De sammensvorne , eller Frederik den sjettes ungdom . Original roman . Første kapitel . Den gule Kavai . I klædeboerne , skrås for Skovbøgade , ligger endnu i vore dage en ejendom , som for 60 år siden var arnestedet for store politiske planer og lige så roman “ “ “ Begivenheder , der på et hængende hår nær , kunne have haft stor indflydelse på Danmarks stilling og politiske betydning . Stedet der egentlig er en gård , har et baghus , hvis ene side med sin mur vender ud til dyrkjøb , ( frueplads ) og hvis stue og første sal i lang tid blev benyttet af en offentlig auktionsholder , der her solgte indleverede møbler . Da auktionsholderen hed hornbek . kaldtes gården i lang tid hornbeks gård , om den kaldes således endnri for vi ikke asgsore , men vist er det at de tildragelser der foregik her , er ligeså intcresante som lærerige , og det er disse vi , som et historist , romantifl emne , ville forelægge den ærede læser . En efterårsaften i skumringen stod en ung smu pige ved et vindue i det angivne steds stueetage som vendte ud til dyrkjøb , hun spejdede utålmodig til begge sider af gaden . Hendes uro tiltog med mørket , og hende ? Utålmodighed var ikke fri for at være blandet med angst for at der skulle være hændet den hun ventede , et eller andet uheld . Jeg forstår mig aldeles ikke mere på Carl , mumlede hun , han er ikke mere som for . Før var han åben , meddelsom , munter og lignede et menneske på 28 år , nu ligemed et er han bleven alvorlig , dybttænkende og hemmelighedsfuld . Han har fået en dyb rynke i panden , en sæl rynke og det er en forlovet som tæller dagene til han skal føre mig fem hustru ind i sit hyggelige hjem . Kendte jeg ikke hans trofasthed og ærlige sind . Ville jeg bestemt være jaloux , men jeg ved han elsker ingen anven end mig , og dog er jeg misfornøjet , i aften må jeg tage ham ordentlig i skole , han skal åbne mig sit hjerte og sige mig , hvad det er for en mystisk hemmelighed der trykker ham . Nu er det akkurat 24 timer siden han var her og ganske hemmelig ; hvad skal det betyde ? siden vi er forlovede med faders samtykke , sniger han sig ind i mørket , hvor han har lov til at gå ved høiiys dag ? Da jeg gjorde ham bebrejdelser iaftes desangående , tog han mig så ikke om livet — thi han er nu allid indsmigrende , og sagde : kjæresfe Aline , spørg mig ikke , men stå imorgenasten ved denne tid ved trappevinduet i mørkningen , når jeg og nøgen som jeg har med mig kommer gående , jeg stort den gule kavaj som du har lånt mig — hvorpå du kan kende mig — så lukker du hurtig begge vinduerne op og lader uden støj trappen glide ned på forfouget , men behold rebet i hånden thi i det sekond jeg og den mcdhavende person er sluppen ind i værelset , trækker du hurtig og uden støj trappen tilveirs igen og lukker vinduet . Du ved ikke hvilken uhyre tjeneste du gør mig derved . Alle , mine spørgsmål om forklaring besvarede han med Kys , og atter Kys , og da han forled mig i kavaien — jo den klædte ham rigtignok nydelig , bad han så inderlig , så ømt : — at hvis jeg havde ham kær , måtte jeg opfylde hans ønske . Nu står jeg her over en halv time i mørket og han kommer ikke , jeg er så angst at der skal være tilstsot ham noget — og dog kan jeg ikke nægte at det er en egen ting , for jeg skal ikke blot vente min kjæresfe , men også en anden ubekendt i mørket . snak , man må ikke gøre kvalm for så lidt . For det første vare de ikke maskerede . Nå , det vare de ikke , så jeg ikke selv den gule Kavai ? Det er ingen maskerade , men en klædning . Og dernæst kom de fra knabrostrcrde , så løjtnanten ville nok grine os ordentlig ud , når vi gjorde spræl for ingenting . Nej , lad os h ller gå over i stndigårdens ruiner , der er de nok . De talende fjernede sig , og lidt efter rejste Carl sig op kastede kavaien og papmachenæsen fra sig og udbrød : tak Søren for hjelpen — nu er skrinet frelst . Tag du nu benene på nakken og gå derhen hvor du ved nok — list dig over gården med forsigtig , hed , jeg kommer senere , velan ! svarede skaren med en velklingende malmstemme . Han sagde kun dette ene ord , men det efterlod en lyd som af en skibsklokke , han gik stille ud af døren og forsvandt i mørket ovre i Skoubogade . Du må give mig en forklaring Carl , sagde Aline , hvad er alt dette ? Er du en tyv , siden du er forfulgf af min egen faders folk ? Aline , tvivler du om min redelighed ? Såsandt gud lever er jeg ingen tyv , men en ærlig mand , der søger at sikre den ham betroede skat for enhver nysgerrig eftersnusen . Jeg tror dig elskede Carl , men siden du betroer mig din skat , som jeg skal bevogte som mit eget liv , i politiløitnantcns eget hus , så kan du vel også betro mig hemmeligheden som står i forbindelse dermed . En erd binder mig kjereste Aline — ellers ville jeg betro dig alt , thi du ville være ligeså tavs og fro som jeg . Lad det nu være godt Carl , men var det så ikke bedst at vi gik over i lejligheden , her er så koldt og mørkt . Du talte om at du ville vogte min skat , har du et sikkert gemmested ? Ja jeg har ; fader er ude men han kommer snart hjem derfor må vi skynde os , her er et salfkt panel , og et lignende er der bagved min seng i mit sovekammer — hvor vil du at jeg skal gemme skatten ? Her er det bedst , da den af og til bliver forøget eller formindsket , og det må altid ste uset af andre . Godt så gemme vi den her . Ja men Aline , papirerne , der er langt vigtigere end guldet , måtte du helst gemme i panelet i dit sovekammer . Som du vil bedste Carl , kom med dem . Nej ikke nu , her er nøglen til skrinet , jeg betroer den i dine hænder , gem det i morgen med forsigtighed . Hjelp mig nu kassen hen til panelgjemmet . Gerne , men gud hvor er den tung , der er meget guld i den . Ja , kære barn , der er for 80 , 000 daler , og hvis den ikke var reddet af d g — var den nu tabt for selskabet . Hvilket selskab ? Ligemeget elskede pige , du ved at det er en betroet skat — og at den tilhører et selskab — du har nøglen til vort ve og del , mere kan jeg ikke sige dig . O , jeg skal nok få mere ud , mumlede Aline . Hvad sagde du , bedste pige ? At du må over med og drikke the før du igen går bort . Jeg har rigtignok meget at varetage . Nå det har du min ven , nej jeg flipper dig ikke , du går straks over med . Christian den syvendes gule kavaj skal døg alligevel først hænges på sin hædersplads igen og — hvordan , er det salig kong Christians kavaj ? Ja ved du ikke det ? Onkel gram var jo hans kammertjener og det er et af hans arvet . ykker . Det er besynderligt , sagde Carl , hvorfor lånte du mig netop den ? Det skal jeg sige dig , fordi der knytter sig et sagn og en tro til dette gule overstykke . Virkelig , det har du aldrig talt om . Ja , så har jeg glemt det , men nu skal jeg fortælle hvad jeg selv har børt . Da kongen havde forvist og skilt sig fra dronning Mathilde , vor nuværende konges moder , faldt han på alle slags indfald . Et af disse var at han ville have en kusk « k : vai for det var jo dog ham der holdt statens tømmer i sin hånd , sagde han . Mep enkedronningen og gultberg log imidlertid tømmerne fra ham , men lod ham beholde den gule Kavai — da han nu engang gik og græd og vred sine hænder nede i haven , hørte han en fattig kone som ligeledes græd og jamrede sig der hvor hun lå og lugede et bed . Hvad græder du for gode kone , sagde han og standsede . Ak min mand har forladt mig , svarede hun . Din mand , er alle mænd da bødler ? Ak nej , men han er død . Død — nu ja det er også den eneste undskyldning , der mutter , sagde kongen , tag denne håndfuld dukater , som jeg har knebet fra min stedmoder , bed så for alle de stakkels koner , som er forladte af deres mænd . Konen sank målløs ned for kongens fødder , kyssede hans gule kavaj og vædede den med sine tårer . Jeg er et sskldagsbarn herre konge , råbte hun , og jeg seer , hvad ingen andre seer , så længe i bærer denne Kavai skal ingen uheld eller efterstræbelse ramme eder , der skal være held i den og med den , og alle sorte planer skal prælle af fra den gule kavaj . ' hoho , sagde kongen , er det sandt , fia har jeg i dag gjort den bedste handel i hele mit liv . Så havde kongen vel den gule Kavai på da englænderne gjorde i agt på ham i Storebælt ? spurgte Carl . Netop , det var hans eneste våben . Jeg tror du har ret Aline . Havde ikke kavaien øvet sin magisfe kraft — så havde jeg i dag været meget uheldig . Kan du husfe da du friede til mig Carl ? Ja det var for et år siden , du sad i kakkelovnskrogen og frøs fordi du havde koldfeber . Ja og det var mørkt , så du kunne ikke se at jeg sad indsvøbt i den gule Kavai — jo den er heldig . Nuvel , jeg tror den er heldig for os begge to , længe leve den gule Kavai ! Kom nu kæreste Aline og lad os drikke the . Gennem en hel del kolde og mørke værelser , gik de to forelskede arm i arm over til de oplyste og varme værelser som vendte ud til klædeboerne . Faderen var vel ikke kommen endnu , men man ventede ham hvert øjeblik hjem fra politikammeret . Themasfinen stod og snurrede på bordet og bidrog sit til den hyggelige aftenscene , som politiløitnanten med så stort behag altid nød i sin families skød . andet kapitel . En eedsvoren forsamling . Efter ttebordet , hvor politiløitnanten i det fortræffeligsle humor oplæste statstidenden for sin datter og svigersøn og dvælede navnlig ved beretningen om den store Napoleons seiervindinger , var stemningen så oprømt som den overhovedet kan være ved ttevand og smørrebrød . Politimanden var inderlig tilfreds med at have endt sin besværlige cmbedsgjerning i den forløbne dag , uden bidsfere eller fejlgreb og han greb lejligheden til at fremkomme med et forflag som længe havde ligget ham på hjertet . Der er nu knapt 6 uger til den tid jeg har lovet jær kære børn at holde bryllup , og jeg kan ikke fortænke jær at i længes efter den tid , men jeg gruer for den — fordi jeg så kommer til at bo ene , og drikke min the serveret af Ane . Da i dog ikke har lejet endnu og alle disse mange værelser dog må stå ledige , så vil jeg foreslå jer en ting som jeg har tænkt over hele dagen . I kunne bo i baghuset , der jo i grunden er et forhus ud til dyrkjøb . lejen i skal betale mig er ilte for høj for eder — i skal blot ligesom nu drikke the med m g hver aften . Aline kan jo passe sin dont hele tagen og engang imellem stiftes vi al spise til middag hos hinanden . Men theen om aftenen drikke vi her hvs mig , for i ved det er min kæreste vane — og når jeg så tager mig en lille lur som sædvanlig , ovenpå embedsbesværlighcderne , førend jeg går i klubben for at ihre min Boston , så er i jeres fri mand hele resten af aftenen , hvad synes i om det børn . Jeg synes godt om det , sagde Carl , og når fader og jeg stemmer derfor , så er min lille kone i mindretallet og må følge trop med . Og jeg flutter mig med glæde til pluralitefen , sagde Aline oprømt , idet hun kysscde sin fader og rakte Carl hånden . Nå tut rar jo prægtigt , nu skal du øgså have en present mit barn . Te giver rødhætten og et divertissement i aften i komedien — det er sådan et rart stykke . Nu kan du more dig , Carl henter og bringer dig nok ; jeg kan mærke at Ole lukøie , den strik , begynder at klippe kaniner , god fornøiesse , pak dig godt ind for luften begynder nu at blive kølig . Adio børn , undskyld mig . Og dermed gik fatter ind i sit kabinet med statstidenden i hånden . Klæd dig så på bedste Aline , sagde Carl , thi sandt at sige har jeg lidt hastværk i aften . Gå du kun kære ven , jeg arbejder på broderiet til faders lænestol , du ved at det snart er faders fodselsoag , og jeg kan så rart sy derpå i aften . Så er du da ikke vred på mig fordi jeg går . Nej min elskede ven , gå du kun , mine bedste ønsker og jeg følger dig i tankerne . Carl gik , og næppe var han ude af døren førend Aline snappede den gule Kavai , satte næsen med knebelsbarterne på , kastede kavaien om sig . og sneg sig langsomt efter Carl der tog retningen gennem Knabrvstræde og drejede om i Brolæggerstræde . Hun så ham blive stående uden for et hus , og derpå forsvinde . Hun gik også ind i huset og kom til en indgang over gården hvor en mand stod og spærrede passagen for uvedkommende . Det var meget mørkt , men da manden så den velbekjendfe gule Kavai og den ham bekendte næse , forlangle han ikke pasordet , men sagde blot , velan , hvorpå hun hviskedee , Søren , og smuttede ind i den store svagt oplyste sal . Salen var næsten opfyldt af en betydelig del maskerede personer , hvoraf flere stod og talte hemmeligt og sagte med hinanden . Aline svøbte kavaien tæt om sig og stillede sig hen i en vindnesfordybning , hvor hun uden at være synderlig bemærket kunne iagttage hele kenne hemmelig » Hedsfulde forsamling . Flere personer tilsyneladende af hej rang og fremragende stilling i samfundet , der hilstes af alle med dyb ærbødighed , gik omkring og trykkede en og anden af de maskerede i hånden , de benævnedes hr . Kammerherre , hr . Greve og med lignenke titler . Aline iagttog fra sin krog , at den sædvanlige hilsen næst efter et håndtrvk var at føre hånden til munden og dernæst lægge den på brystet , hvilket så ud som et løvte om taushed og troskab . Værelset var forsætlig svagt oplyst , thi hele belysningen bestod i 6 los i en armstage , der stod på et simpelt fyrretræs bord , på en forhøiniog , der var stor nok til at rumme flere mennesker . En lille sort protokol lå på bordet , det var alt hvad der sås foruden de maskerede , i dette store værelse . Hun spejdede længe forgæves efter Carl , men kunne ikke opdage ham , vistnok vare ' alle de tilstækeværende forsynede med master , men de havde alle sædvanlige borgerlige klæder på så at hun antog at hun nok ville kunne genkende ham , selv om han havde masferet sit ansigt . Hans høje velsfabte figur og hans levende klare brune øjne skulle nok , mente hun , selv med en smule forklædning , være genkendelig for hende . I et sideværelse , ikke ret langt fra det sted , hvor gode mænd og forenede , skulle vi sætte kapitolet , da der er forskellige ting af vigtighed som trænge til afgørelse ? Intet svar lød på denne opfordring . Præsidenten ventede nogle minuter , derpå tog han atter ordet og sagde : de som tie samtykke , men for at overbevises om det almindelige samtykke , beder jeg at måtte foretage køntraprøve . De som ikke ville have kapitolet sat , behage at række hænderne i vejret . To maskerede fra baggrunden efterkom denne opfordring . Næsten hele forsamlingen er for kapitolet , kun 2 stemmer imod , følgelig erklærer jeg kapitolet sat . Flere talere have begæret ordet , men forinden må jeg tillade mig at underrette om , at foreningsstatten er bragt i fuldstændig sikkerhed , hvorfor jeg i et og alt indestår . Da sandhedsvidnerne have berettet , at vi i uvis tid kunne vente en politiundersøgelse , så have flere gode mænd sundet det ^nødvendigt , at bringe skatten i sikkerhed for sådan undersøgelse , ikke blot for midlernes , men især for kapitolets papirers og dels medlemmers skyld . Bemeldte skat kan af kapitolet erholdes til enhver tid , med 24 timers varsel , er man tilfreds med dette arangcment ? en stærk mumlen opstået ved sagte og halvhøje samtaler og mcningsudvexlinger mellem de forsamlede , lod sig høre og vedblev en 5 — 6 minuter . Endelig lød en stemme fra baggrunden af salen med det tydelige spørgsmål : hvor er skatten ? I fuldstændig sikkerhed , på min garanti- er man ikke tilfreds med denne oplysning og foranstaltning , skal den være her i lokalet ved denne tid i morgen aften . Lokalet er udsat for undersøgelse , ytrede flere , garantien er god , ytrede andre , medens maskerede i baggrunden spurgte om stedet hvor skatten og papirerne fandtes . Præsidenten slog atter til lyd , og sagde : da det forekommer mig som om man ikke er tilfreds med den trufne sikkerhedsforanstaltning , skal jeg sørge for at papirerne og skatten er her i lokalet ved denne tid imorgen aften , på kapitolets ansvar og risiko . Nej , nej , udbrød mængden — lad det være som det er . Vi ønske blot at vide hvor den er , vedblev man i baggrunden af salen . Da der lige heisfer enighed om dette punkt , beder jeg dem der stemme for sikkerheden række hænderne i vejret . Næsten alle stemme for sikkerheden som den er , sagdr præsidenten , idet han mønstrede de talrig oprakte hænder . nu kontraprøven , de som ønske at skat og papirer deriblandt medlemslisten , skal være her i lokalet i morgen aften ved denne tid under kapitolets eget ansvar og risiko — behage at række hænderne i vejret . Ln halv snes hænder hævede sig i baggrunden af salen , men da flere af de andre master gjorde opmærksom på , at alene medlemslisten kunne være farlig , når den faldt i politiets hænder , så frafaldt man øjeblikkelig al opposition og råbte at kontraprøven skulle ikke gælde eller gjentagcs . Præsidenten gentog dog kontraprøven og nu hævedes ikke en hånd . Foranstaltningen er altså billiget , sagde han med synlig tilfredshed . Førend vi nu gå over til fortsættelsen og afslutningen af den tidligere begyndte diskution om selstabefs formål , må jeg erindre om , at loven tydelig angiver formålct . Lovens 1ste paragraf siger udtrykkelig og klart : „ Selskabets formål er ved lovlig e midler at arbejde hen til at bevirke at frihed udbredes i Danmark , og at de børgerlige indskrænkninger som absolutismen har indført , gradvis hæves eller mildnes “ . Enhver bestræbelse for at hæve sligt på eu voldsom måde , er altså ikke blot ulovlig i landet , i staten , men også ulovlig i selskabet . Må jeg bede om order , streg en af baggrundens master . numer 8l har ordet , sagde præsidenten . Den betegnede maske nr . 8l , en høj mager person , ilede som om han havde stor hast op til talerstolen , fulgt lige i hælene af en lille tyk mand der havde umage med at følge rr . 81 . Han stillede sig ved siden as ham og sagde højt til en nærstående : jeg er hestetæmmer , og skal nok passe at han ikke render lobst . Mine herrer l brølede nr . 81 , det er på tiden af vi afkaste trældommens åg : ethvert folk , der har ønsket friheden har såt den , lige fra faraos tid til Ludvig den 16des . Vi føle af hænderne er bundne på os , velan vi ville sønderbrvve lænkerne , vi have mund og vi tør ikke tale , vi have hænder og vi tør ikke røre dem . Kongen og magistraten er vore formyndere , er vi da børn ? Frihedens sol har udsendt sine blodrøde stråler over jorden , det er på tide af vi vækkes af dvale , det er på tide af vi strælke de dovne lemmer og ryste lænkerne af os . Præsidenten har forkyndt ganske i absolutismens ånd , af enhver voldsomhed er ulovlig både i landet og i selskabet , men jeg bryder mig ikke om hvad præsidenten siger , thi vi er ikke komne sammen for af nedkue modet , men for af udbrede friheden i Nordens riger og lande . Det er på tide af di kaste masten og vife hvad vi bære i vort Skjold , jeg vil gøre begyndelsen med af vise mit ansigt , ( her rev han masken af og viste et mørkladent stærkt markeret ansigt , med et ondt udtryk og lumske silende øjne . ) jeg hedder grev satanio fra Bayern , og kan disponere over store summer når det gælder friheden , mit sidste ord er derfor fremad på enhver måde , væk med bast og bånd , væk med absolutismen . Efter disse ord , steg taleren ned af forhøjningen . Præsidenten slog til lyd , og sagde , jeg protesterer i selskabets navn mod de faldne udtalelser , loven forbyder enhver voldsomhed . Numer 82 forlanger ordet , streg den lille tykke maske . Præsidenten smilede og gav et bifaldende nik . Mine herrer ! sagde taleren , jeg er grev satanios skygge , jeg hedder puf og er sødt i Badstustræde . Følgelig er jeg en af de nærmeste der kan imødegås ham her . Også jeg vil kaste masten , fordi det er så varmt og fordi jeg vil vise dem af jeg ikke er bange for af sige greven sandheden lige i øjnene om han også flclcr lidt til absolutismen . Hvad kommer absolutismen i Danmark ham ved , han siger selv af han er en bayrer , i grunden er han kun en halv Bayer for han er fedt på grændsen af østerig , med det ene ben i stciermark , dr er bekendt for sine stiydende langhalede bæsner . Mine herrer : det er på tide af vi afkaste brevleriets åg , Pokker skulle hasardere friheden på en voldsom måde når man kan lirke sig til den med det gode . Han drømmer om farao og Ludvig den 16de , og han er ligeved at tilråde en krig med magistraten og kongen , ja han har allerede åbnet felttoget med en hel del forspildte fraser , som skal sætte vore koners og børns bet , ikke at tale om vore velsignede hoveder og halse i vove , men jeg blæser af hvad grev satanio siger — og det så stærkt som et stakåndet menneske kan blæse , jeg ved meget godt at han ikke risikerer noget , ser de store hytte sig altid , men de små — de korte og tykke , dem går det altid ud over . Hans fætter lucifer flap til eksempel temmelig helskindet fra Vorherre , da han råbte : væk med absolutismen , vi er ikk : børn og behøve ingen formynder , medens de stakkels djævle som fulgte hans eksempel måtte gå ad helvede til , hvor de fik det meget værre end de havde haft det for . Vi er ikke komne sammen for at kue model , siger han til dem medens han holder dem ud over risten , men for at vise hvad vi bære i vort Skjold og for at komme så meget dybere i suppedasen . Mit sidste ord er derfor , bryd dem ikke en smule om hvad den satans Greve har sagt , ban vil blot bruge ? er til at rage kastanierne af ilden , og siden efter råbe væk med tosserne , væk med de fårehoveder som lade sig lede til slagterfolden ; det var det jeg ville sige , og synes de at jeg har vrøvlet alt for længe så skal de ikke bryde dem en pejs om det , det var kun for også i denne henseende at kunne overtrumfe den foregående magre taler . En umådelig latter og bifaldsmumlen fulgte den tykke pnfs foredrag . Et nyt numer begærede ordet , da en tumel opstod i forværelset , og Søren styrtede ind i salen med de ord , politiet , politiet . Alle blev grebne af skræk , og nogle navnlig de i baggrunden slåendt flygtede ud af vinduer og døre som vendte ud mød kompagnisfræde . Præsidenten slog til lyd , og sagde , mine herrer , vi have intet ulovligt formål og vi hare ikke begået nogen voldshandling , lad os derfor forholde os rolig , og lade lovens overholdere troede ind . Søren bad potitipersonalet at træde ind . Førsamlingen iagttog en roligere holdning efter at baggrunden eller de fine , som de kaldtes havde forladt salen . Politiet trådte temmelig mandstærk ind , i spidsen for dem gik politiløitnanten , ligefrem ført af schlangenbusch der her for første gang viste sig med politi « Flildt uden på frakken . I kongens navn , sagde politilsitnant gram med høj og tydelig røst , befaler jeg af tage masterne af . I man tøvede , dog ' var der flere som straks efterkom opfordringen . Hr . Politiløitnant , de skal straks blive adlydt , kun anmoder jeg om , først af målte gøre dem en meddelelse . Bil de så gøre det snart , thi politiet må adlydes . Præsidenten nærmede sig ærbødigt politiløitnanten og tilhvidskede ham . Deres datter Aline , min forlovede , er her tilstæde , hvilket beviser af selskabet har et lovligt og hæderligt formål , prostituer ikke hende og dem selv , det er hende i den gule Kavai der står henne i vinduesfordybningen . Befal af enhver skal demaskeres , men af de som ikke ville demaskere sig her i salen , kunne gøre det for dem som øvrighed , i værelser ved siden af . Politiløitnanten studsede . Carl du her ? sagde han , er min datter Aline virkelig også hr ? Ja fader ! Et strengt blik besvarede dette tilhviskedee ord , som « berettiget , de tilstædevæcende må alle demaflere sig , sagde gram strengt , men de som ønske eller foretrække kun at demaskere sig for mig i værelset ved siden af tillade ? Det . Politiloitnanten stred henimod døren . men grev satanio der alter havde påsat sig masten , spærrede ham vejen . Et ord , min herre , råbte han , de er absolutismens tjener , jeg er frihedens ven . Enhver revolution er mig en fryd og alt polrtivæsen er mig en afsky . Følg mig , om de tør . Grib ham , sagde gram vredt , men ordet var næppe udtalt før greven var smuttet gennem døren . O , min herre , sagde puf , bryd dem ikke om den skrålhals — de hører nok på skrydningcn at det er et wsæl — forresten er det min herre — men kan jeg være det ærede politi til tjeneste , skal jeg snart overbevise dem om , at min herre greven af satanio , ligesom hans ærede ven , forræderen schlangenbusch , kun er indtrådt foreningen , for at føre den på glatis , eller for at bringe den i fidtefadet . Jeg anholder dem , snærrede gram . Det er naturligt , jeg er en ærlig mand . Det de der siger er en fornærmelse mod politiet , hvorfor de vil blive aparte straffet . Ak , jeg må finde mig deri , thi jeg har haft lejlighed nok fil af være en kjeltring , men jeg duer rent ud sagt ikke fil det . Bort med ham , befalede gram , og to betjent « førte puf ud af salen . Gram vinkede af præsidenten og af den maskerede i den gule Kavai og sagde : træd ind i værelset ved siden as og drmafleer dem . Aline hørte tydelig sin faders befaling , men som om hun anede en højst ubehagelig forklaring , eller frygtede for en smertelig udgang af denne forlegenhed , lod hun som hun ikke havde forstået vinket eller befalingen . Hun tøvede tvilvrådig , og grundede endog på om hun ikke kunne løse krogen af vinduet i hvis fordybning hun stod , og flygte ud i baggården ad den vej , men hun måtte have Carl med sig og vinkebe derfor af ham . Carl nærmede sig straks , men i en anden hensigt , end t flygte . Han greb hendes hånd og sagde : fader ved af vi begge er her , vi må se af formilde ham , en flugt ville kun forværre sagen ; kom elskede pige . tredie kapitel . En ivrig embedsmand . De to master fulgte omsider gram ind i værelset ved siden af salen . Ingen må komme ind før jeg kalder , befalede politiløitnanten de nærved slående betjente ; derpå lukkede han døren , og for at være sikker på ikke at overraskes , skød han slåen for . Nu bort med masterne , sagde han med rynkede bryn . Carl og Aline toge på engang masterne af og slode førlegne for faderen . I have altså bedraget mig utaknemmelige . Min egen datter og svigersøn i et oprørskomplot — du er præsident Carl — jeg har elsket dig som min søn , men her er ikke tid ril lamenteringer — udlever komplottets kasse og papirer . De er ikke her , og fra nu af ikke i mit værge . I kongens navn , udlever dem eller jeg belægger dig med arrest . Kassen og papirerne er ikke i mit værge , jeg kan ikke udlevere dem . fader , sagde Aline , selskabet har et godt og lovligt formål — Carl har gjort hvad han kunne for at holde det i det gode spor , det kan jeg bevidne . Det er muligt , og da jeg kender ham vil jeg tilføje , det er måske aldeles vist — men ligeså vist er det at man her arbejder på oprpr imod kongeloven , hvem der findes blandt oprørere , må tage skade for hjemgæld , tag din forlovelsesring af og giv ham , Carl giv hende fin ring tilbage . Den forbindelse hvbrtil jeg har glædet mig så meget er fra nu af hævet . Fader , det er ikke dit alvor ! Carl har villet frelse selskabet for at forløbe sig , derfor vil du ikke straffe ham og dit eget barn . Adlyd , det bliver som jeg har sagt . Begge de unge mennesker slode ubevægelige med tårer i øjnene . Aline , vi må adlyde din fader , mit hjerte vil bløde — men vi skylde ham ærbødighed og lydighed som din fader . Men ikke min tyran , jeg adlyder ikke en uretfærdig befaling ; kvinden forlader fader og moder og holder sig til sin mand . Gå din vej øjeblikkelig , sagde gram forbitret , der er en udgang til Compagnistræde , skynd dig , afskyelige datter , gå hjem — Carl har blandet sig ind i en forfærdelig historie , men han er tusinde gange bedre end du — han ved hvad der er min pligt . Carl , min kære forvildede dreng — giv mig Alines ring — du skal få din sendt . Og om du knuste ringene tillige med fingrene , — jeg forlader ham aldrig , kom Carl . Nej , Aline , livet er mig ikke så kært som din kærlighed , men for mig er den , du nægter at adlyde , ikke blot din fader , men politiembedsmand , jeg må adlyde , hvad det så end koster . Hulkende som et barn drog Carl forlovelsesringen af sin finger og lagde den i grams hånd , som han kyssede og bedækkede med tårer . Fader , bad han , vær ikke for hård , må jeg kysse hende for sidste gang . Gør det , hviskedee gram dybt rørt , men hurtigt , pligten byder mig at påskynde alt . Carl og Aline kastede sig i hinandens arme i en lang slum omfavnelse , under hvilken Aline segnede bevidstløs og bleg som et lig til jorden . Ak hun dør , råbte Carl med gru — hun dør , Aline — mit alt — o tag mig med dig , gid vi begge måtte dø for din faders fødder . Gram viskede en tåre bort fra sine øjne . Hun kommer sig — sagde gram , det var kun sindsbevægelse — Carl — det skete kan ikke gøres om . Pligten byder det — men jeg flatter dit hjerte , før hende ud i den fri luft — før hende hjem og befri mig fra enhver skandale — jeg har tillid til dig , jeg giver dig en times frihed på æresord — om krigen . Da voldsmænd tog os Slesvig bort — Europa stod som pjall , der taltes ej om skam og tort , nej — næveretten gjalt . Da brandenborgerørnen slog sin klo i brødres land , frk folk til slaver , konger jog — ej rørte sig en mand . Men nu , da Frankrig „ færdig står “ At tæmme list og svig , et Nore gennem verden går og høres harmefkrig . — det er på tid gud holder dom om hvem han kalder sin , thi „ U fejl bar “ er ej i rom , langt mindre i Berlin ; det er på tid gud holder r t og gi ' er os vort igen , den som det gør ved blodig tvæt — ham kalde vi vor venthi bede vi gud fljærme dem som trodse boldsmænds lejer , dem følge lykken ud og hjem dem skænke Herren Sejer ! Eduard Meyer . en time må du være på kamret , hvad jeg blot formår stat jeg gøre før dig , gå nu , før hende ud så godt du kan , kære Carl — tag en vogn hvis det ikke kan undgås , men skjul så masken og kavaien — nej , gå hellere — men om en time må du være på kamret . Det lover jeg , hvis Aline lever , hvis ikkecarl , hun ved at jeg er politimand , jeg skal indestå « For mine anholdtes sikkerhed . Med disse ord skjod han Carl , der bar den endnu halv bevidstløse pige på sine arme , ud i den mørke gang som førte til Kompagnistræde . Efterat Carl og Aline vare ude af synskredsen aftørrede gram sine faderlige orne og lagde ansigtet i politiløitnantens folder , åbnede døren og sagde : Slangenbusch , lad 2 — 3 ad gangen træde ind og demaskere sig . Resten kan demaskere sig i salen . Kun de som absolut fordre at demaskere sig for mig personlig , kan træde herind ; sørg for at det hele går roligt og hurtigt , der behøves ku » at anholdes en halv snes af bestyrelsens medlemmer , deriblandt dr . Dam . Doktoren er her ikke i aften , hr . Løjtnant ! Fy , for Pokker , og det er den vigtigste . Man skulle dog antage at præsidenten for sligt et selskab er den vigtigste , sagde betjenten med et skulende blik . det er noget snak , Slangenbusch , de som overløber kan mindst antage , at det er vigtigt for os at nappe en mand som har gjort . stg de største anstrengelser for at holde skibet på ret Kiel , end en mand som stadig har arbejdet på af bringe besætningen i oprør — men lad dem komme som ville ind til mig , er der mange ? Kun 10 — 12 personer og jeg tror af det er fint fløj ! . Ja fløjlet kan jo også blive smudsig , ikke sandt Slangenbusch . Den tiltalte blev ildrød i hovedet , han vidste nok hvortil hans chef sigtede . For af skjule sin forlegenhed , eller rettere sin forbittrelse gav han sig i færd med af udføre den modtagne ordre med stor ivrighed . De personer som 2 ad gangen demasfcrede sig for politiloitnanten vare vistnok meget hoitslåcnde , eller i det mindste fornemme personer , thi medens de efter demaskeringen behandlede gram som ligemand , viste han dem den største ærbødighed og agtelse . Alle vare de indtrådke i selskabet i den hensigt af være dæmpere for af man ikke skulle gå udenfor loven , og alle vare de enige om af dadle dr . Dam ag grev satanio , der ville gå til aderligheder , medens de bestandig og ivrigt havde støttet præsidenten i hans rosværdige bestræbelser for , af holde selskabet på petiiionens og lovlighedens gebet . ville man da ikke absolutismens afskaffelse og kougens forsagelse , spurgte gram , en meget fornem mand . Ingenlunde , tror de så jeg ville have deltaget , nej man vil ansøge om at folket måtte give råd i dets egne sager . Og kan de beedige at der ikke i selskabet er fattet nogen beslutning om kongens forsagelse , eller kongelovens kult kastelse . Ja det kunne vi beedige , desuden beviser forhandlingsprotokollerne tydeligt at det er lykkedes præsidenten Carl theisner , ved vore og mange loyale medlemmers assistance , at modarbejde og tilintetgøre alle ulovlige forslag . Del glæder mig at høre , thi af foreningens love har jeg intet ulovligt kunnet uddrage . Meget sandt hr . Polililøitnant , og det er vor og præsidentens eneste bestræbelse at holde beslutningerne på lovens grund , godt , det vil gavne de implicerede , men dem der komme hyppigt med forslag om voldsomme forholdsregler må vi have fat i , navnlig , dr . Dam og grev satanio . Hvad den første angår , da bliver han altid overstemf oz bekæmpet af os og præsidenten . Hans ideer dreje sig altid mest om trykkefrihed og skattebevillings ret , den anden bliver stadig ud ' er fordi puf hans tjener eller lekretair , gør ham til latter , hvilket lader formode at hans revolutionere hensigter aldeles ikke ere alvorlig mente . Hvor boer greven ? I hotel du nord . Og doktor dam ? I Dybensgade 17 eller 18 . Tak mine herrer ! For en orden må jeg bede dem om at gjenfage deres erklæring for forhørsprotokollen , hvilket vil redde særdeles mange af selskabet fra straf og forvisning . Vil de behage at gå ud af denne sidegang , der som de vel ved fører til Kompagnistræde . Jo hr . Løjtnant , for vi blot st ørge Tem om en ting ? En af de værste hylere i selskabet , der hyppig fremkom med de voldsomste propositioner , har vi set i politiets midte , hnr vi set og gættet ret , var han her kun for at suste os , eller blev han fornærmet fordi han ikke blev valgt til præsident ? De spørger mig om mere end jeg som politimand tør oplyse om . Men hvorfor valgte man ham da ikke til præsident ? Mulig havde han da ikke gået over til deruPder==P liliet . Men han havde gjort det der er værre , han var sikkert stukket af med selskabets kassebeholdning . De havde altså mere tillid til den unge mand som de valgte i hans sted ? Ja visselig , thi kongen , selskabet og den gode orden , har ingen loyalere og redeligere mand end Carl theisner . Gram tande næppe skjule den glade bevægelse som dette vivnesbyrd fremkaldte hos ham . Han afbrød nu samtalen , idet han , under påskud , at andre medlemmer stod for tur til at indlades , demiterede de høje herrer , hvoraf han benævnede en af dem ved titlen „ Hr . Kammerherre ! “ Da disse herrer gennem sivegangen havde forladt værelset , åbnede gram atter døren til salen og lod efter tur 2 maskerede ad gangen træde ind til sig . fjerde kapitel . Urokkelig beslutning . Aline følte sig så svag og overvældet , da hun støttet til Carls arm kom udenfor i den fri luft , at hun næppe kunne stå på sine ben . Hun zittrede på alle lemmer , som om hun havde den stærkeste feber , hun var næsten kvalt af tårer og troede at hun atter skulle besvime . Ak , jeg kan ikke gå længer , jeg må sætte mig på denne trappe . Du må endelig skaffe mig en vogn , kære Carl , ellers kommer jeg ikke levende hjem , klagede hun og kastede sig ned på en fremspringende stentrappe . Kære pige , jeg kan ikke forlade dig i denne tilstand , når en forbigående kommer skal jeg sende et bud til hvrekudstcn i læderstræte . Ah , se der kommer just en karett , sagde han glad . Saml dine kræfter sammen dyrebare , jeg må ned til kusken at han ilke drejer om af en Sidegade . Bliv hos mig Carl , bliv min eneste ven — du må ikke forlade mig . Jeg bliver . Fat dig blot . Vognen var imidlertid kommen nærmere . det var en hyrekareih , som skulle hen på Gammeltorv og hente et herskab til bal , hvilket kusken anførte som grund til sin nægten mod at køre for en syg . Den syge er politiløitnantens datter , sagde Carl , og sygdommen består kun i en pludselig besvimelse , du skal køre os hjem til grams bopæl der er i klædeboerne tæt red Gammeltorv , så du kan tjene dine tre mark og dog komme tidsnok til at hente herskabet til bal . Ved at høre veto troldomsord : „ Politilsitnanten “ Og de « tre mark “ som han jo kunne putte i sin egen lomme som drikkepenge , betoges en del af kndskens betænkeligheder , han drejede ind med fortouget hvor den syge sad , og spurgte nu kun for en sikkerheds skyld om sygdommen da ikke var smitsom og om patienten ikke lugtede af medicin , for så slete han al landsens ulykke . Da han var beroliget i begge henseender , hjalp kusken Carl med at få Aline på den bekvemmeste måde til sæde i karetten og smeldede på hestene det bedste han kunne , for at gøre menneskeligheden en tjeneste og tjene sine tre mark ndcn at manden : Hy . Rekuesken , eller hersfadet mærkede det mindste . Det varede derfor også kun kort tid førend Carl og Aline vare hjemme i grams hyggelige bolig . kørselen og den friste luft , som Carl havde ladet strømme ind af den nedslåede vognrude , havde gjort Aline godt . Endnu mere havde Carls kjærlegn og trøstende ord oplivet hende , mest af alt følte den unge smukke pige sig styrket og lettet ved den rigelige tårestrøm som hun havde givet lust , idet hun sad trykket tæt op til Carls bryst i vognen , og ved den faste beslutning hun under kenne hulken havde fattet . Carl havde lovet henve i et og alt at tø ' e hendes ønsker , så vidt det stod til ham , og dette løfte beroligede hende , ja indgav nyt liv og energi , så at hun betydelig bedre trådte ind i sin faders hus hængende ved sin forlovedcs arm , end da hun fornylig forlod fin opbragte fader . Hun satte sig bleg og mat ned i sofaen — og sagde : Carl , gentog dine ord , hvis mit liv er dig kært , gentog og besværg at du i et og alt , så vidt du formår det vil rette dig efter mine ønsker . Søde Aline , hviskedee cael og knælede ned for den elskede , aldrig har jeg følt som nu , hvad du er mig , men hvad formår jeg ? Alt , alt , det er ikke overspændthed Carl , men jeg taler den rene hellige sandhed , jeg kan leve uden min fader , uden mine slægtninge , som j g holder usigelig meget af , men jeg kan ikke leve uden dig , jeg kan ikke — du er mit hjertes pulsflag , min tilværelses åndedræt , mcd dig lever jeg , uden dig må jeg dø . Dyr bare pige , hav blot tålmodighed , du skal se at alt kan endnu blive godt — — kun før vi ikke trodse din faders vrede — han vil lære min uskyldighed at kende . Processen vil oplyse ham om at hverken jeg eller selskabet har gjort os skyldig i noget ulovligt , og da vil han give mig d ' n ring tilbage — — min ven , sagde Aline , ringen er kun et symbol en erindring — med eller uden ring er jeg din trolovede , din brud , din uadslillclige hustru , men du kender ikke min fader , når du tror at han giver efter . Jeg kender ham bedre , han glemmer aldrig at han har grebet dig i en politiiag , selv om du var ligeså ren som englene , fader er en af disse embedsmænd , som b tragter embekssager sam det eneste hellige på jorden ; familie , børn , venskab og menneslesolelse er altsammen biting — han holder af dig , han ved , at du har handlet som en rekassen mand , det indrømmer han , men at du bliver hans talt rs mand , det tillader han aldrig dertil er han alt for egensindig . Hvad skulle vi da gøre , hvad kunne vi udrette ? Spurgte Carl , bestandig knælende for den unge pige , hvis energi syntes at vokse M nut for Minut . Hun tog med sine hvide endnu rystende hænder om den unge mands hoved , bøjede sig med ømhed ned imod ham , kyssede hans pande gentagne gange , så ham derpå kjerligt ind i øjnene , og sagde : hvis du havde mod , min Carl , moo som jeg , så kunne jeg sige dig , hvad vi skulle gøre . Sig det Aline , jeg har mod til alt hvad der kan gøre dig lykkelig og tilfreds . Ak , jeg frygter at du vil vakle og forstrækkes ved mit forslag — skønt det er det naturligste af verden . Kjæræ barn , du gør mig allerede forstrækket vcd denne indledning — du vil da vel ikke at vi skulle springe i stadsgraven sammen ? Aline kunne ikke tilbageholde et lille latterudbrud ved dette spørgsmål — o , nej det er ikke det , thi det kunne jeg sagtens få dig til , thi bange for døden er du ikke , men alligevel er du bangefor hvad , for hvem ? For min fader ! Ja det er sandt ! Og det er netop ham vi må overvinde . Kære Aline , skal jeg åbne fjendtligheden mod den mand , som jeg ønsker at kalde fader ? Ja du skal , Carl , når du i virkeligheden elsker hans datter , må du vise ham det , han har givet os til hinanden jeg flipper dig ikke — hvad han så siger eller gør , har du mod så springe vi ikke i stadsgraven , men i en båd i Kallebodstrand , og flygte sammen til Sverig . Carl sprang forfærdet op , flygte , flygte — Aline — det var jo en skandale . Carl , læg din hånd på mit hjerte , tal sandhed for gud — jeg tilbeder dig , som en afgud — oh , jeg kan ikke finde ord der betegner omfanget og dybden af min kjerlighcd , svar mig nu — elsker du mig ? Ja , ved den levende gud , oprigtigt , inderligt og trofast . Oh , Carl , jeg vidste det , men jeg måtte døg børe det af dine egne læber , og 1000 gange må du gentage og forsikre mig det samme , det er min lyksalighed , mit livs glæde — og nu da vi tilhøre hinanden , hvad vedkommer så politivrøvlet op , vi have intet gjort , vi to er et , fra nu af betragter jeg mig som din hustru — Aline , vi må tage fornuften med på råd . Jeg vil aldeles ikke gifte mig med fornuften , men kun med dig . Vil du da at jeg skal være ufornuftig kære pige ? Jeg vil at du skal bortføre mig — ellers det sværger jeg , bortfører jeg dig . Aline , jeg er anholdt , flygte uden at ægte dig ville være en skam . Og ægte mig uden at flygte er en umulighed — Carl , havde jeg ikke ret da jeg sagde , at du manglede mod . Hør mig blot med rolighed , kære pige . Du ved at jeg slår i begreb med at købe et apolhek , din fader har endog lovet at supplere kjøbesummenmed min mødrenearv , men efter hans urimelighed i dag , må vi jo slå en streg over apotteket . Ja , sukkede Carl . Vil du nu høre mig med rolighed ? spurgte Aline . Tal kære pige ! Politiloitnanten har anholdt dig , godt , du anholder hans datter og søger til Sverig eller andensteds hen med hende . Bi lade os vie hos den første den bedste præst , jeg er fuldstændig herre over min mødrenearv 21 , 000 , onkel grams arv er 40 , 000 daler mindst , du har 30 , 000 , vi slår alt sammen i en - skål og kan da leve af renterne hvor det skal være . Det er godt nok , men du er ilkc i besiddelse af onkel grams arv eller moderparten , det er et , dernæst slår mine 30 , 000 i prioriteter , hvoraf 4000 i Niels Frandsens i agt — de skal først omsættes , det fordrer tid . -- -- -- - Niels Frandsen ? råbte den unge pige glad , og rejste sig . Niels Frandsen , det var herligt at du nævnede det navn . Skal han maesfe hjelpe os ? Ja min ven , sæt dig på sofaen , og lad os tale fornuftigt sammen siden vi nu engang er kommen i det fornuftige hjørne . Se så , min ven , nu er du min anholdte , og jeg trodser Københavns politi , jeg flipper dig ikke ; tillader fangen at jeg sætter mig på hans skød , og holder mine hænder om halsen på ham — du siger da ikke nej ? Jeg er i din magt Aline , du kan nu gøre med mig hvad du vil . Prægtigt , det har jeg forresten også i sinde , thi fra nu af og til jeg er din ægteviede hustru skal du adlyde mig , men fra det sekund at du er min mand og legteherre — fra det øjeblik adlyder jeg dig — forresten skal jeg gøre mit herredømme så kort som muligt . Jeg er alt for lykkelig derved , commandeer blot muligheder . Vel — det skal jeg , svar nu jnqvirent , er selskabet de forfvorne eller sammensvorne brødre ikke sprængt . Jo in optima , formn . Godt , og du har erklæret at kassen er ikke længer i dit værge . Naturligvis siden den er i dine gemmer . Bravo Carl ! For guds skyld , du vil da ikke beholde den ? Stjæle den mener du — tal lun rent ud af posen , jeg er en ven af bttringsfriheden . Jeg er nødt til for ramme alvor at sige dig at min ære hefter for kassens midler , beder enten ved dom vil tilfalde staten , politiet , fattigvæsenet eller selskabets medlemmer . det er det endelige resultat , begribeligvis , og da jeg ikke vil beskadige dit navn og din ære siden jeg skal dele dem med dig , så underretter jeg fader om , at du har betrøet mig kassen for politiundcrsogelsen — ja førend vi spiste til aften og drak the , men at jeg efter det nu forefaldne ikke vil levere den hverken til ham eller dig , men beholder den imod at anvise det fulde beløb af min modrenearv , onkel grams arv , og resten må du være garant for med dine prioriteter . Så har vi rigtignok contanter som vi kan give fuld dækning for , det er sandt . Kan du se at en forelsket pige kan også være fornuftig . Ja hvem skulle froe det , papirerne reddes også , men det bliver dog altid en selvtægt . Vi gifte os uden faders bidende , det er også selvtægt . Ja det kan ikke nægtes . Derfor ville vi heller ikke nægte os det Carl . Men når ? Straks ! Er det dit alvor ? Ja urokkeligt alvor . Din fader venter mig om en time på politikammeret . Jeg kan ikke hjælpe ham , i morgen formiddag kan du bringe ham anvisningerne på de 80 , 000 , så slår han sig nok til tåls . nej , han vil blive rasende når han erfarer din flugt — og jeg , skal jeg blive og du flygte ? Du holder dog lidt af mig seer jeg , vi flygte sammen ombord i Niels Frandsen ? I agt , den ligger på reden , det stod jo i statstidenden og den må man tro . Selskabets kasse følger med præsidenten og hans lille Kon e . Vi er dog ikke viet endnu — vær du kun rolig Carl , inden to timer skulle vi være mand og kone . Hvordan , er det muligt ? Er du ikke den kære Niels Frandsens prioritetshaver ? Jo ! Er han ikke din gamle prøvede ven ? Jo , jo , jo ! Og er hans kone ikke min amme , ligesåvist som han er din gudfader ? Men vielsen , vielsen ? Præst Ibsen i kastellet er den gamle skippers søstersøn . Han føres ombord , får 200 rbd . og et godt glas vin , så siger han ja og amen . Men vore papirer ? Dem ved du jo han har , thi der fluide jo lyses første gang på søndag , lykken tilhyler den modige . altså i dag , kære dyrebare pige — i dag endnu skal du være min hustru . Ja Carl , men vi holde det foreløbig hemmeligt for verden og især for politiet — i morgen formiddag går du til politiløitnanten . Carl ville atter gøre indvendinger , men den egensindige pige lov ham aldeles ilke komme til orde . Hun kvalte hans modsigelser med brændende Kys . Man ordnede