Første Kapitel . 
Betlersken . 
En Aften i Oktober Maaned sad en gammel Kone i Buegangene , 
der omgiver Ridebanen paa Christiansborgslot . 
Hun havde taget Plads paa det nederste Trin af 
Vindeltrappen , som fprer op til Hoftheatret og bad enhver 
Forbigaaende om en Almisse . 
Veiret var mørkt og koldt . Stormen foer med en 
sørgelig , langtrukken Piben igjennem Hvælvingen ; tunge , 
mørkegraae Skyer skjulte Himlen og nedsendte af og til 
en sin Støvregn . 
I de enkelte Mellemrum Vinden adskilte Skyerne , 
glindsede et mat og blegt Stjernelys frem bag deres 
Rifter . 
Konens Hoved var indhyllet i et uldent , grøntstribet 
Kastetørklæde , som gik korsviis ned over Brystet . Naar 
Lygteskjæret faldt paa hendes Ansigt , saae man disse 
blege og furede Træk , der bare Præg af et Liv fuldt af 
Armod , Sorger eller Laster ; men hvad der dannede 
en særegen Charakteristik hos denne Kone , var et haanligt 

og ondskabsfuldt Udtryk som kunde vise sig i de 
samme glimrende Øine og i Mundens dybe og rynkede 
Folder . 
„ Der gaaer nu alle de forbandede rige Mennesker ! “ 
hviskede hun efterat et Selskab var passeret sorbi hende . 
„ De straaler i Fløiel og Silke , den Ene prægtigere end 
den Anden , og ingen af dem skal give mig fattige Stakkel 
saameget , at jeg kan lædske min Tunge med en lille 
Taar Kaffe . Uh ! jeg . kunde have Lyst til at male dem 
med Skedevand i deres fine Ansigter og plukke Haarene 
af Hovedet paa dem . 
„ Gud velsigne Dem , gode Herre ! “ vedblev hun i 
samme Øieblik , „ giv en fattig Kone en lille Skilling . “ 
Disse Ord bleve henvendte til to Personer , som 
standsede udenfor Trappen , tilsyneladende saa fordybede 
i en Samtale , at de ikke lagde Mærke til Betlersken , hun 
gjentog derfor sin Bøn og berørte den Nærmeststaaendes 
Kappe . 
„ Gaae Pokker i Vold ! “ svarede Herren , „ og lad os 
være i Fred . Kom Carl det bliver som jeg har sagt : 
Vi ville svigte Skjæbnen og selv være vorLykkes 
Skaber . “ Efter disse Ord fortsatte de deres Gang 
ned mod Marmorbroen . 
„ Ja griin kun , Dit slemme Skarn ! “ mumlede Betlerflen , 
„ Du kan rigtignok troe , at jeg skal husfe dette 
Svar , naar Du har glemt det . — Jeg har givet ham 

Føde og Jldebrændsel , jeg har opdraget ham fra Lille 
af , og saaledes belønner han mig . Bi kun Charles ! l 
Jeg kunde gjøre en rig Mands Søn af Dig , hvis jegs 
vilde sige hvad jeg veed ; men nu skal Du faae Lov til 
at mugne op i Nød og Elendighed , Du skal komme 
til at æde tørt Brød og bære Pjalter værre end mine . “ 
Betlerskens Forbittrelse tiltog medens hun talte . 
Hendes bøiede Skikkelse hævede sig , hun udstrakte truende 
Haanden i den Retning de tvende Personer vare gaaede . 
Da hun endelig havde udtømt sig , tog hun igjen Plads 
paa Trappen . 
Lidt senere , kom en Herre gaaende sorbi Stedet , 
Betlersken betragtede ham opmærksomt og sagde , idet 
hun ildstrakte Haanden : 
„ En Skilling i Guds Navn , gode Hr . Tøndesen . “ 
Den Kommende standsede forundret ved at høre 
sig nævnet . 
„ Hvem er De ? “ 
„ Gud velsigne Dem , Hr . Tøndesen , “ sagde hun 
med den ynkeligste Betoning hun kunde give sin Stemme . - 
„ Jeg er den gamle Sidse Jensen , som skurer Trapperne 
i det Hus hvor De boer ! “ 
„ Ja , nu kjender jeg Dem jo , “ sagde Herren idet 
han gav Betlersken en Almisse . „ Vræ saa god , Mo ' er 
Jensen , jeg kan ikke give Dem mere , for jeg har ikke 
mere . > — Godnat ! “ 

Dermed gik han , fulgt af den Gamles Velsignelser , 
som imidlertid kun fortsattes saalænge hun troede at 
kunde blive hørt . 
Da Tøndesen var kommen nogle Skridt bort , vendte 
hun sig mod Gadelygten , betragtede Pengene hun havde 
faaet , og sagde : 
„ Det var ogsaa noget at byde Folk , otte Skilling , 
nei lad mig see ! — Ja , saa Gud troer jeg ikke at det 
er en Mark . Det er dog en prægtig Fyr den Tøndesen ! 
Gid nu Djævlen sidde her længere og tigge . Jeg har 
baade til en god Kop Kaffe og til et Par rare Voller 
ovenikjøbet . Den velsignede Sjæl . “ 
Betlersken gik tilbage og tog en Hankekurv frem 
fra Trnppekrogen . Derpaa svøbte hun sit Tørklæde 
tættere sammen om sig , og vilde just forlade Stedet , 
da hun paa engang standsede ifølge en Ide , som 
Øieblikket indgav hende . 
„ Bi lidt ! “ mumlede hun ved sig selv . „ Noget kan 
jeg dog gjøre , for at gjengjælde de Skarns Rige , at 
de lod mig sidde her og fryse . “ 
Hun søgte i Kurven , fremtog en lille Pakke , og 
overstrøg de to eller tre nederste Trappetrin med dens 
Indhold . 
„ See saa ! “ sagde hun med en skadefro Latter . 
„ Det er prægtig ! Rigtignok har jeg uu mistet alt mit 
rare Sæbe , som jeg sparede sammen hos Fruen , medens 

jeg vadflede hendes Trapper , men saa har jeg ogsaa 
den Fornøielse , at de fornemme Herrer og Damer , som 
komme ned af Trappen kunne glide om og falde ; 
maaskee kunne de brække Benene , — ja Gud give de 
maatte brække Armene med . “ 
Under disse fromme Udgydelser tog Betlersken sin 
Kurv og gik ind igjennem Buegangen , idet hun underveis 
overlagde , hvorledes hun bedst skulle anvende de 
sammentiggede Penge . 
Dette tilsyneladende saa uvæsentlige Møde mellem 
Betlersken og de fre Herrer , er bleven omtalt , fordi det 
senere skulle have de vigtigste , vi kunne maaskee sige 
de skrækkeligste Følger for flere af denne Histories 
Hovedpersoner . 
Andet Kapitel . 
Postkassetyveriet . 
Ligeoverfor Kongens Have , i Baghuset til en af 
disse store og smagfulde Bygninger , som den nye 
Kunstsands , eller maaskee blot den gamle Efterabelseslyst 
her i Hovedstaden fremkalder i tiltagende Mængde , 

boede vor Bekjendte fra foregaaende Aften , Adolf 
Tøndesen . 
Leiligheden bestod af fo smaae tarvelige Værelser , 
lige tarveligt udstyrede . I det første udgjorde en 
Skrivepult , nogle Bøgetræes Stols , og et gammelt 
Bord , det hele Møblement . Det næste Værelse tjente 
til Sovekammer , og der finde vi Tøndesen , om 
Formiddagen Kl . 10 , i Sengen , og røgende af en 
lang Pibe . 
Det bankede paa Døren , en Herre traadte ind . 
Da han ikke fandt Nogen i Dagligstuen gik han til 
Sovekammeret , og udbrød i et Forundringsudraab , ved 
at finde Tøndesen i Sengen . 
Den Kommende var et ungt Menneske paa nogle 
' og tyve Aar , med et langt og blegt Ansigt , hvis eneste 
l Udtryk var den gode Mening han nærede om sig selv . 
Han havde lysegule tæt afklippede Haar , hvide Øjenbryn 
og smaa kulsorte Mustacher , saa forunderlig afvexlende 
viser sig stundom Naturen i dens Productioner , hansPaaklædning 
var særdeles omhyggelig og smagfuld . 
„ Hvad for Noget , min Ven ! “ udbrød han . „ Endnn 
i Sengen ? “ 
„ Ja , hvorfor ikke ? “ svarede Tøndesen lakonisk , „ jeg 
ligger her og mediterer . “ 
„ Enhver sin Smag ! Du sover og jeg spadserer . 
Naturen veed Du , den sværmer jeg for . Jeg har allerede 

været Volden rundt , og det endskjøndt jeg arbeidede 
paa mit Digt den hele Nat ; men det gjør jeg da hver 
Nat , kan jeg tænke . Apropos ! “ vedblev han , „ hvad hedder 
den gudommelige Dame , som boer ovre i Forhuset ? Jeg 
saae hende kjøre ud , just som jeg gik igjennem Porten . “ 
„ Jeg kjender ikke synderligt til Beboerne her ! “ svarede 
Tøndesen . 
„ Aa jo vist gjør Du , Hjelmskjold fortalte endogsaa 
at Du gav Timer derovre . “ 
„ Jeg informerer rigtignok hos en Baronesse Dyring ; 
men det er ikke sagt , at Du mener denne Familie . “ 
„ Netop , kjære Ven , Dyring ! Der har vi Navnet . 
Baronessens Niece , hende jeg taler om , er jo en Italienerinde . 
Ikke sandt ? “ 
„ Det kan nok være ! “ 
„ Der er egentlig for hendes Skyld jeg kommer saa 
fidligt og forsfyrrer Dig idag . Jeg vilde nemlig spørge , 
om det ikke gik an jeg informerede et Par Timer derovre 
for Dig . Du kunne jo for Exempel gjøre Dig syg 
og sende mig i Dit Sted . “ 
„ Men i hvilken Hensigt ? “ spurgte Tøndesen forundret . 
„ Naturligviis , 
blot for at jeg kunde faae en Leilighed 
til at komme i hendes Nærhed . Jeg er skudt , jeg 
er dødelig forelsket i denne lille picante Italienerinde ! “ 
„ Du ? “ 

„ Ja netop jeg . Finder Du det saa besynderligt ? “ 
„ Men Du kjender hende jo ikke ? “ 
„ Bedre end Du troer . Jeg har nu , lige siden i ' 
Sommer gaaet forbi hendes Vinduer hver evige Dag , 
og over i Kongens Have har jeg dannet mig et Kighul 
imellem Buskene , hvor jeg staaer og betragter hende . “ 
„ Naa , og hvad skal det vel føre til ? “ 
„ Hør blot videre . Jeg har ogsaa været inde i 
hendes Værelser . Forleden Morgen gik jeg op i Forhuset , 
og fandt Døren til Entreen aaben . En guddommelig 
aristokratisk Duft strømmede mig imøde . Jeg træder 
ind , hendes tærnede Kaabe hang paa Stativet . Paa 
Gulvet stod der et Par nydelige smaa Galoscher . Det 
var ogsaa hendes . Jeg saae disse pragtfulde , elegante 
Værelser , og stod fortabt i Beskuelsen af den umaadelige 
Luxus og Overflod , som Alt bar Præg af , indtil en Stuepige , 
med et Uhyre af en Støvekost i Haanden paa 
engang endte min Henrykkelse ved at spørge mig , hvem 
jeg ønskede at tale med . Jeg nævnede dit Navn og 
blev viist herover . “ 
„ Men trods Alt dette , seer jeg dog ingen Grund til 
at Du har forelsket Dig i Frøken Dyring . Kjender hun 
Dig ? Har Du nogensinde talt med hende , eller hvad 
jeg vilde sige , tiltalt hende ? “ 
„ Ja , ogsaa det . Mit første Bekjendtskab med denne 
Dame skriver sig fra i Sommer , da vi seilede sammen 

med Dampskibet „ Løven “ . Hendes Skjønhed og elegante 
Dragt fængslede alle Passagerernes Opmærksomhed , og 
ved Middagsbordet manenvrerede jeg saa heldigt , at jeg 
kom til at sidde ved hendes Side . Jeg tiltalte hende , 
og fik i Forbigaaende Leilighed til at anbringe et Indfald , 
som hun morede sig over . Det var ogsaa ret 
mandigt , naar jeg selv skal sige det . “ 
„ Denne Bemærkning er unødvendig , “ svarede Tøndesen . 
„ Jeg kjender Dig jo Mørk ! “ 
„ Ja , men Du skal dog høre mit Indfald , siden jeg 
netop husker det . Man fortæller , sagde jeg , at Løven 
er et glubende Rovdyr , som æder Enhver , der kommer 
i dets Nærhed . Vi have idag et Beviis for det Modsatte . 
See blot hvor fredeligt her vi seile i Løvens 
Favn . “ 
Tøndesen søgte at skjule sin Tilbøielighed til Latter , 
og Mørk vedblev : 
„ Conqnel var hun , det kan Ingen nægte , men det 
klædte hende guddommeligt . Hendes sorte Øine kastede 
Blikke tilvenstre og tilhøire blandt den Skare af Herrer , 
der stod og omringede hende . Snart trak hun sine Handsker 
af , som om hun fandt det for varmt under Solseilet , 
men i Virkeligheden kun for at vise sine smaa snehvide 
Hænder , snart kom , som af en Hændelse , en nydelig lille 
Fod frem under Kjolen , kort sagt , hun fortryllede Alle , 
mig isærdeleshed . Jeg vedligeholdt derfor ogsaa min 

Opmærksomhed lige til det Yderste , og forlod hende 
først ved Porten i Kronprindsessegaden , hvor hun gav 
mig det sidste brændende Øiekast . Saaledes staae Sagerne 
og . derfor — tys , del banker ! — Hvad jeg har 
betroet Dig Adolf , er en Hemmelighed . Jeg gjør Regning 
paa Din Discretion . “ 
„ Det kan Du ! “ svarede Tøndesen , „ skjøndt jeg ikke 
satter Grunden , thi for det første tvivler jeg meget om 
at Du nogensinde vil naae dit Maal hos Frøken Dyring 
ad de Veie Du hidindtil har søgt det , og dernæst selv 
din Hemmelighed til alle dine andre Bekjendte . Dette 
siger jeg dog ikke for at fornærme Dig , men kun fordi 
jeg antager at en Digternatur som din , trænger til Meddelelse . “ 
Mørk 
hørte denne Bemærkning til Indtægt for sig , 
som en Compliment , men han fik ikke Leilighed til Svar ; 
thi i det samme traadte to nye Personer ind i Stuen . 
Den Ene var omtrent i samme Alder som Mørk . 
Han havde et smukt og characteristisk Physiognomi ; 
men var i dette Øieblik særdeles bleg og bevæget . 
„ Hvad fattes Dem , Carlsen ? “ spurgte Tøndesen 
forbauset . „ Saa bleg og lidende hær jeg endnu aldrig 
seet Dem før . “ 
„ Ja , derom har jeg forgjæves gaaet og spurgt 
ham om , ligesiden vi mødtes , “ bemærkede den Anden , 
en høi Person med et jovialt Ansigt , der omgaves af 

en Skov af sorte , uredte Haar og en lignende Bakkenbart . 
„ Jeg paastaaer nu at vor Ven lider af Creditorer 
eller Orm , hvis han blot vil betroe mig sit ' Onde , saa 
veed jeg en ypperlig Medicin for alle slige Omgangssygdomme . “ 
„ Jeg 
fatter Intet ! “ svarede Charles Carlsen , idet 
han gjorde et mislykket Forsøg paa at smile . „ Det er 
blot en Sag som jeg gjerne vil tale med Dem om , Tøndesen , 
jeg kommer igjen siden ! “ 
„ Gener Dem ikke , Carlsen , “ svarede den der kom 
med ham . „ Tøndesøn er min Ven , og hvad Te betrøer 
min Ven , kan De ogsaa betroe mig . “ 
„ Jeg tvivler ikke derom , “ sagde Carlsen , „ men foretrækkær 
dog at komme igjen siden . “ 
Han hilste og gik . 
Næppe var han ude af Døren før de tre Tilbageblevne 
udtømte sig i Formodninger om Aarsagen til 
hans bevægede Stemning . 
„ Jeg har maaskee en Anelse derom , “ yttrede Tøndesen 
endelig . 
„ Lad høre ! “ 
„ Carlsen har nu konkureret til Universitetets Guldmedaille . 
Jeg læste hans Afhandling før den blev indsendt , 
og anseer det for meget rimeligt at — “ 
„ Han er bleven tilkjendt Medaillen , “ raabte Mørk 

afbrydende . „ Det er et brillant Hoved den Carlsen har . 
Hvad mener De , Dahl ? “ 
„ Et ypperligt Hoved ! “ svarede den Adspurgte , „ især 
beundrer jeg hans sjeldne Hukommelse . “ 
„ Javist ! “ vedblev Mørk . „ Han kan paa staaende 
Fod citere Deur hvilketsomhelst Sted De pnster af vore 
bedste Forfattere . “ 
„ Fanden i Vold med Forfatterne ! “ svarede Dahl . 
„ Han kan paa staaende Fod citere Dem hvormange 
Trumfer der ere faldne i ethvert Spil , han er med i . 
Det er noget Andet min Fa ' er ? — Jeg troer selv at 
han har faaet Medaillen , idetmindste har han fortjent den . “ 
Efter at denne Formodning var bleven behørig uddebatteret 
af Dahl og Mørk , afbrød den Sidste Themaet 
med det Spørgsmaal , hvem den unge Dame var , som 
Dahl fulgte i Theatret den foregaaende Aften . 
„ Det var min Frokost ! “ svarede han lakonisk . 
„ Hvorledes ! “ udbrød Mørk , „ Deres Frokost ? “ 
„ Ja og min Middagsmad , maaskee jeg om kort Tid 
^bringer det saavidt at hun ogsaa bliver min Aftensmad . “ 
„ Hvad mener De dog dermed ? “ 
„ At jeg , efter at jeg længe har været aldeles blank 
og bankerot , fik jeg det fornuftige Indfald idetmindste at 
sørge for min Føde og Forplejning i Fremtiden , og af 
den Grund forlovede jeg mig med Datteren af en Resfauratør . 
I Begyndelsen af vore Forhold besøgte jeg hende 

hver Formiddag , med min ringe Kjærligheds Lykke og 
en solid Frokost , senere indfandt jeg mig ogsaa om Middagen 
og blev hvergang beværtet med Ømhed og tEetter 
kraftig Middagsspise , sluttelig har jeg tænkt paa at gjøre 
hende en lille Visit om Aftenen , men saa vidt er jeg < 
dog endnu ikke kommet . “ 
„ Strax efter at Dahl var gaaet , bankede det paa 
Døren for tredie Gang . 
„ Ligger Du endnu Adolf ? “ spurgte en Stemme fra 
Dagligstuen . 
„ Ja jeg gjør , inen kom kun ind Hjelmskjold . “ 
„ Godt , jeg har en lille Time tilovers , vi ville sludre 
sammen . » 
Sovekammerdøren aabnedes og en Officeer traadte 
ind med en Stol i hver Haand ; han spændte Sablen 
fra sig , og satte den hen i en Krog , derpaa stoppede 
han en Pibe , rykkede derefter Stolene sammen , satte 
sig paa den ene og lagde Fødderne paa den anden . 
„ Om Forladelse , fordi jeg gjør mig det lidt mageligt ! “ 
sagde han , „ men jeg er forbandet træt og kommer lige 
fra Manøvren . — Naa Herr Digter , “ vedblev han , henvendt 
til Mørk , „ hvorledes lever De ? Jeg saae Dem i 
Theatret iaftes . “ 
„ Ja , naturligviis , jeg maatte jo derhen for at pibe 
det nye Stykke ud . “ 
„ Kjendte Du det da iforveien ? “ spurgte Tøndesen . 

' „ Nei , men jeg har engang foresat mig at udpibe 
alle de Værker , der fremstilles paa Theatret uden Navn . 
Vor Md hylder ikke Anonymiteten . “ 
„ Hvad mener Du derom Hjelmskjold ? “ spurgte Adolf . 
„ Jeg mener at Folk handle overmaade fornuftig i 
at pibe og skrige af alle mulige Tragedier og Komedier , 
naar de blot ville klappe af Balletterne , og om Mørk 
mener jeg at han besidder saadanne Egenskaber som Forfatter , 
at om de end ikke kunne sikkre ham Beundring , 
da idetmindste ville fritage ham for at miskjendes . “ 
„ Ja , Hjelmskjold er eensidig og partisk . Han er 
bleven min stadige Konkurrent siden vor sidste Desput 
om » Studenterstandsn . “ 
„ Hvilken Desput ? “ spurgte Tøndesen . 
„ Jeg paastod at Studenterne vare de eneste upartiske 
Dommere i disse Smagsager og overhovedet overalt i 
Intelligenser Gebeet . “ 
„ Med færre Ord ! “ afbrød Hjelmskjold ham . „ Han 
paastod at Studenterstanden var en Stand , som Heltrig 
siger , og alle vi Andre kun Nuller , der fik Betydning 
ved at slaae sammen med denne . “ 
„ Jeg nævnede ved samme Leilighed nogle af de bedst 
lignende Hoveder blandt vore fælles Bekjendte . Havde 
det været idag , kunne jeg endnu tilføie En . “ 
„ Hvem ? “ 

„ Carlsen , en genial Person , der nylig har tildraget 
ig almindelig Beundring . “ 
„ Han har idetmindste tildraget sig almindelig Omale , “ 
svarede Greven . 
„ Ja , det er fordi han har vundet Universitetets 
Zuldmedaille for en Afhandling . “ 
„ Nei , det er fordi han har stjaalet hundrede 
Rigsdaler af Postkassen , “ svarede Greven . 
Det er umuligt at beskrive den Overraskelse disse 
) rd vakte hos de to Tilhørere . 
„ Hvad siger De ! “ raabte Mørk . 
„ Stjaalet af Postkassen , “ gjentog Tøndesen . 
„ Ja ganske vist , “ vedblev Hjelmskjold , „ men da Pentene 
igjen ere tilvejebragte søgte man at neddysse Sagen , 
) g den vilde neppe være bleven saa bekjendt , hvis ikke 
: t af vore discrete Blade iforgaars havde opvartes Publikum 
med den hele Historie , og blot udeladt Navnet . 
Det forundrer mig , at I begge ere saa uvidende derom . “ 
I samme Øieblik blev Døren aabnet og Charles 
Larlsen traadte ind , den Person som havde stjaalet de 
^undrede Rigsdaler af Postkassen . 
Mørk saae ham neppe komme før han tog sin Hat , 
hilsede Tøndesen og Hjemskjold , og gik bort idet han 
rendte Ryggen til Carlsen og lod som om han ikke benærkede 
hans Nærværelse . 
Grevens Fortælling overraskede Tøndesen i den Grad , 

at han i nogle Øieblikke efter , ikke var istand til at beherske 
sin Stemning . Carlsen saae dette strax og havde 
tillige lagt Mærke til den uhøflige Maade paa hvilken 
Mørk forlod Stuen . 
Han gik hen til Tøndesen , tog hans Haand og 
sagde : 
„ Jeg tager vel neppe feil Tøndesen , i den Formodning , 
at man har fortalt Dem , hvorledes det er 
gaaet mig ? — De tier - De kjender min Brøde ; men 
maaskee ikke Aarsagen , og det er den som jeg kommer 
for at fortælle . De behøver ikke at gaae , Hjelmskjold , “ 
vedblev han , da Greven tog sin Kaarde og beredte sig 
til at forlade Stuen . 
„ Hvad jeg har at sige , er ikke længer nogen Hemmelighed , 
— De har vel hørt , at jeg fra min tidligste 
Barndom er bleven opdragen af en Borger her i Byen . 
Flere uforskyldte Uheld have omsider bragt denne Mand 
i en Nød og Armod der er saameget større , som han 
undseer sig for at være den bekjendt og bestandig søger 
at dølge sin Forfatning for Vendens Øine . Sidste Flyttedag 
kunde Manden ikke tilveiebringe de nødvendige Penge 
til Huusleien . Efter flere Forsøg herpaa betroede han 
mig endelig Alt , sordi han vidste at jeg hver første Oktober 
fik min Gage udbetalt paa Contoiret . Jeg havde 
imidlertid allerede disponeert over mine Penge , og kunde 
ikke skaffe ham de hundrede Rigsdaler før to Dage efter 

flyttedagen . Saalænge vilde Værten ikke vente og — 
eg tog Summen af Kassen , som jeg havde under Formring , 
i den Hensigt , at tilbagebetale den inden mine 
9øger bleve opgjorte . Dagen efter savnede man Pengene , 
og endskjøndt det lykkedes mig at tilveiebringe dem 
ndnn samme Aften , fik jeg dog min Afsfed , blev jaget 
mrt , og som en venlig Erindring uddeelte en af mine 
sollegaer Historien til Alle , indtil den iforgaars forvandket 
og i høi Grad overdreven fandt Veie til et af vore 
smudsblade . “ 
„ Jeg har nu fortalt Alt , “ vedblev Carlsen med en 
av og skjælvende Stemme . „ For at hjælpe min Pleieader 
af hans Forlegenhed har jeg mistet min Stilling , 
Udsigt til en lykkelig Fremtid , Alt , Alt har jeg mistet , 
hi jeg staaer vanæret i Verdens Øine . “ 
Ved disse Ord udtalte der sig en dyb Smerte i 
iarlsens Aasyn . Den Fatning han hidindtil med saaaegen 
Møie havde søgt at vedligeholde var-forsvunden , 
zan skjulte sit Ansigt i sine Hænder og hulkede høit . 
„ Det er en forbandet Historie ! “ sagde Hjelmskjold 
ævæget . „ Men giv Dig tilfreds , min Ven . Alt kan 
ndnn blive bedre end Du troer , og indtil dette skeer , 
kal det være mig en Fornøielse , om Du vil flytte ud 
il mig i Castellet . Jeg eier rigtignok Intet , minFanilie 
har slaaet Haanden af mig og anseer mig for en 

llymo perMas , men jeg har Lønning og Brød og en 
ubegrændset Kredit hos Marketender og Urtekræmmer . “ 
„ Du , Hjelmskjold ! “ udbrød Tøndesen . 
„ Ja jeg . For Satan , man er da Heller ikke Greve 
for Ingenting ! “ 
„ Jeg paaskjønner Dit Tilbud , “ sagde Carlsen og 
rakte Hjelmskjold Haanden , „ men jeg har tænkt paa , om 
der ikke muligt kunde aabne sig en Udvei for mig hos 
Baronesse Dyring . “ 
„ Baronesse Dyring , “ gjentog Tøndesen forundret . 
„ Hvorledes mener Du ? “ 
„ Huu søger i denne Tid en Sekretair til at besørge 
Correspondance : ! med Forvalterne paa hendes Godser , 
dg til at ledsage hende naar hun til næste Foraar tager 
til Italien . Jeg troer at være denne Posf voxen , og 
Du kunde maaskee tale min Sag , Tøndesen siden Du 
kommer i Baronessens Huus . “ 
„ Jeg tvivler om at hun tager synderligt Hensyn 
til en stakkels Timelærer som jeg . Imidlertid skal jeg 
gjøre hvad jeg kan . Jeg seer hende formodentlig idag . “ 
„ Ja , tael lidt for mig , kjære Tøndesen , “ sagde Carlsen . 
„ Jeg ønsker intet hellere end at komme bort fra 
Byen . “ 
Lidt efter tog han Afsked og gik . 
„ Det gruer mig forresten meget at bede Baronessen 
om denne Posf , “ sagde Tøndesen , da han og Hjelmskjold 

vare alene . „ Ikke fordi jeg jo ønsker at Carlsen 
maatte faae den , ligesaalidt som jeg deler Folks 
Mening om hans Brøde ; men Baronesse Dyring 
hører til den Slags Mennesker , som jeg netop ikke vil 
være forbunden . “ 
„ Skal jeg give Dig et Raad ? “ 
„ Ja , lad høre ! “ 
„ Fortæl hendes Niece hvorledes Sagen hænger 
sammen , og bed hende virke for vor Ven . Du siger 
jo at Baronessen føler hende i Alt , og at hendes Ene 
er gjældende . “ 
„ Nei , det kan jeg Heller ikke godtsgjøre ! “ 
„ Du elsker Janette Dyring ! “ 
„ Ieg er hendes Timelærer , “ svarede Tøndesen med 
et bittert Smil . 
„ Du elsker hende ! “ gjentog Hjelmskjold bestemt . 
„ Ieg kjender Dig bedre end Du troer . Det er Heller 
ikke af Tilbøielighed Du fører dette vilde Liv , Du søger 
blot Bedøvelse deri , jeg er overbevist herom , skjøndt jeg 
ikke kan fatte Aarsagen . Du gaaer tilgrunde , Adolf , 
paa den Maade som Du lever . “ 
„ Ieg veed det ! “ svarede Tøndesen koldt og ligegyldigt . 
„ Men 
for Djævelen , er der da slet Intet jeg kan 
gjøre for Dig ? “ 

„ Nei , min Ven ! Intet andet end aldrig oftere at 
omtale denne Sag . “ 
Tredie Kapitel . 
Baronessen og hendes Niece . 
To Timer senere forlod Tøndesen sin Bolig og gik 
over i Forhuset , for at give den sædvanlige Time 
undervisning . 
Baronesse Dyring beboede første Salsetage ud mod 
Kongens Have . Hun var kommen til Kjøbenhavn om 
Sommeren , og vilde ifølge en tidligere Bestemmelse 
reise tilbage til Italien ved Efteraarets Begyndelse ; 
men da Tiden nærmede sig fandt Lægerne hendes 
Sundhedstilstand saa betænkelig , at de raadede hende 
til at opbebie Foraaret her . 
Baronessens Stilling og endnu mere Rygterne om 
hendes betydelige Formue , forskaffede hende et udsøgt 
Bekjendtskab blandt Hovedstadens Elite , hun blev optaget 
i de fornemste Cirkler , og fandt sit Ophold i Kjøbenhavn 
ret behageligt . 
Da Tøndesen traadte ind var Baronessen alene 
§i Værelset . Indhyllet i et stort Shawl , sad hun i en 

af disse klodsede Lænestole som Moden tiltrods for deres 
smagløse Form har gjort til et uundværligt Møbel i 
ethvert confortabelt indrettet Huus . 
Gulvet i dette Værelse var belagt med et tykt 
qvadreret Tæppe , og i Kaminen brændte en munter 
Ild , endskjøndt det var tidligt paa Efteraaret , og Solen 
udenfor kastede sit Skin over Sølvpoplernes og Ahornenes 
gulbrune spraglede Løv , ovre i Kongens Have . 
Baronesse Dyring var en aldrende Dame , meget 
spinkel og spædlemmet . Hendes Ydre bar Spor af tidligere 
Skjønhed , men havde med Aarene modtaget et 
Udtryk af Spydighed , eller maaskee rettere sagt , af Sorg 
og Lidelse . * 
Dette Præg var især tydeligt i hendes lange og 
magre Ansigt , i de dybe Furer under Øinene — Taarernes 
Vei . Selv i hendes Smiil laae der i enkelte 
Øieblikke en førborgen Smerte . 
Derfor dannede ogsaa denne blege Dame , med 
hendes blide og sørgmodige Mine ) en paafaldende 
Modsætning til Værelsets Pragt og Luxus . Man skulde 
have anseet det for en Umulighed , at Sorg og Kummer 
kunde trænge ind over Dørtærskelen af dette Rigdommens 
og Overflødighedens Tempel . 
Da Baronessen saae Tøndesen træde ind reisfe hun 
sig fra sit Sæde og indbød ham med en Haandbevægelse , 

ledsaget af et forekommende og venligt Smiil , til 
at tage Plads . 
„ Min Niece er endnu ikke kommen tilbage fra 
hendes Kjøretour ! “ sagde hun . „ Men jeg haaber , at 
hun vil være her strax . Hun foretrækker Langelinie , 
jeg , Kakkelovnskrogen . “ 
„ Deri synes Frøken Dyring at handle rigtig , med 
Deres Naades Tilladelse , “ sagde Tøndesen . „ Især paa 
saa smuk en Eftermiddag som denne . “ 
„ Siig ikke det . Enhver afos følger sine Tilbøieligheder , 
som det bedst passer sig . Janette er Foraaret , 
jeg er Vinteren , hun nyder Øieblikket , jeg derimod tilhører 
Forliden og lever i dens Minder . “ 
„ Er det ikke besynderligt ! “ vedblev hun lidt efter , 
„ at jeg i de to Maaneder De er kommen her , ved 
Synet af Dem sladig erindres af en Bekjendt , hvem 
De ligner saa paafaldende , i Ansigtstræk , Figur , ja 
selv Lyden af deres Stemme . Leve Deres Forældre 
her i Byen ? “ 
Endskjøndt dette Spørgsmaal blev gjort i en venlig 
Tone , og desuden syntes saa ligefremt at besvare , gjorde 
det døg en mægtig Virkning paa Tøndesen . Han blegnede 
og kastede et speidende Blik paa Baronessen , som 
om han søgte at udforske i hvilken Hensigt hun havde 
givet Samtalen denne Retning . Derpaa svarede han med 
en vis Bitterhed . 

„ Mine Forældre have aldrig boet her i Byen , og 
Deres Naade og jeg have udentvivl Heller ikke fælles 
Bekjendte . “ 
„ Det er døg ikke saa umuligt , “ sagde Baronessen , 
uden at bemærke Tøndesens Bevægelse , „ medmindre det 
skulde være fordi de Fleste af dem jeg har kjendt fra 
mit tidligere Ophold her i Byen ere borte , — de ere 
døde , “ tilføiede hun sagte og veemodigt . 
Den Pause som indtraadte efter disse Ord , blev 
pludselig afbrudt , idet en Vogn kjørte ind af Porten . 
„ Der har vi sikkert min Niece , “ udbrød Baronessen , 
og med det Herredømme som Alderen giver over vore 
Følelser , opklaredes hendes Træk i samme Øieblik , maaskee 
blot som Følge af at hun ønskede at skjule sin Stemning 
for den Kommende . 
Strax efter aabnedes Fløidøren for en ung Dame , 
og Baronessens Formodning stadfæstedes . Det var 
Janette Dyring , som traadte ind i Salen . 
Hun hilste Tøndesen , kastede sin Parasol paa en 
Stol og ilede derpaa hen til Tanten . 
„ De har sikkert isinde at skjænde paa mig , “ sagde 
hun med en kjærlig indsmigrende Stemme , idet hun bøiede 
sig ned over . Lænestolen og kyssede Baronessens Pande . 
„ Og De ogsaa , min strænge Lærer , fordi jeg kommer 
for sildigt hjem ; men Veiret var faa herligt og Strandveien 
forekom mig smukkere end nogensinde tilforn . Desuden 

vidste jeg jo , at De , medens jeg var borte , vilde 
sære i min egen kjære Tantes Selskab . “ 
„ Jeg tvivler om mit Barn ! “ svarede Baronessen , 
„ at denne Undskyldning er tilstrækkelig for Herr Tøndesøn . “ 
„ Jo ganfle vist , Deres Naade , “ svarede denne smilende ; 
„ thi under den Forudsætning at vi nu læse den 
fulde Time , har jeg som Frøken Dyring siger , jo blot 
vundet ved hendes Fraværelse . “ 
Lidt efter sad Lærer og Elev ved hinandens Side 
bøiet over Bogen og Undervisningen begyndte . 
Janettes Fader , Baron Dyring , havde været Attache 
ved Gesandtskabet i Neapel . Hendes Moder var en 
Italienerinde af den historiske Familie Rugvigmin . Efter 
Forældrenes Død , som paafulgte i et kort Mellemrum , 
som Janette i Huset hos sin Tante , der paa Grund af 
et svækket Helbred havde opholdt sig flere Aar i Italien ; 
her tilbragte hun Tiden lige til sidste Sommer , da Baronessen 
drog tilbage til Danmark . 
I et af Neapels meest fortryllende Landskaber under 
Italiens milde og rene Himmel , omgiven af Rigdom , 
Pragt og Overflod , var Janette voxet op til en Skjønhed , 
som selv i Syden henriver enhver til Beundring , 
og her i vor fattige Hovedstad skabte hende Tilbedere 
hvor hun viste sig . 
Denne Skjønhed viste sig i det modige og trodsende 
Udtryk af hendes straalende Øine i hendes Ansigt , fuldkommen 

grösste Oval , i alle Træks Regelmæssighed , og 
fornemmelig i denne gratiøse og piquante Ynde , som 
var udbredt over enhver af hendes Bevægelser og 
den ubetydeligste Handling hun foretog sig . I hendes 
Væsen laae der Noget saa zart , ømt og forkjælet ; en 
Uskyld , som hidtil var bleven uberørt af enhver dybere 
Lidenskab , men tillige Lyst og Tilbøielighed og alle Evner 
til at forgude denne , og fortabe sig deri . Hendes kulsorte 
Haar og Øine lignede Moderens , Jtalienerinden , 
medens derimod den blege Hudfarve syntes at være 
gaaet i Arv fra Faderen . 
I dette Øieblik var altsaa Janette , Tøndesens Elev , 
ifølge den Caprice , som havde givet hende Lyst til at 
lære det daglige Sprog . Hun stavede sig med største 
Møie igjennem Bogen , som laae foran hende paa Bordet . 
Tøndesens Blik dvælede paa hendes Profil , medens 
hun læste , enhver Mine i hans Aasyn vidnede i en høi 
Grad af Ro og Besindighed , og dog var der i denne 
Situation noget saa Forstyrrende og Adspredende som 
vilde have været istanv til at give selv en mindre 
sangvinsk og exentrisk Karakteer end hans , den fornødne 
Fatning og Selvbebrejdelse . 
Janette sad ved hans Side , hendes Klædning berørtehans , 
hvergang hun saae ned i Bogen , var hendes 
Haar kun nogle faa Tommer borte fra hans Ansigt . I 
denne Nærhed strammede en berusende Vellugt ham imøde , 

hendes mørke Blikke dvælede vexelviis paa ham og Bogen . 
Efterat Tøndesen en tidlang havde fortsat Underviisningen , 
kastede Janette pludselig et Blik over paa 
Taffeluhret . 
„ Klokken er næsten Tre , og jeg har nu med yderste 
Flid besvaret alle Deres Spørgsmaal i en halv Time , “ 
sagde hun , i det forunderligste Jargon af Italiensk og 
Dansk , men tilligemed et saa blødt og melodisk Organ , 
at man neppe skulde have fundet en Tilhører , som jo 
vilde foretrække dette Sprog for det korrekteste af alle . 
Finder De ikke , at det nu kunde være tilstrækkeligt med 
Bogen for idag ? “ 
„ Som De behager , “ svarede Tøndesen ; „ men paa 
denne Maade vil det vare længe før De lærer det 
danske Sprog . “ 
„ O nei ! naar De blot ikke bliver træt af at undervise 
mig , saa lærer jeg det nok . Jeg er da heller ikke 
saa særdeles tungnem . Alle mine Bekjendte finder , at 
jeg har gjort betydelige Fremskridt , og hvad jeg ikke 
lærer i Vinter , det vil maaskee komme naar vi reise 
sammen til Foraaret , og bestandig tale dansk med hinanden . 
Ikke sandt , “ vedblev hun med en næsten bønlig 
Stemme . „ De nænner ikke at opgive Deres Elev , saalænge 
hun endnu behøver Vejledning af Dem ? “ 
„ Jeg er tvungen dertil , “ svarede Tøndesen med en 
Bestemthed og Alvor , som tilintetgjorde ethvert Haab 

for Janette , „ og maa gjentage hvad jeg allerede tidligere 
har sagt , at det er mig en Umulighed at modtage 
Deres Tilbud . Derimod vil jeg bede , siden De selv 
bringer denne Sag paa Banen , at paakalde Deres Indflydelse 
for Fru Baronessen til Gunst for en af mine 
Bekjendte , som Intet hellere ønsker end at faae denne Post . “ 
„ Hvem mener De ? “ 
„ Student Carlsen ! “ 
„ Han har allerede været hos os imorges og talt 
med Tante derom , men vi syntes ikke om ham . “ 
„ Det vil sige at De ikke synes om ham , “ bemærkede 
Tøndesen smilende , — „ og hvorfor , hvis jeg tør spørge ? “ 
„ Der er noget saa overdrevent Ydmyg og Krybende 
hos denne Herre , som ikke behager mig , “ svarede Janette . 
„ Han bukker for ethvert Ord jeg siger , og bøier 
sig saa dybt , som om han vilde kysse Jorden , som min 
Fod har betraadt . “ 
„ Denne Brøde kunde der dog maaskee nok findes 
Tilgivelse for , hvis det virkelig var hans Hensigt . “ 
„ Der gives udentvivl Herrer saa latterlige , “ svarede 
Janette leende , „ men jeg ynder Dem ikke ! “ 
„ Jeg tør altsaa slet ikke gjøre Regning paa Deres 
Protection . “ 
„ Hvorfor ønsker De netop han skulde faae denne 
Post ? “ 
„ Først færdi jeg veed , at han er den voxen , og dernæst 

færdi jeg tvivler om , at der gives Nogen , for hvem 
den vilde være en saa stor Velgjerning som for Carlsen . 
Hele hans Fremtids Lykke er saa at sige afhængig deraf . “ 
„ Hvorledes kan det være muligt ? “ spurgte Janette 
forundret . 
„ De vil selv kunne bedømme det , naar jeg har fortalt 
Dem den ulykkelige Skjæbne som hviler over ham , 
og jeg anseer denne Meddelelse for min Pligt , eftersom 
jeg anbefaler ham . “ 
Tøndesen gjentog nu hvad Carlsen om Morgenen 
havde meddeelt ham , og Janette lyttede til hans Ord 
med den største Deeltagelse . Da han havde fortalt hende 
Alt , tilføiede han : 
„ Verden som blot er istand til at bedømme Handlingen , 
uden tillige at see dens Motiver holder den stakkels 
Carlsen for skyldig , i mine Øine og maaskee ogsaa 
i Deres er han derimod mindre brødefuld . “ 
„ Ganske vist , “ svarede Janette bevæget , „ det forekommer 
mig ikke , at der kan være Tale om nogen Brøde . “ 
„ Man har ikke alene frataget ham den Plads han 
havde , “ vedblev Tøndesen , „ men tillige ved at publicere 
Historien med Overdrivelse og Forvandskninger , berøvet 
ham ethvert Haab om nogensinde at kunne faae en uy . 
Han vil derfor være givet til Trang for den bittreste 
Armod og omsider gaae tilgrunde , og for at hindre dette , 
vover jeg endnu engang at paakalde Deres Protektion 

hos Baronessen . Jeg veed nok hvormeget den formaaer . “ 
„ Virkelig ! “ 
udbrød Janette med et couquet Smil . 
„ Nuvel , jeg vil gjøre Alt hvad jeg kan , men til Gjengjæld 
et Spørgsmaal : Siig mig om det vil være 
indiscret , jeg mener særdeles meget indiscret , at 
erfare Aarsage » til at De saa bestemt vedbliver at 
afslaae vore Bønner , og vægrer Dem ved selv at modtage 
denne Post , den er i Sandhed ikke vanskelig , De 
skal Heller ikke faae det saa besværligt , det indestaaer 
jeg for . Nu , bliv ikke vred ! “ tilføiede hun , „ jeg søger 
jo ikke længer at overtale Dem , siden jeg forud veed , 
at det^kke vil lykkes mig , maa jeg blot vide Aarsagen 
til deres Afslag ? “ - 
Janette lagde medens hun talede sin hvide Haand 
paa Tøndesens Arm . Hun følte at denne Arm skjælvede 
i dette Øieblik , og hvad enten det end var en Følge 
af den Skarpsindighed , som enhver Kvinde i visse 
Retninger i saa fortrinlig en Grad er begavet medeller 
hvad anden Grund der bevægede hende til af opgive 
et Spørgsmaal , hrkn nylig havde gjort med saa 
megen Interesse , nok er det , hun taug , og lod sig 
nøie med det utilfredsstillende Svar af Tøndesen : 
„ Der gives Omstændigheder , som bestandig ville 
hindre mig i af modtage denne Post . “ 

Dagen ester blev Carlsen kaldt op til Baronessen , 
sg modtaget som hendes Sekrætair . 
Fjerde Kapitel . 
En hemmelighedsfnld samtale . 
Christianshavn danner i flere Henseender det store 
Asyl for Alt hvad der i Hovedstaden findes af Slet , 
eller Forbryderiflt . Her har ogsaa den fattigste og 
meest tiltagende Deel af Almuen opslaaet deres Boliger , 
fordi den høie Leie gjør det umuligt for dem af boe 
inde i Kjøbenhavn . 
I de mindre Gader sindes Huse , hvis Eiere igjennem 
Aviser og ved Udhængsskilte bekjendtgjører , gode 
og billige Logier for „ propre Herrer “ , og disse propre 
Herrer , som sædvanlig ere Sjouere , Betlere eller frigivne 
Forbrydere , strømmer ogsaa hver Aften i talrig Mængde 
sammen paa slige Steder , for af faae Husly tilden næste 
Dag . De meest Formuende tilbringe Natten i en Seng , 
mindre Velhavende ligge paa Straa , og de Fattige paa 
det blottede Gulv , men Alle broderligt og venskabeligt 
sovende i et og samme Værelse . 
I Baghuset af en saadan Leilighed boede den 

gamle Signe Jensen , Tiggerkonen , som blev omtalt i 
Begyndelsen af denne Fortælling . 
Hendes Bolig bestod af et lille Kammer , hvortil 
man steg op af en meget steil og snever Trappe , hvis 
Rækværk var falden af , og blev erstattet ved et Reb , 
sorn hang ned fra Loftet . 
Enhver Gjenstand i denne Bolig , de sprukne , solbrændte 
Ruder , de ormstukne Meubler , det graa falmede 
Tapet som bedækkede Væggene , bar vel Præg af Armod , 
men tillige af Sands for Orden og Reenlighed som kun 
undtagelsesviis sindes i Samfundets laveste Klasser . 
En sildig Aften sadde to Personer i dette Værelse . 
Den ene var Tiggerkonen og den anden var Charles 
Carlsen . 
Ingen af dem talte til hinanden , derimod tilkjendegav 
den Førstes dybe og regelmæssige Aandedrag , og 
ubevægelige sammenkrsbne Skikkelse , at hun var falden 
ispvn henne i Krogen imellem Kakkelovnen og Sengen . 
Carlsen sad ved Bordet , han hvilte Hovedet i vegge 
sine Hænder og stirrede med et tankefuldt Blik ind i 
Flammen af den lille Bliklampe , som stod foran ham . 
Lampen udbredte en mat og svag Belysning i Stuen og 
kastede sit Skjær henover hans smukke , men blege Ansigt . 
Efterat denne Stilhed uafbrudt havde været i Løbet 
af en Time , hævede Carlsen pludselig sit Hoved og 
lyttede . 

