1 . I enden af martsmåned i året 1801 , en mandag eftermiddag , nar der et usædvanligt røre i København . Folk af alle stænder så man skride i mængde i samtale med hinanden hen ad stadens gader imod dens østlige ende , nemlig toldboden . Folk af almueklassen lod falde skældsord og gjorde truende gebærder . Noget usædvanligt var på færde , det få og hørte man , og når man lyttede efter de ord og yttringer , der faldt , erfarede man snart , hvad der gav anledning til dette . I grønningen , hvor der nu ligger en smut bygning og ses et jerngitter , der omgiver en lille haveplet , lå dengang et lavt bindingsværks hus , som kaldtes brokkensbod , der kun bestod af et stokværk med en græsklædt lille plads , på hvilken der stod nogle umalede fyrreborde , omgivne af bænke . Det var et af søfolk og vel kongelige værfts håndværksfolk meget besøgt sted , hvor man ikke drak snapse , men glas med halvpægle brændevin og øl i halvpotteglas , samt nød fingertykke stykker smørrebrød . ' i dag var dette værtshnns så stærkt besøgt , at det ikke kunne rumme de gæster , som søgte det . Inde i haven , som pladsen kaldtes , hørte man et virvar af stemmer , der enten vare i samtale eller udstødte ægte sømandseder . „ Disse englændere , “ sagde en høj . svær Matros med en beget jækkert , „ tro , af fordi de har slået franskmændene flere gange , af de kan gøre det samme med os danske . Men de skal , den onde tordne mig ! “ og idet samme slog han med knyttet næve i bordet , så knoerne ordentlig efterlod et spor i træpladen , „ få noget andet af vide , når de komme her . “ „ Er det da også vist , af de komme her , Morten ? “ Spurgte en anden ung Matros . „ Kan du ikke begribe det , når de lægge det ene gamle blokskib efter det andet , der har ligget og rådnet i mandens leje , fra Trekroner og igennem hele kongedybet , og vi , som høre til matroskorpset , er udkommanderet til af møde på Nyholm imorgen for af blive mønstret , af der er ugler i mosen . På Nyholm blev der i morges bakset flere gamle brumpotter , morterer som de kaldes , som stat bruges til af give engelskmanden en hilsen , når han kommer her på reden . Min chef , capitain Lassen , en sømand af den ægte velt , der skal kommandere prøvesten , spurgte os i dag på holmen : nå , Manne , er i ikke rigtig glade , at i skal i hårtotten på englænderne , der vil tyranisere hele verden ? Jo ! råbte vi alle med en mund og svang vore kabusser . For seer i , sa ' e han , han vil først slå , os , derpå svensken og så russen , men her skal han den onde ' tordne mig ! Svor han , få sådan en frokost , at appetitten skal forgå ham til at komme i lag med de andre , som vi er allierede med ! ' „ Ja , min capitain , risbrich , er en Karl , der har lugtet krudtet , “ sagde en anden Matros , idet han trak fine seildugsbuxer i vejret og vendte en skrå i munden , „ han har været med at børste dissehersens engelfkmænd i krigen mellem dem og amerikanerne , og han svor i dag på holmen , at hvis de kom her og ville os noget , så skulle de få en sådan lussing , at de ikke skulle komme tiere med deres flåde . “ „ Tror du , Frederik , at engelskmændene komme her ? “ spurgte nu en smed af den faste stok , som det syntes lidt ængstelig , „ så bombarderer han vel byen ? “ „ Hå , hå “ , svarede Frederik . „ Du er nok bange for at Nyboder skal svies as . Man kan straks høre på dig , at duer en landkrabbe , for bukserne ryste nok på dig . Du må da ellers vide , at når engelskmanden skulle bombardere byen , så sigter han efter stadens tårne og ikke efter de lave nybodershuse . “ „ Ja , men englænderne er vante til at slås på søen , det er vi ikke , “ sagde smeden , „ og derfor er jeg bange for , at vi ikke kan stå os mod d em . “ „ Er du en dansk mand og taler som en kryster , “ Sagde Frederik , „ har vi ikke slås på søen og det fra de ældste tider , det skulle jeg tro . Kommer engelskmanden her , som han nok gør , så skal du se , at han går bag ad dansen . “ Nu lød der flere kanonskud , det ene efter det andet , fra toldboden , og flere af søfolkene løb ud for at se hvad der var på færde . „ Engelskmanden skulle da ikke allerede være kommen , “ sagde den unge Matros . „ Kalnnnet ryster daikke på dig , grønskolling “ , sagde den høje , svære Matros , idet den unge ville løbe ud med de andre søfolk . „ Bliv du kun her , Paul , det er blot støvet , de puste af de gamle rustne kanoner , der ikke har været brugt siden Tordenskjolds tid . Kan du , som er konstabel , ikke høre , at det ikke er skarpe skud , men løs krudt , de skyde med ; bliv du derfor bare siddende efter den skræk ! “ „ Tror i , jeg er bange , Morten ? “ sagde den unge Matros med vrede ansigtsminer . „ I kan være vis på , at jeg skal affyre min kanon nok få godt som i . “ „ Så , nu begynder hanekyllingen at gale , “ Svarede Morten leende , „ det kan jeg sgu lide , min dreng . Altid frisk mod og mands hjerte ! “ Nu kom flere af søfolkene igen tilbage . „ Det er ikke andet , end at batteriet christianus Qvintus på Amager prøver sine kanoner “ , sagde en af dem . „ Ja , de vil nok blive brugte , når det bliver alvor , “ sagde en ung Matros . Medens det nu gik løs på at drikke halvpægle brændevin , trådte der nogle nnge mennesker med hvide benklæder og grønne trøjer ind i værtshuset . „ Hvad fanden vil de landkrabber her blandt os ulke , “ sagde den høje Matros til sin sidemand ved bordet , en bredskuldret tømmermand , idet han stjævede til dem . „ Tael med mere respekt om dem , “ svarede en sergeant ved holmen . „ Det er kække unge mennesker , der er , som frivillige , trådte sammen i et korps , der kaldes kongens livjægerkorps . “ „ Ja så , “ svarede den høje Matros , „ Ære den som ære bør . Af frivillige til at bemande de udlagte skibe skal der også allerede have meldt sig hen ved 1000 mand , størstedelen håndværksfolk og arbejdsmænd . “ „ Og sådanne uøvede folk skal vi sætte imod de krigsvante engelske sømænd , der have været i utallige søslag , “ sagde en anden gammel Matros . „ Fædrelandskærligheden vil nok snart lære dem at affyre en kanon , “ sagde den høje Matros . „ Men tusinde mand , foruden den faste stok , er vist ikke nok til at bemande de udlugte skibe . “ „ Ja , så blive de øvrige som behøves præssede til skytsets betjening ombord på skibene , “ sagde sergeanten . „ Jeg er tilsagt til i aften at gå omkring på alle værtshuse , knejper og dandseboder her i byen og på broerne med noget mandskab , væbnet med hukkerter , for at præsse så mange vi kunne få fingre i . “ „ Sådan tvungent mandskab duer vist ikke noget , når det gælder ? “ sagde matrosen . „ Sig ikke det , “ svarede sergeanten . „ I England har man ingen indrullede søfolk som her , og når et skib skal bemandes , så gå præsgjængerne ud på natten , væbnede med dygtige knipler , rundt omkring på de steder , hvor søfolk søge . Det kommer undertiden til blodig slagsmål , men ere de præssede folk først kommen ombord og bleven søvante , så er de ofte de modigste og dygtigste folk på skibet , og således bliver det også her tilfældet . Men der kommer overbådsmanden på fregatten Sjælland , som nylig er kommen fra Rusland . “ En bredskuldret sømand trådte ind ad stakitdøren . „ Nå , “ sagde han , „ der er kommen efterretninger fra Kronborg fra commandanten , oberst strikker . Den engelfke admiral parker har sendt en parlementair til ham med det spørgsmål , hvorledes han vil forholde sig overfor en forbifeilende engelsk orlogsflåde . Hvis der blev sludt på den fra fæstningens kanoner , så ville det første skud blive betragtet som en krigserklæring fra Danmarks side . “ „ Hvad svarede commandanten på det spørgsmål ? “ Spurgte den høje Matros . „ Du kan da nok vide , hvorledes en dansk officer svarer på et sådant truende spørgsmål . Han svarede : at han som soldat ikke blandede sig i politik , og at det ikke var tilladt ham , at lade en flåde , hvis hensigter han ikke kendte , drage ustraffet forbi Kronborg . “ „ Det var et kort og værdigt svar , “ sagde sergeanten . „ Nu ved vi da at engelskmanden kommer . “ „ Ja s ' gu kommer engelskmanden , “ sagde en løber ved holmen , idet han trådte ind i haven . „ Jeg tommer fra admiralitetet , og der er der kommen efterretninger som telegrafen på refsnæs har signaliseret , at en flåde , der tonede engelsk flag , på 11 linieskibe , 5 fregatter , og et stort antal brigger , samt bombardeerfartøier og brandere , havde villet gået igennem storebelt , men formodentlig ikke vovet det og var derpå styret nord om Sjælland med en gunstig vestenvind . “ „ Så vil det da ikke vare mange dage førend den har nået sundet , “ sagde bådsmanden , „ men jeg tænker , at Kronborgs kanoner vil betage den lysten til at gå ind i sundet . “ „ Hvad bryde engellænderne sig derom ? “ svarede sergeanten , „ ja , når svenskerne , med hvem vi er allierede , havde oprettet batterier på den modsatte side as sundet ved Helsingborg , så var det en anden sag . Men svenskerne have altid “ Været falske imod os og således er de det også nu , thi istedet for at stå os bi , er der ikke en eneste kanon at se på den svenske kyst . “ „ Vi kan nok hjælpe os selv , uden at behøve svensferne , “ sagde bådsmanden . „ De danske have dog altid været dygtigere sømænd end svensferne , det har Tordenskjold og Niels Just viist dem . Vi kan nok tage imod den første tørn . Siden kommer touren til svenskerne , så ville vi få at se , hvad de due til . “ „ I rive ned på mine landsmænd , “ sagde nu en svensk Matros , der havde siddet ubemærket i en krog i haven , idet han trådte frem til de talende , „ men i må vide , at den svenske flåde har , til for nylig , ligget indesrosset i carlscronas havn og at man udruster den af alle kræfter , så at den kan være her måske om otte dage . “ „ Så kan den gerne blive borte , “ svarede bådsmanden i en but tone , „ for så tænker jeg , af vi have børstet engellænderne . “ „ Jeg tror dog ikke af det er så let , som du bilder dig ind , “ sagde svenskeren . „ Engellænderne ere øvede søfolk , der har slås flere hundrede gange med franskmænd og spanioler ; håndværksfolk og arbejdsfolk kunne ikke stå sig imod dem . “ „ Men du glemmer af tale om den faste stok , “ Svarede bådsmanden , „ tror du ikke af det er karle , der har næver på skaftet ligeså godt som engellænderne . I Vestindien måtte det engelske orlogsskib the Arab tye på pumperne til øen tortola , således havde briggen lougen torteret den . Måske det er børnestreger ? “ „ Nå , nå , godt ord igen , “ sagde svenskeren , „ jeg ville ikke fornærme jer dansfe . Dansfe , svenske og norsfe er dog i grunden et folk . “ „ Burde være det , “ svarede bådsmanden , „ mm det er nok på tiden af komme hjem til mutter , før nu er ærterne vistnok møre . “ „ Så gå vi også , “ sagde sergeanten og den høje sømand og forløde brokkens bod . 2 . Samme dag , mod aften , kom bådsmand Niels Andersen hjem i sit huns i elefantgaden , og sagde til sin hustru : „ Dæt er vist , Ellen , at engelskmanden kommer her om ikke få dage og vil tvinge os til at føje os efter hans bud , men han skal få noget andet at vide , hvis han gi ' er sig i lag med os . “ „ Hvad siger du , Niels , men er det vist at engelskmanden kommer her ? “ svarede hans kone ganske bestyrtet , „ så bombarderer han byen og ødelægger os alle . “ „ Jeg tror fanden tage mig at kjærlingen er bange ! “ råbte ' Niels , „ er du en sømandskone ? Er det noget at være bange for ? Udstod jeg ikke nylig en dravat med capitain Jessen på briggen longen , da vi mødte den engelske orlogsmand Arab i nærheden af st . Thomas . Måtte ikke Arab , skønt den havde 26 kanoner , og vi kun 18 , fordi vi havde givet den en hel del grundsknd , tye på pumperne ind til tortola . Og da vor kække capitain kom hjem , hvad sang man så overalt i København , om det så var på gaden : med blodige pander og hullede skrog de vendte med skamme tilbage ; men hædret og højt varer dannebrog , ej Britten det magtede ' at tage . „ Sang jeg den ikke selv med , “ sagde Elle » , „ og kryede jeg mig ikke her i Nyboder , fordi du ikke havde været en af de dårligste gutter på longen , men stod omtalt i rapporten i avisen . “ „ Og så skulle vi være bange for engelskmanden her , hvor vikan møde ham med vore flinke søgutter og dygtige søofficerer ? Mine hænder kløe ordentlig efter at tugte de stolte britter , der ville være eneherrer på havet , som bør være en åben vej for alle nationer . “ „ Du tænker bare på at tumle dig på bølgerne , Niels , og er aldrig gladere end når kuglerne suse dig om ørene , “ sagde Ellen , „ men du skulle vide hvad en sømandskone føler , når manden er til orlogs og hun kan vente , at han har misteten arm eller et ben , eller endogså livet . “ „ Er det for en sømandskone at tale , “ sagde Niels og tog sig en skrå , „ ved du hvad min farfader fortalte mig om en sømandskone . Hans fader havde i sin ungdom været med på admiralskibet christianus Qvintus i slaget ved kjøgebugt , hvor den store søhelt Niels Juel kommanderede . Han var admiralens ordonants , og han hørte hvad Niels Juels kone sagde til sin mand , da hun tog afsked med ham forinden han drog i slaget : kom hellere hjem i stumper med sejren , Niels , end helskindet uden Sejer ! Seer du det var en ægte sømandskone . “ „ Hun har været mere høihjertet end jeg , Niels , “ svarede Ellen , „ jeg kunne ikke tænke , langt mindre tale om , af se dig komme hjem i stumper og stykker , skønt engelskmanden var bleven stået . “ „ Ja , ja , det var uu også den stolteste sømands kone , der talte således , “ sagde Niels Andersen . „ Hun kunne være stolt af ham , men han kunne også være stolt af hende . “ „ Tror du da ikke , Niels , “ sagde Ellen , „ af jeg er stolt af dig , så kæk , modig og uforfærdet du er , og tror du jeg ville have taget en cujon til mand . Men derfor kan jeg dog ikke undertrykke min frygt , når jeg ved , af du er udsat for af rammes af fjendens kugler . “ „ På briggen longen kendte vi ingen frygt , “ Sagde Niels . „ Du skulle blot have hørt en jubel , da vi affyrede det første skud på engelskmanden og rammede ham lige i bougen . Du skulle også bare have hørt vore Nyboders drenge juble i dag på holmen , da kommandeur Olfert Fischer trådte frem idet klokken slog fire og vi skulle forlade værftet , og sagde : nå , danske gutter , har i hørt at engelskmanden kommer ? Har i ikke lyst at give ham en varm frokost ? Hvor de jublede og råbte hurra , og ved du hvad knægten , vor sekstenårige Peder sagde , idet han gned sine hænder : gud give han bare ville komme ! Har du hørt mage til den hanekylling , han begynder Pokkers tidlig at gale . “ „ Ja , han ligner faderen på en prik ? “ svarede Ellen . „ Så håber jeg også , at vi ikke skal have nogen skam af ham , “ sagde Niels . „ Du skal også huske , hvem han er opkaldt efter , den kække Peder Tordenskjold . “ „ Det var nu også et af dine indfald , “ sagde Ellen , „ jeg ville have han skulle hedde Søren efter min fader . “ „ Ha ! ha ! ha ! — ha ! ha ! ha ! “ lo Niels . „ Hvad leer du af ? “ spurgte Ellen fornærmet . „ Af det , at vor dreng skulle hedde spren , “ Svarede Niels , „ når jeg hører det navn nævne , tænker jeg altid på en skikkelig borgermand med en rød nathue på hovedet . — men tys , nu tror jeg vor dreng kommer ! “ Nu trådte der ind ad husets lave dør en dreng , eller rettere sagt en yngling , thi skønt han kun var 16 år , syntes han formedelst sin høje vækst og sine svære lemmer , mere at nærme sig de tyve . Han var ikke ulig den søhelt , han var opkaldt efter . En smuk formet næse , en høj pande , blå øjne , en stolt opløftet læbe , en kløftet hage , gav ham et udseende , langt over hans alder . Da han trådte ind ad døren , sagde han . med strålende øjne idet han svingede sin kasket : „ Hurra , fader ! Ru kunne vi snart vente engelskmanden , det var der en mand , der fortalte til en anden . Han lå , sagde han , ikke langt fra Knudshoved , og ville forsøge at gå igennem store belt , men det lod til . at han var bange for det . Bare han dog vil komme ! “ „ Plager fanden dig , dreng ? “ sagde bådsmanden , „ ønsker du os fjenden på halsen ? “ „ Ja , for at vi kunne rigtig børste ham , “ svarede Peter rask . „ Jeg har læst i fædrelandets historie , at de gamle danske indtoge England som en røg , og at en dansk konge , Knud hed han , var konge , såvel i England som i Danmark , Norge og Sverrige . Og så skulle vi , som har haft sådanne forfædre , der kunne cujonere engellænderne , være bange for dem . Nej , lad ikke den dag komme . “ „ Det er let for dig- , Peter , at tale om , at slås med engelskmanden , “ sagde bådsmanden , „ Du kan sidde hjemme hos din moder , medens kuglerne suse os om ørene . “ „ Mener du , fader , at jeg vil blive siddende hjemme i . Kakkellovnskrogen , medens du og dinebrave kammerater slås med engelskmanden . Nej tak ! Jeg melder mig i morgen som frivillig . “ „ Jeg tror fanden plager drengen , “ svarede faderen . „ Kan din hvalp bakse en kanon ? “ „ Kan jeg ikke bakse den , kan jeg dog velsagtens affyre den , “ svarede Peder . „ Tror du at de vil have sextenårs drenge ? “ Spurgte bådsmanden på ny . „ Hvorfor ikke ? Har jeg ikke hænder på skaftet som en Karl på tyve år ? “ „ Ja , jeg kan ikke negte , at du er velvoksen af din alder . Man skulle fast tro , at du var nær de tyve år . “ „ Seer du det ? Hvor gammel var Peder Tordenskjold da han kommanderede snoven ormen på fire kanoner ? Var han mere end tyve år ? “ „ Din hvalp vil da vel ikke sammenligne dig med Tordenskjold , der var admiral , da han var otte og tyve år gammel ? “ „ Kan jeg ikke blive- admiral når jeg er otte og tyve år , kan jeg dog måske bære portepeen ved min side så godt som nogen anden officer . “ „ Silke tanker , den sekstenårige knegt har . Din fader er nu halvtredsindstyve år gammel , men har kun bragt det til bådsmand , og du mener at være osficeer i dit 28de år . “ „ Ja , seer du fader , det kommer deraf , at der har ikke været nogen søkrige siden Tordenskjolds tider , og derfor har du ikke kunnet ndmærke dig . “ „ Hvad , var jeg ikke med den brave sten ville , da vi lugtede de tyrkiske sørøvere ? “ „ Vil du sammenligne den smule søkamp med indtagelsen af marsfrand og dynekilen . “ „ Nå , var jeg da ikke med Jessen i Vestindien , hvor vi sloges med 18 kanoner imod 26 , så kuglerne og splinterne fløj os om ørene , og hvor jeg fik den blessure i benet , så jeg halter lidt til en mindelse om engelskmanden . Men du kan tro jeg skaffede mange af dem af med deres arme og ben , så feltskærerne behøvede ikke at sætte dem af . “ „ Hør nu , Peder , “ sagde moderen , der havde hørt på deres samtale , „ Du må ikke bedrøve mig ved at gå mod fjenden ; jeg kunne jo miste jer begge ! “ „ Jegvil tjene dig i alt andet , moder , “ svarede Peder , „ men ville jeg vise mig som en kujon , når mit fædreland trænger til min hjælp , så måtte jeg skamme mig for mig selv . “ „ Ja , og hvad ville nybodertøsene , for eksempel vor nabo , overconsfablens Lise sige om dig , Peder ? “ tilføjede faderen i en spøgefuld tone . „ Hun ville vise mig ryggen , fader , og måske kaste sine øjne på den lange Ole , der gerne vil entre hende , har jeg mærket , men som hun holder tre skridt fra livet . . . “ „ Medens hun , som jeg uforvarende kom til af se forleden dag , gav dig et Kys i forstnen , Peder , “ sagde faderen leende . „ I stå sådan og fjafer , mens vi snart kan se bomberne regne ned på os , “ afbrød moderen dem , inden Peder kunne svare . „ Det skal vi nok forbyde engelskmanden , “ sagde bådsmanden . „ Det skal rigtignok være denne Nelson , som kommanderer dem , en forbandet dygtig sømand , der har børstet såvel franskmænd , som spanioler , hollændere og amerikanere , og det tilgavns , og som skal have været med i eethundrede slag , og kun har et ben , en arm og et øje , og aldrig skal være bleven slået , men lad ham komme i lav med os danske , så skal han få af fe , af vi er af en anden caliber . — men nok om det , skynd dig , mutter , og giv os noget af bide på . Jeg er tilsagt af møde på munderingskammeret , der skal rodes op i sømandstrøjerne , og der er givet ordre til hvervning og til af præsse matroser , thi det faste matroskorps og de frivillige , der have meldt sig , er ikke tilstrækkelig til af bemande de gamle skibsskrog , der bliver lagt ud i kongedybet . Skønt der hae meldt sig hen ved 1000 frivillige , er jeg dog overbevist om , at der vil melde sig endnu en stor mængde , “ „ Jeg skal være en af de første i morgen , “ sagde Peder med lynende øjne og kastede sin kasket højt iveiret . „ Det er fanden til dreng , “ sagde bådsmanden , „ han er ordentlig sjæleglad fordi han skat slås med engelskmanden . “ „ Ja , fader , det vil blive en lyslig Dands , hvor kanonerne spille op som musikanters , “ svarede Peder , „ Du kan tro , jeg skal ikke gøre min navner skam ! “ „ Der stikker en anden Tordenskjold i dig , kan jeg nok mærke , “ sagde Niels Andersen med indre tilfredshed . „ Nå , jeg skal udvirke , at du kommer til at slås ved min side , og følger du mit eksempel , Peder , så får jeg ingen skam af dig . “ „ Jeg tror at den gamle ordentlig står og opmuntrer ham til at være ligeså forvoven , som han selv er , “ sagde nu moderen . „ Du vil da vel ikke have , at jeg skulle kue hans mod og gøre ham til en ærtekærling , “ Sagde bådsmanden spodsk . „ Det forekommer mig , at drengen er vild og gal nok , så du behøver ikke at egge ham endnu mere . Men nu skal jeg sætte ærterne og flesket srem . “ Medens ærterne glæde ned , førte fader og søn en munter tale , men moderen drog -af og til et dybt suk , som ængsteligheden for mand og søn aftvang hende . Da måltidet var endt gik fader og søn bort og overlod Ellen til hendes tanker . 3 . Det var nær midnat , men desuagtet herskede ikke den sædvanlige rolighed i Københavns gader . Efterretningen om , at den engelske flåde nærmede sig sundet , havde nået alles øren , og havde , istedetfor at nedslå modet vakt begejstring i det danske folks indre . Som vi nylig fortalte , var der af frivillige af handelstanden og andre stænder oprettet et corps , der kaldtes kongens livjægerlorps , og af frivillige af den studerende classe oprettet et andet corps under navn af kongens livcorps , hvis uniform var sorte kjoler med højrøde rabatter og opslag . Da man manglede et tilstrækkeligt antal officerer til at kommandere besætningen på de udlagde blokskibe , hvoraf nogle havde en besætning af over 500 mand , havde man været nødsaget til at tage skippere og styrmænd hertil , og disse , der sværmede omkring i deres nye uniformer , breve nu i flokke omkring i gaderne og sang pktriotiske sange . Rundt omkring i byen vare værtshusene fyldte med gæster , men den største søgning var dog i den af os nylig skildrede brokkensbod . Der blev sungen hånviser om englænderne og fædrelandske sange om de danskes tapperhed . „ Der pukkes altid på de danskes tapperhed i sordums dage , “ sagde en nys ankommen , der var af en usædvanlig højde , vist over tre alen , og som var civil klædt , „ men nutidens danske kunne ikke måle sig med englænderne . . Jeg læste nylig hvorledes de havde slået franskmændene ved Nilens udløb i Ægypten . De levnede næsten ikke et skib helt eller holdent af en stor fransf flåde . Hvor kan i tro , af vore gamle trøskede blokskibe , der allerede for mange år siden er udskudte af flåden , kan modsfåe de engelske liniesfibe med deres øvede mandskab , mod hvilket vi ikke kan sætte synderligt andet eud folk , der enten aldrig har lugtet krudt eller haft et gevær eller andet våben i hånden . Der løbe de tosser , fulde af fædrelandskærlighed , og forlange af føres mod englænderne , der have været med i så mange batailler , af de ikke kunne tælle dem , og tro , af de ikke alene kan modstå dem , men endog at de kan slå dem . Jo vist , de vil få noget andet at vide . “ „ Hør , ved du hvad , Ole , hvis du ikke holder din kæft med således at omtale os danske , så skal jeg lange dig en over nakken , så ingen af disse lovprisede englænderne kunne give dig en bedre , “ sagde en ung sømand . „ Man hører straks at det er en kræmmersøn , der snakker og som er vant til at slå i kramboden , medens vi andre tumle os på søen og udstå mangen dravat , der hærder os . Lad engelskmanden komme med sine store tiltaklede skibe , vore gamle skrog skal nok tilrakke dem således , at de ikke skulle anses bedre end vore blokskibe , der ikke due til andet end ophugges . “ „ Og hvad det anbelanger om de tosser , som du kalder de modige karle , der ville forsvare deres fædreland mod dlsse engelske sørøvere , “ sagde en ung marinesoldat , „ så seer du her en af dem , som ikke er bange for at kæmpe med disse englændere . “ „ Mange tak , siger jeg , det skal jeg ikke have noget af , “ sagde kræmmersønnen . „ Jeg holder for meget af at have hele lemmer , til at jeg således skulle udsætte dem for kugler og granater . “ „ Man kan nok høre at du er en kryster , “ Sagde soldaten , „ hvis vore skibes besætning bestod af sådanne kujoner som du , så overgav de sig nok ved det første skud . Men hvad er der på færde , “ sagde han med et , da nogle , som det syntes , håndværkssvende , styrtede ind i haven og satte krogen på døren . „ Hvad styrte i sådan ind for ? “ „ Åh , skjul os , “ råbte de ængsteligt , „ vi vare flere håndværkssvende , der gik og sang om de danske drenge , der skulle i Leding gå , her i grønningen , da blev vi på engang omringet af - en flok sømænd med knipler i hænderne , der ndenvidere gjorde et tag i os , og sagde : i synge om at gå i Leding , det skal i nu komme til , for det er sådanne modige karle vi have nødig til vore skibes bemanding . Jeg og min kammerat her have ikke lyst til at være kanonføde , og vi reve os løs og undløb , men nu er vi bange for at de er os i hælene , for vi hørte de forfulgte os . “ De tilstædeværende , der ikke vare matroser eller militaire , blev bestyrtede da de hørte , hvad håndværkssvendene sagde , og så sig omkring for af flygte . „ Har de begyndt af presse matroser til blokskibene , “ Sagde den kjæmpehbie kræmmersøn ængstelig , „ så er det nok bedst af se af komme her fra itide . Gå ud af døren der , er nok ikke rådeligt , for så løb man nok lige i løvens gab , men derimod tror jeg , af når vi satte en bænk op til plankeværket der , som vender ud til toldbodveien , så kunne vi bedre smutte bort end ad grønningen . “ „ Det lader sig måske gøre , “ sagde de øvrige civile , ognu satte de et par bænke op til plankeværket , for af krybe derover , men da kræmmersønnen kigede over det , hørte man en grov stemme råbe : „ Du har nok mærket , af der er ugler i mosen , go Karl , og vil smøre haser , men det skal fanden tordne mig blive løgn , siger jeg . Spring kun ned , så skal du blive godt modtagen . “ „ Ha ! ha ! ha ! “ lo de i haven tilstedeværende søfolk og soldater , „ ha ! ha ! ha ! Nu må vi le , for nu er kræmmersønnen og de andre kujoner komne i knibe . “ „ Hvor fanden skal vi smutte hen , for at undgå de forbandede karle , “ sagde kræmmersønnen ængstelig . „ Det var håndfaste karle med knipler i hænderne , kunne jeg se . Jeg kryber ind i lysthuset der , under bænken , måske de ikke opdage mig der , når i ikke forråde mig . “ „ Vi skulle ikke forråde dig , “ sagde den unge , før omtalte Matros , „ for vi bryde os ikke om , at have en sådan kujon som du iblandt os . “ neppe var kræmmersønnen gået ind i lysthuset og krøbet under den der slående bænk førend døren til haven sprængtes og flere søfolk med knipler i hænderne styrtede ind , medens der i det samme trådte flere af disse ud af værtshusets dør til haven . „ Nå her gør vi nok en god fangst , “ sagde anføreren for troppen , den tidligere omtalte sergeant . „ I ville nok desertere , men det er forpurret . Nu må i finde jer i eders skæbne . Seer i , jeg raisonerer som så : eders lemmer er ikke bedre end vore , og enhver våbendygtig mand bør være villig til at ofre liv og blod for sit fædreland når det er i fare . “ „ Jeg vil gøre bådsmanden opmærksom på , af jeg er meget kortsynet , “ sagde en af håndværksvændene , der troede på den måde af slippe fra af blive præsset . „ Gør ikke no ' et , min dreng , gør ikke no ' et , “ Sagde sergeanten , og klappede ham på skulderen . „ Du skal blot sætte lunten til fænghullet på en kanon , så træffer kuglen nok i skroget på fjendens skib . Om du så var stokblind , så kan vi dog bruge dig . “ „ Ha ! ha ! ha ! “ hørte man de tilstedeværende søfolk le , „ ha ! ha ! ha ! “ „ Ja i må vel le af sådant kujoneri , “ Sagde bådsmanden , „ hør Manne ! “ råbte han , „ pas på disse harehjerter , af de ikke undvige . Men jeg seer ikke det gefjæs , der før kiggede over plankeværket , for af smutte bort . Det var en rask , høj Karl , der gerne kunne tjene til fløimand . Hvor fanden har han skjult sig ! “ råbte han og så sig omkring , „ han må være krøben ind i et musehul , for smuttet bort er han sgu ikke , det har jeg sørget for . På i agt efter ham , Manne ! “ Sergeantens mandfkab søgte nu flere steder efter ham , og da en af dem trådte ind i lysthuset og så under bænken , bemærkede han kræmmersønnen , der var krøben helt ind til væggen . „ Det er bedst af du kommer srem , go Karl , “ Sagde sømanden , og trak ham i det ene ben . „ Det var et dårligt skjulested du valgte . “ Skamfuld og med nedslagne øjne krøb nu kræmmersønnen frem . „ Her har vi fyren ; han ville lege skjul , men gemte sig kun dårligt , “ sagde sømanden leende . „ Sådan en Karl , som du , skulle skamme sig ved af skjule sig , i stedet for af ile sit fædreland til hjælp , “ sagde bådsmanden . „ Man skulle ikke troe , “ vedblev han henvendt til matroserne , som støde omkring ham , „ af der sad et harehjerte i en så stor krop . “ „ Jeg har intet harehjerte , og kan godt slå fra mig når nogen kommer mig for nær , “ svarede nn den lange Ole , „ men jeg holder ikke af af blive en krøbling . “ „ Ja , det er slemt , af du ikke holder af kanonkuglerne , “ Sagde bådsmanden ganske tørt , “ thi med andet slås engelskmanden ikke . Slås med næverne bruger han ikke , undtagen når han bokser som de kalde det . Derfor må du finde dig i din skæbne og besvare hans kanonkugler få godt du kan . — nå , Manne , “ vedblev han henvendt til sine folk , „ hvor mange drenge har vi fanget ? “ „ Åh , et par snese , tror jeg , “ svarede en af disse . „ Når vi har de halvtredsindstyve fuldt , får vi en duceur , “ sagde ' bådsmanden , „ lader os nu gå videre . Oppe i ballonen i lille Kongensgade er der Dands i aften , der fange vi nok en snes stykker eller flere . Sådan karle , der kan danse og more sig på en tid , hvor landet svæver i fare , er ikke bedre end at tjene til kanonføde . “ De trak nu afsted med de folk , de havde præsset , og da disse trådte ud i grønningen , hørte de nogle af de tilbageblivende matroser synge følgende Vers af en vise , som dengang blev sungen ligeså meget af søfolk som i vor tid sangen : „ Holmens faste stok ! “ Den var efter den tids rå smag : „ Og ret som jeg sad allerbedst i brokkens bod og havde fået en sopken eller to , kommer bådsmanden ind , gør en helvedes vind og siger : sidder du her og drikker , dit dovne skind . Da blev jeg ikke glad ; „ D ' ælen splitte dig ad , „ Fregatten , hun skal lette , straks afsted med dig , din rad ! “ 4 . Den følgende dags eftermiddag kunne man på toldboden høre en dæmpet lyd af kanonskud , det ene hurtigt efter det andet i nordlig retning . Efterretningen herom var snart udbredt over hele byen , og folk ilede i mængde til toldboden , i den formening , at se den engelske flåde komme sejlende . Snart kom der en kurer til Amalienborg og bragte den efferretning , at englænderne vare i begreb med at gå med deres flåde igennem sundet , og at det var Kronborgs og fjendens kanoner man hørte skyde . „ Jeg tænker , “ sagde en borgermand til en søofficer , der stod med en kikkert og så ud over reden op ad sundet til Helsingør , „ at Kronborgs kanoner skyde den engelske flåde sønder og sammen . “ „ Englænderne agte ilke på at nogle skibe blive ruinerede , når de blot kan tiltvinge sig gennemgangen igennem sundet , “ svarede søoftceren . „ Wen jeg hører nogle dybe drøn , det er vistnok mortererne , hvormed englænderne kaste bomber ind i fæstningen og i Helsingør . “ „ Så brænde de vel byen af ? “ spurgte en anden borger „ Efter den nyere tids humane krigsbrug , afbrænder man ikke åbne byer , “ svarede officeren . „ Men bomber gør imidlertid god virkning , hvor de anvendes , og derfor kan Helsingør komme til af lide megen skade . “ Ru kom der flere søofficerer ilende til toldboden og trådte ned i de derværende færgebåde , for af gå ombord på de udlagde skibe , der skulle modtage englænderne . En ung , omtrent 18årig smuk søofficer med kækt åsyn sagde , idet han trådte ned ad toldbodtrappen , der førte til vandet , til søofficeren , der nylig talte : „ Du kan vide , Frederik , af jeg skal kommandere et flydebatteri på 24 kanoner med 200 mand . Bare jeg kunne komme admiralskibet nær . Jeg gad se denne Nelson , der har indlagt sig et så mageløst navn som søhelt . Jeg gad måle mig med ham , få ung jeg er . “ „ Jeg er bange for , Willemoes , “ svarede officeren , „ af du ville komme beskidt fra det . En ung s econd lieutenant , der nylia har forladt cadetffolen mod en gammel veteran af en søofficer , for for hvem en søbataille er en tidsfordriv . “ „ Jeg skulle nok fordrive ham tiden , få han skulle blive ked af den forlystelse , “ sagde Willemoes med en mine , der ikke syntes at gøre hans ord til løgn . „ Praleri har vi nok af , “ sagde officeren til en af de omstående , idet Willemoes steg i en båd , der bragte ham ud pna reden . „ Skønt jeg ikke dermed vil sige , at den unge officer , sam nu steg i båden , er en pralhals . Jeg tror nok , at han har et modigt hjerte , og eftersom jeg har hørt , skal han være en sorvoven krabat , der ikke er bange for noget . Men der kommer en officer , der har lugtet krudtet . Ved i hvem det er ? I have vel hørt tale om en søofficer , der slog sørøverne ved Tripolis , commandeur sten Andersen bille . Der se i en søhelt , der nok kan tage det op med Nelson , og ikke bryder sig om at kæmpe med to , tre fjendtlige skibe på engang . “ Han tog til hatten med en ærbødig mine , da sten bille stred forbi ham med en anden søofficer med skarpe . Ansigtstræk og en mine , der tilkendegav uforfærdethed . Da de vare stegne i en båd , der roede dem ud på reden , sagde søofficeren : „ Den officer , der ledsagede sten ville , var Olfert Fischer , commandeur i søetaten . Det lader til at være en ægte sømand , skønt han har aldrig havt lejlighed til at vise sit mod , men efter hans ancienetet tilkommer kommandoen af den sydlige defensionslinie ham , medens den nordlige commanoeres af sten ville . “ „ Gud give dem sejren ihænde , “ sagde en gammel borgermand og rystede på hovedet , „ men englænderne er ikke krigssolk til at lege med . “ „ Bedre end os danske er de ikke , “ svarede søofficeren , „ skønt de have mere øvelse i at kommandere et skib , end nogen af os . Men det er noget man snart lærer , når man blot har mod og konduite . “ Nu hørte man skildvagten ved toldboden råbe af alle kræfter vagten i gevær , trommen slog revuemarschen og hele toldbodvagten , der var fordoblet , præsenterede gevær . „ Der kommer vor kronprinds med sine adjutanter , “ Sagde officeren . „ Han vil nok ud på reden og inspicere de udlagde fartøjer . “ Hattene fløj af alles hoveder , da den højtelskede kronprinds med sit følge stred forbi dem til toldbodtrappen , hvor der lå en kongebåd med kon- ' gelige sluproere , der alle saluterede med årerne , ved at holde dem lige i vejret . Nu nærmede en anden søofficier sig den , der hidtil havde talt „ En estafette , “ sagde han , „ har bragt den efterretning fra commandanten på Kronborg , at den engelsfe flåde , trods han fyrede på den af alle kræfter , er gået forbi Kronborg ind i sundet uden at have lidt nogen synderlig stade , da de høistbefalende parker og Nelson , der bemærkede , at der ikke var opkastet nogen batterier eller skødes på dem fra den svenske side af sundet , gik igennem det , så tæt den sfånsfe kyst de kunne , så kuglerne fra Kronborgs skyts kunne slet ikke række deres skibe , hvis besætning vistnok har leet af , at vi afsføde vore . Kanonkugler til ingen nytte . “ „ Det er skammeligt af Sverrigs konge , at han ikke har opkastet skandser på den svenske kyst , for så havde englænderne ikke således uhindrede kunnet passere sundet , “ sagde den første officer . „ Medens måden passerede Kronborg , lagde nogle bomb ard eerfartøier sig i sundet og kastede bomber ind i Helsingør , hvilke imidlertid ikke gjorde nogen skade “ , sagde den anden officer . „ Det er en skammelig adfærd at kaste bomber ind i en åben by ! “ sagde den første officer . „ Det tage de hovmodige englændere ikke hensyn til “ , svarede den anden officer . „ De er nu tillige forbittreve , fordi vi ikke vil gå over på deres parti . “ „ Bi havde dog handlet klogest når vi havde gjort det “ , sagde den første søofficer , „ thi hvor er vore allierede , svenskerne og russerne ? Vi må udholde det første tørn , og måske bevirke , at englænderne ikke kunne tage fat på de andre . “ „ De glemmer , at kronprinsen så sig nødsaget til at alliere sig med Rusland ; “ svarede den anden officer . „ De ved nok , at kejser Paul har en skrue løs “ , tilføjede han , idet han pegede på sin pande . „ Han bortviste jo vor gesandt og truede Danmark med krig , når vi ikke ville putte os til ham og Sverrige , og så var kongen jo nødt til det . “ „ Havde jeg været i kongens eller rettere sagt , i kronprindsens sted , så havde jeg ikke brudt mig om russerens trudsler . Hvad ville han vel gøre , når vi vare allierede med England ? “ „ Det kan jeg ikke svare dem på , thi jeg forstår mig ikke på politik , “ svarede den anden osftceer , „ jeg udfører kun den ordre , der bliver givet mig , og bryder mig ikke om videre . “ „ Det gør jeg også , “ sagde den første officer , „ men da man ikke er en maskine , så kan man dog ikke undlade at tænke over statens styrelse . — men der^kommer min skibschef , capitain Lassen , en stolt sømand . Jeg skal have commandoen på mellemste dæk . “ „ Og jeg venter på min chef : capitain Riisbrich , en ligeså stolt sømand , som din Lassen . Han har været med i den amerikanske krig og har før været i lav med englænderne . “ Nu hilste hver af dem på deres chef , to chalupper ventede på dem , og de blev roede ud til deres skibe . 5 . Endnu samme dags eftermiddag så Københavns indbyggere med beundring og spændt forventning den storartede engelske styrke , der , bestående af 36 skibe , kommende nord fra , viste sig i en mils afstand fra staden . Regeringen vidste at Nelson var ombord og kendte hans handlekraff og hurtighed fra de mange søkrige , over hundrede , hvori han havde kæmpet , og forberedte sig derfor også øjeblikkelig på et angreb . Generalmarschen blev slået , og enhver indtog den forud bestemte stilling . Kong Christian den syvende og hele den kongelige familie begav sig til Rosenborg slot , for derfra at betragte kampen , medens toldboden , Langelinie , ' kastelsvolden , kirketårnene og de højeste huses Tage vare fyldte med en sfuelysten mængde . mange hjerter , hvis kæreste var ombord på den danske defensionslinie , floge ængstelige og forventningsfulde med hensyn til den forestående blodige kamp . Da den engelske flåde havde nået farvandet imellem hveen og Tårbæk , kastede alle skibene Anker . Der lå da den srygtelige sømagt , som ville tvinge Danmark til at opgive den alliance , det havde indgået med nabostaten Sverrige og czarriget , i majestætisk ro . Christian den syvende , ser var , som er noksom bekendt , sindsforvirret , stod tilligemed sin søn i Rosenborgs højeste tårn og begge betragtede igennem kikkerter de fjendtlige orlogsskibe . De kunne tydelig se officererne og mandskabet på disse skibe ordne alt til slag , og kongen , som var af en frygtsom natur , rystede og bævede ved dette syn , som om de kunne ramme ham . „ Hvad er det for nogle besynderlige store fladbundede skibe med de store kanoner ? “ spurgte han sin generaladjutant ris . „ Det er , deres majestæt , syv bombefartøier , “ Svarede generaladjutanten , „ og det deres majestæt kalder store kanoner er morterer , der udkaste bomber . “ „ Min gud , så lad os gå bort ! “ råbte kongen i den største angst . „ Bomber kunne jo nå langt , og jeg har hørt , at der altid sigtes efter en byes tårne ; lader os bare fjerne os . “ Idetsamme trådte kronprinds Frederik hen til kongen . „ Kære fader , “ sagde han til ham , „ De har ikke noget at befrygte . Skibene ligge en mil fra kysten , og så langt kan ikke nogen Morter række . Eftersom jeg seer , letter flåden vist ikke Anker før imorgen . Det er farlige grunde skibene have at passere , da alle sømærker er optagne , og ingen danske lodser have de til hjælp . “ „ Ja , ja , min søn , “ sagde kongen beroliget , „ når du tror , at der er ingen fare ved at stå her , så kan det ordentlig more mig at se på disse englændere . Tror du , at mine sømænd kan stå dem . Det er jo bare skrog , som ligge der fra batteriet Trekroner helt ned ad Amager . “ „ Ja , seer du , fgder , “ sagde kronprinsen , „ at det er skrog , der ligger , gør intet til sagen . Det er det mandskab , som findes på dem , det kommer an på . De danske have været tappre folk fra de ældste tider , og cujoneret såvel englænderne som franskmændene , og de danske mænd , som skal kæmpe med engelskmanden , tror jeg ikke er vanflægtet fra fædrene , men slås så længe der er liv og blod i dem . “ Christian den syvende skal i den tid han selv regerede , efter hans tidligere cabinetssecretair reverdiils sigende , have været en stor elsker af blodige optrin , så at han endogså inkognito overværede henrettelser som tilskner i en karet . Ved denne lejlighed vifte dette onde instinkt sig , thi han gned sine hænder ligesom af glæde og yttrede : „ Gid jeg kunne etsteds sfåe aldeles sikker og være tilskner af denne kamp imellem engelskmændene og mine danske mænd , det kunne more mig . “ „ Hvorledes du taler , fader , “ sagde krvnprindsen idet han tog ham ved hånden for at føre ham bort , „ kunne det glæde dig at se vore danske sømænd ligge lemlæstede eller døende på skibsdækkenæ . “ „ Ja , hvorfor ikke , “ svarede kongen , „ det opvækker gysen , og det er en følelse , jeg holder af . “ Nu trådte kronprinsessen ind i tårnet og sagde : „ Englænderne ligge jo ganske stille , Frederik ? “ „ Ja , Marie , “ svarede kronprinsen , „ de angribe vist i morgen den nordlige defsnsionslinie under sten ville , men da komme de vidst galt afsted , thi det bliver dem ingen spas at kæmpe mod Trekroners batteriers svære skyts , der vil tilføje dem en ganske anden skade end Kronborgs kanoner . Endnu kan jeg ærgre mig over at kong Gustav af Sverrige ikke har søgt fra sin side at hindre englændernes gennemgang gennem sundet ved at opkaste batterier med svært skyts ved Helsingborg . Flere af de engelske skibe ville da måske være blevne ødelagte . Jeg tror at han har sluttet et hemmeligt forbund med englænderne , ikke at hindre deres gennemgang , for derved at skåne sin egen flåde . Burde den ikke allerede have oærret her ved København ? da havde vi været ligeså stærke som englænderne . Men måske seer hanfgjerne at den danske flåde blev ødelagt ? Og hvorfor går ikke den engelske flåde ind i Østersøen til reval , hvor den russiske flåde ligger ? Det er dog egentlig Rusland som England ønsker at lugte , og det ved også , at Danmark har ved kejser Pauls trudsler set sig nødsaget til , imod sin villie , at slutte sig til Rusland , men jeg tænker at englænderne gå kong Gustavs ærinde . Imidlertid håber jeg , meo guds bistand , at vi sejre , så den svenske konges intriguen skulle blive til intet * ) . “ „ I morgen vil jeg , hvis englænderne skuldr angribe os “ , vedblev han , „ tage ophold på Nyholm , for derfra efter omstændighederne at give mine ordre til commandeur Fischer . Til commandeur sten bille har jeg størst jtillid , det enen ægte sømand , men jeg tror nok også at olferf Fischer er en modig Karl . Han er den ældste commandeur i søetaten efter bille ; jeg havde ellers hellere taget Riisbrich ; det er en prøvet søkriger , der før har været med i Karup mod englænderne ; men det kan ikke gå an , at jætte en capitain til at kommandere en så betydelig styrke . “ Den kongelige familie begav sig nu fra Rosenborg slot tilbage til Amalienborg , som den beefter en historieskriver ncrrede kronprinsen virkelig mistro ? Til den svenske konge , men den var uberettiget , thi han havde givet befaling til admiral cronstedt , at han skulle lade 7 linieskibe og 3 fregatter hurtigst muligt afsejle fra carlskrona til sundet , hvor de skulle stå de danske bi mod englænderne , men modvind holdt den svenske flådeafdeling tilbage i havnen ved carlskrona . boede siden 1794 , da Christiansborg blev ødelagt ved en ildebrand . På vejen til den kongelige residents så den hvorledes folk af alle stænder , mænd og kvinder samt børn sværmede i store skarer trindtom i stadens gader . Mændenes ansigter udtrykkede ingen ængstelighed , havde man kunnet læse i deres indre , ville man have læst , at de vare ved frejdigt mod , fordi de vare overbeviste om , at danskerne ville sejre . Dette håb var grundet på danskernes uovervindelighed på havet i den henrundne tid . Den hørte , hvorledes en skare sang : „ I åg af Britanniens love skal cimbrernes sønner ej gå . Dem Tordenskjold lærte al vove , af jueler de lærte at slå . Ploi bølgen med ildsvangre tårne , vi er som havet fribårne , og dø eller sejre i juelernes spor for dannebrogs wre , for frihed i nord ' * ) . “ * ) falsen . og hvorledes de andre sang : „ Til kamp , til sejr , til fryd til roes ! Med havet bryst udiler hver en dansk Matros til kjcempedyst ! På kække sømænds heltefærk trygt stoler Dan : o viis . Du er vor ' tillid værd , du danske mand ! For fædrelandet du strider * ) ! “ Oehlenschlager . 6 . Vi føre nu vore læsere over på den engelske flåde , der den følgende dag , den 31te marts , blev liggende på samme sted for sine ankere . Den engelske regering havde betroet den store flåde til den sindige admiral , sir Hyde parker , og under ham Storbritanniens berømte søhelt , viceadmiral , lord horatio Nelson , sejrherre ved abukir , baron af Nilen , som næstkommanderende . Den første kunne ikke måle sig med den store søhelt , og denne følte sig heller ikke lidet krænket , fordi han skulle slå under parker . Da han overtog sin commando sagde den sidstnævnte : „ Mine nerver er angrebne ved tanken om de mørke nordiske nætter og ismarkerne . “ „ Nu have vi ingen tid til nervesygdom , “ Svarede Nelson djærvt . „ Jeg håber , “ tilføjede han , „ at vi skulle sende vore nordiske fjender en kugleregn , der vil sikre vort dyrebare fædreland herredømmet over havet . Vi have det egentlig allerede , og alle Nordens djævle kunne visselig ikke rive det fra os , når blot vore trævolde opføre den rigtige koncert . “ Den foregående aften , da de havde kastet Anker i sundet , gik overadmiralen tilligemed Nelson og flere høje officerer ombord på en skonnert og sejlede et stykke ned ad sundet for at rekognoscere de danske forsvarsanstalter . Da de havde iagttaget batteriet Trekroner og defensionslinien vendte de tilbage til admiralfkibet London , hvor der derpå blev holdt et krigsråd , som skulle lægge angrebsplanen . Nogle af flådens kapitainer ytrede : „ Vi er overbeviste om , at kampen vil koste os så meget , at vi ikke ville være i stand til at udføre vor sendelse mod Sverrige og Rusland ; vi fraråde derfor ganske et angreb på den danske defensionslinie . “ „ Vi mene , “ sagde nogle andre , „ at vi bør opsætte angrebet . “ „ Jeg erklærer mig beredt , “ sagde nu den energiske Nelson , „ til at angribe og i løbet af en time ødelægge den danske forsvarslinie , dersom overadmiralen vil give mig 10 linieskibe og alle de mindre fartøjer . “ „ Jeg modtager dette “ Tilbud , “ sagde parker , „ og vil endda lægge to linieskibe til . “ Nu rekognoscerede man atter den danske stilling , og da man vendte tilbage sagde Nelson : „ Jeg har nøje betragtet den danske forsvarslinies nordlige fløj . At angribe Trekroners batterier ville være at tage tyren ved hornene , jeg må derfor råde til at angrebet på de danske skeer fra syd . Jeg vil derfor benytte den laber kuling af nordlig vind vi have for øjeblikket til at sejle med min eskadre ned ad hollænderdybet . “ Klokken 4 lod han på mastetoppen af sit skib : „ Elefant “ hejse signalet til at lette . Hans eskadre , der bestod af 36 skibe , sejlede nu med fregatten „ Amazon “ , der førtes af capifain riou , i spidsen igennem hollænderdybet , og da mørket faldt på klokken 8 , lagde eskadren sig for Anker ved den sydøstlige side af middelgrunden i en halv mils afstand fra den danske forfvarslinies sydligste skib : „ Prøvesten “ . Overadmiralen forblev derimod ved grundens nordvestside med 9 linieskibe og 9 mindre krigsskibe . „ Det er nødvendigt , “ havde den forsigtige parker sagt , „ at jeg forbliver her , for at yde de skibe af Nelsons flådeafdeling , der på grund af den beskadigelse , der er tilføjet dem , skulle se sig nødte til at forlade slaglinien , min beskyttelse , hvis de danske ville forfølge dem . “ Såsnart de engelske skibe havde indtaget deres stilling , kastede strikkers batteri på Amager nogle bomber ' ud mod dem . Bomberne nåde just ikke målet og gjorde derfor heller ikke fjendens skibe nogen skade , men var skydningen vedbleve « , ville den have holdt fjenden i uro . Batteriets chef troede desværre , at bombekastningen var spildt , standsede derfor snart ilden og englænderne fik derved fuldstændig fred til hvad de videre ville foretage sig . Natten mellem den tste og 2den April blev fra deres side anvendt til at undersøge farvandet . I en lille båd vovede Nelson og hans flagkapifain Thomas Hardy med en pligtstok , for at undgå den larm , som udkastningen af et lod sorårsager , at oplodde vandets dybde langsmed den danske forsvarslinies sydlige fløj . Det er ubegribeligt at en sådan undersøgelse af farvandet , hvoraf en sømand som Nelson kunne drage den største fordel under den senere opseiling , ikke blev forhindret af de danske patrouiller . Nelson vendte med den kundskab han havde forskasfet sig om farvandet tilbage til „ Elefant “ og var meget oprømt ; thi vinden var sprunget om og blæste fra syd , hvorved hans plan ville blive begunstiget , når dagen brød frem . Da han havde betrådt sin kahyt samlede han sine officerer om sig til et aftensmåltid . „ Jeg er forvisset om , at jeg i løbet af en time skal ødelægge hele den sydlige defensionslinie , der næsten ikke består af andet end gamle , kasserede skibsskrog , “ sagde Nelson . „ De ville ikke forskaffe os mange seirstegn . “ En af hans skibschefer , capitain Rion , en officer , der ansås for den dygtigste i den engelske Marine næst Nelson , sagde : „ Alun kan fægte ligeså godt på sådanne skibsskrog som på nybyggede orlogsskibe . De have endog den fordel , at kuglerne gå igennem det mørske træ , uden således at kaste splinter om sig , som en kanonkugle gjør- , når den rammer det friske træ . “ „ Men de danske skibsskrog ligge alle fortøjede med fire ankere , “ svarede Nelson , „ og kan hverken vende eller dreje sig , medens vi kunne give vore skibe hvilken vending vi ville , og således beskyde dem langskibs . — men nu ville vi , mine herrer , udstikke vort glas på et godt udsald ! “ Efterat denne skål var drukken , forlod gjæsterns kahytten , og nu gennemgik Nelson med den føromtalte capitain Rion og sin ncestcommanderende Foley slagplanen og gjorde udkast til instrukserne . Efterat dette arbejde var endt , bad hans tjener Allen ham indstændig om af begive sig til hængekøjen . Den blev udbredt på gulvet og Nelson lagde sig også i den , men han formåede ikke af falde isøvn . Han pålagde sine skrivere , der sad i den nærmeste kahyt , af skynde sig med deres arbejde , da vinden , som man bestandig meldte ham , vedblev af være god . Inden skriverne fik endt deres arbejde var Nelson allerede oppe igen , og kl . 7 gav han alle capitainerne signalet til af holde alt klart . Enhver af dem fik sin jnstrux og omtrent kl . 8v2 bleve lodserne kaldte ombord på „ Elefant “ . Lodserne vare uvillige til af lodse formedelst farvandets vanskeligheder , men da blev Nelson forbittret , og omtalte med heftighed øjeblikkets alvorsfulde betydning . Da trådte en navigationsofficeer , på hvem Nelsons fyrige tale gjorde virkning , frem , og tilbød sig af vise måden vej . Og nu , da klokken var 9vs , gav Nelson signalet til af lette i den orden , som var bestemt . Klokken 9^4 giede allerede de engelske skibe foren bramseilskuling af sydøstlig vind frem til kampen på kongedybet . Det var på en høj helligdag , skærtorsdag , den 2den April , af alt på begge sider var klart til af kæmpe . Hele byen vidste , at i dag ville det vise sig , om englænderne vare de danske voksne og om disse ville sejre eller ikke . Ingen tvivlede om det første , så overbevist var enhver om danskernes tapperhed . Om aftenen i forvejen var generalmarschen atter bleven slået og om natten førend slaget iavde man endnu indøvet de danske skibes besætnng i brugen as kanonerne . Da morgenen cryede stirrede enhver soldat , Matros og frivillig s a sin post oprømt og . frejdigt ud mod fjenden . Om ekærtorsdags morgen vare alle byens kirker slldte med mænd og kvinder , hvilke bade ivrigt hmlens herre om at give dansken sejren ihænde . Nen kirketjenesten var endnu ikke endt , da kanontædNen fra kongedybet lød i deres øren , og styrke e ved bøn , ilede nu alle , gamle og unge uden undtagelse til toldboden og alle mulige steder , herfra man kunne være oienvidne til den forestarende kamp . Den danske sydlig . e forsvarslinie , som nu blev angreben , bestod af 18 skibe , hvoraf kun 2 vare linieskibe , de øvrige blokskibe , styk- og cavalleripramme , et flådebatteri og et par mindre fartpier . Den havde ialt 630 kanoner og 5000 og et parhundrede mand til at betjene den . Vi hensætte nu vore læsere på det første sydlige skib , blokskibet : prøve sten , hvis navn bestod sin prøve . Det havde 58 kanoner , af hvilke det dog , da det lå ubevægeligt for sine fire ankere , kun kunne bruge de 29 , og en besætning af over 500 mand . Blandt denne besætning finde vi tre personer , som vi allerede tidligere kende , nemlig bådsmand Niels Andersen , hans søn Peder og — den lange Ole . Neppe gryede skærtorsdagsmorgenen før derer øjne stirrede imod syd , fra hvilken kant . Fjender sknlde komme . Hjertet bankede heftigt i bryste på alle tre , men dog med den forskel , at dt hos bådsmanden og hans søn bankede af krig « Mod og hos den sidste tillige af begjærligbed eftr kamp med fjenden , medens det hos den trede , den lange Ole , bankede af ængstelighed , idt han stiltiende ønskede sig mange mile borte sa skuepladsen for de efterfølgende begivenheder . Da morgensolen steg blodrød op af havts skød , ligesom bebudende det blodige optrin , der nu skulle tage sin begyndelse , faldt dens første stråler på den 16årige Peders modige ansigtstræk . Han stod tilligemed sin fader og lange Ole på det øverste batteri ved den forreste kanon på dækket , hvilken de skulle betjene tilligemed flere af skibets mandfkab . „ Hvorledes er du nu til mode , min gut , “ Fpurgte faderen sønnen , „ nu da dansen skal begynde ? “ „ Åh , fader , “ svarede sønnen idet han gned sine hænder , „ mit hjerte slår af længsel efter fjendens komme . Jeg har aldrig før fornemmet den følelse , der nu opfylder mit bryst . “ „ Jeg tør bande på , at den lange Karl , som slår der , “ sagde bådsmanden og pegede på lange Ole , „ nærer ganske andre følelser i sit bryst end du . Hans knæer synes at ryste under ham og istedet for at dine øjne funkle af kampbegjærlighed , kan man læse forknythed og modløshed i hans øjne . “ „ Det er den kolde morgenluft , der , efter at jeg hele natten har været vågen og lært at betjene kanonen , gjennembæver mig , “ svarede lange Ole . „ Jeg er ikke forknyt , “ tilføjede han , men udtrykket i hans ansigt gjorde hans ord til løgn . „ Din kryster , “ sagde bådsmanden til ham , idet han rakte ham en lommepnsfert , der var fyldt med gammel rom , „ deri er noget for kulden , som ryster dig . Jeg er ellers bange for at det er kanonfeberen . Det er en slem sygdom , som angriber mange , den første gang de er i en bataille ; men når først en snes kanonkugler har pebet forbi deres øren , om de også har rammet en sidekammerat og gjort ham et hoved kortere , så plejer den at gå over uden at de behøver at bruge skibschirurgens apothekerskriin . Således vil det også gå dig , Ole . “ „ Tak skal i have , bådsmand , “ sagde Ole idet han rakte ham romflasken tilbage . „ Havde jeg vidst , at jeg skulle være bleven præsset , så skulle jeg have forsynet mig med en potteflaske med gammel rom , af hvilken jeg kunne af og til tage mig en slurk , når jeg følte en lignende kulderystelse som nu . “ „ Jeg lider ikke det mod , man forskaffer sig ved nydelsen af spiritus , “ sagde bådsmanden , „ det er at ligne ved en opblussende stråild ; det holder ikke stik og efterfølges undertiden af en nedkuende modløshed . — der , Peder ! “ sagde han til fin søn , „ tag dig en slurk imod morgenluften . “ Jeg behøver ingen brændevin til at opmuntre mig , “ svarede sønnen . „ Jeg tror tværtimod at den ville virke svækkende på mig . “ „ Jeg drikker dig til , min søn , “ sagde Niels Andersen , „ og vil gøre dig opmærksom på , at der bliver knn lidt stunder til at vederkvæge legemet under den forestående kamp , der måske kan vare størstedelen af dagen . “ „ Tror du , fader , at man under en kamp trænger ti ! Føde ? “ spurgte Peder . „ Jeg mener , at man knn kan have lyst til at spise , når kampen er til ende . “ „ Enhver sin mening , Peder , “ svarede bådsmanden . „ Medens jeg for med sten ville imod sørøverstaten Tripolis , som han lærte mores , vare vi i bataille næsten hele dagen med 4 sørøverskibe , men appetitten indfandt sig midt under kampen , og jeg bed da i en beskøjt og tog mig en dygtig dram til , og syntes derpå at have fået nye kræfter efter den udståede strabads . “ „ Endnu ligge de engelske skibe ubevægelige , for deres ankre , “ afbrød sønnen ham , „ måske betænker Nelson sig på at angribe os . “ „ Han er den stolteste sømand ; ikke alene i den engelske arme , men i hele berden ! “ sagde faderen . „ Og tror du derfor at en sådan søhell vil anses for en kujon , som er bange for at slås ? “ „ Du har ret , fader , “ sagde sønnen . „ Var jeg i hans sted gjorde jeg det samme . — men der kommer vor capitain . “ „ Nå bådsmand , “ sagde capitain Lassen , idet han trådte hen til dem , „ Du har jo lugtet krudtet førend i dag , tror du engelsmanden vil spille op med os i dag ? “ „ Det er jeg overbevist om , hr . Capitain , “ Sagde bådsmanden , efter at han og hans søn havde hilset på denne . „ Ja var det en anden befalingsmand end Nelson , så kunne det nok nære at engelsmændene toge i betænkning at angribe os , men Nelson er en forvoven sømand , der ikke er bange for at slås med djævelen selv , langt mindre med os danske , som han tror er let at overvinde . “ „ Han vil nok komme til at indse sin vildfarelse , når først ballet er åbnet , “ sagde Lassen . „ Vi komme ellers til at udstå den første tørn da vi udgør den yderste fløj . Men vi skulle ikke mangle , at besvare fjendens skud , og Nelson skal lære at kende hvorledes dansken slås . — men nu seer jeg , “ vedblev han , „ at Nelsons skib , der hvor hans stander vater , giver signaler til de øvrige skibe , der besvare dem . Formodentlig befaler han dem af være rede til slag . “ „ Man siger , “ sagde nu den næstkommanderende , capitainlieutenant rasn , idet han trådte hen til Lassen , „ af ingen kan være mere begjerlig efter af begynde et slag , end denne Nelson , og asi han søler sig først ret i sit element , når kuglerne suse ham om ørene . “ „ Jeg har ikke før haft lejlighed til af høre kanonernes bastoner i en alvorlig kamp , “ sagde Lassen , „ men jeg tænker , af de oplive blodet hos en rigtig sømand . Alen sig mig Niels , “ sagde han nu , idet han tiltalte bådsmanden , „ hvor gammeler din søn , knægten der , han forekommer mig af være endnu grøn . “ „ Han har fyldt sit sekstende år , hr . Capitain , “ Svarede bådsmanden . „ Det var helvede ! “ sagde Lassen , „ det er jo mod krigsartiklerne af drenge gøre tjeneste ! “ „ Han ville med djævelens vold og magt slås med engelsmanden , meldte sig som frivillig , og blev antaget , da han angav sig for tyve år , “ Svarede bådsmanden . „ Sådanne karle som dig , min søn , er af det rette malm og af mine egne folk , “ sagde Lassen idet han klappede ham på skuldrene , „ der kan blive noget af dig ! Jeg skal have øje med dig og gør du dig fortjent til udmærkelse , så skal den også blive dig tildel , det lover jeg dig , og jeg holder altid hvad jeg lover . “ Havde man betragtet Peder Andersen i dette øjeblik ville man have set , hvorledes den sekstenårige ynglings bryst hævede sig , hvorledes hans kinder farvedes purpurrøde og hans øjne funklede . Han formåede af indre bevægelse ikke al sige andet end : „ Tak , hr . Capitain ! “ „ Nå , du lange rækel af en Karl , som står der , “ sagde Lassen nu henvendt til lange Ole , „ Du synes ikke al være rigtig fornøjet og er så bleg om næbbet . Du er da ikke bange ? “ „ Nej , hr . Capitain , “ svarede Ole , „ men jeg er ikke vant til al være på søen . “ „ Du kan tro , det er et herligt liv , “ svarede Lassen spodsk , der bemærkede hans forknythed , „ når stormen suser , bølgerne skummende slå højt op overdækket , og på samme tid kanonkugler og granater flyve rundt omkring , ' sønderrive seilens , knække mastene og kaste splinter på en alens længde om sig . — ha ! ha ! ha ! “ lo captainen , „ jeg har nok gjort dig forskrækket , for jeg syntes ordentlig at du ryster . Nå det er noget man vænner sig til , for alt i verden er en vane . Hør først kuglerne suse dig om ørene en times tid , så agter du slet ikke mere på dem , der komme , men sørger blot for at sende fjenden nogle igen . “ Han gik nu ned i det underste batteri , hvor premierlieutenant Michael ville førte befalingen . „ Nå Ole , “ sagde nu bådsmanden til denne , „ hvad synes du om vor capitain . Det er en fornøjelse , ja en hæder at tjene under en sådan officer . Jeg er forvisset om , at han har det ikke alene i munden men også i gerningen . — men nu signaliserer fjendens admiralskib igen . Seer jeg ret , så er det signalet til at begynde kampen . Jeg kender det igen , fra dengang vi på briggen longen sloges med Arab . Det må jeg melde capitainen , at han kan være parat . “ Øjeblikket efter var alt klart på øverste batteri til at modtage fjenden og en halv time efter , kl . 10 , hejste Olfert Fischer signal til at begynde kampen . klokken var 10 da det første fjendtlige skib , linieskibet „ Edgar “ på 74 kanoner med mersseilene på rand gled ind i kongedybet . I det samme minut rystede et brag det gamle blokskib , og en kugle ser ud fra det nederste batteri , ledsaget af et jublende hurraråb fra flere hundrede struber . Det var Michael ville , der affyrede det første slud fra dansk side . Kuglen borede sig ind i „ Edgars “ Boug , og da dette skib i det samme vendte bredsiden til , gav det et glat lag , men formedelst bølgegangen , for kuglerne raslende over mandskabets hoveder . Under et nyt jublende hurraråb betjente nu mandskabet skytset . En høj latter opstod , da den lange Ole først satte kuglen ind og bag efter kardusen med krudt . „ Du vil nok skyde bag ud med kanonen , Ole , “ Sagde bådsmanden leende , idet kardusen og kuglen igen blev tagen ud af kanonen . „ Denne gang får du ingen sandsekage , men skeer det nok engang , så indestår jeg dig ikke for , at du får tampen at smage , den hjælper prægtigt på hukommelsen . “ „ Prøvesten “ fik endnu et glat lag af „ Edgar “ , der rev en del af rælingen med sig , dræbte en mand og sårede tre . „ Det begynder af gå varmt til , “ sagde bådsmanden , da Edgar var sejlet forbi . „ Der kommer en ny tredækker , “ vedblev han , „ men stop , det kan ikke komme forbi middelgrunden , formedelst den heftige strøm . Et andet linieskib sejler forbi det , og nu kan vi vente en ny hilsen . “ Det var linieskibet „ Polyphemus “ , på 64 kanoner , der efterfulgtes af „ Jsias “ på 50 . De gave begge idet de sejlede op ad mod den dem bestemte plads , prpvesteen flere glatte lag , der dræbte og sårede nogle få af mandskabet . „ Jeg er vis på , “ sagde bådsmanden , der nøje kendte farvandet , „ af det linieskib der kommer middelgrunden for nær , “ „ Det var linieskibet „ Bellona “ på 74 kanoner , der ligeledes gav ild på prpvesteen idet det fejlede forbi . Som bådsmanden havde sagt kom det på grund , og slap ikke bort fra denne stilling førend slaget var ophørt , men dets afstand fra forsvarslinien var ikke større end af det kunne bruge sine kanoner med fuld virkning . Efter „ Bellona “ , kom linieskibet „ Russel “ , der havde samme skæbne som sin forgænger , men kunne dog ligesom den bruge sine kanoner . „ Jeg tænker , at de følgende orlogsskibe blive alle siddende saft på middelgrunden , “ sagde bådsmanden smilende . Men det næstfølgende , „ Ardent “ på 64 kanoner var ikke så dpbtgående som de to foregående skibe , og gled derfor lykkelig over den farlige grund . Capitain Lassen havde hele tiden stået på skandsen og betragtet slagets gang , nu trådte han ned på dækket og tiltalte mandskabet med en stemme , der overdøvede kanonernes tordenbrag : „ Nå , Manne ! “ råbte han , „ nu et vygtigt hurraråb , for der kommer det engelske admiralskib , „ Elefant “ , der har søhelten Nelson ombord , og derpå et glgt lag , at han kan se , at i er raste , danske drenge ! “ Et hurraråb , der rungede vidt omkring , lød nu fra hele skibets mandskab , ledsaget af et lag af alle bredsidens kanoner idet „ Elefant “ gled forbi . Det var en lykke for Nelson , at hans skib var det næste i rækken , der sejlede op ad kongedybet . De engelske lodser havde påstået at farvandet var dybere henimod middelgrunden , men hans egen erfaring , da han stodede dybet tilligemed kaptajn Hardy , samt de to skibes skæbne , advarede ham for en lignende . Han befalede at lægge „ Elefants “ Roer til styrbord og fejlede derpå vesten om „ Bellona “ og „ Russel “ , idet han vekslede lag med „ Prpvesfeen “ og sejlende nordlig kastede Anker lige overfor det danst-norske chefsfib „ Dannebrog “ . Efter „ Elefant “ kom der 3 store linieskibe , der alle gave det glatte lag på prpvesfeen i deres opseiling ; efter dem kom capitain rious eseadre , bestående af 5 fregatter og 2 brandere . En af disse fregatter , „ Desiree “ Samt en brig , lagde sig således , at de beskpde „ Prpvesfeen “ langskibs . Det kæmpede nu med de to nærmeste linieskibe „ Polyphemus “ og „ Jsrial “ , med det på grund siddende „ Russel “ og de to sidstnævnte mindre skibe . En granat fra fregatten slog ned igennem det skrøbelige dæk og et -øieblik efter tændte den brand i det nederste dæk . Der måtte nu sættes mandskab til at slukke ilden , som også lykkedes . Kort efter antændtes skibet på ny af nogle brændbare sager og slukkedes atter . Men nu tog en kanonkugle vimplen med sig . Bådsmanden bemærkede det . „ Fjenden kunne tro , at vi have strøget for ham , “ sagde han til sin søn , „ og det ville ærgre captainen , kan du tro . — men der kommer han . Nn kan vi melde ham det . “ „ Det er en hårdnakket kamp , “ tiltalte Lassen bådsmanden . „ Vi er godt omringede og kæmper med en kanon imod tre . Men hvis englænderne troe , at vi derfor overgive os , så tage de mærkelig fejl . Først når alle vore kanoner er gjorte ubrugelige , kan måske talen være om at forlade skibet . “ „ Hr . Capitain , “ meldte nu bådsmanden , „ Vimplen på vor mast er nedskudt * ) . “ „ Hvad siger du ! “ råbte Lassen . „ Fjenden kunne gerne tro , at vi strøg vimplen for ham ! “ Han gav fluks ordre til sin hovmester at han skulle hente en ny Bimpel ; men den var ikke så snart rejst før den nedskjødes på ny , og således skete det endnu en tredje gang . Ligeledes antændtes skibet endnu engang , men ilden slukkedes igen ligeså hurtigt som de foregående gange . * ) blokskibene havde kun en mast og vare uden sejl . 7 . Det var beundringsværdigt , hvor hurtigt de brittiske skibschefer formåede at indtage den dem forud bestemte plads , og det uagtet de mange hindringer og vanskeligheder , som blokskibenes velrettede ild og det snevre , tildeels ukendte farvand frembød . Da klokken var elleve lå hvert af de fjendtlige skibe på sit sted og slaget var i fuld gang langsmed hele linien , fra prøvesten og lige op til trekronersbatteri . Det var en såre ulige kamp , thi de danske kæmpede bestandig mod en tredobbelt ja firdobbelt magt . Da klokken var 11vs blev „ Dannebrog “ hvorpå Olfert Fischer opholdt sig , efter en vældig kamp skudt ibrand af linieskibets „ Glattons “ Karonader . Chefen , der var bleven såret i hovedet af en splint , lod da sin stander flytte til linieskibet „ Holsten “ På liniens nordlige fløj . Hans næstkommanderende . capitain Braun , fortsætte uforfæroet kampen ; men da han også blev såret i den højre arm , nødtes han til af overgive befalingen til capitain Lemming . Han dæmpede vel ilden i nogen tid , men det varede ikke længe før den igen tog overhånd og greb således om sig , af der ikke kunne tænkes på af udrette noget i slaget . Da hver tredje mand af besætningen var gjort udygtig og kun tre af skibets kanoner vare brugbare , besluttede Lemming sig til af stryge det brændende skibs vimpel . Han fornaglede skytset , der var tilbage , lod så mange mand , der kunne rummes i skibenes fartøjer , træde ned i dem og sendte dem iland , medens han overgav sig med sin sårede chef og omtrent 90 mand til fjenden . Men denne nødtes til hurtigt at forlade det brændende vrag , som derpå drev ind på stubbens grund , hvor det en halv time efter at slaget var ophørt sprang i luften . Kavalleriprammen „ Rendsborgs “ Ankertougebleve klokken ll overskndte og pramuren drev ind på refshalens grund , omtrent tusinde alen indenfor forsvarslinien . Men den tappre chef , capitainlieutenant Egede , ville ikke være en blot tilskuer ved den våbenleg , der sandt sted , men fik prammen ved varpning svalet således , at den vendte bredsiden mod fjenden . I halvfemte time udholdt denne uforfærdede officer beskydningen af de store engelske skibe ; men da den havde fået tyve grundskud næsten en fjerdedel af mandskabet var enten dræbt eller såret og dens flag var bortskudt , overgav han sig . Han sendte sit mandskab iland , men forblev hos sine sårede folk og lod sig tage tilfange med dem . „ Rendsborg “ havde ligget ved siden af cavalleriprammen „ Nyborg “ og denne blev nu så heftigt beskudt , at den halvtredie time efter kampens udbrud næsten var synkefærdig . Af dens tyve kanoner var kun en brugbar og ligesom på Rendsborg var hver fjerde mand enten dræbt eller såret . Overgive det synkefærdige fartøj til fjenden ville den kække , energiske anfører , capitainlieutenant Carl Adolph Rothe , ikke , han kappede derfor dens touge , heifede hver sidste stump sejl og kom således indenfor Trekroner . Ved hjælp fra flådeafdelingen på jndrerheden bragtes den til toldbodens landingssted , hvor den straks sank . Den forsamlede mængde på toldboden fik nu at fe , hvorledes et skib var tilredt , førend danske sømænd drog det ud af striden . Bougsprydet og den ene mast var borte , de andre knuste ved en mængde skud og faldefærdige . Der fandtes intet på dækket uden at det var løst eller istykker . Takkeladsen hang i fryndser , rælingen var brudt itu og de fleste ruperter ligeledes . Den uforfærdede officer og hans mandflab blev modtaget med et tordnende hurra , da de hurtigt stege iland i det samme vraget sank . Men nu , da „ Nyborg “ var bortgået , lagde nogle engelske småskibe sig således , at de kunne beskyde de to blokskibe „ Vagrien “ og „ Jylland “ Langskibs . Befalingsmanden på det førstnævnte skib , capitain Riisbrich , havde under den amerikanske uafhængighedskrig , kæmpet med hæder på den engelske orlogsflåde , nu kæmpede han mod sine gamle kammerater i haldsemte time , indtil han kun havde tre brugbare kanoner tilbage . Derpå sornaglede han eudelig skytset , kastede krudtet i vandet , og gik , efter at have strøget vimplen , fra borde med omtrent hundrede og halvtredssindstyve mand . Englænderne gjorde kun 87 mand til fanger . Hans sidemand , capitainlieutenant branth , forsvarede med et beundringsværdigt mod sit skib „ Jylland “ . Han kæmpede mod tre fjendtlige linieskibes 67 kanoner , og formåede kun at sætte 27 imod disse . Desuagtet forsvarede den kække anfører sig indtil den sidste kanon var ubrugbar . Nu fandt han det først overensstemmende med en dansk søofficers ære at overgive sig . En fjerdedel af mandsfabet var enten dræbt eller såret , og da han ikke ville forlade fine sårede kammerater , gav han sig til fange . Nu måtte to af de nærmestliggende fartøjer overgive sig for overmagten . Det ene , bloksfibet „ Kronborgs “ Anfører , premierlieutenant hanch fandt heltedøden under slaget . Den sydlige fløj af den danske forsvarslinie var nu , med undtagelse af „ Nyborg “ , i en forsvarsløs tilstand og tagen af englænderne . „ Dannebrog “ havde , da den drev ind på grunden stubben , udsat den lille fregat „ Elven “ På 10 kanoner for liniesfibet „ Glattons “ frygtelige skyts ; det ville være tåbeligt af dets dygtige chef , capitainlieutenant , baron hans Holsten , hvis han ville have fortsat kampen mod en sådan overmagt . Fregatten tjente som repetitør eller gengiver af de signaler , med hvilke defensionens overanfører ledede slaget . Den havde fået to grundskud , havde kun halvdelen af sine kanoner i brugbar stand og dens takkelads var itureven . for ikke at blive tagen tilfange og for at frelse skibet , kappede Holsten sit ankertoug og nåde lykkelig ind på indrerheden * ) . Elvens bortgang nødede cavalleriprammen aggershuus ' s modige chef , normanden , premierlieutenant Thomas Fasting til at trække sig ud as slaget , fordi skibet var synkefærdigt , takkelads og sejl aldeles forsfudie , halvdelen af kanonerne ødelagde , og en trediedeel af skibets besætning falden . Han holdt ind mod stubben , men det ville næppe have lykkedes ham , når ikke cavalleriprammen Nyborgs snarrådige chef Rothe , som vi tidligere have omtalt , ikke havde , idet han sejlede forbi ham med sit ødelagte skib , taget fartøjet på slæbetoug . Det havde kæmpet med stor hæder , men sank , da Nyborg slap det , imellem kalkbrændærierne . Af de danske skibschefer , der den 2den April 1801 toge del i slaget , var ovennævnte den sidstlevende . Han dsde som admiral . 8 ) vi ville standse her ved sidstnævnte skibs tilbagetog for en stund og føre læseren over på overadmiral Hyde parkers skib „ London “ . Vi finde her sidstnævnte , da kampen havde varet henimod halvtredie time , i samtale med flere af sine officerer . Henvendt til sin flagkaptajn Henry Fearnley sagde han : „ Nelson forsikrede , at han i løbet af en time ville ødelægge den danske forsvarslinie , men det er en djævels lang time * ) . Mit sind fyldes med uro og bekymring for hele eskadrens skæbne . I slagets begyndelse er tre af hans skibe , „ Amazon “ , „ Bellona “ og „ Russel “ komne på grund , og jeg sendte tre linieskibe af min eskadre til hans undsætning , men de have forgæves mod * ) parkers egne ord . arbejdet strømmens og vindens hindringer og kunne ikke stå ham bi . “ „ Deres excellence , “ svarede Fearnley , „ håber jeg , vil ikke have nogen anledning til frygt . I over hundrede slag er Nelson aldrig bleven slaget , og det ville være besynderligt , hvis han her , hvor hans modstanderes skibe bestå for størstedelen as kasserede skibe , skulle lide et nederlag . “ „ Bemærker de da ikke , “ vedblev parker , „ at ilden endnu er levende fra fjendens side , og at afgørelsens vægt ikke hælder til nogen af siderne . På samme tid som jeg nærer frygt for , at Nelsons skibe skulle blive således ødelagte , at de må sendes hjem , i stedet for at de skulle medvirke til at tugte neutralitetsforbundets to andre medlemmer , Sverrig og Rusland , må jeg ligge her med min afdeling i en nødtvungen uvirksomhed . “ „ Jeg indser at deres exellence har anledning til at være urolig , “ sagde Fearnley , „ men skønt de dansfe kæmpe tappert , er jeg dog af den formening , at de ikke kunne modstå Nelsons overlegne magt . Når den sydlige fløj af desensionslinien først er slaget , så vil han kunne angribe den nordlige fløj med alle sine skibe , hvilket den ikke kan modstå . “ „ Lad så være , “ svarede admiralen , „ men da ligger der den nordlige defenfionslinie ganske uberørt . Han ytrede jo selv , at det var farligt at angribe „ Tyren ved hornene “ , hvormed han mente Trekroners batteri . Den ild , der nu finder sted , er så levende fra de danskes side , at Nelson ikke længe vil holde den ud . Når han er nødsaget til at trække sig tilbage , må jeg give signal dertil , hvor meget mit personlige rygte end vil komme til at lide derunder , thi det ville være elendigt af mig , hvis jeg ville vælte ansvaret for et sådant skridt over på ham . “ Han tav , og hans officerer stod agtpågivende omkring ham , da han , ledet af sin høihjertede følelse , gav nogle minuter efter klokken 1 Nelson signal til at holde inde med slaget , ved al lade nr . 39 * ) hejse på stortoppen . På „ Elefanten “ gik på denne tid viceadmiral Nelson , som han havde gjort under hele slaget , frem og tilbage på styrbordssiden af skandsen . Oberst Stewart ved marinesoldaterne gif ved hans side . I det samme for en kanonkugle igennem stormasten og nogle store splinter fløj forbi ham . Signalet til at afbryde kampen . med et smiilsagdehelten , i den største sindsro , henvendt til obersten : „ Det er en hed kamp , og denne dag kan om et øjeblik blive vor sidste . “ Han gik i det samme hen til faldrebet , men standsede pludselig og udbrød med bevæget stemme : „ Men mærk dem , jeg ville ikke for alt i verden stå noget andet sted end her ! “ Signalofficeren trådte i dette oirblik hen til ham og meldte : „ Deres excellence , nr . 39 er hejst . “ Uden at tage noget hensyn til meldingen vedblev Nelson sin gang , men et glimt af harme for over hans ansigt . Da han på ny gjorde omkring , spurgte officeren : „ Skal jeg gentage nr . 39 ? “ „ Nej , “ svarede Nelson , „ hejs blot repititonsstaget ! “ Officeren vendte nu tilbage til hytten , og Nelson råbte efter ham : „ Er nr . 16 * ) endnu hejst ? “ * ) signalet til slag . „ Jo , hr . Admiral , “ svarede den tiltalte . „ Lad det blive derved , “ tilføjede Nelson . Nelson havde i de mange slag , hvori han havde taget del , mistet et af hver af de lemmer , hvoraf mennesket er i besiddelse af to , nemlig det ene øje , den ene arm og det ene ben . Nu da han gik frem og tilbage , efter at officeren havde fjernet sig , var han i en heftig sindsstemning , ved hvilken lejlighed den højre armstump var i en idelig bevægelse . Efter en eller to omdrejninger sagde han til oberst Stewart med et livligt udtryk i ansigtet : „ Ved de at nr . 39 er bleven helst på overadmiralens skib „ London ? “ „ Må jeg bede dem at sige mig betydningen af dette signal ? “ sagde obersten . „ Det betyder kampens afbrydelse ! — jeg skulle afbryde kampen ! “ gentog han , „ Fan- ' den ta ' e mig , om jeg gør det ! “ Han vendte sig derpå om til sin flagkapitain Foley og sagde : „ Du ved , Foley , at jeg kun har et øje — jeg har derfor ret til undertiden at være blind . “ Nelson var altid munter under et slag , og skjøndt det nærværende øjeblik var kritisk , fornegtede dog denne ejendommelighed as hans charakteer sig ikke , harr udbrød derfor , idet han satte kikkerten for det blinde øje : „ Jeg kan virkelig ikke se noget signal ! “ Nelson agtede således ikke på sin foresattes befaling , og pådrog sig derved et ansvar , som kunne have livsstraf tilfølge , men det skete ikke uden grund . Havde han nemlig villet give signal til tilbagetog , ville måske den største del af hans allerede hårdt medtagne skibe aldrig være kommen ud af det vanskelige med vrag opfyldte farvand , som blev så at sige lukket af Trekroner . Han bemærkede tillige at flere af den danske forsvarslinies skibe forlod linien , netop i den samme stund at parker gav sit signal , og det blev derved muligt at beskyde de tilbageblevne skibe langskibs . Nelson besvarede derfor kun parkers signal til slagets standsning , men gentog det ikke , og kampen vedblev således ; da „ Elefant “ lå øverst og de øvrige engelske skibe , der lå tydeligere og formedelst krudtdampen ikke kunne se overadmiralens signal , vedbleve at kæmpe . Derimod blev dette signal straks adlydt af capitain rious division , der havde været udsat for Trekroners ødelæggende ild . I samme øjeblik at fregatten amazon , på hvilken riou befandt sig , kappede sir Anker , fik den , da krudtdampen i det samme fordelte sig , så man fra batteriet kunne tage sigte , idet spejlet vendte mod batteriet , et glat lag agterind , der ikke alene beskadigede skibet overordentlig , men tillige berøvede England en af dets ypperste søkrigere . Riou var bleven fortvivlet over ordrene til tilbagetog . Han gik i heftig sindsbevægelse frem og tilbage på dækket , efter at hans eskadre havde begyndt sit tilbagetog . „ Hvad vil Nelson tænke om os ? “ udbrød han . I det samme blev hans skriver skudt ved hans side . Flere matroser , som halede i storbrasen , sit kort efter samme skæbne . En kugle rev flere splinter af stormasten og en af dem traf ham i hovedet . „ Kom , drenge , “ råbte han nu , idet han satte sig på en kanon , „ lad os dø alle i forening ! “ Ligesom han udtalte disse ord traf , som vi overfor har fortalt , en kanonkugle denne kække officer . * ) i en forrræffelig levnetsbeffrivelse af Nelson as en flotfl digler , Robert soulhey , fortælles der følgende træk af 8 . Vi have fortalt af den sydlige del af den danske defensionslinie efter fire timers kamp , var capitain Rions charakteer , hvilket er af interesse for os danske . Fsrend flåden forlod varmouth , vidste man i England , af den var bestemt mod Danmark . Nogle danske , der hørte til fregatten amazones bescetneng og hvem rygtet var kommen for øre , kom til riou og bade ham om af ombytte dem med folk fra et skib , der skulle gå til Danmark . „ De vaskede ikke , “ erklærede de , „ af forlade den brittiske tjeneste , men de bade blot om ikke af blive ivmigne til af kæmpe mod deres eget fædreland . “ I den hele engelske flåde , tilfsier southey , fandtes der ikke en mand , som har en hedere og mere ridderlig pligtfølelse end riou . Tårerne kom ham nemlig i vinene , da han hørte disse folk tale således . Uden at svare råbte han på fin båd og vendte ikke tilbage til amazon , fsrend han kunne sige dem , at deres vriste var opfyldt . ødelagt og falden i fjendens hænder som vrag , og ville nu fortælle „ Prøvestens “ Skæbne og vore bekendtes på dette skib . Skjøndt man kan ikke sige andet end at alle på dette skib , der måtte udstå så meget frem for alle de andre danske skibe , med undtagelse af lange Ole , viste et mod og en udholdenhed , der var deres kække anfører , såvel captain Lorenz Fjelderup Lassen , som capitainlieutnant Rasmus rasn og premierlieutnant Michael bille , værdigt , så var der dog ingen på hele skibet , der med hensyn til munterhed og livlighed kunne måle sig med den 16årige Peder Andersen . Lassen bemærkede hvor han jublede , når krudtdampen tillod at man kunne se prøvestens kanoner ramme fjendens bredside . „ Der fik du en dansk hilsen , “ sagde han da almindelig til faderen , der glædede sig over sønnens mod og udholdenhed . „ Hvad hedder knægten der ? “ spurgte Lassen . „ Han hedder ret og slet kun Peder , “ svarede bådsmanden . „ Peder , “ gentog Lassen idet han slog det unge menneske på skulderen , „ jeg kan mærke , at du har i sinde at efterligne forbilledet på en kæk sømand , Peder Tordenskjold , formodentlig fordi du har hans fornavn . “ Vendende sig til faderen sagde han til denne : „ Jeg er overbevist om , at skulle krigen med englænderne vedvare i nogen tid , så er din søn lieutenant . “ Peders ansigt fik ved denne kapitainens yttring et udtryk , der ikke kan beskrives ; stolthed , mod og glæde vare forenede i det . I det samme kaptajnen fjernede sig sendte en fregat af rious eskadre , i det den gled forbi , et lag af 16 kanoner langskibs . Kuglerne fore pibende langs med dækket , og tog ikke få af mandfkabet med sig , enten som dræbte eller sårede og afrev vimplen for andeu gang . „ Hvor blev Ole af ? “ sagde Peder , da han savnede ham ved sin side . „ For Pokker ! råbte han , „ der ligger han jo langs ad dækket . Han har vist fået nok , og vi ere blevne af med en kujon . “ Han gik hen til ham , for at se hvor han var bleven såret , da rejste Ole sig op i det samme og så så bleg ud som et lig , men uden at man kunne se at han var såret . „ Besvimede du fordi engelskmanden gav os det glatte lag ? “ spurgte Peder smilende , „ eller er du såret på et sted , hvor vi ikke kan se det , formodentlig bag til ? “ „ Åh , åh ! “ råbte Ole med en forstrækket mine , „ en kanonkugle kom og rev kabudsen af mig og kastede mig omkuld , men jeg tror dog ikke , “ Vedblev han idet han følte op og ned ad sine lemmer , „ at den har ramt mig . “ „ Ha ! ha ! ha ! “ lo Peder så tårerne stod ham i øjnene , „ ha ! ha ! ha ! nu må jeg le . Fordi kuglen rev kastjetten af dig , blev du så sorstrækket , at du faldt om . Nå der skulle lidt mere til , før at jeg skulle således falde om af forstrækkelse . “ Ligesom om en usynlig magt ville prøve ham , gav en anden fregat i forbiseilingen et glat lag langskibs . Kuglerne gjorde megen skade . Tre kanoner blev demonterede , og flere af mandskabet dræbte og sårede . Laget medtog næsten hele rælingen af skibets styrbordsside . Den kanon , hvorved Peder , hans fader og Ole stod , blev affludt hele mundingen , rapperten blev sønderflået og splinterne af den fløj omkring . En af disse rev det ene halve ærme af Peders trøje og strejfede armen , så blodet randt af den , en anden kugle afrev det halve af Oles ene øre og strejfede faderens ene ben . Nogle af kanonens betjening blev dødeligt såret . Peder gav ikke det mindste tegn på forskrækkelse , men sagde alene : „ Det går glædeligt til ! “ en yttring han havde læst i Tordenskjolds levnet . „ Det synes jeg dog ikke , “ sagde faderen , „ thi en splint har såret mig i det ene ben , så nu kommer jeg da nok til at halte på begge benene . “ „ Så kan det ene ben ikke beklage sig mere over det andet , “ sagde sønnen muntert . „ Jeg tror sgu ordentlig , at drengen gør løjer af mit sårede ben , medens blodet render af hans arm . Der er ingen ting , der bider på hans humeur . Kom her , Peder og lad mig forbinde din arm med mit lommetørklæde . “ Skjøndt såret på hans arm blødte stærkt , sagde Peder dog : „ Skidt være med mit sår , det er kun en lille rist ; det er bedre at jeg seer til dit ben , fader , du er gammel og kan ikke tåle det jeg kan tåle . “ Det var ordenligt rørende at se striden mellem fader og søn , om hvem af dem , der først skulle lade sig forbinde . Da faderen sås , at sønnens arm blødte så stærkt , ville han have , at han stalde gå ned i skibsrummet , hvor flere feltfljærere , som man dengang kaldte sårlægerne , vare i fuldt arbejde med at afsætte arme og ben på flere af skibets mandskab , men Peder sagde : „ Sågu gør jeg ej , feltsfjæreren ville le ad mig , når jeg kom med den smule rift . “ „ Det bløder dog stærkt , “ sagde faderen , „ men da du er få halstarrig , så kom da og forbind mig . “ Da dette var sket og faderen havde bundet sit lommetørklæde , så godt han kunne , om sønnens sår , sagde den første , idet han så sig omkring : „ Det var et slemt lag engelskmanden gav , os , der ligge tre af kanonens betjening , der ikke rører sig af stedet , og deriblandt lange Ole , der nok nu har fået sin bekomst for alvor . “ „ Ukrud forgår ikke så let , fader , “ sagde Peder , „ thi en større kujon end ham har jeg ikke kendt . Lad os rejse ham op . “ Da de havde gjort det , sagde sønnen : „ Han synes rigtignok af være livløs , men jeg seer dog intet sår på ham . Han er vist blot besvimet , som et fruentimmer , af pur skræk . “ . „ Lad ham ligge , og lad os få de sårede bragt ind til feltskæreren , “ sagde nu faderen . Da de havde gjort det , og kom begge igen op fra det underste skibsrum , sad Ole på dækket , støttet med ryggen imod levningerne af lavetten og holdt med sin hånd på sit højre øre . „ Tænkte jeg ikke nok , af han var falden om af skræk , og ikke fattedes noget , “ sagde bådsmanden . „ Åh , “ svarede Ole , „ en kugle har revet det ene øre af mig . Det smerter så forbistret og bløder så stærkt . “ „ Tak du gud , af kuglen ikke i stedet for øret tog dit hoved med sig . “ „ Jeg synes af det er nok af have mistet et øre , “ svarede Ole klynkende . „ Hvad siger du da om af miste to , “ sagde Peder , der var trådt hen til dem , leende . „ Du driver altid spas med enhver ting , om den er nok så alvorlig , “ sagde Ole . Ligesom han sagde dette , kom der en kanonkugle og tog hovedskalden af en Matros , der-sfod ved begges sider . Blodet oversprøjtede Ole , der for til siden somjjom kuglen havde rammet ham . „ Seer du , “ sagde nu Peder , der stod ganske rolig uden at gøre nogen bevægelse , „ det kan man kalde alvorligt , når man mister hjernekisten , som denne mand , der ligger der , og ikke den bagatel at miste et øre . Du kan nu ellers melde dig på de syges og såredes liste og gå ned til feltskæreren . Der nede i lukafet er du mere sikker for at rammes af kuglerne . “ Ole lod sig det ikke sige to gange , men skyndte sig ned ad stigen i det underste rum . Men det syntes som om . han heller ikke her skulle blive fri for den dødsangst , han vedvarende var i , thi han var ikke så snart trådt ind i rummet under det underste batteri , førend man hørte brandråb . En bombe , der var fastet fra et af de engelske bombeskibe og skulle over de engelske og danske skibe nå København , faldt ned på prøvesten , gik igennem begge dets rådne dækker og antændte et lukaf ovenover det rum , hvor de sårede vare under feltskærernes behandling . Man kan nok tænke , at de sårede , da de hørte brandråbet over deres hoveder , blev , hvor modige de også vare , forskrækkede , fordi de kunne befrygte at blive indebrændte i det snevre rum , hvori de vare . Ole var naturligvis en af de ængsfeligsfe . Han styrtede hen fil døren og op ad trappen , men da han var kommen op på det andet dæk , kom der en mængde matroser , der vare ansatte fil at slukke , ham i møde med vandpøse . De udgjorde en række fra det øverste dæk ned i det underste indtil brandstedet , idet den ene langede en brandspand med vand fil den anden , hvormed ilden skulle slukkes . Der blev nu befalet Ole at lange vand ned , og da han undskyldte sig med , at han var såret og viste fil sit øre , sagde man , at han kunne godt være behjælpelig med at slukke branden , fordi han havde mistet en lumpen øreflip , og da han vedblev at vægre sig , gav en overkonstabel , der havde commandoen ved slukningen , ham med en kanonladestok et dygtigt slag over ryggen , som bevægede Ole til af adlyde ordren . Som han nu stod således med sure miner , hørte han med et en bekendt stemme sige : „ Nå Ole , er dit øre allerede kureret ? “ Da han vendte sig til den side , hvorfra stemmen lød , så han , af det var den altid leende Peder , der spottede ham . „ Man har præsset dig til det stykke arbejde , “ Vedblev Peder , „ thi kender jeg dig ret , så gør du det ikke med det gode eller frivilligt ! “ „ Deri har du ret , “ sagde overkonftablen , „ jeg var nødt til af give ham en lussing , for han ville ikke være behjælpelig fordi han havde mistet en ussel øretip . “ „ Jeg er sendt ned fra kaptajnen , “ sagde nu Peder , „ for af høre om ilden er farlig . “ „ Nej , “ svarede øverkonstablen , „ om ti minnter skal vi slukke den . Det er ellers tredje gang al skibet har været i brand , og det må man sige , af en kaptajn som vor , er al ære værd . Jeg er overbevist om , af han holder ud til vi ikke har mere end en . Kanon til at beskyde fjenden med . På det underste batteri er totrediedele af skytset demoleret . “ „ Ja , “ svarede Peder , „ det er en officer af den rette velt , som det hedder i Tordenskjolds vise . Det er en mand , som er værd at tjene under . “ „ Deri har du ret , unge menneske , “ sagde overkonstablen . „ Du er ikke sådan en kryster , som han der med brandspanden , “ han pegede på Ole . „ Han har kanonfeber , thi knæerne ryste under ham hver gang han kan høre at kuglerne bore sig ind i skroget på skibet . “ „ Jeg skal sige dem , “ sagde Peder , „ hans fader er hosekræmmer , og i hans boutik har han stået fra han var en dreng og mest omgået kvindekønnet . “ „ Ja , man kan nok se , at din blegnæbede , lange rækel er en Karl , der hellere krøb under pigernes skørter for at skjule sig , end for med åbent bryst at vente på fjendens kugler . “ Peder ilede nu op til captainen på dækket . Her blev i det samme vimplen på masten skudt ned . Da Peder havde bragt ham beretningen om ildebranden , sagde han : „ Kan du hurtig hente en ny vimpel hos min hovmester og hejse den op , englænderne kunne ellers let tro , af jeg havde strøget den for dem . Fanden tage mig om jeg gør det , førend mine kanoner ikke mere kunne brumme en Bastone ! —den forbandede fregat og den brig der befkyde os bestandig langskibs og have demonteret mine kanoner , “ Tilføjede han . „ Hvormange kanoner have vi i behold her på øverste batteri ? “ „ To , hr . Kapifain , “ meldle man . „ Smeld løs på dem med vore to kanoner af alle kræfter , af de kunne se af vi ikke er forknytte ! “ Sagde Lassen . Endnu en halv time vedblev den tappre kapifain af fyre med sine få tilbageblevne kanoner , da meldle man ham endelig fra øverste batteri , af alle kanonerne vare ubrugelige , og fra det underste , af kun to kanoner vare i brugbar stand , på samme tid fik han også den melding , af skibets bredside imod fjenden havde fået så mange kugler igennem sig , af man ikke kunne tælle dem , og af vandet stod højt i det underste rum . „ Vi er altså nødte til af ophøre med kampen ! “ Råbte Lassen idet han stampede forbitret i dækket . “ „ Fornagl kanonerne , “ bød han nu med tordenstemme , kast krudtet overbord , og stryg vimplen , lad dem så tage det gennemhullede skrog . — det gør mig ondt , Manne , “ vedblev han til mandskabet på dækket , „ at en del af eder må komme i fangenskab , men vi have ikke fartøjer nok , til at sætte jer alle i land . — ere alle bådens i orden , “ Tilføjede han , „ først det sårede mandskab i vandene , derpå skynder så mange mand sig ned i båden , som der kan rummes . Nå , bådsmand , “ Sagde han til Niels Andersen , der blev stående på dækket , da endeel af mandskabet skyndte sig for at komme ned i bådens , „ vil du ikke med ? “ „ Nej , hr . Kaptajn , “ svarede bådsmanden , „ jeg vil dele skæbne med folkene , der står fortabte tilbage da officererne forlade dem . “ „ Gør det , brave Andersen , “ sagde Lassen rørt , „ men hvor er din søn henne . Jeg tror sgu at han er bagved den sidste kanon , inden den bliver fornaglet og sætter kardusen og kuglen ind . Det var ret , “ råbte han så det lød hen over dækket , „ giv fjenden en hilsen til afsted , Peder . “ Skudet gik af og Peder trådte jublende hen til Lassen : „ Den traf i fregattens stormast kunne jeg se , fordi krudtdampen steg i vejret i det samme . Hr . Kaptajn , jeg blev gerne her hos min fader , når jeg ikke troede , at jeg kunne gøre videre nytte , men jeg er endnu meget begærlig efter at trodse fjenden , og der kan måske sindes lejlighed dertil . “ „ Bravo , knøs ! “ råbte Lassen , „ stig da ned i båden , skønt den er næsten overfyldt , men skulle den synke , så kunne de fleste af mandskabet svømme og hjælpe til at redde dem , der ikke kunne det . Sæt af fra borde , Manne , det er ærgerligt at vi skulle lade dem beholde skroget . Kunne jeg have reddet al mandskabet , så havde jeg antændt det fjerde gang . Nå , nytte af det kan de ikke have , så de slikke det nok sagtens selv i brand ! “ „ Vor brave capitain leve ! “ lød det fra det tilbageblevne mandskabs struber da Lassen gik fra borde , thi skønt det blev taget tilfange , var det dog frejdigt til mode . Fartøjerne med mandskabet roede nu til toldboden , hvor der lå flere store både med søfolk , som skulle assistere sådanne skibe , der enten breve ind på grund eller trængte til bistand for at nå land . Da capitain Lassen samt Niels stege op ad toldbodtrappen , trådte netop en sergeant ved marinesoldaterne ned i en båd , i hvilken der sad flere matroser ved årerne . Da han så capitain Lassen med hans mandskab , sagde han : „ Er der nogen her blandt det kække mandflab der vil gå ombord med os til flydebatteriet nr . 