hurtigt de sager der vare nødvendige . De to unge mennesker toge derpå hinanden under armen , gik ned i skindergaden , tog en hyrevogn og lod den tage touren til Nyhavn . femte kapitel . Tilflugtsstedet . I en af de mindre gader , der støde op til nyhavnshoved stod på hin tid , et lille ret hyggeligt hus , der ikke indrholdt mere end stueetage , kvist og kjelder . Hele huset bestod kun af to reelle værelser , nogle småkamre , køkken og andre bekvemmeligheder , men røbede dog orden og en vis borgerlig velstand , som rar så meget mere fremtrædende på hin tid hvor man i almindelighed knn kendte to klasser af samfundet , nemlig rige og fattige . Dette hus tilhørte skipper Niels Frandsen og hans fortræffelige hustru gjcrtrude , som var et smukt billede på en trofast , blid og eftergivende husmoder og tillige en flittig , ordentlig og meget virksom kone . Maram Frandsen havde , som tidligere bemærket , været Alines amme . Hendes mand , den retskafne og arbejdsomme skipper Frandsen , eller som han sædvanlig kaldtes kaptajn Niels Frands n , var ikke blot en dygtig og virksom sømand og skibsfører , men han var tillige en utrættelig handelsmand , thi da det lå i hans interesse bestandig at have god fragt til sin temmelig rummelige og stærktbyggede i agt „ Håbet , “ så hjalp han til af alle kræfter at få ladningen afsat på de fremmede handelspladser , og var ikke bange for se tv at gøre større indkøb af sædevarer og andre o urante artikler , som han da medførte til de steder hvor han af erfaring vidste at de vare mest søgte og fordeelagtigst afsættelige . Alt hos denne simple , jevne og hjertelige mand var hensigtsmæssigt og fornuftigt indrettet . Det lille hus lå tæt ved bolværket , omtrent hvor havne-eller toldkontoret i Kvæsthusgade nu ligger . Et lille gårdsrum med et slæbested og et slags pakhus , skilte kanalen fra beboelsen , en jolle og en større båd lå stadig og svnlpede ved landgangstrappen , der lå ved siden og udgjorde en del af slæbestedet . Gården , der på den ene side havde nogen lighed med skrammelpladsen på et mindre skibsværft , var afdeelt med et åbent stakit som sljeluede mellem hønsegården og kjøkkenpladsen , hvilken sidste var proper som moder gjenrudes dagligstue . Denne dagligstue havde et hyggeligt rummeligt præg , trods den overordentlig store egetræs dragkiste og det gamle ormstukne chatol , der begge vare bonede med gult Boks . Ovenpå dragkisten , der udelukkende var moder gjertrudes ejendom , havde fader fået lov til at sætte modellen til håbet , en fuldstændig tilriggct lille i agt på næsten to alens længde , med kahyt og rumfordeling ganske som på det store skib , og for at gøre illusionen så meget tydeligere , var rummet , lasten fyldt til en vis højde med små Tønder og sække , hvilket kunne ses når man skød en luge til side fra ern af jagtens sider . Værelsernes øvrige møblement vare simple men nette og stod i harmoni med de førnævnte genstande . En vvlpoleret oprotslående spinderok , der vidnede om stadigt brug , samt Christian den syvendes og Caroline mathi des portrætter , på hver side af kronprinds Frederiks og hans søsters børneportræter , der hang på vægen over den katunbetrukne kanape , fuldendte ensemblet . Børn havde Frandsens ikke . Deres eneste barn , „ den lille Nikoline , “ havde vor herre taget ti sig , da hun kun var tre måneder gammel , hvilket var grunden til at moder gjertrude spammede Aline , hvis moder var meget svagelig . Senere var „ Kaptajnen “ bleven Carls gudfader , da han var en god ven af den gamle bogholder theisner . Disse børn der alt tidlig vare legekammerater i onkel grams hns og som nu med politiloitnantens samtykke vare blevne et par forlovede , hvis bryllup endog var forberedt og fastsat — disse bør » , Carl theisner og Aline gram , betragtede med Nette Niels Frandsens og Meer Gertrudes hns , som deres andet . Hjem , skipperen og hans kære halvdel havde aldrig noget andet navn til dem eller om dem end „ Børnene . Både skipperen og hans Gertrude betragtede dem som deres lovlige ejendom , de skulle jo også have det der var efter dem , når gjcrtrude var gået til ro , og den gamle skude , sømanden selv . var ophugget . “ Begge de brave folk elskede de to unge mennesker over al måde . Især var Aline mor Gertrudes afgud , og den unge pige behøvede kun at ville noget så var det også gjertrudcs villie og som ved en given lov også onkel Niels ' s villie ; Aline havde den besynderlige grille at kalde skipperkonen mor gjertrude , men skipperen „ Onkel Niels . “ Da barnet nu engang havde denne grille , så var der jo rigtignok ikke noget at gøre ved den sag . Den højeste modstand den skikkelige Niels Frandsen kunne sætte imod alincs små vilkårligheder , var at kalde hende : frøkenen , eller frøken gram , thi så blev Aline vred og kom ikke i to — tre dage , hvilket gjertrude ikke kunne udholde . Frandsen der ikke kunne tåle at se sin mutter „ gå i hyttefad “ det er : være i dårligt humør , måtte altså bestandig krybe til korset og hive en ende ud , hvilket han gjorde ved at vende sin skrå og sige t l den bortgående Aline : „ Abiø , du fæle unge , bliv ikke for længe væk . “ på en sådan tiltale , kom barnet altid snart igen , så at man kan tænke sig hvorledes tonen og forholdet var mellem Carls gudfader , Alines amme og de to forlovede som vi fra begyndelsen af have gjort bekjenttskab med . Til de to „ kære gamle “ tyede de unge mennesker i deres rod . Carl , der nu helt var vunden for Alines plan , at besejre og omgå hendes faders forbud mod den besluttede forening , udviklede sagen i sin helhed for den forbavsede skipper . Frandsen blev så betagen , at han satte sig ned i den læderbetrukne stol , med et sæt så det dundrede i hele husit . Men børn dog , sagde hvn , gift , hemmelig gift , uden fatters samtykke — jeg tror vær en evig , at det aldrig kan gå , er det ikke bedre at jeg snakker ham tilrette ? Kender de ikke far bedre onkel Niels , det er at spilde liv og lejlighed , at snakke noget som helst i denne sag . Det er kun at gøre os ulrkkelige , supplerede Carl , medens vi nu ved dette coup de main , gør det vilkårlige forbud overflødig , og siden skal jeg nok få fader god igen . Det er mere end jeg tror — han tacr livet af mig , råbte Frandsen , men det er det mindste af det , thi hvad gør man ikke for den kære husfreds skyld , hvad sig « du mutter ? Ja hvad skal jeg sige , kære ven , børnene skal ha ' e hinanden , det var jo læi ge bestemt , kan du tåle at se deres undergang — så værs ' god , jeg kan ikke — det var jo ligesom om N > geN ville stille . Håbet “ midt ad , det var akkurat som om man ville stille dig og mig fra hinanden — nej , børnene skal ha ' e hinanden rm det så skeer på kryds eller på tvers , og er der nøgen — jeg nævner ing n , som er bleven gal i skrallen over det , så får det jævne sig siden , men min tøs skal ikke være noget hængehoved eller nogen tåreperse sit hele liv igennem , hvad du så vil gø » Re ved din gudsøn iet rager ikke mig — men hun skal såmænd giftes med sin kæreste jo før jo hellere — nu for gjertrude og jeg . Mytteri og opstand — jo , dejlige historier — sagde Niels jovialt , ^åer ikke a > den styrmand hen og ta ' er parti med oprørerne og la ' er øvrigheden skøtte sig selv . Tal forståelig fatter , do skal giftes sammen , resten skænker jeg dig , råbte gjertrude ivrig . Nå sådan — mutter du er altså af samme mening som slagteren der i forening med mølleren havde købt en gris , mølleren ville at den skulle reves da han havde svincmel nok , men slagteren sagde : å snak , jeg slagter min halve gris , så kan du fede din haivdeel om du vil . stop skipper , ingen svingninger , råbte mor gjertrude og satte hænderne i siden , vores Aline er ingen gris og din gudsøn er ingen svinemel . Drt veev jig sku nok , det var jo kun en sammenligning , et sprikvort . Her hjelper ingen sprikvorter — ja eller nej , skal de giftes eller ej ? Herregud mutter , jeg er da ikke præst og når jeg nu mener . Her Niels , er du ikke præst , så kan du skaffe en der gjelder for to . Nikolai i kastellet er din bror ' søn , han kan helde vielsen . Det kan han , men tør han splidse dem sammen uden faderens samtykke ? Ja magelig , løjtnanten er en fornuftig mand , når han seer at det ikke km gøres om , alt hvad der behøves er dit samtykke , du bmmbasse , du tyran . Lad os snakke os tilrette børn , jeg er en Bjørn , det er sandt , som mor har trukken om med i 40 år ; nu kalder hun mig en tyran — fy — du skulle hellere kalde mig en tyrk ; hør nu Aline — alt hvad der kan være dig en fornøjelse det er også mig en fornøjelse , men dette hersens er ikke som det skal være — der er ugler i Mo en og krokodiller i vandspanden , jeg v l gi ' e dig hele min fragt for i år , når du først vil tabe mig snakke med fatter . Så er det hele knlbkastet , jamrede Aline , kan onkel Niels ikke indse , at fader af lutter embedsiver stiller os ad , får vi ikke hinanden nu — få er det forbi med min lykke her på jorden . Ved disse ord gav Aline sig hjertelig til at græede . Mor gjertrude var utrøstelig , hu løb fra Aline der sad på en stol og hulkede , med sin ene arm om Carls Hals — og løb hen til sin mand , der sukkede og vendte sin skrå deu ene gang efter den anden . Aline gav hun gode ord og kælne navne , men manden , den skikkelige Niels , gav hun knubbede ord og kaldte ham et hjerteløst menneske , hvad hun forresten stet ikke mente med . Til sidst da han siet ikke svarede men blot så bønlig på sin „ Trut , “ gav hun sig til at hulke med som et barn . Jeg stryger flaget — sagde han , det er mere end et menneske kan udholde , almindelig tudekoncert — nej så lad mig hellere udsætte mig for en ordentlig dravat og en nydelig kølhaling , lav det så gå som det bedst kan . Du gi ' er dit samtykke ? råbte konen glædestrålende og kog hjørnet af forklædet fra ansigtet idet hun kastede sig om mandens Hals og kyssede ham hjerreligt . Ih , det er jeg jo pisket til , svarede han , men nu væk med suk og tårer . Lad os nu spende på af alle kræfter og komme ud i kastellet hos Ibsen , at han kan smedde jer sammen , for om en time er fatter gram på nakken af os hvis vi blive her . Var det ikke bedst at vi gik ombord i jagten onkel , sagde Aline , der har fader ingen myndighed , selv om han kommer derud ; mor , jeg og Carl kunne jo lade os ro ud til jagten medens de henter Ibsen . Nej , det duer ikke børn , toldbodbommen er lukket nu , og det vakker formegen opsigt at to fruentimmer og et par mandfolk stikke igennem ved nattetfder . Jeg betroer heller ikke Jens Søllerød så kostbar en fragt , nej , det eneste her er at gøre , er at vi tacr vognen som holder herudenfor og stryger ud til toldboden . Jens kan sidde på bukken . Når vi er komne derud , skaffer Jens os en båd , vi ro ud til jagten , og mens i gøre kahytten i stand , henter jeg præsten — Herren tilgive mig for nathue jeg er . Å det tilgiver han nok — sagde Aline og trykkede glad skipperens barkede , veirslagne hånd . Ja , se sådan er det menneske , sagde gjertrude , når han først gør noget rigtig — så fljcelder han sig selv ud — nå — nå mutter , jeg skal nok handle sådan herefter , at jeg kan gøre mig selv komplimenter . Vor herre bevares , råbte hun , nej , så er grovhederne meget bedre . sjette kapitel . Slangen i paradiset . Medens de beskrevne scener foregik i Kvæsthnsgade , og politilsitnant gram havde travlt med at tage rapporter på politikammret , hvorhen puf og endeel af de anholdte vare komne og nu afhørtes , var det bleven laNgt ud på N alteN . En anbetroet politiassistent havde efter ordre med fem mand begivet sig hen i Dybensgade for at lægge beslag på doktor dams person og papirer , men da slangcnbusch ikke havde fået nogen speciel ordre eller noget særligt hverv , blev han omsider utålmodig og sagde til en anden betjent , ar han i en » opsættelig anledning måtte fjerne sig en kort tid , og han ville komme igen så snart det notwendige var vel udrettet . Straks efter Slangenbuschs bortgang gav en ung betjent et betegnende vink til den inspektionshavende , og ilede : let og forsigtig som en kat efter slangcnbusch ud i retningen af Amalienborg . Hvis man fluide dømme efter den ængstelse han viste og de smågader han gjennemsfred , så var slangenbu chs samvittighed hverken ren eller åben , thi han standsede ofre under en fletlyfende Tran ygte for al se sig tilbage og spejde om nogen fulgte ham eller iagttog hans gang , men natten var mørk , og gadebelysningen over al måde flet , så al han intet mistænkeligt kunne opdage , og selv forfølgeren ikke kunne se ham uden i det øieb ik han listete forbi en lygte . Slangenbulch gik ad Rådhusstræde , Kompagnistræde , gennem Læderstræde over høibroplads , lille Kirkestræde , lille Kongensgade og skråede over kongensnytorv hen imod Strandstræde . Ah , mumlede , Jahn ' en , den betjent der fulgte ham , han vil gøre sine hoser grønne ved al være anklager over et eller andet på Amalienborg . Men det skal blive fejlt skud , min gode krybskytte — du bærer kappen på begge skuldre , eller rettere du forråder den ene part til den anden under falsk flag , i det håb al det fordelagtigste er al høste ved forræderi . Gå du kun op i palaiet — jeg går til Bulow — vi skal se hvem der trækker der korteste strå . Medens iahnsen derfor i skjul bag en frcmsprigende mur red det gule palais i Amaliegade , så Slangenbusch smutte forbi skilvvagten ind til svejtseren i kongens palais , gik iahnsen gmske rolig ved hjelp asen nøgle ind i det gule palais port og sprang som om ban var en gammel bekendt af lokaliteterne hurtig op af trapperne til han nåde anden etage , den såkaldke mansard . gennem en lille uaflåset dør , trådte Jahnsen ind i en korridor , hvor en tjener i liberi sov sødelig på en slagbænk , der om dagen kunne vise sig i skikkelse af divan eller sofa . Betjenten , der var civilklædt , gik øjeblikkelig hen til den sovende tjener , ruskede i ham , og sagde : Theophile , h rop du syvsover — filisterne er over dig . Hvad er det Frits , spnrgte Theophile forskrækket — kommer du nu igen og forstyrrer mig for ingenting — du kviksølvsmennefle — når det ikke er vigtigt må du ikke forstyrre mig — jeg drømte så dejligt . Å — min dreng , du drømmer nok om igen når du atter salder i blund , men først må du op på støvlerne for som landets tjener på tredje hånd , at nakke en filur . Er det igen Slangenbusch ? Hvem andre tror du ellers . I et Spring var Theophile på benene , han gned sine øjne , han ræklede og strækkede sig , og bandede både Jahnsen og Slangenbusch der sådan forstyrrede hans dejlige drøm . Nå , hvad vil du få , spurgte han omsider . Du er god Theophile — gæt engang . Du vil tale med kammerherren . Det er døg mærkværdig som du kan gætte . Han har ikke sovet i to timer , sagde Theophile , og nu skal jeg allerede vække ham igen — det er hårdt — han bliver ikke rigtig fornøjet . hø , bo , flap det derud , eg måtte kende kammerherre bu > ow dårligt , hvis han ikke blev elektriseret ved min beretning . Ja , du er jo en allerhelvedes Karl , Frits , nå hvad skal jeg så sige til kammerherren ? Du skal sige : nej , lad mig hellere få en lap papir — her er en stump . Uden at spø ge øm forlov , satte han sig ned ved en lille pult , dyppede pennen og flrep : „ Høivelbårne hr . Kammerherre ! Vi have ham . Frits Jahnsen hersteds . “ Theophile tog papiret , overdængede det med guldsand og lagde det på en lille sølvtalcrken , hvorpå han igennem en lille salon ilede ind i sin herres sovekammer . E ter 5 6 minutters forløb , kom Theophile styrtende ud i forværelset og råbte : skynd dig Frits , og kom ind til kammerherren , det kan nok være at du har elektriseret ham — død og pine , ved de par ord , skynd dig alt hvad du kan — ræppe havde Theophile sagt disse ord . førend han trak Jahnsen med sig ind i kammerherre Bulows sovckammer . værelset , der var svagt oplyst af en natlampe , blev snart lyst da Theophile flyndte sig at tænde to vokslys i , en armslage — var simpelt men smagfuldt udstyret . En tronseng med brunt ulddamaffes omhæng indtog baggrunden as værelset . I sengen sad kammerherren ør « ende , med et broget silketørklæde bunden om hovedet a la turqe holdende sig i et simpelt sengcbånd og med utålmodighed ventende på Jahnsens meddelelser . Skynd dig Frits , sagde kammerherren venlig , du bragte mig der en god tidende , sæt dig og fortæl Theophile du kan gerne gå , pas på at ingen kommer herind . Hr . Kammerherre , det bliver sikkert nødvendigt at Theophile hjælper til ved deres toilette , thi Slangenbusch er i dette øjeblik ved at forsøge på ah få en natlig audicnis hos kongen . Fy for Pokker , det må forhindres . Bring mig klæderne i hast Theophile , jeg er ikke rolig før jeg er derovre . Holten var i stand til at lade ham slippe ind og det må ikke ske . Tjeneren lagde kammerherrens klæder tilrette og tog hans sabel fra den ene sengestolpe og lagde på bordet ved siden af den trekantede hat og de hjortelædershandsker . Theophile tøvede , han vild : så gerne høre noget og vide hvad det var der så levende havde bragt kammerherren på benene , thi denne stod allerede midt på gulvet og klædte sig på i al skyndfomhed . Gå du kun ud og pas på dørrn , sagde han til tjeneren , Frits kan hjelpe mig . Theophile adlød , men der lå en afgjort opposition i hans blik , der bragte iahnsen til at smile . Har du nogen anelse om hvad han vil kongen ? Spurgte kammerherren . Ja , jeg har meer end anelse . Han vil naturligvis som altid gøre fine hoser grønne , og som altid både tjele og forråde begge parter . Men noget specielt frtrs , hvad vil han angive efter din mening ? Han vil optræde som anklager mod sin nærmeste foresatte , politiloitnanten . Fanden heller , det var et dristigt stykke . Slangenbusch der gerne solgte sin bedstemoders sjæl for fem rigsdaler , angiver og anklager en mand som gram , retskaffenheden og pålideligheden selv . Jeg håber også at han render sig en stage i livet men „ Fandens folk har fandens hjelp , “ som ordsproget siger . Slangenbusch . der ikke har en ærlig dråbe blod i livet , seer en slyngel bag hver en dør og i hver lille tilfældighed . Til sagen Frits . Det er sagen , hr . Kammerherre . Bi vare i aftes på i agt efter to maskerede personer med noget de flæbte på , sormeentlig gods fra de sammensvorne i Brolæggerstræde , skønt de kom , det tør jeg bande på fra Kompagnistræde . Bi vare dem i hælene , slangcnbusch var især ivrig , han ilte forud , ieg gav mig stunder , men da vi kom til dyrksøb var både matrosen og den gule kavaj forsvundne . Nå — ? Ræven var rasende , han havde genkendt høisallg kong Christian den syvendes Kavai . Snak vel ? Grams Broder der var kammertjener hos salig kongen , arvede kavaien og derfor lavete Slangenbusch i tankerne en historie om , at politjløitnantcn er med i komplottet i Brolæggerstræde . Er han gal ? råbte kammerherren , der nu var næsten færdig med påklædningen . Måske , men der er mettode i galskaben , for da vi to timer senere ryddede op i Brolæggerstræde i kongen « Navn , var den gule Kavai igen tilstæde , og løjtnant gram tog både præsidenten og den gule Kavai ind i et sideværelse , og dcmitcrede dem derfra med flere andre . Og nu mener du , han vil beskylde gram for af stå i ledtog med de sammensvorne ? Naturligvis , for så blev — når man troede hans ord — løitnansposten ledig , og Slangenbusch kunne gøre dejlige affairer med den steg . Men det skal blive sejl , såvist som jeg hedder bulvw . snuhed nok har han til den post , men han mangler ærlighed . ' kom med Frits , følg mig og tag den lille lampe , vi går over lvftsgangen til kongens palais . Du holder dig udenfor på trappen hos gardisterne , eller bedre , bliv inde i orkonnantsværelset , til jeg kalder på dig . Jo , hr . Kammerherre l Alls Marsch — han må ikke komme ind — den slubbert . Efter denne samtale tog f its Jahnsen den lille lampe i hånden , og gik foran kammerherren over en lostsgang , som førte til en tapeidsr i ordonnantsvarelsæt i Frederik den sjettes palais stueetage . syvende kapitel . En streg i regningen . Kammerherre bulvw traf slangenbuich i forgemakket ifærd med af anvende bønner og overtalelser for af formå den vagthavende kavalleer Holten til af vække kongen , angående en højst vigtig sag som han havde af meddele majestæten . Det lod ved Bulows indtræden næsten til at overtalelsen fluide lykkes , men ved synet af kammerherren fik både heltens tvivlrådige udtryk , som også Slangenbuschs forhåbninger en hel anden karakter . Den første følte sig ligesom lettet ved at blive de friet fra et vigtigt amvar , medens den sidste satte et ansigt op , som en bedemand når han falder ned af en trappe . Politimanden tog sig dog snart i det , gjorde en reverents og ventede på hvad Bulow ville svare på den mel de . else som kammerjunker Holten ville groe den mand som alle kaldte kongens ven . Helten tog nemlig kammerherren til side og gjorde ham sagte delagtig i slangenbufchs begæring og hans betænkelighed derved . det kan ikke lade sig gøre at vække kongen midt om natten , sagde Bulow til den audientssegcnde . Hr . Kammerherre ! når hans majestæts vigtigste interesser stå på spil og det netop er tiden til at afværge et for landet faretruende tilfælde — som øjeblikkelig må kontraminercs ? spurgte^ Slangenbusch spagfærdig . Forhåbentlig er hverken landet eller hovedstaden undermineret , men uden at kunne eller ville bedømme vigtigheden af hvad de kan have at oplyse kongen om , kan jeg kun sige dem , at før imorgentidlig — kl 11 kan de ikke erholde audients . Så er det for sent , sukkede Slangenbusch . Kammerherren trak på skulderen og tilføjede , jeg ville ikke vove at forstyrre kondens nattero for en uvis ukendt ting , men jeg lover mbea inden kl . 11 at forebringe hs . Majestæt deres begæring om en påtrængende nødvendig audients — vil de være her til den tid skal jeg bringe dem svar . Den tiltalte bukkede meget dybt og sagde : jeg takker deres høivelbårenhed , han bukkede atter og ville gå men han betænkte sig , vendte atter om og trådte ærbødigt hen til Bulow . Jeg kan og tør ikke bære ansvaret hr . Kammerherre , for hvad så mange timers opsættelse kan have tilfølge , jeg må derfor betro dej til deres høivelbårenh ' ds diskretion , eller hvad de målte finde nyttigt for hans majestæts vel , og meddele dem ; at jeg nu ; denne time kan paovile stedet hvor „ De sammensvornes “ Penge og dokumenter besinde sig , tilligemed oplysning om personer høje og lave , der er medlemmer as komplottet , og at jeg kan pårise nu — men ikke kl . 11 i morgen , at personer der vare implicerede i prindserovet er trivsjcdercn i denne sammensværgelse . Guds død , så må de øjeblikkelig henvende dem til kongens politiloitnant derom , ytrede Bulow . Jeg har fået kongens polililøitnant til at sprænge , , de sammensvornes , , forsamling , men jeg kan dog ikke som undcrordn-t bemægtige mig de penge og dokumenter der findes skjulte i polililøitnantens hus ? Hvad der er i hans værge , er kongen sikker nok . INitupiNit==N i , hr . Kammerherre , de ville være forsvuNdNe iNdeN kl 11 i morgen formiddag . Hvad behager ? er det en anklage eller en formodning . Hverken mere eller mindre end en sandhed , jeg vafler mine hænder . Det kan nok gøres nødigt , mumlede Bulow sagte . Kammerherren gik forbavset og dybt grundende op og ned i gemakket . Derpå standsede han og sagde : jeg tør ikke forstyrre kongens nattero for en politisags skyld . Ved gram at det forholder sig som de siger , da har sagen ingen nød , ved han det ikke — så sig ham det førstog så står jeg kl . 11 som en løgner . Men menneske dog , de vil da vel ikke at vi skulle råbe vagten i gevcrhr , morschere op og gøre husundersøgelse hos politiloitnanten ? Jeg vil kun meddelt hvad der er yderst vigtigt for kongen , overladende hans majestæt at træffe vitere foranstaltninger . Godt , kom kl . 11 . Det er unyttigt , så er fuglene fløjne . Hvilke fi gle ? Polltiløitnantens datter med sin forlovede „ De sammensvornes “ Præsident Carl theisner , tilligemed kassen og dokumenternedet er alvorligt hvad de der siger , kan de slå ved deres ord ? Nu , ja , men ikke når dagen gryer . På grund af sagens vigtighed skal jeg kl . 7 meddele kongen hvad de har sagt , vil hans majestæt da tale med dem tidligere , skal de så tilsigelse hvis ikke er de her kl . 11 . Som hr . Kammerherren befaler , men er jeg ikke her kl . 11 så er jeg enten død eller anholdt . De ? De , der selv er politimand ? Afgjort er det jo ikke — dog er der vist mere end en betydningsfuld mand , der gerne så mig forsvinde eller forstumme . Derpå bukkede han meget dybt og forlod gemakket , medens han troede at bemærke at kammerherren sendte et truende blik efter ham . Da angiveren havde forladt palaiet , pålagde Bulow Hollen ikke under noget foregivende at indlade Slangenbusch til kongen , hvis han skulle komme igen , men oppebie hans ankomst til kongens opstå » Kl . 5 morgen . Derpå ilte han ind i ordonantsgemakket , vinkede af Frits Jahnsen og gik med ham samme Bei de vare komne , tilbage til det gule palais . Her skrev Bulow i hast nogle linier til politileitnanten og gav dem til Frits , der trods sin tykkelse , fløj afsted til Københavns politikammer . Jeg må op kl . halv fem , råbte kammerherre » Til Theophile , der atter drømte en dejlig drøm . Ja , svarede han — vækkeren er sat på befaling . ottende kapitel . I kongens arbeidskabinet . Frederik ben sjette sad allerede kl . 4 om morgenen ved sit arbejdsbord . Han gennemgik med samvittighedsfuld opmærksomhed aktstykke for aktstykke , som præsidenten for det kongelige danske kancelli havde forelagt ham og forsynede de papirer hvis indhold og anbefaling vandt hans bifald , med sin egenhændige underskrift . De papirer som kongen endnu ville betænke sig på at underskrive lagde han til side på en dertil bestemt stum tjener , der stod ved siden as det store med grønt klæde bedækkede mahogm-arbcidsbord . Da taffeluhret slog 5 rejste han sig fra de egentlige regerings forretninger og sagde : se så , nu tror jeg at min kaffe vil smage mig . Kongen gik hen til en stor porcelains kamin , hvor en simpel vliktraktekande ventede ham ved siden af en højst tarvelig thckjedel der fyldt med kogende vand boblede over en lystig ild på en spiritusbeholder . Kongen tog selv det reglementerede mål brændre kaffebønner og kom i bliktrakten , hældte det kogende band langsomt på kaffekanden medens han med behag indåndede kaffens Duft og kastede lystne blikke til de ved siden stående stykker fint brød . Kongen drak kaff . n stående , spiste brødet , tsrte fig om munden og sagde : nu må Bulow gerne komme når han vil . Kongen havde næppe udtalt disse ord før han tilføjede ordet : kom ind l på den bekendte banken på Deren . God morgen Bulow , råbte han venlig den indtrædende imøde . God morgen herre , svarede Bulow , har deres majestæt sovet godt i nat . Upperligt , min ven , tag plads , jeg skal straks være i frakken til en morgentur . Først vil jeg dog bede min konge om tilgivelse fordi jeg ikke i nat har forstyrret deres nattero . Tilgivet Bulow , sandt at sige jeg var træt af ride- ' turen i går og det var du vel også . Ikke videre majestæt , end at jeg kl . 2 i nat var nogle få værelse fra deres sovegemak og var i stor tvivl om jeg skulle vække min konge før at modtage en underordnet politimand , der kom som angiver mod fin chef politiløitnanten . Det var vel , at du ikke forstyrrede mig — det var vel Slangenbusch ? Deres majestæt kender ham , del samme gør jeg , og dog frygter jeg at få bebrejdelser for min konduitte . gram er en tro og nidkær mand . Filmen vil trykke ham ud af embedet , men del flecr ikke . Det var denne bevæggrund der bevirkede at jeg befalede ham komme igen kl . 11 , skjsnt han påstod at øjeblikket var nødvendigt for at bemægtige sig del hemmelige selskabs kasse og papirer som er eller var i grams eget hus . Så er del jo vel bevaret . Det var ikke hans mening , min konge , han påstod at fuglene inden morgen vare bortfløjne og ved fug . Tene forstod han jomfru gram og hendes forlovede der skal være selskabets præsident . Hvorfor skulle de flyve bori ? Reventlau forsikrer al han er den braveste Karl under solen , kan har formue , del har kæresten også — hvorfor skulle de så løbe bort ? Slangenbusch , mente med kassen . Altså ved gram ikke noget derom . Jeg vil ikke tale med filmen før jeg har talt med hans f resalte — ham vente j g kl . 10 . Slangenbusch kommer kl . 11 , men hvis de oplysninger gram bringer , tilfredsstiller deres maj stæt , var del vist rigtigst slet ikke at låne øre til filuren . Kongen gik nogle gange frem og tilbage med hænderne på ryggen . Bulow , sagde han bevæget — jeg deler dine følelser mod dette stygge menneske . Han er lumsk fra top til tå , dengang det kneb for mig , du erindrer nok — var han en genstand hvorover jrg kunne have snublet , du åbnede mine øjne , jeg var forblindet , og nu kan jeg se hvad han er og hvad han vil/mcnjeg ved min ædle konge hvad de vil sige . Ja du ved det Bulow , — men kun du ved det . Tunge skyer har hvilet over min himmel lige fra min tidligste barndom — mine forældres historie kender du . Tårer trådte kongen i øjnene . Bulow bøjede uvilkårligt sit ene knæ for kongen , kyssede dybt bevæget hans hånd og bad : herre jeg bsnfalder dem , opriv ikke de smertefulde minder . Kongen lagde sin hånd på vennens skulder og sagde : det gør hjertet godt engang jimellem at sondere et bestandigt bløkende sår — og dog , dog er det ikke den mest brændende smerte , Bulow ! Når jeg seer kiste stå ved kiste af de små mandlige lig . der hvile i Roskilde dowkirkes gravkjelder — når jeg tænker at jeg ikke skal efterlade tronen til en søn — oh , min ven , så sammensnører hjertet sig og min tanke falder uvilkårlig på det barn , den søn , som slangenbnsch ved de hoitideligsie eder forsikrer , lever — og som han med sit liv vil indepå for skal fremtræde for at kaste sig i sin faders arme . min konge og min ven , pin ikke det ædleste hjerte med tanker som ikke kan føre til noget resultat . Slangenbusch er både for falsk og for troløs til at lide på , selv når han aflægger en hellig ed . Han vil tilveirs lige meget på hvad måde og de helligste følelser er for ham ikke andet end en løftestang til at bortrydde de hindringer der spærre ham vejen til lykken . Dette om ham . Tilgiv mig , at jeg dvæler så længe ved det andet spørgsmål , om hans udsagn kan være sandt . Hvem fluide så skaffet barnet til side ? Deres fjender ? hvorfor skulle man ikke hellere have ønsket at det hvilede i Roeskilde domkirke imellem de andre afsjælede forhåbninger ? Det er altså ikke rimeligt , at sligt kunne være bevirket af deres fjender . Men skulle nogen af dem der elsker og flatter deres majestæt , ville vove at smerte dem så dybt , og på engang begå et højforræderi og en grusom gerning mod en fader ved at lægge et dødt barn og borttage det levende ? Umuligt . Man kunne jo have villet handle i en god hensigt . Man kunne jo have frygtet fjendernes forfølgelse og ment at frelse og liv bog var bedre end den kolde d-d . Nej , intet ædelt hjerte kunne bære dette — man ville hellere falde for guds hånd end for menneskenes . Jeg har sagt mig dette tifnok , men hjertet er som et barn , der vanskelig tager imod fornuft — jeg selv er et bar » i en vis henseende . Og som børn skulle vi komme i himmerige , sagde Bulow , selv kongerne er guds børn . Ja det var ikke godt andet Bulow , ellers skulle Pokker være konge , og jeg ikke . Ligemeget , håbet , så svagt det er , vil jeg ikke kuldkaste . Lad filuren gå og komme — han skjuler sig bag min ssn , jeg tør ikke , jeg kan ikke fælde ham . Han er en lygtemand , min konge , gud befljæeme dem for at følge ham på afveje . Det er kun faderen han imellemstunder bedårer med sin sirenesang , men du er stærk , min sande , min eneste ven , du vil altid erindre mig om at jeg er konge — og jeg vil som nu altid stolte mig til din arm og sige : lad os vandre vejen uden misvisning ; kom nu klokken er mange . niende kapitel . Et skriftemål . Klokken 10 formiddag havde polltiløitnant gram audience hos kongen . Det var tydeligl at se , at den nidkære embedsmand ikke havde haft et øje lukket hele natten . En hektisk rødme bedækkede hans kinder , han var i en feberagtig stemning og havde en uro over sig som ellers var denne exemplarifle mand fremmed . Af og til undslap et ufrivilligt suk hans bryst , men som om han selv indigneredes over dette bevis på menneskelig svaghed , bed han derpå fvrbiltret tænderne sammen , udsendte mørke lynglimt fra de strenge grå øjne , og knyttede hænderne som i et anfald af indre harme . Det var dog kun i kongens forgemak at han var således . Da han trådte ind i audientssalen , kom kongen som altid , farende lige imod den audientssøgende med de hurtige ord : hvad vil de ? hvad vil de ? InituPinit==P . litiløitnanten svarede aldeles rolig idet han ærbødigt bukkede : jeg vil allerunderdanigst ansøge deres majestæt om at mit forhold og m n opførsel i ve sidste 24 timer må blive undersøgt . Hvorfor ? hvorfor ? spurgte kongen alvorlig . Fordi skinnet er imod mig , og deres majestæt bør have lutter tro og tjenstdygtige folk i deres tjeneste . Tvivler de da på dem selv ? tvivler de ? sig mig det kort og godt . Nej , gud være lovet , jeg tvivler hverken om min troskab eller min tjenesteiver for deres majestæt , men der er passeret ting , som kunne bringe min høje konge til at tvivle om min redelighed . Kongen forlod det store runde bord der stod midt i salen , og hvorved han gerne støttede sig . Han nærmede sig gram , lagde hånden på hans skulder og sagde med venlig stemme — nej gram . Jeg tvivler ikke om dem , fortæl nu hvad der er pasesret . O , deres majestæt , de opliver en gammel tro tjener , men nej , jeg fortjener ikke hele denne nåde min konge , jeg fortjener en reprimande , jeg deres majestæts politiløitnant har ladet mig overrumple . Nu ? af hvem ? af oprørske sle te mennesker ? Nej , allernådigste konge — af mine egne børn ! Fortæl , fortæl , sagde kongen , idet ban vendte sig om for at skjule et smil — da han jo vidste af Bulow , hvad gram nu ville meddele . Igår eftermiddags kl . 5 . meddelte Slangenbusch , en af mine ny betjente , en snu for , at han vidste at , der et sted i Brolæggerstræde om aftenen samledes et hemmeligt selskab , som han kaldte „ De sammensvorne , hvis øjemed var at opponere mod og omstyrte kongeloven . Han havde selv i nogen tid før at udsp onere det , været medlem af selskabet , men da han mærkede hensigten , måtte han angive det . Hvem står i spidsen før selskabet ? spurgte jeg . Det vidste han ikke , da præidenten og med emmerne ere maskerede , han vidste kun at der fandtes indflydelsesrige folk , og at selskabet havde midler , dels til at understøtte sine foretagender , dels før at støtte sine medlemmer . Godt , det ved jeg . Deres majestæt , jeg har ikke vist det før i går . Videre , videre . Jeg befalede straks 6 betjente at ligge på udkig — og have vinene med sig indtil jeg om aitenen når man var forsamlet kunne optræde , undersøge og anholde i kogens navn . Og det har de gjort ? Det var min pligt . Ja , ja , videre . I M rkningen — det fik jeg først senere at vide , listede nogle fordægtige personer sig fra en anden gade forbi de posthavende betjente . En gul Kavai vakte mistanke , de blev eftersatte , men forsvandt på frue plads . Havde Slangenbusch mcddelt mig det førend vi indskred i brolæggerstrædets lokale — hvad der forresten var hans pligt , så ville jeg på grund af den gule Kavai , tilrette tid have vist hvad jeg nu ved , atman uden at jeg anede det , havde selskabets^ papirer og pengemidler gemte i mit hus . Hvordan — gram , hvordan kunne de vide det ? Fordi den gule Kavai , der har tilhørt hoisalig deres hr . Fader , er i min datters eje , følgelig måtte enten hun eller hendes daværende forlovede være impliceret i sagen . Er det så — min politiløitnants egne børn ? Ja deres majestæt , det er tungt at sige det , men sandheden byder at intet skjules — min egen datter , min egen svigersønnå , nå , det er vel ikke så slemt — de er vel neppe de værste oprørere mod mig ? Det tør jeg heller ikke påstå , men mod mig have de gjort skammeligt oprør . Min datter er flygtet med papirerne , jeg ved ikke hvorhen . Deres svigersøn har vel bortført hende ? Nej , min høje konge , hun har snare e bortført ham . Hvordan , hvoidan ? spurgte kongen sornndret . ja , det er utroligt , memssandt , han indfandt sig imorges kl . 7 på polilikamret med alle selskabets pengemidler — men papirerne har hun tilintetgjort . Af hvilken grund ? For at ikke de mange loyale^mænd , som er indtrådte i selskabet lokkede og overtalte af Slangenbusch skal komme i forlegenhed . Å , han røber dem nok for et godt ord , den ærkeskeim , sagde kongen . Jr , det har han allerede gjort , deres majestæt . Hvem har han lokket ind i selskabet ? Her er en fortegnelse , deriblandt findes min forhenværende svigersøn . Forhenværende ? er partiet hævet ? Ja , da jeg iaftes så at han var ordførende præsident i selskabet — og at han havde taget sin forlovede , min datter , min datter , deres majestæt , med i sådan en klub — så brød jeg straks partiet . Ah , ha , ha — derfor er det at hun løb bort — sagde kongen muntert , men han tilbageholdt pludselig sin munterhed da han så en tåre trille ned af politiloitnantens kind tag dem det ikke nær gram — hun vender nok tilbage . Nej , min høje konge , thi hun har tilskrevet mig , at hun aldrig vil vende tilbage uden at jeg indvilger i hendes ægteskab med carv hm , ja det er jo hårdt for den faderlige myndighed , men er denne Carl da så slem , man har sagt mig at han skal være en brav fyr . Og deri har man sagt sandt , majestæt . Han er det herligste menneske , der kan ligge liv ag blod i — han er bedre end min datter , og han elsker deres majestæt som en hoitclsk f fader . As de m liste seer j g , at der i den hemmelige klub tælles adskillige urolige hoveder — øgs . a findes man » Ge gode retskafne borgere , som måske blot har villet forebygge udskeiel er . Deres majestæt ved det ? Her findes tre gode mænd på denne liste , som kun ere indtrådte i denne henlig « . Disse tre , forsikre m g at pr fibenten på det ivrigste har modarb , idet enhver ulovlighed . Enhver af suskabet har sagt dit samme , min konge . Nuvel så må man flille klinten fra hveden ; straffe de genstridige og demitrre be øvrige . Pull i sifnan en bukkede , men svarede ikke . KonGen få som dr , f på G > am . Fo , står de mig ikk , ? — kald deres datter f lbage , og lad de unge mennesf . r få hinanden . Aldrig , min hr. Kange , aldrig . Når j g tilgiver , agte kongen barikt , kan de vel også ? Ne > , deres majestæt , en kong-s prærægativ er at benådc , vi deres undersratter bør gjorde vor pligt . dm mindste straf en poltlilnfimnts datter kan få når hun går i et hemmeligt politisk selskab og er forlovet med præsidenten — det er at hendes for » Lovelse hæves . Måske — måske — men min bør ikke være for streng , når del er sket i en god mening . , ak , havde jeg enda den Trest deres majestæt , men mine egne børn have skjult selskabets sager i mit hus , jeg — oh , min konge — jeg tilgiver det aldrig . De er en brav , grundstikkel ' g mind , gram . og det gør dem ære , at det fortryd r dem ; imidlertid skal sagen for børnenes v blommende blive undersøgt med upartiskhed , og så tales vi nærmere derom . De gran ! har min fulde tillid , de er en tro og n dk , ær embedsmand , men et må de sige mig ærligt og oprigtigt — har denne Slangenbusch nogensinde gjørt Cour , sådan alvorlig Cour til deres datter ? Jo , min konge — det har han rigtignok . Lun og Carl vare allerede hemmelig forlovede da han friede ost cielt til hende . -z nå , gr m , hvad sagde hun så ? Hun sagde : jeg agter dem , men jeg elsier dem ikke , jeg tilsø ede — min gode Slangenbusch , spar deres ulejlighed — min datter er allerede forlovet . Med hvem , spnrgte han og bed sig i læberne . Med mit næstjødskenbebarn Carl theisner . Apottekeren ? spnrgte han og skjar tænder . rigtig , provisoren , chi endnu har han ikke noget apottek . Oh , når han får deres mønt , sagde han hånligt , så kommer apotteket af sig selv . Aline , var uetop den dag i sit spydige humør , thi hun opslog en hjertelig latter og sagde , å det har sandelig ingen af os tænkt på — men , afbrød hun pludselig , det var altså af lyst til at være apotteker at de har gjort mig den ære — hvordan , jeg apotteker ? spnrgte Slangenbusch blussende rød . Jo tilstå det kun , sagde hun leende , thi de sagde jo fornylig , at når man får min mønt få kommer apotteket af sig selv . Kongen gned hænderne og lo hjertelig — der kom Slangenbusch pænt op at køre , nu hvad sagde han til det ? Han blev hvid som et lagen — ilte bort og slog “ Døren i efter sig så det smeldede efter . Hvorlænge er det siden ? Over et år — næsten halvandet . Og hvor længe har Carl været i selskabet ? Noget over et halvt år . Ved de at slangenbu ' ch er en af stifterne ? Nej , det har han ikke tmt om , deres majestæt . Dulov ved det . Ligemeget , gram — frlmen har villet hævne sig , det er del hele . Ja det er som de siger min kroge . og han har villet fiske i oprørt vande , vær forsigtig med ham . Denne gang får han imidlertid ikke deres embede , gram . Hvordan , deres majestæt tror ? Jeg ved det , derfor ville han forstyrre mig i nat . De vil møde ham i forgemakket når de går , men af grunde hvorom vi nærmere skulle tale — kan jeg ikke lade ham afstraffe helt efter fortjeneste , men han har forset sig ved at klage bag sin foresattes ryg , og forset sig dobbelt ved at fortie for dem , hvad der uden deres vidende , i nat var skjult i deres hus . Men , min konge , vidste han de ! ? Ja , eftersom han fortalte det til Bulow i nat . Gram sukkede : og dette menneske skal jeg oven i købet give 25 ' rigsdaler som angioerløn . Han burde ikke have en hvid . Vedtægten byder det , deres majestæt , det er min pligt af overholde vedtægten . Så overhold den da , men er der ikke straf for af anklage sine foresatte ? Nej , deres majestæt , det er hans pligt når han troer af hans foresatte er kongen utro , jeg kan ikke dadle ham derfor . Nuvel , gram , siden de absolut vil give ham noget , ' å giv ham de 25 rbd . som angiver , giv ham derpå 8te dages aresi , fordi han har fortiet noget vigtigt i en politisag for dem , hvilket han indiskret har meddelt andre — og giv ham endelig afsted af polttiets tjeneste som den der har forlokket andre ind i selskabet for siden af angive dem . Befaler deres majestæt dette ? Jeg ønsker det , på deres ansvar med mit bifald . Det skal fle . Ræk mig deres hånd , trofaste gram . Oh , min konge , udbrød politimanden rørt , kyssede køngens hånd og fjernede sig hurtigt dybt bukkende . En af køngens kammerherrer som var tilsagt , og som Slangenbusch , med skælven mødte her , da han vidste af han astenen i forvejen havde været i brolæggerstrædets forsamlingslokale , slrævede hidfl til filuren , der havde gjort flere mislykkede foriøg på at tiltale og undflylde sig hos kammerherren . Denne ignorerede ham imidlertid ganske og vendte ham ryggen . Det var ham derior en slags trøst , at se pol tiløituanten komme ud fra audiencen med tårer i øjnene . Han håbede nu at hans snedighed var på vej til at lykkes , han blev derfor ikke Iii et forfærdet , da ha “ Så at gram med venlighed gik hen og trykkede kammerherrens hånd , og sagde : hans majestæt er meget nådig i dag . Mod alle hr . Politiløitnant ? spurgte den tiltale . Ja » svarede gram , mod alle og enhvr , der ikke opfører sig som en filur . Med disse ord gik postiiloitnanten bort , ladende søm øm han ikke så Slangenbusch , da han hverken ville tiltale bom mildt eller vr dr i kongens forgemak eller i kongens palais . Idet døren gik op til audiencesalen , for at kammerherren kunne træede ind , så Slangenbusch et glimt as bul w , der stod i samtale m d kongen . Bulow måtte altså have været ttlstæde ved grams audience . Dette sorekem cksalmcn foruroligende , og han havde gerne smurt haser og unrflyldi sig , men han kog sig hurttg sammen , thi han k e tte kongens svage side og beflutl-de at gardere i g bag den . Han blev , og lagde en snedig krigsplan . da han nu gndl lunde inlsc al hans timer i poltlieis tjeneste vore talte . tiende kapitel . På landet . I en af sjellands skønneste egne , omtrent der hvor det bekendte Odsherred begynder , midt imellem byerne Holbek og kallnndborg , ligger den lille landsby fanerbo . Byen er bekendt for sine magre jorder og rige bønder , de første der her i landet lagde rigtig vind på kartoffelavlen . Den vakkre præst hans brese , der på engang var en dygtig prædikant og en ivrig jordbruger , havde givet eksempler til indførelsen og lægningen af dette nyttige produkt , og hans store udbytte vakte snart lyst til efterligning , så at først hans bymænd , senere nabobyerne og omsider hele amtet efterlignede ham . Denne omstændighed stuldc imidlertid ikke være faurbopræstens eneste berømthed . Pastor brese var en hjertensgod mand en meget begavet taler og den kjerlidste fader og sjælesørger . foruden dette havde han en hel del af amtets , herredets og sognets bestillinger som han , skønt det var gratis arbejde , udførte med lyst og Iver . Han var dertil alles ven . Fortrolige og rådgiver var tjenstvilligbeden selv og havde enda tid til at lære sønnen Christian Felix som han elskede højt , alle levende sprog , ikke at tale om latin , græsk , mattematik , historie og geografi , ja selv en stor del af de kundskaber der høre til militairfaget eg de juridiske videnskaber . Det sidste studium behagede imidlertid ikke den unge mand . i han havde langt større lyst til tteologien , og tænkte sig allerede som sin faders residerende kapellan i fauerbo . Men i dette punkt var præsten ubøjelig . Du skal ikke være præst , sagde han , men jurist eller militair , og den kjerlige fader der ellers føjede Christian l alt , hvad han troede kunne være hans gavn , ville ikke vide noget af præstefaget at sige som brødstudium for sin 19 årige søn . Denne beklagede sig vel derover til sin faster her « Mandine , der førte husholdningen i præstegården lige siden svigerindens død , da Christian omtrent var 4 år gammel , men hun kunne blot på den kjerligste måde tilråbe plejesønnen at føje fatter i hans ideer , da han all gevel ikke var til at rokke fra dem når han først følte sig overbevist om deres hensigtsmæssighed for Christians fremtid . Christian Felix havde imidlertid en skjult grund , hvorfor han ønskede at være tteolog . Præsten Verner i nabosognet havde en smuk i høj grad elsfværdig datter ved navn Ida , som aldeles havde vundet det unge menneskes hjerte og symphatt , berner hapde kun været præst i nabosognet i 11 år , men Ida , der