Der hørtes Skridt paa Trappen udenfor , og strax 
efter tnaadte et ungt Menneske ind i Stuen . 
„ Godaffen Carlsen ! Du seer jeg holder Ord , skjøndt 
det kun var med yderste Møre at jeg fandt herop . “ 
„ Jeg begyndte næsten ogsaa at tvivle paa Dig , 
Verner ! Klokken gaaer til ti . “ 
„ Jeg indseer Heller ikke , hvorfor Du netop bestemte 
dette Sted til vor Sammenkomst saalænge der gives 
Cafeer og Restaurationer nok , hvor vi kunne træffe 
hinanden . “ 
„ Ja ganske rigtig , men jeg tvivler om at vi paa 
disse Steder ville være bleven saa lidt bemærkede som her . “ 
„ Der er dog en Tredie nærværende ! . “ yttrede Verner 
og pegede hen til Krogen , hvor den Gamle sad . 
„ For hende kan Du være rolig , hun sover saa trygt 
efter den Kaffepunsch jeg har tillavet hende , at hun ikke 
vil erfare mere af vor Samtale end Kommoden der . 
Læg din Frakke og tag Plads . “ 
„ Her har Du altsaa opslaaet din Bolig ? “ spurgte 
Verner , idet han satte sig paa en Stol ved Siden af 
Carlsen og tændte en Cigar ved Lampen . „ Ilet er just 
ikke ved Elegance at Leiligheden udmærker sig . “ 
„ Nei , men derfor har jeg ogsaa besluttet at omskifte 
^en med en bedre . “ 
„ Du er da antaget som Baronessens Sekretair ? “ 

„ Ja , igaar talte jeg med den gamle Dame , og Alt blev 
afgjort imellem os . Imorgen tiltræder jeg Posten . “ 
„ Men hvordan Djævlen har Dn baaret Dig ad med 
at overvinde alle dine Coneurrenter ? “ 
„ Hvad skal jeg sige ? “ svarede Carlsen . „ Man har 
Talenter , man har Protektioner , og ved denne Leilighed 
var det Adolf Tøndesen , som spillede Mvcrens Rolle . — 
Jeg vidste at han kommer i Baronessens Huus som 
Timelærer , og fik ham til at interessere sig for mig , 
idet jeg componerede en lille Historie om at jeg handel 
taget Pengene af Postkassen for at hjælpe min trængende 
Plejefader o . s . v . “ 
„ Fæstede han da Lid til dette Eventyr ? “ 
„ Ja i den Grad , at Baronessen endnu Dagen efter 
ikke havde forvundet sin Rørelse over at høre Tøndesen 
gjentage det . Nu faaer jeg da fast Fod i Huset og vil 
i Fremtiden kunne virke for Dig . “ 
Begyndelsen af denne Samtale imellem de to Venner , 
var i bleven ført med lydelig Røst , men efterhaanden 
dæmpede de deres Stemmer , flyttede Stolene tættere 
sammen og talede nu saa sagte , af Betlersken i Krogen , 
selv i fuldkommen vaagen Tilstand , vilde have havt 
Møie med af høre , hvad der blev forhandlet . 
„ Jeg troer ikke af jeg har din Hjælp nødig , “ svarede 
Verner paa den sidste Bemærkning af Carlsen . „ Vi 

ville lade Sagen gaae sin Gang som Skjæbnen har 
be slemt . “ 
„ Det vil med andre Ord sige , af vi ville stikke Hænderne 
i Lommen og staae som Peer Tot og see paa , af 
den første den bedste Vindbeutel snappe os vor Forlovede 
inapa bort fra Næsen . Nei , ellers Tak ! det ville vi min 
Salighed ikke gjøre . Jeg har engang før virket forDig , 
og vil blive ved dermed indtil vi vinde Seir . Siden 
dele vi Gevinsten med hinanden . Ester hvad derer 
skeet kan Du ikke længer trække Dig tilbage . Vore 
Veie ere de samme , vi maa følges ad , efter hvor Guddommen 
forlanger det , selv om Resultatet skulde 
i være Blod . “ 
Den kolde Bestemthed hvormed Carlsen fremførte 
disse Ord , syntes af beherske Verner . Han blegnede og 
lod Hovedet synke ned i Haanden , men svarede Intet . 
„ Hvorledes staaer det sig forresten med Frøken Dyring 
og Dig ? “ spurgte Carlsen strax . efter . „ Har Du 
friet til hende , eller tænker Du ikke snart paa at gjøre det ? “ 
„ Forbindelsen er aftalt imellem min Fader og den 
gamle Baronesse ; men jeg selv har endnu ikke gjort 
noget Skridt . “ 
„ Og Testamentet ? “ 
„ Det er kommen fra Italien , og min Fader gjemmer 
det som Baronessens Værge . “ 
„ Du veed siet ikke hvad det indeholder ? “ 

„ Jeg haaber at Janette er indsat sam Universalarving ; 
men med Vished kan jeg naturligviis Intet vide . “ 
„ En saadan Kundskab var det sagt ikke vanskeligt 
at forskaffe sig , “ svarede Carlsen , „ den er tillige uundgaaelig 
nødvendig for os Begge . “ 
„ Det indseer jeg ikke ? “ 
„ Sagen er dog ganske ligefrem . Af hvilken Grund 
ønsker din Fader vel dette Parti saa ivrigt ? Hvorfor 
ønsker Du det selv , Carl ? Ikke fordi Frøken Tyring 
er smuk , lidenskabelig og propfuld af alle mulige 
selskabelige Fuldkommenheder . — I vore Tage skal der 
mere til for at gjøre en Forbindelse ønskværdig . Heller 
ikke kommer det i Betragtning , at Du og hun maaskee 
have Følelser og Symphatier tilfælles , hvilketAltsammen 
hører til et antiqueret Studium , som for Øieblikket blot 
har hjemme i det kongelige Theaters moderne Dramaer . 
Et godt Parti er i vore Dage ikke andet end et rigt 
Parti , Bondens Datter og Grevens Søn kunne ret bequemt 
slutte sig til hinanden , naar blot . den Førstes Penge 
fylder den Sidstes Skuffer . Er det ikke sandt ? “ 
„ Tildeels maaskee ! “ 
„ Du elsker altsaa Frøken Dyring , fordi Du ved Hjælp 
af dens Arv , hun har ivente , vil kunne skaffe Dig en 
sorgfri og behagelig Fremtid ; men netop nu at den 
gamle Baronesse disponere anderledes over sin Formue , 
end vi formode . Det er jo muligt , siden Du selv siger , 

at hun ingensinde har udtalt sig bestemt herover . I 
dette Tilfælde vil din Forbindelse med Frøken Dyring 
baade gjøre Dig selv ulykkelig og hende ved Dig . Det 
er netop denne Ulykke vi ville forhindre ved at aaAe 
og eftersee Testamentet . “ 
„ Men derved begaae vi jo en Handling som i Verdens 
Øine ansees for en Nederdrægtighed . “ 
„ Jeg syntes dog virkelig ikke at der er mindre Brøde 
i at forlove sig i den Hensigt at faae Penge , end i at 
forvisse sig om , at man ogsaa faaer Pengene , hvorfor 
man forlovede sig . Du har halvveis indrømmet at 
Kvinden i vore Dage er en Gjenstand for Kjøb og Salg , 
og det ere igrunden Herrerne med , kan jeg tænke ; det 
er blot Prisen , som er forskjellig , har man da ikke overalt 
Lov til af undersøge en Tings Værd , før man indgaaer 
Handel om den ? Hvad din Phrase om Verdens 
Mening betræffer , saa ligger deri den samme kummerlige 
og lurvede Anskuelse , som gaaer igjennem hele vor 
Tid . Vi tage ikke Hensyn til Handlingen , men gjøre 
derimod Alt for af lette Skinnet , i de ydre Omdømme 
ved anstændige Folks Mening . Hvordan Djævlen skulde 
endelig ogsaa Verden faae af vide , hvad vi To foretager 
os bag lukkede Døre ? Men selv om vi antager denne 
Umulighed , saa vædder jeg Tusinde mod Een , af den , 
der meest fordømmer din Brøde , vil være den , der mindst 
generer sig for af begaae en lignende . Selvinteresse er 

Humanitelens store Hemmelighed , og hele det hæderlige 
Selskab , hvis Mening Du frygter , vil komme Dig imøde 
med aabne Arme , naar Du taler til dets Hjerte med en 
fyldt Pengepung i Haanden . “ 
Da Carlsen taug , sad Verner nogle Øieblikke uden 
af tale , han syntes af overveje Verners Ord . Omsider 
lod det til , af han følte sig befriet af denne Phraselogi , 
thi uden at gjøre flere Indvendinger spurgte han : 
„ Paa hvilken Maade tænker Du da at aabne 
Testamentet ? “ 
„ Hvor gjemmes det ? “ 
„ I min Faders Pult , men Nøglen kommer aldrig 
ud af hans Lomme . “ 
„ Saalænge han blot ikke bærer Pulten i sine Lommer , 
kan det ogsaa være det samme med Nøglen . Tag 
blot et Stykke Papir , blød det i Munden , og gjør et 
Aftryk af Nøglehullet i Pulten , naar Du seer dit Snit 
dertil , for det Øvrige skal jeg nok sørge . 
„ Men hvad hjælper Alt dette til , naar Baronessen 
til næste Foraar reiser tilbage til Italien ? “ 
„ Maaskee bliver der ikke noget af denne Reise , “ 
svarede Carlsen med et betydningsfuldt Smiil . 
„ Hvad mener Du dermed ? “ spurgte Verner forbauset . 
„ Guds Død Carlsen , hvor der ligger noget Ondskabsfuldt 
i dit Ansigt ; jeg vilde ønske at vi To aldrig havde 
truffet hinanden . “ 

„ Tiden er saa knap iaften , min kjære Ven , “ svareae 
Carlsen , „ at vi ikke ville spilde den med at sige hinanden 
Komplimenter . Det lønner heller ikke Umagen , at 
Du søger at fortolke mit Ansigts Udtryk , og for at vende 
tilbage til der hvor vi slap , saa mener jeg blot , at Baronesse 
Dyring ikke vil komme til at reise til Italien 
næste Foraar , siden hun efter al Sandsynlighed døer 
førend den Tid . Hendes Huuslæge er min Bekjendt og 
har betroet mig , at den gamle Dame lider af en stærk 
Tæring , hvilket man dog hidindtil ikke har villet fortælle 
hende . Men lad os nu faae reent Brød i Posen , 
fael , for at jeg kan vide , hvad jeg har at vente af Dig 
til Løn for mine fremtidige Operationer . Vi antager , 
at Frøken Dyring bliver eneste Arving til hele denGam ' 
les Formue . Testamentet skal senere skaffe os Vished 
herom , og hvis vi harUaget Feil , saa gives der Exempler 
paa , at et Testament ved en Smule Behændighed 
lader sig forandre , som det bedst passer i Eens Kram . 
Hvad eier end denne Baronesse ? “ 
„ Min Fader anslaaer hendes Formue til over en 
halv Million . “ 
„ Hvor Djævelen har hun faaet alle de Penge fra ? “ 
„ Endeel ester hendes Bland , men Størsteparten efter 
en Broder , der var ugift , og havde flere Plantager 
ovre i Vestindien . “ 
„ Det er jo en smuk lille Summa , “ udbrød Carlsen 

fornøief . „ Noget af denne Kapital bliver maaskee givet 
bort til Uvedkommende . Vi ville f . Ex . antage , at hun 
har en naturlig Datter , jeg vil antage at hun har Tvillinger , 
Resten tilfalder da den unge Baronesse , eller med 
andre Ord , Dig , naar Du bliver gift med hende . Hvad 
mener Du nu , om strax at give mig et lille lovformeligt 
Gjældsbeviis paa ti Tusinde Rigsdaler for mine Tjenester . 
Det bliver i Rente Firehundrede Rigsdaler 
om Aaret . “ 
„ Det var jo net ! “ udbrød Verner med en haanlig 
Latter . „ En Forskrivning paa Titusinde Rigsdaler . 
Troer Du jeg er forrykt ? “ 
„ Nei aldeles ikke , “ svarede Carlsen med den største 
Rolighed . Det er tvertimod paa Grund af din Klogflab , 
jeg venter denne Godtgjsrelse , siden Du paa den ene 
Side kjender min savair kairo , til at fremme en fattet 
Plan , og paa den anden Side veed , at hvad Øieblik jeg 
vil kan kuldkaste alle Dine Ønsker med Hensyn til Frøken 
Dyring ! “ 
„ Det Sidste er mig rigtignok ikke saa ganske klart , “ 
svarede Verner . 
„ Da er det Dig kun en Bagatel ! “ svarede Carlsen 
med et haanligt Smiil . „ Troer Du nu kjære Ven , at 
der skulde behøves Andet dertil , end at levere Frøkenen 
Beviser for at Du deeltog med mig i Tyveriet paa Postkassen , 
og at det var Din Fader der fik Sagen neddysset 

for Dit Vedkommende ved at tilbagebetale Pengene 
vi havde spillet bort ? “ 
En Dødsbleghed foer hen over Verners Ansigt ved 
disse Ord , som bleve atter tirrede med Kulde og Bestemthed . 
„ Tael ikke mere derom ! “ hviskede han sagte . „ Man 
kunde let høre os . Det forekommer mig , at den Gamle 
derhenne er vaagnet . “ 
„ Ja , vor Samtale er for saavidt ogsaa snart tilende , “ 
svarede Carlsen . „ Jeg vil blot tilføie , at jeg velfvrseglet 
har givet en paalidelig Ven den hele skrevne Historie 
om Alt hvad der er passeret mellem os angaaende Postkassen . 
Hvis der skulde hændes mig noget Uheld , som 
Du naturligviis ikke ønsker , vil min Hemmelighed gaae 
i Arv til ham . Gud maae vide , hvorledes jeg egentlig 
kom paa dette Indfald , “ tilføiede han med en spodsk 
Latter , „ men jeg vilde dog ikke lade Dig være uvidende 
herom , for Levendes og Dødes Skyld . “ 
„ Du frygtede maaskee for , at jeg kunde faae isinde 
at tilintetgjøre det eneste Vidne om denne usalige Hemmelighed , “ 
bemærkede Verner . 
„ Min kjære Ven , “ sagde Carlsen smilende , „ hvorledes 
kan nu Sligt falde Dig ind ? Af Dig frygter jeg Intet , 
men haaber Alt . Vi kan jo lade Sagen beror indtil 
videre , hvis jeg ikke tager feil , saa er det Søren som 
p ringer ude paa Trappen , og han maa ikke erfare Noget 
hvad vi have talt om ! “ 

„ Denne Søren er dog din Fortrolige ! “ bemærkede 
Verner . 
„ Alle Mennesker ere til en vis Grad mine Fortrolige , “ 
svarede Carlsen . „ Men hvad jeg finder før 
godt at dølge beholder jeg desnagtet før mig selv . “ 
Strax efter gik Døren op , og en Person traadte 
ind . Han gjorde et Buk før Verner , et lignende før 
Carlsen , medens han med en høi og skrattende Stemme 
vedblev at synge den Vise han havde begyndt paa 
Trappen . 
„ Og leve vor Konge , min Kjæreste og jeg , 
Min Kjæreste før Alle , min Konge før mig . 
For Djævelen ! — Naar jeg siger , min Kjæreste før Alle , 
saa mener jeg , vor Konge før Alle ! “ 
Den Kommende var en Mand af Middelhøide , 
omtrent i samme Alder som Carlsen , hans Figur havde 
noget Uformeligt og Vanskabt i dette Øieblik han fremstillede 
sig , hvad enten dette nu var en Naturfeil hos 
ham eller fordi han bar en Gjenstand skjult under 
den lange Rytterkappe , hvori han havde indhyllet sig . 
Da han tog Hatten af saae man et blegt og magert 
Ansigt , hvis dybtliggende og gjennemtrængende Øine 
stærkt fremtrædende Kinder og kort , opadstaaende Næse , 
røbede Dristighed og Energi . Panden var aldeles skjult 
af et tykt mørkebruunt Haar , og det hele Ansigt saa tæt 

besaaet med Kopar , som Himlen med Stjerner i en 
Vinternat . 
„ Godaffen Carlsen ! “ sagde han . „ Hvor er vor 
Vertinde ? “ 
„ Hun sidder og sover derhenne i Krogen ! “ svarede 
Carlsen . 
„ Ja , nu hører jeg det jo , Mutter snorker svinsk , 
naar jeg siger svinsk , saa mener jeg at hun snorker , 
og Mutter har ikke muntret sig iaften , jeg mener at 
hun er pærefuld . “ 
„ Det skulle Du nødig sige , Snøde , “ svarede den 
gamle Kone gabende . „ Hvis Du blot kommer hjem 
for at være grov , gjords Du bedst i at blive lorte . “ 
„ Naa naa , Madam Jensen ! “ vedblev Snøde , „ hvad 
jeg sagde var vel meent , og jeg indseer heller ikke , 
hvorfor Folk skulle være ædru , naar de have Raad til 
at drikke sig fulde . — Gaa nu hen og kom os lidt Olie 
i Lampen , for her er jo saa mørkt i Stuen , som i en 
lukket Dragkiste . “ 
„ Jeg har ikke niere Olie i Flasken , og dersom 
Du vil have Noget kjøbt , maa Du selv lægge ud 
derti ' ! “ 
„ Ja det kan jeg rart . Der har I to Skilling , 
Madam . Kjøb os et pænt lille Lys for st , em . “ 
„ Hvor han er gjerrig , “ sagde den Gamle , idet hun 
bandt sit grøntærnede Kastetørklæde om Halsen . „ Det 

er blot for at spare de sex Skilling til Olie , at Dn vil 
have mig til at kjøbe et Tællelys . “ 
„ Gaa nu blot , Mo ' er Jensen , og skaf os Lyset før 
Spekhøkeren lukker Boutikken , naar I kommer igjen skal 
I faae at ses , at jeg ikke er gjerrig . Jeg har en Foræring 
til Jer iaften . “ 
„ Virkelig ? “ 
„ I kan selv overbevise Jer ' derom , “ sagde Snyde . 
„ Hvad troer I vel det er jeg gjemmer bag paa 
min Ryg ? “ 
„ Den Gamle lod sin Haand glide ned over Snødes 
Kappe . Hendes Ansigt antog et venligt Udtryk idet 
hun sagde : 
„ Det er dog altid Noget . “ 
„ Ja , det skulde jeg ogsaa mene , “ svarede Snyde . 
„ Men I faaer ham ikke , denne lille Fyr , fyr I sætter 
et Dukkeansigt op , og gaaer ned efter Lyset . “ 
„ Ha , ha ! hvad Djævelen skal det betyde , et Dukkeansigt ? “ 
spurgte Betlersken . 
„ Naar jeg siger et Dukkeansigt , “ bemærkede Snyde , 
„ saa mener jeg et venligt Ansigt . “ 
Carlsen og Verner havde imidlertid fortsat deres 
Samtale i et sagte og dæmpet Sprog , da Konen gik 
reiste Verner sig , tog Afsked og fulgte efter hende , for 
at blive lukket ud af Gadedøren . 
„ Det var godt at den Fyr forlod os , “ sagde 

Snøde . „ Før jeg kunde ikke tage Munderingen af 
saalænge han var herinde , og den generer mig bandsat . “ 
Han kastede Kappen af sig , og nu saae ' man en 
laaden Gjenstand , som Snøde havde fastbundet paa 
Ryggen . 
„ Hvad har Du der ? “ spurgte Carlsen forundret . 
„ En lille Missekat ! “ svarede Snøde med et listigt 
Smil , og lagde en skndt Hare paa Bordet . „ Det var 
saadan et deiligt Maaneskin iaften , at jeg fik Lyst at 
spadsere lidt i Frederiksberghave . Der vrimler det af 
Harer , og jeg stillede mig paa Lur oppe ved Gartnerhuset , 
hvor disse Smaadyr søge hen for den deilige 
Ridbanes Skyld . Jeg fik strax fat paa denne , og bandt 
ham fast til min Ryg for at Betjenten i Vestergade ikke 
fluide mærke Noget . “ 
„ Men Du maatte jo vente at blive grebet naar 
man hørte Dit Skud . “ 
„ Aa Snak , jeg flyder jo ikke , jeg puster jo blot , 
see her ! “ 
Med disse Ord trak Snøde Løbet af en Vindbøsse 
op fra den ene af sine store Fiskerstøvler , Kolben af den 
anden , skruede begge Dele sammen , og lagde Bøssen 
hen for Carlsen . 
„ Her seer Du min Indretning , “ sagde han tilfreds 
„ Er det ikke en herlig Tingest ? Naar jeg maatte raade 
fluide den Mand være Konge , som først opfandt disse 

Bøsser , man kan ikke tænke sig noget nyttigere Redskab 
for os stakkels Friskytter . — Siden jeg blev saa rig at 
jeg kunde kjøbe denne Bøsse , har jeg altid havt et 
hæderligt Udkomme , at tage en Hare anseer jeg ikke for 
større Kunst end at slukke dette Lys . “ 
Snøde udførte i Virkeligheden denne Sammenligning , 
og pustede Lampen ud . 
„ See saa ! “ udbrød han leende . „ Nu sidde vi i 
Mørke . Den Gamle bliver længe borte , men det er 
det samme , imidlertid skal jeg fortælle Dig en Historie , 
som passerede i forrige Uge Det er den bedste jeg 
endnu har oplevet paa alle mine Vandringer . Altsaa , 
sidste Torsdag træffer jeg Vildthandleren oppe fra 
Vimmelskaftet , hos hvem jeg pleier at afsætte mine 
Varer . “ 
„ Hør lille Snyde , “ siger han , „ der er et Herskab , 
der har bestilt to Stykker Kronvildt hos mig til imorgen 
Middag . Veed Du ingen Raad til at skaffe dem 
tilveie ? “ 
„ Nei jeg veed ikke , “ svarede jeg . „ Den Frist er 
lovlig kort . “ 
„ Ja , da maa jeg Pinedød have Dyrene , “ siger 
Manden , „ om jeg saa selv skal lave dem . Det kommer 
ikke an paa hvad de koste . “ 
„ Ja , siden I endelig maa have dem , “ svarede jeg , 

„ saa skal I Pinedød ogsaa faae dem , saasandt som der 
ellers er Dyr i Skoven og Blykugler hos Isenkræmmeren . “ 
„ Det Svar var en halv Madaira værdt , “ siger 
Manden og trækker mig med sig ned til Viinhandleren , 
og medens vi drak Madairen saa gav jeg ham Haand 
og Ord paa at Dyrene skulde være i i ans Huus til den 
næste Middag . Jeg gik hjem efter Indretningen her , 
puttede ham tnd i Svivlet — naar jeg siger Svivlet , 
mener jeg mine Fiskerstøvler , og derpaa afsted alt hvad 
Nemme og Tøi kunde holde ud til Dronninggaard . 
Nedenfor Lyngby fik jeg Lov til at sætte mig op bag 
paa en Wienervogn , som kjørte samme Lei , idet jeg 
bildte Hersfabet ind , at jeg skulde over til Farum og 
hente Gjordemoderen . Det var næsten Aften før jeg 
kom til Stevet , forresfen et herligt Maaneskins Veir , og 
alle Dyrene paa Dronninggaard kjendte mig fra den 
Tid jeg tjente der , saa godt , at jeg neppe hayde naaet 
Skoven førend de fmaa Stakler kom springende forbi 
mig , som om de vilde sige : „ Kan Du ikke bruge mig , 
lille Snøde , kan Du ikke bruge mig ? “ — Jeg pumpede 
Kolben fuld og gik dybere ind i Skoven efter Lyden . “ 
Medens Snøde talede , havde han sagte og forsigtig 
reist sig op fra Stolen og undersøgt Lommerne i Carlsens 
Overfrakke som hang paa Døren . Frugten af denne 
Nandsagelse var et smukt Silketørklæde , der behændig 
vandrede fra Frakkens Lomme i hans egen . 

„ Hvad vil det sige , at Du gik efter Lyden ? “ spurgte 
Carlsen , uden at mærke det Ringeste . 
„ Det vil sige saameget , at Oktober Maaned er Hjortens 
Vrinsketid . Saa samles de i store Flokke og tale 
Kjærlighed sammen . — Naar jeg siger tale Kjærlighed , 
saa mener jeg de brøle . Den Første jeg bestemte mig 
for , gik det godt , naar jeg siger godt , saa mener jeg 
Munden slet , for den faldt for mit Skud saa død som 
en Bergfisk , den næste gjorde det ikke bedre , og nu gjaldt 
det blot om at faae transporteret dem bort . “ 
Snyde reiste sig med disse Ord fra Stolen og gik 
nogle Gange op og ned ad Gulvet , indtil han endelig 
standsede ved Krogen , hvor den Gamle nylig havde 
siddet . “ 
Han lod sin Haand glide hen over Muren bag 
Kakkelovnen , og trak forsigtig en lys Steen ud . Imidlertid 
vedblev han uafbrudt at fortælle : 
„ Mod Morgensfunden traf jeg en Slagter , som kjørte 
mig og min Bagage til Byen , og paa denne Maade 
naaede jeg lykkelig og vel Vesterbro , hvor jeg tog ind 
hos en Værtshuusmand . Men det Værste var endnu 
tilbage . Hvorledes vilde Du vel have baaret Dig ad , 
Carlsen , for ved hyilys Dag at komme igjennem Porten 
med to smaa Kreaturer ? “ 
Hvis det ikke havde været saa mørkt i Værelset , 
vilde man i dette Øieblik have seet Snyde strække sin 

Haand ned i et Hul som fremkom bag Stenen som han 
llog ud af Muren , samt skjulte Noget i sin Lomme , satte 
Stenen paa sin Plads igjen og vedblev derpaa , efterat 
Carlsen havde indrømmet det Vanskelige i denne Situation . 
„ Først 
tog jeg mig nu en dygtig Godmorgen i Værtshuset . 
— Naar jeg siger Godmorgen , saa mener jeg en 
god Frokost . — Derefter lagde jeg de to Dyr paa Ryggen 
over en Bærebør , og surrede dem fast saaledes at 
Benene strittede iveiret . Til hver af Benene bandt jeg 
derpaa en Teilgreen fuld af Blade , og viklede siden efter 
Hjortens Been og Kroppen om med Halm , saaledes at 
blot de otte Grene slak frem . Da dette var udført fik 
jeg to Sjouere til at bære Børen ind til Acisiboden , 
her gav jeg mig ud for en Gartnersvend og sagde : At 
jeg havde udenlandste Træplanter paa min Bør , som 
skulde bæres ind paa Frederiksborg til hendes Majestæt 
Enkedronningen . “ 
„ Det er godt , “ sagde Betjenten . „ Gaae De med 
Deres Planter , og dermed var den Grød lavet . Naar 
jeg siger Grød , saa mener jeg , at de lade mig gaae , 
og Dyrene kom lykkelig og vel ind til Vildthandleren . 
Hvad synes Du om den Historie , Carlsen ? “ 
Jeg synes at Du er et fiffigt Hoved , og derfor har 
jeg ogsaa tænkt at benytte din Hjælp i en Plan , som 
jeg lagde iaftes , lidt før Du kom hjem . “ 

„ Det kommer an paa af hvad Conleur den Plan er ? “ 
„ Conleur ? “ 
„ Naar jeg siger Conleur , saa mener jeg , om der 
hænger en lille Klat Sølv ved den , til Løn for min 
Umage ? “ 
„ Ja naturligviis ! “ svarede Carlsen , „ det er en 
Selvfølge . “ 
r „ Lad mig da høre , hvad Du pønser paa ? “ 
„ Ryk lidt nærmere her hen til Bordet , “ hviskede 
Carlsen , „ den Gamle staaer maaskee og lurer udenfor 
Døren . “ 
„ Nei , vær kun rolig for hende , jeg har forleden 
løsnet det øverste Trappetrin en Smule , saa hun hverken 
kan komme op eller ned uden at gjøre Spektakel ; hun 
sidder vist i god Ro og fluddrer med Kjælderkonen ovre 
i Forhuset . “ 
„ Den Gamle har i den senere Tiv ladet nogle Ord 
falde om , at hun vidste en vigtig Hemmelighed angaaende 
mig . “ 
„ Ja , det har jeg ogsaa hørt ! “ sagde Snøde , „ men 
jeg tænkte at det var Noget hun sagde for at gjøre sig 
tyk . Siger jeg tyk , saa mener jeg vigtig . “ 
„ I Mørkningen , medens hun sad derhenne i Krogen , 
hørte jeg hende tale isøvne og sige , at hun vidste det , 
som kunde gjøre mig til en rig Mands Søn ; men da 
jeg søgte at udfritte hende , nægtede hun Alt , og vilde 

ikke indlade irg paa Sagens Forklaring . Jeg tænker 
imidlertid nok at vi kunne faae denne Hemmelighed lokket 
ud af hende , hvis vi bære os fiffige ad . “ 
„ Aa ja , “ svarede Snyde , „ hvorfor ikke , det var vel 
ingen Hexekunst . Vi behøver blot at slaae hende ihjel . “ 
„ Det var idetmindste et sikkert Middel til at hun 
aldrig skulde røbe det hun vidste for nogen Andre ; men 
lad os nu tale alvorligt . “ 
„ Det gjør jeg ogsaa , “ svarede Snyde . „ Naar jeg 
siger , slaae ihjel , faa mener jeg at lade hende leve , men 
blot gjøre hende saa bernset , at hun gaaer fra Sands 
og Samling . Med nogle varme Kaffepunsche kunde vi 
bringe hende i bernset Tilstand og saa taler hun om Alt 
muligt . Du husker vel nok forrige Søndag , da vi gjorde 
lidt Løier med hende . Hun sang og sfraalede , faa det 
var en Lyst at hyre , og vilde med Djævelens Vold og 
Magt op at dandse paa Bordet , men det var ogsaa en 
velsignet Drik Du bryggede , saa velsmagende og stærk 
at mine Øine løb i Vand blot ved Lugten , den gjorde 
ogsaa godt hos den Gamle , for hun laae og sfreg hele 
Natten igjennem . “ 
„ Vi kunne maaskee prøve dette Middel igjen . “ 
„ Ja , men med Maade , for jeg troer knapt , at hun 
taaler saa stærkt en Portion til , som den sidste . — Guds 
Død og Pine , “ vedblev han tilfreds og gned sig i Hænderne , 
„ hvad der vilde blive for et Gilde , hvis hun fik 

Hoste , saa mener jeg , hvis hun kreperede , og blev siddende 
midt i Hisforien , som en doven Dreng i sin Lectie . “ 
„ Tys ! “ svarede-Carlsen sagte , „ der kommer Nogen 
herop , det er hende , det buldrer ned ad Trappen igjen , 
hun skriger , hun falder ! — „ Kan Du der see , at jeg har 
lagt det løse Trin fornuftigt . Jeg sagde nok , at hun 
ikke vilde komme herop , uden at vi mærkede hende iforveien . “ 
Lidt 
efter gik Døren op , og ben Gamle traadte 
stønnende ind i Stuen . 
„ Det er da nogle skarnagtige Trapper , “ sagde hun 
forbittret , og lagde Lyset paa Bordet . Jeg var paa st 
hængende Haar nær faldet ned af dem allesammen . “ 
„ Siig heller at det er en skarnagtig Vært , “ bemærkede 
Snøde i en deeltagende Tone . „ Han bryder sig 
ikke om at en gammel Kone som De , kunde komme tilskade 
paa hans Hønsestige . Imorgen den Dag ffal jeg 
gaae ind til ham og klage over Trappen . I slog Jer 
dog vel ikke , kjære Madam Jensen ? “ 
„ Det kunde have været værre , “ svarede Konen mut , 
idet hun hentede en Stage og tændte Lyset . 
„ Nu raaber Vægteren ! “ sagde Carlsen gabende og 
reiste sig op fra Stolen . „ Det er nok klogest at komme 
til Ro . Hør Snøde , “ tilføiede han hviskende , „ naar 
skulde vi foretage det omtalte Experiment . Kommer Du 
tidligt hjem imorgen Aften ? “ 

„ Nei , lad det hellere bero til næste Søndag , saa har 
vi bedst Tid . “ 
„ Som Du vil , men vær for Alting taus , bvis hun 
blot mærker det Mindste , vil ethvert Forsøg mislykkes . “ 
„ Det er jo ligefrem , “ svarede Snøde , „ jeg er saa 
stum som Musen , naar jeg siger Musen , saa mener jeg 
det umælede Bæst der ligger . “ 
Carlsen gik ind i det lille Aflukke , som tjente ham 
til Sovekammer . Snøde gjemte sine Jagtredskaber , og 
den Gamle tog atter Plads i Krogen ved Kakkelovnen . 
„ Hvad var det som Du og Charles hviskede om ? “ 
spurgte hun liot efter . 
„ Aa , det er blot nogle smaa uskyldige Narrestreger ! “ 
svarede Snøde . 
„ Ja , bild mig det ind , det var min Sjæl om mig 
I talede , jeg saae godt at I begge to skjævede hen til 
Bordet hvor jeg stod . “ 
„ Siden I er saa nysgjerrig , saa kan jeg gjerne 
tilstaae Sandheden , “ svarede Snøde , „ men først skal I 
sværge , at I aldrig lader Jer mærke med et Ord til 
Carlsen . — Han kunde gjerne faae isinde at gjøre en 
Ulykke paa mig . “ 
„ Jo vist ! “ yttrede den Gamle foragtelig . „ Du er 
nok meget bange for den Ærtebælg ! Du vilde faae ham 
til at ryste blot ved at lægge Haanden paa ham “ 
„ Kan nok være muligt , Madam , “ svarede Snøde 

tilfreds . „ Jeg har før seet en værre Karl faae en 
Sprække i Hovedet for denne lille Klo , jeg er just ingen 
Finke , hvis jeg selv skal tilstaae det- Naar jeg siger 
Finke , saa mener jeg Kujon . “ 
„ Faaer jeg saa at vide hvad I stod og hvidskede 
om ? “ spurgte den Gamle utaalmodig . 
„ Ja hvis I selv forbander Jer paa at I holder 
det hemmeligt . “ 
„ Det vil jeg , ved min Salighed ! “ 
„ I tænker nok at kunne gjøre Nar af mig , Mo ' er 
Jensen ! Er det en Eed at sværge for en fornuftig 
Kone . — Nuvel , lad gaae da , uden flere Omstændigheder . 
Carlsen antydede , at I gjemte deres Penge henne bag 
Ovnen i et Hul i Muren . “ 
„ Hvad siger Du ! “ raabte den Gamle idet hun 
sprang op fra Stolen . „ Mine Penge ! — Mine Penge ! “ 
gjentog hun og borttog Stenen til Hullet , som Snyde 
havde undersøgt medens Lampen var slukket . 
„ O , det nederdrægtige Afskum ! “ raabte den Gamle . 
„ Han har stjaalet hver en Skilling jeg eiede , men det 
skal ikke gaae saaledes hen , jeg vil . . . . “ . 
„ Vær I blot rolig , “ hviskede Snyde og greb hende 
ublidt om Armen . „ Jeg har jo gjort Alting godt igjen . 
I mukker ikke et Ord derom til Carlsen , som I lovede 
mig , og skulde han virkelig være en saadan Slyngel og 
have taget Pengene , saa har I her hans nye smukke 

Lommetørklæde til Gjengjæld , men det ville vi være 
halvt om . Er i tilfreds med Byttet ? “ 
“ Ja , jeg faaer jo finde mig deri , “ svarede Äonen , 
efterat have forvisset sig om at Silketørklædet var 
aldeles nyt . „ Det er dog en Canaille , den Charles , 
og han skal komme til at undgjælde derfor . Jeg ved 
det som kunde bringe ham i Agt og Ære , og gjøre 
et rig ! Mands Barn af ham , men førend jeg siger et 
Ord derom skal jeg skjære min Tunge af . “ 
„ Veed I virkelig , Madam Jensen , “ spurgte Snøde 
med en Nysgjerrighed , som han forgjæves søgte at skjule . 
„ Veed I Noget om Carlsen ? “ 
„ Ja , saasandt Gud er i Himlen ! “ svarede den 
Gamle høitideligt . „ Jeg veed ogsaa det , der kan faae 
ham til at klæde Steile og Hjul , “ tilføiede hun 
hvidskende . 
„ Nu galer nok min Kokkylling igjen ! “ yttrede Snøde . 
„ Naar jeg siger Kokkylling saa mener jeg , af I praler 
med mere end I kan gjøre Fyldesf for . “ 
„ Troer Du det ? Ja da vil jeg dog lade Dig vide , 
af lidt før Du kom , saa hørte jeg en Samtale mellem 
Charles og den fremmede Person , som fik Haarene til 
af reise sig paa mit Hoved . “ 
„ Hvad var det for en Samtale ? “ spurgte Snøde 
med Øine , der funklede af Begjærlighed . 
„ Jeg sad herhenne ved Ovnen og lod som jeg sov , 

og saa talte de først væk om et Testamente paa henved 
en halv Million Rigsdaler . Dette lovede Charles af 
forandre efter sit eget Hoved . “ 
„ Død og Pine , en halv Million ! Hvornaar skulde 
det gaa for sig ? “ 
„ Næste Søndag . “ 
„ Godt Madam ! I kan beholde det hele Tørklæde 
for Eder selv . Var der virkelig Tale om en halv 
Million ? “ 
„ Som jeg siger , hverken om Meer eller Mindre , “ 
svarede den Gamle i en dæmpet Tone , medens hun 
flottede hen til Døren hvorigjennem Carlsen var gaaet . 
„ Og den Fremmede skulde give ham en Forskrivning 
paa Titusinde Rigsdaler for hans Umage . Hvad siger 
Du til den Fisk , min Søn ? “ 
„ Den kan nok lade sig stege ! “ svarede Snøde . 
„ Naar jeg siger stege , saa mener jeg , at det kan blive 
til Profit for os Begge , hvis vi ellers kan passe 
vort Snit . “ 
„ Za det mener jeg min Sjæl med , Du skat see , 
hvorledes jeg hævner mig paa Charles ! “ 
„ Lad os hellere see , at faae fat i nogle af de rare 
Penge , “ bemærkede Snøde . 
„ Ja begge Dele skulle vi have , hvis Du vil 
hjælpe mig ? “ 
„ Om jeg vil ? det er jo en Selvfølge ! Men her 

maa handles med den yderste Forsigtighed . Carlsen dr 
en listig Ræv , som ikke let lader sig fange . Imorgen 
ville vi tale mere herom . Som fagt , I beholder Tørklædef , 
og kan desuden paa min Regning hente Jer 
en god Kop Kaffe og en Bolle ovre hos Høkeren . — 
Lad os nu gaa til Ro kjære Madam Jensen ! Natten 
bringer Raad , og naar vi blot holde reen Mund med 
hvad vi vide , saa tænker jeg nok at Earlsen skal faae 
sin Fornøielse med os . Naar jeg siger Fornøielse , faa 
mener jeg , at han skal skee Allandsens Ulykke , fordi han 
stjal Jeres Penge , det slemme Skarn ! - God rolig Nat , 
søde Madam Jensen . “ 
„ Godnat ! “ 
Femte Kapitel . 
Soiréen . 
Etatsraad Berner , Carls Fader , boede om Sommeren 
paa et af disse smaa pyntelige Landsteder , som ligge 
langs med Strandveien . Familien var endnu ikke flyttet 
til Byen , og havde besluttet at tage Afsfed med Landet 
for denne Sommer , med de store Selskaber , til hvilket 
Hovedstadens første Familier vare indbudte . 

Lykkeligvis ere slige Selskaber saa ofte bleven skildrede 
til de mindste Details , og have desuden , især i 
de høiere Kredse , engang for alle antaget en saa bestemt 
eensformig Characteer , at man blot behøver at nævne 
dem , for strax at have et fuldstændigt Billede deraf . 
De oplyste Vinduer i Landstedet , kastede et livligt 
og straalende Skjær ud i den mørke Aften , og foryngede 
det brogede Farvespil som Træernes Løvværk havde 
antaget ved Efteraarets Komme . 
Kareter rullede ind og ud af Gaarden , og i den 
aabne Port stod en Skare Nysgjerrige for at faae et 
Glimt at see af det fornemme Selskab , medens det forlod 
Vognene og steg op af Trapperne . Til denne muntre 
Larm og Støi , som Festen fremkaldte , dannede Naturen 
udenfor en paafaldende Modsætning . 
Veiret var mørkt og taaget . Efteraarsstormen gjenlød 
i hule og klagende Toner ude fra Sundet , og hævede 
Alleernes visne Løv op fra Jorden i store Hvirvler . 
Sommermaanedernes lystelige Færdsel paa denne Vei 
var ophørt , Alt var øde , mørkt og trist , man hørte kun 
Lyden af de forbirullende Kareter og en Lænkehund , 
der gjøede af dem fra en af de fattige stormtækkede 
Hytter , som Landstæderne endnu ikke have fortrængt . 
Etatsraad Verner blev anseet for en ung Mand , 
som førte et af de første Huse her i Byen . Dette i 
Forbindelse med den forekommende Opmærksomhed og 

Velvillighed mod Enhver blev modtaget , som enten havde 
et Navn eller blot forstod at klæde sig elegant , forenede 
hos Etatsraaden den meest udmærkede Selskabskreds , 
tilligemed en Mængde Familier og Lediggjængere , hvis 
eneste Beskjæftigede bestod i at føge Morsfab og Adspredelser , 
og bragte paa samme Tid Husets to unge 
Døttre i Ry som de meest feterede Skjønheder . Imidlertid 
glædede netop denne Popularitet disse Damer , 
man beundrede dem overalt hvor de viste sig , sagde 
dem tusinde Conplimenter , ansaae det for en Ære , at 
faae en Plads i deres Balloger , til det ottende eller 
niende Bal , næste Vinter , men het var ogsaa Alt . — 
Fru Verner havde to giftefærdige Døttre , Døttrene 
havde et Dusin Tilbedere ; men ikke en eneste Frier . 
De tilhørte formeget Alle , til af en Enkelt turde vove 
af gjøre Krav paa Eneherredømmet . 
Denne Aften finde vi Etatsraadinden i det første 
Selskabsværelse , hvor hun havde placeret sig for af 
hilse paa Gjæsterne , men dog med særdeles Hensyn til 
af de ventede en af de kongelige Prindser , hvis Nærværelsæ 
efter Fruens Mening alene formaaede af give 
hendes Selskab det egentlige Relief . 
Etatsraaden lod ikke til af være videre passioneret 
for slige Fester . Dygtig og utrættelig i sin Stilling som 
deputeret i et af Kollegerne , syntes han mere af figurere 
end deeltage i Selskabslivet . 