1 , der kommanderes af 7-måneders secondlieutenant Willemoes , der er i krig med Nelsons admiralskib , som det har bibragt ikke få grundskud ? “ Flere af mandskabet trådte frem , men Peder Andersen var den første , som råbte : „ Jeg ! “ „ Tillader hr . Kaptajnen , “ sagde han derpå , at jeg tager ombord på flydebatteriet . “ „ Meer end gerne , “ svarede Lassen . „ Hvem der vil gå med fartøjet til Willemoes , har tilladelse dertil . “ Peder og fem af mandskabet , unge raste håndværkeræ , stege i båden , der kort efter bragte dem til flydebatteriet . da den attenårige Willemoes så Peder , sagde han : „ Kunne i ikke bringe andet mandskab med end sådan en dreng ? “ „ Hr . Lieutenant , “ sagde Peder , „ jeg har været ombord på prøvesten og kæmpet med , og det troer jeg , er anbefaling nok . “ „ Det er det , min gut , “ svarede Willemoes , idet han klappede ham på kinden , „ Prøvesten har givet en prøve på , hvorledes danske sømænd kæmpe . Men du er dog temmelig ung ? “ „ Det forekommer mig , at hr . Løjtnanten også er temmelig ung , for at kommandere et batteri som dette , “ svarede Peder frimodigt . „ Da jeg hørte at løjtnanten kæmpede med den berømte , admiral Nelson , kunne intet have afholdt mig fra at følge med båden . Hvilken hæder må det ikke være , at kunne sige : „ jeg har kæmpet med den store engelske søhelt Nelson . “ „ Du lader til at have mod og mandshjerte , fast du er vel ikke atten år ? “ sagde Willemoes , betragtende ham med velvilje . „ Jeg har netop fyldt seksten for nogle uger siden , “ svarede Peder . „ Du er af mine folk , “ sagde Willemoes , „ Dig kan jeg bruge . Kan du betjene en kanon . “ „ Som den bedste artillerist , “ svarede Peder . „ Godt , der faldt netop en af hin kanons betjening , tag du hans plads . “ Peder trådte straks hen til kanonen . I det samme blev der kastet en granat fra elefanten ned på flydebatteriet . Den sprang øjeblikkelig , flere af ' mandskabet blev såvel dræbte som sårede . En granotstump strøifede Peders usårede arm . „ For fanden , nu rev den forbandede granat det andet ærme isfykker , “ sagde han leende uden . Mindste kendetegn på angst . „ Det skud kommer til at koste kongen en ny trøje ! “ „ Du er en modig knægt ! “ sagde Willemoes , „ Du skal ikke blive glemt i min rapport . — men seer du , du får ikke længe lejlighed at vise dit mod , thi flydebatteriet har fået så mange skud , at det er færdigt at synke . Jeg ville gerne vedblive kampen , thi den store søhelts øjne hvile på os og jeg ville gerne give ham en prøve på danske søkrigeres mod og mandshjerte , men jeg kunne dog til sidst nødes til at overgive mig , og jeg vil før lade livet , før jeg gør drt , og derfor vil det ikke vare længe , før jeg lader batteriet drive for strømmen , thi tre fjerdedele af kanonerne er ubrugelige og be øvrige gå snart samme vej , så kapper jeg mine touge , og da vinden er sydlig ville vi drive ind på stubben . “ Der blev endnu affyret flere kanoner , men da en granat på ny dræbte og gvæstede flere as mandskabet , der var indsmeltet til en trefjerdedeel , fandt Willemoes af det var på tiden af trække sig tilbage , for af fjenden ikke skulle få i sinde af bemægtige sig batteriet , der ikke kunne gøre nogen synderlig modstand imod en entring . Tougene blev derfor kappede , men i det samme drev batteriet uklar af linieskibet „ Sjælland “ , ved hvis » Side det lå . Dette skib , der var på 74 kanoner , kommanderedes af en heltemodig og dygtig søofficer , capitain Frederik Karl Ludvig Harboe . I detøieblik af flådebatteriet drev ombord i Sjælland , var dette næsten ødelagt . Harboe kappede derfor tougene , da han antog af han med vinden kunne drive udenom Trekroner ned mod stubben , der lå helt nordligere , og der søge beskyttelse under den nordlige defensionslinie endnu friske og uangrebne fløj . Men han opnåede ikke sin hensigt , thi strømmen førte såvel „ Sjælland “ som flydebatteriet henimod parkers skibe , og Harboe så sig derfor nødsaget til af kaste pligtankeret tværs for Trekroner . I det Sjælland holdt af , måtte det endnu udholde en ødelæggende ild agterind fra parkers division . Her lykkedes det imidlertid Willemoes at frigøre sig fra „ Sjælland “ . „ Nå , gutter , “ sagde han til sit mandskab , „ har i lyst til at komme i engelsk fangensfab og få jeres logis på themsfloden i et gammelt udskudt linieskib , hvor i kan drage så megen frisk luft som i vil , men kun se himlen over jer og floden under jer ? “ „ Nej , “ svarede alle , og Peder tilføjede : „ Før vil jeg lade mig hugge til plukkefisk ! “ „ Ja , for se i , batteriet driver ud imod parkers division , “ vedblev Willemoes , „ vi have kæmpet med Nelson og kunne være stolte af at have tilføjet hans admiralskib så mange grundsfud , at del må godt kappes , , hvis det kan afsejle , men fcempe med 16 linieskibe , på en gang , det er for stift et stykke ! Det må vi lade stå ! Vi må altså se at varpe det i parkers påsyn udenom Trekroner . Vi kunne imidlertid ikke undgå , at udsætte os for en levende ild fra over « dmiraleus skibe , men det må vi finde os i . “ Der lykkedes endelig Willemoes at få flydebatteriet med den største anstrengelse udenom Trekroners batteri , men flere af hans mandflab blev dræbte eller sårede as ilden fra parkers division , og nu blev det varpet indenfor Trekroner . Da Willemoes derfra steg i land på toldboden stod der nogle officerer fra de ødelagte defensionsstibe : cavitainlieutenant Holsten og premierlieutenant Fasting , hvis skibe , som vi vide , lå nærmest flydebatteriet . De rakte ham hånden . „ Du slap da ligeså godt som vi fra det med helt skind og vore fartøjer , “ sagde Holsten , „ men Fastings pram sank imellem kalkbrænderierne . Du havde ellers sjælden lykke , Willemoes , at kæmpe med admiralskibet og tilrakke det godt , thi jeg kunne se dets stormast vakle . Det er ellers en stolt sammenligning : en 7 måneders secondlieulenant i kamp med Europas første admiral . “ „ Willemoes har indlagt sig en forbandet stor hæder , “ sagde Fasting , „ jeg tænker at de københavnske unge piger gøre alle Cour til ham . “ „ Jeg ville heller ikke ombytte den kamp , jeg har udstået med Nelson mod et avancement til premierlieutenant , “ sagde Willemoes , „ jeg så tydelig , at han lagde mærke til mig , og det er ikke en ringe lere . “ „ Ja , nu har du noget at froe dig af , “ Sagde Holsten , „ men lader os lægge mærke til slagets gang . Jeg må rose secondlieutenant Muller på haien . Det er en kæk norsk sømand ; han lå ved siden af mig , og har nu med sin stykpram på 18 kanoner holdt ud imod et engelsk linieskib på øo karonader i over 3 timer . Men nu seer jeg , at han ikke kan udholde overmagten længer , og stryger vimplen . Jeg kan igennem kikkerten fe , at han er ifævd med at forfærdige en flåde , formodentlig må hans rofartøi være tilintetgjort . Jeg tror ikke det lykkes ham , fordi strømmen ikke vil tillade det * ) . „ Seer du nu , “ sagde premierlieutenant Fasting , der ligeledes igennem en kikkert betragtede slagets gang , til Holsten , „ da defensionsliniens sydlige fløj og centrum er ødelagte , at de engelske orlogsskibe samle sig til et angreb på den nordlieutenant Jochum Nicolai Muller , der bede som æeldste admiral i Norge , måtte , da hans rofartsi var utjenlig ril bjergning , og forsaget med at danne en flåde for at redde mandskabet , mislykkedes , give sig til fange med hele sit mandskab . Han var næsten ligeså ung som Willemoes , og blev bragt ombord i „ Elefant “ , hvor han forestillede^ for lord Nelson , der roste ham sårdeles for hans tappre forsvar af sit lille fartsi mod den betydelige overmagt , der havde været imod ham lige fløj , som eskadren der ved Trekroner * ) , hvilken består af 9 fregatter , corvetter og brigger , hidtil har beskudt . Nu forener der sig fire af Nelsons linieskibe , eftersom jeg kan se på over 70 kanoner hver , med fregatterne . “ „ Jeg seer det , “ svarede Holsten , „ de beskyde blokskibene „ Charlotte Amalie “ og „ Indfødsretten “ , linieskibet „ Holstein “ og stykprammen „ Søhesten “ , langskibs både for og agterind . Det er umuligt for dem , af kunne modstå den overordentlige overmagt , de have over 200 kanoner som jeg kan se . Defensionsfregatten „ Hjælperen “ slår rigtignok dem bi , men tilsammen have de ikke 100 af sætte imod fjendens 200 kanoner * * ) . “ „ Det er kække officerer , der comandere , “ Sagde Willemoes , der ligeledes gennem en kikkert betragtede slagets gang . „ Se , der på „ Indfødsretten “ , er flaget på halv Stang ; chefen , capitain Thurah , må være falden , og der kommer en båd roende fra batteriet Sextus . Der er en officer i den . “ Rious eskadre * * ) de fem danske skibe havde tilsammen 96 kanoner , de engelske derimod over 200 , og kunne beflyde de danske skibe langskibs både for og agterind . „ Det er kongens generaladjutant , capitain Schrødersee , seer jeg , “ råbte Holsten , „ han skal formodentlig comandere på „ Indfødsretten “ . Det er en kæk officer , skønt han har taget sin afsked af søetaten på grund af svagelighed for flere år siden . Nu stiger han op ad falderebstrappen . “ „ Men gud ! “ afbrød Fasting ham , „ han er bleven truffet af en kugle idet han ville slige op på skibet , og to matroser have grebet ham , ellers var han falden overbord . Han er vist farligt såret ? “ „ Ja , “ sagde Willemoes , „ De må bære ham bort for han kan ikke gå . Han har nok fået sin bekomstk “ * ) „ På „ Charlotte Amalia , “ sagde Holsten , „ seer jeg at de fornagle kanonerne og kaste krudtet i vandet . Capitain Koefoed , som kommanderer ski * ) capitain John Christian Schrøders « var kronprindsens generaladjutant , og havde som ovenfor fortalles , for flere år tilbage formedelst svaghed taget sin afsted af tjenesten . Han stod hos kronprinds Frederik på batteriet sexius , da indsodsretlens officerer meldte deres tappre anfsrers død og anmodede om en ny chef . Uagtet han var afkræ-ftet af et langt sygeleje , hørte ban ikke så snart denne melding før han tilbød sig uden opfordring , til at overtage kommandoen . Prinden modtog hans tilbnd , hvorpå han steg i båden hvorbet , stryger sin vimpel , og lader sit mandskab indskibe sig på skibets fartøjer . “ „ Fartøjerne roe over til batteriet Trekroner . Han har vist reddet de fleste af mandskabet , “ sagde Willemoes . „ Nu tier også ilden fra „ Indfødsretten “ og den stryger sin Bimpel , “ sagde Fasting , „ og nu kommer s ' gu premierlieutenant middelbo på stykprammen „ Søhesten “ til at betale gildet . Han har før kæmpet mod englænderne . Det er en dygtig officer , thi han har viist megen dristighed og åndsnærværelse , da han før nogen tid siden stødte sammen med en engelsk kaper . Han lader før sit skib skyde til et vrag , før han overgiver sig- “ „ Linieskibet „ Holsten “ , hvor vor øverstbefalende har heisst sin stander , skyder kun med enmeget den modige officer også higede efter at deltage personlig i kampen , så slete det dog ikke , thi i det samme øjeblik han besteg falderebstrappen , ramtes han af en kugle , der sieblikkelig dræbte ham . Til minde om Schrødersee er der opstillet på batteriet Sextus , på det sted , hvorfra han steg i båden , en støtte , forestillende en afbrudt mast med en znflriff om hans død . Kort efter hans fald måtte „ Indfødsretten “ Overgive sig til fjenden med 207 mand . kelte kanoner kan jeg bemærke , “ sagde Fasting idet han betragtede dette skib gennem sin kikkert , „ det varer vist ikke længe sør det overgiver sig . Nu bliver standeren også nedtaget , og jeg seer at olserf Fischer stiger ned i en chaluppe . Det går nok så helvedes hedt til der , så han kan ikke holde det ud , de roe chaluppen hen til batteriet Trekroner og nu stryger det tilbageblevne mandskab - vimplen på skibet . “ * ) „ Jeg beklager lieutenant Lilienskjold , “ sagde Holsten , „ for nu er hans fregat „ Hjælperen “ den sidste af den sydlige defensionslinies skibe , der er tilbage , og da mange hunde er vildtes død , så indser jeg at det er en umulighed andet , end at han må bukke under for sine fjender . Han er ellers en tapper officer , især da han optrådte med stor dristighed i de vestindiske farvande , men han bliver dog nødt til at stryge vimplen . “ * ) „ Holsten “ , hvis chef , capitain Arenfeldt , opgav efter et energisk forsvar al modstand . Da Fischer havde forladt det streg chefen for den frygtelige overmagt . Meden « alle de andre tagne skibe blev opbrændte af englænderne , fordi de ikke længere kunne flyde på vandet , blev „ Holsten “ Udbedret og hjembragt som det eneste skierstegn til England . „ Næ s ' gu gør han ej ! “ asbrød Willemoes ham , „ effersom jeg kan bemærke , kapper han sine touge og sætter sejl til . “ „ Det lykkes ham ! “ råbte Holsten efter nogen tids forløb , da alle havde stået i spændt forventning , „ nu har han fået sit skib bragt i sikkerhed på indrerheden . “ „ Nn er da den sydlige linie tilintetgjort , “ Sagde Fasting , „ dog vedbliver Sjælland skydningen , skjøndt med enkelte kanoner . “ „ Seer i , at Fischer har rejst sin stander på Trekroner “ , sagde Holsten , „ jeg lader mig sætte derover , for at tage del i kampen , hvis Nelson skulle falde på , at ville angribe dette batteri , som snart vil skyde hans „ Elefant “ , der er i en misserabel stand , i kvas . “ „ Jeg følger dig , “ sagde Fasting . „ Jeg også , “ tilføjede Willemoes . Og alle tre lod sig nu roe over til Trekroners batteri . M . Ki ville nu lade vore læsere kaste et blik på de danskes fjenders stilling på dette tidspunkt , og fører dem atter over på Nelsons skib , „ Elefant “ . Bi træffe her Nelson i stor sindsbevægelse og i samtale med den næstkommanderende på „ Elefant “ , capitain Foley . „ Nu have vi da endelig fået bugt med den sydlige defensionslinie , “ sagde han , „ men hvilken hårdnakket modstand og kamp . Det er værdige modstandere at slås med , ingen overgiver sig førend skibet er aldeles ituflået . Der rinder det samme blod i disse danskes årer som i vore , eller rettere sagt , det modsatte , thi mine forfædre langt ude er beslægtede med de danske , som i sin tid huserede i England og indtoge det . “ „ Hvad mon parker tænker , “ vedblev han efter en panse , „ feg forsikrede ham om , at jeg skulle slåe- de danske og deres jammerlige fartøjer i mindre end en time , og hvor længe have vi nu ikke kæmpet med dem ? “ „ Fra klokken halv elleve indtil nu , den er snart tre , “ svarede Foley . „ Deler over sire timer ; hvem skulle tro del , “ Sagde Nelson , „ og endnu er sejren ikke vor . M har den værste modstander tilbage , nemlig tre kroners batteri . “ „ Jeg synes , “ sagde oberst Stewart , der , som vi vide , kommanderede marinekorpset ombord på flåden , „ at det var rigtigst , at vi forsøgte at tage dette batteri med storm . “ „ Størstedelen af vore både ville blive skudte i kvas af dets svære skyts forinden de nåde det , “ svarede Nelson , „ og forstår besætningen på Trekroner ligeså godt at slå et angreb på batteriet tilbage som den forstår at bruge sit skyts , så ville det være et farligt forsøg , der kunne ende med et nederlag . “ „ Hr . Admiral , “ meldte nu Nelsons flagkaptain Hardy . ° „ Får masterne et dygtigt skud , så går de overbord , thi de ryste ved hvert lag fra vore kanoner . “ Det er den fordømte lille danske lieutenant på flydebatteriet skyld i , at masterne er i en sådan elendig stand , “ sagde Nelson , „ det var en modig ung knægt . Han kommanderede med en koldblodighed og rolighed , som var han vant til kanonilden , og affyrede endog selv , som jeg få , flere kanoner , og tog et godt sigte , thi splinterne fløj mig om ørerne . “ „ Det er alle sammen søhelte , disse danske officerer . Det gamle vikingeblod ruller i deres årer , “ sagde capitain Foley . „ „ Ardent “ , „ Glattov “ , „ Bellona “ og „ Isis “ flyde med enkelte kanoner , ligesom „ Elefant “ . „ Monarch “ har lidt noget forfærdeligt , det er ikke så meget rejsningen , takkeladsen og seilens , der er blevne tilrakkede , som det er skrogene , undermasterne og vanterne , som have lidt . “ „ Nu rager „ Ganges “ uklar as „ Monarch “ , og begge drive i forening tilligemed „ Defiance “ ned mod Trekroner , “ sagde flagkapitainen , der betragtede deres flådes bevægelser . „ Vor stilling er ikke den bedste , “ svarede Nelson , „ jeg må forsøge at redde os ud af vor farlige stilling . Hvilken ydmygelse , hvis de danske besalingsmænd skulle rive den laurbærkrands , jeg vandt ved abukir , af mit hoved . Og hvad venter der mig ikke for min ulydighed mod overgeneralens befaling , at holde inde med slaget . — men ville jeg have gjort det , så ville måske de fleste af mine hårdt medtagne skibe aldrig være kommen ud af det med vrag belemrede farvand , der så af sige lukkes af Trekroners batterie . Jeg så også af flere af de danske skibe , hvis skyts var ødelagt og som vare skudte i kvas , måtte forlade linien på samme tid som parker gav sit signal . Og hvad ville man sige i England , når vi ikke medbringe som sædvanligt noget seierstegn , men tværtimod sønderskudte skrog i stedet for vore dygtige linieskibe . “ „ Og hvad ville vi så gøre mod russerne og svenskerne ? Hvis de kom hertil kunne det være muligt , af vi ikke kunne stå os . — nej , jeg må bruge list og se af komme ud as den farlige stilling , hvori mine skibe er komne . “ Han begav sig nu med capitain Foley og oberst Stewart agter ud og skrev i oprejst stilling på rorkoppens kasse en note , som hans proviantforvalter Wallis kopierede . Originalen blev lagt i en convolut , men da Wallis ville forsegle den med en oblat , sagde Nelson : „ Nej , den skal ikke forsegles med en oblat , men med lak , thi ellers kunne fjenden tro , af den var afsendt i hast . Lad os få et ' tændt lys . “ Der blev sendt en mand efter lys , men han vendte ikke mere tilbage , da han blev dræbt af en kanonkugle , der for gennem stykporten og kastede ham omkuld . Da der nu endelig kom et tændt lys , tog Nelson et stykke lak , tændte det , og forseglede brevet med et overordentligt stort segl med sit våben „ Vi må sætte et stort segl på brevet , for at man kan se , at vi have givet os tid , “ Sagde Nelson . Noten lød således : „ Lord Nelson har befaling til at skåne Danmark , når det ikke gør længere modstand ; men hvis skydningen vedbliver fra dansk side , nøde » Lord Nelson til at sætte ild på alle de flydende batterier , han har taget , uden at han formår at redde de tappre danske , som have forsvaret dem . Ombord på hans britiske majestæts skib „ Elefant “ . Københavns red , d . 2 . April 1801 . Nelson l bronte , viceadmiral under commando af sir Hyde parker . Til englændernes brødre , de danske . “ Da capitain Frederik thesinger , der var med som frivillig på Hyde parkers flagskib , havde opholdt sig nogen tid i København og forstod det danske sprog , anså Nelson ham for den officer , der var bedst slikket til at afgå som parlementair . Nelson rettede med velberåd hu ikke noten til den danske høistkommanderende , der nok vidste hvorledes sagerne i dette -øieblik stod , men til kronprinds Frederik . Capitain thesinger steg nu i en båd med parlementairflag og lagde først til ved blokskibet elefant , der tjente som vagtstib , og anmodede dets chef , capitain ttun , om at blive ført tik kronprindsregenten . Det var uheldigt for Danmarks hæder , at capitain ttun forenede i fin person en dobbelt stilling og havde to forskellige herrer . Som chef for vagtskibet var han admiralitetscollegiet undergivet , derimod var han som chef for blokskibet stillet under defensionens høistkommanderende . Uheldigvis var Fischers stander kort i forvejen bleven strøget på linieskibet „ Holstein “ og var endnu ikke bleven rejst på batteriet Trekroner . Da capitain ttun altså i øjeblikket ikke vidste den høistkommanderendes opholdssted , besluttede han at handle som vagtsfibschef , hvis melding her måtte gå til kronprinsen . En månedslieutenant fik nu det hverv at ledsage sir thesinger til hans kongelige højhed . for at undgå opsigt stege de i land ved Langelinie , og da parlementairen kom ved porten , der fører til grønningen , traf han kronprinsen . Denne burde nu have sendt parlementairen ud til commandeur Olfert Fischer eller også hos denne indhentet oplysninger om fjendens stilling , forinden han svarede , men kronprinsen gjorde intet af dette . Han havde den fejl , at af- . Gøre alle administrative forhold efter sit personlige skøn , på hvis fortrinlighed han stolede med selvherskerens hårdnakkethed . Derfor turde hans underordnede ikke vove at have en selvstændig mening eller dristede sig i det mindste ikke til at udtale den , selv om de nærede en sådan . Kronprinds Frederik havde et meget følsomt hjerte , som ofte løb af med forstanden . Han havde ikke så snart læst Nelsons besynderlige rote , førend hans medfølende sind ytrede sig øjeblikkelig . Han tog sin generaladjutant , kapital « hans Lindholm afsides og sagde til ham : „ Nelson trner med at opbrænde de skibe , ver have strøget og således tillige brænde mandskabet , når vi ikke ophøre med skydningen , så han tan bemægtige sig sine priser . Det kan jeg ikke tillade , min menneskefølelse oprører sig mod en så barbarisf handling . Vil de tage afsted med parlementairen til Nelsons skib , og der erkyndige dem nøje om budskabets hensigt . “ Lindholm var en dygtig og indsigtsfuld søosficeer , der altså målte indse , at kronprinsen burde ikke sorbigåe først at høre den høistbefalendes mening , men han var tillige en hofmand , og som en sådan var han vant til en passiv lydighed , især i militaire anliggender . Han begav sig dersor ufortøvet til viceadmiralens skib . Imidlertid dette fandt sted havde lord Nelsons stilling forværret sig og det ikke lidet . Da thesinger var sejlet i land som parlementair , havde admiralen sammenkaldt et krigsråd ' „ Mine herrer , jeg har sammenkaldt dem , for af høre deres mening , “ sagde Nelson til de forsamlede officerer , „ vor stilling er langtfra den bedste . Jeg ønsker af høre deres erklæring , om de anser det for muligt af rette et angreb med de mindst beskadigede skibe mod den endnu uskadte nordlige fløj af defensionslinien . Min mening er , af capitain Freemantle med 500 soldater og matroser stormer batteriet Trekroner på samme tid som vi indlade os i kamp med defensionens øvrige ubeskadigede skibe . “ Capitainfreemantle var af en anden mening . „ Bi bør opgive , “ sagde han , „ al storme batteriet Trekroner , og blot se af trække flåden tilbage , medens vinden endnu er god . “ „ Det er nødvendigt , “ sagde capitain Foley , „ af vi , da elefant og flere af vore skibe er sønderskudte , kappe vore touge og drive ud af , thi få vi endnu flere grundskud kunne skibene blive synkefærdige . “ „ Giv da signalet til de øvrige skibe , “ sagde Nelson , „ at de kappe deres touge . “ Kort efter at denne befaling var givet løb elefant på grund , og det i så kort en afstand fra batteriet Trekroner at dettes skyts kunne nå det . Nelson som i heftig bevægelse , og armstumpen gik op og ned , da der meldtes ham , at defiance , ganges og monarch , alle stod på grund , og det således at ilden fra Trekroner kunne nå Pein . „ Det er godt , “ sagde capitain Foley , „ at vor , fjende ikke er så erfaren eller skarpsynet som vi , ellers ville han drage fordel af vor mislige stilling og alle vore grundstødte skibe ville da gå tabt . Den mængde dræbte og sårede matroser vore skibe har , tillader næsten ingen maneuvrering , desuden er skibene så skamferede , at de ikke lystre roret . “ „ Vi have desværre , “ sagde Freemantle , „ når vi medregne bellona og Russel 6 orlogsskibe , der stå på grund . “ „ Ja , “ sagde Nelson , der ellers var så beundringsværdig koldblodig i faren , men nu ikke formåede at skjnle sine alvorlige bekymringer , „ vor stilling er ikke misundelsesværdig . “ Han kaldte nogle af de danske fangne officerer ind i kahytten og gav sig i samtale med dem , dog uden at kunne skjule sin uro over sin farlige stilling . „ Der er intet , der ville have været mig kærere end at møde russerne , “ ' sagde han til dem , „ og der er intet jeg hellere ville have ønsket , end at det havde været russerne i stedet for de danfke , som jeg nu kæmper med . Dansken og englænderen er stambeslægtede , der rinder dansk vikingeblod i mine og i en stor mængde englænderes årer . Danmark burde aldrig have allieret sig med Rusland . Hvad havde det at befrygte af dette barbariske land , som vi , når vi havde været allieret med det , ikke skulle have kunnet hindre ? “ „ Den russiske ezar Paul truede med at ville erklære Danmark krig , “ sagde lieutenant Muller , der var en af fangerne , „ og kronprinsen frygtede vel for , at han , der er så lunefuld , for ikke at sige noget værre , skulle iværksætte denne trudselm “ „ Det burde grev bernstorsf have frarådet deres kronprinds , “ sagde Nelson . „ Han besidder ikke faderens , den store statsmands politisfe blik og indsigter . Han sluttede sig altid mere til England end til noget andet land . En søstat som Danmark kan aldrig have nogen bedre allieret , end England . “ „ Jeg kan dog ikke ganske være af deres mening , “ Sagde Muller . „ Når efterårsstormene have indfundet sig og belterne og sundet er tilfrossen , kunne englænderne ikke stå os bi imod et fjendtligt angreb fra Rusland . “ . , og hvorledes skulle Rusland da kunne angribe Danmark ? “ sagde Nelson , „ det kan ligeså lidt benytte sin flåde som vi vor . “ „ Det kunne dog nok lade sig gøre , “ ^svarede Muller . „ Kunne Rusland ikke alliere sig med sverden russiske czar Paul , var som . bekendt sindsforvirret til sin tid . Der gaves dmgang , besynderlig nok , tre rcgje . Rende fyrster i Europa , lar vare sindsforvirrede , nemlig : kejser Paul , Christian den syvende af Danmark og kong Georg den tredie af England . rig som det nu har gjort , og bruge Sjælland som lokkemad , for at bevæge Sverrige til at angribe Danmark med bistand af Rusland ? Sverrige skulle have kommet os til hjælp med en flåde , den er udeblevet . Batterier skulle have været opkastede på den danske kyst ved indløbet ti ! Sundet . Er det sket ? Er det måske ikke Sverrigs hensigt , at lade vor flåde ødelægge af eder , for derefter at kunne kaste sig over os , så vi ikke kunne forsvare os på vor gamle ærensvei . Kunne ikke russiske armeer drage igennem Tyskland imod Holsten lige . Jå godt som da Peter den tredies armeer vare på marschen imod os . “ „ Det lader sig ikke så let gøre , “ sagde Nelson , „ og kunne vi da ikke stå Danmark bi med hjælpetropper , nej , det er christianbernstorff , som vi må tilregne , at vi stå som fjender imod hinanden . “ „ Mutigen har de ret og måske havde det væræt bedre , om vi ikke havde brudt med England , “ Sagde Muller . „ Men havet er dog en vej for alle rationer på jorden , som ingen enkelt af dem burde have herredømmet over . “ „ Således siger de , “ svarede Nelson , „ men de ville rate anderledes , når de var en englænder . ingen europæisk nation besidder så store landstrækninger ved havet som den engelske . Kan nogen magt på jorden , ja kunne alle nationer tilsammen opvise en så stor orlogsflåde som Englands . Berettiger dette da ikke dette land til at besidde herredømmet på havet , som ikke de øvrige tilsammen kunne gøre os stridig . Danmarkburde altid være allieret med England . — men , “ vedblev han og han kunne næppe undertrykke sin vedvarende uro , „ jeg må snart forvente den afsendte parlementairs tilbagekomst . “ Han forlod kahytten og trådte oppåskandsen med capitain Foley . „ Hør , Foley , “ sagde han her til Foley , „ jeg kan ikke skjule min uro for dem . Jeg har , som de ved , brugt den list , af frue med af opbrænde vore priser , hvorved det på samme værende mandskab måtte lide samme skæbne . Jeg lod parlementairen sorbigåe Olfert Fischer , da jeg måtte befrygte , af han kunne bedre indse vor farlige stilling , og nægte os en kort våbensfilsfand . Kronprindsen er ikke søkyndig , han er for langt borte fra os til af kunne bemærke vor forlegenhed . Det skulle dog være besynderligt , af jeg her , hvor jeg ventede af være sejrherre på en times tid , skulle lide et nederlag . Hvilke følger vide det ikke drage efter sig ? Først den beskæmmelse af have tabt et slag , og det imod en sømagt , som vi anså for intet , dernæst af jeg har været ulydig imod min overbefaliagsmand . Jeg ville ikke alene blive tiltalt for subordination men endog dømt til døden . Det skal aldrig ske ! “ sagde han stolt , „ før skal jeg kæmpe på de sidste planker af mit skib og gå under med dem , end overgive mig og stryge flag for de danske ! “ „ Såvidt vil det ikke komme , “ svarede Foley . Nelson havde flere gange sat sin kikkert for sit ene øje , for at observere om ikke capitain thesinger nærmede sig . „ Jeg er frelsf ! “ råbte han med et , „ der kommer min båd med capitain thesinger og en dansk officer , man vil parlementere . — så snart den danske parlementair har betrådt elefants dæk , lader jeg øjeblikkelig det hvide parlementairflag hejse på stortoppen . Trekroners batteri ophører da at beflyde os , og vi benytte , hvis jeg ikke kan sætte min villie igennem med envåbenstilstand , den korte tid , der bliver os forundt inden parlemeutairen igen vender tilbage til kronprinsen , til at drage vore skibe ud af deres farlige stilling og ud af batteriets skudvide . “ „ Jeg beundrer admiralens kløgt , “ svarede capitain Foley . Båden nærmede sig nu „ Elefant “ , og ligesom den danske parlementair betrådte Nelsons skibsdæk , lod han det hvide parlementairflag hejse på stortoppen af sit skib . Nu følte Nelson sig lettet for den sten , der havde trykket hans hjerte . „ Vi er reddede , “ sagde han . „ Jeg har aldrig følt til angst i mit hele liv , hvor ofte så kuglerne have strejfet forbi mig , ja endog afrevet mig en og anden lem , men den følelse , jeg nys har fornummet kan vist kaldes angst . Gamle Englands hæder skulle have lidt et skår , og det imod så ringe modsfandsmidler , hvor vi have haft fjender , der have været dobbelt så stærke som vi . Men lad os ikke tale mere derom , Foley , lad det være glemt og lad parlementairen træde ind i kahytten til mig . “ Medens dette gik for sig , havde Olfert Fischer fået ordre at standse ilden — og slaget var til ende . Capitain Lindholm trådte ind i Nelsons kahyt og kastede , idet han bukkede sig ærbødigt for ham , et blik på den store søhelt . Denne var iført en blå overfrakke med epauletter og havde på hovedet en hat med opkrampet stygge . Hans holdning var stolt som en seierherres , skønt han nys havde følt sig så nedtrykket . Lindholm sagde nu efter en ærbødig hilsen : „ Formålet for min sendelse , hr . Admiral , består i at indhente nærmere oplysninger om den afsendte note . “ „ Det er udelukkende humane hensyn , der har bevæget mig til dette skridt , “ svarede Nelson . „ Skulle det virkelig være deres alvor , hr . Admiral , at ville begå en så oprørende handling , som at opbrænde flere tusinde fanger ? “ sagde Lindholm . „ Når deres kronprindsregent ikke vil indgå en våbenstilstand medens jeg bemægtiger mig mine priser , jo ! “ svarede Nelson ligefrem . „ Jeg tror ikke , hr . Admiral , at de ville sætte en sådan plet på deres charakteer , “ Sagde Lindholm . „ Hvad ville efterverdenen sige ? “ Nelson syntes at blive forlegen , thi det var hans egen anskuelse , at det ville være en hans charakteer vanærende handling , men det var kun et øjeblik , så sagde han : „ Hvad øjeblikkets nødvendighed byder , kan ikke beplette nogen mands charakteer . “ „ Jeg vil ikke tillade mig , at modsige dem , “ Sagde Lindholm , „ men almenheden ville altid anse det for en grnsom , ja barbarisk handling . “ „ Det er muligt , og det er også netop derfor , at jeg har foreslået en våbenstilstand , “ Svarede Nelson . „ Turde jeg da , hr . Admiral , udbede mig en skriftlig udtalelse , som jeg kunne bringe kronprinsen , “ Sagde Lindholm . Nelson satte sig straks hen til sit skriverbord og skrev følgende brev : „ Deres kongelige højhed ! “ „ Jeg erklærer dem herved , at det er ikkun „ Humanitet , som har tilskyndet mig til parlementai „ rens afsendelse . Jeg er derfor villig til at standse „ Fjendtlighederne , for at jeg kan tage fangerne „ ud af de erobrede skibe , og samtykker i , at alle „ de sårede danske må blive bragte iland , men „ forresten vil jeg efter min egen bestemmelse „ enten lade priserne opbrænde eller bortsøre . “ „ Af ærbødighed for deres kongelige højhed „ vil . jeg betragte denne Sejer som den største , jeg „ nogensinde har vundet , dersom den kan give an „ ledning til en lykkelig forsoning og forbindelse „ mellem kongerne af England og Danmark . Ærbødigst Nelson l bronte . Ombord på linieskibet elefant . “ Nelson forseglede nu denne skrivelse , rakte den til capitain thesinger og sagde til Lindholm , at det var rigtigst at han begav sig ombord hos admiral parker . Men dertil var Lindholm ikke villig , han forlangte derimod , selv at bringe brevet til kronprinsen , og ønskede med hensyn til at gå ombord hos parker sørst at indhente nærmere befaling . Capitain Lindholm modtog da brevet og sejlede iland . Nelson havde vel årsag til at smile veltilfreds til capitain thesinger , da Lindholm var trådt ned i båden , thi han var nu seierherre istedetfor at være en slagen fjende . i . Blandt alle tilskuerne trindt om på toldboden , Langelinie og kastelsvolden , herskede der på denne tid en ubeskrivelig uro . De tappre chefer på prøvesten , Wagrien og Nyborg , capitainerne Lassen og Riisbrich samt capitainlientenant Rothe stod sammen på Langelinie i samtale med hverandre , da Nelsons parlementairbåd viste sig langt borte . „ Seer du parlementairbåden , “ sagde Lassen til Riisbrich , „ Nelson må s ' gu krybe til korset og bede om en våbenstilstand eller også overgive sig . “ „ Det lader det til , “ sagde Rothe . „ Jeg er af en anden mening , “ sagde Riisbrich . “ Jeg har kæmpet med englænderne , og kender deres stolthed , tro derfor ikke , at den første « f alle deres søkrigere tænker på at overgve sig . “ „ Kan du da forklare , Riisbrich , hvorfor han sender en parlementair i land ? “ spurgte Lassen . „ Mulig han vil gøre nogen betingelser angående ophør af slaget , “ sagde Riisbrich . „ Men når jeg betragter slagets gang , og hvorledes der fra dansk side er bleven kæmpet på en uforlignelig tapper måde , så forekommer det mig , at de engelske skibe må ikke være i nogen synderlig bedre tilstand end de danske . Måsfee han vil proponere slagets ophør ? “ Ved siden af disse søofficerer slode der endeel civile . „ Det kan ikke være andet , “ sagde en tyk borgermand , en brygger , til en anden borger , „ end at Nelson er bragt i en sådan knibe , at han vil kapitulere . “ „ Jeg er ikke alene af den mening , at han er i knibe , “ sagde den anden borger , en svær spekhøker , „ men at vi måske snart seer ham bragt i land son : en fange . “ „ Min gode mand , “ sagde nu Rothe , der stod tæt ved spekhøkeren , „ det er for højtflyvende tanker de nærer . En søhelt som Nelson giver sig ikke til fange , før lader han sig sprænge i luften med sit skib og dets mandskab . “ „ Captainen kan have ret , “ sagde bryggeren , „ men Nelson kan jo være dødelig såret , og hans underhovede officerer derimod være bevægede til at overgive sig . “ „ Deri kan de have ret , min gode mand , “ Sagde nu Rothe , „ måske have skibscheferne ved tabet af deres tappre anfører , tabt modet og foreslå en våbensfilsfand . “ „ Som man dog ikke er få tosset at gå ind på , “ sagde Lassen . „ Således som jeg og du , ( han tiltalte Riisbrich ) , samt alle vore kammerater have smeldet på dem med vore kanonkugler og tilrakket dem , kan de ikke indlade sig i en kamp med Trekroner og den friske nordlige desensionslinie under den kække sten bille , thi så kunne de være forvissede om deres undergang , det kan jeg forsikre på min sømandsære . “ „ Kan da parker ikke komme dem til hjælp ? “ Spurgte borgermanden . „ Det ville han gerne , når han kunne , “ svarede Rothe , „ men han er gud ske lov , ikke herre over naturen . Vinden er sydlig og hindrer ham fra at fejle ned ind i kongedybet for at stå Nelson bi . Han har forsøgt på det , men strøm og vind var ham imod , så han måtte opgive det . Nelson stak vel også gerne afsted ned ad Østersøen , når ikke vinden forbød det . “ „ Blot regeringen ikke går ind på nogen våbensfilsfand , “ sagde en officer ved marinen , der var trådt hen til de samtalende , „ men uden videre lade den nordlige defensionslinie gå ud imod de ødelagte engelske skibe og gøre gengæld fordi de have taget vore ødelagte skibe i besiddelse . — det var jo tåbeligt at vise skånsel imod sin fjende . “ „ Det skeer heller ikke , kan de være forvisset om , “ sagde Rothe , „ men nu lægger parlementairbåden ind ved landingsbroen , og der er kronprinsen tilstede . “ „ Nu ville vi snart få opløsning på gåden , “ Sagde Riisbrich . „ Som jeg håber : negtelse af en våbenstilstand , hvis det er derom , at Nelson har sendt os en parlementair . “ „ Jeg frygter for , “ hviskedee Riisbrich til Lassen , „ at hvis kronprinsen afgør det efter sit eget skøn , kan det let være , da han ikke er søkyndig , at han samtykker i noget som er os til skade og fjenden til nytte . “ „ Ja desværre anser han sin mening altid for den rigtige , og tillader ikke at nogen andens mening gør sig gældende , “ sagde Lassen til Riisbrich på en lignende måde , „ dog kan jeg ikke tro , at han vil indgå nogen våbenstilstand før han har hørt Olfert Fischers mening . “ „ De ! ville vi snart så at se , “ sagde Riisbrich , og samtalen forstummede indtil man så at kongens generaladjutant Lindholm igen besteg parlementairbåden tilligemed den engelske officer . „ Der finder forhandlinger sted med Nelson , “ Sagde nu marineofficeren . „ Gnd ved hvorom . “ „ Ieg tror desværre at det gælder en våbenftilsfand , “ Sagde nu Riisbrich harmfuld . „ Vi kan endnu ikke have nogen mening derom , “ Sagde Rothe . „ Ieg frygter for at min ahnelfe vil gå i opfyldelse , “ ytrede Riisbrich . I spændt forventning så de nu efter båden igennem deres kikkerter indtil den nåde Nelsons skib , hvor i det samme øjeblik det hvide parlementairflag blev hejst . „ Der seer i , at min mening var den rigtige ? “ Sagde Riisbrich . „ Så skulle da den onde tordne i det ! “ sagde Lassen i den største forbittrelse . „ Det gælder en våbenstilstaud , og vi have udgydt vort blod forgæves . “ „ Der er en båd i færd med at sejle ud til Trekroner , “ sagde rvthe , „ den bringer ordre til Fischer . “ „ Formodentlig at han skal holde op at beskyde englænderne . Hvilken dumhed , “ sagde Lassen , og stampede med foden mod jorden . „ Det er rigtigt , “ sagde Rothe , „ Batteriet holder inde med sin ild . “ „ Hvorfor kronprinsen tillader en våbenstilstand er mig ubegribelig , “ sagde Riisbrich . „ Ilden kan sø begynde igen , “ sagde manneofficeren , „ vi kunne dog ikke give os fortabt . “ „ Det vil vise sig , “ ytrede Riisbrich . Nu kom der en båd med flere officerer fra batteriet Trekroner og sejlede ind mod toldboden . Da Lassen og de andre officerer bemærkede dette skyndte de sig hen til landingsbroen og så her capitainlieutenant Holstein og lieutenanterne Fasting og Willemoes tilligemed Peder Andersen og flere søfolk slige i land . „ Nu er vi for det første fri for tjenesten , “ Sagde Willemoes med en harmfuld latter , „ og kan vel også snart lægge sablen bort . “ „ Lader os først høre hvad budskab Lindholm bringer , som kommer der tilbage fra det engelske admiralskib , “ sagde Fasting . En dyb , uhyggelig taushed herskede nu ' på Langelinie og toldboden . Men ikke så snart havde capitain Lindholm ved sin landstigning meddelt kronprindsen det budskab , at der var sluttet en våbenstilstand på 24 timer , før denne efterretning med lynets hurtighed løb igennem de på strandbredden ventende folkemasser . „ Så er vi da bleven slagne as englænderne , “ Sagde marineosficeren ærgerlig , „ og jeg troede at vi havde slået dem . “ „ Fra Trekroners batteri har vi set i hvilken tilstand Nelsons flåde er , “ sagde Willemoes . „ Det hvide flag var ikke så snart hejst , sør vi så Nelsons skib drive ind imod batteriet , hvor det kom til at stå på grund tilligemed et andet linieskib , så hvert skud fra Trekroner rammede dets planker og vi hvert øjeblik ventede at dets ravende master skulle falde om , men da kom befalingen til commandeur Fischer at han skulle holde inde med ilden . “ „ Ja , havde det budskab ikke været , “ sagde Peder til marineofsiceren , idet han tog ærbødigt til sin kasket , „ så havde Nelson måttet stryge sin vimpel , hvis hans „ Elefant “ ikke skulle gå i madskabet . Jeg var nær ved at springe i flint af harme , da jeg så det og hørte budskabet om en våbenstilstand på 24 timer , thi i det tidsrum redder Nelson sig ud af sin fortvivlede stilling , og vi er blevne gjort nar af og det lige op i vore åbne øjne . “ „ Tyskerne have ret i , at kalde os : „ Die dumme dænen ! “ sagde Willemoes , „ blot skulle de ombytte ordet „ dum “ med ordet „ troskyldig “ , det vil sige , et folk , der let lader sig binde noget på ærmet eller tage ved næsen , og ikke seer med egne øjne . “ „ Havde jeg været i olsert Fischers sted , “ Vedblev Willemoes , „ så havde jeg ikke ophørt af give ild på englændernes skibe og givet kronprinsen budflab om englændernes fortvivlede stilling . “ „ Og derefter bleven stillet for en krigsret og dømt til af miste livet , “ sagde marineofsiceren . „ Lad det også være bleven tilfældet , “ svarede Willemoes , „ jeg havde da lidt døden med den bevidsthed , af jeg havde bidraget til , af danskerne havde vundet den største Sejer , som ikke alene den danske historie , men verdenshistorien ville regne blandt en af de største . “ „ Det ville være en handling en Romer værdig , men de tider er forbi , “ sagde Roche , „ nu gælder subordinationen , og slige opoffrende nomergjerninger finde ikke mere sted . “ „ Vi er bleven overlistet , og kronprinsen må tro , af vi virkelig vare bleven slagne , “ sagde Holsten . „ Han . burde dog først have underrettet sig om , hvorledes tingene slode ! “ faldt Lassen ham i ordet . „ Således at lade sig fravriste sejren , er til at blive rasende over . Hvor leer Nelson i skægget af os danske , der kunne have holdt seierspalmen i hånden og nu kaldes en flagen fjende . Jeg kunne ærgre mig sort . “ „ Ja , det er ærgerligt for en dansk officer , der har gjort sin pligt , “ sagde Willemoes , „ der har set så mange tappre danske mænd ofre liv og blod , og så se et sådant nedværdigende resultat . “ „ Og nu kommer vel det værste , “ sagde Lassen , „ thi nu forlanger Nelson måske , at vi skal udlevere de øvrige skibe af defensionslinien , som ikke har været i ilden , for at han kan hjembringe dem som seierstegn , thi dem han har kæmpet med er alle vrag . “ „ Jeg synes , “ sagde Fasting , der med en kikkert i hånden så ud over reden , „ at den kække Harboe på det brændende Sjælland ikke har strøget sin vimpel . Han byder englænderne trods ! “ „ Ja , det er en kæk kammerat , “ sagde Willemoes , „ jeg lå jo med mitflådebatteri ved siden af Sjælland , og så i hvilken tilstand det splinternye linieskib var kommen , da flådebatteriet drev uklar af det . Det havde især lidt meget af de to engelste linieskibe „ Ganges “ og „ Monarch “ . Alle rapperterne vare ødelagte , masterne splintrede og bougen og hele bagbordsiden aldeles sammenskudte . Harboe råbte ned til mig : at Sjælland havde over 100 døde og sårede , talte 27 grundsfud og de fleste af dets kanoner vare demonterede * ) . “ „ En tapper og værdig kammerat , “ sagde Lassen . „ Modet skinner ham også ud af øjnene . At skibet har lidt få meget tilfkriver jeg at alt tømmeret og masterne i skibet er nyt og godt træ , som kaster splinter omkring sig , der dræbe flere af mandsfabet end kuglerne , medens disse enten bore sig ind i det rådne skrog af vore blokskibe eller også går lige igennem deres sider . Dækket på øverste batteri af prøvesten var få mørst , at da en af lavetterne rullede tilbage , gik den igennem det rådne træ , så vi ovenstående beskrivelse af Sjælland er ren historisk . Vi ville tillige underrette læseren om , at alle skildringerne af de danske såvel som de engelske skibes tilstand er aldeles historiske , hvilket også er tilfældet med beskrivelsen af Nelsons færd fsr , under og efter slaget , båbenstilslanden og den engelsfe flåde , efter de bedste og nyeste kilder , blot har forfatteren givet alt en romantisk form , som gjsr læsningen mere tiltrækkende . knap kunne få den op igen . Af splinter er heller ikke mange af mine folk bleven dræbte og sårede ; det er fjendens kanonkugler , der har revet dem bort . “ - „ Nelson troede her at finde et andet abukir , som da han slog franskmændene ved Nilen , og hjembragte flere af deres skibe som seierstegn , “ Sagde Fasting , „ men vore danske krigsmænd , for en stor del håndværksfolk , der lige er komne fra deres arbejde , kunne have ødelagt hele hans flåde , når han ikke havde brugt list og bildt kronprindsen ind at han ville opbrænde vore skibes brave besætning . “ Samtalen mellem officererne forstummede , da kronprindsen i det samme viste sig med sine adjutanter , for at give ordre til at transportere de sårede og døde på de tagne skibe i land og få dem anbragt på qvæsthuset på Christianshavn . 12 . Det var ikke alene blandt den almene mand , at der herskede en misstemning over at de danske havde tabt slaget , men også i fornemme kredse og ved hoffet nærede mamfrygt for et bombardement og anså alt for tabt . Byen , mente man , kunne englænderne skyde i Gruns og måden kunne de ødelægge . Store folkeskarer stod ved toldboden , for at ^ee de sårede blive bragt iland , herrer og damer af den bedre stand viste deres medlidenhed på flere måder . Ved landingsbroen stod der således flere ældre damer og unge piger med store kurve fulde af spise og drikke og forskellige forfriskninger . „ Hvilket ganske ungt menneske komme de ikke der med , “ sagde en ung pige til en ældre dame , hendes moder , „ han har et hvidt bind om hovedet ' hvor han formodentlig er bleven såret . Hvor han er bleg . Der kommer de med nogle faldne . “ Hvor det dog er et forskrækkeligt syn , “ sagde en anden dame til dem , „ der komme de med flere faldne , en har mistet armen , en anden benet og en er forskrækkelig kvæstet i ansigtet . De stakkels mennesker er at beklage . “ „ De må ikke beklage dem , “ sagde en søofficer , der stod tæt ved hende , „ de er saldne for deres fædreland , men de , hvis ben og arme må afsættes og sour blive krøblinger for livstid , dem skylder fædrelandet alt ? “ „ Og de stakkels enker og faderløse børn efter de faldne , “ tilføjede en anden officer . „ Det fejler ikke , at der vil indstrømme en stor mængde penge fra alle kanter af landet til dem og de sårede , “ sagde ! en civilklædt mand af den højere stand . „ Jeg skal såmænd bidrage hvad jeg formår . “ „ Vi også ! “ råbte flere personer af forskellige stænder . „ Hvem gør det ikke med glæde , “ sagde en borgermand , „ når vi tænke , at de have kæmpet ør os , der , langt borte fra kugleregnen , blot har ^æret tilskuer af deres tappre færd . “ „ Der komme de med to faldne officerer , “ Afbrød en anden mand ham . Det er ligene af capitain Thurah og kronprindsens generaladjudant capitain Schrødersee , der begge er faldne på „ Indfødsretten , “ sagde en søofficer . „ Den Schrødersee var en rigtig hofmand og elsker af det smukke køn , men dermed forenede han mod og tapperhed . “ „ Ære med dem , som er faldne for fædrelandet , “ Sagde en marineofficer , „ det vil nok oprejst et minde om deres ' dåd . “ „ Hvor det er tungt , “ sagde en anden landofficeer , „ at sådanne mænd er faldne for fædrelandet og at vi ikke slog vor fjende . “ „ Ja , det må te nok sige , “ sagde den første officer , „ vi blev desværre tagne ved næsen , som jeg hører , ved et fif af Nelson . “ „ Det gjorde vi , “ svarede den anden officer , „ men endnu er det ikke alle dages ende . Det bliver ikke derved , svensken og russen kunne komme os til hjælp og da kunne vi få hævn over engelskmanden . “ „ Pokker skulle stole på svensken , “ sagde den første officer , „ han seer nok heller at vi blim slagne , for at han kan være vor overmand ti Søes . Hvor er hans skibe , som skulle assistere os , blevne af ? “ „ Det hedder jo , at de ikke har kunnet komme ud fordi indløbet til carlscrona er tilfrosset , men at vi snart kan vente dem . “ „ Så få vi nok lov at vente længe , nej det er rævesfreger fra svenskens side . — nå , og russen ? Hans flåde ligger jo indefrossen i reval , og hvad vil hans sømænd gøre imod englænderne . Næ , kan vi ikke stole på os selv så seer det knn dårligt ud med os . “ „ Det seer ikke så dårligt ud med Danmark , der har sådanne sønner , som dem der har kæmpet i dag , “ sagde den søofficer , der før talte . „ Jeg troer at engelskmanden har fået så meget han har godt af for det første , så han betænker sig lidt , før han begynder på ny . Parker , der er en erfaren og forsigtig . Officer , har ikke fået overbefalingen over den engelske flåde for intet ; man kender Nelsons forvovenhed og parker er den , som skal sætte en stopper på hans hidsighed og forvovne mod , der kunne ende med hans nederlag , når vi havde været klogere end vi vare . “ „ Der komme de med en officer , som nok har mistet den ene arm , “ sagde den ene landofficeer . „ Det er capitain Braun , der kommanderede på linieskibet Holsten , hvor Olfert Fischer havde rejst sin stander , før han gik til Trekroner , “ sagde søofficeren . „ Der kommer igen en båd med flere sårede , “ Sagde nogle af de omstående . „ Hvor de er blege og matte , “ sagde den gamle dame . „ Det er ingen under efter en sådan kamp og så hårdt såret til , “ sagde en anden af de omstående . Man bragte nu de sårede i land , hvor der støde bårer og vogne til at transportere dem . Troede man imidlertid at disse tappre sårede folk vare nedslåede i sindet , få tog man fejl , thi en af dem ytrede : „ Skønt jeg har fået en sådan blæssure , at jeg kan vente at komme til at halte , så er jeg dog glad over at have deltaget i denne hæderlige kamp . “ „ Jeg , “ sagde en anden , „ er nok også fornøjet over at jeg har kæmpet med , men jeg frygter for , at jeg mister min højre arm og er således for fremtiden uskikket til at bære våben og igen at kunne kæmpe med englænderne . “ Nu trængte store folkeskarer sig omkring de sårede , bød dem forfriskninger , som de nøde med begjerlighed , da de ikke havde nydt noget siden tidligt om morgenen . Andre velhavende personer delte penge ud imellem dem . Damer og herrer as den formuende klasse tildøde flere sårede hunsly og pleje . Selv fattige folk tildøde dem en skærv , som netop på grund deraf modtoges med en inderlig følelse . 13 . Langfredagmorgen oprandt , og så snart dagen gryede vrimlede toldboden og Langelinie igen af folk , der tildeels frygtede for , at englænderne gjorde anstalter til at bombardere staden , eller vare nysgerrige for at erfare om våbenstilstanden ville vedblive . Flere søofficerer stod med kikkerter og betragtede de engelske skibe . „ Englænderne have hele natten igennem med både fra parkers eskadre gjort deres grundstødte orlogsskibe flotte , “ sagde en af dem , lieutenant Willemoes . „ Vi kunne nu have gjort dem til priser , når ikke den fordømte våbenstilstand var bleven sluttet . “ „ Du har ret , Willemoes , “ sagde en anden officer , „ det kan harme en , at se , hvorledes de i dette øjeblik buxere vore ødelagt^ skibe som seierstrophæer til parkers eskadre . Der seer jeg blandt andre mit skib søhesten . Det er aldeles et synkefærdigt vrag , som de ikke kan bringe med sig til England . “ „ Du kan være sorvisset om , Middelboe , at det er kun så eller måske slet ingen af vore skibe , de kan bringe med sig . Jeg er overbevist oni , at Nelson ærgrer sig , fordi han ikke kan bringe deur med sig som øjensynlige vidnesbyrd om hans Sejer , som er lidt ormstukken , men at de må brændes . “ „ Ja , han smykker sig med laurbær , som er ufortjente , “ sagde Middelboe . „ Men har du set , at Sjælland i dette øjeblik først stryger sit flag . Jeg seer at englænderne bestige det fra sfyrbordsiden , nredens flere både med skibets mandstab støde fra bagbordfiden . “ Kort efter landede Sjællands fartøjer med capitain Harboe og hans mandfkab ved toldbodtrappen . capitain Lassen og flere søofficerer bøde ham velkommen . „ Gud ved , hvad kanonbådene er til , “ sagde Lassen , „ siden de ikke om natten have reddet Sjælland fra englændernes kløer . “ „ Vi have ventet forgæves på hjælp for . at få skibet varpet ind til batteriet Trekroner , “ Svarede Harboe idet han gav officerene hånden . „ Derfor strøg jeg ikke flaget før nu , da englænderne ville tage det i besiddelse . Der er ikke en planke hel af skibet , og det duer ikke til andet end at brændes . — kanonerne har jeg fornaglet , krudtet har jeg kastet overbord , og de døde og sårede er allerede bragte iland . Men , i kan være forvisset om , at jeg har rakket engelskmandens „ Monarch “ godt til * ) . “ „ Der kommer kronprindsens generaladjutant , capitain Lindholm , “ sagde Lassen . * da Lindholm så dem , trådte han hen til dem og rystede deres hænder dygtigt . „ I har kæmpet hæderligt for fædrelandet og Ester englændernes egen opgivelse havde Sjælland rilfsiet monarch et starre tab , end noget engelsk linieskib nogensinde mindedes af have lidt . viist af dansken ikke er vanslægtet fra forfædrene ; blot vi havde fået en anden ende på den blodige leg . Jeg venter på admiral sten bille , for af begive mig ombord i linieskibet London med en mundtlig instruks fra vor udenrigsminister , grev Bernstorf , hvis hovedpunkter jeg dog har nedskrevet . “ „ Vil våbenstilstanden vedblive eller skal vi igen tage fat på englænderne ? “ spurgte Lassen ' „ Jeg er parat , når det skal være . “ „ Jeg har den ordre af erklære parker , ar Danmark - Norge er villig til af fornye de tidligere venskabelige forhold med Storbritanien , forudim af den engelske regering vil hæve embargoen på de dansk - norske skibe og tillade os af opretholde de traktater , der nu eksistere imellem kabinettet i København og de andre magter , da disse ikke stride imod danmark-norges tidligere traktatmæssige forpligtelser overfor England . “ “ „ Men det er jo netop de traktater , som Danmark har indgået med Rusland og Sverrige , der gav anledning til englændernes fjendtligheder imod os , “ sagde Harboe . „ Ja , således lyder den mundtlige instruks , som Bernstorf gav mig til parker , “ svarede Lindholm . „ Jeg skulle tilføje , af når den brittiske regering ville gå ind herpå , ville hans danske majestæt ved sin mægling søge af standse den ulykkelige krig i Norden og få det venskabelige forhold mellem nstersømagterne gienoprettet . “ „ Derpå kan parker ikke indgå , “ sagde Harboe , „ det er jo netop for denne traktats skyld af England har begyndt krigen med Danmark . “ „ Således er det nu , “ svarede Lindholm og tilføjede : „ men der kommer admiral bille . “ Efter gensidige hilsener stege begge i enbåd , der bragte dem ombord i linieskibet London . En time efter kom båden tilbage igen med Lindholm og sten bille . Lindholm fortalte nu søofficererne som stod forventningsfulde inde på toldboden , af lord Nelson ville selv komme hen ad eftermiddagen , for af underhandle personlig med kronprinsen . „ Gid han ville optage kampen på ny , “ udbrød Lassen , „ for af vi kunne få revanche for det skår , som englænderne have gjort i vor ære . “ „ Det ville være et vovespil , hvis vi ville optage kampen på ny , da så parker og Nelson ville have forbedret deres ødelagte skibe og tildeels føjet nyetil dem , “ sagde Lindholm . „ Nej , da burde vi have vedblevet kampen , der ville have ført os til Sejer . “ „ Det burde de have forestillet kronprinsen , da det endnu var tid , “ sagde Harboe . „ Det ville ikke have nyttet noget , thi kronprinsen tåler ingen indvendinger , når han har besluttet sig til noget , “ svarede Lindholm . „ Vi skal altså så den store søhelt Nelson at se i nærheden , “ sagde Willemoes . „ Han har et ansigt , så jeg igennem min kikkert , der har et udtryk af mod , uforsærdethed og bestemthed . “ „ Det er ingen under , “ sagde Fasting , „ når man er sådan vant til al sejre som han , præger der sig et udtryk Heras i ens åsyn . “ „ Hvorledes ville vel hans åsyn have leet ad , når vi havde slået ham ? “ sagde Lassen . „ Det er ikke let at gætte , “ svarede Fasting , „ men modfaldent ville det aldrig være kommen til at se ud . Den sande helt må kunne tåle modgang uden at synke ned i afgrunden . “ „ Jeg må forlade de herrer , “ sagde nu Lindholm , „ for at melde kronprinsen Nelsons komme klokken to i eftermiddag . “ Officererne skiltes nu ad . 14 . Om eftermiddagen hen ad klokken to holdt der flere kongelige ekvipager på toldboden ventende på Nelson og hans følge . Fratoldbodtrappen langs med toldbodpladsen , toldbodveien og Amaliegade , stod der to rækker soldater for at holde den mængde tilskuere , der , efter at rygtet om Nelsons komme havde udspredt sig over hele byen , havde indfundet sig , for at se den verdensberømte søhelt . Flere søofficerer stod tæt ved toldbodtrappen , da en chaluppe lagde ind til den . Horatio Nelson , ledsaget af Lindholm og capitainerne Hardy og Freemantle stege ud af den , op ad trappen og derfra til hoffets ekvipager . „ Er den lille søofficer med det solbrændte ansigt , det ene øje , den ene arm og det ene ben , admiral Nelson , “ sagde en borgermand til en af søofficererne . „ Hvem skulle tro at en sådan lille mand skulle være en så stor søhelt . “ „ Ja , “ sagde søofficeren , „ i dette lille legeme har en stor sjæl sin bolig . Fra Nilens til Østersøens bredder har hans navn genlydt med beundring . “ „ Han kommer dog egentlig for at parlementere , medens hans flåde bringes ud af den vilderede , hvori den er gerådet , “ sagde en anden officer . „ Det er en snu Karl , “ sagde en anden officer . „ Han har drejet os en næse . “ „ Se hvor stolt og ugenert han går , og ikke som han var midt iblandt bitre fjender , “ sagde en tredje officer . „ Blot kronprinsen ville sætte ham stolen for døren og igen begynde kampen på ny , “ sagde borgermanden . „ Så ville han måske ikke være så kry . “ „ Tael ikke sådan om ham , “ sagde en af søofficererne , „ man skal ære sin fjende , når han er en stor mand , og minde sig , at det er i sit fædrelands tjeneste at han kæmper . “ Imidlertid steg Nelson i en af eqvipægerne , som kørte igennem den dobbelte række af soldater , der med møje holdt den bag dem stående mængde tilbage , idet den trængte sig frem for at stirre på den lille engelske admiral . Ved opgangen til kronprindsens pallais på Amalienborg stod to kammerherrer og modtoge ham , og derpå førtes han til kronprindsens gemakker . Efter de første gensidige hilsener talte han med beundring om de danske og norske søkrigeres tapperhed og udholdenhed . Men ikke så snart så han udenrigsministeren Christian Bernstorf , som han kendte fra England , før han blev tilbageholden og mørk . „ Deres udenrigsminister har handlet ligefrem vrangt ved at bringe to lande , der mindst af alt burde være fjendtlige imod hinanden , i den nuværende sørgelige stilling , “ sagde han . Uden at svare ham herpå indbød kronprinsen ham til et glimrende taffel . Over dette vedblev Nelson at tale med den meest levende beundring om de tappre mænd , han havde kæmpet med . „ Jeg har deltaget i 105 træfninger , “ sagde han , „ men ingen af dem kan i henseende til kampens rædsler måle sig med slaget på reden . De franske sømænd fægte vel heltemodigt , men jeg kan forsikre deres kongelige højhed , at de ikke i en time ville have udholdt den ild , som de danske og normændene trodsede i den firdobbelte tid . “ „ Det glæder mig , “ sagde kronprinsen , „ at deres exellence giver mine søofficerer det vidnesbyrd . En sådan roes af en så erfaren søhelt som dem , må gøre mine officerer stolte . “ „ Blandt de officerer , med ' hvem min elefant kæmpede , var der især en grumme ung søofficer på et flydebatteri . Ham ønskede jeg at ste og tale med . Var jeg i deres kongelige højheds sted , så gjorde jeg ham til admiral * ) ! “ „ Dersom jeg skulle gøre alle mine tappre officerer til admiraler , “ svarede kronprinds Frederik , „ ville der ingen lieutenanter og capitainer blive tilbage . “ „ Det er et stolt men berettiget svar , deres kongelige højhed giver mig , “ sagde Nelson . „ Jeg kender ingen nation , selv den nordamerikanske , der kan måle sig med den danske i kampens hidsighed og udholdenhed . En vedvarende krig mellem England og Danmark med lige kræfter ville have begges ødelæggelse tilfølge . Jeg erkender af dansken er englænderens ligemand i mandemod . “ „ Deres excellences roes er meget smigrende for den danske nation , “ svarede kronprinsen , „ og * ) historisf ligesom kronprindsens svar . jeg ville derfor ønske , af der igen kunne blive en varig fred mellem England og . Danmark . “ Ved denne yttring forvandledes Nelsons venlige mine til et alvorligt udtryk . „ Det beroer jo aldeles på deres kongelige højhed , “ svarede han , „ hvorfor jeg efter taflets ende udbeder mig en samtale med deres kongelige højhed . “ Herpå svarede kronprinsen forbindtlig . Nelson ytrede nu sin forundring over af næsten halvdelen af de fanger , han havde gjort , vare øjensynlig håndværksfolk , uvante til sømandslivet . „ Det afgiver et bevis , “ tilføjede han , „ af tapperhed er medfødt den danske nation . “ Det var øjensynligt , at han ved således at omtale de danske med så smigrende udtryk , søgte at vinde kronprinsen for sig . Da taflet var endt førte kronprinsen admiralen ind i et sideværelse ; capitain Lindholm medfulgte som tolk , da prinsen ikke var aldeles hjemme i dette sin moders sprog . „ Jeg kan ikke beskrive deres kongelige højhed den sensation , som danmark-norges unaturlige alliance med Rusland , det brittiske folks heftige kende , har vakt i England , “ begyndte Nelson samtalen . „ Jeg vil tillade mig at gøre deres excellence opmærksom på , at den russiske kejser ikke var Englands fjende , da traktaten blev sluttet , “ sva , rede kronprinsen . „ Deri fejler deres kongelige højhed , “ gjenfvarede Nelson , „ i August måned forrige år lagde kejser Paul beslag på de engelske skibe , der fandtes i de russiske havne . Det syntes dog at være en noksom fjendtlig forholdsregel . “ „ Jeg kan forsikre dem , “ sagde kronprinsen , „ at danmark-norge aldrig vil forene sig med Rusland imod England , men kun foretage sig , hvad der kan beskytte deres lovlige handel . “ „ Det nordiske neutralitetsforbund kan ikke andet end have uheldige følger for den danfl-norske handel . En russisk alliance indeholder megen fare for danmark-norges selvstændighed , og det er derfor min indstændige anmodning til deres kongelige højhed , af de vil slutte forbund med England og lade den danfl-norske flåde forene sig med den brittiske . “ „ Det lader sig rkke gøre , deres excellence , “ Svarede kronprinsen , „ et sådant skridt ville hidføre en krigserklæring fra Ruslands side . “ „ Såvidt jeg ved , “ ytrede Nelson , „ udelukker parkers jnsfruxer ikke direkte underhandlinger imellem kabinetterne i København og London , men den eneste betingelse , hvorpå slige kunne begyndes , består , efter min formodning deri , af danmarknorge , sålænge noteskiftet varer , afvæbner og hæver fine traktater med Rusland og giver den brittisfe flåde fri adgang til hovedstaden , for af den der kunne forsyne sig med hvadsomhelst . “ „ Herpå kan jeg ikke give noget afgørende svar , “ sagde kronprinsen , „ men jeg så gerne , af våbenhvilen ndstraktes til i morgen , eftersom jeg i et sådan vigtigt anliggende må rådføre mig med mit statsråd . “ „ Deri vil jeg gerne føje deres kongelige højhed , “ Svarede Nelson . Samtalen mellem dem var endt med disse ord . Kronprindsen lod nu hidkalde arveprinds Frederik og hans søn , Prinds Christian Frederik « senere kong Christian den ottende ) , og efter at have hilset på dem , forlod Nelson Amalienborg og begav sig tilfods igennem en uoversknelig menneskemasse til toldboden , hvorfra han klokken 7 om aftenen sejlede ud til flåden . Næste dag fandt et statsrådmøde sted , og ester nogle debatter imellem forskellige af dets medlemmer og kronprinsen vedtoges det endelig , at sende generalmajor Waltersdorf og generaladjutant Lindholm som befuldmægtige til parker , for at underhandle med ham om en militair våbenstilstand . Medens disse underhandlinger toge deres begyndelse påskemorgen , fandt der samme dag en sørgeprocession sted , hvortil København aldrig havde set magen . Fra søqvæsfhuset på Christianshavn , igennem alle dens gader , over knippelsbroe , langs med børsen , i alle hovedgaderne , igennem Nørreport , ad farimagsveien til sø-etatens kirkegård , slode der rækker af tilskuere til sørgetoget med de faldnes lig . Kisterne vare smykkede med blomsterkrandse og klokken 11 om formiddagen stred sørgeskaren , der bestod af sø- og landkrigere , embedsmænd , videnskabsmænd , kunstnere , håndværkeræ , ja endog arbeidsklassen , mange i sørgeklæder , fordi en af deres slægtninge var ibland ! De faldne , fra søqvæsfhuset igennem de ovennævnte hovedgader . Manges øjne vare fyldte med tårer , og isår så man mange ældre og yngre kvinder lydelig græde , fordi de enten havde mistet en mand , en søn , en Broder eller en forlovet . „ Min eneste søn , som skulle have været min alderdoms trøst , bærer de der bort til hans sidste hvilested , “ sagde en gammel kone hulkende med nedbøjet hoved til en anden sørgeklædt kone . „ Min mand hviler også i en af de kister , som de bære der , “ svarede denne medens tårerne randt ned ad hendes kinder . „ Kronprinsen følger lige bag efter kisterne med sin generaladjutant , oberst bulom , “ sagde en borgermand . „ Han seer hel sørgmodig ud , “ tilføjede en anden borgermand . „ Hvormange er der ialt falden ? “ spurgte den første borger . „ Trehundrede og halvfjerdesindstyve , “ svarede en sørgeklædt mand , idet han sluttede sig til liigfkaren . „ Henimod 700 er sårede , og deriblandt er der mange som blive krøblinger deres livstid , “ Sagde en anden mand . „ Hvad det er for en hjertegribende choralsom musikkorpset , der går bag kisterne , blæser , “ sagde en af de omstående til sin sidemand . „ Ja , de har ret , den går til hjertet , “ sagde sidemanden . „ Men lader os skynde os ud til sø-etatens kirkegård , hvor et sangerchor skal synge et smukt afskedsdigt over graven . “ På sø - etatens kirkegård havde kronprindsens livcorps ( studentercorpfet ) sluttet en kreds omkring graven . „ Seer de der det store sangerchor af over 100 personer , som skal synge over graven , “ sagde en af de omstående . „ Der komme de med kisterne . Og der gå tolv hvidklædte unge piger foran dem , og strøe blomster på vejen til graven , “ sagde en anden „ Hvilken uhyre stor grav der er gravet til de faldne , “ sagde en tredie . „ Der er kastet ulædsket kalk i kisterne , hvilke : snart vil fortære alt , “ sagde den første . „ Tys ! tys ! “ blev der nu råbt af flere , under en almindelig taushed sang nu er Chor af hundrede stemmer , anførte af de kongelige skuespillere Rosing og Knudsen følgende smukke afskedsdigt : „ Være fred med eder alle , dem vi så i kampen falde . Hver så » forsagt og glad stred for konge , land og stad . I det rædselsfulde mode kækt i stod , faldt og dsde . vsterhavels bølger bare overmaglig fjendeskare ; myndig os vor uven bød , bælge mellem hån og dsd . Da , da gik i ham i møde , støde , sirede , faldt og dsde ! Bære fred med eder alle ! Vi jer ej tilbagekalde , græde ej ved eders grav , hvor den er i jord og hav ; men med tak og pris og hæderbroderlig vi mindes eder . Ja med takkesang vi møde , thi det var for os i døde . Tak for eders heltemod ! Tak for hver en dråbe blod i tak , i dyrekjøb ' e sjæele ! Evigt er jert eftermæle * ) ! “ En dyb taushed vedblev at herske indtil denne sang var endt . Den afpressede mange af de omstående bitre tårer , og lydelig hulken fandt sted . Under de tilstedeværendes højtidelige stilhed bleve ligene nedsænkede ved siden af hinanden i graven . De hvidklædte piger trådte nu frem og strøede Werner abrahamsou . blomster på kisterne . Og nu afsang sørgeskaren følgende strofe : „ Bed eders grav vi samllig sværge : med eders ånd til sidste mand i hver fornyet kamp at værge for fyrste og for fædreland ! Fred være med jer afle ! Fred ! Jer hæder evigt varer ved ! “ Nu fjernede sørgefkaren sig efterhånden , de faldnes efterladte , sørgeklædte enker , ældre mænd og kvinder til sidst . 15 . Medens dette gik for sig var generalmajor Waltersdorf og generaladjutant Lindholm ombord i linieskibet London , som vi vide , for at underhandle om en militair våbensfilsfand . Parker og Nelson havde modtaget dem med de venskabeligsfe forsikringer . Begge erklærede sig beredvillige til at indgå en våbensfilsfand på den betingelse , at danmark-norge , indtil man havde truffet en endelig afgørelse af spørgsmålet , ville suspendere sit forhold til det nordiske neutralitetsforbund . “ „ Det kan vi ikke , “ svarede Waltersdorf , „ thi da fik vi både Sverrige og Rusland til fjender . “ „ I det tilfælde kan de gøre regning på Storbritanniens virksomme hjælp , “ svarede Nelson . „ Når vinteren har tillukket vore Belter og sundet med is , så kunne englænderne ikke stå os bi med deres flåde og vi kunne da få to slemme fjender på halsen . “ „ Det er utidig frygt . England kan jo lade en del af sin flåde overvintre i deres havn , “ Sagde parker . „ De glemmer , at der er en anden vej , som vore fjender kunne benytte , når de ville angribe os , “ sagde Waltersdorf , „ nemlig over sundet og gennem hertugdømmerne over isen ligesom Carl Gustav i året 1658 . “ „ Det var andre tider dengang , “ svarede Nelson , „ Danmark havde dengang ingen , der ville slå det bi , derimod er en alliance med England ikke af ringe betydning . “ „ Danmark kan ikke med ære gøre et sådant skridt , “ sagde Lindholm . „ Danmark har dog ikke betænkt sig på at indgår en alliance med Rusland , skjøndr det havde forpligtet sig til , at standse alle convoier , indtil man var bleven enig om neutralitetsspørgsmålet , “ Sagde Nelson i en bitter tone , „ og af den grund frigav dengang England såvel fregatten „ Frem “ Som de opbragte handelsskibe . “ „ Ruslands trudsler må tjene os til undskyldning , “ Svarede Waltersdorf . „ Det er besynderligt , at kronprinsen er mere ængstelig for at støde det russisfe Hof for hovedet end det engelske Hof , “ sagde Nelson . „ Der er intet , der ville være os kærere end et venskabeligt forhold til Storbritannien , “ svarede Lindholm i en smigrende tone . „ Ja , de må da bevæge kronprinsen til at indgår på vort forlangende , “ sagde Nelson , besynderlig nok , i en tone , der ikke tilkendegav nogen uvilje over parlemetairernes påståelighed . „ Vi ville oppebie kronprindsens svar . “ Lindholm og Waltersdorf forlod nu skibet London . Undervejs på tilbagevejen til København yttrede Lindholm : „ Lagde hr . Generalen mærke til , af lord Nelson , tværtimod den charakteer man tillægger ham , viste en usædvanlig langmodighed og en tilbøjelighed til af vinde tid . “ „ Ja , han som skal være så påståelig , talte ligesom om alt nok kunne bilægges i ro og fred , “ Svarede Waltersdorf . „ Indser de da ikke af hvad grund han ikke viste sin sædvanlige heftighed og påståelighed ? “ Spurgte Lindholm . „ Jeg ved ingen anden grund , end af han nødig vil kæmpe med os , “ svarede Waltersdorf . „ Det er et ufejlbarligt vidnesbyrd om den britiske flådes dårlige forfatning efter slaget , “ Sagde Lindholm . „ Deri tror jeg de har ret , “ svarede Walters - dorf . „ Nelson kan ikke straks benytte den imod os , og derfor er hans tone nedstemt . Måsfee kunne vi derfor også gjennemscette kronprindsens ønsker og instruks . “ De havde nu vået landingsbroen og gik lige til udenrigsministeren , der tilkendegav dem , af kronprindsen ikke på nogen måde ville bryde med Rusland , og af de næste dag skulle igen sejle ud til admiralskibet . Da de nu den påfølgende dag , anden påskedag , igen betrådte dette skib , blev deres gode forhåbninger snart nedslagne . med en alvorlig og høitidsfuld mine sagde parker nemlig : „ Ifølge mine instrukser er jeg aldeles ikke bemyndiget til at indgå en våbenstilstand , derimod har jeg ret til øjeblikkelig at slutte en fred , som ikke strider imod Englands interesser . “ „ En fredslutning , “ svarede Waltersdorf , „ ligger udenfor min og generaladjutant Lindholms nuværende opgave . “ „ Der må gøres en ende på sagen ! “ faldt Nelson ham i ordet med en fast slemme . „ På hvilke betingelser vil England indgå en fred ? “ spurgte Lindholm . „ Danmark må enten indgå et forsvarsforbund med England eller afvæbne sine under udrustning værende skibe , “ svarede Nelson . „ Danmark , “ gjensvarede Lindholm i heftig bevægelse , „ vil ikke indgå nogen alliance med England , da det ville vanære sig ved således pludselig at blive sine forbundsfællers fjende . Vi ville hellere beholde den fjende vi nu har , end indvikle os i en ny , mere ødelæggende krig . “ „ Da bliver det nødvendigt at Danmark asvæbners , “ Sagde Nelson . „ Frygter den engelske regering Danmarks endnu ikke udrustede skibe , “ sagde Lindholm harmkuld , „ så kan den jo lamme dem , ved at indgase en våbenstilstand , under hvilken udrustningerne rorblive i den hidtilværende tilstand . “ „ Fjendtlighederne ville straks blive fornyede , “ Svarede Nelson barsk , „ hvis den danske regering ikke antager et af de af os opstillede alternativer . “ „ I så fald , “ udbrød Lindholm harmfuld , „ er det af beklage , af kampen ophørte , og jeg vil altid dnsee den af dem indsendte parlementair som særdeles uheldig for Danmark , når der ej bydes os andet valg end mellem vanærende vilkår og pådragelsen af en ny og mægtig fjende . Heller ville vi stå og falde som en mand ! “ Efter denne djærve erklæring bukkede de tvende vanske befuldmægtigede sig for parker og Nelson og iorlod linieskibet London . 16 . Medens disse forhandlinger mellem de engelske admrialer og de danske afsendinger fandt sted var København i fuld bevægelse . man må ikke tro , af såvel byens forsvarere , som dens andre jndvånere vare forknytte eller modløse , tværtimod vare alle ved frejdigt mod og i den forventning af kampen med englænderne ville igen begynde . Efter de foranstaltninger , der sandt sted , syntes det også således . Ligefra slagdagen indtil nu , den 9de April , var der truffet anstalter til af møde et fornyet angreb . Således havde , istedetfor den sårede Olfert Fischer commandeur sten ville fået befalingen over den tilbageblevne del af defensionen . I brokkens bod træffe vi på denne tid igen en del af det mandskab , som havde taget del i skærtorsdags kampen , blandt andre den kække Peder Andersen med en slægtning af hans fader , der var overkanoneer , Jens Christensen , ligesom den lange Ole , der sad ved et andet bord , langt borte fra Peder , som han syntes at skye , i ivrig samtale med nogle livjægere og nogle borgerlige artillerister og infanterister , ligesom med nogle mænd med sorte kitler . „ Ja , i kan tro , “ sagde Ole til de omkring bordet siddende , „ det gik varmt til på prøvestenen , kuglerne fløj en om ørene som det var hagl , og det tolvpundige kanonkugler . Også slog der af og til eil granat ned på skibet , stak ild på det , og dræbte og sårede en snes af mandskabet . Her kan i se , en stump as en granat rev mere end det halve øre af mig . Men i kan ' tro , vi hævnede os ved at smelde på dem med vore kanoner . “ „ Det må ikke være få rart , at være ombord på sådant et sksb , hvor man hverken kan vende eller dreje sig , når fjenden fyrer løs på en , “ Iagde en ung livjæger . „ Ja , det er noget ganske andet , end være på landjorden , som i landkrabber , “ svarede Ole broutende . „ For eksempel som på prøvestenen , når et fjendtligt skib gav det glatte lag langskibs , kuglerne afrev store splinter , der dræbte og sårede flere end kanonkuglerne . “ „ Ja , de kan sige , at de har været med , hvor det gjaldt , “ sagde den unge livjæger , „ men vi skal nl middag henlægges på Amager for at forhindre at englænderne ikke gøre landgang . Måske vi da også kan komme i en kamp med englænderne , så vi også kunne tale med om vore meriter som de . “ „ Ja , de kan tro , “ sagde Ole pralende , „ da kuglerne sådan bestandig fløj en om ørene , dræbte og sårede de omkringstående , agtede jeg til sidst ikke på dem , men passede blot min kanon nok så roligt , som om det havde været her jeg sad med et krus øl og en halvpægl stående for mig . “ „ Det er en fandens modig Karl , “ hviskedee en artillerist til sin sidemand . „ Jeg synes ikke , “ svarede denne hviskende , „ at han seer ud til af være en helt . “ „ Ja , man skal ikke skue hunden på hårene . Han er ellers lang nok til af kunne tage del i en kamp , “ hviskedee den første , og tilføjede højt : „ Ved de ellers af alle batterierne , strikkers , Qvintus , Sextus og Langelinie sættes i en bedre stand til af modtage engelskmanden , vi kunne altså vente en ny kamp med fjenden . “ „ Vi er beredte nat og dag af møde , så snart generalmarschen bliver slået , “ sagde en borgerlig infanterist . „ Vi , “ sagde en af mændene , med de sorte kitler , „ sknlle holde os rede nat og dag til m indfinde os , hvor bomberne antænde et hus . “ „ Og vi , “ sagde en som håndværker klædt gammelagtig mand , „ jeg og flere have organiseret et frivilligt rednings- og nedrivningskorps . “ „ Kronprindsens livcorps er bleven fordel ! på Christianshavn , for af forebygge ildsvåde i tilfælde af man ville bombardere denne del af byen . “ „ Ja , det lader til af man venter en ny kam med englænderne , “ sagde en ung sømand idet han trådte hen til bordet , „ men lad dem komme , dansken har aldrig manglet courage , og skulle nok vise dem vintervejen med en bråden pande . “ Nu indtrådte der en overkanoneer og to sergeanter i værelset . De siddende sømænd rejste sig op og hilste ærbødigt på dem . Overkanoneren , der havde været på flydebatteriet hos Willemoes , kendte Peder Andersen fra hans kække . Færd på dette . „ Der har du en ærlig dansk næve , min gut , “ Sagde overkanoneren , og gav ham et alvorligt håndtryk . „ Der boer en heltesjæl i din drengekrop , fast du ligner en voksen Karl . Du vil engang komme til at gøre søetaten ære . “ „ Tak for eders gode mening om mig , hr . Overkanoneer , “ svarede Peder , „ jeg skal stræbe efter at efterligne eder , så kækt i forstod at stille kanonen på batteriet , at kuglen altid traf i elefanten . “ „ Elefanten er , sone du ved , min gut , et af de største og stærkeste dyr på jorden , “ sagde overkanoneren spøgefuld , „ og derfor hører der noget til at fælde ham , men han fik dog så meget , at han vil i nogen tid tænke på flydebatteriet nr . 1 , der langede ham sådan kugler i livet , så han ravede frem og tilbage , som jeg tydelig kunne se igennem min kikkert . “ „ Jeg ville ikke undvære for aldrig om det , af jeg har været imod Nelsons admiralskib , “ sagde Peder , „ er der noget en sømand kan være stolt af , så er det af af have været i en sådan kamp . “ „ Rigtig , min gut , rigtig , “ ytrede overkanoneren . „ Men der er flere af det mandskab , der er kommet » såret iland , der vise det samme mandemod som du . Vi komme fra Amalienborgs plads , som var opfyldt af mandskabet , der havde været med i kampen skærtorsdag . Vi trængte os frem for af høre hvad de ville , da lød der med et et enstemmigt råb fra den forsamlede mængde udenfor kronprindsens pallads : „ Vi ville på ny føres imod fjenden ! “ Kronprindsen trådte ud på altanen og sagde til dem : „ Hav tålmodighed , kære børn ! I skal få eders villie , hvis de engelske befalingsmænd ikke vil indgår de betingelser , jeg forlanger . Jeg lader mig ikke aftvinge alliancen med Rusland . Et givet ord må man ærligt holde , ikke sandt , børn ? “ „ Jo ! Jo ! “ råbte hele mængden . „ I har vel nok set af jeg lader fæstningsværkerne udbedre og har forsynet alle vore landbatterier med mere skyts . Vi have liggende endnu en feilbar flåde , som tilligemed Trekroners batteri nok vil give vor fjende en/bråden pande , hvis han skulle vove på at byde os spidsen med sine sønderknuste skibe . Jeg takker jer ellers for eders fædrelandskærkighed og vær forvisset om , at jeg påskønner eders Iver . Der skal blive uddelt fil sin tid fil enhver , hvor simpel hans stand også er , når han har udvist mod og kjækhed under slaget , en sølvmedaille fil at bære på hans bryst , som et vidnesbyrd om hans tapperhed . “ „ Prinds Frederik leve ! “ råbie nu mængden og svingede med hattene . „ Jeg er vis på , at jeg får den , “ råbte nogle , „ thi jeg var ombord på prpvesteen under den tappre capitain Lassen . “ — „ Og jeg var på flydebatteriet under den i8årige lieutenant Willemoes , og gav Nelsons skib en sådan mængde kanonkugler i skroget , at det formedelsf de mange huller vist har lignet et sold ! “ Råbte igen andre . „ Begiv jer nu , børn , hver fil sit , “ sagde kronprindsen , „ og indfind jer enhver i morgen hos sin chef , der nok skal have såt videre ordre . “ „ Prinds Frederik leve ! “ lød det atter tre gange fra mængden , der nu adskiltes til alle kanter så pladsen var fem minutter efter ganske ryddelig . “ „ Jeg er forvisset om , “ sagde Peder Andersen , da overkanoneren tang , „ at vi komme igen op at nappes med englænderne . Hvor skal jeg da , “ Tilføjede han , gnidende sinehænder , „ tildænge deres skibe med tolvpundinger . “ „ Jeg tror at englænderne krybe til korset , på grund af at deres skibe , da slaget var ophørt , var i en sådan stand , at havde de fået nogle dygtige skud langskibs , så havde de måske gået nedenom hjem , “ sagde overkanoneren . „ Ja , det kan jeg sande , “ sagde en bådsmand , der trådte hen til de samtalende . „ Jeg var ombord på linieskibet Sjælland , som vi først forlod dagen efter slaget , da englænderne ville tage det i besiddelse . Men i kan tro , at var Sjælland ødelagt af fjendes kugler , så var en af vore modstandere , monarch , det vist ikke mindre , thi vi overøste det så at sige med hele glatte lag ad gangen , så ræer og stænger hang ned og sejlene vare så fulde af huller , at man kunne se sol og måne igennem dem . “ „ Ja , Nelson vil nok ikke så let glemme kampen på kongedybet , så længe han lever , det skal jeg love eder for , “ sagde overkanoneren . „ Havde vi haft et ligeså stort antal kanoner som han , så havde vi aldeles ødelagt hele hans flåde . “ „ Alen må vi nu ikke frygte for at englænderne bombardere København , “ sagde en borgerlig infanterist , der trådte hen til bordet . „ Åh passiar , “ sagde overkanoneren , „ de kastede jo bomber skærtorsdag ; men se om de gjorde nogen skade . Af deres bombekastning kan vi le . “ „ Bien kaste de brandpile ind i byen , så kunne de let antænde den . “ „ Så er vi tilstede , “ sagde nogle af brandeorpfet , der havde nærmet sig bordet , „ den ild , de forårsage , den slukke vi med et par spande vand . “ De fleste , som havde siddet ved bordet med den lange Ole havde rejst sig op og vare gåde hen til det andet bord , hvor samtalen var så levende , også Ole så sig nødsaget til at følge med dem . Peder Andersen sik straks øje på ham og råbte : „ Nå Ole , hvorledes er det med din blessure , er øret vokset ud igen ? “ „ Næ , det smerter endnu så forbandet , “ svarede Ole med en snur mine . „ Jeg troede du havde lagt dig ind på qvæsthuset ? “ sagde Peder i en spottende tone . „ Jeg agtede det kun for en bagatel , “ svarede Ole , der gerne ville i deomståendes øjne gælde for en modig Karl . „ Så går du vel med , hvis vi igen skulle kløe englænderne , kan jeg tænke , så tappert som du opførte dig på prøvesten , “ sagde Peder med en satirisk mine . „ Du gør nok så småt nar ad mig , “ sagde Ole , ver følte sig fornærmet , „ men jeg var ligeså kæk som du under bataillen . “ „ Ja , det kan jeg , fanden spille mig , bevidne , “ Sagde en kanoner blandt de omstående ved bordet , „ for jeg stod ved den nærmeste kanon på prøvesten . Det forekom mig , “ sagde han spodsk , „ at jeg så dig daske to gange om langs hen ad dækket , fordi en kugle susede forbi dig og slog nogle kammerater ihjel eller lemlæstede dem . Det forekom mig også , at du luskede ned under dækket , da du mistede den stump øre . “ „ Jeg var vel nødsaget til det , “ svarede Ole i en sagtmodig tone , „ ellers kunne jeg have forblødt mig . “ „ Ha ! ha ! ha ! “ lo Peder , „ ha ! ha ! ha ! Nu må jeg le . Ved at miste en øreflip skulle man forbløde sig . Ha ! ha ! ha ! — lad os nu ikke tale mere om den blessurehistorie . “ „ Vi skal altså møde hos hver sin chef i morgen ? “ Vedblev han henvendt til overkanoneren . „ Måske begynder da dansen igen i morgen . “ „ Ja , det er meget muligt , ja endog sandsynlig , “ Sagde en civiltlædt ældre mand , der i det samme trådte hen til bordet . „ Jeg er bud i admiralitetet og har bragt et brev fra det til den commandereude officer på batteriet Sextus , hvorfra jeg nu kommer . Det var en ordre , at alt skulle være beredt til kamp i morgen formiddag , hvis Lindholm og Waltersdorf vendte tilbage med uforrettet sag . Jeg hørte en af admiralitetsherrerne sige til en anden : kronprinsen vil på ingen måde slutte et forsvarsforbund med England eller afvæbne , og vil før igen begynde fjendtlighederne . — parker og Nelson vare , da vore afsendinger sidst kom fra dem , aldeles uvillige til at indgå nogen våbensfilsfand , men ville have en øjeblikkelig afgørende fred . Derfor tænker jeg , tilføjede han , at bille rykker frem i morgen med den nangrebne del af vor flåde for at modtage englænderne . Jeg troer ikke at vi have noget at befrygte . — den anden admiralitets herre svarede : jeg tror ikke , at parker lader det komme så vidt om også Nelson ønsker at optage kampen igen . Han har lært at kende danskens måde at kæmpe på ; at de ikke overgive dem , før deres skibe er vrag , og han ved også at Nelsons skibe er i en forfatning , der ikke godt tåler nogen ny kamp . — del ville vi få at se i morgen , svarede den første admiralitetsherre . “ „ Gid englænderne ikke ville indgå på nogen våbensfilsfand , at vi kunne komme til at banke dem , “ sagde Peder , „ jeg brænder ordentlig af begærlighed efter at hævne vore faldne kampfæller , som nu ligge på skibskirkegården . “ Under denne samtale havde lange Ole fundet lejlighed til ubemærket at forlade brokkens bod , hvor de tilstedeværende vedbleve at samtale om englænderne , fjendtlighederne , kronprinsen ; og ingen syntes at tvivle om , at begyndte en ny kamp , ville den ende med sejr for de danske . 17 . Næste morgen så mari atter Lindholm og Waltersdorf gå ombord på det engelske skib „ London “ . „ Nå mine herrer , “ modtog parker dem , „ skulle England og Danmark stå skulder mod skulder sammen mod Rusland og Sverrige . “ „ Dertil have vi ingen ordre , “ svarede Lindholm . „ Hvad er da deres kronprinds beslutning ? “ Spurgte Nelson i en heftig tone . „ Kronprinds Frederik er villig til at indgå en våbenstiisfand på længere tid , men uden nogen forpligtelse at indgå en varig fred . “ „ Så tomme vi til at vise Danmark tænderne igen , “ sagde den utålmodige Nelson , der ikke kunne udholde langvarige forhandlinger . „ Det tommer an på de herrer admiraler , “ Svarede Lindholm , „ Danmark ønsker intet hellere end at stå i et godt forhold til England , men det kan ikke vanære sig , ved at svigte dets forbundsfæller . “ „ Det har jo svigtet England ved et grovt traktatbrud og kan derfor gerne gøre det samme med Rusland og Sverrige , “ sagde Nelson i heftig bevægelse . „ Det er en temmelig skarp yttring , hr . Admiralen tillader sig . Danmark har altid været bekendt for samvittighedsfuld at opfylde sine forpligtelser , “ svarede Lindholm i en næsten ligeså heftig tone . Parker , der ikke på nogen måde ville have at fjendtlighederne skulle begynde på ny ved den engelske flådes betænkelige tilstand , og frygtede for at Nelson i sin heftighed skulle fornærme de danfke afsendinger , sagde nu : „ Jeg kan ikke finde mig i , at to så beslægtede nationer , som den danske og den engelske , skulle begynde en kamp igen med hinanden , jeg vil derfor af humanitetsfølelse være villig til , at indgå en våbensfilsfand , skønt jeg ved et sådant skridt overtræder mine instrnxer . “ „ Ja den er vi befuldmægtigede at indgå , “ Svarede Lindholm og Waltersdorf på engang . „ Ja , mine herrer , det vil sige , at den dansknorske regering enten slutter et forsvarsforbund med England eller afvæbner , “ sagde parker . „ Så er vi ikke kommen videre end da vi begyndte , “ sagde wallersdors , „ thi et sådant dobbeltvalg kunne vi ifølge vor instruks ikke indlade os på . “ „ Ja så må fjendtlighederne begynde igen , “ Faldt Nelson ham hidsig i ordet . „ Vi må dog kunne komme til et fredeligt resullat , “ afbrød parker ham henvendt til Lindholm . „ Vi ønske intet hellere end at slå i et godt forhold til Danmark . “ „ Men en seierherre kan dog ikke lade sig foreskrive noget af den , han har besejret , “ svarede Nelson , der syntes at ønske en fornyet kamp . „ Når man er bleven seierherre på den måde , som hr . Admiralen er bleven , “ sagde Lindholm i en bitter tone , „ så kan man nok indgå på rimelige betingelser . “ Parker , der bemærkede , at Nelson blev blodrød i ansigtet og syntes truffet af Lindholms ord , frygtede for at han skulle forløbe sig ved ord , og lod derfor som han overhørte dem idet han sagde : „ Mine herrer , de er jo komne for at slutte en våbenstilstand , og når vi på begge sider give lidt efter kunne den dog måske opnås . “ „ Jeg vil i den henseende gøre hr . Overadmiralen en proposition , “ sagde Lindholm , der fra nu af henvendte sin tale alene til parker . „ Den dansk-norske regering suspenderer sin medvirkning til den bevæbnede neutralitet under våbenstilstanden og giver løfte om , at regeringen i det tidsrum skal lade sin flåde forblive i den hidtilværende tilstand . Synes hr . Admiralen ikke om dette forflag ? “ „ Dette mæglingsforslag har mit bifald , “ svarede parker , „ og derpå kunne vi bygge videre . Synes hr . Admiralen ikke ligesom jeg , “ sagde han nu henvendt til Nelson . Denne , der endnu var harmfuld over Lindholms yttring , af hvilken han havde følt sig truffet , svarede kort : „ Tahr . Admiralen mener , at måtte overtræde sine instrukser , så nødes jeg jo til at være enig med dem . “ „ Behag så at sige kronprinds Frederik , at kun humanitetsfølelse har bevæget mig til tværtimod mine instrukser at være villig til at indgå en våbenstilstand ! “ sagde parker nu til begge affendingerne . „ Admiral Nelson vil selv komme i land for at aftale bestemmelserne i denne våbenstilstand . “ Efter gensidige hilsener forlod Lindholm og Waltersdorf admiralskibet og vendte tilbage til Amalienborg , for at underrette kronprinsen om Nelsons ankomst . 18 . Rygtet om al Nelson atter ville komme i land for at tale med kronprinsen udbredte sig efter afsendingernes tilbagekomst over hele byen , og derfor så man atter Langelinie , toldboden og vejen fra den til Amalienborg propfuld af mennesker . Ligesom den forrige gang at den engelske admiral var i land , stod der opstillede to rækker soldater lige fra toldbodtrappen indtil kronprindfens pallais på Amalienborg . „ Hvad mon den Nelson nu vil her igen , “ sagde en borgerlig infanterist , der stod og støttede sig på sit gevær . „ Åh , det skal jeg sige dem , “ svarede hans sidemand , „ han kommer for at bede om godt vejr . “ „ Så gi ' er vel kronprinsen ham en god dag , “ Sagde den første . „ Der er ingen som ved hvad Nelson vil forhandle med kronprinsen , “ sagde en civilklædt mand , „ men hvis nogen tror , at han kommer for at bede om godt vejr , så tager han høfligen fejl . “ „ Ieg tror før , at han kommer for at true med et bombardement ? “ sagde en anden civilklædt mand . „ Vidste man det , “ sagde en ung mand , „ så burde man tage ham til fange . “ „ Og handle som man gør i røverstaterne , “ Svarede den civilklædte mand . „ Det ville være at sætte en plet på den danske ære , og ville blive hævnet af parker . “ „ Det vil snart vise sig , hvad hans komme betyder , “ sagde nu infanteristen , „ noget godt bebuder det ikke . “ Nu rørtes trommen i toldbodvagten , bebudende Nelsons komme . Den engelske admiral steg , ledsaget af oberst Stewart , iland ved toldboden og begav sig ligesom første gang gennem tætte menneskemasser til Amalienborg . Hele vejen igennem præsenteredes dergevær og da han havde nået Amalienborg plads trådte livvagten i gevær og trommen rørtes . Nelson blev straks ført til kronprinsen , på hvem han hilste ærbødigt , og blev derpå indbudt til af deltage i en din6r . her faldt talen på ve erobrede danske skibes ødelagte tilstand . „ Det er kække mænd , der have kommanderet på disse vrag , “ sagde han . „ På blokskibet prøvesten , sagde den officer , der tog den i besiddelse , var der ikke et sted på det øverste dæk , hvor et menneske kunne stå uden af blive truffet af en kanonkugle , også fandt han kun tre kanoner i brugbar stanb . Han forsikrede , skønt han havde været med i en mængde søflag , af han aldrig havde set et orlogsskib i en sådan tilstand , og derfor nødes jeg til af brænde det . “ „ Efter mine officerers sigende skulle alle de skibe , de have kommanderet og måttet forlade , være i en sådan tilstand , af de ikke kunne repareres , “ Sagde krovprindsen i en for tone , „ Deres excellence vil derfor ikke få madge trofæer af fremvise i deres fødeland . “ „ Det laver det ikke til , nndtagen at der , meget imod mit ønske , skulle på ny begynde fjendtligheder imellem min og deres kongelige højheds flåde , “ sagde Nelson i samme tone . „ Det er ligeså lidt mit ønske , og vi ville derfor , når Dineen er endt , tale derom i capitain Lindholms nærværelse . “ „ Deres kongelige højhed har nok ikke et så lidet antal sårede ? “ spurgte Nelson idet han knyttede en ny samtale . „ Der er angivet mig omtrent 700 qvæstode , et ikke så lidet antal , “ svarede kronprinsen . „ På vor side , “ sagde Nelson , „ er tabet angivet mig al være 850 sårede og 350 døde . “ „ Der befindes altså flere døde blandt mine sømænd end blandt deres større antal , “ sagde kronprindsen , „ thi man har angivet de døde til 370 * ) . “ Nu var Dineen endt og kronprinsen begav sig rilligemed Nelson og Lindholm i et sideværelse , hvor han erklærede , at han var enig med sine afsendinger og bered til at indgå en våbenstilstand , dog ønskede han den indskrænket til 14 uger . Efter denne erklæring , der syntes tilfredsstillende for Nelson , røg denne afsked med prinsen . En equipage , der ventede udenfor pallaiet , kørte * j Nelson angav st ! Tab til 1200 mand nede og sårede , men parker anslog det selv senere til 2 , 237 mand efter Nelsons rapport udgjorde tallet af døde og sårede officerer og civilbetjente 51 . Efter slaget savnedes der på dansk side 205 mand , om hvilke man senere ikke fik nogen efterretning . ham og oberst steward til toldboden igennem soldaternes rækker og folkemængden , der studsende betragtede søheltens bydende ansigt med det ene øje . 1 » . Samme dags aften henimod klokken 8 sad kronprinds Frederik i sit dagligværelse med sin gemalinde , sin femårige datter prindsesse Caroline og Major Bulow , commandeur for kronprindsens regiment og hans fortrolige ligetil hans endeligt . „ Jeg er rigtig misstemt , “ sagde kronprinsen , „ fordi jeg har været nødt at indgå en våbenstilstand på betingelser , som den brutale og lunefulde kejser Paul måske vil blive harmsuld over , hvilket måske kan have fladelige følger for Danmark . — også er jeg overbevist om , at parker og Nelson ikke er tilfredse med denne våbenstilstand , og så længe den endnu ikke er underskreven , befrygter jeg at begge admiralerne kunne betænke sig . Parker er vel for den , da han ikke synes om at genoptage kampen med Nelsons sønderskudte skibe , men den sidstnævnte er vistnok ærgerlig over , af han ikke har kunnet tvinge Danmark til ubetinget af opgive neutralitetsakten og indgå et forsvarsforbund med England , der ville have forhøjet virkningen og betydningen af den Sejer , som han gerne vil have fremhævet for af bøde på de tab , han har lidt . “ „ Deres kongelige højhed har vistnok ret , “ Svarede Bulow . „ Nelson er en stolt charakteer , og vistnok harmfuld over af have mødt en modstand , han ikke havde ventet . Det forekommer mig derfor bedst , af deres kongelige højhed afslutter våbenstilstanden snarest muligt . “ „ Jeg gør det nødigt , thi det er dog et slags brud på Danmarks indgåede forpligtelse imod Rusland , “ sagde kronprinsen , „ det danske folk vil også blive forbitret , når jeg gør englænderne nogen indrømmelse , da det anser disse for de slagne , men da jeg ikke har erholdt nogen hjælp fra Sverrige , og Ruslands flåde ligger indesluttet af is i reval , har jeg dog fundet det rigtigst al indgå på våbenstilstanden . “ „ Du bør også betænke , Frederik , “ sagde hans gemalinde , hvis bløde hjerte havde følt meget ved de mange faldne og sårede i skærtorsdagsslaget , „ af der ville igen blive offret en mængde af Danmarks undersåtter i et nyt slag . “ „ Det kunne ikke tilbageholde mig fra af optage kampen på ny , “ svarede kronprinsen , „ thi Danmarks ære må stå over tabet af endeel menneskeliv , men vi have nu kun det halve af vore tidligere modstandskræfter af byds over , medens englænderne ved af istandsætte deres skibe så godt som muligt , dog kunne formå af fravriste os sejren , og det er den vigtigste grund hvorfor jeg indgår på en våbenstilstand . “ Den jourhavende adjutant hos kronprinsen indtrådte hurtigt i det samme af prinsen havde sluttet sin tale . „ Udenrigsministeren , grev Bernstorf , udbeder sig en øjeblikkelig audience hos deres kongelige højhed , da han har en højst vigtig tidende , der ingen opsættelse tåler , af berette . “ „ Lad ham straks komme ind , “ svarede kronprinsen henvendt til adjutanten , der forlod værelset . „ Hvad kan det være for en vigtig tidende han kan have af berette mig på denne tid af dagen ? “ „ Jeg vil forlade deres kongelige . Højhed , “ Sagde oberst Bulow . „ Bliv kun , Frantz , for dig har jeg ingen hemmeligheder , “ sagde kronprinsen , „ og du , Marie , “ tilføjede han , henvendt til sin gemalinde , „ bliv du kun og overvær hvad greven kan have at sige mig . “ Nu indtrådte grev Christian Bernstorf , en ung mand med aristokratiske manerer og væsen . „ Den tidende jeg melder deres kongelige højhed vil overraske dem , “ sagde han , „ Kejser Paul af Rusland er død ! “ „ Hvad siger de ? “ råbte prinsen heiligen overrasket , „ er kejser Paul død ? ! “ „ Ja , hvad der er end mere uhørt , myrdet ligesom sin fader , Peder den tredie , “ svarede grev Bernstorff . „ Er det muligt ? “ vare de eneste ord prinsen i sin bestyrtelse formåede at udtale . Grev Bernstorf lod prinsen fatte sig efter denne overraskelse , indtil denne efter en kort pause lagde : „ Hvorledes er det gået til , hvorfra har de denne efterretning og er den pålidelig ? “ „ I enhver henseende , “ svarede greven . „ Det er ikke en halv time siden , at der ankom en koureer , afsendt fra vor gesandt i Petersborg med en skrivelse til mig , som jeg vil , hvis deres kongelige høibed tillader det , forelæse dem . “ „ Gør det , kære Greve , “ svarede prinsen i spændt forventning , medens man så alle tegn på overraskelse på de tilstedeværendes ansigter grev bernstors fremtog nu et stort brev på et helt arks størrelse og oplæste som følger : „ Hr . Greve ! „ Jeg har en begivenhed af melde dem , hvilken vist er af den største vigtighed for den danfle regering . Natten imellem den 23de og 24de marts er kejser Paul den første bleven myrdet i del michailowske palads , som han beboede i Petersborg . Jeg skal fortælle dem , hvorledes det er gået til : “ „ Kejserens despotiske negering , vilkårlige adfærd og ubesindige politik har efterhånden vakl en almindelig misfornøjelse , som har givet anledning til en sammensværgelse , hvis udbrud jeg har hørt fortælle af en af deltagerne , en adelsmand , der er ansat under grev Peder Pahlen , den mest indflydelsesrige mand i kejserens omgivelser . Grev . Pahlen stod i spidsen for de sammensvorne , brødrene subov , general benningsen og en mængde adelige officerer . Som jeg ovenfor har fortab dem var det natten mellem den 23de og 24demam de udøvede den rædsomme dåd ved al trænge ind i det michailomske pallads , hvor de overraskede kejseren i hans sovekammer . De vare først efter aftale betænkte på af tvinge ham til af takke af , men enten gav kejserens modstand eller frygten for hans hævn , hvis han kom igen til regeringen , eller også personligt had anledning til at man myrdede ham . Det skal have været enten general benningsen eller Nicolai subov , der med et skjerf kvalte kejseren . Efter at han var myrdet blev hans lig mafacreret så skrækkeligt , fordi enhver af de sammensvorne bibragte det et sår , at man ikke turde lade den kejserlige familie se det . “ „ Således har denne begivenhed fundet sted . Rygtet fortæller , at kejser Pauls ældste søn , Alexander , der straks blev udråbt til kejser , skal have havt del i sammensværgelsen imod hans fader , foranlediget af frygt for at blive tilligemed sin Broder Nicolaus mishandlede og fængslede . Alexander skal dog ikke have villet hans død , og skal have været utrøstelig i begyndelsen over hans mord , men da benningsen spurgte ham om han ville være kejser eller de skulle tilbyde hans Broder Nicolaus ttronen , bestemte han sig endelig til at overtage Ruslands regering . “ „ Det er skrækkeligt , en søn på en måde deltager i sin faders mord ! “ sagde krr-nprindsen . „ Hvilken byrde på hans samvittighed må det ikke være , “ sagde kronprinsessen . „ Det er et barbarisk land , sæderne er roe og en adel besidder det , hvis stolthed er uden grændser , “ sagde grev bernstorsi „ Det er en skæbnesvanger begivenhed på denne tid , thi den nye kejser Alexander er en politisk modsætning til faderen , “ sagde kronprinsen . „ Ja , vor gesandt i Petersborg skriver ligeledes at grev Peter Pahlen er bleven udenrigsminister , og er en mand , der ikke tager hensyn til noget . “ Sagde grev bernsforf . „ Den nærmeste fremtid kan skabe politiske consiellationer , der kunne blive yderst faretruende for danmark-norge , “ sagde kronprinsen . „ Og give anledning til at England forøger sine førdringer betydeligt ! “ tilføjede grev bernfws . „ Denne tidende kan ikke have nået til parkers og Nelsons ore , “ sagde kronprinsen , „ og vi skulle nok vogte os for , at meddele de britiske admiraler denne tidende , thi da det nordiske neutralrtelssorbund har i kejseren mistet sin stifter og ni overhoved , så frygter England ikke mere for Rusland , og det kunne derfor falde på at opskrue sine førdringer ti en højde , ' der måtte give anledning til en ny kamp . “ „ Det bliver derfor bedst , at deres kongelige højhed afslutter uden videre betænkning våben , stilstanden på det givne grundlag , “ sagde bernltorf . „ Det er aldeles nødvendigt , “ sagde kronprinsen , „ men medens vi således skaffe os den ene fare fra halsen , pådrage vi os måske en anden fra rus ' ands side . Grev Pahlen har aldrig været Danmark vennesindet , og han kunne gerne skaffe os såvel England som Sverrige , ja selv Rusland på halsen . “ „ Det ville blive en farlig stilling , som kunne give anledning til Danmarks sønderlemmelse , “ Tilføjede grev Bernstorf . „ Jeg lader derfor straks imorgentidlig Lindholm og Waltersdorf tage til parkers skib London for uden videre at undertegne våbenstilstanden , “ sagde kronprindsen . Og nu begav grev Bernstorf sig bort og aftenen henrandt for den kongelige familie under samtale om den besynderlige vending , der havde fundet sted i politisk henseende . 