandre , rejste sig 
påny og tumlede igen , og mider alt dette hørte 
vi hundens hylen og fangens nødråb , indtil de 
sidste tabte sig i en svag , hendøende rallen — så 
blev alt stille . 
„ Nu er den faret afsted med ham eller også 
er han ædt , “ sagde mathco rolig . „ I begge tilfælde 
behøve vi ikke at stå skildvagt her ved døren . 

kom , lad os sætte os hen ved arnen og se 
at få liv i nerone , stakkels asen . Det var fælt 
at høre på . “ 
Vi satte os begge hen ved ildstedet , rystede og 
ruskede i graveren , men han var så stiv som en 
baeoaia * ) , og der var intet at stille op med ham . 
„ Han kommer sig nok i morgen , “ sagde matheo , 
„ men det er ellers forskrækkeligt , så angsten kan 
gøre det af med et menneske . Føl blot , han er 
ganske kold . “ 
„ Ja , og han har dog siddet i gløderne , “ sagde 
jeg . „ Bare det ikke er galt fat med ham , matheo . 
Skal jeg ikke kalde hjælp ? “ 
„ Ingen af os før forlade sin post , i hvad der 
end skeer , “ sagde han , og så blev vi siddende 
og holdt den stakkels graver imellem os , medens 
lyn fulgte på lyn og tordnen rullede som artillerisalver . 
Pludselig gjorde ncrone en vending og gik 
bagover for os , så lang han var . “ 
„ Der gik parykmageren ad helvede til ! “ råbte 
matheo og slog et kors for sig . „ Ora pro nobis ! 
Det var gravhunden alligevel . “ 
* ) naeoal « er vor stokfisk , en af de mest yndede spiser i 
fastetiden . 

neppe havde han sagt disse ord , før fængslets 
dør sprang op på vid gab , og ud kom den store 
sorte hund med jernlænken raslende tungt bag efter 
sig . Langsomt sneg den sig i mørket tæt forbi os , 
snusede på ny til neronc , tudede igen , men dæmpet 
og klagende , og forsvandt så ud i korridoren 
ad samme vej , som den var kommen . En stund 
sad vi begge tanse , så rejste matheo sig , grebbålragereu 
og skubbede ganske langsomt døren i , thi 
ingen af os havde lyst til at se , hvorledes der så 
ud derinde . To timer efter brød dagen frem , og 
i al denne tid havde ingen af os sagt et ord , så 
slagne vare vi ; men da morgensolens første skær 
' tittede ind gennem jerngitret , så vi et bedrøveligt 
syn . Der lå den stakkels neronc midt i 
gangen så død som en kanin og så blodig i ansigtet , 
som var han dræbt af et knivstik . Ingen af 
os kunne rigtig forstå , hvorfra det blod kom ; men 
da det blev lidt lysere , så vi blodpletter gennem 
hele korridoren , og fra ncroncs lig lige hen til 
fangens dør . Vi stødte den op , og nu kan man 
tænke sig vor forskrækkelse . Der lå midt på 
gulvet en stor abruzzisk hyrdehund slået lige så 
nydelig , som var det sket af slagteren selv , og til 
dens hoved var der fæstet en seddel , hvorpå der 

stod : „ Han gav mig rejsepclsen ! “ Så kunne vi 
jo nok se , at hunden havde været en rigtig hund , 
og at nerone kunne have sparet sig sin ulejlighed . 
Men han var død , fangen var borte , og hvad 
mig angik , så fik jeg min afsked og har siden den 
tid været en stakkels , gammel kanccllierc — en stakkels , 
gammel kanccllicre , mine elskede venner ! “ 
Og den stakkels , gamle kanccllicre rystede på 
sit fordrukne hoved , skænkede mere vin i sit glas , 
stak det ud og stirrede derpå hen for sig med et 
udtryk , dobbelt stovt efter at fortællingens spænding 
havde forladt det . 
„ Bar det det hele ? “ lod pludselig fra sevcrinos 
malmfulde røst . „ Tal , mand ! “ 
Det gav et stød i kancellieren , som havde 
han rørt ved et-galvanisk batteri . Han rettede sig 
på bænken , spilede de blytunge oiclåg vidt fra 
hinanden og mumlede : „ Hvad var det ? Hvem er det , 
som taler ? “ 
„ Hvad sfete der med crucifixct ? Fik hun det 
aldrig ? “ spurgte fra scvcrino med en vis uro i 
stemmen . 
„ Crucifisken ? “ lallede kancellieren . 
„ Fik hun det ? “ spurgte fra Severino og gjorde 
endnu et skridt nærmere imod ham . 

„ Nej , por kaoobo ! “ råbte kancellieren og slog 
i bordet , så glassene dirrede . „ Tror de , jeg 
ville bringe kærlighedsbreve til min kone ? Crucifisien 
var hul , og bag figuren lå en seddel fra 
den fordømte fange , hvori han bad hende flygte fra 
tyrannen . Tyrannen ! Det skulle nu være mig ! Hi , 
hi , hi , hvor romantisk ! Men jeg låsede hende inde , 
satte hende på bønner og vand ; for hun var skyld 
i min afsked . Og da hun havde sødt Adele , var hun 
svag . Hun døde — hi , hi — af barselfeber , af 
en svulst i underlivet . Men da hun lå i vildelse , 
da hun fluide — — hvad er det ? 
Hvem er det , som taler ? Vil du tie , din satan ! 
Og kancellieren blev plndselig aflegrå i ansigtet 
og stirrede med stive blikke henimod skorstenen . 
Der blev en uhyggelig pause , under hvilken 
jeg vexelviis betragtede kancclliercns af angst og 
drukkenskab fordrejede træk og den høje , mandige 
fra scvcrino , som stod oprejst ved siden af ham . 
Aldrig har jeg set større kontraster ! 
„ Hvad hed den fange ? “ spurgte signor 
carncvalc . 
„ Jeg er lidt fuld , en lille smule drukken , “ 
Stønnede kancellieren , „ men ikke så fuld , at jeg 
røber statshemmeligheder — nej , jeg er ikke . Han var 

en farlig mand , min fange ; han har narret os to 
gange siden , men jeg -- -- -- -- å , jeg får ham nok . “ 
„ Nej virkelig ? “ frittede apottekeren . „ Det har 
de aldrig fortalt mig , Cesare . Han løb vel fra 
dem igen og gav både dem og gubernatoren en 
lang næse , skjsndt hans loeollovra skal have vanskeligt 
derved . Han kneb ud , Cesare , gjorde han ikke ? “ 
„ Jo , “ sagde kancellieren og skænkede i glasset „ han 
kneb ud . Det er den rene trolddom , og 
den kan hverken jeg eller gubernatoren magte ; nu 
skal de høre , hvordan . Foret halvt Års tid siden 
kom der en statsfange her til Gennazzano . „ Pas 
nu godt på ham , Cesare , “ sagde gubernatoren , „ så 
kan de få oprejsning for ham i Norma ; denne 
er af samme slags , “ og så lavede vi et bur til 
ham oppe i den øverste etage af palazzoct med tre 
tommers jernstænger , fire alens mur og en 
fire tommers egetræes dør med Nagler på begge 
sider samt en dirkcfri lås , som vi lod gøre i Roma . 
„ Han skal da nok få lov til at blive ! “ tænkte jeg , 
da vi puttede ham ind ; men for større sikkerheds 
skyld gav vi ham et tre tommers jernbælte om 
livet og nittede ham ved en lænke fast til væggen , 
så at han kun kunne nå vinduet og få sig en 
mundfuld frisf luft . Det gik også meget dejlig 

hele den første måned , og jeg passede på som en 
smed , for jeg huskede nok ham fra Norma . En 
aften havde jeg været oppe at se til ham ret i et 
Herrens vejr , og da jeg går hjem , får jeg bud 
fra gubernatorcn , at jeg over Hals og hoved skulle 
komme op til ham med protokollen over de hemmelige 
fanger . Han var frygtelig allarmeret , dengang 
jeg kom , og fortalte mig , at kardinalvikaren havde 
sendt sin første sekretair ud til os for at få oplysninger 
om en vidtsorgrenet sammensværgelse , og 
at ' han muligvis ville tage fangen med sig tilbage 
under eskorte . Sekretairen havde gjort vannutcllis 
hus den ære at tage ind her hos os , men 
hvor han forresten var kommen fra , måtte fanden 
vide ; thi det regnede og stormede således den nat , 
at padrone Luigi måtte tage ind i cave , og anden 
befordring gives der jo ikke . 
„ Der er vist noget galt ved den Karl , looolisima , “ 
Sagde jeg , da jeg gav ham protokollen , 
„ eller også er han plumpet direkte ned fra himlen 
ligesom den hellige Elias . “ 
„ Sludder , ccsare , “ svarede gubernatoren , „ hans 
papirer er i fuldstændig orden . Det er en 
mand , som kan gøre noget for os begge , Cesare ; 
vær derfor flink , skrab ud for ham og tag 

protokollen over de politisk mistænkte ; den står 
deroppe på hylden . “ 
Så tog jeg da begge protokollerne — de 
vare svære nok , kan de tro — og travede bag efter 
gubernatoren , som rettede sig og tog faste skridt , 
for han er ofte noget allarmcret sådan hen ad aften . 
Da vi trådte ind , sad der en fin signore ved 
aftensbordet , og det kan nok hænde sig , at Anna 
Maria havde braset op for ham . Han var ligeså 
bchængt med ordener og guldstads som den hellige 
jomfru derovre , og da jeg så , hvor gubernatoren 
skrabede ud , var jeg ikke sten til at skrabe med — han 
kunne jo gøre noget for os begge . Først spurgte 
han om fangen og om alt , hvad der vedrørte ham , 
så gjorde han et udtog i sin portefeuille af de hemmelige 
fanger , og så sagde han , at jeg kunne lægge 
protokollen over de politisk mistænkte ind i hans 
sovekammer , thi af den ville han gøre et særligt 
uddrag , som skulle førelægges kardinalvikaren . Jeg 
havde aldrig set denne sckrctair før , thi det er 
sjeldent , at så høje herrer komme herud ; men hver gang 
han så på mig , var der noget i hans 
blik , som jeg nok syntes at sknlle kende , men jeg 
turde jo ikke lade mig mærke dermed , og så skrabede 
jeg ud , hver gang han blot så på mig , og 

han smilte meget nådig dertil . Men der var adskillige 
ting , som jeg ikke syntes rigtig om , og 
som fik mig til at spidse øren . Først lukkede 
han sig inde på sit værelse og ville ikke have 
andre end Adele hos sig ; men det hovede mig ikke , 
før tøsen er skikkelig nok , men jeg så , at han 
kyssede hende på panden , og så er der ikke langt 
til munden . Desuden gik han kun ud i mørkningen , 
og jeg lagde snart mærke til , at han altid 
styrede op imod xals . 2ro oolonna og satte sig ved 
fontænen i borggårdcn for at ryge en cigarette . 
Men jeg så også snart , at når han sad der , 
var fangen altid ved gitret , og den anden aften 
kom det mig for , at han skrev i luften med cigaretten . 
„ Der er vist noget galt ved den Karl , looeiisnrm , “ 
Sagde jeg til gubernatorcn ; „ for jeg gik 
straks op og aflagde melding om , hvad jeg havde set . “ 
„ Pas blot på , at han ikke finder noget galt 
ved dig , “ sagde gnbernatorcn og skænkede sig et 
glas marsala . „ Skrab ud for ham , Cesare , og hold 
ren mund med hvad du seer , så kan du endnu 
blive slutter i s . Michele , og det er et godt embede . “ 
Ud på astcnen kom sekretairen hjem og sagde , 
at jeg og Adele måtte hjælpe ham nied listen over 

de politisk mistænkte , thi han måtte rejse tidlig 
næste morgen . Jeg hentede protokollen , Adele 
hentede vin , og prokuratoren bragte den selv , blot 
for at se kardinalvikarens sekrctair . Vi sad 
derinde i den store stue ved det runde bord , og 
Adele måtte skære hans penne og lægge nyt papir 
for ham , hver gang det gamle var udskrevet , og jeg 
følte mig så beæret ved af arbejde med kardinalvikarsekretairen 
selv , af jeg satte klat på klat og skrabede 
dem ud , når han så på Adele . Da vi 
endelig vare færdige , skænkede sekretaircn i glassene 
både til Adele og mig og sagde : „ Jeg synes , 
af jeg skulle have set dem for , signor fclice , 
har de ikke været ansat i Norma ? “ Og dermed 
så han på mig med sådant et underligt blik . 
Jeg blev ganske arrig ; thi jeg tænkte , af han 
havde hørt noget om fangen i Norma , som mulig 
kunne blive mig til disrckommandation , men jeg 
tnrdc ikke lyve for ham , fordi jeg frygtede for , af 
Adele havde sladdrct af skole , og så sagde jeg 
da , af jeg havde været i Norma , men af jeg havde 
fået min afsted , fordi jeg havde haft et lille uheld 
med en af fangerne . 
„ Ak ja , “ sagde han , „ det kan jo hænde den 
bedste . Jeg har nok hørt noget derom ; men hvorledes 

bar han sig ad med af narre en så pålidelig 
mand som de ? “ 
Ru måtte jeg da frem med min historie , den 
samme , som de nylig har hørt , og medens jeg 
fortalte den , smilede han så underlig , og for hver 
panse , jeg gjorde , skjæmkcde han i mit glas , og jeg 
skrabede ud — der var jo ikke andet at gøre . Lidt 
efter sendte jeg Adele ned , og nu måtte jeg fortælle 
historien om igen : men denne gang smilede han 
ikke , han sad og stirrede på mig med sine store , 
mørke øjne , og spurgte mig ud om min kone og 
Adele , så at jeg syntes , at han var temmelig nysgerrig , 
selv for en politisckretair . Endelig ville 
jeg til at gå ned , for flafkerne vare tomme , og 
jeg selv begyndte at blive noget tung i hovedet , 
men han rejste sig og sagde : „ Vent lidt , signor 
fclice , så skal de smage en marsala , som jeg har 
med til gnbernatoren . “ Og dermed gik han ind i 
sit værelse og kom tilbage med en gammel , støvet 
flaske , som han bad mig trække op . 
Nu har jeg smagt megen marsala i mine dage , 
både af den almindelige og af den , som gubcrnatoren 
skænker , når monsignoren kommer herud ; 
men mage til den drik , som var i den gamle , støvedc 

flaske , har jeg ikke kendt . Jeg drak et glas , 
endnu et , og endelig et tredje , og da jeg havde 
fået det , syntes jeg , at den fremmede voksede , indtil 
han blev en kæmpe , ogat der gik stråleblink fra de 
stjerner og kors , han bar på brystet . Han sagde nu 
flet ikke noget , men sad og stirrede stift på mig , og jo 
mere hun stirrede , desto uhyggeligere blev han mig ; thi 
jeg kendte nu dette blik , og vidste , hvor jeg havde 
set det — det var fangen fra Norma . Klarere 
og klarere gik dette op for mig , og endelig blev det 
mig så klart og overbevisende tydeligt , at jeg ville 
springe op og gribe ham , trods gubernatoren og 
trods de kors og stjerner , der funklede på hans 
bryst . Bien det var mig ikke muligt at røre hverken 
hånd eller fod ; det var , som var jeg blevet støbt 
i bly , og skønt jeg anstrengte al min villie for at 
hæve armen , blev den dog liggende på bordet , 
hvor den lå . 
„ Kender du mig , Cesare fclicc ? “ spurgte han 
mig pludselig med heell forandret stemme og rejste 
sig op . 
Jeg ville virre med hovedet , men jeg kunne 
ikke engang bevæge øjelågene , så stive stod 
øjnene mig i hovedet . 
„ Se nu , Cesare ! “ sagde den fremmede og tog 

med et tag sit prægtige sorte skæg af og lagde . 
Det på bordet . 
Jeg ville skrige om hjælp ; men der var ikke 
tone eller stemme i mit bryst , alt snørede sig 
sammen inden i mig , og jeg faldt tungt ned på 
gulvet så lang , jeg var . 
„ Husker du mig nu ? “ spurgte han og bøjede 
sig med lampen i hånden hen over mig . „ Husker 
du den fange , som du lod fryse , sulte og gerne 
havde pint tildøde ? Husker du gravhunden ? “ 
Jeg blev så forskrækket , af hele stuen dansede 
rundt med mig , thi jeg troede , af han ville 
myrde mig , men han satte blot lampen på gulvet 
og sagde : „ Seer ' du nu , ccsare , jeg kunne have 
dræbt dig . Endnu to glas af den vin , som du 
har drukket , og du ville aldrig røre dig mere ; 
men jeg har skånct dig for hendes skyld , ikke for 
din egen . Gør mig nu en tjeneste til gengæld ; 
lån mig nøglerne til fængslerne i slottet . “ 
Han stirrede så hadefuldt og foragtelig på 
mig , af jeg gjorde mig al optænkelig umage for af 
rejse mig op ; men jeg kunne ikke røre en finger , 
og mit råb om hjælp blev kun en undertrykt 
stønnen . 
„ Nå , så får jeg at hjælpe mig selv , “ sagde 

hun og stak hånden ind under mit bælte , 
hvor nøgleknippet hang . „ Hils gubernatoren fra 
mig , lille Cesare . Han har også fået en flaske 
iaften af den gamle marsala , og skulle vi mødes 
tredie gang , husker du jo nok , at jeg denne aften 
har skånet dit liv . “ 
Dermed tog han nøgleknippet , satte skjæget 
på og slog kappen omkring sig ; men da jeg hørte 
ham gå ud ad døren , blev jeg så rasende forbitret 
og gal på mig selv , at jeg vistnok fik et 
tilfælde ; thi jeg dannede helt hen i det , og da jeg 
den næste morgen vågnede og skyndte mig op i 
fængslet , lå slutter « ! midt i gangen med den 
fremmedes hat i munden , og bænde han og fangen 
fra Roma vare fløjne ud nf buret for længe 
siden . Men gubernatoren sov hele den næste dag 
og noget af den påfølgende nat , indtil doktoren 
fik ham vågen ved at sprøjte koldt vand i 
ham gennem næsen . Heller ikke han kunne forstnne , 
hvorledes hun hnvdc haft det den nat , eller 
hvorledes det egentlig hang sammen med den fremmede . 
Så blev vi da enige om , at det var trolddom , 
og det skrev vi også til kollegiet i Roma , og 
der fik vi ret . Siden den tid tror jeg fuldt og 
fast på trolddom , og det gør kollegiet med . “ 

„ Ja , det skulle jeg mene , “ sagde signor Carnevale 
og skænkede resten af vinen over i kanccllicrens 
glas . „ Hvis det ikke var trolddom , så 
er der ingen trolddom til i verden . Men når 
traf de ham tredje gang ? “ 
„ Tredie gang , “ sagde kancellieren , „ ved de 
ikke det ? Den fyr , som blev taget sammen med 
røverne og kom på slottet — det var jo fangen . “ 
„ Ah , “ sagde signor Carnevale med et meget 
betydende blik , „ var det fangen ? Han løb altså 
tredie gang fra dem . “ 
„ Ja , vel løb han , men ikke fra mig . Sporhundene 
tog ham nede i kløfterne ved olcvano tilligemed 
de andre fyre , som snart skulle rettes , og 
jeg kendte ham straks , da vi skulle sætte dem 
i fængsel . Han ville jo skyde på mig ; men 
jeg skulle ikke have mere af den fyr . Jeg fortalte 
gubcrnatoren hele historien , både den fra Norma , 
og hvordan han siden havde været med til at lirke 
den anden fange ud , og så sagde jeg mig helt 
fra bestillingen , thi jeg ville ikke have min afsted 
anden gang . „ Hold de nu på ham , “ sagde jeg 
til gubcrnatoren , „ hvis de kan “ — og så kom skandalen . 
Det vidste jeg jo i forvejen , og den havde 
nær kostet gubcrnatoren hans embede , hvis ikke 

fruen var tagen til Roma og havde bedt for ham 
hos kardinalvikarcn . “ 
„ Hvilken skandale ? “ spurgte apottekeren med 
ypperlig forstilt uvidenhed . 
„ Å , det ved de jo lige så godt som jeg , “ 
Brummede kancellieren . „ Den fordømte kontorista 
lod jo trommen røre og satte hele byen i oprør . 
Jeg havde jo ingen nøgler og kunne altså ikke 
lukke ham op . “ 
„ Nej , men de var meget villig dertil , “ bemærkede 
signor Carnevale i en ondskabsfuld tone . 
„ Det var skade , at gubcrnatoren ikke kunne høre 
deres hædrende udtalelser . “ 
„ Jeg var syg den aften , “ snerrede kancelliercn . 
„ Jeg havde feber , og hvad man siger i vildelse , 
kan ikke fornærme nogen . “ 
„ Nej , deri har de ret , “ bemærkede signor 
carncvale . „ Men hvordan gik det egentlig til , at 
gubernaforcu blev indelukket i fængslet , og at 
fangen kom her til os i hans egne klæder ? “ 
„ Det var trolddom ! “ svarede kancellieren . 
„ Slet ikke andet end den rene , skære trolddom . “ 
„ Ah , “ sagde signor carncvale , „ mente kollegiet 
også det , eller måtte fruen for anden gang 
til Roma ? “ 

kancellieren ville svare ; men rusen havde allerede 
taget sådan overhånd , at hans ord hendøde 
i en slags rå grynten , idet han famlede efter 
den tykke stok under bordet . I det samme blev 
køkkendøren reven op , og kontorisfaen kom styrtende 
ind i skjorteærmer , bleg , med rullende øjne og 
en blinkende kniv i hånden . Inden nogen af os 
kunne forhindre det , fløj han henimod kancellieren , 
greb ham i halstørklædet , klemte ham op imod 
væggen og råbte med en stemme , der bævede af 
raseri : „ Skurk , du skal dø ! “ 
Den værdige kancelliere blev så violet i hovedet 
som en kalkun , snappede efter vejret og gav et 
brøl fra sig , der skuffende lignede bøflernes på 
campagnen . Men kontorisfaen holdt fast , halstørklædet 
snøredcs tættere sammen om hans strube , 
kniven blinkede i luften og — splintredes mod fra 
Severinos tykke pilcgrimsstav , så at stumperne 
fløj os om ørene . I samme øjeblik havde signor 
Carnevale begge sine arme omkring den heftige unge 
mand og satte ham med et sæt ud i stuen , idet 
han råbte : „ Hvad er dette , Carlo . Hvad har han 
gjort ? “ 
Vi havde alle rejst os , grebne af rædsel . 
Selv postkassen syntes at føle øjeblikkets alvor , 

thi han stod med åben mnnd , så stor , at en lille 
postkareth magelig kunne køre igennem den , medens 
kancellieren , overvældet ved det pludselige angreb 
og af vinen , lå kastet ' tilbage over bænken . Kontoristacn 
stod midt i køkkenet , ligbleg , gispende 
efter luft , og med et udtryk i øjet , som søgte han 
blot efter et nyt våben for på ny at fare løs på 
sin modstander . 
„ Hvad er det , hvad er der sket ? “ spurgte fra 
scvcrino , som ligeledes havde rejst sig , og som syntes 
at være den mest fattede af os alle . „ Tal , 
Carlo , der er dog ikke sket en ulykke ? “ 
Se , se ! “ råbte den unge mand fortvivlet 
og pegede henimod døren . „ Uhyret har flamsfjændct 
sin egen datter . Han har solgt hende , som var 
hun en skjøge- ; men han skal dø ; han skal ikke 
nyde frugten af hendes skændsel ! “ 
Med disse ord sled og rev han i den ulykkelige 
Carnevale , så at jeg troede , at dennes 
arme skulle gå as led , medens kancellieren 
brummede som en hidset tyr , idet han forgæves 
famlede på gulvet efter sin knippel . Fra sevcrino 
var bleven ligeså bleg som kontoristacn ; 
hans øjne lynede , og med et Spring for han 
henimod døren , som han med et ryk rev op 

på vid gab . Hvilket hjertcsfjærende syn ! Ude 
på trappen lå den unge pige dødbleg , lænende 
sig op til dørens karm og med et udtryk i øjet , 
som var det bristefærdigt af smerte . Blomster - 
krandscn var revet af hendes hoved , det sorte hår 
flød i malerisk uorden omkring hendes Hals og 
nakke , og det unge bryst bølgede som et stormbevæget 
hav under det klare lin , der ikke formåede 
at skjule dets oprør . Ved siden af hende 
stod den lille abate , krammende sin store hat mellem 
hænderne , og græd , som han var pisket . Kontoristaen 
havde endelig slidt sig los ; med et Spring var 
han ved siden af den unge pige , greb hende om livet , 
hævede hende op , og drog hende henimod fra Severino , 
idet han råbte : „ Se , således har han handlet med 
det barn , som han to timer i forvejen har indviet 
og velsignet . Oh , skændsel over ham ; skændsel 
over dem alle ! “ 
„ Tal , mit barn , hvad har han gjort ? “ sagde 
fra Severino med rystende stemme og drog hende 
fra kontoristacns favn over i sin egen . „ Hvo har 
øvet denne skjændsclsgjerning ? “ 
Adele rev sig ud af fra Severinos arm med 
et udtryk , som frygtede hun endnu . Tårerne styrtede 
ud af hendes øjne , men idet hendes blik traf 

Otto og mig , dækkede en purpnrrødmc hendes kinder , 
hun dækkede sit ansigt med begge sine hænder , 
sænkede hovedet og sagde med lav stemme : „ Man 
har ikke øvet vold imod mig ; men man har forsøgt 
det , og jeg har værget mig derimod . Signor Carlo , 
som hørte mit råb , kom mig til hjælp ; uden 
ham -- -- -- -- “ 
Adele ville have sagt noget mere ; men i det 
samme hvinede kanccllicrcns tykke stok gennem 
luften , svirrede over hovedet på den unge pige 
og forsvandt ud gennem vinduet , tagende både 
pinder og sprosser med . Adele udstødte et skrig 
og skjulte sig i armene på fra scvcrino , medens 
kontoristaen som en tiger sprang ind på kancellicrcn 
og kastede ham baglænds over bænken . Der 
påfulgte nu en- rasende brydekamp , thi så drukken 
fyren var , havde han dog kræfter som en tyr , 
og det blev os snart klart , at kontoristaen måtte 
bukke under . Dog signor carncvalc var praktisk 
og viste sig ved denne lejlighed som en mand , 
der forstod at tage tyren ved hornene . Uden at 
blande sig i striden , langede han et reb ned fra 
væggen , slog en lokke på det , og kastede det som 
en lasso over kanccllicrcns hoved , i det næste 
øjeblik lå denne på gulvet , kontoristaen fik sine 

arme frie , og uden at gøre den ringeste ophævelse 
surrede signor Carnevale hænder og ben 
så fast på den elendige fangevogter , at han brølede 
derved . Otto og jeg kunne ved denne lejlighed 
ikke nægte os en aparte lille fornøjelse , som bestod 
i at give en god håndsrækning med , da den bundne 
og bastede kaneellierc endelig bares ned i kælderen . 
Her kastede vi ham på hans seng , lukkede lemmen 
i , spigrede den til , og havde derpå den fornøjelse 
at høre ham brøle og bande dernede , indtil 
han faldt i søvn . Da vi kom tilbage til køkkenet 
var både postkassen , fra Severino og Adele 
forsvundne , og kontoristaen og signor Carnevale 
skiltes fra os med den bemærkning , at vi ikke tiere 
skulle blive udsat for molest i vor egen bolig . Ude 
på trappen fandt jeg adelcs pil , som hun dagen 
iforveien havde fået fra Roma , som et tegn på , 
at hun nu indtrådte i de voksne pigers kreds . 
Sølvgrcbet med den åbne hånd * ) var bøjet , og 
dens blanke stålspids fremviste tydelige spor af 
* ) kvinderne i sabinerbjergene bære deres hår ophcrftet 
med en stålnål . Grebet er formet som en hånd , 
der hos de ugifte er åben , hvorimod den hos de gifte er 
lukket . Nålen selv er så tyk , at den godt kan bruges 
som stilet . 

blod . Jeg håber , at hun har mærket den ærværdige 
pater Eusebio forsvarlig . 
Hermed endte denne mindeværdige dags begivenheder , 
og Otto og jeg tilbragte aftenen temmelig 
uselskabelig , da hverken signor carncvale eller nogen 
af familien mødte ved aftensbordet . Jeg er 
spændt på at se , hvorledes hele denne tvist vil 
løbe af , thi nu må en vige , enten byens bedste 
mand eller gubernatorcns højre hånd . Men 
mest af alt interesserer den stakkels Adele mig . 
Anna Maria synes at have vigtige planer for ; thi 
hun har tre gange i denne eftermiddag pyntet sig 
i sin bedste stads , for atter at lægge den i skuffen 
igen . Nino siger , at hun vil tage til Roma ; men 
det skal ikke hjælpe stort , når man vil have hævn 
over en præst . - farvel , brave funtus ! Når jeg 
får noget at vide , skal du atter høre fra 
din hengivne osv . 
L . 8 . Jeg har atter åbnet brevet for at meddele 
dig en slem begivenhed . Sagerne fra i går 
have taget en alvorlig ende , idet man tidlig i morges 
har fundet pater Eusebio liggende udenfor et af 
de mesf berygtede huse i huulgaden med et stilctstik 
gennem venstre lunge . Foruden dette havde 

han et andet , men meget mindre , i overlæben . 
Kontoristaen er forsvunden , og man tvivler om pater 
Eusebios liv . Kancellieren viste sig i Morges 
endnu mere slavisk og krybende mod os end nogensinde 
før ; han er vistnok bange for carncvale , thi 
han går omhyggelig af vejen for ham . Også 
postkassen skal være forsvunden . Nino siger , at han 
er løben fra klostret , og mener , at det er ham , der 
har stukket pater Eusebio , hvilket er lidet rimeligt ; 
thi han var her i morges tidlig med noget , til Adele , 
og fortalte mig på sin konfuse måde en hel del 
om madonnaen , røverne i fængslet og gubernaforen . 
Dicgi siger , at den ældste af røverne har 
havt et syn , og at Madonna har lovet at hjælpe 
ham ; men det må være en misforståelse , enten af 
ham eller af jomfruen . 
Gennazzano , den 23de juli 1863 . 
Bedste Søren ! 
Du undrer dig måske over , at jeg stred 
om lægemidler fra København til vor stakkels 
lille Adele , som nu forresten igen blomstrer som 
en rose ; men farmacien står ikke på noget 

højt standpunkt i den hellige stad , end sige i 
Gennazzano . Når folk blive syge hernede , læserman 
velsignelsen over dem . Bliver det værre , læserman 
en nlesse , og vil sygdommen ikke gå af 
for den , løser man madonnaen fra det stativ , 
hvortil hun under ordinaire forhold er bunden , og 
læsser hende , naturligvis under en højrød baldakin , 
på et snehvidt æsel , for at hun kan aflægge den 
syge et besøg . Bliver madonnaen hvid , når 
hun bæres ind i sygeværelset , er der ikke nogen 
redning at håbe ; beholder hun derimod sin blomstrende 
teint , er der ingen tvivl om , at den syge vil 
komme sig . Dette er en meget snild fremgangsmåde ; 
thi enten den syge dør eller kommer sig , vil der altid 
være retskafne sjæle , som have set madonnaen 
blive hvid , og andre ligeså retskafne , som mene , at 
hun ikke på nogen måde havde skæmmet sig , da 
hun blev båren ind . De to partier af retskafne 
ville ufejlbarlig komme i hårene på hinanden , 
og striden ville , som alle rcligionskampc , 
blive ført med den yderste hårdnakkethed . Så 
træde præsterne til og mægle , naturligvis til gunst 
for det endelige udfald , og på den afsluttende konference 
erklæres madonnaen naturligvis for ufeilbar , 
og de , som ikke ville indrømme dette , overgives som fæle 

krakilere til alle netskafnes dom og må være 
glade , når de slippe for at komme i en af gubernatorens 
sorte protokoller . Når man endelig mærker , 
at patienten slet ikke kan leve , afslutter man 
livets store drama på en ligeså effektfuld som 
thcatralsk måde . Over Hals og hoved går der 
bud til præst , prior , sakristan , degn , klokker , 
graver , sortcbrsdre , gråbrødre og endnu 
en hel del andre brødre , som alle komme 
styrtende med kerter i hænderne , kors på skuldrene 
og parapluier over hovedet , hvis det regner . 
Øjeblikkelig stille de sig op i den bekendte 
gåsegangsrække , sænke blikket , folde hænderne , og 
se overhovedet så bedrøvelig-andægtige ud , som var 
det dem selv , der skulle til af himle . Derpå sætter 
man sig i Marsch : først en med et sort kors , så 
en med en klokke , hvormed han klemter af alle 
kræfter , så hostien under en rød silkcparaplni , 
selv om det er det dejligste solskin , og endelig brødrene , 
hvis tal varierer efter det antal blanke 
scndier , som den døende antages af ville efterlade 
sig . Under mumlende bønner , snøvlende sang og 
stadig klemten med klokken , går processionen 
afsted over stok og sten , indtil den når det 
hus , hvor den syge er i færd med af drage sit 

sidste suk , og alle , som den møder på sin vej , 
ere nødte til af vende om og slutte sig til den . I 
selve huset går kun klokken og hostien op , den 
røde silkcparaplui , de sorte munke og publikum 
blive derimod nede i stille forventning . Pludselig 
hører man det klemte oppe i huset , og dette betyder , 
af den syge er absolveret , har fået den sidste olie 
og nu ikke har andet af gøre , end af gå hjem og 
lægge sig . Men næppe høre de nedcnforstående 
klokkens lyd , før de begynde af bede for den døende , 
ikke stille , dæmpet , vemodigt , men med en voldsomhed 
i stemme og gebærder , som kunne man stråle 
ham gennem skærsildcn . Lidt efter kommer hostien 
atter ned , den rødc paraplui spændes ud , klokkeren , 
præsten og prioren vandre afsted med den , medens 
resten , såvel brødrene som det store publikum 
vedblive at anråbe , indtil man kan antage , at den 
døende er slået forsvarlig ihjel . Døe i fred kan 
den ulykkelige altså ikke ; men da de omstændigheder , 
der gøres , er så komplicerede og talrige , kan 
man ikke undre sig over , at han gør sig den største 
umage med at dø , når han først har modtaget 
den sidste olie . Det ville være en skandale at 
leve efter den , og der er intet , som de rettroende 
hernede er så bange for som is scsnllaia , det 

var med den , djævlen begyndte ; det var med den , 
Garibaldi endte , følgelig kan man ikke noksom tage 
sig i agt for den . 
At det under disse omstændigheder er en vanskelig 
sag at være læge eller apotteker hernede , 
behøver jeg vel næppe at bemærke , og det har derfor 
ikke undret ung , at jeg forleden fik en prøve på 
signor Carnevales farmaceutiske dygtighed , som 
jeg ikke kan undlade at fortælle dig . Mangen en 
tidlig morgcnstnnd havde jeg lagt mærke fil , at 
bønderne fra omegnen ventede udenfor apottekets 
dør med nogle små kasser , som jeg i min enfoldighed 
anså for rottefælder , hvortil de måske 
ville anskaffe sig et tilsvarende kvantum rottekrudt . 
Forleden morgen overraskede jeg imidlertid Pietro , 
apottekets højlærde discipel , i at modtage disse små 
æsker , som han stuvede til side i det indre af farmaciet , 
efter først samvittighedsfuldt at have udbetalt 
eiermandcn fire bajocchi skillemønt , som altid 
udsøgtes mellem de gamle , vægtige kobberbajoccher , 
som bønderne sætte næst pris på . 
Signor carncvale havde så lidt indbudt mig 
fil at tage sit farmaci og dets herligheder i øjesyn , 
at jeg denne gang benyttede lejligheden og trods 
disciplens protester trængte lige ind fil mesteren i 

hans sanktuarium . Hvad bestilte nu min elskværdige , 
gamle Carnevale i det ærværdige , gamle apothckerkjøkken , 
der var så fuldt af allehånde gamle 
mærkværdigheder , at jeg nu først til fulde fattede 
bøndernes » begrænsede respekt før ham . Havde 
jeg truffet ham i færd med at destillere foryngelsens 
vande , eller med at udstede et opråb fil alle frihedens 
og lighedens venner , eller med at balsamere 
pater Eusebio , der iforgårs salig er indsovet i Herren , 
så fluide alt dette ikke have undret mig ; thi 
det ville have været enten apothckermæssigt eller revolutionært , 
altså i samklang med personen . Men 
intet af alt dette gjorde signor Carnevale . Han 
flåde tværtimod ål og foretog denne lavebcskjæffigclse 
med en hurtighed og virtuositet , som viste , 
at han ikke forgæves havde omgåcdes Marietta , og 
at ålckarry rimeligvis måtte være hans livret . 
Rigtignok blev jeg noget forundret over at bemærke , 
at han tog på ålene med en jerntang for hurtig 
at dukke dem ned i den gamle kobbergrydc , der 
boblende og sydende stod foran ham på ilden ; men 
forbanset endnu mere blev jeg over at se , at han snappede 
den ene ål efter den anden ud af de små trækasser , 
som Pietro langede ind til ham gennem 
en åbning i døren . Signor Carnevale bemærkede 

mig ikke , thi han stod med ryggen til indgangen . 
Ja , så fordybet var han i sit arbejde , at han ikke 
engang hørte , hvorlunde jeg rømmede mig gentagne 
gange for at vise , at jeg var et fra ålene forskelligt 
væsen . Da heller ikke dette hjalp , greb jeg 
halvt af nysgerrighed , halvt i distraktion en af de 
små trækasser og bemærkede da , at de havde en 
prop i den ene ende , medens de for øvrigt vare hermetisk 
tillukkede . I den tanke , af det måtte være 
en slags nye åleruscr for enlige beboere blandt 
denne fiskcrace , og i det håb mulig af kunne tjene 
fiskeriernes fremme i mit fædreland , rystede jeg 
kassen dygtig for af høre , om der var noget i den , 
og kom da til den forvisning , af det ikke måtte 
være noget ganske ringe eksemplar , som kassen indeholdt . 
Tillige hørte jeg ganske tydelig en blæsende 
lyd inde i rusen , og da dette forekom mig såre 
besynderligt af en fisf , som efter naturens orden 
stat være stum , tog jeg proppen af , og gav mig til 
af kigge efter ålen . Aldrig i mit liv , kære fnntus , 
har jeg fået min næse så hurtig til mig , som 
i det øjeblik , og aldrig har de » været i en så 
overhængende fare , svin dengang . Ud ad hullet 
skød sig ikke en ål , men et bredt , trekantet , skællet 
hoved med funklende øjne , tvckloffet tunge og en 

pibende hvislen , som jeg var alt for meget naturforsker 
til ikke øjeblikkelig af genkende . Instinktmæssig 
kylede jeg kassen hen ad gulvet , signor 
carncvale brændte sig på gryden af forskrækkelse , 
og ud af rusen snoede sig ikke en ål , men en alenlang 
hugorm , et af de største eksemplarer , jeg nogensinde 
har set . Højst mærkeligt var det at se dcnbecnsmidighed , 
som signor carncvale ved denne lejlighed 
udviklede , og som ikke gav en yngre balletdandsers 
det ringeste efter . Med et eneste entrechat var 
han oppe i vindueskarmen , og da slangen rullede 
sig sammen til Spring , begyndte han at slå ud 
med arme og ben og danse om mellem krukker , 
digler og flasker , så at det var en ren fornøjelse 
at se derpå . 
„ Slå den ihjel , slå den ihjel ! “ råbte han , 
idet han fægtede i luften med . Jcrntangcn og 
forsøgte at åbne krogene på de øverste vinduer , 
uden at jeg kundc indse nogen egentlig nytte heraf , 
da det var umuligt for en mand som signor carncvalc 
at komme igennem ct vindue , der havde en 
jcrnkurv udenfor . 
„ Sir — rrrr ! “ sagde hugormen og rejste sig 
op på sin halespids , på hvilken den elegant vuggede 
sig frem og tilbage . 

„ bkaæonna mig , ! “ råbte signor Carnevale og 
stemmede sig med ryggen mod vinduesposten , medens 
han samtidig dermed sparkede slangen en sådan 
ladning salvekrukker og pulvcræfcr i hovedet , 
at den skyndsomst gjorde forkert front og søgte over 
mod mig . 
Jeg holder nu heller ikke af hugorme , kære 
funtus , og mindst i Italien , hvor deres bid er 
meget farligere end hos os , og du vil derfor forstå , 
af jeg retirerede bag døren og kaldte på 
Pietro , som i et sæt satte over disken og forsvandt 
ude på piazzaen . Nu vare gode råd dyre , 
thi nødig ville jeg have , af min gamle , skikkelige 
Carnevale fulde blive et offer for min uagtsomhed , 
og hvor angst han selv var derfor , viste den omstændighed , 
af han havde påknldt den hellige Madonna , 
hvis navn jeg ellers aldrig havde hørt i 
hans mund uden en tilsvarende sarkasme . Det 
eneste våben , jeg opdagede i hele apotteket , var 
den elegante spadserestok , hvormed signor Carnevale 
giver den uimodståelige om aftenen , og forsynet 
med dette skrøbelige værge stak jeg attex hovedet 
ind ad døren for af se til mine venner . Der 
stod endnu signor Carnevale i vindueskarmen og 
stirrede noget blegere , end en revolutionsmand bør 

være , på hugormen , og der lå endnu hugormen 
midt på gulvet og stirrede på signor Carnevale 
med et udtryk i sit funklende øje , som var alt andet 
end venskabeligt . I det samme blev jeg skubbet 
ublidt til side , og en Bonde fra bjergene med blå 
trøje , lådne bukkeskind om benene og en sækkepibe 
under armen , trådte ilsomt ind i laboratoriet , 
fulgt af Pietro , som imidlertid holdt sig i en ærbødig 
afstand . I det første øjeblik anede jeg ikke , 
hvad bonden ville , og inden jeg fik spnrgt ham 
derom , havde han blæst sækken op , sat piben i 
mnnden , og nu begyndte han på en af disse forunderlig 
ville melodier , som pifferaricrnc spille foran 
madonnabillederne , når de henimod julen vandre 
til Roma . Hugormen havde imidlertid søgt skjul 
under et stort skab henne i et hjørne , og hyrdens 
musik forekom mig derfor temmelig umotiveret , 
navnlig da han havde lagt sig ned så lang , han 
var , og nu trillede sine forunderlige toner hen ad 
gulvet . Et øjeblik efter kom imidlertid slangens 
hoved til syne under skabet , hvor det vuggede og 
gyngede sig på den flanke Hals , som slog det takt 
til musiken . Lidt efter kom den halvt , så helt 
frem , stadig med løftet hoved og spillende øjne , og 
nu flyttede hyrden sig noget tilbage uden at afbryde 

sit spil . Hugormen fulgte efter og med en sagte 
håndbevægelse greb hyrden jcrntangcn med den 
venstre hånd , idet han vedblev at lade den højre 
fare frem og tilbage over floitcns huller . Slangen 
rejste sig halvt op , nejede og vuggede sig i bløde 
elastiske b sininger efter musiken , kom nærmere og 
nærmere og havde pludselig , uden at jeg så , hvorledes 
det gik til , jcrntangen om halsen , hvorpå 
den til fælles glæde for os alle højtidelig blev 
halshugget af signor carncvale , som pludselig havde 
fundet sit gamle mod , for hvilket han med rette 
er så berømt . Hovedet blev derpå , som på andre 
farlige forbrydere , spiddet til skræk og advarsel 
på et søm udenfor vinduet , og nu kunne jeg 
førsti al ro og mag udspørge min lærde ven , hvorfor 
han på en så hemmelighedsfuld måde kogte 
Seid i bagstuen af sit farmaci . 
„ Det er min vigtigste medicin , den dyreste og 
mest søgte her på egnen , “ sagde signor Carnevale 
og begyndte at skumme i gryden med en 
flad jernskee . „ Jeg kjøbcr hver sommer for over fem 
og tyve scudi hugorme , som hyrderne fange oppe 
mellem klipperne . Det er min bedste medicin . “ 
„ Hvilken mener de ? “ spurgte jeg overrasket . 
„ Ih , hngormefedt naturligvis ! “ sagde Carnevale 

og skummede på ny . „ Jeg har bjørncfcdt og 
myggefcdt og menneskefedt ; men hngormefcdt ' erdet 
sikkreste af alt . Det slår aldrig fejl og kan 
bruges mod enhver sygdom , som kommer af orm . “ 
„ Ja , hvormange er det ? “ indvendte jeg . 
„ Hvormange ? “ sagde signor Carnevale og tog 
et dygtigt tag med skeen . „ Næsten alle , skulle jeg 
mene . Ethvert menneske har sin orm . Nogle en 
stor , andre en lille ; nogle en , andre flere , æltesfer 
omstændighederne . Så længe ormen ligger stille 
og rolig , går alting godt , og man er rask , så vidt 
man kan være det . Alen nu kommer noget , 
som behager ormen . Enten spiser man noget , den 
kan lide , eller man kommer i en luft , som gør 
den livlig , eller den bliver vakt på grund af 
sindsbevægelse- , hvilket hos os er meget almindeligt , 
og så begynder den at gøre ulykker . Snart farer 
den over i blodet , så at man dør af apoplcxi ; 
snart sætter den sig i hjertet , i leveren eller i 
lungerne , hvad den især skal gøre i de nordlige 
lande , fordi den der fryser mere end hos os , og af 
alt dette komme de forskellige sygdomme , som lægerne 
have så ondt ved at helbrede . Herude 
bruge vi et ganske simpelt middel . Bi dryppe 
ormen i dens eget fedt , og det kan den ikke tåle . 

al den gift , som den ellers giver fra sig rundt om 
i legemet , må da ud på en gang , og det kaster 
patienten op , så er han helbredet for bestandig . “ 
Jeg stirrede på signor Carnevale , som uden 
at lade sig forstyrre øfte det afskummede op i et 
højt glas , som stod ved siden af ham ; men da 
jeg mærkede , at det var bfandens fulde alvor , begyndte 
jeg at bekæmpe hans tteori med de nåden , 
kundskaben gav mig ihænde , idet jeg rigtignok ikke 
kan nægte , at min mening om signor Carnevales 
dygtighed sank dybt under nulpunktet . 
Den lærde apotteker hørte på mig i al taushed 
og sagde som svar på alle mine indvendinger : 
„ Ved de da , hvad sygdom er ? “ 
Jeg følte det usikkre i min stilling og det lidet 
holdbare i medicinens egenlige viden , og omgik 
derfor spørgsmålet ved at svare : „ I ethvert 
tilfælde ved jeg da , at en hugorm ikke er en orm . “ 
„ Ah , sådan ! En hugorm er ikke en orm ! “ 
Udbrød signor Carnevale i en højst overlegen tone , 
medens Pietro trak på skuldrene . „ Ja , så hjælper 
det slet ikke , vi disputere . Vi stå på en komplet 
forskellig basis ! “ Med disse ord satte han 
glasset op på hylden og bedækkede sit filosofiske 
hoved med den grå , som magelig kan gælde for 

ku dobbelt doktorhat , hvorpå han med et overlegent 
smil antydede , at der altid havde været 
mange misforståelser i videnskaben , og at thcorierne 
vekslede efter de forskellige forskeres skøn . 
Hertil kunne jeg ikke svare noget , og ved middagsbordet 
var vor lille disput glemt . Den er ofte 
senere falden mig ind ; thi Pietros skuldertræk betegner 
netop det store publikums standpunkt lige 
over for videnskabelige debatter . 
Det syntes imidlertid , at bemeldte hugorm , eller 
rettere dens hoved , af skjæbncn var bestemt til 
at spille en større rolle , end jeg havde anet , da jeg 
så den vugge sin fine , elegante Hals og spille med 
sin kløftede tunge . Hele formiddagen sad det på 
stage foran apottekerens vindue til skræk og advarsel 
for byens forsamlede ungdom , som i høj 
grad beundrede apottekerens mod og dristighed . 
Henad eftermiddagen begav jeg mig til farmaciet 
i den skumle hensigt at stjæle hugormehovcdet for 
at gøre det til skelet ; men det var borte , og ingen 
kunne give mig oplysning om , hvor det var bleven 
af . Da Otto og jeg efter fuldendt dagværk sad 
i den store spisestue med aviserne fra hjemmet , 
kom kancellieren listende . Han er nu næsten altid 
drukken og langt mere ondskabsfuld end før ; men 

han undgår omhyggelig både os og signor Carnevale 
— touren i kjelderen har været ham for drsi . 
Den aften syntes han at have set usædvanlig 
dybt i flasken ; thi inden vi havde endt vor lekture , 
hørte vi ham tumle og råbe underneden , 
som var han besat . Ingen af os tog imidlertid notits 
af en ting , der nu er bleven os til vane , og 
jeg var alt i færd med at gå i seng , da jeg 
hørte langsomme , listende trin i korridoren udenfor 
min dør og kort efter en hånd , som famlede 
efter låsen . Jeg åbnede døren rask , og kancelliercn , 
som åbenbart havde støttet sig til den , kom 
noget hovedkulds ind i min stue , så hovedkulds , 
at hans lampe gik ud i farten . Der var noget 
underlig forvildet og forskrækket , både i hans miner 
og holdning ; hans øjne søgte trods deres 
stirrende stivhed at undgå mine , og idet han 
dukkede hovedet ned og svingede den slukkede lampe 
frem og tilbage , udbrød han med grædende stemme : 
„ Jeg er en stakkels kancelliere — en gammel , sættig , 
ussel og elendig stakkel af en kanccllicre , signor ! “ 
Han blev stående foran mig med ludende hoved 
og svingede lampen frem og tilbage , medens 
han vedblev at lægge et særegent eftertryk på ordene 
„ ussel og elendig . “ Det var ganske den samme 

holdning , ganske den samme stemme , som da vi 
den første aften mødte hinanden ; men jeg havde 
høstet erfaringer og svarede ikke skurken med 
et ord . 
„ De ved ikke , hvor jeg er ulykkelig , signor ! “ 
Sagde han , og satte sig ndcn videre på min seng . 
„ Jeg bliver ikke anerkendt , ikke elsket her i byen , 
og uden anerkendelse kan et menneske ikke trives . 
Han går ud , signor , han går ud — som et 
lys . “ 
„ Oh , din ækle , gamle skurk , “ tænkte jeg , medens 
kancellieren i et anfald af hysterisk rørelse begravede 
hele sit hoved i det blåtærncde lommetørklæde , 
„ hvor skulle du knubses ! “ 
„ Jeg har ikke været heldig med at vinde mine 
omgivelsers hengivenhed , “ fortsatte han og tørrede 
to øjenkroge af i det blåtærncde , så at de blev 
endnu rødere derved . „ Fangerne elske mig ikke ; signor 
Carnevale agter mig ikke , og gubernatoren tror 
mig ikke . Jeg er et offer for den sorteste miskendelse 
og giftigste bagtalelse , signor ! Ak , kun 
mine børn elske mig — de søde , uskyldige stakler ! 
Det er for deres skyld , jeg kommer . “ 
Atter fik øjenkrogene en sådan overhaling , at de 
denne gang virkelig løb i vand , og kancellieren fortsatte : 

„ Alle er de mig på nakken herude lige indtil 
apottekerens hund . Oh ! De ved ikke . Signor , 
hvad det vil sige at bo i miskjendelscns helvede 
uden nogensinde at se taknemlighcdens lys . Hvis 
blot den ærværdige pater Eusebio havde levet , ville 
han have bevidnet , hvor redelig min stræben har 
været ; men desværre , han er falden for en lumpen 
snigmorders hånd , og — jeg frygter for at dele 
hans skæbne ? “ 
Her satte kancellieren lampen fra sig , begravede 
begge sine hænder i det blåtærncde , og gik 
derpå tilbunds i dette , idet han udstødte en lyd , 
som jeg antog skulle forestille hulken . Da han 
imidlertid mærkede , at mit marmorhjertc endnu ikke 
rørte sig , tog han pludselig begge hænder fra ansigtet , 
stirrede vildt på mig , og sagde med brudt 
stemme : „ Ved de af , signor , at jeg er blevet 
undsagt . “ 
Jeg havde den største lyst til at gratulere ham , 
fordi endelig nogen ville være så godgørende at 
tage sig af ham , men nøjedes dog med at spørge , 
af hvem . 
„ Ak signor ! “ stønnede han . „ Kender jeg alle 
mine fjender ? Giften lurer i mørket , kniven skjuler 

sig bag hvert hjørne , jeg går forbi — se 
signor , hvad man har gjort ! “ 
Med disse ord dyppede han tommel- og pegefinger 
ned i oliebeholderen på lampen og tog en 
meget fidtet tingest op , som han lagde på bordet . 
Jeg så på den — det var hugormehovedet , og 
uvilkårlig brast jeg i latter . 
„ De leer , signor ! “ udbrød han meden tragisk 
gestus og rejste sig op . „ De leer ad en stakkels , 
gammel , fattig kancelliere ? Oh , signor , de har 
intet hjerte ! “ 
Jeg forklarede ham med et par ord , at jeg 
aldeles ikke forstod , hvad han mente , og bød ham 
med det samme en paolo for hovedet , hvis jeg 
måtte gøre det til skelet ; men kancellieren puttede 
det hurtig ned i oliebeholderen igen og sagde : „ Det 
skal fremlægges som vidne i netten ; det skal vise , 
hvorledes jeg bliver undsagt og forfulgt . Ved de 
da ikke , signor , at den mand , på hvis hovedgærde 
man lægger en tarantel * ) , er undsagt til 
døden . Det lå i min seng , lige der , hvor jeg 
fulde lægge mit hoved . O , jeg har fået en for * ) 
ordet tarantel bruges i bjergene både for de store 
edderkopper , gekkoerne , hugormen og overhovedet for ethvert 
giftigt , eller for giftigt anset dyr . 

skrækkelsc , så at jeg endnu ryster over hele min 
krop ! Jeg må bort , jeg tør ikke blive her længere ! 
— de må låne mig hundrede scudi , signor . “ 
Uagtet jeg ikke vidste , om kancellieren var gået 
fra forstanden eller blot var mere end almindelig 
drukken , var det dog såre naturligt , at jeg nægtede 
ham en så betydelig sum ; men næppe havde han 
hørt mine indvendinger , før han udbrød : „ De kan 
få sikkerhed i klostret , signor . Jeg skal have 
to hundrede scudi for Adele , når hun afgiver 
sit løfte . Jeg vil ikke bedrage dem ; vi kunne gå 
derhen endnu i aften , helst straks . Jeg giver dem 
en anvisning på klostret på halvanden hundrede 
scudi , — om de vil , på to hundrede ; 
men jeg niå have pengene inden tre dage , ellers 
er jeg fortabt . “ 
Nu var min gode danske tålmodighed til ende . 
At tage forskud på datterens salg og byde mig 
hundrede procent for lånet — det var for meget . 
Jeg sagde ham rent ud , at jeg anså ham før en 
kjeltring , og med denne besked lukkede jeg døren 
op før ham , idet jeg bad ham hilse pater Eusebio , 
når de traf sammen på et varmere sted end i 
Gennazzano . 
Lidt efter hørte jeg lette , hastige trin udenfor 

min dsr , og en svag banken , som åbenbart ikke 
hidrørte fra så plump en hånd som kancellierens . 
Jeg skød slåen fra i den tanke , at det var Marietta , 
som ville gøre narrestreger , men hvor forbavsedes 
jeg ikke , da jeg så , at det var Adele , som 
i sin tarvelige dragt og med en lille lampe i hånden 
forvirret og skælvende stod udenfor min dør . 
Neppe havde jeg åbnet , før hun i hast satte lampen 
i gangen , og med alle tegn på uro og bekymring 
trådte mig i møde med foldede hænder og 
et så bønligt udtryk i blikket , at al min harme 
over kancellieren forvandledes til dyb medlidenhed 
med hans datter . 
„ Bliv ikke forundret , fordi jeg kommer til dem 
på denne tid , “ sagde hun , og det dejlige ansigt 
blussede som ild . „ Mistro mig heller ikke ; jeg har 
aldrig bedraget nogen , og kunne aldrig gøre det 
ved dem . Fader har været hos dem ; han har bedet 
dem om penge , ikke sandt ? O , giv ham dem , 
giv ham dem for Madonnas skyld , for min skyld , 
de må ikke sige nej ! Frygt ikke for at tabe noget . 
De skal få alt igen , jeg svarer dem derfor . 
Ikke sandt , de vil give ham pengene ? Oh , de 
må gøre det , de kan det ! “ 
Hnn greb begge mine hænder , trykkede dem 

mellem sine , og tårerne styrtede ud af hendes 
øjne . Ak , kære funtus , hvo står imod en sådan 
supplikant ; men hundrede scudi er mange 
penge , og jeg indvendte derfor svagt , at jeg 
måtte til Roma for at hente dem . 
„ Ja , rejs , rejs ! “ udbrød hun lidenskabelig , „ og 
skynd dem med at komme tilbage . Padrone Luigi 
kører i morgen tidlig klokken syv ; der vil ikke 
være andre i vognen end dem . Nejs endelig ! Lad 
ikke signor Carnevale kymme dem i forkøbet ! “ 
„ Carnevale ? “ udbrød jeg forundret . „ Hvad 
mener du dermed . Tager han til Roma ? “ 
„ Jeg tror det ; jeg er så bange derfor , men 
de vil komme ham i forkøbet , ikke sandt ? “ stammede 
hun forvirret . „ De vil tale med ham og 
bringe ham på andre tanker , hvis de træffer ham 
derinde , ikke sandt ? “ 
„ Hvad vil da signor Carnevale ? “ spurgte jeg . 
„ Ak , jeg ved det ikke , “ sukkede hun , „ men fader 
er så gruelig angst for apottekeren . De have 
aldrig været gode venner , og signor Carnevale 
kan gøre meget , når han vil . Bed ham lade 
det være for mine stakkels brødres skyld og for 
min skyld , hvis det kan røre ham ; men rejs , tiden 
er kostbar . “ 

med disse ord trykkede hun mig taknemlig 
i hånden og smuttede lydløst ud i korridoren , 
hvor hun forsvandt . Der står nu jeg , 
kære Søren , med mit løfte og min tvivl . Er 
det signor Carnevale , som har undsagt kancellieren ? 
Er det ham , som lumskelig har gået med hydraens 
ashuggcde hoved i sin barm for dermed at forfærde 
den elendige kancelliere , og hvad vil han gøre 
ham ? Tiden alene kan bringe opløsning på alle 
disse spørgsmål og fortælle mig , om jeg nogensinde 
seer mine hundrede scudi igen . Foreløbig 
står min vadsæk pakket , og trods heden og støvet 
drager jeg i morgen til Roma . Vredes derfor ikke 
over , af jeg allerede nu slutter denne korte epistel ; 
du skal efter nomafarten få af vide , hvorledes 
sagerne gå . - 
din hengivne osv . 
Gennazzano , den 28de juli 1863 . 
Bedste top ! 
Atter har jeg prøvet padrone Luigis forfærdelige 
rumlekasse , atter har jeg i støv , hede og solskin 
tilbagelagt vejen fra Gennazzano til Roma og 

fra Roma til Gennazzano , hvilket har bibragt mig 
den uforgribelige mening , af vetturinkjsrsel om 
sommeren danner supplementet til de syv ægyptiske 
landeplager , og af man må være mere end sjæleglad , 
når banen til Napoli slår den slags romantik 
ihjel . 
Er Roma en mærkværdig by om vinteren , så 
turde det hænde , af den om sommeren er endnu 
mærkværdigere , i det mindste for den fremmede , som 
har mod til af vove sig ind i den for at se den rigtig 
efter i sømmene . Romas sommerdragt er vævet 
af solguld og himmelblå^ ferien hedder siesta , 
og u æolcs farniente , som italienerne elske så 
højt , er feriegæsten , der besøger den evige stad . 
Alle andre gjester er tagne bort i tide . Den koldblodige 
englænder , den iltre amerikaner , den sentimentale 
tysker og den godmodige nordboer — alle 
have de i tide trukket sig bort fra sommersolens 
ildfulde stråler — Roma er atter sig selv , romersk 
ligefra s . Pietro tilcolosseo , det vil sige gabende , 
nikkende og sovende over en trediedcel af døgnet . 
Nu først opdager man , hvilket præg de fremmede 
påtrykke den evige stad , og hvor forandret denne 
bliver , når de kære fugle er fløjne bort for at 
fange foreller i Norge eller gøre fantastiske fodture 

i bcrner-oberland . Alle hoteller er lukkede ; kim 
portneren er tilbage , men han sover og bliver vred , 
hvis du vækker ham . Alle de pragtfulde butikker 
i condotti og Corso have iført sig svære , hvidmalede 
jernsfoddcr , og ejerne hvile indenfor , ligesom deres 
forretninger . Kun caffeerne , » Grønthandlerne og 
butikkerne for de mest søgte nødvendighedsgjenstande 
ere åbne — det vil sige , når man kan finde indgangen 
til dem i det hav af Gardiner , markiser 
og net , som holde solstrålerne og fluerne borte . 
Men fra tolv til to sover alt , fra tolv til to 
lukkes alt , og har du fået gift mellem tolv og 
to , er du meget at beklage ; thi du vil dø på 
gaden , længe før nogen har formået apottekeren 
til at åbne skhdeklappen på sin dør . Om aftenen 
derimod , når solen , denne store plageånd , 
har druknet sig i Middelhavets vande , når aftenbrisen 
kommer med sit friske pust fra bjergene , når 
skyggerne blive lange , og halvmåner : , sejler hen 
ad den mørkeblå himmel , da vågner Roma af 
solgudens fortryllelse , da vrimler det på Corso , 
på piazza del popolo og piazza Colonna , da fyldes 
osterierne , da klinge mandolinerne , og da føler 
man med tilfredsstillelse , at Roma ikke er hensovet , 
og at det romerske folkeliv rører sig ugenert og frit 

for den tvang , som de fremmede uvilkårlig pålægge 
det om vinteren . 
Efter ave Marie går strømmen i to retninger 
enten til sphæristcriet , hvor man følger boldtenes 
luftige flugt og indgåcr betydelige væddemål 
bag det net , der beskytter logerne , eller tilaugusf ' s 
gamle mausolæum , som ligger indenfor Palazzo Corea , 
i hvilken den skandinaviske forening har opslået 
sine pauluner . Hvor forunderlig spiller tiden ikke 
boldt med alt ! Selv den smidige marioletti , de 
romerske damers yndling fra sphæristcriet , kan 
ikke slå et sådant slag , som den . Her hvor de 
mørke cypresser skyggede over August ' s marmorsmykkede 
grav , her hvor herskerens gyldne statue 
pegede ud over Roma , verdens herskerinde , her 
hvor senere colonnaernes banner vajede i middelalderens 
blodige feidcr , der står nu clownen på 
hovedet og får det samme romerfolks lunger til 
at ryste , som engang glædede sig højest , når purpurteltet 
spændtes ud over flavius amfithcater , og de 
Christne førtes frem for at kæmpe med løverne og 
de spættede tigere . Nu sidder Pio Nono omtrent 
lige så fast på sin herskcrstol , som dengang Romulus 
angustulus , og med Vittorio emanucle nærmer 
sig en anden odoacer ; men ingen synes at 

tænke derpå , tværtimod — i Augustus mausolæum 
giver man , stor „ brillant forestilling “ , hvor mademoiselle 
Leonie springer over kejserens grav 
gennem blomstersmykkede tøndebånd , applauderet af 
præster og mater . Sådanne Spring kan kun 
tiden fremtvinge ! 
Du vil måske ikke tro denne vandalisme , og 
dog er det sandt . Da jeg kom derhen , fandt jeg 
gravmælets cirkelrunde vægge forsynede med rækker 
af stccnbænke , som hævede sig amfitheatralsk i 
vejret , hvorved det hele fik udseende af en cirkus . 
Orkestret havde man med stor takt anbragt foran 
nedgangen til gravkamrene , og på arenaen tumlede 
sig , ligesom jeg trådte ind , to fjellcbodsgjøglere af 
første rang , som med et par dresserede hunde og 
en friseret abekat opvakte publikums umådelige 
latter . Aldrig tror jeg at have tilbragt en beriderforcstilling 
under så ejendommelige forhold 
og med så forskelligartede følelser . Talgfaklcrne stakkede 
urolig iden svageaffcnvind , flagermusene kom 
ud af gravkamrcncs dybder og svævede i cirklende 
kredse snart hist snart her , slående volter og kulbøtter 
i luften , som ikke gav de tobenede kunstneres 
noget efter . På den sorteblåe nattehimmel stod 
månen blank og klar , dens blege stråler oplyste 

keisergravens Nester , spillede ind gennem revnerne 
i de mægtige kvadersfeens mure , og midt i 
denne nattens alvorlige taushed , midt mellem 
de stolte minder om svunden storhed og svunden 
magt , klang beriddernes : „ Hø , hej , hopla ! “ 
Som grinende dæmoners vrængen fra underverdenen . 
Ind kom mademoiselle Leonie jagende på en 
nsadlet , kulsort hest , medens hun selv , på det meget 
trikotnær , var hvid og sødsom en udsprungen orangeblomst . 
Hele graven drønede af bifald ; hun hævede sig 
på tåspidserne , svævede afsted , letog smidig som en 
sylfide ; men jeg havde fået nok — kejser Augustus 
og mademoisellen ville ikke forliges med hinanden . 
Jeg rejste mig for at gå ; da hørte jeg 
en ny applaus og begcistrede bravo bag ved mig . 
Jeg syntes at kende stemmen , vendte mig og — 
stod foran signor carncvale , som i en mærkelig 
tilstand af exstace klappede sine nye handsker 
sønder og sammen . Kort efter var forestillingen 
forbi , og arm i arm med min værdige farmacista 
vandrede jeg ned ad via dej pontefici til vi nåde 
ripettacn , hvor Tiberens bølger brusede , blinkende 
i månelyset . Signor carncvale var idet 
beundring over de mærkværdige tramplinspring og 
halsbrækkende pirouetter , som mademoiselle Leonie 

havde udført , og jeg hørte i begyndelsen på ham 
i al taushed . Men næppe vare vi komne ud af 
folketrængslen , før jeg gav mine længe tilbageholdte 
følelser luft og indigneret spurgte ham , hvorledes 
romerfolket kunne tåle den skændsel , at galliske 
gjøglcre trampede på kejsernes grave . 
Den store frihedsmand standsede et øjeblik 
med et udtryk af stolt foragt i sit sabinske ansigt 
og sagde derpå , idet han pegede ud mod s . Peter , 
hvis kuppelkors lyste i måneskinnet : „ Hvorledes 
de derude tillader det , ved jeg ikke og bryder mig 
heller ikke derom ; jeg tillader det , fordi jeg er republikaner , 
fordi jeg sætter friheden over alt , og fordi 
jeg hader enhver hersker , hvad enten han kalder sig 
konge , kejser eller pave . Sig mig , hvad bragte 
kejserne det romerske folk ? Et militærdespoti , der 
kvalte friheden i blod , bredte ødelæggelse ud over 
jorden og hævede cæsaren op i gudernes kreds . 
Hvad var følgen deraf ? Trældom og slaveri for 
de overvundne , uhyre rigdomme med al dens forfinede 
luksus hos de scirende og en tilbedelse af 
cæsaren , der ncdværdigcdc menneskene og undergravede 
såvel den enkelles som den offentlige moral . 
Skulle da den , som elsker friheden , sørge over , at 
dette system af despoti og løgn går til grunde , 

og skulle vi hædre de mænds grave , som kvalte 
friheden i blod ? — se , “ vedblev han og pegede 
påny ud imod s . Peter og Vatikanet , „ derude 
ligger vor tids keiserborg ! Tror de , jeg ville 
græde , hvis den sank sammen i ruiner som August ' s 
mansolæum , tror de , jeg ville forhindre beridere 
i at jage rundt i s . Peters rotunde , eller franske 
skuespillere fra at give forestillinger i Bramantes 
gård ? Bah , lad den synke denne løgnerede , som 
århundreders herskesyge vanvid har plyndret sammen 
fra alle verdens ender og kanter . Lad den 
synke sammen i ruiner , til der ikke er mere af 
glandsen tilbage end i August ' s mansolæum , og 
jeg skal være den første til at klappe og råbe bravo , 
når tidens fylde kommer . “ 
„ Så vil de komme til at vente længe , “ sagde 
jeg harmfuld . 
„ Tror de ? “ spurgte signor Carnevale med 
en hemmelighedsfuld mine . „ Aner de det uhyre 
bedrag , som er udgået fra disse bygninger , og 
kender de de kræfter , som røre sig i folket 
for af bekæmpe det ? Jeg tror det ikke . Historien 
har lært dem , hvorledes det gik cæsarernc ; nuvel , 
så betragt dem , som have boet i Vatikanet , thi hver 
af dem er også en Cæsar . Hvad have de bragt 

middelalderens , hvad have de bragt nutidens romere ? 
Et hierarkisk despoti , hvis argument er 
dogmet , der med bålet straffede enhver , som 
vovede af tale sandhed , et hierarkisk despoti , 
som kvalte menneskeåndens frihed i overtroens 
' nat for derved af hæve deres nye Cæsar til 
højde med den treenige gud . Og hvad fulgte så 
deraf ? Inkvisition , marterkamre , bål og brand 
for de overvundne ; rigdom , vellevnet , luksus 
for de sejrende prælater , og tilbedelse af ham , som 
lidt efter lidt udslukkede sandheden , livet og lyset . 
Troer de derfor , af vi her i rom ville sørge meget , 
dersom dette gjcnnemførte system af humbug og 
løgn gik tilgrunde ? Tror de , vi ville hædre de 
mænds grave , som kvalte folkets liv , vel ikke altid 
i blod ' som de andre , men ved systematisk af 
gøre de sjæle , som vare betroede til deres omsorg 
enten til hyklere eller idioter . Hør på , hvad jeg 
nu vil sige dem , og læg vel mærke dertil ! Om 
ti år vil der i hele Italien ikke være en af de 
dårckister til , som vi kalde klostre , og om tyve , 
ja måske før , vil den sidste af Vatikanets cæsarer 
have ophørt at rcgjerc . Kattolicismen har huletgrunden 
ud under sig selv ; thi den har skabt ctvrængcbillcde 
af ham , som oprindelig var lys og klarhed . 

