Første kapitel . 
Gode mænd og kvinder . 
Den hellige augustini dag , eller den 26de Mai , 1534 
var en solklar , varm vårdag . Solstrålerne spredte 
sig straks efter solens opgang over jorden som en 
hær af lysengle , for hvis glavind nattens skygger 
måtte vige , fjælede de sig end i skovens tætteste 
tykning , og dugperlerne henveiredes , efter at de en 
kort stund havde afspejlet morgensolens stråleglands 
og forherliget dens Sejer . 
Der var solblink over Tjele langsøes vandspejl , 
som hist og her krusedes af morgenvinden og over de 
mægtige skove , som dengang dækkede næsten hele 
søens nordlige bred og med få afbrydelser strakte 
sig mod sydvest helt ned til Viborg . Nu er skovenes 
område her , som så mange steder , stærkt indskrænket , 
og der er skilsmisse mellem Tjele langsø og 
Bigum og lindum skove ; men for trende århundreder 
siden spejlede ærværdige ege og bøge mange steder 
deres kroner i søens glar . Også søens sydlige 
bred krandsedes af en smal strimmel krat og enkelte 
frodige trægrupper ; men her havde øksen allerede i 

den grå hedenold gjort lyst . Her var grønne rugmarker 
og agre , som af svære med stude forspændte 
plove pløjedes til vårsæd ; men her fandtes også 
overdrev og lyngsletter , der viste spor af en svunden 
kultur . Agerrender under den brune lyng fortalte om 
den slægt , som den sorte død i det fjortende århundrede 
havde bortrevet . Egnen var mere tyndt befolket 
nu , end i fortiden ; men nogle store drifte 
stude , som græssende søgte deres sparsomme føde på 
overdrevet , viste , at nogle af landets gode , det vil 
sige frie , adelige mænd havde fæstet Bo ved Tjele 
langsøes bredder . 
Fra Tjele Hovedgårds skorstene i vest og fra 
Vingegårds i øst steg den blå røg næsten lodret 
op i den klare morgenluft . Hanegal og hundeglam 
lød fra begge disse herresæder , ved hvis stalde og 
lader hungrige ulve havde lusket om ved nattetid . 
Nu var gråmanden listet tilbage til skovene , og 
Mikkel , som fulgte dens spor for at få sin part af 
byttet , havde skjult sig i sin hule ; men fiskeørnen , 
glenten og musvågen , ridderlige røvere , der søge 
deres bytte ved dagens lys , kredsede i luften , og 
en flok hejrer søgte ned til søen for at fiske . Dog 
lod det til , at man både på Tjele og Vingegård 
havde besluttet at forstyrre dem i deres dagsværk . 
To rytterskarer mødtes ved markskellet mellem 
Tjele og rise gårde , og det kendtes straks på deres 
klædedragt og udrustning , at det var gode mænd og 
kvinder , der ville forlyste sig ved deres privilegium 
og nyde jagtens glæder i forening . De bøde hverandre : 
guds fred og godmorgen ! Det lød muntert , 

mere som et glædesråb , end som en velsignelse . 
Hestene skrabede i gruset med hovene , medens de 
blanke stålbidsker blinkede i solen , og fjedrene på 
rytternes baretter og rytterskernes små hatte vaiede 
i den milde forårsvind . Man aftalte jagtens gang , 
medens falkedrengene holdt stille med falkene på 
deres behandskede hænder . Herskab , som tjenerskab , 
var godt , men simpelt klædt . Her var ingen stor pragt 
at skue og mere af vadmel og klæde , end af silke 
og Fløiel ; men ridstøiet og jagtvåbnene , knive , 
spyd og armbrøster vare blanke og hestene vel 
fodrede . Efter en kort , livlig samtale , red det hele 
selskab ned ad søen til . 
Fremmest red den unge , skønne Margrethe , eller 
som hun i hjemmet kaldtes , Margaret Mogensdatter fra 
Tjele og ved hendes side Folmer Hansen af slægten 
Rud . Intet under , at han ofte og gerne så hende 
ind i hendes mørkegrå øjne , thi fra dem udstrålede 
med ungdommens hele friskhed en skøn og ædel sjæl . 
Hendes ansigtstræk vare af en så skin og udpræget 
skønhed , at de selv ved en flygtig beskuelse efterlode 
et varigt indtryk i beskuernes erindring ; men linierne 
vare ikke så bløde og runde , som det er almindeligt 
hos de danske piger , og hudfarven , skønt frisk , dog 
lidt mørkere . Den fint bøjede næse var af den ædleste 
form , de mørke og kraftigt tegnede øjenbryn og de 
fyldige , veldannede læber gave hendes åsyn et for 
hendes unge alder sjældent præg af lidenskabelighed 
og villieskraft ; og dog havde hendes dejlige øjne 
ofte et blidt og drømmende udtryk , og de kunne i enkelte 
øjeblikke stråle af den reneste fromhed . Når 

et smil opklarede hendes åsyn , da forvandledes dets 
alvor til den blideste kvindelige unde , men hun smilte 
oftere , end hun lo . Hendes statelige skikkelse og 
sjælfulde blik indgød de fleste unge mænd mere 
beundring og ærefrygt , end kærlighed , men det var 
at forudse , at den lidenskab , hun vakte , måtte blive 
dyb og varig . 
Uagtet hun først nylig havde fyldt sit sekstende 
år , var hendes skikkelse dog fuldt udviklet , og dette 
var i hine tider intet særsyn ; thi den simplere og 
kraftigere kost , den stærke bevægelse til hest på 
rejser eller på i agt og savnet af mange bekvemmeligheder , 
som gøre den nulevende slægt blødagtig , 
hærdede dengang de unge , og åndelig anstrengelse 
hæmmede kun lidet den naturlige , sunde , legemlige 
udvikling . Den mørkerøde kjortel , der skuttede stramt 
om Margaret Mogensdatters smække liv og svulmende 
barm , den lille sorte fløielshat med den hvide 
strudsfjeder , der sad kækt på hendes mørke , i rige 
mætninger lagte hår , fremhævede på det klædeligste 
hendes skønhed og røbede en fin og ren smag , 
men kun ringe pyntesyge . Hun bar sit skønne hoved 
stolt og frit og førte sin hest let og sikkert . 
Der var dem , der mente , at hun bar hovedet 
for højt , og at større ydmyghed ville passet bedre 
for hende ; thi omendskønt hendes fader , hr . Mogens 
Lauridsen af æten Løvenbalk , forlenet med nørlyng 
herred , i sin tid flagen til ridder af kong 
Frederik den første og desuden beslægtet med bilderne , 
gyldenstjernerne og andre ædle og mægtige slægter , 
levede på sin gård Tjele som en anset , velstående 

mand , og uagtet hendes moder , Genete Jakobsdatter 
Craigengelt , var en kvinde af ædel skotsk byrd , så 
hviskedees der dog i krogene adskilligt om forholdet 
mellem hendes forældre , der kun lidet var skikket til 
at give bende og hendes Broder Knud anseelse i verdens 
øjne . Skøn Magaret vidste måske ikke endnu , 
al verden havde stemplet dem som slegfredbørn , men 
desto bedre vidste hun , at ifølge et gammelt sagn 
randt der dansk kongeblod i hendes faders årer , og 
at hendes moder på spindesiden var udsprungen af 
de skotske grahamers , greverne af Montroses æt . I 
denne ældgamle slægts årer var stuarternes og 
Douglas ' ernes blod blandet , og tidlig var Margarets 
hu ved hendes moders fortællinger bleven draget til 
dennes fødeland og hendes høje frænder . Det var 
da tilgiveligt , om hendes unge hjerte svulmede af 
stolthed , og det var sandsynligt , at hvis en alvorlig 
admygelse engang skulle ramme hende , da måtte 
virkningen blive knusende og ryste hendes væsen i dets 
grund . 
I dette øjeblik , medens hun langsomt red ned ad 
søen til ved Folmer Ruds side og lyttede til det , 
han med dæmpet røst sagde , var hendes holdning og 
mine dog snarere ydmyg , end stolt ; hendes sænkede øienlåge 
og blussende kinder røbede hendes hjertes svaghed 
og jomfruelige undseelse , og den mand , der syntes 
at have så stor magt over hende , bemærkede med 
inderlig glæde disse tegn på hendes fremspirende 
tilbøjelighed for ham . 
Folmer Rud var egentlig ikke nogen smuk mand ; 
Margaret Mogensdatter havde set kønnere mænd , 

end ham , uagtet hun ikke havde været vidt om i 
verden ; men hun havde ikke set nogen mand , der 
lignede ham . Hans skikkelse var skank og veldannet , 
men næppe over middelhøjde , hans ansigtstræk ikke 
regelmæssige , hans brune øjne trods deres levende 
Glands snarere små , end store . Besad han en 
skønhed , da måtte det være hans hårfagerhed ; 
thi hans rige brune hår og skæg , som han efter 
den tids mode bar langt , var af en smuk , kraftig 
farve og blødt som silke . 
Margaret havde kendt ham i to år , og hun var 
næsten barn , da hun så ham første gang ; men 
dog mindedes hun endnu levende dette første møde , 
der havde været for hende ligesom en åbenbaring af 
noget hidtil ukendt . Hos hvilken anden mand havde 
hun iagttaget en så vidunderlig ro , mildhed og 
dannished ? Hvo af deres lige havde som han vedkendt 
sig som noget ærefuldt sin boglærdom , sin 
glæde over naturens skønhed og sin smag for 
livets renere og ædlere glæder ? Så ung Margaret 
var , hun havde dog allerede været vidne til megen 
råhed og ofte set sørgelige følger af tidens skødesynd , 
drukkenskab . Folmer Rud var den eneste mand , 
hun aldrig havde set beskjænket , og så stor var 
tidsalderens fordom i dette punkt , af hans afholdenhed 
pådrog ham beskyldning for umandighed , ja 
mistanke for lumskeri . Dog , hvo kunne vise større 
mandighed og et fastere mod , når det behøvedes , 
end han ? Måske gaves der flere mænd , som han , 
men Margaret havde ikke på sin vej truffet nogen 
mand , der indgød hende en så ubegrænset tillid . 

dog var hun ikke ganske blind ; thi hun havde opdaget 
en af hans fejl , som var en vis påståelighed og 
feig fasthængen ved sin egen mening , og hun havde 
med sørg mærket , at han heldede stærkk til den nye 
lutherske lære , medens hun med liv og sjæl var den 
papistiske kirkes tro datter . Dog var denne uoverensstemmelse 
hidtil ikke vokset op til at blive et skær 
for den gode forståelse imellem dem . 
Bagved disse to red Margarets Broder , Knud 
Mogensen Løvenbalk , som var to år ældre , end hun , 
en kraftig , sværlemmet angling med et sundt , roligt 
åsyn og et for hans alder barnligt udtryk i de blå 
øjne . Hans legeme var fuldt udviklet , men efter 
hans bly og noget kejtede væsen at dømme , når han 
færdedes blandt kvinder , og hans taushed blandt 
mænd , da lå hans sjæl endnu i svøbet . Hans 
ledsagerinde , en syttenårig pige , fyldig , velskabt , 
lyshåret , med en skin , frisk ansigtsfarve , skjelmske 
blå øjne og smilehuller i sine runde kinder , syntes 
at more sig over hans forlegenhed og gække ham . 
Det var ide Nielsdatter af slægten brun , et forældreløst 
barn , der i nogle år havde levet på 
Vingegård , hvis ejer , Christoffer Enevoldsen kruse , 
var hendes frænke og beskikkede formynder og bestyrede 
hendes formue , der , som næsten al formue i hine 
tider , skal i jordegods eller i parter deraf , en hist , 
en anden her . 
I nogen afstand red Christoffer kruse selv , en 
kraftigt bygget skikkelse , hvis blik og hele færd tydede 
på stor besindighed og godmodighed og hans yngre 
Broder Thomas , der i modsætning til ham havde et 

uroligt blik og en spodsk mine , enten dette nu var 
bevis på et lidenskabeligt , vredladent sind , eller 
han måske havde en bestemt årsag til at være i 
dårligt lune . Imellem disse to red deres eneste 
søster , Anna Enevoldsdatter , en fin , spædlemmet 
jomfru på nogle og tyve år og med et mildt 
åsyn . 
Allene og bagerst i rækken , umiddelbart foran 
svendene og falkedrengene , red en mand , hvis klædedragt 
og hele adre dannede en stærk modsætning til det 
øvrige selskabs . Uagtet han ikke bar nogen bestemt 
ordensdragt , og en flad hue skjulte den kronragede 
isse , røbede dog den side kjortel og det glatragede 
ansigt munken . Tidernes vanskelighed påbød en 
formumming , thi denne mand var en prædikebroder 
af dominikanernes nu så forhadte orden , som allerede 
for nogle år siden var bleven fordrevet fra Viborg . 
Broder Vigand var hans navn , og han var af 
bondeæt , født af » ordnede forældre på Tjeles grund , 
en omstændighed , der havde forskaffet ham tilhold 
hos hr . Mogens , som havde antaget ham som skriftefader 
og læsemester for sine børn ; men ingen skulle 
af hans adre have gjettet hans lave herkomst , eller i 
ham formodet et medlem af den sortkappede tiggerorden . 
Hans skanke og statelige skikkelse og hans 
ranke holdning viste , at han ikke kunne være ganske 
fremmed for legemsøvelser og våbens brug , og hans 
alder var næppe over tredive år . Han så ikke 
meget ældre ud , end Folmer Rud , der dog først nylig 
havde fyldt sit fem og tyvende år . Hans skarpe 
træk og funklende sorte øjne havde en vis mørk , 

sydlig skønhed , som om der flød zigennerblod i hans 
årer ; men hans fkarpe blik , der snart havde et snu 
lurende udtryk , snart lyste af en fanatisk ild , indgød 
alt andet , end tillid . Han så ud som en mand , 
hvis bryst rummede stærke lidenskaber , men som også 
formåede at tæmme dem , når klogskabshensyn bød 
det . Hans væsen kunne dog være indsmigrende nok ; 
men i dette øjeblik , da han , uden at blive iagttaget , 
red efter det muntre selskab , lyste hans mørke øjne 
af had , og hans smalle læber krusedes af et hånligt 
smil . Hans skikkelse gjorde samme virkning i denne 
muntre skare , som en mørk slagskygge i et solbefkinnet 
landskab . 
Nu havde de nået bakkeskrænten ved søen , og 
Margaret udbrød , idet hun vendte sig mod øst og 
pegede ned på den sivbevoxede bred : 
„ Ved guds moder og alle helgene ! Aldrig 
så jeg før så skøn en flok hejrer ; det bliver lysteligt , 
Folmer ! “ 
„ Det er så , “ svarede Folmer Rud og så hende 
listeligt smilende ind i øjet , „ Det er så , selv uden 
hejrerne ! “ 
„ Klogest nu at tie , “ sagde Christoffer kruse , „ skulle 
vi fange held til jagten . “ 
„ Somme tale meget og tænke lidet , “ sagde munken 
med et hvast blik på Folmer og Margaret . 
„ Sigter i til mig , Broder Vigand ? “ spurgte 
Folmer og så raskt op med et smil . „ Da tænkte 
jeg dog nys fromt og godt . “ 
„ Hvad da ? “ spurgte munken . 
„ Jeg bad til eders helgen og skytspatron , den 

hellige Vigand , at han ville frie eder fra at blive 
græsrytter , som forgangen dag , da i beviste jomfru 
Margaret og hendes Broder den omhu at ledsage dem 
til Vingegård . “ 
Ingen af selskabet lo af denne spas , undtagen 
unge knnd Mogensen . Hans søsters blik udtrykte 
afgjort mishag , og Thomas kruse sagde : 
„ Ikke er det en skam for en kirkens mand at 
falde af hesten . “ 
„ Nu , “ sagde Broder Vigand , idet en mørk bredesrødme 
farvede hans åsyn , „ det er ikke første gang , 
at den ædelige herre til kjellinghøl har øvet sit vid på 
mig , en stakkels fordreven sortebroder . Det kendes 
på eders tale , at i er en ugudelig spotter . Jeg 
rider tænkelig en hest så godt , som i , sætter jeg end , 
som Thomas Enevoldsen nys sagde , ingen ære i det . 
I har gjort et værre fald , Folmer Hansen , end det , 
jeg gjorde fra hesten , al den stund i er falden under 
den nye handel og kætter ! og må regnes blandt dem , 
der plat ville træde al christendoms hellighed under 
fødder . “ 
„ Formener i , “ spurgte Folmer med et koldt 
smil , „ at noget så stort og helligt , som det , i der 
nævnede , stikker i eders kutte ? “ 
„ Mens i mundhugges , “ sagde Christoffer kruse , 
„ lette hejrerne . Gem den trætte til hjemfarten ! “ 
„ I var for hård mod bigand “ , sagde Margaret 
med dæmpet røst til Folmer , da de alle red videre 
langs søen . 
„ Tykkes eder det ? “ spurgte Folmer med rynker 
i sin pande . Mig bæres fore , at jeg er seende , mens 

i er blind . Bar jeg så vis på alt , som på det , 
at denne sortebroder er en skalk . “ 
„ Folmer ! “ udbrød Margaret , „ I tale ej så 
ringeagtende om denne hellige guds mand . Ikke 
kender i ham , og i evner ikke at dømme hans 
værd . “ 
„ Så tale vi ej mere om ham , “ sagde Folmer , 
idet han genvandt sin sædvanlige selvbeherskelse . 
„ Dog beder jeg , skøn Margaret : vogt eder for ham 
og for munkerænker ! I haver i mig en velmenende 
ben . “ 
Nu begyndte jagten , og den lille trætte glemtes 
snart i den lystige færd . Alle hengave de sig så 
sorgløst til jagtens glæde , som om der kun var fred 
og velvære i Danmark ; og dog var det danske folk 
dengang ikke blot adsplittet ved åndelig strid , der 
voldte skilsmisse mellem frænder og venner , men 
Danmark var et herreløst land . Kong Frederik den 
første var død året tilforn og hans søn og efterfølger , 
hertug Christian , endnu ikke kåret til konge , 
end mindre i besiddelse af riget . Vejen til ttronen 
skulle for ham gå over blodige valdpladse . Lybekkerne 
lurede på at styrte sig over byttet , idet de 
falskelig løftede den fangne ørn , kong Christian den 
andens banner , og hertug Christian betænkte sig på , 
så længe folkets kald ikke lød til ham , at gribe efter 
kronen og frelse riget fra undergang . 
Dog , det var en god tid for adelen , der nu i 
disse herreløse dage ganske rådede for riget og ikke 
forudså , at der efter dette vindstille ville komme en 
vældig storm . Hver fri mand sad mere mægtig og 

selvrådig , end nogensinde før , i sit Lehn og på sin 
gård , og rigens råder grundede over de gunstige 
kår , som gav dem udsigt til ved en ny konges valg 
at stille hårde betingelser og forøge standens magt 
på kronens og den synkende kattolske kirkes bekostning . 
De skønnede nu rigtigt deri , at tidens strøm var 
dem med og skulle løfte folkets gode mænd og kvinder 
end højere i magt og anseelse ; men kampen blev dog 
hård , og de fik at fornemme , at de åndelige kræfter , 
Luthers mægtige røst havde sat i bevægelse , bar mere 
i deres skød , end en kirkelig reform . Samfundsbygningen 
blev rystet i sin grund , og meget blod og 
mange tårer skulle flyde , forinden den atter stod fast . 

andet kapitel . 
En frafalden . 
Det muntre jagtselskab var på sit ridt ned til 
søen blevet iagttaget , uden at noget af dets medlemmer 
havde bemærket det . Et sted i krattet nede 
ved søen , hvor en fodsti slyngede sig , sad en mand , 
indhyllet i en grov kappe , hvis hætte var slået tilbage . 
På hovedet bar han en flad klædes baret 
uden fjeder og under kappen en mørk trøje og tæt 
sluttende benklæder , der efter datidens skik gik i et 
og endte som strømper i et par plumpe lædersko . 
Uagtet hans ådre var alt andet , end krigerisk , bar 
han dog en ryting , eller et kort sværd i et læderbælle , 
thi i hine dage rejste ingen ubevæbnet . 
Han var en før mand af middelhøjde med sunde , 
kraftige træk og blond , gråsprængt hår og skæg . 
Rynkerne i hans høje pande fortalte om åndelige 
kampe , og hans store , blå øjne havde et grublende , 
indadvendt udtryk . Dog oplivedes hans åsyn af et 
smil , da han fra sit sæde i det grønne så ud 
over søen til de frodige skove på den modsatte 
bred , som om hans sjæl glædedes ved naturens 

vårpragt . Sålunde vare også hans tanker , og de 
fik luft i ord ; thi han fremsagde højt og med varme , 
ikke et dansk vårdigt , thi et sådan var dengang 
endnu langt fra at være til , men nogle Vers i det 
døde , fremmede , men skønne sprog , med hvilket han 
lige fra sin barndom af havde været fortrolig , nemlig 
hans gamle vens og lærers , den for ikke mange år 
siden hensovede Morten Borups latinske maivise : 
in vernalis temporis 
ortu isetabnndo , 
dum recessum frigoris 
nuntiat hirundo , 
terræe , maris , nemoris 
decus adest deforis 
renovato mundo ; 
vigor redit corporis , 
cedit dolor pectoris 
tempore jucundo . 
Terra vernat floribus 
et nemus virore , 
aves mulcent cantibus 
et vocis dulcore ; 
aqva tempestatibus 
caret , aer imbribus , 
dulcis plexus røre , 
sol , consumtis nubibus , 
radiis parentibus 
lucet cum decore . 
O qvam mira gloria , 
kvantum decus dej ! 
Kvanta resplendentia 
sute faciei ! 
A qvo ducunt omnia , 
Summa , ima , media , 
formam speciei , 

magis hæk dictantia . 
Qvam sit differentia 
noctis et diei . 
1 . 
Når den frydefuldt vår 
lisligt til os kommer , 
og når svalens kviddren spåetom 
der aære sommer ; 
når den bitre kulde flyer , 
og når vårens pragt fornyer , 
jordens slidte klæde — 
gydes sundhed i vort blod , 
i vort hjerte ungdomsmod , 
håb og lyst og glæde . 
2marken 
står med blomsters pryd , 
grøn og frisf er skoven ; 
fuglesangens muntre lyd 
toner fedt foroven ; 
vandene , hvis bælger steg , 
standse brat den ville leg , 
himlens storme hviler . 
Solen bryder skyens magt , 
i sin sulde strålepragt 
den til jorden smiler . 
3 . 
Hvilken herlig strålekrands , 
skaberen til zere ! 
Genskin af hans åsyns glans , 
hellig du os være ! 
Alttngs ophav , store gud ! 
På din almagts vise bud 
al det skabtes vrimmel 
mylrer frem og vidner , at 
ej der gives død og nat 
hos dig i din himmel . 

buskenes raslen og den dæmpede lyd af hestehoves 
trin på kratstiens bløde grund vakte ham 
pludselig af hans drømmerier . Han så op og 
studsede ; thi der viste sig ganske uventet en skikkelse , 
som netop havde foresvævet hans indre blik , og som 
stod i nøje forbindelse med de ungdomserindringer , 
der vare blevne levende i hans hjerte . Det var en 
aldrende mand , som han selv , klædt i cistercienserordenens 
hvidgrå kutte ; hætten var slået tilbage , 
og det kronragede af solen brunede hoved var blottet ; 
fødderne vare nøgne og stak i træsandaler med læderremme , 
medens hænderne lå foldede over saddelknappen , 
og den sindige pasgænger , uden at styres af 
tøjlerne , i jevn skridtgang fulgte stien . Munken 
hævede sit magre og sygelige , men ærværdige åsyn , 
studsede og holdt hesten an , da han så pludselig på 
dette ensomme sted så en fremmed træde ud som 
fra et baghold , og den bevæbnede Convers eller lægbroder , 
som ledsagede den gejstlige herre , red frem og 
lagde hånden på sit sværdhefte ; men han skønnede 
snart , at hvis her blev strid , da skulle den ikke føres 
med våben , der vare udgåede fra en smeds esse . 
Efter mange Års adskillelse , og efter at en dybere 
kløft , end tid og rum kunne frembringe , havde åbnet 
sig imellem dem , mødtes omsider disse to ungdomsvenner , 
den frafaldne johannitermunk , hans Tausens 
tro medhjælper i den nye læres forkyndelse , Broder 
Thøger Løvenbalk af Viborg og cisterciensermunken 
Broder Ambrosius fra esra iosulu eller øm kloster . 
„ Guds fred og kærlig broderlig hilsen ! “ sagde 

Broder Thøger med bevæget røst , trådte hen til 
munkens hest og rakte hånden ud . 
Lluria sanotissiiua ! “ udbrød Broder Ambrosius 
og slog kors for sig . 
„ Mine tanker vare just ved de tider , da vi to 
delte Kammer og briks broderligt med hinanden , “ sagde 
Thøger Løvendals , idet han uden vrede sænkede sin 
forsmåede hånd , „ og der kommer du ridende ligervis , 
som mine tankers genfærd . “ 
„ Et genfærd og værre , end det , er du nu for 
mig , “ svarede Broder Ambrosius og slog atter kors 
for sig ; „ en frafalden , den hellige kirke modstandig 
og fjendsk , en falsk apostel og rendere , som forfører 
den vanvittige * ) hob . “ 
„ Ej , ej ! “ svarede Broder Thøger sagtmodigt , 
„ Du tager hårdt fat . Troe vi dog på den samme 
gud , hvor det end har sig med resten . Lad Christi 
kærlighed en liden stund få bugt med din papistiske 
vrede ! “ 
„ Ak ve , Broder Thøger ! “ sagde Ambrosins med 
sorgfuld harme i blik og mine , „ at jeg skulle leve 
denne stund og se for mit åsyn dig , der fordum 
var mig så kær , som havde vi hvilet under det 
samme hjerte , men som nu må være for mig som 
en fremmed . Ingensinde forliges jeg dermed , at du 
brød dit hellige løfte , ja hvad værre er , du brød 
endogså kydskhedsløftet og tog til ægte en forløben 
nonne . Gud bedre det , bål og brand ville være 
* ) uvidende . 

dig vis , havde den hellige fader magt over dig , 
som han har ret ! “ 
Broder Thøgers åsyn blev blussende rødt , og 
hans øjne fløde vredeslyn . 
„ Anna Pedersdatter , “ sagde han i største harme , 
„ nu i tre år min hustru for gud og verden , er , 
gud signe hende , en ærlig og dydig dannekvinde . 
Bedre at leve i et ret , helligt ægteskab , end at søle 
sig i den sodomitiske helligheds fule skjørlevnet og 
hvreri , som nu længe har været brugt i eders klostre , 
gud til fortørnelse og alle retskafne mennesker til 
blussel og vederstyggelighed . “ 
„ Ikke af mig , “ svarede Broder Ambrosins og 
hævede hovedet , „ ikke af mig ! Gud den alsommægtigste , 
guds hellige moder og alle helgene bevare mig fremdeles 
fra slig kødelig besmittelse ! Lad ikke den hellige 
kirke og dens tro tjenere undgælde for , hvad det 
løsagtige klærkeri forbryder . Tænkelig findes der og 
skabede får i eders forvildede flok . Dog er det mig 
vitterligt , at . selv i eders kætterske hob findes dem , der 
mene , at en hellig ed er en hellig ed og tør ikke brydes . 
Alle have de end ikke dandsef så let til brudeskamlen , 
som du , som hans taufen , denne fænnikedrager 
for det ganske lutheri her udi Danmark og som 
eders forvorpne , falske pave udi vittenberg , Morten 
Luther selv . “ 
Thøger Løvendal ! så et øjeblik tavs ned for 
sig og spurgte derpå med et smil : 
„ Er da du en helgen og ren i tanke og sind 
som en guds engel ? “ 

„ Gud bedre ! “ svarede Broder Ambrosins ydmygt . 
„ Intet menneskes levnet kan være så skønt , det 
haver jo lak og men , om gud æsker det strengelig 
i rette , end sige tanker og sind . “ 
„ Nu , “ sagde Thøger mildt , „ give gud , at alle 
de fule munke vare så rene , som du ! Dog have 
ikke alle afholdenheds gave , og det forbud mod 
ægteskab er et helvedes påfund , en snare , djævelen 
har udspændt at fange christne sjæle udi . “ 
„ Jeg er vidende derom , “ svarede Broder Ambrosius 
i en skarp tone , „ at i kætter ? sige så , at som 
ingen kan være mad og drikke foruden , så kunne 
mænd ikke være kvinder » bevaret . Jeg vil tilråbe 
dig , hvad en hellig og lærd Broder * ) har sagt : 
„ Det give gud , jeg var eder mægtig på det sted , 
jeg ville , da skulle i fornemme , hvilket først gøres 
behov , mad eller kvindfolk . “ “ 
Nu brød Broder Thøgers harme løs i sin 
fulde kraft , og hans mægtige stemme rullede som 
torden , idet han udøste sin forbittrelse over cisterciensermunkens 
hoved . Han udtalte ikke blot sin retfærdige 
harme over Broder Ambrosius ' s hårdhjertede 
fanatisme og fordømte i de skarpeste udtryk det hele 
papistiske væsen , men udslyngede imod ham og papisterne 
de groveste skjeldsord ; thi tidens råhed 
kendtes endogså på de bedste af reformatorerne , og 
den åndelige gæring satte lidenskaberne i en så 
frygtelig bevægelse , at de plumpeste ord , sproget ejer , 
neppe syntes dem vægtige nok . 
Poul eliesen . 

„ Du dømmer ikke , “ skuttede han , „ af et redeligt , 
christeligt sind , men af et avinds rasende og galent hoved , 
forstokkede Knud , du er ! Du er en af disse smurte , 
skrabede og viede offerpræster , der smykker sig med 
et falsk helligheds løjede skin og for ussel vindings 
skyld mod bedre vidende lyve og digte skærsild og 
sælge aflad at føde ørkesløse buge af menigmands 
pendinge og svedige arbejde . Ha ! en gammel skarns 
munkekirke og ingen hjertensgod kirke er det , i 
kalder — “ 
„ Holdt ! “ råbte Broder Ambrosius bleg af harme 
og forfærdelse . „ Stands den helvedes strøm af 
syndige , gudsbespottelige ord , der vælder ud af din 
frække mund og drag dig det til minde , at skal den 
kirke , du skjændelig har sveget , den du ej er værdig 
til at nævne , kaldes en skarnskirke , og er guds og 
kirkens tjenere og have længe ej været andet , end 
skrabede og smurte offerpræster med en falsk helligheds 
løjede skin , da er , gud bedre ! ej heller du født af 
rette christne forældre og du selv ej rettelig døbt , 
så vist som du og dine fædre blev christnede i 
denne samme kirke , hvilken du nu besudler med din 
skidne tunge . “ 
Broder Thøger tav beskæmmet . Han indså , 
at han var gået for vidt og havde lidt et nederlag , 
hvilket undertiden hændtes reformatorerne . I deres 
ustyrlige nidkærhed kom de nu og da tilkort lige overfor 
deres papistiske modstanderes koldblodighed og 
snilde logik . Og dog , hvor langt ædlere end disse 
vare de dog ikke , trods udskejelserne , netop formedelst 
denne varme ntdkærhed . Deres hjerter brændte af 

tro , og de kæmpede af en fast overbevisning for en 
åndelig sag , hvorimod papisterne for største delen 
kæmpede for verdslige goder og fede præbender , 
hvilke de holdt fast på til det yderste og end ikke 
slap , da de mod deres bedre overbevisning målte bøje 
sig under den nye kirkesfik . 
Thøger Løvenbalk betænkte dog , at hvis nogen 
papist talte oprigtigt og af virkelig overbevisning , da 
måtte det være Broder Ambrosius . Han var en stille 
klosterbroder , der hendrog sit liv i ubemærket ensomhed , 
men havde ry blandt dem , der kendte ham , for 
fromhed , retskaffenhed og en blandt datidens munke 
sjelden uegennyttighed . De hårde bebrejdelser , Broder 
Thøger havde udslynget mod papisterne i almindelighed 
og det med grund , ramte kun for en ringe del 
den fromme , renlivede Broder Ambrosius . Thøger 
havde desuden det forud for sin ungdomsven , at 
han havde været hildet i de samme vildfarelser i 
mange år , lige indtil for ni år siden hans Tausens 
mægtige veltalenhed vandt hans hjerte for den nye 
lære . Han kunne altså forstå sin fordums vens 
blinde forstokkethed , hvorimod denne talte om den 
lutherske lære , som den blinde taler om farverne . 
Disse betragtninger afvæbnede Thøgers vrede , og 
han ville lige til at sige et forsonligt ord , da Broder 
Ambrosius , der udtydede sin modstanders taushed på 
en ganske anden måde , hævede hænderne og med et 
himmelvendt blik udbrød : 
„ Jesus Christus og alle guds hellige forbarme 
sig over dig i din syndige vildfarelse ! De lyse op 
i det sataniske mørke , som regerer i dit ugudelige , 

vantroende hjerte , frelse dig fra evig fortabelse 
og føre dig tilbage i den hellige kirkes moderlige 
skød ! “ 
„ Amen ! “ sagde lægbroderen med dyb røst . 
„ En velsignelse , “ sagde Broder Thøger roligt , 
„ om ellers det , du nys udtalte , kan kaldes så , ville 
stedse være mig velkommen fra en oprigtig og from 
mands læber , som dine . Dog vide du det en gang 
for alle , at du ikke skal leve den dag , da Thøger 
Løvenbalk falder tilbage til den ugudelige overtro , det 
menneskelige påfunds tyranni og den formastelige og 
bedrageriske værkhellighed , hvori du og dine lige 
forhærde eders hjerter . Dog , kan nu end det , der 
er brudt på begge vore sider , neppelig heles og oprettes , 
og nødsages vi end til fremdeles hver at gå 
til sin side , så kunne vi dog , den korte stund , vi 
ere tilsammen , lade det skjenderi fare . Lad os skilles 
i fred , ihukommende , at Jesus Christus , vor herre , 
er den rette slangetrædere , al ondskabs , hads og 
avinds fjende . Ræk mig din hånd i broderlighed , 
så vist som jeg håber , at vi engang hisset skulle 
samles i det hellige Zion i glædskab og kærlighed ! “ 
Den gang sagde lægbrøderen ikke amen , men 
Broder Ambrosins , som af naturen var mild og forsonlig , 
blev blød om hjertet . Han rakte Broder 
Thøger sin hånd , steg af hesten , og de lejrede sig 
begge i græsset under en nys udsprungen bøg , efter at 
Ambrosins havde budet lægbrøderen at tage mantelsækken 
af sin hest og bringe den hid . 
„ Del mit tarvelige måltid med mig , “ sagde 

Broder Ambrosins med en venlig , men noget forlegen 
mine , „ om du er trængende til en vederkvægelse . “ 
Thøger tog med tak mod tilbudet ; thi han havde 
vandret tvende mile i den tidlige morgenstund , og 
han havde ingen ringe mening om indholdet af den 
madpose , der var bleven fyldt i et herreklosters vel 
forsynede fadebur . En prægtig dyrekølle og en Bimpel 
sød vin , som kom for dagen , viste , at de øm 
brødres afholdenhed stod langt tilbage for deres 
kjætterhad ; og dog påbød Benedicts regel den yderste 
strenghed og afholdenhed i levemåde ; og denne 
ordensregel var fuld gyldig for cistercienserne , der 
kun vare en forgrening af den gamle benedictinerorden 
og havde deres navn af deres første kloster 
citeaux eller cistercium i Frankrig . Ordenen var 
bleven fornyet i det tolvte århundrede af den hellige 
Bernhard af clairvaux , hvorfor de også kaldtes Bernhardiners ; 
men i det nye statut , ollurta oaritatm , eller 
kjærlighedsloven , påbødes en bogstavelig iagttagelse 
af Benedicts strenge regel , ifølge hvilken kødspiser kun 
vare tilladte i sygdomstilfælde . 
Den hellige Bernhard ville da sikkert , om han 
havde kunnet stå op af graven og træde frem for 
Broder Ambrosius , taget forargelse af den lækkre 
dyrekølle ; med mindre han ville ladet sig formilde 
af det , den gode klosterbroder nu sagde , måske fordi 
han i Thøger Løvenbalks åsyn blev ligesom et glimt 
af et smil vaer . 
„ Den værdige fader , abbed Peder , “ sagde han , 
„ har givet mig absolution for dette brud på regelen 

på denne rejse , da mit svage legeme dobbelt trænger 
til styrkelse . “ 
Broder Thøger tænkte , at den absolution var 
en bekvem og herlig ting , men han sagde : 
„ Det glæder mig at fornemme , at du nyder 
dette saftige kød og denne liflige druesaft med samme 
gode samvittighed , som jeg , der for længst har indset , 
at en mådeholden nydelse af guds gaver er hvert 
menneske tilladt . Dog , nu sige du mig , i hvilket 
ærinde du har begivet dig på denne lange rejse ? “ 
„ Abbed Peder , “ svarede Broder Ambrosius , „ formente , 
at jeg hængte for meget over bogen , og at den 
friske luft ville være mig tjenlig , og såsom vort 
kloster havde et lidet mellemværende at opgøre med 
de værdige brigittinersøstre i Mariager , drog jeg derhen , 
men gjestede på vejen min gode ven , hans 
nåde bisp Ove bilde i Års . I Mariager nød 
jeg stor gjestfrihed hos den fromme og værdige abbedisse , 
Elsebeth Rud , og vekslede fromme og lærde 
tanker med klosterets skriftefader , hr . Mathias 
Nielsen . Dog tilstår jeg , at min sjæl fornemmelig 
vederkvægedes ved de samtaler , jeg havde med hr . 
Ove bilde , en renlivet og from guds mand — dog , 
hvad vi talte om , er , gud bedre ! ikke nu mere for 
dine øren . “ 
„ Dog højagter jeg denne bisp , “ svarede Thøger , 
„ og vare alle eders bisper , som han , da ville evangeliets 
klare lys trængt lettere ind og megen strid 
være undgået . “ 
„ Derom bærer jeg stor tvivl , “ sagde Broder 
Ambrosius skarpt , „ dog lade vi nu dette fare ! Jeg 

er nu på vejen til viborrig at røgte mit andet ærinde , 
som er at købe tør fisk for klosterets penge . I 
disse vanskelige tider , da oprørs bulder står i 
frembrud , og Herren synes at ville lade stor straf 
gange over disse riger og lande , gjelder det at benytte 
denne stilstand til at forsyne klostret med stort forråd , 
at vi ikke skulle komme i trang for fastemad ; og 
hvilket er dit ærinde i denne egn ? “ 
„ Jeg agter at gjeste min frænde på spindesiden , 
hr . Mogens på Tjele . “ 
„ Da er du , tykkes mig , gået hans dør forbi . “ 
„ Jeg er så , “ svarede Thøger smilende , „ al den 
stund jeg blev som et barn igen , da jeg gjensåe 
denne blanke sø og disse grønne skove , hvor jeg 
stundom legede som barn med hr . Mogens og hans 
søster Maren , nu Erik Pedersen Skrams hustru ; og 
jeg fik løn for min gang herned . Kom ikke det 
skønne selskab af unge mænd og jomfruer imod 
dig , som nys for her forbi med svende og falkedrenge ? “ 
„ Jeg 
så dem færdes nede ved søen . “ 
„ Nu , tvende af dem vare hr . Mogens ' s børn . “ 
„ Der var og , “ sagde Broder Ambrosius , „ fejlede 
mit syn mig ikke , en ordensbroder iblandt , den værdige 
prædikebroder Vigand , forhen af viborrig . Jeg 
kender ham fra fortiden som en nidkær guds mand 
og kirkens tjener , vel begavet og lærd , er han end 
kun ung af år . “ 
„ Ham var det , “ svarede Broder Thøger med 
rynker i sin pande ; „ han var alt i flere år børnenes 
læsemæster på Tjele og give gud , hr . Mogens 

ej havde givet ham nådsensbrødet og anbetroet ham 
sine børn ; thi der hviler adskillig mistanke på ham 
for uren Vandel fra forhen , evner jeg end ikke at bevise 
ham noget over , og da sortebrødrene måtte forlade 
deres skønne kloster i store Mikkelsgade og 
bleve drevne af staden , da havde han vel nogen 
skyld deri , at der fløj stene efter dem . “ 
„ Jeg formoder , “ sagde Broder Ambrosius , „ at dette 
er ugrundet mistanke og lutter bagvaskelse , om jeg 
end begriber , at en så nidkær kirkens mand må 
være dig mishagelig . Hvad dernæst sortebrødrenes 
fordrivelse af viborrig anbelanger , da må den kaldes 
en grum og uchristelig fremfærd . Ihvorvel jeg ingensinde 
yndede disse lurvede prædikebrødre , som strippede 
landet rundt og ved det store overvættes privilegium 
til at forkynde ordet , som den hellige fader honorius 
Iii i sin visdom i sin tid mente at måtte 
forunde dem , rev os ordet fra og voldte os stor skade 
blandt den menige almue , så byder sandfærdigheden 
mig dog at tilstå , at der blev faret hårdt frem 
mod disse fattige klostermænd , majoriter * ) såvel 
som minoriter * * ) . Mange af dem vare gamle , 
skrøbelige mænd , » skikkede til alt arbejde og havde 
ikkun guds almisse at leve af , da de kastedes hjælpeløse 
ud i verden og blev slagne og dragne af den 
forhærdede almue . Det glæder mig da at fornemme , 
at en af dem , er han end hverken gammel eller svag , 
s ) dominikanere eller sortebrsdre . 
* 2 ) franciskanere eller gråbrødre . 

fandt tilhold hos en så rettroende mand , som hr . 
Mogens har ord for at være . “ 
„ Jeg går nu straks derhen , “ sagde Broder Thøger 
harmfuldt , „ at kige den skjelm i kortene . “ 
„ Tag mig det ikke til mistykke , “ svarede Broder 
Ambrosius sagtmodigt , „ om jeg for vort gamle venskabs 
skyld , er end dette venskab nu som en hullet 
kjortel , beder dig lade Broder Vigand forblive i sit 
asyl med fred . “ 
„ Desfoværre , “ sagde Broder Thøger , „ ikke evner 
jeg at fordrive ham ; ej heller går jeg nu til Tjele 
for at prædike ; snarest kommer jeg som en osnsor 
morum og vil , får jeg held dertil , lægge fingrene 
på et sår ved hr . Mogens ' s hjerte , skal det end 
svie , så han skriger derved . “ 
„ Sigter du til den skotske kvinde , han har 
hos sig ? “ 
„ Jeg gør så , er jeg dog end håbendes , at 
Genete Jakobsdatter er hans hustru og rette adelkone . 
Hvo tænkte andet , da han førte hende hjem med sig 
fra Skotland , end at hun var en ærlig hustru , og 
dog , siges der , handler han nu stedse mere og mere 
med hende , som var hun ikkun hans frille og viser 
hende fra hæderspladsen ved sit bord , når gode 
mænd og kvinder er tilstede . Sær forskræmt og 
åndssvag , som hun er , tåler hun det , og der er 
tænkelig dem , der glæde sig over hendes nedværdigelse , 
og hvem hendes forskydelse kunne blive såre 
profitlig og gavnlig , om hr . Mogens engang lukker 
sine øjne uden rette , anerkendte arvinger ; jeg nævner 
ingen ! “ 

„ Du sigter til hr . Mogens ' s søster Maren og 
hendes husbond ; nu , dette er en sær dunkel og forviklet 
sag ; tro mig , du vil intet udrette på 
Tjele ; ikke let det , på en studs at hele slig gammel 
skade . “ 
„ Nu , mig ynkes over børnene og mig længes 
efter at se , hvor det står til med dem . Først agter 
jeg dog at tale med deres fader og lykkeligt nok det , 
at jeg nu træffer ham i Enrum . Mig påkommer 
stor harme , Broder Ambrosius , over det frillelevnet , 
som har grebet så djævelsk om sig , og tilstå må 
du , at denne fordærvelse er udgangen fraoven ; thi 
som bisperne leve med deres friller , så leve nu 
mange adelige på deres gårde skamløst med deres 
frillekoner , og var det ikke så , hvor kunne da den 
tale om Genete Jakobsdatter have vundet indgang ? 
Ville ellers nogen mand djærvet sig til at tænke , end 
mere sige , at en kvinde af høj byrd , på spindesiden 
udsprungen af greven af Montroses Mt , hun hvem 
Mogens Lauridsen åbenlyst har ført til sin gård , 
delt bord og seng og avlet børn med , at hun ikke 
skulle være hans rette præstegivne hustru ? 
„ Du har ikke ganske uret deri , “ svarede Ambrosius . 
„ Jeg 
formener , “ skuttede Broder Thøger , „ at 
enten bør hr . Mogens slå den klæffer neder , eller , 
evner han ikke det , da skille sig ved denne skotske 
kvinde og give hende og børnene en sømmelig forsørgelse , 
om han end ikke vil gøre hende til sin rette 
hustru , hvilket neppelig er at vente ; så denne plet 

kan vorde afvasket af vor æts Skjold , hvor den 
blå løve hidindtil gik frankt nok på sin Bjelke . “ * ) 
„ Dit forsæt er priseligt og godt , “ svarede Broder 
Ambrosius , idet Thøger rejste sig for at gå op til 
gården , „ mistvivler jeg end om dit held ved denne 
indblanding i din frændes huslige anliggender . 
Guds hellige moder og alle hellige engle ledsage dig 
på vejen og lade dig finde et åbent øre og hjerte 
hos hr . Mogens ! “ 
„ Så have gud og dig ! “ sagde Thøger og 
trykkede sin vens hånd ; „ som han vel haver fremsendt 
dig hertil , så ledsage han dig fremdeles på din 
færd og føre dig karsk og uskadt tilbage til øm ! “ 
Dermed skiltes disse to , for ikke at mødes igen , 
før to år senere , da Thøger Løvenbalk som den ny , sejrende 
kirkes mand skulle være den stærkeste part , 
Broder Ambrosius , trods al sin faste fortrøstning til 
papismens Sejer , den svageste . 
Da Thøger var forsvunden , drog Broder Ambrosius 
et dybt suk , greb rosenkrandsen , som hang 
ved hans bælte , og lod alle dens stene , store og 
små , glide gennem sine hænder , idet han fremsagde 
sit credo , sit paternoster og sit ave Marie , eller 
englenes hilsen , medens lægbroderen i tavs ærbødighed 
var vidne til hans andagt . Derpå besiege 
de begge atter deres heste og rede sindigt videre ad 
Viborg til . 
* ) at henregne sig til en slægt og føre dens navn og våben , 
selv når man kun nedstammede fra den på spindesiden , 
var i gammel tid ikke sjældent , når slægten var 
anset . 

tredie kapitel . 
Nære frænder . 
Tjeles gårdsbygninger og omgivelser så i 
året 1534 ganske anderledes ud , end nu ; thi hvor 
gammel og ærværdig den nuværende skønne hovedbygning 
end er , et af de ældste minder af den Art 
her i landet , så blev størsteparten af den dog først 
rejst en menneskealder senere . 
Den ældste hovedbygning bestod af sire sammenbyggede 
længder på to stokværk med svære mure og 
et par lave , stærke tårne og havde næsten alle sine 
vinduer indad mod den ret rummelige gårdsplads , 
på adersiden derimod kun glug- og skydehuller . En 
massiv , med jernnagler vel spækket port , der hver 
nat stængedes med svære planker og bolte , gjorde 
bygningen til et kastel , der lod sig forsvare og skaffede 
beboerne den i hine urolige tider ønskelige sikkerhed . 
Den søndre længde af det nuværende Tjele , den eneste 
levning af det gamle hus , giver med sine svære 
mure og hvælvede kjeldere en forestilling om den 
ældste hovedbygnings simpelhed og styrke , som bødede 

på manglen af grave , volde og andre udenværker . 
Dog gik der om den hele samling af bygninger , selve 
borgen og avlsbygningerne , thi kirken var dengang 
endnu ikke til , en stærk , høj mur , som lukkedes ved 
to aderporte . Denne mur var ikke blot et værn 
mod fjendtlige angreb og natlige stimænd , men også 
mod ulvene . 
Gården havde en ret talrig besætning af våbenfsre 
mænd og var vel forsynet med våben af alle 
slags , hvoriblandt nogle af de dengang endnu temmelig 
sjeldne hagebøsser , så at hr . Mogens ville 
kunnet sove trygt på sin gård , selv om han havde 
havt en avindsmand , der efterstræbte ham , hvilket dog 
ikke var tilfældet . Siden hans oldefader , hr . Jens 
Nielsen til avensbjerg , ihjelslog Jens Jensen brok til 
Klausholm , en bedrift , som kom ham dyrt at stå med 
svære bøder og hårde admygelser , havde slægten 
været mere fredelig i sin færd , måske advaret ved 
hint eksempel . 
Hr . Mogens var desuden nu tilårs og , skønt 
myndig og barsk nok , dog magelig , kær af det bløde 
hyndesæde i sin stol og allerede i nogle år på 
grund af sin førhed uvant med jagtens anstrengelser . 
At se til sit avlsbrug , handle med stude , bestyre sit 
Lehn , høre sine bønders klager , holde gårdsret og 
en gang imellem at ride markfkjel vare nu hans 
beskæftigelser . Midlerne til åndelig sysselsættelse 
vare dengang ringe , så tiden ofte faldt ham lang . 
Han sad da for sin bordende , drog måltiderne ud 
og klappede med låget på den kære ølkande , når 
bunden kendtes , og hans tørstige strube begærede 

mere . Hans huuskapellan , Broder Vigand , måtte 
ofte forkorte ham tiden med snak , eller skakbrædt ; 
men indfandt sig en god nabo eller ven , da yndede 
han at fortælle om de dage , da han var bleven brugt 
i kongens og rigets tjeneste og havde rejst i fremmede 
lande . 
Dog blev besøgene af hans lige stedse sjeldnere , 
formodentlig på grund af den skygge , der hvilede 
over hans huslige forhold . Selv blev han også med 
årene mere og mere mut i sit væsen og slikken på 
sin ære . Han var stolt af sin slægts ælde og af 
sin gyldne ridderkjede , måske desto mere , fordi det 
gik på heldingen med slægtens anseelse og blomstring . 
Foruden Broder Thøger vare ingen mandlige 
frænder ilive , uden hans næstsøskendebarn , Geert 
Eriksen , en gammel ungkarl , der desuden gjorde navnet 
mere skam , end ære ; thi hans formue var gået 
tabt og slægtens stamgård , avensbjerg , som han 
havde taget i arv efter sin fader , Erik Eriksen , var 
gået over i fremmede hænder . Geert var en stakkel , 
levede som en småmand på en liden gård i 
ringeagt blandt bønder , som så mange andre forarmede 
menige adelsmænd på den tid , og havde 
ved sine mange ville streger erhvervet sig navnet : 
gale Geert . Når han kom til Tjele , da var det 
kun for at tale sin frændes pung til . 
I den årke morgenstund , medens Knud og 
Margaret færdedes på heirejagt med Broder Vigand , 
og medens Thøger og Ambrosius udfegtede deres 
åndelige strid ved søens bred , sad hr . Mogens 
alene i hallen eller dandsesalen på Tjele ; thi i den 

varme årstid dvælede han helst i dette kølige rum , 
som lå i den søndre længdes øverste stokværk . 
Det var et rummeligt gemak , men noget skummelt , 
sordi det kun havde vinduer på den ene side , til 
gården , og de vare endda kun små . Udstyrelsen 
var simpel nok . De rå vægge dækkedes ufuldkomment 
af gamle , flamske lædertapeter , og hvor de 
gabede , var uden synderlig orden eller smag ophængt 
jagtredskaber og våben , hvoriblandt husherrens fulde 
harnisk , hjelm og sværd . Med nogle alens mellemrum 
var der hele hallen rundt anbragt svære jernarmstager 
i væggene , men de vare rustne , og år vare 
forløbne , siden der havde stukket lys i dem , og hallen 
havde genlydt af Gigers og fløjters klang og de 
dansendes trin . Kun over den store steenovn i den 
østre ende af hallen fandtes noget , der lignede en 
prydelse , nemlig et par svære hjortetakker og under 
dem slægtens våben , malet af en grov og uøvet 
pensel , et Skjold med den blå løve gående på den 
øverste af to bjelker i gult felt og en halv oprejst 
løve i hjelmkronen . 
I den vestre ende af hallen stod et svært egetræesbord , 
for hvis ende hr . Mogens ttronede i sin plumpe 
træstol , der dog var forsynet med en god , blød 
hynde . Over hans plads og det meste af bordet 
hang ned fra det mørke , røgede bræddeloft et slags 
thronhimmel , et på en ramme udspændt og med 
nedhængende fryndser kantet klæde , gammelt , og af 
tvivlsom farve . Denne prydelse var vistnok efterhånden 
bleven et tegn på en fri jorddrots værdighed ; men 
oprindelig spændtes flige himle over borde og senge 

for at beskytte mod støv og regn , der søgte ned 
gennem det utætte tag og loft . Hvor huset var så 
gammelt og loftet så brøstfældigt , som på Tjele , 
gjorde bordhimlen i ethvert fald denne nytte . Inden 
reformationen berigede adelen med kirkens gods og 
hævede standen til et længe ikke nået trin af rigdom 
og anseelse , anvendte herremændene kun lidet 
på deres gårdes vedligeholdelse , hvorimod prælater 
og munke vare bygningskonstens frommere og beskyttere . 
Der var således næsten intet gjort for den gamle Borgs 
vedligeholdelse , siden hr . Mogens ' s bedstefader , Mogens 
Jensen fra avensbjerg ved at ægte den afdøde 
ejermands , Eskild Ibsøns enke , Ellen Svendsdatter af 
slægten Udsøn , erhvervede Tjele . 
Hr . Mogens havde spist sig mæt og tømt sin 
kande . Han klappede med låget , døren til et lidet 
sidekammer gik op , og en kvindelig skikkelse trådte 
langsomt ind . Det frygtsomme , trætte blik og det 
blege åsyn fortalte om store sjælslidelser , om en 
kamp , der var endt med fuldstændig underkastelse . 
En sort silkehætte skjulte ganske det rige brune hår , 
og dens flige faldt ned over den mørke , side kjortel 
og gav denne tarvelige dragts bærerinde et nonneagtigt 
udseende . Dog var det en ædel og yndefuld 
skikkelse , præget i den skønneste form . Det var 
Knuds og Margarets moder , Genete Jakobsdatter , den 
skotske kvinde , som almuen kaldte hende . 
Hr . Mogens så op og hans blussende åsyn 
røbede vågnende harme . Han savnede vel roserne 
på sin hustrus kinder og smilet på hendes læber ; 
men som hun nu stod for ham , en ydmyg tjenerinde , 

værgeløs og uden egne frænder i et fremmed land , 
bøjet af hans stærke villie og af hans slægts had , 
var hun hans eget værk . 
„ Begærer i noget ? “ spurgte hun med en frygtsom , 
eller snarere sløv mine . 
„ Forskaf mig kanden fyldt , “ svarede hr . Mogens 
barskt ; „ men lad det blive af det hamborger fad ; 
det viborger skald er jo længere , jo tyndere . Sig 
så og til Jens kjøgemester , at stegen var uforsvarligen 
brændt ; gør han det ej bedre , da jager 
jeg ham fluks af gårde . Kom så , “ føjede han 
lidt mildere til , „ sid hos og fag en slurk af 
øllet . “ 
„ Jeg skal udrette , hvad i har pålagt mig , “ 
Svarede Genete , idet hun gik hen til bordet og tog 
kanden , „ enddog jeg forud ved , at Jens ej lyder mig , 
men snarest giver mig ukvemsord til svar . Ellers 
må i have mig undskyldt ; jeg har hovedvee og er 
trængende til stilhed . “ 
Det stærke skotske tonefald , Genetes dansk havde , 
syntes næsten at lyde modbydeligt i hendes husbonds 
øren , thi han efterabede det , idet han sagde : 
„ Hovedvee i dag og hovedvee i går ; jeg får kun 
se gråd og sure miner . “ 
„ Min nærværelse , “ svarede Genete sagtmodigt , „ er 
eder kendelig ikke mere til nogen glæde , neppelig 
heller børnenes . I lade mig helst hendrage timerne 
i stilhed i mit Kammers . “ 
„ Det skal tænkelig lade så , “ sagde hr . Mogens 
spodsk , „ at i er vorden tungsindig . Så jeg dog 
andet forgangen dag , da hans skriver var her i 

kongens ærinde . Ej , hvor blev da eders kind rød , 
og hvor smilte i fagert ! “ 
Nu blev Genetes kind virkelig rød , og det kendtes 
på hendes åsyn , at hun end kun var en ung 
kvinde . Hun havde heller ikke fyldt sit fem og tredivte 
år ; thi hun var ikke meget over femten år gammel , 
da hendes næsten tredive år ældre huusbonde førte 
hende til Danmark . I dette øjeblik var hendes blik 
ikke sløvt . De mørkegrå øjne funklede og smilet 
om hendes læber var spodsk . Måske sammenlignede 
hun i tanken sin gamle og vredagtige huusbonde med 
den statelige hans Thordsen , kongens foged på 
Havreballegård * ) , som nu og da gjestede Tjele i 
kongens ærinde , og som i hendes ægteskabs første 
år havde været i den Århus bisps brød som 
skriver på viskum . Han var kun en ufri mand , 
men han havde stedse tiltalt hende mere høvisk og viist 
hende større venlighed , end nogen adelsmand . Genete 
vidste det helt vel , at han fornemmelig var genstand 
før hr . Mogens ' s ubillige , men stedse årvågne ' 
skinsyge ; men hvad hun end følte , det fik ikke luft i 
ord , thi hr . Mogens stampede i gulvet og bød hende 
barsk at gå og udrette det ærinde , han havde pålagt 
hende . 
Smilet døede hen på hendes læber , og hun adlød ; 
men hun vendte ikke mere tilbage , og hr . Mogens 
måtte siden tage den med skummende hamborgerøl 
fyldte kande af sin smådrenge Hennings 
hånd . 
* ) marselisborg ved Århus . 

neppe var den sat på bordet , før gården 
genlød af hundeglam , af hestetrampen og menneskestemmer . 
„ Hvo 
rider i gårde ? “ spurgte hr . Mogens . 
„ Se ud , Henning og sig besked ! “ 
Henning løb til det nærmeste vindue og så ud 
gennem en af de små , grønne , knastede glarruder . 
Alle ruderne i blyvinduerne vare ikke af glas , thi 
dette var dengang en dyr vare , og horn eller træ 
måtte ofte midlertidigt erstatte de ruder , der gik 
sønder . 
„ Mig tykkes , “ sagde Henning , „ det er velbyrdig 
Erik skram til Hastrup og hans hustru , eders søster , 
Fru Maren . “ 
„ Hvor mange heste stærk ? “ spurgte hr . Mogens ; 
thi han tænkte straks på sin havre , i hvilken der nu 
ved forårstide var svind . 
„ Mig tykkes otte , “ svarede Henning ; „ nej , nu 
som en svend til ind ad porten , de er ni i alt . “ 
„ Hm ! “ brummede hr . Mogens og rejste sig med 
besvær for at tage mod sine gjester . Nu , da han 
stod oprejst , viste sig hans svære , oprindelig velskabte , 
men nu af fedme vanheldede skikkelse i hele sin 
mægtighed . De stramme hoser misklædede ham , og 
trøjen med de splidsede ærmer og det korte skød 
skjulte ikke hans svære bug . Tungt gik han ned ad 
tårntrappen , efter at Henning havde åbnet døren 
for ham og bød sine frænder velkommen . Kort efter 
vare de ni heste i hans stald , følget bænket i borgesluen 
og herskabet hos hr . Mogens i dandsesalen , 
Genete viste sig ikke , og ingen spurgte efter hende , 

hvorimod hr . Mogens ' s gamle , tro tyendekvinde , Else , 
indfandt sig , besørgede bordet dækket med en fryndset 
dug , en overdådighed , hendes herre ikke til daglig 
tillod sig , eller satte pris på ; det bedste , huset formåede 
af fødevarer , blev fremsat , og Henning indbar 
på en træbakke tre sølvbægere og en mægtig sølvstob , 
fyldt med fød vin ; thi hr . Mogens undlod 
aldrig ved særdeles lejligheder at pryde sit borsk med 
denne kostbare og med helgenbilleder smykkede viinkande , 
som var et arvestykke i slægten og oprindelig 
hidrørte fra Erik Eriksen Løvenbalks morbroder , hr . 
Niels Pedersen Gyldenstjerne til Ågård , i sin tid 
kong Erik af Pommerns hofsinde . 
Efterat de første velkomsthilsener vare vekslede , og 
hr . Mogens havde spurgt til sine søsterbørn , Jørgen , 
Anna og Laurids , om de lede vel , forholdt det lille 
selskab sig temmelig tavst , indtil Erik og Maren blev 
bænkede hver på sin side af værten ved det vel besatte 
bord og velkomstbægeret var tømt . 
Erik Pedersen skram til Hastrup hørte til slægten 
Fasti , der atter nedstammede fra den ældgamle danske 
slægt splid , men som ved ægteskab var bleven forbundet 
med den under kong hans indvandrede tyske 
slægt skram og havde antaget dennes navn . Han 
var en høj , mager mand med en furet pande , en 
krum næse og utallige rynker i øjenkrogene . Hans 
stærkt krusede hår og skæg var holdt kort , ganske 
mod adelens sædvane på den tid ; thi det var 
netop et af de frie mænds privilegier at bære håret 
langt , men hans hårs stride beskaffenhed ville gjort 
ham benyttelsen af denne ædle forret alt for besværlig . 

hans ridekappe og den sorte Fløiels varet med den 
grå fjeder havde ban lagt fra sig på et af sidebordene , 
og hans sværd stod i krogen ; men han 
havde beholdt sin grønne , bræmmede klædes paltzrok 
på , thi han var en kuldsfjær mand . Under paltzroken 
skimtedes en kort brun trøje og det sølvindlagte 
fæste af en dolk , som stak i hans bælte . Ved hans 
side , - som ved hans hustrus , lå deres bestik , hvoraf 
de havde fremtaget hver sin ske og kniv , hvilke hver 
gjesf stedse plejede at medbringe . Gafler vare derimod 
endnu dengang en stor sjeldenhed , og fingrene 
måtte gøre fyldest i stedet . 
Hans hustru Maren Lauridsdatter , hr . Mogens ' s 
eneste søster , var en midaldrende kvinde , undersætsig 
og ved godt huld . - den perlestukne Fløiels hue 
skjulte ganske hendes hår og fremhævede som en snever 
ramme endmere hendes kjødrige ansigts fylde . 
Hendes melkeblåe øjne havde et koldt udtryk , men 
lyste af forstand og karakteerfasthed . Hun var iført 
en blommefarvet damasfes kjortel , og om halsen bar 
hun en kruset pibekrave . På hendes hvide brystdug 
sås en gylden kede med en kapsel , hvori en relikvie , 
en amulet , som hun bar til beskyttelse mod 
sygdom og alt ondt ; thi uagtet Marens huusbonde 
heldede til den nye lære , havde hun selv hidtil viist 
sig papismen tro , dog mere af vane , end af overbevisning . 
„ Droge 
i over viborrig ? “ spurgte hr . Mogens 
omsider , da tavsheden begyndte at blive ham trykkende . 
„ Nej , den gang ikke , “ svarede Erik skram . „ Bi 
havde natteherberge på viskum . “ 

„ Da hvilede i tænkelig blødt , “ sagde hr . 
Mogens . 
„ Overmåde , “ svarede Maren . „ Morbroders 
foged , Jep Pedersen , ved at gøre fyldest for sit 
herskab . “ 
„ Hans nåde , vor frænde , “ genmælede hr . 
Mogens spidst , „ havde vel så den lykke tvende gange 
at huse eder på den rejse , har i ellers , som i 
pleje van , dvælet den første nat på Silkeborg ? “ 
Deri tog han ikke fejl . Erik skram og hans 
hustru kunne ikke komme i forlegenhed for natteherberge 
på den ti Miles rejse fra Hastrup , som 
lå helt nede ved Ribe bispedømmes grændse , da 
både Silkeborg slot og viskum hørte under Århus 
bispestol og bispen , hr . Ove bilde , var Broder til 
hr . Mogens ' s og Marens for længst hensovede moder , 
Karen bilde . 
„ Dog forundrer det mig , “ vedblev hr . Mogens , 
„ at i ej stræbte at nå Tjele inden natten i går ; 
vi kunne vel lånt eder Herberge efter fattig lejlighed . “ 
„ Tak , 
som byder ! “ svarede Erik skram med et 
smil , der høilig formerede rynkerne i hans ansigt . 
„ Vi fortøvede for længe på Silkeborg . Hr . Oves 
foged , hans stygge , ville ikke lade os slippe , og jeg 
slog dertil en liden handel af med ham og købte 
tvende par sxne . Vil i låne os hus mat , da 
tage vi med tak derimod og er vel farne . “ 
„ Nu , broerlille ! “ sagde Maren med et slesk 
smil , „ den lykke at huse Erik og mig hænger ikke i 
maitræets top , men kan af dig langes fra jorden . 

vi fortøve her gerne , er du os så god , som vi tør 
vente det af dig og forhen troede dig til . Du 
mindes jo sikkerlig , hvad der skilte os , da vi sidst vare 
tilhobe . “ 
„ Det skal ej skille os fremdeles , “ sagde hr . Mogens 
og blev lidt rødere i sit fyldige åsyn . 
„ Det fryder mig overmåde at fornemme , “ svarede 
Maren og fæstede sit kolde blik spørgende på 
sin Broder . „ Priseligt ville det være , om den fremmede 
kvinde , du førte med dig over sø og fatten 
hav , enddog du kunne fanget en god , dydig og ædelig 
hustru her hjemme , ej skilte så nære frænder fra 
hverandre , soni dig og os . Hun får jo føre regimentet 
her i vort fædrenehus , siden det så er din 
villie . “ 
Hr . Mogens blev en kende bleg og trommede 
med fingrene på dugen . Erik og Maren troede 
åbenbart ikke , at Genete Jakobsdatter var hr . Mogens ' s 
ægteviede hustru , uagtet det var dem vel bekendt , at 
hun gjorde fordring på at være det . Maren tænkte 
imidlertid , at det ikke var let at vide , hvorledes det 
var tilgået helt ovre i Skotland , og om nogen ret 
vielse der havde fundet sted . Hendes Broder havde 
i begyndelsen holdt sin kvinde i ære og , mente Maren , 
for skams skyld skjult forholdets sande beskaffenhed , 
men den måde , hvorpå han i de senere år 
havde behandlet hende , viste noksom , hvorledes det 
egentlig forholdt sig . 
Hr . Mogens så i dette øjeblik ud som den 
onde samvittighed . Bevidstheden om , at Genete virkelig 
var hans rette hustru , kæmpede med hans 

hjertes hårdhed og hans indgroede mistillid til 
hans hustrues troskab . Den mørke tanke , at gøre 
sine børn arveløse , havde ofte rørt sig hos ham , og 
det var da en stor fristelse for hans heftige skinsyge , 
når han fornemmede , at verden betragtede hende som 
hans frille , da ved sin taushed at godkende denne 
urigtige formening . Han elskede hverken Genete eller 
børnene mere og ville intet haft imod , at Tjele 
efter hans død gik til søsteren . Med den snuhed , 
der var ham egen , indså han , at dette let kunne 
blive udfaldet , når han intet gjorde for at holde 
sin hustrus nedbrudte ære opret ; han gav da 
efter for fristelsen og overdøvede sin samvittigheds 
røst , idet han i stor harme udbrød : 
„ Ingen fører regimentet i dette hus , uden han , 
som nu taler til dig , derpå kan du forlade dig ; 
og så tale vi helst ikke mere om den sag . “ 
Erik så ængsteligt til sin hustru , der ville givet 
svar på tiltale alligevel ; men hun forhindredes 
deri ; thi døren gik op , og Thøger Løvendal ! trådte 
ind i hallen . 
Hans åsyn udtrykte i det første øjeblik hele 
hans skuffelse over at træffe gjester hos sin frænde 
og , med hensyn til hans eget besøgs øjemed , de 
mindst kærkomne , netop de frænder , om hvem han 
nys havde sagt , at Genetes forskydelse ville være 
dem såre profitlig og gavnlig . Han følte sig i sit 
stille sind overbevist om , at hvis der blev tilføjet 
Genete og hendes børn nogen uret , da ville Erik 
skram og fornemmelig hans hustru ikke røre en finger 
for at forhindre det , men i alt , denne sag angående , 

uden nærmere undersøgelse tro det værste . 
Han hilste da sine frænder med kulde , men blev 
såre venligt modtaget af hr . Mogens , der følte en 
lettelse ved den betimelige afbrydelse , Thøgers uventede 
ankomst havde bevirket . Erik skram havde agtelse 
for Thøger som en af den lutherske læres første 
og nidkæreste forkyndere , men Maren nærede en uvilkårlig 
mistro til ham . Hr . Mogens opfordrede forgjeves 
Thøger til at tage for sig af retterne og stræbte 
derefter at få en samtale i gang , idet han spurgte 
om nyt og bragte rigets tilstand på bane . 
„ Jeg ved for vist , “ sagde Erik skram i samtalens 
løb , „ at hr . Mogens Gjøe ej ligger på 
den lade side og bemøier sig såre for at formå 
hertug Christiern til at antage sig disse riger og 
lande . “ 
„ Derfor priser jeg rigens hofmester , “ sagde 
Thøger . „ Hertug Christiern vil blive en herre efter 
mit sind , al den stund han er lige så nidkær for 
det rene evangeliums forkyndelse , som hans taufen 
eller Luther selv . “ 
„ Mig er det lige kært , “ mente hr . Mogens , 
„ hvo der får held til at klæde ttronen , holder blot 
låsen for kong Christierns fangehul på Sønderborg 
slot . “ 
I disse få ord havde hr . Mogens udtalt 
størsteparten af den danske adels hjertensmening . 
„ Har ingen nød , “ genmælede Erik skram ; „ hvo , 
der løber af riget med blusse ! , som kong Christiern 
og hans bødler , ville finde døren stænget , om de 
forsøge at vende tilbage . Større bekymring volder 

mig det sære rygte , jeg hørte forgangen dag , om 
stor rustning i Lybek , og at grev Christoffer af 
Oldenborg skal føre den hær mod Holsten . Varsler 
det monne godt for danske mænd , at lybsken 
rører sig ? “ 
„ Neppelig ! “ udbrød Thøger ; „ før , siger man , 
vokser figen på hylderod , før lybsken vorder dansken 
god . “ 
„ Såmænd ! “ sagde hr . Mogens , men så misfornøjet 
til Thøger , der sad og drejede bægeret mellem 
fingrene uden at drikke . „ Hvi rører i ej maden , 
Thøger , og drikker sket intet ? Er sulet eder ikke 
tilpas , hvad heller vinen snur ? “ 
„ Jeg er ej lækker , “ svarede Thøger , „ og eders 
fad , Mogens , ved om retter , der sjælden ses på 
min disk ; allermindst laster jeg eders gode spanske 
vin ; jeg har . holdt måltid på vejen herhid , det er 
hele sagen . Dog kunne tænkelig noget glide ned 
endda , savnede jeg ikke her ved eders bordende det , 
som er hvert bords bedste pryd . “ 
„ Hvad da ? “ spurgte hr . Mogens med opspilede 
øjne . 
„ Eders hustru , “ gjensvarede Thøger og så op ; 
„ hvor lider hun ? “ 
Hr . Mogens sænkede sit blik , men Maren gjorde 
et kast med hovedet og smilte spodsk , medens Erik 
skram så lurende fra den ene til den anden . 
„ Jeg takker , så som så , “ svarede hr . Mogens 
omsider ; „ hun er ikke tilpas og holder sig på sit 
Kammers . “ 

„ Glædeligt dog at fornemme , “ sagde Thøger med 
vægt , „ at ikke andet holder Genete Jakobsdatter fra 
eders bord , når gode mænd og kvinder er tilstede . 
Vi tømme nu vort bæger på hendes snarlige 
helbredelse ! “ 
Hr . Mogens takkede og drak , men Erik og Maren 
nippede kun til deres bægre . Thøger lagde mærke 
dertil og forargede sig derover ; men han fik i løbet 
af dagen megen og større foranledning til forargelse 
og måtte sande Broder Ambrosius ' s ord , der spåede , 
at han trods sine gode forsætter intet ville udrette 
på Tjele . Han mærkede , at Maren ganske havde sin 
Broders øre og teede sig på borgen , mere som om 
hun var huusfrue der , end som gest , og ethvert 
forsøg , han gjorde på at få en fortrolig samtale 
med hr . Mogens , blev enten med snuhed undveget 
af denne , eller forpurret af hans søster . Det var , 
ligesom Genete sket ikke var på borgen ; men da han 
omsider i sin utålmodighed tog bladet fra munden 
for Erik skram , som de sad alene i hallen og spillede 
skakbrædt , da fik han meget at høre , som måtte 
rokke hans tro på Genete Jakobsdatters ære , og 
som bekymrede ham såre for børnenes skyld . Han 
besluttede dog at forblive om natten på Tjele for at 
se Knud og Margaret , muligvis også i det håb 
at kunne køle sin harme på sortebroder Vigand , 
hvis indflydelse han fornemmede var stor , og om hvis 
hensigter han havde den værste mening ; thi han 
kendte fra fortiden en papistisk skriftefaders frygtelige 
magt og vidste , hvilken sørgelig rolle munkerænker 
ofte havde spillet i familierne . — 

det led ad aften , og de sagde alle på en bænk , 
som var anbragt under en gammel eg udenfor borgporten , 
og hvorfra de havde udsigt til avlsgården 
og den ydre port . Thøger sad fordybet i sine egne 
tanker og betragtede skyerne , som farvedes røde af 
den dalende sol ; men hr . Mogens , Erik skram og 
Maren med , så på de fede staldstude , som blev 
drevne til vands og på de magre stude , som ugedagstjenerne 
breve hjem fra ploven efter endt dagsværk . 
Dette syn , fedt kød , mange gylden værd , 
og magert kød , som kunne vorde fedt , var langt 
lysteligere i deres øjne , end den rosenfarvede aftenhimmel . 
Da 
rejste sig en støvsky på vejen udenfor 
udermuren , og ind ad porten for Margaret , Folmer 
Rud og Knud på deres skummende heste . Da de 
nærmede sig borgen , holdt de hestene an og rede i 
skridt , dog uden at bemærke selskabet under den 
gamle eg . Margarets kinder blussede af det voldsomme 
ridt , og hun sagde smilende nogle muntre ord 
til Folmer , da hendes fader lod sin røst høre , og 
hun studsende blev ham og hans gjester vaer . Hun 
kendte til fulde sin faster Marens fjendtlige stemning 
mod hendes moder og hilste derfor med kulde på 
hende og Erik skram , hvorimod hun , da Thøger 
trådte frem , venligt rakte ham sin hånd , hvilket 
tydede på en ikke ringe personlig hengivenhed for 
denne hendes frænde , såsom hendes lærer og skriftefader 
ofte havde advaret hende for ham , og hun 
igrunden ynkede ham , fordi han var en kætter . 