20 . Den næste morgen , den 9de April , kl . 9 , betrådte Lindholm og Waltersdorf atter linieskibet „ London “ . De blev førte ned i kahytten , hvor de modtoges af Nelson og oberst Stewart . „ Jeg kan ikke sige , at jeg er tilfreds med denne våbenstilstand , som de mest skylder admiral parker , “ sagde Nelson . „ Jeg har alene , på grund af den højagtelse jeg nærer for prindsregenten , og af hensyn til , at han dog stammer af engelflblod , indvilliget i at afslutte denne våbenstilstand eller prindsens begæring på 14 uger . “ „ Jog forsikrer dem om , at kronprinsen blot af humanitetsfølelse har sluttet denne fred , “ svarede Lindholm , „ thi han ved , at Rusland vil harmes over den og måske blive fjendtligsindet imod ham . “ „ Jeg ved ikke hvorfor prindsregenten kan være så ængstelig for denne forrykt « kejser , som før burde indesluttes i en dårekiste end sidde på en ttrone ? “ sagde Nelson . „ Netop , fordi han er halv afsindig , er det at prindsen er ængstelig for ham , “ svarede Lindholm . „ Han har indført et frygteligt , hemmeligt politi i hele Rusland og den hårdeste og småligste desciplin ved hæren . En mængde frisindede og oplyste mænd har han sendt til Siberien . Af en sådan regent kan man vente alt . “ „ Jeg tror at deres prindsregents frygt for kejser Paul er ugrundet , “ svarede Nelson . „ Jeg er næsten overbevist om , at han har siddet den længste tid på Ruslands ttrone , thi han har , som jeg ved fra vor gesandt i Petersborg , pådraget sig hærens misfornøjelse ved en disciplin , der degraderer en officer til menig soldat for den mindste forseelse i camaschetjenesten . På England er han forbitret , fordi vi ikke vil give Oen Malta tilbage til johanniterridderne , til hvis stormester han har ladet sig vælge , uagtet pavens indsigelser . “ „ Der seer de selv , at kronprinsen har grund til at frygte en sådan regent , “ sagde Lindholm . „ Men vi skulle nu blive enige om våbensfilsfandens betingelser . Under den ophæver vor regering sin medvirkning til den nordiske neutralitets akt og lader sine krigsskibe i henseende til bevæbning , udrustning og fjendtlig stilling forblive i deres nærværende tilstand . “ „ Således var aftalen med deres prindsregent , “ Svarede Nelson . „ Den danske skibsfart skal være uhindret , men de engelske skibe må også have tilladelse til ikke alene at drage frit igennem sundet , men også til at forsyne sig såvel i København som på enhver dansk kyst med bictualier og lægemidler . Det må også være de engelske krigsskibe tilladt at sejle igennem kongedybet . “ „ Deri har jeg ordre at indvillige , dog for så vidt at de ikke nærme sig Københavns krigsskibe og fæstningsværker på et kanonskuds afstand , “ Sagde Lindholm . „ Deri er jeg enig med dem , “ svarede Nelson , „ men der kommer admiral parker . “ Denne indtrådte i kahytten hilsende på de danske afsendinger . „ Nå , mine herrer , “ sagde han , „ de er nok blevne enige med admiral Nelson angående våbensfilsfandens betingelser . Jeg forpligter mig til at udlevere de danske undersåtter , som er ombord på den britiske flåde , imod et sfriftligt bevis for at de og alle de sårede , der efter Slagel bleve førte iland fra de erobrede skibe , kunne tilfalde England som krigssanger , hvis fjendtlighederne skulle blive fornyede . “ „ Derpå er vi villige at indgå , “ sagde nu Waltersdorf . „ Ja så underskriver de , mine herrer , det dokument , som min secretair opsætter , i kronprinds Frederiks navn , “ sagde parker , der nu ene førte ordet , „ og jeg og admiral Nelson underskriver det på Englands vegne . “ Da dokumentet var opsat og oplæst blev det underskrevet af begge parter . „ Oberst Stewart , “ sagde parker , „ vil nu blive sendt til London med afskrift af våbenstilstand en til admiralitetet , som da offentliggør den . “ Underhandlingerne vare nu til ende , begge de dansfe afsendinger forlod „ London “ og vendte tilbage til kronprinsen , der vel var tilfreds med at våbenstilstanden var bleven afsluttet , men dog nærede en ubetimelig frygt for Rusland , med hensyn til , hvorledes det ville optage dette skridt af Danmark . „ Jeg sender straks med et sejlbart skib efterretningen om den afsluttede overenskomst med England , hvilken nødvendigheden har aftvunget Danmark , “ sagde kronprinsen . „ Gud ved , hvorledes kejser Alexander vil optage dette budskab ? “ „ Jeg kan ikke tro andet , “ svarede Lindholm , „ end at kejser Alexander vil finde Danmarks handlemåde rigtig . “ „ Hvem ved det ? “ svarede kronprinsen . „ Måske han tåler ligeså lidet som faderen at englænderne undersøge ethvert skib såvel kofsardisom orlogsskibe , om de ikke have krigscontraband . “ „ Englands overmod er også utåleligt , “ Sagde Lindholm , „ men jeg tror ikke andet , end at kejser Alexander ikke vil begynde sin regering med fjendtligheder mod andre lande , men tværtimod slutte en venskabelig forbindelse med dem . “ „ Det vil vise sig med tiden , “ sagde kronprinsen . „ Men på Sverrige er jeg i højeste grad forbittret , “ tilføjede han , „ thi jeg tror , at det spiller under dække med englænderne , og at kong Gustav er en forræder imod den fælles sag . Hvilket andet udfald ville ikke slaget på reden stave haft , når den svenske konge havde opfyldt sit løfte , at sende 7 linieskibe og 3 fregatter til København inden den 2den April . Vi havde da ikke lidt den ydmygelse , at måtte underskrive denne våbenstilstand . “ Din meldte den jourhavende adjutant , at den svenske konges cabinetssecretair , baron lagerbjelke , var kommen hertil og forlangte audience hoskronprindfen på sin konges vegne . “ „ Det var bedre at hans konge havde sendt os de belovede linieskibe og fregatter end sin kabinetssecretair , der formodentlig fkal fremføre tomme undskyldninger , “ sagde Prinds Frederik . „ Deres kongelige højhed kan dog ikke vide , om der ikke har været vigtige forhindringer , som have umuliggjort skibenes afsejling fra carlscrona , “ Indvendte Lindholm . „ Lad ham træde ind , “ sagde kronprinsen nu ti ! Adjutanten , som derpå aforlod værelset . Kort efter indtrådte den svenske kabinetssecretair og sagde , efter at have hilset på kronprinsen : „ Jeg kommer fra min kongelige herre , for at undskylde ham , at de belovede orlogsskibe ikke er ankomne hertil således , at de kunne have taget del i slaget . “ „ Og hvad kan deres konge have for undskyldning , at han ikke holdt sit løfte ? “ spurgte kronprindsen . „ Jeg medbringer her alle kongens befalinger fil commandanten i carlscrona , grev Wachtmeister , om at lade flåden løbe ud , “ svarede lagerbjelke . „ Af stet forstået tjenesteiver har grev wachmeister fremstillet flådeafdelingens udrustning som langt mere fremrykket , end den i virkeligheden var . De : var i tillid til grevens ord af min kongelige herre sendte admiral eronfeldt til deres kongelige højhed med løfte om af skibene vare parate til af løbe ud . Men deres udrustning hindrede grev Wachtmeister fra straks af lyde kongens bud , og da eskadren endelig var færdig til af løbe ud , tvang en stærk modvind den til af blive liggende i havnen , medens kampen stod på kongedybet/ ' „ Skulle det forholde sig således ? “ spurgte kronprindsen ligesom tvivlende . „ Det forholder sig i sandhed således , “ svarede lagerbjelke . „ Hans svenske majestæt , der ste et højt tårn i carlscrona har iagttaget kampen på kongedybet , er bleven yderst opbragt over , a ! Hans orlogsskibe ikke vare komne til af deltage i slaget jevnsides de danske . Han har straks ladet Wachtmeisters færd undersøge af en krigsret , og her har jeg alle kongens befalinger til Wachtmeister , som min herre konge bar afsat fra bane embede . “ „ Jeg må vel undskylde deres herre , når det forholder sig således , “ sagde kronprinsen , „ og må beklage , af de svenske orlogsskibe ikke ankom , thi da ville slaget vist have fået en anden ende . “ „ Hans svenske majestæt har givet ordre til admiral Rudolf cederstrøm at han skal udløbe fra carlscronas havn med den fvensle eskadre , “ sagde lagerbjelke , „ og jeg nærer den formodning , at den ' snart vil indtræffe på Københavns red , når ikke vinden forbyder det . “ „ Da må den alene optage kampen med englænderne , “ Svarede kronprinsen , „ thi da jeg netop i dag har afsluttet en våbensfilsfand med England på 14 uger , kunne mine skibe ikke tage nogen del deri . “ „ Da vil deres ankomst hertil være uheldig , “ Sagde lagerbjelke , „ og jeg vil straks vende tilbage til min herre , for at underrette ham om den afsluttede våbensfilsfand . Han kan da sende bud til admiral cederstrøm , at han skal forblive for det første med sin eskadre i carlscrona , eller , hvis den er løben ud , da vende hurtigt tilbage til carlscrona med den , undtagen at han formår at slutte sig til den russiske i reval , da de så tilsammen nok kunne optage kampen med englænderne . “ Efter en kort samtale forlod lagerbjelke kronprindfens gemak . „ Hvis den svenske eskadre har haft elementerne imod sig , så er kong Gustav undskyldt , “ sagde kronprindsen , „ men , “ tilføjede han „ jeg frygter for , af den svenske konge har en ræv bag øret , og af den svenske flådes udeblivelse er forsætlig . “ „ Jeg deler deres kongelige højheds tvivl , “ Sagde Lindholm . „ Tiden vil vise om deres mistillid til Sverrigs ærlige hensigter er grundet eller ugrundet . “ „ Jeg tvivler ikke om , “ sagde kronprinsen , „ af parker og Nelson nu , da våbenstilstanden er afsluttel , ville begive sig ind i Østersøen , for af angribe såvel den svenske som den russiske flåde , og jeg frygter for , af de bukke under for den energiske Nelson , der er en ægte søhelt . “ „ Deres majestæt har flere lignende søhelte/ sagde Lindholm , „ når der blot gives dem lejlighed ril af vise deres dygtighed og tapperhed . “ „ Jeg ved det , og har jo i disse dage set et bevis på , af , som der står i Ewalds vise , de danskes vej til roes og magt , sortladne hav , er sandhed , det vil da sige med hensyn til hæderen , thi de tider er sorbi , da danske konger regerede øver England og de nordtyske kystlande . Men det ville vi nu ikke mere tale om , men derimod må vi være belavede på , at optage kampen påny med England , hvis det engelske ministerium ikke er tilfreds med den afsluttede våbenstilstand , inen sordrer at vi skulle alliere os med England mod Rusland og Sverrige , hvilke : jeg ikke gør på nogen måde , uden at sværdet skulle svæve over vore hoveder . “ „ Jeg nærer de samme tanker , som deres kongelige højhed , “ sagde Lindholm . „ Men jeg tror vidst , at England , når det bliver bekendt med kejser ponls død , søger en fredelig overenskomst med Rusland . “ Således vedblev de endnu i nogen tid at tale om , hvad fremtiden kunne bære i sit skød . . Si . Kronpnndsens formodning , at den engelske flåde ville begive sig ind i Østersøen , blev et par dage efter ovenstående samtale , bekræftet . Lord Nelson brændte af begærlighed efter at drage imod Sverrig og Rusland , han blev fortørnet på parker , fordi han blev liggende ørkesløs med flåden i kongedybet og skrev derfor til det engelske admiralitet , om tilladelse at måtte trække sig tilbage fra den kommando , der var given ham . Parker så sig derfor nødt til at give efter for sin energiske kampfælles opfordringer . Han sendte tre af de mest ødelagte linieskibe , tildeels med sårede , hjem til England , lettede endelig Anker den 12te aprilogstod sydpå gennem drogden , for at gå ind i Østersøen . Samme dag var den svenske admiral cederderstrøm løben ud fra carlscronas havn med i linieskibe og 3 fregatter . Det var en lykke for den svenske eskadre , at der kom befaling til al vende tilbage til carlscrona , og at parkers flåde formedelst stille vejr blev hindret i under mad al afskære den tilbagevejen . Næppe to dage efter a : admiralen var sluppen lykkelig ind i havnen , viste den engelske flåde sig udenfor den . Hyde parker sendte en parlamentair til admiral cronfeldt , der var bleven udnævnt til fæstningens commandant , og underrettede ham om våben stilstand en med Danmark . Han forespurgte tillige , om det svenske Hof ville sratræde neutrakitetsforbundet eller ikke , og tilføjede truende , at af dette svar var det , han videre ville foretage sig , afhængigt . Den svenske konge ankom samme dag til carlscrona , og tilkendegav parker , at han ville fastholde neutralitetsforbundet , men ville dog modtage forslag til at bilægge de opståede stridigheder , hvis de forelagdes ve nordiske magter i fællesskab . Efter sit truende sprog burde parker nu have foretaget et angreb på carlserona , men da de svenske fæsfningsværker vare stærke og hans flåde i medtagen tilstand , turde han ikke indlade sig herpå . I denne hans forlegenhed fik han underretning om kejser Pouls død fra grev Pahlen , ver tillige tilkendegav ham , af kejser Alexander var tilbøjelig ved en fredelig overenskomst af se af jævne den strid , der havde givet anledning fil de stedfundne stridigheder . Ved denne tidende sorlod parker med sin flåde carlserona og gik fil kjøgebugt , hvor han kastede Anker . Nogle dage efter samtykkede Storbritannien i en almindelig våbenstilstaud , og de danske , svenske og russiske skibe kunne nu uhindrede sejle såvel i Østersøen wm i Kattegattet . Parker vendte kort efter tilbage fil England og lord Nelson udnævntes fil hans efterfølger . Den berømte admiral var ikke tilfreds med denne våbenftilftand , han ville have fingre i den russiske flåde i reval , men da han nåde denne havn , havde de russiske orlogsskibe , efter af være for en uge siden isede ud af havnen , flygtet , alt hvad tøjet kunne holde , fil cronstadl , hvor de forenede sig med en der liggende flåde , og kunne nu bag fæstningens stærke batterier trodse Nelsons skibe . Grev Pahlen ydmygede ham nu , ved af underrette ham om , af hans nærværelse i revalbugten , hindrede en god forståelse med kejser Alexander . Han bad ham endog at fjerne sig ufortøvet , da Rusland ikke ville indlade sig i nogen underhandling , så længe en engelsk søstyrke viste sig udenfor de russiske fæstningsværker . Denne stolte yttring lagde en kapsun på den overmodige Nelsons færd , og han , som havde næret det håb , at tage hele den russiske nsfersøsfåde i pant , måtte nu ærgerlig i hu trække sig tilbage . I begyndelse af juni kom han igen med eseadren til kjøgebugt , hvor han forlangte at kaldes tilbage , hvilket ønske kort efter blev opfyldt . Nu overtog viceadmiral pote commandoen over den britiske østersoflåde , der , da freden kort efter indtrådte , forlod i julimåned de nordiske farvande . 22 . Mod enden af juni måned finde vi kronprinsen i det forsamlede etatsråd , som bestod af den sindssyge konge , der spillede en statist ' s rolle , arveprindsen , hvis mening heller ikke gjaldt noget . Hertug Frederik Christian af angustenborg , kronprindsens søstersøn , general Huth , grev Henrik Schimmelmann , greverne Christian og Cay Frederik Reventlow , samt grev Christian Bernstorf , der fungerede som statssecretair og udenrigsminister . Grev Bernstorf tog ordet : „ Jeg har i dag at fremlægge i det forsamlede etatsråd , en indbydelse fra kejser Alexander i hans eget og Englands navn , om at tiltræde en overenskomst , som disse to magter have sluttet den 17de juni , nemlig , at det neutrale flag ikke skal beskytte ladningen , og at handelsskibe , der sejle under convoi , ikke skulle være fritagne for visitation . “ „ Synes ikke de æredemedlemmer af statsrådet , “ Sagde kronprinsen , „ at det er hårdt for Danmark , ar skulle slutte sig fil en sådan overenskomst , efter at danske- og norske mænd have udgydt deres blod i den faste beslutning , at hævde den grundsætning , at en convoi beskytter handelsskibe for visitation ? “ „ Det er Ruslands regering hvem vi skylde denne ydmygelse , “ sagde grev Christian Reventlow , „ og det er den , vi under den lunefulde kejser Poul blev tvungen fil at forbinde os med , og som nu , uden at adspprge sine allierede , har sluttet denne overenskomst , overladende fil dem , -om de ville fastholde den eller optage en ny kamp uden dens bistand med englænderne . “ „ De har ret , “ sagde nu kronprinsen , „ Rusland har svigtet os , og jeg indser , at jeg ikkeskulde have agtet på den lunefulde kejser Pouls trudsler . Jeg havde da sparet mine undersåtter » Dyrebare liv og blod . “ „ Havde deres kongelige højhed kunnet forudse kejser Pouls pludselige død , “ sagde grev bernstors , „ ville de naturligvis ikke have indgået derpå , men under de daværende forhold var deres beslutning dog rigtig . “ „ De glemmer , at vi kunne have sluttet en alliance med England , der nok kunne have beskyttet Danmark mod den forrykke kejser Poul , “ sagde general Huth . „ De har altid næret engelske symphatier , “ Svarede Bernstorf bidende , „ uden at indse , at de ville være Danmark skadelige . “ „ Jeg tror at kunne være disse sympattier , som de kalder dem , bekendte , når de mindes , at deres fader , den store statsmand Peter Bernstorf , delte lignende med mig , “ gjensvarede general Huth . Grev Bernstorf bed sig i læberne inden han svarede . „ Andre tider , andre forholdsregler . I min faders tid gjorde englænderne ikke så store fordringer som nu om eneherredømmet på havet . “ „ Første consul Bonapartes adjudant , brigadechef lauriston kom til København i går aftes , “ Afbrød kronprinsen dem , idet han fremtog et brev . „ Han har sendt mig dette af førsteconsulen egenhændig skrevne brev . Behag at oplæse det , det viser hvorledes den franske regerings stemning er for os . “ Grev Bernstorf modtog brevet og læste højt : „ Jeg sender min adjudant , brigadecheflauriston til deres kongelige højhed . Jeg har givet ham det hverv , at udtale den overorden lige interesse , jeg føler for Danmark i dets nuværende stilling . Sverrige , Rusland og Preussen , der er bedre i stand dertil , ville i ethvert tilfælde yde dem hjælp . De kan stole på , at jeg fra min side skal gøre alt , hvad der er hensigtssvarende og muligt . Forresten antager jeg ikke , at englænderne ville være forvovne nok til at gøre landgang ; i så fald vil deres kongelige højhed modtage dem , ligesom deres forfædre have gjort . Jeg beder deres kongelige højhed om at tro på min ganske særlige interesse for deres stilling og held . Bonaparte . Paris , 11 zerwinal an lx * ) . „ Som de herrer hører af brevets dato , efter vor almanak , den 1ste April 1l0i , er brevet skrevet før slaget fandt sted og tidenden derom har nået Paris . Men det viser , at vi i førstcconsulen kan vente en bistand mod englændernes anmasselse . Jeg finder derfor , at vi bør først høre lauristons mulige mundtlige hverv til mig , forinden vi beslutte os til , at gøre det lidet hæderlige skridt , at tiltræde Ruslands overenskomst med England . “ B ) Ester 6orrsspoiiæ « nes æs ivspoleon ler , vil lomo . „ Deri er jeg enig med deres kongelige højhed , “ Sagde grev Christian Reventlow , „ ville førsteconsulen stå os bi mod England , kunne vi måske slippe for at gøre dette skridt . “ „ Jeg ville netop underrette deres kongeligehøihed om , atførsfeeonsulens adjudant lod sig melde hos mig i går langt ud på aftenen , “ sagde Bernstorf , „ og at han i en samtale med mig ytrede , atførsteconsulen var ligeså forbitret på England , fordi det ville anmasse sig herredømmet over havet , som bør være en åben vej for alle nationer , som deres kongelige højhed må være , efter at deres undersåtter have udgydt deres blod for denne sag . Det syntes imidlertid , tilføjede lauriston , at England frygter for at vi kunne , trods dets flåde , gøre et angreb på dets kyster , og at det , med sine fra alle kanter sammenskrabede linietropper , ikke ville kunne modstå Frankrigs veteraner . Æs den grund begynder det at søge vort venskab . Frankrig vil derfor gøre , hvad der er muligt for det at gøre , for at denne sag imellem de tre nordiske riger og England kan blive ordnet efter de førstes ønsker . “ „ Jeg tror imidlertid ikke , “ tilføjede bernstors , „ af Frankrig kan hjælpe os noget synderligt i den sag . “ „ De ærede medlemmer af statsrådet , “ vedblev han henvendt til disse , „ vide , af vore tropper , under anførsel af prindserne Carl og Frederik af hesten , i begyndelsen af denne måned have besat Hamborg og Lybek , for af udelukke englændernes handel fra Elben og trave . Ved af vedblive dermed kunne vi måske , da Preussen tillige har afspærret mundingerne af floderne ems og Weser , sætte en klemme på englænderne , for hvem alle havne lige fra Hollands grændse indtil archangel er tillukkede . “ „ Kunne vi altså , mine herrer , stolende på Bonapartes hjælp , vægre os for af slutte os ti ! Rusland ? “ spurgte kronprinsen . „ Jeg tror , af vi bør gøre alt , for af vedligeholde venskab med England , der har i disse dage hævet embargoen på de danske skibe , som vi nu kunne vente tilbage til Danmark , “ sagde grev Christian Reventlow . „ Det er også min beslutning af hæve embargoen på de eugelske skibe fra i dag , “ sagde kronprinsen , „ men indgå på Ruslands forslag vil jeg nødig . Jeg vil også først høre hvad den svenske konge har i sinde . “ „ Efter den svenske ministers yttringer til mig/ sagde Bernstorf , „ er hans svenske majestæt aldeles milbøielig til af ville tiltræde Ruslands overenskomst med England . “ „ Vi ville derfor tøve med af bestemme os , “ -agde kronprinsen , „ derimod er det min mening , af de , grev bernstors , rejser til London , for af udvirke nogle fordeelagtigere ændringer i Englands overenskomst med Rusland , der har ladet os i stikken . “ „ Jeg frygter for , af vet frugter intet , “ sagde general Huth , „ England giver ikke efter i sine fordringer , især da Rusland har føjet sig i dets villie , af undersøge alle dets skibe efter krigskontraband . Men det kan jo ikke skade , af grev Bernstorf gør st forsøg på af opnå hvad deres kongelige højhed ønsker . “ Efter nogle få yttringer sluttedes statsrådet . 24 . Vi føre nu vore læsere igen tilbage til bådsmand Niels Andersens bolig i elephantgaden . Bådsmandens kone , Ellen , havde skuret gulvet så hvidt som sne , de vaskede Gardiner vare ophængte i vinduerne med de små ruder , på tv store borde , der stod midt i stuen , var der udbredt en snehvid dug . På den stod der flere karafler med røde , grønne , gule og hvide drikkevarer , samt ttekopper , flødekande og sukkerdåse . I bakker var der ophobet vienerbrød og kaffebrød , og på flere tallerkener stod der stabler af smørrebrød med belægning af kød , ost , pølse , og deslige . Nabomor og nabofaer , samt flere bekjendtere af begge køn , gamle og unge sad forventningsfulde omkring bordene . Mor Ellen trippede med sine røde saffianstøfler hvert øjeblik hen til vinduet , hvorfra man kunne se langt ned ad gaden . „ Der komme de endelig , “ råbte mor Ellen med et ansigt , der strålede af glæde . Nu hørtes der fodtrin i forstuen , døren åbnedes og Niels Andersen og hans søn trådte ind . Ellen fløj i armene på sin mand , knugede ham fast til sit bryst og sagde derpå : „ Gud ske lov , at jeg seer dig igen hel og holden , kære Niels . “ „ På det nær , at nu halter jeg på begge benene , i stedet for at jeg tidligere kun haltede på vet ene , “ svarede Niels Andersen , idet han kyssede hende på munden og begge kinderne . „ Hvor har jeg været ængstelig for dig og drengen der , da den vældige kanonade begyndte skærtorsdags formiddag . Ved hvert drøn tænkte jeg , måske det skud ramte min Niels eller drengen der . Jeg ønskede at jeg var ombord på prøvestenen , for at dele skæbne med eder . “ „ Det var dejligt , hvis vi skulle have vore kællinger ombord på krigsskibene , “ sagde Niels . „ Ander kampen måtte vi da pakke dem ned i det underste skibsrum , hvor de hverken kunne se Soel eller måne . “ „ Ja , ja , det var nu blot sådan en tanke ; jeg mente egentlig , at jeg kunne omsvæve eder og beskytte eder for de dræbende kugler , “ sagde Ellen . „ Næ , lille mutter , “ sagde Niels , „ det la ' er du nok være , så trind og buttet du er , at kunne omsvæve os i farens stund . — du bad vel ellers til vor herre for mig og knøsen der , kan jeg tænke ? “ „ Ja , jeg kastede mig på knæ for det billede med Christus og de tolv apostler , vi have hængende på væggen , “ svarede Ellen , „ og når jeg havde endt min bøn , og bedet for eder , syntes jeg , at jeg følte mig lettet for den byrde , der tyngede på mit hjerte . “ „ Ja , du er en gudsfrygtig lille kone , “ sagde Niels , „ og gud hører såvel den ringes som den høitståendes bønner , undertiden måske mere den førstes . For din forbøns skyld slap jeg måske med den lille blessure i benet og drengen der med at få sin nye blå trøje med ankerknapperne sønderrevet og skindet på den ene arm lidt afflået . “ „ Guds hånd har dog været over eder . “ Sagde Ellen . „ Bien , “ afbrød Niels Andersen hende , „ jeg glemmer jo at hilse på naboer og gode venner , for din snaks skyld . “ Da alle de tilstedeværende havde givet ham og Peder hånden , satte begge sig ned ved bordet , og nu blev der drukket snapser og godt øl og spist smørrebrød af mændene , medens Ellen skænkede af kaffekjedlen , der havde det navn madam brun , og som stod på en høj træanstalt , den brave nektar til deri gvindelige del af de tilstedeværende . På det spørgsmål til Niels Andersen , hvorledes han havde haft det , efter at være kommene engelsk fangenskab , svarede han : „ Jeg kan ikke klage over den engelske officer , der tilligemed flere mand besatte skibet . En af vort mandflab , der havde faret med engelske koffardiflibe , var tolk imellem englænderne og os . Til ham sagde den engelske officer , at det gjorde ham og hans landsmænd meget ondt , at de havde været nødsaget til at træde fjendtligt op imod os danske , der dog er af et kød og blod med dem , men at en krigsmand er nødsaget til at lyde ordre af sine foresatte . Vi kunne gå omkring vå vraget , hvor vi ville , og vi få da hvorledes englændernes kugler næsten havde sønderslaget det . To kanoner , der vare tilbage , da englænderne kom ombord , vare fornaglede , og officeren rystede på hovedet , som om han ville sige , gud ved , hvorledes de har kunnet holde det så længe ud . Han sagde også til os , at det havde ikke været Nelsons alvor med hans trudsel at ville opbrænde sine priser , men jeg har i dag hørt fortælle , at han dog næsten har båret sig således ad engang ned Neapel . “ „ Ja , han er nok ikke at spøge med , “ sagde Andersens nabo , en overkanoneer . „ Jeg var på Trekroners batteri , og har fået orlov i dag at gå hjem til imorgentidlig , men i kan vide nabosaer , at da klokken var hen ved 1 så gav parker fra sin afdeling af den engelske flåde et signal til Nelson , at han skulle holde inde med slaget , men se om han gjorde det . Han blev ved af flyde , så krudtdampen indhyllede alt sådan for ham , af de sydlig beliggende engelske skibe ikke kunne se signalet og derfor vedbleve af kæmpe ; men fem fregatter og et par brigger , der lå ligefor Trekroner og beskøde os noget djævleblændt , adløde parkers signal , og nu kan i tro , af da de vendte deres agterspejl til os , gave vi dem nogle lag langskibs , der ryddede ganske ordentligt op på dækket . “ „ Hvor de krigsfolk dog kan tale ligegyldigt om menneskeliv , “ sagde Ellen , „ de estimere ikke et sådant mere end jeg estimerer en høne eller en kylling når jeg slagter dem . “ „ Hvor kan i nabomor tro , af man kan være blødhjertet lige overfor sine fjender , der tragte efter af skille en ved livet eller lemlæste en . Næ , kamst du mir so , dann kom ich Dich so , siger tysken , og skønt jeg ikke gør meget af de tyske vindbøjtler , der komme til os fra Tyskland , så have de dog ret heri . Skarpt imod skarpt , tand imod tand , det er rigtige ord . “ „ I tror nok , af jeg er en sri dansk sømand , “ afbrød Niels Andersen ham , „ men deri tage i fejl . Jeg er endnu en engelsk krigsfange , og skal , hvis krigen begynder igen imellem England og Danmark , udleveres tilligemed alle ve andre krigsfanger , ja , endog med de sårede fra de tagne danske skibe . “ „ Så tosset er du da ikke , far ? “ sagde Peder til sin fader . „ Jeg ville blæse englænderne et stykke , og gå i fangenskab igen . “ „ Tro og love må holdes , og er det en fastsat betingelse i våbenstilstanden , at fangerne igen , når den ophører , skulle gå i fangenskab , så må den holdes , hvor var ellers den danske ærlighed og ordholdenhed henne . En mand må holde sit ord , så meget mere en konge . “ „ Ja , du kan have ret , far , fra den side betragtet , “ sagde Peder . „ Men forbandet tungt ville det dog salve enhver , som således uden videre skulle give sig i fangenflab og tilbringe sin tid på fangeskibene på themsfloden i England . “ „ Tror du , far , at det kunne ske ? “ spurgte Ellen ganske ængstelig . „ Bliv nu bare ikke angst for min skyld , “ sagde Niels Andersen , „ der kan ske mange ting inden de sjorten uger , våbenstilstanden varer , er forbi jeg tror imidlertid ikke af englænderne begynde nogen ny krig med Sverrige og darmark , nu da Rusland er falden til føje for dem . “ „ Det kan man kalde russisk venskab , “ sagde Peder , „ sørst har den ene russiske kejser tvunget Danmark til af forene sig med ham imod England , og nu kommer den anden russiske kejser og slutter forlig med England , uden af bryde sig det mindste om sine forbundne , skønt Danmark har måttet udgyde sine tappre sønners blod for dets skyld . “ „ Lad os nu ikke tale mere om den ting , “ Sagde Niels Andersen . „ Mine venner , kom og lader os drikke en skål for de tappre danskes minde som faldt i slaget . “ „ Ja , den drikke vi mænd gerne alle sammen , “ Sagde nu Niels Andersens venner . „ Og vi fruentimmer drikke den også med , “ Sagde Ellen . „ Er der ikke bleven en mængde enker efter de tappre faldne i Nyboder , og er der ikke mange mødre , som have mistet deres sønner i skærtorsdagsslaget ? “ Da denne og flere skåler for de sårede , for alle dem , der havde taget del i slaget , for kongen og for fædrelandet vare drukne , spurgte Niels sin søn : „ Sig mig , vil du blive i orlogstjenesten , Peder ? “ „ Ja , far , hvis kampen begynder igen , ellers ikke , “ svarede Peder . „ Hvad vil du da foretage dig ? “ spurgte faderen nysgerrig . „ Det skal jeg sige dig . Jeg vil gøre en rigtig lang rejse , enten til Ostindien eller China , for at blive helbefaren Matros , “ sagde Peder , „ og når jeg har gjort det , så går jeg i fransk orlogsfjenesfe , kor at kunne komme til at kløe englænderne og hævne vore faldne fappre danske landsmænd . “ „ Se mig til drengen , “ sagde faderen , ikke uden stolthed , „ han efterligner Niels Juel , som jeg har læst , der lærte krigstjenesten i hollandft tjeneste . Måske du da hos franskmændene kunne opsvinge dig til officer ? “ tilføjede han smilende . „ Hvorfor ikke , fader , “ svarede Peder , „ jeg har læst om Bonaparte , at flere af hans tappreste officerer har begyndt deres løbebane som simpel soldat , menathanhar ladet dem avancere , fordi de udmærkede sig i de slag , hvori han var anfører . Således kan vel også en simpel sømand avancere til officer , når han er tapper . “ „ Ja så men , min søn ; du kunne måske stumpe til at avancere til officer , hvis du udmærkedæ dig , “ sagde Niels Andersen . „ Kender jeg dig ret , så vil du også gøre dig umage for at gøre dig værdig til forfremmelse , når blot ikke en kugle overskærer din livstråd . “ „ Åh , det har vel ingen nød , “ sagde overkanoneren . „ Lykken er altid nied de kække og modige , det kan vi jo fe af Tordenskjolds levnet ; jo forvarmere han bar sig ad , jo mere lykkedes det ham . “ „ Ja , Peder her , vil nok ikke være bange for at efterligne Tordenskjold i fdrvovenhed og mod , “ Sagde Niels Andersen . „ Du skulle blot have set , Mo ' er , hvor lidt han brød sig om kuglerne , der peb og susede ham om orene , træsplinterne , der fløj omkring til alle sider . sjeg har aldrig set nogen mere uforfærdet end ham . Da en kugle skød napperten på den kanon , vi betjente , istykker , og en stor splint af den rev det halve af hans trøjeærme , få var han nærved at le ad det , skjøndt splinten havde skrabet al huden af armen , så den blødte stærkt . “ „ Er det nu værd at tale om , “ sagde Peder . „ Min arm er jo ligeså rast som den altid har været . “ „ Ja , du bryder dig nu om ingen ting , Peder , “ Sagde nu modersn , „ men du kender jo nok ordsproget : krukken går så længe tilvands , til den kommer hankeløs hjem , og gale hunde forrevne skind . Dermed mener jeg , at når man er alt for forvoven , så kan det let gå galt . “ „ Hvo som ikke vover , han ikke vinder , lyder et andet ordsprog , “ sagde Peder , „ og et andet ordsprog siger også : dristigt vovet , er halvt vundet , og det ordsprog holder jeg af . “ „ Hør , sig mig engang , hvorledes har kræmmerens søn , her henne på hjørnet , båret sig ad ? “ Purgte Niels Andersens nabo . „ Han har forinden slaget fandt sted , gjort Cour til min datter , men hun kan ikke udstå ham , for hun har nok øje til en anden , “ han kastede et blik hen til Peder , der lyttede opmærksom efter hans tale „ Han er kommen hjem , og brouter noget forskrækkeligt af sine heltegerninger og et sår , han har modtaget under slaget . “ „ Brouter han , den lange Ole , as sine heltegerninger ? “ Spurgte Peder og gav sig til at le højt . „ Nå , har man hørt magen . Han en h e lt ? Jo , det er en dejlig helt ! Fordi en kugle rammer et eller andet sted og kaster splinter om sig , falder han usåret om på sin ende og besvimer som han var et svagt fruentimmer og gør en blæst af at have mistet en stump af sit øre . Ieg har forresten en høne at plukke med den goe Karl . “ „ Ja , han går nok i dit kølvand , “ sagde faderen smilende , „ og ville gerne kapre Lise fra dig . Men du behøver ikke at være bange , for hun viser ham jo vintervejen , som du seer . “ „ Han skal imidlertid få mine knoer at føle , hvis han går og lugter mere efter Lise , “ sagde Peder , „ hun er for god til en sådan cujon ! “ „ Ieg synes ellers det er noget tidligt at du tænker på kærester , “ sagde faderen , “ det er at binde sig en bøjle om benet når man giftersig- “ „ Det er et dejligt udtryk om den hellige ægstestand , du bruger , “ sagde Ellen , „ at sammenligne den med et slaveri . Du vil dog vel ikke kalde dig en slave ? “ „ Jo , i en vis forstand er jeg din slave , “ , sagde Niels Andersen i en satirisk tone , ^ „ thi af kærlighed til dig er jeg rede til , at gøre alt hvad du forlanger af mig . “ „ Det slap du godt fra , Niels , “ sagde Ellen og kyssede ham . „ Men ellers må jeg sige , at af en slave at være , gør du dig alt for meget udtilbeens og vil have din frie villie . “ „ Jeg skulle da vel ikke lade mig cujonere af dig til at blive hjemme , foul om jeg havde kanouseber , og ikke kæmpe for mit fødeland . “ „ Har jeg nogensinde forlangt det af dig , Niels ? “ svarede Ellen i en kærlig tone , „ men man kan ikke fortænke en kone i , at hun er angst for sin mands liv , når hun kan vente , at en kugle kan ramme ham hvert øjeblik . “ „ Det er vi alle , “ sagde nu flere af de forsamlede nyboderskoner . „ Du bliver ordentlig veltalende , Ellen , “ sagde nu Niels ironisk , „ det gør denne madam brun , der på bordet . Når fruentimmerne få deres kaffetår tillivs , så løber munden på dem , som hjulene på en vogn . “ „ I den henseende har mændene nok ikke meget ar lade kvinderne høre , “ svarede Ellen i samme tone som Niels . „ For når man ville gå ind i brokkensbod , så ville man nok høre en snak , når søfolkene der har fået et par halve pægle tillivs , som nok stikker vores pjat ud . “ „ Havde du værer et mandfolk , så havde du været skikket til prokurator , Ellen , “ sagde Niels i samme ironiske tone som før , “ for du har en veltalende tunge . “ „ Se hvor der gamle ægtepar , kan snakke kærligt sammen , “ sagde Niels Andersens nabo , overkanoneren . „ Det er et eksempel for dig , Peder , når du engang bliver gift . “ „ Ja , får jeg den jeg elsker til kone , så skal hun vist ikke klage over min kærlighed , “ svarede Peder . „ Kender jeg den jeg har øje til , ret , så forlanger hun ikke cujoneri af mig , og i alt andet vil jeg være føjelig imod hende . “ „ Jeg skal nok melde , hvad du der siger , på sit rette sted , du forstår mig vel , “ sagde naboen spydig ti ! Peder . „ Men bliv ikke så rød i hovedet , for af dig og Lise bliver der dog med tiden et par , men endnu er tøsen for ung til at tænke på at gifte sig , til pintse er hun først 16 år . “ „ Jeg tænker heller ikke endnu på at gifte mig , “ Svarede Peder . „ Jeg må først have gjort nogle rejser og set mig om i verden , før jeg vil tænke på giftermål . “ „ Jeg tror nok , at du kan stole på Lises troskab , bvis hun har givet dig noget løfte , thi hun har fra barnsbeen altid været ordholden og aldrig sagt nogen løgn , “ sagde naboen . „ Sanddruheden lyser ud af hendes øje , “ sagde Peder , „ I kunne jo gerne have taget eders kone og datter med , at vi kunne have hilst på dem . “ „ Det havde jeg også gjort , “ svarede naboen , „ men jeg skal sige , der var en , som bragte min kone den tidende , at medens jeg var på Trekroners batteri , var jeg bleven dræbt , og derover fik hun en rørelse , som hun endnu ikke er kommen sig efter , så Lise blev nødt til af blive hos sin moder , skønt hun gerne ville have fulgt med mig . Men det er sandt , hun bad mig hilse på eder , nabo , men især på dig , Peder , og sige dig , af det glædede hende , af du var kommen lykkelig hjem . “ „ Ja , nu er jeg dog fornøjet , af jeg hører hun tænker på mig , “ svarede Peder . Nu blev der da drukket og passiaret af mændene ligesom af fruentimmerne , medens kaffen gled ned . Endelig skiltes de ad , og Niels Andersen tilbragte nu med sin kone og sin søn en glad aften under fortælling af de nyligt henrundne dages begivenheder . 25 . Grev Christian Bernstorf , der havde begivet sig til London , for af opnå nogle fordeelagtigere ændringer i den overenskomst , Rusland havde sluttet med den engelske regering , nød en overordentlig forekommende modtagelse såvel ved det engelske Hof som fra befolkningens side , men det som han var kommen for , opnåede han aldeles ikke , og rejste derfor tilbage med uforrettet sag til København , hvor han straks begav sig til kronprinsen , der dengang i september måned havde sin sommerresidents på Frederiksberg slot . Han erholdt straks audience hos kronprinsen , der var underrettet om det uheldige resultat af hans rejse til det engelske Hof . „ Vi nødes altså til at indgå på Englands skammelige og mod al folkeret stridende fordringer , og lade dets sømagt snuse efter i vore skibe , om de have krigscontraband , “ sagde kronprinsen . „ Ja , deres kongelige højhed , det bliver nok en bydende nødvendighed , hvis vi ikke ville have et nyt slag poa Københavns red , “ svarede Bernstorf . „ Der er endnu en vigtig grund til at give efter , “ sagde kronprinsen . „ Der er i deres fraværelse indløben flere klager fra indbyggerne på vore øer i Vestindien , såvel st . Croix , som st . Jan og st . Thomas , at englænderne , der i slutningen af marts måned havde taget øerne i besiddelse , har pålagt dem trykkende kontridutioner og afpresset dem lån . “ „ Jeg ved det , deres kongelige højhed , “ svarede grev Bernstorf , „ de have gjort det samme ved den svenske se st . Barthelemy . Den engelske udenrigsminister har udtrykkelig erklæret , at han frigiver ikke de dansfe priser eller de vestindiske øer , førend vi have tiltrådt den imellem England og Rusland afsluttede overenskomst . “ „ Jeg har igennem den franske minister beder ved hoffet , korrespondent med den fransfe consul Bonaparte , om jeg kunne vente nogen alvorlig bistand , men Bonaparte er bleven fortørnet , fordi jeg har ladet mine tropper , der stod i Hamborg og Lybek , trække sig tilbage , hvorved englænderne have fået fri handel på Elben og nordtydsklands havn , hvilket er noget den fransfe consul netop ville forhindre . “ „ Den franske consul kan ikke slå os vi imod England , efter at den fransfe flåde er bleven totalt slået og tilintetgjort ved abukir , “ sagde Bernstorf . „ Også har England Preussen på sin side , hvis konge bær kappen på begge skuldre , og holder med Bonaparte , fordi han har skænket ham Hannover , og med England , fordi han i hjertet er sjendflsindet imod Frankrig og frygter detserobringssyge . “ „ Ja , vi have intet Balg , “ sagde kronprinsen . „ Jeg nødes til at bide i det sure æble og holde gode miner til slet spil , hvis jeg ikke vil vente krig med England eller endog en engelsk arme gøre landgang på Sjælland , for at bombardere København . “ „ England sender lord st . Helms og Sverrige baron stedingh til st . Petersborg , hvor de med den russiske minister grevpanin skulle underhandle om fredsbetingelserne . Det bliver dekfor nødvendigt af den danske gesandt i st . Petersborg , grev danneskjold-løvendal , møder på Danmarks vegne til cønferencen . “ „ Jeg angrer nu , af jeg lod mig strække as den sindsforvirrede kejser Poul til af alliere mig med ham , “ sagde kronprinsen „ chi havde jeg -ikke gjort det , havde jeg sparet mine undersåtters liv og blød og ikke måttet tåle den ydmygelse , af give anden gang efter , for englændernes fordringer . “ „ Ja , det er jo altid den svageres lod af måtte give efter for den stærkeres fordringer , om disse også er uberettigede , “ svarede grev Bernstorf . „ Hvad sagde man ellers i London om stage på Københavns red ? “ spurgte kronprinsen efter en paufe . „ Vidste man der , af Nelson nær havde tabt slaget ? “ „ Jo , deres kongelige højhed , “ svarede grev Bernstorf , „ jo , det vidste man og gjorde satire derover . Den nyeste mode på herrekjoler benævntes københavns under mit ophold i London , hørte jeg på et offentligt sted en englænder , der havde en ny moderne kjole på , sige til en anden : hvad synes du om min københavnske kjole ? — den anden englænder svarede : jeg finder det besynderligt , at en englænder vil gå med en kjole , der benævnes efter København , fordi den blev dygtigt børstet der ! * ) de andre tilstedeværende * et udtryk om de kjøbenhaonfle kjoler , som man dengang læste i de engelske blade . englændere gave sig til at le højt , og en af dem sagde spodsk : ja Nelsons kjole blev rigtignok den dag børstet dygtigt og det var ikke hans skyld , at den ikke blev til en ren pjall . “ „ Det var en grov satire , “ sagde kronprinsen smilende , „ men deraf seer man , at englænderne erkende de danskes tapperhed , hvilket glæder mig . “ „ Ja , englænderne erkendte det til fulde , “ vedblev Bernstorf . „ Jeg hørte således en sige til en anden : Havde Nelson ikke været så heldig , at få våbenstilstanden , han begjærte , så havde England måske ikke fået en stump at se af hans eskadre * ) . — ja , sagde så den anden , og hvad er så hans hele seiervinding , en mængde sønderslåede skibsskrog , der allerede forinden slaget vare vrag og et eneste helt ruineret linieskib , medens hans egne skibe vare i den ynkeligste tilsland , og skyldte sin redning ophøret af slaget . “ „ Det er dog en revanche for den uret England har tilføjet os , “ sagde kronprinsen . „ Jeg vil håbe , at vi igen komme i venlig forståelse også en uttring i hin tids engelske blade . med England , når grev danneskjold-løvendal underskriver en ubetinget tiltrædelsesakt til petersborgerovereenskomsten af 17de juni og dennes tillægsartikler . Den svenske regering er vel også villig dertil , og freden i Norden vil da blive fuldstændig oprettet . “ „ Vi have dog opnået at ingen uden orlogsskibes officerer må undersøge vore skibe om de have kontraband , “ sagde Bernstorf . „ Englænderne ville nok komme med større fordringer med tiden , “ sagde kronprinsen , „ de ville efterligne Bonaparte , der vil udelukke dem fra continentet , og måske anse vore kornvarer og qvcæg for kontraband , hvis vi føre dem til de fransfe havne . “ „ Det er nok muligt , “ svarede Bernstorf , „ den svagere må jo altid bukke under forden stærkere . Imidlertid synes England at nærme sig Frankrig . Ved dets krig med dette land og dets store flåders udredelse er det kommet i en uhyre statsgjceld , dets idelige udrustninger har udmattet dets kræfter , og det længes efter fred . Det indser , at Frankrig er herre på fastlandet , således som det er på havet , og derfor vil det søge af vinde Napoleon Bonapartes venskab . “ „ Gid det var så vel , “ sagde kronprinsen , „ den korte standsning afhandelen har allerede tilføjet Danmark en ikke liden skade , og handelen vil da igen blomstre som tidligere , så de velsignede år vi have haft unber deres afdøde fader igen kunne vende tilbage og gøre Danmark til et lykkeligt , misundelsesværdigt land , som det tidligere har været ved deres faders kloge politik . Vi bnrde have sulgt den , og ikke ladet vore koffardieskibe gå under konvoi , hvorved vi stødte englændernes stolthed . Laugens sammenstød med the Arab , som , skønt den havde et langt større antal kanoner , dog kun styldte sin redning , af den nåde øen tortola , har tildeels foranlediget angrebet på København . “ „ Hver tid kræver sin politik , “ svarede grev Bernstorf noget stødt ved denne sammenligning . „ Jeg tvivler om , af min fader , når han havde levet , nu havde anvendt en anden politik . Englændernes uforskammenhed nåde en grad , der var utålelig for enhver ærekær ration . — men , jeg trætter nok deres kongelige højhed med min tale , “ Afbrød han samtalen , „ og vil derfor anbefale mig i deres høje nåde . “ „ Den vil de altid beholde , “ svarede kronprinsen og Bernstorf forlod ham . „ Gid hans fader levede endnu , “ sagde kronprinsen til sig selv , da han var ene . „ Hans vise politik ville have bragt det danske statsskib igennem skær og over farlige grunde , hvorpå det nys strandede . “ 26 . I oktober underskrev grev danneskjold -løvendal på den danske regerings vegne i Moskov en ubetinget tiltrædelsesakt til overenskomsten i Petersborg af 17de juni . Det påfølgende år i marts måned tiltrådte baron stedingh på Sverrigs vegne de samme betingelser . Nu frigav den britiske regering de vestindiske colonier , og freden var nu fuldstændig genoprettet i Norden . Den hæder , det lille Danmark havde indlagt sig i kampen mod det vældige England , lyste over hele den kultiverede verden , ja forskaffede det endog beundring i Britanniens mange besiddelser på den anden side verdenshavet . Man sammenlignede den danske sømagt med grævlingehunde , der sloges med engelske Dogger , og dersor skrev digteren følgende skønne linier , hvormed vi ville ende beskrivelsen af englændernes besøg i København 1801 : hver : år vetz våren — da stiger på ny af natten på morgenens strimer hin anden April , hvis evige ry i dannemark rækker fra by til by , hin kamps mærkværdige timer . Hin dag , hvor der kæmpedes mand for mand mod fjendernes vrimlen ! » Flokke , og danske grævlingehunde bed an all med den engelske dogge . Hvert år med våren — da stiger igen af natten skærtorsdagmorgen ; og bølgen , der ruller i kongedyb hen , fortæller om mangen falden ven , der savnes i hytten og borgen . Det flydende hav er kun dårligt tjent med minder for evigheden : men her i vort bryst er et gravmonument , der vidner om slaget på reden . 27 . Det var en månedklar aften i begyndelsen as oktober at et ungt menneske og en ung pige gik i grønningen , hvor det visne løv faldt ned af træerne på dem , ved det mindste pust af vinden . Den unge mand , hvis vi kunne kalde en yngling på 16 , 17 år således , var Peder Andersen , og den unge pige , Lise Nielsen , hans faders nabo , overkanonerens datter . „ Har Ole nu været igen og gjort kom til dig , Lise , “ sagde Peder , „ der er ikke andet for , end at jeg må prygle ham dygtig igennem og love ham en lignende lussing , hvis han vover påny at nærme sig til dig . “ „ Jeg tror næppe af han gør el nyt forøg på af frie til mig , efter af jeg erklærede hany af jeg kunne ikke udstå ham og af jeg elskede en anderledes elsfværdig person , “ sagde Lise . „ Hvad sagde han dertil ? “ spurgte Peder . „ Jeg kan nok gjette , hvem det er , svarede han . Men kan han byde dem som jeg en hel rrtekramboutik med all tilbehør , thi min fader er gammel og vil overlade mig hele handelen . Han er jo en fattig djævel , der ikke har andet end hvad han står og går i . “ „ Hvad svarede du da på den fornærmelse ? “ Spurgte Peder i heftig forbittrelse . / , jeg sagde , af jeg var ingen elsker af svesker og rosiner , “ svarede Lise , „ og af den jeg elskede ikke var en svedskeprinds , men en kæk sømand , som , fordi han ikke ejede noget nu , nok kunne til sin tid måske gøre mig til ofsiceersfrue ! “ „ Det var godt svaret , “ sagde Peder idet han gned sine hænder af fornøjelse , „ pillede han så af ? “ „ Nej , “ svarede Lise , „ han gav sig tværtimod til af le og sagde , han officer , jo , nu gør de rybodersdrenge til lieutenanter . Men når du , tiltalte han mig derpå , synes så godt om at blive ofsiceersfrue , så er der intet i vejen , når du vil tage mig , at jeg går ind i borgercorpset og bliver officer , så bliver du lieutenantsfrue . “ „ Fristede det tilbud dig ikke , Lise ? “ sagde Peder alvorlig og så hende stift i øjnene . „ Du er dog vel ikke jaloux på den kræmmersvend ? “ Svarede Lise . „ Jeg gav mig til at le og sagde : næ , mange tak , for at blive en sådan officeersfrue . En sådan officers hele bedrift er om sommeren at excersere på nørrefælled . Næ , jeg vil have , sagde jeg for at drille ham , en officer , der ikke er bange for at lugte krudt , og så stat han ikke bære en rød kjole , men en blå . “ „ Troe mig , så blev han vred , da du sagde det , “ afbrød Peder hende leende . „ Han blev så rød i hovedet som en kalkunsk hane , “ svarede Lise , „ og sagde : hvad det angår , at lugte krudt , så kan jeg dog nok tale med , som har været med i et af de blodigste søslag , der har fundet sted i Danmark og er endog bleven såret der . “ „ Sikke en pralhans , “ afbrød Peder hende , „ han vil tale om sit sår og formodentlig om sine heltegerninger ? “ „ Ja , “ svarede Lise , „ han sagde , at han havde udmærket sig ligeså meget som visse folk — dermed mente han naturligvis dig , — der satte næsen så højt i vejret som en tysk gris . “ „ Vovede han at sige det om mig , “ sagdepeder og gned sine hænder , „ lad ham bare tage sig i agt , ellers skal jeg således kjølhale ham , at han skal aldrig glemme det , den kujon . “ „ Ikke så ivrig , Peder , “ sagde Lise . „ Jeg spurgte ham ellers hvem han mente , med den der stak næsen så højt i vejret ; om han ville have et lille budskab til ham , så kunne han få det , men det ville vist bekomme ham ilde . “ „ Dæt var ret , at du svarede ham således , “ Sagde Peder , „ så blev han vel lang i ansigtet ? “ „ Ja , jeg mærkede , at han blev bange , “ svarede Lise , „ for nu fordrejede han sine ord og sagde , at han havde ikke ment nogen med sine ord , og af der derfor ikke var noget budskab af bringe til nogen . Jeg kunne betænke mig , sagde han til slutningen , der var mange , der i mit sted ville med Kys hånd tage en mand , der sad så lun inden fire vægge som han og kunne byde en kone det , som han kunne byde hende . Og nu gik . han da med den kurv han havde fået . “ „ Den var god nok til ham , “ sagde Peder . „ Men det var ellers et stiftende tilbud , af blive en formuende urtekræmmerkoue . “ „ Ja , jeg må sige dig , Peder , “ svarede Lise i en drillende tone , „ af jeg havde nær ladet mig friste as det , når jeg ikke havde tænkt på et ungt forvovent menneske , der ville blive splittergal , når jeg havde svigtet ham . “ „ Nu driver du spas med mig , “ sagde Peder , „ men det kunne desværre dog måske blive tilfældet når jeg nu rejser ; thi ude sat øje ude af sind , siger et ordsprog . “ „ Du rejser da vel ikke så snart ? “ sagde Lise modfalden . „ Jo , “ svarede Peder , „ det er netop derfor af jeg lod dig følge med mig på en spadseretour her i grønningen . Jeg tager om en meget kort tid med et fregatskib , der går til Ostindien , og seer dig da næppe igen før om et år . — du bliver ganske bedrøvet , Lise , seer jeg , men det kan ikke være andet . Vil jeg komme frem i verden , så må jeg gøre nogle rejser og blive dygtig i sømandstjenesten . “ „ Ja , det får vel at være så , “ sagde Lise , „ og jeg indser også , at det er nødvendigt ; men jeg kan dog ikke undlade at være bedrøvet over ikke at skulle se dig i et par år , ligesom også du er udsat for farer under seilladsen . “ „ Vil du være en sømandskone , så må du ikke tale således , “ sagde Peder , „ en sømandskone må være ligeså uforfærdet som hendes mand . “ „ Hun må intet hjerte have , når det er hende ligegyldigt om manden er på rejser eller ikke , “ Svarede Lise , „ især når hun intet hører fra ham i længere tid . “ „ Hvad det angår at lade høre fra sig , “ sagde Peder , „ så skal du få brev fra mig , så ofte det lader sig gøre , thi det er jo ligeså godt som om jeg talte med dig ; derimod må jeg finde mig i , ikke at høre noget fra dig i hele den tid jeg er borte . “ „ Det er sørgeligt , når den ene ikke kan høre noget fra den anden i så lang tid , “ svarede Lise , „ men den der rejser bort , seer sig så dog om i verden og kan derfor let glemme den , som er bleven tilbage og fører et stille , indesluttet liv . “ „ Desto større er glæden , når manden vender hjem efter en lang bortrejse , “ sagde Peder . „ Hjemkomstens glæder opveje de mange bekymringer , som have fundet sled i hans fraværelse . “ „ Men er det da nødvendigt at du rejser bort ? “ Spurgte Lise , „ kunne du ikke ligeså godt få en ansættelse herhjemme ? “ „ Og gå og dagdrive her og aldrig nå nogen højere stilling i verden end en overkanoneers eller en bådsmandl ? “ svarede Peder . „ Det er begærligheden efter en højere stilling i livet , der bevæger dig til at forlade fædrelandet og den du har kær i længere tid , “ sagde Lise smilende . „ Ja , når du vil vide det , “ svarede Peder . „ Synes min lille Lise ikke om at kaldes en osftceerssrue og ville du blive det , når jeg blev hjemme ? “ „ Jeg ville altid være stolt af at se dig beklæde en høj post , når du har erhvervet dig den ved din forjeneste , “ svarede Lise . „ Ja , seer du det , det er netop derfor at jeg må tumle mig i verden og gå i fremmed krigstjeneste , “ Sagde Peder . „ Og falde for fjendens kugler ? Det er sørgeligt , at du ikke på anden måde kan vente at opnå dit ønske . “ „ Har ikke Nelson efter sit eget sigende været i 106 slag og lever endnu ? Hvorfor skulle det ikke også kunne blive tilfældet med mig ? “ „ Du glemmer nok , at derfor har han også kun et øje , et ben , og en arm . “ „ Kunde du mindre elske en mand , når det er for fædrelandet , at han er således bleven lemlæstet ? “ „ Nej , jeg ville være stolt af ham og han ville være ligeså smuk i mine øjne som om han aldrig havde mistet sine lemmer , “ sagde Lise . „ Du er værdig at blive en ægte sømandskone , og det skal du også blive . “ „ Hvor jeg vil længes efter din tilbagekomst , Peder , “ sagde Lise , „ blot du ikke forelsker dig et eller andet sted , hvor i søger havn , “ tilføjede hun skjelmsk , „ og glemmer den , der har dig kær herhjemme . “ „ Det vil aldrig ske , “ sagde han frimodig , „ hvor ville jeg også nogetsteds finde en pige som du , med et så smekkert liv , så røde kinder , med øjne , hvis blik trænge ind i sjælen , med sådan et godt hjerte som dit . “ „ Min moder har altid sagt til mig , vogt dig for dem , som siger smigrerier , de har altid urene hensigter . Når du siger sådanne smigerier , så bliver jeg bange for dig . “ „ Sig mig , Lise , “ svarede Peder idet han så hende frimodigt i ansigtet , „ finder du noget tegn på falskhed i mit ansigt ? “ „ Nej , kære Peder , “ svarede Lise , „ tag det ikke op i den mening . Det var jo blot mit spøg . Er du falsk , da er hele verden falsk ! “ „ Seer du Lise , jeg har fået hyre med ostindiefareren , der næppe kan ventes tilbage før om et år . Men når jeg da kommer hjem skal jeg medbringe dig Atlas til en brudekjole , som ingen dronning skal skamme sig ved . “ „ Du tænker altså på at vort bryllup skulle finde så snart sted ? “ spurgte Lise . „ Hvad skulle jeg vel tænke på , når jeg ikke tænkte på det . Det vil dog sige , at fædrelandet og dets vel går mig over alt . “ „ Deri kan jeg godt finde mig , thi jeg elsker også mit fødeland så højt som nogen , ellers var jeg ingen dansk kvinde . “ „ Jeg lider godt din tale , Lise , “ sagde Peder , „ det er ikke sådan noget pjat , som de andre Nyboders pigers . “ „ Jeg skal sige dig , far har et lille bibliottek af gode fædrelandske skrifter , og dem har jeg altid holdt meget af at læse og beholde det læste i min hukommelse . “ „ Så er du vel en lærd pige , som jeg ikke kan måle mig med ? “ sagde Peder spøgefuld . „ Men blot så gløden ikke svies ? “ „ Måstee du synes bedre om at få en uvidende pige , der blot forstår sig på madgryden ? “ Spurgte Lise spodsk . „ Nå , godt ord igen , Lise , jeg skatterer dine fuldkommenheder og sætter pris på dem , “ svarede Peder , „ for jeg har selv søgt at belære mig ved gode skrifter , for ikke at stå som et uvidende menneske , når der tales om flere ting . Men , kære Lise , vi må nu vende tilbage til vort hjem . De få dage jeg endnu forbliver her i København , ville jeg helst tilbringe alene med dig , men jeg må gøre forberedelser til min afrejse . “ De sulgtes nu ad til elefantgaden og skiltes kærligt ad . 27 . Otte dage efter finde vi Peder Andersen ombord på fregatskibet den hvide Bjørn i Kattegattet for en rygende ostenvind , der truede skibet med forstis , da natten frembrød , enten på Anhalts eller læsøes eller øgså på Skagens kyst . Ingen var mere adræt i at hænge på råen for at beslå sejlene , ingen var hurtigere oppe i Merset end Peder Andersen . At han med tiden ville blive en dygtig sømand , indså straks kaptajnen og første styrmand , hvis yndest han derfor ogfå vandt . Peder Andersen havde et øje , der så skarpere end nogen andens , ligesom et øre , der sormåede at opsange den mindste lyd . Han var netop beskæftiget oppe i Merset , da han så noget hvidt i det fjerne og hans øre hørte en egen larm , som han gjcettede sig til måtte være et skær bølgerne brøde sig imod eller brændingerne på en kyst . I samme øjeblik opdagede hans øje også et lysglimt , og han råbte nu til styrmanden , der iad ved roret : „ Brændinger om styrbord , et lysglimt vistnok af et fyr i nordvest ! “ „ Det må være Skagens fyrtårn , “ råbte styrmanden til captainen , der stod på glandsen , „ thi med den rygende stormvind må vi for længe siden være kommen forbi Anholt og læsøe . “ „ Styr om bagbord ! “ råbte nu kaptajnen , „ jeg selv kan høre en brusen som af en brænding i det fjerne . Hvor mange favne vand have vi ? “ Spurgte han anden styrmand , der loddede . „ 7 og nys 9 , “ svarede denne . „ Vi nærme os land , og må befrygte at komme på grund , “ sagde kaptajnen . Ved vendingen af roret knagede og bragede det i hele fregatten og et vindstød førte i det samme en mange favne høj bølge med sig , hvilken brød sig over dækket og knækkede fokkemasten , der ragede uklar med takkelagen i stormastens vant . En gammel bådsmand råbte : „ Vi må kappe takkelagen , ellers sejer den alt bort på dækket . “ han havde næppe udtalt disse ord før Peder kom flyvende med en bil , som han havde set ligge på skandsen . ' „ Det var flink af dig , min søn ! “ råbte capitainen , der stød rådvild ved bådsmandens side , „ Du har åndsnærværelse kan jeg mærke . Det skal ikke blive glemt . “ Takkelagen , der belemrede dækket , blev nu hurtig kappet og masten saldi overbord . „ 12 favne ! “ råbte nu manden der loddede , og et øjeblik efter råbte han : „ 15 favne ! “ „ Godt ! “ råbte kaptajnen , „ vifferne os igen fra grunden og er undgået en stor fare . Seer du noget lysglimt , Peder ? “ råbte han til denne der stod i stævnen af fregatten . „ Ja et svagt om styrbord i nordvest ! “ svarede denne . Capitainen tog nu sin kikkert og så igennem den i nogen tid . „ Du har ret , jeg seer nu fyret tydeligt . Det er Skagens blinkfyr , det viser sig ved omdrejningen hver 30 sekunder . “ „ Hold fregatten bestandig om bagbord , “ Råbte han nu til styrmanden . „ 20 , 22 favne ! “ råbte manden ved loddet . „ Vi er vel så heldige at slippe om Skagens rev , “ sagde nu styrmanden ved roret , „ thi vinden er nu bleven stik syd og stormen synes at sagtnes . “ „ Vi ville forcere fregatten med så mange sejl , som den på nogen måde kan bære , for nu have vi Skagens fyr vest for os , og er altså nær ved at flippe iorbi det farlige rev , “ sagde captainen . Peder var oppe i stormastens rå , for at rebe bramfeilet , da et frygteligt vindstød rev hele sejlet med sig , og mandskabet lå det studsende fare hen i luften i den mørke nat som et hvidt spøgelse . Kun ved en hurtig bevægelse undgik Peder den skæbne , at styrte ned fra råen på dækket eller i havet , i begge tilfælde udsat for døden . Han greb med åndsnærværelse en Line , ved hvilken han lod sig glide ned på dækket . „ Der havde jeg nærved gået nedenom hjem , “ Sagde han muntert , som omintet var hændet ham , til captainen og styrmanden , der havde bemærket hans fare . „ Der ligger en natur i ham , som vil gøre ham til en stolt sømand , “ sagde kaptajnen til styrmanden , da Peder gik hen ad dækket for igen at krybe op ad vantet , og rede flere sejl . „ Med en besætning af hans lige ville vi kunne tage det op med en orlogsmand , hvis vi i en fjendtlig tid mødte en sådan , “ sagde styrmanden . „ Han ville ikke krybe i skjul under dækket , men stå rede med bilen i hånden , for at møde dem , der ville entre skibet . “ Endnu fløge flere bølger eller søm de kaldes i sømandssproget søer over dækket og en af dem rev endog en Matros overbord , dog blev han reddet ved ej toug , som Peder udkastede til ham og ved hvilket han ved fleres hjælp blev dragen op på dækket . Da dagen- frembrød , havde vinden betydeligi lagt sig og kaptajnen ytrede : „ Vi have undgået en stor fare , thi havde vt sejlet mere i vestlig retning havde vi vist strandet på Skagens rev . — igennem min kikkert kan jeg se brændinger langt borte . — hvor mange favne vand have vi nu , “ råbte han til styrmanden , der loddede . „ 30 ? “ svarede denne . Nu meldtes der fra det underste dæk , at der var 3 fod vand i det underste rum , sordi skibet havde stødt ng læk . „ Otte mand til pumperne ! befalede kaptajnen . „ Vi må søge den nærmeste havn , “ sagde han nu til styrmanden , „ for at få en ny mast for den der gik over bord og for at få lecagen stoppet . “ „ Den nærmeste havn er Arendal , “ svarede styrmanden , „ med den vind vi nu har , kunne vi , når vi styre courssen mere østlig i løbet af 24 timer , nå havnen . “ Vinden lagde sig nu lidt efter lidt og fik endog en vestligere retning , næste morgen nærmede de sig Norges kyst og kastede Anker i havnen ved Arendal . Her blev skibet liggende i fire til fem dage , medens det fik en ny mast og lecagen blev stoppet , og derpå stak fregatten ud i Nordsøen for en gunstig vind . To dage efter vare dej canalen mellem døver og Calais . Efter en heldig seillads over den spanske sø , nåde de Malaga i Spanien ved det middellandske hav . Her fik mandskabet tilladelse at gå i land , medens skibet indtog en ladning vin og sydfrugter , som igen skulle afsættes andetsteds . Peder Andersen fulgte i land med første styrmand , der var en ung mand på 25 år og som havde fattet en stor godhed for ham . „ Jeg har været her før , “ sagde han til Peder , „ og er kendt med de værtshuse , hvor der findes de smukkeste piger i hele verden , thi intet pigebarn nogetsteds kan sammenlignes med en kvinde fra Granada . Kulsorte hår , funklede sorte øjne , fyldig barm , smekkert liv , en hånd og især en fod så lille , at ikke engang en pariserindes fod kan tåle sammenligning med den . Og hvor ere de fyrrige . Det brændende klima gør dem allerede mandbare i deres i3de , i4de år . Når man seer dem dandsefandangoen til kastagnetternes lyd bliver man ganske henrykt . Hvilke vendinger , hvilke forføriske stillinger , hvilke smægtende blikke de tilkaste deres dandser , der besvarer dem på en lignende måde . O , Spanien , Spanien , du er elsfovens land ! “ råbte han til sidst enthusiatist . Peder Andersen faldt i forundring over hans adfærd . „ Du må vide , “ sagde styrmanden , da han bemærkede det , at før to og et halvt år . siden lå jeg her med samme fregat før haven i næsten fem ager , og gjorde bekendtskab med en ung pige i værtshuset : granatæblet , i den nordlige del af staden ; Elvire hed hun . Jeg så hende danse fandangoen , men aldrig har jeg set nogen mere fortryllende Dands . Jeg blev forelsket op til ørene i hende , og misundte , ja hadede den spanier , der dansede med hende , ligeså uforligneligt skønt som hun . Hun bemærkede min henrykkelse og sølle sig smigret ved den , thi nu vare hendes funklede sorte øjne mere fæstede på mig end på hendes dandser , der betragtede mig med forbittrede miner . Det var en datter as værtshusets ejer og dandseren var hendes elsker . Det var en smuk Karl , der bar sit ravnsorte hår i et ret og , da dansen var endt , satte sig ned i et hjørne af værelset , hvor han betragtede Elvire , der var ligefrem trådt hen til mig og tiltalte mig på spansk , men hvoraf jeg ikke forsfod et ord . En bådsmand , der havde fulgt med mig og kunne tale nogenledes spansk , sordi han engang havde ligget i 8te uger i cadix as den gule feber , forklarede mig at hun havde sagt : „ Hvilket mageløst dejligt guull hår , du har , fremmede ! “ Jeg bad ham svare Elvire , at det kunne ikke måle sig i skønhed med hendes kulsorte glindsende hår , ligesålidt som mine blå øjne kunne måle sig med hendes zldblikke . Hun sølle sig øjensynlig smigret ved denne sammenligning , og gav mig nogle øjekast som gjorde mig rent forvirret , så jeg nær havde grebet hendes hånd . Men da gjorde bådsmanden mig opmærksom på , at hendes elsker , der , som jeg bemærkede greb med sin hånd til en kniv med en bred klinge , som spanierne altid bære på brystet , og hidsige som de er , altid er rede til at bruge . Jeg er ingen cujon , men jeg betakkede mig dog for er knivstik i i brystet , undertrykkede min indre bevægelse og nu slap hans hånd kniven , men hans blikke vege ikke fra mig . Elvire derimod syntes ikke at bemærke hans gestus , eller hun var vant til at se hans skinsyge , for hun satte sig ned næsten ved min side , og spurgte om der var noget jeg befaleve . Jeg lod bådsmanden svare : at det jeg ønskede mig for øjeblikket , ville jeg ikke erholde . “ Bådsmanden yttrede disse ord i en hviskende tone til hende , så elskeren ikke kunne høre det , da han ellers vidst var bleven rasende , men det 14årige pigebarn tilkastede mig idet hun vendte ryggen til sin elsker , et meget opmuntrede øjekast , og bådsmanden , der var en lystig Broder , hviskedee til hende : han er rasende forelsket i dem . Denne yttring blev godt optaget af Elvire , der hviskedee igen i forbigående til bådsmanden : sig ham , atjeg er forelsket i hans dejlige gule hår og blå øjne , “ „ Når en dansk pige ville tale således ul en ung mand , den første gang hun så ham , så ville han ikke fatte gode tanker om hendes dyd ! “ Sagde Peder . „ Der er også en himmelvid forskel på en danst pige og en spanierinde , “ sagde styrmanden . „ Spanierinderne gøre ingen røverkule afderes hjerter men deres tunge udtaler hvad hjertet begærer . Men det blev mig ellers en dyr historie , der nær havde kostet mig livet . Fregatten , jeg for med , og som lå , som jeg har fortalt , for haveri i havnen , havde en ladning stok- og klipfisk , en megetyndet spise ide kafholske lande i fastetid en dabe ikke må nyde kødmad . Når ladningen var losset og skibet istandsat skulle vi indtage vin og sydfrugter . Jeg gik altså , når jeg var i land , og det slete gerne hver aften , med bådsmanden til det nysnævnte værtshus , og den påfølgende aften hviskedee Elvire til bådsmanden : sig din ven , at imorgentidlig klokken tt vil han træffe mig , da det er Christi legemsfest , i kirken Santa Magdalene , oppe ved sacrestiet , hvor han uhindret kan tale med mig . “ „ En pige , der var så påtrængende med sin kærlighed , kunne jeg ikke lide , “ sagde Peder . „ Enhver sin smag , “ svarede styrmanden . „ Jeg syntes godt om hendes tilbud om et stevnemøde , og var tilligemed bådsmanden allerede i kirken på det aftalte sted inden klokken seks . Elvire var ikke kommen endnu , men det varede ikke længe før jeg så hende skride svævende hen ad kirkegulvet med en psalmebog under armen og tage plads lige bag ved mig . i en anden kirkestol . Nu hørte jeg nogle yndigt udtalte ord fra hendes læber til bådsmanden , der var vor tolk . „ Sig ham , gentog han hendes ord på dansk til mig , sig ham , at jeg elskede ham fra det første øjeblik , at jeg så ham . Jeg blev henrykt over disse ord og lod ham svare , at det var gået mig ligesådan . Herover så jeg at hun blev ganske glad og skal sin hånd igennem et springelværk , der var imellem begge stole . Jeg var ikke feen med at gribe den yndige lille , hvide hånd og trykke den til mine læber . Idet hun trak hånden tilbage lod hun en lille seddel falde som jeg straks stak til mig . Nu begyndte messen . Hun lod til at være en ivrig catholikinde , thi hun kastede sig på knæ og læste som det syntes meget andægtigt sin Rosenkrands , men kastede dog af og til et glødende blik på mig , som trængte lige ind i mit hjerte . “ „ En halv time var hengået , da stødte bådsmanden mig med sin albue i siden , idet han skævede hen til den anden side i kirken . Da jeg kastede mit blik derover , hvad så jeg da ? Bag en mægtig pille , der bar kirkehvælvingen , så jeg et ansigt , hvis øjne stirrede lig en tigers på mig og Elvire . — tag dig i agt , hviskedee bådsmanden til mig , husk det er en spanier , hvis kniv sidder løs i skeden , og hvis han kan komme tik at støde den i dit hjerte , gør han det med glæde af hævngerrighed . Tag dig derfor i agt . — jeg skal imidlertid være din sauvegarde . “ „ Der var i nok nærved at blive snigmyrdet , “ Afbrød Peder ham . „ Det kommer der ud af sådanne kærlighedseventyr . “ „ Din tid kommer nok , Peder , da du også bliver forlibt i en smuk pige , “ sagde styrmanden , „ og da bærer du dig måske ligeså galt ad , som jeg gjorde . “ „ Jeg har allerede valgt den , jeg vil eje for livstid , “ svarede Peder smilende . „ De spanske piger må gerne kaste deres , glødende blikke , som i siger , på mig , de rokke ikke hendes billede i mit hjerte . “ „ Det er romantisk talt , “ sagde styrmanden leende , „ det er ellers forbandet tidligt , at du har bortkastet din frihed , thi den der er forlovet eller gift , er ikke mere sin egen herre . “ „ Det bryder jeg mig heller ikke om , jeg er mere end gerne bundet til hende , “ svarede Peder . „ Ja , således taler man altid i din alder , “ Sagde styrmanden til ham , „ men når man først er spændt i ægteskabsåget , få taler man i en anden tone . Men , nu skal jeg fortælle dig hvorledes mit eventyr med Elvire løb af . — seer du , da pigebarnet så os skæve til siden , gjorde hun det samme , og nu så vi hsndes kinder blive ganske røde . Bådsmanden hvidsfede til hende : deres elsker er rasende forbitret fordi de gør Cour til min unge ven . — hvad bryder jeg mig om ham , svarede hun . Han skal snart få løbepas . — det er godt nok , svarede bådsmanden , men et knivsblad tre , fire tommer ind i livet er ikke en bagatel . — er din ven bange , svarede hun , det tror jeg ellers ikke , for han ligner ikke en kujon . — nej , han er ikke bange for nogen , når de bruge ærlige våben , som kårder og pistoler , men med snigmordere , der brugekniven , holder han ikke af at give sig af med . — Pedro der , svarede Elvire , er i hjerteten kujon , og når du med dinkjæmpefigur holder dig ved siden af din ven , så kan du være sorvisset om , at han ikke tør nærme sig eder . — jeg har hørt tale om , at der gives spanske banditter , som kan købes til snigmord , sagde min ven . — du taler , svarede hun , som om du var en kujon . — at gå uredelig tilværks kan jeg ikke lide , sagde bådsmanden , men lad dem komme , jeg kender spanierne og har derfor forsynet mig med denne lille lommepussert , han fremtog nu en lille smuk forarbejdet pistol og viste hende den . Den er ladt , og mærker jeg noget mistænkeligt , så holder jeg hanen spændt , og gud hjælpe den , tilføjede han , som da kommer mig tre skridt nær på livet , hans livslys blæser jeg ud . Med disse ord holdt han den blanke polerede pistol således i vejret , at Pedro bag pillen kunne se den , og han trak sit hoved hurtigt tilbage , som om han frygtede , at bådsmanden skulle skyde ham en kugle igennem hjernen . “ „ Nå , hvorledes endte så det eventyr ? “ Spurgte Peder , da styrmanden tav en lille stund , ligesom han lod , hvad der passerede i hin tid , glide forbi sin erindring . „ Det skal du straks få at høre , “ svarede styrmanden . „ Da messen var forbi , rejste Elvire sig først op , efter at have rakt sin hånd på ny igennem springelvæerket til mig , og gik nu hen ad kirkegulvet til udgangen , men inden hun nåde denne var den fortørnede elsker ved hendes side , som det syntes i en stor sindsbevægelse , hvilken hun besvarede med kold rolighed . “ „ Jeg og bådsmanden fulgte et stykke efter begge , og begave os derpå lige ned i havnen , for at se til , at vinfadene kom ombord . Bi vare ikke så snart kommen på et afsides sted , før jeg tog sedlen op . Det vare spanske ord , som jeg ikke forstod , blot så jeg tallet 11 . Bådsmanden læste hvad der stod . Det var et stevnemøde i et lysthus i husets have klokken 11 samme aften . “ „ I gik da ikke derhen ? “ sagde Peder . „ Det var jo et rent vovestykke med hensyn til hendes skinsyge elsfer . “ „ Det forestillede bådsmanden mig også , “ Sagde styrmanden , „ men hvad brød jeg mig , der var 22 år gammel , derom . Jo mere forvovent et eventyr var , jo bedre syntes jeg om det . Gå ud i haven igennem huset lod sig ikke gøre , og om haven var der et temmelig højt plankeværk . At komme over et sådant var imidlertid en let sag for en sømand . Jeg og bådsmanden fik orlov at være i land natten over , vi opholdt os hele dagen hos en dansk familie , der havde bosat sig i maloga , klokken 10 om aftenen toge vi afsked fra den under det foregivende , at vi havde nattelogis et andet sted . Man advarede os for at gå igennem Malagas gader om natten , nden at være bevæbnede . Man pånødede os hver en knippel ; men jeg fandt det rigtignok latterligt , at en elsker mødte til et stevnemøde bevæbnet med en knippel , og ville ikke modtage den . Flere af Malagas gader er så snevre , at man næsten kan række hinanden hånden fra genbo til genbo . Her var det ikke godt at møde en bandit , da man nødedes næsten til at gnide sig op ad den man mødte i denne snevre gyde . Vi gik dog igennem den uden at møde noget menneske , og kom også til den gade , hvortil havens plankeværk rendte ud . Jeg havde forsynet mig med ettyndt men stærkt reb med en krog , hvilken jeg kastede således opad plankeværket at den hang fast ved den øverste del . Min ældre ven klavrede først op ad rebet , og nedlod sig med det på den anden side . Efter at han havde lyttet om nogen bevægede sig i havenog fandt alt stille som i graven , kastede han rebet igen over plankeværket til mig . inden et øjeblik var jeg klatret over det og nu støde vi da der i den mørke nat , thi himlen var bedækket med tætte skyer , som endog udgød en vædde , der dryppede ned på os i store dråber . Hvor lysthuset lå var ikke betegnet på sedlen og vi snege os derfor lydløs frem , lyttede hvert øjeblik , men hørte ikke andet end regndråberne , der faldt ned fra blad til blad . Da vi havde gået et godt stykke ned ad en gang med hækker på begge sider , kom vi til en åbning , og fandt her indgangen til et lysthus . “ „ Det er vidst her at stevnemødet skal være , “ Hviskedee jeg til bådsmanden . „ Jeg skal rekognoscere , “ hviskedee han til mig . „ Bliv du her . Men tys , jeg hører nogen nærme sig , og seer noget hvidt skinne , der nærme sig sagte fjed . Det er vist din elskerinde . Jeg skjuler mig her i nærheden og lader dig alene med din dulcinea . “ Han sneg sig bag et træ , og nu hørte jeg en kvindestemme hvidsfe ind ad lysthusets åbning : „ Euro mia ? ^ jeg besvarede denne ømme tiltale med at slynge min arm om det smækkre liv af den , der talte således . Læbe mødte læbe , barm barm . hendes Kys antændte en ild i mine årer , hvis blod strømmede til mit hjerte og bragte det til at banke voldsomt . Med et blev jeg vækket af min runs ved et pistolskud , et råb : Jesus Christus ! Og et fald af et menneskelegeme . Jeg rev mig løs af den elskedes favn , styrtede ud , frygtende for at det var min ven , der var bleven dræbt , men stødte øjeblikkelig på ham , der tilråbte mig : „ Lader os flye medens det er tid , thi jeg hører bevægelse i huset . Jeg har fældet en mand der kom listende bag på mig og gav mig et stik i min venstre overarm , med en kugle igennem brystet . Det var vidstnok din Elvires Elster . “ „ Ligesom han sagde disse ord kom Elvire styrtende efter os , greb mig ved armen og råbte : tag mig med eder , jeg kan ikke leve uden dig ! “ „ Jeg formåede ikke at svare noget på denne tiltale , thi der nærmede sig flere mennesker med en lygte , og en hund kom gøende løbende i fiirspring imod os . „ Tag eder for himlens skyld i agt ! “ råbte Elvire på spansk til min ven , „ det er Diana , en glubsk engelsk dogge . Den sønderriver eder . “ „ Det skal den nok lade være , “ svarede bådsmanden . „ Her har du din knippel , som jeg har taget til mig , tilligemed min egen , og overlad til mig , medens du retirerer , at give Diana en sådan modtagelse , at hun ikke lyster efter nogen anden tiere . “ Jeg gjorde hvad han sagde og løb tilligemed Elvire af alle kræfter imod plankeværket . Bi hørte i det samme hunden gjøe voldsomt , derpå udstødeet frygteligt hyl , fordi bådsmanden havde fældet den til jorden med sin knippel . Han kom nu løbende efter os . „ Hurtigt over plankeværket , man er i hælene på os ! “ råbte han til mig . „ Jeg vil følge med dig , min elskede ! “ råbte Elvire , idet hun faldt mig om halsen og hindrede mig fra at flygte . Min ven var ikke rådvild , han greb hende om livet , rev hende fra mig og råbte : „ Flye eller vi er fortabte . Bi kunne vente at blive hængte for indbrud og mord ! “ Disse ord gjorde et sådant indtryk på mig , at jeg ikke agtede mere på den jamrende Elvire , men styrtede henimod det nærliggende plankeværk , klattrede hurtigt op ad rebet , der hang på det , og sprang lykkelig ned fra en højde af 6 alen på jorden uden at støde mig . Et øjeblik efter var min ven ved min side , vi løb så hurtigt vi formåede igennem byens snevre gader , hen til den danske familie , som vi fortalte , at vi vare blevne overfaldne af stratenrøvere og kun havde reddet os ved flugten . Vort udsagn blev troet , og vi opholdt os nu hos den indtil morgenen trembrød , da vi gik ned i havnen . Her fandt vi vor båd lænket til en jernring , vi åbnede låsen , roede ud til fregatten , der , da en gunstig vind netop rejste sig , et par timer efter lettede Anker og stak ud i den åbne sø . ^ her sukkede styrmanden og tilføjede : „ Siden den tid er der hengået omtrent 2 år , jeg har intet hørt herfra og jeg agter derfor nu at begive mig med dig hen til værtshuset , det gyldne granatæble , hvor jeg nok vil erfare adskilligt . “ Peder Andersen så forundret på styrmanden og sagde : „ Det forekommer mig , at det er et vovestykke i har for , styrmand , at gå ind i et hus , i hvilket i har forårsaget en sådan forstyrrelse . “ „ Er du bange , Peder , “ svarede styrmanden , „ så gå ikke med mig derind . Jeg synes ellers ikke at du er en kryster ? “ „ Næ , jeg er ingen kujon , det ved i nok , “ Gjensvarede Peder . „ Hvor man med lov og ret kan bruge våben og værge eller sine bare næver , der frygter jeg intet . Men med øvrighed og politik holder jeg ikke af at have noget at bestille . “ „ Dermed har det vel ingen nød , “ sagde styrmanden , „ der var jo ingen vidner til den gerning , der forefaldt . “ „ Vil i lyde mit råd , få lad mig gå alene ind i værtshuset og se mig om , “ sagde Peder Andersen , „ måske kan jeg få øje på eders elsfede , og således på en eller anden måde erfare hvorledes sagerne stå . “ „ Det kan du gøre , “ svarede styrmanden tilfreds , „ og jeg vil medgive dig en lille seddel med det navn , jeg gav mig , da jeg var her sidste gang , nemlig Pedro danois . Når du seer hende , og jeg har jo beskrevet dig hende tydeligt nok , så giv hende hemmelig den seddel , og hun gætter da straks , at du er et sendebud fra mig , og vil da vidstnok give dig en eller anden oplysning om hvad der er passeret , siden jeg sidst forlod hende . “ De vare under deres samtale komne til et i et snevert stræde liggende værtshus . „ Her ville vi gå ind og tage os en forfriskning , “ Sagde styrmanden . „ Jeg skriver derpå mit navn Pedro danois på en lille seddel , som du da går bort med , medens jeg bliver her og venter på din tilbagekomst fra granatæblet . “ Der fandtes ingen gæster i værtshuset , og da Peder Andersen havde drukket et glas leresviin , forlod han styrmanden , efter at denne havde beskrevet ham beliggenheden af granatæblet . Det varede ikke længe før han havde nået del betegnede sted . Da han trådte ind i gjæstguen sad der nogle simple gæster og nøde ollapotrida , en spansk ret , bestående af gedekjød og løg i olie samt en tynd landvin . En smuk ung mand , men med et fortrædeligt ansigt , trådte hen til ham og spurgte på spansk : „ Hvad han ønskede . “ Peder Andersen gættede sig til hvad han spurgte om og svarede : „ Malagavine . “ Den unge mand spurgte ham derpå hvad land han var fra . Peder Andersen vidste , at land hed Terre på fransk og ligeledes på spansk , og svarede derfor ligefrem : „ Danemark ! “ Den unge mand for sammen , da han hørte dette ord . Hans øjne gnistrede , et fjendsk træk viste sig om hans mund , og hans højre hånd knyttede sig , medens hans venstre hånd hang ubevæegekig ned . Nu bemærkede Peder Andersen først , at det venstre ærme på spanierens trøje , den spanske nationaldragt , var ophæftet og indeholdt kun en armstump . Idetsamme indtrådte der en såre smuk ung kone med et barn på armen , og til hende sagde den unge maick , idet han pegede på Peder Andersen , nogle sorbittrede ord , der bragte hende til at blegne , idet hun kastede et blik på Peder . Denne hørte ordene blllou , volenr , danols “ ) , og gættede sig til , at det var skældsord . Desuagtet blev han siddende , da han formodede at den unge kone med barnet var styrmandens elskede , og gentog ordet : „ Malaga . “ Manden stod ubevægelig lænet op til skænke « , men den unge kone , der forstod hvad Peder mente , skænkede et glas malagaviin og satte det foran Peder . Denne holdt den lille seddel med ordene „ Pedro danois “ skjult i hånden . Han tog nu ned i lommen efter en plaster * * ) lagde den på * ) dansk spidsbube , tyveknegt ! * * ) en spansk piaster er omtrent 8 mark dansk . bordet og meget behændigt , så den unge mand ikke så det , den lille seddel åben ved sølvmønten . Den unge kone bemærkede øjeblikkelig navnet på papiret , blev blussende rød i ansigtet , tog det imidlertid , uden at manden mærkede det , gik hen til skænken , således at manden ikke så hendes blussende kinder , og sremtrak en skuffe med småmønt , for deraf at give Peder tilbage på hans sølvpenge . Den unge mand så kun på Peder og det med en ondskabsfuld mine , og Peder Andersen gættede sig nu til , at manden var den unge spanier , som styrmanden mente at have skudt igennem brystet , og at det unge fruentimmer var hans elskede og den unge mands kone . I et ubemærket øjeblik tog konen sedlen , Peder havde givet hende , og trykkede den til sine læber . Peder Andersen vidste nu hvad han ville vide , udstak sit glas og forlod værtshuset idet han hilste høfligt på konen , der besvarede hans hilsen ved at neje for ham . Idet han gik ud af døren hørte han spanieren sige : „ Ooguin , polloov æanois * ) ! « * ) danfl skurk , slyngel . Peder Andersen kunne nok forstå at det var spanske skældsord , men agtede ikke det ringeste derpå . Han ilede til sin ven styrmanden , der , da Peder havde fortalt ham , hvad ! der var passereti værtshuset , var af samme mening som han . Nu var det et tilfælde at værten i det værtshus , hvor styrmanden havde ventet på Peder , var en tysker , som jo findes alle steder i verden , og da styrmanden talte godt tydst og Peder også forstod dette sprog , blev de underrettede om , hvad der var foregået i granatæblet , etter at bådsmanden og styrmanden vare flygtede . Da man ilede til fandt man først den unge spanier svømmende i sit blod og Elvire besvimet af sindsbevægelse . En læge kom hurtigt tilstede , undersøgte den sårede , og fandt at en kugle havde knust benet i den venstre overarm . Skønt den største omhu anvendtes for at læge såret , stod armen ikke til at reddes og måtte afsættes . Kort efter døde Elvires fader . Da moderen var død for længe siden , stod Elvire alene tilbage i verden . Hendes fader havde siddet i stor gæld , nu da han var død , reve hans creditorer alting til sig , og Elvire stod der , blottet for alt , alene i verden . Den unge mand var en rig gæstgivers søn , faderen var nylig død . Hans kærlighed var ikke bleven kølnet ved tabet af hans arm , han bejlede til Elvire , fik hendes ja , og havde været hendes ægtefælle i et år , da styrmanden , hendes elsker , kom på ny til Malaga . Denne agtede ikke at nærme sig mere til Elvire , opholdt sig når han var i land for det meste i det værtshus , hvor han straks var tagen ind , og hørte nu fortælle om sin elskede , at hun levede et ulykkeligt liv med sin mand , der var forskrækkelig skinsyg og ikke tålte at nogen så på hans kone , langt mindre talte eller omgåedes med hende . Aftenen førend fregatten skulle lette Anker og sejle bort vare Peder Andersen og styrmanden i land og havde som sædvanligt begivet dem til det omtalte værtshus . Da mørket faldt på , forlod de det for at begive sig til havnen og gå ombord i fregatten , der lå seilfærdig . Som de nu gik og talte om at det var den sidste aften , de vare her , bemærkede Peder at en høj mand , indhyllet i en kappe , med en rund hat med en strudsfjeder , fulgte dem i hælene . Da han havde hørt så mange historier om spanske banditter , faldt det ham ind , at det var måske en sådan , der havde i sinde at give dem et dolkestik , for at plyndre dem , og gav derfor styrmanden med fin albue et let stød i siden , idet han hviskedee : „ Jeg tror vi blive forfulgte af en person , der har onde hensigter . “ „ Lad ham komme , “ gjensvarede styrmanden , „ han skal få en modtagelse , som han vistnok ikke venter sig , “ og i det samme fremtog han en stilet og holdt den bered , idet han kastede et blik bag sig og bemærkede manden , der fulgte dem i hælene . „ Jeg holder mest af al have front imod en fjende , “ sagde Peder Andersen , „ og kan ikke udstå at have en sådan i ryggen . Derfor er det min mening , at vi stå stille og seer om personen vil gå forbi os . Angriber han os , så skal han snart lå sin bekomst , da vi er to mod en . “ De blev nu stående ligesom i en samtale , og bemærkede at den mistænkelige person også blev stående i en afstand . „ Min formodning er rigtig , “ sagde nu Peder , „ thi det er afgjort , at han forfølger os . Bi ville lade som vi ikke have bemærket ham , og gå videre frem , følger han os da i hælene , må vi være beredte på et overfald . “ „ Blot han ikke er i ledetog med flere , der på et passende sted angribe os både i ryggen og i fronten , “ sagde styrmanden , „ man har hørt sådan noget før . “ „ Jeg er ikke bange for en , om han er nok så stærk , “ sagde Peder , „ men kæmpe med to på engang , er ingen let sag . Men , “ tilføjede han nu hurtigt , „ bemærker i ikke , at han , nu da vi nærme os til hjørnet af gaden der , nærmer sig os med hurtige skridt . Vær på eders post , styrmand , thi han holder sig til den side , hvor i går . “ Peder havde næppe udtalt disse ord , før han så manden styrte frem med en dolk i hånden og fare ind på styrmanden , for at gennembore ham , men hurtigt som lynet greb Peder om hans opløftede hånd , i det samme som styrmanden med sin stilet gennemborede den . „ kor diuvolol damno vanvis * ) ! “ råbte han , idet hans arm faldt slap ned , og dolken faldt til jorden . „ Det er løn som forskyldt , “ sagde styrmanden på spansk , og tilføjede : „ hils dem der har sendt dig fra mig ! “ * ) for djævlkn ! Fordsmte danskrr ! med disse ord forlod han og Peder den sårede spanier , som de hørte sendte en hel del eder efter dem og ønskede dem alle de ulykker , der vare til på halsen . Uden at møde noget videre eventyr , nåde de fregatten , der næste morgen ved solens opgang lettede Anker og stak for en gunstig vind ud i Middelhavet . Dagen efter gik de igennem strædet mellem Portugal og Afrika . Et par dage efter tidligt om morgenen , fik de Nie på Oen Madeiras høje bjergtoppe , da Peder Andersen , der havde vagt i mærset , råbte ned til styrmanden : „ En orlogsmand , vistnok en engelsk , nærmer sig med sulde sejl om styrbord ! “ Ved at høre denne tidende kom kaptajnen styrtende op af kahytten . „ Sæt alle sejl til , Manne ! “ kommanderede han , „ vi ville se , om vi ikke kunne slippe for at få de engelske snushaner ombord , hvis det er sådanne ! “ Fregatten for for alle sejl afsted som om den havde vinger . „ Jeg tror , han indhenteros ! “ råbte nu kaptajnen , der holdt Nie med orlogsmanden i det fjerne igennem sin kikkert . „ Fordømt ! at vi således skulle tillade disse hoffærdige englændere at snufe hvor de ville i vore skibe om krigscontraband . Vi ville lade , som om vi ikke bemærke orlogsmanden , og se om muligt at undgå hans visitation . “ Imidlertid nærmede orlogsmanden sig mere og mere , den tonede engelsk flag , og da den bemærkede , at det danske koffardiskib søgte at undgå visitation , skød den et skud med løst krudt efter det . Koffardifregatten vedblev imidlertid at sejle for sine fulde sejl og lod som om den hverken få eller hørte orlogsmanden , der havde nærmet sig den danske fregat på et kanonskuds distance . Med et hørtes der et skarpt skud , og en tolvpundinger for i mands højde over dækket . Nu indså den danske koffardikaptajn , at han kunne ikke gå videre i sin trods , og mindskede sejlene . En båd med en officer og mandskab blev nu sat ud fra den engelfke orlogsmand , der hed „ Nemesis “ , og nærmede sig fregatten , der aldeles havde standset sin fart . Båden lagde til ved koffardimanden , en officer sprang op ad skibstrappen så let som en fjer , og tilråbte kaptajnen , der nærmede sig , på engelsf : hvad det fluide betyde , at han ikke straks havde standset sit skibs fart , da den engelske orlogsmand havde nærmet sig og givet signal til at lægge bi ved et skud med løst krudt , for at den kunne blive visiteret om nogen krigscontraband fandtes ombord . Captainen svarede : at han havde været nede i kahytten , sysselsat med sin dagbog og derfor ikke mærket noget til englænderen , førend han hørte det skarpe skud , som han undredes høiligen over . „ Så er i nok døv , skipper , “ sagde den engelske officer spodsk , „ formodentlig dog kun til visse tider ? “ „ Jeg må gøre eder opmærksom på , “ svarede koffardikaptajnen , „ at jeg ikke fører en skude , men en fregat , og derfor er koffardikaptajn . “ , „ Jeg beder om forladelse , hr . Capitain , “ afbrød officeren ham i samme spodfle tone som før , „ jeg ville ikke støde mod deres point cl ' twnneur . Men jeg ønsker at se deres skibs papirer og høre hvad det er lastet med . “ „ Skibets papirer skal jeg straks fremlægge , da jeg er nødt til det , ellers gjorde jeg det ikke , “ Sagde captainen . „ Men hvad ladningen angår , da har fregatten indtaget vin og sydfrugter i Malaga , og agter sig , hvis gud vil og binden vil føje sig , omkring Cap til vore besiddelser i Ostindien , nemlig trankebar på coromandelkysten . “ „ I agter da vel ikke at gøre eu krumver til pondichery , de franske besiddelser i Ostindien , ikke langt fra trankebar ? “ spurgte officeren . „ Er pondichery blokeret af englænderne ? “ Spurgte kaptajnen meget alvorlig , „ siden i gør mig det spørgsmål ? “ „ Ikke det jeg ved , “ svarede officeren , „ men jeg mente at i måske har et og andet , som franskmændene kunne bruge . “ „ Åh , nu forsfåer jeg eder , “ gjensvarede kaptajnen , „ I mener , at jeg har enten våben eller krudt og kugler i skibets ladning . Jeg ved intet bedre , end at i gør jer bekendt med den . Lasten slår åben for eder . “ „ I tager mit spørgsmål op i en gal mening , “ Sagde officeren . „ Men lad mig så se eders papirer . “ Disse blev nu sremlagde for ham , og han fandt all i orden , dog syntes han atvære mistroisk og bad kaptajnen at opslå nogle af vinfadene , der lå i lasten , for , som han sagde , at smage hvad vin det var . Dette sfete nu , og da han havde overtydet sig om , at capitainens udsagn var rigtig , fjernede han sig , idet han sagde : „ I må en anden gang agte på en orlogsmands signal , når han vil have , at i skal lægge bi for at se om i har contraband , thi det kunne let ske , at en af eders master gik overbord , når i ikke straks adlød signalet . Farvel ! “ Da den engelske officer havde forladt fregatten , sagde kaptajnen til styrmanden : „ Det er ærgerligt , at en dansi sømand skal således ydmyges af en hovmodig engelsk officer . Ens æresord måtte være nok . “ „ I sial se , capitain , at det går så vidt med deres hovmod og tyranni på havet , at de til sidst kalde kornvarer og kvæg for contraband , når det er bestemt til et land , med hvilket de ligge i fjendskab . “ „ Jeg frygter for , at England , i sit had til Frankrig , vil tvinge de mindre søstater til at alliere sig med det , og således Danmark , hvis flåde er i god stand , af tredje rang i Europa , og , hvad der især agtes af englænderne , har et udmærket mandskab . “ „ Det er dog et spørgsmål , “ svarede styrmanden . „ Den danske sømagt har givet England en dygtig lærepenge . Kan det ikke få os til at alliere sig med det med det gode , så vil det dog neppe tvinge os til det , at det ikke skal gå som sidst . “ „ I glemmer , styrmand , at englænderne kunne landsætte tropper på Sjælland og bombardere København , medens vore tropper stå i Holsten for at værne om grændsen , “ sagde kaptajnen . „ Vi nærme os med den gunstige vind af alle kræfter til øen Madeira , “ sagde styrmanden efter pause , „ thi pik de teneriffa knejser nu med sin top næsten op i skyerne . “ „ Vi skal have 50 piber dry-madeira , som venter på os , ombord , “ svarede kaptajnen , „ og kommer til at ligge i 8te dage i funchal . “ Mod aften havde fregatten nået havnen ved funchal , øens hovedstad og kastede Anker . Peder Andersen gik her i land med styrmanden , beså øens mærkværdigheder og drak dens herlige vin . — efter at have fået vinfadene ombord forlod skibet øen efter otte dages forløb og tog coursen udenom Cap æs donoo lsporonou ( det gode håbs forbjerg ) . En søndagmorgen havde fregatten nået linien og her skulle de søfolk og passagerer , der ikke tidligere havde passeret ækvator , dødes , som det kaldes i sømandssproget . Det var en lystig og overgiven fest for matroserne . En af dem forestillede Neptun , havets gud . Han bar en paryk af hvid bomuld , ligesom også skæg og bakkenbarter as samme slags . Hans hoved var omslynget af enkrands af grønne papirsblade , han var iført trico og holdt en forf i hånden . En anden Matros forestillede leolus , vindenes gud . Han var nøgen til bæltestedet , men havde et par mægtige vinger as pap sastgjort på ryggen , i den ene hånd holdt han en stor blæsebælg . Tritoner , havguder med trekantede papirshatte på hoveder og blæsende på trompet , valdhorn , fløjte , redekamme og sværmede dansende omkring begge . Flere matroser vare iførte korte frueniimmerklæder og havde natkapper på og parasoller i hænderne . En forestillede pjerrot , en anden harlequin , en en chineser , en anden en tyrk . Nogle vare i dyreskikkelser . Således forstillede to matroser eil elefant , en en abe . Nu skulle da ceremonierne ved dåben finde sted . To matroser kom derfor flæbende med to af skibets håndsprøjter til at slukke ild i skibet i påkommende tilfælde . Det mandsfab , som ikke før havde været under leqvator , hvor solens stråler falde lodrette ned på menneskene , måtte sørst træde frem . Peder Andersen var den yngste af skibets besætning , og var derfor den første i rækkensprøiternes stråler ramte med en sådan styrke hans bryst , at han nær havde faldet baglænds over , men leende og drivvåd skred han frem , de påfølgende blev modtagne på samme måde . Touren kom nu til passagererne , men flere af disse købte sig fri ved at give penge tik drikkevarer , som blev købt af proviantsforvalteren . Nu begyndte en andenlystighed på dækket , og de maskerede begyndte at danse til en ejendommelig musik bestående af en violin med to strenge , en clarinet , en picolofløite , en tromme , en treangel , en stor nøgle m . m . Mangen matrosvittighed hørtes , thi på denne dag havde matroserne tilladelse til at slå gækken løs . Først helt ud på natten endte denne lystighed . Nu vedblev fregatten at styre coursen mod capstaden og fjorten dage efter nåde den taffelbei , havnen ved capstaden . Capitainen stod tilligemed styrmanden på dækket da skibet nærmede sig castellet , en meget stærk fæstning , samt flere forter og batterier , som beherske ankerpladsen . „ Englænderne er dog nogle sande røvere , “ Sagde kaptajnen , „ Gibralta have de taget fra Spanien , og ejer således den stærkeste fæstning i deres land . Fra franskmæneene have de taget øen Malta . Fra hollænderne have de taget hele capstaden og øen ceilon ved Ostindien . Hvorledes have de ikke under blodige krige underlagt sig dette store og rige land ved at ophidse den ene nabob imod den anden . Ostindien er Englands rigdomskilde , lykkes det engang Rusland , der nærmer sig fra vest til de ostindiske besiddelser , at kunne føre en talrig hær ind i Italien , så rejse straks alle de indfødte sig , og ve da England , hvis det ikke kan forsvare fine besiddelser , det synker da ned i armod , og kan aldrig rejse sig mere . “ „ Jeg under denne hovmodige , stolte , egenkærlige og røvsyge nation det , “ svarede styrmanden , der havde deellaget som månedslieutenant i slaget 1801 på Københavns red , og derfor var forbittret på englænderne . De sejlede nu forbi det stærke eastel , der med sine to rækker kanoner beherskede ankerpladsen . „ Englænderne vide prægtigt at befæste , hvad de have ranet fra andre , “ sagde kaptajnen . „ Se engang de to forter der på pynten på begge sider af indløbet . Gud hjælpe det skib , som kommer i krydsilden fra disse to forter , de mange batterier og kastellet . Der bliver ikke en stump helt af det . “ „ Det er en rig og mægtig nation , og dog vil niåskee den tid komme , da Nordamerika , der er et fosterbarn af Britannien , vil blive et tugtens ris for det , “ sagde styrmanden . „ Jeg har været i Boston , New-york , Philadelphia , wassington og andre nordamerikanske byer , men i dem alle er de forbittrede på englænderne for deres overmod og anmasselse . “ De kastede nu Anker i havnen , der lå åben for en sydlig bind og udsat for den høje sø , når en storm fra den kant rejste sig . Også her var Peder Andersen iland med styrmanden , der tog sig af ham som om han var hans søn , og de kunne ikke andet end beundre den smukke renlige by , der i sin tid anlagt af hollændærne havde brede gader , beplantede på begge sider med træer , der i dette hede klima , udbredte en behagelig skygge . I gaderne mødte de flere af caplandets beboere , kaffere og hottentotter , en styg , hæslig negerrace , der ofte ligger i strid med caplandets colonister , for det meste hollændere . På et værtshus , der besøgtes af alle nationer , der gjorde rejsen om Cap enten til eller fra Ostindien eller China , gjorde de bekendtskab med en ung hollænder , en colonist eller nybygger . Talen kom på i agt , og han fortalte dem nu om sin tilligemed flere colonisters deeltagelser såvel i løve- som elefantjagter . Peder Andersen , der elskede alle foretagender , hvor til der hørte mod og dristighed , kunne ikke ved denne lejlighed undlade at yttre det nnske , at kunne tage del i en sådan i agt . „ Det kan i og eders ældre ven her let komme til , “ sagde hollænderen . „ Vi eolonister tilligemed flere jagtelskere her fra caystaden agte i overmorgen , at foretage os en stor i agt såvel efter løver som elefanter , og ville i slutte eder til os , så kunne i deltage deri . Men denne i agt er ikke uden fare . Den koster gierne nogle menneskeliv . Imidlertid er det gerne kun vore medhjælpere ; hottentotterne , som løverne angribe . Deres blotte legeme vække lyst hos de ville dyr til at stille deres hnnger . Og et par as disse må almindelig undgælde for de ville dyr vi fælde . “ Peder blev nu enig med styrmanden om , at ville udvirke tilladelse af deres capitain til at tage del i den forestående i agt , og aftalte nu med hollænderne hvor de skulle mødes . Da styrmanden på sine og Peders vegne anmodede kaptajnen om at måtte tage del i denne i agt , der ville optage et par dage , var denne , just ikke så ganske villig til at tillade det . „ Hvis en glubsk løve sønderriver eder , styrmand , eller en forbitret elefant tramper eder under sine plumpe fødder til en livløs Klump , hvem skal så erstatte eders tab ? Skulle det derimod blive tilfældet med knøsen der , — her pegede han på Peder , „ så ville jeg jo miste en af mine raskeste folk . Jeg gør det ugerne , søg derfor at opgive denne lyst til at deltage i en så farlig fornøjelse . “ „ Hr . Capitain , “ sagde nu Peder frimodig , „ det er netop faren , der gør sådanne jagter til en interessant forlystelse . Hvad er en i agt efter harer , som jeg som dreng har stjålet mig til , imod en sådan i agt , hvor man kæmper med sin overmand , hvor liv sættes imod liv , men hvor behændighed , snarrådighed , mod og uforfærdethed bidrage til at man bliver seierherre . “ „ Du taler som en bog , Peder , og jeg bemærker , at du i åndskræfter står over din alder og din stilling , “ sagde kaptajnen . „ Er du så forhippet på at tage del i en fådan i agt , så skal du tilligemed styrmanden få min tilladelse . Lykken følger jo altid gerne den kække og dristige , og når jeg overlader dig en af mine udmærkede rifler samt en hirschfænger , så tænker jeg nok at du kan gøre os danske ære på en sådan i agt , hvor livet voves . “ „ Tak , hr . Capitain , i gør mig ganske fornøjet , “ Sagde Peder , „ og jeg skal nok se at gøre mig fortjent til eders roes . “ „ I , styrmand , må holde fyren lidt lave , at han ikke bærer sig alt for forvoven ad , “ sagde kaptajnen nu til styrmanden . „ I kan også vælge eder et af mine jldvåben i min kahyt , ligesom også forsyne eder og knegten der med det fornødne krudt samt kugler . “ Han gik nu ned med dem i sin kahyt , hvor Peder fik en riffel af udmærket arbejde og styrmanden en fortræffelig bøsse samt den fornødne munition . 