af Christus , verdens første socialist , de fattiges 
talsmand og forsvarer , har den lavet en pavekonge 
med leiesvendc og hofsnoge , mere grådige end schakaler , 
og af hans simple , klare lære har den dannet 
dogmet : „ Verden vil bedrages . Bedrag den altså , 
og skyd enhver , som siger , du er bedrager . “ 
Troer de , at dette system kan holde i længden ? 
Troer de ikke , at man ligesom i det gamle Roma 
først vil begynde med at tvivle om guderne , og 
dernæst om ham , som har sat sig selv i deres 
kreds ? Her er ligeså mange atteister i Roma , som 
der er stene i s . Peter , og de frie tænkere røre 
sig mægtig i hele norditalien . Lad de sorte kun 
anvende al deres magt , lad dem fængsle os , forvise 
os , flyde os , hvis de vil — bacherozzoernes * ) tid 
er forbi , og der vil komme en slægt , som vil undre 
* ) ved bacherozzo forstå romerne egentlig de sorte , langfomme 
og stinkende skyggebiller , der som tusmørkedyr 
kun vove sig frem i skumringen og navnlig leve i 
katekomberne , i ruinerne og på lignende merke , afsides 
steder . De romerske gadedrenge fange dem om aftenen , 
klæbe et antændt stykke voxstabel på deres ofte hule 
ryg og lade så bacherozzoerne kars la processions , 
o : gå i procession . Overført anvender den romerske 
almue dette betegnende navn på præsterne , der også 
kaldes de „ Sorte , “ 

sig over , at det åndelige mørke har været så tykt , 
at disse ækle insekter have kunnet skjule sig deri . “ 
„ De seer selv sagen søm en bacherozzo , “ 
Sagde jeg leende . „ Alt er skygge og mørke rundt 
omkring dem . Det kommer der af at være atteist . “ 
„ Og hvem har gjort mig dertil uden ham derude ? “ 
Udbrød signor Carnevale med en alvor og 
bitterhed , som slog mig . „ Jeg blev opdraget af 
min moder . Hun var from og god , og jeg selv var 
troende som en engel lige indtil mit sekstende år . 
Da satte man mig på et seminarium , jeg skulle 
være præst , og min sjæl higede derefter . Jeg havde 
læst de gamle legender , jeg var fuld af ild og 
kraft , jeg ville være missionair , gå til fremmede 
lande , udbrede chrisfendommens lys blandt hedningenc 
og prise mig lykkelig , hvis jeg faldt som 
martyr for min tro . — ja , det ville jeg ! “ råbte 
signor Carnevale og knyttede samtidig dermed hånden 
truende mod den kirke , vi gik forbi , „ men nu 
skal de høre , hvorledes det gik . Jeg kom på seminariet . 
Jeg fik lærere , naturligvis præster , som 
skulle undervise mig i de forskellige fag , indtil jeg 
kunne indtræde i propagandaen for at fuldende min 
uddannelse . I begyndelsen gik alting godt . Jeg 
læste og studerede så ivrig som få , jeg rykkede 

en årsklasse frem hvert halve år , jeg var den 
andægtigste i kirken , jeg forsømte aldrig en messe . 
Da fandt jeg en dag hos min skriftefader en bog , 
som var mærket med tre sorte kors på ryggen . 
Jeg vidste godt , at den således hørte til de mest 
forbudne bøger , som knap præsterne have lov . til 
at læse ; men netop dette fristede mig , thi jeg varsom 
Adam før syndefaldet . Den mand , der havde 
skrevet bogen , hed Voltaire ; jeg havde aldrig hørt 
dette navn , men den første side , jeg læste , var så 
fin , så bidende vittig , af jeg ikke kunne lade være — 
den måtte læses ud . Om natten , når alle sov , 
listede jeg mig ind i min -skriftefaders værelse , tog 
bogen med i sengen og læste til daggry ; så lagde 
jeg den ind igen . Det var hans lottros pllilosoxlliguos , 
som var falden mig ihænde , denne bog , 
som for over hundrede år siden blev brændt af 
bøddelen , og som nu brændte på min unge samvittighed 
værre end glødende kul . Jeg turde ikke 
meddele nogen , hvad jeg havde læst . Der var ikke 
et menneske , til hvem jeg turde betroe min tvivl og 
min smerte ; men min tro på præsternes hellighed 
havde fået det første stød , og jeg begyndte selv af 
iagttage . Jeg belurede min skriftefader , når han 
troede sig allermest ene , jeg ransagede hans værelse og 

bøger , og jeg fandt ting deri , som vel ikke vare 
mærkede med de tre kors , inen som man måtte 
korse sig tre gange over af finde i et seminarium . 
En dag , da jeg havde listet mig ind i hans værelse , 
blev jeg opmærksom på et grønt forhæng , 
som dækkede ' en enkelt lille hylde på hans reol . 
Jeg var endnu godtroende , jeg tænkte , at det mulig 
skjulte et sjældent helgenbillede eller et fint udført 
crucifix , jeg drog det til side — men hvad så jeg ? 
En gruppe af blegrødt alabast , så lasciv , at man 
kun vil stude dens mage i cæsarernes mest raffinerede ' dage . 
På fodstykket lå en rosenrød billet ; 
dens blinkende guldkanter , dens duftende 
parfume og frem for alt den sine hånd faldt 
mig i øjnene . Det var kundskabens frugt på 
godt og ondt , som her blinkede mig i møde — jeg 
åbnede den og lukkede med det samme paradisets 
porte bag ved mig for bestandig . Billetten viste , 
at dens forfatterinde i meget lang tid måtte have 
kendt min værdige skriftefader ; thi hun udtalte sig 
ganske uforbeholdent og ansatte et stævnemøde i vor 
egen kirke , denne kirke , son : jeg ene troede indviet 
fil den ubesmittede jomfru . Jeg lagde brevet på 
sin plads , drog forhænget for og afventede , hvad 
der ville komme . På den aftalte dag var min 

skriftefader syg og bad mig bringe en messebog 
ned i sakristiet og lægge den på et bestemt , for 
mig temmelig påfaldende sted . Tiden stemmede 
med den , som jeg havde set angivet i billetten ; 
dette gjorde mig dobbelt mistænksom , og jeg besluttede 
engang selv at gøre mine erfaringer i verden . 
Inden jeg gik ned i kirken , undersøgte jeg bogen 
på det omhyggeligste i mit værelse , og jeg havde 
ikke søgt længe , før et lille blegrødt brev med min 
værdige skriftefaders hånd forlod sit skjul under 
ryggen af bogen . Jeg læste det , og for første 
gang trådte jeg ind i vor stille , rolige klosterkirke 
med tanker , som vare langt fra gud og hans hellige . 
Kirken var skummel og mørk , det var alt noget 
efter solnedgang , oppe i køret blinkede en enkelt , 
matbrændende lampe foran jomfruens billede , 
og ved foden af dette knælede en tilsløret kvindelig 
skikkelse , som jeg dengang ville have givet det halve 
af mit liv for at kende . Næsten uden at vide , 
hvad jeg gjorde , nærmede jeg mig hende langsomt 
og lagde mig på knæ ved hendes side . Hun 
bad ivrig og andægtig ; perlerne på hendes Rosenkrands 
gled en for en gennem de skønneste fingre , 
jeg nogensinde havde set , og under den sorte kjole 
tittede en fod frem så spæd og så fin , som tilhørte 

den et barn . Jeg forsøgte at bede , læberne 
formede sig til ord , men det var dem , jeg havde 
læst i isttros piiilosopbignss , dem bøddelen havde 
brændt under præsternes forbandelser . Jeg så 
op , jeg fæstede mine blikke på den ubesmittede 
jomfrues billede , der altid havde forekommet mig 
så skønt og helligt , men blodet glødede og gærede 
i mig , og i tankerne sammenlignede jeg billedets 
hånd og fod med hendes , jeg havde foran mig . 
Skumringen faldt tættere og tættere hen over kirken ; 
intet menneske udenfor , ingen sjæl derinde , som 
kunne høre vore ord — det var , som gik der dæmoner 
frem af mørket i krogene , som dansede de 
omkring mig , nikkede til mig og hviskedee . „ Tal , 
tal ! Hun hører dig gerne ! “ 
„ Signorina ! “ stammede jeg og standsede ved 
lyden af min egen stemme ; thi jeg følte , at jeg 
begik helligbrøde foran den ubesmittede jomfrues 
øjne . Den tilslørede skikkelse svarede intet ; men 
jeg så , at hun vaklede , og perlerne på rosen - 
krandsen gled hurtigere gennem de rystende hænder . 
„ Signorina ! “ gentog jeg . „ De må høre 
mig . Jeg har en hemmelighed at betroe dem . 
Jeg bringer bud fra pateren ; jeg er hans fortrolige . “ 


hun stirrede et øjeblik forskende på mig gennem 
sløret , derpå slog hun det langsomt tilbage 
— psr laoobo , hvilken skønhed ! Madonnabilledet 
foran mig falmede hen i tåger derved . Jeg selv 
så dengang , uden at rose mig selv , ganske anderledes 
ud end nu , og når man er atten år , har 
man en særegen tiltrækningskraft for en ung enke ; 
thi det var hun . Snart var bekendtskabet stiftet , 
og senere da jeg ret havde lært hende at kende , fik 
jeg meget at vide . Hun havde været gift med en 
rig urtekræmmer , en gammel nar , der havde taget 
hende ud af klostret for hendes skønheds skyld , 
to måneder før hendes noviciat var omme . To 
uger efter var han død , pateren havde berettet ham 
i hans dødsstund og fået det således ordnet , at 
hele hans formue med forbigåelsc af enken skulle 
anvendes til sjælemesser , som skulle synges af pateren 
selv . Den unge , forgrædte enke havde i den 
anledning henvendt sig til min værdige skriftefader 
for at forespørge , om der ikke kunne slås lidt af 
på vigilierne for den døde til fordel for den 
levende . Pateren havde først på det bestemteste 
sat sig derimod , men hendes gentagende besøg havde 
gjort ham blødere og blødere , og til slutningen 
var han gået ind på at besvige klosterkirken 

og urtekræmmeren i skærsilden imod visse betingelser , 
som jeg vel næppe behøver at nævne . 
Fra den dag af havde hun daglig hørt messe i 
vor for sin hellighed så berømte kirke , og pateren 
havde pålagt hende hver aften at læse hundrede 
paternostre for sjælen i skærsilden til gengæld 
for de bigilier , som han så sig i den sørgelige 
nødvendighed at måtte stryge . Messebogen havde 
været deres posts æ ' aiuour , og når min gode 
skriftefader ikke mødte selv , havde han altid ladet 
en af seminaristerne bringe den ned i kirken og 
henlægge den på bænken foran skriftestolen . Jeg 
ville næppe tro mine egne øren , . da hun meddelte 
mig alt dette med en åbenhed , som var det en 
hverdagshistorie , hun fortalte ; men da hun sagde , 
at hun hadede og foragtede pateren , som havde tvunget 
hende til ting , jeg flet ikke kan nævne , susede 
og sang det for mine øren , og dæmonerne kom 
atter frem og dansede omkring os . 
Det varede ikke længe , før jeg var dødelig forelsket 
i hende . Hver aften mødte vi hinanden bag 
et af alterne i klosterkirken , og med hver aften kom 
jeg til at dele hendes had og foragt mod den værdige 
pater . Hvilke ting fik jeg ikke at vide ! Prioren 
bedrog seminariet for uhyre summer , og min 

skriftefader var i ledtog med ham . Sakristanen 
kendte hans forhold til den smukke enke og havde 
mangen en aften med egen hånd lukket dem ud 
af kirken længe efter , at der var ringet til ave 
Marie * ) — kort sagt , det hele seminarium , som 
jeg havde anset for et mønster på hellighed og 
gudsfrygt , var et væv af løgn , demoralisation 
og hykleri fra prioren ned til portneren . Min 
beslutning var hurtig fattet . Jeg havde mistet al 
tro , al overbevisning , jeg havde fået foragt og 
bitterhed istedet ; jeg havde spist af den forbudne 
frugt , som den unge , skønne enke daglig frembar 
i yndigere og mere tillokkende skikkelser , og jeg besluttede 
at flygte ' med hende , at gå til fremmede 
lande , kort sagt , at følge alle de planer , som gære 
i et ungt nroligt hoved på atten år . Hun havde 
bragt mig romaner , som jeg havde flugt med endnu 
større begærlighed end Voltaires filosofiske breve , 
og jeg ville nu afsted til fremmede lande , ikke for 
at omvende hedninge , men for at rejse min hytte 
på en øde , ubeboet 0 , ene med mig selv og min 
kærlighed . Allerede var planen lagt , og alt i 
* ) der ringes til ave en halv time efter solens nedgang . 

orden — da overraskede pateren os en aften i 
klosterkirken , og nu fik jeg at føle , hvad magt der 
var lagt i hans hænder . Jeg blev pisket i alle 
disciplenes påsyn , så blodet randt ned ad min 
ryg , og da jeg rasende af harme åbenlyst fortalte , 
hvad jeg vidste , erklærede prioren mig for besat af 
dæmoner og lod mig spærre inde i seminariets 
carcer . Der måtte jeg i de iskolde nætter ligge 
på det fugtige stccngulv , medens mine tænder 
klapprede af kulde , og mit hjerte bævede af raseri . 
Her blev jeg sultet , så at jeg undertiden troede , at 
man ville dræbe mig , og her lod prioren mig vide , 
at hvis jeg gentog mine bagtalelser mod det hellige 
kloster , ville jeg blive exkomnumiceret og straffet 
med fængsel på livstid . Her blev jeg ved 
sult , ved kulde , ved prygl tvungen til at tilbagekalde , 
hvad jeg havde sagt , og da jeg i en forsamling 
af seminariets forstandere , lærere og 
elever rystende af feber og bleg af hunger havde 
nedværdigct mig selv , blev jeg nedsat i en klasse 
tre år under min alder og nødt til på ny at 
gjennemgåe de discipliner , som jeg med rette anså 
for at høre til min børnelærdom . 
Fra det øjeblik af svoer jeg præsterne et evigt , 
et brændende had . De vare løgnere , og de havde 

gjort mig dertil , brændemærket mig , bedækket mig 
med skændsel -— og nu lærte de mig at hykle , thi 
jeg havde tabt respekten for mig selv . De tre år 
gik , man tog dem fra mit liv ; thi jeg lærte intet , 
uden at blive fast i hadet og hykleriet . Jeg var 
påny den bedste til alle eksaminerne , menmanoversåe 
det . Man forbyttede mine arbejder , bagtalte 
mig ved alle lejligheder , og da jeg endelig havde 
ndstået de tre prøvelsens år , lod man mig falde 
igennem ved prøven til propagandaen og tilskrev 
min fader , at jeg på grund af flette sæder og 
uforbederlig vantro ikke egnede mig til at fortsætte 
den gejstlige vej . , 
min fader var en stolt , ærgerrig mand , og 
jeg havde været hans håb . Han betalte , hvad 
seminariet forlangte , lod mig vide , at jeg var arveløs , 
og døde kort derefter ; man sagde mig af græmmelse , 
thi jeg så ham aldrig . En onkel havde 
efterladt mig nogen formue , og fem tusinde scudi 
var omtrent alt , hvad jeg ejede . Jeg så mig om 
efter en levevej , og da Roma dengang kun havde 
to boghandlere , nedsatte jeg mig som den tredje , 
efter at have måttet betale tusinde scudi for bevillingen . 
Jeg blev stillet under en særegen censur , 
såvidt bragte propagandaen det , og jeg solgte i 

begyndelsen kim lidet , thi ssrst havde jeg seminariets 
lærere , velyndere og patroner imod mig , og 
dernæst kunne jeg ikke konkurrere med de andre boghandlere 
i anskaffelsen af forbudne bøger , som er 
noget , der betaler sig bedst . Hver kasse og hver pakke , 
der ankom til mig , blev gjcnncmsnusct , ikke alene på 
doganaen , men den blev kørt til propagandaen , 
hvor man gjennemsøgtc den stykke for stykke og 
ofte beslaglagte de største bagateller . Det første 
år havde jeg fem hundrede scudis tab ; ingen 
præst eller seminarist købte mere hos mig , og det 
er egentlig dem , som holde bogmarkedet ilive hos 
os . Da fattede jeg en dristig ide . Ville præsterne 
ikke købe mine hellige bøger , købte folk nok 
de vanhellige ; det gjaldt blot at skaffe dem over 
grændsen . Jeg opgav boghandelen og blev kunsthandler , 
uagtet jeg aldrig havde set andre malerier , 
end dem , som hængte i seminariets kirke . Men 
mine malerier havde en egen beskaffenhed ; det var 
ikke det gamle , afblegede lærred , som fængslede mine 
kunder , men rammerne . Disse vare hule og indeni 
fyldte med piccer , tidsskrifter og smædedigte 
over den pavelige negjcring . Jeg handlede også 
med Buster , særlig med afstøbninger af florentinske 
og neapolitanske sager ; men i busternes 

hoveder lå den forbudne visdom gemt , og toldvæsenet 
anede intet , thi hulheden var støbt til 
med gibs , så at det så ud , som om busterne 
vare massive . Længe gik det hele godt ; jeg gjorde 
glimrende forretninger , udvidede min butik og 
havde den fornøjelse at skade mine modstandere 
og tjene penge på samme tid . Jeg kom i forbindelse 
med fremskridtspartiet ; jeg blev valgt til 
medlem af den nationale komite , og jeg blev 
vel ikke en af dens førere , men dog en af 
dens vigtigste ledere . Da brød ulykken ud over 
mig i hele sit omfang . Et antikt jupiterhoved , 
som jeg havde modtaget fra Napoli , styrtede undereftersynet 
på doganaen i stenbroen ; det splintredes 
i tusinde stykker , og ud af kronions gamle 
hoved sprang ikke Minerva med Skjold og landse , 
men ved en forunderlig skæbnens ironi Voltaires 
lottrss pbilosopbiguss — det var anden gang , 
at denne forfærdelige franskmand styrtede mig i 
ulykken , øjeblikkelig blev alle de andre hoveder 
søndcrslagne , og jeg behøver ikke at sige dem , hvilke 
ting , der kom for dagen . En depesche fra carbonariernes 
klub i Napoli satte kronen på det 
hele . Mit lager og min formue blev konfiskeret , 
jeg selv blev dømt til syv Års fæstningsarbeidc , 

og på fortet s . Angelo fik jeg tid nok til at 
grunde over den ulykke at være født romersk borger . 
Da jeg kom løs , ejede jeg intet ; en medlidende 
apotteker i trastevere tog sig af mig , og her lærte 
jeg at støde i en Morter , smøre et plaster og tørre 
urter , uden at de stimlede derved . Alen jeg havde 
i fængslet lært -noget mere : at tie , at tåle og 
vente , til min tid kom . Udrustet med disse kundskaber 
rejste jeg omkring på markederne på landet , 
hvor jeg solgte arkancr til bønderne , skjsnhedsmidlcr 
til kvinderne og trak tænder ud på 
begge parter med en gammel tang , som jeg havde 
købt hos en jernkræmmer . Snart drev jeg det 
så vidt , at jeg fik min egen vogn med forgyldt 
solsejl , fjer og bjælder på hestene og et dejlig 
malet skildt , hvorpå mine vidunderlige kure og tinkturer 
vare afbildede , og nu gik forretningen strygende . “ 
Jeg tænkte på markskrigerne foran pantteon 
og piazza navoue , der er udstyrede omtrent på 
samme måde , og udbrød uvilkårlig : „ Men det 
var jo humbug , signor Carnevale ! “ 
Den gamle apotteker standsede — vi vare netop 
komne til broen foran s . Angelo — greb mig i armen 
og så mig ind i ansigtet med et gennemborende 
blik . 

„ Humbug ! “ udbrød han . „ Humbug , siger 
de ? “ Ja naturlig ! Tror de , at livet her er 
andet end den fuleste , mest stinkende humbug ? Se 
dem omkring ! Over hver kirke , hvert palads , hvert 
kloster står ordet humbug indgravet med dybe , 
men usynlige træk , og kan det vel være andet ? 
Bi undfanges i humbug og fødes i humbug ; 
vi leve i humbug og dø i humbug , og vi 
efterlade humbug ' en som den sikkreste , den bedste 
arvelod til vore børn . Hvorledes tror de , at 
det kan være anderledes i et samfund , hvor den 
religieuse humbug , denne dybe løgn , ikke blot er 
sanktioneret fra umindelige tider , men hver dag 
påtrykkcs legalitetens og sandhedens stempel . 
Bi romere have været et stort , et mægtigt folk ; vi 
have store og mægtige minder — de stirre os endnu 
den dag i dag i øjnene , fra forum , fra kapitolinm , 
fra hadrians og Augustus ' s grave , fra 
obeliskerne og fra gudernes templer — men hvad 
ere vi blevne til ? En ussel , villieløs flok , fuld af 
løgn og hykleri , styret af den svage , i sig selv forgabede , 
og forfængelige ? io norm , denne mand , som 
er den kirkelige humbugs ypperste repræsentant . 
Alan siger , at han er mild , at han fører et faderligt 
regimente , og denne løgn har man fået 

Europa til at tro . Husker de myrderierne i perugia , 
hvor røverbandens anfører blev udnævnt til general ? 
Kender de antallet af de politisk fængslede 
og forviste , af de udplyndrede og mistænkeliggjorte 
siden opstanden 1849 ? Kender de noget til 
propagandaen/ og ved de , hvad denne institution 
har at sige ? Det er en samling af mænd , nogle 
talentfulde , enkelte endogså udmærket begavede , 
resten svage , forfængelige og forsagte . De kløgtige 
hoveder , de snilde , de energiske tilrive sig hurtig 
magten , og ve enhver , som vover at modsætte sig 
dem ! Der er ærlige mænd i propagandaen , mænd 
af en moderat liberalisme , som ønske fremskridt og 
harmes over den kinesiske mur , som omhegncr dette 
intrigernes værksted . Men de vove ikke at røre sig ; 
thi propagandaen er almægtig , og de ville blive 
offrcdc , hvis de blot sagde et ord . Fra propagandaen 
udgå vore lærere , vore præster , vore 
skriftefædre — alt , hvad der af åndeligt liv rører 
sig indenfor Romas mure , bestemmes og stemples af 
propagandaen . Røber en dreng ualmindelig begavelse , 
straks bliver han revet bort fra det fag , 
hvortil naturen har givet ham evne og kald — han 
skal ind i propagandaen , han skal være præst , ønsker 
en familie en lærer eller en læge , søger staten 

en embedsmand , kirken en præst — man spørger 
propagandaen , og den , som ikke har dens anbefaling , 
bliver ndenfor . Men , signor , det går endnu 
videre . Lad en middelmådig digter træde op , en 
flet poet , som priser humbug ' en og dens dyrkere , 
som lovsynger kirken og dens vidundere , straks er 
han en Dante — propagandaen har sagt det ! Men lad 
en Dante træde op , lad ham prøve på at skildre denne 
slægts jammerlighed og usselhed , kirkens mangler 
og brøst , præsternes ' usædelighed og kardinalernes 
vellyst . Lad ham fortælle , hvad der foregår 
med de unge novicer indenfor klostrenes tårnhøje 
fængselsmure , og han vil blive naglet til korset 
som Christus i Judæa . Kender de redakteurcrnc 
for oiornals cti uoma og osssrvaiors uowano ? 
Det er usle , jammerlige karle ; gode Christne og 
svage hoveder , de første spytslikkere , som findes i 
Europa . Men se , de nyde ubetinget agtelse her i 
Roma , de gå ud og ind i Vatikanet , de kaldes 
støtter for kirkens sag , man lytter til deres 
ord og benndrer deres vid , de er uimodståelige 
— thi propagandaen har sagt det ! Og hvad 
bliver nu følgen af det hele system ? Man har 
ingen agtelse for den virkelige dygtighed , ingen 
respekt for den stille , alvorlige flid , som ærlig 

stræber at løse problemerne . Her i Roma spørger 
man ikke , hvad en mand er , men hvad han synes 
at være ; ikke om det , han har præsteret , men om 
den stilling , den grad , han beklæder . Flid , arbejdsomhed , 
trofast syslen med videnskabelige formål , 
løsning af tidens sociale og politisfe spørgsmål 
betragtes med mistænksomme øjne og underkastes 
en dobbelt censur , hvorimod et vindende udvortes , 
et smidigt , underdanigt væsen , og frem for 
alt en blind underkastelse under autoriteternes villie 
føre til forfremmelse og hæder , kardinalen 
står her over monsignoren , monsignorcn over 
biskoppen , biskoppen over den sinrplc præst , og 
denne igen over den flittige abate , som dag ud 
og dag ind gransker i Vatikanets bibliottek 
for at bringe kjendsgjerninger for lyset , som ingen 
har drømt om . Lad ham arbejde sig blind , den tosse , 
hvad gør det ? Her er ingen , som har agtelse for arbejdet . 
Tifold fordømmelse over en stat , hvor slige 
forhold cxistere ! Den er viet til undergang ; den 
må falde , fordi den har givet udygtigheden , løgnen 
og humbug ' en midler i hænde , hvorved den kan 
hæve sig på flidens , dygtighedens og de sande 
bestræbelsers bekostning . Propagandaen er Romas 
kræftsfade , fra propagandaen groer den svamp op , 

som gjcnnemædcr bygningen fra grunden til dens 
top , indtil den styrter sammen i ruiner . Lykkelig 
de , som er fra et frit land , hvor en slig forsamling 
ikke eksisterer — de har jo ingen propaganda 
i Danmark , har de vel ? 
„ Nej , “ svarede jeg , „ vi har ingen propaganda 
som institution ; men vi gør propaganda overalt , det 
er vor nationalfeil . Vi have mange og små propagandaer ; 
nogle i konstcn , andre i videnskaben og 
i literaturen , og vi have mange og små paver , 
som alle have det tilfælles , at de anse sig for ufeilbarc . 
Vi have også vor humbug , og den trives 
ganske godt i vort nordlige klima , om den end 
ikke sætter så rigelige og gyldne frugter som her 
i syden . Den er en ukrudsplante , signor Carnevale , 
med vingede frø , der flyve vidt og bredt , som 
tidselblomstens fnug ; udrydde dem kan man ikke , 
man kan kun blæse ad dem , og lade dem flyve 
videre . Men sig mig , hvorledes kan de , som dog 
seer så klart , tage del i denne humbug ? “ 
„ Hvad skulle jeg gøre ? “ udbrød apottekeren lidenskabelig . 
Jeg måtte jo leve , det var sagen . Jeg måtte 
jo lægge skilling for skilling til side for at få de 
summer , som kirken havde berøvet mig , og efter 

syv Års hårde , vedholdende anstrengelser lykkedes 
det mig at købe det farmaci , som jeg har ude 
i Gennazzano . Men når jeg tænker på , at 
man har stjålet ti år af mit liv , røvet hele min 
formue , fordærvet min moral , nægtet at stille den 
trang til kundskab , som jeg i mine unge år ejede ; 
når jeg overveicr , hvilke evner , hvilke anlæg , hvilken 
livskraft og energi , der er brndt og gået tilgrunde 
hos mig ; når jeg betænker , hvad jeg kunne 
været bleven til , hvis jeg havde levet i en fri stat , 
og hvad min magtesløse opposition har gjort mig 
til — o , da røres galden sådan i mig , af jeg kan 
føle dens smag i min mund ; da er der øjeblikke , 
enkelte øjeblikke , hvor jeg føler dyrets natur vælte 
sig i mig , hvor jeg bliver bange for mig selv , fordi 
jeg mærker , af . jeg kunne blive en forbryder , en 
morder , en foilesløs røver , som dem derhjemme i 
fængslet . —seer de , signor , “ hviskedee han efter et 
ophold , „ et menneske kan knn bære et vist mål af 
tilsidesættelse og hån . Går det over dette , må 
han enten opgive sig selv og blive idiot , eller hcvnc 
sig og blive forbryder . O , signor , når jeg nu 
husker , af man har pisket mine ord i mig igen , 
når jeg mindes , af jeg har stået på markederne 
med mine tinkturer og arkancr og været tvunget 

til af trompete dem ud som den gemeneste charlatan 
— o , da blues jeg over mig selv , da stiger skamrødmen 
op i mit ansigt , og den af mine landsmænd , 
som turde minde mig derom , ham “ — og 
signor carncvale sluttede sit skriftemål med en 
bevægelse med hånden , som skønt den manglede 
stiletten , dog var meer end forståelig . 
Jeg følte mig dybt greben af den forurettede 
mands bitre udtalelser og sagde : 
„ Bedste signor , det var ikke min hensigt at 
fornærme dem , når jeg bebrejder dem noget , som 
de har misforstået . Tro mig , jeg føler med dem 
og kan sætte mig ind i deres lidelser . Jeg tænkte 
slet ikke på deres ulykkelige liv , da jeg spurgte 
dem , hvorledes de kunne tage del i det , de betegner 
som humbug . Min tanke var fjern derfra ; 
mine ord gjaldtproccssioncn , hvori de tog del . Jeg 
havde i deres sted betalt de lumpne otte scudi . “ 
Signor carncvale standsede , rystede begge hænderne 
i luften som et fortvivlet menneske og udbrød : 
„ Otte scudi ? Otte lumpne scudi ! O , signor , 
troer de , at jeg er gerrig ? Jeg betalte firsindstyve , 
ja ottchundrede scudi for at være fri for 
at gøre mig til offenlig hykler to gange om året . 
Men hvad ville følgen blive , hvis jeg vovede 

at udeblive ? Præsterne ved kirken , munkene i 
klosteret ville stemple mig som en frafalden , en 
hedning , og otte dage efter ville jeg ikke have en 
kunne i mit farmaci . Jeg ville blive anklaget af 
prioren , meldt af gubernatorcn , og fjorten dage 
efter ville jeg have mistet min bevilling . Jeg ville 
blive en banlyst , en brændemærket selv for dem , der 
tænke som jeg ; thi dette er det forfærdelige ved den 
almindelige humbug , som hersker hernede : alle gjennemskne 
den , alle undtagen bønderne og præsterne 
foragte den , men alle tage del i den , fra vuggen 
og til graven . Den æder om sig som et kræftsår , 
den bcsmittcr og demoraliserer , den tvinger tilusandhcd , 
til hykleri ; men viis mig den mand , som tør stå 
op og sige : „ Denne religion er løgn ! Dens 
præster er augurer , som spå , men le , når de 
vende ryggen til menigheden ; dens dogmer vclbcrcgncdc 
menncskepåfund , vrængcbillcder af den 
rene , uforfalskede lære , vedtagne til prosit for kirken 
og udgift for menigheden ! Ja , “ vedblev signor 
Carnevale , „ viis mig den mand , som tor sige : „ Christus 
var verdens største filosof , socialismens første 
talsmand , de fattiges ven og forsvarer , oprører 
mod en lumpen gcistlighcd , der dengang som nu gik 
i lange klæder og kårede sjælene med spidsfindige 

sofismer , indtil de fik ham naglet til korset — 
viis mig en sådan mand , siger jeg , og jeg vil se , 
om han lever trende døgn til ende . “ 
„ Men gubernatoren , kancellieren og byens 
øvrige borgere , “ indvendte jeg ; „ nære de da lignende 
anskuelser ? Gå de alle tvungne med ? “ 
„ Næsten alle “ , svarede signor Carnevale . 
„ De fleste gå med , fordi det nu engang sådan 
må være , fordi de frygte for at gøre skandale , 
fordi de blive overtalte af deres koner , kort sagt , 
af den samme elendige grund , som bestemmer de 
fleste menneskers handlinger . Menneskene er en 
flok får , signor ! De løbe blindt foran den , som 
bærer krumstaven , og de bræge i det højeste , når 
han driver dem mod afgrunden , som åbner sig foran 
deres fødder . Seer de , “ hviskedee apottekeren og 
så sig tilbage , „ hvad gubernatoren og kancellieren 
angår , da kan jeg sige dem dette : gubernatoren er 
en forfængelig , fordrukken pjalt , som ganske lader sig 
rcgjcre af sin kone og skylder hende hele sin ansættelse , 
fordi hun i fine yngre år har stået i forhold 
til en bckjendtkardinal , som har megen indflydelse 
i Roma ; han går altså med , fordi han ikke vil 
miste sin stilling , og hvad kancellieren angår , 
så har de vel allerede gjcnncmskuet ham , men de 

kender ikke hans tidligere liv som jeg . Han er en 
snedig hykler af første rang , en attrapc , der skuffer 
ved sit godmodige udseende og humane væsen , 
sijondt han er en brutal slyngel fra top til tå , 
så fuld af løgn , af den bestandig løber ham ud af 
munden , og så utålelig for sine omgivelser , som 
dagen er lang . Han dræbte sin første kone ved 
ubarmhjertig af prygle hende , ligesom hun var kommen 
op af barselsengen med Adele — hun døde af 
barselfeber , den attest gav præsten i Norma . Men 
jeg ved det ; lægen i Norma var min ven og 
ville have ham anklaget , men det blev forhindret af 
syndicus , der skyldte ham tak for hans kjeltringestrcgcr . 
Senere giftede han sig igen , men hans 
onde samvittighed forlod ham ikke ; han slog sig til 
drik , ligesom sin værdige supcrieur , og vil som 
denne dø af delirium . Hvad tror de , der var 
bleven af Adele , hvis ikke pater Eusebio var bleven “ 
— og signor karnevale sluttede atter med 
denne så betegnede håndbevægelse , som jeg desværre 
ikke kan gengive . 
„ Stakkels pige , “ sagde jeg , „ så ung og stillet 
under så ulykkelige forhold ! Hvad tror de , der 
bliver af hende ? “ 

signor Carnevale trak på skuldrene , satte sit 
diplomatiske ansigt op og svarede : „ Hvo ved ? Det 
beroer meget på , hvormegen villiekraft og selvbeherskelse 
hun selv er i stand til at vise ; hun haderfaderen , 
og det vil give hende styrke , iøvrigt — “ 
„ Det tror jeg ikke , “ afbrød jeg ham . „ Hun 
har tværtimod bedet mig om en tjeneste for at redde 
ham . Det er derfor , at jeg er her . “ 
Signor Carnevales ansigt antog et halvt forbavset , 
halvt komisk udtryk ; han slap min arm , 
trådte et skridt tilbage og udbrød : » Bravissimo , 
signor , så er vi jo fjender ! De er herinde 
for at hjælpe den gamle skurk , og jeg for at styrte 
ham . De har rimeligvis allerede været hos 
bankieren , og jeg hos notaren for den offentlige 
gjældsret . De vil dække underslæb , og jeg vil 
afsløre dem . God lykke signor — kslimssima 
natte ! “ 
Med disse ord snurrede signor Carnevale sig 
rundt på hælen og trippede med stive knæ og opløftet 
hoved i en påfaldende fremskridtsmarsch 
frem over broen , som ville han storme selve s . 
Angelo . Jeg ilede efter ham , greb ham ved armen 
og forklarede med få ord , at det kun var hensynet 
til Adele , som havde bragt mig til Roma , 

og at jeg endnu ikke havde hævet pengene hos Spada 
flamini . 
„ Såmeget bedre for dem , “ sagde signor 
Carnevale i en endnu temmelig irriteret tone ; „ thi 
enten de giver dem til kancellieren eller smider 
dem her over rækværket , kommer omtrent ud på 
det samme . Adele indestår for dem , siger de ? 
Ja måske , måske ikke , hvo kan vide det ? De er 
en nar , signor ! “ 
Signor Carnevale ville på ny marschcrc los ; 
men jeg forsikrede ham atter om , at jeg flet ingen 
interesse havde hverken i at hjælpe kancellieren 
eller stå ham i vejen , og tilstod til slutningen ærlig 
, at det egentlig var adcles bønlige øjne og 
blege kinder , som havde forført mig , da jeg ikke 
kunne tåle at se hende fortvivle . 
„ Adele er en stolt pige , en prægtig pige , “ 
Sagde signor Carnevale i en noget mildere tone . 
„ Alen de må undskylde mig ; de bliver ved at 
være en nar eller en ødeland , ganske som de har 
råd til . Hun har bedt dem om disse penge , 
ikke for faderens skyld ; thi jeg ved , at hun hader 
og foragter ham , men for at frelse familiens ære 
og redde sine små brødre fra at blive kaldt sønner 
af en falskner og bedrager . Men hun får 

at finde sig deri ; Tingen står ikke til at ændre , men 
i ethvert tilfælde vil hun ikke lide skade på sit ' 
navn eller sit rygte . “ 
„ Er kancellieren da ikke hendes fader ? “ spurgte 
jeg overrasket . 
„ Måske og måske ikke ; hvo kan vide det ? 
Paterniteten er altid en vanskelig sag at afgøre , “ 
Erklærede signor carncvale med et frygteligt conferenceudtryk 
i hver af sine miner . „ Tror de , at 
jeg tror , at min fader er min fader ? “ 
„ Det vil jeg håbe , “ svarede jeg ; „ thi hvis 
deres fader ikke er deres fader , så har de jo 
ingen fader haft , og deres moder vil da komme 
til at støtte dogmet om den ubesmittede undfangelse . “ 
„ Nonsens ! “ sagde apottekeren , „ De ved godt , 
hvad jeg mener . Jeg tvivler på alt , på gud , 
på verden , på mig selv og frem for alt -- -- -- -- -- - “ 
„ På kvinden , “ supplerede jeg med en snedig 
hentydning til Marietta . 
„ Nej dog ikke , dog ikke , “ sagde signor Carnevale 
i en vis overlegen tone . „ Jeg kender dem , 
som man ikke behøver at tvivle på . Giv tid , og 
de skal få at se ; der vil ske mærkelige ting i 
Gennazzano . “ 

med disse ord løftede signor Carnevale på ny 
hovedet med en temmelig trodsig mine og kastede 
hatten på snur . Jeg vovede ikke at trænge 
dybere ind i de gyselige mysterier , der forestod den 
ulykkelige by , og således nåde vi i taushed ad 
borgo vecchia til petcrspladsen , hvor den mægtige 
kirke rejser sig i al sin imponerende storhed . 
> „ Hvor det er mærkeligt for en fremmed , “ bemærkede 
jeg , idet vi skred over pladsen , „ ikke at træffe 
en eneste fabrik her ; hos os have vi dem næsten 
overalt , hvor man så går . “ 
„ Fabriker ? “ gentog signor Carnevale med en 
hæs latter . „ Hvad skulle vi med fabriker , vi , som 
ikke engang må føre vore jernbaner nærmere end 
en miglie fra byens yderste grændse . Stecnkulsrøgen 
fra mafkinskorstencnc ville sætte sorte pletter 
på hans helligheds snehvide dragt , og damppiben 
stramme de ærværdige mvnsignorcr op af 
deres søde morgcnsovn . Se , der ligger vor fabrik ! “ 
Udbrød han med bitter hån og pegede mød 
kirken . „ Hvilken anstalt i verden betaler sig således , 
som den ? Barnlige sjæle er dens råmaterialc , 
og præster , sorte og smittende som stccnkulsstovet , 
dens produkter . Maskinerne gå med 
løgn og hedes med svig , vold og uretfærdighed . 

der er højtryk på hver en frihedsbcstræbelse , 
lavtryk på hver en retning , som ikke duer ! Og 
så skulle vi klage over alangel på fabriker , vi , 
som have denne til at lave dogmer , helgener og 
slå klingende mønt ud af menneskenes angst foret 
hinsides ? Hø , hø , hø ! Vi har fabriker , signor 
guielmo , vi har fabriker ! “ 
Og signor Carnevales hæse latter klang hunl 
og dump op under søjlegangens loft — ja , det lød 
næsten , som stod der bag ved hver af de mægtige 
piller en grinende , spottende ånd , der kastede hans 
latter videre , indtil den som en hæs rallen forsvandt 
langt » de i rummet . Uden at sige et ord 
mere til hinanden , nærmede vi os Porta cavallcgieri , 
og her faldt det mig egentlig først ind , at klokken 
var mange , næsten hen ad midnat , og at apottekeren 
hidtil havde trukket af mig , uden at jeg vidste 
hvorhen . 
„ Vil de udenfor byen ? “ spurgte jeg . „ Porten 
er jo lukket . “ 
„ Den har en låge , “ sagde han tørt , „ som 
altid lader sig lukke op med en scudo . “ 
„ Så siger jeg dem farvel , “ bemærkede jeg , 
„ min vej går til Monte pincio . “ 

„ Vent lidt ! “ sagde signor carncvale . „ De har 
ingen aftensmad fået , og trattorierne er nu 
lnkkede . De skal ikke gå til sengs med en sulten 
mave for min skyld . Jeg kan vel stole på 
dem ? “ 
„ De tvivler jo på alt , “ sagde jeg smilende . 
„ Ikke på en mands ærlighed og discrction , 
navnlig når denne mand ikke er en Romer . De 
fremmede komme fra friere lande , og man kan i 
reglen stole på deres ord . Vil de love mig ikke 
at omtale til nogen Romer eller til nogen i bjergene , 
hvad de seer i aften , så inviterer jeg dem 
til gæstebud , og jeg lover dem , at de vil more 
dem godt . “ 
Ilden betænkning gav jeg den skikkelige apotteker 
mit æresord , og kort efter åbnede den lille 
låge sig for os ved hjælp af den i Roma så velbekendte 
sslvnøgle . 
Vejen udenfor Porta cavalleggicri er bakket , 
begrænset af hvider , temmelig bar og løber i en 
lang strækning næsten parallel med murene . Der 
var ingen synderlig anledning til at sige noget , og 
således skred vi i al tanshed rafl fremad mod et 
for mig ubekendt mål . Endelig standsede vi ved en 
lille sti , der slog af til højre , og her sagde apottekeren 

med en vis faderlig værdighed : „ Signor 
guielmo ! De er en nng -mand og har været på 
veje til at begå en stor dumhed . Jeg tilgiver 
dem det , fordi jeg ved , at deres handlinger er 
blevne ledede af en elsfværdig svaghed lige overfor 
kvinden , en svaghed hos det stærke køn , som 
netop er dets styrke lige overfor det svage . Jeg 
kender af egen erfaring denne følelse og ved , 
hvormeget den kan drive en mand ud af sin vej ; 
men i dette tilfælde bør de ikke gå videre , de 
kan alligevel ikke redde det hus , som brænder i 
gavlen . “ 
Uden at give mig tid til at betænke , om dette 
var en skummel hentydning til gubernatorens næse , 
og uden at agte mine gentagne forsikkring « - , vedblev 
signor Carnevale : „ De er fremmed , signor , 
såvel for vort land , som for vore sæder og skikke , 
og hvad der er det væsenligste , fremmed for alle de 
jntrigucr , alle de planer og modplaner , som med 
deres fine tråde kunne gjenncmkrydsc en lille bjergby 
lige så fuldt som hovedstaden selv . Bryd dem 
ikke om adcles skæbne , jeg tror hun er sikker ; 
men kast dem heller ikke ubesindig ind i partiernes 
malstrøm , behold deres tilbagetrukne rolle som tilskuer , 
og de skal få at se : der vil ske mærkelige 

ting i Gennazzano , mærkelige ting , siger jeg dem “ , 
og med disse ord strakte signor Carnevale alle 
fem fingre op imod Sirius , sdm funklede højt over 
horisonten , knyttede dem derpå til en jcrnhård 
kugle og slog sig med denne så eftertrykkelig i den 
venstre flade hånd , at græshopperne rundt omkring 
hørte op at synge derved . 
„ Hvor fører de mig hen ? “ spurgte jeg , da 
signor Carnevale med tilfældige , trippende trin 
tog på at stige ned ad skråningen ; thi nu begyndte 
jeg med grund at frygte for , at min 
stakkels gamle apotteker enten var gal eller stærkt 
på beic til at blive det . 
„ Følg stien og tag mig i frakken , når vi 
komme ind imellem rørene ! “ hviskedee signor carncvale , 
uden at svare på mit spørgsmål . „ Tag 
dem i agt ; der er et lille vandløb der til højre . 
-ru ligefrem ; duk deres hoved — bravo , nu er 
vi ved porten ! “ 
Vi vare komne gennem en tæt urskov af 
cannaer , der fra vejen så ganske uigjcnnemtrængclig 
ud , og stod nu foran en af de høje , hvidkalkede 
vignemure , som på dette sted havde en jcrnbcflået 
låge . Signor Carnevale fløjtede tre gange 
på en ejendommelig måde , og gav sig derpå 

med stort hastværk til at rette på sine flipper , 
ordne sløjfen på sit halstørklæde og stryge den 
uforlignelige grå — apparater , som -alle vare 
komne i uorden ved vor vandring gennem rørene , 
hvorpå han tog et par lyse sommerhandsker frem 
og begyndte at trække dem på . 
Under denne vanskelige operation hørte vi en 
lignende fløjten svare inde fra haven , og kort 
derpå raske trin af en mand , som nærmede sig 
lågen med det evige feltråb : » Oku s ? “ 
» Uibsrtæ ! « svarede carncvale og sprængte i sin 
Iver handsken på den venstre hånd . 
„ O morte ! “ svarede en dyb stemme , hvorpå 
jeg hørte en tung nøgle blive drejet om i lågen , 
som langsomt åbnede sig for at fremvise en tyk 
mand med en blendlygte i hånden . 
Det gøs i mig , kære Søren ! Ensomheden , 
det natlige mørke , mendlygten og frem for alt de 
frygtelige ord i forbindelse med signor Carnevales 
mystiske hentydninger og de mistænksomme 
blikke , hvormed den tykke mand betragtede mig 
alt frembragte den bestemte følelse , af jeg var 
ifærd med af nærme mig et af revolutionens arnesteder , 
og af jeg kunne risikere af blive hakket til 
plnkkesisk , puttet i en tønde og trillet ned i katakvinderne 

for først af møde dig på den yderste dag 
og det måske med besvær . 
„ Hvem er den signore ? “ spurgte den tykke 
mand og bragte mig ved hjælp af blendlygten i 
en belysning , som jeg bad alle guder om måtte 
være gunstig . 
„ En fremmed , en af mine venner , “ svarede 
signor Carnevale med en stærk betoning på det 
næstsidste ord . 
„ Hjertelig velkommen , mine herrer , “ svarede 
den tykke og smækkede lågen helt op , „ træd 
nærmere ! “ 
Bi kom ind i en orangelund , hvorved du , 
bedste top , ikke må tænke dig træer som i 
Charlottenlund , ermclund eller lignende lunde , men 
nogle lave , stærkt forgrenede orangetræer , der hver 
for sig stå i en cirkelrund fordybning , så af 
jorden seer ud som en æbleskivcpandc . Da dette 
ikke begunstiger den naturlige gang , fordi denne er 
et afbrudt fald , og da der desuden var fuldstændig 
mørkt under de sortegronne kroner , nåde vi kun 
langsomt og med en stor del ulejlighed for Carnevale 
til en ny låge , der sad i en ny mur , indenfor 
hvilken vi hørte klang af tamburiner i saltarcllens 
muntre takt . Den tykke stødte lågen 

op , førte mig med et par venlige ord indenfor , 
og jeg spilede øjnene vidt op — denne overgang 
havde jeg ikke ventet . 
Foran mig lå en have , sirlig holdt , nagtet 
græsset var lidt svedet , og blomsterne temmelig på 
retour . Til gengæld pladskcde og blinkede en 
sladrende Fontane i vejret foran den veranda , der 
afsluttede facaden på et landsted , som efter romerske 
begreber var usædvanlig smukt vedligeholdt . Langs 
den mur , som indhegnede haven , løb en bred , af 
vinløv dækket gang , og imellem de halvmodne 
druer , som i talrige klaser hang ned overalt , 
stivnede brogede romerske papirslamper , som om rankerne 
bare gennemsigtige græskar af de mest forskellige 
farver . Til venstre for huset havde et 
par hvidklædte kokke travlt med at ordne et veldækket 
aftensbord , og på plainen mellem fontænen 
og verandaen dansede nogle unge piger en livfuld 
saltarella , som de desværre øjeblikkelig afbrød ved 
vor ankomst for at flokke sig omkring signor carncvale , 
hvem de under skjemt og latter overøste med 
tusinde komplimenter . 
Hvor var han ikke stor i dette øjeblik , som han 
der stod i de brogede lampers belysning med den 
revnede venstre behændig skjult på sit bageste 

parti , medens han huldsalig slog ud med den højre , 
gjengjceldende kompliment med kompliment , og 
sigende romerske vittigheder , hvis ordspil ingen 
fremmed er i stand til af forstå , men som 
fik de unge piger til af briste af latter ! Dog endnu 
større blev han , da han , stadig fulgt af den jublende 
flok , vedlagde den ærværdige grå i en ligeså ærværdig 
matrones skød og derpå greb en klirrende 
tamburin for af figurere imellem de andre . 
Hvilken færdighed i de skiftende hop , hvilken stivhed 
i knæene , hvilken plastik i stillingerne udviklede 
ikke signor carncvale ved denne mærkelige 
lejlighed ? — i sandhed , han måtte eje foryngelsens 
vande ! Alen da han til slutningen hævede 
sig på de ugarvcde skoes yderste tåspidscr for 
med tamburinen højt over sit hoved af løfte det 
ene ben i vejret og derpå langsomt dreje sig rundt , 
for af man kunne beundre ham fra alle sider , da 
blev jubelen umådelig . Man bedækkede ham med 
den grå og bar ham i triumf hen til aftensbordet , 
medens den ærværdige , gamle matrone rokkede 
bagefter , idet hun gjorde den bemærkning , at 
han kunne gifte sig , når det skulle være , en bemærkning , 
son : bevirkede , at signor carncvale med 
ufornuftig livlighed tog fat på maccaronien og 

lagde for til højre og venstre efter en målestok , 
som rimeligvis skulle vise , hvor rnndhåndet det 
skulle gå til i hans hus , når han engang opfyldte 
den gamle matrones spådom . 
Først her ved bordet blev det mig muligt at 
iagttage de tilstædeværcnde , som hidtil havde været 
spredte rundt om i haven . For bordenden sad 
den tykke , en mand med et godmodigt , jovialt ansigt , 
lidt mærket af kopper , men forresten fuldt af 
sundhed og liv . Ved siden af ham kom den 
gamle matrone , en ægte romerinde , fyldig , livlig 
og leende — vært og værtinde , som det senere 
hen på aftenen viste sig . 
Signor Carnevale var dalet ned i sværmen 
af de unge piger og sad der som en ældre , grå 
perle mellem lutter spillende rubiner og granater ; 
men der hvor pcrlebåndct endte , kom en skikkelse 
tilsyne , der stirrede med forvildede blikke snart hist , 
snart her , som var han ikke vant til denne brogede , 
frittalende sværms livlige ansigter . Hvor sad 
klæderne besynderligt på ham , og hvor strittede 
hans hår ikke mærkværdig ud til alle sider ; sådan 
en frisure havde jeg aldrig set , den var som 
en have , hvor der indenfor en hække af fammenfiltrede 
tjørnebuske var gjort et anlæg af nysopspirede 

pinier med sorte spidse nåle , eller for at 
bruge en måske mere populair lignelse , hans isse 
lignede en høvisk med en kartebolle i midten . Jeg 
stirrede over på ham , han stirrede over på mig 
— jeg tænkte på , hvilken umenneskelig skomager 
der havde syet ham den pukkelfrakke og posevest , 
hvoraf hovedet ragede op på sin lange tynde Hals , 
da rakte signor Carnevale ham hans andel af 
maccaronicn — ned gik gaffelen , op gik munden , 
alle kværne klapprede , og væk var maccaronicn . Et 
sådant kunststykke havde jeg kun set en gang for , 
et sådant kunststykke kunne kun en gøre , og uvil- , 
kårlig udbrød jeg : » Loiio-postalo ! « øer gik en 
elektrisk skælven igennem ham , og idet han lagde 
gaffelen fra sig , stirrede han så åbcnmundct på 
mig , at jeg ikke kunne tvivle et øjeblik længere — 
det var postkassen ; men hvor var munkekutten og 
tonsuren , og hvorledes kunne han , som havde aflagt 
løfte om armod , lydighed og kydskhcd , sidde 
her og svælge i vin og maccaroni , hvorledes kunne 
det være ham tilladt at kaste så fortrolige blikke 
ind imellem rubinerne og granaterne , som han 
gjorde efter at have cxpcderct skinken og vinen , blikke , 
som besvaredes med muntre drillerier af de unge 
piger , der syntes at more sig kostelig over ham . 

jeg ville just rådføre mig med signor Carnevale , 
da denne rejste sig og i et længere foredrag , 
hvori han dvælede stærkt ved folkefrihed , religionsfrihed , 
pressefrihed og en mængde andre friheder , 
udbragte min skål , idet han presenterede mig forhele 
selskabet , som et frit menneske , raitissimo 
noi-to * ) , hvor der var frihed og sælhunde , lighed 
og isbjørne , og hvor herskeren elskede sit folk , som 
hvalfisken sine unger . Efter disse glimrende udtalelser , 
opfordrede han alle til at drikke et glas med den 
nys ankomne eskimo , og da denne ikke alene lukkede 
munden op , men endogså på eskimovitisk-italiensk 
udtalte det håb , at frihedens lys , som brændte 
klarest og stærkest i hans fædreland , måtte sprede 
de skygger , der havde lejret sig om det oltidsgamle 
Roma , da udbrød der en så almindelig applaus , 
at signor Carnevales højre handske gik samme vej 
som den venstre . 
Det var øjensynligt , at min gamle vens præsentation 
havde stillet mig højt i denne vakkre families yndest ; 
thi efter bordet gjorde de unge damer mig tusinde naragtige 
og kuriøse spørgsmål , alle beregnede på at 
indhente kundskab ll ' altissima . norts og alle bevisende , 
' ) fra det højeste Norden . 

at geografi og kulturhistorie ikke dyrkes som hovedfag 
i de romerske skoler . Imidlertid gik signor 
Carnevale og vor tykke vært frem og tilbage foran 
huset i en ivrig samtale , som syntes at angribe 
den værdige apotteker særdeles meget , thi han slog 
snart ud med den ene , snart med den anden hånd 
og rakte dem endelig begge to højt op mod himlen , 
rystede dem frem og tilbage og råbte som ude af 
sig selv : » Impossibils , liznoi- , abe bsstralita ! » * ) 
» Bsstialitæ ? « udbrød vor tykke vært . » ^b 
macb ' ø ! Cna furbsria æsi prsti all ' opposto , 
una furbsria ! « * * ) 
jeg nærmede mig de talende , og signor carncvale 
udbrød ivrig : „ Døm nu selv , signor guiclmo , 
hvilken gudsbcspottelig frækhed ! Der sidde nu ude 
i gcnnazzano de seks banditter , som de har hørt 
huse , skråle , bande og sværge hver eneste dag , karle , 
som have røvet og plyndret , myrdet og skjændct , 
fyre , som ikke er ' bange for at skære halsen over 
på den halve by , hvis de blot derved kunne sætte 
sig i frihed . De er dømte for atten mord , ti 
brandstiftelser , og jeg ved ikke hvormange landcvcis * ) 
umuligt , min herre , hvilken dumhed . 
Dumhed ? Hvor vil de hen ? En list af præsterne 
tvertimod , en list ! 

røverier ; men hvad skeer så , nu da de sidde og 
vente deres retfærdige dom ? Øh , af leve i et sådant 
samfund af kjeltringer ; det er til af blive 
gal over ! “ 
„ Hvad er der flet , “ spurgte jeg vor vært ; 
thi signor Carnevale kvalte sig selv i et sådant 
anfald af raseri , af det var ham umuligt af svare . 
„ Et mirakel , signor , et højst mærkeligt mirakel , 
som de kan købe for en bajocco og tage med 
til et land , hvor man dog anerkender den sunde fornuft , “ 
Svarede han . „ Madonna har viist sig for 
røverne i fængslet og lovet af frelse dem ; hele 
Gennazzano taler ikke om andet . Se her ! “ Med 
disse ørd tog han et rødt , sammenfoldet papir ud 
af sin tegnebog , foldede det ud og overrakte 
mig det . 
Jeg ville næppe tro mine egne -øine . Øverst 
på papiret var det pavelige våben anbragt med 
den trcdobbcltc krone og nøglerne , som understøttedes 
af to engle , der svævede hver på sin sky . 
Derpå fulgte med fede bogstaver , som på en tteaterplakat , 
følgende mærkelige overskrift : « kran iniraeolo 
katto æalla vants , verzins , clstta la blaclonna 
< kel duon ' consizlio , in kavors æsi brizanti prssi 

nslla dataglia vioino a osnna^riano il primo 6i 
na^gio 1863 . * ) 
under denne pompøse overskrift fandtes et råt 
træsnit , forestillende Madonna , svævende i skyerne , 
og derpå fulgte en tekst , som jeg er så heldig at 
kunnc gengive dig ordret efter originalen , som den 
næste dag til overflod fandtes aftrykket i osssrvatoro 
Romano . Den lyder i hele sin gyselige canccllistiil 
således : 
„ Til alle fromme og oprigtige Christne , til alle 
bekende » af den eneste , sande , kattolske religion i 
Gennazzano , palestrina , cavi , capranica , olevano , 
valmontonc og omliggende byer ! 
Herved bekjendtgjøres det , at prioren for det 
ærværdige og meget hellige kloster s . Eustachio , deraf 
den nidkære og meget gudfrygtige ( æovotissimo ) 
gubcrnatorc lo X . var anmodet om at besøge og skrifte 
de fanger , som toges i kampen den første Mai tæt 
udenfor Gennazzano , og som nu hensidde i denne 
byes arresthus , har meddelt det høje og meget 
hellige kollegium , af den hellige Madonna i sin 
uransagelige og ufattelige nåde har villet give til * ) 
stort mirakel af den hellige jomfru , kaldet Madonna 
for de gode råd , til gunst for de røvere , som blev 
fangne i kampen den første Mai 1863 i nærheden af 
Gennazzano . 

kende , af ligesom hendes søn , Jesus Christus , på 
korset tilgav og benådede den bodfærdige røver , 
således har hun ved et syn , som er konstateret af 
den hæderlige og særdeles agtværdigt arrestforvarer , 
ccsare fclice , behaget af nedstige fra sin allerhøieste 
ttrone for af tilkendegive dem , som er fødte i synd 
og undfangne i misgjcrning , af hun , efter forbøn hos 
sin høitelflede søn , har fritaget dem for det jordiske 
ansvar , ligesom han , når de vende tilbage til kirkens 
ene saliggørende skød , for ved bøn og skrifte 
af udflette deres skyld , vil fritage dem for det 
himmelske — “ 
Dog jeg væmmes , kære Søren , ved af sidde og 
oversætte dette kirkelige nonsens med dets lange , 
halsbrækkende perioder . Kvintessentsen går desuden 
tabt , når man som jeg er nødt til af udelade 
alle disse storladne superlativer og søde små 
diminutiver , som gør aktstykket dobbelt sødladent 
og vammelt . Du vil i det foregående have fået 
en tilstrækkelig prøve på stilen ; jeg skal derfor i 
al korthed meddele dig indholdet . 
Jeg havde altså ikke taget fejl af den beretning , 
som min mærkelige ven postkassen medldeelte 
mig dagen efter adcles konfirmation . Madonna 
har virkelig viist sig for røverne i fængslet , 

og dct på følgende originale måde , der forresten 
i hovedtrækkene stemme overcens med alle de kattolske 
helgensyner og legender . 
Fangerne havde , efter at dødsdommen var 
bleven dem meddelt , yttret ønske om at forrette 
deres sidste andagt i madunna-kirken , en bøn , som 
gubernatoren ikke gerne ville tilstede , da han med 
rette frygtede for , at denne kirkegang skulle blive 
benyttet til et undvigelsesforsøg . På den anden 
side ville prioren i klosteret ikke nægte fangerne 
Madonnas trøsterige bistand , og således blev man 
da enig om , at dnkken skulle på det hvide æsel 
og dernæst udstilles i et rum , som var adskilt fra 
fængslet ved et jerngitter , for at fangerne kunne 
tilbede uden at komme i fristelse . 
Det må have været hårdt for disse knægte 
at se så meget guld og sølv , så mange Perler , 
rubiner og granater glimre ligefor deres næse , 
uden at de kunne komme til at hugge ku eneste . 
Rimeligvis er det denne tantaluskval , som har 
taget besindelsen fra dem ; thi henimod midnat 
hørte man et stort skrå ! fra fængslet , og da „ den 
hæderlige og særdeles agtværdigc “ Arrestforvarer kom 
til , lå alle fangerne mrscgrnns på jorden , hvilket 
kunne indgyde mindre christelige sjæle den fortastelige 

mistanke , af de måske bemeldte aften 
havde drukket noget mere end sædvanlig . Da de 
imidlertid svarede med forvildede ord og afbrudte 
sætninger , hvilket i høj grad tydede på , af de 
vare ædrue , gik den hæderlige kancellierc til gubcrnatoren , 
og denne atter til prioren , som i forbindelse 
med den meer end agtværdigt pater Eusebio 
hurtig bragte orden i tingene . Efter røvernes 
fortælling var madonnaen midt om natten pludselig 
bleven omgiven af lysende skyer , som havde 
fyldt hele fængslet med en sød og behagelig lugt , 
der kunne spores længe efter , derpå havde hun 
tiltalt de forfærdede røvere med spæd og fin stemme , 
ligesom ct barn , lovet dem syndernes forladelse 
og fritagelse for al jordisk straf , når de atter 
ville vende tilbage til kirkens skød , og derpå var 
billedet atter blevet mørkt , lysene vare gåde ud , men 
nu havde de tydelig hørt et lille barn græde , hvilket 
naturligvis ikke kunne være andet end bambinoon , 
hun bar på armen . Da havde de skreget højt af . 
Forfærdelse , og da den hæderlige kancellierc kom , 
kunne han med god samvittighed konstatere , af der var 
sket et mirakel , såsom billedet vendte hovedet til 
venstre i stedet for til højre . Den næste dag blev 
hele dette underlige syn ført til protokols af „ den 

nidkære og meget gudfrygtige “ Gubcrnatorc , og fangerne 
blev tagne i ed , først af prioren og 
senere af pater Eusebio , som derpå tilligemed prioren 
og de to civile øvrighedspersoner konstaterede 
miraklets sandhed under deres hånd og segl og 
afsendte beretningen til Roma , for af det høje kollegium 
kunne tage under overvejelse , hvad der var 
af gjsre under så særegne og vanskelige omstændigheder . 
„ Tror de , af de blive benådcde ? “ spurgte jeg , 
idet jeg stak det mærkelige dokument i min tegnebog . 
„ Efter al rimelighed , “ svarede vor joviale 
bært med et betydningsfuldt smil . „ Et så eklatant 
mirakel tør man ikke lade gå hen , og den , 
som Madonna benådcr , benådcr paven . “ 
„ Umuligt ! “ råbte signorcarncvale . „ Forbrydelsen 
ligger her alt for klart for dagen , misgjcrningerne 
ere alt for talrige , tilståelse ! ! afgivet , og , 
hvad der er det væsenligste , dødsdommen afsagt 
yg bekræftet — en bekræftet dødsdom går aldrig 
tilbage . “ 
„ Hvorfor ikke , “ sagde vor vært med et ironisk 
smil . „ Man kan jo give pardon i det sidste øjeblik , 
eller , hvad der her ville være det rigtigste , forsøge , 
om Madonna vil gøre et nyt mirakel 

for at frelse dem . Hvis jeg var kardinalvikar , 
lod jeg dem bringe under guillotinen ; kan jomfruen 
da standse faldøxen , så er det en anden sag , så 
er det et mirakel . “ 
„ O ja , lad dem prøve derpå ! “ råbte signor 
Carnevale med vild glæde , „ lad dem prøve derpå , 
og de skal se , at faldøxcn hugger deres mirakler 
tværs igennem , så let som jeg kløver en vandmelon . 
Nej , så vidt gå de ikke ; de prøve ikke derpå ! 
O , jeg gjennemskner hele dette væv af løgn og bedrag , 
dette komplot mod samfundet , smcddct for at 
berige kirken og dække gubcrnatorens og kancellicrcns 
elendige usselhed ! Men jeg skal komme dem 
på tværs , jeg skal rive masken af disse løgnagtige 
hyklere , jeg skal vise dem , hvad det vil sige at konspirere 
mod mig og udelukke mig fra gnbernatorens 
elendige soireer , når de invitere trifoglio på torvet 
hveranden torsdag . Et ascnsmirakcl som 
dette , foranstaltet til ære for de mirakeltrampeldyr , 
som komme brægende til september ! Ja , det eruna 
kuebsria æsi prsti ! — er det ikke , min brave fra 
babylo ? “ 
Med disse ord slog den opbragte apotteker 
postkassen på skulderen , så det rystede i den ; 
men den sagde ikke et ord . Derimod frembragte den 

en halvt boblende , halvt klukkende lyd dybt nede i 
kassen , som havde den der en gryde med hemmeligheder , 
som var på nippet til at koge over . 
Imidlertid havde de unge piger atter fået 
tamburinen fat . Saltarcllacn begyndte på ny , og 
jeg havde her lejlighed til at se denne tarantellens 
søster blive dandset med en smag og 
en fuldkommenhed , som man sjælden træffer i en 
tid , hvor al nationaldands mere og mere går af 
brug , for at vige pladsen for de kosmopolitiske 
polkaer og galopper . Imidlertid lagde 
jeg mærke til , at den lille låge for enden af 
haven hyppigt gik op og i , og hver gang den 
åbnede sig , trådte en kappeklædt Romer ind , hilste 
på vor vært og signor Carnevale og dannede 
derpå små grupper , som i stille samtale vandrede 
op og ned ad havens gange . Jeg kendte 
ikke en eneste af alle disse fremmede , jeg vidste ikke , 
hvorfor de kom , anede næppe , hvad deres hviskende 
samtale gjaldt ; men det var mig , som kom dermed 
et noget rcvolntionairt iluffen , noget uvcirssvangert , 
noget truende , noget , der mindede mig om de tider , 
da folket samlede sig på forum for at rådslåc 
om republikens frelse . Jeg blev ikke presenteret 
for nogen , ingen talte til mig ; men alle lånte 

de mig et spørgende blik , når de vandrede forbi , 
og hyllede sig så atter i deres kapper værdig og stille i 
hviskende samtale . Med hvert minut følte jeg stærkere 
og stærkere det trykkende i atmosfæren , og skønt 
jeg næppe vidste , hvor jeg var , eller hvorhen jeg skulle 
gå , greb jeg dog et øjeblik , hvor min vært var 
fri , takkede ham for aftenens gæstfrihed og bad 
ham om en veiviscr til den nærmeste af Romas porte . 
Jeg kunne tydelig på hans ansigt se , at der faldt 
en sten fra hans hjerte ved denne anmodning , og 
vi vare allerede i begreb med at forlade haven , da 
min gamle ven carncvale trådte til og holdt mig 
tilbage . 
„ Signor tavani , “ sagde han , „ denne unge 
mand er sikker ; jeg indestår for ham . Han er 
fra et land , hvor friheden elskes og agtes , og han 
agter og elsker friheden ligesom vi ; de kan stole 
på ham i alt , lad ham derfor blive . Det er jo 
ikke statshemmeligheder , han vil få at høre , og 
i det hele taget måske ikke store ting ; men det 
vil glæde ham at tage mindet om en frisindet romersk 
aften hel tilbage til Danmark . “ 
„ Hvad synes de om præsternes regimente , om 
vor kultus og om bore institutioner ? “ spurgte signor 
tavani og så mig alvorlig ind i øjet . 