Dog maatte man kjende ham nøiere , for ak gjøre 
denne Opdagelse ; thi han holdt stadigt ned hos fine 
Gjæster , viste sig opmærksom og probonerende mod Alle 
og havde bestandigt et venligt og velvilligt Svar tilrede 
paa enhver Bemærkning . 
Hans Frue derimod syntes alene af være skabt for 
Salonlivet , hun aandede saa frit , Selskaberne vare hendes 
egentlige Element , som Luftens Fugle . 
Det var en af disse livlige , muntert talende Damer 
af en viis Alder , eller rettere sagt af en meget viis Alder , 
med hvem Tiden og de kommende Aar glede sporløse 
hen . Endnu havde ingen bemærkelige Rynker omgivet 
Panden . Hendes Øine vedligeholdt deres tidligere Glands 
og Munden sit venlige stereotyperende Smiil , hendes 
Eneboespoint en vis eiendommelig Skjønhed , ligesom hendes 
Yndlingsfarver , til trods for de tvende voxne Døttre , 
bestandig vedbleve at være røde og meget sjæleglade . 
I dette Øieblik lænede hun sig til et ovalt Blomsterbord 
i Forsalen og lyttede til en Hisforie , som en gammelagtig 
Herre i General Uniform gav til Bedste til stor 
Moro for flere af Gjæsterne . 
„ Nu overdriver De det bestemt ! “ sagde Fruen , medens 
Generalen gjorde en Pause i Fortællingen . 
„ Nei paa min Ære , naadige Frue , det er den skjære 
Sandhed . Jeg har hele Historien fra en Ven , der var 
tilstede ved Hans Majestæts Taffel tilligemed Bang . Vor 

Hofjunker var saa medtaget , at han næppe kunde reise 
sig kra Stolen , og da han senere indfandt sig i Theatret 
om Aftenen begyndte han at spøge og larmentere indtil 
man fik ham draget ud , førend Skandalen blev altfor 
offentlig . Nu kommer vi først til Pointet i min Hisforie . 
Hofjunker Bang gaaer da over til Minni , begyndte at 
drikke og støie paany , og da min Ven endelig fik ham 
ned igjen paa Gaden , giver han sig til at raabe Brand 
af alle Livsens Kræfter . Vægterne samledes og befalede 
ham at være stille , men Bang vedblev at raabe , og jeg 
kunde naturligviis ikke forhindre det . “ 
„ De var altsaa selv Øjenvidne til Hisforien ? “ spurgte 
Fru Verner smilende , uden videre at gjøre Generalen 
opmærksom paa den lille Inconsekvens han begik . 
„ Ganske vist , som jeg nylig sagde , jeg saae Alt , lige 
fra Først til Sidsf . Nu begyndte Attaqueen . Vægteren 
slaaer , Hosjunkeren slaaer igjen , Vægteren piber , Hofjunkeren 
bander , og Hisforien ender med , at vor gøde 
Ven bliver transporteret til Politiaresten , fulgt af en 
talrig Skare Pøbel . “ 
„ Men jeg kan dog umuligt fæste Lid til en saa 
stor Skandale , “ vedblev Etatsraadinden . „ Den stakkels 
Hofjunker , han har saamange Fjender , man misunder 
ham hans Fortuna . “ 
„ Paa min Ære , det tvivler jeg om ! “ svarede 
Generalen . „ Men forinden jeg tvertimod aner , at han 

uden Kundskaber uden nogensomhelst anden Adkomst , 
end den at være en Søn af Kammerherinde Bang har 
vovet at ansøge om Rang af Hofjunker . Ja man 
sagde ham det endogsaa , efter hvad jeg hører , med 
rene og tydelige Ord , da han første Gang viste sig 
ved Hove . “ 
„ Hvad har man sagt ham ? “ 
„ Min Herre ! “ yttrede en af de tilstedeværende Hofjunkere . 
„ De burde have Forsland nok til at indsee , 
hvor lidet De passer iblandt os . Finder De ikke denne 
Bemærkning fortræffeligt ? “ 
„ Maaskee , men vurderer De Bangs Sum ved samme 
Leilighed ? “ 
„ Nei ! “ 
„ Min Herre ! “ svarede han , „ hvor kan De troe at 
jeg vilde søge at blive Hofjunker , dersom jeg havde havt 
Forsland ? “ 
Den almindelige Latter herover blev pludselig afbrudt , 
idet Tjeneren aabnede Døren for tre nye Gjæster , 
en Herre og fo unge Damer . 
Disse Personers Ankomst , foraarsagede en almindelig 
Bevægelse blandt de Tilstedeværende . En dæmpet 
Mumlen af Beundring lød gjennem Salen . Etatsraadinden 
blev i et Øieblik omringet af Nysgjerrige , hvis 
Blikke fra alle Sider rettede sig mod de Kommende . 
Den ene var Janette Dyring , den ene Adoptivdatter 

af Grev Fly af hvem de Begge bleve indførte i Selskabet . 
Endskjøndt 
Beundringen i en saadan Kreds , hverken 
pleier at vækkes saa let , endnu mindre at give sig Luft 
i lydelige Yttringer , for dog maaskee saa almindelig 
eller saa smigrende Situation været mere retfærdig end 
i det Øieblik , da disse fo Skjønheder viste sig . Janette 
klædt i en næsten blændende Pragt , med sine modige 
stirrende Blikke , hvis Glands kappedes med Juvelerne i 
hendes Halsbaand , og Lydia et Barn af Alder , medens 
hendes Figur dog besad alle den modne Kvindes Fuldkommenheder . 
Hendes store mørkeblaa Øine med deres 
afvexlende Udtryk , snart funklede af Livslyst , snart smægtende 
i Melancholi , men halvt tilslørede af lange kulsorte 
Øienhaar , hendes røde , fugtige Læber tydede paa 
en vis Lidenskab , og igjennem denne blændende hvide 
Hud som laae paa Halsen og i Tindingerne , Aarernes 
sine blaaagtige Net at slynge sig . 
Janettes rolige og uforanderlige Træk , idet hun 
bemærkede den almindelige Opmærksomhed omkring sig , 
beviste at hun var fortrolig hermed . Lydia derimod 
vedligeholdt ikke sin Fatning saa godt , hun sænkede sit 
Blik og en svag Rødme overfoer hendes Ansigt , medens 
hun , efterat have hilsf paa Etatsraadinden , lagde sin 
Haand paa Grevens Arm og lod sig see igjennem den 

Mængde af Gjæsferne som nu øieblikkelig sluttede sig 
omkring dem . 
Henne i Hjørnet af Salen stode vore Bekjendte , 
Charles Carlsen , Adolf Tøndesen , Verner , Mørk , Dahl 
og Grev Hjelmskjold , i Samtale med hverandre . 
„ Hvem er dog denne henrivende Pige , som Greven 
' fører ved sin høire Side ? “ spurgte Hjelmskjold , Dahl . 
„ Jeg har endnu ikke seet den unge Dame indført i det 
høiere Aristokrati , hendes Skjønhed overtræffer næsten 
Frøken Dyring . Efter hendes Teint at dømme maae 
det sikkert være en Spanierinde eller Italienerinde ; thi 
kun i Syden kan der blomstre saadanne Skjønheder . “ 
„ Tys , “ sagde Dahl til Vennen . „ Endskjønt denne 
unge Dame seer saa bly og uskyldig ud , saa har jeg 
dog hørt hende omtals som en af vore største Couketter , 
hun har allerede havt mange Tilbedere , for Exempel 
den unge Greve Francois Bourville , der , efter ar have 
ødelagt sin Formue ved kostbare Foræringer , og Reiser , 
hvori den unge Dame deltog , og hvori hun feterede 
ved alle Fester , som Festens Dronning , tillige ved 
Spillebordet , og Udsvævelser , Vellysf og enhver anden 
Dyd , som en flot Arving af en fyrstelig Formue ellers 
besidder , ved at ødelægge sig selv , og Enden paa hele 
Historien blev den , at da han total var ruineret og 
derefter af den unge Dame blev forladt , gik han hjem 
i sit Hotel og skjød sig en Kugle for Panden . “ 

„ Jeg har hørt dette Thema tidligere blive omtalt , 
men vidste ikke dengang hvem hans Ledsagerinde paa 
hans Reiser var , eller vidste de rigtige Omstændigheder 
ved hans Død . “ 
„ Forresten er den unge Dame for Øieblikket Mørks 
erklærede Elskerinde , og mærkelig nok , endskjøndt den 
unge Laps ikke alene er uformuende , hævngjerrig ja , 
og i Fortrolighed turde jeg sværge ved min Sjæls Salighed 
at , har han ikke før begaaet nogen Forbrydelse , 
turde jeg sværge paa , at han , skjøndt med et belevent 
Væsen og et indsmigrende Ydre , dog kun ruger over 
Planer , som ikke ere de redeligsfe . Man seer ham tidt 
sammen med et Menneske ved Navn Snøde , som har 
alt andet end en hæderlig Characteer . Forresten er 
dette Menneske bekjendt for at have begaaet ) adskillige 
smaae Synder , som , for Exempel , Tyveri , Falskneri , og 
som berygtet Krybskytte . “ 
„ Da beklager jeg virkelig vor stakkels Ven , Verner , “ 
sagde Hjelmskjold til Vennen . „ Da jeg maa antage 
at han staaer i meget intim Bekjendtskab med denne 
Nar , og var det vidst bedst for ham , at naar han har 
noget tilfælles med ham , vilde det være bedst for ham 
at afbryde , hvis ikke aldeles , dog tildeels hans Bekjendtskab 
med ham , og det var Synd for Verner , skulde 
han engang blive et uskyldigt Værktøj til alle hans 
Bedragerier . “ 

I dette Øieblik kom Etatsraad Verner igjennem 
Salen og gik lige hen imod Vennerne , hvis Samtale 
derved blev afbrudt . 
„ Hvorledes ? “ sagde han . „ Her gjemmer de unge 
Herrer sig i Hjørnet af Salen , istedetfor af være paa 
deres Plads i Dandsesalonen , hvor de unge Damer 
med Utaalmodighed længes efter deres Ankomst , for af 
blive ført i de dandsende Rækker . ^ . Ilous ! mine Herrer , 
fremad til Valpladsen . Og Du , “ tilføiede han til 
Sønnen med sagte Stemme , som var traadt Faderen 
imøde , „ maa gjøre Dig Umage for af opføre Dig iaften 
som en sand Cavalleer , for af staae bedre anskreven 
baade hos Grev Fly og Baronessen . 
Søg ligeledes af gjøre Dig bemærkbar hos Frøken 
Dyring , min Plan beroer kun derpaa , af vi søge ved 
et Giftermaal imellem hende og Dig , af vedligeholde 
vort Hus ' s Glands . 
Naar det var Dig muligt af vinde Frøken Dyrings 
Kjærlighed , da bliver Du en af Landets rigeste Privatmænd . 
Men see der , “ vedblev han , den unge Tøndesen 
er allerede kommet Dig i Forkjøbet med af engagere 
Frøken Dyring til den første Dands , jeg vilde ønske 
den unge Knegt var Pokker i Vold . Du maa see paa 
en anstændig Maade af afbryde alt Bekjendtskab med 
ham , ellers vil Du komme til den Erkjendelse af han 
gaaer af med Seiren ved at føre den unge Dame 

som sin Brud ud af Kampen som han har begyndt 
mod Dig . “ 
„ Vær kun rolig , min Fader , “ sagde Verner , „ alt 
skal blive arangeret paa det Bedste , der er mig kun en 
iveien , Grev Hjelmskjold som er Tøndesen hengiven med 
Venskab og han har i ham en ikke liden Støtte , da han 
er Frøken Dyrings intime Ven . “ 
Verner fog derpaa Faderen under Armen og gik 
med ham hen i Balsalen , hvor Herrerne førte deres 
Damer omkring i en hvirvlende Galop . 
I en af Sideværelserne af Dandsesalen stod ved 
Midnatstid Adolf Tøndesøn og ventede med Utaalmodighed 
paa Frøken Dyring , som han her ved Midnatstid 
havde sat Stævne , og da Klokken var nærved tolv , 
havde han derfor forladt Dandsesalen . 
Da han vidste at han havde betydelige Modstandere 
ligeoverfor sig som vilde gjøre ham den stridig som han 
elskede med hele sin Sjæl , og for hvem han gjerne havde 
offret sin sidste Blodsdraabe blot for at vinde et Smiil 
af hendes Læber . Med hende fluide han nu tale et par 
Ord , som han længe forgjæves havde higet efter . Vel 
havde han været hendes Lærer i Sprog og Musik , men 
de unge Mennesker vare altfor bevogtede til at de turde 
vove at tale om Kjærlighed til hverandre , eller kun ved 
et Haandtryk lade dem mærke med hvad de følte for 
hinanden . Men endelig var den Time kommen , hvor 

det skulde lykkes ham , at have en Veto a Veie med sin 
Hjertes Udkaarede . 
Han vidste ogsaa at der var aftalt et Giftermaal 
imellem Janette og Verner , bestemt af Frøken Dyrings 
Adoptivfader , Grev Fly og Baronesse Dyring , og disse 
søgte ved enhver Leilighed at forhindre en Sammenkomst 
imellem Tøndesen og Janette , da Baronessen troede at 
have bemærket nogle Blikke som de to Elskende havde 
tilkastet hinanden , og denne Sammenkomst havde 
vistnok ikke fundet Sted , naar Tøndesen ikke havde havt 
en opoffrende Ven i Grev Hjelmfljold , og kun ham kunde 
Tøndesen takke for denne Sammenkomst , da denne ledede 
Baronessen og Alles Opmærksomhed paa sig , ved at 
fortælle en interessant Historie og Skandale , der var 
foregaaet ved Hoffet . 
Medens Selskabet nu lyttede til Grev Hjelmskjolds 
Ord , ville vi lytte til de Lo Elskendes Samtale . 
Med høit bankende Hjerte stod Tøndesen her og 
ventede med Utaalmodighed paa Janette , der frygtsom 
ilede hen til det Sted hvor hendes Tilbeder ventede 
hende . 
Endeligen naaede hun Kabinettet , hvor hun med 
sød Henrykkelse kastede sig til den Elskendes Bryst , og 
hvor de i Eensomhed og uden Forstyrrelse kunde udtale 
dem for hinanden . 
„ Min stakkels Elskede ! “ begyndte Tøndesen , „ hvor 

jeg har længtes efter denne salige Time og dog kun for 
at høre slemme Efterretninger af Deres Mund , da jeg 
jo veed at et Giftermaal er besluttet imellem Dem og 
Etatsraad Verners Søn . “ 
„ Hør ! “ sagde Janette i en høitidelig Tone . „ Jeg 
vil ikke skjule noget for Dem , Adolf ! Imorges har man 
talt om mit Giftermaal , og min Tante , som jeg oprigtig 
maa tilstaae at have gjort Regning paa , for ved hendes 
Hjælp at faae min Adoptivfaders Samtykke , og for at 
beskytte vor Kjærlighed , har ikke alene erklæret sig for 
dette Giftermaal imellem Verner og mig , men har paa 
det Bestemteste forbudt mig i Fremtiden at modtage 
Dem ! Destoværre ere derved vore Privattimer afbrudte 
hvor vi idetmindste kunde see og tale med hinanden . “ 
„ Ak ! “ sagde Tøndesen med dump Stemme , „ hvor 
haardt er det ikke for en Mand , at høre den Pige som 
man elsker sige saa roligt med aydre Ord : Du skal ikke 
vente længe min Ven , efter den Time da Du skal lide ! 
Men det er det Samme , naar det ikke kan være anderledes , 
skal det ikke være mig som vil staae Deres Lykke 
iveien . Jeg giver Dem , elskede Pige Deres Løfter tilbage , 
jeg skal ikke gjøre mine Fordringer gjældende , og 
skjøndt med et brudt Hjerte renoncere jeg paa den Lykke 
at komme i Besiddelse af Dem . 
„ Ak , “ vedblev han , „ hvor kan ogsaa en Eventyrer 
som jeg , uden Navn , uden Forældre , og som ikke engang 

kan nævne Deres Navn , kunde gjøre Fordring paa Dem . 
Hvor kan et saadant Menneske vove at træde i Skrankerne 
med den rige Etatsraad Verners Søn . “ 
Janette udstødte et Skrig , men svarede intet . 
„ Hør ! “ vedblev Adolf , „ svar mig nu oprigtig , da 
dette Svar , enten giver mig Livet eller Døden . Hvad 
agter De nu at gjøre ? “ 
En kort Taushed paafulgte . 
Endelig hævede hun Hovedet og udbrød : 
„ Stakkels Adolf , hvor maa De lide . “ 
„ Nok , “ sagde han med dyb bevæget Stemme , „ der 
maa gjøres en Ende paa det , thi det er jo ikke den første 
Gang , at De befinder Dem i en Fare som De allerede 
tidligere har beseiret ved Mod , Kraft og Energi . 
Vistnok vilde det være taabelig nu at hengive sig til 
Modløshed , thi Faren er altfor overhængende , og der 
maa derfor tages en hurtig Beslutning . Svar mig , 
Janette , min Elskede , har De Mod nok til at flygte med 
mig ? thi Gud forlader vistnok ikke dem som med sand 
Gudsfrygt og Kjærlighed henvender sig til ham , og han 
vil vistnok belønne de Mennesker i Himlen som lider her 
paa Jorden . “ 
Med Rolighed tænkte Janette paa det Svar som 
hun skulde give sin Elsker . Paa den ene Side blev der 
tilbudt hende trofast Kjærlighed , Lykke og en elsket Mand , 
og paa den anden Side stod hun paa Nippet at blive 

gift med et letsindigt , udsvævende Menneske , der kun 
havde Omgang med unge , rige Mennesker , der paa den 
honetteste Maade af Verden satte deres Formue overstyr . 
Men den Tanke at skulde forlade sin Adoptivfader 
og sin gamle Tante , der var meget svag , og som hun 
vidste ikke kunde leve ret længe , var endnu aldrig faldet 
hende ind og hvilken hun troede at hun aldrig behøvede 
at forlade dem , da hun endnu med barnlig Kjærlighed 
elskede dem Begge . 
„ De veed , kjære Adolf ! “ begyndte hun bevæget , „ at 
jeg er mine Plejeforældre af mit hele Hjerte hengiven , 
og at forlade min gamle Tante nu i hendes Alderdom , 
og belønne hendes Kjærlighed paa den Maade med 
Utaknemmelighed ved at forlade hende , det vilde nedkalde 
Himlens Forbandelse over vore Hoveder . Det er 
umuligt . 
„ Jeg kjender Dem for godt , kjære Adolf , “ vedblev 
hun , „ og De er altfor ædel til at De vilde forlange af 
mig at jeg skulde kjæmpe imod min Familie . Den almægtigæ 
Gud holde sin Haand over os . Jeg vil søge 
at kjæmpe mod mig selv og nedtrykke mit Hjertes dybt 
tilføiede Saar ved at miste Dem i mit Indre . Men bedrøve 
min Adoptivfader , forslyrre min Tantes Ro i 
hendes sidste Tid , da hun vandrer her paa Jerden — 
nei , det kunde jeg ikke . “ 
„ Maaskee har De Ret , “ bemærkede Tøndesen . 

„ Min Gud , Adolf ! “ sagde Janette , „ med hvilken 
Stemme yttrer De det , lider jeg maaskee ikke nok , til 
at ogsaa De skulde tilføie mig det ene Saar efter det 
andet . “ 
„ Nu ja , jeg maa vel finde mig deri , men desuagtet 
kan jeg ikke andet end elsfe og beundre Dem , Janette , “ 
sagde Tøndesen . 
„ Kjære Adolf , De er i dette Øieblik meget egenkjærligt , 
og lader som om De ikke forstaaer mig , skjøndt 
De fuldkommen veed hvad jeg lider og hvor fortvivlet 
jeg er . “ 
„ Jo , kjære Janette , jeg forstaaer Dem fuldkommen 
vel ! “ udbrød Tøndesen med brudt Stemme . „ De vil 
ikke sætte Dem imod deres Adoptivfaders Villie , og 
hellere gifte Dem med et Menneske som er Dem aldeles 
uværdig , end at forlade deres Tante . “ 
„ Men du gode Gud , hvad forlanger De da at jeg 
skal gjøre ! “ 
„ Forelæg mig engang deres Plan hvad De har isinde 
at gjøre , hvis der er nogen Rimelighed i Deres 
Plan som De agter at iværksætte , da var det jo dog 
ikke saa umuligt , om jeg indvilligede deri , thi jeg veed 
jo vedblev hun med kjærlig Stemme , hvor høit De 
elsker mig kjære Adolf . Men giv mig et Raad , hvad skal 
jeg gjøre . “ 
„ De opfylder mit Bryst med Glæde kjære Janette . 

Men er det ogsaa Deres Alvor at De forlanger at jeg 
skal give dem et Raad ? “ 
„ Naar deres Raad kjære Adolf , er fornuftig , saa 
kan jeg ikke indsee hvorfor jeg , skulde sætte mig derimod . “ 
„ Tilgiv 
mig kjære Janette , i dette Øieblik er jeg saa 
forstyrret i Hovedet at det er mig umuligt at fortsætte 
denne Samtale . “ 
„ Min Gud hør , hvad betyder denne Støi ! “ udbrød 
Janette ængstelig „ hør , Skridt nærme sig her til , 
hvad skal jeg gjøre , hvis man fandt mig her alene 
med Dem kjære Adolf , da var mit Rygte ødelagt . “ 
„ Tys frygt intet ! “ sagde Adolf , idet han aabnede 
en Dør som førte til en Trappe , der gik ned i Haven . 
Jil ned af denne Trappe kjære Janette , vedblev han , 
den fører ned i Haven fordyb dem i Løvgangen , oglad 
som om De har nydt den kølige Natteluft . Han førte 
hende derpaa hen til Trappen , hvor hun som en forfulgt 
Hind ilede ned af , og fordybede sig der i 
Gangene . 
Adolf Tøndesen derimod , lukkede rolig Døren op , 
som om der ikke var forefaldet noget usædvanligt , gik 
derpaa den tililende Hjelmfkjold rolig imøde og begav 
sig derpaa , efter at de havde havt en hemmelig Samtale , 
Arm i Arm tilbage i Salen , hvor de forsvandt 
Begge med deres Dame i de Dandsendes Rækker . 

Medens Adolf og Janette Dyring havde deres 
Sammenkomst i et af Værelserne , forefaldt en anden 
Scene i Haven . 
Charles Carlsen havde taget Verner under Armen , 
og begav sig med ham ned i Haven . 
„ Hør mig nu ! “ — sagde Carlsen til Verner ! Jeg 
har opdaget en forfærdelig Hemmelighed En Mand 
ved Navn Dyring , som praler med at han kan gjøre 
Krav paa Arven , saasnart Baronessen er afgaaet ved 
Døden , er pludselig opdukket , og vi maae paa enhver/ 
Maade see til at lade denne Mand forsvinde , hvis ikke , 
med det Gode , saa med det Onde ; Snøde kan i fornøden 
Tilfælde give os en Haandsrækning , da maaskee Omstændighederne 
fordre hans Hjælp . “ 
„ Du vil da ikke begaae nogen Forbrydelse Charles 
! “ udbrød Verner , „ betænk hvad Du gjør , Iu sætter 
baade din Lykke og Samvittighed paa Spil . “ 
„ Du har kun at adlyde ! “ sagde Charles . Naar 
denne Mand ikke forsvinder inden Ugens Løb , da kommer 
Papirerne om Posfkassetyveriet for Dagens Lys . 
Forsvinder denne Mand ikke da kan vi maaskee see vor 
Plan med Testamentet ryge i Luften . Altsaa jeg stoler 
paa din Hjælp Verner , tal med Snøde angaaende denne 
Sag , jeg skal sende Eder nærmere Oplysninger om 
denne nybagte Adelsmand Dyring , og Vee ham , naar 
det gaaer til Yderligheder , thi min Ven den unge Grev 

* 
Fly har tillige en Haand med i Spillet , da dans Lykke 
ligeledes er iblandet i denne Historie . Tillige kan vi 
vente os , den ældre Grev Flys Hjælp i denne Sag , 
thi ogsaa han vilde være totalt rouineret naar han 
skulde gaae glip af en Part i Testamentet . Altsaa Du 
seer at jeg er vel underrettet , og er det derfor foreløbig 
nødvendig at denne nye Dyring , som ikke skal være 
fündet end en ussel Opvarter i en af Kneiperne paa 
^Broen , forsvinder paa en anstændig Maade . Her gjorde 
^Carlsen et mystisk Tegn , idet han lod Fingeren løbe omkring 
sin Hals . “ 
Verner gyste da han saae denne Gebærde og udbrød : 
„ For Guds Skyld Charles begaae ingen Mord . “ 
„ Hvad det anbelanger skal Du ingen Samvittighedsskrupler 
gjøre Dig , det bliver min og Mørks Sag ; 
derom kan Du lade os sørge , Du har blot at gjøre , 
at Du ved given Leilighed , seer til at faae fat paa 
Testamentet , saa det bliver min Sag og ikke din . “ 
„ Bien , Apropo ! “ vedblev Carlsen . „ Har Du taget 
noget Aftryk af Laasen til din Faders Secretair , hvor 
Testamentet bliver gjemt ? “ 
„ Jo , her er det ! “ sagde Verner , idet han øverrakte 
Carlsen et Aftryk i Vox , af Nøglehullet til 
Secretairen . 
„ Godt , Du skal med det første faa en Nøgle og 

nærmere Bestemmelser angaaende denne nybagte Dyring , 
og hvorledes Du skal aftale Sagen med denne Snøde . “ 
„ Men naar jeg nu reentud nægtede at deeltage i 
denne Hisforie , hvad vilde Du da sige ? “ 
„ Ikke videre , min Ven , end foreløbigen at publisere 
i Aviserne , at en Aften medens jeg havde været beskjæftiget 
i et Værelse ved Siden af hvor Du paa Kontoret 
arbeidede , havde feet hvor Du tog en Deel Sedler af 
Postkassen , og samme Aften havde seet Dig med Frøken 
Lydia florere i en af Logerne i det kongelige Theater . “ 
„ Men Du milde Gud , det er jo den pure Usandhed 
Du staaer der og fortæller ! “ udbrød Verner forskrækket . 
„ Ieg har jo ikke engang den Ære at kjende denne Dame 
og meget mindre at have havt et saa intim Bekjendtskab , 
ved at skulde have ført hende-i Theatret . 
„ Gjør intet til Sagen , min Ven , “ svarede Carlsen . 
„ Du kjender mig grundig « ! til at Du nok veed , hvad 
jeg foresætter mig , det skal ogsaa gaae igjennem . Og 
hvortil troer Du forresten at Frøken Lydia er kommet 
hertil , veed Du det ikke , saa skal jeg sige Dig det 
Nødvendigste , hvad Du bør vide . Foreløbigen er hun 
ansat som Selskabsdame hos Frøken Dyring , og da hun 
igjennem mig tidligere har gjort Grev Flys Bekjendtskab , 
saa har hun allerede tidligere lært Janette Dyring at 
kjende , og agerer som sagt baade som Veninde og Selskabsdame 
hos hende . Hun er tillige den som stal give Mørk 

og mig nøiagtig Efterretning om Janette , med hvad 
hun foretager sig . — Men , nu nok herom . Din Samvittighed 
skal ikke lide noget Skaar i hele Afairen . 
Du har blot det Lidet at gjøre , at see at faae fat i 
Testamentet . “ 
Efter denne Samtale begav de dem tilbage i Balsalen , 
hvor de bemærkede Grev Hjelmskjold i en ivrig 
Samtale med Janette . Som de bemærkede , rødmede 
Janette ofte ved det som Hjelmskjold sagde til hende , 
og da han endelig vilde forlade hende lagde hun 
Haanden paa Hjertet og bøiede Hovedet , som om hun 
vilde give sit Samtykke til det hvorom han spurgte 
hende . 
Hjelmskjold gik derpaa hen til Tøndesen , hviskede 
ham noget i Øret , og som det lod til , modtog denne 
Budskabet med Glæde ; thi med straalende Aasyn og 
et Smiil paa Læberne tog han Vennen under Armen , 
og da det allerede var langt over Klokken To , gik 
begge Venner hen til Værten og Værtinden og anbefalede 
sig . 
Idet de gik forbi Janette , lod det som om hun 
bøiede Hovedet , og dette var et aftalt Tegn imellem 
Hjelmskjold og hende , hvis hun vilde give sin Elsker 
et nyt Stevnemøde den næste Aften . Dermed forlode 
de Værelset . 

Lidt efter lidt bleve de Dandsendes Rækker tyndere 
og tyndere , og efter en halv Times Forløb var hele 
Salen forladt , og hver af Gjæsterne havde begivet 
sig til deres Hjem . 
Sjette Kapitel . 
En ubehagelig Overraskelse . 
I en af Byens meest befærdede Gader havde Grev 
Fly en privat Eiendom , som for Øieblikket var ubeboet , 
da Greven boede paa Landet og saaledes kun var tilgjængelig 
for Baronesse Dyring og Janette , som de ofte 
besøgte , da de i Grevens Fraværelse benyttede hans rige 
og værdifulde Bibliothek . 
Den næste Aften sad i et af Værelserne en Dame i 
en Lænestol tæt tilsløret , og naar man ikke havde bemærket 
en nervøs Skjælven , som af og til gjennemrystet , e 
Damen , skulde man have-trøet at det var et livløst Legeme 
der sad i Stolen . 
Damen havde allerede siddet saaledes ventende over 
en Time . Pludselig lod det til som om hun hørte en 
Bevægelse nede i Gaarden ; thi hendes Haand som laae 
paa Bordet , aabnede og lukkede sig med slørre Hast . Det 

var Hunden i Gaarden som gjøede , at hun var blevet 
opmærksom paa , og hvorefter hun med en nervøs Spænding 
lyttede . 
„ Han er kommet , “ viffede Damen med tunge Aandedræt . 
„ Gud være lovet , endelig . “ 
Derpaa hørte hun en ungdommelig Stemme yttre : 
„ Jeg kommer sildig iaften , Bromber . “ 
„ Ja temmelig sildig ! “ svarede derpaa en Stemme , 
„ men jeg kjendte jo Tegnet . Alt er i Orden . “ 
„ Ja vel er Alt i Orden ; thi Lyset staaer jo tændt 
i Vinduet . “ 
„ Saa skynd Eder at komme ind i Huset , “ sagde den 
ungdommelige Stemme , og strax efter hørte man at 
Porten blev smækket i Laas . 
Rask og med hurtigilende Skridf , løb der en Person 
op ad Trappen og slandsede ved Døren til det Værelse , 
hvor den tilslørede Dame sad . 
Værelset var ikke oplyst , kun Kaminens Ild kastede 
af og til et Skjær igjennem Værelset , som derved nogenlunde 
blev oplyst , for ikke aldeles at være i Mørke . 
I dette Øieblik blev Døren lukket hurtig op , og 
ved den matte Belysning fra Kaminen , kunde man skjelne 
tvende Personer staaende paa Dørtærskelen , hvoraf den 
ene var en ung Mand med et aabent og smukt Ansigt , 
hvorimod den anden hurtig trak sig tilbage og lukkede 
Døren efter sig . 

Med et Glædesskrig kastede den unge Mand Hat og 
Stok hen i en Krog af Værelset og ilede med adspredte 
Arme løs paa den Stol hvorpaa Damen sad . 
„ O , Janette ! Elskede ! Tak , evig Tak for denne nys 
Sammenkomst , som De har tilstaaet mig ! “ raabte den 
unge Bland , og vilde kaste sig paa Knæ for den paa 
Stolen siddende Dame . 
Damen reiste sig hurtig op fra Stolen og kastede 
Sløret tilbage . 
Den unge Mand udstødte et Skrig af Overraskelse , 
oa han trods Mørket , som herskede i Værelset gjenkjendte 
sll sin Skræk Baronesse Dyring . 
„ Baronesse ! “ udstødte han endelig med halvkvalt 
Stemme . 
„ Jo , det er mig , “ svarede Damen med undertrykt 
Harme . „ Hvad har Te af sige mig Hr . Tøndesen ? “ 
Den unge Mand var saa bestyrtet og forvirret , af 
han ikke var istand til af kunde tale ; thi istedetfor Janette , 
som han her havde ventet af træffe , da hun netop 
havde lovet Hamen Sammenkomst med hende her i Aften 
paa denne Tid , stod han lige paa Nippet af omfavne 
Baronessen . 
“ Jeg gjentager min Herre ! “ vedblev Baronessen , 
„ hvad har De at sige mig ? “ 
„ Intet ! “ svarede Tøndesen , idet han med en voldsom 
Anstrængelse søgte at fatte sig . „ De veed bedst 

naadige Baronesse , at jeg —-at jeg ikke har noget at 
sige Tem . “ 
„ Som jeg har bragt i Erfaring , “ begyndte Baronessen , 
„ har De alt tidligere vovet , under løgnagtige Paaskud 
at trænge her ind i Huset . 
Ved disse fornærmelige Yttringer , traadte Tøndesen 
et Skridt tilbage . Hans Ansigt blev snart overtrukken 
med en mørk Rødme , snart med Dødens Bleghed . 
„ Knn Dem , naadige Frue , er det tilladt at yttre 
saadanne Ord til mig . En Mand turde , en Dame fluide 
ikke sige mig slige Ord . “ 
Med et foragteligt Smiil paa Læberne svarede 
Baronessen . 
„ Jeg takker Eder for den Lære , som De troer at 
have Ret til at give mig . Jeg troede ikke at der kunde 
gives Ord , som vare strenge nok for en Moder til den 
Mand der søgte ved List at berøve hendes Barn . “ 
„ Jeg beder Dem , Fru Baronesse , hør mig ! “ raabte 
den unge Mand i Fortvivlelse . 
„ Jeger ikke kommet hertil for at høre Ord som ikke 
interessere mig ! “ sagde Baronessen . De føler Dem 
fornærmet ved mine Yttringer ; troer De at jeg kan bruge 
andre Udtryk ligeover for en Mand , der benytter en 
Handlemaade , som De . Jeg har alt for længere Tid 
ladet Ord falde , hvoraf De , som fornuftig Mand maa 
kunne indsee , at det er en reen vanvittig Idee , at tænke 

paa et Giftermaal imellem en ubemidlet Mand uden Navn , 
der ved Trældom og Arbeide maa slide for det daglige 
Bryd , og en Dame af adelig Stand , Datter og eneste 
Arving af mit Navn og Titel . 
„ Jeg maa med Skamfuldhed tilstaae , at det virkelig 
forholder sig saaledes ! “ svarede Tøndesen med brudt 
Stemme ; „ men jeg troede at min hengivne Kjærlighed 
til Frøken Dyring — 
„ Vi ville ikke drøfte denne Sag længere , Hr . Tyndesen , 
det . er vor Villie , at min Niece ikke oftere modtager 
deres Besøg , hverken her eller i mit Hjem og forbyder 
Eder i Fremtiden al Nærmelse til Frøken Dyring . Jeg 
haaber at De har forstaaet mig . “ 
„ Endskjøndt De , naadige Baronesse , har Net at 
vaage over Frøken Janette , saa har De derimod ingen 
Ret at foreskrive mig hvad jeg har at gjøre . Jeg elsker 
hende , og veed med Vished , af ogsaa hun gjengjælder 
min Kjærlighed med samme Styrke som jeg elsker hende , 
og da De , saavelsom Grev Fly forbyder mig af nærme 
mig Frøken Janette , saa anseer jeg det for min Pligt 
af handle imod deres Villie . “ 
„ Eders Pligt , siger De ! “ udbrød Baronessen harmfuld , 
„ kalder De det en Pligt af handle saaledes som 
De handler . “ 
„ Ja , jeg gjentager , min Pligt ! “ svarede Tyndejen . 
„ De glemmer naadige Baronesse , af jeg elsker Eders 

Niece . Jeg har Ret til af elske hende , ligesom jeg har 
Ret til af beundre Stjernerne paa Himlen og Blomsterne 
ved mine Fødder . Jeg har tilstaaet hende denne Kjærlighed 
og hun har forsikkrer mig om sin Gjenkjærlighed . 
Fra det Øieblik har jeg paataget mig en Forpligtelse , 
hvorfor jeg ogsaa har Ret til af værne om hende . “ 
„ Dette kalder De altsaa af være Pligt . Men Hr . 
Tøndesen , nu skal jeg svare Dem . Hvad kalder De den 
Mand , som for af naae sit Maal , tager sin Tilflugt til 
Løgn og Bedrag ? “ 
„ Til Løgn og Bedrag skulde jeg have taget min 
Tilflugt ! “ udbrød Tøndesen heftigt . 
„ Saadan sagde jeg , “ var det rolige Svar . „ Med 
hvilke andre Ord skulde jeg ellers betegne deres Handlemaade . 
Te har havt den Jnpertinence at skrive til 
min Niece . — Her er Brevet , “ vedblev Baronessen , 
idet hun gav Tøndesen et sammenlagt Brev . „ I dette 
Brev foreslaaer De deres Hoitelskede Janette at tilstaae 
Dem en hemmelig Sammenkomst . Tillige raader De 
hende til at foregive at skulde aflægge et Besøg her 
hos den gamle Husholderske . - Er det ikke Løgn og 
Bedrag ? “ 
„ Knn et Ord endnu , naadige Fru Baronesse , “ 
. sagde Tøndesen med nedbrudt Stemme . Hvorledes er 
dette Brev kommet i deres Hænder ? “ 
„ Dæt bliver min Sag , “ svarede Baronessen , som 

glædede sig over det Nederlag , som hun havde tilføiet 
den unge Mand . „ De seer jeg har det , og det maa 
være Dem nok . “ 
„ Har Janette , modtaget og læst dette Brev ? “ 
„ Ja hun har læst det . “ 
„ Har Janette givet Dem dette Brev , naadige 
Baronesse ? “ 
„ Ja , “ sagde Baronessen med en stolt og hovmodig 
Tone . „ Janette besidder endnu Følelse for Ære og 
Sømmelighed , til at hun skulde kaste sig i Armene 
paa den Første den Bedste , der tilbyder hende sin 
Kjærlighed . 
„ Naar jeg har forstaaet ret , saa maa det jo have 
været Janette der med sin frie Villie har givet Dem 
Brevet , “ sagde Tøndesen . 
„ Vistnok var det hendes frie Villie , “ gjentog Baronessen . 
„ De modstræber ved at troe hvad De nyligen 
har hørt , og jeg finder det meget naturlig , da De har 
hengivet Dem til en bitter Skuffelse . “ 
„ Dette kan jeg kun troe , naar jeg hører det af 
Janettes egne Læber ! “ udbrød Tøndesen med Lidenskab . 
„ Det er umuligt , “ sagde Baronessen . „ Men jeg 
er bered til at give Dem et Beviis paa hvad jeg nylig 
har sagt Dem . 
„ Et Beviis ? “ spurgte Tøndesen tvivlende . 
„ Der har De det ! “ Med disse Ord aabnede Barsuessen 

en elegant Lædertaske , som hun bar ved et Belte , 
og tog deraf en lille Pakke , som hun overrakte Tøndesen . 
„ Te vtl vistnok kjende Haandskriften . “ 
„ Bævende betragtede Tøndesen Pakken , idet han 
stirrede paa Adressen . Det var kun nogle faae Ord , 
skrevet med en let , elegant Haandskrift . Han kjendte den 
kun alt for godt . 
„ Janette ! “ raabte han . „ Janette — har skrevet 
Adressen . “ 
„ Altsaa indrømmer De , at det er Janettes 
Haandskriff ? “ 
„ Jeg troer det , — men jeg føler mig i dette 
Øieblik ikke istand til — det løber rundt for mig — “ . 
„ Naar De tvivler , saa udtal Dem , “ sagde Baronessen 
rolig . „ Pakken er adresseret til Dem , værsaaartig , 
tag den . “ 
Tøndesen tog mekanisk Pakken og løste Seglet . 
Med skjælvende Fingre udfoldede han Papiret , men 
kun et Øieblik saae han paa Indholdet , da han maatte 
Holte sig fast ved en Stol for ikke at segne om . 
„ Hvad mener De saa ? “ spurgte Baronessen , idet 
hun med et koldt og roligt Blik saae ned paa ham . 
„ Te veed altsaa — De veed hvad Papiret indeholder ? “ 
spurgte Tøndesen , uden at fravende Øinene 
fra den Gjenstand som Pakken indeholdt . 
„ Naar jeg ikke tager Feil , saa maa der ligge et 

Portrait i Pakken , “ svarede Baronessen med en ironisk 
Latter . 
„ Den Tone hvori Baronessen hidindtil havde talt 
var alt andet end høfligt spottende , haanende og i en 
frastødende Tone . Dette havde ophidset Tøndesen i 
den Grad at han tildeels glemte sin Rolighed , og 
med en lidenskabelig Stemme udbrød han : 
„ Fru Baronesse ! Te veed at Pakken indeholder mit 
Portrait , som man tilbagesender mig , uden at forunde 
mig saameget , at en Forklaring skulde have fundet Sted . 
De veed ogsaa hvad det har at betyde , og De glæder 
Dem derover . De feire en Triumph og glæder Dem 
ved min dybe Smerte som De har tilføiet mig . Men 
tag Dem iagt . Hvem der elsker saa varm og tro som 
jeg , den forstaaer ogsaa at hade . Jeg havde med Glæde 
hengivet enhver Blodsdraabe for Janette , jeg kunde have 
sat min Ære i Pant paa hendes Tro og Kjærlighed , 
og paakaldet Himlen til Vidne at — 
„ Jeg beder Dem , forskaan mig for en Scene , Hr . 
Tøndesen ! “ udbrød Baronessen . „ Optrin af denne Slags 
ere kun qvalfulde , og bliver som jeg kan forsikkre Dem 
ikke taalt i vore Zirkler . Janette har kun gjort sin Skyldighed 
og jeg har ligeledes bestræbt mig at opfylde min , 
saa modbydelig den end var mig . Men af Dem haaber 
jeg , at De har lært at indsee , at det er Deres Pligt i 
Fremtiden , ikke mere at besvære Janette med Deres Paatrængenhed . “ 

— Med disse Ord lod Baronessen Sløret 
falde over sit Ansigt . 
Tøndesen forstod kun altfor godt at Samtalen hermed 
var til Ende . Og hvorfor ikke ? han kunde selv 
indsee , at han ikke vandt noget ved at fortsætte denne . 
Han gjemte Portraitet med et dybt smertelig Suk i Lommen 
af sin Frakke , pressede begge sine Hænder et Øieblik 
for Ansigtet , som for at samle sine Tanker . 
Endelig udbrød han : 
„ De er i Deres fulde Ret , naadige Baronesse . “ — 
Derpaa hilste han og forlod Værelset som en Beruset . 
Da Døren havde lukket sig efter ham , fank Baronessen 
tilbage i Stolen ; Det haarde , spottende Udtryk 
i hendes Aasyn forlod hende , og idet hun foldede Hænderne , 
sagde hun : 
„ Tak , min Gud ! Tak ! Det er forbi . Janette er 
reddet . “ 
Syvende Kapitel . 
Møllet og Lyset . 
Adolf Tøndesen var et forældreløs Barn . Han 
havde aldrig kjendt til nogen barnlig Kjærlighed til sine 
Forældre , da de allerede døde medens han endnu var et 

spæd Barn , og han var blevet overladt til en ugift Tante . 
Denne Tante var en god , retskaffen og brav Kone , og 
var begavet med alle huslige Dyder , som der behøves 
til at føre et rolig og fredelig Liv . Hun tog den lille 
Dreng til sig , og havde opdraget ham til en god , sædelig 
og gudsfrygtig ung Mand . Hermed havde hun opfyldt 
hvad hun havde lovet hans Forældre . Adolf havde 
valgt en Jurists Løbebane , og efter at have gjennemgaaet 
de forskjellige Grader , og af sine Foresatte havde erholdt 
de bedste Charakterer , var han bleven , skjøndt ung af 
Alder , dog allerede en prakkisk og duelig ung Mand i 
sit Fag . 
I tvende Aar havde den unge Mand kun havt een 
Proces at føre , og dette skete ogsaa kun ved et Tilfælde . 
Paa Skolen havde han gjort Bekjendtskab med den 
unge Grev Hjelmskjold , og igjennem ham var han bleven 
indført i Grev Flys Huus , hvor han lærte Grevens 
Adoptivdatter at kjende , der opholdt sig hos Baronesse ' 
Dyring , 
I denne Tid havde Grev Fly en Proces med sin 
Nabo angaaende en Fodsti , som gik tvers over sine 
Marker , hvilket han havde forbudt . Men desuagtet blev 
Gangstien benyttet , og alt hvad Greven gjorde om at 
forhindre dette , havde Alt været frugtesløs , og han saae 
sig derfor nødsaget til at anlægge Proces imod sin Nabo . 
— Tilfældig talte Greven med Hjelmskjold , angaaende 

denne Sag , og denne anbefalede sin Ven Adolf Tøndesen 
til Greven , som en duelig Jurist , og udtalte sig i varme 
Udtryk om hans hele Person . Greven lod Tøndesen 
kalde og begav sig med ham til sit Cabinet , hvori de 
indelukkede sig , og efter et Par Timers Forløb , hvori 
Greven havde bekjendtgjort Tøndesen med de mindste 
Details i denne Sag , overtog denne Ansvaret af Processen 
paa sig . 
Efter en Uges Forløb skulde Forhandlingerne i 
denne Proces gaae for sig , og da Dagen kom , havde 
Tøndesen den Ære , skjøndt han havde to duelige Jurister 
imod sig , at vinde en glimrende Seir over disse , der 
skamfulde maatte trække sig tilbage . 
Den Glæde som Greven derved fandt , foranledigede 
ham til at indbyde Tøndesen at hvile sig en Uges Tid 
paa hans Gods , som laae et Par Mile fra Kjøbenhavn , 
og her kom han dagligen sammen med Baronesse Dyring 
og hendes Niece . 
Han havde kun opholdt sig to Dage paa Godset , 
da han allerede var forvisset om at Frøken Janette elskede 
ham , men hvad der var det Værste , var det , at 
Tøndesen følte at han ikke kunde leve foruden hende . 
Efter nogle faa Dages Forløb var det derfor kommet 
til en Forklaring imellem de Elflende , hvor de 
lovede hinanden evig Troskab og Kjærlighed . Det blev 
afgjort imellem dem at han skulde tage en Plads som 

Lærer i Baronessens Huns og soni han ogsaa ester kort 
Tids Forløb gjorde , og da han ved sit blide og elskværdige 
Bæsen havde gjort sig yndet , baade hos Grev 
Fly og Baronessen , blev der gjort den Aftale at den 
unge Jurist skulde være Frøken Janettes Lærer , og informere 
i Dansk , da den unge Frøken paa engang havde 
faaet en uimodstaaelig Lyst til at lære det danske Sprog . 
Som Informator havde Tøndesen derfor faaet Tilgang 
i Baronessens Huns , men ved et uforsigtigt Tilfælde 
havde Baronessen opdaget at de to unge Mennesker 
ikke vare ligegyldig for hinanden . Med Skræk havde 
hun underrettet Grev Fly derom og det blev derpaa 
besluttet at gjøre en brat Ende derpaa , hvilket vi har 
seet i Slutningen af forrige Kapitel . 
Efter en Uges Forløb , hvori Adolf Tøndesen havde 
kjæmpet med sig selv og sin Forstand , og nær havde 
bukket under for fin Snierte , sad han en Morgenstund 
alene i sit Værelse , hvor han overtænkke al den Ulykke 
som havde truffet ham i den senere Tid . 
„ Men det er jo ogsaa i sin Orden ! “ udbrød han 
bittert , „ Hun har lært sit eget Hjerte at kjende , og hvad 
bryder disse hjerteløse Damer sig om en brudt Eed , og 
et brudt Hjerte . “ 
Han udtalte disse Ord høit med lynende Øine og 
brændende Kinder . 
Derpaa trak han et Portrait frem af sit Bryst , som 

var fastgjort ved en Snor som han bar om sin Hal- ? . 
Han holdt dette Portrait et Øieblik for Lyset . Det var 
Janettes Portrait . 
For første Gang saae han paa ' Portraitet med et 
Blik som hverken udtrykte Kjærlighed eller Beundring , 
men kun en kold Ligegyldighed . 
I denne kritiske Moment blev Tøndesen forstyrret 
ved en eiendommelig Banken paa hans Dør , som han 
havde aftalt med sin Ven Hjelmskjold , og som var et 
Gjenkjendelses Tegn imellem disse To . 
Han skyndte sig at gjemme Portraitet og aabnede 
derpaa Døren . - 
„ Holla , Adolf ! “ raabte en høit og glad Stemme , 
„ hvor Pokker har Dn været i al den Tid jeg ikke har 
seet Dig ? Men for Guds Skyld , hvordan er det Du 
seer ud ? “ 
Den Indtrædende slog forbansende Hænderne sammen 
og traadte et Skridt tilbage . 
„ Hvad vil Du sige dermed ? “ 
„ Hvad jeg vil sige dermed ? “ sagde den Anden . „ Nu , 
jeg har engang hørt , at der skal gives Folk , hvis Haar 
er blevet graa i en eneste Nat , — for Exempel af Skræk . 
Du seer ud som om saadan noget havde passeret Dig . 
Du har i nogle Dage forandret Dig saaledes at Du 
seer tyve Aar ældre ud , end som Du virkelig er . “ 
Adolf vendte sig om og saae sig i Speilet . Det 

som han saae her forskrækkede ham lige saameget som 
Vennen . Han havde virkelig forandret sig meget . Hans 
Øine vare sunkne dybt tilbage , og laae mat og glandsløs , 
omringet af en mørk Ring i deres Huulninger . Hans 
Kinder vare blevne blege og indfaldne . 
„ Jeg har ikke været rigtig vel i den senere Tid , “ 
sagde han , idet han vendte sig om til Vennen . 
„ Saadan seer Du rigtignok ud , “ sagde Hjelmskjold . 
„ Men hvor i Alverden har Du været , hvad har angrebet 
Lig saameget , dog ikke dine Clienter ? “ udbrød han 
leende . 
„ Menterne ikke ! “ sagde Adolf . „ Det handler sig 
kun om et Familieanliggende— en lille Ubehagelighed . . “ 
„ Jeg forstaaer ! “ raabte den muntre Hjelmskjold , og 
lod sig synke ned i en Lænestol . „ Men hvad jeg ikke 
forstaaer det er , hvordan en lille Ubehagelighed kan 
frembringe et saadant Resullat . Men misforstaae mig 
ikke , kjære Ven , det er ikke min Mening at trænge ind i 
dine Hemmeligheder . Jeg var kun bange at der kunde 
være hændet Dig noget Værre , men nu er jeg beroliget 
desangaaende . Vil Du ryge en Manilla ? “ 
Han præsenterede Adolf en fyldt Cigartaske , forviklede 
ved et Tilfælde herved sin Finger i den Snor , som 
han bar om Halsen , og i det samme trak han derved 
Portraitet frem . 
„ Men hvad have vi der , “ vedblev han . „ Forhaabentlig 

den hele Hemmelighed . Men hvad seer jeg , 
er Du endnu saa taabelig at bryde Dig om Janette , 
som jeg med Skam maa tilstaae , at hun ikke er din 
Kjærlighed værd . “ 
„ Bryd Dig ikke derom . Giv mig Portraitet tilbage , “ 
sagde Tøndesen . 
Hjelmskjold saae medlidende paa sin unge Ben og 
udbrød : 
„ Min stakkels Dreng , nu begynder jeg at begribe . 
Det er den gamle Historie om „ Atøllen og Lyset . “ Du 
er kommet Flammen for nær , og har derved brændt 
dine Vinger . Stakkels Djævel . “ 
„ Hjelmskjold ! “ raabte Adolf . „ Du er min gamle 
Ven , og jeg haaber en tro , — men jeg kan ikke tale 
med Dig derom , jeg er svag og opirret , . . . og 
. . . og . . . “ 
„ Du er svag ? “ spurgte Hjelmskjold . „ Nu , ja svag 
maa Du være , meget svag , ikke fordi Du har ladet 
Dig forlokke af et Pigeansigt , men , fordi at Du ikke 
har seet , hvad der ligger bag dette Ansigt . “ 
„ Du veed . . . . “ 
„ Jeg veed , Du har givet Dit Hjerte til et smukk , 
men hjerteløst Fruentimmer . 
„ Hvad siger Du ? “ stammede Adolf fortvivlet . 
„ Veed Du vist hvad Du siger der , eller gjentager Du 

blot de Bagtalelser , som der bliver opvartet med i Eders 
Klubber . For Guds Skyld , siig mig Sandhed . “ 
„ Saa vist som Du staar for mig , maa jeg til min 
egen Skamfuldhed tilstaae , at jeg stedse har været 
Janettes trofaste Ven , men er nu kommet til den Overbeviisning , 
at hun er en hjerteløs Skabning . “ 
Adolf tænkte et Øieblik efter , og udbrød derpaa : 
„ Jeg kan og vil ikke troe det , det er umuligt . 
Kan Du give mig et Beviis paa din Paasfand ? “ 
„ Mere end eet , naar Du puster det . Men hvortil 
behøver Du endnu Beviser ? “ 
„ Jo , jeg behøver dem netop . Du vil lee ad mig , 
jeg veed det , men jeg behøver dem , for at overbevise 
mig . Jeg kan aldrig tro andet end at jeg kun alene 
har været i Besiddelse af Janettes Hjerte , og maaskee 
besidder jeg det endnu . Men Du talte om Beviser , 
Du vilde levere mig saadanne . “ 
„ Jo , det vil jeg . “ 
„ Du seer med hvilken Utaalmodighed jeg venter 
paa disse Beviser . Svar , vil Du give mig disse . “ 
„ Endnu i Aften , “ svarede Hjelmskjold . „ Gaae i 
Aften med i Operaen , og Du skal faae at see . “ 
„ Er det nødvendigt ? “ 
„ For at overbevise Dig , er jeg nødsaget til at vise 
Dig noget . “ 

„ Nu vel , lad det saa være , jeg skal nok følge 
med Dig . “ 
„ Du gjør Ret , min stakkels Dreng , i at betro Dig 
til mig . Du er ikke den første Mand , som jeg har seet 
lide under en hjerteløs Qvindes Mishandlinger , og 
har allerede havt mangen Kammerat i Kur . Jeg 
underkastede mine Patienter en Behandling , hvorved 
de aldeles glemte deres Kjærlighed . Kjærligheden er 
ikke nheldbredelig . “ 
„ Det troer Du ; men er Du ogsaa vis derpaa ? “ 
„ Nok derom min Ven . Jeg har bestilt to Pladser 
i en Loge til i Aften , og jeg haaber at Du vil være 
færdig til den bestemte Tid , og dermed Gud befalet . 
Indtil den Tid vær rolig . “ 
Hermed forlod Hjelmskjold sin Ven . 
Denne sad længe hensunken i dyb Tanshed , og 
hele Tagen bestilte han ikke andet end at tænke paa 
det Beviis som Hjelmskjold vilde give ham om Aftenen . 
Endelig nærmede Timen sig hvor Hjelmskjold skulde 
komme og afhente ham , og kort Tid derefter traadte 
denne ind af Døren , elegant paaklædt . 
„ Naa , min Ven , er Du saa færdig til at følge mig ? 
Vognen staaer for Døren og venter . “ 
„ Jeg er parat . Men Hjelmskjold , for den barmhjertige 
Guds Skyld , skuf mig ikke . “ 

„ Jeg vil ikke være værdig til at kaldes din Ven , 
hvis Du ikke iaften vil blive overbevist . “ 
Derpaa toge de afsted . 
Da de ankom og havde taget Plads i en af 
Logerne , havde Operaen allerede begyndt . Man opførte 
denne Aften „ Barberen i Sevilla “ , og Hjelmskjold morede 
sig særdeles godt . Men ikke saa Tøndesen . Med 
aandsfraværende Blikke stirrede han omkring sig . 
Paa engang berørte Hjelmskjold Verners Arm og 
sagde , idet han gav ham en Operakikkert . 
„ Nu skal Du blive overbevist . See derhen til den 
Side , den femte Loge fra Theatret . Du veed dog hvem 
der tilhører den . “ 
„ Jeg maa tilstaae min Uvidenhed i den Henseende . “ 
Det er Baronesse Tyrings Loge . Fornylig er der 
traadt to Personer ind i Logen , en Dame og en Herre , 
kan Du see dem ? “ 
„ Indtil nu kan jeg kun see Garneringerne , paa 
Damens Kjole . “ 
„ Nu træder Herren frem , han beskygger aldeles 
Damens Person . “ 
„ Ja , men hvem er Damen og Herren . “ 
„ Det er Etatsraad Verners Søn , den unge Verner , 
og Damen er Janette ! “ 
Tøndesen lod Kikkerten synke , og faldt tilbage paa 
fit Sæde , det syntes ham , at Janettes Øine havde kjærUgen 

hvilet paa den unge Berner . Derpaa forsvandt 
Logens Publicum og Scenen for hans Blik . Kun som 
i en Drøm hørte han Hjelmskjold yttre ! „ De ere forlovede . 
Brylluppet skal staae i December Maaned . “ 
Da Tøndesen nogenlunde var kommen til sin Bevidsthed , 
var Stykket nærved sin Ende . Begge Venner 
forlode nu deres Loge for at begive sig paa Hjemveien , 
og de trængte sig igjennem det ud af Theatret 
strømmende Publicum . 
„ Jeg takker Dig , Hjelmfkjold , “ sagde Tøndesen . „ Jeg 
takker Dig for denne Tjeneste . “ 
„ Er Du bleven tilfredsstillet ? “ spurgte Vennen . 
„ Ja , det er godt saa . “ 
„ Godt , Tonen hvori Du taler forraader allerede 
^Ligegyldighed . “ 
„ Eller Had ! “ 
Ved disse Ord trængte et svagt undertrykt Skrig 
af en qvindelig Stemme til Vennernes Øren . De vendte 
dem hurtigt om , men kunde ikke opdage det Allermindste , 
som kunde have givet Foranledning til det Skrig 
de havde hørt . 
I det næste Øieblik sad begge Venner i deres 
Vogn og kjørte til deres Hjem . 