28 . Dagen efter mod aften gik styrmanden og Peder Andersen iland forsynede med ovennævnte jldvåben , foruden de pistoler , der tilhørte den første . De gik lige til det ovenfor omtalte værtshus , hvor de traf en forsamling af alænd , der ville deltage i jagten , vistnok omtrent tredive i tallet , foruden tolv hottentotter , der agerede avantgarden , og af mange kendetegn på vejen kunne underrette selskabet om de ville dyrs nærhed eller opholdssted . Jægerne bestode af en snes colonister , de fleste hollændere , svære , rubuste mænd , og nogle så englændere . De nvrige as selskabet vare fra capstaden , og bestode as jagtlystne unge mænd . Da styrmanden trådte ind iblandt dem med Peder Andersen , kom den hollænder , med hvem de havde gjort bekendtskab , henimod dem , og da han havde givet hver hånden , henvendte han sig fil selskabet og sagde højt og lydeligt : „ Her presenterer jeg de herrer to danske mænd ; de høre fil den nation , om hvem vi nylig have læst i captidende , af de nær havde taget luven fra den store søhelt Nelson , som ikke var en ringe ting . De høre fil et tappert folk og have yttret fil mig , af de ville gerne tage del i en løvejagt , skjøndt jeg har gjort dem opmærksom på den fare , hvorfor de udsætte dem , da de aldrig have set et vildt dyr langt mindre jaget et sådant . “ Jægerne bød dem nu velkommen og nødede oem fil af tage for sig as et godt dækket bord , ^or den ypperlige capsvim ikke manglede . Der blev talt meget om løve- og elephantjagter , især om den sørste . Flere rædsomme begivenheder på løvejagter , der var mødt nogle af de tilstedeværende jægere , blev fortalte . En -robus hollænder på nogle og fyrretyve år fortalte således et eventyr , der var mødt ham og nær havde kostet ham livet . I en landsby vare flere gange løver trængte ind i qvægstaldene om natten og fønderrevet beboernes køer . Almindelig fjerne løverne sig ira et sted , hvor en af dem er bleven dræbt , og derfor besluttede nu landsbyens beboere , kaffere , med hollænderen , som var bekendt for en udmærket Skytte , der med sin bøsse rammede det mindste mål , i spidsen at gå på i agt efter dem . De begave sig til en bakke , der var begroet med træer , hvor løverne skulle holde sig skjnlte , omringede bakken og rykkede lidt efter lidt op ad den i en stedse tættere kreds . „ Ieg , “ fortalte jægeren , „ stod nedenfor bakten med en anden dygtig jæger , da vi med et så en af løverne sidde på et klippestykke indenfor den kreds , som landsbyens beboere udgjorde . Min sidekammerat skød øjeblikkelig efter løven , men kuglen traf stenen , som dyret sad på . Dyret bed efter det trufne sted , ligesom en hund bider i den sten , der kastes efter den , sprang derpå afsted , brød igennem kredsen og slap uskadt bort . “ „ Kredsen blev sluttet igen , “ vedblev jægeren at fortælle , „ og kort efter så vi to andre løver derinde , men vi turde ikke skyde på dem , for ikke at træffe folkene , og disse lod også disse to løver slippe igennem . Da vi gik om på den modsatte side af bakken , så jeg også en løve sidde på en klippeblok , halv skjult af en busk . Jeg var næsten 50 alen fra løven , da jeg tog godt sigte på den igennem buskene og affyrede to skud . Folkene råbte : „ Den er skudt ! “ — jeg så i det samme løven i raseri løfte sin hale i vejret bag buskene , og vendte mig derfor om til folkene med de ord : „ Vent lidt , til jeg får ladet igen . “ Jeg rammede nu kuglerne ned i min toløbede bøsse og hørte i det samme et hvinende skrig . Da jeg forskrækket vendte mig halvt om , så jeg løven gøre et Spring , den greb mig lige i skulderen og vi rullede sammen ned ad den lave skråning . Derpå brummede den fælt lige ved øret af mig , medens den rystede mig ligesom en rottehund ruster en rotte . Besynderligt nok bevirkede rysteisen af slaget en drømmeagtig tilstand , i hvilken jeg hverken fornemmede smerte eller følte frygt , skønt jeg var mig fuldkommen bevidst , hvad der foregik ; det var en tilstand omtrent som når en patient har fået chloroform og seer hele operationen , men ikke fornemmer kniven . Det er formodentlig tilfældet med alle dyr , som dræbes af rovdyrene , en kærlighedsfuld foranstallning af den algode skaber for at formindste dødens ovaler . “ „ Jeg drejede mig nu lidt om fordi dyrets ene lab lå så tungt på mit baghoved , “ vedblev han sin fortælling , „ og så da løven stirre hen på min kammerat , som sigtede på den i en afstand af en snes alen ; hans dobbeltløbede bøsse havde steenlåse og de klikkede begge . Løven lod mig øjeblikkelig ligge , for i et Spring ind på min kammerat og bed ham i låret . En af mændene var i begreb med at gennembore den med en landse medens den bed min kammerat , men løven bemærkede det , stop jægeren og bed manden med landsen i skulderen ; da gjorde i samme dieblik den kugle dyret havde såt i livet , deres virkning og den saldi død til jorden . — den havde splintret min venstre armpibe og på overarmen beholdt jeg et mærke af elleve tænder for bestandig . Jeg har efter den tid fældet fire løver og skal vedblive så længe jeg lever , at gå på i agt efter dem og dræbe dem * ) . “ Efter at have drukket en skål på en heldig iagt , bestege jægerne deres heste og muldyr , og styrmanden og Peder to muldyr , som deres ben * ) sand begivenhed i laplandet . havde medraget til dem . Det gik nu i lystig trav frem ad en sandet vej . Hottentotterne vare sendte dagen forud hen ad den kant , hvor en gammel løve skulle have sil opholdssted ikke langt fra en kilde , thi på steder , hvor der ikke er rindende vand eller en flod , opholde de sig ikke . Skjøndt det var helt ud på aftenen , var heden over 24 grader , og de ridende samt deres dyr følte sig nedtrykkede af den . Efter at have redet i to timer i en retning , ad en sandet vej , hvor ikke mindste skygge fandtes , nåde de en græsplet , hvor en kilde havde sil udspring , men efter et kort løb forsvandt i sandet . Dyrene vrinskede , da de bemærkede kjøluingen og instinktet sagde dem , at her var forfriskning for dem . Der blev udstukket nogle bægere af det iskolde vand blandet med rom , conjak eller vin , og da mennesker og dyr havde vederkvæget sig , fortsattes rejsen . Nu , da solen var gået ned , indtrådte der en behagelig kølighed , og jægerne rede under en munter samtale videre frem , indtil de nåde et krat , hvor de traf nogle af de i forvejen udfendte hottentotter . Disse fortalte at de havde den foregående aften fundet sporet af en gammel løve , som de kunne se af dens fodtrin på fugtige steder i skoven . Nogle af dem havde lagt sig på maven , og således lydløst skudt sig frem bag nogle buske , for at nærme sig et sted , hvor de kunne iagttage den . Da løven kan langt borte lugte uddunstningen af et menneske og især af de stinkende hottentotter , når vinden bærer den imod dem , så vare de heldige i den henseende , fordi vinden bar fra løvens opholdssted . Med et hørte de en brummen i krattet foran dem , og en løve af en usædvanlig størrelse trådte ud på en lille åben plads . Den lyttede som de bemærkede , og skred derpå langsomt frem ad den samme vej , som de vare komne . Hottentotterne havde holdt deres åndedræt tilbage , for ikke at forråde deres nærværelse , og løven sneg sig også forbi dem , uden at bemærke dem . Efter at den havde gået et stykke hen ad vejen , stod den med et ganske stille og lyttede , for derpå med et sping vidst over tolv alen ind i krattet på den modsatte side , hvor hottentotterne lå . Disse hørte nu en stærk raslen inde i krattet og en heftig stønnen og kort efter kom løven med et stort , af en for caplandet ejendommelig race af elsdyr i det åbne gab , løbende så let som om det var et lam den bar . Hottentotterne havde vel jldvåden , men de vovede ikke at røre sig af stedet , langt mindre at afsyre en bøsse . Løven travede nu med sit bytte , formodentlig tilbage til sit opholdssted , og da de ikke mere kunne høre dens fodtrin eller den raslen , den forårsagede , hvor den trængte sig mellem buskværket , begave de sig tilbage til en ikke langtfra det sted , hvor jægerne vare komne , beliggende hule , hvor de ventede på selskabet . Jægerne rede nu langsomt , for ikke at gøre for megen larm , hen ad vejen til den omtalte hule . Her sandt de de øvrige hottentotter , og nu blev disse da udsendte for at spejde . Forsigtige og så stille som muligt snege de sig frem . De havde en ged med sig , som de trak efter sig og som de ville bruge som lokkemad for løven . Som de nu nærmede sig det sted , hvor de havde lagt på lur den foregående aften , hørte de på engang et frygteligt brøl , der bragte blodet til at isne i de forknytte hottentotters årer og satte geden i en sådan skræk , at den ikke kunne stå på benene . Brølet kom fra en stor , gammel løve , der listede sig henne i buskadset . Hottentotterne satte sig ned på hug og lyttede , man kunne sige med ærbødighed og taushed , til denne stemme , for hvilke menneskene og næsten alle dyr bæve . Brølet gjentoges endnu engang , hottentotterne bandt den ged , de havde medbragt til en trærod på en åben plads , og ilede tilbage til jægerne , der nærmede sig , så hurtigt som deres muldyr kunne trave . De havde hørt brølet , dyrene rystede af skræk og havde nær afkastet deres ryttere . Selskabet steg ned af deres gangere , som blev bundne til nogle træer under opsyn af en hottentot . Enhver af jægerne undersøgte derpå sit våben . Foruden en bøsse havde de alle et par pistoler samt en dolk med sig . De skrede derpå langsomt frem med hottentotterne i spidsen . Disse , der vare forsynede med landser , lyttede ved hvert skridt , som de nærmede sig den åbne plads , hvor de havde bundet geden . Nu gjentoges brølet og de stod ved nogle høje tamarindebuske , der skjulte dem aldeles . Lydløs nærmede jægerne sig dem , der pegede hen til et højt træ , i hvis nærhed de havde bundet geden . Bag dette træ hørtes atter det frygteligt brøl , buskene bag det åbnede sig , og en frygte lig stor løves hoved viste sig i åbningen . - „ Jeg har aldrig set en større løve end den/ ' hviskedee den hollandske jæger til styrmanden og Peder Andersen , der stod ved hans side . „ Jeg vil tage den på kornet og se om jeg kan fælde den . Dog er det bedst , at den nærmer sig mere geden , for at få sikkert skud . “ Løven havde straks bemærket geden , men istedet for at springe løs på det arme dyr , der rystede og bævede af skræk , blev det stående stille og betragtede dyret mistroisk . „ Hvorfor mon den ikke farer løs på geden ? “ Hviskedee styrmanden til hollænderen . „ Det skal jeg sige eder , “ svarede hollænderen . „ Løven tror at se en snare i det reb , hvormed geden er bunden til træstubben , og derfor tør den ikke , hvor gerne den vil , angribe den . Det kan også være , at den vender om igen og fjerner sig , så ængstelig er den for snarer . Nu står den fortræffelig lige med brystet mod os , og det er den bedste Skive man kan sigte efter , for at fælde den . Affyr nu begge eders bøsser på samme tid som jeg , det skulle da være besynderlig , hvis den ikke skulle blive dræbt af os og de øvrige jægere , der nu vist rette deres bøsser efter den . “ Tæt ved hollænderen i buskadset faldt der nu et skud i samme -øieblik , som han og vore to sømænd affyrede deres geværer . Neppe vare skudene faldne , førend løven , der var bleven rammet af flere kugler i brystet , gjorde et Spring på vist over 12 alen ind i en busk , hvorefter de hørte et skrig og derpå så løven atter komme frem med en hottentot i gabet lige så let som om det havde været et lam . Jægerne affyrede nu sorsigtig det andel løb ai deres bøsse for ikke at træffe hottentotten , og kuglerne rammede løven i siden . Den tumlede tilbage , slap hottentotten , gjorde et vældigt Spring næsten lige mod det buskads , hvor hollænderen og hans bekjendtere slode , da den her havde bemærket en bøssepibe , der stak srem . Den styrtede i springet ind på en ung jæger fra Kapstaden , og kastede sig over ham . I det samme havde hollænderen samt styrmanden og Peder sremtrukket deres ene pistol og affyrede den på løven . Denne så sig om , hvor skudet kom fra , men på samme tid havde den unge jæger , der lå under den , formået af sremtrække sin dolk , og denne jog han nu med en fast hånd ind i brystet på uhyret . Han må have truffet hjertet , thi i samme nieblik styrtede løven livløs om på ham , der overgydedes af en varm blodstrøm . Jægerne styrtede nu til og fremdrog den urche mand under løven , der med sit tunge legeme nær havde kvælt ham . nu kom hottentotterne også ikende til med fryderåb og begyndte straks med store knive af afskære hovedet af løven og derpå slå huden af den som et seierstegn . Jægeren , der havde lagt under løven , havde fået et bid af den i skulderen , der smertede ham overordentlig . Derpå kom to hottentotter slæbende med den hottentot , som- løven havde båret i sit gab . Hans højre arm havde løven knust og tilføjet ham et svært sår i brystet og den ene lænd . Sådanne af løven tilføjede sår er vanskelige eller næsten umulige at helbrede . De kunne tilsyneladende tilgroe , men det påfølgende år på samme tid som løven har tilføjet dem disse , bryde de op igen og smerte meget . Det skal være løvens fråde , der forårsager dette tilfælde . Alan vendte nu tilbage til muldyrerne , rede til værtshuset og syntes såre veltilfreds med jagtens udfald , thi at den unge jæger og hottentotten vare blevne fårede , og den sidste dødeligt , agtede man ikke for noget ved en sådanjagt . Ved ankomsten til værtshuset ventede der atter en god frokosf på dem , thi solen var allerede opstået da de nåde det . Jægerne toge dygtigt til dem af de stærke drikkevarer , de havde med sig . de blev derfor lystige , sang muntre viser , og bleve så fortrolige med Peder Andersen , hvem de alle kunne så godt lide , at den ene forærede ham et ur , en anden en brysfnål , en tredie en fingerring , til erindring om dem . Størstedelen besiege derpå berusede deres muldyr , og styrmanden og Peder skiltes nu fra dem , der vendte tilbage til deres trindt omliggende gårde , og fulgte med de unge mænd , der skulle tilbage til capstaden . To dage efter lettede fregatten „ den hvide Bjørn “ Anker og forlod taffel-bay fyr at begive sig på vejen til Ostindien . De vare snart i det store ocean , som strækker sig i eil umådelig strækning til ehina . Vinden var i flere dage meget gunstig , da blev det med et havblik , ingen vind rørte sig og seltene hang slappe ned , så at skibet blev liggende på en plet , som om det havde kastet Anker her . Det var en kedelig tid for skibets besætning i de ofte dage dette havblik varede . Matroserne morede sig imidlertid med at bade sig , men ved den lejlighed var Peter nær kommet af dage . Som han en dag lystig svømmede omkring fregatten , bemærkede man en stor haifist i nærheden af skibet og råbte til Peder , at han skulle skynde sig ombord , da en Hai nærmede sig . Det var også på høje tid , at Peder blev advaret , thi halen skød sig frem med en frygtelig fart . Peder var en dygtig svømmer og frygtede derfor ikke for at nå skibet , hvor styrmanden stod beredt på skibsdækket med et langt reb , som han tilkastede Peder , da han var nær ved skibet . Men haien var i hælene på ham , og havde styrmanden samt nogle matroserne ikke i den største hurtighed draget ham op i det samme han greb rebet , var han blevet et bytte for haiens grådighed . Forbittret over at se sit sormeente rov blive unddragen dens glubske gab , sprang den højt i vejret , næsten op på dækket , men blev her så dygtigt modtaget af matrosernes håndspager , at den blødende trak sig tilbage i sit element , og sulgte endnu længe fregatten i dens kølvand . Efter at have taget højden og vreden af det punkt på verdenshavet , hvor skibet havde ligget få længe stille , få kaptajnen at de måtte være i nærheden af madagascar . . Styrmanden havde hørt , at der i dette farvand fkulbe tumle sig nogle malayeske sørøvere , der gjorde søfarten usikker . Han sagde derfor til Peder Andersen : „ Vi have nylig været i en farlig kamp med en løve , men det er intet i sammenligning med den kamp , der muligvis kan foreslå os i dette farvand . “ Da Peder så forundret på ham , sagde han : „ Har du ikke hørt tale om malepske og chinesiske sørøvere ? Seer du , af de første skal der her ved madagascar og i nærheden af Ceylon gives en mængde . Noget grusomt pak , der ikke skåne noget menneskeliv , men nedhugge alt levende ombord på de skibe , ' de bemægtige sig , og som de , når de have udplyndret dem , stikke i brand for at skjule deres udåd . Mod sådanne kanailler må man forsvare sig på liv og død , thi de give ingen pardon . “ „ Skulle mandsfabet på vort skib , der udgør omtrent 40 våbendygtige mænd , ikke kunne stå sig imod sådan en sørøver ? “ „ Vanskelig nok , “ svarede styrmanden , „ thi disse skurke er forvovne karle , der hverken sky ild eller vand . — derfor har også kaptajnen forsynet sig med en mængde udmærkede ildvåben til brug for mandsfabet , der for det meste består af dygtige heeltbefarne matroser , af hvilke flere før have lugtet krudtet . “ „ Ja , ved sådan en lejlighed , kan der ikke tales om at overgive sig , “ sagde Peder . „ Man må enten sejre eller falde . Skulle det blive tilfældef , at vi blive angrebne af sørøvere , så skal jeg vidstnok have fældet flere før jeg lader mig nedhugge , thi så længe jeg kan røre mig , skal jeg bruge mine våben . “ Capitainen , der i det samme var trådt hen til dem , og havde hørt Peders sidste ord , sagde nu : „ Vi må holde et skarpt udkig i dette farvand , thi inden vi vide af det , kunne vi blive angrebne af en sådan sørøver , ja måske af flere på engang . Det er ikke let af undgå dem , thi de have hurtigseilende fartøjer . “ „ Jeg har hørt , “ sagde styrmanden , „ af de have bagbundne armene på mandskabet af et af de erobrede skibe og boret huller i bunden af det , så det sank efterhånden ganske langsomt eftersom vandet trængte ind i det . Mandskabet blev imidlertid reddet , thi i det sidste øjeblik nærmede et nordamerikansk skib sig det , som tog det ombord . Øjeblikkelig efter af dette var flet , sank skibet . “ „ Ja det er noget grusomt pak , “ svarede kaptajnen . „ Englænderne have flere orlogsskibe ude for af bemægtige sig disse sørøvere , der , når de blive fangne , blive knyttede op under rånokken uden lov og dom . “ „ De have ikke fortjent nogen bedre skæbne , “ Sagde styrmanden , „ thi der gives vist ikke grusommere mennesker til på jorden end de . “ „ Hvorfor forene ikke europæerne sig om at udrydde dem ? “ spurgte Peder styrmanden . „ Øer behøvedes ikke andet end nogle engelske orlogsmænd i disse indiske farvande for at forjage eller tilintetgøre dem , når de ikke havde smuthuller trindt omkring , hvor de krybe i skjul og ikke kunne opdages , “ sagde kaptajnen . „ Således flere steder på madagascar , Ceylon , bornes og andre øer i det store ocean . På den store ø madagascar , som vi nu nærme os , have de især medhold as de mange fyrster på denne over 10 , 006 kvadratmile store øes udstrakte kyster , da de yde dem en stor tribut . Vi må tye hen til denne ø , som vi er i nærheden as , for at forsyne os med vand , da vort vandforråd ikke er tilstrækkeligl til vi nå trankebar . “ 29 . To dage efter observeredes der land fra Merset , det var madagascars skovrige kyst man nærmede sig . Fregatten søgte til en havn på østkysten , hvor franskmændene havde anlagt encoloni , men ofte vare i strid med den der herskende fyrstes undersåtter . Henad aften kastede fregatten Anker i en lille tryg havn , der på den ene side var omgiven af høje bjerge . Øer lå nogle såkaldte Junker , letseilende fartøjer , hvis sejl bestode af sivmåtter , og som , når det er stille vejr , roes af mandskabet . Da kaptajnen landede var han ikke fornøjet med dette nabosfab , der forekom ham noget fordægtigt . Ved skibets nærmelse til kysten , var der kommet det enbyad i møde , på hvilken fandtes sendebud fra den her på kysten regerende fyrste , rahimine , som skulle indbyde dem til at besøge ham . Ikke langt fra kysten lå der flere af franskmændæne byggede træhuse , søm , omtrent nogle og tyve i tallet , udgjorde colonien . Længere tilbage lå amfttheatralfl op ad en bjergsfrænt den madagascarske by , hvor fyrsten , der benævntes rajah , opholdt sig , bestående af let opbyggede boliger af bambusrør , med undtagelse af fyrstens , der var en pragtfuld stenbygning . da kaptajnen med følge , hvoriblandt styrmanden og Peder , vare komne i land , blev han modtaget af en fransk øvrighedsperson fra colonien , og indbudt til at tage sit ophold hos ham , så længe han var i land . Det første kaptajnen spurgte om var , hvad det var for skibe , der lå i havnen , da de forekom ham mistænkelige og han frygtede for at det var sørøverskibe . Franskmanden , der nylig var kommen til madagascar , var uvidende om , hvad det var for skibe , men troede dog ikke at fyrsten , der lod til at være en godmodig mand og havde bestandig viist sig meget forekommende mod colonisterne , gav sørøveri medhold . De havde udskibet store kasser med bomuld og ostindiske manufacturvarer . Capitainen besluttede dog at holde skarpt øje med dem , for , hvis det var sørøvere , at de ikke skulle overrumple ham , medens han lå i havnen , for at forsyne sig med vand . Han nød ellers med sit følge stor gæstfrihed i franskmandens , en slags gouverneurs hus , og begav sig næste dag tilligemed sit følge i et slags optog til rajahens pragtbolig . Han havde medtaget nogle foræringer , bestående af to smukke pistoler med ciselerede stålløb , en sabel med ægte forgyldt skede , en stor spilledåse med flere sager . De blev modtagne med stor forekommenhed as fyrsten , der var sort ligesom hans undersåtter , og kaptajnen indbødes til at sidde ved hans side . En sjælden ære , da ingen af hans undersåtter turde nærme sig ham , undtagen på knæerne og efter at have tre gange berørt gulvet med panden . Igennem en tolk forklarede nu kaptajnen , at det var for at indtage vand , at han var kommen til øen , hvilket fyrsten med fornøjelse tillod ham og overrakte derpå foræringerne . Intet af disse vakte en så stor forundring som spilledåsen , som kaptajnen trak op og som spillede det ene lystige stykke efter det andet . Fyrsten og hans undersåtter sad med gabende munde og vare målløse as forundring over denne musik , og rajahen ytrede en umådelig glæde over denne foræring . Han bad nu også om beskyttelse imod mandstabet på de maleyske fartøjer , der lå i havnen , hvis det var sørøvere . Rajahen syntes af blive forlegen ved denne anmodning , men gav efter kort overlæg det svar : af han vidste ikke andet , end det var fredelige købmænd , der afsatte deres varer her på kysten . Skulle de vise noget fjendtligt sindelag imod ham ( kaptajnen ) , så skulle han stå ham bi imod dem på alle mulige måder . Men der var vidst intet af frygte . Capitainen var langtfra tilfreds med dette svar , der syntes af tilkendegive , af fyrsten var uvis om eller rettere sagt søgte af skjule sit bedre vidende om disse mistænkelige skibes mandskab , og blev derfor end mere bestyrket i af det var sørøvere . Efter en kortvarig audience forlod europæerne fyrsten , der forærede dem flere okser og får . „ Vi have fået en god erstatning for vore gaver , “ sagde kaptajnen på tilbagevejen til colonien , „ men det forekom mig , at rajahen blev forlegen , da jeg spurgte om det ikke var sørøverskibe , der lå her i havnen . “ „ Det bemærkede jeg også , “ sagde styrmanden , „ og er af den formening , at fyrsten ved , at det er sådanne , men ikke tør røbe dem . “ „ Det bliver derfor nødvendigt , at vi tage de ftre små firepundige kanoner op af det underste rum og holde dem skjulte på dækket , men ladede og rede til at affyres på dem , hvis de skulle få i sinde at angribe os i havnen . Tillige må vet halve mandskab bestandig være på dækket , to timer ad gangen , og derpå afløses af det andet halve mandskab . Te må være bevæbnede med en bøsse , som de dog må holde skjult om dagen , en pistol og en sabel . Ildvåbnene må være ladte . Jeg er ligeså sikker Skytte som søhelten Tordenskjold , thi jeg kan med en pistolkugle træffe midt i centrummet af en Skive i en lang frastand uden at sejle . Den jeg derfor kan tage rigtig sigte på , han er døden vis ; thi jeg kan ramme ham hvad sted jeg vil . — dig Peder vælger jeg , hvis vi skulle blive angrebne , til bestandig at lade mine pistoler , og jeg forsikrer eder , at deres capitain skal ikke komme levende fra det , hvis han entrer os og jeg får øje på ham . “ Da de havde nået colonien , forlangte en af colonisterne , en gammel landmand , at tale med capifainen i eenrum , og han underrettede ham nu om , at han havde truffet på et værtshus i colonien to matroser fra de to fremmede fartøjer . Det var maleyere , det hørte han , thi han havde opholdt sig i flere år på coromandelkysten , og forstod derfor deres sprog . De talte frit , da de ikke ahnede , at han forstod , hvad de sagde , og han hørte da , at deres capitain havde i sinde ved midnat at overrumple fregatten , udplyndre den , dræbe mandskabet og derpå stikke skibet i brand . Capifainen takkede ham meger fordi han havde underrettet ham om den fare , der forestod ham . Landmanden tilkendegav ham , at hvis han ønskede det , ville han samt flere af hans landsmænd stå ham bi i kampen mød sørøverne , de skulle da medtage jldvåben samt sabler . Capifainen takkede ham meget for det gode tilbud , som han gerne modtog , og der blev nu aftalt , at franskmanden skulle komme vred sine landsmænd ombord på fregatten , når mørket var indtrådt . Capitainen underrettede derpå mandskabet om det forestående overfald på skibet , spurgte det om det var rede til at kæmpe til det yderste , og fortalte det , hvilken skæbne der ventede det , hvis de ikke tilbageviste sørøverne . „ Begge sørøverskibes mandskab , “ tilføjede han , „ forene sig vel for at angribe os fra begge sider i nattens mørke , menende at finde os i søvnens arme , men død og fordærvelse skal vente dem , når i holde eder tappre og følger mit eksempel . Vor modstand skal krones med sejr . “ Mandsfabet lovede at kæmpe til det yderste og hellere at lade sig nedhugge end at overgive sig . „ Jeg får et indfald , hr . Capitain , “ sagde nu første styrmand , „ som kan være os til stor nytte ved overfaldet og holde sørøverne nogen tid tilbage fra at entre , medens vi nedskyde dem . Vi have flere fiskenæt med os til at fange fisk , hvor vi ligge for Anker og der er lejlighed til at fiske , når vi tage disse garn og fastgøre dem rundtom rællingen af skibet i en vis højde , så vil det blive en uventet modstand for sørøverne , der først med deres sabler må hugge garnene istykker , og således bane sig en vej , medens vi , der stå bag dem , kunne nedskyde dem uden modstand . “ „ Det er et godt indfald , som i skal have tak for , styrmand , thi det giver fordelen på vor side , “ sagde kaptajnen . „ Vi ville , så snart mørket falder på , anvende det . Nu ville vi lade som ingenting , thi der kunne være dem , der holde øje med os . Kun en enkelt mand skal opholde sig på dækket indtil aftenens frembrud , men da skulle alle mand være væbnede og på dækket , dog må den største taushed og stilhed finde sted , og når midnat nærmer sig , må enhver sidde eller stå skjult i en stilling så at ingen kan bemærke næget mandsfab på dækket , så at de tror at den hellige grav er vel forvaret og at de kan tage vor fregat i en håndevending og uden blodsudgydelse . “ Dagen hengled nu langsomt for mandsfabet på skibet indtil mørket frembrød , da nærmede der sig efter aftale , fra den modsatte side af den , hvor sørøveren lå , en meget stor båd eller barkasse med 16 kække franskmænd , der vare godt væbnede såvel med skyde- som med huggevåben og gik ombord på skibet i største stilhed . Capitainen underrettede nu de fransfe landsmænd , hvorledes han ville omgive skibet med et såkaldet fisfenet , hvilket de fandt var fortræffeligl , og nu aftalede man hvorledes enhver skulle være plaseret når overfaldet fandt sted . Fulde af forventning og med bankende hjerter støde mandskabet og franskmændene , over halvtredsindstyve kække mænd , der agtede at kæmpe på liv og død , og ventede på midnat og det afgørende øjeblik . Peder anderfen , hvis skarpe blik man kendte , stod skjult bag nogle sejl , på den side , hvorfra sørøverne måtte komme , for at underrette kaptajnen , når han få eller hørte noget . „ Jeg seer , “ hviskedee han noget efter at midnatstimen var slået til kaptajnen , der stod ikke langt fra ham , „ to sorte punkter nærme sig ganske langsomt , og bag dem atter to sorte punkter , men jeg hører intet åresfag . Jeg tør vædde , at skurkene have omviklet årerne med skind , for at de ikke skulle gøre nogen larm . “ „ Det er vel så , “ hviskedee kaptajnen , og nu bleve alle i største stilhed underrettede om , at sørøverne nærmede sig og at man måtte holde sig rede til at nedskyde dem , når kaptajnen gav commandoordet . Efter et kort ophold bemærkede mandskabet , der lå henstrakt langs dækket , skønt natten var mørk og himlen bedækket med tunge skyer , at de sorte punkter nærmede sig mere og mere , indtil de standsede ved skibet og en sagte mumlen hørtes . Capitainen havde henlagt på en stor kasse på dækket otte pistoler as et fortræffeligt arbeide^ alle ladte , samt et krudthorn og kugler . Han tog nu en pistol i hver hånd og bød Peder , der stod ved kassen , ligeledes at tage to , og affyre dem , dog ikke minde , men når han så en mand , han kunne nedskyde , for sig . Da den første båd havde lagt til borde , blev der kastet en rebstige op , som blev hængende og indvikledes i det udspændte næt , så den havde ingen ret hold , desuagtet kravlede der dog , som Peders skarpe blik bemærkede , to mand op af den , men blev standsede af nættet . De studsede og råbte noget på maleysk , formodentlig hvilken hindring de havde fundet , thi i det samme lagde den anden båd til , og der lød enhøi commandorøst fra den , formodentligt sørøverhøvdingens , og sørøverne begyndte at kravle opad skibets sider , hvor kaptajnen stod . Idetsamme lød commandoordet : „ Fyr ! “ Og alle pistolerne på den side af skibet bleve affyrede på de opkravlende og nogle , der vare i begreb med at overskære nættet med deres huggerter . Det var ikke et sålidet mandefald der fandt sted , det kunne man høre på skriget af de trufne og på faldet i vandet af dem , der vare blevne så godt modtagne . Under høje eder lagde nu to andre både med sørøvere sig på den modsatte side af fregatfen , og begyndte ligeledes at klavre op , men blev her modtagne af franskmændene , og også her hørtes en mængde dræbte og sårede falde i vandet , hvoraf deres kammerater i bådene måtte opfiske dem . Efter denne varme modtagelse , under hvilken ingen sørøver endnu havde betrådt skibsdækket , trak bådene sig tilbage i en kort afstand fra fregatfen , og deres besætning syntes at rådslåe . Kort efter roede de tilbage igen og syntes at have opgivet deres angreb . Men kaptajnen var af en anden mening . „ De begive sig blot bort , for at komme igen , når de mene vi er trygge , og de er mere mandsstærke , “ Sagde han . „ Hver mand må blive på dækket på sin anviste plads og oppebie hvad dette sørøverpak har i sinde . “ To timer henrandt , da bemærkede Peder med sit skarpe blik flere sorte punkter noget borte . Eftersom de nærmede sig talte han seks stykker . „ De rykke nu frem med en større styrke , “ Sagde kaptajnen , „ og angrebet vil blive alvorligere end før . Vi komme til at kæmpe dygtigt , hvis vi ikke ville bukke under . Enhver må , så snart han har afskudt sit ildvåben , gribe til sablen eller en økse , og hugge ned for føde , for ikke selv at blive hugget ned . — du , Peder , bærer blot omsorg for at lade mine pistoler , for at jeg bestandig kan nedskyde , hvem der kommer mig nær . “ de sorte punkter , sørøvernes både , nærmede sig mere og mere , og holdt derpå stille i en frastand . „ De have nu noget for imod os , “ sagde capitaineu , „ og jeg frygter for , at det er noget vi ikke kan vogte os for eller hindre . Holder eder imidlertid beredt , “ sagde han nu henvendt til nogle matroser , der stod ved de sire små kanoner , „ til at affyre eders skyts , når i se , at de have nået dækket og vort mandskab søger dækning bag kanonerne . Sådan en ladning skrå kan prægtig feje dem af dækket . “ Idet han sagde dette , blev der fra to af bådens kastet brandraketter på fregattens dæk , hvilke straks antændte det . Men skibssprøiten stod bered , og ilden var straks slukket , inden den greb videre om sig . Der blev endnu engang kastet lignende brandraketter , der antændte stormasten , men også den ild blev straks slukket . Nu rykkede bådene frem og sørøverne begyndte af entre op ad fregattens sider . Den første sørøver , der viste sig , blev straks nedskudt , og således flere , men endelig stormede en hel mængde på engang uimodståelig op på dækket fra skibets forreste ende . Kanonerne vare opstillede uden for kahytsdøren , og derhen kommanderede nu kaptajnen mandskabet af begive sig , for af kanonerne kunne blive asskudte på de indtrængende pirater . Capitainen råbte derpå : „ Fyr ! “ Alle kanonerne , der vare lavede med skrå , stumper jern og søm , blev nu affyrede på engang og virkningen var skrækkelig . De fleste røvere , der havde betrådt dækket ligetil midten af det , lå udstrakte på det , dræbte eller mere og mindre sårede , og et højt jammerskrig hørtes . Da kanonerne blev affyrede holdt sørøverne op med af bestige skibet , og kanonererne benyttede tiden til på ny at lade skytset . Atter begyndte sørøverne at vrimle op på dækket på begge sider as bougsprydet . Kaptajnen lod dem rykke srem på dækket og kommanderede ' derpå atter : „ Fyr ! “ Skudene havde samme virkning som før , et frygteligt hyl hørtes ; men i det samme bestege andre sørøvere skibet fra begge sider og nu begyndte der en blodig kamp , mand imod mand . En flok nred en høj mand med et barbarisk udtryk i ansigtet , i spidsen , hug ned for føde og stormede frem imod kanonerne , for at bemægtige sig dem , men i det samme havde kaptajnen , der anede at den høje mand var sørøverkaptajnen , taget sigte på ham , og truffen af en pistolkugle kige i brystet , styrtede han døende om på dækket . Ved synet af hans fald standfede flokken og syntes at blive betænkelig , da en pistolkugle igen ramte en af dem , der ville trænge frem , og kastede ham omkuld . Flokken rykkede nu tilbage til forenden af skibet , da bemærkede Peder at det var lykkedes en sørøver at bestige skandsen ved roret , og at han var i begreb med at affyre en pistol på kaptajnen . Han havde netop ladt en sådan til kaptajnen , men i stedet for at give ham den , afsyrede han øjeblikkelig et skud på sørøveren , der dumpede ned af faldrebet ved skandsen i vandet . Capitainen bemærkede det , kastede et taknemmeligt blik til Peder og sagde : „ Tak Peder , det skal nok blive gjengjældt ! “ Sørøverne , havde trukket sig lidt tilbage til den forreste ende , og da kanonerne imidlertid igen vare blevne tabte og udspyede en mængde jernstumper iblandt dem , søgte enhver af dem at komme ned i deres både , ved hvilken lejlighed flere faldt i vandet . Også faldt der flere for mandskabets kugler . Da sørøverne derpå roede bort , blev der endnu afskudt nogle pistolkugler efter dem til afsked . Der var blevet dræbt en franskmand og tre matroser og såret to franskmænd og otte mntroser . af sørøverne fandtes der på dækket ikke mindre end 16 dræbte og en halv snes hårdt sårede , der ikke havde været i stand til at forlade skibet , medens de letsårede sørøvere vare stegne i deres både . „ Det var en blodig kamp , “ sagde kaptajnen , „ men lykken var med os og sørøverhøvdingens fald bragte sejren på vor side . De komme næppe igen i nat , men vi ville dog være årvågne og . På vor post . — dig , Peter , “ tilføjede han og gav hamhånden , „ takker jeg for mit livs redning , thi havde du ikke nedlagt den sørøver , ville han have dræbt mig . “ „ Jeg takker gud , at det stod i min magt at frelse eders liv , “ svarede Peter . „ Jeg skal aldrig glemme det , “ sagde kaptajnen og gav nu ordre , at det halve mandskab skulle begive sig til hvile i fire timer og derpå asløse det andet halve mandskab , der imidlertid holdt nagt på skibet . „ Jeg tvivler om , at sørøverne gøre et nyt angreb påvort . Skib efter den modtagelse , de fik , “ Tilsølede nu kaptajnen , „ imidlertid er forsigtighed ikke afvejen . “ Næste morgen , da det var bleven dag , så mandskabet på skibet sig sorgjæves om efter de malayeske Junker , de vare bortseilede om natten . et par timer efter kom der et sendebud fra rajahen , der beklagede , at fregatten således var bleven overfaldet om natten og at han var bleven højst forundretover denne gerning , som han skulle have straffet hårdt , men da morgenen frembrød , vare skibene bortseilede . Capitainen lod fyrsten svare , at når han således lod sørøvere tumle sig i hans havn , ville det blive til hans egen skade , thi ingen europæer ville da søge den . “ To dage efter lettede fregatten Anker og fortsatte nu sin rejse til trankebar uden videre hinder eller eventyr . Her lodsede nu skibet og indtog varer i løbet af otte dage , da det så atter sejlede til China til canton , en by , som for største delen tilhører England , der her har etablissementer . Her indtog skibet en stor ladning the , chinesiskporcellain og silketøjer , og begav sig derpå på hjemrejsen til Europa , ikke ad den samme vej , som den var kommen , men over det atlantiske hav til Amerikas vesfkysf til Rio Janeiro . I denne store handelstad indtoges kaffe og flere varer og nu gik rejsen sydpå . Jo mere skibet nærmede sig Amerikas sydspidse og således Sydpolen , jo koldere blev det . Storme rejste sig , som kastede skibet fra den ene side til den anden ; thi på denne bredegrad herske næsten altid storme , som gøre det farligt at gå igennem det magellanfle stræbe . Ester at være gået igennem dette stræde kom skibet i sydhavet eller det stille hav og nåde da de såkaldte tyveøer , hvis indvåneres tyvagtige natur har givet dem dette navn . Her indtog skibet forfriskninger , navnlig cocusnødder , duer og svin , og fatte derpå coursen ad Brasiliens kyst til Buenos Ayres . Ester et ophold af 8te dage i denne by gik fregatten for en gunstig vind op til de vestindiske øer og kastede Anker ved st . Croix , hvor den indtog en ladning sukker . Derpå satte skibet coursen til øen Madeira , hvor det indtog vin og derfra atter til Malaga . Her gik Peder Andersen iland med styrmanden , som ikke kunne glemme den spanske pige og var nysgerrig efter at høre noget fra hende . Han søgte med Peder på det værtshus , som vi tidligere have omtalt , og da han her forespurgte sig om Elvires mand , fik han det svar , at han sad arresteret for et mord , han nyligt havde begået , og at han var dømt til døden . Først da han besøgte den danske familie , han tidligere havde gjort bekendtskab med , fik han at vide det sørgelige sammenhæng med dette mord . Elvires mand var bleven skinsyg på en ung spansk soldat , der kom i værtshuset , når han ikke var i tjenesten , og som han syntes , at hans køne coquetterede med , hvilket også muligen ved hendes letsindige charakteer var tilfældet . Den spanske soldat havde sormodentlig ikke været ligegyldig herved og besvaret hendes øjekast . Det var nok til at sætte den skinsyge mand i fyr og flamme , og han forbød soldaten at træde oftere inden hans dørtærskel . Soldaten gik vel sin nej , men han var ikke den mand , der lod sig således behandle , og aftenen efter , da han var fri for tjeneste , lod han sig igen se i selskab med en kammerat og forlangte en flaske vin . Den skinsyge mand knyttede sin hånd da han så ham , og forlangte , at han skulle fjerne sig ellers skulle han vise bam noget andet . Der opstod et mundhuggeri imellem dem , og da Elvires mand igen gjorde en truende gebærde ad ham , for soldaten ind på livet af ham og gav ham et stød for brystet , så han tumlede om på gulvet . Men han , som var behændig , sprang hurtig op igen , og inden soldaten kunne afværge det , havde han boret sin kniv lige til skaftet ind i hans bryst , så at en modstrøm udvældede af det og han efter få minutters forløb udåndede sin sjæl . Al lægehjælp var unyttig og Elvires mand , der straks var flygtet , var bleven grebet dagen efter mordet og , da han tilstod mordet , dømt til at hænges . Elvire var vedbleven med at holde bærtshuus , og en utrolig mængde unge og tildeels rige spaniere besøgte det , tiltrukken af hendes imponerende skønhed . Hun skulle også efter mandens arrestering , som ikke gik hende det mindste til hjertet , have haft , flygtig som hun var , flere kjærlighedsforståelser . Under sådanne omstændigheder ville styrmanden , der beklagede den myrdede spanske soldat , ikke mere indlade sig med Elvire , og nogle få dage efter forlod også fregatten Malagas havn og gik nordpå til Bordeaux , for at indtage vin og spirituosa . Fra Bordeaux gik skibet derpå lige til København , hvor det ankom efter mere end et Års fraværelse . 30 . Såsnart Peder Andersen kunne forlade skibet , gik han iland og ligetil sin faders hus , hvor han traf sin fader og moder ved aftensbordet . Man kan tænke sig hvor glade hans forældre blev ved at se sønnen rask og frisk efter så lang tids forløb . De og Lise havde vel adskillige gange fået breve fra ham , hvori han tilkendegav dem sin tilfredshed med sin stilling og sit befindende , hvilket glædede dem alle , men at se hamselv , var en ganske anden sag . Det første Peder spurgte om , var naturligvis hvorledes Lise havde det . „ Overtyd dig selv om det , “ svarede faderen . „ Hun seer ellers så sund og frisk ud som en matrose og længes vistnok uhyre efter at se dig , thi endnu i morges sagde hun sukkende : i dag er der gået to uger over et år siden han drog bort/ og han er ikke kommen endnu , gid der dog ikke må være mødt ham noget ondt på hjemrejsenhvor vil hun blive overrasket når du træder ind i huset hos min nabo . “ Peder var ikke seen med at forlade stuen og da han opløftede klinken på den ene halvdør til gaden af naboens hus , trådte Lise netop i det samme ud af køkkenet for at træde ind i stuen med en theepotte og nogle theekopper på en bakke hun havde i hånden . I sin glæde ved synet af ham , havde hun nær tabt bakken med dens indhold , når Peder ikke havde grebet fat i den , ved hvilken lejlighed han fik lidt kogende vand over fingrene . „ Det er en brændende varm modtagelse , må jeg sige , “ sagde han leende idet han tog hende om livet og røvede et Kys . „ Det gør dog ikke ondt , Peder , “ sagde hun ømt . „ Fra din hånd gør intet ondt , “ sagde han smilende . „ Hvor du er vokset , hvor dine kinder ere blevne røde , dine øjne funklende , dine læber kirsebærrøde i min fraværelse , “ tilføjede han , idet han slugte hende med øjnene . „ Du er blevet tusinde gange smukkere end da jeg forlod dig . “ „ Jeg må da dengang have lignet et uhyre i dine øjne , når jeg nu er tusinde gange smukkere , “ Svarede Lise leende . „ Du har nok lært smigerier på din udenlandsrejse . Måske , “ tilføjede hun , „ ved omgangen med smukke piger i havnene hvor skibet har ligget . “ „ Tror du at jeg har haft øjne for andre piger med dit billede i mit bryst , Lise , “ sagde han ligesom bebrejdende . „ Men du , Lise , har du kunnet modstå kræmmerens lokkende ønske at gøre dig til urtekræmmærkone ? “ tilføjede han med ko mist alvor . „ Han ? Han har giftet sig og har allerede en søn , “ svarede hun leende . „ Hans kærlighed til dig har nok ikke været meget brændende , siden han har giftet sig straks efter min afrejse ? “ sagde Peder . „ Det skal kun have været et par dage efter at jeg gav ham kurven , “ svarede Lise , „ at han friede til en rig brændeviinsbrænders datter , derer rødhåret og steler , hvilke fejler imidlertid erstattes ved en medgift på 6000 rigsdaler . — formodentlig for af trodse mig , er han gået ind i det borgerlige artilleri som underofficer , . for med tiden af blive lieutenant og derved kunne gøre sin kone til frue . “ „ Misunder du hende ikke , “ sagde Peder i en drillende tone . „ Nu kunne du have dine ben under dit eget bord . “ „ Jeg betakker mig for af have mine ben under det bord , “ svarede Lise . „ Men Peder , “ tilføjede hun , „ når jeg rigtig betragter dig , så er du jo hel forandret . Du er jo blevet skægget og seer næsten ud som en vildmand . “ „ Måske du ikke synes så godt am mig som tidligere ? “ spurgte Peder med forstilt alvor . „ Før var jeg rød og hvid i ansigtet , nu ligner jeg en tater , således har solen i de varme lande farvet mit ansigt og mine hænder . “ „ Hvis du tror , af jeg sætter dine forrige røde kinder og hvide hud over din nuværende brune ansigtsfarve , så tager du fejl , “ svarede Lise . „ En kvinde holder altid af af den hun elsker ligner en mand og ikke et flødeskæg . “ „ Hvor pænt du kan tale , ligesom det var ud af en bog , Lise , “ sagde Peder , „ jeg er bange for , at de romaner du læser , sætter dig romantiske griller i hovedet , og at du vil have , jeg skal ligne helten i sådan en roman . “ „ Har du ikke allerede viist dig som en helt hin skærtorsdag , hvilket jeg aldrig glemmer , “ Sagde Lise . „ Jeg behøver ingen anden prøve på dit heltemod , den er mig nok . Men du står og betragter mig ligesom du ville sluge mig med øjnene . “ „ Jeg kan ikke blive ked af at betragte dig , Lise , “ sagde Peder med strålende øjne . „ Du er bleven en gudinde i mine øjne . Freja har ikke været smukkere end du . “ „ Du er inde i den nordiske gudelære , hører jeg , “ svarede Lise , „ havde jeg ikke læst Balders død as digteren Ewald , så havde jeg ikke vidst , at Freja var kærlighedsgudinden , med hvem du sammenligner mig , du smigrer . “ „ Det er sandelig ingen smiger , Lise , “ sagde Peder , „ thi når jeg betragter dig , er du det skønneste jeg har set på jorden . “ „ Ere de spanske piger , som du har skrevet mig til om , ikke smukkere og anderledes livligere end vi danske piger i vort kolde klima ? “ spurgte Lise . „ Der er ingen sammenligning , Lise , “ svarede Peder . „ Lader os nu tale om alvorligere ting , “ afbrød Lise ham . „ Hvor længe forbliver du nu her ? Du rejser vel ikke så snart igen ? “ „ Så snart min capitain igen sejler bort med fregatten , går jeg med , “ svarede Peder . „ Jeg har ikke fundet nogen lejlighed , at kunne underrette dig om , at jeg har reddet min capitains liv i en kamp mod sørøvere , der ville bemægtige sig vort skib . “ „ Gud ! hvad siger du ? Har du været i kamp med sørøvere , Peder ? “ råbte Lise forskrækket . „ Og du flap godt fra det ? “ „ Som du seer , ikke et hår på mit hoved er blevet rørt , skønt kampen var blodig og der blev dræbt og såret flere af ' skibets mandskab , “ Sagde Peder . „ Og jeg , som troede , at du var ikke uosat for andre farer end stormen på havet , “ sagde Lise . „ Havde jeg haft en anelse derom , havde jeg været i den største ængstelighed for dit liv . “ „ Ukrudt forgår ikke så let , ved du nok , “ Sagde Peder spøgefuld . „ Men nok sagt , jeg hindrede en sørøver i at nedskyde min capitain og fra den tid har han fattet en sådan godhed til mig , at han næsten betragter mig som sin søn . I morgen vil han forestille mig for sin kone og sin datter . “ „ Der kan du jo med et få en søster ? “ Sagde Lise , „ hvor gammel er hun vel ? “ „ Hun er nok på din alder , Lise , har kaptajnen sagt mig , “ svaredepeder . „ Men hvad bryder jeg mig om , enten hun er ung eller gammel , smuk eller hæslig . “ „ Det er dog en farlig sag , “ sagde Lise næsten alvorlig . „ En datter kan ikke andet end være taknemmelig mod den , der har reddet hendes faders liv , og fra taknemmelighed er der ikke langt til kærlighed . “ „ Hvilke griller du får , Lise , “ sagde Peder smilende . „ Jeg skulle dog ikke tro , at du er jaloux på en person , jeg endnu ikke har set , langt mindre talt med . Har du ikke mere tillid til min kærlighed , så er det ilde . “ „ Bliv nu ikke stødt , Peder , “ svarede Lise alvorligt . „ Gud ved , af jeg nærer den største tillid til din troskab . “ „ Det håber jeg af du bestandig skal komme til af nære , “ sagde Peder , „ seer du , kaptajnen vil , når jeg har gjort en rejse til som denne , lade mig tage styrmandsexamen og senere sørge for min fremtid , så jeg nærer de gladeste forhåbninger . “ „ Det er jo glædeligt , men han ved formodentlig intet af vor kærlighed ? “ spurgte Lise . „ Hvorledes skulle han vide det ? “ svarede Peder , „ Du kan da nok vide , af jeg ikke fortalte ham det . Han ville da måske have sagt , det er forbandet tidligt , af tænke på af gifte sig . “ „ Måske han også ville have noget imod det , få det er vel bedst , af du aldeles fortier det , “ Sagde Lise . „ Spørger han mig , om mit hjerte er frit , så siger jeg ham , af det tilhører en lille yndig ogfljcelsk pige i Nyboder , og af det er en skat , der findes i de lave huse . “ „ Gud ved om han ville anse mig for en skat , “ sagde Lise , „ jeg vurderer mig i det mindste ikke så højt . “ „ Da er du i mine øjne en skat , som der ikke gives mage til i hele verden , “ sagde Peder . „ Men lader os nu tale noget alvorligt . Fregatten jeg er kommet med , udlosser nu sin ladning i disse dage og der vil formodentlig medgå en tre uger inden den igen afsejler og jeg med den . “ „ Ak , “ sukkede Lise , „ skal du så hurtigt igen rejse bort ? “ „ Det er jeg nødt til , hvis jeg vil fxem i verden , men , “ asbrød han deres samtale , som havde fundet sted i stuen , der var tom , og på hvis bord Lise havde sat bakken , „ hvor er din fader henne ? “ „ Han er blot henne at købe en kardus røgtobak , thi han kan ikke drikke the når han ikke har tobakspiben i munden . Men der er han jo . “ „ Velkommen , tusinde gange velkommen , Peder , “ Sagde hendes fader , idet han trådte ind ad døren , og gav ham hånden . „ Nå , du er jo bleven en hel Karl på det årstid . Du har nok oplevet . Adskilligt på din udenlandsrejse og set dig om i verden . “ „ Ja , du kan vide ,far , “ afbrød Lise ham , „ at han har været i en farlig kamp med sørøvere og frelsl sin capitains liv . “ „ Jeg skal fortælle eder alt en anden gang , “ Sagde Peder , „ jeg er lige kommen i dette øjeblik , og beder eder derfor at komme ind tilligemed eders datter til mine to gamle , der kunne vi så passiare . “ „ Men vi må dog først drikke vor the , “ Sagde Lise . „ Den må du lade stå og følge med din fader ind til os , “ svarede Peder . De fulgtes nu ad ind i Peders forældres hus , hvor moderen var i færd med at lave en lille bolle punsch og skære smørrebrød , og hvor Peder nu fortalte sine forundrede tilhørere alle sine begivenheder og eventyr og aftenen hengled hurtig indtil den frembrydende nat gjorde en ende på den . 31 . Den næste morgen indførte kaptajnen Peder Andersen i sit hus . Han indtrådte med ham i en stue , hvor alt var hyggeligt og smagfuldt indrettet . På væggene hang der flere slagstykker og portraiter af flere af søheltene fra 2den aprilflagef 1801 , hvoraf to vare behængte med en grøn krands . „ Min datter er en stor beundrer af de søofficerer , der deltage i søslaget her vå reden 1801 , men især af capitain Lassen og den unge lieutenant Willemoes , og som du leer , har hun hængt en grøn krands om disse to søheltes portraiter . Jeg har talt til hende om dig , om at du har været med i søslaget 1801 og kæmpet mod den engelske admiral Nelson , som vil have været nok til at vinde dig anseelse i hendes øjne , men da jeg fortalte hende , at hun næppe havde teet mig mere , når du ikke havde været og reddet mit liv , få følte hun en så stor interesse for dig , at hun bad mig om at jeg endelig måtte tage dig med i dag , for at hun kunne takke dig hjerteligt , fordi du havde reddet hendes faders liv . “ „ De skulle ikke have gjort en så vigtig sag as det , som ikke var andet end menneskepligt , “ sagde Peder , „ jeg skulle døg ikke have stået stille og ladet sørøveren skyde dem ned ? “ „ Tn bliver døg altid mit livs frelser som jeg skylder erkendtlighed , og som jeg også skal udvise imod dig . — men jeg hører min datter komme . “ Døren fra et sideværelse åbnedes hurtigt , og en ung pige på 16 æar , der kunne sammenlignes med en nys udsprungen rosenknop , trådte ind . Lange blonde hårlokker rullede ned ad en snehvid nakke på en barm , der hæoebe sig svulmende under el flors tørklæde „ Er du der , kære fader ! “ råbte hun og løb ham med åbne arme i møde , men da hun i det samme bemærkede Peder , blev hun stående undseelig og rødmende og hilste på ham , der havde bukket sig ærbødigt for hende . „ Her seer du min redningsmand , “ sagde capitaiuen fil hende idet han pegede på Peder . „ Hvorledes skal jeg takke dem , fordi jeg skylder dem min faders liv ? “ sagde hun fil ham . „ Gud har brugt dem , som et redskab fil hans frelse . “ „ Som de siger , jomfru , det er gud de skal takke for hans frelse , “ svarede Peder , „ thi hvad jeg gjorde , ville jo enhver have gjort i mit sted . “ „ Hvad det angår , “ tog nu kaptajnen ordet , „ så er det et spørgsmål om enhver ville have været så snarrådig som du ? Thi havde du ikke været rede så hurtigt som lynet fil at nedskyde ham , havde kuglen fra hans pistol truffet mig . Men nok om den ting . Du feer , Marie , i denne unge mand , thi det kan han kalde sig , skønt han kun er 18 år , en Broder . Jeg håber du ikke bliver skinsyg på ham , thi jeg har fået ham kær , og har lovet at sørge for hans fremtid . Passiar nu lidt med ham , medens jeg går hen til en af fregattens redere , der påskynder dens snareste afrejse fra København . “ Med disse ord gik han bort og lod fin datter , der forlegen nedslog sine øjne , blive ene med Peder . Også Peder syntes at være forlegen lige overfor Marie , der i skønhed stod ved siden af hans Lise . En ung yndefuld kvinde gør i en fortrolig samtale altid indtryk på en ung mand , og det var også tilfældet her . Han tog dog først ordet . „ De savner dog vist deres fader meget , når han er på rejser , jomfru ? “ sagde han . „ Ja , så meget mere , da min gode moder er død for fire år siden og har efterladt mig ene med min fader , “ svarede hun . „ Når jeg ikke får efterretninger fra ham eller om hvor skibet er på rejser , så bliver jeg ofte i hele uger så sørgmodig stemt , og befrygter at skibet er forlist eller at der er tilstødt det et eller andet uheld . “ „ Desto større er glæden når de seer ham komme hjem hel og holden og gøre deres ahnelser tiiskamme , jomfru , “ svarede Peder . „ Hvor må jeg da ikke være taknemmelig mod dem , uden hvem jeg aldrig havde fået ham at se levende , “ sagde Marie . „ Sig ikke det , jomfru , guds hånd kunne alligevel have været tilstede og reddet ham . “ „ Af deres yttringer hører jeg , at de er gudsfrygtig , “ Sagde Marie , „ og gud vil derfor nok holde sin hånd over dem , når de skulle stedes i fare . “ Samtalen tog nu en anden vending og Alarie beklagede sig over at hendes fader skulle så snart igen afrejse og lade hende blive ene tilbage . „ Jeg skal denne gang så indstændig anmode ham om , at tage mig med på sin rejse , at han nok skal give efter , skønt han har negtet mig det flere gange , “ sagde Marie . „ Jeg tror ikke , at jeg , når jeg var i deres faders sted , ville tillade dem at rejse med mig . De ved ikke , hvor ubehageligt det må være for en kvinde , at være ombord på et skib i uvejr , hvor det trues med undergang . “ „ Det opvejes dog af den behagelighed atvære hos sin fader , og , om også undergang finder sted , do med ham . “ „ Det ville være en kval for mig , når jeg havde en hustru ombord på det skib , jeg for med , og så hendes dødsangst når skibet gik under , “ sagde Peder . „ Det negter jeg ikke , “ svarede Marie og tilføjede fkjælmfk : „ og derfor råder jeg dem også til , ikke at tage deres hustru med dem på det skib de rejser med . “ „ Jeg skal følge deres råd , jomfru , når den tid kommer . Men der vil vist løbe noget vand i stranden inden den tid . “ samtalen drejede sig nu om farer på søen og om fremmede lande , indtil faderen igen vendte tilbage . „ Nå , “ sagde han , idet han indtrådte i stuen , „ vi skal rejse igen herfra i enden af næste uge , og har altså ikke fjorten dage at være her i . “ „ Hvor sørgeligt er det ikke , at jeg skal miste dig så snart igen , “ sagde Marie . „ Jeg har derfor en bøn til dig , som du ikke må afslå . “ „ Kan jeg opfylde den , skal jeg gerne gøre det , “ Svarede faderen , „ blot at det ikke er en umulig ting . “ „ Det er det langtfra . Du behøver blot at sige ja , det er det hele , “ sagde Marie . „ Nå , hvad er det da , hvorfor kommer du da ikke frem med det ? “ sagde faderen . „ Det skulle da ikke være at du på ny beder mig om , at tage dig med på rejser ? “ „ Jo netop , fader , “ svarede Marie . „ Det bliver der intet af , “ svarede faderen kort . „ Du sagde jo ja , når det ikke var umulige ting , “ ytrede Marie . „ Hr . Andersen , foren deres bøn med min , “ sagde hun nu til Peder , „ Dem , hans livs frelser , kan han ikke negte noget . “ „ Jo , af den natur , kan jeg dog gøre det , “ svarede faderen . „ Imidlertid , hvis vi denne gang , som rederen talte om , blot skal gøre en rejse til England , Frankrig og flere europæiske lande og igen vende tilbage til efteråret , så kunne det dog måske lade sig gøre . “ „ Gudskelov ! “ råbte Marie glad , klappende i hænderne og hoppede omkring som et barn , „ at jeg dog kan være hos dig , og ikke sidde og sukke efter din hjemkomst . “ „ Du kunne da erfare , hvorledes det går til ombord på et skib , som kan være nyttigt for dig , hvis du engang skulle blive en sømandskone , og rejse med din mand , “ med disse ord så kaptajnen smilende på Peder , medens hans øatter rødmende nedslog øjnene . Efter en kort samtale vendte kaptajnen og Peder tilbage til skibet , for at være tilstede ved udlosningen af dets varer . 32 . Vi have i det foregående fortalt Peders første rejse noget omstændeligt , for at læseren kunne få begreb om , hvad der kan passere på en sådan rejse omkring jorden . Den korte tid inden skibet igen skulle gøre en rejse , henrandt snart , og den sidste aften Peder tilbragte i sine forældres hus var Lise og hendes fader også der , thi han skulle være ombord inden solen stod op . „ Når jeg nu har gjort denne rejse og igen kommer tilbage til København , så bliver jeg her i længere tid , for da skal jeg tage styrmandsexamen og når jeg har taget den lykkelig og vel , blive min elskede Lises ægtemand , “ sagde Peder oprømt såvel af samtalens genstand som af de nydte drikkevarer . „ Det skal blive et herreliv ! “ Vedblev han . „ Du slår øjnene ned , Lise , og bliver rød i kinderne . Jeg kan vel tænke , du synes ikke om , at blive giftså tidlig , “ tilføjede han drillende , „ men jeg kan ikke vente længere . “ „ Bed du hvad , Peder ? “ sagde hendes fader ligeledes munter , „ hun længes ligeså meget efter at blive din kone , som du hendes mand , thi hver evige dag mendens du var borte , har jeg hørt hende sige : gud ved hvor Peder nu er på havet . Bare han ikke må døje for meget . Og få de tre , fire gange du har skrevet hende til , hvor du har været og hvor du var , så fik hun altid sat på en geografi og et landkort og ledte da på dette om de steder , hvor skibet havde været , hvor det nu var og hvor det skulle hen , og hun er bleven så kyndig i jordbeskrivelsen , at hun kender enhver himmelegn på kloden . “ „ Tael nu ikke mere om det , fader , “ asbrød Lise sin fader . „ Det er dog ikke noget besynderligt , at man er begjerlig efter at vide , hvor den , man har kær , befinder sig på kloden . “ „ Nå , du behøver ikke at forsvare dig , “ sagde faderen , „ enhver sømands kone vil gerne vide noget om det sted , hvor hendes mand befinder sig . — ja , Peders moder har altid været begjerlig efter at vide noget om de steder , hvor jeg var med det orlogsskib , jeg for med . Men sig mig , Peder , hvorhen skal fregatten gå ? “ „ Vi skal gå herfra til Bordeaux , derfra til Malaga og så til øen Madeira . Herfra har jeg hørt at vi skulle gå til kysten Guinea . “ „ Det er et grumme slemt sted for søfarende folk , nemlig europæere , og ofte bliver mandskabet på et skib angrebet her af den gule feber , som bortriver næsten enhver , som får den . Vogt dig derfor , Peder , for at nyde spirituøse drikke , for eksempel rom , thi den har forårsaget mange sømænds død . “ Aftenen hengled hurtigt , og da Lise skulle forføje sig bort , fandt en øm affledsscene sted mellem de to elskende . Med våde øjne forlod Lise sin Peder , hvis hjerte også var heftig bevægetved afskeden . Næste morgen , medens det endnu var mørkt , forlod Peder sine forældres hus , ledsaget af deres ønsker om held på den lange rejse , han skulle foretage sig . Da Peder gik forbi naboens hus , brændte der lys i dets lave stueetage og et ungt qvindeansigt blev synlig idet et vindue åbnede sig . Et Kys af den elskedes læber var en vederkvægelse i den tidlige morgenstund , og styrket af det , ilede Peder nu ned til skibet , hvor alt var forberedt til den forestående afrejse , så snart dagen brød frem . da han senere trådte ind i lapitainens kahyt fandt han dennes datter siddende ved theebordet , indbydende ham til at nyde en kop the . Faderen havde ikke kunnet modstå hendes bønner og hun var så tilfreds derover , at hendes hele ansigt strålede af glæde . Da solen steg op på horizonten som en rød ildkugle , gennemskar fregatten farvandet på Københavns red , og endnu samme dags middag sejlede den forbi øresundets dronning , det stolte Kronborg . 33 . Bi ville omtale denne Peder Andersens anden sørejse , hvis mål var . Ostindien , i korthed , for ikke at trætte læseren med en gentagelse af hvad han har læst i beskrivelsen af hans første reife . Fregatten gik til de steder , som Peder fortalte sine forældres hus , og efter en rejse as fem måneder nåde de Calcutta , hvorhen fregatten var bestemt . — derfra gik den til tranqvebar , medbringende kongelige ordre til gouvernenren . bed jndseilingen til fortet dansborg blev fregatten standset af en engelsk orlogscorvet , der forlangle at undersøge lasten , og da dette var flest , ankrede fregatten på reden . Capitainens datter var i begyndelsen meget dårlig af søsyge , så faderen fortrød at han havde medtaget hende , men , efter 8te dages forløb , da skibet var kommen ud i Nordsøen , befandt hun sig fuldkommen vel . Endog under en to dage vedvarende stærk storm i nærheden af de azorifke øer ved Afrikas kyst , hvor skibet snart svævede helt op imod himlen på en høj bølge og snart sank ned i afgrunden , befandt hun sig vel , og faderen sagde spøgende , at hun var vel skikket til at være en sømands kone . Peder , der ansås som en søn af kaptajnen , og derfor spiste ved hans bord med ham og datteren , syntes særdeles godt om den unge , fordringsløse pige , der altid havde et smilende ansigt . Havde han ikke elsket Lise , så havde han sikkert fattet kærlighed til dette elskværdige kvindelige væsen , men nu opsteg der ikke en eneste tanke , der kunne rokke den troskab , han skyldte Lise . Den unge piges bryst opfyldtes derimod af en følelse , som hun ikke kunne gøre sig regnskab for , når hun så Peder . Hun antog det for søsterkærlighed , men det var noget mere , det var kærlighed , som desværre ikke blev besvaret med andet end velvilje . Dermed var den unge pige , der ikke anede at hans hjerte var bortgivet , aldeles tilfreds . Dennegang gik skibet ikke til China , men vendte tilbage samme vej omkring Afrikas sydfpidse , laks æs bønne lsx^ranee , hvor det kastede Anker i taffelbai ved capstaden . Her blev skibet liggende i 8te dage og med et på samme tid ankommen skib fra København , kom der et brev til kaptajnen og to til Peder , et fra hans fader og et fra Lise . Det kærlige indhold i brevet fra Lise satte Peder i en glad stemning , og det udtryk af glæde , der viste sig på hans ansigt , undgik ikke capitainens og hans datters opmærksomhed . „ Det er nok fra en kær hånd , det brev kommer , “ Sagde kaptajnen . „ De har gættet det , det er fra en såre kær hånd , “ sagde Peder lidt forlegen . „ Hvad nyt er der i det brev fra København ? “ Spurgte kaptajnen . „ I dette brev står der intet om nyheder , “ svarede Peder , „ men dette , som er fra min fader , indeholder måske nogle . “ Da han havde brækket det , og læst noget i det , sagde han : „ Ja , der er virkelig noget nyt i brevet af politifk indhold . “ „ Lad da høre , “ sagde kaptajnen . „ Du må vide , min søn , “ læste Peder , „ at bouneparte har , uden at agte på nordtydsklands neutralitet , besat kongeriget Hannover , for at skade England . Vor kronprinds ' er bange for , at de hannoveranske tropper skulle , hvis vore blev forfulgte , rykke ind i Holsten og støttende sig på fæstningerne glukstadt og Rendsborg , søge at trænge de forfulgte franskmænd tilbage . Derfor har han i juni måned opstillet på den holstenske grændse fil dens forsvar 25 , 000 mand , har selv taget overbefalingen og opslået sit hovedqvarteer i Rendsborg . Vi kunne som en følge heraf måfkee komme fil at kæmpe mod franskmændene eller mod englænderne , der kunne tage parti med hannoveranerne , deres konges undersåtter . Skulle Danmark komme i krig med England , få seer det galt ud med vore handelsskibe , altså også med det , hvormed du sarer , som ved den lejlighed gerne kunne blive nappet og du , min søn , komme på fængselsstibene i Themsen . Advar din capitain , at han tager sig i agt , og søger at skye enhver englænder på hjemreiien . “ „ Det ville være en slem historie , hvis vor fregat skulle blive tagen as englænderne , “ sagde capitainen . „ Mod dem kunne vi ikke gøre sådan modstand , som vi gjorde mod sørøverne solrige gang fregatten var ude . Vare vi orlogsmand og mødte vor ligemand , da tørjeg indestå for , at jeg med et lignende mandsfab , som dette , skulle besejre fjenden om det så var en englænder . I det brev , jeg har fået fra København , omtaler min medejer af fregatten , at det lader til , at England vil slutte et forbund med Rusland mod bouneparte , fordi han har bemægtiget sig Hannover , Frankrig har derfor spærret mundingerne as Elben , Weser og ems for englænderne , og til gengæld har englænderne erklæret Elben og Weser i blokadetilstand , og derved tilføjet den nordtyske handel et følelig : slag . Men han frygter for , og det stemmer overens med beretningen i tit brev , at Danmark kan blive nødt til at vælge mellem England Rusland og Frankrig , så at det må være forberedt på kamp med den part , det ikke har allieret sig med . Forener det sig med Frankrig , så kan det vente en landgang på Sjælland og et bombardement af København af englænderne , og forener det sig med England og Rusland , så oversvømmer den franske consul Holsten , Slesvig og Jylland ligetil Skagen med sine hærskarer . Kronprindsen har derfor fundet valget vanskeligt , dog lader det til , at han har glemt Englands angreb på reden 180t og at han låner øre til Rusland , der dog for nylig svigtede ham og vil svigte ham , knår det er til dets fordel , thi den arme på 30 , 000 mand , han har samlet ved Elben , kan jo anses som en demonstration imod Frankrig , for hvilket også den franske consul bouneparte skal anse det . Hvad vil en hær på 30 , 000 mand , der ikke kan tåle nogen sammenligning med Frankrigs soldater fra felttogene i Italien mod østerrigerne , mod de hærskarer , det kan lade rykke ind i hertugdømmerne . Af Preussen kan Danmark ingen hjælp vente for det første , thi dets konge har siddet med begge hænder i skødet og set på at bouneparte underkuer nordtydskland og ødelægger dets handel , for at bevare sin neutralitet . . “ „ Seer du , Peder , “ vedblev han efter en pause , „ således seer det ud i vort fødeland , hvortil vi nu vende tilbage . Det trues stærkt med en krig , men uveiret kan jo gå over og fredelige tider igen indtræde . Det var ønskeligt , thi udbryder der en krig og vi nødt til at holde med Frankrig , så lider vor handel et stød , som den ikke kan oprette i lang tid , og som vil føles af enhver mand i hele landet . Vi skal da holde hæren fuld udrustet og måske forsyne vor medallierede med lev netsmidler , som vil forårsage dyrtid , medens enkelte berige sig derved . “ „ Vi bør ikke være forknytte , hr . Capitain , “ Sagde nu Peder , „ i aprilflaget 1801 viste vi vort mandemod til Søes , og den kamp er ikke forglemt endnu . Skulle en ny finde sted , så vil dansken nok vise sig som mænd og forfædrene værdig som sidste gang . “ Jeg håber , “ faldt kaptajnen ham i ordet , „ at forinden en krig udbryder , skulle vi være i København , og således undgå engelsk fangenskab . “ Rejsen fortsattes nu , men da de vare komne på højden af kysten Guinea , mødte de et engelsk orlogsskib , der , da det havde modvind , gav et løst kanonskud , signal til at fregatten skulle lægge bi , for at det kunne undersøge dets ladning . Kaptajnen var nødsaget til at adlyde , og snart nærmede der sig en chaluppe med en officer og mandstab . I en bydende tone forlangte han at se skibets papirer , og mumlede noget om , at det kunne , skønt intet kontraband fandtes ombord , dog måske blive snart anholdt . Da han intet fandt , uden varer , forlod han stiltiende skibet . Allerede næste dag blev skibet indhentet af en engelsf orlogssfonnert og igen anholdt . Den officer , der havde dette hverv , var anderledes galant , end den forrige , og på capitainens spørgsmål hvorledes det forholdt sig i Europa , svarede han : „ Det er beklageligt , at to så oplyste og beslægtede nationer , muligvis igen ville kæmpe mod hinanden og det fordi en eventyrer , der ene skylder sin kårde sin høje stilling , er så ærgerrig , at han vil regere hele Europa . Men det vil ikke lykkes ham , England og Rusland er i begreb med af alliere sig , for af standse hans voldsgjerninger . Mærker Preussen af det er alvor fra Ruslands side , da vil det være mere ængstelig for denne vældige nabo end for Napoleon og hans tropper i Hannover , og slutte sig til os , og da skulle man troe , af man kunne få bugt med tyrannen . “ „ Jeg taler ikke til den første konsuls forsvar , “ Svarede kaptajnen , „ thi jeg hader selv hans undertrykkelse af andre nationaliteter , men han er et uovertræffeligt geni i krigskunsten , hvis lige historien neppe har mage til . Mind dem , hvorledes han med en hær på 30 , 000 mand , som i begyndelsen var slet beklædt , næsten uden skotsi , formåede i en række af slag imod østerrigerne i Italien hver gang af slå armeer på 100 , 000 mand . Det bliver derfor ikke så let en sag af slå ham , om der også opstår en kollation mod ham . “ „ Mange hunde er harens død , “ gjensvarede den engelske officer . „ De må vide , af hans modstandere have dygtige officerer , der have aflært ham hans måde af føre krig på , nemlig ved af angribe en del af sin fjendes tropper ved hurtige marcher , og slå den , forinden de øvrige dele kunne forene sig med den . Også have de lært af ham , at bruge skytset på et punkt , og derved , kuldkastende alt på dette , trænge igennem sin modstanders masser og angribe dem i flanken . Det er denne måde , at føre krig på , tøm hidtil har ladet consulen overvinde alle de hære , der have været udsendte imod ham . “ „ De sorglemmer , at det er ikke dette alene , der har forskaffet ham hans mange sejre , “ sagde kaptajnen , „ men hans store Genie , som selv hans fjender ikke kunne negte ham . Hans blik er så . Skarpt , at det opdager den mindste fejl ved hans modstanders operationer og benytter den til hans nederlag . Det er en farlig krig , at England har kæmpet med Frankrig i så mange år , uden at kue det . “ „ De forglemmer , at ved søslaget ved abukir gave vi den franske flåde et dræbende slag , der først efter flere Års forløb kan oprettes , “ sagde officeren . „ På havet er buoneparte intet . Havde Frankrig haft en Nelson som vi , så havdebuoneparte været enehersker i hele Europa og tilintetgjort vor oe . “ „ Det er dog skade for det øvrige Europas skyld , at to få mægtige nationer skulle ligge i hårene på hinanden , “ sagde kaptajnen . „ Især er mit lille fødeland udsat for angreb af den nation , det ikke slutter sig til . “ „ Det indser jeg , “ svarede officeren . „ Men Danmark ville dog altid stå sig bedst ved at slutte sig til England , der kan beskytte det med sin store flåde . “ „ Men ikke forhindre franskmændene fra at drage op til Skagen med en hær , besætte hele halvøen og udsuge landet , “ sagde kaptajnen . „ Hvilket parti vi holde os til , så er vi udsatte for at blive ødelagte . “ „ Jeg vil dog gøre dem opmærksom på , “ Svarede officeren , „ at Danmark ejer en fortræffelig flåde , og , hvad der er af ligeså stor vigtighed , ypperlige sømænd , der i tapperhed er vore ligemænd . Med denne flåde og Englands hjælp , vil det kunne landsætte tropper , hvor det skal være på halvøens kyster lige fra Elbens munding indtil Skagen , og fra denne gennem beltet ligeindtil Kiel . Og således muligen tvinge franskmændene til at forlade halvøen , for ikke at blive afskåren fra deres operationspunkt . “ „ Det er dog altid en farlig opgave at kæmpe med en sådan modstander , et sådant krigsgenie som buoneparte . Hvilke generaler have vi at sætte imod hans seiervante overgeneraler ? Nej , Danmarks stilling er kritisk , når der udbryder en krig imellem de to nationer . “ „ Jeg frygter for , “ sagde officeren , „ at hvis der udbryder en sådan krig , flutter Danmark sig til Frankrig , thi deres kronprinds synes viere at stole på sin landmagt end på sin sømagt , som dog er den overvejende dygtige og som i forbindelse med en engelsk flåde kunne trodse alle Europas Nigers flåder . — det er en ubehagelig pligt , “ tilføjede han , „ som den engelske regering pålægger os , at anholde ethvert skib af andre nationer , for at undersøge dets papirer , om det ikke fører kontrabande varer til Frankrig . “ Efterat have gjennemseet skibspapirerne gav han dem tilbage , idet han ytrede : at han så , han havde en gentlemann for sig , og derfor ville stole på hans ord , at han ingen contraband førte med sig . „ For så vidt at våben er contraband , har jeg forsynet mig med fortrinlige skyde- og huggevåben til brug for mit mandskab , hvis skibet , som engang tidligere , skulle blive angrebet af sørøvere . “ „ Våben til forsvarsbrug på et skib anses heller ikke af den engelske regering som contraband . Jeg vil nu ønske dem en lykkelig hjemrejse til deres fædreland . “ „ Da de taler så venligt med mig , tillader jeg mig , “ sagde kaptajnen , „ at spørge dem , om de mener , at vi skulle være udsatte for fjendtligheder på vor hjemrejse fra deres fædrelands side . “ „ Skulle der opstå fjendtligheder imellem England og Danmark , da ville de vel næppe finde sted før til foråret , “ sagde officeren . „ Nå , så kan jeg da sejle trygt til København , og takker dem meget for deres gode underretning , “ Sagde kaptajnen , da officeren igen steg ned i båden . „ Var den første engelske officer en studedriver , så var den anden , hvad man kalder en gentlemann , “ sagde kaptajnen . „ Nu skulle vi da håbe , at vi skulle blive frie for fremtiden for den snusen i vort skib . “ „ Vi kan møde flere endnu , “ sagde styrmanden , til hvem han talte . „ Havet vrimler af engelske orlogsskibe og kapere . “ „ Ester fredslutningen med England i 1801 , tillades det ikke at kapere undersøge et nentralt skib , uden for så vidt at de kunne indse at det toner falsk flag , “ sagde kaptajnen . „ Hvad bryder en kaper sig derom , “ svarede styrmanden , „ det er besynderligt nok , at vi ikke have mødt nogen sådan endnu på vor rejse til og fra Ostindien . De vove sig formodentlig ikke så langt ud , fordi franskmændene også have kapere ude . “ Skibet gled nu hen ad havets flade for en gunstig vind og efter en uges forløb nåde det strædet mellem Spanien og Afrika . Her kom en kaper fra Middelhavet dem i møde . Den tonede engelsk flag , nærmede sig fregatten og dens fører råbte på engelsk igennem råberten , at den ville undersøge fregatten om den ikke var en franskmand . „ Vi er danske og er ikke nødt til at lade os undersøge af en kaper , hvilket strider mod vor fredslutning af 1801 med England , “ svarede capitainen . „ Ville i ikke godvillig lade os komme ombord , så lader jeg en båd med 12 mand , hver med en entrebiil i hånden , entre skibet og da vil der gives blodige pander ! “ råbte caperkaptajnen igennem sin råbert . „ To engelske orlogsskibe have allerede undersøgt vore papirer og vor ladning , og det skulle synes at være nok , “ svarede capitainan igennem råberten . „ Vi ville selv overtyde os om , at fregatten ikke har contraband ombord , “ var svaret , og en chaluppe med 12 bevæbnede mand foruden sluproerne nærmede sig fregatten med vældige åreslag . „ Skulle vi gøre modstand ? spurgte styrmanden . „ Det fører blot bil blodsudgydelse , “ svarede capitainen . „ De modtage vel raison , når de komme ombord . “ „ De skulle modtages med en lille salve af vore pistoler , “ hviskedee Peter , der hørte capitainens ord , til styrmanden . „ Af den samme mening er jeg også , “ ' varede denne . I det samme lagde chaluppen bi ved fregatten , og mandskabet steg op ad falderebstrappen , som kaptajnen havde ladet glide ned til det . „ I er dog komne til fornuft , og agte ikke at gøre modstand , “ bemærkede en af de tolv bevæbnede mænd , der syntes at være anføreren . „ Vi ville ikke udgyde blod , da vi ingen eontraband føre med os . “ „ Gå nu med mig nid i kahytten og lad mig se eders papirer , “ sagde caperkaptajnen . „ Og i , “ sagde han til de øvrige mænd , „ I holde eder samlede , og mærke i uråd så affyrer eders pistoler , og jeg er straks ved hånden , “ med disseord fulgte han kaptajnen ned i kahytten . Her standsede han , da han så så mange skydevåben og huggerter på væggen . „ Man skulle næsten tro , at i gik på capen , “ sagde han halv mistroisk , „ så stærkt er i forsynet med ildvåben og andre våben . “ „ Det havde set galt ud med fregatten forrige år på en rejse til Ostindien i nærheden afmadagascar , når vi ikke havde haft disse våben , samt fire små malmkanoner , der stå oppe på dækket . Vi blev nemlig angrebne af malayeske sørøvere , der endog entrede skibet , men som vege , da jeg nedskød deres anfører . “ „ I er en tapper mand , hører jeg , “ sagde kaperkaptajnen i en høfligere tone end den tidligere . „ Er eders papirer i orden , få forlade vi eder ligesom vi er komne og bede eder undskylde vort besøg ! “ Han læste nu skibspapirerne undersøgte dem igennem , men fandt intet mistænkeligt , og erklærede sig tilfreds . Fregattens capitain bød ham nu et glas vin og da han havde drukket del forlod han med en compliment kahytten og råbte til de bevæbnede mænd : „ Alt er i orden , alanne , her er intet for os at bestille , det er et dansk skib . “ Med disse ord steg han ned ad skibstrappen efterfulgt af sit mandskab . „ Der fik han en lang næse , “ sagde Peder pegende på capereapitainen , til styrmanden , „ lad ham gå med den for sin næsviisheds skyld . “ Endnu samme dag passerede fregatten strædet og nåde næste morgen Malaga , hvor de skulle modtage vin og sydfrugter . Her erfarede styrmanden da han var i land med Peder , at Elvire var bleven gift med en søkaptajn , der var på rejser , og at hun endnu ejede værtshuset , til hvilket hendes skønhed bestandig hentrak mange gæster , blandt hvilke nogle skulle være hendes elskere . “ Styrmanden fik lyst til tilligemed Peder , at aflægge et besøg i værtshuset , for at høre hvad hun ville sige , når hun blev ham vaer . Han trådte ubemærket ind , da tusmørket var indtrådt , og så Elvire sidde i en meget ugenert stilling på skødet af en ung fornem spanier , der , efter spansk maner , bar en kårde ved siden . Hun tillod ham at kysse sig , men da hun i det samme vendte sig om , bemærkede hun styrmanden . Hun fløj op fra skødet af spanieren og hen til styrmanden med det udråb : , , 6nro nrio ! “ og kastede sig om hans Hals . Styrmanden blev forlegen ved dette kærtegn og sagde ikke et ord . Elvire satte sig på hans skød , kyssede ham og sagde kærlige ord til ham , af hvilke han kun forstod de halve . Han vidste ikke hvorledes han skulle te sig , men snart blev han udreven af sin forlegenhed . deri unge spanie ; trådte nemlig hen til Elvire og sagde til hende på spansk : „ Nys sagde du , Elvire , at du elskede mig , og nu ødsler du kærlighed på den fremmede , der synes ligegyldig ved den . Du er troløs , men den fremmede skal jeg dræbe for dine øjne . “ Z det samme trak han sin kårde for at udføre sin trudsel , men styrmanden såvel som Peder , der vidste , hvor let en fremmed kunne komme i tvist med en hidsig spanier , der straks er rede til at gribe til våben , havde forsynet sig hver med en ladt pistol med to løb . Peder , der ikke havde formået at holde styrmanden borte fra værtshuset , havde , forinden han trådte ind i værtshuset , forsynet sin pistol med fængkrudt , og afflød nu det ene løb således at kuglen for noget over spanierens hoved og ramte et spejl , som splintredes i hundrede stykker . Spanieren for forskrækket tilbage , og dette øjeblik benyttede styrmanden sig as . Han greb en stol , der stod ved siden af ham , slog den med kraftig hånd mod gulvet , så den gik istykker , greb et stoleben , huggede med det kården af hånden på spanieren og den forbistrede elsker var våbenløs . Elvire greb hurtig kården og rakte den fil styrmanden . imidlertid havde spanieren fattet sig , han greb en dolk , som han bar på brystet og for som en lynstråle ind på styrmanden for at gjennemb øre ham , men denne havde bemærket hans bevægelser i tide og gav ham med kården et hug over armen , så han tabte dolken , hvilken Peder bemægtigede sig . Rasende for spanieren nu ind på styrmanden , der , en stærk og kraftig mand , greb den spinkle rival i den ene skulder og kastede ham langt hen ad gulvet , bvor han blev liggende bedøvet af faldet . Hidkaldte af larmen , indtrådte der i det samme flere sbirrer , spanske politibetjente . Da de hørte sammenhængen med den opståede tumult , stred de ben fil den bedøvede spanier , for at arrestere ham , men fore tilbage , da de så , at det var en søn af byens made , den højeste øvrighedsperson . De fandt det nu rådeligst , at sagen blev bilagt i fred . De irettesatte Elvire , fordi hun ved sin letsindige adfærd var skyld i det optrin , der nylig havde fundet sted , og fjernede sig . Styrmanden og Peder vare glade fordi de havde undgået conflikt med øvrigheden . Elvire ville igen kærtegne styrmanden , men denne afviste hende på en temmelig ub lid måde , og på samme tid kom spanieren til sig selv igen . Da han hørte at sbirrerne havde været der , og hans fader ville blive underrettet om hans voldsgjerning , fjernede han sig med en truende gebærde , såvel til Elvire som til styrmanden . Den sidste tilligemed Peder sagde nu farvel forlode værtshuset og begave sig skyndsomst til deres skibe , hvor de fortalte kaptajnen , hvad der var forefaldet . Denne , der kendte det spanske politi , var meget utilfreds med det , der var forefaldet . „ Det er godt , at jeg har skibets papirer påtegnede , da der ellers ville være bleven gjort omstændigheder formedelst mit mandskabs adfærd i land , thi skylden for optrinet i værtshuset , vil naturligvis blive tillagt eder . Godt er det , at vi lette Anker i morgen tidlig , hvis vinden vedbliver at være gunstig . Det undrer mig , “ sagde han til styrmanden , „ at de , som ellers er et så fredeligt menneske , ville begive dem til det værtshus , hvor de tidligere har haft ubehageligheder , og tillige tage Peder med . “ Styrmanden tilstod , at han havde handlet urigtig , og at noget lignende ikke skulle ske oftere . henad aften kom der en båd Ira land sejlende mod fregatten . Peder var den første , der så den , og underrettede straks kaptajnen om , at det forekom ham , at der sad fire retsbetjente med deres stave iden . Det forholdt sig også rigtig , båden lagde ind til fregatten , og fire sbirrer bestege skibet . En af dem fremtog et papir med et stort voxsegl og rakte det til kaptajnen , der kunne forstå , at det var en arrestordre imod to af hans mandskab , , der havde udøvet voldsomheder på et værtshus og nær dræbt en spanier : capitainen svarede , at han vidste ikke noget af at nogen af hans mandskab havde opført sig således i land og han derfor ikke kunne adlyde ordren til at udleverede to omtalte personer , især da han ikke kunne undvære nogen af sit mandstab , fordi han skulle rejse den næste dag . Sbirrerne gjorde truende gebærder og syntes at ville søge blandt skibets mandskab om de to nærmere betegnede personer , men kaptajnen betegnede dem , at han var øvrighed her på skibet , og at de havde straks at forføle sig bort . Knurrende og med trudsler at henvende sig til den danske consul for at få de to personer straffede stege endelig sbirrerne der ræedes igen iland . „ Se det er . Følgerne af deres letsindige adfærd , styrmand , “ sagde kaptajnen . „ Jeg blæser ellers sbirrerne et stykke , og da vinden er gunstig og alt på skibet er i orden , så letter jeg Anker og sejler straks afsted . “ Ankeret blev lettet en time efter , og for en sidevind gled fregatten hen ad reden ind i Middelhavet . Da de vare komne et stykke ud i søen , bemærkede kaptajnen igennem sin kikkert et større fartøj , der havde sat alle sejl til , og syntes at styre i samme retning som fregatten . Han gættede straks at det var et fartøj med bevæbnede , som skulle arrestere styrmanden og Peder . „ De skulle få en lang næse , thi når vi sætte alle sejl til , skulle vi , om også ikke tusmørket begynder inden to timer , være dem ud af syne , “ Sagde kaptajnen . For fulde sejl dansede nu det let byggede skib hen ad bølgerne . Da solen en time efter gik ned , var fartøjet ikke mere at se gennem kikkerten . Den næste morgen gik fregatten igennem strædet ind i den spanske sø , i hvilken man ikke kan finde nogen bund med loddet . Otte dage efter . . mellem døver og Calais grk det mieu^ “ - » v r Vesterhavet og otte dage efter lå fregatten på Københavns red . Glæden var stor i Peders forældres , og naboens hus . Peder var nu et fuldkoomen udvokset ungt menneske , skønt han ikke var nitten år , og Lise var en nys udsprungen rose på sytten år . Det var et smukt par , der elskede hinanden med en ømhed og trofasthed uden lige . Nu skulle Peder da til at tage fin styrmandsexamen på capitainens bekostning . Han kom jevnlig i sin velgørers hus , og i lang tid blev han altid modtaget med et strålende ansigt as capitainens datter Marie . Men da han en dag kom , var hendes ansigt alvorligt , og hendes væsen imod ham forandret . Han indledte en samtale , men hendes svar vare kun korte , endelig sagde hun med et : „ Det er sandt , hr . Andersen , jeg har hørt , at de er forlovet , men da jeg ikke har set nogen ring på deres finger , har jeg ment , at det var usandhed ? “ Hun syntes forventningsfuldt at vente på hans svar . I det første øjeblik blev Peder forlegen , men sagde derpå straks « åbenhjertig : „ Jo , det forholder sig rigtigt , jomfru . “ „ Det er da nyligt at de har valgt dem en livsledsagerinde ? “ spurgte Marie fremdeles . „ Jeg har kendt Lise fra barndommen af , fordi vi er nabobørn , og for to år siden have vi givet hinanden et troskabsløfte og deri består vor forlovelse . “ „ Så lykønsker jeg dem , gid de må blive et lykkeligt par , “ sagde Marie med tiltvungen fatning . Idetsamme trådte hendes fader ind og Peder hilste på ham . Ester en kort samtale sagde kaptajnen til Peder : , „ Gud ved hvad der fejler Marie , hun har i de sidste par dage været så alvorlig stemt og jeg har ofte truffet hende i dybe tanker . Hun , som ellers har været munterheden selv og slået triller som en nattergal hele dagen igennem , seer ganske melankolsk ud , ja udstøder endog undertiden et dybt suk . “ Under denne yttring af hendes fader var Marie bleven ganske rød i kinderne og tvunget sig til et smil , men det var kun af kort varighed , så blev hendes ansigtsminer igen alvorlige . „ Jeg har ikke befundet mig rigtig vel i et par dage , “ svarede Marie . „ Så må der hentes en læge , “ udbrød hendes fader . „ Hun var for nogle dage siden i besøg i din gade hos en officers frue , “ sagde han til Peder , „ det var hos din faders capitains frue , og da hun kom hjem derfra var hun ilde stemt og har fra den tid været hel forandret . “ „ Jeg har også fundet jomfru Marie så ualmindelig alvorlig , at jeg er bleven ganske forundret derover , “ sagde Peder . „ På skibet var hendes ansigt et bestandigt smil , om vi også havde et stærkt uvejr , og ligeledes i de første Tage efter vor hjemkomst , men siden hin dag jeg talte om , er hun bleven en hel anden . Man skulle tro , at fruen havde fortalt dig noget , der havde gjort et- stærkt indtryk på dig ? “ „ Hvad skulle hun vel have fortalt mig ? “ spurgte Marie næsten uhørligt og rødmende . „ Jeg kan ellers ikke forklare -mig din besynderlige forstemthed eller rettere sagt bedrøvelse . “ „ Det er formodentlig en virkning af det stille liv jeg fører , efter at have ført et bevæget liv på havet , “ svarede Marie , „ og derfor anmoder jeg dig om , at tage mig med på den næste rejse , da vil min forstemthed , som du kalder det , nok gå over . “ „ Ja , det kan vi jo altid tale om , “ sagde faderen og efter en kort samtale fjernede Peder sig . På vejen til hans hjem , for der på engang en tanke igennem hans sjæl . Han mindede sig , at Marie syntes at være i en egen bevægelse , da hun spurgte ham , om han var forlovet . Skulle hun have fattet kærlighed til ham , ventet at han ville gjengjælde den , og nu være underrettet om hans kærlighed til Lise ? Han erindrede sig flere kendetegn på mere end søsterkærlighed , såvel på skibet som her i hjemmet . Det smertede ham , thi muligen ville hans velgører når han erfarede hans kærlighed til Lise , føle sig krænket , fordi han ikke havde omtalt denne omstændighed til ham og hans datter , der måske ville have sorebygget at hun fattede tilbøjelighed for ham . Men muligen var det ikke således . Han vidste imidlertid , at han havde ikke noget at bebrejde sig . Han havde aldrig ladet falde et ord , der kunne udtyde , at han følte mere for hende end venskab . Dog følte han sig ilde til mode , og da han kort efter talte med Lise , bemærkede hun det , og spurgte ham , om der var mødt ham noget . Han var altid oprigtig imod hende , og derfor fortalte han hende , hvad der var foregået med ham . Lise blev alvorlig . Kvindens blik er altid skarpere i at se symptomerne til en opspirende kærlighed hos deres køn , end mændene , og hun yttrede derfor også straks : „ Capitainens datter er forelsket i dig , Peder , det er ganske vist . “ „ Jeg ved ved mig selv , at jeg i min omgang med hende , aldrig har givet hende anledning til at troe , at jeg elskede hende . “ „ Har du da aldrig omtalt vor forbindelse ? “ Spurgte Lise . „ Der gaves aldrig nogen anledning til at jeg kunne tale vin del , “ svarede Peder . „ Og jeg kunne da ikke komme plumpende frem med del , uden nogen grund . “ „ Pigen har tænkt , at du ikke var bunden til nogen , og nu er hun bleven overrasket ved at høre din kjærlighedsiorbindelse med mig ; således er del sikkert . “ „ Det gør mig ondt , hvis det skulle være tilfældet , thi jeg ville nødig være årsagen til misstemning i min nelgjprers hus . “ „ Du må lade tiden gøre en forandring heri , “ sagde Lise . „ En kærlighed der ikke bliver gjengjældt , består sjældent i tidens længde . “ „ Hvis det skulle være tilfældet , som du mener , “ sagde Peder , „ så ville jeg ønske det . — men jeg må forlade dig , jeg skal i dag første gang i navigationsskolen for at forberede mig til styrmandsexamen . Levvel , min elflede Lise . “ 34 . Vi føre nu vore læsere til kronprinds Frederiks hofholdning , på den tid i Rendsborg , hvor den danske Armes hovedqvarteer var . Vi træffe ham i kommandantboligen , hvor han boede meget beskeden og uden Bram , som hans sædvane var , med sin hustru og sin datter prindsesse Caroline . Det er i slutningen af året 1803 at vi finde ham i samtale med sin yndling , generaladjutant oberstlieutnant bnlow . Han var synlig misstemt , og gned sig i panden , som for at forjage mørke tanker . „ Det er en slem situation , som Danmark for tiden er i , “ sagde han til Bulow . „ Jeg har pådraget mig uvenskab såvel med Frankrigs consul som med Englands ministere . Til hvilken side jeg hælder , så er der fare for Danmark . Lader jeg hæren slå i Sjælland til dens og Københavns forsvar , så udsætter jeg mig ikke alene for en krig med England , men også for at franskmændene rykke ind fra Hannover i Holsten og besættehalvøen , under det påskud , at forsvare den mod englænderne , men mere for at få gode vinterqvarterer . “ „ Det frygter jeg også for , “ faldt Bulow ham i ordet . „ Lader -jeg , “ vedblev kronprinsen , „ Hæren slå ved grændsen imod Tyskland og hansestæderne , så er det ligeså galt . Så anser buonop arte det for en demonstration imod ham og bliver forbittret derover . Englænderne derimod på deres side , frygte for , at jeg skal slutte mig til eonsu . en , og forene min hær med hans og formene dem deres yderst indbringende handel over tøndern , gennem holffeen til Tyskland og det østlige Europa . Det er jeg langtfra at gøre , thi uden de store indtrader tolden af de engelske barer , samt sundtolden afgiver , ville jeg ikke kunne holde en hær på 30 , 000 mand rustet her , uven af udskrive en trykkende krigsskat for mine undersåtter . Du seer , Bulow , af Danmarks stilling er kritisk ? “ „ Øet har deres kongelige højhed og jeg længe indset , “ svarede Bulow , „ men hvad skal en lille stat , som Danmark gøre ? Hvilke bundsforvanfe har det af stole på ? Dets nabo . Sverrige regeres af en konge , der helder til England , fordi han hader usurpatoren , som han kalder den første consul . Ham få vi på nakken , tage vi parti med Frankrig . Rusland har aldrig været til af stole på ; det seer kun på sine egne interesser , og bryder løfte og forbund når det behager det , som vi desværre have haft prøver på . Preussens adfærd er tvetydig . I hjertet afskyer det Frankrig for revolutionens skyld , men det har følt den franske ørns kløer , og det lader for tiden buonoparte skatte og vakte med Tyskland lige for dets næse . Længe vil det imidlertid ikke vare , før der opstår strid imellem Frankrig og Preussen , og da er det først af farer true Danmark , der ikke få tilladelse til af være neutral . “ „ Desværre har deres kongelige højhed ret , “ Svarede Bulow . „ De mindre riger er nødsagede til af underkaste sig de større og mægtigere rigers villie , hvis de ikke vil knuses i støvet . Jeg medbringer moniteuren , der er kommen med posten . Da den er den franske regerings organ , er der nogle ubehagelige yttringer i den til deres kongelige højhed , vistnok dikterede af den første consul selv . De lyde således : „ Hamborg ! “ „ Hele den danske hær er nu forsamlet i Holsten ; den forøges daglig og tæller allerede 30 , 000 mand . Hvad har det af betyde ? Dersom man frygtede for følgerne af en kamp mellem de franske og hannoverske tropper , hvorfor forøges da hæren , efter af denne døgnkrig er til ende , i stedet for af opløses ? Hvis man vil skaffe sin neutralitet agtelse , hvorfor forsømmes da søværnet ? Vi hamborgere anstrenge os meget far af forklare os disse tildragelser , som fra et europæisk synspunkt er betydningsløse , men dog af vigtighed for os , thi vi have årsag til af frygte for nabosfabet af 30 , 000 danske , og vi forudse , af det militaire praleri fra Danmarks side vil have en forøgelse af de fransfe tropper ved Elben tilfølge . Handler man klogt , når man giver sig udseende af atvilleudæste Frankrig ? Mon kronprinsen for alvor ^roer , af han inponerer mere med sin hær end med ligefremme grændsepæle ? Små fyrster beherskes gerne af en sand mani efter at manoeuvrere med tropper , men ved denne lejlighed forbruger han uden nogensomhelsf nødvendighed mange penge , som han med langt større nytte kunne have anvendt på sin flåde . “ * ) „ Der er ikke tænkt på noget praleri fra Danmarks side , med opstilliugen af de 30 , 000 mand ved Holstens grændse , “ sagde uu kronprinsen , da Bulow havde endt oplæsningen af artiklen i moniteuren . „ Jeg har asventet , at Preussen skulle bestemme sig for de opfordringer , der have fundet sted såvel fra Petersborg som London til at danne en koalition imod Frankrig , men det har i disse dage bestemt sig for en fuldkommen neutralitet , af frygt for at de fransfe hære skulle rykke ind i Preussen . Jeg har allerede talt med Bern storff om , at berlinerkabinettets beslutning man bestemmer vor beslutning . Da kongen af Preussen ikke vil gøre noget virksomt skridt for at hævde nordtydstlands neutralitet , så vil jeg i Berlings Avis officiel erklære , at Danmark aldrig har tilsigtet nogen udfordring , men kun en . upartisk neutralitet , og derpå lade tropperne i Holsten drage fra hverandre , det håber jeg vil tilfredsstille Frankrigs consul . “ „ Det vil det vistnok , “ svarede Bulow , „ men af msnitenr as 28de August 1808 . den hele artikel i moniteuren kan man se , at bonnoparte nærer bitstanke til deres regering . “ „ Bilde Preussen have forenet sig med England og Rusland , måtte jeg nødvendigvis have sluttet mig til dem , men kong Frederik Vilhelms beslutning at være neutral bestemmer min nuværende handiemåde , “ sagde kronprinsen . „ Første consulen går nu svanger med den tanke at gøre Frankrig til et kejserdømme og sig til dets kejser , “ sagde Bulow , „ men ved del mord , han har ladet begå på den unge hertug af enghin , fordi han havde betrådt den franske grændse , som intet medlem af bourbonernes kongestamme må betræde , har han pådraget sig alle Europas fyrsters afsky , hvilke derfor ikke gerne se ham stille sig i deres række . “ „ Det var også en afskyelig og tillige unødvendig handling , “ svarede kronprinsen . „ Consulens ærgjærrighed ' kender ingen grændser , han vil igen oprette det vestromerske rige , og denne hans beslutning vil sikkert atter føre til en europæisk krig . Nu hvile våbnene i Europa , men hvor længe ? England tåler ikke denne Frankrigs overmagt i Europa , da det må befrygte at bonnoparte vil gøre en landgang på dets kyster , når han -ikke har brug for sine hære på fastlandet . “ „ Ja , deres kongelige højhed , England har alt at befrygte af bounoparte , der i dette land har den eneste mægtige modstander mod hans planer , at være enehersker i Europa . Deri har disse friheds ideer , der have fladt den franfle Republik og vendt op og ned på Europa , skyld . Det er farligt for et rige , hvori disse ideer få magten . “ „ Jeg har altid anvendt al møje , for at nedtrykke disse republikanske ideer her i Danmark , “ Sagde kronprinsen , „ og gud være lovet , at folkets kærlighed til det gamle danske kongehus er så stort , som det er , thi hvor jeg viser mig på gaden hilses jeg af alle med en kærlighed uden lige , og ved alle offentlige lejligheder , hører jeg altid råbene af alle munde : „ Kongen leve ! Kronprinsen leve ! “ „ Det kommer deraf , deres kongelige højhed , “ Svarede Bulow , „ at de danske konger altid år regeret deres undersåtter med mildhed . “ „ Derom kunne der værez flere meninger , “ Sagde kronprinsen , „ men grunden er den , at de nordiske riger have fra de ældste tider haft kongeregjeringer , og da de ikke kende nogen anden regeringsform , have de den mening , at det er den bedste . Der opstår vel sådanne urolige hoveder som denne Heiberg og denne malte-brun , med deres frihedsideer og deres satire af det bestående , denne deres sæd finder ingen frugtbar grund til at spire her i landet . En sådan sæd trives kun i de sydlige lande , hvori blodet ikke rulle så flegmatisk i årene som i det kolde ^lorden , og der vil her aldrig blive tale om en Republik langt mindre at en sådan kunne trives her : jeg har derfor heller aldrig befrygtet uroligheder her i landet medens den franske Republik satte en stor del af Europas andre lande i fyr og flamme . “ „ Af de nordiske nationer er også den danske den findigste og roligste og dog den intelligenteste , idet den tilligemed Norge kan opvise flere store , åndrige mænd end Sverrige , “ sagde Bulow . „ Den svenske er derimod den mest krigerske , og vinder den konge , der nu regerer det svenske folk , kan det let komme i conflikt med Danmark . “ „ Kong Gustav den fjerde har efter sin fader arvet hadet til den franske revolution , “ sagde kronprindsen , „ og er i høj grad forbitret på buonoparte , fordi han har bemægtiget sig Hannover og således truer Sverrigs staters nordtydskland . Kommer det til en krig mellem Preussen og Frankrig , så tager kong Gustav straks parti mod Frankrig , og allierer Danmark sig med buonoparte , så få vi Sverrige på halsen . “ „ Deres kongelige højhed har ret , “ sagde bnlov , „ var de i kong Gustavs sted , så er jeg forvisset om , at de ville holde dem neutral , da . Sverrigs beliggenhed , fjernt fra krigssfuepladsen , tillod det at være neutral uden at landets interesser lider derved . Men den svenske konge skal nære den overbevisning , at han er udset af forsynet til at føre den legitime kongestamme tilbage til Frankrigs ttrone . Den fransfe consul ved det , og seer med sfjæve blikke til denne , i hans øjne , ringe fyrste , og ved , at ved første lejlighed vil han tage del i en koalation imod ham ; men jeg frygter for , at hvis han gør det , så mister han sin besiddelse i Pommern og i Tyskland . Han vil også handle derved mod det svenske folks sympatti for dets gamle forbundsfæller . “ „ Så uklog handler han visseligen , “ sagde kronprindsen , „ og han nærer måske også en bagtanke , nemlig den at hvis Danmark allierer sig med Frankrig , ved Englands og Ruslands hjælp erholde Norge . “ „ Det er muligt , deres kongelige højhed , “ Svarede Bulow , „ og derfor må Danmark fe ham på fingrene og nære mistanke til ham når han skulle alliere sig med Frankrigs fjender . “ Nu indtrådte kronprinsessen med sin datter Caroline og samtalen tog en anden vending , da Bulow fjernede sig . 