„ Jeg hader det første , “ svarede jeg , „ beklager 
det andet , og håber , hvad det tredie angår , at 
de må blive erstattede med nye , som bedre stemme 
overcens med det nittende århundrcdes oplysning . 
Jeg ønsker , at Roma må blive fri , og håber på 
et samlet Italien . “ 
„ Bravo ! “ sagde signor tavani „ Dekan blive . 
De mænd , som møde her i aften , nære alle samme 
anskuelse , som de , og af dem vil det for en stor 
del afhænge , om Roma skal indtage sin gamle plads , 
eller vansmægte som hidtil . Men når kampens 
time kommer , vil ingen af os svigte , og de vil 
finde mig forrest i rækken . De skal ikke vente noget 
politisk møde ; vi er i aften kun samlede her 
til en selskabelig sammenkomst , som i og for sig er 
meget uskyldig , -men svin ikke ville blive tålt , hvis vi 
gjorde det på et sted , hvor politiet belnrede os . 
Med disse ord bukkede signor tavani for mig , 
kort efter forsvandt damerne , og et par af hnsets 
folk bragte stole og bænke , som i en stor halvkreds 
blev stillede foran fontanens marmorkumme . 
Signor Carnevale tog plads ved siden af mig , 
og nu begyndte den alvorlige del af festen , kære 
Søren , svin er lidt vanskelig at beskrive , fordi den 

påvirkcde øret mere end synet , følelsen mere end 
forstanden . 
På randen af fontancns marmorkumme tog 
fire unge mænd plads , slog deres kapper til side og 
fremdrog , ikke skjulte hemmelige våben , men cittar , 
lutt og mandolin . Et øjeblik efter virkede disse 
instrumenter harmonisk sammen , og du gør dig 
ingen ide om , brave funtns , med hvilken færdighed 
romerne forstå at behandle disse fiinttonende 
strenge . Vccmod , smerte , had , harmcog hævn kunne 
gjenklingc fra deres sangbund , så godt som længslernes 
klagende suk og den lykkelige kærligheds 
jubel . Det var små romancer , der afløste hinanden , 
mest af erotisk indhold , men ingen stridssang , 
intet fædrclandsdigt lød derimellem — ak , 
romerne have jo for længe siden ophørt med at 
kæmpe , og hvad er en Romers fædreland ? Han 
har intet ; han har kun en fædrcneby , hvis herflere 
ere konklavets og gejstlighedens valgte repræsentanter , 
trommede sammen fra alle verdens fire hjørner 
og gjorte til paver i kraft af de kirkelige partiers 
ønske , ikke ifølge folkets valg . Jeg har aldrig 
hørt nogen nationalsang , noget fædrelandsdigt i 
Roma , hvor der kun findes kastrater og hymner ; 
men den aften lød der dog en , som for mig forbi 

på tonernes flygtige vinger , men som jeg vil 
håbe engang vil blive den slagsang , hvorunder 
Roma rejser sig af sin tusindårige dvale . 
Det var en ung mand , som sang den . Mørket 
tillod mig ikke at skelne hans træk ; men der 
var i hans stemme en vibrerende klang , en smerteblandet 
længsel , der virkede sympattisk , og som jeg 
havde hørt før , jeg kunne blot ikke mindes , hvor . Sangen 
begyndte vemodig klagende , den skildrede de 
gamle tider , republikens tid , hvor modet var en 
dyd , sejre » dens belønning . Den svulmede 
fyldigere og kraftigere , den gik med Romas ørn ud 
over verden , den talte om den tid , da Gallien , 
germanien , britanien bøjede hovedet , når de hørte 
dens vingeslag , den tid , hvor det , at være romersk 
borger , var eensbctydendc med at være romersk hersker . 
Men melodien slog om ; der kom noget vildt , 
skurrilt og skærende i klangen . Det var folkevandringen , 
det var Attilas hunner , som væltede 
sig hen over Romas høje , nedtrampcndc alt under 
bøflernes jernlagte klov . Men sangen tog atter 
fylde og kraft , i stærke , farverige ord , rige 
på glimrende billeder og træffende tanker , udmalede 
dcu det opvoxcndc pavedømmes mageløse 
kraft , så længe det hvilede på middelalderens 

urokkelige tro . Men middelalderens tid var 
forbi , nye syner og nye håb dæmrede i horisonten , 
ingen magt , intet despoti kunne holde dem nede . 
Roma varden sunkne sol , som havde strålet i oldtidens 
mørke , den var gået ned i middelalderens 
nat . Nu hævede den sig atter , blodrød og sløret af 
præsfcvældens tåger ; men den ville bryde igennem , 
forvandle det sorte mørke til skinnende dag , 
den ville stråle over et frit , et mægtigt , et enigt 
Italien , son : skulle fostre slægter , der ville undre 
sig over , at de foregående så længe og så tålmodig 
havde båret nattens knugende mørke . 
Hermed endte improvisationen ; thi en sådan 
sagde man mig , at det var , og livlige bravoråb 
lønnede den unge sanger , som havde reift sig op med 
mandolinen i hånden . Idet han ville forlade 
kredsen for at give plads for manden , faldt skæret 
fra lamperne stærkere over hans brune , frejdige 
ansigt , og skønt jeg kun så det i profil , var der 
ingen tvivl længere — det var signor Carlo , kontoristacn 
fra gcnnazzano . Jeg havde allerede troet at 
kende hans stemme i den improviserede sang ; nu 
da jeg så ham trykke et par af fine nenner i 
hånden med det friske , kække smil , der er ham 
så ejendommeligt , genkendte jeg ham straks , og ville 

ile hen til ham for at bringe ham nyheder fra Gennazzano . 
Men signor Carnevale , som havde mærket 
min hensigt , greb mig i armen og hviskedee : „ Vent 
lidt ! Der kommer en , som er større end ham , og 
som de måske også vil kende ; men husk på , at 
de her gør vel i at lade , som de var fuldkommen 
fremmed , og at det måske kunne skade de 
pågældende personer , hvis de røbede deres inkognito . 
At de har kendt og talt med fra babylo , 
som er løbet fra klostret , er allerede galt nok , 
skjøndt det kan undskyldes med , at han er alle mands 
harlekin , — disse kende vi ikke , thi — — “ 
Signor carncvalcø ord blev pludselig afbrudte 
ved høje vivat- og bravoråb , viften med tørklæder 
og klappen i hænderne . Disse bifaldsytfringcr 
gjaldt en høj , flank mand på nogle og tredive 
år , som iført en blå romersk kappe og holdende 
en bog i hånden kom ud fra huset og 
nærmede sig fontænen . 
» Viva il oomkannato ! Viva i prizionisro ! 
Viva la libsrtæ ! » klang det rundt omkring , og 
han blev stående ved fontancns rand , idet han 
med et stille , alvorligt smil hilste disse støjende 
bifaldsytfringcr , der syntes ham mere tilvante end 
kærkomne . 

„ Nn skal de høre , “ hviskedee signor Carnevale 
og puffede mig i siden . „ Pas på — det er Italiens 
største skuespiller . “ 
Da dette ikke på nogen synderlig måde lod 
sig forene med de tilråb , hvormed han var blevet 
hilset , betragtede jeg ham nøjere , og havde nær udstødt 
et udråb af forundring . Jeg kendte dette 
blege , tungsindige ansigt , hvis alvorlige træk og 
skarpttegnedc furer talte om en i nød og Kummer 
tilbagelagt ungdom ; jeg kendte dette skarpe , falkeagtige 
blik , denne krumme ørnenæse , denne brede pande 
og fastsluttcde mund ; jeg kendte på en gang figuren , 
stemmen , ja endogså enkelte af hans gestus 
— det var fangen , som jeg havde set i gcnnazzanos 
gader ; men det var også fra Severino , 
rigtignok uden skæg ! Ja sikkert måtte han være 
skuespiller , og i min forbavselse begyndte jeg at 
interpellere signor carncvale på en måske alt for 
hensynsløs måde ; thi der blev tysset fra alle sider . 
Den ubekendte kastede et eneste langt blik henimod 
den plads , hvor jeg sad , og jeg tror , at han 
genkendte mig ; thi der drog sig et ejendommeligt , 
men ganske venligt smil om hans mund . Derpå 
greb han bogen og åbnede den langsomt ; der 
blev en stilhed i hele forsamlingen , en dødsstilhed , 

som næsten var trykkende ovenpå det liv , der var 
gået i forvejen , og nu begyndte han at læse . 
Du ved , kære Søren , at jeg altid har sat det 
italienske sprog som det første blandt alle de romanske 
og hævdet dets sonore velklang både mod 
spansk og navnlig fransk , som du så ivrig forsvarer . 
Jeg har altid fundet det fuldtonende , blødt 
og velklingcndc , men aldrig har jeg hørt dette sprog , 
føjet i nhytmcrncs bånd , så pcrlercent , så hamret , 
og så klassisk udtalt som i de ord , der nu lød fra 
den ubckendtes læber . Han var mig ubekendt , ja 
fremmed , trods at jeg havde gjort bekendtskab med 
ham under helt forskellige former ; men de ord , 
han læste , vare mig hverken ubekendte eller fremmede , 
thi deres ubødelige forfatter er bleven hele jordens , 
ja alle slægters ejendom . Det var Dantes mægtige 
Vers , som klang fra den fremmedes læber , og 
det sted , han havde valgt var den sjette bog af 
» il purzatorio « , der , hvor mantuaø digter sordcllo 
vandrer med Virgil , beklagende sig over Italiens 
adsplittclsc og deling . I begyndelsen klang 
hans stemme blød , næsten alt for blød efter min 
mening , men snart tog den fylde , som gik der en 
understrøm af harme og bitterhed gennem hans 
sind ; det var som stemmen våndede sig smertefuld 

under skildringen af Italiens lidelser og ved 
at nævne de mænds navne , den var tvungen til at 
udtale . Men lidt efter lidt svnlmede den af styrke , 
af højhed og kraft . Der kom en bidende hån , 
en skærende bitterhed , som forvandlede digtets blomster 
til malurt og stænkede dem lig ætsende syre 
i tilhørernes hjerter . Jeg så hovederne bøje sig , 
jeg hørte hulken og bevægelse trindt omkring mig . 
Men da han strakte hånden ud imod forsamlingen , 
og med en smertefuld højhed , som jeg aldrig skal 
glemme , udslyngede disse ord : 
vieni i vevor iii tu « kom « elle pisgne , 
vevovo , sol « , s vi s notte obiama : 
tlssurs mio . porevs non m ' acoompåns ? 
Vieni a vover i « gvnts guanto » ' ama : 
8 se null « vi nvi mil ti muove , 
vorgoguarti vion veiia tun som « . 
Ove is terre vntolia tutte piens 
8vn vi tiranni , ev un miroel vivsnt « 
Ogui villan øve porteggianvo visne ! ' ) 
» ) kom hid og se ! Som enken i sit Kammer , 
kalder dit Roma dag og nat og græder : 
hvi går du fra mig , ecesar , i min Jammer ? 
Kom hid og se , hvor kærlig alle steder 
man lever her , og ynkes det dig fsie , 
så kom og skam dig ved din tabte hæder ! 
Thi fuldt er nu Italien af tyranner , 
og en Marcellus kan hver Bonde spille , 
som tager et parti og rejser banner ! 

da var det ikke muligt for de tilstedeværende at 
holde den længe tilbagetrængte bevægelse i tomme 
— jndignationsudråb og forbandelser , vivatråb 
og hulken overdøvede hans stemme og tvang ham 
til et øjeblik at lægge bogen fra sig på randen 
af fontænen . 
Midt under dette intermezzo så jeg havedøren 
åbne sig , og en guardiano med landse i 
hånden , lange gamascher og kappen over den ene 
skulder trådte ilsomt ind . Han gjorde ingen omstændigheder 
med selskabet , thi uden at sige et ord , 
puffede han sig ind i klyngen , sprang over et par 
af bænkene , og hviskedee vor vært et par ord i 
øret , idet han med dansen pegede ud over havemuren . 
Inbsrtæ o . marts ! « sagde min vært med høj 
stemme og rejste sig . 
» Korts o libsrtæ , , » svarede forsamlingen , og 
uden nogetsomhelsf andet varsel eller tegn , uden at 
tage afsked eller sige farvel , forsvandt de som mørke 
skygger , nogle ind i gården , atter andre ad forskellige 
udgange , medens campagnuolcn ilede ud 
gennem havelågen , som han smækkede i efter sig . 
Jeg så mig omkring , betagen af denne pludselige 
flugt ; der var ikke andre tilbage end kontoristaen 

og den ubekendte , som rolig sad ved fontænen , min 
vært , signor Carnevale og fra babylo , der trippede 
om med en mine , som ønskede han helst at 
gå direkte tilveirs med en luftballon , for at falde 
ned langt udenfor pavestatens grændser . 
„ Jeg jager nødig mine gæster bort , “ sagde 
signor tavani med en lidt urolig mine , „ men de 
må gå , signor ; hct tjener dem selv bedst . På 
den anden side villaen er vejen endnu fuldkommen 
fri — for politiet , mener jeg . Det er 
sandt , de kan ikke komme ind ad Porta s . Pancrazio , 
den åbnes først klokken fem , men bryd dem 
ikke derom . Tag dette kort og bank folkene op i 
det næstsidste hnns til højre på vejen . Når de 
se mit navn , er alt i orden . Farvel , ingen taksigelser ! 
Det bleven forstyrret fest , men de vil nok 
engang mindes , hvad de har oplevet i tavani ' s 
villa . Kom nu , vi må skynde os ! “ 
Jeg ilede med min gæstfri vært og modtog 
i forbifarten et babylonisk smask af fra babylo , 
son : jeg antog skulle gælde for en afskedshilsen . 
Idet jeg gik forbi den ubekendte , sprang han pludselig 
op , greb min hånd og sagde : „ De går igen 
fil Gennazzano ? “ 
„ Ja , signor ! “ 

„ Så hils Adele , “ hviskedee han , „ fra den — 
hun elsker højst . “ 
Kontoristaen sagde intet , men nikkede blot alvorlig 
fil mig . Jeg kunne tyde dette nik , som jeg 
ville , og min tydning var således : „ Hils hende 
også fra mig ; der er ingen pater Eusebio , som 
mere skal gøre hende fortræd . “ Jeg fik ikke tid 
til længere kommentarer , thi signor tavani drog 
mig ilsomt med sig gennem en række af værelser , 
førte mig ned ad en trappe , gennem en kælder , 
der gemte nogle uhyre vinfade , derpå op ad en 
anden trappe og puffede mig ud ad en låge , idet 
han hviskedee : „ Farvel signor ! Blot til venstre , 
vejen er ligefrem ! “ 
Vejen var ligefrem — den lå foran mig klar , 
bred og bestemt ; men det jeg havde set , var ikke 
så ligefremt . Her var meget mørke , mange snevre 
stier og slyngninger , hvoraf jeg næppe kunne se 
mere end begyndelsen , og medens jeg langsomt vandrede 
hm ad vejen , føltc jeg mig i ordets cgenligste 
betydning fremmed — fremmed for kulturen , 
for religionen , for folkelivet ; men mest af alt 
fremmed for de hemmelige veje , ad hvilke fremskridtparticts 
mænd forsøge at kuldkaste og ville kuldkaste 
det bestående hernede — ja , så forvirret var jeg bleven 

i mine egne fantasier , at jeg til sidst næppe vidste , 
om jeg havde været genstand for en mystifikation 
i et lystigt aftenselskab , eller om jeg havde spillet 
Michel pcrrins rolle og været den naive medskyldige 
i en af den nationale kommitees hemmelige 
møder . 
Hvem kunne dog den besynderlige oplæser være , 
som man havde hilset med tilråbet : » Viva i ! cou ( lannato ! » 
Og i hvad forhold stod kontoristacn til 
ham ? Havde den unge mand virkelig dræbt pater 
Eusebio og derpå søgt tilflugt i rom , eller var 
også han et medlem af den nationale kvmmitee ? 
Hvilke motiver havde bevæget signor Carnevale 
til at bryde med sine økonomiske grundsætninger 
for så pludselig at begive sig til Roma , og 
hvad var det for mærkelige ting , der skulle ske 
i gcnnazzano , hvor guillotinen allerede stod rejst 
bag colonnaernes Borg , tørstende efter blod . 
Skulle faldøxcn blinkende suse ned over kanccllicrens 
og gubcrnatorens syndige hoveder , medens de 
seks røvere , som i revolutionens dage , dansede omkring 
skafottet , syngende hymner til Madonnas 
ære , eller ville signor Carnevale være så beskeden 
blot at sprænge palazzoet med gubcrnatoren i luften , 
overladende til kancellieren det sørgelige hverv 

at fylde vand i sprotten , når ilden skulle slukkes ? 
Hvad bestilte fra babylo midt imellem alle de andre , 
og hvorfor hed hun babylo uden for at bringe 
en babylonisk tårn-forvirring i mine alt nok som 
optårnede formodninger ? Hvor lå nøglen til 
hele det indviklede væv som omgav mig ? 
Jeg ledte efter den på vejen til osteriet ; jeg så 
efter den i sengen og under sengen , dengang 
jeg lagde mig til hvile , og da endelig drømmene 
begyndte at afløsc mine tanker , tårnede de sig til 
de underligste billeder af verden . Røverne lå 
på knæ foran alteret og anråbte madonnaen om 
et godt råd i deres kvide ; men madonnaen var 
gubernatorcns frue i lyserød sommerhat og knækparasol , 
og når røverne bad allcrivrigst , sparkede 
hun på en hoist usømmelig måde til gubcrnatorcn , 
der var hængt op foran hende i tre keder som 
en madonnalampc , hvis blus dannedes af hans 
næse , og når hun gjorde dette , dinglede gnbernatoren 
frem og tilbage , og jeg så , at der var 
snore i ham , hvori kancellieren stod og trak . Men 
plndselig kom signor Carnevale spadserende med en 
uhyre hugorm . Den vristede sig fra ham , snoede sig 
op ad snorene , så de brast , og i det samme faldt 
kancellieren så lang han var ; men gubernatoren 

gik til vejrs og blev til en strålende lysekrone med 
over hundrede røde , skinnende blus , som lyste over 
røverne , medens disse tilligemed prioren , pater 
Eusebio , kancellieren og madonnaen dansede ud af 
kirken . Derpå blev denne ganske mørk , og nu 
syntes jeg , at kancellieren var død ; men langt borte , 
øverst oppe i choret , skinnede et hvidt , klart lille lys . 
Det voksede og bredte sig , det tiltog i glans og i 
styrke , og da så jeg tydelig , at det var Adele Felice , 
som kom vandrende imod mig i den hvide uldne tunika 
og med en duftende buket forårsblomstcr på brystet . 
I hånden bar hun den blomstermalede voxkjerte , 
men nu var den ikke længere sænket nedad og 
slukket ; den var tværtimod det klare , tindrende lys , 
som jeg havde set . „ Gud lever , “ sagde hun og 
smilede til mig , „ han hjælper os alle ! “ Og ligesom 
hun havde sagt dette , kom kontoriftaen med blomster 
i hatten og pustede lyset ud , så at der blev 
bælgmørkt i kirken . Da så jeg først , at jeg havde 
taget fejl , og at det ikke var i kirken , men i tempelhallen , 
jeg var . Madonnablusset lyste fra den 
lille forfaldne nische , hvor jomfruens simple , men 
blomstersmykkede billede stod . Foran det knælede 
Adele ' og kontoriftaen , og bag ved dem lå i stille 
andagt fra Severino og fra babylo , som nu slet 

ikke så så postkasscagtig ud . Jeg ville nærme 
mig dem ; men da syntes jeg , at de svandt længere 
og længere bort , til sidst så langt at jeg slet ikke 
kunne øjne dem mere . 
Men vedbenden , som i tykke , grønne ranker 
hang ned fra tempelhallens arkader , drog sig til side , 
foldede sig ud og blev til en bred , yppig sti , 
der førte bort , langt bort over bjergene . Ad den 
vandrede jeg mod nord , bestandig mod nord ; men 
med et så jeg , at det jo var dine egne vcdbcndc , 
kære Søren , som er plantede ude på taget og 
gennem vinduesrammen snoe sig ind og hænge ned 
over din lille , hyggelige sofa . I denne sad vi som 
i gamle dage , og jeg fortalte dig om Italien , om 
sabinerne og om gcnnazzano . Men du sad og 
dampede ganske , rolig af et af dine lange weichsclrør , 
og sagde blot : hum ! Hvad blev der så afadclc ? “ 
Jeg ville svare , men da kom madam Jensen ind med 
kaffen og satte den så hårdt på bordet , at kopperne 
klirrede derved . „ Gnd bevares ! Er der noget 
iveien , lille madam Jensen , siden de sætter det 
kaffctøi så hårdt fra dem ? “ udbrød jeg . 
„ Obs oosa , signor ? “ lød det tæt ved siden 
af mig ; men det var rigtignok ikke madam Jensens 
stemme ? Jeg vågnede , slog øjnene op og så 

osteriværtens datter , som havde sat min morgenkaffe 
på det lille bord foran sengen . „ Klokken 
er syv , signor , “ sagde hun smilende og forsvandt . 
Nu er den derimod over midnat , og jeg er omtrent 
ligeså ør i mit hoved , som den nat , da jeg vandrede 
tilbage fra signor tavanis villa . Der er 
foregået meget , siden den aften , kære Søren ; 
men alt til sin tid . Hvis den lumre scirocco , 
som vi have i disse dage , bliver ved , og det er der 
desværre al udsigt til , da den på denne årstid 
gerne blæser ni døgn ad gangen , skal du snart 
igen få et længere brev fra 
din hengivne osv . 
Gennazzano , ben 3die August 1863 . . 
Kære Søren ! 
Jeg vil se fede mænd omkring mig ! Mænd 
med glatte hoveder , der sove trygt . 
Den Cassius seer mager , hungrig ud ; 
han tænker meget ; det slags folk er farligt . 
Disse ord , bedste funtus , gælde på ingen 
måde dig og skulle endnu mindre være en finte , 
fordi eksamenslæsningen , som du skriver , har taget 

stærkt på dig i sommer . De gælde tværtimod 
min værdige ven , signor Carnevale , om hvem jeg 
forleden dag hørte gubernatoren udtale sig til 
kancellieren omtrent på følgende måde : 
— -- -- -- -- -- -- -- -- -jeg frygter ikke ; 
men hvis mit navn var underkastet frygt , 
da ved jeg ej den mand , jeg ville skye 
fan stærkt som denne magre Carnevale ! 
Han ferser meget , er en grundig forsfer , 
han gjennemsfncr menneskenes gerning , 
han ynder ej en marsala , som vi ; 
han harer ej på sladder , smiler sjælden 
og smiler da , som spoued han sig selv 
og hånede sit sind , fordi det kunne 
bevcrges til et smil af nogen ting . 
Deslige folk som han har aldrig fred 
i hjertet , når de se en overmand , 
og derfor er de meget farlige . 
Jeg taler meer , om hvad der kunne frygtes , 
end hvad jeg frygter ; jeg er altid cæesar ! 
Disse shakspeares ord , som jeg kun har 
moderniseret en lille smule , hørte jeg forleden dag 
blive udtalte bag alteret i kirke » 8 . Naria æsl 
buon ' eonsiglio , hvor jeg tilfældig sad bag en af 
pillerne og passede på Ottos malerkasse og staffeli , 
medens han selv var ovre i oako reale for at spise 
frokost . Den , der udtalte dem med halvdæmpet 
stemme , var byens almægtige Cæsar , gubernatoren , 

og den , han talte til , var kancellieren , hans antonins . 
Denne sidste stod med krummet ryg og ydmyge 
lader foran sin høje foresatte og svingede sin 
tykke stok frem og tilbage , idet han mumlede : „ Min 
mening er , loosiisims , , at den gamle plasferfmører 
er en karbonaro , som pønser på at sætte hele byen 
i oprør . For ikke mere end otte dage siden var 
han inde i Roma , og overkarabinieren Innocenti , 
som altid er godt underrettet , påståer , at han tilbragte 
natten hos uldhandleren udenfor Porta s . 
Pancrazio , denne tavani , som de jo nok kender . 
Det kan der aldrig komme noget godt ud af , lcaelienra . 
Jeg er ganske vis på , at det er apottekeren , 
som har-nndsagtmig , og hvad kan han ikke falde på 
at gøre , hvis han får lov at gå løs omkring , som 
hidtil . Der er ingen , der ved , hvad djævelskab 
han brygger sammen i sit sorte farmaci ; men han 
er farlig , lcoellmma ; han har gift i farmacict og 
galde i sig selv . Skulle en af os blive syg , loesiisn-ia , 
og hvem ved , hvad der kan ske , så indestår 
jeg ikke for noget . “ 
Gubcrnatoren så slet ikke hyggelig ud ved 
disse ord og sagde med lavere stemme : „ Jeg frygter 
ikke noget fra den kant . Bliver jeg syg , tager 
jeg mine medikamenter fra Roma . “ 

„ Det er godt nok , “ brummede kancellieren ; 
„ men jeg , som skal tage hans fordømte kinderpulver ? 
Døer jeg , kommer der en ny arrestforvarer , som ikke 
er inde i sagerne , og så — — “ og kancellieren 
gjorde en bevægelse , som ville han kaste sin knippel 
hen imod mig , hvorfor jeg skyndsomst dukkede 
mig ned bagved staffeliet . 
„ Tror du , han ved noget om protokollen , 
Cesare ? “ hviskedee gubernatoren med større usikkerhed 
i sin holdning end forhen . „ Den gamle har du 
jo brændt , ikke sandt ? “ 
„ Til kul og Aske , leoolisn/m ; den er der ikke 
en sjæl , der læser mere , “ forsikrede kancellieren og 
stødte stokken imod kirkegulvet , som ville han pulverisere 
både kullet og asken dermed . „ Men den 
nye , roosiioim^ hvem skal brænde den ? “ 
„ Hum , “ sagde gubernatoren , „ den tid , den 
sorg . Efter al rimelighed blive fangerne frigivne 
på grund af den særdeles nåde , Madonna har 
viist dem ; jeg venter hver time nærmere ordre fra 
kardinalvikarcn . Når den er kommen , lader du 
trommen gå og akten oplæse foran alle kirkedøre . 
Når jeg har spist til middag , går jeg 
ned i fængslet for at oplæse den for fangerne , og 
jeg skal da holde en lille tale til dem . I den skal 

jeg sige dem , at de må være glade ved at slippe 
derfra med livet , men at deres penge tilfalde madonnaen , 
som har frelst dem . Den nye pater fra 
Roma , er ikke vant til at gøre store fordringer ; 
han er allerede glad over , at vi hjalp ham igennem 
med miraklet . Fangerne kunne blive besørgede 
til olcvano og derfra videre endnu i morgen , så 
er der ingen , som får noget af den historie 
at vide . “ 
„ Men hvis nu fangerne ikke blive benådede ? “ 
Udbrød kancellieren . 
„ Tys , tal ikke så højt , “ hviskedee gubernatoren , 
og så sig urolig omkring . „ Jeg skal nok sørge 
for at så henrettelsen opsat en dags tid eller 
to , og vi må da^låne hos apottekeren ; han har 
altid penge . “ 
„ Han låner os ikke en bajocco mere , selv om 
vi give ham hundrede procent , “ klynkede kancellieren 
og virrede på sit gamle , skurkagtige hoved . „ Han 
svoer forleden dag på , at han ville opsige det 
lån , boosilen^a sidst gjorde hos ham , og mig 
har han ganske ved ningcbcnet ; jeg skylder ham 
hundrede scudi , foruden de småsummer , hvorfor 
boesnsnra er gået i Borg . “ 
„ Hundrede scudi ? “ udbrød gubernatoren , og 

glemte selv ganske at beherske sin stemme . „ Dit 
gamle fyldehorn ! Har du drukket dem op tilligemed 
alle de andre ? Er der da flet ingen bund 
i dig ? “ 
„ Nå , nå , jeg er jo ikke den eneste , der drikker , “ 
Vrissede kancellieren på en temmelig respektstridig 
måde . „ Vi få ikke en bajocco mere fra 
farmaciet , ikke en bajocco ! Han kan lade ung 
stcvnc , når han vil , locmisrma , og gjor han det , 
må historien frem — ja den må , loosilmms , 
så må historien frem ! “ Og med disse ord 
rystede kancellieren sørgmodig på sit gamle bedagede 
hoved og svingede knippelen frem og tilbage ligesom 
en pcrpendikkcl . 
„ Min kone har skrevet til monsignoren om 
miraklet og fået det trykket i rom . Hun farer 
den slags ting smukt i pennen , og i vore dage 
falder et sådant under ikke af hver dag , “ bemærkede 
gnbcrnatoren . „ De må benådc dem ; de kan jo 
ikke være andet bekendt . “ 
„ Ja , når blot dommen ikke var fældet , “ indvendte 
kancellieren , „ men jeg har aldrig hørt , at 
en dødsdom er taget tilbage , uden på retterstedet . “ 
„ Det er jo også tidsnok , “ bemærkede gubcrnatorcn . 
„ Fangernes eicndelc skulle jo ikke udleveres 

straks , ved jeg . En pardon på retterstedet kunne 
også hjælpe os . Hum , vi få at se ; jeg skal tænke 
nærmere derover . Foreløbig vil jeg gøre en visit 
hos trifoglio da Verdi , måske — — “ 
„ Han er rejst til ostia og bliver borte i fjorten 
dage , loosiianra , “ afbrød kancellieren . „ Nu husker 
jeg det ; han er nede for at hente en ladning 
baccala . “ 
„ Det var det værste ! “ udbrød gubernatoren og 
satte den uhyre trekantede hat , som han hidtil havde 
holdt i hånden på hovedet , så fjedrene raflede 
derved . „ Så må vi dog pumpe apottekeren , 
hvis det kniber . “ 
Med disse ord stivede Cæsar sig op , snød sit 
fyrtårn så det rungede under hvælvingerne og 
vandrede derpå ud af kirken , efterfulgt af kanccllieren , 
som gentagende gange ydmygt hjalp ham 
over de „ fordømte , gamle gravsten “ , som middelalderen 
uden at tænke på nutidens cæsarer , har 
henlagt på kirkegulvet . 
Jeg har endnu ikke fortalt min skikkelige gamle 
carncvale noget om denne mærkelige samtale , som 
vistnok vil interessere ham i en usædvanlig grad ; 
thi dels har jeg ikke set ham i dag ved middagsbordet , 
og dels er han på den sidste tid vanskelig 

at få i tale , ligesom han i det hele taget har 
forandret sig meget , om just ikke til sin fordel . 
Han ligner desværre ganske det billede , som gubernatoren 
udkastede af ham i kirken . Vel kan jeg ikke 
sige , at han læser meget ; heller ikke , at han ( viæo 
hugormen ) er nogen grundig forsker ; men jeg tror , 
at han gennemskuer menneskenes gerning ganske 
godt , og måske er det netop derfor , at han i den 
senere tid har fået denne urolige hast , dette mistænksomme 
blik og dette spejdende i sit øjekast . 
Hvorfor han er bleven magrere og mere alvorlig , 
ved jeg også ret godt ; men for at klare dette for 
dig , må jeg gå lidt tilbage i tiden , som jeg 
altfor rask er sprungen over . Du vil da se , at 
noget af det mærkelige , hvormed signor Carnevale 
truede gennnzzano , allerede er sket . 
Som du vil erindre , endte mit sidste brev til 
dig dermed , at jeg måtte tage nattelogi . i » bufkalo 
imro « , hvor jeg forresten sov ganske godt , skjondt jeg 
rigtignok hen ad morgenstunden indså , at man måsfcc 
havde gjort rettere i at døbc det » i ! pules 
nero « , thi af disse fandtes der en så forskrækkelig 
mængde , at jeg ville været forgåct af utålmodighed , 
hvis ikke mit skind var blevet så demoraliseret 
af dem i gcnnazzano , at jeg snart ikke ændscr 

deres virksomhed længere . Imidlertid endte de dog 
med at gøre min morgensøvn uholdbar , og hen ad 
otte befandt jeg mig derfor i nipcttaen , bestemt på 
at køre med padrone lnigi nden at ulcilige min 
bankier . Padronen lod mig imidlertid meget tørt 
vide , at han ventede en passager og lod endog nogle 
ord falde om , at der måske ikke ville være plads 
til mig , skønt jeg ikke kunne indse , på hvilken 
menneskelig måde en passager ville bære sig ad 
med at fylde hele vognen ; thi andre end denne 
ene havde ikke meldt sig , forsikrede padrone Luigi . 
Klokken blev imidlertid otte , ni , ti — ja , den blev 
både elleve og tolv , og padronen spændte de viftende 
og stampende heste fra , idet han gjorde den 
bemærkning , at hans passagccr vist måtte være i 
kjærlighcdstilfældc . Da jeg i denne anledning ville 
trænge nærmere ind på padrone Luigi , mumlede 
han noget om , at de gamle hingste vare de allerustyrligste , 
og forklarede dernæst , at han nu ikke 
ville køre før efter ave Marie før ikke at spolere 
hestene . Temmelig urolig over signor Carnevales 
fremtid , som jeg af hensyn til hans fortid 
og nattens begivenheder tænkte mig kunne blive 
noget mere tilgittrct end ønskeligt , vandrede jeg ned 
på piazza Navone , hvis folkeliv og ivrige 

handelsvirksomhed altid frembyder tilstrækkeligt 
stof før den , der vil lære romeren at kende , 
som han er . Jeg havde vel et par timers tid 
slentret omkring mellem disse masser af boder 
og butiker , kigget i antikvarernes bøger og rodet 
et par bajockasser igennem før om mulig at finde 
en håndtegning eller en gammel radering , da jeg 
pludselig blev udreven af min kunstkjendcrvirksomhed 
ved et voldsomt skænderi et par skridt fra 
mig . 
„ Tre scudi før den stegcvcndcr ! Lorpo 6i 
obristo , hvilken jøde de er ! Jeg vil give dem to , 
så kan de endda sige , at de har snydt mig for 
det halve . “ 
Nu kom en anden stemme med forbandelser , 
skældsord og de høitideligste forsikkringer om , 
at han ikke tjente en bajocco ved salget , men 
satte halvtrcdssindstyvc procent til , hvilket han 
alene gjorde af den grund , at det var ham en 
fornøjelse at tjene en mand som signor carnevalc , 
som han var vis på ville anbefale hans butik 
ude i Gennazzano til alle de bønder , der kom 
i hans farmaci . Jeg vendte mig forbavset om , og 
så virkelig min værdige ven i sit lysende toilette 
ifærd med at købe . Stegevendcrcn på denne konto , 

hvorpå han gav sig i lag med en gammel lysekrone , 
som på ingen måde afskrækkede ham , trods 
dens ubehagelige lighed med lanternen fra madonnafesten . 
Da jeg ikke kunne begribe , hvad signor 
Carnevale ville med dette oplysningsapparat , fulgte 
jeg ham i afstand , og nu gik det løs på stegepander , 
kjøkkcnknive , kobbergryder og blikspande , 
så at han inden et øjeblik havde to størmende fach 
mer bag efter sig . Disse blev sendte ned i retning 
af ripetta « : , og da signor Carnevale derved fik 
et øjebliks pusterum , inden han begav sig over til 
snedkeren på hjørnet , greb jeg lejligheden til at 
hilse på ham og yttre min glæde over , at han 
ikke var bleven sat fasf på grund af sin liberale 
politik . ' Carnevale stirrede et øjeblik på mig , slog 
derpå ud med begge armene i et anfald af exstatisk 
henrykkelse og udbrød : „ Sat fasf , bedste signor ? 
De har gættet det . Jeg er virkelig bleven sat fasf ; 
jeg er ikke længere fri . “ 
„ Hvorledes ! “ udbrød jeg forbavset . „ Ikke fri ? 
Og de spadserer omkring her på piazza Navone . “ 
„ Kærlighed og politik ! Kærlighed og politik , 
bedste signor ! “ udbrød signor Carnevale . „ Hvad 
skal det blive til ? Fængsel naturligvis , evigt fængsel ! 
Ha , ha , ha , de forstår mig nok ikke ? “ 

„ Nej , “ sagde jeg meget bestemt og troede , at 
apottekeren var bleven gal . 
„ Så læs , signor , “ sagde signor Carnevale 
og trak et lysegrønt stykke papir as meget betydelig 
størrelse op af sin brystlomme . „ Læs , og de vil 
forstå mig . “ 
Jeg lukkede papiret op . Det var lidt fidtet , og 
blækket temmelig blegt , men ikkedestomindre læste 
jeg , trods de mørkere fingerplctter , som en alt for 
varm hånd havde efterladt hist og her , følgende 
mærkelige ord , som med sine orthografisfe 
friheder omtrent ville tage sig således ud på 
dansf : 
„ Vis de vil løve køgentøi ; og en silkekjole som 
jeg ikke har har jci intet ; derimod og så en lysekrone . 
Som kan-hænge i salen , fordi jei ælflcr dem 
mere end de tænger . Tomaso er løven fra mci 
fordi hanblevre 
deres hengivne 
s- Marietta si 
jeg måtte stave dette aktstykke to gange igennem , 
inden jeg blev fuldkommen klar på dets indhold , 
og da jeg var blevet det , følte jeg en smerte . 
Den unge , livsglade , friske Marietta var altså bukket 

under for fristelsen , havde solgt sin kærlighed , 
sin brave , flinke Thomaso , sin ungdom og sit sprudlende 
liv til signor carncvale , som vel kunne være 
meget brav , men dog ganske ude af stand til at 
gøre hende lykkelig , og hvad forlangte hun derfor ? 
En stegevender , en lysekrone og en silkekjole — 
ak , hvor kvinderne ofte vurdere sig selv lavt ! 
„ Jeg gifter mig , signor ! “ sagde carncvale , 
idet han omhyggelig foldede kjærlighcdsbrcvct sammen 
og stak det i sin brystlomme . „ Padroneluigi 
bragte mig dette i morges ; jeg har nået det store 
mål — jeg gifter mig , signor ! “ Og idet 
signor carncvale på en meget bestemt måde udtalte 
disse betydningsfulde ord , drejede han sig 
rundt på den venstre hæl og gjorde et ubeskrivelig 
flot kast med den højre fod , hvorved han væltede 
en amfora med olivenolie , hvilket berøvede ham 
besiddelsen af tre scudi . 
„ Det gør ikke noget , “ sagde signor carnevalc 
med en mærkelig ødsel betoning . „ Man gifter 
sig kun en gang i sit liv . Går de med til 
snedkeren , signor ? Jeg skal se på “ — og det gamle 
uhyre blinkede med det ene øje og så overmåde 
polisk ud . 
Jeg betakkede mig imidlertid for den tiltænkte 

ære , og henimod ave Marie vandrede jeg atter ned 
til ripetta « : , idet jeg nu bedre forstod padrone Luigis 
mystiske ord om den mangelfulde plads . Allerede 
langt fra øjnede jeg hans døgn , der i nogen afstand 
tog sig ud som en marschandiserbutik ; men ved nærmere 
eftersyn måtte jeg beundre den genialitet , 
hvormed en romersk vetturino forstår at pakke sin 
vogn . Ovenpå vognruffet var der surret en seng , 
som på en ynkelig måde vendte benene i vejret , 
og til disse var igen alle de andre genstande surrede , 
så at det hele havde et ikke alene malerisk , 
men endogså genialt præg . Inde i vognen var 
lysekronen anbragt tilligemed en uendelig masse af 
småpnkkcr , og da vi havde fået signor Carnevale 
puttet ncd i det ene hjørne og mig i det andet , 
erklærede padrone Luigi , alder meget godt kunne 
sidde to endnu , hvis det skulle knibe . Dermed rumlede 
vi atter op ad ripetta « : , medens lysekronen 
ranglede som en klapperslange og gav signor Carnevales 
uforlignelige grå den ene bule efter den anden , 
og alt son : vi rumlede , skumplcdcs og stødtcs , 
nikkede jeg med en venlig bejaende mine til apottekerens 
uforståelige ordstrøm , hemmelig ønskende , 
at vi ikke måtte blive flere til at dele glaskarethens 
herligheder . 

da vi nåde osfcria di Colonna , var mørket 
allerede faldet på , og padrone Luigi erklærede 
med en betænkelig mine , at det vist var bedst at 
overnatte her , da vejen mellem palæsfrina og cavi 
ikke var sikker for den slags folk , som det altid 
er ubehageligt at møde sent , navnlig når man 
kører med glasvarer . Efter mange overtalelser 
lykkedes det os at berolige hans frygt , og navnlig 
lagde signor Carnevale ved denne lejlighed en 
Iver for dagen , som viste , at fortællingen om 
hans heroiske mod og store bedrifter ikke kunne være 
byggede på mytter alene . Afsted rumlede vi altså 
i nattens mørke , medens bjælderne klang og 
lysekronen klingrede ; jeg beundrende stjernernes kraftige 
Glands på sommernattens himmel , og signor 
Carnevale udåndende højst mærkværdige og vekslende 
nasaltoner , som var han virtuos på et nyt , hidindtil 
uopdaget instrument . Hvert øjeblik antog 
hans kostbare og uforlignelige grå en større og 
større heldningsvinkel , hans rcvolutionaire hoved 
fulgte ufravigelig med , og således nærmede begge 
sig mere og mere lysekronens nedhængende guirlander , 
indtil endelig det farefulde øjeblik kom , daballancen 
svigtede , og en voldsom klirren forkyndte , at nu 
sad apottekeren derinde med fare før at blive kvalt 

som en kramsfugl i en done . Så friede jeg ham 
ud , bjergede omhyggelig den grå , og hver 
gang tog signor carncvale under en strøm af 
forbandelser noget op , som jeg på grund - af 
mørket ikke kunne se hvad var , men som syntes 
ham usædvanlig kært og dyrebart , såsom han altid 
begravede det dybt inde i hatten , før han satte den på . 
På denne måde havde vi fil fælles fornøjelse 
tilbagelagt vejen forbi den lille by zagarolo og 
vare allerede komne et godt stykke forbi ostcria dej 
prnti , da vi pludselig hørte padronen udstøde et 
højt råb og følte ham standse hestene på en sådan 
måde , at vi begge nær havde hængt os i 
lysekronen . I samme nu blev vogndøren reven 
op , den kølige natteluft strammede ind , og to skikkelser , 
hyllede i- mørke kapper fra top til tå og 
med den velbekendte lange bjcrgriffcl , , stirrede 
ind til os . De sagde hverken god aften eller 
med forlov ; men slog på en hoist » ærbødig måde 
lysekronen til side med riffcllobcnc og trykkede sig 
derpå ind hver i sit hjørne af vognen , uden at 
tage hensyn til de mange småpakker , hvormed 
forsædet var opfyldt , og som jeg hørte vånde sig 
på en sønderknnsende måde . Bi måtte være i 
nærheden af palestrina eller måske lidt forbi denne * 

by , siden vi ved det svage månelys så de høje 
bjergmasser hæve sig til venstre ad vejen , medens 
vi til højre havde campagnen med lugnanos kirketårne 
i det fjerne . Klokken kunne vel være hen ad 
et , og månen var allerede stærkt på sin nedgang ; 
men jeg vovede ikke at tage mit ur frem 
af frygt for de to mørke , formummede skikkelser , 
som stadig i en meer end ængstende tanshed trykkede 
sig op i vognens hjørner . Hvem de vare 
eller hvorledes de så ud , var det mig ikke muligt 
at opdage , thi når månelyset ved en drcining 
af vejen tilfældig spillede hen over deres pladser , 
så jeg kun blinket af risfelløbcne , medens personernes 
ansigter vare skjulte af kappeslagct og den 
bredt udfaldende hat . Men hyggelig , kære Søren , 
var situationen ikke , og jeg skal sige dig , hvorfor . 
For omtrent en fjorten dage siden kom en englænder 
til valmontone om aftenen og tog , trods 
forskellige advarsler , en vetturin til gcnnazzano . 
Hans tjener , thi det var en meget rig englænder , 
var reden i forvejen for at bestille nattelogi hos 
padrone Luigis Broder , som har den eneste officielle 
locanda her i byen , og man undrede sig derfor 
meget over , at Mylord ikke var kommen , da det led 
henimod midnat . Hans tjener slog sådan allarm , 

at byens tre gendarmer virkelig kom på benene 
og bevæbnede med nogle uhyre lygter drog ud ad 
vejen til cavi , for om mulig at finde vetturinen 
og Mylord . De fandt også begge dele , men i 
hvilken forfatning ? Vognen var væltet ned i et af 
de små vandløb , der gjcnnemskærcr campagnen 
mellem cavi og valmontone , og Mylord vandrede 
filosofisk hen ad vejen kun iført skjorte , morgensko 
og rejsehue , men med den uundværlige dobbclkikkcrt 
i en rein over skulderen . Det var et syn 
for guder at se ham spadsere op igennem Gennazzanos 
gader i dette lustige kostume og belyst af 
lygternes flakkende skin ; men han tog sagen yderst 
koldblodig og viste sig i det hele som en elskværdig 
og praktisk gammel Mylord , der nu havde 
et eventyr mere at indføre i sin neisebog . Hos 
byens første ( og tillige eneste ) skrædder fik han på 
kredit en fuldstændig vignarolo-dragt tilligemed 
den dertilhørcnde kappe , og i denne kom han 
den næste morgen over til Otto og mig for at fortælle 
os sit eventyr . Vejen imellem valmontone og 
Gennazzano er en bivej , som skærer sig tværs over 
campagnen , snart dykkende ned i de lave flodlcicr , 
snart stigende op over banker og Åse , hvor den 
former sig som en huulvci , behersket af højderne 

på begge sider . Netop i en sådan hunlvei var 
vognen bleven standset af et par kappeklædte personer , 
som havde bedet om tilladelse til at køre 
med , og da Mylord , som sagt , var en elskværdig 
gammel Mylord , som ikke ville have at folk skulle 
forkøle sig i natteluften , havde han tilladt det . 
Ved det næste flodleje var broen afkastet , og der 
var således al grund for vetturinen til at standse , 
hvilket han også gjorde , idet han meget høflig bad 
Mylord ulcilige sig med at stige ud . Mylord havde 
gjort dette , men var bleven lidt » behagelig overrasket 
ved at finde fire andre kappeklædte personer , som i 
forbindelse med de to første uden videre læssede 
hans bagage på et parmmrlæsler og derpå bad 
Hain gøre sig den ulejlighed at afføre sig sine overflødige 
klædningsstykker , da det var langt koldere i 
' bjergene end her nede på Sletten . Herover var 
den gamle skikkelige Mylord kommen i et sandt 
raseri , som dog meget dæmpedes derved , at en af 
de knppeklædte havde holdt ham en kold revolver 
bag øret med det venlige spørgsmål , om han 
ville have sin hjerne ud af foutcralet , og da den 
gamle skikkelige Mylord fandt , at han vanskelig ville 
sinde et bedre , havde han ganske rolig afført sig alt , 
idet han dog havde tilparlamenteret sig kikkerten , 

for at kunne orientere sig på sin videre vandring , 
samt skjorten , morgenskoene og rejschuen , for ikke at 
såre sin britiske blufærdighcdsfolclse . Vetturinen 
var derpå bleven bunden til en af brostolpernc , 
hestene slnpnc løse og vognen kastet i floden , hvorpå 
man havde tilkendegivct den elskværdige gamle 
Mylord , at vejen gik « somprs æiritto » , så at han 
umulig kunne tage fejl . 
Det var dette lille eventyr , som stadig foresvævede 
mig , bedste Søren , medens vi rumlede hen ad 
landevejen , og da padrone Luigi pludselig satte sine 
heste i skarpt trav og umiddelbar derpå i galop , 
såvel op som ned ad bakke , fik jeg den faste 
overbevisning , at vi kørte lige lnkt ind i bjergene 
for at finde en eller anden hyggelig lille krog , hvor 
afklædningen kunne gå for sig . 
Hvad der foruroligede mig mest var imidlertid 
den omstændighed , at signor Carnevale under hele 
denne voldsomme fart ikke mælede et eneste ord ; 
fvertimod gjorde han sig så lille som mulig og 
trykkede sig på en så fortvivlet måde ind i 
vognhjornet , at jeg blev bange for , at han nærede 
den hensigt at gnave sig gennem vognrnffct for 
at lade mig i stikken med banditerne . Ja , da 
vi i rasende fart fore igennem cavis slet brolagte 

gader , så jeg troede , at rumlekassen skulle springe 
i tusinde stykker , så jeg , at signor Carnevale 
ikke alene havde sat den uvurdcerlige grå komplet 
flad , men tillige bedækket sit vise hoved med et gunlt 
silkelommetørklæde , hvilket han med en fortvivlet mine 
rev og halede i , som ville han skjule sit hoved for 
faren ligesom strudsen . Samtidig dermed følte 
jeg noget underlig lådcnt og håret kravle hen over 
min hånd , og da jeg uvilkårlig stødte det til side , 
så at det faldt ned i bunden af vognen , gjorde 
signor Carnevale et pludseligt , krampagtigt forsøg 
på at styrte sig over den ene af de to røvere , som 
tog det op , men gerådcde derved i en så alvorlig 
konflikt med lysekronen , at han måtte give tabt , og 
med et stønnende suk fortsatte sine boringsforsøg . 
Vi vare vel næppe en fjerdingvci fra cavi , 
da vi hørte skrig og kommandoråb bag ved os , 
medens padrone Luigi som en giasende pidskedc på 
de fortvivlede heste , indtil de slog over i fuld karriere . 
„ Nu ganer det løs ! “ tænkte jeg og stødte 
med foden til signor Carnevale for at tilkendegive 
ham min mistanke , en adfærd , som imidlertid fra 
hans side lønnedes med et så eftertrykkelig forsfåelscsspark , 
at jeg niåtte anse faren for yderlig 
overhængende . Lige i det samme hørte vi hovslag 

af galoperende heste , råbene genlød lige bag ved 
os , og padrone Luigi udstødte ku ed , der var lige 
så lang , som snerten på hans fiirhcstepidsk , medens 
han samtidig stoppede hestene så voldsomt , at forløberne 
stejlede . I det næste øjeblik så vi våben blinke 
rundt om os , vogndøren blev reven op , og en karabinierc , 
svin holdt sin sfummende hest ved bidslet , 
stod foran os med det betydningsfulde råb : 
m6880 , liznori , i passaporti ! « * ) der faldt mig 
ligesom en tung sten fra hjertet ved disse ord 
— aldrig havde en paøvisitation forekommet mig 
så behagelig , som netop i det øjeblik , og da jeg 
sad nærmest vogndøren , bredte jeg mit store danske 
minisferialpas ud , og lod dets mange segl og våben 
Prange i månelyset . Karabiniercn , der havde 
et temmelig idiotisk ansigt , vendte passet på hovedet , 
og medens han studerede det med en politimands 
hele værdighed og vigtighed , hørte jeg , at 
signor carncvale pludselig indlod sig i en ivrig , men 
dæmpet samtale med røverne , uden at det var mig 
muligt at forstå , hvorom de « drejede sig . Karabinieren 
vedblev at gjennemgåe passet først indeni , 
så udenpå og pegede endelig med en tilfreds mine 
* ) tillader de , mine herrer , deres Pas ! 

på udenrigsministeriets store voxsegl , idet han sagde : 
„ Det gælder for alle ? “ Jeg ville lige gøre mine 
rettigheder som encbcsidder og dansk borger gældende , 
da jeg følte signor Carnevale knibe mig i 
armen og hørte ham hviske : » Tutti , siznor , tutti ! 
? sr zrama , -ti k ) io ! » og med en dristighed , som 
styrkedes ved karabinierens lidet kløgtige åsyn , forsikrede 
jeg ham , at passet gjaldt for os alle , og 
at vi vare kunstnere , som foretog en lille udflugt 
til bjergene . Samtidig dermed holdt jeg passet 
således i vejret , at han kun kunne se lysekronen 
og signor Carnevales nu med den grå beklædte 
hoved , og da begge disse genstande forekom ham 
uskadelige og kunstneriske , smækkede han døren i og 
tilråbte padrone Luigi et tordnende : » Avanti ! » 
Som denne ikke lod sig sige to gange . Atter kørte 
vi et langt stykke , uden at der fra nogen af siderne 
blev mælet et ord , og snart efter hørte jeg 
saccoflodens mumlende rislen og øjnede den hvide 
bro , som ikke ligger et bøsseskud fra Gennazzano . 
Her standsede padrone Luigi hestene , rev vogndøren 
op , og de to fremmede steg ud . Idet jeg bøjede 
mig ud forbedre at lukke vogndøren , faldt mit blik 
på den bageste af dem . Han havde slået kappefligen 
tilside , og idet han vendte sig halvt om imod 

mig , hviskedee han : „ Farvel , signor , de har frelst 
mig ; jeg skal ikke glemme det ! “ Med disse 
ord kastede han rislen over skuldrene og forsvandt 
tilligemed den anden ned ad den smalle sti , der 
fører ad skovene til , overladende til mig alene af 
udgrandske disse besynderlige ord , eftersom signor 
Carnevale vedblev af påståe , af de to knppcklædte 
fyre kun vare vignebondcr fra omegnen , og af 
han havde anmodet mig om af lade passet gælde 
for alle , fordi han ønskede af undgå den langvarige 
og tidsspildende undersøgelse , som ellers ville have 
påfulgt . 
Men signor Carnevale blev hårdt straffet for 
sit lumskeri ; thi nemesis slumrer aldrig . Mit 
hjerte bløder ved af skulle fortælle dig det , kære 
funtus , og dog må sandheden frem , selv om 
signor carncvales glorie derved skulle formindskes , 
og han selv synke flere grader i den medfølelse og 
sympatti , sou : jeg er vis på , af du har skænket 
hans person . Husker du , af denne hædersmand 
på sin vej fra Augustus ' amfitheatcr talte 
om humbug og om den store indflydelse , som denne 
magt udover overalt ? Ak , signor Carnevale 
skulle ikke have fremmanet denne det nittende århundrcdes 
altformåcnde talismand ; thi nemesis 

slumrer , som sagt , aldrig , og netop der , hvor en mand 
falskelig søger sin styrke , blotter hun ham i sin 
svaghed . Brolægningen i Gennazzano har jeg allerede 
omtalt , ligeledes den stentrappe , som fører op 
til vort huns ; men hvad jeg ikke har omtalt , er de 
to afvisere , som stå for enden af piazza imperiale . 
Imod disse tørnede padronc Luigi i det 
elegante sving , som skulle danne finalen på 
kjøretouren , over disse væltede rumlekassen med et 
brag , som blev besvaret med et skærende hvin fra 
stentrappe » , og imod disse havde signor Carnevale 
og jeg nær knust vore syndige hoveder , hvis 
ikke sengklæderne oven i ruffet havde taget stødet 
af for os . Jeg skal ikke beskrive dig , hvilken forfærdelig 
uorden dette uheld bragte i signor carmvales 
brudendstyr , heller ikke skal jeg opregne alle 
de » aoeiæsntø » , som padrone Luigi ønskede hestene 
og helgenerne , ja til slutning den hellige jomfru 
selv — jeg skal kun holde mig til den ubarmhjertige 
slynge , hvori nemesis ved denne lejlighed indviklede 
den stakkels apotteker . , da vi nogenlunde 
vare komne udaf det virvar , som sengen , det knnste 
nuf , lysekronen og stegevendercn dannede , da vi , 
heldigvis med hele lemmer , blev halede ud af den 
søndcrslåede vogndør , stod Nino , dicgi og ofto 

omkring os i en deltagende gruppe , hvis baggrund 
dannedes af Marietta og Adele , hver med 
sin lampe i hånden . Næppe dukkede imidlertid 
signor carncvales hoved frem af åbningen , før 
jeg så Marietta kaste lampen , holde begge hænder 
for ansigtet og med et forfærdelsessfrig forsvinde 
opad stentrappe « , medens de andre gav sig til 
at le på en mildest talt usømmelig måde . Adele 
lo højest af dem alle og strakte ubarmhjertig lampen 
henover hovedet på signor Carnevale , som 
endnu ikke anede sin frygtelige skæbne . Ak , funtus , 
— han var skaldet ! Skaldet som skallen på et æg , 
skaldet som den af ægget udkrøbne unge , og hans 
hovedbund lyste med den samme rødlige teint ; thi han 
var ikke fri for at befinde sig i en låget ophidset sindstilstand . 
Således straffer nemesis ! Signor carncvale 
havde ivret mod præsternes humbug , og selv 
var han Don junn ' ernes . Ville han ikke , trods 
sin fremrykkende alder , gælde jorden ungdommelige 
hjerteknuser ? Havde han ikke drevet humbng ' en så vidt , 
at han sværtede , sin paryk for at borttage enhver 
tvivl om , at det var hans egen hnarvæxt , og 
var det ikke at sætte kronen på al humbug at bedåre 
den ungdommelige Marietta med en silkekjole 
og en lysekrone . Denne var det , som nemesis 

havde valgt til sit redskab ; thi medens den stakkels 
apotteker med begge hænder på sin skaldede isse 
for op for at trøste den forfærdede Marietta , fiskede 
Nino parykken ud af de bøjler og Hager , som 
sammenholdt prismerne , og bragte den med en 
mine , som var det en forstenen fugl , op i 
køkkenet , hvor den gav Marietta anledning til 
et nyt forfærdelseshviin og den bemærkning , at 
hun aldrig ville ægte en mand , på hvem hun 
kunne rykke alt håret af , når hun blev « kuriosa » . 
Hvormegen anledning havde ikke signor 
Carnevale til at forbande den humbug , han så længe 
havde båret på sit hoved ? Ikke alene ruinerede 
den gjcnsynets glæde og tvang ham til at 
holde sig inde hele den næste formiddag , indtil den 
vendte tilbage i en ny og forbedret udgave fra palestrina ; 
men på Marietta har denne lille begivenhed 
gjort et indtryk , som hun aldrig forvinder , og 
som måske vil blive den orm , der gjcnncmgnaver 
den ulykkelige apottekers livshåb . Da hun i 
forgårs aftes henimod ave Maria trådte ud af 
sit beskedne lille Kammer iført mørkegrøn silkekjole , 
lyseblå hat , rosenrødt slør og paillegule handsker , 
så hun , trods sit strålende smil , komisk ud , og 
da signor Carnevale i samme øjeblik trippede ud 

af sit bævelse med blanke stålspænder på de 
ufarvede sko , med hvide benklæder og lyseblå 
kjole , hvori der funklede en talrig mængde forgyldte 
knapper , da var også han komisk , og blev det ikke 
mindre , da han med et veltilfreds smil , men dog 
med en vis varsomhed , satte den sorte silkehat — 
også en akkvisition fra rom — på de soignerede 
lokker . Men da han med et sirligt buk bød Marietta 
armen , og denne gav ham hånden istedet , 
da han efter at have fået armen anbragt på den 
attråede plads , trippede ned ad stentrappe » og 
op ad gaden , fægtende ud i luften med sin stok 
og gørende sig øjensynlig umage for ikke at træde 
sin elskede i krinolinen , der slæbte efter hende 
til stor gavn for gaderne i Gennazzano , da alle 
folk i husene -kom til vinduerne , og alle folk 
på gaderne vendte sig om og stirrede , som var 
det in processions grande , der drog forbi — da 
følte jeg en hjertelig medlidenhed med min stakkels 
gamle ven , som så sent jagede efter livets blomster 
og forår . Men den gamle Anna Maria delte 
ikke disse følelser ; hun stirrede ud ad vinduet efter 
det bortvandrede par , rystede hænderne ad det og 
udbrød : „ O , den topmålte gamle nar , som ikke 
kan begribe , at han vil få horn , meget længere 

end den hellige josephus ! Der løber han nu bort 
med den bedste og skikkeligste pige , jeg nogensinde 
har haft , og gør mig og mit hus til nar for 
hele byen , mig , som er fem og halvfjersindstyve år ! 
Hvad ville de sige hos trifvglios , hos snedkerens , 
og frem for alt hos gubernatorens ? Hans frue 
vil aldrig mere komme til min navnedag , og signor 
Carnevale , som var så vred over , af han 
sidste gang ikke var buden , når tror han 
nu , han kommer der ? Og hvad skal jeg gøre , 
når tøsen trækker i silkekjole og gule handsker ? 
— kan hun røre i gryden med dem , og kan 
hun skaffe mig Vittorio tilbage ? — ja , de seer på 
mig ! Ved de , hvorledes det hænger sammen ? — 
Thomaso er løben sin vej , fordi han blev mens med 
Marietta , og han har taget sin søster , det lille 
dyr , med sig , fordi han var bange for , af Marietta 
skulle banke hende . Han var en flink fyr , Thomaso , 
både i vignen og i køkkenet ; han havde været 
en for Marietta . Når kommer han nu igen ? 
Og hvad er det for børnestreger ? Fordi han kysser 
barberens datter i en saltarclla , tror Marietta , 
af han er utro , og forlover sig med den gamle 
nar , som kunne være hendes bedstefader , og hvem 
skal nu bære uleilighedcn af det hele ? — ingen , signor , 

uden jeg ! Jeg må hugge brænde , jeg må lave 
mad , jeg må holde værelserne i orden , jeg med 
mine fem og halvfjersindstyve år . O , din gamle , 
indbildske , pyntede laps , gid Marietta må ærgre 
dig sort og sætte dig så mange grå hår i 
hovedet , at du ikke kan tælle dem ! — ah , dka6onna 
mia , det er jo sandt , ikke engang det kan hun gøre ! “ 
Efter denne monolog , den længste jeg nogensinde 
har hørt Anna Maria holde , smækkede hun 
vinduet til og styrtede al melet ud i dcigtrugct med 
en mine , som viste , at hun , trods de fem og halvfjerds , 
ikke var bange for at lave maccaroni til hele 
huset . Jeg derimod , som ikke kunne bringe hende nogen 
trøst , greb min hat for at vandre ned til Otto , 
som for øjeblikket gør studier af de gamle mærkelige 
oliventræer- , som findes i en klosterhave på 
den anden side dalen . 
Rimeligvis må jeg have fejlet en af de mange 
bjcrgsficr , der om sommeren så let forveksles med 
de udtørrede vandløb ; thi jeg kom ikke til klosterhaven , 
men derimod ad en lang omvej mellem hækker og 
vignemure , gjenncm haver og bugnende maismarker 
tilbage til den anden side af dalen , hvor 
det gamle dianatempel ligger , men denne gang 
ad en sti , som jeg ikke havde lagt mærke til før , 

og som igennem en Vigne førte lige ind imod 
bagsiden af templet . Jeg så ved denne lejlighed , 
at dette strakte sig langt længere tilbage , end jeg 
havde formodet , så at det i oldtiden rimeligvis 
har støttet sig mod bjcrgåsens affald , hvorfra det nu 
ligger fjernet ved en halv snes skridt , og da jeg er en 
stor ven af at undersøge disse gamle levninger sraoldtiden , 
banede jeg mig vej igennem al den vedbend , 
brombær , hyld , roser og figen , hvori murværket 
så at sige var indspundet , og trådte gennem en 
mørk gang ind i en stor , cirkelrund celle med 
lysåbning foroven , en celle , der åbenbart havde 
været templets egenlige rotunde , i hvis midte 
diana-billcdct havde stået . Nu var al den pragt 
og glans , som oldtiden kastede over sine guder , 
forsvunden tilligemed dem selv , og Markens ville 
blomster indtog den plads , som fordum marmoret 
og freskomalerierne beklædte . Bregner og venushår , 
vedbend og hjertegræs væltede i yppig 
overflod ud af de fugtige tcmpclmurc , de sorte 
snegle krøb med deres lange følehorn langsomt og 
forsigtigt hen ad det gulv , hvor fordum de jagtelskende 
Sabine » havde knælet , og fra gårsdagens 
tordenbyger dryppede vandet ned med en hul , 
sukkende lyd , som gav genklang under hvælvingen . 