„ Ej , Folmer Hansen ! “ sagde hr . Mogens og 
rejste sig , da Folmer hilste ham og de andre med al 
høviskhed , „ I være velkommen , er det end silde ! Følger 
i med op til huse , da spise vi nadvere end en 
gang . “ 
„ Takker skyldigst , hr . Mogens ! “ svarede Folmer 
og bøjede sit hoved , „ men tager i det ikke til mistykke , 
da kommer min fod denne gang ikke af stigbøjlen . 
Jeg er ventendes til Vingegård og red blot 
et lidet vædderidt med jomfru Margaret og Knud her 
til porten . “ 
„ Dog et lidet stykke indenfor den , “ sagde hr . 
Mogens skjemtefuldt . „ Nu , jeg føler mig forvisset 
om , at gråmunk ikke blev rendt ledig . “ 
Margaret klappede den smukke skimmel på halsen , 
men Knud sagde : 
„ Gråmunk ville sejret , havde jeg redet hende 
og ikke Margaret . “ 
„ Tak for den ! “ svarede Margaret og slog med 
nakken . 
Da lød pludselig en dyb røst bagved dem ; det 
var Broder Vigand , som ubemærket var redet ind ad 
uderporten , og som sagde : 
„ Når Folmer Hansen og Margaret Mogensdatter 
ride tilsammen , da bliver der intet vædderidt 
af , al den stund det da er , som vare hestene lænkede 
til hinanden . 
„ Det forundrer mig , Folmer Hansen , “ sagde 
Maren spidst , „ at så sindig en mand , som i , rider 
til væds med børn . “ 

„ Det frydede mit øje at skue , “ sagde Thøger 
mildt , „ længe så jeg ikke mere fagert syn . “ 
„ Ej , ej ! “ udbrød Folmer og lo , „ hvem skal jeg 
nu først give svar ? Hr . Thøger , jeg takker eder for 
eders venlige ord , er det end så , at al fagerheden , 
i talte om , er at stue hos børnene . Eder , Fru 
Maren , beder jeg ikke at fortryde på min barnagtighed , 
af den årsag , at det var eders Broders børn , 
jeg legede med ; men det er min skyldighed at bede 
Broder Vigand forlade os vor mangel på høviskhed , 
at vi rede fra ham . “ 
„ De ruder , “ sagde Erik skram hvast , „ vare til 
enhver tid godt skårne for tungebåndet . “ 
„ Bruge vi dog sværdet end bedre , “ svarede 
Folmer og så Erik skram uden smil i øjnene . 
„ Nu vand i blodet , kære venner ! “ sagde hr . 
Mogens med alvor . 
„ Ej , jeg er kold nok nu , “ svarede Folmer . „ Dog 
puster jeg eder alle mange gode nætter ! “ 
Så slog han ud med hånden , vendte sin hest 
og red derfra , medens Margaret fulgte hans ædle 
skikkelse med øjnene . Dyb taushed herskede nogle 
øjeblikke i kredsen , mens de så efter den bortridende . 
Himlen rødmede stedse stærkere , og aftenrødens 
skær faldt på borgens mure , som det farvede 
end rødere , på den gamle egs svulmende bladknoppe 
og på deres åsyn , som dvælede under den , 
medens deres blikke udtalte så forskellige og modstridende 
følelser . 
„ Himlen rødmer bisterligt i aften , “ sagde endelig 
Maren med sin skarpe røst , „ vi få uvejr i morgen . “ 

„ Tænkeligt , “ sagde Thøger med en egen betoning , 
„ Luften har været tung på Tjele i dag ! “ 
Ingen svarede ham . Stalddrengene kom før at 
tage mod hestene , og kort efter gik de alle ind ad 
borgporten , der så blev lukket af gårdfogden , mens 
gården gav genlyd af slagene på de svære bolte . 

fjerde kapitel . 
De onde ånder . 
Det var blevet mørk nat , og alle på gårde » 
Sov trygt . Kun fra et vindue skinnede en lysstribe , 
som kunne ses vide omkring , thi den kom fra Genetes 
Kammer , et af de få værelser på Tjele , der havde 
vindue ud mod Marken . Bønderne kendte det lys 
så godt ; de så det ofte skinne , når de færdedes 
ude om natten ; og derfor gik den tale , at den skotske 
kvinde næsten aldrig sov , men om natten gjorde bod 
før sine synder med bønner og bodsøvelser , og at 
dette var årsagen til hendes store bleghed . 
Genetes Kammer , der stod i forbindelse med 
Margarets , var ret rummeligt , og efter de tiders 
begreber om hygge godt og standsmæssigt udstyret . 
Dog var bohavet simpelt nok ; en løjbænk med en 
læderhynde , et par plumpe stole og to små borde , 
en mægtig dragkiste til klæder og en anseelig himmelseng 
udgjorde hele herligheden . Var der et pragtstykke 
iblandt , så måtte dragkisten kaldes således . 
Den var hidført fra Skotland , forsynet med konstigt 
forarbejdet jernbeslag og prydet med træskærerarbejde ; 

heller ikke manglede ejerindens navnetræk og hendes 
familievåben , hvis farver træskæreren havde søgt at 
gengive ved heraldiske tegn . Det var en sort tværbjelke 
på sølvgrund , tre røde roser ovenfor og tre 
jbfkaller nedenunder . 
På væggen over et af de små borde hang et 
lidet spejl i en sølvramme , en gave fra hendes 
eneste Broder , John Craigengelt , hvem hun ikke havde 
set , siden hun var barn ; men dette spejl var en 
sjeldenhed , thi her kunne Genete se , ikke i en metalplade 
et forvredet billede , men i ægte venetiansk 
spejlglas det tydeligste vidnesbyrd om , i hvilken grad 
græmmelsen havde bleget hendes fordum så blomstrende 
åsyn . Under spejlet hang et plumpt træcrucifix , 
og på bordet lå et par legendebøger , og 
der stod et leerkruus med anemoner , fioler og fuglemelk , 
hvilke beskedne blomster Margarets kærlige hænder 
havde plukket i skoven . 
Det var midnat . Genete lå i sengen med 
rosenkrandsen mellem de foldede hænder . Hun var 
midt under bønnen falden i søvn , uden at slukke den 
lille jernlampe , som stod på et bord ved sengen og 
kastede sit røde skær på hendes blege åsyn . Hendes 
læber zittrede , og hun trak vejret tungt , som om 
fæle drømme ængstede hende . Hun vågnede , for 
op , sank atter tilbage i puderne og lå nu vågen og 
så hen for sig med et stirrende blik . 
Hendes tanker gik til hendes fødeland , „ Søernes , 
bjergenes og de gjeve mænds hjem . “ Hun længtes 
did og ønskede , at hun igen var ung og fri . Hun 
tænkte på den skjebnesvangre stund , da den danske 

adelsmand kom , og hans bejlen lovede hende , om 
just ikke kærligheds lykke , så dog ære og anseelse 
i et fremmed land . Der var ikke tale om et afslag ; 
thi hun , et forældreløst barn , spiste nådsens brød 
i sin rige og mægtige frændes , William grahame , den 
anden lord af Montroses hus , og hr . Mogens 
Løvenbalks tilbud gav udsigt til en over forventning 
god forsørgelse . Greven af Montrose bød , og da 
den unge Janet , eller som hendes navn senere på 
dansk blev fordrejet , Genete uden indvending adlød , 
så gav han hende en klækkelig medgift . Fuld af 
barnlig forfængelighed , i Fløiel og smykket med hovedguld 
gik hun stolt nok til st . Ninians kirke og knyttedes 
der for evige tider til sin brudgom , der efter alderen 
kunne været hendes fader , og hvem hun ikke formåede 
at elske . Hans stærke skinsyge plagede hende fra første 
færd af , og han krænkede hende ofte ved sin ubillige 
mistroiskhed . Ikke så snart havde hun foden på 
dansk grund , før hun fornemmede , at hun var sin ægtefælles 
slægt en torn i øjet , og at han , ved i en 
moden alder uventet at føre en ung hustru hjem , 
navnlig havde beredet sin søster en bitter skuffelse . 
Da der kom livsarvinger , blev det end værre , thi 
de berøvede Maren og hendes børn al udsigt til 
at arve Tjele . Endnu denne dag , da hun uforvarende 
havde mødt Maren i urtegården , havde 
hun i hendes kolde øjne læst det dødeligste had og 
den dybeste ringeagt . Genete vidste fuldt vel , at 
Maren stedse havde sat ondt for hende hos hendes 
ægtefælle og udspredt onde rygter om hende . 
Hun havde ført klage derover for hr . Mogens , 

men var stedse bleven barsk afvist , indtil hun var 
bleven træt deraf . Uden frænder eller venner i 
et fremmed land havde hun givet tabt og tænkte 
nu på verdens dom med ligegyldighed . Hun var 
at ligne ved en af de bløde , svage planter , der 
trænge til solskin og læ for at trives , et af disse 
ulykkelige væsener , som , komne til verden i en rå og 
barsk tid , ikke formå at holde sig oppe på den 
brusende strøm , men kastes til side som vrag , eller ende 
i vanvidets skyggerige . 
Hun tænkte på sin Broder John , hvem hun ikke 
havde set , siden hun var tolv år gammel , men som 
i hendes barndom stedse havde været god imod hende . 
Han var en af disse fattige , men modige skotske ynglinge , 
der tidlig droge ud i verden og søgte lykken 
i fremmede lande , idet de tjente brødet med deres 
sværd . Der var kommet tidender fra ham , og hun 
havde hørt , at han var bleven en drabelig krigsmand 
og havde tjent med ære , sidst under kejser Karl i 
valland , som Italien dengang kaldtes . Nogle gange 
havde hun skrevet til ham , thi hun var en vel oplært 
kvinde og formåede at føre pennen . Hendes dannelse 
kendtes også på hendes børn , der havde nydt 
godt af hendes undervisning lige fra deres tidlige 
barndom . Dog , hvad var et brev i hine dage , 
når det ikke afsendtes med et sikkert bud , uden som 
en seddel kastet ud af et vindue eller , indesluttet i 
en flaske , af en skibbruden overgivet til bølgerne , 
ikke mere sikkert på at nå bestemmelsessledet . Den 
sidste tidende fra John Craigengelt meldte om hans 
død . Han nævnedes blandt de faldne i slaget ved 

Pavia , men nogen tilforladelig efterretning om hans 
endeligt havde Genete ikke modtaget . Dog mente hun 
ham død , og hun brast i gråd ved at tænke på sin 
forladthed og hjælpeløshed . 
Erindringen om blodige optrin , hun havde oplevet 
i sit barske fødeland , der søndersledes af borgerkrige 
og ville slægtfejder , og hvor mord og rov 
hørte til dagens orden , begyndte i den stille nattetime 
at spøge i hendes hoved . Fra hendes tidligste barndom 
var hendes indbildningskraft bleven ængstet og 
ophidset ved fortællingen om fædrenes blodige bedrifter . 
Hun havde ofte gyset ved at høre beretningen 
om hendes forfader på spindesiden , Robert grahames 
blodige dåd , da han myrdede kong Jakob i og 
måtte bøde derfor med en forsmædelig død under 
gruelige pinsler ; og om den sorte Douglas ' s grusomheder , 
han , hvis minde , uagtet det havde to århundreders 
alder , dog var i folkemunde og levede i 
folkeviserne , der vidne , at mødrene endnu dengang 
brugte hans navn til at kyse deres børn med . Uagtet 
sæderne i Danmark vare mildere , hørte drab og 
andre voldsgjerninger dog ingenlunde til de sjældne 
ting . Hvad om døren pludselig gik op og en af Erik 
Skrams svende brød ind for at kvæle hende i dynen 
og myrde hendes børn ? 
Mørkets dæmoner vege et øjeblik fra hendes 
leje , thi hun så i ånden en skøn og mandig 
skikkelse nærme sig . Det var hans Thordsen , den eneste 
mand , hvis røst havde givet genlyd i hendes hjerte , 
og til hvis venlige ord hun kun alt for gerne og med 
uforsigtighed havde lyttet . Dog , var hans dristighed 

måske et bevis , ikke blot på hans kærlighed , men 
også på de ringe tanker , han nærede om hendes 
fasthed og dyd ? Havde han ikke engang talt forblommet 
om flugt fra Tjele og frelse fra hendes bitre 
nød ved synd ? Forfærdet ved erindringen derom og 
ved denne tankes syndighed , greb hun sin Rosenkrands 
for at bede til guds moder , da dørklinken 
pludselig raslede , og hun , greben af skræk , standsede 
midt i sin bøn . 
„ Moder lille , “ sagde Margarets bløde stemme , 
„ det er ikkun mig . “ 
Genetes angstfulde , stirrende blik opklaredes , og 
hun drog et dybt suk . Hun så på sin datter , 
som stod for hende i en lang , snehvid natkjortel , med 
det rige , mørke hår bølgende om sit åsyn , af hvilket 
kærlighed og uskyld lyste , og med de små , hvide 
fødder bare , og hun tænkte , at Margarets skikkelse 
i dette øjeblik var en engels lig . 
„ Gud signe dig , barn ! “ sagde hun med mat 
røst , „ Du kommer som en af guds engle , at jage 
de onde ånder bort . “ 
„ Jeg en guds engel ! “ udbrød Margaret , gik 
hen til sin moder og satte sig på kanten af sengen . 
„ Jomfru Maria og alle hellige hjælpe mig , som er 
et syndigt menneskebarn ! “ 
„ Margaret ! “ bad Genete , „ Du synge for mig 
mariæ lovsang . “ 
Margaret opfyldte sin moders begæring og 
sang med dæmpet røst lovsangen , hvis første Vers 
lyder : 

ave maris stella , 
dej mater alma , 
atqve semper virgo , 
Felix coeli porta ! * ) 
hendes dybe , bløde sangstemme lsd melodisf , og 
det latinsfe sprogs velklang forhøjede virkningen . 
Dette var for hende og alle papister et helligt sprog , 
ved hvilket gud stedse talte gennem sine tjeneres 
mund . Margaret kunne alle latinsfe bønner , hymner 
og litanier udenad , og Broder Vigand havde lært 
hende så meget af sproget , at hun forstod ordenes 
betydning . Genete lå med foldede hænder , fordybet 
i andagt , da Margaret lagde sin hånd kærligt 
på hendes og sagde : 
„ Hvi ligger i så og våger og græmmer eder ? 
Jeg så lys gennem dørsprækken , og det var årsage » 
Til , at jeg kom . “ 
„ Da sov ikke heller du , “ svarede Genete og lod 
sine fingre glide gennem Margarets rige hår . Genete 
frydede sig over sin datters skønhed , som hun 
sad der med foldede hænder , undseelsens rødme på 
sine kinder og et zittrende smil på læben . Genete 
erkendte ydmygt , at hendes datter var langt rigere 
udstyret fra naturens hånd , end hun selv , både 
med et skønnere og kraftigere legeme og en stærkere 
og rigere sjæl ; men det faldt hende ikke ind , at 
* ) hil dig , havets stjerne , 
gid du for os værne , 
himlens port os være 
moder , jomfru sfære ! 

noget særdeles i denne nat havde sat Margarets 
hjerte i den stærkeste bevægelse og forjaget søvnen 
fra hendes øjne . 
„ O , moder lille ! “ udbrød Margaret , slyngede 
sine arme om moderens Hals og skjulte sit ansigt 
ved hendes bryst , „ nu synge du for mig , som du 
sang , da jeg var et lidet barn . “ 
Genetes øjne blev levende og lyste med en 
drømmende glans , medens smilet om hendes læber 
gav hendes åsyn et sygeligt udtryk og mindede om 
en sindssvag . Hun lagde sine arme om Margarets 
runde skuldre og vuggede hende sagte frem og tilbage , 
idet hun med dæmpet stemme og i sit modersmål 
sang den vise , der så ofte havde lydt ved 
Margarets og Knuds vugge : 
visselulle nu min dukke , 
sov nu ssdeligt , min skat ! 
Fluks du dine dine lukke , 
moder din er ved din vugge , 
der hun bliver dag og nat . 
Lyt kun til din moders sange ! 
Da guds engle er dig nær , 
skærme dig mod ild og sværd ; 
dig skal ingen trolde lange 
og ej sorte Douglas fange . 
„ Jeg kom at trøste eder , moder kære , “ sagde 
Margaret , efter at hun havde givet sin moder et Kys , 
„ og i trøster mig . “ 
„ For mig gives ingen trøst mere , “ svarede Genete 
med sorgfuld røst , „ uden den , der er at finde 
hos den hellige kirke , den Broder Vigand og lader 

mig blive rigelig til del . Har du og trøst behov 
„ Margaret ? Var du dog , da du red ud 
denne morgen , så glad som lærken . “ 
„ Jeg var så , “ svarede Margaret . „ Det blev 
en skøn i agt , og der faldt mangent gammensord , da 
vi vare inde på Vingegård og sad der over borde . 
Vi skiltes med glædskabstegn , og Folmer Hansen , 
Knud og jeg rede til væds til sidst lige her til porten . “ 
Genete lå imidlertid hensunken i sine egne 
tanker og hørte næppe , hvad Margaret sagde . 
„ O moder ! “ udbrød Margaret med en stemme , 
hvis dybe , skjelvende tone røbede hendes sinds oprør . 
„ Du sige mig et : ville det være synd at have en 
mand kær , som er en frafalden og bekender sig til 
Luthers lære ? “ 
Genete korsede sig og sagde : 
„ Visselig ville det være en synd ; til hvem sigter 
du , mit barn ? “ 
„ Broder Vigand siger ligeså , “ svarede Margaret 
undvigende . 
„ Broder Vigand er en hellig mand , “ sagde Genete , 
„ en af guds udvalgte , må han end for de 
vantroe tiders hårdheds skyld sjæle sig her . Du 
lytte stedse med tillid til hans råd og formaning ! 
Han dvæler her på Tjele fornemmelig for vor skyld , 
at vi ikke skulle savne kirkens trøst og husvalelse , 
men stedse have kilden nær . “ 
„ Folmer Hansen sagde derom , “ svarede Margaret : 
„ Broder Vigand trænger hårdelig til eders faders 
beskærmelse , til husly , klæder og føde , en arm 
tiggebroder , han er . “ 

„ Et ringe gjengjeld , “ mente Genete , „ der kun 
vejer lidet mod hans hellige forbønner og rundelige 
aflad . “ 
„ Dg jeg , “ sagde Margaret med et mørkt , grublende 
blik , „ holder min skriftefader højt i ære , 
enddog jeg ikke evner al tro alt det onde , han siger 
om Folmer Hansen . “ 
„ Så er det da ham , du har fattet kærlighed 
til ? “ spurgte Genete med en bekymret mine , og da 
hun læste svaret i sin datters blussende åsyn , sagde 
hun : „ han er en arg kætter ; deraf kan ikke komme 
velsignelse . “ 
Margaret holdt sine små , hvide hænder for sit 
åsyn ; hendes kinder vare som roser , blussende bag 
lillier . Nu lod hun hænderne synke og udbrød med 
lidenskab : 
„ Der komme forbandelse og straf ud deraf , 
derfor råder gud den alsommægtigste ! Jeg kan ej 
andet , moder ! Ikke være og du mig modsfandig i 
den sag , thi da vorder jeg ganske forladt . Vi 
have fjender , moder , og disse fjender have faders 
øren . “ 
Genete blegnede lidet og vidste vel , til hvem 
Margaret sigtede . 
„ Du høre nu ! “ vedblev Margaret ivrigt . „ Da 
vi vare stegne af hesten , og alle gik op til gården 
igår aftes , da blev faster og jeg lidet efter de 
andre . Så seer hun hadsk til mig og siger : „ Du 
sendte nogle hede blikke efter Folmer Hansen , der han 
red , jeg så det grant , min glut ! Dog vil jeg til 
dit eget gavn køle den ild og lade dig det vide , 

at Folmer Hansen Rud til kjellinghøl er en ædelig 
mand , der ingensinde tager til ægte en pige , som 
dig . Du må lavere ned , min dukke , var du end 
den fagreste mø i riget . “ “ 
Genete hørte til med spændt opmærksomhed , idet 
Margaret vedblev : 
„ Du sige mig nu på stand : er ikke faders 
æt vel så god , som de ruders , og er ikke din god 
nok på mandssiden , stor og berømmelig på spindesiden ? 
Sad end hverken fader eller nogen af vore 
i rigens råd , er han dog en riddersmand og må 
han ikke som sådan regnes blandt rigets fornemste og 
bedste mænd ? Hvor kunne Maren da føre den tale , 
at jeg ikke skulle være god nok til Folmer Hansen , om 
han vil have mig til hustru , det jeg dog end ej ved , 
men jeg sætter så ? “ 
Margaret var meget spændt på sin moders 
svar ; thi hun havde nogle gange fornummet til den 
tale blandt tyendet , at hendes forældre ikke skulle 
være rette ægtefolk , men hun havde i sin barnlige 
sorgløshed ikke lagt vægt derpå , indtil nu hendes 
fasters bitre ord havde vakt erindringen derom , og “ 
Hendes kærlighed til Folmer Rud lod hende se 
sagen i hele dens alvorlige betydning . Hendes 
moder derimod vidste endnu intet om den mistanke , 
der hvilede på hende , og da hun aldrig forlod gården , 
fik hun ingen lejlighed til at prøve verdens 
ringeagt . Hun vidste , at hendes ægtefælle mistænkte 
hende for utroskab , og at Maren havde bestyrket ham 
i denne mistanke , og hun fornemmede daglig mere , at 
ved hendes huusbondes hårde behandling hendes 

ære som huusfrue og madmoder blev nedbrudt , og 
at al myndighed gled hende af hænderne ; men endnu 
havde hun ikke fornummet til den beskyldning , at hun 
ikke skulle være hr . Mogens ' s rette hustru og adelkone . 
Margaret ville gerne spurgt hende ligefrem 
derom , og ordene brændte hende på tungen , men 
hun vovede det ikke af frygt for at krænke sin moder 
dybt . Genetes svar tilfredsstillede og beroligede hende 
derfor ikke . 
„ Du agte ej derpå , “ sagde hun med skjelvende 
røst , „ hvad den onde kvinde siger for at slukke sin 
harme og kue dit mod ; det bedste og ædeligste blod 
flyder i dine årer ; men det er en ond og arglistig 
verden , vi leve i , Margaret ! Ak , give gud og Jesus 
chrisfus , at jeg turde sjæle mig i et kloster , dog end 
hellere , at jeg var død ! “ 
Genete lagde sit trætte hoved på puden , og 
hendes tårer skød , indtil hun omsider faldt i søvn ; 
men Margaret var få optagen af sine egne tanker , 
at hun ikke bemærkede det , førend hun fornemmede kulde 
og vågnede til bevidsthed om , at hun havde hensiddet 
således meget længere , end hun selv vidste af . Hun 
rejste sig da sagte , for ikke at vække sin moder , listede 
sig ind på sit Kammer og smed sig på sit leje ; men 
da fik hendes smerte luft i heftig gråd . 
Med sin klare forstand og sit faste mod havde 
hun forsøgt at tænke sig ind i sin stilling , som den 
virkelig var , hvis det forholdt sig således , at hun 
var et slegfredbarn . Hun kendte nok til samfundslovene 
for at vide , at en slig plet på hendes fødsel 
ville være uaftvættelig ; hun ville aldrig kunne blive 

andet end en ufri kvinde , uværdig til frie mænds 
og kvinders omgang , og skulle endogså en god 
mand , som Folmer Rud , være høimodig nok til at 
ægte hende , så ville dog hans standsfæller aldrig 
godkende en flig forbindelse , havde kirken end ti 
gange velsignet den . Hun ville i verdens øjne kun 
være hans frille , og kunne en retskaffen mand agte 
sin egen ære så ringe og byde den pige , han elskede , 
slige vanærende kår ? 
Da faldt en tanke hende ind , som oprørte 
hende i hendes inderste og afpressede hende bitre 
tårer . Mon hun i Folmer Ruds øjne var en 
stakkels vanbyrding , en pige i ufri kår , med hvem 
han drev et letfærdigt gantespil , vel vidende , at 
hun aldrig kunne blive hans hustru ? Hun havde 
ondt ved at tro det ; men dog havde hendes fasters 
onde ord gjort et så mægtigt indtryk på hendes 
ærekære sind , at denne mørke tanke ikke ville lade 
sig forjage og efterlod en bråd i hendes hjerte . 
Hun følte ligesom grunden vakle under sig og henflyede 
til sidst i sin fortvivlelse i brændende bøn under 
guds moders barmhjertighed . 
Først da dagen gryede , skumrede hun ind ; men 
da hun den næste morgen sildigere , end sædvanlig , 
vågnede , og hun kom til bevidsthed om den forløbne 
nats hårde sjælekamp , da havde hun en fornemmelse , 
som om hun var bleven meget ældre . Hun 
fattede vel atter håb og bedre mod , men det forholdt 
sig dog så , at hendes første sorgløse ungdom 
var afsluttet , og at hun i sit hjerte gennem få 
timers smerte pludselig var modnet til kvinde . 

femte kapitel . 
Ulv og lam . 
Det bebudede uvejr blev til en tør nordveststorm , 
denne uvelkomne forårsgjest , under hvis tyranni 
vore fædre måtte lide , så godt som vi . Dog var 
der læ og solvarme bag borgens sydlige længde i 
urtegården , som under slige omstændigheder blev påagtet 
af herskabet , når det ville drage frisk luft . 
Der fandtes i denne urtegård spor af , at en af 
hr . Mogens ' s forfædre havde haft større sands for 
den ædle havekonst , end han selv . Et par gamle 
æble- og blommetræær havde fået lov til at blive 
stående , siden de nu engang vare der , og de brede 
buksbomhække , som indfattede den korsdannede gang , 
skyldte måske for en stor del den nytte , de gjorde 
ved at erstatte tøjsnore til Tørring af kvindernes fine 
linned , at de vare så vel klippede . I det ene kvarter 
var der nogle urtebede , som Genete havde besørget 
tilsået , og i det andet kvartsers hjørne et lidet 
blomsterparti foran en gammel hyldebusk , der støttede 
sig til haugemuren . Det var Margarets værk ; hun 
havde ladet sætte et par bænke under hyldebusken , 

og det var hangens eneste lysthus . De to andre 
kvarterer benyttedes til blegeplads ; men når grønsværet 
ikke dækkedes af det hvide lærred , da tumlede 
unge knnd Mogensen sig der , fegtede med sværd , 
stak med landse og skød til måls med sin armbrøst , 
eller når sig herlighed forundtes ham , med en af 
hagebøsserne . 
Han var nu også den første på pletten og 
havde fordrevet morgenstunden , som efter de tiders 
levevis begyndte klokken fire , med at fegte og brydes 
med sin legekammerat , kammerdrengen Henning , en 
lidet opmuntrende beskæftigede for denne ; thi hverken 
han , eller nogen anden ung mand der på egnen 
kunne måle sig med knnd i styrke , behændighed og 
våbenfærdighed . Da Henning blev kaldt ind for at 
opvarte sin herre , gav knnd sig til at skyde til måls 
efter en gammel egestub ved haugemuren , og han var 
i fuld gang dermed , da den lille jernbeslagne dør , som 
førte ud til Haugen , den eneste dør på borgens 
adermuur , peb på sine hængsler , og Margaret ' trådte 
ud til ham . Knud havde netop for sjette gang sat 
pilen næsten i den samme plet og råbte muntert til 
sin søster : 
„ Vel truffet , Margaret , ej så ? “ 
„ Lægeværk det ! “ svarede Margaret med et blegt 
åsyn og en mørk mine . „ Børn gøre kun børnegjerning ; 
der skeer meget , mens du leger . “ 
Knud havde sat dunkraften til armbrøsten for at 
spænde den svære stålbue på ny , men nu lod han den 
synke og så forundret på sin søster . 

„ Ej Margaret ! “ udbrød han , efter at han i nogle 
øjeblikke havde stirret på hende med åben mund , 
„ Du er ilde opstanden i dag ! Stak du tænkelig det 
venstre ben først ud af sengen ? “ 
Margaret besvarede hans spøg ved at slå begge 
sine arme om hans Hals og briste i gråd . Knud 
forvirredes , men blev blød om hjertet , brugte kælenavne 
til sin søster , og da hun fremdeles græd , ophidsede 
han sig selv til stor harme og svor hevn 
over hver , hvo det så var , der muligt havde krænket 
hende . Margaret aftørrede sine tårer , drog ham 
hen med sig til bænken under hyldebusfen , og da de 
vare komne til sæde der , sagde hun : 
„ Jeg er et barn , som du , al den stund jeg 
græder , men det måtte have luft . Jeg er bleven 
mere vidende i dag og i går , end jeg var tilforn . Jeg , 
så og moder , vi have måttet døje hadsfe ord af 
faster endnu i denne morgenstund , og fader har forment 
os endogså at give svar på tillale . Vore 
nærmeste frænder , Knud ! de er ikke aleneste kolde 
i deres hjerter imod os , men de er vore argeste 
fjender , og vor egen fader står på deres side og 
er imod os . Faster fører regimentet nu , medens 
vor moder med skam fjæler sig på sit Kammer . “ 
Knud var ikke ganske uvidende om denne sagernes 
stilling , men hans glade , barnlige sind stød gerne 
fortrædelige tanker fra sig . Han fornemmede da nu , at 
hans hjerte ganske var på moderens side . Han 
elskede ikke sin fader , der holdt ham kort og strengt og 
var meget nidkær over sin egen myndighed , så Knud 
slet ingen rådighed havde på gården . Det harmede 

også Knud , at nagtet han , såvel som Margaret , 
vare firmede , eller konfirmerede , og han selv var bleven 
væragtig , eller som væbner kendt værdig til at føre 
våben , så holdt hans fader ham dog hjemme i 
streng afhængighed og formente ham at drage i en 
anden adelsmands brød , som skik og brug var for 
frie mænds sønner . 
„ Djævelen annamme den lærdom , du der har 
sanket , er den ellers sand ! “ udbrød han i stor harme . 
„ Den er så ! “ svarede Margaret med vægt . 
„ Hvad gøre vi da ? “ spurgte Knud . 
„ Det er mænds sag at handle , ej kvinders ! “ 
Svarede Margaret med en matrones værdighed . 
Knud var imidlertid mere modig , end snarrådig , 
og da han blot grublende så hen for sig , sagde 
Margaret heftigt : 
„ Gå til fader og drag ham til regnskab ! “ 
„ Og hente mig en kindhest ? “ spurgte Knud . 
Margaret stampede med sin lille fod i jorden og 
rynkede sine skønne bryn , men hun kunne ikke finde på 
råd . Knud genvandt imidlertid sin vante ligevægt 
og sagde sindigt : 
„ Erik og Maren , de drage bort i dag , men vi 
blive . Fader er da at få i tale , om fornødent . 
Moder er skrøbelig og tåler eiuro ; drager sig derfor 
til hver tid , når ske kan , ind i sit Kammers . Lad 
da faster gå en liden stund og skingre i ildfluen 
og fiske og skvaldre for fader ; det driver over som en 
hagelbyge og lader taget helt . Så lad da ej dette volde 
dig for stor græmmelse , søsterlil , men tag dig nu 
snarest igen et godt , let sind til , det du havde før ! “ 

Margaret hørte tålmodigt på sin Broders koldsindige 
ord , som ikke undlade at berolige hende , uagtet 
hun vidste med sig selv , at hun havde fortiet den 
vigtigste årsag til hendes harme og bekymring . Hun 
undså sig for at berøre den og vovede det heller ikke , 
thi hun kendte sin Broders sind og vidste , at var 
han end godmodig og langsom til vrede , så blev dog 
gerne hans harme , når den omsider brød løs , ustyrlig . 
Bedst , tænkte hun da , at tie og afvente vor 
skjebne ; vi formå lige fuldt intet . 
„ Kom nu og prøv et skud ! “ sagde Knud , og 
Margaret , der var vant til at håndtere en armbrøst , 
gik muntert til værket og genvandt med det ungdommelige 
sinds spændighed snart sit gode lune . 
De blev så ivrige i deres leg , at de ikke bemærkede , 
at de blev iagttagne . Thøger Løvenbalk kom langsomt 
gående fra gårdlågen og standsede nu og da , idet 
han velvilligt betragtede dem og glædede sig over deres 
barnlige og muntre færd . 
„ Oominns vobisoum , libri oari ! * ) “ sagde han , da 
han var dem ganske nær . 
De vendte sig brat , og Knud bød ham godmorgen 
med venlighed og den ærbødighed , han skyldte sin 
ældre frænde , Margaret derimod med større tilbageholdenhed ; 
thi gaves der nogen kætter , Broder Vigand 
havde advaret hende imod , så var det den frafaldne 
korsbroder Thøger , der næst hans taufen selv og 
tilligemed Jørgen Sadolin , Tausens svoger og senere 
Fyens første evangelisfe bisfop og skolens rektor , 
* ) gud være med eder , kære børn ! 

Jakob Skjønning , i særdeleshed være genstand for 
de viborgensiske papisters rasende had ; og da Thøger 
var børnenes frænde , måtte der jo være fare for 
deres tro i hans selskab . På grund heraf havde 
Broder Vigand maget det så , at Margaret i de 
senere år næsten aldrig fik tilladelse til at drage til 
Viborg og i lang tid havde hun kun set sin frænde 
en eneste gang . Knud derimod havde oftere været i 
staden og besøgt ham . Knud lod i det hele til at 
være temmelig ligegyldig i åndelige ting og end uden 
forstand på de kirkelige stridigheder . Vigand bemærkedæ 
vel hans lunkenhed , men da han ikke ret 
kunne magte ham , lod han ham sejle sin egen sø og 
henvendte al sin opmærksomhed på søsteren , for 
at have desto bedre hold i hende . 
„ Prøv et skud ! “ sagde Knud til sin frænde . 
Thøger tog armbrøsten , vejede den i hånden , 
men afsfød den ikke . 
„ Et dræbende våben , “ sagde han , idet han gav 
Knud den tilbage , „ dog ikke i min hånd . Du , Knud , 
er derimod , det jeg nys så , en drabelig bueskytte og 
kunne gøre gavn for tre , drog du i Leding . “ 
„ Drager jeg i Leding , “ svarede Knud og så 
stolt op , „ da vorder det ikke som menig bueflytte . Jeg 
vil føre min faders karle frem og engang , når Tjele 
vorder mit , mine egne . “ 
„ Roes ikke fisken , før du haver den på disken ! “ 
Sagde Thøger med alvor . Ikke heller gøre 
du regning på din faders død ; ikkun Herren ved , 
hvilke kår da vente dig . “ 

„ Mine kår , “ svarede knnd , „ ville da være som 
den slagne vej . Dog har jeg ingensinde ønsket min 
fader færre dage , end gud den alsommægtigste vil 
ham forunde , enddog han skørter ikke stort om mig og 
holder mig i stor afhængighed . “ 
„ Vel knnd , “ svarede Thøger , „ jeg tror dig 
intet ' uden godt til . . En drabelig krigsmand stikker 
sikkerlig i dig . Brød nu den fejde løs , “ vedblev 
Thøger smilende , „ der dog sluttelig vil komme som en 
overfaldendes ulykke , og du havde fri rådighed , på 
hvilken side ville du da stille dig ? Ville du da 
vorde den fangne kong chrislierns mand , ham som 
almuen ønsker tilbage , hans brodersøn hertug chrislierns , 
hvad heller dennes Broders , unge hertug 
hans ' s ? “ 
„ Kong Christiern den anden , “ svarede knnd fluks , 
„ tykkes mig at bære prisen frem for sin brodersøn af 
samme navn ; om hertug hans vil jeg ikke tale , da han 
ikkun er en liden pog . “ 
„ Kong Christiern ! “ udbrød Thøger forundret ; 
„ den visdom har du ikke af din fader . “ 
Det faldt ikke Thøger ind , at knnd måske netop 
af opsætsighed holdt på den konge , hans fader 
hadede og frygtede ; men da han vidste , at Knuds 
fader havde en særegen grund til sit had , fordi den 
afsatte konge engang havde stået ham imod i en strid , 
han havde med sine bønder , så erindrede han Knud 
om denne kjendsgjerning , dog uden at det gjorde noget 
indtryk på hans unge frænde . 
„ Kong Christiern , “ sagde Knud , „ var i sine velmagts 
dage en hel drabelig herre og førte sine karle 

frem med ære ; var han så og en god dansker ; hertugen 
er en holstener . “ 
„ Osus missrsooræs tut ! “ * ) udbrød Thøger i stor 
harme , „ hvorfra haver du den snak ? Sprang ikke 
disse tvende fyrster af samme rod og er os da på 
den Viis lige nær ? Du høre nu min mening , som 
er , at kong Christiern var en troløs herre og hverken 
den gamle eller den nye lære vedhængende , al den 
stund han stiftede tro , som man stifter kjortel , når 
hans verdslige fordel det bød . Hertugen er tvert 
derimod tro i hver handel , en retsindig , gudfrygtig 
herre , det rene evangelii sande ven , så og viis og 
forstandig i denne verdens anliggender . Dog fornemmelig 
derfore , at han er guds og Luthers ven , beder 
jeg til , at han må vorde dannemarks konning . “ 
„ Gud Herren , “ sagde Margaret , rødmende over 
sin egen dristighed , „ har mange venner på både 
sider . Jeg forvirres ved at tænke over , hvilke er 
de rette , og hvorledes Herren vil stille og dele dem 
imellem . “ 
„ Ej , Margaret ! “ udbrød Thøger med et livligt 
og åndfuldt blik på sin unge frænke , „ Du tænker 
over din alder . Dog lade du dig ikke forvirre , 
men når din stund kommer , da vælge du frejdigt , 
fem din samvittighed tilsiger dig det og uden at 
agte på mennesker ! “ 
„ En sær tale , her føres ! “ sagde pludselig Broder 
Vigand , hvis nærmeste de i samtalens Iver ikke 
gud forbarme sig over dig ! 

havde bemærket ; men det var hans vane at liste om 
og vise sig uformodet , så blot Thøger og ikke de unge 
overraskedes ved hans uventede tilsynekomst . 
„ Vi gjorde ikke regning på lurere , “ svarede 
Broder Thøger hvast , ingenlunde misfornøjet med udsigten 
til en dyst med denne arge papist . 
„ Lurer er ikke jeg , “ svarede Vigand koldsindigt , 
„ når det gjelder Knud Mogensen og hans søster , 
hvis sjæle jeg er sat til at vogte . “ 
„ Nu , “ sagde Thøger harmfuldt , „ da tør det 
håbes , at et mirakel er sket , og at en ulv kan vogte 
lam til en tid uden at rive dem sønder . “ 
„ En ulv , “ svarede Vigand med uforstyrret koldblodighed , 
„ må jo en hellig kirkens mand tykkes at 
være i en kætters øjne . Jeg fornemmede før , at i 
talte til de unge om den nye lære , og det er da min 
skyldighed plat ud at forbyde eder at føre slig formastelig 
tale her og indsnige vantroens forgift i de 
unges ufordærvede hjerter . “ 
„ Have de dog både fader og moder ! “ udbrød 
Thøger , „ enddog man stundom fristes til at tænke , at 
de er disse naturlige beskyttere ganske foruden . “ 
„ I skal nu fornemme , “ sagde Vigand med et 
smil , „ at de ikke savne slig beskyttelse . Jeg står 
her på hr . Mogens ' s befaling , som lød , at jeg skulle 
begive mig herned og våge over , at i ikke foresnakkede 
hans børn kættersk og gjækkelig tale . “ 
„ Du lyver , din arge skalk ! “ råbte Thøger 
forbittret . 

„ Nu , “ sagde Vigand med et hadefuldt blik , „ I 
vide så helst alt — han føjede til — mag det så , 
at Thøger snarest drager af gårde ! “ 
„ Det bød fader eder ingensinde at gøre ! “ udbrød 
Knud med harme , idet Margaret til Vigands 
store fortrydelse stemmede i med og stræbte at formilde 
sin krænkede frænde . 
„ Var jeg nu en fremfusende tåbe , “ sagde Thøger , 
„ da rystede jeg støvet af mine fødder og vandrede 
herfra på stand . Nu agter jeg dog først at 
høre det uhøviske budskab af min frændes egen mund , 
og det skulle bedrøve min sjæl , har han virkelig viist 
en gest med skam af gårde , hvilket ikkun ville 
gøre ham selv , ikke mig ringere . “ 
„ Nu løber jeg at hente fader hid , “ råbte Knud 
og forsvandt i samme nu . 
„ Hr . Mogens , “ sagde Vigand hurtigt , „ bød mig 
visselig ikke at sige så , dog var det hans tales mening , 
og jeg gjorde det da , seende , at det var trængende 
fornødent . “ 
„ Du skalkeøie ! “ udbrød Thøger , „ som forvender 
sandheden og drejer retten med snedighed ogsvenk ; 
sligt lærte du og dine lige i eders fule klostre , 
men intet godt . Fanden værger for sine , og her i 
min frændes hus har du nu fundet et godt madsted ; 
øienven giver da smiger for smørmad ! Dog , 
det ville være mig lige kært , kvaltes du end i fedt , 
havde du blot ej fanget held til at fordærve de unges 
sjæle . Ingensinde lader jeg mig det indbilde , at 
du er her aleneste i en hensigt , du trods din vildfarelse 
dog turde kalde oprigtig og god . Jeg kender 

dit rygte , du var et af de sorte får i flokken ; 
dog , der våger en gud ! Han skal omsider vide at 
finde dig på dine snigveie . “ 
Broder Vigand blev dødbleg ; mælet svigtede ham 
nogle øjeblikke ; men da han genvandt det , blev hans 
selvbeherskelse og snedighed sig selv lig ; thi han gav 
intet svar og gjorde intet forsøg på at retfærdiggøre 
sig ; men da han så , at Margaret var i færd 
med at gøre Thøger følgeskab ud ad urtegården , 
kaldte han på hende . 
„ Margaret ! “ sagde han med sin dybe stemme , 
der skælvede af indre bevægelse , „ kom hid til mig ! 
Du seer og hører nu selv , hvor ond denne mand er . 
Vil og du svigte din sjælehyrde og ven , der dag 
og nat beder for din frelse ? “ 
Så stor var hans magt over Margaret , at hun 
adlød hairs bud og gik hen til ham . Således var 
hun jo oplært , at en kirkens tjener og viet præst , 
som Broder Vigand , i og for sig og ganske uanset 
hans værdighed eller uværdighed , var udrustet med 
en stor åndelig magt , der var ham givet fraoven ; 
men hun troede heller ikke på de svære beskyldninger , 
Thøgers ord antydede , om hun end på grund af 
den store krænkelse , Vigand i sin Iver for hendes 
sjælevel havde tilføjet hendes frænde , undskyldte Thøgers 
ustyrlige harme . Vigand tilhviskedee nu Margaret 
en formaning , medens Thøger med et smerteligt udtryk 
i sit djærve åsyn vendte sig bort og forlod urtegården ; 
men just som han var kommen ud på gårdveien , 
kom Knud med sin fader samt Erik stram og 
Maren . Hr . Mogens så højst opbragt , men tillige 

noget forlegen ud . Han råbte straks på Vigand , som 
med Margaret ved sin side ville fjerne sig , men nu 
øgså kom til og gik uveiret i møde med sræk pande . 
„ Hvilken usindig adfærd af dig , “ sagde han til 
Vigand , men i en mere lemfældig tone , end man efter 
hans hastige tilstedekomst og barske mine skulle ventet , 
„ at krænke min gest og gode frænde ved slig uhøviskhed 
og digte ærinder og bud , dem jeg ingensin-e 
overdrog dig ? I lægge ikke vægt derpå , Thøger ! 
I regne Broder Vigand hans nidkærhed til gode , som 
er løbet af med ham . I gejstlige mænd er jo alle 
i disse tider , som var i stukne af bremser . “ 
„ Oho , Mogens ! “ sagde Thøger med et barsk 
smil , „ I er rent forkert på det , hvad heller i 
lader så . Med velberåd hu og stor koldsindighed 
har denne forløbne tiggebroder krænket mig på eders 
egen grund ; her er på ingen Viis tale om overilelse . “ 
„ Thøger 
Løvenbalk taler sandhed , “ sagde Vigand 
og hævede hovedet . „ Som den hellige almindelige 
kirkes forsegter på dette sted vedgår jeg uden 
sky min formening , som er , at jo før denne kætter 
forlader Tjeles grund for ingensinde mere at vende 
her tilbage , desto bedre for eder , hr . Mogens ! og for 
os alle ; og vil i end for dette ords skyld jage mig 
af gårde og unddrage mig eders gode beskyttelse , 
den jeg ligefuldt takker eder for , så længe i forundte 
mig den , da er jeg rede til at vandre herfra og lide 
for den gode sags skyld . “ 
Hr . Mogens var øjensynlig i den største vånde , 
men i Margarets blik stod at læse beundring over 

hendes skriftefaders kjækhed og redebonhed til at 
lide for sin overbevisning . Hans åsyn og holdning 
udtrykte også i dette øjeblik en fasthed og sjælskraft , 
som var vel skikket til at blænde uerfarne øjne 
og en ungdommelig indbildningskraft . Margaret så 
en martyrers sjælshøihed der , hvor der kun fandtes 
naturligt mod og klog beregning , opildnet af det mest 
giftige had . 
Men nu høstede Vigand lønnen for , at han i 
denne morgenstund og hver gang , Erik skram og 
hans hustru gjestede Tjele , havde gået dem under 
øjnene . Han havde allerede , inden han kom ned i 
urtegården , haft en samtale med dem , og de havde 
påny fået forvisning om , at han var en forstandig 
og velsindet mand , det vil sige , at han ganske stod 
på deres side og delte deres anskuelser om deres 
Broders og svogers huslige forhold . De trådte nu 
begge mæglende op , men dog således , at det kendtes , 
at de ville værge for Vigand , og Maren gjorde det 
med en Iver , som inden føje tid , da der sfete et 
uforudset omslag med hende , høilig skulle fortryde 
hende og volde hende bryderi . 
Dog , medens de alle talte i munden på hverandre 
og forvirringen tiltog , da huggede Thøger selv 
knuden over ved kort og godt at erklære , at nu 
gik han . 
„ Det er mig høilig imod og bedrøver mig så 
såre , “ sagde hr . Mogens , „ at i forlader mit hus 
i brede . Ingensinde , det må i tro , satte Mogens 
Lauridsen flig plet på sin ære , at vise en gest , 

endsige en nær og god frænde , som eder , af gårde , 
og det har heller ikke nu været i min tanke . “ 
„ Det være , som det nu være vil eller kan , “ svarede 
Thøger med kulde . „ Lige fuldt går jeg og træder 
ingensinde mere under den mands tag , der tillukker 
sit hjerte og tilstopper sine øren for sine egne , 
mens både dele til hver tid er åbne for en forløben 
papist og fordreven tiggebroder , som han , der 
står . Det skal i dog høre end , Mogens : vogt eder 
for denne arge skalk ! Jag ham af gårde og slå 
ham med bagdøren , det første i kan , da vil i fornemme 
stor lindring og renselse i eders hus ; og 
så være Herren med eder , eders hustru og børn 
nu og evindelig ! “ 
Derpå vendte han sig brat og gik ; men Knud , 
for hvis hjerte Thøgers djærve ord havde været en 
tilfredsstillelse , såsom Broder Vigands store myndighed 
i huset alt længe havde vakt nag hos ham , ilede 
efter ham , standsede ham og bød ham med oprigtig 
beklagelse af det forefaldne et hjerteligt Levvel . Selv 
hos Margaret fik hjertet i dette øjeblik bugt med 
alle hendes skriftefaders formaninger ; hun kom også 
til og bød Thøger sin hånd til afsted . Dog , deres 
fader , som var bleven dybt krænket ved Thøgers djærve 
afskedsord , kaldte dem barsk tilbage , og de måtte 
da lyde . 
De blev alle stående et øjeblik og så efter 
den bortdragende . Da brød Vigand tavsheden og 
sagde med et fanatisk glimt i sine mørke øjne , og idet 
han slog kors for sig : 

kalanus ! Brig bort , du onde ånd ! 
Guds hellige moder og alle helgene beskærme min 
ædelige velynder og frie ham og hans hus for alt , 
som er ondt , fornemmelig for det fule kjætteries besmittelse ! “ 
Denne 
besværgelse faldt Erik skram lidt for 
brystet , men hans lutherske Iver var dog ikke stærk 
nok til at drive ham til at fremføre nogen protest . 
De gik alle i taushed tilbage til gården , og efter at 
Erik og Maren vare blevne behørigt beværtede , skiltes 
de i den bedste forståelse og med mange taksigelser 
for nydt gjestfrihed fra hr . Mogens , brøde op med 
deres svende og drøge ad Viborg til . 

sjette kapitel . 
Flores og blanseflor . 
Omtrent fjorten dage senere , en varm dag i 
juni måned , gik Margaret alene ad en skyggefuld 
sti gennem engdal , et grønt , frodigt dalstrøg , som 
gjennemrisles af en bæk og med et stærkt fald i en 
god halv fjerdingmiils længde strækker sig lige fra 
Tjele og ned til søens bred . De stejle bakkeskråninger , 
som indeslutte dalen , krandses nu af en yndig 
lund med unge træer , men enkelte veteraner erindre 
dog endnu om , at denne lund i gamle dage var storskov 
og havde en større udstrækning . 
Det var kun Margarets hensigt at gå et lidet 
stykke i gårdens nærhed for at drage frisk luft og 
i ro hengive sig til sine egne tanker . I ungdommens 
fagre vår mylre tanker og drømme frem af sjælebunden , 
som blomster af jordens skød , og er de 
end flygtige gjester , der hurtigt forsvinde , de afløses 
straks af nye syner , som i livsglædens solskin drage 
forbi det indre blik . 
Det sværmeriske udtryk i Margaret Mogensdatters 
skønne øjne , hendes blussende kinder og lette , yndefulde 

bevægelser , som hun raskt gik hen ad skovstien , 
gjorde hendes åsyn og skikkelse til et såre dejligt 
billede af ungdom og drømmende livsglæde . Hun 
var sig ikke straks den egentlige årsag til denne morgenstunds 
lykkelige stemning klart bevidst . At hendes 
fader i de forløbne to uger havde været noget mindre 
barsk og hendes moder mindre sorgfuld , havde vistnok 
bidraget sit til af fordele den tunge sky , der stedse 
hang over Tjele . Også Broder Vigand havde været 
såre mild og ganske skånet hende for formaninger ; 
han havde end ikke nævnet . Thøger Løvenbalks navn 
og gjort sig megen umage med af forkorte hende og 
Knud tiden . Således havde han endnu den føregående 
aften , da de sagde med ham under hyldebusken 
i urtegården , fortalt dem den skønne og mærkelige 
legende om den i Danmark såre folkelige helgeninde , 
st . Karen , eller den hellige Katharina , der i et syn 
blev trolovet med christusbarnet , som rakte hende en 
gylden ring . Dog var hun fra først af en lærd 
kvinde , dygtig i filosofi , indtil en eremit omvendte 
og døbte hende . Hun endte som martyrerinde , idet 
tyrannen maximinian lod hende pine til døde af fire 
hjul med pigge . Margaret gyste ved af mindes den 
omstændelighed , hvormed Vigand havde udmalet helgenindens 
lidelser . Hans blik havde da hvilet brændende 
på hende , så den tanke opstod hos hende , at 
han ville hærde hende og ventede et lignende heltemod 
af hende , om hendes tro skulle blive anfegtet . 
Dette blik , som fik hende til at slå øjnene mod 
jorden , mødte hende nu og da som et vildt glimt 
fra hendes skriftefaders øjne ; men i sin ydmyghed 

og uskyldighed tillagde hun det enhver anden betydning , 
end den , det virkelig havde . 
Hans dæmoniske magt over hende tabte sig dog 
nu , da hun gik alene i den grønne skov , og fuglesangen 
tonede omkring hende . Hun glemte snart både 
Broder Vigand og den hellige Karen med hjulet . 
Dyrebare minder om lykkelige timer , tilbragte i den 
mands selskab , der havde kaldt sig hendes „ velmenende 
ven “ , meldte sig atter og atter og ville ikke lade sig 
afvise . Det var måske tåbeligt , Broder Vigand ville 
sagt : syndigt , at hun ikke straks bortviste enhver tanke 
om en mand , der muligvis ikke mente og ikke kunne 
mene det alvorligt med den tilbøjelighed , han havde 
ladet hende mærke , og som dertil var en kætter ; men 
om så det hele kleresi med selve den hellige fader 
i spidsen havde lyst ban over det , der i denne morgenstund 
rørte sig i hendes hjerte , hun ville dog ikke 
kunnet få bugt med det . 
Hun kom til en åben plet i skoven og så op 
mod den klare sommerhimmel . Se , der fløj en flok 
vildgæs , og hun kunne høre dem kække , det lød muntert ; 
og de fløj til højre , det spåede , at der denne 
dag ville times hende en lykke ; de fløj endelig mod 
syd , ad Gudenåen til ; hvor lang tid mon det ville 
tage for disse rappe luftseilere at nå Folmer Ruds 
Borg , kjellinghøl ? næppe en time ; hvo der kunne 
flyve som de ! Nu var Folmer for længst i sit hjem ; 
thi han havde kun på et par dage gjestet sin tro 
ungdomsven , Christoffer kruse . Folmer kom ofte til 
Vingegård , thi hans ungkarlehjem var øde og hans 
gamle husholderske intet oplivende selskab . Man 

havde talt om , at han skulle haft Christoffers søster , 
Anna ; men nu var det rygte slået til jorden ; thi 
hun var i vinterens løb bleven trolovet med Laurids 
Lunov til Holmgård oppe i rindsherred , kun få 
mile nord for Tjele . Deres bryllup skulle stå på 
Vingegård Peter og povels-dag , eller førstkommende 
29de juni ; Margaret havde udsigt til at blive en af 
brudepigerne , og Folmer Hansen skulle være blandt 
brudgommens svende . Den dag skulle hun altså , 
om gud ville , mødes med sin ven , og hun frydede 
sig ved håbet derom . 
Og dog sløj hendes tanker med bildgjæssene til 
kjellinghøl ; thi hun havde været der for et par år 
siden som barn med sine venner fra Vingegård , og 
aldrig kunne hun forglemme denne skønne udflugt . 
Hun så endnu tydeligt for sig den anseelige Borg 
ved den klare Gudenå , omgiven af grønne Enge og 
høje , fkovbevoxede bakker ; det skønne , røde hus , tre 
stokværk højt , de stærke tårne med skydehullerne , 
den liden Abildgård , voldene og gravene omkring 
det hele og vindebroen , over hvilken de rede ind på 
borgen . Hun så ved sin side borgherren selv , 
som gik med hende på volden , forklarede hende , hvor 
vel befæstet hans fædreneborg var og pegede mod øst , 
for at hun skulle se den skønne udsigt over den 
grønne , skovkrandsede Dal , gennem hvilken Gudenåen 
slyngede sig som en bred sølvåre ; hun mindedes endogså 
nogle af hans ord og syntes at høre hans rolige , 
velklingende stemme — da hun vækkedes ved et let 
slag på sin skulder , og da hun med et skrig for 
sammen og så sig om , stod Knud leende foran hende 

i et par lange vadesføvler , en fiskerjakke og en liden 
af slid hårdt medtagen hue , som var hans kæreste 
høvedbedækning . 
„ Man skulle tykkes , at du sov gangende , “ sagde 
knnd , mens Margarets kinder blussede , og hun søgte 
at skjule sin undseelse ved at le . Brødre have sjælden 
noget skarpt øje for deres søstres adre ; men i dette 
øjeblik gik det op for knnd , hvor fager hans søster var . 
„ Hvorhen , knnd ? “ spurgte Margaret . 
„ Til søen at se til mine snører , “ svarede knnd . 
„ Jeg går med , “ sagde Margaret . 
Knnd så på hendes skoe . 
„ Nu , “ sagde han , „ jeg kan bære dig i båden . “ 
„ Jeg vil ikke til Søes , “ svarede hun ; „ jeg vil 
dvæle på højen imens . “ 
Så gik de sammen ad skovstien til søens bred , 
der hvor båden lå . Der var i nærheden en lille 
kratbevoxet høj , ved hvis fod bækken rislede ud i 
søen . En smal sti førte derop , og på højens top 
var der en liden grøn plet i ly af hassel og tjørn , 
hvorfra man havde en skøn udsigt til søen og dens 
modsatte , fkovbevoxede bred . Der gik Margaret op , 
og mens knnd satte båden ud , tog hun plads i det 
grønne , drog en liden bog op af den taske , der hang 
ved hendes bælte , og gav sig til at læse . 
Hun havde imidlertid ikke siddet længe , førend 
hun hørte fodtrin opad højen , eller rettere , den blev 
tagen i et par Spring , og i samme øjeblik , som hun 
stak bogen i tasken , viste sig for hende en mand i 
en sid , grøn dragt , med en foldekniv i bæltet , et 
bundt limpinde i hånden og en lutt i et silkebånd 

på ryggen . Hun studsede i det første øjeblik , men 
genkendte i det næste Folmer Rud ; han derimod syntes 
ikke overrasket og bød hende muntert og hjerteligt godmorgen , 
idet hans blik dog fulgte den bog , hun skal 
i sin taste . 
„ Jeg så Knud og eder , da i gik over engen , “ 
Sagde Folmer , men tav straks ; thi Margaret slog hænderne 
sammen og brast i latter . Sjelden eller aldrig 
havde Folmer hørt Margaret le så hjerteligt ; de 
muntre toner af hendes kære røst frydede ham og 
rev ham med sig , så han og lo ; han gjettede straks 
årsagen til hendes munterhed . 
„ Denne formumming forundrer eder , “ sagde 
han ; „ ved i ikke , jomfru Margaret , at jeg er en 
fuglefænger ? “ 
„ Jeg ved det vel , “ svarede Margaret , „ at i 
har et tårnkammer på kjellinghøl , fuldt af sangfugle , 
men ikke vidste jeg deraf , at i fangede dem selv . “ 
„ Det var min bedste tidkort i drengealderen , “ 
Svarede Folmer smilende ; „ man leger og stundom i 
manddomsalderen . “ 
„ Men hvortil den lutt , Folmer ? Da ikke til at 
lokke fuglene hid ? “ 
„ I har gjettet det ! “ 
„ Nu , “ sagde Margaret og rødmede lidet , „ I trakterer 
Luthen så vel og synger så skjemt dertil , at jeg 
vil tro , det må lokke fuglene . “ 
„ Jeg har døg ringere tanker om min færdighed , “ 
Svarede Folmer , „ al den stund jeg har en lokke-jrist 
i et Buur , som slår nede på engen ; døg plejer en 
kende klimpren på strengene at gøre småfuglene 

nysgerrige . I sige mig døg nu , jomfru Margaret , 
tykkes jeg eder ej at være en gjek ? “ 
„ I den side kjortel og med den lutt på ryggen , “ 
Svarede Margaret oprigtigt og lo , „ seer i ikke 
synderlig mandhaftig ud . “ 
„ Rådeligst da , “ sagde Folmer muntert , „ at jeg 
giver eder , min fkjønne dame , forklaringen , at jeg 
ikke skal synke for dybt i eders gunstige omdømme . “ 
„ I tage sæde , ædle herre ! “ sagde Margaret 
med skjelmsk unde og påtagen værdighed ; men Folmer 
blev stående og så på hende med så varm beundring 
i sit blik , at det gjorde hende kendelig 
forlegen . 
„ I tier , “ vedblev Margaret rødmende , „ og i må 
derfor dømmes uhørt . “ 
„ Havde jeg ikkun i hver sag , “ udbrød Folmer , 
„ så mild dommer , som eder ! “ 
„ I lide ikke for trygt på mig , “ sagde Margaret ; 
„ nnge jomfruer kunne dømme skarpt nok . “ 
„ Ja , “ svarede Folmer , „ når andre nnge jomfruer 
ere de anklagede . Dog , nu høre i mit forsvar ! 
Jeg kom i går fra Mariager , hvor jeg havde gjestet 
min faster , abbedissen , og min hest , der kender krybben 
i chrisfofs stald , ville ikke Vingegård forbi . 
Jeg så da derind for at bede en stund med mine 
svende , men blev så hængende ved nadverbordet og 
ølkruset . Talen faldt på chrisfofs og mine børnestreger , 
og han lod da de andre vide , hvilken troldkarl 
til at fange fugle jeg har været og end er . Det 
ville Anna Seefeld ikke tro , så heller ikke Anna 
Enevoldsdatter og ide . Jeg svor da , at om jeg den 

dag i morgen måtte gå ud alene , jeg skulle fange 
de skønneste fugle til dem . Vi fløge da til væds , 
og de satte hver en rosenobel mod mine trende . 
Christes lånte mig da sin grønne kjortel — ilde 
står den mig an , ikke ventede jeg at træffe kvinder 
på den fart — men , som i tænkelig ved , jægeren , 
som fuglefængeren , bør , for ikke at ses , helst være 
grå om vinteren og grøn om sommeren . Kan jeg 
nu vorde frikendt ? “ 
„ Tilfulde og med ære , “ svarede Margaret , „ og 
det så meget mere , som det bæres mig fore , at i 
får bøde eders rosenobler . Har i fanget en eneste 
fugl fra Vingegård og hertil ? “ 
„ Vender jeg tomhændet hjem , “ svarede Folmer , 
„ da må dette møde bære skylden . Lad flyve de 
fugle og springe de rosenobler ! nu er jeg glad uden 
både dele . “ 
„ I vise mig , “ sagde Margaret med bankende 
hjerte og blussende kind , „ på hvad måde i stiller 
den fuglefangst an ! “ 
„ Gerne det ! Gå med og se selv ! “ 
„ Såmænd , “ svarede Margaret tøvende , „ når 
Knud kommer iland og gør os følgeskab . “ 
„ Ja , der ligger Knud og pjasker ! Hvad om vi 
råbte ham an og bad ham sætte os over til Bigum 
skov ? Der er fugle , og der vil jeg få held til at 
vise eder prøver på min konst . “ 
Den sømmelige tilbageholdenhed , som dengang 
var en lov for unge jomfruer , stred en hård dyst 
i Margarets hjerte med hendes tilbøjelighed . Hun 
hjalp sig da , som Evas døtre ofte pleje , hun sagde 

ikke rent ud nej , ikke heller ja . Folmer tog hendes 
mangel på besluttethed for et samtykke , satte begge 
hænder for munden som en råber og skreg til Knud : 
„ Hej , du skipper ! Ro i land og færg os over 
til skoven ! “ 
Knud så op , skyggede for øjnene , genkendte 
Folmer , svingede med huen og råbte til svar : 
„ Hvad giver i mig i færgeløn ? “ 
„ Småfugle eller limpinde , som det kan falde , “ 
Svarede Folmer . 
„ Sær færgeløn den ! “ råbte Knud og greb til 
årerne . „ Nu kommer jeg at tinge med eder . “ 
Knud var snart bredden så nær , som båden 
kunne komme uden at løbe på grund , og da han 
havde fået nærmere forklaring , gik han med glæde 
ind på Folmers forslag , hvilket han fandt såre 
lysteligt , og det lykkedes ham at overvinde hans søsters 
betænkeligheder . Hun blev båren i båden , ikke af 
Knud , men på Folmer Ruds arme , thi Knud blev i 
båden , hvor han var ; dog blev hverken buret med 
lokke-jrisken eller limpindene forglemte . Så gik 
farten over den spejlblanke sø under munter samtale , 
som kun blev afbrudt derved , at Folmer til 
strengeleg sang visen om nosmer havmand og stolten 
Fru svanelille ; og da de havde nået det landingssted , 
som Knud havde udpeget , gik de iland og søgte 
til skovs . — 
en time derefter sad Folmer og Margaret oppe 
i skoven i det bløde græs under en ærværdig eg , 
mens Knud sås i nogen afstand sysselsat med at 
stille limpindene an ; thi efter at de havde forfrisket 

sig ved et måltid af det lille forråd , Folmer havde 
ført med sig i sin taste , var fuglefængerens gerning 
ganske bleven overladt til Knud , uagtet hans kjortel 
ikke var grøn , og Folmer sad nu og læste for Margaret . 
Han havde nemlig fanget sin fugl , den bog , 
Margaret så hurtigt havde gemt i sin taste , da han 
overrumplede hende på højen , men det havde kostet 
ham en del umage . Hendes udflugter hjalp hende 
dog ligeså lidt , som den hårdnakkethed , hvormed hun 
i nogen tid holdt fast på tastens strop . Folmer 
snappede bogen i et ubevogtet øjeblik , og han smilede 
listeligt , da han så , at det var det skønne gamle 
digt om Flores og blanseflors kærlighed . 
„ Dette lystelige eventyr elsker jeg såre , “ sagde 
Folmer , idet han bladede i bogen , „ og jeg har læst 
det mere , end en gang . Dog , “ føjede han lidt 
ubarmhjertig til , „ forundrer det mig , at i har kunnet 
frelse denne skat fra at blive opdaget af en vis sortebroders 
lurende øjne . “ 
Margaret tav og så med en krænket mine hen 
foran sig . Sagen var den , at hun havde fået bogen 
tillåns af ide Nielsdatter , og at hun læste den i 
smug ; men at hun dog med kvindelist havde beredet 
sig på forsvar , om hendes hemmelige studium skulle 
blive opdaget . Hun ville nemlig da sige , at det var 
en god bog , såsom historien ender med , at de elskende , 
skjøndt formælede , gå i kloster , og at den 
derfor sikkerlig måtte være digtet af en munk . Margaret 
følte dog nu , at Folmer ikkun ville le af det 
argument , og idet hendes kinder blussede af fortrydelse , 
sagde hun : 

„ I lukke nu den bog og give mig den fluks 
tilbage ! “ 
„ Ugerne gør jeg det , “ svarede Folmer ; „ tvert 
derimod djærver jeg mig til at bede : skøn Margaret , 
forund mig den glæde at læse dette skønne og lystige 
digt for eder ! “ 
Margaret ville måske uden snerperi givet sit 
samtykke , var det ikke gået hende så , hver gang 
hun læste i bogen , at Flores stedse for hende var 
bleven til Folmer Rud , blanseflor til Margaret Mogensdatter , 
og i hendes store anstrengelser for at skjule 
bogen og at erholde den tilbage lå jo allerede et 
slags tilståelse , som farvede hendes kinder røde . 
„ I vredes ikke på mig , “ for Folmer fort , „ men 
lade hellere glæden råde den korte stund , vi er 
tilsammen ! I sige mig nu et — ville i hellere høre 
dette digt af nogen anden mands mund , end af Folmer 
Ruds ? “ 
„ Hellere af enhver anden , end af eder , “ udbrød 
Margaret med grædefærdig røst og lo så for at 
skjule sin forvirring ; men Folmer var trods al sin 
kløgt ligeså tungnem , som de fleste elskere er ; thi 
han blev ikke den blottelse vaer , Margaret havde givet 
sig , men tog hendes ord efter bogstaven og tav med 
en krænket mine , medens Margaret , som begreb misforståelsen , 
ved dette lille held genvandt sin fatning 
og sagde : 
„ Jeg er en nar og den sag ikke så megen tale 
værd . Læs , såsom i finder behag deri ; den fryder 
sig jo mest , som selv kvæder . “ 

Folmer blev det listige blink i Margarets øjne 
og det skjelmske smil vaer , der for over hendes udtryksfulde 
åsyn som et solglimt . Det gav ham 
noget at tænke på , og han læste i begyndelsen udtryksløst 
og slet ; ja han hørte næppe selv alt det , han 
læste om den christne slavindes , blanseflors moders 
ankomst til den hedenske konges Hof ; om blanseflors 
fødsel , og at der samtidig blev født kongen en søn , 
som blev kaldet Flores ; at Flores er udlagt en rød 
blomst , blanseflor en hvid og om disse tvendes , kongesønnens 
og slavindedatterens barndomsvensfab . Dog 
blev han mere åndsnærværende der , hvor digtet 
skildrer deres ungdomskærlighed , og genvordighederne 
begynde ; hvor det fortælles , at deres kærlighed opdages , 
at Flores forvises fra sin faders Hof , og 
blanseflor i hans fraværelse sælges til fremmede købmænd ; 
at hun lyves død for ham , men at bedraget 
afskøres af hans moder . Folmer syntes selv greben 
af Flores ' s harme , og dennes udbrud , da han erfarer , 
hvor store skatte af silke , peltsværk , guld og ædelstene , 
købmændene havde givet i betaling for blanseflor : 
de vide den vel være til , 
der mere for hende give vil ! 
Blev fremsagt med særdeles vægt og ledsaget af et 
blik , der var vel skikket til at forstyrre Margarets 
rolige nydelse af digtet ; men , hvor besynderligt det 
end lyder , så forholdt det sig dog således , at medens 
tanken om Folmer Rud stedse havde forhindret hende 
i ret at påskønne digtets skønhed , når hun læste 
det alene , så kom versene til deres fulde ret nu , da 

Folmer selv fremsagde dem , og hun glemte ham over 
digtet . 
Uden snerperi , med naiv glæde hørte hun nu 
fortællingen om Flores ' s eventyr ved kongen af Babylons 
Hof , i hvis harem han opdager blanseflor ; 
hvorledes han bestikker gartneren og i en stor kurv , 
dækket af blomster , bliver smuglet ind i paladset , hvor 
de to elskendes møde ved veninden klares ' s hjælp 
lykkeligt kommer i stand , og de så gå til hvile 
med hinanden i et skønt Kammer og der sove sødeligt 
i hinandens arme . 
Folniers hjerte var imidlertid blevet for fuldt , 
til at han kunne læse digtet til ende . Da han havde 
fremsagt de strofer , i hvilke blanseflor i middelalderens 
kraftige poetiske stil udtaler sin kærligheds 
urokkelige troskab : 
at jeg skulle tage en anden mand , 
end Flores , der jeg i hjertet vel and * ) , 
jeg ville fsrre ' med min kniv 
skære sønder mit eget liv — 
da sænkede han bogen og tav . 
Margaret vågnede som af en drøm , da hans 
røst , hvis velklingende tonefald nu så længe havde 
forlystet hendes øre , ophørte at lyde . Hun ville just 
spørge ham , af hvad årsag han ikke læste videre , da 
han så op , blev lidt bleg og sagde : 
„ Margaret ! Jeg talte nu så længe med en andens 
røst og dog udaf mit eget hjerte . I tillade mig 
nu at sige eder , hvad der har dølget sig der og groet 
* ) under . 

en langsom og sikker vækst i tvende samfulde år . 
Ja , i var næsten et barn , da jeg så eder første 
gang ; vi legede sammen , og jeg blev barn igen ; 
med uskylds leg kom den kærlighed i mit hjerte , så 
i må vide , at den er ren og tro , som guld . I 
sige mig da nu — under i mig så vel , som blanseflor 
undte Flores ? “ 
Margaret blev rød som et dryppende blod , og 
så blev hun bleg som en Lillie . Hvad hun ofte 
havde forestillet sig . i sine fantastiske , vågne drømme , 
det var nu virkelig sket . Hendes dybe kærlighed 
gjennembævede hende , og hun formåede i det første 
øjeblik ikke at svare . 
„ Margaret , “ sagde Folmer , idet han greb hendes 
hånd , „ har jeg fejlet i at tænke , at eders hu står 
til mig ? Er jeg den mand , i ville sætte tro og 
love til ? “ 
„ I er så ! “ svarede hun , medens hendes tåreblændede 
blik og ømme smil til fulde bekræftede hendes 
ords oprigtighed . 
„ Gud have lov ! “ udbrød Folmer og ville drage 
hende til sig , „ da er i nu min fæstemø ! “ 
Dog , hun stødte ham fra sig og blev såre bleg ; 
thi hans heftighed bragte hende pludselig til besindelse . 
Netop som hendes kærlighed udfoldede sig lig 
en dejlig blomst med berusende Duft , stak slangen sit 
hoved frem og hun gyste . Hendes fasters forblommede , 
giftige ord randt hende i hu , og alle de bitre 
tanker , de havde avlet , og som en stund vare forglemte , 
mylrede frem lig en snogeyngel . 

