Første bog . 
Bjørn . — Bjørnsen . — Bjørnsøn . 
Første kapitel . 
I Nyboder . 
Det var den 29de jannar 1846 , at en lille 
skare mandskab af holmens faste stok marcherede 
fra Gammelholm , gennem Norgesgade , over garnisonspladsen 
og gennem Amaliegade ned til 
Amalienborg . I spidsen for skaren gik holmens 
chef og nogle andre officerer i fuld Gala . 
Mændene i de forreste sektioner vare prydede med 
blanke , skinnende sølvmedajller på brystet , de 
havde nylig modtaget dem for 25 Års tro tjeneske 
og førtes nu ned til Amalienborg for at forestilles 
for kong Christian den ottende . De andre 
mænd i skaren vare vel også medajllemænd , 
men deres medajller havde ikke nyhedens glans , 
de havde fået dem forrige år eller for flere år 
tilbage ; hvert år den 29de jannar mødte de nu 
på Gammelholm og hævede deres medajllepenge . 
Dengang skaren var kommen til Amalienborg , 
gjorde der holdt foran kongens palais , og admiralen 
begav sig ind gennem porten med de nye 
medajllemænd . Efter at disse vare blevne forestillede 
for majestæten , trådte denne ud på altanen og 
udtalte sin glæde over , at så mange vare blevne 

fundne værdige til at hædres med den smukke medajlle . 
Et kraftigt hurra var svaret , og derefter 
adskiltes skaren for at gå hver til sit . 
Folket levede dengang endnu i minderne fra 
1801 , marinen nød større anseelse end armeen , 
soldatersange kendte man ikke til , men derimod 
en mængde sømandssange til vore søheltes forherligelse . 
Denne stemning virkede helt naturligt 
tilbage på flådens officerer og mandskab , men 
medens de første måske ikke havde godt af denne 
medgang , påvirkede den stærkt de sidstes æresfølelse 
og meget af råheden i deres levevis forsvandt . 
Den gamle tid kunne dog ikke således 
på en gang kastes overbord , især fordi det var 
fra den tid , at man havde sine herligste minder . 
Først to år efter brød den nye tid rigtigt igennem , 
men medens den på den ene side hævæde 
mandskabets selvagtelse , blev på den anden marinens 
tidligere sejre nu fordunklede af landhærens 
nyere . 
Tre mænd forlod i ivrig samtale Amalienborg 
plads . Den yngste havde i dag fået medajllen , 
han bar en kanoners distinktioner , og 
så ud til at være lidt over 40 år . Der var 
noget ligefremt og trohjertet i hans ansigt forenet 
med et tænksomt udtryk . Han havde sort hår , et 
stærkt sort kindskæg og var ikke af den solide legemsbygning , 
som udmærkede den ledsager , der gik på 
hans højre side . Det var en overkanoneer på 
hen ved de tredsindstyve år . Ikke alene hans ansigt , 
men også hans figur havde en slags gemytlig 
rundhed , han var i besiddelse af et fortræffeligt 
humør , stor djærvhed og et mod , hvorpå 
han ved flere lejligheder havde givet prøver . 
Han havde ikke været med i selve slaget 1801 ; 
han var dengang fjorten år gammel , og dreng 

ombord i et af skibene , som hørte til sten billes 
eskadre , der lå på indrerheden , derimod havde 
han senere kæmpet med ved erobringen af engelske 
brigger . Den tredje mand hørte til holmens 
håndværkere og var bådebygger . Han var på 
overkanonerens alder , måske lidt ældre . Da han 
var lille af vækst , måtte han bestandigt se op til 
sine temmelig høje ledsagere , når han talte til 
dem , og dette gjorde han ofte . Efter at man havde 
talt om kongens tale og erklæret den for at være 
„ krabat “ , gav bådebyggeren en skildring af sit 
ophold på Sorgenfri den foregående sommer , da 
han selvanden var bleven kommanderet til at efterse 
kongens lystbåde . Hvad han dengang havde set 
og oplevet , havde gjort et dybt indtryk på ham ; 
han havde gjort bekendtskab med hoffets højtstående 
mænd , som selv ejede lystbåde og ønskede 
dem eftersete . 
Overkanoneren standsede pludselig hans tales 
strøm og gjorde opmærksom på , at en ny medajllemand 
var tilstede , og at han umuligt kunne 
andet end lade sig venner ønske sig til lykke ved 
et lille glas . Denne opfordring tog den pågældende 
ikke ilde op , men inviterede straks sine 
ledsagere til at gå ind med sig et sted i store 
Kongensgade . Der blev forlangt øl og brændevin , 
og dengang det kom , sagde overkanoneren med 
en vis højtidelighed : 
„ Jeg vil sige dig , Bjørn , at er der nogen , 
som ærligt har fortjent medajllen i dag , da er det 
dig ; du kan præstere , hvad der forlanges af dine 
overordnede , og du kan min salighed også præstere , 
hvad der forlanges af dine kammerater , herpå 
ere disse drikkevarer et bevis , jeg ville have 
sagt , at du kan præstere mere end der forlanges , 

dersom du også havde ladet komme noget smørrebrød . “ 
Kanoner 
Bjørn bestilte straks smørrebrød . 
„ Eftersom du er en mand , der efterkommer 
alle rimelige ønsker , “ vedblev overkanoneren , „ så 
er det ikke alene som kammerat , men også som 
ven , at jeg vil drikke din skål med det ønske , 
at det må gå dig og din familie godt og vel , 
sålænge i leve . “ 
Man stødte snapseglassene mod hinanden og 
drak derefter en slurk af samme ølglas . 
„ Jeg deler Olsens ønsker , “ sagde bådebyggeren , 
„ Bjørn har fortjent alt godt . Jeg 
kunne have ønsket , at der i dag var blevet gjort 
samme stads af ham og de andre nye medajllemænd 
som i Christian den syvendes tid , dengang 
marcherede de til slottet med musik i 
spidsen . “ 
„ Må jeg takke for de mange gode ønsker , “ 
Svarede Bjørn , „ jeg er stolt af i dag at være bleven 
medajllemand , om jeg end ligesom Viby 
kunne have ønsket , at der havde været lidt musik 
med i paraden . Derefter må jeg bede jer undskylde , 
at jeg intet selskab gør i aften . I ved , 
at man det første år ingen medajllepenge får , 
men kun medajllen , og i ved også , at min kone 
venter sig hver dag med en lille , og det er en 
dyr historie . Jeg har spurgt hende , om hun ikke 
kunne vente en månedstid endnu , til vi fik bedre 
råd , men hun har sagt nej . “ 
„ Ingen undskyldninger , “ sagde Olsen , „ Tiderne 
ere ikke til at gøre gilder . Gid din kone 
snart må have det vel overstået . Det er jo det 
fredie barn ? “ 
„ Det er det sjette . Tre af vore børn er 
døde , en dreng og en pige leve . “ 

„ Så gid du må få en dreng , det har 
du fortjeneste af , “ sagde Viby , og sigtede herved 
til , at enhver holmens dreng fra sit ottende år 
hver måned fik 2 1/2 skjeppe rug , medens pigerne 
intet fik . 
„ Det har aldrig manglet på drenge i min 
familie , “ sagde Bjørn , „ det er en gammel familie 
i Nyboder . Der fortælles , at min tipoldefader 
har tjent under Niels jul . “ 
„ Å , det samme fortælles om min , “ svarede 
Olsen . „ Men det er heller intet under , at vor 
familie må blive gammel i kongens tjeneste ; 
kongen slipper os jo ikke , han giver os føde , 
fra vi er små , han giver os fri skolegang 
og klæder , og når vi er konfirmerede , må 
vi træde ind i samme stilling , hvori vor faderer , 
og først når vi have tjent et vist antal år , 
kunne vi få lov til at træde ud af tjenesten . “ 
„ Om forladelse , du kan løskøbe dig , “ sagde 
Viby . 
„ Javist . Kongen forlanger 2 til 300 rigsdaler . som 
erstatning for min opdragelse ; men hvem har så 
mange penge ? Når ikke særegne omstændigheder 
tale herfor , gør man klogest i at blive i tjenesten , 
man er da forsørget for livstid ; thi når 
man bliver afskediget , får man pension . “ 
„ Jeg mener dog , “ sagde Bjørn , „ at det er 
urigtigt , at min søn ikke kan blive , hvad han har 
lyst til , at han ikke engang kan komme ind i holmens 
andre korpser , men må ligesom sin fader 
tage tjeneste i artillerikorpset . “ 
„ Måske er dette urigtigt , “ sagde Olsen , „ men 
jeg holder af , at kongen tager sig af vore børn 
lige fra deres barndom . Jeg har tænkt over den 
sag , og jeg må give den gamle admiral Holsten 
ret ; han sagde engang , at der gaves ingen 

lykkeligere mennesker end nybodersfolk . De blive 
forsørgede fra deres fødsel til deres grav dels 
med penge og klæder og dels med en god naturalforplejning . “ 
„ Den 
kunne somme tider være bedre , “ sagde 
bådebyggeren . 
„ Duer den ikke , kan man klage , “ svarede Olsen . 
„ Jeg vil sige dig og Bjørn noget . Jeg 
holder kraft knuse mig ikke af disse nymodens 
ideer , som ville vende op og ned på alting . Jeg 
siger , man ved , hvad man har , men man ved 
ikke , hvad man får . Men jeg har længe mærket , 
at der også mellem os findes af disse reformerte , 
som ville reformere landet , æg som er misfornøjede 
med hele skuden . Få de lov til at råde , 
siger jeg , at skuden går tilbunds . “ 
Der var imidlertid givet snapse rundt af 
Olsen æg derefter af bådebyggeren ; thi skønt de 
havde opfordret den nye medajllemand til at traktere , 
havde det dog ikke været deres mening , at 
han skulle være alene derom . På de gamle ulke 
vare tre snapse dog ikke i stand til at gøre anden 
virkning end at de blev en smule mere meddelsomme . 
De to andre havde med stor opmærksomhed 
lyttet til overkanonerens ord , Viby nikkede 
æg sagde : 
„ Ja , ja , du har ret ; Olsen , lader os være 
fornøjede med vor stilling . Jeg klager ikke , skønt 
det lidt kan være lidt skralt om vinteren , men om 
sommeren har jeg god privat fortjeneste . Sidste 
sommer var jeg jo på Sorgenfri . “ 
„ Min kone , “ sagde Bjørn , „ har tjent hos en 
grosserer Bjørnson , æg nu gør hun opvartning 
der , når familien har store selskaber . Der 
skal om kort tid være et myrderligt stort selskab , 

og jeg håber , at min kone til den tid må have 
overstået sin barselseng . “ 
„ Et myrderligt stort selskab ? “ gentog Viby . 
„ Ja . Hans ældste søn skal have bryllup . 
Når den slags folk holde bryllup , går det 
ikke stille af . “ 
„ Hør engang , “ brummede Olsen , „ jeg kender 
ikke den grosserer , og han kender ikke mig , derfor 
gjorde i bedst i at kaste ham overbord og tale 
om andre ting . — halløj ! Nej , det går ikke . 
Klokken er bleven mange , og mutter bliver sprøjtende 
gal , hvis hun må vente med maden . Gå 
i med ? “ 
De rejste sig og vandrede lystigt samtalende 
til deres hjem i Nyboder . Overkanoneren boede 
i Pindsvinegade , bådebyggeren i Løvegade og kanoneren 
i Bjørnegade , hvorfor hans kammerater 
sagde , at Bjørn havde nemt ved at huske navnet 
på den gade , hvori han boede . 
Dengang stod Nyboder eller kongens nye 
boder eller , som de i begyndelsen hed , st . Anna 
boder endnu uberørt af Københavns trang til 
udvidelse . Overskon havde for ikke længe siden 
forherliget Nyboder i en folkekomedie , og enhver 
dannet ung mand , som kom ned i dens snorlige , 
slet brolagte gader , følte ligesom et pust fra Christian 
den fjerdes , Niels Juels og Tordenskjolds 
tid viste sig i møde . Det var vanskeligt at finde 
vej i dens mange små gader , især når man 
ikke vidste , at gaderne på den østlige side af 
Adelgade vare opkaldte efter dyr , på den vestlige 
efter blomster . En stedkyndig ville tillige kunne 
have gjort opmærksom på , at det havde været 
Christian den fjerdes hensigt at anlægge en mineralrække 
vest før Rigensgade , men at af denne 

række kun Sølvgade og Stenkulsgade vare blevne 
anlagte . 
I dette århundrede var der med hensyn til 
den indre orden i Nyboder foretaget store forandringer 
til det bedre , hvilket skyldtes en kommandør 
lutken , som i længere tid havde været kvarterets 
kommandant . Før havde beboerne kastet 
deren fejeskarn udenfor gadedørene , hvilket havde 
tilfølge , at der ophobede sig store møddinger i 
gaderne , ikke gode før sundheden , men en søgt 
tumleplads før beboernes høns og små børn . 
Lutken havde udstedt strenge ordre om gadefejning 
og fået gaderne rene . Husene vare blevne numererede , 
hvilket dog ikke kom de gamle ulke , som 
ikke kunne læse tal , til gode ; de måtte som før 
finde deres hjem ved hjælp af en sten , der blev 
lagt i en vis stilling udenfor deres gadedør . 
Befolkningens større dannelse bidrog til , at man 
nu sjeldnere så en mand og en kone , som 
havde været oppe at slås , blive slæbte i vagten , 
ledsagede af en hujende skare børn , ja , tidligere 
blev undertiden ved nattetid hele selskaber slæbte 
i vagten ; drikkevarerne vare gåde mænd og 
kvinder til hovedet , en almindelig batajlle havde 
været følgen , og skrigene havde opfordret patrouillerne 
til at skride ind . 
De nederste klasser af den faste stok havde 
„ enkell hus “ , nemlig et større og et mindre værelse 
og fælles køkken med familien i samme 
etage . Hvert hus i Nyboder havde to etager , 
og hver etage var indrettet til to familier . Bebøede 
man en hel etage , havde man „ dobbelt hus “ 
Eller fire værelser . Det var mere og mere blevet 
brug , at beboerne af „ dobbelt hus “ lejede de to 
værelser til gaden ud enten til yngre officerer 
eller til medicinske studenter , som fandt beliggenheden 

bekvem , eftersom hospitalerne lå ikke langt 
borte . Gårdsrummet var forholdsvis stort , og 
når et huses beboere kunne blive enige herom , 
kunne de få tilladelse til at aflukke gårdsrummet 
med et plankeværk , naturligvis på egen 
bekostning . I et hjørne plantedes træer og anlagdes 
en lille have , og langs muren lod man en 
vinranke snoe sig . Flittige håndværkere opførte 
et træskur i gården , her arbejdede de i deres 
fritid , og her sov om natten de halvvoksne børn , 
selv i den strengeste vinterkulde . 
Som kanoner havde Bjørn dobbelt hus og 
boede på „ en sal “ , han havde flere gange talt 
om at ville leje de to forreste værelser ud , men 
var endnu ikke kommen så vidt , thi han havde 
manglet penge til at anskaffe sig de nødvendige 
meubler . Rigtignok havde han efterhånden fået 
de fleste , men der manglede endnu et større spejl 
til at hænge over sofaen , og når en og anden 
bemærkede , at et sådant spejl ikke behøvedes , 
svarede Bjørn : „ Gud bevar os , hvor før jeg vove 
at byde en kavalleer et værelse uden et spejl ! “ 
I stueetagen boede ligeledes en kanoner , han 
hed kruse , en meget fredsommelig mand , der lod 
sig kommandere af sin kone . De havde mange 
børn og sagde i små kår . Om vinteren tjente 
manden lidt ved at være en slags maskinkarl 
ved det kongelige tteater . 
Da Bjørn havde sagt farvel til sine to ledsagere 
og gik op ad Bjørnegade , kom madam 
kruse styrtende imod ham og råbte : 
„ Hvor bliver de dog af ? Skynd dem lidt ! 
Min mand har været efter jordemoderen . “ 
„ Hvem kunne også ane det , “ sagde Bjørn og 
fog til at løbe så stærkt han kunne . 
„ Nå , nå , de behøver ikke at løbe , “ brummede 

madamen , som havde forberedt sig på at 
give en lang forklaring over sin nabokones tilstand . 
Bjørn hørte hende ikke og var allerede ved sin 
dør , hvor en smuk dreng på syv år fog imod 
ham med det udråb : „ Moder er syg ! “ 
„ Du og din søster må blive hernede , “ 
Sagde Bjørn . 
„ Madam kruse har taget os herned , vi 
ere her . “ 
„ Det er rigtigt , “ sagde faderen og løftede en 
lille treårs pige , som var kommen løbende imod 
ham , op på sin arm og kyssede hende . 
„ Op tilmor , “ sagde den lille . 
„ Det kan du ikke , lille Anna , “ svarede han , 
„ Moder har fået besøg af storken , men når i 
ere rigtigt artige , bringer den jer måske en Broder 
eller søster . “ 
„ Å , vi skal være så artige , “ sagde drengen 
og klappede i hænderne . 
Bjørn ilede nu ovenpå og traf ved sin indtrædelse 
jordemoderen . 
„ Nå , hvorledes går det ? “ spurgte han . 
„ Det går godt . Jeg skal sige til deres 
kone , at de er kommen , det vil glæde hende . “ 
„ Gør det , madam Jacobsen . “ 
Madam Jacobsen gik ind i kammeret , som 
det bageste værelse altid benævnes i Nyboder , og 
kom tilbage med den besfed , at hans kone ønskede 
at se ham . Bjørn listede sig ind på tåspidserne 
og nikkede til en bleg , endnu smuk kone på tredive 
år . Hun lå i en seng med snehvide lagener ; 
fornden sengen fandtes i kammeret en 
simpel knagerække , hvorpå familiens klæder hang , 
endnu var man ikke kommen så vidt at have 
klædeskab . 

„ Min kære mand , ” sagde hun og smilede 
til ham i sine smerter . 
„ Marie , hvorledes har du det ? “ spurgte 
han med inderlighed . 
Smerterne overfaldt hende , madam Jacobsen 
kom til , og Bjørn begav sig ind i det forreste værelse , 
hvor madam kruse kort efter trådte ind . 
„ Gå de ned til fatter og børnene , “ sagde 
hun , „ her kan de ikke hjælpe . “ 
„ Jeg vil dog blive her , det glæder min kone , 
af hun ved , jeg er så nær . “ 
„ Det angår ikke mig , “ svarede madamen 
og gik ind i kammeret . 
Bjørn foldede sine hænder og sad i stille bøn , 
mens hans hustru blev forløst . Da han hørte den 
spædes første skrig , bad han en bøn , af det måtte 
gå den nyfødte godt i verden . Madam kruse 
trådte ind , holdt den lille på sine arme og sagdes : 
„ Jeg gratulerer . En datter . “ 
„ Hun skal være velkommen , “ sagde faderen . 
„ De havde måske hellere set , af det var blevet 
en dreng ? “ 
„ Jeg tager med glæde mod , hvad vor herre 
giver , “ svarede Bjørn . 
„ De kan godt komme ind nu , “ sagde madam 
Jacobsen i kammerets dør eller , som det hedder 
i Nyboder , „ Kammersdøren “ . 
Bjørn trådte smilende ind til sin kone og 
sagde : 
„ Gud ske lov , af det er godt overstået . “ 
Han kyssede hende og bad hende om af forholde 
sig rolig . Desuagtet sagde hun : 
„ Det er sandt , du og børnene skulle jo have 
middagsmad . Jeg havde en gryde ærter over 
ilden , dengang smerterne overfaldt mig . Nu vil 
jeg bede madam kruse om at sætte den på igen . 

og hør , sørg for , at madam Jacobsen får kaffe 
med fint brød til . Du ved , hvor vore bedste 
kopper stå . “ 
„ Ingen bekymringer , “ svarede Bjørn , „ jeg 
skal selv sætte ærterne i kog igen , kaffen skal jeg 
også lave , og jeg skal sende en af kruses tøse 
efter brød . “ 
Idet madam Bjørn ville lægge sit hoved 
beroliget tilbage på puden , fik hun øje på sin 
mands medajle . Et glad og stolt smil lyste ud 
af hendes øje , og hun sagde : 
„ Ieg gratulerer dig til din smukke medajle , 
må jeg se den ? “ 
Han tog den af sit bryst og gav hende den , 
idet han sagde : 
„ Ieg giver dig medajlen som belønning for 
dit dagværk . Den lille tøs er bleven en medajlepige . 
Hendes „ Geburtsdag “ ville vi da sagtens 
kunne fejre ; thi hvert år kommer jeg på den 
dag til penge . “ 
Jordemoderen kom og anbefalede stilhed , hvorfor 
Bjørn straks gik bort ; barselkonen kunne ikke afholde 
sig fra at vise hende den smukke medajle og sige : 
„ Den har min mand fået af kongen i dag . “ 
Bjørn fik hurtigt ilden til at brænde under 
kedlen , og ligeledes varede det ikke længe , før 
kaffen var færdig . Han bredte en smuk , ren dug 
over bordet , satte hvedebrødet og kopperne derpå 
og bad madam Jacobsen tage tiltakke med en kop 
kaffe . Madamen lod sig ikke byde to gange . 
Hun hørte til den slags jordemødre , som gøre 
fordring på at blive trakterede , hvor de komme , 
og som bestandig have en mængde historier at 
fortælle til forherligelse af egen dygtighed . I 
almindelighed gik hun elegant klædt , men det var 
ingen hemmelighed , at , var overtøjet strålende , 

var undertøjet i høj grad skident . Hun var omtrent 
fyrretyve år og enke med tre børn ; om 
søndagen kunne man undertiden møde hende med 
hendes „ Forlovede “ , et ungt menneske på lidt 
over tyve år . 
Medens madamen fortalte Bjørn sine nyeste 
historier , meldte den første barselvisit sig . Den 
gamle skik er ikke gået af mode i Nyboder , at 
barselkonen må modtage en mængde visiter af 
sine bekendte , som alle medbringe „ Noget til 
barselkonen “ , dette noget er enten en halv flaske 
vin , en skål med sød suppe , en flaske hindbærsaft 
eller andet lignende . Rigtignok mene kyndige 
folk , at patienten har bedst af ro , men da 
vedkommende koner selv have måttet modtage visiter 
under lignende omstændigheder og ikke have 
taget skade deraf , antage de , af det heller ikke vil 
kunne skade andre . Den første besøgende medbragte 
en flaske hindbærsaft . Madam Jacobsen 
fik , efter at have drukket den tredje kop kaffe , lyst 
til af vise sin myndighed , hun gik ind i kammeret 
og sagde , af patienten måtte have ro . Den 
fremmede kone trak sig i den anledning tilbage , 
blev budt en kop kaffe af Bjørn , og de to madamer 
kom derved i en interessant passiar , til 
jordemoderen erindrede , af hun skulle et sted hen 
„ af svøbe “ . Begge madamerne gik da samtidigt 
bort , madam Jacobsen med den bemærkning , af 
hun kom igen klokken otte . 
Bjørn skyndte sig af tage den rene dug af 
fyrretræesbordet , bære ærterne ind og hente sine 
børn op , for af de kunne spise til middag . De 
sknlde dog først hilse på deres moder , men hun 
var falden i en rolig søvn . Hendes mand kyssede 
hende sagte på panden , tog medajlen , som 
lå ovenpå dynen , og viste den til sine børn , 

da han og de vare komne ind i det andet værelse . 
Lille Anna klappede glad i hænderne og greb efter 
den blanke skilling , broderen så mere alvorlig 
ud . 
„ Christian , “ sagde Bjørn , „ en sådan medajle 
skal du også stræbe efter at så , når 
du engang kommer i tjenesten . “ 
„ Det skal jeg nok , “ svarede drengen kort . 
Man satte sig nu til bords , og Bjørn havde 
lille Anna på skødet . Maden smagte dem fortræffeligt . 
Da den var spist , bar kanoneren karrene 
ud i køkkenet og vaskede dem af så behændigt 
som nogen kokkepige . Derefter blev bordet , 
hvorpå der var spist , tørt af , og den rene dug 
atter bredt over det . For ikke at forstyrre moderen 
i hendes søvn , blev børnene atter bragte 
nedenunder . Da Bjørn kom op , så han ind til 
sin kone og den lille , der vedbleve at sove trygt . 
Det var imidlertid begyndt at skumre , han tændte 
et tællelys og satte det i en blankt poleret messingsfage . 
Derefter kom han friske spåner ind i 
kakkelovnen og sørgede for , at de kom til at brænde 
lystigt . Bjørn købte den største del af sit brændsel 
på orlogsværftets auktioner over gammelt 
tømmer og spåner fra de ophuggede skibe ; 
disse spåner vare dengang billigere end nu , da 
amagerne have fundet på at bruge dem til strøelse 
i stalden . 
„ Det er nok koldt ude i aften , “ sagde kanoneren 
til sig selv og så ud ad vinduet mod den 
klare vinterhimmel , derefter gled hans blik over 
Løvegades lave husrækker hen til „ Byens huse “ 
På den anden side af hoppenslænge . De fattige 
folk , som boede der , havde sjældent råd til at 
hænge Gardiner for vinduerne , hvorfor det i frastand 
så ud som om husrækken var illumineret . 

Bjørn havde ofte moret sig med at se derpå . 
Iaften fore hans tanker dog langt videre end til 
de fjerne gjenbohuse , han tænkte på sine børns 
fremtid . For Christian nærede han ikke mange 
bekymringer , men derimod for de to små piger . 
Efter i taushed en kort tid at have lænet sit 
hoved til vindueskarmen , rejste han sig pludselig 
og sagde : 
„ Gud er god , han hjælper dem nok . “ 
I det samme kaldte hans kone på ham , og 
han gik ind i sovekammeret . På hans spørgsmål 
om hendes befindende , svarede hun : 
„ Jeg har det godt . Jeg har drømt en dejlig 
drøm . Jeg skal fortælle dig den . Men sæt først 
natlampen herind , at jeg kan se til den lille . “ 
Bjørn gjorde , som hun bad om , og lod tillige 
døren mellem kammeret og det forreste værelse 
stå åben . Efter at have set til den lille , 
sagde moderen : 
„ Jeg drømte , at jeg sad ude på kirkegården 
ved vore børns grave , og at jeg græd over at 
have mistet dem . Da begyndte en lille fugl at 
synge så dejligt i sirentræet , som skygger over 
graven , og der kom trøst til mit hjerte , og jeg 
spurgte mig selv , om den lille fugl vidste , at jeg 
sørgede . Pludselig tav fuglen , og jeg så mod 
træet i håb om , at den skulle begynde på ny , 
da dukkede der et lille ansigt frem mellem bladene 
og blomsterne , efterhånden kom en lille engel 
tilsyne , som jeg syntes at kende , den nikkede til 
mig , det var vor lille Fanny , som døde , inden hun 
var to år gammel . Hun var dejlig , da hun levede , 
men hun var endnu dejligere i min drøm . 
Skjøndt jeg ikke syntes , at hun bevægede læberne , 
mærkede jeg dog , at hun talte til mig , og hun 
sagde : moder , sørg ikke mere , du vil få en 

anden Fanny , som ikke dør . Jeg rakte armen ud 
efter mit dejlige barn , men hun svævede op mod 
himlen , og da hun kom mellem solen og mig , 
blændede solen mig , og hun forsvandt . — ikke 
sandt , det var en dejlig drøm ? Lad den lille 
pige komme til at hedde Fanny ? “ 
„ Som du vil , mutter . “ 
„ Tak , Bjørn , du er en ejegod mand . “ 
Bjørn anbefalede hende ikke at tale for meget , 
og fortalte hende , at børnene havde fået middagsmad , 
mens hun sov . 
Under det ene vindne var en forhøjning , 
hvorpå madamen , når hun var rask , sad og 
syede . Da klokken var syv , blev der på denne 
forhøjning redt en seng til børnene , som plejede 
at ligge på sofaen , men på den skulle nu faderen 
ligge . Efter at have drukket the hos madam 
kruse , bragtes de iseng , og de sov trygt , da 
jordemoderen kom . 
Mens hun puslede den lille , kom madam 
kruse til for ret at bese barnet . 
„ De er vel ikke bange for , at jeg skal overse 
det ? “ spurgte hun . 
„ Overse ? Hvad mener de med det ? “ spurgte 
jordemoderen . „ Det er dum og tåbelig overtro . “ 
„ Det må de ikke sige . Jeg kender flere end 
et barn , som er blevet overset , og derfor pusler 
jeg aldrig mine spæde børn , når der er fremmede 
tilstede . Selv det menneske , om hvem man 
mindst aner det , kan have øje til af overse . “ 
„ Hvad man herude i Nyboder kalder , af et 
barn er overset , er ikke andet end den engelske 
syge . “ 
„ Sig ikke det ; den engelske syge kender jeg 
meget godt . “ 

„ Tror de også , af et barn kan blive overset ? “ 
Spurgte jordemoderen barselkonen . 
„ Det tror jeg rigtignok , “ var svaret . 
Madam Jacobsen rystede smilende på hovedet . 
Da hun var færdig med af pusle den lille , 
satte Bjørn noget koldt køkken , øl og brændevin 
frem på bordet og bad de to madamer tage for 
sig af retterne . De lod sig ikke byde to gange , 
og snart vare knive og gafler i fuld aktivitet . 
„ De har jo fået medajlen i dag . “ sagde madam 
kruse , „ jeg har rent glemt af gratulere . “ 
„ Må jeg også gratulere , “ sagde madam 
Jacobsen . 
„ Tak . “ 
„ Det er en meget smuk orden , “ sagde jordemoderen . 
„ Ja , “ 
Svarede Bjørn stolt , „ Ekvipagemesteren 
sagde i dag , af det var større ære af have medajlen 
end sølvkorset ; thi man vidste , at enhver , 
som fik medajlen , havde ærligt fortjent den . Deres 
mand , “ henvendte Bjørn sig til madam kruse , 
„ fik medajlen i fjor . “ 
„ Og kan de huske det selskab , vi havde ? “ 
Spurgte madam kruse . 
„ Det kan jeg rigtignok . Vi skulle også have 
havt selskab , hvis min kone ikke havde været så 
langt henne , det var godt , at vi ikke desuagtet 
indbød til selskab , det var dog ikke kommet i stand 
i dag ; men ville damerne i dagens to anliggender 
drikke et glas punsch med mig ? “ 
Dette ville damerne gerne . Bjørn tog sin 
hat på og ilede over i værtshuset lige overfor 
for at købe rom , sukker og en citron . I hver 
gade i Nyboder er der et såkaldt værtshus , hvor 
en mand har tilladelse til at handle med alle 
slags marketendervarer . Bjørn kom kort efter 

tilbage med indgredienser til punschen , som madam 
kruse bryggede i husets eneste terrin . Derefter 
øste hun op i glassene med en tinpotageske 
og spurgte : 
„ Er punschen god ? “ 
„ Udmærket , “ sagde Bjørn . 
„ Den er virkelig meget god , “ sagde madam 
Jacobsen . 
„ Ja , lader os så drikke den lilles og min 
kones skål , “ sagde Bjørn , „ og ønske , at det 
må vedblive at gå dem godt . “ 
Man klinkede og drak , madam kruse stak 
hovedet ind i kammeret og sagde : 
„ Det var deres og barnets skål . “ 
„ Jeg hørte det , “ sagde barselkonen . 
Madam kruse drak derefter en skål for 
medajlemanden , Bjørn en skål først for madam 
Jacobsen og derefter for madam kruse , og madam 
Jacobsen udbragte en skål for de to andre børn . 
Bollen var derved bleven tømt , og madamerne 
rejste sig for at tage afsked . 
„ Ja , ja , “ sagde madam kruse ved afskeden , 
„ kommer der noget på , ved de , Bjørn , at de 
kun behøver at kalde på mig . “ 
Da gæsterne vare borte , lagde Bjørn for 
den nyfødtes skyld flere spåner i kakkelovnen , 
så efter om dørene vare lukkede , gav sin kone 
godnatkysset og lagde sig derefter påklædt på 
sofaen ; thi huset havde ikke flere sengklæder end 
dem , som konen og børnene brugte . Han sov 
snart ind , og natten forløb roligt . Månen 
kom op og tittede ned til de små på forhøjningen , 
og de drømte måske , at månen var faders 
medajle , som nu skinnede for hele byen på 
den klare vinterhimmel . 

andel kapitel . 
En dag på landkadetakademiet . 
Den nuværende Fredericiagade , som vi på 
grund af dens beliggenhed hellere havde set blive 
kaldt Helgolandsgade , havde indtil for kort tid 
siden flere navne ; den østlige del hed Blankogade , 
derefter fulgte Akademigade , kaninlængen , 
Bjørnegade , Nellikegade og Kokkegade . I Akademigade , 
der gik mellem Bredgade og st . Kongensgade , 
lå eller ligger der endnu en stor bygning , 
der imidlertid ikke mere som i 1846 har 
stående med forgyldte bogstaver over den store port 
midt på sin façade : 
det kongelige landcadetacademi . 
Dengang stod akademiet i fuld flor og havde 
nogle af landets dygtigste lærere til at undervise 
sine elever , hvoraf der var over 100 . For en 
halv snes år siden er akademiet blevet ophævet , 
men man begynder nu at indse , at dets ophævelse 
hørte til de forhastede reformer . Der er jo fra 
dette akademi udgået mænd som Rye , Schleppegrell , 
Wilster , wørishøffer , Henckel , 
Lasson , Bernstorff og fl . , ikke at tale om 
den preussiske feltmarechal Moltke . Landkadetakademiet 
havde afgivet stammen til vort officerskorps 
i den fyrste slesvigske krig , en stamme , 
der til dels bestod endnu 1864 , men som om ikke 
mange Års forløb vil være „ en saga blot “ . 
Til dette akademi ville vi en morgen i slutningen 
af februar 1846 fyre vore læsere . Klokken 
er 7 1/2 , og såvel akademi- som bykadetter begynde 
allerede at samle sig til paraden , som hver morgen 
kl . 7 3/4 afholdes i fægtesalen , en stor sal i 

stueetagen , hvis loft bæres af to svære træpiller , 
og hvortil den før omtalte store port fra gaden 
fører ind . Kadetterne danne de tre sider af en 
firkant . På højre fløj står afgangsklassen , 
derefter følger ældste , næstældste , næstyngste og yngste 
klasse . Akademikadetterne er i den dragt , de 
bære i klassen ved undervisningen , derimod er 
bycadetterne i fuld uniform . For de fire ældste 
klasser består denne i en rød trøje med en 
rad hvide knapper , lyseblå krave med sølvbroderi , 
lyseblå skulderklapper , kantede med sølvtresser , 
og bagpå et par små skøder , kantede 
med hvidt . Bukserne er mørkeblå eller af kadetlærred , 
og huen mørkeblå med kokarde og en 
sølvtresse . Til uniformen hørte en sabel i en 
sort læderskede med messingbeslag , den bares i en 
sort lakeret rem over højre skulder ; over venstre 
skulder bares , ligeledes i en sort lakeret rem , en 
lille taske , prydet med det danske våben i sølv , 
og foran på remmen sås kongens navnechiffer 
ligeledes i sølv . Til galla havde de fire ældste 
klasser tschako . Yngste klasse eller de såkaldte 
blå kadetter havde en blå trøje i stedet for en 
rød , ingen sabel og ingen sølvtresse om huen . 
Kappen var derimod ens for alle klasser og forsynet 
med et stort slag , pyntet med en række 
små knapper , og var ikke en nutidens kuskekavaj 
ganske ulig . 
Der var usædvanligt liv og frejdighed tilstede 
mellem alle disse unge mennesker , man sladdrede , 
man lo og i de yngre klasser vekslede man 
undertiden små venskabelige puf og stød . Når 
repetenterne kom og kommanderede : træd an ! , 
bleve alle , som ved et trylleslag , stille . Repetenterne 
havde taget officeersexamen , men vare forpligtede 
til at forrette et Års underofficeerstjeneste 

ved korpset , fordi de havde været frikadetter eller , 
som det hed , „ virkelige kadetter “ . Hver klasse 
havde sin repetent , nogle to . 
Efterat have efterset om enhver kadets dragt 
var ren , aflagde repetenten melding til klassens 
officer og stillede sig på højre fløj af sin 
klasse . Lidt efter lidt kom korpsets lieutenanter 
og nu indtrådte det højtidelige øjeblik , da man 
ventede på chefen og den næstkommanderende . 
Endelig åbnede den ved porten vagthavende kadet 
af yngste klasse denne på vid gab , officererne 
skyndte sig at danne den fjerde side af firkanten 
og ind trådte korpsets to højstkommanderende , 
efterfulgte af den vagthavende repetent , som bar 
paroljournalen . 
Chefen vandrede langsomt ned langs rækkerne , 
efterså om alle vare tilstede og pudsningen god , 
derefter stillede han sig i kredsens midte , og den 
vagthavende officer trådte nu frem og oplæste 
dagsbefalingen . I dag blev en kadet straffet med 
to timers arrest , fordi han havde røgt tobak , 
og en anden kadet fik tre kvarters stående arrest , 
fordi han ikke havde hilst en foresat på gaden . 
Efter straffelisten kom listen på dem , som 
denne aften vare kommanderede til at gå i komedie . 
Akademiet havde nemlig en loge . Efter at 
paroljournalen var oplæst , marcherede kadetterne 
bort og , komne udenfor fægtesalen , adspredte de 
sig til alle sider for at søge deres klasser , hvor 
undervisningen begyndte klokken otte . 
Mellem yngste klasses akademikadetter fandfes 
en lille , opvakt fyr , som i dag syntes at være 
i overvættes godt humeur ; det var dog ikke , fordi 
han samme aften var bleven kommanderet på 
komedie , men han havde fået et brev om , at 
hans onkel i frikvarteret kl . 10 ville komme ud 

på akademiet og anmode chefen om , at hans 
brodersøn den følgende dag i anledning af 
en familiehøjtid måtte få frihed . Det var 
denne extraordinaire fridag , som glædede kadetten . 
Da slog en kadet af ældste klasse ham på skuldren 
og sagde : 
„ Bjørnsen , din fætter skal jo have bryllup 
i morgen ? “ 
Ja , “ 
„ Skal du med ? “ 
„ Jeg håber det . “ 
„ Jeg har hørt , at der om aftnen skal være 
bal , og at din onkel vil invitere nogle ældre kadetter . 
Kan du ikke skaffe mig med ? “ 
„ Jeg ved ikke — “ 
„ Taler du ikke med din onkel i dag ? “ 
„ Han kommer her klokken ti . “ 
„ Så må du sige til ham , at du ønsker , 
at han skal invitere mig til ballet , fortæl ham , at 
jeg er en ven af dig . “ 
„ Men — men hvad hedder de ? “ spurgte 
Bjørnsen noget forlegen . Han var først bleven 
kadet i november det foregående år og kendte 
ikke alle sine kammerater , navnlig ikke de ældre . 
„ Jeg hedder Otto frossing , jeg er kadet 
i ældste klasse . Lad mig nu se , at du gør dine 
sager godt , så skal jeg sørge for , af ingen i min 
klasse giver dig støvler eller sabler af pudse . “ 
Frossing skyndte sig bort ; thi han så allerede 
læreren gå ind i ældste klasse . Bjørnsen 
tænkte ved sig selv , af han sagtens kunne gøre den 
ældre kadet den tjeneste , hvorom han havde bedt , 
og gik ind i sin klasse . 
Det var indlysende for Selgren Bjørnsen , 
af han denne dag måtte beslitte sig på ikke af 
deltage i sine kammeraters lystige streger , hvorved 

han let kunne udsætte sig for af blive negtet 
udgangstilladelse den følgende dag . Opgaven faldt 
ham straks noget vanskelig ; thi klassen skulle have 
to timer mattematik , læreren var en gammel 
dygtig mattematiker , men havde intet begreb om 
af undervise drenge . Mattematiktimerne vare derfor 
helligede alskens lystighed . I begyndelsen gik 
alt imidlertid godt , læreren sad på en stol og 
holdt et foredrag om trianglers kongruens , men 
Bjørnsen så allerede uvejret begynde af trække 
op . Man havde nemlig i den sidste tid fundet på 
af more sig med af tage små gløder ud af kakkelovnen 
og kaste hinanden dem i hovedet . Denne 
tidsfordriv var allerede i fuld gang mellem de 
nærmest ved kakkelovnen siddende . 
Bjørnsen åndede atter frit , da læreren gik 
op til tavlen og begyndte af tegne geometriske 
figurer ; han gav kadetterne ordre til 
at forlade deres pladser og at stille sig om 
tavlen for at kunne se bedre . Skønt tavlen 
hang på den modsatte væg af den , hvorved kakkelovnen 
stod , lykkedes det dog bestandigt kadetterne 
at forsyne sig med friske gløder ; thi læreren gik 
aldeles op i sit foredrag og vendte aldrig hovedet 
om for at se , hvad eleverne toge sig for . 
Men nu ville skæbnen , at en glød tog en 
fejl retning og faldt på lærerens isse . Da han 
bar paryk , mærkede han det ikke straks , men derimod 
en stærk , sveden lugt . Han så sig om for 
at udfinde , hvor den kom fra , han spurgte kadetterne , 
om de ikke havde mærket den samme lugt , 
de råbte alle jo , i det samme brændte gløden 
igennem parykken ; sagens sammenhæng gik op 
for mattematikeren , han for bort fra tavlen og 
uddelte med knyttet næve slag til højre og til venstre . 

efterat have banket dygtigt løs , sagde han , 
pludselig rolig : 
„ Nu har i fået en dygtig dragt prygl , derfor 
gider jeg ikke skrive en klage i journalen over 
sådanne hvalpe . “ 
Bjørnsens horisont , som havde været formørket , 
blev pludselig atter lys , og klokken blev ti , 
uden der rejste sig nogen ny fare for hans udgangstilladelse . 
Den gamle hidsige lærer forlod 
klassen med en højst alvorlig mine , han må 
have mærket , at hans tid , til at kunne lære 
fra sig , var forbi ; thi ikke længe efter tog 
han sin afsted . 
Nede på akademiets store gårdsplads , hvis 
ene side er beplantet med ahorntræer , traf seigren 
i frikvarteret sin onkel Bjørnson . Det var 
en mand mellem de 50 og 60 år , vel ved magt 
og med en selvtilfreds , men tillige godmodig mine 
udbredt over sit ansigt . 
„ Nå , Selgren , “ sagde han , „ her er jeg , sig 
mig nu , hvor jeg skal træffe jeres børsmatador , 
og hvad jeg skal sige til ham . “ 
„ Du vil gerne have mig fri hele dagen 
imorgen ? “ 
„ Javist vil jeg det . Men mine damer have 
fortalt mig , at vi ville komme til at mangle balkavalerer , 
og derfor have de bedt mig om at 
invitere en halv snes kadetter , men det skulle 
være af de store og af prima sort dandsere . Kan 
du være mig behjælpelig med at lede nogle ud , 
skal du have tak . “ 
„ Jeg vil bede dig allerførst at invitere en 
kadet Otto frossing i ældste klasse , det er sådan 
en rar fyr . “ 
„ Dandser han godt ? “ 

„ Ia , jo , det tror jeg nok . “ 
„ Så vil jeg notere mig navnet , “ sagde grossereren 
og skrev det op i sin tegnebog . Nu , nævn 
mig nogle flere . “ 
„ Jeg kender ikke de ældre kadetter så nøje , 
jeg tror , at onkel gør klogest i at overlade til 
majoren at bestemme , hvem der skal med ? “ 
„ Ia , ja , du har ret . — er det en høflig 
mand at tale med ? “ 
„ Ia , det tror jeg nok . “ 
„ Hvor kan jeg træffe ham ? “ 
„ Før øjeblikket er han på sit kontor . “ 
„ Viis mig derop . “ 
Selgren førte sin onkel op i den lange , brede 
gang , der strakte sig midt gennem den største del 
af anden etage , drejede derefter til venstre og kom 
helt ned i den ende af gangen , som lå nærmest 
Bredgade . Mod denne gade vendte chefens kontor , 
konversationssalen og et værelse med kemiske 
apparater . Foran kontoret lå skriverens værelse . 
Da Selgren havde set sin onkel gå derind , 
vendte han om og stod ansigt til ansigt med 
Otto frossing . 
„ Har du talt til din onkel om mig ? “ 
Spurgte han . 
„ Ja . “ 
„ Bliver jeg inviteret ? “ 
„ Han har lovet mig det og skrevet deres 
navn op i sin tegnebog . 
„ Tak skal du have . — hør , når din onkel 
kommer ud fra majoren , så præsenter mig for 
ham . “ 
„ Det skal jeg gerne . “ 
Det varede noget , inden grossereren kom ud 
fra chefens kontor . Da han endelig kom , var det 
med en tilfreds mine . 

„ En herlig mand , en prægtig mand , “ sagde 
han til Selgren , „ der var ikke det allerringeste 
ivejen . Du får fri i morgen , den kadet , som du 
talte til mig om , hvad var det nu , han hed ? “ 
„ Otto frossing . Her står han . Må jeg 
præsentere ham for dig . “ 
„ Gerne , meget gerne . Jeg håber , af de 
vil komme til af more dem godt i morgen aften . 
De har en ganske fortræffelig chef , de står dem 
godt hos ham , han roste dem , da jeg nævnte 
deres navn , og du , Selgren . . . ja , med dig 
vil jeg nok tale . “ 
Med et buk og et varmt håndtryk til den 
smilende frossing skiltes han fra denne og gik 
bort med sin brodersøn . 
„ Majoren fortalte mig , at du var flittig , “ 
Sagde onklen , „ det kan jeg lide . Hør , jeg har 
tænkt på , at du må give en bryllupspresent ; 
jeg har derfor bestilt en smnk og kostbar vifte , den 
henter du i morgen hos guldsmed Michelsen og 
forærer min datter . Endvidere har jeg tænkt på , 
at du mangler måske et og andet til din påklædning , 
her er 10 rigsdaler . , kunne de strække til ? “ 
„ Tak , onkel , “ sagde Selgren glad . 
„ Og hør , du er dog min salig Broders og 
hans salig kones eneste barn , husk på , at skulle 
du komme i en eller anden forlegenhed , da henvend 
dig frit til mig . “ 
„ De er alt for god , “ svarede Selgren rørt . 
„ Sniksnak . Det var et kønt ungt menneske , 
du præsenterede mig for , han så lidt sværmerisk 
ud . Det behager damerne . Hvad er det for en 
klokke , der ringer ? “ 
„ Den kalder os op i klasserne . Frikvarteret 
er forbi . “ 
„ Farvel da . Vi ses i morgen i kisteklæderne . “ 

i de to påfølgende timer havde kadetterne 
i yngste klasse frihåndstegning , og da tegnelæreren 
var en ualmindelig elskværdig mand , var 
der næppe nogen udsigt til , af noget tilfælde skulle 
forstyrre Selgrens lyse udsigter . Klassen forholdt 
sig rolig og tegnede sine klodser eller chatterede 
dem med sortkridt . Da ville læreren vise på 
tavlen , hvorledes forkortninger ved en Kubus , set 
over X , skulle tegnes . Han tog kridtet og ville 
tegne en streg på tavlen , men i stedet for en kridtstreg 
kom der en glindsende fidtstreg ; en kadet 
havde nemlig taget kridtet ud af det papir , hvormed 
det var omvnndet , og lagt et stykke tællelys 
istedetfor . Læreren blev vred , og det havde han 
god grund til ; den kadet , som havde af overholde 
orden i klassen , blev kaldt frem , men han forsikrede 
naturligvis , af han var uskyldig ; et langt 
forhør blev anstillet , men førte ikke til noget resultat , 
hvorfor læreren beredte sig til af skrive en 
klage i jonralen . Dette hjalp . Den skyldige 
trådte frem og sagde : 
„ Det er mig . Jeg gjorde det , fordi jeg syntes , 
af det var så morsomt . “ 
Den godmodige lærer kneb ham lidt i øret 
og sagde : 
„ Jeg må bede dig lade være med af gøre 
det en anden gang . “ 
Dermed var den storm overstået . Den sidste 
formiddagstime skulle der være eksercits , og der 
turde næppe nogen vove af gøre kommers ; thi 
lientenanten brød sig i reglen ikke om af udfinde 
den skyldige , men gav den nærmeststående „ på 
tørren ” , som han udtrykke sig , ja , kunne undertiden 
finde på af give alle en hel time extraexercits . 
Da formiddagens undervisning var forbi , 

kom en as Selgrens klassekammerater hen til ham 
og sagde : 
„ Jeg havde ventet , af du havde fået mig 
inviteret med til din onkels bal i morgen . “ 
„ Jeg ville gerne have haft dig med , rønfelf , 
men det beroede ikke på mig . “ 
„ Å , du havde blot behøvet af sige et ord 
derom til din onkel , og jeg var kommen med . Jeg 
vil ikke være din ven mere . “ 
„ Det gør mig ondt , af du tager sagen på 
den måde . “ 
„ Jeg siger dig , af havde jeg været i dit 
sted , havde jeg bestemt fordret , af du skulle have 
været med . “ 
„ Min onkel ønskede kun ældre kadetter , gode 
dandsere . Det ville have været ubesindigt af mig 
af forlange , af han skulle have taget blå kadetter . 
— vær nu ikke vred længer . Min onkel gav 
mig 10 rigsdaler . , vil du have de fem ? “ 
„ Du tror at kunne tilkøbe dig mit venskab , “ 
Sagde Rønfelt stolt , „ behold dine penge . “ 
Rønfelt vendte sig og gik . Det gjorde Selgren 
ondt , at han var bleven uvenner med ham , så meget 
mere som en indre stemme sagde , at Rønfelts bebrejdelser 
ikke vare ufortjente . Han var yngre søn af 
en lehnsbaron , der i sin ungdom havde været officer ; 
kadetten var en dreng med et godmodigt , 
trohjertet ansigt , og Selgren og han havde straks 
fattet venskab for hinanden , de betroede hinanden 
deres små sorger og bekymringer og læste de 
sværeste lektier sammen . Det var Selgren en ubehagelig 
tanke herefter at skulle stå alene , han opsøgte 
Rønfelt og spurgte ham , om han ville tage 
med på ballet , såfremt han den følgende dag 
kunne skaffe ham en invitation . Men Rønfelt var 
ubøjelig . 

klokken tre skulle undervisningen igen begynde 
og vare til klokken fem . Det hændte sig 
netop , at den dag blev akademiets skorstene 
fejede , dette besørgedes af slaver . Ved siden af 
yngste klasses kakkelovn var en lille jerndør , 
hvorigennem slaverne krøbe ind i skorstenen . 
De vare endnu ikke vendte tilbage , dengang undervisningen 
skulle til af begynde , hvorfor et par 
kadetter fandt , af det var spas , af lukke dem inde 
i skorstenen . Som tænkt , så gjort . 
Den første time var en religionstime . Læreren 
var en meget gammel præst b . ved garnisonskirken . 
Neppe var han trådt ind i klassen , 
før slaverne ville ud , men da de fandt døren 
lnkket , sparkede de af al magt på den . Præsten 
spurgte naturligvis , hvad det kunne være , og man 
svarede ham , af man troede af have set nogle 
udbrudte slaver gemme sig i skorstenen . I det samme 
åbnede en kadet jerndøren , og en del af 
en slaves krop viste sig i åbningen . Da blev 
præsten greben af en panisk skræk og styrtede ud 
af klassen . Ophavsmændene til spasen frygtede 
for , af han var ilet ind i vagtstuen og havde 
meldt sagen til den vagthavende officer , den 
kunne da have haft alvorlige følger for vedkommende , 
men herpå tænkte den skikkelige præst ikke , 
han styrtede ud af akademiets port , og klassen fik 
således en fritime . 
Det var nu ganske behageligt , og mest behageligt 
for dem , som ikke vare tilstrækkeligt forberedte 
til den påfølgende geografitime . Læreren i geografi 
var ikke til af spøge med eller , rettere sagt , 
han var til at spøge med , når man kunne sine 
ting , i modsat tilfælde gav han meget dårlige 
karakterer , og dette havde et par timers arrest 
tilfølge den kommende søndag . Han var den 

eneste lærer , som benyttede det gamle , ormstukne 
trækatheder , der ellers stod henne i en krog . 
Før geografitimen skulle begynde , blev det slæbt 
midt hen for det forreste bord , hvorved læreren 
fik fri oversigt over alle eleverne . 
Det var en meget høj , mager , yngre mand , 
han bar et par store stålbriller , hvis glas 
han jevnligt var beskæftiget med at pudse . Synderlig 
yndet var han ikke , og man havde givet ham 
øgenavnet „ Snogen “ . Men enhver måtte indrømme , 
at han var en fortrinlig lærer . Han havde 
dog en skødesynd , han ville gerne fortælle historier , 
og når han ikke havde nogen sandfærdig 
på rede hånd , digtede han straks en med behørige 
overdrivelser . Kadetterne plejede da at udbryde : 
„ Den 
er god , “ idet de ved „ den “ underforstode 
„ den løgn “ . 
Han svarede da gerne smilende : 
„ Ja , er den ikke fortræffelig ? “ 
I dag hørte han blandt andet kadetterne i 
Grønlands geografi . Til sidst begyndte han at tale 
om de grønlandske isbjørne og spurgte kadetterne , 
om de vidste , på hvilken måde man fangede sælhunde . 
Øet vidste kadetterne naturligvis ikke . 
„ Så skal jeg fortælle jer det , “ sagde han 
med stor alvor , „ men hør godt efter ; thi det kan 
være , at jeg spørger jer derom til eksamen . Når 
en af de store isbjørne vil fange sælhunde , begiver 
den sig ud til iskanten ; her vedbliver den at 
dyppe sin højre pote i vandet — læg vel mærke 
til , at det er den højre pote og ikke den venstre , 
det beviser dyrets intelligens , det er ikke kejtpotet , 
det er altid den højre pote — når bjørnen nu 
ved denne stadige neddypning i vandet i den stærke 
kulde har fået en stor Klump is omkring poten , er 

denne bleven en brugbar og naturlig kølle . Nu går 
bjørnen på jagt efter sælerne og slår dem for 
panden med sin kølle . Øet er forfærdeligt , den 
mængde sæler en isbjørn kan æde om dagen , 
over 3 til 400 . Skyder man en Bjørn i et øjeblik , 
den er proppet med sælhundekjød , er dens 
eget kød så gennemtrængt med Tran , at man 
kan tænde ild deri og bruge det som en lampe . 
Derfor gå eskimoerne gerne på jagt efter 
bjørnene i den tilstand ; thi dræbe de en sådan 
Bjørn , have de lys for hele den lange vinter . 
Men glem nu ikke , hvad jeg har fortalt jer , jeg 
spørger derom til eksamen . “ 
Dengang undervisningen var forbi , satte akademikadetterne 
sig under klasserepetentens opsyn 
til at læse på deres lektier til den følgende dag . 
Lidt over klokken seks fik dog de kadetter , som 
skulle i tteatret , tilladelse til at gå , mellem 
disse vare Selgren og Rønfelt . Ingen akademikadet 
måtte forlade akademiet , før hans påklædning 
i vagtstuen var bleven efterset og funden 
ordenlig af den vagthavende officer eller repetent . 
Derfor havde nu kadetterne travlt med at pudse , 
inden de skulle i tteatret . 
Kadetternes loge i det kgl . Tteater fandtes 
ligeoverfor den kgl . Loge . Den havde tidligere 
været pageløge , men efter at kadetterne nu gjorde 
pagetjeneste , var den gået over til dem . To af 
akademiets lieutenanter , to repetenter og otte kadetter 
vare hver aften kommanderede i logen . 
Denne aften skulle der opføres overskous og 
Arnesens folkekomedie : „ Capriciosa eller familien 
i Nyboder “ , et stykke , der lå nærmere den tid 
end vor . Selgren fulgte det med spændt opmærksomhed , 
og det gjorde et ikke ringe indtryk på 
ham . Fyldt af hvad han havde set , forlod han 

tteatret , og uden at tænke på , at han ikke mere 
var ven med Rønfelt , sagde han til denne : 
„ Det var et dejligt stykke . “ 
„ Jeg behøver ikke din kritik , “ svarede Rønfelt 
mut . 
„ Kan du virkelig være i dårligt humør efter 
en sådan aften ? “ 
„ Jeg er i dårligt humør over , at du er et 
sådant asen , som du er , og at det nøder mig til 
ikke mere at betragte dig som ven . “ 
„ Hvem skal da herefter være din ven ? “ 
Spurgte Selgren , som ikke i dette øjeblik ville tage 
ordet „ Asen “ ilde op , især da det var blevet udtalt 
i en halv gemytlig tone . 
„ Ingen , “ var svaret . 
„ Jeg vil heller ingen anden ven have . — 
hør , Rønfelt , er det , fordi du er baron , at du 
er så stiv på det , så uforsonlig ? “ 
„ Det er det ikke , og for at du ikke skal tro 
det , så her er min hånd , jeg vil glemme , hvad 
der er sket , men en anden gang glemmer jeg ikke . “ 
De gave hinanden hånden og følte sig glade ; 
thi de havde begge fortrudt uvenskabet . Rønfelt 
tog mod en indbydelse af Selgren til at smutte 
ind på et mindre konditori og drikke en kop 
chokolade . Det var rigtignok forbudt kadetterne 
at gå på konditorier og restaurationer , uden 
ledsaget af voksne ; følgen af dette forbud , hvis 
overholdelse umuligt kunne kontrolleres , var imidlertid , 
at de søgte sådanne steder , hvor de ikke 
kunne vente at træffe officerer . 
I konditoriet var der ingen andre tilstede end 
jomfruen . Hun bragte den bestilte chokolade og 
satte sig med sit sytøj henne bag disken ved kagerne . 
Det var en ret net pige , og Rønfelt begyndte 
en konversation med hende . Hun talte 

utvunget med kadetten , som efter sin alder ikke 
kunne tillægges prædikatet „ farlig “ . I samtalens 
løb fortalte hun , at hun var fra Nyboder . Øjeblikkeligt 
meddelte Rønfelt , at han havde været i 
tteatret og set et stykke , der handlede om Nyboder . 
Det samme stykke havde hun også set , 
samtalen blev livlig , og Selgren måtte gentagne 
gange minde sin ven om , at det var påtide 
at bryde op . 
„ Det var en rar pige , hende kunne jeg godt 
lide , “ sagde Rønfelt , da de vare komne udenfor . 
„ Hun er fra Nyboder . “ 
„ Ja . Hør , jeg ville i grunden ønske , at jeg 
var bleven søkadet , i stedet for landkadet , man var 
da kommen til at befale over holmens raske 
gutter . “ 
„ Jeg ønsker det samme som du ; det er jo 
flåden , som har bidraget mest til at udbrede 
Danmarks roes og magt . — se , der ligger det 
gamle Nyboder , jeg har i grunden aldrig før i aften 
lagt mærke til de små gule huse . Synes 
du ikke , at der er noget poetisk udbredt over 
dem ? “ 
„ Ganske vist . — hør , Bjørnsen , da vi nu 
engang ikke kunne blive søofficerer , vil jeg ønske , 
at der må komme en dygtig krig , hvori landetaten 
kan udmærke sig tilgavns . “ 
„ Hvorfra skulle den krig komme ? — se engang , 
i det hus må bestemt Ole kaninstok have 
boet . “ 
„ Og hvor er så konditorjomfruens hjem ? “ 
Spurgte rønfell . 
„ Det ved jeg ikke , men her er vort hjem . 
Hvor det seer mørkt og skummelt ud . Vidste man 
det ikke , kunne man ikke falde på at tro , at det 
har været et operahus . “ 

de tø kadetter gik ind ad den lille låge 
midt i Akademigade og meldte sig hos portneren , 
der havde at opskrive , på hvilken tid de kadetter , 
som havde haft udgangstilladelse , kom hjem . De , 
som havde været i tteatret , kunne få the og 
smørrebrød ved deres hjemkomst ; det var imidlertid 
iaften blevet sildigt , Selgren og Rønfelt 
foretrak derfor at gå lige op til sovesalen uden 
at ulejlige Peer , om hvem det hed i bisen : 
„ Og Peer er taffeldækker 
og dannet menneske , 
og gier du dig rigtig lækker , 
så ' kan du få to kopper the . “ 
Kort tid efter lå de to venner i deres 
senge i den store , for alle kadetter fælles sovesal , 
som strakte sig under taget gennem hele bygningens 
længde , og hvor der om sommeren var 
forfærdeligt varmt og om vintren forfærdeligt 
koldt . Mange af disse unge mennesker , som denne 
nat sov her , skulle om et par år kæmpe og bløde 
for fædrelandet , mange skulle ikke nå manddomsaldren , 
men der var også nogle få , som 
ville flygte bort i nattens mørke og kæmpe mod 
kammerater , med hvem de nu slumrede side om 
side . 
Tredie kapitel . 
Brylluppet . 
Den nye tid nærmede sig med stærke skridt , 
men endnu stod den gamle tids grundpiller , af 
hvilke den absolute kongemagt var den vigtigste . 
Gamle sædvaner og anskuelser holdt sig endnu 
trods skarpere og skarpere satire , gamle onder 

vedbleve at trykke folket trods den unge presses 
opposition , og gamle mænd vedbleve at styre 
statsskibet i den gamle retning . Men under det 
gamle lå en sund , ny kerne , som blot behøvede 
lidt sol for at sprænge sin skal . Der var hos 
folket en sjælden livsfylde tilstede , som hos den 
unge gav sig luft i en mængde gale streger , der 
i vor tid ville forarge eller måske kaldes barnagtige . 
I pressen fandtes en frejdighed , en 
friskhed , en kraft og et håb , som nu savnes , 
man vidste , at man blev strengt straffet , dersom 
man udtalte sin mening alt for uforbeholdent , alligevel 
skrev man uforbeholdent og frygtede ikke 
straffen . Tidens hele hovedretning var hos de 
dannede dog endnu ikke politisf , men æsthetist , og 
de store digtere og skuespillere , som da glimrede 
på vor himmel , vare i alles mnnde . 
Grosserer Bjørnson var en mand af 
den gamle tid og havde haft en af den tids 
svagheder , at ville gøre sit navn fornemt ved at 
forandre det fra Bjørnsen til Bjørnson . Et stille 
ønske , om at blive udnævnt til agent , havde han 
endnu ikke fået opfyldt . Han var ældste søn af 
en hosekræmmer Selgren Bjørnsen , som i 
slutningen af forrige og begyndelsen af dette århundrede 
havde boet i Nyhavn og fra en fattig 
mand tjent sig op til at blive en velstående . 
Sønnen Peter Bjørnsen var tidligt kommen 
på et større handelskontor og havde siden af faderen 
fået penge til at blive grosserer . Hosekræmmerens 
anden søn Jens Bjørnsen havde 
været officer , men både han og hans kone vare 
døde kort efter hinanden under en tyfusepidemi . 
Deres eneste barn Selgren var dengang otte 
år gammel . Begge hans bedsteforældre vare 
døde . Onklen havde taget sig af ham , sat ham i 