ligesom Felix , som hun altid kaldte ham , var moderløs og kun 7 år gammel , havde straks knyttet vensfab og fortrolighed med breses jevnaldrende son , så at man kan sige at det venskab der herskede imellem fædrene virkelig var gået i arv til børnene . Ida havde en smuk lille bogsamling efter sin moder , bestående af det bedste af den skønne literatur i næsten alle sprog , og da Felix var ferm i sprog måtte han hjelpe hende med at læse og forstå disse bøgers indhold , hvilket var til gensidig glæde for begge børnene , navnlig da de voksede til i alder og moralst udvikling . Christian var ikke smuk , hans lyse blonde næsten hvidagtige hår , gav drengen et temmelig gammelt udseende , men der lå en ærlighed og trofasthed i hans dybe blå dine , der forsonede betragteren af hans alvorlige næsten stereotype ansigtsform med de tykke fyldige underlæber . Felix var heller ikke fri for at være lidt kold , hård og slræng i sine domme og ansfnelsr , men den henrivende skønne , blide og varme Ida , tøede ham op , og hun standsede ikke med fine indtrængende bevisførelser førend hun havde indpodet de bliveste , ømmeste , livsanskuelser i felixes bryst . Dette var imidlertid en lang og hård kamp for den lille landsbyskjønhed , thi ch istan Felix rar intet mindre end romantisk , medens Ida efter sin moder havde arvet et blødt næsten svermerifkt sind . Men det lykkedes omsiv-r ben lille opdragerinde at lægge mærke til hvorledes hun kunne bøje det hårde oG kolde G myt , der i opvæksten så at siGe vansirede Christian , som hun når hun blev vred kaldte en træpind . Hun havde nemlig lagt mærke til at ædelmodighed var en fremherskende egensfab hos ham og at denne egenstad viste sig stærkest imod den der viste ham hengivenhed og troflab . Igennem kenne port sneg hun sig efterhånden ind i hans hjerte , og da hun først var der , groede hun fast til sin usigelige glade og henrykkelse . Hun tilstod ham næppe 17 år gammel sin kærlighed , og han der kun var et år ældre , elsfede hende igen , v . l ikke med et ungt menneskes glødende fyrighev , men med en trofast sjæls helligste opriglighcbberner så med ufordulgt glæde de unge nennest rs tilbøjelighed , hans planer gik kke videre end at dans Iva skulle blive præstekone ligesom hendes moder havde været , men da naboen i en munter samtale lod falde et ord derom til sin ben brese , førstummede denne med et — blev bedrevet , og var ikke at formå til at give nogen farklaring om , hvad der så pludselig satte ham i det dårlige humør . Vennen følte sig krænket og trak sig faus tilbage , men i løbet af en 14 dages tid , sonderede han terrginnet og overbeviste sig om , at Ida elskede Christian af hele sit hjertes fylde og at hun ville føle sig rammet smerteligt , hvis enten hendes fader eller pastor brese ville have noget imod at de unge mennesker bestemtes for hinanden . Hvor pinligt det var ham , måtte Verner altså for Idas skyld forlange en nærmere forklaring af sin ven , thi enten måtte den ting bringes i orden , eller der måtte ste en alvorlig forandring i de unge menneflers forhold til hinanden . Verner tog derfor først Ida til skriffe , og spurgte hende om Christian , der nu var 19 år og snart skulle tage sine examina , havde yttret noget til hende om forlovelse eller giftermål . Ligefrem yttret noget derom , svarede Ida , blussende rød , har han vel ikke , ligesålidt som han har friet , men hvorledes det er kommen ved vi ikke selv , allerede i lang tid have vi lidt efter lidt betragtet os selv som et par der tilhørte hinanden , og som ville blive højst ulykkelige hvis vi blev skilte ad . Trøer du Ida , eller er du vis på at dette ikke blot er din mening , men også hans ? det er jeg vis på fader , svarede hun med nedslagne øjne . Kære barn , jeg må vide det med fuldkommen sikkerhed . Nogle ord som faldt for 14 dage siden mellem mig og Christians fader , lader formode at det ikke er efter min ben brejes kogebog . Om det er faderen eller sønnen der stikker næsen i sky , det må jeg vide . Belure eder vil jeg ikke , men sig ham i min nærværelsæ , hvad der forresten er sandt — at du skal til dernersminde i Jylland , at du bliver der på ubestemt tid , mindst rå et år , jeg må se og vide hvorledes han optager det . Kære fader , det har du vist ikke hjerte til . Onkel Verner er en streng mand , han holder sine tre piger , mine stakkels kusiner som soldater under korporalstokken , det er da ikke den mening kære fader , at jeg skal lære den jyske akrent og stå på pinde når majoren råber , ret eder ? Mit barn , den forhenværende militair har også sine gode sider , han er krigsmand , det er sandt , og jeg fredens tjener — men jeg er bange for at det er nødnendigt — for mig bliver det værst , jeg som er vandt til dine kærtegn . Oh , fy fader , du kan ikke bekvemme dig til en sådan landsforvisning , du kan ikke ville gøre mig ulykkelig . min kære pige , deri har du ret , men spørgsmålet er hvorfor har brese , der holder af dig — hvor vr har han noget imod at i udgøre et par ? og når det er så — og således er bet — skulle i så gro fastere sammen for senere at blive endnu ulykkeligere . Fader , kære fader ! Ida , vær en fornuftig pige , jeg har ingen indvendinger at gøre , men brese der er en retskaffen mand har indvendinger , rimeligvis byggede på skjulte grunde . Den stakkels pige svarede ikke , hun bøjede sig blot over sit sytøj og lod nogle str de tårer falde på håndarbejdet som hun nu betragtede som i en tåge . Verner gik op og ned i værelset , han glemte at ryg « På sin meerskums pibe og betragtede da sin datters bevægelie med er bekymret blik . En høj kert latter lød derpå ude i forstuen . Ida for sammen . Del var første gang at Felix , s komme forårsagede hende andet end glæde . Istedetfor som sædvanlig at ile ham i møde blev hun siddende og så med et sky sideblik at hendes elskede ven klappende hunden Karo , trådte ind i dagligstuen . Guds fred og goddag , udbrød han muntert . Goddag kære Christian , svarede Verner mildt . Trods denne venlige ti . tale^blcv det unge menneske slående forundret ved døren og^ophøric at karresrere hunden , der vedblev at springe ^logrende op af ham . » kommer jeg i en uheldig time ? spurgte han med dæmpet stemme , efter at have kastet et hurtigt blik til Ida , og efter at have betragtet præsten for at se om han så vred eller fortrædelig ud . Min kære ven , du antager at jeg bar fljrndt på Ida , sagde Verner , det kan jeg se på dit oprigtige ansigt . Ida , svar med sandhed — har jeg været urimelig imod dig ? Nej — ffjændt har du ikke — men mod din vil « Tie , gjort mig ondt . Kære hr . Pastor , hvis mit ansigt har gjort dem bebrejdelser , så tilgiv mig , sagde Christian — jeg ved og burde vike , at de er den bedste , kjerligste fader mod Ida . Han gik hen t l hende , greb hendes hånd der var kold og klam af de nedfaldende tårer . En besynderlig angst afmalede sig i hans ansigt . Han så længe , bedrevet på Idas forgrædte øjne , derpå flap han hendes hånd og mumlende de ord : skal da alting være en gåke før mig ? lod han sig falde ned i den stol der stod ved det lille sybord lige overfor Ida og skjulte ansigtet i den ene hånd mcqens han støttede albuen på sybordet . Du må ikke være bedrevet frtix — råbte Ida idet hun , glemmende sin faders nærværelse , sprang p og kastede sig om Christians ha s , alt skal blive dig klart , jeg vil ikke at en eneste tanke i min sjel skal være skjult for dig . Verner var forlegen , han havde sat sig i sofaen ved det ovale bord , og trods vet hvide filerede tæppe , som han ellers vågede så omhyggeligt over fordi-det var et af jdas håndarbejder , kradsede han sin møgede pibe ud og stoppede den atter , for at kunne være beskæftiget med en gentagelse af samme manøver . Fader ved at vi elske hinanden Felix — sagde Ida halvhøjt , han har intet imod det — men han påståer at din fader har bestemte , skjulte grunde dermed . Og derfor græd du Ida ? svar mig dyrebare sjæl , var det derfor at du græd . Ja Felix — thi fader tilføjede , at når din fader ikke forandrede sin mening , måtte vi skille » ad — og jeg sendes til Jylland — til onkel Rohde på vernersminde . Christian sprang op da Ida ledsagede denne meddelelse med en hulken og en tårestrøm . Er det sandt , kære pastor — så tungt kunne de bandle imod Ida og mig ? — de som er guds præst , tjener for ham der sagde , elsker hverandre . Og jeg gentager min herres ord , kære Christian — elsker hverandre , men gud har tillige sagt , du skal ære din fader og din moder , når din fader altså ikke vil se et par i eder — så må der sø og salten vande til at skille imellem de to guds ord og deres dyrkere . De er grusom , sagde Christian hvardt , og indtog et øjeblik en kold og imponerende holdning . Det er min fader — og det er af kærlighed , sukkede Ida . Christian har ret , sagde præsten vemodig , jeg er grusom , grusom mod mit eget kød og blod so u jeg elsker , grusom mod min henfarne hustrus billede , hvis minde jeg ærer og tilbeder i Ida som ligner hende så ganske , og grusom mod mig selv som nu skal gå ene og forladt om i præstegården , uden at se mit barn , uden at tale med min kære ven , uden at se dighr . Pastor — afbrød Chrisfian ham med blød stemme , og med tårer i sine ærlige øjne . Verner rejste sig , og gik hen til Chrisfian . Kender du grunden hvorfor din fader har betænkninger — og , jeg frygter uovervindelige betænkninger , jeg kender dem ikke . Hverken du eller Ida er rige , men i er eneste børn , og eders forældres vilkår og stilling er lige — hvad er da grunden ? Oh , vidste jeg det , vidste jeg det , udbrød den unge mand fortvivle og knugede hånden til panden . D ' t er måske særhed , sagde Ida , du skal først have eksamen , embede eller lignende — men vi kan jo vente . det er desværre ikke noget tidsspørgsmål — jeg skal og må endnu engang tale med brese , han har et ædelt hjerte Havde han som min Broder et so datergemyt — oh , jeg skulle bøje ham , men h n « r godhed en selv og har dog indvendinger , bestemte urokkelige indvendinger — kunne de ikke fjernes , så må du til Jylland . Nej — nej — sagde Christian fast , skal nogen rejse så er det mig . De skal ikke miste Ida — og jeg må dog i det mindste kunne vive af en som elsker hende oprigtig er hos hende og om kende . Og du lrøer af jeg kan leve uden dig Felix ? Du kender mig kun halvt . Hvad vil du da af vi skulle gribe til Ida ? , du må tale med din fader , t u må om ikke for din egen , så for minskyld , sige ham , af det er et langsomt mord han begår hvis han adskiller os , jeg kan ikke udholde det . InituPinit==kære deruPder==P ge , fat deruPder==dig , jeg skal tale med ham . jeg vil gøre hvad jeg kan , ja all hvad der står i min magt — og måske de hr . Verner — de som er hans ven — kan udrette noget eller få en forklaring . Jeg vil afæsfe ham den —svarede Verner , det skylder jeg eder — men sig mig oprigtig , er Ida dig så kær af du tror ikke af kunne blive lylklig med nogen anden ? hvor kan de tvivle derom , kære pastor ? De kunne før forglemme hende før en anden datter end jeg før en anden pige . Og dog vil du at jeg skal se dig rejse bort , stilles fra dig . Imellem to onder skal man vælge det mindste . Glemme dig kan jeg aldrig , elske en anden ligesålidt oller endnu mindre . Jeg skal dog have mine examina , måske forandrer tiden min faders anskuelser , stjont jeg frygter — jeg ved ikke selv at noget meget alvor ligl er grande » til min faders hemmeighedsfuldhed . Forklar dig Christian , eks han hemmeligsfuld imod dig . Jeg burde måske ikke sige noget , men da jeg intet ved , kan jeg vel ikke begå noget forræderi mod det som jeg kun formoder . Hvad er det da ? En hemmelighedsfuld mand har flere gange under dyb forborgenhed været i præstegården . I førstningen lagde jeg ikke videre mærke dertil , men da han altid i mange og lange timer var indelukket med fader i hans stnderekammer , blev jeg opmærksom på det besynderlige og sære ved disse sammenkomster . Oh , det er vist kun en af de mæhrifle brødre , sagde Verner , som tror eller ønsker at vinde en proselyt l brese . nej , han seer snarere ud som en adelsmand , eller som en høilbetroet embedsmand af vcrsdlig stand , men i morges kom han atter , ganske tidlig . Er han derovre endnu ? spurgte Ida . Ja , han var der da jeg gik fra præstegården , men dette var ikke så sært — hvad der derimod forekom mig besynderligt var at fader havde givet mig sine episoder til afskrivning . Så er det måske en boghandler eller en forlægger fra København . Det tænkte jeg også først , skønt han aldeles ikke tager sig ud som en handelsmand , men da jeg bedst sad og stred , kom der bud at jeg skulle bringe fader episoden fra 1801 , slaget på reden . Jeg var ikke halv æfrdig med afskrivningen , men tog dog heftet og bragte det ind i studerelamret , og sagde , at det halve kun var afskrevet . Fader var meget bevæget , han betragtede mig med usigelig ømhed og sagde : godt min son — det er kun nogle sider af den færdigflrevne del som jeg vil vise denne herre . Jeg kastede ct blik på den hemmelighedsfulde mand , som sad magelig i sofaen da jeg kom ind af døren — men som straks rejste sig og stod nu i en ærbødig stilling , og dog betragtende mig flarpt med sine grå slikkende dine . Jeg tro . de af fader havde præsenteret mig to . ham eller ham for mig , men det gjorde han ikke , jeg måtte da noies med af gungjelde don fremmedes høflighed ved en lignende formel hilsen , der rigtignok flet ikke passer i en præstegård . Christian , sagde min fader , vil du tjene mig i af bede pastor Verner , af komme herover i aften for af spille et slag piquet med mig . Gerne , sagde jeg glad , skal jeg straks gå derover ? Ja , ganske som du vil . Fader rakte mig hånden , som jeg som sædvanlig kyssede , men for første gang , bemærkede jeg af det forvoldte ham forlegenhed , formodentlig fordi den fremmede var tilstede . Jeg ved ikke hvorfor , men jeg blev underlig til mode over af fader generede sig for al hans søn kyssede ham på hånden . Jeg gik , men hørte mod min villie , den fremmde sige i samme sekund som jeg lukkede døren , „ det er dog mærkværdigt som han ligner faderen . “ En pause indtrådte , da Christian havde sagt disse ord . Verner gik et par gange op og ned af gulvet . Derpå spurgte han : er det i aften vi stat spille piquet ? Jat Ida — vi gå derover lidt tidlig , bliv her så længe kære Christian — det bliver snarere Puk end piquet vi to gamle komme til at spille , men det lover jeg uopfordret , at jeg skal gøre mit bedste for al føje jeres ønske , men det må i også love mig — at kan jeg ikke sætte det igennem — så slå vi det ud ak tankerne og handle som fornuftige mennesker . Christian svarede med et håndtryk , men Ida med et dybt suk , der næppe var dej eneste , nagtet Christian ssgte at indgyde hende mod og fortrøstning til fremtiden . Kl . 4 om eftermiddagen forlod den hemmelighedsfulde mand pastor brese , og skyndte sig hen af ' vejen til Jyderup , hvor en vogn ven ede ham . Pastoren så længe efter ham med en dybt bekymret mine . Manden der fjernede sig var ingen anden end den os bekendte Slangenbusch . ellefte kapitel . Faurbo-præsfegård . Tidligere end sædvanlig gik Verner over til sin nabopræst og ven hans brese . Verner gik grundende og dvbstndig soran de to unge mennesker , der gik sammen arm i arm . Det lød til at ingen af dem havde god trø til at aftenen ville være videre glædelig . Ja Ida vovede endog at sige , at hun følte ligesom en anelse om , at denne aften var den sidste venlige sammenkomst mellem hende og Christian for længere tid . Måske lagde Verner mærke til de unge mennesketale , thi han vendte sig pludselig om og sagde : hør børn , for at gøre pinen så kort og fornøjelsen , få lang som mulig , så taler jeg før aftenbordet ikke et ord om eder , men når vi så skal til at fortsætte spillet efter bordet , så går jeg på med lukkede øjne og klemmer ven brese i studerekamret . Vi må være belavede på det værste sukkede Ida , og klyngede sig fast til sin hsitelffede ven . Men vi ville dog bestandig håbe det bedste , trøstede Christian . Thi om min fader sætter sig nok så meget imod , og om han holder mig 3 år inde i København , jeg giver dig dog mit ord på , at jeg aldrig forlader dig . Når han nu vil gifte dig med en anden pige ? Her er min hånd Ida , enten skal du — eller ingen pige på jorden blive min hustru . Dette løfte gjorde sin virkning . Med lettet hjerte betrådte hun Christians hjem , oz gjorde alt muligt for at indsmigre sig hos faurbopræsten , der bemærkede det med et vemodigt smil , kyssede hende på panden , og lod et lille suk undflippe , som om han tænkte , „ jeg ved hvad du attråer men det slår ikke i min magt at hjelpe dig ! “ Efter aftenbordet opfordrede brese vennen at fortsætte kortspillet , men Verner sagde — lad de tossede kort ligge , jeg har noget at tale med dig om , lad os ryge vor pibe i dit studereværelse . som du vil , min ven , svarede brese , ikke uden forlegenhed , og de to præster gik ind i det omtalte Kammer . Tag plads , sagde brese — forsætlig for at vinde tid og for at samle tanker . Nej du , jeg taler bedst stående , det jeg har at sige er også kort og godt , at jeg ved at børnene elske hinanden . Er det en grille af dig hans , eller er der virkelige grunde for at du ikke vil vide noget derom at sige ? Svar mig oprigtig . Hans brese blev bleg og rynkede panden , dog var det kun et øjeblik , han rømmede sig og sagde : hør Verner , du kender mig nøje nok til at vide at hvis jeg overhovedet kunne og ville sige noget , da var det sagt forlænge siden . Meget sandt , det havde jeg også ventet , har du da ikke lagt mærke til at Christian og Ida betragte sig som kjæerestcfolk . Jo , men jeg har ikke kunnet forhindre det , og har håbet , at det blot var venskab . Du mener altså endnu , at de ikke kan få hinanden . Verner , tvivler du om at jeg nærer den største hengivenhed og faderlige kjerlighed for din Ida , så gjor du mig uret . Nej — derom tvivler jeg ikke et øjeblik , du holder af det kære barn lige såvel som jeg , hendes egen fader , men , netop derfor undrer det mig at du har imod partiet , eller at du ikke giver mig grunde . Jeg kan og for hverken give dig eller nogen grunde , kun dette må jeg fige dig min eneste ben , med et tungt hjerte : Christian hverken kan eller far ægte Ida , da hun er for god og ren til at være hans ' kæreste for livstid — så — det er nok , hans , du er bunden ved et løfte , og jeg skal ikke presse dig , thi vi have begge ondt deraf . ' i dag har jeg talt på foranledning med begge bsrnene og de er ligeså . ulykkelige som forundrede over din modstand , men navnlig fordi du ikke vil sige grunden . Berner , sagde brese idet han greb hans hånd — jeg kan og tør ikke sige grunden . Nuvel — derom skulle vi ikke blive uvenner — kun et ønsker jeg af du vil svare mig på , hvis du kan og før , strider det mod dit ønske eller dit løfte af Chrisfian tager bort for af absolvere sine examina ? Leg beholdt ham helst herhjemme . Godt , sav må jeg sende Ida til min Broder Rohde i Jylland . Hm , det var synd , nej — i så fald må jeg hellere afse Chrisfian , thi ingen af ob to kan undvære Ida . Må de stride til hinanden brese ? De må alt undtagen gifte sig . Vel , min kære ven , fra i dag pulle de to betragte hinanden som søskende . brese besvarede denne bltring med et tavst håndtryk . Efter nogen tids forløb sagde han r j Verner lad os nu gå ind i dagligstuen . I morgen begynder jeg på Christians rejsetilb-redelser — eg bønfalder tig , fremkom ikke med flere spørgsmål og lad din og Idas nærværelse trøste mig over det savn som jeg nu må lide . Brcse , v ! ville komme daglig sammen , men det bliver ikke nogen rigtig lykke , thi når børnene sørge , kunne forældrene ikke glæde sig . Det er desværre sandt , alt for sandt , og gud give at jeg kunne gøre det anderledes . De to gejstlige venner trådte tavse ind igen i dagligstuen , og „ Børnene “ kunne læse deres skæbne på de alvorlige ansigter , men der blev ikke talt et ord om genstanden der lå de unge mennesker så hårdt på hjertet . De vidste jo besked — men , de ville bære skæbnen med så stor fatning som det var dem muligt . tolvte kapitel . Hos gamle bekendte . Madam gjertrude Frandsen var en slægtning af den afdøde præstekone i faurbo . At hans brese , der ønskede at Christian i København ganske skulle hellige sig til sine studeringer og føre et eksemplarisk og tilbageholdent liv , altså i denne anledning henvendte sig til kusine gjertrude , der foruden slægtskabet endnu havde været salig madam breses pleiessster , var så naturligt . Dertil kom den ikke uvigtige omstændighed for en landsbypræst , at da Frandsens vare velstående folk , behøvede man ikke her at frygte for de med unge studerendes ophold i hovedstaden så ofte forbundne optrækkerier og udskejelser . Med en nogenlunde relsyldt pung i lommen og en vældig skrivelse i tegnebogen , ankom Christian derfor 8 dage efter den i forrige kapitel meddelte samtale kørende til den af os bekendte bolig i Nyhavn . da fætter brese både havde skrevet og modtaget flere breve angående tante gjertrudes pensionær , var det så ligefremt at den ny tilrejsende blev modtaget som en gammel bekendt og nær slægtning . Skipperen var jo rigtignok i kystfart for øjeblikket , men gjertrudes meninger og handlinger havde altid fatters samtykke , så at den fortræffelige husholderske skipperkone i virkeligheden var herre i sit eget hus . Hun havde da også gjort alting peent og hyggeligt , da hun ventede sin nye „ Søn “ henimod aften . Stuen var dobbelt festlig smykket med hvide servietter og dug udbredt over borde og konsol « , og den uundgåelige blankpolerede themaskine stod på bordet og snurrede imellem 2 tændte lys , ventende på den tilrejsende gæsts komme med posten , da man hverken kendte jernbane , deligence eller dagvogn . Den jyske post kom derimod 2 gange ugentlig fra Århus over ållundborg , Holbek og Roeskilde til hovedstaden og med denne kunne rejsende , for så vidt der var plads , age med , imod en takstmæssig betaling . Klokken 9 aften plejede posten at komme og mor , gjertude stod derfor allerede kl . halv ni og ventede sin student , den kære Grethes søn , uagtet hun meget godt vidste at personen ikke kunne havne i Nyhavn førend kl . henimod ti . Omsider krm da vognen , og den travle husmoder , der stod og spejdede i vinduet med de små blyruder , var nu ikke feen med at springe ud i forstuen , da hun så „ Foren “ i færd med at springe af vognen og samle sit tøj sammen . Velkommen til kongens København , råbte hun og omfavnede uden videre det unge høje spinkle menneske . Tak , er det tante gjertrude ? spurgte Christian . Ja , hvem skulle det ellers være , jo , kom du kun min dreng ind i lys og varme din stakkel , for du er da ganske forkommen af den lange vej min dreng , ja for jeg siger min dreng , for din moder og jeg vare sågodt som søskende . Det glæder mig , sagde han , men jeg må først hjelpe k « asten af med kufferten og få alt mit tøj og mine landkort og bøger ind i stuen . Å , snak om en ting , sagde mor gjertrude , kom du kun , kusken kan nok gøre det alene og så få sig en dygtig kradser med det samme , kom bare med mig min kære — du skal få det som en Prinds . Den gamle travle kone havde imidlertid trukket Christian ind i stuen , hjulpet ham kavaien af og ville just trække det unge menneske hen til ttebordet — da hun efter at hare betragtet ham i det fulde lys , lige med et stod som forstenet — og med opspilede øjne fremstammede det udråb — i gud forbarme sig . Christian , der blev ligeså forskrækket som den gode skipperkone , så sig i hast om , for at se om der stod nogen bag ved ham , eller hvad der ellers forvoldte tanten skræk . da han intet så , spurgte han : er det mig som har forskrækket tante ? Nej , nej , på ingen måde — svarede hun forvirret , men fattede sig dog hurtig — jeg syntes at de , at du så så forkommet ud — det er rejsen , ikke sandt ? — ja det er en lang vej , sid nu ved og få noget varmt . Men det var åbenbart , at hun var bleven altereret , thi hun skænkede theen med rystende hånd og så på engang forvirret og venlig ud , da hun skød bakken med det fine brød hen til ham . Sid nu ned og spir og drik min ven — du så å bleg ud . Christian lod sig ikke nøde , han satte sig ned og drak hastig en kop the og spiste et stykke brød , men kunne ikke undgå af tænke på den forandring i tone og behandling der pludselig var indtrådt hos den gode kone . Hjerteligheden var vistnok din samme , men før behandlede hun ham som et barn , hvilket han så godt kunne lide — men nu — uagtet hun sagde du og Christian til ham , viste hun ham artighed og opmærksomhed . Åh — det jevner sig nok , tænkte han . Imidlertid havde kusken sat de forskellige rejsesager og kufferten op på kvisfkammeret eller rettere det rummelige værelse der var indrettet i gavlen på huset og hvis vindue havde den mest fortryllende udsigt til havnen og Nyholm . kusken fik den bclovede kradser og be ikke lovede drikkepenge , og mor gjertrude syntes nu efter nærmere overvejelse af være kommen i sine gamle folder igen . Hun spurgte til fatters befindende — om hvor længe det kunne vare inden han — Christian kunne blive doktor , med mere . Ester af have besvaret alt , sprang han op og sagde — nå , kere tante , jeg glemmer nok det vigtigste : brevet fra fader . Med disse ord tog han et stort brev ud af pørtefeuille « Og gav det til sin adresse . Nå , det kalder du det vigtigste min den , nej du selv er da vigtigere end et brev , men lad mig nu først lyse dig op på dit værelse , det er kun et loftskammer , men du må tage filtakke dermed og rummeligt er det og sengen er , når jeg selv skal sige , rigtig god , men i Asten vil jh ikke opholde dig med snak , om en halv time må du sove på dit grønne øre og drømme om faurbo præstegård — nå , må jeg så lyse dig . Tak , tante men det haster jo ikke — kommer onkel Niels ikke hiem i aften , jeg ville dog først hilse på ham . Nej , onkel Niels er i Ålborg tillige med „ håbet “ Jeg fik brev i forgårs , og venter ham først om tre dage . Tante gjertrude tog nu det ene af lysene , og førte Christian op på sit Kammer , der forekom så behageligl , at han uvilkårligt udstødte et lille ' overraskelsesskrig . Men det er dog påfaldende som det ligner mit Kammer i faurbo , det er også et gavlværelse , og alt lige indtil ordningen af møblerne , ligner mit værelse . Det er såmænd også dit værelse , min ven , forresten vil jeg tilstå dig , at fader og jeg har anordnet det ved fælles overenskomst , at det skulle være ligesom i faurbo — kun med den forskjæl , at man istedetfor udsigt til landet , her har udsigt til søen . Tusinde tak , kære , kære tante — søen har altid været mit ideal , oh , hvor disse lys til højre tage sig smukt ud , og månen som spejler sig i vandet — det er dejligt , dejligt . Imorgen vil det tage sig bedre ud , ved dagslys , især synet af havnen , skibene og Amalienborg . Sov nu vel og drøm sødt . God nat , vær endelig . Førsigtig med lyset , sovvel . Christian blev længe stående i vinduet og stirrede ud på de mange ny og imponerende genstande , der ved månens skin toge sig dobbelt imponerende ud . Alt var her så start , så overordentligt og dog så nyt for ham . han blev på engang greben af beundring , henrykkelse og angst — han sølle sig så lille , så ubetydelig lige over for alt dette . Og dog glede hans tanker tilbage til barndomshjemmet , til de smilende Enge , til præstegården , til Ida og hendes fader , hvis tårer han endnu så rinde ved den sidste afskedshilsen , og han dvælede ren ved faderens døitidelige bøn for ham , hans velsignelse og hans næppe herlige farvel . En tårestrøm lettede det unge menneskes beklemte hjerte , og da han havde aftørrct fine øjne , mumlede han : og nu i seng , søvnen styrker , jeg vil bede gud om , at held og tilfredshed må blive resultatet af mit ophold og mine studier i København . For første gang står jeg nu ene i verden , i en fremmed by , dog nej — det er en forsyndelse , tilgiv mig du lysets gud , du som har fladt alt det som mit øje fluer , de talløse stjerner , de lyse kloder , der bevæge sig i det » begrænsede rum , du er hos mig , du er overalt , bevar mit hjerte rent og gudhengivent , dådkrastigt og udholdende i livets kampe , vær hos min dyrebare Ida som en herlig trøster og hos alle mine kære , udsend styrke til den svage , sundhed til den lidende og brød til den trængende , led mine skridt , og lad mig i alle livets tilskikkelser elfte dig barnligt og fromt , thi du er min , som du er alles fader . Ester denne bøn , lagde han sig til ro , — og sov snart den retfærdiges søvn . Foruden det die , der seer alt , hvad menneskene foretage sig — var der endnu et øje der betragtede Christian da han stod i vinduet . Det var en somandsklædt person , som hvilende på årerne , sad i en lille jolle , der gyngede i havnen , omtrent fem seks kabbellængder fra Niels frandscns slæbested . Havde Chrisfian haft en kikkert ville han have set at det var den samme fremmede , han havde set t faurbo præstegård i faderens studere-værelse . Da Chrisfian forlod vinduet og slukkede lyset , tog den i jollen værende person til årerne og roede over til Christianshavn , idet han sagde halvhpit : „ 3 “ Morgen begynde vi på løbegravene . “ trettende kapitel . Hvad ville de ? Medens Chrisfian træt af rejsen lagde sig til ro i sit hyggelige gavlkammer , stod Meer gjertrude med foldede hænder og i dybe tanker foran de over sofaen hængeudo portrætter . Hun betragtede et af dem med skarpe kritiske dine og mumlede stadigt de ord : „ Besynderligt , besynderligt . “ I denne stilling og med disse ord på læben traf Carl theisncr hende da han kom for at spørge nyt fra Aline og onkel Niels . Min gud tante de studerer jo den kongelige families physionomier , og det med et alvor som om de gjorde heraldiske studier . Hvad det slags studier kaldes ved jeg ikke , min dreng , men vor ny slægtning , der nede fra faurbo er kommen og han havde nær kyset livet af mig . Er det muligt , og de som i s — 6 dage ikke har talt om andet end om hans komme — er de nu bleven bange før en skikkelig provindsfætter . Ja min ven , alvorlig bange . Tænk dig det er kongen op ad dage , grangivelig som du seer ham — kun yngre — omtrent som du seer ham der . Og det har forskrækket dem ? nu må jeg virkelig le — man har truffet mennesker der lignede Napoleon , og Alexander den store , ja , selv Raphael , den italienske maler , som er død før flere hundrede år siden — det er hvad man kalder kapricer — det skal ikke ængste dem — men før at tale om noget andet , er der kommen drev fra Aline . Grådigc menneske , det er jo kun to dage siden at du fik en hel recept på otte sider . Ja , man er grådig , sagde Carl , efter at børe fra den kæreste man har . Kæreste , hvad er det før snak — Carl , hun er jo nu din kone — i tvang jo både os og Ibsen der- ' til . Nå , det er jo grove beskyldninger , sagde Carl muntert idet han rystede skipperkonens hånd — nej , tilstå kun at i frivillig gjorde de to ulykkeligste mennesker lykkelige . Ja , ja , lad det være godt , nu er det flet , og når i blot får fatter grams velsignelse og samtykke , så pa ! jeg jubilere . Jeg frygter at han gier sig ikke så let , svarede Carl med et suk , mig er han ganske mageløs god imod , men min stakkels Aline er han meget vred på , alt hvad jeg siger og bønfalder nytter mig ikke . Åh , det kommer ikke straks , men siden gier han sig . I dag kan de tænke dem tante , gik jeg ham hårdt på klingen . Han har nemlig , med en mageløs goohed befriet mig og alle de loyale medlemmer af selskabet for enhver ubehagelighed og straf . Jeg skulle give dig en advarsel min søn , det er min embedspligt , sagde han , men jeg siger blot , tilføjede han , kom til mit bryst , lad mig trykke dig til mit gamle sorgbetyngede hjerte med den fulde vished at du er en ærlig sjæl , et fortræffeligt menneske , der aldrig oftere vil indlade dig i sligt . Hans tårer og hans blik , ja hans hele sindsbevægelsæ bar vidne om hvørmeget han holder af mig . Han har måske en anelse om at du er hans svigersøn . Nej , han har ik e tanke derom , ellers ville han have jaget mig bort som en fordømt . Hvorfor dog ? Desværre det fik jeg snart vished om . Jeg kyssede hans hånd og bad for Aline — han rev hånden til sig og råbte med pludselig forandret stemme og i højeste vrede : „ ikke et ord om hende den utaknemmelige ! jeg vidste ikke hvorledes jeg skulle optage det , men jeg glemte mig selv , og råbte , øh , min fader , det er dem der i embedsiv « begå « Vold og uret mod deres eneste barn . Aline elsker dem så højt som en datter kan elske fin fader , men hun har deres energisfe karotte « ; hun sætter sig til modværge mod det som hun kalder uret , rit ville sønderrive det hellige bånd de selv havde knyttet , betrakter hun som en hidsigheds og voldshandling — og derfor er hun flygtet , far at de når vreden har lagt sig skal kalde hende tilbage — tilgive hende og gøre os lykkelige . Forsvar hende ikke Carl , råbte han skrækkelig irriteret , du gør kun ondt værre , skal datteren eller faderen være den eftergivende ? Var det ikke hende der påførte mig den skam , at gemme i mit hus det hemmelige selskabs papirer ? Nej , det var mig — lad hele deres vrede falde på mig — og ikke på en uskyldig . Der var intet fem helst kompromitterende i disse papirer . Kun harmløse love , loyale forslag , medlemsliste og lignende , foruden rede penge , der jo ikke er forbryderiste , siden de ikke er ulovlig ejendom . Da alt dette var betroet gods , som hvis jeg mistede det ville vanære mig og skaffe mig navn af forræder i mange brave mænds meninger , førte fortvivlelsen mig til deres hus , jeg måtte dog redde det navn , som deres datter skulle bære , fra skam og miskendelse . så burde i straks have overleveret det tll mig som embedsmand . Det ville have været forræderi , først da en anden — Slangenbusch , havde forrådt — og de i em - bedsmedfør , stred ind med lovens magt , først da havde jeg ret til at overlevere det — og det har jeg gjort . Efter at Aline er flygtet og har tilintetgjort papirerne — nej , jeg tilgiver hende aldrig , råbte han og stampede i gulvet . De vil bringe mig til at tro , sagde jeg modfalden og skælvende , og de vil indbilde dem selv og os , at de er en hård fader , at de ikke føler noget for det ulykkelige barn , der tilbringer dagen med suk og natten med tårer , — men jeg seer og ved , at politiembedsmandcn g/ør bold på faderkærligheden og på mennesfekærligheden , for at synes anderledes end han er . Det vil måske lykkes dem , omsider ot knække det liv og den tilværelse som de har skænket hende , og jeg — hvad har jeg da andet at gøre end følge hende til det sted , hvor ingen mere kan adskille os , men når de så med fortrydelsens tårer , står ved den lille gravhsi — der dækker to hjerter , som ikke blot elskede hinanden ømt , men også dem inderlig og barnlig hengivent — så husfti , ti , råbte han på engang rørt oa vred — nej , nej , skreg han og knyttede hårde » mod fin pande , jeg gør min pligt . Rei , nej , jeg tier ikke , jeg vil tale , om så mit hjerte brister derved , jeg vi føre et barn tilbage til sin fader — thi jeg , ikke hun er den skyldige , — og når de sover vil jeg hviske Alines sidste hjertesuk til dem i deres øre , jeg vil indprente i deres bryst de sidste strofer som deres stakkels datter har ned » Skrevet i de lange søvnløse nætter . Til mig — til mig ? spurgte han . Ja til dem , — de lyde simpelt og ligefremt : „ Fader , lad din brede svinde , Hust at gud tilgiver alt ; drag endnu engang til minde , hvad så til du mig har kaldt . Dagene formørket blev . Ved den straf du har påbudt : uden Carl jeg tan ej leve , uden dig — mit liv er brudt . “ Den gamle kvalte en frembrydende hulken . Han ilte ind i sit kabinet , og jeg hørte tydeligt at jeg havde rammet ham i sjælen — men ti minutter senere lukkede han ganske rolig døren op og sagde i en kold og dog mild embedstone . Carl , du må gerne komme her hver dag — men jeg forbyder dig at tale mere om hende . Nå , og så gik du Carl ? spurgte mvm . Frandsen . ja , thi han lukkede sig inde i sit kabinet . Han gier sig min ben — der er jo allerede skudt bresche . Kampen bliver imidlertid meget hård . Lad nu blef nogen tid gå hen — så gier det sig nok , en smuk morgen^bringer jeg et brev fra Aline som han læser og bliver rørt — så følger du og din kone mig lige i hælene — og du siger ganske ligefrem : om forladelse kære fader , vi skal aldrig gøre det mere , her er min kone og jeg , og de er godt på vejen til at blive bedstefader . Oh , han myrdede os , råbte Carl , eller endnu værre , han kastede os på porten . Nah snak — bild mig det ind — nej min ven , det har ingen nød , disse pligtmennesker stive sig op med instrnxcr og vedtægter , men går man dem på klingen , så viser det sig , at under ethvert politiskilt slår der et menneskehjerte . Det tror jeg og det er^det jeg stoler på , men to » Nu at tale om noget andet , Slangenbusch og hans ven grev satanio have haft fat i mig , eller rettere have gjort sig umage for at få fat i mig , men jeg smutter fra dem som en ål . Det er rigtig , denne Slangenbusch er en farlig listig ræv , og satanio er jo en oprører . Ja , jeg begriber ikke at han er gået sri — men tænk , han går nu åbenlyst ud og ind hos høj personer . Det kan da ikke være andet end at han spekulerer på nye gavtyvestreger , vær forsigtig Carl ! Ja , det samme sagde hans tjener , den godmodige , komiske fyr puf . Det må være en rar tjener , som forråder sin herre . Puf er i erhvert fald oprigtigheden selv , hvad man ikke kan sige om greven . Han siger sin herre de droiesfe sandheder , ikke blot på hans bag , men endog lige i ansigtet . Og det tåler greven ? Ja , men lidt med stor arrigbed , jeg tror at han kan ikke jage puf af sin tjeneste ; lige meget , denne gemytlige fyr sagde da han bragte mig invitationsskrivelsen om at aflægge greven en visit i hotel du nord , at han frarådede mig at gå derhen fold greven var en stor spidsbub , før havde han spekuleret i tumulten , nu spekulerer han i loyaliteten . To gange har han alt været med breve , fra greven , tredie gang , kom Slangenbusch , og jeg sagde ham rent ud , at jeg hverken ville have med ham eller greven at gøre . Stå fast ved det , min ven , det er noget krapyl , som altid bereder retskafne folk forlegenhed « . Således tænker jeg også — og jeg holder mig fra dem , men jeg kan ikke nægte at jeg er nysgerrig for at vide hvad de ville . Finde på nye historier naturligvis . Ja , vistnok , men hvilke historier og i hvad øjemed ? Det var nok været at vide . Oh , lad den fugl flyve , Carl , så såre man står stille for at høre på klapperflangen , bliver man bidt . Brændt barn vogter sig for ild , sagde Carl beroligende , tante kan være ganfle tryg for mit vedkommende , nå , jeg vil nu anbefale mig , altså om tre dage — det er en drøj tid at vente på håbet i — i morgen tidlig kommer jeg for at hilse på min nye fætter . Det var ret min dreng , du kommer til at tage dig lidt af ham og vise ham lidt om , som på kunstkammerct , runde tårn , det afbrændte slot og værfterne — men på kaffehusene er det ikke været du fører ham . Lad mig om det kære tante , hust pa » at jeg er et sat menneske , en gift mandjo der har vi det — de gifte mænd er undertiden de værste udhalere , indtil de blive afrettede af deres koner . Var onkel Niels meget lærvillig ? Nej , min ven , han var såmænd ikke , han var i sine unge dage akkurat ligeså stor en galrøis som du min dreng . Nål — men så blev der dundret op ? dundret ? råbte mor gjertrude , jo vist , det fluide nok forslå — nej , der skal såmænd andet til . Gode ord da ? Åh ja , det er bedre , men det forslår aligevel ikke — nej , når konen vil have manden på ret køl , så mia hun kysse ham og græde dygtig — ja det lærer du nok . Oh , der gav de mig en prægtig oplysning — nu skal jeg netop sætte mig på bagbenene . Nej , min ven , spar du kun ulejligheden — tro en erfaren kone — når konen bærer sig fornuftig ad , så er manden væk , og så kan hun vikle ham om sin lille finger , thi konen er altid den længst udholdende . Tak for underretningen tante , men gør mig den tjeneste og sig det ikke til Aline . Det lover jeg dig min dreng , for hun ville le af mine råd , og sige : det ved jeg nok , sådan noget ved en ung kone meget bedre end en gammel . Carl tø , gned sig fornøjet med den højre hånd på den venstre arm , noget som han altid plejede at gøre når han blev i godt humør , derpå så han på sit Uhr der viste på halv tolv , tog sin hat og forlod skipperhuset igennem Nyhavn . fjortende kapitel . Orientering . Imellem Carl og Christian medes snart et sandt og inderligt venskabs og fortrolighedsforhold , der vistnok begrundedes ved de unge mennesiers fælles sammenkomster i Niels Frandsens hus , men som navnlig havde sin nød og sin styrke i begge vennernes ædle symphatetiffe og oprigtige sindelag . Christian trængte til et hjerte i hvilket han kunne udgyde sit savn og sine fremtidsforhåbninger med hensvn til Ida , og Carl der fandt at hans vens skæbne havde mange berøringspunkter og megen lighed med hans og Alines genvordigheder betænkte sig ikke på at asfløre sin hemmelighed for Christian , ja endog at føre ham ombord på jagten . Håbet “ For at præsenteres for mdm . Theisner , der henlevede sit liv i kaptainskahytten , med et nydeligt lille boudoir og sovekammer ved siden af det større rum . Da både Aline og Christian allerede ved Carl kendte hinandens skæbne meget nøje , var venskabet snart forøget ved den tredje person i aliancen , og man fandt at en hemmelighed kunne godt blive hvad den fluide være , ukendt for alle andre , fordi tre trofaste tause venner kendte den . Christian syntes så godt om Alines lille hyggelige asyl , at han lydelig ytrede ønflct om at hans Ida havde et lignende , han ville da ikke betænke sig på at efterligne Carls og Alines rafle handling , tagende hvad der kunne følge på for fremtiden . Jeg må på det bestemteste fraråde det , netop førdi jeg selv har prøvet det . Fortryder de det da ? spurgte Christian muntert med en kort latter , det lader døg til at de befinder d m ret vel derved ? Oh , de mener førdi Carl kysser og omfavner mig — og førdi de læser i mit ansigt den lykke og tilfredshed som Carls hengivenhed og kjerlighod forvolder mig ? Nuvel , for at være oprigtig , når mit uhyre af en mand er tilstæde , så fortryder jeg ikke det raske skridt vi har gjort , tværtimod så velsigner jog det bånd der knytter os sammen og synes endog at den hemmesighedsfuldhed som omgiver os , forhøjer nydelsen af vor glæde . Seer de — de fortryder altså ikke ? Jo , hr . Brese , thi disse timer er så få , at de ikke kunne veje op imod de lange kedelige og længselfuldt timer i hvilke jeg må afse ham og være ganske ene . Det man længes efter og i grunden har , er døg altid et gode , ikke sandt — Carl , du er da ikke vred fordi jeg trættes med din kone . Aldeles ikke , forresten må i som slægtninge ikke bruge drt fremmede „ De , “ men tale ligefrem sammen som fætter og kusine . For dig hedder hun Aline og du hedder Christian thi kendes for ret : -- -- -- - ' det er et ord , må jeg sige Aline og du ? Ja , på den kondition , at jeg må sige Christian til dig , du lysalf — men derfor flipper du ikke fra disputten vi nylig førte . Når han den sort- der , er hos mig — nuvel , jeg har den svaghed — det er et polinran — men jeg finder mig deri — så er jeg evig glad , men tænk , jeg har været i Horsens , Århus og i Ålborg , lange kedelige rejser , men der kan jeg dog gå i land , men herhjemme nærved min fader , nærved tante Trude , og ved min Carl , er jeg , politiloitnantens datter , arrestant , indesluttet . Dagene er uden ende , nætterne søvnløse — mit lille himmerige har da også sine kvaler . Dezbedre , savnede du ikke Carl , så var himmerige jo ikke andet end indgangen til det fæle gemmested for ekarnsfolk ; vær du altså glad over at du længes . Havde i ikke giftet jer , så Havde du albrig kunnet se ham og så — ja så havde det rigtignok været værre , men , en faders samtykke er dog en god hovedpude i en brudeseng — og uden den har man ingen rigtig hvile . Ligemeget , hvis jeg havde evne som Carl , betænkte jeg mig mr et minut på hvad jeg ville gøre . Hvad evnen angår , behøver du ikke at genere dig , når du har fået embedseksamen og embede kan du betale mig efter behag , så længe står min kasse ganske til din jeneste . Jeg kunne fristes til at modtage dit tilbud , jeg ville byde dig det samme , hvis jeg kunne — men jeg frygter at det ville blive et alt for stort udlæg ; jeg kan jo ikke have embedseksamen før om 3 — 4 år . Om der var tale om ti år eller en hel levetid , Christian , ville min ejendom altid betragtes som din egen . Ja hvad pengene angår , faldt Aline dem i talrn — behøver du sandelig ikke at genere dig — da vi fra velhavende , pludselig er blevne rige folk . Du kan tænke dig , en kusine af ham , en gammel jomfru Borch på 72 , med svære grunker , — Carl , hvormeget er det vi får — en tønde guld omtrent og gården Egedes minde , svarede Carl . Nok , sagt han havde næppe fået mig til kone , førend lykken velter ind over ham . ' jomfru Borch dør , og han er hendes arving . Ved din fader det ? spurgte Christian . Nej , hun er jo først bød i disse dage — desuden , er det ikke formuesomstændigheder » ^ nej , det er politimandens ærckærhed — og den sorg at jeg forlod ham , der gjsr ham vred og uforsonlig . Aligevel i dit sted , Carl , gik jeg til papa , sagde Christian , og fortalte ham ærligt alting . Han gier sig som tante Trude siger , vil du — så skal jag være mægler . Hvis du tror at det kan nytte . Dristig vovet er halvt vundet , og for at blive ved ordsprogene så plejer man at sige , æblet salder ikke langt fra stammen . At fljønne fra Aline kan fatter gram ikke være så gram som hans navn lyder , jeg går ligefrem og ærlig tilværks , jeg siger at du på ny har arvet en blomme og en herregård , at i er lovlig gifte og bede om pardon , da kystfarterne ombord er så kedelige for en ung kone . Ja , og så kaster han dig ned af trapperne . Nej , han gør ikke — han bliver rørt , lad mig nu styre min lyst og gøre et lille skridt til at få alting bilagt — siden kan i jo gøre gjengjeld med også at gøre Ida og mig lykkelige . Det er et ord , råbte begge de unge ægtefolk på engang , forsøg det . Og jeg vil medgive ham et lille brev , tilføjede Aline , femtende kapitel . Noget mærkeligt skeer . Sit løfte tro , gik Christian allerede dagen efter til Alines fader . Han havde iført sig en smagfuld selstabsklædning , hvorover han kastede sin blå Kavai , der ikke manglede opslag og havde efter den tids mode fem , seks lag klædesflag . Han nærmede sig kækt og dog rolig i bevistheden om sin gdde hensigt og sin vigtige mission , politiløitnantens bopæl i det betegnede sted i klædebocrne omtrent ligefør Skoubogade . Det var om formiddagen henimod kl . 