35 . Bi ville nu i korthed , fortælle forinden der indtraf en stjæbnesvanger periode for Danmark , hvad der begav sig i den tid med helten i vor fortælling , Peder Andersen , samt hvilke vigtige begiven-heder , der fandt sted på samme tid . Peder bestod , efter et halvt Års forløb , ved gode læreres undervisning , sin styrmandsexamen med bedste charakteer , hvorpå hans valg jo var , capitainen ansatte ham som anden styrmand på sit skib . På grund af Peders såvel som Lises store ungdom fandt deres forældre , at det var for tidligt for det unge par at gifte sig , og at deres bryllup derfor skulle udsættes til Peder havde gjort en tredje lang rejse . Denne fandt også sted i sommeren 1804 , og denne gang var China rejsens længste mål . Fregatten kom først tilbage i foråret 1806 , til København , og nu blev da Lise Peders kone . Capitainen , der ejede en landejendom et eller to Miles afstand fra hovedstaden , gav brudeparret en avlsgård med besætning af creatur i brudegave , og her tilbragte de da hvedebrødsdagene i uforstyrret rolighed og lykkelige med hinandens kærlighed . Vi have indtil nu ikke omtalt capitainens datter , Marie , der havde gjort den sidste rejse med fregatten , men ikke kunnet undertrykke den kærlighed , der bestandig sandt ny næring ved den daglige omgang på skibet i løbet af mere end et år . Hun formåede dog at dølge sin tilbøjelighed for faderen , men faderens øjne så skarpere ; han bemærkede hendes tungsindighed , når hun var ene , og det liv , der viste sig i henhes øjne , når Peder var nærværende . Det gjorde ham ondt for sin datter , og han ville have givet meget til , hvis Peder ikke havde næret tilbøjelighed til en anden kvinde , men kunnet give hans datter sin hånd . Han ventede imidlertid at tiden skulle bevirke en forandring , og viste den samme godhed som tidligere imod Peder , ja gjorde ham den betydelige gave , vi nyligt have omtalt . Et halvt år tilbragte det lykkelige ægtepar på deres ejendom , der lå ikke langt fra sundet , og ved sine strejserier i omegnen , blev Peder mere bekendt med den senere , hvilket var ham og landet til gavn . Imidlertid havde vigtige begivenheder fundet sted i Europa . Fprsteconsulen havde i maimåned 1804 besieget keiserthronen , men følte ikke sin ærgjærrighed mættet hermed , og påsatte sig derfor Italiens krone , indlemmede nye lande i kejserriget og knyttede Spanien og Holland tæt til sig . Det var for meget for fire af Europas stormagter , og England , Østerrig , Rusland og Sverrig forpligtede sig til med fælles kræfter at drive Frankrig tilbage til dets gamle grændser . Preussen vægrede sig ved at tiltræde denne stolte koalition og bevarede sin neutralitet , men blev i høj grad forbitret på den svenske konge , fordi han overtog overbefalingen af en arme på 44 , 000 mand , bestående af russere , englændere , Hannoveraners og svenske , der rykkede ind i Hannover , hvor de ingen modstand fandt , da de franske tropper vare dragne mod syd , hvor coalitionens store hære skulle kæmpe med kejserens seiervante tropper . Led det glimrende slag ved austerlitz , blev der tilføjet de allierede hære et dræbende slag og et fuldkomment nederlag . Imidlertid , viste det sig at commandoen over hæren i Hannover kunne ikke være bleven given i siettere hænder end i den uduelige , tvivlrådige svenske konge . Først da de allierede hære i syd vare tilintetgjorde af den store franske feltherre , begyndte han at røre sig uden nytte , thi Napoleon , som buonoparte nu kaldte sig , knyttede det skælvende Preussen til sig ved et forbund og skænkede det Hannover , og på samme tid blev ved freden i Preussen , de engelske og russiske tropper kaldte - tilbage . I september 1806 indstillede kong Gustav den fjende derfor sig i greifswalde til Sverig . Hans store planer om bourbonnernes genindsættelse vare bristede . De nordtyske floders mundinger vare , ved Preussens besiddelse af Hannover spærrede for de engelske skibe . Den engelske regering besvarede disse fjendtlige forholdsregler med embargo , blokade og caperi og erklærede Preussen krig , skønt dette rige kun nødtvungen udførte fin mægtige forbundsfælle , Napoleons villie . 3 « . Under disse saresulde begivenheder finde vi Frederik den sjette i Kiel , hvor han i begyndelsen af oktober selv tog overkommandoen over et hær ' korps på 16 , 000 mand , der vare inddelte i tre divisioner , en avantgarde og en reserve . Han var i samtale med sin udenrigsminister Christian Bernstorf , der lige var kommen fra København , også hans yndling Christopher Bulow , der nu var oberst var tilstede . „ I den mundtlige samtale , som den engelske gesandt , garlike , udbad sig af mig , “ sagde bernstorsf , „ bad han mig på sin regerings vegne , at bevæge deres kongelige højhed til at erklære dem imod Frankrig . Den danske regerings hjælp , sagde han , var af en overordentlig betydning til en diversion med Frankrig i nordtydskland . “ „ Hvor er det muligt , grev Bernstorff , “ sagde kronprindsen , „ at jeg kan slutte mig til England , som ikke alene for tiden står ene , men også har erklæret Preussen krig ? “ „ Garlike ytrede , at England vidste ret godt , at Preussen kun nødtvungen holder sig neutral , “ Sagde Bernstorff , „ og at det , når lejlighed tilbyder sig , og det ville vist ske ret snart , ville gå over på Englands side . “ „ Den mening er jeg også af , “ svarede kronprinsen , „ men forinden det skete , ville jeg , når jeg erklærede mig for England , ikke alene få de franske hære på nakken , men Preussen , som England har erklæret krig , ville også nødsages til en diversion imod Danmark . Det er en såre vanskelig stilling Danmark er i for tiden , både England og - Frankrig er forbittrede på det , fordi det ikke vil erklære sig for en af dem , og derfor er det nødsaget til , for ikke at angribes af den , det ikke allierer sig med , at være neutral . Derfor har jeg jo også samlet hæren her , ikke som en fjendtlig diversion mod Frankrig , men for at overholde neutraliteten . “ „ Det er netop det , som Napoleon skal være yderst forbitret over , “ svarede Bernstorf , „ thi han anser det som en fjendtlig forholdsregel imod Frankrig , og finder det latterligt , at deres kongelige højhed med den håndfuld krigsfolk , mener , at holde ham fra at rykke ind med en fransf hær , når det var hans mening . “ „ England på sin side , “ svarede kronprinsen , „ er også forbitret , fordi jeg her har samlet en hær , som det frygter for , at jeg vil forene med Napoleons . “ „ Deres kongelige højhed vil dog blive nødt til at slutte dem til en af siderne , fordi det ikke er Danmark muligt at holde Napoleon fra at rykke ind i Holsten eller England med en mægtig flåde og landgangstropper at angribe Sjælland og hovedstaden . “ „ Jeg vil kun nødtvungen slutte mig til nogen , og overholder neutraliteten til det sidste , “ svarede kronprindsen . „ Napoleon opsluger jo land og riger og indlemmer dem i Frankrig eller danner nye stater . Tog jeg parti for England , kunne del falde ham ind at gøre en af sine marschaller til konge i nordalbingien og indlemme Nørrejylland i det . Forener jeg mig med Napoleon , så trues jeg både af England og Sverrige . Det er ikke godt at stave en sådan tåbelig og indbildskkonge , som den svenske , til fjende , thi England kunne , for al erholde hans bistand mod Napoleon , frarive os Norge og give det til ham . “ „ Det ville dog ikke blive så let en sag , deres kongelige højhed , “ sagde nu Bulow , der hidtil havde været tavs og kun lyttet til samtalen . „ Nordmændene er et ægte nordisk folk , der ikke lader sig tvinge så let under Sverrigs scepter uden efter en blodig kamp , i hvilken det dog kunne blive tvivlsomt , hvem der sejrede . Normændene have altid haft et horn i siden på svenskerne , og deres stolthed ville ikke kunne tåle at stå under svensk herredømme . “ „ Det er vel så , “ svarede kronprinsen , „ men en blokade af Norges vigtigste havne og måske et bombardement af deres byer kunne nok tvinge dem til at underkaste sig Sverrige . “ „ Jeg tror på Napoleons lykkestjerne , “ sagde Bulow , „ hvem har endnu overvunden ham ? Ingen . Han er uovervindelig . Skulle han engang blive slagen , da måtte det være ved forræderis og ved overvældende masser , der forene sig imod ham og så at sige kvæle ham . “ Den jourhavende adjutant trådte nu ind . „ Vigtige depescher fra vor o barg « æ ' alluir « ; i Berlin , baron Selby , hvilke uopholdelig skulle leveres i grev Bernstorfs hænder , “ sagde han , idet han overrakte greven et stort forseglet brev og derpå fjernede sig . „ Lad høre , Bernstorf , hvilke vigtige tidender Selbys brev indeholder , “ sagde kronprinsen . „ Bulov må gerne høre det . “ Bernstorf brød brevet og læste : „ Hr . Udenrigsminister ! „ I det øjeblik jeg tilskriver dem dette brev , er en preussisk hær på 80 , 000 mand på marschen mod sydtydskland og har vel nu nået Jena , hvor den vil støde på Napoleons hær og formodentlig opsluges af den . Da Napoleon uden kongens vidende har oprettet rhinforbundet og på samme tid , for at vinde Englands venskab , har tilbudt at tilbagegive det Hannover , brast kongfrederik Vilhelms langvarige tålmodighed . Erindringen om prenssens gamle storhed under Frederik den anden vågnede med al sin styrke i hans sjæl , og han sendte kejseren et ultimatium , hvori han vover at byde kontenentets mægtigste hersker og den nyere tids største feltherre , Frankrigs naturlige grændser . “ „ Det er indlysende at det var det samme som krig . Uopholdelig har han ladet sin hær , hvis organisation er forældet , hvis udrustning er flet , hvis anførere tilhøre det henrundne århundredes mekaniske skole , drage imod nutidens første og altid seierrige soldater . “ „ Hvad enden vil blive et let at indse . I dette øjeblik jeg skriver dem til , finder efter al sandsynlighed et slag sted ved Jena eller auerstædt , og Berlin venter i en feberagtig spænding , opfyldt af den tåbelige indbildning , at de tropper , der rykke imod kejseren , er lig Frederik den stores soldater , af hvilke de ikke engang er en skygge . “ „ Preussen står for øjeblikket ene imod keiferen , thi Rusland og England har vel givet dem løfter , men hvis opfyldelse vil tage tid . “ „ Formeld hans kongelige højhed min dybeste højagtelse . Deres Christian , Greve af Reventlov . “ Efterskrift : som jeg endte ovenstående , kom der en kurer gallopperende hen ad Berlins stenbro så gnisterne fløj omkring . Han bragte det budskab , at preusserne vare totalt slagne i to slag ved Jena og ved auerstædt . Ved disse slag er Napoleon bleven herre over hæle nordtydskland fra Rhinen til oder . Hvad følger disse to tabte slag ville have , er ikke til at beregne . “ „ Hvad siger deres kongeligs højhed om det budskab ? “ vedblev bernstvrf efter at han havde oplæst hæle brevet . „ Hvem byder politiken nu at Danmark bør holde sig til ? “ „ Jeg tror at Danmark bør holde sig til Frankrig , der synes at kunne byde hæle fastlandet trods , “ svarede kronprinsen . „ Og så få England og måske Rusland og Sverrig på halsen as sig . Så længe det er muligt , om det også skeer med væbnet hånd bør vi være neutrale . “ „ Det er også min mening , “ svarede kronprinsen , „ og derfor har jeg jo også sammendraget mine tropper ved Holstens grændser , for at betegne , at jeg vil hindre enhver fra at trænge ind i Holsten og hertugdømmerne . “ „ Det vil ikke vare længe , deres kongelige højhed , “ sagdeoberst Bulow , „ førend vi ville få at se , at Rusland ruster sig for at stå prenssen bi mod Frankrig . Med det forener da England sig , og man vil da måske opfordre Danmark til at alliere sig med dem . “ „ Man må først oppebie en sådan koalition førend man beslutter sig til noget , “ svarede kronprinsen . Nu indtrådte kronprinsessen , hvem hendes gemal underrettede om preussernes nederlag . Som datter af en tysk Prinds yndede hun ikke franskmændene og så med misfornøjelse Tysklands undertrykkelse . Efter forskellige yttringer om fremtiden forlod grev Bernstorf og oberst Biilow kronprinsen og hans gemalinde . 37 . Efter de to tabte slag ved Jena og auersfædt nødedes den preussiske fellherre , general Blucher , forfulgt af franskmændene , til at kaste sig ind i Lybek for derfra at trænge ind i Holsten , men her stod generalmajor Ewald med den danske avantgarde , og det kom i begyndelsen af november 1806 til et sammenstød imellem de danske og de franske tropper ved faclenburg og stockelsdorf . Men Ewald kunne imidlertid ikke forhindre , at en mængde krigsmænd af den slagne preussiske hær , såvel høje som lave , af alle våbenarter , enkeltvis og ubevæbnede , søgte over på det danske gebet , for der at finde redning og hjælp . Landsbyerne overfyldtes af udmattede , halvnøgne og forsultne mennesker . da efterretningen herom nåde kronprindsens øre lod hans følsomme hjerte ham overskride den neutrales pligter , og han lod i al stilhed , de for Tysklands uafhængighed kæmpende soldater yde beskyttelse og hjælp bag den danske grændsekordon og lod dem begive sig ad forskellige veje gennem Holsten til en søhavn , hvorfra de kunne indskibe sig . I Kiel , kronprindsens hovedgvarteer , forsamlede der sig i få dage 3 til 400 officerer og omtrent 4000 menige , som formeredes i batailloner . Alle disse flygtninge blev , ifølge kronprindsens befaling , indkvarterede og forpleiede i og omkring Kiel , medens alle de skibe , som fandtes i havnen der og ved eckernførde , i muligste stilhed blev istandsatte og udrustede , for at indtage dem og overføre dem til kønigsberg . Forinden de bragtes ombord erholdt hver soldat en specie , hver underofficer to specier og officererne i forhold til deres . Charge , hver indtil 40 til 50 specier i rejsepenge , så at denne understøttelse beløb sig til over 10 , 000 specier . I Kiel træffe vi i juni 1807 kronprinsen gående heftig op og ned i sit kabinet i samtale med sin yndling , oberst Bulow . „ Det ringe resultat slaget ved eylau har havt for Napoleon , synes at have oprejst Preussens tabte mod , “ sagde Bulow , „ og bevirket den Troe hos dets nabo Rusland , at Napoleon ikke er uovervindelig , og ladet begge landes monarcher slutte en overenskomst i Bartenstein . “ „ Det er ifølge deraf , at de have indbudt englaud og Sverrige samt Østerrig og Danmark til at tage del i kampen mod kejseren , “ sagde kronprinsen . „ Men jeg har ladet baron Selby svare den preussiske udenrigsminister grev haugwitz , at det danske Hof ville bevare nentraliteten . Jeg har imidlertid dog tilkendegive berliner cabinettet , at danmark-norge hverken har indgået eller vil indgå nogen som helst forbindelse , der kunne stade Preussens interesse . — min hele opmærksomhed er henvendt på grændsen , thi jeg har det forløbne Års erfaringer for øjet . Havde Ewald ikke hindret de flåde franstmænd fra at flygte over grændsen , ville hele Holsten være bleven opfyldt af dem , prinsen af pontecorvo , marschal bernadetti , havde fulgt efter dem , og hertugdømmet havde da blevet skuepladsen for en blodig kamp . “ „ Uagtet det uhyre tab Napoleon led ved eylau , som har bevæget Preussen og Rusland til at slutte sig sammen , tror jeg dog , at hans lykkestjerne ikke er gået ned , “ sagde Bulow . „ Sverrigs konge tror det dog , “ svarede kronprinsen , „ og i sin afsindighed har han erklæret , at han skal styrte Napoleon af Frankrigs ttrone og sætte bourbonerne igen på den . Da Sverrige træder sjendtligt op imod den franske kejser , frygter denne formodentlig for , at Danmark skal slutte sig til det , hvorved Norden ville blive aldeles lukket for ham . Han har derfor ladet sin charge d ' affaire tage ophold her i Kiel og ladet denne underrette mig om , at jeg behøver ikke at holde så mange tropper her , men bør indskrænke deres tal . Skulle de anvendes imod ham , da er de for få i tallet , ellers er de alt for mange , da jeg ikke havde noget at befrygte af Preussen og Rusland . Han vil ikke hav neoget imod en kordon , som kan holde efternølere i tømme , hvortil 4 eller 5000 mand er tilstrækkelige . Min sikkerhed , mente den fransfe charge d ' affaires , bestod i venskab med Frankrig og i min gode opførsel imod dette . “ „ Jeg tror , at deres kongelige højhed , bør - så meget som muligt holde venskab med Napoleon , “ Sagde billow . „ Han er dog herre på fastlandet , og derfor mere at befrygte end England . “ „ Sig ikke det , frankz , “ svarede kronprinsen sin fortrolige . „ Gøre englænderne landgang på Sjælland , og formå de af indtage kjobenbavn , så er hele Danmark så af sige i deres vold . Trænge franskmændene derimod op i hertugdømmerne og i selve Jylland , så ville englænderne være en dygtig forbundsfælle , der kan hindre dem fra af indtage øerne , hvorved dog en del af Danmark reddes . — jeg lader mig imidlertid ikke lokke af nogen af dem , men vil , endog med magt holde på neutraliteten . “ „ Jeg frygter meget for den stilling , hvori Danmark herved kommer til af slå til begge riger , “ Sagde Bulow . „ Napoleon har jo ved et dekret erklæret Storbritannien og det kolonier i blokadetilstand . Vi kunne ikke æffende noget brev eller nogensomhelsf ting til England eller dets besiddelser , uden af det bliver opsnappet i havnene eller på fastlandets posthuse , der alle adlyde Napoleons bud . Enhver forbindelse med England straffes som en politisk forbrydelse . “ „ Hvad har følgen været heraf , “ sagde kronprinsen , „ en tvang på handlen fra Englands side til stor skade for Danmark og Norge . En engelsk kabinetsordre tilkendegiver , af ethvert neutalt skib , det må være lastet med hvadsomhelst , der sejler fra en havn i Frankrig eller i et af dets forbundsfælles lande eller fra det ene til det andet af de lande , franskmændene holde besat , anses som god prise . “ „ Ja , således tager det ene land repræsaliner imod det andet , uden mindste hensyn til den skade , andre lande lide ved sådanne handel og Vandel hindrende forholdsregler . “ „ Sværdet svæver måske i dette øjeblik , da vi kunne vente en afgørende kamp imellem Frankrig og preussen-rusland , over hovedet på begge de fjendtlige parter . Efter de efterretninger jeg har fået i dag fra vor gesandt i Paris , forventer man der et snart forestående slag , og er så overtydet om , at kejseren vinder det , og at der gøres alle mulige anstalter til at celebrere denne sejr over Preussen og Rusland , hvilket vil gøre Frankrig til herre over hele continentet . Skeer dette , så vil den engelske dogge kæmpe med den fransfe ørn om verdensherredømmet , og resultatet af denne frygtelige kamp vil blive følelig for Danmark og Norge . “ En adjutant afbrød i dette øjeblik samtalen med den melding , at der var kommen en conreer med vigtige tidender fra den danske minister i Berlin . Adjutanten overrakte på samme tid kronprinsen et stort forseglet brev , som denne hurtigt åbnede . ministeren underrettede kronprinsen om , at et stort slag imellem franskmændene og russerne samt preusserne havde sundet sted ved Friedland , og at de sidste vare blevne totaliter slagne . Da kejseren derpå stod i begreb med at rykke ind i Rusland , havde den russiske kejser Alexander og kongen af Preussen bedet om en våbenstilstand , der var bleven dem indrømmet og vistnok var et forbud på en endelig fred . “ „ Gid det var så vel , “ sagde kronprinsen , da han havde læst brevet og fortalt Bulow indholdet . „ Men en fådan er vel næppe at vente , thi Preussen og Rusland er vel for øjeblikket ydmygede , og det førstnævnte land kommer vel til at betale gildet ved at blive beklippet , men senere ville da begge igen afkaste det franske åg og verdensfreden være forstyrret . England vil heller ikke forholde sig rolig ved denne lejlighed , og skulle der komme en fred i stand mellem Frankrig og Rusland og Preussen , da vil Napoleon vistnok forsøge en landgang på Englands kyster , og formår brikkernes flåde ikke at forhindre en sådan , få kan England være udsat for at blive erobret i en håndevending af franskmændene og miste deres herredømme på havet . “ „ Det er en skæbnesvanger tid vi leve i , “ sagde Bulow , „ Småstaterne er udsatte for stormagternes despotie og vilkårlighed . Danmark har vel haft den lykkeligste tid for dets handel og belstand , Englands tyranni på havet vil ødelægge det , da ingen formår at sætte sig imod det . “ „ Jeg kan ikke opfylde den franske consuls ønske , at forringe antallet af mine tropper ved grændsen , “ Sagde kronprinsen . „ Marechal Mortier har på Frankrigs vegne besat Hamborg , Bremen og Lybek , og i Pommern står den afsindige svenske konge med en hær af svenskere , 20 , 000 mand . Led Napoleon et nederlag rykkede Gustav Adolph vistnok straks ind i Holsten , når kun 4 til 5000 mand dækkede grændsen . Jeg vil lade min minister i Paris forsikre kejseren , at det ingenlunde er for hans skyld at jeg holder en arme på benene ved grændsen , men fordi der kunne indtræffe det tilfælde , at en engelsk hannoveransk og svensk arme kunne , når de franske tropper af en eller anden grund trak sig tilbage fra nordtydskland , trænge nden videre ind i Holsten . “ „ Napoleon ville da måske svare , at deres kongelige højhed havde en dårlig mening om hans feltherretalent , at han skulle blive slag en af nogen , “ Sagde Bulow . „ Hvorledes han vil optage min vægring ved at opfylde hans forlangende , ved jeg ikke , “ sagde kronprindsen , „ men han tage det nu godt eller ilde op , så opgiver jeg ikke uden nødtvungen min neutralitet . “ Efter at Bulow på kronprindsens dietering havde udstedet nogle ordre til armeens øverste befalingsmand , prinsen as Hessen-cassel , kronprindsens svigerfader , begav han sig bort og efterlod ham i dybe tanker . 38 . Den 7de juli 1807 sluttedes der imellem kejser Napoleon og den russiske kejser en fred i Tilsit . Foruden sine osficiele artikler indeholdt den flere hemmelige . Kejser Napoleon havde ved en sammenkomst med kejser Alexander , ved sin , som bekendt , alt vindende veltalenhed vundet ham for sig ved gyldne løfter , om at dele herredømmet over verden med ham . Preussen var bleven til intet . Kejseren havde srataget det i øst et stort stykke land og deraf dannet hertugdømmet Warschau og fristaten danzig , og i vest et andet stykke og deraf oprettet kongeriget vesfphalen . Preusfens tidligere storhed var knust , det var en magt af tredive størrelse , en vasal af Frankrig , for hvilket det . Bævede fyldt af harme . Ved at dele herredømmet over Europa imellem sig og Alexander , havde Napoleon kun to fjender , der stod under våben imod ham , nemlig England og Sverrige . Rusland og Frankrig forpligtede sig til i de hemmelige artikler , at gøre fælles sag under alle stridigheder , såvel tillands som tilsøes . De ville gøre England et fredstilbud , begrundet på havnenes frihed og tilbagegivelsen af de erobringer , det havde gjort siden 1805 . Ville England ikke gå ind herpå , ville begge kejserne erklære det krig . Skete dette , så vare de enige om , at indbyde østerrig , Portugal , Sverrige og Danmark til at understøtte Frankrigs og Ruslands planer , det vil sige til at lukke deres havne for englænderne og ' erklære det krig . Hvorledes Napoleon ville anvende de to nordiske magters militaire kræfter , kan man let indse . Den danske og den svenske flåde var tilligemed Rusland ikke af liden betydenhed , når de forenedes med Europas øvrige flåder , ville man kunde stille 180 liniefkide imod Englands . England havde erholdt følelige beviser på , at Danmarks og Norges sømænd ikke vare ' at foragte * ) . Dette forbund med dets hemmelige artikler havde de frygteligste følger for Danmark og bragte det på randen af afgrunden . Skjøndt det var fastsat , at bestemmelserne i det hemmelige forbund mellem Napoleon og kejser Alexander skulle være en ubrødelig hemmelighed , så havde den . engelske udenrigsminister canning dog fået at vide , at Napoleon med Alexanders samtykke havde besluttet , at bemægtige sig Danmarks sømagt , for at anvende den mod hans fødeland . Indtil dette øjeblik vides ikke , hvorledes den engelske minister havde fået denne kundskab , men man har gættet sig til det . * ) Napoleon skal have yttret , at når hans orlogsskibe havde været bemandede med sådanne sølrigere som de danske , så skulle han have tilintetgjort Englands bælde på havet . canning vidste nemlig , at den fransfe udenrigsminister talleyrand altid trængte til penge . Englænderne havde allerede engang før afkjøbt ham en hemmelighed og nu skulle de have afkjøbt ham denne ved en betydelig sum . Ikke så snart var Napoleon kommen tilbage efter at havde sluttet det ovennævnte forbund med kejser Alexander , før han skrev til prinsen af pontecorvo , marschal Bernadotte , der stod i spidsen for et observationscorps i Hamborg , følgende ordre : „ I løbet af August ( 1807 ) skal et corps af 20 , 000 franskmænd forene sig med deres . — dersom England ikke modtager Ruslands mægling , må Danmark erklære det krig eller jeg erklærer Danmark krig . I dette sidste tilfælde skal de øjeblikkelig bemægtige dem hele det danske fastland . Da de opholder dem ved grændsen af dette land , må de sende mig nogle optegnelser om den modstand Danmark kan gøre og om de hjælpekilder , der stå til dets rådighed . Deres fremgangsmåde bør bestå deri , at de udbryder i høje råb over , at Danmark har åbnet vejen gennem sundet og derved tilladt krænkelsen aset farvand , der for de danske burde være ligeså ukrænkeligt som deres landområde * ) . * ) correspondanke Napoleon i . som « Xv . på samme tid lod Napoleon talleprand erklære den danske gesandt i Paris , drejer , at Danmark måtte vælge imellem en krig med England eller med Frankrig , dersom det britiske kabinet afviste Ruslands fredsmægling . Han beklagede sig over , at den danske regering uhindret havde ladet et engelsk hjælpekorps , der overførtes til svenskpommern , sejle igennem øresundet , hvilket var , efter hans formening , et brud på neutraliteten . Men Napoleon kom for silde med sine trudsler mod Danmark , som måske havde bevæget det til at slutte sig til ham . England var kommen det i forkøbet . Den danske regering havde erklæret , at den aldrig ville tillade , at dens handelsskibe blev af England behandlede som vi tidligere have omtalt . Men den engelske regering afviste hovmodigt denne indsigelse , og den engelske regerings krydsere begyndte at opbringe danske og norske handelsskibe for at indhente admiralitetsrettens kendelse om , hvorvidt de havde krænketcabinetsordrens bestemmelse eller ikke . Deraf opstod naturligvis en diplomatisk tvist . Da Danmark reklamerede de opbragte skibe , gav den engelske minister canning et så hånende og fornærmeligt svar , at den diplomatiske forbindelse imellem begge Niger måtte have været øjeblikkelig afbrudt , dersom kronprinsen ikke havde sundetsig idisse krænkelser ibevidsfheden af sin svaghed imod det stærke England . Men tilsiterfredens hemmelige artikler bragte snart en afgørende ende på disse stridigheder . Havde der heller ikke stået i den anden af disse artikler , at kejseren ville anvende den dansknorske flåde imod England , så indså dog England klart , at det var netop denne , som var den eneste bistand Danmark kunne yde kejseren , og den engelske regering blev med rette urolig derover . Napoleon var herre over alle fastlandes største krigshavne og rigeste marineetablissementer . Lande , der havde overflod på søfolk og skibstømmer bøjede sig for hans enevælde . Siden nederlaget ved trafalgar havde han nafbrudt arbejdet på genoprettelse » af sin sømagt , og det varm : hans plan at foretage store rustninger i alle havne . Når han således i længere tid havde trættet England og tvunget det til at dele sin sømagt , da ville han pludselig rette sit angreb mod et mindre stærkt forsvaret punkt af den engelske kyst og her landsætte tropper . De engelske ministre nærede ingen tvivl , at jo Napoleon ved hjælp af Ta » - mark-norges flåde , hvis officerer og søfolk siden 1801 stod i den højeste anseelse , ville kunne iværksætte sin plan , og de besluttede derfor at benytte ethvert middel til at afvende faren fra deres fædreland . I et cabinetsråd , som afholdtes et par dage efter midten af juli , fremkom kantsleren Spencer perceval og krigsministeren lord castlereagh med et forslag , der gik ud på , at England af hensyn til sin egen sikkerhed skulle sætte sig i midlertidig besiddelse af den danske flåde ; når dette først var sket enten gennem en frivillig overenskomst eller ved anvendelse af magt , skulle der stilles den dansk-norske regering valget imellem neutralitet eller et forbund med England . At ministeriet ville tage den danske flåde i forvaring beroede på en vildfarelse af dem . De forudså nemlig , at et dansk-engelsk forbund øjeblikkelig ville have hele den jyske halvøes besættelse af franskmændene til følge , og vare de da af den mening , at Napoleon kunne føre sine tropper fra Jylland over Fyen til Sjælland , hvor flåden og dens etablissementer lå . Så længe søen var åben , kunne England nok forhindre ved sine krigsskibe , at ingen arme blev sat over fra Fyen til Sjælland , men når vinteren indtraf , så kunne den ikke gøre det . De engelske ministre erindrede sig nemlig den svenske kong Carl den tiende Gustavs dristige tog over de af isen tillagte danske farvande , og så i tankerne en fransk hær marschere over det tilfrosne storebelt , for at besætte Sjælland og bemægtige sig København . Denne fejlagtige mening var nu grunden til deres optræden imod Danmark . Da den engelske regering nu besluttede sig til denne forebyggelsespolitik , valgte den til de underhandlinger , som nu skulle føres med Danmark , to diplomater , hvis karakter ligeså lidet kendte til mådehold som deres udvortes fremtræden til iagttagelsen af høflige former . Disse to mænd vare sir Brock tailor , som sknlde afløse den engelske gesandt ved hoffet i København , Benjamin garlike , der ndmærkede sig ved sin ædle , ridderlige tænkemåde , og sir Francis Jackson , Englands tidligere repræsentant i Berlin , som fik det hverv , at rejse til kronprinds Frederik i Kiel . Den engelske regering gjorde alt for at fkjule sine hensigter , for at Danmark , hvis det afslog dens fordringer , ikke skulle gøre anstalter til at gøre modstand . De engelske blade ymtede velom et angreb på Sjælland , men den danske regering var blind og døv for advarsler . Kronprindsen talte med grev Bernstorf om de rygter , der gik om et angreb på Sjælland , men greven beråbte sig på den engelske gesandt garlike , der havde forsikrer ham , af England havde ingen sjendtlige hensigter , men vidste ikke , af den engelske regering der kendte hans retskafne charakteer , havde skjult dem omhyggelig for ham og ikke meddelt ham noget . „ Secondlieutenanthedemann , dercommanderede korvetten „ Fylla “ , og er kommen fra sin station i Vestindien , var her i dag hos mig , “ sagde kronprinsen til Bernstorf . „ I porsmouth talte han med admiral gambier , der sagde til ham : hvad vil de her , unge mand ? Skynd dem hjem , thi jeg får måske i morgen befaling til af anholde dem . “ „ Det er blot en blind allarm , gambier er falden på . Den engelske regering har ikke yttret et eneste ord , som kunne hentyde på nogen fjendtligheder imod Danmark . Garlike har givet mig de meest beroligende forsikkringer om Englands venskab for os . Den danske statstidende bringer rigtignok efterretning om ivrige rustninger i England og om ' indskibning i yarmuth af tropper , der skulle ind i Østersøen . Men er der ikke allerede gået to divisioner af engelske krigsskibe igennem sundet for af overføretropper til svensk-pommern . Garlike har forsikret mig , at den tredje division blot skal slutte sig til de to foregående , for at forstærke den hjælp , disse havde bragt . Jeg er aldeles overbevist om det engelske ministeriums retfkaffenhed . Mænd , som canning , kunne ikke handle falsk imod os , og vi have intet at befrygte . Vor viseconsul Wulfs i London sendte mig et ham tilsendt anonymt brev , hvori det hedder , at den udrustede sø- og landmagt er bestemt til at tage København og øen Sjælland i besiddelse , men jeg har svaret ham , at rygtet var aldeles ugrundet . Den franske legationsfecretair i København har også forberedt mig på , at den engelske flådes mulige bestemmelsessted var København , men jeg tilkendegav ham at hans mening var urigtig . “ „ Jeg kan heller ikke tro , at det engelske ministerium har sådanne hensigter , det ville jo ligne et røvertog og kun lidet stemmer overens med englændernes bekendte stolte og retsindige tænkemåde . Derfor vil jeg ikke sende tropper til Sjælland eller befale udskrivning af nyt mandflab og indøvelse af det . “ „ Dæri handler deres kongelige højhed viselig , “ Sagde Bernstorf . „ Vi ville derved kun forbittre den engelske regering . Min Broder Joachim , der besørger udenrigsministeriets forretninger i min fraværelse , har berettet mig , af den berygtede Brock tailor er kommen for af afløse garlike . Dette uventede ministerskifte er imod skik og brug imellem hofferne og den person , som skal repræsentere sit land . Napoleon vil harmes , når han erfarer , af England har sendt os denne tailor . Han har tidligere , da han var Englands repræsentant i Kassel , deltaget i et forsøg på af myrde førsteconsul buonoparte og havde i det øjemed understøttet talrige emigranter og eventyrere med penge . Det er ingen venskabelig adfærd af det engelske Hof , og formodentlig har det sendt ham som akkrediteret minister til København for af drille Napoleon . “ En lakai bragte i det samme et brev , der var kommen med en overordentlig lejlighed og adresseret til grev Bernstorf . „ Tillader deres kongelige højhed , af jeg bryder brevet i deres nærværelse . Det er min Broders egenhændige skrift . “ „ Det indeholder måske vigtige efterretninger fra København ? “ svarede kronprinsen . Greven åbnede brevet og studsede da han havde læst nogle linier i det , han vedblev imidlertid af læse det til enden , og sagde derpå til kronprindsen : „ Tailor har udtalt sig om det duskelige i en venskabelig forståelse mellem det britiske og danske Hof , og , hvad der bragte mig til at studse , ligefrem erklæret , at den engelfle regering havde sikre efterretninger om , en mellem Danmark på den ene og frankrig-rusland på den anden side , afsluttet hemmelig forbindelse , som den ikke kunne tillade , men min Broder har bestemt benægtet tilværelsen af et sådant forbund . “ „ Det synes dog som om den engelske regering vil give anledning til et brud på freden med os ved en sådan påstand , “ sagde kronprinsen . „ Hvørvidt at der ved fredslulningen i Friedland skulle være nogle hemmelige artikler angående Danmarks hjælp mod England er ikke godt at vide , “ Sagde Bernstorf med en aldeles blindhed for den fare , der forestod Danmark , „ men deres kongelige højhed kan være ganske rolig med hensyn til noget brud med England , thi brevet indeholder ikke nogen videre uvenskabelige yttringer af den engelfle repræsentant , denne tailor , ; der vel blot vil have følt sig for . “ Nu indtrådte oberst Bulow og underrettede kronprindsen om , at der i dette øjeblik var kommen en kurer fra generalmajor Peymann i København med en skrivelse til hans kongelige højhed . Denne brød hurtigt brevet og under dets læsning formørkedes hans ansigt . „ Peymann melder mig , at der er gået omtrent 50 engelske orlogsskibe foruden en mængde fsrfeilsfkibe igennem sundet forbi Kronborg . Commandanten , general strikker , har svaret den engelske øverstbefalende på flåden , admiral James gambier , på hans forespørgsel , at han havde ingen befaling til at nedlægge indsigelser mod gjennemseilingen . Efter at denne flåde havde lagt sig mellem Helsingørs red og øen hvem , stødte i løbet af dagen en eskadre på 7 orlogsskibe under kontreadmiral essington til gambiers flåde . Den har forsynet sig med levnetsmidler i Helsingør , og der er gået flere officerer i land , uden at røbe den mindste fjendtlige hensigt . Peymann tilskriver mig , at man i København nærer frygt for , at denne flåde er bestemt til at angribe Sjælland , og spørger om hvilke forholdsregler han skal tage i anledning af flådens ankomst i sundet . “ „ Det forekommer mig , deres kongelige højhed , “ Sagde Bulow , „ at den engelske flådes ankomst og ankring i sundet få nær København , synes at være en fjendtlig demonstration imod Danmark . “ „ Fjendtlige hensigter med denne flåde kan England ikke have , “ sagde kronprinsen , „ det har jo ikke erklæret Danmarkkrig , og angribe Danmark uden en sådan ville jo være en vanære for England . Forsigtighed skaderimidlertid ikke , vil duderfor give ordre til Peymann , “ sagde han til Bulow , „ at han skal sætte søbatterierne i forsvarstilstand og indkalde regimenternes frifolk . “ Hans samtale blev afbrudt ved den jourhavende adjutants melding , at der fra tømningen var kommen et overordentligt engelsksendebud fra det engelske Hof , sir Francis Jackson , som sorespurgfe sig , om han kunne erholde audience hos kronprindsen . Denne var straks villig til at modtage ham , og da Bernstorf og Bulow havde fjernet sig indtrådte Jackson . Det var et rigtigt eksemplar af John Bull . En pluskæbet , fed person med ansigtstræk , der forrådte et råt indre . Hudfarven var kobberrød og håret næsten af samme farve og stod stridt iveiret ; den hele person havde et plumpt udseende og lignede langtfra en engelsk gentleman . Han bukkede sig vel for kronprinsen , da han trådte ind i audiencesalen , men på en meget skjødeslps måde . „ Den engelske regering , “ sagde han langtfra i en ærbødig tone , „ har forskaffet sig pålidelige vidnesbyrd om , at Napoleon vil tvinge Danmark til at lukke sine havne for englænderne og til at tage del i fastlandsspærringeu . Storbritaniens interesse , såvel som Danmarks uafhængighed fordrer , at hoffet i København træder i et inderligt forhold til England og samtykker i , at dets flåde bliver ført til England , førend frosten har indespærret den i havnen , for at den kan være beskyttet mod Napoleons efterstræbelser . Jeg forsikrer dem på min ære , at flåden skal blive tilbagegivet dem , når freden bliver sluttet . “ „ Ved de , hvem de taler med ? “ afbrød kronprindfen ham , fornærmet over hans ligefremme , næsten uhøflige tiltale , „ det er kongen af Danmarks søn , som ellers bliver kaldt kongelig højhed * ) . “ „ Jeg har ordre fra mit Hof , at tilbyde deres kongelige højhed , “ sagde nu Jackson i en noget høfligere tone , „ et nøje forbund med England . Det vil da ikke alene garantere Danmark alle dets besiddelser , mea endogså forøge dets landområde . Englands flåde , hær og penge skulle blive stillet til deres kongelige højheds rådighed , for at de dermed kan beskytte dem mod plyndring , såvel i * ) historisk . øjeblikket som for fremtiden . Skulle de , min nådige herre , ved et sådant skridt frygte for , at bringe Danmark i en farlig stilling overfor Frankrig , så må de ikke glemme , at den engelske styrke , der nu ligger foran København , er så betydelig , at det godt kan se ud , som havde de givet efter af tvang . England vil desuden nødes til at bruge tvang , dersom Danmark ikke vil gå ind på dets planer . “ Det er indlysende , at kronprinsen måtte harmes over , at man gjorde ham et sådant forslag . „ Det er besynderlige fordringer , de kommer med , hr . Gesandt , “ sagde han , „ at jeg skal udlevere Danmarks flåde til England . Der gives neppe i historien noget eksempel på et angreb , som det , hvormed man vover at true Danmark . Hos de barbariske stater kan man vente at sinde større redelighed end hos den engelske regering , på hvis hjælp man ikke engang kan stole , selv om den er forbundfsælle * ) . “ „ Deres kongelige højhed fornærmer virkelig den engelske regering ved denne påstand , den * ) historisk ligesom den hele samtale fra begyndelsen til enden . har altid været pålidelig som forbundsfælle , “ Sagde Jackson . „ En mand , der har moralsk mod til at påtage sig en sendelse som deres , må også kunne tåle at høre alt , “ svarede kronprinsen . „ Al den skade , Danmark vil lide , vil England betale med penge , “ sagde han . „ Hvormed vil man erstatte dvnmarks ære ! “ Afbrød kronprinsen hans tale i heftig bevægelse . „ Nej , “ tilføjede han , „ skulle hovedstaden blive tagen , som en følge af englændernes forræderi , da vil jeg til vinteren vide at gøre det samme som Carl Gustav , og jsen skal forskaffe mig en sikker overgang over belterne . “ „ Er det deres kongelige højheds svar på Englands anmodning ? “ spurgte Jackson i en hovmodig tone . „ Ja , det er mit pærsonlige svar , “ svarede kronprindsen . „ Men , “ tilføjede han , „ måskeekan de bedre føre forhandlingerne med kongen , min fader , og med grev Joachim Bernstorf i København . “ „ Jeg holder mig aldeles til de fordringer jeg har gjort dem , min nådige herre , og må straks have dem besvaret , “ svarede Jackson . „ Jeg kan ikke levne den danske regering den mindste tid til at ruste sig til forsvar . “ Med disse ord endtes audiencen . Kronprindsen forlod endnu samme aften , den 8de August , Kiel ganske hemmeligt og begav sig i største hast på vejen til København . Han blev ledsaget af Prinds Christian af Hessen og sin generaladjulant , oberst Bulow , tog over Kolding , snoghøi , Odense til Sjælland og ankom om middagen den 11te August til hovedstaden . For at Jackson ikke skulle følge ham lige i hælene , gav han på alle posfsfationerne den ordre , af de skulle opholde det engelske sendebud flere timer under påskud af hestenes udeblivelse . 39 . Da kronprinsen ankom til København var der et røre i gaderne , på toldboden , castelsvolden , Langelinie , men især på strandvejen , hvorfra man med blotte øjne tydeligt kunne seede hundreder af engelske skibe , som udstrakte deres linie langs Sjællands kyst . Allerede inden midten af juli måned havde rygtet fortalt , af det britiske kabinet nærede underfundige og fjendtlige planer mod danmark-norge . Som vi allerede have omtalt , fandtes der advarsler nok om Englands sorestående overfald på Sjælland , såvel i engelske som i danske blade . En skipper , som kom til København efter en hastig rejse fra England , fortalte , af man i den engelske havn havde sagt til ham , af han måtte skynde sig , hvis han ville vente , af komme til København inden englænderne toge den . Også vidstemanat den danske charge d ' affaires ved det engelske Hof havde advaret regeringen om Englands fjendtlige hensigter . Københavns indvånere vare derfor meget opbragte på grev Christian Bernstorf for hans store vantro , som han tillige bibragte kronprinsen . Man hørte de mange rygter om fjendtligheder og så ikke de mindste anstalter til at møde dem , ikke engang forstærkningsmandftabet indkaldte man . Da Peymann havde meldt kronprinsen den engelske flådes ankomst i sundetog at den havde kastet Anker mellem Helsingør og hveen , blev anelsen om fjendtligheder fra Englands side til vished . Man så at søbatterierne blev satte i forsvarstilstand og hørte at regimenternes frifolk blev indkaldte . da kronprinsen med sit følge derfor kom ind ad Nørreport og kørte igjennemkjøbenhavns hovedgader til sin bolig på Amalienborg , opklaredes de københavnske indvåneres hidtil alvorlige ansigter og mørke åsyn , thi det var deres fulde og faste mening , at han ville , ligesom kong Frederik den tredie i sin tid , udstå englændernes angreb med sit folk i sin rede . Derfor lød der jubelråb langs med de rækker , der dannede sig i Københavns gader fra Nørreport indtil Amalienborg . Kronprinsen hilste som sædvanligt på sin ligefremme måde på sine undersåtter , men hans ansigtsminer vare alvorlige og stadfæstede københavnernes tro på et nyt fjendtligt angreb af englænderne . Ankommen til sit pallais på Amalienborg , lod han sine ministre og stadens højeste militaire autoriteter kalde til sig , for at rådføre sig med dem , hvad der var at foretage imod englændernes forventede angreb . Admiral sten bille erklærede reentud , at den - engelske styrke var alt for betydelig til at hovedstaden med sine forhånden værende forsvarsmidler kunne gøre sig noget håb om seierrigt attilbageslås dens angreb . „ Vi skulle da vel ikke lægge hænderne i skødet , lade dem landsætte tropper , nærme sig København og bombardere den , uden at gøre nogen modstand ? “ spurgte Prinds Christian af Hessen . „ Det mener jeg ikke , deres durchlauchtighed , “ Svarede ville , „ men derimod at man skal afværge englændernes angreb ad den diplomatiske vej , ved at sætte falskhed imodfalskhed , nemlig : på skrømt vise sig eftergivende , og derpå så hemmeligt og hurtigt som muligt trække sine bedste stridskræfter sammen på det truede punkt , medens det diplomatiske noteskiffe varer eller også straks indgå på det britiske kabinets fordringer . “ „ Synes de herrer , “ afbrød kronprinsen ham heftigt henvendt til de øvrige af forsamlingen , „ at admiralens sidste forslag stemmer overens med Danmarks ære , at udlevere sin flåde uden modstand ? “ De fleste af de tilstedeværende svarede nej , og den ivrigste blandt dem var grev Christian Reventlow . Men sten ville ytrede : „ Deres kongelige højhed bliver dog nødt til at beslutte dem til et af disse alternativer , hvis de ikke foretrækker at svare afslående , da englændernæ så straks ville angribe os , indenvi endnu have sat os tilværge . “ Efter et kort overlæg sagde kronprinsen : „ Cn ren passiv holdning er det rigtigste ester min mening . Og den pålægger jeg dem , grev Reventlow og dem generalmajor Peymann . Vi må afvente hvad fremtiden vil føre med sig i sit skød . — jeg overgiver , “ vedblev han , „ Overbefalingen i København som næstkommanderende fil generalmajor Bielefeldt og admiral sten bille . De , mine herrer , “ sagde han derpå henvendt fil sine ministre , „ begive dem snarest muligt fil Kolding , hvorhen også de første deputerede af de civile og militaire coilegier skulle begive sig , medtagende de vigtigste papirer og dokumenter . “ Således sluttede denne korte rådslagning og med et tungt hjerte gik de forsamlede hver fil sit . 40 . Kronprindsen kom tilbage med sin fader , kong Christian den syvende , Prinds Christian af Hessen og kongens generaladjutant , kammerherre Ries , den påfølgende eftermiddag klokken 2 fil Korsør . Te stege af i madame bagers gæstgivergård , hvor de mødte general Bielefeldt , hvem kronprindsen , da han forlod Kiel , havde befalet at tage fil København . Han blev her underrettet om de militaire forholdsregler , der vare tagne i staden , og at han i forening med sten ville var udnævnt til Peymanns næstkommanderende . Kronprinsen yttrede til bieleseldt , at nu havde han formodning om , at den engelske ekspedition sigtede til Danmark , og generalen begav sig derpå til København . Kronprindsen gik nu tilligemed sin fader og følge ombord i en færgejagt for at blive overført til Nyborg . Jagten nåde uden videre hindring Sprogø , men her standsedes det af et bevæbnet fartøj , der var udsendt fra et i nærheden liggende engelsk linieskib . fartøjet lagde sig på siden af jagten , en officer steg ombord og sagde til generaladjutant kommandeurkaptajn Lindholm , der i civile klæder gik ham i møde : „ Jeg har befaling til at tage dem . “ Da man havde bemærket at det fjendtlige fartøj nærmede sig jagten , skjulte kronprinsen sig hurtigt neden skibet og kongen iførte sig en slåbrok og bandt et tørklæde om hovedet : den engelske officer forlangte nu at undersøge skibet , men skønt han så sig rundt om , opdagede han dog ikke kronprinsen i sit skjul bag en del store tomme kasser . „ Hvad er det for en herre ? “ spurgte han Lindholm , da han så kongen . „ Det er en svensk baron Stein , der agter at tage til et tysk bad for at genoprette sin svækkede helbred , “ svarede Lindholm . Da officeren ikke havde bemærket noget mistænkeligt , bød han Lindholm , der udgav sig for jagtens ejer , at følge med ham ombord på linieskibet , for at tages i forhør . Lindholm forsikrede også her , at kongen var en svensk baron og fik derpå tilladelse fil at rejse videre . Såsnart han var vendt tilbage fil jagten , sagde han fil kronprinsen : „ Man kan ikke stole på disse englændere ; det kunne falde dem ind , på ny at standse jagten , “ Sagde Lindholm . „ Deres kongelige højhed handlede derfor rigtigst , hvis de tilligemed kongen og følge katte dem i jagtens båd , og lod dem sætte over fil Knudshoved i Fyen , så er de sikkret for al komme i engelsk fangenskab . “ Kronprindsen fulgte Lindholms råd , og da båden nærmede sig Knudshoved , mødte den en smække , der bragte sir Francis Jackson fil Sjælland . Her skiltes kronprinsen fra kongen , da han agtede at rejse lige fil Kiel , medens Christian den syvende efter et par dages ophold i Odense begav sig fil Kolding slot . Senere fog han ophold i Rendsborg * i . Den 12te August om morgenen udbredte den tidende sig , at kronprinsen havde om natten forladt København og var rejst tilligemed kong Christian til Kiel . Hans uventede ankomst til hovedstaden havde overrasket stadens indvånere , men hans hemmelige bortrejse virkede nedslående på dem byens indvånere stod i klynger på plad * ) historisf ligesom alt dej foregående . sen udenfor palmerne på Amalienborg , hvor de havde ventet at se kronprinsen og hvor der nu hørtes høje yttringer om hans hemmelige bortrejse . „ Jeg havde troet , “ sagde en velklædt borgermand til en anden borger , „ at kronprinsen ville have efterlignet kong Frederik den tredie , der ville blive hos sit folk i sin rede og udstå byens belejring tilligemed dem , men dengang tog jeg fejl . “ „ Nej , prinsen har nok villet hytte sit skind , “ Svarede den tiltalte borger , „ thi det synes dog at hans nærværelse var mere nødvendig her , end i Kiel , hvorhen han vel er rejst . “ „ Det var tåbeligt af os borgere således at illuminere hele byen i går aftes , fordi vi troede at kronprinsen ville udstå last og brast med os , men vi fik en lang næse . “ „ I har nok ikke læst den proklamation , der er bleven opslaget i dette øjeblik på stadens gadehjørner , “ Sagde borgeren , „ den lyder således : „ Medbrødre ! Ester at have bragt alt i den „ Orden , tid og omstændigheder tillade , iler jeg „ til armeen , for med den så snart som muligt , „ al virke iii mine kære landsmænds vel , hvis „ ikke snarlig omstændigheder indtræffe , som kan „ afgøre alt på en efter mit ønske ærefuld og „ fredelig måde . Frederik kronprinds . “ „ Prinsen vil nok lade være at føre armeen herover , hvor den kunne gøre anderledes nytte , end ved grændsen , hvor Napoleon kan sluge den i en mundfuld med fine hære , “ sagde en borgerofficeer . „ Hans bortrejse nedslår borgernes mod , thi de må jo tro , at han er af den mening , at byen må overgive sig , siden han , der burde følge Frederik den tredies eksempel , forlader den . “ - „ Det havde jeg ikke ventet af kronprinsen , “ Sagde en civilklædt mand , „ at han således ville forlade os , som modtoge ham så tillidsfuldt og frejdigt , fordi vi troede , at han ville dele den forestående kamps farer og anstrengelser med os . “ „ Ja , “ sagde borgerofficeren , „ han lover rigtignok , at han vil virke til landets frelse med den på grændsen af Holsten til ingen nytte stående hær . Men ligger ikke vor flåde , som englænderne nok har lyst til , ganske rolig i lejet , og vil ikke de engelske krigsskibe afsfjære os forbindelsen imellem øerne . “ „ Prindsens proklamation er ikke andet end en undskyldning for hans hurtige bortrejse , “ sagde en anden borgerofsiceer , som trådte hen til den første- , „ og for at holde borgernes mod oppe . Men det lykkes ham ikke , thi enhver , der har en smule menneskeforstand , kan jo indse , at hans løfte er en tom forsikkring . “ „ Måske han- vil vente til vinteren , når søen er tilfrossen- “ sagde en sømand ironisk , „ og da føre sine tropper over isen til Sjælland , ligesom den kække svenske konge gjorde i sin tid . “ ' „ Inden den tid har København vistnok overgivet sig for længe siden til englænderne , “ sagde den første borgerofsiceer . „ Jeg var ved sådan frejdigt mod , da prinsen kom hertil , og . så den mørke fremtid i lyse farver , men nu er jeg ordentlig bleven forknyt . “ „ Det bliver man let , “ svarede den anden borgerofsiceer , „ når man seer , at den , der burde stille sig i spidsen for os , ligesom hans forfædre Christian den fjerde og Frederik den tredie , forlader sin hovedstad , fordi han anser den for fortabt - og ikke tror sig sikker i den . “ „ Vi bør derfor ikke tabe modet , “ sagde en simpel borger . „ Jeg har læst , at i Erik af Pommerns tid , krøb denne konge i skjul i Sorø kirke , og lå og bad på knæ for alteret , medens han overlod omsorgen for København , der blev belejret af lybekkerne , til sin kække gemalinde , Philippa , men at borgerne desuagtet slog fjenden tilbage . Det kunne vi jo også gøre . “ „ Lybekkerne have aldrig været så kække til Søes som englænderne , “ sagde den ene borgerofficeer , „ heller ikke havde de sådant skyts , som nutidens . Hvad mandskab have vi at stille op imod de tropper , der findes på de hundreder af engelske skibe ? Kronprinsen burde have allieret sig i tide med Frankrig , som da ville have forsvaret os , eller også skulle han nu have modtaget englænderues tilbud at alliere sig med dem . “ „ Han skulle alliere sig med englænderne , som ere os så fjendske ? “ sagde en mand , hvis klædedragt tilkendegav en sømand . „ Jeg har et godt øje til dem , thi jeg mistede en Broder i søslaget 1801 og fik selv en blessure i det ene ben , som jeg kan mærke hver gang det vil blive uvejr , så jeg behøver intet veirglas ombord på min i agt . De fordømte engelskmcend hindrer mig nu i at komme hjem til Århus , hvor jeg har en herlig kone og dygtige sønner , der er sømænd ligesom jeg . Skulle vi komme til at slås med disse sørøvere , så går jeg med , såsandt jeg hedder Michelsen og er en ægte jyde , og skal da gøre mit bedste for at hævne min faldne Broder . “ „ Jeg frygter for , “ sagde nu en søofficer , „ at englænderne , kloge af erfaring , ikke agte denne gang at byde os et søslag efter at vi have fået vore søbatterier i så god forsvarstilstand , så de kunne anderledes udholde en tørn end 1801 . Nej , de have sikkert landtropper i tilstrækkelig mængde ombord , som skulle landsættes , belejre og bombardere byen , som de jo have gjort flere steder . “ „ Jeg tænker , “ sagde en tyk borgermand , der lignede en høker eller værtshusholder , „ at vor gode Frederik ikke lader os i stikken , men kommer os til hjælp med en snes tusinde mand- som nok kunne børste englænderne , der vist ikke er så dygtige til lands som til vands . tt „ Deri tager de sikkerlig fejl , min gode mand , “ Sagde en mand , hvis røde frakke tilkendegav at han var i kongehusets tjeneste . „ Jeg er huusgerådskarl , stat jeg sige dem , og kan derfor fortælle dem , at jeg har været sølvpoppen behjælpelig med at indpakke det kongelige guldtaffel , som under en eskorte af husarer blev kørt ud til grev Danneskjold-samsøe på gisselfeldt , der , som jeg har hørt , vil nedgrave det på forskellige steder i den store have , der hører til godset * ) . Det tyder på , at kronprinsen er bange for at englænderne skulle indtage eller ødelægge byen . “ „ Og jeg kommer fra Sorø , “ sagde en anden liberiklædt mand , der lignede en kusk , “ fra amtmand Stemann . „ Jeg kan fortælle dem , “ hviskedee han borgermanden i øret , „ at jeg kørte hertugen af Augustenborg ned til Sorø , og kan de gætte , hvad vi havde omhyggeligt indpakket på en stor fragtvogn , “ Han hviskedee nu manden i øret , så ingen af de omstående kunne høre det : „ Kronregalierne vå Rosenborg slot , nemlig : kronen , scepteret , rigsæblet , salvedåsen og en mængde kostbare sager . Amtmanden skulle opbevare disse klenodier et eller andet sted indtil englænderne igen have forladt os . “ „ Ja , “ svarede nu borgermanden , „ det tyder just ikke på , at Prinds Frederik kommer tilbage igen , og det gør mig helt nedslået . “ „ Ja , det er nok tilfældet med så mange , “ Lagde den ene borgerofsiceer . „ 1801 tog jeg den røde kjole på med den største glæde for at strides med englænderne , hvis de havde gjort landgang på Langelinie . Men nu går det mig som flere * ) historisk . Disse kostbare sager blev efter krigens ophør i 1814 igen bragt til deres gamle opbevaringssteder af borgerskabet , vi er blevne modløse , sordi han , som skulle stille sig i spidsen for os , ligesom sidst , rejser bort , Pokker ivold , og lader os , under den den gamle udlevede general Peymann , blive tilbage for at forsvare byen og kæmpe mod englænderne , hvis de i stedet for at bombardere byen foretrække at løbe storm mod den . “ „ Jo , vi sidde net i det , “ sagde nu høkeren ængstelig , „ enten tager englænderne byen med storm eller også bombardere de den . Gud hjælpe os og vore koner og børn samt ejendom . “ „ Larmenteer bare ikke således , “ sagde en as de omstående sømænd , en overkanoneer : „ København har udholdt før angreb af fjender , og komme vi holmens folk i kamp med dem , så kan i være vis på , at de ikke skal slippe bedre fra det end sidst , da denne Nelson måtte bruge kneb , for at redde sine skibe , der vare næsten vrag . “ „ Hvad er det for en landofficeer , som kommer der med søofficeren ? “ spurgte høkeren . „ Det er såmænd den gamle Peymann , “ sagde den ene borgerofficeer . „ Gud hjælpe os , “ sagde en borgermand , „ skal den olding være den høistcommanderende her i byen . Prinds Frederik burde have stillet en ung kæk officer i spidsen for militærmagten her i byen . “ „ Det kunne han ikke , “ sagde den anden borgerofficeer . „ I må vide , at går efter anciennitet , om få en officer er så gammel som methusalem og ryster på hovedet . Det ville være en fornærmelse , at forbigå den officer , der har ældste anciennitet . “ „ Havde det været tilfældet i Frankrig , “ sagde en ung underofficer ved borgerskabet , „ så havde Napoleon den dag i dag ikke været kejser og måske kun oberst . “ „ Hvem er den sø officer , der går med geral Peymann ? “ spurgte borgermanden , der sidst havde talt , „ Det skal jeg sige dem , “ svarede overkanoneren , „ gid han var den øversfkommanderende her i byen , så skal jeg svare for , at englænderne skulle have ondt for at tage den . Del er såmænd den kække sten Andersen ville , som kostede sørøverne ved trepolis . Det er en Karl , der har ben i næsen . “ „ Ja , vore søofficerer , det er dygtige folk , de ere også altid i øvelse med vore skibe , “ sagde borgermanden , „ men vore landofsicerer er flet ikke svede , fordi vi have haft en række fredsår , og det er dem , det kommer mest an på . “ „ Det kommer mest an på en dygtig hpistkommanderende , “ Sagde den ene afborgerofficererne , „ thi om også soldaterne er nok så tappre og modige , duer anfprernx ikke , så kan al deres tapperhed ikke nytte dem noget . “ „ Havde blot kronprinsen bleven her og stillet sig i spidsen for borgerstanden , “ sagde en mand af almuen . „ Han burde ikke have rejst bort . “ „ Derom er der dog to meninger , “ sagde en mand , der lod til atvære af embedsstanden . „ Forblev han , der er regeringens hoved i en indesluttet , belejret by , så ville al handlefrihed og forbindelse med udlandet nære ham nægtet . Men han kunne have ladet Prinds Christian Frederik blive her . Deler en veltalende og fiintdannet ung mand . Han kunne med disse egenskaber have opildnet befolkningen og fremskyndet den til at kæmpe af yderste evne . — men desværre er kronprinsen skinsyg over sin popularitet og vælger derfor ikke sådanne midler . “ „ Men den unge Prinds Ferdinand er her jo i byen , når han blev her tilbage , så ville folk dog ikke tro , at byen var udsat for så stor fare , som der truer den , “ sagde borgermanden . „ Prinds Christians og Prinds Ferdinands ekvipager stå i dette øjeblik forspændte henne i palaiets gård , “ sagde huusgerådskarlen , „ og dej er altså vist , at de rejse dort . “ „ Når de , der skulle holde modet oprejst , således forlade os , så gud hjælpe os ! “ svarede borgeren . „ Hvor kan vi , son : ingen arme har her i Sjælland , forsvare os imod de tropper , der findes på den række skibe , der strækker sig langs den skånske kyst . “ „ Hvorfor , “ spurgte en ung og strunk borgerofsiceer , der netop i det samme trådte hen tilde talende , „ hvorfor skulle ikke de officerer og soldater , der findes her i staden , “ her slog han på kården ved sin side , „ kunne kæmpe ligeså tappert som heltene den 2den April , da jeg som underofficer stod på Langelinie og så på deres heltedåd ? Formåede den svenske konge at kue København i Frederik den tredies tid ? Hvorfor skulle vi ikke kunne ligeså godt som den tids borgere afværge en sforni på København . “ „ Den tid var skytset ganske anderledes end i vore dage , “ afbrød overkanoneren hans tale . „ Nu haves der bomber og raketter , som kunne nå lige ind i byen og ødelægge dens kirker og huse , når den angribes fra landsiden , som vist er englændernes hensigt . “ „ Så kunne vi jo hindre dem fra at anlægge batterier trindt om staden , “ svarede den unge modige borgerofficeer , „ jeg skal føre mit mandskab med mod og mandshjerte imod fjendens løbegrave , og ville de blot følge mit eksempel , så skulle englænderne nok blive standset i deres arbejde mod byen . “ „ Hvad kan den håndfuld krigsfolk der er her i byen formå imod de tusinder af tropper englænderne kunne stille imod dem ? “ sagde borgeren , der sidst talte . Borgerofficeren ville svare , men i det samme kom der en anden borgerofficeer hen til dem , og sagde : „ I dette øjeblik kom der en engelsk gesandt til grev Bernstorf i Norgesgade , for , som rygtet fortæller , at forlange den danske flåde udleveret eller også true med et angreb på København . “ „ Gid greven ville sende ham på hovedet ned ad trapperne , som svar på en sådan skammelig anmodning , “ afbrød overkanoneren ham , „ vor dejlige , udmærkede flåde skulle vi udlevere uden et sværdslag . Jovist , fikst du pæren , Zacharias ? nu skulle vi straks udlevere den ? Næ , derom må vi først nappes . “ „ Kan landmagten , “ sagde en sergent ved holmen , „ holde englænderne fra at gøre landgang et eller andet sted på Sjælland , så indestår jeg for , at vor sømagt nok skal holde den engelsfe -stangen . Vore batterier formår at holde deres bombesfibe i en afstand fra kysten , så deres bomber kunne ikke gøre nogen synderlig skade i byen . “ Således blev der nu raisonneret hele dagen på alle steder langs Sjællands kyst , hvor man kunne se eller øjne den engelfle række krigsfartøjer eller førselsflibe . 41 . Fireogtyve timer efter at kronprinsen havde forladt København , meldte sir Francis Jackson sig hos udenrigsminister grev Christian Bernstorf . Han blev straks indladt og trådte ind på en hæftig måde og med en let bøjning med hovedet i grevens audiencegemak . „ Det er skændigt som deres kronprinds har behandlet mig . Herre ! “ sagde han lige i det han trådte ind på sin brutale måde til greven . „ På hver poststation jeg kommer findes der ingen heste til befordring . Spørger jeg , hvor er da hestene , så svarer man : kronprinsen og hans følge have optaget alle forspænd , om nogle timer kunne de ventes tilbage . — 6oll « tam , siger jeg , de må skaffe heste i byen . Jeg skal gøre hvad jeg kan , svarer man . En time rinder hen og jeg spørger , hvor hestene bliver af . Der er ingen at få i hele byen , svarer man ! Det nytter intet at jeg stamper i gulvet og gør en helvedes støj , der kommer ingen heste før efter nogle timers forløb . Jeg giver postkarlen en guinee i duceur for at han skal skynde sig , men tror de at han gør det . Vi køre ganske langsomt . Er det at køre hurtigt ? Spørger jeg . Hestene er udmattede , svarer han , jager jeg på dem , må jeg befrygte at de styrte . Dom ! råber jeg atter , brug pisten . Men karlen er døv og efter en langsom kørsel når vi den næste station . Her opføres akkurat den samme komedie . Posfhesfe ! råber jeg . Der er ingen , er svaret , kronprinsen har taget dem , om nogle timer komme de tilbage . Jeg bander igen og slår i bordet for postmesteren , men han spiller komedie ligesom hans collega på den første station , og melder mig , at der er ingen . Således har man båret sig ad på alle stationerne . Jeg kommer til Nyborg . Der afgår intet fartøj til Korsør førend om flere timer . — hvorfor ? spørger jeg . Fordi alle bådens er ovre i Korsør med kronprinsen og hans følge . Jeg udstøder det ene ckana ! efter det andet , men søfolkene le ad mig , fordi jeg stamper i jorden , og sige : Herren må have tålmodighed ! Postmesteren oversætter deres svar for mig . Min tålmodighed er nær ved at briste , svarer jeg , men er nødt til at finde mig i denne behandling til færgeskibet kommer tilbage . Efter fire til fem timers forløb kommer det da endelig . Vi sejle forbi en lille de , og der møde vi en i agt . Havde jeg vist hvem der havde været ombord i den , så skulle det komediespil , man har drevet med mig , være bleven hævnet ; thi i jagten , fik jeg at vide i Korsør , vare kongen og kronprinsen ombord , i stedet for at afvente mig . Har han ikke drevet et flammeligt spil med mig , må jeg spørge dem ? Havde jeg vist at kronprinsen og hans fader vare ombord i jagten , så skulle de være blevne gidsler for udleveringen af den danske flåde ; men jeg er bleven taget ved næsen , flammeligt taget ved næsen ! Må jeg spørge dem , er det en måde , at behandle en storbritanifk gesandt på ? Er det ikke oprørende ? “ „ Jeg kan ikke svare dem andet , hr . Gesandt , “ Svarede grev Bernstorf , „ end at der fra kronprindsens side vist ikke er udvist nogen usømmelig adscerd imod dem , men at det her ofte har været tilsældet , at posthestene er isorveien bestilte eller også optagne as de rejsende . Postvæsenet er i Danmark på en slet fod , det er det hele . “ „ Det er nok muligt , “ svarede Jackson , idet han smed sig ned på en stol , „ men hvorledes vil de forsvare deres herres adfærd imod mig , ved at afrejse fra København i stedet for at afvente mig . Han har indlysende påbudt fjendtlige forholdsregler imod vore tropper og skibe , og er derefter taget over Hals og hoved tilbage til Holsten , hvorfra han formodentlig har troet at kunne føre den danske arme over til Sjælland . Men , ha ! ha ! Ha ! “ lo han , „ Farvandet er spærret og der kan ikke komme så meget som en mus over beltet , undtagen vore skibe går på i agt efter den . Har kronprinsen taget mig ved næsen , så skal han selv blive tagen ved næsen . “ „ Jeg beder dem , min hr . Gesandt , at tale lidt mere sømmeligt om min herre , kronpindsen , “ sagde grev Bernstorf , „ Deres tone og udtryksmåde passer sig ikke for en engelsk gentlemann ! “ „ Som man råber i skoven får man svar , lyder et engelsk ordsprog , “ svarede Jackson kort . „ Havde prinsen behandlet mig galant , så talte jeg også galant . “ „ Min herre , “ svarede greven , „ behandler aldrig nogen på en ugalant måde , mindst en fremmed gesandt , og jeg seer heller ikke nogen ugalant handlemåde , fordi posthestene have været i brug på alle stationerne . “ „ De må da være blind , min herre , “ svarede Jackson brutalt , „ eller de vil ikke se det passerede i sit rette lys . “ Istedetfor at fvare på denne plumpe tiltale sagde grev Bernstorf , undertrykkende sin harme , idet han gik over i en diplomatisk tone : „ Min herre , hvad er deres ærinde her i København ? “ „ At underhandle med statsrådet , som imidlertid nok er i begreb med at afrejse , “ svarede Jackson . „ Ifølge kronprindsens ordre , “ sagde grev Bernstorf , „ men hans kongelige højhed har givet mig befaling at modtage dem . “ „ Har han da tilkendegivet dem mit Andra , gende fra det engelske ministerium ? “ spurgte Jackson i en kort og sinds tone . „ Skal de svare ja eller nej på min fordring , at udlevere den danske flåde ? “ „ Jeg har ingen ordre at svare nej , “ sagde grev Bernstorf , „ men kronprinsen forlanger , for at fortsætte forhandlingerne , en betingelse/ ' „ Og den er ? “ spurgte Jackson , afbrydende ham , med en barsk stemme . „ At den engelske flåde først må forlade de danske farvande , inden det danske Hof vil indlade sig på en videre udveksling af tanker og meninger * ) , “ sagde greven . „ Sådan en betingelse fordrer deres kronprinds ? “ Svarede Jackson og gav sig til at le højt . „ Han vil have vi skulle igen sejle vor vej , og give ham tid til at overføre sine tropper på Sjælland . Deres Prinds kan ikke have ment det alvorligt , eller også må han anse os englændere for rette tåber . Nej , min hr . Greve , på sådant et forlangende indgår ikke det engelske ministerium . Jeg anser derfor min diplomatiske sendelse som endt , og må tilkjendehistorisk . give dem , at de mænd som fører befalingen over den engelske flåde og hær , nu ville stride til udførelsen af deres hverv . “ „ Som de vil , min herre , “ sagde grev Bernstorf , “ Men hele Europa vil anse et angreb på Danmark uden nogen krigserklæring på grund af den flammelige fordring at udlevere vor flåde i deres hænder , som et røverisk overfald . “ „ Lad hele Europa sige hvad det vil , “ svarede Jackson i sin brutale tone , “ hvad agter England derpå . Ikke så meget som så , “ han gjorde et knips end fingren . „ Måske vi skulle se stiltiende til , at usurpatoren på Frankrigs ttrone bemægtigede sig deres flåde for at benytte dem til at angribe vore kyster . Nej , så tåbelige er vi ikke . Hvad England nu agter at gøre ville Frankrig gøre , hvis vi ikke vare komne det iforkjøbet . Deres kronprinds handler tåbeligt , at han ikke allierer sig med England , men trodsig asståer vor alliance , og således giver årsag til deres hovedstads bombardering og ødelæggelse . De er advaret , og England toer sine hænder fordi de kunne agte på advarslen . Min mission er endt . “ Med disse ord rejste han sig op fra sit sæde , greb sin hat , bøjede hovedet næsten umærkelig for greven og ville forlade værelset , men standsede i det samme . „ Jeg forventer , “ sagde han , „ at erholde passer for mig selv og hele legationen i hotellet , hvor jeg ligger , for at jeg endnu i aften i forening med vore gesandter garlike og tailor kan forlade staden uden hindring . “ „ Passerne skulle blive dem tilsendte i hotellet endnu i eftermiddag , “ svarede greven kort og Jackson forlod uden videre høflighedsbeviser værelset . „ Den stupide englænder , “ sagde greven , da han fjernede sig , „ han er en rigtig repræsentant for det hovmodige ministerium i London . Det er en rigtig engelsk stud og ikke en intelligent statsmand . Det er et sørgeligt budflab , der øjeblikkelig må afsendes med en kurer fil Kiel . Han ringede med en klokke og sagde , da tjeneren trådte ind , at han skulle kalde på hans secretair og derpå gå fil general pepmann og bede ham komme så snart som muligt fil ham , da han havde vigtige ting at forhandle med ham . “ Tjeneren gik og kort efter indtrådte grevens secretair , der nu efter hans diktat opsatte en depesche om udfaldet af sammenkomsten med Jackson . En time efter holdt en karret udenfor grevens bolig , og general Peymann lod sig melde og blev øiblikkelig indladt . Besynderlig nok , i stedet for at forberede generalen på , at krigen straks ville begynde sagde grev Bernstorf : „ Jeg tror at et brud med England er at vente , men man beder dem ikke at gøre det første skud * f ! “ „ Er deres excellence ikke overbevist om , at englænderne ville gribe fil fjendtligheder , når vi afflåer at udlevere dem vor flåde ? “ spurgte Peymann . „ Jeg nærer endnu bestandig den tanke , at England betænker sig idet sidste nieblikpå , atforetage sig en sådan voldsgjerning , som at tvinge os fil at udlevere vor flåde ved at ødelægge vor hovedstad . Det ville være en skjændselsdåd , som ville plette den britiske ære for evig . — jeg må derfor bede dem hr . General , om ikke at iritere * ) hisforisf . englænderne med at gøre det første angreb , jeg ved at det er kronprindsens ønske . “ „ Jeg skal adlyde dem , “ svarede generalen , „ og ikke gøre noget angreb førend at englænderne have begyndt de første fjendtligheder . “ „ Jeg forlader nu tilligemed hele udenrigsministeriets personale København , “ sagde greven , „ for efter kronprindsens ordre at begive mig til ham i Kiel . Forhold dem nu efter den instruks prindsen har givet dem . “ „ Den indeholder besynderlig nok intet om måden , som jo dog er genstanden for de engelsles fjendtligheder , “ sagde generalen . „ Jeg vil tillade mig at oplæse kronprindsens instruks for deres excellence , for at de selv kan overtyde dem derom , “ tilføjede han og læste som følger : „ Mine pligter kalde mig til armeen , hvor „ jeg er mere fornøden end her , hvor der er „ Mænd , som de , hvem jeg sætter den største til „ lid til . De overtager derfor hele komman „ døen , såvel af sø- som land-defensionen , og „ kræffer alle de anstalter , de måtte finde for „ nødne , alt såvel civil som militair lyder dem ; „ De kommunikerer denne befaling såvel til ad „ miralitetet , som magistraten og cankelliet . At „ De forsvarer sig til det yderste er en selv „ følge , og behøver jeg ej af byde en kæk sol „ dat . Såsnart fjendtlighederne begynder , gø „ res beslag på alt engelsk ejendom . De as „ værger derimod af være agressor . Provian „ teringen fleer snarest mulig , såvel til kron „ borg som Københavns fæstninger . General „ major Bielefeldt og commandeur bille kommanderer under dem en sevonck , og skal hvor „ De ej er tilstede , en af disse føre kommando „ overalt , og skal kommandant og alt lystre ham ; „ de have en næstkommanderende , og skal i til „ fælde de bliver syg , være høistkommanderende . „ Samtlige institut-officerer og her sig ophol „ dende fremmede officerer fordeles ved regi „ menterne . “ „ Det er mig intet kært hværv , hans kongeligt højhed har givet mig , “ vedblev nu general Peymann . „ Ieg har ikke modtaget denne overbefaling af forfængelighed , men fordi jeg ikke troede i farens stund af burde afvise det høje hverv , min kongelige herre nedlagde i min hånd , især da jeg måtte , efter kronprindsens yttring , antage , at der endnu i det sidste øjeblik ville åbne sig udsigter til en fredelig afgørelse , men hvori jeg nu frygter , at han har skuffet sig . Mit fag er ingenieur , og på selve byens forsvar forstår jeg mig ; men jeg har ikke alene i mange år været fjernet fra den egentlige aktive militairtjeneste , men har aldrig nogensinde kommanderet soldater . Tilmed lider jeg af en legemlig skrøbelighed , der ikke tillader mig at vise mig tilhest , hvor den højeste kommando er nødvendig , og må derfor , når fjendtligheden skulle strække sig længere udenfor staden , overlade kommandoen til min næstkom manderende . Men 72 år nedtrykke mig også . Jeg skal til sidste stund vise mig hans kongelige højheds tillid værdig , og ikke agte på min personlige fare , hvor det gælder , men give et^sølgeværdigt eksempel . Kronprindsens udtrykkelige forbud ikke at angrib e fjend en hviler imidlertid hæmmende på mine forholdsregler mod denne . “ „ Kronprinsen nærer bestandigt et svagt håb , at englænderne ikke ville drive det til det yderste , “ Sagde grev Bernstorff , „ og deraf kommer det , at han frygter for , at englænderne vente vi skulle åbne krigen , for af de kunne tage repressalier/- „ Det er ikke godt af overtage Københavns forsvar under sådanne omstændigheder , “ svarede generalen , „ thi når englænderne gøre landgang et sted i nærheden af København , tør jeg jo på den måde ikke hindre dem , ved af forbyde dem landgangen med våbenmagt ? “ „ Så bogstavelig har hans kongelige højhed vist heller ikke ment , af de skal adlyde hans instruks , “ sagde greven . „ Han befaler dem jo også af forsvare dem til det yderste . “ „ Medens han på samme tid , tilkendegive : mig a : jeg ikke må være agressor , den angribende , som dog omstændighederen muligen kunne byde mig . “ „ Jeg skal , når jeg kommer til kronprinsen i Kiel , bede ham give dem tydligere forholdsregler med hensyn til fjendens angreb . Jeg sorblwer cher imidlertid så længe til jeg har såt vished om , af det er englændernes alvor med af ville tiltvinge sig vor flåde med magt . “ „ Jeg skal straks underrette deres excellence om , det første fjendtlige skridt englænderne gøre , og iler nu , for af tage , forholdsregler til hovedstadens forsvar . Gid det måtte lykkes os af hindre noget fjendtligt angreb . “ Med disse ord tog han afsked med grev Bernstorff . 42 . Den påfølgende morgen gav Jackson admiral gambier og general Cathcart , der den 12te August var kommen fra rugen , underretning om , at forsøgene på at nå en venskabelig overeenskomsf vare strandede . Jackson erklærede derfor , at de havde fuldstændig frihed til at begynde krigsforetagenderne og handle i samklang med de befalinger de havde modtaget af regeringen . Vinden var imidlertid ugunstig denne dag for den engelske flåde , så den kunne ikke lette for at indtage den til troppernes udskibning bestemte stilling . Men den påfølgende dag , den 15de August , gik krigsskibene og førselsfartøierne tidlig for sejl og nåde om eftermiddagen klokken 5 Vedbæk . Her kastede admiral gambier Anker med flådens hovedafdeling , medens contrådmiral essington lagde sig med de øvrige skibe længere imod syd udenfor skovshoved , for at gøre en diversion . Den næste dag begyndte udskibningen . Ved efterretningen herom forlod grev Joachim Bernstorf øjeblikkelig København og rejste til Kiel . Våbenlykken skulle nu afgøre Danmarks skæbne , desværre til dets halve ruin . Hvor sort det så ud på Danmarks horizont , fandtes der dog mænd i hovedstaden , der ikke tabte modet ved den overhængende fare . Kronprindsen havde ved sin bortrejse fra København efterladt en opfordring til studenterne om at træde under våben . „ Den fare , staden trues med , “ lød den , „ giver mig anledning til af anmode de stude „ rende her ved universitetet om af støde sammen „ i et korps under navn af kronprindsens liv „ korps . Jeg har ved den mig uforglemmelige „ 2den April set dette korps og med glæde er „ faret dets Iver for kongen og fædrelandet . „ Velan , landsmænd ! viis det tamme denne gang . „ Dette korps skal anføres af den så almindelig „ agtede overhofmarskal Hauch . Frederik C . P . “ Som vi nylig ytrede fandtes der mænd i hovedstaden , der ikke havde tabt modet , og således meldte en brodersøn til korpsets chef , Danmarks ! Store digter , Johan Karsten Hauch , skoledescipel ! i latinsk skole , sig for af blive optaget i korpset . Men der tillodes ikke andre end akademisfe borgere af træde ind i det . Den unge skoledescipel ville kæmpe for sit fødeland og blev da optaget i livjægerkorpset , der på samme tid blev oprettet på ny . Studenterkorpset bestod af 800 mand , inddelt i 8 kompagnier . * kongens livjægerkorps bestod af frivillige unge mænd , der vare fremgåede af den velhavende hovedstadsbefolknings rækker . De ekviperede sig selv og talte nu , da mange yngre embedsmænd fra regjeringskollegierne lod sig indskrive ide 4 kompagnier , hvoraf korpset oprindelig var organiseret , 330 mand , over hvilket Major Conrad Holstein førte befalingen . Herregårdssfytterne dannede et korps på 118 mand , som frivillig havde meldt sig fra godserne i Sjælland og blev stillede under Major , kammerherre Kroghs kommando . Borgervæbningen talte 4000 mand , og var delt i 10 kompagnier infanteri og 6 kompagnier artilleri . Over det første var statshauptmand Mylius den commanderende , over det sidste var Major hallander Ches . Den samlede styrke af regulaire tropper i København beløb sig til 5 , 863 mand , 5 , 333 infanteri , 530 kavalleri . Infanteriet bestod af fodgarden , det danske livregiment , en bataillon af det norske livregiment , marineregimentet og en rekrutbataillon . Kavallerist bestod af hestgardens 90 mand , det sjællandske rytterregiment og husarregimentets rekrut-exerceersfole . Jngenieurkorpset bestod dengang aldeles af officerer . Chefen var generalmajor gedde , foruden ham var der en oberstlieutnant , 2 capitainer og 3 lieutenanter , altså i det hele 7 mand til tjenesten . Artillerikorpset bestod kun af 250 Aland , chefen var generalmajor Bielefeldt , officererne udgjorde talt 25 og underofficererne 34 . Havde disse linietropper været dygtige soldater , så kunne de have gjort stor nytte , men de manglede militair ånd , disciplin og øvelse var svækket ved elendige militaire vilkår og et temmeligt uvirksomt garnisonsliv i hovedstaden . Før sin afrejse havde kronprinsen befalet landeværnet indkaldt . Af dette , der bestod af gamle . Indøvede soldater indtil 45 Års alder af alle tre våbenarter , mødte 8 batailloner på omtrent 420 mand hver . 2 af disse batailloner blev sendte til Kronborg , hvor de lå i god ro , de øvrige 6 kom nogle dage efter kronprindsens afrejse til København . En af disse batailloner blev stillet til artilleriets rådighed , de øvrige 5 udgjorde en Brigade . Disse landeværnstropper vare mere at anse som væbnede bønder end som desciplinerede soldater . Således vare de stridskræfter , der skulle forsvare hovedstaden mod udmærkede våbendygtige soldater , der tillige vare dem overlegne i antal . Den hele anvendelige landmagt talte ialt 13 , 881 mand , et ikke så nanseeligt antal , men som tabte sin betydning ved troppernes store militaire skrøbeligheder og deres mangel på dygtige indsigtsfulde officerer . Dagen efter kronprindsens afrejse begyndte Peymann på at anlægge udenværker , men da der manglede både tid , midler og ingenieurer , blev ban nødt til at indskrænke sig til anlægget af mindre befæstningsarbeider . Således blev der udenfor Østerport , der hvor blegdamsveien , øfterallee og strandvejen støde sammen , og som man i vore dage benævner treanglen , begyndt på anlægget af en standse til 4 kanoner og en besætning af 60 mand , men som måtte forlades inden den var fuldendt , formedelsf fjendens hnrtige fremrykning . For enden af dæmningen imllem sortedamsog peblinge-søen ( Nørrebro ) , blev der anlagt en med forhug * ) forsynet jordvold til 120 mand og 2 kanoner , hvortil træerne i blågårds og Ravnsborgs alle anvendtes . - på den yderste ende af ladegårdsdæmningen imellem Peblingesøen og st . Jørgenssø anlagdes ligeledes et forhug . For at hindre fjenden fra at aflede vandet fra Peblingesøen begyndte man at bygge en dæmning over ladegårdsåen , men fik den ikke fuldført . Ved den indre ende af ladegårdsdæmningen , foran nørre- og Østerport , anlagdes der traverser eller tvervolde . For at spærre passagen over vandrenderne , hvis fjenden ville storme , blev der gjort 8 forhug i fæstningsgravene . Lignende forsvarsværker anlagdes i våbenpladserne foran portene . På tømmerpladsen på Vesterbro opførtes der et batteri med tømmerbrystværn til 2 tolvpundige og 4 sexpundige kanoner foruden en serogtredivepundig haubits og 2 hundredpundige morterer . Endelig blev der langs med den side , der ° ) en dynge truer , der stol gøre el terain ufremkommelig ! . vender ud mod Vesterbro , bygget et brystværn af tømmer , der skulle dække forbindelsen imellem fæstningen og det nævnte fremskudte batterie . Dette brystværn var forsynet med skydehuller til musketer og trepundige kanoner . Der var ialt 21 forskellige værker , som i et tidsrum af atten Tage dels blev påbegyndte , dels fuldførte af syv ingenieurosficerer , der måtte arbejde med aldeles nøvede folk , da der , som ovenfor er omtalt , hverken eksisterede underofficerer eller menige i denne våbenart . Samme dag kronprinsen bortrejste begyndtes der på voldenes udrustning . Ligesom i Frederik den tredies tid toge byens indvånere virksom del i deres istandsættelse . Man så velklædte mænd af borgerstanden , håndværkere , tjenestekarle med hakken og skuffen i hånden være behjælpelige med at forhøje brystværnet , danne skydeskår til kanonerne , opkaste bænke for skytset og anlægge banketter for infanteriet . Nu måtte også arsenalet udlevere en mængde af sit bedst konserverede skyts . På Københavns vold 119 kanoner og 27 mortere , på Christianshavns 34 kanoner mod Amager og 84 kanoner og 13 morterer mod søsiden ; citadellets vold befattes med 45 kanoner og 13 morterer mod søsiden og 33 kanoner og 22 morterer mod landsiden . Tilsammen med skytset på tømmerpladsens batteri , var altså fæstningen monteret med 321 kanoner og 82 morterer . Med dette betydelige antal skyts skulle man troe , at man kunne holde fjenden i afstand fra byen , men det var langtfra tilfældet , thi skytset var i det hele aset svagt kalibe . r . I den mening at det lettere skyts var hurtigere at betjene end det sværere , havde man taget tolvpundige kanoner , men overså , at man med det lettere ikke kunne ødelægge fjendtlige batterier . Skønt de kommanderende nnder belejringen bemærkede det , og skønt denne fejl kunne være bleven rettet , vare de dog så egensindige , at de ikke ville gøre det . Forsvarsmidlerne til søsiden bestode af de faste søbatterier man havde i året 1801 , hvortil der kom det nye batterie prøvesten , som var blevet anlagt året efter slaget på reden . Det bestod af de gamle linieskibe elefanten , Øresund og prindsesse Caroline Vilhelmine , der vare blevne grundsatte på refshalegrunden i en afstand af 1600 alen fra Amagers kyst . De nedsænkede skibe vare fyldte med jord og stene og omgivne af nedrammede pæle . Dette batteri havde 89 kanoner og en besætning pan 942 mand . Det blev nu forsfærket med stykprammen lindormen på 20 kanoner og det fra skærtorsdagskampen så navnkundige flådebatteri nr . I på 24 kanoner , som dengang blev , kommanderet af sekondlieutenant Willemoes men nu af capitainlieutenant Juel . Kommandoen over hele batteriet prøvesten havde en dygtig søofficer , kommandeurkaptajn Jost van docknm . Trekroners batteri var siden 1801 bleven forsynet med jordvolde istedetsor det gamle brystværn af træ , derimod var antallet af skytset , 60 stykker , og 931 mand , det samme som dengang . Den samme officer , oberstlieutenant i . S . Meyer , som dengang under slaget på reden førte befalingen på dette batteri , førte den også nu . Prøvesten , Trekroner , batterierne Sextus , Qvintus og strikker bleve hurtigt satte i kampdygtig stand . Men for at understøtte disse batterier og forsvare indløbene blev der nedlagt en flydende defension , som også , ved den store Iver hvormed den blev udrustet , blev færdig samme dag , at hovedstaden blev indesluttet . Denne sødefension kommanderedes af kommandeurkaptajn Johan Kornelius Krieger , og bestod tildeels af fortøjede skibe , dels af en kanonflotille , der toge deres plads imellem kalkbrænderiet og Trekroner . ved kallebrostranden lå der tre kanonbåde , ved Langebro , som blev beskyttet af tøihunsbatterierne lå der tillige briggen mercurius på 18 kanoner . 466 stykker skyts fandtes på skibene og søbatterierne . 6000 mand , der bestode af holmens faste stok , indrullede matroser og frivillige , vare ombord på den flydende defension , og borgerlige artillerister , søetatens håndværksfolk og 1200 marinere gjorde tjeneste på de faste batterier . På holmene , i søetatens bygninger og på orlogsskibene i lejet var resten af den rane stoks mandskab fordelt . De ovenfor omtalte frivillige havde meldt sig efter opfordring af politimesteren , og erholdt foruden fri underholdning og den lønning , som de indrullerede søfolk fik , en gave af 15 rigsdaler . De blev af folket kaldet : „ Femtcnrigsdalerskarle “ . 