en god skole og tinget ham i pension hos en 
af skolens lærere . Selgrens fader , der som 
officer sad i knappe kår , havde bedt om og 
fået sin arv udbetalt , men , sælsomt nok , efterlod 
han og konen sig efter deres død ingen formue . 
Onklen bekostede derfor sin brodersøns opdragelse . 
År efter år blev grosserer Peter Bjørnson 
rigere . Han havde giftet sig med en rig bryggers 
eneste datter og fået en betydelig formue med 
hende . De havde to sønner og en datter . Carl , 
den ældste søn , var nu lidt over 26 år gammel 
og for et år siden bleven optaget som deltager i 
faderens forretning , Emil var 23 år og studerede 
midicin , Elisabeth 19 år . 
Moderen var en høj , fyldig kone , der ligesom 
sin mand havde en stærk honnet ambition , derfor 
vare rangspersoner altid velkomne i hendes hus . 
Mellem disse havde i de sidste år været en enkekammerjunkerinde 
von werlau og hendes to 
døttre Amalie og Charlotte , den første var 
20 år , den sidste 16 . Kammerjunkerinden var 
fattig , men af gammel adelig familie ; lidt efter 
lidt modnedes den beslutning hos Fru Bjørnson 
at stifte et parti mellem Carl og Amalie . Sønnen 
havde intet herimod ; thi Amalie var en smuk 
pige , om end noget kold og hoffærdig i sit væsen , 
kammerjunkerinden havde heller intet mod partiet , 
og da Carl friede , rødmede Amalie og sagde et 
roligt ja . Grosserer Bjørnson var ikke bleven 
indviet i disse forhandlinger ; thi hans kone ville 
bringe ham en behagelig overraskelse . Han blev 
også meget overrasket ved at høre sin ældste søns 
forlovelse , og hans første udråb havde været : 
„ Men hun er jo fattig som en kirkerotte ! “ 
„ Fy , Peter , hvor kan du tale så plat ? “ 

spurgte hans kone . „ Man gifter sig ikke for pengenes 
skyld , man gifter sig af kærlighed . “ 
„ Å ja , såmænd . “ 
„ Så skulle vi til sidst få af se , af du har 
taget mig for mine penges skyld ? “ sagde fruen 
indigneret . 
„ Å , lille Maren , hvad er det dog for en 
uretfærdig bebrejdelse , du gør mig ? “ 
„ Har jeg ikke bedt dig om , ikke af kalde mig 
Maren , men Mariane . “ 
„ Om forladelse . Gammel vane er vanskelig 
af aflægge . — nu ja , dette parti er mig rigtignok 
en overraskelse . Jeg havde troet , af Carl ikke ville 
have giftet sig endnu , han holder af et lystigt liv 
med lystige venner . Det er måske godt , af dette 
liv ophører . Mod pigens person har jeg intet 
af indvende , jeg synes endogså godt om hende , 
men jeg er bange for , af Carl kommer til af forsørge 
hendes moder og søster med . “ 
„ Ere vi ikke rige nok dertil ? “ spurgte fruen 
stolt . „ Jeg må gøre dig opmærksom på , af 
Fru von werlan hører til en af vore ældste adelige 
familier , af hun har en fætter , som er kammerherre 
og ansat ved hoffet , og af . . 
„ Javist , javist . Carl kunne have gjort et slettere 
parti . “ 
„ Du har altså intet mod partiet ? “ 
„ På ingen måde . “ 
På grund af omstændighederne bekostede 
grossereren brylluppet i sin bopæl på Nørregade ; 
de unge folk skulle bøe på en elegant første 
sal i Rådhusstræde . Carls Broder Emil var 
just ingen ven af broderens fornemme giftermål ; 
thi han regnede sig selv til fremskridtspartiet 
og var en ivrig modstander af adelige og 
andre privilegerede , imidlertid indskrænkede han sig 

i hjemmet til blot at satirisere over de Vonner og 
de Vanner , en satire , som hans moder lod som 
hun overhørte . Men en dag sagde Emil : 
„ Hør , moder , jeg har fundet et udmærket 
parti for Elisabeth . “ 
„ Du ! “ råbte hans søster leende . 
„ Ja . Jeg har gjort bekendtskab med en hofjunker 
von knæckelbein , han har sine sytten aner , 
og 1000 rigsdaler . Gæld for hver Ane . “ 
Moderen rynkede sin pande og sagde : 
„ Jeg finder , at det er en slet spøg . “ 
„ Så må Carls forlovelse også være en 
slet spøg , “ svarede Emil sarkastisk . “ 
„ Må jeg udbede mig , at du afholder dig 
fra sådanne talemåder , “ sagde moderen , alvorlig 
vred . 
„ Det er tidens ånd , som taler gennem 
mig , “ var svaret , „ det nye baner sig vej og vil 
sejre . Jeg skulle tro , at åndens adel var mere 
værd end den gamle titeladel , som har overlevet 
sig selv . “ 
„ Og du henregner dig vel til åndens adel , 
kan jeg tænke ? “ spurgte moderen spydigt . 
„ Ja , “ svarede Emil frejdigt . 
„ Hvor mange aner har du ? “ 
„ Jeg har en uoverskuelig række ; jeg har enhver 
stor mand , som har arbejdet i civilisationens 
tjeneste . “ 
Elisabeth , der så , at der fra moderens side 
trak et stærkt uvejr op , skyndte sig at give samtalen 
en anden vending . Det lykkedes hende , men 
moderen begyndte mere og mere at indse , at Emils 
forhold til hans tilkommende svigerinde og hendes 
familie ikke i længden ville blive det bedste , 
ja , måske ligefrem fjendtligt . — 
bryllupsdagen var kommen og med den en 

glædelig overraskelse for grossereren . Kammerjunkerinden 
havde indbudt sin fætter kammerherren 
til at deltage i bryllupshøjtidelighederne , han havde 
om morgenen aflagt en visit hos sin kousine , 
beklaget ikke at kunne komme på grund af 
tjeneste ved hoffet , givet bruden et kostbart armbånd 
i present og fortalt , at det havde behaget 
hans majestæt at udnævne grosserer Bjørnson 
til agent . 
„ Det er en stor nåde af hans majestæt , “ 
Sagde Fru v . Werlau , „ min datter bliver da ikke 
gift med en søn af en slet og ret borgerlig , men 
med en rangsperson . “ 
Brudeparret blev viet i frue kirke , der var 
oplyst med en mængde vokslys . Følgets vogne 
støde opmarcherede i en hel kolonne på den store 
plads udenfor kirken . I kirken selv så man 
den blege , stolte brud , fulgt af en skare rigt smykkede 
brudepiger , den noget blaserede brudgom , 
hans fader , moder og svigermoder og en 
mængde slægt og venner . Og udenom følget 
havde der samlet sig et stort publikum , mest af 
damer , der med spænding og interesse fulgte 
vielsen . Der fandtes også nogle unge herrer , 
som så noget forsvirede ud og ytrede forundring 
over , at Carl så længe kunne holde det ud 
uden „ at stramme sig op med en halv historie “ , og 
endvidere gjorde den for bruden smigrende bemærkning , 
at hun var betydelig friskere end opvartningspigen 
i „ Helvede “ , Carls sidste kæreste . 
Under orglets toner vandrede brudeparret 
og dets følge gravitetisk ud af kirken og steg ind 
i vognene , beundrede af en mængde små drenge 
og piger og ældre Almuesfolk , som tilfældigvis gik 
forbi . Der hørtes blandt mængden ingen skadefro 
bemærkning om de rige , hvilket man ved en sådan 

lejlighed kan høre nutildags , derimod stod 
man i tavs beundring af de kostbare toiletter og 
de smukke damer . Man var især nysgerrig efter 
at se bruden , og mangt et „ Å , hun er dejlig ! “ 
Lod sig høre . Derimod ærgrede det Selgren , som 
var i følget , at en gammel kælling råbte , da 
han steg ind i kareten : „ Å , sikken lille kadet ! “ 
Hos agent Bjørnson var der stor middag , 
hvor den præst , som havde viet parret , udbragte 
dets skål . Den ny agents skål blev ndbragt 
af en rig grosserer , som var general-konsul , og 
derefter fulgte en mængde andre skåler . Man 
var i godt humør til det forestående bal . Da 
man rejste sig fra bordet , tog Emil sin fætter 
Selgren til side og sagde : 
„ Kom op på mit værelse , jeg vil tale med 
dig . “ 
Emil beboede et stort kvistværelse , hvor han 
i ro kunne studere . I en krog stod et menneskeskelet 
og grinte den indtrædende i møde , og en taske 
med kirurgisfe instrumenter lå oplukket på kommoden . 
Værelset var opfyldt af en lugt af gammel 
tobaksrøg , der kontrasterede stærkt mod de 
damers fine parfume , man havde forladt . I 
sofaen lå en sort kat og sov . 
„ Vil du have en cigar ? “ spurgte Emil . 
„ Ja tak , “ svarede Selgren , skønt det som 
kadet var ham forbudt at ryge . 
„ Hør , “ sagde Emil , „ jeg vil spørge dig om 
hvad det er for nogle kadetter , som fader har inviteret 
til ballet i aften . “ 
„ Jeg kender dem ikke , det vil da sige , en af 
dem hedder frossing . “ 
„ Du ved ikke , hvad de andre hedde ? “ 
„ Nej . Onkel har overladt til chefen at bestemme , 
hvem der skal komme . “ 

„ Hvilke dyr ! “ 
Selgren så forbavset på sin fætter . 
„ Ja , er det ikke lavt , således at lade sig 
kommandere til at danse ? “ 
„ Men de er jo blevne inviterede ? “ 
„ Det er blot en omskrivning for kommanderede . 
Det er jo nemlig ikke ualmindeligt , at 
mangler familier balkavallerer , gå de til chefen 
for landkadetakademiet , og han kommanderer så 
og så mange kadetter til at røre de unge piger 
en vis aften i en vis anset familie . Kadetterne 
blive derved kun en slags lejetjenere i finere stil . “ 
„ Således betragte vi rigtignok ikke sagen . “ 
„ Det er , fordi i opdrages til despotiets 
slaver . “ 
„ Det er ikke sandt ! “ råbte Selgren indigneret . 
„ Blive i da opdragne til frie mænd ? Kunne 
i f . Eks . gå ud , når i ville ? “ 
„ Nej , men . . 
„ Altså er i under samme tugt som ladegårdslemmerne , 
der kun have udgangstilladelse om 
søndagen . Det forargerlige er , at mange af disse 
unge mennesker ikke er satte i dette slaveri af 
egen fri villie , men at deres forældre have bestemt 
dem til at gå den militaire vej . — jeg 
vil sige dig , Selgren , at den tid måske ikke er 
fjern , da du som officer kan blive kommanderet 
til at styde på os , folket , som bliver nødt til at 
bruge fortvivlelsens selvhjælp . Sig mig , vil du 
lystre et sådant kommandoord ? “ 
Selgren betænkte sig et øjeblik , så derefter 
sin fætter lige i ansigtet og sagde : ja- istedetfor 
at blive vred , lo Emil over Selgrens determinerede 
mine og sagde : 
„ Jeg må indrømme , at anstalten gør sine 
sager godt . Du har næppe været der et halvt 

år og giver et sådant svar . Nu , blive vi engang 
sejrherrer , skulle en af vore første bestræbelser 
gå ud på at så kadetakademierne ophævede . “ 
„ Det tillader kongen aldrig . “ 
„ Kongen , “ lo Emil , „ den tid er snart forbi , 
da kongerne have noget at sige . Siden du tror 
på kongens magt , så tror du vel sagtens også 
på guds ? “ 
Det gjorde seigren rigtignok . 
„ Ja , nu har jeg ikke tid til at udvikle den 
sag nøjere , “ sagde Emil , „ men jeg skal gøre det 
ved lejlighed . Jeg skal for øvrigt sørge for , at du 
ikke i aften kommer i forlegenhed , du har jo ret 
til at være her , du er af familien . Jeg vil sige 
dig , her komme i aften nogle studenter , nogle af 
mine venner , og de ville vist vise deres overlegenhed 
overfor despotiets slavefrø , kadetterne . “ 
„ Hør , Emil , var jeg så stor som du , bankede 
jeg dig , “ sagde Selgren rød i hovedet af harme , 
„ jeg vil ikke være her et øjeblik længer . “ 
„ Det bedrøver mig dybt , at familiens eneste 
Von , som rigtignok er et meget lille Von , ikke mere 
vil beære mit fattige kvistkammer med sin høje 
nærværelse . “ Emil sigtede her til , at kadetterne 
ligesom officererne havde „ Von “ foran deres navn . 
På trapperne mødte Selgren sin kousine 
Elisabeth . 
„ Du lugter af tobak “ sagde hun , „ Du har 
bestemt været oppe hos Emil . Kom , jeg skal tage 
lugten bort med Ean de kologne . “ 
Elisabeth førte sin fætter ind i det for damerne 
bestemte toiletteværelse og overstænkede ham 
med Ean de kologne . 
„ Men hvor seer du dog fortrædelig ud , “ 
Sagde hun . 
„ Det er Emils skyld . “ 

„ Har han da fornærmet dig ? “ 
Selgren fortalte , hvad der var sket ; ubemærket 
var hans tante trådt ind i værelset , hun slog 
hænderne forfærdet sammen og råbte : 
„ Kongen har i dag udnævnt min mand til 
agent , og nu vil Emil gøre skandale med kadetterne , 
hvoraf nogle måske komme til hoffet som 
pager . — det skal aldrig ske , jeg skal tværtimod 
sørge for , at der bliver viist kadetterne al mulig 
opmærksomhed . Du har båret dig aldeles rigtig 
ad , Selgren , vort hus er et stærkt kongeligsindet 
hus , og det vil det altid vedblive at være . Hør , 
Elisabeth , du Dandser første Dands med Selgren . 
— jeg skal tale med Emil , nej , det er bedre , at 
min mand gør det , men jeg skal holde et vågent 
øje med Emils venner . “ 
Fru Bjørnson ilede bort , og Elisabeth sagde 
til Selgren : 
„ Det er råt af Emil at ville blande politik 
ind i ballivet , politik hører ikke til det gode selskab , 
men har alene hjemme i bladene og på 
konditorierne . “ 
„ Og så at ville fortælle , at studenterne er 
kadetterne overlegne , “ sagde Selgren harmfuldt . 
Folk begyndte imidlertid at komme til ballet , 
og snart viste kadetterne sig . De blev modtagne 
med stor opmærksomhed , og deres smukke uniform 
' tog sig godt ud mellem den store mængde civile 
dragter . De unge damer blev glade ved at se 
dem ; thi de vare bekendte for at være gode dandsere 
men studenterne undlode ikke at tilhviske de 
damer , de dansede med , små sarkasmer over 
kadetterne , damerne lo , men kadetterne sank ikke 
derved den mindste smule i deres agtelse . Emil 
havde fået en alvorlig tilrettevisning af sin fader , 

han surmulede derfor og dansede ikke , før bruden 
inklinerede for ham . 
„ De er i dårligt humeur ? “ spurgte hun . 
„ Å ja , jeg har grund dertil . “ 
„ Jeg ønsker gerne , at alle ville være glade 
på min bryllupsdag . “ 
„ Når de ønsker det , skal jeg bestræbe 
mig for at være glad . Jeg skal sige dem , der har 
været en lille uenighed mellem fader og mig angående 
. . . hm . . . angående farvelæren ; rødt 
er nu engang ikke min farve , “ sagde Emil med et 
blik på en forbidansende kadet . 
„ Rødt er dog en nobel farve , det er kongehusets 
dominerende farve . “ 
„ Derfor er den også laqvajfarven , “ svarede 
Emil . 
Brudgommen , som var kommen til , hørte , at 
broderen var ved at bestige sin kæphest ; han 
skyndte sig derfor at byde sin unge kone op til 
Dands og føre hende bort fra Emils nærhed . 
Denne syntes imidlertid at have taget den beslutning 
ikke at ville ærgre sig mere og blev en af 
ballets ivrigste dandsere . 
Det var efter midnat , der var spist til aften , 
champagnepropperne havde knaldet , og de nygiftes 
skål var bleven udbragt under ustandselig jubel . 
Dansen var bleven mere animeret end før . Henne 
i en vinduesfordybning stod Otto frossing med en 
ung dame , det var Charlotte , brudens søster . 
„ De tilgiver mig altså , “ sagde han , „ at jeg 
på den måde søgte atter at få dem at se . “ 
„ Ja . “ 
„ Og de har intet imod , at vi oftere ses ? “ 
„ Nej . “ 
„ Charlotte — må jeg kalde dem således , 
når ingen hører derpå ? — de ved , hvor inderlig 

kær , de er mig . Sig mig , tør jeg håbe , 
at jeg engang også kan blive dem kær ? “ 
Hun sukkede og sagde ja . 
„ Du vil evigt elske mig ? “ 
„ Ja , du er min første og skal også blive 
min sidste kærlighed . “ 
Han greb hendes hånd , og der gaves i balsalen 
ingen lykkeligere mennesker end de to . Han 
var atten år og hun seksten . Vil det gensidige 
løfte blive holdt ? Tiden vil vise det . 
Når drenge på fjorten år er på 
bal og så champagne , ende de sædvanlig med 
at blive forelskede i en af de tilstedeværende unge 
damer . Selgren var ingen undtagelse fra denne 
regel , genstanden for hans forelskelse var 
iaften hans kousine , som i sin balpynt tog sig 
strålende ud . Han blev meget jalonx på en repetent , 
som viste Elisabeth stor opmærksomhed , og 
var et tilbud derom fremkommet , havde han ikke 
betænkt sig på at slutte forbund med Emil mod 
repetenten . Lidt efter lidt forsvandt studenterne 
fra ballet , de gæstede for en times tid Emils værelse 
og kom tilbage , lugtende stærkt af tobak . 
Klokken to toge brud og brudgom bort , men 
ballet vedvarede endnu et par timer efter . Selgren 
gik bort med de andre kadetter . Da de vare 
komne ndenfor , foreslog en repetent at gå til 
„ Mokka-meier “ og drikke kaffe . Dette forslag 
vandt bifald hos alle undtagen frossing , som 
sagde , at han var træt og søvnig . 
„ Kom , lader os følges ad , “ sagde han til 
Selgren og stilles fra de andre . 
„ Jeg holder ikke af , “ vedblev frossing , efter 
at de vare blevne ene , „ at udviste et bals smukke 
indtryk ved at gå op i en tilrøget , halvt oplyst 

kafé , og jeg vil sige dig , at jeg aldrig nogensinde 
har moret mig så godt som taften . “ 
„ Det vil fornøje min tante at høre “ sagde 
Selgren . 
„ Du var skyld i , at jeg kom med til ballet . 
Det skal jeg ikke glemme . Jeg skal , som jeg har 
lovet dig , sørge for , at du ingen støvler får 
at pudse for min klasse . “ 
Selgren takkede . 
„ Jeg kommer op til din onkel på søndag 
og takker for ballet , “ vedblev frossing . 
„ De vil være velkommen . “ 
„ Tror du , at Fru von werlau er hos din 
tante på søndag formiddag ? “ 
„ Det ved jeg ikke . “ 
„ Kan du skaffe mig at vide , på hvilken dag 
i ugen Fru werlau har abonneret i tteatret ? “ 
Det troede Selgren nok , at han kunne . 
Frossing gjorde sin lille kammerat endnu flere 
spørgsmål , som alle havde til hensigt at så at 
vide når der var en mulighed for at træffe 
Charlotte i agentens hus . Klokken slog fire i 
Nyboder , da de to kadetter smuttede ind ad akademiporten , 
dygtigt trætte og søvnige , og med vished 
om , at skulle vækkes til dagens gerning om 
to timer . 
Et kort stykke bag efter dem havde en ung 
kone vandret ; hun kom også fra ballet , hvor hun 
havde gjort opvartning . Hun bar en stor kurv 
fuld af levninger tilligemed et par flasker vin , 
som Fru Bjørnson havde medgivet hende , for at 
hendes mand kunne drikke brudeparrets skål . 
Madamen glædede sig mest over det lækkre pålæg , 
hun havde til sin mands „ Holmemad “ denne 
morgen . 
Sagte listede hun sig op i lejligheden , satte 

kurven på køkkenbordet og trådte ind i stuen . 
Børnene sov trygt , hendes mand lå med den 
mindste i armen . Hun klædte sig sagte af og 
kom i seng uden at forstyrre nogens søvn . 
Fjerde kapitel . 
Store bededags aften . 
Dengang var store bededags aften på Københavns 
vold en ganske anderledes fest end i 
vore dage , dengang kom også de „ bedre klasser “ 
Op for at høre klokkerne ringe , ja , selv kongens 
Broder , Prinds Ferdinand , med sin gemalinde , 
kong Frederik den sjettes datter , så man spadsere 
mellem mængden . Det var forbudt at ryge 
på volden , som hvert øjeblik besøgtes af patrouiller 
fra Københavns portvagter . Byens porte 
støde endnu , og store bededags aften var trængslen 
stor over Nørreport , hvor man kun kunne komme 
frem gennem en snever passage . I det øjeblik 
Carl Bjørnson med sin unge kone , sin svigermoder 
og sin svigerinde var midt i passagen , 
kom Prinds Ferdinand med sin gemalinde gående 
fra den modsatte side , fulgt af en stor skare 
mennesker . Der opstod et øjeblik en ikke ringe 
forvirring , damerne skyndte sig til side af ærbødighed 
for prinsen og prinsessen , Charlotte blev 
i trængslen skilt fra sin familie , og en halvfuld 
håndværkssvend tiltalte hende i den formening , 
af hun var en sypige . Den unge pige var ulykkelig 
og skyndte sig ud af trængslen den modsatte 
vej , hendes familie havde taget . Håndværkssvenden 

vedblev af forfølge hende og blev mere og mere 
påtrængende . Da hørte hun en stemme udbryde : 
„ Frygt ikke , her er jeg . “ 
Hun genkendte glad Otto frossing , hvis 
uniform imponerede svenden , der trak sig brummende 
tilbage . 
„ Er du heroppe med din moder ? “ spurgte 
frossing . 
„ Ja , og med min svoger og min søster , 
lader os se af finde dem . “ 
De fulgtes nu ad gennem mængden , ivrigt 
spejdende efter de borteblevne . 
„ Charlotte , er det ikke muligt , af jeg oftere 
kan se dig end ved disse tilfældige og altid korte 
møder ? Du ved ikke , hvor jeg længes efter dig ? “ 
„ Jeg ville gerne oftere se dig , men hvorledes 
kan det blive muligt ? “ 
„ O , lov mig et stevnemøde . “ 
„ Et stevnemøde ! “ gentog Charlotte lidt forstrækket . 
„ Ville det ikke være upassende ? “ 
„ Vort tilfældige møde i aften seer jo næsten 
ud som et stevnemøde , og det endogså midt i 
denne mylrende sværm . “ 
„ Lader os skynde os at finde de andre . “ 
„ Et møde en hverdag på volden vil ikke 
vække nær så megen opsigt . “ 
„ Tror du ? “ 
„ Ja . Jeg er overbevist derom . Vi kunne 
spadsere på den lidet besøgte Østervold . Charløtte , 
jeg er så dristig at bede dig , om du allerede 
imorgen formiddag kl . 10 vil møde mig på 
Østervold . “ 
„ Jeg vil betænke mig derpå . “ 
„ Hvortil betænkningstid ? “ 
„ Nuvel , kan jeg komme , skal jeg komme . “ 
„ Tak , tak min elskede . “ 

„ Men hvor blive de andre af ? “ 
De andre vare straks efter uheldet ved Nørreport 
gåde ned ad volden og stod i den formening , 
at charløtte havde gjort det samme ; det 
var derfor heller ikke så underligt , at hun og frossing 
ikke kunne finde dem . Derimod mødte de 
Emil , som hilste med et spydigt smil . 
„ Dette møde ville jeg ikke have haft for 
meget , “ sagde charløtte , „ det er et afskyeligt menneske , 
lader os straks gå ned ad volden . “ 
Charløtte udtalte dette ønske så bestemt , at 
Otto frossing ikke vovede at gøre indvendinger . 
Hun fortalte ham nu , at hun skulle tilbringe aftnen 
i agentens hus , og da de vare ved Nørregade , 
sagde hun farvel , idet hun gentog løftet om 
at komme til stevnemødet næste formiddag , såfremf 
der ikke indtrådte uventede forhindringer . 
Også Selgren havde været på volden , sammen 
med sin ven Rønfelt . De havde pligtskyldigst 
stået front for Prinds Ferdinand og vare derefter 
drevne ud ad Østerport til . Ved det der liggende 
gamle krudttårn stod den sædvanlige batajlle 
mellem Nyboders og fattigvæsenets drenge 
eller , som det hed , mellem „ Krummerne “ og „ Skorperne “ . 
Slaget havde denne gang været yderst 
blodigt , og det var endnu ikke forbi , da de to kadetter 
kom i nærheden af krudttårnet . 
En lille nybodersdreng kom løbende , forfulgt 
af en sværm af fattigvæsenets drenge . Angsten 
stod malet på hans ansigt , og han så bønligt 
på nogle forbigående familier , som imidlertid 
ikke ville blande sig i drengenes tvist . Nu vare 
forfølgerne lige i hælene på ham . 
„ Hjælp mig ! “ skreg han til de to kadetter . 
Øjeblikkelig greb Selgren Nyboders drengen 
i armen , vendte sig mod forfølgerne og sagde : 

„ Hvis i ikke forføje jer bort , komme i i vagten . “ 
„ Æh ! Hvad siger den kadet ? “ skrege drengene , 
men holdt sig dog i ærbødig afstand af respekt 
for uniformen . 
„ Gå du kun roligt hjem , “ sagde Selgren til 
nybodersdrengen og viste hen på den nedgang , 
der er ved stokhuset . 
„ Jeg tør ikke gå hjem den vej , “ svarede 
den lille , „ de er så mange i aften , de passe os 
op i de nærmeste gader . “ 
„ Lader os følge drengen hjem , “ sagde Rønfelt , 
„ når man har sagt a , må man altid sige 
b . Hvad hedder du ? “ 
„ Jeg hedder Christian Bjørn . “ 
„ Hvad er din fader ? “ 
„ Han er kanoner . “ 
„ Hvor boer han ? “ 
„ I Bjørnegade . “ 
Ved at følge nybodersdrengen hjem overbeviste 
kadetterne sig om , at kampen mellem drengene 
også rasede i de nærmest til volden stødende gader . 
De førte Christian velbeholdent til hans hjem , 
hvor Bjørn stod i skjorteærmer i gadedøren og 
røg sin pibe . Han så noget forundret sin 
søn blive fulgt hjem af to blå kadetter , trådte 
udenfor sin dør og spurgte : 
„ Er det mig tilladt at spørge , om knægten 
har forset sig ? “ 
Selgren beroligede ham og forklarede ham 
sagens sammenhæng . 
„ Mange tak , “ sagde Bjørn , „ Christian er 
noget for ung til at gå til slagsmål , men bliver 
han større , skal jeg ikke have noget imod , at 
han store bededags aften møder på volden og 
giver disse fattigskoledrenge en lussing . Det er 

nu vore drenges forlystelse på den aften . Må 
jeg være så fri at spørge om de herrers navne . “ 
Kadetterne nævnede dem . “ 
„ Bjørnsen , “ sagde Bjørn , „ De skulle vel aldrig 
være i familie med agenten ? “ 
„ Det er min onkel , “ svarede Selgren . 
„ Ja så . Det var da løjerligt . Min kone 
har tjent oppe hos deres onkel . Det vil glæde 
hende , at de har været med til at skaffe Christian 
fri for prygl . “ 
Kadetterne sagde nu farvel til nybodersmanden 
og begave sig op ad byen til . Selgren skulle 
til sin onkel og spise varme hvedetvebakker . 
„ Og jeg må hjem på akademiet og drikke 
the , “ sagde Rønfelt . 
„ Har du da slet ingen familie her i byen ? “ 
Spurgte Selgren . 
„ Om vintren . Men når det lakker ad foråret , 
tage alle godsejerne på landet . “ 
„ Hør , gå med mig i aften op til tante . “ 
„ Det går ikke an . “ 
„ Iovist gør det . Min onkels hus er meget 
gæstfrit . “ 
„ Ieg kunne nok have lyst , men . . . “ 
„ Men husk på , at Peers the er lovlig tynd . “ 
„ Det er sandt nok . “ 
„ Og så er der ingen hjemme i aften , du 
kan tale med . “ 
„ Ieg går med dig , “ sagde Rønfelt med 
bestemthed . — 
dengang det begyndte at blive mørkt , vare 
agenten , hans kone , hans ældste søn , hans svigerdatter 
og hendes moder samlede i dagligstuen 
på Nørregade . De nygifte syntes at leve meget 
lykkeligt , men der var ikke det inderlige forhold 
tilstede som ellers mellem unge ægtefolk , der var 

noget konventionelt i deres omgang , hvilket Karls 
moder syntes at finde behag i ; thi hun antog 
fejlagtigt , at det hørte til god tone . Når Amalies 
mand kom hjem fra sine forretninger , ilede hun 
ikke med et glædestrålende ansigt imod ham og 
kyssede ham ; hun rejste sig blot høflig fra sin 
plads , når han trådte ind i stuen , og bød ham 
velkommen . Karl selv var i den første tid meget 
om sin kone , hun kunne , dersom hun havde forstået 
det , dengang have knyttet ham til sig for 
bestandigt , men Amalie var for stolt til at nedlade 
sig til sligt , og efterhånden fik Karl trang til 
at mødes i små aftenselskaber med nogle af sine 
venner fra ungdomstiden . Flere af disse venner 
vare imidlertid upræsentable i en familiekreds , de 
følte det selv og gjorde ingen fordring på at 
præsenteres for Fru Bjørnson . 
„ Det er glædeligt , “ sagde de , „ at Bjørnson 
ikke som andre er tabt for sine venner , fordi han 
er bleven gift . Bjønson er et pragteksemplar . “ 
Svigermoderen fandt , at alt var som det skulle 
være , og hun havde intet imod , at svigersønnen 
engang imellem var ude om aftnen ; thi da spillede 
hun ekarté med sin datter og vandt ikke lidt . 
Charlotte var for ung til at anstille betragtninger 
over forholdet mellem de nygifte . — 
medens man i dagligstuen talte om Charlottes 
udeblivelse , trådte Elisabeth ind og meldte , 
at ttebordet var dækket . 
„ Jeg er virkelig ængstelig for Charlotte , “ sagde 
hendes moder . 
„ Det skal de ikke være , “ lød pludselig Emils 
spottende stemme , „ hun er i gode hænder . Jeg 
kommer lige fra volden , hvor jeg har mødt hende 
spadserende med kadet frossing . “ 
„ Gud ske lov , at hun har fundet beskyttelse , “ 

sagde moderen , „ hun går vel endnu deroppe og 
leder efter os ? “ 
„ Det gør hun vistnok , “ svarede Emil , „ Frossing 
vil rimeligvis gerne vedblive at lede til 
midnat . “ 
„ Nu er du ondskabsfuld , “ sagde agenten , 
„ det havde været rigtigt af dig , at du havde tilbudt 
hende din ledsagelse , men jeg kan tænke mig , 
at du har været i selskab med nogle af dine 
liberale venner , og at i vare så dybt inde i 
udkastet til en konstitution , at du ikke havde tid 
til at tænke på den stakkels pige . “ 
„ Heri tager fader fejl . Jeg tror , at frøken 
Charlotte støtter mere om kadettens ledsagelse end 
om min . “ 
„ Og heri gør hun ret , “ sagde Fru von 
werlau , „ jeg har længe mærket , at jeg og mine 
ikke er så heldige at behage hr . Emil . “ 
„ Hvad siger de ! “ udbrød Fru Bjørnson . 
„ Min søn skulle da aldrig have vovet . . . “ 
„ Han har endnu ikke vovet sig længere end 
til dårlige vittigheder om aristokratiet , “ sagde 
Fru von werlau , „ men man ved jo ikke om hr . 
Emil , når han ikke bliver tilbagevist , kan vove 
sig videre . “ 
„ Jeg må udbede mig , “ sagde agenten vred , 
„ at du viser Fru von werlau al mulig ærbødighed . “ 
„ For 
ikke at udsætte mig for at overtræde dit 
forbud eller give anledning til flere misforståelser , “ 
Sagde Emil , „ anser jeg det for rigtigt , at jeg 
får lov til at flytte ud i byen . Jeg har længe 
ønsket det ; thi Nørregade ligger langt borte fra 
hospitalerne . “ 
„ Flyt , når du vil , “ sagde faderen , „ dersom 
du tror , at det kan klare sagen . “ 

„ Det vil i det mindste bidrage til , at fruen og 
jeg ikke så hinanden så ofte at se . “ 
„ Så flyt , “ gentog agenten . 
Charlotte trådte nu ind og modtoges af sin 
moder med : 
„ Hvor bliver du dog af , min pige ? “ 
Hun fortalte , hvorledes hun var bleven skilt 
fra sine ledsagere , forfulgt af en fuld håndværkssvend 
og befriet for hans efterstræbelser af kadet 
frossing . Ligeledes fortalte hun , at hun længe 
forgæves havde ledt efter de borteblevne , og at 
hun havde mødt Emil , som til hendes forundring 
ikke havde tilbudt hende sin ledsagelse . 
„ Ja , det har du såmænd grund til at forundre 
dig over , “ sagde Fru Bjørnson , „ vi have 
alle forundret os derover . “ 
„ Emil har altså fortalt , at han har mødt 
mig ? “ spurgte Charlotte og en flygtig rødme farvede 
hendes kinder . 
„ O ja , “ sagde Fru von werlan , „ og han 
har undskyldt sig med , at du vist ikke syntes om 
hans ledsagelse . “ 
„ Ret betænkt , det gør jeg heller ikke . “ 
Man lo over det kække svar , som synligt 
ærgrede Emil . Han ville have svaret , men forhindredes 
heri ved at Selgren trådte ind med 
Rønfelt . På en beskeden måde sagde Selgren 
til sin tante , at han havde taget en ven med , og 
at hun vel intet havde derimod . 
„ På ingen måde , “ sagde hun , „ han skal 
være os hjertelig velkommen . Det gør mig ondt , 
at han ingen familie har her i byen . “ 
„ Rønfelt ! “ udbrød Fru von werlan . „ De 
er vel aldrig i familie med lehnsbaron Rønfelt 
til Rønstrup . “ 
„ Det er min fader , “ sagde Rønfelt . 

„ Hvør det interesserer mig . Jeg har kendt 
deres fader som ung . “ 
Fru von werlan var straks inde i en ivrig 
samtale med kadetten , og Elisabeth måtte endnu 
engang gøre opmærksom på , at theen ventede . 
Da man rejste sig fra ttebordet , forlod Emil selskabet , 
og samtalen gik sin rolige gang uden 
disharmonier . Efter moderens opfordring underholdt 
Amalie en tid selskabet med musik , hun 
spillede godt på fortepiano , men hendes spil 
manglede følelse . På agenten , som ikke var nogen 
stor musikelsker , havde musiken en søvndyssende 
virkning ; da hans svigerdatter endte en 
brillant finale , for han op og gjorde Selgren det 
spørgsmål : 
„ Hvorledes har din chef det ? En prægtig 
mand ! “ 
„ Han befinder sig vist vel , “ svarede Selgren . 
„ Det er et størt ansvar , han har at skulle 
være den fornemste leder for så mange unge 
menneskers opdragelse . “ 
„ Han har ære af de kadetter , vi have set , “ 
Sagde Fru Bjørnson , „ hvor net kom de unge mennesker 
ikke herop og takkede for ballet ? Jeg bad 
dem alle om at besøge os , når de havde lyst , 
men ingen af dem er kommen . “ 
„ De have måske blot anset din indbydelse 
for at være en høflig talemåde , “ mente Karl . 
„ Hvorfor var de ikke med til ballet , hr . 
Baron ? “ spurgte Fru von werlan kadet Rønfelt . 
„ Fordi jeg ikke blev inviteret . “ 
„ Det var en forglemmelse af mig , “ sagde Selgren , 
„ Onkel ønskede desuden helst ældre kadetter . “ 
„ Javist , “ sagde agenten , „ min kone mente , at 
de ville danse bedst . Men havde Selgren blot 
lnkket sin mund op om , at . . . “ 

„ Onkel , det var en forglemmelse af mig , “ 
Gentog Selgren . 
„ Men nu vil jeg gøre din forglemmelse god 
igen , “ sagde Fru Bjørnson , „ ved at bede hr . Baronen 
komme her så lidt , han har lyst . “ 
„ Besøg kun også os , “ sagde Amalie . 
„ Det er sandt , hvorledes kunne vi takke frossing 
for den opmærksomhed , han har viist Charlotte 
iaften ? “ spurgte Fru von werlan . 
„ Vi skulle jo have et lille middagsselskab på 
søndag , “ sagde Karl , „ så kunne vi bede ham 
med . Jeg skal gå ind og skrive en invitation , 
som Selgren kan bringe ham . “ 
„ Jeg må tilstå , at min svigersøn besidder 
den rette takt , “ sagde Fru von werlan . 
Det var nu blevet sildigt , og de to kadetter 
bleve anmodede om at følge Fru von werlau og 
Charlotte hjem . De boede i st . Strandstræde . 
På vejen underholdt fruen sig bestandigt med 
Rønfelt , Charlotte gik bagefter med Selgren . 
„ Bliver frossing snart officer ? “ spurgte 
Charlotte . 
„ Første november næste år . “ 
„ Kender de noget til hans familie ? “ 
„ Nej , men jeg tror ikke , at han er herfra 
byen . “ 
„ Taler de ofte med ham ? “ 
„ „ Nej , vi tale sjældent med de ældre kadetter . “ 
„ Har han slet ikke talt til dem om ballet ? “ 
„ Jo . Vi fulgtes ad hjem efter ballet . Han 
ville ikke med de andre op at drikke kaffe hos 
„ Mokka-mejer “ . “ 
„ Hvem er „ Mokka-mejer “ ? “ 
„ Vi gå netop lige forbi kafeen ; den har 
ikke alene indgang fra Østergade , men også fra 
lille Kongensgade , “ forklarede Selgren . 

„ Det seer ikke ud til at være et passende sted 
at besøge for kadetter . “ 
„ Kaffen der skal være god . “ 
„ Jeg kan tænke mig , at Emil søger sådanne 
steder . Kan de lide Emil ? “ 
„ Jeg hader ham , “ svarede Selgren med energi . 
„ Men hvorfor ? “ spurgte Charlotte forundret . 
„ Fordi , ja , nu skal jeg fortælle dem det . “ 
Selgren fortalte nu den samtale , han før 
ballet havde haft med sin fætter . Charlotte lyttede 
forundret til og udbrød : 
„ Efter dette hader jeg ham ikke mere , jeg foragter 
ham . “ 
Charlottes ansigt fik i dette øjeblik en trodsig 
mine , som klædte hende allerkæreste . Selgren fik 
for første gang øjet op for , at hun var smuk , og 
han syntes , at han kunne blive forelsket i hende . 
Man var imidlertid kommen til Fru von merlaus 
port , Rønfelt tog galant nøglen og lukkede op , og 
fruen bød ham et yderst venligt godnat . 
„ Nu , “ sagde Selgren , da han og rønselt vare 
blevne ene , „ fortryder du , at du i aften gik med 
mig ? “ 
„ På ingen måde . Jeg har moret mig 
udmærket . “ 
„ Hvad synes du om min familie ? “ 
„ Det er vist elskværdige folk alle sammen . 
Ved du , hvem jeg synes , der er smuk ? “ 
„ Charlotte werlau ? “ 
„ Nej . Din kousine Elisabeth . Var jeg ældre , 
jeg forelskede mig i hende . “ 
„ Jeg synes dog , at Charlotte er kønnere , “ 
Sagde Selgren , der i aften glemte , at han balaftnen 
havde været dødelig forelsket i sin kousine . 
Der udspandt sig nu en lille disput om de to 
damers skønhed , i det samme gik frossing forbi . 

„ Hr . Frossing , “ sagde Selgren , „ jeg har en 
billet til dem fra min fætter . “ 
„ Til mig ! “ udbrød frossing urolig ; han 
måtte jo antage , at billetten var fra Emil , som 
havde set ham spadsere med Charlotte på volden . 
Hurtig åbnede han billetten , læste den under en 
gadelygte , men var endnu ikke beroliget . 
„ Hvorledes går det til , at man inviterer mig 
til middag ? “ spurgte han . 
„ Min fætter vil gerne vise dem en høflighed , 
fordi de i aften tog hans svigerinde under 
deres beskyttelse , da hun kom bort i trængslen . “ 
„ Jeg skylder måske frøken Charlotte denne 
invitation ? “ 
„ På en måde . “ 
„ Jeg skal komme , “ sagde frossing glad . 
„ Kommer du fra din fætters hus ? “ 
„ Vi komme fra onkels og have fulgt Fru 
von werlau og frøken Charlotte til deres hjem i 
Strandstræde , “ sagde Selgren , „ sig mig , synes de 
ikke , at Charlotte werlau er smukkere end min 
kousine , for Rønfelt påståer det modsatte . “ 
„ Rønfelt har uret , “ svarede frossing smilende , 
„ men smag og behag er jo forskellig . “ 
„ Kan du se , “ sagde Selgren triumferende fil 
sin ven . 
Man var under denne samtale kommen ind 
på akademiet , og frossing fløj foran de yngre 
kadetter op ad trapperne med lette elastiske skridt . 
„ Frossing er glad , fordi han har udsigt fil 
en god middagsmad på søndag , “ sagde Rønfelt 
med en verdenserfaren mine . 

femte kapitel . 
Bjørns barselgilde . 
Emil Bjørnson hørte fil de mennesker , som 
kunne være en sag fil nogen tjeneste , indtil den 
har sejret . De er i besiddelse af nogen begavelse , 
men den udvikles kun fil en vis grad , fordi 
vedkommende får smag på et vagabonderende 
liv på kaféer og andetsteds , og derved efterhånden 
drages bort fra sine studier . En skare venner 
samler sig om „ det gode hovede “ , især når 
dets besidder er noget velstående , men herligheden 
varer kun kort , snart dukke nye „ gode hoveder “ 
Frem , og det gamle forlades og bliver ligeså bitter 
mod verden som en ældre dame , der i sin ungdom 
har været ballernes dronning og nu må 
sidde over fil alle dansene . Emil var snart ved 
at nå sit kulminationspunkt , han var godt anset 
i „ Studenterforeningen “ og førte den øverste kommando 
på en kafé , hvor der spilledes billard , 
og hvor man efter midnat parerede højt . 
På grund af sit uregelmæssige liv havde det 
længe generet Emil at bo i sine forældres hus , 
han var nu glad ved at have fået tilladelse til 
at flytte derfra og skyndte sig med at leje en lejlighed 
i Nyboder . Bjørn havde opsat at få sin 
lille datter døbt , fordi han manglede de fornødne 
penge ; hans kone skyndede imidlertid på ham , 
hvorfor han havde besluttet at forsøge på at få 
sine værelser til gaden lejede ud , skønt han 
endnu ikke havde anskaffet det i hans mening 
så nødvendige spejl til at hænge over sofaen . 
Mod forventning var han så heldig at finde en 
lejer i Emil Bjørnson , der straks betalte 8 rigsdaler . , en 
måneds leje , forud . Emil genkendte straks madam 

Bjørn , som sandt , at det da var et underligt 
træf , at en søn af hendes gamle frue skulle 
komme til at bo i hendes værelser . Dagen efter 
flyttede Emil ind og modtog straks en mængde 
besøg af sine venner , hvorfor Bjørn gjorde den 
bemærkning til sin kone : 
„ Det er ingen rolig logerende , vi have fået , 
men når han betaler sin leje i rette tid , kommer 
det os jo ikke ved , hvad han foretager sig . “ 
En søndag kom den lille i kirke og blev 
døbt : Fanny Frederikke Bjørn . Faddere vare : 
overkanoneer Olsen og kone , der holdt barnet 
over dåben , madam kruse og Bjørn selv . Om 
aftnen var der en lille fest hos Bjørns , hvor , 
foruden fadderne ; kanoner kruse og bådebygger 
Viby med hans to voksne døtre vare tilstede . 
Viby var enkemand . Allerede klokken syv sad 
man ved aftensbordet , der var dækket med det 
bedste , af hvad huset formåede . Hæderspladsen i 
sofaen indtoges af overkanoneren og kone , et 
smukt , ærværdigt par . 
„ Jeres unge logerende er altså en lystig 
Broder , “ sagde Olsen , „ ja , ja , jeg kan godt lide 
lystigheden hos ungdommen , når den blot ikke 
forsømmer sine ting , men det er jo madam Bjørn 
bange for , at han gør . Jeg ved ikke , om jeg har 
ret , men jeg synes , at unge mennesker have større 
lyst nu end i gamle dage til at more sig udenfor 
hjemmet . “ 
„ Det har de ret i , “ sagde madam kruse , 
„ man har ondt ved at holde sine voksne børn hjemme . “ 
„ Da gælder det ikke om mine døtre , “ sagde 
Viby , „ de sidde hjemme og sy fra morgen til aften . “ 
„ Det ved vi , “ svarede madam kruse , „ men 
se , der er nu strandgårds døtre , de er på 
tivoli hver aften . “ 

„ Det går aldrig godt , “ mente madam ol 
sen , „ jeg takker gud , at mine tre døtre er blevne 
vel gifte . Jeg har været derude på tivoli med 
min mand , for man skal jo se alt , hvad der er 
nyt , og jeg kan ikke nægte at jeg morede mig , 
men at besøge tivoli hver dag , ville jeg ikke 
kunne holde ud . Desuden er vejen for lang for 
mine gamle ben . Jeg kan endnu huske , at man i 
min ungdom gik på Østerbro for rigtigt at more 
sig , det var først , da Frederik den sjette flyttede 
til Frederiksberg , at alle skulle ud ad den kant . “ 
„ Det er rigtigt , mutter , “ sagde Olsen . „ Men 
holmens folk have dog aldrig ganske svigtet den 
gamle kours . “ 
„ Det er såmænd sandt “ sagde madam Bjørn , 
„ min kæreste spadseregang er ud til skibskirkegården , 
til mine børns grave . “ 
„ Javel , “ sagde Viby , „ og når vi så have 
besøgt de døda gå de levende ud og styrke sig . “ 
„ Hør , “ sagde Bjørn til Viby , kunne dine 
døttre kun drikke en snaps ? “ 
„ Det overlader jeg til dem selv , “ svarede Viby . 
„ Unge piger må ikke drikke mere end en 
snaps , “ svarede madam kruse belærende , „ de have 
skade af brændevin , før de have fået børn . “ 
„ Hvor fanden har de den visdom fra ? “ - 
spurgte Bjørn leende . „ Ja , det kommer for den 
sags skyld ikke mig ved . Hør Viby , du må 
skynde dig med at få dine døtre gifte , at de 
kunne tåle to snapse . “ 
„ Tøsene må selv se at skaffe sig en mand , “ 
Sagde faderen , medens døttrene rødmende skjulte 
ansigterne i lommetørklæderne . 
„ Lader os drikke en snaps på , at de snart 
må få en mand , “ sagde Olsen . 
„ Nej , nej , “ sagde den ældste datter afsværgende . 

man lo og drak skålen . Da der var afspist 
og taget af bordet , kom madam bjsrn ind 
med en vældig bolle punsch og bad sin mand 
om at skænke rundt i glassene . Da dette var 
sket , rømmede Olsen sig og sagde : 
„ Mine damer og herrer , vi er her i aften 
tilstede ved en højtidelig lejlighed , et lille barn er 
blevet optaget i den kristne menighed , lader os 
drikke på , at det vil gå det lille barn vel . “ 
Alle rejste sig og drak på den alles vel . 
Viby ville råbe hurra , men madam Olsen bad 
ham lade det være , da han ellers ville vække børnene , 
som sov i kammeret . Forskellige skåler 
bleve nu udbragte , da sagde Bjørn : 
„ Lader os få en sang . Viby , bed dine 
døttre om at synge for . “ 
Denne anmodning kom ikke de unge piger 
uventet ; thi i reglen er det dem , som i Nyboders 
små selskaber anføre sangen . Dengang havde 
man ikke det store repertoire som nu , hverken 
Erik Bøgh , Recke eller de andre folkelige visedigtere 
vare fremtrådte , man sang sange af Heibergs , 
herkzes og overskous vaudeviller og de gamle 
fædrelandssange og matrosviser fra 1801 . Den 
første sang denne aften var : „ Vi søfolk gør ej 
mange ord “ , derefter fulgte : „ Kong Christian den 
fjerde har Nyboder rejst “ , til sidst begyndte Bjørn 
på en vise , der lød således : 
derude i Vestindien vi lå og drev om 
og havde det varmt i vore køjer , 
vi drak os en rus i den ægte , gamle rom 
og klædte os i luftige tøjer . 
Og nogle af os havde en kæreste i land , 
hun vaskede med kampesten vor skjørte , 
på mangen rask Matros satte hjertet hun i brand , 
endskjøndt hun ellers hørte til de sorte . 

den tredje marts kommer Jessen glad ombord , 
og ordre vi fik at lette Anker , 
fra kristiansstad briggen „ Lougen “ hurtigt for , 
og bølgen dandsed rundt om dens planker . 
En skonnert „ Den årvågne “ i vores kølvand gik , 
men ingen vidste ret , hvørhen vi styrede ; 
ved fugleklippen øje vi på engelskmanden fik , 
tre skarpe skud på „ Lougen “ straks han fyrede . 
Karl Jessen han svingede så lystigt sin hat , 
mod fjenden det glatte lag han sendte ; 
nu vidste vi alle , hvorledes det var sat , 
og målet for vor sejlads vi kendte . 
Skjøndt engelskmanden var noget stærkere end vi , 
hurra i det gjorde ingenting til sagen , 
han flygtede til sidst , og vor kamp var da førbi , 
det ærgrede os kun , han ej blev tagen . 
Og der var en glæde , da Karl Jessen steg iland 
og negrene dandsed ganske nøgne , 
og vor gouverneur lod traktere alle mand , 
til skuden løb rundt for vore øjne . 
Ret aldrig vil jeg glemme den vestindiefart , 
ret aldrig glemmer jeg de førte piger , 
skjøndt når vi er derude , ønske alle , af de snart 
må komme hjem igen til Danmarks riger . 
„ Den vise har jeg hørt før , “ sagde Viby , 
„ men hvad er det ellers for en kamp , som der 
synges om ? “ 
„ Det skal jeg sige dig , “ svarede Olsen , „ for 
min fader var med . Det var i begyndelsen af 
året 1801 , af der gik det rygte i Vestindien , af 
engelskmanden havde udrustet en flåde for af 
tage vore øer . For nu af så vished herom 
blev kaptajnlieutenant Jessen sendt ud på rekognoscering 
med briggen „ Lougen “ og skonnerten 
„ Den årvågne “ . Den tredje marts øjnede de 
engelskmanden . Jessen gav skonnerten ordre til 
af holde sig tilbage , for af den kunne løbe til 
kristiansstad og give gonvernenren melding om , 
hvad der ville passere . Ved fugleklippen mødte 

„ Lougen “ det engelsfe skib „ The Arab “ på 26 
kanoner og et armeret koffardiskib „ Eksperiment “ . 
Det sidste skib holdt ned efter „ Den årvågne “ , 
som trak sig under fortets kanoner . „ Lougen “ 
Sloges med „ The Arab “ og skød dens pertyrline 
over . Fjenden blev så ilde tilredt , at han måtte 
opgive kampen og sejle til nærmeste engelske ø for 
at få skaden udbedret . “ 
„ Det var en smuk kamp , “ sagde Bjørn . 
„ Vore forældre havde noget at fortælle deres 
børn , vi få næppe noget at fortælle vore . Vi 
få aldrig mere krig . “ 
„ Næsten seer det ud som de har ret , “ svarede 
Olsen . “ Men hvorfor holde vi flåde og hær , 
dersom kongen ikke troede , der kunne komme krig ? “ 
„ Dertil kan kongen også have anden grund , “ 
Mente Viby , „ der er jo visse folk her i landet , 
. som ikke ville lade ham sidde i fred på ttronen . “ 
„ De karle skulle vi snart magte “ mente Olsen , 
„ til dem behøve vi hverken kugler eller krudt . “ 
„ Å , du tænker på dem her i byen , men 
der er nogle , som kalde sig slesvigholstenere , og 
det er nok de farligste , for de have tilhold hos 
nogle af kongens familie . “ 
„ Jeg kender ikke til de sager , “ sagde Olsen , 
» og jeg bryder mig ikke om at kende dem ; jeg har 
nok at bryde mit hovede med . “ , 
i dette øjeblik kom Emil hjem . 
„ Der kommer vor logerende , “ sagde madam 
Bjørn , „ jeg synes , Bjørn , at høfligheden byder , 
at du beder ham komme ind og drikke et glas 
punsch med os . “ 
„ Du har ret , “ sagde Bjørn og gik ud af stuen . 
Dengang var der endnu ikke herhjemme prædiket 
krig mod de rige , de dannede og de begavede , 
folket befragtede dem tværtimod som sine 

naturlige førere og behandlede dem med agtelse . 
Dengang Emil trådte ind , rejste alle sig , og mændene 
gave ham hånden . 
„ Det var kønt af dem , “ sagde Olsen , „ at 
de ikke holdt dem for fornem til at drikke et glas 
med os , folk af den ringere stand . “ 
„ Hvis jeg holdt mig for fornem dertil , “ svarede 
Emil , „ måtte jeg være en aristokrat . Jeg 
er tværtimod demokrat , jeg kæmper for menneskerettighederne . “ 
Holmens 
folk hørte på ham og forstode ham 
ikke rigtigt . Der stod nu en af den nye tids 
mænd imellem folk , som endnu fuldstændigt levede 
i den gamle tid med dens traditioner og dens 
ærbødighed for kongedømmet . Emils ansigt var 
lutter liv , sømændenes lutter kraft , hans tanker 
fumlede med fremtidsplaner , de levede glade i nuet , 
som kun for dem og måske dem selv ubevidst fik 
sit poetiske skær fra fortidens store bedrifter på 
søen . Der var ingen berøringspunkter mellem 
Emil og dem , og dog var den tid ikke fjern , da 
også de skulle løftes ind i den nye tid , men det 
slete ikke ved taler og lærde bevisførelser , det var 
en fælles begejstring , som greb al folket , da fjenden 
brød ind over landegrænsen . 
„ Må jeg spørge , “ spurgte Viby , da Emil 
havde talt , „ er aristokrat det samme som abekat , 
for så vil jeg sige dem , at de ikke må tro , at 
vi nogensinde kunne have taget dem an for en 
abekat , “ 
„ Nej , nej , de tager sejl ; nu skal jeg fortælle 
dem , hvad en aristokrat er . “ 
Emil gav en forklaring heraf , som man hørte 
på med ærbødighed , men som man dog alligevel 
ikke forstød . 
„ De er en lærd mand , hr . Bjørnson , “ sagde 

Olsen , „ men derfor kan de vel nok drikke et glas 
punsch og høre på , at vore tøse synge en sang ? “ 
Emil havde i stilhed betragtet Vibys døtre , 
der vare meget nette . Han opfordrede dem nu 
til at synge , men de vægrede sig ; thi overfor Emil 
generede de sig . 
„ Nå , syng væk , “ sagde Viby , „ I behøve ikke 
at genere jer for Herren , han ved , at vor sang 
er ingen kunstsang , men at vi blot synge for at 
holde gemytligheden vedlige . “ 
„ Det er den slags sang , jeg holder mest 
af . Kunne damerne ikke synge en sang f . Eks . 
Om Nyboder ? “ 
„ Damerne , “ sagde Viby , „ undskyld , hr . Student , 
mine tøse er ikke damer . De må give 
dem en anden titulation , hvis de endelig vil sætte 
krusseduller på deres talemåder . Den ældste 
hedder jøsefine og den yngste Albertine . “ 
„ Jeg kender ikke skikkene herude i Nyboder . “ 
„ De er gammeldags , “ vedblev Viby , „ men 
derfor er de ikke så tossede , kan de tro . Nu , 
tøse , kan i ingen sang om Nyboder ? I sang 
jo en før : kong Christian den fjerde har Nyboder 
rejst . “ 
„ Den kender jeg , “ sagde Emil , „ men der 
må være sange om livet herude , som kun mandskabet 
kender . - 
„ Det er der også , “ sagde Bjørn , „ og jeg 
skal synge en for dem , dersom de andre ville 
stemme i med ? “ 
„ Det ville vi , “ svarede alle . 
Bjørn stak sit glas ud til bunden og begyndte : 
i de gode , gamle boder 
under volden tæt ved byens Østerport , 
kendes ikke rigdoms goder , 
derfor er der ingen , som dem savner stort . 

man dog i Nybo ' er en rigdom finder , 
som vistnok mangler andet sted , 
det er en rigdom på store minder 
og på ægte gammeldansk gemytlighed . 
Når de vrede størme tude , 
som på søen vi har døjet mangen gang , 
sidde lunt vi bag vor rude , 
synge for de kære børn en sømandssang , 
synge om ham med det ene øje , 
ham , som har rejst vor sømandsby , 
synge om flaget , som fra det høje 
faldt til hæren ned og gav den sejr på ny . 
Når de varme dage komme , 
blomstrer hyldetræet i vor lille gård , 
og når dagens slid er omme , 
under det en munter passiar vi får . 
Smukt opad muren sig ranken slynger , 
ofte den modne druer bær ; 
oppe på taget fornøjet synger 
mangen sommermorgen en forelsket stær . 
I de gode , gamle boder 
så jeg denne verdens lys før første gang , 
her min kære , salig moder 
ved min vugge om de store helte sang . 
Her har jeg levet så glade dage , 
her har jeg fundet min fæstemø , 
jeg kun en bøn har til gud tilbage , 
at engang jeg må i kongens boder dø . 
Alle tilstedeværende med undtagelse af Emil 
havde sunget sangen med . Da de tav , tog Emil 
sit glas og sagde : 
„ Den sang lider jeg godt , skønt den mangler 
en smule frihedslængsel . Jeg vil tillade mig 
af udbringe en skål før Nyboder og dets beboere 
med det håb , af ligesom de altid have 
kæmpet sejrrigt mod landets fjender , således ville 
de , når tidens fylde kommer , også kæmpe mod 
frihedens og lighedens fjender . De ville finde 
Danmarks bedste mænd i deres rækker . Nyboder 
leve ! ” 

efterat skålen var drukken , sagde madam 
kruse : 
„ Vi talte før om , af vi ingen ny krig fik , 
men de kender jo sådanne ting bedre , de venter 
altså en ny krig ? “ 
„ Og så vi den , skal jeg vise , af jeg endnu 
på mine gamle dage kan rette en kanon , “ sagde 
Olsen . 
„ Her finder atter en misforståelse sted , “ 
Sagde Emil med et smil , „ men herom er det for 
sildigt at tale i aften . Jeg vil blot gøre opmærksom 
på , at der vist i marinen er et og andet , som 
trænger til forandring . Nyboders folk behandles 
for meget som børn . Er det passende , at staten 
giver familierne naturalførplejning i stedet for penge , 
herved kunne de jo ikke få den mad , de ville 
have , de blive nødte til at leve af de samme retter . “ 
„ Ja , ja , “ sagde madam kruse , „ det er ganfle 
rigtigt , lader os få penge , i stedet for varer . “ 
Alle konerne syntes at være enige med madam 
kruse , og Emil nød en stille triumf , til Olsen sagdes : 
„ Hr . Student , deres forflag tager sig ganske 
kønt ud , men det duer ikke alligevel . Få vi 
varer , have vi altid mad i huset , få vi penge , 
komme mange ligesom en fattig arbejder til at 
sulte de fleste dage ; thi pengene bruges ikke til 
mad , men til at betale gæld med , til klæder , til 
fornøjelser og mange andre ting , og derved får 
kongen dårlige , forsultne matroser , i stedet for at 
han nu har sunde og raske . Og stige så varerne 
i pris , og det gør de vist , lader man næppe vore 
kostpenge stige i samme forhold . “ 
„ Men strider det ikke mod deres menneskeværdighed , 
at de ligesom et barn får maden 
rakt ? “ 
„ Min menneskeværdighed ? “ spurgte Olsen . 