„ Eders fæstemø , “ sagde hun med usikker røst , 
„ er jeg , det i fuldt vel må vide , på ingen Viis , 
før fæstensringen er sat på eders og min finger 
for guds hellige alter . “ 
„ Sandt nok det , “ svarede Folmer og holdt hendes 
hånd fast ; „ og dog har gud Herren selv set 
og fornummet , hvad her mellem os er foregået . Er 
dog ikke guds grønne jord som alterets fod og 
guds himmel , der er spændt over os , det helligste af 
alle tabernakler ? “ 
„ Ak , Folmer ! “ udbrød Margaret og drog sin 
hånd til sig , „ I er en sær frit tænkende mand . 
Eders fæstemø bliver jeg kanske ikke endda , kommer 
i først til besindelse . “ 
„ Guds død ! “ udbrød Folmer med rynket pande , 
„ hvad for tale er dette ? “ 
„ Det kunne befindes , “ sagde Margaret dybt rødmende 
og idet hun sænkede sit blik , „ at jeg ikke var 
værdig til at vorde en god mands hustru . Når 
guds grønne jord er eder nok til alter og guds 
himmel til kirke , mens i trolover eder med Margaret 
Mogensdatter , fristes jeg da ej til at tænke , at 
i , Folmer Hansen , medens i handler så med mig , 
er fuldt vidende om , hvad onde tunger sige om min 
fader og moder ? I vide helst straks og dette , at min 
egen faster forgangen dag talte mig hårdt til og 
ikke gav mig større ære , end som jeg hører verden 
gør . “ 
Folmer røbede ingen overraskelse , snarest så 
han end kærligere på Margaret , idet han sagde : 

„ Før gud ! I er en ædelsindet , retskaffen jomfru , 
klog og besindig trods eders unge år . Derom være 
i forvisset , at havde jeg troet den klæffer , hvortil i 
sigter , og som eders faster , Maren Erik Skrams , 
har været hårdsindet nok at besmitte eders øren 
med , da havde jeg på ingen Viis bedet eder om 
eders tro . Jeg har en gang stået åsyn til 
åsyn med eders moder , og ingen får mig til at 
tænke , at hun ikke skulle være eders faders rette 
adelkone ; og er Christes af samme mening som jeg . “ 
Hvad Folmer der sagde , var det eneste , som 
kunne formilde Margaret ; thi havde han som Flores , 
der elskede en slavinde , sat sig ud over verdens dom 
og svoret , at Margarets kærlighed ville været ham 
nok , da ville hun betragtet dette som et overilet og 
letsindigt løfte . Dog var hun ikke ganske beroliget , 
og hendes svar viste , med hvor stor klogskab hun 
havde tænkt over sin ulykkelige stilling . 
„ I have hjertens tak , “ sagde hun bevæget , „ for 
denne eders gode mening . Jeg håber og tror , 
som i . Dog frygter jeg , at sagen er således beskaffen , 
formedelst min kære moders udenvelts herkomst 
og da vielsen skete i et fjernt , fremmed land , 
at stor ulykke og fortræd kan komme over Knuds og 
mit hoved , om ond villie på nogen side er tilstede . 
Det bæres mig fore , at knytter i eders skjebne til 
min , da vil eders bane vorde tornefuld . I overveje 
da helst en liden stund ! Før tænkte jeg at bede 
eder derom at gå til fader , nu siger jeg tvert derimod : 
lad det blive ugjort en føje tid , indtil i efter 
dette fremdeles føler eder fast i eders forsæt . “ 

„ Ikke er jeg meget villig til at efterkomme denne 
eders begæring , “ svarede Folmer med rynker i sin 
pande . Margaret mente at kunne læse i hans blik , 
at det , hun havde sagt , havde nedslået hans mod og 
gjort hans hjerte koldt . Han forundrede sig ganske 
vist øver hendes betænksomhed , der næsten forekom 
ham koldsindig og lod ham nære tvivl om hendes 
kærligheds oprigtighed . Han betænkte ikke , at hendes 
lidet lykkelige barndom og den sidste tids bitre erfaringer 
havde givet hendes sind en alvor , som var 
øver hendes alder , og han vidste endnu ikke , at der i 
denne unge piges bryst boede en høimodighed og 
fasthed , som kun sjælden findes hos svage dødelige . 
Hun ville både af hensyn til hans og hendes egen 
lykke og ære , hvor højt hun end elskede ham , dog 
før dø som jomfru , end bringe skam øver ham og 
sig selv ved at leve med ham og regnes for hans 
slegfredviv . 
Han fik dog snart bevis for hendes kærligheds 
varme og dybde ; thi da han efter en pinlig pause 
spurgte : 
„ Og hvad da imens ? “ svarede hun : 
„ Da er vi venner , som tilforn . Længe før i 
tilstod mig eders kærlighed , Folmer , vidste jeg med 
mig selv , at jeg ikke evner at give nogen mand på 
jorden , uden eder , min tro . “ 
„ Gud signe eder , min hjertenskær ! “ udbrød 
Folmer , drog hende til sig og gav hende et Kys ; men 
en slig frihed tilstod Margaret ham for dennesinde 
ikke oftere . Dog sagde de en stund hos hinanden og 
vekslede ømme kjærlig^edsord . Nu fik Folmer først 

ret held til at læse i hendes sjæls dybde , hvilket 
voldte ham stor fryd , men også en ikke ringe sorg ; 
thi deres forskellighed i tro viste sig nu og da som 
et truende skær . Folmer følte , at han ikke kunne 
leve hende foruden , men tillige , at meget måtte vorde 
anderledes , skulle han virkelig nå den store og 
sjeldne jordiske lykke , han eftertragtede . Han rokkedes 
ikke i sit forsæt , tværtimod lovede han sig selv at 
søge til målet , gik vejen end over lutter torne ; det 
anede ham dog kun lidet , hvor lang og trang den 
skulle blive . 
Medens de sagde så og samtalede med ømhed i 
blik og stemme , og just som Margaret udbrød : 
„ Ak , give gud , der intet kom efter dette , og 
vort ganske liv måtte være blot denne lyksalige stund 
i skovens ensomhed ! “ 
— da opskræmmedes de ved fodtrin , menneskerøster 
og hundeglam . En stor , skøn mynde og en 
gravhund , gode bekendte af Folmer fra Vingegård , 
kom halsende farende hen til ham og Margaret , så 
de måtte værge sig mod dyrenes kærtegn , og straks 
efter viste sig Christoffer kruses Broder Thomas , 
Knud og eu gammel fisker med hans dreng . Man 
kunne læse både i Thomas kruses og Knuds åsyn , 
at de havde mundhuggedes på vejen , men dette var 
ikke noget nyt ; thi lige fra deres barndom af havde 
de været medbejlere i alt , og næsten altid havde Thomas 
trukket det kortere strå , hvilket havde fyldt hans 
hjerte med bitterhed ; thi han var to år ældre , end 
Knud , men ham dog underlegen i legemsstyrke og 
dertil langt mindre fager . Han plejede da at trøste 

sig med den tanke , at Knud næppe var andet , end en 
vanbyrding ; men hidindtil havde han dog ingensinde 
vovet at befljcemme Knud ved at udtale det . Han 
hadede ikke mindre Margaret Mogensdatter , der nogle 
gange havde beredet ham en fortjent ydmygelse , og 
det syn , han nu så , Folmer Rud og Margaret 
fortroligt siddende sammen i det grønne , måtte være 
ham særdeles imod , da det havde været hans og hele 
slægtens ønske , at Folmer skulle bejle til søster 
Anna , som først efter at Folmers utilbøielighed til 
denne forbindelse ikke mere kunne omtvivles , havde 
givet Laurids Lunov sin tro ; men det kunne ikke 
negtes , at svogerskab med en mand af de ruders 
stolte og mægtige slægt ville givet større anseelse . 
Med et ondt blik og et spydigt smil trådte 
Thomas nu hen for Folmer , og da denne tilråbte 
ham et : vel mødt i den grønne skov ! da stirrede 
han på ham med lidet høvisk forbavselse og svarede 
blot : ej , ej ! 
Blodet steg Folmer til hovedet og han sagde : 
„ Hvad er meningen , Thomas , med dette dit : 
ej , ej ? “ 
„ Jeg tænker ikkun , “ sagde Thomas , „ og siger 
spørgende : er det dette , velbyrdige Folmer Hansen 
kalder at fange fugle ? “ 
Folmer så på Margaret og synet af hendes 
dødelige forlegenhed bragte ham til besindelse ; med 
stor selvbeherskelse svarede han : 
„ Du bekymre dig blot om dine egne sager , 
Thomas , og besatte dig ikke med mine . “ 

„ Mere mageligt det , om det måtte være mig forundt , “ 
Sagde Thomas ; „ men så forholder det sig , at 
Christof har skikket mig ud for at søge dig , og jeg 
måtte ride som en nar lige fra hjemmet til rise 
gårde , hvor Rasmus fisker , som havde set eder 
skibe herover , bragte mig på sporet og satte mig 
over søen , mens min svend med hestene blev hist 
ovre . Din Broder Peder og hans hustru Grete 
bryske er hos vort og forvente snarest at se dig . “ 
„ Nej se ! “ svarede Folmer koldsindigt ; „ jeg var 
af den formening , at de sagde roligt ovre på Bognserup 
i Sjælland . “ 
„ Der have de ikke været i en måned , “ sagde 
Thomas , „ men stedse på rejser , rundt fil deres 
frænder . De have været på Sandholt i Fyen , 
droge så fil møgelkær og agte sig nu fil hesselt , 
men så først ind fil dig , og da de forfejlede dig , 
droge de efter dig fil Vingegård ; de er begærende 
at tale med dig og træffe aftale om nogle vigtige 
sager . “ 
„ Nu , “ sagde Folmer og rejste sig , „ jeg får da 
vende næsen hjemad , og i , jomfru Margaret , er vel 
nu og træt og længes tilbage fil Tjele ? “ 
„ Ikke det , “ svarede Margaret med et funklende 
blik fil Thomas kruse , „ men der gives folk , ved 
hvis nærmeste al glæde forgiftes og dør . “ 
Thomas tog med et smil mod dette hib , som 
han ærligt havde fortjent for sin uhøviskhed ; thi han 
havde ikke forundt Margaret nogen hilsen og teede 
sig , som om hun slet ikke var tilstede . Margaret 
vidste det fuldt vel , at havde Thomas måttet råde , 

da ville hverken hun eller Knud alt i lang tid fået 
foden over Vingegårds dørtærskel . 
De gik nu alle i taushed ned til bådene , 
Margaret mod i hu . Nærværelsen af Folmer Ruds 
Broder og dennes hustru spåede hende ikke noget 
godt . Vistnok var Folmer myndig og alt længe forældreløs , 
altså selv herre over sine beslutninger ; 
men hans frænder ville dog næppe forholde sig ligegyldige 
ved valget af hans hustru . Det måtte vel 
kaldes overflødig forsigtighed af hende , at hun havde 
givet ham betænkningstid ; det kunne nok ske uden 
hendes egen bistand , at Folmer blev kold og trak sig 
tilbage ; men dog angrede det hende ikke , at hun havde 
talt til ham , som sket var ; thi hun skjelvede for afgørelsens 
stund , og den tanke havde fæstet rod hos 
hende , at den salighed at elske Folmer Rud og en 
kort stund hemmelig at være elsket af ham , var al 
den livslykke , der var hende beskåret . 
Dog blev denne mørke anelse allerede nu på 
hjemfarten noget rokket ; thi da de roede over søen , 
og Thomas fulgte efter i fiskerens båd , da tog Folmer 
efter lang tids taushed til orde og sagde : 
„ Knnd , vi have noget af fortroe dig , Margaret 
og jeg ! Vi havde dårlig lykke med fangsten i dag , 
dog fangede jeg en ædelig fugl . “ 
„ Hvilken ? “ spurgte knnd . 
„ Din søsters hjerte og hu ! Du bør vide det ; 
men også mærke dig , af hun ønsker det , der er sket 
os imellem , en liden stund fortiet . “ 
„ En hjertens god tidende var det ! “ udbrød 

knnd , idet hans åsyn blussede af overraskelse og 
glæde . Folmer svarede : 
„ Tak for det gode og venlige ord , knnd ! Margaret , 
så og du , i skulle finde mig tro , formærker 
jeg end , af hun tvivler . Nu , de kommende dage 
skulle vidne for mig ! “ 
Margaret så på sin ven med et tåreblændet 
blik og et vemodigt smil ; men knnd var så optagen 
af den glædelige tidende , Folmer havde forkyndt 
ham , af han kun med det ydre øre opfattede de 
ord om tvivl og intet spørgsmål gjorde i den 
anledning , men blot stirrede på sin søster med 
uskrømtet forundring og glæde . 
Margarets hjerte sank dog nu i hendes bryst ; 
thi det første , hun blev vaer , da de nærmede sig 
land , det var Broder Vigands skikkelse . Drømmen 
var forbi , og den barske virkelighed meldte sig . Hendes 
skriftefaders rynkede pande og mørke blik meldte 
forud om strenge irettesættelser , fordi hun fandt behag 
i en kætters selskab , muligt også om hendes 
faders vrede , fordi hun uden forlov var løbet af . 
Gårde . De havde da også næppe sat foden iland , 
førend han talte dem hårdt til . 
„ Ere i galne , “ sagde han til knnd og Margaret , 
„ at strippe så om den ganske dag , du , Margaret , 
uden sømmelig ledsagelse og sætte eders fader 
i skræk ved flig usindig adfærd . “ 
„ Jeg er den skyldige , “ sagde Folmer . „ I formelde 
hr . Mogens min bedste hilsen og lade ham 
vide , at jeg traf de unge ved stranden , og at de 
på min begæring og under min varetægt have gjort 

denne liden lystfart . Han skal til sin tid af mig 
selv få fyldestgørende forklaring . Min Broder 
Peders uformodede ankomst og nødagtige sagers afgørelse 
bør fremsfynde min hjemfart . “ 
„ Hr . Mogens , “ svarede Vigand , „ vil neppelig 
føle sig stillet tilfreds ved den borgen , eders fagre 
ord giver . Til at vogte skønne , unge jomfruer 
sætter man ej gerne unge mænd , allernødigst når 
de er af den sort , der ynde strengeleg og kjelne 
sange . “ 
„ For gud , munk ! “ for Folmer op , „ vogt 
din tunge ! Du har alt nogle gange prøvet dit 
bid på mig ; se til , det ikke ender dermed , at jeg 
garver din ryg ! “ 
„ I vil sinde det arbejde lidt brydsomt , skulle i 
fordriste eder at prøve derpå , “ sagde Vigand med et 
roligt tirrende smil , idet han lagde hånden på 
fæstet af den dolk , han bar i sit bælte . 
„ Kom , Folmer ! “ råbte Thomas , der alt var 
i sadlen , „ og bryd kort af ; det turde være det 
viseste , enddog denne dag , der har været fuld af 
dårskab nok for dig , passelig kunne sluttes dermed , 
at du målte klinge med en forløben tiggebroder . “ 
Folmer værdigede ikke -thomas kruse noget svar , 
men bekæmpede dog sin harme , tog hjerteligt afsked 
med knnd og hilste Margaret med høviskhed . 
„ I tilgive mig , jomfru Margaret , “ sagde han , 
„ at jeg forglemte , hvilke onde øjne der vogte på 
eder , og at eders fader har skalke i sit brød , der 
udlægge alt til det værste . Mit håb er snart atter 
at mødes med eder ; indtil da have eder gud ! “ 

syvende kapitel . 
En sær tidende . 
Hr . Mogens , såvel som de fleste af hans standsfæller , 
havde i rolige tider ingen værre fjende , end 
kedsomheden . Bore fædre vare på grund af deres 
ringe dannelse i så henseende langt værre stillede , end 
vi , skønt måske af samme årsag nok så dådkraftige , 
både til det onde og det gode . De kunne 
kun i ringe grad nyde romantiken på anden hånd , 
gennem konstens frembringelser , de måtte søge den 
i selve livet , og når da ikke ædlere lidenskaber satte 
dem i bevægelse , eller store begivenheder dreve dem 
til dåd , da havde de ingen anden tilflugt , end 
sulefadet , bægeret , spil og fjas . 
Morgenen efter den dag , da Folmer Rud og 
Margaret Mogensdatter i skovens tempel havde 
sluttet deres hjerters pagt , var grå og regnfuld ; 
alle på Tjele vare under tag , både herre og 
tjenere . Hr . Mogens var dernæst i sit værste lune ; 
thi han havde den foregående aften med hårde og 
grove ord revset Knud og Margaret for deres fart 

over søen med Folmer Rud , og da han om morgenen 
var kommen i klæderne , vidste han intet bedre at 
tage sig for , end at begynde , hvor han den foregående 
aften havde sluppet . Genete fik nogle onde ord , fordi 
hun ikke vogtede bedre på sin datter , og efter at hr . 
Mogens sålunde havde kyst både hustru og børn 
fra sig , sad han i hallen med Broder Vigand og 
gabede over skakbrædtet ; dog talte de begge imens 
ølkruset dygtigt til . 
Broder Vigand havde nogle gange ladet sin 
velynder vinde ; men nu , da øllet steg ham til hovedet , 
blev han dristigere , og hr . Mogens fornemmede , at 
spillet gik ham imod . Forbittret påstod han , at det 
ikke var gået ærligt til , og at Vigand havde rykket en 
brik i smug , mens han vendte sig fra brædtet . Vigand 
retfærdiggjorde sig hidsigt , men da væltede hr . 
Mogens alle brikkerne og svor , at hvis Vigand ikke 
taug på stand , da fik han ølkruset i hovedet . 
Det var ikke første gang , at Vigand bøjede slig 
grov tiltale . Den bestyrtelse , han nød på Tjele 
og den magt , han der havde tillistet sig , købte han 
ikke for nogen ringe pris , og de ydmygelser , han 
måtte lide , ville sikkert været hans hovmodige sind 
for meget , havde han ikke tillige været så pengegridsf , 
som han var . Hans stilling som skriftefader og 
sjælesørger fikkrede ham ligeså lidet for grov medfart 
af hans herre , som et helgenbillede i vore dage 
skipper for at flages sønder af en kattolik , når de til 
det rettede bønner ikke blive hørte . Dog var han i 
dette øjeblik ikke tilsinds at give sig straks . 
„ I ville dog neppelig , “ sagde han med et truende 

blik , „ fordriste eder til at lægge hånd på mig , en 
kirkens tjener . “ 
„ Ej ! “ svarede hr . Mogens med et barsk smil , 
„ Du kunne jo selv give mig absolution derfor . “ 
Hr . Mogens , der mindedes Vigand som en 
liden pog , en søn af en af hans egne » ordnede 
bønder , duttede ham stedse , og Vigand måtte sinde 
sig deri . 
„ Ingen ringe synd det , “ svarede Vigand , „ og 
hård bod ville det kræve ; thi uanset min persons 
ringhed , da ville i i mig krænke den ganske kirke , ja 
den hellige fader selv . “ 
„ Nu Vigand , “ svarede hr . Mogens og legede 
med de væltede skakbrikker , „ der er langt til rom , 
og bispens krumstav har i disse tider fået et svart 
knæk . Dog skal du nu tilstå , at jeg er kirkens 
lydige søn , og at jeg føler anger over min vrede ; 
der har du otte skilling i bod ! “ 
Hr . Mogens greb i sin fikke og kastede skillingerne 
hen til Vigand , der tøvende og med en sur mine 
strøg dem til sig . 
„ Er du ej tilfreds ? “ spurgte hr . Mogens 
„ Havde skillingerne været flere , “ svarede Vigand , 
„ da var afladet blevet større . “ 
„ Ha , ha , ha ! “ lo hr . Mogens , så det gav 
genlyd i hallen , „ I sortkapper ville have alt , det 
er præstevane ; dog får du nøjes dermed for dennesinde ; 
er det så og ikkun en uge siden jeg skænkede 
dig det sorte får , du yndede så vel og både lam 
dertil . “ 

„ Ikke ville jeg klage , “ svarede Vigand sagtmodigt , 
„ gjorde ikke eders hånhed det stundom så for mig , 
som var gaven ugivet . “ 
„ Ved min helgen , hvilken snak ! Min hånhed , 
som du det benævner , farer hen lig et pust , mens 
gaven bliver . Sammen ligger nu vejr og uvejr , 
det er så livets gang , og du får tage både dele , 
som de falde . “ — 
medens hr . Mogens og Vigand dobblede i hallen , 
sad Genete i sit Kammer , og Margaret og Knud 
sade hos . Genete syede på en sær , hvid kjortel , 
Margaret formodede , at det var hendes moders liigsærk ; 
thi når hun var mest forsagt , da tog hun 
stedse det sytøj mellem hænder . Imens sang Margaret 
efter sin moders begæring Aksel Thordsens 
vise , og som hun sang , faldt en tåre fra hendes 
øje på den silkedug , hun baldyrede , så fuldt blev 
hendes hjerte ved at tænke på den kranke skjebne , 
der blev skøn Valborg til del ; monne der ventede 
hende nogen bedre ? 
Som hun tænkte så , gik døren op , og den 
skrabende lyd af træbakken forkyndte , at det var gamle 
Elfe med øllebrøden . Det stod at læse i Elses grove 
træk , at hun helt vel var sig den myndighed bevidst , 
som på grund af hendes huusbondes hårdhed og hendes 
madmoders svagsindethed var bleven hende til del . 
Dog var Genete så sagtmodig , at Elfe oftest for 
med lempe , og fik hun en tørn , da blev det gerne 
med datteren og ikke med moderen . Else satte nu 
træbakken på bordet og bad herskabet spise , mens 
øllebrøden var varm , idet hun gav den forsikkring , 

at den var vel sødet ; og mens Genete og hendes 
børn så toge plads omkring bordet og langede til 
fadet , blev Else stående og så til , som hun plejede 
van , når hun var i godt lune , eller havde noget at 
fortælle . 
„ Der vanker nu gul og andet godt ovre i 
hallen , “ begyndte hun ; „ lige nu er der kommen en 
gest i gårde . “ 
„ En gest i det guds vejr ? “ udbrød Knud , 
mens en flygtig rødme for over Margarets åsyn ; 
men hendes uro dæmpedes straks , thi Knud sagde : 
„ Da tør jeg vædde , det er gale Geert ; han kommer 
stedse som en uveirsfulg i blæst . “ 
„ Der traf du det ! “ svarede Else ; „ han kom 
ridende uden saddel og tilstænket fra issen til svangen . 
Husbond lånte ham sin paltzrok , og hans egen 
vams hænger i ildfluen at tørres . Nu sidder han 
lunt bænket i hallen med husbond og Broder Vigand ; 
jeg hørte dem le overstadigt nys . “ 
„ Jeg må derind , “ sagde Knud og sprang op . 
„ Gå ikke til fader nu , “ bad Genete og 
hævede sit blege åsyn ; „ forvent , at hans vrede sætter 
sig . “ 
„ Når Geert kommer , “ sagde . Knud , „ da bliver 
fader stedse i godt lune , og jeg før vel nærme mig . “ 
„ Geert Eriksen er en gjek og dertil en stakkarl , “ 
Mente Else ; „ fattig frænde får liden hæder . “ 
„ Han drikker dig under borde , “ sagde Margaret , 
men Knud var alt ude af døren . 
Han hørte allerede på tårntrappen Geert 
Eriksens skrattende stemme , og da han trådte ind i 

hallen , mødte ham det pudsige syn af hans frændes 
lange , magre skikkelse i hans faders paltzrok , der hang 
om ham , som en sæk om en bønnestage . Det lange 
ansigt var garvet brunt af sol og vind , og en skarp 
streg i panden , lidt på skrå , skillede mellem de 
nedre , udsatte regioner og den blanke skaldede isse , 
der ellers skærmedes af hatten . De små grå øjne 
plirede med det vante snu udtryk , den tykke , røde 
næse lyste midt i ansigtet som en lanterne , og den 
store mund fortrak sig til et grin , da Knud 
trådte ind . 
„ Hej , du huggebasse , er du der ? “ råbte han 
Knud i møde . „ Kom hid og gør bod for dine 
ugerninger , da jeg sidst gjestede Tjele . Du skal tømme 
det store krus i tre drag , som mærkerne angive . 
Min arm værkede længe derefter af den fegtning , du 
da stillede an med mig i urtegården , og havde du 
lært , som du har kræfter til , da skulle fanden fegte 
med dig tiere . “ 
„ Nu , Geert , “ svarede Knud , idet han trådte hen 
til sin frænde og tog den fremrakte hånd , „ I gav 
og mig nogle gode smører over hånden . “ 
„ Tag et bæger i skranken og sid hos , “ . sagde 
hr . Mogens ret mildt til sin søn . „ Lad nu høre et 
forstandigt ord ! “ for han fort , idet han vendte sig til 
Geert Eriksen . „ Hvor går det med din bedrift ? 
Fikst du sæden i jorden ? “ 
„ Tak for forespørgslen , kære Mogens , “ svarede 
Geert , „ men end bedre være du takket for sæden , 
du forhjalp mig til ! Det kom alt i jorden på nær 
tvende Tønder havre , dem brune blis åd . “ 

„ Og du strejfede tænkelig landet rundt , mens 
din svend pløjede og såede ? Da gøre du ingen 
ed på , at al sæden kom i jorden ! “ 
„ Det ville sømmet en god mand , som mig , 
ilde , “ svarede Geert , „ at gå og hænge bag plougen 
eller drage såesækken . Hvad tykkes eder , 
Vigand ? “ 
Vigand så op uden at svare , og det kendtes 
straks , at der ingen god forståelse var mellem disse 
to . Årsagen dertil var fornemmelig den , at Vigand , 
der var misundelig på alle , der nød godt af hr . 
Mogens ' s gavmildhed , havde forsøgt at sætte ondt 
for Geert hos hans frænde , men tillige den , at 
Geert var ivrigt luthersk sindet og en stor hader af 
præste- og munkevælde . Så stod det jo destoværre 
til i mange hjerter , at hadet til det gamle var en 
stærkere drivfjeder til omvendelse , end kærlighed til 
det nye ; og Geert Eriksen var dertil ganske uvidende 
og formåede hverken at læse eller føre pennen . Dog 
bør det siges til hans undskyldning , at mænd , der 
vare bedre stillede og bedre oplærte , end han , ligeså 
lidet , som han , fattede den store åndelige omvæltnings 
inderste væsen ; og dette gjelder ikke blot lutherske 
lægfolk , men også papisterne , deriblandt flere af den 
gamle kirkes overhyrder . 
Geert Eriksen havde imidlertid en stærk hukommelse 
og var ingenlunde så stor en idiot , som han 
stundom gav sig mine af . Hans hoved var fuldt af 
viser og Vers , som han helt vel forstod at anvende . 
Nu gik han løs på at drille munken og sagde da : 

„ I svarer mig ikke , og det kommer sagtens deraf , 
at i er i ondt lune og i stor bekymring for eders 
messe , der drages med døden . Har i . hørt det 
lystige digt dialogus , en vise om den græsselig onde 
tidende , paven fik til rom ? “ og uden at afvente 
svar , fremsagde han med pudsighed i mine og røst 
følgende strofer : 
eders messe er nu såre svag , 
det seer jeg nu på hendes bag , 
hendes aine er faldne i hovedet ind , 
hun er både bleg om næse og kind . 
Ligest er hun nu til at se , 
alt som den gamle Fru liseke , 
der stander hjemme bag kirkedsr 
og haver fin næse vendt i nar . 
Knud lo overstadigt ad den vise , men hans fader 
bevarede dog sin værdighed og sagde : 
„ Nu , nu > Geert ! Du lade helst det blive ! 
Vi lide ikke de ugudelige smædeviser her på Tjele . “ 
Dog skjulte han et smil i ølkanden , thi hans 
gudsfrygt bestod kun i overtro og hjerteangst , når 
han blev syg , og knokkelmanden bankede på hans dør . 
Geert blev det smil vaer og for da fort : 
„ Så går det messen ; men hvor haver det sig 
med vigilier og begang for de døde ? I høre nu : 
i beenhuset haver jeg ej lys , ej lampe set , 
hverken voks eller talg fandt jeg derinde , 
uden femten bede mus på samme sinde , 
de gode sjæle , dem skeer ingen tere , 
der tændes dem hverken lys eller lampe mere . 

„ Da fare de ned i helvedes hedeste pøl ! “ råbte 
Vigand og sprang forbitret fra borde , „ og eders fule 
sjæl forrest at vise de andre vejen ! “ 
Da Vigand for op , stødte han uforvarende til 
kruset , så øllet stød omkring og løb Knud i skødet . 
„ Her er vådt nok at slukke en liden skærsild 
med , “ råbte han og sprang op , mens Geert holdt sig 
på maven og lo . 
„ Den spas bliver for grov , “ sagde hr . Mogens 
vredt ; „ Du misbruger gjesteretten , Geert ! “ 
„ Fanden tog munken ud af døren , “ sagde Geert , 
da Vigand i største harme havde fjernet sig ; „ og vel , 
at vi blev ham kvit . Hvor gider du , Mogens ! have 
den fule sortkutte i dit hus og holde din egen 
nakke under det papistiske åg ? Ej , ryst det præsteregimente 
af , vord en god lutherisk mand og nyd 
friheden ! “ 
„ Friheden ? “ spurgte hr . Mogens , hvis vrede 
over Vigands ydmygelse ikke gik synderlig dybt . „ Hvor 
kan jeg ønske mig bedre kår , end at købe mig syndernes 
forladelse , når jeg snubler , ved at bede min 
Rosenkrands nogle gange , faste en kende , dog med 
måde og give en liden skjenk til kirken ? Og ville 
jeg ofre en bondegård eller to til Mariager , som 
mine fædre gjorde , at sikre mig en evig messe , da 
sik min sjæl den forvisning at flyve lige lukt ind i 
Paradis . “ 
„ Du tror det neppelig , “ svarede Geert med 
større alvor , end han hidtil havde lagt for dagen , 
„ enddog du siger det . Er så og i hvert fald den 
lære ikkun for de rige ; hvor går det fattigmand , 

som blot har en ringe gave at byde ? Er jeg nu så 
sandt kun en ussel bondegård ejende , og vend min 
fikke og slå mig flad , finder du en hvid derudi ! 
Det er sødt at drikke , men surt at betale . Vi drak og 
spillede tcerning i staden den ganske nat og langt 
ind i den lyse morgen ; spillede jeg der både saddel 
og trendse væk og kom herhid på den bare 
hesteryg . “ 
„ Ih , gud nåde ! “ udbrød hr . Mogens , „ de kalde 
dig ej for intet gale Geert ; hvi borgede du ikke en 
saddel i viborrig ? “ 
„ De byesmænd , “ - svarede Geert undvigende , „ de 
tænke , der findes ikke værre Nidding , end den , som 
intet har . “ 
„ Jeg får da flye dig en saddel , “ sagde hr . 
Mogens ; „ end red ingen as æten Løvenbalk på 
nøgen hesteryg . “ 
„ Tak , som byder ! “ svarede Geert ; „ Du var mig 
stedse en god frænde og ven , Mogens ! “ 
„ Nu Geert — sid din ven nær , men sid ikke 
låret af ham ! Du kunne vendt dig til Maren og 
Erik i din nød ; de er jo end i staden . “ 
„ Sandt nok det , “ svarede Geert og plirede med 
øjnene ; „ dog ville ulykken , at de i går gjorde en 
fart til strandet ; godt dog , at du nævner dem , al 
den stund jeg har ærinde til dig fra Maren , efter 
hvis begæring jeg er redet herop . “ 
Hr . Mogens spidsede øren , men da Geert sad 
taus og kiggede ned i kruset , bød han Knud forføje 
sig ud af hallen . 

„ Gak ud , “ sagde han , „ søg Vigand op og se at 
gøre ham god ! “ 
„ Lad helst Knud forblive her , “ bad Geert og så 
op med en vigtig mine ; „ hvad jeg har at sige dig , 
Mogens , er nytteligt for ham og for de unge at få 
forstand af . “ 
Knud , som alt havde rejst sig fra bænken , tog 
heller end gerne sæde igen . Geert tømte kruset til 
den sidste dråbe , strøg ølskummet af sit skæg og 
stred så til at forrette sit ærinde . 
„ Førsf , “ begyndte han , „ kærlig , søsterlig og 
broderlig hilsen fra Maren og Erik ! De have , siden 
de gjestede dig , dvælet i viborrig og der nogle dage 
havt megen omgængelse med rigens hofmester , Peder 
Ebbesen og Aksel Juel . Så er blandt dem på både 
sider blevet talet meget om rigets tilstand og 
standens vilkår , og hr . Mogens Gjøe har gjort 
dem viis på , at for riget gives ingen frelse , bliver 
ikke hertug Christiern kåret til konge . Det gik ej 
på mødet st . Jørgens dag * ) , ej heller på herredagen 
i nye først på måneden , hvorom du jo 
sikkerlig har hørt ? “ 
„ Jeg har så , “ svarede hr . Mogens ; „ alle bisperne 
satte sig imod , så og Predbjørn Podebusk , Peder 
lykke , Niels brok- og Mogens bilde . “ 
Geert nikkede med så viis en mine , som om 
han selv havde sæde i rigens råd , tog en god 
slurk af ølkruset , som Knud stadig fyldte af kanden , 
og for fort : 
„ Rigens hofmester holder lige godt uvigeligt ved 
* ) 23 April . 

sit forsæt , at sætte hertugen ind ; dog er han formenende , 
at det får ingen Art , vil ikke den menige 
adel tage hånd med i hanke . Han havde forgangen 
dag Erik for , og da jeg stod hos , sagde hr . Mogens 
Gjøe mig nogle gode og venlige ord og lagde sær 
vægt derpå , at jeg er lutheri lære tro anhængende . 
Derom talte han og såre indtrængende med Erik , som 
end ikke er gået over , helder han end til den nye 
lære , så og med Maren , der jo hidindtil har været 
papist på en Hals . Han lagde det hel syndigt 
ud for dem både , at den gamle kirke nu raver 
vældelig og snart vil falde i grus , så det rådne 
papistiske væsen helst bør vorde aflagt af hver retskaffen 
Dannemand . Så kunne det og , sagde han , 
føje sig så , at vi fik tilbage det gods , vore fædre i 
deres vanvittighed * ) have skjenket til klostre for unyttige 
sjælemessers skyld , deres efterkommere til stor 
forklejnelse . “ 
Hr . Mogens sagde „ Hm ! “ og Knud sørgede 
atter for , at Geert kunne få sin strube vædet . 
„ Der påkom da , “ for Geert fort , „ fornemmelig 
Maren en mægtig sindsrørelse ; og hun har siden 
været lidende af svare anfegtelser og ganske mistet sin 
madlyst . Den gamle og den nye lære , siger hun , 
strider en svar strid i hendes hjerte , og hun har 
ræddelige drømme hver nat ; da er det , som lutherus 
. og rigens hofmester droge hende til den ene side , 
guds moder og en stor skare helgene til den anden ; 
men hun seer til sin forundring , at de alle intet 
formå mod lutherus og Mogens Gjøe , så disse 
* ) uvidenhed . 

tvende vel må være de stærkeste . Hun agter da nu 
ganske at afsværge papismen og har talet til Thøger 
derom ; men han hørte hendes bekendelse uvillig og 
vil ikke ret fæste lid til hendes oprigtighed , hvorved 
han efter min formening gør sig skyldig i stor tåbelighed . 
Nu ville det være Maren til stor bestyrkelse , 
om du som en god Broder ville træde i hendes fodspor , 
om du kunne blive til sinds at afsværge papismen , 
og forventer Erik iligemåde , at du vil stå 
på samme side , som han , og støtte hertug Christierns 
valg . Jeg lovede at forebringe dig dette snarest og 
vende tilbage til staden med dit svar . “ 
„ Dette kommer mig helt uformodet , “ tog hr . 
Mogens tilorde efter nogle øjeblikkes taushed . „ Jeg 
har nu holdt ved med det gamle i så mange år 
og er ikke tilsinds nu , da det lider mod aften , at forandre 
mig . -agter jeg så og jomfru mariæ og alle 
helliges værdighed og faurhed højt , og kan ej finde 
mig deri , at hun , som de , plat forklejnes . “ 
„ Ej , derom kan jeg tale ! “ sagde Geert ; „ det er 
ikkun som at hoppe over en bæk . Ikke ringeagter jeg 
guds moder , enddog jeg ingen afgudsdyrker er længer 
og ikke kysser hendes billede ; men jeg havde intet 
uden blusse ! og hånhed af det munkeregimente , og 
end blues jeg ved at mindes , hvor jeg lod mig trække 
om ved næsen as en gerrig klosterbroder eller præst , 
som havde jeg ikkun været en skolepog . De klærker 
undte mig ikke føden og lagde mig til somme tider 
hård faste på . Nu æder jeg kød , når mig lyster , 
og begriber , at en mundfuld kødmad kan ikke skikke 
mig ned i helvede . “ 

„ Ville døg , “ mente hr . Mogens , „ nogen faste 
til tider være dig såre gavnlig , Geert ! Du raser 
mod dig selv , fordærver din sundhed og stækker 
dit liv , lad mig som din fuldtro ven sige dig det . “ 
„ Å hvad , Mogens , jeg er karsf som en fisf , “ 
Svarede Geert , „ så hav du blot ingen-bekymring for 
mig ! Hvad dig anbelanger , da stander det til besindelse , 
om det kan komme dig til brøst eller gavn 
at gå over . Maren kom i stor harme ved at 
tænke derpå , hvorlunde de gerrige munke i fortiden 
have lokket slægten gods fra , og hvad om nu de 
store gaver er falskelig annammede og ikke på nogen 
Viis have formildet guds dom , ville det da ikke 
være at gøre ret og skel at kræve dem tilbage ? “ 
Hr . Mogens rokkede i sin stol og hans usikkre 
blik viste , at han var bleven berørt på et ømt sted . 
„ Jeg , “ vedblev Geert , „ snakker ikke før min egen 
pose . Jeg vinder moxen intet , al den stund jeg ikkun 
har part i den øde gård i mustek , Jens Nielsen 
tilskødede Børglum kloster i gammel tid . Fange vi 
den igen , og den skal deles imellem Pernille , Gjertrud , 
Ellen , Sophie og mig , der bliver tænkelig kun en 
tønde øls værd til enhver af os ; men lad høre 
engang , hvad din farmoder , Ellen Svendsdatter , 
bortsfjænkede til asmild og Mariager ? Maren har 
pålagt mig at adspørge dig derom . “ 
„ Hin ! “ sagde hr Mogens , „ det ved jeg helt 
vel og har brev derpå , som ligger i skrinet blandt 
de andre gamle pergamenter . Ellen gav før sin sjæls 
frelse til asmild kloster sire gårde i Farstrup og 

en i Vinderslev ; og til Mariager gav hun fem gårde , 
lutter strøgods . “ 
„ Så vi det ! “ sagde Geert og gned hænderne ; 
„ der gik hele ni gårde i munkens sæk ! Den salighed 
blev så dog en kende dyrere , end du sagde før . 
Forhjelpe vi un hertugen til kronen , da løser han for 
sækken ; stik så din hånd deri , Mogens , og annam 
din lovlige ejendom ! “ 
Hr . Mogens grundede et øjeblik , men hævede 
så hovedet og sagde med uventet fasthed : 
„ Jeg gør det på ingen Viis , Geert ! Først af 
den årsag , at det tykkes mig at være at forstyrre 
forældrenes fred i deres grav ; hvad de gav i god 
tro , lad det blive ! Ingenlunde er jeg vis derpå , 
at gaven har været unyttig . Dernæst betænke du , 
at kirken slår end , og hertugen er ikke herre i 
Danmark , langt fra det ! Man bør i disse tider se 
sig selv fore , hvad man gør . Altså bringe du 
Maren min kærlige broderlige hilsen og bede hende 
have mig undskyldt ; jeg gør ingen forandring ved 
min tro , og derved må det have sit forblivende . 
Hvad det andet anbelanger , at støtte hertugens sag , 
da få vi se ; ikke kan jeg i så vigtigt et anliggende 
give besked på en studs . Erik og Maren derimod , 
de få råde sig selv . “ 
Geerts pudsige åsyn røbede hans skuffelse og 
forundring over sin frændes utilgængelighed . Den 
agtværdige pietet for fædrenes minde , hr . Mogens 
vedkendte sig , fandt ingen synderlig genklang i Geert 
Eriksens ved fattigdom og udskejelser nedværdigede sjæl ; 
derimod fattede han bedre den snu forsigtighed , hr . 

Mogens ' s svar vidnede om . Han kendte sin fræende 
for godt til ikke at vide , at når denne havde taget 
sin beslutning , da var den urokkelig . Hr . Mogens 
på sin side havde sine tanker , hvilke han dog beholdt 
for sig selv , ville de end smigret gale Geert 
høilig , havde han udtalt dem . Han stirrede nemlig 
på sin lurvede frænde og tænkte : Geert er ingenlunde 
til hver tid den gjek , man seer ham an for ! 
Dog nu , da Geert havde røgtet sit ærinde , steg 
han gjekken løs for alvor . 
„ Nu , jeg er lige glad , “ sagde han , „ men dette 
har taget på lungerne , Mogens ! Und mig en tår 
fød vin , forinden jeg drager af ! “ 
Hr . Mogens havde intet imod at forsøde sit afslag 
på den Viis og slå en svir af . Der gik 
bud efter en kande vin , og da den var tømt , fyldtes 
kanden på ny . Geert trallede sine viser , gjorde løjer 
med Knud og hidsede hr . Mogens ' s hunde , der hidtil 
havde ligget roligt og sovet på deres hynder , på 
hinanden . I to samfulde timer sagde de og drak , 
indtil Knud lå under bordet , og øjnene stod ganske 
stive i hovedet på hans fader . Gale Geert blev 
derimod blot stedse mere højrøstet og lystig , indtil han 
endelig skønnede , at han var alene om spadsen . Da 
brød han op og red ad Viborg til , idet han mageligt 
bredede sig i en af sin frændes sadler , som var 
bleven lagt på brune blis ' s skarpe ryg . 
Men da hr . Mogens havde sovet rusen ud , da 
gik han omkring og mumlede hen for sig : en sær tidende , 
en sær tidende ! og da Vigand bad om forklaring , 
da fik han at vide , at Fru Maren Erik 

Skrams var bleven lutherifl , og denne sære tidende 
indgød ham en ikke ringe bekymring ; thi hans patron 
udmalede for ham , hvor nær han selv havde været 
ved at følge Marens eksempel , og det blev fra nu af 
en af hans bedste fornøjelser at true sin skriftefader 
med lutherus og frafald fra den ene saliggørende kirke . 

ottende kapitel . 
Knud Mogensens gjeldner . 
Intet skilte i fordums tider så niange retskafne 
mænd ad , som eiendomstrætter ; navnlig i den tidsalder , 
hvorom her er tale , var proceslysten en almindelig 
syge . Sjelden sluttedes en handel , eller 
skiftedes et Bo , uden at der fulgte retsstridigheder 
efter , og undertiden blev de ikke førte til ende i et 
menneskes levealder ; thi lyst til at udvide sine besiddelser 
og stor hårdnakkethed i at fastholde sine 
rettigheder var et særkende for datidens adel , der 
iøvrigt , målt med det rette mål , sin egen tids 
målestok , i det hele taget var billigttænkende og langtfra 
ikke undertrykkede bonden i den grad , som det senere 
skete . Samfundsforholdene vare uretfærdige , og når 
kong Christiern den anden , der nu sad og sukkede i sit 
fængsel , i sin regeringstid anvendte magtens tryk 
foroven , da ville denne fremfærd været høilig at 
prise , hvis han ikke i udførelsen af sin store gerning 
selv så grovt havde besmittet sine hænder med grusomhed 
og uretfærdighed . Dog må det siges til 
hans nærmeste efferfølgeres roes , at under deres 

scepter var bonden endnu ikke ganske værgeløs , og 
de overleverede domme vidne , at endnu dengang 
kunne en Bonde blive hørt og få ret mod en 
adelsmand . 
Et bevis på , at bonden , uagtet han var berøvet 
sine politiske rettigheder , dog endnu nød nogen 
agtelse , er den omstændighed , at herremændene undertiden 
i afgørelsen af deres skjeltrætter valgte deres 
egne bønder til rebsmænd og underkastede sig deres 
voldgiftskendelse . 
En sig billigttænkende adelsmand var christofser 
kruse til Vingegård , og herpå gav han bevis få 
Tage , efter at Geert Eriksen havde gjestet Tjele . En 
skjeltrætte havde nemlig i nogle år gjort hr . Mogens 
og ham til uvenner . De holdt sig fra hinanden , 
uagtet hr . Mogens dog tillod sine børn nu og da at 
pleje venlig omgængelse med kruserne , hvorimod kvinderne 
på Vingegård ingensinde have viist sig meget 
villige til at gjeste Tjele , da de delte de flestes ringeagtende 
mening om Genete Jakobsdatter , og denne 
desuden som et udenlandsk væsen var dem fremmed . 
Christoffer kruse derimod mente sin nabo det godt , 
han yndede hans børn og ynkedes over deres usalige 
moder , hvorfor han nu , da hans søsters bryllup 
var forestående , besluttede at gøre et skridt til 
forsoning . 
Han red da en skøn dag selv i fuld puds til 
Tjele , ledsaget af et par svende , og da hr . Mogens 
trods sin overraskelse modtog ham vel , gjorde han 
sin nabo det forskag at jevne deres skjeltrætte og 
lade seks bønder , udvalgte af dem hver , dømme dem 

imellem . Hvor stædig hr . Mogens nu end kunne 
være , så gjorde dog hans unge naboes ædle og frimodige 
handlemåde indtryk på hans hjerte , og 
han gav sit minde til forliget , der også nogle dage 
senere ved bøndernes bistand blev fuldbyrdet ; og da 
de derefter på Tjele drak broderligt forlig i en kande 
hamborgerøl , lod Christoffer hr . Mogens forstå , at 
det var med sin søsters forestående brudefærd for 
øje , at han havde indledet en bedre forståelse , og 
at det ville være ham og hans hustru såre kært , 
om hr . Mogens , hans hustru og børn på denne 
glædfkabsdag ville formere brudens hæder ved deres 
nærvæ . Use på Vingegård , Peter og povelsdag førstkommende 
klokken otte slet , og deltage i bryllupsgildet 
både denne og de følgende dage . 
„ Gamle folder er onde at flette , “ sagde den 
ærlige Christoffer , „ bedst da at gøre det tilgavns ; og 
tænkte da Anna og jeg , at på den dag måtte helst 
alle være glade , og at det ville været ligesom en 
formørkelse af glæden at vide en så god mand og 
hæderlig nabo , riddersmanden hr . Mogens Lauridsen , 
brudehuset så nær og dog ikke nærværende . “ 
„ I være oprigtigt takket for eders og eders 
hustrus gode hjertelag , “ svarede hr . Mogens med et 
høvisk buk ; „ nogle af os skulle visselig med tak 
for den os beviste ære give møde til den berammede 
tid . “ 
Med dette høflige , men ubestemte svar måtte 
Christoffer kruse lade sig nøje ; han formodede , hvad 
også indtraf , at Genete ikke ville indfinde sig , enten 
hun nu selv ønskede at forblive ved hjemmet , eller det 

ville blive hende forment at drage med . Han vovede 
dog ikke at røre ved dette ømme punkt , hvorimod han 
derefter fremkom med sin søsters begæring , at jomfru 
Margrethe måtte ledsage hende som brudepige og 
hendes Broder Knud ride med blandt brudgommens 
svende , hvilket hr . Mogens alt med stor beredvillighed 
og mange taksigelser gav sit minde til , og de 
sfiltes derpå i venlighed og under gjensides høflighedsbeviisninger . 
Efter 
at forsoningen med hr . Mogens således 
lykkeligt var fuldbragt , tog Anna Enevoldsdatter ikke 
i betænkning at udbede sig sin veninde Margarets 
nærværelse på Vingegård i et par dage , 
efter sigende for at tage hende på råd med hensyn 
til sin pynt , men i virkeligheden fordi hun i de sidste 
dage af hendes jomfrustand , forinden hun skulle 
drage ud i verden , følte trang til en liden stund at 
nyde Margarets selskab og fortrolighed . Ifølge 
denne indbydelse red Margaret , ledsaget af Knud , 
en smuk tag i den sidste uge af juni måned til 
Vingegård . 
Dette herresæde var kun en gård af anden 
rang og kunne ikke måle sig med Tjele , hverken i 
bygningernes udstrækning eller styrke . Våningshuset , 
en længde med kjelder og et stokværk , var 
rummeligt , men lå tæt ved staldbygningerne og 
laden , med hvilke det dannede en anseelig gårdsplads . 
Gården var aldeles ubefæstet , som så mange 
andre sædegårde i perioden før reformationen , da 
adelen , navnlig i Jylland , i det hele taget ingenlunde 
var rig , hvorfor de adeliges våninger , som deres 

levevis til daglig , var tarvelig , om de end ikke undlod 
ved særdeles lejligheder at bære stor pragt i 
klæder tilskue og i anretningen ved gilderne at 
anvende en overdådighed , som ofte var over deres 
evne . 
Var Christoffer kruses fædrenegård således ikke 
uieget anseelig , så havde den til gjengjeld et desto 
venligere og hyggeligere præg . Fra båningshusets 
nordlige værelser havde man udsigt til gårdspladsen , 
fra de sydlige forlystedes øjet ved at se ud i den 
venlige urtegård , der var langt bedre holdt , end 
urtegården på Tjele ; hvor blomsterne , anbragte i 
stive figurer , duftede , og bierne surrede omkring deres 
stader . Urtegården skærmedes af en liden lund , 
som fra bakkens skråning strakte sig helt ned i 
talen , og hvor der var flere skyggefulde siddeplakse . 
Da 
Knud med sin søster nærmede sig jndkjørselen 
til gården , blev han lidt rød om kind ved 
straks at se Anna og ide for sig . Margaret lagde 
ikke mærke til hans forlegenhed , og havde hun også 
gjort det , ville hun næppe tænkt , at det var andet , 
end kcitethed . Hun troede , at hendes Broders hjerte 
var i god behold , og at han satte sine hundes selskab 
, båbenleg , i agt og fiskeri langt over selskabeligt 
samkvem med unge jomfruer ; men deri tog 
hun fejl . 
Anna Enevoldsdatter gik de kommende livligt 
imøde og tilråbte Margaret en hjertelig velkomsthilsen . 
Hun var en fint bygget pige af middelhøjde , 
nogle og tyve år gammel . Hendes ansigtstræk vare 

tækkelige , og hendes små brune øjne havde et blidt , 
sværmerisf udtryk . Det mørkebrune hår var rigt og 
lagt i fletninger ; tidens mode tillod ikke , at det 
hang i lokker og flagrede frit , hvilket betragtedes som 
stjøgæmæssigt ; og når Anna nu snart blev indlemmet 
i konelauget , da skulle hendes skønne hårfylde ganske 
dækkes af perlehuen . Hendes ansigtsfarve var frisf , 
men dog noget mørk , hvilket blev endnu mere iøjnefaldende , 
når hun viste sig ved siden af ide Nielsdatter ; 
thi hun var med sin fine hudfarve og sit 
blonde hår lys og skær som en Lillie . Uagtet hun 
kun var sytten år gammel , var hendes skikkelse anseeligere , 
end Anna Enevoldsdatters , fyldig , men meget 
velskabt . Hun så på Knud med et muntert blink i 
de blå øjne , og da hun talte og lo , kom smilehullet 
frem i hendes kind og man så to Rader 
skønne , hvide tænder . 
Da Knud og Margaret vare stegne af deres 
heste , og Henning , som havde ledsaget sit herskab , 
red ind på gården med dem , sorte Anna , efter en 
hjertelig omfavnelse , straks sin veninde ad en sti 
ndenom gården til lunden , så stor var hendes 
længsel efter at udøse sit hjerte for Margaret . Knud 
blev så alene med ide , men syntes at befinde sig 
temmelig ilde derved . De smilehuller i ide Nielsdatters 
bløde kinder indgøde ham langt mere respekt , 
end et draget sværd . Han stod tavs og så hen 
for sig , så ide til sidst selv følte sig forlegen og rødmede ; 
men hendes sunde munterhed vandt dog Sejer , 
og hun brast i latter , så at Knud , blussende rød , i 
en fortrydelig tone udbrød : 

„ For gud , jomfru ide ! I må ikke så le 
mig til skamme . 
„ I have tak , Knud , “ svarede ide , „ at i omsider 
fik munden på gang ; ikkun et spøgelse stirrer og 
tier , som i . “ 
„ Fejlen må være hos eder , “ sagde Knud mut . 
„ Så har det været fra verdens skabelse af , “ 
Svarede ide , „ at Eva stedse fik skylden . “ 
„ Nu bliver i lærd , “ svarede Knud med voksende 
mod . „ I læser for meget i de lutherifke bøger . Jeg 
lider ej de jomfruer , der stedse sidde med en bog for 
næsen . “ 
„ Sig mig det , Knud , “ bad ide , „ hvordan 
en jomfru skal være beskaffen for at behage Knud 
Mogensen ? “ 
„ I meget , som i er , dog ikke i alt ; i driver 
gjek med mig . “ 
„ Da lad af at være min gjek , Knud ! “ sagde 
ide kjekt . 
Knud blev helt tankefuld ved det svar og gik 
og bed i sin handske , mens han fulgte efter ide ad 
den samme sti langs stalden udenom gården , ad 
hvilken Anna og Margaret vare forsvundne . 
„ Tænkelig , “ svarede han omsider , „ lærer jeg eder 
konsten af , så det bliver enden på legen , at i 
vorder min gjek . “ 
Dette mandige svar hvede ide godt , men dog 
slog hun knibsk med nakken . 
„ Får jeg danse med eder ved Annas brudefærd ? “ 
Spurgte Knud og standsede . 

„ Lad se først , “ svarede ide , „ hvilke ungersvende 
der komme ! “ 
„ Ingen , “ sagde Knud , „ det sværger jeg ved 
min helgen , som dandser mere gerne med eder , 
end jeg . “ 
„ Dog muligen en , “ sagde ide , „ der sparer min 
kjortel . “ 
Knud så ud som en angrende synder ; han 
mindedes kun alt for godt , at han ved juledansen 
forgangen år havde haft det uheld at træde ides 
kjortel sønder . 
„ Den tid kommer vel , “ sagde han , „ da jeg kan 
betale eder den rift tyvefold ; indtil da er jeg eders 
skyldner , i min gjeldner . “ 
„ Når i vorder så rig , “ svarede ide ubarmhjertigt , 
„ da forglemme i ikke , at det var min bedste 
kjortel , den blå Fløiels , stukken med Perler , den jeg 
tog i arv efter min moder . Syv Perler , Knud , gik 
i løbet og blev trådte sønder — så , der har vi 
Thomas ! “ 
Det var ganske rigtig Thomas kruse , der kom 
slentrende dem i møde og stirrede på dem med et 
hadefuldt blik . Hvor stor umage havde han ikke 
gjort sig for at vinde ide Nielsdatters gunst , og dog 
skyede hun ham ; men hos knnd Mogensen dvælede 
hun gerne . Han bød kun knnd velkommen med et 
nik og sagde så : 
„ Hvi stripper du om her uden gårde , ide ? 
Om du så synes , da vil jeg ledsage dig ind til de 
andre kvindfolk , hvor din plads passeligst er . “ 

„ Du har alle dage været en stud , Thomas , “ 
Svarede ide djærvt ; „ dog er ikke du min formynder , 
det jeg ved af . Som du seer , er her kommet gjester 
i gårde ; Margaret Mogensdatter er med Anna 
i lunden , hvor nu knnd fører mig hen . “ 
„ De gjester , som komme ind ad fordøren , blive 
meest høvisk modtagne , “ sagde Thomas . „ På dig , 
ide , kendes det , at voksen mø er ond at vogte . “ 
„ Lad ikke det sætte dig krøller i panden , “ svarede 
ide med et smil ; „ kunne blot hver mand vogte 
sig selv , som jeg kan vogte mig ! “ 
„ Du kan tryggelig forlade dig til , “ tog knnd 
til orde , „ at hvor jeg er nærværende , der bliver ide 
Nielsdatter ikke ført andet steds hen , end der , hvor 
hun selv vil . “ 
„ Da kunne jeg dog , “ svarede Thomas i ustyrlig 
harme , „ ønske hende bedre vogter , end dig , den 
vanbyrding , du er ! “ 
Knud så på Thomas , som om han ikke straks 
begreb , hvad denne mente . 
„ Kom Knud , “ bad ide bønligt , „ gå nu med 
mig og forfølg ikke den ordstrid videre ! “ 
Men Knud hørte hende ikke . Det arbejdede i 
hans hoved , og som gennem en tåge fremdukkede 
flere erindringer , halv dulgt ringeagt , der var ham 
viist , og løselig henkastede dttringer , hvilket alt samlede 
sig til et og gjorde ham klog på , hvad Thomas 
mente . Noget tung af begreb , som han var , havde 
han tidligere ikke brudt sit hoved dermed og i ungdommelig 
sorgløshed ikke agtet derpå ; men nu , da 
Thomas kruse slyngede ham fornærmelsen lige i 

ansigtet , blev han seende og begreb , at Thomas og 
flere mente , at han var en slegfredsøn . Hans kinder 
bleve hvide som et lagen , og han stirrede vildt 
på Thomas ; men ide , som blev ræd ved at se 
ham således , lagde sin hånd på hans arm og 
sagde : 
„ I bekymre eder ikke om det , Thomas der sagde , 
Knud ! Det er en stor løgn . “ 
Da brast Knud ud i en vild latter . 
„ Det må vel være en løgn , Thomas , ikke 
så ? “ spurgte han og lagde hånden på sit sværdhefte . 
Thomas 
indså , at han havde forløbet sig , fornemmelig 
ved at krænke en gest så dybt , hvorfor 
han , uagtet han ingenlunde var feig , dog stak piben 
ind og svarede , skønt i en tvær tone : 
„ Jeg er håbende , at folk ikkun lyve dig 
det på . “ 
„ Ret så , “ sagde Knud , „ der frelste du dit 
liv ! “ 
„ Du skal til hver tid stnde mig rede , “ sagde 
Thomas med rynket pande , „ have mine ord ikke gjort 
dig fyldest . “ 
„ End bedre det ! “ svarede Knud ; „ Regnskabets 
time kan komme , før du tror . “ 
Derpå vendte Knud sig fra ham , og ide drog 
ham med sig , ikke ud i lunden , men ind på gården , 
da hun formodede , at de inde snarest ville blive 
alene , såsom Christoffer var bortrejst , hans hustru 
Anna Seefeld sysselsat i fadeburet og de andre i 
Haugen . 

dagligværelset på Vingegård var meget rummeligt 
og havde en tålelig god højde til loftet ; men , 
når de større forhold undtages , da var der i stuens 
indretning og bohave meget , der lignede en velhavende 
Bondes dagligstue i senere tider . Der var 
faste bænke langs vinduerne på den ene side , ud 
til Haugen , thi værelset indtog hele husets bredde og 
var den egentlige storstue . Foran bænkene stod et 
langt , svært egetræes bord , og på begge sider af 
den plumpe steenovn ved endevæggen var der anbragt 
rækker med store tinfade og nogle få steentøistallerkener , 
en sjeldenhed og hunsmoderens stolthed . 
Våben og jagtredskaber hang på væggene , og i et 
hjørne stod en skjenk med bægere , krus og kander . 
Ved et af vinduerne til gården stod et lidet bord 
med en brodereramme foran en løjbænk ; det var ide 
Nielsdatters vante plads , hvor hun sad , når hun 
baldyrede med silke , og endelig var noget derfra at 
se en garnvinde og hunsmoderens og hendes pigers 
rokke . Væggene vare kun hvidt kalkede , men det 
mørke egepaneel nåde højt op og befriede de siddende 
fra berørelse med den kolde mur . Iøvrigt 
tydede alt på stor renlighed og orden , og gulvets 
røde muursteens-fliser vare bestrøede med frisk 
sand . 
Da Knud og ide trådte ind , så de , af der 
dog var en tilstede , nemlig gamle oldemoder . Således 
kaldtes Christoffers , Thomas ' s og Annas farmoder , 
Peder kruses efterleverske , gidsel Podebusk , 
som henlevede sin alderdom hos sin sønnesøn , ligesom 
hun i mange år havde haft ophold hos sin 

søn , Christoffers fader , landsdommer Enevold Pedersen 
kruse , nemlig lige fra den tid , da han med 
sin første hustru , Kirsten osse Tagesdatter , havde tilgiftet 
sig gården , der altså var kommen i krusernes 
besiddelse på samme måde , som Tjele til slægten 
Løvenbalk . Gamle gidsel havde overlevet sin ægtefælle , 
sin søn og begge hans hustruer ; thi Enevold 
kruse havde efter sin første hustrus død giftet sig 
med Dorthe Wiffert , moder til alle børnene . Ingen 
vidste , hvor gammel oldemoder var , ikke engang hun 
selv ; men man formodede , af hun mindst måtte have 
fyldt sit halvfemsindstyvende år . 
Den gamle sad ørkesløs i sin krog ved ovnen , 
hvor hun havde sin plads både vinter og sommer 
i en plump træstol med en blød hynde og hvilede 
fødderne på et lidet fodklæde . Rosenkrandsen gled 
gennem hendes skjelvende hænder , medens hun fremmumlede 
sin bøn til jomfru Maria , thi hun bemærkede , 
svagsynet og tunghørig som hun var , ikke Knuds 
og ides indtrædelse . 
„ Elskelige moder , “ mumlede hun , „ Skaberens , 
frelserens moder , viseste jomfru , ærværdigsfe , priisværdigste , 
mægtige , tro jomfru ! Bor glædes årsag , 
hemmelighedsfulde rose , Davids tårn , elfenbenstårn , 
hus af guld , pagtens ark , himmelens 
port , morgenstjerne ! Du de syges frelse , de bedrøvedes 
trøsterinde — “ 
Her gjorde hun sukkende en pause , og ide trådte 
til og lod hende vide , at Knud Mogensen fra Tjele 
var i stuen og ønskede at byde hende goddag . 

„ Den skotske kvindes søn , “ mumlede den gamle 
hovedrystende , men rakte dog Knud sin hånd , hvilken 
han , som skik og brug var , ærbødigt kyssede . „ Skik 
ham til sæde , ide , og giv ham en velkomstdrik ! “ 
Da den gamle havde sagt dette , hensank hun 
atter i bøn , indtil hun blidelig skumrede ind . Knud 
tog imidlertid plads ved den fjerneste bordende , ide 
fyldte et krus med øl henne ved skranken , bragte 
ham det og kredentsede det , inden hun bød ham at 
drikke ; men det vante skjelmeri var veget fra hende , 
og der mødte ham fra hendes blå øjne et funklende 
blik , der lyste og atter sluktes som et kornmodsglimt . 
Knuds blod var endnu i oprør ; han så 
på hende , underligt bevæget , mens kruset rystede i 
hendes hænder . 
„ Drik , knnd ! “ sagde hun med dæmpet røst . 
„ Sødt at annamme en drik af din hånd , 
ide ! “ hviskedee han . 
Derpå greb han hendes lille , bløde hånd , holdt 
den fast i sin og sagde : 
„ Give gud og alle hans hellige , at du måtte 
række mig mangt et krus i mine dage ! Tænker du 
deri , som jeg , ide ? “ 
Ide-taug et øjeblik , hendes øjne blev tårefyldte , 
medens hendes friske læber krusedes af et hurtigt 
hendøende smil . Skjelmen i hende måtte vige 
for hendes kærligheds voksende magt . 
„ Jeg gør så , knnd ! “ svarede hun dybt rødmende 
, drog sin hånd til sig og sank ned på 
bænken . 

„ Gud signe dig for det ord , ide ! “ sagde knnd 
glad og med høj røst , så ide ængsteligt skottede hen 
til den skumrende oldemoder . „ Udsagde du det , “ 
Vedblev han og dæmpede sin røst , „ med beråd hu , 
vel vidende , at du nu er min , og at det , som sket 
er , ingensinde må rokkes ? “ 
„ Ja ! “ svarede ide , smilte gennem tårer og 
drog et suk . 
„ Hvi forholdt du mig den kundskab så længe ? “ 
Spurgte knnd efter et øjebliks taushed . 
„ For gud , “ hviskedee ide til svar , „ Du fik den 
tidlig nok , og du havde ikke haft den endda , havde 
ikke Thomas så ægget mig ved sine onde ord . “ 
„ Du tror da ej det , han sagde mig på ? “ 
Spurgte knnd . 
„ På ingen Viis , “ svarede ide ; „ dog , “ føjede 
hun til med fasthed , „ der komme , hvad der vil ! “ 
Knnd så hende ind i øjet og læste der den 
troskab , som trods al ides skjelmeri var hendes 
sande natur . Han drog hende til sig , og de beseglede 
deres pagt med et Kys . Så sagde de tanse nogle 
øjeblikke , indtil ide sagde : 
„ Jeg blues dog ved , knnd , at det er kommet 
så ; du burde først begæret mig af Christoffer . “ 
„ Du mene ikke , “ svarede knnd , „ at dette er ubekvemt * ) ; 
andre have nys gjort , som vi . “ 
Ide spurgte forundret , hvem knnd sigtede til , og 
da han under tausheds løfte betroede hende , at Folmer 
og Margaret på en lignende måde havde givet 
* ) upassende , uanstændigt . 

hinanden deres tro og hemmelig trolovet sig , slog 
ide hænderne sammen ' af forundring og glæde . 
„ Da , “ sagde hun , „ lad også det , der er sket 
os imellem , være fortiet en stund ; “ men da hun 
læste mishag i Knuds åsyn , føjede hun til : „ Årsagen , 
hvorfor jeg begærer det , er aleneste denne , at 
Christoffer vil bortgive mig til Thomas , og hele 
slægten vil af ham og mig gøre et par . Din bejlen 
vil da sikkerlig møde stærk modstand . Klogest at 
tie og bie en stund ; tænkelig skifter Thomas da sind 
og vælger sig fæstemø andet steds . Vær du imens 
forvisset om min troskab , Knud , og forlad dig ganske 
på mig ! “ 
Knud havde en trykkende følelse af det skjebnesvangre 
i dette sammentræf , at både han og hans 
søster måtte skjule deres lykke for verden ; men han 
slog sig dog til tåls og lovede at efterkomme ides 
begæring . 
Nu blev deres samtale afbrudt ved husmoderens , 
Anna Seefelds indtrædelse . Et mildt sind lyste ud 
af hendes øjne , da hun bød Knud velkommen ; venlig 
og tækkelig var hun i al sin færd , men livlig og 
travl som en dygtig husmoder , i disse dage på 
grund af det forestående bryllup dobbelt optagen . 
Dette var vel årsagen til , at hun ikke blev den forvirring 
vaer , som farvede ides kinder røde . Hun 
- skjendte muntert på den ellers huslige og skinke ide 
for hendes ørkesløshed , bød hende følge sig ud i 
fadeburet og viste Knud den gunst at opfordre ham 
til at følge med og smage på bagværket . 

imidlertid sad Anna Enevoldsdatter og Margaret 
på en grcesbcenk i lunden , Anna med øjne , 
der vare røde af gråd , Margaret med armen om 
hendes liv og selv kendelig bevæget ; thi hun havde 
fået et skriftemål at høre , som havde gjort et dybt 
indtryk på hende . 
Det overraskede hende ikke så meget af Annas 
læber at høre den tilståelse , at hun ikke følte nogen 
stærk kærlighed til sin fæstemand , Laurids lunow , 
ikke blot fordi denne iøvrigt agtværdige mand syntes 
hende lidet skikket til at stikke en ung jomfrues hjerte 
i brand , men fordi Anna heri kun delte skjebne med 
så mange andre unge piger . De fleste ægteskaber 
vare i hine tider de ældre slægtninges værk og gik 
mere ud på at holde jordegods sammen , eller skaffe 
en god forsørgelse , end på at forene hjerterne . Det 
hændtes jo nu og da , at tilbøjelighed og timelig 
vinding gik hånd i hånd , men kun sjælden vandt 
den første sejr over den sidste . 
Nej , hvad der havde rystet Margaret så stærkt , 
det var Annas bekendelse , at hun engang havde næret 
stor kærlighed til Folmer Hansen , og at hele hendes 
slægt inderligt havde ønsket denne forening , så hun 
en kort tid havde drømt om stor lykke , indtil Folmers 
koldsindighed , lagt for dagen på en måde , 
der ikke kunne misforstås , havde tilintetgjort ethvert 
håb . Da derefter den velstående bejler , Laurids 
lunow . til Holmgård , havde meldt sig , havde den 
blide og føjelige Anna ikke længe modstået sine brødres 
og sin broderkones indtrængende formaninger 
om ikke at vise dette gode tilbud fra sig . Nu ville 

Margaret under andre omstændigheder lastet sin veninde , 
fordi hun så let havde fået bugt med sin første 
kærlighed ; men da Folmer var manden , følte hun 
sine læber bundne . Længe sad hun tavs og kæmpede 
med sig selv ; men omsider rev hun sig løs , knælede 
på jorden foran Anna , greb begge hendes hænder 
og så på hende med et så dybt og lidenskabeligt 
udtryk i sine dejlige øjne , at Anna studsede 
derved . 
„ Annalil , “ sagde hun i den dybe , bløde tone , 
hendes stemme antog , når hun var stærkt bevæget , 
„ nu vredes du ikke på mig og forstøde mig ikke af 
dit hjerte ! Uskyldig er jeg , uvidende var jeg om dit 
sindelag , ja et barn , da du som voksen jomfru fattede 
kærlighed til Folmer . Kan jeg derfor , at han 
elskede mig alt for to år siden , mens jeg legede med 
dukker ? Han har givet mig sin tro , enddog ingen 
ved derom , uden Knud . Nu ved du det ; jeg evnede 
ikke længer at dølge det for dig . “ 
Anna blev såre bleg , og Margaret kunne i sin 
venindes , fine bevægelige træk læse hele hendes sjælekamp , 
overraskelse , tvivl , harme . Da Annas læber 
forbleve stumme , rejste Margaret sig , trykkede et Kys 
på hendes pande og sagde : 
„ Tal , Anna ! Sig mig et benskabsord ! “ 
Anna drog et dybt suk og brast i gråd , men 
fik dog omsider bugt med sin sindsrystelse . Hun 
smille svagt og sagde : 
„ Jeg begriber det helt vel , Margaret ! Du er 
langt mere fager , end jeg , og du har et højt sind . 
Folmer Hansen er en mand med stor stolthed ; det 

vide du , at så er han , hvor mild og sindig han 
end lader . “ 
„ Der sagde du mig det værste , du kunne , “ 
Sagde Margaret blegnende ; „ det ender vel dog så , af 
jeg ingensinde vorder hans hustru . “ 
Nu fortalte Margaret , hvorledes alt var gået 
til mellem Folmer og hende og indviede tillige Anna i 
sit livs dybeste bekymring . Anna var vidende om 
den mistanke for vanbyrd , der hvilede på Margaret 
og Knud , men hun havde stedse af kærlighed for 
Margaret bestræbt sig for af tro det bedste . Dog 
smittedes hun nu af Margarets tvivl , og hun blev 
navnlig vaklende i sin tro på Genete Jakobsdatters 
ære ved af høre om det , der var foregået mellem 
Margaret og Maren Erik Skrams . Hun så klart , 
hvor sørgelig Margarets skjebne ville blive , om hendes 
fader , der jo allerede var en aldrende mand , gik 
bort , uden af den mistanke , der hvilede over hans 
forhold til Genete var hævet , thi hun vidste nok om 
Maren Lauridsdatter til af forudse , af denne kolde 
og pengegriske kvinde ubarmhjertigt ville benytte sig 
af omstændighederne for af fortrænge Genete og hendes 
børn fra Tjele . Anna begyndte nu af fatte 
medlidenhed mied Margaret , i stedet for af misunde 
hende , og dermed udslettedes den sidste rest af nag . 
Heller ikke kunne hun andet , end beundre den høisindede 
og kloge adfærd , Margaret havde udvist mod 
Folmer . 
„ Jeg ville ikke evnet ' af gøre , som du , “ sagde Anna 
ydmygt ; „ men du har handlet viseligt , og det bæres 
mig fore , som jeg kender Folmer Hansen , af på 

den Viis har du just knyttet ham end fastere til 
dig . “ 
„ For gud , det var ikke meningen ! “ udbrød Margaret 
heftigt ; „ fvert derimod ; og enden vil , frygter 
jeg , vise , af du tager storligen fejl . “ 
„ Guds moder , “ svarede Anna og lagde sin arm 
kærligt om Margarets liv , „ styre alt til det bedste 
for dig ! Forjag det , som vi håbe ikkun er onde 
menneskers opspind , af din sjæl og fæst lid til 
din lykke ! “ 
Margaret var dødbleg , og hendes øjne funklede 
af en mørk ild . Hendes klare forsfand og naturlige 
stolthed afkastede et øjeblik alle bånd , og hendes 
sjæl rejste sig mod samfundslovenes hårdhed og 
uretfærdighed . 
„ Men om nu så var , “ udbrød hun , „ og de med 
rette kalde mig en vanbyrding , skulle da jeg , som er 
uden skyld , derfor være ringere i guds øjne ? Er 
min dyd ringere , fordi mine forældre syndede , og 
måtte jeg , om en kirkens tjener for guds hellige 
altar havde forenet Folmers og mine hænder , da 
ligefuldt tåle ikkun at regnes for hans slegfredviv ? “ 
. „ Jeg forvirres ved at tænke derpå , “ sagde Anna ; 
„ Du gruble helst ikke derover ! “ 
„ Gud give , jeg aldrig var fød ! “ sagde Margaret 
med tårer ; „ men det vide du , at forstøde menneskene 
mig , da henflyer jeg til kirkens barmhjertighed ; 
vorder jeg ikke Folmers brud , da Herrens ! Hvo 
ved , Anna , lykkeligst er tænkelig dog den kvinde , der 
hendrager sit liv bag et klosters mure i forsagelse 
og tilbedelse . Forgangen nat havde jeg den drøm , 

at jeg havde klostergivet mig ; jeg knælede i en såre 
dejlig kirke mellem en stor flok søstre , chorsangen 
lød vældigt omkring mig , og den hellige røgelse duftede 
sødt ; stundom tænker jeg , at den drøm er et 
varsel . “ 
Anna var i forlegenhed med at give Margaret 
trøst ; thi selv havde hun engang haft lignende tanker , 
og hun var i sit hjerte papismen hengiven , idet 
hun heri stod på oldemoders side , medens ikke blot 
hendes søskende og Anna Seefeld , men , hvad værre 
var , hendes fæstemand vedkendte sig den nye lære , 
hvilket havde beredet hende store anfegrelser og frem^ 
deles skulle volde hende kvide . Dog , inden hun kom 
tilende med sin overvcielse , lød der fodtrin ; Christoffer 
kruse , der nylig var vendt tilbage til hjemmet , og 
Knud stod for dem . 
„ Ej , hvilke røde sine , i have både ! “ sagde 
Christoffer kruse muntert . „ Nu , der er to slags 
gråd i kvinde-øine , såsom de græde af glæde , 
det mænd ugerne gøre . Tør nu de tårer af og 
klarer eders skønne øjne , der nu ret vil få noget 
for sig , som er værd at skue . Jakob skrædders 
kvinde , som binder de perlehuer , kom nu i gårde , 
Anna , og begærer dig i tale ; hun havde en bylt 
på armen , og du gjetter let , hvad den gemmer . “ 
Den opfordring lod sig ikke afvise ; Anna og 
Margaret fulgte op med , og snart vare de alle optagne 
af at beskue Annas perlehuer , hendes brudedragt , 
hovedguld og smykker , hvilke sidste hun havde 
taget i arv efter sin moder . Blandt dem var der 
et lidet Jesu navn af demanter , som høilig blev 

beundret . Dog , da de først havde begyndt , så for 
de fort , og Anna Seefeld viste dem hele Annas udstyr , 
som , uagtet kruserne ikke var nogen rig slægt , 
dog var meget overdådigt . Der var kjortler af leydisk 
klæde , damask og Fløiel , alt i livlige og skønne 
farver ; perlestukne corsetter med pufærmer og spænder , 
skønne huer , fine brystduge og andre herligheder . 
Ikke mindre fængslende var synet af de flamske 
sengeklæder og alt lærredet , hvoriblandt sine lagener 
og en fryndset , silkestukken borddug . Anna Seefeld 
fortalte en lang krønnike , der indeholdt hvert enkelt 
stykkes historie , hvor det var vævet eller købt , og 
hvor kostbart det havde været , så selv Margaret for 
en liden stund glemte sine sorger og fæstede sine 
tanker “ på det gods , som møl og rust kan fortære ; 
men hvad ide angik , da måtte Knud af hendes 
spørgsmål og hele færd næsten formode , at hun , 
henreven af den glade stemning , havde for øje den 
tid , da , som hun håbede , hendes eget udstyr skulle 
udbredes på de samme borde , hvor nu Anna Enevoldsdatters 
skatte lå og forlystede hendes øjne . 

niende kapitel . 
Gjester i gårde . 
Et bryllup i det sekstende århundrede var ikke , 
som i vore dage , en fest , der blev afgjort i nogle 
få timer . Gildet varede oftest en hel uge igennem , 
gjesterne blev budne i stort antal , og fjerntboende 
frænder havde en lang rejse at gøre ; de kom da 
gerne betids og dvælede længe . Dette gjaldt især 
om ethvert bryllup på landet , og i året 1534 
kendte adelen endnu ikke den skik at holde bryllup i 
byen . Først et halvt århundrede senere fik den jyske 
adel sin gård eller sit gildehuus i Viborg , hvor 
den under snapstinget holdt sine møder , og hvor i 
eftertiden mangt adeligt bryllup kom til at stå . 
Christoffer kruse gjorde altså sin søsters bryllup i 
sin hjemstavn , og forberedelserne dertil havde i lang 
tid sysselsat både ham og hans hustru . 
Flere anstalter vare at træffe , og huset måtte 
forsynes i en målestok , hvorom man i vore dage 
ikke har noget begreb . Vistnok var de ventede gjesfers 
antal ikke ringe og svulmede yderligere op ved 
det store følge af svende , enhver adelsmand slæbte 

med sig ; men det var dog især gildets langvarighed , 
der gjorde det muligt at fortære så store kvantiteter 
føde- og drikkevarer , som i en slig anledning ophobedes . 
Fadeburet på Vingegård bugnede af salt 
kød , flæsk , tør fisk , brød , bagværk og kryderier , 
og i kjelderen lå opstablede så mange træer med 
hamborger- og rostokker-øl , mjød , viborger-skald 
og randers-burol samt ankere med sød vin og 
rhinskvin , at man skulle troet , der ventedes en hel 
fænnike landsknegte i borgeleie . Hvad desuden behøvedes 
af ferskt kød , blev nu slagtet , vildt fældet og 
gedderne i Tjele langsø decimerede . 
Allerede et par Tage før brylluppet begyndte 
de fjerntboende gjesfer at indfinde sig , og snart var 
hvert sengerum på gården optaget , hver seng belagt , 
så at gårdens egne folk måtte sove på hø 
og halm i laden , og staldene vare overfyldte med 
fremmede heste , medens alle gårdens heste vare satte 
på græs . Fra morgen til aften var der liv og 
larm , og i ildsluen blev der uafladeligt braset og 
kogt . Hunsmoderen fik da især at fornemme , at der 
var gjesfer i gårde ; men trods den store besvær , 
hun havde , viste hun alle stedse et mildt åsyn , hvorfor 
hendes gjesfer priste hende og kaldte hende : „ en lystig , 
venlig og ydmyg kvinde . “ 
I ide Nielsdatter havde hun en ufortrøden hjelperske ; 
thi hendes sunde , kraftige natur gjorde hende 
det muligt trods hendes unge alder at holde ud fra 
morgen til aften . Hendes skjelmske munterhed borttryllede 
fortrædelighed blandt kvinderne , og selv de 
barskeste af mændene formildedes , når den lyshårede , 

blåøjede pige lod sine smilehuller se og sin glade 
stemme høre . Ide var lyksalig og Knud i hendes 
tanker , så lang dagen var ; men så var hendes 
sindelag , at hendes kærlighed ikke gjorde hende 
menneskesky . Hun så alt og alle i et rosenskær , 
og om det så var Thomas kruse , da fik han gode 
ord , sødt for surt , hvorved han , som det siden skal 
ses , siebtes i en stor vildfarelse . 
Ligefuldt var det ingen let sag for vært og 
værtinde at stille alle tilfreds og rent umuligt at 
holde al anledning til uenighed borte . Stridens 
fængstof lå i hine dage i luften , avlet af tidsalderens 
åndelige gæring og borgerlige uroligheder , 
så næsten hver mand og kvinde førte det med sig . 
Rigets anliggende kom stedse på bane , hvor medlemmer 
af landets adel vare forsamlede , og fuldsfændig 
enighed var kun tilstede i et eneste punkt , nemlig i 
det faste forsæt at modsætte sig kong Christiern den 
andens genindsættelse . Den kirkelige strid spillede 
ganske vist en mere underordnet rolle iblandt disse 
verdslige sjæle ; men . Christoffer kruse , der var den 
lutherske lære hengiven , fik dog at fornemme , at næsten 
alle hans gjester vare papistisk sindede ; thi den ny 
lære havde hidindtil kun gjort ringe fremskridt hos 
den jyske adel , som hos bonden ; det var fornemmelig 
kjøbstadsborgeren , der holdt Luthers fane oppe . Nu 
var Christoffer kruse ingenlunde en luthersk fanatiker ; 
tvertimod havde han for nogen tid siden i gerninger : 
givet bevis på sit mådehold , idet han selv fjerde , 
tilligemed Niels kås , Lars skel og Chrisfen fris 
havde forsøgt at værge den onde bisp Jørgen fris 

mod de Viborg borgeres raseri ; men tidens store 
åndelige spørgsmål rykkede dog nu hele den på 
Vingegård forsamlede kreds nær på livet ; thi 
Laurids lunow havde begærer at blive viet af en 
luthersk prædiker , et forsæt , som den gamle gidsel 
Podebusk hårdnakket modsatte sig , og som kom til at 
koste stakkels Anna mange tårer . 
Egentlig havde Vingegårds beboere i en del 
år levet et temmeligt ukirkeligt liv , og det samme 
kunne siges om hele omegnens beboere . Den papistiske 
gejstlighed var alt længe nedsunken i verdslighed og 
ladhed , og ihændehaverne af præstekaldene fortærede 
deres indtægter i byerne , mens de overdroge besørgelsen 
af gudstjenesten til knapt lønnede kapellaner , 
der desuden vare tilstede i så ringe antal , at i mange 
kirker messen kun læstes hver tredje eller fjerde 
søndag , og nogle stod helt øde . Hr . Niels Frandsen , 
som vikarierede i denne egn , undlod rigtignok 
aldrig , når han havde læst messe i vinge kirke , da at 
komme ned til gården , høre gamle gidsel Podebusks 
skriftemål , såvel som Annas , og tildele dem absolution , 
en gang , som altid , blev påskønnet og i ethvert 
fald lønnet med et rigeligt måltid ; men Christoffer , 
hans hustru og ide ville ikke have med ham at skaffe . 
Oldemoder og Anna nøde på papistisk Viis sakramentet 
kun i brødets skikkelse , ufravigelig en gang 
årlig og ved påsketid ; de andre derimod droge til 
Viborg , når de ville høre et guds ord , og der nøde 
de hos Thøger Løvenbalk nadveren i den oprindelige , 
af Herren selv indstiftede form , både i vinens og 

brødets skikkelse ; men da det krævede en rejse på 
halvtredie mil , skete det selvfølgelig ikke ofte . 
Hvad Thomas kruse angår , da nød han 
slet ikke sakramentet , hverken i den ene eller i begge 
skikkelser . Opvoksen under opløste kirkelige tilstande 
var han , som ikke få af hans samtidige , bleven et 
bytte for en vantro , der ved hans misundelige og 
avindsyge karakter antog den mørkeste farve . I 
hans øjne var al gudstjeneste kun et håndværk , 
gejstligheden et laug , der kun så på sin egen fordel 
og alle troende dosmere og narre . Han drev 
da nu kun spot med de andres nidkærhed i anledning 
af det i hans øjne ganske ligegyldige spørgsmål , 
om en papistisk gejstlig , eller en luthersk prædiker 
skulle vie Anna ; men han havde dog på sin 
Viis godhed for sin søster og en dag , da han var 
bleven hendes store bleghed vaer og så , at hendes 
øjne vare røde af gråd , havde han sagt til hende : 
„ Jeg formærker , søsterlil , at du skøtter ikke 
stort om den brudgom , der er udset til dig . Se , 
nu kan du lettelig vorde ham kvit ! Hold hart ved 
messe , vievand og smørelse , så lader tænkelig han , 
som jo er kætter på en Hals , mig sidde og rider 
brudeløs herfra . “ 
„ Fy dig an , Thomas , at give mig sligt ondt 
råd ! “ svarede Anna med blnssende kinder ; „ Djævelen 
må have indgivet dig det ; thi det skal du vide , 
at hvor det end står med Laurids ' s tro og min , 
jeg har givet ham mit ord og bryder det ingensinde , 
så vist som han er en retskaffen Dannemand og mig 
huld og tro . “ 

ligefuldt tænkte Anna ikke uden overtroisk gysen 
på en luthersk vielse , ved hvilken hverken hun , eller 
hendes brudering , skulle bestænkes med vievand , den 
hellige salve ikke smøres på hendes pande og den 
hellige røgelse ikke dufte ; der kunne ikke være velsignelse 
derved , ja det ville blive , som om hun sket 
ikke var viet . Oldemoder støttede hende af al magt ; 
thi hun havde hele tiden været imod af give sin 
sønnedatter til en kætter , men da hun faldt tilføje , 
stod hun fast på , af vielsen skulle besørges as Niels 
Frandsen ; i modsat fald truede hun med sin forbandelse ; 
men Laurids Lunov var hidindtil ikke destomindre 
forbleven ved sit . 
Sagen henstod således uafgjort lige indtil dagen før 
brylluppet . Rigtignok havde gamle gidsel tilsagt kapellanen 
til af vie hendes sønnedatter ; men Christoffer kruse 
havde i stilhed indbudet Thøger Løvenbalk , nærmest som 
en slægtning af hr . Mogens , men en luthersk prædiker 
var så dog ved hånden , om brudgommen skulle vise 
sig ubøjelig . Christoffer frygtede ikke kirkens straf ; 
thi dens arm ræklede navnlig i Viborg bispedømme 
ikke langt . Biskoppen , Jørgen fris , sad gram i hu , 
men afmægtig på sin Borg Hald og havde trods 
rigsdagens beslutninger til kirkens gunst , da papismen 
ester kong Frederik den førstes død en stakket 
stund atter rejste hovedet , ikke engang formået at 
genoprette den kattolske gudstjeneste i hans egen 
domkirke . Dobbelt afmægtig var han nu , da han 
på grund af genstridighed midt i sin øvrige ulykke 
var bleven rammet af en banstråles lyn fra st . 
Peders stol i rom , så det her kun kom an på at 

tilfredsstille den forsultne kapellan , hr . Niels , ved en 
rigelig kendelse , i det håb , at han da som en ægte 
leietjener ville vige pladsen . Slægten fik da rase 
derover , det måtte bæres ; men langt værre var 
oldemoders forbandelse . Som husets patriarkinde 
blev hun holdt højt i ære , agtedes for sin fromhed 
og rene Vandel og tillagdes endogså seergave . Det 
kunne give ulykke , om Anna skulle gå til brudeskamlen 
uden den gamles velsignelse , og derfor havde 
Christoffer denne dags morgen sendt bud og brev . 
Til sødalgård , hvor han vidste , at Laurids Lunov 
ville indfinde sig som gest hos de parsberger dagen 
før brylluppet , for at være nærmere ved stedet og 
have kortere vej til kirken ven næste morgen . Han 
formanede i brevet Laurids til at falde til føje , og 
virkningen blev den uformodede , at Laurids , ledsaget 
af sin slægtning Heidenreich Lunov , indfandt sig på 
Vingegård samme dags aften , netop som Christoffer 
og hans gjester ville sætte sig til nadverbordet . 
De blev alle forundrede over hans komme 
aftenen før brylluppet , men Anna blev glad ; thi de 
første ord , han lod falde , da han var steget af hesten , 
indeholdt en kærlig forespørgsel til hans fæstemøes 
befindende , og den hilsen blev hende straks overbragt 
af ide på hendes Kammer , som hun denne aften ikke 
turde forlade . Laurids Lunov havde nemlig hidtil 
viist sig som en højst koldsindig bejler . Han var en 
ægte typus på nordisk flegma , uagtet hans slægt 
var indvandret syd fra . Stor måtte den glæde være og 
uventet den ulykke komme , der skulle spores i hans 
faste træk , og Anna havde let ved at mindes de 

elskovsord , han havde hvisket hende i øret . I timevis 
kunne han sidde slum ved hendes side , men dog 
sad han der gerne , så hun håbede , at der alligevel 
slog et hjerte bag den rå skal . 
Da Laurids trådte ind i dagligværelset , mærkede 
han snart , i hvilken grad stemningen var ham imod ; 
men det kendtes ikke på hans sunde , rødmussede ansigt , 
mod hvilket det lange lyse hår og skæg stak 
underligt af , og han svarede ikke på de skosende ord , 
der faldt fra højre til venstre . Hans frænde var 
ikke så fåtalende , men hans forsøg på at mægle 
blev heller ikke godt optagen . En fortrædelig taushed 
faldt over selskabet , da det havde taget sæde ved 
bordet , og man begyndte at lange til grødfadene . 
For bordenden sad oldemøder . Hun så med 
sit rynkede ansigt og de røde , rindende øjne under 
hovedlinet hel mumieagtig ud . Dog kendtes det på 
hendes skælvende læber , at hendes sind var i oprør ; thi 
Laurids Lunov havde nylig været hos hende for at 
bevidne hende sin ærefrygt og kysse hendes hånd , 
den hun uvilligt og modstræbende havde rakt ham til 
velkomst . Nu sad hun der uden at røre maden , 
men lod rosenkrandsen løbe gennem de rystende 
hænder . 
Gjesterne vare stedede til bords fra oldemoders 
plads nedad efter deres rang og værdighed . Ved 
hendes højre side sad hendes frænde , rigens råd , 
Predbjørn Podebusk , en stærk papist , og ved den 
venstre den vide bekendte Mogens munk , af de munter 
med tre roser i våbenet , de Langers skjoldemærke , 
fra hvilken slægt han egentlig stammede . Også han 

var medlem af rigens råd og navnkundig som kong 
Christiern den andens undsigelsesmand ; thi da de 
jyske råder sendte ham ned for at tilbyde hertug 
Frederik , siden kong Frederik den første , kronen og 
på vejen overgive kong chrisfiern , som dvælede i 
bejle , den skrivelse , hvori den jyske adel opsagde 
kongen huldskab og troskab , da røgtede han sit 
ærinde med stor snuhed . Han talte nemlig helt 
venskabeligt med kongen og lovede ham nogle skønne 
jagthunde , men efterlod brevet i sin ene handske , 
som han lod ligge . Han betænkte vel , at kong 
chrisfiern gerne havde sin bøddel ved hånden ; thi 
han var ellers ingen frygtagtig herre , hørte tværtimod 
til de modigste og var for den sags skyld på sit 
mindre område en ligeså stor tyran , som kongen 
og dertil en hård bondeplager . Også hans hustru 
Karen , af slægten nosenkrantz , var tilstede . Hun 
var en fager kvinde , meget yngre , end sin ægtefælle . 
Blandt de øvrige gjester bør nævnes gamle 
Niels fris til vadskærgård , der som en mangeårig 
ven af kruserne havde gjort den lange rejse helt 
oppe fra Lemvig for at overvære sin guddatter , Anna 
Enevoldsdatters brudefærd og havde medbragt sin 
hustru Karen Pallesdatter Juel , sin søn gødske og 
sin datter Kirstine , som med ide , Margaret og flere 
unge jomfruer , skulle være brudepige . Også var 
tilstede Niels munk til gjessinggård ved Randers 
fjord , af de munker med vinranken og hans hustru 
Birgitte kruse ; Peder kruse til ballegård med sin 
hustru Dorthe visiert , Anna kruse , Jens Munks 
efterleverske , Holger Tønnesen visiert og Korfits 

visiert til næs , slægtninge af brudens hensovede 
moder , Dorthe visiert og desforuden nogle fjernere 
slægtninge ; men de tilstedeværende vare dog kun en 
lille flok mod de talrige gjester , som næste dag ville 
indfinde sig fra omegnen . 
Den dybeste taushed herskede ved bordet , mens 
skeerne klang mod grødfadene , da pludselig gamle 
gidsel Podebusk fæstede sit skøve blik på Laurids Lunov 
og lod sin skurrende røst høre . 
„ I alle disse gode frænders og kyndinges nærværelse , “ 
Sagde hun , „ og end i rette tid adspørger 
jeg eder , Laurids : holder i fast ved eders ugudelige 
forsæt at lade eder vie ved en kætter og frafalden , 
eller haver i imens besindet eder og tillader , at den 
guds mand , hr . Niels , lægger eders og Annas 
hænder tilsamnien efter den hellige kirkes sæd og 
skik ? “ 
Alles øjne vendte sig mod Laurids Lunov , der 
så ned for sig i taushed . 
„ På anden Viis , end at dette så skeer , giver 
ikke jeg mit minde til dette ægteskab , “ vedblev den 
gamle med stedse stærkere røst . „ Må i så og , om 
slig ugudelig og oprørsk handel skal fuldbyrdes , ride 
til kirken i morgen uden min ledsagelse , ja med min 
forbandelse i følge . Tænkelig lader i hånt om 
en gammel kvindes formaning , al den stund i disse 
tider alt , som gammelt er , agtes ringe . Ak , gud 
nåde ! vi pines svarligen i denne jammerdal og må 
tage kalken fuld med Korsens bitre drik og myrra . “ 
Den gamle tørrede sine øjne med fligen af sit 
hovedklæde og føjede endnu til : 