43 . I det foregående afsnit have vi efter sandfærdige kilder skildret forsvarsmidlerne , der , under en indsigtsfuldere overbefalingsmand end Peymann kunne have været langt større og kraftigere og vender nu tilbage til hovedpersonen i vor fortælling , nemlig Peder Andersen . Vi forlod ham , da han endelig var kommen i besiddelse af sin elskede og havde henlevet et lykkeligt halvår med hende . På en kort tid forlod han hende , for at gøre en kort rejse til England og nu gav han da efter for for sin hustrues bønner , ikke mere at tage del i de lange rejser , men derimod blive i hjemmet og sætte sin avlsgårds jorder i en bedre tilstand end dens hidtilværende . Han sukkede vel somme tider , når han tænkte på det bevægede liv på søen , som han elskede så højt , men for sin Lises skyld kunne han gerne have gjort endnu større offre . Hans eneste adspredelse var at gå på i agt , og ved denne lejlighed gjorde han bekendtskab med en ung mand i samme alder som han , en søn af en jægermester , en ypperlig Skytte , der kunne med sin riffel træffe ethvert stykke vildt på dets flugt og med en pistolkugle , ligesom Tordenskjold i sin tid , pudse Tanen på et lys eller træffe esset i kortblad . Med ham gik han på i agt , og disse to unge mennesker gjennemstreifede de omliggende skove og kendte ethvert smuthul eller forborgent sted i disse , der strakte sig langs med sundet . Efter et Års forløb var han bleven fader til en søn , og hans glæde var ikke mindre end hans hustrnes ved synet af denne frugt af deres kærlighed . Tiden henrandt og vi finde ham i de første dage af August 1807 i samtale med sin hustru , efter at have været i København . „ Jeg hur en tidende at melde dig , Lise , som du næppe vil synes om , “ sagde han , idet han smed sin hat hen på en stol . „ Jeg kan måske vente at blive udkommanderet til krigstjeneste , thi rygtet går at vi få krig med englænderne . Imidlertid seer man ikke de mindste anstalter til at udruste vor flåde eller indkalde tropper . Kronprinsen skal være overbevist om , at vi ikke have noget at befrygte af England , og har derfor ikke givet nogen ordre til udrustning eller til mandskabets jndkaldelse og man lever derfor i København i den dybeste fred , skønt jeg har talt med koffardikaptajner , der er komne i disse dage fra England , hvor man har advaret dem og rådet dem til at skynde sig hjem , da de ellers kunne vente at blive tagne af engelske kapere . Jeg er overbevist om , at dansken og englænderne komme i Totten på hinanden , inden vi vide et ord af det og man kan ærgre sig over vor regerings blindhed . Min fader er ligeså overbevist derom som jeg , og min moder har sat et grædefærdigt ansigt op ved tanken om , at min . Fader skal igen møde til et blodigt stevne med disse afskyelige , rovbegjerlige englændere . Jeg kan ikke sige , at jeg er så tilfreds med at gøre orlogstjeneste , fordi jeg da ikke mere har dig , kære Lise , omkring mig , men dog kløe mine hænder efter at tugte disse tyranner på havet , der vil være andre ' nationers tugtemesters ! “ „ Det er rigtignok ingen behagelig tidende du medbringer fra København , “ svarede Lise alvorligt , „ og skulle det blive tilfældet , da vil jeg rigtignok blive ligesom ængstelig for dit liv som din moder er for din faders . Men jeg vil da sætte min lid til Herren , at han vil holde sin hånd over dig , at fjendens kugler ikke ramme dig . “ „ Eftersom en skibskaptajn fortalte mig , “ sagde Peder , „ så mente man i England , al hvis det kom til fjendligheder , så agtede man ikke at indlade sig i en søkamp , men at man derimod ville sætte tropper iland og angribe København sra landsiden . På den måde ville da min virksomhed og fare ikke blive synderlig stor , men derimod ville jeg måske være ængstelig for dig , hvis englænderne besatte hele Sjælland , hvilket de , da vore fleste tropper er i Holsten , let formå . “ „ I vore dage går da krigsfolk ikke frem på den barbariske måde som i ældre alder , “ Sagde Lise . „ Så i den henseende behøver du da ikke , at være få ængstelig for mig , som jeg for dig , der kan rammes af kanonkugler . “ „ Det er imidlertid ikke værd at sætte sig fluer i hovedet eller nære en unødvendig angst for et onde , der måske flet ikke finder sted , “ sagde Peder , og i det samme indtrådte hans ven , jægermesterens søn , forstjunker Christian Holck . „ Kommer du fra København , min ven , “ sagde han til Peder , efter at have hilst på hans kone , „ så har du vel hørt det allernyeste nyt i byen ? “ „ Alener du , Christian , rygtet om englændernes formodede fjendtligheder med Danmark ? “ Spurgte Peder . „ Ja , det bliver nok ikke ved et rygte , “ svarede Holck . „ Min fader var i besøg hos en Broder , der boer i Helsingør , og kom tilbage i morges . Han fortalte , at der havde vist sig en stor engelskflåde , der var udrustet i yarmuth og havde tropper ombord , ved indløbet til sundet , og at et engelsk linieskib og en fregat gik på i agt efter vort vagtskib , fregatten frederiksværn , hvis chef capilain Gerner , ved flådens ankomst havde lettet Anker , og anende fjendtligheder , agtet at begive sig til Norge , da vinden ikke tillod ham at gå mev fregatten til København . Det lod til at de engelske skibe ville tage den . På samme tid var der ankommen en officer fra måden til Kronborg , og havde adspurgt commandanten om måden måtte passere sundet , når vinden blev gunstig , , og fået til svar af commandanten , at der var ikke givet ham nogen ordre , at standse den eller behandle den fjendtligere end de tidligere engelske måder , der vare gåde til Stralsund . I Helsingør var man imidlertid aldeles overtydet om , at det ville komme til fjendtligheder imellem Danmark og England . “ „ Måske , “ sagde Peder , „ er den flåde dog bestemt til Stralsund , for at sætte tropper i land der ? “ „ Det kan ikke være tiksældet , “ svarede forstjunkeren , „ thi da Preussen har sluttet fred med Frankrig , og dette rige har begyndt at belejre Stralsund , så er det mere sandsynligt , at de engelske og hannoverske tropper , som findes der i byen , fjerne sig , end at der sendes nye tropper . “ „ Ja , så er det jo indlysende , at den engelske flådes ankomst til sundet bebuder fjendtligheder fra Englands side . “ „ Ak gud ! “ sagde lite sukkende , „ så bliver der dog krig med England . Gud hjælpe os ! hvorledes skal det lille Danmark stå sig mod det mægtige rige . “ „ Gud er stærk i de små , det se vi i Davids eksempel , der fældede kæmpen goliath , “ lagde Peder . „ Du er nok bibelfast , Peder , hører jeg , “ sagde forstjunkeren smilende , „ men lignelsen halter ; thi Danmark er ingen David , der med en sten og en slynge kan fælde goliathen britanien til jorden . Den sten lade vi nok være at løfte ! “ „ Du synes at have lave begreber om dit fædreland og dets mænd , Christian , “ sagde Peder i en bitter tone . „ Du skulle have været med i slaget på reden 1801 , så ville du have fået ganske anderledes tanker om dansk tapperhed ! De gjorde ikke løven i det danske våben til skamme ! “ „ Jeg kan godt lide den varme , hvormed du forsvarer dansk tapperhed , “ sagde Holck , „ vær overbevist om , at jeg også skatter det mandemod , der dengang udvistes af folk afhåndværkssfanden og almuestanden på en så glimrende måde , at det kastede en glans på det danske navn overalt i Europa . Men der er stor forskel på en søkrig og en landkrig må du vide . Disse simple folk , hvoraf mange aldrig havde lugtet krudt eller afskudt et gevær , blev kommanderede af dygtige og modige søofficerer , og der fandt ingen manenvrering med skibe sted . Man vedblev at kæmpe på dem , indtil de vare synkefærdige og da forlode man dem eller lod sig tage til fange . Men hvorledes forholder det sig med vor landarmee ? Har den officerer , der kunne lignes med vore søofficerer ? Kunne vore tropper , der er slet indøvede , sammenligne sig med de engelske soldater , der have kæmpet i flere verdensdele ? og hvad kunne vi sætte mod deres overmagt ? Nej , Peder , angribe englænderne os til lands , og det gøre “ de ganske vist , så komme vi tilkort . “ „ Det er et sort billede , du udkaster af en krig med England , “ sagde Peder . „ Du kunne gøre en modløs ved din skildring af vor arme . Skulle vi ikke have ligeså tappre landofftcerer som søosficerer ? “ „ Om vore landossicerers tapperhed og mod tvivler jeg ikke , “ svarede Holck , „ men om deres duelighed , mangel på indsigt og øvelse . Jeg er overbevist om , at general Peymann er en modig soldat . Men er det ikke et rent misgreb , at icette en ingenieurosficeer , der aldrig har kommanderet soldater , til den øverstbefalende over milifairmagten . Hvad er det for krigsfolk , disse landeværnssoldafer ? Bevæbnede bønder uden nogen disciplin og øvelse . De er at betragte som krudtrøde , hvis det kommer til en alvorlig kamp i åben mark . “ „ Der sindes dog også linietropper i hovedstaden , “ Sagde Peder , „ der kunne dog gøre nogen modstand . “ „ Gud hjælpe os for den modstand , de højst 6000 mand sknlle gøre mod en engelsk hær på måske 30 , 000 mand , “ sagde Holck , „ de ville blive til plukkefisk i en skærmydsel langt mindre i en bataille . Nej , desværre , det seer sort ud med hovedstadens forsvar , hvis englænderne gøre landgang . “ „ Så kunne de da i det mindste indeslutte sig inden byens volde , trodse en belejring og tilbageslåe en storm , som Københavns borgere gjorde i sin tid mider Frederik den tredie , “ sagde Peder . „ Det tvivler jeg om , at de kunne , med hensyn til den store forskel imellem hin og den nuværende tid , “ svarede Holck . „ Skulle de da lægge hænderne i skødet og lade englænderne , gøre , hvad de ville ? “ spurgte Peder i en spodsk tone . „ Da vor kronprinds ikke har taget den , efter mit begreb , eneste rigtige beslutning , at indgå alliance med englænderne , under forbehold , at flåden blev liggende urørt i lejet , på hvilket England dog måske havde indgået , når man havde gjort det opmærksomt på den sejle anskuelse at franskmændene kunne gå over beltet til Sjælland om vinteren , da han har valgt modstand , så har København ikke andet at gøre , end at lade sig bombardere , sine kirker og huse asbrænde og sine forsvarere ihjelslå , indtil ' det til sidst , halvt ødelagt , overgiver sig og lader fjenden tage vor skønne flåde , som naturligvis er den , englænderne ville have fingre i . “ „ Og som de aldrig vil få , så længe der er en blodsdråbe i vore kække sømænds årer , “ Sagde Peder i heftig bevægelse . „ Tror du , at vor sømagt vil lade dem tage den uanfægtet i besiddelse ? “ „ Hvis englænderne ville tiltvinge sig den ved deres sømagt , så ville de vistnok møde en kæk modstand og vanskeligt , ja måske slet ikke formå at slå vore skibe og ødelægge vore søbatterier , men det agter englænderne vistnok ikke , thi det ville koste dem flere menneskeliv end 1801 , som Nelson dog anså for det blodigste af 104 slag , hvori han havde deltaget . Nej , de ville angribe København fra landsiden og er vis på sejren . “ „ De skulle dog ikke gøre det uden offre , “ Sagde Peder , „ på vore søkrigeres vegne tør jeg indestå for , at hvis de kunne komme ilag med englænderne , da skulle de få blodige pander og sinde ligeså kæk modstand som 1801 . Min fader står endnu i rullen , jeg melder mig straks som frivillig og jeg er vis på , at min kone her , hvis jeg ville forblive roligt på min ejendom , ville anse og foragte mig som en kujon , fordi jeg ikke ville kæmpe for mit fødeland . “ „ Gå du med gud , Peder , “ sagde hans hustru med en tåre i niet , „ når fædrelandet og æren byder det , jeg skal ikke holde dig tilbage . “ „ Således taler en sømandskone , “ svarede Peder og trykkede Lise til sit bryst . „ Jeg takker gud , sordi han har givet mig en sådan skat , som dig , som er mere værd eud hele verdens juveler og klenodier . — men sig mig , “ sagde han efter en lille pause til Holck , „ Du , som allerede seer Sjælland og vor flåde i englændernes hænder , hvad vil du foretage dig , når fjenden gør landgang og rykker frem mod København ? “ „ Det skal jeg sige dig , Peder , “ svarede Holck og hans hele person fik en kæk holdning . „ Jeg vil være en anden Rostgård , udspejde fjendens stilling og planer og tjene som mellembud imellem hovedstadens øverste befalingsmænd og vore tropper udenfor København . “ „ Ved du , at du udsætter tig for , hvis du bliver greben og det opdages , at du er en spion , at blive klynget op i det første det bedste træ ? “ Spurgte Peder Andersen . „ Det ved jeg , “ svarede Holck , „ men det ved jeg også , at der er ingen , der kender Københavns omegn , skove , smuthuller og skjulesteder ved strandbredden så godt som jeg . Jeg vil altid have nogle af min faders skovbetjente , kække folk , der hver træffe sin mand på en prik , omkring mig . Jeg vil efterligne gjøngehøvdingen , svend Poulsen , og hvor vi kan sikkert ramme en englænder , ligesom Poulsen en svensker , der skal hans liv ikke blive sparet . “ „ Det vidste jeg nok , at alt hvad du ytrede om vort -nederlag hvis englænderne angribe os , ikke var på grund af feighed , men virkelig udtryk af din overbevisning . Du har valgt den farligste men ikke den ringesfe post , til at tjene dit fødeland , og jeg er også overbevist om , at du vil i det tilsælde , gavne fædrelandet meget . “ „ Det håber jeg , “ svarede Holck stolt , og da det var helt ud på aftenen , tog han del i aftensmåltidel , og tiden til han fjernede sig hengled behageligt under samtale om englænderne og om de forholdsregler , der ville blive tagne , hvis disse sirede fiendtligt frem mod Sjælland . 44 . Den næste dags eftermiddag kom forstjunker Holck igen til Peder Andersen og underrettede ham om , at der var et mageløst røre i København , fordi den engelske flåde , bestående af et langt større antal af krigsfartøjer end 1801 , havde kastet Anker i en linie langs øresundet ned til hveen . „ Nu har da kronprinsen fået øjnene op , “ Sagde han , „ og der er givet enordre , som for lang tid siden burde være givet , nemlig , at sætte fæstningerne og søbatterierne i god stand . “ „ Det er rigtignok noget sent , at en sådan ordre er given , da fjenden ligger lige udenfor vor dør , “ svarede Peder . „ Men vor kronprinds er undskyldt , thi hvor kunne han tro , at englænderne smurte ham om munden da den herværende engelske minister har givet de helligste forsikkringer om Englands fredelige hensigter . “ „ Ja , vor kronprinds har troet , af det engelske ministerium var ligeså ærlig og oprigtig som han selv , “ svarede Holck , „ og deri har også Bernstorf bestyrket ham . Men nu feer han , af det desværre er for sent , da han har opdaget dets trædsfhed . Havde englænderne , efter ærlig krigsbrug , erklæret krig , forinden de gæstede øresundet med deres flåde , så havde han været sorberedt og kunnet skaffe bedre midler end de nuværende til Københavns forsvar , men de foretrak af komme listende som en tyv om nattetid , for af overrumple os uforberedt og således bedre udføre deres flette hensigter . “ „ Ja , så bliver det da til alvor , og jeg melder mig straks som frivillig , og mener , da jeg har taget styrmandsexamen , af blive ansat som månedslieutenaut på et af vore defensionsskkibe . “ „ Jeg gratulerer dem , “ sagde Holck spøgefuld til Peders kone , „ til deres ophøjelse i fruestanden . “ „ Du kan spase , medens ulykken svæver over vore hoveder , “ sagde Peder . „ Skulle jeg være modfalden , fordi englænderne komme her , “ svarede Holck munter , „ det ville være imod min natur . Hvorledes det så går , så vil Danmark nok udholde den dyst og rejse sig igen , men jeg skal nu straks begynde min virksomhed og tager derfor lige til København for at melde mig hos Peymann og tilbyde ham min tjeneste som spejder . Han vil have tillid til mig , når jeg afflåer enhver belønning for den tjeneste , jeg vil yde mit fødeland . “ „ Din hele person indgyder desuden tillid , “ Sagde Peder , „ og generalen vil vist med glæde modtage dit værdifulde tilbud . “ „ Så snart jeg har forladt København , begiver jeg mig til skovene langs strandkanten , med hvis mindste sti vi er ligeså fortrolige og bekendte , som indianerne med deres skove , “ sagde Holck . „ Jeg forlader eder nu begge , “ vedblev han henvendt til Peder og hans hustru , „ men , “ tilføjede han til den sidstnævnte , „ Dem skal jeg af og til bringe efterretninger fra København og muligen fra deres mand , hvis jeg kan få ham i tale . Vore veje adskilles rigtignok nu , skønt de føre til et mål , fædrelandets gavn , men en indre følelse siger mig , at vi nok se hinanden igen og under bedre omstændigheder . “ Med disse ord tog han en hjertelig afsted , besteg sin hest og red i galop til København for at tilbyde kommandanten sit gode tilbud . Vi komme senere til ham igen . Da Holck havde forladt ægteparret , slyngede Lise fin arm om Peders Hals og sagde i en sin tone til ham : „ Så skal du da nu drage bort fra mig , Peder , og måske seer jeg dig aldrig mere ihje « . “ „ Du begynder da ikke at klynke , “ sagde Peder alvorlig . „ Det skikker sig ikke for en sømandskone , fordi hendes mand drager bort til forsvar for sit og hendes fædreland . “ „ Ieg har ikke i sinde at klynke , “ svarede hun , „ det er langtfra . Ieg vil sinde mig i min skæbne med tålmodighed , men undertrykke min bekymring for dit liv , kan jeg ikke , da målte jeg ikke have hjerte i brystet . Ieg skal imidlertid sætte min lid til gud , og anråbe ham om at beskytte dig , og gud vil da bønhøre mig . “ „ Gør det , Lise , “ sagde Peder rørt , „ jeg vil da i farens stund tænke på , at du beder for mig til Herren , og med mere frejdighed kæmpe mod fjenden . Også jeg begiver mig nu straks til København for at melde mig som frivillig til krigstjeneste ombord på vore skibe , som denne gang vel ikke skulle ligge fortøjede på en plet for fire ankere som 1801 . På de faste batterier holder jeg ikke af at være , der er man naglet til et sted , men på et skib , der farer ind på sin fjende og snildt maneuvrerer med ham , der er jeg på min rette plads , og kun der vil jeg tjene . “ „ Ja , du elsker farer , Peder , og bryder dig ikke om at miste livet , når du blot kan vise din tapperhed , “ sagde Lise , „ men husk på mig og vor lille søn og vær ikke alt for forvoven . “ „ Jeg ffal ikke på nogen måde udsætte mig for større fare end æren byder mig , men vise mig , fordi kuglerne flyve en om nrene , som en cujon , vil jeg ikke . Det ville være et dejligt eftermæle jeg efterlod min søn . Men nu nok med den passiar om farer . Jeg forlader dig nu , men kommer tilbage igen førend jeg træder ind i tjenesten , for såvidt , at det skulle blive til alvor med krigen . “ Med et inderligt favntag skiltes de ad . 45 . Da Peder Andersen var kommen til København , gik han allerførst til sine forældre i Nyboder , hvor han traf sin moder med et sorgfuldt ansigt og sin fader i begreb med at tage sin munderingsfrakke af . „ Du seer så bekymret ud , moder , “ sagde Peder til denne , „ hvad er der i vejen . “ „ Der er intet andet i vejen , end at hun er bange for mit skind , “ svarede faderen . „ Jeg kommer fra kommandeurkaptajn Krieger , der skal kommandere en kanonbådsflotille . Jeg skal tiltræede tjenesten på en af disse kanonbåde , og derfor fætter hun det ansigt op , som du seer . “ „ Jeg skulle måske være fornøjet , fordi du skal på ny udsætte dig for at miste liv og lemmer , “ Sagde moderen . „ Jeg ville ønske at alle ulykker måtte ramme englænderne fordi de således ville påføre os en uretfærdig krig . “ „ Fy , Ellen , er det et christeligt ønske ? “ sagde faderen . „ Hvis du pustede at vi måtte blive seierherrer og sfåe englænderne , så kunne jeg finde mig i det , men man bør ikke ønske ulykke over nogen . “ „ Har englænderne da ikke i sinde at tilføje os alle de ulykker , de kunne ? Siger ikke skriften , siden du taler om christelighed , siger den ikke , at med det samme mål man måler andre med , skal man selv måles , og derfor er mit ønsfe ikke uchristeligt . “ „ Jeg vil ikke anføre noget bibelsprog som siger det modsatte , men lade den passiar falde , for at tale om noget alvorligt . Hvad har du i sinde , Peder , nu da engelskmanden igen træder op som en fjende imod os . “ „ Også at optræde imod ham som en fjende , “ Svarede Peder uden betænkning . „ Bravo ! “ råbte faderen , men moderen tilsoiede med en bekymret mine : „ Så skal jeg da måske miste eder begge . “ „ Begynd nu ikke igen med den snak , “ afbrød faderen hende . „ Ville du måske have , at vi skulle , medens andre fædrelandssindede mænd gribe til våben imod vor fjende , sidde her i kakkelovnskrogen og kukkelure ? — svar ikke , Ellen , jeg ved hvad du vil sige . “ Han tiltalte nu sin søn : „ Vil du gøre søtjeneste eller landtjeneste ? “ „ Jeg vil ikke være nogen landkrabbe ; for søen er jeg fladt og ikke for landjorden , “ svarede Peder . „ Jeg kan heller ikke lide at være naglet til en plet , som på disse søbatterier , men derimod at gøre tjeneste på en orlogsmand eller andet fartøj , som ikke ligger fortøjet . “ „ Tag tjeneste på en kanonbåd , som jeg , “ Sagde faderen . „ Det vil jeg også , fader , jeg vil søge ansættelse som måned slieutenant , måslee jeg da kan komme til at kommandere en kanonbåd . “ „ Og måslee blive min officer , “ sagde faderen med komisk alvor . „ Den gamle bådsmand skulle lade sig kommandere af en grønskolling som dig ? Det var net ! “ „ Jeg tror dog , du ville ære epauletterne , fader , om du også så dem på disse skuldre , “ Sagde sønnen , idet han pegede på dem . „ Ja , gud bevares , “ svarede faderen i samme ironiske tone som før , „ havde jeg et gevær eller en sabel i hånden , så saluterede jeg fuld af respekt . “ „ Se dog hvor den gamle og den unge kan stå og fjase med hinanden , som om det var en komedie , hvori de skulle spille sammen . Når skal du være ombord , Niels ? “ „ I morgen , Ellen , “ svarede Niels Andersen , „ men jeg kommer vel af og til i land og i ' å stikker jeg straks hen til dig , min kjærling . “ „ Det samme skal jeg også gøre , “ sagde deres søn , „ men slemt er det , at jeg ikke kan besøge min kone . “ „ Det står vel ikke så længe på med fjendtlighederne , tænker jeg , “ sagde faderen , „ for gøre de landgang , da bliver beder ikke meger at bestille for os på søen . “ „ Sig ikke det , fader , “ afbrød Peder ham . „ Var feg i billes sted , så ville jeg spille fjenden det ene krigspuds efter det andet og drille ham . “ „ Ja det ville han nok forpurre dig , “ svarede faderen . „ Nu må jeg forlade eder , moder og fader , for at begive mig til kommandeurkaptajn Krieger , og blive ansat i den post , jeg ønsker , “ sagde Peder . „ Der er vist intet i vejen derfor , min søn , “ Sagde faderen . „ Du har jo besfåer din styrmandseramen med hæder , og er derfor duelig til en sådan post ifølge den kongelige resolution . “ „ Du må dog først have en bid brød til forfriskning , min dreng , inden du går , “ sagde moderen . „ Jeg brænder af begærlighed efter at få mit ønske opfyldt , moder , og bryder mig derfor ikke om nogen forfriskning , “ svarede Peder . „ Der kommer moder med madam brun , “ Sagde faderen , „ det er en drik , der opliver hjernen og gør en munter , og derfor holder jeg af den . Sid dig nu ned og drik med os . “ Peder satte sig nu ned , drak i en hast sin kop kaffe og forlod huset efter at han havde kærligt trykket begge de gamles hænder . 46 . Da han kom ud på gaden , stod han et øjeblik stille , slog sig derpå for panden og sagde til sig selv : „ Du er utaknemmelig , Peder ! Du havde nær glemt , for at blive ansat som officer , at besøge din velgører , hvem du skylder alt . Jeg iler derfor nu derhen . “ Da han var gået igennem en gade , seende ligefrem for sig , da hans tanker vare beskæftigede med den nye stilling , han skulle indtage , slog en ham på skulderen og sagde : „ Du er nok blind i dag , Peder , mærker jeg , siden du ikke kan se gamle venner . “ „ Nå , er det dig , Christian ? “ svarede Peder , idet han rystede vennens hånd . „ Jeg har hastværk , skal jeg sige dig . Kom og følg mig til capitain Holst . Han har længe ønsket at gøre dit bekendtskab , fordi jeg har omtalt dig til ham , som en oprigtig ven af mig . “ „ Lad gå , “ svarede vennen , som læseren nok kan gætte var forstjunker Holck i sin uniform . „ Jeg har nok lyst at gøre bekendtskab med den brave mand , som du skylder din lykke . Jeg kommer nu fra commandanten i citadellet , general Peymann . Det er en vakker , elskværdig mand , fuld af fædrelandskærlighed , som har bevæget ham til at modtage den ansvarsfulde post , kronprinsen har betroet ham , men som jeg tror han ikke er voksen ; ikke af mangel på mod , men af mangel på indsigt . Han følger den gamle militaire slendrian og er tillige , som han sagde mig , hæmmet i de forholdsregler , hun kunne tage for at hindre englænderne fra at gøre landgang , ifald de have det i sinde , som dog vist er tilfældet . Han må nemlig ikke irritere fjenden , har kronprinsen udtrykkelig forbudt ham . Han må derfor lade fjende først angribe ham eller rykke lige mod staden og gøre det første skud , inden han tor gøre et skud på ham . Hvilken tåbelig forholdsregel . “ „ Det kommer deraf , at kronprinsen stoler på sit slægtsfab med den engelsfe konge , tror bestandigt , at englænderne ikke ville gå til det yderste , “ Svarede Peder . „ Og af den grund vil Peymann , lade englænderne komme i land , uden hindring , “ sagde Holck . „ Lassen si erst unter meine wællen kommen ! “ Sagde han til mig , så mente han , han skulle skyde dem sønder og sammen . Han tror , ubekendt med den nyere krigshistorie og dens kuldkastning af al militair slendrian , at englænderne ville begynde på en langsom belejring , men jeg er overbevist om , at han fejler heiligen , thi englænderne anlægge vist straks batterier , hvorfra de bombardere byen og bringe den til at overgive sig . “ „ Det tror jeg også “ , sagde Peder . „ Hvor det er beklageligt , at kronprinsen ikke har udnævnt en yngre , energisk og kyndig officer til commandant i byen under de farlige tidsforhold , der nu finde sted . “ „ Men det stred alt for meget mod ancienniteten , til at det kunne lade sig gøre , “ sagde forstjunkeren , „ Kronprinsen ville have fortørnet alle de høje officerer , hvis anciennitet var ældre end dens han valgte til høistcommanderende . “ „ Det ville jeg kun bryde mig lidt om , var jeg i hans sted , “ svarede forsfjunkeren . „ Vare de misfornøjede afskedigede jeg dem , men prinsen har et alt for godt hjerte til at gøre det . “ Imidlertid havde de nået capitain en s bolig i Vimmelskaftet , og de gik nu op på 2den sal , hvor han boede . Da Peder ringede på , blev døren åbnet af capitainens datter , over hvis ansigt , der fløj et glædens smil , som dog straks forsvandt for mørk alvor . Forsfjunkeren så studsende på hende . Det var et hoved han kunne lide , thi blonde krøller rullede ned ad dets nakke , øjnene vare blå , huden hvid , kinden rød , nlunden var såre lille og når den åbnede sig , så man en række tænder , hvide som elfenben . Havde han kunnet set den lille fod og det skjøntformede ben , ville Marie vist have gjort et endnu stærkere indtryk på ham end hun gjorde . „ Jeg medbringer en ven “ , sagde Peder til hende efter de første hilsener , „ som gerne ønsker at gøre deres faders bekendtskab , da jeg har omtalt ham så meget . “ „ Fader er her straks , “ sagde hun , „ og der tror jeg han kommer/ , tilføjede hun , døren åbnede sig og kaptajnen trådte ind . „ Er du der , min kære Peder , “ sagde kaptajnen og rystede fortrolig hans hånd . „ Ja , jeg medbringer en god ven , forstjunker Holck , der gerne ville gøre deres bekendtskab , “ Sagde Peder . „ En ven af dig er altid velkommen i mit hus , “ svarede kaptajnen , idet han hilste på Holck og gav ham hånden . „ Jeg kommer fra toldboden , der kom et fartøj fra Kiel , som bragte den efterretning , at kronprinsen havde forladt denne bp , for at tage til København , “ sagde kaptajnen , „ formodentlig vil han tage sit ophold her i byen , hvis fjendtlighederne med englænderne skulle begynde . “ „ Ja , de udeblive ikke , “ sagde forstjunkeren , „ måske kronprinsen da vil tage mere energisfe forholdsregler mod et fjendtligt angreb . “ Under deres samtale , der angik englændernes formentlige angreb på København , var Marie ilet ud i køkkenet , og kort efter var kaffebordet dækket . Holck havde næsten blot øjne for den blonde pige , et ideal af skønhed efter hans begreb , og denne hans beundrende mine undgik ikke hendes opmærksomhed , og bragte hendes kinder til at rødme . Peder fortalte nu kaptajnen , at han ville tage tjeneste som månedslientenant og kaptajnen tilkendegav ham , at det var også hans agt . Datteren syntes ikke godt om det , thi hun var bange for fadrens liv , men faderen sagde at det var enhver våbenfør dansk mands pligt , at vove liv og blod for sit fædreland . Han blev nu enig med Peder om , at de begge skulle næste dag gå til sten bille og forlange ansættelse på måden som månedslieutenanter . Medens de talte herom , havde forstjunkeren indledet en samtale med capitainens datter om den fare , hvori Danmark svævede , og bemærkede at hun besad en stor fædrelandskærlighed , som gjorde hende endnu interessantere i hans dine . Nogle timer vare henrundne således behageligl , da begge Benner toge affked med kaptajnen og hans datter . 47 . Den næste morgen var det netop den dag at kronprindsen var ilet til København efterfulgt af Francis Jackson . Hvor Peder og kaptajnen gik på gaden til commandeur ville hørte de glædesråb og jublen fordi kronprinsen var kommen iii byen for at tage del i dens forsvar og krigens farer med sit folk . Ankommen til commandeur sten Andersen bille fik de straks adgang til ham , og blev også straks antagne til at gøre tjeneste næste dag på kanonbådene , der lå mellem kalkbrænderiet og Trekroner . Den følgende dag fortalte rygtet , at kronprinsen var bortrejst , og nu forvandlede Københavns indvåneres glæde sig til sorg og bekymring , fordi de antoge , at han havde forladt byen , fordi han indså , at den kunne ikke holde sig mod englænderne . Capitainen og Peder toge nu hver til fin post og i staden vrimlede der af krigsfolk . Fra nestved , Slagelse og Vordingborg ankom der således de der liggende eskadroner af det sjællandske rytterregiment til København , af hvilke der straks blev sendt nogle afdelinger til strandkanten ved tårbek , Østerbro , Valby og Kastrup , for at holde øje med englænderne , hvis de gjorde landgang . Livjægerne ilede til Kronprinsessegade , hvor de stillede , de borgerlige infanterister og artillerister , hver til sin forsamlingsplads . Livjægerne og herregårdsskytterne underlagdes Major Conrad Holstein ; Københavns borgervæbning stadshauptmand Mylius ; hestgarden , det sjællandfle rytterregiment og husardetachementet oberst grev Schmettau . Hele artilleriet stod under oberstlieutenant Bech , thi dets chef , generalmajor Bielefeldt , var dagen i forvejen falden af hesten og havde beskadiget sig således at han ikke selv kunne føre befalingen . Tre mobile feltbatterier kommanderedes af capitainerne hummet , lutzow og Meyer . Skytset på Københavns volde blev betjent as det borgerlige artilleri , og skytset på Christianshavns volde as den 6te bataillon eller arrilleribataillonen af det sydlige sjællandske landeværnsregiment under commando af Major brasm . Posterne på voldene besattes tildeels af borgerne og tildeels af kronprindsens livkorps ; marinerne og rekruterne forlagdes til citadellet , hvor der desuden lå en infanteribataillon . Firelandeværnsbætailloner havde lejret sig tildeels i filosofgangen og tildeels i esplanaden ( grønningen » Udenfor citadellet . Hestgarden og husarerne lå i deres caserner . Det sjællandske rytterregiment blev indkvarteret i Valby , Frederiksberg og på vester- og Nørrebro . Efter denne foreløbige skildring af tilstanden i København stride vi videre frem i vor på sande data grundede fortælling . Det var tidlig på morgenstunden d . i5de Au gust da en som en simpel almuemand klædt mand på nogle og tyve år indfandt sig i citadellet i commandantboligen , og forlangte af den derværende ordonnants at få general Peymann i tale . Ordonantsen svarede : at generalen var beskæftiget med at skrive ordrer , og havde ikke tid at tale med ham . Manden lod sig imidlertid ikke afvise og forlangte at tale med generalens adjutant . Ordonantsen lod til at være uvillig dertil , kastede et skarpt blik på manden , og spurgte hvem han var . „ Jeg er fiskeren Christian fra Tårbæk , “ svarede denne , „ og må nødvendig tale med generalen eller hans adjutant . “ „ Så følg med , “ sagde ordonantsen og førte ham op ad en trappe til en dør , hvorpå der stod commandostuen . Han bankede på døren , trådte derpå ind og meldte fisteren som straks blev indladt . „ Hvad er deres begjering , min gode mand , “ Sagde officeren , „ har de noget at melde os , da de kommer fra Tårbæk ? “ „ Ja , hr . Adjutant , “ svarede fiskeren , „ jeg har været oppe hele natten , da jeg havde bemærket en mistænkelig bevægelse blandt de engelske krigsskibe , der lå nærmest hvem , og ikke så snart gryede det ad dag i morges klokken tre , fyr jeg , der har et skarpt blik , bemærkedæ at en ikke ringe del af flåden havde nærmet sig kysten ved Tårbæk og gjorde tegn til at udskibe tropper imellem Skodsborg og Vedbæk , ved at udsætte en mængde chalupper og både . Så snart jeg bemærkedæ det , tog jeg fod på nakken og ilede her til byen , og tror nok , at være den første , der melder generalen denne ikke fornøjelige tidende . “ „ De taler , min gode fisker Christian , et sprog , som man ikke kunne vente af en mand af deres ringe stand , “ sagde officeren med et skarpt blik på ham , „ der skjuler sig nok en dannet mand under deres fisferkoffe og under dette uredte hår . Også synes deres ansigtshud og deres hænder ikke at have tilstrækkeligt af den solbrændte kulør , som er den egen , der færdes meget i det frie , enten på landjorden eller søen . “ „ Jeg kan ikke besvare deres spørgsmål , hr . Adjutant , “ svarede fiskeren smilende , „ men hvis de vil melde fiskeren Christian fra tårnbæk til generalen , da er han den , som kender mig . “ Oficeren så tvivlsomt på fiskeren , og syntes næsten uvillig til at opfylde hans ønske , men gik dog op af nogle trappetrin på gangen , hvor han åbnede en dør og meldte fiskeren . Han kom øjeblikkelig tilbage , og sagde : „ Min gode Christian , i skal ufortøvet indføres til generalen , “ og førte ham derpå til generalens værelse . Ved fiskerens indtrædelse studsede generalen og syntes ikke at tro sine egne øjne . „ Er det virkelig dem , hr . Forstjunker , “ sagde han efter at have betragtet ham nøje , „ havde de meldt dem uden at nævne det imellem os aftalte navn , så havde jeg ikke kendt dem , så ypperligt har de masferet dem . Det uredte , nedhængende hovedhår , den brune farve de har givet deres ansigt , deres simple fisferdragt har gjort dem ganske ukendelig for enhver , der kender dem nok så nøje . Ingen af de fjendtlige , hvis de skulle tomme i berørelse med dem , kan se , at en standsperson er skjult under denne fisterkofte . “ „ Ieg er fiskeren Christian fra tårn bæk , “ Svarede forstjunkeren med en ypperlig sjællandsk bondedialekt , „ og kommer for at melde hr . Generalen , at englændærne har udsat både og ville gå i land mellem Skodsborg og Vedbæk . “ „ Er det en rigtig melding de bringer mig , Holck ? “ spurgte Peymann . „ Der er endnu ikke indløbet nogen melding fra de ved Tårbæk udstillede kavalleripatrouiller om noget sådant , skj ondt de burde være de første , der bragte mig denne ubehagelige tidende . “ „ Mine egne -dine have set , “ svarede nu Holck med sin sædvanlige stemme , „ hvorledes chalupper og både blev udsatte , og alle tegn til at englændærne ville udskibe deres tropper på det sted af Sjællands strandbred , som jeg nys nævnte . “ „ Ieg tror dem , Holck , men undrer mig dog over , af cavalleripatrouillerne ikke afsender en melding , da en rytter ville have været her længe sørend dem , “ sagde Peymann . „ Jeg skylder mit usædvanlig skarpe blik , øvet fra tidlig ungdom af på i agt med min fader , og tillige en god kikkert , af jeg bemærkede endnu inden solen stod op , af den engelsfe flåde , skjult af den usædvanlig mørke nat på denne årstid , havde nærmet sig kysten . Jeg kastede mig på en ypperlig traver , jeg havde stående i en nærliggende kro , og for som en stormvind afsted med den vigtige efterretning . “ „ Tak for deres Iver , Holck , “ sagde generalen . Og klappede ham på skulderen , „ De er en as fædrelandshærlighed glødende ung mand , modig og uforfærdet . Men hvorfor vil de ikke heilere tage tjeneste i et korps , i stedet for af påtage dem den farlige bestilling som spejder ? “ „ Fordi jeg antager , af jeg som en sådan , kan gøre mit fædreland langt større tjeneste end som en soldat , der dog kun er et villieløst redsfab i de høistkomm and erend es hænder . “ „ Za , jeg ved det , det er deres patriotisme , der bevæger dem til af vove deres liv , “ sagde pepmann , „ hvis vi i en anden retning , jeg mener blandt den mig undergivne militairmagt , havde blot sådanne modige mænd , som de , så skulle vi nok holde de engelske borte fra vore volde , hvis de nærmede sig dem ; men hvad er disse landeværnssoldarer ? Uøvede folk , lige tagne fra indhøstningen på deres agre , enten ubekendte med eksercits , som de nu først skal lære , eller også gamle karle , der for længe siden have forglemt den ved deres plov og harve . Ingen af dem har nogensinde lugtet krudtet . Jeg vil langtfra kalde dem kujoner , det er de vistnok ikke , der findes vist blandt dem mange modige og kække mænd , men uden desciplin og uden eksercits eller øvelse i at bruge deres våben , er de udsatte for før at blive tagne tilfange af englænderne , end at kunne jage dem bort fra vor skønne , fredelige 0e . “ „ Men hr . General , “ svarede Holck , „ De glemmer at disse karle dog kommanderes af officerer , der er kendte med eksercits og vist ville føre dem frem mod fjenden med tapperhed og mod . “ „ Og lade dem blive dræbte som slagtekvæg ? “ Afbrød obersten ham . „ Nej , jeg vover ikke at lade dem rykke ud mod fjenden . De ville bringe forvirring og uorden blandt de bedre øvede tropper . Jeg må sætte min lid til de regulaire tropper jeg har , livjcegercorpset og mine feltbatterier . De må gøre udfald og hindre fjenden i af anlægge batterier og fremskyde løbegrave imod København . “ „ Dertil ville de blive utilstrækkelige , hr . General , “ Sagde Holck . „ Jeg er forvisset om , efter den mængde skibe fjendens flåde udgør , ville deres militairkræfter finde en mange gange overlegen stridsmagt , som de ikke kunne trænge tilbage . Derimod tror jeg , af når der straks toges forholdsregler imod fjendens landgang med de indøvede tropper , der findes i fæstningerne , så ville der kunne udrettes noget ganske andet end ved af møde fjenden i åben mark med vor lille stridsmagt . “ „ Det ville aldeles stride imod de ordrer vor kronprinds har givet mig , “ sagde generalen , „ jeg må ikke irritere fjenden eller gøre det første skud , sålænge der kan være det mindste håb om en overenskomst med englænderne . “ „ På den måde , tør de jo ikke , hr . General , gøre et skud på fjenden , førend han står udenfor vore volde , “ sagde Holck , „ og så er dej for feent at standse hans fremgang . “ „ Lad ham først komme i nærheden af mine volde , “ svarede Peymann med lynende øjne og i en fast overbevisnings tone , „ så skal de se , hvorledes han skal blive modtaget og forhindret i sine angreb på byen . “ „ Og hvorledes vil de hindre fjenden fra at bombardere og ødelægge staden ? “ spurgte Holck ganske modfalden . „ Er fjenden først kommen så nær staden , så er den efter min anskuelse fortabt og nødsaget til at overgive sig . “ „ Sig ikke det , hr . Forstjunker , “ svarede Peymann i samme tone som før . . „ Ved at hindre ham i hans anlæg af skandser og gravning as løbegrave , kunne vi måsfee bibringe ham sådanne tab , at han indvilliger i andre fordringer end flådens udlevering . “ „ Troe aldrig det , hr . General , “ sagde Holck . „ Det engelske ministerium skulle have udrustet en flåde , den største , der nogensinde er udgået fra England , for at aftvinge Danmark sin flåde , og den skulle vende tilbage med uforrettet sag på grund af nogle udfald fra vore fæstninger ? Nej , det fleer aldrig . “ „ Der er sket utroligere ting før , “ svarede Peymann fastholdende sin mening . „ Men jeg forglemmer , at jeg har ordrer at udstede , som haster , og at jeg , på grund af deres melding , må lade de høistkommanderende under mig kalde , for at rådslåe med dem , hvad vi skulle foretage os imod fjenden . “ „ Ieg skal ikke opholde dem længere , hr . General , “ Sagde Holck , „ men lægger dem på hjertet , at de frem for alt burde hindre fjendens landgang eller i det mindste forstyrre den . Ieg vender nu tilbage til Tårbæk som fiskeren Christian , og vil da , når englænderne have gjort landgang , nærme mig dem med en kurv med fisk , og , da de mindst ahner at jeg forstår perfekt engelsk og tysk , måske af deres samtale børe planen om deres angreb på København , og derpå underrette dem om den . “ „ Udsæt dem ikke for meget , hr . Forstjunker , “ Svarede generalen ; „ men sig mig , hvorledes vil de kunne give mig nogen underretning om fjenden , når byens porte er tillukkede . “ „ Det skal jeg sige dem , “ svarede Holck , „ jeg venter til hen ad natten , og da går jeg over vandrenderne ved Østerport . “ „ Det er et vovestykke , som de kan komme galt fra , “ sagde generalen , „ thi for det første forekommer det mig såre vanskeligt , da der findes pallisader for enden af dem , og for det andet findes der vist vagt i nærheden , som da muligen kunne skyde på dem . “ „ For fædrelandet må man vove sit liv , “ svarede Holck . „ Imidlertid er det ikke så farligt som det synes . Jeg må naturligvis dukke ned i vandet ved pallisaderne , men da jeg kan svømme udsætter jeg mig ikke for den ringeste fare . Jeg må ellers med stor forsigtighed snige mig frem ubemærket og uden mindste larm , beskyttet af nattens slør . Jeg vil imidlertid ikke opholde dem , hr . General , men håber snart at bringe dem efterretninger fra fjenden , før de selv kan indhente nogle . “ Han bukkede sig for generalen , der venlig trykkede hans hånd , idet han forlod ham . Da Holck havde forladt citadellets nordlige port og begav sig ad Østerbrogade til strandvejen , mødte han en kavallerist af det sjællandske rytterregiment i fuld gallop imod staden . Han gættede sig til , at denne rytter bragte en melding om englændernes landgang ved Vedbæk eller skovshoved til general Peymann og da han fik udsigt over sundet så han både og chalupper fyldte med krigsfolk , medens flere fregatter havde lagt sig på begge sider af det sted på stranden , hvor landgangen skulle finde sted , og vendte bredsiden imod land , formodentlig for at give det glatte laug , hvis der fra dansk side gjordes nogen modstand eller angreb . 48 . Efterretningen om , at englænderne vare i begreb med at gøre landgang havde kort efter at Holck havde forladt København , nået staden , der så noget broget ud . De fleste individer man så på gaden vare under våben . Man havde , da ikke flere frivillige , femtendalers-karle , meldte sig , begyndt at presse dem , der ikke allerede vare i det offentliges tjeneste . For at undgå presningen gik derfor ethvert voksent mandfolk ikke på volden eller i gaderne uden at have et , i det mindste lånt . Tegn på , at han stod i det offentliges tjeneste . Man så derfor civile embedsmænd , der ikke havde nogen reglementeret dragt , gå med deres bestalling hæftet på hatten ; viste møllere og bagere sig . havde de hvide trøjer over den almindelige borgerlige påklædning . Vægterne havde deres gule kobbel om livet eller spadserede i vægterkjolen med kone og børn ; borgerskabet , som borgervæbningen kaldtes , gik i et eller andet stykke af uniformen eller med den da brugelige opkrampede militairhat til den sædvanlige dragt ; studenterne , gik omkring enten i korte mørkeblå trøjer med hvide lidser — en levning fra uniformen 1801 — eller også i sorte kjoler med påhæftet rød krave . Volden var bedækket med en uhyre menneskevrimmel især ad asterkanten . Langsmed brystværnene stod infanterie og i bastionerne lå artillerisler lettede om kanonerne , medens flere trupper eksercerede nedenfor ved møllebygningerne og dannede det besynderligste karrikaturmaleri , man kunne se . Det var femtenrigsdalerskarlene , der her eksercerede . De havde kun armatur , men ingen mundering . Nogle af dem vare iførte trøjer , andre frakker og flere exerceerte i vest og skjorteærmer . Nogle bare korte , andre lange bukser , hvilket , i forening med en klodset , kejtet eksercits , gav det hele et højst komisk udseende . Stabsofficerer , herregårdsskytter og sjællandske ryttere , som ordonantser , gallopperede under skrigen og skålen til stimlen , som overalt spærrede vejen , frem og tilbage forbi hverandre , så hurtigt som muligt . På flere steder af volden havde hele kompagnier stillet geværerne i pyramider og lå gruppevis omkring koner med smørrebrød med altslags på og brændeviins- og mankere . Kammerater fra andre våbenarter spankede halvberusede , syngende og fløtende , arm i arm om , blandt dem . Og omkring og imellem de bevæbnede , med deres i solen blinkende våben , myldrede det af mænd , fruentimmer og børn , som dels besøgte deres venner og beslægtede , dels betragtede dette til alle kanter udbredte nye og overordentlige røre . Alle vare glade og lystige , som det kunne være på en festdag ; trommernes hvirvlen og feltmusikens lyd , blandet med tusinders snakken , latter , skrigen og commandieren , gjorde en bedøvende tummel * ) . I byen få man på garnisonspladsen , nuværendæ sanct annaplads , kompagnier af landeværnet , der stillede til mønstring . De vare for * > efter et øjenvidnes beskrivelse . størstedelen klædte i rød vadmelskjole med blå krave og opslag , samt hvide lærred s bæenklæder og bare rund hat med grøn fjerbusk . Men deres dårlige våben og gamle pensionerede officerer indgjøde dem ikke synderlig tillid og mod til den sorestående kamp . På ridebanen holdt kronprindsens livcorps ovelser . Blandt medlemmerne as dette corps manglede det ikke på den begejstring , som under hovedstadens sorudgåede belejringer altid havde karakteriseret den akademiske ungdom , men general Peymann , indhyllet i sine barokke militairbegreber , synes ikke at sætte stor lid til studenternes krigerske egenskaber , thi han anvendte dem for størstedelen til at holde vagt udenfor de kongelige personers tomme boliger . Her støde de i deres sorte kjoler med røde opslag , hvide veste og grå benklæder og præsenterede for de mange forbigående officerer . På Købmagergade ved posthuset stod deren mængde mennesker og så op til observatoriet på Rundetårn , hvor der stod en officer , som igennem en kikkert udspejdede fjendens bevægelser . „ Se , der sidder den officer og kiggerud over strandkanten og sundet for af iagttage englændernes bevægelser , “ sagde en civilklædt mand , på hvis hat der var sasthæstet et papir , hvorpå man tydelig læste krigsråd med tilføjet navn , til en anden med et ligeledes fasthæftet papir , der tilkendegav af begge vare embedsmænd , som , ved således af stå og betragte officeren , ikke udsatte sig for af blive taget til tjeneste på kanonbådene . „ Ja , “ svarede den anden embedsmand , der var justitsråd , „ det skal ikke hjælpe København stort , af han sidder der og betragter englænderne , der i dette øjeblik formodentlig allerede har sat deres tropper i land , thi man hører og seer intet til , af der fra vor side er gjort nogen anstalt til af hindre deres landgang . “ „ Jeg er embedsmand i generalitetet , “ svarede krigsråden , „ og der er vi as samme mening som byens eommandant og øverstbefalende over den herværende militairstyrke , af man skal lade fjenden nænne sig byen , før uran angriber ham , da han derved hindres i af få fast fod eller i af afskære os flere fra det sydlige Sjælland , Lolland , Falster og møen forventede landeværn , der ikke udgør et så ringe antal krigsmænd . “ „ Den taklit synes mig besynderlig , “ sagde justitsråden , „ del er jo det samme , som når man mærker en tyv er i begreb med af bryde ind i ens hus , og i stedet for af bortskræmme ham ved af vise af man er årvågen , lader ham trænge ind i huset og derved udsætte sig for at blive behandlet på en morderisk måde , når man vil gøre modstand . “ „ Det er dog ikke godt for en civilmand af indse hvorledes vi befalende officerer skal handle , “ Svarede krigsråden , „ det må man overlade til dem , der sorståe sig på det . Vist og sandt er det , af kunne vi hindre engelskmanden i af gøre landgang , så var det bedst , men jeg er af den mening , men gud bevares , jeg siger ikke af det er den rigtige , af general Peymann srygter før , af den krigsmagt , han måtte anvende til et sådant foretagende , ville i en sådan afstand fra byen , blive udsat for at blive slået eller afskåren , da det for største delen er uøvede eller slet exerceerte folk . “ „ Vil han da slet ikke lade tropperne i København gøre udfald , når fjenden kommer byen nærmere ? “ spurgte justitsråden , „ eller vil han lade fjenden tumle sig som han lyster udensor byen og sørst asvente en storm , forinden han vil gøre nogen modstand ? “ „ Man må , når man er ukyndig i militaire operationer , tale med betænksomhed om sådant , “ Svarede krigsråden . „ Det er vist , at commandanten er en modig og fædrelandskærlig soldat , som vil gøre all , hvad der efter hans anskuelse måtte synes rigtig , for at værne om staden . “ „ Det tvivler jeg ikke om , “ svarede justitsråden . „ Men efter min anfkuelse , er han en for gammel mand , han er jo over de halvfjerds , til at gå kraftigt og hurtigt tilværks , som dog er nødvendigt , ved et så uventet og overraskende angreb på Sjælland . En yngre befalingsmand burde have fået commandoen . “ „ For guds skyld , tal ikke således , “ svarede krigsråden , „ hvad tror de alle de gamle generaler ville sige , hvis kronprinsen havde udnævnt en oberst eller oberstlieutenant frem for dem til høistkommanderende ? “ „ Er det sandt , “ afbrød nu justitsråden ham , „ at general eastenschiold er på marschen fra Ringsted til Køge med en stor undsætningshær , for at falde englænderne i ryggen ? “ „ Det var et løgnagtigt rygte . Generalerne eastenschiold og Oxholm er nede i det sydlige Sjælland for at føre tropper over fra Lolland og Falster ; men med det sammenskrab af soldater lade de nok være al angribe englænderne , thi det ville da gå dem ilde . “ „ Få vi ikke bistand udenfra , så gud hjælpe os ! “ sagde justitsråden . „ Med den håndfuld soldater , som er der i staden , skal der ikke gøres mange meritter . “ „ Nej , det ved gud ! “ indlod en tredje herre , der stod ved posthuset , sig i samtale med dem . „ Når man er øjenvidne til disse såkaldte frivilliges , femtenrigsdalerkarles eksercits , så bliver man ganske beklemt om hjertet . Den ene bar blå , den anden en brun , den tredje en grå trøje på . Med lapper af forskellige koleurer er mange af dem prydede . Så er der andre karle , tom har frakker af alle koleurer på og mange af dem er ligeledes prydede ; så har nogle bare en vest på , og andre igen bare skjorteærmer . På hovedet have de alle sammen en hat med en strut i , over skulderen et bandeleer med en patrontaske , og en sabel ved siden , hvilket alt sammen stikker pudsig af mod de bare skjorteærmer . Et gevær har de naturligvis i hånden . Men hvorledes holder de det ? Når der kommanderes geværet på skulderen , så varer det en hel stund før de alle har fået det løftet op fra jorden , men det naragtigste syn er dog når de skal presentere , så kejtet det skeer . Commanderes der højre om , gøre de halve venstre om , ingen holder fodskifte når de marschere , skønt underofficererne råbe : højre , venstre ! højre , venstre ! Jo , det er nydelige soldater . “ „ De skildrer dem nu også så barokke , min herre , “ sagde krigsråden ærgerlig , „ tror de , at de folk , som kæmpede så mageløst tappert 1m her på reden med englænderne , vare bedre end disse . Har de blot mod og mandshjerte som dem , så skal de nok så at se , at de kunne stå sig imod englænderne . “ „ Den dag lever jeg ikke , at jeg sår det nt se , “ sagde Herren leende , „ thi hvorledes skulle de kunne stå sig imod krigsvante , sortrinlige krigsfolk , som englænderne , da de fleste af dem endnu ikke har lært at affyre et gevær . Gud hjælpe os for sådan en arme . “ „ De skulle også kun bruges på voldene , ' yvis fjenden skulle sarsøge en storm . Det var måsfee ikke bedre krigsfolk , der under Frederik den tredie forsvarede København så kækt ? “ „ Ja , jeg ved nok , “ sagde Herren i en ironisk tone , „ at general Peymann siger : Lassen ste erst unten meine wælle kommen ! fordi han mener , at han da skal skyde fjenden sønder og sammen , og så er volden kun armeret med skyts , der slet ikke kan række fjenden sør hun er tæt inde ved byen , og altså har frit spil med at anlægge batterier og løbegrave rundt om den , besatte med morterer og grovt skyts , der rækker dobbelt så langt som vort . Gud hjælpe os for en sådan kommanderende general . “ „ Folk taler altid vominerende om det , de flet ikkej forstå sig på/ sagde krigsråden i en bitter tone . „ Det er dog » ^askee det rigtigste at lade fjenden komme nær fæp^^^^^ således gjorde jo vore forfædre 1659 , og kom penslerne da op på stadens volde ? “ „ De glemmer rent , at englænderne måske slet ikke har i sinde at løbe storm mod København , men bombardere den ? “ „ Det bliver nok ingen stor skade , de gøre vor by med deres bomber og granater , “ sagde krigsråden , „ det så vi i det mindste 1801 . Deres bomber nåde ikkun yderkanten af staden . “ „ Ja , det var på grund af , at Trekroner og vore andre batterier holdt deres bombardeerfartøier i en fådan afstand , at deres projektiler ikke kunne nå uden byens yderkant , men for størstedelen faldt i vandet , “ sagde Herren . „ Men på landjorden vil englænderne , der ingen modstand møder , nok sørge for at deres morterer og brandredskaber kan nå trindtom i byen , der let kan blive til en grushob . “ „ Så vidt vil det aldrig gå , “ sagde en ung mand i livjægeruniform . „ Vi skal nok holde dein i en afstand fra byen , så de ikke tan skade os . Vi er tilsagte at møde i nat klokken 12 pan oor allarmplads for derfra i forening med hcrregårdsskytterne , nogle hundrede ryttere ^g 2 batterier at drage ud af Østerport fo^ at rekognoscere . Når vi er vendte tilb^e agter nok Peymann at gøre et udfo^ kor at forjage fjenden . “ Han ville gå energisk frem , så kunne oog siges , at vi have gjort den modstand m formåede , og ikke ladet fjenden tumle sig så meget han vil udenfor byen uden at lægge ham et halmstrå iveien . “ Da officeren på Rundetårn havde forladt det , formodentlig for at rapportere commandanten , hvad han havde iagttaget , fjernede også den sam menstimlede folkemængde sig ved posthuset og adspredte sig til alle sider . 4il . Den næste morgen , den love August , mellem klokken 2 og 3 , da det endnu var mørkt , drog oberst Bassevitz ud af østerport med omtrent 600 mand , bestående as sjællandske ryttere , livjægercorpset , herregårdsskytterne og 2 trepundige kørende batterier under capitainerne hummet og lytzow . Fra osterfælled drog denne krigsmagt langsomt og forsigtigt ud af lyngbyveien til lundehnset , hvor den gjorde holdt . Derpå delte obersten sin styrke , lod Major Holsten : med livjægercorpset og 90 ryttere marschere ad ordrupsveien til dyrehaven , hvor disse ved indgangen opløste sig i en kæde , der strakte sig fra stranden til fortunen , og rykkede frem til mølleåen , hvis overgange de besatte . Ved godset Christiansholm vare fire kanoner af capitain Hummels batteri blevne opkørte , for at støtte livjægerne på tilbagetoget . Men det blev middag , og hverken Holstein eller Bassevitz havde bemærket det mindste til nogen fjende . Dette var nu slet ikke besynderligt , thi i stedet for at vælge strandvejen til at rekognoscere , som var naturligt , havde obersten fjernet sig mere og mere fra kysten , hvor fjenden netop på samme tid gjorde landgang med flere tusinde tropper af alle båbenarter . Det var lykkedes at gøre en engelsk jæger til fange , og nu blev de da underrettet om , at de engelske tropper vare gåde i land ved Vedbæk og rykkede srem igennem skovene ved Nærum . Man bragte nu Major Holstein en proklamation fra den øverste befalingsmand ved den engelske ekspedition , general Cathcart , hvori han erklærede , at englænderne ikke kom som fjender mens til deres eget forsvar . At de begærede den danske flåde , ikke som en erohring , men som et underpant , der , efter sluttet almindelig fred , skulle blive leveret tilbage i samme forfatning og tilstand , som den befandtes ved modtagelsen . Vare de danske døve mod fornuftens og venskabets røst , så ville det uskyldige blod , der ndgydedes , byens belejring og bombardering komme over deres hoveder . Tillige advaredes øens indbyggere imod al møde englænderne bevæbnede eller træde fjendtligt op imod dem , hvilket ville blive straffet med den øverste strenghed . Da denne proklamation tilligemed underretningen om fjenden var bleven sendt med en stafet til hovedkvarteret , og Peymann på fammc tid blev overrasket med , at der meldtes , at en engelsk flådeafdeling kom sejlende fra syd i kjøgebugt , sendte han øjeblikkelig befaling til oberst . Bassevitz , at han skulle trække sig tilbage til fæstningen . Den modige Holstein knurrede ved denne ordre , thi man havde ikke erholdt nogen synderlig mægtige oplysninger om fjendens bevægelse og tillige havde man slet ikke lagt denne den mindste hindring iveien . På tilbagemarschen sluttede en ung fisker sig til livjægerne og tilkendegav sig for Holstein som forstjunker Holck . „ Nu seer jeg først , at det er dem , hr . Forstjunker ? “ Sagde Holstein , der kendte Hain og gav ham hånden . „ Men hvad er det for en dragt de har iført dem , de har jo endog fisk der i et net . “ „ For at blænde øjnene på englænderne , “ Svarede han . „ Jeg er fiskeren Christian fra Tårbæk , “ Tilføjede han i en sjællandsk bondedialect , så fortræffeligt lignende , at Major Holstein gav sig til at le . „ De er vog vel ikke spion ? “ spurgte han Holck . „ Sådant noget er jeg vel , “ svarede Holck . „ Men general Peymann er underrettet om den rolle , jeg spiller . “ „ Den er temmelig vovelig , “ sagde Holstein , „ thi strikken kan gerne blive lønnen for deres fædreland skj ærligh ed . “ „ Der må nu komme hvad der vil , “ svarede Holck , „ så har jeg besluttet at tjene mit fædreland på den bedste måde . Jeg sluttede mig netop til dem , for bredre at kunne bringe Peymann efterretning om englændernes landgang og hvad de have i sinde , og som jeg tilfældigvis kom til at høre i en samtale mellem en engelsk og en skotsk officer , i det jeg stod og handlede om fisk med en sergeant . Jeg holdt torsken i høj pris for at kunne udtrække tiden og lytte til samtalen . Det er en uforskammet høj pris , sagde sergeanten på tysk , som jeg lod som jeg forstod lidt af , er der knapt på torsk i sundei ? — jeg svarede , at på denne årtid var der ingen synderlig torsk . På samme tid hørte jeg den engelske officer sige- . Bi have allerede en styrke af 14 , 000 mand på Sjællands kyst . “ „ Hvad ? “ afbrød Holstein ham , „ har de allerede 14 , 000 mand i land , ja , så kan vore 600 mand heller ikke gøre nogen synderlig modstand . “ „ Under commando af en officer , som dem , hr . Major , kunne der virkelig have været gjort noget , “ Sagde Holck . „ Langsmed strandbredden ved bedbæk og ikke længere end i et geværskuds afstand , løber der en sandklit , bag hvilken infanteri kunne søge dækning ; en fjerdingsvei inde i landet hæve der sig skovbevoksede bakker , der indeslutte vedbæksletten mod vest og syd og hvor der findes ypperlige forsvarsstillinger for deres jægere . Havde Peymann samlet alle de anvendelige regulaire tropper fra København og Kronborg på dette punkt og rettet et energisk angreb mod fjenden , få ville ikke alene dennes dispositioner være blevne forstyrrede og forsinkede , men den engelske overkommando ville straks have fået en ganske anwn forestilling om vor modstandskraft og forsvarswner . Fra søsiden kunne angrebet på samme tid være bleven understøttet af vore kanonbåde og slykpramme . Det undrer mig , at den kække sten bile ikke har tænkt herpå . “ „ Jeg skal sige dem , “ sagde Holstein i en hviskeide tone , „ vor kronprinds har begået et misgre > ved at udnævne en så gammel og aldeles ikke krikvant officer som Peymann til af føre overkomnandoen . Peymann er en . brav , modig og fædrelndssindet officer , der kunne gøre god tjenesteunder en anden overbefalingsmand , men den post , der er ham betroet , er han ikke voksen . “ Den engelske troppestyrke gik iland uden af mødeden mindste modstand fra vor side , ja uden af ørn nogen , der observerede den , undtagen strandbreddes fiskere . “ „ Hmmandanten har jo den strenge ordre , ikke af ophise fjenden , “ sagde Holstein . „ Han forbød derfor > gså udtrykkelig oberst Bassevitz af gå angrebsviis tilværks eller hindre fjenden i af gøre landgang . “ „ Englænderne benyttede sig også deraf , “ svarede Holck . „ Det landsatte infanteri , ledsaget af feltbatterier , besatte straks bakkerne i omegnen af Vedbæk . Den engelske officer fortalte nu den skotske , som jeg hørte : af deres tropper , delte i tre kolonner , skulle marschere mod aften mod sy ) . Den venstre fløj skulle gå ad strandvejen il Charlottenlund , centrummet over eremittagen og fortunen til jægersborg og den højre fløj wer Nærum og ny mølle til lyngbu , på disse tre steder skulle le bivonakere natten over . “ „ Her var da ypperlig lejlighed , af angrib ' en af fløjene om natten , “ faldt Holstein ham i odet . „ Gud give Peymann ville give mig ordre il af bruge livjægerne og noget infanteri og kamlleri , få skulle jeg angribe fjendens højre fløj som ville blive ubeskyttet fra vestsiden , uventet oomåskee jage den på flugten . Det ville straxoplive de øvrige tropper og kjøbenbavnerne , der cke er så vel til mode som 1801 . “ / . Jeg agter også af foreslå generale et sådant angreb , “ sagde Holck . „ Jeg frygter for , af han ikke indgåepå dej , iiølge sin ordre , “ svarede Holstein . „ Hud tænke englænderne om os , der lader dem sådan i god ro ? “ „ Den engelske officer mente , hørte jeg , “ Sagde Holck , „ af de et eller andet sted ville uventet blive angrebne af en stor dansk stridsmagt , siden vi ikke hindrede dem det mindste i af gøre landgang , skønt der var så mange ypperlige angrebspunkter mod dem . “ „ Ja , englænderne ville så en besynderlig mening om vor overkommando , “ sagde Holstein . „ Dog tænker jeg , af når englænderne nærme sig mere København , vil Peymann ikke agte på sin ordre , men lade os gøre udfald og forstyrre fjendens arbejde med anlæget af batterier og løbegrave . “ De havde under denne samtale nået osterbrø , og nu drog da hele ekspeditionen under en jublende hornmusik , som om den kom fra en Sejer , ind ad osterport i København , hvor imidlertid folket snart blev underrettet om , at fjenden var kommen i land og at de uddragne krigsfolk ikke havde iagt dem det mindste i vejen . Denne tidende virkede nedtrykkende på folkeslemningen og der taltes lydelig om kujoneri og forsagthed . Holck ilede ved ankomsten til København til citadellet , hvor han straks fik adgang til commandanten , hvem han gav den oplysning , vi nylig have fortalt og opfordrede ham til at gå angrebsviis frem . „ Jeg vil gøre det , “ sagde Peymann efter nogen betænkning , „ skønt det er ganske mod æronprindfens ordre ikke at irritere fjenden . I morgen formiddag vil jeg lade Major Holstein i spidsen for 600 mand gøre et udfald imod fjenden , for at vise ham at vi er årvågne . “ „ Jeg frygter for , deres excellence , “ sagde Holck , „ at det er en altforringe styrke til at kunne gå angrebsviis frem imod englænderne , der kan tætte dobbelt så mange tusinde imod os . Deres excellence skulle lade hele Københavns besætning rykke ud , med den kunne der udrettes noget alvorligt . “ „ Og når den blev omringet , hvad så ? “ Spurgte Peymann , „ så havde vi jo ingen andre til at forsvare vore volde end borgerskabet og kongens livkorps . Nej , min gode Holck , med de 600 mand under en så kæk anfører , som Holstein , ville vi først vænne vore krigsfolk til ilden , senere kunne vi med bistand udenfor byen , lade fjenden komme ind i en dobbelt ild . Hans kongelige højhed kronprinsen har nemlig under sit sidste ophold her i staden givet generallientenant casreuschiold og generalmajor Orholm befaling at famle de sjællandske og småøernes landeværnsbatailloner , der ikke udgøre en ringe styrke , hvormed de vel skulle operere efter eget skjon , men dog med understøttelsen as København og Kronborg svin hovedsormål for deres bevægelse . General Castenschiold opholder sig for tiden i omegnen af Ringsted , hvor han koncentrerer sine tropper ; ge neral Oxholm vil derimod tage til Lolland , Falster og møen for at samle det derværende landeværn , der igennem amtmændene allerede havde fået tilsigelse , og føre det over på Sjælland . Her fra København er der udleveret dem begge så mange geværer , patroner og flintestene samt trepundige kanoner vi kunne selv undvære , for resten må de i de rundt om i byerne værende militairdepoler , forskaffe sig de nødvendige båden . Kunne de nu , hvis engelænderne skulle omringe byen således , af det ikke blev mig let af stå i forbindelse med begge generaler , bringe mig sikker besked om deres stillinger og hvad de agte af foretage , for al understøtte København , da ville det være mig såre kært , jeg ved , af jeg kan stole på , af de vil udrette et sådant hverv med den Iver , der har bragt dem til af vove deres liv til deres fædrelands gavn , og de kan muligen gøre meget til hovedstadens frelse . “ „ Deres excellence kan være forvisset om , al jeg ikke skal frygte for af vove mit liv , når jeg derved kan gavne mit elskede fødeland , “ svarede Holck . „ Jeg vil straks begive mig bort , og tage vejen til Ringsted for af træffe general castenfchiold og måske også general Orholm , da de vel stå i forbindelse med hinanden , og underrette dem om , af jeg kan bringe budsfab fra dem til København , hvis vejen til denne by skulle blive afskåren . “ „ Jeg ønsker , af de må lykkeligt udføre deres påtagne hverv , “ sagde Peymann i en mismodig tone . „ Gid vi må se hinanden under glædeligere forhold . “ Med disse ord forlod Holck , efter at generalen havde trykket hans hånd til afsted , commandamboligen , for at begive sig på vejen til Roeskilde , men forinden var der noget i hans indre der drog ham til Peders velgørers bolig , nemlig et blond qvindehoved , hvis blå Tine havde gjort et uudsletteligt indtryk på hans hjerte . Han blev modtaget med stor hjertelighed af Maria , der først studsede , da han indtrådte i sin simple fiskerklædning , men dog straks kendte ham . Han var jo en ven af den , hun elskede og tillige en fævrelandssindet mand , hvorfor hun hørte med megen deltagelse på den unge mand , da han fortalte hende , hvorledes han havde nærmet sig englænderne og vovet sit liv , for at bringe kundskab oni deres fjendtlige foretagender til København . Hun bemærkede også det indtryk , hun havde gjort på ham , og i det det smigrede hendes qviadelige forfængelighed , begyndte hun at søle meer end deltagelse for ham , dog nden at være sig det selv bevidst . Hun bad ham indstændigt , ikke at udsætte sig for meget , og Holck følte sig lykkelig ved den deltagelse hun viste ham , da hun ytrede , at hun skulle bede til gud om at beflytte ham . „ En sådan talsmand hos gud , vil han nok bønhøre , “ sagde Holck , idet han greb hendes hånd og tyssede den , „ og jeg bil gå mere trøstig til mit hverv , nu da jeg ved , at der er et skyldfrit væsen , der beder for mit vel . “ Marie hørte rødmende på disse smigrende ord , og efter en kort samtale og et varmt håndtryk forlod Holck hende , der nu følte sit sind roligere end i den senest henrundne tid . 50 . Dej ! påfølgende dag om formiddagen rykkede den kække Major Holstein i spidsen for 600 mand ud af Østerport . Først kom livjægerne , dernæst herregårdsskytterne , så 200 rekrutter og derefter en afdeling sjællandske ryttere . Effer disse folk kom der 4trepundige kanoner as batteriet hummet . Opløst i en kæde gik disse tropper hurtigt stem og drev den engelske forpostlinies venstre fløj tilbage hinsides lille vibenshuus . Med hurraråb og syngende muntre viser var den lille styrke hidtil marscheret fremad , men da så den lo afdelinger husarer og flere kanoner nærme sig og forene sig med forpostliniens tropper , og da disse vare Holsteins overlegne ital , måtte han i største hast trække sine folk tilbage til Classens have . Livjægerne og herregårdsskytterne havde viist sig meget modige , og blandt de sidste var der især to personer , fader og søn , som udmærkede sig . Faderen var kromanden Johannes Christian hammer fra asminderød , der allerede 1801 havde dannet et lille corps ridende skarpskytter , der imidlertid ikke kom til at benyttes imod englænderne . Nu havde han atter taget riflen for at ile til hovedstadens forsvar . Hans søn Frikz , kun 15 år gammel , der kunne ramme målet som den bedste Skytte , fulgte med ham . De vare begge redne lykkelig igennem de engelske forposter ved Lyngby til København . Da herregårdsskytterne , hvortil de begge sluttede sig , havde nået vejen imellem store og lille vibenshuus steg Frikz op på diget ved den ene side , men i det samme blev hans riffel spaltet af en geværkugle , drengen faldt fortumlet tilbage , men faderen ilede til og løftede ham op . „ Bryd dig ikke om det , Frikz , “ sagde han opmuntrende til sønnen . „ Det værste er , at nu kan du ikke gøre gengæld , da du ingen riffel har . “ I det samme kom herregårdssfytternes chef , kammerherre Krogh , ridende til , og da han hørte hvad der var hændedes den kække dreng , sagde han : „ Løb du hjem og hent dig en ny riffel ved Christiansborg . “ Fritz hammer lod sig ikke dette sige to gange , han løb af alle kræfter til byen og traf på kongens Nytorv en afdeling af landeværnet , som general Peymann mønstrede . Landeværnsofficeren kendte Fritz , og da drengen sagde ham , i hvilket ærinde han var kommen til byen , førte officeren ham hen til Peymann . Så snart generalen havde hørt hvorfor drengen var vendt tilbage til byen , red han frem for fronten , pegede på drengen og sagde med høj røst : „ Her se i en dreng , som kun er femten år gammel . Han kommer fra udfaldet for at hente sig en ny riffel , da den gamle er skndt sønder . Når sådan en dreng går frivillig i kampen , hvormeget mere må i da ikke være beredvillige dertil , i , som stride for kone og børn ! “ Drengen løb nu tik Christiansborg , hvor han fik riflen og ilede med den tilbage , men mødte herregårdsskytterne på tilbagetoget til -østerbro , så han kom ikke til at gøre brug af sin nye riffel førend seneret . Major Holstein drog vel igen med hornmusik ind i byen , men man hørte intet hurraråb og ingen jublende seirssange . Med mørkt åsyn og stiltiende drog krigsflaren ind i byen , efterfulgt af ambulancen , der bar liget af en livjæger og i3 ch hele denne fremstilling af den 15årige Fritz hammer , fader til den kjakke capitain hammer fra sidste krig , er aldeles historist . sårede . Det var ikke det ringe tab , de uddragne krigsfolk havde lidt , der var skyld i den alvor , der hvilede over de inddragende , det var bevidstheden om de ringe kræfter og udueligheden af de højst kommanderende , der vakte den mørke stemning . Folket i gaderne delte denne , dog var det langtfra , at det antog , at englænderne ville gå så hensynsløs frem , som de gjorde . Peymann og med ham Københavns fleste indvånere undervurderede fjendens styrke og overvurderede i høj grad deres egne kræfter . Samme Asten kom den unge månedslieuteuant Peder Andersen og hans fader i aktivitet på kanonbåden Schrødersee . Hele ) kanonbådsslotillen under viceadmiral sten ville var i kamp med englændernes lette eskadre , der var bleven bugseret ind i svanemøllebugten . „ Vort grove skyts langer længere end englændernes på deres krigsskibe ! “ sagde Peder Andersen i en munter tone . „ Lad os vise dem , at vi ikke stå tilbage for søheltene fra den 2den April 1801 . Så i , at den kugle tog bugsprydet væk på briggen der . Påny en kugle og en kardus ind i vor brumbasse , og smeld så løs på dem . “ Således opmuntrede den nye månedslieutenant mandskabet på den kanonbåd , han kommanderede . Skydningen vedblev i tre timer , da gav ville til Peders store misfornøjelse signal til at holde inde med kampen og drage sig tilbage , klokken 9 om aftenen , med nogle få sårede . Fjenden havde derimod lidt betydeligere . Følgen af det mislykkede udfald var , at englænderne den påfølgende dag havde indesluttet Danmarks hovedstad både tilsøes og tillands mod en ringe modstand og uden noget synderligt tab . De engelske forpostkjæder strakte sig fra svanemøllen langs jagtvejen og falkoneeralleen ned til kallebodstranden . De danske forposter stod opstillede i en lige linie fra kalkbrænderiet , langs blegdamsveien over blågård og ladegården , forbi indgangen til frederiksbergallee og ned til Kallebodstrand . Ved jernporten , på ladegårdsveien , Nørrebro og østerbro , var der udsat infanteripiketter , der hver havde to trepundige kanoner , og som skulle støtte forposterne . I klassens have , mellem sortedamssøen og stranden gjorde en bataillon af det norske livregiment tjeneste som understøttelsespost . Den engelske høistcommanderende general catbcart opslog nu sit hovedqvarteer på landstedet Hellerup og afsendte et egenhændigt skrevet brev til general Peymann , i hvilket han anmodede ham om , at tage kjøbenhavvns stilling og den frygtelige crisis , hvori samme var bragt , under den alvorligste overvejelse . Han underrettede ham om , at byen ville blive angreben med alle de midler , som vare mest hensigtssvarende til dens ødelæggelse , så snart befalingen dertil ville blive given . General Peymann gav intet svar på denne alvorligt mente advarsel fra Cathcarts side , han troede ikke på , at fjenden ville bombardere byen og skrev derfor følgende brev til kronprinsen : „ Formaninger og trudsler , nådige herre , gøre „ intet indtryk på mig . Deres kongelige højhed „ kan være forvisset om , at jeg efter pligt skal „ forsvare mig til det yderste , og at København al „ drig under min kommando skal falde i fjendens „ Hænder uden ved storm , endog om fjendens antal „ måtte være større end det er . Jeg skal søge at „ forsvare vor ære og ende mine dage som en kæk „ Soldat . “ Så forblindet var den øverstbefalende over stridsmagten i Danmarks hovedstad ; men hans øjne begyndte dog at blive lidt åbne , da fjenden monterede batteriet ved svanemøllen med sireogtyvepundige kanoner og opførte et hanbitsbatteri bagved hint . Englænderne vare slet ikke blevne forstyrrede i deres beleiringsarbeider og begyndte nu at bygge batterier ved indgangen til Frederiksberg alle , ved enden af gamle kongevei , ved wodrofgård og st . Hans hospital , i nørreallee og ved salpeterværket . Peymann besluttede derfor nu at gøre et andet udfald , der fandt sted den 20de August . Om morgenen klokken 3 v2 lod han 2 kolonner rykke ud fra København . Hovedkolønnen , under oberstlieutenant Voigt , marscherede srem fra Østerport . Lå indgroet var gamaschetjenesten , at han , da han idet han red forbi en bataillon af det danste livregiment bemærkede , at en soldat ikke holdt fodskifte med de andre soldater , bød bataillonen gøre holdt , og lod synderen træde frem for fronten og tildele 15 slag fugtet , hvorpå bataillonen igen marscherede fremad efterfulgt af det norfke livregiment , livjægercorpset , herregårdsskytterne samt livregimenterne og gardens jægere under Major Holstein . Efter disse kom omtrent loohesfgardisfer og ligeså mange sjællandske ryttere og endelig 2 trepundige batterier . Den hele styrke udgjorde omtrent 1800 mand . For at støtte hovedkolonnens højre flanke fra søsiden tog capitain Holsten as søetaten stilling ved det yderste kalkbrænderi med ni kanonchalupper . En jcegerkæde , der strakte sig fra blegdammen ned til stranden , åbnede angrebet klokken 4 ' /i > . Noget cavalleri på nørrefælled og artilleri ved indgangene til nørreallee og strandvejen dækkede deres venstre flanke . Medens kæden rykkede frem , lod Holstein den ene bataillon opmarschere på østerfælled , medens den anden blev i kolonnen på strandvejen , hvor resten af kavallerist nærmest stranden sluttede dens højre flanke . Kanonchalupperne begyndte nu med sin ild mod svanemøllebatteriet , og bragte der snart til taushed , og kolonnen på strandvejen skulle nu til at tage dette med bajonetten , da åbnede et nyt batteri af feltskyts længere tilbage sin ild , stærke fjendtlige kolonner rykkede frem fra tagenshuns og store vibenshuus og på samme tid nærmede englændernes lette eskadre sig kanonchalupperne . Nu var man nødsaget til et hurtigt tilbagetog både tillands og tilvands . De alt for spredte lette tropper kunne ikke gøre nogen alvorlig modstand , fordi der ikke var tilstrækkelig cavalleri til at understøttepem , og den anden colonne under general Waltersdorf , der var marscheret ud af Nørreport ikke gav den nødvendige hjælp . Den styrke Waltersdorf anførte bestod af 1800 mand landeværn og en afdeling hufarer med fer amnsetter , enpundige feltkanoner . Det var befalet ham at rette et stormangreb mod lygten og falkoneergården , men istedetfor blev han rolig stående på Nørrebro med tre batailloner , efter at han havde ladøt en bataillon tage stilling ved indgangen til nørrefælled . Han kunne ikke se fjenden , og denne kom heller ikke til at se ham . Anførerne for de to colonncr opererede altså uden nogen overensstemmelse eller forbindelse , og på samme tid var der heller ikke nogen rigtig kombination mellem land-og sømagtens foretagender . Dette andet udfald mislykkedes altså ganske , og det er kun at undre sig over , at ikke den overlegne fjende omringede og toge alle udfaldstropperne tilfange . Klokken var 7 om morgenen da begge kolonnerne kom tilbage til København . General boigt havde 16 døde og 20 sårede , til Søes var tabet 3 døde og 6 sårede . Den anden colonne havde naturligvis slet intet tab . Havde stemningen . i byen ikke været god , så blev den nu meget værre . Man ytrede mistillid til overkommandoen . For at opretholde modet hos borgerne udstedte Peymann en proklamation til hovedstadens indbyggere , hvori han blandt andet yttrede , at fjenden ( som ikke var tilfældet ) havde mistet mange folk og havde ikke vovet at forfølge de hjemmarscherende krigsfolk til fæstningen eller angribe de danskes forposter . Han angav tabet i det højeste til 21 døde og 58 sårede , såvel af sø- som landfolket . Søerne ved staden var i danskens magt og der var lagt en forsvarsplan . Han endte proklamationen med de ord : „ Medborgere ! Trygge ved eders mod og eders standhaftighed , kunne i også være det ved den årvågenhed og kraft , der fra min side stedse skal værge og værne far vor fælles alt . “ Peymanns yttring : „ Lad englænderne bare komme under mine volde ! “ havde udbredt sig blandt byens jndvånere , og lod dem for øjeblikket hengive sig til lyse forhåbninger , som snart skulle blive formørkede . Et tredje udfald blev nu besluttet , men med en til øjemedets opnåelse alt for ringe styrke . Peymann havde nemlig ladet fjenden uforstyrret besætte Frederiksberg alle og den yderste del af Vesterbro og trænge piketet mellem Østerbro og kalkbrænderiet tilbage til Classens have . Da de danske tropper nu måtte trække sig indenfor søerne indså overkommandoen klart , at den havde gjort sig skyldig i et stort fsilgreb , ved således at lade fjenden nærme sig fæstningen uden at gøre ham hvert skridt kostbart . Nu skulle da fjenden kastes tilbage og et batteri i toxwerds have tilintetgøres . Medens der gjordes et skinudfald igennem -øster- og Vesterport , rykkede livjægercorpset , herregårdsskytterne og regimentsjægerne med otte kanoner frem fra Nørreport . Hele styrken udgjorde - “ > 00 mand , anførte af Major Holstein . På farimagsveien delte den sig i to kolonner , hvoraf den ene marscherede lige ud over dæmningen til Nørrebro , den anden , der drog ned ad farimagsveien , gik derimod over dæmningen imellem st . Jørgensog Peblingesøen og rykkede frem til ladegården . I begyndelsen tegnede alt godt og fremrykningen ved blågård og den øvrige del af Nørrebro foregik med liv og hurtighed . Fjenden , en hannoveransk jufauteribataillon og en afdeling af en anden bataillon , var den danske styrke dobbelt overlegen i tal , dog veg den tilbage , men ligesom den danske krigsmagt nåde Nørrebro i linie med jødekirkegården åbnedes der pludselig en dræbende ild på den fra skydehuller i plankeværket omkring kirkegården og fra alle omliggende grøfter og hegn . Fra alleerne og nørrefælled nærmede der sig stærke fjendtlige reserver af alle våbenarter . Major Holsfein indså straks at hans højre fløj kunne blive omgået , og gav derfor befaling til tilbagetog , hvilket foregik i god orden . Der faldt ikke mange på begge sider , ialt for begge udgjorde de faldne og sårede omtrent 70 mand . Dette tredje udfald havde aldeles forfejlet sin hensigt ; de danske tropper nødedes til at gå længere tilbage . Om aftenen besatte englænderne Vesterbro indtil skydebanen , ladegården , blågård og blegdammen . Under udfaldet havde tre compagnier hannoveranske tropper overrasket besætningen i skandsen ved salpeterværket ved osterallee . Piketet ved Classens have ilede hurtig til i forening med en afdeling af marineregimentet , som kom fra citadellet . En hidsig fægtning fandt sted , og en femtedel af marinerne blev enten dræbt eller sårede . De danske tropper trak sig under en levende ild tilbage til Classens have . Denne blev den påfølgende nat besat af englænderne , der på tamme tid opkastede to batterier af sandsække , det ene på Nørrebros dæmning , det andet på ladegårdsdæmningen . Også i haven ved det gamle pesfhuus ved Kallebodstrand en opførte de , trods en heftig ild fra kanonbådene , et batteri med 4 sireogtyvepundige kanoner . Med undtagelse af citadelsp orten vare alle udgangene fra København mod landsiden lukkede . Det harmede Peymann at fjenden havde besat Classens have og den 26de August forsøgte han ved et fjerd eudfald , der understøttedes fra søsiden , at generobre denne have . Det var atter den kække Holstein , der rykkede ud i spidsen for sine jægere , herregårdsskytterne , regimentsjægerne og noget artilleri . Det var en altfor ringe styrke , til at kunne udrette noget , Peymann igen udsendte for at generobre Classen » Have . I begyndelsen avancerede denne styrke som sædvanlig , uden nogen synderlig modstand , men da den kom til den nordlige side af haven , blev den nødt til at standse , thi fra plankeværket , der var forsynet med skydehuller , sendtes der en tæt kugleregn imod Holstein , der tvang Harn til at trække sig tilbage for ilden af en fjendtlig forstærkning , der var indtruffen . Femten kanonbåde , kommanderede af den dygtige capitain hans Holsten , under hvem Peder Andersen kommanderede , vare beordrede til at understøtte udfaldet . „ Vi kunne for øjeblikket ikke udrette noget , “ Sagde kaptajnen til Peder , der var på samme kanonbåd som han ; „ thi ville vi sende nogle kardætffer ind imod englænderne , så ramme vi ligeså godt vore egne som fjenden . “ Idetsamme begyndte batteriet ved svanemøllen at fyre på kanonbådene , og fort efter åbnede et nyt anlagt batteri ved kildevæld sin ild imod dem . „ Vi kunne sagtens sende svanebatteriet nogle kugler til gengæld for deres , “ sagde baron Holsten , „ men dermed gavne vi ikke den kække Major Holstein . “ „ Så have vi dog ' nogen beskæftigelse for folkene , “ svarede Peder Andersen , og nu gav capitain Holsten signal til de øvrige kanonbåde , at de skulle åbne deres ild mod de to fjendtlige batterier . Kort efter så kaptajnen at den udsendte danske styrke trak sig tilbage . „ Nu have vi frit spillerum , “ sagde den kække søofsiceer , „ og nu skal vi snart tvinge englænderne til at tage foden på nakken og skyndsomst forlade haven , ved at sende nogle kardætfler ind imellem dem . “ Den der var glad over denne ordre , var Peder Andersen og han opmuntrede folkene til at være ivrige i at lade og affyre kanonen på kanonbåden . adlydende signalet begyndte alle kanonbådene at overdænge englænderne med karti ætsker . „ Se , hvor de vende ryggen til , og bruge benene af alle kræfter , “ sagde Peder leende , „ den rappe kan de ikke bruge . Se , det kardætskskud tog benene fra en hel mængde af dem , som de nu må slæbe så godt de kan med sig , udsættende sig selv for at miste arme og ben om ikke hovedet med . Jeg under dem sådant et blodbad for deres nøverangreb på Danmark . “ „ Soldaterne gøre ikke andet end deres pligt , Peder , “ sagde Holsten , „ på dem falde ikke skylden for det skændige overfald på Danmark , men på den engelske regering , denne castlereagh . — men nu ville vi ikke tale om politik . Haven er snart tom , og vore tropper kunne trække sig tilbage i god ro , uden at frygte for at forfølges fra . den kant . “ Idet kanvnbådene igen trak sig tilbage , faldt der en granat , der var afskudt fra batteriet ved kildevæld ned på kanonbåden Stubbekøbing , antændte krudtet og sprængte kanonbåden med alt dens mandskab i luften . Størstedelen af dens besætning blev dræbt eller dødelig såret . Da Holstein igen drog ind igennem kastellet med sine folk , sluttedes toget med flere faldne og sårede , der blev bårne af ambulancens folk ; blandt de dødeligt sårede var den tappre artillerikapitain hummet . Flåden havde tabt flere mænd end hæren , som en følge af kanonbådens sprængning i luften . Da Holstein var vendt tilbage , begyndte der en . voldsom ild fra kastellets og byens volde . Man troede ved hjælp af gloende kugler og brandkugler at kunne skyde haven ibrand og ødelægge fjendens værker ved blågård , men krudt og kugler var spildt , skytsets virkning var ubetydelig . Ten påfølgende dag forjog englænderne ved et nyligt anlagt batteri ved gamle pesthus de tre kanonbåde i kallebodstranden . Itu var da fæstningen afskåren fra alle veje med det øvrige land , såvel til lands som til vands . Alle bygninger mellem søerne og stadsgraven bleve nu nedrevne , alle træer , hegn og grøfter ravede , for at fjenden ikke skulle finde noget skjul . General Peymann forelagde på denne tid sit hovedkvarter fra kastellet til Raus gård på kongens Nytorv , det nuværende hotel d ' angleterre , for personlig af være i selve fæstningens midte og verved lette foretagendernes gang . ^her førtes en parlementair fra Cathcart til ham , der foreslog en våbenstilstand på fire timer , for af de sindssyge i Sankt hans hospital , der lå lige under fæstningens kanoner ( ved ladegården ) , kunne blive slittede ind i landet , og dette humane forslag blev straks antaget as Peymann . Da den engelske komando tidligere havde nægtet en as Peymann foreslåef våbenstilstand i samme øjemed , burde generalen , når han havde mindet sig Nelsons listige tilbud om våbeusfaud , » æret nogen mistanke til dette uventede tilbud , men ligesom Peymann var en mand , der langtfra forstod sig på krigspuds eller rænker , så ahnede han ikke , da fjenden under skjul af humanitet udtrak den indrømmede frist til tolv timer , af der foregik i dette tidsrum begivenheder , der vare vigtige for København , nemlig det bekendte slag ved Køge . Senere ind- , få han , af den forlangte våbenstilstand kun var tilbudt af fjenden , for af ban kunne anvende en del af sine tropper ved København mod landeværnet ved Køge . En fjern kanontorden , der syntes af komme fra kjøgekanten , havde i flere timer tamme tag vakt Københavns jndvåneres opmærksomhed . Da Peymann var indesluttet trindt om i hovedstaden , og der ad privat vej ikke indløb nogen meddelelse om hvad der sandt sted udenfor den , få havde han slet ingen forestilling om hvad der foregik . At han den dag kunne have skadet fjenden ikke så lidet , dersom han blot havde været nogenlunde underrettet om begivenhederne udenfor hovedstaden , fik han dagen efter at vide . Fil . Den næste dag ganske tidlig på morgenstunden indfandt der sig en mand i en drivvåd sjællandsk bondedragt i commandantboligen på kongens Nytorv og forlangte generalen i tale , foregivende , at han havde vigtige efterretninger at berette om fjendens fremgang udenfor København . Skjøndt det var få tidligt , blev det dog straks meldt general Peymann , der , tastende en slobrok om sig , lod bonden straks få adgang til sig . Da denne trådte ind med hatten i hånden , råbte Peymann ganske forundret : „ Er det dem , hr . Forstjunker . De er jo i dag en sjællandsk Bonde . “ „ Just ikke med glæde , “ svarede Holck i en alvorlig tone . „ Jeg bringer dem en nedslående efterretning . Der har stået et slag ved Køge mellem englænderne og vore landeværnstropper ; begge generaler , både Castenschiold og Oxholm ere blevne totalt slagne og den sidste tagen til fange . “ „ Hvilken jobstidende de bringer mig , Holck , “ Sagde Peymann . „ Jeg ventede at blive ydet hjælp as dem under byens belejring , og nu er de slagnehvorledes er det gået til ? “ „ Det skal jeg fortælle dem i korthed , “ svarede Holck . „ Medens Castenskiold samlede det sjællandske landeværn , der viste den største ulyst til at gå mod nogen fjende , var Oxholm tagen til Lolland , Falster og møen for at samle landeværnstropperne der på øerne . På møen ville landeværnet slet ikke gå med deres officerer ; de vare forpligtede til at forsvare den provinds , hvori de boede og opholdt sig , sagde de , men gå over til Sjælland tilkom dem ikke ! — alt , hvad general Oxholm kunne sige dem om fædrelandskærlighed agtede de ikke på , de gik vel til færgestcdet , hvor omtrent 4tt bland fulgte med generalen til Sjælland , men de øvrige blev tilbage , udstødte forbandelser mod deres befalingsmænd , ja affyrede endog enkelte skud efter færgen . Således gik det for en del også til på Lolland og Falster . Dog lykkedes det senere at gøre disse tropper skamfulde over deres adfærd . De fulgte deres officerer over til Sjælland og ndgjorte tilsammen fire batailloner . Jeg var netop i det sydlige Sjælland og fulgte med dem ad kiøgekanten . Igår Morges ganske tidlig var hele landeværnstyrken samlet ved Køge , den udgjorde 11 batailloner , bestående af 5000 mand infanteri , og desuden 600 mand kavalleri og 13 kanoner . Tropperne vare netop ankomne , da fjendens nærmelse fra roeskildekanten blev sorkyndet general castenfkiold . Han befalede general Oxholm af besætte skillingskroen , der ligger en mil nord for Køge , med to batailloner og medgav ham to kanoner . Englænderne vare imidlertid komne ham i forkøbet og havde besat kroen . De fremrykkende fjender skulle have udgjort 6000 mand , der under generalmajor Wellesley havde forladt Københavns omegn iforgårs aftes . “ „ Det var derfor , “ afbrød Peymann Holck , „ af general Cathcart tilbød mig , efter først af have nægtet mig det , en våbenstilstand på fire timer , som han til min store forundring forlængede til tolv . Hvilken trædskhed ! “ „ Krigslist er jo tilladt , hr . General , “ sagde Holck . „ General Oxholm , der er en tapper officer , gav straks ordre til den comman derende artilleriofficeer , lientnant Schuttes , af give ild på englænderne , der stillede tolv kanoner mod hans tohan affyrede også sine to kanoner så længe han havde ammunition . Formedelst castenfliolds pludselige befaling havde han ikke haft tid til at forsyne sig med det tilstrækkelige tal og nu sendtes der da en officer ind i Køge for at hente en ammunitionsvogn , men kom tilbage med den besfed , at ammunitionsvognene vare indespærrede i kirken , hvis døre vare aflukkede . Schuttes måtte nu trække sig tilbage med sine to kanoner . “ „ Min gud ! “ afbrød Peymann ham , „ hvilke uheld ! Fjenden rykkede vel straks frem ? “ „ Da han trak sig tilbage , blev en hest foran hans ene hest skndt og dens seletoi sønderrevet . En afdeling engelske husarer bemægtigede sig straks kanonen . Oxholm gav sit cavalleri befaling til at tage den tilbage , men det blev overøst med en granatregn , som splittede det til alle sider , da hestene ikke vare vante til at stå for skud . Idet kavalleriet flygtede , rev det de to infanteribatailloner med sig , og en ny ankommen tredje bataillon fra Falster fulgte øjeblikkelig deres eksempel . Officererne formåede ikke at standfe deres flugt , og adsplittede i hobe nærmede de flygtende sig Køge , hvor de stødte på general eastenschiolds landeværnstropper . “ „ Således er det , at agere med udisciplinerede soldater , “ afbrød Peymann ham , „ så flygtede vel eastenschiolds landeværn også ? “ „ Caslenschiold er ingen kujon , “ svarede Holck , „ men han mangler indsigt og dygtighed . Han tiltalte folkene , så de kom til besindelse igen , og lod dem tage stilling i grøsterne og bag hegnene i byens nærhed . Efter min anskuelse begik han en stor fejl , som udfaldet af den forestående kamp ogfå viste ; han tog nemlig en stilling med sine landeværnstropper og sine seks kanoner nord for Køge , og havde således byen i ryggen i stedet for ar have den i fronten . Havde han stået sønden for Køge og kjøgeå , ville han have haft en ypperlig dækning for sit alt andet end fortrinlige infanteri . Han blev straks angrebet as den fremrykkende engelske styrke og af et regiment , der bestod af bare bjergskotter . Lanveværnstropperne trak sig hurtigt tilbage til en sorskandset markgrøft foran teltlejren nord for byen . Høiflotterne , modige folk , stormede derpå under hurraråb og fældet bajonet frem mod markgrøften , som landeværnet forlod i den største uorden , idet det tyede ind i byen . Jeg var tilskuer til de nu påfølgende optrin . Ved stranden holdt Castenschiolds kavalleri sig bag den ene landeværnsbataillon , de engelske husarer stormede ind på dem , og rytterne og landeværnet flygtede af alle kræfter ind i byen . Hele det engelske infanteri fulgte efter . Jeg krøb på den tid op i et træ lige ved porten til Køge . Hvilken ubeskrivelig forvirring . Jeg så mennesker heste , kanoner og vogne tumle sig mellem hverandre , men da der kørtes engelsk artilleri op i byens port og bestrøg gaderne med kardætfler , så nåde forvirringen sit højdepunkt . ' nogle as landeværnet vare flygtede ind i husene og skøde på fjenden fra vinduerne , men til ingen nytte , thi alle styrtede i vild flugt til broen over kjøgeå . General Oxholm , der har langt mere dygtighed og indsigter end hans befalingsmand eastenschiold , havde til broens forsvar ladet opkøre fire kanoner . De blev godt betjente , men desuagtet , skønt den møenske baraillon ankom i samme øjeblik og gjorde modstand , formåede Oxholm ikke at standse de fremtrængende højsletten de gik over broen og forenede sig på ven anden side af åen med et flankekorps , der havde omgået den danske styrke , og det flygtende landeværn blev nu angreben fia tre sider . Det fag vejen til Vallø forfulgt af fjenden , der beflød det med kardætsker . Englænderne toge en mængde af de flygtende tilfange . Men ved landsbyen Herfølge havde den modige Oxholm besat kirkegården , der ligger på en bakke , med et par hundrede mand , som det var lykkedes dam af samle . Han mente formodentlig af standse forfølgelsen , indtil eastenschiold bag landsbyens højder kunne bringe nogle af de flygtende batailloner i orden igen . Men fra en nærliggende møllebakke åbnede nu det engelske ridende artilleri en ild mod kirkegården . Engelsk infanteri angreb den i fronten , og flere eskadronen husarer , omgik den . Oxholm holdt vel tapper stand i nogen tid , men da han indså , af hans forsvar af kirkegården intet nyttede , overgav han sig . Jeg var stegen ned af træet og havde begivet mig meget langsomt ad en sidevej til Herfølge , hvor jeg var øjenvidne til , hvad der forefaldt . Jeg fulgte de flygtende ad vejen til Næstved , men blev i nærheden af denne by taget til fange af englænderne , skønt jeg ikke bar nogen våben . Nu hørte jeg , af fjenden havde gjort otteoghalvtresindstyve officerer og ellevehundrede menige til fanger . Det lykkedes mig i går aftes , da de engelske droge igen tilbage mod København , af snige mig bort i et ubevogtet øjeblik , og sneg mig nu ad bekendte omveje til København , hvor jeg i nærheden af Østerbro , i den mørke nat , svømmede over stadsgraven . En udstillet feltvagt må have hørt min plasken i vandet , thi jeg hørte et skud og i samme øjeblik peb en geværkugle mig om ørene . Jeg sad derpå noget i grønningen for ikke at vække generalen alt for tidlig . “ „ Jeg har ikke sovet hele natten for uro , “ svarede Peymann , „ jeg angrer at jeg har modtaget den ansvarsfulde post , jeg beklæder . I morgen tidlig vil jeg gøre et udfald med en betydeligere styrke end ellers for at fordrive englænderne fia Classens have , og da agter jeg og general bieleselvt at tage del i kampen mod englænderne . “ „ Hr . Generalen udsætter dem jo derved for at blive dræbt eller såret ved den lejlighed ? “ sagde Holck . „ Hvad så ? Måske kunne København få en dygtigere overbefalingsmand end mig ? “ svarede Peymann . „ Jeg har ellers flere gange besøgt capitain lutfzovs batteri på tømmerpladsen , medens det blev levende beskudt fra det engelfke batteri ved pesiyuset . Jeg ville vise københavnerne at jeg ikke er nogen kujon , som de ellers kunne tro , men at jeg , som man siger om kavallerihestene , når de ere exereeerle , kan stå for skud . “ „ Dær er vist ingen , der tvivler om deres excellences mod , “ sagde Holck . „ Men jeg vil nu forlade dem , og fnige mig omkring blandt englænderne , for mulig at opdage deres planer mod København . Gid jeg da må være heldigere end jeg var med at underrette dem om slaget ved Køge . “ Peymann trykkede hans hånd og sagde bevæget farvel til ham . 52 . Den 31te August om morgenen kl . 4 ' /2 rykkede en styrke as 2200 mand ud fra kastellet under kommando af chefen for det norske livregiment , oberst Beck . Foruden 3 liniebatailloner af det norske og danske livregiment deltage livjæegerne ogherregårdssfytterne tilligemed en artilleristyrke af 8 kanoner i kampen . 