Aftenen efter denne Scene , som vi her har fortalt , 
kjørte en let Kabriolet fra Grev Fly ' s Eiendom , ned 
af Gothersgade , over Kongens Nytorv , igjennem Østergade 
og ud af Vesterport til Frederiksberg . 
I Vognen sad en ung Dame , og naar man saae 
hende , kunde man antage hende for en Lærerinde , eller 
for en fornem Dames Kammerjomfru . Hendes Paaklædning 
var yderst beskeden , og et tætsluttet Slør bedækkedæ 
hendes Ansigt . 
Ude paa Frederiksberg forlod Damen Vognen , 
spadserede derpaa hen ad Alleen , gik hen til en Droske 
og befalede Kudsken , at kjøre saa hurtig som mulig til 
Posfhuset i Byen . Hun trykkede ham dermed en Daler 
i Haanden . 
Vognen kjørte hurtig afsted , og holdt efter et Qvarteers 
Forløb foran Posfhuset . 
Damen steg ud her , befalede Kudsken at vente , og 
gik derpaa ind paa Posttontoiret . 
Her spurgte hun een af de Herrer , som uddeelte 
Brevene , om der ikke var indløbet et Brev til hende . 
Herren , som Damen havde henvendt sig til , var en 
gammel gnaven Embedsmand , og ved at blive forstyrret 
i sine Betragtninger over alle de anonyme Breve svin 
vare indløbne idag , svarede han med en ærgerlig Stemme : 
„ dier ! “ 

„ Veed Te det ogsaa vidst ? “ spurgte Damen ængstelig . 
„ Naturlig 
veed jeg det for vidst , “ svarede Manden . 
„ Naar jeg ikke vidste saadanne Ting for vidst , lod man 
mig sikkerligen ikke blive længe paa denne Post . Te har 
faaet alle de Breve som er indløbet under Bogsfaverne : 
N . P . uden de to sidste . Hvordan det er gaaet med 
disse , veed De jo allerede . Min Skyld var det ikke . Jeg 
kan umulig beholde saamange Bogstaver i mit gamle 
Hoved , og om jeg ogsaa kunde det , saa er det ikke min 
Sag , naar der kommer Nogen og spørger : Er der indløben 
nogle Breve under Bogsfaverne N . P . , og saa at 
svare . De Breve under de Bogstaver kan de ikke faae . 
De er ingen ung Dame i et sort Slør ; — som jeg burde 
have sagt , — men den som fik Brevene var en ung Abekat 
i Liberi med store Støvler paa . “ 
„ Ah ! det var en Lakai , som har faaet Brevene . 
Veed De det nøiagtig ? “ 
„ Jeg tænker nok at jeg veed det . Det var ikke ret 
længe derefter at De kom for at vilde hente de samme 
Breve . Iøvrigt vilde jeg ønske at de Breve som vare 
adresserede med Bogstaver , bleve aldeles forbudt . — 
Det er en formelig Byrde . — Alle de A ' s og B ' s T . 
Y . Z ' s , og alle de Andre gjøre mig heelt fortumlede . 
— Og saa mener jeg — ja jeg vil ikke fornærme Dem , 
pren jeg troer at der stikker en god Portion Synd og 

Galskab bag disse anonyme Breve . Jeg har kjendt mangt 
et smukt Barn , som er kommen galt afsted , blot for saadant 
et A . B . eller C . D . og hvad nu X . Y . Z . har paa 
sin Samvittighed , bryder jeg mig slet ikke om , at erfare 
Noget desangaaende . Jeg forsikkrer , det er til at tabe 
Taalmodigheden over . Saadan et anonymt P . O . har 
aldrig været min Sag . “ 
„ Men man kan dog have sine Grunde , hvorfor man 
hellere personligen vil afhente sine Breve , “ indvendte 
den unge Dame . „ Men da De ingen Breve har til mig , 
saa vilde jeg gjerne bede Dem , om De vilde bevise mig 
den Venlighed at tilbageholde alle de Breve som indløbs 
her under Bogstaverne N P . , og ikke sandt , min Herre , 
De vil ikke afslaae mig den Bøn . “ 
Den ængstelige Tone , hvori Damen talte , rørte den 
gamle Herre , og han svarede derfor mindre barsk : 
„ Godt ! Rigtignok har jeg ikke Ret til at tilbageholde 
Breve , men naar det er af saa stor Vigtighed for 
Dem , skal jeg see , hvad jeg kan gjøre , naar De lover 
mig , at De snart vil komme igjen , og forespørge hos 
mig i mit Hjem . “ 
„ Jeg takker , o , jeg takker Dem ! “ sagde den unge 
Dame bevæget . „ Iovermorgen skal jeg være hos Dem . “ 
Med disse Ord trak hun Sløret for Ansigtet , og 
forlod derpaa Posthuset . Drosken holdt udenfor , Kudsken 
vilde springe ned af Vognen for at lukke Vogndøren 

op , luen Døren gik op af sig selv , og ud af Vognen kom 
et Par Arme tilsyne , for at hjælpe hende ind i Vognen . 
„ Kom Janette ! “ sagde en Stemme i det Indre af 
Vognen . 
Janette Dyring , som virkelig var den unge Dame 
i den beskedne Paaklædning , blev som ramt af Lynet da 
hun hørte denne Stemme . Men i en Fart opmandede 
hun sig , vendte sig til Siden og vilde ile bort . Men 
strax opgav hun denne Idee . Hun gik rask hen til Drosken 
og sagde : 
„ Oscar , hvad gjør Du her ? “ 
„ Kom ind i Vognen Barn , skynd Dig , “ svarede 
Stemmen . „ Det er kun en lille Overraskelse , som jeg 
vilde berede Dig . “ 
Janette steg ind i Vognen og satte sig ligeoverfor 
en ung Mand som havde taget Vognen i Besiddelse . 
Medens hun satte der , bemærkede han at Janette 
rystede voldsomt . 
„ Hvor kjøre vi hen ? “ spurgte hun , da Vognen begyndte 
at kjøre bort . 
„ Hvorhen Du vil , “ svarede den unge Mand som sad 
inde i Vognen , og som ikke var nogen Anden end Grev 
Fly ' s Stedsøn af første Ægteskab , og tillige Baronessens 
Yndling , ja man vilde sige at det var hendes Barn . 
Det var en høi , ung , smuk Mand , men Janette kunde 
ikke rose sig af at bedømme hans Karakteer , begrundet 

derpaa , at han først for kort Tid siden var kommen til 
Kjøbenhavn , og var bleven opdragen i Frankrig hos en 
langtud Beslægtet . Alt hvad hun endnu havde seet af 
sin Halvbroder , havde mere forjaget hendes Fortrolighed 
fra ham , end at hun skulde føle sig tildraget til ham . “ 
„ Hvorfra vidste Du , at jeg benyttede denne Droske ? “ 
spurgte hun efter en kort Pause . 
„ Mit kjære Barn , “ sagde Oskar . „ Der gives Personer , 
hvem det er umuligt for at kunne skjule sig i en 
Forklædning . Store Folk , tykke Folk , og bevægelige 
Folk , dem kjender man alletider^ ligesaa smukke 
Ovinder . Strax da Du steg ud af Vognen , sagde jeg 
til mig selv : Aha , der er jo Janette . “ 
„ Du gik altsaa netop her forbi , da jeg steg ud af 
Vognen ? “ spurgte hun . 
„ Naturlig gik jeg forbi , Du veed jo jeg er Hans 
Overalt , “ svarede Oskar . 
Janette vidste det . Hun havde mødt Broderen paa 
de forskjelligste Steder , hvor han spadserede , som han 
netop her havde sit Hjem . 
I en beqvem Holdning vandrede han halve Dage 
og Nætter igjennem Kjøbenhavns Gader , saa at man 
virkelig kunde antage ham for allestedsnærværende . 
„ Du vil altsaa være forundret over at finde mig 
her , og i denne Costnme , “ sagde Janette . 

„ Ikke i ringeste Maade , “ sagde han i en ligegyldig 
Tone . 
„ Virkelig ikke , “ sagde hun forbauset . 
„ Hvorfor skulde det forundre mig ? — Jeg har 
dagligen seet deslige i Frankrig . Paa Continentet hører 
nu Forklædning til Dagens Orden . Uforsigtige Kjærlighedsaffairer , 
blive betragtede som en Modesag , og 
Følgerne deraf ere naturligvis alleslags Ubehageligheder , 
som opstaaer i Familien , saa at man er nødsaget til at 
tage sin Tilflugt til hemmelige Breve og Besfillinger . 
Nei , alle saadanne Ting overraske mig ikke . Men kun 
Eet gjør ung ondt . “ 
„ Og hvad er det ? “ 
„ At Du ikke har . tceukt paa at tage mig til din 
Fortrolige . “ 
„ Derpaa har jeg virkelig ikke tænkt , “ sagde hun 
saa venlig som mulig til ham . 
„ Og jeg havde ikke Lyst at tilbyde min Hjælp , “ 
sagde han rolig . „ Det er en egen Sag at blande sig 
i Andres Sager . Man veed jo at Kjærlighedens Strøm 
ikke altid løber paa den blideste Maade . Den bliver 
sommetider stormende og farlig . Havde Du henvendt 
Dig til mig , saa havde jeg kunne sparet Dig mange 
Taarer og megen Smerte . “ 
„ Du taler , som om min Hemmelighed var Dig bekjendt , “ 

sagde Janette , idet hendes Ansigt blev overtrukken 
af en mørk Rødme . 
„ Ja vist ! Jeg kjender din Hemmelighed allerede i 
længere Tid , det vil sige , at jeg veed at Du og en ung 
Mand , som jeg ikke kjender , have indgaaet et intim 
Bekjendskab , skjøndt Du er forlovet med Verner , han 
vil vist nok sørge for i Fremtiden at leve flot paa din 
Bekostning . “ 
„ Nei , Oskar , nei , Du gjør Tøndesen Uret ! “ 
„ Jeg vidste ikke at det var Adolf Tøndesen Du 
var skudt i , “ sagde Oskar . „ Det var det jeg ikke var 
saa vis paa . 
„ Ja , det er ham , men Du gjør ham Uret . Rigtig 
nok slaaer han mig ikke liig i Herkomst , Rang eller 
Formue , og endskjøndt han netop nu har skjult sig ved 
en hemmelig Taushed , tør jeg dog med mit Liv indestaae 
for hans Uegennyttighed . Han elskede mig tro 
og med en reen Kjærlighed , — ja Oskar , jeg troer at 
han elsker ring endnu ! “ 
„ Gødt mit Barn , “ sagde Oskar med en Frimodighed , 
som han ved given Leilighed saa godt forstod at 
antage . „ Jeg føler jo i den hele Sag kun den Interesse , 
som jeg maa føle for Familiens Ære , og ikke see 
Dig blive gift med en Mand , som ikke skulde være 
præsentabel — jeg mener , at han ikke bragte Skam i 
vor Familie . “ 

„ Og Du bedømmer mig saaledes , Oskar , at Du 
knude tro om mig , at jeg vilde vælge en Mand , 
som bragte Skam i vor Familie ? “ sagde Janette fornærmet . 
„ Nei 
paa ingen Maade , det har aldrig faldet mig 
ind , at beskylde Dig for Sligt . Men lad os komme paa 
Bunden i Sagen . Jeg troer , at din Hemmelighed er 
kommen for Dagens Lys , enten paa den ene eller anden 
Maade . Der er naturligvis ikke bleven talt derom , der ' 
havde opstaaet en Scene , — og dette havde muligviis 
kommet den gamle Etatsraad for Ørene . Men jeg vil 
gjøre Dig et Forslag . Kan Du bringe mig med din 
Ndkaarne sammen , og han behager mig , saa skal jeg 
gjøre for Dig hvad jeg kan . Jeg har alletider holdt 
meget af Dig , Janette , og naar Du er tjent med den 
Mand som Du har valgt , vil jeg for din Skyld gaas 
lige imod hele Familiens Planer . Hvad siger Du dertil ? 
Vil Du antage mig til din Bnndsforvandt , og skjænke mig 
din Fortrolighed ? “ 
Janette tøvede . Hun var bange for at betroe sig 
til sin Broder , som hun kjendte saa lidt til , og vidste 
jo ikke om han virkelig meente hvad han sagde , eller 
om han kun var udsendt af Familien for at udspeide 
hende . 
„ Hvorfor svarer Du ikke ? “ spurgte Oskar efter kort 
Tids Forløb . 

„ Fordi jeg er forskrækket , og ikke veed hvad jeg skal 
gjøre , “ svarede hun . „ Jeg veed , at jeg har været 
uforsigtig , ja maaskee har handlet urigtig , og dog vil 
jeg ikke træde tilbage , om jeg endogsaa kunde gjøre det . 
Men hvis jeg gaaer endnu videre i denne Sag , maa 
jeg først være paa det Rene med mig selv , — med mig 
alene , og derfor . . . “ 
„ Forkaster Du min Hjælp , “ afbrød han hende i en 
skarp Tone . 
„ Paa Ære nei , “ svarede Janette . „ Din Deeltagelse 
og Hjælp vilde være mig den største Trøst ; men begriber 
Du ikke , at det , som jeg kalder for min Hemmelighed , 
ikke hører ulig alene til ? Den er kun tildeels min , og 
jeg tør derfor ikke anbetroe Dig den , førend jeg er 
bleven bemægtiget dertil . “ 
Oskar bed sig utaalmodig i Læberne . 
„ Janette , det lader til at-Du ikke rigtig kjender 
den Stilling hvori Du befinder Dig . Jeg skal oplyse 
Dig derom . At Du slaaer i et Forhold med en ung 
Mand , som man anseer for uværdig , det veed Greven 
for længe siden . At det var den unge Tøndesen , som 
jeg kun lidet kjender til , vidste jeg dengang ikke . Jeg 
vidste kun at han var bleven afviist fra Baronessen og 
at man havde forbudt ham at correspondere med Dig . 
Din Hemmelighed er altsaa den , at han alligevel har 
vovet at tilskrive Dig , og I endnu slaaer i samme Forhold 

til hverandre som tidligere . Jeg har vidst det 
længe , og har Grund til at troe , at baade Greven og 
Baronessen ligeledes er indviet i Historien . “ 
„ Umuligt ! “ raabte Janette . „ De har aldrig hentydet 
derpaa , ikke med et Bogstav . “ 
„ Det var Heller ikke nødig , “ sagde Oskar . „ De 
har truffet de fornødne Foranstaltninger . Vi skrive 
idag den femogtyvende August . Dit Bryllup skal stnde 
Sted i December Maaned med Etatsraad Verners 
Søn . — Altsaa dreier det sig kun om et kort Tidsrum 
af fire Maaneder , og naar de vaage over Dig i denne 
Tid , saa bliver Familiens Ære bevaret , og Du bliver 
Verners Kone . “ 
„ Knn fire Maaneder , “ sagde Janettte frygtsomt . 
„ Ja , kun en kort Tid , men i denne Tid kunde der 
skee meget , Janette . “ 
„ Nei , nei , det er haabløst ! “ raabte den unge 
Pige . 
„ Paa ingen Maade ! Forlad Dig kun paa mig , 
den Mand , som Du har valgt , er maaskee ingen Eventyrer , 
maaskee behager han mig , og naar det er Tilfælde , 
saa er jeg beredt til at hjælpe Eder . Vi vinder vel 
nok Andre til at arbeide for vor Plan , vi gjør os løs 
fra Verner , vinde Tid — kort , man maa aldrig tvivle 
paa Fremtiden . “ 
Janette udstødte et dybt Suk . 

„ Altsaa Du vil virkelig staae broderlig ved min 
Side , “ spurgte huu . 
„ Hav Tillid til mig ! “ svarede han . „ Betro mig 
kun Alt . 
„ Det vil jeg , “ sagde hun og rakte ham Haanden . 
„ Det er det Ringeste hvad en Broder kan forlange af 
sin Søster . “ 
„ Du bar Net , det er det Ringeste , men maaskee er 
din Lykke deraf afhængig , “ sagde hun . „ Imorgen vil 
vi tale mere om denne Sag . “ 
Med disse Ord reiste han sig fra Sædet og trak i 
Snoren . 
Vognen stod derpaa stille . 
„ Vil Du slige ud her ? “ spurgte Janette 
„ Ja , Du vel ogsaa . Vi ere paa Pladsen , hvor Du 
steg ind i Vognen . 
„ Det veed Du altsaa ogsaa ? “ 
„ Ja vel , jeg veed Besked om Alting , for jeg er 
„ Hans Overalt “ , som jeg allerede sagde Dig ! “ 
Han udtalte disse Ord med en skarp , haanende Latter , 
som skurrede i hendes Øren , trykkede derpaa flygtig 
hendes Haand og forsvandt i Mørket . 
Ogsaa Janette forlod nu Drosten , ilede op ad Alleen 
og hen til sin egen Vogn , som stod her og ventede paa 
hende , steg derpaa ind og lod nu Vognen kjøre hjem . 
I Vognen afkastede hun et Slags Overstykke , som 

hun havde taget over sin egen Paaklædning , og da hendes 
Vogn holdt for Døren til hendes Hjem , var den 
unge Pige knapt til at gjenkjende ; thi istedetfor som vi 
have seet hende i en beskeden Paaklædning kjøre hen til 
Posthuset , see vi hende nn iført en elegant Tragt , som 
passede til hendes Stilling . 
Imidlertid var hendes Broder Oskar rolig gaaet i 
sin Klub , hvor han vfsrede et Qvarteers Tid til at skrive 
et Brev til sin Ben Verner , og som indeholdt følgende : 
„ Kjære Verner ! 
Man siger , at Du interesserer Dig meget for det 
lille Hoppeføl , og besluttet Dig til at tage det . Jeg 
havde ventet det , da det er et smukt Tyr , som jeg 
gjerne ønskede at see ved det næste Væddemaal , som vi 
har indgaaet . Du forstaaer mig vel . 
„ Det vil vistnok være Dig glædeligt at høre at jeg 
har havt baade Øine og Øren aabne vred Hensyn til 
N . P . Kan Du tro , naar jeg siger Dig at man er 
ifærd med at gjøre mig til Fortrolig i denne Sag . 
Vi har afgjort , at vi med forenede Kræfter ville trække 
os fra denne Verner . Er det ikke kjønt ? Naar dette 
ikke amyserer Dig , saa er Du ikke til at amysere ! 
Naturligviis ikke et Ord af alt dette til nogen Sjæl . 
Din Ven og Kammerad , O . F . “ 
Dette Brev lod han besørge af ' en Tjener , som tilfældigviis 
stod lænet udenfor Huset imod Døren , hvorpaa 

denne gik hen og kastede Brevet i en Postkasse i 
en af Gaderne . 
Ottende Kapittel . 
Tvende Frokostscener . 
Ten næste Morgen var kommen , og i Baronessens 
smukt møblerede Frokvstværelse hørte man det smukke , 
franske Uhr angive den ellevte Time . 
Det var et smukt udstyret Værelse , og skjøndt det 
sædvanlig blev benyttet til Frokostværelse , var det egentlig 
indrettet til Damernes Boudoir , og var til detfe 
Brug ligesaa smagfuldt , som elegant udstyret . Tapetet paa 
Væggene vare blaa med Sølvstriber ; Forhængene vare af 
blaat Silke og ophævet af Sølvsnore . Sopha og Stole 
vare beklædte med samme Stof . Alle Zirater vare af 
Sølv , selv Uhret som stod paa Kaminen . 
Ved et Vindue i detfe elegante Værelse , hvor der 
var Udsigt til Haven , fad Baronesse Dyring . 
Hun læste netop Beretningerne i en Morgenavis , , 
ved Siden af hende stod et lille Bord , hvorpaa der var 
serveret Frokost for een Person . Servicen var af Sølv , 
kun den store Kop og to Pressmteerbakker vare af Sevras-Porcellain . 
Paa en af disse Bakker laae to Breve 
adresseret til Grev Oskar Fly . 

Baronessen ventede her hver Morgen . Oskar , som 
virkelig var hendes Søn , som hun havde født i Dølgsmaal 
og hvis Fader var , skjøndt Ingen vidste det , Grev 
Fly . Hnn havde indrettet det saaledes , at han havde 
taget Bolig i hendes Bopæl , og her nød han knn i 
Selskab med sin Moder sin Frokost . Da hun knn altfor 
godt vidste at hun ikke kunde nyde hans Selskab alene , 
da han hele Dagen og den halve Nat sværmede omkring . 
Da Klokken slog elleve , saae hun op fra Avisen . 
„ Det bliver altid senere , “ sukkede hun . „ Imorges 
er han først kommen hjem Klokken fem , naar jeg blot 
furde vove at tale med ham derom . “ 
Det Ansigt , som i dette Øieblik viste sig i Døren 
til Værelset , opmuntrede knn lidet den stakkels Moder 
til den Samtale som hun havde foresat sig at indlade 
sig paa . Ansigtet var mørkt og saae fortrædelig ud , man 
kunde see af hans sløve Træk , at han havde gjennemvaaget 
Natten . 
„ God Morgen , min Søn , hvordan har Du det ? “ 
sagde Baronessen , idet hun reiste sig op og rakte Sønnen 
sin hvide Haand . 
„ Godt , “ sagde Oskar , idet han knn berørte Fingerspidserne 
af Moderens Haand . „ Jeg kommer noget 
seent , “ bemærkede han . 
„ Ikke meget , “ svarede den stakkels Moder , idet hun 
hurtig kastede et Blik paa Uhret , og tillige ringede paa 

Tjeneren for at bringe Theen . „ Du er vel inat kommen 
noget sildig hjem ? “ 
„ Ja , det var allerede lys Dag , da jeg kom hjem , “ 
svarede han og greb begjærlig efter Brevene som laa 
paa Bakken . 
Baronessen svarede intet . Hun forekastede ham aldrig 
noget . Ved Taushed kjøbte hun sig — ikke hans 
Kjærlighed , den var for længe siden forsvunden fra hans 
Bryst — men dog den Glæde at see ham her daglig en 
Time i Eenrum , og istedetfor Banden og Trübsler , hvormed 
han tilbageviste enhver Formanelse , dog nogle høflige 
Ord . 
Stakkels Kone ! hvor lidet opnaaede hun ved denne 
Taushed , — men det var dog altid Noget , og hun var 
fornøiet dermed . 
Brevene , som Oskar gjennemlæste , indeholdt begge 
Forretningssager . — Baronessen havde allerede tidligere 
overbeviist sig derom , førend han var kommen — 
og dens Indhold lod til , alt andet end at behage ham . 
Da han gjennemlæste det andet Brev , brød der tykke 
Sveddraaber frem paa hans Pande . 
„ Din Thee bliver kold , min Søn , “ sagde Baronessen , 
som med bævende Hjerte betragtede ham . 
„ Ad Helvede med Theen ! “ raabte den unge Mand , 
men idet han hurtigt fattede sig , sagde han : 
„ Tilgivelse , Moder , jeg forglemte mig . Men hvad 

jeg der læser , kan virkelig bringe en Mand til at bande . 
Rattler , den bedste Løber i Klubben er bleven syg . . . 
som Du veed , har vi oprettet en Klub og holder en Gang 
imellem Væddeløb ude paa Fælleden . Jeg vil være 
hængt , naar jeg ikke igjen taber en betydelig Sum . “ 
„ Du har i den senere Tid ikke været meget heldig 
med dine Væddemaal ? “ spurgte Baronessen blid . 
„ Heldig ! “ udbrød han , idet han undertrykte en ny 
Eed , som nærved havde undsluppen ham . „ Men det er 
ikke det Værste . Der er denne Kjæltring , den Levy , Levy 
— men hvad skal jeg ogsaa besvære Dig med disse Ting , 
Du vil jo dog ikke hjælpe mig ! “ 
„ Oskar , Du veed , naar jeg blot kunde . . . “ 
„ Snak ! “ afbrød han hende . „ Du er jo kommen 
overeens med Greven . Jeg erholder mine aarlige Penge , 
og kan see til , hvad jeg vil begynde dermed . Fra een 
af Eder at forlange kun en Skilling , det vilde være en 
forgjæves Bøn , det veed jeg for længe siden . “ 
„ Men hvad kan jeg gjøre , kjære Oskar ? “ sagde 
Moderen . „ At tale din Sag hos Greven , -vilde ikke føre 
til Noget , isærdeleshed ikke i denne Tid , da han har 
nok at bestille med at arangere Giftermaalet med Janette og 
den unge Verner . Naar jeg kunde hjælpe Dig med mine 
Naalepenge saa . . . “ 
Oskar brast ud i en lydelig Latter . 
„ Dine Naalepenge ! “ raabte han spoftende . „ Troer 

Du da , at Levy Levy lod mig arrestere for en Lumpenhed ? “ 
„ Hvad — hvad gjør han ? “ spurgte Baronessen 
forstrækket . 
„ Indespærre — arrestere mig , naar Du forstaaer 
det bedre . “ 
„ O Oskar , saa slemt vil Sagen vel ikke blive ! “ 
sagde den stakkels Moder . „ Hvor stor er da din Gjæld ? “ 
„ Ikke mere end 14000 Daler ! “ 
„ Men Du besidder jo Hjælpemidler ! “ 
„ Du mener nok Gjæld ! “ 
„ Dine Qvartals Penge ere jo forfaldne med det 
Første . “ 
„ De ere allerede forlængesiden brugte — var 
given ud , længe førend jeg fik mine sidste Penge . “ 
Baronessen sukkede smerteligt , men hun turde ikke 
vove , kun at bebreide ham med et eneste Ord . Hun 
vidste af Erfaring , at han vilde geraade i det største 
Raseri , og gaae sin Vei , for maaskee ikke at lade sig see 
hos hende iet par Dage . 
En kort Pause opstod . Derpaa udbredte der sig et 
uhyggeligt Smiil om hans Mund , der var opstegen en 
Tanke i ham , og han tøvede ikke for at forfølge den 
videre . 
„ Der gives kun et Middel ! “ raabte han i en fortvivlende 
Tone . 
„ Har du fundet et Middel ? “ spurgte Blöderen . 

„ Ja , Janette skat hjælpe mig . “ 
„ Janette ? “ 
„ Ja hvorfor ikke ! saasnart hun bliver gift vil hun 
faa Penge nok , og der gives Veie og Midler , at forskaffe 
hende disse allerede nu . “ 
„ Men Oskar dog , hvad vilde Greven sige dertil ! “ 
Ved disse Ord foer der et Lyn af Oskars Øine , 
og han udbrød rasende , idet han slog med Haanden i 
Bordet . 
„ For mig kan han sige hvad han vil ! “ Hör nu til 
hvordan Sagerne i dette Øieblik staa , saa kan Du afgjøre 
Resten med den Gamle . Sagen handler om Jauette 
og den unge Jurist Tøndesen . I har holdt Sagen 
forbandet hemmelig for mig , og det var bleven en 
smuk Historie hvis jeg ikke var kommen bag paa den . 
Jeg er gaaet efter den forklædte Janette , og har forfulgt 
hende lige til Posfbureauet , hvor hun afgiver sine 
Breve , og modtager andre adresseret N . P . ' men som 
min Tjener har været saa fornuftig at modtage , førend 
Janette havde indfundet sig . Disse Breve har jeg faaet , 
aabnet og læst disse , og igjennen mig har I erfaret den 
smukke Sammenkomst , som skulde have fundet Sted i 
Grevens Hotel , og hvor de to Forelsfede uden min Mellemkomst 
havde ordentlig leet baade af dig , Greven og 
Verner . 

„ Hvilken en Lykke at Du opdagede dette , “ sagde 
Baronessen . 
„ Ja vel var det en Lykke , “ svarede Oskar , „ men 
hvordan har man takket mig for min Tjeneste ? I har 
søgt at hemmeligholde Navnet af den unge Nar for 
mig . “ 
„ Bi gjorde det i den bedste Mening , Oskar , “ sagde 
Moderen , „ Du er af Natur saa heftig , Du er saa lidt 
Mand for at beherske Dig selv — jeg frygtede for at 
det skulde komme til Blodudgydelse , og dette vilde vi for 
enhver Priis forebygge . “ 
„ Derfor kan Du være ganske rolig . Jeg kjender 
Tøndesen , og er endog en intim Ven af ham , ( her sagde 
han en Usandhed ) og nu da jeg veed at det er ham , 
staaer jeg paa Nippet at tage Janette og hans Parti . “ 
Baronessen troede at befinde sig i en Drøm ved at 
høre disse Ord . Endelig udbrød hun : 
„ Hvordan skal jeg forstaae det ? “ 
„ Det er ganske ligefrem saadan . Janette har skjænket 
mig fin Fortrolighed , og naar hun forskaffer mig de 
14 , 000 Daler , da er jeg Aland for at hun skal faae den 
unge Jurist . Verner kan saa see sig om efter en anden 
Arving . “ 
„ Det kan ikke være din Mening ! “ raabte Baronessen . 
„ Jo vel , min uigjenkaldelige Mening . “ 
„ Alen Verner er jo din Ven ? “ 

„ Min Ven er den , som giver mig Penge , naar jeg 
bruger nogle . “ 
„ Men kjære Syn , saa vær dog fornuftig . Det er 
nu snart alt i den bedste Orden . Den unge Mand vil 
tro , at Janette frivilligen har opgivet ham , og jeg er 
næsten overbeviist at Janette snart vil glemme ham . 
Vilde det nu ikke være meget dumt , at forstyrre den med 
saa megen Vanskeligheder , og vi kan gjerne sige , veludforte 
Plan . “ 
Oskar lo haanlig . 
„ Jo vist vilde det være taabelig , “ gav han til Svar , 
„ fornemmelig da det kun handler sig om lumpne 11 , 00V 
Daler . Maaskee kommer Greven til Eftertanke , naar Du 
gjør ham begribelig , hvor nødvendig det er at have 
mig paa sin Side . Forsøg det og siig mig i Morgen , 
hvad Du har udrettet . Men glem ikke at jeg maa have 
Pengene enten fra Eder eller fra Janette . Den gamle 
Levy maa blive tilfredsstillet . “ 
Medens denne Samtale havde fundet Sted , bavde 
Oskar drukket et Par Kopper stærk Thee , hvortil han 
nød noget ristet Brød . Derpaa stod han op , traadte 
hen for Speilet og satte Hatten paa Hovedet . Baronessen 
tog hans Handsker og Lommetørklæde og besprængte 
disse med vellugtende Vand . 
Derpaa modtog Oskar disse af Moderen og sagde : 
„ Altsaa tænk paa det . Til i Morgen maa jeg have 

Svar . Dermed forlod han Salen , idet han slog Døren 
i efter sig . 
Da Døren havde lukket sig , kastede Baronessen sig 
ned i en Sopha , trykkede Ansigtet ned i en Pude og 
græd bitterligen . 
Endelig stod hun op , tørrede sine Øine og sagde : 
„ 0 , min Gud skal jeg saaledes straffes for den ene 
Synd , som jeg begik i min Ungdom . Hvilke Prøvelser 
er ikke bleven paalagt mig ! En slet Søn — en ulydig 
Niece - det er for meget , altfor meget ! “ 
Med disse Ord forlod hun Værelset for at tale med 
Greven , der paa denne Tid af Dagen sædvanlig beskjæftigede 
sig i sit Bibliothek . 
Medens den forrige Begivenhed var forefaldet , havde 
i en anden Omgivelse ligeledes fundet en anden Frokostscene 
Sted . 
I et lille Lyststed ved Strandveien vilde man igjennem 
Vinduerne kunde have seet et lille Bord , hvorpaa 
der stod Resterne af en overflødig Frokost . 
Ved Bordet sadde to Personer , en ung Herre og 
en ung Dame , som hvilede sig i bekvemme Lænestole . 
Den unge Mand var Etatsraad Verners Søn og 
Janettes Forlovede . 
Om fire Maaneder skulde Brylluppet finde Sted . 

Allerede nu lod det til at Verner holdt af Forandring 
af det smukke Kjøn , hvilket den unge Dame beviste , 
som sad ligeoverfor ham . 
Denne Skjønne ville vi med faa Ord omtale . Hun 
blev sædvanlig tiltalt af Herrerne af hendes Bekjendtskab 
ved hendes Døbenavn Alma . 
§ Det unge Par underholdt sig om Væddeløbet , som 
i med det Første skulde finde Sted af Medlemmerne , som 
hørte til deres Klub . 
„ Gud være lovet ! Rattler , vor bedste Løber befinder 
sig i bedste Velgaaende , jeg vil vædde paa den og jeg 
vinder derved en anseelig Pengesum . Saa skal alle dine 
Ønsker blive opfyldte . 
„ Du skal faae de yndige to Ponies som Du længe 
har ønsket Dig . Tillige Diamantørenringene , og alt 
det Øvrige , “ sagde Verner . 
„ O , det er herligt ! “ raabte Alma og klappede i 
Hænderne . 
I dette Moment blev Døren aabnet af en Tjener , 
der traadte ind i Værelset med et Brev i Haanden , tillige 
kor af tage af Bordet . 
Begge strakte Haanden ud efter Brevet , men det 
lykkedes Verner af snappe Brevet fra Tjenerens udstrakte 
Haand . 
„ Fra Oskar ! “ raabte han synlige « tilfredsstillet , 

medens han flygtige « læste Brevet , eller lod som om 
han læste det . 
„ Ved Gud ! “ vedblev han . „ Den Knegt har Lykken 
med sig . “ 
„ Hvad er der passeret ? “ spurgte Alma utaalmodig . 
„ Det er ikke andet , end af han giver mig et Vink 
til det næste Veddeløb . . . Vi har endnu Tid nok for 
af overveje Alt , — men det er dog godt , naar man i 
Tiden passer paa . “ 
I det Verner udtalte disse Ord blev hans Ansigt 
overtrukken af en mørk Rødme . 
Alma , som bemærkede dette , og som tillige var meget 
skinsyg , ligesom alle hendes Lige , sprang op , rev i feberagtig 
Hast Brevet ud af Verners Hænder . 
Verner lod til at glemme , at Brevets Stiil var affattet 
saaledes , at en Uindviet ikke saa let kunde finde 
det rigtige Sammenhæng deraf . Ikke destomindre skjælvede 
han , medens Alma læste Brevet , og han blev ikke 
rolig førend hun tilbagegav ham Brevet med de Ord : 
„ Hvad hedder den Hoppe , hvorom han skriver ? “ 
spurgte hun . 
„ Jeg troer ikke at den endnu har faaet noget Navn , “ 
svarede han . „ Naar den tilhørte mig , vilde jeg kalde 
den Alma . 
„ Gaae dog , “ sagde den unge Pige , som følte sig 
smigret ved Verners Yttring . „ Der gives mange andre 

kjønne Navne ; jeg vilde have kaldet det . . . for Exempel . . . “ 
„ Lotte . “ 
Nei , nei , det Navn lider jeg ikke ! “ sagde Alma . 
„ Du har vist tidligere kjendt en Dame af det Navn , og 
» har været forelflet i hende - jo , jeg veed det . Jeg vil 
helst selv vælge Navnet ; hvad siger Du for Exempel til 
Janette ? Janette er et smukt Navn . “ 
Verners Ansigt blev aflegraa . 
Han kunde ikke tænke sig at det skulde være et almindeligt 
Tilfælde . Den unge Pige maatte have udspioneret 
hans Hemmelighed , Forlovelsen med Janette ; 
thi det var endnu en Hemmelighed , og han frygtede 
Almas Bebreidelser . 
Men hans Frygt var aldeles uden Grund ; hun 
vidste Inlet , og undrede sig kun over at han ikke bifaldt 
hendes Valg . 
„ Kan Du ikke lide dette Navn ? “ spurgte hun . 
„ Jo godt , meget godt — et herligt Navn for en 
Hest , “ gav han til Svar . 
„ Naa , det synes mig ogsaa ; men hvad betyder det 
hvad Grev Oskar skriver om anonyme Breve , adresseret 
„ N . P . “ og at det maa amysere Dig . Det maa Du 
forklare mig . 
„ Det er Intet . Det er kun en Hemmelighed imellem 
Oskar og mig . Der er en ung Mand ved Navn Tsndesen , 

som har forelsket sig t en Niece af Baronesse Dyring , “ 
gav han til Svar . 
„ Hvorledes , Tøndesen , ah nu befinder jeg mig ! 
dette Navn har jeg allerede hørt tidligere ncevne , og 
det under Omstændigheder , som gjorde til sin Tid , et 
dybt Indtryk paa mig . Det var til den Tid , da jeg 
stod i Grev Fly ' s afdøde Kones Tjeneste . “ 
„ Du har staaet i Grevinde Fly ' s Tjeneste ? “ spurgte 
Verner . 
„ Ja , men det er længe siden — lad mig see , hvor 
længe det kan være ! — Jeg troer det er ti Aar siden — 
jo , saalænge er det — jeg var endnu ganske ung dengang . 
„ Virkelig ? “ spurgte Verner . 
„ Jeg erindrer mig , at jeg en Dag stod og redte 
Sengene . Grev Fly beboede dengang med sin Gemalinde 
sit smukke Sted ved Frederiksborg . Der var jeg 
altsaa beskjæftiget , da pludselig to Personer traadte ind 
i Grevens Arbeidsværelse , som slødte op til det Kabinet , 
hvori jeg befandt mig . Strax derefter blev Døren til 
Kabinettet lukket op , og Greven saae ind , men han kunde 
ikke opdage mig , da jeg i en Hast havde skjult mig bag 
Sengegardinerne , derpaa lukkede han Døren i Laas . 
Paa denne Maade kom jeg til at høre følgende Samtale , 
idet Greven sagde : 
„ Det er aldeles unyttigt , Dyring Tøndesen , jeg vil 
ikke vide noget deraf , De indjager mig ingen Frygt . 

Alt det De der fortæller mig , er kun for mig Fabler , 
som De har greben ud af Luften . “ 
„ De er i Vildfarelse , “ svarede den ' Anden . „ For 
mig betyder disse Fabler Titler og Rigdomme , og for 
Dem og deres Familie , Fattigdom og Skam . Det kommer 
kun an paa at finde en dygtig Jurist , og de nødvendige 
Penge . “ 
„ Dumhed , “ sagde Greven . „ Den Jurist er ikke født 
endnu og Pengene ikke præget , ved hvis Hjælp der kan 
gjøres af Dunst mere Dunst , eller af Maaneskin mere 
Maaneskin . “ Jeg erindrer mig disse Ord saa nøie , 
som om de vare blevne talte idag . 
Snart derpaa hørte jeg , hvor der blev talt Penge 
paa Bordet , og kort derefter gik Begge bort , og jeg var 
befriet af mit Fangenskab . 
„ Har Du aldrig talt til Nogen derom ? “ 
„ Jo vist har jeg det , til Greven selv . “ 
„ Til Grev Fly ? “ 
„ Jo netop til ham . Dengang jeg maalte forlade 
min Tjeneste — ikke for en Forseelse , da jeg var saa 
god en lille Pige , som nogensinde har gaaer r et Par 
Sko , kun fordi Kudsken havde kjørt for mig og Tjeneren 
en lille Spadseretour . Ja , dengang vare vi nogle 
lystige Fugle ! . . . . Da Greven sendte mig bort talte 
han meget faderlig til mig , men til Slutning meente 
han dog , at alle hans Formaninger vistnok vare spildte . 

Men jeg tog ham skarpt i Øiesyn og sagde : „ Del er 
rigtignok svært . Hr . Greve , at gjøre af Dunst mere 
Dunst . “ — Du skulde blot have seet hvor han foer op . 
„ Hvad skal dette betyde ? “ spurgte han . „ Ingenting , 
Hr . Greve , “ svarede jeg . — Efter at have betænkt sig 
et Øieblik , sagde han : „ Jeg troer det vilde være bedre 
for Dig , naar Du fik en bedre Stilling , som Du tidligere 
har havt , om nogle Dage kan Du høre op hos 
mig , saa skal Du faa nærmere Besked . “ — Men jeg 
faldt ham strax i Ordet , og sagde : „ Nei Tak , Hr . Greve , 
jeg bliver nu en Frøken ! “ — „ Ja dertil behøver Du 
rigtignok ingen Anbefalinger , “ sagde han leende . — 
Jeg lo med , men glemt har jeg det ikke . “ 
Verner havde ganske forbauset hørt paa denne 
Beretning . Derpaa stod han op , saae sig i Speilet , 
og dreiede sin Knebelsbart med begge Hænder . Derpaa 
sagde han : 
„ Du kjender jo Grev Oskar ? “ 
„ Vistnok . “ 
„ Veed Du ogsaa , at han er en Søn af Grev 
Fly ? “ 
„ Nei , det vidste jeg ikke . “ 
„ Nuvel , saadan er det . Ved Leilighed , naar Du 
træffer sammen med ham , kunde Du gjøre mig den 
Tjeneste at fortælle ham ligeledes denne Historie , til 
Tak kor det Vink han har givet mig . “ 

Strax derefter anbefalede Verner sig hos sin 
Skjønne , med den Bemærkning : 
„ I Aften er der stort Selskab hos Grev Fly , og 
jeg er indbuden dertil . “ 
Niende Kapitel . 
Et natlig Besøg . 
Selskabet hos Grev Fly var meget storartet , det 
vil sige , man havde indbudet saa mange Mennesker , 
som kunde rummes i Salen , og imellem disse Gjæster 
befandt sig ogsaa nogle af første Rang . 
Salene i Grev Fly ' s Eiendom vare i denne Nat 
en „ Skjønhedens Have , “ i hvilken mange af Kjøbenhavns 
skjønneste Damer vare forsamlede . Men iblandt alle 
disse henrivende Qvinder var der dog ingen , som kunde 
nægte , at Festens Dronning var Husets Datter , Janette , 
der , ubevidst hvilken Triumf hun nød , rolig ved sin 
Faders Arm vandrede gjennem Salene . 
Med en munter Mine gik Janette med sin Fader 
igjennem de Grupper af Gjæster , som havde stimlet sig 
sammen i Salene , men en opmærksom Iagttager vilde 
have bemærket en dyb Kummer , som havde leiret sig 
over hendes hele Væsen . 