„ Ikkun et lam er mig levnet ; nu ville i tage 
mig og det fra og fordærve det ugudeligt . “ 
Alle lyttede ærbødigt til den gamles ord , hvilke 
de fleste af gjesterne fkjenkede deres fulde bifald ; men 
tillige forundrede de sig over , at hun trods sin høje 
alder og tilsyneladende sløvhed havde evnet at tale 
så syndigt . Nu vendtes alle blikke spørgende til 
Laurids Lunov , der omsider tog til orde og med stor 
sindighed sagde : 
„ I slå eder til tåls , gidsel ! Ikke vil jeg 
stå stift på mit forsæt , men føje mig efter eder 
og Anna , håbendes , at Herren forlader mig denne 
synd , desformedelst jeg handler så for fredens skyld , 
til kærlighedens og samdrægtighedens befordring . 
Jeg er kommen hid aleneste for selv at forkynde eder 
dette , hvilket tykkes mig at være nødagtigt . Så være 
da og de onde ord , i nys sagde om ugudelighed og 
Annas fordærvelse udflettede og tilgivne ! “ 
Man skulle troet , at denne erklæring til fulde 
måtte tilfredsstillet den gamle , men når hendes sind 
engang var kommet i oprør , lod det sig sjælden be- . 
Rolige ved fornuftgrunde , men stormen måtte rase 
sin tid ud . Hun mumlede noget om forstokkede 
kættere , brast på ny i gråd , vinkede ad Anna Seefeld 
og lod sig føre ud for at gå til sengs . Da 
hun havde forladt stuen , udtalte Christoffer kruse 
sin tak til Laurids Lunov for hans gode fredelige 
sindelag , men lagde iøvrigt ikke dølgsmål på , at 
han var enig med Laurids og beklagede udfaldet . 
Mogens munk rettede sin anseelige skikkelse og 
fæstede sit hvasse blik på Christoffer , mens denne 

talte . Da hans Broder , Iver munk , havde været 
bisp i Ribe , og hans søn Oluf nu sad på den 
samme bispestol , var Mogens begribelig en stærk 
papist . 
„ Ej Christoffer ! “ udbrød han , idet et barsk smil 
for over hans skarpe træk , „ uvillig gerning fortjener 
ingen tak . Dette var nødagtigt ; thi var Laurids 
forblevet ved sit , da måtte det blevet en krank 
brudefærd , al den stund jeg og flere til i morgen 
ved første solblink med tak for nydt gjestfrihed ville 
draget herfra . “ 
„ Stor fortrædenhed ville det voldet os , “ svarede 
Christoffer fluks , „ havde i handlet så tilsindet , Mogens ! 
Dog , det skal i vide , at her ville blevet 
brudefærd endda og gjesfer nok foruden eder og dem , 
der er af samme sind , som i . “ 
„ Lad høre engang , “ sagde Mogens munk med 
sin sædvanlige halstarrighed , „ hvilke gjesfer de er , 
der værdes til at veje Predbjørn , Niels , mig og vore 
lige op ? “ 
„ I forvender mine ord , “ svarede Christoffer sindigt , 
„ som intet rørte ved værdigheden . Dog kaster 
i neppelig vrag på min nabo , riddersmanden hr . 
Mogens Løvenbalk , skal vi se sagen an på den 
Viis . “ 
„ Ej ! “ udbrød gamle Niels fris , som bemærkede , 
at årerne begyndte at svulme på den hidsige Mogens 
Munks pande og frygtede strid , „ Ej ! Hr . Mogens 
Lauridsen med den gyldne kede på sin tykke bug 
er vel værd at beskue ; end bedre dog , om i har budet 
hans frænde , Geert Eriksen med ? “ 

„ Visselig har jeg det ! “ svarede Christoffer med 
rynket pande . 
„ Nu ! “ sagde Niels fris , „ ingenlunde laster jeg 
eder for det ; thi hvor gale Geert er til huse , der 
græder ingen , men alle le , så maven sprækker . “ — 
kort efter hævedes måltidet , de unge gik ud i 
urtegården , men de gamle blev inde ; mændene 
sade i det ene hjørne af stuen ved ølkrusene , kvinderne 
i det andet med deres håndarbejder . Dog 
fjernede både vært og værtinde sig , da de begge havde 
nok at varetage . 
„ Havde jeg været vidende om , “ sagde predbjorn 
Podebusk , „ at Laurids Lunov er så stærk lutherisk , 
jeg var ikke draget til denne brudefærd . “ 
„ Nu , “ sagde Niels fris , „ Laurids er en Dannemand 
lige godt , så og Christoffer , står end hovedet 
ej ret på dem , hvad det kirkelige anbelanger . Få 
vi så nu og en gudelig messe efter god , gammel 
kirkelig skik og dansk sæd at høre , så den udenvelts 
tyske fayon ikke vil fortrædige eder . I betænke så 
og , “ vedblev Niels , idet han strøg sit grå skæg , 
„ at man i disse tider ikke tør forkaste hver og en , 
som falder fra . Sagerne turde til sidst vende sig så , 
at man blev frændeløs . “ 
„ Det har end ingen nød dermed , “ sagde Mogens 
munk ; „ men så er tilstandene nu beskafne , at den 
menige adel rejser hovedet og vil trodse rigens 
råd . Skam få rigens hofmester , der , efter hvad 
jeg har fornummet , puster til ilden og står mod sine 
egne fæller . “ 

„ Bi må dog love hr . Mogens gjse , “ mente 
Peder kruse , „ at han så driver på hertug Christierns 
valg . “ 
„ Tiderne er » lystige , “ sagde gamle Niels fris , 
idet hans små grå øjne under de buskede bryn 
antoge et snu udtryk . „ Man bør se sig vel fore og 
fornemme , hvor man sætter sin fod . Vi ønske hertugens 
valg fremgang , ikke så ? “ 
„ Jeg på ingen Viis , “ sagde Predbjørn Podebusk 
med stor bestemthed . 
„ Mogens gør dog så , “ for Niels fris fort , 
„ og flere med ham . Det bør da betænkes , at kåre 
vi ham , da give vi tænkelig kirken dens bane ; det 
sammes ilde ; hvad om vi sirede en kende på det 
kirkelige og betænkte , hvad der kan vorde riget og 
standen profitligt ? “ 
„ Ej ! “ udbrød Mogens munk , „ I er nok alt med 
den ene fod over gjerdet , Niels , og vorder snarest 
lutherifk . “ 
„ På ingen Viis ! “ genmælede Niels og blinkede 
med øjnene . „ Vi holde ligefuldt ved kirken , enddog 
det er at befrygte , at hun omsider falder , om vi end 
støtte hende . “ 
„ Visselig , “ sagde Predbjørn Podebusk , „ har kirken 
ej stindere støtter , end eder , Niels , da må hun 
vel falde ! “ 
„ Nu , “ svarede Niels og blev lidt rød , „ jeg har 
fornemmelig det for øje at holde splidagtighed 
nede og bevare ensindighed og samdrægtighed i 
standen . “ — 

mens talen gik så mellem mændene , stak kvinderne 
hovederne sammen i den modsatte ende af 
stuen og småsnakkede . Først talte de om huusholdningssorger , 
om Annas udstyr , om prisen på 
kjortler og perlehuer , idet hver roste sin syerske og 
løde- eller farvekone ; men til sidst tog samtalen en 
alvorligere retning . Anna kruse , Jens Munks efterleverske , 
en kvinde til Års med et blegt , rynket ansigt , 
der indfattedes af en snever Fløiels hue , så at 
ikke et eneste af hendes grå hår vare at se , tog 
efter en lille pause ordet og sagde : 
„ Sære ulykkens tider er døg disse ! Hvad have 
vi nu her set ? Brudgom og brud slå imod hinanden 
og have ej samme tro ; så går og Broder 
og søster hver sin vej ; gud den alsommægtigste og 
alle hans hellige se i nåde dertil og bedre det ! “ 
„ En god dannekvinde , “ mente Karen Pallesdatter 
Juel , Niels fris ' s hustru , „ bør slå med sin husbond 
og følge ham . Skulle Niels få tilsinds at 
vorde lutherisk , ikke ville jeg gøre ham livet surt 
for den sags skyld . “ 
Karen , som var en kraftig kvinde , vel ved magt , 
sagde dette med stor djærvhed . Hendes rolige , sunde 
åsyn og faste blik vidnede , at hun var ligeså 
kæk og åben , som hendes mand var fnu og forslagen . 
„ Ej , 
hør nu ! “ udbrød Birgitte kruse , Niels 
Munks hustru , med et spidst smil på sine tynde 
læber . „ Da skulle min husbond ikke dø i synden , 
fangede han kjættertanker ! Med Anna vil det neppelig 
give stor strid ; hun er svagsindet ; holder nu på 

god kirkelig vielse for ikke at krænke oldemoder ; men 
har hun blot været Laurids ' s hustru et år , da får 
hun samme sind , som han . “ 
„ Ikke begriber jeg , “ sagde Karen Rosenkrantz , 
Mogens Munks unge hustru , „ at en forstandig og 
dydig kvinde , som Anna Seefeld , er verden så ganske 
lutherifk . Hun tilstod i morges ved davren , at hun 
ingensinde mere gør bønner til guds moder eller 
helgene , hvis hellige billeder hun skjeldte for afguder , 
ikke stort bedre , end de hedningers . “ 
Alle kvinderne korsede sig , undtagen Karen Niels 
fris ' s , som sagde : 
„ Da høre i , hvad der er mere at forundre på — 
Maren Lauridsdatter er på en studs gået over og 
vorden lutherisk . “ 
„ Maren Erik Skrams ? Gud nåde ! Er det 
sanden ? “ råbte de andre i munden på hverandre . 
„ Det er sikkert og vist , “ forsikrede Karen , „ enddog 
Thøger , hendes frænde , gik skruende dertil , da han 
skønnede , det kom sært brat . “ 
„ Karen lyver ikke , “ sagde Dorthe Viffert , Peder 
kruses hustru ; „ Peder var i viborrig forgangen dag 
og hørte for vist , at Maren til albanidag i sortebrødrekirke 
annammede nadveren af Thøgers hånd på 
lutherisk Viis og drak uskikkeligt af kalken . “ 
„ Tvi hende ! “ udbrød Karen Rosenkrantz , „ som 
hun brugte mund og skjeldte på Luther og hans 
taufen , da vi i denne vår vare tilhobe hos Oluf i 
Ribe . “ 
„ Og hvad monne morbroder i Års siger dertil ? “ 
Spurgte Anna kruse . „ Flyder de bilders blod 

i Marens årer . Nu for tiden sidde otte bilder i 
rigens råd , og alle otte er de forblevne den hellige 
kirke tro og have udvist stor bestandighed . “ 
„ De bilder blive nu overmægtige , “ sagde Karen 
Rosenkrantz og slog med nakken , „ de trænge sig på 
overalt . “ 
„ Nu , nu ! “ tog Karen Niels fris til orde , 
„ der er plads til os andre endda ! Det forundrer mig 
døg , at ingen af eder spørger derom , hvad Marens 
Broder , hr . Mogens på Tjele siger . “ 
„ Ham få vi se i morgen , “ sagde Birgitte kruse . 
„ Er jeg døg håbendes , han medbringer ikke sin skotske 
kvinde . “ 
„ Kommer Genete Jakobsdatter til brudefærden 
imorgen , “ sagde Karen Rosenkrantz og rynkede sine 
fagre bryn , da rider ikke jeg med i følget . Hun er 
ikkun hans frillekone , Maren har fortroet mig det . “ 
„ Sige døg nogle ganske det modsatte , “ tog 
Karen Niels fris til genmæle ; „ og bør i lige godt 
ride med til kirke , Karen , for annalils skyld , at 
hendes brudefærd kan vorde lykkelig og fredsommelig . “ 
„ Gud nåde , for lykke det bliver ! “ udbrød Anna 
kruse . „ Alt i morges påkom mig uroestanker . En 
hare sprang over vejen da jeg drog af hjemmet . “ 
„ Fløj så og en ravn tæt over vore hoveder , 
da vi droge af gjessinggård , “ meldte Birgitte kruse , 
„ og tog på at skrige så ræddelig , at Niels hest 
gjørde et stort Spring . “ 
Den gang floge alle kvinderne kors for sig , 
og nogle af dem rystede bekymrede på hovedet ; men 
de skiftede hastigt mine , og alt blev smil , da døren 

i det samme gik op , og husmoderen kiggede ind . 
Da hun blev vaer , at mændene nu alle havde fjernet 
sig , slog hun døren op på vid gab og drog Anna 
ind med sig . 
„ Her kommer en jomfru , “ sagde Anna Seefeld 
med smil på sit milde åsyn , „ der ikke vil søge 
. Sengen den sidste aften af hendes jomfrustand , uden 
at have budet eder mange gode nætter og takket 
eder for al kærlighed og godt , i hidindtil beviste 
hende . “ 
Da Annas navne og frænke , Jens Munks 
efterleversfe , så sin unge slægtnings blussende og 
glade åsyn , følte hun oprigtig anger over sin ilde 
spådom om ulykke , og hun blev end mere bevæget , 
da hun erfarede , at hun som den ældste og nærmeste 
slægtning var udset til at rede , det vil sige klæde 
bruden den næste morgen . Karen Rosenkrantz var 
ulige skønnere at se til nu , da hun med et mildt 
blik i sine klare blå øjne drog Anna , til sig og 
kyssede hende , end før , da hun sfosede de bilder og 
dømte Genete så hårdt . 
„ I indeslutte mig i eders bønner , “ sagde Anna , 
da hun havde dvælet nogle øjeblikke i stuen , „ og 
værer venlige i hu mod Laurids ! I bære ikke nag 
til ham , sordi han i et tænker anderledes , end i ! “ 
„ Ej , se til hende ! “ udbrød Karen Juel skjemtende ; 
„ nu vil ægget prædike for hønen . Sov du 
blot sødelig og drøm ikke det i nat , at vi skulle bide 
din skat i morgen ! “ 
Anna takkede endnu sine frænker , Anna og Birgitte , 
fordi de havde ydet så rigelige bidrag til hendes 

udsmykkelse som brud ; thi det var skik og brug , 
at de kvindelige slægtninge tildøde deres smykker 
til låns , for at bruden kunne fremtræde desto prægtigere 
udstyret . Derpå begav Anna sig atter ind på 
sit Kammer for at gå til sengs ; men der fandt hun 
ide stående ved det åbne vindue og seende ud i 
urtegården . 
Der var et sært rosenskær over ides åsyn , en 
fugtig glans over hendes blik og et skjelmsk smil 
på hendes læber . 
„ Der er så fagert i Haugen i aften , “ sagde ide , 
„ og så svall nu , da solen er nedgået . Gå vi 
en liden gang , lunden rundt , forinden vi lægge os ? “ 
Anna gjorde indvendinger mod det forslag og 
mente , det ville være upassende , at hun denne aften 
silde strippede om i lunden ; men ide fik hende overtalt , 
og de listede da ud ad en bagdør og under 
træerne langs hegnet ned til lunden . Dog , næppe 
havde de gået nogle skridt i ly af buskene , før de 
bleve to mænd vaer . Anna blev ræd , slog hætten 
over sit hoved , trak den sammen for ansigtet og ville 
undflye , men ide holdt hende tilbage , og Anna så 
i samme nu til sin forundring Laurids stå for sig . 
„ I vredes ikke over min dristighed , “ sagde Laurids , 
da ide havde fjernet sig , „ at jeg træder eder 
for øjne i denne stund . Det burde ikke så være , 
jeg ved det vel , men mit hjerte drog mig hid . Jeg 
forlængtes efter at se eder og høre af eders egen 
mund , om i nu er tilfreds med mig og i morgen 
går til brudeskamlen med et let hjerte ? “ 

„ Ved guds hellige moder ! “ udbrød Anna , bevæget 
over dette bevis på ømhed hos hendes hidtil 
så koldsindige fæstemand , men idet hun ængstelig så 
sig om , „ I har indjaget mig stor skræk . Dog være 
i hjerteligt takket , fordi i har tænkt så venligen 
på mig ! “ 
„ Jeg gør så til enhver tid , “ svarede Laurids 
forlegent ; „ dog bør i vide , at føjede jeg mig end 
efter eder og oldemoder i den sag med vielsen , jeg 
har derfor på ingen Viis stiftet sind . I får en 
lutherisf mand ligefuldt ; er det eder tilpas ? “ 
„ Jeg sætter det i guds hånd , “ svarede Anna 
fromt . 
„ Og i har mig kær ? “ spurgte Laurids og greb 
hendes hånd . 
Anna kunne ikke andet end forundre sig over sin 
fæstemand , som næsten aldrig havde sagt hende elskovsørd 
før , når lejligheden var god , men som nu kom i 
den ellevte time og bejlede fra ny af ; døg var hun 
glad i sit hjerte . 
„ I var mig en lang tid fremmed , “ svarede hun 
med tårer i sine milde øjne , „ døg nu i denne 
stund føler jeg , at jeg har eder kær . “ 
„ Da er alt vel , “ sagde lanrids ; „ nu have gud 
eder til den glade tag i morgen ! “ 
Men da han slap hendes hånd og vendte sig 
for at gå , blev Anna vaer , at ide gik afsides og 
talte med lanrids lunvvs følgesvend . Hun kaldte 
hende hid , ide kom blussende og leende , og de ilede 
nu sammen op til huset . Pludselig standsede Anna , 
greb ide om armen og sagde : 

„ Du spillede mig det puds , ide , og ingen 
anden ! “ 
„ Gjorde jeg ilde deri ? “ spurgte ide , rødmede og 
loe . „ Lanrids skikkede mig bud og bad mig så bønligt 
skaffe sig dig i tale . “ 
„ Skikkede dig bud ? “ gentog Anna , „ han var 
jo alt dragen af gårde for længst . “ 
„ Han var så , “ svarede ide og holdt hætten 
tæt sammen om sit ansigt , mens hendes øjne lyste 
ud af åbningen som et par stjerner ; „ dog vendte 
han hesten igen , som du nu ved . “ 
„ Var den anden mand da Heidenreich , ide ? 
Hvad snak førte du med ham bag buskene ? “ 
„ Heidenreich ? “ gentog ide med en såre uskyldig 
mine ; „ på ingen Viis ! Det var ikkun Knud Mogensen . 
Han havde mødt Laurids mellem Tjele og 
her , de kom i snak sammen , og han erfoer , at Laurids 
følte svar længsel efter at se dig og sige dig 
et ord forinden i morgen . Knud bød sig straks til at 
sætte det i værk . “ 
„ Men hvor fik Knud dig i tale , ide ? “ 
„ Nu , “ svarede ide , „ mens du var inde at byde 
godnat , og som jeg stod ved vinduet , da kom han 
listende just den vej , vi nu gå , sagde besked og løb 
så at hente Laurids , der holdt med sin svend og 
Knuds hest nede bag lunden . “ 
„ Ide , ide ! “ udbrød Anna , „ Du er en dristig 
og . forslagen mø ! Dog have du tak for den 
skjelmsstreg nu , da den løb vel af ! “ 

tiende kapitel . 
Anna Enevoldsdatters brudefærd . 
Peter- og povelsdag viste himlen ikke de mange 
fra Vingegård spejdende blikke noget mildt åsyn . 
Tunge skyer hang truende over de fkovbevoxede bakkedrag 
hinsides Tjele langsø ; men ligeså langsomt og 
majestætisk de vare komne , vege de atter bort , og da 
det store brudetog klokken ni drog ud fra gården , 
brød solen gennem skydækket , udgød sit rige lys 
over den lange skare ædle mænd og kvinder , som i 
deres bedste smykke rede frem , par efter par , på 
vælige heste , og lod sine stråler spille på de kostbare 
dragters Fløiel og silke , guld og sølv , på 
de blanke våben og vaiende fjedre . Spillemændene 
lode deres piber og skalmeier lystigt høre ; det løv 
mere vildt end skønt ; men den alvorsfulde tone fra 
vinge kirkeklokke , der begyndte at lyde , så snart 
brudetoget havde forladt gården , og som snart lød 
kraftigt og nær , snart dæmpet og fjern , som vinden 
bar til eller fra , mindede om , at før livsglæden 
kunne slå sig løs , måtte pagten fignes i guds 
hus . 

den uanseelige landsbykirke , som ligger kun en 
god halv fjerdingmiil fra gården , var allerede dengang 
gammel , men er dog endnu væsentlig den samme . 
Den ligger nu , som dengang , på sin stejle høj , hvor 
den , som for århundreder siden , med sin klokkemund 
kan samtale med Bigum kirke , der hinsides søen 
spejler sit slanke tårn i bølgerne . Dog må vinge 
kirke nu med misundelse se over til sin lykkeligere 
søster , der har bevaret sin prydelse , tårnet , medens 
den selv i tidernes løb er bleven kullet . Hin peterog 
povelsdag , da den glimrende brudeskare nærmede 
sig , knejsede dens tårn endnu , og fra dens glughuller 
lød klokkeklangen vide omkring . 
På Kirkebakkens skråninger og på den lille 
jevne plads foran kirkegårdens indgangsport stod 
tætte klynger af mænd og kvinder . Det var ikke 
blot de vinge bønder med deres hustruer og børn , 
men også en del af nabobyernes indvånere , der 
ville forlyste sig ved at beskue den adelige brudefærds 
pragt . Den hele skare afgav et broget skue ; thi 
den danske Bonde yndede dengang , såvel som adelsmanden , 
lyse og livlige farver , og der sås da røde , 
grønne , blå , brune og grå kofter og kjortler 
mellem hverandre . Stoffet var simpelt og stærkt vadmel , 
men dog sås også enkelte finere kofter af klæde , 
prydet med sølvknapper . De fleste tilstedeværende 
vare vistnok Christoffer kruses og hr . Mogens ' s 
landboere , eller gårdfæstere og ugedagsmænd , dertil 
en skare husmænd , inderster , nogle håndværkere 
og pebersvende , eller landhøkere , men der fandtes også 
iblandt enkelte jordegne bønder , eller selvejere , 

hvis stadselige dragter og sølvbeslagne livbælter vidnede 
om ikke ringe velstand . Sås der end hist og 
her nogle pjaltede stoddere og tiggerkærlinger , de 
fleste vare dog velklædte , og mændenes kække holdning 
og de djærve ord , der nu og da faldt , tydede 
på større frimodighed , end den danske Bonde i den 
påfølgende tidsalder kunne rose sig af . Reformationens 
åndepust havde berørt enkelte sjæle og indgivet 
dem et forfængeligt håb om lighed og frihed ; 
navnlig fik rygterne om borger- og bondevennens , 
kong Christiern den andens mulige genindsættelse 
på ttronen en og anden Bondes nakke 
til at kneife trodsigere . Dog var , selv uden disse 
forbigående tidsomstændigheder og det ved dem fremkaldte 
åndelige røre , bondens holdning lige overfor 
adelsmanden langt mindre underdanig , end den senere 
blev , og tonen mellem herre og tjener havde efter 
god , gammel dansk sæd endnu bevaret en jevnhed og 
ligefremhed , som bødede noget på den ulige fordeling 
af rigdom og magt . 
Bønderne stod da ingenlunde alle med hat i 
hånd og stumme , da brudetoget drog forbi op til 
kirken , tværtimod gave de hørligt nok deres bifald 
eller mishag til kende , venlige tilråb afløstes nu 
og da af en misbilligende mumlen , de ridendes udseende 
og holdning bedømtes , hestene vurderedes , og 
undertiden lød drøj skjemt , som fik de nærmest 
stående til at le . 
Dog var det en stor oienslyst for bønderne at 
skue deres overmænds pragt . Rytternes hatte med 
de vaiende , brogede og med ledelsteens-agraffer fastholdte 

fjedre , de korte spanske kapper af sort Fløiel , 
silke-trøierne og hoserne af lyse og skinnende farver , 
skoene med guldspænder og ædelstenene , som funklede 
fra sværdfæsterne og fra de gyldne fingerringe , 
der blev bårne over de silkestukne handsker — rytterskernes 
perlestukne fløiels-corsetter og skørter , de 
gyldne keder , som hang ned på de fine brystduge 
fra de krusede halskraver , de med ædelstene besatte 
arm- og fingerringe , hovedsmykkerne , bindikerne eller 
krandsene af bånd og Perler , som jomfruerne bare , 
eller de endnu kostbarere perlehuer , som prydede 
konerne , og over hvilke de bare en liden spidspullet 
hat med vaiende fjedre , kåberne endelig af silke 
eller Fløiel , bræmmede med fint peltsværk og som 
hang i rige folder over kvindernes skuldre — al 
denne glans måtte vel blænde almuen og undlod 
heller ikke at vække misundelse i nogle af tilskuernes 
hjerter . 
Tillige skinnede overalt de adelige våbenmærker 
dem i møde , fra hestenes dækkener eller svendenes 
kjortler , udsyede med guld , sølv , silke eller uld , 
nogle af dem dog lidet konstfærdigt baldyrede . Der 
var at skue krusernes røde hue på sølvgrund , løvenbalkernes 
blå løve på guldgrund , de munkers røde 
roser og grønne vinranker , lunovernes sorte bjelker 
i sølvfelt , podebuskernes flagrende , kronede ørn , 
rosenkrantzernes skaktavlede skråbjelke , de frisers 
røde egern , de ruders sølvrude i blåt felt , foruden 
flere andre skjoldemærker , der , såvel som nogle 
af de alt nævnede , for længst er brudne i graven 

over de sidste ætlinger af dengang endnu blomstrende 
slægter og nu kun tilhøre heraldikens historie . 
Brudgommen havde passet tiden vel og indtraf 
med sin forlover , Heidenreich , og sit følge af brudekarle 
først til kirken . Laurids Lunov prunkede i en 
rød silketrøie og hoser af samme stof og farve , 
hans kappe var af sort Fløiel , fodret med hvid silke , 
og i sin hat bar han en gul fjeder , så de unge 
bønderpiger sukkede ved at se . så stadselig en brudgom ; 
en og anden af dem så vel kun på klæderne og 
tænkte sig sin egen hjertenskær så skønt udstafferet . 
Blandt bRudesvendene red Folmer Rud og Knud Mogensen 
jævnsides , Folmer kostbart nok klædt , men lidet 
afstikkende , i sort Fløiel , splidset med hvid silke og en 
blå fjeder i sin hat , hvorimod Knud glimrede i 
ferskenfarvet . Silke og bar en rød fjeder på sin sorte 
Fløiels baret . 
Kort tid efter indtraf det store brudetog fra 
Vingegård . Par efter par , en mand og kvinde 
sammen , rede de op for kirkegårdsdigets port , ledsagede 
hver af sine svende , som toge mod hestene , 
så snart herskaberne vare stegne af . Alle vare ridende , 
undtagen gamle gidsel Podebusk , der med husmoderen , 
Anna Seefeld , ved sin side kom agende i 
en plump karm , over hvis fire udskårne træstolper 
var spændt et stykke blåt klæde , kantet med gule 
fryndser , efter de tiders begreber et såre stadseligt 
kjøretøi og Vingegårds stolthed . 
„ Der har vi gidsel , “ sagde en bondekone , da 
karmen rumlede forbi ; „ Guds hellige moder , hvor 

det gamle skrog end kan bære sig stiv og strunk og 
kneife i gyldenstykke og Fløiel ! “ 
Oldemoder , såvel som de fleste kvinder i følget , 
havde sin skønneste med kostbare stene smykkede Rosenkrands 
ved væltet . Da hun kørte forbi jomfru 
mariæ billede , som stod i et lidet skur der , hvor 
kirkeveien bøjer af fra alveien , slog hun andægtig 
kors for sig . Te fleste gjorde , som hun , men ikke 
alle , og bønderne lagde nøje mærke til , hvo der bevidnede 
guds moders billede sin ærefrygt , og hvo 
der undlod det . 
Hr . Mogens tog sig hel anseelig ud , da han , 
klædt i blåt Fløiel , med ridderkjeden på brystet og 
de gyldne sporer på hælene , båren af sin svære , 
sorte hingst , ravnsvenske kaldet , red frem ved Karen 
Rosenkrands side . Som eneste tilstedeværende ridder , 
hvilken værdighed alene gav en lægmand ret til 
prædikatet herre , var han , » anset at han ikke havde 
sæde i rigens råd , den fornemste mand i selskabet , 
og derfor var også den fornemste kvinde bleven 
ham til del , nemlig den eneste tilstedeværende 
rigsrådsfrue . Karen Rosenkrantz gjorde fyldest på 
ærespladsen , ikke blot ved sit fagre åsyn og sin ædle 
holdning , men også ved sin rige dragt ; thi hun 
bar en perlekjortel , helt over baldyret i sine mønstre 
med kostbare Perler af alle størrelser , og en flig 
kjortel regnedes for den højeste pragt , ligesom den 
også var den kostbareste af alle da kendte klædninger . 
Hr . Mogens brystede sig og hilste til alle sider 
menende , at bønderne betragtede deres lehnsmand 
med dyb ærefrygt ; men uagtet hattene og huerne 

kom flinkt nok af , undgik lehnsmanden , ligeså lidet , 
som de andre , spidsrodgangen mellem almuesmændenes 
skarpe tunger . 
„ Det kneb at få det læs af saddelen , Jeppe , “ 
Sagde en Bonde til sin nabo , da hr . Mogens fra sit 
høje sæde på ravnsvenfkes ryg pustende havde nået 
jorden ; „ Fru Karens hoppe burde haft en part af 
byrden ; hun dansede , som lå der kun en fjeder 
på saddelen . “ 
„ Nu Peder , “ svarede Jeppe , „ med så svar en 
vægt af Perler og dyre stene , som Karen Eriksdatter 
er beladt med , vejer selv en smækker kvinde til ; hun 
fører en utænkelig pragt ; Mogens munk udsuger ikke 
for intet sine bønder ; der har vi ham ! Når fanden 
nævnes , er han gerne nærmest . “ 
Mogens munk red frem ved Birgitte kruses , 
Niels Munks hustrus side og så sig barsk om , thi 
ingen Bonde rørte sin hue , og der hørtes endogså 
dæmpede vredesudbrud . Mogens blev en kende bleg 
og hans grå øjne støde lyn under de buskede bryn , 
men han mestrede dog her , på fremmed grund , sin 
harme . 
Da Christoffer kruse kom ridende med bruden , 
trængte folkeskaren sig tæt op til porten ; thi alle 
ville se bruden nærved , og venlige tilråb og velsignelser 
lød hende i møde . Som hendes Broder var 
elsker for sin mildheds skyld , således havde også 
Anna ved sin hjertensgodhed skabt sig venner i hver 
hytte på godset . Hendes kinder blev blege af 
sindsrørelse , og hendes øjne fyldtes med tårer , da 
hun fornemmede disse beviser på almuens deltagelse . 

fager nok var hun at se til i sin hvide perlestukne 
silkekjortel og sit gyldne brudediadem på det mørke 
hår ; men hendes spinkle person var overlæsset med 
smykker , egne og lånte , efter datidens uklædelige 
skik , der blev dreven til en sådan yderlighed , at 
bruden stundom var nærved at segne under vægten . 
Blandt brudepigerne var ide Nielsdatter at se , 
iført den blå perlestukne Fløiels kjortel , på hvilken 
den rift , Knud havde gjort , ikke mere var synlig . 
Den hvide silkekorset sluttede stramt om hendes fyldige 
barm og smække midie , og den lille blå fløielshat 
med den hvide fjeder sad kækt på hendes rige , 
lyse med Perler og bånd smykkede fletninger . Hendes 
åsyn lyste af ungdommelig livsglæde , og den 
afspejlede sig hist og her i en almuesmands eller en 
fattig kvindes træk , når hun hilste dem med smil 
og nik . 
Dog , hvo kunne måle sig med Margaret Mogensdatter , 
som red frem ved ides side på gråmunk ? 
Kun få så her på klædernes pragt , på 
den mørkegrønne Fløiels kjortel , den sorte Fløiels 
hat med den hvide fjeder , eller på hendes smykker , 
som hun havde anbragt med skjønsomhed og smag ; 
de glemte prydelserne over den dejlige skabning , den 
ædle holdning , de sine træk og det stolte , strålende 
blik . 
„ Vidste jeg ikke bedre , “ sagde en kvinde blandt 
almuen , da Margaret red frem for porten , „ jeg ville 
tænke , hun var en kongedatter . “ 
„ Så går jo og talen , “ sagde en gammel 
rynket morlille i en grå kåbe , „ at kongeblod 

skyder i Margrethe Mogensdatters årer ; men det er 
kommet af et plumret væld * ) , Gjertrud ! og ikke er 
det blevet renere på det sidste . Kneifer den jomfru 
end stoltelig i Fløiel og silke , hun er tænkelig dog 
et ufrit møbarn , som en af vore , ja ringere . Det 
skal kendes på hende til sin tid , siger jeg dig , Gjertrud ! 
Søn drager i faderens sko , datter i moderens 
særk , og hvad tænker du om moderen ? “ 
„ Nu , “ svarede Gjertrud , „ lad så være , at hun er 
i et slegfredbarn , hr . Mogens og fanden må vide 
det ! både fader og moder er af ædel rod . Det 
gå , hvor det vil , ingensinde får en af os held 
til af søbe af fad med Margrethe Mogensdatter . Vide 
må du og , Sidsel , af moder , som datter under 
os fattigfolk klæder og føde . Godt savnes først , 
når det er borte ! Ingensinde glemmer jeg den skotske 
kvinde , af hun klædte mine små , ej heller hendes 
datter , af hun kyssede dem . “ 
„ Bedst , “ sagde Sidsel , „ af glemme det , man ej 
kan få ! Hidindtil fangede min pose ikkun tørre 
skorper på Tjele . Dog , den snak kan vare skoven 
igennem , som man siger ; jeg må se til hjemmet og 
min sølle , syge mand . “ 
„ Hendes mund må være glad , når hun vil 
sove , “ sagde Gjertrud ved sig selv „ da får den 
hvile og nødes ikke af udsende så onde ord . “ 
Bønderne mente , af nu måtte alle være komne ; 
men pludselig hørtes der hovskag fra vejen , og de 
* ) ifølge et sagn skulle lsvenbalkerne nedstamme fra kong 
Christoffer is nagte søn Erik . 

så Geert Eriksen komme ansættende i fuldt fiirspring . 
Geert havde stadset sig op det bedste , han evnede , 
men lignede dog mere en nar , end en adelsmand . 
Den gule Fløiels trøje og hoserne havde for længst 
mistet sin skære farve og fine glans , den sorte 
kappe var rødlig og skidt i sømmene , og hatten med 
den brækkede blå fjeder svarede kun alt for godt til 
resten ; men stoffet var dog det , en fri mand havde 
privilegium på at bære , det lange grå-gule skæg 
og hår var skønt kæmmet , og om livet havde han 
et guldindvirket bælte , i hvilket stak et godt sværd 
med sølvskaget fæste . Da han for op til kirkegårdsporten 
med sin beredne svend i hælene på sig , råbte 
en af de unge knøse efter ham : 
„ Bedre silde , end aldrig , Geert ! “ 
„ Silde ? “ sagde Geert , idet han sprang af sin 
skindmær og smed tøjlen til svenden . „ Nu , for 
silde måtte det være at råbe : kat ! når flæsker 
var ædt ; men jeg er kommen betids nok at få min 
part af stanken her , som af sulet hist . “ 
De unge lo , men de gamle rystede på hovedet ; 
thi de forstode , at Geert med stanken mente duften 
af den hellige røgelse , som vinden bar hid fra 
kirken . 
„ En ugudelig bandskrop , den Geert Eriksen , “ 
Sagde en gammel Bonde , „ ret en arg kætter . “ 
„ Dertil en lurvet hund , “ tilføjede en anden , 
„ syner ilde blandt gode mænd . “ 
Men gale Geert var alt inde i kirken og hørte 
ikke det skudsmål , han fik . 

det var næppe nok , at den lille kirke kunne rumme 
det store brudefølge og den skare af tilskuere , som 
trængte sig ind efter det . Dog hjalp det , at man 
dengang ikke havde stole i kirkerne , så næsten hele 
rummet stod til rådighed . For gidsel Podebusk 
og nogle af de ældste fornemste mænd og kvinder var 
der et par bænke at sidde på , men resten måtte 
bivåne vielsen stående , og snever nok var pladsen , 
så kvinderne vare meget optagne af omhu for deres 
kostbare dragter , der kom i stor fare i trængslen . 
Luften var trykkende ved den store menneskemængdes 
sammenstuvning , ved den varme , der udstrålede 
fra de talrige lys på hovedalteret og guds moders 
alter i det lille sidekapel og af den kvalme røgelseduft . 
Sveden 
perlede på kapellanens , hr . Niels ' s 
pande , som han stod for alteret og forrettede vielsen . 
Han viste sig iøvrigt i fuld papistisk glans , med det 
snehvide messeklæde over hovedet , i messesærken , den 
røde Fløiels messehagel og med væltet . Også havde 
han ført chordrenge med sig fra Viborg , så af selv 
de tilstedeværende luthersksindede måtte yde den skønne 
sang roes . Papisterne vare jo langt deres overmænd 
i af give gudstjenesten ydre glans og smigre 
sandserne , hvorfor de også kaldte den lutherske gudstjeneste 
„ skaldet og arm . “ Dog blev selv den skønne 
sang kun en harmonie , der kildrede øret ; thi kun 
få af de tilstedeværende fcrstode til fulde de latinske 
ord , og stumhed var dem desuden pålagt . 
Uagtet ordets forkyndelse til alle tider har 
spillet en mere eller mindre underordnet rolle i den 

kattolske gudstjeneste , havde det lutherske røre dog 
vakt noget liv også mellem de skøve papistiske præster 
og navnlig givet dem øvelse i af drive polemik fra 
prædikestolen og tordne mod de lutherske . Hr . Niels 
lod da heller ikke en så kostelig lejlighed til af give 
sit hjerte luft gå unyttet fra sig . På den megen 
latin efter lioder fulgte nogle mundfuld godt bredt 
dansk eller jysk , der blev de fleste til opbyggelse , 
men nogle til stor forargelse . Hr . Niels talte fyndigt 
om tidens ugudelige vantro og priste alle dobbelt 
salige , som i disse trængselstider forbleve den hellige 
kirke tro ; han priste bruden for sit troende sindelag 
og formanede brudgommen til ved hende af lade 
sig føre tilbage til den moderlige kirkes skød , fra 
hvilket han , som hr . Niels udtrykte sig , havde været 
nærved at løsrive sig ; han formanede alle , der vaklede 
, til bestandighed og sluttelig fremstillede han 
gamle gidsel Podebusk , brudens moderlige veilederinde , 
som et mønster for alle dannekvinder på gudsfrygt 
og udmalede hendes dyder så fyndigt , at det , 
han sagde , meget lignede en foregreben liigtale og 
påførte den gamle et heftigt anfald af gråd . 
Det var en lykke for Niels Frandsen og kirkefreden , 
at Thøger løvcnbalk med velberåd hu først 
indfandt sig opad dagen ; ' thi havde han været tilstede 
ved brudevielsen og hørt hr . Niels ' s tale mod kjætfer ! , 
da turde det let gået disse to , som det gik 
Malmøs berømte reformator , clans Mortensen tøndebinder , 
da han engang i vespertimen gav sig til at 
prædike mod munkene , og Christoffer Madsen da besteg 
prædikestolen efter ham -g prædikede mod clans , 

og så atter clans derop , og således vekslede de 
trende gange og skjeldte hinanden ud . Kirkerne vare 
i hin gjceringstid ikke fredens pauluner , men valdpladse , 
på hvilke der ikke blot kæmpedes med åndelige 
våben , men hvor mundhuggeriet endogså kunne 
udarte til håndgribeligheder ; udskejelser , som ingenlunde 
blot må skrives på den religiøse fanatismes 
regning , men som også og mest falde tidsalderens 
almindelige råhed til last . 
Anna Enevoldsdatters brudefærd skulle nu ikke 
vanheldes ved slig ufred , om end nogle af de tilstedeværende 
skreve sig Niels Frandsens hvasse ord bag 
øret og besluttede at give ham svar ved ølkanden . 
Da brudgom og brud efter endt gudstjeneste 
trådte ud af kirken , brød en sand orkan af hvinende 
toner løs fra spillemændenes instrumenter , thi disse 
øredøvere havde opstillel sig lige ved kirkedøren , og 
kirkegården var nu helt opfyldt af bønderne , som 
ikke blot ville se brudetoget end en gang , men 
som ville høre gamle Jens porse , en af de vinge 
bønder , der agtede at tale brudgom og brud til . 
Jens porse var en mand af anseelig skikkelse 
og med et klogt blik ; i den blå stadskofte 
med sølvknapperne , de hvide hoser og skoene med 
sølvspænder tog han sig helt pynteligt ud , og da 
han frejdigt trådte freu : og med værdighed , skønt 
ærbødigt blottede sit hoved , indgød han sine overmænd 
agtelse . Han skilte sig vel ved sin tale , som 
var en lykønskning til brudeparret og en taksigelse 
til Christoffer kruse , fordi han stedse havde været 
bønderne en god og mild herre og heller ikke ved 

denne lejlighed havde undladt at vise menigmand sin 
deltagelse ved rundelige gaver til de fattige og 
rigelig beværtning til alle . Han tiltalte efter god 
gammel , dansk sæd Christoffer med du og nævnede 
ham ved fornavn , thi forholdet mellem herre og 
tjener var i hin tid endnu næsten ganske det samme , 
som det lige indtil de nyeste tider har været mellem 
en Bonde og hans Karl . 
Christoffer kruse takkede og indbød bønderne til , 
når de havde gjort sig lystige ved gildebordet , da , 
så mange der ville , at komme ned til gården og 
se på dansen . Derpå brøde de alle op , gamle 
gidsel krøb i sin karm , og de andre stege til hest ; 
men nu ordnede toget sig således , at brudgom og 
brud rede i spidsen ved hinandens side , og brudesvendene 
og brudepigerne rede parvis . 
På hjemvejen viste det sig , at Jens porses 
tale havde sat ondt blod et sted ; thi Mogens 
munk sagde spydigt til Christoffer kruse : 
„ En hel bevægelig tale den , Christoffer , så og 
eders svar ! Man skulle moxen tykkes efter det , at 
eders gård måtte være et himmerige , i selv en 
helgen og alle eddrs ugedagstjenere erkeengle . “ 
„ I ved , Mogens , “ svarede Christoffer med sin 
vante rolighed , „ at det er ikke så vel ; men så er 
min tænkesæt og var før mig min faders , at vil 
man have bondens sved , da skal man brede vel på 
ham og dække ham varm . “ 
„ Nu , Christoffer , “ svarede Mogens munk , „ bedre 
at vorde silde klog , end sket ikke ! I skal med mig 
sande det , lever i og vorder gammel , at klapper du 

bonden , så napper han dig , men napper du ham , 
så klapper han dig . “ 
Mogens Munks visdom holdt dog ikke stik , 
som en nær fremtid viste ; thi da nogle måneder 
efter under grevens fejde bondeoprøret brød løs , 
grebe hans bønder straks til våben og joge ham af 
hans gård Volstrup , så han måtte flygte helt ned 
i Sønderjylland . 
Muntert red nu brudeskaren hjemad , og det viste 
sig , at le af de unge , hvis hu stod til hinanden , 
havde fundet hinanden . Knud red hos ide , og de 
gantedes muntert , men mere alvorligt faldt ordene 
mellem Folmer og Margaret , som rede næst efter dem . 
Da Folmer hjalp hende på hesten og fornemmede trykket 
af hendes lille fod på sin hånd , havde han allerede 
bemærket , at hendes blik var tungsindigt og mørkt . 
Følte hun sig måske krænket over , at han ikke havde 
ladet høre fra sig ? Han tænkte sig det muligt til 
trods for , at hun selv havde ønsket deres forståelse 
hemmeligholdt ; thi hvo kan beregne et kvindehjertes 
skiftende tilstande og modstridende følelser ? Nu red 
hun ved hans side stum , med blussende kind og bankende 
hjerte . 
„ Vær min til dansen i dag ! “ bad Folmer omsider 
og søgte Margarets blik . Han fandt det , og 
dets strålende glans varmede hans hjerte , men dog 
fik han ikke svar straks . 
„ Er i bleven kold i hu ? “ spurgte han , „ da i 
ikke agter mig svar værd ? “ 
„ Jeg ønsker stundom , Folmer Hansen , “ svarede 
Margaret og hævede hovedet , „ jeg var kold . “ 

„ Nu , “ sagde Folmer , „ da er i det ikke , og er 
i varm i eders hjerte , da vær nu og glad i eders 
hu ! Nu træde vi den Dands tilsammen i dag , frydes 
ved hinanden og lade den dag i morgen have sin egen 
plage ! “ 
„ Såmænd ! “ svarede Margaret med et suk ; „ der 
tilbyder sig tænkelig ej bedre råd . Dog seer jeg det 
grant , at med hvert trin , vi nu skulle træde med hinanden 
i dansen , rykke vi enden nærmere , bliver den 
nu lykke eller vanlykke . “ 
„ I taler tunge visdomsord i dag , Margaret , 
mens alt nu om os prædiker lyslighed og dårskab . “ 
„ O ja ! ikke for intet gik min moders vugge 
mellem Skotlands grå bjerge . Tåge var hendes 
die , siger hun , når hun er ret mod i hu . “ 
„ Eders moder , hvor lider hun ? Jeg fandt 
hende ej blandt de andre . “ 
„ Hjemme sidder hun i sit Kammers , Folmer , ked 
af verden , en stakkels askepot ; hun ræddes ved at 
lade sig se blandt mange , og fader er gladest hende 
foruden . Dog er hun mig det kæreste på jorden 
og vil stedse forblive det , siges der hende end det 
værste på . “ 
„ I forjage nu alle de mørke tanket , Margaret ! “ 
„ I kunne så let , som det , byde de skyer , der 
stå i øst , at vige bag vinge møllebakke . Ak Folmer ! 
Den sag giver mig bitterhed i sjælen og skærper 
min stolthed , enddog den burde gøre mig ydmyg . 
Ofte fristes jeg dertil at skikke eder bud og bede 
eder søge eder en fæstemø blandt de piger , på 

hvis Skjold der ikke er nogen plet , så og en af de 
rette danske ; de er spage som duer . “ 
„ De spage duers kurren gør mig led , Margaret ! 
Min hustru må have et højt og frit sind , 
blev hun end mindre fager , end i . Hvor såre 
dejlig er i ikke til enhver tid , dog fornemmelig 
i dag ! “ 
„ Nu vil i gøre mig spag , “ sagde Margaret , 
rødmede og smilte . „ Jeg forstår ! Til somme tider 
må jeg være en falk , til andre tider en due lig , 
alt som min vens sind står ? “ 
„ Ret så ! “ svarede Folmer med et varmt blik ; 
„ I være i dag min due ! “ 
„ Eders er jeg nu , det i vel ved , “ sagde Margaret 
og blev bleg , „ og vil , gud nåde ! tænkelig 
stedse forblive , ihvor det så går . “ 
„ Min due ! Sig flere elskovsord ! Mit hjerte 
hungrer . “ 
„ Det skulle da være , “ for Margaret fort med 
usikker røst , „ at jeg engang vorder Herrens brud ; 
dertil fæster jeg nu og da min tanke . “ 
„ De lede munke og falske nønner , “ udbrød 
Folmer i stor harme , „ skulle ikke få held til at 
fange eder i deres garn . Ingensinde skal i , Margaret , 
stænges i et kloster og falme der , så sandt 
hjelpe mig gud ! “ og som han sagde dette , gav han 
sin hest af sporerne , så den for frem . 
„ I ride ikke min Broder Knud over ende ! “ 
Sagde Margaret med et lyst smil og rødmende kind . 
Hagebøsserne dundrede , og spillemændene spillede 
løs , da brudeparret gennem den grønne æreport , 

som gårdfogeden og svendene havde rejst og 
pigerne smykket , red ind på gården . Thøger Løvenbalk 
stod ved æreporten midt i en flok tyende og 
børn og bød brudeparret velkommen med nogle lystige 
og hjertelige ord . 
„ Lars foged , “ sagde han til sidst , „ bærer skylden 
derfor , at jeg , ikkun en fremmed , byder eder velkommen 
i bryllupsgården . Han ville , svor han , ikke 
føre ordet , når en så raptunget prædiker , som jeg , 
stod hos , og han nødede mig da den æresgjerning 
på , så nu fik i det mere lærd , men dog neppelia i 
den rette stil . “ 
„ For gud ! “ mdbrød Laurids , mens Anna så 
forlegent ned for sig , „ Intet mere lyksaligt og kært 
kunne times os , og havde jeg kunnet , som jeg ville , 
i var bleven den , der havde talet os til på et andet 
og mere helligt sted . I have hjertens tak ! “ 
Christoffer kom nu til og bød Thøger velkommen 
med varme , så og siden hans hustru , Folmer Rud 
og et par af de andre , men af gamle gidsel fik 
Thøger kun vrede blikke , af sin frænde hr . Mogens 
en stiv hilsen og af de fleste gjester en kold modtagelse . 
Det syntes dog kun at anfegte ham lidet , og 
ingen vovede at give sin uvilje luft . Det kendtes 
tydeligt på papisterne , at hvor store ord de end 
kunne lade falde , de følte sig dog ingenlunde så stærke 
og sikre , som de gerne ville lade . Stor var Niels 
Frandsens fortrydelse , da han blev Thøger vaer , men 
begge skjulte de i begyndelsen deres uvilje , og siden 
forhindrede omstændighederne den ordstrid , som ellers 

neppe ville udebleven , da øllet var steget dem til 
hovedet . 
Det rummelige dagligværelse var forvandlet til 
en pyntelig storstue , smykket med grønne grene og 
stengulvet var bestrøet med enebcerkvisfe , så der 
duftede , som i den grønne skov . Midten af gulvet 
var fri , men langs værelsets tre vægge stod de lange 
dækkede borde , og ved dem bænkedes snart det hele 
selskab . Brudgom og brud sagde ved det kortere 
endebord , over deres plads var spændt en klædes 
himmel og på væggen bagved ophængt et skønt 
silketæppe , i hvilket de lunovers og krusers våben 
vare indvirkede . Bordet stod her ' noget fra væggen , 
thi tæt ind til den , et trin højere , var brudebænken 
anbragt , det sæde , hvor brudeparret efter måltidet 
skulle tage plads og gjesterne nedlægge deres 
gaver . 
Bordene vare dækkede med duge , der til højbords 
vare fryndsede og skønne , længere nede mere 
tarvelige , thi når gjesternes antal var så stort , 
formåede værtinden ikke at byde dem alle lige kår . 
På de fornemste pladser fandtes tallerkener , men da 
denne øverdådighedsartikel end ikke i de rigeste adelige 
huse dengang var tilstede i stort antal , vakte det 
ikke anstød , at de skeste af gjesterne måtte nøjes 
med træbakker . Store sølvstobe med vin og trækander 
med øl stod i passende afstande , omgivne af 
så mange bægere og krnus af sølv , leer eller træ , 
som huset ejede , og fik således ikke hver gest sit 
eget drikkekar , desto flittigere gik de , der fandtes , rundt . 
Hver gest bragte sin ske og kniv med sig , og bordets 

dækning havde således ikke forvoldt værtinden 
stor ulejlighed . 
Foran brudeparrets plads stod den store brudekage , 
prydet med sukkerstads , ide Nielsdatters værk , 
og hist og her slode træbakker med fint bagværk , 
optårnet i pyramider . Måltidet var mere overflødigt , 
end fint tilberedet ; de mange forskellige anretninger , 
grød , tør og frisk fisk , salt og fersk sunl , 
braset vildt og fugleposteier indbåres efterhånden af 
christofsers svende , der viste sig at være skinke skaffere 
og mundskjenke . 
Da hr . Niels , som sad lige overfor brudeparret , 
med stor salvelse havde læst bordbønnen , begyndte 
måltidet og gik sin gang , i begyndelsen under almindelig 
taushed . Vore fædre havde ikke af intet 
stærkere muskler og et kraftigere legeme , end den nulevende 
slægt . Te , såvel som kvinderne , færdedes 
mere i luften og brugte sig mere i huset , så deres 
madlyst til enhver tid var stærk og sund . De spiste , 
som havde de hungret i dage , og allerede ved de 
første af de tolv anretninger vare de store kander 
med øl og vin flere gange tømte og atter fyldte . 
Nogle gildminder eller skåler blev drukne , først og 
fornemmelig brudeparrets , til hvis ære alle rejste 
sig , men hver skål udbragtes med kun få ord , thi 
vore fædre yndede ved en flig festlig lejlighed ingenlunde 
de lange taler , som er nutidens lyst . 
Stemningen blev også snart livlig nok uden 
dem ; men munterheden ytrede sig rigtignok på en 
måde , som ikke var at prise , og det ville vel også 
gået mere astadigt og sømmeligt til , havde ikke gale 

Geert været tilstede . Han syntes at sætte en ære i 
at svare til sit navn ; thi han gav snart tegnet til 
en udfkeielse , der havde begyndt at indsnige sig ved 
de adelige gilder , uagtet den høilig forargede de 
gamle , nemlig Dands mellem retterne . Det traf sig 
nu så , at Geert sad inderst ved væggen , og da det 
krævede nogen ulejlighed at gå den lange vej omkring 
bordenden , så satte han med et Spring op 
på bordet og mellem de lige overfor siddende ud 
på gulvet , idet han klappede med hænderne og 
råbte : 
„ Første mand på gulvet ! Hej spillemænd , spil 
op til en volta ! “ 
Hans dame , unge Inger Parsberg fra sødalgård , 
trådte uden lang betænkning i gale Geerts fodspor , 
men havde ringere lykke ; thi idet hun løb over bordet , 
slog hendes skørt til et par bægere , så dugen 
skød af vin og øl . De nærmest siddende udstødte 
et råb , og nogle af de ældre gave deres mishag 
lydeligt til kende , men djævelen var nu engang 
sluppen løs og for i alle dandselystne , så det ikke 
varede længe , inden adskillige par svingede sig i en 
volta , en vild balts , der var kommen i mode , men 
af nogle ansås for lidet sømmelig . 
Destoværre må det tilstås , at Knud møgensen 
ikke var den sidste på gulvet , og da han med ide 
sad ved sin frændes side , måtte han samme vej 
over bordet . Ide fulgte sit hjertes ven og skilte sig 
fra springet mere vevert og behændigt , end Inger 
Parsberg , men lod dog mere se af sine veldannede 
ben , end sømmeligt var . Deraf blev der kun leet , 

og af de unge holdt de færreste sig tilbage ; men 
blandt disse var Folmer og Margaret , hvis fine 
følelse tog anstød af denne vildskab . Christoffer 
kruse gjorde da også snart ende på dansen , idet 
han bød spillemændene at høre op med musikken , og 
da der var bleven stille , sagde han , idet han vendte 
sig til Geert Eriksen : 
„ I har nu ved denne eders ustadighed taget 
brudgom og brud den ære fra at danse for . “ 
Denne bebrejdelse gjorde større indtryk , end om 
Christoffer havde talt om sømmelighedshensyn . Geert 
gik ufortøvet op til højbords , bøjede sig høvisk for 
bruden og sagde : 
„ I forlade mig min mangel på omtanke , skøn 
Anna ! Ved min helgen , jeg var blot overstadig 
glad og tænkte allersidst derpå at volde eder nogen 
krænkelse . “ 
„ I gå nu smukt hen og tage sæde igen ! “ 
Sagde Anna mildt . 
„ Du gør slægten skam ved din narriske færd , 
Geert ! “ råbte hr . Mogens vredt fra sin plads . 
„ Og den har ej stort deraf at miste , “ hviskedee 
Thomas kruse til sin naboerske , Kirstine Nielsdatter 
fris . 
„ Gud nåde ! “ sagde oldemoder til Kirstines fader , 
„ for stor uskikkelighed nu går i svang ! I vor 
ungdom skulle en gjort , som Geert nu , han var bleven 
kastet ud . “ 
„ Såmænd , gidsel , “ svarede Niels fris med 
dæmpet røst ; „ dog sige i det helst lidt mindre lydt ; 
thi der kunne andre stemme i med , og kniven sidder 

til hver tid løst i Geert Eriksens bælte . I har dog 
ret deri , at det gik sømmeligere til i vor ungdom , og 
da var desforuden meget andet bedre . “ 
„ Der var skønnere piger fordum , “ mente Niels ' s 
hustru , Karen Pallesdatter Juel . 
„ Nu , “ tog Mogens munk til orde , „ seer jeg 
mig om her ved borde , jeg skønner dog , her er nok 
af fagerhed . “ 
„ Såmænd , “ sagde Birgitte kruse , „ Eders hustru 
kan lade sig se blandt de fagreste . “ 
„ Ej Birgitte ! “ udbrød Karen Rosenkrantz og lo 
rødmende , „ I sige mig ikke sligt lige i mine øjne . 
Se hellere til ungmøerne , der end blomstre ! Hvad 
tykkes eder om vor væne brud , så og om Kirstine 
og ide ? “ 
„ Jeg formener , “ sagde Christoffer kruse , „ at Margaret 
Mogensdatter uimodsagt bærer prisen derfra . “ 
„ Hun ! “ udbrød Birgitte , tog sig så i det og 
skottede til Margarets fader , som sad noget derfra , 
om han havde hørt hendes udbrud ; men han var i 
dyb samtale med Heidenreich Lunov . „ Hun seer 
mig så udenvelts , “ for hun fort med dæmpet røst , 
„ stoll og fos , ikke blid og bly som en ret dansk 
jomfru . “ 
„ Dog bly nok , “ svarede christofsers hustru ; „ ikke 
sprang hun over borde med de andre . “ 
„ Jeg har set mere fager mø , end nu lever , “ 
Tog oldemoder til orde med sin skurrende røst . „ Lisbeth 
Torbensdatter bilde var den skønneste jomfru i 
riget både før og siden , og kaldtes hun derfore 
dannemarks blomster . Dog regnede hun gud Herrens 

ære højere , end kødelig lyst , al den stund 
hun mod slægtens villie gav sig i kloster . “ 
„ Så vi det ! “ udbrød Christoffer , „ af den 
samme rod , som dannemarks blomster , er just jomfru 
Margaret kommen , så vist som Lisbeth Torbensdatter 
var hendes farmoders søster . “ 
„ Fagerhed , “ sagde Birgitte kruse og slog med 
nakken , „ er skrøbeligt boskab , skuende vare og 
farende ! “ — 
da måltidet omsider var til ende , omtrent 
klokken to om eftermiddagen , adspredte selskabet sig 
i de mindre kamre , Haugen og gården , mens bordene 
i storstuen blev flyttede ud for at give plads 
til dansen . De unge mænd , som endnu ikke havde 
sikkret sig en jomfru til Dands , benyttede nu lejligheden , 
og man kunne i mangen ung piges åsyn læse 
stor spænding ; thi det var skik at danse den hele 
aften med den samme dame , og der byttedes kun 
forbigående i tourene . Fornøjelsen afhang altså i 
høj grad af et lykkeligt og kærkomment valg ; mangen 
ung jomfrues åsyn strålede af glæde , når 
den rette indfandt sig betids ; da faldt det let at give 
jndgangskysset , som var dandserens lovlige ret , ja , 
det ville endogså været uhøvisk og tydet på ringeagt 
for damen , om han havde undladt at begære det ; men 
i nogles blikke læste man stor skuffelse , når udfaldet 
ikke blev så lykkeligt , og de stakkels jomfruer , 
som blev efterladte ledige på torvet , vare endnu 
mere at beklage . 
Thøger gik omkring , iagttog denne hjerteleg og gjorde 
sig sine tanker om et og andet . Han talte gerne 

med de unge og . var ingen fjende af spas , yndede 
han end at lade et alvorsord glide ind iblandt . Da 
han så Knud og ide og fornemmede , at de ville 
dandse sammen , da rystede han på hovedet og sagde 
til ide : 
„ Viis ham af og lad ham gå , jomfru ide ! 
Alt fra dreng af var han en huggebasse , han er 
gjevere i sværdleg , end som i springedands . “ 
„ Jeg har alt fornummet det , “ svarede ide med 
et blik på Knud ; „ dog må i vide , hr . Thøger , at 
vi kvinder af wtten brun , vi yndede til ingen tid 
at springe i Dands med de ungersvende , der er sinker 
i at bruge sværdet . “ 
„ Vel svaret ! “ sagde Thøger og lo , hvorpå han 
gik hen til Margaret , som sad alene på en liden 
bænk og tankefuld lod sine hvide hænder lege med 
sin halskjede . 
„ Du sidder her ene og stum , Margaret , “ sagde 
han mildt og trøstende ; „ vorder du ledig i aften ? “ 
„ Ikke det jeg tror , “ svarede Margaret og 
så op . 
„ Hvo har da budet dig til Dands , min dukke ? “ 
„ Folmer Hansen Rud , “ sagde Margaret og rødmede 
let . 
„ Ej ! “ udbrød Thøger med ufordulgt forundring , 
„ der trak du et stort lod ! “ 
„ Mener i ? “ spurgte Margaret og så stolt på 
sin frænde . 
„ Jeg gør så , “ svarede Thøger med vægt ; „ gjevere 
ungersvend findes ikke her i lauget , ikke nogen 

af mere berømmelig æt , så ej heller nogen mere 
rettroende . “ 
„ Nu , min kære frænde , “ sagde Margaret med 
et fint smil , „ vistnok fryder det mig , at i giver 
min dandser så godt et lov ; dog tykkes det mig , at 
i ikke mindes , til hvem i taler ; det sidste , i nævnede 
som en dyd på eders Viis , turde i mine øjne 
være en lyde . “ 
„ Igennem din mund , “ svarede Thøger harmfuldt , 
„ taler Broder Vigand . “ 
Margaret så ned for sig og tænkte , at Thøger 
vel ikke havde ganske uret ; så koldt vare hendes ord 
faldne , at hun var til mode , som om en anden havde 
talet gennem hende . 
„ Hvem skylde vi den lykke , “ spurgte Thøger hvast , 
„ at din skriftefader ikke formørker vor glæde ved 
sin nærværelse ? “ 
Margaret så på Thøger med en åndsfraværende 
mine , som om hun ikke havde hørt hans 
spørgsmål , og hun slap for at svare ; thi Christoffer 
kom i det samme til , tog Thøger under armen og 
førte ham bort , idet han lod ham vide , at når Vigand 
ikke var tilstede , så var årsagen den , at han ikke 
var bleven bnden . 
Kort efter var hele selskabet forsamlet i dandsesalen , 
og brudgom og brud havde indtaget deres 
sæde på brudebænken for , inden dansen begyndte , 
at modtage brudegaverne . Gjesterne gik nu op en 
for en og lagde hver sin gave på den rummelige 
bænk , mændene først , så kvinderne , omtrent som 
menigheden senere lagde deres offergave på kirkens 

ælter . Det blev en rig høst for Laurids og Anna af 
støbe , bægre , ringe og keder , alt af sølv eller 
guld . Nogle gave dog blot en mønt , enten en 
engelot , datidens værdifuldeste pengestykke , eller en 
rosenoble , eller vel endogså kun en gyldens værd . 
Blandt de sidste var Geert Eriksen , og Somme 
mente , af hr . Mogens endda havde stukket de par 
mark til ham . 
Denne ceremoni mistede noget af sin værdighed 
derved , af nogle af mændene alt vare halvt beskjenkede 
og stod usikkert på benene . Kvinderne vare 
imidlertid vante til mændenes udskejelse i drik , og 
selv vare de ikke heller alle så mådeholdne , af dette 
skulle kunne forarge dem synderligt . De vare glade , 
når fuldskaben blot gav sig til kende ved lystighed , og 
strid blev undgået . Lystigheden blev da nu heller 
ikke ringe , drøje ord faldt , og de unge jomfruer 
måtte høre mangen skjemt , der var alt andet , end 
fin og høvisk . De kjekke gave drøje svar igen , de 
Blye lod det gå ind af det ene øre og ud af 
det andet . 
Dansen begyndte dog sindigt og værdigt med en 
paduane , ikke ulig vor menuet , og det syntes næsten , 
af de drukne ungersvende efterhånden dansede sig 
ædru igen , thi efter paduanen fulgte flere smukke og 
ejendommelige dandse , som blev vel udførte , og hvis 
beskaffenhed krævede ledruelighed og omtanke . Til 
nogle af dem blev der sunget skønne , gamle viser ; i 
disse dandse var Folmer Rud sjælen , og Margaret 
stod ikke tilbage for ham . 

de gamle kæmpeviser , der er udsprungne fra 
adelen i middelalderens blomstringstid , vragedes dengang 
endnu ikke af de ædle digteres efterkommere . 
De fandt tilflugt i mangen jomfrus sværmeriske 
sjæl , lød fra hendes læber og forlystede mændene . 
Mangen gød gammel vise , som end er til , lød i 
storstuen på Vingegård ved Anna Enevoldsdatters 
brudefærd , men ingen af dem vandt så stort behag , 
som visen om Riberhuus , der blev vunden ved Dands 
for Erik , kongen hin unge ; mindre dog på grund 
af sagnets skønhed , end formedelst den anvendelse , 
der blev gjort af visens handling ; thi ved hvert Vers 
dandsede et par frem , som da skulle forestille de i 
verset skildrede personer , og stor munterhed vakte det , 
når loddet faldt uheldigt , undertiden også i bifald , 
når versets indhold passede vel på de dansende . 
Størst blev dog glæden , når en af de dansende 
ungersvende havde åndsnærværelse og gave til på 
stående fod selv at digte et Vers og således klare 
forlegenheden . 
Det blev dog passet , at da brudgom og brud 
dandsede frem , da blev det Vers sunget : 
så da dandser den hanke Kand , 
slottet det er vundet , 
og efter hans Frue , hun hedder Fru Anna , 
for Erik kongen hin unge . 
Knud og ide havde god lykke , thi han blev 
ridder rank og hun Fru beengjerd blank ; men Margarets 
lod faldt skjebnesvangert og ildevarslende , thi 
da hun dansede frem med Folmer , lød det Vers : 

frem da dandser han rige volravn , 
slottet det er vundet , 
med hans frue , haver intet navn — 
og da så de unge jomfruer ned for sig , og de 
gamle kvinder skottede til hinanden med skadefryd ; 
thi de vare vrede , fordi Herren til kjellinghøl havde 
foretrukket for deres egne døtre en jomfru , der i 
deres øjne kun var et slegfredbarn . Dog , Folmer 
tabte ikke hovedet , thi han sang på stand , idet han 
sigtede til navnet Margarets betydning : 
så da dandser han rige volravn , 
slottet det er vundet , 
hans frue haver så stolt et navn , 
ej fkjønnere perle er sundet — 
og Margarets kinder , som vare blevne dødblege , blussede 
af glæde , og hun takkede sin tro ven med et 
ømt blik . 
Således gik dansen fort til solnedgang og , 
efter en lille hvile og en rigelig nadvere , atter ved 
kerternes skin ; ja den ville varet til sol atter stod 
op , var den ikke uformodet bleven afbrudt på en 
måde , som siden skal blive berettet . 

ellevte kapitel . 
Den belejlige tid . 
Medens hr . Mogens og hans børn med deres 
følge af svende nøde brudefærdens glæder på 
Vingegård , var der stille på Tjele ; medens i krusernes 
hjem bægrene tømtes og dansen gik , gammensord 
og skjemt lød , ømme elskovsord veksledes 
mellem de unge i dansens hede , og de gamle med 
ølkrusene og viinbægrene ved deres side legede den 
kostbare , men mindre farlige leg med brædtspil og 
tærninger ; medens livet der , i de glades og druknes 
laug , brusede højt som søens bølger for en hundedags 
blæst , herskede dødens taushed på Tjele , 
nornerne svævede over den gamle Borg og spandt 
stille videre på den tråd , der bestemte slægtens 
skjebne . 
Broder Vigand , hvem Christoffer kruse med 
velberåd hu og af modvillie havde udelukket fra 
indbydelsen til sin søsters bryllup , uden at hans 
patron , hr . Mogens , i mindste måde havde taget 
det fortrydeligt op , sad ene og grublende på sit 
Kammer . Han lod hånt om denne tilsidesættelse og 

befandt sig vel i sin ensomhed , der for en kort tid 
gjorde ham til en fri mand og gav ham ro til at 
tænke . Han elskede dette asyl , det stille tårn-kammer 
med det lave hvælvede loft , som han havde indrettet 
på munkeviis og givet den størst mulige lighed 
med en munkecelle , mere for at vinde anseelse og et skin 
afhellighed i sine omgivelsers øjne , end fordi han yndede 
tarvelighed . En hård løibænk , en simpel stol og 
et stort bord med nogle i skind indbundne folianter , 
skrivematerialer og en lille jernlampe , udgjorde hele 
bohavet , et crucifix og en svøbe kammerets prydelser . 
Dog fandtes der i væggen et skab , hvis 
dør skjultes af et tapet , og om hvis indhold ingen , 
uden Vigand selv , vidste besked ; han bar stedse nøglen 
til dette gemme hos sig . 
Efterat hr . Mogens var draget af med sit følge , 
havde Vigand tilbragt en stund hos Genete , hørt 
hendes skriftemål og tildelt hende absolution . Hun 
havde fået fuld forladelse for alle synder , virkelige 
og indbildte , i tanker , ord og gerning . Han havde 
den stakkels svagsindede kvinde ganske i sin magt og 
kendte enhver Vrå i hendes hjerte , endogså den , i 
hvilken hendes tilbøjelighed for hans Thordsen lå 
gemt ; thi hun formåede ikke at skjule noget for ham . 
Vistnok havde han nu og da benyttet denne kundskab 
til at indgyde hende stor angst ; men han gav hende 
dog gerne atter rundelig absolution og lod hende 
fornemme , at når hun blot betroede ham alt , da 
ville han ikke tage det så nøje med den sag . Intet 
mere dæmonisk kan tænkes , end den leg , en kattolsk 
skriftefader med en ond og stærk villie kan lege i 

skriftestolens skjul med svage kvindesjæle . Vigand 
benyttede sin frygtelige magt til at fremme sine egne 
skumle planer ; den var ham visselig ikke givet fra 
oven , men fra helvedes dyb . 
Og dog havde denne mand engang troet på sit 
himmelske kald og troede måske på det endnu ; thi 
hvo kan læse til bunds i et syndigt menneskehjerte 
og gjemmemskue det vildfarelsens mørke , hvori århundreders 
overtro og et verdsligsindet , egenmægtigt 
hierarchies opdigtelser havde nedsænket sjælene ? Når 
apostelen Peders formentlige efterfølger på den 
måde tilegner sig løse- og binde-nøglen , anvender 
den efter eget tykke og giver den fin store skare af 
uvidende tjenere i vold , hvor bliver da grændsen 
for menneskelig vilkårlighed ? Der er da ikke noget 
stort skridt til at tilegne sig frihed til at synde , når 
synden blot vaskes af ved bod , faste og bønners 
opremsning , ja blot ved en pengegave til kirken ; 
og den skamløse afladshandel , som i begyndelsen af 
det sekstende århundrede blev dreven med utilsløret 
frækhed og især forargede Luther , vidner jo også om 
den gruelige højde , hvortil den kattolske kirkes vildfarelse 
var nået . Øjemedet helliger midlet — denne falske 
grundsætning havde Vigand tilegnet sig , indtil øjemedet 
blev glemt og midlerne kun redskaber for hans egen 
syndige villie . Ignatius Loyola var hans samtidige , 
og jesuiterordenen var i færd med at danne sig ; den 
var i sin begyndelse ingenlunde det , den siden udviklede 
sig til ; men havde den været til i hele sin 
senere frygtelige vælde , Broder Vigand ville været et 
selvskrevent medlem af den . 