50 af holmens tømmermænd og 50 brandfolk ledsagede tropperne for at omhugge træerne i haven og sløjfe og stikke dens bygninger i brand . Tre kanonchalupper understøttede operationerne . 4 englænderne lå bag en række af huse , som dengang gik fra sortedamssø ned til stranden . Under hurraråb løb livjægerne og skytterne storm mod husene og drev de engelste tilbage . Tømmermændene brugte deres okser , bygningerne bleve nedrevne eller stukne i brand . Men da kom der fra strandvejen og lyngbyveien stærke fjendtlige kolonner frem til understøttelse . de blev modtagne med et hurraråb især af livjægerne og herregårdsskytterne . De sidstnævntes chef , kammerherrekrogh , lagdemærke fil en fornem engelfl officer , som red langs foran de engelske jægeres linie . Han opmuntrede derfor den ene Skytte efter den anden fil at skyde på ham , men formedelst den store afstand , traf ingen ham . Da så han den lille hammer , som vi tidligere have omtalt . „ Jeg ved , “ sagde Krogh fil ham , „ at de skyder godt , prøv om de ikke kan pille os den fremmede officer af hesten . “ „ Det skal jeg gerne gøre , “ svarede den femtenårige dreng , lagde straks an og ramte officeren . — — vi ville her gøre et Spring frem i vor fortælling ved at underrette læseren om , hvem den lille Fritz hammer ramte med sit udmærkede , skud . Da byen var bleven indtaget besøgte tilfældigvis kammerherre Krogh den engelfke general Baird , som var bleven såret og opholdt sig i kastellet . Generalen fortalte ham , at han var , i det sidste udfald , bleven såret af en af skytterne . „ Jeg tror , “ svarede Krogh , „ at jeg kan sige dem , hvem der har såret dem . “ „ Det er vist umuligt , “ svarede englændere » , „ thi når så mange flyde , hvem ved da , hvis kugle rammer . “ „ Jo , “ svarede Krogh , „ det var efter min ordre , at en af skytterne skød på den : , og de ville vist undre dem , når de fik ham at se , der gjorde det , thi det er kun en dreng . “ „ Da gad jeg se ham , for det var et godt skud , “ sagde generalen . Krogh red derpå hjem og tog den lille hammer med sig , idet han sagde , at han skulle medtage sin riffel . Da de kom ud til kastellet , og hammer sorestilledes for den engelske general , blev denne ganske forundret over hans lille uanseelige vækst og ytrede tvivl , om det havde været ham . Kammerherre Krogh svarede : „ Hvis generalen ønsker det , kunne vi måske se en prøve på hans færdighed i at skyde , thi han har sin riffel med . “ Dette forslag modtog generalen , og de gik derpå op på volden , hvor de fæstede et halvt ark papir , mærket med et centrum , på et træ , afmålte derpå 200 skridt og bad den lille hammer om at skyde . Dette gjorde han straks så godt , at han satte kuglen midt i centrum . De gik derpå ned ad bolden og hen til generalens qvarteer , hvor denne fog to kostbare pistoler , der vare beslagne med sølv og indlagte med guld , hvilke han forcerede den lille hammer tilligemed en pung fuld af dukater til et minde om denne begivenhed * ) . Vi vende nu tilbage til skildringen af udfaldef . Som vi have fortalt ville general Peymann personlig tage del i kampen , og han var tilstede tilfods i Classens have . Hvor han stod , nåde der flere kugler hen , og en af hans adjutanter gjorde ham opmærksom derpå . „ Er man bange for skud ! “ gav han rolig til svar . Kort efter ramte en mufketkugle ham i det venstre ben . Han lod sig endnu inden han var forbunden af en læge køre i en vogn op på kastellets hovedvold , hvorfra han kunne iagttage kampens videre gang . Professor Winsløv kom for at forbinde ham . Ved synet af hans sår bevidnede han ham sin medfølelse , men generalen sagde , idet han pegede på hjertet : * ) ovenstående episode er ord for ord aldeles sand , ligesom det påfølgende om general Peymann . „ Her burde kuglen have truffet . “ General Bielefeldt ledede selv skydningen fra volden . Tre kanonchalupper rykkede frem mod det nye batteri , men var meget udsat for det fjendt lige skyts uden dog at have noget synderligt mennesketab . Dette udfald havde ligeså lidet som de foregående det attråede resullat og vakte stort mismod blandt Københavns indvånere . Men det er ikke let at skildre den harme og forbittrelse , der fandt sted , da efterretningen om det tabte slag ved Køge kom til byen . Folk af alle stænder støde i store høbe på torvene og gaderne i samtale . Man hørte ikke andet end yttringer om feighed , ja endogså om forræderi . Folket var vant til at høre de danske omtale som et modigt , fædrelandskærligt folkefærd . Det havde de læst , det havde de hørt synge , hvorledes kunde da landeværnet således blive slået ? Ingen tænkte på , at det var et i en hast sammenskrabet mandflab , uden øvelse , uden militær desciplin og slet udrustet . Allerede samme dags aften blev der sunget smædeviser om landeværnet og dets officerer . Omkvædet til disse viser om Castenschiold og Oxholm blev gentagne gange hånende sunget af almueklassen , både af mænd og kvinder : ja han var skigja han var seigja , han var feig-hedms fjende ! Om landeværnet hed det : de stod som fæde støde som fsde støde som fæe-drene stod ! Englænderne havde nu skridt for skridt nærmet sig Københavns volde og den 1ste september var deres beleiringsarbeide færdigt . Rundt om byen i en kreds havde de anlagt tretten batterier på følgende steder : ved gamle pesthuus , bag gartner Mahrs have , foran skydebanen , i Svanholms have ved gamle Kongevej , i vodrofgårds have , foran gården rolighed ved ladegårdsveien , i blågårds have , i toxwerds have , i sandgraven på vesterfælled , ved salpeterværket , ved gården npifomhed , ved ny kalkbrænderi og endelig ved svanemøllen . De vare montererede ialt med 38 morterer , fra 100 fil loopundige bomber , 55 haubitzer og mest fireogtyvepundige kanoner . Bag batteriernes række fandtes der desuden fire store artilleriparker . Forinden general cathcarl lod batterierne åbne ilden mod København , sendte han i forening med admiral gambier en skrivelse fil Peymann , hvori han foreholdt ham , hvor frugtesløst det var hvis han ville vedblive at gøre modstand og opfordrede ham fil at overgive fæstningen . De forlangte måden udleveret , for at englænderne kunne bevære den som et depositum , og forpligtede sig fil , at tilbagegive den , med hele dens udrustning i ligeså god stand som den modtoges , så snart fred fandt sted , tillige skulle al den ejendom , som var tagen siden fjendtlighedernes begyndelse , blive udleveret fil ejermændene ; men , indgik Peymann ikke herpå , så ville de beholde al såvel offenlig som privat ejendom , der efter sejren måtte falde i deres hænder . Samme dag erholdt Peymann ved en parlamentair en skrivelse fra general Oxholm , der underrettede ham om nederlaget vod Køge . Alt håb om undsætning var nu forsvunden , Peymann indså hvad det endelige udfald ville blive og besluttede at underhandle med fjenden . Han anmodede derfor Cathcart om tidsfrist og et Pas for at han kunne gøre kronprinsen i Kiel bekendt med indholdet af den engelske overkommandos skrivelse . Ifølge hans instruks , der blot pålagde ham at forsvare sig til det yderste , kunne han ikke handle anderledes . Men den engelske overstcommanderende anså hans forlangende for et forsøg på at vinde tid til forsvarsanstalternes fuldførelse , og gav ham derfor afslag . nu underrettede Peymann i en proklamation Københavns befolkning om fjendens fordring om flådetts udlevering til opbevaring i engelske havne , og opfordrede alle og enhver til at gribe til våben , for at værne om staden ligesom forfædrenæ , og med magt tilbagedrive en fjende , som bildte sig ind , at det stod i hans magt at kunne foreskrive et ædelt og tappert folk vanærende love ! Disse opløftende ord fandt genklang hos byens indvånere og bevirkede en stor forbittrelse imod fjenden og begejstring for at tilintetgjørt bans planer . Peymann beredte sig nu til at tage imod angrebet , i den forventning , at det ville blive en storm . Hovedstadens vold blev delt mellem tre kommandoer og besat af det danske og norske livregiment , flere landeværnsbatailloner , fodgarden , herregårdsslytterne , livjægerne og marinerne . To kompagnier af studentereorpset anvendtes på balden og de to andre studenterkompagnier fik post under volden ved Nørregade . Indenfor asterog Vesterport opkørtes der skyts , hist 4 amusetter , ber et batteri på 8 trepundige kanoner , og ved Rosenborg fandtes et lignende i beredskab til al bringes op på volden , hvis det gjordes nødvendigt . I de opmnrede våbenpladser foran portene var der opstablet håndgranater , som grenadererne i de to livregimenter havde lært at anvende . Hele denne styrke , som stod rede til at møde et stormangreb , var underlagt general Falbes overkommando . Til at slukke den ild , et bombardement kunne sorårsage , befaledes der brandkorpset at lade sprøjterne holde på byens torve , og i hvert qvarteer anvistes otte brandmænd post for midlertidigt at være ved hånden , indtil borgerpatrouiller , der vare oprettede i samme øjemed , havde hidkaldt hjælp . Commandeur sten ville , en fædrelandsksindet mand , hvem den danske flåde var et kostbart klenodie , der på ingen måde måtte falde i hænderne på fjenden , gav igennem admiralitetet en befaling til holmens egvipagemester , kommandeur Kjerulf , ifølge hvilken denne , når det rette øjeblik kom , skulle træffe anstalter til at sænke skibene og ødelægge ræer , rundholdter , sejl og takkelads . Da alle disse forskjelligartcde forberedelser vare gjorte , afventede Københavns besætning og befolkning i en nudsigelig spænding , hvad der ville komme . Samme dags Asten meldtes der general Peymann , at en bondemand , der tidligere havde kommet til ham , ønskede at tale med ham . Generalen lod ham straks træede ind . Det var naturligvis forstjunker Holck , der indtrådte med et mørkt åsyn . „ Hr . General , “ sagde han , „ De må vente at englænderne i morgen tidlig begynde at bombardere staden . De agte vistnok slet ikke at løbe storm mod den , men have anlagt en mængde frygtelige batterier med morterer og svært skyts rundt om byen i en kreds , så de kunne kaste bomber ned fra hvilken kant , de ville . Det er en umulighed at byen kan udholde et sådant bombardement , som der , med hensyn til den mængde morterer , ville beskyde byen . Englænderne skulle også være forsynede med en stor mængde raketter af en ny konstruktion , der skulle være mageløse i at stikke huse i brand . Hvis generalen havde set de frygtelige mordredflaber og de uhyre hobe af ammunition , som jeg har set , ville de være overbevist om , at al modstand var frugtesløs , thi med det skyts , englænderne er i besiddelse af , kan de lægge byen i grus . “ Peymann hørte ganske rolig på Holck og rystede på hovedet , idet han sagde : „ Tror de måsfee ikke , at jeg indser det . men må jeg ikke holde mig kronprindsens befaling efterrettelig og byder ikke Danmarks ære , at jeg ikke giver dets fkjpnneste ejendom , dets flåde , dets stolthed i århundreder , uden modstand til de engelsfe voldsmænd ? Og hvad ville Københavns indvånere sige ? Ville de ikke kalde det forræderi eller mildest talt kujonen ; thi de er så forblændede , at de tro , vi kunne modstå englænderne . Nej , jeg overgiver ikke byen førend fjenden tager den med stormende hånd , og jeg skal da være tilstede på det sted , hvor faren er størst ! “ Han tang i stor sindsbevægelse , efter en pause vedblev han : „ Da jeg blev såret i benet , ønskede jeg i mit indre , at det havde været mit hjerte , thi da havde jeg såt en krigers hæderfulde død . Herren har stillet mig på en hård prøve , thi jeg vil se mange menneskeliv opoffrede for at opfylde ærens bud . “ „ Gå nu med gud , unge Dannemand , “ filfoiede han . „ De kan være glad ; de kan muligen opoffre dem for deres fædreland , men den byrde , jeg må bære på mit hjerte , den kender de ikke , men den er nærved at nedtrykke mig til jorden . Lev nu vel ; hvis vi ses igen , er der vist foregået vigtige begivenheder . “ han gav Holck et håndtryk , og denne begav sig stiltiende bort . 53 . Der herskede en yderst trykkende og forventningsfuld stemning i hovedstaden den 2den september . Vel havde dens indbyggere langt fra ikke tabt modet , men forventningen af et bombardement og et stormangreb forurolige altid sindene , og så var der flere , som indså , at England ikke havde udrustet en sådan flåde og landsat så mange tropper for at vende tilbage med uforrettet sag . På alle byens torve holdt der sprøjter , som vare rede til at slukke enhver påkommende ildebrand . I hvert qvarteer var der anvist otte brandmcænd post for midlertidigt at være ved håndeu , indtil borgerpatrouiller , der vare oprettede i samme øjemed , havde hidkaldt hjælp . Enkelte bomber vare den soregående og denne dag blevne kastede ind i den yderste østlige ende af byen , men de sprang i luften og gjorde ingen skade , og derfor hed det , at de engelske bomber duede ikke . Dagen havde været smuk og skumringen begyndte . En mængde mennesker vare forsamlede ved hovedvagten , hvor linietroppernes musikkorps spillede udenfor hovedkvarteret . Klokken kunne omtrent være 7 ! , da hørtes pludselig en stærk kanontorden , det var en almindelig salve fra alle batterierne tillands . „ Nu begynder bombardementet ! “ råbte alle og adspredte sig til alle sider for at nå hjemmet . Bomberne fore med en rød ildtunge og hvislende igennem luften , gennemkrydsede af granater og congrewske raketter . Brag af nedstyrtede tagsten , hvor bomberne sloge ned , lysningen af de af raketterne antændte hufe , jammerråb af dem , der blev lemlæstede af de sprængte granater og bombestykker , var et rystende skuespil . Fra volden og et på tømmerpladsen anlagt batteri , der understøttede kanonbådene i kallebodstranden , besvaredes fjendes ild . Projektilerne fra de fjendtlige batterier vare især især rettet mod spirerne på frue- og petritårn og mod Rundetårn , hvorfor de omliggende kvarterer også lede meest ved ildebrande . fra de øverste etager i husene søgte beboerne ned i kjælderne , hvor de troede sig sikkrest for de nedfaldende bomber , og hvor det netop var farligst at opholde sig . Bomberne fløge nemlig ned igennem tagene og lofterne i flere etager indtil de nederste , hvor de fore omkring i en kreds , sønderslående og knusende alt , inden de sprang , da få stykkerne ikke alene dræbte og sårede dem , der befandt sig i det rum , men sprængte vægge , vinduer , gulve og lofter . Mændene ilede op på volden for at modtage den formodede stormende fjende , der dog ikke lod sig se . På gaden lå der døde og lemlæstede ; rumlen af sprøjterne , der joge afsted til de kanter , hvor der udbrød ildebrand , hørtes blandet med brandfolkenes høje råb . Disse viste mod og mandshjerte , skønt flere af dem blev dræbte eller lemlæstede , medens de vare i begreb med at slukke de opståede ildebrande . Den kække brandmajor Kirkerups klare malmstemme og commando hørtes tydeligt mellem bragen af de nedstyrtende tagsten , sprængte mure , sønderslåede ruder ; knittrende flammesøiler og projektiler med lange jldhaler oplyste den mørke nat og skyfnlde himmel , medens tykke , sorte røgskyer hvirvlede sig igennem luften . i tolv lange timer vedvarede denne skydning og i dette tidsrum blev der kastet omtrent 4000 projektiler ind over byen . Der udbrød ild 38 steder , men så dygtig var brandkorpset under den kække Kirkerup , at det med undtagelse as et pakhus i Vimmelskaftet , det tilhørte grosserer tutein , og var fyldt med bomuld , lykkedes det at blive herre over ilden alle vegne . Endelig da klokken slog 8 om morgenen på stadens tårne ophørte bombardementet . Englænderne mente nemlig , at nu havde kjøbenhavuerne fået nok og at man ville kapitulere . Ru begyndte gaderne da at vrimle af mennesker as alle klasser , mænd , kvinder og børn . De udgjorde hele tog , der flæbede på , hvad de formåede at medtage fra hjemmet . De fleste toge retningen over Knippelsbro og Langebro ud til Christianshavn og Amager , hvor Amagerne modtoge dem gæstfrie , så der undertiden fandtes 100 mennesker under et tag . Marmorkrybberne i chrisfiansborgs stalde og hvælvingerne under selve slottet og cancellibyguiugen lod overkommandoen indrette til lejer og opholdssteder for syge og barselgvinder . Her så man et usædvanligt skuespil ; thi fornemme damer plejede dem med døden for øje og gave et smukt eksempel på mod og kvindelig udholdenhed . Folkets stemning var ^vel i det hele noget trykket , men endnu ingenlunde nedslået . Man forberedte sig endog med en slags rolighed på at se den henrundne nats farer og rædsomme optrin gentagne . Da englænderne forgæves havde ventet på , at der skulle komme en parlamentair fra fæstningen med anmodning om en våbenstilstand for at kapitulere , besluttede general catheart atter at fortsætte bombardementet . Allerede den foregående dag havde de engelske bombardeerfartøier og fire brigger nærmet sig reden , men her var dansken på sit rette element , og kanonbådflotillens avantgarde og tre af arriegardens kanonschalupper forjog dem hurtigt . Også ved det fornyede bombardement nærmede de engelske bombardeerfartøier sig reden , men blev så kraftigt modtagne af kanonbådflotillens avantgarde , at de atter skyndsomst måtte tage flugten . Ingen viste sig så ivrig på kanonbådene ved denne lejlighed , som Peder Andersen under sin chef , den kække capitain , baron Holsten . Hans hjerte var fyldt af ængstelighed for sin hustrues , sin moders og andre venners skæbne . Han havde fra det sted , hvor flotillen lå urørt af fjendens ild , teet de projektiler , der med en lang jldstribe efter sig gjennemfoer den mørke nathimmel og nedfaldt i byen , hvor hist og her en stærk lysning tilkendegav en opstået ildebrand . Hans indre var fyldt med hævnbegjerlighed og med stor glæde hørte han Holsten give signalet til de med morterer forsynede både , at de skulle kaste bomber ind på batterierne ved kildevæld , svansmøllen og ny kalkbrænderie og bringe dem til taushed . „ Hvor skulle det glæde mig , hvis vi kunne demolere disse tre forbandede batterier , “ sagde Peder til sin fader , der stod under hans commando , „ thi det er ' dem , der beskyde den østlige del af byen , og således måske kaste bomber ind i nybyder og det i de huse , hvor moder og Lise boer . Vidste jeg dog blot hvorledes de havde det ? “ „ Min søn , “ sagde hans fader , „ giv dig ikke af med sørgelige tanker , de stå i guds hånd . Jeg har deellaget , som du ved , i flere kampe , men aldrig med den mindste frygt , thi jeg var jo alene udsat for faren , medens min kone befandt sig udenfor den . Men nu , når jeg seer sådan en lysende jernmasse flyve gennem luften , slår mit hjerte dobbelt slag , thi jeg tænker , måske er den nedslået i vort hus og har dræbt eller lemlæstet min kone eller din hustru . “ „ Det er samme følelse , der fylder mit bryst , “ Svarede Peder . Idetsamme trådte capitain Holsten hen til dem og sagde : „ Flotillens avantgarde ved lynetten , der har lidt betydelig skade af englændernes batterier ved svanemøllen og kalkbrænderiet , har sendt en officer til mig , for at anmode mig om tilladelse til at vove en storm på disse batterier . Jeg ville med glæde give dem min tilladelse hertil , og da det er kække officerer , så er jeg næsten overbevist om , at de kunne tage dem med storm , men jeg skal sørst have general Peymanns tilladelse hertil . Det er hårdt for en kæk sømand , at han skal stå under en gammel affældig overbefalingsmand , der er aldeles ukyndig med hvad der kan foretages i en søkrig . Kom det alene an på den næstkommanderende , commandeur sten bille , da ville tilladelsen straks blive given , men Peymann har forbeholdt sig overkommandoen såvel mands som tilvands . Vil de nu , Peder Andersen , tage en jolle med noget mandskab , lægge ind til toldboden , begive dem til hovedkvarteret og forlange general Peymanns tilladelse til at mine officerer må vove en storm på englændernes batterier ved svanemøllen og kalkbrænderiet . “ „ Jeg iler afsted , “ svarede Peder , „ og håber , når jeg forestiller ham , hvor gavnlig det ville være for den østlige del af København , når de omtalte batterier blev demolerede , at han vil give den forønskede tilladelse , og når det er opnået , udbeder jeg mig af hr . Kaptajnen den gunst , at måtte være med blandt de stormende officerer . “ „ Den giver jeg med glæde , “ svarede Holsten , „ thi jeg er overbevist om , at de vil være blandt de tappreste af mine officerer og udmærke dem , så de kunne komme til at bære en søofficers epauletter og felttegn . “ „ De kan være overbevist om , hr . Capitain , “ Svarede Peder med øjne , der funklede af mod og kampbegjerlighed , „ at når det kom an på mig , så ville jeg anse mit liv for intet , når jeg kunne bringe et af fjendens batterier til taushed , men jollen venter på mig og jeg siger dem farvel ! “ Ingen kunne være gladere end Peder Andersen ved det hverv , der var pålagt ham . Det var jo på hans vej til commandanten at hans hustrues og moders boliger lå , og han kunne da erfare , hvorledes begge havde det , og om der var tilstødt dem noget ondt . Jollen gennemskar bølgerne i en fart , og da den havde nået toldbodtrappen fløj Peder Andersen , som han var bevinget , afsted til elefantgaden i Nyboder . Vi ville nu føre læseren derhen forinden Peder har nået den . Peders hustru havde den første aften førend bombarderingen begyndte begivet sig tilsin svigermoders hus , i hvilket der boede fire familier , der alle havde en mængde , børn . Ellen fad ved spinderokken og spandt hørgarnstråde til nyt lærred . Lise sad ved siden af hende beskæftiget med at strikke på nogle uldstrømper til hendes mand . De havde nylig spist til aften , og sad i skumringen og talte om deres mænd , begge vare frejdige tilmode . Ellen ytrede : „ Jeg er ikke bange^for Niels eller Peder , thi jeg tror ikke at engelskmanden gør dem megen skade . Han har jo måttet retirere med sine bombardeerfartøier for vor kanonflotille . “ „ Ja , “ svarede Lise , „ han fik sidst så dygtigt på hovedet af os danske , at han sagde tak for sidst , og kom nu listende som en ræv , der vil bestjæle en hønsesti , for at gøre landgang på en tid , da vore tropper er i Holsten . Men jeg håber , at vi kan nok holde ham fra vore volds med den mængde skyts vi have overalt på dem , så han må vende tilbage til sin 0e med en lang næse . “ „ Det tror jeg desværre ikke , Lise , “ sagde Ellen , „ Englænderne have udrustet en alt for stor flåde og har alt for mange krigsfolk på Sjælland til at de skulle vende tilbage til England , uden at have udrettet deres hverv . Nej , mit barn , det er desværre ikke så vel . Men jeg tænker , at de nedsætte deres fordringer om flåtzens udlevering mod løste at den ikke skal blive anvendt imod dem . “ „ Folk her i Nyboder har dog været i stærk forventning om et bombardement i dag eller i nat . Men endnu har vi da ikke hørt noget kanonskud fra fjendens side og bombardementet bliver da vist i alle tilfælde ikke så slemt som så mange forestille sig . “ * Lise havde næppe udtalt de sidste ord , før der hørtes en mængde svære skud , så vinduesruderne klirrede . Ellen sprang forskrækket op fra spinderokken og Lise tabte sin strømpe på gulvet ved lyden af . Den generalsalve , englænderne sendte ind over byen i dette øjeblik . „ Gud være med os ! “ råbte Ellen , foldende sine hænder andægtigt , „ nu begynder bombardementet . “ Alt blev imidlertid stille i gaden , og begge troede allerede at det blev derved , men da hørtes nye svære skud , en bombe styrtede med et stærkt brag ind i baghuset , hvor den rev et fag vinduer med sig ned til gården , idet den for igennem dem ned i . Gården til Niels Andersens bolig . Ved posten stod der folk og skyllede vadsketøi . Bomben faldt ikke langt fra posten og sprang i mange stykker , som tilligemed brostenene for omkring dem i alle retninger . Heldigvis rammede kun et stykke af den sprængte bombe benet på et lille barn på 5 år , som moderen tog på armen og løb skrigende af forfærdelse efterfulgt af de fleste af husets beboere ind i Ellens værelse , der boede i den nederste etage . Alle vare yderst forskrækkede , jamrede , græd og udstødte høje klageskrig . Alle mændene vare enten på holmene eller på søen og den klynge , der samlede sig i Niels Andersens stue , bestod af fruentimmer og børn . En jamrede sig for fin mand , en for sin fader , en anden for sin søn . Nogle kyssede og omfavnede hverandre , andre bandede engelskmanden og andre råbte fortvivlet , at den sidste time var kommen , thi skydningen vedblev uafbrudt . Igennem luften sås projektilerne fare som cometer med en lang jldhale efter sig . Når de troede at høre en bombe slå ned , hvinede de af skræk og anråbte gud om frelse fra denne uden ophør flammende og buldrende ødelæggelse , som ingen så vej til at slippe ud . Fruentimmer fra nabohusene tyede ind i Niels Andersens stue , thi Ellen var højt anset af de nærmestboende , og man søgte trøst hos hende , der selv følte ængstelighed . Snart vare begge de små værelser og køkkenet opfyldte af jamrende kvinder og børn . En tømmermands kone , som boede ovenover Ellen , var den værste til at larmentere og hyle . Hun råbte flere gange til datteren : „ Marie ! Marie ! gå op og tag psalmebogen , og se at du kan sinde bispens bøn ! “ Den stakkels halvvoksne pige rystede som et espeløv og turde ikke under den forfærdelige buldren og bragen gå op oven . på , men endelig , da moderen , trods sin religiøse stemning , ville banke hende , tog hun mod til sig og skyndte sig i mørket højt syngende op efter psalmebogen . Så snart hun var kommen ned , stillede konerne hende på en stol midt i sitten , knælede alle sammen omkring hende , og lod hende , af og til udstødende angstskrig over den frygtelige dundren og rabalder udenfor , opramse en af biskop Balle forfattet bøn , som alle sammen på Lise nær sagde efter eller også ledsagede med de udråb : „ O herregud , hør os ! “ eller „ Ak , du min herre Jesus og frelsermand , det høre og bønhøre du ! “ * ) hen ad morgenstunden var alle så udmattede , at de fleste af dem hensank i en dyb søvn , hvoraf de af og til opvcekkedes , når et særdeles stærkt bulder hørtes udenfor . Endelig da klokken slog 8 ophørte den frygtelige skydning , og alle åndede lettere . Hver gik nu til sit , og Ellen og Lise blev tilbage . De havde største delen af natten bedet inderlig til gud for deres mænd . De gik nu ud i byen for at se , hvad skade bombardementet havde gjort . I den østlige ende af byen , især i Nyboder , var der ikke så mange huse ødelagde , men jo mere de nærmede sig den nordlige del af byen , desto større var ødelæggelsen . Gaderne vare bestrøede med tagsten , murbrokker og glasstumper . Hvert øjeblik standsedes de af arbejdsvogne eller bære * ) denne hele scene er efter en samtidigs trykte beskrivelse . døre med meubler og sengklæder , alt på vejen til Christianshavn . „ Gud hjælpe os , hvis fjenden skulle igen begynde på at bombardere byen , “ sagde Ellen , „ da vil ødelæggelsen blive endnu større . “ Te gik nu op på volden , hvor de traf biskop Balle , omgiven af en mængde af borgerne , som havde post , samt af en mængde kvinder . Han holdt trøstende taler til dem , der omgave ham . Nogle patriotiske Aland kørte omkring med vogne med levnetsmidler og drikkevarer , som uddeltes til de vagthavende på volden . Derpå begave begge sig hjem og tilbragte dagen under samtaler om deres mænd og hvorledes belejringen af København ville ende . Te frygtede det værste og vare meget bekymrede . Neppe var klokken slået 6 , som vi allerede have omtalt , førend bombardementet begyndte igen . Nogle af husets beboere vare flyttede med deres tøj ud på Amager , men de øvrige tyede atter ned til Ellen og Lise . Fjendens bomber og granater faldt på denne tid af aftenen mest ind i nærheden af hovedkvarteret og holmens kirke , og den østlige del af byen var derfor kun udsat for bombardementets rædsler fra svanebatteriet . Peder Andersen så med et ængsteligt bankende hjerte på vejen til Elefantgade , hvorledes bomber , granater og congrewske raketter fløj ind over byen og slog flere steder ned i midten af byen . Han ilede først til sit eget hus , men fandt det naturligvis tillukket . Han gættede straks af Lise opholdt sig hos hans moder , og ilede nu derhen . I gaden var flere bomber slået ned og havde ødelagt taget og sprængt muren på de små huse . Idet han trådte ind i moderens stue , udstødte Lise et glædesskrig og faldt ham om halsen , moderen trykkede hans hånd . „ Hvorledes have i det ? “ var det første han spurgte om , efter af han havde omfavnet sin kone . „ Vi have begge udstået dødsangst , “ svarede Lise ; men Ellen afbrød hende med spørgsmålet om Peters fader . „ Han befinder sig ligeså vel som jeg , “ svarede Peter . „ Vi have smurt dygtigt løs på engelskmanden , men hans batterier ved søkanten gør os stor skade . Jeg er sendt af capitain Holstein til commandanten , for af udbede tilladelse til af tage fjendens batterier ved svanemøllen og kalkbrænderiet med storm . “ „ Med storm ? “ råbte Ellen . „ Skal du tage del deri ? “ „ Ja , “ svarede Peder , „ jeg har endog bedet min kaptitain om tilladelse dertil . “ „ Det ligner din forvovenhed , Peter , “ sagde Ellen i en talende tone , „ Du tænker ikke på din hustru . “ „ Desværre , alt for meget , “ svarede Peder . „ Dit søde ansigt står hvert øjeblik for mit øje , når jeg ikke er i begreb med at kæmpe mod fjenden . Du vil dog vel ikke have , at jeg skal vise mig som en kujon ved en sådan lejlighed ? “ „ Du behøvede jo dog ikke selv at tilbyde dig , “ Svarede Lise . „ For at ulan skulle tro , at jeg ikke turde vove min trøje mod fjsnden ? “ svarede Peder . „ Nej , den dag vil jeg ikke leve , hvor jeg ikke kan vise mod og mandshjerte . “ „ Han ligner sin fader , Lise “ asbrød moderen ham . I det samme hørtes et stort bulder ; en bombe var slået ned i genboens huns , lemlæstet nogle derværende mennesker , faret igennem aluren til sidehuset , hvor alt var tomt , og hvor den sprang og stak ild på huset , hvilken dog ved tililende hjælp straks blev slukket . „ Jeg forglemmer over gensynet , den fare , hvori i svæver , “ sagde Peder . „ Jeg kan ikke være rolig , når i ikke forlader huset og begiver eder ud på Amager , hvor i er mindre udsatte for at dræbes eller lemlæstes end her . “ „ Måske kunne vi netop rammes af fjendens bomber og granaternår vi forlade huset , “ sagde Ellen i en bestemt tone . „ I dette huns har jeg levet over 20 år , her er du født , her er jeg vant fil af tumle mig , her vil jeg blive fil min dødsdag , med guds hjælp ; men du , Lise , begiv dig fil Christianshavn eller Amager , så er Peder mere beroliget . “ „ Nej , kære svigermoder , “ svarede Lise , „ jeg er en sømandskone ligesom du , og vil vise , af jeg har ikke mindre mod end du . Jeg bliver hos dig . “ „ Som i vil , kære , “ sagde Peder . „ Moder har ret . I kunne måske på vejen rammes mere af fjendens projektiler end her . Såvidt jeg . har bemærket kaster batterierne ved strandkanten mere deres bomber mod nord end tilfældet var igår . Alen jeg har allerede forsømt min pligt , af ile hurtigt fil commandanten . Levvel ! “ sagde han , idet han kyssede sin moder kærligt og trykkede Lise inderligt fil sit bryst . „ Jeg er overbevist om af vi ses igen . Farvel ! “ og nu for han ud af døren , og løb få stærkt han kunne ned ad kongens Nytorv fil , undertiden i fare for at blive ramt af nedfaldende tagsten . Ligesom han nåde kongens Nytorv , slog en bombe ned udenfor hovedvagten , sprang i det samme og ramte flere af de forbigående , få man hørte et højt jammerråb . Peder lod sig ikke forstyrre deraf , og stod et øjeblik efter i Peymanns værelse , hvor han forebragte sit ærinde . Men generalen afslog hans anmodning , han blev sin passive forsvarsplan tro til det sidste . „ Hvis vi vove en storm , “ sagde han , „ kunne fjenden finde på , at gøre gengæld , og gud ved da , om vi kunne forsvare vore volde , thi modet begynder allerede at synke hos flere af mandskabet der skulle modtage fjenden . “ „ Hvis jeg tør tilkendegive deres excellence min ringe mening , “ sagde Peder , „ så tror jeg , at hvis vi lade fjenden vedblive at bombardere byen , uden at ville overgive den , vil han dog til sidst løbe storm . Når vi derimod toge hans batterier med ' storm , fik han et begreb om , at vi ikke er modløse , hvilket måske kunne føre til , at han undlod at løbe storm . “ „ Alan kan naturligvis have forskellige meninger om en ting , “ svarede Peymann . „ Men jeg holder mig til kronprindsens ordre , ikke at være den angribende part og derfor tillader jeg ikke deres capitains anmodning . Vi kunne måske også ved den lejlighed miste flere af vore brave søofficerer og vort kække mandskab på kanonbådene . Havde vi blot så dygtige landkrigere som søkrigere , så skulle fjenden aldrig komme indenfor vore volde , men desværre består deres besætning af en mængde uduelige mennesker , som disse marinere . Skynd dem nu tilbage til flotillen og sig deres capitain , at det er ikke af modløshed at jeg nægter mit samtykke til at løbe storm , men fordi min ordre byder mig det . Levvel ! “ Peder forlod generalen bittert sind og ilede nu til sin velgører , capitainens bolig . Da han nåde den og trådte ind i værelset , sandt han til sin store forundring forstjunker Holck her i en herregårdsskyttes uniform og i samtale med Marie . „ Tn her , “ sagde han , „ jeg troede mindst at træffe dig her . “ „ Det er for øjeblikket det kæreste sted jeg kan være på , “ sagde han med et ømt blik på Marie , der rødmede . „ Men , da jeg ikke mere kunne gøre nogen nytte efter at englænderne have begyndt at bombardere byen , så har jeg med livsfare begivet mig ind i byen over stadsgraven , som et sigtepunkt for flere fjendtlige skytters kugler . Jeg meldte mig øjeblikkelig hos kammerherre Krogh , drog denne uniform på , og ilede herhen for at høre til jomfruens befindende og om der ikke var tilstødt hende noget . Alen , gud være lovet , jeg fandt hende , da jeg , efter at have banket sagte på døren , trådte ind , - knælende på gulvet for christusbilledet der på væggen i en så inderlig andagt , at hun slet ikke hørte , at jeg var tilstede . Først da hun havde endt sin bøn , hvori jeg hørte hende nævne sin faders , deres og mit navn , bemærkedæ hun mig , og jeg troede at se , i stedet for en bleg Lillie af skræk over rædslerne trindtom , en yndig purpurrød rose , da hun rejste sig hurtigt op . “ „ Du bliver til en poet ved synet af jomfru Marie , tror jeg , “ sagde Peder smilende . „ Det er også en genstand , der kan begejstre enhver , der har sands for hvad der er yndefuldt , “ Svarede Holck . „ Jeg er ikke vandt til at høre smigrerier , hr . Holck , “ svarede Marie med blussende kinder . „ Jeg bad for dem der er ung kære . “ „ Og indesluttede også mig i deres bøn , “ Sagde Holck . „ Med en sådan talismand hos gud frygter jeg ingen fare , og vil nu med glæde stille mig på volden på det farligste sted , beskyttet af deres bøn . “ „ Jeg månnforlade dem , jomfru Marie , “ sagde Peder , „ og ile til toldboden , for at bringe min kapitain den ordre fra general Peymann . at vi skulle opføre os som kujoner i stedet for kække søkrigere . Der er gjort fjenden så liden modstand , at han vistnok må have den mening om os . Bliv du Lise , hos Marie og søgat berolige hendes sind og bekymring for hendes fader , der er i god behold på en af kanonbådene , som han kommanderer . “ „ Tak for den glædelige efterretning , “ sagde Marie , „ jeg ville netop have spurgt dem , om de ikke havde hørt noget til ham . “ „ Jeg talte med ham i dag kort forinden englænderne begyndte at bombardere byen , “ svarede Peder , „ da jeg medbragte en ordre til ham fra capitain Holsten . Han bad mig hilse dem . “ „ Endnu engang tak , “ sagde Marie og trykkede hans hånd inderlig , og nu ilede Peder i største hast til toldboden for at bringe sin capitain Peymanns afslag . Holck , der havde bemærket , at han ikke var Marie ligegyldig , greb nu lejligheden til at tilstå hende , at han nærede en lidenskab for hende , der blot kunne tilfredsstilles ved at erholde hendes hånd og hjerte . „ Det er en dom , som de fælder ved deres svar , som enten vil gøre mig til det lykkeligste menneske på jorden eller også lade mig se livet i fremtiden i det mørkeste lys , thi jeg føler , at jeg uden dem ikke kan leve lykkelig . “ „ Det er en uventet kærlighedserklæring , de gør mig , hr . Holck , “ sagde Marie i heftig bevægelse . „ Jeg kan ikke svare nu , da rædsler omgive mig , og vi svæve begge i dødsfare . Jeg må bede dem ikke trænge videre ind på mig . “ „ Giv mig blot en gnist af håb , “ svarede Holck , idet han greb hendes hånd . „ Det vil være en tærepenge for mit begjerlig « : hjerte , og jeg vil da foragte alle farer og skne fremtiden i et rosenskær . “ Marie havde med nedslåede øjne og i stor forlegenhed hørt på hans tale . „ Jeg vil ikke røve dem håbet , “ sagde hun endelig , og Holck trykkede hendes hånd inderlig , og sagde , idet han tog afsked med hende : „ De har givet mig mere end- livet . “ 54 . Fra Københavns volde beflød man uden ophør fjendens batterier , uden at gøre dem nogen synderlig skade , fordi skytset , som vi allerede have omtalt , ikke vækkede så langt , at det kunne nå dem . Besynderligt var det , at man vidste det , og ikke ombyttede det med længerrækkende kanoner , hvoraf der dog fandtes en tilstrækkelig mængde i tøjhuset . Men disse forkerte forholdsregler lignede udfaldene fra København med en så ringe styrke , at det var at indse , at de ikke ville føre til nogen nytte . Jo længere op ad dagen jo heftigere blev bombardementet denne dag . Dem af byens indvånere , der ikke vare flygtede til Christianshavn og Amager , vare tyede til kjælderne og søgte opholdssled , som vi allerede have omtalt , i vinduesfordybningerne på christiansborgflot , i kjælderne under samme og i cancellibygningen og proviantgården , samt i buegangene ved ridebanen , hvor der fandtes opstillet meubler , senge og gangklæder fra de huse , hvori der var opstået ildebrand . henad morgenstunden så man pludselig et stærkt lysende skær ad Langebro til . Det var det kongelige hømagazin , der var skudt i brand fra pesthuusbatteriet . Brandkorpsets dristige chef , Major Kirkerup , havde allerede slukket en mængde ildebrande trindtom i byen , og viist en ualmindelig energi og dygtighed ved denne lejlighed , men skjøndt i højeste grad udmattet af den anstrengelse , han havde været underkastet ved sit farefulde hverv , ilede han dog så hurtigt han formåede til den afsides liggende del af hovedstaden . Men branden var for stærk og havde ved det let antændelige stof , udbredt sig over magazinets hele længde . Luerne floge heldigvis ad Langebro til , thi ellers ville vist de nærliggende gader være blevne et rov for flammerne . Som nu Kirkerup bedst stod og gav ordre til at forhindre , at flammerne fra hømagazinet ikke greb videre om sig end de nærmestliggende bygninger , slog en granat ned ved hans side , og grov en fordybning i jorden på mere end en alen , så brostenene fløj omkring ham . Jsit fald sprængtes den , og en jernstump ramte ham i låret , så han ville være falden til jorden , hvis ikke nogle i nærheden stående officerer af brandkorpset havde grebet ham idet han faldt tilbage . En vogn blev straks hentet og bragte ham til hans hjem . Contrådmiral Otto lutken overtog derpå kommandoen over brandkorpset , der blev fuldstændiggjort og forstærket med hundrede af holmens håndværkere og søetatens faste mandflab . Bombardementet vedvarede hele natten med stigende heftighed indtil klokken 8 om morgenen , hvorefter det med aftagende kraft fortsattes til om effermiddagen klokken 4 . Tallet af de i denne nat asfludte projektiler beløb sig til omtrent ftretusind . Granaterne saldi i særdeleshed ned på kongens Nytorv og ved holmens kanal og holmens kirke . Kun 1 ildebrand af 26 i denne nat lykkedes det ikke brandkorpset at slukke * ) , nemlig hømagazinets brand . Om effermiddagen antændtes ved gloende * ) idet vi ovenfor omtaler brandkorpsets dristige og dygtige chef , Major kir ' erup , efter foreliggende historiske kilder , kunne vi ikke undlade at bemærke , at der har hørt en sjælden dygtighed til , at slukke 62 af 64 opståede ildebrande , især under så farefulde omstændigheder . Vi tilskrive dette held al Kirkerup var temmermester og således kyndig i bygningsvæsenet . Med hensyn til den nyeste omorganijation af brand væsenet , synes det derfor-st være betænleligt , kugler fra pesthunsbatteriet , det store træoplag , der fandtes på tømmerpladsen udenfor Vesterport . Skjøndt man havde forstærket kanonbådene i Kallebodstrand , for at demontere pesthunsbatteriet , var dette dog ikke lykkedes . Flammerne af det brændende tømmer , der heldigvis af vinden bares bort fra byen , nåde snart det ved pladsens ende liggende batteri . Omkring dette var der et brystværn af træ , som antændtes og krudtforrådet eksploderede . Da capitain restorf , der kommanderede i ryssensteens lunetten , hørte dette , ilede han til undsætning med sit mandflab , men fandt døden . Næste morgen gjorde den kække Major Holstein med sine jægere og en afdeling af landeværnet et lille udfald for at bemægtige sig de efterladte kanoner . Skjøndt fjenden ved en heftig skydning gjorde ham dette forsæt stridig , lykkedes det ham dog , ved en virksom understøttelse fra kanonbådenes side , at bringe de efterladte kanoner , til stor glæde for Københavns indvånere , ind i byen . Når store , vidt om sig gribende ildebrande flnlde finde sted , at slukningen dirigeres af mænd , der ikke er så kyndige i bygningsvæsenet som en tommer- eller muurmester , især den første . „ Det er også den eneste kække dåd , vi have at rose os af , “ ironiserede de . Denne affaire tilligemed de udfald , hvori livjægernæ havde taget del , kastede en glans på dette corps og dets chef , som har vedligeholdt sig indtil det i vore dage opløstes . Da bombardementet endelig var ophørt , som vi have omtalt , klokken 4 om effermiddagen på bombardementets tredje dag , begyndte byens indvånere af ånde frit . De antage tillige af nu var fjendens amunition opbrugt , sidenmanhavde standset byens beskydning . En stor del af indbyggerne tyede nu ligesom den foregående tag til Christianshavn og Amager . Førsfnævnte var overfyldt af mennesker , der her troede sig sikre , og grænseløs ville elendigheden have været , havde fjenden den påfølgende nat bombarderet denne del af hovedstaden . Te af dennes indvånere , der havde trøstet sig med , af fjendens ammunition måtte være opbrugt , blev høiligen skuffede , thi esteren våbenhvile af ikkun 3 timer , åbnede fjenden allerede klokken 7 bombardementet på ny . Skydningen vatfrygtelig denne tredje nat og overgik langt de to foregående nætters . Tusinder af raketter hvidslede igennem luften , og bomberne og granaterne faldt i tætte masser ned over stadens nordlige del . Næsten alle bygninger i Frederiksborggade , på kultorvet , hauserpladsen og lille Kjøbmagergade , i Peder Hvitfeldsstræde , Fiolstræde og på Nørregade , i Kannikestræde og Skindergade , i st . Pedersfræde og Studiestræde , blev antændte . Den hæderlige gamle admiral lutkens utrolige anstrengelser i spidsen før sine brave holmens tømmermænd formåede ikke af gøre det ildhav , der rasede i denne del af byen , noget afbræk . Allevegne , hvor man så sig omkring , stod hele himlen i en blodrød lue , flammerne sloge højt i vejret , uagtet en stærk skylregn , der bevirkede , at røgen lagde sig som et tæt glødende slør ned over hele byen og indhyllede alle genstande i en nigjennemtrængelig tåge . Brandkorpset led denne nat et stort tab af døde og sårede , og hestene og slukningsredsfaberne vare for størstedelen blevne ramte og ødelagte af granaterne . Frue- og petrikirke vare sigtesfiver for englændernes fleste bomber , hvorfor opholdet i nærheden af disse kirker , var i højeste grad livsfarligt , og antallet af de dræbte og sårede i denne del af staden kunne vist regnes til 15 — 1600 denne nat . Endelig henimod morgenens frembrud blev frue kirkes 380 fod høje spir antændt af eongrevske raketter . Man så , fortæller et menvidne , et helt ildhav og midt i dette stod en høj , slank jldkolonne og kastede lange ildtunger ud til alle sider , det var det stolte frue kirkespir . Det sank , under fjendens jubelsfrig , sammen og saldt ned over den gamle hisforisf mærkværdige kirke samt omliggende bygninger ; at redde kirken var en umulighed . Petri kirke og spir blev alvorligt beskadigede . En del af universitetsbygningen blev et offer for flammerne ; metropolitanskolen og Borchs kollegium støde i luer . Runde tårn modstod med sine tykke mure kækt bomberne , der kastedes tilbage . Det kostbare universitetsbibliotteks bøger vare i tide sænkede ned i tårnets nederste pille , der er hul . Forunderlig nok , af trinitates kirke og regentseu , der stå endnu som et minde om deres opbygger , ikke antændtes ved den bombe- og granatregn , der sandt sted i dette qvarteer . Ved af se en så stor del as byen stå i lys lue eller ligge i grus , ved af høre det store antal as dræbte og sårede i denne nat , ved den forvirring og elendigheds larm , der fandt sted , bleve byens indvånere aldeles modløse . På voldene havde borgersoldaterne de to foregående nætter strengt opfyldt deres pligt , fkjøndt ikke så få blev dræbte og sårede af fjendens kugler . Nu vare voldene hårdt medtagne af kanonkugler og granater , og ved foden af voldskråningen lå store skarer af klynkende kvinder og grædende børn . Udmattede og modløse , forglemte voldenes besætning krigens strenge love og ilede fra deres poster , fulde af bekymring over deres nærmestes skæbne . Der fandtes , fortæller et øjenvidne , neppe 5 mand på nogen bastion , sordi alle vare ilede ind i byen , af redde deres huse og gods , så af fjenden ved en storm lettelig kunne have indtaget byen . Ten fjendtlige ild blev heller ikke længer besvaret fra voldene og hele afdelinger af det borgerlige infanterie forlod fortvivlede voldene . 55 . Den påfølgende dags morgen , den 5te september , kom generalmajor Falbe til hovedkvarteret , for af tale med general peyman . han blev straks indladt , og fandt Peymann , som følge af sit sår , liggende på sygelejet . „ Jeg kommer , “ begyndte han sin tale til generalen , „ for af underrette dem om , hvad Dk formodentlig ved , af en tredje del af byen er afbrændt , af frue kirke ligger i grus , af slukke branden var en umulighed og af besætningen på voldene , har således tabt modet , af den i hele afdelinger uden af agte på mine foresfillinger , forlader næsten fortvivlede voldene , og det ville være en let sag for fjenden , hvis han ville løbe storm , af indtage byen . Det er derfor min ufravigelige mening , af byen ikke længere kan forsvares , af vi bør overgive den , for af undgå en storms rædsler og for af det forskrækkeligt ødelæggende bombardement kan ophøre . “ „ Jeg deler den mening med dem , “ svarede Peymann . „ En fortsat modstand vil føre til de endnu forskånede bykvarterers ødelæggelse . “ „ Ja , “ afbrød Falbe ham , „ Christianshavn er overfyldt af københavnske familier og deres ejendele ; skulle englænderne få i sinde at bombardere den , så vil der opstå et blodbad og en grænseløs elendighed . ' forrådet af levnetsmidler er også næsten opbrugt , og byen trues tillige med vandmangel , da de opgravede brønde er blevne ødelagte af bomberne og vandledningerne i stadsgraven ere overskårne af fjenden . “ „ Ja , “ svarede Peymann , „ jeg indser , at forsvarernes kræfter er udtømte både i materiel og moralsk henseende og nødvendigheden byder mig derfor at indlede underhandlinger om kapitulation . “ Idetsamme blev han afbrudt af en indtrædende ordonnants , der meldte at en del af Københavns meest ansete borgere , ønskede at overrække generalen en adresse . De blev straks stedede til audience og overrakte Peymann en adresse fra en talrig mængde af Københavns indvånere . Da generalen havde læst den , sagde han : „ Jeg seer af denne adresse , der er undertegnet såvel af medlemmer af magistraten , som af borgerrepræsentætionen og andre ansete borgere , at man forlanger , at jeg skal kapitulere for at forskåne staden for fuldkommen ødelæggelse , og forhindre at flere menneskeliv gå fortabte . Jeg kan efter dette ønske og minegen anskuelse ikke være i tvivl om , hvad jeg skal gøre . Underret dem , der have sendt dem , mine herrer , at nødvendigheden byder , at deres ønske bliver opfyldt . Jeg agter at sende en parlementair fil general Cathcart for at indlede underhandlinger om kapitulation . “ med disse ord afskedigede han deputationen og sagde derpå fil generalmajor Falbe : „ Jeg vil straks ved en parlementair sende general Cathcart en skrivelse , hvori jeg foreslår ham en våbenstilstand på 24 timer , under hvilken jeg erklærer mig rede fil at slutte en overenskomst som indledning fil fæstningens kapitulation . Berolig de nu væbningen på voldene med denne min beslutning . “ Falbe forlod ham og kort efter afsendte han den omtalte skrivelse fil det engelske hovedqvarteer ved en parlementair . Såsnart den engelske general havde modtaget denne skrivelse , befalede han at batterierne skulle sagtne deres ild , hvorpå denne efter klokken t om eftermiddagen blev sparsommere - og sparsommere . På samme tid sendte han generalqvarteermester , oberstlieutenant Murray fil hovedkvarteret på kongens Nytorv med en svarskrivelse , i hvilken han tilkendegav , at han kun i forslaget om våbenstilstand og indledende skridt , så et forsøg fra Peymanns side på at vinde tid , hvorfor han måtte afvise det . Han fordrede derimod at commandanten straks skulle meddele Murray de betingelser , på hvilke han ville overgive fæstningen , thi i modsat tilfælde , ville han ikke kunne indrømme , selv den korteste våbenstilstand . Oberstlieutenant Murray sagde i sin sammenkomst med Peymann : „ Flådens udlevering er , deres excellence , en uundgåaelig betingelse . Skulle de vægre dem herved , vil en energisk fortsættelse af bombardementet finde sted , hvorved staden vil blive aldeles lagt i grus . “ På denne yttring overgav Peymann Murray en skrivelse til den engelske general , af hvilken vi meddele nedenstående : „ Jeg har med mit første forslag ikke forbundet nogen bagtanke , men da min helbredstilstand ikke tillader mig , at handle hurtigt , og da jeg ønsker at rådføre mig med stadens autoriteter om en sag af så stor vigtighed , så anmoder jeg om henstand med at give et bestemt formuleret svar indtil kl . 12 i morgen middag , på hvilket tidspunkt jeg skals ende den engelske commando minekapitulationsbitingelser . “ „ Jeg må iøvrigt overlade byen til dens skæbne , hvis man agter at fortsætte bombardementet . “ Oberstlieutenant Murray forlod nu byen med denne skrivelse og Peymann gav øjeblikkelig besæung , at der hverken fra voldene eller fra forposterne måtte løsnes noget skud , hvis der ikke af fjenden foretoges noget angreb . Dagen hengik nu under stor ængstelse , bekymring og sorg fra befolkningens side , thi ingen vidste at underhandlinger om byens overgivelse fandt sted . Om morgenen efter den tredje nats rædsler finde vi nogle af hovedpersonerne i denne fortælling samlede i capitainens hus , nemlig hans datter Marie , forstjunker Holck , der var bleven afløst fra forposttjenesten ved Østerport , Lise og Peders moder Ellen . „ Hvis englænderne vedblive med den bombardering af vor ulykkelige by , så seer jeg ingen redning , “ sagde Holck til Ellen , der var den eneste , der viste nogen fatning , medens Marie og Lise hengav sig aldeles til sorgen . „ Se blot den lysning , som frue kirkes brand kaster over byen , skjøndt luften er formørket af røg- og dampskyer . “ „ Det er en forskrækkelig tilstand at være i , “ Svarede Marie , „ man er intet øjeblik sikker på livet . Uafladeligt hører man braget af de nedfaldende bomber , og granater , hvert øjeblik hører nian brandråab og jammerskrig af mennesker , der ere ramte af de sprængte bomber . Hvornår vil dog disse rædselsscener ophøre ? “ „ Jeg er af den mening , at det er på tiden , at commandanten forlanger en våbenstilstand , for at kunne forhandle om byens overgivelse , “ sagde Holck . „ Generalen må dog indse , af det er til ingen nytte af vi gøre modstand , hvis man kan kalde nogle enkelte kanoners affyring sådan , thi mandskabet ved det meste skyts har forladt det , for af ile til sit hjem og redde , hvad der mulige » Kan reddes fra luerne . “ „ Peymann burde allerede i går have kapituleret , “ Faldt nu Ellen ham i ordet , „ thi al vor modstand er jo til ingen nytte imod en så mægtig fjende . Jeg synes af de foregående nætter er der offret menneskeliv nok . “ „ Æren har sit krav , “ svarede Holck . „ Hvad ville man sige udenfor hovedstaden og i udlandet , når vi sådan overgave byen , uden af have udstået et rigtigt tørn . De må erindre , Ellen , af fjenden forlanger de danskes ypperligste klenodie , måden , udleveret , og af det ville være en skændsel , af overgive den i vore fjenders hænder , uden ester den største modstand . “ „ Synes de da ikke , af vi nu have gjort modstand nok ? “ svarede Lise , „ se blot den mørkerøde himmel , genskinnet af den mængde bygninger , der stå t lys lue , hør blot de frygtelige brag hvert øjeblik , og sig så , om det ikke er falsk æresfølelse , når kommandanten ikke søger at redde det øvrige af København fra ødelæggelse . “ „ Dæt var jo det jeg nylig sagde , “ gjensvarede Holck , „ nu bør Peymann indlede forhandlinger om byens og flådens overgivelse . Englænderne , der alene for at bemægtige sig vore skibe , har gjort dette røvertog , indlade sig ikke på nogen standsning af fjendtlighederne , når vi ikke udlevere dem måden . “ „ Så burde man før opbrænde den , “ sagde Ellen . „ Jeg er en sømands kone og jeg kan derfor ikke tåle den tanke , at vi således uden videre skal levere vor skønne flåde i fjendens hænder . “ „ Hvad tror de så , at følgen ville blive , når vi stak ild på vor flåde ? “ svarede Holck . „ Ilden ville ganske vist forplante sig til de hundreder af handelsfartøjer , som ligge i havnen og da ville hele byen være udsat for undergang . Hvad troer de fjenden ville sige dertil ; denne gerning kunne bringe ham til aldeles at ødelægge byen eller også fordre millioner i erstatning for flåden . “ „ Jeg er så bekymret for min mand , “ sagde nu Lise . „ Og jeg for ham og min mand , “ tilføjede Ellen . „ De kan være ganske ubekymret for begges skæbne , “ svarede Holck . „ Englænderne have aldeles ophørt med at beskyde byen fra søsiden , og altså er begge uden mindste fare , medens vi her , ikke vide , hvilket øjeblik , der er vort sidste . “ „ Gud være lovet , “ sagde Lise , „ så er vi dog fri for den sorg , ved at vide vore mænd i sikkerhed . Gid vi også snart kunne sige det samme . “ „ Det ønske vil nok gå i opfyldelse , thi efter den ødelæggelse , der har fundet sted i denne nat , ville det være en tåbelighed af kommandanten , ikke at ville capitulerc . “ Opad formiddagen forlod holckfruentimmerne , da han igen skulle på post , og lovede dem at indfinde sig igen , få snart han kunne ; idet han forlod værelset kastede han et ømt blik på Marie , hvilket blev besvaret af hende med rødmende kinder . 56 . Hele løverdagen den ste september vedblev fjenden at udslynge enkelte projektiler med lange mellemrum . Der var hele natten mellem fredag og løverdag kastet det store antal as 5000 bomber , granater og congrevske raketter ind i København . Over trehundrede gårde og huse indenfor voldene vare nedbrændte . Imellem 15—1600 gårde og huse vare blevne mere eller mindre beskadigede . Stadens indvånere så ingen ende på denne elendighed . Den nordlige ende af byen kunne ikke passeres for nedstyrtede mure , brændende tomter og rygende gruushobe , der udbredte en uigennemskuelig røg og afskyelig brandlugt . Alle vare nedslåede af de skrækkelige optrin , der vare foregåede for deres øjne . Da begyndte der at udbrede sig den tidende mellem byens indbyggere , at Peymann havde indladt sig på at kapitulere , og at der forhandledes om , på hvilke betingelser byens overgivelse skulle ' finde sted . Ved at høre dette , begyndte man at fatte håb , at den forfærdelige ødelæggelse af byen snart ville standse , og størstedelen var ligegyldig ved , på hvilke betingelser det skete , thi patriotismen havde fået et knæk ved den sidste nats rædsler . Løverdagnat henrandt således , og om søndagformiddag , klokken ni , så man en mængde af stadens overordnede befalingsmænd ved land-og søstyrke i de højeste tilbageblevne embedsmænd , regjeringskollegierne , udvalgte af magistraten gg de 32 mænds råd indfinde sig i hotel d ' angleterre til et krigsråd , der fandt sted ved general pcymanns sygeleje . Der udvikledes og påvistes nu , at forsvarsmidlerne vare aldeles utilstrækkelige til at gøre længere modstand , og efter at man havde omtalt befolkningens nedslåede stemning og modløshed , blev man , efter at flere meninger havde gjort sig gældende , enige om , at det var en uundgåelig nødvendighed at underhandle med fjenden om en kapitulation . Derpå hævedes krigsråden og general Peymann sendte nu om søndagmiddag , i overensstemmelse med sit løfte , en parlamentair ud til de ' engelske overbefalingsmænd med et brev , hvori han erklærede sig rede til at underhandle om kapitulation på grundlag af flådens udlevering , men betingede sig , at byen ikke måtte betrædes af andre engelfle militaire end de , der skulle tage del i underhandlingerne . De to engelfle høistcommanderende gik naturligvis øjeblikkelig ind på Peymanns forflag , hvorpå der , uden at man fastsatte nogen våbenstilstand , blev givet befaling til en fuldstændig standsning af ilden . Der blev nu fra begge sider udnævnt officerer , der i forening skulle aftale kapitulationsartiklerne . Klokken halvotte om aftenen mødtes disse kommissairer ved barrieren på østerbro . De engelske bestode af general Wellesley , den siden så berømte hertug as Wellington , capitain home Popham og oberstlieutenant Murray ; de danske as general Waltersdorf , kontrådmiral lirfkeu og generalauditeur Bornemann . Efter at de engelske officerer havde prøvet den fuldmagt Peymann havde givet de danske befuldmægtigede , fordrede de i et truende sprog , af underhandlingerne straks skulle åbnes i selve hovedkvarteret og forlangte af blive førte dertil . Der blev vel gjort nogle indvendinger fra dansk side , men til sidst enedes man om , af capitain Popham skulle tilligemed Bornemann begive sig iii general Peymann , . Medens de fire andre afventede deres tilbagekomst udenfor øsferport . Forhandlingerne mellem Peymann og Popham førtes på fransk ved hjælp af professor f . C . Brun som tolk . Capitain Pophams adfærd var hovmodig og kold . Han forlangte , førend man førte ham ind til den syge commandant , om hvis leje medlemmerne af det tidligere omtalte krigsråd havde forsamlet sig , et stykke papir og nedskrev med blyant følgende linier : „ Den danske flåde skal med alle arsenaler og tilbehør udleveres til hans storbritannifle majestæt som ejendom og den danske regering afgive det fornødne mandskab til udrustning , for af den kan forlade havnen nårsomhelst de engelske høistkommanderende anse det for af være nødvendigt . “ De tilstedeværende officerer studsede ved udtrykket „ Ejendom “ . „ Under de diplomatiske forhandlinger , “ bemærkedæ general Bielefeldt , „ var talen kun om , af den britiske regering ville tage flåden som et „ Depositum “ . “ „ Da man , “ svarede Popham i en kold tone , „ i stedet for af gå ind på det første tilbud , har ladet det komme til en afgørelse med våben , gør den engelske commando nu i medfør af sejrens ret fordring på den nedskrevne artikels opfyldelse i hele dens udstrækning . “ Popham førtes derpå ind til Peymann . Alle de tilstedeværende lyttede med smertelig taushed til forelæsningen af englændernes fordringer . Især gjorde de et overvældende indtryk på general Peymann , men snart indså han , af de vare overensstemmende med Cathcarts tilbud i hans brev dagen forinden bombardementet begyndte . Alle de tilstedeværende sad tavse og dybt nedslagne , ikke i stand til , af give deres samtykke til den overraskende fordring . Sir Popham blev nu utålmodig . Han tog sit ur op af lommen , så på det og ytrede kort og godt : „ Jeg venter ikke længer og udbeder mig mit udkast tilbage . “ Da man havde givet ham det , sagde han : „ Jeg henter nu de øvrige kommisfairer , for at kapitnlationen så hurtigt som muligt kan blive afsluttet . “ Efter en kold hilsen forlod han værelset og kørte med Bornemann til østerport . Efter hans bortgang holdtes der atter et krigsråd af de tilstedeværende officerer og embedsmænd . General Peymann ytrede : „ Hvad andet valg have vi vel , end at føje os efter seierherrernes fordringer eller lade byen ødelægge i bund og grund og dog til sidst udlevere flåden . “ Commandeur sten ville kunne ikke bære over sit stolte ' sømandshjerte , at skulle således udlevere den danske nations skønneste ejendom , flåden , til fjenden , og ytrede derfor i en djærv og heftig tone : „ Vi bør afbryde underhandlingerne og foretage et almindeligt udfald med alt , hvad der i staden er bevæbnet , tilligemed alle søfolkene på kanonbådeoe og holmens magt ! “ „ I formiddags , “ sagde Peymann , „ stemmede hr . Commandeuren for kapitulationen og nu nægter de deres samtykke ? “ „ Det gjorde jeg , “ svarede ville , „ fordi jeg tilligemed alle de tilstedeværende ikke troede at englænderne ville stille få vidtgående betingelser ; men nu negter jeg mit samtykke . “ „ Det samme gør jeg også , “ sagde admiral wintcrfeldt . „ Jeg kan ikke pådrage mig det ansvar , der kommer til at hvile på enhver , som råder til nbetinget eftergivenhed . “ under dette ordskifte vare de engelsfe og danske commissairer indtrufne fra Østerbro tilhovedqvarteret , for at underhandlingerne kunne blive førte tilende . Peymann , Bielefeldt , Waltersdorf og sten bille søgte forgæves , at bevæge de engelske commissairer til at ændre den fordring : at udlevere den danske flåde som ejen d om til dep ositum . Endelig blev man den 7de september klokken 2 om morgenen enig om betingelserne . Disse vare affattede i ni artikler . De britiske tropper skulle besætte kastellel og holmen . Alle - krigsskibe skulle tilligemed de skibssager og det søinventarium , der hørte til dem , udleveres den engelske commando som suldstændig ejendom . Englænderne forpligtede sig til at rømme kastellel og hele Sjælland senest 6 uger efter kapitulationens vedtagelse . Det sastsattes også , at den privatejendom og de fanger , der vare tagne under fjendtlighederne , gensidig skulle tilbageleveres . General Peymann og det endnu samlede krigsråd undertegnede nu det skæbnesvangre aktstykke , og general Waltersdorf begav sig derpå med de engelske commissairer ud til hovedkvarteret i Hellerup , hvor general Cathcart og admiral gambier ligeledes undersfreve det . politimester Hågen havde dagen i forvejen redet i spidsen for en afdeling af hestgarden omkring til byens torve , og underrettet indbyggerne om , at der var bleven afsluttet en våbenstilstand med englænderne . Nu opsloges der trindtom i byen en proklamation , der gav underretning om betingelserne for kapitulationen . På hjørnet af kongens Nytorv og Østergade , hvor der var opslået en sådan proklamation , havde der forsamlet sig en stor mængde as stadens indvånere , mest af de lavere klasser , som marinens folk og håndværkere . De udgjorde til sidst en stor menneskemasse , der stillede sig støjende og larmende op udenfor hotel d ' angleterre . „ Kunde , man ikke få den kønne commandant itale , “ sagde en konstabel , „ og foreholde ham , at han har forrådt os til fjenden . “ „ Ja , “ sagde en anden af marinens folk , „ eller måske solgt os . “ „ Har man hørt mage , overgive vor dejlige flåde til de fordømte englændere og lade dem besætte kastellet og holmen , “ sagde en håndværker . „ Ja , for at de kan nedskyde os , hvis vi multe , “ Tilføjede en mariner . „ Sikken en kujon og kryster ! “ råbte en skomager , en borgerlig artillerist , „ burde vi ikke først have bortskudt al vort krudt før vi så skændigt overgave os . “ „ Hvem skulle bortflyde det krudt ? “ spurgte en gammel Skræder spodsk artilleristen . „ I løb jo alle bort fra skytset på volden , har jeg hørt . “ „ Det var vi vel nødt til , “ svarede artilleristen , „ hvis vi ville , redde vor smule bohave . “ „ Men så kunne voldene jo ikke forsvares imod engelskmanden , hvis han ville løbe storm . Commandanten skulle for længe siden have overgivet byen , så havde der været sparet mange menneskeliv . “ „ Man kan nok høre , “ sagde en konstabel , „ at du er en ligeså stor kujon som Peymann . Det er skammeligt af ham , at indgå en sådan kapitulation . “ „ Han burde før have brændt flåden , end at levere den i vor argeste fjendes hænder , “ sagde en af holmens faste stok . „ Og så stukket den øvrige del af byen i brand , da vinden er østlig , “ sagde den gamle Skræder . „ Det er reentud kjæltringestreger ! “ råbte nu flere stemmer og knyttede hænder strakte sig truende iveiret imod hotellet . „ Kan vi ikke få fat på den forræder og knække hans halsbeen ! “ råbte en håndfast smed . „ Det er en dejlig commandant kronprinsen har indsat her i byen , “ sagde en overkonstabel . „ Hvorledes er byen bleven forsvaret ? Han har sendt en håndsuld krigsfolk ud imod fjenden , istedetfor at lade hele byens garnison , borgervæbningen , søetatens mandskab , kort sagt alt bevæbnet mandsfab her i byen gøre et udfald ligesom i Frederik den tredies tid , da svensken blev jaget bort fra vvre volde . Havde man viist sig ligeså dygtig tillands som tilvands , så havdø englænderne måttet stikke hjem med en lang næse og ikke som nu komme hjem med vor skønne flåde . “ „ Jeg kunne , “ sagde en af holmens tømmermænd , „ blive fnysende gal , når jeg tænker på , at de dejlige skibe , jeg selv har været med at bygge , skal de engelfle tyveknegte føre bort fra os . “ „ Burde man ikke stene en sådan commandant som han deroppe i hotellet , “ sagde en mariner . det var et stikord , thi i samme øjeblik for der flere stene ind af vinduerne i hovedkvarteret . „ Vi ville ikke vide af , at overgive flåden , “ Råbte flere barske stemmer . Der opstod nu en stor tumult samt hørtes støjende , hånlige og truende udråb . Hovedvagten havde dobbelt vagt denne dag og der udtrådte nu af den en kommando soldater med fældede geværer . „ Plads her ! “ råbte officeren , der kommanderede den , og trængte frem med sit mandflab . Der var dog intet rigtigt mod i den larmende menneskemasse , thi efter som soldaterne rykkede frem med deres fældede geværer veg også stimlen tilbage , og snart var det store torv ryddelig kor de støjende skarer . Kommandoen tog nu energiske forholdsregler til ordenens opretholdelse . Den lod cavalleripatrouiller ' gennemfare gaderne og fordoblede vagten ved hovedkvarteret . Mængden af stadens indbyggere vare imidlertid yderst forbittrede på den alderstegne commandant , fordi han ikke havde ladet flåden ødelægges istedet for at udlevere den . I den ophidsede tilstand man var i , indså man ikke , at englænderen ikke ville have ladet sig nøje dermed . den 18de August havde kronprinsen afsendt premierlieutenant Steffens til generalen med følgende ordre : „ Hvor ubehagelig den tanke end er , at tænke „ sig muligheden af Københavns overgivelse i fjendens hænder , hvilket jeg under deres commando „ også ej befrpgter , så finder jeg det dog nødven „ digt herved at bekjendtgjøre dem , at det er hans „ Majestæt kongens villie og befaling , at , hvis det „ ulykkelige tilfælde dog skulle indtræffe , som gud „ forbyde , at København blev nødt til at overgive „ sig , da skal de forinden sligt skeer , sætte ild på „ Flåden og lade den brænde , da hans majestæt „ af to onder vælger det mindre , som virkelig det „ er at vide sin flåde opbrændt , end se samme i „ sin og landets fjendes hænder og derved give „ disse voldsmænd en triumf , som ingen danske „ Mænd kan tåle at bære . “ Lieutenant Steffens slap heldigt over belferne i en forklædning som en student , der rejste til København for at hente sin kæreste , og havde allerede fået sit Pas flere gange påtegnet af englænderne . Ukykkeligviis bemærkede en bondekarl i landsbyen mørkøie ham , idet han red forbi , og sagde højt og lydelig : „ der rider min gamle lieutenant ! “ en engelsk officer var netop tilstede og hørte det . Han anholdt Steffens , der imidlertid fandt lejlighed til at nedsluge ordreren . Englænderne vare overbeviste om , at han medbragte depecher eller mundtlige ordrer til commandanten i København og anvendte både bestikkelse med betydelige summer ligesom også trudsler med døden . De lød som de ville hænge ham og viste ham endog strikken , der skulle benyttes dertil , men intet kunne bevæge Hain til at åbenbare indholdet af den nedslugte ordre . Da de ikke kunne gennemlæste deres villie , blev han bragt ombord på flåden , hvor han forblev indtil kapitulationen var afsluttet * » . Havde også kronprindsens befaling kommen general Peymann i hænder , kunne han ikke have udført den . Vare krigsskibene nemlig blevne stukne i brand i selve orlogshavnen , ville ilden vistnok have forplantet sig til de hundreder as handelssartøier , som dengang lå i havnen , og da var hele byen bleven truet med undergang . Ville man derimod have sørt flåden udenfor * ) hisforisf . bommen og brændt skibene der , hvilket påtænktes i det sidste øjeblik forinden kapitulationen , da der forresten både savnedes gunstig vind og tilstrækkelig tid til et sådan foretagende , ville dog intet være blevet vundet derved , eftersom fjenden naturligvis i det tilfælde ville have fordret erstatning i penge . Ville man have udført admiralitetets tidligere omtalte befaling at sænke krigsskibene ved at hugge huller i dem , ville det samme have fundet sted . Flåden med tilbehør havde en værdi af 20 millioner rigsdaler , en sum i vor tid lig med 50 millioner , hvis udbetaling ville have aldeles ødelagt landet . Den følgende dags aften efter kapitulationens afslutning afrejste oberst schmettow og ridtmester Holck til kronprinsen i Kiel for at bringe ham den nedslagne tidende om kapitulationen . 57 . Kort før de afsendte , der uhindrede af englænderne rejste over store belt , Fyen og lille belt , vare komne til Kiel , sad kronprinsen i en meget urolig sindstilstand i samtale med sin gemalinde , han havde erholdt tidende om , at englænderne havde aldeles indesluttet København og at man veutede , at de ville indtage byen med storm , men da englænderne havde krigsskibe overalt i belterne , i Østersøen og langs Slesvigs ogholfleens kyster , havde efterretningen om at fjenden havde begyndt at bombardere byen , endnu ikke nået hans øren . „ Jeg længes efter tidender fra hovedstaden , “ Sagde han til kronprinsessen , „ og jeg frygter for , at når de ankomme , er de slemme . Jeg har givet general Peymann streng ordre at forsvare byen til det yderste , men byens forsvarsmidler ere måske ikke tilstrækkelige til at kunne modstå englændernes angreb . Jeg tror at et bombardement ikke vil gøre byen synderlig skade . l80l prøvede de jo på det , men med en dårlig virkning . “ „ Siden den tid er der gået 6 år og de have måske medbragt bedre ødelæggelsesredskaber end sidst , “ svarede kronprinsessen . „ Jeg befrygter det værste . Thi englænderne er et stolt og af lykken alt for stærkt begunstiget folk , til at ville vende tilbage til England uden at have sat deres villie igennem . “ „ Du mener at have-bemægtiget sig vor flåde ? “ Spurgte kronprinsen . „ Den skal de aldrig komme i besiddelse af , “ tilføjede han . „ Jeg har afsendt premierlieutenant Steffens til general Peymann med den ordre , at når den ulykke skulle finde sted , at han må nødsages til at overgive byen , skal han forinden opbrænde hele flåden . “ „ Men vil fjenden så ikke tage repressalier , “ Svarede kronprinsessen , „ og ville englænderne da ikke tage hele Sjælland og brandskatte øen og hovedstaden for det lidte tab . “ „ Så vidt ville de vist døg ikke gå , for ikke at bestjæmme sig ved en sådan udplyndring efter at vor flåde er ødelagt , “ svarede kronprinsen . „ De er i stand til alt , Frederik , “ sagde kronprinsessen . „ Den engelske konge må skamme sig ved således at behandle sin slægtning . “ „ Kongerne kende ikke til slægtskab , når det angår deres lands velfærd , “ svarede kronvrindsen . „ Desuden er det hans ministre og ikke ham , der regerer . Han har ikke den uindflrænkede magt som jeg , men må ofte underkaste sig sine ministres villie . Disse befrygte , at vi skulle stå Frankrig bi med vor flåde , og derfor ville de bemægtige sig den . “ Nu meldtes de tvende afsendinge fra general Peymann til kronprinsen , som befalede at de skulle øjeblikkelig indlades til ham . Da de vare indtrådte og havde hilst på kronprindsen og kronprinsessen , tog oberst schmettow ordet . „ Det er ikke en behagelig tidende , jeg har at bringe deres kongelige højhed fra general Peymann . “ „ Byen har dog vel ikke overgivet sig ? “ spnrgte kronprindsen i heftig bevægelse . „ Det er det mindste , deres kongelige højhed , “ Svarede schmettow . „ Hvad siger de , det mindste ? “ spurgte kronprinsen i en heftig tone . „ Flåden er i englændernes hænder , “ svarede obersten . „ Har Peymann trodset den ordre , jeg har sendt ham ved lieutenant Steffens ? “ spurgte kronprinsen heftig opbragt og stampede med foden , „ få skal han komme til at bøde for det med sit hoved ! “ „ Såvidt jeg ved , deres kongelige højhed , er der ikke kommen ham sådan ordre i hænderne , “ Svarede obersten . „ Jeg var i egenskab af hestgardens commandeur selv tilstede da der holdtes krigsråd , og da foreslog commandeur sten ville , at vi skulle sænke flåden , og ikke overgive den i fjendens hænder . Men da man frygtede for i sådan tilfælde , at fjenden skulle tage en streng revanche , gik dette forslag ikke igennem . “ „ Så må lieutenant Steffens være bleven tagen af englænderne , hvem der da har fået min ordre i hænderne , “ sagde kronprinsen . „ Men var da Peymann nødtvungen til at indgå på sådanne ærekrænkende betingelser som flådens udlevering ? “ spurgte kronprinsen . „ Det skete først efter at byen var bleven bomderet i tre nætter og en stor del af dagen , “ Svarede schmettow , „ efter at en trediedeel af byen stod i brand og lå i grus , og efter at frue kirke var afbrændt . “ „ Hvad siger de ? “ råbte kronprinsessen idet hun slog hænderne sammen , „ er den skønne frue kirke afbrændt . “ „ Det brændende spir faldt ned og ødelagte kirkens indre og satte den i brand , “ svaredeobersten . „ Der nedfaldt en sand regn af bomber og granater i den nordlige del af byen , så at en stor del as de omliggende gader er lagte i asfe . “ „ Gud ! “ råbte kronprinsessen , „ hvorledes har indvånerne det ? “ „ Af indvånerne er omtrent 1600 blev dræbte og 1000 sårede og det tildeels sarligt . Af de militaire er der omtrent 200 døde og 350 sårede . “ „ Det er skrækkeligt ! “ råbte kronprinsessen medens kronprinsen sad i en heftig sindsbevægelse og hørte stiltiende på oberstens tale . „ Hvilket barbari ! “ råbte han endelig , idet han knyttede sine hænder i den største forbittrelse . „ Jeg erklærer englænderne for min bittreste fjende ! Vel er Danmark lidet , men det har kække sømænd , og de skulle hævne vor krænkede ære ! “ „ Desværre lader fjenden os ikke beholde så meget som en jolle på holmen , “ sagde schmettow , „ Englænderne medtage ikke alene alle vore skibe , såsnart de have fået dem udrustede , men endog alt , hvad der sindes på holmen af skibstømmer , sejldug , tougværk , ja vistnok endogså de på stablen næsten færdigt liggende to orlogsskibe . “ „ Hvor er det hårdt således af stå i fjendehånd ! “ Råbte kronprinsen . „ Du står i guds hånd , Frederik , “ sagde hans gemalinde , „ han er stærk i de svage ! “ „ Jeg sætter også min lid til gud , af han vil styrke mig imod mine fjender , “ svarede kronprinsen fattet . „ Jeg erklærer England krig , skønt jeg ikke har en kanonbåd , langt mindre et orlogsskib af sætte imod det , men jeg vil anvende alle kræfter og venter tillige , af mine undersåtter ville understøtte mig for af udruste et nyt søværn , om det også kun består af kanonbåde . De er , efter mine søofficerers mening , et frygteligt våben mod ethvert orlogsskib i stille vejr . “ „ Det er intet spørgsmål , deres kongelige højhed , “ sagde oberst schmettow , „ at vore kække sømænd nok med tiden kan hævne os på de engelske voldsmænd . Men havde vi haft vore landtropper på Sjælland , i stedet for her på grændsen af Holsten , så havde englænderne ikke vovet at byde os det , de have vovet . “ „ Deri har de ret , hr . Oberst , “ svarede kronprinsen , der troede at oberstens yttring var en bebrejdelse , fordi han holdt tropperne på grændsen af Tyskland . „ Men havde tropperne været på Sjælland i stedet for her , så havde franske tropper besat hele halvøen . Jeg kunne ikke ahne , at englænderne ville foretage et sådant røvertog imod Danmark og forlange af os , i den dybeste fred , vor flåde . “ * „ Der hørte alvidenhed til , “ sagde obersten , der mærkede , at han havde imod sin villie gjort kronprindsen en bebrejdelse , og som en ægte hofmand ville gøre det godt igen . „ Hvor kunne også deres kongelige højhed tro , at deres slægtning , kongen af England , ville handle således imod dem ! “ „ Her må man sande det gamle ordsprog : frænde er frænde værst ! “ svarede kronprinsen . „ Men nu er der ikke tid til , at tale om , hvad der er gjort , men om hvad der skal gøres . Jeg vil nu gennemlæse Peymanns , som jeg seer , udførlige fremstilling af begivenhederne ved min hovedstad indtil han overgav den . Han må have grebet til urigtige forholdsregler , siden han ikke har kunnet holde fjenden i en større afstand fra fæstningens volde . “ „ Effer min anskuelse , “ sagde oberst schmettow , „ har han , nådige herre , begået en betydelig fejl ved ikke at lade udfaldene mod de belejrende englænderæ sinde sted med et så stort antal krigsfolk , som det var muligt ; thi det ringe mandskab , 500 a 600 mand ialt , han flere gange udsendte , kunne kun anses for rekognoscerende tropper . “ „ Ja , det var en stor fejl , som han og hans rådgivere skulle komme til at bøde for , “ svarede kronprindsen med en alvorsfuld mine og et harmfuldt indre . „ Jeg vil imidlertid gøre deres kongelige højhed opmærksom på , “ sagde obersten , „ at om Peymann havde udsendt et større antal tropper mod fjenden , kunne han dog ikke have holdt englænderne sra at belejre byen og tvinge den til at overgive sig . — ved det ulykkelige slag vedkjøge var han afskåren fra al ydre hjælp og indstrænket til den ringe styrke af mandsfab , der fandtes indenfor Københavns volde , og til de forsvarsmidler , der havdes og som på ingen måde kunne sammenlignes med fjendens . Englænderne havde længe øvede tropper og det i et langt større antal end vore . Vort artilleri kunne aldeles ikke tåle sammenligning med deres langtstrækkende skyts og deres morderiske brandsager . Københavns indvånere have udvist et beundringsværdigt forsvar i de to første bombardeernætter , men i den tredje , da en sand regn af dødbringende og alt tilintetgørende projektiler styrtede ned over byen , tabte de modet , fordi de indså , at et længere forsvar ville medføre hele stadens ødelæggelse uden at kunne holde fjenden fra , at jsætte sit forlangende igennem . “ „ Ja , slaget ved Køge er en skamplet på den danske ære , “ sagde kronprinsen opbragt . „ Eastenschiold og Oxholm have ført en dårlig kommando , som skal strengt undersøges , så snart jeg igjeu er vendt tilbage til København . “ „ Eastenschiold og Oxholm kommanderede et mandskab , der var aldeles uøvet og slet bevæbnet . Deres artilleri bestod af få piecer , trepundige kanoner , der blev anvendte imod tolvpundige , det manglede tillige munition , så det måtte ophøre med at give ild , af mangel derpå . “ „ Sådant skulle have været ordnet i tide , “ Svarede kronprinsen , „ men det har været en slet administration og stor mangel på indsigt . Alt sådant skal til sin tid på det streugeste blive undersøgt og ingen skånsel finde sted imod dem , der har udvist forsømmelse og uduelighed . “ Der opstod en pause , endelig tog kronprinsen ordet : „ De vender nu tilbage til København uden noget skriftligt svar fra min side ; men med den yttring : at jeg aldeles ikke billiger den kapitulation , der har fundet sted og ført til den danste flådes udlevering til englænderne , som deres ejendom . “ „ Vel , nådige herre , “ svarede obersten . „ Havde min ordre , at opbrænde flåden , som lientenant Steffens skulle bringe Peymann , nået ham , “ vedblev kronprinsen , „ så havde han måttet udført den , og jeg ikke haft den ærgrelse , at se flåden i de sfjændige engelske røveres hænder . “ „ Du glemmer , Frederik , “ afbrød kronprinsessen ham , „ at da ville alle handelsskibene være blevne antændte og den øvrige del af byen , som endnu var flånet , blevet et rov for luerne . “ „ Lad få være , englænderne havde da ikke havt den triumf , at hjemføre vor herlige flåde til England , “ svarede kronprinsen i den heftigste forbittrelse . „ Når din vrede har lagt sig , vil du indse , hvor uklogt det ville have været , at opbrænde flåden , som englænderne have anset som deres bytte , og hvilken revanche de ville fordre . Find dig i den hårde skæbne , som himlens herre har pålagt dig ; at stampe imod bråden nytter intet . “ „ Du vil dog vel ikke have , at jeg nu , efter at englænderne have ødelagt min hovedstad og røvet min flåde , skulle alliere mig med dem ? “ spurgte kronprindsen . „ Det stat aldrig ske ! “ råbte han heftig , idet han trampede med foden i gulvet , „ jeg sværger dem evig fjendskab for deres voldsgjerning imod mig . “ „ England er en mægtig fjende ! “ vedblev kronprinsessen , „ det kan knuse Danmark under sin vældige fod . “ „ Nys sagde du , “ svarede kronprinsen , „ at gud var stærk i de svage , og nu viser du en så stor forsagthed , at du næsten råder mig til , at jeg skal række min bittreste fjende en venskabelig hånd . Det skal aldrig ske ! Rejs de nu , hr . Oberst , tilbage til København , uden , som jeg har sagt , at bringe Peymann nogen anden ordre fra mig end tilkendegivelsen af min store misbilligelse af hvad der er fkeet . Når englænderne have forladt Sjælland med min røvede flåde , vender jeg tilbage til København , og da skal afregningstimen komme for dem , der have ført en slet conduite i denne krig , og ingen skånes , fra den højeste til den laveste , der har forset sig . “ „ Farvel , hr . Oberst ! “ tilsølede han og rakte ham hånden , „ De ved ikke , hvilken smerte de har tilføjet mit hjerte ved deres nedflående budflab . “ Da obersten havde forladt ham , sagde kronprinsen til sin gemalinde : , , en kongekrone er ofte tung at bære . De ord , obersten lod falde , at når tropperne havde været i Sjælland i stedet for her i Holsten , så ville englænderne ikke have betrådt Oen , er vist en genklang af københavnernes yttringer . De bebrejde mig vist , at jeg har ladet hæren stå på grændsen af Tyskland for at skåne Holsten for franflmændenes indmarsch , medens jeg har ladet Sjælland blive et rov for englænderne . Kunne jeg have troet at englænderne ville handle således imod mig , medens jeg afværgede deres bittreste fjendes indfald i mit hertugdømme , så havde jeg straks ladet hæren forlade dens nuværende opholdssted og marschere mod København ; men jeg var ikke alvidende . “ „ Jeg vil nu læse Peymanns beretning om Københavns belejring og overgivelse , “ tilføjede han henvendt til sin gemalinde . „ Så vil jeg for det første forlade dig , Frederik , “ Svarede kronprinsessen , og lod ham blive ene tilbage . Han gennemlæste nu den vidtløftige beretning Peymann havde sendt ham . Under læsningen tilkendegav hans ansigts miners vrede og forbittrelse . Da han havde endt læsningen , ytrede han blot de ord : „ Jeg beklager Peymann . Jeg seer , at han havde intet andet valg end at lade hele byen stikke i brand eller overgive den . Men jeg nødes dog til at nedsætte en krigsret , der skal dømme ham og hans tvende næstkommanderende , general Bielefeldt og commandeur sten bille . Jeg må gøre det , fordi man vil anklage ham for feighed , og dog har han , den gamle svage mand , personlig været tilstede hvor kuglerne fløj ham om nrerne og hvor han blev såret . “ — „ Hvilket myrderi , der har fundet sted i min hovedstad ! “ vedblev han efter en panse . „ 1600 fredelige mennesker er dræbte , 1000 lemlæstede . Deres blod komme over de skændige engelske ministres hoveder . “ 58 . Om eftermiddagen , den 7de september , rykkede generallieutenanc burrard ind i kastellet med 1000 Aland og to artilleriBrigader . En Brigade besatte Nyholm og Gammelholm . Med fjendtlige blikke betragtede hovedstadens jndvånere disse soldater . Langs holmens canal på byens side vrimlede det i begyndelsen as mennesker , som stod stille r flokke for at se på de engelske soldaters færd på den anden side eanalen og høre på deres musikchor , der spillede engelske og skotske nationalsange , især : „ Ooæ 8gve tke Ilina . “ Ingen englænder måtte betræde stadens grund , ingen sammenfærdsel mellem den sandt sted eller var tilladt , og viste en engelsk soldat tilfældigvis sig indensor ve forbudte grændser , blev “ Næverne knyttede mod ham , og forbittrede gebærder og trudsler om at slå ham ihjel som en hund sandt sted . Alen den fjendske og hadske stemning , der fandt sted på begge sider , forandredes lidt efter lidt . Da våbenlarmen nar ophørt , landeværnstropperne hjemsendt , og indvånerne under visse betingelser turde gå udenfor byens porte , begyndte de fredelige sysler på ny . Handel og bandet begyndte så småt igen , tusinder af arme havde travlt med at slukke ilden i brandtomterne , istandsætte de beskadigede huse , rydde gaderne for sten og grus og udbedre brolægningen , thi hvor en bombe var slået ned i gadebroen , var der fordybninger på flere alen . De brandlidte vare blevne indkvarterede i trinitatis og helliggeistes kirker , hvor der ydedes dem hjælp af de bemidlede elasser . Da general eathcart den 13de september forlagde hovedkvarteret fra Hellerup til castellet fik de engelfke officerer og soldater snart tilladelse at tomme ind i byen , til fordel for de mindre næringsdrivende . Soldaternes røde glimrende uniform stak den københavnske ungdom i øjnene . Især kunne de ikke blive kede af at se bjergskotterne med deres skørter , bare lår og høje grenadeerhuer . De vare altid ubevæbnede , opførte sig meget ordentligt , og undte værtshusholdere og kræmmere ikke lidennæring . De stod og ko hjertelig af charicaturbilleder , der vare opstillede i alle små boghandlervinduer . Et sted så de Popham i skikkelse af djævlen med hestefoden i engelsk søofficeers-uniform , en congreve-raket til hale og et par granater hængende ud af spidserne på den trekantede hat ; et andet sted en engelsk officer , ridende på en røvet bondeheft , som han havde hugget halen af . Bonden løb bag efter med halen i hånden og råbte : „ har du taget øget , kan du tage halen med ! “ Niels Andersen og hans søn vare komne hjem fra kanonbådene og fandt deres huse ubeskadigede og deres koner velbeholdne og glædestrålende , fordi de igen få deres mænd , uden at der var tilstødt dem det mindste . Også forstjunker Holck besøgte capitainens datter , og snart var det indlysende for enhver og især for Peter Andersen og hans familie , at der ville blive et par af dem , hvilket kaptajnen med glæde gav sin velsignelse . Peter Andersen gjorde nu med sin familie en tour igennem Københavns gader . De betragtede med vemod de rygende ruiner af frue kirke , og mødte i Studiestræde to unge skotske officerer til hest med bare lår . Fruentimmere i gaden løb ved dette syn skrigende ind i porte og døre , ledsagede as de muntre skotters skoggerlatter . De gik ud af Vesterport og stødte straks , hvor gjæstgiverstedef bjørnsdal ligger , en opkastet standse , der spærrede passagen . Ved jernporten stødte de på en anden af sandsække opkastet skandse . De gik nu op as kongeveien og frederiksbergbakke til slottet . På bakken sad en mængde københavnske sælgekærlinger og solgte de engelske soldater brændevin . Søndermarken blev på den tid anset for en stor helligdom , fordi den ellers var strengt lukket for alle undtagen hoffet , så folk måtte nøjes med at titte igennem stakittet , der omgav den lille skov , i hvis indre det havde hørt , at der befandt sig en eremitbolig , en grotte , et schweitzerhuus og andre herligheder . Nu stod Søndermarken åben for enhver . På plainen og imellem de store stammer var der oprejst telte . Trindt omkring så man utallige geværpyramider og mangfoldige ildsteder , der vare gravede i jorden , og hvor der kogtes og stegtes kødvarer . I store grupper lå der soldater i smukke røde munderingstrøier , hjelmformede casyuer , kærnede skjorter , af forskelligt farvede bånd flettede gamacher og nøgne lår . Imellem de kraftige krigere så man en mængde fruentimmer , soldaterkoner med deres børn , hvoraf nogle halvnøgne løb omkring ildstederne . Ved dette ejendommelige liv omkring Peder Andersen og hans familie , ytrede han : „ Man synes ligesom hensat i et fremmed romantisk land . Jeg har været i flere fremmede ' lande , men jeg har ikke set noget lignende . “ „ Men det er dog noget stødende for et fruentimmer , at se disse skotter med deres ' korte skjorter , “ Sagde Lise . „ Det er hårdføre folk , der gåeffåledespå bjergene med en del af legemet blottet , “ svarede Peder . „ Hvilken contrast danne de ikke imod vore landeværnssoldater med deres træskoe og sjuskede munderinger . Det var intet under at de ved Køge løb deres vej , angrebne af sådanne krigsfolk . “ „ Se der , “ sagde Niels Andersen , da de igen havde forladt Søndermarken og var trådt ud på bakken mellem den lille skov og slottet . „ Se der , der står to regimenter med fuld oppakning og venter på deres commandeurer . Se bare det store musikkorps , se hvor pyntet det er og hør hvilken fortræffelig musik . “ „ Ja , det kan man kalde militaire , “ svarede Peder . „ Skønt de er vore fjender , synes jeg dog godt om dem . Hvilken holdning , hvilke brune ansigter , kraftige figurer . Og se , der kommer regimentets commandeurer , se , hvorledes alle i samme øjeblik presentere geværet . Jeg tænker på en anekdote jeg hørte om en jøde , der lærte at eksercere , for at gøre tjeneste på volden . Da officeren befalede : „ Presenter geværet ! “ spurgte han fin sidemand : „ skal det være straks ! “ „ Ja , driv du kun spot med vore saldater eller med jøderne , “ sagde Niels . „ Jeg har læst , at i Napoleons arme var der jøder , der formedelst deres tapperhed vare blevne brigadegeneraler . Hvor de ikke lide underkuelse , der er de ligeså kække som de Christne . Men se den trafik som sælgekjællingerne der driver med soldaterne . Se deres gebærder , for at gøre sig forståelige for soldaterne , og hør hvor soldaterne skoggerler , fordi de tale enkelte engelske ord , de har hørt , og som aldeles ikke passer til det , de vil tilkendegive deres købere . “ „ Nu hører man dem ikke bande englænderne , som de gjorde under bombardementet , “ sagde Ellen . „ Nu er de de bedste venner med deres fjender . “ „ Ja , når interessen kommer med i spillet , “ Sagde Peder , „ så går patriotismen Pokker i vold . “ „ Således er nu menneskene engang , “ sagde hans fader . „ Dog ikke alle ! Gud være lovet ! Ellers var det en lurvet verden vi levede i ! “ svarede Peder . „ Jeg bæ rer ikke had til englænderne , thi en soldat er jo en maskine , der blindt hen skal adlyde sin foresatte . Men nu , efter at de have tilføjet os et så stort tab , som vor flåde , formår jeg ikke at omgås dem venskabelig , men tilføjede han , „ hvorledes har vor ven , Holck det ? “ „ Han går på frierbeen , “ svarede Lise , der nu , da hun igen så sin mand , havde vundet sin hele munterhed tilbage . „ Af ham og capitainens datter , Marie , blev der et par . “ „ Hvor det skulle glæde mig , “ sagde Peder , , , så er hun nok kureret for sin melancholie . “ „ Det var kærlighedssorg over en vis person “ , sagde Lise idet hun så skælmsk på Peder . „ I står der og passiare , “ sagde nu Niels Andersen , “ og jeg og i har dog vist i sinde at se , hvorledes engelskmændene have rumsteret ude på Vesterbro og på Frederiksberg . “ „ Ja vi går derud alle sammen “ , svarede Peter . „ Men først må vi have noget at styrke os på og stå imod med ved synet af de ødelæggelser englænderne have forårsaget byen . “ Efter et godt middagsmåltid gik de alle fire op mod den nordlige del af byen . Overalt hvor de kom frem i denne del af byen , så de ikke andet end rygende ruiner . Tusinde af arme havde travlt med at slukke ilden i brandkvartererne , istandsætte de beskadigede huse , så de kunne igen beboes , rydde gaderne for sten og grene , og udbedre brolægningen ; thi overalt sås dybe huller , forårsaget af de nedfaldne bomber . Da de vare komne ud af Vesterport , som nu igen var åbent , og nåde jernporten til Alleen , kom de tik en standse af sandsække foran den . Uniformerede englændere og københavnske borgere med koner og børn slentrede med hverandre omkring i frederiksbergallee , gik ind i de derværende haver , som stod åbne uden tilsyn da familierne havde forladt dem hovedkulds ved fjendens komme , og boligerne nu tjente til qvarteer for de engelske officerer . Folk satte sig ned på græsplainerne , og plukkede ganske gemytlig frugterne af træerne . Da de stege op af terrasserne til Frederiksberg slot og kom ud på bakken , mødte der dem det syn , vi nylig have beskrevet . En stor møgdynge udenfor slottets staldbygning var bedækket med hvide benklæder , som skulle bleges chg som tilhørte et irlandsk regiment . Store , meget pyntede musikkorps spillede det ene stykke efter det andet , og menneskevrimlen stod og hørte på det som om intet var i vejen . „ Hvor er dog mange mennesker ligegyldige i verden , sagde Niels Andersen til sin kone . “ Der står folk og lytte til musikken , og har allerede slået de foregående Tages rædsler ud af hoveder . “ Ja se , „ sagde Peder , “ hvor de stå og stirre på tambourmajoren med hans sølvstav og hans strålende uniform . “ „ De tror , at det er en stor mand , „ sagde Niels , „ men lad os nu vende tilbage til København , vi har set nok , for at harmes over det skændigt ! Overfald . “ Men Niels Andersen skulle have mere årsag til harme , da i de følgende dage englænderne begyndte at udruste de danske linieskibe . Der var tilfaldet eqvipagemesteren , capitain Rosenvinge det tunge hverv at udlevere skibene med tilbehør , og forhandle med den hovmodige og mistænksomme capitain Popham . Denne officer fortolkede begrebet skibssager på den mest hensynsløse måde . 