Baronessen bemærkede dette og sukkede dybt . 
„ Det er kun en paatagen Munterhed , “ sagde hun , 
tænkende paa den Tilbøielighed , som Janette havde 
fattet til den simple Jurist . 
Da Baronessen igjen hævede sit Blik , bemærkede 
hun med Forskrækkelse at hendes Søn , Oskar , med al 
Magt trængte sig frem igjennem Gjæsterne , og gik derpaa 
lige løs paa Greven og Janette . 
Oskar pleiede ellers ved Fester og Gjæsterier kun 
at indfinde sig meget sildigt . 
Desuden herskede der heller ingen venskabelig Forhold 
imellem Fader og Søn , og den Ene søgte stedse at 
undgaae den Anden . 
Da Oskar mødte Greven , der med sammenrynket 
Pande modtog ham , bød han Janette sin Arm . Denne 
faae spørgende paa . Faderen , tog derpaa Broderens 
Arm , og fortsatte ved hans Side sin Vandring igjennem 
Salene . 
„ Du er iaften ualmindelig smuk , “ sagde Oskar . 
„ Finder Du ? “ sagde hun med et tilfreds Smiil . 
„ Jeg kan ikke nægte det , “ vedblev han galant . „ Men 
hvad der overrasker mig meest , det er at Du er i den 
Grad Herre over Dig selv , ved at fremvise et muntert 
Smiil paa Læberne , til enhver af Gjæsterne , imedens 
Du er bebyrdet med din Hemmelighed . “ 

„ O , jeg beder Dig , kjære Oskar , ikke et Ord herom 
i denne Omgivelse , “ svarede hun hurtig . 
„ Hvorfor ikke ? “ spurgte han „ Ingen kan høre os 
og hvem der hørte det , forstod ikke noget deraf . “ 
„ Det mener jeg heller ikke , “ hviskede hun , „ men jeg 
formaaer ikke at tale det Mindste derom . Begriber Du 
da ikke , hvad det koster mig at bibeholde denne forstilte 
Rolighed ? Jeg kan ikke hykle , Oskar . Af Natur er jeg 
frimodig og oprigtig , — men jeg har allerede i mange 
Dage udstuderet , at fremvise et smilende Ansigt . Jeg er 
ofte saadan tilmode , at det neppe . er mig muligt længere 
at bære denne Burde . “ 
„ Men bvorfor bar Du bebyrde : Dig dermed ? “ 
svurgte ban . 
„ Fordi det var den eneste Bkuitgbed , a : — at bevare 
min Hemmelighed . Naar jeg tilnmire Berner og 
derved fremviste et lykkeligt Ansigt , kunde man vist ikke 
ane , at mit Hjerte tilhørte en Anden . Utaaleligt var 
den Opgave , som jeg var nødt til at Wille forleden Aften , 
da jeg i Operaen ved et Tilfælde traf sammen med 
Berner . Jeg gik ved ^Verners Arm saa tæt forbi ham , 
at min Kjole berørte ham , og jeg borte banS Stemme . 
Jeg troer jeg udstødfe et svagt Angstskrig . Jeg følte 
mig en Afmagt nær . “ 
„ Maaskee var ban gaaet i Operaen blot for at see 
Dig , “ lagde Oskar . 

„ Ak nei , “ sagde Janette med et qvalfuldt Suk . 
„ Jeg troer ikke at han er kommen for min Skyld , men 
frygter for , at der maa være skeet noget , som foranlediger 
ham til at fjerne sig fra mig . Men jeg vil 
hellere bære denne Sorg end at vide ham i min Nærhed , 
naar jeg spiller denne usle Rolle . Ikke for alt i 
Verden pustede jeg at han maatte see mig saadan som 
Andre seer mig . Han vilde antage mig for hjerteløs , 
ja endog for troløs . Og seer jeg i dette Øieblik ikke 
glad og lykkelig ud ? Og dog , Oskar , jeg forsikkrer Dig 
at mit Hjerte idag er tungere end ellers . “ 
„ Hvorfor det ? “ spurgte Broderen . 
„ Fordi jeg næsten maa tvivle paa ham , og fordi 
jeg altid maa tænke paa det , som Du sagde mig igaar 
Astes , med Hensyn til min Hemmelighed . Er Greven 
og Baronessen virkelig underrettet derom , Oskar ? Jeg 
beder Dig , siig mig Sandheden . “ 
„ Jo , vidst nok troer jeg at de veed det . Men hvad 
gjør det til Sagen ? Rigtignok ere de kloge , men naar 
vi to spænde vore Heste sammen , skal vi snart komme 
dem ud af Syne . Om alt dette maa jeg tale udførligere 
med Dig ; jeg vil følge Dig paa din Ridetour imorgen . 
See Dig nu om , der er Verner . “ 
Janette undertrykke den Skræk , som vilde bemestre 
sig hende , og skyndte sig med , at lade et venligt Smiil 
henglide over sit Ansigt . 

„ Hvordan gaaer det , kjære Janette ? “ spurgte Verner , 
idet han med et siirlig Buk hilsede paa hende . „ Meget 
varmt her — ikke sandt — meget varmt ? “ 
Efter at have hilset paa Verner og sin Søster , 
forlod Oskar dem . Verner tog Janettes Arm , og han 
følte sig ikke lidet smigret , ved den Opmærksomhed , som 
han bemærkede overalt blev Janette til Deel , hvor hun 
viste sig . Han kunde sommetider være meget humoristisk 
og var ogsaa nu i denne Stemning . Janette lo hjerteligt 
over hans Indfald , og hun lod til at være i det 
muntreste Lune , hvilket bevirkede at de snart bleve omringede 
af en stor Kreds Tilhørere . 
Medens Janette trak Opmærksomheden paa sig , 
traadte Oskar hen ved Verners Side . 
„ Du har dog modtaget min Billet ? “ spurgte han . 
„ Ja vel , det er godt , “ svarede Verner . Men 
Apropos ! Er Du nøiagtig kjendt med Adolf Tøndesen ? “ 
„ Ikke videre . Siden min Hjemkomst fra Frankrig 
har jeg ikke videre gjort mig Umage at stifte Bekjendtskaber . 
Jeg har ikke engang vidst at han havde været 
Janettes hemmelige Tilbeder . Ingen har villet sige 
mig noget . Alle holder mig for en Slagsbroder af 
den værste Slags , og ere bange for at jeg fluide gjøre 
det Menneske noget Ondt . “ 
Af Verners Øine foer et uhyggeligt Lyn , og hans 
Pande blev overtrukken af en mørk Rødme . 

„ Det var ingen daarlig Idee ! “ sagde han . 
„ Hvad mener Du , skulde jeg maaskee udfordre 
ham ? “ 
„ Ja , det meente jeg rigtignok . “ 
„ Hvad mener Du dermed ? “ spurgte Oskar nok 
engang . Han mærkede godt at Verner havde noget 
i Baggrunden , som han ikke vilde rykke ud med . 
„ Nu , jeg mener , det kunde ikke være afveien , naar 
vi faae til at bringe ham tillige med sine Fordringer 
til Taushed , “ bemærkede Verner i en alvorlig , megetsigende 
Tone . 
„ Hans Fordringer ? “ spurgte Oskar . 
„ Ja , Fordringer paa Janettes Haand , “ vedblev 
Verner . „ Du veed jo , hvormeget det er mig , og os 
Begge , om at gjøre , at indgaar denne Forbindelse , da 
Du er lige saa meget i Pengeforlegenhed som jeg , og 
naar der var nogen som kom vor Spekulation i Veien , 
saa vare vi Begge fortabte . 
„ Det er saa vidst som Du staaer der . “ 
„ Derfor var en Duel det allerbedste og simpleste , “ 
begyndte Verner igjen . „ Du er jo en dygtig Fægtemester , 
og er ligesaa duelig ved at omgaaes med Pistolen , 
som Kaarden . Søg altsaa ved Leilighed at fornærme 
Tøndesen , siig til ham at Du ikke ønsker at han carisserer 
til din Søster . Forestil en dydig og fornærmet Broder , 

og jog ham enten Kaarden i Brystet , eller skyd ham en 
Kugle for Panden . “ 
„ Med et Ord , Du ønsker at jeg skal expedere ham , “ 
sagde Oskar koldt . 
„ Men Oskar , det mener jeg jo ikke , “ svarede Verner 
undvigende . „ Naar det ikke var i sin Orden , at Tøndesen 
kunde blive draget fil Regnsfab af Dig , saa har 
ingen Net , fil at fordre den Anden . Det er min 
Mening . “ 
„ Godt , jeg skal opspore ham , og naar jeg finder , 
at han er et Skud Krudt værd , saa sfol han faae denne 
Medicin . Derpaa kan Du forlade Dig . “ 
Med disse Ord vendte han sig om og vilde gaa , 
men det lod fil som om han pludseligt erindrede sig 
Noget . 
„ En forbandet Historie med den Rattler , “ hviskede 
han . „ Du veed det naturlig ? “ 
Verner blev bleg . 
„ Jeg veed Intet , “ stammede han . 
„ Den er bleven syg ; man skal have bibragt den 
Noget , “ sagde Oskar . „ Jeg har kun hørt det omtale . 
I ethvert Tilfælde vil den ikke kunde være med . “ 
Verner udstødte en drøi Eed , han var ikke istand 
fil at undertrykke den . I næste Øieblik bemærkede han 
at han ved sin Opførsel havde tildraget nogle Gjcesters 
Opmærksomhed paa sig , og traadte tilbage . 

Oskar begreb hans Opirrelse , smilede , ' og gik derfra , 
idet han tænkte paa hvilken Interesse Verner kunde 
have , naar han virkelig vilde skyde Tøndesen en Kugle 
for Panden . 
Verner paa sin Side tænkte ved sig selv : 
„ Naar det forholder sig rigtig med Rattler , saa er 
Alt forbi . Saa staaer kun dette Giftermaal mig aabent , 
og er min eneste Frelse . Jeg maa tage Pigen , for 
Penge maa jeg have , og gjør Tøndesen mange Omstændigheder , 
saa beviser jeg Oskar at det er aldeles 
nødvendig at skaffe ham af Veien — men saa gjør jeg 
det selv — med et velrettet Skud . “ 
Med disse Tanker gik ' han tilbage til Janette , 
stillede sig bag hendes Stol og overøste hende med Opmærksomheder . 
Flere 
Timer vare henrundne . Midnatstimen nærmede 
sig hvor Soupeen skulde begynde . 
Neppe var Grev Fly traadt ind i Salen for at 
nærme sig Janette og hendes Forlovede , førend en 
Tjener kom og hviskede ham noget i Øret . 
„ Hvorledes ! “ raabte Greven . „ Man forlanger at 
tale med mig ? “ 
„ Ja , Herr Greve ! “ svarede Tjeneren . 
„ Umuligt ! Du veed jo at jeg nu er beskjæftiget , og 
ikke til at faae i Tale , “ svarede Greven . 

„ Alt dette har jeg svaret Manden , han paastod 
imidlertid paa , at jeg skulde melde ham . “ 
„ Paastod derpaa ? “ spurgte Greven forbauset . 
„ Ja , Herr Greve . “ 
„ Og han har ikke engang sendt sit Kort ? Hvorledes 
kan De indlade Dem paa at foruleilige mig med saadanne 
Ting ? Det handler sig naturligviis kun om et 
lurvet Tiggeri . — Har det Menneske sagt Dem noget 
Navn ? “ — 
„ Nei , Herr Greve , men — “ . Tjeneren saae sig 
forsigtig om i Salen , at der ikke var nogen Fremmed 
i Nærheden som kunde høre hvad han sagde , og hans 
Øine mødte herved Verners . 
„ Men hvad ? “ spurgte Greven . 
„ Det er den Mand , der engang — det er allerede 
mange Aar siden — kom sammen med Herr Greven , 
og hvorpaa de i flere Timer lukkede Dem inde med 
ham . “ - 
Ved disse Ord var Greven bleven meget bleg . 
„ Det er Hain ! Hans Navn var , naar jeg erindrer 
mig ret . . . . “ 
„ Dyring Tøndesen , “ svarede Tjeneren . 
Greven rynkede Panden . „ Jeg vil see ham ! “ sagde 
han kort . 
Medens denne Samtale blev ført , havde Verner 
og Janette nærmet sig Greven . — Janette havde 

kun hørt Navnet Tøndesen ; men ogsaa Verner havde 
hørt det . 
Paa den Maade blev Greven ubehagelig overrasket , 
ved af vende sig om , for af bede Selskabet undskylde , 
af han maatte forlade dem et Øieblik , og derved fik 
Øie paa Janette , der med blegt Aasyn var sunken ned 
paa en Stol . Verner stod ved Siden af hende . 
Det Indtryk , som Tøndesens Navn havde frembragt , 
var meget forskjellig . Janette , som troede af det var 
Adolfs Navn , var bleven voldsomt angreben . Greven 
derimod , som bedst vidste hvem det var , blev meget 
forvirret , tillige da han bemærkede den Tilstand , hvori 
hans Datter befandt sig . 
Til alt Held kom nu Baronessen og sagde til 
Greven : 
„ Der er nogen som spørger efter Dem . Hugo har 
ført Manden ind i Bibliotheket . — Men hvad er her 
foregaaet ? “ spurgte hun , da hun bemærkede Janette , 
som endnu var meget bleg . 
„ Janette blev upassende , Varmen i Værelset . . . . “ 
„ Det er Intet ! “ afbrød Janette sin Fader . „ Jeg 
befinder mig allerede bedre . — Men vil Du ikke gaae , 
kjære Papa , og tale med den Fremmede ? “ 

Hun vidste af hun talte , men hun var ikke i Stand 
til selv at høre sine egne Ord , saa voldsomt slog hendes 
Hjerte . 
Hendes Spørgsmaal kom Greven meget beleiligt . 
Han forlod kort efter Værelset . 
Verner paa sin Side var ogsaa i Vildfarelse , han 
troede fuldt og fast at det var Tøndesen , som havde 
trængt sig ind i Grevens Huus for at affordre ham en 
Forklaring , hvisaarsag han paa en høflig Maade undskyldfe 
sig hos Janette , da hun nu var under Baronessens 
Varetægt , og vandrede derpaa igjennem Salene , 
for at opsøge sin Ven Oskar , og meddele ham denne 
Nyhed . 
Han fandt Oskar i Billardværelset , hvor han nylig 
havde endt et -Parti . Hurtig traadte han hen til ham 
og hvidskede ham i Øret : 
„ Jeg kom for at sige Dig , at han er her . “ 
„ Han ? — Hvem mener Du ? “ 
„ Tøndesen , naturligviis . “ 
„ Her ? “ spurgte Oskar forbauset . 
„ Ja . “ 
Oskar udstødte en drøi Eed . Det var den eneste 
Maade , hvorpaa han udtrykte sin Sindsbevægelse . 
„ Du vil dog vel ikke sige , at Knegten skulde være 
fræk nok til , efter Alt hvad der er passeret , at trænge 
sig herind i Grevens Huus ? “ spurgte han hastigt . 

„ Jo , saa fræk er han rigtignok , jeg hørte da han 
blev meldt , nn opholder han sig med Greven i Bibliotheket . “ 
Oskar 
blev rasende , og spurgte derpaa -Verner : 
„ Er Janette underrettet derom ? “ 
„ Jo , hun var tilstede da han blev meldt , “ sagde 
Verner 
„ Saa har hun ogsaa enten paa den ene , eller paa 
den anden Maade staaet i Forbindelse med ham . Han 
havde ikke vovet af indfinde sig her , naar hun ikke 
havde givet sit Samtykke dertil , Men hvorledes — paa 
hvilken Maade kan De corrospondere sammen ? “ 
„ Det er det samme hvorledes De er kommet sammen , 
Du maae nøies med den Kjendsgjerning af han 
for Øieblikket befinder sig her i Huset . Og jeg troer 
Gud forlade mig , af han har gjort det klogeste Skridt , 
ved af udføre hvad han har gjort . “ 
„ Hvad vil Du sige dermed ? “ spurgte Oskar . 
„ Jeg kan for Øieblikket ikke sige Dig mere , men 
jeg tager neppe feil , naar jeg troer , af Greven har sine 
Grunde , hvorfor han modtager ham med Høflighed 
Og derpaa giver jeg dig mit Ord , naar du ikke har et 
skarpt Øie hertil , saa forsikkrer jeg Dig af han endnu 
gaaer af med Seiren . “ 
„ Aldrig ! “ raabte Oskar . 

Trods denne Forsikkring var han dog ikke saa aldeles 
rolig tilmode , kun engang havde han seet Verner 
saa opirret som iaften , og det var dengang , da Oskar 
solgte Søsteren til ham . Derfor var hele Verners Væsen 
ham ubehagelig . 
„ Man maa forsøge at blive denne Fyr qvit , “ sagde 
Verner . 
„ Forsøge ! “ raabte Oskar . „ Nei lader ham forsvinde . “ 
„ Det 
er ikke let — og jeg ved kun en Vei dertil , “ 
svarede Verner . 
„ Og den er ? “ 
/ , Jeg har allerede engang nævnet den , Du maa udfordre 
ham . “ 
„ Det falder ikke i min Smag , “ svarede Oskar , 
„ der maa gives andre , sikkre Midler , at faae en Mand , 
til at forlade et Sted en fire Maaneders Tid . I den 
Tid er Alt i Orden — vi faae Pengene i Hænderne , 
og - . “ 
„ Nei , Oskar , det vil ikke hjælpe os meget , “ sagde 
Verner . 
„ Jeg veed mere af Sagen , som Du , Tilfældet har 
indviet mig i hans Hemmelighed , jeg veed , hvorfor han 
har faaet Adgang hos Greven , og jeg forsikkrer Dig at 
han er farlig . Ikke alene farlig for Øieblikket men ogsaa 
for den tilkommende Tid , med et Ord , naar det er 

sandt hvad jeg har hørt — og som Begivenhederne i 
denne Nat kun altfor godt beviser — saa er jeg nødsaget 
til at gjøre Afkald paa Janettes Haand , idetmindste 
saalænge , indtil dette Menneske er skaffet af Veien . “ 
„ Forbauset betragtede Oskar Verner . “ 
„ Du — modsætter dig — at gifte — min Søster ? “ 
udbrød han ganske forfærdet . 
„ Jeg modsætter mig , naar mine Betingelser ikke 
blive opfyldte , “ gav Verner til Svar . 
„ Er Du fra Forstanden ! “ raabte Oskar og hans 
Øine funklede af Vrede . „ Veed Du da hvad Du kaster 
bort ? Har Du glemt , at Du har ødelagt baade Dig , 
og din Familie , — og staaer paa Randen af en dyb 
Afgrund . “ 
Verners Ansigt blev fortrukken af Raseri . 
„ Har Du glemt , “ vedblev Oskar at dette Giflermaal 
redder dig for Nød , for retslig Forfølgelse , og 
hvad veed jeg hvorfor mere det beskytter Dig ? “ 
Verners Ansigt skiftede Kouleur , han blev pludselig 
liigbleg . 
„ Vil hun ogsaa gjøre det ? “ spurgte han . 
„ Ha , ha , ha , om hun vil spørger Du ? “ 
„ Ja , om du er vist i din Sag ? “ 
„ Vil Du have at jeg skal besværge det ? “ spurgte 
Oskar med en haanlig Stemme . 
„ Jeg vil kun , “ afbrød Verner ham i Talen , „ at 

Du uden videre skjænker mig din Tiltro , naar jeg siger 
Dig at hverken Grev Flys Titel , eller hans Besiddelser 
ere sikkre , saa længe dette Menneske bliver i Live . Men 
naar Grevens Besiddelser ere i Fare , hvad vil der saa 
blive af vore Fordringer , som vi kan gjøre Krav paa . “ 
Oskar stod ved denne Meddelelse som aldeles tilintetgjort . 
Han kunde ikke tro sine egne Øren . Han 
aabnede Munden , men var ikke istand til at frembringe 
nogen Lyd . Endelig fattede han sig og udbrød : 
„ Er Greven underrettet desangaaende ? “ 
„ Jo , han veed Alt . “ 
Oskar traadte aldeles forbauset et Skridt tilbage . 
„ Umuligt ! “ udbrød han derpaa . 
„ Men Sandhed ! “ svarede den Anden . 
Oskar svarede ikke herpaa , men hans Øine rullede 
vildt i Hovedet paa ham . 
„ Naar det hænger saaledes sammen , Verner , da 
ere vi nødsagede til at befrie os fra dette Menneske . 
Forstaaer Du — under enhver Betingelse ! “ 
„ Lad os vende tilbage til Damerne , “ var Verners 
eneste Svar . Men medens han talede , mødtes deres 
Øine , og da deres Hænder ligeledes mødtes , havde de 
Begge forstaaet hinanden . 
Te traadte derpaa ind i Salen hvor de sandt 
Janette omgiven af talrige Beundrere . Med hendes 
Selvbeherskelse havde hun vundet den ydre Ro , som 

havde leiret sig paa hendes Pande . Men hun var bleg 
og hendes Øine hvilede fra Tid til anden paa den 
Dør , hvorigjennem Greven havde fjernet sig . 
Verner gik lige hen til hendes Stol , ogsaa han 
havde paataget sig en rolig Mine , og hørte med en 
nysgjerrig Mine paa den Samtale her fandt Sted . 
Damernes Samtale handlede om visse Skjønhedsmidler 
og deres Indflydelse . 
Damerne forsikkrede naturligviis at de ikke betjente 
dem af saadanne Midler . Det interesserede dem kun 
at blive oplyst om denne Gjenstand . 
„ Jeg har hørt , “ sagde en Dame paa tredsindstyve Aar , 
hvis Kinder vare belagt med et tykt Lag rødt Sminke , 
„ at det er meget skadeligt at forstoppe Porerne i Huden . “ 
„ Saa skadelig , “ svarede en rolig , godmodig Herre , 
„ at i Rom , hvor en Deel Børn , hvis Kinder bleve forgyldte , 
og som bleve benyttede til Optog ved kirkelige Festligheder , 
som livsfarlige bleve forbudt . “ 
„ Er det muligt ! “ udbrød den gamle Dame , der 
følte sig meget utilpas ved denne Meddelelse . 
„ Have alle Skjønhedsmidler en farlig Virkning ? “ 
spurgte Janette . 
„ Derpaa behøver man vist ikke at tvivle , “ svarede 
den Adspurgte , en berømt Chemiker . „ Men da Virkningen 
deraf kun strider langsomt fremad , saa døer maaskee 

mange Mennesker deraf , uden at Lægerne ere istand 
til at angive den rigtige Grund . “ 
„ Alle disse Gifter medfører dog vel ikke Døden ? “ 
spurgte Verner . „ Jeg synes at have hørt at nogle 
af disse kun medbringer en Svaghed , saa at man 
igjennem disse taber Hukommelse , Dømmekraft og Fornuft , 
uden at niiste den legemlige Sundhed . Er det 
ikke saaledes , Herr Doctor ? “ 
„ Det er meget muligt , “ svarede Doctoren . „ Hvad 
vi i Neglen kalder Gift , det er kun Substanser , som 
bevirker en forstyrrende Virkning paa den legemlige 
Organisme , som , til Exempel , Hede i Struben , Smerte 
i Indvoldene , Krampe , Dilerinm og mange af disse 
Sygdomme . Men der gives ogsaa andre Giftstoffer , 
som ikke efterlader det ringeste Spor ved sit Offer , 
hvorved man kunde antage at det var af denne Aarsag , 
at Døden var fremkaldt . “ 
„ Det lader til , at De har grundigen sluderet dette 
Thema , “ bemærkede Verner . 
„ Knn lidet , “ svarede Doctoren . 
Man lod nu denne Thema falde , da Grev Fly i 
dette Øieblik kom tilbage . Janette ligesom Verner saae 
paa ham for at udspeide hans Ansigtstræk . Han var 
noget bleg ; men det Smiil hvormed han sædvanlig tiltalte 
sine Gjæster , viste sig som sædvanlig omkring hans 
Læber . 

Janette havde reist sig , gik ham imøde og lagde 
sine Hænder paa hans Skuldre . 
„ Fader ! “ udbrød hun , og Ordet lignede ligesaavel 
et Udraab , som et Spørgsmaal . 
Greven stod stille , og saae med et Udtryk af Uro 
paa hende . 
„ Hvad vil Du mit Barn ? “ spurgte han . 
Janette havde gjerne givet Alt for at vide hvorledes 
denne Sammenkomst var endt . Havde Tøndesen virkelig 
været hos hendes Fader ? Havde han talt om sin Kjærlighed 
— eller havde han gjort Afkald paa sine Fordringer 
til hendes Haand . Hvordan , og i hvilken Tone 
havde disse to Mænd ført Samtalen , og hvorledes vare 
de skilt fra hinanden ? Hendes Hjerte bævede af Længsel , 
at faae dette Spørgsmaal besvaret , og dog vovede 
hun ikke at udtale det . 
Paa Grund af en forfærdelig Scene , som hun kun 
altfor godt erindrede sig , var det hende forbudt at udtale 
det Navn , som var præget dybt i hendes Hjerte , og 
saa vovede hun heller ikke nu at udtale det . 
„ Er han — er han gaaet ? “ var Alt hvad hun vovede 
at sige . 
„ Hvem ? — Den Fremmede ? Ja ! “ svarede Greven 
i en munter Stemning . „ Har Du maaskee længtes 
efter mig ? “ 
„ Ja , “ svarede Janette . Derpaa lod hun Armene 

synke , og vendte med et Smiil paa Læberne tilbage til 
hendes Plads . 
Med et brudt Hjerte tænkte hun : 
„ Han har opgivet mig . Jeg kan læse det paa min 
Faders Ansigt . Han har Medlidenhed med mig , skjøndt 
han har gjort hvad han formaaede , for at tilintetgjøre 
min Lykke . Nu opsøger han Baronessen for at meddele 
hende sin glædelige Esterretning . “ 
I dette Øieblik traadte Verner og hendes Broder 
hen til hende , og hun blev derved udrevet af sine 
Tanker . 
Oskar var først nylig kommen ind i Salen . Da han 
havde forladt Billardværelset med Verner , var han traadt 
ud i Vestibulen , hvor Tjenerskabet opholdt sig , for at 
vente paa deres Herskaber . 
Iblandt disse Tjenere fandt Oskar hvad han havde 
ventet , nemlig sin egen Tjener , den samme som havde 
hjulpet ham med Brevhistorien imellem Janette og Tøndesen . 
Med en Haandbevægelse bød Oskar ham at 
nærme sig . 
„ Max , “ sagde Oskar , „ Du skal gaae ud i Korridoren , 
og postere Dig i Nærheden af Bibliotheket . Der 
vil Du faae en Mand at see , som vil forlade Værelset , 
og som Du maa beholde i Sigte — naturligviis uden 
at han mærker Uraad . Forlader han Huset , saa følger 
Du ham . “ 

„ Meget vel . Herre ; hvorlangt skal jeg følge ham ? “ 
spurgte Max . 
„ Overall hvorhen han gaaer . Tab ikke hans Spor , 
førend Du med Sikkerhed veed hvor han boer , om det 
skulde vare Dage , ja om det varede en heel Uge , saa 
maa Du være utrættelig , for at faae hans Bopæl at 
vide . Her har Du Penge , om i fornøden Tilfælde at 
tage en Vogn . Spar hverken Umage eller Tid . Jeg 
maa vide , hvor denne Mand boer , eller hvor hen han 
gaaer . “ 
Medens han sagde dette , lod han et Par Guldstykker 
falde i Haanden paa Tjeneren . Derpaa ventede 
han endnu et Øieblik , for muligen selv at være 
saa heldig at faae den Mand at see , som han hadede 
saa meget . Men da det varede ham forlænge vendte 
han tilbage til Selskabet . 
Kort efter Oskar havde forladt Vestibulen , blev 
Døren til Bibliotheket aabnet . 
Max , som ventede derpaa gik hurtig ud af Døren , 
men lod den staae paa Klem , og som han da tydelig 
hørte da Greven bød Manden „ Godnat “ . 
Den Fremmede kunde omtrent være halvtredsindsfyve 
Aar gammel . Det var en høi , men bøiet Skikkelse . 
Hans Been vare umaadelig lange , ligesaadan Armene , 
der stak et langt Stykke frem igjennem Ærmerne af 

Frakken . Hans Ansigt var lang og mager , fra Øinene 
til Munden , trak der sig dybe Rynker nedr 
Denne lidet indtagende Personlighed var klædt i 
sort : En kort Kappe , med en laadden Krave af Iltis 
som Manden bar , var ikke lang nok til at skjule Frakkeskjpderne . 
Ester 
at den Fremmede havde forladt Bibliotheket , 
forlod han hastig Vestibulen , ilede derpaa med feberagtig 
Hast igjennem Forsalene , og forlod derpaa Huset . 
Førend Manden havde naaet Udgangen , havde Max 
allerede forladt det Værelse , hvor han havde iagttaget 
ham . Med den ligegyldigste Mine af Verden , tykkede 
han paa en Straahalm , og gik sin Vei . Han lignede 
paa ingen Maade en Spion , som var sendt ud for at 
følge den sig bortfjernende Mand . 
Tiende Kapitel . 
Et Syn . 
Først langt hen paa Morgensfunden forlode Gjæsterne 
Grev Fly , og Tid efter anden kjørte fnart den 
ene , snart den anden Gjæst tilbage til deres Hjem . 
Lysene slukkedes i alle Salene , og de mørke Vinduer 

forkyndte snart , at Alle havde begivet sig til Hvile . 
Kun et Vindue beviste , at een af Beboerne i dette 
fornemme^uus , endnu var oppe . 
Det var i Janettes Sovekammer , hvor Lyset endnu 
brændte . 
Med en ubeskrivelig Følelse følte hun sig lettet , da den 
unge Pige kunde forlade dette pragtfulde Selskab , hvis 
Dronning hun havde været . Træt , bevæget , og med et 
tungt Hjerte havde hun , saasnart hun kunde trukken sig 
tilbage , og vilde i Eensomhed og Ro endnu dvæle en 
Timestid ved sine Tanker , førend hun begav sig til Ro . 
Lisette , Janettes Kammerpige , sad paa Enden af 
Sengen for at vente paa sin Herskerinde . Hun var 
falden i Søvn , medens hun læste en Roman , hvoraf hun 
ikke havde læst to Sider , da hun alletider ved en ny 
Begyndelse var bleven overvældet af Søvnen . 
„ Jeg beder om Tilgivelse , naadige Frøken , “ sagde 
den unge Pige , da Janette traadte ind af Døren , og 
sprang forsfrækket op af sin Stilling som hun havde 
indtaget . „ Jeg har ikke hørt den naadige Frøken komme 
herind . “ 
„ Du var nok falden i Søvn , Lisette ? Jeg kan tænke 
mig af Du maa være træt , — havde Du erindret mig 
derom , saa havde jeg gjerne givet Dig Tilladelse af gaas 
i Seng . — Jeg havde selv kunde betjent mig . “ 
„ Den naadige Frøken er meget naadig imod mig , “ 

sagde Lisette , „ men havde jeg ogsaa begivet mig til Ro , 
saa var der dog ikke kommen nogen Søvn i mine Øine . 
Der er forefaldet Noget , naadige Frøken , som gjør mig 
meget ulykkelig . “ 
„ Forefaldet Noget ? “ raabte Janette . 
„ Ja Frøken ; iaftes vilde jeg fremtage Granatsmykkerne , 
som De ønskede af bære imorgen Aften i Theatret . 
Dette Smykke har sledse været gjemt i dette Fag i Toiletbordet . 
Men hvorledes kan jeg beskrive den Skræk , 
som jeg fik , da jeg aabnede dette Rum og fandt det 
staae aaben . “ 
Janette blegnede da hun hørte disse Ord , og med 
feberagtig Hast , sagde hun : 
„ Det er rigtignok paafaldende . “ 
„ O , naadige Frøken , jeg haaber at De ikke fatter 
en fljændig Mistanke , som om jeg skulde have havt en 
Finger dermed i Spillet , “ bad den stakkels Pige . „ Jeg 
forsikkrer Dem om min Uskyldighed . “ 
Janette afbrød hendes Forsikkringer . 
„ Ere Granaterne da borte ? “ spurgte hun . 
„ Nei , det er netop det Forunderligste af det Hele . “ 
„ Mangler der ellers nogen af Smykkerne ? “ 
„ Jeg troer nei , jeg har ikke savnet Nogen af dem . “ 
„ Ræk mig den Skuffe hvori de ligge . “ 
Lisette trak Skuffen ud og bragte sin Frøken den . 
Forskjellige Smykker laae her imellem hverandre , og 

kastede deres Straaler ved Kjerternes Skin tilbage . Men 
Janette agtede kun lidet paa al denne Glands . 
Med rystende Hænder lagde hun alle disse Kostbarheder 
ud paa Bordet , og trykkede derpaa paa en hemmelig 
Fjeder . Et hemmelig Rum viste sig for hendes 
Blikke . Rummet var tom . 
Janette udstødte et høit Skrig . 
„ Det er borte ! “ raabte hun . „ Hans Billede er 
borte ! Hvad har det at betyde , o Lisette , det er min 
fortjente Straf ; flere Dage har jeg ikke seet paa det , og 
nu er det forsvunden . “ 
„ Altsaa er der dog stjaalet Noget ? “ spurgte Lisette 
grædende . 
Janette kastede ' et forstyrret Blikpaa hende , og udbrød : 
„ Lisette , hvad veed Du om alt dette ? “ 
„ Jeg , naadige Frøken ? “ sagde Lisette . 
„ Ja Du , Du maa vide Befkeed derom ; vov ikke at 
lyve , siig mig Sandheden , den rene Sandhed ; jeg vil 
tilgive Dig Alt , ikke forekaste Dig noget , ikke jage Dig 
fra din Tjeneste ; jeg vil troe at man har forledet Dig , 
eller tvunget Dig dertil , at Du ikke vidste hvad Ondt 
Du gjorde mig ; Du skal være oprigtig , blot sige mig , 
om Du har gjort det . 
Den stakkels Lisette var aldeles fortvivlet . 
„ O , min kjære , naadige Frøken , hvor kan De tænke 
saa ondt om mig , jeg skulde bestjæle eller lyve for Dem , 

som har gjort mig , og mine gamle Forældre saa meget 
Godt . O Gud , o Gud ! “ udbrød hun hulkende . 
„ Tør dine Taarer , “ sagde Janette til hende og lagde 
sine Hænder blidt paa hendes Skuldre . „ Jeg troer ikke 
at Du har havt til Hensigt at bestjæle mig , men troede 
at Du havde handlet efter Andres skadelige Indflydelser . 
Nu troer jeg det ikke mere , Du kan derfor være aldeles 
rolig . Du kan gjerne gaa . “ 
„ 0 , elskede Frøken , Øe vil dog tillade mig af hjælpe 
Dem , naar Øe negtede mig dette , kan jeg ikke troe Andet 
end af Øe er vred paa mig — og vil saa ikke kunde 
sove den hele Nat . 
Uden af svare et Ord , satte Janette sig rolig paa 
en Stol og lod sig afklæde . 
Den Opdagelse som Janette nylig havde gjort , overbeviste 
hende , af hendes troe Kammerpige ikke kunde være 
deelagtig i den Intrigue , som hun var et Offer for , og 
af hendes Brevvexling med Adolf , muligen ikke ved 
ham selv , men gjennem Andre var bleven afbrudt . 
Tiden blev hende forfærdelig lang , førend Lisette 
var bleven færdig , men endelig behøvede hun ikke mere 
hendes Hjælp , og lod hende gaa . Lisette tog et Lys , 
sagde sin Frøken „ god Nat “ og gik . 
Neppe havde Døren lukket sig efter hende , førend 
Janette med et Skrig hævede sig fra Stolen , og løb som 

en saaret Løvinde , hvis Unger man havde berøvet , op 
og ned i Værelset . 
„ O , jeg bliver vanvittig , jeg mister min Forstand ! “ 
udbrød hun fortvivlet . Man har givet ham sit Billede 
tilbage , og nu troer han at jeg er troløs ! Stolt og troløs ! 
Stolt af min Rigdom , Foragt for hans Armod , og 
i al den Tid har jeg tvivlet paa ham , har troet at han 
havde glemt mig ; men denne Hændelse har aabnet mine 
Øine . Nu seer jeg alt i det rette Lys — men destoværre 
for sildig , — altfor sildig . “ 
Efter længe at have overveiet , syntes det som om 
hun var kommet til en Beslutning . 
„ Jeg vil see ham — det er min faste Beslutning . 
Jeg vil opsøge ham i sin egen Bopæl hvor han er flyttet 
hen , vil tale med ham , vil spørge ham . . . “ 
Men inden hun endte , faldt den Tanke hende ind , 
at det ikke passede sig for hende , at gaae til en ung 
Mand , og spørge ham hvorfor han havde afbrudt sin Omgang 
med hende ; det var umuligt . 
Hendes qvindelige Selvfølelse sagde hende det , hun 
maatte altsaa see sig om efter en anden Hjælpekilde . 
Hun erindrede sig at hendes Broder havde tilbudt hende 
sin Hjælp , og som en Skibbruden , der griber efter ethvert 
Halmstraa for at frelse sit Liv , greb hun ogsaa , som hun 
troede , efter dette eneste Redningsmiddel . 
Hun besluttede at tale med ham . Hun vilde sige 

ham Alt , vilde bede ham , at føre hendes Elskede tilbage , 
og beskytte hende for den Elendighed , ved at indgaa et 
Giftermaal med Verner . 
Den Time hvor Natten brydes med Dagen , er meget 
uhyggelig . 
Janette slukkede Lysene . Alt blev nu forandret ; de 
lange , hvide Sengegardiner lignede et Liigklcede ; spøgelseagtige 
Skygger viste sig for hende , ja , det syntes hende 
endog som Sengedynerne hævede sig . 
Med en rafl Beslutning trak hun Gardinerne fra 
Vinduet , og saae ned i Haven . 
I samme Øieblik aabnede hun Læberne , og udstødte 
et uartikuleret Skrig , som om hun var blevet ramt af 
et Lyn , foer hun tilbage fra Vinduet . 
Havde hun ikke samlet sin hele Villiestyrke , var hun 
vistnok faldet til Jorden . 
Nede i Haven havde hun faaet Øie paa en Mandsskikkelse , 
der havde staaet imellem Træerne . 
Dette havde været Adolf Tøndesens Skikkelse , hans 
liigblege Ansigt havde seet op til hende , hans store , 
mørke , melankolske Øine hvilede bebrejdende paa hende . 
— Mere saae hun ikke . Skrækken havde bemægtiget 
sig hende . 
Var det en Skuffelse , eller var det Virkelighed ? 
Dette Spørgsmaal paatrængte sig hende , og hun 
besluttede at forskaffe sig Vished . 

Hurtig traadte hun derpaa igjen hen til Vinduet , 
og saae ned i Haven . 
Skikkelsen var forsvunden . 
„ Det var dog ham , det var ham ! “ udbrød hun . 
„ Jeg maa gaae ned stil ham , — jeg maa tale med 
ham ! “ — 
Hun følte sig pludselig besjælet af en Styrke og 
Mod , hvorfor hun selv forbausedes . Uden Betænkning 
aabnede hun Døren , stjal sig ud af Værelset og svævede 
som en Aand igjennem den lange Corridor . 
Snart havde hun naaet Trappen , og i . et Par rafle 
Sæt , naaede hun de sidste Trappetrin . 
I dette Øieblik blev Døren hurtig aabnet , og til 
hendes Forskrækkelse opdagede hun ved Skinnet af de første 
Solstraaler , en Skikkelse træde ind af Døren . 
„ Adolf ! “ raabte Janette , som i den Indtrædende 
havde ventet sin Tilbeder . Hun gjorde endnu et Skridt 
fremad , men faldt pludseligt , uden Bevidsthed , om paa 
Gulvet . 
Den Indtrædende var ingen Anden end Øskar , 
der til den sædvanlige Tid kom hjem . Han ilede strax 
sin Søster til Hjælp , og skjøndt hans Hoved var noget 
tungt , af al den Viin han havde nydt , paakom ham dog 
den Tanke , at det ikke kunde være saa umuligt om Janettes 
Elsker var her i Nærheden . Han saae opmærksomt 
ud i Haven , men denne var øde og trist . 

Et Øieblik blev Oskar staaende i Døren , derpaa 
lnkkede han den i Laas , tog Janette paa sine Arme , og 
bar hende , som om hun havde været et Barn , op ad 
Trapperne og ind i hendes Værelse . 
Han havde næppe befriet sig fra sin Byrde , førend 
han til sin Forundring saae Døren blive aabnet , og 
Baronessen træde ind . 
„ Hvorledes Moder , Du er endnu vaagen og paaklædt ? “ 
udbrød han . 
„ Ja , min Søn ! “ svarede hun rolig . 
Hun sagde ham ikke , og hvortil han ingen Anelse 
havde , at hun saaledes ventede hans Hjemkomst hver 
Nat , og ikke begav sig til Ro , førend hun havde faaet 
et Glimt af ham at see . 
Ellevte Kapitel . 
Rosa Dyring . 
Som vi veed , fulgte Max efter den Mand , som 
s var gaaet fra Grev Fly . 
Det lod til , at Manden var meget urolig ; thi 
snart sagtnede han fine Skridt , snart ilede han hurtigt 
afsled . 

Max , som kun lidet brød sig om , paa hvilken Maade 
Manden fortsatte fin Vandring , fulgte ham i kort Afstand 
Skridt for Skridt ; engang blev han endog staaende , 
for hos en Forbigaaende af tænde en Cigar , som han 
havde stjaalet fra Oskar . Da han gik videre mumlede 
han selvtilfreds : 
„ Nu fremad , gamle Dreng , fremad ! “ og han skyndte 
sig med fordoblet Iver , for af indhente den spildte Tid . 
For en Mand , som Grev Oskar , var Max en kostbar 
Skat . Oskar havde taget ham til sig medens han 
endnu var et Barn . Hans kloge Ansigt , skarpe Syn 
og raske Bevægelser , havde strax tildraget sig Oskars 
Opmærksomhed . Han besad en Løves Kraft , kunde lyve 
uden af rødme , og alle Kjæltringestreger , som han udøvede , 
fuldførte han med den uskyldigste Mine af 
Verden . 
Max følte sig virkelig ved et Instinct blive tiltrukken 
til Oskars Person . De havde saa mange Egenskaber , 
som overeensstemmede med hverandre . 
Den eneste Skyggeside der fandt Sted , som han 
tilbragte i Oskars Tjeneste var den , af de fleste Heste , 
som den unge Greve eiede , vare ligesom om de 
befandt sig paa en Gjennemreise . De kom og gik , ligesom 
Greven havde Gjæld til . Sommetider var Stalden 
fuld af den ædleste Race , men pludselig forsvandt de 
Alle , og den stakkels Max , som var en lidenskabelig 

Elsfer af Heste fik kun høist en gammel , mager Krik at passe , 
som altid blev den sidste paa Stalden , fordi der ingen 
var som vilde byde noget paa den . Men i al denne 
Ebbe og Flod blev Max dog altid den behændige og 
-til Alt brugbare Tjener for Oskar , men i Virkeligheden 
blev han benyttet som Fortrolig , ja endog som Raadgiver . 
Denne 
interessante Personlighed var det altsaa , 
der forfulgte Mandens Spor , og ikke forlod ham af 
Syne . 
Manden ilede over Knippelsbro ud paa Christianshavn , 
hvor han fordybede sig i en af Smaagaderne . 
Han blev staaende for et af Husene og bankede paa 
Gadedøren . 
Over denne Dør var der anbragt et Skilt hvorpaa 
der stod et Navn „ Marcus , “ og som ikke var nogen 
Anden , end den Herres Kone , hvem Janette talte 
med paa Postbureauet , og her i hans Bolig , blev der 
sommetider modtaget , og udleveret Breve . 
Døren blev lukket op af en stor tyk Dame , hvis 
Ansigt saae ud til at være meget opbragt . 
„ Jo , sandeligen ! “ raabte Damen , idet hun holdt 
den gamle Mand Lyset ligefor Ansigtet : „ Det er Dem 
Herr Dyring — er det Dem ogsaa virkelig ? Jeg havde 
ikke troet at mine Øine nogensinde skulde have gjenseet 
Dem . Ved enhver Vogn som kom kjørende forbi , har 

jeg rysted som et Espeløv , da jeg var bange for at der 
skulde være tilstødt Dem noget , og at man bragte dem 
kjørende hjem . Det var da slet ikke saa umuligt i deres 
Alder , og med denne Hoste som de er besværet med , 
og saa paa denne Tid af Natten — men det er sandeligen 
for galt . “ 
„ Man har opholdt mig Madamme , “ sagde den 
gamle Mand i en bønfaldende Tone , medens han strakte 
Armene ud imod hende . 
„ Opholdt , nei hør engang ! “ raabte den snaksomme 
Dame , med en Stemme der udtrykte Medlidenhed og 
Vrede , „ paa mig og mine Følelser , ere der rigtignok 
Ingen der lager nogen Hensyn . At jeg maa staae paa 
Pinde for enhver fra Morgen til Aften , og rode omkring 
i en Mængde af Breve , det lager man slet ikke i 
Betragtning . Men naar jeg efter Dagens Besværde , 
ikke engang kan faae min tilbørlige Nattero , saa vil jeg 
nok spørge Dem hvad det skal føre til . . . “ 
„ Jeg forsikkrer Dem , “ afbrød hendes Leier hende , 
at jeg ikke har været et Øieblik længer ude , end det 
var nødvendigt . Men jeg skyldte dem Huusleien for 
tre Maaneder , og brugte derfor Penge . “ 
„ Ja , det forstaaer sig , Herr Dyring , Forretning er 
Forretning , “ sagde Damen i en heelt forandret Tone 
lod derpaa Manden træde ind og aflaasede Døren . 
„ Denne Sag var afgjort ! “ sagde Max til sig selv , 

medens han begav sig paa Hjemveien . Saameget er 
klart . — Den gamle Pjalt har plukket Greven . Nu , 
hvor han bliver i Aften , vil han vel ogsaa være til at 
finde i Morgen . “ 
Med disse Ord tændte han paany sin Cigar , og 
slendrede derpaa hjemad . 
Den gamle Aland var traadt ind i et Bagværelse , 
hvor Madam Marcus sædvanlig afgjorde fine Forretninger , 
og her havde han beroliget den opbragte , men 
i Grunden godmodige Kone , ved at betale sin Gjæld til 
hende . Han overrakte hende en halvhundrede Daler 
Seddel og medens han modtog Pengene , som hun gav 
ham tilbage , bemærkede hun en nerveus Zittren hos ham , 
som slet ikke vilde behage hende . 
Hun var overbeviist , at han havde begaaet noget 
Urigtigt , ja maaskee mere , og hun var meget i Tvivl 
om han ikke skulde have tilvendt sig saamange Penge 
paa en uredelig Maade . 
„ Hvordan har Rosa det ? “ spurgte Manden med 
skjælvende Stemme . 
Dette Spørgsmaal var meget simpel , men kom den 
gode Kone meget « forventendes , saa at hun overrasket 
saae paa ham . 
„ Rafl er hun rigtignok ikke , Herr Dyring , “ svarede 
hun , medens hun søgte at fatte sig . Hun vil heller ikke 
blive det , naar hun vedbliver saaledes . Jeg har endnu 

aldrig seet et Menneske arbeide som hende . Denne couleurte 
Uld vil nok berøve hende Livet . Troer ikke at 
jeg overdriver , hvad jeg siger dem er en Kjendsgjerning , 
og en stor Synd . Denne couleurte Uld , og alle disse 
fine Broderier , og Arbeider , det er kun den rene Luxus . 
Ingen kan spise eller drikke dem , og hvem der har Brug 
for dem burde idetmindste give en anstændig Honorar 
derfor . Men at tænke sig , at det stakkels Barn ødelægger 
sine Øine derved , og forstikke sine fine Fingre , 
for ikke engang at fortjene saa meget , ' hvormed hun 
kan opretholde Livet , er det ikke Synd ? “ 
„ Mine Kanariefugle spise jo mere som hende . “ 
Den gamle Mand havde støttet Armen paa Bordet , 
medens Taarerne randt ned af hans Kinder . 
„ At spille Opvarter , bliver ogsaa kun daarlig betalt , “ 
svarede han fortvivlende . 
„ Ja , det er vistnok , “ raabte Madam Marcus . 
„ Gjæsterne troe rigtig at være gavmild , naar de 
tilkaster os stakkels Opvartere et Par Skilling . Derfor 
sagde jeg til vor Herre , da jeg sidst var i Skjænderi 
med ham : 
„ De maa betale Deres Opvartere Herre , for Gjæsterne 
gjøre det ikke mere , og hvoraf skal vi leve ? Men 
han lo og svarede : 
„ Gaae ad Helvede til , naar alle de Folk bleve stillede 
sammen , som have bedet mig om , at give Dem Deres 

Plads , saa vilde de række til Amagerport , og maaskee 
noget længere . “ 
„ Ja , det er skrækkelig ! “ udbrød Madam Marcus . 
Men ere Værterne da saa slemme . Hvad skal vi da sige 
om de Rige . Have disse maaflee et Hjerte ? Have de 
Medlidenhed med fattige Folk ? O , Heri Dyring , troe 
mig , vel gives der Nogle af den velhavende Klasse , som 
have Følelse for Ulykkelige , og gjerne hjælpe hvor de 
kan , men Fleertallet af disse Mennesker , som ødsler deres 
. Penge til Baller , Maskerader og andre Forlystelser ; prøv 
engang at bede det Slags Mennesker om en Almisse . 
Faaer de ' ingen Grovheder , faaer de idetmindste dog 
udentvivl Noget , og det er Foragt , see det er de Riges 
Almisse , hormed de kaster omkring sig . 
„ Ja selv Kirkegjængere , der besøger Guds Huus , “ 
vedblev hun fortørnet , „ troer De at de have en Skilling 
tilovers til fattige Folk ? Gaae hen ved Slotskirken , og 
De vil der finde en stakkels , fattig Kone , som staaer der 
hver Søndag , for mulige » at modtage en lille Gave , 
enten af den Ene eller Anden , der forlade Kirkens Tærskel , 
og saa tæl engang hvormange , der ere som kan forunde 
hende den mindste Skjærf . Det kalder man Gudsfrygt , 
ikke sandt ? Hvad der endnu skal blive af Verden 
det maa Gud vide . Vi ere nu i det syttende Aarhundrede , 
og hvad der oprinder i det attende Aarhundrede , det gider 
jeg ikke opleve . “ 

„ Men Rosa , “ begyndte Manden igjen , „ De troer 
altsaa at Arbeidet vil flade hende ? “ 
„ Ombringe hende , kan De gjerne sige , “ svarede hun . 
„ O , nei , nei , saa slemt er det ikke . Hun er ung . “ 
„ Men ikke stærk . “ 
„ Det er hun rigtignok ikke . Men en lille Forandring 
af Luften . . . en lille Reise . . . Jeg . . . jeg . . . troer 
De , at Rosa kunde taale en Søreise ? “ 
„ Hvad behager ? “ udbrød Madam Marcus , som strax 
anede , at hun stod i Fare for at tabe sin Leier . „ Rosa en 
Reise paa Søen ? “ udbrød hun , „ Du gode Gud , jeg 
vilde ikke tage det paa min Samvittighed , at seile en 
Lysttour med hende paa Vandet , om det ikke var længere 
end et Qvarteers Tid . En Søreise ! Gud være Dem 
naadig , Herr Dyring . Hvordan kan De komme paa slige 
Tanker ? “ 
Han gav et undvigende Svar , men hun kunde godt 
see , at han havde taget en Beslutning , og da han sagde 
hende god Nat , rystede hun med Forundring Hovedet og 
hævede Hænderne , som om hun vilde sige , at hendes 
Leier stod i Fare , for at miste Forstanden . 
Den gamle Mand var imidlertid sleget op af Trapperne 
til den øverste Etage i Huset og betraadte et Kvistkammer 
med skjæve Vægge , som han beboede med sin 
Datter . 