12 . Embedsmanden stod netop på springet og skulle over på politik « meret , da pigen bragte hr . Gram et zirligt kort , med det ham ubekendte navn : Christian Felix brese . Lad ham træde ind , sagde gram — det er vist nogle oplysninger om de stjålne sølvstager . pigen åbnede døren for Christian der trådte raskt ind og gjorde et heftigt buk for gram , der ilte ham venlig i møde . Christian ville netop indlede sine ord , da gram ligesom tante gjertrude den aften han kom til København , trådte forstrækket tilbage og stirrede på det unge menneske . Hvem er de , hvem er de , spurgte gram , øjensynlig betuttet . Jeg er studerende , svarede den adspurgte , min fader er præst i faurbo og Carl theisner er min intime ven . Ah — nå — Carl , en fortræffelig ung mand — de har da vel ikke været i det hemmelige selskab — deres navn stod i det mindste ikke på den liste Slangenbusch opgav . Det var åbenbart at politiløitnanten var i høj grad consundcret , han vidste i virkeligheden ikke hvad han skulle sige eller gøre . Nej — jeg har ikke været i det omtalte selskab , af den simple grund , at jeg kom til København efter selskabets opløsning . Hvad bringer mig æren af deres besøg ? To nyheder , som jeg må meddele dem hr . Løitenant , den ene er , at jomsru Borch , Carls tante er død og har efterladt ham ku tønde guld og en herregård . ' gud ffe lov , oh , det glæder mig — råbte gram og gned sine hænder . Jeg vidste af Carls beretning , at det ville glæde dem i høj grad . Ja , det kan de tro — den herlige fyr — men hvorfor kommer han ikke selv og meddeler mig det ? Fordi han er bange . Bange ? er jeg da så slem ? Nej , det siger han ikke , men han frygter for at de skal få at vide — at han er hos sin kone — ja nu er det sagt — han er gift . Er han gift ? råbte gram , gift — og han trådte nogle skridt tilbage og lod sig af forundring falde ned i en nærstående lænestol . Men som om han fandt dette upassende i en fremmeds nærværelse , rejste han sig hurtigt op , og mumlede med et suk : stakkels barn . Christian så forundret på ham og ville netop sige noget der kunne give gram nærmere oplysning — da denne udbrød med en slags bitterhed : nå det må sig sige så er hun godt nok straffet . Han har altid været et godt parti — og nu dobbelt , men jeg var nødt til at bryde der , jeg måtte — imidlertid lod det til , at han ville se tiden an , og jeg anede mindst , at han havde sådant et hastværk med at tage en anden . Hun løber bort fra faderen og så løber Earl bo ? Fra hende — der er en nemesis . hr . Gram de har sikkert misforstået mig , Carl er gift med — jeg takker , jeg takker , råbte gram med en vis høflighed og bitterhed — de kan spare dem uleigheden med at meddele mig deres vens hemmeligheder , han er jo sin fri mand , kun undrer det mig at han ikke lod mig vide når den store handling gik for sig . Igår Morges sagde han ikke et ord . Han har altså holdt bryllup i aftes , hvad hedder han ? Dulcinea ? Alle disse ord blev temmelig hastigt udtalte , som om han ærgrede sig over at hans datter i hans tanker var forbigået og forurettet . Christian ventede sig derfor et godt udbytte af sin mellemkomst , thi hvis det ærgrede gram når Carl fog en anden , så måtte det jo glæde ham når han fog Aline . Han besværede derfor spørgsmålet når Carl havde holdt brvllup , med den ligefremme oplysning : Carl holdt bryllup samme nat som han bragte dem selskabets pengemidler om morgenen . Hvad behager ? — hvad behager , altså da Aline løb bort ? Ja han fandt , at siden hun nu ikke havde nogen fader , så måtte hun dog have en mand . Dette var i virkeligheden dog for meget for politiloitnanten , han snurrede sig rundt som en top og lod sig denne gang falde ned i lænestolen hvor han nogle sekunder blev siddende med hænderne for ansigtet ; derpå sprang han op . Det er ugyldigt , råbte han , jeg gjor indsigelse , jeg går til kongen — ha , det er skændigt , imod en faders villie . Christian så det oprør hvori den gamle politimand var . han søgte derfor at berolige ham . Med mildt alvor præget i sit ærlige ansigt nærmede han sig gram , lagde hånden venligt på hans skulder og sagde — lad dem formilde , kongen vil sige ligesom alle andre : . kald deres datter tilbage , og lad de unge mennesker være lykkelige med hinanden . “ Gram studsede og så op , — tonen , udtrykket , og godheden hvormed det blev sagt , lignede aldeles kongens ; stemmen var den samme , og ansigtets lighed var som et spejlbilledes . Min herre , stammede gram ; alt hvad jeg kan sige er , at jeg skal tænke derpå . Tør jeg vende tibage — og give dem håb ? Jeg siger ikke nej — og ikke ja — men det er oprørende — begge ville knælende bede dem om tilgivelse — før lod det dog til , som om det ikke havde smagt dem , hvis han havde taget en anden — dulcinea . Muligt , muligt , men jeg vil have min tid til at betænke mig — når jeg finder at alt kan være godt , skal jeg skrive , men før må ingen af dem komme . tak , hr . Gram , te lettede en stor sten fra mit hjerte , thi mit livs lhlke beroer på at de tilgiver deres børn . Deres lykke , min herre ? Ja , thi også jeg elsf-r en engel af en pige . Ah ! Min fader sætter sig imod partiet og derfor er jeg igrunden forvist til København . Hvor boer deres hr . Fader ? I faurbo , hvor han er sognepræst , han elsker Ida , men sætter sig imod vort giftermål . Af hvilken grund ? Af grunde som han ikke vil anføre . Ah , således — nu , en fader må man adlyde . Enhver regel har sin undtagelse , en fader kan jo være for streng . » Jeg er for meget part i dette spørgsmål til at jeg tør afgøre det mc » andre . De sagde at deres lykke beroer på at jeg tilgiver Carl og Aline . * ja , thi så have de lovet mig , at gøre udlæg for mig — til jeg har taget embedseksamen og såt embede , så at jeg forinden kan ægte min forlovede imfr . Ida Verner . Min herre , hvor boer de , for at jeg når jeg føler mig formildet kan sende dem et par ord derom . Jeg boer hos tante gjertrude , tæt ved Nyhavns hoved , i skipper Niels Frandsens hus . de siger tante gjertrude — er de af familien ? Ja min herre , min afdøde moder var kusine til mdm . Frandsen , deres datter Aline , såvel som Carl , ere altså mine slægtninge . Godt min herre — de skal høre nærmere fra mig . Ræk mig deres hånd , min kære hr . Gram . Hjertensgjerne — her er den . De er da ikke vred på mig for min påtrængenhed ? Besvar dem selv , seer jeg meget vred ud ? Nej — langtfra , jeg iler bort med et glædeligt håb — og beder dem om ikke at lade os vente forlænge . sekstende kapitel . En forespørgsel . Efter at Christian havde forladt politilørtnantens bopæl for at bringe sine venner , det ikke nedfiående svar , at de fluide få bud igennem ham , ved hvem gram vilve oversende det , iførte denne sig hastig sin røde uniform og ville netop gå over på politikammeret . Men han standsede pludselig inden han kom hen til døren , ligesom om han havde en betænkning . Nej , sagde han , det er alt for mærkeligt , jeg må til Bulow — det kan være en tilfældighed , men det kan også være noget mere , især da sognepræsten i fanrbo , ikke vil tillade ham ægteskab med denne frøken Verner . Kammerherren må se ham , og undersøge om der er nogen nærmere årsag til denne mærkværdige lighed . Om det nu var det unge menneske , som både kongen og hans Don har talt om flere gange og som Slangenbusch , den filur , vil drage fordel af . Jeg må derud , det er måske af stor vigtighed . Gram ilte ud i Amaliegade til det gule palais . Kammerherren var ikke hjemme , han var hos kongen . I hast skrev gram et par linier til hans hsivelbårenhed , og blev indladt i kongens arbcids ' nbinet , hvor såvel majestæten som kammerherren befandt sig . Tilgiv , min høle konge , at jeg kommer så at sige med tungen ude af halsen , men ct ungt menneske er kommen til mig , ganske tilfældigt , i anledning at bede for sine frænder og venner : min datter og svigersøn , thi de have giftet sig — hø , hø , hø — lo kongen , de have skyndt sig , nu så er der jo ikke andet for end at sige ja og amen . Ja , sankt at sige , har jeg halvvejs tænkt det , men der er en ting som har holdt mig tilbage , det er , at den unge brese , vennen , der hedder Christian — og ligner deres majestæt , som et naturtro spejlbillede — går da også hen og gifter sig , med en præstedatter med hvem han er kæreste . ligner mig , spurgte kongen animeret , er de vis på at det ikke er en tilfældig lighed ? Min herre og konge , jeg stoler i en så vigtig sag ikke på min egen dømmekraft — jeg ville derfor bede hr . Kammerherren forvisse sig — men mig forekommer det , at han indtil bevægelse , ubtrpk og stemme , ganske er deres majestæt lig . Det er det unge mennesfe , som Slangenbusch , spekulerer i — det tør jeg dø på , sagde Bulow . Derom talte det unge menneske ikke , han nævnte ikke hans navn og talte ikke om nogetsomhelsf andet , end om Carl og Aline , forsoning og sin Ida Verner , men så fordringsløs og med ædel simpelhed han fremtrådte , gjorde han øjeblikkelig et imponerende indtryk på mig — og jeg er dog en gammel politimand , næst kongen og grev Schimmelman , ved jeg ikke noget menneskeligt væsen , der har imponeret mig således . Jeg må se ham , før ham herhen — måskemajestæt , lad mig først se og tale med det unge menneske — når jeg har overbevist mig om , at det ikke er en bedrager , en af Slangenbusch instrueret spekulant , først da må kongen se ham . Du har ret , Bulow — jeg må styre min utålmodighed , men jeg tilstår , at hjertet banker af forventning . Gid det må komme til at banke af oprigtig glæde , men det er nvd endigt at alt hvad den snedige Slangenbusch fingererer ved , må absolut indgyde mistro . Gå derfor endnu i dag , Bulow — du ved ikke hvor besynderlig jeg er til mode . Jeg skal handle både som deres majestæts hengivne ven og undersåt , kun må de gram lade Jahnsen vimse om det unge menneskes bopæl , og ikke flippe ham af syne et minut , hverken nat eller dag . Det skal sle , hr . Kammerherre . De vil indse at det gjelder at erfare om han er en retfærdig , eller genstand for andres spekulationer . Vi må kende ham i et og alt . Det vil være let , thi han er som en åben bog . Destobedre ; tak for underretningen — hvor opholder han sig ? Hos skipper Frandsen ved Nyhavns hoved . Altså nær herved , om en time skal jeg gøre mig et munde hos ham , sagde Bulow , men tag de en hyrevogn , få fat på Frits Jahnsen , han kan jo børste søvler og klæder , for det unge menneske , mod en ubetydelig godtgjørelsc . Jeg iler afsted , men beder tilgive , hvis jeg har allarmeret for ingen ting . under navnet Jochum , fik jahnscn straks en slags opvarterplads hos Christian brese , der behøvede en sådan , og ved at gå mdm . Frandsen velvilligt tilhånde , blev den kløgtige fyr snart indviet i det unge menneskes sager , som jo forreste » ikke heller behøvede at sljules . Vanskeligere var opgaven for kammerherre Bulow . Der ikke kunne frigøre sig fra en pligtmæssig mistro . Som følge deraf var Christian straks meget tilbageholden imod ven fremmede fornemme herre , hvis spørgsmål han fandt nærgående . Min herre , sagde han , er de en ofieicl embedsmand , der på embedsvegne vil trænge ind i mine forhold , så vær af den godhed , at vise mig deres bemyndigelse og jeg skal øjeblikkelig besvare ethvert til mig rettet spørgsmål som jeg er i stand til at besvare jeg er ikke politimand , sagde Bulow , ikke heller justitsembedsmand og mine spørgsmål have heller ikke lav nysgerrighed til udgangspunkt . Vær forsikret om at når jeg forelægger dem spørgsmål , da er det i en wgtig anledning og kan mulig blive til deres egen fordel . Tør jeg vide med hvem jeg har den ære at tale , sagde det unge menneske formelt , uden det , kan jeg umuligt besvare spørgsmål , der forekomme mig indiskrete . Nuvel , jeg er kammerherre , general Bulow , og jeg kommer til dem , fordi det er mig magtpåliggende at vide forskellige ting dem betrærffcnde , og jeg ville derfor sætte stor pris på deres fortrolighed . Hr . Kammerherre , jeg skal med fornøjelse skænke dem om ikke fortrolighed , så oprigtighed med alt hvad de ønsker at vide og notabene som jeg ved . Lad os da sætte os ruin herre , og sig mig på lere , om de ved at de ligner en vis hoitstående mand ? Oh , de mener kongen , jo det har man herinde for talt mig hvert øjeblik , ja man har endog ladet mig sammenligne mit billede for spejlet med kongens portræt , men med undtagelseiaf lyst hår og blå øjne som jeg har tilfælles med tusinde andre , finder jeg ikke spor af lighed . Hvem var den første der gjorde dem opmærksom på at man fandt at de lignede kongen ? Min tante , da jeg kom hertil , hun blev ganske forskrækket , men nu giver hun mig og Carl theisner ret at det kun er en aldeles flygtig lighed , en af naturens kaprieer , som så lidt finder sted . Men en mand ved navn Slangenbusch , har dog vel yttret en anden mening for dem ? Hr . Kammerherre , jeg ved ikke at jeg har talt et ord med den person , der hedder Slangenbusch , som min ven Carl med flere har skildret som et farligt subjekt — . men jeg skylder at tilstå at skylden er ikke hans . Såvel han som en grev satanio , har gjort gen » tagne forsøg på at stifte bekendtskab med mig , men da jeg føler modbydelighed for at stifte nye bekendtskaber , især med moralske marodører , så har subjektet hidtil gået med uforrettet sag . Det glæder mig at høre , at de har afvist dette farlige menneske og jeg anmoder dem om i deres egen interesse , hverken nu eller nogensinde , af tale med ham efter ømgåes ham . Men han må have set dem eller talt med dem i deres hjem , har han aldrig været i deres faders hus , i præstegården i faurbo ? Spørgsmålet slog Christian på en besynderlig måde . Han blev bleg og tavs nogle minutter ; derpå svarede han ikke uden forvirring . En person , således som Carl har beskrevet dette menneske — har jeg aldrig set eller mærket i præstegården , derimod kom der engang imellem , men sjælden en gråhåret ældre fintklædt mand , som altid talte med min fader i sit studerekammer . Det må have været det satans menneske forklædt , hvor lidt kom han ? Et par gange årligt — undertiden sjeldnere , men i det sidste år har han været der tre gange . Når var han der sidst ? En otte dages tid før jeg tog ind til København . Har de nogensinde talt med ham , dernede ? nej , ikke vekslet et ord , men nu går det op for mig af det må være Slangenbusch og af det er denne spidsbub , som er skyld i af jeg ikke måtte faer min faders samtykke til af ægte min forlovede Ida Verner . Hvorfor tror de det ? Fordi fader elsker Ida som e » Datter og dog nægter at opfylde mit eneste ønske . Øg de kender ikke grunden ? Christian tang atter , og blev synlig forlegen . Min herre , sagde Bulow , næsten bønligt , de lovede mig oprigtighed . Han har aldrig villet sige eller antyde noget , hviskedee Christian næppe hørligt . På deres forvirring unge den , seer jeg at de aner noget , uagtet hverken den hemmelige person eller deres fader har villet sige dem noget , vær oprigtig , hvad troer de er grunden til den hemmelige samtale med deres fader og til nægtelsen af hans samtykke til ægteskab med deres udkårede ? Min herre , forffån mig for at sige det — det er noget som jeg i mit hjerte tusinde gange har gjort bod for , det er så ydmygende at sige det , at -- -- -- -- -- jeg beder dem indstændigt at forskånc mig , for at sige det . Min unge ven , de har lovet mig oprigtighed — og jeg beder dem i sagens — i deres egen intcrresse — at sige mig grunden . min gud , hvor kan jeg vide grunden , når den ikke er meddelt mig ? Måske kan deres formodning lede til det rigtige spor . Nej — nej , det er det jeg vil modsætte mig til det meisfe . Hvorfor , min gud , hvorfor ? spurgte Bulow højst forundret over det unge mrnnefles heftighed . Fordi — det ville beskæmme min moder , som ligger i graven — min fader som jeg elsker og ærer og mig — mig ville visheden være yderst pinlig og brskjæmmende . Det fatter jeg ikke , på ære og samvittighed , det fatter jeg ikke . Christian sprang bp , ilede op og ned af gulvet i voldsom sindsbevægelse . Tårerne stod det unge menneske i øjnene , han var så bleg og angreben , at læberne dirrede . En sa « højtstående mand som de , vil måske ikke forstå det , thi hvad vi i skyggen fødte kalde for vanære , anse hoffolk måske for en stor lere . Var de en borgerlig , ville de fatte det smertefulde og ydmygende i , at skulle kalde en henfaren elsket moder for en troløs ægtefælle , for en konges frille . Menneske — hvad vover de at suponcre ? Øh , det bliver mig « nu desværre alt for klart ; deres forespørgsel — hin hemmelighedsfulde mands nttring for kort tid siden til min fader og penne ulyksalige lighed — der er ligesom en offentliggørelse af min moders skam — alt tyder mig nu alt for klart , at jeg er et slegfredbarn . Christian var forfærdelig at se ; han stod midt i stuen , som en fortørnet tordengud , med sand højhed , flammende blikke , sammenbidte læber og knyttede hænder . Bulow måtte anvende stor overvindelse og selvbeherskelse før ikke at kaste sig om den unge mands Hals og råbe : lad mig omfavne dig du kære , du er min konges søn . Men han betvang sig , rejste sig op , trådte venlig og beroligende hen til Christian og sagde — denne frygt er sikkert aldeles ugrundet , i det mindste tør jeg på ære forsikre dem , at jeg ikke har mindste trø dertil . Overbevis mig hr . Kammerherre , og de vil gøre mig lykkelig — thi hellere , tusinde gange hellere vil jeg være en simpel daglejers ægtefødte søn , end en konges slegfredsøn . Jeg sial og vil overbevise de « om , at de ikke er et slegfredbarn , og , at det kun er en urimelighed , at de er kommen på denne tanke . Kald det ikke urimelighed , hvorfor skulle dette afskyelige menneske ellers spekulere i mig som om jeg var en vare — han kunne eller ville fortjene ved ; oh , han tror måske , at jeg er en af disse afskyelige dårer som med dumstolt forfængelighed hellere føre : række at være en kongelig persons kjerlighedsfrugl end en ærlig mands ægtefødte søn — ak , desværre var min moder meget smuk — alt for smuk måske til en landsbypræst — men gud tilgive mig — jeg kunne næsten hade hende i sin grav , at hun kunne svigte sin troskab imod den ædleste mand — men denne Slangenbusch eller hvad han hedder , der spekulerer deri , skal have gjort regning « den nært — thi fra det sekundt jeg med vished ved , at jeg ikke er pastor breses ægtefødte søn , srærger jeg , at jeg vil skjule min skam i en afkrog , rinder en fjern og fremmed himmelegn — det sværger jeg vedsværg ikke kære den , de kan jo foresætte dem det uden at sværge . Hvad årsag har for øvrigt bragt dem på denne besynderlige ide . Christian blev atter tavs og overvejede om han skulke sige hvad der tyngede ham , eller tie dermed . Bulow , så hans kamp og hans tvivl , han nærmede sig , log ham i hånden , så ham mildt og venligt ind i øjnene og sagde : tal , ugenert , min unge ven . Min fader — elsker Ida — var jeg hans søn ville der intet være til hinder for vor forbindelse . Kort før jeg tog herind — jeg vidste dengang ikke at jeg lignede kongen , lod min fader , eller ham jeg hidtil har anset derfor , mig bringe sig nogle papirer . den fremmede , som de tror , var Slangenbusch , var i studerekammeret , han rejste sig og hilste ærbødig næsten underdanig , selv min fader var mere ærbødig end faderlig imod mig , jeg demiteredes med nogle venlige ord , men udenfor hørte jeg tydelig , at den fremmede sagde : hvor han ligner sin fader . Han mente altså præsten i faurbo . Nej , jeg ligner ikke pastor brese , men kongen , altså er jeg et slegfredbarn . Bær ikke overilet unge ven , men viloe det bedrøve dem at være kongens søn ? Ja , min herre , det ville bedrøve mig Iii døden — thi jeg måtte da foragte min moder . De er en ædeltænkende ung mand — men de er for sensibel . Et må de love mig — ikke at indlade dem i nogen måde med Slangenbusch . Det lover jeg . Kom ud til mig i morgen middag . Jeg må overveje og derpå tale med dem . Hr . Kammerherre , — lad mig forsvinde as deres tanker og deres hukommelse , jeg vil ikke være noget hvorved jeg kan blues ; — langt hellere vil jeg ukendt af alle , skjule mig i jordens indre , buivw ville sige noget beroligende og opmuntrende da Jochum bankede på døren og åbnede den . Her er et brev , sagde han , til hr . Biese , og udenpå slår skrevet : haster — haster . det er fra tante hcrmandine , råbte Christian stærkt bevæget , min gud , jeg aner intet godt , han rev brevet hastig op , læste — og faldt bevistlss om i Bit » Lows arme . Da kammerherren og Jahnsen havde lagt ham forsigtig på sofaen , gennemløb Bulow brevet , og så , at det var en underretning fra pastor breses søster , at Christian målte nu komme hjem på øjeblikket da hans fader var ved at dø , som følge af et farlig sår han havde fået ved at den røde tyr havde revet fig løs og stanget ham . Han måtte ikke tøve et minut da pastoren var bønde , mrn at han først måtte betro ham noget . Bulow befalede straks at bestille en bienervogn , og pålagde Jochum ikke at forlade den unge brese et eneste øjeblik . Medens Jahnsen ilte efter en bogn , stænkede Bulow Christian med vand og eddike og løste hans tøj op . Det unge menneske kom hurtig til sig selv igen . De vil nu få de oplysninger de har ønsket at fjende , sagde kammerherren . Jeg har ladet hente en vogn til dem , og befalet deres tjener eller oppasser at vise dem al omhu og hengivenhed . Jil unge mand , ned til faurbo — kom tilbage og meddel mig den døendes skriftemål . Nej , hr . Kammerherre — har min moder svigtet en hustrus pligt , skal hverken de eller nogen se mig . gud forbyde at de skulle handle overilet , jeg er vi- på at deres moder er en « rlig kone — ved gudgodhed sværger jeg dem til , at jeg fra nu af , hvorledes sagen slår eller hvad de får at vide , skal være deres intimiste faderlige ben og rådgiver , — ja behandle dem som om de var min egen dyrebare søn , men jeg forlanger til gjængjeld at de figcr mig alt , alt — og ikke gør noget uoverlagt , eller uden mit råd . Det lover jeg dem , hr . Kammerherre . Gud velsigne dem , jeg fulgte gerne med dem , — men håber at de viser dem stærk , kom lige hen til mig i Amaliegade i det gule palais , når de kommer tilbage . Vær stærk — og rask — husf på at de har lovet mig — ikke at gøre noget overilet . Jeg skal holde ord . Til Meer gjertrudes og Jochums forundring , hjalp kammerherren personlig Christian ind i vognen , og pakkede ham ind søm om han var en fcberpaticnt derpå befalede kammerherren kusken at tage nyt forspand i Roeskilde og Holbek og blive i faurbo til hr . Brcses ordre , nogle dage eller længere tid . Bulow trykkede endnu engang Christians hånd og pålagde ham diskretion og overlæg , samt hurtigst mulig tilbagekomst , hvorefter vognen rullede ned ad gaden , tagende vejen ud af Vesterport . syttende kapitel . Vigtige oplysninger . Efter tolv timers uafbrudt kørsel nåde Christian faurbo præstegård . Den gamle Verner modtog ham i døren med et så bedrøvet ansigt , at Christian fuld af smerte udbrød med det hastige spørgsmål : Lerer min fader endnu ? Han lever , svarede berner , idet han omfavnede Christian , men du må være belavet på en snarlig afsted — han har desværre ikke mange timer at leve i . Ak , det er sørgeligt at høre , men dog er det mi « Trøst at jeg endnu skal se ham i dette liv , — tør jeg straks gå ind til ham . Lad mig først forberede ham . Ida sidder ved hans leje , men han har nok hørt vognen komme , han har med svag stemme spurgt flere gange om vognen ikke var i sigte , 0g da jeg fortalte ham , at jeg så en vogn komme i lang afstand kørende i fuld galop , udbrød han : gud ske tak , jeg føler at det er ham . Mine kræfter tiltager ved hans nærmelse , før ham straks til mig , før ham straks i mine arme . Ja lad mig straks ile til ham , sagve Christian hurtig og indtrængende . Din fader overvurderer måske sine kræfter , — bliv slående et second i døren medens jeg forbereder ham — og husk ar hele hans stakkels bryst sidder i et sår og at han ligner en død mand . Ja , ja , træd blot ind — jeg skal husfe alt , men lad min ulykkelige fader ikke vente længer . Verner ilte ind , men den skrækkelig mishandlede og stærkt lidende døende , havde allerede bemærket Christians ankomst . Trods sine smerter og den deraf følgende svaghed havde han rejst sig halvt overrende og udbredte sine skælvende arme mod tønnen , der snart lå hulkende i den højtelskede patients favn . Det varede en stund inden man på begge sider kunne fatte sig , men endelig overvældede smerten brese så han næsten sank besvimet tilbage på sit leje . Ida gav ham hastig nogle opiumsdråber til af dulme smerten med , og de lod også til af berolige ham så af han med Christians hånd i sin næsten gulblege hånd , faldt hen i en lethargrfl bedøvelse , der varede omtrent en halv time . således er han ofte , hviskedee Ida til Christian , idet hun omfavnede og kyssede ham . Hvad siger lægen ? spurgte Christian . Han giver intet håb — han siger , af enhver som elsker den kære gamle , bør bede for hans snarlige befrielse , da han ikke kan helbredes og hans lidelser ere så grulig store . Det lød dog virkelig til af Christians hjemkomst indgød den gamle brese nye kræfter . Efter -n times slummer slog han øjnene op igen og kunne nu med mere rolighed tale med Christian og glæde sig over hans hjemkomst , samt meddele ham af han havde noget yderst vigtigt af betro ham . Min ven berner har jeg givet reglen til et lille jernskrin som er i mit skriverbørd i en hemmelig klap som du kun kan åbne ved af tage stukaturbagklædningen ud af sine Fuger . Når du har funden det lille jernstrin , bring det da herind — thi jeg har neglen dertil om min Hals , men jeg tør ikke aflevere den så længe jeg lever . Skynd dig mit kære barn , jeg har optegnet vigtige oplysninger dig vedkommende deri , thi jeg har altid forestillet mig en brat død — rigtignok ikke for et dyrs raseri . Da jeg ikke ville tage din hemmelighed med mig i graven , hvorpå min ed heller ikke går ud , — har jeg optegnet den og vil tage alierets sakramrme på sandheden af det anførte , som levende folk desuden kan bekræfte ved ed . Gå nu ind i studereværelset og bring mig skrinet — du må oplæse det i Verners min skriftefaders nærværelse og min trofaste ven giver mig sakramentet på , at jeg på mit meisfe bekræfter sandheden af oplysningernes indhold . Christian fpgte og fandt det betegnede skrin og bragte det til den døende . Han var så svag , at han ikke selv kunne oplukke den lille dobbelte lås , Christian oplukkede den med rystende hånd , brese tog derpå flere sammenheftede pergamentblade , sammenrullede om en jernstok og omgivne af et jernhylster ud af skrinet . Ved et tryk , på en fjeder åbnedes hylstret og efter at Ida var sendt ud af stuen , sagde den gamle præst . Nu da jeg føler døden nærme stg , har jeg ret til — ja forpligtelse at åbenbare for dig kære Christian , og for denne min skriftefader at du ikke er min søn — og heller ikke søn af min trofaste hensovede hustru Meta , Judithe født onslo — der i forening med mig var din barndoms plejerske — , men forpligtet til at gå før din virkelige moder , ligesom jeg før din fader . Begivenheden som foranledigede dette er her nedskrevet nøjagtig som den er foregået . Du er et barn af kongelig æt , og før at jeg ikke fluide meddele dig dette førend på mit uderste måtte jeg med pistolen før brystet foran guds alter aflægge den frygteligste ed . De nærmere detailler har jeg nedtegnet og beder jeg d ' g eller Verner at oplæse dem , før at jeg derpå før jeg lukker mine øjne kan edelig bekræfte sandheden før jeg træder før min herres dom — så vil jeg tage sakramentet derpå til hellig bekræftelse . Christian var så betaget ved meddelelsen , at Verner , trods sine meget svage øjne , han gik nemlig med dobbelte blå briller , måtte nærme sig de to brændende vokslys på det alterklædte bord , hvor kalk og disk slode tilrede — og oplæste med bevæget stemme følgende . i ten almægtige , altseende guds navn , ovcreensstemmende med sandheden og virkeligheden , nedskriver jeg følgende : fredag aften den . . . November 17 . . , befandt jeg mig klokken 12 i min hustrus , min kære Metas sovekammer i præstegården i faurbo , Holbeks amt . Vi vare højst elendige og bedrøvede , thi vort eneste barn født dagen forud ved middagstid « blev os berøvet ved en ligfald lignende krampe og uagtet alle midlers anvendelse var og blcv vor lille Felix død . Efter at have trøstet min dybtnedbøiede og fortvivlede kone , og sagt at Herren nok ville give os erstatning ville jeg ile til doktoren i nærmeste købstad — skønt det var utvivlsomt at der intet var at gøre , da , en mand , bleg men velklædt , pludselig trådte ind i stueu , og sagde at han udefra haven havde været vidne til vor bedrøvelse og samtale og han kom for at bede os udøve en barmhjertigheds gerning mod et forældreløst barn , der var født syv timer førend vor lille hjemmedøbte Felix . Min kære Meta havde betænkeligheder , men da hun hørte , at det kunne gjelde barnets liv , hvis man ikke var så heldig at få det sikkert anbragt og ganske antage det som eget barn , samtykkede hun i at modtage og opamme barnet og være det en virkelig moder , dog gjorde jeg den betingelse , at man skulle betro mig dets herkomst . Når de vil aflægge et tavshedsløfte og bekræfte det med ed , da skal jeg j kirken skrifte før dem — de kan få en høj betaling før barnet — sørg nu ikke før deres lille Felix , men giv den lille nyfødte deres afdøde gluts navn og føj dertil navnet Christian som er dets bedstefaders navn . Vi gik ind på betingelserne og min hustru forlangfe straks barnet før at lægge det til brystet , men monom sagde , at det kunne han først levere mig i kirken tæt herved , når jeg havde aflagt Eden og hørt skriftemålet . Da min hustru var meget utålmodig efter at få det levende barn — som den gode gud havde sendt os , bad hun os om , snarest at fuldbyrde det forlangte , men hun tog løfte af mig , at jeg ilke ville tage gunst eller gave , men at vi i et og alt skulle betragte barnet som vort eget . Jeg fulgte de få skridt hen til kirken , men fandt til min skræk flere maskerede personer , der vare bevæbnede , og som behandlede mig som om jeg var en forbryder . På knæ måtte jeg foran altret sværge taushedsløfte , aldrig at åbenbare noget før jeg uigenkaldelig følte døden nærme sig , og kun før en skriftefader , og hvis barnet havde nået skæls år og alder , da for dette selv . Min kone ventede mig med utålmodighed , og jeg svor—og har holdt min led , thi ikke engang Meta torde jeg røbe sandheden . Den mand , der havde været hos mig , tog nu barnet fra en af de maflerede og overleverede mig det , samt bød mig straks at døbe det , men kun innere mig selv som fader og Meta som moder i kirkebogen . Hvem er faderen , spurgte jeg — kronprinsen af Danmark , svarede en kvindelig stemme . Jeg havde nær tabt barnet af forskrækkelse — og sagde , da tør jeg ikke tage imod barnet . Jeg hørte to pistolhaner knække og spurgte fuld af rædsel : vil de dræbe os ? Ja , svarede en fast mandsstemme , hvis de vægrer dem at tage barnet , eller de røber hemmeligheden ; i begge tilfælde er både de og barnet dødens sikre bytte . Jeg tager det i guds hellige navn , hvem er mvdrren ? Kronprindfcssen , blev der svaret . Læg deres hænder på korset og sværg at det er sandheden . De svore alle fire , såvel mændene som den ældre kvinde . Jeg kyssede og døbte barnet , ilte hjem til Meta og lagde det til hendes bryst . Øjeblikkelig kørte de fire mig ubekendt børt med tykt klæde omvunden om hjulene . Dybt rystet af nattens hændelser ilede jeg ned t haven og pa » den lille hej , der støder op til kirkegården tæt ved sakristiet gravede jeg en dyb grav , indviede jorden og nedlagde vor lille Felix , en blomstelkurv af jern er det lille afsjælede stevs hele gravminde , her sad Meta ofte og vandede blomsterne og grønsværet med sine tårer , men hun elskede sandelig ikke Christian mindre derfor . Tiet viste hun dog for dag og time svr time , medens hun levede plejede og syslede hun om ham , og det viste hun ved sin uafbrudte vågen og ømhed om barnet da det fik skarlagensfeber . Hun overanstrengtæ sig derved og pådrøg sig en forkølelse som styrtede hende , der af naturen havde et svagt bryst i en tidlig grav . Hun døde da Christian var fire år gammel . attende kapitel . Fortsættelse . Hvad der ofte pinte mig bittert , i mit lange og ensomme enkemandsliv var ikke blot omsorgen for , og opdragelsen af det mig anbetroede barn , hvori min søster Hermandine trofast hjalp mig , men især den uro og uafbrudte tvivlrådighed , som jeg var ene om og som betog mig hver gang jeg betragtede min kære søn og tænkte over forholdet . Jeg var et bytte for de sælsomste og forfærdeligste følelser , thi hvis Christian i virkeligheden var berøvet de høje forældre , da var jeg , guds tjener jo en brødebetynget mand , og medvider når jeg ikke fremlyste barnet . På den anden side kunne foregivendet jo være falskt , og da ingen efterlysning ell . r forespørgsel fandt sted , ønskede og håbede jeg dette . At gøre skridt torde jeg ikke vove , ikke blot for mit eget livs skyld , thi man havde jo lovet mig døden ved de mindste indiskretion , men selv om jeg ville have hazarderet mit liv , skulle jeg da foriljertse min salighed og mit evige vel , og restkere at man antastede eller myrdede det værgeløse barn , som må havde truet med ? Og hvem skulle da opdrage , elske og forsvare det ? Nej , jeg måtte bevare mit taushedsløfte , jeg måtte pleje og hygge om det mig betroede dyrebar depositum , og ønske og håbe at de forældre man havde nævnet for mig kun vare en opdigtelse for at skjule andre høje personers fejl eller opførsel , kort sagt , jeg fandt til sidst en^beroligelse i den tro , at hine maskeredes foregivende var falskt , og at ingen i verden nogensinde ville fremstå og gøre mig fadernavnet rg faderrettigheden stridig . Således rare syv år hengledne siden hin nat , da jeg begrov støvet af mit og Metas eneste barn i haven ved kirkemuren , og således var det næsten groet fast i mit eget hjerte og min egen tro , at Christian var mit og min afdøde hustrues efterlade elskede barn . Da — en snefuld , stormende og barst vinterdag , kom en ussel klædt tigger til mig i mørkningen og bad om husly og næring . Jeg lovede ham begge dele og spurgte ham medens han satte sig til bords i folkestuen , om adskilligt København vedkommende , da han sagde , at han var der fra egnen . englænderne vare nemlig i farvandet og rygtet gik om , at de kom som fjender , jeg » ilde nu vide om man forberedte sig på krig derinde , især da armeen jo var i Holsten . Manden , svarede mig bestandig med munden sulv af mad , men desuagtet syntes jeg al stemmen var mig bekendt , men da loset kom ind i stuen og trods liggerens umage for at undgå lyesfjæret der formodentlig generede ham — faldt ham lige i ansigtet , blev det mig klart , at hans ansigt var bemalet og karikeret — slemmen , skønt fordrejet , forekom mig bestemt at ligne den mand , der for syv år siden hentede mig til kirken og overleverede mig Christian . Jeg lod som ingenting , skønt hjertet bankede af angst i mig , især over at han nu ville fremstille sig formummct . Havde han kommet åbenlyst ville jeg tave behandlet og betragtet ham som en kær ven , thi han havde jo virkelig bragt lykken i mit hus . Christian var i virkeligheden bleven , mig kærere end all på jorden . Men det formummede og skjulte indgød mig rædsel og frygt . Hvis det var ham , der havde bragt mig barnet hvad kunne han da ville ander når han kom forklædt , end enten myrde mig eller barnet , eller atter stjæle det fra mig , og enhver af disse gerninger ville jeg forebygge af al magt . jeg måtte altså først overbevise mig om at jeg ikke tog fejl i min frygt og min formodning . I talens løb berørte jeg kronprindsens forhold til tropperne og folket . Jæeoeifor at svare op og ned ad stolperne , som jo enhver tigger ville have gjort , kastede han et klogt lurende blik på mig , som om han ville udspionere mine tanker . Og det gik her som hin gamle filosof har sagt , at den der betragter andre , glemmer at holde øje med sig selv . Det var nu tydeligt for mig at det var ham , og jeg vidste nu hvad jeg havde at gøre . Først måtte jeg stile mine ting således at jeg ikke gjorde mig latterlig , hvis min frygt var ugrundet , og dernæst måtte jeg passe at jeg , i hvad jeg end gjorde ikke ved et ord eller nogen tanke skulle røbe min hemmelighed . Endelig måtte jeg sikre mig og barnet uden at træde gæstfriheden eller christtnkjerligheden for nær . Jeg lod altså et par gode venner invitere til en frantsfus , den tids modespil på landet ; blandt de jndbudne var skytten fra birkendegård , en afdanket militair , wen god jæger . Medens jeg lod „ Tiggeren “ herbergeres rigtig godt i laden , lod jeg staldlygten hænge mellem ladedøren og stalddøren , så at gæsten ikke kunne begive sig fra sit ratieleie uden at ses af karlene som jeg lod våge i det mørke karlekammer , væbnet med høtyve og knive og vel instruerede , som følge af en underlig røm jeg havde haft . Skøtte « og jeg vare — alt ifølge frygten for samme drøm , i hvilken jeg havde set en tigger stjæle min Christian ud af sengen — posterede i mit studerekammer , med en gammel jagtflint som skytten skulle håndtere og en ruste » Karabin hvormed jeg var væbnet . Derpå havde jeg ladet min søster bære Christian op i gavlværelset — han havde fat sig til modværge af alle kræfter , va han ikke ville op midt om natten . Hermandine fik dog fyren til at tie — ved at fortælle ham at der var grævlingc i haven — noget Christian , efter skyttens fortællinger , var meget bange før . Vi troede alle at drømmen havde fikseret mig — da en af karlene med høtyven i den ene hånd og en . Paryk i den anden , styrtede ind og streg . Han er væk , jeg stak ham med høtyven — men han er løbet bort ad jyderop til . Lang mig bøssen hr , pastor — så skal jeg plaffe ham ned . nej , vist ikke — sagde jeg , er han løbet — få lad ham lebe — jeg er glad derved , og tænker ikke at han kommer så snart igen . Rigtignok troede jeg at han ikke var ene , hvad dog viste sig , havde været tilfældet , thi vi spejdede rundt om , men randt ikke spor af nogen anden . Karlene havde passet godt på thi o^så dem forekom han mistænkelig . Allerede medens vi sad og spillede kort , havde fyren listet sig bort fra sit magelige holeie og uden at ane af han var påpasset , havde han listet sig hen for af titte ind af vinduerne i stuen hvor vi sad . Æderst forsigtig havde han derpå sneget sig hen til den del af hovedbygningen hver sovekamret var og ligeledes der sittet ind af vinduet . Uden af gøre stsi . havde han dog l stet sig tilbage igen og lagt sig , først da karlene gjorde anskrig var han greben i af åbne vinduet til mit og Christians sengekammer . Karlene havde da styrtet sig over ham og Morten påstod , af have stukket ham med høtyven , vist er det af han var løbet sin vej og jeg var glad ved af det gik således . To dage efter modtog jeg et brev fra Holbek . Det var undertegnet med mærket s . od brevskriveren bekendte ærligt , af det var ham , som til drengens egen lykke ville have bemægtiget sig denne , da han selv havde bragt ham til mig . han lovede ikke af helme før han havde bemægtiget sig sin lovlige ejendom , jeg kunne nu gøre hvad jeg ville . Såfremt jeg derimod ville affinde mig med dam ville han renoncere på sin ret . Ifald jeg altså ville have det mig betroede barn i fred , og ofre noget derfor så ville han være rimelig osv . jeg skulle svare ja , eller nej ; poste restanto pr . Holbek . Det ville nu have været en let sag at lade fy . Ren anholde , der jo måtte opholde sig i Holbek eller komme dertil før at hente svaret på posthuset . Men hele sagen kom derved før en dag og kunne skaffe mig mange bryderier , ligesom det også kunne stille mig ved den kære dreng , som jeg elskede over al beskrivelse . Jeg foretrak altså at høre hvad der var hans mening og forlangende , siden kunne jeg jo handle som jeg fandt hensigtsmæssigt . Følgelig skrev jeg til hr . S . at det havde været mere passende , at komme åbent og ærligt før at sige sin mening , end bruge snigveie — han kunne derfor enten tilstille mig sit forlangende mundtlig eller skriftligog jeg skulle da overveje om jeg kunne gå ind derpå eller henvende mig til øvrigheden før at blive fri før trudsler og plagerier . Det hjalp , han ikke blot kom , men kom meget ærbødig og indtrængende , undsfvldte sig med den bitre nød der drev ham til ting som han ellers afskyede og - ' afpressede mig 30 — 40 daler før at redde sig ud af en trykkende gæld , og giøre en rejse til en slægtning på Sejerø . Han forsikrede mig højtidelig , at Christian var barn af de forældre , som han havde opgivet , og at det kunne blive hans , min , og barnets lykke i fremtiden , men at visse højtstående personer støde i vejen derfor , men at han nok skulle spille trumferne sådan ud , at både hofmesterinden og kammerherren skulle tabe vejret derved . Jeg stillede ham tilfreds med de omtalte penge — og han lovede ar holde sig rolig ; men på spørgsmålet , hvad der havde været hans hensigt at foretage med barnet hvis det havde lykkedes ham at rane det , svarede han til min skræk . Bringe det til England , naturligvis , det er dronning Caroline Mathildes sønnesøn ; engelænderne skulle nok vide hvad descendenten er værd . En god del bebrejdelser , jeg gav ham for dette svar , rystede han af sig og sagde , atman havde skjænbig bedraget såvel ham som barnet , og al det ikke skulle gå sådan hen , men han beroligedes på mine alvorlige forestillinger og påstand om at hans beretninger og foregivende var utrolig og at beviset to « Sandheden ikke fandtes . Efter nogen eftertanke sagde han , jovist findes de , — når jeg vil skal enten tre mennesker lægges på pinebænken og rokke ud med sandheden , eller man fluide holde hvad man havde lovet . Nok sagt , jeg fik talt ham tilrette , men det har kostet mig mange penge , thi han var fra nu af utrættelig i at plage mig — mindst 3—4 gange årlig undertiden flriftig , undertiden mundtlig . Kun i den senere tid lod d-t til , at han , under navnet Slangenbusch , var bleven mere ve havende . Han fortalte mig nu med stor fryd , at han var undet af kongen , der nu vidste , at han havde en søn — og længtes efter at se ham . Og når jeg talte om at Christian elskede en god og ærbar pige , min nabopræsts datter , blev han rasende , t ueve mig med kongens unåde og tygihuset , hvis jeg understod mig at gifte „ Prinsen med en landsbypige . ' når jeg nægtede at hans trudsler ængstede mig , benægtede jeg sandheden . Han beviste ved utallige småting , at Christian virkelig var berøvet sine høje forældre af politiske grunde , at et dødt barn var indsmuzlet i stevet og havde såt en fyrstelig begravelse i roeski dcdomktrkes kælderhvælving . Han navngav de implicerede , såvel som sine medpyldige der vare maskerede med ham i faurbokirke , kort , han anførte så meget , at jeg ti . sidst måtte tro ham , endog mod min villie . Tiden til at træde frem og gøre Christians rettigheder gjeldende , skulle han nærmere angive . han troede det bedst at lade kongen selv bestcmm det længselen efter at få sin forsvundne og genfundne søn , ville nok indfinde sig og så var det tid at handle . Jeg har intet somhelst bevis for det nedskrevne — min samvittighed , min ærefrygt for sandheden og min usigelige kjerlighed til Chrisfian , må være min borgen . S . angcnbuschs udsagn tør vel heller næppe gælde for bevis , derimod var der tre maskerede hin nat i kirken , hvoraf den ene var et frnentimmer , disse personer siger Slangenbusch leve endnu . Kan han påvise dem og bevise fin påstand — da vil man se underlige ting , men jeg som elsker Chrisfian af min hele sjæl , ønsker ikke at opleve det . gud lede alt til det bedste . En uro er der kommen over mig siden Chrisfian er rejst iud til hovedstaden , som jeg ikke kan forklare mig , skulle mit endeligt nærme sig ? jeg ved kun at jeg er angst indtil døden . Hans brese . Med påholden pen , tilføjede Verner de ord : jeg dør og tager det hellige sakramente på at det nedskrevne er sandhed . Hans brese . nittende kapitel . Gode råd er dyre . Estera « den værdige præst havde bekræftet sandhed i as sit udsagn , trykket Christians hånd og velsignet dam , falm han i en dødelig afmagt hvoraf han ikke m . re vågnede . Såvel Verner , son . Christian og Ida vare dybt grebne , og m . dens d > > sendte bud efter lægen , øver « Taiie de den fu dstænbig bedøvede Christian til af gå op på sit værelse og lægge sig , efter at have grublet og grædt i nogle Tim . r aldl han i en hård og dyb sø : n , som følge af sindsbevægelsen og neiseanstræ gelsen . Hvis man antager , af d n unge mand var bleven glad over plejefaderens meddelelse , tager man meget sejl han var tværtimod yderst bedrøvet derover , thi han indså øjeblikkeligt , af den oplysende meddelelse eller hemmeligheds ajslørelsen berøvede ham sine forældre ændengang , uden af give ham noget som helst til erstatning . Desværre så han ved første blik , af sandsynligheden af hans derved fremstillede høje herkomst , pålagde ham forpligtelser , farer og resignation — » den af han torde vente den erstatning som disse kunne berettige ham til . For Verner dulgte han ikke dette — og da Ida både var trofast og pålidelig , samt fordi der ikke pålå ham nogen taushedspligt , meddelte han også hende sine bekymringer og sin fatale historie . Ida trøstede ham dog med , af kammerherre Bulow sikkert ville give det bedste råd vedrørende denne vanskelige sag . Mit livs lykke er forbi , snkkede han . Hvis man ville betragte mig som en fremmed , og ligheden mellem kongen og mig som en tilfældighed , da ville alt kunne blive godt endnu — thi som hoffet aldeles uvedkommende og forældreløs kunne jeg da giøre hvad jeg ville — og jeg ville da ægte dig Ida og rejse langt bort før af glemme det fortalte . Men , desværre —jeg aner , af man uden af kunne bevise sandheden , vil tro sandsynligheden og derved disponere over min person og min lykke , uden af kunne give mig en tilsvarende erstatning . Du må i altfald ikke fortvivle , førend der er nogen ' grund dertil , sagde Ida . henvend dig til kammerherren , som du har lovet og lad os da vide hvad man beslutter . Efter alt hvad jeg kan indse , ytrede Verner , har Ida ret i dette punkt , det er ligesom en himlens tilskikkelse af du traf kammerherre Bulow , før du rejste herned og af denne hædersmand , kjænder Slangenbusch i længere tid . Lad os vide hvad han beslutter