men snart blandede sig med de ecnsformig faldende 
dryp en anden lyd , som i begyndelsen næsten forskrækkede 
mig . Det lød som suk og kvalt hulken , som 
sagte gråd og mumlende beden , så blev alt stille , 
og jeg spejdede forgæves om i det store halvmørke 
rum , som omgav mig , rotunden var og blev tom . 
Jeg blev stående og lyttede ; det var som om 
lyden var steget op af jorden ligefor mine fødder , 
og af og til syntes jeg at høre den igen , men 
så svag og åndcagtig , at jeg begyndte at 
stirre ud i tusmørket , som tættere og tættere 
indhyllede nischcr og Buer , med den uvisse frygt 
for at se en eller anden af oldtidens skygger stige 
op foran mig og forjage mig fra kydsfhcds-gudindens 
bolig . Jeg mindedes pludselig , at de præster , 
som i gamle dage her havde besørget tcmpeltjcncstcn , 
ifølge dianadyrkelsens strenge forskrifter skulle 
fælde hverandre i tvekamp , så at kun en blev 
tilbage for at foreslå offringerne , indtil han det 
følgende år blev fældet af sin eftermand , og da 
jeg ved en barok tankeforbindelse kom til af tænke 
på , hvilket skår dette system ville gøre i det 
tteologiske studium , og hvormange fede præstekald der 
pludselig ville blive ledige hjemme , kom jeg til af le højt 
ad mine egne tanker , og man skal aldrig le højt 

i et tempel , selv om det ligger i grus — thi ånderne 
bygge derinde . Latteren steg op under hvælvingen 
og kastedes tilbage derfra , syvfold fordoblet 
og på en forvirret , skoggrendc måde ; men samtidig 
dermed klang den dybt under mine fødder , 
trolddomsagtig , dæmonisk , så af det gøs i mig 
derved . En stor flagermus for i det samme ud 
af et hul i hvælvingen , hvirvlede sig et par gange 
pibende over mit hoved , og umiddelbar derpå hørte 
jeg den hule , dumpe latter igen , som sad der en 
hånende dæmon skjult under mine fødder og gottede 
sig ved min angst . Ja , angst blev jeg , bedste funtus , 
og det uagtet jeg ikke er spøgelsesræd . Men 
denne dumpe , matte lyd , som ikke syntes af komme 
fra noget legemligt bryst , fyldte mig med gru , og 
uvilkårlig blev jeg stående ganske stille , stirrende 
hen imod en lysåbning i muren , hvorigennem 
solrødmens matte glans skød sig ind , belysende 
de mørkegrønne vcdbendranker , som vuggede sig 
svagt for aftenvinden . Alt vedblev at være stille , 
stille som i en grav , og midt i den øde , dybe 
stilhed hørte jeg igen vanddråberne , som langsomt 
en for en faldt ned i det bassin , der havde 
dannet sig i midten af rotundens gulv . Da klang 

der på en gang sang dybt nede under mine fødder . 
Det lød som en hymne , snart stigende , snart 
synkende , tonerne kom nærmere , de tiltog i styrke 
og fylde — da faldt det- på en gang som 
skæl fra mine åndelige øjne : hymnen var Madonnas 
gamle lov- og takkesang , stemmen var 
Adeles , og rummet ved siden af rotunden , det 
rum , hvortil lysåbningcn førte ind , måtte være 
det gamle tempels forhalle , som nu var omdannet 
og indviet til madonnaens tjeneste . Hurtig var 
jeg oppe på en afbrudt søilestump og tittede ind 
igennem lysåbningen — ganske rigtig , jeg havde 
ikke bedraget mig . Der vare de tre lave arkader , som 
førte ud til vejen , der var alteret for Madonna , 
og tusmørket var allerede stærkt nok til , at jeg 
kunne se en mat stråle fra helgcnlampen liste sig 
ud gennem nischen ; men forgæves spejdede mit 
øje efter nogen menneskelig skikkelse , rummet foran 
alteret var tomt , og dog . vedblev sangen , klar og 
tydelig , som svang hver tone sig ud af muren , 
hvortil jeg støttede mig . Pludselig gav denne efter , 
eller rettere , det var som den gav efter ; thi lige 
neden under mig blev sten , murværk og grus 
skudt til side med en sådan kraft , at de gamle 
mure sittrede , og frem af åbningen hævede sig en 

mand i vejret , en mand med opkrampet , spidspullet 
hat , brun kappe og i den fremrakte arm bjergbsndernes 
lange riffel , der aldrig fejler sit mål . 
Neppe var han steget helt op og havde rystet det 
grus og muurstøv af sig , hvormed han var bleven 
oversået , før han bøjede sig ned , strakte hånden 
nd og sagde : „ Kom , Maria ! Her er intet at 
frygte . “ 
Ligesom han udtalte disse ord strakte en lille 
fin hånd sig ud ad åbningen , et sortlokket hoved 
fulgte efter , og endelig kom en ung , sortklædt pige 
tilsyne , som idet hun kastede sig i den ubekjendtes 
arme heftig udbrød : „ Bliv , o bliv ! Her i padroueus 
kælder er der sikkert ; han bruger den aldrig , 
og ingen kommer derned . Men hvis du 
påny går ud i bjergene , vil du træffe på 
røverne som sidst ; man vil indespærre , ja måske 
skyde dig , og jeg vil tage min død af sorg 
derover . “ 
„ Frygt intet , Maria ! “ sagde den ubekendte med 
kærlig stemme og strøg hende håret fra panden . 
„ Vi er mange nu , hvor der før var få , og når 
morgenen en gang kommer , vil den bringe lys 
og glæde , som du skal dele med mig . “ 
Jeg behøvede ikke at høre mere end de første 

ord af disse to stemmer for straks at kende 
dem igen . Den ene var Adele fclices , den anden 
tilhørte den mand , som om natten var steget ind 
i padrone Luigis vogn , og som ved sin bortgang 
havde takket mig , fordi jeg havde reddet hans 
liv . Jeg kendte ham tydelig igen ; kappen , riflen , 
hatten med de tre stive ørncfjcr , alt var 
der — men hvorfor kaldte han Adele for Maria , 
og i hvilket forhold stod hun til ham ? Var det 
atter en elsker ? Var Adele letsindig ? Det tiltroede 
jeg hende mindst af alt , og dog , hvorledes 
skulle jeg forklare en situation , som næsten ikke tillod 
nogen anden forklaring . 
„ Farvel , Maria ! “ sagde skikkelsen , idet han 
bøjede sig ned og kyssede hende ømt . „ Farvel , glem 
intet af , hvad jeg har sagt , og hnsk , at du kan stole 
på mig i alt . Vær punktlig og bestemt ; et eneste 
øjebliks vaklen eller tøven kan forspilde alt . Viis 
dig føjelig som før , og lad ingen mærke noget ; 
men glem frem for alt ikke den første time på den 
første dag — farvel ! Gnd være med dig ! “ 
Med disse besynderlige ord rev den kappeklædtc 
mand sig løs af hendes arme , bøjede noget af 
løvværket til side og tittede forsigtig ud . Derpå 
omfavnede han hende endnu engang , kyssede hende 

på mund og pande og forsvandt så under de 
grønne løvværksgardiner , som øjeblikkelig skjulte 
ham for mig . Adele blev et øjeblik stående bleg , 
målløs og med et udtryk i øjet , som syntes alt 
hende tabt ; derpå vendte hun sig langsomt om , 
knælede ned foran alteret og gav sig til at bede . Aldrig 
har jeg set skønnere motiv til en bodfærdig 
Magdalena som hun der lå henstrakt i sin tyndslidte 
sorte dragt med hænderne knugede mod brystet 
og blikket bønlig fæstet på det simple madonnabillede , 
hvis lampe kastede en enkelt , blinkende 
stråle ud i den mørke tempelhal . Det kom 
mig for , at hendes fremtid var son : den , mørk og 
skummel— måtte nu den stråle af kærlighed , der 
havde viist sig for hende , være sand og virkelig , ikke 
en gøglende lygtemand , der lokkede hende til fald 
og fortabelse . Længe blev hun således liggende 
foran billedet , og længe blev jeg stående , urokkelig 
som pillen selv , for ikke at forstyrre hendes andagt . 
Først , da denne var endt , og hun havde fået et 
tilstrækkeligt forspring , vandrede jeg langsomt op 
ad klippcsticn for gennem Anna Marias Vigne 
at skyde en gjenvei til hjemmet . 
Jeg har vist fortalt dig , kære Søren , at der 
lige under mine vinduer ligger en lille haveplct , 

som netop er en del af den Vigne , vor elskværdige 
værtinde ejer . Inde i tufklippcrnc , som danner 
grundvolden for vort hus , er der hugget en af 
disse kølige cantincr til vinens opbevaring , og 
denne kælder eller grotte er under sædvanlige forhold 
lukket med en forsvarlig port , der er i besiddelse 
af en ligeså forsvarlig jernstang . Da jeg 
gik forbi , var det mig imidlertid påfaldende , 
at jernstangen var borte , og at porten stod påklem , 
en uorden , som ellers aldrig finder sted i den gamle 
Anna Marias hus , og da jeg nærmede mig for 
at se efter , hørte jeg tydelig derinde fra en lyd , 
som lod mig i tvivl , om det var gråd eller latter . 
Jeg kiggede ind , og du vil vist blive forbavset , 
kære funtus , når jeg fortæller dig , at der sad 
Marietta i den mørkegrønne silkekjole , med den 
lyseblå hat og det rosenrøde slør og græd , som 
var hun pisket , medens hun snart tørrede øjnene 
i et snavset kjøkkenforklæde , som lå på bordet , 
snart af alle kræfter sparkede til en amfora , der 
rullede frem og tilbage for hendes fødder , ved hvilken 
sidste lejlighed hun fremviste et par hvide strømper , 
der vare stoppede med sort bomuldsgarn , og 
et par sko , som meget lidet stod i harmoni med 
hendes øvrige toilette som modedame . 

„ Gå bort ! Jeg vil ingen se , jeg vil ingen 
høre , jeg vil rase for mig selv og forbande verden 
for mig selv ! “ udbrød hun , inden jeg havde fået 
tid til at sige et ord , og skjulte derpå med sydlandsk 
hæftighed både den lyseblå hat og det 
lyserøde slør tilligemed hovedet i det skidne kjøkkenforklæde , 
så at det pludselig så ud , som hun 
havde fået en uhyre turban på . 
„ Hvad græder du for , Marietta ? Hvorfor er 
du så ulykkelig ? “ spurgte jeg , idet jeg satte mig 
ligeoverfor hende . 
„ O , signor , de har ret , jeg er meget ulykkelig ! “ 
Hulkede hun inden i forklædet og surrede dette 
sammen på en måde , så “ at jeg fik en begrundet 
frygt for , at hun i sin lidenskabelighed kunne kvæle 
sig deri . „ Jeg er meget nlykkelig , rasende ulykkelig , 
der har aldrig levet nogen skabning , så elendig 
og ussel som jeg . Jeg vil dø , signor , jeg vil 
dræbe mig , så kan den afskyelige gamle nar tage 
det på sin samvittighed med , og de , som har leet 
ad mig , ville nok blive stille og alvorlige , når de 
se , at jeg er rigtig død , og mærke , at de have været 
med til at slå mig ihjel ; tror de ikke , signor ? “ 
Da der ikke var megen mening i den tale , 

så jeg ganske rolig på hende , og spurgte panny , 
hvad der var i vejen . 
„ Hvad der er i vejen , signor ! “ udbrød hun 
og brast atter i gråd . „ O , det ved de meget 
godt ! De deroppe vide det , trifoglios ved det , hele 
byen ved det , og så skulle de ikke vide det ? O , 
det er grusomt at gøre nar ad mig , signor ! Alle 
. de andre have gjort det ; de behøver slet ikke at 
være med “ — og med disse ord sparkede hun til 
den tomme amfora , så at den rullede hen ad gulvet 
og knustes mod et af fadene . 
Jeg forklarede hende med et par ord , at jeg 
havde været nede i vigncrne , lige siden hun spadserede 
ud med signor carneme , og at jeg således umulig 
kunne være vidende om , hvad der var foregået 
i byen . Tillige forsikrede jeg hende gentagende 
om , at jeg virkelig var bcdrøvct både på hendes 
vegne og på Thomasos , ligesom jeg lod falde en 
hentydning til , hvor lykkelige vi alle tre havde været 
den dag , da vi vandrede tll kastanicfkoven med 
padroncns kirsebær . 
„ Ak ja , signor , det var solskin og lykke ! “ 
Udbrød hun grædende og rev i det samme den lyseblå 
hat af og kastede den med alle tegn på afsky og 

foragt hen mellem stamperne af den sønderslagne 
amfora . „ Husker de , hvor godt vi havde det ? Husker 
de den stakkels Thomaso ? Kan de erindre , 
hvor han var morsom , da han gjorde således “ — 
og Marietta satte pludselig ansigt op efter signor 
Carnevale , spidsede sin mund , lagde hånden på 
hjertet og — brast i latter . Men næsten i samme 
øjeblik styrtede tårerne ud af hendes øjne på ny , 
og idet hun snappede kjøkkenforklædet , viklede hun 
sig igen ind i det , idet hun erklærede , af hun var 
den ulykkeligste pige , som nogensinde havde set 
solens lys . 
„ Men hvor kunne du også svigte Thomaso ? “ 
Spurgte jeg bebrejdede . 
„ Svigte ham ? “ udbrød hun og slængede i sin 
lidenskabelighed de paillegnle handsker , som lå 
foran hende på bordet . „ Jeg har aldrig svigtet 
ham ! Jeg vil ikke svigte ham . Jeg elsker Thomaso ! 
Jeg vil have Thomaso , ham og ingen anden ! “ udråbte 
hun og kylede handskerne hen bag efter hatten . 
„ Men du slog dog op med ham , “ indvendte 
jeg . 
„ Han gjorde mig skinsyg ; han fik det onde til 
af røre sig i mig , så af jeg måtte tage hævn . 

derfor betalte jeg skriveren for et brev til signor 
Carnevale og satte selv kors under . “ 
„ Gravkorsene over din kærlighed , “ bemærkede 
jeg . 
„ Ja , de har ret , signor , det var det ; men 
hvorfor kyssede han barberens datter , da de dansede 
saltarclla ? “ 
„ Har du aldrig kysset andre end Thomaso , 
Marietta ? “ spurgte jeg alvorlig og så hende lige 
ind i øjet . 
Hun forsøgte et øjeblik at udholde mit blik ; 
men pludselig slog hun øjet ned , blev blussende rød 
i hovedet og hviskedee hen for sig : „ Thomaso ved 
godt , hvem jeg har kysset ; han fik altid de halve 
scudicr . “ 
„ Men der var en , som ikke gav dig en halv 
scudo , “ sagde jeg smilende . „ Ved Thomaso også 
det ? “ 
„ 0 , de er ond , signor ! De er afskyelig , de 
er en sladderhank ! “ råbte Marietta på ny og 
begravede atter sit hoved i kjøkkenforklædct . 
„ Hor nu , Marietta , “ sagde jeg og tog hendes 
hånd , „ Du bærer dig ufornnftig , ja grusomt 
ad både mod dig selv og den stakkels Thomaso . 
Din hævn er som biens . Den vil stikke , men 

bråden rives ud , og selv må den betale med livet 
derfor . Du har gjort den stakkels fyr fortvivlet , 
du må nu gøre alt , for at gøre det godt igen . 
Gå til signor carncvale , fortæl ham oprigtig , 
hvorledes det hele hænger sammen . Han er en 
onlant ' uomo , og vil ikke holde på dig mod din 
villie . “ 
„ Ak , han er så rasende forelsket i mig , det 
gamle dyr ! “ udbrød Marietta , halvt i gråd 
og halvt i latter . „ Han giver aldrig slip på mig ; 
men jeg vil ikke have ham , thi har han ikke behandlet 
mig som sin kæreste ; han har ikke været nogen 
oalant ' uomo , da vi spadserede igennem byen . 
„ Har han ikke ? Hvad er da sket ? “ udbrød jeg 
meget forbavset over , at signor carncvale , der med 
hensyn til kvinden flere gange havde erklæret 
at have taget Frants den første og Vittorio Emanuele 
til monster , kunne svigte sine grundprincipcr . 
„ O , signor , aldrig vil jeg gå igennem byen 
med hammere ! “ udråbte Marietta . „ Hellere vil jeg 
stilles op til offentlig skrifte foran kirkedøren , ligesom 
de , der ikke have deeltagct i den hellige nadver . 
Overalt , hvor vi gik frem , stirrede folk på os ; 
drengene oppe i gyden gik på hænderne og råbte 
Viva bag ved os , og de unge piger fniste i dørene , 

nikkede til hverandre og pegede på min nye 
silkekjole . Dette fik nu at være , hvad det var , 
jeg brød mig ikke derom , thi det var ikke andet 
end den pure misundelse ; men da vi kom forbi 
palazzoet , hvor alle de fine folk spadsere , både 
notaren med sin frue og trisoglios og snedkerens 
fra piazza « : , da vendte de alle hovedet bort , og der 
var ikke en , son : hilste signor Carnevale , skønt 
han fog sin hat af for den : alle sammen . Vi gik , 
som vare vi spedalske , og signor Carnevale sagde 
ikke et eneste ord , men blev så gul i ansigtet 
som en fårekylling og stav tænder , så at jeg ikke 
kunne tåle at høre derpå . Jeg gav mig til at 
græde og bad ham bare følge mig hjem igen ; men 
han svoer på , at han ville gå med mig lige til 
s . Eustachio , som alle andre gøre . Så gik vi 
videre , men jeg kunne ikke høre op med at græde , 
og ligesom vi bøjede om ad vejen , kom gubcrnatoren 
med sin frue tilligemed prioren fra klosteret , 
og den nye præst fra s . Maria med alle de 
fine og fornemme gæster , som er komne her til 
byen for at se på festen . Jeg troede , at 
jeg skulle shnke i jorden af skam ; men i stedet for 
at sige mig et eneste kærligt ord , flap det ækle 
gamle dyr nun arm og krøb ind bag en busk , og 

skjulte sig der , indtil de alle vare gåde forbi . 
Men da han kom frem igen , vendte de andre om 
og blev stående for rigtig at tage os i øjesyn , og 
signor Carnevale turde ikke se på en eneste 
af dem , ikke engang på gubcrnatoren eller hans 
frue , som ikke er nær så god som jeg . Nu ville 
jeg ikke længere have hans arm ; jeg løb fra ham 
ned om byen , og han rendte bag efter mig og 
sagde , at jeg var en engel , som han ville bære på 
hænderne . Lige i det samme kom vi ind mellem 
alle de drenge , som spille boccia nede på 
vejen , og signor Carnevale sparkede til kuglerne , 
som var han besat . Så var der en , som gav sig 
til at råbe : « ruoeons » * ) / og da de andre hørte 
det , råbte de alle « rmcmons » , så at man kunne 
høre det helt op på piazzaen , og signor Carnevale 
bankede løs iblandt dem til højre og venstre , 
så at han tabte sin hat , og fik sin nye stok 
knækket midt over . Så løb jeg op igennem 
vigncrne , hvor agaverne og brombærrene rev min 
nye silkekjole i stnmper og stykker ; men jeg 
brød mig ikke derom , jeg ville gerne gå nøgen , 
når han blot havde hår på hovedet . Men det 
* ) skaldepande . 

har han ikke , og da jeg kom hjem og ville skjule 
mig , skældte Anna Maria mig ud og sagde , at hun 
ikke havde brug for en signorina til kokkepige . 
Så sagde jeg , at jeg ikke var nogen signorina og 
aldrig ville være det , og så sagde hun , at hvis jeg 
ikke var det , kunne jeg tage den gamle amfora og 
hente vin til aftensbordet . Jeg ville klæde mig 
om , men hun tvang mig til at gå , som jeg var , 
og da jeg kom ned på gaden med den ækle , skidne 
krukke i hånden , mødte jeg signor carncvale , og 
han lod , som han flet ikke kendte mig . O , signor , 
jeg er en fattig pige ! Jeg har aldrig gjort noget 
slet , jeg har aldrig været som gubernatorens 
frue , der går i silke og floil og bliver hilst af 
al verden . Hvad har jeg da gjort , siden man håncr 
mig så gruelig ? Er den fattige ikke ligeså 
god son : den rige , og hvorfor må en fattig pige 
ikke ægte en rig mand , når han har lyst dertil ? “ 
„ Men du passer ikke for signor carncvale , 
Marietta , “ sagde jeg alvorlig . „ Det ved verden meget 
godt , og derfor går den dig imod . Du føler jo 
selv , at du aldrig har hold fat ham . “ 
„ Jo , en eftermiddag , “ sagde Marietta troskyldig ; 
„ den eftermiddag , da min fader var død . Da kom 

han og sagde , at han ville sørge for mig som en 
fader , og jeg var så underlig til mode , at jeg lovede 
alt , hvad han bad mig om . Det fik Thomaso 
at vide , og den næste aften kyssede han barberens 
datter , og så skrev jeg til rom . Der er hele historien , 
signor , og den er meget sørgelig . “ 
„ Du må bryde med signor Carnevale og 
skrive til Thomaso , “ sagde jeg bestemt . 
„ Ja , signor , det har jeg også tænkt på , “ 
Hulkede Marietta fortvivlet . „ Men de kender ikke 
signor Carnevale , således som jeg . I dag har han 
skammet sig over mig ; i morgen vil han skamme sig 
over sig selv . Han vil komme og bede mig om forladelse , 
og være mere bestemt på at ægte mig end nogensinde 
før . Desuden ved nu byen det hele , og 
hvis jeg slår op med signor Carnevale , vil jeg 
blive mere fil latter end nogensinde før . O , 
signor , jeg er grænseløs nlykkelig , gid jeg var død ! “ 
Og Marietta tog på ny fat i kjøkkenforklædet og 
hulkede og græd , så at det skjar mig i hjertet ; men 
der var jo intet ved den sag at gøre . 
Aftenen var meget trist og sørgelig , og hvad 
der var værre , man mærkede på de så og slette 
netter kun alt for klart , at lynet var slået ned 
i huset . Thomaso , som ellers med sit strålende 

ansigt bragte os salaten friskplnkket nede fra vignen , 
var borte , og latngaen var tør og vissen . Signor 
Carnevale , som ellers krydrede måltidet med 
sit vid og skjar så udmærket for , viste sig ikke . 
Marietta og Adele vare forsvundne , gud må vide 
hvorhen , Anna Maria var gnaven , og selv Nino 
satte sit kønne , dumme ansigt i alvorlige folder og 
erklærede gentagne gange , „ at det var en skandale 
for familien . “ Ja , om det så var vittorias 
lille spinkle skikkelse , så savnede jeg den på huggeblokken , 
da Otto og jeg langt ud på aftenen drak 
vor mslrio , som vi for første gang selv havde 
måttet hente hos prokuratoren ; og da apottekeren 
endelig kom hjem langt ud på natten , var det i 
en tilstand , som lod mig befrygte , at han ville 
slutte sig til gubcrnatoren og kancellieren i henhold 
til den gamle sætning : tres kaoiunt eollszium . 
Jeg har . senere haft en lang og meget alvorlig samtale 
med ham angående Marietta . Han var 
ubøjelig og erklærede , at han som republikaner 
ville trodse byens samlede aristokrati , og at kun 
den første dags overvældende opposition havde 
drevet ham et hanefjed ud af sin stilling ; men at 
han iøvrigt var villig til at tage kampen op , gøre 
Marietta så lykkelig som en prindsesse , og knuse 

de andre lige fra snedkeren til gubernatoren i den 
mandige selvbevidstheds malmfaste Morter . Igår 
blev der lyst for dem for anden gang i 8 . Naria 
del bnon ' ooosiglio , og først i september skal brylluppet 
stå . For øjeblikket rumstere alle byens 
håndværkere oppe i farmaciets øverste etage , ligesom 
kjærlighedsgudernc i signor Carnevales tilsvarende 
ditto . Marietta er taget hen til en slægtning , 
hvor hendes elsker aflægger hende besøg , 
vel at mærke efter ave Maria . Han påståer rigtignok , 
at han vælger denne tid , fordi den ikke 
generer hans farmaceutiske virksomhed . Stakkels 
signor Carnevale ! Han ved ikke , hvor dybt han er 
sunken i Mariettas øjne og aner ikke , at en ung 
pige er som en kælen blomst , der skal passes med 
solskin og varme til enhver tid af døgnet , og 
ikke lader sig nøje med en times gammelt måneskin 
efter ave Maria . Thomaso mødte jeg i går 
højt oppe ved capranica , hvor otfo og jeg vare 
kravlede op i mere end vort ansigts sved . Han 
syntes ikke videre bekymret eller nedbøjet , så længe 
jeg talte om Marietta , men da jeg nævnede signor 
Carnevale og fortalte om den nye lejlighed i farmaciet , 
antog hans runde , godmodige ansigt et udtryk 
af had , som jeg ikke havde tiltroet det . Til 

min forfærdelse hører jeg i dag af Anna Maria , 
at Adele definitivt har bestemt sig til at indtræde i 
klostret . Vi have snart den første september , hvor 
processionerne begynde på ny , og deler en gammel 
vedtægt , at den forrige madonnabrud skal have truffet 
sin bestemmelse , inden den nye vælges . Den 
gamle Anna Maria meddelte mig det i morges på 
sin sædvanlige snaksomme måde og lagde ' flere 
gange en særegen vægt på , at nu blev huusleien 
betalt . Således er nu menneskene ! I det højeste 
elskværdige egoister . 
Hvad henrettelsen angår , lader det ikke til , 
at det store under i fængslet rigtig vil slå an . 
Selv trifoglio og snedkeren trække på skuldrene 
og mumle om et » miraoolo æsi prsti « — den 
sidste ville desuden gå glip af fortjenesten ved 
ligkisterne , dersom røverne ikke cxpcdcrcs ud af 
verden . Fra rom er der ingen besked arriveret , 
derimod vel en hel mængde rejsende , som 
have ulciligct sig herud for at overvære det sjældne 
skuespil , som skal opføres den sidste August , for at 
røverne ikke anden gang skal bringe forstyrrelse i is , 
processions arsnæs . Padrone Luigis locanda er 
overfyldt fra øverst til nederst , og mange bo desuden 
i byen hos venner og bekendte . Røverne 

ere om muligt mere muntre , end nogensinde før , og 
hænge sig hver dag til skue i jerngittret . De 
vedblive at forsikre , at Madonna har benådet dem , 
og at hun nok vil vedblive at holde sin hånd over 
dem , selv om man fører dem til skafottet . På 
denne konto have de anskaffet sig et par medesfænger 
til , og da der nu er kommet mange og 
rige fiske herud , går fangsten fortræffelig . Kancellieren 
er som følge heraf drukken fra morgen til 
aften og synes ganske at have glemt undsigelsen ; 
imidlertid går han altid af vejen for signor 
Carnevale , hvem jeg i dag fortalte den samtale , jeg 
havde hørt i kirken . Han hørte på den med megen 
opmærksomhed , og da jeg var færdig , sagde han 
blot : „ Hø , hø , til trifoglio ! — ja der skal man 
få det , “ og samtidig dermed gjorde han en bevægelse , 
som rystede han en tom sæk ud over bordet . 
I eftermiddags så jeg ham gå overpiazzacn 
arm i arm med en af seks fra rom , som 
atter er komne herud “ for at overvære henrettelsen 
og ordne fangernes efterladenskaber . Det var en 
trivelig , fornøjet mand , og ved siden af hans joviale 
ansigt tog signor Carnevales magre , spidse profil 
sig dobbelt diabolifk ud , alt som han under sagte 
hviskende samtale i halvmørket vandrede frem og 

tilbage foran farmaciet . Da jeg senere kom derover 
for efter sædvane at slå en lille passiar af , 
erklærede Pietro med en hemmelighedsfuld mine , 
at il primo notario var inde hø , s hans principal , 
og at ingen måtte forstyrre dem . Men da signor 
Carnevale sent iaftes kom hjem fra prokuratoren , 
i hvis Cantine de seks fra rom drive deres juridiske 
studier , havde han fået så megen Vix i 
knebelsbarterne og så megen vin i hovedet , sat 
han ikke længere var fuldkommen tæt . Han sagde 
imidlertid ikke ret meget , men nævnede blot gubernatorens 
navn i forbindelse med adskillige velvalgte 
tillægsord og greb derpå slagterøxen , som han 
huggede ned i kjvkkcnblokken med en sådan kraft , 
at den gamle Anna Maria skal have megen vanskelighed 
ved at få den op igen , nu da Thomaso 
er borte . Derpå inviterede han mig til sit bryllup , 
og gik så med et huldsaligt smil ind i sit 
Kammer for at overgive sit tankcsvære hoved til 
søvngndens lette , gjøglcnde fantasier . Det samme 
vil jeg , kære funtus ; thi nu hørte jeg lemmen 
falde i og kancellieren dumpe ned ad trapperne , 
hvilket vil sige det samme som at klokken er et . 
Dette bliver rimeligvis det sidste brev , du får - 
fra Gennazzano . Jeg vil hverken se dem skære 

hovedet af røverne eller håret af Adele ; heller ikke 
bryder jeg mig om at komme til den stakkels Mariettas 
bryllup , og endnu mindre om på ny at 
være vidne til den store religionshumbug , som snart 
skal tage sin begyndelse . I det hele taget er der 
intet , som længere fængsler ulig herude — 
„ Denn alles schaut so græmlich knibe , 
so krausverwirrt und morsch und kall , 
und wære nicht das bischen Liebe , 
so gab ' es nirgends einen halt . “ 
Ja , kære funtus , du må ikke le ad mig , 
endnu mindre tro , at jeg er bleven hcinist , og 
allermindst , at jeg er forelsket i Adele . Men jeg 
kan ikke gøre for det . Det halve Års samliv 
har knyttet mig til disse mennesker , hos hvem der 
er meget smukt , meget elskværdigt og meget virkelig 
godt . Men nu er det , som en fjendtlig dæmon 
havde moret sig med at røre alt dette sammen til 
et Chaos , hvor der hverken er begyndelse eller ende , 
og hvor hver enkelt person netop bestemmes til det , 
som han ifølge anlæg og natur burde undgå . 
Den eneste , der synes at gå sin bestemmelse urokkelig 
imøde ifølge Darwins tteori om » natura ! 
Solsltion » er kancellieren ; thi han ligner mere og 
mere et svin , og går vist snart på fire i delirium . 
Men Adele , den stakkels ulykkelige Adele , 

ligger mig mest på hjerte ! Bliver hun en klosterdue , 
er det ikke efter « natursl sslsetwn » , men 
ifølge en « vis æiabolica » , som Darwin ikke har i 
sin tteori , hvilket er en betydelig mangel i dette 
ellers geniale arbejde . Du har min respekt , Søren , 
og iøvrigt mange hilsener til Peer og Povl fra 
din dig 
bestandig hengivne osv . 
Efterskrift . Denne skal ifølge troværdige folks 
udsagn være det vigtigste ved et brev , og jeg kan 
desværre her med Holberg sige : „ Nachspillct bliver 
det artigste . “ Ak , Søren , jeg er virkelig bedrøvet , 
idet jeg nedskriver disse linier , og dog kan jeg ikke 
lade være at skemtc ; thi jeg seer dit sarkastiske 
smil og hører dit ironiske udbrud : „ Tænkte jeg 
det ikke nok ; det fik han for sin ulejlighed ! “ Ak 
ja , Søren ! Jeg tror på kvinden , og du tvivler . 
Hvem af os er lykkeligst ? 
Men min tro blev rokket ; den har fået 
et stød , som truer med at kaste den overrende , og 
jeg skal fortælle dig det hele alvorlig og sandt ; 
thi jeg er virkelig bedrøvet derover . Du gjættcr vel 
allerede , at det gælder Adele , og du har ikke taget 

fejl ; dette skønne ideal er nu bleven mig frarevct , 
og jeg skal fortælle dig , hvordan . 
I dag var det lige fra morgenstunden af en 
ulidelig scirocco , en af disse hede , kvalme dage , som 
man hendøser på en sofa med en bog i hånden , 
hvis blade knittrer af det fine ørkenstøv , som stormen 
fører med sig fra Sahara og pisker ind selv 
gennem lukkede vinduer og skodder . En sådan 
sciroccodag er værre end den længste , mest kedelige 
regnvejrsdag i Norden ; thi medens romerne 
få hovedpine , ja endog feber , hensynker den 
fremmede i en apattisk sløvhedstilstand , som de 
sorte springere gøre endnu mere utålelig . Først 
efter solnedgang begynder man at trække vejret , og 
skjøndt det endnu i går var særdeles varmt , også 
om aftenen , besluttede jeg dog at gøre en lille 
bjergvandring og stige op til en gammel klosterruin , 
som ligger malerisk omgiven af smålunde 
og viinhaver på den anden side bjergåsen . 
Da jeg havde begyndt at bestige denne og var nået 
til den første Fontane , så jeg to nnge piger 
komme ud af padrone lnigis Vigne og tage vejen 
igennem den lille kastanielund , som ligger til venstre . 
Ingen af dem havde set mig ; men igennem min 
kikkert havde jeg opdaget , at det var Adele og Marietta , 

som arm i arm smuttede ind i lnnden , og 
dette syntes jeg ikke rigtig om . Vel kan man 
ikke med grund sige Marietta noget på ; men 
efter hendes ulykkelige forlovelse med signor Carnevale , 
og efter at hun er kommen bort fra den gamle 
Anna Maria , er der kommet noget friskfyrsagtigt 
over hende , som ikke behager mig , og som ofte er 
nccr ved at bringe signor Carnevale til fortvivlelse . 
Desuden er hun langt mere erfaren end vor lille 
Adele og generer sig ikke for at bringe emner 
på bane , som en ung pige havde bedst af ikke 
at høre omtalte . Desuden var der i den måde , 
hvorpå de bøjede om ad stien , og i det spejdende 
blik , som Marietta sendte for at opdage , om nogen 
var i nærheden , noget som fyldte mig med en ubestemt 
mistanke ; men da jeg er en hader af al 
spejden , slog jeg med villie ind på en vej , 
som løb udenom lunden , og som desuden er den 
korteste , når man vil til ruinen . Som sædvanlig 
havde jeg en bog med mig , og da jeg var 
nået op til klosteret , der skal være ødelagt af jordskælv , 
og nu kun bcboes af en gammel kustode , 
udvalgte jeg mig en skyggefuld plads i et hjørne 
af haven og gav mig til at læse . Jeg skal nu 
gerne betroe dig , at den bog , som jeg havde taget 

med , i et og alt svarede til dagens trykkende luft , 
såsom og eftersom det ikke var nogen anden end 
den kattolske katekismus , således som denne er tillavet 
af pave Clemens den ottende til trøst og 
husvalelse for de hellige alumner i propagandaen . 
Jeg havde med stor møisommelighed arbejdet mig 
igennem de tre tteologiske og de fire kardinaldyder , 
og gav mig derpå i kast med lasterne , i 
håb om at disse skulle frembyde nogen større 
interesse . Jeg var lige kommen ind i kapitlet om 
de syv dødssynder , som begynder med den træffende 
bemærkning , at man bør kende dem alle grundig 
for at undgå dem i livet — da jeg pludselig 
hørte en stemme , som forekom mig at være Mariettas . 
Jeg lagde ikke videre vægt derpå ; jeg 
antog , at hun havde et bud til kustoden , en 
snurrig gammel fyr , der er en af de få , som 
endnu kan erindre noget om det jordskælv , der 
ødelagde klosteret . Lidt efter hørte jeg også hans 
stemme indenfor den lave mur , hvortil jeg lænede 
mig , og jeg gav mig nu til at læse om helvede i 
den tanke , at både Marietta og Adele efter al 
rimelighed ville forlade klosteret ad den vej , hvor 
jeg lå , og at jeg således kunne følge dem hjem , 
nu da det begyndte at mørknes . Jeg var netop kommen 

til følgende klassiske sted : „ Hvad helvede angår , 
da læg vel mærke til , af det både er bredt , 
langt , højt og dybt . Bredt , fordi det indeholder alle 
optænkelige straffe ; langt , fordi alle disse er evige ; 
højt , fordi de alle er af den mest raffinerede grusomhed ; 
dybt , fordi de netop er straffe uden 
spor af nåde eller trøst “ — jeg var netop 
kommen til dette kraftsted , som har indbragt den 
hellige stol og de hellige fædre så mangt et guldstykke , 
da jeg begik den ubesindighed af give mig 
til af lede efter det logisie i den clemcntinskc tankegang , 
hvilket bevirkede , af alt lidt efter lidt begyndte 
af gynge for mig , under hvilken blide bevægelse jeg 
faldt i søvn . Jeg har gjort den besynderlige erfaring , 
af man aldrig drømmer , når det er scirocco ; 
men af søvnen er tung og dyb , og af man vågner 
ligesom ved et ryk , ndcn af man kan sige , hvor det 
kommer fra . Det gik mig denne gang netop på 
samme måde . Da jeg vågnede , var det som efter 
en runs ; jeg var ør og forvirret i hovedet , og i 
første øjeblik kunne jeg siet ikke besinde mig på , 
hvorfra de mandolintoner kom , som ganske tydelig 
bølgede for mine ører . Jeg havde sovet længe , 
thi solen var nede , græsset allerede noget -fugtigt 
og skumringen så stærk , af jeg næppe kunne 

se de yderste søjler i buegangen ; men bagved mig 
vedblev det af tone og klinge , der lød latter , tale 
og sang —snart syntes jeg af høre Mariettas , snart 
Adeles stemme , snart forekom det mig , atkontorisfacn 
snakkede med , og havde jeg ikke haft Clemens 
den ottendes katekismus liggende ved siden af 
mig i forsvarligt svinelæder , ville jeg have troet , 
af vi sad ved den blussende kjøkkenild derhjemme , 
og af kontoristaen var i færd med af synge en af 
sine viser . Pludselig hørte stemmerne op ; jeg 
hørte en øvet hånd præludere på mandolinen og 
derpå en stemme , som jeg straks genkendte som 
kontvristaens , synge følgende : 
„ Ieg vandrer gennem verden så frejdig og så let , 
slet ingenting generer min gang ! 
Lad verden så kalde mig for god eller slet , 
det jubler jeg bort i en sang ; 
thi selv er jeg en sommerfugl , og pigerne de små 
er blomster på min flagrende flugt ; 
ieg vælger kun de sødeste , de andre la ' er jeg gå — 
ieg væelger knn det , som er smukt . 
Ieg ynkes over bien , som fylder cellens krus , 
forsynlig mod vinterens nød ; 
jeg smiler ad myren , der bygger sig sit hus 
i jordspaltcns ba ' lgmorke skød . 
Thi sig mig , hvad hjcrlper al den slæben og den slid , 
samt at man for visdom får ord , 
når alt , hvad man får ud af sit liv og sin tid , 
kun bliver e « Tue af jord ? 

lad myren da kaste sine vinger for at gå 
som trcrldyr i mørke og nat , 
lad bien give giften og livet for at få 
en hævn for sin ranede skat . 
Jeg slår med mine vinger fra gry til aften feen , 
er livet og blomsterne huld , 
og flagrer jeg mod dsden , så findes der vel en , 
som hviner mig en Tue af muld ! 
Her standsede sangen , en munter latter påfulgte 
og akkompagneredes af et væld mandolintriller , 
så klokkerene , at det var en fornøjelse at 
høre på . Men alligevel skal jeg ikke nægte , kære 
fnntus , at jeg følte mig frygtelig indigneret både 
på dydens og moralens vegne , men mest måske , 
fordi denne sang utvivlsomt gjaldt Adele , hvis 
stemme jeg nu tydelig hørte ved siden af Mariettas . 
O , hvilken Karl måtte denne kontorista 
være ! Først tjene gubernatoren , så stikke 
pater enscbio ihjel , så deltage i revolutionaire 
forsamlinger og endelig bedåre den uskyldige Adele , 
når man troede hende bedst på veje til at 
blive en from , andægtig nonne — i sandhed , 
hvis han ikke kom i et helvede , endnu mere 
luksuriøst indrettet end det af Clemens den ottende 
beskrevne , var der ingen retfærdighed til i verden . 
Forsigtig så jeg ind over den lave mur — ganske 

rigtig , der sad eller rettere lå han med mandolinen 
i hånden skødesløst lænet op til et mægtigt 
akacietræ , der sagte bevægede sit fine løv i aftenvinden , 
som nikkede det bifaldende til hans forelskede 
ord . Og forelskede måtte de være ; det kunne jeg 
se på Adeles frydefuldeblik , på hendes blussende 
kinder , på den yndig forvirrede måde , hvormed 
hun modtog en blomst , som han rakte hende ; og 
da Marietta et øjeblik derefter løb hen for at holde 
udkig , slog han armen om hendes liv , hun slyngede 
sin om hans Hals , og deres læber mødtes i 
et Kys , langt og glødende , som sommerdagen i 
syden . 
Kære funtus ! Jeg kunne ikke holde det ud 
længere . Det er altid » æsfhetisk at se andre kysses , 
men her — ja , her tog jeg min katekismus i 
lommen og drev af med en bitter følelse i sjælen , 
en følelse af , at noget godt og noget ædelt var 
blevet krænket , at jeg havde et ideal mindre at se 
op til . Thi jeg behøver jo ikke at dølge det for 
dig , kære top ! Adele har bestandig stået for mig 
som noget løftende , noget herligt , en stille martyr , 
der uden klage gik sin skæbne i møde midt under hverdagslivets 
prosaiske summen , en af disse blide , forsagende 
naturer , hvis skæbne det er at elske , lide og 

glemmes . Og nu - jeg ville ikke tro derpå ! Hvorledes 
skulle jeg forene , hvad Marietta havde fortalt om 
den fremmede i kirken med det , jeg havde set i 
tempelhallen , og hvorledes knytte dette sammen med 
det , som var foregået lige for mine øjne ? Var 
her tre , to eller en ? Var hun en engel , eller var 
hun bundfordærvct ? — „ Adele er ikke noget barn , 
hun ved meget godt , hvad livet er ! “ klang det for 
mine øren med Mariettas stemme og ledsaget af 
hendes ubændige latter . Ia desværre , Adele 
måtte vide det ; hvorledes skulle jeg ellers have 
kunnet overraske hende i to forskellige stævnemøder , 
og hvorledes skulle hun kunne slutte sig så nær 
til Marietta , som hun i den senere tid har gjort , 
hvis hun ikke var bleven påvirket af en eller anden 
magt , som havde fristet hende til det onde ? Jeg 
tænkte på pater Eusebio , på hendes ensomme 
vandring med ham hin nat fra klostret , på hendes 
fordrukne fader og signor Carnevales spottende 
ord — var det så forunderligt , om alt dette 
havde fået giftblomstcn til at spire , for at den endelig 
kunne åbne fine vamle , plettede blomster i nnincns 
skummelhed og mørke . 
Stærkt beskæftiget , ja næsten ophidset af disse 
tanker , havde jeg fulgt stien uden at se til højre 

eller til venstre og befandt mig nu ved indgangen 
til en spredt olivenlund , som jeg antog måtte være 
den , jeg havde passeret på udveje » . Den tog 
imidlertid ingen ende , gik lidt efter lidt over i gyvelog 
myrthckrat , blandet med enkelte kastanier , som 
tiltog i størrelse og mængde , jo længere jeg 
vandrede fremad . Jeg vedblev at gå i den 
tanke , at skoven snart måtte ophøre ; men det 
varede ikke ret længe , før jeg mærkede , at jeg fuldstændig 
havde forvildet mig og befandt mig i et 
terrain , hvor jeg åbenbart aldrig før havde været . 
Enhver videre fremtrængen blev umulig , thi foran 
mig havde jeg en klippespalte , i hvis dyb jeg kunne 
høre en bjergstrøm bruse , og trindt omkring mig 
så jeg kun et tæt , nigjennemtrængeligt krat , som 
i det vigende dagslys bestandig blev mørkere 
og tættere . Igennem lysningen af nogle buske 
troede jeg at se en lysere sti bagte sig ; men da 
jeg med megen besvær havde arbejdet mig derhen , 
var det kun et af de talrige , udtørrede kildeløb , hvis 
lyse kalksten havde bedraget mig i tusmørket . 
Jeg søgte tilbage mod stien ; næn nu var også 
den forsvunden , og jo mere jeg arbejdede , jo nære 
sveden haglede ned as mig , desto dybere kom jeg 
knn ind i et sandt virvar af hasler , brombær , 

gyvel , rus og myrtter , så at jeg snart befandt 
mig som tornerose i sin fortryllede Borg . Imidlertid 
faldt mørket på , tættere og tættere . Stjernerne 
begyndte at blinke , insekterne og flagermusene at 
tumle sig omkring i den lummerhede luft , og endnu 
var det mig ikke muligt at finde hverken vej eller 
sti . Forpidsket af krattets udgåcdc kviste , forbrændt 
og forreven af de utallige nælder og tornede 
planter , nåde jeg endelig en uhyre , fældet kastaniestamme , 
der ikke ulig en falden kæmpe strakte sine 
seneknndrcde , nøgne arme op imod himmelhvælvingen . 
Her var dog altid et sted at holde rast uden at 
blive forstukket af myrer og skorpioner , og idet 
jeg gjorde mig det så bekvemt som mulig i en 
grcentveige , besluttede jeg at tilbringe natten mider 
åben himmel , ligegyldig for hvad der ville komme . 
Jeg havde ikke siddet ret længe , for jeg 
hørte en raslen i krattet , som om dette blev 
brudt eller trampet ned af store dyr , og virkelig 
så jeg et øjeblik efter hatten af en mand 
og hovedet af en hest , som nærmede sig stedet , 
hvor jeg sad . Lidt efter raslede det bag 
ved mig , på siden , og nu så jeg tre mænd , 
hver med sin hest ved tøjlen at trænge sig gennem 
krattet . Under andre omstændigheder ville dette 

have været tilfredsstillende nok ; men i dette mørke , 
denne stilhed , denne ensomhed havde det slet ikke 
noget beroligende ved sig at se disse mænds skarpe 
blik falde på min ringe person , samtidig med at 
de vigneknive , hvormed de banede sig vej klang 
på en højst uhyggelig måde . 
„ Hvad gør du her ? “ sagde den første til 
mig , idet han ganske rolig bandt sin hest til den 
greentveige , hvori jeg sad . Jeg fortalte ham med 
et par ord , at jeg havde forvildet mig og ville 
tilbage til gcnnazzano , idet jeg ikke undlod at lægge 
stærk vægt på , at jeg var udsendt fra Roma 
for at samle til Vatikanet . 
Han betragtede mig med et mistænksomt blik , 
vinkede ad sine kammerater , løste hesten og forsvandt 
med de andre uden at sige et ord . I over 
en halv time , bedste Søren , sad jeg som en renlig 
krage , lyttende snart til uglernes skrig , snart til 
den raslen , som tudserne frembragte i løvet , og 
jeg kan forsikre dig om , at det ikke var nogen behagelig 
ventetid . Da raslede det på ny , jeg hørte 
raske skridt , som nærmede sig , og foran mig stod 
en høj , slank mand , klædt som en guardiano fra 
campagnen og bærende disses lange riffel i en rem 
over skulderen . 

„ Følg mig ! “ sagde han kort og bestemt uden 
nogensomhelst indledning . 
Jeg så på hans spidspullede hat , på hans 
gamascher , hans kappe , men frem for alt på hans 
lange riffel , og det var ikke så underligt , at jeg 
spurgte : „ Hvorhen ? “ 
„ Avanti ! “ svarede han blot og pegede fremad 
med riflen . 
Der var i dette „ avanti “ Noget , som mindede 
mig om hyp til en hest ; men når man selv ingen 
riffel har , gør man aldrig indvendinger mod den , 
der har den , og få øjeblikke efter stod vi virkelig 
ved en sti , som løb langs den klippestyrtning , 
hvori jeg kunne høre bjcrgstrømmen bruse . 
„ Avanti ! “ sagde han på ny og pegede atter 
fremad med rislen . 
Jeg havde den bestemteste følelse af , at gcnnazzano 
måtte ligge netop i den modsatte retning , 
men jeg gjorde ingen indvending ; jeg gik foran , 
uden at se mig tilbage og uden at lade mig mærke 
med nogen frygt . Jeg vil imidlertid ikke ønske 
dig , kære funtus , at du nogensinde man komme 
til at gøre en sådan vandring under sådanne 
forhold , ' noget hvorfor du også er mindre udsat , 
selv om du i et ubesindigt øjeblik skulle vove dig 

ud i grønningen eller forvilde dig på glaciet . 
Stadig gik vejen opad , stadig brusede bjergstrømmen 
på min højre side , stadig havde jeg 
niffelpiben og de tunge , taktfaste trin bag ved mig , 
og stadig stod det klart for mig , at min ledsager 
blot behøvede at støde til mig for at sende mig over 
i evigheden . Til sidst blev denne tanke så utålelig 
pinlig , at jeg pludselig standsede og vendte mig 
om ; min ledsager standsede også , strakte hånden ud 
og sagde blot de to ord : » Rocoia ksnnarrano ! » 
I dette øjeblik gik det op for mig , at han 
var en ærlig mand , og idet jeg så lysene blinke 
nede i byen , blev det mig klart , at jeg fra klosterruinen 
havde bevæget mig i en stor bue , og at den 
bjcrgstrøm , jeg havde hørt bruse , var saccofloden , 
den samme , der løber tæt forbi Gennazzano , men 
som højere oppe har et vildere og mere uregelmæssigt 
løb . I min overstrømmende glæde greb jeg 
efter min pengepung ; men manden trådte et skridt 
tilbage , gjorde en afværgende bevægelse med hånden 
og udbrød med helt forandret stemme : 
„ Kender de mig ikke ? “ 
Jeg stirrede på ham ; nien indhyllet , som han 
var , halvt i mørke og helt i den brune romerske 
kappe , lignede han hundrede af de figurer , som 

man træffer på campagnen og på forum , og 
dog var-der i hans stemme noget , som forekom 
ung bekendt , skjondt jeg i øjeblikket ikke 
kunne henføre det fil nogen bestemt person . 
„ Husker de ikke , “ vedblev han , „ en stakkels 
fange , som den første Mai blev slæbt igennem 
Gennazzanos gader sammen med det forvorpne pak , 
som man havde fanget i bjergene ? Jeg haster dem 
tydelig ; de stod ikke ti skridt fra mig henne 
ved fængslet . “ 
„ Var de den fange ? “ udbrød jeg . 
Han nikkede betydningsfuldt med hovedet , slog 
kappen tættere om sig , drog fligen halvt op over 
ansigtet og sagde : „ Husker de en aften i vannntellis 
køkken ? De og deres ven sad ved ilden 
tilligemed husets folk . Da bankede det , og der trådte 
en mand ind ; hun gik således — “ 
„ Gnbernatoren ! “ udbrød jeg . „ Var de gubcrnaforen ? “ 
Han tog atter kappefligen fra ansigtet , nikkede 
smilende til mig og sagde : „ Kender de mig nu ? “ 
Nked disse ord trykkede han pullen på sin 
spidse hat flad , rettede dens skygge ud , bøjede sin 
ranke skikkelse , og idet han tog den lange riffel i 

hånden som pilegrimsstav , gik han med sænket 
hoved og bøjet ryg to skridt henimod mig . 
„ Fra Severino ! “ råbte jeg forskrækket og veg 
et skridt tilbage ; thi jeg troede næsten at have en 
eller anden koglende rubezahl foran mig . 
„ Netop fra Severino , “ gentog han , fuldkommen 
med dennes stemme og rettede sig rask 
iveiret med en munter latter . Men i næste øjeblik 
satte han sig på en fremspringende klippeblok , 
slog kappen tilbage , blottede sit hoved , og strøg 
det tykke hår tilbage fra sit ansigt ; derpå strakte 
han hånden ud , løftede blikket mod stjernerne 
og udbrød med denne melodiske stemme , jeg husker 
så godt : 
„ Kom hid og ste ! Som enken i sit . Kammer , 
kaloer mit Roma dag og nat og græder : 
„ Hvi går du fra mig , cæesar , i min . Jammer ? “ 
Scenen i tavanis villa , vivatråbene , deklamationen , 
begejstringen , alt stod i dette øjeblik 
klart for mig — det var ham , deklamatoren , helten 
fra hin nats eventyr . 
„ Men hvem er de da ? “ råbte jeg forvirret 
over denne sælsomme proteus , hvis stemme , 
holdning og ansigt vekslede for hver gang han talte . 
» I oonciannato ! » udbrød han med et bittert 

smil , idet han rejste sig og atter hyllede sig i 
sin kappe . „ Jeg er flygtningen , som ikke har fred , 
fangen , som har set flere fængsler end de frihedsmænd 
i Italien . Farvel , signor ! “ vedblev han , idet 
han vendte sig halvt om imod mig . „ De har frelst 
mig ; i aften har jeg pust dem en ringe gengæld . “ 
„ Hvorledes ? “ udråbte jeg . „ Det var altså 
dem , som kørte med os fra Roma , dem , somkarabinicrerne 
forfulgte ? “ — — 
„ Og som de reddede , “ afbrød han mig , idet 
han greb min hånd og trykkede den varmt . „ Se 
dem omkring , signor , og betragt alt , hvad de 
har skænket mig . Nattens kølige vind , de udstrakte 
landskaber foran mine fødder , stjernernes blinken 
over mit hoved , kort sagt friheden , alt skylder 
jeg dem . “ 
„ Nej , “ svarede jeg . „ De tillægger mig alt for 
stor fortjeneste . Jeg lystrede nvilkårlig signor 
carncvalcs vink , og det er ham . De kan takke for 
deres frelse . “ 
„ Nej ; det er dem , dem alene , signor , “ sagde 
han . „ Tror de ikke , jeg kunne se , hvad de antog 
mig og min rejsefælle for ? Hvad havde været 
naturligere end at udlevere os til karabiniercrnc blot 
ved et ord . De gjorde det ikke , signor ! De stolede 

ubetinget på en mands vink , som de ikke kender , 
og dette var en fortjeneste , hvorved de reddede tre . “ 
„ Nej , signor , de overvælder mig med deres 
lovtaler , “ sagde jeg . „ Jeg kender signor Carnevale 
altfor godt til ikke af vide , af han tilrådede 
mig det rette , og ved af følge dette råd har jeg 
i det højeste kun reddet to . “ 
„ Jeg står alene i verden , “ sagde han og rystede 
sørgmodig på høvedet . „ Min skæbne kan 
måske have rørt og bevæget mange , men jeg ved 
kun en , som elsker mig , kun en , på hvem jeg 
trygt kan stole , kun en , som aldrig vil svigte mig , 
og som ville have sørget sig tildøde , hvis jeg på ny 
var kommen i et fangenskab , som jeg næppe havde 
formået af bryde . Også hende har de frelsf ; 
hun er bleven bevaret for mig , hun som ellers ville 
været gået filgrunde , men hvis rige , fulde hjerte 
jeg nu ejer helt . “ 
Jeg så spørgende på ham og han vedblev : 
„ De kender hende ; de har boet under tag med 
hende og set hendes lidelser . De har været god 
imod hende , understøttet hende og værget hende mod 
en fader , som er mere end unaturlig . Forall dette 
skylder jeg dem meer end tak . Adele har lidt talt til 

mig derom , når hun besagte fra Severino i sin 
hytte . “ 
„ En dristig ting af dem , “ bemærkede jeg , 
„ Påny at vove sig til det sted , hvor man kendte 
dem så godt . “ 
„ Ja , men ikke som fra Severino , “ sagde han 
smilende . „ Vidste de , hvad der her i Italien går 
omkring i munkekutten , ville de forundre dem 
derover ; den er et sikkert skjul . Hvad tror 
de overhovedet man vover lige overfor et guvcrno , 
som det i gcnnazzano ? Men selv om jeg vovede 
bieget , selv om jeg skulle tilbringe resten af de 
dage , jeg har tilbage , i fængsel , således som jeg 
har tilbragt det meste af mit liv , ville jeg dog 
gøre det , signor , blot for hendes skyld . De ved 
ikke , hvorledes jeg elsker , hvorledes jeg tilbeder hende ; 
jeg har sat al min lid til hende , og er der noget , der 
forsoner mig med mange Års ensomhed og mørke , 
år tilbragte i fængsel under åndelige pinsler , som 
de heldigvis ikke kender noget til , da er det håbet 
om en fri , lykkelig fremtid med hende ved min side . “ 
„ Med hende ! “ tænkte jeg ved mig selv , og der 
gik en smerte igennem mig , som gjorde mig stum . 
Han bemærkede ikke min taushed ; thi med sit skarpe 
blik syntes han at kløve det mørke , der hvilede over 

daldybets kløfter , og idet han lagde øret fil 
fjeldvæggen lyttede han opmærksomt . 
„ Ved de , at hun har valgt klosteret ? “ indvendte 
jeg , da det blev mig pinligt at tie . 
„ Ja , det er ham , det er Carlo ! “ udbrød han 
og stirrede på ny ud over skrænten . „ Hvad sagde 
de om klostre ? Om ti år er der ikke et kloster 
mere i Italien ! “ 
Jeg tang og lyttede ligeledes ; thi nede i 
fjeldkløsten så jeg buskene bevæge sig , de tørre 
grene knagede , af og fil styrtede en sten med 
dump rullende lyd ned i dybet , og et øjeblik efter 
så jeg en mand arbejde sig op imod os . Min 
ubekendte ledsager sprang fil , rakte begge hænder 
ud imod ham og drog ham op , idet han udbrød : 
„ Hvor jeg har ventet , Carlo ! Din dristighed vil 
engang koste dig livet . “ 
„ Jeg har været midt inde i byen , “ sagde den 
nys ankomne , i hvem jeg fil min forbavselse straks 
genkendte kontoristaen . „ Alt er i den ypperligste 
orden , det vil sige , de er alle drukne som sædvanligt . 
Henrettelsen foregår i overmorgen , vore 
sager stå altså godt . Efter midnat -- -- -- -- -- -- “ 
Her blev han pludselig opmærksom på mig , 
og hans stemme sank ned til en lav hvisken . Jeg 

stod forbanset over denne besynderlige sammenkomst , 
' men min ledsager betog mig enhver vaklen , idet 
han trådte hen til mig og sagde : „ Seer de den 
smalle sti som går til højre , den , der løber forbi 
vignen hist nede i dalen ? De vil ikke kunne tage 
fejl af den ; dens hvide kiselstecn lyse selv i mørke . 
Den fører over åleiet lige til Gennazzano . Farvel , 
signor , og modtag endnu engang min tak ; 
måske vil den tid komme , da vi atter ville træffe 
hinanden under mindre skjulte forhold . “ 
„ Vil de ikke sige mig dens navn , som de 
påståer , at jeg har reddet ? “ spurgte jeg . 
„ En mands navn er kun en klang , som fødes 
og forgår , “ sagde han med et sørgmodigt smil . 
„ Spørg efter hans gerning . Min har kun været 
ringe , men den vil dog mindes , når det forenede 
Italien på ny opståcr fra årtusindcrs grav . Farvel , 
og bevar taushed om vort møde ! “ 
Med disse ord trykkede han mig varmt i 
hånden , og idet jeg slog ind på den betegnede 
fodsti , så jeg ham og kontoristaen tage vejen 
tilbage mod den forgroede Dal , hvori jeg havde 
forvildet mig . De gik side om side i sagte samtale , 
som fortrolige , som venner . Hvor forunderligt ! 
Jeg var vis på , at de til døden ville hjælpe 

og understøtte hinanden , at de samdrægtig ville vende 
deres blanke rifler mod enhver , som blot angreb 
den ene ; men ville de ikke vende sig imod hinanden , 
hvis de begge kendte den hemmelighed , som jeg 
var i besiddelse af ? „ Det pikanteste ved at have 
en elsker er det at kunne anvende al sin list på 
at bedrage ham ! “ sagde engang en åndfuld italienerinde 
til mig ; men hun var fra de store byer , 
fra salonernes glimrende verden , hvor følelsen 
visner af mangel på luft . Jeg havde sagt hende 
det , men leende havde hun svaret , at således vare 
„ Slavinderne “ « syden — tutti , tutti , tutti ! - kun 
i Norden fandt , man troskab og bestandighed , derfor 
var der så kedeligt og så koldt . Hendes vrd 
randt mig i sinde , medens jeg langsomt vandrede 
ned imod Gennazzano , hvor det ene blinkende lys 
slukkedes efter det andet . Skulle Adele også høre 
til denne sydens usalige race , som glemmer den 
elskede , når drikke længere se ham ? Var hun som 
Marietta , var det omgangen med hende , som havde 
smittet , eller var det fortvivlelse over det nye kloster , 
som havde drevet hende til ruinerne af det 
gamle ? Hvem var min ledsager , og hvorledes forholdt 
han sig til den fremmede , som Marietta havde 
omtalt i vignen ? Men frem for alt , hvorledes forholdt 

il conænnnnto , denne tavse , alvorlige , ja næsten 
sørgmodige mand , hvorledes forholdt han sig 
til den muntre signor Carlo , hvis letsindige sang 
endnu klang for mine øren ? Var det forunderligt , 
hvis Adele i sin fortvivlelse greb den i stedet for 
Dantes mørke , fortvivlede ord ? Min tanke vandrede 
ad hundrede veje ; men bestandig kom den tilbage 
til tvivlens og mistankens sivbevoxcde sumpe . 
Og det hviskedee i sivene : „ Du har set fejl ; ladet 
dig bedåre af et vemodigt smil og et par tåreblændtc 
øjne ! Bag disse ligge latteren og lasten ; 
hun har arvet sin faders sind ; hun drikker 
som han — men af lystens koglende vande ! “ 
» Da jeg pint og martrct af disse tanker kom 
ind i den lille by , var alt stilhed og nat . Kun 
fra fængslet genlød de ville sange , og på vor 
trappe mødte jeg den drukne kancclliere , søm med 
lygten i hånden fornøjet lallede til mig : „ De er lidt 
muntre i aften , signor ! Man kan ikke fortænke 
dem deri ; iovermorgen synge de det sidste Vers . “ 
Og dermed gav han sig selv til at synge en letfærdig 
vise , medens han ravede igennem køkkenet 
og tumlede med lemmen . I mit værelse stod lyset 
og brændte med flakkende flamme dybt nede i stagen . 
Jeg slukkede det og fik så min trearmede 

romerske lampe fat , ved hvis matte skær jeg senderdig 
disse linier . Får jeg nogen løsning på 
dette virvar , skal jeg meddele dig den . 
Din hengivne osv . 
Gennazzano , ben 3die september 1863 . 
Kære , bedste fnntns ! 
Randselen er pakket og plaiden snøret sammen . 
Henne i krogen står min gamle kuffert og seer 
på mig med sine mangefarvede jcrnbanemærker , 
som om den ville sige : „ Prop i , prop i , så gå 
vi til Napoli ! “ Den skal så sit ønske opfyldt 
endnu den dag i morgen , og dette bliver således 
det sidste brev , som dit modtager fra Gennazzano 
og fra sabinerne . Jeg forudser med rædsel , at 
det vil blive såre tykt og koste madam Jensen adskillige 
hjertesuk over den dyre porto ; men da du 
skriver , af du med interesse har fulgt mine skildringer 
af livet hernede , såvel som personerne selv , 
anser jeg det for min pligt af sætte dig ind i de 
sidste dages mangfoldige og brogede begivenheder , 
skjøndt det vil falde mig vanskeligt nok . Såre meget 

er der nemlig hændet , hvorom du næppe drømmer , 
og signor Carnevales spådom om „ det 
mærkværdige “ er desværre gået i opfyldelse på 
en måde , hvorom denne hædersmand vist ikke drømte . 
Som du ved , havde jeg i sinde af forlade Gennazzano 
for den afskyelige henrettelse for ikke af fristes til 
af overvære et skuespil , som man siden betaler 
dyrt med onde drømme og erindringer . Der kom 
ikke , som gubcrnatoren havde ventet , nogen frigivelsesakt 
fra Vatikanet , men jo mere vi nærmede 
os den skæbnesvangre sidste angust , som var tsmpus 
nltimum , desto mere voksede rygterne om madonnaens 
mærkelige jertcgn , ja bageren fra piazza della s . 
Maria fortalte endog , af hun havde viist sig endnu 
engang for samtlige røvere , kancellieren iberegnet . 
Om røverne virkelig tro derpå , ved jeg ikke . Bien 
sikkert erdet , af en stor del af byen går ind på 
miraklet og erklærer , af jomfruen egentlig ikke 
godt kunne være andet bekendt , siden hendes søn 
var bleven korsfæstet mellem røvere og havde taget 
den ene af dem med sig i Paradis . Andre mente , 
at madonnaens magt ikke strakte sig så vidt , at 
hun kunne gjorde undere imod en udtrykkelig befaling 
af paven , som jo var hendes søns statholder 