Dette Værelse var meubleretmed megen Tarvelighed , 
saa at Hjertet gjorde ham ondt , naar han betragtede dette . 
Det Eneste , som gjorde et behageligt Indtryk paa 
ham , var en stor Broderiramme , hvorpaa der var spændt 
et Stykke Fløiel , hvorpaa der var broderet Blomster , 
Frugter og Arabesker . 
Det var Rosas Arbeide . 
Alen Rosa , hvor var hun selv ? 
Ved Siden af det store Kvistkammer , der tjente som 
daglig Værelse , og i hvis ene Hjørne Dyrings Seng 
stod , var et andet . Det var kun et lille , snevert , mørkt 
Kammer . 
Dyring gik hen og aabnede langsomt Døren . 
Paa en tarvelig Seng laae en ung Pige i en dyb 
Søvn . Paa det første Blik vilde man kunde see at den 
unge Pige havde en skuffende Lighed med Janette , Grev 
Flys Adoptivdatter . Man kunde have antaget hende før 
Janettes Søster . 
Men hvor forskjellige vare ikke disse to unge Piger , 
trods deres Lighed med hinanden . 
Rosas Ansigt var ikke alene bleg , men saae meget 
afkræftet ud ; om hendes Øine trak sig en dyb , mørk 
Ring Tindingerne vare dybt indsunkne . 
Den hele Fremstillelse saae ud , som om hun var 
Dødens Bytte . Hvad der nogenlunde mildnede det sørgelige 
Indtryk , varen riig Fylde af hendes gyldne Haar . 

Den unge Pige var fuldstændig paaklædt . Formodentlig 
havde hun kun villet hvile sig et Øieblik , og var derved 
falden i en dyb Søvn . 
Hendes Klædning var tarvelig , men af den yderste 
Reenhed . 
Tyring blev staaende i Døren og saae længe paa 
hendes blege og lidende Ansigt , som Lampens Skin faldt 
paa . Paa ny trillede der et Par Taarer ned ad Kinderne 
paa ham . 
Endelig traadte han tilbage , lnkkede langsomt Døren 
og foer sig med Haanden over Panden . 
„ Himlen slaae mig bi — jeg har gjort det i den 
bedste Hensigt , “ mumlede han . „ Jeg har bortgivet Rang ' 
og Fordringer , hvoraf hun jo dog ingen Anelse havde , - 
blot for ved Salget af disse , at redde hendes Sundhed . 
Har jeg gjort Ret ? Hun kunde have baaret en Grevekrone 
med ligesaa megen Anstand , som Grev Flys Datter 
— men det var en altror svær Opgave , at hungre og 
arbeide derfor , og dog tilsidst maaskee tabe Alt . Det er 
bedre saadan som det nu er — og dog , Du barmhjertige 
Gud , dog er det mulig , at hun en Tag vil forekasfe mig , 
hvad jeg har gjort idag . “ 
Ved disse Ord lagde Manden Ansigtet i Hænderne 
og græd som et Barn . 

Tolvte Kapitel . 
Et feilagtig Syn 
Adolf Tøndesen og Grev Hjelmskjold havde taget 
dem en Bopæl sammen , og vare flyttede ud paa Frederiksberg . 
Tøndesen 
havde forandret sig meget . Hans Ansigt 
var bleven dødbleg , men han kunde endnu kaldes foren 
fmuk ung Mand . Men hans fordum saa smukke , glimrende 
Øine røbede , hvad han havde lidt og hvilke 
Forandringer hans sjælelige Lidelser havde frembragt 
hos ham . 
Siden den Aften , da han havde været i Operaen , 
var han bleven rolig , men det var en unaturlig , bedragerisk 
No , og det var ikke vanskelig at gjætte , at der 
maatte have rammet ham et tungt Slag , der dybt maatte 
have saaret ham . 
„ Det forekommer mig endnu som en Drøm , “ sagde 
Adolf , efter en lang Pause , medens Vennen længe havde 
betragtet ham . „ Det er neppe en Uge siden , da jeg tilbad 
hende . Hun var min Ideal ! Jeg levede kun for 
hende og havde med Glædæ offret Livet for hende — 
og nu . . . . “ 
Hans Haand hvormed han havde strøget sig over 
Panden , faldt i Vennens udstrakte Haand . 

„ Tag dit Mod sammen , min Dreng ! “ raabte Hjelmskjold , 
der selv for nogle Aar siden havde faaet en dyb 
Hjertesorg , men som pleiede at spotte af Arene . „ Dn 
har fattet en fornuftig , mandig Beslutning , og maa ikke 
vakle . Ud i den vide Verden med Dig , i et nyt Land , 
hvor Du bliver modtagelig for nye Indtryk som interesserer 
Dig — og Du vil snart igjen vinde fornyet 
Kraft og Mod . “ 
„ Det vil jeg aldrig faae ! “ lød det melancholske 
Svar . 
„ Lær Du mig ikke Noget , min Dreng , “ svarede 
Hjelmskjold . „ Jeg har selv gjennemgaaet noget Lignende . 
Dengang havde jeg tabt al min Kraft , Mod og Livets 
Glæder og lignede Dig nøiagtig i Sorg ! og nu , see 
engang paa mig ! —Jeg er sund , rask og kraftig i Gjerning , “ 
vedblev han , og slog sig med sin brede Haand 
for Brystet . „ Du vil i tolv Maaneder ligne mig , det 
forsikkrer jeg Dig . Det er nu engang saadan , Enhver 
maa gjøre denne Erfaring ! Kjærligheden er det samme 
som en Børnesygdom . “ 
Derved lo den unge Mand saa hjertelig , at de 
Forbigaaende saae forundrede op til det aabne Vindue , 
hvor Vennerne opholdt sig . 
Adolf rystede sørgmodig paa Hovedet . 
„ Jeg følger dit Raad , fordi jeg veed at det er 
hjertelig meent , og som jeg selv troer , vil være det Bedste 

for rnig at gjøre . Men jeg har ingen Tiltro paa det 
Raad Du har givet mig , som jeg overhovedet ikke troer 
paa noget mere . Dette Slag , som har rammet mig saa 
grusomt , har forstyrret min hele Lykke . Jeg kan ikke 
glemme hvad der er skeet , og Tanken derpaa , vil følge 
mig til mit Dødsleie . “ 
Hjelmskjold smilede . 
„ Du er endnu ung , Adolf , “ sagde han . „ Ungdom 
hjælper til at overvinde enhver Sorg . Men denne 
Morgen er Du mere melancholsk end som Du ellers 
pleier at være . Har Du ikke sovet godt inat ? “ 
„ Om jeg har sovet ? “ spurgte Adolf meget forundret . 
„ Jeg tænkte det jo nok , “ sagde Hjelmskjold . „ Du 
sidder her Dag og Nat paa et Sted , grublende og drømmende . 
Du bliver syg deraf , og holder Dig for uheldbredelig . 
Havet vil fordrive alle dine Griller . Søluften 
vil gjengive Dig din Kraft og Sundhed . Og ved den 
Udsigt som Du har for Dig , kan det ikke feile at Fortiden 
vil omsvæve Dig som en styg Drøm , og som saadan 
skulde Du nu kun betragte den sidste Tids Begivenheder . “ 
Adolf 
var faldet tilbage i fin Sløvhed . Efter kort 
Tids Forløb hævede han Hovedet iveiret og udbrød med 
et lidenskabelig Udbrud : 
„ Naar jeg bare kunde faae mig selv til at , tro at 
hun skulde være falsk . Naar jeg blot havde et uigjenkaldelig 

Beviis , at hun af sin egen fri Villie havde opgivet 
mig — at det havde været hendes egen Villie 
som . . . . “ 
„ Og naar Du nu fik el saadant Beviis , hvad saa ? “ 
spurgte Hjelmskjold . 
„ Hvad saa ? Tover Du maaskee , at jeg da kunde 
vedblive at elske hende , naar jeg var overbeviist derom ? “ 
„ Ja , maaskee , “ svarede Hjelmskjold . 
„ Nei , nei , “ raabte Adolf ivrig . „ Jeg er ingen 
Idiot , min Ven . Saa aldeles har jeg dog ikke henkastet 
mig , at den ulyksalige Lidenskab skulde have fængslet 
min Forstand . Jeg kan ikke elske nogen Dame , der 
kaster Vrag paa min Kjærlighed , som bliver kjed af min 
Hengivenhed , og som bedrager mig . Saa lavt kan Du 
ikke tænke om mig . Ja , ved Himlen , jeg føler det , naar 
jeg havde et saadant Beviis , da vilde min Kjærlighed 
forandre sig til Had ; jeg vilde foragte hende ligesaa 
meget , som jeg har elsket hende — ja af min ganske Sjæl . “ 
Hjelmffjold smilte . 
„ Hvad sagde jeg til Dig i Operaen ? “ spurgte han , 
spaaede jeg Dig ikke , at Ligegyldighed . . . “ 
„ Umulig ! Det forstaaer Du ikke , Hjelmskjold . Du 
veed formodentlig ikke at der r Lidensfab ingen Middelvei 
gives , kun Extreme . Jeg har elsket hende —jeg kan 
ligesaa godt hade hende , men hun kan aldrig blive mig 
ligegyldig . 

Der laa en dyb Alvor i denne Forsikkring , hvorved 
Hjelmskjold blev overbeviist om Sandheden af hans Ord . 
Der opstod en lang Pause , og ved flige Leiligheder 
tog Hjelmskjold sædvanlig sin Tilflugt til hans Veninde , 
hans Cigartaske . Efter at have tændt sig en Manilla , 
optog han igjen Traaden af Samtalen . 
„ Du har vel læst det i Avisen ? “ spurgte han . 
„ Hvad skal jeg have læst ? “ 
„ Janettes Bryllupsannonce . “ 
„ Er det allerede saa vidt ? “ 
„ Jo , det er . Jeg troede at netop denne Annonce 
havde været Aarsag til , at Du vilde tage til Amerika . “ 
„ Nei , min Ven , det var dit Raad som jeg vilde følge , 
da jeg følte , at det var det Rigtigste , jeg kunde gjøre . 
Jeg maa gjøre noget , maa have Bevægelse , naar jeg 
ikke aldeles skal gaae tilgrunde . Bien denne Annonce , 
hvor har Du læst den ? “ spurgte han . 
„ I alle Aviser , “ svarede Hjelmskjold , medens han 
trak sin Tegnebog frem . Efter at have søgt imellem en 
Deel Papirer , tog han et Kort frem , og gav Adolf dette . 
Paa Bagsiden var et Udsnit af en Avis fastheftet . 
Det var , som om Bogstaverne dandsede for Adolfs Øine , 
da han læste denne Annonce . Den lød saaledes : 
„ Man siger , at den unge Verner , eneste Søn af 
Etatsraad Verner , staaer i Begreb med at indgaae en 
Forbindelse med Janette Dyring , Adoptivdatter UlGrev 

Fly , og Niece til Baronesse Dyring , hvis Formue fde 
uden al Tvivl vil arve , da ingen andre Arvinger existerer . 
Man tilføier , at den unge Verner formodentlig vil arve 
hendes Rang og tillige blive ophævet i Adelstanden . 
Brylluppet vil finde Sted i December Maaned . “ 
„ Det sidste Haab er tabt , “ sukkede den unge Mand 
og tilbagegav Kortet til Hjelmskjold . „ Det har bestyrket 
mig i min Beslutning . Om hendes Kjærlighed til mig 
var ti Gange saa stor , som jeg nogensinde havde vovet 
at troe , saa kan hun dog nu , efter at have offentliggjort 
sin Forlovelse , ikke mere trække sig tilbage . KomHjelmskjold , 
lad os skynde os med at pakke . Jeg reiser hellere 
i Dag end i Morgen . “ 
„ Du har Net , min Dreng ! “ raabte Hjelmskjold , 
medens han sprang op fra Stolen og hurtig trak sin 
Frakke af . „ Naar vi ere lidt hurtige med Indpakningen 
kan . Du endnu komme tids nok , for at afgaae med 
Udvandrerskibet . Det afgaaer den femtende , og det er 
jo baade et af de største og bekvemmeste Seilskibe . I 
fjorten Dage er Reisen overstaaet , og i den nye Verden 
begynder Du et nyt Liv . “ 
Det Suk , som Adolf udstødte , lød rigtignok ikke 
opmuntrende . 
Denne Underholdning har maaskee gjort vore Læsere 
opmærksom paa , at Adolf Tøndesen halvt tilskyndet 
af sin Ven og halvt af sig selv , havde besluttet at forlade 

Kjøbenhavn , og reise til en anden Verdensdeel . 
Da hans gamle Tante nylig havde forladt det Jordiske , 
og ikke havde Nogen som stod hende nær , havde hun 
testamenteret til Adolf sin hele Formue , som beløb sig 
til 18 , 000 Nd . Med denne Sum troede han i Amerika 
at kunde erhverve sig en Formue . 
Derfor vare Vennerne ogsaa i fuldt Arbeide med 
at pakke ind til hans Afreise . Meublerne stode i 
Uorden omkring i Værelset , flere store med Jern beslagne 
Kister stode midt i Værelset , og Gulvet var belagt 
med Bøger og Pakker . 
I dette Chaos følte Hjelmskjold sig rigtig i sit 
Element . Han elskede Arbeide hvortil han kunde bruge 
sine legemlige Kræfter . Ogsaa nu gik han med Lyst og 
Iver til Arbeidet , medens han med den største Nydelse , 
røg sin Cigar . 
Det var derfor ham , som Adolf kunde takke for 
Fremgangen af Arbeidet ; thi han selv følte sig mat 
og utilpas , og var snart kjed af denne rørende Beskjæffigelse . 
Ogsaa 
nu sad han nedsunken i dybe Tanker , hvoraf 
Hjelmskjold pludselig udrev ham . 
„ Hvad for Fanden har vi her ? “ udbrød han forbauset , 
ved at blade i en Bog som han havde taget op 
fra Gulvet . 
„ Det er nok een af min Tantes Bøger , “ svarede 

Adolf smilende . „ Hun eiede virkelig et besynderlig Bibliothek . 
Naar jeg husker mig rigtig om , var der for 
Exempel fem Exemplarer af Herveis , „ Betragtninger 
over Graven “ , to eller tre Exemplarer af Zimmermanns , 
„ Om Ensomheden “ , og hvad hufler jeg Titlerne paa 
alle disse interessante Skrifter , som maa bringe en 
Mand , der gjør sig den Uleilighed at læse dem , til at 
falde i Søvn . “ 
„ Men , kjære Ven , jeg troer dog ikke , saavidt jeg 
veed , at din Tante kunde gjøre Krav paa en Grevekrone ? “ 
„ En 
Grevekrone ? “ udbrød Adolf forundret . 
„ Jo netop ! Behag blot at see . I dette Bind af 
Bapters Skrifter befinder sig et Bogstempel , hvorover 
der er en Grevekrone . “ 
„ Paa Ære , Du har Ret , min Ven ! — Nu , min 
Tante har vistnok kjøbt denne Bog , som saa mange 
andre , paa en Auktion . Hendes eneste Fornøielse bestod 
i at besøge Auktioner , hvor hun kjøbte enhver Bog hun 
kunde faae fat i . Enhver anden Fornøielse holdt hun 
for at være en Synd . Kun et Auktionslokale , fandt hun 
var ingen Synd at besøge . 
Hjelmskjold loe , men var ikke tilfreds med denne 
Forklaring . 
„ See engang selv paa dette Stempel , “ sagde han , 
og rakte Adolf Bogen . 

Adolf gjorde som han ønskede , uden at opdage noget 
Usædvanligt . 
„ Kjender Du da ikke dette Vaaben ? “ spurgte nu 
Hjelmskjold . 
„ Nei , ikke det jeg veed . “ 
„ Tet er Grev Fly ' s Familievaaben . “ 
Adolf sprang op fra Stolen , som om han var bleven 
elektriseret , og saae paa Hjelmskjold med en vantro 
Mine . — 
„ Det kan ikke være muligt ! “ udbrød hau . Dette 
Sammenstød var altfor besynderlig . 
„ Er Du aldeles vis paa , at Du ikke har laant 
Bogen as Janette ? “ 
„ At dette ikke er Tilfælde veed jeg sikkert . “ svarede 
Adolf . Jeg erindrer meget nøie , medens jeg var hjemme 
hos min Tante , at denne Bog var min eneste Underholdning . 
Øg see engang i Hjørnet af Titelbladet 
staaer endog Forbogstaverne til hendes Navn , E . F . “ 
Et Øieblik stod Hjelmfljold og overtænkte denne 
Sag , derpaa tog han et andet Exemplar ned af Bogreolen , 
som havde staaet ved Siden af den anden , og 
betragtede ogsaa denne med Opmærksomhed . 
Denne Bog , ligesom flere , var der paa Titelbladet 
paatrykt Grev Fly ' s Familievaaben , og paa mange 
andre var det samme Vaaben paatrykt . 

Hjelmskjolds Forundring tog til , ved enhver Bog 
som han gjennembladede . 
„ Jeg maa oprigtig tilstaae , at jeg ikke kan begribe 
dette , “ sagde han . „ Man kunde næsten antage , at din 
' Tante og Grev Fly maatte have staaet i en nær Forbindelse 
med hinanden , som dog er meget usandsynligt . “ 
„ Ja , 
Du har Net . Det gaaer over min Forstand . 
Det er ikke til at blive klog paa ! “ sagde Adolf . 
„ Har Du aldrig i din Nærværelse hørt din Tante 
omtale Grev Fly , eller hans Familie-Forhold ? “ spurgte 
Hjelmskjold . 
„ Nei , det troer jeg aldrig at have hørt . Hun var 
af Naturen kun lidet meddelsom . Hun kunde sidde hele 
Dage og sukke , tog sig den ene Priis efter den anden , 
og læste stedse disse Bøger . Hun var sjelden munter 
eller snaksom , kun naar hun havde været paa en Auktion , 
da kunde hun ved sin Hjemkomst lade Munden løbe . 
Saa søgte hun at gjøre mig begribeligt , hvilken sjelden 
Værd den ene eller anden Bog besad som hun havde 
kjøbt , og kunde saa i hele Timer vedblive at tale om 
dette Thema . “ 
„ Saa maa vi vel henregne dette til et almindeligt 
Tilfælde . Paa den Maade maa hun ved en Auktion 
være kommen i Besiddelse af disse Bøger ! “ sagde 
Hjelmskjold . 

„ Det er vel ikke at tvivle paa , “ meente Adolf . 
„ Alt hvad der var billigt det kjøbte hun . Jeg erindrer , 
at hun en Dag hjembragte flere Gros Liigkistesøm . 
Hun vil saaledes vistnok have kjøbt Bøgerne . “ 
Dermed var denne Sag afgjort , og blev ikke mere 
omtalt ; men Hjelmjold bemærkede dog , at Adolf pakkede 
den mindst værdifulde Bog , hvor Grev Fly ' s Vaaben 
var paatrykt , ned imellem sine andre Bøger . 
Kjærligheden havde endnu ikke forvandlet sig til 
Had , og Alt hvad der erindrede Adolf om Janette , ansaae 
han for en Nelequi . 
Hjelmskjold beskjæftigede sig endnu i et Par Timer 
med Indpakningen , hvormed Adolf hjalp ham saa 
godt han kunde . Da der endelig var blevet et Par 
af de store Kister pakkede , blev der sat Laas for dem . 
„ Har Du nu ikke Lyst , at tage en lille Tour til 
Frederiksberghave ? “ spurgte Hjelmfkjold . „ Veiret er 
godt , den friske Luft vil tillige oplive Dig . “ 
Adolf havde ikke noget at indvende , og snart derpaa 
begave Vennerne sig paa Veien . 
De toge Veien til Vesterbro , gik igjennem Jernporten 
og langs med Alleen til Frederiksberg Have . 
Hjelmfkjold var ingen af disse Lapse , som man 
nuomstunder kalder for Modeherrer , men han holdt af 
at tage sig en dygtig Motion . Han var Heller ikke 
nogen Fjende af det smukke Kjøn , og solede sig gjerne 

i en smuk ung Piges Øine . Denne Tour gjorde han 
paa denne Tid , hver Dag . 
Da de naaede Midtveien af Alleen , kom der en 
prægtig Egvipage kjørende , som tog Veien ad Byen til . 
Adolf , der meget tankefuld var fulgt Vennen , foer 
sp og saae i Veiret , da Hjelmfljold med et kraftig Tag , 
tog fat i ham . 
Hans Øine faldt paa en Krone og et Vaaben , der 
var anbragt paa Vogndøren Det var det samme 
Vaaben , som denne Morgen havde fængslet Hjelmskjolds 
og hans Opmærksomhed . 
Paa Vognens Bagsæde sad Grev Fly og Baronesse 
Dyring , hvorimod Janette havde taget Plads paa Forsædet , 
iført et pragtfuldt Tøilette . 
Ved Siden af Vognen red Janettes Forlovede , 
den unge Verner , som bøiede sig over til hende , og 
ved sit muntre Lune og Indfald underholdt hende . 
Begge vare muntre , og Janette udbrød engang 
imellem i en høi Latter , saa at dit endog var muligt 
for Adolf at opfange en Lyd af den Stemme , som tidligere 
havde tilhviflet ham lidenskabelige Forsikkringer 
og dyrebare Eder . 
I det Øieblik da Eqvipagen befandt sig i Nærheden 
af de to Venner saae hun ved et Tilfælde til 
Siden og fik derved Øie paa Adolf . 
Hun saae paa Adolf med et roligt Blik , der 

hverken udtrykte Forlegenhed eller Skræk , lige ind i 
Øinene , 
„ Hun er falsk ! “ mumlede den unge Mand , og lod 
sin Haand falde tungt ned paa Vennens Arm . Han 
troede at have læst fin Skjæbne i delte fremmede og 
kolde Blik . 
Trettende Kapitel . 
Mørke Skyer . 
Et par Timer førend Ballet var endt hos Grev 
Fly , havde Oskar begivet sig til et Værtshuus , hvor 
han sædvanlig opholdt sig et par Timer hver Nat ; og 
her bragte Max , sin Herre Resultatet , af den Ordre , som 
han havde givet ham . 
Denne Beretning satte Oskar i Forundring . 
Han havde ventet at høre , at hans Søsters Elskede 
skulde have beboet en smuk Leilighed , og i en nogenlunde 
ordentlig Beliggenhed , og blev derfor meget forundret 
over at høre , at han fluide boe i en af Christianshavns 
meest afsides liggende Gader . Men Max 
var altfor vis i sin Sag og hvad der gjorde Udflaget 
— det var at Max havde været her hos Postexpeditørens 
Kone , for at spørge om der var indløben nogle 

Breve , mærket N . P . og som her kunde hentes , naar 
Postcontoiret var lukket . 
Ved et Tilfælde beskrev Max ikke Mandens Person , 
som han var fulgt , da han jo ikke vidste , til hvilket Øiemed 
han skulde bidrage . 
Oskar faldt heller ikke paa den Tanke at spørge 
Max om Mandens Person , da han ikke nærede nogen 
Tvivl , at det var Janettes Tilbeder , og at det havde 
været ham , som havde aflagt Greven om Natten et 
Besøg , og saa blev Sagen fra først af ikke oplyst , da 
den ellers vilde have faaet en anden Opklaring . 
Efter at Oskar længe havde overveiet denne Sag , 
kom han til det Resultat , at hendes Elsker maatte være 
st letsindigt og lavt Menneske , der blot af gemen Egennytte 
havde søgt at vinde Janettes Kjærlighed . 
Denne Mand var farlig , og det var nok for Oskar > 
til at bryde Staven over hans Liv . Han maatte forsvinde , 
det var klart , og det gjaldt nu kun om , hvorledes 
man paa den nemmeste Maade kunne flille sig ved 
denne Personlighed . 
En mørk Skygge leirede sig om hans Pande ved 
Tanken om denne Mand der vovede at optage en Kamp 
imod ham . 
For at være alene med sig selv og sine Grublerier , 
gik han ud i Baggaarden , som hørte til Værtshuset , hvor 
der ogsaa befandt sig en Stald , hvor Hestene bleve pastede , 

og som tilhørte Klubbens Medlemmer , hvortil Øskar 
ogsaa hørte . 
Det var lys Maaneskin , og han kunde tydelig oversee 
hele Pladsen . Han satte sig ned paa en Steen , som 
laae i Skyggen af en Vogn . Rundtomkring ham var 
Alting tyst . Kun ud af Skjænkestuen lød en bedøvende 
Larm , hvoriblandt man hørte Udbrud af Latter , Eder , 
Sang og Trætte . 
„ Den Mand er farlig , “ mumlede Oskar , og ligeoverfor 
dette Menneske , tillader jeg mig alle Midler , 
for at ødelægge ham . Jeg har ingen Medlidenhed med 
et giftig Dyr , og naar det er sandt , som Verner siger , 
hvor jeg nu ikke i mindste Maade tvivler paa — 
saa er denne Tøndesen slemmere som et saadant Kryb . “ 
I Skjænkestuen befinder sig over et Dusin af Mænd , 
som for at erholde Guld , ere istand til Alt , mumlede 
han . Max gjorde det vel ogsaa , men det duer ikke at 
gjøre sin Tjener alt for oplyst med hvad hans Herre 
foretager sig . Det er bedre at betale en Fremmed , med 
hvem man ikke har mere at gjøre . 
Han var endnu ikke kommen til nogen rigtig Beslutning , 
da han bemærkede en lurvetklædt Person , som stjal 
sig ud af Skjænkestuen , listede sig derpaa over Gaarden , 
og nærmede sig Stalden . 
Manden gik tæt forbi Oskar , uden at bemærke ham , 
og Oskar kunde see , at Manden tilhørte Arbeidsklassen . 

Han bar et rødt tykt uldent Halstørklæde , paa Hovedet 
bar han en gammel bulet Hat , og Støvlerne vare ham 
meget for store . 
Det var ingen Anden end vor gamle Bekjendt , 
„ Snøde . “ 
„ Den Mand er trængende , “ tænkte Oskar ; „ han 
vilde vistnok ikke modstaae Fristelsen at fortjene Guld , 
naar man blot havde gjort ham den Sag forstaaelig , 
da vilde han selv kunde indsee , at det alt var mege^ 
naturligt . “ 
Han var netop i Begreb med at staa op , for at 
tiltale Manden , da han bemærkede , at denne nærmede 
sig Stalden hvor Hestene stode , og som det syntes var * 
han meget forsigtig i sin Gang medens han listede sig 
over Gaarden . Istedet for at aabne Døren , klattrede 
han op af en Stige , og krøb derpaa ind af et Lem , som 
førte ind paa Høloftet . 
Oskar forholdt sig ganske rolig , uden at forraade 
sig , og da Manden var forsvundet , listede han sig efter 
ham og det lykkedes ham at komme tidsnok op af Stigen 
for ved Maanens Lys at see ham afføre sig sit Tørklæde 
og sine store Støvler , som kun havde været en 
Forklædning . 
Oskar var en listig og klog ung Mand , der let kunde 
begribe en Ting , det var kun efter et Øiebliks Betænkning , 

al han havde fattet hele Sagens Sammenhæng , 
og derefter taget sin Beslutning . 
I Stalden stod nemlig den første Løber „ Rattler . “ 
Den var Klubbens Yndling , og ingen kunde fatte hvad 
der i de sidste Dage var tilstødt Hesten , da den af og 
til blev gjennemrystet af en Slags Krampe . 
Men nu forstod Oskar det Hele . Han havde seet 
Manden kaste Noget i Krybben , , som han antog maatte 
være Gift . 
Uden at gjøre nogen Støi , listede han sig ned af 
Stigen og ventede . 
Kort efter kom Manden krybende hen til Aabningen 
og satte sig paa Kanten af den , saa at Fødderne hang 
ned , derpaa dreiede han sig hurtig om og greb Kanten 
af Aabningen med Hænderne , og sprang derpaa — 
ned i Oskars Arme . 
Han vilde udstøde et Skrig , men Oskar kom ham 
i Forkjøbet . Han havde været forberedt hvorledes han 
vilde tage Tag i ham . Medens han omsluttede Snyde 
med sin høire Arm , bibragte han ham med den venstre 
Haand et voldsomt Slag for Panden , faa at Hovedet 
bøiede sig tilbage og Struben derved blev fremtrykt . 
Oskar slog nu sin venstre Arm omkring Snødes 
Hals , saaledes at Benet af hans Haandled hvilede paa 
den andens Strube , og da han tillige med sin høire 

Haand greb Snøde om hans venstre Haandled , var han 
saaledes aldeles kraftesløs til at forsvare sig . 
„ Hold Dig rolig , din Skurk , saa skal der ikke vederfares 
Dig Noget , “ hviskede Oskar ham i Øret . „ Forsøger 
Du at gjøre Modstand , saa myrder jeg Dig ! — 
Hør altsaa . Du er den Usling , der har bibragt Rattler 
Gift , og Du var ikke bedre værd , at der skeete Dig det 
samme . Det er ikke min Hensigt at straffe Dig for 
din Skurkestreg , men jeg bruger en afhærdet , durk-s 
dreven Skurk af din Kaliber , og vil lade Dig slippe saasnart 
Du lover mig , at Du vil tjene mig paa den 
Maade som jeg forlanger af Dig . Men ingen Lurendreierier , 
din Kjæltring , det viljeg fraraade Dig . Spiller 
Du engang falsk Spil med mig , saa har man to Timer 
efter , paa alle Politistationer dit smukke Portrait . — 
Svar mig nu , vil Du indgaar denne Handel ? “ 
Han havde løsnet sin Haand en Smule , medens 
han havde talt til Snøde , og denne udstødte nogle Lyd 
som skulde betyde at han indvilligede . 
„ I Morgen tidlig skal Du indfinde Dig i dette 
Værtshuus , “ vedblev Oskar . 
„ Ja . “ 
„ Vi lade som om vi ikke kjende hinanden , men 
naar jeg forlader Værelset følger Du mig . Du har 
vel forstaaet mig ? “ 

„ Meget vel , Herr Gouverneur , men — jeg meente , 
at . . . 
„ Behold dine Meninger hos Dig selv , og lyd mit 
Raad , at Du ikke gjør mere end hvad jeg forlanger af 
Dig . Derfor ingen Betingelser ! See nu paa mig . “ 
Ved disse Ord flap Oskar Snødes Hals , og traadte 
derpaa lige ud i Gaarden , hvor det lyse Maaneskin faldt 
paa ham . 
Med en rasende Mumlen fulgte Snøde ham . 
„ Kan Du nu kjende mig igjen ? “ fpurgte Oskar . 
„ Ja , gid Fanden havde Dem . “ 
„ Godt , saa har jeg kun endnu saa meget at sige 
Dig , at dersom der skulde tilstøde mig noget , enten paa 
den ene eller anden Maade , saa bliver Du selv rammet . 
Du forstaaer vel . Jeg har opskrevet din Skurkestreg 
og nedlagt den i sikkre Hænder . Imorgen tidlig er Du 
paa Pletten . God Nat . “ 
Den halvqvalte Snøde mumlede noget , der lød 
som et Svar . Oskars Angreb , ligesom hans duelig 
anbragte Løgn , havde tæmmet ham som et vild Dyr . 
Han følte at han befandt sig i en farlig Stilling , 
og kunde indsee , at alene Lydighed kunde frelse ham . 
Oskar derimod gik med et veltilfreds Smiil sin Vei , 
og sagde : 
„ Det var et lykkelig Tilfælde , der førte mig denne 
Knegt i Veien . Han skal tjene mig , det er klart , ellers 

bliver han meldt , og saa vil vor vise Øvrighed nok belønne 
ham efter sine Gjerninger . I alle Tilfælde har 
jeg gjort en Ende paa dette Giftblanderi , og derved 
reddet Hesten og mit Guld . Det kan man virkelig 
kalde et lykkeligt Tilfælde . “ 
Derpaa styrede han til sit Hjem . 
Hvad der passerede ved hans Hjemkomst vide vi 
allerede . 
Det varede temmelig længe førend Janette kom til 
sin Bevidsthed . Oskar overlod hende i Baronessens 
Hænder . 
Skjøndt Janettes Tilstand smertede Baronessen 
meget , glædede hun sig dog over at see Oskar denne 
Morgen mere ædru , end han ellers ved hans Hjemkomst 
pleiede at være . Hans Øine vare ikke underløbne med 
Blod , hans Tale lød klar og hans Bevægelser vare 
mindre usikker . Og den ømme Moder takkede Gud 
derfor . Enhver ædru Time holdt jo den frygtelige ' 
Dilerium tilbage , denne Dæmon , i hvis Arme han selv 
kastede sig , og hun var Himlen taknemmelig for denne 
Naade . — 
Oskar havde begivet sig til Ro . Hans Søvn 

var fast , og han vaagnede ikke førend hen paa Formiddagen . 
Idet 
han vaagnede , erindrede han Alt , hvad der 
i denne Nat havde tildraget sig . 
Han besluttede snarest muligt at tale med Janette . 
Det var for ham nødvendig at høre hendes Tilstaaelser , 
som hun havde lovet ham , for at komme hurtigere paa 
Spor efter denne Usling , der paa en lav Maade vilde 
snige sig ind i hans højadelige Familie . 
Endnu vidste han ikke andet om Janettes Elfter , 
end det , at han var et farligt Menneske , som han vilde 
tilintetgjøre ved første bedste Leilighed . 
Han lod forespørge om Janette ikke kunde modtage 
ham . 
Tjeneren bragte et benægtende Svar . 
Det var bogstavelig rigtig . Hun ønskede at sikkre 
sig Broderens Hjælp , for hun vidste , at hun nærmede 
sig en Krisis , og naar Broderen ikke kom hende til 
Hjælp , var hun ikke selv istand til at føre hendes Adolf 
tilbage . 
Idet disse Tanker qvalte og martrede hende , var 
hun ikke istand til at taale en legemlig Anstrengelse . 
Med blege og indfaldne Kinder laae hun paa 
Sengen , og for mat til selv at kunde reise sig , saa 
stærkt havde den sidste Nats Begivenheder angrebet 
hende . 

Ved det Svar , som Oskar fik , kom han i en heftig 
Vrede . 
Han kunde aldrig taale Modsigelse ; og i dette Øieblik 
slet ikke . 
„ Jeg maa fee hende , “ raabte han . „ Jeg vil vente 
en kort Tid , men jeg maa tale med hende . “ 
Disse Ord bleve meldt til Baronessen , der skyndsomst 
begav sig ned i Salen hvor Oskar opholdt sig . 
„ Min kjære Søn , “ sagde hun , medens hun ømt 
greb hans Hænder . „ Hvorfor er Du saa utaalmodig 
med , ved at faae Janette i Tale . “ 
Oskar ilede hen til Døren , som Baronessen havde 
ladet staae aaben , og lukkede den i Laas . 
„ Nu vil jeg svare Dig , “ udbrød han med en Stemme 
som dirrede af Raseri . 
„ Det er , fordi I have villet skuffe mig . I har behandlet 
mig som et Barn . Det kunde være nok at indvie 
mig i den halve Hemmelighed , Janettes Fortrolighed 
til mig , kan kun alene redde os — Dig , mig og min 
haardhjertede Fader . 
Ved denne Vredensudbrud , stirrede Baronessen med 
Ængstelse paa hendes Søn . 
„ Du taler forunderligt kjære Søn , “ sagde hun endelig . 
„ Hvad for Skurkestreger har jeg gjort , at man saa 
uden videre udelukker mig fra enhver Beraadslagning , 
der bliver holdt i Familien ? “ rasede han videre . „ Er 

del sandt eller er det ikke sandt , at Janette uden mig , 
havde kastet sig i Armene paa denne Tigger , denne gemene 
underfundige Hykler . Har Greven maaskee reddet 
hende ? Har Du gjort det , eller var det mig ? “ 
„ Du har gjort det kjære Syn , vi indrømme det , 
men hvorfor . . . “ 
„ Naar det er mig der har bragt Eder Hjælp , saa 
er det ogsaa mig der har ret at spørge ? “ sfreg Oskar . 
„ Hvorfor holder man mig ikke værdig nok til at tage 
Deel i Eders Raad ? Er det , fordi I troer at jeg skulde 
tage Hævn paa denne Uslings Frækhed ? Eller skeer det 
fordi I holder mig for dum til at afgive min Mening . 
Og dog er det mig der frelser Eder Alle for Skam , og 
maaskee noget værre . “ 
„ For noget værre ? “ spurgte Baronessen , der med 
Ængstelighed bemærkede hendes Søns tiltagende Vrede . 
„ Ja , jeg sagde noget værre , “ vedblev han . „ Veed 
Du maaskee ikke hvorom det handler sig , eller flammer 
du dig maaskee at tilstaa det ? Troer Du maaflee at 
det er denne Uslings Hensigt alene at frarive os Janette ? 
Er det Eder virkelig ubekjendt , at naar jeg ikke 
knuser ham som en Orm , saa vil der oprinde en Dag 
hvor han ikke alene vil fordærve os , men tillige bringe 
os til Armod og Skjændsel . “ 
Baronessen slog Hænderne sammen af Forbauselse , 
og saae med et forstyrret Blik paa fin Søn . Var maaskee 

den frygtelige Delirium allerede paa Veien til at 
bryde frem paa Lskar , hvorfor hun faa meget 
frygtede ? 
„ Veed Du da ikke hvorom det handler sig ? “ raabte 
han paany , og slog med den knyttede Haand i Bordet . 
„ Nei Oskar ! paa Ære , jeg veed det ikke , “ svarede 
hun med bævende Slemme . 
„ Da er Greven en nedrig Usling ! “ raabte Oskar , 
„ og bedrager os Alle . For han veed det Hele , og jeg 
veed det ogsaa . “ 
Baronessen sank med et Jammerskrig ned paa en 
Kanape . 
Hun holdt sin Søn for vanvittig . 
Fjørtende Kapitel . 
Frygten . 
Madam Marcus , den meget plagede Eier af Brevconloiret 
paa Christianshavn havde saaet sørgelige Tanker , 
hvori Herr Dyring havde sat hende i ved hans 
Meddelelse angaaende den Søreise , han havde omtalt . 
Det syntes hende at være en Ulykke , at miste en 
saadan Leier , som Herr Tyring og hans Penge . Desforuden 
havde hun fattet en moderlig Kjærlighed til den 

taalmodiglidende unge Pige , som arbeidede meget over 
sine Kræfter , og høstede kun saa liden Glæde for sin 
Anstrengelse . 
„ Et godt Barn — jeg kunde have holdt saa meget 
af hende , som om hun var mit eget Barn . Den stakkels 
Lille ! naa , hun er jo rigtignok ikke mere noget Barn 
— sytten Aar gammel maa hun dog vel være — men 
du kjære Gud , hvad er vel sytten Aar , naar man dermed 
skal slaae sig igjennem . Hvad der skal blive af 
den Lille , naar hun forlader mit Huus , det kan jeg slet 
ikke tænke mig . Hendes Fader , den gamle troe Sjæl , 
forstaaer ligesaalidt at pleie Barnet som mit Kosteskaft 
— derved bliver jeg . — Nu min Herre , hvad staaer til 
Tjeneste ? “ 
De sidste Ord vare henvendt til en Mand hvis 
fattige Udseende gav ham Lighed med en Arbeider af 
den simplere Klasse , og som ikke var nogen Anden end vores 
gamle Bekjendt „ Snøde . “ 
„ Er der indløben noget Brev til N . P . Madame ? “ 
spurgte han i en skødesløs Tone , medens han tyggede 
paa et Halmstraa . 
Madam Marcusses Kinder bleve ved dette Spørgsmaal 
blussende røde , og udbrød derpaa . 
„ Nei , jeg har ingen , og naar der var nogen , var 
det ikke til deres Lige . “ 

„ Oho , “ raabte Snyde , og lænede sig med begge 
Albuerne paa Bordet . 
„ Og hvorfor ikke Madam Marcus , naar man maa 
være faa fri at spørge . 
„ Det kommer ikke Dem noget ved , “ svarede hun 
med en ærgerlig Gebærde Jeg er kjed af Eders A . B . ' s 
C . D . ' s og X . Y . Z . ' s hvormed jeg maa spilde min 
Tid , det siger jeg dem . Det er ikke andet end noget 
meningsløs Snak og Vaas , uden at nogen Menneskesjæl 
er istand til at kunde sige mig en nogenlunde grundig 
Mening desangaaende , eller kunde sige mig til 
hvilken Nytte det er . “ 
Snyde saae hende rolig ind i Ansigtet . 
„ Der er ingen som taler om A . B . eller C . D . eller 
L . Y . Z , “ sagde han , N . P . spurgte jeg om , og jeg 
mener dog , at det er mig ligesaa godt tilladt at bruge 
disse Ord , som andre Folk . Jeg har idetmindste ikke 
hørt , at Politiet har lagt Beslag eller forbudt disse . Men jeg 
vil sige dem Noget Madam : Jeg har mine Anskuelser 
over det man kalder for Ærlighed , men som det lader 
til , er De ingen Ynder af denne Anskuelse . “ 
„ Hvad skal det betyde , Herre ? “ raabte Madam Marcus , 
som ikke kunde skjule en hvis Befippelse i hendes 
Stemme . 
„ Jeg mener , naar man giver en blind Hest et Nap 
af Pisken , saa forstaaer den det meget bedre , end naar 

man giver den et Vink , og jeg mener derfor , naar De 
ikke passer deres Post bedre end hvad de gjør , saa seer 
det slemt ud for Dem , see det er min Mening ! “ 
Ved disse Ord nikkede han betydningsfuld til hende 
og gik derpaa sin Vei . 
Madam Marcus blev som lynslaaet ved disse Ord . 
Med disse N . P . Breve maatte det have en besynderlig 
Sammenhæng , og det var øiensynligt , at man havde 
mistænkt hende for at tilbageholde disse Breve . 
„ Hvad monstro den Pjalt i Grunden vilde ? “ raabte 
hun . „ Det var hans Lykke at han kradsede af for ellers 
skulle han idetmindste have sagt sin Mening reent ud . 
Ad Hækkenfelt til med alle disse Bogstaveradresser — sra 
Dato udleverer jeg Alt hvad der er løst og fast , det er 
svoret . Te vil endnu bringe mig i Graven . Men jeg 
har længe tænkt mig det , og hver Tag seer jeg mere 
at jeg har Net . Jeg skal ikke være ærlig ? — Nu det 
er endnu første Gang , det er budt mig i min Praksis , 
jeg og ikke ærlig ? “ 
Her . des Tanker løb reent rundt for hende , og hun 
gjorde den ene Feil efter den Anden . Hun forvexlede 
Posfdisfrikferne , lagde feile Bogstaver sammen , skrev dobbelt 
Porto , paa et enkelt Brev — med et Ord , hun var 
reent fortumlet . 
Men meget værre var hun blevet tilmode , havde 
hun feet , at Snødevar bleven staaende udenfor Huset , og 

havde taget de øverste Etager i nøiere Øiensyn , og derpaa 
havde begivet sig i en ligeover for liggende Kneipe , hvor 
han i en Tegnebog opflrcv Resultatet af sine Iagttagelser . 
Efter en længere Overvejelse trak Madam Marcus 
sig ogsaa tilbage i hendes Bagstue , hvor hun oplivede 
sig ved en stærk Kop The , som der blev bragt hende af 
hendes Opvartningspige , den lille Nanni . 
Hun havde siddet længe og tænkt paa Herr Dyring , 
og tog endelig den Beslutning , at gaae op til 
ham og tale ham til Rette , hvis Aarsag hun befalede 
Nanni paa det strengeste , ikke at forlade Boutikken , tog 
derpaa sine Filtsko paa , mere af Beqvemmelighed end 
af andre Grunde , og gik saa op i de øverste Regioner 
af Huset , hvor hun tilsidst efter længere Ophold ved en 
lydeligBankenpaaDyringsDør gav sinNærværelse tilkjende . 
Da hun nærmede sig Dyrings Værelse hævede hun 
Haanden for at banke paa Døren , og hørte nu en Samtale 
som Faderen holdt med Datteren . 
Hun kunde høre at det var Herr Dyring og Rosa 
der samtalede , og paa Faderens mærkværdige Udbrud 
i Stemmen , kunde hun ikke modstaae at lure lidt udenfor 
Døren . 
„ Men Fader , saamange Penge ! “ hørte hun den 
unge Pige sige . „ Det gjør mig ordentlig bange , og 
jeg frygter . . . “ 
„ Hvad frygter Du ? “ spurgte Dyring i en streng 