„ Jeg antager , at det eneste , som strider mod min 
menneskeværdighed , er at gøre noget , hvorover jeg 
må skamme mig for mig selv og mine medmennesker . 
“ 
„ Jeg synes dog , at hr . Bjørnsons forslag , “ 
Begyndte madam kruse . 
„ Jeg synes , madam , “ sagde Olsen , „ at vi 
iaften er komne ind på alt for dybsindige materier , 
og at vi gøre bedst i at bede hr . Studenten 
om at få os ind på nogle morsommere . Han 
er vist mand for at kunne synge os en sang , der 
kan slå sparto til alle dem , vi have sunget . “ 
„ Det vil jeg ikke sige , “ svarede Emil , „ men 
da jeg opfordres dertil , skal jeg synge en sang . 
Undskyld , jeg løber ind og henter min guitar . “ 
„ Han spiller på guitar , “ sagde madam kruse , 
„ han er bestemt et meget dannet menneske . “ 
Kort efter kom Emil ind med guitaren og 
begyndte på følgende sang : 
på ærens stige 
ej min lige 
i dette rige 
kan slige op ; 
regenten råber , 
at ikkun tåber , 
som går og måber , 
tør nå dens top . 
Og er man blot en selvstændig mand , 
ej nådens solsfin man nyde kan . - 
nej , man skal bukke , 
og nakken dukke , 
så får man smukke 
bestillinger . 
Det er kun standen , 
som flaber manden , 
derfor hveranden 
er titelgal . 
Ja , sekretairer 

sig fornemt blærer , 
selv når de bærer 
en perial . 
En stakkels borgerlig kandidat 
bestandigt bliver tilsidesat . 
Men hver en driver 
man embede giver , 
når blot han skriver 
sit navn med „ Von “ . 
Og kan jeg sige 
den unge pige , 
at jeg vil slige 
i rang og stand , 
hun er bedåret , 
og hjertet såret , 
og jeg blive ' er kåret 
til hendes mand . 
At blive frue er ej så galt , 
da bliver man ej for madame kaldt . 
Hver pige kender 
vor statskalender , 
og Amor sender 
hun rejsepas . 
Men mine venner 
og jeg er fjender 
af den kalender 
og al den tant . 
Dog snart det gamle 
omkuld skal ramle , 
som børn til skamle 
det folket bandt , 
da kommer den gøde tid igen , 
da bliver vi alle ligemænd , 
da sprænger tanken 
og ordet skranken , 
og frihedsranken 
slår varigt rod . 
„ Det var en køn sang , “ sagde Bjørn . 
Alle takkede Emil for sangen undtagen Olsen , 
der sagde : 

„ Hr . Student , jeg synes ikke om den vise , 
jeg hører til den gamle stok , som finder , at der 
er godt at være i Danmark . Gud nåde landet , 
hvis skrålhalsene fik noget at sige , de sejlede 
skuden istykker . Nej , en mand skal kommandere , 
og vi andre skulle lystre . Nå , hvad sige i andre ? “ 
„ Javist , “ sagde Bjørn , „ men derfor kan der 
godt ønskes forbedringer i mange ting . “ 
„ Hr . Olsen , “ sagde Emil høfligt , „ jeg kan 
forstå , at de som en ældre mand ikke holder af 
den nye tid , jeg ville endogså finde det forunderligt , 
om de gjorde det , men den nye tid eller , 
som de kalder den , skrålhalsene vil sejre alligevel . “ 
„ Da ville det gøre mig bandsat ondt . Men 
jeg vil sige dem , vi gamle holmens gutter have 
før slået et slag for vor konge , og vi kunne 
gøre det endnu . “ 
„ Der er ingen , som vil gøre kongen noget 
ondt , vi forlange blot , at han skal dele sin magt 
med folket . “ 
„ Hr . Student , dersom matrøserne ombord i 
en orlogsmand forlangte , at chefen skulle dele sin 
magt med dem , hvorledes tror de så , at skuden 
ville blive ført ? “ 
„ Den sammenligning gælder ikke . ” 
klokken var bleven mange , og da samtalen 
var kommen ind på genstande , som ikke interesserede 
selskabets kvindelige del , gav denne tegnet 
til opbrud . Da Bjørn og hans kone kort efter 
tvare alene , og manden lukkede vinduer op for at 
få tobaksrøgen ud af stuen , sagde han : 
„ Der var dog noget i , hvad studenten sagde . “ 
„ Hør , fatter , “ svarede hans kone , „ med de 
sager skal du ikke befatte dig , de ligge for højt 
for dig og dine lige . ” 
„ Må ske . “ 

„ Bjørnson er en studeret mand , hans hoved 
kan rumme sådanne ting , men de ville kun gøre 
dit hoved tosset . “ 
„ Å , man kan da vel nok have en mening 
om f . Eks . vor naturalforplejning . “ 
„ Nej du kan ikke . Og sæt , du havde en 
mening , og den gik mod dine officeres , ville du 
blive afskediget . Herregud , Bjørn , hvad ville der 
så bliv af børnene og mig ? “ 
„ Du har ret , mutter . “ 
Imidlertid var det ikke så let for Bjørn at 
lukke øret for sin logerendes dårende røst , hans 
kone bemærkede det , og hun fortrød , at Emil var 
kommen til bo i huset . Bjørn selv begyndte at 
tabe noget af sit gode humeur . Studenten havde 
underkastet statsstyrelsen i almindelighed og flådebestyrelsen 
i særdeleshed en skarp kritik og fået 
Bjørn til at ønske sig en bedre tilværelse end han 
nu havde . Viby var bleven trængt med ind i 
tryllekredsen og bleven en langt ivrigere tilhænger 
end Bjørn af nye reformer . Det var derfor ikke 
så forunderligt , at han indbød studenten hjem 
til sig , og at denne blev en daglig gæst i bådebyggerens 
hus . 
Sjette kapitel . 
De to søstre . 
Der var hengået et år . Selgren og Rønfelt 
vare komne op i næstyngste klasse og blevne 
røde kadetter , Otto frossing var kommen i afgangsklassen 
og skulle være officer til efteråret . 
Han var lykkelig ved Charlottes kærlighed og så 

ikke slangen , som skjulte sig i græsset . Amalie 
Bjørnson elskede ikke sin mand , og han gjorde 
intet for af vinde hendes kærlighed , lidt efter lidt 
syntes han endogså af få smag på af opsøge sine 
fornøjelser udenfor hjemmet . Det varede ikke 
længe , før Amalie opdagede , af kadet frossing ikke 
var hendes søster ligegyldig . I begyndelsen morede 
det hende af betragte de to elskende , når de 
mødtes i hendes hus , men lidt efter lidt begyndte 
der hos Amalie af vågne en kærlighed til frossing , 
der tog til dag for dag . Bag det kolde 
ydre var der blevet tændt en uudslukkelig ild . 
Hvad hun før begunstigede , gjorde hun nu i 
stilhed alt for af modarbejde . Hun begyndte af 
tale til sin moder om et passende parti for Charlotte . 
Moderen var enig med sin datter om , af 
det ville være særdeles ønskeligt , om Charlotte 
kunne blive godt gift og Amalie henledede da hendes 
opmærksæmhed på en oberstlieutenant , som i 
den sidste tid havde viist søsteren nogen opmærksæmhed . 
Amalie mente , af der blot behøvedes 
lidt opmuntring fra Charlottes side for af få 
oberstlieutenanten til af erklære sig , og hun påtog 
sig at tale med søsteren herom . 
Det var en aften hen ad forårstide 1847 , at 
de to søstre sagde alene i den ældstes hyggelige 
dagligstue . Det regnede stærkt udenfor , og man 
kunne høre dråberne slå mod ruderne . De 
havde talt om ligegyldige ting , da sagde pludselig 
Amalie : 
„ Charlotte , jeg mener , at det snart er påtide , 
at du bliver forlovet . “ 
„ Forlovet ! Hvorledes falder du på det ? “ 
„ Moder og jeg have oftere talt herom . “ 
„ Jeg vil ikke forlove mig . Jeg kender ingen , 
som jeg kunne have lyst til at forlove mig med ? “ 

„ Heller ikke med kadet frossing ? “ 
Charlotte faug . 
„ Jeg vil sige dig , Charlotte , at det ikke er 
undgået min opmærksomhed , at du og frossing 
sværme for hinanden , måske have i endogså arrangeret 
en hemmelig forlovelse , slige barnestreger 
kunne tillades til en vis tid , men så må de 
høre op , hvis den unge piges fremtid ikke skal 
forspildes . Du mener måske , at , når han bliver 
officer , kan forlovelsen offenliggjøres ; sæt nu , at 
moder tillød det , så ved du jø , at frossing 
ingen formue har , og i det allertidligsfe ville i 
kunne blive gifte om en snes år . Og blive i 
så endelig gifte , ville i ikke kunne føre hus , hertil 
ere din mands indtægter for små . “ 
„ Jeg elsker ham , “ hulkede Charlotte og skjulte 
ansigtet i sine hænder , skønt det var mørkt . 
„ Således taler man i din alder . Forlov 
dig med ham og se så , om du elsker ham om 
tyve år . Charlotte , jeg kender dig bedre end 
du selv gør det . Du er kun forelsket i ham . “ 
„ Nej , nej , jeg kan ikke leve uden ham . “ 
„ Ret så . Io mere du raser , desto hurtigere 
vil forelskelsen gå over . — men hvis det ikke 
skulle ske , hvis jeg skulle blive nødt til at sige det 
til moder . . 
„ For guds skyld , gør ikke det ! “ 
„ Kære Charlotte , du må kunne indse , at 
jeg kan blive nødt dertil . Moder vil blive vred , 
hun vil overlægge sagen med min svigermoder , 
den vil blive public . . . og . . . og kadet frossing 
vil du ikke så , derimod vil du blive til 
latter og må holde dig borte fra ballerne , og 
du holder dog så meget af at danse . “ 
„ Jeg . . . jeg lider gerne alt dette for frossings 
skyld . “ 

„ Eksalterede pige ! Tror du , at han vil 
bringe dig så mange offre ? Vent , til han bliver 
officer , og du skal se , at du er ikke den 
eneste unge pige , som han bliver forelsket i . Desuden 
er det jo højst rimeligt , at han ikke kommer 
til at ligge i garnison i København . — dog , 
siden du er så påståelig , skal jeg meddele moder 
Alf . “ 
„ Nej , nej , jeg beder dig . “ 
„ Jeg vil sige dig , at hun bliver mere vred 
end du måske tror , fordi hun mener at have 
fundet et godt parti til dig . “ 
„ Et godt parti ? “ spurgte Charlotte nysgerrig . 
„ Ja . Moder mener , at oberstlientenant stage 
vil være et passende parti for dig . “ 
„ Oberstlientenant stage ! “ 
„ Der er ganske vist forskel på en oberstlientenant 
og en kadet . Stage har desuden privat 
formue . “ 
„ Har oberstlieutenanten allerede talt til moder 
om . . . om mig ? “ 
„ Jeg tror det ikke . Men i hvert tilfælde 
vil du kunne indse , at har moder sådanne planer , 
vil hun blive uhyre vred , dersom hun 
hører , at du er hemmelig forlovet med frossing . 
Sæt , at den forfærdelige Emil fik sagen at vide , 
hvilket uudtømmeligt stof til satire ville den ikke 
være for ham . Jeg har nu sagt dig min mening , 
tænk selv over sagen og rådfør dig med 
mig så lidt , du vil . “ 
Charlotte hulkede højt , Amalie gik ud af stuen 
og lod hende alene . 
Således var begyndelsen gjort til at bryde 
forholdet mellem frossing og Charlotte . Med 
stor snildhed arbejdede Amalie videre , medens hun 
gjorde alt for at forebygge , at de unge mennesker 

traf sammen i hendes hus . Skæbnen kom hende 
til hjælp ; thi kongen havde besluttet dette år at 
besøge landkadetakademiet , og der var derfor en 
travl virksomhed tilstede derude , for at monarken 
kunne komme til at se alt i det bedste lys . — 
det var dagen før store bededag 1847 , at 
besøget fandt sted . Kongen , kronprinsen og en 
skare prindser og generaler trådte ind ad den 
store port i Akademigade og så i fægtesalen hele 
landkadetkorpset opstillet til parade . Majestætæn 
gik ned ad rækkerne , nikkede tilfreds og sagde til 
en af sine generaler : 
„ De stå godt ! “ 
Ja , stille og stiv som en billedstøtte stod hver 
kadet fra den ældste til den yngste , og i en parade 
toge de røde trøjer til de mørkeblå bukser sig fortrinligt 
ud . Når der fra parade skulle svinges 
ud til specialrevn , hed det dengang : „ Til specialrevn 
med flyvende faner og klingende spil højre 
sving , marche ! “ Chefen fog imidlertid fejl og 
kommanderede : „ med klingende faner og flyvende 
spil . “ Kongen lo godmodigt , og korpset marcherede 
forbi ham . 
I klasserne opholdt lærerne sig , kongen udtog 
selv nogle kadetter og lod dem eksaminere . 
Otto frossing blev hørt i fortifikation og svarede 
godt . Kongen fik overalt det indtryk , at kadetterne 
vare vel underviste . I ældste klasse var 
der en kadet Hastrup , der senere som officer 
faldt ved Fredericia , kongen hørte ham selv i 
mattematik . Engang blev majestæten og kadetten 
uenige om et bevis , diskussionen blev livlig , 
da fog kadetten sin logarithmetabel , rystede 
kongens arm og sagde : 
„ Vil de se , jeg har ret . “ 
„ Javist , javist , “ sagde kongen og lo . 

imens kongen med stor interesse hørte kadetterne , 
gik de gamle generaler omkring i klasserne 
og sagde til hinanden : „ Kan du huske , her 
var det , at vi havde klasse ? “ Og nu påfulgte 
en mængde historier fra deres kadetår . 
Til slutning red afgangsklassen for kongen 
og den yngste klasse gymnasticerede . 
Hermed var den egenlige inspektion forbi . 
Medens regnskaberne og bøgerne derefter blev 
forelagte , samlede kadetterne sig til spisning i den 
store spisesal ; retterne vare grynsuppe og oksesteg . 
Kongen kom ind , satte sig til bords og spiste 
med god appetit sin grynsuppe . Chefen rejste sig 
og udbragte i få ord et leve for majestæten , 
hvorefter en sang af digteren h . P . Holst , 
lærer ved akademiet , blev afsungen . 
„ Tak , tak , børn , “ sagde kongen , da sangen 
var endt , „ jeg har været særdeles tilfreds med eder 
i dag . Jeg vil sige eder , at i altid i eders liv 
ville kunne stole på mig . Husk på det . Holst , tak 
for den smukke sang . “ 
Idet kongen sagde disse ord , rakte han digteren 
ridderkorset . 
Et tordnende hurra ledsagede kong Christian 
den ottende ud ad døren . Da han havde forladt 
akademiet , kom chefen tilbage og fortalte , at hans 
majestæt havde tilstået kadetterne en lysttour tilsøes 
eller tilvands , og at touren kunne vare en 
dag . Der ville blive taget nærmere bestemmelse 
om , når touren skulle finde sted . 
En stor del af kadetterne vare om aftenen 
på volden . Frossing så sig forgæves om efter 
nogen af den bjørnsonske familie . Han havde i 
den sidste tid kun sjeldnere set Charlotte og skrev 
dette på tilfældets regning . Imidlertid længtes 
han efter at møde hende ; thi den spænding , han 

havde været i før kongens besøg , var ophørt . 
Han så Selgren og Rønfelt og besluttede at 
give sig i samtale med den første , for om muligt 
at få noget at vide , men Selgren havde heller 
ikke i de sidste dage været meget udenfor akademiet 
og vidste intet . 
Ligesom det foregående år mødtes familien 
denne aften hos agent Bjørnson ; der var i år 
endnu en person tilstede , en oberstlieutenant stage , 
som i den sidste tid kom meget i den unge Bjørnsons 
hus . Dette havde givet Emil anledning til 
adskillige spydige bemærkninger , som havde haft 
tilfølge , at hans Broder en dag havde sagt til 
sin kone : 
„ Du kender min Broder Emil , du ved altså 
ligeså godt som jeg , at han kan være meget ondskabsfuld , 
og at han ikke skåner selv sine nærmeste . “ 
„ Jeg ved det , “ svarede Amalie , „ mig skåner 
han ikke . “ 
„ Nuvel , det kan derfor ikke forundre dig af 
høre , af han fortæller , af oberstlientenant stage 
kommer så meget i vort hus for din skyld , og 
af du ikke ugerne modtager hans kour . Jeg vil 
dog gøre dig opmærksom på den tale , som må 
være dig ligeså ubehagelig som den er mig . “ 
„ Heri har du fuldkommen ret , og jeg er 
dig taknemmelig , fordi du har bragt den på 
bane . Du er min mand , jeg stoler på din 
taushed , og jeg vil derfor fortælle dig , af oberstlientenanten 
kommer her for Charlottes skyld . “ 
„ Nej virkelig ! “ 
„ Var du oftere hjemme , ville du for længst 
selv have opdaget dette , nu håber jeg , af du 
irettesætter din Broder ordenligt . Det er dog 
skammeligt , af han går ud på af sætte splid 
mellem dig og mig . “ 

„ Jeg skal tale med ham , jeg skal tage ham 
ordenlig i skole . Se , se , jeg kan vente af få 
en oberstlientenant til svoger . “ 
„ Må jeg bede dig om af være tavs . “ 
„ Stol på mig . — og hør , Amalie , jeg gør 
dig en undskyldning for min dumme mistanke . “ 
„ Det behøves ikke . Lad det hele lære dig 
af foragte din Broders ondskab ligeså dybt som 
jeg nu i lang tid har gjort det . Han er i sin 
hele tale og opførsel en plebejer . “ 
„ Nu ja , han er noget vel ligefrem . “ 
„ Jeg kalder ham rå . Hør , det er dog for 
megen ære at vise ham , at han får at vide , at 
du har ladet dig påvirke af hans tåbelige snak . 
Jeg beder dig , tal ikke til ham derom . Det er 
tidsnok , at han får sagens rette sammenhæng 
at vide , når Charlottes forlovelse bliver deklareret . “ 
„ Mener du ? “ spurgte Karl . 
„ Ja . “ 
„ Så tror jeg , at jeg vil følge dit råd . “ 
Kort efter at Karl var gået til sine forretninger , 
kom Charlotte . Hun var ikke i den sidste 
tid så munter som før , og aflagde kun sjælden 
besøg andetsteds end hos sin søster . 
„ Charlotte , “ sagde søsteren , „ det var heldigt , 
du kom . Jeg vil sige dig , at du snart 
må bestemme , om du vil have oberstlieutenant 
stage eller ikke . “ 
„ O , lad mig betænke mig . “ 
„ Jeg kan ikke for min egen skyld give dig 
nogen lang betænkningstid . Min mand har i dag 
bebrejdet mig , at oberstlientenanten kommer så 
hyppigt i vort hus , man siger nemlig i byen , at 
han kommer her for min skyld , hører du , for 
min skyld . Du vil kunne indse , at sådanne 
rygter må slås til jorden , og det kan kun ske 

ved , at du og oberstlientenant stage blive forlovede . “ 
„ Kunde 
det ikke også ske ved , at oberstlientenanten 
blev borte her fra hnset ? “ 
„ Nej . Jeg har fortalt min mand , at han 
kom her for din skyld . Du seer , at du må 
forlove dig med oberstlientenanten , dersom jeg skal 
stå uden skyld i min mands øjne . Desuden 
har du jo selv måffet indrømme , at du intet 
havde at udsætte på oberstlientenant stage . “ 
„ Det er sandt , men . . . men frossing . “ 
„ Opgiv de romannykker , tossede pige , “ sagde 
Amalie fortrydelig , „ hvis ikke , fortæller jeg endnu 
i dag alt til moder . “ 
„ Det må du ikke , “ sagde charløtte . 
„ Nuvel , bliv da fornuftig . “ 
Og charløtte blev fornuftig . Samme dag 
kongen gæstede landkadetakademiet , traf oberstlientenant 
stage charløtte i Amalies hjem , hun 
lod dem alene , han bad om hendes hånd , og 
hun havde ikke mod til at sige nej . Han så 
ligeså lykkelig ud som hun ulykkelig , dengang 
Amalie trådte ind , og stage fortalte hende forlovelsen . 
Neppe var Charlotte bleven ene , før hun 
brast i en krampagtig gråd og nævnede frossings 
navn ; søsteren lod hende græde ud og sagde da : 
„ Nu , lille Charlotte , har du forhåbenlig 
fældet de sidste tårer over din første kærlighed , 
vær nu herefter god og venlig mod din tilkommende 
mand . “ 
Fru von werlau blev særdeles glad over , at 
nu var hendes anden datter godt forsørget , og da 
oberstlieutenanten kom om eftermiddagen , måtte 
han love at gå med om aftenen til agent Bjørnson 
og spise varme hvedetvebakker . 
Det overraskede agentens familie , da Fru 

von werlau præsenterede oberstlieutenant stage 
som sin tilkommende svigersøn ; man havde ingen 
anelse haft herom , og Emil så noget flau ud , 
da broderen sagde til ham : 
„ Du har en dårlig næse , du seer , at oberstlieutenanten 
er kommen i mit hus for min svigerindes 
skyld . “ 
Agenten og hans kone vare fornøjede over , 
at deres familiekreds var bleven forøget med en 
rangsperson , og ingen syntes at lægge mærke til , 
at Charlotte så noget forknyt ud . Da Selgren 
og Rønfelt trådte ind ad døren , skyndte Fru 
von werlan sig med at meddele dem den store 
nyhed . De blev lidt forlegne ved , at en så 
højtstående officer var den ene part , ikke 
desto mindre fremførte de deres gratulation i al 
beskedenhed . Stage smilede nådigt til dem og 
spurgte : 
„ Hvorledes gik det i dag på akademiet ? “ 
„ Kongen var særdeles tilfreds og har tilstået 
os en skovtour , “ sagde Selgren . 
„ Det er jo sandt , hans majestæt har besøgt 
landkadetakademiet i dag , “ sagde agenten , „ fortæl 
os lidt herom . “ 
Medens begge kadetterne underholdt selskabet 
med en skildring af kongens besøg , trak Amalie 
sin søster hen i en vinduesfordybning og hviskedee . 
„ Du må se mere munter ud . “ 
„ Det kan jeg ikke . “ 
„ Du må gøre vold på dig selv . Har 
man sagt a , må man også sige b . — jeg skal 
gøre dig den tjeneste selv at underrette frossing 
om , hvad der er sket . Han kommer vist op i 
morgen og aflægger en formiddagsvisit . “ 
„ Du vil virkelig . . . ? “ 
„ Javist vil jeg , og du skal få at vide , hvad 

han har sagt . Men nu forlanger jeg , at du skal 
se mere oprømt ud . “ 
„ Jeg skal gøre mit bedste , “ sukkede Charlotte . 
Næste formiddag sad Amalie alene hjemme 
og ventede med længsel på Otto frossing . Nu 
var hun jo rykket målet et størt skridt nærmere , 
og hun tvivlede ikke om , af den smukke kadet snart 
ville glemme sin første kærlighed . Endelig blev 
han meldt , Fru Bjørnson gik ham i møde , rakte 
ham hånden og sagde : 
„ Hr . Frossing , jeg tilstår , af jeg har længtes 
efter af se dem ; thi min søster har givet mig 
en kommission til dem af udføre ? “ 
„ Frøken Charlotte ? “ stammede frossing . 
„ Ja . Behag af tage plads . “ 
Hun satte sig hos ham og sagde : 
„ De har naturligvis ikke hørt den nyhed , af 
min søster er bleven forlovet . “ 
„ Forlovet ! “ råbte kadetten og blev bleg . 
„ Hun er bleven forlovet med oberstlieutenant 
stage . “ 
„ Med oberstlieutenant stage ? “ 
„ Det er et overmåde godt parti , og vi er 
alle særdeles tilfredse dermed . “ 
„ Alle ? “ 
„ Ja , vi er alle tilfredse dermed , også min 
søster . “ 
„ Også deres søster ? “ 
„ Hr . Frossing , jeg ved , af de nærer en ungdommelig 
kærlighed til min søster , jeg kan tænke 
mig , af de og hun have tilsvoret hinanden evig 
troskab og andre sådanne poetiske ting , men 
deres fornuft må sige dem , af min søster , skulle 
hun have ventet på af blive gift med dem , ville 
være bleven meget gammel , inden det kunne ske , og 
inden de ville kunne have tilbudt hende en stilling , 

der svarede til de fordringer , hun er bleven 
vant til af stille til livet . Det var bedst for begge 
parter , af det forhold hørte op i tide . Min moder 
har ingen anelse herom , kun jeg har kendt 
det . Charlotte siger dem ved mig sit sidste farvel , 
hun beder dem ikke af fortørnes og håber , 
af de engang må finde en pige , der vil kunne 
gøre dem så lykkelig , som hun ikke ville have 
gjort dem . — men de græder jo . “ 
„ Ja , frue , jeg er usigelig ulykkelig . “ 
„ Lad mig trøste dem . Tro mig , min søster 
var dem ikke værdig . De vil snart blive glad 
over , hvad der er sket . “ 
„ Nej , nej , jeg bliver aldrig glad mere . “ 
„ De er endnu så ung , det er alt for tidligt 
af binde dem til en bestemt dame , lær først verden 
af kende , og træf så deres valg . “ 
„ Mit valg er truffet . Jeg vil aldrig elske 
nøgen anden . “ 
„ Således taler de i deres første smerte . 
Tro mig , jeg føler deltagelse for dem , jeg skal 
gøre alt , hvad jeg formår , for af trøste dem . “ 
„ Ingen kan trøste mig . “ 
„ Husk , jeg er hendes søster , jeg kan tale med 
dem om hende , ja , jeg er den eneste , som kan 
gøre det ; thi kun jeg kender deres hemmelighed . “ 
„ Tak , frue , for deres deltagelse . — men 
er de også vis på , af Charlotte af sin egen fri 
villie har rakt oberstlientenanten sin hånd ? “ 
„ De må dog kende hende så nøje , af de 
ved , af hun næppe lader sig tvinge til et så alvorligt 
skridt som det , hun har gjort . “ 
„ Hun har altså været troløs imod mig . 
Nej , det er umuligt ! “ 
„ Hun og de er begge for unge til , af her 
kan være tale om en så slet handling som troløshed . 

hun har været letsindig , det er det hele . “ 
„ Men denne letsindighed har forspildt mit 
hele liv . “ 
„ Jeg gentager , af de tager fejl . De vil 
snart have glemt hende og måske — fundet en ny 
genstand for deres kærlighed . “ 
„ Aldrig , aldrig ! “ 
„ Tiden vil vise det . Imidlertid beder jeg dem 
om ikke af holde dem borte fra vort hus . “ 
„ Frue , her er jeg jo udsat for af møde hende . “ 
„ Nej , nej , på denne tid af dagen er hun 
og hendes forlovede altid ude i visiter . Ikke 
sandt , de vil besøge mig ret ofte ? De skal altid 
være velkommen . “ 
Frossing gav dette løfte og rejste sig som en 
drømmende for af sige farvel . Han rakte fruen 
hånden , hun greb den , trykkede den med varme 
og sagde : 
„ Husk på , de er en mand , og af de har 
en mands gerning af udføre . “ 
„ En gerning er som en blomst , får den 
ikke allerede som knop lidt sol på sine blade , 
springer den ikke ud . Min sol er slukket . “ 
„ En ny kan opslå . “ 
„ Ikke i dette liv , “ sukkede frossing og forlod 
hende . 
Da han var borte , kastede Amalie sig i en 
lænestol og faldt i dybe tanker . Til sidst sagde 
hun halvt højt : 
„ Nu er han kun en drømmer , jeg vil åbne 
hans øjne for det virkelige livs skønhed . Det 
kunne Charlotte aldrig have gjort . “ 
Tiden skulle vise , at Amalie også drømte . 

syvende kapitel . 
Den nye tid . 
Selgren levede sit stille , ensformige liv på 
landkadetakademiet uden at ane de stærke konflikter , 
som fandt sted i hans familie . Han var 
flittig og yndet af sine foresatte og lærere , og 
mellem kammeraterne hørte hverken Rønfelt eller 
han til de mest fremtrædende , herved undgik de at 
komme i mange slags ubehagelige konflikter . De 
besøgte i deres fritid den bjørnsonske familie , 
som nu lå på landet i nærheden af Tårbæk , 
og oberstlieutenant stage fandt megen behag i 
de to beskedne kadetter . Amalie havde engang 
anmodet Selgren om at sige til Otto frossing , at 
det undrede hende , at han havde ophørt med sine 
besøg , Selgren havde udrettet ærindet , og frossing 
havde set så underligt på ham og svaret , 
at han ikke havde tid til at besøge nogen ; thi 
afgangsklassen skulle en af de første dage ud på 
opmålingsøvelser ved Frederiksværk . Da Selgren 
overbragte Amalie dette svar , blev hun rød , 
som det syntes af vrede . 
Den af kongen lovede skovtour havde fundet 
sted til Kullen , man havde moret sig fortrinligt , 
og adskillige af lærerne havde på hjemvejen været 
overordenlig lystige og fra en omvendt tønde holdt 
taler i dampskibets forstavn . Der var blevet 
sunget sange , skrevne af kadetter , og havde disse 
sange end intet poetisk værd , vidnede de dog om , 
at undervisningen i dansk dreves med stor flid 
og kærlighed . Professor h . P . Holst var også , 
om ikke akademiets dygtigste , så dog mest 
yndede lærer , og ingen kadet forlod som officer 
akademiet uden at kunne skrive sit modersmål 

korrekt og flydende og uden at medtage kærlighed 
til og ærbødighed for vore store forfattere . 
Det var kadetternes bedste adspredelse i fritiden 
at læse digterværker og efter læsningen at 
samtale om dem , ja , nogle af dem dreve det til at 
udgive en Avis , hvori alt , hvad der angik livet 
på akademiet , behandledes på Vers og prosa . 
Såvidt erindres , førte bladet det opsigtvækkende 
navn „ Argus “ . 
Når kadetterne kunne læse en fransk bog , 
hvilket i reglen skete i næstældste klasse , opfordrede 
lærerne i fransk dem til at læse franske 
bøger . Denne opfordring blev efterkommet , 
men på hvilken måde , vil bedst fremgå 
af følgende yttring af en af de franske lærere : 
„ Jeg kender ikke den franske forfatter Paul de 
Kock , men han må vist ikke være så dårlig , siden 
kadetterne holde mest af at læse hans værker . “ 
Det var dog ikke denne franske forfatter , som 
kadetterne alene læste ; thi man var midt i Victor 
Hugos , Eugen Sues og Alexander Dumas ' s glandsperiode , 
og disse forfattere tiltalte kadetterne nok 
så meget som Paul de Kock . Selgren var endnu 
ikke nået til den franske literatur , men var i den 
lykkelige periode , da man nærer en ubegrænset 
højagtelse for Karl af rise , Drost Peder Hessel , 
ivanho o . s . v . 
Der havde atter været eksamen . Selgren var 
kommen op i næstældste klasse , og den første november 
afholdtes som sædvanligt stor parade , hvor 
eksamens udfald bekendtgjordes . Først blev navnene 
på de kadetter oplæste , som vare blevne udnævnte 
til officerer ; mellem disse var denne gang 
Otto frossing . Chefen gik ned langs rækken , 
ønskede enhver til lykke og overrakte ham portepeen . 
Nogle kadetter vare i år , som i reglen 

hvert år , blevne afskedigede , det var dem , som 
havde siddet to år i en klasse og ikke havde kunnet 
tage oprykningsexamen . Det var kun tilladt 
at sidde to år i hveranden klasse . 
Undervisningen gik på ny sin ensformige gang . 
Henad jul havde oberstlieutenant stage bryllup 
med Charlotte . Brylluppet gik stille af , men næste 
dag havde grosserer Bjørnson stort selskab for 
sin svoger og svigerinde , og Selgren og Rønfelt 
vare inviterede med . Charlotte syntes aldeles at 
have glemt sin tidligere kærlighed ; søsteren hviskedee 
til hende : 
„ Havde jeg ikke ret , din forelskelse i frossing 
var barnestreger ? “ 
Charlotte nikkede og svarede : 
„ Jeg håber , at han også har glemt mig . “ 
Men det havde den unge officer ikke . Om 
et par dage skulle han rejse over til sin garnison 
i en fjern provindsby . Han vidste , at Charlotte 
havde haft bryllup . Dagen efter det store 
selskab til ære for de nygifte mødte Amalie ham 
på gaden , hun standsede ham og spurgte : . 
„ Ved de , at min søster er bleven gift ? “ 
„ Ja , “ svarede frossing med et suk . 
„ Hun har sagt til mig , at hun håbede , 
de havde glemt deres første kærlighed , som hun 
havde glemt sin . “ 
„ Har hun sagt det ? “ 
„ Ja . — hvad må jeg svare hende ? “ 
„ At jeg glemmer hende aldrig . “ 
„ De er en romantisk sværmer , “ svarede Amalie 
smilende , „ De finder vel nok en anden dame , 
som kan erstatte hende . “ 
„ Aldrig , “ sagde løjtnanten med vemod . 
„ Måske dog , “ mente Amalie , „ jeg ønsker , at 
øe engang imellem besøger os . “ 

„ Umuligt frue . I morgen rejser jeg til min 
nye garnison . “ 
„ De rejser ! De forlader byen ! “ råbte 
Amalie bleg . 
„ Det er det bedste , jeg kan gøre . “ 
„ Nej , nej , det er ikke det bedste . De må 
blive . “ 
„ Jeg kan ikke blive . Jeg må lystre den ordre , 
kongen giver mig . “ 
„ Men de vil snart komme tilbage til København , 
ikke sandt ? Kongen kan forsætte dem 
til en herværende batajllon . “ 
„ Det kan kongen , men det gør han ikke , i 
hvert tilfælde vil jeg selv ikke søge derom . “ 
„ De skal , de bør søge derom , “ udbrød Amalie 
ivrigt . 
Frossing så forundret på hende og sagde : 
„ Er jeg først borte herfra , vil jeg måske , om 
ikke kunne glemme hende , så dog finde fred . “ 
„ Fred ! Hr . Lieutenant , dersom jeg . . . dog 
nej , “ sagde Amalie og beherskede sig selv , „ farvel , når 
de tænker på min søster , så skænk også mig 
engang imellem en tanke , og måske når vi engang 
ses . . . “ 
Hun fuldendte ikke sætningen , vendte sig hurtigt , 
drog sløret for sit ansigt og gik . Frossing 
så forundret efter hende og tænkte : 
„ Skulle hun . . . hun elske mig ? Forunderligt . “ 
Dagen 
efter rejste han . 
Det var midt i januar måned 1848 , al det 
rygte udbredte sig , at kongen var betænkelig syg . 
Hver morgen kom den såkaldte pagelakaj ud 
på akademiet og meddelte den sidste bulletin , og 
om aftenen , når bykadetterne gik hjem , listede de 

sig op i det af mennesker opfyldte forgemak for 
at erfare noget om kongens sygdom . 
En morgen kom der bud om , at kongen var 
død , og al undervisning blev straks standset . Officererne 
fik ordre til at begive sig ned i fægtesalen 
for at aflægge Eden til den nye konge , 
næste dag fortsattes undervisningen på ny på 
sin sædvanlige måde , men der var dog kommet 
uro i sindene , og hvad der skete udenfor akademiet , 
folkets højrøstede fordringer om en konstitution , 
kunne ikke undgå at påvirke de unge gemytter . 
De havde en anelse om , at man gik en 
ny tid i møde , men hvor tiden bar hen , vidste de 
ikke . Kort efter kongens død udbrød revolutionerne 
i Europa , kadetterne jublede , de håbede 
på krig og udsigt til før tiden at blive officerer . 
Selgren drak om aftenen den 20de marts sin 
the hos agent Bjørnson , hvor alle familiens 
kvindelige medlemmer og desuden agenten og 
oberstlieutenanten vare samlede . Karl og Emil 
vare ude til et stort møde i kasino . 
„ Bræstrup burde jage den forsamling fra 
hinanden , “ sagde stage , „ den må få en tumultarisk 
og oprørsk karakter . “ 
„ Man ved jo ikke , hvad der kan ske , “ mente 
Fru von werlau , „ Regeringen kan ikke vedblive at 
vise eftergivenhed , da vil det til sidst ende som i 
Paris . ” 
„ Ja , ja , regeringen er alt for eftergivende , “ 
Sagde agenten , „ jeg havde ikke troet at skulle opleve 
sådanne ting , som er skete her siden kong Christians 
død . “ 
„ Jeg ville ønske , at jeg med min bataillon 
måtte få ordre til at sprænge forsamlingen 
fra hinanden , “ sagde stage . 

„ Min gud , husker de , at både Karl og Emil 
ere derude ? “ spurgte den ældre Fru Bjørnson . 
„ Lige meget , kongen frem for svogeren , “ svarede 
stage . 
„ De har ret , “ sagde agenten , „ Kongen frem for 
alt , det kan nok behøves , at den sætning indskærpes 
i tider som disse . “ 
„ Jeg synes , “ mente Elisabeth , „ at alle danske 
burde se at blive enige . Nede i Holsten har man 
jo så godt som rejst oprørsfanen . “ 
„ Så vidt er det gud være lovet endnu ikke 
kommet , “ sagde agenten , „ og vil det forhåbenlig 
ikke komme . “ 
„ Når man i København vil akkurat det 
modsatte af , hvad man vil i Kiel , “ sagde Fru 
von werlau , „ ved jeg ikke , hvorledes krigen skal 
kunne undgås . “ 
„ Svigermoder , de glemmer , “ svarede stage , 
„ at kongen står over sine undersåtter , og at 
han vistnok vil tvinge dem til at forliges . Dem , 
som ikke ville holde fred , skyde vi ned eller vi 
sætte dem i citadellet . “ 
„ Ja , “ sagde Amalie , „ men man vil jo indskrænke 
kongens magt , og hvis det skeer , vil han 
da kunne stå over sine undersåtter ? “ 
„ Jeg frygter , “ mente agenten bekymret , „ at vi 
gå stormfulde tider i møde . Stemningen på 
børsen er for en konstitution . “ 
„ Stemningen i hele byen er slet , “ råbte 
oberstlieutenanten , „ en stor del af embedsstanden 
ønsker en fri forfatning . De dårer ! Når har 
en fri forfatning nogetsteds gavnet bureaukratiet ? “ 
Selgren hørte opmærksom til . Han og Charlotte 
deltoge ikke i samtalen . 
„ Hvis kongen skulle give efter , “ spurgte agentinden , 
„ hvem ville vi da få til ministre ? “ 

„ Mænd som deres søn Emil , “ svarede 
oberstlieutenanten hånligt . 
„ Slet så galt er det vel ikke , “ sagde agenten , 
„ men det kan blive galt nok endda , hvis mændene 
ere uprøvede . “ 
I dette øjeblik kom Karl hjem fra kasino . 
Han var stærkt bevæget og gav et referat , af hvad 
han denne aften havde oplevet . Da han havde 
endt , sagde oberstlieutenanten : 
„ Altså i morgen vil Københavns borgerrepræsentation 
begive sig til kongen for at fortælle 
ham , at Danmarks velfærd fordrer , at hans 
majestæt uopholdeligen omgiver ttronen med nye 
mænd . “ 
„ Således har man vedtaget i aften . “ 
„ Men hvis nu kongen giver borgerrepræsentationen 
et afslående svar ? “ spurgte agenten . 
„ Og det gør han naturligvis , “ sagde oberstlieutenanten . 
„ Det 
gør dog næppe hans majestæt , “ svarede 
Karl , „ når han hører slutningen af vor 
adresse , som anråber kongen om ikke at drive 
nationen til fortvivlelsens selvhjælp . “ 
„ Men det er jo en trusel om åbenbart oprør ! “ 
Råbte oberstlieutenanten . „ Tror de , at 
kongen vil vige for en sådan trusel ? “ 
„ Det ville vi så at vide i morgen . — men 
jeg er træt , “ sagde Karl , „ skulle vi ikke gå hjem , 
Amalie ? “ 
Amalie rejste sig , hvilket også var opfordring 
til opbrud for hendes søster . Karl ville 
nødigt indlade sig i en politisk diskussion med sin 
fader og endnu nødigere med den noget ophidsede 
oberstlieutenant . Den kommende dag ville jo 
vise , hvilken af parterne der havde ret . På 
hjemvejen sagde Amalie : 

„ Jeg holder ikke af politiske diskussioner , derfor 
fulgte jeg din opfordring til opbrud . Sig 
mig , dersom dine politiske venner komme til roret , 
troer du da at kunne høste nogen fordel deraf ? “ 
„ Mener du pekuniair fordel , vil jeg svare 
nej . “ 
„ Derpå tænker jeg ikke , jeg mener , om de 
kunne skaffe dig en rang ? “ 
„ O ja , det kunne de . “ 
„ Jeg holder nok af af være lige i rang med 
min svigermoder , “ sagde Amalie , og dersom der 
er udsigt til sligt , skal jeg slutte mig til dine 
anskuelser . “ 
„ Amalie ! “ udbrød Karl glad , „ Du vil . . . “ 
„ Ja . Rentud sagt , jeg kender mig , og jeg 
trænger til , af mine tanker få noget af beskæftige 
sig med . Men jeg forlanger , af jeg intet vil 
have med Emil af gøre , af du efterhånden skal 
trække dig tilbage fra ham . Du besøger ham i 
den sidste tid i Bjørnegade . “ 
„ Hvem har fortalt dig det ? “ spurgte Karl 
forlegen . 
„ Det er ingen hemmelighed ; hans værtinde 
har fortalt det til din moder . “ 
„ Nu ja , i bevægede tider har man trang til 
af samles med sine meningsfæller . “ 
„ Men Emil vil vel næppe stige så højt , af 
han kan skaffe dig en rang . — du må se af 
søge omgang med førerne . “ 
Amalie havde indset det håbløse i sin lidenskab 
for den fraværende frossing , hun havde gjort 
alt for af bekæmpe den , det var endnu ikke ganske 
lykkedes . Nu greb hun til som en udvej at kaste 
sig ind i tidens stærke rørelser , hendes mand 
skulle være armen , hun selv hovedet . Han var 
således bleven hende en nødvendighed , hun følte 

derfor større interesse for ham end nogensinde tidligere , 
en interesse , som dog langtfra var begyndelsen 
til en fremspirende kærlighed . 
Dengang Selgren forlod sin onkels hus , stod 
det klart for ham , at den store revolutionaire bevægelse 
også var nået til Danmark , og at den 
kommende dag ville være af afgørende betydning 
for landets fremtid . Han havde i sit stille sind 
sluttet sig til agentens og oberstlieutenantens udtalelser , 
han håbede , at kongen ville sige nej , 
og at del ville komme til en kamp , hvori også 
han kunne deltage . Som han vandrede i sådanne 
tanker , gik Emil ham forbi i højrøstet samtale 
med et par andre . 
„ Karl Moltke vil råde kongen til ikke at 
give efter , “ sagde den ene . 
„ Han er en holstensk ridder af den gamle 
skole , -- sagde den anden . 
„ Giver kongen ikke efter , skal han tvinges 
med magt ! “ råbte Emil , „ da skal det fredelige 
København også engang lære en barrikadekamp 
at kende . “ 
Mere hørte Selgren ikke , men det var nok til 
at lade ham tro , at der var størst sandsynlighed 
for , at det ville komme til kamp . Hans søvn 
denne nat var højst urolig , og næste morgen talte 
han med sine kammerater om , hvad han den foregående 
aften havde erfaret . Der forefaldt imidlertid 
intet usædvanligt ved paraden , men kort efter 
rygtedes det , at ingen kadet denne dag fik tilladelse 
til at forlade akademiet . Inden undervisningen 
var forbi , fik man imidlertid at vide , at 
alt var løbet fredeligt af , og at kongen havde afskediget 
sine ministre . — 
øen stærke og glade frihedstummel ude fra 
byen trængte også indenfor akademiets mure . 

en aften droge store folkeskarer gennem gaderne 
og ville tvinge folk ti ! at illuminere ved at råbe : 
lys ! Lys ! En sådan skare kom gennem Akademigade . 
Kadetterne skyndte sig med at efterkomme 
opråbet ved at sætte deres lys i vinduet , 
og da de ikke havde stager nok , blev lysene 
satte i halsen på så mange flasker , som man 
kunne opdrive . Øen larmende skare udenfor gav 
kadetterne et tordnende hurra , der vakte chefens 
opmærksomhed , og han skyndte sig ind i klasserne 
og fik lysene tagne bort . Kadetterne slap med en 
lempelig tilrettevisning . 
Der er rettet mange bebrejdelser mod landkadetakademiets 
daværende chef ; han var til sidst 
udsat for en ligefrem forfølgelse , for hvilken han 
bukkede under , men vi må nu efter så mange 
Års forløb sige , at han er bleven bedømt og 
dømt alt for hårdt , og at han under vanskelige 
forhold med dygtighed bestyrede akademiet . Han 
havde fjender mellem kadetterne , men det har og 
må enhver energisk chef af en militair undervisningsanstalt 
som landkadetakademiet have ; thi mangen 
straf , som den unge mener at være lovlig 
hård i forhold til forseelsen , er netop som den 
bør være , for at man i tide kan lære den strenge 
alvor at kende , som hersker i alle militaire forhold . 
Systemet var nu engang der , og han var 
sat til at overholde det ; dengang man brød med 
det , lod man ham undgælde for dets fejl og for 
dets ved mange Års hævd næsten lovliggjorte 
misligheder . Dengang den nye tid kom , lagde 
han kadetterne ingen hindringer i vejen for , at 
de kunne følge med begivenhederne , han underkastede 
ikke de blade , de holdt , nogen censur , og 
„ Fædrelandet “ og „ Kjøbenhavnsposten “ blev ligeså 

meget holdte som „ Berlingske tidende “ og 
„ Flyveposten “ . 
Enkelte af lærerne talte med kadetterne om 
tidens stærke rørelser , ja , en af disse anvendte i 
reglen en del af undervisningstimen til af fortælle 
den franske revolutionshistorie , og man hørte 
på hans livlige skildringer med stor opmærksomhed . 
Det var dog ikke de indre forhold , som 
især kom til af bevæge de unge gemytter , det var 
oprøret i Holsten . 
En eftermiddag havde bykadetterne medbragt 
den nyhed , af der under prinsen af Noers ledelse 
var udbrudt åbenbart oprør i Holsten . Selgrens 
klasse havde just en time i tysk . Dengang 
læreren , upåtvivlelig akademiets dygtigste , 
trådte ind , blev nyheden straks fortalt ham . Bevæget 
sagde han : 
„ Det er næppe andet end et rygte . Jeg har 
ikke hørt det før nu . “ 
Han ilede ud af klassen for hos de andre 
lærere af få af vide , om rygtet var sandt . 
Nogen tid efter kom han tilbage og sagde : 
„ Det er desværre sandt . “ 
Han grebes da af en dyb vemod , han fortalte 
eleverne , af han selv var ovre fra Holsten , 
han beskrev med glødende farver sin barndomsegn 
i det frugtbare Ditmarsken ; det var ligesom han troede 
sig afskåren derfra for bestandigt . Og eleverne 
syntes i dette øjeblik godt om denne ellers strenge 
lærer , de havde set noget af hans indre menneske , 
men de andre klasser begyndte snart en 
kraftig opposition imod ham , og der udspandt sig 
beklagelige scener * ) , hvori Selgrens klasse dog 
ikke deltog . 
* ) bladet „ Fædrelandet “ har haft en skildring af nogle 
af disse scener . 

landkadetakademiet blev ikke uberørt af de 
store begivenheder , som foregik udenfor det ; thi 
snart kom der ordre til , at afgangsklassen øjeblikkelig 
skulle afgå til hæren som officerer . 
Jublen i denne klasse var stor , men forgæves 
ventede de to næste klasser på , at de også skulle 
blive kommanderede i Felten , om ikke som officerer , 
så dog som en slags volontairer . Og 
når så en af de nys afgåede kadetter udmærkede 
sig ovre i Felten , plejede chefen i reglen om 
morgenen ved paraden at meddele korpset det 
med glæde og stolthed . 
Men der var kadetter , som gjorde sig bemærkede 
på en anden , langtfra heldig måde , det var 
sønner af officerer , som vare gåde over til oprørerne . 
Da kadetterne vendte tilbage til akademiet 
efter påskeferien , fortalte de få tilbageblevne 
af deres kammerater , som ikke havde benyttet ferien 
til at gæste slægt og venner , at de vare 
blevne forhånede , ja , pryglede af de ovennævnte 
holstenske kadetter . Ældste klasse foretog sig da 
at straffe dem eksemplarisk og begyndte med at give 
en kadet af samme klasse en dygtig dragt prygl . 
Dette havde tilfølge , at han og hans yngre Broder 
meldte sig syge og lagde sig over på sygestuen . 
Mellem de kadetter , som vare tiltænkte en 
afstraffelse , var en kadet , der var født i Rendsborg 
af danske forældre . Hans klasse vidste meget 
vel , at han var så dansksindet som nogen , 
han blev imidlertid kaldt ind i ældste klasse og 
havde nær fået prygl , hvis hans egen klasse ikke 
i rette tid havde gjort opmærksom på fejltagelsen . 
Morsomt var det bagefter at se den lille 
fyrs indignation og at høre ham udbryde : 
„ Havde de banket mig , var jeg bleven slesvigholstener . “ 


de slesvigholstensksindede kadetter så imidlertid 
lejlighed til at flygte , hvilket var den fornuftigste 
måde , sagen kunne afgøres på ; thi 
at lade dem vedblive at deltage i undervisningen , 
ville være uforsvarligt , og at holde dem tilbage mod 
deres forældres ønske , ville måske heller ikke have 
været rigtigt . Et årstid efter blev de alle ansatte 
i den slesvigholstenske arme som officerer . 
Da Selgren en dag kom hjem til sin onkel , 
blev han forundret over at træffe Emil i underlægeuniform . 
Emil lagde mærke til sin fætters 
forundring og sagde : 
„ Jeg har nu også fået uniformen på ; thi 
nu er den ikke længer nogen slavedragt . “ 
„ Det har den aldrig været , “ svarede Selgren . 
„ Lader os ikke disputere herom . Jeg har sagt 
til mig selv : „ Fædrelandet frem for alt ! “ Hæren 
har trang til underlæger , og jeg har derfor 
meldt mig til tjeneste og er straks bleven ansat . “ 
„ Jeg ville ønske , af jeg kunne gå med derover , “ 
Sagde Selgren , „ men krigsministeriet vil ikke 
tillade det . Inden jeg bliver officer , er krigen 
vistnok forbi . “ 
„ Hvis slesvigholstenerne ikke få hjælp andetsteds 
fra , skulle vi snart blive færdige med dem . 
Nationen er vågnet . Folket synger . Har du 
hørt den nyeste sang ? Jeg skal synge den for dig . “ 
Emil satte sig til fortepianoet og begyndte : 
„ Dengang jeg drog afsted , 
min pige ville med . “ 
Denne sang gjorde et ikke ringe indtryk på 
kadetten , som ikke anede , af den snart skulle lyde 
overalt , hvor danske hjerter slog . Der var den 
forskel på „ den tappre landsoldat “ og sangene 
fra 1801-perioden , af i den første sang var det 

danske lune brudt igennem , af det var en folkesang 
i dette ords bedste betydning . I tidligere 
tid sang man : 
„ I åg af Britanniens love 
skal cimbrernes sønner ej gå ; 
dem Tordenskjold lærte af vove , 
af jueler de lærte af slå . 
Pløj bølgen med ildsvangre tårne , 
vi er som havet fribårne , 
og dø eller sejre i juelernes spor 
for dannebrogs ære , for frihed i nord . “ 
De nye viser så ikke tilbage på Danmarks 
store fortid , de talte ikke om af gå i fædrenes 
spor , det var , som digterne følte , af der måtte 
indslåes et nyt spor . Og i sandhed , det varede 
ikke længe , før digterne kunne besynge helte , der 
støde ved siden af de jueler ; heltene hørte dog 
ikke til flåden , men til hæren . 
Emil fortalte Selgren , af han ude i sin lejlighed 
i Nyboder agtede før sin bortrejse af give 
et lille sold , og han indbød sin fætter til af deltage 
deri ; dette lovede Selgren . Emils moder 
var stolt over af se sin søn i uniform , og det var 
mærkværdigt , hvor kvinderne i den tid ikke alene 
med ro , men også med stolthed så deres mænd 
og sønner drage i kampen . Charlottes mand 
var allerede for længst borte med sin bataillon , hun 
længtes vel efter ham , men nogen bekymring for 
hans liv nærede hun ikke . Hun og alle andre 
vare grebne af frejdig sorgløshed og af tro på 
sejren . 
Der er blevet fortalt , at første gang en af de 
nørrejyske batailloner var i kamp , udbrød mandskabet 
forbavset : 
„ Fjenden flyder skarpt ! “ 

efterat denne opdagelse var gjort , blev kamplysten 
i et nu langt større end tidligere , da man 
kun havde „ Maneuvremod “ . 
Ottende kapitel . 
Opbrud . 
Nybodersfolk havde været med til at synge i gaderne , 
efterat kongen havde udnævnt martsministeriet , 
de havde vel ikke forstået , hvorom det egentlig 
gjaldt , men de havde ubevidst følt , at folket 
var blevet hævet op på et højere standpunkt . 
Kort efter begyndte oprøret , og de så nu til 
deres forbavselse , at folk af de dannede klasser 
frivilligt toge soldatertrøjen på , selv deres fornemste 
officerers sønner kunne træffes som menige 
soldater . Da lysnede det op i sømandens tanke , 
han begreb , at nu havde alle fået lige pligter , 
og at man begejstret og frivilligt opfyldte sine plig 
ter mod konge og fædreland , men om lige rettigheder 
havde han endnu ingen klar tanke , og 
mangen holmens mand lod sig derfor bedåre af 
snilde og snedige agitatorers løfter om en guldalder , 
hvori alle skulle være lige . Når han kom 
ombord og hørte fjendens kugler suse , glemtes 
imidlertid forførernes listige tale , og politiken 
blev kun berørt , når man fik aviser fra hjemmet . 
Kanoner Bjørn og hans hustru havde levet 
et stille og lykkeligt liv . Den lille Fanny var nu 
over to år gammel og et yndigt og kærligt barn . 
Christian gjorde gode fremskridt i skolen , og Anna 
var i den alder , at hun også snart skulle begynde 
sin skolegang . Bjørn var 1848 bleven udkommanderet 
med briggen „ St . Thomas “ til Vestindien ; 

det var en tur , hvorved der fortjentes godt , 
men som i reglen varede over et år . Hans kone 
var just ikke ganske fornøjet herover , men hun måtte 
finde sig heri , og være glad ved , at hendes mand 
ikke de to foregående år havde været udkommanderet . 
En 
aften i slutningen af marts kom Bjørn 
fornøjet hjem og sagde : 
„ Glæd dig , mutter , vi skal ikke til Vestindien , 
vi skal over at slås med slesvigholstenerne . 
Allerede i morgen sejle vi . “ 
„ Å , det var rart ! “ råbte madamen og slog 
hænderne sammen af glæde , „ lad mig se , at du 
slår bravt mange tyskere ihjel . “ 
„ Det kunne måske hænde sig , “ sagde Bjørn , 
„ Du kan tro , at vi alle blev glade , da vi hørte 
vor nye bestemmelse . “ 
„ Har kaptajnlieutenant Suenson ikke sagt jer , 
hvor i først skulle træffe tyskerne ? “ 
„ Nej , derom har chefen ikke talt . Men man 
mumler om , at korvetten „ Najaden “ , „ Gejser “ og 
vi skulle over til Als for at se , om der er tyskere . “ 
„ Ih , der boer jo hertugen af Augustenborg . “ 
„ Han er naturligvis kneben ud , når vi komme . “ 
„ Ja , den Karl hytter nok sit skind . “ 
Endnu samme aften skulle kanoneren ombord , 
børnene fik lov til at være oppe , til han gik . Da 
kyssede han dem bevæget og sagde : 
„ Hør , Christian , skulle tyskerne slå mig ihjel , 
så husk på at hævne din fader , når du bliver stor . “ 
„ Det skal jeg , “ svarede Christian , og hans 
øjne lyste . 
„ Farvel , mutter , lad de tårer fare , jeg skal 
snart skrive dig til . “ 
Hun blev stående i gadedøren og så efter 
ham , til han drejede om hjørnet af Borgergade . 

da gik hun stille op og klædte sine børn af , derefter 
hensank hun i bøn , hvorfra hun rejste 
sig rolig og styrket . 
Etter Bjørns afrejse kom overkanoneer Olsen 
hver dag over og spurgte om nyt fra den udkommanderede , 
selv havde han fået ordre til om 
en fjorten dage at stikke i søen med en af de 
større fregatter , som skulle blokere . Der spurgtes 
nyt tidligere end man havde ventet . 
Det var en aften i begyndelsen af April , at 
Olsen og Viby mødtes i Bjørnegade , og begge besluttede 
at aflægge madam Bjørn et besøg . Da 
de kom op , stod hun i sit køkken med et smilende 
ansigt , holdt et brev hen imod dem og råbte : 
„ Brev fra Bjørn . “ 
„ Hvad skriver han ? “ spurgte Olsen . „ Han 
har vel endnu ikke set noget til tyskerne ? “ 
„ Det har han rigtignok . “ 
„ Det var som fanden . “ 
„ Må vi læse brevet ? “ spurgte Viby . 
„ Meget gerne , men læs det højt . Jeg vil 
gerne høre det engang til . Der er Christian . Kom 
og hør din faders brev . “ 
De gik nu alle ind i stuen , og Viby begyndte 
at læse : 
„ Kære kone ! 
Jeg vil nu fortælle dig , hvad jeg har oplevel , 
siden jeg forlod dig og børnene . Den 26de 
marts om eftermiddagen sejlede vi fra København , 
korvetten bugseret af „ Gejser “ . Den 27de 
marts kom „ Najaden “ til Sønderborg , hvor man 
blev meget glad ved at se den . Hertugen af augustenbørg 
var naturligvis stnkken af . „ Gejser “ 
Sejlede videre til Flensborg fjord , men vi kastede 
Anker ved hardeshøj , et sted ved den nordlige 
del af alssund , og hvor der er færgefart mellem 

Als og Slesvig . Der fik vi ikke lov til at ligge 
længe ; thi den 30te marts lettede vi og stod ind 
i Åbenrå fjord . Der er nogle hjemme , der 
ligesom tyskerne kalde byen for apenrade . Næppe 
vare vi komne derind , før vi fik øje på en stor 
hob tyskere , som kom kørende på en hel mængde 
vogne ad chausseen syd for byen . Nu skal jeg 
sige dig , at landevejen går et langt stykke syd 
for Åbenrå tæt langs fjorden . Vi kunne se , at 
tyskerne havde den slesvigholstensfe klud vajende 
fra deres vogne . Men så blev Suenson gal i 
hovedet og kommanderede fyr . Det var grinagtig 
at se , hvorledes slesvigholstenerne i en fart kom 
af vognene og benede ind i landet . Vi lo alle sammen , 
om det så var chefen selv . Snart var 
der ingen flere at skyde på . Vi lå nu og ventede 
på , hvad der ville ske ; thi at der var tyskere 
i byen , havde vi set . 
Så kom om morgenen kaptajn bille dampende 
op til os på „ Hekla “ , og kaptajnlieutenant 
Suenson blev kaldt ombord til ham . Da han 
kom tilbage , sagde han : „ Jeg har fået ordre til 
at skære dampskibet „ Christian der achte “ ud af 
havnen . Det løber næppe af uden kamp . “ — 
så blev tre fartøjer satte i vandet , og chefen 
gik selv i det , hvor jeg befandt mig . Det kan nok 
være , at vi alle sammen brændte af lyst til at få 
tyskerne i tale . Ja , i tale fik vi dem da , men 
ikke på den måde , vi havde ventet . Da vi kom 
til landingsstedet , stod der en officer i dansk jægeruniform , 
med hvidt bind om armen . Vi troede , 
at det var en af vore danske officerer , men så 
råbte han til os : „ Det koster blod ! “ Suenson 
svarede : „ Lad koste ! “ og en af vore matroser løb 
til for at gribe fyren , men han benede op ad gaden . 
Vi toge nu dampskibet i al gemytlighed , 

ja , chefen gav sig god tid og sendte bud op i 
byen efter maskinmesteren . Han kom også . 
Skjøndt der var slesvigholstenske soldater i gaderne , 
gjorde de os ikke noget , for de vare bange 
for , at briggen skulle bombardere byen . Jeg 
må også fortælle , at vi fik byens borgmester 
med , han skal være en fæl tysk rad og hedder 
Schow . Jeg kom med „ Christian der achte “ en 
lille sviptour til Sønderborg , hvor 5te bataillon 
nylig var kommen fra København . 
Her skriver jeg dig dette brev til og melder 
dig , at jeg ellers har det godt . Kys børnene fra 
mig og hils alle gode venner og bekendte og da 
især Olsen og Viby . Sig madam kruse , at hendes 
mand , der er ombord på „ Gejser “ , har det 
godt . Ja , hun har måske allerede hørt fra ham , 
for „ Gejser “ er gået til Korsør i transportfart . 
Soldaterne mene , at de snart komme til at 
slås med ttyskerne , jeg vil da håbe , at vi også 
komme med i legen . 
Din dig hengivne mand 
Ole Bjørn . “ 
„ Det var et rart brev , “ sagde Olsen , „ når 
man hører sådant noget , får man selv lyst til 
at være med . Jeg kommer til at tænke på mine 
unge dage , da vore brigger lå og sloges med 
engelskmanden . “ 
„ Det er ærgerligt , at jeg i min stilling ikke 
kan komme med , “ sagde Viby , „ forbandet ærgerligt ! “ 
„ Å , der skal også være nøgen hjemme , “ 
Sagde Olsen , „ hvem skulle ellers reparere skuderne , 
når fjenden har pyntet dem ? “ 
I dette øjeblik kom Emil hjem , og han måtte 
da også læse Bjørns brev . 
„ Det begynder jo at gå muntert til , “ sagde 
han , „ heldigvis skal jeg derover om et par dage . “ 

„ Det kan jeg lide dem for , “ sagde Olsen . 
„ Og skulle vi mødes , “ svarede Emil , „ skal det 
ikke mangle på en god flaske vin . “ 
„ Tak den , som byder . “ 
Dengang Olsen og Viby kort efter gik , sagde 
den første : 
„ Jeg er også glad for din skyld , at studenten 
rejser , for han har sat dig adskillige nykker 
i hovedet . “ 
„ Har han det , har han ikke været ene herom . 
Nu skal vi jo have en fri forfatning , og så har 
enhver lov til at have en mening . “ 
„ Ja , ja , jeg ved nok , at studenten ikke har 
været ene om at fortælle dig og andre , hvorledes 
alt herefter skal indrettes . Jeg talte med en af 
byens større fabrikanter i går , og han var vred 
på den tvangslov , som han kaldte den , der byder , 
at de , der som børn nyde fri undervisning 
og understøttelse af staten , skulle tilbagebetale den 
ved , at de tilpligtes at forblive i holmens tjeneste 
et vist antal år . “ 
„ Om den sag have vi jo mange gange talt , 
og jeg vedbliver at påståe , at det er en menneskehandel . “ 
„ Å , 
er det nu blevet en menneskehandel ? 
Er det da en menneskehandel , at lærlingen skal 
stå et vist antal år i lære , inden han bliver 
udlært . Jeg har kendt lærlinge , der vare ligeså 
dygtige som svende efter to til tre Års forløb , 
alligevel måtte de vedblive at tjene deres fulde 
fem år som lærlinge . — nu , den samme fabrikant 
ville også have , at vi underofficerer skulle 
avancere til officerer . “ 
„ Ja , hvorfor ikke det ? “ 
„ Fordi vi ikke due dertil ; den , der er slået 
til en skilling , bliver aldrig en daler . “ 

„ Du er grumme beskeden , Olsen . “ 
„ Å nej . Men jeg er gammel nok til at 
sætte tjenestens tarv over min egen forfængelighed 
og ærgerrighed . Og jeg siger dig , at selv 
om vi i visse henseender kunne forrette vor tjeneste 
på fyldestgørende måde , så ville vi overfor 
de andre , de studerte officerer komme til at 
savne boglig lærdom og dannet omgangstone . 
Vi ville lidt gøre os latterlige ligesom den proviantsforvalter , 
der i messen , efter at have spist , 
stangede sine tænder med gaflen . — men jeg vil 
forresten også tale med dig om noget andet . 
Jeg er glad på dine døttres vegne , at underlægen 
kommer bort . “ 
„ Hvad er det for snak ? “ 
„ Han har spadseret med dem på tivoli . “ 
„ Med min tilladelse . “ 
„ Og han har haft en anden herre med . “ 
„ Det var en aften , at han derude mødte en 
god ven . “ 
„ Ja så , det var en god ven ? “ 
„ Nyboder er også et utåleligt sladderhul . 
Nu har en eller anden kælling haft ondt af , at 
mine døtre have kunnet gå på tivoli i net 
selskab . “ 
„ Det hører vel også til tidens fremskridt , 
at nyboderspiger gå på tivoli med grosserere 
og studenter ? “ 
„ Hvorfor ikke det ? “ spurgte Viby rask . 
„ Ja , ja , “ sagde Olsen , „ blot du ikke må 
komme til at fortryde disse nymodens forbedringer . 
Jeg har nu sagt dig min mening . Godnat . “ — 
den aften , Selgren gik til sin fætters sold , 
mødte han i Akademigade en herre , spadserende 
med en ung pige under armen . Selgren studsede ; 
thi han troede i Herren at genkende sin 

fætter , grossereren . Men han forjog dog hurtigt 
denne tanke som tåbelig . Kort efter stod han i 
Emils stue og blev der af fætteren præsenteret 
for en frivillig torn , en medicinsk student 
Hornby og bådebygger Viby . Madam Bjørn 
var i begreb med at dække aftensbordet for Emil . 
Da hun så Selgren , hilste hun og sagde : 
„ Det er nok første gang , at de besøger deres 
fætter . “ 
Selgren bejaede det . Han kunne have tilføjet , 
at det var første gang , han stod i en 
Nyboders lejlighed . Skønt lille , forekom stuen 
ham at være meget hyggelig . Da døren et øjeblik 
stod på klem , stak den lille Fanny nysgerrig 
hovedet ind , tiltrukken af kadettens røde uniform . 
Selgren gik hen imod hende og spurgte : 
„ Hvad hedder du ? “ 
Hun trak sig lidt sky tilbage . Selgren fulgte 
efter og sagde : 
„ Du skal ikke være bange for mig . Jeg holder 
meget af dig . Hvad hedder du ? “ 
„ Hun kan ikke tale rent endnu , hr . Konge , “ 
Sagde Anna , som var kommen til , „ men hun hedder 
Fanny , hr . Konge . “ 
Selskabet hørte dette og brast i latter . 
„ Selgren , du er bleven konge , “ sagde Emil . 
„ Det er den røde kjole , som har bragt Anna 
på den tanke , “ sagde moderen . 
„ Siden du hilser mig med kongetitel , “ sagde 
Selgren til Anna , „ kommer jeg til at give dig en 
firskilling . “ 
Han tog sin portemonnaie op og gav hende 
skillingen . Den lille Fanny rakte også hånden 
i al troskyldighed ud efter en . 
„ Du vil også have en skilling ? “ spurgte 
Selgren . „ Men jeg har desværre ingen flere . 

dog jo , her er min egen lykkeskilling , en mark 
med et hul i , den skal du få . Jeg finder vel 
nok lykken uden den . “ 
„ De må ikke give børnene alle de penge , “ 
Sagde moderen . 
„ Lad det blive min sag , “ svarede Selgren 
lystigt , bukkede sig og gav Fanny et Kys . „ Det 
er en sød lille pige , “ sagde han . 
Madamen kom til at synes godt om kadetten , 
fordi han holdt så meget af hendes børn . 
Christian så han ikke ; thi han var ude . 
Man begyndte nu at rage for sig af retterne . 
Emil havde selv indkøbt en del af varerne , og Viby 
sagde til sig selv , at man kunne se , at man ikke var til 
gilde hos nogen nybodersmand . Han kunne for 
den sags skyld også høre det ; thi ved en bemærkning 
af torn , som var polyteknisk kandidat , 
var samtalen bleven ledet hen på naturlovene , 
og derfra på atteisme . 
„ Jeg gad vide , hvorledes en atteist , som går 
mod fjenden , befinder sig , “ sagde torn . 
„ Ganske vel , tænker jeg , “ svarede Hornby , som 
ikke var langtfra at være atteist , „ han kan nu enten 
være en dannet mand eller en simpel Bonde . 
Er han en dannet mand , vil han roligt mødtage 
den dræbende kugle : thi han ved , at hans minde 
da vil komme til at leve længe i hans fødeland , 
er han en udannet mand , vil han slet ikke tænke 
over den sag , han vil kæmpe med dyrisk mod . “ 
„ Om den udannede atteist vil jeg ikke tale , “ 
Svarede torn , „ men jeg mener , at den dannede 
atteist ikke , i det mindste ikke frivilligt , vil gå i 
krig , for ham må livsopgaven være sandselig nydelse 
og at opholde livet , så længe som muligt . “ 
„ De miskender atteisterne , “ sagde Hornby , 
„ de er sande pligtmennesker . “ 

„ Jeg vil gøre dig opmærksom på , ” sagde 
Emil til torn , „ at Hornby i den sidste tid er 
bleven omgangsven med et par af vore mest udprægede 
yngre atteister . “ 
„ Og en af disse , “ vedblev Hornby , „ har anset 
det for sin borgerpligt at gå frivilligt med 
i krigen . “ 
„ Så vil jeg ønske , at han må blive skudt , “ 
Sagde torn , „ dog nej , man skal ikke ønske ondt , 
selv over en atteist , så meget mindre , som den 
af borgerpligt opfyldte atteist sandsynligvis i Felten 
vil genfinde troen på en personlig gud . “ 
„ Han er stærk i sine principer , “ lo Emil og 
nævnede vedkommendes navn . „ Jeg har lagt 
mærke til , at der i den nye tid findes en ikke 
ringe atteisme og en vis kraftig sandselighed . “ 
„ De to stå åbenbart i forbindelse med 
hinanden , “ svarede Hornby . 
„ Du mener , at atteisterne nødvendigvis ikke 
kunne være asketer ? “ spurgte torn . 
„ Det er dog ikke vist , at her er nogen sammenhæng 
tilstede , “ svarede Emil . „ I enhver tid , 
hvor noget nyt kommer til gennembrud , hvor 
lidenskaberne , som en følge heraf , er i stærk bevægælse , 
vil man altid finde en kraftig sandselighed . “ 
„ Atteismens sandselighed må altid være 
uskøn , “ sagde torn , „ jeg beklager den stakkels 
kvinde , som skænker en atheisf sin hånd . “ 
„ Hvorfor ? “ spurgte Hornby . „ Kærligheden 
griber den troende og ikke-troende på samme 
måde ; thi den er jo ikke andet end en elektrisk 
strøm , som er stærkest i ungdommen og taber sig 
med årene . “ 
„ Og så er det vel gennem øjnene , at kvinden 
udsender sine elektriske gnister mod vort 
hjerte ? “ spurgte torn . 