3 linieskibe , hvoraf næsten et var fuldført , samt nogle mindre krigsskibe der alle støde på stabelen , blev ødelagt . Et linieskib , der var indlagt i dokken , blev ligeledes ødelagt , da man formedelst en hindring i slusegangen ikke kunne udpompe vandet og medtage det . Men det blev ikke derved , englænderne ranede alt tømmer og bjælker , Hamp , jern , værkføi , masfiner , instrumenter . Alt hvad der kunne brækkes fra bygningerne som kakkelovne , døre , vinduer , låse , meubler , kårt , officerernes vagtinventarinm , vinduesgardiner . Alt dette regnede de til skibssager . Intet var dem helligt , de medtoge håndværkernes private værktøj såvel som sølvkalk og disk til gudstjenesten ombord på skibene . Den frække Popham tillod sig at yttre , at capitain . Rosenvinge skjulte sager , som han ifølge kapitulationen var forpligtet til at udlevere , men den hæderlige kække danske søofficer svarede ham med en udfordring . Den engelfle kontreadmiral hood fik imidlertid sagen bilagt på mindelig riåde , - idet Popham målte forpligte sig til at give Rosenvinge en lereserklæring i engelfle officerers nærværelse * ) . * ) hisforisf59 . medens dette foregik i København , var den danske kronprinds i fuld virksomhed for at hævne sig på englænderne . Prinds Frederik havde næret vet håb at København kunne holde sig i to måneder , og havde næret den tanke , at når kulden om vinteren lagde en bro over vandet , at kunne marchere over belterne ligesom Carl den tiende og Gustav . Han havde derfor indledet forhandlingen med Napoleon for at erholde hans bistand til sit forehavende . Commandeur Lindholm blev nu sendt til aei seren for at overrække ham et brev fra kronprinsen . Da Napoleon havde læst brevet sagde han : „ Det har smertet kronprinsen meget , at miste sin flåde . Har København lidt meget ? “ — Lindholm skildrede Københavns ødelæggelse og hvormange mennesker , der vare dræbte og sårede af bomber og granater . “ — „ Har man bombarderet staden fra land eller søsiden ? “ spurgte kejseren . „ Fra landsiden “ , svarede Lindholm . Kejseren gjorde fremdeles flere spørgsmål om Københavns stridskræfter og om englændernes . „ Ulykken er stor og uoprettelig , „ sagde han endelig , “ men det kommer fra fædrelandets evige mistanke til Frankrig , hvilket og har forårsaget østerriges og de øvrige magters tab . Hvis i havde haft eders tropper i Sjælland istedet for i holsfeen , få havde i reddet eders flåde — og hvad ville i vel udrette mod 20 eller 30 , 000 mand af min arme ? “ Lindholm svarede , af de danske tropper stod ikke i holsfeen for af optræde mod kejserens arme , men for af sikre grændsen mod enhver fremmed indrykning “ . Blandt flere spørgsmål Napoleon gjorde Lindholm , var der det , om han troede af kongen af Sverige var med i ledtog mod København ? „ Herpå svarede Lindholm , af han nærede grundet mistanke til Sveriges konge . Napoleon spurgte fremdeles : har de hørt noget fra Rusland . Jeg har fået efterretning fra Petersborg , af man er meget dødstemt mod de engelske for angrebet på Danmark . “ — Lindholm svarede , „ måske man i Petersborg frygter for , at uveiret snart vil bryde løs — jeg tror ikke at den russiske flåde kan gøre stor modstand . “ — herpå gjensvarede kejseren : „ Vistnok ikke , thi når man undtager 8 linieskibe , som de have i Middelhavet , er deres sømagt i kronstadt ubetydelig . “ — efter en ordveksling om Norge og Sverrige sagde kejser Napoleon : „ I må herester lukke sundet . “ — „ Vi ville gøre englænderne al mulig afbræk , “ svarede Lindholm ; men da sundet er 8 , 400 skridt bredt , så vover et fartøj intet , når det holder sig til den svenske kyst . “ — „ De svenske må gøre fælles sag med dem , “ indvendte kejseren . — „ Vare vi end herrer over begge sider af sundet kunne dog et skib uden fare gå midtvejs . “ — kejseren spurgte nu hvormange skibe der fandtes i København , og efter at have hørt svaret , sagde han : „ Jeg skal gøre alt muligt før Danmark , som må slutte et forbund med Frankrig . “ Herpå gav Lindholm det svar , at det beroede på kejserens og kronprindsens visdom . Kejseren gav nu et lidet nik og Lindholm sorføiede sig bort . Senere da Lindholm havde . Afsfedsaudience i fontainebleau hos kejseren , der var isørt jagtuniform og skulle på i agt , gav Napoleon ham et brev til kronprindsen og ytrede : „ Jeg har meget venskab for kronprinsen , og jeg skal gøre alt for Danmark , men magter knnne ikke indgå gensidige forpligtelser uden ved traktater ; jeg skal derom udfærdige min instruktion , til hr . Didelot , og jeg håber , at kronprinsen vil gøre det samme * ) . “ Brevet til kronprinsen lød således : „ Min Broder og fætter , jeg har modtaget „ Deres kongelige højheds brev . Jeg har taget og „ tager oprigtig del i de ulykker , Danmark har „ været underkastet . Det er beklageligt , at de danske „ Ministre have ved den engelske regerings list og „ Rænkefuldhed ladet sig skuffe med hensyn til øjeblikkets virkelige farer , thi havde en del af deres „ kongelige højheds hær været i København , ville „ Sagerne have fået et andet udfald . Men sket „ Gerning står ikke til at ændre . Jeg stoler på „ Deres energi og nationens tapperhed . Jeg skal „ gerne understøtte deres kongelige højhed i de „ Skridt , de vil foretage for at knnne vende tilbage „ fil deres land . Jeg har i dette øjemed givet min „ Minister fuldmagt fil at slutte og understøtte en „ Overenskomst * * ) . “ * ) hele ovenstående samtale er efter en trykt beretning af commandeur Lindholm om hans andience hos kejser Napoleon . * * ) ooii-esponasnc « < ie biapoleon i e , . tom « Xvi . Napoleon gav på samme tid befaling fil at forstærke hovedkorpset ved Elben , og marechal Bernadotte , Sverrigs senere konge , sendte sin stabschef , general Gerard fil Kiel med løfte om virksom hjælp . På samme tid underrettede den franske marineminister den danske minister i Paris om , at ver fra de hollandske havne skulle udgår endeel fladbnndede skibe og kanonbåde langs Nordsøens kyster fil Holsten og Slesvig . Kronprinds Frederik troede ve rygter om ve i København kommanderendes modløshed , som lige efter hovedstadens fald gennemløb hele landet . Der fortaltes således i København at chefen for artilleriet , general Bielefeldt , var offentlig bleven udskældt af sine officerer for en paltron « kujon ) . Han skulle ikke have været at overtale fil at gå ud af sit hus under bombardementet . Blot løgnagtige rygter , som der altid ved sådanne lejligheder udspredes . Der udkom endog en karrikatur af ham , hvorpå han fremstilledes med en uldsæk foran sig og en uldsæk over hovedet , fordi han under bombardementet skulle have opholdt sig i et med uldsække omgivet værelse . På skamstøtten på Ulfeldtsplads fandt man navnet Ulfeldt forandret til Bielefeldt . Om en general fortaltes der , at han var så angst , at han i castellet var krøben ind under en bænk i commandanten « Have . Livjægerne , borgerne og studenterne , fortaltes der på samme tid , havde været udsatte for alt og underkastet utrolige anstrengelser , medens det regulaire militaire , som var tilstede , krøb i skjul og næsten ikke rørte af stedet . Officererne skulle for største delen have vist sig som cujoner , skønt der ikke gaves nogen^leilighed til at vise deres mod . “ Disse rygter , usandsærdige og ugrundede , nåde kronprindsens øren , og blev tildeels troede as ham , da han ikke kunne indse at byen så hmngt overgav sig uden formedelst cujoneri . Men kronprindsen glemte det store fejlgreb , der blev begået fra hans egen side , ved ikke , da han havde beslattet sig til at bryde med England , et trække underhandlingerne i langdrag , og derved erholde tid til at føre tropper over til Sjælland ; thi hurtighed og diplomatisk kløgt kunne have ført til målet . Her bar han alene skylden og ansvaret , hvorom han med rette blev påmindet af Napoleon ; men unægtelig blev forsvaret af København ført svagt uden mindste energie eller ubøjelig dådskraft . det var derfor i højeste grad forbitret over byens forsvar og overgivelse , at kronprinsen i begyndelsen af november , da englænderne for længe siden havde forladt de danske vande med deres bytte , ankom om aftenen til sin bolig på Amalienborg . Han begik nu den uretfærdighed , som hans egen humane dømmekraft snart skulle erkende , at nedsætte en overkrigscommission , der efter et helt Års langvarige undersøgelser , dømte generalerne peyman , Bielefeldt og gedde fra livet , som straf for deres ledelse af Københavns forsvar , og lod vanærende domme udgå over flere andre officerer . I offentlige kredse mumlede man over denne uretfærdighed , og anså det som et forsøg fra de høiststyrendes side på at blænde øjnene på folket og tillægge andre alene skylden for en nationalulykke , hvori de selv havde ligeså megen del . „ Havde kronprinsen “ , sagde man , „ i stedet for at lade sine tropper blive stående i Holsten , hvor faren ikke var så stor , sendt dem , da han blev advaret om Englands hensigter , og ikke ville troe dem , til Sjælland , så ville englænderne aldrig have vovet det angreb på hovedstaden . Men han var blind , og tillige er ministeren Bernstorff skyld i Danmarks ulykke . “ andre sagde : „ Et offer må der være for denne nationalulykke , og så skal den gamle , svage og døg modige general Peymann med flere være syndebukken for andres langt større brøde end deres . “ Overalt i hele Europa vakte den engelste regerings fremfærd mod Danmark en retfærdig afsky . Den erklæredes offentlig i alle offentlige tidender som en skændig krænkelse af folkeretten , således , uden nogen foregående krigserklæring fra Englands og uden nogen fjendtlig udæskning , fra det danske kabinets side . Kejser Alexander ytrede , at han skulle ikke slikke sit sværd i skeden før han havde flaffet Danmark revselse for Københavns ødelæggelse . Han forglemte imidlertid senere ikke alene dette løfte , men var endog deltager tilligemed Danmarks fjende i at flille Norge fra det og forene det med Danmarks senere fjende , Sverrige . Napoleon betegnede englændernes handling som en følge af deres jern- og blodpolitik , medens han på samme tid bar sig netop ligesådan ad mod Portugal , som de engelske ministre havde båret sig ad mod Danmark . Blandt englænderne lød der mange fordømmende meninger om toget til København , de kaldte det et brud på folkeretten og den mest udprægede forræderfle handling historien kunne fremvise . Ironisk yttrede man : „ at det var , den mest retfærdige og nødvendige , den allerbedst udtænkte og udførte , „ Røver- og morder-sag “ , der nogensinde havde fundet sted . “ 60 . Rusland og Frankrig havde i en artikel til tilsitertraktaten forpligtet sig til at gøre fælles sag i enhver europæisk krig , som de enten vare i stand til selv at føre eller understøtte . Rusland skulle tilbyde England sin mægling , men hvis det britiske kabinet afviste denne , eller hvis det , selv om mæglingen var bleven antagen , ikke havde sluttet fred senest den 1ste november 1807 på den betingelse , at det anerkendte grundsætningen om alle magters fuldstændige lighed og uafhængighed på havet og tilbagegav de fra Frankrig og dets forbundsfæller siden 1805 tagne besiddelser , da skulle det russiske kabinet i løbet af november måned underrette den engelfle regering om , at det ville gøre fælles sag med Frankrig . Ville det engelfle Hof ikke indgå herpå , så fluide de tre hoffer i Stockholm , København og Lissabon opfordres til ar lukke deres havne for engelfle skibe og erklære England krig . Ved den lejlighed ville Napoleon benytte de nævnte magters måder tilligemed sin egen til en landgang på England . Kejser Alexander fik Napoleons samtykke til at erobre Finland , hvis Sverrige skulle vægre sig ved at svigte sin forbundsfælle England , som løn for sin deltagelse i den almindelige kamp . Det engelfle kabinet havde imidlertid ved sin hurtige og energiske optræden mod Danmark gennemkrydset og tilintetgjort Napoleons plan med hensyn til den danske flåde . Derimod var Jylland og de danske oer ham vigtige , fordi han derfra havde et strategisk punkt , hvorved han kunne sikre sig en umiddelbar indflydelse på Sverrige , hvilket Rusland nu havde i sinde at fratage Finland , hvis det ikke forlod den engelfle alliance . Københavns bombardement og flådens erobring som nu fandt sted , indjog imidlertid den russiske kejser en stor skræk . Det nederlag den russiske arme havde lidt ved Friedland imod Napoleon , havde desorganiseret den i en betydelig grad . Fæstningsværkerne ved kronstadt vare i en tilstand , der ikke svarede til den daværende forsvarsevne mod sådanne angrebs- og ødelæggelsesvåben som England besad . Ezaren troede sig ikke sikker ved Nevas bredder . Rusland så sig nu nødsaget til , at bruge sin vante forstillelseskunst på samme tid , som det forstærkede kronstadts forsvarsevne og opkastede batterier ved nevaflodens munding . Til den franske consul i Petersborg udtalte kejseren sin harme over englændernes skændige adfærd imod Danmark , og erklærede , at han ville forene sig med Napoleon for at straffe deres troløshed og tvinge dem til fred . I London lod kejseren derimod ved sin minister forsikre , at han kun betragtede forbundet i Tilsit som en forbigående nødvendighed og som en trofast ven af England glædede sig over , at dette ved sin energisfe optræden havde tilintetgjort Napoleons planer . Ved flige forstilte venskabspttringer holdt han det engelsfe cabinet i uvished , indtil det øjeblik kom , at den stormfulde årstid og vinterens barskhed forhindrede England i at komme Sverrige til hjælp , når han lod sin hær rykke ind i Finland . Så snart dette tidspunkt kom var kejser Alexander bestemt på , at lade masten falde . hans plan lykkedes ganske , thi den engelske udenrigsminister coning , hvem det ellers ikke var så let at blænde øjnene på , lod sig skuffe fuldkommen med hensyn til Ruslands virkelige hensigter , og anmodede endog kejseren om at mægle mellem Danmark og England . Da Frankrig imidlertid næsten bydende tilskyndede Alexander at erklære sig mod de britiske regering , nødedes czaren til at hidføre et brud . Han erklærede England , at den på den uretfærdigste måde har udplyndret en neutral magt , som ved fin moralske værdighed stod i første række blandt staterne . Kejseren ærede de ædle følelser hos den danske kronprinds , der med afsky havde modsat sig den nedværdigende stilling , England havde villet anvise ham . „ Idet “ , hedder det i noten , „ Kejseren er bleven rørt over den tillid , kronprinsen nærede til ham , og idet han modent har overvejet sine egne besværinger mod Storbritannien og de forpligtelser kejserinde Katharina og kejser Paul havde påtaget sig , afbryder han al forbindelse med England og tilbagelalder sit sendebud fra London , hvad hans britiske majestæt også må gøre fra Petersborg . For fremtiden fkal der ikke være nogen forbindelse mellem de to lande . Fra grundsætningerne i det bevæbnede neutralitetsforbund , dette mindesmærke om kejserinde Katharinas visdom , forpligtede han sig til aldrig at afvige . Førend England havde givet Danmark oprejsning ville han ikke træffe nogen overenskomst med det “ . „ Kejseren venter , “ hed det til slutningen i noten , „ at hans britiske majestæt , i stedet for at tillade sine ministre , som nyligt er sket , at udså krigens Spirer , vil lytte til sine egne følelser og vise sig rede til at slutte fred med hans majestæt/ de franskes kejser , hvorved ! Fredens uvurderlige gode så at sige vil blive udstrakt til hele jorden . “ Kort efter at denne note var leveret , forlangte hele ' det engelsfe gesandtskab sine passer og forlod Petersborg . Fra nu af befandt de to lande sig i krig med hinanden og alle havnene i det russiske rige blev øjeblikkelig lukkede for Englands skibe og varer . Endnu medens de engelske tropper stod på ' Sjælland , havde det britiske cabinet forsøgt på at forsone den danske regering og knytte den til sig ved et forbund . Hvis Danmark besluttede sig hertil , tilbød udenrigsministeren cøning erstatning for flåden , garanti for den danske stat i dens daværende omfang og endelig en betydelig forøgelse af dets colonialherredømme i vestindienindgik Danmark derimod ikke på Englands forslag , truede han med at ødelægge alle de skibe som opbragtes og forstyrre hele dets handel . Han erklærede , at de danske colonier ville blive erobrede og København besat af svenske tropper . England ville også ved et asflag se sig nødt til at belønne og skadesløsholde Sverrige ved besiddelsen af norgetillige underrettedes Danmark om at Sverriges konge havde erklæret sig rede til at samvirke med England mod Danmark . Det var , som man seer , at sætte Danmark kniven for struben , men om også det danske Hof ville have indgået på Englands forflag , formåede det dog ikke . Som vi allerede vide , havde den franste kejser forinden besluttet , at enten måtte Danmark erklære England krig eller han erklærede Danmark krig , og denne beslutning fastholdt han endnu efter flådens ran . Da den danske udenrigsminister , grev Christian Bernstorf den 12te september afsendtes fra Kiel til marskal Bernadette i Hamborg for at underrette denne om Københavns fald og bede om Frankrigs bistand mod de engelsfe ransmænd og havets voldsmænd , erklærede marflallen , at hvis Danmark ikke således havde nærmet sig Frankrig på denne tid , ville han to døgn senere have rykket ind på halvøen som fjende . kronprindsen havde nu ikke andel valg end en krig med England eller med Frankrig . Han kunne ikke indse hvad fremtiden ville føre med sig , at Frankrig ville bukke under for sine fjender , og at det derfor havde været klogest at slutte sig til England , men om han også havde indset det , var hans og nationens harme over det brittiske kabinets angreb alt for stor , til at ville indgå forbund med England , han kastede sig derfor i armene på Napoleon , af hvem han ventede erstatning for hvad Danmark havde lidt af dets fjende . Den 31te oktober undertegnedes i fontainebleau en fransk-dansk forbundstraktat , der bestod af syv artikler . Det bestemtes således i denne traktat at Frankrig og England , hver på sin side skulle anvende hele deres styrke tillands og tilvands mod den fælles fjende . Frankrig lovede at anvende al sin indflydelse ved afslutningen af ven kommende fred med England , for at dette fluide tilbagegive eller erstatte Danmark alle de tab , som dette havde lidt under krigen . Frankrig lovede ligeledes at yde Danmark understøttelser af alle slags til forsvar for de danske besiddelser . Danmark skulle derimod lukke alle havne og indløb til sine stater og besiddelser for alle engelske undersåtter . da denne forbundstraktat blev undertegnet , havde Rusland allerede erklæret England krig og forberedte sig på fjendtlige skridt imod Sverrige . Den danske regering ønskede langtfra ikke al skaffe sig en ny fjende , men blev dog- tvunget til , ifølge den indgåede traktat , ogjå at erklære Sverrig krig . “ Det var czarens villie , at Sverrige skulle betragte Østersøen som et lukket hav og opbyde hele sin magt for at beskytte det mod fjendtlighederne . Herpå gav Sverrige et afffående svar og kejser Alexander erklærede nu , at han ville rykke ind i Finland , tvinge Sverrige til at slutte fred med Frankrig og erklære , eng land krig . På samme tid ytrede den franste gesandt i Stockholm , at det var Napoleons faste bestemmelse at dele Sverrige mellem Rusland og Danmark . Den lidenskabelige svenske kong Gustav blev yderst opbragt over disse trudsler og knyttede øjeblikkelig underhandlinger med England . I slutningen af januar 1808 stod allerede en russisk hær rede til at overskride den finske grændse . Sverrige afsluttede nu en subsidintraktraktat med England , og som en , følge deraf rykkede den 21 de februar 30 , 000 russere ind i Finland uden nogen soregående krigserklæring . Oft dage efter måtte den danske regering erklære Sverrige krig . Den danske kronprinds var med rette opbragt på Sverrigs konge , da han af canning blev underrettet om , at Gustav allerede i August måned , forinden englænderne endnu havde angrebet København , havde samtykket i , at lade et svensk troppekorps besætte Sjælland . Han havde udstedt befaling til at der i carlskrona skulle udrustes linieskibe og førselsfartøier til 12 , 000 mand og så allerede i tankerne , de svenske handelsskibe fritagne for at betale sundtolden . Da kongen imidlertid blev syg , opgaves foreløbig planen , men optoges atter senere . Kong Gustav erklærede England , at han med pengeunderstøttelse fra England ville sende 20 , 000 svenskere-i til Sjælland , hvor de i forening med den hannoveranfke legion skulle holde øen besat , indtil en almindelig fred var sluttet . Ved denne skulle Sjælland kun tilbagegives Danmark på følgende tre betingelser , nemlig : Pommerns tilbagegivelse til Sverrige , -hannovers til England og franskmændenes rømning af de provindser , de under krigen havde besat . Det var efter den svenske konges hoved , med 8 , 300 hvervede tropper agtede han at holde Sjælland besat , medens den svenske hær efter hans mening ville være tilstrækkelig til at beflytte landet mod de angreb , der ville ske fra Norge og Finland . Han anmodede den engelfle regering om , at lade 16 eller 20 linieflibe overvintre ved København , for at de , lige så snart søen blev åben , kunne være tilstede for at virke kraftigt i forening med Sverrigs flåde . Gustav Adolf antog formodentlig nu , at han stod nær ved sit mål , der af ham selv blev betegnet som „ Sjællands erobring “ . Men de betingelser , hvorpå København kapitulerede , Sjællands rømning af de engelfle tropper , forandrede denne for Danmark så faretruende plan . England vidste nu ikke , hvor det skulle gøre af den engelfle hær , og foreslog kong Gustav at tropperne måtte blive forlagte til Skåne , hvorpå kongen ikke var uvillig at indgå . Men ved flere af sin omgivning lod han sig dog overtale til , at afvise Englands forslag . Kort efter sejlede de engelfle tropper bort , hvorpå planen om Sjællands besættelse opgaves . Det var kun nødtvungen at kronprinsen ville indlade sig i krig med Sverrige . Han indså tydeligl , at Danmark her nærmest måtte opoffre sig for sine to mægtige forbundsfæller , og han nærede en hemmelig frygt for , at krigen muligen kunne føre til tabet af Norge , for ikke at tale om de materielle tab , der ville være forbunden med de danske ners oversvømmelse af franske hjælpetropper , hvilket han imidlertid søgte at undgå , ved at foreslå , at Frankrig skulle lade sit undsætnings , korps sætte over til Sverrige fra rygen . Men da kabinettet i Petersborg havde taget sin afgørende beslutning , og den danske regering havde tilsagt det sin virksomme deltagelse , lod kronprinsen alle betænkeligheder falde . Han besluttede at angribe Sverrig på to steder , nemlig fra Norge og Skåne , og krævede på det sidste punkt Frankrigs medvirkning . Den 22de januar 1808 finde vi kronprinsen påny i Kiel , hvorfra han trådte i underhandlinger med det fransfe hovedqvarteer i Hamborg ; men Bernadotte , der var uden nærmere instruks fra kejseren , viste sig tilbageholden og uvillig til at handle med den hurtighed , som var nødvendig . Imod slutningen af februar begav prinsen as pontecorvo sig , efter Napoleons befaling , til kronprindsen , for at forkynde ham , at til felttoget mod Sverrige ville der blive anvendt de franske tropper , som lå i Hamborg , nogle spanske regimenter og en hollandsk division . Fra Nen rygen ville der vel blive foretaget demonstrationer , som om franske tropper ville derfra afgå til Sverrige , hvilket dog flere vanfleligheder forbød . Fire dage efter kom kronprinsen tilbage til København , hvor han straks udstedte en krigserklæring mod Sverrige med den yttring , at han foretrak et åbent fjendskab for et tvetydigt forhold til en nabo , hvis sindelag stedse var blevet mistænkeligere og som han længe kun havde betragtet som en masteret fjende . Således var nu kronprinsen i krig med det mægtige brittisle rige og nabolandet Sverrige , og satte nu sin lid til sin forbundsfælle Rusland , for hvis skyld Danmark i sin tid havde udgydt sit blod og som også senere svigtede det , da det burde have stået Danmark bi mod dets fjende . Med en sjælden energi gjorde kronprinsen nu alt for at skaffe Danmark en bedre hær og et nyt søværn . På samme tid så man patriotiske mænd skænke store summer til oprettelsen af kanonbåde , det bedste angrebsvåben imod de engelske orlogsskibe , der ikke alene flygtede for disse , der i stille vejr gav dem grundskud , som de ikke kunne besvare , men endogså blev erobrede af vore kække danske søofficerer , der ved den lejlighed indlagde sig et glimrende navn i Europas søkrigshistorie . ved englændernes hjemrejse med vor flåde , bestod det danske søværn alene af to orlogsskibe , som havde været fraværende fra København under englændernes angreb på Sjælland , og derved undgået at falde i deres hænder . Det var linieskibet Prinds Christian og fregatten najaden . Prinds Christian havde på sin hjemrejse fra Norge til Danmark , været så heldig at undgå englændernes rovbegjærlighed og havde i April 1808 nået Helsingørs havn . På denne tid levede helten i vor fortælling , Peder Andersen , i en meget bevægelig sindstilstand . Han var vel ikke ubeskæftiget , thi han arbejdede hver dag ivrig på holmens skibsværft på Danmarks nye søværn , kanonbåde , men medens han brugte oksen eller høvlen , vare hans tanker andre steder . Han følte nemlig en ubeskrivelig længsel efter at tumle sig på havet , men med den biomstændighed , at det skete mod England , hvis skændige adfærd imod Danmark han ønskede at hævne på dets sømænd . Da han derfor hørte , at linieskibet Prinds Christian havde kastet Anker på helsingøers red , og at det var bestemt til at løbe ud på rekognoscering i Kattegattet og store beltet , for at sikre de franske hjælpetroppers overfarten til Sjælland , var det hans faste forsæt , at tage tjeneste på dette . I dette forsæt blev han end mere bestyrket , da han erfarede , at en af Prinds Christians officerer var den kække Willemoes , under hvem han havde kæmpet 1801 mod englænderne . Da han derfor kom hjem fra holmen , smed han sin høvl og huggejern hen i en krog og satte sig i dybe tanker i et hjørne as værelset . Hans kone bemærkede straks at han var i en egen sindsbevæget tilstand , og trådte bekymret hen til ham . „ Peder , “ sagde hun , „ hvad fattes dig ? Er der mødt dig noget ubehageligt . “ „ Jeg ved ikke hvad jeg skal kalde det , “ svarede Peder , „ men her , “ tilføjede han , idet han lagde hånden på sit bryst , „ her er der noget , som rører sig og tvinger mig til at forlade dig . “ „ Hvad siger du , Peder ? “ spurgte Lise bestyrtet , „ forlade mig ? “ „ Ja , forlade dig , “ gentog Peder . „ Der er i dag indløben efterretning om , at liniesfibet Prinds Christian er undgået englændernes røverkløer og har lykkeligt nået helsingøers havn . Det kommanderes ikke alene af en af de dygtigste officerer i den danske Marine , den kække capitain Jessen , der engang alvorlig har lugtet englænderne , men min brave , herlige chef fra 2den April , premierlieutenant Willemoes er en af officererne på dette vort sidste linieskib . Da jeg hørte det , jeg , som bestandig går og ruger over den tanke , hvorledes jeg skal kunne hævne mig på de brittifle ransmænd , kunne jeg ikke holde mig fra at ønske , at jeg måtte kunne tage tjeneste på dette skib , der skal rekognoscere i store belt , for at sikre de franske hjælpetropper under prinsen af ponte-corvo overfarten fra Fyen til Sjælland , hvorfra de skulle angribe Skåne . “ „ Jag dog for guds skyld , disse tanker , ud af dit hoved , Peder , “ sagde Lise . „ Husk på , at nu er du ægtemand og fader ( i forbigående må vi underrette læseren om , at en lille Andersen , opkaldt efter bedstefaderen var kommen til verden ) , og ikke en ung , uafhængig knøs , der intet andet har at tabe end sit eget liv . “ „ Du taler kun dårligt af en sømandskone at være , “ svarede Peder , „ thi vel er jeg nu i holmens tjeneste , og det for at bidrage til , at skaffe os et nyt søværn , men at tumle mig igen på søen og deltage i kamp mod englænderne , er dog min faste beslutning . “ „ Nu da du kan leve rolig med din kone og dit barn , vil du udsætte dig for at vi begge miste dig ? “ sagde Lise . „ Du må komme med hvilke indvendinger du vil , “ svarede Peder i en kort tone , der ikke tålte nogen modsigelse . „ Du vil da vel ikke have , at jeg skulle , sidde i kakkelovnskrogen , medens mine langt ældre kammerater drage ud mod vor fjende . Nej , den dag lever jeg aldrig , at jeg ikke ville vove mit liv , når det kan være mit fødeland til gavn . Det er derfor min faste beslutning at gå straks til holmens chef , og udbede mig ansættelse på Prinds Christian , og du må derfor ikke tænke på at afholde mig derfra . “ „ Du vil tage tjeneste på linieskibet Prinds Christian ? “ spurgte Lise nedslået og med tårefyldte øjne . „ Jeg skal da miste dig , thi hvor vil d ? tte ene orlogsskibe kunne stå sig imod de mange engelske krigsskibe , der sværme omkring i vore farvande ! Betænk dig , hvad du gør , Peder , din beslutning gør mig så bedrøvet . “ „ Vær nu ingen kjærlingepræst , og klyng og klag fordi din mand , der har offret sig til krigstjenesten , blot øver det kald hvortil h an har helliget sig , “ sagde Peder . „ Vær dog en modig søkriger værdig . “ „ Da jeg ikke kan bevæge dig til al opgive din beslutning , skal jeg gøre alt for at satte mod , “ svarede Lise , men det syntes dog at falde hende vanskelig . I det samme åbnedes døren , og Peders fader , Niels Andersen , trådte ind . „ Har du hørt , at vort sidste og eneste linieskib Prinds Christian er kommen til Helsingør , “ Sagde bådsmanden , „ den kække capitain Jessen , under hvem jeg kæmpede i Vestindien på fregatten lougen mod tre engelske orlogsskibe og jog dem på flugten , er skibets chef , ligeledes er lieutenant Willemoes en af dets officerer . Jeg har underrettet din moder om , at jeg vil kæmpe på ny under min gamle tappre chef , og skønt hun begyndte at flæbe og næsten falde på knæ for mig , for at holde mig tilbage , kunne hun dog ikke bringe mig fra mit forsæt . Jeg er kommen for at spørge dig , som har tjent under Willemoes , om du ikke også vil tage tjeneste ombord på skibet , ligesom jeg . Der søges især dygtige søsolk , og vi tør vel , uden at rose os , sige , at vi kunne regne os blandt de dygtigste i hver sin stilling af sømænd at være “ . „ Jeg står jo her og fortæller Lise , at jeg har besluttet at lade mig ansætte , om det også kun er som helbefaren Matros , ombord på skidet Prinds Chrisfian , „ svarede Peder , “ men du kan nok se , fader , med hvilken mine hun optager min beslutning . “ „ Ja , fruentimmerne ligne alle sammen hverandre , “ Svarede Niels “ . Men vi kunne ikke være vrede på dem for dets skyld , thi de er jo kun bedrøvede , fordi de frygte for at miste os . Hvis du er enig med mig , Peder , gå vi straks til holmens chef og forlange ansættelse på Prinds Chrisfian forinden andre melde sig . “ „ Det er vel ikke alle , der har sådan hast for at forlade kone og barn , som Peder , “ sagde Lise i en bitter tone „ Du glemmer nok , Lise , „ sagde Niels Andersen , “ At du er en kæk sømands og ikke en krysters kone . Da min gamle Ellen havde rystet forskrækkelsen om min beslutning af sig , så var hun igen den samme , som hun altid har været , smilende øjne og et mildt ansigt . Det er et eksempel for dig , Lise . “ „ Når man har sin mand kær , kan man dog ikke se ham drage døden i møde med et smilende ansigt , “ svarede Lise . „ Drage døden i møde ! Drage døden i møde ! “ Gentog Niels Andersen . „ Hvem siger at vi drage døden i møde ? Skulle alle de , der drage ud i søkamp , miste livet , så så det galt ud . Imidlerlertid , min beslutning er fattet , og jeg går nu lige til holmens chef , “ han tog sin hat og beredte sig til at gå . „ Jeg følger dig , fader , “ sagde Peder , trykkede sin kones hånd med inderlighed , og fjernede sig med sin faster . Der var intet i vejen for at de kunne få deres ønske opfyldt . Peder Andersen blev ansatsom styrmand og hans fader som bådsmand , og begge toge nu , efter en kærlig afsted med deres koner , afsted til Helsingør . 62 . Da Niels Andersen betrådte dækket af Prinds Christian , stod capitain Jessen netop i nærheden . Ligesom hans øjne faldt på Niels , genkendte han ham , og gav ham på ægte sømandsviis hånden . „ Er du der , min gamle bådsmand , og vil formodentlig igen tage tjeneste under mig , „ sagde han . „ Du skal være mig hjertelig velkommen . Men det forekommer mig , at det unge menneske , der er fulgt med dig , ligner dig . Måsfee ' det er din søn ? “ „ Ja , hr . Capitain , “ svarede Niels , „ det er min søn , som også vil tjene under dem . Han har kæmpet , da han kun var femten år gammel , under capitain Lassen på prøvesten , og senere under lieutenant Willemoes på flydebatteriet nr . 1 , og ikke viist sig som en kujon . “ „ Han ligner nok faderen , “ sagde capitain Jessen , „ det er sådant mandsfab , jeg kan bruge . — du vil vel ansættes i din gamle stilling , men din søn forekommer mig at være lidt stikken på det , hvortil skulle vi bruge ham ? “ „ Han har taget styrmandsexamen med bedste charakteer , og har under Københavns belejring været månedslieutenant på kanonb åd ene , “ Svarede Niels . „ Ja , så vil jeg ansætte ham som første styrmand på skibet , da den hidtilværende styrmand er bleven syg og er bragt iland med en hel mængde sygt mandflab , “ sagde Jessen . „ Ieg takker dem meget , hr . Capitain , “ sagde nu Peder , i det han bukkede sig for ham . „ Ieg stat gøre mit bedste med skibets styrelse , at det ikke skal falde i fjendens hænder , men spille ham mangt et puds . “ „ Du er af mine folk , kan jeg nok høre , “ Sagde Jessen , „ men der kommer min første lieutenant , Willemoes , hvem du nok kender lidt til . “ Da Willemoes , der hørte hvad han sagde , trådte nærmere og kastede et blik på Peder , genkendte han ham straks . „ Hr . Capitain , “ sagde han til Jessen , „ med sådant mandskab som den fyr , kan vi trodse døden og djævlen . Han bryder sig ligeså lidt om at kuglerne pibe ham om ørene , som om det var regndråber , og er så munter under kampen , som om det gik til en Dands . “ „ Ja , jeg kunne straks se , at det ikke var et heløre , „ svarede Jessen , „ men , telegrafen på pynten ved Kronborg begynder at sætte sig i bevægelse . Noter signalerne , lieutenant . “ „ Et linieskib , der bærer engelsk flag , ses fra pynten , bliver der signaliseret , det tager koursen i retning ad storebelt , “ rapporterede Willemoes . „ Den næsvise engelskmand , som går og lugter i vore vande , må vi se , at vise vintervejen , “ Svarede Jessen . „ Vinden er desværre contrair , men vi ville holde os rede til at afsejle hvert øjeblik , thi så snart , at det begynder at lufte fra syd , stikke vi ud af sundet , og når engelskmanden mindst aner det , så komme vi på nakken af ham , - til hans største forbavselse , da han ikke ved , at vi endnu eje et orlogsskib . Kunne vi erobre englænderen , så havde vi jo to orlogsskibe . Viflulle jo holde vore vande fri for de cappere , der have begyndt at vise sig , og opsnappe flere afvorekystfarere , ligesom også for at de fransfe tropper kunne uhindrede komme over beltet . “ „ Gid vi allerede var i engelskmandens kølvand , “ Sagde Willemoes , „ jeg brænder af begærlighed efter at kæmpe med ham , for at han kan lære at kende de danske sømænd , hvis han skulle have forglemt dem fra 1801 . “ „ Ja , med guds hjælp , håber jeg at vi trakterer ham , som jeg gjorde i Vestindien mod to modstandere , som måtte tage landgående på pomperne , for ikke at gå neden om hjem ! “ sagde Jessen . „ Iaften kommer premierlieutenant solander af marineregimentet med et compagni marinere , udsøgte skytter , til at bortpuste englænderne af dækket på deres skib . „ Det skal blive en rigtig fornøjelse , “ sagde Willemoes , idet han i sin hjertens glæde , gned sine hænder . „ Bare engelskmanden ikke smutter bort fra os . “ „ Er han gået ind i beltet , skal vi nok hindre ham i , at vende sin Cours hjemad , sagde capitain Jessen . „ Det er ellers kedeligt , at ligge sådan og lure i havn , i stedet for at være stedet i en alvorlig kamp med disse røverisfe englændere og vise dem , at vi ikke stå tilbage for dem i tapperhed og mod , som vi stå tilbage for dem i henseende til forsvarsevner . At jeg skulle leve den dag , at se flådens leje tom og skibene i englændernes hænder ! Deres krigsskibe og capere hindre os i at få nyt skibstømmer fra Norge , som vi kunne bygge os nye skibe af . “ „ Der bygges rask på værfterne trindtom , såvel her på Sjælland som på de andre ner , “ Sagde Willemoes , „ og det vil ikke vare så længe sør vi har en kanonbådflotille , der skal komme til at indjage englænderne dødelig skræk , når det er stille vejr , så deres fartøjer må ligge for Anker uden at kunne røre sig af stedet . “ Imidlertid havde Peder Andersen overtaget sin post som første styrmand . Han ytrede til faderen at det var en fortræffelig sømand , capitain Jessen . „ Ja , “ svarede faderen , „ det er en helt af den rette Veit , som det hedder i Tordenskjolds vise , og han er heller ikke helten ganske ulig i mod og dristighed . Under en sådan søhelt er det en glæde at tjene . “ „ Ja , “ svarede Peder , „ og samle laurbær om sin tinding i de ledingstog man gør med ham . “ „ Man kan høre , at du er belæst og bedre lært end jeg af din sirlige talemåde , “ sagde faderen . „ Jeg kender ikke brugen af laurbærbladetil andet end i køkkenet . Men , der begynder at samle sig en række af grå og guulagtige skyer på horizonten i syd . Jeg er forvisset om , at inden vi vide et ord af det , have vi et uvejr over hovedet . Se , hvor alt i syd bliver indhyllet i en slags tåge medens en gul stribe trækker sig langs den nederste kant af horizonten . “ „ Styrmand , “ sagde nu lieutenant Willemoes , idet han trådte hen til Peder , „ efter alle tegn får vi snart en storm fra syd , og vi have måske grund til at takke gud fordi vi ligge her trygge for Anker . “ „ Lieutenant Willemoes , “ sagde nu capitain Jessen , idet han nærmede sig , „ vi nødes til at tage alle sejl ned , thi efter min tyveårige erfaring få vi en storm fra syd , der er udsædvanlig på denne årstid . Seer de , hvor søen begynder at rejse bølger der langt borte i syd , det er bebudere af den forestående storm . Se hvorledes mågerne stryge skrigende få nær bølgerne , at de næsten berøre dem . Mærker de ikke allerede luftningen i sejlene , som matroserne er i begreb med at beslå . Se , hvilke skymasser , der komme opstigende fra horizonten og lejre sig den ene over den anden . “ Som Jessen således talte , hørte man langt borte en dump susen , lig den raslen træernes løv forårsager , når det blæser stærkt , og søen begyndte ude i sundet at blive oprørt . Der hævede sig allerede flere bølger med skumtoppe langt borte . Men snart , med samme hurtighed som et tordenvejr drager frem , rejste der sig nu en storm , der pidfkede havets overflade så det hævede sig i høje bølger . Stormen tiltog med hvert minut og gik til sidst over til en formelig orkan , der oprykkede træer med roden eller kastede dem omkuld på jorden , rev ankerkjettinger itu på flere coffardiskibe , der lå for Anker , oppebiende en gunstig vind , og kastede flere af dem op på strandbredden . Ude i sundet hørtes nødskud , men ingen turde vove sig ud i en båd , der straks ville være bleven kuldkastet af de himmelhøje bølger . Prinds Christian lå for alle sine ankere , der neppe formåede at hindre , at skibet ikke havde lidt samme skæbne , som få mange andre . „ Jeg har næppe oplevet en stærkere orkan i Vestindien end denne , „ sagde capitain Jessen . „ Det er ikke godt at være i Kattegattet under en sådan orkan , og skulle der være nogle engelflmænd , så ville de blive kastede op som vrag på strandbredden , hvis de ikke synke forinden de komme så vidt . „ Gid de måtte alle gå under ! “ råbte Willemoes . „ Det er intet christeligt onske , “ sagde Jessen . „ Har de da behandlet os christeligt , de røvere ! “ Svarede Willemoes . „ Mit onske var berettiget . Når de gik under , kunne de ikke flade os . “ „ Gud hjælpe det skib , der kommer , “ råbte nu kaptajnen , „ dets sejl er sønderrevne og hænger i laser ned fra ræerne . Hvis det vedbliver den Cours støder det på yderst rev ved indløbet til havnen . Det går sin undergang imøde med en rivende hurtighed . Snart er dets skæbne afgjort ! Se , der standsede det , sin fart , det stødte på revet og ligger allerede på den ene side . Igennem kikkerten kan jeg se alt mandskabet tye til den ene side , som endnu står over havet , men høje bølger fra brændingen slå over hele dækket og rive flere af matroserne med sig i dybet og i en uundgåelig død . “ „ Hr . Capitain ! “ sagde nu Peder Andersen i det han trådte hen til Jessen . „ Hvis de tillod mig og nogle af vort mandflab at måtte sætte chaluppen ud , så tror jeg nok at kunne redde nogle af mandskabet , der ellers er døden vis . “ „ Jeg kan ikke negte dem det , min kække styrmand , “ Svarede Jessen . „ Det gør et sømandshjerte ondt at se dets kammerater stå ved afgrundens rand uden at kunne redde dem . Men jeg flygter for , at de ikke formår at nå skibet , der allerede er vrag , uden at blive opslugt af de himmelhøje bølger , der lig tårne hæve sig op mod himlen , for siden at styrte sig ned i dybet . “ Det varede ikke mange minutter førend chaluppen var sat ud , og otte kække matroser , der tilbyde sig selv til denne tjeneste , foruden Peder Andersen , stege » forsagte ned i båden . På faldrebet trykkede Peder faderens hånd inderligt til afsked , og denne stod med et ængsteligt hjerte , thi chaluppen knude lignes med en nøddeskal på den oprørte sø . „ Med gud , btanne ! “ råbte nu Peder , der sad ved roret , „ når han er med os , hvad kan så være mod os ! Vi ville vove vort liv for at redde andres og det samme ville vi forlange af dem i et lignende tilfælde . “ Med raske åretag gennemskar chaluppen nu bølgerne . Hvergang at den for ned i dybet stod mandskabet på Prinds Christian med bankende hjerter og ængstelige blikke , thi det varede undertiden længe førend det igen så båden på bølgetoppen . Der hørte kraft til at roe båden mod stormen , der ofte kastede den langt tilbage , medens den ene sø efter den anden slog ind over chaluppens rælling , hvor lo matroser idelig var beskæftiget med at øse det-indstyrtede vand ud . „ Vi nærme os dog godt til vraget , “ sagde Peder , „ og kunne vel snart nå det . Men der kommer en bølge , så høj som Rundetårn . Der hører en stærk arm til , at holde roret således , at chalup . pen gjennemskærer bølgen , thi får vi den på siden , få bliver båden kuldkastet . “ I det samme hævede båden sig i vejret på bølgetoppen , som den gennemskar , for derpå at synke ned i dybet . „ Jeg lider at chalnppen nærmer sig himlen , “ Sagde Peder , „ men afskyer dybet , der bebuder undergang . Men nu kunne vi se mandskabet på skibet , det er en fregat , række hænderne i vejret . Ak ! der rev en bølge to af mandskabet overbord . Det vanskeligste have vi endnu tilbage , nemlig at nærme os fregatten uden at chalnppen bliver flaget istykker . “ De kunne nu være vraget nær på halv hunbrede alen , og hørte jammerråb og skrig om redning af de skibbrudne . „ Jeg har medtaget et langt toug , til at kaste ombord på den strandede fregat . Men det er knuden , at kunne komme skibet så nær , at det kan kastes over på det sagde Peder . “ Så nær ved revet , hvor fregatten var strandet , brød bølgerne sig med en frygtelig , tilintetgørende kraft , og chaluppen blev derfor hver gang den nærmede sig dette sted , kastet så voldsomt tilbage , at det knagede i alle dens sammensøininger . „ Når en dygtig svømmer turde vove , at svømme ud til skibet med dette toug , så det kunne blive befæstiget der , så ville der kunne reddes flere af mandskabet , når de svømmende holdt sig ved det . Hvem har mod dertil ? “ spurgte han , idet han så sig om blandt mandskabet , der tav stille . „ Det er et forvovent stykke , “ sagde endelig en ung Matros . „ Jeg tror ikke , at der er nogen , der kan svømme omkaps med mig , men bølgernes magt er så stærk , at man kan blive kastet mod vraget og ynkelig omkomme . “ Da båden på samme tid blev ført længere tilbage af stormen , så troede mandskabet på vraget , at den vendte tilbage uden at stå det bi og opløftede derfor et højt jammerråb , der overdøvede orkanens brølen . „ Deres ynkelige råb skærer mig i hjertet , “ Sagde Peder , „ og da ingen vil vove det , så vil jeg , stolende på gud , gøre et forsøg på at redde dem . “ Han begyndte at aftage sin frakke ; men da rejste den unge Matros sig op fra sit sæde og råbte : „ Mit liv er ikke så kostbart som deres . Giv mig rebet , “ vedblev han , idet han kastede trøje og vest og aftog sil skotøj . „ Med guds hjælp når jeg vel vraget . Går jeg under efterlader jeg ikke kone og barn som styrmanden . “ Med disse ord sprang han , efter at han havde bundet tougets ende om sit liv , ud i søen , hvor han blev synlig på en himmelhøj bølge , der kort efter drog ham med sig ned i dybet . På samme tid lykkedes det båden , at nærme sig mere til vraget , og nu så de hvorledes den omtalte bølge på ny hævede den unge Matros højt iveiret og derpå brød sig på dækket as det sorliste skib . Den unge Matros havde nået målet for sin stræben , men var bleven så forslået , at han neppe kunne rejse sig . Kaptajnen på skibet løste rebet , han havde knyttet om livet , og bandt det til en opstående stump af stormasten . Nuforsøgte en Matros den farlige svømmetour til chaluppen , der havde nået et sted , omtrent tredive skridt fra vraget , hvor den ved en høj opstående jordsfrændt . Hvorover vinden kastede sig længere ud i havet , lå i læ for stormen . Matrosen svømmede med den ene hånd og holdt sig af og til , når en høj bølge nærmede sig , fast med den anden hånd , og nåde således båden . En anden Matros gjorde det samme og således gjorde flere , dog var der en af det strandede skibs besætning , som slap tauget i det samme en høj bølge nærmede sig , blev bortrevet af den og sank til bunds . Den sidste , der forlod skibet , var kaptajnen , og nu roede båden da tilbage til Prinds Christian , flere gange nær ved at blive væltet af de høje bølger . Da de udmattede skibbrudne havde besteget fregatten , bleve de modtagne på den bedste måde , nøde styrkende midler og sendtes derpå i land til Helsingør . Henad natten sagtnedes uveiret og da Morge nemsrembrød , havde det aldeles lagt sig og solen steg blændende hvid op af havet . Vinden var sydost , og af denne gode vind benyttede Jessen sig , alle sejl blev satte til , og hilsende på Kronborg slot med enogtyve kanonsfud , gled Prinds Christian majestætisk forbi den gamle fæstning med dens tårne og havde snart nået Kattegattet . Æs nogle fiskerbåde blev han underrettet om , af det engelske linieskib var gået ind i store belt forinden uveiret frembrød den foregående eftermiddag . Fregatten mindskede nu sejl og tog coursen mod beltet , som den nåde hen ad aften . Fra Merset opdagede man igennem en kikkert af det engelske linieskib lå for Anker i nærheden af Sprogø . Admiralitetets ordre lød , af fregatten Prinds Christian skulle , hvis der sandtes fjendtlige skibe i beltet , se af lokke dem efter sig , for af holde farvandet imellem fhen og Sjælland åbent , og blot indlade sig i kamp med sådanne , som den kunne indse , af den kunne overvinde . Jessen lod dersor fregatten nærme sig lidt mere til beltet , og da han bemærkede , af det fjendtlige skib lettede Anker , og naturligvis ville forfølge hans skib , befalede hun af sætte alle sejl tilda mørket faldt på , havde skibet nået indløbet til jsefjorden og ankrede her . Ikke så snart var morgensolen stegen op på horizonten sør fregatten igen lettede Anker og nærmede sig på ny store belt , men der var intet linieskib at øjne . Det måtte enten være stukket ud i Kattegattet eller også gået ind i ostersøen . Fregatten tog nu coursen ind i beltet , da bemærkede man fra Merset igennem kikkerter , at ikke alene det fjendtlige linieskib nærmede sig , men at to fregatter kom længere syden fra , for at slutte sig til linieskibet . Mod en sådan overmagt vovede den kække Jessen ikke at indlade sig i kamp , og fregatten , belæsset med alle de sejl , den kunne bære , tog nu retningen imod nord for at komme om Sjællands nordvestlige pynt og langsmed dets nordlige kyst nå Helsingørs havn . Fjendens skibe vare bedre sejlere end Prinds Christian , og linieskibet , efterfulgt i det fjerne af de to fregatter , nærmede sig mere og mere . „ Det er et stift stykke , at optage en kamp med en fregat mod et linieskib og to fregatter , “ sagde Jessen , „ men der er intet andet for , end vi må slå fra os , så længe vi kan . Ere i enige med mig , “ tilføjede han , henvendt til mandskabet , der var kaldt op på dækket og var bleven mønstret , „ eller ville i have , at vi skulle overgive os uden videre ! “ „ Vi ville slås så længe vi kan ! “ råbte det modige mandstab på engang . „ Englænderne skal ikke så let tage os , som de troe ! “ råbte Peder Andersen . „ Der ftal først vanke blodige pander ! “ „ Så ville vi gøre skibet klar til bataille ! “ Sagde Jessen . „ Vi ville dog bestandig styre op ad Kattegattet og lade de fjendtlige skibe indhente os . “ Willemoes var straks , da han så , at Prinds Christian ikke kunne undgå at kæmpe med den store fjendtlige overmagt , gået ned i kahytten . Nu kom han op på dækket iført stadsuniform , hvide piquetsbeenklæder , ny uniformskjole med funklende guldepauletter , snehvidt halstøi og en ny trekantet hat med guldgaloner . „ For fanden ! “ råbte lieutenant solander til ham . „ Du har pyntet dig , som om du skulle til bal ? “ „ Det bliver en højtidelig bataille , en imod tre ! “ svarede Willemoes , „ og derfor har jeg iført mig stadsuniformen * ) ! “ „ Jeg er også i en højtidelig stemning , “ Sagde solander , „ det er den første kamp , jeg skal tage del i , og det bliver vel også den sidste . “ „ Pokker være forknyt , fordi vi kun er en historist ligesom stsrstedelen af skildringen as kampen . imod tre , “ svarede Willemoes med øjne , der funklede af kampbegjærlighed . „ Hvad siger du min gut ? “ spurgte han Peder , der stod i hans nærhed . „ Mine hænder kløe af begærlighed efter at sende fjenden nogle fireogtyvepundinger , som han kan bide tænderne itu på ! “ svarede Peder . „ Det vil blive ham en ufordøjelig frokost , “ Sagde Willemoes smilende . „ Kunne vi blot ramme en af hans master eller forstyrre hans rejsning , så kunne vi måske slippe fra ham med helt skind , thi det vil blive en alvorlig kamp . Kender jeg vor capitain ret , så sprængte han hellere skibet i luften , end overgav det , når det ikke var fordi så mange hundrede af vore bedste søfolk ville gå med i luften . “ „ Ja , “ tilføjede Niels Andersen , der havde nærmet sig , „ vor capitain ville ved den lejlighed ikke agte sit liv så meget som en styver , når han kunne spille fjenden et sådant puds . “ Imidlertid var det engelske linieskib halet ind på Prinds Christian , medens de to fregatter endnu vare et godt stykke borte . „ Kunde vi ramponere ham noget , “ sagde capitain Jessen , „ så han holdtes fra at forfølge os så skarpt , kunne vi dog måske nå om refsnæs pynt , og således slippe fra at kæmpe med en mod tre . “ „ Kunde vi blot tomme til ar give ham nogle blå ærter langskibs , “ sagde Willemoes , „ så skulle vi dog måsfee få bugt med ham . — se , “ tilføjede han , „ han affyrede en kanonkugle , se hvor den vander bølgetoppene og havde nær nået os . “ „ Vi må være beredte til at svare ham , når han er kommen nærmere , “ sagde Jessen . „ Capitain solander , “ vedblev han , „ tag plads med deres marinere på bakken , og så snart vi er i geværstuds distance fra fjenden , lader de deres marinere give ild på ham i poletonviis . “ „ Mine marinere skulle nok pille nogle af mandskabet på englænderen bort , “ sagde capitain solander . „ Nå , Manne ! “ tilråbte capitain Jessen det opstillede mandstab på dækket . „ Er i nu ikke rigtig glade , at i kunne børste dette fordømte engelfle pak , der ligger her og dominerer i vore farvande ? “ „ Jo , hr- capitain ! “ råbte alle , som en mand . „ Så venter jeg , at enhver opfylder sin pligt , “ Vedblev Jessen . „ Jeg seer her blandt mandslabet flere af de brave gutter , der vare med mig på briggen longen i Vestindien , da vi tvang englænderen til at retirere til fortola med en bråden pande . Til dem behøver jeg ikke at tale om mod og mandshjerte , men det unge mandsfab , der endnu ikke har lugtet krudtet , er det jeg tiltaler . Tag eksempel af denne unge mand , “ her pegede han på Peder Andersen . „ Han var kun 16 år gammel , da han tog delt slaget på Københavns red 1801 , såvel på prpvesteen som på flydebatteriet under en af vore officerer her på Prinds Christian , premierlieutenant Willemoes , og kæmpede som en ægte dansk søkriger ! — nå , Manne ! “ vedblev han , „ Enhver på sin post . Vi kunne , så længe vi søge at smutte bort fra liniesfibet , kun bruge kanonerne i agterenden , men når jeg seer , at vi ikke kunne undgå en så ulige kamp , så vende vi bredsiden til , og de skulle da få en mundfuld skrå , som de skulle have ondt ved at tygge ! “ Under denne hans tiltale til mandslabet nærmede linieskibet sig mere og mere , og en kanonkugle for ind i skibets agterspejl med et frygteligt brag . „ Vi må vise høflighed imod englænderne , “ Sagde Niels Andersen , der kommanderede de to kanoner i skibets agierende , „ og gjengjælde dem med to skråsække , der vil gøre lyst blandt mandslabet på liniesfibet . “ Nu hørtes et lydeligt commandoråb af capitain Jessen : „ Styrbord med roret , og derpå det glatte laug , så det runger i hele skibet . “ Fregatten vendte nu bredsiden til , et tordenbrag hørtes , og derpå et jublende hurra , thi kuglerne og skråscekkene rev endeel af takkelagen af det fjendtlige skib . Men nu vendte linieskibet sin bredside til , et lyn sås , og kuglerne rev ikke få af mandskabet med sig og demonterede flere af kanonerne . „ Bataillen begynder at blive varm , “ sagde Willemoes , der stod på skaudfen tilligemed kapitainlieutenant Rothe , prammen Nyborgs energiske befalingsmand i søflaget 1801 . „ Jeg frygter for , at den bliver så brændende , at vi ikke kunne holde den ud , “ svarede Rothe . „ Du kan have ret , “ sagde Willemoes , „ for der nærmer sig den ene fregat , og ret længe varer det ikke førend han også sender os en varm hilsen . “ „ Når jeg kommanderede linieskibet der , “ sagde Rothe , „ så ville jeg stamme mig ved at have en ja endog to sekundanter , da det har mange flere kanoner end vort skib . “ „ Vi må slå fra os , så længe vi kan , “ sagde Willemoes , „ kommanderede jeg et skib , overgav jeg mig aldrig , men sprængte det hellere i lusten , før det fluide falde i fjendens hænder . “ „ Ja , når det skete af samme grund , som da den gæve hvidtfeldt sprængte dannebrog i luften , så ville jeg vel være enig med dig , “ sagde Rothe , „ men at tage et skibs hele mandskab med sig på den luftrejse , er et for stift stykke ; det turde jeg ikke tage på min samvittighed . “ „ Enhver har sin anskuelse , “ svarede Willemoes , „ jeg tror at hæderen må gå frem for menneskeliv . Det var sådanne heltegerninger , der gjorde vore forfædre , vikingerne , frygtede og ærede , jeg har altid ønsket mig en heltedød . “ Ligesom han udtalte disse ord gav det fjendtlige skib et glat lag , en kanonkugle for susende over hans hoved og medtog hans trekantede hat og et stykke af hans hjærneflal . Besynderlig nok , kunne han , medens blodet strømmede ned ad ansigtet , tage Rothe under armen og gå med ham ned på dækket , dog kun nogle få skridt , hvorpå han opgav ånden * ) . „ Han fik den død , han ønskede , “ sagde Rothe , „ skønt det var for tidligt . Han undgik den hårde skæbne , der vistnok rammer os , at måtte le dette skib i fjendehænder . “ „ Før jeg vil se Prinds Christian i fjendehånd sætter jeg det på grnnd , “ faldt kaptajn Jessen , der havde hørt hans sidste ord , ham i talen . „ Det var en skøn død han fik , uden smerter og uden et suk . “ Søetaten har mistet en af sine hæderligste officerer , “ Sagde Rothe , „ han var kun femogtyve år og havde således et langt liv for sig . “ Nu var den ene engelske fregat kommen så nær at dens kugler kunne ramme Prinds chri stian , og det langskibs . Kampen blev blodig på begge sider , men snart hørtes der fra øverste og andet batteri , at det meste skyts var ubrugeligt , enten ved fjendens kugler , ved sprængning eller fordi de vare glødende . * ) historisk . I samme liebuk stud et ur hos hans ssster i kjsbenhavn stille og tilkendegav således hans dsdstime . „ Jeg stryger ikke flaget endnu , “ sagde Jessen stampende i dækket og stred hen til marinerne . „ Skyder i bravt , “ sagde han tit kaptajn soi and er . „ Vi er først nylig kommen fjenden nær på et geværsfuds distance , “ sagde solander , „ medens den ene halvdel af mine folk lader , flyder den anden halvdel . “ Idetsamme kom en kanonkugle og traf ham i brystet , så han segnede om og var død i samme nieblik . „ Det går lystigt , “ sagde Peder , der stod i nærheden , „ den ene af vore officerer efter den anden , rammes dødeligt . Min brave lieutenant Willemoes , som skulle dø i sin bedste alder ! Hvor jeg hader disse englændere ! “ Han skulle få mere grund til at hade dem , thi hans fader blev få minutter efter ramt af en stor splint , der sårede hans højre arm i den grad , at den måtte amputeres . Ved at høre dette , bed Peder tænderne sammen og truede henimod det engelfle skib med knyttet hånd . „ Jeg skal hævne min brave lieutenant og min fader ! Bi kun ! “ „ Vi kunne ikke mere modstå fjenden ! “ sagde endelig Jessen til Rothe , „ jeg spolerer blot mit brave mandflab og formår dog ikke at frelse det fra fangenflab . Men førend jeg stryger vimplen fætter jeg skibet på grund ! “ Det varede heller ikke mange minutter efter , før skibet gik for fulde sejl lige imod kysten og borede sig ind i sandrevet . Nu sørst strøg Jessen flaget og fjendens ild ophørte . Der udsattes nu chalupper og både fra linieskibet og begge fregafterne , for at bemægtige sig skibet og medtage fangerne . Da en engelsk officer steg op på dækket og nærmede sig Jessen , spændte denne sin kårde frc siden og rakte den tik ham . „ Jeg har ordre fra min chef , “ sagde officeren , „ ikke at fratage en så kæk officer som dem , hans værge . Min capitain har beundret deres tapperbed . “ Det var under kampen bleven en stærk blæst og da vinden var bleven stik øst , fyldte den alle sejlene og skibet kom igen fri af grunden . „ Fordømt ! “ udbrød Jessen . „ Skal skibet nu alligevel falde i fjendens hånd ! “ Ved at høre disse ord , fjernede Peder sig stiltiende og steg ned i kahytten . To minutter efter kom han tilbage med en fornøjet og triumferende mine . udstikningen af fanger begyndte . Først de sårede , blandt hvilke Peders fader , siden det øvrige mandsfab . Med et bemærkede man brandlugt , der syntes at komme fra kahytten , og da man åbnede døren til denne , trængte der en røg ud af den , som ikke tillod nogen , at gå ned ad trappen , for ikke at blive kvalt . I det samme slog der en lueild ud af kahytsvinduerne . Der blev vel fra englændernes side gjort anstalter til at flukke ilden , men det var forgæves , og nu kom der flere både fra de engelfle skibe for at tage al mandskabet med sig og overlade det brændende skib til sin skæbne . I den tumult , der opstod , da ilden på skibet var udbrudt , fandt Peder Andersen lejlighed , at lade sig ubemærket glide ned ad den ene side i søen , og da han var en udmærket svømmer , nåde han snart strandbredden ved refsnæs , hvor han fandt ly hos en fifler . Efter en times forløb hørtes der en svær explosition ; det var Prinds Christian , der sprang i luften , da ilden havde nået krudtkammeret . Ligene af Peder Willemoes , solander og af en del af det dræbte mandflab , blev i forbrændt tilstand førte af bølgerne til strandbredden . De bleve senere begravede på pynten af refsnæs , og en mindesten , som en patriotisk godsejer satte over dem , forkyndte vandringsmanden , at her hvilede benene af danske gæve mænd , der vare døde for fædrelandet . 63 . Vi skride nu et par år hen i tidens løb . I dette tidsrum var Niels Andersen kommen hjem as sit fangenflab og var bleven udvekslet imod engelfle krigsfanger . Danmark , havde nu fået sig et par kanonbådeflotiller , og den engelfle sømand , der troede at kunne tumle sig som han ville i vore farvande , fordi vi ikke havde nogle krigsskibe at stille imod ham , fik årsag til at studse , da ikke alene vore kanonbåde holdt deres krigsskibe fra at sætte mandskab i land på vore søkyster , hvor de ville , men endog erobrede flere af disse . Peder Nielsen tog del i flere af sådanne affairer , og kunne nævnes som den kækkeste blandt de kække , når det gjaldt at forfølge og bemægtige sig de engelfle skibe . Men den hævn var ham ikke nok . Han ønskede at kunne selv føre et skib , for eksempel en kaper , med hvilken han kunne gøre priser , og således øve gengæld for den umådelige skade , England havde forårsaget den danske ' handel , hvilket havde . bragt flere tusende velhavende familier til at gribe til bettelstavem hans ønske opfpldles . Hans gamle velgører , søkaptajnen , hvis datter Marie levede i et lykkeligt ægteskab med forstjunker Holck , udrustede et caperskib , som han gav Peder at føre , med den tilføjelse , at alle de priser , han gjorde , skulle tilhøre ham . Ingen kunne være mere glad env Peder Andersen . Hans Kummer over de ulykker , der havde rammet hans fædreland , var forjaget , nu , da han skulle vise hvad en dansk caperkaptajn formåede . „ Jeg kender flere forvovne gutter ; karle , der have lugtet krudtet , og ikke sky djævlen selv , “ sagde Peder da han en dag med sin kone besøgte sin fader , der nu levede pensioneret af søetaten med sin Ellen , „ dem vil jeg have til mandflab på kutteren . Med sådanne tolv kække krabater før jeg vove at angribe en dobbelt så stor styrke som min egen . “ „ Du tænker ikke på kone og barn , Peder , “ Sagde hans moder alvorlig til ham . „ Det er jo slet ikke nødvendigt , at du nu behøver at tage del i forvovne foretagender . “ „ Det er det jeg siger til ham , “ tog Lise ordet , „ men det har han ingen øre for . Han må og skal slås med englænderne . “ „ Skulle jeg ikke være dem på halsen , som har lemlæstet min stakkels fader og gjort ham til invalid ! “ „ Jeg ville gøre det samme , når jeg var i dit sted , Peder , “ sagde hans fader . „ Hvem vil sætte sig hen i kakkelovskrogen , når fjenden tager os det ene kjøbmandsskib bort efter det andet , og ikke gøre gengæld . Han måtte have et hare hjerte . “ „ Nu bestyrker den gamle ham endog i hans forvovne færd , “ sagde Ellen . „ Og dog seer han hvordan han er kommen fra det ! “ „ Ja , det er just derfor at jeg vil have at min kække dreng ffal fpille englænderne nogle puds , “ Svarede Niels . „ For deres skyld må jeg nu bruge keiten til hvad jeg vil foretage mig . Jeg vil heller have mistet et ben ! “ . „ Når tager du afsted ? “ spurgte nu Peders moder . „ I morgen tidlig , “ svarede Peder , „ jeg får først i eftermiddag fire svingbasfer og når jeg dertil regner seks små brumbasfer , få er det ikke så ringe skyts , jeg kan anvende for at tage en af disse forbandede engelfle kappere , der ligger i farvandet mellem Frederikshavn og chrislianssand i Norge , og lurer på en eller anden stakkels skipper , der vover sig ud for ikke af sulte ihjel , men som da mister alt og endog kommer i fangenskab . Jeg har især sørget før gode pistoler og har også givet hver af mandskabet en dygtig huggert . “ „ Ja , du har nok , Peder , sørget for , af dine matroser kunne udføre ret forvovne gerninger ; det ligner dig , “ sagde Lise i en bebrejdende tone . „ Passiar , Lise , “ svarede Peder fortørnet , „ når du ynder en kujon så skulle du ikke have taget mig , men kræmmeren , der faldt om på dækket af forskrækkelse , fordi en kugle peb ham om orene og tog en mand med sig ! “ „ Kære , gode Peder , “ sagde nu Lise og trykkede ham kærligt til sig , „ vær ikke vred på mig , nu da du skal forlade mig og jeg måske ikke mere seer dig . Det var min kærlighed der lod mig tale således til dig . Tilgiv mig . “ Et Kys endte denne trætte , den første i deres ægtestand . Talen faldt nu på kaperiet og Peder fortalte , af en skipper , der havde udrustet en skonnert , havde taget to store engelsfe koffardistibe , ladede med hvede , og kommende fra østersøist havn . Det ene af dem havde gjort nogen modstand , dræbt en Mano og såret fire , men blev tagen ved entring , der kostede englænderne fem døde og femten sårede . Værdien af de kaprede skibe skulle have udgjort en snes tufende daler . „ Seer du , Lise , “ tilføjede han , „ kan jeg sådan få fat i flere priser med god ladning , kan jeg blive en holden mand og efterlade vor søn en god skilling . “ „ Gid du måtte , kære Peder , uden at blive dræbt eller lemlæstet , “ sagde Lise . „ Men jeg sætter min tillid ttl gud ! “ „ Det har jeg også altid gjort , “ sagde Niels Andersen , „ men jeg måtte dog miste min gode arm , det var nu engang således bestikket . “ „ Du har brugt den godt i kongens og fædrelandets tjeneste , fader , “ sagde Peder . „ Men nu må jeg gå bort , for at få mit mandslab ombord og tilberede alt til afrejsen . Jeg længes ordentlig efter at komme afsted ! “ Han forlod nu sin faders hus og gik hen til et skipperhus , hvor han havde sat de matroser , han tidligere omtalte , stevne . 64 . Det var i slutningen af september måned henad eftermiddagen , at en kutter , der tonede svensk flag , kastede Anker ndensor Fladstrand , som man dengang benævnte byen Frederikshavn . I byen blev man ganske ængstelig , thi Danmark var , som vi vide , i krig med Sverrige , og man frygtede for , at det svenske skib havde fjendtlige hensigter imod byen . På en skandse , der beskyttede byen , var man i beredskab med at lade kanonerne , hvis det formodede fjendtlige skibs besætning ville forsøge landgang . Da kutteren havde jkasfet Anker , hejsedes den en jolle ned , og sem mand stege i den . Da den nåde kysten sås det danske flag vaie i agterenden . Da man bemærkede i skandsen , at der kun fandtes fem mand i båden og den tillige tonede dansk flag , tillod man , at den lagde ind i havnen . En ung mand med et kækt væsen og modigt åsyn steg i land og spurgte på godt dansk om befalingsmanden i skandsen . Denne stod i nærheden og trådte hen til den unge mand . „ De skal ikke tage forargelse af , at kutteren , som ligger der , toner svensk flag , det er , ligesom svenskeren , blot falsk , et skalkeskjul ! “ sagde den unge mand . „ De går måske på rævekløer efter svenflere ? “ spurgte befalingsmanden , en premierlieutenant , leende . „ Ja , der skal være en forbandet svensk kaperkutter , der hedder „ Djæfulens ofermand “ , som har taget flere danske jagter , ham ville jeg gerne lokke hid og have fingre i . “ „ Ja , en hollandsk skipper , som kom fra gøtheborg og havde lidt haveri ved Skagen , “ sagde lieutenanten , „ fortalte i går , at den svenske kaper havde forladt gøtheborg på samme tid som han , men at stormen for nogle dage siden havde adskilt dem , dog var han forvisset om , at han holdt sig herimellem Frederikshavn og den norske kyst , da han havde hørt at en hel del danske koffardiflibe , der skulle med korn og fødemidler til Norge , ville under kovoi gå til chrisiianiafjord . Det var hans hensigt , at nærme sig convoien , og se at afskære nogle af disse kornstibe . “ „ Convoien kan ventes i Kattegattet i morgen eftermiddag , hvis vinden vedbliver at være gunstig , “ Sagde Peder Andersen , thi ham var det . „ Og da jeg netop har tænkt , at djævelens overmand gik og snusede efter den , for at gøre et coup , så foresatte jeg mig , at narre ham ved at tone svensk flag , for at han , når han skulle blive mig vaer , skulle mene at det er en anden svensk kaper , der også gerne ville opsnappe et dansk kornskib , men kommer han mig så nær , at jeg kan lange ham med mine svingbasser , så skal jeg vise ham , at „ den hvide ørn “ , som jeg har opkaldt kutteren efter Tordenskjolds fregat af samme navn , skal overmande „ Djævelens overmand ! “ „ Jeg ønsker dem til lykke til deres foretagende , “ Sagde løjtnanten . „ Jeg har lidt ærgret mig , når jeg har set den dristige svenske caper komme sejlende med en dansk prise , lige forbi vor havn , og stikke os den i næsen ligesom for at båne os . “ „ Te kan tro hr . Lieutenant , “ sagde Peder Andersen , „ at jeg ikke skal gøre mit skibs navn til skamme , men vove liv og blod , for at bemægtige mig den svenske fribytter , thi jeg har hørt , at han skal behandle de danske fanger , han gør , på en lumpen måde , og det vil jeg hævne . “ Han vendte nu tilbage til sin kutter , men næste formiddag lettede han Anker og stak ud i Kattegattet for fuldt sejl ad Læsø til . I Toppen af skibsmasten var en mand ansat til at spejde med en kikkert om han kunne opdage noget skib , der nærmede sig . Henad middag råbte manden fra Toppen af masten : „ Et skib om styrbord ! “ Peder kom farende op af kahytten med en kikkert i hånden . „ Rigtig ! “ sagde han , „ det er en cutter , ver har dansk flag oppe , men tro mig , det er enfilurstreg . Det er ligeså meget en dansk cutter , som jeg er en svensk . Jeg vil være evig fordømt om det ikke er den svenske lux der toner dansk flag , for at blænde vinene på de danske skippere , der bemærker ham . Men bi du kun ! “ tilføjede han , „ Du skal ikke komme til at drive dit spil mere i Kattegattet . „ Vi ville sætte alle klude til , og lade som vi gøre i agt på den , søger den da at fly , er det muligt en dansker , men det kunne også være et krigspuds , sordi han har samme mening om os , som vi om ham , og at vi toner salsk flag . — nu bemærker han os , thi han har kommanderer roret om styrbord og agter at nærme sig os . Han sætter alle sejl til , thi han har gættet af det er et kneb med vort svenske flag . — er du fiffig , min svenske Broder , så skal du dog finde din overmand , trods det , af din kutter hedder „ Fandens overmand “ ! Vi satte alle sejl til , så kutteren ligger på den ene side , ligesom om vi ville undflye ham , men da han er en bedre sejler end vi , vil han dog indhente os . Svingbasserne og vore små kanoner lade an lige til mundingen med skrå , og når han da har nået os og byder osmed et skarpt skud af mindske sejl , for af han kan undersøge os , blive vi dog ved ligefrem af skye af alle kræfter , uden af agte på de kanonkugler han fender os agter ind . Men når han da er kommen os et bøsseskud nær , så vende vi ud ad bredsiden til , åbner kutterens falske kanonporte , og giver ham et glat lag , som ikke skal bekomme ham ret vel . “ „ Ja , “ sagde en gammel mand , der fad ved roret , „ ja , give gud , af vi kunne forpurre ham hans kaperi her i de danske vande . “ „ Det skal nok lykkes os , “ sagde Peder Andersen . , , se , der sender han os en kugle , der faldt en halv snes favne fra os i vandet . Når han skyder næste gang , vil han måske kunne nå os . “ To minutter efter strejfede en kanonkugle fra den fremmede kutter rælingen af den „ hvide ørn “ . „ Nu kan jeg ikke holde mig meer ! “ råbte Peder , „ jeg kan ikke fordrage at anses for en cujon , om det også kun er på skrømt . Roret om bagbord , bredsiden til , nu falder lugerne , og lad mig nu se , mine gutter , at i tage sigte så godt som muligt og give ham det glatte lag ! “ Hans kommando blev øjeblikkelig adlydt . Kutteren vendte i en sådan . Fart at vandet flyllede helt op på dækket i forsiden til , og et minut efter lød et tordenbrag fra det affyrede skyts . den fremmede kutter var imidlertid kommen den „ hvide ørn “ nær på et pistolskud og dennes kugler og skrå gjorde derfor ingen lille virkning , thi da de fore langskibs toge de mange af besætningen med sig , sønderrev takkelagen og det løbende tøj . “ „ Det var ham uventet , “ lagde Peder , idet han gned sine hænder af fornøjelse . „ Men det er imidlertid ingen forknyt Karl , den svenske caperkaptajn , thi nu vender han bredsiden til , for at give os et glat lag . Hvi , hvor kuglerne pibe , “ Vedblev han , „ men de vare sigtede for højt eller også er bølgegangen skyld deri , thi de fore os alle over hovedet og rev blot vore nye sejl i laser . Bedre det , end de borede sig ind i vort kød . Nu et glat lag igen med godt sigte efter masterne , thi kan vi røve ham hans master , så ville vi bedre kunne entre ham ; thi således at ligge og lade sig ramponere vil jeg ikke mere , rast ind på livet af ham . “ Og han lod gerningen følge på ordet . Hans modige folk stod med deres huggerter og pistoler rede til at gå løs på fjenden . Dem , som bemærkede det , stod i forsvarsstand , så at et alvorligt sammenstød var at vente . „ Jeg har bemærket gennem kikkerten en meget høj mand , der efter al formodning vistnok er caperkaptajnen , “ Sagde Peder jnu til sine folk . „ Alen afskyd ikke eders jldvåben før vi er fjenden nær på et halvt pistolskuds distance . “ Forinden dette kunne ske , havde „ Djæsulens osermann “ givet „ den hvide Orn “ , nogle dygtige glatte lag , der medtog flere af mandskabet , og bortrev rælingen på skibet om bagbord . Da oieblikket kom , råbte Peder forbitret : „ Giv dem nu en rigtig salve idet jeg siger fyr ! “ Selv holdt han en ladt pistol i hver hånd . „ Nu kan jeg tydelig se den høje anfører stå ved masten , sigt på ham og jeg vil gøre det samme , og det skulle gå løjerligt til , hvis vi ikke rammede ham ! “ Alen det skulle dog ikke lykkes straks , thi idet Peder Andersen råbte fyr ! sank caperen med en bølge ned i dybet og alle kuglerne fløj over hovederne på det fjendtlige mandflab , uden at ramme en eneste mand . „ Fanden hytter nok sine ! “ råbte Peder Andersen harmfuld , „ men vi have jo lov at gøre det om igen . Lad nu eders pistoler på ny , Manne , og tager igen sigte som nu vil give et bedre resultat , da kutteren er kommen os nærmere . Jeg stak selv tage den høje caperkaptajn på kornet . “ Da han nu råbte fyr ! så man den høje fjendtlige anfører styrte baglænds om med flere af sit mandstab . „ Jeg gav ham sin rest ! “ råbte Peder Andersen . „ Han rejser sig vist ikke mere . Men nu er de blevne så forvirrede , at de har holdt op med at overdænge os med kugler . Nu , børn , kaster pistolerne bort og griber til eders huggerter , thi nu ville vi entre dem . Det er en munter spas , kan i tro , man sætter vel livet ivove , men hvo som ikke vover , han ikke vinder ! De have dog ikke tabt modet , seer jeg , thi der peb en pistolkugle mig lige forbi øret , få det surrer idet . Den var godt ment ! “ Nogle af mandskabet stod parate med huggerten imellem tænderne og en spændt pistol i den højre hånd , for straks ved sammenstødet at fare ind på fjenden . Peder anførte dem med huggerten i den højre hånd og en spændt pistol i den venstre . Den hvide ørn var endnu et par alen fra djævelens overmand , da Peder og med ham seks forvovne karle sprang lige over i det fjendtlige skib . Her stod flere matroser parate med huggerter , men Peder og hans mandflab afskyde deres pistoler , hvorved slete fjendtlige matroser blev sårede . De begyndte nu at blive modløse og en høj Matros , der ragede i vejret over hele det fjendtlige mandflab , råbte : „ Pardon ! “ På dette udråb sænkede ven hvide ørns mandflab deres huggerter og kampen havde ende . Den havde været blodig , og havde kostet den danske kutter 5 sårede , hvoraf en dødelig . Men den svenske kutter havde tre dræbte og 7 sårede , rigtignok med et større mandskab . Den svenske kutter var en fortrinlig sejler , som den danske ikke kunne have nået , hvis den istedetfor at indlade sig i kamp med den hvide ørn havde straks sat alle sejl til . Den svenske kutter var også et langt større skib og havde sire metalkanoner og seks svingbasser . Det var en god prise , som Peder Andersen nu begav sig på rejsen til hjemmet med , men skæbnen havde beskikket ham et endnu større held . Styrmanden på „ Djævelens overmand “ bad om at målte tale med den danske lapercapuam i eenrum , hvortil denne straks var villig . Styrmanden spurgte nu Peder Andersen om han ville give ham friheden straks og lade ham sætte i land på Skånes kyst , når han underrettede ham om , hvor han kunne gøre en prise til på hjemrejsen . „ Når det forholder sig som i siger , at i kan lade mig tage en prise til hjem med mig , så giver jeg eder mit ord på , at i skal blive sat i land etsteds på den skånske kyst . “ Nu fortalte da styrmanden , at der lå et engelst caperflib på lur i en revl ved Anholt , hvilken oe englænderne havde bemægtiget sig og befæstet . Når Peder Andersen nærmede sig den ubemærket efter at natten var frembrudt , så kunne han let bemægtige sig den . Hertil var Peder Andersen straks villig , men befrygtende forræderi af svenskeren , gav han ordre til , at en af hans danske folk skulle bevogte ham med en spændt pistol i hånden og ved det mindste tegn på forræderi befordre ham ind i den anden verden . Da aftenen kom , udbredte en stærk tåge fra den svenske kyst sig over hele Kattegattet , og gjorde natten mørk og uigennemtrængelig . Peder Andersen tog nu forsigtige forholdsregler for at komme ubemærket bag på den engelske caper , en slup . Han bemandede sin kutters jolle , da han omtrent kunne være på det sted , hvor engelskmanden skulle ligge , med 6 af sine kækkeste matroser , væbnede med tabte pistoler og huggerter . Årene lod han omvikle med lærred for at larmen af roningen ikke skulle forråde ham . Mørket var så uigennemtrængeligt , at man ikke kunne se på kompasset , hvilken retning man skulle tage . Peder Andersen , der selv ville anføre toget mod engelskmanden , og havde medtaget den svenske styrmand , for at han skulle påvise det omtrentlige sted hvor sluppen lå for Anker , viste nu sin snildhed , for at kunne^see på kompasset , hvorledes han skulle styre roret . Han lagde nemlig en hel hob spegesild foran kompasset , hvilke gave et så stærkt skin , at han kunne se alle vindhjørnene på det . For at skinnet ikke skulle bemærkes blev der lagt et stykke lærred over sildene og kompasset foroven . Der skulle et skarpt syn til , for at kunne se noget i det tykke mørke , der omgav jollen idet den roedes frem i den formodede retning af engelskmanden . Til den svenske styrmand , der sad ved siden af manden med den spændte pistol , havde Peder Andersen sagt , da han steg ned i jollen med ham : „ Vogt eder for at begå forræderi imod mig ! eders livslys bliver udstukket i samme øjeblik , jeg opdager det . “ „ Jeg tænker alt for meget på min frihed , til at skulle udsætte mit liv , for at forråde eder , “ Svarede svenskeren . „ Jeg bryder mig heller ikke om , at i tage englænderen . Thi disse engelfle capers tage luven fra os svenske i at bemægtige sig priser . Havde det været en svensk caper havde jeg ikke forrådt den til eder . “ „ Når det lykkes mig , at bemægtige mig den engelfle caper , “ sagde Peder Andersen , „ så skal i ikke alene få eders frihed , men også en lille sum penge og en lille erindring om mig . “ Havde svenskeren set den mine Peder gjorde , da han talte om erindringen han ville give ham , ville han måske have fået en anelse om erindringens beskaffenhed , men nu takkede han derimod Peder Andersen . Imidlertid henrandt den ene time efter den anden , og klokken var allerede hen ad tre om ' morgenen uden at man havde opnået hensigten med toget . Den svenske styrmand påstod tid efter anden , at man måtte være nær ved stedet , thi det kunne han se efter beliggenheden af det svage skin af fyret på Anholt , hvilket næppe formåede at gennemtrænge mulmet . Peder Andersen biev ærgerlig , thi han havde bemærket at morgenen snart nærmede sig , og toget således ville blive forspildt . Han sagde derfor i en barsk tone til svenskeren : „ Jeg er lange for , at en pistolkugle snart kommer i berørelse med eders hjernestal , hvis jeg opdager , at det er en tom opdigtelse , i er kommen med , “ sagde Peder Andersen . „ I må . have tålmodighed , hr . Capitain , “ Svarede styrmanden . „ Jeg er overbevist om , at vi er det sted nær , hvor sluppen ligger . “ „ Jeg giver eder endnu en times frist , da frembryder dagen , “ sagde kaptajnen , „ og jeg kan da overtyde mig om i har drevet spas med mig , som kan komme eder dyrt til at stå ! “ Styrmanden svarede intet på denne yttring , og Peder Andersen overlod roret til en Matros , medens han selv stillede sig forrest i jollen for at se om han kunne bemærke noget til engelskmanden . Efter svenskerens fortælling lå sluppen for Anker i østlig retning for den nordøstlige pynt af Anholt , og det måtte være omtrent her . Men endnu henrandt der en time , og Peder Andersen blev utålmodig . For at forskrække svenskeren , trådte han hen til ham og sagde i en skarp tone : „ Er i ikke bange for eders pandestal ? “ „ Jeg må finde mig i , hvad i vil foretage mod mit liv , “ svarede svenskeren rolig , „ når i ikke vil tro min forsikkring , at sluppen ligger her etsteds i nærheden . “ „ Jeg er bange for , at det er svensk lurendreieri , i har for med mig , “ sagde Peder Andersen ; men i det samme brød en af de større stjerner et øjeblik igennem tågen og nattens mørke og kastede et svagt skin på en ganske nærliggende genstand , vistnok den engelsfe caper . „ Jeg tror dog i har sagt sandhed , “ udbrød Peder Andersen hvidsfende , „ thi tager jeg ikke fejl , få faldt stjernens skin , der øjeblikkelig forsvandt , på et lille fartøj i nordøstlig retning . — nå Manne , “ Hvidstede han til jollens mandflab , „ nu gælder det , at hente os nogle priispenge fra vor bittreste fjende , så i kan komme til at drikke jer fulde på en skål om hans undergang . Roe nu forsigtig . Jeg styrer roret i den retning , som jeg så glimtet af fartøjet . Jeg formoder , at stjernens skin har været forundt mig , for at tage sluppen , og ikke har været tiltænkt englænderen for at gøre ham opmærksom på vor nærværelse . se i , gutter , gud er med os , hvem kan så være imod os ? “ Jollen gled nu lydløs hen ad havets overflade og Peders skarpe syn opdagede snart en mørk genstand næppe tyve skridt fra jollen . „ Nu gælder det ! “ hviskedee han i oret på flere af sine matrosen , der sad i spændt forventning i jollen med dragen huggerter i den højre hånd og spændt pistol i den venstre . Nu lå jollen på siden as den engelsfe slup , thi det var den , som Peder havde opdaget . „ Nu , gutter , “ hviskedee han , „ list jer nu som en kat på tæerne op i sluppen . Støde i på en af mandflibet , må i nedhugge ham , men ikke afskyde eders pistol , thi larmen af skuddet ville i et oieblik bringe hele fartøjets mandstab på benene . “ Peders matroser gjorde nu som han sagde , men han selv var den første , der betrådte dækket . Han sneg sig hen til roret , hvor han fandt en Matros siddende i dyb søvn . Det var et oiebliks gerning , at gribe ham i struben , så han ikke kunne mæle , sætte ham pistolen for panden og yttre på engelst til ham : „ Giver i en lyd fra eder , så farer i samme øjeblik en pistolkugle gennem eders hjernekiste ! “ Engelskmanden tav , vistnok mest as bestyrtelse over denne overraskende tilfangetagelse . Peder satte nu en as sine matroser ved siden af manden ved roret med spændt pistol og gik derpå hen til kahytsdøren , uden for hvilken han stillede to matroser med spændte pistoler , og bød dem nedskyde enhver , som ville bryde ud af kahytten . „ Sluppen er min ! “ hviskedee han nu til svenskeren , „ og i skal få eders belønning , fordi i ikke har forrådt mig , men talt sandhed ! “ Det engelske fartøj blev nu ved et slæbetoug fastgjort til den hvide ørn , og gansfe stille gled begge fartøjerne igennem Kattegattets bølger i sydlig retning mod sundet . Dagen brød nu frem og den opstående sol kastede sine første stråler på dækket af den engelske slup : der hed piraten . Med et hørtes der larm nede i kahytten . „ 6ock dam ! “ råbte en barst stemme og tilføjede på engelsk : „ Sluppen fejler jo , hvem har givet den befaling ? “ De sidste ord lød på trappen , kahytsdøren åbnede sig , og et ægte piratgefjæs blev synlig . en af matroferne afstød en pistol på englænderen , men denne for ubeskadiget igen ned ad trappen og kom et nieblik efter op med en pistol i hver hånd . „ Hvem er i , som overfalder folk når de sove ? “ spurgte han med en harmsuld stemme . Peder Andersen var ilet hid , og svarede på engelsk : „ Danske sømænd , beder har bemægtiget sig eders skib ! “ „ Det vil vi dog nappes om ! “ råbte den engelfle capitain og tog sigte på Peder med den ene pistol , men en af de danske matroser , der havde bemærket hans hensigt , afflød sin pistol på ham , og kuglen ramte hans højre arm , så den sank ned og slap pistolen , der gik af idet samme og sendte en kugle ned i dækket . Men caperkaptajnen var en modig og uforfærdet mand ; skønt nærved at synke om , fordi blodet strømmede ud af det erholdte sår , løftede han dog sin venstre hånd i vejret for at afskyde den pistol , han holdt i den , på Peder , da fik han et hug over den venstre arm af en af matroserne , og søgte nu at trække sig tilbage ned i kahytten . Heri blev han imidlertid forhindret ved nogle af hans folk , der var kommen på benene og nu trængte frem med huggerter i hånden . Peders folk vare imidlertid , på den Matros nær , som holdt vagt var englænderen ved roret tiet hid , på hans kommando , og stod hver med en opspændt pistol , rede til at affyre den . „ Overgiver eder ! “ råbte Peder Andersen med en tordenstemme . „ I værgre eder forgæves ! “ „ Før jeg overgiver mig ! “ råbte den engelske capitain , „ sprænger jeg hellere hele skuden i luften med hele besætningen “ Med disse ord styrtede han ned i kahytten . Den engelfle besætning tabte nu aldeles modet , da den hørte capitainens yttring , thi den kendte hans energiske charakteer , ventede at blive sprængt i luften , og bortkastede derfor sine våben . Peder Andersen , der havde hørt capitainens trudsel , for som en lynstråle ned i kahytten efter ham , hvor han traf ham med en spændt pistol i hånden , i begreb med at åbne en lem i kahytsgulvet , hvor en trappen var synlig . Peder Andersen rev pistolen ud af hans hånd og råbte truende : „ Jeg skyder eder som en gal hnnd , hvis i gør noget skridt til at sprænge kutteren i luften . “ „ I må gerne dræbe mig , “ svarede engelskmanden , „ thi jeg vil ikke overleve den skam , at have ladet mig således overrumple sovende . “ „ Det er ingen skam for eder , men for den , der havde nattevagt , og sov på den , “ sagde Peder „ Det kan have hændet mig og enhver anden . Giv eder derfor til tåls . Så snart vi komme til København , lover jeg eder , at i stak blive vekslet med en dansk mand af samme stand som eders . “ Peders findige tale syntes at gøre indtryk på den engelske caperkaptajn . Han lod hovedet synke ned på brystet og tav . „ Følg nu op med på dækket , og tiltal eders folk , at de forholde sig rolige og finde sig i deres skæbne . “ Capitaineu adlød , og alle hans folk blev afvæbnedæ . Peder kaldte derpå to af sine folk , hvis modighed han kendte , til sig på et afsides sted af skibet . „ Vi have nu bemægtiget os to fjendtlige kapere , “ sagde han til dem , „ men det er os vanskeligt , at holde mandskabet lave på begge . Jeg frygter for , at når den engelske capitain kommer ombord på den . hvide ørn , og seer den svenske kutter , så kunne han let få i sinde at gøre oprør med sit mandskab , for igen at bemægtige sig sin slup . Jeg har derfor tænkt , at lade drt svenske mandskab komme over på det engelske skib , og det engelske mandskab på det svenske , når jeg da sætter et par mand ombord i hans as dem så tænker jeg nok at kunne bringe dem lykkelig til København , da vinden desuden er nordøst . “ Hans folk sandt hans mening rigtig , og omvekslingen af mandskabet på begge de fjendtlige skibe fandt øjeblikkelig sted . Den hvide Orn fløj nu hjem ad vejen til København med udstrakte vinger , det vil sige for suld vind , der syldte alle sejl . Næste dags morgen så nian oresundets dronning , Nordens dardaneller , Kronborg slot og Helsingør på den ene side , og staden Helsingborg på den anden side af sundet . Peder Andersen saluterede såvel fra den hvide Orn som fra sine to priser med det danske flag over det engelske og svenske , da han gik forbi det mindeværdige slot , på hvilket engang Sverrigs heltemæssige konge , Carl Gustav , var tænderskærendæ vidne til sin flådes nederlag og den hollandske flådes gennemgang til Københavns redning . Henad eftermiddagen lå Peder med sine tre kuttere ved Københavns toldbod , hvor han , da han ankom med sine to priser , med det svenske og det engelfle flag under det danske og med strøgn e vimpler , modtoges med jubel af den oerværenve forsamlede mængde . Anmeldende sin ankomst til havneeapitainen gik han i land og ilede med bevingede skridt til sin bolig , hvor hans kone , da hun så ham træde ind ad døren , styrtede ham om halsen og knugede ham jublende til sit bryst . „ Nu har jeg da gjort det første skridt til velstand , “ Sagde han til sin unge hustru , da han havde fortalt hende , hvad ver var hændet ham , „ og lykkes det mig , at gøre nogle flere lignende , da skal jeg sikkre vor lille søn og ham , som jeg tror , der snart vil løbe af stabelen , en god fremtid . “ „ Men hvilke farer du har udsat dig for , Peder , “ sagde Lise , „ hvor let kunne jeg ikke have mistet dig , som er mit kæreste på hele jorden . “ „ Ja , seer du , Lise , uden møje er der sjælden nogen der erhverver sig formue , undtagen det fluide ske i lotteriet eller ved arv . Men der er ikke en knap afreven af min frakke langt mindre at nogen kugle har strejfet mit skind . Herren har beflyttet mig imod fjendens kugler , der fløj mig om ørene . “ „ Ham vil jeg også takke inderlig for din frelse ! “ sagde Lise med en from mine . „ Men nu , kære Peder , tænker du vel ikke straks på af tage afsted igen , og udsætte dig for lignende farer . “ „ Jo , Lise , det har jeg stærkt i sinde , “ svarede Peder alvorlig . „ Om et par måneder indtræder den stormfulde tid og da vove ikke de fjendtlige capere sig ud på det stormfulde hav her i Norden . Såsnart jeg har gjort mine priser i penge og givet hver af mine folk sin andel af det vundne udbytte , få stikker jeg igen af . Jeg har i den henseende talt med en kæk sømand , der har udrustet en skonnert og med hvem jeg i compagni vil drage ud på i agt efter svenske og engelske skibe , især koffardiemænd , thi de give mere af sig , når de er ladede med korn eller andre varer . “ „ Så forlader du mig altså snart igen for af udsætte dig for farer , der kan koste dig livet , “ Sagde Lise sørgmodig . „ Synes du ikke , af du kunne være tilfreds med hvad du har udrettet og nu føre et husligt liv . “ „ Du erindrer nok ikke , af jeg har svoret af hævne min faders lemlæstelse på englænderne , og på hvilken anden måde kan jeg tilføje dem skade , uden ved af bemægtige mig deres skibe . “ „ Gør hvad du vil , “ sagde Lise , „ jeg vil ikke afholde dig fra det . Du tror at skylde dit fædreland . “ „ Således bør du tale , som en dansk sømands kone , “ svarede Peder , og nu tog han sin lille søn på sit knæ og lod ham ride ranke . Under en kærlig samtale hengled dagen . 65 . Den påfølgende dag , da Peder gik ud for at besøge sin velgører , kaptajnen , trådte der på gaden en søofficer , efter epauletterne , han bar på skuldrene , en capitain , hentil ham og tiltalte ham : „ Hedder de ikke Peder Andersen ? “ „ Jo , “ svarede denne . „ Og har været med i søslaget her på reden 1801 ? “ spurgte officeren videre . „ Ja , ombord på prpvesteen og derpå på flydebatteriet under den kække Willemoes , “ var svaret . „ Jeg har hprl dem omtale på det hæderligste , “ sagde officeren . „ Mit navn er falsen , og jeg er betroet en ekspedition , der skal afgå mod englænderne på øen Anholt , for igen at bemægtige os denne Danmark tilhørende de . Kække sømænd ere mig nødvendige og jeg ville derfor såre gerne have dem på min kanonbåd . “ „ Jeg agtede rigtignok at gå ud med en kutter for at bemægtige mig nogle af vore fjenders skibe , “ sagde Peder . „ Jeg har hørt at de med et ringe mandskab har taget en svensk og en engelsk kutter i Kattegattet ved Anholt , som jeg netop skal angribe en af nætterne , “ sagde capitain falsen . „ Det er sådanne mænd , som jeg kan bruge , og det ville være mig såre kært , hvis de ville tage tjeneste under mig . Jeg tænker at jeg skal overrumple den engelske besætning på øen , tage den tilfange og igen tage øen i besiddelse i den danske regerings navn . “ „ Der må jeg være med , “ svarede Peder , „ thi jeg har svoret at hævne mig på englænderne , fordi min fader er bleven en krøbling ved at kæmpe imod dem . “ „ De kan da aldrig få nogen bedre lejlighed til at hævne dem end den , at tage flere hundrede mand tilfange , mod hvilke vi igen kan udveksle ligeså mange danske sømæno , der er i engelsk fangenflab , “ sagde falsen . „ Jeg er deres , hr . Capitain og er parat til at tage del i dette foretagende ! “ svarede Peder , „ Så indfind dem i morgen tidlig kl . 5 på Nyholm , hvor kanonb åd flotillen ligger beredt til at afgå til sit hverv , “ sagde kaptajnen idet han forlod Peder . Denne gik nu hjem til sin hustru og underrettede hende om sin deltagelse i foretagendet mod englænderne på Anholt . „ Det er formodentlig endnu farligere end dit caperi , “ sagde Lise nedslagen , „ jo forvovnere et foretagende er , jo kærere er det dig . “ „ Ingen jameriader , Lise ! “ svarede Peder , „ jeg står i guds hånd , hvor jeg indlader mig i farlige foretagender , og mulig er dette mindre farligt end når jeg angriber et fjendtligt skib . “ „ Ja , jeg stoler også på gud , at han vil beflytte dig , “ sagde Lise resigneret . Med en øm omfavnelse skiltes de næste morgen , og hen ad middag havde kanonflotillen nået Kronborg . For ikke at gøre fjendtlige sejlers opmærksom på , at de løb ud , fandt ingen salutering sted . Kanønbådene blev nu roede om den nordlige pynt af Sjælland og kastede Anker her . capitain falsen underrettede nu Peder om , at det var hans hensigt , at flotillen først skulle nærme sig Anholts strandbred når mørket var faldet på , for ikke at blive bemærket af englænderne og for bedre at kunne overrumple dem . Vejret havde hele tiden været klart , men nu drog der store skymasser hid fra øst og . Himlen blev aldeles formørket . Det var i slutningen af september måned og inden solen gik ned , klokken halvsex , ville mørket falde på . „ Vejret er os gunstigt , “ sagde falsen til Peder , for hvem han syntes at have fattet en stor godhed , formodentlig for hans kække væsen . „ Når solen er gået ned , bliver det bælgmørkt , og vi kunne da nærme os øens eneste to landingspladser . Begge i den sydlige del af øen og omtrent mil fra hinanden . Med en afdeling af flotillen , som afgår under capitainlientenant Wulff , vil de følge og betroes en underafdeling . Wulff går i land med sit mandflab i sydøstlig retning og jeg med mit i sydvestlig retning og derpå nærme vi os hverandre for at bestige fjendens skandser ved det egentlige landingssted . Det må ske i den største stilhed . Støde vi på poster , må de overrumples og forhindres fra at gøre allarm . Den mørke nat , der nu er lang , da solen først står op henimod klokken seks , begunstiger vort foretagende . “ „ Jeg skal gøre min pligt i enhver henseende , som det egner sig en dansk sømand , “ svarede Peder . Klokken halvsex da solen gik ned var det bælgmørk . Og nu roede flotillen af alle kræfter til sit bestemmelsessted . Omtrent klokken to var flotillen ganske nær ved strandbredden af Anholt , og nu afgik hver til det punkt af Oen , hvor de skulle gøre landgang . Den afdeling af flotillen , 12 kanonbåde , hvormed Peder fulgte , havde en halv time efter nået sit bestemmelsessted . Alt var stille og indhyllet i et tykt mørke på strandbredden , der syn tes at være ubevogtet . I den største hast besteg Peder med en underafdeling , bestående af 30 velbevæbnede marinesoldater og 12 matroser med huggerter og ladte pistoler , strandbredden . Han udgjorde avantgarden og skulle så ubemærket og stille som muligt nærme sig fjendens standse i vestlig retning . Langs strandbredden gik der en stenet vej , ad hvilken Peder nu sneg sig langsomt og i største stilhed frem , indtil han efter en halv times forløb , uden at støde på nogen fjende eller skildvagt , nåde et terrain ; som måtte være det , der var betegnet af capitainlieutenant wulsf , som tæt ' opstødende til fjendens standse og hvorfra et angreb på disse skulle foretages . Dette skulle ske samtidig med at capitain falsens afdeling angreb skandsen på den modsatte side , og signalet til et angreb på en og samme tid , skulle være en raket med faldskjerm . På nogle så krøblingetræer , der havde dårlig næring i den sandede jord , rørte der sig ikke er blad . Ikke en lyd as noget levende væsen hørtes . De øvrige to afdelinger havde nu fluttet sig til Peder , dog havde capitainlieutenant wulsf taget den forsigtighedsregel , at en del mandskab af arriergarden skulle holde Nie med at hans afdeling ikke blev overrumplet i fløjen eller ryggen . Med et bankende hjerte og i spændt forventning stod Peder med dragen huggert og to ladte pistoler i sit livbælte og ventede på signalet . Således stod han over en halv time , da for med et en raket op imod den skybedækkede himmel . Peder stred nu rast frem i spidsen foran sine folk , efterfulgt af de andre afdelinger . Alt syntes endnu at være stille og hans folk begyndte at bestige skandsens vold . Men hvor blev han ikke overrasket , da han næsten havde nået kronen af volden , og en levende kanonild , strakte flere af hans mandskab til jorden . Situationen blev imidlertid endnu værre , thi nu lød der geværskud på den anden side af skandsen . Peders folk kastede sig ned bag brystværnet og han sagde : „ Det lader til at vi er omringede , og at man er bleven underrettet om vort forestående angreb . Forræderi er med i spillet enten fra dansk eller svensk side . Vi ville dog ikke trække os tilbage , thi derved ville vi sætte vor høistcommand erende i forlegenhed , da han så måske måtte kæmpe ene med den hele engelske besætning . “ Nu hørte man kanonskud fra skandfens vestlige side , og Peder sagde : „ Vi må gøre endnu et forsøg på at trænge frem , for muligt at kunne støde til vore tropper på den anden side af skandsen , og komme dem til hjælp : „ Ville i følge mig , mine kække mænd , så ville vi ikke sky fjendens kugler ? “ „ Vi gå med mod fjenden/ ' råbte hans folk enstemmig med et højt kampråb og med fældede geværer fulgte marinerne og med højt svingede huggerter matroserne ham , idet han besteg det øverste af volden , hvor de atter blev modtaget med en levende ild , der igen strakte flere af hans folk til jorden . Men uden at agte derpå trængte han frem med de øvrige af sine folk og tvang fjenden til at trække sig tilbage . Kort efter hørtes stærke trommeslag og Peder hørte nu en stor afdeling infanteri marchere mod ham . Det ville være mere end forvo^enhed , fandt Peder , at ville med sine få mænd gøre modstand mod en så overvældende magt . Han kommanderede derfor retereren og da hans folk var kommen ned ved foden af skandsen , sagde han ; „ Vi må trække os tilbage til vore både , for ikke at blive afskåren fra dem ved den overlegue fjende og for at tjene capitain falsen med hans folk til reserve , når han , som jeg kan slutte mig til efter den heftige geværild , jeg hørte på den anden side af skandsen , også nødes til at trække sig tilbage . Det var heldigt for Peder og hans folk at de så hurtigt gjorde deres tilbagetog , thi nu hørtes jægerhorn og larmen af en fremskridende militairmagt fra øens østlige side . „ Mørket begunstiger vort tilbagetog , “ sagde han til sine folk , „ og nu må vi i forceret march se at nå bådene . “ Men uhindret skulle det dog ikke ske , thi på engang lød en gevæersalve og flere af hans mandflab bleue sårede . Endelig nåde de bådene , hvor capitain falsen i det samme ankom med sine folk og mange sårede . „ Vor angrebsplan er bleven forrådt fjenden , “ Sagde han , „ thi ellers ville vi ikke være bleven angrebne således både i fronten og flanken . Vi må retirere med vore kanonbåde så hurtigt som muligt , thi det aner mig , af vi også ville blive angrebne fra søsiden . “ Og hans anelse opsyldtes , thi ikke så snart havde flotillen lagt fra land , før han hørte åreslag , der bebudede , af en fjendtlig styrke nærmede sig . På kanonbådene gjordes nu alt rede til af kæmpe mod fjenden , og her følte Peder sig på sit rette element . Fra fjendens side fandt nu geværild sted og enkelte kugler fløj folkene over hovedet . Fjendens ild blev besvaret med kanonskud fra flotillen , og det syntes af den må have forårsaget fjenden en betydelig skade , thi han holdt inde med sin geværild . Den danske flotille trak sig nu tilbage i god orden og næste dags aften hen ad midnat nåde den Helsingør . Det mislykkede angreb på Anholt havde gjort Peder Andersen mismodig . Han blev modtagen med et glædesråb af sin hustru ved sin hjemkomst og hun hørte med en forskrækket mine hans skildring af hans og hans folks kamp med englænderne . „ Vil du nu oftere drage fra mig i kamp , “ Sagde Lise , „ og vove dit liv ? “ „ Da jeg seer din sjæleangst , “ svarede han , „ så lover jeg dig , at jeg gør kun det aftalte søtog med en anden kæk sømand , og det må få hvilket resullat det vil , så bliver jeg hjemme hos dig . Denne evige kamp begynder at blive mig trættende . “ „ Gud være lovet ! “ råbte Lise og omfavnede sin mand . Og Peder Andersen holdt ord . Det nye tog han gjorde i forening med en anden caper , var yderst heldig . De gjorde tre priser med . kostbare ladninger af mange tusinde rigsdalers værdi . Peder var nu ejer af meer end 20 , 000 rdl . og så sin og sin hustrues fremtid sikkret . Lise skænkede ham endnu nogle flere sønner , og faderen sagde : jo flere sønner , jo flere fædrelandsforsvarere med tiden , og jeg håber , at de ikkeskal gøre deres fader skam . “ Vi slutte nu vor fortælling , der har været begrundet på historiske beretninger , som vi båbe , til læserens tilfredshed . Ende .