her på jorden og egentlig ligeså god som han 
selv ; men følgen af det hele var , at byen splittede 
sig i to parter , de røde , som holdt imod jomfruen 
og på henrettelsen , og de hvide , som troede på 
røvernes uskyldighed og det frelsende jertegn . Som 
partifører for de forsfe gik signor carncvale med 
Otto og mig som adjutanter , samt nogle enkelte fornuftige 
folk , som ikke turde sige deres mening , 
men i krogene hviskedee om , at man jo nok 
vidste , hvorledes sådant noget gik til . I spidsen 
for de hvide stod gubernatoren med frue , den nye 
pater fra ' rom , kancellieren og bageren , med alle 
byens gamle kællinger og brødrene fra s . Eustachio 
til forstærkning . Kampen voksede fra dag til dag 
og antog efterhånden dimensioner , som mindede mig 
om de sorte og de hvide i det gamle Fiorenza ; 
thi en rød og en hvid kunne ikke møde hinanden 
på gaden uden at komme op at skændes , og i 
hnulgaden slog en af de gamle sybiller en rådden 
appelsin tværs gennem Ottos nys anlagte maleri , 
så at det så ud , som om det hus , han havde 
malet , var blevet ramt af en granat . Romerne , 
som er komne her i stort antal , indgår betydelige . 
Væddemål for og imod madonnaen , og den nye 

pater ved kirken s . Maria har ordineret en tre dages 
messe « æs salats drizantoruiu » , som signor Carnevale 
på sit latin kalder det . Denne akesse , som 
den ærværdige pater naturligvis selv holdt , slog 
sømmet på hovedet ; hele kirken var fuld af 
sibyller , fine damer og børn , og brødrene fra 
klostret brølede så græsselig oppe i choret , at jeg , 
hvis jeg havde været madonnaen , havde gjort vidunderet 
straks . 
En offenlig henrettelse , som ellers er en afskyelig 
ting , , får naturligvis under slige forhold 
en særegen interesse . Man har en fornemmelse , 
son : når man venter en komet , en sol- eller måneformørkelse , 
ja noch besser ; thi disse er dog forudsagte 
selv i den romerske almanak , hvor miraklerne 
til dato ikke er anførte . Du vil således kunne 
forstå , at jeg overvandt min afsky for det offenlige 
menncskeslagtcri , og navnlig på tilskyndelse 
af Otto blev for at se , „ hvorledes den geschichte 
ville spænde af . “ 
Henrettelsen var bestemt til den 31tc August 
klokke » Syv om morgenen , og fangerne vare allerede 
den foregående dags aften under stærk bedækning 
af gendarmeri og soldater førte til det 
gamle kapel i colonnaernes Borg , efter at det først 

var bleven dem tilladt at høre en sidste messe i 
fængslet , hvorhen det hvide æsel på ny havde bragt 
madonnaen . Da jeg den nævnte morgen vågnede 
af forunderlige , urolige drømme , var det ved trommernes 
dumpe lyd og ved klang af hornsignaler , 
som kaldte tropperne under våben . Klokken var 
kun fem , men det var mig umuligt at sove længere . 
Uvilkårlig gik min tanke til de dødsdømte , som 
nu vækkedes af de samme toner for sidste gang , 
hvis det overhovedet havde været dem muligt 
at sove . ' hvor pinlig må ikke ventetiden være , 
hvor forfærdelig denne sidste nat , hvor fantasien 
arbejder som en fugl , der skræmmes i sit bunr , 
og hvor hver af hjertets fibre er spændt , til den 
er bristefærdig af rædsel . Uvilkårlig lukkede jeg 
øjnene , som om jeg derved kunne bortjage de blodige 
syner , og der var et øjeblik , hvor jeg angrede , at 
jeg var bleven , og forsøgte at sove ind igen for om 
mulig at kunne snige mig fra det hele . Wien dette 
var kun galgefrist ; thi kort efter begyndte klokkerne 
at tone , først de store , så de små , ikke , som når 
de ringe til ave eller til messe , men med 
korte , dumpe , ecnstonende slag , som vare utålelige 
at høre på . Lidt efter trådte Otto tnd og purrede 

mig op , og nu gaves der ingen pardon — jeg 
skulle med til henrettelsen . 
Hvilket forunderligt præg havde byen ikke antaget , 
da vi trådte ud i den tidlige morgenstund , 
og hvor ejendommelige vare ikke gaderne , da vi 
vandrede igennem dem ? Alt åndede morgenens 
friskhed ; duggen hang i tunge dråber på agavernes 
blade , da vi langsomt gik op mod det 
gamle palads , gaderne lå så stille , så øde , så 
forunderlig tomme , skjsndt man på de åbne jalousier 
og døre kunne se , at alverden var på 
benene . Man hørte intet skrig , intet råb , ingen 
latter eller højrøstet tale ; men da vi nærmede os 
nedgangen fra colonnaernes Borg , thi den øvrige 
Bei var spærret , hørte vi en susen og summen i 
luften » som muldede om lyden i en bikube , der 
skal sværme . Vi trådte ud på vejen , bøjede om 
hjørnet , og hvilket ejendommeligt syn mødte ikke 
her vort blik ? Øverst oppe tegnede sig skarpt mod 
bjergskråningcns hvide kiselgrnnd det sorte skafot 
med sin uhyggelige besætning . Derpå en krands 
af brogede uniformer og blinkende våben , en cirkel 
af bajonetter , som holdt pladsen foran skafottet 
ryddelig til alle sider , for i et bredt espalier at 
ende ved colonnaernes bro , som fangerne først 

måtte passere , når de kom ud fra slottet . Udenfor 
denne kreds af soldater og gendarmer bølgede 
den store mængde , som nysgerrighed « ! og troen 
på den undcrgjørende Madonna havde hidlokket selv 
fra langt bortliggende byer . Det var et livligt 
skue at se disse masser af forskelligartede nationalkostumer , 
som , blandede med de elegante toiletter 
fra Roma , med munkenes forskelligartede ordensdragter , 
med soldaternes , karabinierernes og gendarmernes 
uniformer , med præsternes silkekapper 
og maternes beskednere dragt , gav det hele et 
udseende af et rigt , broget karneval . Men karnevalsstemningen 
manglede ; her var hverken højrøstet 
tale , latter eller udbrud af overgiven vittighed . 
Alle bevægede sig tavse , med spændte miner og i 
stille , alvorlig samtale omkring det uhyggelige skafot ; 
thi der var endnu en tinre , inden „ Festen “ 
Skulle begynde . Det var mig ved denne lejlighed 
påfaldende , hvilken ro og værdighed det romerske 
folk ved slige lejligheder lægger for dagen ; thi 
skjøndt vi vandrede om mellem lutter simple bønder , 
hørte jeg ikke et eneste udbrud af den råhed og 
ilde anbragte vittighed , som er så hyppig ved slige 
lejligheder hos os . På alles ansigter læste man , 
at noget alvorligt skulle ske ; men ved siden deraf 

en dyb medfølelse med offrene for den menneskelige 
retfærdighed , en medfølelse , som især lagde sig 
for dagen i de yttringer , som jeg hist og her opsnappede 
fra de forbigående . 
„ Hvad har de egentlig gjort ? “ hørte jeg smeden 
fra Gennazzano sige , en Karl som en Herkules , 
og med arme som en Samson . „ Skudt et par 
mennesker og brændt en Vigne af , når det kneb ; 
men er Frants den anden et hår bedre , fljøndt han 
boer højt inde i Roma ? Det ville være en skam 
af den hellige jomfru , hvis hun lod sådanne karle 
i stikken . “ 
„ Hun hjælper dem , signor , “ hviskedee byens 
stræder , en lille væver mand , som var signor 
Carnevales værste rival i retning af det fashionable . 
„ Syv gange har hun viist sig for dem ; 
det er en gang for hver , iberegnet ham , som løb bort . 
Sådan et under gør Madonna ikke for ingenting ; 
hun kan ikke lide af se blod , skal jeg sige 
dem . “ 
Ligesom skrædcren udtalte disse ord , klang deren 
hvinende lyd — det var som et dommedagssværd , 
der susede ned gennem luften og fik hårene 
til af rejse sig på mit hoved . Den centnertunge 
faldøxe havde man ladet styrte ned for 

i det yderste øjeblik af overbevise sig om , af guillotinen 
var i brugbar stand ; nu blev den med en 
hul , sukkende lyd atter vunden i vejret af de to 
alænd , som assisterede den maskerede og rødklædte 
bøddel oppe på skafottet . Lige i det samme 
viste signor Carnevales magre ansigt sig ved siden 
af Otto og mig , og idet hun trak op i de paillegule 
glacshnndsker , som vare for smalle til af knappes 
om håndledet , sagde han med et smil , der mere 
end nogensinde mindede mig om bukkefodens bærer : 
„ Tror de , af vor gode jomfru kan lægge sine små 
fingre imellem der ? Hø , hø , lad hende prøve derpå , 
hvis hun tør . Vare så røvernes halse af 
jern , de ville blive skårne tværs overså glat , som 
jeg skærer spidsen af min cigar . “ Og med disse 
ord lod signor Carnevale det skarpe blad af sin 
foldekniv smelde tilbage mod sin soeito , så at 
han var så heldig at få cigarspidsen i øjnene . 
„ Hvorfor er de egentlig så begærlig efter den 
henrettelse ? “ spurgte jeg ham , da vi endelig havde 
fået plads på en balkon i palazzoet , en plads , 
som signor Carnevale havde abonneret flere uger 
i forvejen ved sit bekendtskab til den gamle kustode , 
og som nu foruden os deltes af hans elskede 
Marietta , der ved denne lejlighed havde iført sig 

sin gcnnazzanske høitidsdragt , som klædte hende ganske 
anderledes fortryllende end den moderne flitterstads 
fra Roma . 
„ Fatter de det ikke ? “ hviskedee signor carnevalc 
med et uhyggeligt smil . „ Jeg må have 
blod , blod for at styrte gubernatoren ; ingen radikal 
omvæltning finder sted uden blod . Jeg 
agter at foretage en paladsrevolution , jeg agter at 
styrte gubernatoren og knuse kancellieren ; men intet 
af dette kan jeg gøre , uden at jeg får røverne 
henrettede . Bah , fanden i vold med madonnaen ! “ 
„ Jeg forstår dem ikke , “ sagde jeg . „ For 
den sags skyld kan det jo være ligegyldigt , om 
røverne miste livet eller ikke . “ 
„ De er ung , signor guiclmo , uerfaren , og 
seer ikke som jeg ind i det machiavcllistiskc spindelvæv , 
hvormed gubernatoren har forsøgt at besvære 
de seks fra rom . Sagen er simpel og klar . Blive 
røverne henrettede , arver staten dem . Arver staten 
dem , skal de seks fra rom gøre regnskabet op . 
Gør de regnskabet op , finder de en deficit af over 
tein hundrede scudi , og en sådan deficit vil lede 
til en gennemgående undersøgelse af gubcrnatorcns 
samlede regnskab . Og når det kommer — stschuch ! “ 
Og signor Carnevale kløvede luften med sin flade 

hånd , som huggede han allerede til med sværdet 
og havde gubcrnatorens hoved over sengestokken . 
„ Men hvis numadonna virkelig gør miraklet ? “ 
Spurgte jeg . 
„ Så er jeg færdig ! “ sagde signor Carnevale 
med et skuldertræk . „ Alverden vil vende sig imod 
mig . Gubcrnatoren , kancellieren , pateren og alt 
det øvrige pak . Bah , der skeer ingen mirakler 
i vore dage ! “ 
Marietta syntes ikke at ynde disse ord , ligesom 
hun i det hele taget ingenlunde deler signor 
Carnevales atteistiske anskuelser . Apottekeren så 
imidlertid ikke det yderst betegnende skuldertræk , hvormed 
hun ledsagede hans sidste yttring ; thi de store 
portfløje , som hidtil havde spærret adgangen tilpalazzoet , 
åbnede sig med en hunl , drønende lyd , og 
frem over broen skred en sørgeprocession , den 
interessanteste , som jeg har set her i Gennazzano . 
Uvilkårlig havde jeg tænkt mig , af man ville 
føre forbryderne til retterstedet på samme måde 
som alle andre steder , det vil sige på en karre , i 
følge med en præst . Men den kattolske religion , 
der griber så dybt ind endog i folkets daglige 
bændel , undlader ikke af gribe et så rystende skuespil , 

for af fæste sine pompøse , hicrarchiske attributer dertil , 
og hvad de havde fået ud af de seks banditer 
var efter omstændighederne meget respektabelt . I 
kapellet var der holdt en højtidelig messe , derpå 
havde de seks landevejsriddere skriftet , fået syndsforladelse 
og den sidste olie , for af de kunne gå mere 
glat ind i himmerige , som signor Carnevale bemærkede . 
Ved denne lejlighed havde , som jeg senere 
fik af vide , tre af røverne nægtet af tage olien , 
så overbeviste vare de om , af Madonna ville frelse 
dem ved et mirakel . Derpå havde de forladt kapellet , 
naturligvis i procession , og det var denne , 
hvis første forløbere nu begyndte af vise sig på 
colonnaernes bro . 
De kattolske præster have en stor evne til af 
imponere det . simple folk . Meget af det de 
gøre tager sig smagløst , ja latterligt ud for de 
mere dannede ; men ved denne lejlighed må jeg 
tilstå , at toget som helhed rystede mig dybt og 
satte fantasien i en feberagtig bevægelse . Ud af 
den snevre , middelalderlige port med dens rustne 
faldgitter og spidsbuede hvælving , stred først otte 
trommeslagere , hvis dæmpede hvirvler kastedes hult , 
mat og tungt tilbage fra hvælvingen , som fra en 
uhyre resonansbund . Efter dem kom et lille 

detachement dragoner på deres prægtige , romersfe 
heste , med hjelme , der funklede i solen , og lange 
sveif , som morgenvinden satte i bevægelse . Hvilken 
forskel på dem og den næste flok , der strømmede 
ud af porten , brødrene fra s . Eusfachio ! 
De så , reverenter talt , ud som en hjord sorte svin 
efter en flok svaner , således som de der i den 
solklare morgen vraltede afsted i deres uldne 
kutter , skidne , barfodede , med søvnige øjne , uredt 
skæg , og hænderne hvilende på disse mærkværdige 
maver , der så tydelig vise , at de have forsaget 
kødets lyst og kødets nydelse . Alle gik de med 
sænkede hoveder , kronragede isser , og blikket så 
andægtig fæstet i stenbroen , at jeg nærede en begrundet 
frygt for at de skulle komme til at stikke 
ild i hverandre med de brændende voxkjerter , som 
de bare i hænderne . Ud fra hele skaren gik en 
ejendommelig lugt , som af muggent hø , en atmosfære 
som i vederstyggelighed kun blev overtruffen 
af den mærkelige grynten , hvormed de snart i 
hastigere , snart i langsommere takt opfyldte luften , 
indtil stemmerne som en fjern mumlen tabte sig 
henimod skafottet . 
Gjorde de hellige fædre fra s . Eustachio 
således ikke noget overvættes åndeligt eller åndeagtigt 

indtryk , så var dette i hat grad tilfælde 
med dem , der fulgte efter . Det var misericordiabrødrene , 
der i anledning af henrettelsen vare 
dragne ud fra Roma før at følge de dødsdømte på 
deres sidste sørgelige vandring , og søm et ejendommeligt 
syn , fuldt af uhyggelig gru , drog de nu forbi 
mine blikke . I Roma havde jeg vel truffet 
enkelte af disse mørke , formummede skikkelser på 
arenaen i colosseum , hvor de i fastetiden indsamle 
almisse til de trængende eller deltage i 
via crums ; men som corporation havde jeg aldrig 
set dein , og det var netop ved deres mængde , at 
de virkede så uhyggelig . De så ud som dæmoner , 
som djævle udsendte fra helvede . Øjnene 
stirrede uhyggeligt , glasagtigt gennem de sorte masker , 
som skjulte . hele hovedets form , og de brændende 
fakler , som blussede i morgensolen med en rødlig 
Glands , efterladende lange sorte rogsfribcr , der 
bølgede ind imellem processionen , gav dem udseende af 
de hævnende erynnier , som følge forbrydelsens spor . 
Foran dem bares et simpelt sortmalet kors , uden 
christusfignr eller nogen som helst prydelse , så at 
det mere lignede et gravkors end forløsningens 
tegn . Derpå fulgte en sværm atter sorte , atter 
formummede , tilhyllede og højst uhyggelige skikkelser , 

som møjsommelig slæbte på noget , der var ligeså 
sort og lige så uhyggeligt som de selv . 
Det var ligkisterne , seks åbne ligkister , sortmalede 
indvendig og udvendig og med et skarpt trekantet 
låg , som de følgende miscricordia-brødre 
bare på deres skuldre . Efter dette sørgelige tog 
fulgte fangerne to og to , lænkede og boltede på 
hånd og på fod , understøttede på hver side af 
blege , sortklædte præster , som bad ivrig , og uafladelig 
holdt de blinkende krucifikser næsten lige i ansigtet 
på dem . Røverne selv syntes dybt grebne 
af al den rædsel , som udfoldede sig trindt omkring 
dem , og der var over deres rå , ville ansigter et 
udtryk , jeg vil ikke sige af religiøsitet , men af 
knækket trods , som kun følelsen af den nær forestående 
død kunne bibringe . De fire første skred 
kækt , ja næsten stolt fremad , af og til bøjede 
de hovedet og kyssede krucisixet , men den femte 
syntes sløv , ufølsom for alt ; han slingrede fremad 
med blikket fæstet imod jorden , askegrå i ansigtet 
og uden at lytte til de ord , som hans ivrige sjælesørger 
uafbrudt tilhviskedee ham . 
Men det forfærdeligste og mest pinlige indtryk 
gjorde den sjette , den yderste i rækken . Det 
var en halvvoksen knøs , næppe mand endnu og med 

et mærkelig ondskabsfuldt og forhærdet ansigt . Han 
gik med opløftet pande og kneifende holdning , 
idet toget bevægede sig ud af Pallazzo Colonnas 
port . Men ligesom han gjorde det første trin-over 
broen , hvor skafottet i al fin mørke virkelighed 
kmn til syne , standsede han , vaklede og kastede sig 
derpå ned i stenene , som han krampagtig omfattede 
med sine hænder . Samtidig dermed udstødte 
han det ene ville , forfærdelige skrig efter det 
andet , slog , bed og sparkede til alle sider og forvoldte 
derved en standsning i processionen . Det 
hjalp ikke , at man stødte til ham med geværkolberne , 
rejste ham op og slæbte ham fremad ; han kastede 
sig på ny , væltede sig omkring i sine klirrende lænker , 
hylede som et i gru og angst hidset dyr , og blev 
endelig loftet op af misericordia-brødrcne , som i ordets 
egenligstc forstand bare ham afsted som en sæk 
uden at bryde sig om de forfærdelige , vanvittige 
skrig han udstødte , skrig , der til slutning gik 
over i en vild , uartikuleret brølen , som tiltog i 
styrke , jo nærmere de flæbte ham til skafottet . 
Denne elendige skal have dræbt sin søster 
efter at have gjort et forsøg på at voldtage hende . 
Den hele scene var for mig så våndefuld , få 
pinagtig gyselig , at jeg næppe lagde mærke til hvad 

der fulgte efter . Desto ivrigere var signor Carnevale , 
som bestandig pegede ned efter , idet han gav 
mig den ene oplysning efter den anden , oplysninger , 
der væsenlig gjaldt gubernatorens nye trekantede 
hat , kancellierens højst betænkelige ansigt , og de 
pudrede parykker på de seks fra Roma — gamle , 
ærværdige , velpudrede og ufeilbare parykker , som 
tilligemed en stor del uniformer , sabler og bajonetter , 
alle lystrende vor fordrukne franskmand , 
sluttede toget . 
Ja forunderligt , højst forunderligt , kære funtus , 
var det for mig at følge denne mørke , sørgelige dødningcfærd , 
som med alle gravens attributer langsomt 
bevægede sig fremad i den klare , sollyse morgen . 
Her havde jeg for et halvt år tilbage for 
første gang set la processions granæs drage hen ad 
den blomsterstrøede vej med jublende musik , med kors 
og faner , med virakdamp og hymner . Da var der 
ingen guillotine , som hævede sine sorte arme mod 
den mørkeblå himmel , alt var forår , blomsterduft , 
fuglesang , og dog ville man ofre en kvindes 
liv , hele hendes timelige velfærd og lykke uden 
grund , ja uden af spørge om hendes samtykke . 
Nn ville man med Nette ofre seks , ikke til en langsom , 
kvalfuld henvisnen , men til en hurtig , smertefri 

død — hvorfor da disse anstalter , disse præster , 
disse rædsler ? Det ene var jo i grunden ikke værre 
end det andet , kun den ydre form var forskellig . 
Jeg spurgte Marietta om Adele var tilstede . 
Hun svarede , af Adele havde været syg , men af 
hun nu var så rask , af hun rimeligvis i morgen 
kunne modtage novicerne fra klostret . I det samme 
rejste signor Carnevale sig op og lagde hånden 
over brynet , som ville han ret gennemtrænge , hvad 
der nu gik for sig på skafottet . Det var gubernaforen , 
som af et uhyre dokument oplæste fangernes 
dødsdom . Man kunne tydelig høre hver enkelt 
fanges navn , og hver gang det i dommen hed : . 
„ Dømt til af henrettes med 0xe “ , bukkede gubernaforen 
og beskrev med sin store , ildrøde næse en 
halvbue i luften , som var denne næse en blodig 
faldoxe , der allerede nu dumpede ned på forbryderens 
nakke . 
Under oplæsningen af dommen stod gubernatoren 
tilligemed de seks fra Roma oppe 
på skafottet , medens røverne i en halvbue knælede 
nedenfor . Nn steg de ned ad den sorte 
trappe , bukkede for præsterne bøddelen og hans 
medhjælpere , tre afskyelige karle , klædte i rødt , 
trådte op på skafottet . Det var som om 

synet af disse retfærdighedens håndlangere bevægedæ 
folket mere end deres offre , thi der opstod 
en bølgen i det store menneskehav nedenfor skafottet , 
og adskillige stemmer råbte : °6æama por 
i drizanti ! Orama por i oon < lannati ! « 
Signor Carnevales falkeblik antog et bekymret 
udtryk , og på hans ansigt kunne jeg se , at 
han frygtede for en vending i dette afgørende 
øjeblik ; men gubernatoren trådte atter frem , udfoldede 
et nyt dokument og oplæste en skrivelse 
fra kardinalviknren , som gik ud på , at man ikke 
kunne benåde forbryderne , skønt de havde viist 
en mønsterværdig opførsel i fængslet , men at man 
anbefalede dem i den hellige jomfrues varetægt , 
svin de så særlig havde anråbt . 
Hermed var alt håb asskåret , og da gubernatoren 
soldede dokumentet sammen , lyste 
signor Carnevales ansigt af tilfredshed , og han 
gned sine magre hænder , idet han mumlede : „ Lad 
nu Madonna lægge fingrene imellem ; jeg gør 
det ikke ! “ 
Neppe havde gubernatoren givet det betydningsfulde 
vink , for den ældste af røverne , en 
høj svær Karl med et frækt og udfordrende ansigt , 
besteg skafottet . Han gik op ad trappen 

med en ro , som skulle han ind og drikke sig et 
glas vin , og først da bøddelen smøgede hans 
skjortekrave tilbage og med en bemærkning , som 
jeg ikke kunne høre , følte på hans tyrenakke , 
først da så jeg ham vakle , men kun et øjeblik , 
i det næste havde han atter sin forrige forhærdede 
holdning . Han var omgiven af gendarmer , 
og tæt ved ham stod præsten med det opløftede 
krucifiks i hånden . Men ligesom håndjernene 
faldt , gav han et stød til sin ærværdige sjælesørger , 
kastede bøddelen ublidt til side og for med et 
Spring hen til randen af skafottet , som ville han 
styrte sig på hovedet ned mellem folkemassen . 
„ I have bedt om nåde for mig og mine 
kammerater ! “ råbte han med en stemme så klar 
og tydelig , at- ikke en stavelse undslap mig . „ I 
have råbt om barmhjertighed for de fordømte , 
og hvad har man svaret eder ? Blod for blod , 
liv for liv , og mord for mord ! Men madonnaen 
vil det anderledes ; hun har sagt os det , og 
vi tro alle derpå . Lad dem kun prøve på at 
tage vort liv ! Lad denne bøddel komme , som ikke 
agter Madonnas hellige villie ; lad ham gøre ved 
os , hvad han vil , binde os , kneble os og lægge 
os under øksen — vi bryde os ikke derom , thi 

Madonna er med os . Vi er skyldige , jeg bekender 
det frivillig . Vi have stjålet , røvet , ja undertiden 
dræbt . Men Madonna står over loven . Hun 
er god , hun er mild , hun vil ikke have , at så 
mange sjæle skulle vandre ind i helvede uden 
anger og uden bod . Hun har tilsagt os sin beskyttelse , 
og vi tro derpå . Lwiva in vsrgiim 
omaevlata ! ! kvviva junta , naria ! ! ! » 
Jeg havde ikke troet , at disse vanvittige ord 
ville finde nogen genklang blandt mængden ; men 
idet delikventen trådte tilbage med en hilsende 
bevægelse , næsten som en skuespiller på et theafer , 
brusede og bølgede det gennem masserne , hatte 
og huer svingedes i luften , damerne på de talrige 
vogne vinkede med deres vifter , og selv signor 
Carnevales ansigt mistede noget af den ophøjede 
No , som det havde antaget efter gubernatorens 
kundgørelse . 
» Lvviva , læ naæonna ! Dvviva in lanta vormm ! ! « 
Brølede tusinde stemmer i Chor , og jeg 
lagde mærke til , af det især var bønderne fra 
Gennazzano og omegn , som kræftigst istemmede dette 
råb , medens de trængte så heftig ind på skafottet , 
af de blanke bajonetter pludselig sænkede sig 
og sårede flere , som ikke hurtig nok kunne komme 

afvejen . Der opstod en forfærdelig skrigen og 
tumult , blandet med råbene : » Orama per i 
conæannati ! ( sirama por i drizanti ! « hvortil nogle 
enkelte , meget kraftige stemmer føicde råbet : 
dasso il zovorno ! « og et øjeblik troede jeg virkelig , 
af man var i færd med af opfylde det 
sidste forlangende , så voldsom blev tumulten . 
Imidlertid lykkedes det tropperne og gendarmerne 
lidt efter lidt af blive herre over bevægelsen , 
og da gubcrnatoren atter kom frem 
foran skafottet , bag ved hvilket han i det mest 
afgørende øjeblik havde haft forretninger , var 
bevægelsen så vidt dæmpet , af han med anstand 
kunne tage til den trekantede hat og give ordre 
til exkutionen . Bøddelen og hans medhjælpere 
kastede sig over delikventcn , som forresfen ingen 
modstand gjorde , tvang ham i knæ , surrede hænderne 
bag på hans ryg og bandt ham det skæbnesvangre 
sorte tørklæde for øjnene . Derpå slæbte 
de ham hen til blokken , anbragte hans Hals i fordybningen 
og lod jcrnboilen , hvorigennem øxcn passerer , 
med en klingrende lyd falde over hans nakke . 
Der blev i dette øjeblik så stille over hele 
den store menncskefyldtc plads , at man tydelig 
kunne høre fuglene kvidre fra træerne . Alles 

ansigter , alles blikke rettedes mod det samme skæbnesvangre 
punkt , mod denne blinkende faldøxe , 
som lynede i morgensolens stråler , og som 
nu på sin susende fart skulle sende en sjæl ind 
i evigheden , og så pladsen foran skafottet til 
at ryge af blod . Jeg selv stirrede som alle de 
andre ; -ja trods at jeg havde lovet mig selv , at 
jeg ville lukke øjnene , når det afgjorcnde øjeblik 
kom , stirrede jeg dog , så at det gjorde ondt i 
mine øjne . Da hævede gubernatoren hånden , 
bøddelen trak i den skæbnesvangre snor — jeg 
lukkede øjnene — og med en raslende , hvinende , 
forfærdelig lyd susede faldøxen på ny gennem 
luften — jeg vendte hovedet bort , i færd med at 
få ondt , da hørte jeg råbene : » Looola il miraeolo ! 
Bvviva Lanka liaria ! Lvviva la iuacionna ! « 
Hvorpå fulgte krigerske kommandornab , som overdøvedes 
af mængdens brøl og rasende udråb . 
Jeg slog øjnene op , stirrede ud mod skafottet , 
og nu , kære funtus , kan du tænke dig min 
overraskelse . Den centnersvære faldøxe havde 
ganske rigtig gjenncmløbet to trediedele af guillotinens 
højde ; men omtrent tre alen over 
forbryderens hoved var den stoppet , og sad nu 
så fast , at den hverken var til at få op eller 

ned . Tilmed dryppede der noget ned fra den , og 
Marietta pæastod med bestemthed , at det var blod . 
Jeg fik imidlertid ikke tid at anstille refleksionen , 
hverken over det ene eller det andet ; thi i det næste 
øjeblik var den militaire kordon sprængt af de 
masser , som væltede sig ind imod den ; soldater , 
bander og borgere blandedes mellem hverandre , 
gnbernatorens ærefrygtindgydende trekant forsvandt 
-— Marietta pæastod i grøften og i det næste 
øjeblik myldrede hundreder af kraftige alænd op 
på skafottet og tvang bøddelen og hans medhjælpere 
til en skyndsom retraite . Råbene : » vn 
miraoolo , nu miracolo ! « vedblev . Man lo , man 
græd , man omfavnede hinanden ved foden af trappen , 
medens man på skafottet selv rev delikventen 
ud af bollen , som man slyngede ned ad 
stilladset tilligemed blokken og tørklædet . Men 
ikke nok hermed ; fanatismen tog et endnu vildere 
løb . Under råbene : » luvviva læ na-æonna ! « greb 
man bøddelens redskaber , hans håndøxc , jcrnkøllen , 
stagerne , og idet man anvendte de sidste 
som løffesfænger og brækjern , begyndte man at 
dcmolcre skafottet . Under alt dette forsvandt delikventcn , 
nye høbe strammede til , og efter fem 
minutters forlob lå guillotinens skæbnesvangre 

bjælker spredte til højre og venstre , et offer fordel : 
rasende mængde , som udfljar lange spåner 
deraf for at gemme dem som relikvier og minderom 
madonnaens sidste jertegn . Imidlertid holdt 
de franske tropper godt stand , og skønt det ikke 
lykkedes dem at forhindre skafottets demolcring , 
dannede de dog en nigennemtrængelig Carro om 
de fem tiloversblevne fanger , som med stor tilfredshed 
vare vidner til folkets stormende begejstring . 
Medens dette gik for sig nede på pladsen , 
spilledes der på vor balkon en lille scene , som 
jeg ville ønske , du havde været vidne til . Marietta 
havde rejst sig , og da hun ikke kunne være 
deltager i tumulten på pladsen , nøjedes hun 
med at svinge det broderede lommetørklæde , som 
skyldtes signor Carnevales gavmildhed , højt over 
sit hoved , idet hun udstødte det ene bifaldsråb efter 
det andet . Men da bønderne begyndte at storme 
skafottet , da dets svære bjælker bragende styrtede 
sammen , da kendte hendes henrykkelse ingen grændse 
mere . Med lynende øjne og blussende kinder kastede 
hun først sit lommetørklæde , derpå sin vifte og endelig 
sin hoveddug ned imellem mængden , som var 
hun på et karneval . Min værdige ven , apottekeren , 

stod imidlertid stiv som en støtte og stirrede udover 
pladsen , idet han mumlede den ene forbandelse 
efter den anden over røverne , præsterne , gubcrnatoren 
og endelig madonnaen selv . Jeg forstod 
hans retfærdige harme og delte den ; thi uagtet 
jeg ikke vidste , hvorledes det var gået fil , var det 
mig dog klart , at her forelå enten en tilfældighed 
eller et storartet bedrageri . Men da Marietta 
med begejstrede evvivaråb slyngede lommetørklædet 
og hoveddugen ud over loggiaens rand , 
brast endelig signor Carnevales tålmodighed , og 
han spurgte hende med ætsende hån , om hun ikke 
ville vise ham den venlighed at lade livstykket og 
særken følge bagefter . 
Jeg brast i latter ; men Marietta , som åbenbart 
ikke forstod det ironiske i apottekerens bemærkning 
og følte sig dobbelt tirrct ved min 
nærværelse , vendte sig med lynende øjne imod 
ham og udbrød : „ O , din gamle , ækle gråspurv ! 
Skammer du dig ikke for at lade signore » høre , 
hvad du beder mig om ? Her skulle jeg stå nogen 
for ond og for alverden ? O , hvor det ligner 
dig — dit gamle , uforlignelige skarn ! “ 
Her gjorde signor Carnevale en svag indvending , 
hvorved han ville bevise tilstedeværelsen 

af den ironiske taleform , men Marietta afbrød 
ham , idet hun lidenskabelig udråbte : „ Sagde du 
det ikke ? Hørte jeg ikke med mine egne øren , af 
du bad mig om af kaste min særk ned på gaden ? 
Hvad tror du , jeg har på under den ? 
O , det ved du meget godt , din ækle , afskyelige 
gamle nar , som gør alt for af fordærve mig ! 
Men jeg gør det ikke , om du så gav mig hundrede 
scudi ! “ 
Atter bemærkede signor Carnevale , af det hele 
var en- misforståelse , og sluttede med af yttre 
tvivl om , hvorvidt man med Nette kunne sige , af 
han øvede en demoraliserende indflydelse på sin 
elskede . 
„ Nå , så du fordærver mig ikke ! “ skreg Marietta 
og brast næsten umiddelbart derpå i en 
voldsom gråd . „ For jeg lærte dig af kende , 
var jeg gode venner med den hellige jomfru ; 
hun kom næsten hver nat til mig i mine drømme . 
Men nu seer jeg hende aldrig mere , og hvorfor ? 
Fordi hun ved , af du er en gammel , forstokket 
hedning , meget værre end både signor guielmo 
og øttone tilsammen , og de er dog kjcttere . 
Du siger , af du ikke fordærver mig ? Du , som 
skiller mig ved jomfruens venskab , hun , svin kan 

gøre meget mere for mig , end du med alle dine 
penge ! Ja , du siger , af jeg hverken må trve 
på hende eller bambinven — hvad skal jeg da 
troe på ? “ 
„ På mig ! “ sagde signor Carnevale med en 
galant armbevægelse henimod hendes liv . 
„ På dig ? “ råbte Marietta og gik med 
gråden i halsen pludselig over fil den klareste 
latter . „ O , du ugudelige , gid du må få 
s . Joscpho * ) fil helgen alle dine dage ! Kan 
du gøre et mirakel som dette ? “ 
„ Det er ikke noget mirakel ! “ skreg signor 
Carnevale og slog i balkonens gitter , så det rystede 
derved . „ Det er et skændigt bedrageri , en 
præstckomedic fra begyndelsen fil enden ! Ja , jeg 
siger det , uns , furbsria æsi proti ! « 
Marietta ville svare , men ligesom signor carncvalc 
med høj røst havde udråbt de sidste skæbnesvangre 
ord , blev døren reven op , og bag ved os 
stod kancellieren i sin gamle , sorte , fidtede dragt 
med den gamle , sorte , fidtede hat på hovedet , og 
bagved denne glimtede bajonetterne , så at det så ud , 
* ) det er betegnende for romernes tro , at den hellige joscpho 
ansccs for at være de bedragne ægtemands helgen . 
Hans dag kaldes spotvns „ Alle hanrejs dag . “ 

som stod han i en strålcgloric . Marietta udstødte 
et hvin , signor Carnevale tumlede tilbage , ligbleg 
i ansigtet , og kancellieren betragtede os alle med 
et blik så fuldt af velvillig hadefuldhed og human 
skadefryd , at jeg fik den største lyst til at 
knipse ham på næsen . 
„ Hvad vil de mig ? “ spurgte apottekeren 
med en stemme , som han forgæves bestræbte sig 
for at gøre fast . 
„ I lovens navn og på hans eccellcnza gubcrnatorens 
befaling arresterer jeg Dein herved 
son : den , der har udstødt bespottelser mod den hellige 
jomfru og tvivlet om hendes nåderige under , “ 
Sagde kancellieren med en stemme , som 
læste han det hele op af det sammenrullede papir , 
sou : han holdt i hånden . 
„ Jeg forlanger en vogn ! “ råbte signor Carnevale 
med en pludselig kraftanstrengelsc . „ Jeg 
protesterer mod at trækkes gennem byen son : en 
gemcen forbryder , ligesom jeg protesterer mod gubernatorcns 
net til at foretage arrestationen . “ 
„ Ganske sou : de behager , “ sagde kancellieren 
og stirrede velvillig glubsk på dej : stakkels apotteker . 
„ Som de behager , signor Carnevale ! Vi 
have vidner , ærlige , upartiske vidner , og de behsver 

ingen vogn . Vi have indrettet alt i forvejen 
, signor Carnevale . Statsfængslet er her 
i paladset , og de behøver blot at ulejlige dem 
en trappe op og en lille smule ned ad korridoren , 
så er vi der . “ 
Med disse ord vinkede han ad soldaterne , 
og to af disse trådte ud på balkonen for at gribe 
delinkventen ; men signor Carnevale rettede sig i vejret , 
tilkastede mig et heroisk blik og rakte hånden 
ud mod Marietta , som til min sorg vendte sig 
om og slog med nakken ad ham . I samme øjeblik 
satte soldaterne sig i Marsch , og uvilkårlig 
gjorde jeg en bevægelse for at følge efter ; men 
kancellieren strakte sin aronsstav ud imod mig og 
sagde med en betoning , jeg ikke skal glemme : 
„ Dem have vi intet at gøre med , signor ! De er 
fremmed . “ 
Der var altså intet at udrette , og med et bekymret 
hjerte hørte jeg soldaternes taktfaste trin 
tabe sig i det indre af paladset — da vendte jeg 
hovedet og så bebrejdende på Marietta . 
„ O , signor , tro mig , jeg er uskyldig heri , 
jeg har aldrig ønsket ham noget ondt ! “ udbrød 
hun hulkende . „ Det er gubernatoren og kancclliercn 
alene , som have gjort det . - de hade signor 

Carnevale og tog gerne livet af ham . Ak ! jeg er 
en ulykkelig pige , hvad må de tro om mig ? “ 
„ Du bør følge ham i fængslet , Marietta ! “ 
Udbrød jeg . „ Det er ikke mere end billigt ; han er 
jo din forlovede . “ 
Marietta satte et par øjne op , som jeg aldrig 
skal glemme og udbrød : „ I fængsel ? Nej , signor ! 
Ikke om han så gav mig ti nye silkekjoler og 
hængte en lysekrone i hvert af farmaciets vinduer . 
Jeg ville dø i fængslet , det er jeg vis på . “ 
„ Men holder du da slet ikke af ham , Marietta ! “ 
Spurgte jeg . 
„ Ak , signor , jeg ville så gerne , men jeg 
kan ikke , “ hulkede hun og tørrede øjnene i sit 
brogede tørklæde . „ Nej , signor , jeg kan ikke ; jeg 
føler det så godt , ' og vil så nødig være utaknemmelig . 
Ak , signor , hvad vil de froe om mig , 
når de får alt at vide ? 0 gud , hvor har han 
gjort mig ulykkelig ! “ 
„ Hvormed ? “ spurgte jeg deltagende , thi Mariettas 
smukke ansigt så i dette øjeblik virkelig 
højst ulykkeligt ud . 
„ O , signor , jeg kan ikke , jeg tør ikke sige det ! “ 
Hulkede hun og begravede på ny ansigtet i sit forklæde . 
„ Tro ikke , at jeg svigter ham , fordi han 

kommer i fængsel ; ak nej , så flet er jeg ikke . Men 
jeg duer ikke til at være en fin dame — jeg må 
have lov til at le og til at snakke og til at elske 
både dem , jeg holder af , og den søde Madonna . 
Jeg kan ikke blive en fin dame og froe , at vi 
blive til fluer , når vi er døde — nej , signor , 
det kan jeg ikke ! “ Og Marietta så så sød og 
så bevæget ud , at jeg , trods det komiske i hendes 
tale , deltagende greb hendes hånd . 
„ Ak , jeg tør ikke sige dem alt ; jeg har været 
så fuld af tvivl og meget ulykkelig . Men nu 
ved jeg , hvad jeg vil , og de må ikke tænke ondt 
om mig derfor . Jeg kan ikke sige dem det nu ; 
men kom ned i vignen , som støder op til det gamle 
tempel , de ved nok , det i dalen , det — — “ 
„ Når ? “ spurgte jeg , da Marietta pludselig 
stoppede . 
„ Når alle er gåde til No deroppe , “ hviskedee 
hun . „ Lad ingen se , af de går derned , ikke 
engang signor ottone . Jeg kommer ikke alene . 
Farvel ! “ 
Med disse ord smuttede Marietta ud ad døren , 
og jeg , kære funtus , vandrede hjem , uden af være 
bleven synderlig klogere af hendes tale . 

men hvilken forvirring bragte jeg ikke over 
hele det vanutelliske hus , da jeg ved min hjemkomst 
meddelte signor Carnevales pludselige fængsling ? 
Den gamle Anna Maria græd og korsede sig 
og forsikrede derimellem , af det havde hun længe 
vidst måtte blive enden på al den ugudelighed , 
som signor Carnevale havde udspredt , og hvorved 
han i den sidste tid havde gjort sin kæreste så 
urolig og forvirret , af hun havde været nærved af 
gå fra forstanden derover . Også Nino erklærede , 
af han havde vidst det længe i forvejen , og at han 
tidt havde sagt det til signor Carnevale ; men 
denne havde altid fløitct Garibaldi - hymnen og 
sagt , at han ville blæse dem et stykke . Diegi 
var den eneste , som tog sagen fornuftig og udtalte , 
at apottekerens fængsling var et betydeligt 
indgreb i alles interresse . Han begrundede det 
på , at da der for øjeblikket herskede en ondartet 
snive blandt æslerne , og da signor Carnevale 
var den eneste , som kunne lave en medicin , der 
hjalp , så var det , af hensyn til byens mangfoldige 
æsler , højst uforsvarligt at sætte sådan 
en mand som ham fast , blot fordi han troede , at 
man blev til fluer , når man var død , noget som 
jo kunne hænde , da man så , at æslerne blev det . 

efter denne argumentation , som opvakte Anna Marias 
berettigede harme , tog diegi klaphornet under armen 
og vandrede over til osteriet for at blæse allarm i 
lejren , medens der imellem os andre udspandt sig 
en ivrig disput om , hvorvidt man burde anse det , 
som var passeret ved henrettelsen , for et jærtegn 
eller ikke . 
Af denne disput blev vi udrevne derved , at 
dicgi vendte tilbage med en ny person , en af 
de omtalte seks fra rom . Det var signor 
Carnevales ven , den samme joviale , trivelige 
parykbærer , som jeg alt tidligere har omtalt for 
dig . Hans ærende bestod i af adspørge Anna 
Marin , om hun ville gå i borgen for apottekeren , 
efter af hans andre venner havde nægtet det , og 
her kan jeg ikke noksom prise den bestemthed , med 
hvilken diegi trådte op . Den gamle Anna Maria 
holder nemlig svært på skillingen , og den kaution , 
som forlangtes , var også hvi nok , men alligevel satte 
. Dicgi dct igennem , idet han hævdede , af husets 
ære krævede , af man ikke lod en gammel ven i 
stikken , som nu havde boet der i over tyve år og 
aldrig tinget så meget som en bajoc på huuslcicn , 
men altid betalt den forud . Jeg kunne på Anna 
Maria tydelig mærke , af hun tog denne sag langt 

alvorligere end miraklet ; men til sidst måtte hun 
give efter for diegis bønner , navnlig da den lille 
gentleman erklærede , af signor Carnevale imod en 
kaution ville blive løsladt , så snart der fra Roma 
var kommen konfirmation på miraklet , og røverne 
som en følge af denne vare satte i frihed , en 
begivenhed , som ikke kunne lade vente ret længe 
på sig , da gubernatoren havde anset sagen for 
så påtrængende vigtig , af han selv havde begivet 
sig til Roma for af søge en extraordinair audiens 
hos den hellige fader . Hvis det lykkedes ham af 
erholde denne , kunne han allerede være tilbage 
henad aften , og der ville da næppe være noget til 
hinder for af signor Carnevale blev løsladt . 
„ De tror altså , “ udbrød jeg , „ af dette mirakel 
vil blive bekræftet fra Vatikanet ? “ 
„ Ja , hvorfor ikke , signor ? “ svarede den lille 
rødkindede dommer med et smil , der ikke var frit 
for malice . „ Sagen er bleven alt for bekendt og 
set af alt for mange , som virkelig tro , af den er 
et mirakel . Det er derfor næsten nødvendigt , af den 
bliver konfirmeret af den hellige fader og indregistreret 
i de hellige årbøgcr ; thi først derved sættes 
den i rang og klasse med de samme mirakler , der 
omtales i skriften og legenderne . “ 

„ Wien anser de detfor et mirakel ? “ spurgte jeg . 
Den lille rødkindede advokat lagde hovedet på 
siden , fog sig en pris og stolede derpå til mig 
med det venstre øje , som var han en klog , lille 
høne , og jeg en regnorm , der as vanvare var 
kommen ovenfor jorden ; men da jeg alligevel beholdt 
min skeptiske mine , sagde han : „ Hvad forstår 
man ved et mirakel ? Betegne vi derved ikke enhver 
begivenhed , som udfolder sig således , af vi 
må forundre os over den ? Kommer miraouium 
ikke af verbet mirari , som betyder af undres , og 
må vi ikke undre os over , af faldoxen stoppede 
netop tre alen over den dødsdømtes hoved , medens 
den fem minnter i forvejen var styrtet ned , uden af 
det ringesfe hindrede dens fart ? “ 
„ Jo , “ svarede jeg , „ men hvorfor udspurgte 
man ikke bøddelen , hvorfor undersøgte man ikke 
skafottet ? Den ringeste skævhed i bjælkernes 
stilling , en ubetydelig hindring i den fals , hvorigennem 
øxcn glider , er jo nok til af standse dens 
bevægelse og få den til af sidde så fast som i 
en skruestik . “ 
„ Alt var i orden fem minnter forinden , og 
prøven med faldoxen blev gjort overccnsstcmmende 
med de regler vi have for enhver henrettelse , hvad 

vil de så mere ? De kan tro det ene eller det 
andet , ganske som de behager ; men vil man have 
en bestemt afgørelse , kan det kun ske , som i alle 
troessager ved en afstemning . Vi have holdt et 
møde for af afgøre sagen , og majoriteten stemte 
for miraklet . Man må forundre sig ! Hvad vil 
de mere ? Så snart vi få konfirmationen fra 
Roma , er det et alirakel . “ 
„ Og hvad stemte de for ? “ spurgte jeg nysgerrig . 
Den lille mand lagde atter hovedet på siden 
og regnormede mig ganske frygtelig , idet han sagde : 
„ Jeg stemte ikke , signor , fordi det var unødvendigt . 
Miraklet havde alle de andre stemmer for sig , 
hvortil behøvedes så min ? “ 
Og i sandhed miraklet havde alle stemmer 
for sig . Man behøvede blvt at gøre en lille vandring 
for at se , hvor farlig det ville være at 
gøre opposition . Overall latter , munterhed og 
støjende glæde ; overalt madonnabilleder , som druknede 
sig i blomster og gnldpapir , i voxkjerter og 
brogede lygter . Pladsen foran kirken pyntet som 
en festsal med faner , blomster og krucifixen , og 
imellem disse en bølgende , jublende vrimmel af 
bønder og hyrder i deres brogede dragter , men 

alle med sorte splinter af det dcmolerede skaffot , 
et tegn på Madonnas vælde , som de fleste bare 
enten i et bånd om halsen eller fæstet til den 
Rosenkrands , som hang ved deres side . Bageren , 
byens mest rettroende mand , havde fået sin bod 
foran kirken pyntet med blomster og grønt , og 
medens han bag disken , i snehvide skjorteærmer og 
med flimrende forklæde , uddecltc det duftende brød 
og velbehagelig lod bajoccherne klingre i den dybe 
pengeskuffe , udtalte han sig højt og kraftig til 
Madonnas ære og udråbte flere gange med 
stentorstemme : „ Som jeg siger eder , mine elskede 
medchristne ! Hun kunne forvandle disse sorte stene 
til brød , til dejligt , hvidt hvedebrød , af det til 
otte bajocchi ! “ Og hver gang han udtalte disse 
fortrøstningsfulde ord , så blottede for brødnid 
som rige på tro , smilede han øver hele sit 
runde , tykke bageransigt , som vist ville have forlænget 
sig betydeligt , hvis Madonna havde taget 
ham . på ordet . 
Foran kirken og opad dens ældgamle trapper 
var vrimlen så tæt , at jeg kun med møje banede 
mig Bei . Lysene på Madonnas alter strålede som 
en sol , dukken var kommen frem i al sin pynt , 
og foran den knælede i andægtig taushed den store 

letbcvægelige skare , som man kalder folket , denne 
skare , der til alle tider og i alle lande har 
havt den fortræffelige egenskab at lade sig tage ved 
næsen af enhver , som griber dens svage side . 
Henne i en udkant af skaren lå kancellieren 
i et anfald af salig henrykkelse , medens han delte 
sine øjne således , at det venstre tilfaldt madonnaen 
og det højre hans omgivelser tilligemed den gamle , 
fidtcde hat , som han vist frygtede , at nogen 
skulle antage for en spyttebakke . Da jeg gik ham 
forbi , udstødte han et andagtsfuldt suk og fæstede 
derpå sine grågule , stikkende øjne på mig med 
et sådant udtryk , at jeg fik den største lyst til at 
knæle ned bagved denne gamle , hellig - fordrukne 
slyngel og knubse ham i hans gråsprængtc hoved , 
så at fluerne inde i det skulle surre derved . 
Rimeligvis kunne han se mine velvillige hensigter ; 
thi efter en kort bøn , hvori han vist anbefalede 
mig til Madonnas særlige varetægt , rejste 
hun sig besværlig op og luskede afsted for at fortsætte 
sin andagt inde i osteriet , som den dag 
gjorde glimrende forretninger . Da jeg banede mig 
vej ud af kirken , mødte jeg Adele . . Hun fæstede et 
besynderligt , halvt bedrøvet , halvt alvorligt blik 

på mig , idet jeg gik forbi , og valgte sig derpå en 
beskeden plads bag en pille inde i sidegangen . 
Jeg havde stor lyst til at tale med hende ; men 
tanken om , at hun den følgende dag skulle optages 
i klostret , var mig så pinlig og forklarede 
mig så vel hendes bedrøvede ansigt , at jeg 
ikke ville forstyrre hendes andagt . Ved udgangen 
til kirken løb jeg lige i armene på bageren , 
som ikke længere formåede at holde sine begejstrede 
følelser inden for bagerbutikens snevre grændser ; 
thi han omfavnede mig henrykt , idet han udbrød : 
„ O , signor , hvilket mirakel ! Lige siden hun reddede 
Gennazzano i pestens tid , hvilket var i det Herrens 
år 1656 , som de kan se af kardinal Colonnas 
votivtavlc hist henne , har hun ikke gjort sådant 
et mirakel . Både Madonna del Campo i cavi 
og Madonna delle case i licenza , ja selv hende fra 
giuliancllo , som dog er en meget god Madonna , 
har aldrig kunnet gøre , hvad vor har gjort i dag . 
Det vil give folk noget at løbe efter , når sagen 
bliver mere bekendt , og det sørger den nye pater 
for . O , hvor der da vil komme folk til gcnnazzano ! 
De ville ikke kunne få plads på piazzaen , 
således som før . “ 

„ Så vil jeg ikke håbe , at hun forvandler 
stenene til fint hvedebrød af det til otte , “ bemærkede 
jeg . „ Det ville gøre et skår i deres 
indtægter , og desuden bringe en slem forstyrrelse i 
brolægningsvæsenet . “ 
„ Det ville det , signor , “ sagde bageren , og 
hans runde , godmodige ansigt antog pludselig et 
meget fiffigt udtryk . „ Derfor gør jomfruen det 
heller ikke , skal de se ; hun tænker på alt og gør 
kun , hvad der er fornuftigt . “ Med disse ord 
kastede bageren sig på knæ , foldede hænderne 
over huen og bad med en mine , som regnede han 
efter , hvor mange brød han i fremtiden behøvede 
at slå op til de hungrige pillcgrime . 
Under al denne jubel og lystighed lå alene 
, farmacict som en skummel , øde Borg , der rugede 
på skæbnesvangre planer . Medens alle butiker 
ikke alene stod åbne , men endogså vare smykkede 
med blomster og grønt , vare apottekets skodder 
lukkede , dets persienner nedrullede , dets dør tilstængct , 
og foran denne sad Pietro i tans værdighed 
med den lænkede Achilles ved sin side . Rundt 
omkring ham stokkedes bønderne med deres æsker 
og recepter ; men Pietro erklærede , at han ikke 
forstod at lave medicin til æsler , og at de 

runde gå op i klosteret , hvor han havde hørt , at 
brødrene vare blevne smittede . Med denne finte , 
som viste , at han var en værdig elev af signor 
Carnevale , trak Pietro sig tilbage tilligemed Achilles 
og overlod til bønderne at diskutere de skrækkelige 
følger af at arrestere byens eneste vise og oplyste 
mand . 
Henimod aften kom gubernatoren tilbage medbringende 
to højere gejstlige fra Roma , og kort efter 
hørte jeg trommen blive rørt oppe i gaden . Jeg 
ilede ud i den tanke , at tropperne slog allarm ; 
men du kan tænke dig min forbanselse , da jeg 
løb lige på den skrammererede , som med sin 
sædvanlige , skatteopkrævcnde nøst oplæste et dekret , 
som erklærede røverne benådcdc ifølge den hellige 
jomfrues forbøn , dog således , at de den følgende 
dag , barfodede og med blottede hoveder , 
decltoge i in proosssiono zranlls , for derpå at 
udvises over grændsen med en sum , der ikke 
måtte overstige fem scudi . Jeg ville næsten ikke 
froe mine egne øren , da jeg hørte dette vanvittige 
aktstykke . 
Imidlertid vænner man sig fil alting hernede , selv 
fil at råbe » Lvvivs . « for banditer ; thi dette gjorde 
mængden henimod ave Maria foran fængslet , og 

da en af røverne stak hovedet ud igennem gitteret 
og takkede for den beviste ære , fandt jeg at sagen 
var så morsom , at den fortjente et rwiva fil — 
og det fik den . 
Henad aften døde larmen bort , de mange 
gæster fra Roma og de omliggende småbyer 
søgte ad forskellige veje hver fil sit hjem , og 
da klokken var ni , var byen atter stille som i en 
grav , så stille , at man kunne høre ekkoet af de 
franste hornsignaler gentage sig syvdobbclt nede i 
saccodalen , alt som de droge afsted for i nattens 
kølighed at vende tilbage til Roma . Kun fra 
osteriet afbrød råb og ville sange nattens dybe 
stilhed , og da jeg efter aftensbordet vandrede over 
piazzacn og tilfældig kastede , et blik derind , så 
jeg kancellieren sidde for bordenden med hatten 
bag i nakken og ansigtet glødende af vin , medens 
et undrende publikum , mest ringe bønder og vignerolcr , 
i stum ærbødighed lyttede til hans fortælling . 
Der ey noget trist , kære funtus , ved at skulle 
forlade en egn , hvor man har levet længe og lykkelig , 
hvor hver lille plet bærer en smuk erindring , 
hvert mere fremtrædende punkt endogså et minde , 
og du vil derfor forstå , at jeg langsomt slentrede 
op til colonnaernes Borg , tankefuld vandrede gjcnnem 

den øde gård , hvor fontanen plaskede og 
flagermusene peb , og drømmende gik over den 
gamle mægtige bro , den samme , som Subia havde 
ladet kaste af , da hun tyede op til det klippehøie 
capranica . Tilvenstre for broen lå endnu det 
dcmolercde skafot og strakte sine afmægtige arme 
op imod stjernerne , som ville det protestere mod 
menneskenes dårskab , og rundt omkring vare buske 
og krat nedtrådte og nedtrampcde af den talrige 
menneskeskare , som ikke engang havde sparet den 
antike vandledning for at være tilskuerplads , i 
hvilken anledning den havde såt et brud , 
hvoraf en mægtig stråle af det klare bjcrgvand 
stod højt i vejret , for derpå i mumlende fald at 
søge ned ad skråningen , vædcndc de hvide kisclstccn 
med sine skumperler — det eneste blod , som 
der var flydt på denne mindeværdige dag . Ved 
omdrejningen til s . Eustachio satte jeg mig ned , og 
idet jeg for sidste gang lod blikket glide over den 
gamle Borg , den venlige lille by , floden dybt nede 
i dalen og de sorte skovbælter langs bjergenes 
tinder , tænkte jeg på Adele , som fra sin barndom 
havde inddrnkkct de samme skjonhcdssyner 
i endnu rigere fylde , fæstet sit hjerte ved dem 
endnu langt inderligere end jeg , den fremmede , 

den forbivandrende , og jeg spurgte mig selv , med 
hvilke tanker hun i morgen ville betræde ursulanerindernes 
kloster med dets mørke gange og tillukkede * ) 
vinduer , og hvorledes hun ville føle sig 
tilmode , når hun blot en uge havde savnet den 
klare himmel , den lysende sol og bjergvindens 
friske pust svangret med høets og blomsternes 
vellugt . Men min tanke gik endnu et skridt 
videre . Var hun også værdig til at kaldes en 
Christi brud , havde hun den renhed i sind og 
tanke , som var fornøden for at sfjærme hende selv 
i klostret , eller havde hun alt ladet sig bedåre af 
den mægtige gud , hvis flamme hverken vievandet 
eller nonneslørct formår at dæmpe , og som kun 
luer højere , jo mere man søger at unddrage den 
næring ? Det var med sand bedrøvelse , at jeg 
tænkte mig den unge , friske pige spærret inde som 
en fange , og dog var det måske godt — i klostret 
var der jo fred , og ville Adele få den i verden 
efter alt det , som jeg havde ' været vidne til . 
Imorgen ville porten lukke sig imellem hende og 
livet ; kom hun ud i livet , ville skændselens port 
* ) nonneklostrene i pavestolen have altid vinduer , som er 
blændede med uhyre bliksfjarme , der kun foroven tillade 
en svag adgang af lys og luft . 

måske åbne sig for hende , smuk og fattig , som 
hun var , og desværre letsindig , som jeg havde 
set hende at være . Hvorledes havde Marietta 
fået denne magt over hende ? Hvorledes kunne 
Adele med sit barnlige , milde , vemodige ansigt dele 
sig mellem to ? Øet var mig ubegribeligt — men 
jeg havde jo set det , og for det , man har set , tierselv 
de vægtigste argumenter . 
Noget efter hørte jeg uret slå fire på 
marie-kirken inde i byen . Klokken var altså 
elleve * ) , og mødet med Marietta , som havde gjort 
mig ikke så lidet nysgerrig , var forhånden . Da 
jeg kunne formode , at alle i byen nu måtte være 
gåde til ro , sneg jeg mig stille og i skyggen af 
murene ned til den sti , der fører gennem bigncrnc , 
og snart efter stod jeg på ny ved det gamle 
forfaldne dianntempcl , uden at jeg dog i mørket 
kunne se andet end flagermusene , som tumlede over 
mit hoved , og et mat gjcnsfjær af lyset fra osteriet 
oppe i byen . 
Efter romersk skik regnes tiden efter ave moria , der 
bestemmes efter solnedgangen . Da solen den sidste 
angust går ned kl . Syv , bliver den fjerde time svarende 
til kl . Elleve . 

allerede troede jeg , at Marietta havde haft 
mig til bedste , da raslede det pludselig mellem de 
tørre Kammer oppe i vignen , og en mørk skikkelse 
tegnede sig ubestemt mod nattehimlen ; den vinkede , 
og to andre personer , indhyllede i side kåber , dukkede 
frem , som skød de sig op af jorden . Nu hørte jeg 
en stemme , der sagde : „ Han er der ikke ; vi tør 
ikke vente længere ! Lad os gå ! “ 
Jeg lyttede opmærksomt , thi det forekom mig , 
at stemmen var Thomasos , uagtet Anna Maria 
havde fortalt mig , at han var taget til segni og 
havde fået tjeneste hos en bignecier der ; men i 
det samme hørte jeg en anden stemme , som tydelig 
sagde : „ Jeg går ikke , Thomaso ! Jeg vil sige 
farvel til signor gnielmo . Han har været så 
god mod os alle , og han skal vide , at jeg løber 
bort med dig , ellers vil han foragte mig . “ 
Det gav et sæt i mig ved disse ord . Den 
friske , klare stemme med sin djærve , ligefremme 
udtalelse , var Mariettas , og i samme nu var jeg 
oppe i vignen . Jeg skal ikke beskrive dig hverken 
Thomasos henrykkelse eller Mariettas glæde ved at 
se mig igen ; de vare begge som børn , og da 
Marietta slog sin kappe til side for at vise mig , at 
hun var klædt som campagnuole , brast hun i en så 

hjertelig latter , at Thomaso måtte tysse på hende 
og minde hende om , at et eneste ubesindigt ord 
kunne røbe det hele . 
„ Den stakkels signor Carnevale , “ sagde jeg 
bebrejdende , „ hvad tror du han vil gøre , når 
han i morgen får at vide , at du er løben bort og 
ladet ham tilbage . Han bliver til nar for alle oppe 
i byen . “ 
„ Jeg har tænkt på det , “ sagde Marietta og 
fik pludselig tårerne i øjnene . „ Jeg har tænkt 
så meget på den stakkels , gamle signor Carnevale ; 
men jeg kan ikke sælge mig — nej , det er umuligt ! 
Han vil glemme mig , når han ikke seer mig , og 
når han har glemt mig , vil de jo nok skrive mig 
det til , ikke sandt ? Jeg vil søle mig så lykkelig 
derved . Ikke sandt signor , de vil skrive , at han 
har glemt mig . “ - 
„ Ja hvorhen ? “ spurgte jeg . 
„ Til Napoli , “ svarede hun ivrig . „ Skriv blot 
„ Til Marietta , gift med Thomaso , i Napoli “ , så 
får jeg det nok . O , signor , hvor jeg vil blive 
glad , når de skriver . “ 
„ Til Napoli ? “ gentog jeg forbavset . „ Hvad 
vil du i Napoli ? Ved du af , at det er flere 
dagsrciser herfra , og at det er en by , meget større 

end Roma , hvor du jo aldrig har været . Skriver 
jeg blot til Napoli , vil brevet aldrig træffe dig ; 
der er lige så mange mariettaer i Napoli , som 
mænd i Gennazzano . “ 
Marietta satte et par store øjne op og sagde : 
„ Så skriv „ Til Marietta hos — . — “ men hun 
fik ikke talt ud ; thi den tredje person , som jeg 
hidtil ikke havde lagt mærke til , trådte pludselig 
frem og lagde hånden på hendes mund med de 
ord : „ Ti stille , Marietta , eller jeg rejser alene ! “ 
Jeg kunne ikke beherske et udbrud af overraskelse , 
så uventet kom det mig . Stemmen var 
adcles , og idet hun greb min hånd , hviskedee 
hun : „ Farvel , signor guiclmo ! Tak for alt det 
gode , de har viist mig . Hvis de ikke vil glemme 
mig , da døm mig mildt , og tro ikke , hvad verden 
vil sige om mig . Jeg tilhører ikke længere mig 
selv , andre og stærkere magter råde nu over mig — 
men i klostret vil jeg ikke . Måske mødes vi en 
dag , hvor jeg tør sige dem mere end i aften ; 
måske ses vi-aldrig mere , men frygt da ikke for 
det , som er hændt mig . Husker de , at jeg sagde 
til dem : „ Gud lever ; han hjælper alle ! “ Farvel , 
han har hjulpet mig ; han vil hjælpe fremdeles . “ 

idet hun strakte hånden ud for at række mig 
den til afsked , gled kappen til side , og jeg så 
nn , at hun ligesom Marietta var iført mandsdragt 
og bar et skærf om livet . Hun så så 
fortryllende ung og dejlig ud , hun lignede den 
yndigste dreng , ' man kunne tænke sig , og idet hun 
hastig ordnede kappen omkring sig , sagde hun med 
bønlig stemme : „ Se ikke således på mig . Der 
er intet ondt i , hvad jeg gør — jeg har intet 
valg ; det må fler . Farvel , glem mig ; men hils 
mine små brødre , de skal — — “ 
Hun ville have sagt noget mere , men tårerne 
styrtede pludselig ud af hendes øjne , og gråden 
» Kviskede hendes stemme . I det samme hørte jeg 
hovslagene af et par heste , som i skarpt trav 
nærmede sig ad den vej , der løber forbi ruinen , 
og Thomaso råbte : „ Der er de ! Det er dem ! “ 
Jeg stirrede ud gennem mørket og så to 
ryttere komme til syne og holde deres heste an tæt 
nedenfor vignen . Thomaso kravlede ned ad skråningen 
som et egern , dukkede ind i tcmpclccllcn og 
kom straks efter til syne med riffel over skuldren og 
trækkende tre opsadlede heste efter sig . Inden jeg 
kunne komme mig af min forbavselse , havde han 
hjulpet Marietta og Adele op , og idet han selv 

svang sig på hesten og råbte et par ord , som 
jeg ikke forstod , gik det i galop ned gennem saccodalen 
langs vejen , der følger flodens bugtede løb . 
Jeg blev stående forvirret , næsten bedøvet over hvad 
jeg havde set , og først da hovslagene ganske havde 
tabt sig i det fjerne , vandrede jeg langsomt ad de 
stejle vigneveie op til vor bolig . 
Der var lys i køkkenet , og da jeg trådte ind , 
så jeg kancellieren sidde for enden af det lange 
bord tilligemed to fremmede , medens Nino med en 
misfornøjet mine stod ved arnestedet og morede 
sig med at bygge pyramider af de trefødder , som 
i rigeligt antal hængte på skorstecnsvæggcn . En 
af de fremmede målte mig med et så uforskammet 
blik , idet jeg gik forbi , at jeg uvilkårlig standsede 
og spurgte Nino , hvad det var for karle . 
„ Tys , “ hviskedee han og drog mig ind i spisesalen , 
hvor min lampe brændte efter mig , „ kender 
de dem ikke ? Det er de spanske fotografer , som 
have fotograferet røverne i fængslet , men som nu — “ 
Og Ninos stemme sank ned til en hvisken så lav , 
at mit øre ikke formåede at opfatte den . Jeg kunne 
af udtrykket i hans ansigt se , at der måtte være 
noget særdeles på færde , og da jeg ikke deler hans 
ubetingede respekt for kancellieren , gik jeg uden 

videre hen og lukkede døren til køkkenet , idet jeg 
sagde : „ Sig mig nu , hvad det er for karle , Nino ; 
de behøver jo ikke at frygte for noget . “ 
„ Vi er meget få i huset i aften , “ svarede han , 
og så flet ikke hyggelig ud . „ Diegi er taget til 
cavi , Thomaso borte , signor Carnevale i fængsel , 
og signor ottone er gået til sengs for overen 
time siden , så at der egentlig ikke er andre i 
huset end de og jeg . Bare der ikke skeer en ulykke 
inat ; han er så vild og har drukket så forfærdelig . “ 
Ligesom Nino udtalte disse ord , blev døren 
til spisestuen reven op , og kancellierens vakkre skikkelse 
viste sig midt i den . Hans ansigt glødede af 
vin , øjnene stod stift i hovedet på ham , og 
hatten , som havde modtaget adskillige buler og stød , 
svingede frem og tilbage ligesom dens værdige ejer . 
Men pludselig -stivede han sig op , svinglede et skridt 
fremad og udbrød , idet han fløttede sig til dørkarmen : 
„ Vil de tale med mig , signor , så er jeg 
ganske til deres tjeneste . Ganske til deres tjeneste , 
siger jeg — hvad behager ? “ 
Her standsede han , ravede over imod dørstolpen 
og blev stående med et underlig spændt ansigt , 
som lyttede han til en , der talte bag ved ham . 