blandt fordærvede , egennyttige , vellystige munke 
var han opvoksen og oplært . Havde han været så 
uvidende og sløv , som de fleste af dem vare , da ville 
hans brøde været mindre ; men hvad der hos dem 
blot var råhed og dyriskhed , det havde hos ham 
udviklet sig gennem bevidsthed til dæmonisk dybde . 
Ville lidenskaber rasede i hans bryst , men han kunne 
mestre dem til en tid og lade dem lystre snu beregning ; 
derfor var hans åsyn oftest så roligt . Som 
en ufri Bondes søn , udgået fra folket , hadede han 
den frie stands medlemmer , mens han bøjede ryg 
for dem ; han hadede dem dobbelt nu , da kirkens 
afmagt truede med at forøge adelens vælde , og hans 
orden havde måttet bukke under for folkets selvtægt . 
Under gunstigere omstændigheder ville formodentlig 
hans mrgjerrighed fundet sin tilfredsstillelse 
i kirkens skød , idet han ville haft rimelig udsigt 
til at nå sin ordens højere grader ; thi den romerske 
kirke er en Republik , i hvilken enhver uden hensyn til 
fødsel kan nå det højeste . 
Som han nu sad grublende med hånd under 
kind , tænkte han på disse sine ærgerrige drømme 
fra fordum , og at han ikke havde drevet det videre , 
end til at blive hr . Mogens Løvenbalks huuskapellan . 
Mere , end en gang , havde han tænkt på at ryste 
støvet af sine fødder , forlade provindsen dacien og 
søge til de egne , hvor sortebrødrene tumlede sig 
frit under den hellige faders beskyttelse ; thi i en 
henseende var han trofast . Han kunne vel begå 
enhver skjændighed for at tjene sine lidenskaber , kun 
ikke den at svigte det , han kaldte sin tro ; han hadede 

de lutherske , deres strengere læere , deres fri forkyndelse 
af ordet , deres tarvelige gudstjeneste af hjertens 
grund . 
Dog sad han nu på Tjele , hildet i sine egne 
garn , og sølle til tider dybt nok sin ydmygelse . Hr . 
Mogens ' s hus havde først været ham blot et velkomment 
asyl i hans nød , da han og hans ordensbrødre 
vare fordrevne fra deres kloster i Viborg og 
de , såvel som gråbrødrene , spredte sig omkring i 
landet og tabte sig i folkets strøm , idet mange af 
dem havde kastet kutten og ernærede sig nu ved en 
eller anden borgerlig håndtering , en levevis , for 
hvilken Vigand følte stor ringeagt . På Tjele kunne 
han dog endnu i en snever kreds udøve sit kald og 
nyde sin stands privilegier , og han besluttede da 
at ride stormen af der og vente på bedre tider . 
Dog , efterhånden vare to følelser spirede frem i 
hans hjerte og omsider voksede op til mægtige lidenskaber 
— had til Mogens Løvenbalk og elskov til hans 
dejlige datter . Han hadede hr . Mogens , fordi han 
var denne adelige jorddrots fødte træl , og fordi 
hans fædre i et århundrede havde været æten 
Løvenbalks trælle ; ikke fordi han just bekymrede 
sig meget om sine fattige slægtninge , der efter 
hans forældres død og hans indtrædelse i munkestanden 
vare blevne ham fremmede . Dog var hans 
had til hr . Mogens kun en gnist mod hans lidenskab 
for Margaret , der var groet en langsom og 
sikker vækst med hende selv , som hun modnedes til 
kvinde , og hendes skønhed udfoldede sig for hans 
beundrende blik . Det , som han i kolde øjeblikke , 

når hans ærgerrige drømme om gejstlig magt og 
hæder levede op , betragtede som en svaghed , det var 
hans største styrke ; thi at en så dyb og varig lidenflab 
kunne fæste rod i hans hjerte , var det bedste , 
der hidindtil havde været at sige til hans roes . 
Hvilken kæmpemæssig anstrengelse havde det ikke 
oste kostet ham at skjule den ; kun hans blik havde 
hidindtil forrådt ham ; mon Margaret ingen anelse 
havde om det , der rørte sig i hans bryst , og som til sidst 
måtte blive til en fortærende ild ? Ofte havde 
han gjort sig selv dette spørsgmål og besvaret det 
forskelligt ; thi undertiden forekom det ham , at Margaret 
skyede ham , men til andre tider nærmede hun 
sig ham med en så from og barnlig tillid , at hans 
selvbeherskelse blev sat på den hårdeste prøve , og 
hans stemmes skjelven , når han som skriftefader 
talte til hende , vidnede om hans sindsoprør . Havde 
alt været på Tjele , som det burde være , da ville 
han næppe i længden næret sin lidenskab , eller forblevet 
på gården ; men omstændighederne foregøglede ham 
den mulighed , at Margaret engang kunne komme i 
hans magt ; thi selv i dette sit skjulte hjerteanliggende 
formåede han at tænke klart og beregne med 
snnhed . 
Han indså , at Margaret , anerkendt som sine 
forældres ægtefødte datter , aldrig kunne vorde hans , 
ikke engang om en så fortvivlet tanke som den , at 
blive luthersk prædiker , blev virkeliggjort , og han derved 
erhvervede sig frihed til at indgå ægteskab ; 
men når en flig tanke meldte sig , da blev den straks 
forkastet som den eneste , hvis udførelse for ham måtte 

kaldes umulig . Med hr . Mogens ' s og geneles slegfredbarn 
forholdt det sig derimod helt anderledes ; thi 
som sådan var Margaret udstødt af samfundet , ringeagter 
og hjælpeløs , når hendes fader engang faldt 
fra , og da han var til Års , fuldblodig og umådeholden , 
kunne dette indtræffe , før man ventede . Vigand 
forudså , hvad da ville ske ; thi af Erik Skrams 
og hans hustrus adfærd og tale fremgik tydeligt nok , 
hvad de mente om Genete , og hvad de agtede at gøre , 
når hr . Mogens gik bort ; det skulle da være , at 
han inden sin død foretog noget skridt for at bevise 
sit ægteskab , eller lyste børnene i kuld og køn på 
tinge , og derved ifølge kong Valdemars jyske lov , 
som dengang endnu var gjeldende , erhvervede dem 
arveret ; men Vigand vidste , at dette sidste ikke ville 
eller kunne ske ; thi han troede ingenlunde på det 
almindelige rygte , at jgenete knn skulle være hr . 
Mogens ' s frillekone ; han kunne ikke sige dette til sin 
undskyldning ; tværtimod følte han sig overbevist om , 
at de vare viede , om han end til sin egen retfærdiggørelse 
foregøglede sig den mulighed , at hr . Mogens 
havde gjort sig skyldig i et eller andet bedrageri , så 
at det ikke havde været nogen ret vielse . 
Det , hvorpå det altså nu kom an , og som bestemte 
Vigands handlemåde , det var at gøre faderens 
hjerte koldt mod børnene , og denne plan fulgte 
han med hjerteløs consekvents og stor snedighed , i det 
han benyttede det middel , som tilbød sig af sig selv , 
nemlig hr . Mogens ' s lurende skinsyge og skammelige 
mistanke om utroskab hos hans hustru . Vigand 
pustede da så jevnt til ilden , og hans rænker kronedes 

med stort held ; thi onde bestræbelser have i 
denne syndige verden ofte langt lettere fremgang , 
end gode . 
Under ' disse omstændigheder var Folmer Ruds 
tilbøjelighed for Margaret den værste streg i bigands 
regning , som tænkes kunne . Skinsygen skærpede 
hans blik , og han så , hvorledes det havde sig med 
Folmer , længe førend Margaret selv vidste besked . 
Kunne det nu tænkes , at Folmer Rud ville tage 
Margaret til sin hustru , når hun var berøvet sit 
ærlige gode navn og som et slegfredbarn udstødt 
af de Fries samfund ? Visselig ikke ! da ville Vigands 
tid komme , og underligt skulle det gå til , 
om Margaret da ikke , som en jaget hind måtte falde 
i hans garn . Hvad han da ville gøre , udmalede han 
sig ikke og var selv uvis om . Den spøgelseagtige 
tanke at gå over og blive luthersk prædiker meldte 
sig i hans svageste øjeblikke , men blev stedse forkastet . 
Dog , et var han på det Rene med ; thi til 
de tvende lidenskaber var nu kommet en tredje . Han 
hadede Folmer Rud med samme styrke , som han elskede 
Margaret ; han hadede denne fribårne , rige , kloge 
medbejler af hjertens grund , og som kun få mennesker 
formå at hade ; dertil en kætter ! mod en 
kætter var jo alt tilladt og at frelse Margaret fra 
ham , det var det samme som at frelse hende fra 
fortabelse ; thi i papisternes øjne var ingen synd 
så stor , som den , at falde i en kætters hænder og 
blive fristet til frafald fra den ene saliggørende , romerske 
kirke . 

træt af at gruble rejste Vigand sig omsider , skød 
skodden for kammerdøren , drog tapetet fra væggeskabet 
og lukkede op for sit allerhelligste . Fra hylderne 
nedtog han adskillige buddiker og æsker , hvis 
indhold han spredte på bordet , medens hans øjne 
tindrede ved synet af hans skat . Hr . Mogens ville 
høilig forundret sig , havde han kunnet se alle disse 
bægre , ringe , kæder og mønter af ædell metal , 
der nu væltede ud af Vigands overflødighedshorn ; 
thi skønt han ikke var ganske uden mistanke med 
hensyn til den fattigdom , hans skriftefader yndede 
at foregive , drømte han dog ikke om en slig velstand . 
Noget deraf var ærligt erhvervet , siden han kom til 
Tjele , men det meste var med urette stukket til side i 
fortiden , eller ranet i forvirringen ved opbruddet fra 
klosteret , naturligvis kun for at frelse det fra kjætterhånd ! 
Den stedse voksende skat gjorde denne „ Guds 
fattige “ til en velhavende mand og lod ham med 
rolighed se tidsomstændighedernes veksel i møde . Han 
elskede vistnok sit mammon , men han hørte dog ikke 
til de laveste gniere ; thi han var i stand til at ofre 
det , når hans ærgerrighed eller lidenskab derved 
kunne vinde tilfredsstillelse . 
Omhyggeligt lagde han atter skattene i deres 
gemmer og satte disse ind i skabet ; men som han 
ville lukke skabdøren , faldt hans øje på et dokument , 
som var kommen med i hoben og ikke havde værdi 
for ham ; men ved det hang et aftryk i voks af dominikanerordenens 
store sigil ; og nu fordybede han 
sig uvilkårligt i beskuelsen af dette symbol på hans 
ordens magt og den gamle drøm meldte sig , at han 

engang kunne svinge sig op til at blive klosterprior og 
ihændehaver af det stempel , som klosterforstanderen 
havde i sit værge og kun han turde bruge . 
Han stirrede på de korslagte lillier og palmer , 
på bogen , der bar en hund med en tændt fakkel i 
munden , medens hundens ene pote hvilede på jordkloden , 
og en stjerne stod i skjoldets hoved . Han 
tænkte på dette sigils store zelde og på den magt , 
hans orden havde besiddet i århundreder , og som 
fornemmelig skyldtes det den tildelte prædikeembede og 
store privilegium , som oplod enhver kirkedør for sortebrødrene 
og tillod dem overalt at tiltale menighederne . 
Han tænkte på sine egne strejftog , når han var gået ud 
for at prædike og terme , det vil sige tigge i den dertil 
bestemte termin ; på de fortrædeligheder , han havde 
voldet de rige herreklostres dovne munke og de sejre , 
han havde vundet over dem , som over hans ordens 
medbejlere , gråbrødrene , ved sin rappe tunge og 
naturlige veltalenhed . Dog dukkede der blandt disse 
minder et fredeligt og behageligt frem , nemlig hans 
tog op til Vendsyssel i Børglum stift , hvor han 
hos den gerrige og vellystige bisp Styge Krumpen 
havde fundet en såre velvillig modtagelse , men rigtignok 
også ved en rundelig gave og fagre ord havde 
ladet sig afvæbne , så hr . Stiigs bispedømme fik 
være i fred , og hans dovne munke og præster ikke 
blev forstyrret i deres åndelige slummer . Naturlig 
samstemning havde en kort stund draget disse to , 
den adelige herre og mægtige prælat og den ringe 
. Tigge- og prædikebroder til hinanden . Te havde 
forstået hinanden uden lang snak , thi begge havde 

de en vidunderlig færdighed i af besmykke alt ondt 
og ikke nævne noget , som var fordømmeligt , ved det 
rette navn . De dage , Vigand havde tilbragt på 
voergård i bisp Styges og hans frilles , Fru Elsebeth 
Gyldenstjernes selskab , hørte til de lykkeligste i 
hans liv , og det var hans stadige ønske en gang 
igen af mødes med denne sin åndsfrænde , et ønske , 
som også i fremtiden blev opfyldt , men rigtignok 
under ganske andre omstændigheder , end Vigand nu 
forestillede sig . 
„ Hvortil alle disse tåbelige drømme ? “ sagde 
han endelig i ånden til sig selv . „ Det er forbi med 
vor magt i dette kætterske land . Lillien og palmen , 
som prange her i sigillet , de er nu i Norden kun 
som visne strå , stjernen er blegnet og den fakkel 
slukt , som Dominici disciple og efterfølgere bare vide 
om land i ordets skikkelse med en hunds troskab 
og utrættelighed . Ja , det var hundegjerning , og vi 
have fået hundeløn , at blive sparkede og udjagne ! 
Ikke sætter jeg mere som en kirkens mægtige apostel 
min fod på orbsm terrss , men jeg har den dog på 
hr . Mogens Løvenbalks nakke , og han er som en 
dukke i min hånd . Bedre dog , når galt skal være , 
at herske på Tjele , end at være slave på voergård 
og derfore angrer det mig ikke , at jeg tyede 
hertil , i stedet for til min mægtigere kirkelige velynder . 
Hvo undgår desuden sin skjebne ? “ 
Således dalede Vigand atter ned til det nærværende 
øjeblik og vandt fuld bevidsthed om sin 
stilling . Det faldt ham ind efter gammel vane i 
middagsstunden at liste om på borgen , snuse i 

hr . Mogens ' ? Lønkammer og belure Genete og det 
kvindelige tyende . Han forsømte ingen lejlighed til 
at vorde mere vidende og formåede ikke at leve sammen 
med andre mennesker , uden at udspionere deres 
hemmeligheder ; han besad stor færdighed i konsten , 
en af klosterlivets skønne frugter . Han forsmåede 
end ikke kundskaben om en kærlighedsforbindelse i 
tyendets laveste klasse , thi intet , som forøgede hans 
magt over sjælene , var i hans øjne småt . 
Hans vandring denne middagsstund forblev dog 
frugtesløs , indtil han nåde op i den gamle vægtergang 
under den sydlige fløjs tag , fra hvis glughuller 
han havde udsigt over gårdens marker og 
til en part af Haugen . Her nåde lyden af stemmer 
hans øren , men de talende vare tæt under muren , 
og han kunne derfor ikke se dem . Han besluttede 
at vente , og hans tålmodighed lønnedes ; thi efter 
nogen tids forløb kom tvende skikkelser ind i hans 
synskreds — Genete og hans Thordsen ! Som en 
los sprang Vigand til det nærmeste glughul for at 
lytte , men de talte for dæmpet til , at han fra den 
højde kunne høre ordene ; han forlod da vægtergangen 
og listede sig ned ad trappen , som førte til den lille 
jernbeslagne haugedør , idet han tænkte over hans 
skrivers formentlige list , at slige af hesten i avlsgården 
og liste sig til fods ind i borgen ; thi på 
anden måde kunne ikke hans ankomst være forbleven 
ubemærket . 
Imidlertid gik Genete og hans sorgløse gennem 
Haugen til Margarets lysthus , som om de der ville 
tage plads . Hans Thordsen var en kraftig skikkelse ; 

den brune klædes vams og de snevre hoser fremhævede 
hans legemsskjønhed , og den sorte , flade varet 
fad kækt på hans krøllede , rødbrune hår . Hans 
åsyn var friskt og ungdommeligt , uagtet han var 
over fyrgetyve år gammel og hans træk , skønt ikke 
fine , dog mandige og tiltalende . Den samme mandige 
og åbne sjæl lyste ud af hans blå øjne , og hans 
væsen indgød agtelse . Det kendtes på ham , at han , 
skjøndt kun borgerlig født , dog ikke var vant til at 
bøje sin nakke med admyghed . Som kongens skriver , 
det vil sige godsbestyrer , på krongodset Havreballegård 
beklædte han en ret anseelig , af adelen uafhængig 
stilling , ligsom han var en vel lønnet og velhavende 
mand . At han endnu ikke havde fundet en hustru , 
det havde , tænkte Somme , sin årsag , men kom visselig 
ikke af armod . Hans stilling var en sådan , som 
ubemidlede adelsmænd ofte toge til takke med ; den 
bragte ham i berørelse med rigets bedste mænd og 
førte ham til hove . Han havde mere , end en gang 
stået åsyn til åsyn med den fangne kong Christiern 
og den hensovede kong Frederik . Den fangne konge , 
borgerens og bondens ven , havde hans hjerte ; men 
hans Thordsen var en besindig mand , aldeles ikke 
oplagt til politiske eventyr og havde sin gode stilling 
kær . Han ønskede den fangne konge tilbage igen , 
men han skjulte forsigtigt dette ønske i sit bryst og 
lempede sig , som så mange af hans højere stillede 
samtidige , efter omstændighederne . 
Med den belevenhed , som han hurtigt havde 
erhvervet sig , havde han allerede for mange år siden , 
da han endnu kun var skriver på bisfum , nærmet 

sig Genete og felt sig såre tiltrukken af hendes skønhed 
og blide væsen . Han mærkede det vel , at hun 
var ham god , men han havde hidtil aldrig misbrugt 
den magt , han mente at have over hende . Han ynkedes 
over hendes fortrykte stilling og delte den almindelige 
mening , at hun ikke kunne gøre fordring på 
verdens agtelse ; men han dømte hende ikke strengt i 
sit hjerte og havde ikke så ringe tanker om hendes 
stilling , som de fleste andre . Tidens moral var nu 
også slap nok . Når ikke arvefordringer , eller andre 
særdeles omstændigheder kom med i spillet , faldt 
dommen over en kvinde i Genetes formentlige stilling 
ingenlunde altid så strengt ud , ja loven gav den 
endogså under visse forhold hævd , så det ikke var 
manglen af kirkelig vielse alene , der nedkaldte så stor 
en ringeagt over Genetes hoved , men tillige og fornemmelig 
den foragtelige måde , hvorpå hr . Mogens 
behandlede hende . Det blev til hendes store skade , 
at hun holdt sig så afsondret og kun sjælden viste sig , 
når der var gjester tilstede ; thi menigmand drog 
deraf de værste slutninger , og det rygte kom endogså 
i omløb , at hun spiste i borgstuen med tyendet 
og ikke agtedes bedre , end den simpleste tjenestekvinde . 
Hans Thordsen skønnede , at delte måtte være bagtalelse , 
og hun var da i hans sine god kvinde nok , 
ligesom hun i dannelse overgik de fleste kvinder , han 
var kommen i berørelse med . 
Stor havde unegtelig hans glæde været over 
hans held , at han havde truffet Genete alene hjemme 
og nu kunne nyde hendes blide og elskværdige selskab 
uden vidner . Aldrig havde han fundet hende så 

livlig og meddelelig , som denne gang . Som hun nu 
gik ved hans Thordsens side og på hans begæring 
fortalte ham sin barndomshistorie , lignede hun det 
barn , om hvilket hun talte . Hr . Mogens ville næppe 
troet sine øjne og øren , havde han i dette øjeblik 
kunnet iagttaget hende ; thi den Genete , som nu udfoldede 
sit hjertes rigdom for en taknemmelig tilhører , 
havde han aldrig kendt eller påskønnet . Hun 
fortalte om sine slægtninge og sine barndomslege og 
skildrede med stor naturtroskab og ukonstlet veltalenhed 
sit skønne fødelands ville bjerge og krystalklare 
søer . Han fik et billede at se af „ Bjergenes , 
søernes og de gjeve mænds hjem , “ som mægtigt 
fængslede ham , og hendes stemmes fremmede tonefald 
og den hårde , men udtryksfulde udtale gjorde 
hendes dansk end mere tillokkende i hans øre . Dog , 
hvor udførligt end hendes barndoms-eventyr blev skildret , 
hun nåde ikke til sin jomfrustand ; hr . Mogens , 
hans bejlen og brylluppet blev ikke nævnet 
med et eneste ord . Hans bemærkede det , men tilskrev 
det en ganske anden årsag , end den virkelige ; Genete 
kunne ikke i hans Thordsens nærværelse , allermindst 
i dette svage og bevægede øjeblik , få sin huusbondes 
navn over sine læber . 
„ Jeg fornemmer af eders tale , “ sagde hans , 
da Genete tav , „ at eders barndom havde større 
glæder , end eders nuværende liv . “ 
Genete drog et suk og blev bleg . 
„ I vide det , “ vedblev han med varme og greb 
hendes hånd , „ at stedes i nogen tid i nød , da 
sætte i trygt eders lid til mig ! I betænke , at ganske 

uden midler og magt er ikke jeg , fører jeg end ikke 
adelsskjold , og ikke indgyder hr . Mogens mig nogen 
frygt . “ 
„ Ak ! “ udbrød Genete med blussende kinder og 
drog sin hånd til sig , „ I tale ikke så ! “ 
Da dette foregik , havde de forladt lysthuset og 
vare gården ganske nær . I samme nu , som hans 
Thordsen slap Genetes hånd , sprang den lille bagdør 
op , og i den hvælvede åbning viste sig Broder 
Vigands høje , mørke skikkelse . Middagssolens glans 
faldt lige på hans skarpe træk og lod de kommende 
end klarere se hans spydige smil og glædesblinket i 
hans mørke øjne . 
„ Ej , hans Thordsen ! “ udbrød han og trådte 
ud i Haugen , „ I være velkommen til Tjele ! Havde 
jeg før været vidende om eders ankomst , da ville jeg 
og før været rede til at gøre fyldest i hr . Mogens ' s 
fraværelse ; men har eders hest været i borggården , 
da må den have haft sokker om sine hove . “ 
Genete tilkastede Vigand et skrækslagent blik , ilede 
derpå ind ad døren og forsvandt i gangen . 
„ Ikke vidste jeg deraf , “ svarede hans med en 
forlegen mine og en mørk vredesrødme på sin pande , 
„ at i skulle kunne gøre fyldest for manden på 
Tjele ; det må vel tilfalde hende , i nu ved eders 
bratte tilkomst kyste herfra . “ 
„ Nu , hans Thordsen , “ sagde Vigand roligt smilende , 
„ jeg seer , i ved at bruge den belejlige tid . “ 
„ Tvert derimod , “ sagde hans hastigt , „ er jeg 
kommen såre ubelejligt ; jeg har adskilligt at afgøre 

i embeds medfør med hr . Mogens ; når venter i 
ham til huse igen ? “ 
„ I fortøve her roligt , til han kommer , “ svarede 
Vigand med sit sledskeste smil , „ og tage mig ikke til 
mistykke , at jeg fkjemtede en kende . Genete jakobs- “ 
Datter haver i mig , hendes skriftefader , en velmenende 
ven , der bedre , end nogen anden mand , hr . Mogens 
selv undtagen , kender hendes kår og skønner , at det 
gør vel en kvinde så ondt , som en mand , at hende 
skeer uret uden al årsag . “ 
Hans sendte munken et mistroisk , forskende blik , 
men Vigand mødte det med fasthed og så hel troskyldig 
ud . 
„ Ved guds moder ! “ vedblev Vigand i den 
muntre og sorgløse tone , han med held kunne antage , 
når han ville , „ vi lide alle af kedsomhed på denne 
øde Borg , fornemmelig i dag , da alle andre er farne 
af til Vingegård , medens en arm tiggebroder , som 
jeg , ikke agtedes værdig til at indlemmes i brudelauget . 
Dobbelt velkommen er da i , hans Thordsen , 
og bedre selskaber ønsker jeg mig ikke . I fortøve nu 
her til i morgen , og skulle hr . Mogens ikke endda 
have kunnet side sig løs fra Christoffer kruses ølkande , 
da skikke vi bud ; imens gøre nu vi tvende os 
en glad dag på Tjele ! “ 
Hans Thordsen , som , uden at Genete vidste det , 
eller gjorde sig nogen tanke i denne retning , var så 
god luthersk en mand , som nogen , havde de ringeste 
tanker om munkeærlighed ; men uden nøje kendskab 
til Vigand og hans forhold , og idet han erindrede , 
at Genete havde omtalt sin skriftefader med hengivenhed , 

lod han sig berolige . Vigand gav med 
' megen naturlighed den lystige selskabsbroder , fik hans 
med op i hallen , legede Skaktavl med ham , og tiden 
gik således behageligt , indtil nadveren blev indbåren , 
og Genete til hans Thordsens store glæde atter viste 
sig ; thi Vigand havde imidlertid søgt lejlighed til at 
gøre hende tryg og bedet hende oplive måltidet ved 
sin nærværelse . Hvad man ønsker , det tror man 
gerne , og således tænkte både hun og hans Thordsen , 
at en lykkelig stirnd og en kort samværen i 
glæde omsider blev dem forundt af den ublide skjebne ; 
thi Vigand forlod dem efter måltidet og lod dem 
alene . 
Dog fik de snart en skræk ; thi som de sagde med 
hinanden i fortrolig samtale , mens aftensolens sidste 
stråler tittede ind til dem gennem de små , dunkle 
glarruder , da lød der stor larm i gården af hestetrampen 
og klirrende våben . Genete flygtede til sit 
Kammer , og hans ilede ned i gården , hvor han 
traf Vigand , netop som en stor skare af herrer og 
svende i blanke plader og med sværd ved siden 
rede dundrende gennem porten og op for tårndøren . 
Vigand trak sig ved det første blik på de kommende 
tilbage i døråbningen , men hans Thordsen trådte 
frimodigt frem og blottede sit hoved for den fornemste 
af skaren , som ingen ringere var , end rigens hofmester , 
den mægtige hr . Mogens efkildsen Gjøe til 
Krenkerup * ) og Klausholm , det lutherske parties fører 
i rigens råd , munkehaderen ; mægtig til enhver 
* ) Hardenberg . 

tid , dobbelt i disse herreløse dage , da ttronen var 
ledig , og tøjlerne ikke samledes i kongehånd ; dog 
uden brødefuld ærgerrighed , tværtimod fuld af ægte 
fædrenelandskærlighed og trods sine standsfordomme 
villende det heles vel ; den mand , i hvis hænder 
forsynet i et afgørende øjeblik lagde Danmarks 
skjebne , og hvis fasthed og klogskab fornemmelig 
frelste riget fra adsplittelse og undergang . 
Der var også lehnsmanden på kalø , hr . Erik 
Eriksen banner til asdal , ' en mandig og besluttet 
herre , der i disse vanskelige tider stod ved Mogens 
Gjøes side som den jyske adels fører ; rig og mægtig 
nok endnu , uagtet kong Christiern den anden havde 
ladet ham bøde med sin halve formue , fordi han 
uforsigtigt i sin tid lod sin hustrus frænde og kongens 
fange , Gustav Vasa , nu Sverriges konge , undslippe 
fra kalø , hvor han var sat i forvaring under hans 
bevogtning . Der var den djærve hr . Holger Rosenkrantz 
til boller , der ikke stod tilbage , men tjente sit 
fædreland ærligt med råd og dåd og brugte sin 
klinge vel i den anstnndende fejde ; så og Erik 
Flemming , Iver Juel , mester Anders Gyldenstjerne 
og flere , af hvilke nogle skulle lade deres liv på 
valdpladsen inden føje tid — en skare af rigets 
bedste mænd , for hvilke hans Thordsen vel måtte 
bøje sig med ærefrygt . 
„ Ej se ! “ sagde hr . Mogens Gjøe og nikkede 
velvilligt , „ I her , hans Thordsen ? “ 
„ På rejse og som gest i gårde , velbyrdige 
hr . Mogens ! “ svarede hans frimodigt . 

„ Da er tænkelig min navne og gode ven , hr . 
Mogens Lauridsen , til huse ? “ 
„ Nej , han er ej her , “ svarede hans ; „ for tiden 
til bryllupsfærd hos Christoffer Enevoldsen på Vingegård , 
hvis søster , jomfru Anna , i dag formæles med 
Laurids Lunov til Holmgård . “ 
„ Seer vi det ! “ sagde Mogens Gjøe ; „ derom var 
jeg ikke vidende . Hvad gøre vi nu , i gode herrer ? “ 
Spurgte han og vendte sig til sine ledsagere . 
„ Her er to kår at vælge iblandt , “ svarede 
Holger Rosenkrantz smilende ; „ vi skikke bud efter hr . 
Mogens , eller vi ride den halve stunds vej videre 
fort til Vingegård . “ 
„ Jeg slår fore , “ tog Erik banner fluks til orde , 
„ vi ride til Vingegård og smage på brudeøllet . “ 
„ Ej , Erik , “ sagde Mogens Gjøe , „ Du ved , at 
selvbuden gest må sidde ved døren ; brudehuset er 
fuldt , og vi er mange . “ 
„ Christoffer er en af vore , “ sagde Iver Juel , 
„ og hvor der er hjerterum , bliver og husrum . “ 
„ Har i fornummet til gjesterne , hans ? “ spurgte 
Mogens Gjøe , „ hvilke de er ? “ 
„ Jeg fornemmede i viborrig , “ svarede hans , „ at der 
er stor forsamling , og at Mogens munk , så og 
Predbjørn Podebusk er deriblandt . “ 
„ Ej ! “ udbrød rigens hofmester og så til de 
andre , som om den tidende ikke var ham velkommen . 
„ Vi få se , “ mente Anders Gyldenstjerne , „ om 
ikke brudeøllet har fået gjort Mogens og Predbjørn 
medgørlige . 

„ Predbjørn på ingen Viis , “ sagde Erik Flemming , 
„ ikke skifter han sind . Dog træffe vi jo sikkert 
hr . Mogens Lauridsen og dertil en stor hob menige 
gode mænd . “ 
„ Nu , “ sagde rigens hofmester , „ vi løbe an derpå ! 
Gud være med eder , hans ! “ 
Han slog op med hånden , vendte sin hest og 
red ud af borggården med hele sit følge , mens 
hans blev slående med hatten i hånden og så 
efter dem . 
„ I bedække eders hoved i den svale aftenluft ! “ 
Sagde Vigand og trådte frem af sit skjul . 
„ Tak for det gode råd ! “ svarede hans barsk , 
idet han vågnede af en dyb grublen . 
„ I tabte så både næse og mund , “ for Vigand 
fort , „ og forglemte at adspørge de høje herrer , 
hvad ærinde de havde . “ 
„ Det ville tilkommet eder , “ svarede hans , „ men 
i krøb i skjul . Dog sømmede det sig ikke for nogen 
af os at fritte rigens hofmester ud . Vigtigt ærinde , 
kunne vi skutte , har ført dem til lehnsmanden , såsom 
rigets store herrer ej hver dag ride ud i hob . 
Hør , hvor det dønner , nu de ride gennem forgården ! “ 
Derpå 
gik hans ind , men Vigand blev slående 
med korslagte arme og stirrede op mod den lyse 
aftenhimmel . 
„ Forbandet være de , “ mumlede han , „ hvor de 
så ride , fule kættere , som disse er tilhobe ! Forbandet 
være fornemmelig Mogens Gjøe , denne djæveiens 

drabant og den hellige kirkes arge fjende ! 
Herren slå hans arm med lamhed og gøre hans 
råd til intet ! “ 
Så listede Vigand sig ind som en skygge , 
mens uglen fra tårnets tinde tudede sit amen til 
forbandelsen . 

tolvte kapitel . 
Opbrud . 
Kerterne på Vingegård vare nu tændte , og 
dansen gik lystigt , medens de gamle så til , eller 
legede brædtspil og jevnligt vædede halsene med Christoffer 
kruses gode øl . De fleste mænd vare hede i 
hovederne , men ingen helt drukken , uden gale Geert . 
Han havde spist og drukket umådeligt til nadveren , 
så raset en stund som selskabets nar og lå nu 
og snorkede i en krog , hvor man lod ham ligge uanfegtet , 
indtil han fik sovet sig ædru . 
Storstuen havde ved lys et endnu lysteligere udseende . 
Kerterne , tykke tællelys , stukne i solide jernarmstager , 
der vare befæstede på væggene , lysnede 
skønt mellem det grønne løv , men forøgede heden i 
den lumre sommeraffen , hvorfor man havde åbnet 
vinduerne , så luften kunne strømme frit ind ; derved 
fik tillige bønderne , der med deres kvinder slode udenfor 
i stor mængde , bedre lejlighed til at se på 
dansen , som for dem var et helt skuespil . 
Hvor simpel anordningen i dandsesalen end 
var , ikke ulig en melkestue i vore dage , pyntet til 

høstgilde , en lighed , som bliver endnu mere slående 
ved flisegulvet , hist og her ujevnt af slid og ælde , 
så var scenen dog pragtfuld og broget ; thi de ædle 
mænds og kvinders rige , maleriske dragter dannede 
den stærkeste modsætning til omgivelsernes tarvelighed . 
Dansen dernæst hævede sig ved sin snart værdige , 
snart ville karakter i poesi og afveksling højt 
over den ensformige forlystelse , man nutildags kalder 
Dands . Der var en Art handling i flere af dem , 
og spiren til skuespil og ballet skjulte sig deri ; thi 
både mimik og sang spillede sin rolle derved , om 
end det konstneriske i udførelsen mere pånødede sig de 
dansende , end det var forud overlagt . 
Knud havde trods pigernes modstand fået en 
lystig engelsk Dands i gang , som hans moder havde 
beskrevet for ham . Den hed pudedansen , og der var 
det mislige ved den , at der blev kysset i hver tur . 
Dette tyktes flere af de unge jomfruer at være for 
meget af det gode ; de mente , at indgangskysset kunne 
være nok , og ingen modsatte sig denne kyssedands 
stærkere , end Knuds egen søster . Dog måtte hun , 
for ikke at blive ilde set som en hoffærdig jomfru , 
give sig ; thi de gamle mænd sammensværgede sig med 
de unge og råbte , at de dog engang ville se denne 
narriske Dands , hvorom de hidtil kun havde hørt tale . 
De dansende stillede sig da i kreds , og dansen 
begyndte . Herrerne valgte sig efter tur hver en 
dame , og hvert enkelt par dansede ud for sig , Herren 
først med en liden pude under armen , som han til sidst 
lagde midt på gulvet , for at damen kunne knæle på 
den , medens han selv lagde sig på knæ på det bare 

gulv og tog sin dandseløn , kysset . Ide Nielsdatter 
havde allerede nogle gange måttet række mund , 
deriblandt til Thomas kruse , og efter at nogle andre 
unge jomfruer havde måttet underkaste sig den samme 
skjebne , kom raden til Margaret . Unge Verner 
Parsberg dansede på den foreskrevne Viis alene 
frem på gulvet med puden under armen og trampede 
fast , så hans sølvsporer klirrede ; han standsede 
foran Margaret og bød hende op til Dands , hvilket 
hun , som det hørte sig til , afslog , idet hun rystede 
på hovedet . Musikken tav da , og Verner Parsberg 
sang : 
„ Nu dansen kan ej mere gå . “ 
Spillemændene ? Formand spurgte : 
„ Jeg beder herre , hvi siger i så ? “ 
Hvortil Verner Parsberg svarede : 
„ Skøn Margaret vil ej med mig gå . “ 
Nu faldt hele kredsen ind i Chor ; 
„ Hun må og skal gå med ! “ 
Dog , ligesom Verner Parsberg ville bortføre 
Margaret i dændsen og vinde dandselønnen , befriedes 
hun ganske uventet . Et stort bulder af den fra Tjele 
kommende rytterskare rystede huset , bønderne udenfor 
vege til side eller ind i forstuen , og i lysfkæret fra 
de åbne vinduer glimrede brystharnisker og sværd 
og lysnede vaiende fjedre . Musikken tav brat , de 
unge piger så skrækslagne på hverandre , og de 
dansendes kreds opløste sig , idet mændene ilede til 

vinduerne og til gårddøren , der dog næsten ganske 
tilstoppedes af de tilbagevigende bønder . 
Christoffer kruse kom straks tilstede , banede sig 
Bei og tog mod de uventede gjester . Der lød højrøstet 
tale i forstuen , så blev det stille , og kort efter 
vidste alle , at rigens hofmester var kommen med 
nogle af sine venner , og at han og de ville indfinde 
sig , når de havde afført sig deres brystharnisker og 
toet sig i de kamre , hvor Christoffer på deres begæring 
straks havde ført dem hen . 
Da Mogens munk og Predbjørn Podebusk , som 
sade noget søvnige ved deres brædtspil , hørte dentidende , 
bleve de lysvågne og rejste sig brat , straks 
på det Rene med , at noget vigtigt måtte være hændet 
og ikke mindre forvissede om , at det var dem , 
Mogens Gjøe søgte . Der blev imidlertid ikke stunder 
til at gjette ret længe , thi hurtigere , end den nysgerrige 
forsamling havde ventet , viste rigens hofmester 
sig i døren med Christoffer kruse ved fin side 
og efterfulgt af sine ledsagere . Selv havde han et 
roligt og smilende åsyn , men Christoffers åsyn var 
alvorsfuldt . 
Mogens Gjøe var en høj , anseelig herre , og af 
hans åsyn lyste en mandig ånd og stor klogskab , 
men intet as den barskhed og råhed , som i hine 
tider var så almindelig . Hans blik var snarest 
mildt , og hans væsen røbede den dannede , belevne 
verdensmand , der overalt ved at finde sig til rette ; 
dog mere , end det ; thi det havde et præg af overlegenhed , 
som kun udmærkede åndsevner , en fast 
karakter og stor berdenserfaring i forening kan give . 

- ved at se ham , følte man , at hans plads var ved 
ttronens side ; han havde også , uagtet han endnu 
var i sin kraftige manddomsalder , alt tjent trende 
konger , han skulle snart selv tredie , understøttet af 
feltherren Johan rankzov og søhelten Peder skram , 
befæste kronen på den fjerde konges , den tredje 
Christierns hoved og endda tjene ham i et decennium . 
Som erfaren statsmand var han højt anset , 
og Luther agtede ham for hans bestandighed i tro ; 
men han havde for stærk en drift til at råde og for 
levende en følelse af sin stands betydning og dens 
rettigheder , til at følge sin ældre Broders , Henrik 
Gjøes fodspor , han , som så tappert havde forsvaret 
København for kong Christiern den anden og siden 
med ridderlig troskab fulgte den ulykkelige fyrste i 
landflygtighed . Mogens var udset til en mindre 
romantisk , men større gerning , og enhver , som kom 
i hans nærhed , fattede tillid til ham og tro til den 
sag , han antog sig . 
Hans rejsedragt var simpel , af mørkegrønt flamsk 
klæde ; dog bar han sin gyldne ridderkjæde på brystet , 
og på hans fingre funklede nogle ringe med 
kostelige ædelstene . Han havde ombyttet stålhuen 
med en sort fløielsbaret , prydet med en hvid fjeder , 
men han bar baretten ved indtrædelsen i sin højre 
hånd , medens den venstre hvilede på det sølvindlagte 
sværdfæste . Med let og fri anstand trådte 
han ind , bøjede sit stolte hoved høvisk , dog ikke meget 
dybt for den hele forsamling og trådte derpå , uden 
at agte på Mogens Munks og Predbjørn Podebusks 

tilråb , raskt hen til husmoderen , Anna Seefeld , der 
stod rede til at modtage ham . 
„ I vredes ikke på mig , Fru Anna ! “ sagde han , 
idet han greb hendes fremrakte hånd og ferie den 
ridderligt til sine læber , „ at jeg kommer som selvbuden 
gest og bryder så uhøvisk ind i eders hus med 
mine venner og en hel hob svende ! I har for 
sande » ikke knap tid på gjester , “ vedblev han , idet 
han smilende så sig om i kredsen , „ en stor skare 
af gode mænd og fagre kvinder er her forsamlede , 
som jeg fornemmer , at fejre eders frænkes og navnes , 
jomfru Annas brudefærd . “ 
„ Ej , hr . Mogens ! “ svarede Anna Seefeld og 
bøjede sit hoved med ynde , „ det må i vide , at 
hjertens velkommen er i til enhver tid og en ære 
for vort ringe hus dertil , at rigens hofmester gjester 
det , fornemmelig på en slig glædesdag , som 
denne ; det vil give bruden lykke . “ 
„ Vil gud , da ej ulykke ! “ sagde rigens hofmester 
og vendte sig derpå til bruden , hvem han 
kyssede på panden og til brudgommen , hvis hånd 
han trykkede , idet han udtalte sin bedste lykønskning . 
Dog , nu brast Mogens Munks tålmodighed , 
thi han brød frem , efterfulgt af Predbjørn Podebusk , 
og råbte med et barsk smil : 
„ Ved gud den alsommægtigste og alle dannemarks 
hellige patroner ! Du tage nu bladet fra munden , 
Mogens , og sige os , er du aleneste kommen for at 
kysse bruden og smage på brudeøllet ? “ 
„ Ikke tør jeg rose mig deraf , “ svarede Mogens 
Gjøe med alvor , mens alle trængte nærmere og 

lyttede til hans ord ; „ dog , ikke ville jeg falde med 
døren ind i huset og skræmme kvinderne , enddog 
jeg , gud nåde ! har en stor alvorstidende at bringe 
eder , kære venner ! Grev christofser er landet med 
de lybske ved hvidøre * ) i Sjælland de ti tusinde 
martyrers dag * * ) og draget mod Roeskilde , ja er 
de tænkelig nu alt end videre fremme og stå for 
København . De fejde , så går talen , i kong Christierns 
navn og ville sætte ham ind igen , det gud forbyde 
skulle ske ! “ 
Dyb taushed fulgte på ; thi alle vare grebne 
af denne tidendes skjebnesvangre alvor . 
„ Så er da fejden brudt løs ! “ sagde Mogens ' 
munk og så op ; „ det måtte vel så komme ; men 
hvi drifter den stoddergreve sig dertil så af falde ind 
i landet ? “ 
Nu fik harmen og forbavselsen luft hos flere , 
og høje råb lød kredsen rundt . Birgitte kruse stak 
i af græde og sagde : 
„ Gud nåde ! Nu få vi ufred og stor elende 
vil times os alle . “ 
„ End have vi fred her i provindsen , “ sagde hr . 
Mogens Gjøe , „ og , “ føjede han fortrøstningsfuldt til , 
„ end findes her danske mænd , der ville værge for riget 
— der seer jeg på stand en — vel mødt , Folmer 
Rud , hvor lider i ? “ 
„ Jeg takker vel , “ svarede Folmer med blussende 
kind , og idet hans øjne fik glans . „ I tog ikke 
* ) skovshoved . 
* 2 ) 22de juni . 

fejl , hr . Mogens ! i det , i der sagde , er end min 
vælde ringe og mine svendes tal kun få . “ 
„ Nu , “ genmælede rigens hofmester , „ vi ville 
have hver klinge nødig og mange , der er ringere , 
end eders . “ 
De nys ankomne gjester blandede sig nu mellem 
selskabet , rigens hofmester vekslede hilsen med Mogens 
Løvenbalk , med Thøger og flere , indtil den forvirrede 
tale , som lød omkring i stuen , idet alle 
snakkede i munden på hverandre , omsider forstummede , 
og alle lyttede til , hvad rigens råder sagde . 
„ Grev Christoffer , “ mente Holger Rosenkrantz , 
„ er tænkelig ikke stort bedre , end en lejesvend , men 
klogere hoveder og mere formanende mænd stikke bag 
dette . De lybske ville herske i Danmark , al den stund 
jeg ikke tror deres foregivende , at de ville sætte kong 
Christiern ind . Det er løgnagtige ord , dem de bruge 
for at kunne fuldkomme deres onde villie imod os uden 
al redelig sag . “ 
„ Værst er dog nu delte , “ sagde Erik banner , 
„ at dannemarks rige for tiden er som en hovedløs 
krop . “ 
„ Der rørte du ved bylden ! “ sagde . Mogens 
Gjøe , „ derom ville vi siden mere tale og forsøge at 
bringe enighed tilveie . “ 
„ Ej Mogens ! “ udbrød Predbjørn Podebusk med et 
mistænksomt blik , „ det seer så ud , som agter du at 
holde en liden herredag her udi brudelauget . Kan 
hændes , du vil tage kvinderne og med på råd ? “ 
„ Såmænd , Predbjørn ! “ svarede Mogens Gjøe 
med vægt . „ Kvinder have før nu givet gode råd 

og stået for styret i Danmark ; de gjorde det endda 
vel så godt , som mændene . “ 
„ Ikke for intet , “ sagde Predbjørn hvast , „ søgte 
Mogens Eskildsen fordum Moe ' r Sigbrits lønkammer . “ 
„ Du taler vifere , end du ved af , “ svarede 
Mogens Gjøe koldsindigt ; „ der var noget at lære ! 
Dog , siden du taler om herredag , da drag dig til 
minde , at vi sidst berammede at mødes på ny til 
Sancte Martins dag * ) , som bliver den feinte dag 
fra denne . Dette passer nu såre vel , såsom der er 
en liden frist at stikke bud og minde så mange af 
vore brødre i rådet , vi kunne lange , at de give 
møde ; thi når vi denne gang tage sæde ved bordet 
i Sancte Sørens kirke i Rye , da er det ganske 
nødagtigt at komme til en endelig og ensindig beslutning . “ 
„ Ej ! “ 
Udbrød Predbjørn Podebusk og så rigens 
hofmester fast i øjet , „ let gjetter jeg din mening 
med den budsending , så og hvi du står her nu . 
At blæse den menige adel sammen og indjage os 
skræk , dertil står din hu . “ 
„ Ikke sagde jeg sligt , “ svarede Mogens Gjøe , 
listigt smilende ; „ dog er dette et godt påfund af 
dig ! Når huset brænder , da hjelper hver mand at 
slukke , bærer da og liden pilt vand til i sin strippe . “ 
En bifaldsmumlen lød gennem stuen , mens 
Predbjørn drejede sig harmfuldt på hælen og vendte 
ryg til . 
Nu nyttede rigens hofmester tiden , mens Anna 
4de juli . 

Seefeld gjorde anstalter til et måltid for sine nye 
gjester . Først trådte han hen til hr . Mogens fra 
Tjele og udtalte sin beklagelse over ikke at have truffet 
ham i hjemmet , men sin glæde over , at han ikke 
havde været længere borte , thi han begærede såre at 
høre hr . Mogens Lauridsens mening om rigets anliggender 
i denne store fare . Ridderen og lehnsmanden 
for nørlyng herred var nu visselig ikke i sit 
eget omdømme nogen ringe mand , men dog kildredes 
hans forfængelighed ved at spørges om råd af rigens 
hofmester . Han bukkede ærbødigt , men rettede 
sig igen des stoltere og talte , ihukommende sin ridderværdighed , 
til sin mægtige navne , som lige taler til 
lige . Han blev dog et let bytte for den kloge statsmand 
og menneskekender ; thi endnu inden bordet var 
dækket , var han vunden for hertug Christierns sag 
og havde givet Mogens Gjøe håndslag på at 
møde mandstærk i nye Sancte martinsdag . Derefter 
lod rigens hofmester nogle ord falde om sit ridt 
ind på Tjele , som ganske bragte hr . Mogens ud af 
ligevægten . 
„ I har en gest der hjemme , “ sagde han , „ som 
viste mig hid , hans skriver fra Havreballegård . “ 
„ Ej se ! “ udbrød hr . Mogens og blev rød i 
kammen , „ da bør jeg bryde op og drage til hjemmet 
på stand ; hans har sikkerlig skrivelser til mig . “ 
„ Børneværk det nu , hr . Lehnsmand , “ svarede 
rigens hofmester smilende ; „ I lade hans fortøve 
eders hjemkomst og blive nu smukt hos os de par 
stunder , inden vi drage af ; vi ville tømme et broderskabs-bæger 
med hinanden . “ 

hr . Mogens vovede ikke at sige nej dertil ; men 
fra nu af røbede hans væsen stor uro . 
Imidlertid havde de unge for en stor del forvundet 
overraskelsen over den tidende , rigens hofmester 
havde bragt . Pigerne følte sig beroligede ved , 
at faren var så fjern , og af de unge mænd vare 
nogle uden fædrenelandssind , hengivne til fjas og 
tant . De vare lige glade , om Sjælland blev hærjet , 
når blot Jylland blev i behold , og de beklagede 
såre , at dansen var ophørt . Blandt disse var 
Thomas kruse . Han fjasede med pigerne , mens både 
Knud og Folmer skuttede sig til de ældre og hørte 
på deres alvorlige samtaler . Thomas passede da sit 
snit og gjorde sine hoser grønne for ide , for hvem 
han længe havde følt elskov . Han drog hende med 
sig hen i en vinduesfordybning og hviskedee hende der 
ømme ord i øret . Ide kunne vel løbet fra ham , 
men hun var i en ophidset stemning , vel oplagt til 
skjelmsstykker ; thi mens Folmer viste , at han trods 
den indtrådte forstyrrelse ingenlunde havde glemt 
Margaret , idet han et par gange trådte hen til 
hende og sagde hende et par venlige ord , så teede 
Knud sig , som om ide Nielsdatter sket ikke var til . 
Dette var uhøvisk og lidet venligt as Knud og fortjente 
straf . Også fandt hun morskab i at se 
Thomas kruse te sig så ydmyg , han , som ellers 
yndede at opkaste sig til hendes hofmester . Hun hørte 
da tålmodigt på ham , thi han var veltalende af 
øllet og såre ordrig ; men omsider mærkede hun , at 
han ikke spøgede længer . 
„ For sande » , Thomas ! “ udbrød hun , „ hvad 

var det , du der sagde ? Du sige det end en gang ; 
ikke hørte jeg det halve deraf . “ 
Thomas så op med et vredt , skulende blik , men 
formildedes , da han blev ides skalkagtige mine vaer 
og så smilehullerne i hendes kinder ; hun forekom 
ham mere lystelig at se til , end nogensinde før ; men 
han svarede hende dog fortrædeligt nok , idet han sagde : 
„ Ingensinde talte jeg før til nogen jomfru , som 
nu til dig ; du kræver stor langmodighed af mig . “ 
„ Stor ære må da være mig beteet , “ svarede 
ide med et kniks . „ Nu sige du det mindre forblommet , 
så jeg kan det forstå . “ 
„ Du skal have din villie og få det at høre , 
så du ikke kan snige dig derfra . Det er så min 
mening og har længe været , at ingen er nærmere til 
at vorde min hustru , end du , og ingen nærmere til 
at vorde din husbond , end jeg , så sandt du nu 
alt i . nogle år har været som indlemmet i vor 
slægt , der du helst fremdeles må forblive og ikke 
blot så , som før , men knyttet ved et fastere bånd . “ 
„ Noget af det , du der sagde , Thomas , “ svarede 
ide med alvor , „ er ikke usandt . Jeg har nydt godt 
i dit fædrenehjem længe , og vi er da næsten at 
kalde søskende . “ 
„ Det vi dog ingenlunde er af blodet , “ faldt 
Thomas ind , „ så ikke heller dåbssødskende , så end 
ikke den argeste papist af den årsag kunne skille os 
ad . Dog , nu drive du ej længer gæk med mig , 
men svare mig så , at din sande mening kommer for 
dagen . Christof , som giver dig bort , da ingen mandlige 
frænder af dig er ilive eller myndige , kan ikke 

stå sin egen Broder imod i den sag . Han seer 
gerne , at du og jeg komme tilhobe , og at dit og 
mit gods lægges tilsammen ; deraf kan blive et vakkert 
boskab . Vil du , som jeg , da holde vi snarest trolovelse 
og drikke fæstensøl , at vi til anstundende forår 
kunne vorde ægteviede . “ 
„ Stop , Thomas ! “ ser ide op ; „ er det ikke , 
som trak du alt afsted med mig til brudeskamlen ! 
Deraf vorder ganske og aldeles intet ; du vide det 
nu og altid , at min hu slår ikke til dig ! “ 
„ Er det dit sidste ord til mig , ide Nielsdatter ? “ 
Spurgte Thomas og blev gul om kind . 
„ På ingen Viis det sidste , “ svarede ide , „ dog 
visselig i den sag . Du kan få venlige ord end af 
mig , lader du af fra den bejlen , og jeg får være 
med fred . “ 
„ Da er jeg fra denne stund af ikke din ven , “ 
Sagde Thomas langsomt og koldt , „ end mindre Knud 
Mogensens . “ 
Ide blev rød som et dryppende blod . 
„ Det sidste var du til ingen tid , “ svarede hun , 
„ jeg ved det grant . “ 
„ Nej , men nu får han vogte sig ! “ sagde Thomas 
med dæmpet røst og et ondt blik . 
Ide blegnede , men samlede sit mod og sagde : 
„ Du vogte blot dig ! Mere frygter jeg nu for 
dit liv , end for Knud Mogensens . “ 
„ Få ord og faste er så gode , som fire og 
tyve ! “ svarede Thomas med et spydigt smil og forlod 
ide brat . — 

rigens hofmester , som til sidst havde forundt Thøger 
Løvenbalk en samtale og til alle tilstedeværende 
papisters harme tydeligt lagt for dagen , hvor højt 
han holdt denne den nye læres nidkære forkynder i 
ære , gik nu til bords . Alle strømmede til , der blev 
trængsel , og nogle af de ældre gjorde komplimenter 
med hverandre om , hvo der skulle sidde til højbords , 
rigens hofmester næst , thi vore fædre vare såre 
nøieseende med rangen , og den ene ville ikke forklejne 
den anden . Dog , som dette stod på , lød et 
råb , Geert Eriksen var ved bordet med et Spring 
og tog sæde lige ved siden af hr . Mogens Gjøe . 
„ Det er ondt at fange vogn , når alle vil 
age , “ sagde han og lo , så det skrattede , „ dog går 
det , når man er rådsnar ; vel mødt , Mogens 
Eskildsen ! “ 
„ Se , se , er i der , Geert ! “ sagde rigens hofmester 
smilende og klappede Geert på skulderen , thi 
han kendte sin mand og vidste , at også han kunne 
være brugelig ; „ nu har jeg ikke nødig at lade eder 
hente . “ 
„ Jeg fornemmer , at noget er på færde , “ sagde 
Geert uden at bekymre sig om de andres vrede blikke ; 
„ det gjelder for tiden ikke småting ? “ 
„ For sanden , Geert , nej ! “ svarede Mogens 
Gjøe med alvor , „ det gjelder dannemarks frelse . “ 
„ Vel da , at vi to atter er tilsammen ! “ sagde 
Geert med en nars fripostighed . „ I lide trygt på 
Geert Eriksen ! og haver i en budrender behov , da 
sige i frit til ! Ride vil jeg for eder i øster og 
Vester ; dog ære og tro får hoser og sko ! Tjener 

jeg rigens råd , da give z mig en ny klædning , 
så og en god hest , al den stund brune blis neppelig 
længer evner at bære saddelen , end sige rytteren . “ 
„ Både dele er til tjeneste , “ svarede rigens 
hofmester og lo . 
„ Om i så tykkes , “ tog Mogens Løvenbalk til 
orde , skamfuld over sin frændes påtrængenhed , „ da 
må vel jeg være nærmest til at udruste min frænde , 
og dertil er jeg villig , gør han end slægten kun 
ringe ære . “ 
„ Æren , hun er det feireste træ i skoven , “ sagde 
gale Geert med et drillende smil , „ hvo der hende 
haver , han rider kvædendes ! Tager jeg så med tak 
mod både gode tilbud ; jeg haver da at stifte i vådt 
vejr . “ 
Alle brast i latter , og hr . Mogens lo med , var 
ban end gram i hu . 
„ En gjek er god for noget , “ sagde magister 
Anders Gyldenstjerne til Thøger Løvenbalk , „ han kan 
kalde latteren frem , når hun er længst borte . “ 
„ Såmænd ! “ svarede Thøger . „ Dog burde hr . 
Mogens betænke , at leger han med narren i huset , 
da leger narren med ham på gaden . “ 
„ Nu , “ svarede Anders , „ denne narreleg har 
alvor på bunden , det i nok snart skal sfjønne . “ — 
da mållidet var til ende , drog rigens hofmester 
sig tilbage til Christoffers lønkammer med Anders 
Gyldenstjerne , og begge sfreve de der i hast flere 
breve , mens nu en , nu en anden blev kaldet ind til 
dem . Blandt disse sidste var både hr . Mogens 
Løvenbalk og Folmer Rud , som villigt påtog sig at 

ride rigens hofmesters ærinde til et par ansete 
mænd af den menige adel , fornemmelig dog til hans 
egen frænde , Knud Jørgensen Rud på møgelkær 
ved Horsens fjord . Da han atter trådte ind i storstuen , 
så han , at dansen igen var i gang , men 
det havde dog ingen rigtig Art dermed . Margaret 
sad afsides og alene på en liden bænk ved vinduet , 
halv skjult af løvet . Da han kom hende nær , studsede 
han over hendes åsyns bleghed og hendes øjnes 
dybe glans . Hun stirrede på ham uden at sige et 
ord , indtil Folmer satte sig ved hendes side og lagde 
i smug sin arm om hendes midie . 
„ Se ikke så sorgfuldt ! “ sagde han blidt . 
„ Jeg seer på eder , “ svarede Margaret hviskende , 
„ for at mindes eder grant og længe . “ 
„ Da må i tænke på lang skilsmisse , Margaret ! “ 
„ Jeg gør så , Folmer ! dog takkende guds moder 
for den stund , vi nu vare tilsammen ; den var 
kortvarig , men frydefuld . “ 
„ Margaret ! “ sagde Folmer efter et øjebliks 
grublende taushed , „ som jeg ville gå ind til rigens 
hofmester , da kom eders fader ud . Jeg nyttede da 
lejligheden og talte ham til . “ 
Margaret blev rød , drog vejret dybt og så på 
Folmer med et spændt blik ; men da han tav , spurgte 
hun med usikker røst : 
„ Nu , hvad svar gav han ? “ 
„ Han hørte mig , som i søvne ; hans tanker 
vare først andet steds , ikke ved jeg hvor . Dog , da 
han begreb at jeg anholdt om eder , da så han 
studsende på mig , og hans blik tydede på stor 

sindsrørelse . Dog greb han sig deri , blev atter kold 
og sagde hel fos og stiv : „ Jeg takker for mren ! 
Dog er lejligheden nu ikke god ; i vente på bedre 
tider ! „ og vendte sig så brat fra mig . “ 
Margaret blev bleg og sad stum ved Folmers 
side . 
„ Eders fader , “ vedblev Folmer , selv kendelig 
forlegen , „ havde ikke uret ; lejligheden var ubekvem ; 
døg , mit hjerte brændte i mit bryst . “ 
„ Den ild vil vel slukkes , “ sagde Margaret med 
et smerteligt smil og tårefyldte øjne , „ og en anden 
tændes ; nu drager i tænkelig snart i Leding og færdes 
langt fra mig . “ 
„ I sige ikke sligt ! “ sagde Folmer harmsuldt . 
„ Det er , som hadede i eder selv . “ 
„ Øg om så var ? Et ulykkens barn er jeg , 
Folmer ! Den skal have den kranke skjebne , der ej den 
gode kan få . “ 
Folmer så på hende og fornemmede , hvor fast 
hans hjerte var bundet til hende ; ingensinde , der 
hænde hvad der ville , kunne det elskede åsyn , som nu 
var ham så nær , vorde glemt af ham , drog han end 
nok så langt bort ; ingensinde ville genlyde » af 
denne bløde stemme , hvis tone , trods ørdenes håbløse 
bitterhed , i sin skjelven forrådte den dybeste 
kærlighed , uddøe i hans hjerte . Han følte at hun 
var hans og ingensinde ville formå at give sit 
hjerte til nogen anden dødelig ; så stor trofasthed 
og høisindethed lyste ud af hendes dejlige åsyn ; men 
dog indgød den mørke ild , der nu funklede i hendes 
blik , og som svarede kun alt for godt til ørdenes 

håbløshed , ham stor bekymring ; thi den erindrede 
ham om hendes åndelige vildfarelse og om den 
skjebnesvangre omstændighed , at han efterlod hende i 
en rænkefuld Munks åndelige varetægt . Vel dog for 
Folmer , at han ikkun tænkte på den åndelige skilsmisse , 
Margarets sværmeriske , papistiske overtro kunne 
bevirke , og at han endnu ikke formåede at læse med 
klarhed i det helvedes dyb , Broder Vigand kaldte sit 
hjerte . 
Han blev vakt af sin dvale ved Knuds tilråb , 
at nu gik dansen til brudekammeret . Folmer så , 
at det forholdt sig rigtigt , og at rigens hofmester end 
ikke manglede i den store skare . 
„ Nu gå vi med i rad , “ sagde han til Margaret , 
„ og så danse vi derefter til den lyse morgen . “ 
„ Gerne det ! “ udbrød Margaret og rejste sig 
brat , „ o , kunne i , så sandt , danse mig til døde ! “ 
„ I tale ikke så vildt , mit hjerte ! “ sagde Folmer 
og førte hende frem ; „ nu lade i se et smil , fat 
håb og vær glad ! “ 
„ Ledes i ikke ved mig , Folmer ? “ spurgte Margaret 
med smil på læben og tårer i øjet , „ ikke 
findes eders lige i tålmod og godhed ; fra nu ' af 
skal i ikke høre klage eller suk i aften af mig ! “ 
De trådte nu ind i rækken , der ordnede sig for 
at udføre den lystige ceremoni , som ville være en 
skræk for enhver brud i vore dage . Alle vare med , 
unge og gamle , på oldemoder nær , der for længst 
var gået til hvile , og nogle havde brudekjerter i 
hånden . Spillemændene førte toget an og lød 
deres Giger og fløjter skingrende høre , så kom brudgom 

og brud , derefter Christoffer med Karen Rosenkrantz , 
rigens hofmester med Anna Seefeld og derefter hele 
den øvrige store skare , ordnet nogenlunde efter rang 
og alder . Lystigt gik det ind i brudekamret , hvor 
alle stillede sig i kreds omkring bruden , der fik et 
bind for øjnene . Nu trådte brudepigerne frem og 
dandsede i ring omkring bruden , indtil hun i blinde 
havde grebet en af dem , som da skulle modtage hen . 
Des brudekrone , og dette var en spådom om , at hun 
selv skulle stå brud , inden året var omme . Ide 
Nielsdatter blev den lykkelige og lo blnssende , mens 
de andre lykønskede , eller drillede hende og gjettede 
på , hvem brudgommen skulle være . 
„ Lad af med den gjetning ! “ råbte Geert Eriksen , 
tog ide om livet og gav hende et Kys , til løn for 
hvilket han fik et klaskende ørefigen . „ Så , din 
hu står ikke til mig ? “ spurgte han og lo overlydt 
i Chor med de andre . „ Nu , du være tryg , min 
dukke ! Jeg fæster mig ingensinde en brud , menende , 
det er bedre at gå fri i en grøn eng , end at bindes 
til en tornebusk . “ 
Derefter skred man til den egentlige ceremoni . 
Anna satte sig på kanten af sengen og spændte sit 
ene strømpebånd af , hvilket hun overrakte rigens 
hofmester til anmindelse om sig , og han gjorde da , 
hvad der ellers ikke var skik , idet han benyttede lejligheden 
til at give hende en brudegave , drog en 
kostbar ring af sin finger og overrakte hende den . 
„ I mindes mig med venlig hu , skøn Anna ! “ 
Sagde han , „ og betænke , at formørkede end min nærværelse 

eders brudefærd , i blev dog dandset skønt 
tilsengs ligefuldt . “ 
„ I have hjertens tak for den skønne gave , 
hr . Mogens ! “ svarede Anna rødmende , „ men ikke 
mene i mig at være så svag , at jeg skulle græmme 
mig over brudegildets afkortelse . Foreslår der end 
Laurids og mig brat adskillelse alt i morgen og liden 
fryd straks , jeg skal vide at bære det . “ 
Nu lagde brudgom og brud sig fuldt påklædte . 
På sengen , Heidenreich Lunov overrakte i faders 
sted Laurids hans skjorte , Anna Seefeld i moders 
sted Anna hendes særk , og så ønskede alle brudeparret 
mange gode nætter , idet de leende og buldrende 
forlode brudekammeret . 
„ Det er , som Mogens Gjøe sagde , “ bemærkede 
Karen Rosenkrantz til Anna Seefeld , da de gik ind i 
dandsesalen ; „ Alt gik dog ret og sømmeligt til , og vi 
fik bruden dandset til sengs efter god , gammel sæd , 
så det end før ud , som skulle alt ende i uskikkelig 
forvirring . “ 
Lystigheden fik nu ganske overhånd ; det var , 
som om alle ville holde sig skadesløse for den morskab , 
som var forspildt og fremdeles skulle mistes , da 
det otte dages gilde svandt ind til et knapt døgns . 
„ Nu en efterdands til sidst ! “ råbte Geert Eriksen , 
„ det gør benene linde til at ride . “ 
Det forskag vandt almindeligt bifald , og snart 
reves , alle de unge , og nogle af de gamle også , 
med i en vild volta . Den varede længe , thi når 
nogle trættedes , tog andre fat , og således blev de 
ved , indtil morgensolens stråler tittede ind ad glarruderne , 

og kerternes flammer blegnede for dagens 
Glands . Dog , hvor længe den Dands end trak 
ud , den syntes endda Folmer og Margaret at vare 
for kort . 
Skilsmissens stund slog . Efter at hele selskabet 
havde forfrisket sig ved mad og drikke , blev hestene 
førte frem , og kun få af gjesterne forbleve i brudehuset ; 
thi næsten alle higede nu , på grund af øjeblikkets 
alvor , mod hjemmet . Rigens hofmester holdt 
ud til det sidste og forvissede sig om , at alle hans 
udsendinge tiltrådte deres rejse i ædru tilstand . 
Geert Eriksen nøjedes med en pot rostokker-øl til 
rejsedrik , og han var derfor ganske klarhovedet . 
„ Nu ride vi til herredag ! “ råbte han , da han 
blandt de første sprang i saddelen på Mogens 
Gjøes håndhest , som var bleven ham overladt . „ Nu 
straks farer jeg af , som fanden i et flynderflind . “ 
„ Ja nok ! “ råbte Holger Rosenkrantz efter ham , 
da han red , „ egne sporer og fremmed hest , det giver 
korte mile ! “ 
Stort bulder var der i gården af hestenes 
trampen og . Svendenes råb , mens affledshilsener 
bleve vekslede , vært og værtinde takkede for al bevist 
gjestfrihed og beklagelser udtalte over , at den skønne 
brudefærd så brat måtte endes . 
Margaret stod i døren ; hendes læber blussede 
af det afskedskys , Folmer i smug havde givet hende , 
og hendes øjne fulgte ham og hans svende , indtil 
de vare af syne . Da hun steg til hest , stod 
ide hos . 

„ Nu ville vi i lange tider ej få en Dands , “ 
Sagde hun med et suk til Margaret . 
„ Det bekymrer mig ikkun lidet , “ svarede Margaret . 
„ Ide , “ hviskedee hun og trykkede hendes hånd , 
„ så jeg ikke fejl i nat , da må vi vel kaldes søstre 
nu , ved end blot gud og hans helgene , om vi nogen 
tid virkeligen vorde det ; vi ville da have de samme 
kår , samme fryd og samme ve . “ 
Ide rødmede , men så Margaret ind i øjet 
med ublandet alvor . 
„ I skulle finde mig fast og tro , “ svarede hun og 
gjengjeldte Margarets håndtryk , „ Knud fornemmelig , 
men og du . “ 
Nu kom Knud til , og de hastede afsted ; thi deres 
fader var alt af gårde og et godt stykke forud , 
men han havde , forunderligt nok , budet svendene at 
blive tilbage og følge Knud og Margaret . 
Da rigens hofmester brød op , viste det sig , at 
Mogens munk var vundet og agtede at følge ham , 
idet han lod sin hustru forblive på Vingegård . 
„ Nu , “ sagde Predbjørn Podebusk med harme til 
ham , „ ikke for intet har Mogens ludet dine øren 
fulde i nat . “ 
„ Du betænker ikke tiderne , Predbjørn , “ svarede 
Mogens munk ; „ om en føje stund vil du selv 
skønne , det er omsonst længer at stå imod , og du 
får da , enddog uvillig , give dig . “ 
„ Ingensinde skeer det ! “ sagde Predbjørn fast . 
„ Vi drage nu til Randers , “ sagde Mogens Gjøe 
til Predbjørn , „ så sønder på over Års til nye . 
Ikke har du besindet dig og vil gøre følgeskab ? “ 

„ Bedre er straks at negte , end længe at love , “ 
Svarede Predbjørn . „ Ikke agter jeg at ride i dit 
følge , Mogens , skønner jeg end , at det øges mærkeligt 
på vejen ; dog , hos Sancte Søren i Rye , der 
skal jeg være at finde på den berammede dag . “ 
„ Nu , “ svarede Mogens Gjøe , idet han red , og 
den hele skare brød op og fulgte ham , „ jeg seer , du 
vil fremdeles til en side , vi til en anden ; så drage 
vi da i rebet og se , hvo stærkest er ! “ 

trettende kapitel . 
Slægtens ære holdes opret . 
Da Knud og Margaret kom ud på vejen , var 
deres fader allerede af syne , hvorfor de ganske opgave 
at indhente ham , sagtnede deres hestes løb og 
rede sindigt hjemad , idet de nøde den skønne sommermorgens 
friskhed . Hr . Mogens derimod gav ravnsvenske 
af sporerne og ilede fort , så forinden hans 
børn havde tilbagelagt den ene af de halvtredie 
fjerdingmiles veilængde , nåde han på sin skummende 
hest yderporten ved Tjele . 
Der stødte han straks på Vigand , som kom 
gående langs ydermuren og frydede sig i sit hjerte 
ved at se sin velynder komme farende med alle tegn 
på stor ophidselse , ganske alene ; thi han havde overvejet 
med sig selv , om han skulle flikke bud efter ham ; 
men da han sluttede sig til , at jo længere Genete og 
hans Thordsen forbleve uforstyrrede sammen , desto 
mere trygge og fortrolige ville de også blive i deres 
færd , så havde han anset det for klogest at overlade 
sagernes gang til tilfældet , idet han iøvrigt ikke 
tvivlede om , at hr . Mogens ved rigens hofmester 

måtte være bleven underrettet om hans Thordsens 
nærværelse . Vigand kom nu lige fra hallen , hvor 
han i selskab med hans og Genete havde nydt sin 
davre og efterladt dem i livlig samtale . Nu gik han 
udenfor gården for at spejde , om ingen var at se , 
kommende fra Vingegård , men lod , som om han havde 
ganske andre ting i hovedet . 
„ Dax vobisoum ! “ * ) tilråbte han hr . Mogens , 
som standsede sin skummende og pustende hest . „ Guds 
moder og alle hellige benedide eder i denne hellige , 
skønne morgenstund ! “ 
„ Er hans Thordsen end her ? “ spurgte hr . 
Atogens barsk , ganske uimodtagelig for velsignelse . 
„ Han er så , “ svarede Vigand koldblodigt ; „ jeg 
agtede mig nu til foulum at trøste nogle vansmægtende 
sjæle , dem kirkens unyttige tjener og præst , Jens 
Stigsen “ — 
„ Til helvede med ham og dem ! “ råbte hr . 
Mogens og red ind ad yderporten , efterfulgt af 
Vigand . „ Er Genete opstanden , og hvor findes hun ? “ 
„ I hallen ved davren med hans Thordsen , “ 
Svarede Vigand med en troskyldig mine . 
„ Ej , det er skønt ! “ ndbrød hr . Mogens med 
dirrende stemme , steg af hesten og kastede tøjlen til 
en stalddreng , som ilede til . 
Derpå gik han hastig gennem ydergården , ind 
i Haugen og hen til den lille bagdør ; men Vigand 
var ilet efter ham og greb ham i armen , som han 
ville gå ind . 
„ Hvad påtænker i nu ? “ spurgte Vigand . 
* ) fred være med eder ! 

„ Se , er du der ? “ udbrød hr . Mogens . „ Du 
forblive nede og liste ikke så efter mig ! “ 
„ I forivre eder ikke , “ sagde Vigand advarende ; 
„ som eders fuldtro ven råder jeg eder ikke at bruge 
vold ; men er det nu så , at i finder vished bedre , 
end nagende tvivl , og kan jeg ikke holde eder derfra , 
da meld ikke eders ankomst ved så faste trin 
og så hårde ryk i dørene ! “ 
Hr . Mogens så op med et lurende blik , nikkede 
og sagde : 
„ Vel ! Du følge nu stille efter mig ! “ hvorpå de 
begge listede sig op ad bagtrappen . 
Hans og Genete sagde sammen i hallen på en 
liden bænk ved et af vinduerne , og på hans ' s 
skød lå en gammel krønnikebog , af hvilken han 
læste . Genete hørte til i dyb taushed , hendes hånd 
hvilede på hans skulder , og hendes kind var nærved 
hans , idet hun kiggede med i bogen . Dreven af 
sit hjertes følelser , men uden overlæg og ganske 
fængslet af det , hans læste , havde hun indtaget denne 
fortrolige stilling ; men stod det end ikke klart for 
Genete , at hun med stor uforsigtighed røbede sit hjertes 
sande tilstand , hans Thordsen indså det til fulde 
og ville måske draget sig hendes svaghed til nytte , 
hvis ikke døren i det samme var bleven revet op 
med et brag . 
Der stod hr . Mogens , som det sås , lige kommen 
fra brudefærden , i fuld puds , med hatten på 
og med et åsyn , der blussede af nattesviren , det 
voldsomme ridt og den stærke , nu i flere timer tilbageholdte 
spænding og forbittrelse ; hans øjne vare 

røde , underløbne af blod ; det var et ræddeligt syn , 
og så-pludselig viste det sig , at hans tabte bogen , 
og Genete sprang op med et skrig . Over hr . Mogens ' s 
skulder viste sig Vigands åsyn og hans mørke , 
hoverende blik . Nu skulle Genete fornemme , at 
skinsygen har et seigere liv , end sin moder , kærligheden 
og kan tage et dødeligt had i arv fra hende . 
Hr . Mogens stod med korslagte arme og nød med 
grusomhed sin triumf . Der var nu ikke længermindste 
tvivl tilbage i hans hjerte ; han følte sig 
fuldstændig overbevist om sin hustrus utroskab , og den 
tanke , at børnene ikke vare hans egne , slog så dybe 
rødder i hans sjæl , at intet kunne bortrydde den , 
ganske nanseet det overilede i en sådan dom . Dog 
for han ikke løs på sin hustru med voldsomhed ; 
han gik hen imod hende med en sindighed , som var 
end mere ulykkespående og sagde langsomt og med 
hæs røst : 
„ I er en utro kvind ; der skal blive handlet med 
eder derefter ! “ 
„ I gør mig svarlig uret ! “ sagde Genete og brast 
i gråd . 
„ Her er syn for sagen ! “ råbte hr . Mogens 
heftigere . „ Gå på stand til eders Kammer og 
kom mig ikke for øjne , uden jeg eder kalder ! “ 
Genete ville tage til genmæle , men han stampede 
i fliserne og bød hende gå , hvorpå hun 
fjernede sig hulkende og blussende af undseelse ; men 
nu trådte hans Thordsen kjekt frem . 
„ Det bedrøver mig såre , “ sagde han med al den 
selvbeherskelse , han havde til sin rådighed , „ at jeg 

ganske mod min villie har pådraget eders hustru 
denne fortrædelige mistanke . I tro fuldt og fast , 
hvad hun sagde ! I gør hende storlig uret , al den 
stund hun er uskyldig , og jeg har den tro til eders 
visdom , at i , kommer i først til besindelse , må tilstå , 
at her fattes tilstrækkeligt bevis eller årsag til 
at rejse klage . “ 
„ En nar er jeg , at høre på eder ! “ sagde hr . 
Mogens , idet hans forbittrelse voksede . „ I forføje 
eder fluks af gårde og betræde ingensinde tiere min 
grund ! “ 
„ Så sagte , hr . Mogens ! “ svarede hans . „ Jeg 
har brevskaber til eder , og rigets tjeneste går 
for alt . “ 
„ Til helvede med dig og dine brevskaber ! “ 
Råbte hr . Mogens i ustyrlig harme . „ Fort med 
dig , vil du , så sandt , ej smage pisken og føle min 
ulvehunds tænder i dit kød . “ 
Han trådte nærmere og lagde hånden på sit 
sværdhefte ; men hans Thordsen sprang fluks til bordet , 
hvor hans værge lå og greb det . Da trådte 
hr . Mogens tilbage og sagde : 
„ Ikke fegter jeg med ufri mand , som dig . Vigand ! 
Du kalde Jesper og svendene herop at kaste 
den lumpenhund ud ! “ 
Vigand ønskede imidlertid ikke en sådan yderlighed , 
hvorfor han tøvede , mens hans Thordsen 
roligt spændte sit sværdbælte om lænd og greb sin 
hat ; men hans åsyns store bleghed vidnede om hans 
sindsoprør . 