„ Å ja , det kan siges , “ svarede Hornby . 
„ Men når , “ vedblev torn leende , „ vi ikke 
straks kunne vinde en kvindes kærlighed , må det 
jo til sidst kunne lade sig gøre ved hjælp af elektriceermaskinen ? “ 
„ Nu 
våser du , “ svarede Hornby fortrydelig . 
„ Lader os ikke tale om et så alvorligt emne 
iaften , “ sagde Emil , „ det kan næppe have noget 
tillokkende ved sig for min ærede fætter og min 
anden ærede gæst . Kom , Viby , lader os drikke 
en snaps sammen . “ 
Samtalen lededes over på de store reformer , 
som forestode også i marinen . Viby var 
her en ivrig modstander af det bestående , og ikke 
uden grund havde Olsen advaret ham mod at tage 
sig i agt . Hornby smigrede bådebyggeren ved at 
sige , at hans anskuelser vare sunde og rigtige , men 
torn tillod sig den bemærkning : 
„ Hvad ville deres foresatte sige , dersom de 
hørte dem fremsætte sligt ? “ 
„ Udenfor tjenesten , “ svarede Hornby , „ skulle 
jeg mene , at hr . Viby er sin egen herre . Han 
vil snart få ret til at vælge til den lovgivende 
forsamling , og den , som har en sådan ret , har 
tillige den pligt at følge med tidsbegivenhederne , 
således at han giver en dygtig og frisindet mand 
sin stemme . Er det ikke stort at tænke sig , at 
nu vil den arbejdende klasse også få ret til 
at sende mænd til ttinge ? Snart ville de danske 
vælgere blive så oplyste som vælgerne i Paris . “ 
Hornby kom nu ind på socialismen , hvoraf 
flere end han i 1848 vare tilhængere . Efterhånden 
bortdunstede dog denne tåbelige rus . 
Imidlertid tiltalte dens læresætninger Viby i høj 
grad , og bidroge til „ at gøre ham tosset “ , som 
Olsen ved en lejlighed udtrykke sig . For Selgren 

var det meste , af hvad han den aften hørte , nyt 
og ukendt . Han deltog næsten ikke i samtalen , 
men da man gik over til at synge de nyeste krigssange , 
var han med ; han havde en smuk stemme , 
som han havde besluttet at uddanne , når han blev 
officer . 
Selgren holdt måde med at drikke , men ikke 
således Viby , der , dengang selskabet sliltes , måtte 
følges til sit hjem i Løvegade . 
„ Den fjerde stand blev drukken i aften , “ sagde 
torn ironisf . 
„ Spot ikke over den fjerde stand , “ svarede 
Hornby , „ der vil komme en tid , da den vil blive 
den første . “ 
„ Du venter måske at blive præsident i en 
dansf Republik ? “ spurgte torn . „ Foreløbigt må 
du nøjes med at være præsident ved vore sold . “ 
Man skiltes leende fra hinanden , og dagen 
efter rejste Emil med bataillonen til hæren . Lejligheden 
i Bjørnegade var ledig . 
Niende kapitel . 
Ende på kadetlivet . 
Det er ikke hensigten her , at skildre krigsårenes 
vekslende og løftende begivenheder , især da 
ingen af vor fortællings hovedpersoner toge del 
i dem . Vel var Bjørn ombord på et krigsskib , 
men det indskrænkede sig til at blokere , Emil Bjørnson 
var også ved hæren , men hans virksomhed 
var stille og lidet fremtrædende . Det frie , frejdige 
soldaterliv fik en heldig virkning på ham , han 
opgav de fleste af sine yderliggående anskuelser og 

erkendte , at kun et disciplineret folk kan i 
sandhed være et frit folk . 
Grosserer Bjørnsons hus var blevet samlingsstedet 
for flere af vore fremtrædende politikere , 
og alle vare enige om at beundre fruens ånd og 
energi . Det skyldtes væsenlig hende , at hendes 
mand var bleven udnævnt til etatsråd . Denne 
udnævnelse syntes ikke at være hendes svigerforældre 
ganske tilpas ; thi agenten holdt ikke af , at 
hans søn skulle stå højere i rangforordningen 
end han , at i firmaet Bjørnson & søn søn skulle 
være mere end Bjørnson . Det gode forhold blev 
imidlertid ikke forstyrret mellem de to familier , 
skjøndt det undertiden kom til temmelig hidsige 
disputer , idet agenten ikke kunne finde sig i mange 
af den nye regerings reformer . 
Elisabeth havde i sin svigerindes hus gjort 
bekendtskab med en yngre præst , der efter et halvt 
årstids forløb anholdt om hendes hånd og fik 
ja . Brylluppet blev fejret med megen pragt , og 
straks derefter tog det unge par over til præstegården 
på den jyske hede . Der fandt den unge 
kone sig hurtigt tilrette i de nye forhold , som vare 
så forskellige fra dem , hvortil hun havde været vant . 
Stage var avanceret fra oberstlieutenant til 
oberst og havde en vinter været med sin bataillon 
i hovedstaden . Hans kone havde født ham en søn . 
Selgren Bjørnson var kommen i afgangsklassen 
og havde udsigt til at blive officer den 
1sfe november 1850 . Han var nu i en alder af 
noget over nitten år , høj og velvoksen . Det var 
den 25de juli 1850 , at afgangsklassen var ude 
på øster-glaci for under en ingenieurofficeers 
ledelse at få lidt praktisk kjendflab til at anlægge 
standser , miner o . s . v . Dagen var regnfuld , 
og da man holdt hvil for at spise frokost , 

søgte man , så vidt mulig , ly for regnen i det 
lille materialhus , som ligger omtrent ud for 
Sølvgade . 
Da kom en underofficer fra byen med et 
skillingsblad og fortalte , af der havde stået et 
slag den foregående dag syd for Flensborg , 
og af fjenden var slået . Et hurra hilsede denne 
efterretning , men glæden dæmpedes noget , da man 
så , af fægtningen blot havde været indledning 
til kampen den følgende dag . Spændingen blev 
nu uhyre efter af få af vide , hvorledes slagets 
udfald ville blive . Der blev ikke arbejdet meget 
på glaciet den dag . 
I selve byen var spændingen lige så stor . 
Skillingsbladene fandt rivende afsætning . Først 
den følgende dag kunne man dog have bestemte 
efterretninger . De kom ; slaget var vundet , den 
danste hær stod i Slesvig . Men tabene havde 
også været store , foruden de højere officerer : 
Schleppegrell , Læssø , trepka , Saint aubain o . s . v . 
Var der faldet en mængde officerer af de lavere 
grader . Det rygte begyndte af udbrede sig på 
akademiet , af afgangsklassen straks skulle afgå som 
officerer . Rygtet viste sig af være sandt . 
Der herskede stor jubel mellem de unge officerer , 
især da de blev underrettede om , af de straks 
skulle afgå til hæren . Det gjørde dog et skår 
i glæden , af deres udnævnelse lød på „ foreløbig 
uden anciennitet “ ; det betød , af adskillige reserveofficerer 
sandsynligvis ville blive satte ind i linien 
foran akademiofficererne . Når man har anket 
over , af tonen i officerskorpset efter krigen ikke 
var så god som før , da skuldes det vistnok 
fornemmelig den hensynsløse måde , hvorpå dels 
officeersudnævnelserne fandt sted og dels overgangen 
fra reserven til linien skete . Kadeten gik 

straks over til af blive linieofficer , medens man 
derimod fra geleddet i reglen først avancerede til 
reserveofficer og , såfremt man udmærkede sig , 
derfra blev sat over i linien . Men det hændtes 
undertiden , af de , som udnævntes til lieutenanter 
i linien , kun havde udmærket sig ved af gøre sig 
behagelige for deres bataillonskommandeur . Man 
havde opfundet stikordet „ Eksamen på valpladsen “ , 
det skulle skjule syndernes mangfoldighed 
og bøde på , af enkelte , som knap kunne læse og 
skrive , havde fået epauletten . Alt kunne imidlertid 
være blevet redresseret , dersom man havde 
udnævnt alle fra geleddet til reserveofficerer , og 
så givet de dygtigste adgang til af komme i linien 
efter af have taget en eksamen , der godtgjorde 
deres militaire dannelse . Officerskorpset tabte den 
ensartethed , som havde været dets styrke før krigen , 
og det kom til rivninger , som måtte svække 
den gode tone . „ Folkelig “ blev officerskorpset 
ikke ; thi mange af de fra geleddet udnævnte officerer 
adopterede efter deres udnævnelse højst ufolkelige 
anskuelser . Man tilgive os disse få bemærkninger , 
som ikke er rettede mod nogen i 
særdeleshed , men udtalte i al almindelighed , og 
som vist ville blive underskrevne af enhver dygtig 
officer , hvad enten han er udnævnt fra akademiet 
eller fra geleddet . 
Den dag , Selgren første gang bar sin lieutenantsunisorm , 
blev han tiltalt på gaden af en 
nybodersmand og gratuleret i anledning af sin 
udnævnelse til officer . Selgren genkendte Viby , 
hvem han ikke havde set , siden hin aften i Nyboder 
for over to år siden . Manden var kommen 
til at se betydelig ældre ud . 
„ Nu , hvorledes går det ? “ spurgte Selgren . 
„ Snavs , hr . Lieutenant . “ 

„ Hvad er der da i vejen ? “ 
„ Der er det i vejen , at det er en forbandet 
tid , vi leve i . “ 
„ Men jeg synes at huske , at de er en tilhænger 
af den nye tid ? “ 
„ Ikke mere . — seer de , hr . Lieutenant , i 
gamle dage kunne man holde sine døtre inde , 
nu derimod føjte de ude . Ia , jeg vil rent ud sige 
dem , hr . Lieutenant , af min ældste datter er 
kommen for skade og har fået sig en søn . Faderen 
hedder Hansen og er nok fuldmægtig på et 
handelskontor . Han var en god ven af deres 
fætter , doktoren . “ 
„ Hvad de der fortæller mig , gør mig ondt . “ 
„ De kan tro , af Josefine var sådan en pæn 
pige . Ia , ja , overkanoneer Olsen sagde mig nok 
dengang , af jeg ikke skulle lade tøsene løbe i tivoli 
med kavallerer . De har vel ikke kendt Olsen ? 
Han sprang i fjor i luften med „ Christian 
den ottende “ “ . 
„ Jeg har ikke kendt ham . “ 
„ Bjørn ved jeg , af de kender . Han er 
både bleven overkanoneer og danebrogsmand . 
Han har ligget og blokeret den meste tid , nu er 
han kommen med kanonbådene ned på Slesvigs 
vestkyst . — men jeg opholder dem nok , hr . 
Lieutenant . Farvel . “ 
Viby forlov Selgren , som var på vejen til 
akademiet for af høre , om der var kommet ordre 
fra krigsministeriet til afrejse . Om aftenen var 
han hos sin onkel , der trak ham til side og sagde : 
„ Hør , Selgren , jeg ved , at de fleste lieutenanter 
må gøre gæld . Så længe jeg lever , 
skal du ikke komme dertil , såfremt du opfører 
dig vel . Mangler du penge , så skriv et par 
ord til din gamle onkel , og du skal blive hjulpen . 

der har du 100 rdl . til at begynde med . 
Intet afslag eller jeg bliver vred . “ 
Selgren var endnu for ung til at påskønne , 
hvor meget onkelens ædælmodige tilbud var værd . 
Han havde intet begreb om pengenes værd , og 
hvor let de smutte bort , når man vil deltage i 
livets glæder . 
Etatsrådinde Bjørnson forærede Selgren et 
par kostbare pistoler og bad ham skyde rigtigt 
mange fjender ihjel med dem . Hun var i disse 
dage ikke godt humeur og dvælede mere 
ved de faldne end ved sejren . Hendes søster 
var en dag kommen op til hende og havde sagt : 
„ Lieutenant frossing er falden ved isted . “ 
„ Hvorfra ved du det ? “ spurgte Amalie med 
dirrende stemme . 
„ Jeg har i dag modtaget et brev fra Emil 
Bjørnson . Her er det . Han skriver , at frossing , 
dødelig såret , blev bragt tilbage fra valpladsen 
til den ambulance , hvorved Emil var . Frossing 
havde anmodet ham om at bringe mig sin 
sidste hilsen og at sige , at hans bedste og sidste 
tanke i dette liv havde været mig . Og at hans 
kærlighed skulle følge ham til evigheden . — Emil 
tilføjer , at jeg ubetinget kan stole på hans diskretion . 
— men hvad fejler dig , Amalie , du 
bliver bleg . “ 
„ Det er gyseligt at tænke sig , at et så 
smukt menneske er falden for fjendens kugler . “ 
„ Du græder . “ 
» Ja , jeg græder over krigens elendighed . — 
men du tager sagen så rolig . » 
„ Ieg har for længst glemt denne ungdomsforelskelse ; 
jeg lever udelukkende for min mand og 
min lille Georg . “ 
„ Men han havde ikke glemt dig . Han står 

for mine øjne som en ædel helt ; var jeg digter , 
ville jeg kunne skrive et dejligt digt om ham . “ 
„ Du havde dog dengang så meget imod , at 
jeg blev hans forlovede . “ 
„ Javist , javist , men havde jeg ikke ret , er 
du ikke lykkelig nu ? “ 
„ Ieg er så lykkelig , som jeg kan ønske mig 
at blive . — men jeg må nok sige dig farvel ; 
ellers får jeg ikke maden færdig til rette tid . “ 
Da Charlotte var gået , udbrød Amalie : 
„ Og hun kan tænke på mad ! Hun var ham 
ikke værd . “ 
Amalies gamle kærlighed vågnede på ny , 
for hende blev frossing en halvgud . Men denne 
kærlighed til en afdød gjorde hendes sind mildere , 
den drøg hende hen til krisfus , hun erkendte , 
at den var en forbrydelse , og for at udsone den 
nærmede hun sig sin mand og søgte at vinde hans 
kærlighed , som hun hidtil havde forsmået . Det 
var vanskeligt ; thi Karls tanker vare for længst 
dragne bort fra hjemmet . 
En af de første dage i August forlod Selgren , 
i forening med sine øvrige klassekammerater , 
Københavns red ombord på et lille dampskib . 
Et par af landkadetakademiets officerer vare 
med , de skulle overtage kompagnier ved hæren . 
Det var første nat , Selgren skulle tilbringe udenfor 
sin fødeby , det var måske begyndelsen til 
glimrende eventyr eller måske , førte dampskibet 
ham over til en tidlig grav ved siden af de andre 
faldne helte . 
Et rungende hurra fra den ved toldboden 
forsamlede mængde ledsagede skibet . 

anden bog . 
Bjørnsen . 
Tiende kapitel . 
Pigen fra ejdersted . 
En mørk og råkold novemberdag 1851 stod 
vagtparaden opmarcheret i gothersgadens store og 
uhyggelige exerceerhus . Klokken kunne være henimod 
11 . Paraden bestod af to batailloner , hvoraf 
den ene havde højre , den anden venstre fløj . Majoren , 
der hørte til højre fløjs bataillon , kommanderede 
altid paraden , indtil den overleveredes til 
kommandantskabet . Overfor midten af hver bataillon 
stod dets officerskorps med bataillonskommandeuren 
foran . 
Lidt før klokken 11 åbnedes exerceerhusets 
søndre port , og kommandanten , ledsaget af pladsmajoren 
og kaptajnvagtmesteren , steg ned i huset 
ad den lille stentrappe . Der blev kommanderet : 
„ Bataillon skulder ! Se til højre ! “ Den lille 
general , som dengang var kommandant , gik da 
ned ad rækkerne , sædvanlig holdende med venstre 
hånd om sin portepee . Han hilste enhver officer 
i vagtparaden med et godmorgen , og når 
han vendte tilbage , hilste han på de overfor paraden 
stående officerskorps . 
Foran det midt i exerceerhuset stående bornholmske 

stueuhr stillede derefter kommandanten sig . 
Majoren kommanderede : „ Præsenter gevær ! “ saluterede 
med sablen og gik . Nu trak pladsmajoren 
sin sabel , kommanderede : „ Bataillon skulder ! “ 
Og dernæst „ Vergaddering ! “ Brigademusikkorpset 
på højre fløj istemte en lystig Marche , 
svingede ud , marcherede ned til uret og tilbage 
igen på sin plads . Efter at der på ny var blevet 
præsenteret gevær , blev der svinget ud med sektioner , 
og paraden marcherede med skuldret gevær exerceerhuset 
rundt og ud ad den port , hvorigennem 
kommandanten var kommen . 
Lieutenant Selgren Bjørnsen var den dag 
i paraden , han skulle have vagt på Gammelholm . 
Forrest marcherede hovedvagtens afløsning , 
ført af en kaptajn , lige bagefter kom Selgren , 
der således havde godt af musiken ; de 
bageste vagter kunne i reglen ikke høre den . På 
kongens Nytorv skiltes paraden ad , og musiken 
marcherede i spidsen for afløsningen ind på 
hovedvagten . 
Enhver kan vist erindre , at tidligere dannede 
i Større-stræde en grav og en mur grændsen 
mellem værftet og byen . Ligefor Holmensgade 
og midt på den høje , gule mur var en port , der 
førte ind til Gammelholm . Straks til højre indenfor 
porten lå en bygning , hvori fandtes vagt- og 
arrestlokaler . Da Selgren marcherede ind ad porten , 
stod den vagt , der skulle afløses , opmarcheret 
foran fourchetterne . Afløsningen stillede sig ligefor 
den , begge vagter præsenterede for hinanden , og 
kommandeuren for den gamle vagt trådte frem 
og overrakte kommandeuren for den nye vagt postsedlen , 
det vil sige , en seddel , hvorpå alle de 
udstillede poster stod angivne . Efter at der var 
blevet taget ved foden , blev den nye vagt inddelt 

og gefrejderen kommanderet frem , for i forening 
med den ældre vagts gefrejder at „ føre posterne 
op “ . Begge officerer trådte nu ind i vagtstuen , 
og inventariet fremvistes og overleveredes til den 
nye vagtkommandeur . 
Hver officeersvagt havde sit inventarium af 
sølvtøj , knive , kopper , glas , themaskiner , kaffekander 
o . s . v . Dette inventarium var bekostet og 
vedligeholdtes af officerskorpset selv , og det fond , 
hvoraf det kompletteredes , bestyredes af to , dertil 
valgte lieutenanter . Hver morgen kom en gammel 
sergent og underkastede det et nøjagtigt eftersyn . 
Gammelholms vagt var en af Københavns hyggeligste 
vagter . Den bestod af en større , forreste stue 
og en bagved liggende mindre , hvori der var en skorsten 
til at koge på . Lige under bygningens ene 
side løb mastegraven . Næppe var den officer , 
som skulle afløses , færdig med at underrette Selgren 
om , hvad der ellers var at iagttage på vagten , 
som stod under holmens chef , og om hvor 
ofte posterne skulle inspiceres , før gefrejderen kom 
tilbage med de afløste poster . Begge vagter præsenterede 
påny for hinanden , og den afløste vagt 
marcherede bort , medens hver vagts hornblæser 
ligesom ved ankomsten blæste af alle kræfter . 
Neppe var afløsningen borte , før stuegefrejderen , 
i reglen lientenantens oppasser , kom med 
en stor torvekurv , der indeholdt vagtkommandeurens 
piber og tobak og en del mad- og drikkevarer . 
På armen havde oppasseren sin herres 
gamle uniformsfrakke , som Selgren straks iførte sig ; 
thi en ny frakke ville lide alt for meget på en 
vagt , hvor man hele dagen gik med skærf og 
kårde , og hvis læderbetrukne sofa og stole gnavede 
ikke lidt på tøjet . 
Dengang oppasseren havde udpakket kurvens 

indhold , stoppet løjtnanten en pibe og rakt ham 
den , trak han et brev op af lommen og sagde : 
„ Det brev er kommet , efter at de var gået . “ 
Lieutenanten tog brevet og studsede , da han 
mødte en damehånd . Han åbnede det i hast 
og så , at sproget var tysk . Brevet var kort og 
lød således : 
„ Mød mig i morgen aften på kongens Nytorv . 
Jeg ønsker at tale med dem om en uhyre 
vigtig sag . Dora . “ 
Selgren var aldeles forbavset ; han kendte 
ingen dame med dette fornavn og overhovedet 
ingen dame , som kunne opfordre ham til et stevnemøde . 
Forgjæeves anstrengte han sin fantasi for 
at udfinde , hvem damen kunne være . Han blev 
afbrudt i at tænke derpå , da nogle kammerater 
trådte ind og inviterede sig selv til frokost . Mellem 
disse var Rønfelt , der blev tilbage , dengang 
de andre vare gåde . Han var i dårligt humeur , 
og da Selgren spurgte ham om årsagen , 
svarede han : 
„ Det er dog bedst , af jeg siger det . Dengang 
jeg lå i ejdersted , var jeg inkvarteret hos en 
lehnsmand Delfs , jeg kedede mig og søgte af fordrive 
kedsomheden ved af kure til lehnsmandens 
datter . Pludselig fik vi marcheordre , men 
inden vi rejste , kom lehnsmandens datter ind på 
mit værelse , slog armen om min Hals og fortalte 
hulkende , af hun elskede mig , og af jeg måtte love 
af komme igen og forlove mig med hende . Var jeg 
fattig , gjorde det intet til sagen , hendes fader 
var rig og ville give hende 100 , 000 mark kourant 
i medgift . Jeg stod som himmelfalden , jeg 
mente , af min kour havde ikke været af den beskaffenhed , 
af den kunne give hende anledning til 
af tro , af jeg ville forlove mig hende . Hun 

havde ofte hørt mig sige , af jeg aldrig ville forlove 
mig med en dame , der havde slesvigholstenske 
sympattier , og det havde hun . Det hastede , kompagniet 
var ved af træde an , jeg sagde hende 
nogle beroligende ord , som måske i hastværket 
ikke have været ganske overvejede , og jeg stødte 
til mit kompagni . Hele sagen var ganske 
gået mig af glemme , da trådte lehnsmandens 
datter i går ind til mig . Hun var rejst 
hjemmefra for af opsøge mig . Du kan tænke dig , 
af jeg blev både forundret og ærgerlig . Det kom 
til en scene , i sin fortvivlelse sønderrev hun sit 
shawl og optrådte på en heftig og uhyggelig 
måde . Da hun så , af jeg var ubøjelig , truede 
hun med af gå til min familie , som til al uheld 
i disse dage er kommen her til byen . Det vil 
blive en skandale . “ 
„ Hvad hedder hun ? “ spurgte Selgren . 
„ Dora , Dora Delfs . “ 
„ Nu forstår jeg del hele , “ udbrød Selgren 
og viste Rønfelt brevet . 
„ Det må være hende , “ sagde Rønfelt , „ hun 
har set dig flere gange besøge mig , da jeg lå 
i kvarter hos hendes fader . Nu vil hun tale 
med dig , før hun taler med min familie . Selgren , 
du må hjælpe mig og se af få hende til 
af rejse hjem . “ 
» Sagen vil blive vanskelig , “ svarede Selgren 
eftertænksom . 
„ Havde min kur været alvorlig , “ sagde Rønfelt , 
„ havde jeg sat pigen nykker i hovedet , jeg 
ville have betragtet det hele som en fortjent straf , 
men . . . “ 
„ Javist , vi må se at undgå skandale , “ 
Sagde Selgren . „ Hun må jo kunne indse , at selv 

om hun fik sin krig frem , og i blev gifte , ville 
det blive et højst ulykkeligt ægteskab . “ 
„ Vagt i gevær ! “ råbte skildvagten udenfor . 
Det var admiralen , som gik forbi , og 
hvem Selgren måtte ud at gøre honneur for . 
Da han kom ind , sagde Rønfelt farvel , og at 
han ville komme igen om aftenen . — Selgren 
gik ud for at inspicere posterne og så for første 
gang det gamle orlogsværft , hvør Christian den 
fjerde færdedes så meget , hvør han fra klokken 
fire om morgenen kunne stå hele timer og betragte 
arbejderne , støttet til sin lange stok , hvori 
han havde både tommestok og vaterpas . Selgren 
glemte et øjeblik Rønfelts kjærlighedshistorie 
for at betragte en dampskonnert , der var i begreb 
med at løbe af stabelen . Da tiltaltes han med 
et „ Goddag , hr . Lieutenant . “ 
„ Er det dem , overkanoneer Bjørn , “ sagde 
Selgren og rakte ham hånden . „ Sidste gang , 
vi sås , var nok nede ved Ejderen . “ 
„ Det var så , hr . Lieutenant . Vi måtte 
gøre tjeneste som landsoldater . Det var fornøjeligt . 
Og kan hr . Løjtnanten så huske , at de engang 
var på forpost , og at jeg stod under deres kommando , 
og da de hørte , at jeg havde fået brev 
om , at min kone havde fået sig en søn , trakterede 
øe mig med portvin og drak på den lilles 
velgående . “ 
„ Jeg erindre det , “ svarede Selgren , „ ventede 
deres kone så med at få barnet i kirke , til 
øe kom hjem ! “ 
„ Begribeligvis gjorde hun det . Vi havde et 
ordenligt knas og drak den lille Selgren Frederik 
Bjørns skål . “ 
„ Men det er jo mine fornavne . “ 
„ Hedder hr . Løjtnanten også Selgren 
Frederik . “ 

„ Javel gør jeg det . “ 
„ Det var da et løjerligt træf . Min dreng 
er opkaldt efter min salig ældre Broder , og de to 
navne have nok altid været i min familie . “ 
„ Har deres familie altid boet i Nyboder ? “ 
„ Javel har den det . “ 
„ Hvad var deres fader ? “ 
„ Han var overkanoneer ligesom jeg . Og 
han havde to sønner , hvoraf jeg var den ene , og 
den anden er død , han hed Selgren Frederik . “ 
„ Og deres bedstefader ? “ 
„ Han var også overkanoneer . Men jeg kan 
kun huske det om ham , af det var en gammel 
mand , af han boede omme i Løvegade , da han 
var bleven pensioneret , og af han gik med pisk 
og bar knæbukser . “ 
„ Havde han brødre ? “ 
„ Ikke i holmens tjeneste , men jeg husker , 
af min fader har fortalt mig , af min bedstefader 
havde en Broder , men af de to brødre vare blevne 
uvenner i deres ungdom over en pige , som til sidst 
blev min bedstefaders kone . Men det er 
noget , jeg ikke har brudt mit hoved med af tænke 
på . “ 
„ Ia , mit kendskab til min familie er næppe 
synderlig større end deres , “ sagde Selgren , „ min 
fader var kaptajn og hans fader hosekræmmer , 
det er alt hvad jeg ved . Interessant ville det 
være , dersom vi kunne opdage , af vi nedstamme 
fra samme olde- eller tipoldefader . — det er 
dog næppe rimeligt . Hvorledes har ellers deres 
familie det ? “ 
„ Tak , godt . “ 
„ Og den lille Fanny , hvem jeg forærede min 
lykkeskilling ? “ 

„ Den har hun endnu . Min kone har gemt 
den . “ 
„ Jeg gjorde engang bekendtskab med en mand , 
der hed Viby . . . “ 
„ Viby ? Han er afskediget . Hans datter kom 
for skade , det tog han sig meget nær , og så slog 
han sig til flasken . Nu sidde døttrene hjemme 
og hænge i fra morgen til aften , og den lille 
dreng er da også hjemme . Faderen er meget 
god mod dattersønnen , når han er ædru , men 
når han er fuld , slår han den lille Erik . Men 
må jeg spørge , kommer deres fætter doktoren 
ikke her til byen ? “ 
„ Jeg antager det . Han ligger for øjeblikket 
ovre i Slesvig , men vil nok tage permission for 
at fuldende sine studeringer . “ 
„ Det var ret en herlig mand . Mon han 
skulle have lyst til at bo hos mig igen . Lejligheden 
står ledig ! “ 
„ Det er måske muligt . Han var meget fornøjet 
da han boede der sidst . “ 
„ Jeg ved det hr . Lieutenant , og det glæder 
både min kone og mig . “ 
Kort før det blev mørkt , stod Selgren et øjeblik 
i Gammelholms port og så ud på gaden . 
Han lagde ikke mærke til , at han blev skarpt 
iagttaget af to damer , som stod på den anden 
side af gaden . De talte ivrigt sammen , endelig 
skråede de over gaden , og den ene dame tiltalte 
ham på tysk og sagde : 
„ Jeg er Dora , som har skrevet dem til i dag ; 
da jeg nu seer dem her , vil jeg gerne spørge dem , 
om de her har lejlighed til at høre , hvad jeg vil 
sige dem ? “ 
„ Jeg har både tid og lejlighed , hvis de 
vil behage at følge med . “ 

han bød damen ind i vagtstuen og gav 
oppasseren ordre til at tænde lys . Doras ledsagerinde 
så sig nysgerrig om , men Selgren 
studsede og spurgte : 
„ Er det ikke frøken Peters , datter af justitsråd 
Peters , med hvem jeg har den ære at 
tale ? “ 
Den tiltalte rødmede og svarede : 
„ Jo , jeg er Grethe Peters . Min kousine 
har anmodet mig om at ledsage sig , da hun ikke 
kender byen . “ 
„ Frøken Delfs er deres kousine ? “ spurgte 
Selgren overrasket . 
„ De kender mit familienavn ? “ spurgte Dora 
overrasket . 
„ Og jeg kender måske årsagen til deres 
nærværelse her ; de ved , at jeg er en ven af 
lieutenant Rønfeldt . “ 
„ Han har allerede fortalt øem . . . “ 
Ja “ 
„ O , han har naturligvis udsmykket sin skændige 
adfærd mod mig . Jeg kommer til øem for at 
bede øem om at stå mig bi . Han skal ægte 
mig . „ 
„ Min frøken , de må kunne indse , at det 
kan man ikke tvinge en mand til . “ 
„ Men jeg elsker ham , han har ladet mig tro , 
at jeg var gjenelsket , og det er derfor skændigt , 
dersom han nu forlader mig . “ 
Dora brast i en lidenskabelig gråd . 
„ Det gør mig meget ondt for min kousine , “ 
Sagde Grethe Peters . „ Deres ven må være en 
dårlig person . “ 
„ Min ven kan muligvis have handlet urigtigt , 
men en dårlig person er han ikke . Jeg henstiller 
til øem , frøken Peters , om de tror , at et ægteskab 

mellem Rønfelt og deres kousine ville blive 
lykkeligl . “ 
„ Det ville det rimeligvis ikke . “ 
„ Jo , det ville , “ råbte Dora , „ for jeg elsker 
ham så højt , så ubeskriveligt . “ 
„ Men han elsker ikke øem , “ sagde Selgren . 
„ Jeg skal få ham til at elske mig , “ råbte 
Dora , „ er jeg vel styg eller gammel eller . . . ? “ 
„ Derpå kommer det slet ikke an . Jeg indrømmer , 
at de er meget smuk , men desuagtet har 
de ikke kunnet vinde lieutenant rønfels kærlighed . 
Det er muligt , at en dame , som er mindre 
smuk og indtagende , kan vinde hans hjerte . Desuden 
har han vistnok sagt dem , at han ikke kan 
elske en dame , der nærer slesvigholstenske sympattier . “ 
„ Jeg 
vil rive dem ud af mit hjerte , jeg vil 
elske de danske og hade slesvigholstenerne , når 
han blot vil elske mig . “ 
„ Du nedværdiger dig selv ved denne tryglen 
om en mands kærlighed , “ sagde frøken Peters . 
„ O , du ved ikke , hvad det er at elske ! “ råbte 
Dora . „ Jeg vil , jeg må blive hans kone , jeg 
går til hans familie , jeg har allerede sagt ham det . “ 
„ Du vil dog ikke prostituere dig således ? “ 
Spugte kousinen forskrækket . 
„ Det vil jeg dog vise dig . “ 
„ Frøken Delfs , “ sagde Selgren , „ De er alt for 
eksalteret . “ 
„ Sig heller , at jeg er gal ; jeg er gal , men 
det er af kærlighed . “ 
„ Jeg tror næsten , at du siger sandt , “ sagde 
frøken Peters , „ husk på , hvor du er . Det hele 
er jo næsten en skandale . “ 
„ Skandale ! Ja , lad det så blive en skandale . 

o , i blege kvinder fra de mørke gader , i vide 
ikke , hvad det er at elske som vi dernede ved det 
brusende hav , hvorover stormen kommer susende 
med vinger af tåge og med øjne , der lyne 
gennem natten . Jeg er stormens barn . “ 
Selgren og frøken Peters så forbavsede på 
hinanden , da trådte Rønfelt ind ad døren , han 
kunne ikke være kommen i noget uheldigere øjeblik . 
Da Dora fik øje på ham , styrtede hun ham 
imøde og råbte : 
„ Ove Rønfelt ! Ove Rønfelt ! Skæbnen vil 
det ; vi skulle mødes . “ 
„ Jeg har sagt dem min mening , “ svarede 
Rønfelt koldt , „ jeg troede , at vi ikke havde noget 
mere at sige hinanden . “ 
„ Jo , jo , meget mere , uendelig meget mere , “ 
Sagde hun . 
„ Er det ikke muligt at få ende på denne 
uhyggelige situation ? “ spurgte frøken Peters 
Selgren . 
„ Jeg ved det ikke , “ svarede Selgren forlegen , 
„ kan de ikke sige , at de må gå . Hun vil vel 
ikke blive alene her tilbage . “ 
Frøkenen nikkede og sagde : 
„ Kom Dora , lader os gå ; det går ikke an 
at blive her . “ 
„ Gå , “ svarede Dora , „ gå du kun ; hvor 
lieutenant Rønfelt er , der bliver jeg . “ 
„ Så vil jeg gå , “ svarede Rønfelt og gik . 
Neppe var han ude ad døren , før Dora 
styrtede efter ham . 
„ Det bliver skandale , “ sagde frøken Peters , 
„ hvad skal jeg gøre ? “ 
„ Skal jeg lade min oppasser følge dem 
hjem ? “ 
„ Men kan jeg forlade min kousine ? “ 

„ I ethvert tilfælde er det nu så mørkt , at 
det de behøver ledsagelse . “ 
Frøkenen indrømmede dette , og oppasseren 
fik derfor ordre til at ledsage hende . Selgren var 
meget fornøjet ved , at damerne havde forladt vagten ; 
han kunne dog ikke få det nys forefaldne optrin 
ud af tankerne , han gruede ved at blive elsket af 
en kvinde som Dora , men hendes kousine , som 
han havde truffet nogle gange i selskabslivet , 
havde behaget ham i høj grad . Tidligere havde han 
ikke lagt synderligt mærke til hende , hendes personlighed 
havde ikke skilt sig ud fra den store damesværms , 
nu havde han derimod fået øje for den . 
Han vidste , at hendes fader var justitsråd og 
ansat i det slesvigske ministerium . 
Da slog klokken otte , og skildvagten kaldte 
ud til bøn . Denne skik er nu , så vidt vi vide , 
afskaffet , men det var en smuk skik . Hornblæseren 
blæste nogle langsomme toner på sit horn , og 
imens stod mandskabet med geværet ved foden 
og hånden til huen . Det var en kort påmindelse 
om det evige , en bøn til hærskarernes gud om 
også at tage den lille danske hærskare i sin 
varetægt . 
Efter bønnen gik Selgren atter ind i vagtstuen , 
hvor kort efter Rønfelt på ny indfandt sig , 
men i en meget ophidset tilstand . Han fortalte , 
at Dora havde truet ham med at tage livet af sig , at 
hun var ilet ned mod kanalen i den hensigt at 
kaste sig i denne , og at heldigvis hendes kousine , 
ledsaget af oppasseren , i dette øjeblik var kommen 
til . Noget beroliget var hun gået bort fra kanalen 
og op i gaden , hvor Rønfelt havde set lejlighed 
til at smutte ind i en gadedør og gemme sig . 
Ved at høre dette , brast Selgren i latter . 
„ Undskyld , “ sagde han , „ men det er virkelig 

morsomt . I almindelighed er det de unge piger , 
som gemme sig i gadedøre for en forfølgende herre , 
men her er det en ung herre , som må gemme sig . “ 
Der var noget smittende ved Selgrens latter 
og synlig oplivet sagde rønfell : 
„ Jeg tager otte dages permission og besøger 
en onkel ude i Sjælland , hun har vel så forladt 
byen , når jeg kommer tilbage . “ 
Selgren mente , at det var en meget fornuftig 
beslutning ; thi det måtte jo være højst uhyggeligt 
at blive elsket på en sådan måde . 
„ Der er , “ sagde rønfell , „ hos friserinderne 
en lidenskabelighed tilstede , som vi rolige og sindige 
danske ikke kende noget til hos vore kvinder . 
Betragt engang en friserinde , hun er fyldig , velskabt 
og smuk , men skønheden synes mere at skulle 
opflamme lidenskaben , end at vække kærlighed , 
og jeg har den overbevisning , at Doras lidenskab , 
som nu flammer så højt , snart vil være udslukt 
eller køres over på en anden . “ 
„ Eller også vil den blive til had , “ sagde 
Selgren . 
„ Hellere hendes had end hendes kærlighed . 
Hvilket held , at hun , da jeg boede hos hendes 
fader , ikke fik gjort mig forelsket , hvor let kan det 
ikke ske ved dagligt samliv med en ung , smuk 
pige ? “ 
„ Jeg beklager hendes kousine , som er tvungen 
til at høre på Doras ville udbrud . “ 
„ Jeg lagde ikke mærke til kousinen . — du 
kan tro , at jeg blev hed i hovedet , dengang jeg 
uformodet traf hende her . — blot hun nu ikke 
gør mig en visit , inden jeg er kommen bort . — 
jeg må sørge for , at min dør er godt tillukket . “ 
Oppasseren meldte sig og fortalte , at damerne 
vare blevne fulgte hjem , efter at de på den enes 

opfordring vare gåde gennem flere gader for 
at søge efter lieutenant Rønfelt . De to lieutenanter 
spiste nu beroligede tilaften og kort efter gik Rønfelt , 
ikke ganske sikker på , om Dora ikke stod udenfor 
porten for at passe ham op . Men denne 
frygt viste sig at være ugrundet . 
Efter at have inspiceret posterne , lagde Selgren 
sig til at sove i den inderste stue for ikke om 
morgenen at blive vækket af arbejderne , som modtoge 
deres arbejdstegn fra den yderste stue gennem 
en dertil i ruden indrettet lille klap . Gammelholms 
vagt blev ikke inspiceret af ronder , og 
porten til holmen , der blev lukket kl . 11 , måtte 
ikke åbnes før næste morgen . 
Elvte kapitel . 
Selgrens første kærlighed . 
En mørk efterårsdag var Selgren samlet 
med sin families øamer i etatsråd Bjørnsons 
hyggelige dagligstne . Man ventede kun på Bjørnson 
og søn for at gå til bords ; de vare endnu 
ikke komne hjem fra børsen . Fru von werlan 
havde fornylig haft brev fra sin datter Charlotte , 
som med sin mand opholdt sig i Flensborg ; den 
unge kone kunne ikke finde sig tilrette i forhold , 
hvor alle talte om politik , og hvor der lidt fandt 
rivninger sted mellem de forskellige nationaliteter . 
Hun længtes tilbage til det fredelige og venlige 
København . 
Selgren blev opfordret til at fortælle om tilstanden 
i Slesvig , og han meddelte da , hvad han 
havde set og hørt under sit ophold der under 
krigen . Fru von werlan rystede på hovedet og 
sukkede : 

„ Min stakkels Charlotte . “ 
„ Hun er ikke til at beklage , “ svarede Amalie , 
„ jeg misunder hende , at hun står på forpost 
dernede for dansk troskab og dansk sæd og skik . “ 
„ Hvor kan du dog misunde hende det ? “ 
Spurgte Fru Bjørnson . 
„ Fordi det er en stor og ædel opgave , der 
ikke falder i enhvers lod . “ 
„ Nu skulle vi se , at Amalie ønsker sig derover ! “ 
Udbrød hendes moder . 
„ Jeg ville ikke sørge , hvis det skete . Jeg ville 
i mit hus samle alt , hvad der var ædelt og smukt 
af dansk nationalitet , jeg ville vise vøre fjender , 
at vi i omgangstone besidde en urbanitet , selv 
overfor modstandere , som næppe findes i Tyskland , 
jeg ville blive vor danske literaturs uværdige apostel 
og se at skaffe den venner ikke blot i de dannede 
kredse , men også hos de lavere stænder , og 
endelig ville jeg slutte mig til den kreds af stille 
og ædle kvinder , hvis opgave det er , at vogte 
på vøre minder , at holde krandsene friske på 
vøre heltegrave . “ 
„ Det er mig for højttravende , “ sagde moderen . 
„ Det er smukt og rigtigt , “ ytrede Selgren , 
„ jeg ville for danskhedens skyld ønske , at Amalie 
boede i Flensborg . “ 
„ Der ligger jo også faldne officerer og soldater 
på Københavns garnisonskirkegård , “ sagde 
Fru Bjørnson , „ hvorfor tænker Amalie ikke på 
at bekrandse deres grave ? “ 
„ Fordi de bekrandses af deres efterladte , i 
Slesvig ligge de faldne langt fra slægt og venner , 
hele det danske folk er derfor deres efterladte . “ 
Fader 
og søn kom nu hjem , og man gik til bords . 
Under måltidet sagde agenten : 

„ Jeg har en nyhed at fortælle , som vil interessere 
jer . Den angår Elisabeth . “ 
„ Elisabeth , “ udbrød moderen , „ hun skal vel 
ikke igen have en lille ? “ 
„ Det ved jeg såmænd ikke . — min nyhed 
er den , at hendes mand har fået et godt kald i 
Slesvig . “ 
„ I Slesvig ! “ råbte moderen . „ Skal da 
Elisabeth også ned og tåle ubehageligheder af 
tyskerne ? “ 
„ Jeg håber ikke , at nogen dansk mand eller 
kvinde lader sig byde ubehageligheder af ttyskerne , “ 
Sagde etatsråden . „ Hvor ligger ellers sognekaldet ? “ 
„ I 
mellemslesvig , “ svarede agenten , „ Sognets 
navn erindrer jeg ikke rigtigt , men det skal 
nok ligge i nærheden af marsken . “ 
„ Marsken ! “ udbrød Amalie , „ det skal være 
et højst interessant land . Jeg har nylig hørt en 
historie fortælle om en ung pige derovre fra , som 
var bleven forelsket i en ung dansk officer , og 
som rejste herover efter ham . “ 
„ Hvilken skandale ! “ sagde Fru von werlan 
højst indigneret . 
„ Jeg kender ikke historien rigtig , men der 
kommer en ung dame her i aften , som vist vil 
kunne give mig alle mulige oplysninger . “ 
Selgren fandt sig ikke kaldet til at fortælle , 
at han var i besiddelse af „ de allernøjagtigste 
oplysninger “ ; han var spændt på at få at 
vide , om den unge dame , som ventedes , var frøken 
Peters . Det viste sig , at han ikke havde taget 
fejl i sin formodning ; thi lidt før thetid indfandt 
frøkenen sig . En let rødme for over hendes 
kinder , dengang hun hilste på Selgren , som syntes , 
at hun aldrig havde set så smuk ud som netop 
denne aften . 

efterat fader og søn , den ældre Fru 
Bjørnson og Fru von werlan havde sat sig til 
whisfbordet , toge Amalie , frøken Peters og Selgren 
plads noget derfra ved det større bord , som stod 
foran sofaen . Man talte i begyndelsen om højst 
ubetydelige ting , da sagde Amalie pludselig : 
„ Hør Grethe , har de hørt den historie , som 
går her i byen om en ung pige fra ejdersted ? 
Hun rejste herover for at opsøge en utro kæreste . 
En officer ? “ 
„ En pige fra ejdersted ? “ gentog Grethe og 
fæstede sine sorte øjne misbilligende på Selgren . 
Han blev ilde til mode ved dette blik og skyndte 
sig med at sige : 
„ Min kousine må fortælle os , hvorfra hun 
har histørien ? “ 
„ Jeg har den fra Fru Bech . Histørien er 
kendt overalt . Jeg tror , at den er kommen fra 
pågældende officer selv , jeg ved dog ikke hans 
navn , derimod har man bragt en vis frøken 
Peters navn i forbindelse med den . “ 
„ Det gør mig meget ondt , “ sagde Grethe , 
„ jeg bliver derfor nødt til at fortælle dem historiens 
sammenhæng . “ 
Dette gjorde hun . 
„ Han rejste altså fra byen , “ sagde Amalie , 
„ og hun fandt sig til sidst i at rejse hjem . 
En prosaisk opløsning på en romantisk historie . — 
min ærede fætter har været indviklet i denne 
sag ? Herom har han ikke talt et ord . Jeg skal 
mærke mig , at han kan være diskret . “ 

ellevte kapitel . 
Selgrens første kærlighed . 
„ Det glæder mig at få dette skudsmål , “ 
Svarede Selgren , „ Frøken Peters kunne let fristes 
til at tro , at jeg havde fortalt histørien . “ 
„ Det troede jeg unægteligt , “ sagde Grethe . 
„ Vogt dem , Selgren , for damerne i marsken , “ 
Sagde Amalie skjemtende . 
„ Å , så længe jeg er i København , har det 
ingen fare . Dog jo , “ tilføjede han med et blik 
på Grethe , „ der findes også friserinder i København . “ 
Det 
blev Selgrens lod at følge frøken Peters 
hjem , og han gjorde det med glæde . Undervejs 
faldt talen på ny på Doras ulykkelige kærlighed , 
og Selgren spurgte : 
„ Mener de , at Rønfelt kunne have handlet 
anderledes end han gjorde ? “ 
„ Nej . — og døg , der kunne have været den 
mand , som havde følt medlidenhed med en så 
stor ulykke , og som ville have offret sig selv for 
at gøre en sjæl glad og frelse den fra fortabelse . “ 
„ Men derved var måske hans egen sjæl 
gået tilgrunde . “ 
„ Den , som bringer et stort kjærlighedsoffer , 
går aldrig tilgrunde . “ 
„ Jeg tror dem . — der hører døg styrke 
til at bringe et sådant offer . “ 
„ Hvor mangen kvinde har ikke bragt 
offeret ? “ 
„ Hvorfor ikke hvor mangen mand ? “ 
„ Fordi mændene er større egoister end kvinderne . “ 
„ Det 
var døg ikke Rønfelt , som var egoisten , 

det var frøken Delfs . — måske jeg dog ville 
kunne bringe et kjærlighedsoffer . “ 
„ Det kan de ikke vide , før prøvelsens time 
kommer . “ 
„ Tror de at kunne bringe et sådant offer ? “ 
„ Jeg håber til gud aldrig at blive prøvet . “ 
Her skiltes de ; thi de stod udenfor hendes 
hjem . Hun gav ham hånden til farvel , og han 
trykkede den med en varme , som bragte hende til 
hurtigt at drage hånden til sig . Da Selgren 
stod alene på gaden i den råkolde efterårsnat , 
følte han , at han var alvorlig forelsket i Grethe 
Peters . — 
de følgende dage spejdede han på gaden 
efter at få et glimt af hende at se , men det 
lod til , at hun gik sjælden ud . Han talte med 
Amalie om hende , han ledede samtalen hen på 
hendes omgangskreds , men hun kendte kun meget 
lidt til den , derimod vidste hun , at hendes fader 
var enkemand , en streng og alvorlig mand , og 
aldeles gået op i sine embedsforretninger , desuden 
var han mistænkt for at være absolutist . Imidlertid 
havde han en stor respekt for alle magthavere , og 
da nogle af ministeriets venner kom i bjønsons 
hus , havde han heller intet imod at komme der , 
skjøndt etatsråd Bjørnson hørte til den nye 
skole . Justitsråd Peters hus blev bestyret af 
hans søster , som var en ligeså gammel og gnaven 
person som han selv . 
„ Så er jo frøken Peters til at beklage , “ 
Sagde Selgren . 
„ Jeg vil dog bemærke , at hendes fader intet har 
imod , at hun , så ofte hun vil , frekventerer selskabslivet , 
og hun gør udstrakt brug af denne 
tilladelse . Der er for øvrigt undertiden noget 
excentrisk ved hende , der uvilkårligt minder mig 

om , at hun er i slægt med frøken Delfs . Som 
de ved , har jeg en loge i tteatret , i den har 
Grethe Peters abonneret , jeg seer hende således 
mindst en gang om ugen . Hun kommer dog ofte 
herhjem i besøg . Det er sandt , der er en plads 
ledig i min loge , at skifte på de to bageste bænke . 
De skulle vel ikke kende nogen , som kunne have 
lyst til denne plads ? “ 
„ Måske jeg selv , “ svarede Selgren , „ jeg er 
ofte i forlegenhed med , hvor jeg skal tilbringe 
aftnen . “ 
„ Det var jo rart , at jeg fik den plads besat . 
Foruden et par ældre damer er der en herre , 
som ligeledes har abonneret på de to bageste bænke . “ 
„ Kender jeg ham ? “ 
„ Jeg tror det ikke . Det er en fuldmægtig 
Carstens i det slesvigske ministerinm og ansat i 
justitsråd Peters kontor . Carstens er tredive år 
gammel og søn af departementschefen , konferensråd 
Carstens . Han lader til at være et 
stilfærdigt menneske . — vil de begynde endnu 
iaften ? “ 
„ Er det deres tteateraften om fredagen ? “ 
Ja . “ 
„ Jeg skal begynde i aften . “ 
Om aftnen sad Selgren på sjette bænk ved 
siden af fuldmægtig Carstens , som kun vekslede 
få ord , udtalte med tysk akcent , med sin sidemand . 
Fuldmægtigen var en tynd , mager person 
med skarpe ansigtstræk og i sin holdning denne 
mellemting af stivhed og høflighed , som er et 
særkende for alle bureaukrater , og som undertiden 
forenes med noget pædagogisk ; dette er let 
forklarligt , thi landets befolkning bliver lidt af 
ministeriernes personale betragtet som den , der 
intet ved , medens bureaukratiet siger : jeg alene 

ved , jeg er læremestren . Selgren skænkede fuldmægtigen 
kun få tanker , medens derimod hans 
blikke bestandigt hvilede på Grethes smukke skikkelse , 
som sad foran ham på anden bænk . 
Dengang forestillingen var forbi , lykkedes det 
Selgren at udveksle et godaften med frøken Peters , 
hun smilede venligt til ham , men hendes ansigt 
blev pludselig alvorligt , da Carstens nærmede sig og 
med et stift blik spurgte , om frøknen havde moret 
sig godt . 
„ Jo tak , “ svarede hun , vendte sig og så i 
spejlet . 
Amalie kom nu til med sin moder og sagde : 
„ Selgren , vi have gjort regning på , at de 
følger os hjem i aften . Men så kommer de til 
at følge frøken Peters hjem bagefter , det har vor 
tjener ellers gjort , men hun boer ikke langt 
borte fra os . “ 
„ Med fornøjelse , “ sagde Selgren . 
„ Hvis tjeneren er udebleven , “ sagde pludselig 
fuldmægtigen , „ skal jeg følge frøken Peters hjem . “ 
„ Tak hr . Carstens , “ sagde Grethe , „ jeg plejer 
altid at følges ad med disse damer . “ 
„ Hvilken net , høflig mand hr . Carstens er , “ 
Sagde Fru werlan , dengang fuldmægtigen var 
gået . 
Frøken Peters svarede ikke herpå , og damerne 
forlede tteatret , ledsagede af Selgren . 
Undervejs talte man udelukkende om stykket , man 
denne aften havde set . Da man var kommen 
til Amalies hjem , sagde hun : 
„ Forestillingen var i aften tidlig forbi , kom 
Grethe , gå med op og drik the hos os . “ 
Grethe tog imod indbydelsen , og snart sad 
man i etatsrådens hyggelige dagligstue foran 
den dampende russiske selvkoger . Bjørnson var 

i klubben på sin kones tteateraften . Selgren 
var glad over at være i Grethes selskab , han 
talte livligt med om alt , og hun syntes også at 
være i et lykkeligt humeur . Imidlertid måtte 
hun efter en halv timestids forløb sige farvel 
til selskabet , og Selgren rejste sig samtidigt for at 
følge hende hjem . På hjemvejen spurgte han : 
„ Har de fornylig hørt noget fra deres 
kousine ? “ 
„ Ja jeg har , “ svarede Grethe . 
„ Har hun glemt Rønfelt ? “ 
„ Hun glemmer ham aldrig , men hun elsker 
ham ikke mere , hun hader ham . “ 
„ Dette had vil forhåbentlig forsvinde med 
tiden ? “ 
„ Jeg tror det ikke . “ 
„ Men skade vil det ikke kunne gøre Rønfelt “ 
„ Hvo ved . . . . “ 
„ De leve mange mile fra hinanden , deres 
omgangskreds og interesser er forskellige , og om 
nogle år gifter måske først den ene og så den 
anden sig . “ 
„ Jeg tvivler om , at Dora får en mand . 
Hun synes at begynde at blive emanciperet , hun 
skriver mig til , at hun øver sig i at skyde med 
pistoler . - 
„ Hillemæn ! Hun vil da vel ikke udfordre 
Rønfelt ? “ 
„ Jeg ved ikke , hvad hun tænker på , “ svarede 
Grethe . 
„ Har hun omtalt mig i sine breve ? “ 
„ Ja hun har , og hun hader også dem , fordi 
de er en ven af Rønfelt . “ 
„ Dette had er jeg kommet meget uskyldigt 
til . — det er min trøst , at de ikke deler dette 
had ? “ 

„ Hvoraf ved de det ? “ spurgte Grethe spøgende . 
„ Fordi en kvinde ikke kan hade , forinden hun 
har elsket . “ 
„ En sælsom påstand . “ 
„ Og jeg håber aldrig at blive , selv den uskyldige 
årsag til , at en kvinde formår at hade . 
Misforstå mig ikke , dermed vil jeg ikke sige , at 
jeg håber , at ingen kvinde vil nære den følelse 
til mig , som er modsat had . “ 
„ Men hvis de nu også fandt en Dora 
Delfs ? “ 
„ Så tror jeg , at jeg ville elske hende . “ 
„ Det har de let ved at sige , fordi de ingen 
Dora Delfs kender . “ 
„ Det er sandt , jeg kender ingen Dora Delfs , 
men jeg kender en dame , som er hundrede gange 
bedre end hun . “ 
Grethe tang et øjeblik , dernæst spurgte hun : 
„ Kan jeg få denne dames navn at vide ? “ 
„ De kan ikke gætte dem til , hvem det er ? “ 
„ Jo , jeg kan , “ svarede Grethe , „ men i aften 
vil jeg ikke gætte . Her er min gadedør . Godnat 
hr . Løjtnant . “ 
Uden at række Selgren hånden smuttede hun 
ind ad døren og efterlod ham i en højst ulykkelig 
stemning tilbage på gaden . Selgrens fortvivlelse 
lignede alle andre 21årige elskeres , han vandrede 
længe omkring i gaderne og hviskedee Grethes 
navn , og da han endelig blev træt og søvnig , gik 
han hjem på kasernen og i seng . 
Da han næste fredag fulgte Grethe hjem , vare 
de begge nogen tid tavse , endelig sagde Selgren : 
„ Jeg må sige dem ligefrem , at det var dem , 
jeg mente forleden aften . “ 
„ Jeg vidste det , “ svarede Grethe frimodigt , 
„ og jeg vidste også , at de ville sige mig det i aften . 

mit svar til dem er , at jeg vil være deres gode 
fe i kærlighedens have , men at jeg aldrig lukker 
dem ud deraf , og hvis de gør forsøg på selv 
at ville ud af haven , da bliver jeg en ond fe , 
jeg bliver som Dora , jeg . . . “ 
„ Jeg vil aldrig ud af haven , “ råbte Selgren 
henrykt , „ Grethe , de elsker mig ? “ 
„ Ja . Hvorfor jeg elsker dem så stærkt , ved 
jeg ikke selv , men det ved jeg , at mister jeg dem , 
vil det koste mit liv . “ 
„ Elskede Grethe , jeg skal aldrig forlade dig . “ 
„ Lov mig det , “ sagde hun skælvende og klyngede 
sig ængstelig til ham . 
„ Jeg lover dig det . “ 
Før de denne aften skiltes , gjengjældte Grethe 
Selgrens lidenskabelige Kys , han gik bort glad og 
beruset , han tænkte ikke på de hindringer , som 
vare at overvinde , før hun kunne blive hans ; hun 
kendte måske disse hindringer bedre , og hendes 
angst for , at han skulle gøre et forsøg på at 
slippe ud af deres kærligheds have , kunne have 
sin grund i hendes frygt for , at han ville blive 
træt i kampen . Det skulle ikke vare længe , før 
den begyndte . 
Et par dage efter trådte Grethe i en stærk 
ophidset stemning ind til etatsrådinde Bjørnson , 
der forundret spurgte : 
„ Hvad fejler dem dog ? “ 
„ Man vil sælge mig , man driver handel med 
mig , “ sagde Grethe bittert , „ men jeg er ingen 
slave , jeg trodser dem . “ 
„ Jeg forstår ikke et ord af det hele . “ 
„ De kender fuldmægtig Carstens . Hans 
fader , departementschefen , har i går oppe i kontoret 
på sin søns vegne anholdt fader om min 
hånd . Fader har i dybeste underdanighed bukket 
og sagt ja . “ 

„ Det skulle han ikke have gjørt . “ 
„ Ikke sandt , det var afskyeligt . Dengang han 
kom hjem fra kontoret , fortalte han tante og mig 
det hele . Tante blev glad ved tanken om et så 
godt parti , og de kan derfor forestille dem begges 
forbavselse , dengang jeg rentud sagde nej . “ 
„ De kan ikke lide den unge Carstens ? “ 
„ Nej , og mindst efter al han ikke har haft 
mod til al frie selv . Før dø end modtage det 
mindste kærtegn af ham . “ 
„ Det var i går . Hvad er der da sket i dag ? “ 
„ Fader kom hjem fra kontoret og fortalte , al 
forlovelsen i al stilhed skulle celebreres hjemme 
hos os i morgen , og al fuldmægtig Carstens i aften 
ville besøge os . Jeg tror , at jeg giver ham et 
slag på øret for aldeles tydelig at lade ham 
vide min mening . “ 
„ For guds skyld , gør ikke dette . Jeg antager , 
at de er kommen herop for at høre mit 
råd . “ 
„ Ja . “ 
„ Nuvel , skriv da straks til konferentsråd 
Carstens og fortæl ham , at de ikke vil forlove 
dem med hans søn . Vor tjener skal besørge 
brevet . “ 
„ Jeg vil følge deres råd , “ sagde Grethe , 
„ giv mig papir og pen . “ 
Hun satte sig straks til at skrive , og da hun 
var færdig , læste hun brevet op for Amalie , der 
billigede både formen og indholdet . 
„ Det er jo først om to timer , at de venter 
den ubelejlige frier , “ sagde Amalie , „ Brevet kommer 
altså mere end tidsnok . “ 
„ Men vil det gøre virkning ? Jeg tror det 
ikke . De kender ikke disse gamle kontormænd , de 
ere ligesom et jernbanelokomotiv , de kunne kun løbe 
på skinnerne . “ 

„ Deres brev vil forhåbentlig bringe dem ud 
af sporet . “ 
„ Jeg tror snarere , at det er mig , der vælter . 
Men det kan også være det samme , jeg trodser 
tyranniet og elsker friheden . “ 
„ De vil vel ikke være en Clara Raphael ? “ 
„ En smule emancipation er nødvendig overfor 
mænd , der leve i en forsvunden tid . - fader 
vil blive uhyre forbitret . “ 
„ De vil komme til at føre et ubehageligt liv 
i hjemmet . “ 
„ Jeg udsætter mig for alle ubehageligheder , 
kan jeg blot blive fri for min — min bureaukratiske 
frier . “ 
„ Vil de gå ? “ 
„ Ja . Jeg har ingen ro på mig . De skal 
imorgen få at vide , hvad der i dag er passeret . “ 
Dengang Grethe kom ned i porten , stod hun 
et øjeblik stille , hun var tvivlrådig om , hvad 
hun skulle gøre . Endelig tog hun en beslutning 
og ilede hurtigt videre . 
Selgren sad denne eftermiddag på sit værelse 
i kasernen og læste . Engang imellem faldt bogen 
ham ud af hånden , og hver tanke fløj til Grethe , 
medens hans blik uvilkårligt fulgte Rosenborgs 
slanke spir . Han var så lykkelig og glad , han 
havde fundet øen , han elskede , og det forekom ham , 
at hans vej nu lå rolig og solbestrålt foran 
ham . Om et par dage skulle han atter møde 
sin elskede i det kgl . Tteater . 
Da bankede det på hans dør og en dame 
trådte ind . 
„ Grethe ! “ råbte Selgren . 
„ Ja , det er mig . “ 
„ Hvad er der sket ? “ 
„ Meget , “ svarede hun og fortalte Selgren alt , 
hvad vi allerede vide . 