Tone , som Værtinden endnu aldrig havde hørt ham 
udbryde i . 
„ 0 , tilgiv ! kjære gode Fader , “ raabte Rosa . „ Men 
det er saa mange , mange Penge — vi har altid været 
saa fattige — saa meget fattig , og jeg veed , hvor udfigelig 
Du elsker mig , og hvor Du sørger over , at jeg 
maae arbeide over mine Kræfter — og . . . . og saa paakom 
den Tanke mig , at Du maaskee havde begaaet 
noget urigtig . “ 
„ Rosa ! “ raabte Faderen med en Stemme , der halv 
udtrykte Vrede og Bebreidelse . 
„ O , jeg beder Dig , gode , elskede Fader ! “ raabte 
den unge Pige lidenskabelig . 
„ Jo , Rosa , jeg tilgiver Hig , ligesom jeg haaber at 
Himlen vil tilgive mig , “ sagde han . „ Men hvad mener 
Du med dette „ urigtig “ ? Du kan da umulig tro om 
mig , at jeg skulde have stjaalet Pengene ? Saa lavt 
kan Du dog ikke tænke om din Fader , Rosa ? Det kan 
Du selv ikke holde for mulig ? — og dog . . . . “ 
Han afbryd pludselig sin Tale , og Madam Markus 
troede nu at høre , som om den unge Pige kastede sig 
til Faderens Hals , og med strømmende Taarer bad om 
Tilgivelse . 
„ Jeg er saa barnagtig , “ sagde hun , „ og ved kun 
faa lidet hvad der skeer i Verden , og der er jo saa 

mange Penge , saa mange , som jeg enonu aro^g yar 
seet i mit Liv . 
Faderen faldt hende i Ordet . 
„ Nok niit Barn , “ sagde han , „ jeg er ikke vred paa 
Dig . Din Forbauselse og din Forvirring er altfor naturlig 
og oprigtig meent . Men Gud være lovet og 
takket , Du kan være ganske rolig , Pengene ere ikke paa 
en uredelig Maade kommen i mine Hænder . Hvorledes 
jeg har faaet dem , kan jeg endnu ikke rigtig forklare Dig , 
den Sag er altfor indviklet til at Du kunde forstaae min 
Handlingsmaade . Men saameget som jeg for Øieblikket 
er istand til at forklare Dig , skal Du nu faae at vide . 
Du har -adskillige Gange hørt mig tale om en nieget 
fornem Familie , som tidligere har staaet i et meget nær 
Forhold til min Fader . Det er en fornem , mægtig og 
meget riig Familie , og dog var der en Tid da min Fader 
beviste denne Familie en Tjeneste , som de indtil 
denne Time ikke har glemt . “ 
Han talte med en hæs , usikker Stemme , og lod til 
at befinde sig i en Opirrelse , som man ikke kunde forklare 
sig , ved det han fortalte . 
„ Jeg veed kjære Fader , jeg veed ! “ raabte Rosa 
derimellem . „ Erindrer Du Dig den store Dukke , der for 
lang , lang Tid siden blev sendt ung af disfe fornemme 
Folk , tillige en Dukat til en ny Kjole , da min gamle blev 
altfor daarlig . “ 

Vel erindrede han det . Det var smaa Skuffelser , 
som han havde tilladt sig for at berede sit Barn en lille 
Glæde . Han vidste at hun kun med den største Overtalelse 
vilde have modtaget slige Gaver , naar hun vidste 
ar de bleve anskaffede for hans suurt erhvervede Penge , 
og bragte dem derfor i hans ubekjendte Beskytters Navn . 
„ All det var kun smaa Opmærksomheder fra denne 
Familie , “ vedblev Dyring , „ men nu er det kommen saavist , 
at disse vore Venner — som nu med Taknemmelighed 
erindrer dem de Tjenester , som min Fader har gjort 
dem , og da de formodentlig har bragt i Erfaring i hvilken 
Ned vi for Øieblikket befinde oS , har de derfor troet at 
hjælve os paa Benene , ved at give os den Sum Penge 
som Du amager for en lille Formue , men i Grunden 
kun er en Ubetydelighed . De puster at vi derfor skal 
loge os et nyt og behageligt Hjem , og at jeg stal befrie 
Dig , mir elfkede Barn for dit anstrengende Arbeide . “ 
„ O Fader ! hvor gode ere disse Mennesker , hvor 
hjertelig gode ! “ sagde Rosa bevæget . 
„ God , o ja , ganske vist ! “ sagde den gamle Mand , 
der lod til at være mindre rørt . 
„ Hvor maalte det dog ikke være deilig at være riig 
og fornem , “ sagde Rosa . 
„ Troer Du det , mit Barn ? “ spurgte Faderen med 
en bævende Stemme . 
„ O ja , det troer jeg for vist , det er jo saa let for 

rige Folk at hjælpe Armoden og gjøre fattige Folk lykkelig , 
og hvor glædelig maa det ikke være for den som 
kan gjøre det . Jeg frygter kun , at naar jeg var riig , 
saa varede det vist ikke længe førend jeg blev fattig , 
da jeg vist vilde give alle dem , der bade mig om Noget 
— baade de Onde som de Gode . “ 
„ Det troer jeg gjerne , mit kjære Barn , “ sagde Dyring , 
medens ethvert Ord som Rosa sagde , traf ham i 
Hjertet som et Dolkestød . Forøvrigt har jeg ikke ligget 
disse Penge , jeg har forlangt dem som en Ret — det 
vil sige , jeg anseer disse Penge for en ligefrem Belønning 
for de store politiske Tjenester , som min Fader har 
ydet denne Familie . “ 
Tyring var i en stor Bevægelse . 
Rosa bemærkede det , men hun havde ingen Anelse , 
hvad der kunde være Grunden dertil , og hun vidste ikke 
at gjøre Andet , end at slaae Armene omkring Faderens 
Hals , og hvile sit Hoved ved hans Bryst . 
Madam Marcus havde hørt opmærksom til . Der 
blev ralt om Penge — tillige hentydet til en Hemmelighed , 
to Ting som pirrede meget hendes Nysgjerrighed . 
Hun spidsede ørene ligesom et Føl , der hører sin Foderkiste 
blive aabnet . 
„ Rosa , “ sagde Faderen efter en kort Panse , „ vilde 
Du ikke med Glæde tage bort herfra ? “ 
„ Mener Du fra denne Leilighed ? “ 

„ Ikke alene fra denne Leilighed , men ganske aldeles 
fra denne fortumlede By . “ 
„ O , ja , ja , “ sagde hun hurtig . 
„ Vilde Du ikke beklage Dig over at maatte forlade 
alle disse afskyelige Blomster , han pegede paa hendes 
Broderiramme , „ naar jeg fører Dig hen i et varmt Land , 
hvor Du overalt , baade i Haver som paa Marken kan 
sinde naturlige duftende Blomster . “ 
„ O , hvor vilde det gjøre mig lykkelig . “ 
„ Men det Land , hvorom jeg taler , mit Barn , det 
ligger langt bort over Havet , “ sagde Dyring ængstelig . 
„ Vilde Du ikke være bange ved at foretage Dig den ? “ 
Rosa taug et Øieblik . 
„ Hvad er der vel med Havet , kjære Fader ? “ spurgte 
hun , „ er det da saa forskrækkeligt ? Gives der da alletider 
Storm og frygtelige Bølger ? Naar det forholder 
sig rigtig , da frygter jeg mig — og da jeg er faa svag 
kunde det være . . . “ 
„ Dn vil blive kraftigere , Rosa , “ afbrød Faderen 
hende , „ jeg troer tilforladelig at Du vil blive kraftigere 
og sundere . Og hvad Havet angaaer , saa er det ligesom 
Landet , det vil sige , sørgelig og farlig , naar Stormene 
kommer . Men Stormene hersker ikke altid . Ved 
Sommerens Tid , og den er jo ikke forbi endnu , ligger 
Havet som et Speil under den blaae Himmel , og bringer 
sædvanlig Sundhed og Kræfter for syge Folk . O Rosa , 

kjære Barn , naar Du blot ikke vilde vægre Dig for at 
reise bort med mig . “ 
„ Jeg vægrer mig Heller ikke — jeg vil tage afsted 
med Dig , “ sagde hun blid , men med fast Beslutning . 
„ Mit kjære Barn , min elskede Rosa ! “ 
Han kunde ikke tale videre , og der herskede en lang 
Taushed . Fader og Datter havde omfavnet hinanden , 
og Begge taug i dyb Bevægelse . 
Derpaa forekom det Madam Marcus som om der 
hævede sig Nogen , og Dyring sagde : 
„ Senere vil vi tale mere om denne Sag , mit Barn . 
Nn maa jeg gaae . Jeg maa bytte nogle af disse Guldpenge 
i gangbar Mynt . Desforuden har jeg endnu en 
Deel at besørge . Men jeg skal ikke blive længe borte , 
mit Barn , Du kan være ganske rolig . Saasnart som 
mulig kommer jeg tilbage . Gud være med Dig . “ 
I dette Øieblik var det , hvor Madam Marcus ved 
en lydelig Banken , gav sin Nærværelse tilkjende . 
Dyring lukkede Døren hurtig op , og blev meget 
glad ved at see Madam Marcus . 
„ Værsaaartig Madam Marcus , og træd indenfor . 
De vil nok bevise mig den lille Tjeneste at blive et Øieblik 
hos Rosa . Jeg har blot et lille Ærinde at besørge 
og skal snart være her igjen . “ Dermed gik han . 
Rosa befandt sig i en meget ophidset Stemning , 
hvilket foranledigede , at Madam MarcuS tilbød at vilde 

gaae ned og koge en stærk Kop Thee , som vistnok skulde 
gjore Rosa godt . 
Efter at hun var gaaet ned , lagde Rosa sig 
paa Sengen , og efter en kort Tids Forløb ved at have 
eftertænkt hvad hun havde erfaret , faldt hun i en let 
Blund , og blev først vækket af Madam Marcus , som efter . 
et Kvarteer » Forløb sad foran Sengen med en stor varm 
Kop Thee . 
„ Min Gud ! “ udbrød Rosa , „ jeg troer jeg har 
sovet . “ 
„ Det gjør Dem kun godt , mit Barn , “ sagde Madam 
Marcus , „ kom nu og drik Deres Thee , medens den er varm . “ 
Rosa reiste sig hurtig fra Sengen og udbrød : 
„ Men hvor bliver dog min Fader af ? han vilde 
blot gaae hen — for at bytte nogle Penge , naar der 
kun ikke er tilstødt ham nogen Ulykke . Troer De ikke 
ogsaa kjære Madam Marcus , at Saadant kunde hændes 
ham ? “ 
„ For Guds Skyld , mit Barn , hvor kan Du falde 
paa slige Tanker ? “ raabte Madam Marcus . 
„ Fordi det er saa længe siden han gik , “ svarede 
Rosa ængstelig , „ og han vilde dog kun gaae hen paa 
Hjørnet — for at bytte — nogle Penge . “ 
„ O , Du milde Gud , det er jo ogsaa sandt , det er 
allerede sildig , “ sagde hun . Klokken er nrange , den er 
jo allerede Elleve . “ 

„ Og det er jo saa længe siden at han gik/ ' var det 
bedrøvelige Svar . 
Ten gode Madam Marcus søgte alle mulige Grunde 
hvormed hun kunde trøste hende . Hun talte om 
Venner , som han muligen kunde have mødt , — om pludselige 
Kommissioner han kunde have faaet , og under 
Touren maaskee var bleven træt . Hun tilbød Rosa at 
hun skulde følge med hende ned i den varme Stue . 
Dette gjorde Rosa da ogsaa , og Begge sadde omtrent 
i tre Timer og ventede efter Dyring , men han var 
og blev borte . 
Endelig blev Madam Marcus træt , og as Træthed 
sov hun snart saa fast som en Steen . Den stakkels Rosa 
ventede alene . 
Natten var kold . Derpaa trængte- Dagens Lys sig 
ind i Værelset . Paa Gaden blev det mere lyst , og en 
smuk klar Dag begyndte . 
Postbudet , som kom hen ad Morgenstunden , var den 
Første som forstyrrede Roligheden hos Madam Marcus , 
og hun bemærkede nu med Forfærdelse at den stakkels 
Rosa laae i en dyb Besvimelse paa Gulvet . 
Nu blev Madam Marcus selv bange at der skulde 
være tilstødt den gamle Mand en Ulykke . Med Sørgmodighed 
tog hun Rosa i sine Arme , bar hende op paa 
hendes Værelse og lagde hende i Sengen . 

Men ogsaa denne Dag forløb , uden at den bragte 
Faderen tilbage til Barnet . 
Femtende Kapitel . 
Et falsk Skridt . 
Da Oskar havde slaaet Døren i efter sig , og havde 
forladt Huset , var Janette vaagnet deraf . 
„ Naar jeg blot kunde saae ham at see , kun paa et 
Øieblik , kan saalænge , for at tale to Ord med ham , “ 
udbrød hun . 
Den eneste Trøst i hendes Fortvivlelse var den , at 
Alting endnu kunde blive godt , naar blot hendes Broder 
vilde staae hende bi . Han kunde , naar han vilde , han 
var stærk og modig nok til at optræde imod den hele 
Familie . 
Ja , det var hendes faste Beslutning , hun vilde betroe 
ham Alt . 
„ Han kan ikke være saa gkNsom at forlade mig nu , “ 
sagde hun til sig selv . „ Jeg er overbeviist , at han vil 
føle Medlidenhed med mig , og det vil endog glæde ham 
at hjælpe mig . Det var jo hans Alvor , da han lovede 
mig at opsøge Adolf , og som en Broder at staae ved 
ruin Side . Hvorfor skulde jeg ikke tro ham ? Jeg maa 

betroe mig til ham , thi kun han alene kan hjælpe mig . “ 
Saadan laae hun til langt hen paa Eftermiddagen og 
længtes efter at Broderen skulde komme hjem . Endelig 
henimod Klokken fem hørte hun ham komme buldrende 
op ad Trapperne og begive sig til sine Værelser . 
Janette befalede nu sin Kammerpige at sige hendes 
Broder , at hun pustede at tale med ham . 
Lisette vægrede sig at udføre denne Befaling . 
„ O , min elskede Frøken , “ raabte den troe Pige . 
„ De myrder Dem selv , at give Dem i Hænderne paa 
deres Broder , jeg bønfalder Dem , tro mig , han mener 
det ikke godt med Dem , De vil angre det at betrøe 
Dem til ham . 
„ Hellere dø , som udholde denne Qual , “ svarede Janette . 
Derpaa reiste hun sig fra Sengen , og ved Lifettes 
Hjælp klædte hun sig skyndsomst paa , og begav 
sig derpaa i et tilstødende Kabinet , hvor hun kastede sig 
paa en Kanape . 
Oskar var i en ond Lune . Greven havde vægret 
sig at give ham de 14000 Daler , som han saa meget 
trængte til . Maaskee var der endnu tilstødt ham noget 
Mere — i hvert Tilfælde rasede en ond Aand i hans 
Bryst . 
I det Kabinet hvor Janette befandt sig , kunde hun 
høre hvorledes han med Eder og Banden modtog Tjeneren , 
der ikke hurtig nok havde aabnet Døren for ham . 

Kort derefter trængte et Smertenshyl af en Hund ind 
til hende . Det var Oskars Yndling , en Grævlings Hnnd 
som logrende havde nærmet sig ham , , og havde derfor 
til Lyn faaet et Fodspark . 
Janette bævede . „ I denne Stemning kan jeg ikke 
tale med ham , “ sagde hun ; men i det næste Øieblik tilføiede 
hun , jeg maa dog forsøge derpaa ! “ 
Da Oskar med en mørk Mine kom op ad Trapperne , 
for at begive sig i et andet Værelse , gik Lisette hen til 
ham , og sagde : 
„ Min Frøken ønskede gjerne at tale et Øieblik med 
Dem Herr Greve . “ 
„ Ad Helvede med Din Frøken ! “ min Smukke , kom 
Du med mig , jeg taler heller et par kjælne Ord med 
Dig i Genrum . “ 
Lisette foer forfærdet tilbage . „ At de er en Usling 
Herr Greve , det vide vi Alle , men at De er en æreløs 
Skurk , ved at fornærme en dydig Pige , det vidste jeg 
endnu ikke . Men jeg skal vide hvor jeg skal søge Beskytfelse , 
og det er hos Grev Fly . Mit Ærinde har 
jeg besørget , det staaer nu ved Dem om De vil tale med 
min Frøken eller ei . “ 
Oskar blev rasende og vendte sig om for at tugte 
en saa ussel Skabning , der vovede at byde ham sligt . 
Men han kom til Besindelse . Siig til deres Frøken at 
jeg skal komme . “ 

To Minutter senere sad Oskar ved Siden af sin 
Søster , og betragtede hendes blege Ansigt . Ingen kunde 
sinde det mindste Spor af Vrede eller Ærgrelse paa 
hans Ansigt , medens han sad ligeoverfor Søsteren , da 
han i den Grad var Herre over sig selv , for at kunde skjule 
enhver Sindsbevægelse . 
„ Ha , Janette , Du er syg ? “ sagde han , og greb den 
lille vide Haand , som hun venlig rakte ham . 
„ Legemlig ikke saa meget , “ gav hun til Svar ; men 
i den Rolle , som jeg har maattet spille , har jeg saa forfærdelig 
maattet anstrænge mig , at jeg endelig har 
bukket under . “ 
„ Og det saa ganske pludselig ? “ 
„ Jo , og destoværre i det Øieblik , da jeg netop behøvede 
min hele Kraft og Energi . 
Hun sagde intet om det Syn hun havde havt , hvis 
Indtryk havde virket saa mægtig paa hende , og dog 
kunde hun endnu ikke med Vished paastaae , om det havde 
' været Adolf Tøndesen hun havde seet , eller om det kun 
havde været et Billede af hendes Fantasi . 
„ Godt , Janette , “ sagde han , da hun taug , „ hvad 
jeg kan gjøre for Dig , det skal jeg gjøre , men Du maa 
sige mig Alt , at jeg kan tage Sagen fat paa den rigtige 
Side . “ . 
„ Du skal vide Alt , “ svarede hun . 
„ Det er Net , Janette . “ 

„ Der er igrunden ikke meget at fortælle , “ begyndte 
Janette paany , men med en svag Stemme . „ Du veed 
vel noget om den Proces Greven førte med sin Nabo . 
„ Du var dengang endnu i Frankrig , men Tante har vel 
skrevet til Dig derom . “ 
„ Ja , hun har fortalt mig det Hele . “ 
„ Ligeledes om den unge Jurist , som Greven , min 
Pleiefader , kun kan takke for , at han vandt Processen ? “ 
„ Jo , men videre ! “ 
„ Oskar , har Du nogensinde været i nærmere Berørelse 
med den unge Jurist ? “ 
„ Jo , jeg troer nok , men hvad vil Du sige dermed ? “ 
Hans Utaalmodighed ængstede hende . 
„ O lov mig kjære Oskar , at Du ikke vil blive heffig , 
og at Du ikke vil gjøre noget i Overilelse , “ udbrød 
hun . „ Tante har altid frygtet det , og derfor holdt denne 
Sag hemmelig for Dig ; nu skal Du høre Sandheden — 
men Oskar , jeg er saa bange . “ 
„ Bange , hvad frygter Du da ? “ spurgte han heftig . 
„ Dit Møde med Tøndesen . “ 
„ Lad det nu være godt , Janette , “ sagde Oskar . 
„ Du behøver ikke at frygte , jeg stal saamæn ikke krumme 
et Haar paa din Tilbeders Hoved , er Du saa tilfreds ? 
Du skal ikke undre Dig over at finde mig i en pirrelig 
Stemning . Jeg befinder mig for Øieblikket i den største 
Forlegenhed , og Greven vil ikke komme mig til Hjælp . 

Men derom tale vi nu ikke — jeg har lovet at staae Dig 
bi , det vil sige , jeg vil gjøre Tøndesens nærmere Bekjendtskab , 
og synes jeg godt om ham , saa kan Du forlade 
Dig paa , at jeg stal gjøre Alt , hvad der staaer i 
min Magt , for at hjælpe Eder . “ 
„ Jeg takker Dig for disse Ord , “ sagde Janette 
„ Jeg takker Dig af mit ganske Hjerte , og beder Dig at 
gaae hen i hans Bopæl , hvad jeg jo destoværre ikke kan 
gjøre . Siig ham ogsaa at jeg er syg , meget syg af 
Smerte over den Misforstaaelse , som adskiller os . Siig 
ham , at jeg stedse har været ham tro , at jeg altid har 
vedblevet at elske ham . Ja , Du vil sige ham det , kjære 
Broder , ikke sandt ? Du vil det , og troligen bringe mig 
hans Svar . — O , jeg beder Dig , lov mig det ! “ 
Oskars Smil blev til et fælt Griin . 
„ Du maa ikke glemme Janette , at jeg kun har lovet 
Eder min Hjælp betingelsesviis . Det kunde jo være at 
din Elffer var mig modbydelig ; men det Rigtigste var , 
at jeg gik hen til ham , for at afgjøre en lille Forretning , 
derved vilde jeg lære ham at kjende . “ 
„ Det er fandt , “ svarede Janette . Men har Du da 
Forretninger med ham at afgjøre ? “ 
„ Endnu ikke , “ sagde han med st megetsigende Blik , 
„ men jeg kunde faae nogle . “ 
„ Hvad mener Du dermed ? “ spurgte den unge Pige „ Hør 
hvad jeg vil sige Dig , Janette , “ sagde Broderen . 

„ Du er geraadet i Nyd , og henvendt Dig til mig 
om at hjælpe Dig . Men jeg er ogsaa i en stor Nyd , 
mere end det , i Fare . . . “ 
„ I Fare , “ udbryd hun forskrækket . 
„ Ja , i en stor Fare . Naar jeg efter Solnedgang 
skulde lade mig see paa Gaden , saa sætter jeg min Frihed 
paa Spil ; — men for at tjene Dig , vil jeg dog 
vove det . “ 
„ Det handler sig altsaa om Penge , om Gjæld ? “ 
spurgte Janette ængstelig . 
„ Ja , “ svarede han gnavent . „ Det handler sig om 
en Ting , som hverken Du eller Baronessen forstaaer 
Eder paa ! I holder Gjæld for en Bagatel , — men ved 
den levende Gud , naar det ikke er mig muligt , inden 
Aften at opdrive 14000 Daler , saa . . . “ 
„ Fjorten Tusinde , “ udbrød Janette forskrækket . 
„ Undrer det Dig maaskee ? Betænk dog hvor Lidet 
det er i Sammenligning med det iom Du faaer til dit 
Bryllup , og hvilket jeg , naar jeg vil , skal levere i Tyndesens 
Hænder , istedetfor i Berners . “ 
„ Har Du allerede henvendt Dig til Greven ? “ 
spurgte hun . 
„ Hvad kunde det hjælpe , “ svarede han undvigende , 
jeg har ingen Grund til at stole paa hans Hjælp . Men 
imellem Dig og ung staae Sagerne anderledes . „ Hjælp 
for Hjælp , “ siger ef gammelt Ordsprog . “ 

Hnn oprørtes ved ot høre disse Ord . Hun bævede 
ved at vide sig i en saadan Mands Vold , men hun 
kunde ikke træde nære tilbage . 
„ Hvad forlanger Du da at jeg skal gjøre for Dig ? “ 
spurgte hun . 
„ Jeg veed at Du har sammensparet Dig en Sum Penge 
og dem skal Du laane mig paa en Manned . “ 
„ Alen Oskar , det er langtfra saa mange som Du 
skal bruge ! “ indvendte hun . 
„ Gjør ikke noget til Sagen ! Jeg tager imod hvad 
Du har , og saa kan Du jo endnu lægge dine Diamanter 
og Armbaand ved Siden af Pengene . Jeg skal nok 
forskaffe Dig falske Stene , som Du uden Frygt for Opdagelse 
kan bære . “ 
Med en Stemme fuld af Afsky , svarede hun ham . 
„ Nei , nei Oskar , falske Diamanter kan jeg ikke bære . “ 
Oskars Ansigt blev mørkerød . Modsigelse kunde 
han ikke taale . 
„ Saa gjør hvad Du vil ! “ raabte han og lavede 
sig til at forlade hende . 
„ Bliv Oskar , o bliv ! “ udbrød hun . 
„ Hvortil ? “ spurgte han . „ Jeg var beredt til at 
opoffre mig for Dig , og være din Ven , men Du vil 
hellere have mig til Fjende . Godt lad det saa være ! “ 
„ O , Oskar , Oskar ! “ 
Hun havde reisf sig overende paa Kanapeen , og 

strakte Hænderne ud efter ham , — men denne Sindsbevægelse 
angreb for meget hendes Kræfter . — For hendes 
Øine opsteg en Taage imellem hende og hendes 
Broder . Hun sank tilbage uden Bevidsthed , men førend 
hun lnkkede aldeles stne Øine , bemærkede hun at Døren 
til Kabinettet blev aabnet , og paa Tærskelen stode to 
smudsige , koparede og efter Brændeviin lugtende Mænd . 
Derefter tabte hun Bevidstheden . 
Oskar kjendte dem kun altfor godt . 
Da de traadte ind ad Døren , udstødte han en drøi 
Eed , og den kolde Sved brød frem af hans Pande . 
„ De kommer fra Levy , Levy ? “ fpurgte han . 
„ Jo , “ svarede den Ene . 
Oskar traadte et Skridt tilbage . Mændene troede 
at han vilde flygte , og vilde efter ham , men de indsaae 
snart at de havde taget feil . 
Han ilede hen til sin Søster , rev hende op af Kanapeen 
og raabte : 
„ Janette ! Janette ! “ 
Men Janette svarede ikke . 
„ Gid Fanden havde hende ! “ raabte han rasende , 
da hun blev liggende uden Bevidsthed . „ Kun lo Minuter 
endnu , og jeg havde havt Pengene . Og I Fandens 
Hjælpershjælpere , “ vedblev han henvendt til de to Mænd , 
„ havde I ikke kunnet lade mig et Par Øieblikkes Ro , 
førend I viste Eders Galgefjæs ? “ 

Med disse Ord tog han hver af Mændene ved Kraven 
for at kaste dem ud af Døren . Men han kom snart 
til Besindelse , flap dem og fulgte dem rolig ned ad Trapperne , 
steg derpaa ind i en Vogn som holdt for Døren , 
og kjørte med sine Ledsagere bort . 
Sextende Kapitel . 
Ryddet af Veien . 
Oskar havde stedse troet at skulde vinde det Spil , 
som han saa mesterlig havde indledet , og var som vi 
har seet ogsaa nær lykkedes ham . Men ogsaa den snueste 
Spiller kan sommetider forregne sig . Han havde erfaret 
det . 
Han sad dyb i Gjæld , og det havde været hans 
Tanke at henholde sine Kreditorer en kort Tid endnu , 
da han saa med det Første vilde have taget til Tydsk- ' 
land , hvor han vilde have oprettet et Spillebord , hvor 
unge Mennesker paa den galanteste Maade kunde ødelægge 
sig . 
I den unge Verner havde han fundet en Lidelseskammerat . 
Ogsaa han slak dyb i Gjæld , og han havde 
ingen anden Udsigt at redde sig , end at indgaar en For-/ 

bindelse med Janette , som Broderen formelig havde 
solgt til ham . 
Kun saadan et underfundig Menneske som Oskar , 
kunde komme paa den Tanke , at opfordre den unge Verner 
til denne Spekulation , da Verner ved Brylluppet 
skulde udbetale ham 10 , 000 Daler . Janettes hele Formue 
vilde jo næsten blive en halv Million stor . Verner 
havde med Kyshaand modtaget Broderens Hjælp , og 
vi have jo seet hvorvidt det er lykkedes dem at bedrage 
Janette . 
Saavidt havde de vundet Spillet . 
Den fyrste ubehagelige Opdagelse som de gjorde 
var den , som Verner havde erfaret igjennem „ Alma “ — 
nemlig denne hemmelige Fjende , der kunde gjøre Fordring 
paa Greven og Baronessens Besiddelser , — men 
det var en heldig Omstændighed for dem , at de havde 
erfaret denne Fare itide , en Fare som kun kunde ende 
med Mandens Dyd , det var allerede besluttet . 
Oskar og Snødes Sammenkomst , som havde fundet 
Sted den anden Morgen i Værtshuset , var der bleven 
aftalt , paa hvilken Maade Snyde skulde behandle Sagen . 
— Alt var lykkedes , og kun den lille Gjæld paa 14 , 000 
Daler havde nu bragt ham i den yderste Forlegenhed , 
men han stolede endnu paa at Janette skulde hjælpe ham . 
Han sad nu og knkkelurede i et Værelse i Gjældsfængflæt . 


Men hvad var der bleven af hans Offer ? 
Da Dyring havde forladt sin beskedne Bolig for 
at bytte sine Penge , tog han Veien til en i Nærheden 
boende Vexelleer . Han havde en gammel Ven , som var 
Portner der i Huset , og ved hans Hjælp vilde han filendebringe 
sit vigtige Hverv . 
I et Par Minutter havde han naaet den Gade hvor 
Huset laae , men her maatte han træde over paa Fortouget 
for at lade en Række Vogne passere , som netop 
kom kjørendes i fuld Fart . Da han blev staaende , lagde 
der sig en Haand paa hans Arm . 
„ Hr . Dyring ? “ spurgte en Mand . 
„ Jo , det er mig , “ svarede Dyring . 
„ Jeg tænkte mig det —jeg vilde netop begive mig 
til Deres Bopæl , “ sagde den Fremmede . 
Dyring saae forundret paa Manden . I Skumringen 
kunde han bemærke at Manden var meget anstændig 
paaklædt , og man kunde antage ham for en Tjener af 
et herskabelig Huus . 
„ De vilde begive Dem til min Bopæl ? “ spurgte 
Dyring , „ hvad vilde De der ? “ 
„ Udføre en Ordre “ 
„ Til mig ? “ spurgte Dyring . 
„ Ja , fra en Ven til Dem , som er meget høitstaaende . “ 
Der paakom Dyring en uforklarlig Frygt , som han 
ikke kunde gjøre sig rede for . 

„ De mener dog vel ikke ? “ spurgte han . 
Den Fremmede som ikke var nogen Anden end Snøde , 
nikkede med Hovedet . 
Jeg mener Grev Fly , “ sagde han . „ Han er jo 
Eders Ven , ikke sandt ? “ 
„ Vi har havt nogle Forretninger sammen , “ svarede 
Dyring undvigende . 
„ Det er jo netop det som jeg mener , “ sagde Snyde , 
„ og netop af denne Grund ønsker Herr Greven at tale 
med Dem . Han er i dette Øieblik netop beskjæftiget i 
Staldrummene , hvor der skal gjøres nogle Forandringer . 
Vi kan slige i en Vogn , saa ere vi der om et Par Minutter , 
og træffe ham endnu , førend han gaaer i Klubben . “ 
Dyring var tvivlraadig . Der kunde maaskee tilstøde 
ham Noget . Desforuden ventede Rosa paa ham , og 
vilde blive meget ængstelig over hans Udeblivelse . 
„ Jeg maa først tage Hjem ! “ sagde han med en fast 
Beslutning . 
„ Siig hellere strax at De vil ikke , “ brummede Snøde . 
„ Det er mere ligefrem , og Greven vil vistnok glæde sig over 
dette Svar — det kan De stole paa . Han har havt et 
lille Besøg af en Ven idag , jeg mener Podagraen , og 
er for Øieblikket i samme Lune som en Bjørn i en Vesperede . 
Gjør derfor ingen Omstændigheder , Mand , og slig 
ind , der har vi Vognen . “ 
Dyring blev ikke klog paa , om Vognen havde været 

bestilt , eller om det kun var et Tilfælde , der havde ført 
den forbi . Døren af Vognen blev reven op og førend 
Dyring var bleven enig med sig selv , om han skulde 
følge med eller bruge Modstand , sad han allerede ved 
Siden af sin nye Bekjendt , og kjørte bort i fuld Fiirspring . 
I 
fi Minutter ere vi der , “ sagde Snyde , „ De afgjyrer 
Deres Forretninger med Greven , og kommer tilbage , 
førend De veed hvor De har været . “ 
„ Men jeg kan ikke begribe hvorfor Herr Greven 
forlanger at tale med mig ? “ sagde Dyring . 
„ Naar De ikke kan begribe det , saa vilde det være 
høist urimeligt af Dem , at forlange Noget af mig at 
vide . Jeg kjender ikke noget til Deres Forretninger og 
har kun at besørge Grevens Ordre . I alle Tilfælde vil 
Greven vistnok ikke spise Eder , da han nylig har spiist 
til Middag . En lille Samtale kan De dog nok forunde 
ham . I en Time vil Alting være afgjort . “ 
„ En heel Time — min stakkels Rosa ; hun vil være 
halv dyd af Skræk , førend jeg kommer hjem . “ 
„ Rosa , “ spurgte Snyde , „ hvem er det ? “ 
„ Det er min Datter . “ 
„ Men hun boer vel ikke hos Dem ? “ 
„ Jo ganske vist . “ 
Snyde udtrykte sin Forundring derover , ved en lydelig 
Piben . 

„ Jeg var i den Mening , at De var ugift , “ svarede 
Snøde — „ og havde kun den gamle Drage , som 
staaer bag Diflen til Eders Opvartning . “ 
„ Nei , Gud være lovet ! “ udbrød Dyring . Rosa er 
min eneste Trøst ; hun er et godt Barn — ligesaa god 
som hun er smuk , og det vil sige meget , for mellem 
hende og Grevens Datter , hvad Skjønheden anbelanger , 
saa er der ingen Forskjel at finde - nei , ikke 
det ringeste . “ 
„ Er det muligt ! “ udbrød Snøde , og hans Ansigt 
fortrak sig til et hæsligt Griin . „ Ingen Forskjel ? Troer 
De da , at der ikke exisferer nogen Forskjel ved Herk 
komsten . Jeg har en anden Mening — jeg paastaaer , 
at det gaaer Mennesket som Hestene , det vil sige , uden 
Stammetræ — ingen ædelt Blod , ingen Race . Jeg har 
kjendt Heste , som saae ud til at lade Alt ligge bag ved sig 
ved det sørste Løb , — men naar det saa kom til Stykket , 
saa viste det sig , at de vare Alt Andet end af 
ædel Fødsel , og man kunde ikke bruge Dem til Noget . “ 
„ Meu min Datter er as ædel Byrd , “ sagde Dyring 
stolt . 
„ Hvad siger De ? “ udbrød Snøde . 
Dyring gjentog sit Svar . 
Snøde udbrød i en voldsom Latter . 
„ Hunskulde hane blaa Blod , “ raabte han ; „ virkelig 
blaa Blod ? “ 

„ Det kan jeg forsikkre Dem , “ svarede den gamle 
Mand alvorlig . 
„ Og De — De har dog vel ikke sat dem i Hovedet , 
at De ligeledes besidder saadant Noget ? “ sagde 
Snøde , som morede sig over den Samtale . 
„ Min Fader var en fornem Mand , “ sagde Dyring . 
„ Allsaa er de jo en Adelsmand , “ vedblev Snyde , 
maaskee en forklædt Greve , Prinds , eller Hertug ? Hvordan 
lyder da deres rigtige Navn , Herr — jeg beder 
tusinde Gange om Forladelse , Exellence vilde jeg sige . 
Dyring var vandt til saadan Spøg . I det Kaffehuus , 
hvor han havde været Opvarter i mange Aar 
var hans Historie almindelig bekjendt , og Stamgjcesterne , 
pleiede sædvanlig at titoulere ham , Herr Greve . “ 
Derfor følte han sig nu hellerikke fornærmet , og 
svarede : 
„ Min Rang er min Hemmelighed , “ vedblev Dyring ° 
med Rolighed . 
I dette Øieblik gav Snøde Kudsken et Tegn hvorpaa 
Vognen standsede . 
De befandt Dem i en , Dyring aldeles ubekjendt 
Omegn . De vare kjørte udenfor Byen , som han ikke 
det ringeste havde lagt Mærke til . 
Vognen holdt for en stor Bygning , hvor der befandt 
sig en lang Gang . 

„ Skal vi derind ? “ spurgte Dyring . „ Skal det være 
Veien til Staldene ? “ 
„ Jo , det er . Hovedveien er det rigtignok ikke , men 
deres Exellense maa destoværre nøies med at gaae 
denne Vei . Indkjørselen bliver udbedret . “ 
„ Endnu Eet gode Ven . “ sagde Dyring , „ jeg vil give 
dem et Raad , at De ikke titoulerer mig saadan i Grevens 
Nærværelse . Det kunde muligviis skade Dem . “ 
„ Godt ! skynd Dem at følge mig . “ 
Det Raad , som Dyring gav Snyde , bragte ham til 
at tænke efter . Oskar havde forlangt af ham at han 
skulde udføre en Gjerning , for en vis Sum Penge . 
Men Grunden hvorfor han skulde gjøre det , var ikke 
bleven sagt ham , og han havde Heller ikke spurgt derom . 
Men nu fik han Lys i Sagen . Den Titel som denne 
Mand gjorde Fordring paa , det kunde kun være Grev 
Flys . Var det maaskee dog mulig , af han besad en 
Ret til af føre denne Titel ? — Hvorfor havde Grevens 
Syn befattet sig med denne Sag ? Dette Spørgsmaal 
var af stor Betydning for ham — men der blev nu ikke 
me » e Tid til af overveie . 
Gjerninger : maatte fuldføres . 
Den lange Række af skumle Bygninger , som de 
maatte passere lignede Staldrumme . Men ved Dagens 
Lys vilde Dyring Iet være bleven overbeviist , af disse 
Bygninger , der laae for ham , ikke kunde benyttes til Staldrumme 

af en saadan riig Mand som Grev Fly . I Mørket 
saae han kun , af de standsede ved en Dør , som Snøde 
lukkede op . Derefter passerede de over en mørk Gaard 
og endelig betraadte de en lavtliggende Bygning . Ved 
Skinnet af en osende Tranlampe , som hang paa Væggen , 
bemærkede Dyring af der slet ikke befandt sig nogen Heste 
i denne Bygning . En Trappe førte op til Høloftet . 
„ Her skal ombygges , “ sagde Snøde . „ Alle disse 
gamle Krybber kommer bort . Herr Greven vil vi vistnok 
finde i de nye Bygninger . — Denne Vei . “ 
Med disse Ord tog Snøde Lampen og gik op ad 
Trappen til Høloftet . 
Dyring fulgte ham . 
Tolv Trapper f§rte opad — ovenpaa lugtede det 
stærkt af muggent Hø . 
Neppe havde Dyring betraadt Høloftet , da Lyset 
pludselig slukkedes . De to Mænd befandt sig i det dybeste 
Mørke . — Pludselig blev en Dør hurtig tillukket 
— derpaa hørte man et kvalt Skrig . 
Et Par Minutter senere kom Snøde , og løb hurtig 
ned ad Trappen , forlod derpaa Staldrummene , aabnede 
Døren , lukkede den i Laas og gik sin Vei . Han var 
alene . 

Syttende Kapitel . 
- Ved Arbeidet . 
Ingen Efterretninger ! 
Den lange , lange Dag var igjen forsvunden , Natten 
var brudt frem , og endnu var Faderen ikke kommen hjem . 
Rosa fortvivlede . Snart troede hun , hendes stakkels 
Fader var kommen til Skade og laa nu blødende og bevidstløs 
i et af Hospitalerne , hvor der Ingen var , som 
kjendte hans Navn og Bopæl ; snart troede hun at han 
var bleven myrdet , og at hans Liig svømmede etsteds i 
Havnen . 
Men hun havde ingen Tid at hænge med Hovedet . 
Den stakkels Rosa levede af sin Synaal ; hun broderede 
og hendes Arbeide blev kun daarligt betalt . - 
> Mangen en Blomst , som hendes færme Fingre havde 
frembragt , blev beundret af mangen en Kjender , men 
Ingen spurgte , hvormeget den fik , som havde lavet den . 
Men hun erindrede sig at der gaves Mange , som 
led ligesaa meget som hun og hun trøstede sig selv dermed , 
ved at hengive sig i Guds naadige Varetægt . 
Det gjorde hun ogsaa nu . Hun satte sig ved sin 
Broderiramme og arbeidede hurtigt videre . 

Tid iii anden kom den ærlige Madam Marcus op 
til hende , for at trøste hende . 
„ For Guds Skyld Barn , forund Dem dog en Smule 
Ro , “ sagde hun . „ Deres Øine ere jo røde af Taarer , 
og tyk ophovnede ; De maa jo være dødsens træt efter 
denne søvnløse Nat . Hold dog op , jeg beder Dem . “ 
„ Jeg maa have mit Arbeide færdig , “ svarede Rosa „ Maa , —med 
al den Sorg paa Hjertet ! det er min 
Sandten dog for galt . Fortæl Folkene hvad der er passeret 
Dem , og — 
Rosa rystede paa Hovedet . 
„ Det vilde ikke hjælpe noget , “ sagde hun ; „ jeg vilde 
dog kun faae det Svar , at Arbeidet maatte afleveres til 
rette Tid , og naar jeg sank død ned ved mit Arbeide , 
saa vilde der strax være et Par andre Hænder , der med 
Glæde vilde indtage min Plads . 
„ Ak , nei , mit Barn , nei ; saa haardhjertet kan man 
dog ikke være Naar Folkene blot vide hvad der foregaaer 
her , saa . . . “ 
„ De vil ikke høre paa mine Indvendinger , “ afbrød 
Rosa hende . „ De rige Kjøbmænd vil ikke vide noget af 
os fattige Folk , de modtage kun vort Arbeide . Naar jeg 
ikke kan opfylde mine Forpligtelser , bliver jeg jaget bort 
og strax tiltræder en Anden min Plads . “ 
„ Men det er jo en stor Synd ! “ udbrød den gode 
Kone . „ Af saadanne Historier kan man jo saae den galopperende 

Svindsot — Det er jo ved Gud , som 
om vi vare sorte Negere , og ikke havde nogle Klæder paa 
Kroppen . Men for Øieblikket duer de fleste Mennesker 
ikke noget , og hvilken Ende det vil tage med det Hele , 
det maa Gud vide . Hvad , mener De vel denneheriens 
Tobias lad mig sige ? “ 
Tobias var Værten i det Kaffehuus , hvor Dyring 
var Opvarter . Madam Marcus havde i Løbet af Dagen 
sendt Nanci , hendes Opvarterfle hen til Værten , for at 
lade spørge om Dyring ikke havde været der ? “ 
„ Skulde man tænke sig , “ vedblev den tykke Dame 
med sligende Vrede . „ Denne fordrukne Fyldebøtte lod 
min Nanci flet ikke udtale . “ 
„ Hvad er det for Vrøvl hun kommer med , “ har han 
svaret hende , „ saadan Noget lader jeg mig ikke binde 
paa Ærmet ! Dyring ligger nok pærefuld hjemme i sin 
Seng . Han gjorde bedre i at passe sin Dom . Naar 
han ikke har Lyst mere , saa kan han reise Fanden ivold . 
See , det er hans egne Ord mit Barn , og den Mand har 
Deres Fader tjent i mange , mange Aar . “ 
Rosa kunde ikke svare ; Taarerne randt hende uophørlig 
ned ad Kinderne . 
„ Men hvad er der dog skeet — hvad er der dog 
blevet af ham ? “ udbrød hun , medens hun vred Hænderne . 
„ Ak nei , han er død . “ 
Hun frygtede endnu noget værre , som hun ikke vilde 

anbetroe Madam Marcus . Af Kjærlighed til sin Datter , 
havde han maaflce beriget sig paa disse Penge . Denne 
Tanke gjorde hende næsten vanvittig . 
Ogsaa Madam Marcus kom stedse tilbage paa den 
Tanke , hvor hendes Leier dog var kommet til alle de 
Penge , som hun havde erfaret , da hun lyltede ved Døren , 
og de bleve Begge meget forskrækkede , da de bleve afbrudt 
ved en lydelig Banken paa Døren . 
„ Rosa ! “ udbrød Madam Marcus , som i sin Skræk 
forglemte sig , „ er her ikke Noget som De burde skjule ? “ 
„ Skjule Noget ? “ spurgte den forskrækkede , unge 
Pige . 
„ Jo , mit Barn , for Deres Faders Skyld . “ 
„ O , Madam Marcus . “ Med et smertelig Skrig 
kastede hun sig i sin Beskytterindes Arme . 
I dette Øieblik blev ' Døren aabnet , og en Politibetjent 
traadte ind . 
Rosa var ikke istand til at undertrykke et kvalt Skrig . 
Madam Marcus plantede sig som et Skildt foran 
hende , og udbrød : 
„ Naa , min Kjære , hvad vil De her ? “ 
„ Jeg vilde gjerne bede Dem Madam , at fkjænke 
mig et Øiebliks Samtale , “ svarede Betjenten med stor 
Høflighed . 
„ O nei , nei ! “ udbrød Rosa . „ Jeg beder Dem , forlad 
mig ikke ! “ 

„ Kun et Øieblik , mit Barn , “ og idet hun med et 
energisk Greb tog fat i Betjentens Arm , sagde hun : 
„ Kom saa og lad os gaae . “ 
Betjenten forlod kun ugjerne Værelset . Den unge 
Piges Frygt , tilligemed det fine Stikkeri , som aldeles 
silke hørte hjemme i denne fattige Bolig , var det 
umiskjendelig , at en Mistanke opstod hos ham . 
Men Madam Marcus havde ubarmhjertig stødt ham 
ud af Døren . 
„ Hvad vil De mig ? “ spurgte hun Betjenten noget 
vranten . 
Det hvad hun erfarede var ikke noget af Betydenhed . 
To patrouillerende Betjente havde opdaget en 
Mand , der stedse havde snuset omkring Huset . Endelig 
var han gaaet ind , og den ene Betjent gjorde ham nu 
Selskab nede i Stueetagen . 
Befriet fra en stor Frygt , følte Madam Marcus sig 
meget lettet , og fulgte derpaa Betjenten ned i sin Stue . 
Der sad en Betjent ligeoverfor en Mand , som hun 
øieblikkelig gjenkjendte . 
Manden var Snyde . 
„ Kjender De denne Mand ? “ spurgte Betjenten . 
Fyrend Madam Marcus kunde svare , tog Snyde 
Ordet : 
„ Deres Leier , Dyring kjender mig meget godt ; han 

har sendt mig/ ' sagde han med en hemmelighedsfuld 
Mine . 
„ Altsaa De veed , hvor . . . . “ 
Snøde afbrød hende , „ jo jeg veed det . “ 
„ Nok , nok ! Hvad skal det betyde , “ sagde Betjenten . 
„ Kjender De denne Mand , Madam Markus ? eller kjender 
De ham ikke , og kommer han i en god , eller ond 
Hensigt , derover beder jeg Dem af give mig en Forklaring ? “ 
Havde Madam Markus fulgt sit eget Hjerte , saa 
var hendes Dom ikke faldet godt ud for Snøde . Men 
Tanken paa Dyring lukkede Munden paa hende . Denne 
Mand vidste jo muligviis hvad der var -tilstødt ham , og 
dette bestemte hende . 
„ Jeg troer ikke , af denne Mand har noget Ondt i 
Sinde , “ svarede hun . „ idetmindste siger han jo af min 
Leier har sendt ham hertil , og naar det forholder sig 
saadan , saa . . . . “ 
Hun kunde ikke fuldføre Sætningen . 
Døren blev hurtig reven op og Rosa stormede 
hurtig ind i Værelset , kastede sig ned for Snødes Fødder , 
og udbrød med et hjærtesiærende Skrig ? 
„ Min Fader , min Fader — ak vær barmhjertig , 
bring mig til ham ! “ 
Ved denne vilde lidenskabelige Udbrud af Smerte , 
var hendes Kræfter udtømt , hun sank i Knæ , og Blodet 
faldt i Draaber fra hendes Læber . 