„ Jeg ville sluttelig kun være en mod mange , “ 
Sagde han med rystende stemme ; „ jeg får da vige 
for magten og gå , men ingenlunde viger jeg af 
frygt . I må takke mig derfor , at jeg går ; thi er 
i end riddersmand og lehnsmand , det turde dog blive 
en farlig sag for eder at lægge hånd på mig , som 
er en kronens tjener . Hvad her er foregået i dag , 
skal blive meldt rigens hofmester ; jeg tænker , han 
mår mere , end eder . “ 
Derpå gik hans sindigt ud af hallen for at 
drage bort , mens hr . Mogens så efter ham med et 
giftigt blik , og da hans var ude af døren , kastede 
han sig stønnende i sin stol . Der blev så nogle 
øjeblikke dødstille i hallen ; Vigand var trådt hen 
til en vinduesfordybning , stod der lænet mod karmen 
og tilkastede nu og da hr . Mogens et forskende 
blik . 
„ Du stå ikke der og stirre så satanisk på 
mig ! “ for hr . Mogens omsider op ; „ hellere sige du 
mig , hvad nu er at gøre . “ 
„ Nok er gjort , “ svarede Vigand med et koldt 
smil . „ I har fået held til at vise hans Thordsen 
med skam af gårde ; dermed nøjes i og gøre intet 
videre ! “ 
„ Ingensinde , “ udbrød hr . Mogens og slog i 
bordet , „ skal Knud tage Tjele i arv efter mig ! “ 
„ Nu , “ svarede Vigand med samme rolighed , „ det 
kan nås med hænderne i skødet . “ 
„ Hvi så ? “ spurgte hr . Mogens . 
„ Gerne ville jeg sige det , “ sagde Vigand tøvende , 

„ var jeg forsikrer om , at eders brede ikke da ville 
bryde løs mod mig . “ 
„ Sig , hvad du vil og må , “ svarede hr . Mogens 
utålmodigt , „ og vær tryg ! blot ingen løgn ! “ 
„ Da vide i det nu , “ for Vigand fort , „ at så 
går talen , som var Genete ikke eders præstegivne 
hustru , men blot eders frillekone , og det har jeg fornummet 
på eders søster , Fru Maren , at når i engang 
lukker eders øjne — det ske sent ! — og hun lever , 
da agter hun uden betænkning at tage Tjele som eneste 
rette arving . “ 
Vigands blik forrådte hans spænding , medens 
han ventede på svar ; men hr . Mogens syntes ikke 
overrasket , endnu mindre fortørnet ; derimod kunne han 
ikke skjule sin forlegenhed og uro . Endelig sagde han : 
„ Bar nu den tale idet opspind , Vigand , og 
Genete dog min rette adelkone , hvad da ? “ 
„ Når ingen det ved , “ svarede Vigand uden 
betænkning , „ men alle tvert derimod tro ganske det 
modsatte , da er og bliver Genete ikkun eders frillekone , 
og der vil vorde handlet derefter med hende og 
hendes børn . “ 
Sveden perlede på hr . Mogens ' s pande , og han 
rokkede uroligt på stolen . 
„ Vigand , “ sagde han med et tungt mæle , som 
om ordene nødigt ville frem , „ ikke tykkes det mig at 
være en ædelig fri mand af mine kår værdigt , når 
han har levet med en kvinde i årevis og delt 
seng og bord med hende , da at støde hende arm af 
gårde som en tiggersfe , uanset at hun ved sin 
utroskab har gjort sig vel fortjent dertil . “ 

Vigand blev urolig over dette anfald af skrupler 
og ilede med atter at dysse sin velynders vågnende 
samvittighed i dvale . Han kom også hurtigt på 
det Rene med , at det i ingen henseende ville være 
til hans skade , om der sikkredes Margaret nogen 
velstand . Altså tog han efter kort betænkning til 
orde og sagde : 
„ Og derfor ved jeg råd . I give Genete i 
levende live en sum , så hun derved vorder forsørget . “ 
Hr . 
Mogens grundede i taushed på det råd , 
men da lysnede Vigands blik , og han for fort : 
„ Hvad om i tilkendte hende al eders rørlige 
ejendom og lod eders søster blot tage gård og 
gods ? I sætte eders villie snarest skriftligt op , dog 
sålunde , at i blot nævner Genetes arv og lader 
Fru Maren og gården vorde fortiet ; da bliver ingen 
tvivl om eders mening , hvor gården skal hen . 
I læse Genete det fore og adspørge hende i min overværelse , 
om hun dermed er nøiet ; svagsindet som hun 
er og nu hel forskræmt , vil hun give sit minde til 
alt . I love hende til gjengjeld fred og at forblive 
på Tjele med børnene som hidindtil . Dette formener 
jeg er klogt , al den stund , som hans Thordsen 
sagde , her ikke er bevis nok til at rejse sag mod 
hende , er i end fuldelig forvisset i eders hjerte om 
hendes utroskab . Hvad siger i dertil ? “ 
Hr . Mogens hørte studsende på Vigands forslag , 
udstødte en ed og sagde : 
„ Ved min helgen , Vigand ! ikke for intet gik 
du i lære i et kloster ; der er fanden læremester i 

meget . Dog , hvor snild du end er , du betænker 
ikke , at Genetes afkald på ingen Viis binder børnene , 
som , når de blive myndige , kunne gøre deres 
ret gjekkende . “ 
De ville tænkelig det forsøge , “ svarede Vigand , 
„ men med hvad lykke ? Da sidder Fru Maren inde 
med Tjele , hun og Erik skram ville være Knud for 
stærke , fornemmelig da det ganske folk står på Fru 
Marens side . Dog , forsørger i Genete og børnene 
så rundeligt , da har i , formener jeg , eders samvittighed 
fri og kan , når tiden kommer , gå roligt 
i eders grav . “ 
Hr . Mogens udfegtede en svar strid med sin 
samvittighed , men skinsygen og hadet vandt Sejer i 
hans hjerte . Vigands snilde forslag tiltalte hans 
naturlige snuhed , og med ondskabsfuld glæde tænkte 
han sig Knuds skuffelse , om alt gik , som Vigand 
spåede . Han var sig fuldt bevidst , at han ved det 
arvebrev stemplede Genete som sin frillekone ; thi det 
ville jo været ganske overflødigt at sikre en ret adelkones 
og hustrus forsørgelse . 
„ Er du at lide på ? “ spurgte han og så op 
med rynker i sin pande . „ Kan jeg forlade mig til , 
at hvad her i dag er talet os imellem , vorder fortiet 
til evig tid ? “ 
„ Ved min helgen , det kan i ! “ svarede Vigand 
og så hr . Mogens fast i øjet , så denne fornemmede , 
at det var en oprigtig ed . 
„ Nu , “ sagde hr . Mogens og rejste sig tungt , 
„ da skal du ikke forblive ulønnet ! Du sætte det brev 
op for mig nu straks , mens jeg søger hvile ! “ 

Vigand havde ventet denne begæring og lovede 
nu sig selv at stile brevet således , at der ikke kunne 
være tvivl om meningen . 
„ Gerne gør jeg det , “ svarede han , „ og skulle 
jeg mene , at dette er en god og ingen fandens gerning , 
som i sagde før ; thi hvad gør i nu andet , 
end at snoe eder fra vanskelige kår med lempe , idet 
i opretholder eders gamle æt i sin renhed og 
giver eders fædrenegods i de rette ædelige hænder ? “ 
„ For sanden , du taler viist ! “ udbrød hr . Mogens . 
„ Nu vorder slægtens ære holdt opret , og 
dens Skjold fries fra plet . Bedre , at Maren og 
Erik sidde på Tjele , end troløs kvinde med hendes 
horeunger , på dem verdens ringeagt hviler ; der 
skeer retfærdighed , og dog viser jeg stor skånsomhed . 
Dog er det nødagtigt , vi binde Genetes mund 
med en dyr ed , at det , nu skal ske , vorder fortiet 
for børnene ; det vil du formå ? 
„ Visselig vil jeg det , “ svarede Vigand med djævelsk 
fortrøstning ; „ hendes sjæl er i min hånd . “ 
„ Nu , da er alt vel ! “ sagde hr . Mogens og gik 
ind i sit sengekammer . 
Men Vigand blev stående ved vinduet og 
grublede . Han overvejede , om hr . Mogens efter 
dette ville kunne tåle fremdeles at se børnene om 
sig . Han skulle snart blive overbevist om , at i 
få henseende var der ingen fare ; thi husligt tyranni 
var blevet hr . Mogens en vane , og længe 
havde han desuden formodet det , han nu fuldt og 
fast troede . Der var altså ingen væsentlig forandring 
foregået , og det faldt ham langt naturligere 

at skærpe strengheden , end om Genete havde stået 
retfærdiggjort , og han skulle viist mildhed . 
Som Vigand sad grublende ved vinduet , lsd 
hestetrampen ; det var Knud og Margaret , som vendte 
tilbage . Da Vigand så Margaret ride ind i gården , 
og dagslyset faldt på hendes fagre åsyn , som 
blussede af ridtet og den friske morgenluft , da fløde 
hans øjne lyn . 
Guds død , tænkte han , hvor er hun fager ! 
Hvor blusse de sine kinder , hvor friske er de læber , 
og hvor stråle de klare øjne ! Stolt knejser nu 
hendes nakke , men den stund skal komme , da den 
får bøje sig og hun nødsages til at tigge mig om 
nåde . Jeg har biet i år og kan bie en stund 
endda ; men timen vil engang slå , da hun vorder 
røvet navn og ære fra , og den stund vorder 
hun min ! 
Da Margaret kom til sin moders dør , fandt 
hun den lukket og stænget ; det forekom hende , at hun 
hørte sin moder hulke sagte og mumle sine bønner . 
Nu fornemmede hun , at hun atter var i hjemmet , hvor 
ikke fred eller fryd trivedes . Dog glemte hun snart , 
hvor hun var ; thi hun sknmrede hurtigt ind på sit 
leje , og det svundne døgns rige kjærlighedsminder gik 
som lysalfer gennem hendes urolige drømme . 

anden bog . 



første kapitel . 
Herredagen i Rye . 
I hjertet af Jylland , hvor landryggen hømer sig til 
et mægtigt bakkedrag , som krones af Himmelbjerget , 
hvor bøgene spænde deres lyse løv-telt over den 
mørke lyng og en perlerad af søer , forbundne ved 
blanke åløb , giver en barsk og storladen natur smil 
og inde , der rørte sig fordum , både i naturen og 
blandt menneskene , et langt rigere og kraftigere liv , 
end i vore dage . De nu forhuggede og tynde skove , 
som plougen er gået nær , vare for tre århundreder 
siden mange steder tætte som en urskov og strakte 
sig over et langt større område ; træer af århundreders 
zelde knejste der , hvor nu lyngens brune 
toppe neje for vestenvinden ; store flokke af råvildt 
strejfede om og formindskedes kun i ringe grad af 
jægeren og krybskytten , hvorimod den grådige ulv 
var dem en værre fjende ; mangt et stolt stykke 
storvildt gik kneifende om med sin buskede manke og 
spejlede sine mangetakkede horn i søernes klare vande ; 
hjortene lod deres brøl høre og udfegtede deres blodige 
kampe under løvhvælvingen , medens hindene 

flokkedes om dem og så til ; men om natten strejfede 
de om i det åbne land , afåd og nedtrådte bondens 
sæd . Kongeørnen byggede uanfegtet sin rede i skovene 
og gjorde mangen værgeløs hare til bytte , fiskeørnen 
hævede sin told af søernes fifkerige dyb , 
og overalt hørtes glentens og musvågens skrig . 
Færdedes end også dengang skovhuggeren med sin 
0xe i skovene , jægeren med sin armbrøst , og ernærede 
leilighedsviis en rømningsmand eller landevejsrøver 
sig af skovens vildt , naturen var dog dengang 
endnu i sin rigdom og vælde menneskene for stærk , 
og århundreder skulle hengå , inden kulturen fik 
givet den sit banesår . 
Dog ville det måske set noget anderledes ud , 
havde ikke en mild herskerinde , som benyttede naturens 
rige hjælpekilder med mådehold og dog var 
stærk nok til at give beskyttelse , i lange tider udstrakt 
sit scepter over disse egne . Den kattolske kirke , 
denne stat i staten , som ejede en trediedeel af riget 
og havde mere , end dobbelt så stor en indtægt , som 
kronen , havde overalt udsøgt sig de skønneste eller 
fedeste lodder . Munkene yndede dog fornemmelig 
ensomhed . Hvor skovene strakte sig vidt , gave ly 
for de barske vinde , ved til ovnen og vildt til fadeburet , 
hvor søer og åer skaffede lækkre fisf , der 
havde de helst i gammel tid fæstet Bo . silkeBorg 
slot med dets store område af land og skov hørte 
under Århus bispestol , og hans nådes , hr . Ove 
bildes lehnsmand , hans stygge , herskede i sin herres 
navn over den største part af de mægtige skove og 
fifkerige søer mod nord , medens i det sydlige strøg , 

omkring Mos sø , trende herreklostre delte herredømmet 
imellem sig , det rige og mægtige cistercienserabbedi 
i øm , benediktinernes munkekloster i voer og 
deres nonnekloster i Vissing . 
Boer og Vissing klostre vare de ældste og regnede 
deres oprindelse helt tilbage i den tidlige 
middelalder , men øm kloster havde dog bestået i 
tre og et halvt århundrede . I lange tider havde 
disse klostres indviede klokker ringet i Chor til ottesang 
og aftensang og alle andre tider på døgnet 
kaldet munkene og omegnens beboere til andagt . 
End ikke nu , i disse for den papistiske kirke så mislige 
tider , lød klokkernes kaldende røst forgjeves ; thi 
omegnens bønder , i mange slægtled opvoksede under 
klosterlig tugt eller tilsyn , vare , som deres fædre , 
kirkens tro tilhængere , og de befandt sig i verdslig 
henseende vel under munkenes milde regimente . 
Nåde klokkernes klang fra klosterkirkerne , eller fra 
sanct Sørens kirke i nye , bondens øre , mens han 
gik bag sin Ploug , da standsede han sine øxne , tog 
sin hue af og bad et ave Maria ; håndværkeren 
standsede midt i sit arbejde for at fremmumle sin bøn , 
og selv jægeren og fiskeren , når de færdedes ude 
om natten , eller i den tidlige morgenstund , undlode 
aldrig at korse sig og ofre guds moder eller en 
anden helgen en tanke , når vinden bar de dybe 
toner af munkenes vigilie-sange til dem gennem 
skoven eller over søens bølger . 
Munkene og de papistiske præster vare i det hele 
ikke lægfolk så fremmede og fjerne , som i senere 
tider ofte de lutherske gejstlige ; thi det kirkelige og 

det folkelige liv var i den kattolske tid fast sammenvoksede , 
idet kirkens tjenere førte de troende i ledebånd 
fra vuggen til graven og ikke på noget punkt 
af deres liv løsnede lænken . På enhver tid af 
dagen stod kirkerne åbne og indbøde menighederne 
til andagt ; munkene lod sig ikke blot se på de 
kirkelige højtidsdage i pragtfulde optog , eller når de 
bare monstrantsen med det hellige brød til en døende , 
men de vare daglig bøndernes gjester , velsignede til 
visse tider af året deres marker , deres fæ , korn 
og mad , forsynede dem med indviede relikvier til 
beskyttelse mod djævelens anfegtelser , mod sygdom 
og fare , vare deres læger og undertiden også deres 
rådgivere i verdslige anliggender , dog visselig ikke 
uden at kræve rigelige gaver til gjengjeld . Dog , nød 
det umyndige folk således beskyttelsens velgerninger , 
det fik også afhængighedens forbandelse hårdt nok 
at føle ; thi ikke blot misbrugte munkene ofte deres 
åndelige magt til at ' skaffe sig ublu verdslige fordele , 
men de grebe også tyrannisk ind i familielivet og 
voldte forældrene sorg ved at lokke deres børn til 
klosteret , hvor der gerne holdtes skole , og det var 
da blevet skik , at novicer , eller ungbrødre og ungsøstre , 
optoges i klostrene i en utilbørlig tidlig alder . 
Derved blev frit valg umuligt , naturen gik senere 
over optugtelsen , og dette førte til et kødeligt , forargeligt 
levnet , vidt fjernet fra klostersamfundenes 
hellige formål . 
I nærheden af et rigt og anset kloster opstod 
gerne en lille by ; eller var der en sådan , da tiltog 
dens velstand . Klostrene vare i sin tid kulturens 

brcendpnnkter , deres talrige beboere hiddroge håndværkere , 
som vandt deres livsophold ved at arbejde 
for herremunkene ; men dertil kom , at de kirkelige 
fester og handelen med relikvier , undertiden også 
med verdslige varer , på visse tider af året bevirkede 
en stor tilstrømning af mennesker , der måtte 
have Herberge og føde . Således havde øm klosters 
nærhed hævet den oprindelig uanseelige landsby 
nye næsten til en købstad ? Rang , og dens ret talrige 
beboere vare ikke agerdyrkere , men mest høkere , 
kroværter og håndværkere af alle slags . Beliggende 
på den sydlige skråning af Himmelbjergets 
ås , kun en halv mil fra Mos søens nordlige 
bred , hvor øm kloster lå , var flækken et såre 
passende bedested for alle , som agtede sig til klosteret . 
Dog havde cistercienser-munkene sørget for et 
stærkere tiltrækningsmiddel , idet de opdagede en hellig 
kilde i nærheden af Rye og der foretoge mirakkelkure . 
Denne udvej slog i overtroens blomstringsperiode 
aldrig fejl , og det varede heller ikke i dette tilfælde 
længe , førend store skarer af lidende strømmede til 
for at helbredes . Kilden blev viet den hellige Severin 
eller sanct Søren , og til hans ære og for de 
rigeligt indkomne gaver opbyggedes der i stedet for den 
uanseelige sognekirke , som blev nedreven , en prægtig 
korskirke med et højt tårn . Dette er for længst faldet , 
og den nuværende kirke i nye er kun en lille 
rest af sanct Sørens anseelige tempel . 
Denne mærkelige helgen blev snart en af de mest 
yndede og folkelige i Danmark , eller i det mindste i 
Jylland , så han til sidst ganske overfløiede de ældre 

folkelige helgene , som sanct Knud konge , sanct 
Kjeld og sanct Oluf . 
Han var en udlænding , som de fleste andre af 
helgenernes utallige skare , en biskop af Kølln i det 
fjerde århundrede , på kejser theodosii tid , og 
udmærkede sig ved stor fromhed . Legenden tillæger 
ham så umiddelbar en forbindelse med himmelen , at 
den lader ham høre de himmelske hærskarers lovsang . 
Da han var død på en rejse og førtes tilbage til 
Kølln , blev der i egnen det år en usædvanlig frugtbarhed , 
som straks tilskreves det hellige ligs ankomst , 
og længe derefter brugtes i et frugtbart år det 
mundheld : nu er biskoppen Sancte Søren hjemme ! 
En mere passende helgen for et agerdyrkende folk , 
som det danske , kunne ikke tænkes ; men da hans udenlandske 
oprindelse hindrede ham i med ønskelig hurtighed 
at blive almeenyndet , så gjorde eisterciensermunkene 
ham uden betænkning til en bondesøn fra 
nye , der var udvandret til Kølln . Nu var den eneste 
mangel , der heftede ved sanct Søren , afhjulpen , og 
fra nu af kastede hans undergerninger stor glans 
på øm kloster og skaffede dette en rigelig indtægt . 
På grund af den anseelse , nye således havde 
vundet , da byen var beliggende midt i Jylland og 
desuden i stand til at huse et stort antal gjesfer , 
ligesom også øm kloster kunne vise prælaterne en 
rigelig gjestfrihed , faldt det naturligt nok at vælge den 
til mødestedet for en herredag . Dog , da rigens 
råder overvejende vare papisfisk sindede , har vistnok 
beboernes kirkelige sindelag og byens ensomme beliggenhed 

gjort udslaget . Jyllands hovedstad , Viborg , 
ville ellers været nærmest til æren ; men dens frafaldne 
og aldeles lutherske befolkning ville sikkert berøvet 
rådet dets handlefrihed . Dog nyttede denne 
vise forsigtighed ikke ; thi den papistiske og oligarkiske 
forsamling , som kaldtes rigens råd og for tiden 
havde al magt i hænde , blev dog , som det siden skal 
ses , selv i denne papistiske afkrog genstand for et 
stærkt tryk . 
Dagen før sanct Martins dag indtraf de fleste 
af rigets herrer og desforuden en stor skare af den 
menige adel . De bløde , sandede veje optrampedes af 
rytterskarerne , og hele dagen igennem meldte nu og 
da en støvsky fra det fjerne nye gjesfer . Ingen af 
herrerne indfandt sig uden stor ledsagelse af bevæbnede 
svende , og rigens hofmesters følge var såre 
anseeligt , men det kunne dog ikke i talrighed måle 
sig med bispernes ; thi disse prælater , som havde 
fyrstelige indtægter , viste sig også med fyrstelig 
Glands , hver ledsagede af mindst halvhundrede bevæbnede 
svende . Jørgen fris fra Hald og Oluf 
munk fra Ribe vare desuden selv i saddelen og 
havde værge ved siden , hvorimod den magelige Styge 
Krumpen fra Børglum og den fredsommelige Ove bilde 
sra Århus kom agende , hver i sin karm . I Rye 
var der stor tilstrømning af nysgerrige og af handelsfolk , 
som håbede at tjene penge , og da byens indvånere 
også vare på benene , blev bisperne , da 
de droge gennem Rye , beskuede af en anseelig folkemængde , 
som dog ærbødigt nok bevidnede dem sin 

ærefrygt . Navnlig blev hr . Ove modtaget med venlige 
tilråb og meddelte fra sin karm folket sin 
velsignelse . 
Med glæde gjensåe prælaterne det stolte øm 
kloster , ' hvis høje Tage og gavle viste sig kneifende 
over trætoppene , da de fra nye droge ned i det flade 
og nu bare landstrøg ved Mos sø , men som dengang 
prangede med frodige træer og grønne Enge . 
Klosterkirken med sit spir , den egentlige munkebolig , 
en anseelig bygning med fire sammenbyggede længder 
og den hvælvede omgang eller buegangen i den indre 
klostergård , vestiarii eller garderobemesterens hus , 
kjeldermesterens bolig , sygehuset , gjestehuset , staldene , 
laden og flere mindre avlsbygninger udgjorde 
en samling af bygninger , som lignede en liden by 
og var omgiven af en stærk ringmur . 
„ Ved guds moder ! “ udbrød bisp Ove bilde , 
da karmen skumplede ud af Rye by med ham og hans 
kantsler eller sekretair , og de fik øje på klostret , 
„ den troens og andagtens fyrighed , som rejste denne 
hellige bolig og så mange andre hellighedens templer 
her udi riget , for at i et regelbundet levnet alfløns 
dyder des klarere kunne fremskinne , den vil Herren 
neppelig lade plat hendøe og forsvinde , enddog nogle 
løse og uforstandige hoveder med dette lutherske oprør 
storme derimod og ville ved djævelens hjælp gøre 
en forandring på den menige gamle christne fund og 
manering . “ 
„ Sjælen sanker mod , “ svarede kantsleren , „ ved 
at flue disse stærke mure , som fordum husede den 

fromme og lærde Gunnerus * ) , og end er renlivede 
brødre til skærm og beskyttelse mod kætteres anløb . 
Dog ville jeg , eders nåde ! des vissere lide 
på Herrens miskundhed , fandtes der ikke i disse 
hellighedens templer , ved siden af hine , så meget 
løsagtigt klærkeri , klosterbrødre , som er tilfredse , 
sjunges og læses der messe eller ej , må de blot ellers 
bruge kirkens rente og nyde anden jordisk herlighed . “ 
„ Kirken havde brøst alle sine dage , “ svarede 
bisp Ove , „ og tænkelig er disse tiders kjødelighed 
og vanart over guds langmodighed . Med hjertens 
sorg må vi det tilstå , at somme af prælaterne , 
ere de end ædle af legemlig slægt og have kødelig 
visdom , dem fattes dog åndens sværd , som nu 
fornemmelig skulle bruges mod lutheri anhængere . 
Den alsommægtigste gud og hans ærefulde moder 
oplyse dem og give dem ret , , christelig forstand ! Dog 
kan ikke jeg tænke , at guds fortørnelse er vendt mod 
dem og os , men snarest mod dem , som storme mod 
hans hellige kirke , omstyrte hans altre og udjage hans 
tjenere . “ 
„ Visselig , eders nåde ! , “ sagde kantsleren , 
„ må vi tro og håbe det og sætte vor lid til 
Herren . “ 
„ Regerer så ikke heller , “ for bispen forsk 
„ Løsagtighed her på oara insula . Abbed Peder er 
nidkær i at holde messen vedlige og tilsteder ingen 
ladhed , ville end strengere observants være ønske * ) 
abbed i øm , siden biskop i Viborg , i stor gunst hos 
Waldemar Sejer og arbejdede med på hans jyske lov . 

lig ; de have fjernet sig vidt , og her i øm , fra Stephani 
statut og overholde ingenlunde dets strenge afholdenhedsbud . “ 
„ Ak , 
eders nåde ! “ udbrød kantsleren smilende , 
„ skulle det gå derefter og havde hr . Peder ikkun 
stråsække at byde os til natteleje , lidet lysteligt 
ville det være for os at gjeste hans kloster ; og hvad 
ville hans nåde af Børglum sige , vankede der 
ikke lækkre kødspiser på munkenes bord til denne 
nadvere ? “ 
„ Orsmus ! “ udbrød den fromme bisp og sukkede ; 
„ vi er forsømmelige tjenere alle tilhobe og , så 
længe vi slæbe på dette dødsens legeme , kjødeligheds 
trælle . Vi afbede nu vore egne og vore brødres 
synder ! “ 
Bisp Oves orsiuus , lader os bede ! var ingen 
talemåde . Han greb fluks sin Rosenkrands , lod den 
glide mellem sine fingre og fordybede sig i bøn , 
medens kantsleren fulgte sin ovcrhyrdes eksempel , og 
således sagde de fordybede i andagt , indtil karmen 
rullede ind ad klosterets porthvælving . 
Guardianen bød bisp Ove først velkommen , men 
snart kom den værdige abbed , Peder Sørensen selv 
tilstede , efterfulgt af prioren , subprioren , vestiarius 
eller garderobemesteren og kjeldermesteren , ingenlunde 
converser eller lægbrødre , men to af de ældste og 
meest ansete munke , og hele den øvrige skare af 
klosterbrødre , hvoriblandt klostrets senior , bisp Oves 
personlige ven , den værdige Broder Ambrosius . 
Abbed Peder , en høj , mager mand med skarpe 
træk og et klogt , strengt blik , var iført cisterciensernes 

almindelige ordensdragt , den hvidgrå kutte med det 
sorte forstykke og den sorte hætte , om end stoffet 
var finere , end det , munkene bare . Bisp Ove hilste 
ham som ligemand med en brøderlig omfavnelse , 
hvilket ikke var nogen nedladenhed fra bispens side ; 
thi cistercienserordenen var for længst eximeret , det vil 
sige unddraget bispernes tilsyn og stod umiddelbart 
under sin generalsuperior i cistercium eller citeaux i 
Frankrig . Det var abbeden i øm kloster forundt at 
bære krumstaven og insulet , eller det biskoppelige 
ornat ; han var således i den kirkelige rangforordning 
bispernes ligemand og sirev sig ligeså vel „ af 
guds nåde “ , som de . Ikke destomindre undlod abbed 
Peder ikke at vise bisp Ove den ærbødighed , 
som tilkom hans højere alder og store ry for fromhed 
og lærdom , og han tiltalte derfor sin gest ved 
modtagelsen med såre sirlige og smigrende ord , idet 
han betjente sig af det latinske sprog . 
Da bisp Ove havde hilst på det hele broderskab , 
kaldte han Broder Ambrosius hid og forundte 
ham en hjertelig omfavnelse , en ære , som vakte misundelse 
hos de andre brødre . 
„ Frydefuldt at gjensee eder , “ sagde bispen , da 
han havde givet ham broderkysset , „ er det end tidernes 
tranghed , der har ført os til øm ; thi så er 
det jo nu , at den ene modgang rækker den anden 
hånden . Neppelig levnes der os under denne vor 
korte samværen , som da i gjestede mig sidst i Års , 
stunder til at samtale om Bernhards oommsntariis , 
kunne vi end tænkelig få held til at veksle nogle 
mundfulde edelig , god , dyb latin . “ 

„ Intet er så ondt , det er dog godt for noget , “ 
Svarede Broder Ambrosius , rørt til tårer ; „ thi , at 
samles end en gang med eders nåde , er som balsam 
for mit hjerte . “ 
Derefter begav bisp Ove sig , ført af abbeden , 
ind i gjestehuset , for at han kunne toe sig og nyde 
en kort hvile , forinden alle begave sig til refectoriet , 
' eller spisesalen , for der at nyde aftensmåltidet . 
At de andre bisper allerede vare ankomne , det 
sås af den store vrimmel af svende , som færdedes 
i klostrets omgivelser , bevæbnede og broget klædte , 
bærende på deres klæder deres herres våben , eller 
visende en bestemt farve . Dog havde bisperne , for 
ikke at misbruge klostrets gjestmildhed , ladet den største 
part af deres følge forblive i nye under fodermarskernes 
tilsyn , og navnlig bragte bisp Ove kun et 
par svende med sig . Det spørgsnål om den århuns 
bisps gjesteret havde i fordums tider været 
foranledningen til en blodig fejde mellem bispestolen 
og klostret , men sagen var bleven afgjort til klostrets 
fordel . Dette var da meget skinsygt over sit privilegium 
og det med grund ; thi bispernes besøg med 
deres store følge var at ligne ved en utålelig skattebyrde . 
Dog tilsidesatte bisp Peder i disse kirkens 
anfegtelsesdage al smålig beregning , han var stolt 
af den gjestfrihed , han kunne vise Jyllands prælater 
og bebrejdede bisp Ove , at han var kommen til klostret 
med så ringe et følge . 
Den travlhed , der herskede både i herre- og 
svende-stegekjelderen , tydede rigtignok på , at hvorledes 
det end ellers gik med munkenes afholdenhed , 

på denne dag skulle Stephan : statut aldeles tilsidesættes . 
Kokkene , bager- , brygger- , kjelder- og bordsvendene 
havde alt i nogle dage forinden haft travlt 
med at tilberede lækkre retter , bage fint brød og 
polere sølvstobene og bægrene , medens rageren jevnlig 
i klostrets ragestue havde været sysselsat med at 
gøre munkenes isser blanke og pudse tonsuren . Der var 
neppe nogen lægbroder , eller noget individ af det 
talrige tyende , som ikke i anledning af det forventede 
fornemme besøg havde haft hænderne fulde , og som 
ikke nu glædede sig til at høste lønnen , et lækkert 
måltid og en svir i de fremmede svendes muntre 
selskab . 
I resectoriet , en rummelig sal , hvis hvælvinger 
bares af en række skønne steenpiller i midten , 
og som havde spidsbuede vinduer , der vendte ud imod 
søen , sagde abbeden , hans høje gjester og klosterbrødrene 
til bords . Dog vare de ikke alle kronragede 
mænd , thi bisp Oves Broder , Mogens bilde , lehnsmanden 
på koldinghuns , Predbjørn Podebusk og 
Peder lykke , alle medlemmer af rigens råd og 
kirken standhaftigt hengivne , havde gjort krav på 
klostrets gjestfrihed og vare blevne modtagne med 
glæde . Rigens hofmester holdt sig selvfølgeligt fjernt 
fra dette selskab , og visselig ville klosterporten blevet 
lukket og stænget lige for næsen af ham , om han 
havde indfundet sig . Han og hans meningsfæller 
måtte nøjes med tarveligere beværtning og fattigere 
lejlighed oppe i Rye . 
Det svære , faste egetræes-bord , som stod mellem 
steenpillerne og vinduerne , var dækket med en skøn 

fryndset dug og på høibords-enden prydet med 
kostelige drikkekar af ædelt metal . Munkenes bordinventarium 
var tarveligere , men beværtningen var 
ens for alle og overflødigheden af vildbrad , kokjød , 
postejer med fuglevildt og fisk , tilberedet på forskellig 
måde , samt af alle de brugelige drikkevarer 
så stor , at ikke Danmarks konge , om landet havde 
havt nogen , ville kunnet byde prælaterne en kosteligere 
anretning . Det havde åbenbart været abbeden om 
at gøre at vise , hvad klostret formåede , men Stephani 
genfærd må dog have viist sig for ham i 
ånden og banket på hans samvittigheds løndør ; 
thi han fandt det nødvendigt at fremkomme med en 
undskyldning for den store overdådighed . 
„ I dag er det festdag , “ sagde han , da bordbønnen 
var læst og han havde drukket velkomst-bægeret med 
sine gjester ; „ Jndulgents være os alle tildelt en 
stakket stund ; desto strengere faste ville vi pålægge 
os i de anstundende dage . “ 
Bisp Ove , som var en mådeholden mand og 
virkelig for sin person holdt sig kirkens forskrifter 
med hensyn til faste efterrettelig , forargedes i sit 
hjerte over dette yderligt drevne vellevnet og formåede 
ikke at godkende det ved taushed . 
„ Ved Sancte element ! “ udbrød han og lod sit 
blik glide hen over de bugnende fade og fulde drikkekar , 
„ I har disket op for os , hr . Peder ! som var 
en af os det hellige romerske riges kejser . Eders 
gode villie er åbenbar , enddog jeg vil holde mig 
den faste , som jeg i disse trængselsdage har pålagt 

mig selv , efterrettelig og blive ved fisken . Ville så 
og et krus vand være mig såre tjenligt . “ 
Abbeden bød med rynket pande en bordsvend 
ask hidskaffe , hvad hans nåde begærede , mens den 
Viborg bisp målte Ove bildes lille , magre person 
med et råt , hovmodigt blik . 
„ Nu efter rejsen , “ sagde Jørgen fris , „ er ej 
tid og lejlighed at faste . Stærkere ville i være af 
helbred , Ove ! og bedre tåle livets trængsler , talte 
i sulefadet til og fyldte eders bæger af kanden , i 
hvilken vor gode vært , som en ret Dannemand , har 
ladet tappe af den bedste sort . “ 
Jørgens blussende åsyn viste , at han jevnlig 
styrkede sig til at bære livets trængsler på den 
måde , han anbefalede , og den Riber bisp , Oluf 
Mogensen munk , var ganske af samme mening , faldt 
ind i samme tone og priste de øm brødres lækkre 
køkken og gode kjelder . Den Børglum bisp , Styge 
Krumpen , lod med et smil de andre snakke og tog i 
taushed dygtig til sig af retterne . Hans voxblege 
ansigt tydede ikke på umådelighed i drik ; thi ligesom 
sin forgænger og åndsfrænde , den gamle synder 
Niels stygge , dyrkede han denne ene dyd , afholdenhed 
i drik , men ringeagtede alle andre dyder 
desto mere . Det passede vel til hans snuhed , ikke 
at lade øllet få magt med hjernen , så tungen 
snakkede af skole ; men ellers stak ingensinde nogen 
værre pengepuger , kvinderøver og vellystning i en 
bispekjortel , end han . Han levede åbenbart på 
voergård med sin frille , Fru Elsebeth Gyldenstjerne , 
Bonde dues hustru , og hans levnet var selv hine 

tiders slappe moral til forargelse . Han plyndrede 
kirken for at berige sig selv , og besad han end kundskab 
og dannelse nok til i et stridsskrift at værge den 
samme kirkes rettigheder mod de lutherske , han var 
døg en skændsel for kirken , hvis hellighed han var 
sat til at værne om . 
Den retskafne Ove bilde , måske den eneste af 
alle Danmarks bisper dengang , som førte krumstaven 
i christelig ånd og med ære , og som ved et rent 
levnet og det mest opoffrende fædrenelandssind aftvang 
selv sine modstandere den højeste agtelse , lod sit blik 
glide ned ad bordgjesternes række og sukkede ; så 
hævede han blikket mod hvælvingerne , som om han 
bad . Styge Krumpen vogtede på hans miner med 
et ondt blik , og som om han havde gjettet hans tanker , 
sagde han : 
„ I fortroe eder til os , værdige Broder i Herren ! 
Lad høre , hvi i sukker så såre her blandt velmenende 
brødre og ved et godt bord , hvor ej anden 
uskikkelighed begås , end denne , at vi efter en lang 
og besværlig rejse stille vor naturlige hunger og 
tørst ? “ 
Ove bilde lod sit fromme og kloge blik falde på 
ham , der snarest var en Broder i djævelen , så 
Styge Krumpen så længe og fast i øjet , indtil denne 
måtte se ned i sin tallerken , og sagde da : 
„ Jeg tænkte ikkun dette , at ved faste , vågen og 
bøn styrkede de guds hellige , vi daglig anråbe og 
offre vore bønner , sig imod verdens anfegrelser , 
medens de vandrede hernede i kødet , og ikke hentede 
de , det jeg ved og haver lært , åndens kraft af 

sulefadet og ølkanden — dette være svar til eder , 
Jørgen , i som priser kødelig næring som modgift 
mod jordelivets trængsler ; men hvad eder , hr . 
Styge ! anbelanger , da vil jeg , som sukker , det i ej 
begriber , adspørge eder , hvoraf i udi disse trange 
tider øser eders gode , sorgløse lune , det jeg på 
ingen Viis fatter ? “ 
Jørgen fris brusede op og ville give et heftigt 
svar , men Styge Krumpen løftede afværgende hånden 
og tog ordet fra ham . 
„ Jeg fornemmer , “ sagde han med et koldt , spydigt 
smil , „ at havde vor gode Broder af Års 
magt , som han har villie , visselig skulle da en banstråle 
ramme vore ugudelige hoveder . Er jeg dog af 
den formening , at hvad vi muligen have syndet , vil 
vorde os forladt , når vi angre . Tænker jeg så og , 
det ville være uvenligt ikke at vurdere ret den store 
og rundelige gjestmildhed , vor gode vært og Broder , 
dette klosters værdige forstander , os haver viist og 
for hvilken vi må være ham såre takskyldig . “ 
Han bøjede sit hoved høvisk for hr . Peder , hvem 
hans fagre ord var til husvalelse , og Ove bilde tav , 
da han indså , at længere tale om den sag kun 
ville gøre ondt værre . 
„ Knnne vi så endda , “ for Styge Krumpen fort , 
„ oprette det , at vi ikke fastede , ved vågen og bøn , 
vil ellers hr . Peder og de hellige brødre i dette ærværdige 
kloster forunde os at høre en natsang i deres 
skønne kirke ? “ 
Dette forslag vandt stort bifald , og samtalen 
drejede sig derefter hen på verdslige sager , fornemmelig 

den forestående herredag . Her hørte al 
uenighed op ; alle de tilstedeværende herrer , gejstlige 
som læge , vare fast bestemte på at modsætte sig den 
kjætterfke hertug Christierns valg og give den umyndige 
hertug hans , den yngre Broder , deres stemmer . 
„ Eders fader , “ sagde ved denne lejlighed Predbjørn 
Podebusk til bisp Oluf munk , „ er , frygter jeg , 
helt falden fra vort parti . I må være belavet 
derpå , at han sejler i Mogens Gjøes kølvand , så 
sandt de både i bedste forståelse fulgtes ad , da vi 
forgangen dag skiltes på Vingegård . “ 
„ Da må rigens hofmester , “ svarede Oluf munk , 
„ have kyset den gamle ræddeligt med det spøgelse , 
han frygter værre end selve djævelen , kong Christiern , 
og stillet ham fore , at de lybske atter ville sætte ham 
ind , det de tænkelig lade blive , indtil de have berendt 
og taget Sønderborg slot . “ 
„ Ja , “ sagde Predbjørn , „ Mogens har en glat 
tunge og er stærk i forførelsens konst . Han har og 
strengt sig an med den menige adel , og vi ville finde 
en skøn hoben folk i Rye i morgen . “ 
„ Ej ! “ udbrød Jørgen fris , „ dermed har det 
ingen fare . Vi er her mandstærke , og Mogens skal 
finde os faste , har han end sanket flere folk , end der 
i solen er gran . “ — 
med hovederne fulde af verdslige tanker begave 
prælater og munke samt de trende læge rigens 
råder sig ad klostergårdens hvælvede omgang til 
den anseelige og prægtige klosterkirke , under hvis høje 
hvælvinger røgelseskyer bølgede , medens talrige lys 
brændte på vor frues alter , foran hvilket abbed 

Peder stod i fuldt ornat , beredt til at læse messen , 
understøttet af prioren , subprioren og diakonerne . 
Da den var læst til ende , brød chorsangens jublende 
toner frem , idet munkene i forening med chordrengene 
sang den hellige jomfrus litani , hvis l^ris 
slsison og ^ . vs wuris stelln vakte genlyden i hver 
en krog af kirken og lød vide over søen i den stille 
sommeraften . Det havde nemlig den foregående 
dag været mariæ besøgelsesdag , den fest , som den 
kattolske kirke allerede fra det tolvte århundrede 
plejede at helligholde til minde om jomfru mariæ 
besøg hos sin frænke Elisabeth , og da prælaterne 
på rejsen ikke havde kunnet fejre festen , så blev nu 
lovsangene på bisp Oves begæring gentagne . — 
funklende steg solen den næste morgen op på 
den klare himmel og lod sine gyldne stråler spille 
på de skovklædte bakker , på sanct Sørens kirkespir 
i nye og på øm klosters Tage og takkede gavle , 
medens en let tåge skjulte søernes spejlblanke flader . 
Stilheden i luften spåede , at sanct Martins dag 
ville blive en skøn , varm sommerdag ; men få eller 
ingen sjæle glædede sig i denne friske morgenstund 
over naturens herlighed . Dagens øje fandt dog 
ingen sovende i Rye ; thi der havde den ganske nat 
været stor uro og larm af stadigt indtræffende nye 
gjester , så at de , der vare komne betids , dog kun fik 
en kort søvn . 
I den årke morgenstund forsamlede flere rigens 
råder og en stor skare af den menige adel sig i 
præstegården , hvor rigens hofmester havde haft 
natteherberge . Herrerne gik ud og ind , og der var 

en stor flok af dem forsamlede i gården , hvor de 
støde i grupper og samtalede om dagens store æmne . 
Der sås hr . Mogens fra Tjele , Christoffer kruse 
og Laurids Lunov , og blandt de udsendinge , rigens 
hofmester havde benyttet sig af , og som næsten alle 
vare vendte tilbage i rette tid , manglede ikke Folmer 
Rud og Geert Eriksen . 
Geert var over al måde vigtig af sit bud-ridt 
og stod nu i en kreds af tilhørere og fortalte pralende 
derom , uden at bryde sig om de spottegloser , 
der vankede fra flere sider . Han var åbenbart af 
den mening , at hvis hertug Christierns valg trængte 
igennem , da tilkom der ham en stor part af æren . 
„ Hvad tykkes eder , godtfolk , “ sagde han , idet 
han stod og sfrævede vidt med de lange ben og 
dasfede med sværdbalgen på ridestøvlerne , „ om et 
fandens ridt , som dette ? Nu høre i — først til 
strandet til Iver Juel og så en svip ind i Ørslev 
kloster , så vel fire mile — “ 
„ Stop , Geert ! “ faldt Folmer Rud ind , „ I sige 
os , hvad ærinde i havde hos søstrene i Ørslev ? 
Og jeg red rigshofmesterens ærinder , men deriblandt 
var for sanden intet bud til de munke og 
nonner ! “ 
„ Nu , nu , “ svarede Geert og plirede med øjnene , 
„ I er en skarp fritter , Folmer ! Dog , blandt gode 
venner kan årsagen gerne blive kundbar . Iver 
Juels øl , må i vide , var lovlig tyndt og hans 
flæfl feigt som læder , så jeg fornemmede en sær kulde 
og vred i min mave , der jeg red af strandet , hvis 
årsag jeg så ind til priorissen i Ørslev , Kirstine 

Thomasdatter , hvem jeg har haft kendskab til fra 
barnsbeen , og ved min helgen , der var bedre kræfter 
i nonnernes brygning , og klosterflæsket skulle ej bryde 
skøre tænder ! “ 
En skraldende latter lød fra den hele kreds , og 
Christoffer kruse sagde : 
„ Fru Kirstine må visselig ikke have været vidende 
om , Geert , i hvilken fuul kætter hun tyldede sit 
gode øl . “ 
„ Der fejler i vidt , Christoffer ! “ svarede Geert 
med selvfølelse ; „ Geert Eriksens ry er gået vide 
om land , spørg eder fore ! Nej , så hang det sammen , 
at Kirstine og hendes nonner vare over al 
måde glade ved min snak og den pose nyt , jeg 
bragte , al den stund de klosterjomfruer imellemstunder 
ere døden nær af kedsomhed . Det var dem , ved 
Sancte Søren , lige kært , hvis ærinde jeg red , havde 
det end været den lede satans , blot jeg ville dvæle 
hos dem og være dem til tidkort , og klappede jeg en 
af dem lidet på kinden , da skjeldte hun mig for en 
skalk , men lo dog deraf . “ 
Tilhørerne belønnede Geerts livlige beretning 
med en ny latter , og høilig opmuntret derved for 
han fort . 
„ Jeg kunne , “ sagde han med et suk , „ forbleven 
der i dage og mæsket mig med klostersulet , havde jeg 
ej givet rigens hofmester håndslag på at forrette 
mit ærinde tro og uforhalet , men jeg kunne fortøvet 
der endda , havde jeg vidst det forud , at jeg skulle 
holdes op på Krabbesholm i tvende nætter og en 
ganske dag , såsom Erik lykke først ikke var til huse , 

og da han omsider vendte næsen hjemad , viste han 
stor betænkelighed den bevidste sag anbelangende . 
Hr . Mogens ' s brev voldte ham svarlig hovedbrud , 
og da ej heller jeg kunne så meer forstand deraf , 
end som jeg stirrede på sandet , der en flok høns 
er løben over , da ville vi været ilde stedte , var ikke 
den Ørslev kapellan uformodet kommet til . Jeg 
truede den fule sortkutte med min blanke daggert for 
hans næse at læse ret , og da han nu tydede os brevet , 
da kendte jeg hvert ord igen , som hr . Mogens 
havde mig det forelæst , enddog jeg ej evnede at remse 
det op ud af hovedet . Nu fik Erik tro til mig og 
vel , at jeg fortøvede og tog ham med , som hr . Mogens 
havde mig det pålagt . Nu bandede han på , 
hvor vi kom frem , at jeg talte sanden , og det fandens 
brev med sine kragetæer kunne nu forblive » rørt 
i lædertasfen under min brystdug . “ 
Geert fortaug her , at Mogens Gjøe havde tilføjet 
i brevet en anmodning til Iver Juel om at 
ledsage ham , hvilket kun var blevet forhindret derved , 
at Geert i vrede over den ugjestfrie modtagelse brat 
var faret af strandet . 
„ Nu , “ for Geert fort , „ gik det den tredje dag 
hovedkulds afsted med Erik og hans svende i følge 
gennem sallingland til Anders skel på hegnet . 
Han var straks vor mand , og vi rede med ham fluks 
til Bustrup , hvor Erik krabbe tog gjestmildt imod os , 
og vi havde der en fandens aften med brædtspil og 
drikken , så hver daler , rigens hofmester havde 
skænket mig , gik af min fikke og i Anders skels ; 
dog krævede rigets tjeneste og min anseelse som 

rigens hofmesters udsending , at jeg ej teede mig som 
en prakker , så det fortrød mig ikkun lidet . “ 
Tilhørernes latter brød atter løs , men da der 
igen blev tyst , tog Geert fat på ny og sluttede sin 
beretning sålunde : 
„ Vi havde nær forsovet os på Bustrup , men vi 
vare dog i saddelen i temmelig god tid , og nu rede 
vi , Erik krabbe og hans svende i følge , vi vare 
over fyrgetyve væbnede mænd i hob i alt , over 
Grathe hede til Kjersholm , hvor vi kom bus på 
Erik Sandberg . Med ham måtte vi kjevles en 
stund , og hans kvinde græd og svor , det ville koste 
Erik hans hoved , satte han sig op mod rigens råd ; 
men vi fik hende stillet tilfreds , så der blev grin 
efter gråd , og vi rede glade med Erik sønder på . “ 
„ Nu , Geert , “ sagde en af tilhørerne , „ I gjorde 
eders sager vel og fik tænkelig stor tak af rigens 
hofmester ? “ 
„ Jeg fik tak og noget desforuden , “ svarede 
Geert og klappede på sin fikke . „ Havde jeg så og 
ført ham fire gode mænd og deres svende til , foruden 
Iver , som red sin egen kås , og red vi det 
sidste døgn så vel tolv mile , så det var alt det , at 
vore øg vandt herhid over bjergene . “ 
„ Jeg kedes alt længe ved den snak , “ sagde 
Folmer Rud til Christoffer kruse og tog ham under 
armen , hvorpå de gik sammen ud af præstegården 
og hen ad vejen . 
„ Jeg forventede , “ sagde Christoffer , „ og at høre 
dig berette om dit eenspænder-ridt . “ 

„ Ikke er stort derom at berette , “ svarede Folmer 
med en åndsfraværende mine . 
„ Lad høre dog , hvor det dig gik ! “ bad Christoffer . 
„ Nu , “ sagde Folmer , „ jeg havde god lykke nogle 
steder , dog ikke der , hvor jeg fornemmelig havde 
ønsket det . Det drøje ridt til møgelkær kunne jeg 
sparet , al den stund min frænde , Knud Jørgensen , 
ikkun havde fosse ord til svar og ganske og aldeles 
intet ville høre om hertug chrisfiern . Han var alt 
i opbrud for at drage til Korsør og værge for sit 
Lehn . “ 
„ Nu , “ mente Christoffer , „ deri handlede han 
ikke uret . “ 
„ Det bæres mig fore , “ sagde Folmer hovedrystende , 
„ at ikke han vil gøre de lybske stort afbræk . 
Det er så fat med ham , som med flere ; de frygte 
den ene chrisfiern på standens vegne , den anden 
for kirkens og troens skyld , og bliver da efter det 
sæt riget fremdeles kongeløs . “ 
Folmers formodning gik bedrøveligt i opfyldelse ; 
thi allerede inden måneden ? Udgang havde Knud 
Rud hyldet grev Christoffer , og han fulgte således 
det dårlige eksempel , som næsten hele den sjællandske 
adel gav , idet den for at redde sine gode Lehn 
med forargelig hurtighed bøjede nakken under det 
lybske åg . 
„ Vare så og , “ vedblev Folmer , „ vi ruder til 
alle tider stærkt kirkelige . Da Knuds søn Jørgen 
blev christne ! , da måtte ingen ringere faddere til , 
end Sancte Jørgen og Sancte Christof , og gudmoder 
blev jomfru Maria selv — et sært gøglespil , det ! 

er da og jeg , den eneste lutherske af slægten , som 
det sorte får i flokken ; nu , der skal være en væt * ) 
i hver æt ! Jeg volder mine græmmelse , og det 
bliver tænkelig endda ikke derved . “ 
„ Hvi så ? “ spurgte Christoffer . 
Folmer tang et øjeblik og sagde så : 
„ Du bringe Margaret Mogensdatter , den første 
gang du hende seer , min hjertens hilsen og bede 
hende være forvisset derom , at ingensinde ganger hun 
mig af minde . “ 
„ Ej ! “ udbrød Christoffer studsende , „ er det 
så fat ? “ 
„ For at give dig den hilsen til hende , “ sagde 
Folmer , „ drog jeg dig herud . “ 
Christoffer tang , men Folmer læste i hans åsyn 
kendeligt mishag . 
„ Du vide det nu , “ tog Folmer atter til orde 
med fast røst , „ at fange vi fred her i riget igen , 
og får jeg nogen tid atter foden under min bordende , 
da skal , vil gud , Margaret Mogensdatter sidde 
hos som huusfruen . Du tier kvær , Christof ? “ 
„ Vel , at du seer det an , “ svarede Christoffer ; 
„ nu er ikke tid at elske , men at tjene sit fødeland , 
og vide vi ej heller , hvad dag det bryder 
løs her i Jylland med blodstyrtning rov og brand . “ 
„ Derfcre er jeg her , “ sagde Folmer , „ og drager 
nu sønder på i morgen i rigens hofmesters følge , 
går alt her i dag , som han det venter og sikkert tror . 
* ) skiftning . 

du sige mig dog nu og dit hjertes mening om 
Margaret ! “ 
„ Der for mig nogle tanker gennem hovedet , “ 
Sagde christofser , „ dem jeg dog nu helst holder for 
mig selv , fornemmelig da jeg ved , du er den mand , 
der råder sig selv . “ 
„ Jeg seer , du kender mig ! “ svarede Folmer og 
nikkede . 
„ Dog vide du , “ vedblev Christoffer , „ at under 
jeg end Margaret Mogensdatter godt , jeg under dog 
dig end bedre ! “ 
„ Bi have vanskelige kår , “ sagde Folmer efter et 
øjebliks taushed , „ fornemmelig fordi Margaret er 
så ærekær . Ikke mene du , at hun trænger sig på , 
tvert derimod viser hun mig snarest af . Alt , hvad 
jeg formoder , du nys tænkte , er kommet til orde 
mellem os . Ikkun Herren ved , hvad enden monne 
blive ; dog er det nu så , Christof , at jeg ikke kan leve 
hende foruden . “ 
Christoffer så sin ven i øjnene med et deltagende 
blik , rakte ham hånden og sagde : 
„ Ikke venter dig da blide kår , Folmer ! og 
fåtallige ville dine venner blive i den sag ; dog 
skal jeg findes iblandt dem og heller ikke nu undlade 
fro at overbringe den hilsen . “ 
Folmer takkede sin ven med et varmt håndtryk , 
og derpå begave de sig til kirken , hvorhen allerede 
menneske-strømmen bevægede sig . 
Herredagen var berammet til klokken otte , men 
en hel time forinden ringede den store klokke i sanct 
Sørens kirketårn for at forkynde , at nu nærmede sig 

tiden til det vigtige møde . Forunderligt ellers , at 
ikke den mægtige helgen , sanct Severin , ved denne 
lejlighed lod et eller andet mirakkel ske , som at klokkens 
knevel hang urokkelig og ikke lod sig røre , eller 
at klokken selv for ud af sit glughul og borede sig 
dybt i jorden , hellere end at kalde sammen så stor 
en flok af de argeste kættere , der snart skulle spinde 
deres rænker på sanct Sørens indviede grund , og 
som eftertragtede intet mindre , end at sætte på 
ttronen en fyrste , som havde sagt , at han hellere 
ville gå tilfods derfra og lade alt ligge , end tåle 
papisternes ugudelige væsen , og som alt i sit eget 
hertugdømme havde handlet derefter og budt kirkens 
tjenere brådden . 
Almuen havde forsamlet sig i temmelig stor 
mængde omkring kirkegårds-muren , fornemmelig ved 
indgangen ; dog vare bønderne mest komne af nysgerrighed 
og for at se rigets store herrer og prælaterne . 
De vidste jo , at de ikke formåede at udøve 
nogen indflydelse på det vigtige spørgsmål , som nu 
skulle afgøres , og desuden var kongevalget en sag , 
som lå dem fjernt . Deres ve og vel afhang 
mindre af kongen , end af de herrer , som vare 
nærmere ved hånden , og de forestillede sig ikke , at 
det kongevalg ville have nogen indflydelse på deres 
egen stilling . Denne egns bønder befandt sig forholdsvis 
vel under kirkens milde scepter , og de , der 
ikke vare klostertjenere , ønskede intet bedre , end at 
blive det . I det hele tænkte de , at indsættelsen af 
en ny konge var de store herrers sag , og de så da 
til med udeellagende tilskueres ligegyldighed . 

dog blev de vakte af deres sløvhed ved en 
fanatisk benedictiner-munk fra Boer kloster , der havde 
stillet sig på kirkegårdsdiget og derfra ivrigt talte 
kirkens sag og stemplede hertug Christierns valg som 
en helvedes gerning , der ville drage det ganske 
folk ned i fortabelsens afgrund . Hans ord vare 
møntede på de kætterste adelsmænd , af hvilke allerede 
en stor skare var forsamlet inde på kirkegården , 
men når de lo ham ud og vendte sig fra ham , forsmåede 
han ikke at tiltale den menige almue , som 
hørte på ham med desto større andagt ; thi det var 
såre langt fra , at den lutherske lære havde vundet 
indgang hos bønderne , ja der skulle gå en hel 
menneskealder efter reformationens indførelse , inden 
den trængte igennem til folkets masse . Dog måtte 
den nidkære munk døje hårde ord og skarp tilrettcviisning 
selv af papistiske adelsmænd ; thi ærefrygten 
for gejstligheden havde lige fra kong hans ' s dage 
været i stærkt astagende hos adelen , hvem det , » anset 
de kirkelige anskuelser , behagede vel , at munkenes 
havesyge og overmod stækkedes . 
Med stor dristighed og bedre held tiltalte munken 
de to første rigens råder , som indfandt sig , 
nemlig riddersmanden , hr . Ove vincentsen lunge til . 
Tirsbæk og Niels brok til essendorp * ) . Da de 
nærmede sig indgangs-porten til kirkegården med 
deres svende foran sig , som stødtes og puffedes med 
almuen og med høje råb gjorde plads for dem , 
sprang munken ned fra diget , gik dem i møde og 
s ) Gammel Estrup . 

standsede dem , idet han tildelte dem sin velsignelse , 
som de modtoge med blottede hoveder . 
„ Gud og den hellige Severin benedide eder , hr . 
Ove og eder , Niels ! I komme først til det høje 
råd , hvilket tykkes mig at være et godt varsel . 
Guds hellige moder og alle helgene styre eders 
villie og tankesæt , så i træffe en beslutning , der 
vil vorde den hellige kirke til befkærmelse og riget 
til bestand ! “ 
„ Tak , ærværdige fader , tak ! “ svarede Niels 
brok og satte atter den befjedrede hat på sit hoved 
for at gå ind med hr . Ove , „ jeg tænker , i får 
ikke årsag til at bande os , når vi efter endt rådslagning 
gå herfra . “ 
Dog gik denne spådom ingenlunde i opfyldelse ; 
thi de gode herrer havde endnu ikke prøvet kræfter 
med en stærkere , nemlig hr . Mogens Gjøe , som nu 
kom , ledsaget af et stort følge . Munkens øjne funklede 
af had , da han så sin stands dødelige fjende 
nærme sig , og kun frygt for at blive straffet på 
kroppen afholdt ham fra lydeligt at udtale en forbandelse . 
Dog formåede han ikke ganske at mestre 
sin lidenskab , thi han trådte frem , løftede sin højre 
hånd advarende og sagde : 
„ Højt er herrebud , dog højere guds bud , det 
drage i eder til minde i dag , hr . Mogens ! “ 
„ Afvejen dit papistiske kreatur ! “ råbte en af 
svendene , som med draget sværd gik foran rigens 
hofmester for at gøre plads og gav i det samme 
munken et puf , så han tumlede tilbage . Hr . Mogens 
bød sin svend ikke at bruge vold , men nu lød 

munkens forbandelse skingrende efter ham , da han gik 
ind ad kirkegård ? -porten , og stor tummel opstod , 
idet et par af svendene drev munken bort fra indgangen 
og ind i folkets skare , som lukkede sig om 
ham . Dog sås han straks efter atter på stendiget , 
stirrende efter hr . Mogens ' s høje skikkelse , idet den 
forsvandt gennem den lave kirkedør , som om han 
havde ventet , af dørhvælvingen ville styrte sammen 
og knuse denne kirkens arge fjende . 
Efterhånden indfandt de andre rigens råder 
sig , og til sidst kom det store bispetog fra øm , ledsaget 
af næsten to hundrede beredne svende . Dog 
vare de sværd , rigens hofmester og den menige 
adel havde til sin rådighed , det nu langt overlegne 
i antal . En sluttet trop stillede sig ved indgangen 
og modtog prælaterne med ærbødighed , men formente 
deres svende adgang til kirkegården , på nogle 
få nær . Dette huede bisperne ilde , men de skønnede , 
det var nu rådeligst af gøre gode miner til 
sket spil , og Styge Krumpen hviskedee til sin fodermarsk , 
af han skulle holde folkene samlede og om 
muligt siden forsøge af trænge ind . 
Alle bisperne prangede i Fløiel og silke , og 
blandt dem skinnede fornemmelig Styge Krumpen i 
præmonstratensernes snehvide kjortel , idet han med 
megen anstand , men fuld af mørke anelser , gik ind i 
kirken . Ove bildes åsyn var alvorsfuldt , men frejdigt , 
som om han stolede på sin gode sag og i 
intet fald frygtede vold ; men Oluf munk og Jørgen 
fris stak hovederne sammen og blussede af 
harme . 

i den anseelige kirkes Chor var hensat et plumpt 
egetrcees-bord med fjorten stole om , og der toge nu 
de herrer af rådet plads , efter at de med al høviskhed 
havde hilset hverandre . Rigens hofmester indtog 
forsædet for den ene bordende og næst ham havde 
prælalerne , som de fornemste , deres pladser . Ved 
bordets højre side sad Jørgen fris , Styge Krumpen , 
Mogens munk , Erik banner , Holger Rosenkrantz 
og Iver Juel , ved den venstre Ove bilde , Oluf 
munk , Predbjørn Podebusk , Mogens bilde , Ove lunge 
og Peder lykke , medens Niels brok tog plads for 
den nederste bordende , idet han skjemtende sagde : „ det 
passer sig vel for en af de få brokker at sidde 
ensomt . “ 
Da rådet var fat , rejste den ældste bisp , Jørgen 
fris , sig fluks og holdt , dobbelt foranlediget dertil , 
som han sagde , ved stedets hellighed , en bøn , som 
dog ingenlunde var stikket til at lyse fred over forhandlingerne ; 
thi vistnok blev Herren og alle hans 
helgene påkaldt , men snarest , som om der var bitre 
fjender af alt helligt tilstede , der skulle kyses , og den 
bøn blev så lang , at rigens hofmester havde al sin 
selvbeherskelse behov for at høre den tålmodigt til 
ende ; men da bispen omsider tav , rejste han sig 
brat , og der var over hans åsyn og i hans holdning 
en alvor , værdighed og fasthed , som , endnu 
inden han havde sagt et ord , lod hans brødre i 
rådet med eller mod deres villie føle , at han var 
en mand , der ikke veg fra sit forsæt , og som var sig 
sit ansvar fuldkommen bevidst . Han tav nogle sekunder , 
og de andre stirrede forventningsfulde på 

ham , indtil han omsider lod sin røst høre og straks gik 
lige til sagen . I et mesterligt foredrag , ligeså klart 
og besindigt i sin begyndelse , som kraftigt og varmt i 
slutningen , anbefalede han hertug Christierns valg . 
Han unvgik alt , som kunne opirre hans modstandere 
og fæstede alene blikket på hovedsagen : fædrenelandets 
fare og nød . Han priste hertugens dyder , 
kaldte ham en viis , sindig , betænksom herre , frygtende 
gud , af rene sæder og et mildt sindelag , dog fast 
og besluttet i farens stund , vel værdig at bære 
kronen og værge for riget , til hvilket han endda 
bragte hertugdømmernes skønne , lystelige lande og 
hele magt . Han mindede om rådets løfte til salig 
kong Frederik den første , efter hans død at vælge 
en af hans sønner og spurgte , om der da kunne være 
tvivl længere om valget ? 
„ Ville i , “ spurgte han , „ i denne overhængende 
fare tåre en mand , hvis stærke hånd evner at føre 
scepter og sværd , hvad heller lægge både dele i 
en elleveårig drengs svage barnehånd ? Hvor er 
den mand , der skulle styre den hånd , tåre i hertug 
hans ? I * nævne mig ham ! En mand have vi 
behov , og er der da ingen anden udvej for os , som 
ville dannemarks frelse , uden denne , at lægge tøjlerne 
samlede i hertug Christierns hænder , håbende , 
at vore brødre på øerne og i Skåne så og de i 
norrige siden ville godkende vor beslutning , den vi 
ikke tage egenmægtigen , men drevne dertil af tidernes 
vanskelighed og den brat overhængende fare . “ 
Dyb taushed fulgte på Mogens Gjøes tale , 
der visselig ikke ganske havde forfejlet at gøre indtryk 

på nogle af hans modstandere , navnlig ikke på 
den mest fcedrelandssindede af dem alle , bisp Ove 
bilde ; men andre forbleve kolde , som Styge Krumpen , 
der hviskedee til Jørgen fris : 
„ Den tale flød som melk af et fuldt yver ; dog 
hænger ikke den sag af favre ord ; vore vota skulle 
snart gøre alt af , men i ganske modsat retning af 
det , Mogens Gjøe attråer ; ørkesløst da at spilde 
tiden med modsigelse . “ 
Predbjørn Podebusk var dog af en anden mening ; 
thi han rejste sig brat og tog ordet mod rigens 
hofmester og det med stor heftighed , idet bisperne 
lydeligt gave deres bifald til kende . Efter ham talte 
bisp Ove bilde , i sindig og mild ånd , men uden 
den fornødne fasthed ; thi vel tilstod han , at riget 
var i fare og at hertug Christierns valg turde være 
ønskeligt , når man blot så hen til denne verdens 
anliggender , men at guds og kirkens sag gik over 
alt , og at det var hans hellige pligt at modsætte sig en 
kætter ? Valg . Den fromme og fædrelandskærlige 
bisps åsyn og stemme forrådte den smertelige 
kamp , der foregik i hans indre , og hans tale bidrog 
snarere til at svække hans parti , end til at 
styrke det . 
Afstemningen gik derefter for sig , og til bispernes 
store overraskelse viste det sig , at af de verdslige 
råder havde kun to , Mogens bilde og Predbjørn 
Podebusk , med dem stemt på hertug hans , resten 
havde kåret hertug Christiern . Der stod altså otte 
mod seks , men fuldstændig enstemmighed var i en så 
vigtig sag fornøden . Forsamlingen hævedes nogle 

øjeblikke , og rådets medlemmer gik op og ned i 
kirken under heftig ordvexel ; men det rygtedes udenfor , 
hvorledes sagerne store , og flere ansete mænd 
af den menige adel begave sig nu ind i kirken , deriblandt 
hr . Mogens fra Tjele , der først og fornemmelig 
hilste på sin morbroder , bisp Ove . Han fik 
dog en temmelig kold modtagelse , og bedre blev det 
ikke , da bispen klagede sin nød for sin søstersøn , men 
denne svarede : 
„ Morbroder fluide helst falde til føje , thi alt 
folkets hu står nu til hertug Christierns valg som 
eneste frelse for riget . “ 
„ Det kendes , “ sagde Ove bilde med et bittert 
smil , „ hvo og hvad haver ført dig til Rye , Mogens ! 
Dog , det bør ikke forundre mig , “ vedblev han 
med en hos ham usædvanlig heftighed ; „ thi nu falde 
de troestc fra , og har jeg til min store sorg og 
drøvelse fornummet , at din søster Maren har gjort 
et end større fald og er vorden en fuul kjætterfle . “ 
I vrede vendte bisp Ove sin søstersøn ryggen 
og gik så hen til de andre bisper for at foreslå 
dem at drage bort og derved affljære al videre forhandling ; 
men deraf blev intet , thi i det samme 
styrtede en stor skare nienige adelsmænd ind i kirken 
og i spidsen for dem Geert Eriksen , der råbte 
overlydt : 
„ Vi ville have hertug Christiern til konge og 
ingen anden ! Hvo sætter sig derimod ? Med dem ville 
vi have at skaffe , hvo de end er ! “ 
De andre istemmede råbet , og forvirringen 
blev stor , idet bisperne rædde vege op til højalteret . 

„ Gud tilgive eder dette , Mogens Gjøe ! “ råbte 
øve bilde til rigens hofmester . „ I og ingen anden 
har stillet dette an . “ 
Mogens Gjøe gav intet svar på denne bebrejdelse 
og forholdt sig uvirksom , idet han hverken opmuntrede 
den indtrængende skare , eller foretog noget 
til dens beroligelse , indtil endelig bisperne og deres 
to meningsfæller , af hvilke endogså den modige og 
hårdnakkede Predbjørn Podebusk begyndte at blive 
betænkelig ved den stigende larm , lod rigens hofmester 
forstå , at når han blot kunne skaffe rådet 
fred , da ville de på ny overveje sagen . 
„ Nu , det lader sig høre ! “ sagde hr . Mogens , 
trådte frem og bad med venlige ørd de gode mænd , 
som ikke hørte til rådet , at vige lidt udenfor , da 
ville sagen nok få en god ende . 
Da kirken således med det gode var bleven 
ryddet , indtoge råderne atter deres plads , og forhandlingerne 
optoges på ny . Rigens hofmester lettede 
bisperne ømslaget ved en imødekommende tale , og 
bisp Styge Krumpen søgte i et ziirligt foredrag , 
med mange ømsvsb og under forbehold at dække sit 
og de andres tilbagetog . Den nye afstemning gav 
da det udfald , at den tilstedeværende trediedeel af 
Danmarks rigens råd enstemmig kårede hertugen , 
siden af navn Christiern den tredie , til Danmarks 
konge . 
„ Nu er det sket ! “ udbrød bisp øve bilde i 
dyb bevægelse . „ Gud og hans hellige lad det blive 
dannemarks rige til gavn og dog nådeligen afvende 

al skade og fordærv , deraf kan flyde for den 
hellige almindelige kirke ! “ 
Det blev dog ikke ved dette fromme ønske , thi 
adskilligt blev aftalt og vedtaget , ikke blot til stændernes , 
men også til prælaternes og kirkens beskyttelse , 
hvilket sidste dog under de påfølgende begivenheder 
viste sig ganske virkningsløst . Målet var 
dog endnu ikke fuldt for bisperne ; thi det måtte 
straks afgøres , hvem af råderne der skulle drage til 
hertugen og tilbyde ham kronen , og nu sørgede 
Mogens Gjøe for , at papisternes nederlag kunne 
blive kundbart ; thi han foreslog bisp Styge Krumpen , 
bisp Oluf munk og hr . Ove vincentsen lunge 
som udsendinge , hvilket forslag rådet tiltrådte og 
valgte dernæst til gesandtskabets hoved og fører den 
mand , der nok skulle våge over , at ærindet blev 
tro forrettet , nemlig rigens hofmester selv . 
Da forhandlingerne og deres udfald kortelig vare 
nedskrevne og undertegnede , hævedes mødet , og herrerne 
forlode kirken . Rigens hofmester forkyndte kongevalget 
for den udenfor forsamlede mængde , og det 
hilstes af de fleste med høje jubelråb . 
„ Gud nåde ! “ sagde Styge Krumpen til den Viborg 
bisp , da han steg i sin karm , „ så kom vi af 
den rævestampe ! “ 
„ Ved guds moder ! “ svarede Jørgen fris med 
indædt harme , „ ikke lover jeg mig snarligen til Sancte 
Søren igen ! “ — 
endnu samme dag tiltrådte rådets udsendinge 
rejsen syd på til hertug Christiern , og Folmer Rud 

drog med i rigens hofmesters følge , med hjertet 
fuld af kærlighed , men dog higende efter at tjene sit 
fædreneland og løftet af det høje mod , som besjælede 
ham . Ofte i senere tider nævnede han det som et af 
sit livs skønneste øjeblikke , da han fortrøstningsfuldt 
drog af nye , lidet anende , hvor sent og under 
hvor forandrede forhold han skulle gjensee sit hjertes 
elskede , uvidende om den fare , der truede Margaret 
og om de skumle rænker , der blev spundne af Broder 
Vigand på Tjele . Den kulde , Margarets fader 
også under deres flygtige møde nu på herredagen 
havde viist ham , var ham vistnok påfaldende , men 
han glemte snart i begivenhedernes hvirvel at gruble 
derover . 
Om aftenen var det atter stille i sanct Sørens 
by , hvis husfædre sagde hjemme og eftertalte den 
gevinst , det talrige besøg af herrer og svende havde 
indbragt , og som nu skulle lægges på kistebunden . 
Den næste morgen gik alt den vante gang , skomageren 
sad atter ved sin læst , væveren ved sin væv , 
snedkrens sang og høvl gik , og gnisterne funklede 
fra smedens esse , medens til de sædvanlige tider 
klokketonerne fra sanct Sørens kirke og fra klostrene 
i dalen lød over Mos søens bølger . Ingen uindviet , 
som nu drog gennem nye , skulle formodet , at 
her nys var foregået en af århundreders vigtigste 
begivenheder , som gjorde en ende på det usalige 
interregnum og mere , end nøgen anden begivenhed , 
bidrog til Danmarks frelse i en af de største farer , 
der nogensinde har truet vort fædreneland med opløsning 
og undergang . 

andet kapitel . 
Morbroder . 
Den blodige krig , der var brudt løs over Danmarks 
rige , og som i to år fluide hærge vort fædrenelands 
skønne og frugtbare sletter , oprive en stor del af befolkningen 
og tilintetgjørt så mange familiers lykke og 
velvære , har historien efter en af dette sørgelige dramas 
hovedpersoner givet navn af grevens fejde . Den 
hidførtes dog ingenlunde ved en fyrstelig eventyrers 
ærgerrighed alene , men var tillige og fornemmelig 
et forsøg af den mægtige hansestad Lybek på at 
undertvinge Danmark , om muligt , hele Norden , og den 
var ikke blot et angreb udenfra , men blev tillige en 
borgerkrig . 
Grev Christoffer af Oldenborg , en fyrste uden 
land , førtes naturligt til at spille en rolle i denne 
krig , hvis formål foregaves at være den fangne 
kong Christiern den andens befrielse og genindsættelse 
på ttronen , et mærkeligt påfund , når det 
erindres , at hansestædernes dronning ingen værre 
fjende havde haft , end netop kong Christiern den 
anden , hvis hele stræben var gået ud på at tilintetgøre 

hansestædernes for Norden så ødelæggende 
handelsherredømme . Grev Christoffer , kong Christierns 
næstsødflendebarn , var ham imidlertid personlig 
hengiven og har måske en stund håbet , om kongen 
gjenindsatles , da at blive hans adoptivsøn og 
arving til rigerne ; men den dristige og ærgerrige 
mand , i hvis snilde hoved den hele plan fornemmelig 
var undfangen , Lybeks nye borgermester , Jørgen 
wullenwewer , havde sikkert ganske andre planer . Han 
skønnede Danmarks vanmagt , nu da riget var hovedløst 
og folket splidagtigt , idet den lutherske lære havde 
sprængt den kirkelige enhed og deell det i to modsatte 
Lejre , medens borger og Bonde sukkede under adelsvældens 
tryk og lod sine tanker længselsfuldt gå 
til Sønderborg slot . Snildelig skrev da de lybske 
kong Christierns navn på deres fane , under hvilken 
så borger og Bonde villigt og i håb om befrielse 
flokkede sig , medens alle kongens gamle tro tilhængere , 
tørstende efter sejr og hevn , atter rejste 
hovederne . 
Der gik i hine dage en frihedsluftning gennem 
Europa , fremkaldt ved Morten Luthers seierrige stormløb 
mod den affældige romerske kirke ; men det viste 
sig snart , at en omdannelse af samfundet og en ny 
orden stred alt for meget mod tidens ånd . Den 
lighed i menneskerettigheder , der med så forunderlig 
klarhed havde viist sig for kong Christiern den andens 
tanke , er at ligne ved en for tidlig fremspiret 
frugt , visnet for nattefrosten ? kolde pust . Hans egen 
voldsomme adfærd viste , at hans hjerte ikke var 
gennemtrængt af den billigheds- og retfærdighedsånd , 

som kom tilorde i hans love , og det er vel et 
spørgsmål , om han , selv hvis lykken var gået ham 
med , ville formået at gennemføre sine store reformer . 
Som han selv , så var for en stor del også 
folkel . Lidenskaberne blussede nu i denne fejde vildt 
op , de rige adelsmænd blev forfulgte , deres gårde 
afbrændte og plyndrede , hvor bønderne fik magten , 
» Bønderne grusomt nedhuggede , hvor adelen sejrede . 
Kasteånden var stærkere , end alt andet , og for sent 
indså borger og Bonde , at de ikkun havde været 
redskaber i fremmede eventyreres hænder ; ikke frihed , 
men end hårdere trældom blev frugten af denne kamp . 
Tidsånden gav da adelen medbør , og uagtet egennyttig 
beregning drev den største part af den til at 
slutte sig til hertug Christiern , så må det dog tilstås , 
at den danske adel i sin blomstringstid under 
den nys kårne konge og under hans søn og efterfølger , 
kong Frederik den anden , ved sin dygtighed 
og opoffrelse for fædrenelandets vel i det hele taget 
gjorde sig værdig til at kaldes rigets første stand . 
Den fyensfe adel fulgte de jyske Randers raske 
eksempel , forsamledes sanct Knuds aften i hellesø 
kirke ved Odense og kårede der ligeså hertug Christiern 
til konge . Denne forsamlings udsendinge afrejste 
straks og sluttede sig til de jyske herrer og prælater , 
som kom fra Rye , for i forening med dem at 
tilbyde hertugen den danske krone . De fandt ham 
imidlertid først helt nede i preetz midt i sin hær ; thi 
lybekkerne , som vidste , at han forgangen år på sine 
hertugdømmers vegne havde sluttet et forsvars-forbund 
med Danmarks riges råd , havde uformodet 

angrebet ham og således sørget for at binde hans 
krigsmagt og dygtige feltherre , Johan Rantzov , ved 
den sydlige grændse . Hertugen tog nådig mod rådets 
udsendinge , erklærede sig villig til at indtage 
sædet på den ved hans faders død ledig blevne 
ttrone og drog så med alle herrerne nord på til 
Haderslev , hvor der midt i denne uro var født ham 
en arving til den krone , han først møjsommeligt skulle 
erhverve sig , og dette betragtedes naturligvis som et 
godt varsel . Herredagenes udsendinge nøde den ære 
at stå fadder til den lille Prinds , der en menneskealder 
senere som kong Frederik den anden skulle bestige 
Danmarks ttrone . 
Da kom den tidende , at det ellers så milde 
fyenske folk havde rejst sig , at bisp Knud Gyldenstjerne , 
særlig forhadt på grund af den troløshed , 
hvormed han i sin tid i Norge havde lokket kong 
Christiern den anden i fangensfab , var bleven forjaget 
fra Odense , at adelsmænd flygtede fra deres borge , 
forfulgte af almuen , og at alt lovligt regimente var 
ophørt . Tilstanden var så betænkelig , at lehnsmanden 
i Nyborg , Otto Rosenkrantz , som havde den unge 
hertug hans i sit hus , var « frejsf forklædt med 
ham og havde bragt ham i sikkerhed på Sønderborg 
slot . Hertug chrisfiern sendte derfor slrax den ringe 
styrke , han havde til sin rådighed , til Fyen , og 
hans krigere straffede den fyenske borger og Bonde 
så grusomt , at han vrededes derover og siden drøg 
dem til regnflab derfor . Dog , deres herredømme 
varede kun kort ; thi grev Christoffer sendte sin hærfører 
everhard overlacker med landsknegtene og Aksel 

Gjøe , rigens hofmesters Broder , med rytteriet til 
Fyen , og disse floge hertugens folk ved Nyborg og 
tilføjede dem så blodigt et nederlag , at tretten adelsmænd 
bleve på pladsen , og hen ved et halvhundrede 
bleve sårede , eller måtte gå i fangenskab . Grev 
Christoffer , som næsten uden sværdslag var bleven 
herre over Sjælland og den største part af Skåne , 
havde nu også Fyen inde , og den dag nærmede sig , 
da han ffulde strække hånden ud efter Jylland . 
Under disse fortvivlede forhold færdedes den udvalgte 
konge snart i sin hær ved trave , snart i 
Jylland . Den 18de August hyldedes han af alle 
stænder i Horsens og ilede derpå atter mod syd , 
idet han dog i Kolding efterlod en deling hvervede 
ryttere under Jost globæks anførsel , Kernen til den 
hær , der fluide dannes i Jylland , men som mest kom 
til at bestå af landets egne modige , skønt i krigskonsten 
lidet øvede sønner . Didhen strømmede da de 
adelsmænd , som havde tilbudt den udvalgte konge 
deres sværd , og mangen eventyrer fandt også syd 
fra vejen derhen . Her var Folmer Rud at finde , 
så og Laurids Lunov og mangen anden tro adelsmand 
med sine svende , brændende af begærlighed 
efter at drage sværdet til fædrenelandets forsvar , 
men også , det skal tilstås , efter at lade borger og 
Bonde smage det skarpe , skulle de rejse sig i Jylland , 
som de havde gjort det i Fyen . 
Medens de store begivenheders strøm således 
i nogle måneder rullede fort , og krigen rasede i 
syd og øst , levede man endnu i det nordlige Jylland 
i dyb fred . Sendrægtigt nåde pålidelige 

efterretninger frem , men rygterne sksi over landet 
som skrigende krager i blæst . Hvad der var sket , 
viste sig da i forstørret målestok , og beboerne havde 
kun en meget uklar forestilling om begivenhedernes 
sammenhæng ; men af den fjendtlige holdning hos 
bønder og ugedagsmænd mærkede mangen adelsmand , 
at det dog måtte være kommet til deres undergivnes 
kundskab , hvad grev Christoffer førte i sit Skjold , 
og man tog derfor på borgene sine forholdsregler 
derefter . Våbnene blev eftersete og pudsede , svendene 
holdtes til huse , porte og døre blev endnu 
omhyggeligere stængede end sædvanlig , der blev holdt 
god vagt om natten , og enhver fremmed blev modtaget 
med den største mistænksomhed ; thi når en 
fejde i hine tider brød løs , da voksede stimænd og 
landevejsrøvere op af jorden , og skulle hvervede 
landsknegte komme og drage gennem egnen , . da frygtedes 
de , kom de end som venner , endnu mere , end 
stimænd , thi de vare de allerværste plyndrere og 
gjorde sig stedse betalte for manglende sold hos landets 
fredelige indvånere . 
Under disse omstændigheder var stilheden i Tjeles 
og Vingegårds omegn ikke meget beroligende . Mændene-gik 
ofte i plade og stål , og kvinderne sagde 
inde som forskræmte fugle . Dobbelt sørgeligt henrandt 
da dagene for Margaret og hendes ulykkelige moder , 
som nu oven i købet kuedes hårdt af den barske faders 
og ægtefælles strenghed og stedse lurende , hadefulde 
mistænksomhed . Tyngede af sorg og knugede af 
ensomheden , hengave de sig begge til brændende andagt 
og kirkelige bodsøvelser . Stedse snevrere blev 

den tryllekreds , Broder Vigand trak om dem ; dog , 
hvor forblindet Margaret end var , det hændte hende 
alligevel nogle gange , at hun følte rædsel , når 
munkens brændende blik hvilede på hende , og en 
uklar anelse om noget ondt rørte sig i hendes hjerte ; 
men det lykkedes ham stedse igen ved den tilsyneladende 
store nidkærhed for hendes sjælevel og ved 
sin sleske venlighed atter at gøre hende tryg . 
En eneste gang havde hun været på Vingegård , 
og ved denne lejlighed havde Christoffer kruse 
overbragt hende Folmer Ruds hilsen . Han så det 
af hendes dybe rødmen og funklende blik , at den 
hilsen ikke voldte hende ubetinget glæde ; eller skjulte 
hun blot glæden under de stolte og forbeholdne ord , 
hvormed hun modtog hilsenen , eller endelig , foregik 
der i hendes hjerte en kamp af den Art , som sjælden 
kæmpes i en så ung jomfrus bryst ? Nok , hendes 
tale og færd indgød Christoffer kruse agtelse , og 
han fattede bedre sin vens svaghed . 
Anna Enevoldsdatter , der under Laurids Lunovs 
ledingsfærd fremdeles hensad på Vingegård , en enke 
lig , fandt Margaret ligeså indesluttet og meget ordknap ; 
men selv gav hun sit hjerte luft og klagede 
over sin hunsbonds koldsindighed . Hvad der endogså 
var mange mænd en ligegyldig sag , det måtte 
vel være kvinderne end mere ligegyldigt . Anna var 
lige glad , enten hertugen eller greven fejrede og ' enten 
Danmarks konge skulle hedde Christiern eller Christoffer . 
Hun mente dernæst , at Laurids Lunov mindre 
var draget i Leding af pligtfølelse , mere af lyst til 
hærværk og eventyr , så at hendes holdning ikke 

svarede til de skønne og fortrøstningsfulde ord , hun 
på sin bryllups-aften havde udtalt for rigens hofmester . 
Hendes brødre og hr . Mogens på Tjele 
forbleve dog ved hjemmet og beholdt deres svende 
hos sig for at værge for reden , hvilket let lod sig 
gøre , fordi den udvalgte konge endnu ikke havde fornøden 
magt og myndighed , og hvilket de selv fandt 
forsvarligt , så længe der ikke sfete noget anfald på 
Jylland . 
„ Somme mænd , “ sagde Anna med tårer til 
Margaret , sigtende til sin ægtefælle , „ elske deres 
sværd højere , end nogen kvinde . Pilens hvin og 
hagebøssens knald lyder lysteligere i deres øren , end 
deres hjertenskærs røst , og de lide bedre at vade i 
blod , end at vandre med os gennem blomster . “ 
Ide Nielsdatter derimod havde et andet og modigere 
sind . Det krænkede hende , at Knud ikke var 
draget i Leding , og hun sfosede ham nu og da for 
hans afhængighed , og fordi han fandt sig tålmodigt 
i den ; thi hun og knnd talte jevnligt med hinanden , 
da han ved hver gunstig lejlighed søgte til Vingegård ; 
men han havde ingenlunde altid glæde af 
disse farter ; thi det forekom ham , at ide var drillesyg , 
hvorimod hun ikke sjælden fandt behag i at modtage 
opmærksomheder af Thomas kruse og gantes med 
ham . Thomas havde åbenbart forvundet sin vrede 
og igen begyndt at fatte håb om at vinde ide 
Nielsdatters hjerte , idet han betragtede hendes forelskelse 
i knnd som en barnagtighed , der ville gå 
over med tiden . Uagtet ide var knnd tro i sit 
hjerte , kunne hun dog ikke få bugt med sit lunefulde , 

viltre sind . Havde knnd været i Leding med 
fare for sit liv , da ville hun dyrket ham som en 
helgen , og Thomas ville næppe fået et smil af 
hende ; men nu da knnd gik hjemme og drev , plagede 
hun ham , som hun elskede , og indgød hans dødsfjende 
et falskt håb , en fordømmelig og farlig leg , hvis 
skjebnesvangre følger hun i sit ungdommelige overmod 
ikke forestillede sig , 
det var såmænd ikke med Knuds gode villie , 
at han forblev ved hjemmet . Han følte sin afhængighed 
og ørkesløshed bittert , og han havde ikke undladt 
at bede sin fader om orlov til at drage sønder 
på med et par svende og slutte sig til Folmer Rud . 
Dog , hr . Mogens syntes at finde et forunderligt behag 
i daglig at se et forhadt åsyn og plage sit 
offer ; måske ville han heller ikke i disse uroes 
tider afse , hverken våben eller svende , thi Knud 
fik det svar : 
„ Du kan bie , indtil jeg selv drager i Leding , da 
er det tidsnok . “ 
Så tænkte Knud mere , end en gang , på at 
rømme fra Tjele og prøve sin lykke på egen hånd , 
og han ville sikkert gjort det , havde ikke hans skinsyge 
mod Thomas kruse fængslet ham til sin hjemstavn . 
Han bad til , at krigen ville drage sig mod 
nord og Tjele blive berendt af fjender , for at han 
kunne vinde hæder ved at forsvare sin fædreneborg , 
og måske ville han til sidst for at køle sit mod udæsket 
Thomas kruse til tvekamp , hvis ikke et uventet 
besøg havde givet hans tanker en anden retning . 

det var en smuk septemberdag hen ad aften . 
Hr . Mogens var fraværende på en liden rundrejse 
i sit Lehn , ledsaget af Broder Vigand og nogle bevæbnede 
svende . Knud stod i bedkasten ved den 
yderste port , i færd med at tilhugge landser og pile 
til sin armbrøst ; thi han agtede at benytte sin faders 
fraværelse til den næste morgen at anstille en lille 
våbenleg og et dystridt , og den gamle gårdfoged 
Jesper , som i sin husbonds fraværelse stod for 
styret , havde Knud kær og modsatte sig derfor ikke 
hans ønske . Den gamle stod selv og så til , medens 
Henning og et par svende hjalp Knud med 
arbejdet . Henning stod helt oppe på Toppen af 
den store bunke udhugst og kvas , hvorfra han havde 
udsigt over ydermuren til vejen , og smed grene ned 
til svendene , som da tilhuggede dem råt , hvorefter 
Knud gav landserne og pilene den sidste , finere behandling . 
„ Ten 
staver er stind og dog smidig , “ sagde 
Jørgen gårdsvend , en svær sortsmudset Karl , idet 
han rakte Knud en rank askegreen ; „ den brydes ikke 
sønder , rendte du end imod mig , Knud , siddende på 
ravnsvenske og jeg havde gråmunk under mig . “ 
„ Ravnsvenske og gråmunk , “ sagde Jesper gårdfoged 
bestemt , „ må forblive i båsen i morgen . Husbond 
har ladet sig nøje med ringere øg på denne 
fart , for at have livhestene friske , om noget skulle 
uformodet påkomme ; ikke skulle de da rides til skamme 
her hjemme imens i en våbenleg . “ 
„ Vel , Jesper , vel ! “ sagde Knud ; „ vi må tage 
tjl takke med et par af de gamle øg , er de end 

tunge og stridige at få skik på til et dystridt . 
Give dog min helgen , Sancte Knud konge , det var 
alvor og ikke leg ! “ 
„ Ikke ønske du det , Knud ! “ svarede gamle Jesper 
med alvor . „ Den stund kan , gud nåde ! komme , 
før vi det vente , at vi alle ride af gårde i plade 
og stål . Havde jeg så og en ilde drøm i nat , 
som end står mig for hovedet . “ 
„ Lad høre den drøm ! “ sagde Knud . 
„ Bedst ej at tale derom , “ mente gamle Jesper 
og antog en vigtig , hemmelighedsfuld mine , men formåede 
dog ikke at tie . „ Jeg færdedes midt i et stort 
slag , “ sagde han med dæmpet røst , „ og så hr . 
Mogens mådelig stridende på ravnsvenske . Da for 
en drabelig Karl frem og gav ham et hug midt i 
panden , så han segnede af hesten , råbende : det 
haver i vel bestilt ! “ 
„ Bare vi blot så vidt , “ sagde den uforbederlige 
Knud , „ Såret udentagen ! “ 
„ Hej ! “ råbte Henning oppe fra kvas-bunkens 
top , „ nu få vi en gest . “ 
„ Hvad for en mand er vel det ? “ spurgte Knud , 
lod øksen hvile og så op . 
„ Guds hellige moder ! “ udbrød Henning og slog 
hænderne sammen , „ det er en røstelig Karl at se til . 
Han rider en stærk kleppert , hans Brynie skinner , 
som var den af guld , en hvid og blå fjeder vaier 
fra jernhakten , et drabeligt værge har han ved siden , 
en Puk * ) i væltet og stålskinner over knæerne . “ 
* ) kort dolk . 