„ Men når konferensråden ikke tager hensyn 
til dit brev ? “ spurgte Selgren . 
„ Det er netop derfor , at jeg kommer til dig . 
Måske bliver det nødvendigt , at jeg flygter fra 
faders hus , og da har jeg kun en til at hjælpe 
mig , og det er dig . “ 
„ Du ved , at jeg er din i liv og død . “ 
„ Jeg stoler derpå . Flygter jeg hjemmefra , 
da vil jeg ernære mig selv ved skræddersyning , 
jeg vil glemme , at jeg er frøken , jeg vil blive en 
flittig lille sypige . Men vil du da ikke forlade mig ? “ 
„ Jeg elsker dig mere end nogensinde . “ 
„ Da ville vi offenligt forlove os . Du skal 
gå med ring på , forstår du . “ 
„ Jeg forstår dig . “ 
„ O , du er dog langt bedre end din ven 
Rønfelt , “ sagde Grethe og slyngede armene om 
hans Hals , „ Du fortjener at elskes . Nu frygter 
jeg ikke konferensråden og hans søn , lad dem 
kun komme . “ 
„ Men din fader ? “ 
„ Min fader har aldrig viist mig synderlig 
kærlighed . Vi ses i mange dage lidt kun ved 
måltiderne , og da taler han næsten udelukkende 
med min tante , og hun optræder altid overfor 
mig formanende og belærende . I dag har hun holdt 
et langt foredrag for mig om børns lydighed mod 
deres forældre . “ 
„ Hvis hun vidste , at du i dette øjeblik var 
i besøg hos en officer på kasernen ? “ 
„ Selgren , det siger jeg dig , derom må intet 
menneske vide noget . Jeg stoler på din ære 
som mand og officer . “ 
„ Det kan du trygt . — men hvorfor kunne 
vi ikke lige straks fortælle alverden , at vi er forlovede ? “ 


„ Fordi min fader da straks ville sende mig 
øver fil onkel Delfs i ejdersted , og jeg kan ikke 
leve uden dig . “ 
„ Men når du flygter , og han ved politiets 
hjæl opdager dit skjulested , vil han da ikke også 
sende dig bort ? “ 
„ Jeg tror det ikke . Han frygter for skandale . 
Husk på , når jeg først er flygtet hjemmefra 
da skjuler jeg ikke længer min forlovelse ; thi 
det skal alverden vide , at jeg er flygtet for at blive 
din ; nej , den skal dog ikke straks vide det ; thi 
da ville man tvinge dig til at sige , hvor jeg var . 
Endnu står dog ikke alt dette tydeligt for mig , 
det , som forestår mig , når jeg kommer hjem , 
lægger udelukkende beslag på mine tanker . “ 
Kort efter forlod hun ham . Han blev siddende 
tilbage i dybe tanker . Det eventyrlige i Grethes 
optræden tiltalte ham , det berørte i hans indre 
strenge , som han endnu ikke ret selv kendte , men 
på den anden side måtte han sige sig selv , at 
hans elskedes rygte måske ville blive ødelagt , og hun 
selv , skønt ufortjent , udelukket af det gode selskab , 
for hvem formen er alt . Længe grundede han 
på , hvad her var at gøre , da gik han hen til sit 
skrivebord og skrev : 
„ Til frk . Dora Delfs ! 
Deres kousine Grethe Peters er i stor 
fare . De kan redde hende , dersom de straks ved 
modtagelsen af dette brev , rejser herover . Endskjøndt 
jeg ved , at de ikke er min ven , stoler jeg 
på , at de tror mig på mit ord . 
Med megen agtelse 
Selgren Bjørnsen . 
Adrs . Sølvgadens kaserne . “ 
Selgrens hensigt med dette brev var at forhindre , 
at Grethe ikke blev alene , når hun flyttede 

hjemmefra , thi Doras selskab ville , så håbede han , 
nedslå alle onde rygter ; han vidste ikke , at herfor var 
en venindes nærværelse næppe det bedste præservativ . 
Men Selgren var jo ikke mere end 21 år , og 
nu først var han ved at holde sin indtrædelse 
i verden og at lære , hvad det koster at stille sig i 
opposition til den . 
Tolvte kapitel . 
Flugten . 
Justitsråd , kontorchef Peters var opdragen 
i det tidligere slesvigholstenske kancelli og 1848 
bleven sin konge tro , hvorfor han var avanceret 
til kontorchef . Han var en mand af den 
gamle skole og havde den dybeste respekt især 
for sine to nærmeste foresatte , ministeren og departementschefen . 
Deres villie var hans lov . Han 
havde en dunkel følelse af , at der efter grundlovens 
indførelse var sket en forandring med 
statens styrelse , og at der foruden kongen vare 
nogle , som kunne drage ministrene til ansvar . 
Instinktmæssig dreves han til at opsøge disse 
magthavere og gøre alt for at stå sig godt med 
dem , og han troede , at målet var nået ved at 
være en jevnlig gæst i etatsråd Bjørnsons 
hus , hvor den nye tids mænd kom . 
Hans departementschef , konferensråd Carstens , 
havde ligeledes tjent sine sporer i det slesvigholstenske 
kancelli , men medens Peters nedstammede 
fra frisiske bønder , var Carstens i slægt 
med nogle medlemmer af den slesvigholstenske adel . 
Man mumlede om , at , havde han ikke været syg , 
dengang oprøret udbrød , ville han være gået til 

Rendsborg . Da han blev rask , viste det sig allerede 
temmelig tydeligt , til hvilken side sejren ville 
hælde , og han skyndte sig da med at gøre den 
slesvigske minister sin opvartning . 
Sønnen Johannes havde studeret et par 
år ved universitetet i Kiel derefter havde 
faderen skaffet ham en plads i justitsråd Peters 
kontor . For ikke længe siden havde Johannes fortalt 
sin fader , at han ønskede sin kontorchefs 
datter til kone , faderen havde straks billiget sønnens 
valg , og en dag i kontoret anholdt om den 
unge piges hånd hos justitsråden . 
Det er naturligt , at justitsråd Peters følte 
sig yderst smigret ved at komme i familie med sin 
departementschef , han ilede derfor glædestrålende 
hjem for at fortælle nyheden , og hvad derefter 
passerede , det vide vi . Peters blev uhyre forbitret 
på sin datter , men hans søster rådede ham til 
af lave som om intet var i vejen , hun var overbevist 
om , af Grethe ikke turde vove af give frieren 
en kurv . Justitsråden gik så meget villigere ind 
på denne betragtningsmåde som han ikke havde 
mod til af fortælle sin departementschef , af Grethe 
havde gjort indvendinger . 
Da Peters om eftermiddagen kom hjem fra 
kontoret , spurgte han mod sædvane straks efter sin 
datter ; søsteren svarede , af hun endnu ikke var 
kommen hjem . Dette behagede ikke faderen , der 
hvert øjeblik utålmodigt trak sit store Gulduhr 
op af lommen og bandede så småt datterens 
lange udeblivelse . Da ringede det på gangdøren , 
justitsrådens søster gik ud for af lukke op i 
den tro , af det var Grethe , i stedet for stod hun 
ansigt til ansigt med konferensråden og hans 
søn . 
Med en ærbødig mine førte hun dem ind 

til sin Broder , hvis ansigt antog en pudsig mine 
af forskrækkelse , da han så sin høje foresatte . 
„ Jeg kommer til dem , “ sagde Carstens , „ i 
anledning af nogle højst sælsomme historier . Ved 
de , af jeg i dag har modtaget et brev fra deres 
datter ? “ 
„ Et brev . . . et brev . . . fra min datter ! 
Derom ved jeg på ære ikke et ord . “ 
„ Hvad ! Ved de intet herom ? “ 
„ Min datter har ikke været hjemme siden i 
middags . Jeg har ikke set hende i dag , jeg venter 
hende hvert øjeblik hjem . Og hun har understået 
sig til at skrive til hr . Konferensråden ? “ 
„ Ja såmænd . Her kan de se brevet . Det 
er en kurv , in optima forma , til min søn . “ 
Med feberagtig hast gennemløb justitsråden 
brevet . Hans hånd rystede , og hans stemme 
dirrede , da han afleverede det og sagde : 
„ Hr . Konferensråd , vær ikke vred på mig 
derfor , ved min salighed , jeg misbilliger dette 
brevs indhold i allerhøjste grad , og min datter 
skal få den strengeste straf . “ 
„ Jeg blander mig ikke i deres hustugt , “ 
Svarede konferensråden , „ den synes ved nærværende 
lejlighed at komme noget silde . — imidlertid 
vil jeg sige dem , at jeg betragter dette brev som 
en barnestreg ; min søn vil ikke for dets skyld 
give afkald på deres datter . “ 
„ Det er en mageløs overbærenhed . . . . “ 
„ De kan også betragte det som et bevis på 
mit gamle konservative sindelag . Jeg mener , 
at børn ikke kunne have anden mening end deres 
forældre . “ 
„ Det kunne de ganske vist ikke , “ sagde iustitsråden . 


„ Jeg havde håbet selv af kunne komme til 
af tale med deres datter . “ 
„ Hr . Konferensråd , hun må vist straks være 
her , “ sagde iustitsråden , „ Lise , har min datter 
ikke sagt dig , hvor hun gik hen ? “ 
„ Nej , “ svarede søsteren . 
I dette øjeblik blev der ringet på klokken . 
„ Der er hun vist , “ sagde iustitsråden synlig 
lettet . 
Det var virkelig Grethe . Da tanten i gangen 
hviskende og bebrejdende fortalte hende om konferensrådens 
og hans søns besøg , tog Grethe sit 
overtøj af , inden hun gik ind , og forsøgte af se 
sig selv i et håndspejl , men det var for mørkt 
dertil . Hun gjorde tanten opmærksom på , af det 
var nødvendigt af tænde lys , denne indrømmede 
det rigtige heri , og omtrent samtidigt med af 
Grethe trådte ind ad den ene dør , trådte tanten 
ind ad den anden med en stor lampe i hånden . 
Neppe fik konferensråden øje på Grethe , før 
han påtog sig et hofmandsmæssigt væsen ; han 
var i den forrige konges tid oftere kommen til 
hoffet , og sagde : 
„ Min frøken , jeg har foretrukket at svare 
mundtligt i stedet for skriftligt på deres ærede brev , 
det er årsagen til , at de seer mig her . De har 
tilskrevet mig , at de ikke ønsker at forloves med 
min søn , fordi de ikke elsker ham . Jeg forudsætter , 
at de ikke elsker nogen anden ; thi ellers 
ville de vistnok have tilskrevet mig det . Nuvel , 
jeg tillader mig da at sige dem , hvad jeg allerede 
har sagt deres ærede fader , at jeg vil betragte 
deres brev som uskrevet og som et udbrud af 
en øjeblikkelig misstemning . “ 
„ Hr . Konferensråd , “ sagde Grethe , „ jeg 
takker dem for deres overbærenhed , men jeg beder 

dem om at betragte mit brev som ikke 
uskrevet . Jeg vil blive en dårlig kone for deres 
søn , vi harmonere ikke sammen . “ 
„ Det vil først tiden kune vise . “ 
„ Undskyld hr . Konferensråd , det behøver 
tiden ikke at vise ; en mand , som ikke engang kan 
frie selv , vil jeg aldrig kunne se op til . “ 
„ Er det den eneste hindring for forlovelsen , 
da vil jeg gøre dem opmærksom på , at det har været 
mod min søns villie , at jeg har taget sagen i 
min hånd . Jeg hører til den gamle skole , jeg 
ønsker ikke , at børnene i et så vigtigt spørgsmål , 
som at hente sig en hustru , skulle gå på egen 
hånd . “ 
„ Deres søn har ved at godkende deres 
mening derved viist , at også han hører til den 
gamle skole . “ 
„ Ganske vist . “ 
„ Et nyt bevis for , at vi ikke kunne harmonere . 
Jeg hører til den nye skole . “ 
„ Jeg troede ikke , at de beskæftigede dem 
med politik ? “ 
„ Det gør jeg imidlertid , og jeg er en stor 
beundrer af det nationale parties ledende mænd , 
jeg sætter en mand som Orla Lehmann over den 
gamle parnkblok Anders sandø Ørsted . . . . “ 
„ Hr . Konferensråd , min datter er gal , bindegal , “ 
Sagde justitsråden med forfærdelse . 
„ De tager fejl , “ svarede konferensråden , 
„ hun kender ligeså lidt til Lehmann og Ørsted 
som det barn , der blev født i går , det er blot en 
lille intrigue for om muligt at få min søn til 
at opgive forlovelsen . Jeg vil dog sige dem frøken 
Peters , at det skal ikke lykkes dem . “ 
„ Del ville vi få at se , “ svarede Grethe kækt , 

„ De må vide , at vi friserinder ikke frygte 
trusler . “ 
„ Jeg har på ingen måde truet dem , jeg 
har kun sagt dem min bestemte mening . “ 
„ Og nu siger jeg dem og deres søn min 
bestemte mening : jeg bliver aldrig hans kone . “ 
„ Min datter , “ tog justitsråden nu ordet , 
„ din hele optræden i dette øjeblik er i højeste 
grad upassende . Jeg skammer mig over dig , og 
jeg vil sige dig , at du skal ægte hr . Fuldmægtig 
Carstens , som jeg er stolt af at få til svigersøn . “ 
„ Jeg bærer altid over med unge damers 
luner , “ sagde konferensråden , „ især når damerne 
ere så indtagende som de , frøken Carstens . 
Min søn og jeg er overbeviste om , at deres 
lune inden ret lang tid vil gå over . Med 
denne overbevisning ville vi i aften tage afsked 
og komme igen i morgen for at få forlovelsen 
endelig deklareret . “ 
„ Jeg takker , “ svarede Grethe , „ for deres 
overbærenhed , som jeg imidlertid langtfra fordrer , 
og det gør mig ondt at måtte sige dem , hr . 
Konferensråd , at deres gang i morgen vil blive 
forgæves . “ 
Carstens og søn svarede ikke ; thi de vare 
allerede ved døren , ledsaget af justitsråden , som 
med en ærbødig mine og med nøgen anstrengelse 
bar den store astrallampe . 
„ Nu , nu min gode justitsråd , “ sagde konferensråden 
ved afskeden og klappede sin kontorchef 
nedladende på skuldren , „ det er blot en 
lille pikant indledning , som jeg på ingen måde 
tager dem ilde op . — det vil imidlertid ikke 
kunne skade , dersom de tager hende ordentlig i 
skole . “ 
„ Det skal jeg , det skal jeg , “ svarede justitsråden 

og buttede og buttede , og glasset på 
lampen klirrede og klirrede . 
„ I morgen må sagen være i orden , “ sagde 
Carstens med samme mine , som når han gav 
kontorchefen ordre til at have en tjenestesag færdig 
til en bestemt tid . „ Godnat justitsråd 
Peters . “ 
Da Peters vendte tilbage til dagligstuen , 
skyndte han sig med at irettesætte sin datter på 
det strengeste . Det er vel ufornødent at sige , at 
hans søster Lise stod ham bi . Grethe vedblev at 
gøre hådnakket modstand og brast til sidst i tårer , 
men faderen var ubøjelig , hun skulle og 
måtte ægte Johannes Carstens . Til sidst indså 
hun det frugtesløse i at svare , hun tav , men 
havde da faget sin beslutning . Da hun om aftenen 
var kommen ind på sit værelse , satte hun 
sig til at skrive følgende brev : 
„ Kære fader ! 
Når du læser dette brev , er jeg allerede 
langt borte fra mit hjem , til hvilket jeg ikke 
vender tilbage , før du har lovet mig , ikke mere 
at plage mig med forlovelsen med Johannes . 
Det vil være frugtesløst at søge efter mig , men 
når jeg antager , at din første vrede har lagt 
sig , skal du høre fra mig . 
Din kærlige datter 
Magrethe . “ 
Efter at have skrevet dette brev , pakkede 
Grethe sin vadsæk med de mest uundværlige 
genstande , eftertalte sin lille pengebeholdning og 
gik derefter til sengs med den bestemte hensigt næste 
morgen , når faderen var gået på kontoret , at 
forlade hjemmet . Hun havde en fast tro på , 
at Selgren nok skulle vide at hjælpe hende over 
alle vanskeligheder , hun elskede ham med lidenskab 

og lagde sin hele fremtid med rolighed i hans 
hånd . 
Den følgende morgen var det et frisk vejr 
med en let frost . Vi vare over midten af december , 
og folk begyndte allerede at tænke på 
julen . Selgren , hvis humør havde været nedtrykt 
efter mødet i går med Grethe , så i dag 
fremtiden med større frejdighed i møde og håbede , 
at Grethe havde forstået at tale sin fader tilrette . 
Dette håb skuffedes ; thi alt tidlig på 
formiddagen trådte hun med sin vadsæk i hånden 
ind til ham . 
„ Det er sket , “ sagde hun , „ jeg er flyttet fra 
mit hjem og står nu alene i den store , vide 
verden . “ 
„ Stakkels , kære Grethe . “ 
„ Beklag mig ikke , jeg har jo dig ; det er for 
din skyld , at jeg har vovet dette skridt . — kan 
du sige mig , hvor jeg nu skal bo ? “ 
„ Endnu ikke , “ svarede Selgren . 
De satte sig ned og overvejede sagen . Endelig 
råbte Selgren : 
„ Vi er hjulpne . Hvis overkanoneer Bjørns 
lille lejlighed er ledig , må du flytte derind . 
Det er flinke folk . Jeg iler straks derhen . “ 
„ Men vil man ikke opsøge mig der ? “ 
„ På ingen måde . Nyboder henhører ikke 
under Københavns politi , det har sit eget kommandantskab . “ 
Selgren 
skyndte sig ud i Bjørnegade og traf 
madam Bjørn hjemme , hendes mand var på 
holmen . Han fortalte , at en dame fra Slesvig 
var kommen her til København for at perfektionere 
sig i sprog og musik , at han havde ligget i 
kvarter hos hendes forældre , og at han af 
dem var bleven anmodet om at skaffe hende en 

billig lejlighed . Det var muligt at den unge 
dames søster i løbet af nogle dage også ville 
komme herover , og i så fald ville begge søstrene 
boe sammen . „ Imidlertid , “ vedblev Selgren , „ vil 
jeg dog sige dem ligefrem , at , da deres fader 
har kompromiteret sig under krigen , ville de føre 
et meget stille liv . “ 
„ Lejligheden er ledig , “ sagde madamen , „ men 
jeg holder rigtignok ikke af at have damer i 
logis . “ 
„ Det er ubehageligt nok ; thi hvor skal jeg 
straks gå hen og finde en lejlighed ? “ 
„ Det er sandt nok . — ja , dersom den unge 
dame ikke er fordringsfuld , kunne vi jo prøve , 
hvorledes det vil gå i en måned . Lejen er 
otte rdl . for værelserne . “ 
„ Kunde de ikke for gode ord og betaling 
også påtage dem hendes opvartning ? “ 
„ Io , det kan jeg såmænd godt . “ 
„ Nu ja , derom vil de kunne træffe fornøden 
aftale med vedkommende dame . “ 
En time efter var Grethe flyttet ind i den 
lille nyboderslejlighed . Selgren havde , for at 
undgå opsigt , ikke ledsaget hende derhen , men 
havde givet hende alle de oplysninger , han formåede , 
om familien Bjørn og om lejligheden , 
ligeledes havde han anmodet hende om at sige , at 
hun nylig var kommen fra Slesvig , og at hun 
måske ventede sin søster herover ; dette punkt 
gled Selgren i al korthed over , da han ikke ønskede 
at vække et håb om kousinens ankomst , et 
håb , som kunne slå fejl . Han rådede Grethe 
endvidere til at antage navnet Delfs ; thi madam 
Bjørn kom undertiden hjem i agent Bjørnsons 
hus og derved kunne hemmeligheden let blive 
røbet , hvis det rigtige navn blev beholdt . 

„ Endnu et , “ sagde Grethe , „ spørger hun mig 
derom , fortæller jeg hende , at jeg er forlovet . “ 
„ Ja . “ 
„ Men da hun jo kender din tante , er det 
vel ikke værd , at jeg siger , det er med dig , jeg vil 
sige , at det er med en af dine venner , som ikke 
er her i byen . “ 
„ Du sagde i går , at vor forlovelse skulle ikke 
hemmeligholdes , hvis du blev nødt til at flygte 
hjemmefra . “ 
„ Omstændighederne nødvendiggøre , at denne 
bestemmelse forandres . “ 
„ For at hun skal tro , at du er forlovet , 
må du bære ring . Må jeg forære dig en 
sådan ring med mit navn og denne dags dato 
indeni ? “ 
„ Ja du må , og jeg vil forære dig en 
lignende . “ 
Det blev endvidere aftalt , at Selgren , for at 
undgå folkesnak , kun sparsomt skulle besøge sin 
forlovede , men at de daglig skulle mødes på 
volden ved Østerport . 
Grethes flugt kunne ikke andet end vække 
stor opmærksomhed i det københavnske selskabsliv , 
men ingen anede hvor hun var eller hvor stor 
del Selgren havde i sagen . Etatsrådinde 
Bjørnson fortalte ham den forunderlige flugt , 
og han hørte på hende med en højst forbavset 
mine . 
„ Det er næsten utroligt , “ sagde han , „ hvem 
er deres hjemmelsmand ? “ 
„ Faderen selv . Han var her dagen efter 
datterens flugt , han var i højeste grad forbitret 
dels på datteren og dels på sin departementschef . “ 
„ På 
konferensråd Carstens ? “ 

„ Ja . Carstens er hans departementschef og 
havde sagt til ham , at en reduktion forestod i 
kontoret , og at han måtte belave sig på at afgå . 
Carstens havde ikke lagt skjul på , at 
Grethes flugt , som umuliggjorde en forlovelse 
med hans søn , var skyld heri ; thi den mand , 
som ikke kunne styre sine børn , kunne heller ikke 
styre sit kontor . Jeg trøstede justitsråd Peters , 
så godt jeg kunne , og gav ham håb om at blive 
på sin plads , såfremt vort parti inden hans 
afskedigelse kom til roret . “ 
„ Havde han ingen formodning om , hvor 
datteren var flygtet hen ? “ 
„ Han mente , at hun var rejst til nogle slægtninge 
i eidersted . “ 
„ Måske til lehnsmand Delfs ? “ 
„ Rigtigt . Han havde skyndt sig med at skrive 
til lehnsmanden og spurgt ham , om datteren var 
kommen til ham . — det er for øvrigt rask gjort 
af Grethe Peters . “ 
„ Er hun ikke sunken i deres agtelse ved 
dette skridt ? “ 
„ På ingen måde . Det beviser , at pigen 
har karakter . Så vidt jeg kan skønne , holder 
man i alle vore selskabskredse med hende , medens 
man leer ad den uheldige frier , derimod skal man 
i de gamle parykkredse holde med konferensråden 
og tale om sædernes fordærvelse og om Clara 
Raphaels uheldige indflydelse på vor dameverden . “ 
„ Er 
da ikke de gamle parykkers tid snart 
forbi ? “ 
„ Vi arbejde derpå , “ svarede hun , „ men den 
europæiske luftning er dem for øjeblikket gunstig . “ 
Efterat Selgren samme eftermiddag var 
kommen hjem fra et møde med Grethe , hvem 

han havde fortalt alt det , han havde hørt hos sin 
kousine , trådte Dora Delfs ind i stuen . Han 
blev glad over at se hende , men hun blev stående 
trodsig ved døren og sagde : 
„ Ieg har fået deres brev , men det er ikke 
derfor , at jeg er kommen , thi jeg antog , at der 
var en eller anden snare , som de og deres 
skurkagtige ven Rønfelt havde lagt for mig ; onkel 
Peters har imidlertid bagefter skrevet til fader , og 
hans brev bragte mig til at tro , at en dansk 
officer ' måske dog en enkelt gang kan tale 
sandhed . Ieg forstår ikke , hvorfor min kousines 
flugt interesserer dem . “ 
„ Ieg skal tillade mig at forklare . . . “ 
„ Ieg ønsker helst forklaringen af min kousines 
mund . Hvor er hun ? “ 
„ Ieg skal føre dem til hende , hvis de ikke 
har noget imod at gå et stykke ned ad gaden 
med mig . “ 
„ Det har jeg meget imod , men kan det ikke 
være anderledes , lader os da gå straks . “ 
„ Som de vil . “ 
Medens de fulgtes ad ned ad gaden , gjorde 
Selgren flere gange forsøg på at få en samtale 
knyttet med frøken Delfs , men hun afbrød 
ham bestandigt . Da de kom til Bjørnegade , sagde 
Selgren : 
„ Deres kousine boer i denne gade . Hun 
kalder sig Grethe Delfs , og hun har fortalt sin 
værtinde , at hun venter sin søster herover . “ 
„ Og jeg skal forestille søsteren ? “ spurgte 
Dora . „ Tak for underretningen . “ 
Ved Grethes dør skiltes Selgren fra Dora , 
som rask gik ovenpå og spurgte madam Bjørn 
om frøken Delfs boede i huset . Madamen forstod 
ikke tysk , men navnet Delfs forstod hun og 

pegede hen på døren , som førte ind i Grethes 
værelse . 
Det var lige i mørkningen , den unge pige 
havde lagt sit sytøj bort og sad og drømte om 
fremtiden . Hun blev halvt forskrækket da hun 
så en dame træde ind , men udstødte et glædesskrig 
ved at genkende Dora . Denne kastede sit 
overtøj hulter til bulter og spurgte : 
„ Hvad er døg det for historier ? “ 
„ Jeg skal skrifte ærligt og oprigtigt for dig , “ 
Svarede Grethe , „ når du blot vil have nogen 
tålmodighed . “ 
„ Fortæl , fortæl , i dag er jeg tålmodig ; thi 
jeg er træt efter rejsen . “ 
Grethe fortalte nu sine hændelser , og Dora 
lyttede nysgerrig og opmærksom til , idet hun lidt 
afbrød fortællerinden med et eller andet udråb . 
Da Grethe tang , sagde Dora : 
„ Du besidder mere energi end jeg havde tiltroet 
dig , men du er dummere end du burde 
væræ . “ 
„ Hvad mener du ? “ 
„ Du elsker en dansk officer , han vil bedrage 
dig . “ 
„ Slut ikke fra dig selv til andre . Du kan 
ikke sammenligne Bjørnsen med Rønfelt . “ 
„ Din kærlighed gør dig blind . “ 
„ Tror du , af Bjørnsen ville have handlet 
således som han har gjort , hvis han ikke elskede 
mig oprigtigt ! Nej , nej , det ville han ikke . Han 
er så god , så retskaffen . “ 
„ Tog han ikke Rønfelts parti imod mig ? “ 
„ Det gjorde han . Men det var jo Rønfelt , 
som havde fremstillet sagen for ham , og han kom 
derfor til af dele hans opfattelse af den . — Dora , 
hvis du er kommen her for af stå mig bi , og 

det tror jeg , af du er , thi du er god og opoffrende , 
da må du ikke mere tænke ondt om 
Bjørnsen , han er min forlovede . Se , jeg bærer 
allerede ringen . “ 
„ Ere i da offenligt forlovede ? “ 
Grethe forklarede , hvorfor de endnu ikke 
vare det . 
„ Såvidt jeg har forstået dig , er det din 
mening , at jeg skal bo her sammen med dig , 
indtil du er bleven forsonet med din fader . — 
jeg skal gøre dig denne tjeneste , skønt vi om 
otte dage have jul , og man gerne til den 
fest vil være i hjemmet . Mit tøj ligger endnu 
på dampskibet , du har vel et bud at sende efter 
det ? “ 
Grethe blev rørt over kousinens godhed og 
gik ud for at få tøjet besørget hentet af Christian . 
Om aftenen kom Selgren for første gang op for 
at besøge sin forlovede ; han havde et påskud 
dertil ; thi simpel høflighed bød jo , at han hilste 
på den nysankomne dame . Familien Bjørn 
havde ikke den fjerneste mistanke om , at Selgren 
stod i andet forhold til damerne end som en nær 
bekendt . 
„ Frøken Delfs søster er nok kommen hertil 
i dag ? “ spurgte Selgren overkanoneren , som stod 
i køkkenet , hvorigennem man måtte for at komme 
til damernes lejlighed . 
„ Ja , hun er , men hun er svær fydsk , man 
kan ikke forstå et ord af , hvad hun siger . “ 
„ Søsteren kan dog tale dansk . “ 
„ Å , det er en velsignet dame . Hun holder 
så meget af børnene , og især af lille Fanny . 
Blive damerne længe herovre , hr . Lieutenant ? “ 
„ Jeg ved det ikke , “ svarede Selgren , „ det 
stille liv , de føre , tiltaler dem vel næppe meget . “ 

„ Ja , ja , jeg ved , at faderen skal være en 
slem slesvigholstener . “ 
„ Det vil jeg just ikke sige , men han har i 
hvert fald kompromiteret sig : dog fortryder han 
nu , hvad han har gjort , og vil gerne stå sig 
godt igen med den danske regering . — døttrene 
skulle imidlertid ikke undgælde for faderens dårskaber , 
og de og deres kone gøre derfor bedst i 
at omtale så lidt som muligt deres logerende til 
venner og bekendte . “ 
„ Forstår sig , hr . Lieutenant , “ sagde overkanoneren . 
Selgren 
trådte ind til damerne , Grethe 
modtog ham med et glædesudråb , men Dora 
blev siddende og værdigede ham næppe en hilsen . 
Han lod dog som han ikke bemærkede det og 
sagde : 
„ Det glæder mig Grethe , at du ikke mere 
er ene . Det vil forhåbentlig give anledning til 
mindre folkesnak . “ 
„ Og derfor må jeg takke dig . “ 
„ Tak først og fremmest din kousine . Det 
var smukt og selvopoffrende af hende , at hun kom 
herover . “ 
„ Jeg tragter ikke efter deres roes . “ 
„ Skulle vi ikke slutte våbenstilstand , så længe 
de opholder dem her ? “ spurgte Selgren . 
» O , ja , “ sagde Grethe . 
„ Det er dem , “ svarede Dora , „ som foreslår 
våbenstilstand , og jeg vil for min kousines 
skyld gå ind derpå . Men det siger jeg dem , 
at jeg ikke har nogen tillid til dem . “ 
„ Jeg troede , at der var våbenstilstand , 
sagde Selgren smilende . 
Det var lykkelige timer , som Selgren denne 
aften tilbragte i den lille nyboderslejlighed . Han 

og Grethe så fremtiden så lys , og Dora sad 
og hørte til og gjorde engang imellem en ironisk 
bemærkning . Fanny , som nu var i sit syvende 
år , kom et ærinde ind i stuen . 
„ Kender du denne lille pige , “ spurgte Grethe , 
„ det er Fanny Bjørn , hvem du engang har foræret 
en lykkestilling , hun har skillingen endnu . Kom 
herhen Fanny , jeg har en kage til dig . Du er 
min lille yndling , fordi den herre har givet 
dig sin lykke . Men du tager vel ikke hele lykken 
fra ham , han har vel nok lidt tilovers til 
mig . “ 
„ Jeg kender ikke den herre , “ sagde Fanny . 
„ Har du glemt mig , Fanny ? “ spurgte Selgren . 
„ Men når du efter dette møde seer mig 
igen , vil du vel nok kunne kende mig . “ 
„ Ja jeg vil . For nu er jeg en stor pige . “ 
„ Sidste gang , jeg så dig her , troede jeg 
ikke , at jeg i dette værelse skulle finde så megen 
lykke . Du skal ved lejlighed få endnu en lille 
erindring om mig og denne dame , ikke sandt , 
Grethe ? “ 
„ Jo , det skal hun . “ 
Fanny nejede beskeden , takkede så mange 
gange og gik . 
Dengang Selgren havde forladt de to konsiner , 
sagde Dora : 
„ Jeg begynder at synes godt om din kæreste ; 
han har ærlige øjne . “ 
„ Det glæder mig , at der er udsigt til , at 
våbenstilstanden kan blive til en varig fred . 
Dine overgange fra had til venskab eller fra 
kærlighed til had , som med Rønfelt , er noget 
pludselige . “ 
„ Jeg betænker mig aldrig længe på noget , “ 

svarede Dora . „ Godnat , jeg er søvnig og træt 
efter rejsen . “ 
Et par dage efter sagde Selgren til Grethe : 
„ Vi have snart jul . Jeg har tænkt mig , 
at du vil give hvert af overkanonerens børn 
en lille julepresent , men du har vel næppe råd 
dertil , derfor står min pung til din tjeneste . “ 
„ Å , vi have penge nok , “ sagde Dora , som 
var nærværende , „ jeg har forsynet mig rigeligt med 
penge , inden jeg tog hjemmefra . “ 
„ Jeg må tilstå , at min lille pengebeholdning 
snart er sluppen op , “ sagde Grethe . 
„ Jeg har , “ sagde Selgren , „ allerede købt 
vor fælles julepresent til lille Fanny . Jeg har 
set , at hun går med et par afskyelige ørenringe 
af fransk guld , her er et par andre , vil du give 
hende dem . “ 
„ Med fornøjelse , “ svarede Grethe , „ Du har 
smag . “ 
„ Gid du måtte sige det samme , når du 
seer min present til dig , dette Gulduhr . “ 
„ O , det er for meget , alt for meget , “ sagde 
Grethe og klappede henrykt i hænderne . 
„ Har de ingen present til mig ? “ spurgte 
Dora . 
„ Jo , jeg har , “ svarede Selgren , „ det er en 
brosche i form af en dolk , jeg har valgt den 
med hensyn til deres noget krigerske karakter . “ 
„ Er jeg så krigersk ? “ spurgte Dora . » Ja , 
jeg er krigersk , “ råbte hun pludselig , „ gid jeg 
kunne se Rønfelts blod , jeg hader den skurk ? 
Har de set ham nylig ? “ 
„ Han er i juleferien taget hjem til sin familie . 
— jeg tillader mig for øvrigt at fortælle 
dem , frøken Delfs , at der nylig i dansk oversættelse 
er udkommen en bog , som hedder David 

copperfield . I denne bog er der en mr . Dick , 
som bestandig skal tale om Carl den førstes hoved , 
det lader til at lieutenant Rønfelt er bleven 
en lignende specialitet for dem . Ville det ikke 
være rigtigst , om vi undgik at berøre dette æmne ? “ 
„ Lad våbenstilstanden gå over til fred , “ 
Sagde Grethe , „ og lad den eneste fredsbetingelse 
være , at lieutenant Rønfelts navn ikke mere nævnes 
mellem os . “ 
„ Går de ind derpå ? “ spurgte Selgren 
Dora . 
„ Ja , jeg gør , “ sagde hun og gav ham 
hånden . 
„ Det er altså fredslutningen i Bjørnegade , “ 
Sagde Grethe . 
„ Jeg har nær glemt det vigtigste , “ sagde 
Selgren og trak „ Berlingske tidende “ op af lommen . 
„ Her vil du se din faders afsked i nåde 
og med pension . “ 
» Fader afskediget ! “ råbte Grethe . 
„ Ja , og han skal være uhyre forbittet på 
conferensråd Carstens . Den tid kommer snart , 
da du kan vende tilbage til din faders hus . “ 
„ Men jeg er måske skyld i hans afskedigelse , “ 
Sagte Grethe . 
„ Desto uretfærdigere er den ; thi det er ligefrem 
skammeligt , at en dygtig kontorchef afskediges , 
fordi hans datter ikke vil række departementschefens 
søn sin hånd . — denne mening har 
også min fætter og hans kone . “ 
„ Du har ikke hørt , om fader fortsætter sin 
søgen efter mig ? “ 
„ Io , han gør . Men han tror endnu , at 
du er i eidersted . “ 
„ Stakkels fader , som kommer til at tilbringe 
juleaften alene . ” 

„ Det kommer han ikke til ; thi han er inviteret 
til min onkel , hvor hele vor familie samles . “ 
„ Han hører dog ikke til din familie . “ 
„ Gør han ikke ? “ spurgte Selgren , „ jeg er 
dog forlovet med hans datter . “ 
„ Men det ved han ikke , “ lo Grethe . 
„ Er du ikke ked af at skulle fejre julen i 
Nyboder ? “ 
„ Jeg ville jo rigtignok helst fejre den i mit 
hjem , men når det ikke kan være anderledes . . . “ 
„ Det skal snart blive anderledes , “ sagde Selgren 
med fortrøstning . 
Trettende kapitel . 
Jul . 
Juleaften vare familien Bjørnsons medlemmer , 
på Elisabeth nær , samlede i agentens hus 
på Nørregade . Agenten var kommen til at se 
noget gammel ud , hans kone derimod holdt sig 
godt , langt bedre end Fru von werlan , hvis hår var 
blevet hvidt , og panden furet af rynker , og hvis 
stolthed snarere syntes at tiltage end at aftage 
med årene . Hendes svigersøn oberst stage 
var i anledning af jnlefesten kommen til København 
med sin kone og sine tre børn . Skønt 
yngre end søsteren , så Charlotte ældre ud , 
måske var det , fordi hun var moder . Oberstens 
familie boede hos svigermoderen i Strandstræde , 
men opholdt sig den meste tid i etatsråd Bjørnsons 
hus . 
Emil var også kommen til København , hvor 
han agtede at blive . Han havde taget sin afsked 
som underlæge og ville fortsætte sine stnderinger , 

som vare blevne afbrudte ved krigen . Der var 
kommet større alvor og ro over ham , og han 
havde opgivet sine stiklerier på personer og tilstande , 
hvorfor Fru von werlan havde fundet 
anledning til af sige til Fru Bjørnson , af hendes 
søn havde forandret sig særdeles meget til sin 
fordel og var endogså bleven et elskværdigt 
menneske . Denne kompliment hævede Emil betydeligt 
i moderens øjne . Men havde han endogså 
opgivet sine stiklerier , havde hans ånd 
dog beholdt sin trang til af ville reformere , og 
den trang fandt nu sit udtryk i små , hvasse 
artikler , han skrev til et af bladene . 
Selgren erfarede først denne aften , af Emil 
var kommen her til byen . Han blev just ikke 
fornøjet herover ; thi han formodede , af fætteren 
havde været ude i Nyboder og forhørt sig om sin 
gamle lejlighed , hvorved let Grethes opholdssted 
kunne være blevet røbet . Da Emil fortalte , af han 
var tagen ind i „ Tre hjorte “ , beroligede Selgren 
noget . 
Forholdet mellem Carl Bjørnson og hans 
kone var blevet bedre og inderligere år for år , 
dog var det endnu ikke kærlighed ; hun var for 
ham kun en trofast veninde og rådgiverinde . 
Endnu var etasråden oftere ude end hjemme , og 
i sin ensomhed drog hans hustrn mangt et suk , 
og hver dag følte hun , at glæden først ret ville 
flytte ind i hendes hjem , når hun kunne genvinde 
sin mands kærlighed , som hun i deres ægteskabs 
første dage havde forspildt . Hvorledes dette 
skulle kunne ske , vidste hun ikke , men hun håbede , 
at det ville ske . 
Iaffen havde hun helliget sig justitsråd 
Peters , han og hans søster vare de eneste som 

ikke hørte til familien . Den gamle mand var 
meget nedbøjet og talte ikke meget . 
„ De har intet hørt fra deres datter ? “ 
Spurgte Amalie . 
„ Aldeles intet , “ svarede han , „ jeg havde dog 
troet , at jeg til denne glade højtid skulle have hørt fra 
hende . Jeg frygter næsten for , at der må være 
hændt en ulykke , at hun er bleven syg mellem 
fremmede mennesker . “ 
„ Lader os håbe det bedste , “ sagde Amalie . 
„ Hvis hun nu en dag vendte tilbage til deres 
hus , ville de da tilgive hende ? “ 
„ Ia , jeg ville . Hun er mit eneste barn . 
De kan næppe forestille dem , hvor jeg savner 
hende , især en højhellig aften som denne . Det er 
den første juleaften , hun ikke er i sit hjem , “ 
Sagde Peters , og en tåre glindsede i hans øje . 
„ Måske kommer hun , før de venter det ? “ 
Sagde Amalie . 
Han rystede tvivlende på hovedet . 
„ Det er kedeligt , at vi ikke leve i gamle 
dage , “ vedblev Amalie . „ Her slår nu Selgren . 
De kunne da have sagt til ham : hr . Selgren , 
drag ud for at opsøge min datter , som sandsynligvis 
bevogtes af en sæl lindorm , og når i 
bringer hende tilbage , skal hun blive eders brud . 
— nu er tiden for prosaisk til sligt , ikke sandt , 
Selgren ? “ 
„ Måske , “ sagde Selgren , som havde stået 
i nærheden og hørt samtalen . 
„ De unge herrer ville ikke gøre sig den ulejlighed 
at overvinde nogen lindorm for at vinde 
en ung brud , “ lo Amalie , „ og de unge piger 
holde i vore dage ikke af at beskyttes af lindorme . 
— der meldes , at der er rettet an , må jeg være 
deres borddame , hr . Justitsråd ? “ 

ved bordet herskede den mest hjertelige og 
gemytlige stemning . Alle vare glade ved at være 
samlede efter en længere fraværelse . Retterne 
vare de sædvanlige , risengrød og gåsesteg , men 
istedetfor æbleskiver kom der som tredje opdækning 
en stor krandsekage , og samtidigt lod man propperne 
springe af champagneflaskerne . Der var 
blevet drukket en del personlige skåler , til sidst 
rejste Carl sig og udbragte en skål for de fraværendæ . 
Han lod tanken flyve ned til Elisabeth , 
hendes mand og hendes børn ovre i Slesvig , 
han talte godt , men han var også bekendt 
for at være en ypperlig bordtaler ; til slutning 
hentydede han på en smuk måde til justitsrådens 
forsvnndne datter , og det lykkedes ham 
et øjeblik at få den gamle fader til at fatte 
håb om et lykkeligt gensyn . Da man rejste sig 
fra bordet , sagde Amalie : 
„ Jeg holder meget af at berede folk en 
overraskelse ; ved min svigermoders hjælp er det 
blevet mig muligt . Charlotte , hent dine børn , de 
have jo spist i min svigerfaders kontor . 
Se her ! “ 
På et vink af den unge frue åbnedes 
døren til et hidtil aflukket sideværelse , og et 
pragtfuldt oplyst juletræ strålede de tilstedeværende 
imøde . Børnene , hvoraf det mindste endnu 
måtte bæres , jublede af glæde og dansede om 
juletræet . 
„ Her har jeg et nummer til enhver især , “ 
Sagde Amalie , „ Du , Carl , får naturligvis nummer 
et . På juletræet hænger enhvers present 
med det tilsvarende nummer . De får nummer 
9 , Selgren , deres present er den feltpibe , der 
hænger . De behøver altså ikke at gå hen for 

at lede efter den , og jeg tør måske for nogle 
øjeblikke udbede mig deres behagelige selskab . “ 
„ Med fornøjelse , “ sagde Selgren og fulgte 
sin fætters kone ind i spisestuen , hvor en pige 
kom ind og lagde efatsrådindens overtøj på 
et bord . 
„ Er agentens vogn spændt for ? “ spurgte 
hun pigen . 
„ Ja , “ svarede denne og forlod værelset . 
„ Vil de ud at køre i aften ? “ spurgte Selgren 
forundret . 
„ Det er min hensigt , og de skal ledsage mig . 
Ja , jeg behøver vel ikke at frygte for , at de bortfører 
mig ? “ 
„ De er i godt humør . “ 
„ Javist , er jeg . Før vi tage afsted , har 
jeg et par ord at sige dem . Min svoger Emil 
kom hertil i går , han ønskede gerne at bo i sin 
gamle lejlighed i Nyboder , men den var optagen 
af to unge damer . “ 
Selgren blev rød og stod som på nåle . 
„ Tilfældigvis var madam Bjørn her i går 
for at gå os lidt til hånde med forberedelserne 
til julefesten . Jeg gav mig i snak med hende 
for at få at vide , hvad det var for unge damer , 
som boede hos hende . Hun sagde , at den 
ene hed Dora og den anden Grethe Delfs , og 
ved yderligere at spørge hende ud , nåde jeg til det 
mærkelige resultat , at Grethe Delfs var kommen 
til at bo i Bjørnegade vistnok den samme dag 
som Grethe Peters forsvandt . Men ikke nok med 
det , en vis lieutenant Selgren Bjørnsen lejede 
lejligheden for denne dame . — Selgren , sig mig 
nu oprigtigt , er de forlovet med frøken Peters ? “ 
„ Ja , “ svarede Selgren forlegen , han så 
at al benægten ikke mere kunne nytte . 

„ Dersom de ønsker hendes faders samtykke , 
må de ubetinget lystre mig . — men vognen 
venter . Undervejs kan de fortælle mig deres 
eventyr . “ 
„ Hvor skulle vi hen ? “ 
„ Naturligvis til Bjørnegade . “ 
„ Til Bjørnegade ! “ råbte Selgren og trådte 
et skridt tilbage . 
„ Afsted ! “ sagde Amalie smilende og ilede 
foran . -- -- - 
det gik meget gemytlig til ude hos overkanoneer 
Bjørn i Bjørnegade . Midt på bordet 
i den lille stue , stod et lille juletræ , 
men det var ikke så stort og strålende som juletræet , 
vi have forladt oppe på Nørregade , alligevel 
var glæden her lige så stor som hist over de 
grønne grene og de små julelys . Der var inviteret 
fremmede til at deltage i festen . Henne 
i et hjørne af stuen sad en ung pige med en 
lille dreng , på noget over et år , på skødet . 
Hun var klædt i sorg , og hendes sørgmodige 
mine svarede til denne dragt , kun når den lille 
dreng klappede af glæde i hænderne , smilte hun . 
Det var Josefine Viby med sin lille søn . Hun 
bar sorg , fordi hendes fader for kort tid siden 
var død . Hendes søster var ikke tilstede , hun var 
bleven forlovet med en håndværker ved holmen 
og tilbragte derfor juleaften hos sin forlovedes 
forældre . 
I sofaen sad Grethe og Dora , og glædede 
sig over børnenes iubel . De to unge piger 
havde givet de fleste presenter til juletræet . Grethe 
havde taget Bjørns mindste søn på skødet og 
viste ham juletræet . Dora ville også gerne give 
sig af med børnene , men de havde en vis sky 
for hendes hidsige væsen og forstode desuden ikke , 

hvad hun sagde . Hun havde fået Josefines historie 
fortalt om formiddagen af madam Bjørn 
med Grethe som tolk . Hun havde fattet medynk 
med den stakkels pige og havde spurgt madamen , 
om det gik an , af man bød hende penge . Svaret 
havde været , af Josefine var for stolt til af tage 
mod pengegaver , hun led desuden ingen mangel , 
da de bidrag , hun fik af faderen til barnets 
underhold , vare meget rundelige . Dora ville endelig 
have af vide , hvem faderen var , madamen 
kunne hertil kun svare , af det var en handelsfuldmægtig 
Hansen . Josefine havde ikke set ham i de 
sidste år , og han sendte hende pengene gennem 
fodposten . 
„ Var jeg i hendes sted , “ sagde Dora til 
Grethe , „ ville jeg hade ham . Jeg ville være for 
stolt til af modtage penge af ham . “ 
„ Det var dog ikke sikkert , af du kunne forsørge 
barnet alene . “ 
„ Hadet ville give mig energi . Jeg ville opdrage 
ørengen til af hade sin fader . “ 
„ Det var jo afskyeligt . “ 
„ Nej , det var netop , som det skulle være . “ 
Disse bemærkninger gjorde et uhyggeligt indtryk 
på Grethe , og hun fortsatte ikke samtalen . 
Men nu ved juletræet faldt det hende ind , at det 
var heldigt , at Dora ikke kunne tale med Josefine ; 
thi hun ville måske søge at påvirke hende og at 
ophidse hende mod barnets fader . 
Børnene dansede om juletræet , og overkanoneren 
midt imellem dem med sin store merskumspibe 
i munden . Han havde fået piben 
som en julepresent af damerne . Hans kone stak 
hovedet ind ad døren og gav et lille nik . 
„ Jeg forstår dig , mutter , “ sagde Bjørn , 
„ Maden er færdig . Da julelysene snart er brændte 

ned på grenene , er det vel bedst , at i få jeres 
presenter . — men al den anden stads skal blive 
på træet ; thi vi må have det tændt en anden 
aften . “ 
„ De små fik nu deres presenter , og jublen 
blev almindelig . Derefter blev træet båret op 
på loftet , og imens dækkede madamen bord , 
hjulpen af Grethe . Hun protesterede mod , at den 
sidste hjalp hende , men protesten blev ikke tagen 
til følge . Børnene spiste ved et lille bord for sig 
selv . Retterne vare de samme som hos agentens , 
risengrød og gåsesteg , men bagefter kom ingen 
krandsekage , derimod gode , varme æbleskiver , og 
istedetfor den sprudlende champagne blev en dampende 
punschebolle sat på bordet . Den lille Selgren 
og Josefines søn blev bragte ind i kammeret 
og faldt der i søvn , de tre andre børn 
fik i anledning af , at det var juleaften , lov til 
at blive ligeså længe oppe som de voksne . Da 
glassene vare fyldte , så overkanoneren sig med 
et smilende ansigt om i kredsen og sagde : 
„ Lader os nu begynde med at ønske hinanden 
en glædelig jul , og at julen for os alle sammen 
må ende ligeså glædelig som den har begyndt . “ 
Han klinkede med hver især , men da han 
kom til sin kone , gav han hende et Kys og 
sagde : 
„ Det er min julepresent , mutter . “ 
„ Å , “ sagde hun , „ glemmer du da rent det 
smukke tøj til en kjole , du har givet mig ? “ 
„ Ja , jeg gør , thi den present skulle du 
have haft alligevel . Men kunne vi nu ikke få 
en sang , ret en køn sang . “ 
„ Åfar , syng en julevise , “ sagde børnene . 
„ Måske en af damerne kunne synge os en 
julevise ? “ spurgte overkanoneren . 

„ Siden jeg opfordres dertil , skal jeg synge en 
julevise , “ svarede Grethe , „ men den er noget anderledes 
end de sædvanlige viser . Det kommer 
måske af , at dens hjem er ved det alvorlige 
Vesterhav , hvor bølgerne lidt træde i stedet for orgeltoner 
til menighedens julepsalme . “ 
Grethe sang nu : 
det stormer derude på ville hav , 
hvor landet for øjet sig dølger , 
nys vintersolen godnatkys gav 
til alle de vildene bølger . 
Og stormen byder hver sky til Dands , 
mens balsalen stråler i stierneglands . 
Der gynger en skonnert på bølgens kam , 
mod hjemmet den længselsfuldt stevner , 
matrosen ved roret er kold og klam , 
og næppe at styre han evner . 
Tidt skylle søerne over dæk , 
men skonnerten rejser sig atter kæk . 
Dog nu gik kompasset med brag overbord . 
Nu gælder det koursen at sinde , 
skjøndt stjernerne funkle i syd og nord , 
man næsten må styre i blinde . 
Matrosen griber så fast om rat . 
Han mindes , det netop er julenat . 
Han mindes sin moder , som har fortalt 
om julens velsignede stjerne ; 
han hæver sit blik mod guds verdensall , 
mod stjernerne hist i det fjerne . 
Der står en stjerne i stjerners hær , 
han synes , det moderens stjerne er . 
Mod stjernen han retter da skibets kours , 
til Betlehem vandrer hans tanke , 
han glemmer en vild og en grum naturs 
forsøg på af splintre hver planke . 
Han trygt sig giver i Jesu hånd , 
og ikke han skræmmes af stormens ånd . 

så sejlede skibet den julenat , 
men dengang de småstjerner blegnede , 
da så man , af koursen var rigtigt sat , 
thi forude landet sig tegnede . 
Og julemorgen man kom i havn 
og priste vor frelsers så kære navn . 
„ Den sang kan jeg lide , “ sagde Bjørn . 
„ Jeg har også julenat været tilsøes , og jeg ved , 
hvad det vil sige , af være borte fra sine kjæræ i 
den glade jnletid . De skal have mange tak for 
sangen frøken , og de giver mig vel nok en lille 
afskrift deraf ? “ 
„ Den skal de få , “ lovede Grethe . „ Men 
nu tilkommer det dem , hr . Bjørn , deres kone 
og børnene af synge . “ 
„ Det gør det , “ sagde Bjørn . 
Snart var sangen i fuld gang , og til sidst 
vækkede den Josefines lille søn . Hun hentede 
ham . Man havde lige begyndt sangen på ny , 
da der blev banket på døren . Bjørn råbte : 
„ Kom ind ! “ og ind trådte Fru Bjørnson og 
Selgren . 
„ Etatsrådinden ! “ råbte madamen forbavset . 
„ Undskyld , at jeg måske forstyrrer deres 
lystighed , “ sagde Amalie , „ men her er en ung 
dame tilstede , hvem jeg og hendes forlovede gerne 
ville ønske en glædelig jul . “ 
Ved at se Fru Bjørnson var Grethe både 
bleven rød og bleg . Hendes første tanke var , at 
Selgren ved en uforsigtighed havde røbet hendes 
opholdssted , men han skyndte sig med at forklare sagens 
sammenhæng . Amalie kendte ikke Dora , 
hun ville dog have henvendt nogle ord til hende , 
hvis hendes opmærksomhed ikke var bleven hendraget 
på Josefine eller rettere på hendes lille søn . 
„ Hvis er det barn ? “ spurgte Amalie ivrigt . 