„ Hør , hør ! “ hviskedee han med et udtryk af grn . 
„ Nu snakker det igen ; det vil ikke tie , det rak , før 
jeg får knækket halsen på det . Men jeg kan ikke 
gøre det — jeg har gjort det en gang før , men bestandig 
kommer det igen — bestandig jamrer detvil 
du tie din satan ! “ — og med et vildt 
udråb kastede kancellieren glasset , snurrede sig 
rundt på hælen og førte med sin tykke stok et 
vældigt slag gennem den tomme luft , en manøvre , 
som inde fra køkkenet besvaredes med en skraldende 
latter . 
„ Hør , hvor de sataner grine ! “ brummede kanccllicren 
med hæs stemme . „ Ja , grin i kun ; jeg ' 
bryder mig ikke om , hvormange djævle der er i 
helvede . Når i griner , taler det ikke — så bliver 
det stille , ganske stille . Giv mig et glas , siger jeg ! 
Der lå noget i det andet . Hø , hø , hø , hvad bryderjeg 
mig om at komme i helvede ? Jeg har aslad af 
pater Eusebio , aflad for fem og tyve år . Nu 
brænder det igen , men det er stille . — hej , Nino , 
skaf mig et glas ! Jeg vil drikke , til jeg dør , siger 
jeg dig . “ 
Nino , som flet ikke er nogen helt , åbnede det 
gamle skab og tog med rystende hænder et stort glas , 
som han rakte kancellieren . Denne stirrede stift ned 

i det og mumlede med næppe hørlig stemme : „ Nu 
er den borte — jeg vil drikke , siger jeg , til jeg dør ! “ 
Med disse ord ravede han atter tilbage til 
køkkenet , hvor jeg så ham fylde sit glas ; men 
ligesom han hævede det for at sætte det til munden , 
antog alle hans træk udtrykket af den højeste afsky 
og væmmelse . Han greb en jcrngaffel og søgte at 
sisfe noget op , som efter hans bevægelser af dømme 
måtte svømme meget hurtigt om i glasset , og medens 
han halvt ængstelig , halvt begærlig søgte af fjerne 
denne genstand for sin rædsel , lo begge hans ledsagere 
himmelhøjt og morede sig øjensynlig særdeles 
godt over hans besynderlige fagter . 
„ Se , “ hviskedee Nino ængstelig , „ således har 
han aldrig været . Blot han ikke bliver gal og kommer 
her ind for af slå os ihjel . Ak , signor , jeg 
er så gruelig -bange . “ 
Der var ganske vist ikke noget hyggeligt ved 
kancelliercns sælsomme lader ; men næsten ligeså 
uhyggelige forekom hans to ledsagere mig af være , 
to unge , temmelig snavsede mænd med rå , frække 
ansigter og en latter , som man kun hører i visse 
kvarterer i store byer . 
„ Det kan ikke være fotografer “ , sagde jeg . 

„ Io det er , “ sagde Nino . „ De rejse om her 
i bjergene for af tage portraiter af bønderne . De 
lade sig betale godt ; men træffe de en ung pige , 
som er rigtig køn , gøre de det gratis . De have 
havt kig på Adele , men hun ville ikke , og nu have 
de fat på kancellieren for af få ham til tvinge 
hende dertil . “ 
„ Tvinge ? “ sagde jeg . „ Er hun da så vanskelig ? 
Jeg ville gerne have et fotografi af hende . “ 
„ De kender ikke disse fotografiers bestemmelse , “ 
Hviskedee Nino . „ Monsignorerne og kardinalerne købe 
dem , og når de træffe på et ansigt , som tiltaler 
dem , indledes der underhandlinger gennem disse 
fotografer , der naturligvis føre til ødelæggelse og 
ruin for den unge pige , som giver sig i kast med 
disse røvere . Derfor vil Adele ikke . “ 
„ Altså rukfiani ? “ bemærkede jeg . 
„ Ja , “ svarede Nino , „ netop . De have længe 
gået på i agt efter Adele , som ville blive betalt 
glimrende , jeg ved nok af hvilken monsignore ; men 
iaften have de fået faderen drukket til ; derfor er jeg 
bange . Blot han ikke kalder hende ud . “ 
I det samme lød en ny og vældig latter inde 
fra køkkenet , og en stemme råbte : „ Nej , du skal 
drikke den ! Det gælder vort væddemål , drikker du 

den , får du to scudi ; men drikker du den ikke , 
kalder du på hende . Vi kan også fotografere i 
mørke . “ 
En fræk skoggerlatter afbrød disse ord , og 
jeg hørte kancellieren rejse sig , medens de andre 
råbte : „ Drik , drik ! Du taber jo væddemålet , hvis 
du ikke drikker ! “ 
Bi kiggede begge ind i køkkenet og så kancellieren 
stående oprejst for enden af bordet , skrævende 
ud med begge ben og i færd med at skænke 
vin i et tredje glas , som han derpå med lukkede 
øjne søgte at fore til munden . Men næppe havde 
hans læber berørt glassets øverste nand , før han 
slog øjnene op , stirrede vildt ned i det og skød det 
langt hen på bordet til det andet , som endnu stod 
urørt . 
„ Oho ! “ råbte den ene af hans ledsagere , 
„ Du giver dig forladt ! Du er ikke mand for at 
stikke et ærligt glas ud mere . Kom så med de to 
scudi eller pigebarnet , hvad du nu helst vil . “ 
„ Ikke stikke et ærligt glas ud ? “ lallede kancellieren , 
og støttede sig til bordet . „ Hvem siger , 
at det er et ærligt glas ? Hø , hø ! Er jeg ærlig 
eller er i ærlige , må jeg spørge , hvorfor skulle 
så glassene være det ? Tror i ikke , jeg kender 
s . 

eders . Kneb og ved , hvad i gøre bag min ryg ? 
Jeg er en gammel ræv , kan i ' tro , som har briller 
i nakken . I vil forgive mig , vil i ! I kaster en 
hugorm i glasset , når jeg ikke seer det . Det er en 
unge , det ved jeg nok ; men får jeg den i mig , 
vokser den og snoer sig omkring mit hjerte . Hør , 
hør ! -nu taler det igen ! — der står nogen henne 
i skorstenen og seer på mig — stille , det er 
Marias stemme — hun græder — hør , hvor hun 
jamrer sig ! Vin , i alle djævles navn , jeg vil drikke , 
til jeg dør ! “ Og kancellieren langede ud efter et 
glas , medens han udstødte en hæs grynten , en forunderlig 
mellemting af rallen , hoste og latter . 
„ Der , “ sagde den ene af de fremmede og rakte 
ham et tomt glas . „ Se nu det efter i bunden , 
og skænk så selv i , så ved jeg da , at den hugormepassiar 
kan så en ende . Det gælder to scudi 
eller din datter , hvis du svigter . “ 
Med rystende hænder greb kancellieren det tilbudte 
glas , som han betragtede med et ængsteligt 
blik . Derpå fog han msooosn og skænkede vinen 
langsomt ud i glasset med en omhu , som viste , at 
han frygtede for at lade noget levende , som befandt 
sig i flasken , løbe over-i sit glas . Hans miner 
antog et mere spændt udtryk , hans døde øjne blev 

mere og mere stirrende , hans hænder mere og mere 
rystende , og pludselig kylede han monøosn helt hen 
i det andet hjørne af stuen , idet han udbrød : 
„ Der slap den over , det bæst ! “ 
. „ Drik , drik ! “ råbte begge hans ledsagere . „ Det 
er tredje gang ; vi lade det ikke gå om oftere . “ 
- „ Jeg kan ikke ! “ stønnede kancellieren . „ Jeg 
døer deraf . “ 
„ Sludder ! “ råbte den ene . „ Du er fuld , der 
er jo ingenting i glasset . “ 
„ Ingenting ? “ gentog han og rokkede med hovedet . 
„ Ingenting , siger i ! Kan i da ikke se 
den ? Se , hvor den svømmer dernede , se , hvor den 
vrider sig på bunden , se , hvor den gaber og 
spiller med sin kløftede bråd . Så , nu taler den ! 
Hvad er det , du siger ? Jeg vil bort herfra ; jeg 
er syg , jeg vil til sengs . Å , mit hoved , hvor det 
værker ! “ 
„ Kom først med de to scudi , “ sagde den ene 
og rejste sig med en truende mine . „ Tøsen er vel 
i seng ? “ 
„ Jeg skal hente hende , hun skal stå op , “ lallede 
kancellieren , „ så slå vi en streg over pengene . “ 
„ Nej , vi har valget ! “ råbte den anden og 
rejste sig ligeledes op med kniven i hånden . „ Hvad 

fanden bryde vi os om at se et natteskræmt pigebarn ? 
Det have vi set før . Drik etter betal ! “ 
„ Drik eller betal ! “ råbte den første og rakte 
kancellieren glasset . 
„ Nej , nej , jeg vil ikke betale , “ brummede denne . 
„ Før i skal få en bajocco , vil jeg hellere drikke — 
drikke , til jeg dør ! “ 
Han lukkede øjnene , tog glasset med begge 
hænder og satte det til sine læber . Aldrig har jeg 
set et modbydeligere syn . Åndedrættet svigtede 
ham , medens han drak , og under en natten , som 
skulle han kvæles , flød vinen ud af hans mundvige 
og dryppede fra hans hænder ned over bordet . 
Alligevel drak han . Med fast tilklemte øjne heldede 
han hovedet tilbage og drak , så årerne i hans 
tindinger svulmede derved ; men ligesom han nærmede 
sig bunden af glasset , farvedes hele hans ansigt 
rødlig violet , øjnene åbnede sig med en uhyggelig , 
stirrende glans , og på mundens og halsens 
bevægelser kunne man se , af han med fare for af 
kvæles slugte en modbydelig genstand , som kun 
modstræbende lod sig tvinge ned . 
„ Vnndet ! “ rallede-han med en utydelig , snorkende 
stemme og sank bagover mod væggen . 

„ Ti mswosr , per laeeo ! “ streg den ene . 
„ Det er et forsvarligt arbejde i en time og ærlig 
to scudi værd . Her er en for mig . “ 
Kancellieren rejste sig og gjorde en bevægelse 
for af stryge den blinkende sølvmønt til sig ; men 
lige i det samme slog han ud i luften med hånden 
og sank derpå med en dyb stønnen tilbage på 
bordet . 
„ Hvad er det ! “ råbte den anden , og stak betænksom 
mønten i lommen igen . 
„ Det brænder ! “ stønnede kancellieren . „ Det 
svier her under mit hjerte — det var gift — an , 
hvor den bliver stor ! Øen bider — satan ! Vil 
du ind i mit hjerte ? Hjælp ! Øen bider , den borer 
sig ind ! Vand , hjælp ! An , jeg brænder levende op ! “ 
Det var et rædselsfuldt øjeblik . Han tumlede 
først bagover , rettede sig derpå med en kraftanstrengelse 
iveiret og styrtede så , ganske violet i ansigtet 
og med fråden for munden om på gulvet , hvor 
han vred sig i de gyseligste krampetrækninger . Hans 
hylende jamren klang son : en anskudt ulvs tuden ; 
men hans værdige ledsagere tog intet hensyn dertil , 
tvertimod forlod de skyndsomt stuen , da de så 
den forfærdelige virkning , som deres spøg havde 
frembragt . Nino rystede som et espeløv og udstødte 

dct ene kaæonna mig , efter det andet , medens jeg i 
mit stille sind priste det forsyn , som så heldig 
havde fjernet Adele netop i det afgørende øjeblik . 
Kancellierens gyselige skrig bragte i et øjeblik 
huset på benene , ja selv fra osteriet stimlede man 
sammen og trængte ind i køkkenet for at ' give en 
håndsrækning , og denne kunne i sandhed nok 
behøves . Ikke alene havde han under sit voldsomme 
krampeanfald væltet det tunge egetræesbord , så at 
glasskår , blod og vin flød hen ad gulvet ; men 
han havde , trods blodtabet , endnu så frygtelige 
kræfter , at man først ved smedens og slagterens 
ankomst så sig i stand til at transportere ham ned 
i kælderen . 
Mærkeligt var det ved denne lejlighed at iagttage , 
til hvilken grad kancellieren betragtedes som 
offenlig person , og hvorlidet hensyn man tog til de 
privatsolk , hos hvem han boede . Gæsterne fra 
osteriet , som hurtigt forøgedes med alleslags nattesværmere 
fra byen , trængte sig ganske ugencert ind 
i køkkenet , banede sig vej ned i kælderen og betragtede 
kancellieren med samme nysgerrige interesse , 
som publikum fra de gamle gode dage kongen , 
når han lå på åstrnm æoloris . Og i sandhed , 
det var armodens , usselhedens og forbrydelsens 

oastrum æoioris , som her åbnede sig for mine 
blikke . Det mørke , fugtige rum var oplyst af en 
eneste osende lampe , som i en rusten ståltråd 
var ophængt under de forrøgede bjælker . Muggen 
luft , urecnlighed og tomme sambuccoflasker var 
alt , hvad man indåndede og så ; henne i en krog 
hørte man grædende barnestemmer , og frem af det 
usikkre halvmørke , som beherskede alle partier af stuen 
med undtagelse af den høje seng , hvori kancellicren 
lå , stirrede kun fremmede ansigter , blikke fulde 
af ligegyldighed , ansigter , som hverken udtrykte 
deltagelse , medlidenhed eller smerte , men kun 
nysgjerrighcdens tomhed eller drukkenskabens sløvhed , 
og som i det højeste syntes at sige : „ Helligger 
en drukkenbolt mellem drukkenbolte — ors . 
Pro nobis ! “ 
Det hele syn- var så skummelt , så uhyggeligt , 
så sugende vammelt , at jeg beredte mig 
til at forlade denne skueplads for et forspildt , bcsmittet 
liv , da jeg i det samme så lys og lygtertindre 
for enden af trappen , for som en stråleglorie 
at bevæge sig fremad , indesluttcndc gubcrnatoren 
i dens midte . Bag efter ham fulgte byens 
læge , en mand , der i erkendelse af sin hippokrates 
foragter nutidens moderne dårskab , og efter ham 

den nye pater fra rom med foldede hænder og et 
par øjne , som havde de forset sig på en forøget 
udgave af pave Clemens den ottendes katechismus . 
Mærkeligt var det at se den forandring , der pludselig 
foregik med gubernatoren , da han nærmede sig 
det sted , hvor hans agtværdigt tjener tumlede sig 
om i allehånde delirinmsfantasier . Han var trådt 
ind i hele sin pomp og pragt med en mine , som 
skred han foran i læ proosssions grande , med den 
store trekantede på sit overordnede hoved ; men 
neppe havde han kastet et blik på det drukkenskabens 
alter , der så improviseret var oprejst , næppe 
havde han set det offer , som krympede sig derpå , 
og hørt dets hæse , mumlende stemme , før han blev 
ligbleg på fyrtårnct nær og med en urolig håndbevægelse 
vinkede ad lægen , som øjeblikkelig nærmede 
sig og greb den syges puls med den mine , som 
hippokrates foreskriver i første del af sin natsria 
modioa . 
„ Dette kaldes fsbris maligna , eccellenza , “ sagde 
han med et buk . „ Her er årcladning nødvendig . “ 
„ Røbris msligna ? “ gentog gubernatoren med 
et udtryk , som fik han pludselig en stor ængstelse for at 
blive smittet . 

„ Tsdris mallzna ! “ stammede pateren og kastede 
et sørgeblik på kancellieren , hvorpå det straks 
for til himmels igen . 
„ Tilstanden er vel håbløs ? “ spurgte gubernatoren 
og fjernede sig et skridt fra den syge med 
et udtryk af rædsel . 
„ Væk med lanternen ! “ sagde kancellieren pludselig 
meget tydelig og slog ud efter gubernatorensnæse . 
„ Kom med den gamle hattcpnl ! — o , hø , hø , hø , 
— nu gør vi mirakler . “ 
„ Han fantaserer stærkt , eccellcnza . “ sagde byens 
vise hippokrates og sendte et sideblik til pateren , som på 
en forunderlig måde havde skelet over gubernatorcns 
skuldre , da den gamle hattcpul kom på bane . 
„ Vi må årclade ham ; det er det tykke blod , 
som indgiver ham disse forrhkte fantasier , “ bemærkede 
Cæsar . 
„ En gammel hattepul , “ gentog kancellieren 
med snøvlende stemme og rejste sig pludselig overrende . 
„ Halløj ! — ikke for lavt — et lille søm til — 
den skal nok klemme hende — hø , hø , hø , rakkerknægten 
gør mirakler ! Op med den gamle hattcpul ! 
— hiv til ! “ 
Der opstod ' en urolig bevægelse i salen ved 
disse mærkelige ord ; men lægen tog på ny den 

syges hånd og sagde med høj stemme , særlig 
henvendt til det publikum , der begyndte at trænge 
sig sammen om sengen : „ Denne ksbris maiiana , er 
særdeles ondartet , overordenlig ondartet , men vi skal 
nok sætte en pind - - “ 
„ En pind , en pind ! “ mumlede kancellieren og 
snappede til højre og venstre . „ Hvad er det for noget 
sludder ? Tror du en pind kan holde det 
stykke jern ? Den knækker — den knækker ! Lad 
øksen falde ! Det gør ikke noget — den går 
ikke , gør den ! I en hattepul , i en hattcpul — 
hø , hø , hø ! Hør , hvor de skråle — ad helvede til 
med Madonna ! Hø , hø , hø ! Hun er jo kun en 
gammel hueblok — din skål ja ! I en hattepul . “ 
„ Han er besat af djævelen ! “ råbte pateren og 
korsede sig . 
„ Af alle onde og urene ånder ! “ supplerede 
gubernatoren og fulgte hans eksempel . * 
„ Han er aldeles fra sin forstand , han ved selv 
slet ikke , hvad han siger , “ erklærede den værdige 
hippokrates , særlig henvendt til mængden , på hvis 
ansigter man begyndte af læse en ubehagelig tvivl . 
„ Hør ! “ udbrød kancellieren , som på en gang 
syntes af samle alle sine kræfter og vende dem mod 
et eneste punkt . „ Hør , hvor det ringer ! Hør , hvor 

det brnser ! Der er fangen ! Seer i ham med gravhunden ? — 
o , der er orme i mig , det er hugorme ! 
Tag dem bort , fag dem bort ! De krybe ind i 
munden på mig —de kvæle mig ! — o , hvor de 
gnave i mit hjerte ! Maria — er det dig ? Bort 
med den violin ! — hvor den hviner ! Det er 
gravmaren ! — stir ikke på mig ! Ja , hun er 
død — død ! — jeg vil ikke dø ! — vand , vand ! 
— jeg vil ikke ! — slå ham ihjel ! — sluk , sluk ! 
Det brænder ! “ 
Og kancellieren sank pludselig bagover , som 
havde han været holdt oppe ved en skjult fjcderkrast , 
der lige i et øjeblik brast og lod ham falde sammen 
som en marionetdukke . Mængden veg forfærdet til side 
for dette askcgråe fortrukne ansigt , for disse 
stive , hoitopspilede øjne og for den hæse rallen , 
som forkyndte , ' at dødskampen begyndte . Et par 
mænd ilede hurtig ud af salen , og inden jeg kunne 
bane mig vej gennem trængslen for at forlade 
denne rædselsfulde scene , hørte jeg dødsklokkens 
klemten ude på gaden , og i samme øjeblik sank 
hele forsamlingen , høje og lave , mænd og kvinder , 
på knæ og begyndte denne forfærdelige , mumlende 
dødsbøn , som jeg alt har beskrevet . I køkkenet 
mødte jeg præsterne med den sidste olie og hostien , 

men det var forsilde . Den gamle skurk lå stiv 
og kold i den fugtige kælder , og de ansigter , 
som lidt efter lidt passerede mig forbi , udtrykte kun 
væmmelse , rædsel og afsky , med undtagelse af den 
hellige pater , som , stadig søgende efter sine øjne 
oppe under loftet , erklærede , at kancellicrc Felice 
havde været en meget gudfrygtig mand , son : aldrig 
havde forsømt nogen messe eller altergang , hvorfor 
man turde håbe , at hans ophold i skærsilden ville 
blive kort , skønt den hellige kirke ikke havde fået 
tid til at give ham syndernes forladelse , ej heller 
til at yde ham den sidste hellige olie , ved hvis hjælp 
så mange svage og syge er blevne fravristede 
døden , efter at alle menneskelige midler havde viist 
sig af være unyttig tant , uholdbart som spindelvævet , 
bedragerisk som strået , hvorefter den druknende 
griber , før han males ned i dødens sorte , 
bundløse malstrøm . Efter disse skønne ord , hvis 
slutningssrasc særlig syntes henvendt til min værdige 
ven Carnevale , som under bevogtning af to 
gendarmer stod opstillet i køkkenet , forsvandt pateren 
ned ad trappen med en håndbevægelse , som 
vi kunne tage som en velsignelse , hvis vi ville , 
og efterfulgtes af gubernatoren , der med kancellierens 
tykke protokol under armen standsede et øjeblik foran 

den bcseirede apotteker , idet han tilkendegav ham , 
af Anna Marias kaution og hensynet til byens 
mangfoldige æsler havde bevæget ham til af løslade 
en mand , hvis fortsatte tvivl og letfærdige tale 
rokkede den inderlige tro , hvorved Gennazzano havde 
gjort sig bekendt i århundreder , men hvis sag , 
ifølge paterens forlangende , ville blive forfulgt 
gennem alle instanser og rimeligvis ende med en 
klækkelig mulkt til den høihcllige Maria æel buon ' 
consi^iia . 
Signor Carnevale betragtede med et sandt varnlveblik 
den protokol , som gubernatoren holdt fastklemt 
under armen ; men han sagde ikke et ord til 
hans tale . Først da døren havde lukket sig efter 
pateren , gubernatoren , lægen og de to gendarmer , 
trykkede han min hånd , pegede på sin pande og 
brast derpå i en skraldende latter , idet han sparkede 
til katten , så at den røg lige over kjøkkenilden . 
Derpå gav han sig med lange skridt til at måle 
længden af kjøkkcngulvet , og da han efter et par 
omgange havde udfundet , at dette beløb sig til 
fjorten , satte han sig med en modfalden mine op 
på huggeblokken og gjorde et svagt forsøg på at 
fløjte garibaldi-marschcn med den samme applomb 
som i gamle dage . Nlen midt i hymnen for 

han ned , rystede begge hænder højt op mod loftet 
og åbnede døren til gaden , hvorpå han , efter 
at have forvisset sig om , at de vel vare borte , spyttede 
tre gange ad byens kirkelige og verdslige autoriteter . 
Derpå trykkede han endnu engang min 
hånd med det ene betydningsfulde ord : „ Humbug ! “ 
Og listede så ganske stille ind i sit værelse 
for at sove . Stakkels signor Carnevale ! Han havde 
tabt slaget grundigt ; men der skulle komme et nyt , 
et frygteligere , om hvilket han selv ikke i sine drømme 
havde nogen anelse . 
Gerne ville jeg , kære funtus , dølge for dig og 
verden den næste dags begivenheder . Allerhelst ville 
jeg følge de romerske præsters skik og iagttage en fuldstændig 
taushed , psr probibsro lo scanæalo ; men 
kjendsgjerningcr er nu engang kjendsgjerninger , og 
når de findes , nytter det ikke som strudsen at lukke øjnene 
i — de stå der „ til ævig spot , skam og skændsel , “ 
Og skandale blev der gjort fra alle parters side . 
Den første begyndte dermed , at en deputation 
af novicer fra ursulanerinders kloster den næste 
dags morgen indfandt sig for at afhente Adele , men 
af den forfærdede Anna Maria fik det tordenbudskab , 
at hun var løbet bort aftenen i forvejen , og 
det endog med en kæreste . Jeg skal ikke beskrive 

dig de fromme søstres ansigter ved denne lejlighed , 
de nejede sig , korsede sig , og så på hverandre 
med nedslagne øjne og dhdsirede blikke ; men 
kunne dog ikke lade være at se snart til Otto og 
snart til mig , som mente de , at vi havde andel i 
denne forbryderiske hemmelighed . Ia , da de parpiis 
og i ærværdig pasgang tiltrådte deres tilbagetog , 
kunne det yngste og sidste par af novicerne , 
to nydelige , små piger , med et halvt skælmsk , halvt 
vemodigt blik , ikke lade være at slå det hvide 
slør lidt til side og skotte efter Otto , som stod på 
trappens øverste trin med skizzebogen i hånden . 
Det hele var kun et blik — men ønsket , attråcn , 
den inderlige længsel kunne de ikke skjule . Det var 
det samme blik , som nonnerne fordum sendte 
hverandre , da den tappre Carl algotsøn havde 
bortført svantepolks datter ; og gennem luften 
klang sukket vemodigt som for hundreder af år 
tilbage : „ Christ give der kom slig engel og tog 
både dig og mig . “ 
Den næste skandale var betydelig værre . Den 
begyndte med , at signor Carnevale i stolt følelse 
af sin frihed , og med sin kærlighed betydelig forøget 
ved fire og tyve timers adskillelse fra „ Genstanden “ , 
anlagde et toilette , der svarede såvel til 

festens højtidelighed som til de følelser , han agtede 
at lægge for dagen efter at have gennemgået sit 
nye martyrium for frihedens og oplysningens 
sag . Da jeg havde ham hemmelig mistænkt for , 
at han ville styre lige til Marietta , og da jeg med 
grund frygtede for den forfærdelige eksplosion der 
ville påfølge , når man også her fandt buret 
tomt , var det ikke uden en vis beroligelse , at jeg 
så ham ile over til farmaciet for i forbindelse 
med Pietro at lette skodderne af , og derpå under 
beskyttelse af et forklæde , som nåde helt op i 
halsen , af uddele piller , salver og plastre til de 
syge asner , som ved et magtbud af gubernaforen 
havde måttet undvære denne tilgift til deres lidelser 
i et helt døgn . Den tætte stimmel foran 
apotteket viste , af signor Carnevale intet skår 
havde lidt i sin popularitet , og som han der stod i 
skjorteærmer , med den lyse stråhat fra piazza 
Navone på sit knndskabsrige hoved , vciende ud og 
målende af , var han atter begivenhedernes mand 
med sine egne meninger om visse egne ting , oppositionsmanden 
rigtignok , og oven i købet i minoritet , 
men dog den mand , som både gubernaforen og de 
seks fra rom havde måttet lade løs af fængslet 
såvel for hans kundskabers som for æslernes skyld ; 

thi derom vare alle i byen overbeviste , af hvis 
signor Carnevale havde såt lejlighed til af give 
kancellieren sit fedt , i stedet for den sidste olie , havde 
denne byens største og gcdignesfe æsel levet endnu 
til glæde for røverne og opbyggelse for menigheden . 
På slaget ni lukkede signor Carnevale 
sit farmaci og trippede i bevidstheden om af have 
gavnet sine medskabninger iilfærdig op ad gaden . 
Jeg lod ham gå , uagtet jeg var nysgerrig efter 
af se , om han også denne gang , hvor røverne 
blev trukne ind i spillet , ville deltage i processionen . 
Alen signor carncvale forsvandt op ad 
den lille Sidegade , og jeg , som ikke havde stor lyst 
fil på ny at ulejlige mig for en kirkelig ceremoni , 
om hvis tomhed jeg nu var ovcrviist , satte mig under 
solseilct foran oafs reale , idet jeg morede mig 
med at betragte de brogede grupper , der nu , som 
for et halvt år siden , dels havde lejret sig på 
pladsen , dels i stille alvor og med andægtige miner 
vandrede op fil kirken for at deltage i processionen . 
Denne har i september et andet præg ; 
men det ligger i årstiden , ikke hos befolkningen . 
Mai måned er ikke blot madonnamåncd , 
men det er tillige forårets brogede fest — Italiens 

blomster komme og forsvinde i Mai . September 
derimod med sine gulnende marker og afsvedne 
lunde byder intet blomsterflor , og den sig 
nærmende høst lægger beflag på mange kræfter , 
som i Mai måned finde en trøst eller en adspredelse 
i at valfarte fil den hellige Madonna . 
Byen har derfor ikke nær det livlige , festlige 
præg , som når maisølen belyser dens Tage , 
og de deltagere i festen , som komme langvejs fra , 
ere mesf krøblinge og syge , der vente et under - 
gørende mirakel . For mig havde festen tabt 
den særegne , romantiske glans , som bredte sig 
over den , da Adele i den hvide tunika og med 
den slukkede kjcrte i hånden skred hen ad vejen til 
s . Eustachio . Denne gang havde man fået et 
stakkels , noget forvokset og åndelig forkrøblet barn 
til at fremtræde som mndonnabruden , og hermed var 
det interessante forbi ; thi i det halve år , jeg nu har 
ligget herude , har jeg set så mange processioner både 
for Sankt Peer og Sankt Poul , at jeg er inderlig 
ked af disse stadig tilbagevendende karnevalsløier . 
Altså lod jeg mig ikke forstyrre , da jeg oppe i 
gyden , som fører forbi kirken , hørte høje jubelråb , 
blandede med skrig og latter ; thi da jeg vidste , at 
processionen samlede sig deroppe , antog jeg , at det 

var et af de sædvanlige klammerier blandt bønderne , 
vin hvo der skulle bære denne eller hin fane 
ved madonnafesten . Endelig blev larmen så stærk , og 
jubelen så inderlig fornøjet , at jeg løsrev mig fra 
min skyggefulde plads og fulgte efter råbene , som 
forekom mig at tage en alt anden end opbyggelig vending , 
såsom jeg tydelig skelnede ordene bscoo , becoons , * ) 
som med stor styrke istemmedes af en flok 
unge sabinere , der på en højst letfærdig måde 
tumlede sig oppe i gyden . Næppe var jeg drejet 
om hjørnet , før jeg så et højst mærkeligt og tilmed 
meget bedrøveligt mirakel , som egentlig dannede 
kærnen i den af mig omtalte anden skandale , 
hvoraf byen rimeligvis vil have godt i meget lang 
tid , såsom der til daglig ikke forcfalder mange af 
den slags herude . Foran et højt hus i gyden 
havde der samlet sig en betydelig mængde af de 
gamle sibyller , som gestikulerede og snakkede i 
munden på hverandre med en sand diabolisk ivrighed , 
medens de under anførsel af et kraftigt 
fruentimmer i sabinernes bondedragt forsøgte at 
storme den høje stentrappe , for at trænge ind igennem 
døren på huset . Hver gang dette skete , 
viste der sig en gal mand med en stråhat oppe 
* ) gedebuk , hanrej . 

i øverste etage , en mand , som snart for til det 
ene , snart til det andet vindue , skrigende , brølende , 
gestikulerende og truende med den knyttede hånd 
ned imod mængden , som hver gang modtog ham 
med råbene „ klsøco , lscoono ! “ og på en højst 
uærbødig måde forhørte sig , om han ønskede fri 
rejse til oornovazlia * ) , samtidig med at drengene 
dandsede rundt under en for mig uforståelig opsang 
med begge pegefingre i panden . Jeg kendte 
straks sibyllerne fra huulgaden , ligesom jeg i 
drengene anede signor Carnevales nforsonlige modstandere 
fra landevejen nedenfor byen ; men at den 
gale atand deroppe var byens viseste og bedste 
mand , og det tykke fruentimmer dernede Mariettas 
moder , fik jeg først at vide af diegi , som med klaphorn 
under armen kom ilende op ad gaden tilligemed 
en del andre madonnablæsere for at være 
vidne til striden . Hvori denne egentlig bestod var 
det mig ikke muligt at fatte ; thi ordene faldt så 
tætte som haget og fulgte så rivende hurtig oven 
på hverandre , at al mening og forståelse druknede 
i strømmen . Imidlertid var det ung klart , 
o alcuno iii llornovaxua betyder egentlig nt sende 
en til Cornwall i England , men tillige at gøre en 
til hanrej . 

nt Mariettas mader ville have noget , rimeligvis 
sin datter , og at signor Carnevale ikke kunne finde 
noget , rimeligvis Marietta , og at det efter al sandsynlighed 
var derfor , at han rasede som en ronkadore 
og rendte hovedet gennem ruden med tabet 
af den lyse , ligesom de gamle , forladte sværdfisk 
på deres vandring mod nord løbe hovedet igennem 
isen med tabet af deres sværd . Pludselig 
styrtede Mariettas moder fulgt af sibyllerne sig 
energisk imod døren — den gav efter og åbnede dem 
vej fil det indre af huset ; men lige i det samme 
viste signor carncvale sig på ny ved vinduet , og 
nu påfulgfe en scene , som bragte ungdommens 
jubel fil dens højeste toppunkt . Ud for en lyseblå ' damehat 
med bølgende stor , der flagrede i 
luften som vinger . Så kom en mørkegrøn silkekjole , 
et par tøfler med spidse hæle , en knækparasol , 
et koralbånd , et syskrin , der åbnede sig i 
farten og foruden en masse buxcknapper udlod et 
par dusin lyserøde billetter , så nogle skørter og 
endelig nogle af de beklædningsgjcnstnnde , som kun 
bæres af damer i neglige , og som det derfor ikke er 
passende at nævne . Her kom der en standsning , som 
syntes at tilkendegive en vis mangel på ammunition . 
Alen den var kun af kort varighed ; thi frem 

kom signor Carnevales glødende hoved af det andet 
vindue , og ud for knive , gafler , fade , tallerkener , 
spejle og skilderier , så at det så ud 
som om han havde et helt formad af håndgranater , 
der explodcrede , snart på gaden , snart på 
de nærmestståendes hoveder . Men det blev ikke 
derved . Frem kom signor Carnevale på ny , og ud gik 
lysekronen , der knustes i tusinde stykker , stegevenderen , 
som fik adskillige buler , og endelig en 
mængde mindre kasseroller og kar , som på en 
sørgelig måde lod mig ane , at den forsmåcde elsker 
havde købt meget niere sammen til sit indbo end 
det , vi havde haft oven i karetten . Endelig kom 
den stakkels apotteker til syne med det halve af den 
brede himmelseng , en sørgelig allegori på hans 
egen forladthed og halverede tilstand , og da den 
ikke straks ville gå ud ad vinduet , fordi den strittede 
imod med benene , greb han en 0xc og begyndte 
at bearbcide vindnesposten , indtil både 
sengen og den med et drønende brag styrtede ned 
på gaden til alle parters store tilfredsstillelse . 
Men hermed fik også hans anstrengelse en brat 
ende ; thi inden han kunne få den anden halvdcel 
til at følge efter , viste gendarmerne sig i 
gaden , og da han også til dem henvendte nogle 

højst velvillige ord , fandt de det passende for den 
offenlige moral og sædclighcdstilstand at trænge 
op i huset og bemægtige sig den rasende apotteker 
som arrestant . 
Jeg så ham blive ført tæt forbi mig — hvor 
var han forandret ! Paroxysmen havde lagt sig ; 
men han var afkegrå i ansigtet , så askegrå , at 
jeg næsten forfædedcs derved , og der var i hele hans 
holdning et udtryk af lidelse , som greb mig dybt . 
Drengene hujede , fruentimmerne skældte og råbte 
på , at han ingen ret havde til at forholde moderen 
datterens brudcndsthr , sibyllerne rokkede med 
de skaldede hoveder og mumlede forbandelser med 
deres tandløse munde ; men signor Carnevale skred 
med sænket hoved frem mellem de to gendarmer 
uden at sige et ord , ja uden engang at kaste et 
blik på den mængde , som forhnanede ham . Men 
han var knækket ; han var bleven sløv , det var , svin 
om denne formiddags begivenheder havde gjort 
han : ti år ældre . 
Instinktmæssig fulgte jeg med til vi nåde colonnaernes 
Borg , og her mødte vi den tredje , den 
største af alle skandalerne — la proesssions 
grands , som under fuld musik vendte tilbage 
fra klostret s . Enstachio for at holde sit indtog i 

byen . Der skred gubcrnatoren frem i sin brogede , 
middelalderlige mummedragt , og blusset på hans 
næse lyste rødere i solsfinnet end kerten , han bar 
i hånden ; der kom de fem røvere ( den sjette undveg 
fra skafottet ) , smykkede med madonnabilleder 
og blomster og omgivne af snøvlende , mumlende 
munke ; der listede den nye pater fra rom , og der 
gik den vanføre , halvt idiotiske madonnabrud med 
det fjollede blik — men alle stirrede de på den 
stakkels signor Carnevale , som lå knælende mellem 
de ligeledes knælende gendarmer , og på mig , som 
denne gang tog mig den frihed at stå oprejst og 
med hatten på hovedet . Hvor skurril , latterlig 
og bedragerisk tog nu dennc procession sig ud , hvor 
fræk og hånende klang musiken , og hvor hykleriske 
lød præsternes mumlende bønner — de mindede 
mig om kancellicrens afbrudte stønnen på 
dødsleict , og alt , som de stred mig forbi , syntes 
jeg at høre gennem de latinske ord : „ Sankta hattepul ! 
O , en hattcpul ! Ora pro nodis ! “ 
Om eftermiddagen begav jeg mig til gubernatoren 
og udbad mig tilladelse til at besøge apotteker 
Carnevale i fængslet , thi jeg kunne ikke forlade 
byen uden at få sagt min gamle ven et 
hjerteligt Levvel . Den hæderlige embedsmand gjorde 

i begyndelsen adskillige vanskeligheder og betonede 
navnlig stærkt den forargelse , som signor Carnevale 
havde givet anledning til ved sin opførsel under 
processionen ; men da jeg forsikrede , at det kun 
var en simpel afskedsvisit , jeg ville gøre , fik jeg 
endelig hans tilladelse , og ledsaget af en gendarm 
gik jeg for sidste gang gennem colonnaernes gamle 
Borg , hørte for sidste gang den gamle fontancs 
vemodige plaske « og trådte endelig ind i de 
øde korridorer og sale , hvoraf slottet består . 
Gendarmen gjorde mig den tjeneste at blive stående 
udenfor døren tilligemed slutteren , og i aftenens 
skumrende lys trådte jeg ind i den celle , der nu 
tjente signor Carnevale til ophold , ligesom den 
engang før havde tjent den mystiske fange . Han 
sad foroverbøjet på sin hårde briks , støttede begge 
hænder mod sin pande og var så aldeles hensunken 
i betragtninger , at hun ikke mærkede min indtræden 
i fængslet , før jeg lagde hånden på hans skulder . 
Da for han pludselig op , son , kom han fra 
et fjerntliggende drømmeland , og det gamle , velbekendte , 
sarkastiske smil krusede sig om hans læber ; 
men det var kun et øjeblik , så sænkede han atter 
hovedet og stirrede ned mod jorden uden at sige 
et ord . 

„ Jeg rejser i morgen , “ sagde jeg , „ og kommer 
nu for at sige Deni farvel og takke dem for al 
deres godhed imod mig . “ 
„ Mener de det ? “ spurgte han , „ eller er det 
kun en frase . “ 
„ Nej , jeg mener det , “ svarede jeg og trykkede 
hans hånd . „ Jeg vil altid mindes dem som en 
af de få hæderlige mænd , jeg traf mellem de romerske 
bjerge . “ 
„ Tak , “ sagde han , og et ' vemodigt smil drog 
sig omkring hans mund . „ Så er der dog en , 
som tænker på mig og tænker velvilligt ; jeg skal 
aldrig glemme det . “ 
„ Der er mange , som tænke på dem , signor 
Carnevale , “ sagde jeg ; „ Mange , der tænke velvilligt . “ 
Han rystede på hovedet , stirrede atter ned 
imod gulvet og sagde mere henvendende sig til dette 
end til mig : „ Jeg er bleven gammel , signor ; men 
jeg har haft den store fejl ikke at ville mærke det . 
Jeg har set klart gennem hele det væv af bedrageri , 
som præsterne spinde herude ; men jeg har 
havt den fejl ikke at underkaste mig det blindt . 
Jeg har opponeret derimod , men kun halvt , og denne 
halvhed skylder jeg min ulykke . Den var ikke 
bleven større , om jeg havde opponeret kraftigt og 

sagt nun mening fuldt ud — min modstander havde 
dog sejret . “ 
„ Men han er jo død , “ indvendte jeg . 
Signor Carnevale så op på mig med et 
forundret blik og sagde : „ Mener de kancellieren ? 
Han var en orm , som jeg kunne træde i støvet , 
når jeg ville ; ja selv gubernatoren havde jeg i 
mit net . De kender ikke fil denne bhes mysterier , 
kære signor , og ved ikke , hvad såret forfængelighed 
har af sige . Jeg har været byens rigeste og 
mest ansete mand ; jeg var den , som gav tonen an , 
og selv pater Eusebio vovede ikke af krumme et 
hår på mit hoved . Jeg blev indbudt hos gubernatoren , 
og når han trængte fil penge , kom han 
fil mig . Jeg så hans skurkestreger ; jeg vidste , af 
han og kancellieren plyndrede fangerne og besveg 
byens kasse , og når underbalancen skulle dækkes , 
kom de fil mig . Da fik vi den nye pater fra Roma . 
Han er en brodersøn af trifoglio på torvet , og 
fra denne skriver sig hele min ulykke . Trifoglio havde 
tjent penge ved sin handel , han ville fortrænge 
mig , byens rigeste og mest ansete borger , og jeg 
blev ikke mere buden fil gubernatorens selskaber . 
Trifoglio fra torvet tog min plads ved gubernatorens 
bord , medens jeg måtte sidde foran mit apottek ; men 

jeg brød mig ikke derom ; thi jeg vidste , af trifoglio 
var gerrig , og af gubernatoren måtte komme fil 
mig . Men han udeblev bestandig , og nu hørte jeg folk 
mumle om , at pateren pressede sin onkel for penge 
til ham , at han ville sætte mig . under anklage 
for atteisme , udvise mig af byen , ja gøre mig 
landflygtig , når blot trifoglio kunne låne gubcrnatoren 
så meget , at han kunne flippe ud af sin 
klemme . Da var det , at jeg fattede en dristig 
beskatning . Jeg tog til Roma og meddelte kardinalvikaren 
oplysninger om disse to slyngler , for at 
få dem satte under anklage , inden trifoglio kom 
tilbage . Jeg ville gøre en paladsrevolution , 
som jeg sagde dem , rense op i uføret herude , og 
hævde mig selv som den , jeg var ; men alting 
glippede , jeg havde ulykken med mig på ethvert 
punkt . Trifoglio blev i hast kaldt tilbage , man 
lavede komedien med miraklet , og endelig dør til 
al ulykke kancellieren , man har dækket underslæbenc , 
man har godkendt miraklet , og skulle 
man også kunne skaffe fængsclsprotokollcn tilveie , 
hvad ville man så gøre ? Skyde skylden på 
kancellieren , på hans drukkenskab , og fristende 
gubernatoren . Nej , signor , jeg har tabt slaget , 
jeg har tabt det ! “ 

jeg følte det sande i hans bemærkning og 
sagde undvigende : „ Hvo kunne ane , at trifoglio 
var deres fjende ? Han kom jo hver eftermiddag 
til dem i farmaciet . “ 
„ Ja , “ sagde signor Carnevale bittert , „ for at 
belure mig , fore mig på glat is og meddele mine 
yttringer til gubernatoren , som atter besørgede dem 
videre til Roma . O , signor , vi har et spionsystem , 
værre end i Alexander den sjettes dage , og 
hvor sørgeligt , hvor ødelæggende for folkets moral 
— hver anden Romer lader sig leje til spion . Jeg 
anede intet ; trifoglio var min ven , og først den 
dag , da Adele blev konfirmeret — husker de den ? “ 
„ Jeg glemmer ikke let , “ sagde jeg . 
„ Nuvel ! Først den dag gik det op for mig , 
hvad trifoglio førte i sit Skjold . Husker de , at 
jeg gik ud for at gøre en visit , men vendte 
tilbage ? “ 
„ Ganske tydeligt , “ sagde . jeg . 
„ Godt ! Det var ikke varmen , ikke det kedelige 
selskab , som var skyld deri . I haven , hvor 
jeg først søgte familien , blev jeg skjult vidne til en 
sammenkomst mellem trifoglio og pater Eusebio . 
Samtale » drejede sig om mig ; man var i færd med 
at lægge en snare for mig , og trifoglio var den , 

som skulle trække rettet sammen over mit hoved . 
Jeg fik nok , mere end nok at høre — fra den 
dag vidste jeg , at triføglio var min fjende . 
Egenlig burde jeg straks være rejst til Roma ; men 
skandalen med kancellieren , den lille hændelse 
med pateren — “ 
„ Hvem dræbte ham ? “ afbrød jeg . „ Kontoristaen ? “ 
„ Nej , “ sagde signor Carnevale bestemt . „ Carlo 
ville have gjort det straks . Et drab , som man 
begår i hidsighed , er intet drab ; men et drab 
tolv timer , efter at galden har lagt sig , er et mord . 
Nej , Carlo var det ikke ; men han måtte flygte , 
han havde skinnet imod sig , og det er hos os tilstrækkeligt . “ 
„ Hvem gjorde det da ? “ 
„ Oifl lo sa ! “ sagde signor Carnevale med et 
uhyggeligt smil . „ Pater Eusebio havde ligesåmangc 
ægtemænd til fjender , som han har børn 
i Gennazzano . For Adeles skyld kunne han vist 
have levet endnu ; hun havde værget for sig , det 
vidste vi alle , thi en stolt pige er hun . “ 
„ Gud ved , hvor hun er ! “ udbrød jeg med 
et suk . 

„ På vejen til Napoli , “ sagde apottekeren med 
et udtryk , som tog han en af sine egne piller . „ Hun 
og de andre . Tror de ikke , jeg ved alt , signor 
guielmo ? O , komplottet har længe været lagt , og 
jeg dåre , som ikke har kunnet set , hvad der foregik 
lige for mine øjne . Jeg dåre ! Jeg dåre ! 
Jeg dåre ! “ 
Signor Carnevale begravede atter ansigtet i 
sine hænder og tav ; men jeg kunne tydelig høre , 
hvorledes han stræbte af kvæle sin hulken . Endelig 
hævede han hovedet , så mig fast ind i øjet og 
sagde : „ Signor guielmo ! De skal rejse , rejse til 
frie , lykkelige lande og vende tilbage til et frit og 
lykkeligt hjem . Ak , kunne jeg følge dem ! Kunne 
jeg begrave resten af et forspildt og sørgeligt liv i 
et land , hvor tanken , ordet og troen er frie ! 
Også jeg havde håbet på et lykkeligt hjem . Jeg 
dåre , som ikke huskede på , af der mellem alderdom 
og ungdom , mellem skønhed og grimhcd 
ligger en kløft , som ikke de hæderligste bestræbelser 
formå af udfylde . Jeg ville gøre en fattig pige 
lykkelig ! Det var egoismens stemme ; thi jeg ville , 
af hun skulle stabe ungdom i mig med tabet af 
sin egen . Jeg har fortjent min skæbne ; jeg har 
fortjent at indelukkes af disse mure , der engang 

have indesluttet en af Italiens mesf srihedselskende 
mænd , og jeg vil bære den , som han , som filosof . “ 
„ Hvem mener de ? “ spurgte jeg . 
„ Her sad paolo nighetti , en af forkæmperne 
for Italiens unge frihed , “ sagde . Apottekeren og 
så sig sørgmodig om i det skumle fængsel . „ Hnn 
levede og åndede kun for frihedens lys , og fængslets 
mørke blev hele hans løn . Måske skal jeg 
visne som han , komme ud svag og affældig som 
han - men lad så være ! Italien vil da føje mit 
navn til de tvende righettiers . “ 
Jeg sendte apottekeren et spørgende blik , og 
han vedblev : „ De kender ikke paolo Righetti ? Jeg 
kan se det på dem ; men er det foranderligt ? 
Folket glemmer sine martyrer , når de ikke se dem , 
og ingen havde set paolo nighetti i over femten år . 
Hvorledes skulle han da være kendt af den fremmede , 
som ikke kan skatte malmet i hans Vers eller det 
snille , der smcddedc det i nhytmens klingende 
bånd ? Hvilken digter har Italien ikke tabt i ham ! 
Læs hans første arbejde , det som lønnedes med evigt 
Års fængsel , og de vil forstå mig . “ 
„ Jeg kender det ikke , “ sagde jeg . „ Jeg har 
aldrig set det . “ 
„ De behøver ikke at skamme dem derover , “ 

sagde signor Carnevale . „ Hvorledes skulle de 
kende hans » Mirsam « , dette glimrende drama , 
som kun blev spillet en gang for at skaffe både 
ham og broderen i fængsel . Søg efter det i 
Roma , og man vil svare dem , at det aldrig har 
eksisteret , og de vil tro denne løgn , indtil en eller 
anden i sin omhyggelig tillåscdc stue viser dem 
et brudstykke i afskrift , eller hemmelighedsfuldt fortæller 
dem , hvorledes Argentina bævede i sin grundvold 
af jublende bifald , da broderen Leone fremsagde 
disse Vers , der på en gang havde gnldets 
og stålets klang . Ja , man glemmer hurtig i 
Roma — den store digters gravsten fik ikke engang 
plads inden for dets mure . “ 
„ Er han død ? “ spurgte jeg . 
„ Han døde tolv måneder efter at hans Broder 
Leone havde udfriet ham af fængslet og ligger begravet 
på Pisas gamle kirkegård . “ sagde signor 
Carnevale . „ Jeg havde min andel i denne flugt , 
som nær havde kostet gubernatoren hans embede . 
Husker de den aften , da han kom forklædt ? “ 
„ Hvem mener de ? “ spurgte jeg . 
„ Ih , broderen naturligvis , Leone nighetti — 
skuespilleren , vovehalsen , il oondanoato ! “ udbrød 
signor carncvale med stigende Iver . 

„ Fangen ! “ udbrød jeg forbanset . 
„ Ja , netop , “ hviskedee signor Carnevale . 
„ Fangen , gubernatoren , fra Severino , kardinalvikarens 
sekretair eller hvad de nu vil ; thi han 
skifter sin maske , så let som vi skifte ord . De 
så ham jo hos tavanis ; han var Adeles — “ 
„ Hvilket ? “ afbrød jeg hastig ; thi jeg hørte 
allerede den tunge nøgle blive drejet i låsen . 
„ Tys ! “ hviskedee signor Carnevale . „ Det er 
sluttercn . Lad ham ikke høre , hvad vi tale om . “ 
Og med disse ord drog han mig hastig hen imod 
gittervindnet , medens den svære underslntter , kanccllierens 
gode ven og værdige efterfølger , plantede 
sig indenfor døren som en statue og meldte , at 
tiden var forløben . 
„ Farvel , signor ! “ udbrødden gamle apotteker 
med hævet stemme , idet han omfavnede mig og 
efter italiensk skik kyssede mig på kinden . Men 
idet han bøjede ansigtet ned over mig , hviskedee han 
sagte : „ Den første . Krukke på sjette hylde , tredje 
skab til venstre , når de er trådt ind gennem 
skranken . Red den , de vil finde — “ 
Slutterens tunge skridt fik signor carneoales 
ord til at tabe sig i en uforståelig hvisken . Endnu 

engang trykkede vi hinanden i hænderne , endnu engang 
stirrede jeg på denne forunderlige mellemting af 
forfængelig naragtighed , forenet med virkelig og dyb 
følelse for det sande og rette , da vinkede slutteren , 
og med et hjerteligt håndtryk , med de bedste ønsker 
forlod jeg min gamle skikkelige apotteker , som 
endnu til det sidste fulgte mig med blikket . Dieu 
da jeg fik gendarmen i hælene og på vejen mødte 
gubernatoren i følge med pateren og trifoglio , 
som med en dum , sclvtillidsfuld mine tradskcdc bag 
efter de andre med en stor splint om halsen , da 
kom det mig for , at man havde sat byens eneste , 
virkelig fornuftige mand i dårekisten , og at 
byens samlede regimente var overgivet til lemmer 
fra galchospitalet . 
Du kan nok begribe , kære funtns , at jeg styrede 
lige til farmaciet . Der måtte jo være oplysninger 
om fra Severino , om Adele , om fangen 
på slottet , og for ikke at glemme det , gentog jeg 
uafladelig for mig den mystiske formel : „ Første 
krukke på sjette hylde , tredje skab til venstre , når 
de er trådt ind igennem skranken . “ 
Da jeg kom til farmaciet , var det lukket , og 
trods al min banken var der ingen , som åbnede 
døren ; men en fin røg , som snoede . sig udfra den 

del af bygningen , hvor signor Carnevale havde 
sit hugorme-kogeri , viste mig , at Pietro vistnok 
måtte være derinde . Altså parlamenterede jeg 
igennem skodderne og opnåede derved , at først 
Pietros næse , derpå hans hoved , og endelig hele 
hans hulde personlighed kom til syne i bindnet , hvorfra 
han betragtede mig med en mine , som gemte 
jeg inden i mig spiren til en eller anden politispion , 
en spire , som mulig kunne komme i Groening 
og overvælde det bedre menneske , som Pietro både 
af erfaring og af signor carnevalcs udtalelser 
vidste , at jeg var . 
Da han endelig kom så vidt , at han fik 
åbnet døren , og under en mangfoldighed af 
hentydninger spurgte , hvad jeg ville , om jeg 
var cuc , og om jeg havde set noget til gubernatoren , 
blev det mig klart , at Pietro bedrev en 
eller anden hemmelighedsfuld gerning inde i farmaciet , 
og dobbelt nysgerrig insisterede jeg ifølge 
signor Carnevales ord på at få adgang til 
helligdommen . Endelig lod Pietro mig slippe ind 
i det lille bagværelse , hvor signor carncvale 
gemte foryngelsens vande , og hvor han havde udviklet 
sin geniale tteori om sygdommenes oprindelse ; 
men helligdommen var øde og mørk , lyset 

sneg sig i enkelte , listende stråler igennem de 
tillukkede skodder , rummet var opfyldt af røg , og 
henne på arnestedet , hvor jeg sidst havde set signor 
Carnevale i færd med den store gryde , røg og 
dampede det ud af en forbrændt dynge , som efter 
lugten at dømme måtte bestå af papirer og 
gamle gjennemfcdtede pcrgamentsbind . Der lyste 
en snedig glæde ud af Pietros små , svincpvliske 
øjne , da han havde fået det hele raget sammen 
og antændt på ny ved hjælp af et par Knipper 
maisblade , og idet han vendte sig om imod mig , 
satte han den højre hånds tommelfinger på 
spidsen af sin næse , spredte fingrene vidt fra 
hverandre og nævnede derpå tre gange gubcrnatorcns 
og paterens navn på en lidet sømmelig 
måde . Efter at have udtalt denne trylleformular 
og erklæret , at de nu kunne få deres næser svedne , 
lukkede Pietro døren til bogstuen og kastede nøglen 
i cisternen , hvorpå vi begav os omkring bygningen , 
for at komme ind i farmacict ad hovedindgangen . 
Men næppe vare vi drejede omkring 
hjørnet , før et frygteligt syn mødte vort forbansede 
blik . Der stod gubernatoren i fuld uniform , lige fra 
den store trekantede til gallnkården , hvorpå 
han hvilede sin behandskede højre . Der stillede pateren 

frem bag hans ryg med et triumferende udtryk , 
og der gloede trifoglio med et allerærbødigst 
udtryk af underdanighed i sit dumme brede ansigt , 
medens byens tre gendarmer stod rede til af udføre 
ethvert vink , som Cæsar måtte give . 
Neppe havde man set os , før gubernatoren 
hævede hånden og med en alvorsfuld værdighed 
pegede på Pietro , en håndbevægelse , som havde 
filfølge , af denne øjeblikkelig fik langt flere fingre 
på sin krave , end han rimeligvis skøttede om . 
„ Nøglen ! “ råbte gubernatoren med stentorstemme . 
Pietro rodede , sågodt han kunne , bag sit forklæde 
og kom endelig frem med en lille , rusten nøgle , 
som han med et grin lod sig fravriste af gendarmen , 
der med hånden til hatten overleverede 
den til gubernatoren . 
„ Uforskammede ! “ brølede denne . „ Er dette 
nøglen til farmaciet ? “ 
„ Å , til farmaciet ? “ sagde Pietro med en ypperlig 
forstilt overraskelse . „ Om forladelse ! Leosiisim » 
Plejer altid af spørge efter denne . “ Og dermed 
proppede Pietro den rustne nøgle ned i lommen 
igen og så yderlig dnm ud . 