måske går alt bedre end du antager . Naturligvis må jeg tale med ham , skjemt det naturligste og klogeste var at vi to , Ida og jeg giftede os straks og flygtede bort , thi har jeg først meddelt ham min plejefaders skriftemål , så vil han forhindre wgteilabet , uden derfor at give eller kunne give mig erstatning for dette uhyre offer . Han vil forhindre , allene for sandsynlighedens skyld ven lykke som jeg ved tilkommer mig — uden at det slår i hans magt at kunne give mig rettigheder af en så høj og mægtigvirkende natur , allene bygget på en tro eller en meddelelse . Muligt har du r > t , men dog kan man kun et af to , enten give dig den suponerede fødselsret eller tilstå dig den almindelige menneskeret , at vælge den til hustru , som dit hjerte har valgt . Såfremt politikken ikke var tvetunget — ville dette være rigtigt , men diplomaterne fordre uden at give . Kære hr . Verner ! ifald de på engang ville handle som ven og fader , så forcen endnu i dag vore hænder . ja gør det kære fader , flet er flcet og iran vil da ikke kunne gøre det om igen . Nej , børn — det er umuligt , jeg udsætter såvel eder som mig for kongens brede . Havde jeg ikke været indviet i hemmeligheden , flul de jeg have gjort det med den stolteste glæde , men nu — efter at have erfaret hvad min døende den har åbenbaret , tør jeg ikke gøre andet end h ad thronhjems biskop gjorde ved Aksel og valdborg — adskille eder . Min fader , det bør og tør du kke gøre . De elflende som erkebispen adfkildte , vare efter streng kirkelov søskende for gud . Vi er forlovede for gud . Du kan nægte at vie os sammen , men du kan ikke adfl ile os . Lad os nu først se hvad der er at opnå — i morgen rejser jeg til København igen . Rejs med gud , udbrød Ida — han følge og hjelpe dig . Erkendes du som søn , af den du ligner — nuvel , så er jeg din første tjenerinde ; men erkendes du ikke — da skal enten min fader eller en anden guds tjener forene os — og skulle der i Danmarks riger og lande ikke findes en sådan , som har mod til at fuldbyrde denne retfærdighedshandling , nuvel , så er jeg din trolovede , og feiger dig som sådan til verdens vderpunkt . og det vil du gøre Ida — forlad din gamle fader — det må jeg gøre , min dyrebare fader — men frygt ikke før dit barn — ren som Marie skal jeg leve , ren som himmelji mfruen skal jeg dø — jeg forlanger kun at jordes ved min Chrisfians fødder . Et dybt suk , var den bekymrede faders hele svar , christiai s øjne derimod , strålede af inderlig taknemmelighed . En så trofast hengivenhed og høimodig kjerlighed , henrev ham til stille begejstring . Han omfavnede og kærtegnede , den elskede pige , og indgød hende trøst , om han selv næppe vovede at nære . den næste morgen før klokken fire , rejste han atter tilbage til København . Hestene beder nu havde udhvilet i to dage , føre lystige hen ad vejen og førte vognen i stor hast til næste forspandsstation . Christian havde forladt faurbo så tidligt , før endnu samme dag henimod aften at kunne tale med kvmmcrherre Bulow , og da atter rejse ned til faurbo , før efter otte dages frist , at begrave den der endnu før verden , måtte gælde før hans fader : den velæervardige hans brese . tyvende kapitel . En åben bekendelse . Efter aftale ilede Christian straks efter sin ankomst til København , ud til kammerherre Bulows palais . Han blev modtaget af kammerherren som en dyrebar slægtning og ben , og det , som det unge menneske nu åbenbarede og meddelte sin ældre ven og fortrolige , undrede aldeles ikke denne ; tvertimod ytrede han af således havde han førestillet sig det , og af han ikke var ganske uden anelse om af det forholdt sig rigtigt . Min gud , de forbavser mig hr . Kammerherre , de har haft en anelse derom ? Sig mig da åb ni og ærligt , tror og antager de af jeg virkelig er kongens søn ? , ja , min unge ven , derom er jeg overbevist , sagde han og trykkede hjerteligt hans hånd , derfor var det netop , af det bedrøveke mig så meget af høre , da de føl deres rejse ril faurbo yttrede , af de betragtede det som en skændsel og vanære af være kongennatnrlige søn . Min herre ? De tror altså endnu efter hvad jeg har fortalt dem af jeg er et slegfredbarn . Nej , det tror jeg ikke — hvis jeg i det hele tør ro noget , så tror jeg , af en ulykkesstjerne har begunstiget deres fødsels fjender og skilt dem ved deres virkelige ret . Men beviserne mangle som de selv har bemærket . De klare tydelige beviser , der til fulde fluide godtgjore det — mangle — og jeg takker gud for , at de ikke er forhånden . Da ville jeg takke gud for , at de kom for en dag . Sandhed og ret bør ikke skjules . Når sandhed og rer har været skjulte så længe at de vække skandale ved deres fremtræden , er det af højere hensyn nødvendigt at angive dem med modifikation . Det er en gruelig læresætning de der fremsætter hr . Kammerherre , af frygt for skandalen , vil de derved komme til at træde sandheden og retten under fødder — og hvortil vil det føre ? Til anerkendelse « as en naturlig ssns rettigheder , unge ven . Aldrig , aldrig — det vil føre til en bedrøvet faders tårer — til min død og undergang . Det forbyde gud . O , bland dog ikke forsynet ind i vore egne mere eller mindre rigtige handlinger , det er vor fri villie , der bestemmer om vi gå tilhoire eller venstre . Tvivler de , som er opdraget hos en gudsfrygtig præst — om guds forsynsstyrelse ? Nej , visselig ' ikke , men jeg kan netop på grund af min opdragelse , ikke påvælte forsynet ansvaret for de m nneflelige svagheder og handlinger . , hvorledes mener de ? Gud skænker os livet , det har vi ham at takke for . At de menneskelige begjerligheder skaffer et barn til side og lader det opdrages under andre forhold — deri er menneskene skyldige og gud ikke ansvarlig . De har ret , gud er ikke ansvarlig — hverken i dette eller noger tilfælde , men når barnet atter kommer tilstæde oz kan vente at modtages med åbne arme af faderen — da tør vi vel kalde det et forsyns styrelse . Ja , når det skete i forsynets ånd og villie — men ikke når del skeer med modifikationer der vende op og ned på sandhed og ret . Forhåbentlig vil de moderere deres anskuelser , unge ven . En naturlig søn , er dog en søn , om også rettighederne ere mindre . Det er unaturligt at gøre en ægtefødt søn til en uagtefødt . De er ærgjærrig , Christian . Nej , hr . Kammerherre , men jeg er retfærdig . det er ikke prindsenavnet jeg higer efter . Det er fødselen og sandheden jeg vil holde i hævd . Jeg vil finde mig i at man siger , beviserne mangle vend tilbage til din landsby og førbliv i dunkelhed . Derved skeer kun ret , thi hvad der ikke er bevist , er ikke til for verden som sådant . Og te ville finde Greve titlen og en faderlig velvilje , besværlig og uforenelig med dunkelheden ? Ja , min herre , jeg ville finde dem aldeles umulige og uforenelige . Et af to , enten er jeg kongens søn , eller jeg er det ikke . I det ene tilfælde tilkommer mig intet , i det andet alt . Jeg vil ikke modtage nogen velvilje — jeg vil knn have hvad der er ret — eller renoncere . Hvorledes , unge ven , de vil være hårdhjeriet og ikke modtage hvad et højt og ædelt hjerte rækker dem ? Christian tang et øjeblik , — derpå sukkede han og sagde : sandsynligvis vil jeg såvel i kongens hjerte som i deres øjne , synes at være en utaknemmelig , men jeg må følge min trang og sige : skal jeg erkende dem som min virkelige fader , må de erkende mig for deres virkelige søn . Forbarmende gud , det vil de da ikke gøre ? Det må jeg gøre . kammerherren studsede , og blegnede over det unge menneskes bestemthed . Han betragtede ham nogle minutter tavst og sagde derpå . Nej , det vil , det må de ikke gøre , thi de ville knuse eller i det mindste smerte det ædleste hjerte der nogensinde har slået i et menneskeligt bryst . Hør mig Christian , såsandt som jeg ønsker deres lykke såvel for deres egen skyld , som og for deres faders hvem jeg har æret og elsket fra ungdommen af — beder jeg dem indstændigt , gør ikke noget overilet : er det overilet ? På en måde ja , de vil selv komme til at sande mine ord ; hvis det stod til kongen — ville han uden videre anerkende dem som sin søn , det er jeg vis på . Han kender de intriger der er spillede mod ham , lige fra han var barn indtil han besteg tronen , men han ved også at fjenderne er mægtige og ikke enestående , han veev , at et misgreb eller en offentlig udæskning , kunne bringe uanede ulykker med sig — rokke grunden under ham og bringe den til at vakle . Min gud , det har jeg ikke villet . De kan kun ønske kongen oprejsning og trøst . Af mit ganske hjerte . De vil indse at der ikke kan være tale om at sætte dem næst tronen . Det ville være at ryste hele statsordninsien og at slå modpartiet lige i ansigtet , — det var en udfør » Dring , det var en hel revolution . Jeg arme menneske — nej jeg vil intet af alt dette — jeg vil tusinde gange hellere forblive i min dunkle krog . Heller ikke det kan lade sig gøre , thi deres fader vil følge sit hjertes trang og favne sin søn , — vil de forhindre del ? Christian skjulte ej øjeblik ansigtet i begge sine hænder . Derpå spurgte han skælvende : hvad tror de at der vil sle ? Verden vil lære dem at kende som kongens naturlig . Søn . De vil bære navnet Greve af dansborg eller lignende , en dame af de » højeste adel vil række dem sin hånd — og de ved at jeg er trolovet til Ida Verner . Elster de hende ? Ja . Godt , vedbliv at elske hende , men om wgteflab lan der ikke være tale . Om forladelse , hr . Kammerherre . Jeg anerkender deres arangementstalent , men jeg underkaster mig det ikke . Førend jeg endnu anede at kongen havde skænket mig livet og at hans blod rullede i mine årer , bandt jeg min sjæl og mit hjerte til Ida , som jeg betragtede som min lige , og som vil vedblive at være det sålænge jeg . ikke erkjændes for at være kongens ægtefødte ligitime søn . Det ord jeg har givet hende er helligt og ubrødeligt , enten ægter jeg Ida eller ingen . Bestandig modsætter te dem deres lykke . Nej , min lykke modsætter jeg mig ikke . Forbyder statshensyn al anerkende mig — hvilket jeg selv fuldt og fast antager : nuvel — så bliver min tilværelse en hemmelighed mellem os . Jeg arbejder mig frem ; jeg lever resigncrel og ind- ' løs r mit ord til min Ida . Og kongen , tror de vil samtykke deri ? jeg taler ikke om hans fø elser , jeg taler kun om hans ret — stalde han renonc > re på den , fordi de vil renoncere ? Begge opoffrelse ! er lige store . Nej de er forskellige . De finder en fader og støder ham fra dem . Han finoer en søn , som han vil overbevise om sin goched — men de vil med magt undfly ham . Misforstå mig ikke — de som er min faders ven bør også vise dem som min . Vær vis derpå . Jeg skal være det , men de bør da ganske sætte dem ind i min opfattelse af denne for mig så sørgelige sag . Sørge ige ? Ja , meget sørgelige sag . Jeg er kongens sønen ulykkesstjerne har fjernet mig fra den trone hvortil jeg blev født — det er deres , det er min overbevis » eng , men det er ikke bevist — og af højere hensyn bør det måske heller ikke bevises eller kiendes af verden . Den mindste erstatning jeg kan have for den mig tilføjede forurettelse , er altså at jeg stilles lige med kongen af Danmarks andre undersåtter — jeg før da gøre mit fri valg , elske og ægte den jeg har knyttet mig til — enten eller . Og kongen deres fader ? — hans kjerlighed regner de for intet ? De vil at jeg skal tale i en hofmands tone — kongen er for mig kun konge , når jeg ikke før være hans ligitime søn . Kald det hårdhed , kald det utaknemmelighed — eller hvad de vil , når hans fadcrhjerte kan tillade at jeg gøres uret med hensyn til min fødsel , kan det ikke tillade at jeg skeer uret med hensyn til mit hjertes valg . Er det fuldt alvor ? Ja min herre , og jeg beklager bittert , at de kan tvivle derom — fordi man finder det nødvendigt at skjule min fødsel — er det dog ikke nødvendigt at føre min lykke til graven og kaste jord på hele min tilværelse . Christian følte sig så smertelig berørt , at han satte gg ned og græd som et barn . bu ! ow lod ham nogle øjeblikke uforstyrret give sit beklemte hjerte luft . Derpå gik han hen til ham , tog ham i sine arme kyssede ham på panden , tiltalte ham med de kjerligste navne og mest opmuntrende ord . Han viste ham skæbnens ubøjelige fordringer , det hensyn han burde tage til en kjerlig fader , til sin fødsel og muligheden af at denne ved et tilfælde i fremtiden i en højere og ædlere grad kunne komme ham til gode , kort han indgød Christian så megen trøst og forhåbning , at brnne greb hans hånd , kyssede den med varme og udbrød : ja , jeg føler at de er min ven , min sande welgjø » Rende beskytter , sig mig da hvad jeg nu stak gøre , skal jeg ile til kongen , kaste mig for hans fødder og sige her er det barn som man berøvede dig ? Nej — han må først forberedes på den virkelige sandhed . Også må jeg i sagens højeste interesse se at få alle mulige bevisligheder for en dag . Men hvorledes , høitagtede ven , hvorledes vil det være muligt ? Betro mig papirerne , pastor Brests skriftemål er et vigtigt dokument , og jeg sværger ved kongens dyrebare liv og vel , som ved min sjæls salighed , at jeg skal benytte det biskrerionairt og kun levere det i kongens egne hænder — eller gengive dem det . ak , jeg indser at dette er ikke nok . Foreløbigt er det nok , thi jeg vil indhente kongens bemyndigelse til at anstille hemmelige undersøgelser angående de implicerede . Så nødigt jeg vil have med Slangenbusch at gøre , må jeg dog have hemmeligheden ud af ham — uf , det menneske er mig en afsky . Mig med , men også ugler og muldvarpe høre med i skabningen- rækle og ligesålidt , som en naturhistorie er fuldstændig uden disse , ligesålidt kan historien , begivenhederne , betragtes hel og holden uden at de menneskelige afarter tages med i betrakt » » ingen . Jeg overlader alt i deres hænder — kun bønfalder jeg dem om , at være god imod mig og min Ida . At de har valgt hende og hænger trofast ved hendes kjcrlighed , stiller hende højt i min agtelse — det er alt hvad jeg kan sige dem . Skal jeg altså afvente nærmere bestemmelse ? jeg venter deres ordre . Kun mine råd . Jeg tror for øvrigt , at det er bedst at de , som de før ytrede , tager ned igen til fanrbo for at stæde deres plejefader til jorden , men da jeg nu ved hvem de er , må de tilgive at jeg våger lidt over dem . Jochum må følge d m — og hvis de havde en pålidelig ven , var det ikke af vejen om de indbød ham til ligbegængelsen , da jeg på enhver måde » rifler af de aldeles ikke skal tale med fremmede eller ukendte personer . Jeg har en intim trofast ven ved navn Carl lheisner , som tillige er min fætter . Fætterflabet slædcs til jorden tilligemed slægtskabet i faurbo præstegård , derimod er venskabet af en mere blivende Art — det er en fortræffelig ung mand , politiløitnantcns svigersøn . Ah . De kender ham hr . Kammerherre ? Ja han er fordelagtig kendt af mig og flere . Nuvel tag ham med , men vær diskret . Oh , han er tavs som graven — han har af rent venskab tilbudt mig af disponere over hans formue . Jeg vil håbe af de ikke skal behøve af benytte dette smukke tilbud . en og tyvende kapitel . Vidtgående tanker . Medens Christian tilligemed Carl theisner , hvem han fortrolig meddelte det passerede , ledsaget af Jochum , der nu atter havde antaget sit tilnavn Jahnsen , rejste ned til faurbo for af flæde den afvøde præst » g plejefader til hvile , udkastede grev satanio og Slangenbusch storartede planer , hvis realisering i virkeligheden ville have været sølgerige . Sverrize manglede en krovprinds , og den gamlt konge var ikke » tilbøjelig til , af adoptere kongen af Danmark selv , eller en Prinds som denne interesserede sig for . Ved sine udstrakte forbindelser og fine mægtige protettivricr havde det været denne fabelagtig heldige eventyrer muligt ikke blot af komme til kundskab om meget som foregik i de styrende magters intimeste kredse , men også virke for , af flere indflydelsesrige kræfter ledede hen til realiseringen af hans ideer . hvorledes disse planer stod i forbindelse med grevens optræden blandt „ de sammensvorne “ , som de højst ubillig kaldtes , der havde holdt deres hem m lige møder i del i begyndelsen af vor fortælling beskrevne lokale i Brolæggerstræde — vil udviklingen længere hen tilstrækkelig udvise . Såmeget er vist , af grev satanios magt og indflydelse var ganske usædvanlig stor , det ville derfor være af undres over , af han plejede omgang og fortrolighed — indtil en vis grad med et menneske som slangcnbusch , som han i det højeste kunne agte som et listigt redflab , der nøje kendte alle det danske hvfs forviklinger og hemmelige historier , og som altså kunne være ham til nytte i hans dybtgående machinationer . Foreløbig lod grev satanio , Christian og Carl være i fred , da han mærkede deres afgjorte utilbøielighed til af indlade sig med ham og slangeubnsch , men han slap dem ingenlunde af syne , tværtimod arbejdede han stadig og rastløs for at komme til at stå i nær og intim forbindelse med dem , men han brugte dertil en omvej som ikke få let kunne opdages endsige modarbejdes . Af Slangenbusch ' s meddelelser kendte han ikke blot begivenhederne ved Christians fødsel , opdragelse og hans plejefaders død , men han vidste tillige , at brese før sin død havde ret og forpligtelse til at åbenbare alt hvad han vidste , for sin plejesøn — og at denne meddelelse var givet vidste han af velbetalte spioner ' der førend Christian efter præstens død rejste til København , meddelte Slangenbusch at den unge brese i flere timer havde talt med sin fader i pastor Verners nærværelse , og at den salig præst efter at have taget sakramentet derpå , var salig hensovet i Herren . At omgive Chr slian med spejdere , var derfor i grev satanios øjne en nødvendigbed , og i den henseende fortjente kammerherre bulvws egen søvndrukne tjener mange blanke dalere . Han forrådte trods sit lurertalcnt ikke nogen samtale , af den gyldige grund , at generalen ikke udsatte fig i denne henseende for lureri . Det han kunne berette stne rundelige betalere , indflrænkede sig altså til at han kunne meddele dem , at til den og den tid havde den unge student brese været hos kammerherren , som hav e allåset de yderste værelser og taget ham ind i sit inderste kabinet . Det unge menneske havde været der over tre timer og var kommen ud fra kammerherren meget nedslået og med røde øjne . Kongens fortrolige havde i forgemakket , hvor tjeneren nu ophout sig , talt temmelig strengt til ham og sagt at han skulle fatte sig over faderens død , præsten var jo dog en gammel mand . Man kunne jo ikke modsætte sig den højeste villie , men måtte tage fornuften fangen osv , men hemmelig havde han trykket hans hånd på en ganske ualmindelig hjertelig måde og da det unge menneske der ligner kongen , som to dråber vand ligne hinanden , — var gået bort — havde kammerherren med en usædvanlig nedladenhed sagt til Theophile : stakkels fyr , h > n har mistet sin eneste støtte , sin fader , der er stanget af en tyr . Det var den præst nede ved Holbæk , som statslidenven meldte om var omkommen ved det sørgelige ulykkestilfælde . Må må gøre noget for ham , han er hel forknyt . Når han komm » tilbage efter at have begravet sin fader , må du gerne lade ham komme ind . Stakkel vi må se at bruge ham i et af kollegierne . Grev Salomo og Slangenbusch fik af denne meddelelse i forbindelse med beretningen fra faurbo — det ud , der kom sandhe . en temmelig nær . For dem lå det klart at brese havde åbenbaret at christinn var kongens søn . Om bulw havde villet tro det , vidste man vel ikke , men at han interesserede sig levende for den unge faderløse , og at han ville sørge for ham ad kolligial vej , det lå klart for dagen , ligesom de rødgrædte øjne og den gentagne benævnelse , at brese var det unge menneskes fader , vidnede om at den unge ulykkelige måtte slå alle prindsetanker ud af hovedet . Man spiller ham lige i vore hænder , råbte satanio , medens kammerherren og på hans råd kongen kun ville give ham en fattig trøst , eller en menneflekjerlig almisse , samle vi beviserne om hans herkomst , på den ene side , trontilbuddet fra Sverrige , på den anden side og de mægtige og kollvssale protektioner og virksom assistansc som reserve . Vi have ham altså — og han skal ikke undflippe os , men netop nu gælder det om at være forsigtig . Satanio mente derfor , at man ikke måtte henvende sig direkte til . Prætendenten “ , men lade svenskerne gøre det ved en deputation . Imidlertid fik Slangenbusch det hverv , personlig at henvende sig til general , kammerherre Bulow for at spørge ham om man ønskede bevislighederne for krouprindsens ret og fødsel , eller hvis man „ ømmede “ sig for at allarmere modstanderne og nødig ville straffe deres redskaber , øm man da under dybeste diskretion , ville have sådanne meddelelser og oplysninger som stillede det udenfor al tvilv , at Christian var kongens søn . Det sidste alternativ gik kammerherren efter nogen betænkning og » øje overvejelse ind på . Samtalen der varede tre hele timer , fandt sted i det gule palais — og begge de deri deltagende indgik en overenskomst om , at deres samtale — af politiske grunde — fluide forblive aldeles ubekendt for enhver anden . Bulow undtog naturligvis kongen . Slangenbusch ville ligeledes undtage eeu , nemlig Christian , men det modsatte kammerherren sig bestemt . da denne lovede ham kongens særdeles beskyttelse , gav han omsider efter , som følge heraf , kunne grev satanio nu med vished vide , at Bulow , for sit vedkommende , ikke ville drage den omhandlede sag frem for lyset . De to sammensvorne troede nu at deres plan var vel anlagt og ville lykkes . Men det skulle blive anderledesto og tyvende kapitel . Fader og søn . Som det ofte går , vælger man af lutter omhvggelighed , og af for vidtgående forsigtighed , netop de fejlagtigste midler , der lige sjældent føre til et hel andet resultat end det man havde tilsigtet . Ingen bør tvivle om at faderhjertet taler med højere og stærkere røst , end politiste betænkeligheder , og man kan derfor med sikkerhed vide , at Frederik den sjette hvis hjertensgodhed overgik de fleste menneskers og hvis helligste ønske var , ar efterlade tronen til en søn , må have haft uomstødelige grunde til ikke at kunne følge sit hjertes trang . Den der kender general Bulows næsten til afguderi grænsende hengivenhed og venskab for kongen , dennes følelser og ve ! , må ligeledes indrømme , at ganske usædvanlige hensyn har nødet til at bruge en fremgangsmåde , som man ligefrem har måttet kalde forkaste ig . om motivet til den fremgangsmåde , som man « heldigvis brugte kan man altså ikke være i tvivl , men man kan derfor ligefuldt beklage den , ja man er endøg berrettiget til at tro , at den var et sørgeligt misgreb , og ovrnikjøbet et misgreb , der straffede sig selv på ben føleligste måde . Undervejs både på rejsen til faurbo og derfra tilbage til København , fremstillede Carl theisner , , der nu i et og alt var Christians fortroelige , af han løb ligefrem fare ved af overgive sig og sin sag i Bulows hænder . Carl tvivlede ligesålidt som Christian på denne hædersmands retskaffenhed og gode villie , men han tvivlede og frygtede i endnu højere grad end Christian på muligheden af af gennemført noget virkeligt tilfredsstillende for det ranede barn , — og da kongen sikkert ligesålidt som Christian ønskede af han skulle anses som en uægte søn — så var der kun ubehageligheder og fare af vente — og intet godt af opnå . Uagtet Carls høiagttelse for Bulow og hans kærlighed og hengivenhed for den almin elig elskede konge , frarådede han Christian på det indsfændigsfe af henvende sig for anden gang til kammerherren . Du har nu talt to gange med ham ; i have udvekslet anskuelser og du er derved kommen til fuldstændig overbevisning om af din føbsrlsret ikke tør blive bevist . hvad kan du så opnå ved af gå tredje gang til ham , andet end fare og utilfredshed . For min stillings vedkommende har du ret , Carl , men jeg er sm — jeg behøver ikke de strenge midiste og officielle beviser for af føle og længes som en sm . Et fader- og et moderhjerte — skmdt omgivet af Glands og højhed , behøver det endnu mindre . Ak min ben , de kunne udhvisfe deres tårer med silke og Fløiel ; de kunne indhylle deres sorger og resignation i hermelinet — men du min ven , min ulykkelige ven — du udsætter dig for dobbelte smerer , dobbelte tunge lidelser når det tilstår dig at favnes og kysses af dem som du af politiske hensyn må forlade — og — jeg ængstes for at sige det når nu -- -- -- -- nej lad det være usagt . Tal kære Carl — husk på at det er min eneste lindring . Nuvel , men betragt mig ikke som en bøddel , eller om et umenneske når det jeg siger dig forekommer dig hårdt og utroligt . Bær ganske rolig i denne heensende . - rolig kan jeg ikke være Chrisfian , thi du må i delte øjeblik betragte det som en insinuation mod kongen din fader . Er det noget so « du frygter for at han vil gøre ? Ja , eller rettere det er noget som jeg frygter for at han må gøre . Hvilket , hvilket , pin mig ikke — uvisheden er så flrækkelig . når han ikke har magt og energisk villie til at anerkende dig for verden som ægte søn — må og vil han tillade , at du behandles enten som om du selv var en bedrager eller som om du var bedraget af andre . Den unge mand for i vejret og støtte med heftighed hovedet mod ruffet i wienervognen . Det er umuligt , min gud , Carl , hvor kan du tænke således råbte han og blev blodrød i hovedet . Carl greb hans hånd , trykkede ben til sit hjerte , og sagde med tårer i øjnene : du seer hvorledes talen om hvad der kan fire asficherer dig . Om kongens hjerte var blødt som voks — om han elskede dig højere end nogen dødelig — må han — selv om han græd otte dage før og efter , behandle eller lade dig behandle som den bedragne — når han ikke kan anerkende dig frankt og frit . Har man nogensinde hørt sligt , spurgte Christian næsten hårdt . Ja ofte — ofte — før ikke at trætte dig vil jeg kun nævne manden med jernmasken Ludvig den 14des ældste tvillingbroder — han turde ikke leve som privatmand — han måtte være kongelig fange — til sin død . Christian udstedte et dyht , dybt suk trykkede begge sine hænder mod tindingerne — og stirrede uafbrudt ned før sig uden at se noget . har jeg bedrøvet dig ? spurgte Carl næsten grædende . Nennen hørte vist ikke spørgsmålet . Det var min pligt at sige dig denn « grusomme smertefulde sandhed . Du har måske ret , svarede Christian — den var smertefuld som enhver operation — jeg seer nu at du måske har ret og beklag mig — jeg må dog handle som om det var umuligt . Hvorfor ? Jeg har givet Bulow mit ord . Ikke på at han skal være midlet til at berøve dig friheden . Fuldkomment sandt , men der foreligger ikke noget bevis for at han vil gøre det . Når beviset foreligger kan du ikke mere imødegå « Muligheden , den må altså forebygges . Christian skjulte ansigtet i sine hænder og græd . Du har ikke modsagt mig i det sidste punkt — det er altså ikke grunden , Christian tav og vedblev at græde . Lad mig sige dig din sande bevæggrund , sagde Carl og lagde sin arm om bennens skulder . Havde jeg sagt dig dette førend du havde talt med Bulow og førend du havde leveret ham brevet eller dokumentet fra din plejefader — da havde du sagt : jeg vil følge dit råd , det er sikkert — det fører fra hoffet til hjemmets lykke med den pige jeg har kåret mig . men nu — har højheden fæstet red i dig — tanken om din kongelige herkomst har slået redder i dig , kjerligheden til forældre blandes med den og nu må du styrte dig i faren — du må — ikke sandt ? Du har ret , dyrebare ' den — du har ret , men ikke wrgjerrigheden , kun den ssnlige kjerlighed driver mig frem med ustandselig magt . Der er noget uforklarligt , noget nimodståeligt som drager mig derhen . Ja , vistnok — og jeg , jeg slår som tilskueren der seer den travle ly ? flue flagre om det brændende lys , der er den magnet som drager den til undergang ; jeg slår som den erfarne der advarer barnet fra at lade sig lokke af elverkongens usynlige magt . Ak , advarslerne er spildte når vingerne er brændte — eller når barnet falder i den mægtiges hænder . Her er da retfærdighedens land ! Hvad der er nødvendigt , finder man lettelig retfærdigt . Og hvad mener du da at jeg skal gøre ? skal den længsel min fader søler efter at se og tale med mig — og som jeg ganske deler — skal den regnes for intet og ikke tilfredsstilles ? Når det er farefuldtom det gælder selve døden , kan jeg dog ikke betvinge min længsels tilfredsstillelse — men her Carl er min hånd , udfind en måde hvorved jeg kan und » Gå eller formindske faren og jeg skal følge dit råd . Bil du følge det aldeles bestemt ? Ja — som en befaling , blindt og med lydighed . Jeg tager dig på ordet , “ men du adlyder — selv , eller uagtet det gælder en nødløgn . Carl , forlang hvad du vil , kun ikke dette , ikke umuligheder . Man fornægter dig som søn , er det ikke en nødløgn , påbudt af nødvæadigheden ? Man nægter dig , at ægte Joa , dit hjertes valg , fordi hun ikke er din lige , er det andet end en nødløgn : enten er hun din lige , eller du er eu kongesøn , og hvor er da din ret når det skal hemmeligholdes ? Men man vil . at du ikke må betragtes som kongesøn og dog ikke være hendes lige — det er en dobbelt usandhed , en grov modsigelse . Ganske vist . Fornuften taler således — men lilkårligheden fører et andet sprog . Hvori består altså det som du vil have , at jeg skal foregive ? Simpelthen i at du undgår faren . Oplys mig — hvad mener du . Fare « for dig består i at man enten må antage dig for at vær « bedragen eller bedrager . Seer jeg ud som en bedrager ? dertil kan jeg svare nej — da du seer ud som kongen — men da kongen er bleven bedraget , så er den moralske lighed ligeså stor som ansigtsligheden . Hvad skal jeg altså gøre for ikke af anses for bedragen — jeg indser rigtignok ikke nødvendigheden af af det er farligere for mig af være bedragen end før kongen . Førend jeg går over til af påvise nødvendighed den og måske nedningsmidlet ved en nødløgn , må jeg motivere hvori forskellen ligger mellem af kongen og du er blevne bedragne . Kongen er mægtig , det er du ikke — han står over loven — du under den . Når han irøer , af du er hans søn og dog ikkevil have det bekendt for verden , skader det ingen uden dig og ham personlig , men tror du det , kan det i statsmænds øiue være yderst farligt for land og rige . Han må altså sikre sig imod af du ikke besidder denne farlige tro — drr når den kom ud , kunne gøre frygtelige omvæltninger . Oh , jeg er er fredeligt gemyt . Unægtelig , men garanti for , af du tidlig eller sildig ville blive højrøstet , har man kun ved af sikre sig din person . Antaget — hvorledes mener du da af jeg skal bære mig ad for at sikre mig opfyldelsen af mit helligste ønske , blot en eneste gang at tale med min — — med kongen . Simpelthen derved , at du tager hjem til moder gjertrude . Du skriver til kammerherre Bulow at du nu er vendt tilbage til København og at du ikke fremstiller dig for ham fordi du nu føler dig overbevist om at Slangenbusch og de maskerede personer , kun have arangeret hele historien , for at lave et statskup ved lejlighed , og derfor havde ført pastor brese bag lyset . Hensigten dermed var måske blot at hans åbenbarelse på sottesengen skulle gøre et så meget stærkere indtryk . , du anmoder derfor kammerherren på det indstændigste om at brænde det ham overleverede dokument , uden at vise det til nogen levende sjæl . Men han viste det jo allerede til kongen samme dag , jeg rejste ned for at begrave min plejefader . Det ved jeg nok Christian , men det har du jo kun formodning om , desuden troede du den gang på en mnlighed af det meddelte , medens du nu er aldeles overbevist om det modsatte . Det er altså nødlsgneir ? Ja netop , men lad mig fuldende planen og vise dig udfaldet . Vedbliv , men hurtig kære Carl , jeg brænder af begærlighed efter at vide hvorledes det skal lede til den så høitønskede sammenkomst , uden fare . Ganske ligefrem derved , at kongen og Bulow ikke ere udsatte for fare , ved at tro hvad du hverken kan eller vil tro . Du skriver endvidere , at din plciefaders efterladenskaber i forbindelse med en god dens forskud , sætter dig i stand til at forlade landet og faldende dine studier i et fjernt liggende land , hvor du vil ægte den du har skjænkct dit hjerte . Til den ende rejser du bort så snart det blot er dig muligt , til Bremen eller til ostende , og hvad den tilfældige lighed med en høilstående person angår , så finder du den ikke så overvættes , men for at den ikke oftere skal genere dig eller nogen , så vil du i ostende lade dit hår og dine oi-nbryn farve mørke ved chemiske midler og efter tit bryllup vil du på samme måde frembringe koparrethed , som vil fjerne ethvert skin af lighed . Og det vil du at jeg skal gøre . Carl ? Nej , det er kun en del af nødløgnen — — men måske den , der ville giøre mest virkning . Man vil indhente dig , den ædle , den uskadelige ; kongen vil se dig — og belønne dig — — Christian , har du forstået mig . Fuldkommen — du antager af jo mindre man einer nogen fare i mig — jo større vil kongens ivrighed efter af se mig blive . Ja , og jo mere vantro du er , eller lader til af være — jo mere troende og tryg blive de mægtige herrer . der er min hånd — dyrebare ben , jeg følger dit råd , men når nu naturen går over optugtelsen , når nu følelsen river mig med ? Man har lov af elske kongen — det er ingen statsforbrydelse af kysse hans hånd , selv om man væder den « red fine tårer , vil det aldrig optages som majestætsfærbrydelse . Nuvel — tak , inderlig tak , rådet er godt , du er min Bulow — min sande ven , måske faderhjertet røber sig . Vær uden frygt , det vil det ganske sikkert — thi af du indhentes på kongens befaling , er allerede af røbe for dig , hvad man vil holde skjult for andre . Men sæt , af man lader mig rejse ? Ak , hvad så ? Så kender du hverken faderhjertet eller konge , sindet , nej — man vil tværtimod få travlt med af indhente den forlorne søn . Bi må døg forudsætte muligheden af af man siger , lad så den fugl flyve -- -- -- -- -- hvad så ? Så har jeg en trumf i baghånden som ikke vil svigte . Det er ? Rejsen herfra gør du med Niels Frandsens i agt . Min kone er din selskaber , du seer at jeg betroer dig alt . Oh , min ven du har jo min Ida som garanti — men sig mig , hr ' ad vil du så gøre når vi er sejlede herfra ? Skipper Frandsen lægger altid ind til hclsingøer for at forsyne sig med friskt vand , kød og urter . Aline skriver mig til yg røber mig i dybeste hemmelighed , at du er på vejen til ostende på . Håbet , “ Og har fragtet skibet . I blive kun tre dage i helsingøer , hvor mm kone beder mig inkognito komme og sige hende farvel-før hun foretager den lange farlige sørejse . Og dette brev vil du vise aubw ? Nej , på det lag — det ville fordærve alt . Nej , jeg iler til Slangenbusch , fljælder ham huden fuld , at det er hans rænker , der for bestandig skiller mig ved en ven — og for lang tid ved en elsket kone — som nu udsættes i et skrøbeligt skib på en farefuld sø , udsat fl > r skrækkelige storme . Jeg er i høj grad forbitret og befaler ham truende , af han , hvis han vil undgå min -hævn — som gammel politimand skal skaffe mig en ovr ghedsbefaling , der standser a rejsen , til jeg har fået min kone og hevdrs ejendele på landjorden . D » har forbavset mig , kære den — du er jo en hel diplomat . Nøden gør opfindsom — Slangenbusch — lader som hon er gnaven og utilfreds og giver løfter hen i vejer » g vind , men i virkeligheden bryder han sig fejl om Alire eller om mine rettigheder , nej , du og den nytte han ville have as sine jntriguer sætter ham i aktivitet . Han iler til Bulow — og vær vis på , af kammerherren iler til kongen — vær du kun rolig . Sammenkomsten , kommer i stand , hurtigere end ellers . Lad mig omfavne dig — jeg seer nu af du har opfattet skriftens ord : from som tuen og listig som slangen , på din egen måde . Denne måde vil gøre dig lykkelig — og uden mindste fare . Gid du må have ret i det du siger , men hvad skal jeg gøre med de historiske episoder , som jeg har lovet min afgangne plriefader af levere i kongens egne hænder ? Dem har du givet mig til gennemlæsning og rettelse førend de kommer i de allerhøieste hænder . Bulow vil forlange dem af dig — thi jeg har fortalt ham af de vare bestemte til kongen . Såmeget desbedre , så vil han forlange dem af mig — men jeg trækker tiden ud , gør undskyldninger — kort , lad mig kun råde . Ja , i ethvert fald seer jeg nu tydeligt , af din plan er langt bedre end den jeg havde , af henvende mig til kammerherren og sige , her er jeg , hoad vil man nu gøre med mig , godt vi er altså enige . Dit samtykke har lettet mig en sten fra hjertet . Dj er enige som du siger , og jeg tilstår af jeg er nu langt lettere til mode , end da vi rejste fra fambo . Det glæder mig i sandhed , thi du var jo ganske ængstelig da vi rejste derfra . Christian rejste sig op , rakte hovedet ud af vognen og råbte : kør til kusk — jeg længes efter af fe København . tre og tyvende kapitel . Det viser sig af Carl havde ret . Aldeles som det var aftalt , skrev Christian et brev til general Bulow , hvori han underrettede ham om , af han ikke fæstede lid til den af Slangenbusch og medskyldige fortalte og foranstaltede historie . Han vidste ikke hvem der vare hans forældre , skrev han , men han brød sig heller ikke om at vide det , da han dog ikke efter så lang tids forløb følte sig kaldet til at fremstille sig som barn af dem der forlænge siden havde begrædt og betragtet ham som død . Når kammerherren modtog dette brev , var han på vejen til udlandet , og hvad den omtalte lighed med en højtstående person angik — var den let ak forandre ved chemiske midler , og skulle inden kort tid være fuldstændig omordnet . Han bad kammerherren have de bedste tanker om ham ; han takkede for den opmærksomhed hans høivelbårnhed havde viist ham , mindet derom , tillige med den naturlige og inderlige * kjerlighed som han nærede mod sine forældre , ihvem de end vare , tog han med sig og skulle bevare til tit livs sidste time osv . Ved Carls foranstaltning blev rejsen , foreløbig til helsingoer , og derfra til ostend « , hurtig ordnet . Skipper Niels Frandsen var ikke rådvild , han forsynede sig i utrolig kort tid med den nødvendige fragt . Den næste aften lagde han allerede ud af toldbodbommen og krydsede ved en frist kuling , snart op til helfingøer . Brevet til kammerherren skulle forsætlig først sendes denne når skibet „ Håbet , , havde været flere timer undervejs . Før afrejsen rakte Christian sin ven et brev , som han bad om måtte blive sendt med posten til Ida Verner . Du tror måske næppe Carl , sagde ban , at jeg finder dit råd så godt , at jeg nu næsten helt og holdent ønfler at det må realiseres . Jeg puster rigtignok som hidtil , kun en eneste gang at se og tale med den mand , som jeg næst forsynet skylder livet , men jeg indser fuldt vel , at fjernelse er den eneste fornuftige udgang af dette dilemma — og håber i fremtiden , at kunne trøste mig ved de glæder en trofast hustrn indgyder . Carl trykkede hans hånd med varme og anbefalede både Aline og Frandsen at opmuntre vennen , for at tiden og rejsen ilke fluide falde ham for lang . En time senere stod „ Håbet “ ud efter i det smukke Øresund , snart nærmende sig Sjællands , snart søgende at folde sejlene , ved at holde ind under Skånes kyster . Det gik i . » rigt ganske som Carl havde forudsagt , da han havde fåct alincs forudbestilte brev fra helsingøer . Han ilte til Slangenbusch med brevet og gjorde ham bitre bebrejdelser , hvoriblandt ikke faldt få irettesættelser for den snedighed og ondflab samt det dobbelte forræderi , han som en karakteerfeil altid gjorde sig skyldig i — og som han så grundig havde viist de „ Sammensvornes “ Klub , både som medlem , som angiver og som politispion . Slangenbusch blev ham ikke svar skyldig for sit personlige vedkommende , men han indrømmede dog villigt , at han ville skaffe den nødvendig : standsningsordre , for at hr . Lheisner kunne få tid til at føre sin kone hvorhen han ønskede . Med dette løfte begav Carl sig rolig hen til mor gjertrude og afventede hvad der ville ske . Der var næppe forløbet to timer , førend kammerherre Bulows vogn holdt for døren af Frandsens hus . Den mægtige herre ilede ind i huset og blev øjensynlig glad over at træffe Carl , som han søgte . Kom min unge ven , sagde han ilsomt , der er ikke et minut at spilde ; sæt dem med mig i vognen , jeg har kongens ordre hos mig , i løbet af tre timer må vi være i helsingøer . Jeg frygter for , sagde Carl , at vi komme for sent . I dette tilfælde har jeg ordre til straks at beordre en toldkrydkbåd afsted . De må da tage ^ombord og bringe deres ven — og om de vil deres kone tilbage , kongen befaler det . Efterat vognen var i fuld fart på helsingocrs vejen , rg del syntes som om kammerherren ilke ville yttre sig , tillod Carl sig at spørge , om den af hans ven valgte udvej — alt vel betænkt , ikke var den rigtigste . Når bans majestæt fandt , at denne var den rigtigste , ville vi to ikke nu være på menncflejagt , svarede kammerherren mut . Sandt nok , deres hoivelbårnhed , men da der er største sandsynlighed for at jeg på krydstoldbåden kommer til at fortsætte menncflejogten allene og uden vejledning — kan det ikke undre dem at jeg som dette herlige menneskes ven , ikke kan være ligegyldig for at vide om jeg fører ham tilbage til lykken eller til hans kvaler . Bulow vendte sig rask mod sin sidemand og sagde : om ulykke kan der jo aldeles ikke være tale ; måfle overtræder jeg min berettigelse ved at lade dem skimte noget som i grunden ingen burde se — kongen er meget spændt på at se det unge menneske , som , det håber jeg , vel endnu ikke har fået tid til at tatovere sig . Carl triumferede indvendig over denne bemærkning , men han måtte vide om det var kongens eller Bulows mening , der udtaltes . Han lod derfor som ingenting , men sagde : jeg kan desværre ikke se noget lykkeligt udbytte af denne tilbagevenden , det er kongens befaling , er det dem ikke nok ? Som undersåt , jo — derfor adlyder jeg , men når jeg har vennen i mine arme , og jeg ikke er vis på at føre ham ligesind i lykkens favn — hvad så , hvad så ? Så fanger jeg flygtningen som lydig undersåt , — fortæller derpå vennen min frygt og mine betænkninger — og hvis vi er enige , så træde vi arm i arm ud på rælingen as båden og forsvinde — for guds skyld , vil de knuse kongens hjerte ? Nej , himlen forbyde det . Nuvel , jeg håber at både himlen og de forbyder det , hr . Kammerherre l sagde Carl dybt bevæget — hvis jeg turde håbe at kongen elskede Christian som jeg gør det , så ville jeg våge over ham som moderen over det diende barn og føre ham kars ! og veltilmode tilbage . Så gør det theisner , kongen elsker ham som kun en fader kan elfte en søn og denne rafle handling , han så » ventet har gjort , har forøget længslen efter at se ham . Tak , hr . Kammerherre , gid det må falde i min lod , at gøre kongen tilfreds og lykkelig . Hvad vi her tale om , må blive mellem os . Naturligvis , kun for Christian har jeg ingen hemmeligheder . Denne må dog blive en hemmelighed for ham . Hvorfor , om jeg tør spørge ? Er kongen ikke souverain . Jo , til at påbyde statsforanslaltninger , men ikke til at berttte om , at han føler og tænker som et ædelt menneske — så vidt går kongens magt vel ikke ? De må ikke se det fra dette standpunkt . Lov mig ikke at omtale til ham , hvad vi her have talt om , denne sag vedkommende . Lover de mig det ? Nej , hr . Kammerherre . Kammerherren vendte sig atter brust om , og sagde i en temmelig streng tone . Bed de unge mand , at jeg kunne have lyst til at kaste Dein ud af vognen . Det koster dem kun et ord , hr . Kammerherre , så springer jeg selv ud . Nu , sådan var det ikke ment , men jeg forbyder dem at tale om hvad jeg har buset ud med . Deres høivelbårnhed har gjort en god handling — og når det er dem så meget imod , skal jeg ikke sladre af skole , men når min dyrebare ven er bekymret , trykket fil jorden af den bitre tvivl om han skal møde for en dommer eller for en fader — ^så kan et lille vink — om end nok så lidet , eller en hentydning , måske fri ham fra stor sindsuro , fra søvnløse nætter og et utal af beklemte suk og stride tårer . Godt , så giv ham da en ganske lille dosis , — jeg overlader det fil deres diskretion . Og jeg skal sandelig ikke misbruge den . Men nu har jeg en bøn . Sig frem , hvorledes lyder den ? Ifald højere hensyn gør det nødvendigt , at han ikke kan træde frem for berden . -- -- -- -- - det ville vi flet ikke tale om . Jeg beder ikke om andet , hr . Kammerherre , end om , at jeg da må følge ham hvorhen man ønsker at han skal begive sig . Et svar kan jeg ikke give dem herpå nu , men denne mulighed er ikke umulig . Tak , så er jeg tilfreds — når de kun vil have dette i erindring . Det lover jeg . På grund af dette løfte skal jeg være rede fil enhver tjeneste som de målte fordre . Vel ! Da Carl mærkede at kammerherren ikke ønskede at tale videre om denne genstand , forholdt han sig tavs og rolig det meste af vejen , og for ikke af synes mut eller ordknap besvarede han de spørgsmål , der gjordes ham med velvillig opmærksomhed , og modtog for øvrigt forskellige instruktioner . fire og tyvende kapitel , Kronborg . Kronbørg er på engang et slot , en fæstning og en kaserne , i gamle dage lå keonens regiment og et fæstningsbatteri der . Dette sted har til flere tider spillet en vigtig rolle i historien navlig dengang da man hverken kendte pantsersfibe , dampskibe eller boo pnndige kanoner , indtog delte fljontbeliggende , velbefæstede slot en høj rang som øresundets vogter . Nu er det en antikvitet og i virkeligheden ikke stort andet end den største og stateligste bygning i eller ved helfingøer . Bulow havde en slægtning eller ven som var kommandant på støttet og hos hvem han ikke kunne undgå af tage ind når han kom til dette hjørne af øen sjclland . Han kørte derfor gennem den flet brolagte byes gader lige til støttet , hvor han blev højst venligt modtagct af kommandanten , der straks førte vennen ind i sin stadssal og lod sætte forfrisfni ger for ham . Imidlertid ilede Carl ned til skibsbroen for af erkyndige sig om sin ven . Aline og Frandsen der gjcnså Carl med største glæde , fortalte at Christian havde været meget urolig , næsten førtvivlet undervejs og at han ofte med dybe suk udbrød — ak , havde jeg dog hellere henvendt mig til kammerherren . Nu , Kernen af hans dusfe kan dog snart blive opfyldf , sagde Carl muntert , jeg har kammerherren med mig indpakket i en stor æske , der af det uenige