„ Det er mit . “ svarede Josefine noget skamfuld . 
„ Er de gift ? “ 
„ Nej . “ 
„ Denne dreng har en mærkværdig lighed 
med . . . en herre , som jeg kender . Hvad hedder 
drengen ? » 
„ Erik Viby . ” 
„ Viby er altså faderens navn ? “ 
„ Nej , det er mit navn . “ 
„ Vil de sige mig . . . . Dog nej , vil de gøre 
mig den tjeneste at besøge mig i morgen formiddag 
efter kirketid , og tage barnet med . “ 
„ Jeg ved ikke — “ 
„ Du må komme , når etatsrådinden ønsker 
det , “ sagde madam Bjørn . 
„ Kan jeg så vente dem ? “ spurgte fruen . 
„ Ja , “ svarede Josefine . 
Amalie kastede endnu et langt blik på barnet , 
hun syntes at være stærkt bevæget , dernæst 
vendte hun sig til Grethe og spurgte : 
„ Er de og deres konsine beredte til at tage 
hjem med os ? “ 
„ De ønsker . . . “ stammede Grethe . 
„ Jeg ønsker , at de snarest muligt forsones 
med deres fader , han er i aften i min svigerfaders 
hus . Jeg lover dem at bringe en forsoning 
istand . “ 
„ Min fader , min kære fader , “ udbrød 
Grethe , „ De tror , at han har tilgivet mig ? “ 
„ Jeg ved det , “ svarede Amalie bestemt . 
Dora nægtede at tage med til agentens hus . 
Det blev da bestemt , at hun skulle blive tilbage . 
Overkanoneren og hans hustru stod forundrede 
og så til , de forstode ikke ret , hvad der 
foregik omkring dem . Da de så Grethe med sit 

overtøj på komme ind for at sige farvel , udbrød 
overkanoneren : 
„ De vil da vel ikke forlade os for bestandig , 
frøken ? “ 
„ Nej , jeg skal ofte komme og besøge dem , 
men fra dette øjeblik boer jeg her ikke mere . “ 
„ Å , bliv hos os , “ sagde Fanny . 
„ Nej , lille Fanny , vel har jeg ikke som du 
en moder , men jeg har en fader , og ham må 
jeg nu hjem til . “ 
„ Men hvorfor forlod du ham ? “ spurgte 
Fanny . 
Dette spørgsmål kom Grethe noget ubelejligt . 
Selgren skyndte sig da med at opfordre 
hende til at følge sig . 
„ Glædelig junl endnu engang , “ sagde Grethe , 
„ jeg kommer i morgen . “ 
„ Og jeg venter dem i morgen , “ sagde fruen 
med et blik til Josefine , „ hverken de eller deres 
barn ville komme til at fortryde det . “ 
„ Lieutenant Bjørnsen , “ sagde Dora , „ De har 
ikke ønsket mig en glædelig junl . “ 
„ Frøken , undskyld , de kan forstå . . . “ 
„ Ja , jeg kan forstå , at de elsker hende , “ 
Sagde Dora med en bitterhed , som var Selgren 
påfaldende , „ og derfor forstår de ikke , at jeg 
sætter pris på deres julehilsen . I morgen rejser 
jeg . Farvel lieutenant Bjørnsen . “ 
Hun trykkede hans hånd lidenskabeligt og 
ilede ind i sit værelse . Selgren var for stærkt optaget 
af tanken om snart at skulle se sin forlovelse 
deklareret , til at han skænkede Doras besynderlige 
tale nogen opmærksomhed , først efter 
mange måneders forløb skulle den rinde ham 
ihu . -- -- -- - 
Amalies og Selgrens fraværelse var næppe 

bleven bemærket af nogen , om Amalie antog man , 
at hun havde givet sig noget med huset at skaffe , 
og Selgren tænkte , oprigtigt talt , ingen på . Da 
de vendte tilbage fra deres udflugt , vare børnene 
endnu i fuld Dands om juletræet . Amalie gik 
lige hen til justitsråd Peters og sagde : 
„ Hr . Justitsråd , jeg har endnu en julepresent 
til dem . “ 
„ Til mig ? “ spurgte Peters . „ Jeg har jo 
allerede . . . . “ 
„ Javist , men den present , jeg i dette øjeblik 
mener , kan ikke hænge på juletræet , derfor befinder 
den sig i sideværelset . Vil de gå derind med 
mig . “ 
Jnstitsråden gik straks ind i spisestuen med 
Amalie . Her fandt han sin datter , som hulkende 
kastede sig om hans Hals og spurgte : 
„ Fader , kan du tilgive mig ? “ 
„ Grethe , kære barn ! “ råbte jnstitsråden 
fuld af glæde . „ Jeg tilgiver dig . Men hvorledes 
er du dog kommen her ? “ 
„ Før de fortæller selskabet den glædelige 
nyhed , hr . Justitsråd , “ sagde fruen , „ er det 
bedst , at de og deres datter tales ved i min 
svigerfaders kontor . Men da Grethe har en 
tilståelse at gøre , som en ung pige har vanskeligt 
ved at bringe over sine læber , vil jeg tillade mig 
at følge med . “ 
En time efter knaldede champagnepropperne 
atter , og der blev udbragt en skål for de nyforlovede : 
Margrethe Peters og lieutenant 
Selgren Bjørnsen . -- -- -- -- -- -- -- 
den næste dags middag sad Amalie med 
en både bekymret og spændt mine i sin elegante 
og hyggelige dagligstue . Hun troede at have fundet 
nøglen til en uhyggelig gåde , som måske 

denne dag fuldstændigt skulle løses . Minuterne 
forekom hende at være timer , således higede hun 
efter gådens løsning . Hun havde om formiddagen 
været i kirke , hun havde bedet gud om 
styrke til det skridt , hun var i begreb med at 
foretage . Det var et voveligt spil , som hun 
måske spillede , enten måtte det komme til et 
brud eller en fuldstændig forsoning . 
Kort efter blev den fattige nyboderspige med 
sit barn på armen indladt til hende . Hun gik 
hende venlig i møde og indbød hende til at tage 
plads . Josefine satte sig undseelig ned i en af de 
bløde armstole . 
„ Jeg har anmodet dem om at komme op 
til mig i dag , “ sagde fruen , „ fordi jeg ønsker at 
tale med dem i eenrum . Jeg har fået en levende , 
måske besynderlig interesse for dem og 
deres barn . Gør mig den tjeneste at fortælle 
mig alt , hvad der angår dette barn . “ 
Josefine efterkom opfordringen , og jo længere 
hun talte , desto heftigere bankede Amalies hjerte , 
hun stirrede og stirrede på barnet , det så så 
mildt på hende . Hun kendte disse øjne , panden 
og smilet , barnet var hendes mands udtrykte 
billede . Da trådte i det samme etatsråd Bjørnson 
ind ad døren , han studsede ved at se en tarvelig 
klædt pige i sin kones selskab . Amalie 
rejste sig , gik ham i møde og spurgte : 
„ Kender du denne pige ? Kender du dette barn ? “ 
Da han trådte nærmere , udbrød Josefine : 
„ Hansen , er det dem ? Endelig seer jeg 
dem igen ? “ 
Han vaklede og måtte støtte sig til bordet 
for ikke al falde om . 
„ De . . . De her , i min kones selskab ! “ 
Stønnede han . 

„ De er gift , og det er deres kone ! “ råbte 
jøsefine . 
Hun glemte alt omkring sig , hun overøste 
ham med en strøm af skældsord , og hun endte 
med også af lade Amalie få sin del , idet hun 
sagde : 
„ Fruen har kaldt mig op , for af triumfere 
over mig . “ 
Carl stod overfor disse to forskellige kvinder ; 
den store forskel mellem dem påtrængte sig ham , 
og han skammede sig over , af han , om endogså 
blot for en kort tid , havde kunnet føle sig tiltrukket 
af jøsefine , når en dame som Amalie 
var hans hustru . Han så med et bedende blik 
hen på Amalie , der sagde : 
„ Jomfru , jeg har ikke kaldt dem herop for af 
triumfere over dem ; thi det ville være en dårlig 
triumf . Min hensigt har været , af gøre min 
mands fejl mod dem , mig og dette barn god 
igen , hvis sligt i det hele taget lader sig gøre . 
Vi tilstå dem en anstændig årlig understøttelse , 
til de engang bliver gift , da give vi dem penge 
til et anstændigt udstyr , barnet derimod tage vi 
til os og opdrage det som vort eget . Ikke sandt 
Carl ? « 
„ Jo , “ sagde Carl med næppe hørlig stemme . 
„ De betænker dem ? « vedblev Amalie . 
“ Må jeg spørge , “ sagde iosefine , „ hvor 
meget de vil give mig om året ? “ 
„ 10 rdl . om måneden vil være dem en 
god hjælp , « sagde fruen , „ det er 120 rdl . om 
året , og udstyret vil vi sætte til 200 rdl . “ 
„ Kunde jeg ikke få 15 rdl . om måneden ? « 
„ Det er en uhyggelig handel . Nuvel , de 
skal få dem . Vil de henvende dem til min 
mands prokurator , skal sagen blive ordnet . « 

da iosefine gik , lod hun barnet blive tilbage 
i dets nye moders arme . Carl sad på 
en stol og så ned for sig . 
„ Har du intet , slet intet at sige mig ? “ 
Spurgte hun . 
„ Kan du tilgive mig ? “ 
„ Ja , “ svarede Amalie med tårer i øjnene , 
„ thi jeg elsker dig højere end nogensinde . “ 
„ Du elsker mig ! “ råbte Carl . „ Jeg havde 
troet . . . “ 
„ Du havde troet , at jeg ikke kunne elske . 
Skylden er ikke din alene , den er også min ; thi 
jeg kunne have holdt fast på dig i vort ægteskabs 
første dage . — sig mig , er det endnu 
for sildigt ? “ 
„ Nej , nej , Amalie , du holder fra i dag af 
så fast på mig som ingensinde tidligere . “ 
„ Og dette uskyldige , velsignede barn , som 
truede med at adskille os for stedse , er i stedet for 
blevet en forsoningens engel . Det er din søn , 
og det skal også være min . “ 
„ Jeg har været blind , jeg har været en 
dåre , “ sagde Carl med tårer i øjnene , „ jeg 
har ejet en kostelig perle , og jeg har ikke kendt 
dens sjældne værd før i dag . “ 
„ Tys , min ven , “ svarede hun med et lykkeligt 
smil , „ den lille er falden isøvn på mine arme . “ 
Fjortende kapitel . 
Forandring . 
Et år var forløbet . Selgren havde i dette 
år været meget lykkelig . Hver dag ved Grethes 

side forekom ham at være en fest . Noget nyt 
i den bjørnsonske familie var der ikke sket . Man 
havde i begyndelsen undret sig over , at Carl og 
Amalie havde adopteret et barn , efterhånden 
havde forundringen lagt sig , og den lille Erik 
havde lidt efter lidt vundet en plads som et kært 
medlem af den rige familie . 
Det var hen på foråret 1853 , at kongens 
tjeneste udrev Selgren af hans lykkelige tilstand , 
han blev nemlig kommanderet på opmåling i 
Slesvig . Generalstaben var i begreb med at optage 
et kort over dette hertugdømme , og hertil 
kommanderedes der et antal infanteriofficerer , 
hvis arbejde varede fra sommerens begyndelse til 
ud på efteråret . 
Under mange tårer skiltes Grethe fra sin 
forlovede ; det var dog begge en trøst , at fraværelsen 
ikke ville blive af lang varighed . På 
Langelinie stod hun med sin fader og sin tante 
og tilviftede ham det sidste farvel . En tung , klam 
luft lå over landet og søen , vinden førte kulrøgen 
fra dampskibets skorsten ind over Langelinie 
og det sted , hvor de tre befandt sig . Skibet 
satte sig i gang , et øjeblik så Selgren sin 
forlovedes hvide tørklæde vifte imod sig , han besvarede 
hilsenen , men snart var hun skjult i en 
mørk kulsky . Da han udenfor tre kroner så 
ind mod byen , hvilede kulskyen over denne som 
en stør truende lindorm . Selgren var ikke overtroisk , 
han blev dog et øjeblik underlig til mode , 
og den tanke opstod : „ Bortfører den sorte lindorm 
måske min kæreste ? “ Han lo ad sin egen 
tankelighed og kom snart i samtale med sine 
kammerater , der ligesom han skulle til Slesvig . — 
atter stod Selgren ovre i det land , han for 
et par år siden havde betrådt med spændte forventninger 

om , hvad krigen ville tilskikke ham . 
Dengang higede han efter kamp med fjenden , 
efter Marchen fremad , nu var hans eneste higen 
rettet mod hurtigt at kunne rende tilbage til sin 
forlovede i København . Det var lykkedes Selgren 
at få anvist et distrikt , som lå i nærheden 
af det sted , hvor hans kousine Elisabeth 
boede . Han havde således i det mindste en , 
med hvem han kunne tale om hjemmet , om Grethe . 
Elisabeth kendte hende vistnok kun meget lidt , 
men hun hørte jo nu med til den selskabskreds , 
som omfattede nogle af den unge præstekones kæreste 
tanker . 
I en egn , hvor heden og Marken næsten 
støde sammen , havde Selgren fået kvartéer hos 
en velstående gårdmandsenke , hendes Broder bestyrede 
gården for hende . Hun havde et eneste 
barn , en søn på en halv snes år . Det 
var tydeligt at mærke , at hun ikke var synderlig 
veltilfreds over den indkvartering , sognefogden 
havde givet hende , men på den anden side havde 
hun stor respekt for uniformen og satte på bordet 
det bedste , huset formåede . 
Selgren havde , som de øvrige til opmåling 
kommanderede officerer , i Flensborg fået en trainkudsk 
til sin oppasser . Det var en jøde fra Altona . 
Han kunne ikke et dansk ord og gjorde 
en noget komisk figur i den lidet klædelige trainkudskemundering , 
hvoraf han dog ikke var lidet 
stolt . Det var en godmodig , snakkesalig fyr , og 
hans navn Jakob Levin . Han blev snart gode 
venner med bondefamilien og gav konen forskellige 
vink om , hvorledes en ung „ fin herre “ 
Som hans lieutenant var vant til at få sin middagsmad 
tillavet . 
Hver morgen tidlig begav Selgren sig ud 

på opmåling med sin oppasser . Arbejdet var 
ikke vanskeligt . De vigtigste punkter vare aflagte 
på en kopi efter et ældre kort , hvilket enhver officer 
havde fået , inden han rejste ud i sit distrikt . 
Selgren havde , med undtagelse af sit halvårlige 
ophold i Slesvig under krigen , altid boet i København . 
Han kendte så godt som intet til landlivel . 
Alt var derfor nyt for ham , den stille fred 
i landskabet , bondens arbejde ude på Marken , 
vibens skrig på den grønne eng og frøernes 
lystige kvækken i kæret . Men når han sad 
alene hjemme om aftenen , kedede han sig , hans 
få medbragte bøger vare snart læste , og han var 
alene henvist til sine egne tankers eller sin oppassers 
selskab . Han benyttede en stor del af 
sin fritid til at tilskrive Grethe , han fortalte hende 
om sit ensformige liv , om sine drømme og forhåbninger . 
Til gengæld modtog han lange 
breve fra hende om alt , hvad der passerede i 
København . 
En søndag tog han afsted for at besøge Elisabeth , 
hvis mand han ikke tidligere havde set . 
Hun boede et par mil fra den gård , hvorpå 
han opholdt sig . Efter en kedsommelig kørsel 
gennem en sandet egn , hvor flyvesandet lå langs 
vejene , kom Selgren til en smuk lille præstegård , 
omgivet på de to sider af en temmelig stor have , 
en sjeldenhed på denne egn . Han var rejst 
tidligt hjemmefra ; derfor var , da han kom til præstegården , 
gudstjenesten ikke forbi , og pastor huldreich 
og hans kone endnu i kirke . Selgren gik 
da ud i haven for at bese den , og traf der barnepigen 
med familiens to små sønner ; den ældste 
gav sig straks til at skrige ved at se den fremmede , 
men den yngste rakte smilende efter hans blanke 
knapper . 

det lykkedes snart Selgren at blive fortrolig 
med den ældste dreng , der hed Niels og lige var 
begyndt at kunne gå . De kom i leg sammen , 
som først blev afbrudt ved barnepigens udråb : 
„ Der kommer præsten og madamen ! “ 
Selgren studsede nøget ved at høre sin kousine 
blive tituleret madame , han kom fra København , 
hvor næsten hver madame blev kaldt frue . Præsten 
havde allerede bemærket en fremmed i haven 
og ilede gennem lågen for at se , hvem det var , 
og byde ham ind . 
„ Jeg er Selgren Bjørnsen , “ sagde Selgren , 
forestillende sig selv . 
„ Min kones fætter ! Hun vil blive glad ved 
at se dem . Hvorledes er det gået til , at de er 
kommen over i denne udørk ? Hvorledes har man 
det i København ? “ 
Pastor huldreich , der gjorde Selgren mange 
spørgsmål på en gang , var en lille , temmelig 
trivelig mand med nøget bestemt , blandet 
med nøget godmodigt i sit ansigt . Hans kone 
havde forandret sig en del , siden Selgren sidst 
så hende ; hun var bleven fyldigere , den københavnske 
dame var forsvunden , og i stedet for var der 
kommet en ligefrem , hjertelig og venlig præstekone . 
Hun rakte Selgren hånden og sagde : 
„ Velkommen Selgren . Det er rigtignok en 
overraskelse at se dig her . Hvorledes synes du 
om mine børn ? “ 
„ Det er velsignede børn , “ svarede Selgren . 
„ Javist , “ sagde præsten , „ men kom nu ind 
og spis frokost , og lader os få noget nyt at 
vide fra kjøhenhavn . “ 
Selgren tilbragte en meget behagelig dag i 
præstegården . Han måtte fortælle om alle i 
hjemmet , og til sidst endogså sin egen forlovelseshistorie , 

som præstefolkene allerede tildeels kendte 
af et brev fra Selgrens tante . 
„ De har vel ikke deres kærestes portrait 
hos dem ? “ spurgte præsten . 
Det havve Selgren naturligvis . 
Præsten så længe på portraitet , gav det 
dernæst til sin kone og sagde : 
„ Hun har rigtig et godt ansigt . “ 
Denne dom fornøjede Selgren meget . — 
man forlod for nogen tid de københavnske venner 
og bekendte , og gik over til at tale om sig 
selv . Huldreichs sogn hørte til de såkaldte 
„ blandede distrikter “ , og det hændtes imellem , 
at der opstode adskillige , for præsten ubehagelige 
rivninger mellem de to nationaliteter . Han var 
en dansk mand med liv og sjæl , hvorfor det lod 
til , at han stod på en mindre god fod med 
sognets dansktalende , men tysksindede beboere , 
der bestandigt udebleve fra gudstjenesten , når der 
blev holdt dansk prædiken . Nogle ytringer , som 
Elisabeth lod falde , viste Selgren , at hun mente , 
at hendes mand skulle holde sig udenfor nationalitelsstriden . 
„ Jeg 
ville ønske , at min mand snart kunne 
få et kald i kongeriget , “ sagde hun , „ her er 
ikke altid hyggeligt at være . Man hører lidt yt 
tringer om , at den nuværende tilstand ikke er 
holdbar , at et nyt oprør snart vil bryde løs . “ 
„ Det tage slesvigholsfenerne sig vel i agt for , “ 
Sagde Selgren , „ når hele landet er besat af danske 
soldater . “ 
„ Rigtigt , ganske rigtigt , “ sagde præsten . 
„ Befolkningen her , “ sagde Elisabeth , „ er 
ganske god at komme tilrette med , dens natur er 
ægte jysk , men vi grænse op til marsken , og 

derfra bliver der lidt fortalt os alle slags mindre 
hyggelige historier . “ 
„ Lad frisere være frisere , “ sagde præsten , 
„ jeg vil dog ikke nægte , at skal jeg blive her mange 
år endnu , vil jeg hurtig blive opslidt . Jeg foretrækkær 
kampen i åben mark , for denne skjulte , 
uafbrudte kamp i fredstid . “ 
„ Jeg forstår det godt , “ sagde Selgren , „ det 
må ikke være hyggeligt således at skulle kæmpe 
alene , uden opmuntrende tilråb af kammerater 
og uden i hvilens tid at have et selskab , man 
skøtter om . “ 
„ Han har jo mig , “ sagde Elisabeth leende . 
„ Det er en guds lykke , at jeg har dig , “ 
Sagde præsten , „ du trøster og styrker mig i mangen 
bitter time . Du kan i grunden leve , hvor 
det skal være . “ 
„ Det kan jeg , når jeg blot har min mand 
og mine børn hos mig ? “ 
Først sent på aftenen tog Selgren bort fra 
den venlige præstegård med mange opfordringer 
til snart at komme igen . Øette lovede han . Og 
i den smukke majnat kørte han tilbage til sit midlertidige 
hjem , opfyldt af tanken om , hvad han 
havde hørt om stemninger og tilstande i det så 
dyrtkjøbte Slesvig . Han så op mod den stjerneklare 
himmel , et stjerneskud for blinkende over den . 
„ Tag hilsen med til Grethe , “ hviskedee han . 
Selgrens liv vedblev at gå sin ensformige 
gang . Hans arbejde i Marken skred godt fremad , 
og allerede havde han indtegnet en ikke ringe del 
på målebordet af det ham tildelte terrain . 
Grethes breve vidnede om , at alt i København 
stod godt og vel til , men da modtog Selgren et brev 
fra hende , hvori hun fortalte ham , at koleraen var 
kommen til byen . Hun nærede ingen frygt for , 

at den skulle tage synderlig overhånd , desuden 
havde hun modtaget en indbydelse til at tilbringe 
den øvrige tid af sommeren på agentens landsted . 
Grethes ro indvirkede på Selgren , som sjælden 
så en uvis , og med tanken henvendt på alt 
andet end kolera aflagde han en søndag huldreich 
et besøg . 
Her læste han bekymring i præstens og hans 
kones miner , og huldreich begyndte straks at tale 
om koleraens stigende fremgang i København . 
Selgren blev overrasket og ængstelig , han indså , 
at Grethe ikke havde villet forvolde ham uro ved 
at fortælle den hele sandhed . Om middagen 
kom det bud tilbage , som præsten havde sendt til 
nærmeste poststation for at hente breve og aviser . 
Der var et brev til Elisabeth fra Amalie , og 
„ Berlingske tidende “ til præsten . Med åndeløs hast 
brød præstekonen brevet , gennemløb det og udbrød : 
„ Fader har fået kolera . Han kom syg ud 
på landstedet , sygdommen tog til med rivende 
hurtighed og nu svæver han mellem liv og død . “ 
Tårerne rullede den unge kone ned ad kinderne . 
Hun formåede ikke at læse videre ; hendes 
mand tog da brevet , læste det til ende og sagde : 
„ Din moder er også bleven syg og ligeledes 
Fru von werlau , Amalie mener dog , at det mere 
er af skræk end af kolera . “ 
„ Står der intet om Grethe ? “ spurgte 
Selgren . 
„ Nej ; jeg tænker , at Bjørnsons har nok at 
gøre med sig selv . “ 
Det var en bedrøvelig søndag for dem alle . 
Af „ Berlingske tidende “ fremgik det , at koleraen 
vedblev at gøre rivende fremgang , og at den 
navnlig var begyndt at optræde med heftighed i 
kvarteret omkring vartou . 

„ I det kvarter boer iustitsråd Peters , “ 
Sagde Selgren med gru . 
Han skyndte sig tidligt hjem for at se , om Jakob 
i hans fraværelse havde hentet breve fra nærmeste 
poststation . Det havde han . Et brev fra Grethe ventede 
på Selgren . Mod sædvane var brevet kort . 
Hun fortalte , at hendes fader havde fået kolera , 
ligesom hun stod i begreb at tage ud til agentens 
lyststed for at stå Amalie bi med at pleje de 
derværende syge . Hun bad Selgren have samme 
fortrøstning til gud , som hun selv havde . Den 
følgende dag skrev hun ham til , at også hendes 
tante var bleven syg . 
Fra den dag ophørte brevene . 
En stor uro kom over Selgren . Brevenes 
ophør kunne kun betyde , at Grethe selv var bleven 
syg . Han forsøgte at arbejde , men forgæves 
og fog midt i ugen til præstegården , for der at 
få at vide , hvorledes det stod til i København . 
Han mødte præsten et kort stykke vej fra gården . 
Huldreich bad Selgren stige af vognen og 
lade den køre i forvejen . 
„ Dersom de har en ret inderlig tro på 
gud , “ sagde præsten , „ vil de vide at bøje dem 
ydmygt for hans tilskikkelser . Dødens le har 
gjort en frygtelig høst i København . “ 
„ Hvem er da død ? “ spurgte Selgren med tilbageholdt 
åndedræt . 
„ Deres onkel og deres tante og Fru von 
werlau er død , “ sagde præsten . 
„ Og de andre ? “ spurgte Selgren . 
„ Jeg forstår dem , “ sagde præsten , og tårer 
viste sig i hans øjne , „ nuvel , hav da styrke 
til at høre , at justitsråd Peters , hans søster og 
hans datter også er døde af kolera . “ 

„ Død , død , Grethe død ! “ stønnede Selgren 
og sank om på grønsværet . 
„ Fat dem , stakkels ven , “ sagde præsten , 
„ find dem i guds tilskikkelser . “ 
Men Selgren hørte ham ikke , han lå stum 
og fordybet i sin sorg på den grønne mark , 
hvor småblomster stod i al deres sommerpragt , 
og lammene længer borte tumlede sig fulde af 
livslyst . Han hørte ikke på præstens trøstende 
og venlige ord , hvorfor denne besluttede , at lade 
ham være nogen tid alene med sin sorg . 
Selgren mærkede ikke præstens bortgang og 
kom først til sig selv igen , da en sortklædt dame 
stod ved hans side og sagde : 
„ Selgren , jeg har også mistet mine kære . “ 
„ Men ikke dine kæreste , thi du har din 
mand og dine børn . Jeg har mistet Grethe . “ 
Hun talte så roligt , så besindigt , så gudhengivent 
til ham . Han var en uopmærksom tilhører , 
men alene hendes stemmes klang virkede 
beroligende . Det var som hun glemte sin egen 
store sorg for hans . De fulgtes langsomt ad til 
præstegården , og Selgren måtte love at blive 
der natten over . 
Han var bedøvet og til mode som han faldt 
fra en uhyre højde , bestandigt nedad og nedad , 
hans tanker var uklare , og hans ånd træt . 
Præsten og hans kone så med bedrøvede , men 
også betænkelige miner efter ham , da han næste 
dag sagde farvel . I sit kvarter fandt han et 
brev fra Emil Bjørnson . Lægen havde været hos 
Grethe i hendes sidste øjeblikke . Hun var død 
med Selgrens navn på læben . 
På holmens kirkegård vare hun , hendes 
fader og hendes tante blevne begravne . 

femtende kapitel . 
I marsken . 
Selgren søgte af skaffe sin sorg hvile i arbejdet , 
men det lykkedes ikke . Når han sad alene 
hjemme og havde flyttet en stol udenfor sit værelse , 
der stødte umiddelbart op til en kornmark , 
da lod han tankerne flyve med skyerne bort til 
hendes grav ved Øresund , han bad dem tage 
hilsen med , ja , undertiden syntes han af se hende 
i forklaret skikkelse svæve over skyerne . 
Fløj hans blik fra himlen til de grønne aks , 
der bølgede for vinden , da syntes han lidt , af de 
hviskedee til ham , af hun havde været så ung , så 
god og så smuk . Han lyttede , han syntes af finde 
hvile i , hvad aksene sagde , og en aften , da solen 
forgyldte de grønne vipper , sagde han hen for 
sig selv : 
du sidder så sorgfuld i aftenglød , 
men trøste vi vil dig så gerne ; 
når leen i høsten os bringer død , 
der bliver dog liv i vor kerne . 
Måske har hun såt en kerne smuk 
og god i dit ærlige hjerte , 
en kierne , som spirer ved sorg og suk 
og blomstrer i tungeste smerte . 
Og ligger end uret i sorten muld , 
skal aldrig det mere du skue , 
kan være , at Kernen så underfuld 
vil bringe din sjæl til at lue . 
Vi er kun bølgende , grønne strå , 
men dog vil vi gerne dig trøste ; 
du vistnok med os kan så godt forstå : 
sæt kerne , før man skal dig høste ! 
Da Selgren tav , var han forbavset over sig 
selv . Han havde improviseret Vers , han vidste ikke , 

hvorledes det ret var gået til , det var som en indre , 
uimodståelig trang havde drevet ham til at 
tale , som om en anden person havde lagt ham 
ordene i munden . Og dog blev det Selgren 
klart , at denne person ikke kunne være nøgen anden 
end ham selv , og at han besad evner , som først 
den tunge sorg havde kaldt tillive . 
Og i de følgende dage forsøgte han atter , 
om han kunne tolke sin sorg i Vers , og han 
kunne det . Han fandt lindring i poesien , en 
mængde smukke digte så lyset i hans ensomhed , 
og han nedskrev dem uden nøgen tanke om , 
at de nogensinde skulle udgives . I den første tid 
var Grethe emnet for digtene , lidt efter lidt behandlede 
Selgren andre genstande , det var som 
en hel ny verden åbnede sig for ham . Før 
havde han ved sit målebord set på landskabet 
med et militairt blik , nu så han på det som 
digter , og han fandt så meget at skrive om ; 
det var som hele naturen hver dag fortalte ham 
noget nyt . 
Sorgen havde gjort Selgren til digter , og 
han ville måske være bleven en stor digter , dersom 
ikke selve livet havde stillet krav til ham , 
dersom han ligesom for øjeblikket havde haft den 
fornødne ro til at samle sine indtryk . Da Selgren 
havde fundet sin digterbegavelse , troede han , 
at her var hans livs mål at finde , det dejlige 
land , som skulle bringe trøst i sorgen . Denne 
tro beholdt han , og den holdt ham oppe i mangen 
fristelsens stund , da en mindre begavet 
måske ville have ligget under . 
Selgren havde indmeldt til kaptajnen , der ledede 
arbejdet , at han var færdig med det terrainstykke , 
som han havde fået at opmåle . Han fik 
derfor en dag skriftlig ordre til at rejse et par 

mil længere sydpå og gøre en opmåling færdig , 
som lieutenant Rønfelt ikke havde fået tid 
til at udføre . Med brevet fulgte Rønfelts fuldførte 
arbejde . 
Noget forundret spurgte Selgren sig selv , 
hvorledes det havde været hans ungdomsven mulig 
at få krigsministeriets tilladelse til at rejse 
bort . Hvor Selgren nu opholdt sig , var han 
fjern fra alle begivenheder , som foregik udenfor 
sognet , og han så kun aviser , når han besøgte 
pastor huldreich . 
På vejen til sit nye distrikt besøgte han 
den venlige præstegård . Elisabeth og hendes 
børn vare klædte i dyb sorg , og hendes godmodige 
smil sås ikke så hyppigt som før . Samtalen 
drejede sig mest om de nylig afdøde . Da 
Selgren fortalte , at han skulle overtage Rønfelts 
arbejde , og at det undrede ham , at det var blevet 
denne tilladt at rejse , svarede præsten , at herom 
kunne han måske give oplysning ; thi han havde 
set i avisen , at lehnsbaron Rønfelt havde mistet 
sin ældste søn , og at den næstældste , som var officer , 
således var bleven stamherre . 
„ Det forekommer mig , “ sagde Selgren , 
„ som om Sjælland er bleven en stor kirkegård . 
Døden holder feltslag derovre , men i 
slaget kan menneskene ikke kæmpe , og ikke alene 
mænd , også kvinder og børn , segne for den 
mejende le . Det er ikke så længe siden , at 
vennerne derovre med ængstelse ventede efferretning 
fra den i Slesvig kæmpende hær , nu sidde 
vi i Slesvig og vente med angst på hvert budskab 
fra Sjælland . “ 
„ Koleraen synes at være i aftagende , “ sagde 
huldreich . 
„ Min svigerindes breve er mere rolige , “ 

sagde Elisabeth , „ min Broder Carl har haft et 
let kolerånsald , men nu er han gud ske lov 
rask og vel . Emil skal have udmærket sig meget 
og ikke skånet sig selv . Man mener , at han får 
ridderkorset . “ 
Da Selgren forlod den venlige præstegård , 
måtte han love snart at aflægge et nyt besøg ; thi 
afstanden var jo ikke større end to mil . Henad 
aften nåde han sit kvarter i marsken , det var 
hos en Hjulmand , og det samme kvarter , som 
Rønfelt havde haft . Efter at vognen var kørt , 
og medens oppasseren var i begreb med at ordne 
de aflæssede sager , gik Selgren sig en lille tur 
i omegnen . 
Huset lå under et ældre marskdige og noget 
afsides . Manden var håndværker , han havde 
intet agerbrug eller kvægavl , men det lod til , at 
fortjenesten var god ; thi huset var stort og havde 
net udstyrede værelser . Det var ikke bygget som 
de egentlige bøndergårde , i en sammenhængende 
firkant og uden skorsten ligeledes manglede den 
brede vandgrav , som i marsken går om enhver 
større gård . 
Medens Selgren spadserede på diget , mødte 
han to bønderkarle , der syntes at nærme sig med 
truende hensigter , men da en vogn med flere folk 
på samme tid kom kørende , fjernede de sig 
atter . Selgren stndsede over karlenes truende 
holdning og tilskrev den , at de måske havde været 
soldater i den slesvigholstenske hær . På 
den anden side havde man endnu ikke nogensinde 
hørt tale om excesser mod dansk militair af 
insurgentarmeens tidligere soldater . Da Selgren 
atter var hjemme , var han næsten tilbøjelig til at 
antage , at han havde taget fejl . 
Jakob havde i sin herres fraværelse været 

på rekognoscering i huset og meldte , at værten 
havde gjort tjeneste i den slesvigholstenske hær 
som feltwebel , men ellers lod til at være en meget 
gemytlig og fredsommelig mand . Han var 
nylig bleven gift og havde en smuk , ung kone , 
som havde givet oppasseren en god aftensmad . 
De to piger i huset havde smisket og leet ret 
så venligt til Jakob , da de hørte , af han talte 
plattysk , og han var derfor overbevist om , af det 
ville blive et meget fornøjeligt kvarter . 
Neppe havde oppasseren endt sin rapport , 
før værten trådte ind i stuen og meddelte med 
et høfligt buk , af aftensbordet var færdigt . Selgren 
fulgte værten ind i dennes lejlighed , hvor 
en ret stegte kyllinger stod på bordet ; der var 
dækket til tre personer . Gæsten hilste på den 
unge kone , der virkelig var så smuk som Jakob 
havde skildret hende , hun besvarede rødmende og 
noget forlegen hans hilsen , og man satte sig til bords . 
Man skulle ikke tro , af man befandt sig 
hos en Hjulmand ; thi både skeer og gafler 
vare af sølv , og et par flasker vin stod foran 
værtens kouvert . 
Mellem mand og kone førtes samtalen på 
plattysk , mellem dem og Selgren på højtysk , 
og den drejede sig i begyndelsen om den forrige 
indkvartering , lieutenant Rønfelt . 
„ Det var en meget ligefrem omgængelig 
mand , “ sagde værten , „ men en dag blev han 
så bedrøvet , vi ville ikke spørge ham om årsagen , 
men til sidst fortalte han os den selv , hans Broder 
var død . Og så fik vi da ved samme lejlighed 
af vide , af broderens død ville med tiden gøre 
ham til millionair ; thi faderen ejer et stort 
Baroni . Jeg havde rigtignok aldrig drømt om , at 

en millionair nogensinde skulle komme til at bo 
under dette ringe tag . “ 
„ Han rejste så pludselig bort , “ sagde konen . 
„ Han skulle hjem til broderens begravelse , “ 
Sagde værten . 
Efterhånden lededes samtalen over på andre 
genstande , Selgren fortalte ligefrem om 
mødet med de to karle på sin spadseretour ; 
ved fortællingen herom syntes konen at studse , 
men hendes mand tog sagen ganske rolig og 
sagde : 
„ Hr . Lieutenant , jeg tror at kunne give dem 
mit ord på , at de har taget fejl . Jeg nægter 
ikke , at jeg selv har tjent i den slesvigholstenske 
arme , men nu er kampen forbi , og derfor skal 
også fjendskab mellem mand og mand være 
forbi . “ 
Hjulmand tetens , værtens navn , var en begavet 
og kundskabsrig mand , han havde rejst meget , 
set meget og lært sig selv meget . I den 
slesvigholstenske hær var han , kort før krigen 
endte , indstillet til officer . Hans kone syntes at 
være fra en provindsby og at have fået samme 
opdragelse som borgermænds døtre i almindelighed . 
Aftenen gik hurtigt , og da Selgren trådte 
ind i sit værelse , sagde han til sig selv , at dette 
kvarter var langt at foretrække for det forrige . 
Hans værelse var adskilt fra værtens lejlighed 
ved en gang , vinduerne vendte ud til 
Marken , hvorover der nu i den lyse sommeraften 
lå en let tåge . Selgren lod oppasseren gå 
tilsengs , Jakob havde fået et lille Kammer på 
kvisten , og satte sig selv i det åbne vindue for 
at drømme . Men det varede ikke længe , før han 
mærkede , at han var søvnig , han klædte sig derfor 
af , lukkede vinduet og gik til sengs . 

han kunne omtrent have sovet et par timer , 
da han vækkedes af støj udenfor sine vinduer . 
Forundret rejste Selgren sig op i sengen og lyttede , 
da blev pludselig en rude slået ind , og 
vinduet åbnet . Han sprang op iførte sig i hast , 
et par klædningsstykker , greb sin kårde og ilede 
mod den skikkelse , som var i begreb med at stige 
ind ad vinduet . 
„ Tyve ! “ råbte Selgren . 
„ Jeg er ingen tyv , “ svarede den ubekendte , 
„ jeg kommer for at dnellere med dem , jeg har 
pistoler med . “ 
„ Det er ingen ærlig fjende , som kommer i 
nattens mulm og mørke for at dnellere , det er 
en morder . “ 
„ De er en morder ; thi de har villet myrde 
min hjertefred , jeg forlanger til gengæld deres 
liv . “ 
„ Denne stemme kender jeg , “ sagde Selgren . 
„ Ja , de kender stemmen . — tænd lys ! 
— vi ville duellere straks , her i værelset . “ 
Selgren rev en svovlstik af , skinnet fra 
denne faldt på hans ansigt . Den ubekendte udstødte 
et skrig og råbte : 
„ Tænd ikke lys ! Hvor er lieutenant Rønfelt ? “ 
Selgren tændte desuagtet lyset og svarede : 
„ Lieutenant Rønfelt er rejst for ikke mere at 
vende tilbage hertil . — frøken Delfs , det var en 
mindre smuk måde at ville hævne dem på . “ 
„ Bjørnsen ! “ råbte Dora . „ Kender de mig 
i min forklædning som herre ? — Havde jeg anet 
at skulle træffe dem her , var jeg ikke kommen . “ 
„ Det var heldigt , at de traf mig og ikke 
Rønfelt ; thi ellers var der sket en ulykke . “ 
„ Jeg møder dog vel engang Rønfelt , “ sagde 
Dora , „ Hævnen er blot opsat . “ 

pludselig brast hun i gråd og sagde : 
„ Stakkels Bjørnsen , jeg beklager dem . Grethes 
død må have forvoldt dem stor sorg . “ 
Overgangen hos Dora fra den ene sindsstemning 
til den anden kom så pludselig , af Selgren 
stod helt rådvild og vidste næppe , hvad han 
skulle svare . Hun greb hans hånd og spurgte : 
„ Ikke sandt , de besøger mig ? Vi ville tale 
om Grethe . “ 
„ De boer jo langt herfra ? “ 
„ Ikke for øjeblikket . Min fader ejer en 
gård her i nærheden . Der bo vi . Kom 
allerede i morgen . De må love det . “ 
„ Det ene minut vil de duellere med mig , 
det andet byder de mig til gæst . “ 
„ Det var jo ikke med dem , af jeg ville 
duellere . “ 
„ Alligevel ville det dog vist næppe være passende , 
om jeg besøgte en dame , som på denne 
måde har villet gæste en kammerat . “ 
„ Passende ! De er i marsken , og her er 
andre regler for det passende end i København . 
Hvem får desuden af vide , af jeg har været her ? 
Imorgen venter jeg dem . Godnat . “ 
Hun svang sig ud af vinduet , Selgren så 
efter hende . Ikke langt borte holdt en Karl med 
to heste . Kort efter red hun på sin rappe ganger 
dybere ind i marsken , medens det første dagskær 
viste sig i øst , og lærkerne begyndte at synge . 
Der var noget romantisk i den hele begivenhed , 
som tiltalte Selgren . Han så efter hende , til 
hun var forsvunden i morgentågen , dernæst klædte 
han sig på og gik en tur udenfor på diget . 
På tilbagevejen var solen i begreb med at 
stå op , i dens stråler så han noget glimre 
på jorden udenfor sit vindue . Han gik hen for 

at se , hvad det var , og fandt en pistol , som Dora 
havde tabt . 
Tidligt begav han sig om morgenen ud for 
at rekognoscere terrainet . Hans vært gjorde ham 
selskab . Omtrent en Fjerdingvej borte fra sit 
kvarter fik Selgren øje på en stor bondegård , 
han spnrgte om , hvem den tilhørte . 
„ Lehnsmand Delfs , “ var svaret , 
„ Er han lehnsmand heroppe ? “ 
„ Nej , nede i ejdersted . Det er en meget 
rig mand . Han er for et par dage siden kommen 
i besøg med sin datter til sin gård her 
på egnen . Datteren er en veninde af min kone . 
Det er en af de smukkeste og rigeste piger i eidersted . 
Hr . Lieutenant , det var et parti for 
dem . “ 
„ Det tror jeg dog ikke . Forøvrigt kender 
jeg hende . “ 
„ De kender hende ? “ spurgte hjulmanden 
studsende . 
„ Jeg har været forlovet med hendes kousine , 
som for ikke længe siden er død af kolera . “ 
„ De er den lieutenant , som har været forlovet 
med Grethe Peters ? Lader os da straks 
gå derover . Det vil glæde frøkenen at se 
dem . “ 
„ Jeg har bestemt formiddagen til arbejde . “ 
„ Så arbejd i eftermiddag . “ 
Værten slog ind på den vej , der førte til 
gården . Den var bygget i en ægte frisisk stil 
uden skorstene og med en bred grav om gård 
og gårdsplads . Da de to gæster gik over 
broen , kom et par smukke vandhunde dem gøende 
imøde . En Karl kaldte hundene tilbage , hilste 
høfligt på hjulmanden og så noget forundret 
på løjtnanten . 

i dielen , det store rum midt i huset , et 
slags forstue , såvel til beboelseslejlighed som 
til stald og lade , mødte de indtrædende lehnsmand 
Delfs , rygende på en stor sølvbeslagen 
merskumspibe . Det var en svær , kraftigt bygget 
mand med godmodige ansigtstræk . 
Han hilste hjertelig på hjulmanden og spurgte 
til hans kones befindende . Tetens fortalte ham 
derefter , hvem Selgren var . 
„ Velkommen hr . Lieutenant , “ sagde Delfs , 
„ vi have været lige ved af komme i familie sammen . 
Det var deres skyld , af min jul blev 
forstyrret for et par år siden min datter 
sknlde nok ovre i København være et slags 
skærmbrædt for sin kousine . Haha . Hvad synes 
de om Dora ? Hun er noget overgiven , ikke 
sandt ? Man må holde ungdommen lidt til gode , 
den må have tid til af rase ud . “ 
De trådte nu alle tre ind i dagligstuen , 
hvor de traf Dora sørgeklædt og med en alvorlig 
mine , der klædte hende godt . Hun hilste med forstilt 
overraskelse på Selgren , og en samtale 
kom igang mellem ham og hende om Grethe . Den 
syntes ikke i længden af interessere lehnsmanden 
og hjulmanden , hvorfor de gik ud for af se på 
en hest , der var bleven købt på det sidste Brarup 
marked . 
„ Kan de se , “ sagde Dora , da de vare blevne 
ene , „ Ingen aner , af jeg har villet duellere i nat . “ 
„ Det er heldigt . Men det var endnu heldigere , 
af de ikke traf Rønfelt . “ 
„ Det heldigste var , af jeg traf dem , “ sagde 
Dora . 
„ Ja det kunne have været en fremmed officer 
. . . “ 

„ Det var just ikke meningen . Jeg mente , at 
de trænger til trøst , og at jeg . . . “ 
„ At de vil kunne trøste mig . “ 
„ Ia , “ svarede Dora med et smil , „ De har 
levet alene med deres sorg , de har glemt , at 
der endnu lever kvinder på jorden . Ved synet 
af mig vil de blive erindret derom . “ 
„ De har en original måde at tage en sag 
på . “ 
„ Det benægter jeg ikke . “ 
Hendes fader og hjulmanden trådte nu atter 
ind i værelset , og den første råbte : 
„ Dora , vi trænge til frokost . “ 
Hun fik travlt med , ved en piges hjælp , at 
dække frokosfbordet . Denne huslige syssel klædte 
hende godt . Bordet bugnede snart under en mængde 
kraftige retter , og på flere slags vine manglede 
det ejheller . Lehnsmandens appetit var glubende , 
og han fatte store portioner tillivs af oksesteg , 
skinke og hårdkogte æg . Mens han selv spiste , 
opfordrede han bestandigt de andre til at gøre 
det samme , ligeledes lod han flasken gå hyppigt 
rundt . 
„ Skal de også opmåle denne egn ? “ spurgte 
lehnsmanden . 
„ Jeg tror det , “ svarede Selgren . 
„ De skal også måle her , “ sagde hjulmanden , 
„ Lieutenant rønfell har viist mig kortet , 
dengang han boede hos mig . “ 
„ Hør tetens , “ råbte lehnsmanden , „ denne 
rønfell skulle vel aldrig være den samme , som i 
det sidste krigsår var indkvarteret hos mig i 
eidersfed ? “ 
„ Det er den samme , “ sagde Selgren . 
„ Så må jeg sige , at det er en stor slyngel , “ 
Råbte Delfs . 

„ Han har opført sig særdeles net hos mig , “ 
Sagde hjulmanden . 
„ Lieutenant rønfell nyder den største anseelse 
i sin bataillon , “ sagde Selgren . 
„ Ja , det kan gerne være . Men jeg vil sige , 
at det er ikke nogen hædersmand , som sætter en 
ung pige fluer i hovedet , og så rejser sin vej 
uden at forlove sig med hende . Den unge piges 
veninder le ad hende , og den unge pige selv . . . “ 
„ Hun hævner sig , “ svarede Dora blussende 
rød , „ hun hævner sig , så vil latteren forstnmme . “ 
„ Du taler så lidt om hævn , “ sagde faderen , 
„ men hvorledes du vil hævne dig på lieute 
nanten , forstår jeg ikke . Havde jeg vidst , at han 
havde boet hos dig , tetens , var jeg måske 
kommen ned til dig og havde talt et ord med ham . 
Men det ved jeg , at min datter ikke mere går 
til Dands , for at de unge karle og piger ikke 
skulle smiske , når hun gået forbi dem . Det er 
desuden det bandsatte ved sagen — undskyld jeg 
siger det hr . Lieutenant — at han var dansk 
officer . “ 
„ Han er det måske ikke mere , “ sagde Selgren , 
„ hans ældste Broder er død , og han skal 
arve et stort Baroni . “ 
„ Baroni ! “ råbte Dora . 
„ Var du bleven gift med ham , havde du 
nu været baronesse ! “ råbte faderen ikke synderligt 
fintfølende . 
„ Det er måske bedst ikke mere at tale om 
den sag , “ sagde hjulmanden . 
„ De har ret , tetens , “ svarede lehnsmanden , 
„ man skal ikke sidde og ærgre sig ved sin frokost . 
Et glas vin , hr . Lieutenant , deres skål ! — 
hør , hvorfor vil de bo hos tetens ? Flyt over 
til mig . “ 

„ Jeg tror , at denne gård ligger mig for 
afsides . “ 
„ De kan jo se efter . “ 
Selgren rejste sig , gik hen og tog kortet ud 
af sin taske , så på det og sagde : 
„ I grunden kaster jeg først i dette øjeblik et 
orienterende blik over det terrain , som skal opmåles ; 
thi mange andre tanker have beskæftiget 
mig . Nu vel , jeg seer , at Rønfelt har været flittig , 
her er ikke meget tilbage at gøre , der mangler 
et lille hjørne , og deres gård , hr . Lehnsmand , 
ligger netop midt i dette hjørne . “ 
„ Så flyt over til os . “ 
„ Jeg tager mod deres venlige indbydelse . “ 
„ Jeg havde såmænd ikke haft noget imod at 
beholde dem , “ sagde hjulmanden . 
„ Dobbelt velkommen hertil , “ sagde Dora , 
„ nu da vi have udsigt til at beholde dem i længere 
tid . Jeg håber , at de skal blive tilfreds 
med den frisiske gæstfrihed . “ 
Således kom Selgren da til at bo hos 
lehnsmand Delfs . Han fik det bedste værelse i 
huset anvist som sit og erfarede bagefter , at det 
var Doras , som for hans skyld tog tiltakke med 
et mindre godt værelse . Jakob var overmåde 
henrykt over forandringen og fortalte , at alle i 
huset viste ham stor opmærksomhed , ja , frøken 
Dora havde endogså givet ham et glas portvin . 
Selgren besluttede at gøre sit arbejde færdigt 
så hurtigt som muligt og så tage sig en 
ferie . Hver dag , når han arbejdede , kunne han 
være vis på , at Dora besøgte ham tilhest . Hun 
tog sig fortræffelig ud i sin ridedragt og red ypperligt . 
Det morede hende at se , hvorledes arbejdet 
skred fremad . 

„ De måler ikke med målekjæde , hvilket jeg har 
set landmålerne bruge , “ sagde hun en dag . 
„ Nej , jeg afskridter distancerne . “ 
„ Er det nøjagtigt ? “ 
„ Det er nøjagtigt nok til et såkaldt okulairt 
kroqvi , som skal anvendes til militairt brug . En 
lille unøjagtighed forsvinder , fordi den målestok , 
hvori kortet optages , er lille . “ 
„ Hvor mange af deres skridt gå der på 
100 alen ? “ 
„ 75 . “ 
„ Afmål mig engang 100 alen . “ 
Det gjorde Selgren . Dora sprang af hesten , 
lod Jakob holde den og sagde : 
„ Jeg gad forsøge , hvor mange af mine skridt , 
der går på 100 alen . “ 
Hun kastede ridedragtens slæb flot over sin 
arm og gik den afmålte distance , idet hun talte 
ethvert af sine skridt . „ 90 skridt , “ sagde hun , 
dengang hun kom til målet . „ Jeg tager mindre 
skridt end de , hr . Lieutenant ; for at kunne 
følge med dem , må jeg altså gå hurtigere 
end de . “ 
„ Unægteligt . “ 
„ Men hvis de vil tage noget kortere skridt , 
og jeg noget længere , ville vi kunne følges ad . “ 
Ja “ 
„ Jeg vil i dag begynde at øve mig derpå , 
gør de det samme ; måske vi dog komme til 
at vandre et stykke vej med hinanden . Hjælp 
mig nu tilhest . “ 
Han rakte hende hånden , hun svang sig i 
sadlen , nikkede smilende og red bort . 
Hendes sidste ytring syntes at løfte et slør 
fra Selgrens øjne . Han begyndte at ane , at 
Dora måske elskede ham . Allerede hendes besynderlige 

farvel juleaften i Bjørnegade , hvilket 
nu faldt ham ind , tydede på , at han ikke var 
hende ligegyldig . Dengang måtte hun tilbagetrænge 
sine følelser , fordi han var en andens , 
nu derimod var denne hindring ikke mere 
tilstede . 
Han begyndte at angre , at han havde taget 
sit kvarter i lehnsmandens hus . Elskede Dora 
ham , vidste han , at det måtte komme til et voldsomt 
sammenstød mellem dem , hvis han ikke 
gjengjældte hendes kærlighed , og det kunne han 
ikke ; thi mindet om Grethe stod endnu alt for 
levende for hans sjæl ; det syntes ham , at han 
aldrig i verden kunne komme til at elske nogen 
anden kvinde . Det viste sig nu at være et held , 
at han havde foresat sig , at gøre sit arbejde hurtigt 
færdigt ; thi desto tidligere ville han kunne 
forlade sine farlige omgivelser . 
Sekstende kapitel . 
Duellen . 
Siden Selgren var kommen til marsken , 
havde han ikke haft besøg af sin muse ; de ydre 
begivenheder lagde alt for stærkt beslag på hans 
tid . Dora søgte bestandigt at være i hans nærhed , 
og hun kunne være ret underholdende . Dagen 
efter at hun på en tilsløret måde havde 
tilstået Selgren sin kærlighed , bragte lehnsmanden 
den nyhed , at han , hans datter og hans 
gæst vare blevne inviterede til middag på den 
nærmeste herregård grothorn . 
„ Når ? “ spurgte Dora . 
„ I morgen , “ svarede faderen . 

Selgren fik nu at vide , at grothorn lå 
en tre mil borte , oppe på Gesten , ikke-marsken , 
og at gården ejedes af en gammel adelsmand , 
hr . von eichwald , og at den i århundreder 
havde været i hans slægts besiddelse . 
„ Jeg vil gøre dem opmærksom på , “ sagde 
Dora , da de vare blevne ene , „ al den unge hr . 
Von eichwald for et par år siden har anmodet 
fader om min hånd , og al han endnu ikke har 
opgivet håbet om , al jeg kan blive hans kone . “ 
„ De har en stor fortrolighed til mig , siden 
de fortæller mig sligt . “ 
„ Når jeg ikke skulle have fortrolighed til 
dem , til hvem skulle jeg da have fortrolighed ? 
De og Grethe viste mig jo den allerstørste fortrolighed . 
Nu er Grethe død , min eneste veninde , 
og tilbage har jeg kun en ven , en eneste ven . “ 
„ De kalder mig deres eneste ven ? “ 
„ Ja , er de ikke det ? — berøv mig ikke 
troen herpå ; thi da står jeg ene i verden . — 
ikke sandt , de er min ven , og jeg tør betrøe 
dem mine bekymringer ? “ 
„ De kunne vel ikke være så store ? “ 
„ Store nok til al forbittre mig livet . Fader 
har allerede fortalt , al man leer ad mig for Rønfelts 
skyld . Denne latter ærgrer mig , bringer 
mig undertiden næsten til vanvid ; jeg er stolt , 
jeg er en af de rigeste piger i eidersted , og mig 
leer man ad ! “ 
„ Man leer vel ikke mere ? “ 
„ Havde jeg været en simpel pige , havde man 
ikke leet mere , men jeg er en lehnsmands datter . 
Latteren ville ophøre , hvis jeg kunne hævne mig 
på Rønfelt eller hvis . . . « 
„ Eller hvis ? “ 
„ Det skal de erfare en anden gang , “ sagde 

Dora med et betydningsfuldt smil og forlod stuen . 
Selgren blev dobbelt urolig . 
Den følgende dag kørte lehnsmanden , Dora 
og Selgren til grothorn , en gammel gård , 
som så noget forfalden ud , men ellers lå ganske 
smukt bag en herlig alle af lindetræer . Den 
ældre hr . von eichwald kom selv ud på stentrappen 
for at tage mod gæsterne . Det var en 
høj , mager mand med et snehvidt overskæg , snehvidt 
hår og noget aristokratisk i sin optræden . 
„ Velkommen , “ sagde han , rakte Delfs hånden , 
og bukkede for Selgren . 
„ Det er lieutenant . . 
„ Det er lieutenant von Bjørnsen , “ sagde 
Dora og betonede vonnet , „ han var forlovet med 
min kousine Grethe Peters . “ 
„ Altså på en måde i familie , “ sagde von 
eichwald . 
„ Javist , “ svarede Delfs . 
De vare imens trådte ind i huset , og i 
dagligstuen blev Selgren forestillet for Fru von 
eichwald , en kone af et hjerteligt og ligefrem udseende . 
Kort efter kom to unge herrer til og 
bleve forestillede som Gustav von eichwald og 
Herman von ahrenfelt . I samtalens løb erfarede 
Selgren , af begge tidligere havde været officerer i 
den slesvigholstenske arme . Havde han vidst det 
før , var han næppe tagen til grothorn . Nu holdt 
han sig så langt borte fra dem som muligt . 
Dette gik godt nogen tid , men ved middagsbordet 
måtte Selgren opgive sin tilbageholdenhed . 
Heri var Dora skyld . Hun var genstand 
for hr . Gustavs vedholdende kur ; dette 
generede hende , og hun drog Selgren ind i samtalen . 
Han svarede på hendes spørgsmål i al 
korthed . I den anledning sagde Gustav til hende : 

„ Deres gæst er ingen ven af mange ord . “ 
På denne henvendelse , som var sket halvt 
hviskende , svarede Dora højt : 
„ Han er dansk officer , han snakker ej , men 
slår . “ 
„ Da have vi slesvigholstenske officerer dog 
viist , af vi også kunne slå , “ sagde Gustav . 
Den ældre hr . von eichwald kastede et forlegent 
blik på Selgren og sagde til Gustav : 
„ Lad det nu være godt , her er ikke stedet til 
at tale om sligt . “ 
„ Jeg mener , “ sagde ahrenfelt , „ har man 
vovet sit liv for en sag , kan man tale om den , 
hvor det skal være . “ 
„ Er ordet ikke mere frit i vort hus , fordi 
her er en dansk officer tilstede ? “ spurgte Gustav 
opfarende . 
„ Man bør tage hensyn til sine gæster , “ 
Sagde faderen . 
„ Jeg tager intet hensyn til en gæst , “ råbte 
Gustav , „ som kommer her i en forhadt uniform . 
Hans nærværelse tirrer mig . “ 
„ Så skal jeg befrie dem for den , “ svarede 
Selgren tilsyneladende rolig , men årerne i hans 
pande svulmede af vrede . 
„ Bryd dem ikke om min søns drengestreger , “ 
Sagde von eichwald . 
„ Det gør jeg heller ikke , derfor går jeg og 
fugter ham ikke , som han fortjener . “ 
„ Vil de tugte mig ! “ råbte Gustav og 
sprang op . 
Selgren havde allerede hurtigt forladt stuen , 
Gustav og Herman ville ile efter ham , men von 
eichwald stillede sig i vejen for dem og råbte : 
bliv ! 

brummende gik de tilbage til deres plads ved 
bordet . 
Selgren ilede ud af gården i en meget ophidset 
stemning og begav sig på vejen hjemad . 
Han troede ikke , at have kunnet handle anderledes 
end han gjorde , men på den anden side havde 
fornærmelsen bragt hans blod i kog . Han 
kunne vel have gået en mil , da en vogn i fuldt 
fiirspring kom kørende efter ham . Det var lehnsmanden 
og Dora . Vognen gjorde holdt , og man 
bad Selgren stige op . 
„ Vi nåde dem , inden de var kommen 
halvvejen , “ sagde lehnsmanden . 
„ Hvor skændigt ! “ råbte Dora . 
„ Javel var det skændigt , “ sagde lehnsmanden , 
„ jeg sagde dem da også min mening , inden jeg 
tog afsted . De opførte dem bravt , hr . Lieutenant . 
Jeg sagde , at det var en fornærmelse mod 
mig at fornærme min gæst . Hr . von eichwald 
var meget forbitret på sønnen over hans opførsel 
. . . “ 
„ Og det så meget mere , “ lo Dora , „ som 
vi ved samme lejlighed fik at vide , at besøget 
skulle have været anvendt til at fornye tilbudet 
om en familiepagt mellem familierne von eichwald 
og Delfs . “ 
„ Hvad behøver lientenanten at vide noget 
derom , “ brummede faderen , „ nå , min datter 
havde vel sagtens givet den unge von eichwald 
kurven , og så vare vi blevne uvenner over det . 
— men lader os nu ikke mere tale om den sag . “ 
» Jeg frygter for , at den vil forkorte mit ophold 
hos dem , “ sagde Selgren . 
„ Vist ikke , “ svarede lehnsmanden , „ De er da 
vel ikke bange for de unge fyre på grolhorn ? “ 

„ Det er heller ikke Bjørnsens mening , “ sagde 
Dora noget urolig . 
„ Nu skal jeg sige dem noget , “ sagde lehnsmanden , 
„ i morgen rejser jeg bort en otte dagestid , 
de må blive , til jeg kommer tilbage , lov mig det . “ 
„ Jeg mener , at vor gæst bliver længere hos 
os , “ svarede Dora . 
„ Det kommer an på mit arbejde , “ sagde 
Selgren undvigende . 
Da Selgren den følgende dag stod og målte 
på en mindre marskvej , kom der en vogn kørende 
imod ham , den gjorde holdt , og ud af den stege 
fem herrer , blandt hvilke Selgren genkendte Gustav 
von eichwald og Herman von ahrenfell . De 
hilste alle høfligt og formelt , og Gustav sagde : 
„ De har i går fornærmet min ven og mig , 
idet de truede med at tugte os . Vi komme derfor 
i dag for at fordre oprejsning og have medbragt 
to sekundanter og en læge . De har naturligvis 
ikke våben hos dem , derfor have vi 
her pistoler , kårder og huggerter , og vi overlade 
dem at vælge . “ 
„ Jeg vil ikke duellere med de herrer , “ svarede 
Selgren . 
„ Ikke duellere ! “ 
„ Det er ingen duel , det er et overfald . “ 
„ Vil de ikke duellere med os , bliver det til 
et overfald , “ sagde Gustav , „ thi vi have også 
stokke med . “ 
Han løftede truende sin stok . 
„ Nuvel , “ svarede Selgren , „ siden det endeligt 
skal være , giv mig da en huggert . Jakob , bliv 
du roligt ved målebordet . “ 
Selgren havde på landkadetakademiet været 
ganske flink i hugning og fægtning , men havde 
ikke øvet sig siden da . Han kunne ikke tro andet 

end at de udfordrende måtte være hans overmænd 
i hugning ; thi han vidste , at hugning dreves 
ivrigt på alle tydsfe højskoler . Gustavs 
dækningsmåde var forskellig fra Selgrens , den 
første dækkede sig ved at holde huggerispidsen 
fremad og nedad , Selgren derimod fremad og 
opad . Herved viste Gustavs arm straks en blottelse , 
som Selgren benyttede og sårede ham ved 
det første hug således , at Gustav tabte huggerten . 
Lægæn ilede til og begyndte at forbinde den 
sårede . 
Uden at sige et ord stillede ahrenfelt sig 
straks overfor Selgren i sin sårede vens sted . 
Han gjorde et udfald i terts , som Selgren parerede 
og riposterede straks i terts , hans modstander 
vaklede og tog sig til halsen , han var bleven farligt 
såret . Selgren kastede huggerten på jorden , 
bukkede høfligt , gik hen til sin oppasser og sagde : 
„ Kom , lader os et andet sted fortsætte vort 
arbejde . “ 
Endskjøndt Selgren i duellerne havde været 
sejrherre , var han dog ikke videre fornøjet over 
dagens eventyr ; thi han vidste ikke , hvorledes 
hans foresatte ville tage sagen , især hvis von 
ahrenfelts sår skulle have døden tilfølge . Han 
så vognen køre langsomt bort med de to 
sårede . 
„ Jeg var bange , “ sagde oppasseren , „ at de 
havde slået lleutenanten ihjel . “ 
„ Du har vel aldrig set nogen bruge et våhen 
for alvor ? “ 
„ Å nej , i Altona slås vi kun med hænderne . 
Heroppe er folk mere krigerske . Jeg hørte 
to af karlene forleden aften tale om , at de vare 
blevne sendte ud af frøkenen for at banke en 
dansk officer . De blev forhindrede deri ved at 

en vogn kom til , og det var et held , sagde de , 
thi det havde været den fejle officer , de havde 
truffet på . « 
Det mistænkelige møde med de to ubekendte 
karle den første aften i marsken faldt Selgren 
ind . Gåden var løst , Dora havde troet , at Rønfelt 
endnu boede hos hjulmanden og havde sendt 
to karle ud for at overfalde ham . Denne opdagelse 
bidrog ikke til at lade hende stige i Selgrens 
agtelse , og delte i forbindelse med duellerne 
bragte ham til at tage den beslutning endnu samme 
dag at gøre sit arbejde færdigt i marsken og 
så rejse næste dag . Det blev sildigt , før han 
begav sig på hjemvejen , solen var ved at gå 
ned ; det var i August måneds slutning . 
„ Se så , « sagde Selgren , „ nu er vi færdige 
på denne egn ; i morgen rejse vi . “ 
„ I morgen , “ gentog oppasseren , „ skal jeg da 
pakke tøjet ind i aften ? « 
„ Javist , og du skal til fogden for at bestille 
en vogn . “ 
„ Lehnsmanden har ganske sikkert troet , at de 
ville blive i længere tid hos ham . Folkene have 
talt derom . “ 
„ Min gode Jakob , jeg kan tænke mig , at du 
nødigt vil forlade Ægyptens kødgryder , men det 
må så være ; når man på en egn slår folk 
ihjel , gør man bedst i at forlade den snarest muligt . 
— forøvrigt befaler jeg dig ikke at omtale 
duellen eller vor forestående afrejse til nogen i 
huset , forstår du , ikke til nogen ? « 
„ Jeg forstår , “ svarede Jakob . 
Dengang Selgren kom tilbage til sit kvarter , 
udtalte Dora sin forundring over hans sildige 
hjemkomst og meddelte ham på samme tid , at 
hendes fader var rejst bort om middagen , hvorfor 

hun nu var husets herskerinde . Hun bad 
ham skynde sig ind til middagsbordet , en opfordring , 
som Selgren efterkom ; thi han var sulten . 
Bordet var den dag dækket med mere end sædvanlig 
omhu og mellem glassene så han champagneglas . 
Der var kun dækket til ham og Dora . 
Da hun havde sat sig overfor ham , og den første 
ret var båren ind , sagde hun : 
„ Mens fader er borte , ville vi ret gøre os 
tilgode , have tre retter mad hver dag og drikke 
champagne . De må love mig at være underholdende 
og sørge for , at her ikke bliver for kedsommeligt . “ 
„ Jeg 
skal gøre mit bedste , “ svarede Selgren 
de talte om ligegyldige ting , til Dora bad 
Selgren om af lade champagneproppen springe . 
Da tog hun sit glas , klinkede med ham og 
spurgte : 
„ Hvorledes synes de om af spise alene 
med mig ? “ 
„ Meget godt , “ svarede Selgren leende . 
„ Kunne de ikke have lyst til af spise hos 
mig hver dag ? “ 
„ Det er et vanskeligt spørgsmål af besvare . “ 
„ Nuvel , i de otte dage , min fader er borte , 
vil jeg have , af de skal betragte dem som herre 
i huset . . . “ 
„ Det kan jeg ikke føje dem i . “ 
„ Hvorfor ikke ? — får de først smag 
på af være herre i huset , vil de også ønske , 
af de må vedblive af være det . “ 
„ Mener de ? Hvorledes skulle det gå til ? “ 
„ Jeg , som husets moder , aftræder det til 
husets herre . “ 
„ Det kan døg næppe ske på anden måde , 
end af de bliver min kone , “ 

„ Rigtigt , “ svarede Dora med et tillidsfuldt 
smil , „ det er også min mening . “ 
„ Men ikke min , “ svarede Selgren leende . 
„ Hvorfor ikke ? “ spurgte hun . 
„ Dersom man ville gengive vor samtale i 
en roman , ville folk erklære den for usandsynlig . 
De opfordrer mig til at gifte mig med dem ? “ 
„ Netop . Medens andre kvinder bruge tusinde 
små latterlige kunstgreb for at lade en mand vide , 
at han ikke hos dem behøver at frygte for en kurv , 
foretrækker jeg at sige det ligefrem . Er det så 
forunderligt ? Jeg finder det ikke . “ 
„ Nuvel , jeg vil da også svare dem ligefrem . 
Jeg ville anse det som en vanhelligelse af Grethes 
minde og af min kærlighed til hende , om 
jeg rakte en anden min hånd . Grethe opfylder 
endnu alle mine tanker . “ 
„ Vend tanken bort fra den kolde grav til 
det varme solskin , forlad skyggernes rige for 
at bo i virkelighedens , drøm ikke , men nyd ! “ 
„ Min største nydelse finder jeg i mine 
drømme . “ 
„ Ved min side vil de kunne drømme lige 
så smukt som ved Grethes . “ 
Han svarede ikke og rejste sig fra bordet . 
Hun stod også op . Den samme ville lidenskabelighed 
tindrede i hendes øjne som hin 
aften på Gammelholms vagt , da hun talte om 
Rønfelt . 
„ Jeg elsker dem , “ råbte hun , „ jeg forjager 
skyggen , som stiller sig imellem os . “ 
Inden Selgren kunne forhindre det , kastede 
hun sig til hans bryst og kyssede ham lidenskabeligt . 
Han blev forvirret og søgte lempeligt at 
frigøre sig for hendes favntag . 