„ Han må ikke være langt herfra , seer du alt 
det , “ sagde Knud og smed øksen . „ Rider han alene , 
hvad heller er der flere i følge ? “ 
„ En svend , væbnet fra issen til svangen , “ 
Svarede Henning , „ rider efter ham med kappe og 
Randsel . “ 
„ Bedst dog , “ mente Jesper , „ at smække porten i 
og fritte ham ud , “ hvorpå han , fulgt af Knud , ilede 
hen til porten ; men den fremmede , som kom i skarp 
trav , var allerede ganske nær . Han standsede dog 
nu brat sin hest og hilsede høvisk . 
„ Er denne gård Tjele ? “ spurgte han på dansk , 
men med et fremmed tonefald . 
„ Den kaldes så , “ svarede Knud tørt og mønstrede 
med stor opmærksomhed den fremmede rytters 
kraftige , knokkelstærke skikkelse og hans skønne udrustning . 
Hans holdning var stolt og rank som en 
øvet krigers , ansigtet brunet af solen , hår og skæg 
kulsort , trækkene grove , og deres barskhed forøgedes 
ved en dyb skramme over det venstre øjenbryn . Øjnene 
vare lysegrå og blikket røbede snuhed . 
„ Hr . Mogens Lauridsen , som ejer denne gård , 
er han til huse ? “ spurgte den fremmede , efter at han 
på sin side havde mønstret Knud med et smil , 
som på det barske åsyn måtte kaldes velvilligt . 
„ Nej , han er forrejst , “ svarede Knud , mens Jesper 
og de andre imidlertid i stilhed havde væbnet sig 
hver med en 0xe . 
„ Dog er vel hans huusfrue til huse ? “ spurgte 
den fremmede og red et par skridt nærmere . 

„ Hun er så , “ svarede Knud og vogtede på den 
fremmedes bevægelser . 
„ Hende agter jeg fornemmelig at gjeste , “ sagde 
den fremmede . „ I frygte ingen overlast af mig , “ 
Vedblev han og så til Jesper og svendene med et 
smil , „ men kom jeg i fjendtligt øjemed , da ville de 
håndsxer kun kyse mig lidet . “ 
Som han havde sagt dette , gav han sin hest af 
sporerne og satte i et Spring ind ad porten , så de 
alle for fra hverandre . 
„ Ha , ha ! “ lo han med dyb rost og vendte 
sig mod Knud . „ Er du i hr . Mogens Lauridsens 
brød ? “ 
„ Nej ! “ svarede Knud i stor harme og trådte 
atter kækt frem , „ jeg er hans søn . “ 
„ Da sige du mig smukt dit navn , og om 
du har søskende ; jeg spørger i god og venlig 
hensigt . “ 
„ For djævelen , “ svarede Knud , „ underlig tale 
af en mand , der lige nu ville ride os neder . Dog 
skal i have mit navn , som er Knud Mogensen ; men 
få vi ikke snarest eders til gjengjeld , da skal i 
sluttelig få at fornemme , at vi her på Tjele have 
bedre våben , end små håndøkser , og at vi vide at 
bruge dem . “ 
„ Vel talt af en knøs som dig , Knud Mogensen , 
der højst kan tælle tyve sommere . “ 
„ End så jeg kun den attende , “ svarede Knud . 
„ Ved sanct Andrews ! “ uvbrød den fremmede , 
„ Du er fremmelig og af dig vorder en kæmpe . Nu 
høre du stort nyt , som vil fryde dit hjerte . Den , 

der nu taler til dig , er din moders Broder , John 
Craigengelt ! “ 
„ Mon ? “ spurgte Knud heilig overrasket ; „ min 
moder mente alt længe sin Broder død . “ 
„ Nu , “ svarede den fremmede , „ hvem ikkun rygtet 
dræber , har let ved at stande op på ny . Tvivler 
du , da træd hid og se her på mit brystharnisk 
dette våbenmærke ! Kender du igen craigengelternes 
trende fisf og de grahamers jbsfaller ? “ 
Det bevis overtydede den tvivlende Knud , der 
høilig ønskede , at denne drabelige kriger virkelig måtte 
være hans rette morbroder . Han bevægedes i sit 
hjerte , rakte hånden frem og sagde : 
„ I modtage nu en hjertelig velkomst af mig , 
eders søstersøn i i slige fluks af hesten , morbroder , 
og gå med mig op til moder , at hun kan omfavne 
eder . “ 
„ Først vil dog jeg , “ sagde gamle Jesper med et 
mistroisk blik , „ gå op og vare Genete ad ; det turde 
ellers kyse hende ræddeligt på en studs at se en 
død mand levende . “ 
„ Genete ? “ spurgte morbroder ; „ mente jeg dog , 
din moders navn var janei . I have vel så 
radbrækket hendes gode sfetsfe navn på eders dansk . “ 
Knud gav intet svar , så optagen var han af 
sin frændes uventede tilsynekomst ; thi i hans trykkede 
stilling måtte han i sin moders Broder vente at 
finde en ven og beskytter , og mange tanker , fremkaldte 
ved dette håb , stormede nu ind på ham . I 
taushed gik de op på borgen , mens John Craigengelt 
så sig opmærksomt om og med sit skarpe blik 

syntes at måle bygningens forsvarsevne . Snart 
vare de i hallen , hvor Genete , som var underrettet 
af Jesper , stod i stærk sindsbevægelse for at tage 
mod den mand , der anmeldte sig som hendes Broder ; 
men da hun så den indtrædende , veg hun 
tilbage , hævede hænderne og udbrød i sit modersmål : 
„ Guds 
hellige moder , er det dig , John ? “ 
„ Kom til mit hjerte , Janet ! “ udbrød John , 
radbrækkende det skotske og med udstrakte arme . 
„ Tor jeg tro , det er John Craigengelt ? “ spurgte 
hun og nærmede sig frygtsomt ; „ I seer ham ikke lig , 
som jeg mindes ham . “ 
„ Ha , ha ! “ lo John , så det drønede i hallen , 
„ hvilken tåbe du er , søsterlil ! En attenårs knøs 
var jeg og du en liden tøs , da jeg drog af hjemmet , 
to og tyve år er henrundne siden , og jeg skulle 
end se den flødefkjæg lig , jeg da var ! Krigen og 
alderen har rakket mig , og næsten har jeg , mens jeg 
lærte mange udenvelts sprog , forglemt mit modersmål . 
Rygtet har så og sagt mig død — se nu , 
at det har løjet og omfavn din Broder John ! “ 
„ Sandt nok det ! “ svarede Genete , brast i gråd 
og gjengeldte omfavnelsen . „ Tilgiv mig , jeg tænkte 
et øjeblik , du var en bedrager . Og jeg har forandret 
mig ; genkendte du mig ? “ 
„ Neppelig , “ svarede John med et snu glimt fra 
sine lyse øjne , „ ville jeg genkendt dig , havde jeg 
ikke vidst det forud , at det var dig . Jeg ventede at 
skue en fager kvinde og seer nu en falmet med dumme 
øjne . “ 

Knud følte sig krænket på sin moders vegne , 
men den rå oprigtighed i svaret bidrog meget til 
at fjerne enhver tvivl hos Genete selv . Margaret 
kom nu til , blev af sin moder ført hen til John , 
som tog hende under hagen med sin store , barkede 
hånd , gav hende et Kys og udbrød : 
„ Ved sanct Andrews ! Intet sted , hvor jeg 
kom frem , så jeg skønnere og kraftigere møbarn , 
end dig . Nu , vi skulle snarest blive gode venner . “ 
Margaret så ikke ud til at være af samme 
mening ; thi ligesom de andre følte hun sig skræmmet 
ved sin morbroders rå og barske væsen , men hun 
nærede ingen tvivl om , at han var den rette , glædede 
sig over hans ankomst og bestræbte sig for at overvinde 
sin modvillie . 
Snart havde John afsørt sig sin rustning og 
var bleven lænket ved bordet , hvor der kastedes op 
for ham med det bedste , huset formåede . Han åd 
og drak , som havde han fastet og tørstet i dage , men 
talte af og til , spurgte til hr . Mogens og ville vide , 
når han ventedes hjem , men ytrede ingen længsel 
efter at lære at kende sin svoger , hvem han ingensinde 
havde set . Knud stod imidlertid og undersøgte 
med nysgerrighed morbroders våben . 
„ Et kosteligt hærmsf , dette ! “ sagde han og 
holdt brystharnisket op , så det sås i hele sin 
skønhed . 
„ Jeg skulle del mene ! “ sagde John og tømte sit 
krus , hvilket Margaret straks på ny fyldte . „ Du 
finder ikke let dets lige her i Norden . Jeg gjorde 
det til ærligt bytte fra en florentinsk adelsmand , ham 

jeg fældede , da vi under den berømmelige connetable 
af bourbon berendte rom . Det skete sanct johannis 
dag for syv år siden , da connetablen og hans 
staldbroder , Georg af frundsberg , førte os mod den 
hellige stads mure ; men den store connetable sandt , 
gud nåde ! selv sin død i den dræbning . Bort 
våbenmærke lod jeg så indridse der hos en smed 
udi Mailand . Jeg bar det vide om i verden , Knud ! 
Og det har vaiet fra min standart over mere , end en 
fænnike landsknegte , al den stund jeg i connetablens 
tjeneste , som og siden i kejser Carls , havde en øverstes 
rang . “ 
Knud lyttede med ærbødighed til sin morbroders 
beretning om hans bedrifter , og Genetes blege kinder 
rødmede af stolthed og glæde . Jo mere hun 
så på sin gest og lyttede til hans tale , deponiere 
mente hun at genkende sin Broder , så let får 
man syn på det , man gerne ønsker at se . Hvad 
mon hr . ' Mogens ville sige til den gest ? Hendes hjerte 
brændte efter at udøse sine bekymringer for broderen , 
i hvem hun håbede at sinde en beskytter mod sin 
ægtefælles hårdhed . 
„ Er i draget herind i landet , morbroder , ' for 
at tage del i denne fejde ? “ spurgte Knud , hvem 
dette spørgsmål længe havde brændt på tungen . 
„ Du gjettede der ikke langt fra sandheden , “ 
Sagde John og så ned i kruset ; „ dog gjorde jeg 
den afstikker herop aleneste for at gjensee din moder , 
og jeg vil fortøve din faders hjemkomst . “ 
„ Du have hjertens tak derfor ! “ sagde Genete 

med et suk og fjernede sig derpå for at få gjestekammer 
og seng gjort rede til sin Broder . 
Da hun var gået , gav John sig til at stirre 
på Margaret , strøg sit skæg og smilte . Øllet var 
steget ham til hovedet , og skrammen over øjenbrynet , 
som nu , da han havde lagt jernhatten , viste sig at 
være et ar efter et svært sår helt op over panden , 
blussede som en fæl rød stribe og gjorde hans 
udseende end vildere . Margaret blev nu først ret 
opmærksom på , hvor lidet han lignede hendes moder 
og forundrede sig derover . Hun ønskede høilig , at 
hendes morbroder havde været en mere høvisk mand , 
mindre lig en simpel , rå landsknegt ; men netop som 
denne tanke for hende gennem hovedet , talte han 
hende til , og hun for sammen : 
„ Straks da jeg så dig , min dukke , “ sagde han 
og blinkede med øjnene , „ tænkte jeg , at slige øjne , 
som dine , må have stukket i brand mere , end en 
ungersvends hjerte . “ 
Margaret rødmede , så fortørnet op og slog atter 
øjnene ned . 
„ Nu sige du mig , “ vedblev han med ubehagelig 
munterhed , „ Din fæstemands navn ! “ 
Margaret hævede sit skønne hoved og så på 
John med sit stolteste blik . Mon den mand virkelig 
være min moders Broder ? spurgte hun sig selv . 
„ Ej , hvor du seer spansk , “ for John fort og 
loe . „ Nu , da skal jeg nævne dig det : Folmer 
Hansen Rud , så kalder han sig . Han og jeg , vi 
drak broderskab med hinanden i Kolding , og hvad giver 
du mig for dette ? “ 

medens Margaret afvekslende blev bleg og rød , 
så hun morbroder drage frem en stor lædertasfe , og 
af den tog han et forkrøllet brev , som han rakte 
hende . 
„ Du kan forlade dig på mig , “ sagde han så , 
„ jeg ved af intet . Nn give du mig et Kys til 
tak ! “ 
Margarets hjerte bankede heftigt , da hun havde 
brevet i sin hånd , og hendes øjne fyldtes med 
tårer ; men hvor glad hun end blev over brevet , 
hun formåede ikke i dette øjeblik at kysse den ville , 
sfjæggede kriger , som sad og stirrede på hende med 
et blik , der ingenlunde behagede hende . 
„ I have hjertens tak ! “ sagde hun og tvang sig 
til at smile , rejste sig derpå brat og ilede ud af 
hallen , idet hun skjulte brevet ved sin barm . 
Hun søgte til sit Kammer , og da hun havde nået 
dette sit asyl , stød hun skodden for døren . Simpelt 
nok var dette jomfrubur , hvor hun havde leget 
i sin barndom og i sin jomfrustand søgt ensomhed 
og fred . Dog havde hun med de ringe midler , der 
støde til hendes rådighed , givet kammeret et nogenlunde 
pynteligt udseende , og navnlig havde hun ved 
vinduet indrettet en hyggelig krog , hvor der stod en 
liden løjbænk med et bord foran , og hvor et stykke 
presset lædertapet dækkede den kolde mur . Der ilede 
hun nu hen , satte sig på løibænken og blev siddende 
der med brevet i hånden og stirrede på udskriften . 
I vore dage , da breve flyve mellem frænder 
og venner ved den mindste foranledning , eller endogså 
uden foranledning , blot af meddelelseslyst , er det 

ikke let at forestille sig Margaret Mogensdatters følelser 
i dette øjeblik ; thi det var ikke blot det første brev , 
hendes hjertenskjæer sendte hende , men det første , hun 
nogensinde havde modtaget . Hun havde ingen slægtninge 
at veksle breve med , og hvad hendes veninder 
på Vingegård angik , da ville det efter datidens 
sæder været latterligt uden meget vigtig og påtrængende 
foranledning at skrive til hinanden på så kort 
afstand . Vistnok kunne hun føre pennen , hvilket var 
mere , end både Anna og ide formåede , men selv for 
hin tids mest dannede mennesker var skriveri en 
besværlig og brydsom sag , som man ingensinde af 
blot lyst befattede sig med . 
Jomfru Margaret mcgensdatter ganske venligen 
tilskrevet . 
Således lød udskriften . Margaret læste den 
gentagne gange , som om der lå en dyb betydning 
i ordene , og noget nyt var det også for hende , at 
hun for første gang så sin hjertenskærs håndskrift . 
Den var ikke skøn efter vore begreber , men dog ret 
tydelig og fast og med mange snirkler ; det var ligesom 
Folmer Rud gennem den viste sig for hende i 
en ny skikkelse . Endelig åbnede hun brevet og læste 
følgende : 
kærlig hilsen forsendt med Vorherre ! Kære jomfru 
Margaret , takker jeg eder kærligen og gerne for al kærlighed , 
i mig hidindtil bevist haver og beder eder være 
forvisset om , at jeg end er af samme sind , eder tro , 
og vil forblive så til min dødedag . Her samles nu et 
mærkeligt tal krigsfolk , nogle hvervede ryttere , men 
flere gode mænd med deres svende fra ganske jytland , 

er her end ingenlunde alle de , som her kunne 
og burde være . Når det går løs , det ved ikkun 
den alvidende gud , dog frygte i da ikke for mig ; det 
bæres mig fore , jeg bliver ej i denne fejde . Vil 
Herren , da vender jeg karsk og sund hjem , og da 
skal jeg tale eders fader så til , at vort fæstensøl 
snarlig kan vorde drukket . Forgangen nat trådte jeg 
i drømme den Dands på Vingegård end en gang ; 
jeg så eder lys levende , og i lo som en guds 
engel . I være glad i hu , når i tænker på mig ! 
I vogte eder for Broder Vigand og lytte ej for villigt 
til hans fledske tale ! Dette skulle siges , vredes 
i end på mig derfor . Hilsen fra Laurids til Anna ! 
Han lider vel og skrev hjertens gerne , men evner det 
ikke . Tag ej heller mig til mistykke , at jeg skriver 
så ilde ! Så have gud eder nu og altid ! 
Eks Kolding vor frue dag i høst . 
Folmer Hansen Rud 
med egen hånd . 
Atter og atter læste Margaret brevet i det svindende 
dagsskær . Alle de skranker , som hendes papistiske 
tro , hendes mrekærhed og tvivl om , at hun 
var værdig til nogensinde at blive Folmer Ruds hustru , 
havde rejst mellem hende og Folmer i hendes 
hjerte , og som adskillelsen havde styrket , de vege nu 
for kærlighedens overvældende magt . Ikkun det , 
der stod i brevet om Vigand , gik virkningsløst forbi 
hendes tanke , men hun vrededes ikke derover . Denne 
aften var måske en af de lykkeligste i hendes liv , 
og da hun omsider søgte sit leje og skumrede blidt ind , 
da smilte hun som en guds engel . 

tredie kapitel . 
Knud drager i Leding . 
Alt det tvivlsomme og lidet hyggelige , der 
havde været ved morbroders ankomst til Tjele , forsvandt 
med mærkelig hurtighed allerede den påfølgende 
dag . Han gjorde også sit bedste for at vinde hjerterne , 
hørte på Genetes klager med stor tålmodighed , 
om hans svar end røbede større koldsindighed , 
end hun havde ventet , og i sit forhold til Margaret 
udviste han en høviskhed , som røbede , at han på sit 
omflakkende liv måtte have haft held til at færdes 
i godt selskab , og at han kunne lægge bånd på 
sin naturs vildhed , når han ville . Han undveg 
imidlertid , så meget han kunne , fortrolige forklaringer 
og viste stor tilbøjelighed til lystig samtale og rå 
skjemt . Det lykkedes ham virkelig også at fremtrylle 
en munter stemning , og det vidunder skete , at livet 
på Tjele blev lystigt og let , hvad det ikke havde 
været , så længe nogen kunne mindes . At se Genete 
færdes livligt og smilende omkring i huset og høre 
Margaret le , det forundrede høiligt alt tyendet . 

dog var deres glæde kun ringe mod knnds ; thi 
morbroders krigeriske fortællinger slukkede hos ham 
en sand sjæletørst . Som de den næste eftermiddag sagde 
sammen i hallen ved en kande rosfokker-øl , da fik 
Knud ved livlige beretninger en forestilling om en 
landsknegts liv indtil de mindste enkeltheder , og han 
blev tillige indviet i den nyere taktik , idet morbroder 
meget anskueligt skildrede ham slaget ved Pavia , som 
han sagde selv at have deltaget i . Dog blev Knud 
også underrettet om livet i lejren og om den disciplin , 
en landsknegt måtte underkaste sig , lige fra den 
dag , da han mødte på mønstringspladsen for at 
tages i ed , når øversten med blottet hoved trådte 
ind i kredsen , talte sine kære landsknegte venligt til 
og takkede dem , fordi de havde ladet sig hverve , og 
indtil den dag , da aftakkelsen foregik med lignende 
ceremonier . Morbroder skildrede for Knud , der lyttede 
i åndeløs taushed , en landsknegts liv som det frieste 
i verden , vistnok til visse tider fuld af farer og store 
besværligheder , men til andre tider i største overflødighed 
og fuld af jubel . 
„ Armt må det land være , “ sagde morbroder 
og strøg sit skæg , „ hvor vi skulle nødes at fryse 
eller sulte . Findes ikke brænde , da tage vi stole , 
borde og skabe og tænde deraf et bål . Ere vi i 
et værtshuns , og regningen løber for højt op , lad 
værten ikkun grifle sine tal med kridtet på bjelken ! 
Når vi bryde op , da stikke vi huset i brand , og 
brænder huset , da brænder regnskabet med ; men 
vende vi tilbage , da betale vi dobbelt , om pungen 
er fuld . “ 

dette fandt Knud lystigt , og morbroder fortaug 
viseligt de sfjændige grusomheder , landsknegtene ofte 
begik ; men han sang dog en letfærdig landsknegtvise 
for ham , som gik på tysk , et sprog , som 
morbroder var langt bedre mægtig , end det skotske 
og talte med påfaldende færdighed . Han tog en 
slurk af kruset og sang : 
Zu fechten und Zu streiten ist mir jach , 
drummel und pfeifen lauf ich nach , 
Will meine frau nicht mit mir gafm , 
so bleib si zu hanse , ttue wie si kann . 
Spring ich uber einen wasserbach 
und rust ihr , si kømmt nicht nach , 
so ziehe ich bald nach Flandern , 
siehe mich um nach einer andern . 
Den vise huede dog ikke Knud rigtigt . Da morbroders 
skurrende stemme tav , sagde han med større 
alvor , end han hidtil havde viist : 
„ Så synger tænkelig den menige landsknegt , ikke 
en høvedsmand , som i . “ 
„ Nu , hvad det anbelanger , “ svarede morbroder , 
„ da mene du ikke , at en ret adelsmand skulle være 
for god til at vorde menig landsknegt . Vide må 
du , at de gode mænd , der tjene som menige knegte , 
de udgøre en rode for sig , er dobbeltsoldnere , bære 
harnisf og føre Piker , hvis årsag de kaldes pikenerere ; 
de gøre al grov tjeneste , vagt alene undtagen . Nu , 
flig pikenerer var jeg fra første færd af , og skulle 
du have lyst til håndværket , da gør dig ingen 
betænkning derover at fange an som pikenerer . “ 

„ Morbroder , “ udbrød knnd og så rødmende 
op , „ når i drager herfra , da tag mig med i eders 
følge ! Mig længes svarligen efter at prøve krigens 
håndværk og opretter i et regiment , da forund mig 
en plads deri , hvilken i så selv synes . “ 
Morbroder så nærmest ud , som om han havde 
lyst til at le , men han bevarede dog alvoren og 
sagde : 
„ Ej , ej ! Ere vingerne nu voksne dig så store , 
at dig lyster at skyve af reden ? “ 
„ Ikkun for længe , “ svarede knnd , „ har fader 
handlet med mig , som var jeg blot et barn . “ 
„ Ved sanct Andrews ! “ udbrød morbroder , „ jeg 
så mange mænd , der vare mindre voksne , end du , “ 
Og derpå gav han sig til at tegne med pegefingeren 
i det øl , der var spildt på bordet og syntes ganske 
hensunken i grublen . Knnd ventede tålmodigt , indtil 
morbroder atter så op og sagde : 
„ Står din hu til at drage i Leding , visselig 
kan du da ikke gøre det under bedre vilkår , end 
nu i mit følge og under min førelse . Jeg er ikke 
uvillig til at tage dig med ; dog udkræves først og 
fornemmelig din faders samtykke , så og , at han 
udruster dig med hest og våben og spækker din 
pung vel , endnu bedre , vil han medgive dig et par 
svende . “ 
„ Det står til at håbe , “ sagde knnd glad , „ at 
i med eders anseelse vil kunne vinde faders modvillie 
over . “ 
„ Det skal vise sig , “ sagde morbroder , stadig tegnende 
i ølsølet . „ Et vide du dog forud , det nemlig , 

at lader du dig hverve af mig , da må du følge 
mig tro , til hvilken side jeg så går . “ 
„ Er det ikke eders agt at stride for hertug 
Christiern ? “ spurgte knnd overrasket . „ Jeg mente så , 
al den stund i kommer fra Kolding og drak 
broderskab der med Folmer Rud og andre hertugens 
mænd . “ 
„ Jeg er en udenvelts mand i dette land , “ sagde 
morbroder og så på knnd med et lurende blik , 
„ og mig må det da være ens og lige kært , bliver 
hertug Christiern , hans Broder hans , den gamle bøddel 
på Sønderborg , hvad heller grev Christoffer 
konge her udi Danmark . De er mig alle tilhobe 
lige gode , såsom krigen er mit håndværk og den 
herre den bedste , der byder mig de bedste vilkår og 
den højeste sold . “ 
Knud kunne ikke forlige sig med en slig leiesvendstænkemåde , 
men han skønnede dog , at morbroders 
stilling var anderledes , end hans egen , og nikkede 
derfor bifaldende . 
„ Så seer da , “ vedblev morbroder , „ en mand i 
mine kår derhen , hvor magten og lykken er . Grev 
Christoffer er en mandig og ridderlig herre , for hvis 
åsyn jeg mere , end en gang , har været stedet . 
Hvad tykkes dig om ham , der har Skåne , Sjælland 
og Fyen inde , en god hvervet hær og slæderne i 
ryggen , medens hertug Christiern neppelig kan værge 
sine hertugdømmer og måtte slippe Fyen straks ved det 
første tag ? “ 
Knud følte sig , et barn som han var i sindet , 
stor , fordi morbroder indlod sig på denne forklaring 

og grublede med øjensynlig selvfølelse over sagernes 
stilling , som om det ikke var nogen ringe sag , hvilket 
parti han valgte . Dog lød hans svar , da det kom , 
fornuftigere , end morbroder havde ventet . 
„ De hertuger og den Greve , “ sagde han , „ de 
ere mig lige gode . Størst tro har jeg til Hain , i 
nævnede en gammel bøddel , men da jeg har fornummet , 
af greven og de lybske fegte for ham , om 
de ellers mene det ærligt , da er der intet til hinder 
for , af jeg står med eder på den side — intet 
uden dette , af min egen fader er hertug Christierns 
mand , har kåret ham i nye og nys hyldet ham i 
Horsens ; ingensinde giver han sit minde til , af jeg 
fegter mod Danmarks udvalgte konning . “ 
„ Du får da gøre det uden hans minde , “ sagde 
morbroder , „ eller lade det blive . Dog er dette en 
fejde , i hvilken nære frænder stå imod hinanden , 
og derom blev nys talet meget i Kolding . Så ung 
og lidet erfaren du er , kender du ikke verdens gang . 
Værgede ikke Henrik Gjøe , han som døde forgangen 
år i Lybek , mådelig for København og satte alt sit 
gods til for kong Christiern , og blev ikke hans Broder 
Mogens , Danmarks riges hofmester , kongens farbroders 
og arge fjendes , kong Frederiks mand ? 
Står han ikke nu fremmest på hertug Christierns 
side , og hans anden Broder Aksel på grev Christoffers , 
han som nys tilføjede hertugens folk et stort 
nederlag ved Nyborg ? Så står og Folmer Rud 
mod sine frænder på Sjælland . “ 
„ Nødig , “ svarede knnp , „ fegter jeg mod min 
egen fader , enddog jeg ikke elsker ham . “ 

„ Nu , “ sagde morbroder , „ Du besinde dig derpå . 
Dog betænke du endnu dette , at står din 
fader på den ene side og du på den anden , da 
bliver eders gård frelst og i behold , hvor det så 
går ; men stå i både på den ene side og have 
valgt den urette , da går i plat til grunde . “ 
Knud grublede et øjeblik og sagde så : 
„ Ikke begriber jeg , ad hvilken vej i herfra vil 
komme til greven , vi må da søge stranden og løbe 
den hasard at sejle i åben båd over Kattegat . “ 
Morbroder så i dette øjeblik meget fiffig og 
hemmelighedsfuld ud , men gav ikke andet svar , end 
at Knud skulle blive indviet i hans planer , så snart 
han havde taget sin beslutning og ville sværge ham 
troskab . 
Derefter viste Knud sin morbroder om på 
gården , men denne syntes ikke meget opbygget af 
det , han så . Han indrømmede , at Tjele var et stærkt 
hus , der lod sig forsvare en stund , men beklagede 
meget savnet af volde og grave . Heller ikke i 
våbenkammeret var han rundelig med lovtaler ; vistnok 
var her stor overflødighed på sværd , landser , 
Piker , Skjold , armbrøst , harnisker , endogså et 
par hagebøsser , men han vragede det meste deraf 
som klodset og forældet . Sluttelig lovede han at give 
knnd en liden lektion i fegtning og lære ham nogle 
nye finter , og dette førte til , at knnd fortalte om den 
våbenleg , han havde påtænkt at anstille ; men han 
tilstod med nogen undseelse , at han af frygt for sin 
faders vrede ikke vovede at benytte rustkammerets beholdning 
og derfor selv havde lavet sig nogle simple , 

men stærke landser . Morbroder greb tanken med 
begærlighed , da udførelsen af den lovede ham tidkort 
på et ensomt og i hans øjne kedsommeligt 
sted , gav knnd et slag på skulderen og sagde : 
„ Det dystridt skal gå an , og vi skulle høilig 
forlyste din moder og søster dermed ! Vi forberede 
det efter alle regler end i dag og afsætte pladsen . 
Så udsøge vi de brugelige våben her af rustkammeret . 
Din fader , om han skulle komme , må finde 
sig deri . Jeg skal tilkendegive ham , at det meste er 
skrammel , brugeligt til leg og ikke til kamp på liv 
og død . Kast så du de pindelandser og sprinkelværksskjolde 
i vedkasfen igen ! “ 
Knud gik med stor fryd ind på forslaget , og 
der blev straks lagt hånd på værket . Morbroders 
svend , Claus , en fiirsfåren Karl , viste sig at være 
dreven i alt , hvad der hørte til en turnering og forstod 
med en mærkelig hurtighed at erhverve sig myndig 
over de Tjele gårdsvende , som glædede sig til 
våbenlegen og villigt udførte hans snilde anordninger . 
Gamle Jesper gårdfoged gik brummende omkring , 
men al myndighed var gleden ham af hænderne . 
Det var oven i købet midt i høstens tid , hvorfor Jesper 
ingenlunde havde tænkt at tilstede våbenlegen i 
det omfang , som den nu truede med at antage . 
Rigtignok besørgedes indhøstningen , som alt markarbejde , 
af ugedagsmændene , men i bjergningstiden 
plejede dog gårdsvendene at hjelpe til ; dog Jesper 
talte for døve øren . 
En grøn plads mellem staldene og ydermuren 
blev valgt til turneringsplads , gjort fuldkommen jevn 

og indhegnet af pæle , forbundne ved snore . En 
lille forhøjning blev sammentømret af brædder og 
prydet med grønt . Denne tribune var knubs værk , 
og skønt det hed sig , at hans moder , søster og 
gårdens piger fra dette ophøjede stade skulle betragte 
våbenlegen , havde han dog en anden ung 
jomfru i tankerne , da han anvendte så megen møje 
på udsmykkelsen af denne skønhedens ttrone . Kun 
Henning smådreng , som han stedse kaldtes , uagtet 
han var Knuds jevnaldrende , var Knuds fortrolige 
og påtog sig med glæde det hverv , som hans unge 
herte overdrog ham , idet han endnu samme aften 
sendte ham til Vingegård med den hilsen til Christoffer 
krnse , at under hans faders fraværelse var 
hans morbroder , den berømmelige og mandhaftige 
øverste John Jakobsen Craigengelt uformodentlig ankommen , 
og at han i denne glædelige anledning og 
for at hædre sin frænde ønskede at se alle fra 
Vingegård , både mænd og kvinder , til et heldags 
gilde fra den næste morgen klokken otte slet . 
Knud havre ingen anelse om , at der var foregået 
et stort omslag i stemningen på Vingegård . 
Thomas kruse havde nemlig omsider ladet sin mine 
springe , underrettet sin Broder om , at det var hans 
agt at gøre ide Nielsdatter til sin hustru og advaret 
ham inod de efterstræbelser , hans myndling var 
udsat for af slegfredsønnen på Tjele . Dette skridt 
havde haft de ubehageligste følger for stakkels ide , 
som blev underkastet et skarpt forhør af Anna Seefeld 
og alvorligt advaret både af hende og Christoffer . 
Det gav grædende tårer og bitter ordvexel ; thi ide 

lod sig ikke så let bøje , og hendes formynder opdagede 
hos hende et uforsagt mod og en standhaftighed , 
som han ingenlunde havde tiltrøet den muntre , 
livsglade pige . Han var for god og retskaffen en 
mand til at bruge voldsomme midler , hvilket iøvrigt 
i flige tilfælde i de tider og endnu langt senere ikke 
hørte til sjeldenhederne ; men ide blev dog nu nøie 
bevogtet , Christoffer besluttede så meget som muligt 
at trække sig tilbage fra sin nabo på Tjele og ledsagedes 
således til at tilintetgøre det venlige forhold , 
han selv havde tilvejebragt . Under disse omstændigheder 
var han ikke i uvished om det svar , 
der måtte gives på Knud Mogensens indbydelse ; 
men den tidende om Genetes Broders uformodede 
ankomst pirrede hans nysgerrighed , og han frittede 
Henning nøje ud . Dog , da han fornemmede , i hvilken 
grad Knud og den gådefulde morbroder skattede og 
vattede på Tjele i hr . Mogens ' s fraværelse , blev 
det ham end lettere at give Henning , med al tak for 
indbydelsen , et afflående svar , hvormed Knuds udsending 
såre bedrøvede sin herre . 
Dystridtet gik nu lige fuldt for sig den næste 
morgen til den berammede tid . Genete , Margaret 
og gårdens piger befandt sig på tribunen , herskabet 
siddende foran på en liden bænk , tyendet 
stående bag dem . Iøvrigt var hvert levende væsen 
på gården tilstede , lige ned til svinedrengen og 
gåsepigen , og da en tønde øl var lagt på to 
bukke og stukket an for at slukke tørsten , så forlod 
endogså ugedagsmændene og deres koner arbejdet , 

selv Jesper gårdfoged opgav ævret , og det blev en 
glad fridag for alle . 
Morbroder indfandt sig i fuld rustning og ytrede 
sin tilfredshed med det mandsfab , Knud mønstrede 
for ham , tolv beredne og væbnede svende . De blev 
delte i to hold , Knud skulle være det ene partis , 
morbroders svend det andets fører , og morbroder 
selv ville være kampdommer ; dog havde han lovet 
Knud at bryde en danse med ham til sidst . Henning 
var Herold og havde forsynet sig med et horn , i 
hvilket han stødtes , hver gang kampdommeren gav 
signalet dertil . 
Turneringen gik da løs og varede et par timer 
under stor lystighed . Da landfeine vare forsynede 
med stade træ-dupper , sfete intet andet uheld , end 
at et par af svendene blev stødte af saddelen og 
gjorde en kolbytte i det grønne . Genete og Margaret 
så fra tribunen til med forundring og glæde . 
Genete syntes helt forvandlet , hun lo som et 
barn , og Margaret jublede og klappede i hænderne , 
når den af karlene , hun havde holdt på , rendte sin 
modstander af saddelen . Begge vare de grebne , som 
af en rus , både moder og datter , ved at se det 
fremstillet i virkeligheden , hvorom de så ofte havde 
læst og sjunget ; thi så ensomt hendroge de deres liv , 
og så lidet havde de set af optog og forlystelser i 
stor stil , at dette dystridt , trods det tarvelige i 
anordningen , i deres øjne var en kongelig forlystelse . 
Efter mangt er dystridt og fegtninger til fods , 
og da øllønden allerede stod på held for at udgyde 
sine sidste dråber , blev hr . Mogens ' ? Livhest ført 

frem , for at morbroder kunne vise sig i al sin glans 
og bryde en landse med Knud , der alt sad på gråmunks 
ryg . Ravnsvensfe gjorde nogle vældige kaprioler , 
da den fornemmede den fremmede rytter på sin 
ryg , men den berømmelige øverste viste sig som en 
øvet rytter og tæmmede den vælige hingst med stor 
behændighed . Så red han banen nogle gange 
rundt , kastede sin landse op i luften og greb den 
igen , hvorefter Knud efterfulgte hans eksempel og 
stille sig meget vel fra sit paraderidt . Derefter indtoge 
de hver sin plads , fældede landserne og ville 
just ride løs på hinanden , da der pludselig lød et 
højt råb , tilskuerne splittedes ad , og en rytterskare 
viste sig ved skranken . Alle så derhen , hvorfra 
larmen kom , og før deres forfærdede blikke viste sig 
på en svedig hest hr . Mogens selv og bag ham 
Broder Vigand og fire bevæbnede svende . 
Alan havde først ventet husets herre hjem den 
næste dag , og Knud havde håbet forinden at få 
ethvert spor af turneringen udflettet ; dog , der var 
han , og som han sad der på hesten , med paltzroken 
hængende om sit svære legeme og hænderne hvilende 
på saddelbommen , idet han med blege kinder og et 
tømt blik stirrede på den brogede scene , lignede han 
en billedstøtte . Han havde set sin forsagte , tungsindige 
hustru le og fladdre , da han kom , Margaret 
med blussende kinder og funklende blikke , i hans 
øjne lig en vanvittig , vifte med sit lommeklæde til 
Knud , og nu så han , hvad der var det forunderligste 
af det hele , en vildfremmed mand , hvem han 
aldrig før havde set før sine øjne , siddende i en 

glimrende rustning og med fældet landse på hans 
egen ganger — måtte han ikke tro , at han drømte , 
eller blive til mode , som var han sit eget genfærd , 
der nu gjestede Tjele for at se , hvorledes det monne 
gik til der efter hans hedenfart ? Endogså Broder 
Vigands snu , selvbeherskede åsyn udtrykte den højeste 
forbavselse . 
Dødsstilhed herskede et øjeblik i kredsen . Da 
drog hr . Mogens sit sværd , drev sporerne i sin 
hests side og satte ind på pladsen over skrankens 
snore , men dyret , som var mat af et langt ridt , 
stødte an , styrtede og kastede sin rytter af ; sværdet 
fløj langt bort , og selv trillede hr . Mogens hen i 
græsset . Nu kom der liv i de forstenede tilskuere , 
Genete og Margaret ilede ned af tribunen , morbroder 
og Knud sprang hver af sin hest , og alle ilede 
til for at hjelpe den fornlykkede husfader på føde 
igen . Knud kom først , men erholdt straks et bevis 
på , at hans fader var uskadt , og at hans forbittrelse 
ingenlunde var bleven mindre ved kolbytten ; thi den 
gamle rejste sig brat og tildelte Knud til svar på 
hans kærlige forespørgsel en så eftertrykkelig kindhest , 
at han tumlede tilbage . Der stod nu hr . Mogens 
i sin fulde kraft , trykkede baretten igen fast på 
sit hoved og råbte , uden at bekymre sig om de andre , 
rasende på Jesper huusfoged . 
Den gamle , nu hr . Mogens ' s tro tjener i tredive 
år , trådte frem med huen i hånden og en 
sønderknust mine . 
„ Du arge skalk ! “ brølede hr . Mogens og holdt 
sin knyttede hånd frem for hans ansigt , „ er det så , 

du holder orden og skik , når jeg drager af gårde ? 
Har du givet dit minde til dette ubekvemme mummespil , 
og hvo er den Karl der , ham , jeg nys så på 
ryggen af ravnsvenfke ? “ 
Inden Jesper kunne fremføre en undskyldning og 
give forklaring , befriedes han af sin mislige stilling 
af ophavsmanden til ulykken , som skubbede ham til 
side , trådte dristigt frem , bukkede høvisk og sagde : 
„ Ikke kan jeg fejle deri , at jeg har velbyrdige 
hr . Mogens Lauridsen for mig ? “ 
„ Ved guds hellige pine ! “ udbrød hr . Mogens 
og trådte et skridt tilbage , „ hvo er i ? “ 
„ I fare med lempe , om i så synes , “ svarede 
John , „ og bruge eders forstand ! Eders gest må 
jeg vel være , såsom i er ejer af denne gård , 
men en fremmed er dog ikke jeg , al den stund det 
er eders hustrus kødelige Broder , John Jakobsen 
Craigengelt , som nu taler til eder . “ 
Hr . Mogens blev ikke vaer , at den fremmede 
sagde dette , ikke med ædel frimodighed og sanddruhedens 
præg , men med en eventyrers frækhed i 
mine og blik . Han hørte blot kjendsgjerningen og 
blev hjertesyg derved ; thi intet mere skjebnesvangert 
kunne hændes ham , end at Genetes Broder viste sig 
for at antage sig sin mishandlede søster og blande sig 
i hendes ægtefælles sager . Knud bemærkede sin 
faders hjerteklemmelse og nød sin kortvarige triumf , 
medens morbroder fortsatte sin forklaring , meldte om 
den gjestfrie modtagelse , han havde fået , og gjorde en 
undskyldning for den frihed , han , opfordret dertil af 
Knud , havde taget sig , idet han havde anstillet dystridtet ; 

men hr . Mogens så ud , som om han slet 
ikke hørte denne lange tale . Han stod der med et 
rødt blussende åsyn , og hans hænder famlede med 
palkzroken , som om middel til udvej af denne klemme 
var at finde i dens folder . Da lod Vigand sin røst 
høre . Han havde ængsteligt vogtet på sin velynders 
sfrækslagne miner og gav nu hr . Mogens villie det 
stød , den trængte til , idet han sagde : 
„ Denne mand kan på ingen Viis være Genete 
Jakobsdatters Broder , om hvem vi vide , at han alt 
for flere år siden lod sit liv i valland * ) . “ 
„ Ved min helgen ! “ råbte hr . Mogens med 
vild glæde , „ just dette ville jeg sagt . Hører i det , 
i skalk og bedrager ? Den renlivede prædikebroder 
Vigand siger , at Genetes Broder , og hun havde kun 
denne ene , lod sit liv i valland og , efter hvad der 
er kommet til vor kundskab , i dræbningen ved 
Pavia . “ 
„ Jeg hørte , “ svarede John med stor koldblodighed , 
„ hvad denne skalk af en munk nys sagde og i 
til overflod gentog . Han skal slå mig til regnflab 
derfor , og mødes vi engang under andre kår , jeg 
skal klynge ham op som en tyv . Jeg har nu ikkun 
dette at sige : spørger Genete selv ad ! “ 
Genete stod bleg og skrækflagen , støttet til Margarets 
arm . Nu for hr . Mogens imod hende og 
råbte truende : 
„ Bevis , om du det formår , at denne mand 
er din Broder ! “ 
Italien . 

„ Hvorfra skulle jeg have beviis/ ' svarede Genete , 
skjelvende af skræk , „ jeg , som ej så ham , siden 
jeg var barn ? Han siger så , at han er min Broder , 
og jeg har troet hans forsikkring . “ 
„ Du har så , tåbelige kvind , du er ! “ sagde 
hr . Mogens , „ men jeg tror ganske det modsatte , og 
ikke lader jeg mig gefalle , at en spydskarl og løbeskytfe 
sniger sig i min gård og fører her , under et 
løgnagtigt påfund , regimente , som var han min 
frænde . Ingensinde bliver han af mig anerkendt som 
sådan . I forføje eder herfra , det snareste i kan , “ 
Vedblev han og vendte sig mod den falske skotte , „ vil 
i ikke jages af gårde med skam . “ 
Men nu for Knud frem ; kindhesten brændte 
ham endnu og oprørt var han i sit inderste , thi han 
havde knyttet sit hjerte til sin nye ven og frænde 
og ville intet høre om , at han skulle være en bedrager . 
„ All 
en gang , “ sagde han til sin fader , bleg 
af harme , „ viste du en frænde af gårde ; gør du 
nu ligeså med morbroder , som med Thøger , ved min 
helgen , ikke vil jeg længer kaldes din søn , og du 
seer mig i dag for sidste gang ! “ 
„ Knud , Knud ! “ råbte Genete og faldt ham om 
halsen , „ Du tale ikke så vildt ! “ 
„ Det får ej hjelpe , moder ! “ sagde Knud med 
fasthed ; „ jeg må fort . “ 
„ Du bliver vel , din hvalp ! “ råbte Knuds 
fader arrigt . „ Jesper ! Du vogte nøje på Knud og 
indestå mig med dit hoved for , at han ej rømmer 
herfra ! “ 

„ Nu , “ sagde John , „ værre ttran , end eder , 
gamle usling i er , findes ikke i dette land . Eders 
hustru handler i med , som var hun en trælkvinde , 
det jeg helt vel ved , hendes Broder jager i af 
gårde og hendes søn skal tænkelig nu i fangehullet ; 
men det vide i , gamle bondeplager og bøddel ! at 
regnfkabens time er nær . Gjester jeg Tjele anden 
gang , da skal i undgjelde for den tort , i har 
tilføjet mig , som og for al eders anden tyranniske 
færd . “ 
„ I vare eders besfe mund ! “ råbte hr . Mogens 
rasende . „ Nævner i eder end en gang som 
Genetes Broder , da lader jeg eder svinebinde og kaste 
i lehnsfængslet . “ 
„ Hø , hø ! “ svarede John med drillende koldblodighed , 
„ det har gode veje . End er ikke det bast 
spundet , der skal binde mig , og i er den sidste mand , 
der magter det . Havde jeg ikke større ting fore , det 
skulle være mig en lyst og en smal sag at lade eder 
binde i eders egen gård og smage fladen af min 
gode klinge . Fort med eder og vær i glad , at i 
selv slipper usfamferet fra dette ! “ 
Hr . Mogens så sig om og blev hos sine svende 
en truende holdning vaer ; de skal hovederne sammen , 
og da han kaldte på en af dem , kom han uvilligt og 
tvært . Dette gjorde ham betænkelig og lukkede hans 
mund . Han bød Genete og Margaret fluks begive sig 
op på deres kamre , gav Jesper hviskende den befaling 
at forblive ved stalden og vogte på den 
fremmede og hans svend og gik så hastigt op på 
borgen med Vigand og et par af de troeste svende , 

idet han lod porten lukke efter sig og forsvarligt 
stænge . 
Knud blev glemt i forvirringen ; han stod med 
korslagte arme og så på morbroder , som brast i en 
rå latter . 
„ Hvad nu ? “ spurgte Knud , ingenlunde i stemning 
til at le . 
„ For mig er nu kun et at gøre , “ svarede morbroder , 
„ på stand at drage herfra . Dog , da din 
Hallunk af en fader har forfkandset sig i sit Castel , 
så gå du fluks derop og forhandle med ham , at 
han udleverer min Randsel og min kappe , vil han ej 
hedde en tyv og en røver . “ 
„ Jeg går straks , “ sagde Knud ; „ men om i tillader 
det , morbroder , da drager jeg med eder . “ 
„ Nu , “ svarede morbroder med et snn blik og 
strøg sit skæg , „ Du får have din villie , kan du 
slippe herfra , kommer du end alene og med en slunken 
pung . “ 
„ Frygt ikke derfor ! “ svarede Knud . „ Jeg skal , 
håber jeg , bringe en svend med og i alle måder 
være godt rustet . I ride nu til foulum og opspørge der 
Mads Jespersen , vor fogeds søn . Bringer i hilsen 
fra mig , da vil han tage vel imod eder , og i 
hans gård fortøve i denne nat ; forinden dagen 
gryer skal jeg , vil gud og min helgen , være hos 
eder . “ 
„ Du er en rådsnild ungersvend , “ sagde morbroder 
og gav Knud et djært slag på skulderen . 
„ I dine kår gjorde jeg ligeså ; bedre at færdes frit 

i Leding blandt mænd , end rådne her blandt kvinder 
og trælle . “ 
Den næste morgen , da sol stod op , blev det 
meldt hr . Mogens , at gråmunk og en af svendenes 
heste manglede i stalden , og da det ved en eftersøgning 
viste sig , at hverken Knud eller Henning var 
noget sted at finde , da var der ikke længere tvivl 
om , at de begge i forening måtte være rømmede . Hr . 
Mogens brusede først op ved den tidende , og han 
sendte fluks nogle svende ud for at gennemsøge omegnen , 
men de vendte kun hjem med den besfed , at 
den fremmede kriger med sin svend , Knud og Henning 
i dagbrækningen vare blevne sete ridende af 
foulum nord på . Noget , som lignede anger røbede 
sig nu i hr . Mogens ' s tale , men Vigand forstod 
snart at kvæle denne gode følelse . 
„ Som han er faret af gårde , “ sagde han til 
hr . Mogens , da de sagde ved ølkanden og talte om 
Knud , „ så lad ham fare af tanke og sind ; det 
tjener eder sluttelig dog bedst , at han er af vejen . “ 
Hr . Mogens kiggede den dag dybt i ølkanden og 
blev om aftenen båren til sit leje med en fuld god 
rus ; men Genete og Margaret græd deres øjne 
røde ; thi Knud havde om natten været hos dem 
og taget kærlig afsted med dem ; de ventede ingensinde 
mere at gjensee ham , og de ængstedes ved den tanke , 
at den mand , han nu havde sat sin lid til og var 
draget af med , dog muligvis var en bedrager og 
ingenlunde Knuds morbroder ; kun grublede de forgjeves 
over , hvorledes han var kommen i besiddelse 
af John Craigengelts harnisk , og hvad der havde 

bevæget ham til at fare under falsk flag og berede 
dem denne bitre skuffelse . De havde dog ikke formået 
at holde Knud tilbage , og Genete havde derfor 
i nattens stilhed forsynet sin søn med de penge , 
hun havde , og stoppet hans Randsel både med klæder 
og fødevarer , hvorefter de selv havde hjulpet ham ud 
af gården . 
Knud havde givet Margaret en hilsen til ide , 
hvilken hun også nogle dage efter fik held til selv 
at overbringe hende . Hun fandt ide mørk i hu , men 
ingenlunde bøjet af al den modgang , hun nu måtte 
gjennemgåe . Dog brast hun i gråd , da hun fik 
at vide , at Knud var rømmet , ikke fordi hun nærede 
frygt for hans liv , men fordi hun vidste med sig 
selv , at hun i den sidste tid ikke havde været imod 
ham , som hun burde . Hun skiffede sin synd for 
Margaret og fandt trøst ved hendes barm . 
„ Nu begynder vor korsesang , “ sagde Margaret , 
„ når tænker du , ide , den ender ? “ 
„ Det ved ikkun Herren , “ svarede ide med et 
funklende blik , „ men jeg har svoret en dyr ed , Margaret , 
og den skal jeg holde , af mødes Knud og jeg 
nogen tid igen , og han forkaster mig ikke , da vil jeg 
vorde hans , nødes jeg end til af rømme af gårde og 
drage ud i den vide verden med ham . “ 
„ En stor ed den , ide , “ svarede Margaret , „ dog , 
jeg ved , der slår et skarlagens hjerte under din 
brystdug . “ 
„ Jeg tænker , “ svarede ide og tørrede sine tårer , 
„ af i disse tider er det stundom os piger tjenligt 
af have mænds hjerter og faste mod . “ — 

det ville været gavnligt for Margaret , havde 
hun oftere kunnet veksle tanker med ide ; men fra nu 
af sås de ikke i lang tid . Margaret vendte tilbage 
til sin tungsindige moder og sin åndelige formynder , 
Broder Vigand , der hildede dem begge dybere og 
dybere i sit papistiske garn . De søgte trøst i deres 
bodsøvelser og deres bønner , men disse nåde sjælden 
til guds ttrone ; thi jomfru Maria og en hel 
hærskare af helgene og helgeninder opfangede dem 
på vejen . 

fjerde kapitel . 
Aftenen før slaget . 
Få dage efter at Knud havde vendt sit fædrenehjem 
ryggen , gik som en løbeild den tidende over 
hele Jylland , at den frygtede Søhane , kong Christiern 
den andens tro tilhænger , skipper element , var løbet 
ind i Limfjorden med nogle skibe , bemandede med en 
lille skare fataliebrødre , ville karle , der blev anførte af 
hans staldbrødre i mange eventyr , Jens finke , Oluf 
Klinte , Thomas og hermand , at de vare dragne mod 
Ålborg , og at byen var falden i deres hænder , da 
det ubefæstede slot , hr . Peder lykkes forlening , havde 
overgivet sig uden sværdflag . 
Mange tillagde i det første øjeblik ikke dette angreb 
stor betydning ; men det viste sig snart , at grev 
Christoffer i element havde valgt den rette mand til 
at tænde krigsluen i Jylland , både fordi han var en 
snu , modig og erfaren høvding , og fordi han , vendelbo 
af herkomst , født i Åby sogn i kær herred , 
kendte sine landsmænd og vidste at tage dem fra den 
rette side . Heller ikke må man af den tarvelige 
benævnelse : skipper lade sig forlede til at tro , at 

element hidtil havde været en mand af ringe betydning . 
Vistnok var han en rå Søhane og havde , 
ligesom de bekendte eventyrere af samme sort , Claus 
knyphof , Martin pechlin , brun van Gøttingen og flere , 
leilighedsviis ernæret sig ved sørøveri og været frede- - 
lige handelsfarere , navnlig lybekkerne , en hård svøbe ; 
han skyldte kun sin bedre lykke , at han ikke ligesom 
hine var gerådet i fangenskab og havde måttet 
lade sit hoved falde for øksen ; men han havde dog 
for nogle år siden været i kong Frederik den førstes 
tjeneste som under-admiral , og endnu året 
iforveien havde kong gøste , som den svenske konge , 
Gustav Vasa , kaldtes , da element lå med nogle 
skibe ved gøthaelv , indladt sig i underhandlinger 
med ham for at vinde denne navnkundige søhelt for 
sin tjeneste . Dog , var element end , ligesom landsknegt-øversterne 
tillands , kun en lejesvend på søen , 
han havde dog været i forbindelse med den trofaste 
Søren Norby og var , når det kom til stykket , sin 
gamle herre , kong Christiern , hengiven . Som element 
havde været med på kongens ulykkelige tog 
til Norge , der endte med hans fangenskab , således 
har sikkert årsage « til , at den utrættelige Søhane 
viste sig i farvandet ved gøthaelv , været den , at 
han alt da havde kundskab om grev christossers 
planer til kong Christierns befrielse . 
Vendelboerne vare djærve , frisindede folk , der 
kun uvilligt bare adelens åg på deres nakke , og 
fra hvem hidindtil ethvert oprør i Jylland var udgået . 
De trængte kun til en fører , for at rejse sig , 
og da han nu meldte sig , flokkedes de jublende om 

ham . Det blev en bondekrig i vildeste stil , og 
element indfriede ærligt sit løfte til sine landsmænd : 
at ødelægge herregårdene , befrie dem fra adelens ' 
tyranni og gøre de fornemste bønder til lehnsmænd . 
Dog synes rov og brand at have været hans fornemste 
øjemed ; thi det varede ikke længe , inden klarupgård , 
segeltorp , voergård og birkelfe vare 
gåde op i luer , hvilket dog kun var en ringe begyndelse 
på det , der skulle komme ; thi nogle og tyve 
herregårde blev i denne fejde hærgede , og enhver , 
der ikke ville hylde kong Christiern , var dødsens . 
Ikke destomindre sluttede enkelte adelsmænd sig til 
element , men det var naturligvis kun folk , der intet 
havde at tabe , som håbede at fiske i rørte bande 
og under et nyt regimente at komme til ære og 
anseelse . 
Den jyske adel mente med grund , at af den 
slags regimente , som skipper element udøvede , kunne 
ikke komme noget godt , og dens medlemmer vare 
desuden djærve , modige mænd , af et ikke mindre feigt 
stof , end de jyske bønder , rede til at ofre livet 
for deres privilegiers bevarelse . Nu var det ikke 
blot de unge mænd , der grebe sværdet , også de 
gamle bøde sig til ; thi det gjaldt i hast at samle 
en mandsfærk skare og kvæle bonderejsningen i dens 
fødsel . 
Også hr . Mogens Løvenbalk følte sin forpligtelse 
til at gribe sværdet , glemte alder og skrøbelighed 
og drog ud i plade og stål , fulgt af tyve 
vel rustede svende . Dog efterlod han nogle bevæbnede 
karle på Tjele under Jesper gårdfogeds besaling , 

men overdrog den egentlige myndighed på 
gården til Broder Vigand og overgav Genete og 
hendes datter i hans varetægt . Heller ikke Christoffer 
kruse og hans Broder Thomas holdt sig tilbage , 
og alle droge de til Hobro , hvor de stødte til 
den hær , der fra alle sider havde samlet sig i Århus 
og nu under anførsel af Erik banner og Holger 
Rosenkrantz drog mod Ålborg . Jost globæk havde 
sluttet sig til dem med en lille deling hvervede ryttere , 
men i et og alt udgjorde den ganske hær kun 
tolv hundrede mand , halvdelen rytteri , halvdelen ' 
fodfolk . 
Sanct Hedevigs dag , den 15de oktober , om 
aftenen nåde den adelige hær landsbyen Svenstrup , 
som en mil sønden for Ålborg ligger på begge 
sider af østerå . Her besluttede anførerne at holde 
rast for at overveje , hvorledes angrebet på Ålborg 
skulle udføres . Vistnok var nu tolv hundrede mand 
ingen stor hær , men den var dog stor nok til at 
overfylde en landsby . Skulle menneskene have tag 
over hovedet , da måtte det blive snevert for byens 
jndvånere , og for at blot en part af hestene kunne 
nyde staldens lunhed , måtte bondens heste og 
kvæg vige båsen . Det hjalp imidlertid , at de 
Svenstrup bønder , skønt ikke i nogen god hensigt , 
selv havde gjort plads for den adelige hær ; thi 
næsten alle våbenføre mænd vare alt dragne til 
Ålborg , hvor de under elements anførsel smagte 
magtens sødme og svælgede i borgerkrigens rædsler og 
orgier . Altså fandt de adelige mest kun oldinge , børn 
og hylende kvinder i byen , og da de nok kunne gjette , 

hvor de våbenføre mænd vare , så gjorde de ikke 
mange omstændigheder med de Svenstrup bønders 
ejendele . Mangt et ungnød måtte lade sit liv og 
alt fjederkræet række Hals for at skaffe de hungrige 
og trætte krigere et varmt måltid . Iøvrigt måtte 
selv de fornemste tage til takke med simpelt kvarter , 
thi der fandtes ikke engang en præstegård i 
byen . Ingen kom af klæderne den nat , som for 
mange blev den sidste i dette liv ; men kun få af 
dem nærede nogen frygt for , hvad den dag i morgen 
ville bringe ; thi så overmodige vare de alle , og så 
lidet tænkte de sig muligheden af , at bønderne ville 
vove at angribe , at de ikke engang iagttog den simple 
forsigtighedsregel at udstille vagtposter på de nordlige 
højder . 
I den største bondegårds rummelige køkken , 
der tillige var bondens dagligstue , sagde anførerne og 
nogle af de mest ansete adelsmænd efter endt måltid 
omkring ildstedet , hvor et stort bål blnssede ; thi 
det var en kold og fugtig aften , og den stadig vedligeholdte 
ild oplivede ikke blot de trætte rytteres 
stive lemmer , men oplyste tillige med sin muntre 
flamme det mørke , sodede rum , i hvilket de befandt 
sig . Det røde skær faldt på krigernes skæggede 
ansigter og deres brogede dragter , og når ilden 
blnssede op , og lyset trængte ind i de mørkeste kroge , 
da blinkede derfra de gode mænds brystharnisker og 
våben , som de , for at nyde hvilen fuldstændigt , 
havde aftaget og hensat langs væggene . 
Samtalen gik en stund livligt nok og røbede 
adelsniændenes store ringeagt for bondehæren , men 

også deres forbittrelse over dens fremgang , hvilken 
de for en stor del tilfkreve mangel på mod og 
besluttethed hos nogle af deres standsfæller i Vendsyssel , 
skændigt frafald og forræderi hos andre . De 
forbandede Jens hvas til kås , den eneste formanende 
adelsmand , der var gået over til element , hvilket 
han dog formodentlig kun gjorde af nød , og først 
efterat hans gård var afbrændt og hærget ; men de 
priste den gjeve Bagge gris til klarupgård , som 
alene havde rejst sig mod voldsmændene og fundet en 
ynkelig død . Da han nemlig efter en fraværelse på 
nogle dage vendte tilbage til sin gård , men kun 
fandt en brandtomt , ilede han i sin forbittrelse straks 
til Ålborg , opsøgte element og styrtede løs på ham 
med sin daggert . Havde den snu gamle høvding ikke 
båret en stålskjorte under sin klædning , da ville 
det været ude med ham , og den fejde , der nu bærer 
hans navn , ville formodentlig fået en brat ende ; 
men nu mislykkedes overfaldet , Bagge gris måtte 
vige for overmagten og skye . Dog , som han red 
gennem Ålborgs gader , kastede en skomager ham 
en tagsten i hovedet og ramte ham så vel , at han 
kun nåde til Hasselriis kær , hvor man siden fandt 
ham død af sit sår . — med harme blev det omtalt , 
at Jens Markvardsen var gået over til bønderne 
og havde modtaget Børglum kloster i forlening 
af element , men dette var dog intet imod den kjendsgjerning , 
at element havde vovet at give Hundslund 
kloster i forlening til en Bonde ; thi dette var et 
indgreb i en af adelsmændenes dyrebareste forrettigheder 
og måtte i deres øjne være et formasteligt 

forsøg på at omvælte den lovligt bestående samfundsorden . 
Sluttelig 
fik de gode mænd sig en dygtig latter 
over det , der var hændet bisp Styge Krumpen , som 
med sin frille , Elsebeth Gyldenstjerne , var bleven overrumplet 
af bønderne på voergård og havde skjult 
sig i en bagerovn , mens Elsebeth flygtede , ingen vidste 
hvorhen . Hendes Broder , mester Anders , og Folmer 
Rud , som i denne fejde vare blevne gode og fortrolige 
venner , sagde afsides i en mørk krog af ildfluen , 
fordybet i samtale . 
„ Hør , “ hviskedee Folmer , „ hvor de skvaldre og 
le og håne din søster Elsebeth . “ 
„ Jeg overhører det ikke , “ svarede Anders Gyldenstierne 
med et mørkt blik , „ ville så vel og tale Erik 
Flemming til , som fornemmelig slår gjekken løs , 
havde vi ikke vort blod nu behov til større gerning , 
end trætte mellem mand og mand . “ 
„ Viseligt talt af dig , Anders ! “ svarede Folmer . 
„ Viseligt , “ sagde Anders med et suk , „ og des 
årsag , at søster Elsebeth , gud bedre , er en æreløs 
kvinde , og hvor æren er mistet , der er intet at 
værge for . “ 
„ Hvor kom hun i den elende fra først af ? “ 
Spurgte Folmer . 
„ Hendes husbond , Bonde due , “ svarede Anders , 
„ var en arg skalk og gudsforgåen krop , det 
er hendes undskyldning . Han levede , som skulle der 
ingensinde afkræves ham regnskab af Herren og torterede 
sin hustru , så det endte dermed , at de blev 
skilte fra disk og seng på det Viis , at ingen af 

dem måtte indgår nyt ægteskab , mens den anden 
end var ilive . Så faldt hun i den forvorpne klærks 
og arge forførers , Styge Krumpens hænder , og have 
vi da , som du vel har fornummet , oplevet den 
spot og spe , at Bonde due på tinge i sin tid 
afkrævede en , guds tjener og kirkens overhyrde , som 
fornemmelig burde overholde kydskhedsløftet , sin hustru . 
Nu , da Bonde due er død , gud nåde hans sjæl ! 
Er Elsebeth enke , men en enke i skændsel og en 
plet på vort gode , gamle navn . “ 
„ Sejrer hertugen , “ sagde Folmer , „ da haver det 
ublu bispe-regimente en ende , og den store forargelse 
vil høre op . “ 
„ Ja , “ svarede Anders , „ vi slå på den rette 
side , Folmer ! Meest tænker og jeg på det , som 
fremmer rigets vel og folkets , som vor egen , salighedssag . 
En stor gerning , bæres mig fore , vil 
Herren lægge i vor udvalgte konnings hænder , og 
han er manden til at føre den igennem . Skrev jeg 
så og forgangen dag af Års til min Broder Erik 
og formanede ham , ikke at give sig under greven og 
de lybske , alene for at redde sit jordiske gods . Jeg 
mindede ham derom , hvor meget vi andre have offret 
og lod ham vide , at jeg vil forblive hertugen tro , 
selv med al min ejendoms forlis og løbe for ham 
til fods , om jeg ikke haver at ride på mere . “ 
Anders Gyldenstjernes ædle åsyn lyste af begejstring , 
da han sagde dette , og Folmer følte sit 
hjerte mægtigt draget til ham ; thi , som han , kendte 
han ikke til lav beregning og feig frygt . 