folk kaldes vinervogn eller kalesche . Hvad , har du ham med ? spurgte Aline . Javel dar jeg det , jeg har læsset han-hsivelbårnhed af hos komandanten på Kronborg , hvor han nu sidder og drikker Madera med krakmandler til . På Kronborg — og det er for Christians skyld . Nå , så du troede måske at det var for din skyld , nej min pige , vi er her ekspres for at gøre iagt på min kære ven , sig mig derfor hvor han er — thi vi have stor hastværk . Hvor han er — det undrer mig at i ikke have truffet ham , ihi det er et besynderligt træf . Hvilket ? At han netop er der hvor din kammerherre spiser krakmandler » hos komandanten ? Nej , men på Kronborg . Er det alvor , kære Aline . Stygge mand , vil du ikke tro mig — kaptajn Frandsen garanterer for mig . Nej , min frue , svarede han ironisk og lettede ærbødig på kabinen — dertil kender jeg deres nåde alt før lidt . Onkel Niels , skal jeg se surt ? Nej , min velsignede tos — du skal ikke , jeg indestår både før dig og sandheden , hr . Brese er på Kronborg , det er så vist som at vi er på „ Håbet “ Eller endnu vissere . Men hvad Pokker vil han der ? Afsætte komandanten eller indtage fæstningen , jeg ved ikke så lige — men nu skal jeg gå hen før at spørge ham ad . Nej , stop skipper , jeg vil selv gå tilbage , frem og tilbage er jo lige langt . Det kan også være at han blødt vil bese slottet og betrakte udsigten , sagde Aline tørt . I gøre nar ad mig begge to — farvel nu kommer jeg ikke igen førend jeg har fulgt Christian til bogns og fået ham vel op at køre . Ja gør det min lille mand , han bliver dog ikke rigtig menneske før han ved hele redeligheden . Carl gav sin kone er lille straffekys , skyndte sig derpå gennem byens gader op til slottet . her fortalte han Bulow at den de søgte befandt sig på slottet og da det unge menneske allerede havde været der en rum tid , fandt de ham ved nogen søgen , badet i tårer i dronning Mathildes værelse . Dette værelse indeslutter iøvrigt kun få mærkeligheder , men det var hr at den ulykkelige dronning holdtes fangen , det var indenfor disse fire vægge at den styrtede regentinde , første gang efter skilsmisse » Havde talt med den engelske gesandt , under hvis beskyttelse hun stillede sig , og det var i dettesamme værelse at den stakkels dronning , skilt ved sine kroner , fin mand og sine børn — omfavnede de moderløse små stakler for sidste gang . Sandsynligvis havde Christian fundet et sammenligningspunkt imellem sin egen og bedstemoderens ulykkelige skæbne , thi han var overvældet af smerte og sindsbevægelse da kammerherren og Carl trådte ind til ham . Unge ven , sagde Bulow , — de kom ikke efter aftale — men vil bjerget ikke lomme til mahomed så må mahomed komme til bjerget . Aftør de foreløbig deres tårer og gør mig den fornøjelse at følge med mig til København . Christian lod sit blik fare forlegent fra kammerherre » Til vennen og tilbage igen , da denne gav ham et opmuntrende vink . Min herre , svarede Christian med en synlig forvirring , der klædte ham guddommelig , de ved hvorfor jeg ville undflippe — nu er jeg gr ben i flugten — nn vel da , jeg giver mig på nåde og unåde . De taler som en fornuftig ung mand , sagde Bulow og rystede hjertelig hans hånd . Kom nu , inden tre timer må vi være i København , man begav sig ned til komandanten , hvor de unge mennesker måtte tage nogle forfriskninger . Her indtraf en ubetydelig lille begivenhed , som fik . Stør betydning i historiens gang . v som galandt Bert , bød nemlig komandanten de unge mennesker bin , men i det øjeblik han ville støde tit glas mod Christians , betragtede han ham stift , tabte glasset af forskrækkelse og råbte : min gud , det er jo kongens søn ! En stør forlegenhed indtrådte , som kammerherre » Søgie at afparrere ved at sige : det forstår sig , da kongen er landsfader , så er alle land ts børn i en vis forstand hans børn . Ja , således mener jeg det også , sagde komandauten , der nu . var bleven altereret over sit eget uvilkårlige udbrud . Men hans miner og opmærksomhed mod Christian vidnede alt for meget om at hans mening havde haft en mere direkte hentydning . Af Bulows bemærkning og af den omstændighed at kammerherren selv hentede ham , kunne den gamle militair hurtig fatte at den unge mand på engang fluide være meget mere end et almindeligt mcnnefle og dog ikke hvad han havde ret til at være . Han sagde derfor til Christian da han fulgte ham til vognen . Min herre , det lader til at de interesserer dem særdeles meget for Kronborg , så ofte det behager dem , beviser de mig en me og en fornøjelse ved at være min gæst . Selv om det skulle behage dem , år ud og år ind at opholde dem hvs mig , skal de altid være mig særdeles velkommen . Bulow så overrasket på komandanten — trykkede hurtig hans hånd og kørte nu alt hvad remmer og tøj kunne holde ind til København med Christian . Carl ilede derpå ned til helfingoers havn for at tale med sin unge kone og sin gamle ven Frandsen fem og tyvende kapitel . Intriguer . I hotel Royals beletage havde giev satanio ud til Fortunstræde en suitte af elegant møblerede værelser , der ikke ville kunne vrages af en rejsende fyrste selv under et længere ophold i en fremmed by . Den store sal var i sær pragtfuld og da greven ventede fremmede , eller rettere en forsamling af hsitstående svenske adelsmænd , var salen glimrende oplyst med tændte lysekroner og lampetter , medens guldgallonerede tjenere anbragte mafive sølv-armstager på borde og konsuler . Vor gamle ven puf , der var iført en sin sort klædning , ledede anordningen , men det lod ikke til at han var i godt humør . Rigtignok var han , ubegribelig nok , trods sin stadige opposition imod greven , avancent fra tjener til rådgivende sekretair og protokolfører , men selv denne værdighed syntes ham ikke nok og det ellers så godmodige phyfionomi havde fået et bestemt , determineret udsende , der ilke sjælden imponerede hans egen herre . I ubevogtede øjeblikke ville de galonerede lejetjenere endog have bemærket at hr . ^sekretairen ofte karrikerede og irettesatte hr . Greven som halvt arrigt , halvt godvilligt gav efter for pufs meninger , der vel at mærke , altid stod i strid med grevens . Dog var han høflig eller fiffig nok til — når han havde fået sin villie sat igennem , da altid , indtil overdrivelse at give den ærbødige og underdanige tjener eller embedsmand ' greven kaldte ham stnnddm i spøg , sinplagrånd , men » år han for ramme alvor målte give efter , sukkede han og sagde : min tro rådgiver har ret , jeg indser det nu — jeg gør ganske som du siger , ja det er det jeg siger til mig selv , du er født til noget bedre end til at være i en afhængig stilling ; du burde være diktator du er som flabt dertil . Jeg indtager min plads fuldkomment efter bestemmelsen , svarede puf ironisk , jeg er deres gode samvittighed som følger med dem overalt , først giver jeg mine råd med det gode og ganske lempeligt — siden når det er nødvendigt med det fornødne eftertryk . Lidt efter lidt ankom de ventede høje svenske herrer . Bed meldingen lød navnene : cederkrone , løwenhaupt , flettard , kronensværd og silferhjelm . da man havde taget plads ved det ovale bord midt i salen , hilste grev satanio på de høje herrer og sagde : det glæder mig at kunne underrette mine herrerudsendte om , at underhandlingerne angående det svenske lån strider raskt ag uhindret fremad . Inden føje tid håber jeg at sagen er ganste i orden . Vanskeligere er det med at bevirke en koalition til fordel for Finlands delvise tilbagelevering og til sikkerheden mod overgrebet af den russiske Colos , — dog vil planend gjennemførclse afhænge af forskellige kombinerede omstændigheder . En lille taushed påfulgte . Den ældste af herrerne , grev silfverhjelm spurgte om man måtte erfare de kombinerede omstændigheder som man jo måtte have en mening om forinden de fastsættes . Te er ikke ufravigelig fastsatte , men jeg tør nok sige at en nordisf union , eller dog en snever , jernfast alliance mellem stamfrænderne , udgør en naturlig betingelse . Om det ønskelige heri have vi som er her tilstæde længe været enige , — det er kun måden og viikårene der frembyde vanskeligheder . Tør jeg gøre opmærlsom på , sagde løwenhaupt at den aldeles private charakteer i hvilken vi er her — og i hvilken vi tale og virke — nøjagtig må erindres . er det alle de herrers mening , spurgte grev satanio forbavset . Hvor kan de tvivle derom hr . Greve , vi er ikke gcsanter og de er ikke minister . I streng forstand har de ret , men hvad er vi da komne sammen for , mine herrer — når det ikke ir for , at skaffe et svenflt statslån rejst , dernæst for at betrygge Sverrigs stilling og udvide dets magt — samt arrangere en arvefølge ? Det er som privatmænd , vi søge underretning om nævnte spørgsmål — men da enhver af os står regeringen temmelig nær og kan meddele denne ud ' sigten til opfyldelsen af alle svenskes ønske — så r situationen denne , at hvis der intet opnåcs — > å står regeringen aldeles udenfor , det er en uafvigelig betingelse . Godt mine herrer ! t ' et være indrømmet — men sæt at der kan indrømmes noget , have de da fuldmagt til at indgå forpligtelser — ikke på egne vegne som privatmænd , men til at træffe aftaler der siden knnne træde i kra ' t ? Der påfulgte atter en lille taushed , grev silferhjelm rejste sig og gav frne kolleger et vink . De rejste sig alle og samtalede sagte i et hjerne af salen . I det kvartcerstid delte varede , så grev satanio højst fortrædelig og utålmodig ud . puf derimod stirrede med en slags idiotisk ligegyldighed på den opflåede protokols hvide blade , derpå tog han en pen som om han ville prøve den og skrev endelig , ordet — „ Forhandlinger , “ med stor , fed skrift og derpå med en vis nonchalance , gav sig til at male væk på protokolbladet . Hvad skriver du puf ? spurgte satanio fortrædelig , med hviskende stemme . Puf svarede på en endnu mere lydløs måde , han viste med pennen på overskriften . Menneske dog , udbrød greven arrig — her er jo ikke forhandlet en snus og der sidder du og zagsler papiret fuldt om det pilleri vi har talt . Det har jo ikke værd for en skudi . Sekrctairen betragtede sin herre spejdende , derpå nikkede han som om han aldeles modsagde greven . Er det tilladt , at jeg seer hvad du har kradset op ? — spurgte greven ironisk og ondskabsfuld . Puf bukkede ærbødigt og gav et lille ryk i protokollen så at den lå bekvemmere for greven , som nu løb det skrevne igennem . Er du fra forstanden ? hvad Pokker er det , du skriver ikke blot det forhandlede , men også det som senere bliver forhandlet — mine herrer , råbte greven — de skal ikke tale med hinanden , thi denne min sekretair — må have hørt hvad de have talt sammen — han må have bedre øren end jeg , thi her slår allerede hvad han formente herrerne i næste øjeblik vil sige og forlange . Grev silferhjelm tilkastede sekretairen et strengt blik . Det er ikke godt at have indiskrete sckretairer mumlede han og trådte hen til protokollen . Han gennemløb den , medens de øvrige herrer atter toge plads om bordet , dog lod det til at det skrevne ikke mishagede ham . Tillader de mine herrer at jeg oplæser det sidst nedskrevne , der førresten er ganske overensstemmende med virkeligheden . „ På spørgsmålet om de høje svenske herrer have fuldmagt til at træffe aftale når de omtalte dufter kunne opnås — svarede ordføreren grev silferhjelm , jo — og af han var beredt af udveksle fuldmagten mod en lignende af medkontrahenten . “ Herren der har ikke hørt hvad vi talte , men det er sikkert af han ved hvad vi ville gøre , sagde den svenske Greve smilende , derfor siger jeg uden omsvøb , her er fuldmagten — må jeg bede om deres certifikat . Jeg har intet andet end det jeg har sendt dem hr . Greve . Det var fatalt ; thi det var aldeles ingen fuldmagt , men kun en tilladelse fra generalen til , af indlede forberedelser , med udtrykkelig angivende , af det nærmere fornødne skal følge . generalen- håndsfrevne fuldmagt er nødvendig førend videre aftale kan sle . Jeg kan ikke fremlægge nogen fuldmagt , stønnede grev satanio . Jo , de kan , sagde puf . Modfiger du mig ? vover du af modsige mig ? Råbte Salomo forbitret . Jeg siger kun , bemærkede puf godmodig og med en vis ironisk wrbodighed , af der ligger en fuldm . iigt convoluteret under sverdpressen henne på deres skrrvcrbrrd . Insolente ! For greven op , og det har du ikke sagt til mig din herre ? Forlad salen på øjeblikket — j g tåler ikke længer en så extraordinair opførsel . Jeg boer-rigtignok her — thi det er mig som har akkørderet og betalt leim , men enfin , ønsker dhrr . det , er jeg villig til af gå ind i det andet værelse , hvor de ville sinde mig beredt til af vise dem enhver tjeneste . Puf rejste sig meget roligt , bukkede på sand -kavalerrmåde — og gik smilende ud af salen . Den hele scene syntes i høj grad af more de svenske herrer . en utålmodig hrvcdrysten bemærkede ? hos baron crvnensværd , de andre herrer smille derimod , medens fleltard og løwenhaupt stak hovederne sammen og udtalte nogle ord , der lod til af være in venskabelig demonstration mod grev satanios alt for store heftighed . seks og tyvende kapitel . En højst overraskende oplysning . Grev satanio , der så dem smile , kunne ikke længer styre sin forbittrelse , han løb hen til døren , af hvilken sekretairen var gået ud , aflåsede den ved to omdrejninger og Irak portieren for . Se så , pustede han ud , uu skal han hverken lure eller tale med . Silferhielm bemærkede ganske tørt , af sekretairen vist var m-re end hans herre vurderede ham til . Det tror jeg med , sagve l . venhaupt , i Østerrig og Italien er det ikke sjælden , af de højt betroede formumme sig . Oh , svarede satanio med ha me , han har været min tjener i over et år , han har beskyttere , det er vist nok , men han går mig altid i vejen , jeg vil ikke en time længer have ham i min tjeneste . Vil de ikke tage fuldmagten ? spurgte silserhjelm . Det er sandt , sagde satanio , idet han gik hen til skriverbordet , løftede sværdpressen og fandt et stort konvoluteret brev . Han tog det hen til sin plads ved bordet og læste udskriften : signor serenisfimo guillielmo satanio . Med en vis suffisance rev han konvolutten af og så at indholdet bestod af en instruks og en fuldmagt greven greb først efter fuldmagten , men forbavsedes ved de første ord han læste : „ Generalen for Jesu selskab giver herved kardinal pater jos6 , der hidtil har været i grev satanios tjeneste under navnet puf , uindskrænket fuldmagt til at aftale , forhandle og afslutte sagen om det svenske lån , og den høje svenske adels øvrige onster . Da instruksen indeholder forbud mod at udveksle fuldmagterne , før ren foreløbig overenskomst er truffen og fastsat , skal forevisningen af certifikaterne indtil da være tilstrækkelige . For at stadfæste pater josss uindskrænkede myndighed har ordenen betroet ham rinGen med det store G . “ Dokumentet faldt greven ud af hånden . Hvis det ikke var den usynlige hånd — sukkede han , skulle man antage det for aldeles utroligt . Er der nogen af de herrer der kender den usynlige hånd ? spurgte satanio endelig . jeg er født i osterig , sagde løvenhaupt , er god kattolik og dignitair . Han nærmede sig certifikatet , beså det , og sagde , det er den usynlige hånd — dokumentet er ægte . Jeg er ligeledes kattolik , sagde flettard , jeg er også dignita r og sødt i Frankrig — det er generalens usynlige hånd . Sagde jeg dem ikke nok at de undervurderede deres hidtilværende sekretair , udbrød silferhjelm . Det vil koste mig mit liv , sukkede satanio , men han ilede ikke desmindre hurtigt hen til døren , rev den op og sagde næsten ydmygt : træd ind eminence ! Puf , eller pater josø , trådte aldeles ind som han var gået ud , om mulig med endnu godmodigere ansigtsudtryk . De tre tilstædeværende katholiker gjorde næsten en knælende reverenlz for ham . Pater jrss satte sig hen på sin forrige plads . Satanio ragte ham hånden og hvidslede , de er da ilke vred min fader ? Nej , hr . Greve , det har jeg hverken tid eller grund til — dhr . vente på en afiale og jeg måtte være meget urimelig hvis jeg skulle være vred fordi jeg har duperer dem . Mine hrrrcr , for at bringe sagen i stand , er jeg pater Jose , m n jeg bønfalver dem , ja , fremsættrr det endog som en førsir betingelse for sagens fremgang , at jeg udenfor denne sag , vedblivende er den grevelige sekretair puf . Deres ønske er os en lov , sagde silferhjelm , men vi håbe at de ikke vil puffe os for meget , eminence . Jeg vil kun puffe sagen frem ti ! den er kommen i orden , svarede pateren godmodig — og det indser mine herrer vist er ønskeligt . Her er vor fuldmagt til behagelig eftersyn , sagde silferhjelm og lagde den på bordet . Og her er ordenens fuldmagt , sagde Joss , idet han lagde sin fuldmagt red siden ak , man så nu brillantrinGen med det store G , Glimre på hans høirt mellen finger . De er generalen selv , råbte flettard og løvenhaupt på engang . Hvem berettige st . Lukas og st . Bartt at sige så ? Ordenstegnet som de gjorde , befaler det . Nuvel , sagen som vi have for er så vigtig , at der bør kæmpcs med åbent visir — jeg er ordenens absolute myndighed . De vide nu mine herrer hvem jeg er og hvad jeg vil . Oh , jeg elendige — råbte grev satanio — og som jeg har behandlet deres hell ghed . Bryd dem om ingenting hr . Greve , jeg er så tilfreds med deres behandling , at jeg ville blive meget misfornøjet hvis de forandrede dem . Greven tabte næsten næse og mund af forundring — men han bemærkede ligesom ved en gestus at han måtte adlyde , men , at det herefter ville falde Hain yderst vanskeligt . Mine herrer , sagde pateren venligt , behag at fremsætte deres ønsker , jeg fører dem straks til protokols . Et lån , helst 3 procent rentebærende , stor 20 millioner rigsdaler svensk , anførte silferhjelm . Tyve millioner rigsdaler svensk , noterede pater jos6 . Dernæst Finlands tilbagelevering . Finlands delvise tilbagelevering , gentog pateren skrive , de . Om mulig Sveriges hegomoni i en nordisk union , med flere magters samtykke og garanti , vedblev silferhjelm . Da pateren havde indført dette onffe , bemærkede silferhjelm . Samtykket og garantien er her særdeles vigtige , da adelen allerede er velstemt for , at den danske konge adopteres som kronprinds og han da velforstået fører to kroner med sig , når han bestiger den svenske ttrone — tilføjede han . Også dette noterede pateren , men svarede straks . Planen ville være udmærket , hvis absolutismen og de konstitutionelle love ikke være uforenelige i en og samme hånd . For at være konge i tre riger , må noget bringes til offer . fra dansk side mener de hr . Greve ? Ja således tænke de svenske adelshrrer . Senere må det være mig tilladt , at fremsætte en modbemærkning . En modbemærkning ? Hvis jeg nemlig var suveræn konge af Danmark og Norge , ville jeg betænke mig på at slippe det absolute herredømme over to riger af hænderne , for med en krone på hovedet , at se de min myndighed unde » Lagde tre riger styrede af en nordisk rigsdag . Eminence , kongen bliver altid magtholder og rigernes repræsentant . Fuldkommen sandt , han bliver Nordens doge som bestandig sukker når han tænker på timændsrådet . Det er kun en forbigående bemærkning , thi i realitelen er det ikke det , den orten jeg repræsenterer lægger særdeles vægt på , det er i altfald kun en bemærkning — ingen betingelse . Har ordenen da betingelser ? spurgte herrerne på engang . Kan de tvivle derom ? det der snflcs er sandelig ikke lidet , og undtager jeg vor mægtige orden med sine indflydelser og fine store midler — tror jeg ikke nogen magt på jorden , fortiden kunne fyldestgøre dem . Er lånct måske for stort ? spurgte silferhjelm — da kunne vi nøjes med et mindre . Nej , mine herrer , lånet er aldels ikke for stort , tvertimod , post a , er for ringe i forhold til opgaverne b og C . Ere disse lo sidste gennemførlige ? Ja , de kunne gjennemssres ag de ville med ordenens bistand og Sveriges egen hjclp blive gjennemforte , hvis man tager hensyn til ordenens ønsker . De talte for om betingelser , general . Ønsker og betingelser er her et . Må vi erfare dem ? Gerne , ad a , ordenen ønsker at det svenske lån ikke er mindre eller større end 30 millioner svenfft — tre procents , for at kunne være en garde med hensyn til b og ' C . Indrømmet , de seer vi er føieligc . Pateren bukkede forbindtlig og vedblev : ad b , ordenen ønsker hvis de svenske fleertals-lovgivere red forholdenes gjcnnemførelse sinde det fornødent , at dække et lignende stort svenstt lån som det førstnævnte , mod fire procent rente og med ind og udbetalings ruter efter overenskomst . A b , indrømmer , tilføjede silserhjelm . Ad C , den kattolske religion » holder ligeberettigelse i kongen a > Sverigs riger og lande . Med andre ord , hr . General , udbrød silfcrhjelm ildrød i hovedet , „ Jesu selskab “ vil betale os 60 millioner rigsdaler sve sk , før at de halve af os skal være kathol ker . di skulle altså før penge , indføre banstråle og autodasrer i Norden ? udbrød cronensverd . Det ville blive en skandinavisk Bartholomæus nat , bemærkede en tredje herre . Gustav Adolf skulle altså have offret sit helteblod før intet , bemærkede silferhjelm . Pater jos6 så godmodig og venlig fra den ene iii den altten . Jeg tænkte nok det ville komme , buste cronersværd ud med en drej ed . Jeg ikke — streg ccderkronc , jeg havde før troet at himlen skulle falde ned , end at man skulle fordre dette ; at tolerere er derimod en anden sag , men changere — umuligt . Og de mine herrer , spurgte pateren sagtmodig . Ftettard og lowenhaupt , har de siet i : tet at sige ? Vi er kattolik « af religion , men adelsmænd og svenske undersåtter , vi kunne kun sige : det går de svenske rigsdage ikke ind på . Man finker altså at ordenen har ønsket umulighed « ? Overbevis mig mine herrer — og jeg skal gøre dem en undskyldning . For det første ville vi ikke changere , skreg cederkrøne . Min ædle herre , bemærkede Joss , kongen af Navarra sagde , at herredømmet var m k en messe værd — Sverige kan blive en stormagt , det er herredømmet — men enhver der ikke vil changere kan jo lade det være , knn skal enhver have lov dertil . kongen af Navarra changerede , men man dræbte ham som Henrik den 4de . Det er sandt , men en gang er ingen gang ; jeg har kendt en dansk undersåt ved navn puf , han changerede , men endnu lever han ganske fredelig som pater jos6 . Ja , før at være general og kardinal . Rigtig før at være noget , offres noget — det forekommer mig at hele Norden før har changeret — og uden fordel , var ikke dronning Margrethe kaiholik ? Dengang var Luther ikke født . Meget sandt , men jeg har aldrig talt med Nordens frue , og døg tør jeg vove at formene , at hun under flige forhold ville have sagt akurat det samme som den mægtige konge af Navarra og dcrcs meget ærbødige puf , de selv udtalte før den samme anskuelse i de ord : for at opnå herredømmet , må man ofre noget . Luk de protokollen hr . Cardinal , sagde silferhjelm — vi changrre ikke . Den kattolske kirke , således som apostlene og kirkefædrene udbredte den — og som den slår endnu i Frankrig , Italien , Irland , Spanien , ostcrig , Rusland og størstedelen af Tyskland — kan ikke tillades ligeberettigelse i Sverig og i de nordiske lande , uagtet den var reformationens forløber ? dog det er ikke som prædikant , kun som diplomat jeg spørger : fordrer ordene » andet end lige for lige ? Sverig ønsker storhed og magt , den kan ikke vinde dette ved egne midler , men ønsker ordenens bistand , hvorved kan ordenen gennemføre ønsket ? dels ved egne midler , dels ved den indflydelse den har på og hos de nævme kattolske stater . Ordenen er villig dertil — den vil endog forpligte sig dertil — og den fordrer blot , at den kattolske kirke — det er den almindelige kirke , der er almindelig hele Europa , skal have ligeberettigelse i Sverig og eventuelt i le andre nordiske lande . De ønsker magt ved ordenen — ordenen ønsker rettigheder ved dem . Silferhjelm trak vejret dybt . Det de lover eminence er fristende , men vore institutioner ere urokkelige . Hvad er urokkeligt i denne verden ? ikke engang jordkloden selv . Lad os ikke trænge ind i abstraktioner og den platoske filosof ! . Eller , husk i det mindste på af selv Sokrates tillod fine disciple af opponere imod hans mening . Vistnok , for desklarere af overbevise dem om sandheden . Tilgiv af vi vende tilbage til Sverige . Vore instiutioner tør som sagt , ikke rolkes . sig os derfor , er der uoger mulighed for vore 0n « Flers delvise opfyldelse , mod oldenens modificerede ønskers opfyldelse ? Ja — af den simple grund , af kloge folk hellere opnå nøget end slet intet . Vil de behage af udvex e anskuelser og meninger med grev satanio , medens jeg går ind på mit værelse for af afsende nogle brevskaber der haste . Når de er omtrent enige , behage de ugenert af ringe på . mig som på en ganske almindelig tjener eller sekrctair , jeg skal da øjeblikkelig stå til mine herrers tjeneste . syv og tyvende kapitel , grev satanios spekulation . Som de have hørt mine herrer , har jeg altså fuldmagt til , af aftale med dem om hvor meget de vil flå af i deres fordringer , for af ordene » kan modificere sine fordringer i forhold dertil . Ligesom vore duffer er delte i tre dcele , således kunne vi nøjes med en af delene , om det fial være , svarede silferhjelm . Tør jeg døg bemærke , sagde lswenhaupt , af jeg , uagtet jeg ganske stiller mig på det svenske standpunkt , ikke kan indse hvorledes det ønske eminencen fremsatte på ordenens vegne , kan opfyldes ; thi den kattolske religions dyrkelse er tolereret i Sverig « . En udvidelse kan altså ikke sinde sted , uden ved en ligeberettigelse og det er denne som vi vide af nationen ikke vil gå ind på . Jeg tror døg , svarede satanio , af generalens vttring af fornuftige folk foretrække af opnå noget i stedet for flet truet , kan berolige os i denne henseende , han forlanger kun hvad der kan opnås . Dermed er vi tilfredse , svarede silferhjelm , men - jeg tvivler om af eminencen eller ordenen er så nøjsomme — det gælder derfor af udfinde en middelvej , der ikke kuldkaster vore institutioner og ikke forarger nationens luterfl evangeliske anskuelser . En sådan middelvej tror jeg af have , fundet i en særegen omstændighed , men det beroer på af få det gennemført med snildhed , og sagen er ikke uden betydelige forviklinger . Lad høre hr . Greve . De sagde før mine herrer , af man i Sverige var velstemt for af give den nuregjerende danske konge slemme til tronfølgen i Sverig . Ja på betingelserne : institmionernes vedbliver , Sverigs hegomoni , og eventuelt på alle tre rigers selvbestemmelsesret . Bet — men de hørte tillige vor ordens general yttre tvivl om , at Frederik den sjette ville opgive det absolufe herredømme over tø kongeriger , for at regere konstitutionelt over alle tre riger . Generalen sagde det og det er en mulighed at han har ret — men i så fald , kan foreningen ikke lade sig eksekvere . Hvorfor ? Det er nødvendigt at nativnen i Sverig er repræserveret som hidtil ; kunne nu kongen som er absolut herre personlig ved sit ord svare og stemme for de tø riger , så ville Sverig bestandig være i minoritet og det ville vi ikke gå ind på . Er denne grund virkelig så magtpåliggende ? Ja , visselig hr . Greve , thi i konstitutionelle stater vælges efter talsforholdene . Sverig har flere indvånere end Danmark og nor . Ge tilsammen , følgelig ville der altid være udsigt til i fælledsanliggender at Sverigs mening sattes igennem . Om det var retfærdigt er et andet spørgsmål , udråbte grev satanio . Retfærdigt er det , svarede løwenhaupt , eftersom Sveriges geografiske størrelse ligesom indvånerantallet er større end Danmark og Norge tilsammen . Godt , så er der , forekommer det mig grund til at Sverige har størst indflydelse og den plan som jeg har , slår aldeles ikke i strid med denne fordring . Så forhold os den ikke længer , hr « Greve , men kom frem med den . Det er gentagelse » af min tidligere dem meddelte plau . Den om den bortcskamotterede Prinds ? Netop ! Først måtte han ialtfald anerkendes her — før der kunne være tale om ham , bemærkede cederkrone . Svenskerne er villige til at adoptere kongen af Danmark og Norge som Sverigs kronprinds , men adoptere en adopteret dansk Prinds , det er noget helt andet , ytrede en af herrerne . Desuden bemcerlede flettard , er den unge omtalte opdragen på landet hos en lutherisk præst , at dette på engang skulle tilfredsstille såvel ordenen som Sverige er uantageligt . Tillad mig , råbte grev satanio , der nu blev heftig over alle disse modsigelser , en Prinds er en Prinds og når han arver to kongeriger efter faderens død , når han slår som Sverigs kronprinds , da må det være efter ønske , thi det er altid bedre at han kommer til tronen lidt efter lidt . Hvis han sidder på den svenske trone før han kammer på den danske og norsfe — er der også flere lhanger for at svensferne kan få det med deres konge som de ønske det . Undskyld hr . Greve , sagde silferhjelm — alt hvad de anfører er jo kun mnligheder , men hvorledes kan det stemme sammen med at tilfredsstille ordenens ønske om ligeberettigelse for den kattolske troesbekjrnkelse ? Simpelthen derved at ordenen føretrækker noget for intet . Prætendenten i » Spe er en ung mand , og som sådan vel til at påvirke , som man ønsker det . Kan ikke ligeberettigelse rpnåes straks , må man nøjes med en udsigt til fremtiden , det er der allerede tanke om , hvis den der sidder på tronen går over til den apostoliske lære . , men h m er jo protestant . For at føre begge parter er han i stand til at rette sig lidt efter begge , når han seer at begge parter — jeg mener ordenen og Sverig kunne gavne ham . En meget livlig samtale udspandt sig nu imellem , herrerne , derefter meddelte grev satanio historien om kongens søn — om hvilke perloner der vare indviklede i jntr gnen , om Slangenbusch , som mebbjelper til sagens realisering , osv . Omendskønt , sagen^selv syntes så apokryf , troede dog de svenske herrer , at dette mysterium kunne komme dem til gode om ikke til andet så til en udvej , ifald alle andre midler fløge feii . Ten omstændighed at flere implicerede levede endnu , og af England mulig ville se med en vis triumf på af en descendent af deres elskede engelske prindsesse — den hårdtbekiagede Caroline Mathilde kunne komme til sin ret , spillede en vigtig rolle . Imidlertid var pater Jose bleven færdig med sine brevskaber og kommen til forhandlingsproto køllen og da han med misfornøjelse så af man under hans fraværelse ikke var kommen en linie nærmere cnv da han forlod salen — satte han sig til arbejde og enigh den blev forbavsende hurtig tilvejebragt . Han forkastede rimeligheden af , af der kunne udrettes noget med det unge menneske , hvis ret var tabt jhet øjeblik han brægtes bort fra det kongelige hjem og den ko gelige opdragelse . Efter nogen kamp , indrømmede han dog herrerne af forsøge på , om der kunne bringes noget reelt ud af slangenbusch-jntriguen , men i virkeligheden blev ma enig om to punkter . 1 . Hvis den danske ' konge kke fluide ville gå ind på af blive svensk kronprinds — mød af give slip på souverainiletcn i Danmark og Norge , da 2 , ville man vælge en kattolik : prinsen af pontckorvø , en af Napoleons generaler til svensk kronprinds . Denne ville da flille sin sag fra pavens betvinger og ordenens forfølger , de franskes kejser , søm løn ville han erholde Norge der da blev i konstitutionel union med Sverig . På denne basis aftaltcs en hel del hemmelige artikler , som vi af visse grunde ikke her nærmere skulle berøre . Man forlod hinanden langt ud på ratten , og sekretair puf , fulgte som sædvanlig sin herres gæster med en sølvarmstage i hånden lige ned til palais Royals port . Den scene der påfulgte da pater Jose atter kom op til grev satanio , ville vi sænke et stor over . Vi ville derimod vende tilbage til vor ven Christian og hans ven kammerherre Bulow . otte og tyvende kapitel . Den længe ønskede sammenkomst . Isfedetfor at køre sin unge den ud til det gule palais i Amaliegade , hvor kammerherre Bulow boede på anden sal , — førte han drn unge mand igennem byens gader og nogle omveje til råd og domhuset . Min gud skal jeg aresieres ? spurgte Christian med skræk , da han så retfærdighedens imponerende bygning . N-i , ingenlunde , svarede Bulow beroligende ; men de vil iurse kære ven , at vi ikke sådan uden videre kan falde med døren ind i huset , de må opholde dem et sted hvor de på en , gang kan leve standsmæssig og afsluttet fra berden , dertil er hof-og statsrctslokalet , hvor der er et par prægtige sale , et komfortabelt kabinet og en fortræffelig udsigt til torvet , meget vel egnet . altså « det dog et slags arest , sukkede den unge mand . Kald det om de vil en foreløbig stueurest , noget prindser og fyrster , ofte have været underkastede . Havde jeg vidst dette , mumlede Christian . Det er en aldeles foreløbig foranstaltning . Kongen kan ikke gå ind i ethvert privat hus — han ønsker ivrigt at se og tale med dem . Ikke heller kunne vi førend nærmere undersøgelser ere stete , installere dem i kongelige palaier . Hvorfor lod de mig ikke forsvinde i den store ukendte verden ? Er der ikke mere end tid nok dertil , senere , hvis kongen og de ønsker det ? De åbner et sår hr . Kammerherre , mod den fattige trøst , at når de har sonderet det tilstrækkeligt og sorvoldet mig megen smerte — da at lade det læge og helbrede og så sende mig bort med et dygtigt ar for hele livet . Kære unge mand , såret er der — og det ved jeg , at jeg ikke har bibragt dem . Kongen vil se at lindre og læge det så vidt det lader sig gøre . De vil selv se hans ømhed og faderlige godhed , tro mig på mit ord , mange venlige erindringer , mange lyse minder ville knytte sig til sårets lukning . og var en indespærring dertil nødvendig ? spurgte det unge mennske bebrejdende . De har ansigtslighrd med konge » , de må fvrelø . Big ikke ses af andre end af ham , men hver dag skal jeg og deres ven lheisner komme af besøge dem og forkorte deres tid . Ah , det er altid en trøst . Kongen kommer vel næppe daglig — men han vil komme hyppig , det tør jeg love dem . Virkelig ? Ja sikkert , desuken vi ! De få alle mulge adspredelser som knnne sås inden fire vægge , bøger , blade , ekrivemateriale samt malerredskaber , det vil ikke engang blive dem forment af se damer — naturligvis med en vis begrænsning . Må Ida , min forlovede , beløge mig ? Det håber jeg — jeg tænker endog af en dame , der står dem endnu nærmere , vil se dem . Min moder måske ? Jeg ved ikke , men det er muligt , af dronningen ønsker af se dem . Dog må jeg til overflødighed bemærke , et de hverken bør eller har ret til af forandre noget somhelst i deres ansigts udseende . Hvorfor hr . Kammerherre , det er dog denne usalige ligh d der har beredet mig alle forlegenhederne . Jngenlund kære ven , alt vidner om af de virkelig er kongens søn — hverken han selv , jeg eller nogen upartisk kan være i tvivl om af de er et kongeligt barn , men af de er det barn , som man bort , eflamotterede ved nedrige rænker , dertil høres de soleklareste , uimvdståeligste og retsgyldigste b > viser . Og disse ville være umulige ai tilvejebringe , ikke sandt ? Nej , ikke umulige , men meget vanskelige . Dertil kommer endnu — af adskillige bøitstående personer , som utvivlsomt må være implicerede i denne skjændigheks-handling , derved ville blive prostituerede , areiierede og straffede , som de gemeneste forbrydere — familierne ville blie-e befljæmmede og betyngede meo sorgfor himlens skyld — lad dog intet af alt dette forfærdelige sle — jeg ville ikke have en rolig time , jeg besværger dem derfor , som min faders og min den , af afværge det pa » det ivrigste og af anvende hele deres indflydelse derpå . Ønsket de der udtaler , skal jeg så vidt det slår i min magt imødekomme — og det gør både deres høimodighed som deres forstand ære . Dog vil jeg ikke bølge før dem , af kongen allerede før han har set dem , elsker dem usigelig højt . Oh , min gud — vær takket — det er det første solglimt i lang tid . Så stor skræk , majestæten end føler for alt hvad der kan vække opligt , skandale — eller ubehagelig sensation — så påståer han at sagens uhyre vigtighed fordrer — som retfærdighedshandling — en nøjagtig undersøgelse . Ak , det er det jeg frygter . Kongen påståer , at når han har talt med dem og er kommen på det Rene med , at de virkelig er hans søn — så fordrer såvel hans som deres ret — at man ikke gør sig til stiltiende medvidere i en så afskyelig forbrydelse . Del er et farligt dilemma vi er komne ind i — hvorledes flippe vi derfra ? En udvej er der — hvis de ville gå ind derpå — og måske fik vi derved kongen til det samme . Nævn mig dog denne udvej , hr . Kammerherre ! Jeg nævnede den kære unge ven , før deres sidste rejse til faurbo — men den oprørte dem i den grad at jeg ikke ved om jeg atter tør berøre den . De mener — at jeg betragtes som en naturlig søn , som et udenfor legtestab sødt barn ? Netop , det er udveje » . Del er et dolkestik — det er en selvbestemmelse en fornægtelse af sandhed , et oprør imod naturen . Tag det endelig moderat . Jeg skal ikke her fremkomme med fraser — der kun ville flade isfedetfor af gavne . Lad mig derfor nøjes med af sige , af ved af vælge dette kompromis kunne deres fader åbenbar erkende sin søn — de åbenbar erkende kongen som deres fader ; de kunne komme til hoffet , ville blive elflet og hædret , bære grevenavn , føre et hersfabeligt hus og nyde livet som en ung mand har ret til af ønske det , ' Christian svarede ikke , han var meget bleg og tunge bittre tårer trillede ned af hans kinder . Lad det ikke angribe dem unge ven , jeg siger ikke af det er en pligt , men jeg fremsætter det som en udvej — der om end ubehagelig i det øjeblik de går ind derpå , aliså i førstningen — senere medfører såmange skyldfri glæder og behageligheder , af den vel er værd af overveje med rolighed og eftertanke . De ville jo i altfald ikke være skyld deri . Men min fader ville betragtes på en anden måde , troer de af en god søn der kister sin fader , ville forlange en grevetittel på sin faders anseelses bekostning . Hvad de har sagt , gør deres hjerte ære , det er alt hvad jeg kan svare på deres sidste bemærkning . man kørte imidlertid ind af porten på den bygning der foreløbig skulle være Christians opholdssted og stod snart i nogle meget elegante værelser , bestående af , en stor prægtig møbleret sal og et mindre særdeles hyggeligt kabinet , hvortil et stort forværelse puttede sig . Her seer meget hyggeligt og opmuntrende ud , saghe Christian . „ Ja , ikke sandt min ven ? her seer slet ikke fængsels « Agtig ud , dog kunne jeg fristes til , at bede dem om tilladelse til , at måtte belægge dem med lænker . Alvorlig talt , spurgte Christian halvt smilende , halvt ængstelig . Naturligvis er det alvor — jeg seer nemlig at deres Uhr har en silkelidse — må jeg bytte med dem og give dem denne guldlænke — nej , hr . Kammerherre , silkelidsen er god nok . Måske denne guldlænke får mere værd i deres øjne , når de erfarer at den er en gave jeg har modtaget af kongen . Det er netop formodningen herom der byder mig ikke at berøve dem den . Den har altså dobbelt værd for dem — og de må selv beholde den . Hvis nu kongen bod dem en lignende , ville de da modtage d : n . Forudsat at de ikke lader falde noget vink derom , så vil jeg bekendt mig til den anskuelse , at man kan modtage af en faders hånd , hvad man generer sig for at modtage af andre . Nuvel , jeg skal ikke nøde dem . Jeg iler ud til palaiet for at meddele kongen deres ankomst — så snart regjertngsforretningerne tillade det — miafle alt i morgen , vil han komme til dem . Jeg er henrykt terover . Alt hvad de ønsker eller finder behag i , kan de frit rekvirere hos tjenerne . Danske og udenlandske blade slå til deres tjeneste , bøge » af hvad Art de fordrer , skal straks være til deres disposition , et godt service til 2 — 3 personer vil slå rede til dem hver dag , til deres ben theisner skriver jeg endnu i dag for at bede ham om at komme her og holde dem med selskab . Jeg er dem i sani hed meget forbunden . Jeg vil aflægge dem en lille visit hver dag , hvis de tillader det . De skal være mig hjertelig velkommen — jeg tør sige kjæerkommen . Det glæder mig mere end de tror — må jeg sige hr . Greve ? Nej — nej — lad mig først tale med kongen , befaler han det — nu så adlyder jeg , men — med bedrøvelse . rænk blot uden fordomme derover . Det skal jeg . Farvel , gud være hos dem . Tak , hr . Kammerherre — blot et ord endnu , tør jeg ellers ikke tale med nogen ? Jo , undtagelsesvis , når de ønsker det , meu de vil forstå mig — så længe de ikke har antaget grevetillen — med hvilken der følger 8000 rbd . årlig , — så længe tjener de mig i kun at modtage diskrete personer . Det lover jeg . Med et varmt håndtryk skiltes man fra hinanden . / ni og tyvende kapitel . Fortsættelse . Allerede næste dags morgen før kl . 