„ Oiavolo ! Nøglen til farmaciet ! “ brølede 
gubernatoren og stampede i jorden , øjensynlig irriteret 
derved , af en af gendarmerne havde haft den 
frækhed af smile . 
„ Nøglen til farmnciet ? “ gentog Pietro med stor 
langsomhed . „ Undskyld , looellsnra , man har aldrig 
betroet mig anden nøgle end denne , “ og dermed trak 
Pietro atter den lille , rustne nøgle op til stor moro 
for de bønder , som den usædvanlige scene havde 
samlet foran farmacien 
„ Nyd pladsen og spræng døren ! “ råbte 
gubernatoren , der nu tabte hele sin fatning . 
„ Jeg tror , af signor Carnevale plejer af 
gemme sin nøgle der , “ sagde Pietro og pegede på 
et hul over indgangen til farmaciet . 
Nøglen blev funden , sat i låsen af en af 
gendarmerne , hvorpå gubernatoren med høistegen 
hånd behagede af lukke døren op og træde ind i 
helligdommen , efterfulgt af pateren og trifoglio , 
samt de to gendarmer , medens den tredje blev plantet 
udenfor indgangen , hvor han benyttede sin stilling 
til af nedlægge en højtidelig protest , imod af 
jeg betrådte farmaciet , en protest som dog heldig 
blev overvunden ved løftet om en lille sambucco 
længere ud på aftenen . 

hvor lå farmaciet øde og mørkt , dengang vi 
trådte ind , og hvor høitidsfuldt mørkt skulede gubernatorcn 
omkring sig , da Pietro på hans befaling 
havde åbnet skodderne for at lade de sidste rester 
af det vigende dagslys falde ind i signor carnevalcs 
hidtil uberørte helligdom . Der stod alle de 
røde trædåser med deres grønne , gammeldags indskrifter 
opmarscherede på de hvide hylder , som vare 
de et regiment soldater , der åbenlyst forkyndte 
døden og sygdommen krig , medens deres uniformer 
hemmelig tydede på , at de kæmpede under 
Italiens banner . Der lå signor Carnevales skinnende 
forklæde , der stod hans spadserestok ved 
siden af et par lakerede støvler , som vare meget 
for små til nogensinde at være komne på hans 
fødder , og henne på pulten lå hans receptbog 
endnu åben med den splittede fjcdcrpen til bogmærke 
— alt nøjagtigt i samme stilling , som 
signor Carnevale havde forladt det om formiddagen , 
inden han trippede afsted til det nheldsvangre 
møde . Gubernatoren gav imidlertid ikke agt på 
disse herligheder , ja han værdigede ikke engang 
den mistænkelige bogrække , som fandtes oven over 
signor Carnevales pult et eneste blik . Nej , han 

åbnede tverfimod med højstegen hånd skranken , 
drejede af og skred med en frygtelig , inkvisitorisk 
holdning henimod det tredje skab til venstre , hvorpå 
han gav sig til at stirre op på den første 
krukke i sjette hylde med et falkeblik , som fyldte 
mig med forfærdelse . 
„ Tag mig den krukke ned ! “ råbte han med 
en så irriteret stemme til Pietro , at man skulle 
troe , at krukken var hans personlige uven . 
„ Hvilken krukke befaler leesiisnra ? “ spurgte 
Pietro ydmygt og så meget idiotisk ud . 
Den store deroppe ! “ tordnede gubcrnatoren . 
„ Den første på sjette hylde . “ 
Jeg blev hed om ørene , men Pietro svarede : 
„ Det er fluegift ; behager loeollonra noget 
deraf ? “ 
„ Tag mig krukken ned ! “ tordnede gubernatoren 
påny . „ Hvis du vover at lukke den op , skal jeg 
lade dig pidskc . “ 
Pietro svarede intet til dette velvillige tilbud , 
men tog stigen og begyndte langsomt at entre op , 
idet han gjorde skæv mund til mig og satte den 
knyttede hånd på næsen ; men inden jeg havde 
forstået betydningen af denne manøvre , var han 
nede igen og overrakte krukken til gubcrnatoren , 

som vendte sig om mod pateren og trifoglio , idet 
han trinmferende viste dem sit bytte med den bemærkning , 
at de forhåbenlig ville påskønne , til 
hvilken grad politiet i Gennazzano var inde i det 
revolntionaire parties bedst bevarede hemmeligheder . 
Efter denne indledning trak gubernatoren sine 
handsker af og befalede Pietro at hente et bord og 
tre stole . Krukken blev sat på bordet som corpus 
dslicti , gubernatoren nedlod sig i signor caruevales 
gamle lænestol , allernådigst overladende pateren 
og trifoglio de to stråstole , der blev anbragte 
en på hver side , og efter at have henvendt nogle 
oplysende ord til gendarmerne og faget dem tilligemed 
de to andre til vidner på den statsforbrydelse , 
som nu skulle afsløres , skrnede han langsomt 
og med gubernatorisk værdighed låget af krukken 
og fremdrog et gammelt dokument , som fik trifoglio 
til at gøre den åndrigc bemærkning , at der 
vist måtte stå noget i det . 
„ Ganske sikkert , ganske sikkert ; vi ville få 
mærkelige ting at se , “ forsikrede gubernatoren 
med rolig værdighed , idet han foldede dokumentet 
ud på bordet og bød Pietro tænde lampen , en 

anmodning , som denne efterkom med langt større 
ivrighed , end jeg ville have viist . 
„ Dette dokument vil fælde ham , fuldstændig 
fælde ham , “ hviskedee gubernatoren til pateren , som 
ttak et par runde hornbriller op og anbragte dem 
på sin næse . 
„ Fuldstændig fælde ham , “ gentog trifoglio og 
bøjede sig over gubernatorcns skulder . „ Fuldstændig 
— hvad er det , der står — „ Fuldstændig 
anvisning — — psr baooo ! Det er jo en recept . “ 
„ Til helvede ! “ brølede gubernatoren og kastede 
dokumentet hen ad bordet . „ Det er en fejl krukke . 
Pietro , tag mig den næste ! “ 
Atter måtte Pietro op på stigen og kom 
ned med en ny krukke , der viste sig af indeholde 
tørret ingefær , hvorefter han blev sendt tilveirs 
efter en tredje , som udlod en masse spanske fluer 
over paterens gramscndc fingre . Da heller ikke 
dette tilfredsstillede gubernatorcns ransagelsesånd , 
blev begge gendarmerne beordrede tilveirs , hvorved 
det efterhånden lykkedes dem af bringe de mærkværdigste 
gammeldags . Arkancr for dagens lys , 
samtidig med af de konstaterede den kjcndsgjcrning , 
af de fleste krukker i signor Carnevales farmaceutiske 
museum slet ikke vare i besiddelse af andet 

end den titel , som med store bogstaver prangede 
på forsiden . Da dette var blevet godtgjort så 
håndgribeligt , af der hverken på bordet eller på 
gulvet var plads til flere af de røde dåscr , 
sparkede gubernatoren en betydelig del af dem 
imellem hverandre og erklærede trifoglio , af han 
var et fæ , hvilket ikke i nogen synderlig grad syntes 
af overraske denne . Derpå rejste gubernatoren sig 
op og forklarede Pietro , af han for ham gerne 
kunne rejse ad helvede til , en høflighed , som denne 
gjengjældte ved at overrække dokumentet og forespørge , 
om det skulle bringes over i mnnicipiet , 
hvilket atter bevirkede , at gubernatoren i en højst 
irriteret sindsstemning snappede papiret fra ham , 
krøllede det sammen og kylede det hen ad gulvet , 
medens han højtidelig lovede , at huusundcrsøgelsen 
på det skarpeste skulle blive fortsat næste morgen 
til megen liden bande for signor Carnevale . Med 
denne trudsel forlod gubernatoren farmaciet , stadig 
fulgt af sine to skygger og overladende Pietro at 
finde rede i det Chaos , som var skaffet tilveie . 
Jeg hjalp ham trofast med dette arbejde , idet 
jeg efter bedste evne understøttede ham med mine 
latinske kundskaber ; men da ordenen var gjenoprettct , 
og de to gendarmer trak af med den 

stakkels fyr , kunne jeg ikke lade være at bemægtige 
mig det sammcnkrsllcdc papir , som endnu lå på 
gulvet . Det bar til overskrift : „ Fuldstændig anvisning 
til at kurere selv gamle æsler for skab “ ; men om 
det skab , som gubernatoren i regelen hver aften bærerhjem , 
stod der ikke et eneste ord — måske var det 
derfor , kære funtus , at han følte sig så irriteret . 
Hermed , bedste Søren , ender mine iagttagelser 
over livet i sabinerne og specielt over den lille 
kreds , hvori jeg har bevæget mig over et halvt 
år . Denne kreds er nu sprængt og splittet til 
mange forskellige sider ; de magter , der styre og 
rcgjere livet , have grebet ind i den med ublid 
hånd , og i hvilken havn skjebnen vil føre hver 
enkelt , er det umuligt at bestemme . Men der er 
tomt og trist herude . Den gamle Anna Maria har 
mistet sin livlige snakkcsalighed ; Nino går omkring 
i de øde Stuer , seer på det hele og erklærer 
det for „ ubegribeligt “ , medens dicgi tuder elegiske 
melodier på sit klaphorn . Ingen af de tre ved 
noget , det kan jeg tydelig mærke , og selv i går , da 
der kom en præst fra Roma for at afhente adelcs 
små brødre , gjorde de ham siet ingen spørgsmål , 
men klædte blot ørengene på og sendte dem afsted , 
så glade vare de over at blive af med dem . 

hverken Nino eller Anna Maria kunne glemme , at 
kancellieren døde uden at betale sin hnnslcic , og 
hver gang jeg bringer Adele på bane , siger den 
gamle : „ Ja hvad kan det hjælpe ? Var hun blot 
bleven , havde klosteret betalt de to hundrede scudi , 
og så havde jeg været hjulpen . “ Men dermed , 
kære Søren , er hverken du eller jeg hjulpen , og 
når padronens vogn i morgen tidlig holder for 
døren , og jeg for sidste gang ruller forbi de øde , 
endnu fast tillukkede huse , vil mangt et billede 
rulle op for mig ; men en bekymring vil jeg tage 
med , bekymringen for hende og hendes fremtid . 
Gid den må blive lys og lykkelig , hvor hun så 
færdes , så lys og lykkelig , som jeg ønsker dig din , 
nu , da jeg hører , at du har fået dit kæreste 
ønske opfyldt , og som personel kapellan skal være 
med at pløje en lille menighed ovre i Jylland . 
Når du da sidder på heden , kære fnntus , og er 
ked af at høre lærkernes evige slag over dit hoved , 
kan du tage mine breve frem og læse dem på ny . 
Hedens brune , lyngklædte bakker kunne da måske 
et øjeblik forvandle sig til campagnens bølgede 
høje , og i fata morganaet , som i den varme , 
disede sommerluft svæver langt ude i horisonten , 
kan du se gcnnazzanos kupler og sabinernes 

sneelysende tinder ; men når aftentåger : begynder 
at løfte sig , når hjejlen ensomt klager fra sin Tue , 
da send en venlig tanke til kancclliercns datter . 
Hun var en blid , en ecnlig , en klagende fugl , hvis 
sang kun kendtes af få , og hvis skæbne vil 
kendes af endnu færre . Farvel , glem ikke din 
hengivne o . s . v . 
Gennazzano , den 5te Mai 1868 . 
Belærværdige Søren ! 
Hvor forunderligt leger ikke skæbnen med os 
alle ! Her , hvor jeg for fem år siden modtog dit 
første brev , da jeg første gang vandrede om i disse 
henrivende egne , her , ja endog i den samme stue , 
skal det falde i min lod at læse de linier , hvori 
du melder mig dit ægteskab og tiltrædelse af 
kald . Du er altså i hav : : , brave funtus ! Tillykke 
dermed , bliv ved at dyrke din menighed , og 
skulle du sinde nogle kattolske kvikrøddcr , som have 
ligget og vegeteret siden middelalderens dage , så 
ryk dem op uden nåde og barmhjertighed — men 
bliv ved at ringe solen ned ; thi dette lyder smukt 
og fornøjeligt , skønt det siet ikke er andet end en 

levning af munkenes ave Marie . Som du seer , 
er jeg igen på min kæphest , og er det så forunderligt ? 
Overalt , hvor jeg i dette dejlige land 
træffer noget skønt og godt , har vor herre skabt 
det — alt det slette , alt det demoraliserende skabes 
hernede af præsterne ; jeg seer det nu tydeligere end 
nogensinde før . 
Igår kom jeg til Gennazzano ; men ikke , som 
i gamle dage , med padrone Luigi . Jernbanetoget 
brusede fra Roma , standsede ved valmontone , og i 
en virkelig omnibus gik vi videre over campagnen . 
„ Ak , hvor forandret ! “ tænkte jeg , alt som vi rumlede 
afsted , og „ Ak , hvor forandret ! “ udbryder jeg endnu , 
medens jeg nedskriver disse linier . Gennazzano har 
bøjet sig for civilisationen , som Subia bøjede sig 
for christendommen ; intet er mere tilbage af dens 
fordums glans — skarndyngen er borte , gubernatoren 
er borte , piazzaen er bleven brolagt , der 
må ikke løbe grise på gaden , og hvor før signor 
Carnevales farmaci hævede sig i mørk middelalderlig 
skummelhed med svære jernkurve foran vinduerne 
og syvdobbelte slår for den snevre indgangsdør , 
der knejser nu en ny tidssvarende kjøbmandsbod 
med ruder af spejlglas og petrolenmslamper i 
vinduerne . Padrone Luigi er gået fallit — jernbanen 

ødelagde ham . Prokuratoren er død , min 
stakkels , gamle Anna Maria er fattiglem — prokuratoren 
ødelagde hende . Signor Nino bærer ikke 
længere Madonnas fane , og diegi blæser sit klaphorn 
mellem de pavelige zouaver — hvilken omvæltning 
formå ikke fem år at gøre ! 
Det var med let hjerte og glade forhåbninger , 
af jeg i går susede herud fra Roma . Jeg 
ville opsøge gamle minder , spørge nyt om mine 
gamle venner — nu sidder jeg som Marius grædende 
på mit carthagos ruiner . Alt er styrtet 
sammen , undtagen det gamle Palazzo , men det er 
ikke længere vannutelliernes ejendom ; det er blevet 
solgt til trifoglios søn , som nu regerer byen og 
har opført den tidssvarende kjøbmaudsbod på piazza 
imperiale . Salige er de fromme ! Han er ikke 
sådan en rød krakiler sum signor carncvale ; han 
bærer sit kors , såvel i livet , som i processionen og 
synger amen , når pateren har messet . Derhos 
går han flittig i kirke , giver almisse og tegner 
det højeste bidrag , når der skal illumineres på 
den hellige faders fødselsdag , gode gerninger , som 
tilsammen fortjene , af man lukker oincnc for hvad 
der nødig må ses . 
I eftermiddags besøgte jeg Anna Maria . Nede 

i den nederste ende af huulgaden , hvor der dog 
endnu er nogen sol og nogen luft , endnu en 
smule udsigt over den lysegrønne Dal og saccoflodens 
blinkende vande , ligger fattighuset , og derhen 
styrede ' jeg min gang . Gaden var som før 
fuld af legende børn , der betragtede mig med store 
forundrede øjne og udråbte deres evige : » Uajooeo , 
signor ! « alt som jeg vandrede forbi ; men lidt efter 
lidt tog børnenes livlige og glade grupper af , 
sibyllerne med deres hvide , rystende hoveder steg 
svin spøgelser frem af hver gadedør , hver åben 
svalegang , spindende som pareer på deres håndtene . 
Der var ingen , der hilste mig eller kendte 
mig igen — sibyllerne fra de gamle dage vare 
døde , og når jeg spurgte efter Anna Maria , rystede 
de på hovedet og pegede videre ned imod enden 
af huulgaden , hvor aftensolen endnu kastede et bredt , 
rødgyldent skær over oldingerncs hjem , medens 
børnenes hyllede sig i skumringens skygger . 
Fattighuset var det sidste i gaden . Det lignede 
ganske alle de andre ; kun stod der uden for det to 
mørke cypresser , gravens og dødens tegn , og 
på den åbne svalegang sad en stor , rødblisset kat 
og slikkede velbehagelig sine poter tilligemed det 
smule solsfin , som var tilovers . Den krummede 

ryg og strøg sig op ad mig , da jeg trådte op 
på den skrøbelige svalegang , så mjavede den og 
løb foran mig , som var den de fattiges tjener , der 
ville vise den fremmede vej . Kendte den mig ? 
Det faldt mig pludselig ind , at Anna Maria havde 
ejet sådan en stor , rødblisset kat , som lidt havde 
budt mig velkommen i skumringen , når jeg vendte 
hjem , og som jeg til gengæld mangen gang havde 
trakteret med levningerne af vort måltid . Skulle 
det være den samme ? Den vedblev at stryge sig 
op ad mig med en sagte , klynkende mjaven , som 
ville den fortælle mig , hvor meget den havde lidt , 
så løb den foran mig , og stod endelig stille foran 
en dør , som den stirrede på med længselsfulde blikke . 
Jeg åbnede den , katten smuttede ind , sprang op 
på stolen og vækkede derved en gammel udlevet 
kvinde , som var falden i søvn på den umagelige 
stråstol endnu med paternostcrbåndet mellem de 
foldede hænder . Skræmt op af søvnen og blændet 
af aftensolen , stirrede hun på mig med forvirrede 
ængstelige blikke , så rejste hun sig pludselig op , 
strakte begge hænderne ud imod mig , og råbte , 
medens tårerne trillede ned ad hendes kinder : 
„ Signor guielmo ! Skal jeg dog endnu se en af 
de gamle ! “ 

de gamle ! Der var noget ubeskriveligt rørende , 
smerteblandet ved denne hilsen . Den satte mig i et 
nu hen i de gamle dage og erindrede mig om de 
lykkelige timer , når vi sad omkring arnen med 
prokuratorens vin i de skinnende glas — hele 
denne glade , engt sammensluttede kreds , som jeg 
har skildret dig i mine tidligere breve . Nu 
sad hun , den ældste , den som skæbnen tidligst 
burde have bortrykket , ene tilbage , og højt fra 
Norden , fra dette hende så ubekendte , men med 
forunderlige syner opfyldte land , kom atter den 
fremmede for at minde hende om de tider , der 
vare svundne for bestandigt . Også jeg fik tårer 
i øjnene , medens jeg så mig om i det fattige 
rnm og mindedes , at Otto over kaminen i palazzoet 
havde gjenopfriskct vannutclliernes ældgamle båbcnskjold 
med guld og farver , en tjeneste , som dengang 
havde fyldt den gamle kone med den inderligste 
henrykkelse . Her prangede hverken løver eller 
kronede leoparder — alt talte om armoden , om 
kampen for livet , denne kamp som slægterne 
have ført og ville vedblive at føre , såvel som den 
natur der omgiver dem . Alt fortalte mig om et 
glædeløst , for længst afsluttet liv , som higede imod 
døden , og kun i mindet ejede en sangfugl , der 

var i stand til at forkorte den øde , langsomt sig 
hcnsnigende tid . Og snart vare vi midt inde i 
mindernes skare ; hendes øje tindrede , hendes magre 
kinder fik et svagt rosenfarvet skær , og for hver 
gang jeg drog en ny erindring frem for hende , 
klappede hun mig på skuldren og udbrød : „ Rigtigt , 
signor , ganske rigtigt . Ak ja , de kan husfe ! “ 
Men herved blev det også . Det var mig , som 
tryllede de gamle skikkelser frem , og når jeg 
gjorde det , kunne hun huske både dem og begivenhederne , 
som knyttede sig dertil ; men selv kunne hun 
intet bidrage eller oplyse , alderen havde lagt sin 
hånd på hendes hoved , og hun huskede kun , af 
hun var gammel , fattig og forladt . Hvergang jeg 
ville ' have oplysning om nogle af de personer , der 
havde været deltagere i det lille drama , jeg har 
oplevet herude , rystede hun på hovedet og sagde : 
„ Døde , signor , døde . Alle døde , som han ! “ 
Dengang forstod jeg ikke , hvem hun mente 
med dette stadig tilbagevendende „ som han “ ; men 
da jeg rejste mig for af tage afsted , vinkede hun 
ad mig og drog mig ivrigt ind i en lille alkove , 
der indeholdt hendes seng , et krucifiks , det gammeldags 
skab fra vor fordums spisesal og et maleri , 
der var beskyttet mod fluerne ved et forhæng , som 

jeg var vis på hidrørte fra den gamle køle , hun 
bar . Hun åbnede skabet og bredte med en underlig 
forsigtig , mistænkelig mine en stor mængde 
gulnede dokumenter ud på sengen , idet hun ivrigt 
hviskedee : „ Forstår de det , signor ? Forstår 
de det ? “ 
Jeg stirrede på de papirer , som hun lydløst 
og med rystende hænder bredte ud for mig i skumringens 
matte lys . Det var opsagtc prioriteter , 
ældgamle skøder , skattckvitferinger og lignende 
ting , alle vedrørende den ejendom , hun havde tabt . 
„ Forstår de det , signor , forstår de det ? “ 
Spurgte hun på ny og fæstede blikket falkeagtig 
på mig . 
„ Nej , “ svarede jeg , „ jeg forstår mig ikke 
derpå . “ 
„ Heller ikke de , heller ikke de ? “ sagde hun 
med sørgmodig klagende stemme . „ Hvem forstår 
det da ? Alle , som jeg har spurgt , sige , at de ikke 
forstå det . “ 
Jeg blev rørt øver den dybe Kummer , der 
lå i hendes ansigt og gjennemsåc endnu engang 
de gulnede papirer , uden at andet kunne 
blive mig klart , end at de vare gamle og fuldkomment 
værdiløse . 

„ De er vist ikke i orden , “ sagde jeg , mest 
for at sige noget . 
„ Nej , ikke i orden , ikke i orden , “ gentog hun 
og virrede med hovedet . „ Hvad er ikke i orden ? 
Ingen kan sige mig det ; ingen forstår det — ikke 
engang han . “ Og med disse ord pegede hun med 
sin rystende hånd op imod det falmede forhæng . 
„ Hvem ? “ spurgte jeg og gjorde mine til at 
drage forhænget til side . 
„ Forsigtig ! “ sagde hun og famlede efter en 
snor , der hang midt på væggen . „ Han skulle 
forstå det , han havde papirerne , og han var en 
god dreng . Men han forsfod det ikke ; ak nej , han 
var meget for god — han forsfod det ikke . “ 
Med disse ord trak hun i snoren , og Ninos 
kjønnc , men selvbehagelig dumme ansigt stirrede mig 
imøde i et ypperligt udført portrait . Det var 
Ottos pensel ; jeg kendte den straks . 
„ Nej , han forsfod det ikke , “ sukkede hun , og 
så kærligt op imod maleriet . „ Han var for god , 
stakkels dreng , derfor forsfod han det ikke . Han 
skulle have mødt ; men han blev borte — han var ude 
at spadsere med sin forlovede . Så tabte han et 
papir , et vigtigt papir , sagde prokuratoren - det 
blev også borte . Vi tabte processen -- nu er han 

død — “ og den gamle Anna Maria tilhyllede sit 
hoved og hulkede heftigt . 
„ Død ? “ gentog jeg rystet . 
„ Ak , ja død , “ svarede hun , „ han kunne ikke 
forstå det . Alle sagde de til ham , at han havde 
vundet processen , hvis han havde mødt med papiret , 
og han kunne ikke forstå , hvor det var blevet af . 
Så gik han og grundede og grundede ; men han 
har aldrig kunnet tåle at grunde , stakkels dreng . 
Han fik tæring og døde — de andre tog palazzoet . “ 
„ Hvem tog det ? “ spurgte jeg . 
„ Madonna , “ sagde hun med resigneret mine . 
„ Madonna , som har givet mig ham og det , tog 
begge dele igen . Kan jeg gå i rette med hende ? 
Pateren for kirken s . Maria lagde sag an mod 
mig på Madonnas vegne ; thi vort Palazzo lå 
på kirkens grund og havde hørt jomfruen til i 
gamle dage , sagde han . Nu skulle hun have sit 
igen , og jeg turde ikke bede hende om et godt råd 
— hun kunne jo ikke råde imod sig selv . Jeg 
bad hende blot om at vente med at tage al min 
ejendom , indtil jeg var død ; jeg syntes , at hun 
kunne spare mig , som var enke , og tage fra trifoglio , 
hvis hus også lå på hendes grund . 
Men hun gjorde det ikke — trifoglio vandt , og hun 

tog mit hus , tog alt hvad jeg ejede , min dreng , 
min Nino — ak ja , nu forstår han det ; jeg kommer 
vel også så vidt . “ 
Og Anna Maria rystede tungsindig med hovedet , 
tørrede tårerne bort med sit forklæde og gned 
med det tårcvædcdc klæde omhyggelig et par af 
de pletter bort , som fluerne havde efterladt på den 
forgyldte ramme , det eneste gyldne , der fandtes i 
denne armodens bolig . Så drog hun atter forhænget 
omhyggelig for , trykkede min hånd og 
gjorde et forsøg på at smile ; men det blev til 
gråd , afskedshilsenen en halvkvalt hulken . I det 
hurtigt faldende tusmørke vandrede jeg hjem ad 
hnnlgadcn ; det var baccharozzocrnes tid , og noget 
fra fattighuset mødte jeg den ærværdige pater , som 
med langsomme skridt og dybsindige miner gik sin 
aftentur , overalt hilset af kvinderne , medens børnene 
trængte sig sammen for at kysse fligen på 
skarnbassens silkekappe . Han så ganske ud som 
i gamle dage , kun var han bleven endnu federe , 
endnu mere ærværdig ; men øjnene fore til himmels 
som før , og han så derfor ikke mig , vantroens 
forbandede barn . 
„ Han forstår det ! “ tænkte jeg , idet jeg vendte 
mig om og stirrede efter ham , indtil han kravlede 

bort i tusmørket . Og som han forstår det , således 
have tusinde her i pavestaten forstået det — det 
ene , det nødvendige , det , som alle ægte baccharozzocr 
forstå , at gøre folkets religiøse trang til industri , 
at plyndre selv enken og den faderløsc til fordel 
for kirken og dens tjenere . Herren være med dem ! 
Med dette christelige ønske slutter jeg , kære 
Soren , disse få linier . Du , som selv er præst , 
vil forstå mig bedre end nogen anden , og jeg 
ved , at du mindre end nogen anden vil tage forargelse 
af mine ord . Du vil forstå den gamle 
Anna Maria , som ydmygt bøjer sig for Madonnas 
villie og i kærlighed tilgiver den søn , som ved 
sin skødesløshed og sit forfængelige liv bragte 
hende til bctlcstavcn ; men du vil også forstå 
den retfærdige harme , man kan føle , når kirken 
gør sig til ågerkarl og plyndrer den fattige enke . 
Jeg rejser i morgen til Napoli ; alt herude virker 
tungt og knugende på mig . Skulle jeg opspore 
noget , som kunne bidrage til at kaste et lys over 
de personer , son : jeg nu smertelig savner , skal 
jeg meddele dig det . Indtil da , Levvel ! Skriv 
snart til 
din hengivne osv . 

Gennazzano , den 2dm juni 1868 
brave Søren ! 
Du undrer dig måske meget over min lange 
og vedholdende tavshed og måske endnu mere ved 
at se , at også dette brev har fået overskriffen : 
„ Gcnnazzano , “ skønt du vel nærmest ventede det 
fra amalfi eller Sorrento . Hvorledes det er gået 
til hermed , skal jeg snart forklare dig , hvis du 
blot har tålmodighed til at læse disse linier til ende . 
Du vil da se , at jeg har såt meget at vide , 
og at det er gået her , som så ofte i livet : hvad 
man ivrigt og med begær higer efter , vil ikke frem , 
da kommer tilfældet , denne blinde , uforklarlige gud , 
og i et nu har man opløsning på det , som den 
småligsfc søgen ikke har villet bringe . 
Siden jeg skrev dig til sidst , har jeg delt en 
turists sædvanlige lod , det vil sige , aldrig at have 
hvile eller ro , stadig at skulle danse efter hver 
jernbancpibc , som får lyst til at fløtte , og løbe 
med uret i hånden for af gå tilbunds snart i 
en damper , snart i Pompeji , snart i de skatte , som 
nationalmuseet indeholder . Du ved , kære Søren , 
af et sådant rasflos omsurrcnde flucliv er mig i 
allerhøieste grad modbydeligt , og jeg har kun taget 
del i det , fordi jeg derved kunne tjene en ældre 

landsmand , som jeg skyldte forbindtlighed , og som 
havde sat sig i hovedet , af han , som han udtrykte sig , 
ville „ røfle Neapel af “ i fjorten dage . Jeg holdt 
det ud i otte ; så kom vi op af skændes , og den 
spaltning , som deraf påfulgte , var egentlig grunden 
til , af jeg fik det af vide , som jeg så længe 
havde eftersøgt . 
Vi havde været ude af se Pompeji i et brændende 
solskin . I støv , i hede , i vulkansk afle og 
løst sand havde vi travet om fra forum tik amfitheatrel , 
fra meleagers hus til Diomedes 
villa , og dødelig trætte vare vi endelig nåde 
tilbage til Napoli , efter at min ærede ældre landsmand 
trofast havde sat et kors ved alle de seværdigheder , 
som baedeker anfører om de dødes 
mindeværdige stad . Fuld af glæde over af have 
overstået denne galoptour mellem grave , sad jeg 
henad aften i lalo i ' lurops , nydende min caffe 
og glædende mig over det rige folkeliv , som 
tolcdo ' en altid frembyder på denne tid af dagen . 
Da kom min ældre utrættelige landsmand på ny 
farende , og allerede langtfra kunne jeg på den 
fanemæssige måde , hvorpå han svang baedeker , se , 
at en eller anden blodtørstig plan opfyldte hans 
sjæl , og at jeg var udset til det ulykkelige offer . 

der var også noget særdeles galt på færde . Med 
megen Iver påviste han mig , at vi havde forbigåct 
tre secværdige huse , og at vi slet ikke havde 
lagt mærke til en lille notits , i følge hvilken Pompeji 
skal føde særlig ophøjede tanker i fuldmåne . 
Som en følge heraf prvponerede han mig på ny at 
dampe ud til gravenes by „ im mondschein “ , for at 
vi kunne plante vore kors på de tre forsømte huse 
og derpå med rolig samvittighed vende tilbage 
med midnatstoget . Forgæves forestillede jeg ham , 
at vi ikke ville komme ind , når vi ikke havde en 
særlig tilladelse fra inspektionen for udgravningerne , 
forgæves belærte jeg ham om , at Pompeji 
i måneskin er en alt andet end lystelig bandring , 
forgæves besvoer jeg ham om at unde mig et øjebliks 
ro og gå med i s . Carlo ; han forblev 
ubønhørlig , dadlede min mangelfulde sands for 
øltid , måneskin , romantik og historie — det 
store skisma indtrådte , og vi tog billetter , han 
til den evigt pibende jernbane , jeg til s . Carlo , 
hvor der den aften vistnok ikke ville blive pebet , thi 
man gav » Romeo s 6iu ! istla » , og det skulle , efter 
hvad en neapolitaner havde fortalt mig , blive spillet 
benndringsværdigt . 

som du måsfec ikke ved , kære funtus , begynde 
forestillingerne hernede kl . Otte og vare til langt 
over midnat . Romeo og Julie blev givet sidst , 
og foran det gik en gyselig lang og gyselig kedelig 
opera , hvis navn jeg i dette øjeblik ikke kan 
huske . Forgæves bestræbte jeg mig for at finde 
behag i den larmende musik , forgæves gjorde jeg 
forsøg på at gennemtrænge den neapolitanske patois , 
hvori teksten var skreven — jeg blev søvnig , 
kære Søren , og dette er både tilgiveligt og forståeligt , 
når man ikke forstår et ord af hvad der siges blandt 
de levende og har vandret en hel dag omkring 
blandt de døde . Imod slutningen kunne jeg ikke 
holde det ud længere . Jeg rullede min lænestol tilbage , 
lod et af de grønne silkegardiner falde for , og nu 
morede jeg mig med at lade det bløde italienske sprog 
og de livlige melodier rulle forbi mit øre , idet jeg 
for mig selv komponerede danske ord til musiken . 
Det gik prægtigt i begyndelsen ; men lidt efter lidt 
var det , som sad jeg ved en strandbred og hørte de 
mumlende bølger rulle mod land , snart i bløde , 
langt henrullcndc dønninger , snart brusende frem 
som en bifaldsstrøm , der overskyllede alt og derpå 
langsomt trak sig tilbage . Så kom atter de blide , 

vuggende toneflag , bløde og forkælende som golfens 
solvarme bølger ; jeg lød mig gribe af dem , rulle 
hen med dem , og lidt efter lidt gik mine tanker over 
i drømmenes brogede verden , dog på en måde 
styrede af de melodier , som bølgede mig i møde fra 
scenen . Klokkerne klang på ny i den forårsvarme 
luft , hymnerne lød til Madonnas ære , og midt 
under dette spillede diegi og hans kameratcr en 
lystig polka , medens menigheden knælede andægtig 
rnndt omkring . Så hørte jeg klosterkirken ringe 
til ave , derpå dybe orgeltoner , og pludselig var jeg i 
8 . Maria æsl buon ' oonsiaiio . Alteret var smykkctmcd 
blomster , menigheden lå i stille andagt på det 
steenhanrde gulv , og tæt foran mig stod signor 
Carnevale ; han nikkede til mig med sit gamle sardoniske 
smil og hviskedee : „ Humbug , sir ! Jeg kommer 
ligefra Cornwall ! “ Men oppe foran alteret 
lå Adele i snehvid dragt , med en blegrød Rosenkrands 
om de ravnesorte lokker , og lænet til 
pillen stod den rafle kontorista med det kække smil 
og stirrede skarpt op mod pater euscbio , der vrccd 
og snoede sig foran alteret . Da suste på en gang 
en mægtig , alt overdøvende stormvind igennem choret . 
Den blæste kirkens fløjdøre op , så jorden 
skælvede derved , den bruste hen over menighedens 

hoveder som et tordenvejr , og fremad stred i lys 
og solskin med staven i hånden og pilegrimshatten 
på ryggen fra Severinos mægtige skikkelse . 
Midt i kirken standsede han , strakte sin stav ud 
som åron fordum over pagtens ark , og der blev 
en dødsstilhed . Alles øjne vendte sig imod ham , 
og frem af sin kutte drog han en duftende buket 
af bjergblomster , som han rakte hen imod Adele , 
der i yndig forvirring havde rejst sig op og nu 
betragtede ham med glade , overraskede blikke . Han 
begyndte at tale -- hvilken stemme ! Jeg ville forstå 
ham , men jeg kunne det ikke , der var noget 
imellem os , jeg ikke kunne fjerne . Atter kom storm - 
vejret susende og brusende rundt omkring mig , fyldende 
hver krog og hvert hjørne af kirken , løftende 
hvælvingerne og sprængende pillerne til alle sider , 
knusende , bedøvende , henrivende det gav et sæt 
i mig , jeg vågnede , og bifaldsstormen i s . Carlo 
bruste endnu engang hen over mit hoved for derpå 
at give plads for den dødeligste stilhed . Men 
stemmen , som jeg havde hørt i drømme , hævede 
sig på ny . Her var ingen skuffelse , ingen illusion 
mulig , jeg rev draperiet til side og der , dybt nede 
på scenen stod fra Severino , fangen , i ! eonæannato , 

manden fra tavanis villa og fra skoven 
ved gcnnazzano , og dog var det kun fra Severino , 
han havde jo hans røst , hans minespil , hans 
dragt og hans pilcgrimsstav i de opløftede hænder 
— det svimlede for mig ; var det drøm ellervirkelighed . 
Han drog af sin kutte en buket af 
bjcrgurtcr , fog en enkelt blomst ud , hævede den i 
vejret og udbrød : 
„ Se denne lille , spæde blomst kan bære , 
skjult i sit bæger , gift og lægedom . 
Dens Duft er fød og fylder dig med lyst — 
smag den , og du er stædt i dødsens våde ; 
og som i planten , så i manden « bryst 
to magter stride , synden og guds nåde ! 
Da faldt det som skæl fra mine øjne . 
Jeg kunne disse ord udenad ; vi vare midt i Shakespeares 
ypperste drama — munken dernede var 
fader Lorenzo , og døg var det fra Severino , ham 
og ingen anden . 
Hvilken tiltrækning fik skuespillet på en gang 
for mig ! Jeg bøjede mig helt ud over logens rand , 
jeg slugte ham med øjnene , jeg studerede hvert træk 
i hans ansigt , hver fold i hans kappe ; men da 
han svarer Romeo : 
min søn , forklar mig ligefrem din sag ; 
hvo gåder skrifter , aflad får i gåder — 

da var det mig ikke muligt af holde det ud længere 
— her var jo en tråd , som kunne lede mig i den 
labyrintt , hvori jeg hidtil havde vandret , og ved 
munkens afstcdsreplik : „ Så sagte , søn ! Den 
snubler , som vil ile “ , styrtede jeg ud af logen , uden 
af agte på , af jeg i korridoren tog et par hatte 
med mig i farten . 
„ Hvem spiller munken ? “ spurgte jeg den udenfor 
logen posterede gendarm . 
„ Røn lo so ! “ svarede han og gav sig til af 
hænge hattene op . 
„ Hvem spiller fra Lorenzo ? “ spurgte jeg åndeløs 
den næste , jeg mødte . Denne stirrede på mig 
med et par forbavsede blikke , som var jeg en 
gal mand , og svarede : „ Har man stjålet deres 
lommetørklæde . “ 
„ For Pokker ! “ råbte jeg . „ Hvem er det , som 
spiller munken ? “ 
„ Jeg ved det ikke ; jeg er fra Capua , signor , “ 
Sagde fyren undskyldende . „ Det første politipræfektnr 
er til højre i Toledo . “ 
Jeg greb min hat og styrtede afsted ; på et 
politipræfektnr bør man jo vide alt . 
„ Hvem spiller fra Lorenzo på s . Carlo ? “ 
Spurgte jeg en ung neapolitaner , der sad indenfor 

skranken , beskæftiget med at ryge cigaretter ag 
spille domino med sig selv , hvilket må ansces foren 
nskyldig tidsfordriv . Han skød brikkerne 
sammen og betragtede mig med en mine , hvori jeg 
tydelig læste , at jeg vistnok var den eneste i hele 
Neapel , som ikke vidste besked om den ting . Derpå 
tog han et langt drag af cigaretten og svarede 
smilende : -ii oostro oslobro rizbotti . » 
Hvor underligt førte dette ene navn mig ikke 
tilbage til colonnaernes gamle Borg på den aften , 
da jeg tog afsked med min stakkels signor Carnevale . 
Jeg var på sporet , der var ingen tvivl 
derom . 
„ Hvor boer signor righctti ? “ spurgte jeg 
hemmelig overbevist om , at nu ville enhver oplysning 
briste . 
» Rivisra . bi cbiaja nr . 39 , » svarede den unge 
mand med en uforstyrret ro og tog atter fat på 
sit dominospil . „ Det store Palazzo tæt ved villa 
nationals . “ 
Jeg havde stor lyst til at spørge videre , men 
da han allerede havde orangeret sine brikker , lod 
jeg ham i ro , og ti minutter efter var jeg ved 
palazzoet - Herren kom først hjem efter midnat : 
men i morgen klokken ni kunne jeg træffe ham . 

den næste morgen vor jeg på pletten til den 
aftalte tid — atter en skuffelse . I maestro vor 
tidlig om morgenen tagen afsted med en af de 
mange smådampere , der anløbe kysten , og tjeneren 
kunne intet meddele om hans tilbagekomst . Han 
havde kun givet gjæsteroller ved s . Carlo , hans 
engagement var udløbet , hans lejlighed opsagt , og 
det var muligt , at han havde begivet sig enten til 
Capri , ischia , Sorrento eller amalfi for at ligge 
på landet — jeg havde hele Neapels omegn for 
mig til fri eftersøgning . Mismodig vandrede jeg 
tilbage til hotellet , hvor jeg traf min urolige landsmand 
fast bestemt på at bestige Vesuv i den værste 
middagshede for at nyde solnedgangen , en plan , 
som gjorde skismaet fuldstændigt og modnede den 
beslutning hos mig at flygte fra ham for bestandigt . 
Da jeg hen ad eftermiddagen sad på min 
balkon i Santa Lucia og lod blikket glide over 
den speilklare golf , hvor det ene hvide latinerseil 
dukkede frem og forsvandt efter det andet , indså 
jeg først ret umuligheden af at træffe et fornuftigt 
valg på et sted , hvor tusinde veje mødes 
og krydses . Alligevel havde jeg ingen ro . Jeg 
måtte afsted , jeg måtte se at finde denne nighetti 

for at erfare noget om mine gamle venners skæbne , 
og da jeg så tre små dampe » sende deres hvide 
nogsøiler i vejret og hørte signalpibens skærende 
lyd , skrev jeg på et stykke papir : Capri , ischia , 
Sorrento , rullede hvert navn til en kugle , kastede 
dem i min hat og trak — ischia . Ti minutter 
derpå var jeg ombord på „ Epomco “ , og tre timer 
efter så jeg det virkelige epomcos skarpe kraterkegle 
tegne sig imod horizonten , og inden solen 
lagde sig til hvile , var jeg lykkelig og vel 
installeret i » In pieoola osntinalla , » således kaldet , 
fordi de hvide bygninger som en vagtpost springe 
frem fra den bruunrodc klippe . Jeg skal ikke , kære 
Søren , trætte dig med en beskrivelse af ischia ; 
jeg skal ikke udmale dig casainicciolas hyggelige 
ro , ikke tegne for dig disse lysklarc morgener og 
stcmningsrige aftener , hvor solen slår sin gyldne 
bro over det azurblaue hav , indtil den selv som en 
blodrød koralpcrle dukker ned i dets skød . Fjorten 
lykkelige dage henlevede jeg i dette jordiske Paradis , 
fortryllet af denne vidunderlige circc , der endnu den 
dag i dag holder de veifarende fast , som fordum odyssens 
og hans staldbrødre . Dag ud og dag ind strøifede 
mit æsel med mig på ryggen omkring i disse 
yppige Dale , snevre bjergkløfter og svimlende højder ; 

men uagtet al min spejden , al min smålige søgen , 
var det mig ikke muligt at opdage det mindste af 
den berømte skuespiller , og jeg begyndte at tvivle 
om , at lykkckuglen havde været den rigtige . Allerede 
havde jeg i sinde at forlade øen for at underkaste 
Capri en lignende undersøgelse , da jeg af min 
brave ven og æsclsdriver Francesco fik at vide , 
at man i den lille by lacco forberedte en fest til 
ære for øens patronessc , den hellige restituta , der 
i sin tid , da man ikke tog det så nøje , var kommen 
sejlende på en møllcsfeen fra Afrika , hvor en 
hedensk fyrste havde villet kysse hende , i hvilken 
anledning hun var sprungen i søen , ganske som den 
hellige Helena hos os , hvorpå hun var landet ved 
lacco , hvor møllestenen endnu ligger inde i kirken , 
så af enhver , der ikke vil tro det , kan gå hen 
og se , af det er sandt . Henad eftermiddagen 
valfartede jeg altså til lacco , et lille fiskcrlcie 
på øens nordlige kyst , hvor min ven Francesco 
til yderligere bestyrkelse viste mig de spoer , 
som helgeninden havde trådt , den kilde , som var 
sprungen frem , da hun blev tørstig på vejen , og 
de hvide , vellugtende lillier , der i talrig mængde 
og yppig skønhed skyde frem af klippens ellers så 
golde og nøgne sider . 

den hellige fesf syntes af have forsamlet hele 
øens befolkning på dette maleriske sted , og med 
spændt forventning ventede man på processionen , 
som efter messens slutning skulle vandre tilbage 
til lacco fra den lille kirke , der endnu den dag 
i dag angiver stedet , hvor den hellige nestituta drev 
iland . Allerede hørte vi raketternes og sværmernes 
lystige knalden , allerede så vi silkefanerne veje 
og de gyldne kors funkle i aftensolens glød , da 
jeg pludselig fik øje på en sælsom figur , ikke ret 
langt fra mig . Det var en ældre , velnæret herre 
i lysegrå sommerdragt og ufarvede halvstøvler . 
Med en sølvbeflagen ridepisk i hånden holdt han 
stille på et snehvidt æsel , som fraøren til hale 
bar et net med røde silkckvaster , der tjente både 
til pynt og til at holde de næsvise fluer borte . 
Han syntes at være velkendt af mængden og at 
nyde en stor respekt hos denne ; thi når han bøjede 
hovedet og hilsende svang den solvbeslagnc ridepisk , 
fløj hnerne af til højre og venstre , og det hvide 
æsel nikkede med hovedet og klingrede med sine 
halsbjælder , som var det fornøjet over disse hædersbevisninger 
og ønskede at tage del i dem . Jeg 
kendte ikke denne mand , som åbenbart var en af 
øens dignitarier , og dog var der i hans træk 

noget , som jeg stadig kom tilbage til , som jeg havde 
set før , og som lå på bunden af min erindring 
uden at kunne frigøre sig og komme rigtig op til 
overfladen . Da nærmede processionen sig , og det 
hvide æsel spidsede øren ved at høre en lystig Arie 
af „ den stumme “ , som blev udført med al den bra - 
vour , der er neapolitanerne ejendommelig . Derpå 
kom fanerne , monsfransen , korsene , og den hele 
skare sank ydmygt på knæ , hvorved den grå mand 
på det hvide æsel syntes at blive dobbelt så høj 
som for , hvorhos hans bredskyggede panamahat lyste 
som en glorie i aftensolen . Nu blev den hellige 
restitutas billede synligt , og idet det blev båret ham 
forbi , holdt han æslet stramt an , så det ringede med 
alle sine klokker , og medens virakdampen bølgede i 
skyer omkring ham , medens præsterne sang og 
kerterne strålede , rykkede han æslet et skridt tilbage , 
sænkede ridepisken og gjorde med den anden 
hånd en uforlignelig hilsende bevægelse fra hatteskyggen 
ud imod den hellige restituta , son : vare de 
gode gamle bekendte , der havde spist mangen en 
middag sammen , drukket dus og nu spekulerede 
på at forlove deres børn indbyrdes med hverandre . 
Jeg kendte denne hilsen igen — der var kun en 
i hele Italien , som stod på denne fortrolige fod med 

de hellige , og det var — signor Carnevale . Men 
skulle denne ældre , velhavende gentleman med det 
fyldige , næsten godmodige ansigt være atteisten fra 
Gennazzano , den røde republikaner , den ubønhørlige 
bekæmper af præsternes underfundigheder ? Skulle 
det være signor Carnevale , som nu bøjede sig ned 
og velvillig vekslede et par ord med en af „ de 
sorte “ , som var skciet lidt ud fra processionen ? 
Umuligt ! Jeg havde jo forladt ham i fængsel som 
martyr før den retfærdige sag . Skulle han have 
svigtet sin overbevisning og vundet sit fyldige ansigt , 
sit hvide æsel og de røde silkekvaster på 
ideens bekostning — jeg kunne ikke tro det , men 
manøvrerede dog med min buccphalo lidt efter lidt 
således henimod ham , at vi til sidst holdt side om 
side , og da jeg på denne korte afstand havde forsikkrct 
mig om identiteten , gik jeg kige løs på ham 
med det udråb : „ Godaften , signor Carnevale ! 
Husker de mig endnu ? “ 
Jeg havde ikke betænkt , hvormegen skade jeg 
nær havde kunnet forvolde ved dette pludselige udbrud ; 
thi signor Carnevale stejlede derved , og hvad 
der var værre , hans æsel stejlede også , så at 
han på et hængende hår var gået bag over , 
hvilket ville have været til stor skade såvel før 

ham selv som før hans værdighed overhovedet . 
Neppe havde han imidlertid betvunget sin vælige 
ganger , før han , uden hensyn til situationens 
vanskelighed , bøjede sig forover , kastede sig i mine 
arme og udbrød : „ Signorguielmo , såsandt jeg lever ! 
Hvilken festdag skal dette ikke blive før os begge ! “ 
Nu blev det mig , som i ordets egenligste forstand 
måtte bære vægten af dette uventede mode ; 
thi signor Carnevale vedblev at trykke mig i sine 
arme , og da vore æsler ikke delte denne ømme 
sympatti , men tværtimod fjernede sig fra hinanden , 
indtrådte der et øjeblik , hvor stillingen var kritisk . 
Francesco , som i dette øjeblik trådte ud af osteriet , 
blev imidlertid vor frelser , og efter at signor 
Carnevale havde udstødt adskillige „ Cmsunaria “ og 
, Madonna min , “ hvilket heiligen forbavsede mig , 
kom vi endelig klar af hinanden , og da signor 
Carnevale havde fået sin panamahat trykket fast 
på et hoved , hvis gråsprængtc underlokker viste , 
at han havde fjernet sig fra foryngelsens vande , 
blev vi enige om at følges ad , og langsomt luntede 
vore gangere afsted på vejen til form . * ) 
altsom vi red , mødte vi flere præster , flere 
munke og flere barmhjertige søstre , der alle drog 
den største by på ischia . 

afsted far at overvære festen i lacco ; men hver gang 
vi mødte dem , rettede signor Carnevale sig i saddelen 
og løftede på den bredskyggede panamahat med en 
velvillie , som var mig i allerhøieste grad påfaldende , 
så meget mere som disse guds mænd med 
en virkelig glæde hilste på den fordums atteist . 
Vistnok bemærkede min værdige ven den forundring , 
der lyste ud af mit blik ; thi han blev mere og 
mere ordknap efter hver ny hilsen , og da vi endelig 
fik øje på en hel lille procession , som kom 
os i møde ad hovedlandevejen , hørte jeg ham mumle sin 
gamle bekendte yndlingsced : » Oospstto di uaooo ! « 
Hvorpå han pludselig drejede sit æsel til højre og 
lod det trave ned ad en af de stejle fjeldvcie , som 
føre til kysten , til stor ulejlighed for mig og den 
stakkels Francesco . 
Da vi havde nået den flade , frugtbare slette , 
som på dette parti strækker sig imellem lacco og 
forio , satte signor carncvale pludselig sit æsel i 
galop og for som en rasende frem mellem viinhavcr 
og maismarker , uden af agte på , om jeg 
fulgte med eller ej , noget jeg imidlertid gjorde , ikke 
så meget af lyst , som fordi æslerne der på øen 
have den prisværdige vane altid af holde skridt 
med hverandre . Det sidste var imidlertid ikke 

tilfældet med franceseo , og da signor Carnevale 
endelig standsede sit voldsomme ridt , var han forsvunden 
bag de støvskyer , der som hvide spøgelser 
langsomt drog over vejen , bårne af den lette aftenbrise . 
. Næppe var jeg kommen på siden af min 
gamle ven , før denne tog hatten af , tørrede sveden 
af sin pande og udbrød : „ Nu er vi alene , signor ! 
Ingen af de fordømte spejdere rende os længere i 
hælene . Sig mig nu rent ud , hvad synes de ? 
Har jeg forandret mig meget ? “ 
Jeg så på signor Carnevales velproportionerede 
former , på den lille antydning til mave , 
på hans runde kinder , som det stærke ridt havde 
givet et anstrøg af rødme , jeg tænkte på hans 
velvillige hilsener til øens gejstlige , og idet jeg 
dertil lagde sølvridepidsken , det hvide æsel og det 
hele velærværdige , der var kommen i hans holdning , 
kunne jeg ikke undlade at meddele ham , at han endogså 
havde forandret sig særdeles meget , men som 
jeg syntes til sin fordel . 
„ Nej , signor , “ sagde han og slog i et anfald 
af sørgmodig værdighed ud med ridepisken , så 
at det hvide æsel pludselig gjorde et nyt forsøg 
på karriere , „ ikke til min fordel , ikke til min 
fordel , det føler jeg alt for vel . En mand , som 

har brudt med sine principer , må forandre sig , 
men aldrig til sin fordel , signor . Han kan have 
fordel deraf , gøre karriere ; men det , der skulle anspore 
hans ånd til en fornyet virksomhed , er borte , 
signor . Han kan blive rig , blive anset , blive 
syndikus ; men der ligger en bråd , signor , en 
torn , som verden ikke seer , men som — — “ og 
signor Carnevale fuldendte sætningen med af kildre 
sit æsel bag i med ridcpidsken , så af det vrinskende 
for frem på ny og bibragte mig en tydelig forestilling 
om , til hvilken grad signor Carnevale forstod 
af gøre karriere . 
„ Ærr—rrrr ! “ sagde endelig apottekeren og 
holdt sit æsel så pludselig an , af jeg nær havde 
redet ham overrende . „ Hvergang de fordømte tanker 
komme mig i hovedet , må jeg have mig en galop . 
Jeg rider et æsel fordærvet næsten hveranden måned ; 
men det får ikke af hjælpe — galopen må 
jeg have . O , kunne jeg blot engang få den på 
en af de sorte ! “ 
„ De kan jo købe dem en sort , “ sagde jeg . 
Signor Carnevale brast i latter ; den samme 
hæse , mørke , foragtelige latter , som jeg kendte så 
godt fra tidligere dage , men som nu så lidet svarede 
til hans velvillige ydre . „ Købe en sort , “ 

udbrød han , „ og ride ham hele øen rundt med sporer 
og slænger å ja , signor , den tanke var ikke 
så gal . “ Og signor Carnevale lo på ny endnu 
hæsere , endnu mere bittert end før . 
„ Jeg forstår dem ikke , signor ? “ sagde jeg . 
„ Hvad er der i vejen ? De er ikke som i gamle 
dage . “ 
„ Nej , de har ret , “ sagde apottekeren , og et 
udtryk af virkelig sorg gik hen over hans ansigt , 
„ jeg har tabt meget , siden vi sås sidst . “ 
„ Virkeligt ? “ spurgte jeg deltagende . „ Tog 
man farmaciet fra dem , konfiskerede man deres 
formue ? “ 
„ Nej , signor , “ svarede han . „ Man lod mig 
beholde alt og tog dog meget mere . Man fratog 
mig agtelsen for mig selv , respekten for mig selv 
— jeg er en hykler , signor — men jeg er syndikus 
i forio . “ Og signor Carnevale satte på ny det 
hvide æsel i en rasende karriere over stok og sten , 
så at jeg denne gang kom et langt stykke bagud . 
„ Jeg forstår dem flet ikke , signor , “ sagde 
jeg , da jeg endelig med stor besvær havde arbejdet 
mig op i linie med min gamle ven , hvis 
besynderlige opførsel virkelig begyndte at forurolige 
mig . 

„ Vel , “ svarede han , „ så skal jeg fortælle Dein 
alt . De vil måske dømme mig mildere end jeg 
selv , og i ethvert tilfælde vil det glæde mig , at 
have truffet en , til hvem jeg kan betroe det , som 
piner mig , og som kan forstå mig . Der er kun 
meget få fornuftige folk i verden , signor , og 
hernede er der næsten slet ingen ; de er midder på 
bacherozzoerne alle tilhobe . “ 
Jeg trykkede deltagende den hånd , som signor 
Carnevale rakte mig , og efter at han havde bragt sit 
æsel tæt op til mit og forvisset sig om , at ingen 
var i nærheden , sagde han med lav stemme : 
„ De husker jo nok det store mirakel i Gennazzano , 
og har vel heller ikke glemt , under hvilke forhold 
vi tog afsked med hinanden . Jeg var dengang en 
slagen mand , signor . Jeg havde opirret mine 
fjender , og de havde sejret ; jeg havde gjort skandale 
for den hele by og lagt mig ud med alle 
mennesker , kunne jeg da vente nogen medlidenhed af 
disse , nogen barmhjertighed af hine ? Nej , signor , 
jeg havde tabt slaget ; det følte jeg alt for vel . 
Heldigvis havde min trofaste Pietro fået tid til 
at brænde alle de papirer , som kunne compromitterc 
mig , og huusnndcrsøgelsen førte derfor ikke til 
noget resultat . Men man hjalp sig på anden 

måde ; man anklagede mig for vantro , for at 
have brugt » sømmelige ord om præsterne , og 
frem for alt lagde man en særegen vægt på , at 
jeg ikke ville anerkende miraklet , som jeg i 
vidners overværelse havde erklæret for et bedrageri , 
en komedie , arrangeret af gubcrnatoren 
og pateren fra Roma . Om dette sidste punkt kom 
hele sagen til at dreje sig . Man forlangte en 
skriftlig erklæring af mig , hvori jeg anerkendte 
miraklet , en offenlig afbigt for Madonna , og 
gubernatoren lod mig vide , at hvis jeg nægtede 
dette , ville min formue blive konfiskeret , og jeg selv 
dømt for helligbrøde til fem Års ensomt fængsel . “ 
Min gamle ven standsede et øjeblik , så sig 
om i det rige , yppige landskab , hvor solen , som 
just nu lige sank ned bag ponza-øerne , kastede en 
gylden glans over hav og land , over de grønne 
vigner , hvor vinrankerne vuggede sig , og over 
epomeos takkede murkrone , hvis øverste spidser 
den omgav med funklende guldskær . „ Fem Års 
ensomt fængsel ! “ hviskedee signor Carnevale . „ Ved 
de , hvad det vil sige , signor , når man er 
bleven otte og halvtredsindstyve år ? Se dem 
omkring ! Havet er frit ; det spørger ingen , hvorhen 
det må rulle sine bølger . De lette skyer , som 

sejle hen øver bjerget , er frie , svin mågerne derude 
— ingen lægger hindring for deres flugt . 
Ja , selv de vevre fiirbcen , som jage her langs ad 
vejens kanter , er frie . Ingen har prøvet på at 
give dem love for , hvilke fluer de må spise og 
hvilke , de skulle lade gå . Således er alt i 
dette herlige land frit og uden ansvar ; kun mennesket , 
denne naturens ypperste skabning , dette 
barn , som den i modsætning til alle sine andre 
børn begavede med en fornuft , som det ved anrtusindcrs 
brug har udviklet til en erkjendelscssands , 
der opsøger himlens fjerneste kloder og 
trænger ind i bjergets skjultcste afgrunde , kun 
dette barn er ikke frit , dets fornuftige tanke har 
ikke lov til at rulle som bølgernes strømme , ikke 
ret til at flyve , som mågerne hist , over fordommenes 
fængslende fjeldvægge . Det skal bidsles , 
tæmmes og bebyrdes , som æslet , hvorpå jeg rider ; 
det skal gå sin jevne skridtgang under sporer og 
pisk , og prøver det på at bruge sin fornuft , da 
åbner fængslet sig for den frie tanke , og eensomhedcns 
nagende marter bringer selv fornuften til 
vanvid . O , skændsel over dem , skændsel over 
dem alle ! “ 
Aldrig havde jeg set signor carncvales ansigt 

så bedrøvet eller hans holdning så bøjet , som i 
dette øjeblik , selv ikke , da jeg forlod ham i fængslet . 
Jeg ville ikke udspørge ham videre , og således 
red vi i nogen tid tanse ved siden af hinanden , 
indtil vi øjnede forios hvide mure , som 
spcilede sig i det mørkeblå hav . Da brød signor 
Carnevale pludselig tavsheden og sagde : „ De vil 
måske foragte mig , signor , men jeg får at 
finde inig deri . Jeg er en renegat , en frafalden ; 
jeg er ikke længere atteist og republikaner , jeg 
går i kirke og er - syndikus i forio . “ 
„ Hvorledes ? “ udbrød jeg overrasket . „ De går 
i kirke — ? “ 
„ Ja , og synger psalmer , “ fortsatte signor 
Carnevale med bitter selvironi . „ Jeg gør mere 
endnu ; jeg giver to offenlige gilder om året på 
mit embeds vegne , og hver gang er det sognepræsten , 
som udbringer min skål og roser mig 
som byens loyalesfe Aland . Ak , signor , tiderne 
have forandret sig ! “ 
„ Men hvad har da bevirket denne uhyre forandring ? “ 
Spurgte jeg endnu mere forbavset . 
„ Hør mig , førend de dømmer , “ Signor guielmo , 
„ og husk på , af den mand , der nu taler til 
dem , ikke længer ejer ungdommens idealitet og 

dens feige kraft til af holde sig oprejst mod bold 
og undertrykkelse . Denne kraft var allerede bleven 
knækket hos mig i seminariet , og kun hadet gav 
mig styrke til af bære de forurettelser , som senere 
påfulgte ; men man tilføjede mig en ny . Plan gav 
mig valget mellem af fornægte den sunde fornuft , 
den klare erkendelse , eller af miste min sunrt erhvervede 
formue og fem år af mit liv . Og dog , 
signor , vaklede jeg ikke . Jeg hadede disse sorte 
angurer , jeg foragtede deres løgn og list så dybt , 
af jeg besluttede af fornægte miraklet til det yderste . 
Allerede havde man skrevet til Roma , allerede ventede 
jeg hver dag gubernatoren med kardinalvikarcns 
dekret , da kom en aften lægen fra Norma , min 
gamle ven . Han bad mig om af give efter for 
magten , rådede mig til af sælge al min ejendom , 
såsnart jeg blev fri , og derpå vandre ud til 
et land , hvor man anerkendte fornuften . Jeg 
svarede ham , af jeg ikke ville lade mig bøje , af jeg 
» ilde være martyr for den retfærdige sag , og med 
et ironisk smil forlod han mig , idet han bad mig 
at overveje de ord , som han skrev på væggen . 
Da jeg den næste morgen vågnede , faldt mit blik 
på den indskrift , han havde efterladt . Med kridt 
stod der over min seng : » ianndus volt doeipi 

— ergo sscsræotss ! « * ) jeg forsfod meget godt , 
hvad han mente dermed , ' men det påvtrkede mig 
ikke ; tværtimod stod jeg op , klædte mig på og besluttede 
at lade indskriften stå , for at den kunne 
formue pateren , når han besøgte mig i fængslet . 
Da fandt jeg , skjult bag vandkrukken , en bog , som 
han havde efterladt den foregående aften ; jeg så 
heri et vink og gav mig til at læse . Det var en 
biografi over pisaneren galilei , dette vidunderlige 
talent , som jeg hidtil kun havde kendt af navn , 
men i hvis hele liv og studium bogen førte mig 
ind i på en forunderlig , levende måde . Jeg fane 
ham som nittcnårig yndling sidde i Pisas kirke 
og kede sig over fasteprædikenen ; da falder hans 
øje på den langsomme svingning af en hclgenlampe 
— og pendulen var opdaget . Jeg hørte ham 
tordne imod aristotelikerne fra Pisas gamle katteder , 
og jeg fulgte med spændt opmærksomhed hvert af 
de små trin , som førte han : hen til den store opdagelse 
om legemernes faldhastighed . Jeg bævede 
som han af glæde , da han første gang med den af 
ham opfundne kikkert i hånden betragtede stjernehimlen 
og før første gang øjnede Jupiters drabanter , 
verden vil bedrage « ; derfor fik den præster ! 

Saturns ring og solens pletter . Hvad havde dog 
ikke den mand set før sin tid , og hvor uendelig 
højt stod han ikke stillet over den ! Jeg skammede 
mig over , at jeg ikke tidligere havde kendt hans 
liv , og med en begjerlighed , som gjennemsløi jeg 
en roman , læste jeg videre . Hvor prægtigt var 
ikke hans ophold hos cosinus den anden ? I 
sandhed , jeg følte , at jeg havde en af Italiens 
største mænd før mig , og med et stille suk gemte 
jeg bogen , da tusmørket begyndte . Om aftenen 
kom gubernatoren tilligemed pateren . Den første 
viste mig dekretet fra kardinalviknreu , og den 
sidste holdt i den anledning en formaningstale til 
mig , hvori han besvoer mig at anerkende miraklet 
som fremkaldl ved jomfruens undergjorcndc bistand . 
Alen min beslutning stod fast — som galilei havde 
kæmpet imod munkene og jcsuiterne , således ville 
jeg kæmpe imod nutidens overtro , og jeg svarede 
derfor , at jeg bekendte mig til den sunde fornuft , 
at jeg som en følge deraf ikke kunne anerkende 
miraklet , men at de kunne gøre med min person , 
hvad de ville . De lod ikke til at have ventet en 
så energisk protest , og vare i det hele taget meget 
opsatte på at så min godkendelse af miraklet ; 
thi de forlod mig først hen ad midnat , idet pateren 

erklærede , at jeg burde have betænkningstid til den 
følgende dags aften . 
Den nat drømte jeg , at jeg var galilei , og at 
jeg opdagede pendnlen ved at . se pateren dingle i 
en galge , og da jeg vågnede om morgenen , var 
jeg fast bestemt på at fornægte alt , selv om jeg 
skulle blive hængt med . Næppe havde dagslyset 
begyndt at trænge sig ind igennem de små tilgittrede 
binduer , før jeg på ny greb bogen , brændende 
af længsel efter at følge min heros lige til 
slutningen af hans liv — ak hvilken skuffelse ! 
Han , som havde kæmpet for sandhed og for ret , 
han , som havde set klarere end nogen af sin tid , 
han , som ejede det faste , det nomstødelige bevis for , 
at solen stod stille , og at jorden som dens drabant 
bevægede sig rundt omkring den , han , som i sit 
hjerte foragtede munkene , præsterne , jesuiternc , 
han , som stod på toppunktet af sin tids indsigt 
og så klart dens bedragerier lige til de skjultefte 
fibre — han afsværger sin tro , sin overbevisning , 
det , der udgjorde kærne » af et i granskninger 
gennemlevet liv — og for hvem ? For en af de 
dummeste paver , vi have haft , for denne barberini , 
som støbte kirkeklokker af pantteons korinthiske loft og 
gav kardinalerne titel af eminenze . For denne såkaldte 

lærde , hvis hele arv til efterslægten består i 
det romerske breviar og et bind dårlige digte , for en 
sådan ånd , omringet af lignende ånder , bøjede 
galilei knæ , han , som skønt blind , opdagede 
månens librationcr . O , signor , da jeg læste om 
det store , festlige optog af munke , præster , jesuiter 
og eminenz « , som smilende til hverandre af skadefro 
glæde , begav sig til videnskabsmandens fængsel , 
da jeg så ham , mishandlet og pint , kuet af 
fængselsluften og sine fjenders had , vakle frem for 
med hånden på evangeliebogen at afsværge det , som 
han havde brugt et liv til at udgrandske — da blev 
jeg greben af en så dyb , så bitter og nagende 
smerte , at jeg brast i gråd derved . Jeg græd som 
et barn , heftigt , ustandseligt . Vel vidste jeg , at jeg 
på ingen måde kunne sammenlignes med ham ; men 
jeg havde lidt som ham , jeg havde været et offerfor 
de samme mørke kræfter , fra den samme kant , 
skjøndt jeg levede to hundrede år efter ham og 
på en tid , hvor man har lov til at tænke frit 
overalt , midtagen på den plet af jorden , hvor 
jeg har den ulykke at være født . Nu fordrede 
man af mig det samme , som man havde forlangt 
af ham : fornægtelsen af den solcklarc sandhed , 
tilintetgjørelscn af sig selv . Jeg havde ellers aldrig 

gjort det , signor ; men da min krampagtige , voldsomme 
gråd havde lagt sig , da var det , som indtrådte 
der en stille , mild fred i mit sind , som 
følte jeg mig højt hævet over disse lave , smålige 
bestræbelser at vinde indflydelse og magt , og 
jeg huskede på , at der ville komme en tid , hvor 
man ville dømme mine modstandere på samme 
måde , som man nu dømmer deni , der mishandlede 
en af Italiens herligste ånder . Jeg følte for første 
gang , hvad resignationen havde at betyde , og indså 
det unyttige i af ofre resten af mit liv til en 
sørgelig tilværelse uden den ringeste nytte . Da 
pateren og gubernaforen om aftenen trådte ind , 
erklærede jeg mig villig til af afsværge mine vildfarelser , 
som de kaldte dem , og antage deres ; men 
da jeg den næste dag -- -- -- -- - “ 
„ Hvilket ? “ spurgte jeg , da signor Carnevale 
standsede med en grimace , som slugte han en bitter 
medicin . 
„ Da jeg den næste dag , “ fortsatte signor 
Carnevale med hævet ridcpidsk og sammenbidte 
tænder , „ da jeg den næste dag måtte gå i 
processionen med en af de sorte spanner om 
halsen og et madonnabillede i hånden , efter at jeg 
først i kirken højt og lydelig havde erklæret min 

tro på denne leddedukkes undergørende magt - 
da var jeg så rasende forbitret , af jeg gerne 
kunne have kastet madonnabilledet i hovedet på 
pateren og stødt spannen i halsen på gubcrnatoren , 
hvis jeg ikke havde vidst , af han ville være 
kommet til af torstc endnu mere deraf . Ja , signor , 
jeg måtte gå med som en abekat lige fra kirken til 
s . Eustachio , og fra s . Eustachio tilbage til kirken , 
medens hvert barn i byen pegede fingre ad mig . 
Det var en gang , som til golgatha ; men jeg fandt 
på et middel som holdt mig oppe . “ 
„ Virkelig ? “ spurgte jeg . 
„ Ja , “ sagde signor Carnevale og rettede sig 
med en heroisk mine på æstets ryg , „ jeg fandt 
et middel . Medens alle troens får brægede og 
brølede rundt omkring mig , medens præsterne bad 
og munkene snøvlede , sang jeg som mit litani : 
» L pur si muove ! — bi pur si muovo ! og jeg 
huskede på , at tanke » , den frie ubundne tanke , vil 
vedblive at bevæge sig , indtil den får styrtet hvert 
bolværk , som modsætter sig den , så let , som 
forårselvens vande bryde hver dæmning og 
hver skranke , når den om foråret kommer 
styrtende ned fra bjergenes højder . “ 
Her holdt signor Carnevale sit æsel an og 

stirrede med et bekymret blik ind imod forio , som 
vi nu vare ganske nær . „ Ja , det var en hård 
tid , “ fortsatte han med lavere stemme , „ hård 
for mig , og endnu hårdere for vor stakkels gamle 
Anna Maria . Jeg solgte mit farmaci til trifoglio ; 
det var at stryge flaget , det vidste jeg nok , 
men jeg gjorde det alligevel , og de skal høre , hvorfor . 
Den nye pater fra rom havde vendt op 
og ned på det gamle arkiv i mariekirken og der 
fundet nogle dokumenter , som viste , at både mit 
farmaci og vannutelliernes palads lå på en 
grund , som i middelalderen havde tilhørt kirken . 
Jeg havde hørt mumle om proces , og jeg solgte 
straks ; thi jeg ved , hvad det vil sige , når kirken 
fører den . Anna Maria havde et gavebrev på 
palazzoct , udstedt af Clemens den ottende , et 
gammelt , muggent dokument , som Nino gemte tilligemed 
hendes øvrige papirer . Gavebrevet sikkrede 
hende mod enhver vold fra kirkens side . Det 
gjaldt blot om at fremlægge det i retten ; thi dets 
ægthed var nomtvistelig . Nino skulle møde , men 
ved de , hvad fyren gør ? Han stikker det gamle , 
halvfortccrcde dokument i lommen og går så ud 
at spadsere med sin kæreste . Pludselig husker hau , 
at han skal møde i retten , og da de vare komne 

helt over imod olevano , låner han et æsel og 
fætter i fuldt fiirspring tilbage til byen . Åndeløs 
og forpustet kommer han ind i retssalen og vil 
trække gavebrevet frem — da er det borte , tiden 
tabt , og processen vunden for kirken . Fra den 
dag , da hans moder kom i fattighuset og forlovelsen 
blev hævet , gik han bestandig på vejen 
mellem olevano og Gennazzano for at lede efter 
dokumentet . Til sidst blev det til en slags mani , 
en fiks ide ; han spejdede hver dag efter Clemens 
den ottendes gavebrev , grublede og grundede over , 
hvor og hvorledes han havde tabt det — så fik 
han tæring og -- -- -- -- -- “ 
Her blev signor Carnevales beretning afbrudt 
derved , at vi mødte et par præster , som 
han hilste på en særdeles venskabelig måde , 
men næppe vare de forsvundne bag et hjørne 
af klippeveien , før han heftig udbrød : „ Nino 
døde . Han var en dosmer , men et godlidende 
menneske . Jeg solgte alt , hvad jeg ejede , og drog 
så ud for at søge min lykke i det frie Italien 
under Vittorio emanneles nys opstandne banner . 
Jeg anlagde et apottek her i forio , og forretningen 
går glimrende ; hele egnen fra lacco til 
Panza søger til mig . Jeg er bleven syndikus her 

i byen og nyder en » begrænset agtelse ; men dog 
er jeg en slagen mand , en slagen mand , forsikrer 
jeg dem . “ 
„ Men hvorfor ? “ indvendte jeg , idet signor 
Carnevale med megen ærbødighed , men med en 
grimace til mig , tog hatten af for en høitstillet 
gejstlig , som i dette øjeblik passerede os forbi på 
sit æsel . 
„ Fordi — hør , signor — fordi jeg er bleven 
en gammel hykler ! “ skreg signor Carnevale , da den 
gejstlige var kommen så langt forbi , at han ikke 
kunne høre ham . „ Øg hvorfor blev jeg en gammel 
hykler ? Bar det min skyld , jeg , som på grund 
af mine principer , brød med alt , for at bosætte 
mig i en fremmed egn ? Nej , min skyld var det 
ikke ; det var igen disse hyklere , disse sorte fra 
Roma , som forfulgte mig , selv på den anden side 
af grændsen . Det var min hellighed , som ødelagde 
mig , signor . “ 
„ Deres hellighed ! “ udbrød jeg overrasket . 
„ Ja , min hellighed , netop min hellighed , “ gentog 
signor Carnevale og rykkede arrig i bidslet . 
„ Næppe havde jeg godkendt det fordømte mirakel , 
før man gjorde mig hellig , næsten helligere end 
Sankt Antonius selv . Pateren , gubernatoren udbasunede 

min hellighed og noterede det som et nyt 
mirakel af jomfruen , at jeg havde omvendt mig . 
Gubernatorens frue skrev det til kardinalerne i 
Roma , og jeg kunne ikke stritte imod — jeg var hellig 
og skulle være hellig , hvad Pokker det så gjaldt — 
madonnaen og miraklet hævedes jo endnu højere 
derved . En af monsignorerne , som kom ud til 
gcnnazzano , gav mig et anbefalingsbrev med til 
ærkebiskoppen af Napoli , og denne anbefalede mig 
igen til ovcrprioren i forio . Da jeg kom her til 
byen for at etablere mig , blev jeg modtagen med 
åbne arme af alt , hvad der var sort på 
øen . Jeg kunne have gjort mig gal , viist huggctænderne 
frem — men hvad havde det hjulpet ? Jeg 
ville ikke have nået det i tyve år , som jeg nu 
har opnået i tre , og jeg har ikke megen levetid tilbage . 
Jeg er en gammel hykler , signor , en frafalden , 
som vor store galilei . Men — s pur si maovs ! 
Det er min trøst , min takkcpsalmc , mit valgsprog , 
morgen og aften . Lad verden foragte mig , om 
den vil , håne mig , fordi jeg ikke holdt alle dens 
pinsler og uretfærdigheder ud . Jeg leer derad , thi 
dybt i sjælen bærer jeg mit valgsprog , fremskridtets 
og befrielsens ord , som ingen kan rokke . Ja , 
signor , o pur si muovo ! Nu sidder jeg fast i 

sadlen ; i det frie Italien skeer der ingen mirakler . “ 
Og signor Carnevale satte sit æsel i en rasende 
karriere , som ville han bevise rigtigheden af sin 
første sætning , uden derved af betænke , af han i 
allerhøieste grad svækkede sandsynligheden af den 
sidste ; thi endnu i dette øjeblik betragter jeg det 
som et rent mirakel , af han tilligemed æstet ikke 
gik på hovedet ned i kløfterne ved forio , og 
af han ikke red mere end to børn overrende på 
sin alt andet end syndikusmæssige fart op ad byens 
Hovedgade . På den åbne plads , som vender ud 
imod havnen og havet , standsede endelig signor 
Carnevale sin sknmmende ganger foran en stor hvidmalet 
bygning , som i stueetagen fremviste et 
ikke ringe antal krukker , alle forsynede med det 
savoyisfc kors , medens der udenfor hovedindgangen 
var anbragt noget , - som forekom mig af være et 
lrcfarvet duehuus , men til min forskrækkelse 
gemte en solbrændt jschiot , der , forklædt som 
nationalgardist , presenterede gevær for signor 
Carnevale . Denne tog til panamahatten med en 
håndbevægelse , der ikke var fri for et vist koketteri , 
og førte mig dernæst op ad en høj stentrappe , 
for af jeg kunne bese det indvendige af hans nye 

bolig i forio . Her viste sig et træk i den gamle 
mands karakleer , som virkelig rørte mig og til 
en vis grad forsonede mig med det modstridende 
i hans fortid og nutid . Uagtet han som syndikus 
og velhavende mand havde haft al anledning 
til at bygge sit hus så moderne og komfortabelt 
som muligt , havde han dog , tro imod minderne 
og sin fortid , bygget det hele som Anna Marias 
gamle Palazzo i Gennazzano . Alt var der , det 
store , gammeldags køkken med sin åbne skorsten 
og blussende Arne , spisesalen med dens blyindfattede 
vinduer , lemmen til kancelliercns underjordiske 
hule ; men den dør i køkkenet , som førte 
ind til Mariettas jomfrubur , var falsk , malet 
på væggen — et sindbillede på , at min gamle 
ven aldrig skulle åbne den for at træde ind i det 
forskertsede Paradis . Apotteket var anlagt på 
lignende måde . Dets hovedstade vendte ud 
til en mindre plads , som navnlig søgtes af 
bønderne fra omegnen , og som i en snever 
vending godt kunne ansecs for piazza imperiale ; 
men ligesom jeg i farmaciet gjcnfandt de samme 
højhalsede flaster og nedringede kander , de samme 
mærkelige krukker med deres løsagtige påskristcr 
som fordum , således var også laboratoriet og den 

mørke bogstue i så fuldstændig harmoni med det 
øvrige , at det et øjeblik forekom mig , at Carnevale , 
som en anden Aladdin , havde flyttet hele palazzoet 
fra Gennazzano til forio . Men en ting 
manglede , en ting havde min gamle elskværdige 
ven ikke kunnet tage med ; det var de gamle , kendte 
ansigter , de figurer , der havde bevæget sig derhjemme , 
de røster og de smil , de øjekast og 
dr håndtryk , der havde budt ham og mig velkommen , 
når vi efter dagens sysler i skumringen 
vendte tilbage for at lejre os ved hjemmets 
hyggelige Arne . Vi vare kun to til bords i den 
store spisesal . En gammel matrone , som ikke havde 
den fjerneste lighed med Marietta , vartede os op , 
og samtalen faldt som den kunne , men ikke 
som forhen . Jeg havde ^flere gange lyst til at 
spørge signor Carnevale om de ganile venner , 
men hensynet til Marietta og Thomaso gjorde det 
vanskeligt at få samtalen ordenlig i gang , og 
han svarede undvigende på mine spørgsmål . 
Endelig tog jeg mod til mig , og da vi efter endt 
mållid atter som i gamle dage sad ved kjokkcnilden , 
bad jeg ham indstændig at fortælle mig noget 
om de personer , hvis skæbne og fremtid havde 
interesseret mig så meget ; men signor Carnevale 

tømte den sidste rest af den gamle epomeo-viin , 
trykkede mig i hånden og sagde : „ I morgen , signor ! “ 
Hvorpå han førte mig til mit soveværelse , 
det samme hyggelige lille Kammer , som jeg havde 
beboet i Gennazzano . 
Hvor var signor Carnevale mærkværdig hemmelighedsfuld , 
da han den næste formiddag trippede 
om fra gjæstcværelserne til farmaciet , og fra farmaciet 
til municipict , hvor vagten gjorde honneurs , 
og hvor stadens vigtigste anliggender afgjordes ; 
men da jeg havde set ham præsidere i denne sin 
nye værdighed , og da jeg havde beundret den skarpsindighed , 
han udfoldede i et meget indviklet 
spørgsmål vedrørende arveretten til en jolle , som 
var gået tilbunds i golfen , steg min anerkendelse 
af ham til det højeste , og det forundrede mig siet 
ikke , af hun vandrede hjem i den dybsindigste taushed , 
og først ved middagsbordet brød denne med 
følgende ord : „ Bi ville gøre en ridetur , signor , 
en tur op over bjerget for af se solen gå ned . “ 
„ Til s . Angelo ? “ spurgte jeg . 
„ Nej , “ sagde han , „ ikke derhen * ) . Jeg har aldrig 
været der , alene for navnets skyld . Når 
s . Angelo er et hsit forbjerg på ischias sydside . 