„ Kom dog til dem selv , “ sagde han , „ De 
ved ikke , hvad de gør . “ 
„ Hvis Grethes skygge endnu hviler ved dette 
bryst , vil jeg forjage den . “ 
Selgren førte hende til en stol , bad hende 
endnu engang om at fatte sig og sagde : 
„ Frøken Delfs , efter hvad der er sket , bliver 
det nødvendigt , at jeg snarest muligt forlader dette 
hus . “ 
„ De bliver ! “ sagde hun bydende . 
„ Ieg rejser i morgen , “ svarede han med bestemthed . 
„ De 
rejser i morgen , “ gjentøg hun med en 
uhyggelig latter . „ Nej , de rejser ikke , jeg forbyder 
det . “ 
„ Lader os afbryde denne samtale , til de 
bliver mere fattet , “ svarede Selgren og forlød 
stuen . 
„ De rejser ikke ! “ råbte hun efter ham . 
Efter dagens spændende begivenheder trængte 
Selgren til ro . Optrinet med Dora havde gjort 
et dybt indtryk på ham , nu mere end nogensinde 
var det hans beslutning at rejse næste dag . Han 
begyndte allerede at indpakke sine sager og ventede 
på , at Jakob skulle blive færdig med at 
spise sin middagsmad for straks at sende ham til 
fogden med rekvisition på en vogn . Men 
hvorhen skulle han rejse ? Ordren lød på , at 
han , efter at have opmålt sit distrikt , skulle blive 
i dette , indtil han fra Flensborg blev anvist et 
nyt . Selgren besluttede imidlertid at tage lige til 
Flensborg , opsøge oberst stage og fortælle ham , 
hvad der var hændet . Skulle man på højere 
steder vise sig misfornøjet med hans opførsel , 
tvivlede han ikke om at finde en forsvarer i 
obersten . 

kort efter at Selgren havde taget denne fornuftige 
beslutning , kom hans oppasser og spurgte , 
om han skulle gå til fogden og rekvirere en 
vogn . Dette bejaede naturligvis Selgren og satte 
sig til at skrive rekvisitionen . Næppe var Jakob 
ude af døren , før Dora trådte ind og sagde : 
„ De har altså besluttel at rejse ; jeg har besluttel , 
at de skal blive . Vi ville nu se hvem af 
os , der er den stærkeste . “ 
„ Det håber jeg , at jeg er , “ svarede Selgren 
rolig . 
„ Folkene her på gården lystre mig . Jeg 
stiller vagt ved broen ; de kommer ikke over . “ 
„ Jeg gad se den , der vil forhindre mig fra 
at rejse i kongens ærinde . “ 
„ Kongen ! Hvad bryde vi os herovre om 
kongen ? “ 
„ Hvorledes ! Tør de tale således til en 
officer ? “ 
„ Undskyld mig , hvis jeg har fornærmet dæm , “ 
Sagde hun , „ det ville jeg ikke . Den konge , de 
ærer , vil jeg også ære , det folk , de tilhører , vil 
jeg også tilhøre . . . ja , ja , thi jeg tilhører 
dæm . “ 
Lidenskabeligt kastede hun sig på knæ for 
ham . 
„ Tag mød mig , tag mød min kærlighed . “ 
„ De må beherske dæm , “ sagde Selgren , „ det 
gør mig ondt at se dæm således . Jeg gentager , 
at jeg ikke kan tage mød deres kærlighed , fordi 
jeg lever i mindet om hendes kærlighed , og fordi 
min ikke er slukket . “ 
„ Engang må de dog glemme hende , “ råbte 
Dora , „ jeg kan vente , sig blot , at der er håb . “ 
„ Deres opførsel i dag har ikke bidraget til , at 
jeg skulle kunne fatte godhed for dæm . De nedværdiger 

dæm selv i mine øjne . Forjag enhver 
tanke om , at jeg nogensinde kan blive deres . “ 
Ved disse ord sprang hun pludselig op , lo 
vildl og råbte : 
„ Jeg giver ikke slip på dem . “ 
Hun ilede ud af døren , og Selgren var 
atter alene . Kort efter kom hans oppasser og 
meldte , at vognen var bestilt til næste morgen . 
I forening pakkede de nu alle Selgrens sager 
ind , og Jakob forlod ham for at spise til aften . 
En pige kom og meldte fra sin frøken , at aftensbordet 
var dækket , men Selgren bad sig undskyldt ; 
thi han var træt . En times tid forløb , og han 
tænkte på at gå til sengs . Da kom Jakob ind 
med en hemmelighedsfuld mine og sagde : 
„ Hr . Lieutenant , jeg har hørt karlene tale om , 
at frøknen ikke vil lade dem komme bort . De 
have fået ordre til i morgen at stå på broen 
og at forbyde vognen at køre over den . “ 
„ Er det muligt ! “ for Selgren op . 
„ Ja , de sige , at frøknen ikke vil lade dem 
rejse , fordi de har lovet at forlove dem med 
hende , og at de nu , efter at lehnsmanden er rejst 
bort , har taget deres løfte tilbage . Hun vil nu 
beholde dem her på gården , til hendes fader 
kommer hjem og kan tvinge dem til at opfylde 
deres løfte . “ 
Selgren studsede . Han stod her foran en 
snedig intrigue , og han tvivlede ikke om , at Dora 
virkelig overfor faderen ville have dristighed nok 
til at påståe , at hun var bleven lovet ægteskab . 
Sagen blev mere og mere indviklet . På den ene 
side udsigt til , at en af formiddagens duellanter 
kunne dø af sit sår , og på den anden vished 
om at være fange . 
„ Nuvel , “ sagde Selgren til sidst til oppasseren , 

„ vi må flygte bort herfra i nat , pak dit 
tøj ind , og hav det på rede hånd . “ 
„ Som løjtnanten befaler . “ 
„ Jeg har ikke så meget tøj med , at vi jo 
nok i forening kunne bære det . Du møder her 
ved midnat , og så liste vi os bort . “ 
Som sagt så gjort . Gårdens folk plejede 
at gå til ro inden kl . 10 , og dengang Selgren 
og Jakob snege sig bort , lå alle i den dybeste 
søvn . Et par hunde begyndte rigtignok at gjøe , 
men sligt skete altid , når en ensom vandringsmand 
ved nattetid drog forbi . De gik , så hurtigt 
de kunne , ad Flensborg til . Dengang det 
gryede ad dag , kom de til en større landsby på 
Gesten . Selgren opspurgte sognefogden og rekvirerede 
straks en vogn til Flensborg . Fogden 
var en smule forundret over en rekvisition på 
en så nsædvanlig tid og en så nsædvanlig 
måde . Imidlertid må han have set noget i 
Selgrens mine , som ikke lod ham finde det rådeligt 
at fremkomme med betænkeligheder ; thi han 
skyndte sig med at efterkomme rekvisitionen , og en 
time efter mødte en vogn , som kørte Selgren 
og hans oppasser til Flensborg . 
De ankom til byen tidligt om aftnen , og 
Selgren skyndte sig straks til oberst stage . Han 
var så heldig at træffe ham på gaden , hvorved 
han fritoges for i hans hjem at anmode om en 
hemmelig samtale , hvilket ville have vakt oberstindens 
nysgerrighed . Uden at berøre Doras opførsel , 
fortalte Selgren blot gårsdagens duel og 
udbad sig oberstens hjælp og bistand . Oberst 
stage hørte imidlertid til de forsigtige folk , som 
nødigt blandede sig i ting , der , strengt taget , ikke 
kom ham ved , og i nærværende tilfælde var der 
jo en mulighed for , at krigsministeriet kunne yttre 

sit mishag ikke blot med Selgrens opførsel , men 
øgså med dem , som ville tage ham i forsvar . 
Obersten havde en sand rædsel for krigsministeriets 
mishag , som så let kunne medføre afskedigelse . 
Han sagde derfor til Selgren , at han ikke kunne 
indlade sig på at have med duelsagen at gøre , 
men at det rigtigste ville være , at han skrev direkte 
til sin bataillonschef . 
„ De må gå den tjenstlige vej , “ sagde 
obersten , „ det er altid den sikkreste . “ 
„ Jeg troede , at de kunne hjælpe mig , “ sagde 
Selgren . 
„ Nej , nej , jeg formår ikke at hjælpe dem ; 
deres bataillonskommandeur er desuden en fortræffelig 
mand . “ 
„ Vil de ikke skrive et brev til ham og . . . “ 
„ Nej , nej , det ville være en upassende indblanding 
i hans officerskorpses indre anliggender . “ 
Stage 
forlod Selgren under påskud af 
tjenstanliggender , og den unge lieutenant stod 
modfalden og tvivlrådig på Flensborgs gader . 
Der var nu ikke andet for ham at gøre end at 
skrive til bataillonskommandenren , og det gjorde 
han . Derefter gik han ud for at opsøge den kaptajn , 
som forestod opmålingen , han var heldig 
viis i Flensborg . Da han så Selgren , modtog 
han ham med en misfornøjet mine og spurgte , 
hvorfor han ikke var bleven ude i sit distrikt . 
Selgren skriftede nu alle sommerens begivenheder 
ærligt og oprigtigt for ham . Kaptajnens mine 
formildedes , det var en rigtig brav og retsindig 
mand , en ægte dansk soldaternatur . Han gav 
Selgren hånden og sagde : 
„ Stol på mig , de har opført dem bravt . 
De har skrevet til deres bataillonskommandeur , jeg 

skal selv skrive til ham endnu i aften , ja , jeg skal 
også gå op til den kommanderende general og tale 
deres sag . “ 
Selgren forlod kaptajnen ved godt mod . 
Den følgende dag kaldtes han til generalen , 
hans hjerte bankede heftigt , da han stedtes for 
sejrherren ved isted . Denne kom ham venligt 
imøde , og i stedet for at få utak for duellen , fik 
Selgren stor roes . Han ilede til kaptajnen og 
takke ham glædestrålende . 
„ Roes har de fortjent for deres opførsel , “ 
Sagde kaptajnen , „ skynd dem nu at tegne deres 
opmåling rent , at de snarest muligt kan komme 
til København . Det er bedre at have dem derovre , 
hvis han , som fik den værste blessure , 
skulle dø . “ 
Da Selgren om eftermiddagen sad ved sit tegnebord , 
overraskedes han af oberst stages besøg . 
Obersten havde hørt general Krogh med stor roes 
omtale Selgren , han var derved kommen i tanker 
om , at han stod i et slags familieforhold til den 
unge lieutenant . Han indbød derfor flere officerer 
hjem til sig om aftenen og lovede dem , at de 
skulle komme til at gøre den unge militaire løves 
bekendtskab . Det er en selvfølge , at Selgren 
ikke kunne afslå indbydelsen . 
Otte dage efter sin ankomst til Flensborg 
afleverede Selgren sine arbejder , sagde farvel til 
Jakob og gik ombord på dampskibet , der sejlede 
til København . Det var en mørk , diset efterårsmorgen . 
Kun få passagerer vare med . Da 
dampskibet var lagt ud fra broen og begyndt at 
sætte sig i bevægelse , kom der en vogn i strygende 
karriere ned til havnen , og to skikkelser ilede ud 
på broen . 

„ Det er vist to passagerer , som ville have 
været med , “ sagde de rejsende ombord . 
Selgren rystede stiltiende på hovedet . Han 
genkendte lehnsmand Delfs og Dora og var 
glad ved , at han havde undgået dem . Dora 
rakte armene ud efter skibet , som fjernede sig 
mere og mere , til sidst skjulte morgentågen de to 
skikkelser for Selgrens blik . Så mørkt som det 
var bagved skibet , så lyst blev det nu foran det . 
Solen stod op over søen , og Selgren syntes at 
sejle ind i et hav af lys og morgenrøde . 
Han kunne dog ikke undgå at tænke på , 
at dengang han forlod København , stod også en 
kvinde på strandbredden ligesom der i dag havde 
stået en kvinde på Slesvigs kyst ; det var over 
denne kvindes grav , at solen nu stod op i al sin 
herlighed . 

tredie bog . 
Bjørn . 
Syttende kapitel . 
På holmens kirkegård . 
Holmens kirkegård eller skibskirkegården 
er den smukkeste af Københavns kirkegårde . 
Når man træder ind ad porten , seer øjet den 
lange alle af mørke popler , som går gennem 
hele kirkegårdens længde , og til venstre for Alleen 
højner sig den mægtige heltegrav over de faldne krigere 
fra slaget på reden 1801 . Læser man inskriptionerne 
på gravstederne , finder man ikke 
alene mangt et udødeligt navn fra den danske 
søkrigshisforie , men også andre navne , som have 
vundet deres berømmelse ved fredens gerninger . 
Man foretrækker at sove sin sidste søvn ude mellem 
de store minder , i stedet for at hvile på den langt 
mere prosaiske og yngre assistenskirkegård . 
Hver aften om sommeren er der i reglen 
et travlt liv på holmens kirkegård ; thi holmens 
folk komme da derud fra Nyboder for at 
vande blomsterne på deres kære afdødes grave . 
Ved disse er der lidt en lille bænk , på hvilken 

konen sidder og seer til , mens manden vander 
og luger . En gravsten har nybodersmanden 
sjelden råd til at sætte på sine forudgangnes 
grave ; thi en sådan sten er ikke alene dyr , men 
der må betales uforholdsvis meget til kirken for 
at få tilladelse til at sætte den op . Ingen skat 
er i Danmark så ublu , som den kirken lægger 
på mindet om kære afdøde . 
En smuk aften i sommeren 1865 kom en 
velklædt mand fra Østerbro og gik ind på kirkegården . 
Han så ud til at være nogle og tredive 
år gammel , hans holdning var rank og tydede 
på , at han var soldat , men hans gang var 
langsom , og det syntes som han gik i dybe tanker . 
Da han kom ind på kirkegården , hævede han 
hovedet og så sig om ; overalt mødte hans øje 
duftende blomster og grønne træer og buske , 
hvorimellem et kostbart gravmæle hist og her dukkede 
frem . 
Han bøjede ind i en gang til højre og stod 
kort efter stille foran et større gravmæle af 
granit , hvis udseende tydede på , at det var flere 
år gammelt . Bogstavernes forgyldning var hist 
og her faldet af , men de selv stod endnu tydelige 
og rene og fortalte , at her hvilede justitsråd 
Peters , hans datter og hans søster . Solen 
var nær sin nedgang og kastede sine sidste stråler 
i al deres glødende pragt på den røde granitsten 
og de høje rosenbuske , som stod om den . Beskueren 
var ikke blind for naturens herlighed , med 
et suk vendte han sig bort fra graven og så 
sig om i de dødes dejlige have . 
Da fik han øje på en lille nybodersfamilie 
tæt ved . En ældre mand vandede en større og 
nøgle mindre grave , en dreng , omtrent femten 
år gammel , bar vand til den gamle , og en ung 

sortklædt pige på hen ved nitten år sad på en 
bænk og så til . Det syntes , som at pigen 
havde gjort den gamle opmærksom på den fremmede 
herre ; thi nybodersmanden så vist på 
ham , nærmede sig og spurgte : 
„ Med forlov , er det ikke lieutenant Bjørnsen ? “ 
„ Jo . 
— men dem synes jeg at skulle kende . 
— det er overkanoneer Bjørn , ikke sandt ? “ 
„ Det har sin rigtighed , hr . Lieutenant , og 
det er min datter Fanny . Det var såmænd 
hende , som genkendte dem , skønt hun var en 
lille en , da de så hende sidst , og det er 
Selgren . “ 
„ Nu husker jeg , at han bærer samme navn 
som jeg . “ 
„ Det gør han . Det var da sælsomt , at vi 
efter så mange Års forløb skulle mødes her . “ 
„ Det er i dag min kærestes dødsdag . Hun 
døde i kolera-året . Hvert år besøger jeg på 
denne dag hendes grav . “ 
Det er altså ikke så få år siden , at hun 
døde , “ svarede Bjørn . „ Jeg husker hende . Hun 
boede hjemme hos os , det var en rar dame . “ 
„ De har kendt hende , de mindes hende med 
venlighed , det gør mig dette møde dobbelt kært . “ 
„ Hun ligger ikke langt fra min kones og 
mine børns grave . “ 
„ Er deres kone død ? “ 
„ Ja , hun døde sidste vinter . Det er for 
hende , at vi alle bære sorg . Det må være 
hårdt at miste en kæreste , men det er endnu 
hårdere at miste sin kone , med hvem man har 
levet sammen i hen ved 30 år . Jeg savner hende 
hver time på dagen , skønt Fanny er meget 
flink til at holde huset i orden . Hun var en 

brav kone og en god moder for sine børn . I 
det sidste par år gik hun og skrantede , men jeg 
troede dog ikke , at jeg så snart skulle have mistet 
hende . “ 
„ De må være gud taknemmelig for , at de 
har kunnet leve så længe sammen med hende , 
hvor mange bliver den lykke til del ? “ 
„ Jeg er vor herre inderlig taknemmelig for 
alt det gode , han har gjort imod mig . Jeg beklager 
mig heller ikke , jeg sørger blot og beder 
gud så inderligt om snart at måtte følge efter 
hende . “ 
„ De har endnu en gerning at udføre , “ svarede 
Selgren og viste hen på børnene . 
„ De kan have ret , hr . Lieutenant . Drengen 
arter sig forresten vel , han er ansat som lærling 
ude på værftet ved maskinværkstedet . I gamle 
dage skulle han som sin fader have været ansat 
i artillerikorpset , men det gælder ikke nutildags , 
nu kan man lade sine børn ansætte i tjenesten 
eller lade det være , som man vil . “ 
„ Såvidt jeg erindrer , “ afbrød Selgren ham , 
„ havde de , dengang jeg sidst talte med dem , flere 
børn . “ 
„ Javel , hr . Lieutenant , men de er gud ske 
lov vel forsørgede . Min datter Anna er gift med 
en underbådsmand , og jeg er bedstefader til 
både drenge og piger , og så er der Christian 
— han , som de for mange år siden frelste fra prygl 
af „ Skorperne “ — han er ude i vor herres vide 
verden . Han holdt ikke af holmens tjeneste , 
han sagde , at en dygtig mand avancerede for 
langsomt og blev for dårligt lønnet . Han tog sin 
afsked fra maskinkorpset , og nu er han ovre i 
Kalifornien og maskinmester på en stor engelsk 
damper . “ 

„ Det glæder mig at høre . “ 
„ Ja , Christian er ikke alene en flittig , men 
også en godt lært mand ; han holdt meget af at 
læse , og han sparede penge sammen for at kunne 
betale en lærer , der kunne give ham undervisning 
i nyttige ting . Det er forresten nu snart 
et halvt år siden , at jeg har hørt noget fra 
ham . “ 
Imens Bjørn talte , havde han af og til vandet 
gravene , vandkanden var nu tom , han rakte 
den til sin søn og sagde : 
„ Selgren , tag kanden , gå hjem iforvejen 
og gør ild på . “ 
Den unge Bjørn nikkede , tog kanden af 
faderens hånd og skyndte sig bort , fløjtende 
den dengang populaire Melodi : Jens var ikke 
bange . Fader og datter fulgte langsomt efter , 
ledsagede af Selgren Bjørnsen . De stod alle tre 
et øjeblik stille ved justitsråd Peters gravsted . 
„ Skønt jeg kun var et lille barn , dengang 
hun boede hos os , synes jeg dog , at jeg kan erindre 
hende , “ sagde Fanny og pegede på Grethes 
grav . 
„ Hun holdt meget af dem , “ svarede Selgren . 
„ Det samme har moder fortalt mig . “ 
„ Grethe lignede dem lidt , “ sagde Selgren , 
„ hun var en smule mørkere . “ 
„ Hun lignede mig ! “ udbrød Fanny undseelig . 
„ Det 
må være en ære for dig at ligne 
en så fornem dame , “ sagde overkanoneren . 
Ved at omtale ligheden kom Selgren til at 
se med et mere prøvende blik på Fanny , han 
opdagede da , at hun var smuk , og at der over , hendes 
hele væsen var udbredt noget ægte kvindeligt , 

som måtte gøre et behageligt indtryk på enhver . 
Da de gik videre , spurgte Selgren : 
„ De boer altså endnu i Bjørnegade ? “ 
„ Ja , “ svarede Fanny . 
„ Jeg er bestandig den gamle Bjørn i Bjørnegade , “ 
Lo overkanoneren . 
„ Hvem boer nu i deres gadeværelser ? “ 
„ Ingen , “ svarede Bjørn . „ Men da nu min 
kone er død , have vi talt om at leje dem ud 
igen . Jeg skal sige dem , jeg ville gerne sætte 
lidt op i „ Bikuben “ , for at der kan være noget 
til mine børn , når jeg er død . “ 
„ Det er meget fornuftigt . “ 
„ Jeg havde nok lyst til at se lejligheden , “ 
Sagde Selgren , „ måske jeg vil leje den . “ 
„ De ? “ spurgte Bjørn overrasket . „ Den er 
neppe god nok til dem ; de må jo snart blive 
kaptain . “ 
„ Nej , nej , jeg er ikke mere i tjenesten . “ 
„ Ja så , det gør mig ondt . “ 
„ Det skal det ikke ; jeg har aldrig befundet 
mig så vel som nu . Tjenesten og jeg passede 
ikke for hinanden , og ulykkelige ægtestaber gør 
man bedst i at opløse . “ 
„ Men de har da vel pension ? “ 
„ Å ja , en smule , en artillerilieutenants 
pension er ikke stor . “ 
„ Jeg troede , at de stod ved infanteriet . “ 
„ Det gjorde jeg også , da jeg sidst talte med 
dem . Men dengang hun , fra hvis grav vi 
komme , var død , trængte min ånd til noget alvorligt 
at beskæftige sig med , og jeg gennemgik 
den militaire højskole . “ 
„ Der skal man nok lære farlig megen mattematik . “ 
„ Ganske 
rigtigt . Men mathematiken og jeg , 

som på højskolen kom ret godt ud af det sammen , 
bleve til sidst mindre gode venner . Jeg er en 
smule digter , og jeg holder af at studere og at 
tale til det menneskelige hjerte , mathematiken 
holder sig kun til forstanden , jeg valgte hjertet , og 
heri vil sandsynligvis deres datter give mig ret . “ 
„ Hun ved velsagtens ikke rigtigt , hvad mattematik 
er , og jeg ved ikke andet om den ting , end 
at det nok skal være den højere regnekunst . Nå , 
hr . Lieutenant , de holdt altså mere af at regne 
med fruentimmerhjerter end med tal . Det kan 
jeg så godt forstå . “ 
„ De misforstår mig ; når jeg talte om det 
menneskelige hjerte , så sigtede jeg derved ikke til 
kvindehjertet , men talte i almindelighed om . . . “ 
„ Javist , men sådan en ung dannet mand , 
som de er , tænker dog næppe på mandfolkehjerter , 
når de taler sådan ganske i almindelighed 
om hjerter . “ 
Selgren mente det ufornødent at tale mere 
med overkanoneren om den sag . Han ledede 
samtalen på ny hen på lejligheden i Bjørnegade 
og sagde , at det ret ville være en lejlighed , som 
han kunne bruge ; thi sammen med sin pension 
tjente han så meget ved at skrive , at han kunne 
leve ret anstændigt deraf , ja , han tjente endog mere 
end da han stod i tjenesten . 
„ Det glæder mig , “ sagde Bjørn , „ og såfremt 
øe ikke vil gifte dem , har de en meget god 
fortjeneste , større end jeg nogensinde har haft 
eller får udsigt til at få , men de vil da vel 
ikke være ungkarl alle deres dage ? “ 
„ Det tænker jeg dog , “ svarede Selgren , „ hun , 
som skulle have været min hustru , ligger hist ude 
under den sorte jord . “ 
„ Det er så længe siden , at det skete , “ svarede 

Bjørn , „ De er en ung mand endnu , og der er 
vist unge og rige piger nok , som ville have 
dem . “ 
„ Rige piger ! “ sagde Selgren og lo . „ Tror 
øe , at jeg går på jagt efter en rig medgift ? 
Jeg ville skamme mig over mig selv , hvis jeg 
gjorde det , jeg holder ligeså lidt af rige forlovelser , 
som af højskolemathematik . “ 
„ Det mener de næppe , “ bemærkede Fanny 
smilende . 
„ Hvis jeg virkelig gik hen og giftede mig for 
pengenes skyld , “ sagde Selgren , „ ville jeg blive 
en ulykkelig mand . Min kone ville ikke forekomme 
mig at være et menneskeligt væsen , men en vare 
til en værdi af så og så mange tusind rigsdaler , 
og jeg er bange for , at jeg ville behandle 
hende som en vare . “ 
„ Fy , ville de være ond mod deres kone , 
fordi hun havde bragt dem rigdom ? “ spurgte 
Fanny . 
„ Det just ikke ; ond ville jeg ikke være i 
almindelig forstand . Men hvis mit skrøbelige 
jeg havde forglemt sig således , at det for mathematikens 
skyld havde kastet erotiken overbord , 
ville angeren snart følge efter , synet af min kone 
ville være mit eget jeg en stedsevarende bebrejdelse . “ 
„ Men 
hvis de nu elskede hende ? “ vedblev 
Fanny . 
„ Er en pige i vor tid så ulykkelig at have 
penge , kan hun kun gøre sig håb om at blive 
elsket , når hun møder en mand , der synes om 
hende , inden han ved , at hun har formue . “ 
„ De står vist ene med deres opfattelse , “ 
Sagde Fanny . 
„ Måske . Men jeg vil dog gøre dem 

opmærksom på , at penge i vore dage er noget 
andet end for 20 år siden . Dengang var penge 
meget behagelige at have , men i vore dage er der 
kommet en djævel i guldet . Hvor det funkler , 
der gribes besidderen af en st . Veitsdands . Med 
undtagelse af nogle gamle slægter nyder man 
ikke mere sin formue , men dandser , om guldkalven . “ 
„ Det 
gjorde også jøderne i det gamle testamente , “ 
Sagde Bjørn , „ og jeg tænkte altid som 
øreng , når jeg kom til det sted , at det må 
have været grinagtigt at se på den Dands . “ 
„ Den samme Dands vil de i vore dage 
kunne gå op at se på børsen . Men jeg kan 
forsikre dem , at dansen er slet ikke morsom . “ 
„ Hvorfor ikke ? “ 
„ De husker vel nok , at dengang jøderne dansede 
om guldkalven , glemte de gud . — hvad er 
forøvrigt et giftermål med en rig pige andet 
end en bestandig Dands om guldkalven , en sagtevals , 
er man en alvorsmand , en lystig kankan , 
er man en flot kavalleer . “ 
Man var under denne samtale kommen til 
Bjørnegade . Bjørn så opad huset , hvori han 
boede , og sagde : 
„ Her boer en mand , som ikke dandser om 
guldkalven , måske fordi han ingen guldkalv 
har at danse om . “ 
Selgren fulgte med op for at se på lejligheden . 
Den stod endnu så tydelig for hans 
tanke fra dengang , Grethe beboede den . Han 
blev stærkt bevæget , da han så de kendte værelser , 
det var ligesom han på ny var inde i sin 
glade ungdomstid ; alle dens skikkelser dukkede op 
for hans tanke . 
Værelserne vare i bedre stand nu end før , 

thi overkanoneren havde for ikke længe siden underkastet 
dem en hovedreparation , meublementet 
var også blevet forøget . 
„ Vil de leje mig disse værelser ? “ spurgte 
Selgren . , 
„ Det vil jeg gerne , “ svarede overkanoneren , 
så hen til sin datter og spurgte : „ Tror du 
ikke , at vi kunne undvære dem ? “ 
Fanny nikkede bejaende . 
„ Nuvel hr . Lieutenant , så kan de den 
første i næste måned flytte herind , det er de 
gamle betingelser , otte daler om måneden . — 
men de ville ellers kunne gøre os en fornøjelse 
ved at blive her i aften , hvis de vil tage tiltakke 
med simple folks selskab . “ 
„ Simple folk . Hvem er simpel nutildags ? “ 
Spurgte Selgren . 
„ Det er folk som jeg og mine lige , “ svarede 
overkanoneren , „ ja , jeg ved rigtignok , at i vore 
dage ville alle folk være fine , hahaha , jeg har 
hørt en værftsarbejdsmands kone lade sig titulere 
for frue , og hans døtre kalde sig for frøkner . 
Men hr . Lieutenant , det er ikke gode tegn , når 
simple folks døtre blive frøkner , og ikke er 
jomfruer mere . “ 
„ Det kan være ganske sandt . “ 
„ Og seer de hr . Lieutenant , de nye moder 
ere også nåde herud til os . Det allerfinesle 
er nu at have tjenestepige og barnevogn . Så 
går madamen hver dag ud at spadsere med 
tjenestepigen og barnevognen bag efter sig , og så 
se alle madamerne i gaden efter hende og misunde 
hende . “ 
„ Men man kan da vel ikke have barnevogn 
uden at have børn ? “ 
„ Børn have vi nok af , hvidhårede krabater , 

hvis forfædre alle have tjent kongen ; nu vil man 
nok helst være fri for at have sømandsbørn i 
tjenesten , folk af det gamle snit ; nu skal alt 
være privat . Hr . Lieutenant , alle vi gamle ulke 
ere enige om , at det private slet ikke duer til orlogs . 
Den tjeneste må man opdrages til fra 
barnsbeen . Seer de , hr . Lieutenant , jeg har en 
god ven , som er hattemager , han taler nu altid 
så meget om forfatningen , men seer de , når 
man sådan er i kongens tjeneste , mener jeg , at 
den forfatning , man lever under , er krigsartiklerne , 
og jeg mener , at der for os ikke kan være forskel 
på kongens tjeneste nu og i gamle dage . “ 
„ Det er rigtigt opfattet , såfremt det blot 
gælder tjenesten , men udenfor denne . . . “ 
„ Hr . Lieutenant , jeg er altid i tjeneste , “ 
Svarede den gamle overkanoneer . 
Han blev kaldt ud af sin søn , som havde 
været sendt i byen for at indkøbe adskillige ting 
til aftensbordet . Selgren blev alene med Fanny . 
Efter en pause sagde han : 
„ Deres fader lever i den gamle tid , jeg 
gør i visse henseender det samme ; thi tanken 
dvæler helst ved sin lykkelige ungdomstid . “ 
„ Men de er endnu ung , “ svarede Fanny 
med et smil . 
„ Jeg ! “ udbrød Selgren en smule overrasket . 
„ Hos os i Nyboder anser man en mand i 
deres alder for en ung mand . “ 
„ Det er døg vist over 12 år siden , at jeg 
sidste gang stod i dette værelse . Dengang var 
jeg ung , og de et lille barn . “ 
„ Husker de , at de forærede mig deres 
lykkeskilling ? “ 
„ Gjorde jeg virkelig ? “ spurgte Selgren . 
„ Ja ; de må i sandhed være bleven gammel , 

siden de har en så dårlig hukommelse . Nu skal 
jeg hente den . “ 
Fanny gik bort og kom kort efter tilbage med 
det gamle markstykke med hullet igennem . 
„ Erindrer de ikke denne mark ? “ 
„ Jo , nu jeg seer den . Jeg fandt den engang 
i min kadettid ude på toldboden . “ 
„ Er det et tegn på , at lykken venter dem 
fra søen ? “ 
„ Lykken , “ gentog Selgren , „ Lykken , kan jeg 
blive lykkeligere end jeg er ? “ 
„ De har så megen lykke , at de ikke ønsker 
mere ? “ 
„ De misforstår mig . Min lykke har ikke 
været stor , og jeg venter ikke , at den skal blive 
større . “ 
„ Det beroer jo vistnok på dem selv . “ 
„ De mener , at enhver er sin egen lykkes 
smed ? “ 
Ja “ 
„ Hm , hvad er det , som i grunden fattes 
mig ? Hvilken forskel er der på nu , og dengang 
jeg sidst stod i disse værelser ? “ 
Svaret lød i Selgrens sjæl , men han udtalte 
det ikke , det var det lille ord : 
„ Kærlighed . “ 
„ De synes ikke at kunne finde forskellen ? “ 
Spurgte Fanny . 
„ Å jo , men hvad kan det hjælpe , det , som 
sattes mig i at være lykkelig , kan jeg dog næppe 
finde igen . “ 
„ Søger , så skulle i finde ? “ lo Fanny uden 
at ane , hvorpå Selgren havde tænkt . 
Han studsede , han så på Fanny , et ungdommeligt 
smil opklarede hans ansigt , og han 
sagde : 

„ Måske de har ret , måske følger jeg 
deres råd . “ 
De gik nu ind i den anden stue , hvor 
Fanny fik travlt med at dække aftensbordet . 
Imens viste Bjørn ham fotografiportraiter af 
familiens medlemmer . Da de derefter satte sig 
til bords , spurgte Bjørn : 
„ Men hvorledes går det deres fætter 
etatsråden ? Siden min kone døde , have vi 
ikke hørt noget fra familien . “ 
„ Tak , det går meget godt , alt er ved det 
gamle . “ 
„ Og så er der etatsrådens Broder Emil , 
som boede hos os engang , han er jo redaktør 
af „ Dagspressen “ . 
„ Ja , jeg striver engang imellem noget for 
ham til hans feuilleton . “ 
„ Det blad er meget udbredt , dog ikke så 
meget mellem småfolk ; thi det er for dyrt . “ 
„ Emil har været heldig . “ 
„ Er han gift ? “ 
„ Nej , han er pebersvend og gifter sig sandsynligvis 
aldrig . “ 
„ Da har han dog råd til at gifte sig . “ 
„ Men ikke tilbøjelighed . “ 
„ Det er en stor skam . Der går så mange 
nette piger omkring og vente på at blive gifte , 
og så gør han ikke en af dem lykkelig . Her i 
Nyboder er det anderledes ; her gifte vi os næsten 
altid , før vi have råd dertil , men så have vi 
den fordel ved vort tidlige giftermål , at vi 
leve så længe , at vi kunne have glæde af vore 
børn og ride ranke med vore børnebørn . “ 
„ Fader , “ sagde Fanny , „ Du kan ikke forlange , 
at en fin redaktør skal bære sig ad som nybodersfolk . “ 


„ Det kan jeg heller ikke , min tøs , og måske 
har jeg sagt noget dumt , men jeg ved , at 
hr . Løjtnanten ikke vil tage mig det ilde op . — 
har de forresten lagt mærke til Fannys øren , 
hr . Lieutenant . “ 
„ Fannys øren , “ gjentøg Selgren og så 
på Fanny , „ ja , det er et par meget smukke 
øren . “ 
„ Det må de ikke sige , “ sagde Fanny rødmende . 
„ Så 
de kender dem ikke ? “ spurgte Bjørn 
leende . 
„ Hvorfra skulle jeg kende deres datters 
øren ” 
Bjørn brast i en voldsom latter og sagde 
til sidst : 
„ Jeg mener jo ørenringene , som de og 
deres kæreste for mange år siden forærede min 
datter , hun har taget dem på i aften i anledning 
af deres besøg . “ 
„ Det var smukt af deres datter . Ja , nu 
erindrer jeg , at vi gave hende de ringe i julepresent . 
— mærkværdigt , jeg synes aldrig , at jeg 
har stået min lykkelige tid så nær som i aften , 
her strømme minderne ind på mig . — så længe 
jeg lever , skal jeg aldrig glemme overkanoneer 
Bjørn , og hans familie i Bjørnegade . “ 
„ Meget smukt af dem , hr . Lieutenant . Bjørn 
bliver gammel , han melder sig snart fra tjeneste , 
men Bjørnegade overlever ham — nej stop , det 
gør den måske heller ikke ; thi nu skal jo en stor 
del af Nyboder rives ned . Løvegade er nok 
allerede solgt . “ 
„ Virkelig . Det gør mig ondt . “ 
„ De kan tro , at det gør os også alle sammen 

ondt herude . Der er skrevet en vise herom , 
syng den for os Fanny . “ 
Fanny hentede en harmonika og sang til 
dennes akkompagnement følgende vise : 
kong Christian rejste 
vor gamle by , 
kong Christian med det ene øje , 
og dengang knejste 
den smuk og ny , 
og glædede dem , som bølgen pløje . 
Men nu skal Nybo ' er synke ned i grus , 
og nu skal orlogsgasten mangle hus ; 
det står ved magt , 
hvad der er sagt , 
først folk og så til sidst matroser . 
Vist ingen nægter , 
at flink og tro 
matrosen viste sig i slaget ; 
og sømandsslægter 
i Nybo ' er bo , 
og aldrig svigtede de flaget . 
Ens fædre kæmpede med i kjøgebugt , 
en andens engelskmanden drev på flugt . 
Men ikke smukt 
drives på flugt 
matrosen nu aftegne landsmænd . 
På flåden råber 
jo en og hver ; 
tilsøes må dansken atter stride ! 
„ Vi vare tåber , 
vi holdt en hær , 
den kan ej mere fra sig bide . “ — 
således råber man og ta ' er på vej , 
men uden mening er den hurlumhej ; 
thi holmens stok , 
den vil man nok 
fra hus og flåde permittere . 
Vil alle råde , 
da tror jeg nok , 
det ende vil med reduktioner ; 

har ej en flåde 
sin faste stok , 
den mangler fine traditioner . 
I Preussen vist man millioner bød , 
dersom det kunne af sin fortids skød , 
et sømandshjem 
få tryllet frem , 
der lignede Christian den fjerdes . 
Men ondt det gøre 
os alle vil . 
Hvis vi forlade skal vor køje . 
Og det vil føre 
tilsidst dertil , 
at koursen sættes ej så nøje . 
Fra Juel og Tordenskjold vor kours vi holdt , 
ved Helgoland bevarede vi den stolt . 
Men man måske 
vil få at se , 
at ingen kours på koursen sættes . 
„ Nu har de hørt visen , hr . Lieutenant , “ 
Sagde Bjørn , „ den er noget skrap , men vi er 
allesammen vrede på ministeren , fordi han ikke 
har taget Nyboder i forsvar oppe i rigsdagen . 
Han har foretrukket at gøre sig behagelig for 
rigsdagsmændene , i stedet for at sige dem sandheden . 
Det vil tilsøes gå os som det gik os ovre ved 
Danevirke , man havde store skandser , men for 
få folk , vi få stærke skibe , men ingen folk 
til at besætte dem med . Dygtige matroser skabes 
ikke i en håndevending , og dygtige befalingsmænd 
tilsøes får man ikke på et eller to år , de 
må helst lære håndværket , fra de er små . “ 
Selgren måtte indrømme dette og spurgte 
Bjørn , om han havde været med i sidste krig . 
Dette bejaedes , overkanoneren havde været med 
ved Helgoland ombord på korvetten „ Heimdal “ . 
Han gav en lille skildring af sin deellagelse i 
slaget , og da han havde endt , var klokken bleven 

så mange , at Selgren rejste sig og sagde 
godnat . 
„ Vi ses til den første , “ ytrede han i gadedøren . 
„ Javel 
hr . Lieutenant , “ svarede Bjørn og 
nikkede . 
Overkanoneren og Fanny blev stående i 
døren for at se efter Selgren , til han var forsvnnden 
om gadehjørnet . 
„ En flink mand , “ sagde den gamle , „ blot 
lidt melankolsk . “ 
„ Men han har jo også haft kjæresfesorg , “ 
Mente Fanny . 
„ Det bedste middel herimod er at tage sig 
en ung kæreste , “ svarede overkanoneren , „ med 
ondt skal ondt fordrives . “ 
„ Det var kønt sagt . “ 
„ Å , jeg mener dog , at jeg kunne have sagt 
noget , der var kønnere . — men lader os gå 
op , klokken fem i morgen tidlig skal jeg være på 
værftet . “ 
Attende kapitel . 
Brevet fra Kalifornien . 
Selgren var flyttet ind i overkanonerens 
lejlighed og befandt sig vel ved at bo ude i det 
gamle , hyggelige Nyboder . Han talte daglig med sin 
vært og hans datter , den sidste lånte bøger hos 
ham . Når hun havde læst dem , talte han gerne 
med hende om indholdet , og han undrede sig lidt 
over hendes sunde og træffende domme . 
En dag havde han været ude på holmens 

kirkegård og fundet en frisk krands på Magrethes 
grav . Da han kom hjem og udtalte sin 
forundring over at finde en krands på en grav , 
som alle andre end han syntes at have glemt , 
var overkanoneren åbenmundet nok til at fortælle , 
at Fanny havde lagt krandsen på graven . 
Hun rødmede , da Selgren med varme takkede 
hende . 
Der var omtrent forløbet en månedstid , 
efterat Selgren var kommen til at bo i Bjørnegade , 
da Bjørn glædestrålende kom ind og fortalte , 
at han havde fået brev fra sin søn . Dette 
brev måtte Selgren endelig læse ; thi der stod 
noget deri , som angik ham . 
„ Mig ? “ spurgte Selgren forundret . 
„ Ja , nu kan de læse det , “ sagde Bjørn , 
overlod Selgren brevet og gik . 
Det var skrevet med en smuk og tydelig 
hånd og begyndte med at fortælle nogle småting , 
som angik brevskriverens forhold til hans familie 
i hjemmet , og som vi derfor springe over ; derefter 
hed det : 
„ I vide , at jeg er første maskinmester ombord 
på det prægtige dampskib „ City of London “ . 
For to uger siden ankom vi her til st . Francisko 
med en ladning tobak fra Havanna . Som sædvanligt 
besørger jeg indkøbet af kul ; eftersom jeg var 
i Kalifornien for første gang , lod jeg mig sætte 
ombord i et stort hollandsk dampskib , som lå ved 
siden af os , for om muligt af dets maskinmester 
at få nogle orienterende oplysninger . Maskinmesteren 
var imidlertid gået i land , men kaptajnen 
traf jeg , og han gav mig al den oplysning , 
jeg attråede , og henviste mig til en mr . Bear , 
som havde en stor kulforretning . 
Da jeg ville gå fra borde , sagde kaptajnen , 

at det kunne han på ingen måde tillade , 
det var netop frokosttid , og jeg måtte gå 
ned med ham og hilse på hans kone . Kaptajnen 
var en lille , trivelig mand , uhyre langsom 
i sine bevægelser og med et ansigt , som fortalte , 
at han og geneverflasken havde sluttet et intimt 
venstab . Jeg grebes af en uimodståelig lyst til 
at få at vide , hvorledes denne mands kone 
måtte se ud og tog derfor mod indbydelsen til 
frokost . Kaptajnen hed vanderlo , og han var 
kommen fra batavia med en ladning kaffe . 
Vi trådte ned i kahytten , som til min store 
forundring udmærkede sig ved sin hygglighed og 
elegance . Et rigt frokostbord ventede os , men 
kaptainens kone så jeg ikke , derimod en kineser , 
som syntes at forrette en Stewarts tjeneste . 
Kaptajnen brummede nogle ord til ham , kineseren 
forsvandt som et lyn , og kort efter trådte en 
korpulent , men endnu smuk dame ind i kahytten , 
det var Fru vanderlo . Vi hilste formelt på 
hinanden og satte os til bords . I begyndelsen gik 
samtalen noget tvungen , men jo nærmere bekendtskab 
kaptajnen stiftede med flasken , desto mere 
kom hans mund på gang . Samtalen førtes 
på engelsk ; thi begge anså mig for at være en 
amerikaner . 
Engang imellem faldt Fru vanderlo ind i samtalen 
med et par ord , men beskæftigede sig ellers 
mest med at spise og at betragte mig . Pludselig faldt 
den tanke mig ind : du må bestemt have set den 
dame et eller andet sted før , det var mig døg 
umuligt at erindre hvor . Jeg begyndte at se på 
hende igen , hvilket imidlertid slet ikke syntes at 
genere hende , og da hr . Vanderlo var kommen 
på et fremrykket stadium af glæde over 
geneverflasken og friske hårdkogte æg , tog hun 

sig den frihed at foreslå , at gjcæsten skulle bydes 
velkommen i champagne . 
Herimod havde hollænderen intet at indvende , 
og kineseren kom slæbende med en hel champagnekurv , 
som han satte på en af divanerne og 
rakte sin herskerinde en flaske . Hun lod proppen 
springe , skænkede i glassene og klinkede med mig . 
Kaptainen tømte sit glas af høflighed mod mig , 
men skyndte sig at skylle champagnesmagen bort 
med et vældigt glas genever . Efter dernæst at 
have ladet kineseren række sig en kridtpibe og en 
blyæske med tobak , blev der sat en kasse cigarer 
midt på bordet , hvoraf Fru vanderlo bød mig 
og foregik mig med et godt eksempel ved selv af 
tage en cigar og begynde af ryge . 
Da hun vedblev af skænke livligt i mit og 
sit eget glas , plirede kaptajnen med øjnene og 
sagde på hollandsk : 
„ Mutter , bliv ikke fuld . “ 
Hans kone tilkastede ham et vildt og forbitret 
blik og råbte : 
„ Du prostituerer dig , men det er du så 
vant til . Når har du nogensinde set mig 
fuld ? “ 
„ Mange gange , “ svarede den flegmatiske hollænder . 
„ Du 
lyver . — men det er ikke så underligt , 
det gør alle hollændere . “ 
„ Hvad siger konen ! “ råbte kaptajnen og 
knækkede i sin hidsighed kridtpiben . „ Du kan 
skælde mig ud for en løgner , men når du skælder 
hollænderne ud derfor , så . . . “ 
„ Hvad gør du så ? — du tør ikke vove 
af gøre mig noget , du er en kujon . “ 
Jeg sad tavs og hørte på alt dette , jeg fandt 
det ikke passende af lægge mig imellem . Uvejret 

lød imidlertid til af være drevet over før denne 
gang ; thi det syntes af more hollænderen uhyre , 
af hans kone kaldte ham en kujon . Pludselig 
erindrede Fru vanderlo , af jeg var tilstede , hun 
så på mig , skyllede et glas champagne ned 
og sagde : 
„ Undskyld os , der opstår engang imellem 
små stridigheder mellem min mand og mig , 
fordi vi ikke er landsmænd . Han er en hollænder 
og jeg en friserinde , det vil da sige , jeg 
er ikke fra Friesland i Holland , men fra den slesvigske 
marsk . “ 
„ Tror du , at en amerikaner kender noget 
til din fordømte marsk , hvor man ikke kan få 
et ærligt glas genever ? “ råbte kaptajnen . 
„ Da syntes du engang meget godt om 
marsken . Det var , dengang du for noget over 
en halv snes år siden lå med dit skib i 
Tønning og var en fattig styrmand . Dengang 
var du også en nettere Karl end nu ; thi ellers 
havde jeg ikke taget dig . “ 
„ Haha , nå , det havde du ikke ! Du var jo 
så forlegen efter en mand som en kat efter en 
røget sild . Når jeg husker mig om , tror jeg 
næsten , at det var dig selv , som friede . Du ville 
bort fra egnen , hvor man fortalte nogle nette 
historier om dig og en dansk officer , som var 
løben fra dig . “ 
„ Ti ! “ råbte Fru vanderlo rasende . 
„ Du bragte mig 100 , 000 mark kourant i 
medgift , en køn sum , som jeg havde taget et 
grimmere fruentimmer for . “ 
„ Det skal blive hævnet , “ råbte hans kone , 
„ jeg skal . . . å , jeg var jo en tåbe , dersom 
jeg fortalte dig , hvad jeg vil gøre . “ 

hollænderen rystede på hovedet og lo . Hans 
kone så på mig og sagde : 
„ Det liv er ikke til at udholde . “ 
Ved forskellige øjekast og pantomimer gav 
hun mig at forstå , at jeg ikke var hende ligegyldig , 
og jo mere hun drak , desto ømmere syntes 
hun at blive . Jeg blev helt uhyggelig til mode 
derved og så på hendes mand , om han havde 
lagt mærke til sin kones opførsel . Hollænderen 
opfangede mit blik , han rakte sin arm gennem 
en tæt røgsky , pegede på sin kone og sagde : 
„ Hun er fuld . “ 
Dette foranledigede en ny ægteskabelig scene , 
hvorunder jeg fjernede mig , idet jeg føregav , at 
jeg havde forretninger . 
Da jeg kom ombord på mit eget skib , brast 
jeg i en voldsom latter over det sælsomme ægtepar , 
men på samme tid vedblev jeg at tænke på , 
hvor det dog var , at jeg før havde set Fru 
vanderlo . Jeg anstrengte mig forgæves for at 
erindre det . 
Den følgende dag opsøgte jeg mr . Bear , 
hvilket ikke var vanskeligt ; thi han boede i nærheden 
af havnen . Hans forretning lod til at 
være meget betydelig , men selv var han en jevn , 
ligefrem mand med et tungsindigt udtryk i 
sit ansigt . Alderen havde gjørt hans ryg noget kroget , 
men hans gang var endnu fast , og stemmen klar 
og bydende , når han talte til sine mange arbejdere 
på den store kulplads . Jeg opgav ham 
skibets og kaptajnens navn og gjorde min 
bestilling . 
„ Deres eget navn ? “ spurgte han . 
„ Bjørn , Kristian Bjørn . “ 
„ Så er de fra Danmark eller Norge , “ 
Sagde han . 