9 modtog Christian det så længselsfuldt ventede besøg . Han stod just og ordnede noget i sit sovekammer , da Jochumsen kom ind og sagde hastig : herre , en hvitstående mand , der ikke ønsker at nævne sit navn , er inde i salt » for at tale med dem . Christian kastede det han havde i hånden og ilte ind i salen . En høj mager alvorlig skikkelse , iført en brun eller grønlig ældre jægerofliccrs frakke , der var knappet lige op i halsen — stod midt i salen . Det dybe buk som Christian gjorde , og den zrttren der greb ham da han gik ind i salen , undgik næppe den imponerende skikkelse , han kastede sine skarpe , stikkende , blå øjne ligesom spejdende og prøvende på ham . den hoitstående herre syntes efter nogle minutters forløb at jittre og blive ligeså bevæget som chrislian — thi han mumlede ganske sagte mellem tænderne , de ord : han ligner ikke blot mig , men også moderen . Derefter trak han vejret dybt , førte den venstre hånd hvorpå han endnu havde en hjorteskinds hansfe — til hjertet , og rakte den højre , blottede hånd ud imod chrislian . Chrislian bøjede knæ , greb hånden , kyssede den , men kunne for bevægelse ikke fremføre et eneste ord . Hvor betagen chrislian end var — bemærkede han dog at kongen — thi ham var det — var overordentlig bevæget , det vin med utydelig og svag stemme at han sagde , rejs dig — chrislian adlød og fulgte kongen hen til sofaen , hvor denne kastede sig ned et øjeblik , med hovedet halvt skjult , støttet ved den ene hånd , medens han med den anden holdt fast på begge Christians hænder . Efter nogle minutters taushed tog kongen sig sammen og sagde : sæt dig her hos mig — du ved hvem jeg er og jeg seer og føler hvad du er mig — og hvad du burde være , men jeg kender ved Bulow dine anskuelser — og er på en vis måde tilfreds med dem . Sæt dig kun ned her , ved siden af mig og fortæl alt — efter din opfattelse — lige fra dine første barndomserindringer — indtil den sidste tid . Christian opfyldte så godt som muligt onsket . — t førstningen noget genert og slammend , men den med tillidens og fortrolighed ens varme . Flere gange omfavnede kongen ham dybt rørt , kaldte ham sin son , sit kære barn , sin dyrebare Christian og da fortællingen var til ende , sagde køng n — nu seer jeg du har ret , det ville være en profanation at kalde d ig en naturlig søn — den smule grevetittel kan ikke erstatte den stolte og berettigede følelse at du er dine forældres ægte — men flamme . tg forurettede barn . Du ligner din moder endeel i enkelte ansigtstræk , men ganske i stemme , hjertensgodhed og sindelag . De indtægter der ville tilfalde dig som en naturlig søn , er heller ikke så store som jeg under dig . Du skal få af min og din moders civilliste , så rigelig som jeg for gud og menneskene kan forsvare det , er du tillreds dermed ? Jeg er tilfreds med alt hvad deres majestæt bestemmer . Et ord kære Christi « » — engang for alle — når nogen tredjemand , ihvem det end er , er tilsfæde — var det end vor fælles ben kammerherre Bulow — tillader jeg dig at kalde mig majestæt , mm når ri ere ene — oh , min søn , da ikke , menneflene hav været alt for grusomme imod os til at vi skulle forøge det ved fremmede og kolde talemåder — når vi altså er rire , ville vi overgive os til hjertets sprog mellem fader og søn — da må du kalde mig fader og sige du til mig , som : om jeg ' kun var en Bonde eller en landsbypræst . Fader , skal jeg med inderlig taknemmelighed sige — men min ærefrygt forbyder mig at sige du — i det mindste foreløbig . Godt — godt , min egen kære Christian — men du må lidt efter lidt venne dig til „ Duet “ — jeg slår i denne henseende ikke af i mine rettigheder — netop to di vi begge må gj re det i andre . Jeg skal gøre hvad jeg formår . Har du noget specielt på hjertet , min Christian , da sig mig det . Ak — jeg frygter at jeg skal forspilde min høje faders godhed . Vist ikke , jeg ønsker tværtimod af kende alt hvad der ligger dig på hjertet . Da jeg endnu ikke havde anelse om hvad jeg nu ved — bandt jeg mig red et gensidigt løfte til en smuk , god og i alle henseender trofast pige , søm er en datter af en præst der boer i nærheden af faurbo . Forholdene have jo rigtignok forandret sig — men da Bulow siger af du ville blive , eller føle dig megrt ulykkelig , hvis du skulle brydcimcd heade , så lad os betragte detta spørgsmål foreløbig som uafgjort . Foreløbig min fader ? - ir ja , thi det er umuligt af forudse hvorledes . Forhol . Dene ville gestalte ftg . -i n r oh , vi have tiden for os . / hvad er det nu hun hedder ? . ^jva ? v men hendes fader ? Verner ! Det skal være en overordentlig brav og skikkelig mand , han har i fem år været huslærer hos grev Schimmelman . o “ Det ved deres majestæt ? ' ' ' du glemmer not aftalen , min søn , sagde kongen med kort latter ; tilgiv mig — begyndelsen er altid vanskelig . Nuvel , ^win søn , jeg vil nødig smerte dig , men jeg så helst , at vi aftalte dette efter nærmere overvej . Ise . Oh , min fader , det har heller ingen hast . Ida er en from trofast pige , hun vil som jeg , afvente deres befalinger , men må hun komme her ind til byen og besøge mig ? Ja , når du får en privat bopæl — her ville det være uret mod det inkøgnito , jeg ønsker du foreløbig bevarer . - siden jeg nu engang er spurgt om , hvad der lig . Ger mig på hjertet , så vil jeg oprigtig tilua . v/ at denne bopæl trykkrr mig . > hvorfor ? den er langt komfortablere , ja jeg kan sige elegantere end den jeg er vant til og dog — tilgiv mig , forekommer det mig som om jeg var i et standsmæssigt fængsel . Sålrdes sial det rigtignok se ud min kære Christian , for visse grundes skyld , men det forhindrer ikke at du har din frihed i mange henseender . I hvilke ? om jeg tør spørge . Kammerherre Bulows vogn slår hver dag et par timer til din rådighed . Oh , er det ikke for meget ? Nej , han har selv tilbudt det og han gør det med fornøjelse . Hvor må jeg-da køre hen ? For det første , min kære Christian må du gerne komme til mig i mit arbeidskabinet 2 — 3 gange om ugen . Du kan da sidde hos mig flere timer medens jeg arbejder , eller du kan læse mig noget for . Dit takker jeg for med stor erkendtlighed , jeg har nogle episoder fra min plejefaders hånd , navnlig nogle om 1801 andre om 1807 , — dem skal jeg med glæde forelæse . Ja med fornøjelse , og engang imellem spiser jeg i mit arbeidsværlse — der kan du være med . Modtag min varmeste taknemlighed derfor . Endelig kan du også besøge Bulow engang imellem , — tage ud i Søndermarken og gøre andre små udflugter . Men dog blive i vognen ? Gør det for min skyld . Oh , min fader , sikkerlig skal jeg gøre alt hvad de ønsker . Godt min kære søn , klokken er mange den er løben fra os — hvad er dit ur ? Lidt over ti . Christian blev blussende rød . Hvad er der min søn ? Min fader , har Bulow ikke talt til dem om — om — om et ur og en silkclidse — tilgiv ham det , min kære søn — han ville gøre os begge en glæde . Se her er et godt kronometer med kæde . Lad os bytte . Jeg har da en kær erindring , om min egen kære Christian , fra hans fattige tid og tillige et minde om den ærværdige landsbypræst , pastor brese som jo har givet dig det . Ak , dette ur besat med diamanter , er før kostbart før mig , vist ikke nej , se så — nu må jeg forlade dig . Allerede ? Imorgen eller overmorgen , kommer jeg igen . Oh , min fader , der er få længe til i overmorgen . gud velsigne dig , kære , kære søn , jeg skal se af komme før . Det var åbenbart af kongen gjorde vold på sig selv før af rive sig løs , men det måtte ste . Han omfavnede Christian , trykkede et heftigt Kys på hans pande , og ilte bort fra den knælende søn , der endnu længe blev liggende på knæ badet i tårer . tredivte kapitel . En hjerteprøve . Kort efter af det foranførte havde fundet sted , indfandt sig en rejsende i hans velærværdighed pastor Verners præstegård . Idas fader var til bisitats med provsten i sognets og anexets skoler , en omstændighed der syntes af komme den rejsende veltilpas . Denne udbad sig da en kort samtale med frøken Verner , da han havde et personligt budflab og et brev til hende . Ida var ikke meget for at tale med en fremmed i fin faders fraværelse , m . n da det lod til at han var kommen tilrejsende ekspres for det sammes skyld og hun dog ialtfald , måtte have det til hende skrevne brev , der måske kunne indeholde ting af yderste vigtighed , lod hun den fremmede træde ind i dagligstuen og spurgte hvem hun havde den fornøjelse at tale med . Mit navn er Frederiksen , sagde den rejsende forbindtlig og når frøknen har læst brevet , vil de fatte hvorfor jeg er kommen herned med extrapost . Betag at tage plads min herre — jeg skal øjeblikkelig icrse brevet . Medens hr . Frederiksen satte sig , bred Ida brevet og læste . Velædle frøken Ida Verner ! Når de læser min understrist vil de forhåbentlig se at , om jeg end er tem^ personlig ubekendt , dog ikke er dem aldeles fremmed . Deres forlovede , som er min mand Carl theisners intime ven , har , hvad jeg h r fået meddelt af ham selv , flere gange tilskrevet dem om os — og da jeg kender hans ædle og rene sindelag , ved jog at han ønsker et venskabeligt forhold mellem os to , ligesom det der består mellem deres forlovede og min mand . Som bevis på at det også er mit ønske , meddeler jeg dem noget som Christian , af hensyn til fin stilling ikke har berørt . Han har nemlig skrevet dem til , at han boer på råd og domhuset i København , hvor han i virkeligheden er omgivet af en pragt der er mere end herskabelig . Og så har han meddeell dem , at han modtager højtstående personer , der behandle ham på den kjerligste måde . ' såvel kammerherre bulvw , som min mand og kaptain Niels Frandsen , komme jævnligt til ham , og selv jeg har ledsaget af tante gjertrude , aflagt ham en visit , som lod til at glæde ham meget — da de nok ved at han var min rejsekammerat på jagten „ Håbet “ ført af onkel Frandsen til helsingøer , hvor min mand og kammerherren kørte ned for at hente ham . Ikke desmindre har han næppe meddeell dem , hvad døg er en uimodsigelig sandhed , at han trods al god — ja kjerlig behandling , er en slags statsfange — og ikke er uden ængstelse for — hvad dog Carl modsiger — at man kan tro sig nødt til at sende ham til kastellet — Kronborg eller endog til guineakysten . At dette ikke er grebet ganske ud af luften , men at der er slået derpå , derom tør jeg nok forsikre dem . Hvorom alting er , så er der noget i gære og den kære Christians humør er så nedbøjet og melankolsk , at han snarere er syg end rafl . Jeg fluide meget have betænkt mig på at meddele dem dette , hvis jeg ikke måtte befrygte , al tanken om at stilles fra dem , som han elsker med et trofast hjertes hele varme , netop havde sin hovedandeel i hans sindstilstand . Er de , kæreste Ida , den englelige skabning , som han , deres trofast hengivne ven — og vi andre med antage dem for , så vil de selv ride hvad de har at gøre . Da det parti eller den klique , hvis slethed har forspilt den ædle høitfødte Christians liv og rettighed , nu er allarmeret — ved man med temmelig sikkerhed , at man bliver nødt til at gøre et af to ting : nemlig enten strengt at undersøge og straffe den forbrydelse , der for så mange nap tilbage er begået — eller at lade et slør hvile over det hele og da , for at få fred i lejren , fjerne den uskyldige persen , der er stridens æble . Om de , kære Ida , kan og vil se derpå , uden endnu engang at trykke den dyrebare ventil deres hjerte , ved jeg ikke forvist , men hvis jeg tør dømme efter mine egne følelser — jeg som forlod en fader for at bevare mit hjertes trosfab — så vil de i det mindste forsøge på at medgive ham trøst og lindring til sit lange sørgelige eneboerliv . For at erfare det , er jeg uden Christians vidende , men med Carls tilladelse faget ned til deres egn og opholder mig tillige med min mand i faurbokro , hvor vi ville blive indtil de bestemmer dem . Skulle de bestemme dem for en københavnske , ' se , da bo hos os og vær os en dyrebar og kærkommcn gæst . Skulle de derimod ikke finde dem tilbøjelig dertil , så forti denne henvendelse — og modtag desuagtet forsikringen om mit varmeste venskab og min oprigtigste hengivenhed . Aline theisner , født gram . et og tredivte kapitel . Faurbokro . Jeg kan ikke besvare dette drev , sagde Ida til overbringeren , førend jeg har talt med min fader , der for øjeblikket er til skoleviutats i annekset . Heller ikke kan jeg forlade præstegården i min faders fraværese . Men jeg beder dem om oprigtig at sige mig om min forlovede er alvorlig syg , dette er som de vel kan tænke dem , yderst magtpåliggende for mig at erfare . ' han er ikke sengeliggende , min frøken , i den henseende kan de berølige dem , men han seer bleg og modfalden ud , han kan snarere kaldes melankolsk end egentlig syg — derimod er hr . Theisner og hans frue særdeles bekymrede for at ængstelsen over , måste at komme længere bort uden at se og tale med dem skal koste ham hans sundhed . hofter han — svar mig oprigtig , de ved hvad det har at betyde . Nuvel , ja han hofter mere end ellers og man har forgæves søgt at standse denne brystirritation . Det er nok — eller rettere , det er førmeget . Behag at vente et øjeblik medens jeg skriver et par linier til Fru theisncr , som de nok er så venlig at besørge . Dermed er jeg beredvillig til tjeneste . Ida satte sig straks til skriverbordet og efter knogle minutters betænkning nedskrev hun følgende : min kære Fru theisner ! Deres venlighed takker jeg dem for , såvel som for dcrcs omhu for min elskede ven , hvis lykke og sundhedstilstand er min stadige tanke . At jeg ubetinget og øjeblikkelig ville følge og modtage deres kj rlige tilbud , kan de selv bedst dømme om , da de nærer de samme følelser for den de har knyttet deres skæbne til , som jeg for vor dyrebare Christian , men jeg må have min faders samtykke — som han sikkert ikke vil nægte mig — da også han nærer den største hengivenhed for ham som vi alle omfatte med hjertets varme . Desværre er han i dag på visitats og kammer først sent hjem i aften . Jeg stillader mig derfor at indbyde dem og deres gode mand at tage herind til os , helst inden fader endnu kommer hjem , og blive hos os til i morgen , de kunne da forene deres bønner med mine , jeg følger da ind til København med dem , som deres taknemmeligt og hengivne Ida Verner . Hr . Frederiksen modtog brevet , og da faurbokro kke lå mere end tre Fjerdingvej fra præstegården , ' var det snart i Alines og Carls hænder . Indholdet af Idas skrivelse blev snart en ivrig genstand for de unge wgtefolks overvejelse , hendes venskabelige indbydelse til et besøg i præstegårdrn , blev man snart enige om ikke at kunne afslå , men opfordringen at blive og overnatte der fandt de ikke passende , fordi de vare tre foruden aridsten og hestene , og det , uden præstens egen indbydelse , let kunne se ud som en stærk påtrængenhed . Dun vigtigste grund , hvorfor man fast besluttede ikke at blive natten over , på et dem aldeles fremmed sted , var imidlertid den , at man fandt det rigtigst ikke at være 4de og 5te tilstæde ved en overvejelse , der alene burde afgøres mellem fader og datter , thi vort unge legtepar , der af er aiing kendte en faders tilbageholdende anskuelser , mrd hensyn til ugifte døtre , vare aldeles ikke af den mening , at pastor Verner så lige ville give efter i dette punkt . De lege derfor imod indbydelsen at besøge Iva og blev hos hende nogle timer , i hvilke Christian og i hans tungfindighed samt hans svækkede helbred , var eneste ttema hvorover der varieredes . Men til at overnatte hos Verners , ville de på ingen måde lade dem overtale , ligesålidt som de ville påtage dem ansvaret for en bortførelse — en bortrejse med Ida , hvis faderen nægtede det . De lader mig altså ene om det , udbrød Ida — og vil ikke engang tage mig med ind til min stakkels Chr stian , såfremt min fader er urimelig — oh . af dem kære Aline havde jeg ikke ventet en sådan hårdhed . Tro mig sødeste pige , det er kun den bitre erfaring der har givet mig så drøje lærepenge , at jeg nodes til at synes hårdere end jeg i virkeligheden er , svarede Aline . Tænk dem kæreste Ida , Carl og jeg vare forlovede med min faders samsykke , alt var beredt til brylluppet , da kom der en kurre på tråden , fader ville have forvildelsen brudt , ikke fordi han var vred på Carl , men fordi han var vred på mig — Carl arver — en hel rigdom , vi gifte os — og løb ; bort alt i løbet af 5 — 6 timer — og endnu i dag — « agtet fader elsker såvel mig som Carl — vil han dog ikke tilgive og gleinme , jeg har ikke såt lov at se min fader eller komme i hans hus , siden jeg er bleven Carl « kone . Sig mig nu oprigtig om jeg tør hjelpe til at berede dem elskede veninde en lignende skæbne , her hvor forholdet er ulige vanskeligere . ak , hvorfor bedrøvede de mig så ved at oplyst mig om sandheden ? Fordi — nu . fordi Christians lykke og sundhed beroer derpå . Ak , så er det jo deres pligt at hjelpe mig . Hjelpe dem , kæreste Ida — ja , med alt hvad vi tie , selv med vort hjerteblod , men bortføre dem mod deres faders villie — aldrig — aldrig . Så går jeg alene på min fod til København , udbrød Ida grædende . ' hør — jeg får en ide — råbte Carl , der ikke kunne tåle at se en smuk pige fælde tårer , og endnu mindre kunne udholde den tanke , at se sin ven fortvivle . En ide ? spurgte Aline — duer den noget så ryk frem med don . Ja , den er udmærket , når jeg selv skal sige det . Gid det var så vel , sukkede Ida . Deres fader må tage ind med — Frederiks » » kan rejse fra holbrk eller med kallundborgpostcn , som går lige forbi kroen . Fader ? > javist , han kan ikke nægte sin datter , at følge hende ind til et lille besøg i København . Min gud , jeg mente at blive inde i København mindst 14 dage eller 3 uger . Er de der først — så er de der — og så indrette vi os siden efter forholdene . f oh , en præst , kan ikke sådan uden videre rejse fra sit sogn og sit anneks . Å jo — det kan gå — de må ikke forlange andet af deres fader . o Carl dog , vil du -stille en snare for en gejstlig mand ? -- Carl smilte overlegent , trak sin kone hen til sig kyssede hende ømt på panden og sage : hold mund sid-se . Fru theisner hedder jo ikke Sidse , men Aline , bemærkedæ Ida med skjelmeri . I dette tilfælde , ler Sidse ' og Aline et og et . Rå sådan — du mener at når vi bortfører såvel fader som datter på engang , så er det ingen egentlig bortførelse ? Netop , mine damer . De har ret , hr . Theisner , når jeg flet ikke forlanger andet af fad « end -at tage afsked med Christian så føjer han mig nok . » Rigtig . Og han går i tøict , som man siger på rigtig københavnsk , tilføjede Aline , det er jo en hel krigslist . Nød bryder jernsklper . S-m sagt , vi putte præsten i vognen , damerne stille vi bagpå , Frederiksen pakke vi ind i blår og så jolre vi ind til kongens København alt hvad remmer og tøj kunne holde . du er en rigtig laps , udbrød de » » uge kone munter og slog ham over hånden og hvad siger de Ida ? Jeg er med , råbte Ida og faldt Aline begejstret om halsen . Du slemme person , sagde Aline , du løber altså bort med os begge to , det er nu det andet fruentimmer du rcndrr bort med ; først med mig . og nu — fortryder du det måske , råbte Carl og snurrede hende rundt , har jeg ikke behandlet dig som en god kammerat ? Desuden , denne gang taer vi både fader og præst med — så der bliver ikke noget for samvittigheden bag efter . Ja når det gælder om at snakke sig fra det , så er du en rar mand , når du engang selv bliver fader vil du så stnde dig i , at mnn gør mod dig , hvad du nu står i begreb med at gøre ? Ja , jeg vil såmænd — men det varer nok et halvt år inten det kommer så vidt — og til den tid sætte vi vore fugle i frihed . Det lød virkelig til , at Carls gode humør smittede damerne . Man gik mere og mere ind på , at gjennemfsrelsen af Carls jde , var den eneste tålelige udvej under de nuværende forhold . Efter at have drukket kaffe og indtaget andre forfriskninger , brød det unge ægtepar omfibir op og toge tilbage til faurbokro , hvor de afventede udfaldet af underhandlingerne imellem fader og datter . Den næste morgen , klokken hen ved 10 holdt pastor Verners vogn allerede udenfor kroens gæstestue . Ida strålede over hele ansigtet og kastede sig med et frydesfrig i legteparrets arme da dette var ilet ud for at hjelpe de kommende ned af vognen . Verner så derimod mindre tilfreds ud , dog lod det til at Ida næsten ganske havde berøliget ham . Det var jo først på ugen — han kunne altså rigeligt tidsnok være tilbage inden søndag for at røgte sine kaldspljgter og kirkeforretninger . At fe , tale med og trøste , den få meget afholdte Christian — var jo en tilfredsstillelse som han hverken kunne nægte ham , sig selv eller Ida . Desuden ville han , såfremt det lod sig gjøre se at arangere en lille forretning med det samme på denne rejse , der jo tgrunden ikke kostede ham stort andet end mange tak , han ville nemlig se om han kunne få en lden prioritet på et par tusinde daler i præstegården da den hårdt trængte til en ny længe , den ene af dem var så gammel , at den formelig generede sig for at falde om . Alt dette og mere endnu havde han alrrede fortalt karl theisner , i mindre end et kvarter , han syntes forbistret godt om ham og han var jo en gammel be- * kendt fra hans ven pastor breses begravelse . Havde han ikke med egne øjne set denne herlige fyr græde som et barn tillige med Christian , over den sørgetale som han holdt ved den hedengangnes båre — men er der nøget der glæder en præst mere — end at han seer folk græede ved de taler han holder ? Alle verdens anbefalinger og gode lovtaler om et menneske , opvejer ikke så meget som denne eneste lille omstændighed , thi det beviser mere end alt andet at være et godt gudsfrygtigt menneske , der bliver rørt til tårer over hvad han siger . Verner og Carl vare derfor snart så fortrolige , at den sidste kunne sige , at angående den forretning ørn den ny længe og prioriteten i præstegården kunne de aftale undervejs — da han netop anbragte stne skillinger i land-prioriteter , som de solideste . Godt — det er de også , men jeg er vandt til at svare fire procent og en kvart courtage , sagde præsten , er de tilfreds med det ? Med de fire procent er jeg tilfreds , men courtagen vil jeg kun modtage på et vilkår . lad høre , hr . Theis » « , lad høre . At de spiser en lille frokost med os . Ja , sagde Verner glad over at der ikke var andre betænkeligheder — det-kommer igen an på hvad vi få til frokost . Et par enfoldige æuder , unge af år og ganske “ Afpillede . Stegte ? spurgte pastoren med en komisk betænkelig vine . Ja — svarede Carl i samme dur , jeg må oprigtig tilstå at de er brunstegte og så hænger der en halv flasfe god vin ved hver vinge . Når det ikke kan være andet , så må jeg jo se at døje denne knusende bestemmelse — thi når ænderne ere gode så er alting godt . Ja , det er sandt , og de kan ikke tænke dem hvor jeg er glad over at denne sag nu er ordnet . Det trøer jeg — råbte Verner og gav Carl et dygtigt slag på skulderen . I pengemænd må tjene noget ganske myrderligt , når i have råd til at give to halve når i selv kun får en kvart for Pokker , man sætter til hver eneste gang , sagde Carl , men tde er mængden , der skal gøre det . Hør ved de hvad , råbte Verner muntert leende , skal det være gilde så lad det være gilde , for man kan lige så gerne springe i det som krybe i det , lad os derfor gå til bords , jo før ja heller . der er serveret — udbred Carl med pattos , damenie ere ma aske alerede i begreb med at løbe mnsedlen igennem . Med disse ord skød theisner gladsestnedøren øp , hvor et meget indbydende fro ! ostbord stod dækket , Ida og Bline tilligemed hr . Frederiksen vare i lav med « t sætte stolene tilrette . Det var da en udmærket opfindelse , udbrød Pasto ren medens han tog Carl under armen , såvel syne^ som lugten er højst indbydende , ja var jeg ik ' e præst , lille far , så vidste jeg nok , hvad jeg ville sige — gener dem ikke — bad Carl , hvad ville de så sige ? Ih , så vifte jeg sige : de er fanden annamme mig en prægtig fyr ! Man gik til bords kl . Ti og forlod det først henimod ki . To . Tilsidst måtte damerne formelig trække herrerne ud til vognen . Man steg omsider ind og kørte afsted . Dog — så utroligt det lyder — da det aldeles ikke findes anført i posfrouten — så vare vore rejsende , der forlod faurbokro om middagen — i de « Syvende himmel førend de om aftenen kl . Tolv nåde København . Pastoren ville absolut tage ind på en gæstgivergård , men lod sig omsider overtale til at tage tiltakke i theisners hyggelige bolig i ryhavn . to og tredivte kapitel . Kombinerede sammentræf . Aline og Carl havde i virkeligheden ikke overdrevet Christians sundhedstilstand for Ida . Af naturen ikke begavet med et stærkt bryst , måtte de sidste begivenheder og den kolossale uret , der fra fodflen var begået mod ham — tynge stærkt på hans humor og ikke stærke helbred — og dog syntes intet mere at virke nedtrykkende på ham end uvisheden om hans stilling og forhold i fremtiden , samt savnet af hans elskede Ida , som han frygtede , at man ville fordre han skulle give afkald på . I en forbavsende kort tid , havde derfor den brystsvækkelse han alerede i faurbo havde båret spiren til , udviklet sig i en foruroligende grad , hvortil , hans tngetogne og tilbageholdende stilling og hans ulyst til at benytte den frihed der var tilstået ham , mægtig bidrog . Kongen bemærkede det ikke , thi om Christian end besandt sig nok så lidende , opildnedes han ligesom af et nyt liv , hver gang han — to — tre gange om ugen i flere timer befandt sig i majestætens arbejdsværelse . Det var i disse timer som om et nvt liv gennemstrømmede ham , ja som om hans hele tilværelse koncentreredes i disse få flygtige minutter . Men når han vendte tilbage fra det kongelige palais , fra det faderlige hjem , vare hans kræfter og hans mod udtømte , det var som om han havde nydt et kostbart stæ . ktvukende opiat , hvis birken efter en usædvanlig og næsten overnaturlig oplivelse — efterlod en dødelig mathed og en efterve af alle sjælelige og fysiske kræfters udtømmelse . Tilbagevendt til sit fangebur , følte han modsætningen desto sørgeligere . Han havde i kongens inderste gemak , fortroligt stavrende ved hans side , eller forelæsende ham de historiske episoder , ja endog stnndom de ^tagende og rådgivende i enkelte vigtige regjeringsarbeider — inddruk « Let sin oprindelige stillings berusende nektar , og så ganske følt sig at være en kongesøn — at modsætningen , hans ensomme konfortable stalsfængs l desto bittrer « Tyngede ham med sin cenineriunge vægt . Som oftest ville han da i flere timer ikke tale med et menneske , han lukkede sig inde og sad enten sammenbøjet i en krog , eller fvrdybcndc sig i abstrakte studier , som dog giede hane distræte opfattelse forbi s — eller han lagde sig til sengs og vædede fin hovedpude og de fine lagen med bitre tårer — der undertiden afløstes af en dyb dødlignende søvn , men lige så ofte gik over til feber , glødende snigende feber og foruroliggende drømme . Al dette i kort tid måtte tage på hans humør , sundhed og kræfter , var begribeligvis alt for naturligt , og den livsglade angiing , blev , som ved skæbnens trylleslag i løbet af en 4 — 6 uger , forvandlet til en tungsindig sygelig skrantning , til et ungt menneske , der næppe havde set den dejlige verdens sol opstå og skinne i sin skønneste glans , før ban « lerede følte at denne solglands var mod sin nedgang og at han ikke havde andet at gøre i verden , end et øjeblik at se hvor skøn og herlig den er — for derefter at tage afsled med den og forlade den i sit liv » Fagreste vår . Såldes sandt Ida ham , og således havde Carl og Aline set og funden ham , da de efter moden overvciclse besluttede , at forsøge den Lise og lindring , der ligger i at stabe trøst og opmuntring for ham , ved den pige som var genstand for hans varmeste hengi » enhed og kjerlighed . tre og tredivte kapitel . Den milde trøster , der giver fred , vor læge , vort alt — er kjerlighed . Den modfaldne drømmer blev behagelig overrasket , da han mat opløftede sine øjne mod den indtrædende , der ønskede ham i tale . Et venligt lysspil for som et solglimt hen over det blege ansigt . Christian sprang hurtig , glad op af stolen og kastede sig i den kommendes arme . Hvad er det dem kære pastor , dem , gamle faderlige ven — oh , velkommen , tusinde gange velkommen . Gud velsigne dig , min kære , ejegode Christian , råbte Verner rørt til tårer over den inderlighed hvormed han blev modtagen . Hvorledes har min Ida , min tvigelskede Ida det , har de brev til mig — oh , giv mig det , jeg fortæres af længsel efter hende — oh , de bed ikke — min sande ven . Snak om en ting , jo gu — ved jeg så — nej brev har jeg ikke , thi hun havde ilke tid at skrive . Ak , sukkede Christian — hun plejer dog altid at skrive — hvad afholdt hende , spurgte han modlos . Hun lå for rejse — og så har fruentimmer jo altid travlt . Rejse — er hun da rejst langt ! Ja , et godt etykkr Bei — med god befordring , lad se , til Holbek tre mil , fire til roesktlde er syv og fire til ravelinen er elleve . Er hun i København ? Oh , hr . Verner ! Nu ingen narrestreger kære Christian , bliver du så altereret ved at høre at hun er i København — så tør jeg jo slet ikke sige , at hun er her i salen ved siden af ? Ida — Ida ! Min elskede , og uden anden indledning og uden andre ord , lå de to elflende på engang grædende og jublende i hinandens arme . Ja , snak og græd i uu , i to måneflindsflikkere , ligeså meget som i have lyst til — jeg går ind og taler med theisner og frue . Oh , de skjelmer , det er dem der har beredet mig denne usigelig kære overraskelse . du må ikke kende på dem for det , de gjorde det jo i en god mening . Passiar i nu lidt sammen og når i så har tid , så kom ind , så kunne vi krikke en kop kaffe sammen ifølge det gamle valgsprog : det ene må passes , det andet må ikke forsømmes — lad i nu som i vare hjemme , det samme gør jeg . Med disse ord forlod han de lo lykkelige og gik ind til Carl og Aline , der i hjertet glædede sig over den kostbare medicin som de så uventet havde bragt deres kære patient . At beskrive en fortrolig , intim samtale imellem to elskende , der ikke havde set hinanden i længere tid , og som havde næret frygt for at skilles fra hinanden — ville være lige så vanskeligt som ørkesløst . Den paradisiske lyksalighed er fonr bekendt langt vanskeligere at ' beskrive end krigens og dødens rædsler . Imidlertid undre vi o- ikke over , at forelskede hellere foretrække hin for denne . kun en beskrivelse deraf må man ikke forlange af os . Hvad vi derimod kunne og bør antyde er , at Ida , der så sin nærværelses heldbringende virkning på Christians sundhed , nøje udspurgte ham om alt hvad der lå ham på hjertet , og om alt hvad hu « På nogen måde burde vide . Det lettede hans sind , » en for hende var det tillige et fingerpecg for hvad hun herefter måtte gøre . Hun erfarede således at de svenske herrer , havde været i lag med Christian , med forsigtige forespørgsler , og med vidtsvævende løfter . Han havde naturligvis takket dem , m n forsikrer dem om at han hverken kunne eller ville gøre noget uden efter høiesle overvejelse med kammerherre Bulow og en anden høtstående person . Man havde da sagt at dette netop var deres ønske , og at man gerne ville afvente den bestemmelse , man ville finde for godt at tage . Således stod sagerne og såvel kongen som Bulow havde sagt , at Christian kun skulle forholde sig aldeles rolig . Det hele var måske kun en farlig snare , hvori « an vi de lokke den unge uerfarne mand , om hvis herkomst man havde formodning , og om hvilken man håbede at fremtiden ville bringe oplysninger , der kunne føre til en fuldstændig anerkendelse . Man bad ham derfor om , aldeles ikke at indlade sig med disse herrer , men ligefrem henvise dem til kammerherre Bulow hver gang de kom til ham med nye propositioner og underhandlinger . Dette havde han og ' å fast og bestemt foresat sig , men hon tilstod ligefrem og oprigtig at disse forhåbninger , såvelsom des wngsttlse den nu påbegyndte vaersomme undersøgelse om hans fødsel og om hvad der var passeret i hin tid bevirkede , trykkede ham med centneroæegt . Kongens venlighed og kjerlige sindelag , var hans eneste og bedste modvægt i denne retning , ligesom Idas kjerlighed hans vigtigste støtte og tilflugt . Der kan måske komme den tid , kære pige , sagde han , hvor min fader ved forholdene kan blive tvnngen til at forlade mig , ja til rent ud at fornægte mig — jeg ville da synke til jorden som et knækket rør , hvi- også du forlod mig . Jeg forlader dig aldrig , vær vis derpå . Men når man nu sender mig til guineakysten ? Så rejser jeg « ed dig — dog dette bliver imellem os , fader må ikke vide det nu , det er tidsnok at han bliver underrettet derom når han må Mcs ved sit eneste barn . Ak — det er et tungt valg jeg har — enten må jeg berøve din elskelige gamle sit eneste barn , eller jeg må selv give afkald på dig — og det har jeg ikke evne til . Jeg har gjort valget min ven — jeg kan dårligt undvære faders omgang , men jeg kan ikke leve « den dig — altså er valget bestemt . Nuvel , det være så . Kun vil jeg sige dig min elskede pige , at begge dele muligvis kan forene- . Hvorledes ? Min fader elsker mig af hjertet . Hvis han skulle nødes af forholdene at bortsende mig til en anden verdensdel , bliver det dog til haneilande , hvorhen hans scepter når . Troer du ? Det er vist . Min stilling vil da ialtfald blive ret behagelig . Gid du sagde sandt . Når du nu som min gode engel vil ledsage mig — kunne din fader sikkert let som sjælesørger , opnå et kald sammesteds . Penge og andre behageligheder vil ikke mangle os . Men det er jo fortræffeligt , udbrød Ida . Selv Carl og Aline ville ikke forlade os , den gamle gram vil nemlig endnu bestandig af misforstået embedriver aldeles ikke se sin datter . Jeg tager derfor ikke i betænkning med glæde af modtage disse dyrebare venners følgeskab . Vi fem ville da udgjsre en lille coloni i selve colonien . Du utmaler alt som en virkelighed ? ' forbi jeg tror , af det vil blive det . Godt , men lad os før min faders skyld ikke tale derom førend det er nødvendigt . Lad os være enige øm det . Ganske som du ønsker , jeg finder det kun rigtigt af vi to er belavede derpå . Det er jeg , før mit vedkommende men lad os nu gå ind til de andre . Ja , — eller lad dem komme herind til os , her er mindre rum , men ' jeg føler mig bedre tilpas her . Dagene henglede nu ganske anderledes livligt før Christian end tidligere . Sundheden syntes med rafle skridt af vende tilbage til den før så lidende unge mand , selv den omstændighed af kongen ikke misbilligede Idas tilstædeværen hos ham , indgød ham både mod og håb . Rigtignok havde kongen på det strengeste pålagt Christian , af ingen måtte være tilstæde når han kom , men herfra undtogcs dog Ida , som det tillødes af opholde sig i kabinettet , uden af kongen sagde noget derimod , da Christian ærbødigt underrettede ham derom . Tvertimod da kongen mærkede af hendes tilstædeværen opmuntrede ham og spredte et skær af lykke over hans ansigt — lod det til , af det behagede kongen . Han lod sig underrette om hvor hun ellers opholdt sig og det lod til af glæde ham af høre , af hun var hos theisners , der både bragte og hentede hende , han roste faderen pastor Verner , beder bragte hende det offer , næsten ugentlig af opholde sig i hovedstaden og ku » tage hjem til sin kirke om løverdagen , for atter om mandagen af komme igen til København , tre uger henrandt således , og i den tid var kongen seks gange hos Christian , da besøget på Amalienborg nu var sjeldnere , efter Bulows råd , på grund af de undersøgelser der vare indledede . Kongen havde forbudt al presentation , men da han dog gerne ville se Ida , havde han sagt , af Christian skulle lade hende bringe et skrivertøj eller andre sager ind i salen , når han var der , for af han i forbigående kunne få et blik af hende af se . Ida var ikke meget derfor , men for af føje Christian overvandt hun sin betænkelighed , og beredte sig til at føje dette kongelige lune . Hun udførte dette hverv et par gange , dybt rødmende , men med udmærket takt . Hun faldt i kongens smag , det bemærkede Christian med glæde , hun var net , men tarvelig klædt og ikke iført andre smykker , end ungdommens , skønhedens og uskyldighedens . Kongen betragtede hende i spejlet , foran hvilket han gav sig noget at bestille — med synlig tilfredshed og han undlod ikke at lade et ord falde derom , hvilket i høj grad glædede dem begge , dog skulle snart en begivenhed indtræffe som atter kastede mørke slagsfygger på den vej der nu havde begyndt med , at spille i sollyset for dem . fire og tredivte kapitel . Et stort besøg . Endskønt kongen endnu ikke havde talt et eneste ord til Ida , kendte han dog nøje hendes ædle opoffrende sindelag , hendes hellige hengivenhed og trofaste kær . Lighed til Christian . Kammerherre Bulow , der næsten daglig besøgte sin unge , meget afholdte ven , underholdt sig nemlig ofte og længe med Ida , hvis ånd og hjerte han satte meget højt . Han tilrådede hende engang , at bede kongen om en audience — blot for at få ham i tale , men hertil var hun ikke at bevæge . Når hans majestæt ønskede , at jeg skulle have den ære og tilstås den råde , at måtte tale med ham , da er han min konge og landsherre og jeg hans underdanige tjenerinde — men enhver rærmelse uden sær anledning , måtte jo betragtet som en påtrængenhed og det tillader jeg mig ikke , dertil respekterer jeg hans høje st . lling for meget . Men kongen er jo vandt til at give audience . Ja vistnok deres høivelbuarenhed . I sit palais , til euplikanter , men ikke på et sted som han benåder med et besøg . Nu , te kunne vel finde en suplik at komme med det vil næppe være vanskeligt . I sandhed , jeg har selv tænkt derover , thi de kan vel tro mig , uden at jeg forsikrer dem derom , at der er en usynlig magt som drager mig hen for majestætens fødder . Seer jeg ikke med hvilken ømhed han omfatter mit alt på jorden , men foruden den ydmyge kjerlighed man føler for landsfaderen har jeg tillige en stor taknemwelighcds og kjerlighedsgjeld at afbetale , ikke blot for Christians vedkommende , men tillige for ten godhed og overbærelse hvormed han tillader mig — den ubekjendfe pige at være her — her , medens han den kronede monark er her ? Bulow kunne se på Idas tårefyldte øjne , hvor velmente disse ord være . Han sagde , at hun skulle dog forsøge engang at tale til kongen — han ville ikke spise hende . Nej , vistnok , svarede hun — men selv om han kun bed li t af mig , ville jeg dog tabe koncepterne . Desuden , alt hvad jeg kunne fige ham , var — at jeg nedbeder himlens saligste lykke over ham og alle hans , ville være en overflødig tale . Det blik hvormed han af og til betragter mig , er så talende og øplivenke , at jeg fuldt vel føler at han nærer den nådigste velvillie imod mig . Ja , det gør han , deri tager de ikke fejl ; desuden , jevner den sag sig nok selv . Jeg går tidligere i dag end ellers , men hvis jeg har en halv time tilovers , kommer jeg igen i mørkningen . Lad her da ikke være andre end de mine Benner og Jochumsen , det forstår sig . Kommer min fader her i dag — og i mørkningen , spurgte Christian . Jeg kan ikke sige noget — tænd lidt tidlig lys , det flader intet — rul gardinerne for og tænd astrallampen — og få kan de frøken Ida , bringe den femarmede siage ind . Du må tage din silkekjole på , kære Ida — du skal fe , min fader kommer og taler til dig . Jeg vil høre hans ord mev ydmyg bevægelse , men jeg skal vel vogte mig for at udstafere mig . Må du ilke selv tilstå , at det ville være ilde anbragt når en landsbypige klædte sig i silke , medens monarken kommer ugenert i en gammel frakke — nej , det er ikke det adre vi skulle smykke , det er det indre vi skulle hellige og smykke med fredens palmegrene , det er sindelaget der skal juble og sige , lere være dig som kommer i guds navn ! Bulow , trykkede den unge piges hånd , nikkede til Christian og forlod dem . Jeg er ganske besynderlig til mode over dette besøg , sagde Christian . Min fader plejer ikke at komme om aftenen : hvem kan det kog være ? Nødig vil jeg vække falske forhåbninger hos dig — men det er muligt , at en hoitslående dame inkognito ønsker at se dig . Min moder , mener du ? Bent det ikke ; — men væs^ fattet — hvis det fleer . fem og tredivte kapitel . Fortsættelse . Henimod skumringen ankom en lukket vogn der jsrte lige ind af porten på råd og domhuset , der straks blev lukket efter de « . Christian , der netop stod ved vinduet og så « d over torvet , medens Ida tændte lysene i armstagerne , « dbrsd forskrækket . Min gud , der er to damer fornden kammerherre « I vognen . Jeg får et hosteanfald , hjertebanken og næseblød -- -- -- du må undskylde mig nogle øjeblikke , jeg må fatte mig og standse blodet . Ida il . de bekym et hen til ham . Nej . nej , det beh ves ikke , sagde han , med tørkl « . Det for næse og mund — undskyld mig blot — gå dem imsde med lys , jeg vil kun vådske blodet bort . efter at have sagt disse ord , ilede han ind i kabinettet . Ida var gerne ilet ind efter Christian , men da hun antog at han ville blive dobbelt ængstelig , hvis hun ikke gik de kommende damer imsde , greb hun sukkende den ene armstage , skyndte sig gennem forværelses og ud på gangen . Kammerherre Bulow kom med hatten i hånden , thi han var mod sædvane civilklædt , og viste damerne vej igennem den vinklede korridor . Den ene af damerne , der havde et fint ansigt og ædle manerer , lod til at støtte sig fortroligt og kjerligt til den noget ældre dame , hvis træk ikke vare fri for at være hårde og bydende . Da jdas øjne faldt på hendes spejdende næsten håntladende blik , begyndte hun uvilkårlig at skælve . Hvem er de ? spurgte den ældre dame slrængt — er de hans opvariningspige ? Dette spørgsmål bragte Ida endnu mere ud af fatning . Kammerherren sagde derfor hurtig : mine damer , det er jomfru Verner , som jeg talt « Fil dem om . Det er hans maitraissc , hviskedee den ældre dame temmelig højt på franskt . Ida , der forstod sproget , tog fortvivlelsens mod fil sig og svarede i samme sprog , medens blodet steg hende fil panden : tilgiv min dame , hvis de absolut vil tillægge mig en egenskab der er mig fremmed — få foretrækker jeg den første benævnelse . Jeg er iøvrigt Christians forlovede , og kommer for at bede dem der beære ham med et besøg , om at undskylde ham nogle få minutter , da han er ved at standse et andfald af næseblod . Det er da ikke farligt ? spurgte kammerherren hurtig , idet man trådte ind i forværelset . Åh , et thealerkoup — uden tvivl — udbryd den æeldre dame hånligt . Man vil gøre indtryk , vække medlidenhed — være interessant , for , forida , der stadig var gået foran med armstagen i hånden og allerede nærmede sig salsdøren for at åbne den og lyse damerne ind , vendte sig pludselig om bleg som et lig — og sagde med en bestemthed der virkelig imponerede , idet hun still de sig foran døren , som om hun ville spærre adgangen . Mine damer , jeg har ikke den ære at kende dem , men jhvcm de end er — få er det min pligt at sige dem — at uværdige beskyldninger og miskendelse ! — med et ord ; udfald som dem jeg i mindre end to minutter har hørt tre af —i hans nuværende nervøse tilstand — vi ! være nok til at virke højst skadelig , måske dødelig , på hans svækkede helbred — da jeg altså ikke har magt at foreskrive hvad de ville behage at sige og tænke — så benfalder jeg dem om — opsæt deres besøg ti ! han befinder sig bedre — han befinder sig i sandhed ikke vel for øjeblikket . Den ældre dame ville svare og trak alerede hånligt på læberne , da den yngre dame flap hende- arm og sagde med venlighed men dog med bestemthed : ti Charlotte , jeg ønfler det . Luk de kun døren op jomfru berner , ti føjede hun blidt , Bulow kan se hvorledes den unge mand befinder sig — jeg vil hverken have hans eller nogens helbredstab på min Sam » ittighed . Gud velsigne dem for disse ord , min ædle dame ; det er mig et håb om , at deres lrdsagersfe vil nære samme forsæt . Man træadte ind i salen , hvor den ængste satte sig i sofaen , medens den anden blev stående hos hende . Ida var i en stor forlegenhed , thi da den dame der bnævnedes Charlotte vidste at den unge pige forstod fransf — forsikrede hun sin ledsagersfe i en blanding af engelsk og tysk , at den såkaldte Christian var en bedrager , som kunne føre mænd , meu ikke kvinder bag lyset . Ida nejede dybt for den siddende dame , som hun nu da lysene faldt rolig på hendes ansigt , kunne se var dronningen , såvel af den milde og dog kongelige anstand — som af ansigtsligheden med hendes søn . Tillader de min ækle dame , at jeg fjerner mig , -- - jeg forstår adskillige sprog og kan ikke tåle at høre invektiverhan er jo ikke her — og jomfruen er vel ikke så sensibel . Bliv de kun jomfru Verner , sagde den tiltalte slddende dame mildt — og siden frøken rømler har angrebet den de er så hengiven , så sig de mig — er der noget bevis for det modsatte ? Ia — ja , det er der , sagde Ida med inderlighed og varme , hvis jeg blot torde anfsre det . Anfør det frit , jeg beder dem derom . Nuvel , det er for mig en befaling , så vid da , at naturen har så åbenbait villet hævne sig på en uretfærdig skæbne og dens håndlangere , at den med klare uudslettelige træk — har afmalet forældrenes portrait i Christians ansigt . De kender mig — har de set mit portrait ? Ia — deres majestæt — jeg seer det hver dag h r , hvor den er fange — der burde have en anden plads . Stille — der er Bulow . Jeg befaler dem begge at blive , men kun at tale på min opfordring . Bulow kom meget alvorlig ind og trak kabinetsdøren tæt til uden at lukke de » ganske . Tilfældet er alvorligt , sagde han og jeg ønsker at en læge hentes hurtigst muligt , thi det er ikke næseblod , men en hals-eller brystarterie der har åbnet sig . Så lad os komme igen en anden dag — udbrød frøken rsmler , der pludselig lod til at blive meget ængstelig til mode . jeg tror selv , at det ville blive det bedste , sukkede kammerherren . Ønsker Christian det samme ? thi de have nu alle tre tilrådet mig at komme igen — nej , han trygler om at måtte komme ind uu da blodet foreløbig er standset . Lad ham komme — lad mig blive denne gruelige tvivl kvit ; og de chartotte , jeg forbyder deres udfald — jeg vil selv spørge og ingen — må svare uden den der bliver spurgt . Døren åbnede sig . Christian trådte bleg , næsten vaklende ind . Dronningen ville ved den første tilskyndelse ligesom uvilkårlig åbne armene og ile ham i møde , men hun betvang sig og gjørde en heroisk anstrengelse . Hun tilkastede Bulow et ængsteligt blik og sagde : understøt ham . Bulov > lle henimod ham , men Christian holdt ham tilbage med en håndbevægelse . Jeg besi der mig meget vel i dette øjeblik — hr . Kammerherren har sagt mig at en dame ønskede at forelægge mig nogle spørgsmål — jeg sfaf svare så vidt jeg formår , min dame , behag at tale . Det kostede frøken remler stor anstrengclie at holde sig oprejst , hvor meget hun end beherskede sig — syntes en panisk skræk at have betaget hende og hendes stirrende øjne fore uafbrudt fra det høje , unge , blege menneske , til den dame der med majestætisk ro , stod red hendes side . Sæt dem min herre , sagde dronningen med overordentlig mildhed . De er meget svag — men de kan vel nok besvare et par spørgsmål som jeg må gøre dem — men -sæt Dean — her i sofaen , jeg ønsker , jeg befaler det . Christian tabte næsten mælet , ved at døre den stemme -- han så længe — få længe havde attrået at høre . Han knugede den venstre hånd tæt op til hjertet og fontes gjennemstrommet “ af en ild , der på engang gjorde ham benrykt og angst — han satte sig tans og mat ned i divanen og kastede ær usigeligt bønfaloende og kjerligt blik op på den høje dame der stod lige foran ham dronningen måtte anvende stor overvindelse for ikke at besvare denne tavse bøn — men hun havde fast foresat sig at være dommer — frem for alt upartisk dommer , før hun overgav sig til mildere indtryk . Har de nogensinde bemærket noget der lignede ar — eller indtryk af en tang , i begge deres tindinger eller nær ved deres øren ? Christian studsede — jeg tror at der findes et sådant under sidehåret , svarede la « Bulow , tag lyset , befalede dronningen — jeg vil selv se . kammerherren adlød — dronningen — løftede selv håret tæt ved øret til side — der er det tydeligt , udbrød hun , her er det kun antydet , tilføjede hun med ro . Charlotte erindrer du , at saxdorf sagde , da du stod ved mit leje — at han havde måttet tage så stærkt fat på den lille verdensborger , at det næsten så ud som om kronen allerede havde trykket hans tindinger . Den tiltaltes pupiller udvidede sig som om de fluide ipw ' ge ud af øienhulingerne , — hun nikkede tavst . Svar med ord , og ile med pantomiue , befalede dronningen , erindrer du det Charlotte ? Jo , deres majestæt , jeg erindrer det . Dronningen kastede et blik opad , som om hun bad himlen om opfyldelsen af en hemmelig , inderlig bøn . Derpå nærmede hun sig og sagde næsten zittrende r den venstre hånd . Christian der var meget overvældet , misforstod det , og rakte den højre hånd medens han gjorde en næsten knælende bevægelse . Nej den venstre , og bliv siddende , sagde dronningen endnu bekæmpende sin indre bevægelse . Christian var aldeles konfunderet , og forstod ikke meningen , men dronningen fog med ivrighed hans venstre hånd , rev guldknappen , manschetten , ja selv flonelsskjorten op og udstødte et skrig — der på engang lød som et glædes og et hævnskrig . Min gud , hvad er det ? stønnede Christian angst . Hvad det er ? spurgte dronningen , istedet for at svare . Frøk n rømler , sagde hun skarpt , hvad seer de her . Hvor ? hvor ? en rød plet . Og te Bulow ? — nærmere med lyset — hvad seer de ? En lille ildrød plet , svarede kammerherren . Det er et modermærke — hust dem om frøken rømler — da jeg nærede det lykkeligste håb , ikke meget længe før min nedkomst — plyndrede de og jeg mit kirsebærtræ i indelukket på Frederiksberg bakke . De stod højt oppe på stigen — thi de var den dristigste , frøken rømler — og jeg holdt kurven ved foden af træet op til dem for at opfange bærrene — husker de ? Ja , majestæt . Så hulter de vel at et kirsebær faldt på mit venstre håndled — det gjorde ondt og jeg tog dertil . Det skulle de ikke have gjort 7- råbte de , nu får barnet et kirsebær på håndledet . Sagde jeg det ? Ja — ord til andet — og de havde jo ret — thi her er kirsebærret — og dig mit barn , tilføjede hun ømt , have de frarøvet mig — ja Christian — jeg har følt det , men øjet måtte se og forstanden tale , førend hjertet kunne komme til orde og sige : omfavn din moder . Christian ville atter knæle — men øronningen holdt ham tilbage — hun brækkede hans pande og kinder , ja selv hans blottede håndled med Kys — først nu gav hun sine tårer frit løb og en scene som ikke kan bestrides påfulgte . Øronningen var dog den som atter først genvandt sin fatning . Min søn — sagde hun — lad os nu fatte os , vore hjerter have sundet deres rettigheder , men vi have for os den store verden — der ikke kan få for mange beviser for , at faste lid til noget usædvanligt . Jeg din moder vil være din sagfører både hos kongen og hos folket , en moder viger ikke tilbage når hun ved og føler at hun har ret , saml dine tanker — min egen Christian — der skal blive strengt og omhyggeligt undersøgt , på hvad måde man har stjålet dig fra mig — fra os , din fader og mig , fra landet — ja , fra dig selv . Hu st dig om , har du « uret , flet intet , om nok så ubetydeligt , fra din bortførelses tid ? Masterne som forræderne kunne have tabt eller — hvad er det ? hvad har du ? — oh , moder — gå bort fra hende der , hun sender dem så giftige blik — ja hende må det tjlhsre , et batistes tørklæde har jeg , som er mærket C . R . Med kniplinger ? ja , ja — jeg skal hente det . Bliv bedrager — nu er det nok — det er et overlagt bedrageri — bolt og jern skal straffe det , råbte frøken rømler — ude af sig selv — det er nok , du er min søn , men tronrpver har jeg aldrig villet gøre dig til . Deres søn ? Deres son ? — jeg bedrager ? Fat dig Christian , hun vil kun fravriste dig beviset , hent det og de Bulow — lad netten begynde sin gang . Hent politiet det er bedst at hun bliver her med det