man har siddet på s . Angelo i rom , taber man 
lysten . Nej , til s . Angelo ville vi ikke . “ 
„ Følg mig tilbage til casamicciola , “ bemærkede 
jeg . 
„ På ingen måde , “ sagde signor Carnevale ; 
„ jeg agter ikke at aflevere dem så snart . Hvad 
mener de , om vi red til Gennazzano ? “ 
Jeg så på ham med et usikkert smil , 
og han vedblev : „ Ja , de har vel ikke glemt sabinerne ? 
Vi have også et Gennazzano her på 
ischia . “ 
Jeg forstod ikke min gamle ven ; thi skønt 
jeg smigrede mig med at være godt inde i øens 
topografi , havde jeg dog aldrig set dette navn 
på noget kort ; men signor Carnevale satte sit 
diplomatiske ansigt op , nikkede fornøjet med hovedet , 
greb sølvridepidsken og befalede Pietro at lade de 
to bedste muldyr sadle . Snart efter gik det under 
bjældeklang og lydelige opmuntringer fra signor 
Carnevales side op ad en af de snevre fjeldstier , 
der føre til det frugtbare høiplateau , som behersker 
øen . 
Disse luftige højder , hvor kastanie- og bøgelunde 
afvexlc med de frodigste haver , er efter min 
mening det skønneste parti af øen ; men de besøges 
sjeldent af de fremmede , fordi førerne nødigt 

ville anvende deres mnuldyr til dette lange og besværlige 
ridt . Men herligt er der deroppe , navnlig 
i forsommerens blomsterrige måneder . Luften er 
så fin , så ætherklar , at orangernes vellugt næsten 
synes en overflødig tilsætning , de mørke lavaklippcr 
prange med uhyre bregner , med gyvel og med vedbend . 
Så kommer der andre , golde , nfrugtbarc , 
hvor hornblcndcns krystaller er det eneste lysende 
smykke — da bøjer stien , myrthekrattct hører op , 
og nu rider man , som var det i Edens have , 
citronens og orangens blomster bedøve med deres 
vellugt , vinen hænger i tykke ranker mellem de 
lyreformede almetræer , bunden rødmer af jordbær , 
maisen og artiflokken kappes med den blågråc 
agave og den guulblomsfredc figenkaktus i yppighed 
og fylde , så kommer atter et skovparti med 
løv så lyst , så fint og så grønt , som red man 
i den nysudsprungne bøgeskov derhjemme , og fil 
alt dette smiler , blåner og blinker det vidtndstrakte 
hav fil alle sider dybt under ens fødder , og 
langt ude i horisonten tegner det tågcflørcde 
bcsnv sine svævende røgfigurcr på sydens mørkeblå 
himmel , medens epomco som en ældgammel , 
furet kjæmpc strækker sit skaldede hoved i vejret 
og mindes de dage , da cyklopcrnc hamrede i dets 
indre og slyngede de stakker fra Essen , der hist 

og her ligge spredte som uhyre , glasagtige blokke , 
tindrende i sollyset . Jeg var så betaget af al 
den herlighed , der omgav mig , at jeg slet ikke 
mærkede , at vi nærmede os en villa , som efter 
italiensk skik var prydet med marmorfigurer og 
store blomstervaser , fra hvilke agavens tornede 
blade hævede sig i vejret . Pludselig gjorde vejen 
en svingning , en stor jerntilgittret port viste sig 
for mit blik , og på en marmortavle over dens 
portal stod der med gyldne bogstaver : villa 
oonnar^ano . 
„ Nu er vi der , “ sagde signor Carnevale , idet 
han standsede sit æsel med et ryk og fløjtede på 
en måde , som mindede mig om besøget hos uldhandleren 
tavani . 
„ Hvor vil de hen ? Hvem boer her ? “ spurgte 
jeg , da porten åbnede sig og fremviste en ung 
jschiot med sin røde hue i hånden . 
„ Gamle bekendte , gamle bekendte ! “ hviskedee 
signor Carnevale og kneb lifligt øjnene sammen , 
„ Bryd dem ikke om noget ! Lad Agnello tage 
deres æsel og kom så med mig ; her er noget at 
se , som vil få dem til at spile øjnene op . De 
ere jo hjemme , Agnello ? “ 
Agnello nikkede bejaende , og signor Carnevale 

gned sig fornøjet i hænderne , idet han udbrød : 
„ Ikke nysgerrig , signor , ingen spørgsmål ; men 
blot lige bag efter mig . Nu fører jeg dem anden 
gang til gilde — husker de vor stakkels tavani ? “ 
„ Er han død ? “ spurgte jeg overrasket . 
„ Ja , “ sagde signor Carnevale og knyttede 
hænderne . „ Død , dræbt , myrdet og udplyndret ! 
Myrdet tilligemed sin kone , sine døtre og en del 
af de unge mænd , de så den aften . Der var 
ikke tale om nåde eller barmhjertighed ; man 
myrdede hans kone , hans døtre , hans fjorten - 
årige søn — alt . “ 
„ Hvilke babarer ! “ udbrød jeg harmfuld . „ Var 
det røvere , som øvede en så forfærdelig udåd ? “ 
„ Ja , signor , netop røvere ! “ udråbte den 
gamle apotteker , og vendte sig mod mig med et 
lynende blik . „ Men disse røvere bare uniform og 
havde Sankt Peters hellige nøgler til banner . De 
kaldte sig selv nutidens korsfarere ; men vi romere 
kaldte dem simpelthen de pavelige æsler , fordi de 
havde grå uniform — det var zouaverne , som 
ifjor myrdede tavani og hans familie . “ 
„ Ifjor ? “ udbrød jeg mere og mere forbavset . 
„ Altså mider revolten i Roma ? Er de også vis 
derpå ? Jeg fulgte denne bevægelse med stor op^ 

mærksomhed , men navnet tavani har jeg aldrig 
set i de romersfe blade . “ 
„ De romersfe blade ! “ sagde signor Carnevale 
med et udtryk af den dybeste foragt . „ Søgte de 
deres oplysninger der ? “ 
„ Ja , “ svarede jeg , „ men tavanis navn har 
jeg ikke set nævnet . “ 
„ Og hvorfor ikke ? “ spurgte min ' gamle ben 
med lidenskabelig hævet stemme . „ Fordi alt i Roma 
hviler på underfundighed og løgn fra pressen og 
til præsten . Så de da slet ikke noget om angrebet 
på tavanis hus . “ 
„ Nej , “ sagde jeg . „ Jeg mindes kun , at der 
var tale om en vis Ajani i trastevere , hvis hus 
blev stormet , fordi man fra dets vinduer havde 
kastet orsiniske bomber ned mellem de pavelige 
zouaver ; men han blev omtalt som en elendig , 
som en forbryder , der havde fået sin fortjente 
straf . Han boede desuden i trastevere — det kan 
altså ikke være tavani . “ 
„ Io netop , netop ! “ streg signor Carnevale og 
fog mig af lutter ivrighed i brystet . „ Hør , hvorledes 
sagen hænger sammen ! Tavani , vor elsfværdige 
vært fra den aften , men forresten , det 
indrømmer jeg , en af førerne for fremskridtspartiet 

i Roma , havde indbudt en del af sine venner og 
bekendte til en middag for at fejre en familcfcst . 
Jeg var indbuden med , men jeg kunne ikke komme ; 
thi jernbanen var afbrudt ved ceprano , og det blev 
min lykke — hør nu , hvad der skete . Under påskud 
af , at han skjulte farerne for revolutionen hos 
sig , brød man den søndagmiddag efter messen ind 
i hans hus , just som han var i færd med at sætte 
sig til bords med sine gæster . Flere af disse stod 
i hemmelig forbindelse med Garibaldi , og en af 
dem fik det ulykkelige indfald at affyre et revolverskud 
på trappen for at skræmme de indtrængende 
gendarmer . En hagl af riffelkugler fra gaden 
var svaret , og nu begyndte der en kamp , således 
som ' kun vi romere kjæmpa , vi , som slås med 
fortvivlelsens raseri , uden at verden skænker os 
nogen opmærksomhed . Fra trappeafsats til trappeafsats , 
fra værelse til værelse , fra etage til etage 
kjæmpcdc tavani og hans venner , medens kvinderne 
ladede revolverne og flere gange selv fyrede på 
angriberne . Endelig nåde kampen husets flade 
tag , og nu var ingen redning længere mnlig . 
Her blev giudita tavani , hans hnstrn , dræbt med 
et bajonctstød , skønt hun var frugtsommelig på 
femte måned ; her blev hans døtre , to af de unge 

piger , som de så den aften , nedskudte uden 
barmhjertighed , og her havde en zouav det ædelmod 
at spidde hans søn , en fjortenårs dreng , 
på sin bajonet for derpå at slynge ham ned på 
gaden . Tavani så det ikke ; thi han var et af 
kampens første offre . Han blev myrdet , hans 
familie blev myrdet , hans venner lå slagne rundt 
omkring ham , og kun to lykkedes det at komme over 
på taget af et andet hus , hvorfra de reddede sig 
ved flugten . Den ene af dem har fortalt mig 
enkelthederne ved kampen ; den ene af dem har 
fortalt mig , hvorledes disse nutidens korsfarere 
på en hellig søndag ikke tusinde skridt fra 
Vatikanet og Sankt Peter nedskød kvinder og 
børn , medens mændene værgede sig som løver . 
O , med hvilke slagmalerier kan ikke den hellige 
fader sinykke Vatikanets vægge ! Skændsel over 
ham og hæder over tavanis minde ! Han faldt som 
en helt , og den hellige fader sørgede for , at ingen 
kom til at græde over hans lig . “ 
Jeg følte mig rystet ved den gamle apottekers 
skærende ord . Mindet om hin lyse sommernat , 
da jeg arm i arm med signor Carnevale var vandret 
ud ad Porta cavalleggieri , stod endnu så levende 
for mig . Jeg så så tydeligt de unge , blomstrende 

piger , som dansede saltarellacn , den gamle venlige 
matrone , vor joviale vært , og nu vare de alle dødens 
bytte , det høje forårsgræs bølgede over deres grave 
— i sandhed , jeg begyndte at forstå , hvad det 
vil sige at være Romer ! Men jeg mindedes tillige 
fra babylo , kontoristaen og frem for alle Dantes 
mægtige oplæser , fangen , i ! eondannato — havde 
også han været med til denne blodige middag , 
vare de måske begge faldne i kampen ? Jeg vovede 
neppe at spørge derom . Det var , som var jeg midt 
i en ond drøm , hvoraf jeg ikke kunne vågne ; men 
endelig kunne jeg ikke holde det ud længere og 
hviskedee til min ledsager : „ Faldt der andre af vore 
venner i tavanis hus ? “ 
„ Tys ! “ hviskedee signor Carnevale og hævede 
sig på tåspidserne . „ Lad løvet ikke rasle under 
deres fødder — kig ind gennem det hul på 
hækken , og sig mig , hvad de seer . “ 
Jeg havde været så optaget af den gamle 
apottekers sørgelige fortælling , at jeg flet ikke 
havde lagt mærke til , hvorhen vi vare gåde . Vi 
stod i en lys , sommcrfrodig have med mægtige 
træer , hvorunder roserne duftede i uhyre klynger . 
Tilvenstre dækkede en tætklippet laurbærhæk udsigten 
og dannede indenfor sin grønne hvælving en skyggefuld 

hvileplads ; men mit øje opdagede ikke en 
åbning i dette uigennemtrængelige løvværk . 
„ Her , her ! “ hviskedee signor Carnevale ivrigt 
og pegede med hånden på et tyndere sted i løvet . 
„ Træd sagte , signor guielmo ! “ 
Jeg tittede ind . Ved et cirkelrundt marmorbord 
sad en ung dejlig kvinde på hen ved tyve år ; 
det blåsorte hår hang i tykke krøller omkring 
hendes Hals , de mørke øjne lyste med en drømmerig 
Glands , og om den halvåbne mund lå der 
et smil af moderlig ømhed og ungdommeligt 
skelmeri , thi i den hævede hånd holdt hun en 
silkesnor , ad hvilken hun lod en snurre løbe op 
og ned , medens et dejligt barn støttede sig til 
hendes knæ , idet det jublede og lo og strakte de 
små hænder i vejret , hver gang snurren bevægede 
sig nedad for derpå ligesom ved et trylleri at 
rulle sig op igen . Ligeoverfor hende sad en ung 
solbrændt mand med mørkt skæg og en sommerlig 
stråhat kækt sat på snur . En bog lå opslagen 
foran ham , men den beskæftigede ham ikke ; 
hans blik og tanke hang ved den dejlige unge 
kvinde , der legede med barnet , og hver gang det 
jublede , smilede han nied , som var han selv et stort 
elskværdigt barn , der i stilhed ønskede , at hun 

skulle komme og lege også med ham . Inderst i 
lysthuset sad der en mærkelig skikkelse , som jeg ikke 
rigtig kunne få rede på . I hånden havde han 
en lang pensel , og foran Hain stod en krukke med 
farve , hvori han af og til jog penslen ned , for 
derpå med frygtelig ivrighed at male i en stor 
foliant , som lå opslået på bordet foran ham . 
Hvergang han dyppede penslen , lukkede han sin 
store uformelige mund op og i , og smækkede med 
tungen til stor fornøiclse for en fireårs dreng , 
som ivrig stirrede i bogen . Så smækkede han 
drengen over fingrene , når han kom for nær , 
dyppede atter penselen , malede på ny , og stirrede 
så ud i luften med et halvt begejstret , halvt 
åndsfraværende blik , som var han en stor kunstner 
i et af inspirationens hellige øjeblikke . Jeg så 
på hans mærkværdige pjuskede hår , som i lange 
tjavser hang ned for at forene sig med et ligeså 
pjusket skæg ; jeg stirrede på disse matte , blågråe 
øjne , der bevægede sig ligesom en snegl , der 
krymper sig for af komme ud af sit hus ; jeg 
betragtede denne lange , magre Hals , disse knoklede 
hænder , og den brune , munkeligncnde kutte , hvori 
han var hyldet , og da han i det samme tøg et 
par forkrøllcde konvoluter op af dens sidelomme 

for lumskelig af aftage noget under bordet , gik der 
pludselig et strålende , blinkende lys op for mig , 
og ude af mig selv råbte jeg gennem åbningen : 
» Rollo , bollo , bollo-postalo ! » 
„ Tys , tys ! “ hviskedee signor Carnevale . „ De 
forstyrrer mig jo hele min overraskelse . “ Alen det 
var forsilde . Op for postkassen med et ansigt , 
som havde han pludselig hørt en af den yderste dags 
basuner , frem for med et udråb den unge mand , 
og inden jeg vidste et ord deraf , havde han grebet 
mig om livet med den ene arm og taget signor 
Carnevale i nakken med den anden , hvilket bevirkede , 
af vi på en noget hovedkulds måde kom 
styrtende ind i lysthuset . Her stod fra babylo med 
penselen i munden og med et udtryk i ansigtet , 
der var endnu mere forvildet end den aften , da jeg 
forsfe gang traf ham søgende efter ispostens forsvnndne 
mærker . Den lille dreng trykkede sig op 
til ham med en mine , soni vare vi et par af 
Napolis værste briganf « ; men den unge kvinde 
rejste sig hurtigt op , betragtede mig et øjeblik med 
sine strålende , sorte øjne og greb så pludselig begge 
mine hænder , idet hun med sin klare , melodiske 
stemme jublende udbrød : „ Velkommen til vort 

hjem , signor gniclmo ! Hvilken forunderlig tilskikkelse 
at skulle se dem igen . “ 
Jeg skal ikke trætte dig , kære funtus , med 
den hær af krydsende spørgsmål , som nu regnede 
ned over mig . Heller ikke skal jeg nærmere beskrive 
dig den jublende glæde , hvormed disse elsfværdige 
mennesker modtog en gæst , som vel havde set 
nogle af deres glæder og sorger , men som dog 
troede sig , om ikke glemt , så dog kun svagt erindret 
- thi lykken svækker hukommelsen . Heller ikke skal 
jeg dvæle ved deres elskværdige gæstfrihed , så lidt 
som ved signor Carnevales protester imod , at man 
berøvede hans enlige hus en kærkommcn gæst . 
Det må være nok , når jeg meddeler dig , at jeg 
tilbragte otte , uforglemmelige dage i dette Paradis , 
at Adele forekom mig om muligt endnu 
skønnere , end da hun som kancelliercns datter vandrede 
sin tunge gang til s . Eustachio , og at jeg i 
kontoristaen , hendes nuværende ægtefælle , fandt en 
ligeså uforfærdet fører gjcnncms øens mørkeste 
kløfter og lønsticr , som han havde været det for 
hende i livet . Da vi den samme dags aften til 
minde om gcnnazzano havde lejret os ved arnen 
ude i køkkenet , bankedes der pludselig tre korte , bestemte 
slag på døren , og Adele for op med et 

glædesudbrud , medens den ældste af drengene flap 
den billedbog , der havde beskæftiget ham så meget , 
og under udråbet : „ Bedstefader , bedstefader ! “ ilede 
efter hende henimod døren . 
Det gav et stød i mig , kære funtns — 
skulle han være opstået af graven ? Skulle der 
være sket et nyt mirakel ude i Gennazzano , 
og skulle kanccllierens gamle , fordrukne skikkelse 
påny vise sig for mig ? Jeg stirrede på Carnevale , 
som hemmelighedsfuldt blinkede med det ene 
øje , på kontoriffaen , der hurtig havde rejst sig 
— da åbnede Adele døren og kastede sig i armene 
på den indtrædende , som kærligt bøjede sig 
ned og kyssede hende på panden . Men lige idet 
han hævede hovedet i vejret , fik jeg et nyt stød 
- hans blik for mig i møde , og øjeblikkelig genkendte 
jeg på den ædle holdning , de intelligente 
træk og den klangfulde stemme fangen fra Gennazzano , 
il oondannato — Leone nighetti . 
En uge forløb , kære funtns , hurtigere end 
timerne på en dag , og i den tid fik jeg meget 
at vide . Signor Carlo , vor utrættelige vært , havde 
bortført Adele , fordi han ikke kunne ægte hende i 
klostret , og fra babhlo havde bortført sig selv tilligemed 
klostrets hclgenkrønike , fordi han ikke længere 

måtte samle frimærker , et forbud , han ikke 
ville respektere , såsom den hellige enstachio havde 
levet i en tid , hvor disse mærkelige sager endnu 
ikke var opfundne , og således heller ikke havde haft 
hverken tid eller lejlighed til at forbyde dem . 
Med en glæde , som var han selv en fireanrs dreng , 
hentede han den gamle helgenkrønike frem for at 
vise mig sine skatte , som han i det frie Napoli 
betydelig havde forøget med nariteter fra de fjerneste 
lande . Mest ondt gjorde det mig for den gamle 
krønike . Den var et ægte munkemanuskript med 
snørklede skrifttegn , forgyldte begyndelsesbogstaver 
og brogede , middelalderlig stive helgenbilleder ; men 
fra babylo havde hverken respekteret middelalderen , 
krønikerne eller helgenernes pinsler . Med en opfindsomhed , 
som tydede på , at de gamle tider vare 
forbi , og afen ny æra susede hen over vore hoveder , 
havde han anbragt mærkerne på den forunderligste 
måde , nogle i hænderne på de dæmoner , der 
friste den hellige Antonius , andre som pile , der 
snse frem mod den hellige Sebastian , og nogle af 
de sjcldnestc som epitafier på de ligstene , der væltes 
tilside ved erkeenglcns basunstød på den yderste 
dag . Men en rar og fornøjelig samling var det , 

og den gamle mand forsikrede , at den skulle følge 
ham i graven . 
Hvad endelig Thomaso og Marietta angik , 
da fortalte Adele mig , at de trofast havde fulgt 
hende her til øen for at dele ondt og godt 
med hende ; men at hensynet til signor Carnevale , 
som et halvt år efter var kommen til forio , havde 
bevirket , at de atter vare dragne tilbage til deres 
fødeby , segni , hvor de ejede en lille Vigne , som 
de dyrkede i den bedste fred og forståelse med 
hinanden . 
Cn stille , klar sommeraften stod vi alle på 
forios molo — afskedens time nærmede sig . 
Leone nighetti havde forretninger i Napoli , og jeg 
havde besluttet at følge ham ; en fart over den stille 
månelyse golf i hans egen felnk forekom mig at 
være mere tiltalende end den urolige plaske » med 
den lille , hæsblæsende damper . Tungt var det mig 
at sige farvel til alle mine gamle venner , trist var 
det at se signor Carnevale sætte et ungdommeligt 
ansigt op og forsikre , at han nok levede , når jeg 
om ti år atter besøgte Italien — men tungest af 
alt faldt afskeden med Adele . Hun selv var smertelig 
bevæget , og idet jeg sprang ned i både » , trykkede 
hun endnu engang min hånd og hviskedee med 

sin bløde , melodiske stemme : „ seer de , signor , at 
jeg fik ret ? Ond lever ; han har hjulpet os 
alle . “ 
Hun ville have sagt noget mere , men det 
brede , hvide latinerseil skød sig pibende i vejret , 
foldede sig langsomt ud for aftenbrisens svage pust , 
Leone Righetti greb rocrpinden , idet han gav et 
par korte befalinger til de to Marinaros , som 
tumlede sig forude , og ud gled felnken på den klare 
månebeskinnede golf , medens afskedshilsenerne klang 
svagere og svagere , indtil de tabte sig i nattevinden . 
Da tog jeg min plaid frem , svøbte mig i den , og 
medens vi sagte gled hen ad de klare , sølvlysende vande , 
så at det så ud , som gik vi på mannestribens 
bro ) tænkte jeg på , at således som vi her fløj 
bort fra et lyst og lykkeligt hjem , således flyve 
vore lyse , lykkelige timer bort fra os , indtil de 
svinde bort og dø hen som afskcdsråbcnc i det 
fjerne . 
Brisen var svag , så længe vi holdt os inde 
under øens høje , klippcfulde kyst ; men da vi havde 
klaret kmnto oornaoellia og her fik åbent vande , 
kom der en susende kastevind , som krusede golfens 
vande vidt og bredt , og som ganske sikkert ville 
have væltet vort fartøj , hvis ikke Righetti ved en 

ligeså snild som hurtig vending havde lagt sig op 
i vinden og ladet det brede latinerseil falde . Jeg 
sagde ham en kompliment i anledning af hans smukke 
manenvre , men han svarede : „ Kastevindene her 
under øen er voldsomme og hyppige ; de koste 
næsten hvert år en familie sin forsørger . Jeg 
kender dem , men med en feluk er det kun børneleg ; 
havde det været en fregat , kunne jeg have taget 
imod deres kompliment . “ 
„ De er altså søvant ! “ udbrød jeg forundret . 
„ Ja , “ sagde han , „ jeg er bekendt mand også 
der . ' når man har gjort tre neiser til Indien 
— — seer de den flok flyvefiske derhenne , 
det tyder på uroligt vejr . “ Og med disse ord 
tog han et tag i skødet , halede det mere klods 
og hensank atter i sin forrige taushed . 
Hvor var han smuk , som han der sad skødesløst 
lænet tilbage med roerpindcn i hånden og 
blikket rettet opad mod de evige stjerner , som blinkede 
over vore hoveder . Man fik uvilkårlig en 
fornemmelse af , at han var sat til at styre , og at 
ingen misvisning kunne finde sted , hvor han sad 
til roers . Men han var tans og ordknap , som 
han havde været det under hele sit ophold på øen , 
og dog brændte jeg af begærlighed efter at lære 

hans tidligere liv noget nærmere at kende , og som 
indledning bragte jeg tavanis ulykkelige skæbne 
på bane . 
„ Tavani var en helt , “ sagde han tankefuld , 
„ og han døde som en martyr ; men til ingen nytte . 
Hvor kunne han også slutte sig til Garibaldi ? “ 
„ Han er dog begivenhedernes mand her i Italien , “ 
Indvendte jeg . 
„ Ingenlunde , “ svarede han og firede på skødet . 
„ Garibaldi er en enthousiast , der forstår at 
sætte enthonsiaster i bevægelse ; men der skal andre 
mænd end sociale drømmere til at styre Italien . 
De kan tro , at jeg har haft tid til at tænke 
derover . “ 
. „ I fængslet ? “ frittede jeg . 
„ Ja , “ sagde han . „ Når man fængsler legemet , 
flyver ånden . 
Han hcnfnldt atter i sine grublende drømme 
— en vane , der upåtvivlelig skyldes hans langvarige 
fangeliv . Endelig vendte han hovedet imod 
mig og sagde : „ Hvilken dejlig aften ! Jeg tror 
ikke at have set nogen skønnere stjernehimmel siden 
den nat , vi vandrede sammen over fjeldet . Husker 
de den ? “ 
„ Som det var i går , “ svarede jeg . „ Men 

husker de , at de ved afskeden sagde , at en mands 
navn kun er en klang , som fødes og forgår ; men 
at man skal spørge efter hans gerning — hvis jeg 
nu spurgte dem om deres . “ 
„ Så vil jeg komme til at fortælle dem om 
et glædesløst liv , “ sagde han vemodigt ; „ om lange , 
lange timer tilbragte i ensomhed og mørke , om 
nagende tvivl og martrende kampe — kunne det 
more dem ? “ 
„ Alt , hvad der angår dem vil interessere 
mig , “ svarede jeg . „ Signor Carnevale har fortalt 
mig noget derom ; men man hører helst eventyret 
af eventyreren selv . “ 
„ Ja , “ svarede han , „ det kan de gerne kalde 
mig . Mit liv har været som et eventyr , snart 
skummell og mørkt , snart lyst og herligt ; nu er jeg 
i havn — hvad jeg har kæmpet for , har sejret . “ 
Han lagde sig atter tilbage i båden , stirrede 
påny op mod de klare tindrende stjerner og sagde 
efter en pause : „ Min fader var købmand i Napoli . 
Han havde to børn , min Broder paolo og 
mig ; vi vare tvillinger og elskede hinanden lidenskabeligt . 
Som drenge var det vor kæreste fornøjelse 
at tumle os nede ved havnen mellem den uendelige 
vrimmel af master og matroser ; men paolo lyttede 

helst til improvisatoren og sømændenes fortællinger , 
medens jeg var gladest , når jeg kunne finde en 
barke , som gik til procida eller Sorrento . Heraf 
tog min fader sine varsler . Paolo skulle studere , 
blive lærd , blive gejstlig . Jeg skulle tilsøes , styre 
min faders skibe ; thi hun havde megen handel 
på orienten . Planen stemmede ganske med vore 
lyster og tilbøjeligheder ; den havde kun en mangel , 
den slilte os to brødre ad , og aldrig tror jeg at 
have længtes således , som jeg længtes efter paolo 
på min første rejse til Indien . Da jeg kom tilbage 
efter tre Års forløb , var han bleven ti gange 
så lærd som jeg ; han skrev Vers , og det endog 
gode Vers , og skønt jeg kom tilbage som halvbefaren 
sømand , kun med kundskab til skibe og 
matroser , herskede det samme gode forhold mellem 
os som før — det var , som om vi slet ikke havde 
været skilte fra hinanden . Da indtraf der en lille 
begivenhed , som fik en afgørende betydning før 
mit liv . Paolo havde til vor faders fødselsdag 
skrevet et stykke , „ Den hjemkomnc sømand “ , og jeg 
skulle spille hovedrollen . Opgaven var ikke så 
vanskelig ; thi paolo havde skrevet rollen , som jeg 
dengang var — ung , overgiven , fuld af mod og livslyst , 
og da jeg spillede den , gav jeg kun mig selv . 

stykket var skrevet i elegante rimede Vers og gjorde 
overordenlig lykke ; men næsten ligeså megen lykke 
som stykket gjorde mit spil . Jeg blev overøst med 
lovtaler , og man sagde som Nero , at verden havde 
tabt en skuespiller i niig . På min næste rejse 
havde jeg allerede forfængelighedsdjævelen i mig ; jeg 
tænkte kun på at blive skuespiller , jeg fik tømmermanden 
til at lave et lille tteater , og når vi i de kedsommelige 
lummerhede dage lå før vindstille i oceanet , 
spillede vi komedie på dækket , og jeg havde 
altid hovedrollen . Da jeg atter kom hjem , var paolo 
næsten voksen . Han havde skrevet et digt » la . primavm-s , « 
Som gjorde almindelig opsigt — ja , en affen 
hørte jeg endogså improvisatoren deklamere 
stykker deraf på molocn til folkets højrøstede bifald . 
Jeg blev ikke misundelig , dertil elskede jeg 
ham for meget ; men den næste affen fremsagde jeg 
selv digtet , og alle folk i Neapel vare enige om , 
af vi to brødre vare skabte for hinanden . Bifaldsstormen 
gjorde mig ør i hovedet ; jeg var ked af 
stormene på havet og bad min fader om af 
måtte uddanne mig til skncspiller , men han afslog 
det kort og bestemt . Jeg gik altså tredje gang 
til Indien , og i mangel af virkeligt skuespil besøgte 
jeg de gøglere og akrobater , hvorpå Indien 

er så rig , og mangt et vanskeligt kunststykke lærte 
jeg af dem . Da jeg kom tilbage , var min faderdød , 
og da hverken paolo eller jeg følte os knyttede 
til handelslivet , hævede vi hans forretning , og jeg 
kastede mig med al min magt over skuespillerkunsten , 
hvortil Napoli frembyder fan rig lejlighed . Hvor 
forskellig var denne ikke fra mit tidligere rolige , 
ensformige liv på dækket eller i kahytten ? Jeg 
kom til af leve sammen med digtere , skuespillere , 
komponister , det vil sige med dem , som hernede føde 
og bære ideerne frem . To måneder efter var jeg 
medlem af et hemmeligt selskab , hvori paolo præsiderede , 
og som havde forbindelser med alle større 
byer i Italien . En sammenkomst af alle lederne 
var -berammet i Roma , og her skrev min Broder sit 
bekendte drama » il trirsano » , sam med bidende 
satire angreb den verdslige magt , som paven 
havde tilegnet sig . Et udmærket selskab spillede 
dengang på Argentina ; men stykket var blevet 
så mishandlet af censuren , at det næppe var til at 
kende igen . Den skuespiller , som havde hovedrollen , 
blev syg , og i det yderste øjeblik overtog jeg 
den , fast bestemt på at fylde alle de huller , 
som censuren havde frembragt . Jeg trådte frem , 
og næppe havde jeg fremsagt et par af de første forbudne 

repliker , før hele huset drønede af bifald . 
Jeg blev som elektriseret deraf , det var min første 
offenlige fremtræden , og i begejstringens hede 
lagde jeg ikke mærke til de advarende blikke og 
vink , som mine venner sendte mig . Da jeg beruset 
af bifald forlod tteatret for at begive mig hen 
til min Broder , holdt der en lav , mørk vogn foran 
porten . Et par sbirrer kastede sig over mig , stødte 
mig ind i den , og da døren atter åbnede sig , var 
det i fortet s . Angelo , hvor jeg kun hørte skildvagtens 
ensformige trin og ikke så andet end 
mure og bajonetter . Man forhørte mig ikke , man 
dømte mig ikke , man fængslede mig blot , jeg skal 
ikke beskrive dem , hvordan — Silvio pellico har 
gjort det for mig . Jeg skældte , jeg forbandede , jeg 
rasede ; men murene vare tanse — jeg blev som 
dem , og jeg lærte i min ensomhed , af den , der 
i Italien vil kæmpe for frihed , må bringe sin 
egen som offer . 
Hvorlænge jeg var i fængslet , ved jeg knap 
mere . Jeg begyndte med af tælle dagene og endte med 
af glemme dem . Tilværelsen blev mig en stor , mørk 
tomhed , hvori jeg bevægede mig i den selvsamme 
cirkel — jeg troede til slutningen , af jeg måtte 
blive gal . Da fik jeg en celle , som vendte ud 

mod tiberbrven , og her viste sig for første gang 
forhold , som vare gunstige til flugt . Efter måneders 
arbejde lykkedes det mig endelig af undvige ; men 
på tibcrbrocn , ikke hundrede skridt fra fortet , 
havde jeg det uheld af møde en officer , som kendte 
mig , og mit fængsel blev strengere end før . For 
at umuliggøre ethvert forsøg på undvigelse , thi 
efter min første flugt havde jeg hverken rast eller 
ro , gav man slutteren ordre til at sidde inde hos 
mig om dagen , ligesom han om natten sov på en 
briks ved siden af mig . Han havde ordre til ikke 
at tale med mig , og de gør dem ingen ide om , 
signor , til hvilken grad et sådant tavst , påtvungent 
selskab kan pine et menneske . Overalt , 
hvor jeg gik og stod , havde jeg hans øjne fæstede 
på mig ; han stirrede på mig med sit dvaske , ligegyldige 
blik lige fra den stund , jeg havde slået 
mine øjne op , til jeg lukkede dem igen . Jeg 
vendte ham ryggen , men jeg kunne føle hans grågule , 
stikkende øjne , som sad de i nakken på mig 
— det var utåleligt . Da faldt det mig en nat 
ind , at jeg i stedet for at gå af vejen før hans 
øje kunne forsøge at tage blikket fra ham , og at 
det måtte være mig en let sag , da jeg åndeligt 
var ham så overlegen . Jeg satte straks mit forsæt 

iværk , og allerede medens han sov , sad jeg i det 
kolde , grå morgenskær på hans briks og stirrede 
på ham . Der er noget forunderligt , noget trolddomsagtigt 
ved det menneskelige blik ; jeg kender 
det af erfaring , men jeg kan ikke forklare det . 
Hvorfor gå de ville dyr af vejen for et fast , 
vedholdende øiekasf , og hvorledes går det til , at 
selv den mest forstokkede forbryder slår sit øje 
ned for dommerens sikre , rolige blik . Jeg sad 
og stirrede ufravendt på ham , medens han sov , 
og skønt han ikke kunne ane , at jeg så på 
ham , var det forunderligt at se , hvorledes hans 
ansigt fortrak sig i søvne , og hvorledes han for 
med hånden over det som for at bortjage noget , 
der generede ham . Pludselig for han op af søvne 
med et udråb og stirrede vildt hen for sig . Men 
jeg fangede i samme sekund hans øjne og holdt 
dem fast , som var det et par fugle , der kunne flyve 
fra ung . Han brummede noget , så rejste han sig 
op og begyndte langsomt at klæde sig på , men for 
første gang vendte han ryggen til mig . Dagen 
forløb således i gensidig taushed ; hver gang han 
vendte sig imod mig , fikserede jeg hans blik , og da 
tusmørket kom , og jeg i skumringen sad og stirrede 
på ham , blev det ham så uudholdeligt , at han 

imod ordren forlod min celle . Den næste og de 
følgende dage hengik på samme måde . Jeg havde 
dengang ingen egentlig plan med hvad jeg foretog , 
men kjcdsomhedcn driver en fange til alt , og jeg 
følte en vis tilfredsstillelse ved at tæmme denne 
Herkules af en slutter blot ved mit blik . Nogle 
dage efter blev han syg , og jeg fik en ny fangevogter , 
ligeså rå og brutal , som den foregående 
havde været dorsk og flegmatisf . Jeg prøvede det 
samme spil med ham , og efter otte dage krøb han 
for mig som en hund . Kort efter blev også han 
syg , og nu udbredte der sig det rygte i fortet , at 
jeg havde mal æ ' ooellio * ) . Snart var det ikke muligt 
at formå nogen til at blive hos mig , og kun 
med megen besvær lykkedes det at få en gammel 
halvfjollet Karl til at sidde inde i min celle . Jeg 
havde medlidenhed med ham , thi han krøb omkring 
* ) blal 6 ' oociua ( at kunne trylle ved blikket ) er efter en 
dybt rodfæstet tro hos italienerne ejendommeligt for 
visse mennesker . Den , der antages at have denne evne , 
bliver undgået og skyet af alle ; thi et blik af dam er 
tilstrækkeligt til af bringe sygdom og død . Som 
middel niod mal cl ' oeebio anvender man af strække pegeog 
lillefingeren ( symbolet på djævelens horn ) frem 
mod den pågjærldcnde , eller også af gribe om det lille 
koralhorn , man bærer ved sit ur . I værelserne opstilles 
over kaminen de lange horn af den indiske okse . 

som en hund , der er indespærret hos en løve , og 
var i sin angst ydmyghed « : selv . En dag klagede 
han over stærk hovedpine , og da jeg antog den for 
nervøs , ville jeg stryge den bort , således som jeg 
havde set en læge i Indien gøre det . Men forsøget 
løb meget uheldigt af ; thi næppe havde jeg 
gjort et par strøg hen over hans pande , hvorved 
jeg måske kom til af se temmelig skarpt på 
ham , for han for ud af fængslet og råbte , af 
jeg havde forhcxet Hain . Megen forstand havde han 
aldrig haft , og den smule , der var tilbage , må 
han have mistet af forskrækkelse ; thi den næste dag 
fandt man hans lig i floden tæt udenfor fortet . 
De vil næppe tro mig , signor , når jeg 
fortæller dem , af jeg blev anklaget for trolddom ; 
de latterligste , de mest absurde ting blev anfsrte 
imod mig . Jeg havde lidt , så længe mit fængsel 
var ensomt , moret mig med at recitere de roller , 
som jeg fra gammel tid kunne udenad , og ofte 
havde jeg fundet adspredelse i at lade et af de 
gamle stykker drage mig forbi , idet jeg selv spillede 
de forskellige figurer med vekslende holdning og 
røst . Nu påstod man under processen , at jeg 
havde kaldt ånder til mig i fængslet , at de havde 
været mig behjælpelige ved min flugt , og at jeg ved 

mine konster havde dræbt et menneske og gjort 
to andre dødssyge . Man førte vidner på det 
hele ; min dom , som i forvejen lød på ti Års 
fangenskab , blev nu forandret til fængsel på livstid , 
og skønt jeg var syg , ussel og afkræftet , lod 
man mig i den strengeste vintertid transportere ud 
til Norma , en lille by i sabinerne , som de vist 
har besøgt . 
„ De er altså virkelig fangen fra Norma ? “ udbrød 
jeg . „ Den fange , hvorom kancellieren fortalte . “ 
„ Det er jeg , “ sagde han med et lille smil . 
„ Dengang fik de noget af min historie , skønt 
den ikke er slet så mystisk , som han opfattede den 
i sin af delirinm omtågede hjerne . Jeg kom til 
nornia udmattet og afkræffet til døden , berøvet alt 
håb , fortvivlelsen nær , og dog var det et gjennemgangslcd 
til min lykke . Jeg traf i lægen en 
ungdomsven af min fader , en ædel , fortræffelig 
mand , som gjorde alt for at lindre mine lidelser 
og i Maria — — “ han tav og stirrede atter op 
mod stjernerne over vort hoved . 
„ Hun faldt som et offer for sin kærlighed , “ 
Fortsatte han efter et øjebliks pause med lav 
stemme . „ Jeg kan ikke tåle at tænke derpå . Min 
fangevogter , mine pinsler i Norma behøver jeg 

ikke nt skildre dem — de har jo kendt kancellieren , 
og vil kunne fatte , hvad det vil sige at have været 
genstand for hans brændende had . Hende har de 
derimod ikke kendt ; hendes ømhed , hendes trofasthed , 
hendes opofrende kærlighed — alt hvad jeg 
kunne fortælle dem derom , ville kun være en mat 
genklang af virkeligheden . Jeg skylder hende mit 
liv og de lyseste dage i dette . Hun betalte det med 
sit ; denne Barbar dræbte hende , da han fik vished 
for , at Adele ikke var hans datter . Vi havde besluttet 
at flygte sammen , når hun havde fedt sit 
barn , som jeg ofte i tankerne endnu giver hendes 
navn ; men det ulykkelige brev forrådte alt . Han 
mishandlede hende til døde , medens jeg som en 
fredløs flygtning flakkede om i Italien uden at 
kunne komme hende til hjælp . “ 
Han lænede sig atter , overvældet af sine tanker , 
tilbage mod roret og hensank i en drømmende 
taushed . Også jeg tav stille — jeg følte hvad 
den mand måtte lide , som havde set en trofast 
kvinde , en elsket sjæl gå tilgrunde under sådanne 
forhold . Kun bølgerne , der plaskede omkring 
felukens bov , kun skriget af en enkelt opskræmmet 
søfugl afbrød den begyndende nats øde 
stilhed . Jeg stirrede ned i kølvandet , hvis bølgende 

hvirvler lyste med en blålig fosforagtig glans ; 
i hver af de lette malsfromme syntes jeg at se et 
blidt , et sørgende kvindcansigt — det var , som så jeg 
ind i en anden verden , hvor blege skygger svævede 
bort , hulkende og sukkende over et forspildt livs 
grænseløse Jammer . 
„ Sig mig , “ sagde jeg endelig , „ hvorledes hang 
det sammen med hans fortælling om gravhunden ? 
Frelste de dem virkelig på denne forunderlige 
måde ? “ 
„ De berører der et andet smerteligt punkt i 
mit fangcliv , “ sagde han ; „ det smerteligste , næst 
efter tabet af min elskede , skønt de måske vil 
finde , at jeg lægger for stor vægt på denne begivenhed . 
Jeg ejede , da jeg blev fængslet , en prægtig , 
abruzzisk hyrdehund . Den fulgte mig til fortet , 
og skønt den ikke måtte dele mit fængsel , var 
man ikke i stand til at jage den bort derfra ; den 
vendte stadig tilbage , lod sig fodre af soldaterne 
og benyttede enhver lejlighed til at liste sig ind i 
min celle . Da jeg blev transporteret til Norma , 
fulgte hunde » med ; men tæt » den for byen skød 
en af gendarmerne efter den og ramte den , som 
jeg troede , dødeligt , thi den var forsvunden , da man 
bragte mig til fængslet . Som de vil erindre , vendte 

dette ud til kirkegården , og en aften , da jeg halv 
afmægtig havde slæbt mig hen til gittervindnet , 
hørte jeg min stakkels Fido tude dernede og så 
den sidde på en af gravene med den ene forpote 
iveiret , som var den såret der . . Den blev på sin 
post hele natten , og først hen ad morgenstunden 
forsvandt den . Jeg sagde det til Maria og bad 
hende sørge for , at hunden blev anbragt hos en 
Bonde i nærheden ; thi jeg kunne ikke sove vin 
-natten for dens klagende hylen . Hun opfyldte mit 
ønske ; men hver gang hunden kunne se sit snit , 
rev den lænken over og tyede tilbage til kirkegården 
foran mine vinduer . I den lille overtroiske 
bjergby gav dette anledning til allehånde 
rygter , og lægen , som var min ven , meddelte mig 
såvel disse , som de forunderlige deliriumssyncr , 
der plagede min fordrukne vogter . Herpå byggede 
jcgjnin plan ; efter at have skræmmet min bøddel halvt 
tildødemed hans egne spøgelser , aftalte jeg med Marin , 
at hun på en bestemt nat skulle slippe hunden 
løs og føre den til indgangen af fængslet . Planen 
lykkedes oder al forventning . Natten blev mørk og 
regnfuld , og medens jeg ventede på den fastsatte 
tid , hørte jeg mine vogtere drikke udenfor min 
celle og ophidse hverandre med allehånde boretnmger 

vin gravhundens frygtelige egenskaber . Oprindelig 
havde det været min hensigt , at lade hunden 
komme blot for at skræmme mine bcvogtere bort , 
medens jeg gjenncmbrød de sidste sten i gulvet , 
hvilet ikke kunne ske uden allarm . I lang tid 
havde jeg arbejdet på en åbning under en af 
hjsrnefliserne og kunne gennem denne komme 
ned i fængslets underste etage , hvor jeg havde i 
sinde at gjennemfile jernstængerne på et af de 
vinduer , som vendte ud til kirkegården . Da 
man så uformodet lod hunden slippe ind til mig , 
fattede jeg en dristig beslutning , som min stakkels 
Fido måtte betale med sit liv . Jeg glemmer aldrig 
det øjeblik , signor ! — hunden sprang op ad mig 
fuld af længsel , hengivenhed og tro , og jeg hjerteløse 
kvalte den i mine lænker for af frelse mig i 
dens Pels . Ak , signor , lidt i mine drømme seer 
jeg de forfærdelige fængsler og synes , af jeg er 
indesluttet i ensomhed og mørke . Da hører jeg 
Fidos dødsrallen , og jeg farer op med sveden 
på min pande , som havde jeg begået et mord . 
O , signor , hvad kan fortvivlelsen ikke drive et 
menneske til ! Det var knn en hund ; men jeg har 
elsket den som et menneske . “ 
Han rejste sig op , rettede noget ved sejlet og 

lod , som var det et par af de lette stænk , 
vinden nu og da førte ind over båden , han tørrede 
bort fra sit ansigt . 
Så satte han sig atter ned , greb rocrpinden 
og sagde : „ Om resten af mit liv vil enhver i Italien 
kunne give dem underretning . Det har består 
i en uafbrudt kamp for frihedens sag , af en 
række domme og fængslinger , hvor mine vogtere 
altid kom tilkort , fordi jeg forenede sømandens 
behændighed med klogskab og energi og med mangt 
et kunstgreb , jeg havde lært i fremmede lande . Men 
bestandig dvælede min tanke ved den datter , jeg 
havde efterladt i Norma , og ved min stakkels Broder 
paolo , son : man slæbte fra fængsel til fængsel , og 
som ikke havde lært af livet , således som jeg . I 
hvilket fangehul man havde kastet ham hen , var 
jeg længe usikker om , men endelig fik jeg fra 
sikker mlde at vide , at man havde transporteret 
ham syg og halv døende til colonnaernes Borg i 
Gennazzano , efter at han i det sidste år havde 
siddet indesluttet i s . Michele . Min beslutning 
var straks fattet ; uagtet det var forbundet med livsfare 
for mig på ny at vise mig i pavestaten , tog 
jeg under en forklædning til Roma , og af en ven 
fik jeg underretning om forholdene i den lille 

bjergby , hvor min Broder sad fangen . Disse syntes 
mig gunstige . Byens gouvernor blev skildret som 
en fordrukken , nduelig pjalt , der havde en stor 
respekt for alt , hvad der var fornemt , og herefter 
handlede jeg . Jeg anskaffede mig en glimrende 
uniform , forsynede mig med falske papirer , 
og lod mig forestille for gubernatoren som kardinalvikarens 
sekretær , der var på spor efter en 
vidtforgrenet sammensværgelse . Han gik i fælden 
med en godtroenhed , som jeg endnu er ham taknemlig 
for . Ikke alene gav hun mig protokollen over 
fangerne og de politisk mistænkte til eftersyn ; men 
under påskud af af skulle forhøre paolo Righetti , 
fik jeg en samtale med min Broder i fængslet , hvor 
hele planen til flugten blev lagt . Alen der forestod 
mig en anden og lige så stor glæde . I det 
gamle palads hos bannutcllierne fandt jeg mit barn , 
min datter , og det forekom mig , som var min tabte 
Maria på ny kaldt til live , som var hun stegen op 
af graven for af trøste mig for så mange Års 
savn og uhørte lidelser . Jeg fik hende betroet alt , 
jeg meddelte hende , af kancellieren ikke var hendes 
fader , og med en rørende hengivenhed hang hun ved 
mig i de fan korte dage , jeg . kunne opholde mig i 

Gennazzano . Hensynet til min Broders sikkerhed 
og den påtænktc flugt tillod mig ikke af føre min 
datter bort med mig , således som jeg først havde 
bestemt . Jeg lovede hende imidlertid af vende tilbage , 
såsnart forholdene tillod det , og tegnet på 
min nære tilbagekomst skulle være en perlesnor , som 
jeg sendte fra Napoli så mange Perler , som 
der var på snoren , så mange dage skulle hun 
vente . Allerede havde jeg sendt perlebåndet afsted , 
og gjorde mig færdig til at følge efter , da min 
stakkels Broder , hvis helbred var bleven nedbrndt i 
de romerske fængsler , blev angreben af en tærende 
sygdom , der fordrede al min omhu . Jeg plejede 
ham trofast , jeg kjæmpcde med døden om ham , men 
sygdommen krævede ubønhørlig sit offer , og efter 
næsten et Års uafbrudte pinsler døde han i 
Pisa , hvorhen vi vare rejste . Jeg havde nu 
frie hænder ; der var intet der bandt mig mere , og 
efter i hast at have ordnet min Broders efterladenskaber 
i Napoli , drog jeg afsted til Gennazzano for at 
frelse min datter . Men ligeså heldig , som mit 
første forsøg havde været , af ligeså meget uheld 
hjcmsøgtes jeg på denne min anden udflugt — den 
havde nær kostet ung min frihed for bestandig . Jeg 
havde forklædt mig svin neapolitansk officer , og dette 

blev for en del min ulykke . I nærheden af ceprano 
blev vetturinen , hvormed jeg kørte , overfalden 
af en hob banditer , der udplyndrede passagererne 
og flæbte mig med som gidsel . I over fjorten 
dage måtte jeg flakke om i bjergene med disse 
karle , som stadig blev flarpt forfulgte af de italienske 
gendarmer , og som flere gange truede med at 
skyde mig , hvis jeg ikke skaffede dem gode vilkår 
ved overgivelsen . Bi blev under forfølgelsen drevne 
mere og mere op imod nord , og jeg håbede nu 
at kunne unddrage mig mit ufrivillige fangenskab 
ved en dristig flugt , så meget mere som vi ikke 
vare langt fra olevano , der , som de ved , ligger 
i ' nærheden af gcnnazzano . Alen røverne passede 
på mig med en fortvivlet opmærksomhed , og da de 
til slntningen manglede endog de nødvendigste 
lcvnctsmidlcr , brød de ved hvilys dag ind i et 
kloster og slæbte prioren med sig som gidsel op i 
de nærliggende skove . 
Allerede dagen efter blev vi angrebne af de 
pavelige tropper , tagne til fange og førte til 
Gennazzano . Skønt jeg vidste , at dommen ville 
blive streng , turde jeg ikke røbe mit inkognito , thi 
jeg ville hellere dømmes som røver end som politisk 
misdæder , og jeg håbede desuden med lethed 

at kunne undvige ved hjælp af de andre , så meget 
mere som de fængsler , der i pavestaten indeslutte 
forbrydere , ikke nær kunne måle sig i strenghed 
med dem , der er bestemte for politiske fanger . Men til 
al uheld genkendte kancellieren ung . Jeg ville dræbe 
ham , thi mit livs frelse beroede på at jeg blev ukendt , 
men det mislykkedes , og jeg blev ført til colonnaernes 
gamle Borg , spærret inde i det samme 
fængsel , hvor min ulykkelige Broder havde hensmægtet 
sine sidste dage , og her var jeg fortvivlelsen 
nær , thi dette fængsel var så sikkert og så stærkt , 
at det udelukkede ethvert håb om frelse . Da 
åbnede der sig på engang en udvej til flugt , 
hvor jeg mindst havde anet den . Gnbernatoren 
besøgte mig hyppig i fængslet i håb om at aflokke 
mig vigtige oplysninger om de liberal-nationale 
førere , og i følge med ham kom hans skriver , et 
ungt menneske , hvis kække holdning og flinke ansigt 
behagede mig særdeles . Jeg lagde snart mærke 
til , at denne unge Aland var mig gunstig stemt , og 
ved det tredje besøg så jeg , at han stak et papir 
ind under min madras , da hans herre vendte 
ryggen til . Jeg kunne næppe komme mig af min overraskelse , 
da jeg læste det . Det indeholdt underretning 
vin , at han og byens apotteker vare 

medlemmer af den hemmelige komite i Roma , og 
at de ville gøre alt for at lette min flugt . Jeg 
aftalte nu tiden med dem , og da gnbernatoren 
næste gang besøgte mig , erklærede jeg mig villig til 
af opgive navnene på de mænd , han ville vide , og 
fastsatte den samme aften dertil . I sin grænseløse 
Iver lagde han ikke mærke fil den usædvanlige tid , 
og sent om aftenen indfandt han sig hos mig . 
Jeg havde ikke talt to ord med ham , før jeg 
mærkede , af han var noget drukken , og dette 
lettede i høj grad udførelsen af min plan . 
Under påskud af , af jeg ikke befandt mig vel , 
bad jeg om noget vin , en anmodning hvorpå 
han gik ind med stor beredvillighed , og snart sad 
vi næsten som venner hver ved sit store glas 
marsala . Jeg meddelte ham den ene oplysning 
efter den anden , og alt som han skrev , så jeg hans 
røde næse nærme sig papirerne mere og mere . 
Jeg greb det gunstige øjeblik , og inden han vidste 
et ord deraf , havde han en knebel i munden og 
hænderne på ryggen . Jeg iførte mig hans kappe 
og hat , formanede gendarmerne fil af passe godt 
på fangen , og ilede derpå fil det af den unge 
skriver betegnede huns for af fane penge hos 
apottekeren , thi ved min jntrædclsc i fængslet havde 

man berøvet mig alt . Jeg husker dem endnu så 
tydelig dengang da jeg trådte ind i køkkenet . 
De og deres ben sad ved ilden , og mit stakkels 
barn sad henne ved vinduet med sit sytøj på 
skødet . Jeg havde en kørt samtale med signor 
Carnevale , og under denne betroede han mig , af den 
skriver , der havde bidraget så væsenlig fil min 
frelse , var forelsket i min datter , og hun utvivlsomt 
også i ham . Det smertede mig dengang af høre 
dette ; thi jeg havde håbet , af Adele ganske ville 
have offret sig fil mig , og jeg syntes af en 
skriver var for ringe et parti for en nighetti . 
Bed udkanten af byen var jeg nær bleven pågrcben 
af en gendarm , men Carlos snildhed og åndsnærværelse 
reddede mig fra den overhængende fare , 
og da jeg skjult af nattens mørke for afsted på 
den hest , som han havde skaffet mig , tænkte jeg på , 
af min plan med Adele var egoisme , og al 
den unge mand skulle have hende , hvis han viste 
sig værdig dertil . Under mit ophold i fængslet 
havde slutteren fortalt mig , af Adele snart skulle 
konfirmeres , og af hun var udsæt fil som madonnabrud 
af indespærres i ursulanerindernes kloster . Dette 
modnede min beslutning . Jeg var vis på , af man 
mindst af alt ville søge mig på det sted , jeg 

lige havde forladt , og jeg kendte af erfaring , 
hvad virkning en pilegrimskappe har blandt 
bjergbønderne . Jeg optrådte som fra sevcrino 
og fik således hver dag lejlighed til at 
tale med mit barn , til at glæde mig over 
hendes usfyld og skønhed , og til at harmes 
over den måde , hvorpå kancellieren og pater 
Eusebio behandlede hende . Men jeg fik tillige lejlighed 
til at kende Carlo , og i den raskhed , kjækhed 
og bestemthed , der prægede enhver af hans handlinger , 
så jeg en borgen for , at han både ville 
og kunne gøre min datter lykkelig . De selv har 
set mig som fra Severino og må vist indrømme , 
at jeg spillede min rolle upåklagelig , men mit store 
ny fur hellighed begyndte at genere mig , og jeg 
trak mig tilbage til min ven , den ulykkelige tavani , 
på hvis villa jeg holdt mig skjult , indtil der kom 
et tidspunkt , hvor vi alle i sikkerhed kunne følges 
ad . Hos tavani samledes lederne for fremskridtspartiet 
i Noma . De husker måske den aften , 
da de hørte mig oplæse Dante , og fra tavanis 
villa gik Carlo og jeg forklædte som guardianer 
ud den aften , da de kørte til Gennazzano med 
signor Carnevale . Jeg glemmer ikke så let den 
kjøretour , signor ; thi den aften stod alt i ordets 

egenligste forstand på spil . Politiet havde ved 
sine hemmelige agenter modtaget en eller anden underretning ; 
thi vi så os fulgte af gendarmer , og 
havde vi ikke for cavi såt lejlighed til at kaste 
os ind i deres vogn , vare vi blevne opdagede og 
transporterede tilbage til Roma . Deres åndsnærværelse 
frelste os fra de ridende karabinierer , og 
vi kom i god behold til Gennazzano , hvor padronens 
Cantine under det gamle dianatcmpel blev 
vort midlertidige opholdssted . Natten efter henrettelsen 
havde vi valgt til vor flugt , og i denne 
nat lykkedes det at bringe mit elskede barn i en 
havn , som jeg håber , hun ikke skal forlade . Hun 
elsker inderligt sin Aland , hun har to yndige , livsglade 
børn , hun beboer et lille Paradis , hvad 
vil man så mere ? Hvis alle havde nået — — “ 
Han fuldendte ikke sætningen , men lænede sig atter 
tilbage i båden , satte kurs efter pynten af procida 
og stirrede hen for sig med et blik , som viste 
mig , at hans hu og tanke atter var i Norma . 
Jeg ville ikke forstyrre ham , og således gled vi i 
nattens stilhed hen over golfens selvlysende vande , 
hver beskæftiget med sin tankerctning ; han søgende 
sine billeder og minder i syd , jeg mine mod 
nord . Da solen begyndte af farve røgsøjlen over 
Vesuvs krater med et rosenfarvet skær , så af det 

så ud , som om en luftig blomst vuggede sig på 
dets tinde , landede vi ved pynten af posilippo , 
hvor vi med et håndtryk skiltes fra hinanden . 
Dagen efter var jeg på beim til Roma , men da 
jeg kom til valmontone , kunne jeg ikke lade være 
af gøre en lille afstikker til Gennazzano for derfra 
af besøge Marietta og Thomaso . Jeg fandt dem 
begge i den samme elskværdige urtilstand af primitiv 
ligefremhed som forhen , og ikke frie for af have en 
del børn , som i højst luftige kostumer lagde 
snarer og fodangler for hvert skridt jeg gjorde . 
Fra segni tog jeg atter tilbage til Gennazzano , 
hvor jeg den sidste aften på ny gik op til colonnaernes 
gamle Borg . Jeg lod mig vise de tvende 
righctticrs fængsel , som nu havde fået forøget 
interesse for mig , og da jeg satte mig på den 
briks , hvorpå signor Carnevale havde siddet hin 
bedrøvelige aften , så jeg en indskrift på væggen , 
kradset med hans store , let kendeligc hånd . Der 
stod : » Oku non puo come vuols , voziia come 
puols » * ) —stakkels signor Carnevale , deri lå dit 
livs hemmelighed , deri grunden til , at du ikke blev 
nogen righctti . 
Den som ikke kan , som han vil , må ville som 
han kan . 

og nu , farvel kære Søren ! Der er snart ikke 
mere olie i min lampe , og trainet går i morgen 
klokken syv . Jeg håber , at du vil være tilfreds 
med de oplysninger , som tilfældet så uventet har 
forskaffet mig , og som supplere meget , der tidligere 
syntes dunkelt og uforståeligt . Hvis du ikke har 
kastet mine breve bort efterhånden , som du har 
modtaget dem , beder jeg dig samle dem sammen 
og gemme dem , til jeg kommer hjem . Jeg vil da 
læse dem igennem , og skulle det vise sig , at de give 
et nogenlunde fyldigt billede af romerske sæder og 
romerske tilstande , vil jeg befordre dem udi trykken , 
hvis du giver dit imprimatur . De kunne da 
måske bidrage til at korte de lange affener derhjemme , 
og midt under vor barske vinters is og 
sne rulle billeder op fra lysere og lykkeligere 
egne , hvor fantasien ikke er bange for at tage 
flugt . Skulle også en eller anden af vore skeptiske 
samtidige ryste på hovedet og tvivle om disse 
breves ægthed , da skal det ikke røre mig ; det vil 
være mig nok , hvis han blot vil indrømme det bekendte : 
» Lø non 6 vsro , 6 ban ' trovato . « farvel ! 
Din hengivne 
Vilhelm Bergsøe .