„ Jeg er fra Danmark . “ 
„ Må jeg da endnu engang trykke deres 
hånd ; jeg holder meget af de danske . “ 
„ Det glæder mig , at vi danske have et 
agtet navn i Amerika . “ 
„ Det have de danske , skønt Danmark sender 
mange af sine brådne kar herover . — nuvel , de 
skal få deres kul i morgen . Og hør , kom selv 
med , de må prøve min Sherry . “ 
Den gamle , vist snart halvfjerdsindstyveårige 
mand havde gjort et godt indtryk på mig ; det 
var mig derfor en glæde den følgende dag at 
drikke et glas Sherry med ham . Jeg blev budt 
ind i hans store , men tarveligt meublerede kontor , 
hvor derpå vægen , ved siden af et størt kort over 
de forenede stater , til min forundring hang et 
kort over Danmark . Medens mr . Bear var 
beskæftiget med at tage en flaske vin ud af et 
hjørneskab , sagde jeg : 
„ De har her et Danmarks kort , men desværre 
er mit fædrelands område blevet betydeligt indskrænket . “ 
„ Ja 
desværre “ sagde han , „ det bedrøver mig 
dybt , så dybt , som om jeg havde været en af dets 
sønner . “ 
„ De er amerikaner ? “ 
„ Nej . Jeg har intet fædreland , “ svarede han 
med et suk . 
„ De bærer samme navn som jeg . Jeg hedder 
Bjørn , og de hedder bear . “ 
„ Det har jeg ikke lagt mærke til , før de 
nu fortæller mig det . De er en dansk Bjørn og 
jeg en amerikansk . Er der mange folk , som i 
Danmark bærer navnet Bjørn ? “ 
„ Nej . Der findes ikke mange danske bjørne 
sålidt som bjørnsenner og bjørnsonner . “ 

„ Bjørnsen . De erindrer mig om , at jeg 
engang kendte en dansk , som hed Bjørnsen , og 
hvis familie levede i København . Har de kendt 
en familie af dette navn ? “ 
„ Ia , jeg kender en grosserer Bjørnson , og 
jeg har i min barndom kendt en lieutenant Bjørnsen , 
der nok var grossererens fætter . “ 
„ Nej virkelig , “ råbte den gamle med liv . 
„ Skænk i deres glas , denne Sherry , er de 
sikker på , har passeret linien . De erindrer ikke 
deres fornavne ? “ 
„ Jeg husker kun , at lieutenantens fornavn 
var Selgren . “ 
„ Selgren , “ råbte den gamle . „ De ved 
ikke , om hans fader havde været officer ? “ 
„ Jo , “ svarede jeg , „ han døde som kaptajn . 
Min moder havde tjent hos grosserer Bjørnson , 
før hun blev gift , og hun var ganske godt inde i 
familiens forhold . 
Mr . Bear rejste sig og gik flere gange op 
og ned ad gulvet , rilsidst stod han stille foran mig 
og sagde : 
„ Et sælsomt træf af skæbnen har sendt 
dem til mig . Jeg har spurgt mange herværende 
danske om den familie , men ingen har kendt 
den . Hm , tror de , at lieutenant Selgren Bjørnsen 
vil komme herover ? “ 
„ Det vil han næppe . “ 
„ Det er rimeligt , at de har ret . Nej , nej , 
han skal ikke herover til mig , han skal ikke gøre 
mit bekendtskab . — men hør , gør mig en 
tjeneste , skriv til hjemmet , og skaf mig så mange 
oplysninger , de kan , om Selgren Bjørnsen , hvis 
fader døde som kaptajn . Men husk , det er kun 
om Selgren og ikke om de andre bjørnsener , at 
jeg bryder mig om at få noget at vide . “ 

jeg lovede at opfylde hans løfte , og anmoder 
eder derfor om at sætte eder i forbindelse med 
lieutenant Bjørnson , som vel ikke er falden i sidste 
krig , jeg har ikke set hans navn mellem de 
faldne . Jeg er højst nysgerrig efter at få at 
vide , hvad den gamle mand vil ham . “ 
„ Det er jeg selv , “ tænkte Selgren og læste 
videre . 
„ Vor samtale “ — hed det i brevet — 
„ blev forstyrret af hr . og Fru vanderlo , der kom 
for at betale en kulleverance . Mr . Bear bad dem 
høfligt tage plads og hentede en ny flaske . 
„ Hvor heldigt at vi træffes her igen , “ sagde 
fruen til mig og satte sig ved min side , „ jeg 
har fortalt min mand , at jeg kan godt lide dem . “ 
„ Hun kan godt lide enhver ung mand , “ sagde 
kaptainen , „ men de unge mænd kunne ikke lide 
hende . Hvoraf kommer det ? Hahaha . “ 
„ Nu bliver du uforskammet , “ sagde hans 
kone . 
„ Må jeg bede dem om at drikke et glas 
med mig ? “ sagde mr . Bear og vedblev : „ Hvor 
gælder rejsen nu hen , hr . Kaptajn ? “ 
„ Tilbage til batavia før at hente en ny 
ladning kaffe . “ 
„ Vi kunne altså vente dem her igen ? “ 
„ Om et fjerdingår , “ svarede hollænderen . 
„ Og hvor skal de hen ? “ spurgte mr . Bear , 
henvendt til mig . 
„ Vi skulle til Kina efter the . “ 
„ Måske mødes vi her igen , “ råbte kaptajnen . 
„ De 
kan lade deres breve fra Danmark 
adressere til mig , “ sagde mr . Bear , henvendt til 
mig , „ jeg skal opbevare dem til dem . “ 

neppe havde jeg fået tid til at takke før 
dette tilbud , før Fru vanderlo råbte : 
„ De er fra det afskyelige Danmark ! “ 
„ Min frue , “ svarede jeg , „ jeg er stolt af at 
væræ en dansk mand , og jeg tåler ingen fornærmelse 
mod mit fædreland . “ 
„ Havde jeg vidst , de var fra Danmark , havde 
jeg ikke i går og i dag skænket dem så megen 
opmærksomhed . Jeg hader de danske . “ 
Jeg gav mig til at le højt , kaptajnen stemmede 
i med og sagde : 
„ Det var jo en dansk officer , som gav dig 
kurven , ja , man fortalte mig i Tønning , at en 
anden dansk havde givet dig kurven forinden . “ 
Hun sprang rasende op og råbte : 
„ Det glæder mig , at jeg har fået hævn over 
dem alle sammen . Nu er Slesvig skilt fra Danmark . “ 
„ Må 
jeg spørge dem om deres kones 
pigenavn ? “ spurgte jeg kaptajnen . 
„ Dora Delfs , “ svarede han , „ hun har 
havt pæne forældre . “ 
Nu erindrede jeg , hvor jeg før havde set Fru 
vanderlo . Det var hjemme i vor egen stue i 
Bjørnegade , hvor hun boede sammen med den 
smukke unge frøken , der blev forlovet med lieutenant 
Bjørnsen . 
„ Min frue , “ svarede jeg hende roligt , „ dengang 
jeg sidst talte med dem , var de ikke en så 
stor fjende af Danmark . “ 
„ Har de talt med mig før ? “ 
„ Ja . Det var dengang , jeg endnu var en 
dreng , og de boede sammen med en anden dame 
i mine forældres stue i Bjørnegade . Jeg hedder 
Chrisfian Bjørn . “ 

et øjeblik så hun vist på mig , dereffer 
sagde hun : 
„ Har de siden set noget til lieutenant 
Selgren Bjørnsen ? “ 
„ Nej , “ svarede jeg . 
„ Har de kendt en lieutenant Selgren 
Bjørnsen ? “ spurgte mr . Bear med spændt opmærksomhed . 
„ Det 
er den skurk , som er skyld i min 
ulykke , “ råbte hun , „ havde han gifter sig med 
mig , havde jeg nu ikke haft en mand som . . . 
Som . . . “ 
„ Som mig , “ lo hollænderen . „ Jeg må 
være den lieutenant taknemmelig , han har skaffet 
mig en smuk kone og et godt skib . “ 
„ De hader Selgren Bjørnsen ? “ spurgte mr . 
Bear Fru vanderlo . 
„ Jeg kunne dræbe ham . “ 
„ Hvormed har han da forurettet dem ? “ 
Fru vanderlo fortalte nu en historie om , at 
lieutenant Bjørnsen havde lovet hende ægteskab , 
men brudt sit løfte på den skjændigste måde . 
Mr . Bear hørte meget bedrøvet til og så 
på mig . 
„ Ieg kender ikke meget til lieutenant Bjørnsen , “ 
Sagde jeg , da hun havde endt , „ men jeg har 
hørt ham ofte omtale . Hvad Fru vanderlo har 
fortalt os , stemmer just ikke synderlig med den 
forestilling , jeg har dannet mig om ham . “ 
„ Tvivler de om sandheden af mine ord ? “ 
Spurgte hun forbitret . 
„ Ieg har al grund dertil . De har under 
denne samtale viist os , at de nærer had til os 
danske i almindelighed og til lieutenant Bjørnsen i 
særdeleshed . “ 
„ Igår gik det ud over hollænderne , “ lo 

kaptainen , stødte sit glas mod mr . Bears , tømte 
det og bød farvel . 
„ Du må blive lidt endnu , “ sagde hans 
kone , „ jeg er bleven beskyldt for . . . “ 
„ Du må se en anden gang at få herrerne 
på prajehold , nu følger du i mit kølvand , “ 
Sagde kaptajnen , lagde hendes arm i sin 
og bugserede hende ud ad døren , medens hun vedblev 
at se sig tilbage og at udstøde trusler 
imod mig . 
Ieg brast i latter over denne komiske situation , 
men mr . Bear bevarede sin alvor og sagde 
til mig : 
„ De må skaffe mig at vide , om det er sandt , 
hvad hun har fortalt om Selgren Bjørnsen . “ 
Det vil blive vanskeligt , “ svarede jeg , „ men 
jeg skal gøre , hvad jeg kan . “ — 
„ Jeg beder eder endnu engang om at sætte 
eder i forbindelse med lieutenant Bjørnsen , og 
skulle han være i København , da må fader tale 
personligt med ham . Jeg har jo givet mr . Bear 
mit ord på at ville skaffe ham så mange oplysninger 
som muligt . Men spild ingen tid , at 
oplysningerne kunne ligge hos mr . Bear , når 
jeg kommer fra Kina . “ 
Resten af brevet omhandlede familieanliggender . 
— 
dette brev gav Selgren meget at tænke på . 
Hvem var denne mr . Bear , der interesserede sig 
så særdeles meget for ham ? Selgren havde aldrig 
hørt dette navn før . Bear var den engelske betegnelse 
for Bjørn . Skulle familien have slægtninge 
i Nordamerika ? Selgren havde aldrig hørt 
tale herom . Endvidere havde han i dag for første 
gang efter mange Års forløb hørt noget om 
Dora Delfs . Hendes eventyrlige karakter havde 

fundet en eventyrlig tumleplads mellem malajer , 
ville på sydhavsøerne og kaliforniske guldgravere , 
og hendes mand syntes , når alt kom til 
alt , at have magten over hende . Men Selgren 
var forbitret over hendes usande fremstilling af 
sil forhold til ham , og han besluttede at skrive 
direkte til Christian Bjørnsen . 
Da han gik ind til overkanoneren for at 
levere brevet tilbage , var denne gået ud . Han 
traf Fanny alene , beskæffiget med at sye . 
„ Hvad siger de til min Broders brev ? “ 
Spurgte Fanny . 
„ Det har givet mig meget at tænke på , denne 
mr . Bear . . . “ 
„ Og Fru vanderlo ? “ 
„ Hun interesserer mig mindre . “ 
„ Det siger de så roligt ? “ 
„ Ja ; thi overfor hende er jeg mig ingen 
skyld bevidst . “ 
„ Det vil glæde mr . Bear at høre , “ sagde hun 
med et smil . 
„ De synes næsten at ville tillægge Dora 
Delfs , nuværende Fru vanderlos , opdigtede historie 
nogen betydning ? “ 
„ Den var altså helt opdigtet ? “ 
„ Ja . “ 
Selgren gav nu en kort skildrig af sil forhold 
til Dora Delfs . Fanny lyttede opmærksomt 
til og sagde , da han havde endt : 
„ Hun har fortjent sin skæbne . “ 
„ Denne indrømmelse glæder mig , “ svarede 
Selgren , „ den glæder mig destomere , som jeg har 
lagt mærke til , at de Fanny og mange unge 
piger af deres lige just ikke have de smukkeste 
begreber om mig og mine lige . “ 

„ Er det så forunderligt ? “ spurgte Fanny og 
rødmede . 
„ Måske ikke . Men de må ikke dømme os 
efter de unge „ Løver “ , som i reglen færdes overalt , 
hvor der er noget at færdes for . Husk , at 
de er de få , medens de ikke får de mange 
at se , de , for hvem sandselig nydelse ikke er livets 
øjemed . Jeg frygter næsten for , at disse 
mange engang også ville komme til at lide for 
de andres fejl , som åbenbart må skabe om ikke 
had , så dog latter og foragt . Men jeg forsikrer 
dem , at det dannede samfund seer med 
ligeså stor foragt som andre ned på dem af 
sin midte , hvis urene lidenskaber gør dannelsen 
usand . “ 
„ Jeg tror det , “ svarede Fanny . 
„ Ej heller er de unge piger skyldfri ; hvor 
mange af dem lokkes ikke af fornøjelsessygen til 
vildt at kaste sig ud i livet , medens de ellers 
ville kunne have opnået et smukt og fredeligt 
hjem ? —imidlertid passe sådanne betragtninger 
mindst overfor dem , “ vedblev Selgren , „ De stræber 
opad , de . . . “ 
„ Nu må jeg rødme over al den roes , “ 
Svarede Fanny leende . 
„ Den er oprigtig ment , “ sagde Selgren . 
Overkanoneren kom hjem , og hermed faldt 
samtalen atter på Christians mærkelige brev . 
Man besluttede at skrive allerede næste dag , og 
Selgren ville lægge et brev inden i Bjørns . 
„ Hvem kan dog denne mr . Bear være ? “ 
Spurgte Fanny . 
„ Jeg kommer i tanker om , “ svarede Selgren , 
„ at jeg engang besluttede at bede min fætter om 
at få min onkels efterladte familiepapirer at 

se . Dengang fik jeg andre ting at tænke på og 
glemte det . Nu vil jeg tale med ham herom . “ 
Nittende kapitel . 
Slægten Bjørn . 
I årenes løb var alt i etatsråd Bjørnsons 
hus gået sin rolige og stille gang , etatsråden 
og hans kone vare blevne ældre , og Erik var 
nu snart så gammel , at han skulle konfirmeres . 
Deres selskabskreds var den samme som tidligere , 
men dog bleven noget større ; thi børnene voksede 
op , og de , som dengang vor fortælling begyndte , 
vare de yngre , vare nu blevne de ældre , hvoraf 
følgen ganske naturligt var bleven , at de så på 
livet med andre øjne end for tyve år siden . 
De yngre — ja , de tænkte heller ikke mere som 
de yngre for tyve år siden ; thi hele livet i 
Danmark var blevet et andet , et friere , men vi 
kunne ikke sige urbanere ; meget smukt og godt 
var blevet kastet omkuld , fordi det , som man mente , 
ikke passede til tiden , men man havde endnu ikke 
fundet noget andet at sætte i dets sted . Man lo 
f . Eks . ad , når en gammel kavalleer med ærbødighed 
førte en dames hånd op til sine læber 
og kyssede den , det var noget , som hørte med til 
den gamle tids ridderlighed mod det smukke køn , 
men hvori består vor tids ? — den søger 
endnu efter sine former . 
Selgren spiste en dag til middag hos sin 
fætter . I samtalens løb bad han om at måtte 
gjennemsee de gamle familiepapirer , hvis der 
fandtes sådanne . 
„ Jeg tror nok , at der findes stående en 

kasse med gamle breve på et af vore pulterkamre , “ 
Sagde etatsråden , „ men de kunne næppe 
interessere dig ? “ 
„ Hvorfor ikke ? “ spurgte Selgren . 
„ Fordi man i vore dage skattes efter sit eget 
personlige værd og ikke efter sine forfædres . “ 
„ Men så sandt som der er en forbindelse 
tilstede mellem fortiden og nutiden , så sandt 
må det også interessere os at vide lidt om vore 
forfædre . “ 
„ Ja , når de have udrettet noget historisk , “ 
Sagde etatsråden , „ der er mange , som ønske , at 
deres livs udspring helst må glemmes . “ 
„ Du holder altså på slægtens ødelæggelse 
til fordel for individet , “ svarede Selgren , „ eller 
rettere , det er ligegyldigt , om din søn bærer dit 
navn eller ikke ? “ 
„ Det er mig ligegyldigt . Enhver skal selv 
kaste glans på det navn , han bærer . “ 
„ Men , “ indvendte Amalie , der hidtil havde 
siddet tavs , „ Du må dog indrømme mig , at et 
handelshus , som er 100 år gammelt , nyder 
større anseelse end et hus fra i går . “ 
„ Det er forretningen og ikke personerne , 
som nyde anseelsen . “ 
„ Men kan man skille forretningen og personerne 
fra hinanden ? Jeg tror det ikke . Når 
man stiller sig op i denne verden som slægtløs , 
bliver man også snart fædrelandsløs — det er 
intet godt ord , men jeg bruger det for at tydeliggøre 
meningen — og så er man kosmopolit . “ 
„ Enhver handelsmand må til en vis grad 
være kosmopolit , “ sagde Bjørnson . 
„ Hvorledes samstemmer det med , at du henregner 
dig til en af vore ivrigste nationale ? “ 
„ Politik og købmandskab er forskellige ting . “ 

„ Men mennesket Bjørnson er en enhed ; 
købmand Bjørnson må svare for politikeren 
Bjørnsons forsyndelser og omvendt . “ 
„ Man mærker , at du nedstammer fra adel ; 
du forsvarer , at sønnerne og døttrene i sekstende 
led skulle belønnes for , hvad deres ahnherre for 
flere hundrede år siden har gjort . “ 
„ Nej , en sådan adel bør ingen forrettigheder 
have , “ svarede hun , „ men det er noget andet , 
når en slægt er knyttet til en besiddelse , det 
være sig nu et gods eller et handelshus , da har 
det altid stor interesse for slægten , hvem der 
først skabte formuen , og hvorledes den bagefter 
er bleven bestyret , og enhver ny ætling må sætte 
en ære i at arbejde i sine forfædres spor . “ 
„ Altså at hobe kapital på kapital ? “ spurgte 
hendes mand . 
„ Nej , det er ikke den store formues formål , 
det overlades til den , som vil samle sig en formue . 
Den konstante formue har til opgave at gøre 
godt , at bøde på samfundets mangler , at beskytte 
kunst og videnskab , at træde hjælpende til 
overfor den fattige , der har en ærlig villie til at 
arbejde , men som uden egen skyld er kommen 
tilbage , som . . . “ 
„ Holdt , holdt . . . nu befinder du dig i 
drømmenes rige . Dersom den store konstante 
formue virkelig fyldestgjorde disse opgaver , da ville 
det være en misundelsesværdig lod at høre til en 
slægt , som ejede en sådan formue , og da ville 
al krig mellem kapital og arbejde ophøre . Men 
du kender verden omtrent ligeså godt som jeg , 
og du må indrømme , at de store formuer i 
reglen kun bruges til selviske øjemed eller undertiden 
misbruges . “ 
„ Der gives dog store formuer , som bruges 

både med hjerte og forstand , “ svarede Selgren . 
„ Det er i ethvert tilfælde ikke mange , “ sagde 
Bjørnson . 
„ Der gives dog nogle , “ vedblev Selgren , „ og 
jeg vil håbe , at deres antal vil tiltage . Sådanne 
store , for samfundet heldbringende formuers 
besiddere må føle sig endnu mere knyttede til 
fædrelandet end alle andre ; de kunne ikke udfolde 
nogen sand virksomhed udenfor det samfund , 
hvortil de på en måde er groede fast ; thi 
virkelig hjælp kan kun ydes der , hvor man ved , 
at der er virkelig trang tilstede . — tag alle store 
formuer bort , lad kærligheden til fædrene forsvinde , 
brænd Danmarks historie på ilden , lad 
alle være slægtløse enere , og gør dem alle lige 
berømte eller berygtede , hvor bliver da fædrelandet 
af , og hvor individets dådkraft ? Hvilket samfund 
vil det danske blive , når moderen ikke kan 
synge sin lille isøvn med sange om Juel og tordenskjøld , 
om Fredericia og isted , men kun kender 
de poesiløse og letfærdige knejpesange ? “ 
„ Du bliver varm , “ sagde etatsråden , „ og 
du kan nok indse , at et sådant samfund tilstræber 
jeg ikke , jeg mener blot , at vor tid seer 
kun på manden selv og ikke på det navn , han 
bærer . “ 
„ Da kan det virkelig ikke skade at være af 
god familie , “ sagde fruen . „ Jeg kan godt forstå , 
at Selgren ønsker at gjennemsee vore familiepapirer , 
og jeg skal selv gå med ham op 
på pulterkamrene og lede efter dem . “ 
Den egenlige grund til ønsket om at gjennemsee 
familiepapirerne angav Selgren ikke ; han 
vidste ikke selv hvorfor ; i den sidste tid havde 
han fået en vis sky for at omtale familien i 
Bjørnegade til sin fornemme fætter og hans hustru , 

og dog var denne familie bleven ham kærere 
end nogensinde . Ved Amalies hjælp fandt han 
efter nogen søgen en gammel , støvet kasse med 
ligeså gamle og støvede papirer . Etatsrådens 
Karl bragte den ud i Nyboder , og Selgren fik de 
påfølgende dage travlt med at læse og ordne de 
gamle breve . 
Det var med sælsomme følelser , at han første 
gang traf på sin faders håndskrift . Der var 
kun to breve fra kaptajnen til grossereren ; de 
vare skrevne et årstid før kaptajnens død , og 
tonen i det sidste var ikke meget venskabelig mod 
broderen . De handlede om , at kaptajnen pludse 
lig havde taget sin formue ud af broderens forretning . 
Formuen lod til at have været 20 , 000 
rdl . , en sum , der dengang gjaldt mere end nu . 
Broderen syntes at have været vred herover , og 
der var blevet vekslet breve mellem dem , af hvilke 
kun kaptajnens forelå . I det sidste hed det 
bl . A . : 
„ Jeg føler mig stærkt knyttet til min slægt , 
dens ulykker er også mine ulykker , jeg sætter 
broderkærligheden højere end du . “ 
Selgren kom til at tænke på den sidste 
samtale , han havde haft med sin fætter , denne 
lod til at have arvet faderens opfattelse af 
slægtskabsforholdet , medens Selgren fuldkommen 
samstemmede med sin faders . 
De øvrige breve , som vare skrevne til agent 
Peter Bjørnson , havde ikke videre interesse for 
Selgren . Men der var endnu en pakke tilstede 
fra hans bedstefaders tid . Han åbnede pakken , 
den indeholdt ikke breve , men et nyt testamente , 
smukt indbundet med sølvspænder og sølvbeslag 
på hjørnerne . Selgren så straks , at der stod 
noget skrevet på de hvide blade foran i bogen , 

det var familiens slægtregister . Med spænding 
begyndte han at læse : 
denne bog blev mig tilgivendes på min 
bryllupsdag den 4de maj 1768 . 
Ole Olesen Bjørn , søn af Selgren Olesen . 
Min hustru Marie fødte mig den 26de April 
1770 en søn , som i dåben blev kaldet Selgren 
Frederik . 
Den 11te August 1772 fødte hun mig en 
søn , som døde . 
Den 5te januar 1776 fødte hun mig en liden 
datter , som var dødfødt . 
Den 10de februar 1779 fødte hun mig 
sønnen Ole , som lever . 
Den 21de december 1787 døde min hustru 
Marie . 
1790 forlod min søn Selgren holmens 
tjeneste . 
Den 2den April 1801 var jeg og Ole med i 
det store slag på reden . 
Den 15de december 1803 holdt Ole bryllup 
med Elisabeth Jensen , datter af højbådsmand 
Jens Jensen . 
Den 9de maj 1805 fødtes min søn Ole en 
søn , som i dåben fik navnet Ole Olesen 
Bjørn . 
Den sidste bemærkning , som fandtes i bogen , 
var skreven med sønnen Selgrens håndskrift 
og lød : 
„ Min kære , salig fader døde den 18de April 
1810 . Dette testamente er mit eneste arvegods . “ 
Selgrens bedstefader havde ikke fortsat stamtavlen , 
men af hvad der fandtes , fremgik det tydeligt , 
at overkanoneer Bjørn var i slægt såvel 
med etatsråd Bjørnson som med Selgren . -- 
det var en smuk sommeraften i angust , 

samme dag som Selgren havde gjort sin opdagelse , 
at han , på vejen hjem fra en spadseretour , 
kom gennem Akademigade . Solen kastede sine 
sidste stråler på det gamle landkadetakademies 
skorstene , og i gaden øjnedes der kun få fodgængeræ . 
Han stod stille og så op ad den gamle 
bygning , og mangt et minde fra hans ungdomstid 
randt ham i hu . Det forekom ham næsten 
som han var kommen til at stå midt i en ny 
verden , alt det gamle var sunken i grus rundt 
omkring ham , landakademiet var nu blevet en 
kaserne , og den lystige ungdom , hvoraf i forrige 
tider hærens officerskorps rekrutteredes , var ikke 
mere . En del af denne ungdom havde som tappre 
mænd blødt på Danmarks valpladse , deres 
grave fandtes ovre i det tabte Slesvig , men 
mindet om mangen trofast kammerat levede i 
Selgrens sjæl . 
Han vækkedes af sine sørgmodige tanker ved 
et venligt godaften . Det var Fanny , som gik forbi . 
„ Lader os følges ad hjem , “ sagde han . 
„ De seer så alvorlig ud . “ 
„ Jeg stod og tænkte på den tid , da jeg 
boede i denne bygning . “ 
Han pegede på akademiet . 
„ Ønsker de den tid tilbage ? “ 
„ For et øjeblik siden gjorde jeg det . Men 
det var urigtigt , man skal se fremad . “ 
„ Det er også min mening . “ 
„ Og dog har jeg i dag set endnu længere 
tilbage end til min egen ungdom . Jeg har lært 
min oldefader at kende . “ 
Selgren fortalte hende den opdagelse , han 
havde gjort . 
„ Men så er vi jo i familie sammen , “ udbrød 
Fanny . 

„ Ja de er min halvkonsine . Deres og min 
fader vare kødelige fættere . “ 
„ Holder de af at være i familie med så 
simple folk ? “ spurgte hun halvt spøgende . 
„ Folk er kun simple , når deres ord og 
gerninger er simple , “ sagde Selgren , „ jo , jeg 
holder meget af at være i familie med dem 
Fanny . Når jeg taler med dem , føler jeg mig 
altid til mode som om jeg endnu var ung . “ 
„ Men de er ikke gammel . “ 
„ Jeg har sat mig i hovedet , at jeg er ved at 
blive det . “ 
„ Det må de vænne dem af med . “ 
„ Jeg vil forsøge derpå , når de vil 
hjælpe mig . “ 
„ Hvorledes skulle jeg kunne hjælpe dem ? “ 
„ Måske det dog er muligt , “ svarede Selgren . 
Man var under denne samtale kommen til 
hjemmet . I køkkenet traf de overkanoneren , 
og Selgren forbavsede ham ved at kalde ham 
onkel . 
„ Nej , den går ikke , hr . Lieutenant , “ sagde 
Bjørn , „ at være onkel til lieutenanter , hører ikke 
til min profession . “ 
Selgren fortalte ham sin opdagelse . 
„ De må dog have hørt noget om deres 
farbroder , “ sagde Selgren , „ min bedstefader . “ 
„ Jeg har hørt tale om , “ svarede Bjørn , „ af 
min fader havde en Broder , som ikke var i 
tjenesten , de to brødre kom aldrig sammen , for 
den ene var rig , og den anden var fattig . Og 
så bad min fader en dag sig fri for tjenesten 
for af følge sin Broder til jorden , og så blev 
der ikke talt mere om den ting , og jeg var lige 
glad for det . — men lad mig engang se det nye 
testamente , som de talte om . “ 

Selgren viste ham det . Bjørn læste med 
opmærksomhed stamtavlen igennem og sagde 
derpå : 
„ Ieg tror nok hr . Lieutenant , af det har sin 
rigtighed . Men onkel må de pinedød ikke 
kalde mig , for det ville skade disciplinen , når 
man fik af vide , af en overkanoneer var onkel til 
en lieutenant . “ 
„ De må huske på , af vi ikke leve i 
Christian den ottendes dage . “ 
„ Det husker jeg hver dag . “ 
„ Ieg vil sige dem , af jeg er glad over af 
have fundet , af jeg nedstammer fra mænd , som 
måske i århundreder have kæmpet under danebroge . 
Denne opdagelse gør mig dobbelt stolt 
af af være dansk . “ 
„ Hr . Lieutenant , jeg føler noget lignende , og 
derfor gør jeg glad min tjeneste såvel ombord 
som i land ; de gamle bjørne skulle ikke i himlen 
have skam af den unge Bjørn , der dog af år 
er en gammel Bjørn . Men de hr . Lieutenant 
og deres familie er for længst trådte ud af 
sørullen og er blevne fine folk . “ 
„ Vi kunne måske træde ind i den igen . “ 
„ Hvorledes skulle det gå til ? “ spurgte Bjørn 
forbavset . 
„ Å , jeg finder nok en måde , “ svarede Selgren , 
og vedblev , „ det glæder mig at høre , at de holder 
på deres slægt . “ 
„ Naturligvis holder jeg på den , “ svarede 
Bjørn . „ De kan tro , at det er en anbefaling 
hos vore officerer , når de have kendt ens fader . 
Man føler sig straks som hjemme i tjenesten . 
Kommer en fremmed ind i tjenesten , ved han 
ikke , om han er støjen eller fløjen , men en søn af 
en fader i kongens tjeneste ved det altid ; thi 

officererne sige til faderen , om de synes om 
drengen eller ikke , og faderen kan gøre ham opmærksom 
på fejlene og bede ham om at rette 
dem . “ 
„ Det er ganske rigtigt , “ sagde Selgren , „ jeg 
følte altid større interesse for en søn af en af 
mine gamle underofficerer end for en vildfremmed 
underofficeeraspirant . “ 
Da Selgren blev alene , måtte han anstille 
betragtninger over den forskellige måde , hvorpå 
etatsråden og overkanoneren opfattede slægtskabels 
betydning , og han var højst spændt på 
at erfare , hvorledes hans fætter ville modtage 
den opdagelse , at han var i slægt med overkanoneer 
Bjørn , hvis kone i sin tid havde gået 
til hånde i køkkenet . 
Selgren besøgte den næste dag etatsråden , 
kort efter dennes middagstid . Han havde taget det 
nye testamente med , og etatsrådinden modtog 
ham straks med det spørgsmål : 
„ Hvad er det for en bøg , de bringer med 
i dag , Selgren ? “ 
„ Det er min oldefaders nye testamente . “ 
„ Din oldefaders ! “ udbrød etatsråden , „ men 
så må det jo også være min oldefaders ? “ 
„ Netop . “ 
„ Du har altså fundet noget i familiepapirerne ? “ 
Spurgte han nysgerrig . Selgren 
åbnede bogen , fremviste og forklarede stamtavlen . 
„ Kunne 
vi ikke være stolte af sådanne forfædre ? “ 
Spurgte Selgren , „ de have måske kæmpet 
med under Juel og Tordenskjold . “ 
„ Men kun som simple matroser , “ sagde 
Amalie halvt spøgende . „ Mine forfædre vare 
dengang ansatte i dansk hoftjeneste . “ 

„ Jeg har jo sagt for flere dage siden , “ vedblev 
etatsråden , „ af jeg bryder mig ikke en smule 
om forfædre , af jeg kun seer på mandens personlige 
værd . Du må helst snarest muligt trække 
af med dine bjørne igen , Selgren . “ 
„ Det er dog ganske interessant af kende sin 
slægt , “ sagde etatsrådinden , „ det er kuriøst af 
tænke sig , af min svigermoders kousine gik og 
vaskede op i køkkenet . — de boer jo hos familien , 
Selgren , og de har naturligvis fortalt 
den , af vi er i slægt sammen . “ 
„ Det har jeg . “ 
„ Det var urigtigt , “ mente etatsråden , „ nu 
går naturligvis denne overkanoneer Bjørn byen 
rundt og bronter af , af han er i familie med en 
etatsråd . “ 
„ Du tager fejl , “ svarede Selgren . „ Men af 
denne yttring mærker jeg , af du i grunden er 
en stor aristokrat . “ 
„ Jeg hader aristokratiet , “ råbte etatsråden . 
„ Jeg 
har længe mærket , “ sagde Selgren , „ af 
du og andre gøre eder skyld i en stor modsigelse , 
idet i bekæmpe aristokratiet og dog er 
aristokrater i eders hele måde af være på . 
Men sagen er , af det kun er fødselsarisfokratiet , 
i ville tillivs , medens i er ivrige venner af 
pengearistokratiet . Jeg er snarere demokrat end 
aristokrat ; jeg hader ikke fødselsarisfokratiet , fordi 
jeg frygter det ikke , derimod frygter jeg pengearistokratiet ; 
thi det er altid tyrannisk og mangler 
hjerte . “ 
„ Gælder denne sigtelse mig ? “ for etatsråden 
op . 
„ Å nej , jeg taler ganske i almindelighed . 
For pengearistokratiet er pengene alt , familien , 

med undtagelse af den allernærmeste . Intet . Det 
er så naturligt ; thi pengemanden er bleven gjort 
til aristokrat alene ved sine penge , mister han 
pengene , er han næppe så meget som den faftige , 
der har lært af undvære penge . Se dig engang 
om i vor tid , se , hvorledes penge skabe aristokrater , 
og hvad er det så for aristokrater ? Mænd 
uden dannelse , men med en god portion råhed , 
der er så meget vederstyggeligere , som den er parret 
med hovmod . “ 
„ Har du nogensinde set sådanne folk i mit 
hus ? “ spurgte etatsråden . 
„ Jeg taler jo ikke specielt om dig . Du og 
navnlig din kone våge stærkt over den gode 
tone , som udspringer af sand dannelse , men desværre 
seer man nu ofte i godt selskab sådanne 
personer , som man ikke før har været vant til 
at se der . “ 
„ En smule ret har Selgren , i hvad han 
siger , “ mente Amalie . 
„ Han har ikke ret i , at pengemændene er 
tyranner ! “ råbte etatsråden . „ Når har jeg 
været en tyran ? “ 
„ Jeg har jo ikke talt om dig , “ sagde Selgren , 
„ Du gør en hæderlig undtagelse . “ 
Redakfeur Emil Bjørnson kom netop til . 
Han fik at vide , hvorom talen var , brast i latter 
og sagde : 
„ Selgren agerer altså i dag bjørnetrækker . “ 
„ Du opfatter sagen som din Broder , “ sagde 
Selgren , „ Du er også aristokrat . “ 
„ Ja , kære fætter , jeg er aristokrat , men 
hverken fødsels- eller pengearistokrat , men åndsaristokrat . “ 
„ Det 
lader til , at det danske aristokrati er i 
en blomstrende tilstand , “ sagde Amalie . 

„ Og hvad nu min gamle ven Bjørn angår , 
da er han en højst fortræffelig mand , men jeg 
ønsker dog ikke at gøre mit familieskab til ham gældende , “ 
Sagde Emil , „ thi han mangler dannelse og , 
som en følge deraf , forudsætningerne for at kunne føre 
en samtale med mig om andre ting end netop 
dem , der ligge indenfor hans egen snevre sfære . 
Holmens folk er fortræffelige folk , men . . . . “ 
„ De have ikke taget eksamen , “ sagde Selgren 
noget spydigt . 
„ Ja så , “ ytrede Emil og rynkede brynet , 
„ Du begynder også at synge den vise . Vogt 
dig , det vil kunne bekomme dig ilde . “ 
„ Jeg er en fri mand , “ sagde Selgren stolt , 
„ og jeg synger den vise , jeg har lyst til . “ 
„ Da er det en dårlig vise , “ svarede Emil . 
„ Det har du ret i , Emil , “ sagde broderen , 
„ har han ikke i dag gjort forsøg på at fornærme 
mig i mit eget hus ? “ 
„ Jeg kalder Amalie til vidne på , at det 
ikke var meningen , “ sagde Selgren . 
Det ene ord tog det andet , og Selgren blev 
uven med begge sine fættere . Forgæves forsøgte 
Amalie at mægle forlig . Med den faste beslutning 
ikke at komme igen forlod Selgren etatsrådens 
hus med det nye testamente i hånden ; 
fætteren havde anmodet ham om at tage det med 
og at beholde det , for at blive fri for alle erindringer , 
der lugtede af beg og tougværk . 
Dengang Selgren vandrede til sit hjem i 
Bjørnegade , følte han sig så alene i verden , 
som aldrig tidligere ; han troede af have fundet 
hele sin slægt og opdagede pludselig , af han ingen 
slægt havde i dette ords gode og ædle betydning . 
Han var dog ikke bittert stemt imod nogen , 
kun dybt bedrøvet . Denne bedrøvelse bragte ham 

ikke til af synke sammen , den gav efterhånden 
plads for en kraftig beslutning , og da den var 
tagen , vare de mørke tanker som henvejrede , og 
han så med frejdighed ud i fremtiden . 
Tyvende kapitel . 
Fanny . 
Da Selgren kom hjem , så han , af Bjørn 
var gået ud med sine børn . Der var stille i 
huset , og han alene med sine tanker . Han lukkede 
det nye testamente op og så på stamtavlen , 
der havde givet anledning til den nylig forefaldne 
strid , derefter bladede han videre i bogen , 
og hans øjne faldt på det sted : „ Higer efter 
kærligheden “ . Da var det ligesom Selgren 
fandt den skjulte tråd , der var gået gennem 
hans liv , det var en higen efter kærlighed . Engang 
havde han fundet kærligheden i hele dens 
brusende fylde , men han havde mistet den , og han 
var vedbleven at se tilbage på sin tabte skat , 
medens der dog samtidigt havde været en lønlig 
higen tilstede efter måske at genfinde det tabte 
Paradis . 
Han følte , at det kunne genfindes , og han 
læste i det nye testamente . „ Thi hvad ved 
du , hustru ! om du ikke kan frelse manden ? 
Eller hvad ved du , mand ! om du ikke kan 
frelse hustruen ? “ — en hustru kunne stille hans 
higen efter kærligheden , hun kunne udfylde hans 
tilværelses savn , hun kunne forjage ensomheden . 
Men hun kunne også frelse manden , frelse ham 
fra den egennyttige verden , der brusede omkring 
ham , og som sålidt lignede den verden , der 
fandtes i den hellige bog . 

den ugifte søgte verden , fordi han trængte 
til den , manden og hustruen skabte sig selv en 
verden , og det beroede på dem , om den skulle 
hvile i evangeliets lys eller i egoismens mørke . 
Selgren tænkte på sine fættere , de vare støbte i 
et ensidigt selskabeligt livs form , og formen lå 
som en uigennemtrængelig skal om deres hjerte . 
De turde ikke vedkende sig den simple nybodersmand . 
„ Men 
det tør jeg ! “ sagde Selgren . „ Jeg 
skal vise det i gerning . “ — 
der findes ikke mange steder i København 
en hyggelig plet på gaden , hvor man kan have 
lyst til af tale med en bekendt , hvor omgivelserne 
ligesom virke på sindet , og hvor man kan 
have lyst til næste dag af møde den samme eller 
en ny bekendt . En sådan lille plet er nu forsvunden . 
Det var den del af Adelgade , som 
skråede gennem Nyboder op til Elefantgade , og 
da navnlig den lille strækning mellem hoppenslænge 
og Bjørnegade ; den var langtfra smuk i arkitektonisk 
henseende , men malerisk og karakteristisk . 
Kastede man et blik over det lave plankeværk 
til bagsiden af Bjørnegades huse , vare disse skjulte 
af et smukt og tæt vinløv , hvorimellem den 
modne drue i høstens tid tittede frem , og ovre 
på gadens anden side sås gavlen af små 
huse , hvori der var et eller flere vinduer , bag 
hvis ruder i almindelighed fandtes en rig blomsterflor 
af alle slags potteplanter . Man kunne 
troe sig hensat i en fredelig provindsby , når ikke 
de høje huse på hoppenslænge og i Adelgade 
fortalte det modsatte . 
Det var her , af Selgren den følgende morgen 
mødte Fanny med en lille kurv på armen . 
Hun kom fra byen , hvor hun havde været for af 

gøre indkøb ; den hurtige gang havde bragt 
rødmen op i hendes kinder , hvilket klædte hende 
godt . Selgren standsede hende , da hun ville gå 
forbi , og sagde : 
„ De var ikke hjemme iaftes ? “ 
„ Vi vare en lille tur i skoven . Det var 
første gang i sommer , og det bliver vel også 
sidste . “ 
„ Holder de så meget af skoven ? “ 
» Ia , der er dejligt derude . “ 
„ De ønsker måske at bo på landet ? “ 
» Jeg ved det ikke , jeg har aldrig tænkt derover . 
— jeg tror dog , at jeg ville savne byen . “ 
„ Eller måske rettere Nyboder . Se , hvor 
smukt solen denne morgen skinner på tagene . 
Røgen stiger lige tilvejrs fra de mange små skorstene , 
nu skulle nybodersmadamerne have deres 
formiddagskaffe . “ 
„ De begynder at kende livet herude . “ 
„ Ia . Det interesserer mig ; her boede jo 
mine forfædre . — skal de også hjem at lave 
kaffe ? “ 
Hun nikkede , og Selgren vedblev : 
„ Jeg tror , at jeg går med og spiser frokost 
hjemme . “ 
De fulgtes ad tilbage til Bjørnegade , og da 
de vare komne hjem , sagde Selgren : 
„ Jeg vil fortælle dem , Fanny , af jeg har 
brudt med min familie . “ 
Hun så forundret på ham . 
„ Jeg mærkede , af der blev stillet mig valget 
mellem den og dem , Fanny , og jeg har valgt 
dem . “ 
„ Mig ? “ spurgte hun rødmende . „ Jeg forstår 
ikke . . . “ 
„ Fanny , de har så lidt i spøg sagt mig , 

af jeg endnu var ung ; sig mig , er jeg ung nok 
til af kunne forlove mig med dem ? ” 
„ Er det alvor ? “ 
„ Ja . Mit hjerte søger kærlighed , det føler 
kærlighed , vil de tilfredsstille denne længsel ? “ 
„ Men betænker de vor forskellige opdragelse , 
vor forskellige . . . “ 
„ Fanny , jeg læste i går i biblen og så , af 
der stod : thi hvad ved du , hustru ! om du 
ikke kan frelse manden ? Eller hvad ved du , 
mand ! om du ikke kan frelse hustruen ? Jeg 
spørger dem Fanny , vil de frelse mig ; thi jeg 
trænger til frelse ? “ 
„ Jeg er for ringe og ubetydelig en pige til 
af kunne frelse dem . “ 
„ Sig ikke det . Der ligger en vidunderlig 
magt i kærligheden . Den gør stor . Og større 
bliver denne magt , når vi vandre livets veje tilsammen 
og dele glæde og sorg , overflod og savn . 
Jeg synes , at man da må begynde livet ligesom forfra , 
at man må blive som barn igen , barn i 
sit hjem , men mand overfor verden . “ 
„ Men jeg er i alt kun et barn overfor 
dem . “ 
„ Nej Fanny , de er en elskelig kvinde , “ 
Hun tav et øjeblik , da sagde hun : 
„ De fortalte , at de for min skyld var bleven 
uven med deres familie . Det må de ikke . 
Jeg vil ikke træde imellem dem og deres familie . “ 
„ Min slægt , “ sagde Selgren , „ men hører 
øe ikke også til min slægt ? Og hvad nu mine 
to fættere angår , da koster det mig ikke megen 
overvindelse at skilles fra dem ; thi de og jeg leve 
i to forskellige verdener . Fanny , lader os to 
grunde en ny slægt , hvori tro og kærlighed 
skal være en sandhed og ikke en smuk floskel , en 

slægt , der er glad , fordi den gode gud har ladet den 
fødes , og fordi jorden dog , når alt kommer til 
alt , er et dejligt levested , en slægt , som er nøjsom 
og derfor tilfreds , en slægt , hvis medlemmer , 
fra de er små , lære at holde sammen og at stole 
på hinanden , en selvstændig slægt , som ved , at 
den rette selvstændighed ikke er bygget på trods , 
men på en fylde af kærlighed og overbærenhed 
med hinandens skrøbeligheder . Det skal ikke være 
en slægt , som stræber mod verdens storhed , men 
mod en lille plads engang i guds himmel , en 
slægt , som gør sin pligt mod gud og menneskene . 
— men kun i sand kærlighed kan en sådan 
slægt grundes , Fanny kan de elske mig ? “ 
„ Ieg elsker dem allerede , “ sagde Fanny , „ jeg 
har , tror jeg , elsket dem fra den første aften , vi 
mødtes i denne sommer . “ 
Han drog hende til sig og trykkede det første 
Kys på hendes læber . 
„ Men Grethe ? “ spurgte hun . 
„ Hun står for mig som en dejlig ungdomsdrøm , 
som en smeltende Melodi , der vil klinge 
gennem mit hele liv . Hendes minde vækker en 
vemodig stemning , men du , Fanny , skjules ikke 
af fortidens tåge , du ligner ikke en egn , hvor 
månen skinner på gravene , og vinden suser 
sørgmodig i cypresserne , nej , du står i det fulde 
Sollys , en frisk luftning omsvæver dig , og håbets 
fugle synge for dig og mig i den milde 
sommerluft . “ 
„ O , lær mig at tale som du taler i dette 
øjeblik . “ 
„ Fanny , dit hjerte taler langt smukkere ; thi 
det taler gennem kærlighedens gerninger . “ 
Dagen gik , og de to vare lykkelige i hinandens 
selskab . 

da Bjørn lidt efter kl . 4 kom fra holmen 
med sønnen Selgren , hørte de forlovede ham 
sige ude i køkkenet . 
„ Hvad Pokker ! Der er ikke mere middagsmad 
på skorstenen end bag på min hånd . “ 
„ Middagsmaden ! “ råbte Fanny og slog 
hænderne sammen . „ Er klokken allerede så 
mange ? “ 
„ Det gør intet , “ sagde Selgren , „ vi spise 
til middag på bellevue og fejrer der vor forlovelse . 
Du holder jo så meget af skoven . “ 
Overkanoneren trådte ind i stuen med en 
noget fortrædelig mine , men Selgren gik ham 
imøde og sagde : 
„ Fanny har på min opfordring ikke lavet 
mad i dag , fordi jeg vil bede dem om at spise 
til middag med mig på bellevue . Det vil 
de nok ? “ 
„ Tak den , som byder , “ svarede Bjørn , „ men 
det er alt for meget . “ 
„ Det er snarere alt for lidt , når en forlovelse 
skal fejres på en festlig måde . “ 
„ Er de bleven forlovet , hr . Lieutenant , 
gratulerer . Må jeg spørge med hvem ? “ 
„ Med deres datter . “ 
„ Den gamle overkanoneer gjorde et skridt 
tilbage og tørnede mod stuedøren , der gav et 
brag som om den ville råbe hurra . Han så 
et øjeblik målløs på Selgren og den rødmende 
Fanny , der spurgte : 
„ Fader , er du vred derfor ? “ 
„ Nej . . . nej . . . i gamle dage ville man 
have sagt , at det stred mod disciplinen . Hurra , 
vi leve ikke mere i de gamle dage ! “ 
Han kastede sin hue op mod loftet , råbte 

et vældigt hurra , men greb sig halvt undseelig 
heri , styrtede hen , tog Selgrens hånd og sagde : 
„ Må jeg takke dem på min datters 
vegne . “ 
„ Det er mig , der skal takke , og ikke dem , “ 
Sagde Selgren . 
Bjørn overhørte dette , han havde sluppet 
Selgrens hånd , ilede hen til Fanny , kyssede 
hende og sagde : 
„ Du fortjener den lykke , du gør min pige . 
— Havde blot din salig moder levet i dette øjeblik , 
hun ville have været glad . “ 
Selgren den yngre trådte nu også frem , 
hilste på militairisk vis og sagde : 
„ Jeg gratulerer . “ 
„ Husk , vi skulle til bellevue , “ sagde Fanny 
til sin fader , da han på ny med tårer i øjnene 
begyndte at trykke Selgrens hånd . — 
det var et smukt syn på bellevue at se 
den gamle overkanoneer glædestrålende holde følgende 
tale : 
„ Hvad der er sket i dag , har jeg aldrig troet 
at skulle opleve . Men Fanny har altid været en 
kjærnepige , det kommer måske af , at hun er født 
på medailledagen . Og de , hr . Lieutenant , er 
en rigtig pæn mand , at de vil have sådan en 
nyboderstøs , men jeg tror , at de kan være tjent 
med hende . Det var det , jeg ville sige , og så 
udbringe kjærestefolkenes skål . — må jeg 
spørge , om det går an at råbe hurra på et 
så fint sted som dette ? “ 
Da dette bejaedes , råbte Bjørn og hans 
søn tre gange hurra for de nyforlovede . 
„ Men hvad tror de , at etatsråden vil 
sige til dette , “ vedblev den gamle , „ vil han synes 
derom ? “ 

„ Det vil han næppe , “ svarede Selgren , „ men 
det kan jo også være ligegyldigt , da jeg ikke står 
under hans formynderskab . Han går herefter 
sin vej og jeg min . “ 
„ Men jeg synes dog , at det er så underligt , 
at familien . . . “ 
„ Der er forskel på sammenhold i de forskellige 
familier . Mine fættre og jeg have i 
grunden altid været fremmede for hinanden , 
sammenholdet har ikke været stort . Det er for øvrigt 
indlysende , at en slægt , hvori der ikke er 
sammenhold , er viet til undergang . Jeg vil 
derfør holde sammen med den del af min slægt , 
som vil holde sammen med mig , og det er dem 
Bjørn og deres børn . “ 
„ Det sidste lød næsten som et rim , “ sagde 
Bjørn , „ nu ja , vi byde dem velkommen , og vi 
anse det for en ære , at de . . . “ 
„ Æren er min , “ sagde Selgren , „ må jeg 
drikke et glas på deres sundhed , Bjørn . “ 
Bjørn takkede og sagde kort efter til Fanny : 
„ Hvad vil Anna sige , når hun hører dette ? “ 
„ Det vil glæde hende , “ svarede Fanny . 
„ Ja , de ved jo nok , hr . Lieutenant , at Anna 
er min ældste datter , hun er gift med underbådsmand 
Petersen . De har det småt , til manden 
avancerer . “ 
„ De må ikke tro , “ sagde Selgren , „ at 
Fanny og jeg ville blive velhavende , vi ville også 
få det småt . “ 
„ Gud ske lov , “ sagde Fanny , „ jeg er ikke 
vant til andet . “ 
„ Så kan det vel vare længe , inden de gifter 
dem ? “ spurgte Bjørn . 
„ Jeg tænker på at gifte mig i løbet af 
denne uge , “ sagde Selgren . 

Fanny sank overrasket tilbage på sin stol 
og udbrød : 
„ Det mener du ikke . “ 
„ Hvorfor skulle jeg ikke mene det ? “ spurgte 
Selgren . „ Hvad skal jeg vente efter ? “ 
„ Ja , men der skal dog lyses i kirken ? “ mente 
Bjørn . 
„ Vi tage kongebrev . “ 
„ Det er en anden sag . Ja , men jeg havde 
dog nok lyst til at give Fanny en silkekjole og 
til . . . “ 
„ Hvad er det , som gør brylluppet så smukt ? “ 
Spurgte Selgren . „ Det er guds velsignelse , som 
vi , knælende for alteret , hente hos præsten . Denne 
velsignelse ville både Fanny og jeg helst i stilhed 
glæde os over , ikke sandt , Fanny ? “ 
Hun nikkede samtykkende . 
„ Jeg ynder ikke de store og opsigtvækkende 
bryllupper , hvortil alverden indbydes ; et bryllup 
angår kun to , og de ønske helst så få vidner 
som muligt til deres lykke ; thi den sande kærlighed 
er bly . “ 
„ Ja , men et lille skrald er dog så rart at 
tage med , “ mente Bjørn . 
„ Vi kunne gøre det en anden dag , “ sagde 
Selgren . 
» Vil du virkelig have bryllup om en ugestid ? “ 
Spurgte Fanny . 
„ Hvis du ikke har noget særdeles derimod , “ 
Svarede Selgren . „ Brylluppet vil komme til at 
stå de første dage i september , vi bo i Bjørnegade 
til flyttedag . “ 
„ Javel , det kan jeg lide , Fanny blev født i 
Bjørnegade , og hun holder bryllup i Bjørnegade . 
Men et lille skrald skulle vi alligevel have på 

din bryllupsdag , om det også blot bliver med de 
allernærmeste . “ 
Herimod havde Selgren intet at indvende . 
Man var nu færdig med måltidet , forlod bellevue 
og gik en tur i skoven . Selgren så på 
Fanny , hendes ansigt strålede . — 
en og tyvende kapitel . 
I havn . 
Sommeren lakkede ad sin ende . Løvet hang 
på træerne i alle efterårets farver lige fra det 
lyse gule , der lignede et stykke solskin , glemt 
af sommersolen , til det mørke brune , der varslede 
om løvfald og forgængelighed . En frisk kuling 
blæste over sundet , den kom fra øst og væltede 
bølgerne ind mod Sjællands kyst . Solen var 
ved af gå ned og kastede sine sidste stråler på 
de hvide , svulmende sejl og farvede dampskibsrøgen 
lysebrun . Det havde om formiddagen været 
dårligt vejr , der var endnu uro i luften , den 
var ved af lægge sig , og skyerne i de højere luftlag 
fore afsted i en nordisk solnedgangs pragtfulde 
farver . 
Selgren og Fanny gik deres sædvanlige aftentour 
på Langelinie , lykkelige i hinanden selskab . 
For en månedstid siden havde de haft 
bryllup . Hendes slør flagrede lystigt i vinden , 
og samtalen gik livligt . 
„ Du har altså i dag talt med din fætter Emil , “ 
Sagde hun , „ og han fortalte dig , af han og din 
øvrige familie har taget det meget fortrydeligt op , 
af du har giftet dig med en nyboderspige , men 
af etatsrådinden dog har villet hilse på os , før 

hun fældte nøgen dom ; dette blev hende forbudt 
af hendes mand . Du anser en slig opførsel , 
som en blodig fornærmelse , du siger , al herved 
er ethvert bånd sønderrevet mellem dig og 
Bjørnson , jeg beder dig om , al tage den sag 
mere rolig . Jeg har aldrig ønsket al gøre etatsråd 
Bjørnsons eller hans Broders bekendtskab , 
og jeg er for stolt til al søge den , jeg er glad ved , 
al det er kommet således som det er . . . dog 
nej , en ting ville jeg ønske uskeet , din hidsige 
optræden mod Emil . 
„ Jeg har sagt ham min mening rentud , og 
han har sagt mig sin . Jeg skal vise ham , al jeg 
kan undvære ham og den fortjeneste , jeg har ved 
hans blad . “ 
„ Kan du undvære den fortjeneste ? “ spurgte 
hun . 
„ Hellere undvære den end tåle ydmygelser . “ 
„ Hvor det gør mig ondt , al du for min 
skyld . . . “ 
„ Tal ikke således , kære Fanny , du har ingen 
skyld i alt dette . Hvad kan du gøre for 
andres dårskaber ? — du skal se , lykken vil 
smile til os . Du har jo min lykkesfilling , “ vedblev 
Selgren spøgende , „ nu må lykken jo rigtigt 
komme . “ 
„ Gud give , at den ville . “ 
„ Du spåede , at den skulle komme fra søen , 
fordi jeg fandt skillingen på toldboden . Hvo 
ved , se , der kommer en mægtig damper nordfra , 
måske bringer den mig min lykke . Det begynder 
at blive mørkt ; jeg kan dog skimte , at det ikke er 
danebroge , der vajer fra mastetoppen . “ 
„ Du er en drømmer , “ sagde Fanny . 
„ Det er jeg , “ vedblev Selgren , „ men det har 

man ikke lov til at være , når man er en gift og 
en fattig mand . “ — 
Fanny og Selgren sagde om aftenen så hyggeligt 
i den lille Nyboders stue ; septembermånen 
skinnede ind til dem og tegnede blanke figurer 
på gulvet . De talte om fremtiden og om den 
nye lejlighed , som de søgte til flyttedag , men som 
de endnu ikke havde fundet . De havde begge set 
på en lejlighed , som stod dem an , men den havde 
været for dyr . 
„ Det er kedeligt , “ sagde Selgren , „ men vi 
må håbe at kunne finde en ligeså god til en 
billig leje . “ 
„ O , gid jeg var rig ! “ sagde Fanny . 
„ Du lille tåbe , du ville ikke forstå at 
bruge din rigdom . “ 
„ Hører der da forstand dertil ? “ 
„ Stor forstand , “ sagde Selgren , „ thi den 
rige må anvende sine penge på en nyttig måde . 
Han må gøre vel med dem . “ 
Uden at banke på , trådte i dette øjeblik en 
mandlig skikkelse ind ad døren og sagde godaften . 
„ Christian ! “ råbte Fanny . 
„ Fanny ! “ råbte Christian og gav hende et 
hjerteligt Kys . 
Det var maskinmester Christian Bjørn , 
som var kommen tilbage fra Amerika . Hans 
overraskelse ved at finde Fanny som Selgrens 
hustru var ligeså stor som deres ved gensynet . 
- „ At jeg skulle træffe dem her ! “ råbte han 
til Selgren . „ Det er alene for deres skyld , at 
jeg er rejst hjem med det store udvandrerskib , som anløber 
København . Jeg har meget at fortælle dem . 
— men hvor er fader ? “ 
„ De gik alle ind til overkanoneren , og der 
var den aften stor glæde i Bjørnegade . Christian 

havde selv hentet et par flasker champagne hos 
den nærmeste vinhandler , og ægte havanna-cigarer 
havde han medbragt fra Amerika . Da nu aftensmåltidet 
var forbi , lod Christian champagnepropperne 
knalde og sagde : 
„ Dette skal være de nygiftes skål . Lader 
os tre bjørne råbe hurra for hr . og Fru Bjørnsen . 
— godt . — og så vil jeg tillade mig ved 
dette glas af spinde en lille fornøjelig ende . I 
vare flinke til af besvare mit sidste brev , og ligeledes 
var det heldigt , af lieutenant Bjørnsen skrev 
over til st . Francisko , han skal straks få af vide 
hvorfor . 
Brevene ventede på mig hos den gamle 
mr . Bear . Han var meget nygjerrig efter 
af få noget af vide om Selgren Bjørnsen og 
om hans eventyr med Dora Delfs eller Fru 
vanderlo , og heldigvis gave brevene ham de mest 
udførlige oplysninger . Efter at vi havde siddet 
nogen tid og talt sammen om hjemmet , sagde 
mr . Bear pludselig : 
„ Jeg har solgt min forretning og fratræder 
den i disse dage . “ 
Jeg gratulerede ham og lod falde nogle ord 
om , af han nu var så gammel , af han vel kunne 
have trang til af henleve sine sidste dage i ro . 
„ I ro ! “ sagde han med et underligt smil . 
„ Jeg får aldrig ro . Jeg har engang været 
steppejæger , og jeg vil ud igen på de store 
uoverskuelige græsmarker , hvor jeg er ene med 
min dommer deroppe . “ 
„ Det forunder mig højligt at høre , “ svarede 
jeg , „ men tillad mig at spørge , om de vil tage 
deres formue med på stepperne ? Man siger , 
at de er en rig mand . “ 
„ Det er jeg også . Jeg ejer , hvad man på 

dansk kalder fem Tønder guld . Men denne 
formue skænker jeg lieutenant Selgren Bjørnsen , 
og de skal love mig at overbringe ham den . “ 
Min forbavselse var ligeså stor som deres , 
Bjørnsen , i dette øjeblik . Han så det og 
sagde : 
„ De ønsker , at jeg skal forklare dem denne 
gåde . Jeg havde først tænkt på at skrive til 
Selgren Bjørnsen derom , men jeg duer ikke til at 
skrive , mit sprog ville blive et engelsk-dansk , 
som han ikke ville kunne forstå , især når bogstaverne 
alle kom til at ligne kragetæer . Nuvel , 
så hør da i korthed mit livs historie , den skal 
ikke være nogen hemmelighed . Jeg er Selgrens 
kødelige onkel . Hosekræmmer Selgren Bjørnsen 
havde foruden sønnen Peter , som blev grosserer , 
og Jens , som blev officer , endnu en tredje 
søn , Selgren . Det er mig . Jeg var den yngste , 
og en vild krabat var jeg . Tidlig ytrede jeg 
lyst til søen , og min fader skaffede mig derfor 
hyre straks efter min konfirmation . I nøgle år 
gik alting godt , men så kom jeg ombord på en 
spansk brig , hvis kaptajn var en skurk , og hvis 
besætning var et skrabsammen af alle mulige 
nationer . Vi vare på hjemrejsen fra st . Petersborg 
til Malaga . I Østersøen lod kaptajnen 
uddele extra-grog i anledning af sin navnedag 
og ved samme lejlighed morede det ham at se 
nøgle af mandskabet prøve styrke . Jeg havde 
drukket tæt . En stor , stærk hollænder , som havde 
kastet flere i dækket , udfordrede mig ved at give 
mig en vældig lussing . Jeg blev rasende og 
styrtede imod ham , jeg så , at jeg kunne ikke 
stå mig , de prygl , jeg fik , gjorde mig vanvittig 
— jeg trak min kniv og dræbte min modstander . 
— jeg gyser ved at tænke derpå . “ 

mr . Bear tav et øjeblik , overvældet af 
erindringen . Derpå vedblev han : 
„ Kaptajnen vidste at jeg havde formuende 
familie i København . Et menneskeliv var ham 
ligegyldigt , derimod var penge ham alt . Han 
lagde bi ved København og opsøgte min familie . 
Han forlangte en stor sum penge for ikke at 
overlevere mig som ørabsmand til den danske 
øvrighed . Mine forældre vare dengang nylig 
døde , min Broder Peter ville ikke have noget med 
sagen at skaffe , men Jens — gud velsigne ham 
for det — offrede hele sin formue for at redde 
sin Broders liv og familiens gode navn og rygte . 
— kaptajnen landsatte mig i England . Jeg tog 
hyre derfra til Amerika , men af søen var jeg 
bleven ked . Ude på den store steppe var der 
ensomhed , der vare fristelserne færre og , det 
syntes mig , der var gud nærmere . Jeg blev 
steppejæger og opgav først dette liv , dengang 
guldminerne opdagedes her , og jeg tilfældigvis 
på mine vandringer kom til sacramentofloden . 
Da opstod pludselig lyst hos mig til at kunne 
give min Broder Jens eller hans familie et lille 
afdrag på min store gæld , og jeg grundede 
denne store kulforretning med det guld , jeg havde 
fundet i minerne . Lykken var mig gunstig . Bring 
de nu afdraget til Danmark . 
Og sig så min kære Broders søn , at 
hans gamle onkel sender ham de bedste hilsener 
for hans fremtid . Sig ham , at jeg tror at 
være bleven forsønet med min gud , og bed ham 
om at sende en venlig tanke til den gamle mand , 
der vanker hjemløs om på de umådelige stepper 
og under de evige stjerner , og hvis eneste 
ønske er snart at blive kaldt bort til et liv , hvor 
der er tilgivelse for den angrende synder . “ 

dybt bevæget endte mr . Bear sin fortælling ; 
jeg trykkede i tavshed hans hånd , der var også 
tårer i mine øjne . — 
så længe jeg opholdt mig i st . Francisko , 
var jeg dagligt sammen med ham . Jeg havde på 
hans anmodning , og da han betalte mig rundelig 
derfor , opgivet min plads som maskinmester ombord 
i „ City of London “ , for at kunne bringe 
dem , Bjørnsen , hans formue . For hurtigst muligt 
at komme hjem , ville jeg rejse over Panama . 
Jeg havde fulgt den gamle et kort stykke 
på vej til stepperne ; stærkt rystet af afskeden 
nåde jeg st . Francisko og vandrede langsomt 
gennem gaderne . Da følte jeg et kraftigt slag 
på min skulder , og kaptajn vanderlo bød mig 
goddag . 
„ Så mødes vi atter , “ sagde han . „ Kom , 
lader os drikke en flaske vin sammen . „ Jeg var 
ikke synderlig oplagt hertil , men det ville have 
været uhøfligt at afslå indbydelsen , desuden havde 
jeg nok lyst til at få at vide , hvorledes hans 
kone befandt sig . Vi satte os da på verandaen 
udenfor en restauration , og da vinen var bragt 
os , tillod jeg mig at spørge til hans kones befindende . 
„ De 
ved nok , hun drikker , “ sagde hollænderen , 
„ og det tager til med årene . Lad hende have 
den fornøjelse . “ 
„ Jeg forstår ikke , at de med en sådan ro 
kan omtale denne sag . “ 
„ Man må holde hende lidt til gode . Hun 
bragte mig mange penge . Som de ved , havde 
en dansk lieutenant givet hende rejsepas , man 
fortalte , at hun endogså havde forfulgt ham til 
Flensborg , men der var hun bleven sejlet agterud . 
Da hun kom hjem , troede hun nok at kunne have 

fået en slesvigholstensk offiiceer , som den danske 
havde såret i en duel , men det slog også fejl , 
og så var hun til latter for hele egnen . Da 
traf jeg hende i Tønning hos vor konsul , hun stod 
mig an ; thi jeg holder bandsat meget af fede 
fruentimmer , og hun var så dejlig fed . Jeg 
forhørte mig om skuden , fik hende på prajehold , 
og da hun gerne ville bort fra egnen , blev vi 
snart enige . Faderen var død et par år forinden , 
så hun var sin egen herre . — siden have 
vi sejlet sammen i de asiatiske farvande , og der 
var en fornem tyrk i madras , som bød mig 
10 , 000 pjastre for hende ; da jeg fortalte hende 
det , blev hun rasende , fordi jeg ikke havde skudt 
tyrken ned på stedet , og gik selv op i byen 
for at besørge det , men hun fandt ikke tyrken , 
og næste dag sejlede vi . Jeg sagde til hende , at 
det døg var en smule revanche for den megen 
forsmåede kærlighed , hun havde fundet i Europa . “ 
„ Vil 
de hilse hende fra mig . “ 
„ Jeg skal gøre det , men hun hader dem 
og enhver dansk . De ved jo hvorfor . Hun 
får vel aldrig mere Danmark at se ; thi når 
jeg er bleven en rig mand ved denne fragtfart 
med mit eget skib ; og det vil jeg blive om en 
halv snes år , bosætter jeg mig i min fødeby 
rotterdam . Forøvrigt tror jeg , at hun heller 
ikke har synderlig længsel efter Danmark . “ 
Da flasken var tømt , skiltes vi . Han bad 
mig endelig besøge sig næste dag ombord i hans 
skib . Jeg lovede det , hvis mine forretninger 
tillode det , men næste dag var jeg på vejen til 
New York . Der gik netop ved min ankomst et 
stort udvandrerskib til Danmark . Jeg var så 

heldig af komme med , og her er jeg med de fem 
Tønder guld til min svøger . “ 
„ Selgren , “ råbte Fanny , „ Lykken kom døg 
fra søen , det store skib , vi så i mørkningen , 
har bragt os den . “ 
I taushed havde Selgren hørt på Christians 
fortælling . Han var dybt greben af alt , hvad 
han havde hørt . Da Christian tang , og Fanny 
tiltalte Selgren , så alle på ham . 
„ Jeg er altså bleven en rig mand , “ sagde 
han rolig , „ jeg er gud taknemmelig derfor , og jeg 
håber , af kunne bruge min rigdom til hans navns 
forherligelse . — min stakkels onkel , som vandrer 
ensom om i den store ørken , vil jeg ønske fred 
på hans vandring og fred i hans sjæl . Jeg 
sender ham i tanken min tak . Mærkværdigt , af 
jeg ikke har hørt ham omtale før i det øjeblik , 
han overøser mig med velgerninger . Men i vort 
nuværende samfund , hvor familiebåndet er så 
løst , kan et medlem af en familie let synke i 
glemsel . Mine forældre døde tidligt , og selv om 
de havde talt til mig om en onkel Selgren , var 
jeg dengang for lille til at kunne bevare det i min 
hukommelse . Af gode grunde vogtede agent Peter 
Bjørnson sig for at nævne sin stakkels Broders 
navn . Men han må alligevel have følt , at han 
var min fader forbindtlighed skyldig ; thi han 
bekostede min opdragelse og lod mig til sin død 
aldrig mangle noget . Nu kan jeg forstå de 
yttringer , som findes i et af min faders breve 
til hans Broder , yttringer , som jeg ikke ganske har 
forstået , da jeg læste dem ; jeg troede , at de vare 
udtalte i almindelighed , men de må have haft 
særligt hensyn til onkel Selgren . De lød : jeg 
føler mig stærkt knyttet til min slægt ; dens ulykker 

ere også mine ulykker , jeg sætter broderkærligheden 
højere end du . — jeg synes , at denne udtalelse 
også i sin almindelighed er smuk . “ 
„ Det er den , “ sagde Christian , „ og lod mig 
drikke på et vedblivende godt sammenhold i familien 
Bjørn . “ 
Man drak skålen med glæde , og Selgren 
sagde : 
„ Jeg hedder rigtignok Bjørnsen , men mit oprigtige 
slægtnavn er Bjørn , jeg vil derfor kaste 
„ sen “ bort og kalde mig Bjørn . “ 
„ Nej , sikken mængde bjørne vi så blive i 
Bjørnegade ! “ råbte overkanoneren . — 
vor fortælling nærme sig sin ende . Selgren 
og Fanny nyde en velfortjent lykke . Han lever 
et smukt og stille hunsliv og anvender en ikke 
ringe del af sin formue til at gøre vel i stilhed , 
men han seer altid med egne øjne . På en 
af sine vandringer til de fattiges boliger traf 
han en lille-juleaften sin ungdomsven , lieutenant , 
nuværende lehnsbaron Rønfelt . De studsede ved 
at møde hinanden på et sådant sted , men det 
kom til en forklaring mellem dem , begge havde 
det samme smukke ærinde , at give den fattige en 
glad jul . Venskabet fornyedes , og de og deres 
familier komme ofte sammen . — 
tiden er også faret hen over Bjørnegade . 
Det hus , der havde været vidne til slægten 
Bjørns glæder og sorger , eksisterer ikke mere ; thi 
den ene side af gaden blev reven ned i 1868 , og 
den anden vil snart følge efter . Det gik alle af 
slægten Bjørn meget til hjerte . I det gamle hyggelige 
Nyboders sted er et kvarter med høje , 
kaserneagtige huse og skumle usunde gader i 
begreb med at rejse sig . 

overkanoneer Bjørn er kommen til at bo i 
en anden gade i Nyboder . Han er pensionist , 
og hans største glæde er at spadsere med sine 
børnebørn , Selgrens to raske drenge . 
„ Det er kjærneunger , “ siger han , „ men det er 
også bjørneunger . “ 
Ende .