samme . Christ an — ville rejse sig , men det løb rundt før ham . Gode pige — sagde dronningen til Ida , hjelp ham — vi , må have beviset . Gør dig stærk miu søn — det gælder om at knuse slangen med din hæl . Ida ilede hen til Christian . Bulow ville gerne have støttet ham , men han tørde ikke forlade dronningen og udsættr hende før den rasende furies hadefulde tunge . Frøken romler gik skjulende og tændersljærende omkring dronningen , som om hun lurede på at bibringe hende et dræbende slag . Gå^ stygt bort elendige , bød dronningen . Befri mig fra den skændsel , at se min hofdame , min mangeårige fortrolige i politiets , hænder — gå , gentog dronningen . frøken rømlcr næmede sig døren , men blev nogle sekonder trodsig stående . Han er min søn , — skreg hun , og ved deres mand , nu ved de alt , i morgen skal de få en yderligere oplysning . Efter at have råbt dette , styrtede hun ud af salen . Milde himmel ! råbte Ida fra kabinettet , — hr . Kammerherre kom hurtig til hjæ ' p , han forbløder sig min søn , oh , min søn — du må ikke dø — bad dronningen hulkende og styrtede ind i kabinettet . Men her forlod hendes kræfter hende . Hun så sit barn — sit gjensnndnc ulykkelige barn med næsten bristende øjne , liggende midt i en blødstrøm på gulvet , hun kastede sig ned over ham med et jammerskrig og bevistheden forlod hende . Bulow betragtede såvel dronningens bevistløshed som Christians tilstand meget altereret . Han indså det umulige i at undgå straks at tilkalde en nærbornde læge , trods det inkognito han ønskede bevaret for begge de nævnte personer . Jochumsen måtte ' i hast springe ind på apotteket ved fir en af for af hente de nødvendigste blodstandsen . De midler og noget flvgt gt salt . Ester af have bragt dette der med held anvendtes af ham og Ida , beordrede åmmerhrrren af hente en læge der boede i nærheden . Forinden denne kom , bønfaldt han dronningen om , endelig straks af tage hjem til palaiet , hvortil hun efter nogen modstand , omsider lod sig bevæge , medens hun trøstede og omfavnede Christian , bad hun ham endelig så snart som muligt af komme til hende på palaiet og hun pålagde Ida på del indsfændigsfe , med omhn af pleje og våge over hendes dyrebare gjcnfundne søn . seks og tredivte kapitel . Følgen af anerkendelsen . Da den , en furie lignende frøken , styrtede ud gennem forværelset og korridorerne , standsede hun et øjeblik ved trappenedgangen , for af trække vejret og for af tænke sig om , hvad hun under den nuværende fortvivlede stilling skulle gøre . Jeg er fortabt , mumlede hun — politiet , oh , jeg gyser , skulle del blive enden på de mægtige planer og høje forbindelser . En lyd af en hastig åbnet dør , bragte hende til af fare sammen . Det er befalingen til politiet at pågribe mig — mumlede hun tænderklapprende , det er ude med mig . Jeg hører skridt nærme sig — hurtig , jeg må skjule mig , hun løb i mørke på må og få hen i en som det forekom hende , endeløs fordybning , der dog kun var eu forlængelse af karridoren , hvor hun satte sig på hug , for ikke at bemærkes af den der nærmede sig . Jochumsen , der ilte ned af trappen tov ' at hente det på apotteket , som kammerherren havde befalet ham , spurgte en betjent ved foden af trappen , hvor vognen holkt , om kusken eller tjenerne , ikke havde set frøken romler , der var falden i højeste unåde . Dette kunne den lyttende , der holdt sig langt tilbage , ikke høre — hvorimod det lød som en domsbasun i hendes øren , da hun hørte Jochumsen sige til en ubekendt tredie person : løb alt hvad de kan over til polittløitnant gram og sig ham at kammerherre Bulow beder ham om , ufortøvet at komme ud til kongens palais . Min dom er fældet , sukkede hun , men kusk og tjenere ved intet endnu , her gælder det at holde kontenancen og frelse sig på bedste måde . Da hun kom ned i porten befalede hun , stolt som altid , tjeneren at åbne vogndøren og køre hende ud til kammerherre remler på frederiksbcrgslot . Vi have ingen ordre dertil , lød det kolde svar . Er man fra forstanden ? Jeg er dronningens hofdame , jeg skal hente noget hos min brøker , det er hendes majestæts befaling . Deres nåde må vente , jeg vil slige op og indhente kammerherre Bulows nærmere ordre . Det er nok , kør mig derud — øjeblikkelig . hører det med til den unåde de er falden t min frøken ? — jeg må høre det af kammerherren selv . Ha , udbrød hun forbitret — men da hun herte skridt nærme sig fra gaden , blev hun atter angst — skyndte sig til porten , rev den op og forsvandt . Udenfor traf hun en hyrevogn , hun sagde til kusken , dette diamantarmbånd giver jeg dig hvis du inden ti minutter sætter mig af hos kammerherre rsmler på Frederiksberg slot . Kudflcn stilede til det værdifulde armbånd , me » Han var dog bange for sine heste og kløede sig betænksom i hovedet . Jeg vild « nok , min frue , sagde han , kun er jeg . Bange for at hestene styrter . Kør blot til på liv og død , sagde hu « , der alt sad i vognen , jeg betaler hvad skade der skeer . Godt , sagde kusken , så skal jeg pile afsted som om jeg havde stjålet både heste og vogn . Med disse ord sprang han op på bukken og kørte afsted så mange troede at hestene løb løbsk med ham . efter ti minutters forløb holdt de dampende hest « I slotzgården på Frederiksberg . Frøken rømler styrtede op af trapperne og ind i kammerherr ns dagligstue , der var godt oplyst og behagelig opvarmet . En sin aromatisk Duft strømmede frøken Charlotte imøde , hvilket til enhver anden tid ville have været hende en behagelighed , men nu forekom hende som en skæbnens ironi , under den gruelige angst , som nu ved eftertanken i vognen havde grebet hende . Kammerherre rømler stod just og ordnede spillebordet og lagde jettonu i kasserne til forventende spillefremmede , da søsteren styrtede ind i værelset . Hnn var så bleg og ansigtet så krampagtig fordrejet , at han næppe kendte hende — han tabte jettonerne af skræk , og udbrød : Charlotte , sig uden omsvøb , hvad er der flet . Alt er opdaget — vi er om en Hals . Polker heller , vi benægte alt , r « b og stub — og hvor er så beviserne . Havde d « set vor ulykkesfugl , ville du tale anderledes Sophus , men du kan tro mig om d « vil — mage til lighed har jeg aldrig set , — det er det grangiveligste portræt af faderen og moderen . Jeg sagde dig nok , at vi skulle have kastet ham i d amhussøen . Vås — man ville have fundet liget , og du og jeg havde dandset på skafottet for længe siden . den førdømte Slangenbusch har vist forrådt os . Nej , han er jo i samme klemme som vi — desuden , hvad fordel skulle han have af del ? Men fortæl mig dog hvordan det blev opdaget . Det har jeg ingen ide om , kongen har nok selv opdaget fyren — lige meget , han holder ham på råd og domhuset . Ja , det fortalte du mig sidst , men hvad er der n « Flet . Kongen var som sagt vis i sin sag . Allerede for fjorten dage siden , betroede dronningen mig , at der var et ungt menneske der lignede hende og kongen . Alt tydede på , at han måtte være bortstjålet fra forældrene , men dronningen — og deri bestyrkede jeg hende , troede fuldt og fast at det var en bedrager eller højst en naturlig søn . Kongen vedblev dog at forsikre det modsatte , og indledede hemmelige undersøgelser . Og du Charlotte , som var så vis i din sag . Endnu i middags var jeg så sikker som paven i rom . Men så fik dronningen pludselig den ide at hun ville se ham . Forbistret ! og det har hun ? 3a , jeg kommer lige derfra . I vognen var hun så kær , hun forsikrede , at dette besøg ville hæve hendes tvivl og skaffe hende ro -- -- -- -- -- -jo dejlig ro . Afbryd ikke — jeg står som på gloende kul . oh . min kære , det er baggateller , — når vi ikke forekomme politiet^så er vi sikre på skafottet . Skafottet , — råbte han og faldt formelig ned i en af de stole der vare faire tilrette red spillebordet . Skafottet , gentog han , aldrig , før skal jeg selv — naturligvis Sophus , de skal aldrig få os levende — men vi har , kun en times forspring , til at redde os i fra offentlig skændsel — jeg hørte med mine egne øren , at politiet fik ordre til at pågride os . Oh , jeg har min lille flakon , den har været beredt i de sidste fjorten dage . Han viste hende en lille blå flakon som han bittert smilende tog op af sin vestelomme . Den må du give mig — samt låne mig dette værelse at dø i — , > og jeg — og jeg ? Åh , du har Søndermarken eller haven — tag en pistol , eller spring i kanalen , men inden en halv time må det være gjort . En halv time , sukkede kammerherren , hør du — jeg tror , jeg flygter . Ingen feighed , Sophus — politiet er i dette øjeblik instrueret , lad os ikke beskæmme os selv og andre . En halv time — oh , man betænker sig , man går forsigtig tilværks — vi får tid at sunde os . Sophus , du skulle være mand og du er feig som en kjerling . Alt er opdaget , beviserne er klare , mit bortkomne lommetørklæde med mit navn er funden , jeg er en overbevist forbryderne , og selv om jeg kunne lyve mig fri for barnerovet , så kan jeg dog ikke lyve mig fra majestætsforbrydelsen — jeg har sagt til dronningen , at barnet er mit ved — kongen . Er du fra forstanden ? nå , det må jeg sige , det var dristigt — og naturligvis har du ikke skygge af grund . Nej , desværre — men spillet er nu tabt , aldeles tabt , men mig skal de ikke så levende . Har du måske lyst at vanære vor familie ? Tal ikke derom — jeg har en ypoerlig rytterpistol i mit skriverbord . Godt , at du taler om skriverbord lad os øjeblikkelig lilintetgjøre alle kompromitterende papirer . Sophus og Charlotte rømler må tage hemmelighederne med i graven . Luk døren ar , lad os ffynde os , vi brænde papirerne i kaminen og så , ved den mindste støj der nærnær sig , d « har forstået mig brøder . Ja , du har ret , her er skuffen , tag du og brænd det hele , medens jeg lader pistolen . Frøken rømler tog en bunke papirer af skuffenindhold , holdt det hen til et af boxlysene og tændte det i lys lue , gik derpå hen til kuminen og kastede det på ildsledet , ilede derpå feberagtig hen til skuffen og kastede den ene håndfuld efter den anden på de lystig brændende flammer . det forekommer ' mig at det er vort eget bål » i antænde Charlotte , vi have levet lykkelige dage — ak , jeg er dårlig , meget dårlig forberedt på at dø . Sophus , du skylder mig , alt hvad du er ; lad os gøre kampen så kort som mulig , j « g er fast bestemt på at dø , lad mig tage den vished med mig , at du ikke vil skamfljænde vort hædrede navn . Den m ndste straf der venter dig er slaveriet på kongens nåde ; har du mod til at ombytte stokhusets gruelige uniform med en kongelig kammerherres ? Nej , nej , jeg hverken kan eller vil , men flygte , var dog en udvej . Så stygt da , når du ikke har mod tit at dø med mig , men lov mig , at du i det øjeblik du pågribes gør al udfritten umulig . Det lover jeg dig Charlotte , desværre er mine pengeaffairer i uorden , jeg ejer ikke 300 daler kontant , resten er usikker og næppe til at dække gælde » med . Stakkels Broder ! sukkede Charlotte , min stilling som hofdame ved du var godt aflagt , men toilettet og de fordømte sladderhanke , som bestandig plagede mig med dereø overhæng , har taget bunden af min kasse . Har du slet ingen penge hos dig ? Nej , dog jo , her er hundrede daler , dem havde jeg lovet Slangenbusch , for at spioner « i råd og domhuset , men jeg har hverken hørt eller set den forræder . r giv mig de hundrede , det er altid til hjelp til rejsen ; jeg går over Stokholm og vil se at flippe til Polen eller Ungarn . Lykke på vejen , gud beffjærme dig , gå ned af løntrappen gennem slotskapellet . Øer er lukket . Nej , badeværelset har en udgang til løngangrn der fører ned til staldbygningen . Farvel ! Flygt med mig Charlotte , jeg kan ikke forlade dig og overgive dig til døden . Sophus , kære Broder , gør mig ikke blød ; to ville vi dog være fortabte alligevel . En fjern lyd forskrækkede hende . Hun lyttede . Øer er de , råbte hun fortvivlet , man nærmer sig , skynd dig gennem trappen , skynd dig . ! Farvel , Charlotte farvel . I det øjeblik kammerherren ilede hen mod tapetdøren , der førte til trappen , blev der banket heftig på salsdøren og ruffet stærkt i låsen . Luk hurtig op , blev der råbt udenfor . Lad os sprænge døren , sagde en stemme , man kan ikke vide hvad der er hændet , vi komme måske for sent . Et par vældige forsøg på at sprænge døre » , betog frøknen både mæle og ansigtsfarve . ' ja , de komme for sent , mumlede Charlotte sagte — hun greb flakonen , rev glasproppen af og tømte indholdet i et eneste drag . Nu er det gjcrt , sukkede hun med en gysen . — lad dem nu komme , når de vil . Flere kraftige stød mod døren påfulgte , men den holdt ud , da den var af stærkt egetømmer . Jeg kan lige flygte uden dig , hviskedee kammerherre rømler , der var kommen irlbage fra den mørke trappe . Sophus , jeg har tømt fiolen , frels dig . Du har tømt den , ak Charlotte — jeg seer det på dine fordrejede træk — nu så lad dem tage mig — så er alt ude . Gør ikke min dødsangst dobbelt pinlig , stygt , øm ti minutter er jeg fri . Talen faldt hende besværlig , hun ville s-ltzt mere , men hun kunne ikke , hendes ansigtsfarve forvandledes allerede til dødens blyfarve , medens trækkene fordreiedefrygteligt . Hun udstrakte endnu engang de iskolde hænder foldede mod broderen og fremstammede et næppe hørligt - fly , fly ! - 2 hårene rejste sig på den ligesom gjennemisnede Broders hoved , ja , ja — hviskedee han , vi ses igen , snart , snart . Med disse ord famlede han hen til tapetdøren og forsvandt . Et kraftigt stød udenfra , sprængte døren . ' frøken rømler slæbte sig hen til en stol og sank sammen på den . Trods de grueligste indre smerter , der afpressede hende sukke og jamren , betvang hun sig for med imponerende ro at modtage de indtrædende poiiliofficianter . Men det var ikke sådanne , der trængte ind af den fønderpåede dør . Det var Slangenbusch og kammerherren- egen tjener . Hvad vil man ? stønnede frøknen med tykt mæle . Hvor er kammerherren ? spurgte Slangenbusch . Frøkenen svarede ikke , hun stirrede blødt stift på Slangenbusch , som om hun anstrengte sig for at forstå ham . For himlens skyld hvor er deres hr . Broder , jeg har godt nyt , til dem og ham . Godt nyt ? stammede frøknen — til os — umuligt . Ved himlen og jorden sværger jeg — det er sandt . Kammerherre Bulow greb mig i spioneriet , jeg ventede at blive kastet i rådstuefængflct , men han var mageløs venlig . Slangenbusch , råbte han , du får tusinde rigsdaler , hws du redder to menneskeliv , som dronningen , trods en pludselig vrede , dog holder for meget af til at se dem opoffret . Jil ud til kammerherre rømler , på Frederiksberg -- froknm er derude , sig dem fra hende- majestæt dronningen , at hu » tilsværger frøknen ved sit kongelige ord , ganske og aldeles at tilgive dem , når de ville tilstå hele sandhede « , med prinsen « barnerov . Dronningen vil give dem ryhlenhørst kvit og sri , en årlig livrente på 2000 daler , til hver af dem , samt straffrihed i enhver henseende — og tilladelse til at opholde sig hvor de ville . Sig , at dronningen bønfalder sin mangeårige veninde om , at modtage dette tilbud og , at hun vil velsigne dem , der gengiver hende sin søn . At , det er kor sent — for sent , jamrede frøknen , jeg har taget gift og min brøder — hvor er hank hurtig , hvor er han , spurgt » ! Slange nbnsch . Løb Jørgen , ned til marmorbadekammeret , er han ilt « der — så i have « — de , Slangenbusch må skaffe mig melk at drikke — svejtseren hurtig — jeg brænder , som af tusinde flammer . I et nu vare begge ude af døren . Slangenbusch ilede ned til svejtseren , medens Jørgen , da han ikke fandt sin , herre ved slotskirken , skyndte han sig hen til kildegrotten , der var kammerherrens yndlingsopholdssted . Heller ikke i grotten fandt , han sin herre , men det forekom ham , at han hørte en bevægelse fra bandet i kanalen . Han ilte derhen , men kom snart til den . Vished at døden havde erholdt et bytte . min gud , stønnede Charlotte knælende da hun var allene , — hvis det var tid endnu , hvis det var muligt at alt endnu kunne blive godt , kun ti minutter , oh , skænk mig blot ti minutter , almægtige , for at jeg kan gøre et helt livs brøde dødt igen . i , i ilr < uu > ' x r > - . li-j desværre blev denne synderindes bøn ikke opfyldt . Frygtelige krampetrækninger greb hende , og da Slangenbusch kom tilbage med mælk og andre hjælpemidler , var den ulykkelige næsten ikke mere sig selv mægtig . Med stor anstrengelse fik han hældet lidt mælk ind mellem de sammenbidte tænder , der troes alle bestræbelser , næppe kunne åbnes . Hun led forfærdeligt , han sendte øjeblikkelig bud efter en læge , men det var øjensynligt , at hun ikke kunne leve til han ankom . Alligevel gjorde han alt muligt — og det lød ril at den elendige der nu lå og krympede sig på gulvtæppet dog blev opretholdt ved en tanke : broderens frelse . Flere gange indfandt dørens trækninger sig — men hun stred imod som om hun ville oppebie efterretning om sin Broder . tapetdøren blev omsider reven op . Jørgen styrtede hulkende ind og råbte ude af sig selv . Til hjelp , kammerherren er falden i kanalen ved kildegrotten , jeg ville berge ' ham , men kunne ikke sinde ham , hurtig til hjelp med både , stænger og lys . Sophus l råbte Charlotte med et kvalt skrig — det var den sidste anstrengelse hun gjorde . Hun faldt tilbage som et lig . Med et fortvivlet udtryk i sit ansigt , lagde den knælende Slangenbusch sin hånd på det hjerte hvis puls havde ophørt at slå . Ak , det var forsilde sukkede han — desværre det var forsilde . Mig koster det min velfærd , ham , den ulykkelige — lo kongeriger . syv og tredivte kapitel . En forandring . Aftenens begivenhed havde med sine eindsrysfelser og ved det store blodtab Christian havde lidt , i høj grad angrebet ham . Han var så mat og svag , at han efter lægens anordning . I flere dage måtte holde sengen , og ratten forløb , troede de anvendte midler , ikke uden stor fare for et nyt tilbagefald . Lægen viste såvel st » Dygtighed som ufortrødenhed og aflagte ikke mindre end tre beføg i løbet af ratten , kammerherre bukow kom to gange samme nat for at spørge til patientens befindende , og Carl theisner , hans kone og Ida , vege ikke fra deres dyrebare dens syge-leie hele natten . Troks sin lidende tilstand og den taushed og ro , d « som følge af sygdommen var ham pålagt som absolut pligt , kunne chrislian dog ikke tilbageholde kl tringen as hvor lykkelig han sølle sig , over at have vundet begge sine forældres anerkendelse . Han forsikrede at han nu var rolig og tilfreds og efter hvad der var flet , ville han aldrig mere føle sig ganske ulykkelig . ' uagtet denne forsikkring , vovede man dog ikke/at meddele ham , at te to personer , der havde begået barnerovet , de samme , der i sin tid , havde været maskerede nede i faurbo kirke , hvor de havde overleveret den nyfødte chrislian i prasten breses hænder — havde taget sig selv af dage , efter at de skyldigt , frøken rømler og hendes Broder havde set sig opdaget . Da dette dobbelte selvmord gjorde enhver videre undersøgelse i barnerovssagen umulig , og så at sige afklippede ethvert relsbevis , måtte han som den nærmest vedkommende , uunkgåelig sættes i kundskab derom , for at enhver jllutio « om den ham tilkommende fødselsret kunne banlyses . Såvel kammerherre Bulow , som Carl og Aline sandt derfor at Ida bedre end nogen anden , lejlighedsvis måtte underrette ham derom , når hun selv fandt det passende og tilrådeligt . Hun påtog sig dette vanskelige og farefulde hverv men på den udtrykkelige betingelse , at hans nuværende opholdssted , ombyttedes med en sirldstæudig privatbolig , hvor han i enhver henseende var aldeles fri og uhindret . Kun derved ville det være muligt uden fare at stille ham tilfreds , hvilket også stemte overens , med hans egne udtalte -ønsker . Hans misfornøjelse med den ham pålagte tvang , havde endnu iaftes kort efter at dronningen var taget bort , « presset ham den attring , at det var dette masterede statsfængsel der fvg liv og helbred fra ham . Bulow trak på skulderen , og sagde , at han ikke kunne svare noget herpå , men han ' lovede lempeligt at forebringe det — uden at han kunne indestå før at hans forestillinger ville lykkes — da forsigtighed nu mere end nogensinde var n . dvendig . Henad morgenstunden befandt patienten sig , eftrr lægens formening uden fare , når alle forsigtighedsregler og øvrige anordninger iagttoges . Ida overtalte derfor Carl og Aline til at tage hjem oz søge en smule ro . Patienten var falden i en tryg søvn og skulle først have mikstur om to timer . Jochumsen blev indstalleret i salen , hvortil døren fra kabinettet stod på klem , så han kunne holde øje med sin herre , medens Ida overvældet af anstrengelse og sindsbevægelse , satte sig i lænestolen ved Christians hovedgærde og faldt i en dyb søvn . Af kenne vækkedes hun tidlig på morgenstunden , ved at en hånd klappede hende på kinden . Hun slog øjnene op og så kongen stå foran sig , hun sprang forskrækket op , men beroligedes ved at denne sagde i en næsten hvidflende , men faderlig mild tone : væk ikke vor kære Christian , lad mig tale med dem gode barn — følg mig ind i salen , så kan Jochumsen holde vagt så længe . Ida blev blussende røk af glæde over denne milde tiltale og bøjede hovedet , hvorved hun stiltiende takkede for den aldeles uventede nåde der tilstødes hende . De gik ind i salen og Jochumsen der satte sig ved sengen i kabinettet blev det pålagt at kalde , hvis patienten vågnede . Det var vist en skrækkelig scene iaftes , begyndte kongen — Bulow har fortalt mig det ; den staklels moder er så angrebet endnu derover , at jeg ikke har torvet tale synderligt derom , for ikke at alterere hende . Ved hende « majestæt , at frøken rømler og Broder have taget sig selv af dage ? Nej , hun er alt for svag til at vi tør meddele hende denne sørgelige begivenhed , der vil angribe hende i høj grad , navnlig fordi vor kære son- rettigheder dermed tillige er sænkede i graven . Desværre , min herre og konge . De må ikke foreløbig sige det til Christian , det » ilde aldeles ødelægge hans hårdtmedtagne sundhed . Jeg takker deres majestæt før dette hensyn , en meddelelse af en så sørgelig beskaffenhed , må ha « Først erfare når han er fuldstændig rafl — og da endogså med stor varsomhed . Rigtig , fuldkommen rigtigt . Jeg har nu fået nøjagtig underretning om min søns tilstand , såvel af Bulow som af lægen , min søn lider af brystsyge — denne skrækkelige sygdom , der lægger få mange unge mennesker i graven — ak , han vil næppe blive gammel . For gud er intet umuligt , jeg har rigtignok længe næret en stør frygt og hjertelig angst derfor , selv han har en dunkel anelse derom , men jeg søger ved ethvert middel af styrke det håb , som forsynet sa « Viseligt og trøsterigt har nedlagt hos de lidende . Oh , hvor må jeg kaste dem kære pige — for al deres omhu og opoffrelse for min dyrebare ulykkelige vndling . Vær vis på af både jeg og dronningen inderligt og oprigtigt påffjønner deres herlige trofaste og sjældne evner . Majestæt , de overvælder mig med nåde . Nej gode pige , vi give dem kun hvad der med rette tiltommer denr ; vi påskønne Derrs gode og gavnlige indflydelse på vor elskede søn og da ha « Desværre nu på grund af de indtrufne fatale dsvsfald — kun kan være dronningens og mit barn , for os , ham selv og de hengivne , der elske ham og os , så er det os dobbelt magtpåliggende , at hans liv forsødes så meget og så længe som muligt , for at vi kan glædes ved at vide , at han lever . De » voldsomme anstrengelse iaftes , har rigtignok angrebet ham overørdentlig , næsten mere end hans fysiske kræfter kunne tåle , men jeg som kender enhver af hans lønligste tanker , tør dog berolige deres majestæt med at når hau kun kommer livt til kræfter — vil tilfredsheden over at han har begge sine høje forældres anerkendelse , være ham en kilde ril usigelig lykke . Men når han senere erfarer rømlernes dødsfald , samt at de ved deres bortgang fra verden har fuldendt det rov , som de ved hans fødsel så skammelig iværksatte ? Selv da , min høje konge , vil han føle sig glad og resigneret . Hans største sorg var den , at deres majestæter skulle tro at han var en bedrager , altså et flet menneske . Ru da han er vis i sin sag , vil han være tilfreds med skæbnen . Er de ganske vis derpå ? det vil være os en stor beroligelse . så kunne deres majestæter være fuldkommen rolige , thi han har udtalt- det mangfoldige gange ; endnu i nat , efter et stærkt anfald og stort blodtab , sagde han : frygt intet Ida , ihvad dør nu end skeer , vil jeg dog aldrig føle mig aldeles ulykkelig , jeg har min « Forældres kærlighed , jeg vil kamme ' mig ved denne salige bished og selv om forholdene skulle nøde dem til offentlig at fornægte mig , vil jeg dog vide at de ere mine forældre og at de erkende mig at være deres son — denne tanke vil æltid opretholde mig . Herlige pige — det har han sagt , ja , det ligner ham , han besidder fin moders englerene hjerte . Det vil trøste og helbrede hende . Hendes majestæt er ka vel ikke alvorlig fyg ? St lle kære baru , jo hun er , men Christian må tro at der er en let upasselighed , han må komme til hende , til os , så snart hankan , gid han snart må befinde sig rigtig vel — 0a de jomfru Ida må gøre deres bedste dertil ' såvel for Christians som for hanmoders skyld . Oh , min konge , jeg vil juble i mit hjerte af glæde og taknemmelighed , den dag Christian første gang tii-srædes- at besøge sin høje moder . Jeg ved det vil glæde dem , og det er derfor jeg vil , vide af dem hvad de tror der er bedst at gøre for ham , at han ret kan søle sig tilfreds — kom lad os sætte vs og overvej « . Kongen safte sig ved disse ord . deres majestæt , ' tillad mig at stå . Nej gode pige , de har våget hele natten over min søn — sæt dem nu her og sig mig oprigtig , hvad tror de der bør gøres ? Siden min konge opfordrer mig til at sige det , så vil jeg fremkomme med det jeg længe har påtænkt at ville bønfaldo deres majestæt om — det er ? At dette indesluttede liv , her i denne bopæl , må forandres til et frit og utvungent privatliv . Hvem indgav dem denne skæbnesvangre tanke , jomfru Ida — tror de at jeg holder min søn her for at han skal være eller føle sig som en slags statsfange ? Jeg antog snarere at det skete af hensyn tik den højen politik . Måske , måske , men hovedsagelig dog , for at være sikker på , at ingen forbryderisk hensigt eller voldshandling fiat berøve os ham og derved gjenttsmføre rænker øller lagte planer . ^ “ Altså for Christians egen sikkerhed , er dette opholdssted valgt . i ja , for hvad ellers ? Tilgiv/ da er den gode hensigt forstilet -i- det er måske dristigt at jeg siger det , men — deres majestæt har ' pålagt mig oprigtighed og , jeg må følge dette pålæg så meget mere som Christians ' liv og sundhed fordrer det . er hensigten forfejlet , er hensigten forfejlet ? spnrgte kongen ivrigt — forklar — forklar . Ida forklarede nu , hvorledes man for at fjern « Fjenden , fra den kære , havde indladt den uimodståeligstc af alle fjender hos ham , nemlig misfornøjelsen , tunzsindigheden , savnet af glæden over at kunne bevæge sig frit og ugenert overalt hvor han ønsker . Min gud , hvorfor har de ikke sagt det før — han har deller aldrig med et ord antydet det . Ingen af os har vovet at modsætte sig , eller yttre noget som stred mod deres majestæts villie , men nu da det befales mig at sige hvad jeg synes der er bedst — nu før jeg ikke holde det tilbage , denne bolig forværrer hans sundhed , tvangen nedbryder den ganske . Han skal ikke lide ved den — lad ham vælge sig en bopæl hvor han ønsker — dog jeg må vide ham sikkret mod overlast . Hvad mener de om vi lejede po . Litiløttnant grams første sal . Der er staldrum , og med dem og theisner som ledsagere , samt med et par håndfaste tjenere , må han bevæge sig overalt , kun ikke for langt fra byen . Tak min konge , tak , det vil oplive ham — han vil blive som et nyt menneske . Hver dag må han komme til os , det vil glæde såvel ham som os . Men nu med hensyn til dem , hvad trorr de der er bedst ? majestæt , hvorledes skal jeg besvare dette spørgsmål . Ganske oprigtig . Så længe der var håb om en offentlig retslig anerkendelse af min zsns ret som Prinds , så længe måtte kongen og dronningen ønfle en forbindelse der kunne virke hæmmende — betragtet som ikke exilierende — mm , fra det oieblik at hans offentlige anerkendelse må anses som en umulighed — ville det være en grusomhed mod ham og os selv , at bryde et bånd , der blev knyttet da de ikke kendte ham som andet end nabopræstens søn . Min nådigste konge — den lykke deres majestæt antyder til , og hvorfor jeg ydmygt takker dem på mine knæ — kan jeg kun delvis nyde . Hvorfor ? Først , fordi jeg føler det stridende mod den dybe respekt jeg føler for deres majestæter , af gøre vor forbindelse engere end den er . Jeg ville da lade dem antage ravnet , Fru Christiansen . Min konge , enten må jeg hedde madam brese — eller jomfru Ida berner . De er meget ærekær . For gud og for dem min konge , sværger jeg , af jeg er en skyldfri pige . Deres søn agter og elsker mig for højt , til af ville bringe skamrødmen på mine kinder . Et ægteskab var altså den eneste udvej — men også dette er umuligt , først af den grund , jeg har nævnet , dernæst vil lægen sige deres majestæt ' den næste . Har lægen sag ? Dem nøgrt — så må de — sige mig det . Min konge , jeg kan ikke . Kære gode pige — betro mig ^egenskab af Christians fader , hvad han har sagt . Ida skjulte højt blussende ansigtet i sine hænder , og fremstammede næppe hørligt de ord : lægen sagde , jeg seer hvor højt deres forlovede elsker dem men det er min pligt af sige dem , at den dag , de favner en ' søn i deres arme — har de gravet faderen en tidlig grav . Ida udbrød efter at have meddeell dette , i ' en krampagtig hulken , der synligt angreb og bevægede kongen . Stakkels pige , sagde kongen og streg sin hånd over Idas rige ' hårfylde , og de elsker ham så højt — men dokioren seer måske alt for strengt — hvad vil de da gøre ? Da vi ikke kunne leve uden i hinandens nærhed , og vi ikke kunne ægtevies — så bliver jeg , hvis deres majestæt tillader det , ved at være hans forlovede . De er en engel af en pige ; lad os nu se ind til ' ham , vi må nærmere ovetvcie hvad der er rigtigst , aftør deres øjne kære Ida — jeg vil nødig han skal se at de har grædt — hangar i stand til at gøre sin fader bebreideller . Nej , deres majestæt , dertil elsker han dem for højt , må jeg kysse deres hånd . Dem begge mit kære barn . Nogle minutter senere , trådte de ind i kabinette til Christian . otte og tredivte kapitel . Privatboligen . Hvad Christian så levende havde ønsket , nemlig , at have en privatbolig , hvor han i enhver henseende var fin egen herre — blev snart opfyldt . Første salsetage 1 poliiiiøilnant grams hus , blev t virkeligheden lejet og alt blev der indrettet på det konfortableste . Den « uge mand kom sig dag for dag , han kom hyppigt uv på palaiet , og alt syntes at stråle for ham , nagtet han omsider erfarede frøken rømlers og Broders død . Lt det ikke asficerede ham , ville være for meget sagt men vist er det , at den omstændighed , at beviset for hans fodselsret lige overfor verden bristede , og um « , liggjorde enhver osscntlig anerkendelse — bedrøvede ham langt mindre , end man pvlde have kort . Måske bidrog Idas forestilling og kjerlighed ikke så lidt dertil , men afgjort synes det , at han . sålængt havde gjort sig fortrolig med den tanke , at en offentlig anerkendelse og gjenindsættclse i hans rettigheder var en umulighed ; -- -- -- -- -- -så det hverken undrede ham eller angreb ham synderligt . Livet ville således have gledet roligt og harmløst hen for de to elskende , hvis ikke stjrebnen , eller intrigante personer havde vverklippct den tråd der skulle fore d > m sorgløse ud af labyrinten . En formiddag , da Christian lykkelig og med ansigtet strålende af sundhed , vendte hjem fra pamiet , fortalte Iva ham , af en jevnklædt mand havde været der i hans fraværelte og « riflet af tale medede « unge hr . Brese . Han sagde , af han var en landsmand fra rom , der opholdt sig her fortiden og skulle nu vende tilbage til Italien , i hvilken anledning han udbad sig tilladelse af tale med ham . Manden ville komme igen den følgende dag lidt tidligere , før af høre om man ville give ham den enstede tilladelse . Du kan tro , sagde Christian , det er en dansf kunst . ner fra rom , ' der ønsker en , lille håndsrækning til hjemrejsen . Han skal ikke —- hvis det er hans dnske , have henvendt . sig til mig forgæves , thi jeg har netop i dag fået nye og meget vægtige beviser på deres kærlighed og undest , som jeg agter og ærer så højt . Den næste dag skulle imidlertid oplyse ham om af det aldeles ikke var en landsmand , der trængte til hans hjelp , men tværtimod en som tilbød ham sin betydningsfnlde assistance . > lidt før den bestemte tid , indfandt skamme mand stg , og indlodes venligt , da han ønskede hr brese i tale . Min herre , jeg er dem « bekendt , begyndte den fremmede , og præsenterer mig som pastor Jose fra rom . Tillader de at jeg lægger beslag på deres opmærksomhed og deres tid , jeg skal fatte mig så kort som muligt . Behag at tage plads hr . Pastor , jeg er til deres tjeneste . den fremmede kastede et øieglimt hen til Ida , der sad og broderede ved vindnet . Det kunne måsfe genere frøkenen — hvis te tillader ? Min forlovede kender enhver af mine tanker og jeg hendes , hun er lige så diskret som sekretairen ( møblet ) der står tæt ved hende — og da pastoren gjorde et beklagende skuldertræk , tilføjede Christian . Vi have truffet den aftale , aldrig at have hemmeligheder for hinanden , altså , kan de meget godt tale i hendes nærværelse — nndel , afbrød pastoren , jeg vil benytte tilladelsen , sætte mig og sige i hvilket øjemed jeg er kommen til dem . Før jeg siger hvad der bringer mig til dem min herre , må jeg , for at de til fulde kan vide hvad de stol svare mig , nærmere og nøjere betegne hvem jeg er . På sproget kan de høre , at jeg er født i Danmark , jeg fik lyst til at se mig om i udlandet . Jeg rejste , jeg gennemgik i lang tid en ordentlig lidelsesskole , men omsider smilede lykken til mig . Det var fra dette øjeblik , jeg lærte at indse nødvendigheden af , at tage tingene som de er , at klattre op af omstændighedernes stige , indtil jeg nåde de trin af magt og indflydelse som jeg havde foresat mig at nå . som opdraget præstesøn , sagde Christian , må jeg oprigtig gøre dem min kompliment , thi en prædikant har altid megen indflydelse på sin menighed , og stor magt over hjerterne . De misforstår mig min herre , prædikantperioden forlod jeg da jeg fik kardinalhatten — jeg er , — general eller overhoved for Jesu selskab . Og de søger mig ? De hr . Kardinal , der har ret til at kalde paven Broder ? Ja min gud — jeg søger dem , for om mulig , at gøre mig selv en tjeneste , idet jeg tilbyder lem en endnu stirre ditto . Hr . Kardinal , tilgiv at jeg siger dem forud , at jeg ikke kan lieg modtage en tjeneste af ubekendte , mine forhold forbyde det . Det ved jeg — de vil spørge andre tilråds , men for at de og andre kan dømme om , de bør modtage store vigtige og heldbringende tjenester , af en kilde som da ikke længec kan kaldes ubekendt — forekommer det mig at de først må høre mig . Dertil er jeg beredt min herre , men tag det ikk * fortrydeligt op , hvis deres æræde tilbud ikke kan modtages . Jeg gør tilbuddet , og det berøer da på dem og andre om det modtages eller ikke . De ved uden tvivl ligesåveisom jeg , at de er født til at være hersker , men at jntriguer af et mægtigt hofparti , som jeg stmpelthcn vil betegne som „ De sammensvorne , “ ved rænker har berøvet dem deres fødselsret . Min herre , de må fritage mig for , enten at svare nej , eller ja , på denne deres formodning . De skal være fritaget derfor , thi det tilbud jeg vil forelægge , går ligefrem ud på , at skaffe denkjendsgjerning som jeg har omtalt , retslig bevist , trods nogle implicerede personers død . Derom måtte hr . Kardinalen ialtfald give meddelelse til høje vedkommende istedetfør til mig . Nu vel det er sket , men uden resultat . Man må altså have haft vægtige grnnde for at tage en sådan beslutning , og for disse grnnde bøjer jeg mig ganske . Fuldkommen rigtig , men det kan dog kun være for deres fødelands vedkommende . Politiske grnnde kunne tale for , at man anser det farligt , at omændre engang tagne forholdsregler i Danmark . Når disse nu kunne stå urokkede og retsbcviserne for deres fødfelsrct kunne føre til , at de min herre , ved frit valg kåres til trvnfølger i et naborige , så vil hverken de selv , eller dem der i sandhed have dem kær , kunne indvende noget derimod . Men det er jo komplet umuligt hr . Kardinal . Det jeg har den ære at sige dem er ikke blot muligt , men aldeles vist . tør jeg være indiskret og spørge , hvor er det tronvalg de hentyder til ? Sverig mangler en tronarving , når de og kongen af Danmark erkende retsbeviserne og erkende valget , da påtager jeg mig at ordne alt , imod at de gør mig den tjeneste , som jeg i begyndelsen af vor samtale har hentydet til . Hr . Kardinal , jeg er aldeles ikke på det Rene om , jeg for vove at rådspørge mig angående deres for mig næsten svimlende tilbud , måske kan den betingelse deres eminence opstiller , vejlede mig . Ja vejlede dem min herre , det er ordet , fljøut formen og tanken straks vil slode dem . Betingelsen er , at de forinden valget foretages eller modtages , træder over til den kattolske kirke . Jeg takker dem for deres oprigtighed hr . Kardinal , men dette er nok til af jeg aldeles ikke kan indlade mig på denne sag . Et så betydningsfuldt afslag må de fritage mig for af modtage således uden ringeste overvejelse . De dø i det mindste sove derpå — og om de ikke vil rådføre dem med andre , så kunne de og deres livsledfagerinde , dog drøfte sagen imellem dem indbyrdes , til i morgen formiddag ved denne tid . Eminence , de må ikke tvivle om af jeg vil nægte mit samtykke . Om så er , hvilket oprigtigt vil smerte mig , men om å er , kan de dog opsætte af give afslaget nu i dette sekund , og især for denne dames velfærds skyld . Hvad har vel min forlovede med denne sag af gøre ? Meget , overordentlig meget , sagde kardinalen idet han rejste sig . Som , sagen nu slår eksisterer der intet bevis for deres ret , og de finder dem tålmodig deri , fordi deres ret herhjemme ufejlbarlig når denne fremtrådte , måtte flille to trofaste hjerter fra hinandeu , ikke af tale om de forlegenhed « og omordninger som den nødvendiggjorde her i landet . Helt anderledes er det når de går ind på mit tilbud ; i samme nu de optages i den kattolske kirkes skød , ægtevier jeg dem og deres forlovede som uadskillelige troesforvandte . Jeg pantager mig , at skaffe alle vedkommendes samtykke til modtagelsen af valget i Sverig , hvor den Glands og højhed , man her så fljændig har berøvet dem , vent « dem med al den lykke og hæder , som kunne blive dødelige til del . Jeg pantager mig at skaffe begge parter forældres samtykke , da man naturligvis hellere vil se dem på lykkens tinde i et naboland , end i en slags frivillig forvisning på en dræbende hed og usund negerkyst , og det vigtigste de kunne forlange , nemlig dispensation før den kattolske kultus ' s officielle udøvelse , hvis valget til svensk tronfølger betinger det , forpligter jeg mig at skaffe let fra pavens egen hånd . dispensation , til at fritages fra offentlig kultus ? Hvorfor da ikke ærligt fritages før at gå over tll den ? Fordi dispensationen , ilke vil fritage dem før den taknemmelighed , som de vil skylde os før deres lykke og ophøjelse . Overvej sagen med deres brud til i morgen ved samme tid . Jeg sender dem da et bud som skal hente deres svar . Han vil have to kort i kdnvolutier med sig . Først vil han give de det ene med ordet ; akcepterer , som de behager , hvis de går ind på tilbudet , at underskrive med deres navn . Skulle de ikke ville dette — da sønderriv det og undertegn det andet som lyder refnserer . Gud styrke dem til at træffe det rette valg . Med disse ord forlod han de forbavsede forlovede . ni og tredivte og sidste kapitel . Et resultat . Den overvejelse som det uventede besøg og tilbnd , havde tilfølge , blev både samvittighedsfuld og dybtgående . Christian havde en absolut og en uimodståelig affly for , at indlade sig det allermindste med ham aldeles ubekendte mennesker , hvor umådelig fristende og lokkende end deres tilbnd kunne synes at være . At berøre sådant for kongen , syntes ham at være en tilkendegivelse af utilfredshed med sin nuværende stilling , og han troede sikkert at dette ville være ham ubehageligt både i egenflab af fader og monark . Ida var ikke ganske af denne mening , men da hun nødig ville have at Christian fluide tro det var ærgerrighed der ledede hendes mening , tryglede hun ham om , at tage deres trofaste venner Carl og hans kone med i rådet , for at afgøre om et kort og godt ret burde gives den næste morgen , eller om en rådslagning med kammerherre Bulow først skulle foretrækkæs . Man tog derfor hen til theisners , og man overvejede sålænge før og imod , af klokken var over tre om natten da Carl , Aline og Ida fulgte Christian hjem til klædeboderne , og lod sig før de stilledes fra ham — formelig give løfte af han nu ville lægge sig til sengs og slet ikke tænke mere på denne sag , førend de næste formiddag ganske tidlig kom til ham , før af være tilstæde når han gav det afflående svar , som man nu var bleven enige om af han burde give . Hvad der havde bragt dem til af tage denne beslutning , var foruden Christians ulyst til af indlade sig med spekulanter og intriganter , de « omstændighed , af Carl efter beskrivelsen genkendte sin gamle selslabstaler puf fra brolæggerstrædets lokale . Han vidste , af han havde indladt sig med af udgrunde hofintrigens „ De sammensvornes “ Planer , han havde ved tilfældighed hørt , af puf snarere var grev satanios , den italienske eventyrers herre , end omvendt . At han , som var dansk af fødsel , kunne have nået en jesuitanførers indflydelsesrige post i rom , anså han ikke før umuligt . Han tilrådede da af Christian fulgte siu tilbøjelighed af give et ligefremt og kort afslag , men han sagde af han ligefuldt håbede af kardinalen derpå ville henvende sig i samme anledning på højere steder , og når initiativet kom derfra , så ville sagen have et ganske andet udseende . Ida og Aline havde ikke lagt dslgsmål på , at det forekom dem rigtigst at Bulow først burde høres førend der svaredes et bestemt nej ; — og mine — men hun var også den eneste , ville hår a t Christian kort og godt ffulde svare ja , hvis kongen og dronningen uden medvirkning fra Christians side , bragtes til at ønske tilbudets antagelse . Den næste morgen fornyedes rådflagningen igen i Christians privatbolig , og beslutningen blev trods mines energiske demonstrering , den engang fattede , at Christian ville give et ubetinget asflag . Ingen af dem anede hvor » lykkebringende denne ubetingede refusering skulle blive , og hvormange tårer der ffulde fældes derover . Klokken var næsten 11 da en mand , klædt som leietjener , trådte ind i Christians arbeidssal , for at tale med Herren personlig . Kommer de fra pastoren ? spurgte Christian høfligt . fra hvilken pastor ? sagde lejetjeneren ærbødigt , idet han kastede et blik til de øvrige tilsfædeværende . Bryd dem om intet , bemærkede Christian , det er mine venner , for hvem jeg ikke har hemmeligheder . Jeg har el brev fra greven . Greven ? spurgte Christian så er det ikke til mig ; hvad hedder greven ? Satanio , han boer i vort hotel : palais Royal . Nu så er det måske døg rigtigt — jo udskriften er til mig . Han åbnede konvolntten , kastede et koldt blik derpå , læste ordet : akcepterer og rev kortet itu . Da dette var gjort , steg blodet ham voldsomt til hovedet , som om han havde foretaget en ualmindelig stor overanstrengelse . Han satte sig ned ved skriverbordet , og spurgte mat , har de ikke et brev endnu . Jo min herre , svarede tjeneren idet han fremtog en forseglet konvolut som Christian rev op med feberhast — med rystende hænder udtog han et indlagt kort , hvorpå ordet „ Refus “ var skrevet . Christian lagde det foran sig på skriverbordet , dyppebr pennen og underskrev sit navn , men næppe var det sidste bogstav skrevet , før han udstødte et skærende skrig . Min gud , råbte han , alt bliver sort for mig — hvilken smerte , jeg dør . Alle ilede til^ selv lejetjeneren løb hen ser at gribe de « vaklende unge mand , af hvis næse og mund en stærk blodstrøm fremvældede . luk vinduet op , råbte Carl , der har været gift i brevet . Tjeneren sprang øjeblikkelig hen og åbnede vinduet medens Carl , Aline og Ida ved tjenerens hjelp bare kden ulykkelige hen på sofaen . Christian var næsten øjeblikkelig bevistlss , endfkjønt han af og til udstødte smertelige hyl . Jochumsen , kaldte Carl , hent i en hast en læge , de ved på Gammeltorv . Her er standsningsmidlet , hulkede Ida — ak , dette anfald er forfærdeligt . Tjeneren ville fjerne sig . De bliver eller følger med mig , sagde Carl barst . Som de befaler min herre , men de talte om gift . In , og det er dem som har bragt det i brevet , — hvem har givet dem det ? Slangenbusch , grevens kammertjener . Følg med til pmjløilnanten ; er han , der har givet dem brevet i hotellet ? Ja han er ude med greven , og kommer hjem i aften . Carl førte tjeneren ned til sin svigerfader , men da denne var i forretninger , sendte han ham på politikamret med grams Karl . Da han kom tilbage var allerede en stor forandring foregået . Lægen var kommen , men kunne aldeles ikke give noget håb . Imidlertid kom han ved energisk anvendte midler til bevistheden igen . En halv time senere , var kongen ledsaget af Bulow og gram kommen tilstæde , men døden havde alt lånt sit offer hurtigt og sikkert ' om Slangenbusch havde begået denne sorte gerning efter egen eller andres tilskyndelse , erfaredes aldrig , thi han var allerede flygtet . Rygtet ville vide at jesuitterne senere fangede og straffede ham førdi han havde krydset deres planer , den der har stået ved en søns dødsleje , vil vide hvilken sorg dette dødsfald fremkaldte . Man så kongen græede som et barn , men dog glemte han ikke i sin smerte andres sorg , han var faderlig mod Ida og trykkede selv sønnens øjne til , og da han så Aline tog han grams hånd , lagde den på hendes hoved sagde , de seer hvor bedrøvet en fader er ved at miste et barn , tilgiv for engang selv at tilgives . Efter at have viist sig både som konge og fader gik han bort støttet til Bulows arin . Således endte en håbefuld vnglings liv og lykke . Ende .