„ Om nogle Tage , “ spurgte han , „ mon da nogen 
af os , Anders , rider eller går mere ? “ 
„ Såmænd , Folmer ! “ svarede Anders , „ Bønder 
ere også mænd , det have vore fædre fornummet før 
os , og disse skulle være mandslærke . Bilde det hue 
mig bedre , agtede Erik og Holger dem ej så ringe 
og pralede vi lidt mindre . Dog , det gå , hvor det 
vil , jeg har beskikket mit hus , let nok det før en 
ugift og barnløs mand , som mig . “ 
„ Mine kår burde være næsten som dine , “ 
Sagde Folmer , „ dog står min hu til at leve . “ 
„ Ja nok ! “ svarede Anders , „ Du er ung og kan 
tage dig en hustru . “ 
„ Der traf du det ! “ sagde Folmer . „ Min hu 
står til en fager jomfru . Her burde vel ties , al 
den stund hun ikke er min trolovede fæstemø , enddog 
jeg ved , hun er mig god . Dog , Anders , nu gjelder 
det snart livet , og ville jeg da bede dig , bliver jeg 
i denne fejde , men du kommer uskadt derfra , da at 
bringe hende min sidste hilsen . “ 
„ Det bæres mig fore , “ svarede Anders Gyldenstjerne 
med et tungsindigt blik , „ Du vil bringe hende 
den hilsen selv og ikke ved mig . Dog , for alle tilfældes 
skyld , da sig mig hendes navn ! “ 
„ Du har hende set selv for nogen tid siden , “ 
Sagde Folmer , „ og hist henne sidder hendes fader , 
ved sin svogers og gode vens , Erik Skrams side . “ 
„ Ej ! “ udbrød Anders studsende , „ Hr . Mogens 
fra Tjele ? “ 
„ Netop ham , Anders ! “ svarede Folmer , „ og 
Margrethe Mogensdatter er jomfruens navn . “ 

„ Nu , “ sagde Anders med alvor , „ da har du 
på en Viis valgt , som det måtte ventes af dig , 
efter ydre fagerhed og ynde , på en anden dog ikke , 
da jeg mente dig at være en forstandig og betænksom 
ungersvend ; en stor gjek efter det , som fagert er og 
dårer øjet , var du dog til enhver tid . “ 
„ Du taler om det , du ikke kender , “ svarede 
Folmer uden vrede ; „ derom er jeg kun i tvivl , hvad 
meest er fagert hos Margaret Mogensdatter , hendes 
ydre person , hvad heller hendes dydige sjæl . Dog 
ved jeg helt vel , både at hun er hildet i papistisk 
vildfarelse , og at hendes kår desforuden er 
vanskelige . “ 
„ Den rose har stikkende torne , “ sagde Anders 
og rystede på hovedet . „ Din hånd skal gennem 
sviende Nelder , før du med hende bjerger 
lykken . “ 
„ Fdrst , “ svarede Folmer , „ må vi enes derom , 
hvor lykken hun seer ud , og hvad du kalder så ; 
men , det have sig , hvor det vil , jeg kan ikke leve 
hende foruden . “ 
„ Jeg mente dig at være mere retsindet , “ svarede 
Anders med et strengt blik . 
„ Ikke mene du , “ sagde Folmer med blussende 
kind , „ at jeg vil have hende på anden Viis , end 
som min rette adelkvne , og allermindst tænke du , 
at hun giver sig hen på anden Viis , end med ære . “ 
„ Nu , “ sagde Anders , „ da bliver intet af den 
brudefærd ! “ 
„ Vi få se , “ svarede Folmer fortrøstningsfuldt , 

„ ikke tror jeg den fabel , at Genete Jakobsdatter blot 
skulle være hr . Mogens ' s frillekone . “ 
„ Se derhen ! “ sagde Anders , „ hvor han sidder 
og stirrer i ilden med mørke blikke , mest et spøgelse 
lig . “ 
Hr . Mogens svarede godt til beskrivelsen ; thi 
både vidnede hans åsyn om træthed efter flere 
dages møjsommelige ridt i det tunge harnisk , og 
tillige havde hans blik et håbløst udtryk . Til ingen 
kunne han betroe årsagen til sin ængstelse . Han 
havde blandt de sidste ryttere , som rede ind i Svenstrup , 
genkendt hans Thordsen , der kom i plade og 
stål med væbnede svende i sit følge . Ha ! tænkte 
da straks hr . Mogens , han kommer nu for i denne 
oprørs fejde og midt i stridens forvirring at tage 
mit liv , at Genete kan vorde enke ! 
Da hr . Mogens så , at Anders Gyldenstjerne 
fjernede sig fra sin plads , rejste han sig , gik hen til 
Folmer Rud og satte sig til dennes forundring ved 
hans side . 
„ Folmer Hansen ! “ sagde han , „ enddog i ikke 
har stor årsag til at være tilfreds med mig , jeg 
beder eder ligefuldt for Margarets skyld at vise mig 
en tjeneste . “ 
„ Hjertens gerne , “ svarede Folmer med varme , 
„ hvad skulle være mig kærere , end det , at være Margaret 
Mogensdatters fader til villie ? “ 
„ Jeg skal forskylde eder det , bliver jeg ilive , “ 
Svarede hr . Mogens og trykkede Folmers hånd , „ og 
er det , jeg vil bede eder om , aleneste , at i fra nu 

vil blive ved min side og fornemmelig holde eder 
tæt hos mig , når slaget skal stå . “ 
„ Jeg skal værge for eder , “ sagde Folmer , „ som 
var i min egen fader . “ 
„ Ræd er ikke jeg , “ sagde hr . Mogens og så 
op ; „ I skal finde , at end evner jeg at føre mit sværd 
og som en ret Dannemand at møde den åbenbare 
fjende , som angriber forfra . Dog frygter jeg den 
skjulte uven , der står på samme side , som jeg , og 
kan give mig ulivssår bagfra . I spørge ikke nu , til 
hvem jeg-sigter ! Når timen er der , da skal jeg pege 
på ham . “ 
Folmer hørte med største forundring på den 
tale ; thi han var ganske uvidende om , hvad der var 
foregået på Tjele morgenen efter Anna Enevoldsdatters 
brudefærd . Han frittede dog ikke , men benyttede 
lejligheden til at spørge nyt fra Tjele , og 
hr . Mogens fortalte ham nu om den fremmede eventyrer , 
der havde gjestet Tjele og udgivet sig for Genetes 
Broder John , og at han havde lokket Knud med 
sig . Folmer hørte den tidende med stor bekymring ; 
thi han var i stand til at give hr . Mogens fuld forklaring 
angående den formentlige skotte . 
„ Såre frygter jeg da , “ sagde han , „ at Knud 
vil være at sinde på den modsatte side , i bøndernes 
hær , og deri har jeg ganske mod min villie nogen 
skyld , al den stund jeg gav denne spydskarl et 
brev med til jomfru Margaret , det jeg nu ingenlunde 
vil fordølge . Dog , hvo kunne tvivle om , at 
den Karl var den , han udgav sig for , da han førte 

de craigengelters våben og var nøje underrettet 
om alt ? “ 
„ Han var da på ingen Viis Genetes frænde ? “ 
„ Nej , langt derfra ! Der var intet ved ham af 
en Craigengelt , uden den skramme , han bar over sit 
øje , den eders hustrus Broder gav ham døende . 
Han er John Craigengelts banemand , dræbte ham i 
tvekamp og tog hans våben og ejendele som godt 
bytte ; men han var hans ben tilforn og kendte af 
ham selv nøje hans kår ; jeg ved det af en hvervet 
rytter , der var med ham i valland , og hvem jeg 
traf i Kolding , men som af frygt først berettede , hvad 
han vidste , da skalken var draget nord på . “ 
„ Guds død , hvad for Karl er han da ? “ spurgte 
hr . Mogens . 
„ Han er en landsknegt fra østfriisland , “ svarede 
Folmer , „ og hans rette navn er Johan goerdes . 
Han var underbefalingsmand ved et regiment hvervede 
knegte , hvor flere skotter og deriblandt eders svoger 
John gjorde tjeneste . Mere snu , troløs og blodgjerrig 
Karl , end han , skal ikke findes . Sidst er han 
set i Lybek , og stillede han sig end an , som ville han 
lade sig hverve af Jost og stride for hertugen , jeg 
formoder dog af den årsag , at han stillede så store 
fordringer , så det blev til intet , at det gjorde han 
ikkun på skrømt . Tænkelig har han været vidende 
om , at elements anfald var forestående , thi han skal 
have taget håndpenge i Lybek . Ulykken ville da , at 
han i Kolding kom i kast med Laurids Lunov og 
mig , hvem han , det være sagt til vor skam , kårede 
med sin sledfke tale , og har han ikke alt forinden i 

sit snu hoved undfanget den plan at prøve det 
eventyr på Tjele og der udgive sig for eders 
hustrus Broder , det brev , jeg overdrog ham at besørge , 
kan have fristet ham dertil , det jeg nu bitterlig 
beklager . “ 
Hr . Mogens ytrede ingen beklagelse , hverken 
over sin svogers sørgelige endeligt , eller over Knuds 
skjebne ; mørk grublende sad han der og stirrede hen 
for sig . Omsider rystedes han som af en gysning , 
så op og sagde : 
„ Jeg viste den spydskarl af gårde med skam , 
og gjorde deri ret ; dog , er han nu i elements 
hæer , da har jeg en dødsfjende for , en anden 
bag , underligt skulle det gå til , om jeg bjergede 
livet . “ 
„ I være ved godt mod , “ sagde Folmer , „ og 
se ikke spøgelser ! Dog lever i og slår dette 
igennem , da kende i derefter bedre eders sande 
venner ! Det bekymrer mig såre , at i har givet 
eders hustru og datter i den skjelm , Broder Vigands 
varetægt . “ 
„ Han er en god vogter , “ svarede hr . Mogens 
og rejste sig brat , „ er han end en træl og har trællefind . 
I talte om sande venner , Folmer Hansen ! 
Ved min helgen , der gives mennesker i så sære kår , 
at det sande venskabs herlighed er dem negtet . Kendte 
i ikke hidindtil en slig mand , da se i mig en 
sådan ! “ 
I det samme rejste Erik banner sig og alle 
fulgte hans eksempel . 

„ Nu søge vi hvilen , kære venner og brødre ! “ 
Sagde han muntert , „ at vi kunne være friske i morgen og 
drage mod Ålborg , der vi , håber jeg til gud , før 
sol går ned , ville gøre det af med skipperen og 
hans mordbrændere . Bi gamle ville lejre os her i 
ildstuen på nogle Knipper halm ; gammel mand 
gyser , sad han end på ilden ! I unge må søge 
lade og loft og gemme eder i høet , der er lunt 
nok for det unge , hede blod . “ 

femte kapitel . 
Slaget ved Svenstrup . 
En tyk tåge sænkede sig om natten over nørreog 
sønder - Svenstrup by , over østeråen og de 
side Enge , der strække sig hen til højderne , på hvilke 
herregården store Restrup og byerne Freilev og 
Drastrup er beliggende . Nattens dybeste mørke hvilede 
over egnen , og hen ad morgengryet hørtes endnu 
ikke nogen lyd , uden den klagende fløjten af en flok 
brokfugle , der søgte mod syd , som om deres instinkt 
førte dem bort fra et sted , hvor menneskene snart 
skulle rase i al deres grumhed . 
Hele den adelige hær lå i dyb slummer , og 
alle sov ligeså trygt på hø og halm , som om de 
havde hvilet i deres egne gode bolster-senge i hjemmet . 
Dog havde rytter-øversten , Jost globæk , viist 
den forsigtighed at udstille nogle få vagtposter omkring 
selve byen ; men folkene havde kun adlydt knurrende , 
thi de vare blevne smittede af de adelige svendes 
overmod og betragtede den forestående kamp med 
bønderne som en ren leg . De vare også nu , ved 
det første daggry , rede til at trække sig tilbage , da 

de pludselig fornemmede en hul larm ovre fra Drastrup 
banke . De lyttede og mærkede , at larmen tog til og 
kom nærmere ; den lød som et havs dæmpede brusen , 
når en storm er i frembrud ; men det varede ikke 
længe , førend de lyttende ryttere grant kunne skelne 
den rumlende lyd af vognhjul , våbens raslen , 
menneskerøster og hundeglam . 
„ Ved guds moder ! “ råbte en af rytterne , 
„ køer jeg ikke , at bønderne er der ! “ 
I samme nu vendte han sin hest og jog ind i byen , 
hvor det snart mærkedes , at han havde blæst allarm . 
Der glimtede lys bag lerhytternes hornruder , væbnede 
mænd tumlede ud af huusdørene , forvirret råben , 
våbenlarm og hestetrampen gjaldede snart over 
den ganske by . Endnu inden sanct Galli dag , den 
16de oktober , var frembrudt , i den grå morgendæmring , 
forsamlede den adelige hær sig på Marken 
nord for nørre Svenstrup , dog uden orden . Der 
blev nu i hast holdt krigsråd . Erik banner , Holger 
Rosenkrantz , Niels brok og de fleste adelsmænd af 
betydning rådede til ufortøvet at gribe an og overdøvede 
Jost globæk , der var en erfaren kriger og 
foreslog , at hæren skulle forholde sig rolig og oppebie 
bønderne i den gode stilling på højden , indtil han 
med sine ryttere fik gjort en omgående bevægelse og 
kunne falde fjenden i flanken . 
„ Ved min helgen ! “ råbte Niels brok , „ ikke er 
det umagen værd at liste sig frem og bruge snild 
krigskonst mod sligt kvæg . “ 
„ Ere de end kvæg i at bruge våben , “ svarede 
Jost , „ de er dog en stor flok . Den gamle kjerling , 

som kogte min nadvere i går , svor derpå , at deres 
hær er vokset mægtigt og andrager så vel seks tusinde 
mand ; vi er ikke mange flere , end et tusinde . Den 
store larm , vi fornemme af rykke stedse nærmere , lader 
mig tro , af Kjerlingen har ret . “ ' 
„ Nu lytte vi ikke til kjerlingesnak , “ sagde Erik 
banner overmodigt . 
„ Have vi dog heller ikke al vor kundskab af den 
kjerling , det i vel ved , “ svarede Jost globæk sindigt 
og fast . „ Ikke ville jeg kalde den mand feig , 
som nu tilrådede , af vi vendte om og undgik slag , 
indtil hertugen får sendt de fire fænniker landsknegte , 
han har os tilsagt . I hvert fald er det mit 
råd ikke af fare , mod bønderne ned i det kær . “ 
„ Nu , “ udbrød Holger Rosenkrantz , „ et skønt forslag 
det , af vi gode mænd skulle vende ryg til og 
skye for bønder ! “ 
„ Jeg fornemmer , det må være en stor løgn , 
det om de seks tusinde ; sagde Erik banner , „ men ved 
Jesu kors , er de end seks tusinde gange seks , vi ville 
endda falde an , og vi skulle splitte dem som avner . “ 
Som han havde udtalt , begyndte tågen af hæve 
sig , og det sås , af bønderne vare i fremrykning , 
og af de kom tvert over engene på et par mindre 
hobe nær i øst og vest , som syntes bestemte til at 
omgå den adelige hær i sin stilling . Hver mand 
på Svenstrup banke skønnede nu , at rygtet ikke 
havde overdrevet bondehærens størrelse , æg den hele 
fremrykning , som skete i god orden , viste , at en 
mands villie styrede angrebet , hvor sket ruskede 
bønderne end ellers vare . Da de kom nærmere , sås 

sværd , landser , økser , køller æg leer mellem hverandre , 
æg de fleste kom trampende tungt i deres træsko . 
I nogle øjeblikke så adelsmændene stumme på 
det syn ; men da drog Erik banner sit sværd , æg 
idet han holdt det højt opløftet , råbte han : 
„ I guds navn æg for hertug Christiern ! “ 
Så gav han sin hest af sporerne æg , efterfulgt af 
sine svende æg den hele skare beredne adelsmænd , 
satte han i fuldt fiirspring ned i engen mod fjenden . 
Dog , næppe vare de komne et lidet stykke ud i lavningen , 
før den side bund gav efter for hestehovene , 
æg angriberne standsedes brat i farten . Med den 
tunge byrde af svært væbnede ryttere sank hestene 
trods alle anstrengelser stedse dybere i , de bagerste 
ryttere trængte på de forreste , som alt stak i moradset , 
så det blev næsten umuligt at vende om , æg netop 
som alt var vild forvirring , nåde bøndernes forreste 
rækker den overmodige fjende , og en rasende 
kamp begyndte , mand mod mand , men snart mange 
om hver enkelt . Der blev hverken bortskudt pile eller 
krudt i det slag , thi de få armbrøster og hagebøsser , 
som vare medtagne , kom ikke til anvendelse , 
og hverken de adelige eller bønderne havde en eneste 
feltskange til deres rådighed . Det blev da et 
vildt håndmænge , ganske som i riddertidens hedeste 
kampe . 
En høj , bredskuldret skikkelse i rustning og med 
jernhat på hovedet lod sin dybe røst høre midt i 
bulderet og hidsede bønderne til vild blodtørst ; 
det var element selv , den gamle eventyrer , hærdet ved 
mangen vild dyst i sit blodbestænkte liv . 

„ Slå hesten , slå hesten ! “ råbte han , „ Manden 
få vi vel . “ 
Og vendelboerne fulgte dette » ridderlige , » ren 
kloge råd og slagtede løs med vild glæde , så det 
næsten overalt blev en kamp til fods . Tunge slag 
af køller og økser drønede mod adelsmændenes rustninger , 
og skarpe leer fandt vejen til deres hjerter , 
hvor mandigt de end værgede for sig . 
„ Gud være mig nådig ! “ råbte Holger Rosenkrantz , 
idet han segnede under bøndernes rasende slag 
og kort derpå udåndede sit sidste suk . Alle hans 
svende , der vakkert havde værget for ham , havde bidt 
i græsset til sidste mand , og der lå en vold af 
dræbte bønder omkring dem . 
Hist værgede Niels brok sig som en rasende og 
lod en ed følge med hvert hug . Bønderne stod ikke 
tilbage , hverken i hug eller skjendsord . Bondelømmel , 
træl , bøddel , stråjunker og end værre 
ukvemsord lød som brøl og krydsede hverandre under 
våbnenes gny . Snart lå Niels brok døende på 
valdpladsen , og inden en times forløb var engen rød 
af frie og ufrie mænds dyre blod . Anders Gyldenstjerne 
fik den skjebne , han havde ventet og blev på 
pladsen . Med ham delte mester Anders hack , Christen 
skram , Erik Flemming , Iver Juel og flere 
skjebne ; de blev alle i Svenstrup kær , og kun få 
vare de adelsmænd , der lede sig gøre til fanger . 
Erik banner slap derfra og reddede sig ved flugt , 
fik han end nogle skrammer med som en gavnlig 
lære , og Erik skram til Hastrup , som ikke havde 

været blandt de fremmeste , salverede sig i god tidog 
kom helskindet til huse . 
Mogens Løvenbalk med sine mænd havde , fulgt 
af Folmer Rud , styrtet sig i kampen mere mod vest , 
men havde ikke nået engen , før bønderne vare der , 
så de fik fastere jordbund under sig og kunne frit 
tumle deres heste . Just som hr . Mogens red frem , 
viste hans Thordsen sig i nærheden , og da han tillige 
blandt bønderne blev en rytter vaer i gylden brystharnisk 
og i ham straks genkendte landsknegthøvdingen 
Johan goerdes , da råbte han til Folmer : 
„ Gud nåde , det går ilde og som jeg spåede , 
en fjende før , en anden bag ! “ 
Dog værgede han sig mandigt ; men ikke så snart 
fik Johan goerdes øje på ham , før han hidsede 
bønderne på ham , og selv for han frem . på sin 
ganger , idet han råbte : 
„ Ha , er du der , din gamle bondeplager og 
. ublu Karl , som viser frænder af gårde ? Nu skal 
du undgjelde og have tak før sidst ! “ 
Bønderne styrtede sig med ville råb over hr . 
Mogens , men Johan goerdes fik ikke held til at 
komme ham tillivs , thi Folmer Rud red frem og krydsede 
hans klinge , idet han råbte : 
„ Jeg har en regning først at afgøre med dig , 
du løgner og skalk ! “ 
„ Af vejen ! “ brølede Johan goerdes , „ med dig 
har jeg intet at skaffe . “ 
Dog kunne han ikke skippe , og snart mærkede han , 
at han havde en mand med et sikkert blik , en kraftig 
arm og en øvet klinge for sig . En hidsig kamp begyndte 

mellem disse to , medens de Tjele karle havde 
nød med at værge for deres herre . Mand efter 
mand segnede de med blodige pander , og et par af 
dem vendte ryg til og flyede , få nu regnede kølleflagene 
tykt på hr . Mogens selv , og han havde alt 
fået flere svære skrammer og vaklede i saddelen , da 
den fjende , han mente at have i ryggen , ilede til , 
for imellem ham og bønderne og til hans store forundring 
standsede kampen . 
„ Nu lade i det være nok med ham , Folkens ! “ 
Råbte hans Thordsen ; „ han har , så frygter jeg , 
fået det , han evner at tåle . I skænke ham nu 
livet og tro mit ord , at nogen arg bondeplager var 
hr . Mogens Lauridsen til ingen tid . “ 
„ Ej se , hans , er det dig ? “ råbte den af 
bønderne , som havde givet hr . Mogens det sidste og 
drøjeste slag , „ skulle vi træffe dig på den side og 
i våben mod dine egne ? “ 
Hans Thordsen , hvis slægt stammede fra Vendsyssel 
og som havde frænder i bondehæren , svarede 
koldsindigt : 
„ Ikke så , landsmænd ! Ieg måtte give møde 
på rigens hofmesters bud , en kronens tjener , som 
jeg er ; dog farver jeg uvilligt min klinge i eders 
blod , nødsages jeg end til at hugge ind , lader i ej 
denne mand med fred . I se , at jeg har friske 
svende med mig . “ 
Da bønderne blev vaer , at kampen drøg sig 
bort fra pladsen , og at de havde udsigt til at blive i 
mindretal , opgave de at fuldføre deres blodige gerning 
og vege derfra . Hr . Mogens var imidlertid 

sunken af hesten og lå på jorden i sit blod . 
Hans trådte hen til ham og spurgte , hvor det gik . 
„ Ilde nok , “ stønnede hr . Mogens . „ Tak , at i 
værgede for mig , hans ! Ikke havde jeg ventet det af 
eder ! “ 
„ Ieg kræver ingen tak , “ svarede hans , „ men 
blot retfærdighed . Nu tro i mig på mit ord , 
at jeg er uskyldig , og at eders hustrus ære er 
ukrænket . “ 
„ Gud nåde ! “ sagde hr . Mogens ; „ jeg får 
vel tro det . Så i noget sted Knud ? “ 
„ Nej , “ svarede hans , „ han er i dag ikke kommen 
mig for øjne ; ikke vidste jeg , at han var med i 
toget . “ 
„ Nu , gud have lov ! “ sagde hr . Mogens , „ så 
stred han dog vel ej blandt bønder og mod sin egen 
fader . Hans , “ vedblev han med mat stemme , „ I 
lade mig ikke ligge her at ædes af ravne ! “ 
Hans , som allerede var i færd med at undersøge 
hr . Mogens ' s sår , svarede med venlig røst : 
„ Hvad snakker i der om ravne ! I skal , vil 
gud , vorde helbredet og en ganske mand igen . Det 
skal nu være min fornemste gerning at skaffe eder i 
hus , og ikke vil jeg vige fra eder , førend jeg ved 
eder i sikkerhed og under god pleje . “ — 
Knud , som ikke var bleven set , opholdt sig dog 
ikke langt derfra , men han havde ikke taget del i 
slaget ; thi han havde benyttet sig af kampens forvirring 
til at befrie sig fra sin mislige stilling , der 
snarest var at ligne ved fangensfab . Han var nogle 
dage efter sin bortfart fra hjemmet med sin formentlige 

morbroder kommen til Ålborg og var bleven 
vel modtaget af element , der gerne så en anset 
adelsmands søn i sine rækker . Derpå havde Iohan 
goerdes også gjort regning og fornemmelig af 
den årsag lokket ham med sig ; men det varede ikke 
længe , førend Knud kom efter , hvorledes det havde sig 
med den foregivne morbroder og erfarede hans rette 
navn . Stor var hans forbittrelse , men Iohan goerdes 
loe ham kun lige i øjnene , og da Knud i sit 
raseri drog sit værge og styrtede løs på ham , blev 
han overmandet , bunden og kastet i et fangehul , hvor 
han tilligemed Henning måtte tilbringe en hel uge 
på smal kost . Dog , da han af klogskab opførte sig 
roligt , kom han atter løs , men var nu ilde set og 
måtte under bevogtning arbejde med på byens befæstning ; 
thi element var som en dygtig hærfører belavet 
på alle tilfælde og tænkte sig den mulighed at 
måtte forsvare sig bag Ålborgs volde . Da imidlertid 
Knud , skønt lige harmfuld i sit hjerte , stillede sig 
an , som om han havde forvundet sin vrede , da fik 
han omsider sin hest og sine våben tilbage , og Iohan 
goerdes tog ham med blandt sine mænd , da 
bondehæren natten før sanct Galli dag drog mod 
Svenstrup . Mere , end en gang , tænkte Knud på 
at undvige og slutte sig til sine standsfæller ; men 
først i det øjeblik , da bønderne faldt an , lykkedes det 
ham i forvirringen at skippe bort , og nu red han 
vesten om Svenstrup , uden kundskab om , hvad der 
videre var foregået på slagmarken , blot betænkt på 
at drage ad hjemmet til . 

da ville ulykken , at Thomas kruse på flugten 
skulle komme imod ham . Knud blev bleg , da han 
så ham og drog uvilkårligt sit sværd . Thomas 
blev det vaer , standsede sin hest og råbte : 
„ Ej , kommer du der , din forræder ! at stride 
mod dine egne og tage mit liv ? “ 
„ Ikke så , “ svarede Knud ; „ dog lyster det mig , 
om du har stunder at tøve , at gøre vort regnskab 
op . Nu er timen der , Thomas , hvorom jeg engang 
talte . Lad nu se , hvo stærkest er , du eller han , du 
skjeldte for en vanbyrding ! “ 
Uden at veksle flere ord , sprang de begge af 
hestene , som blev opfangne af Henning . Straks gik 
de løs på hinanden og krydsede klingerne med hadets 
lyn i deres blikke . Thomas afbødede det første vældige 
hug af knubs stærke arm og fegtede mest koldsindigt 
og behændigt , men hans modstander var ham 
for overlegen i styrke . Hans hug faldt stedse svagere , 
indtil Knud endelig med rasende magt kastede sig 
over ham og stak sit sværd gennem hans bryst , idet 
han vildt råbte : for ide ! 
Dog , da han havde draget sit sværd ud og 
så blodet vælde af såret , kom han til besindelse , 
kastede sværdet fra sig og drog et klæde frem for at 
lægge en forbinding på , mens Henning bestyrtet red 
til stedet . 
„ Nu er det sonet , “ sagde Knud og lagde sin 
hånd under sin dødsfjendes hoved . „ Du give nu 
ganske afkald på ide , da kan alt end vorde godt 
mellem os . “ 

„ Det er ude med mig , “ hviskedee Thomas med 
blegnende læber , men rørte hovedet , som om Knuds 
hånd brændte ham . 
I det samme hørtes hestetrampen , og Christoffer 
kruse kom ilende hid med nogle svende . Da han 
så sin Broder ligge blødende og hørte , hvad der var 
sket , da glemte han ganske sin egen sikkerhed og drog 
sit værge for at tage hevn . Dog , Knud tog ikke sit 
sværd op , men blev stående med krydslagte arme . 
„ Hug mig ned , om du det vil , Chrisfoffer , “ 
Sagde han , „ jeg sætter mig på ingen Viis fil modværge . 
Det angrer mig , som sket er , fordi han var 
din Broder , dog ellers en ond Karl , mig stedse 
hadfi . “ 
„ Du har ilde gjort , Knud ! “ sagde Chrisfoffer og 
lod sit sværd synke , hvorefter han knælede ned hos 
sin døende Broder . Thomas så ham og genkendte 
ham ; hans blik funklede et øjeblik vildt , og han 
sagde med hæs røst : 
„ Ingensinde , Christof , give du den vanbyrding 
ide fil hustru — “ 
Da kvaltes hans røst , hans blik brast , og han 
opgav ånden . Chrisfoffer forblev nogle øjeblikke 
knælende ved sin Broders lig og bad en bøn for 
hans sjæl ; da rejste han sig brat , vendte sig mod 
Knud og sagde : 
„ Nu er der blod mellem din slægt og min , og 
du er fredløs mand ! “ 
„ Jeg var vel så alt forinden , “ svarede Knud , 
idet han steg i sadlen ; „ er så dog dette drab sket , 
mens fejde står på ; dog er jeg ikke den , der vil 

snige sig derfra , og kræver du mandebod for Thomas , 
jeg skal betale . “ 
„ Fort med dig ! “ råbte Christoffer og greb til 
sit sværd . 
Knud kastede et langt blik på sin fjendes lig , 
men det var et koldt , fast blik , uden anger , vendte 
så hesten og red mod vest ad en sti over mosen , 
efterfulgt af Henning . 
Længe rede de tanse ; omsider spurgte Henning : 
„ Hvorhen nu , Knud ? “ 
„ Ad Tjele til ! “ svarede Knud . 
„ Ilde modtagelse ville vi få der , “ mente 
Henning . 
„ Nu , “ sagde Knud , „ da få vi ligge i skove 
og skjul . “ 
„ Ieg ved et sted , hvor vi kunne dølge os , “ 
Sagde Henning ; „ der er en hule i Bigum skov , den 
kun jeg kender ; der søge vi hen og bjerge nogen 
fetalie derind . Vi krybe i skjul der om dagen , og - 
om natten liste vi os til foulum og spørge nyt fra 
Tjele . “ 
„ Nu , sagde Knud med et beefk smil , „ det kan 
vorde et lystigt liv , det ! Dog ved jeg ikke bedre 
råd nu ; vi ile da syd på at prøve det eventyr ! “ 

sjette kapitel . 
Mogens Løvenbalks bekendelse . 
Medens venderne forfulgte deres Sejer og droge 
syd på , idet de spredte sig i flere hobe og skændte 
og brændte omkring i landet , herskede der en sørgelig 
virksomhed i Svenstrup by . Bøndernes kvinder toge 
sig barmhjertigt af de sårede og understøttedes heri 
af benediktiner-nonnerne og nogle munke , som vare 
ilede hid fra sebber kloster , og nu villigt ydede 
sjæletrøst og pleje , ligesom de også sørgede for , at 
de faldne bønder blev christeligt jordede på Svenstrup 
kirkegård . Så let turde man imidlertid ikke 
tage sig det med de adelige lig , af frygt for siden at 
blive draget til regnskab af de afdødes mægtige 
slægtninge , og de sebber munke toge derfor ben 
beslutning at lade ligene på bøndervogne føre til 
Mariager og henlægge der i klosterkirken . 
Folmer Rud var bleven fundet på valdpladsen 
med et dybt sår i den højre skulder . Johan goerdes 
havde nemlig omsider fået held til at ramme 
ham med sit sværd , men i samme nu havde de 
fremtrængende bønder hvirvlet ham bort , og da de 

så Folmer segne blødende af hesten , troede de ham 
bød og lede ham ligge . Munkene havde nu antaget 
sig ham , og på sin egen begæring var han bleven 
ført til det samme hus , hvor han hørte , at hr . Mogens 
var bleven indlagt . Han tilbragte en nat i den 
gamles selskab , men det var en nat fuld af store 
lidelser , og kun et øjeblik vare de alene . Dog fik 
de vekslet nogle få ord , og hvad hr . Mogens sagde , 
voldte i øjeblikket Folmer stor glæde . 
„ Jeg har meget at angre , “ sagde han med tykt 
mæle , og idet han våndede sig af smerte , „ og ikkun 
Herren ved , om det forundes mig at leve og rette , 
hvad som ilde er gjort ; men det skal i for alle tilfældes 
skyld vide , Folmer , at hjertens gerne giverjeg 
eder min datter , så i kan hende tage , om hun 
selv er villig , med mit fulde minde . “ 
Folmer følie sig beroliget ved det givne samtykke 
og blev i sin lidende tilstand ikke vaer , at hr . Mogens ' s 
ord , hvor velvilligt de end lede , dog ingenlunde 
vare skikkede til at fjerne tvivlene om Margarets 
ægte fødsel ; tværtimod syntes tilståelse » af , at noget 
var ilde gjort og burde rettes , at bestyrke dem . Siden 
gik det op for ham , men det fattedes ham da på tilstrækkeligt 
kjenskab til den sag , hvortil den gamle 
egentlig sigtede . 
Folmers sår blev ikke af hans plejersker betragtet 
som livsfarligt , og da nonnerne erklærede , at 
han ville kunne tåle at flyttes , så lejede han en 
vogn , fyldt med halm , og lod sig i den køre til 
Mariager , idet han fulgte det store sørgetog . I det 
rige brigittiner-kloster og under sin fasters , abbedissen 

Elsebeth Ruds tilsyn , turde han naturligvis vente 
langt bedre og omhyggeligere pleje , end i en fattig 
landsbys lerhytter . 
Hr . Mogens burde derimod visselig forblevet , 
hvor han var ; men , trods alle nonnernes advarsler 
og hans Thordsens modforestillinger , begjcerede han 
halsstarrigt at blive ført til Tjele , og da den uforklarlige 
indre uro , som havde betaget ham , og som 
forjog al søvn fra hans øjne , virkede meget sfadeligt 
på hans tilstand , så bekvemmede hans sig omsider 
til at føje ham . 
Nogle dage efter Folmer Ruds afrejse blev han 
da kørt sønder på , liggende i bløde bolstre på 
halm og under et stykke lærred , som på tøndebånd 
var spændt over vognen . Det gik langsomt , fod for 
fod , og var et kjedsomt ridt for hans Thordsen og 
de fire gårdsvende fra Tjele , som havde bjerget livet 
og nu ledsagede deres sårede herre . Dog trættedes 
hans ikke , men viste hr . Mogens den største 
omhu , idet han høilig forundrede sig over den gamle 
herres hårdførhed og selvbeherskelse under så store 
lidelser . Man hørte næsten aldrig nogen klage fra 
hans læber , men idelig og idelig spurgte han , hvor 
vidt de vare komne , og hvor mange dage der ville 
gå hen med rejsen , så hans gjorde sig mange 
tanker om denne febersyge higen efter at nå hjemmet . 
Tre dage gik hen med at nå Hobro ; den 
fjerde dag ved middagstids nåde de endelig ad den 
gamle landevej lindum skov ; men da hans meldte 
det til hr . Mogens , røbede han ikke den forventede 
glæde . Hans betragtede den syge nøje og bemærkede 

uendelige tegn til sløvhed og kræfternes aftagen . 
Da det var en smuk , mild octoberdag , og solen 
skinnede , så besluttede hans at holde rast i skovens 
skygge og nærmere overveje , hvad der var at gøre . 
Han lod køresvenden bøje af fra vejen og ad en 
jevn grønning køre vognen hen under en gammel 
eg , hvor toget standsede . 
„ Hvad tykkes dig , Jørgen , “ spurgte han den 
fornuftigste af gårdsvendene , da de vare stegne af 
hestene og stod afsides , „ bjerge vi mon din herre 
levende til Tjele ? “ 
„ Jeg forundrer på , “ svarede Jørgen , „ at han 
ej for længst har opgivet ånden . Dog , vil han ikke 
døe uden på Tjele , da lever han vel , indtil han 
når sit sengekammer , thi han havde alle sine dage 
en stærk villie . “ 
„ Ilde ville det være , “ mente hans Thordsen , 
„ gav han ånden op her på alfar vej . “ 
„ Det er lige nær til himmels , i hvor man dør , “ 
Sagde Jørgen . 
„ Men uden skriffe , Jørgen , og absolution ? “ - 
„ Det ville være værre , “ svarede Jørgen og 
kløede sig bag øret . „ Var han end en umild herre 
og nøieseende til tider , ikke ønsker jeg , at hans sjæl 
skal fare i djævelens kløer . Gerne rider jeg efter 
en præst , meyer i , det er så vidt med ham . “ 
„ Derpå tænkte jeg just , “ sagde hans . „ Rid 
nu fluks til sønder-onsild og bed hr . Søren umage sig 
hid , så fort han kan . “ 
Jørgen var i saddelen i et nu , hans hest var 
frisk , da de havde gjort rejsen i skridtgang , og han 

red da , som en mand bør ride , der tror , at en 
sjæls frelse afhænger af hans hests hurtighed ; men 
uagtet hans Thordsen havde set ham fare ned gennem 
skoven som et lyn , forundredes han døg høilig 
ved at se ham vende tilbage , inden en halv time 
var forløben , thi han havde frem og tilbage en mil 
at ride , og ikke mindre forundredes han ved at se , at 
den præst , han førte med sig , ikke var hr . Søren , 
- men præsten fra Skjern , hr . Laurids thundeboe . Den 
største forfærdelse stod præget i den værdige mands 
åsyn , og så snart han så hans Thordsen , som var 
ham bekendt , udbrød han , idet han slog kors for sig : 
„ Guds hellige moder forbarme sig over os ! Nu 
går dannemarks rige under ; gårdene blusse i 
øster og Bester og uskyldigt blod udgydes . “ 
„ Have bønderne da nået denne egn ? “ spurgte 
hans , mens svendene , der havde hørt præstens udråb , 
ilede til . 
„ Gud nåde ! “ sagde hr . Laurids , idet han steg 
af hesten ; „ Vingegård ligger i Aske , og nu blusser 
Tjele , kun se i ikke røgen her for træerne . “ 
„ Guds død ! “ råbte hans Thordsen , „ har i 
fornummet til Fru Genete og hendes datter ? Have 
de reddet sig ? “ 
„ Hvad ved jeg ! “ svarede hr . Laurids . „ Jeg 
var i onsild at berette hr . Søren , der ligger flagen 
af sygdoms lamhed og ville drage hjem , ja var alt 
på vejen , da jeg så røgen , og flygtende kvinder 
berettede mig den ufreds tidende ; jeg veg da herop 
til skoven og stødte der straks på denne svend , som 
kaldte mig hid . Domino missosooræs nostrum ! er det 

sanden , at hr . Mogens Lauridsen ligger her , en 
dødens fange ? “ 
„ Det er så , “ svarede hans . „ Har i viet brød 
hos eder ? “ 
„ Jeg har her i min lceddike , “ svarede hr . Laurids , 
„ dog vil jeg nu først se , om hr . Mogens er ved 
sin samling , skikket til at annamme trøst og skrifte mig 
sine synder ; men skulle det ej være så vel , da give 
vi ham guds hellige legeme mellem læberne , at hans 
sjæl må fare vel . “ 
Hans Thordsen billigede ikke denne papisternes 
overtro , at sakramentet , modtaget uden bevidsthed , 
skulle kunne frelse en sjæl , men han blandede sig ikke 
deri . De trådte nu hen til vognen og fandt hr . 
Mogens , efter en kort slummer , vågen og ved sin 
bevidsthed , men såre svag . Da han så præsten og 
erfarede , at hans Thordsen havde ladet ham hente for 
at berede ham til døden , da blev hans blege åsyn 
end blegere , straks derpå blussende rødt , og han begærede 
heftigt at løftes af vognen og henlægges på 
græsset . 
„ Jeg vil dø på guds grønne jord , “ sagde 
han med mat røst , „ og ej på denne karre . “ 
Der var da ikke andet at gøre , end at føje ham . 
Med stor besvær blev han i sin bolsterdyne løftet af 
vognen og varsomt henlagt under egen ; men hvor 
forsigtigt flytningen end slete , hans sår brød dog op , 
og han besvimede . Efter nogle minutters forløb 
genvandt han dog bevidstheden , og hr . Laurids bød 
nu alle vige til side og lade ham ene med den 
døende . 

præsten drog nu sin messebog frem og læste af 
den for ham ; talte ham så kortelig og syndigt til og 
gik ham hårdt på klingen , at han skulle skrifte sine 
synder ; dog , da han mærkede , at hr . Mogens 
neppe kunne få ordene frem , så sagde han til ham : 
„ Det er min pligt som Jesu Christi tjener at 
spørge eder , velbyrdige hr . Mogens , nu på eders 
yderste , da dødens porte åbne sig , og i snart skal 
stedes for den evige dommer : er det så , at i levede 
et syndigt , ugudeligt levnet med eders børns moder , 
den skotske kvinde , som i nu i mange år har haft 
hos eder ? eller har rygtet løjet eder det på , og var 
hun eders rette præstegivne hustru ? Jeg formoder 
det første og formaner eder at afbede den synd , 
forinden jeg giver eder Herrens legeme og salver eder 
med den hellige olie . “ 
„ Ved guds hellige moder , “ hviskedee den døende , 
„ hun er min rette adelkone og præstegivne hustru , 
enddog “ — 
men her gik mælet fra ham , og han formåede 
ikke at fremføre et ord mere . Denne tilståelse , som 
blev hvisket Laurids thundeboe i øret og ikke hørtes 
af vidner , forblev hans hemmelighed , som han fortaug , 
enten det nu var af frygt for denne verdens 
mægtige , eller af ligegyldighed , indtil hans vidnesbyrd 
mange år derefter blev ham afkrævet . 
Hr . Laurids kaldte nu hans Thordsen og svendene 
hid , bad hans i hr . Mogens ' s navn at fremsige 
den almindelige syndsbekendelse , og da dette var sket , 
salvede han under anråbelse af guds og alle helgenes 
barmhjertighed den døende på åsyn , hænder 

og fødder med den hellige chrisme eller salve . 
Neppe var han færdig dermed , før hr . Mogens drog 
sit sidste suk og var død . Alle stod de stumme omkring 
liget , indtil præsten bød dem at knæle , hvorpå 
han bad en bøn over den døde og betegnede liget 
med korsets tegn . 
„ Hvor agter i nu at føre den afsjælede herre 
hen ? “ spurgte han så hans Thordsen . „ Hans 
fædrenehjem er , gud nåde ! nu vel ikkun en brandtomt . “ 
„ Om 
i så synes , “ svarede hans og rejste sig 
brat , da fortøve i her et par stunder og lade svendene 
holde vagt ved liget . Jeg rider imens til Tjele 
at spørge , hvor det står til , og om nogen der end 
er til huse og kan tage bestemmelse . “ 
„ Så være det ! “ sagde hr . Laurids . „ Vi skulle 
våge over den døde og bede for hans sjæl , dog at 
i vender tilbage , forinden mørket falder på . “ 
I en hast var hans Thordsen i saddelen , og 
kort efter hørtes hans hests hovslag , da han , fulgt af 
Jørgen gårdsvend , jog ned ad skovvejen ad Vingegård 
og Tjele til . 

syvende kapitel . 
Tjeles brand . 
Ikke uden farer og vanskeligheder slap Knud og 
Henning syd på ; thi folkeånden var vakt , og bøndernes 
Sejer havde mægtigt styrket håbet om adelsfjendens , 
kong Christiern den andens , befrielse og 
genindsættelse . Bonden løftede hovedet og trådte 
sine overmænd dristigt under øjnene , så at mange 
adelsmænd kun ved flugt frelste sig fra mishandlinger . 
Under disse omstændigheder blev enhver rejsende 
iagttaget med stor mistænksomhed , og da Knuds klædedragt 
og våben tydeligt viste , hvilken stand han tilhørte , 
stededes han mere , end en gang , i stor fare . 
Dog redede han sig hver gang ud deraf , snart ved 
gode ord og lempe , snart ved fast mod , idet han i 
det rette øjeblik brugte sin gode klinge og gråmunks 
- rappe ben . Henning fulgte ham tro og udviste både 
snildhed og mod . 
Nogle dage førend Knuds fader som en døende 
nåde lindum skov , silde om aftenen , i regn og 
slud , fandt knnd og Henning ad næppe kendelige 
skovstier til det underjordiske palads , som Henning 

engang , da han strejfede gennem Bigum skov , havde 
opdaget . Indgangen til hulen var godt skjult , men 
da Henning havde laget bestemte kendemærker , fandt 
de dog til sidst den lem , som , skjult af nogle tætte buske , 
lukkede for åbningen . Da de brød den fra , slog dem 
en lun , tør luft i møde . 
„ Ej ! “ sagde Knud , „ her møder varmt , som i 
ildstuen på Tjele . “ 
Dog , da de havde fået gjort ild og tændt en 
tælleprås , som Henning havde været så betænksom 
at forsyne sig med , gjorde de en i deres nuværende 
stilling såre uvelkommen opdagelse . Hulen var beboet , 
og dens indvånere , om der var flere , måtte 
først for kort tid siden have forladt den ; thi asken 
på det lille ildsted var endnu varm . Vev siden af 
trefoden på ildstedet stod en lille kedel og på 
jordgulvet en krukke med vand . I krogen stod en 
spade og en 0xe , og på mosbænken ved hulens 
væg lå en fangstkniv . I hulens bagerste rum var 
der opstablet pindebrænde , og på en plump hylde 
fandtes et halvt brød , en læddike med salt og en 
krukke fedt ; endelig hang der på en træknage nogle 
stykker friskt dyrekød . Under mange udråb af 
forundring blev den hele huslige indretning undersøgt , 
indtil Knud endelig sagde : 
„ Ved min helgen , her er Au , hvad et menneske 
tiltrænger for at friste livet ; det er , ligesom vi havde 
været ventendes ! “ 
„ Allersidsf det , “ sagde Henning . „ Meget ville 
jeg give til , at hulen havde været ligeså bar , som en 
lo ved midsommerstid . “ 

„ Nu , Henning , “ svarede Knud , „ lad ikke det 
volde dig bekymring ! Hulen ligger på vor skovpart , 
og vi er da de rette ejere . En ufkjellig næsviished 
at slå sig ned og fæste Bo på anden mands 
grund ! Kommer den dryntelgjest , som her holder til 
huse , igen , vi kaste ham ud med brådden pande . “ 
„ Godt nok det , Knud , “ sagde Henning fortrædeligt , 
„ men da må vi holde vagt , og mine øjne klippe 
af søvnighed . “ 
„ Læg dig ! “ svarede Knud , „ jeg vil våge . “ 
Det lod Henning sig ikke sige to gange ; han 
lagde sig på hulens ene løibænk , og snart hørte Knud , 
siddende på den anden , ham snorke overlydt . Knud 
holdt sig vågen , så længe tællepråsen lyste ; men 
da den var udbrændt , og det blev mørkt , formåede 
heller ikke han at modstå søvnens magt ; træt af 
de sidste dages strabadser flap han værget og hensank 
på mosbænken i en dyb , fast søvn . 
Ingen af dem vidste , hvor længe de havde sovet ; 
men opvågningen slete i stor skræk . Henning følte 
sin mund fast tillukket af et tørklæde , og i samme nu 
snøredes hans fødder sammen af et par stærke hænder . 
Det stete så hurtigt og behændigt , at man skulle 
troet , der var flere om den gerning , og dog blev 
den udført af en enkelt mand . Det hjalp da heller 
ikke , at Henning nu greb for sig med hænderne , der 
snart vare bundne lige så fast og godt med et stærkt 
reb , som fødderne . Ved skæret af en brændende 
lysepind , som var stukken i en træstage i væggen , 
få Henning skrækslagen for sig en stærk , bredskuldret 
Karl i en grå vadmels kofte ; hans hår og skæg 

var uredt , han havde en luvslidt hue på hovedet ; i 
hans læderbælte stak en daggert , og denne drog han 
nu , idet han listede sig hen til Knud . Åndeløs og i 
stor sjæleangst så Henning voldsmanden med den 
blanke daggert i hånden snige sig på hans herre 
og ven ; men sværdet , som Knud søvndrukken havde 
ladet falde , blev hans frelse ; thi karlens fod stødte 
imod det , og Knud , som havde en let søvn , vågnede 
ved lyden , så den overhængende fare og var i et 
nu på benene med sin Puk i hånden . Så hurtigt 
og uventet stod han der i sin fulde højde og 
kraft , at røveren blev forbløffet og trak sig hen i 
hulens baggrund , thi knnd spærrede udgangen . Straks 
opdagede knnd , i hvilken stilling Henning befandt sig , 
sprang derhen og overskar hurtigt hans bånd , idet 
han dog holdt et øje med røveren . Henning sprang 
befriet op med et fryderåb , og nu vendte knnd 
sig mod røveren og sagde koldsindigt , idet han greb 
sit sværd : 
„ Så , nu have vi dig ! Du er fangen som en 
ræv i sin hule ; kast dit værge og overgiv dig , da 
skulle vi skåne dit liv ! “ 
Karlen så på ham med et trodsigt glimt i de 
små , grå , dybt liggende øjne ; men hans åsyn antog 
straks derpå et snu udtryk , han rakte knnd sin 
daggert og sagde : 
„ Til slige velbyrdige , unge herrers ord tør jeg 
vel fæste lid : i ville ikke aflive en stakkarl som mig . “ 
Knnd tog daggerten , satte sig på løibænken 
og sagde , idet han nøje vogtede på karlens blik og 
bevægelser : 

„ Hvad for Karl er vel du ? “ 
„ Meget og mangt har jeg i mine dage prøvet , “ 
Svarede den udspurgte , idet han strøg sit sorte skæg ; 
„ dog er alt vorden til usselhed og elende . “ 
Uagtet denne tilståelse lød ydmygt nok , var der 
dog intet klynkende i karlens stemme , og hans blik 
var fast , ikke bedende . 
„ Nu , “ sagde Knud og så ham stift i øjnene , 
„ Du har ellers vidst at indrette dig skønt nok i 
denne hule , og enten du nu har ranet eller gået 
med tiggerposen , så har du bjerget føden ; vi have 
kigget i dit fadebur og fundet det vel forsynet . “ 
Da karlen tav og så ned for sig , vedblev 
Knud : 
„ Dit mål røber , at du er Vester fra . Jeg 
tør vædde på , at du er en rømningsmand . Nu 
sige du sandheden og lyve ikke som en skalk ! Hvilken 
herre har du tjent , hvor rømmede du fra og af 
hvad årsag ? 
„ Let nok for eder at spørge , “ svarede karlen , 
idet han så op med et mistænksomt blik , „ men 
svært for mig at svare , al den stund jeg er uvidende 
om , hvilke mænd jeg giver min sag i vold . “ 
Efter et øjebliks betænkning svarede Knud : 
„ Jeg er den mands søn , som ejer denne skov . 
Du må da vide , at mit navn er Knud Mogensen 
Løvenbalk . “ 
„ Ej ! “ udbrød karlen mismodigt , „ da er jeg falden 
i de rette hænder ! “ 
„ Dog , “ vedblev Knud , „ har du intet at frygte 
af mig , thi ej heller min stilling er god ; jeg er en 

rømningsmand , som du , dog i bedre kår . Jeg 
har en tro svend behov , om du vil tjene mig , og 
jeg evner vel at lønne dig . Nu sige du mig dit 
navn ! “ 
Karlen så studsende op , men Knuds åbne og 
frimodige mine indgød ham fuld tillid . Han nævnede 
sit navn , som var Bent Tue eller sorte Bent 
og fortalte ham korteligt sin historie , der lignede så 
mange af hans ulykkelige standsfællers . Han tilstod , 
at han var en ugedagstjener fra Mogens Munks 
gods Bolstrup ved Holstebro , og at han for et lams 
skyld havde måttet rømme ; hans hustru var bleven 
kastet ud på møddingen med sit barn , havde flakket 
om og var tilsidsf død i stor elendighed ; han vidste 
kun dette , men ikke , hvor hans barn var blevet af . 
„ I må det tro , “ sagde han tilsidsf , „ at jeg var 
en ærlig Karl , før vold og uret drev mig til nødværge . 
Ved min helgens ed , det lam var mit , 
enddog jeg lod det gå umærket , såsom det var en 
sildefødning , der gik hos moderfåret , som da ikke 
blev malket . Mogens Munks foged tilegnede sig det 
for sin herre , og da jeg påtalte den uret , måtte jeg 
lide denne forfølgelse , der gjorde mig hjemløs og nødsagede 
mig til at friste-livet som en røver og krybeskytte ; 
dog har jeg intet menneskes blod på min 
samvittighed . “ 
„ Jeg tror dit udsagn , “ svarede Knud med den 
ædle tillidsfuldhed , som er ungdommens lykkelige 
gave . „ For mig skal du fra nu af være som en 
ærlig mand ! “ 

„ Gud signe eder for det ord , Knud Mogensen ! “ 
Udbrød Bent Tue i stor sindsbevægelse og trådte hen 
til Knud med fremrakt hånd ; „ fra denne stund er 
jeg eders med liv og sjæl . “ 
Knud gav ham håndslag til tegn på , at han 
fæstede ham som sin svend ; derpå sagde Bent mere 
forsagt : 
„ I evner dog vel neppelig at frie mig for Mogens 
munk ? Udleverer i mig til ham , hvortil i 
kunne nødsages mod eders villie , da vorder min 
skjebne hård . “ 
„ Blæse med ham nu ! “ sagde Knud , „ Hans egne 
bønder have fordrevet ham fra gård og hjem , og 
han er flygtet sønder på . “ 
„ Ha ! “ råbte Bent med et lynende blik og løftede 
den knyttede hånd , „ havde jeg været med på 
den i agt ! “ 
„ Du er hevntørstig , som jeg seer , “ sagde Henning , 
der ikke ret led Knuds nye svend . „ Det forundrer 
mig , at du lusker her i skoven og ikke er med bønderne 
på deres tog . “ 
Det viste sig nu , at Bent intet vidste om slaget 
ved Svenstrup ; thi hans rapserier i omegnen havde 
gjort bønderne årvågne , og han havde derfor af 
forsigtighed i en hel uge fjælet sig i skoven . Knud 
satte ham nu ind i sagernes stilling og lagde ikke 
skjul på , at han selv havde været i Ålborg , men 
tilføjede , at han med velberåd hu og angrende sin 
nærværelse der , havde forladt bondehæren ; og da 
det åbenbart måtte være en stor fristelse for Bent 
at slutte sig til sine sejrende standsfæller , så mente 

Knud det var klogest straks at stille hans sindelag på 
prøve ; derfor sagde han : 
„ Helst går du vel nu i bøndernes hær , som 
tænkelig ikke er langt borte ; er du så til sinds , da 
gengiver jeg dig din frihed , menende , at nej er et 
godt svar , kommer det i tide . “ 
Det kæmpede øjensynligt i Bents bryst , og 
hans taushed vidnede , at han i nogle øjeblikke var 
uvis om , hvilken beslutning han skulle tage ; men det 
havde gjort et stærkt indtryk på ham , at Knud , blev 
det end kun for en kort tid , havde sluttet sig til 
bøndernes sag . Knubs beretning om , hvorledes 
element havde skændt og brændt i Vendsyssel , gjorde 
ham dernæst betænkelig ; thi af naturen var han en 
besindig og rettænkende mand . 
„ Fredløs mand , “ sagde han omsider og så op 
med et klogt blik , „ har kun en lykke , og den er 
tynd — at jages som et dyr , lide nød , dø og kastes 
hen som et ådsel , undgår han at dingle i galgen . 
Nu har jeg bjerget mig fred hos eder , Knud Mogensen , 
og ikke agter jeg at miste den ved nyt vovespil . 
I har gjort mig til en ærlig mand , ingensinde 
glemmer jeg eder det og vil tjene eder tro til min 
sidste stund . Bæres det mig og fore , at det bonderegimente 
kan ej holde længe , fornemmelig da bønderne 
rase så usindigt . Jeg forbliver da hos eder , 
om i ikke har skiftet sind . “ 
„ Nu , Bent ! “ udbrød Knud , „ Du har et trofast 
hjerte og , en stakkarl i vadmel , som du er , større 
klogskab , end mangen herre i silke og Fløiel . Vi 
blive da så sammen , og din tjeneste begynder på 

stand ; thi hvis du har øvelsen , hvad jeg formoder , 
da steg os uden forhaling en liden vildbrad ; tarmene 
skrige i livet på os . “ 
Bent gik muntert til værket og fortalte , medens 
han syslede ved ildstedet , mangt lystigt træk af sit 
liv , deriblandt det fra sin ungdom , at han havde 
været stegevender hos cistercienser-munkene i tvis 
kloster ved Holstebro . Stegens godhed viste , at han 
endnu ikke havde glemt konsten , og det rigelige måltid 
oplivede og styrkede Knud og Henning . De så 
nu til hestene , som stod bundne til et træ , og da 
Bent var vel forsynet med reb , toge de saddel og 
ridetøi ind i hulen og tøjrede hestene på en grønning . 
Derefter gik de til hvile , men Knud gav først 
Bent det pålæg , så snart dagen gryede at liste 
over til foulum , bringe Mads Jespersen hilsen og 
bud og spørge nyt fra Tjele . — 
solen stod højt på himlen , og dagsskæret faldt 
ind ad hulens åbning , da Knud vågnede og så 
Bent stå ved ildstedet , i færd med at koge davre . 
„ Hvad ! “ råbte Knud fortrydeligt , „ er du ikke 
fort endnu ? “ 
„ Ih , gud fader ! “ svarede Bent muntert , „ jeg 
er vendt hjem alt for nogle stunder siden . Da i 
var faldet i søvn , listede jeg mig af hulen og gav 
mig på vejen ; thi er natten just ikke hvermands 
, ven , så dog min . “ 
„ Hvad nyt da ? “ spurgte Knud utålmodigt . „ Er 
min fader til huse og i live ? “ 
„ Ingen veeb , hvor han færdes nu , “ svarede Bent 

sindigt ; „ han drog af med den adelige hær og er ikke 
siden vendt tilbage . “ 
„ Min moder og søster da ? “ 
„ De er fort , og Tjele står ganske folketom . “ 
„ Hvad for galmands snak er det , Bent ? “ 
„ Mads Jespersen må svare derfor , har han 
løjet . Så lød hans ord : den skotske kvinde og 
jomfru Margrethe er alt for tvende dage siden 
dragne sønder på ; dem fulgte munken , nogle af 
svendene og pigerne , og var det et stort tog med 
vogne , ladede med en mærkelig hoben kister og 
klæder . “ 
„ Ved min helgen ! “ udbrød Knud , „ da må 
bønderne ikke være langt borte . “ 
„ De ligge for Randers , “ svarede Bent , „ men , 
efter hvad Mads havde fornummet , da har rigens 
hofmester der viist dem af med blodige plander . “ 
„ Sagde Mads ikke , “ spurgte Knud ivrigt , „ hvor 
min moder er draget hen ? “ 
„ Han vidste det ikke med sikkerhed , “ svarede 
Bent ; „ dog havde hans fader , gamle Jesper , som 
ikke drog med dem , ladet sig forlyde dermed , at som 
talen gik iblandt dem , inden de drog af , da må 
de være dragne langt sønder på til et nonnekloster , 
det tykkes mig , at Mads nævnede det Vissing 
kloster . “ 
Da Knud et øjeblik havde grublet over denne 
uventede tidende , så han op med et blegt åsyn og 
sagde : 
„ Spurgte du ikke nyt fra Vingegård ? “ 

„ Io nok , “ svarede Bent , der med ægte jysk 
seighed holdt på sin kundskab , indtil den blev ham 
afnødet . „ Herskabet der er draget af alt nogle dage 
tidligere , og rejsen gik til Randers , hvorhen Mads 
mente , at kvinderne fra Vingegård må være nået 
i god behold , forinden bøndernes ankomst . “ 
„ Nu , “ sagde knnd og sprang op , „ da lyster det 
mig at se ind i de tomme reder . Jeg vil værge for 
Tjele , skulle bønderne sætte kassen her hid . “ 
„ Mere end halsbrækkende foretagende det , “ sagde 
Henning hovedrystende . „ Du betænke , knnd , at vi 
have stået på bøndernes side . Gribe de os , da 
klynge de os op som overløbere . “ 
„ Den mand er ikke født , “ svarede knnd djærvt , 
„ som evner at hænge knnd Mogensen levende . Er 
du ræd , Henning , da fortøv du her og kog dig en 
potte suppe imens ! “ 
„ Villig okse skal man ikke drive , “ svarede Henning 
krænket ; „ jeg råder ikkun fra , men lader du 
dig ikke sige , knnd , da følger jeg dig , går farten 
end i den visse død . “ 
„ Ret så ! “ sagde knnd ; „ og nu du , Bent ? “ 
„ Min sjæl er eders , “ svarede Bent , „ så får 
i og tage kroppen ; dog står det ikke skrevet på 
eders pande , knnd , at i skal hænges . Lykken bærer 
en mand over bækken , gider han springe , og ilde 
skulle det gå til , glippede ethvert middel til at salvere 
os . “ 
De holdt nu i hast måltid , sadlede hestene og 
rede så gennem Bigum og øst om Tjele langsø ad 
Vingegård til . Knud sad fuldt rustet på gråmunk , 

der gentagne gange vrinskede , som om den glædede 
sig over at gjensee kendte steder , og Bent sad bag 
Henning , hvis hest var en stærk kleppert , der mageligt 
evnede at bære den dobbelte byrde . 
Med underlige følelser red Knud ind på bingegård , ' 
hvis øde gårdsrum gav genlyd af hestenes 
hovslag . Der var intet levende væsen at se , stuehusets 
glarvinduer vare dækkede med skodder , døren 
lukket og tilnaglet . Uvilkårligt påtrængte sig Knud 
erindringen om den morgen efter Anna Enevoldsdatters 
brudefærd , da gården havde vrimlet af 
herrer og svende med opsadlede heste ; han så i 
ånden ide for sig i den blå , perlesmykkede fløielskjortel , 
hendes friske kinder blussende af den sidste 
Dands , idet hun tilsmilede ham sit farvel . Siden 
havde hun ikke altid set så mildt ; når ville han 
gjensee hende og hvorledes ? Havde hun ham endnu 
kær og ville blive ham tro selv nu , da han havde 
besmittet sine hænder med Thomas kruses blod ? 
Ha , tænkte Knud , det var dog hendes og min argeste 
fjende , jeg vog ! Så lidet tyngede et drab på 
hans , som på de fleste af hans samtidiges samvittighed . 
Han 
rev sig dog nu løs fra de tanker , steg af 
hesten og gik ind i studestalden , hvis dør stod åben . 
Her fandt han en gammel røgter , som gik og fodrede 
de magre sxne , der vare blevne tilbage ; de fede vare 
drevne til Randers . Den gamle blev glad ved at 
se Knud og gav ham med stor snaksomhed en beretning 
om hersfabets afrejse . Knud fik at vide , at 
Cristoffer kruse fra Svenstrup var ilet gennem landet 

til Vingegård og i største hast , efter kun få timers 
pusterum , atter draget bort og havde taget oldemoder , 
sin hustru , børnene og dem alle med sig til 
Randers . 
„ Kvinderne græd så såre , “ sagde røgteren , 
„ Jomfru ide undtagen ; hun fældte ingen tårer , men 
hendes åsyn var hvidt som et lagen . “ 
Heraf sluttede Knud , at hun inden afrejsen måtte 
have fået kundskab om Thomas kruses død for hans 
hånd ; thi opbrudet og flugten ville ikke været nok 
til at blegne hans uforsagte hjertenskærs kinder . 
Så red Knud og hans svende videre til Tjele , 
som de nåde uden ophold . Da de red ind ad aderporten , 
der stod åben , vrinskede gråmunk på ny , og 
den øde avlsgård gav genlyd af den muntre gjensynshilsen ; 
men ingen af gråmunks kammerater svarede 
fra staldene , som så ofte i gamle dage . Knud red 
lige op til borgporten , men fandt den lukket og stænget . 
Han dundrede på med sin stridshammer , dog 
længe forgjeves ; kun den hule genlyd fra den indre 
borggård svarede . Omsider hørte han dog nogen 
røre sig , den svære port peb på sine hængsler , og 
gamle Jesper gårdfoged viste sig i åbningen . 
„ Gud nåde ! “ udbrød Jesper studsende , „ kommer 
nu du , Knud , da alle andre skye ? “ 
„ En ugjestmild modtagelse , “ sagde Knud og lo ; 
„ og dog tykkes mig , Jesper , at du må være hårdt 
trængende til selskab . “ 
Jesper rystede på hovedet , spurgte Knud , hvorfra 
han kom og om han bragte efterretninger fra sin 
fader . Knud besvarde ikke det første spørgsmål , 

men lod Jesper vide , at han ikke havde set sin fader , 
siden han drog af Tjele . Da sukkede Jesper og sagde : 
„ Jeg har ventet hr . Mogens hver dag , ja hver 
time på dagen . Jeg kunne draget med . de andre , 
men hvad ville min herre sige , vendte han hjem og 
fandt ikke mig ? I tredive år har jeg nu vogtet på 
dette gamle hus ; jeg vil forblive ved det og værge 
det mod tyve og skalke ; men skulle verkomme krigsfolk 
med stjungende og skydende våben , da er al modværge 
forgjeves . “ 
„ Sig ikke det , Jesper ! Det skal prøves og derfor 
seer du mig her i dag . “ 
Jesper gjorde mange indvendinger mod dette knubs 
modige forsæt , men han mærkede snart , at han kunne 
spare sig al ulejlighed . Så snart hestene vare bragte 
i stald og fodrede , gav Knud sig til at . gennemsøge 
huset . Han så , at der var blevet ryddet godt op 
i kamrene , og at næsten alt af nogen værdi var 
ført bort . 
„ Det var mig såre mishageligt , “ sagde Jesper , 
„ men det voldte Broder Vigand , hvem hr . Mogens 
havde tildelt en over al måde stor myndighed . 
Hvad vil husbond sige , spurgte jeg munken , når 
han vender hjem og finder huset bart ? Han vil takke 
mig , svarede han , at jeg bragte alt i sikkerhed ; men 
til din moder sagde han , det jeg vel hørte : desto 
bedre velkomst få vi der , hvor vi nu drage hen ; 
tomhændede gjester få kun ringe yndest i klostre ! 
Ilde huede det mig , at han og slæbte hr . Mogens 
brevkiste med . Ingensinde troede jeg den Karl og 

troer ham ej heller nu ; gerne havde jeg set din 
moder og søster i bedre hænder . “ 
„ Hvor teede de sig ved afrejsen ? “ spurgte knnd . 
„ Din søster , “ svarede Jesper , „ var mørk i hu , 
dog modig nok ; hun sætter al sin lid til den munk ; 
men din moder var snarest glad ved at slippe bort 
og fjæle sig i et kloster ; ingensinde , kan hun det undgå , 
vender hun mere sin tå mod Tjele , og hendes 
kår vare for sanden ej heller her blide ; nu skjelver 
jeg dog for den dag , da hr . Mogens vender tilbage . “ 
Jesper skulle blot vidst , hvor tryg han i den 
henseende kunne være ; men knnd skjelvede sandelig ikke 
for noget ; han glemte snart både fader , moder og 
søster og gav sig straks i færd med at træffe anstalter 
til borgens forsvar . Først var han betænkt på det , 
som tiltrængtes mest , nemlig mandskab . Henning blev 
sendt ud for at opspørge så mange våbenføre karle , som 
vare at finde og opbyde dem til borgens forsvar . 
Efter Bents snilde råd gav Knud ham det pålæg 
at forestille bønderne , hvilket herreliv det nu ville 
blive på Tjele ; thi der var nok af æde og drikke 
og kun få munde . Det bedste , som fandtes i lehnsmandens 
fadebur og ølkælder , fluide blive sat for 
dem , så de fra morgen til aften kunne leve som 
herremænd . 
Stor var Knuds fryd , da han derefter med Bent 
efterså vægtergangene og skydehullerne , og de i 
forening drøftede borgens forsvarsevne . Han slæbte 
armbrøster og hagebøsser hid og tog sigte , som om 
fjenden alt stod for porten . Han ønskede sig nok en 
bedre fjende , end den , der var i vente ; thi den ædle 

følelse , som i det første øjeblik havde forbudt ham 
at værge sig mod Christoffer kruse , var veget for vild 
kamplyst ; kærest ville det nu været ham , om Christoffer 
kunne kommet for selv at tage hevn over ham . 
I sandhed , Hildurs leg var hans lyst , og han var 
kommen flere århundreder for silde til verden . Hvilken 
helt ville han ikke bleven , havde han levet i 
selvtægtens og slægtfejdernes tidsalder ! Itu derimod 
var han født i et århundrede , da lovens arm , 
trods alle udskejelser i samfundet , dog sluttelig var 
stærkest , og en voldsdåd sjælden eller aldrig ramtes 
af privat hevn , men afsonedes ved bøder på tinge . 
De urolige tidsomstændigheder under den sidste borgerkrig , 
som hærgede Danmark , gave ham frihed til at 
tumle sig en kort stund ; men snart skulle han lære 
at skikke sig og at kende den trange vej , ad hvilken 
tidsånden alene tillod ham i hans mislige stilling 
at genvinde det tabte fodfæste . 
Henning vendte mismodigt tilbage og bragte kun 
to mænd med sig , lurvede , forsultne karle , bedre helte 
ved sulefadet , end på en borgmuur ; thi bønderne 
droge sig tidsomstændighederne til nytte og foretrak 
at hytte skindet . Alligevel opgav Knud ikke evret , 
men traf alle anstalter til et drabeligt forsvar . 
Våbnene blev eftersete , pile ophobede ved skydehullerne 
og kugler støbte . Når Jesper gårdfoged 
forestillede ham det dumdristige i hans foretagende , 
da slog han ham af Marken med det argument , at fjenden 
umulig kunne vide , om besætningen var seks mand , 
eller seks gange ti ; der ville blive stridt fra skydehullerne 
så hurtigt , at det nok skulle lykkes at 

narre de ukyndige bønder , om de vovede at angribe ; 
og dertil bad nu Knud , at de ville komme , for at 
alle hans skønne forsvarsanstalter ikke skulle være 
gjorte forgjeves . 
Således gik denne dag og den næste , og om 
natten skiftedes de alle , på Jesper nær , til at holde 
vagt . Imidlertid kom det for dagen , at Jesper havde 
et øg i behold , som han havde skjult i loen , og da 
det blev trukket ud for at føres i stalden , så foreslog 
Bent at trække alle tre heste op i borggården for 
at have dem ved hånden , om flugt skulle blive fornøden . 
Han havde udtænkt en plan , hvis snildhed 
i høj grad tiltalte Knud , så han gav Bents forslag 
sit bifald , uagtet han samtidigt erklærede , at han ikke 
ville høre om flugt . 
Den tredje dags morgen forkyndte nogle forbiilende 
flygtninge , kvægdrifter og vogne med kvinder 
og børn , at bønderne nærmede sig , og det varede 
ikke længe førend en tyk røgsøjle i nordost underrettede 
Knud om , at Vingegård brændte . Forbittrede over 
adelsmændenes flugt , som friede dem fra at bøde med 
kroppen , stak bønderne fluks ild på gårdene og det 
så meget hellere , som de næsten overalt fandt kister 
og skabe tomme og linned og kostbarheder bortførte . 
Dog fandt de trøst i de vel fyldte kældere , hvis 
beholdninger de gerne allerførst undersøgte for at 
få sig en god svir , og drukne af øl og vin nøde 
de da skuespillet af branden og frydede sig over det 
vældige bål , som var et sørgeligt vidnesbyrd om 
almuens vælde . Det anede dem kun lidet , at de selv 
ville komme til at flæbe sten til de nye borge , som 

skulle rejses i de ødelagtes sted og overgå disse i 
styrke og anseelse . 
Endnu før middag samme dag , da Mogens 
Løvenbalk døende nåde lindum skov , rykkede bønderne , 
en hob på nogle hundrede mand , ind på 
Tjele . Drukne af Christoffer kruses øl , hujende og 
bandende væltede de ind i gården og stormede lige 
løs på borgporten ; men inden de nåde den , blev 
de modtagne af en salve pile og kugler , som rigtignok 
ikke gjorde megen skade , men dog jog dem sfrækslagne 
tilbage ; thi de havde aldeles ikke gjort regning 
på at finde modstand . Knud så ud af et glughul 
og genkendte med vild glæde i hobens fører Johan 
goerdes ; han så landsknegthøvdingen fegte med 
armene og hørte ham tale bønderne til , at de skulle 
storme løs på porten ; men da han ikke kunne få 
dem frem , så nærmede han sig , dog med forsigtighed , 
idet han søgte tækning bag en brændestabel . Over 
den kiggede han op til skydehullerne og råbte : 
„ Luk op i djævelens navn ! Overgiver i eder 
ikke , hvo i så er , da skal den røde hane snart gale 
over eders hoveder . “ 
„ Tak for sidst , du skalk og bedrager ! “ råbte 
Knud og afsfød i det samme sin hagebøsse , som dundrede 
løs og gav ham selv en god kindhest , mens 
kuglen fløj højt over Johan goerdes ' s hoved ; thi 
så var det fat med mange af den tids ildvåben , 
at de vare næsten lige så farlige for dem , der benyttede 
dem , som for dem , de anvendtes imod . Johan 
goerdes havde set et glimt af Knud og genkendte 
ham desuden på røsten ; fluks råbte han : 

„ Ha , Knud , din fabels Karl , er det dig ? Jeg 
troede dig død . Nu tage du mod fornuft og oplade 
borgen for os ! Halsløs gerning er det for 
dig at gøre modstand , al den stund du har været 
på grevens parti og nu vil vorde hængt som en 
overløber og rømningsmand ; et skønt syn for din 
fader , vender han tilbage , at finde fin gård brændt 
og se sin søn dingle i træet her næst ved ! Dog , 
overgiver du dig , da tilsiger jeg dig fred , om du 
så vil drage med os og fegte på vor side ; du betænke , 
at engang vare vi dog venner ! “ 
Knud havde imidlertid grebet en armbrøst , som 
han bedre forstod at håndtere , end hagebøssen , spændt 
den og lagt en jernpiil på . 
„ Ingen løgner , ransmand og mordbrænder , “ 
Råbte han , „ skal tiere få held til at kalde Knud 
Mogensen ved benne-navn ! “ 
„ Nu , “ brølede landsknegten , „ da skal du undgjelde 
dit arge forræderi , usle vanbyrding og slegfredsøn , 
du er , det jeg nu vel ved ! Ikke har du større 
ret til at værge for denne Borg , end den usleste af 
din faders vordnede bønder . Nu straks skulle vi 
lægge ved til og ryge dig ud af det rådne kastel . “ 
Knud havde benyttet tiden til nøje at tage sigte , 
og som Johan goerdes i sin hidsighed blottede sig , 
sendte Knud ham en pil , som borede sig ind i hans 
højre arm og lammede den ganske . Med et højt 
råb løb han nu tilbage til bønderne , der flokkede 
sig om ham , og da Bent blev forvirringen blandt 
fjenden vaer , sagde han til Knud : 

„ Nu er det tid at salvere os ! Få de først 
stablet ved for porten , da er det ude med os . “ 
Knud ville nødig stilles fra sin fæedreneborg og 
give den til pris , men da det middel , bønderne 
ville anvende , ilden , var en fjende , han ikke ville 
kunne stå sig imod , så fulgte han Bents betimelige 
råd , og de ilede da alle ned i gården , hvor 
hestene stod sadlede . Gamle . Jesper steg op på sin 
hest og tog den ene bondekarl bag sig , Bent og den 
anden Karl sprang op på Hennings kleppert , og 
Knud sad på gråmunk og holdt forrest i porten . 
Så stille , som muligt , løftede Henning planken af , 
skød skodden fra , slog den halve port op på vid 
gab og sprang så på gråmunks ryg og greb 
knuo om livet . I samme nu gav Knud gråmunk 
af sporerne og føjede dertil et nap af klingen , så 
den med et Spring satte ud af porten , de andre 
fulgte efter , og under et sexstemmigt , sfingrende -- råb 
joge de , mangearmede centaurer lig , gennem bøndernes 
skare , huggende til højre og venstre med 
deres sværd . Inden bønderne kunne besinde sig , 
vare de igennem og joge ud ad yderporten . Knud 
svingede til venstre , og nu joge de i rasende fart ad 
foulum til . Bent havde gjort regning på , at de 
ikke ville blive forfulgte , da han havde iagttaget , at 
kun få af bønderne vare beredne og disse allerede af 
sadlen , idet de med sorgløs ligegyldighed havde ladet 
hestene skøtte sig selv , så de søgte til marks ; men 
beregningen ville næppe slået til , hvis Johan goerdes 
ikke var bleven gjort ukampdygtig . Nu slap de 

uhindret til foulum by , og der- standsede de , idet 
både Jesper og de to bønderkarle her forlod dem . 
„ Tak for din troskab , Jesper ! “ sagde Knud , 
„ og nu have gud dig , indtil vi atter mødes i bedre 
tider ! “ 
Derpå red Knud videre med Henning og Bent , 
som havde beholdt Jespers hest ; men de bøjede snart 
af fra vejen og søgte ind på heden mellem foulum 
banker . 
„ Bedre dog at skye , end at steges levende , “ sagde 
Henning , idet han brød tausheden . 
„ Vi må love for Bent , som fandt på det 
råd , “ svarede Knud ; „ dog agter jeg ikke nu at ride 
meget længere . “ 
Han kunne ikke løsrive sig og ville , forinden han 
drog bort , forvisse sig om Tjeles skjebne . Han steg 
da af hesten og lod den blive hos sine svende i en 
snever Dal bag nogle buske , medens han selv besteg 
den nærmeste bakke , hvorfra han havde udsigt til 
gården . En stund lå han her i den høje lyng , 
idet han tænkte over den forløbne måneds hændelser 
og denne morgens eventyr . Det hele tyktes ham at 
være som en drøm , og han var til mode , som om der 
var gået et helt år og ikke en måned , siden den 
nat , da han rømmede fra Tjele for at følge sin foregivne 
morbroder . Med tilfredsstillet hevnfølelse tænkte 
han på det velrettede skud , hvormed han havde 
lugtet bedrageren og hørte atter i ånden pilens 
hvin , da den for af armbrøsten , da et råb bag 
ham vækkede ham af hans grublen . Det var blot 
Henning , der af nysgerrighed var gået op på bakken 

ester ham og som , idet han kom på bakkekammen , 
så den første røgsøjle hæve sig fra borgens 
tag . 
„ Så , “ sagde han , „ nu tændes bålet ! “ 
Knud sprang op og så stum til . Stedse tykkere 
væltede røgen frem , og det sås , at ilden bredede 
sig , mens i det samme et vældigt jubelråb lød over 
til dem og meldte om mordbrændernes ville glæde 
over , at nu ville snart en adelig Borg til være en 
gruushob . 
„ Havde jeg blot vidst det , “ sagde Knud i stor 
harme , „ at grevens og kong Christierns venner vare 
af den sort ! I fire slægtled levede vor æt uanfegtet 
i deres vælde i dette gamle hus , og nu skal 
det falde for ufrie mænds formastelige overlast ! “ 
„ Nu , “ sagde Henning , „ det lykkedes dig ikke at 
holde huset usfamferet af skalke ; dog bliver jord og 
skov og al anden herlighed . “ 
„ Gud må det vide , “ sagde Knud med et mørkt 
blik , „ om det bliver for mig ! Hørte du det smædeord , 
den spydskarl tilkastede mig og kaldte mig en 
vanbyrding ? Hvad tænker du derom , Henning ? Du 
hørte vel den tale før . “ 
„ Nu , Knud , “ sagde Henning med et lyst blik og 
bevæget stemme , „ det er mig plat umuligt at tro 
så slet om din moder ; hun har en dydig kvindes 
mine og lader . “ 
Knud så glad og velvilligt på sin legebroder 
og rakte ham hånden . 
„ Lad huset brænde , “ sagde han så , „ vorder blot 
æren frelst ! “ 

han kastede endnu et blik over til den brændende 
Borg og vendte sig så for at gå ned til 
hestene ; men i det samme så han , at nogle ryttere 
vare komne til , og endnu inden han havde nået bakkens 
fod , trådte hans Thordsen ham i møde . 
„ I en tvefold ulykkelig stund , “ sagde hans , 
„ modes vi , Knud Mogensen ! Jeg er et dødens 
sendebud ; eders fader har udåndet på rejsen 
herhid og ligger lig ovre i lindum skov ; så langt 
bjergede jeg ham , men døden havde de rappeste ben , 
og Herren var ham nådig , at han lukkede hans 
øjne i tide og sparede ham at se sin fædreneborg 
hærjes . “ 
Knud hørte denne tidende med blandede følelser 
og kunne ikke andet ; thi han mindedes ikke den dag , 
da hans fader havde viist ham kærlighed ; døg følte 
han sig grebet af budskabets alvor , blottede sit hoved 
og sagde : 
„ Da være gud hans sjæl nådig ! Min fader 
var han døg , var han mig end aldrig god . I fortælle 
mig nu om hans endeligt . “ 
Hans gav nu Knud en kort beretning om toget 
til Svenstrup , slaget og hr . Mogens sidste levedage . 
Det forundrede Knud , men bevægede hans hjerte at 
høre , at hans fader , da han lå såret på valdpladsen , 
havde spurgt efter ham og udtalt sin glæde 
over , at hans søn ikke havde fegtet på bøndernes 
side og imod ham . Hans spurgte dernæst til Genete 
og Margaret og overraskede ? ikke lidet ved at høre , 
at Vigand var draget så langt bort med dem . 

„ Hvad tænker i om den sortebroder ? “ spurgte 
han Knud . 
„ Jeg ved ikkun lidet om ham , var han end min 
læsemester i nogle år , “ svarede Knud ; „ ej heller kan 
jeg pege på det og det og sige , det er ikke redeligt og 
ret , og dog , hans Thordsen , sad den sortkappe nu 
midt i bålet på Tjele , hvor ilden gløder hedest , 
det skulle ikke fortryde mig . “ 
Hans hørte i taushed dette ejendommelige svar , 
men gav i sit stille sind Knud ret . Derpå underrettede 
han Knud om , at hans pligt kaldte ham snarest 
til Havreballegård , hvorfor han opfordrede Knud 
til straks at følge med og antage sig hans faders lig . 
Han rådede Knud at føre det til Mariager at 
jordes der ; thi hr . Mogens ' s fædre havde givet rigelige 
sjælegaver til klostret , og tillige udtalte han den 
mening , at det ville være klogt af Knud at vise sig 
der og træde frem som sin faders søn og rette 
arving ; men denne indblanding og den myndige tone , 
hvori hans Thordsen talte , behagede aldeles ikke 
Knud , hvorfor han hørte derpå i mut taushed . 
„ Så oprette i og , hvad er forset , “ sagde hans , 
inden de stege til hest , „ og forblive fra nu af hertugens 
sag tro ! “ 
„ Og min moders ! “ sagde Knud barsk , idet han 
sprang i sadlen . „ At værne om hendes ære , som 
og er min egen og min søsters , dertil står fornemmelig 
min hu . Dog , nu først fort at sørge for 
den døde ! “ 
Ende på første del .