Attende Kapitel . 
Drøm og Virkeligbed . 
Det var en Lykke for Rosa af hun bukkede under 
for sin Smerte . 
Snyde havde sagt til sig selv : Datteren er nu uden 
al Beskyttelse . Jeg vil bemægtige mig hende , og see til , 
hvorledes jeg bedst arangere mine Sager ved at tjene 
Penge . Er Pigebarnet af Grev Flys Fatnilie , saa skal 
han komme til at punge ordentlig ud . Men han havde 
rigtignok ikke beregnet at Politiet skulde lægge ham Forhindringer 
iveien , som han nu fyrst erfarede . 
Istedetfor at faae hende i sin Vold , blev hun nu 
baaret op i sit Værelse , og blev vistnok bevogtet paa 
det Omhyggeligsfe af denne gamle Marekat . 
Hvad Snyde angik , saa blev han efter et kort Forhyr 
lysladt . 
Havde hans Adfærd ogsaa været noget mistænkelig , 
saa havde Politiet dog ingen gyldig Grund til at kunde 
arrestere ham . 
Ogsaa Betjentene førlode nu Huset . 
Madam Markus blev hele Dagen hos den syge 
Rosa , som laae i en hidsig Feber . 
Hun laae uden Bevægelse paa Sengen . Hun var 

ikke bevidstløst , men hun havde hverken Kraft til at røre 
sig , eller at hun kunde tale . 
Hendes Øine vare lukkede , uden at hun kunde sove . 
I Nattens Løb vaagnede snart den lille Nanci 
snart Madam Markus ved hendes Seng , og hun mærkede 
med Glæde , at Rosa ved hver Time blev roligere , 
og endelig formaaede hun med Fatning at omtale sin 
Fader . 
Ved Midnatstid troede Madam Markus derfor , at 
hun kunde rolig begive sig til Ro . Hun kyssede Rosa 
paa Panden , ønskede hende god Bedring , og begav sig 
derpaa til Hvile . 
Rosa befandt sig i en drømmende Tilstand . Sommetider 
havde hun skrækkelige Drømme , og foer i 
Veiret , snart derefter faldt hun igjen i en lethargisk 
Søvn . 
En af disse Drømme blev mere levende for hendes 
Sjæl . 
Det var mørk Nat omkring hende , og hun befandt 
sig i en Skov hvor Ulvene forfulgte hende . Ved hendes 
Flugt kom hun til en Afgrund , gysende standsede 
hun . Hendes blodtørstige Forfølgere kom hende stedse 
nærmere — og med fortvivlet Beslutning kastede hun 
sig ned . Hun klamrede sig fast ved en stor Tidsel , der 
groede i en Revne af Klippen . Krampagtig holdt hun 
sig fast , men hvilken Skræk for hende , det var forgjæves 

at hendes Fødder søgte en Punkt , hvorpaa de kunde 
holde dem . Hun maatte give Slip , maatte styrte ned i det 
sorte bundløse Tyb . 
I dette Øieblik hørte hun et Skrig — et Lysstraal 
faldt ned af Høiden , hun saae op ad . Hendes Fader 
lænede sig over Randen af Afgrunden , og svingede en 
gnistrende Fakkel i Haanden . 
Hun saae ned i Dybet — og derpaa udbrød hun i 
en krampagtig Latter . 
Hendes egen Latter vaagnede hende . 
„ Rosa ! “ 
„ Fæder ! “ 
Disse to Ord , bleve paa engang udtalt . 
Forskrækket , forvirret , blændendes , saae Rosa nu , at 
hun havde reist sig op i Sengen , og med begge Hænder 
havde omklamret Faderens Hals . Men hun vidste endnu 
ikke om hun drømte eller var vaagen . 
„ Rosa , mit elskede Barn , fat Dig , see paa mig , jeg 
er det — Din Fæder . 
„ Fæder , kjære Fæder ! det er altsaa ingen Drøm . “ 
Det var alt hvad hun formaaede at frembringe . 
Hun tvivlede endnu , men hendes Arme havde slynget sig 
fast omkring Faderens Hals . Hun saae ind iet blegt 
forstyrret Ansigt , og følte hans Taarer , som strømmede 
ned over hendes Kinder . 

„ Er Du syg , mit elskede Barn ? Har Du Feber ? 
Tael , tael , lad mig høre din Stemme . “ 
„ Jeg er ikke meget syg , kjære Fæder , ikke meget , “ 
svarede hun med sagte , hunl Røst . „ Men jeg har havt 
onde Drømme — og — kjære Fæder , hvor har Du dog 
været saa længe ? Hvorledes kommer Du nu tilbage ? “ 
Han foer op . Der var et Udtryk i hans Øine , 
som hun endnu aldrig havde bemærket hos ham , et Udtryk , 
som opfyldte hende med Skræk . Det kunde ikke 
være hendes milde , venlige Fader , som stod foran hende 
med sammenbidte Tænder , og vredeglødende Blik , nei 
det var en Dæmon , som bar hans Træk . 
„ Spørg mig ikke , Rosa , — jeg frygter ved at tænke 
derpaa , — jeg tør ikke tænke paa det ! “ 
Svag og lidende , som hun var , hævede Rosa sig 
fra sit Leie og hvilede Hovedet ved hans Bryst , men 
hendes Kjærtegn var ikke istand til at slukke den Ild , 
som brændte i ham . Et Øieblik taalte han hendes 
Omfavnelser , men derpaa udrev han sig af hendes 
Arme . — 
„ O , min Gud ! — Hvad er der dog skeet , kjære 
Fader ? “ 
Ved dette Spørgsmaal havde hun vendt sig om 
og saae nu med Forskrækkelse at Vinduet var lukket op . 
Dyring pegede hen paa Vinduet med Haanden , 
og spurgte : 

„ Siig mig , Rosa , er jeg en slet Mand ? Er jeg 
en Usling eller en Forbryder ? “ 
„ O , nei , kjære Fader , nei , hvor kommer Du dog 
paa det Indfald ? “ 
„ Og dog maa jeg , som en Tyv , stjæle mig til mit 
Hjem , for at frelse mit Liv . “ 
Rosa var saa betaget af Sjæleangst , at hun 
næsten frygtede sig for Faderen . 
„ Jeg beder Dig , kjære Fader , berolige Dig , kom 
sæt Dig ned ved Siden af mig og fortæl mig Alt . “ 
„ Jeg kan ikke ! “ svarede han . 
„ Er det da saa frygtelig ? “ 
„ Er det maaskee ikke frygtelig , at blive jaget til 
Døden , eller at see en umaadelig Afgrund for sig , der 
er bestemt til min Grav , eller at være en Morders 
Bytte ? “ — 
„ Forholder det sig virkelig saa slemt ? “ udbrød 
Rosa forsfrækket . 
„ Det er virkelig saadan . Vi kan ikke blive længere 
her , jeg er her ikke længere i Sikkerhed , og dem , som 
tragte mig efter Livet , de vil Heller ikke skaane Dig . 
Vi maae bort ! “ 
„ Endnu i Nat ? “ 
„ Jo , jo , hurtig , imorgen er det for sildig . Vi ere 
omgiven af Speidere , vi blive bevogtet af talrige Fjender . 

Vor eneste Frelse bestaaer i at komme bort herfra saa 
hurtig som muligt . Vi maae bort , langt bort . “ 
„ Men jeg er syg , “ sagde hun , i det Haab at afbringe 
ham fra sin Beslutning . 
„ Jo , mit Barn , Du behøver Luft , frisk , reent Landluft . 
Jeg vil bære Dig , — naar vi ere komne over 
Tagene , saa ere vi først i Sikkerhed . “ 
„ Over Tagene ! “ udbrød Rosa forskrækket . 
„ Jo , jeg kjender Veien , “ sagde han . „ Kom , klæd 
Dig paa , imedens jeg sammenpakker det Nødvendigste , 
og for Alt Pengene . Hvor ere de ? “ 
Rosa kunde i dette Øieblik ikke befinde sig hvor 
hun havde gjemt dem . 
„ Hvor er Pengene ? “ gjentog han med Heftighed . 
Rosa forskrækkedes . I saadan en Tone havde han 
endnu aldrig tiltalt hende . 
„ Her Fader , her , “ sagde hun , og pegede over Kaminen , 
hvor hun havde gjemt dem , tillige flere af hendes 
værdifuldeste Ejendele . 
Dyring tog Kassen , og tømte dens Indhold paa 
Bordet . Med et rafl Greb skrabede han Pengene sammen , 
tillige en Ring som var hans afdøde Kones Forlovelses 
Ring , en gammel Mønt af nogen Værdi , og en lille 
Tegnebog med Papirer . Disse Gjenstande gjemte han 
i Brystlommen af fin Frakke . 
„ Er Du paaklædt , Rosa ? “ spurgte han nu . 

„ Ikke endnu/ ' svarede hun fra det lille Kammer . 
„ Saa skynd Dig . “ 
Dyrings Tone var kort , streng og skarp , ganske 
uliig som han ellers pleiede al tale . Det stakkels Barn 
følte sig deraf ramt i Hjertet . 
Da Rosa kom paaklædt ud af sit lille Kammer , 
sagde han : 
„ Hør nu paa mig , Barn ! Vi gaae i denne Nat , 
Gud veed hvorhen , — men bort , langt bort herfra . 
Du behøver ikke al græde . Hvad Du giver flip paa , 
er ikke værd al Du udøser en eneste Taare over . 
Det er mulig , al vi snart kan være i Sikkerhed , men 
det er ligesaa muligt al vi kan møde Farer paa vor Vei . 
Jeg kan ikke forudser det , — det er umulig for mig al 
see ind i Fremtiden . Men hvad der ogsaa vil komme , 
— hvad der maatte skee med Tig eller mig , saa erindrer 
Tig een Ting , som jeg , din Fader har sagt Dig : 
Adeligt Blod , — ædelt Blod flyder i dine Aarer . 
Du er en fattig Mands Barn , men efter Rangen er Du 
Datter af en Greve . “ 
Hendes Hjerte blev tungt , da hun hørte disse Ord , 
som Faderen rettede til hende med den største Alvor . 
„ Jeg skal tænke paa det , Fader , “ svarede hun . 
„ Indtil denne Time har Du vel ikke havt nogen 
Anelse derom , mit Barn ? “ 
„ Nei , kjære Fader , aldrig . “ 

„ Øg Du havde aldrig erfaret det — Du havde 
blevet i en lykkelig Uvidenhed , naar der ikke var passeret 
mig noget Frygteligt . — Rosa , jeg har været en slet 
Fader , og har solgt dine Interesser . Jeg har ladet 
Dig flæbe igjennem Livet , fattig og møjsommelig , istedetfor 
at opbyde Alt , for at kæmpe for dine Rettigheder , 
hvor Du kan gjøre Fordring paa . Men Gud er mit 
Vidne , at jeg har handlet i den bedste Hensigt . Jeg 
frygtede at opvække Forhaabninger i Dig , som jeg 
maaskee aldrig kunde bringe i Opfyldelse . Saa har jeg 
i min Daarskab ladet Andre beholde den Rigdom , som 
tilhørte Dig , — medens Du i Nød gik til Grunde ; men 
det er forbi — forbi ! “ 
Han var i en saa alvorlig Bevægelse , saa uliig 
som han ellers var , at Rosa følte sig stedse niere 
betrængt . 
„ Rosa ! “ begyndte Faderen igjen . „ Vil Du beholde 
det Ord , som jeg vil anbetroe Dig ? “ 
„ Jo , jeg vil . “ 
„ Du vil til din Dødsdag erindre Dig ^Navnet , 
Grev Dyring Fly ? “ 
„ Jeg lover Dig det ! “ 
„ Godt — og « « ar dette Navn falder i dine Tanker 
saa tænk paa , at det er den Mands Navn , hvortil din 
Fader paa en feig Maade har bortsolgt Rang og 
Formue . — Din Rang og Formue , stakkels Barn , og 

som beviser mig sin Taknemmelighed med , at han vil berøve 
mig Livet . “ 
„ Berøve Dig Livet ! “ gjentog hun , medens hun 
skjælvende greb Faderens Arm . 
„ Jo , han er min Morder , glem det ikke ! Og mere 
endnu , — erindrer Dig , at jeg i denne Time nedkalder 
Himlens Forbandelse paa ham og hele sin Familie , og 
at jeg herved høitidelig lover , at hellige mit Liv til at 
hævne mig paa ham — saa sandt som jeg haaber paa 
min evige Salighed . Tilintetgjør denne Yngelrede , 
Du almægtige Gud , — tilintetgjør ham , og giv mig 
Kraft , — ham — som han fortjener det , at forjage ham 
i Nød og Elendighed ! “ 
Han var falden paa Knæ , og hævede Hænderne 
bønfaldende til Himlen . 
Rosa veg bævende tilbage — hun var maalløs 
af Skræk . 
„ Rosa , Du hører mig ! “ raabte den Ulykkelige i 
dybeste Bevægelse . „ Du hører mig , og vil forene din 
Bøn med min . Sværg mig , at Du aldrig vil glemme , 
hvad Du nu har erfaret . “ 
Han reiste sig op og greb hendes Haand . Hun var 
kold som Marmor . 
„ Jeg sværger ! “ hviskede hun . 
„ Og nu bort — fremad ! “ raabte Dyring . 

Under det skraae Tagvindue stod en Stol . Dyring 
krøb først ud af Vinduet og trak derefter den stakkels 
syge , rystende Pige efter sig . 
Derpaa gik de forsigtig langsmed Tagrenden , medens 
de maatte holde dem med Hænderne ved Tagstenene , for 
ikke at falde ned . 
„ Er det nødvendig at vi maa gaae denne Vei ? “ 
spurgte Rosa , der følte sig uhyre mat . 
„ Jo Barn , vor Sikkerhed fordrer det , vort Liv er 
afhængig deraf . “ 
Veien som de passerede , var i Mørket forbunden 
med megen Fare , men Dyring dvælede ikke . Han gik 
med Rosa mellem begge Tagene . Derpaa slege de 
med Møisommelighed op paa et tredie Tag , hvor de 
endelig naaede et aabent Vindue . 
Dette Vindue befandt sig i et tomt slaaende Huus , 
og førte vore Flygtninge ind paa et Loftrum ; derpaa 
slege de ned ad Trapperne og naaede Gadedøren , som 
var let at aabne . Dyring speidede ned ad Gaden — 
den var Mennesketom . 
„ Kom nu , “ sagde han . 
Rosa adlød , zittrende af Frygt og Svaghed . 

Nittende Kapitel . 
Stormende Bølger . 
Den unge Verner sad for et Speil i et af Værelserne 
ude ved Strandveien , som han havde leiet til sin 
Elskerinde , og hvor han opholdt sig endeel af Dagen . 
Han sad og friserede sig , det var for ham det Vigtigste 
som han ikke overlod til nogen Anden end til sig selv . 
Pludselig kom Alma springendes ind af Tpren . 
„ Hvad er der paa Færde ? Du veed at jeg ikke vil 
forstyrres , naar jeg friserer mig . Det forstyrrer mig 
Glædæn for hele Dagen . “ 
„ Uden Grund var jeg heller ikke kommen til Dig , 
Verner . Men her er et Brev , hvorpaa der staaer „ egenhændig “ 
— og man forlanger Svar . Budet venter . “ 
Han tog Brevet , læste Adressen og saae paa Seglet . 
„ For Fanden ! “ udbrød han med usædvanlig Heftighed . 
„ Fra Oskar , og forseglet i GjældSfængflet ? Hvad 
har det at betyde ? Er det allerede kommen saavidt 
med ham ? “ 
„ Hvorledes , den stakkels Oskar er nappet ? “ sagde 
Alma . — Hun kunde igrunden godt lide den unge Greve . 
Verner gjennemlæste Brevet med hurtige Blikke , og 
Slutningen lød saaledes : 

„ Den ulyksalige Fuldmagt som jeg underskrev er 
Skyld i det Hele . — Men Du skal ikke bryde Hovedet 
dermed , gamle Dreng . — Det bliver ikke bedre derfor . 
Jeg stoler paa min Moder og Janette . De vil nok 
lægge deres Penge sammen og befrie mig ud af Fængslet , 
de har nu seet at det var alvorlig meent . Men det 
Værste ved den hele Sag er den , at vi er bleven forstyrret 
i vore Forretninger , som for Øieblikket staae paa 
et farlig Punkt . I det Øieblik da man puttede mig i 
Hullet , har jeg gjort en Opdagelse , som kaste alle vore 
Beregninger omkuld . Denne Mand som vi har ladet 
forfølge as Snøde , er ikke Tøndesen , men den tidligere 
omtalte nybagte Adelsmand Dyring . Det lader nu til 
at vi har lo Fjender , hvoraf den ene gaaer ud paa a 
berøve Dig din tilkommende Gemalinde , og den andenat 
berøve oS Rigdom og Rang . “ 
Verner spilede Øinene vidt aaben , da han læste dette . 
Derpaa vendte han Brevet om og vedblev i Læsningen : 
„ Foreløbig er det Alt , hvad jeg har bragt i Erfaring , 
men naar det forholder sig rigtig , saa er vi tilfældig 
kommen paa den rette Vei . Naar Snøde har 
gjort sine Sager godt , saa befinder denne Dyring sig 
for Øieblikket i Himmeriget , og vi har nu kun med Tøndesen 
at gjøre . Men nu , medens jeg sidder her og kukelurer , 
maa Du gjøre det Fornødne . See at faae hans 
nye Bopæl at vide , og see at komme paa Spor efter ham . 

Men derved maa Du holde Dig til Lydia og faae af 
hende at vide , hvad Janette foretager sig . Men giv mig 
Efterretning om Alt hvad der skeer . “ 
Den unge Mand kastede sig ned paa en Stol og 
faldt i Grublerier . 
En Tidlang lod Alma ham i Ro , men endelig afbryd 
hun hans Taushed . Hun lagde Haanden paa 
hans Skulder og spurgte : 
„ Kjære Ven , siig mig dog , hvormange Børn har 
Grev Fly ? “ 
„ Greven har kun to Børn , en Syn og en Plejedatter , 
men man siger at det skal være hans eget Barn . “ 
Alma trak sin Haand med en saa Voldsomhed tilbage , 
som om hun havde rørt ved et glødende Kul . 
Forundret over hendes Heftighed , saae den unge 
Mand paa hende . 
Almas Ansigt var ligbleg , og med vrede , glødende 
Blikke stirrede hun paa ham . 
„ Hvad er der paa Færde , Alma ? “ udbryd han forbauset . 
„ Greven 
— har — en — Datter ? “ hviskede hun . 
„ Jo , tillader Du ham det maaskee ikke ? “ 
„ Og hvad er da hendes Navn ? “ spurgte hun heftigt . 
„ Janette . “ 
Alma gav et høit Skrig fra sig . 
Verner reiste sig hurtig op , og udbrød : 

„ Er Du da bleven gal ? “ 
„ Nei , ikke gal — ikke engang taabelig . Men det 
har jeg været — en enfoldig blind Fjante . Ah , De erindrer 
Dem vel ikke mere , De holdt ikke saameget af det 
Navn , Janette til Deres Føl ! Og jeg — at jeg kunde 
glemme dette svage , elendige , uartige Barn — denne 
Janette , som jeg saa ofte har baaret paa mine Arme . 
Nu , Gud være lovet , hun har følt mine Fingre saa tidt 
jeg kunde komme til at lade hende mærke , hvor meget 
jeg holdt af hende . Altsaa Janette — nei virkelig . “ 
Hun kastede sig paa en Lænestol som stod i den 
anden Ende af Værelset , tog fat paa Shærphen af hendes 
Morgenkjole og rev den i smaa Stykker . 
Verner trak i Klokkestrengen . 
Der viste sig en Tjener i Døren . 
„ Min Hat , “ befalede den unge Mand . 
Saasnart Tjeneren havde forladt dem , reiste Alma 
sig og udbrød : 
„ Du vil dog ikke gaae ? “ 
„ Jo , jeg maa . “ 
„ Førend Frokosten ? “ 
„ Jo , i dette Øieblik . “ 
„ Tag Dig iagt , min Ven — Du kjender mig ikke 
endnu ! Elsk mig , og jeg er din Slavinde . Betroe dine 
Sorger til mig , og jeg vil gaae i Døden for Dig — 
men bedrager Du mig , saa vil jeg ikke forunde mig 

. nogen Ro , førend jeg seer Dig døende for mine Fødder . “ 
„ Jeg frygter mig ikke ! “ sagde Verner leende . „ En 
skinsyg Qvinde , siger mange Ting . “ 
„ Øg gjør det ogsaa ! “ afbrød hun ham . 
„ For mig gjerne—men hun vil aldrig kunde tvinge 
mig at taale hendes Nærværelse , “ svarede han med en 
fornærmelig Kulde . „ Godmorgen ! “ 
Han lettede paa Hatten . 
Ikke istand til at kunde beherske sig længere , sprang 
den unge Pige løs paa ham — hvad hun vilde , vidste hun 
ikke selv ; men førend hun kunde naae ham , havde han 
forladt Værelset , lnkkede hurtig Døren , og dreiede Nøglen 
to Gange omkring i Laasen . 
Alma var indelukket . 
Hun hørte hans lette Skridt da han steg ned af 
Trappen . Hun hørte Yderdøren blive aabnet og lukket 
. . . hun udstødte et fortvivlet Skrig , og kastede sig høit 
hulkende ned paa Tæppet . 
Verner derimod gik saa rolig sin Vei , som om der 
aldeles ikke var passeret Noget . Han satte sig i en Vogn 
og kjørte til Byen i Klubben . 
Efter at have taget en solid Frokost til sig , begav 
han sig til Grev Fly , hvor han lod sig melde . 
Baronesse Dyring var hjemme og modtog ham saa 
rolig , venlig og høflig som altid . Hendes Ansigt forraadte 
intet af den voxende Angst , som hun følte for sin 

Søn . Endnu var der ikke skeet Noget for ham ; Greven 
havde nægtet at gjøre det Mindste for at befrie ham . 
Greven var en egen Mand og meget indskrænket , og 
saadanne Karakterer pleie ved Anfald af Podagra at 
blive meget værre . 
Verner erfarede at Janette var taget ned i Haven , 
hvor hun vilde nyde den friske Morgenluft . 
„ Er hun alene ? “ spurgte den unge Mand . 
„ O nei , Greven følger hende , og Lisette hendes 
Kammerpige . “ 
Efter en kort Konversation med Baronessen , anbefalede 
Verner sig og begav sig ned i den store Have for 
at opsøge Greven og Janette . Hvorfor Janette altid 
valgte en Vei som hun meest yndede , kom sig deraf , at 
hun endnu sledse havde de hemmelige Sammenkomster 
med Adolf i Tanker , som hun her havde havt , men alt 
dette vidste Verner ikke noget af . 
Ved en Ombøining af en Allee , befandt han sig 
pludselig Ansigt til Ansigt med Lisette . 
Sammenfarende af Skræk stod hun stille , alt Blod 
veg fra hendes Ansigt og hendes Læber bævede , da hun 
saae Verner . 
„ Rolig , “ sagde Verner , da hun vilde give sig til 
at skrige . 
„ Jeg har . . . Frøken ! . . . “ slammede hun . 
„ Hvor er Frøken Janette ? “ spurgte den unge Mand . 

„ Øver i den Allee , “ svarede hun pegende med 
Haanden . 
„ Med ham ? “ 
„ Nei . “ 
Verner saae hende i Øinene , og sagde : 
„ De har forberedt denne Sammenkomst ? “ 
Lisette nølede med at svare . 
„ Siig mig Sandheden . De har vistnok gjort det i 
den bedste Mening . “ 
„ Jo , det gjorde jeg paa Ære , Herr Verner ! “ udbrød 
hun . „ Det skete for at frelse Frøkenens Liv ! “ 
„ Hnn var vel meget syg , ikke sandt ? — og nu — 
nu er han kommen ? “ 
„ Nei , ikke endnu . “ 
„ Jeg forstaaer . Te skal her vente paa ham , eller 
give ham et Tegn — det gjør man i saadanne Tilfælde 
— har jeg ikke Ret ? “ 
„ Jo , Herr Verner . Jeg skal sige ham , hvor Frøkenen 
er til at finde . “ 
„ Godt ! fee nu til dette lille Instrument , Lisette . “ 
Med disse Ord tog han en lille , med Guld kunstig 
udlagt Lommeterzerol , og holdt denne Pigen lige under 
Øinene . 
„ Nu har De vel seet den ? Godt , med denne lille 
Tingest træffer jeg min Mand paa tyve Alen , og naar 
den Skurk betræder Alleen , hvori Frøken Janette befinder 

sig , saa skal jeg vide at forhindre denne Sammenkomst . “ 
Lisette bævede tilbage , og udbrød ængstelig : 
Men hvad skal jeg gjøre ? “ 
„ Det er ganske ligefrem . Den Allee hvori Frøken 
Janette for Øieblikket befinder sig , er der paa høire Side , 
— men der er nok en anden , som ligger der tilvenstre , 
De maa vise det Menneske over i den Allee . “ 
„ Og De — De vil flyde ham ned ? “ 
„ Nei , paa Ære , jeg lover , ikke at røre ham . Jeg 
vil kun tale med ham , og saa lade ham gaae . “ 
„ Men min stakkels Frøken ? “ 
Verner hævede Pfifolen , det var hans Svar . 
Lisette forstod ham . 
„ Endnu et Ord , “ sagde Verner , medens han tog 
hende fat i Armen . „ Lov mig , aldrig at sige deres 
Frøken , at dette Menneske har været her ; “ 
„ Aldrig , — det kan jeg ikke love , Herr Verner ! ganske 
vist , det kan jeg ikke . “ 
Han saae vred paa hende , men i det næste Øieblik 
viste der sig et spottende Smiil omkring hans Læber . 
„ Jeg glemte at De var en Qvinde , “ sagde han ! „ De 
kan ikke lade være med at sladdre . Jeg forlanger derfor 
kun , at De er taus i fire Maaneder . Naar De gjør 
det , beholder De deres Plads hos deres Frøken , — 
men er De ulydig faa . . . . . . . . . . . Ah ! “ afbrød han sig her , 
„ der er ban ! “ 

En Skikkelse viste sig i det Fjerne , under Træerne . 
Verner skyndte sig at gaae ind i Alleen til venstre , 
medens han legede med Pistolen , og bankede sig dermed 
paa Tænderne . 
Tyvende Kapitel . 
Skuffelsen . 
Manden under Træerne nærmede sig med lange , 
hurtige Skridt . Det var Adolf Tøndesen . Han havde 
taget Hatten af Hovedet , og svingede den med den høire 
Haand . Hans lange Haar faldt ham ned paa Panden , 
hans Øine glindsede , hans blege Ansigt var bleven rød 
af Bevægelse . Hans hele Fremstillede , forraadte en feberagtig 
Forventning . 
Først kunde han ikke bemærke Lisette , da hun i sin 
Fortvivlelse var ilet efter Verner , men da hun kom 
tilbage , traadte han med raske Skridt hen til hende . 
Lisette stod stille , hun korsede Armene over Brystet ; 
hendes Ansigt var meget blegt , og Musklerne i hendes 
Ansigt , vare i en convulsivisk Bevægelse . 
Adolf forskrcekkedes , og standsede ganske forbauset . 
„ Lisette ! “ udbrød han . 

„ Her er jeg , kjære Herr Tøndesen , “ sagde hun med 
Anstrengelse . 
„ Men De er jo syg ! “ 
„ O , nei det har ikke noget at betyde . “ 
„ Jo , vist stakkels Lisette ! enten er De syg , eller 
ogsaa maa der være forefaldet Noget — noget Skrækkeligt ! “ 
„ Nei , 
Intet ! “ svarede Lisette , medens hun sænkede 
Blikket . Bag hende befandt Alleen sig , hvori Verner 
befandt sig . Hun kunde høre hvorledes Sandet knirkede 
under hans Fødder . Forvirret , og bestyrtet , tog hun 
Adolfs Haand . 
„ De er kommen meget sildig . “ 
„ Sildig ? “ 
Eller Frøkenen er gaaet for tidlig ned i Haven . 
Hun var faa angst , og urolig . Men der er hun ! “ 
Fuld af Angst og Uro ! Disse Ord klang som Musik 
for hans Øren . Og han havde tvivlet paa hende — 
han havde staaet i Begreb med at flye hende . 
„ Der er hun ! “ gjentog Lisette , medens han bedøvet 
af Glæde blev staaende foran hende . 
Hun miste ham den Allee , i hvilken Verner stod 
med korslagte Arme , for her at vente paa sin Rival . 
Pludselig mødtes Begges Øine . 
Verners Blik var fast , rolig og hovmodig , medens 

Adolf , der ikke var forberedt paa dette Møde , med et 
Udtryk af Forundring og Vrede saae paa ham . 
Verner tog først Ordet : 
„ De har ikke ventet at finde mig her , Tøndesen . 
Da vi tidligere har kjendt hinanden , behøver vi ikke at 
gjøre Komplimenter , kun at vi som Rivaler , maa betragte 
os som Fjender , det følger af sig selv . — Men 
jeg har Fordelen paa min Side , og skal ogsaa vide at 
benytte den . — De kunde naturlig ikke vide , at De 
skulde møde mig paa deres Vei , men de vil ikke forundres , 
naar jeg siger Dem , at jeg har været underrettet 
om denne Sammenkomst . 
Adolf mumlede et uforstaaeligt Svar . 
„ Det er en meget simpel Sag , “ vedblev Verner i 
en kold Tone . „ Med hendes Pleiefaders Grev Fly ' s 
Indvilligelse , har Frøken Janette Dyring givet mig Net 
til at værne for hendes Ære , og at beskytte hende for 
' visse Folks Fornærmelser og Paatrængenhed . “ 
Adolfs Øine gnistrede af Vrede , store Sveddraaber 
brød frem paa hans Pande , og for at bekæmpe sin 
Harme knugede han Hænderne for Brystet . 
„ Fornærmelser , — Paatrængenhed ! “ udbrød han . 
„ Jo , jeg benyttede disse Udtryk , — hvorfor , vil 
De nok selv bedst vide . De veed , Herr Tøndesen , paa 
hvilken Maade Frøken Janette er bleven besværet , og 
naar De er en Mand af Ære , vil De kunde vide , hvad 

hun har lidt derved . Jeg troer at hun allerede tidligere 
har gjort et Skridt , som skulde befrie hende for en Forbindelse , 
som hun har været ubetænksom nok til at 
indgaae . — Ved Tilbagegivelsen af et Billede , mener 
man sædvanlig Forbindelsens Ophævelse . Idetmindste 
forstaaer man det saaledes i de høiere Kredse . 
Den hovmodige Tone , hvormed de sidste Ord bleve 
udtalt , traf Adolf i Hjertet . 
„ Men den er ikke hævet , naar man er i Tvivl om 
Billedet virkelig er sendt tilbage af sin Eiermand . 
Muligen kunde der have været fremmede Hænder med 
i Spillet , “ svarede han . 
Verner dreiede paa sine Moustager . 
„ Lad os ikke dvæle ved det , “ vedblev Verner . „ Jeg 
har altid søgt at undgaae Forklaringer ; jeg hader 
dem , og her er Gjerningen jo saa klar som mulig . 
Det lader til , at De ikke rigtig har opfattet den unge 
Dames Forklaring . Det har gjort hende hjertelig ondt , 
men da hun maatte finde , at De , Herr Tøndesen , 
trods hendes tydelige Forklaring , endnu vedblev at 
gjøre Dem Forhaabninger , saa har hun anmodet Dem 
om denne lille Sammenkomst , for tydeligere at sige Dem 
hendes Mening . “ 
„ Nei , — ikke til Dem ! “ sagde Adolf Tøndesen 
bittert . — 
„ De har Ret , “ svarede Verner . „ Det var hendes 

Hensigt , selv at tale med Dem , og at sige Dem den 
fulde Sandhed . Men hun er ikke stærk — enhver 
Sindsbevægelse virker fladelig paa hende . Derfor har 
hun bedet mig om at gjøre hende den Tjeneste , at tale 
med Dem , og sige Dem med rene Ord , at deres Paatrængenhed 
i Fremtiden maatte ophøre . 
Adolf faae mistroisk paa ham . 
„ Disse Ord skulde Frøken Janette have yttret ? “ sagde 
han tvivlende . 
„ Nei , jeg paastaaer ikke , at være saa lykkelig , at 
kunde huske hvert Ord as hendes Mund , men hendes 
Mening har jeg forhaabentlig gjengivet , i ligesaa skaanende 
som lydelige Ord . Ah , der er hun selv ! “ 
Det var hende . Hun havde betraadt Alleen for at 
opsøge Lisette , og blev staaendes , aldeles som om hun 
var forvandlet til Steen , da hun fik Øie paa Verner 
og Adolf . Hun formaaede hverken at tale , eller at 
røre sig . 
Verner gik hen til hende . 
„ Herr Tøndesen , elskede Janette , “ sagde han til 
hende . I Deres Fraværelse har jeg forsøgt at gjøre ham 
klar , Hvad De ønsker . “ 
Hendes Læber bevægede sig , men man kunde ikke 
høre nogen Lyd . 
„ Jeg har sagt ham , at deres Forlovelse ikke tillod 
Dem , at holde Omgang med Personer , der ikke hørte 

til de fornemme Kredse ; og da han betvivlede Sandheden , 
at det var med deres Indvilligelse , at jeg skulde 
give ham deres Mening tilkjende , spørger jeg Dem , om 
det ikke forholder sig saadan . “ 
„ At maatte sige ja , vor Dødsqval for hende , men 
hendes Forlovedes Dine hvilede strengt paa Janette , 
og hun vovede ikke at modsige . 
„ Jo , “ hviskede hun . 
„ De har hørt det , Herr Tøndesen , “ sagde Verner 
til Adolf , som stod aldeles maalløs , og stirrede paa den 
Elskede . 
„ Jeg hører ! “ udbrød han endelig . „ Men Janette 
Janette , kunde det være Deres Hensigt ? Har De virkelig 
ladet mig kalde , for paa denne Maade at fornærme 
og fornedre mig ? “ 
„ Om Forladelse , “ sagde Verner : „ jeg kan ikke længere 
tillade at De benytter Dem af saa fortvivlende 
Udbrud . Frøken Janette , er ikke stærk nok til at kunde 
taale , at høre paa Dem . “ 
„ Frøkenen vil være stærk nok , til at svare Ja eller 
Nei , “ svarede Adolf . 
„ Jo , og hun vil vistnok ogsaa gjøre det Herr Tøndesen , 
kun maa De ikke være saa heftig , og fremstille 
deres Spørgsmaal noget klarere . Naar jeg ret har 
forstaaet Dem , saa er Indholdet af deres Forespørgsel 
den : om Frøken Janette min Forlovede Brud , som De 

veed — har ladet Dem kalde hertil , for af fornye sit 
tidligere Forhold med Dem , eller om det er hendes Mening 
af bede Dem om , af forskaane hende i Fremtiden 
med Deres Paatrængenhed . Ikke sandt , det er Deres 
Spørgsmaal ? “ 
„ Jo , det er . “ 
„ Og hvad vil Frøken Janette svare derpaa ? “ spurgte 
Verner . 
Janette var allerede i Begreb med af svare som 
Hjertet indgav hende , uden af betænke Følgerne , — men 
i dette Moment , da hun aabnede Læberne for af svare , 
kom Grev Fly spadserendes , og i hans Nærværelse sank 
hendes Mod . 
„ Hvorledes , Verner og — Herr Tøndesen ? “ udbrød 
Greven forundret . „ Hvad har det af betyde ? “ 
„ Sagen forholder sig saaledes . Herr Tøndesen ønskede 
af høre sin Skjæbne udtalt af Eders Dalters egen 
Mund , “ sagde Verner . 
„ Hans Skjæbne ! “ udbrød Greven . „ Afsindighed ! 
intet andet end Dumhed— som jeg ikke vil høre et Ord 
af . Forlad os , min . Herre . Deres Aasyn kan kun være 
piinlig for min Datter , og jeg ønsker ikke at see hende 
besværet . — Janette siig til den Herre at han skal forsøie 
sig . “ 
Janette mærkede nok at det ikke var det rigtige 
Øieblik til at sige sin Hjertens Mening . Forstillelse var 

derfor det eneste Middel til at forsone Faderen , og ham 
— naar det kunde tænkes for mulig , — at vinde ham , 
for sig . Hun tog sit hele Mod sammen : 
„ Jeg beder Dem , min Herre , forlad os ! “ sagde hun . 
„ Er det Eders oprigtige Ønske , min Frøken ? “ 
. Ja ! “ 
„ Og De ønsker ligeledes fat Alt skal være afgjort 
imellem os ? “ 
Hun bøiede Hovedet og saae ned foran sig . 
„ Saa maa Himlen ogsaa belønne Dem for Deres 
hjerteløse Falskhed , som De fortjener det ! udbrød Adolf 
i Fortvivlelse . Endnu et glødende Blik kastede han 
paa den unge Pige , derpaa ilede han bort med hurtige 
Skridt . 
Janette udstødte et svagt Skrig , og faldt i Armene 
paa sin Fader . 
To Timer senere kom Adolf tilbage til sit Hjem , hvor 
Hjelmskjold laae i Vinduet og røg sig en Cigar . Da 
Døren blev aabnet vendte han sig hurtig om . 
„ Min Gud , hvad er der dog skeet ? “ udbrød han . 
Vennens blege Ansigt , de med Blod underløbne Øine , 
de bævende Læber , gave et taus Svar . Som en Beruset 
tumlede Adolf hen til den første Stol og kastede sig ned 
derpaa . 
Hjelmskjold greb hans brændende Haand . 
Flere Minutter taug Begge ; endelig spurgte han : 

„ Har Du seet hende , stakkels Ven ? “ 
“ ^a . 
„ Og har maaskee erfaret det Værste ? “ 
„ Jo , det Værste . “ 
En hed lidenskabelig Taarestrøm , hvori han udbrød , 
forskaffede ham nogen Lettelse . Men dette Udbrud varede 
ikke ret længe . Da Adolf hævede sit Hoved , vare 
hans Øine vel røde af Graad , men han havde fattet sig . 
„ Kom , Hjelmskjold , Alt er bered , “ sagde han . „ Saa 
lad det da skee , allerede i denne Nat . “ 
Hjelmskjold raadede til af alle Kræfter . Han havde 
kun holdt Vennen tilbage , i det Haab , at der endnu 
kunde fler Noget , som kunde have givet ham nogen 
Trøst og Haab med paa Reisen . Det lod ogsaa 
til som om dette skulde gaae i Opfyldelse , da Lisette selv 
havde været hos Adolf , og bestilt ham til det Møde i 
Haven , som tog en saa tragisk Ende . 
I al Tilfælde var der nu ingen Grund mere at 
udsætte Afreisen ; det sidste Baand var brüsten . Adolf 
kunde nu ikke gjøre Bedre , end med en rask Beslutning 
at udrive sig af denne Elendighed . 
Den hele Dag stod Hjelmskjold trolig ved hans Side 
for at hjælpe ham . Han besørgede Pakkerne til Godstoget , 
tillige alle disse smaa Ubetydeligheder der ved en 
Reise forefalder , og da Aftenen kom , overraskede han 
Adolf med den Efterretning at Alt var beredt . 

Adolf havde hele Dagen siddet ved Vinduet , hvor 
han med aandsfraværende Blikke havde stirret ned paa 
Gaden , uden at see eller høre noget . Da Hjelmskjold 
derfor meldte ham , at Vognen holdt for Døren , sprang 
han op og kastede sig til Vennens Bryst . 
„ Min kjære , gamle Dreng ! “ udbrød han , „ hvad 
fluide jeg i denne tunge Tid have gjort , hvis Du ikke 
trolig havde hjulpet mig ? og hvad skal der blive af mig , 
naar jeg ikke har Dig mere . Dig , som Du har været 
mit andet Jeg . “ 
„ Allerede godt , Adolf ! “ svarede Hjelmskjold , der meget 
yndede at skjule sit varmtfølende Hjerte under et kold 
Ydre . „ Jeg er jo endnu hos Dig , som Du seer , og 
sfilles ikke fra Dig førend Du har betraadt Skibet . “ 
Begge Venner havde afgjort for længere Tid 
siden , at Hjelmfkjold skulde følge Adolf til Hamborg , og 
blive hos ham indtil Skibet skulde seile . 
Vennerne naaede Banegaarden til rette Tid , for at 
tage afsted med Syvtoget . Hjelmskjold valgte en tomtstaaende 
Coupee , første Klasse , umiddelbart bagved Locomotivet , 
og kort efter at have taget Plads , satte Toget 
sig i Bevægelse . 
Den næste Morgen sad Greven og Baronessen ved 
Frokostbordet . 

Efter at have læst Morgenavisen , rakte han den til 
Baronessen med den Yttring : 
„ Der er skeet en Ulykke paa Jernbanen igaar Astes . “ 
Han pegede paa det betegnede Sted , hvor det stod . 
Baronessen læste : 
„ Det Tog , som afgik igaar Aftes Klokken syv , kom 
ved et ulykkeligt Tilfælde ud af Skinnerne . Derved 
sprang Dampkjædelen i Lokomotivet . Lokomotivføreren , 
hans Medhjælper og flere Passagerer ere døde . De 
Saaredes Antal er meget stor . Ulykken er skeet i Nærheden 
af Frederiksborg . Nærmere Efterretninger bringer 
det næste Nummer . “ 
„ De Ulykkelige , “ sagde Baronessen medlidende . „ Jeg 
er nysgjerrig efter at høre om Nogle af vore Bekjendte 
ere deriblandt . “ 
Enogtyvende Kapitel 
En frygtelig Nat . 
Dyring og Rosa traadte ud af det forladte Huus 
og ilede fremad i den mørke Nat . 
Luften var skarp og kold . 
Den syge Rosa skjælvede over hele Legemet . Det 

var hende , som om hun havde et Saar i Brystet , og 
som pinte hende forfærdelig . Hvad det havde at betyde , 
vidste hun ligesaalidt som det Blod der var den sidste 
Nat faldet i Draaber ud af hendes Mund . 
Stakkels Rosa . 
Hun beklagede sig ikke over det , hvad hun følte , 
og Dyring bemærkede ikke at hun en Gang imellem blev 
angreben af en voldsom Skjælven . Han var altfor meget 
beskjæftiget med sig selv og sine Tanker , som uafbrudt 
drev ham fremad . 
At han blev overalt iagttaget og forfulgt , det var 
allerede bleven til en fix Idee hos ham . 
„ Kom , mit Barn , kom Rosa , kom , kom ! “ hviskede 
han Tid efter anden til hende , og trak hende rask efter sig . 
Rosa kunde ikke ile saa rask afsted som han forlangte det . 
Hendes svage Fødder tillade hende ikke at holde Skridt 
med Faderen , men hun gjorde hvad hun formaaede . 
En lang Tid vovede hun ikke at tiltale Faderen , men 
da de havde naaet en afsides liggende Gade i Byen og 
Dyring havde sagtnet sine Skridt , spurgte hun : 
„ Hvor gaae vi hen , kjære Fader ? “ 
„ Stille ! “ udbrød han , og saae ængstelig omkring sig ; 
„ der — see der — til den Side ! “ Han pegede paa 
Skyggen af et Huus . 
„ Jeg kan ikke see Noget ! “ sagde Rosa . 
„ Kan Du ikke see Noget ? Hvor har Du da dine 

Øine , Pige ! “ udbrød han heftig . „ Grev Flys Spioner 
ere overalt . Fremad , fremad ! “ 
Han trak hende stedse hurtigere med sig . De gjennemilede 
den ene Gade efter den anden . Rosa tog al 
sin Kraft sammen , men hun var for svag , altfor syg til 
at hun ret længe kunde holde sig opreist . Pludselig sank 
hun i Knæ . Et Øieblik slæbte hun sig fremad ved at 
holde sig fast ved Faderens Arm , men derpaa lod hun 
sig falde ned paa Trapperne af et Huus , som de netop 
passerede . 
„ Jeg maa hvile mig et Øieblik ! “ sagde hun . „ Bliv 
ikke vred , kjære Fader . Jeg skal strax reise mig igjen . “ 
Dyring udstødte et undertrykt Skrig og saae med 
ængstelige Blikke omkring sig . Derpaa bøiede han sig ned 
over sin Datter , kyssede hende , og gik derpaa utaalmodig 
frem og tilbage . Selv Kjærligheden til sit Barn 
var traadt tilbage for den Frygt , der bemestrede sig ham . 
Rosa bemærkede dette , og det smertede hende . Denne 
Forsinkelse ærgrede ham — men hun var saa svag , saa 
forfærdelig svag . 
„ Kom nu Rosa , “ sagde han , da hun havde hvilet 
sig en Stund . „ Lad os nu komme videre . “ 
Han strakte sin Haand ud for at hjælpe hende til 
at reise sig , hun greb ogsaa efter den , men i næste 
Øieblik faldt den kraftløs tilbage . 
„ O , min Gud , jeg kan ikke ! — Jeg kan ikke gaae 

videre , “ klagede hun . „ Lad mig blive tilbags , kjære 
Fader — gaae Du , og lad mig alene , om kort Tid vil 
jeg nok være kraftigere , saa skal jeg ile efter Dig , hvor 
hen Du vil . Siig mig kun , hvor jeg kan finde Dig , 
Du kan stole paa at jeg skal komme . “ 
„ Du veed ikke hvad Du forlanger , “ sagde han . 
„ Du er selv i Fare , ligesaagodt som jeg . Naar man 
slaaer Løven ihjel , saa skaaner man heller ikke Ungerne . 
For at sikkre sit Barns Lykke , frygter han vistnok ikke 
for at berøve mig , Dig . Men vi skal vide at undgaae 
ham . Jeg vil ende mine Dage som en Greve , ligesom 
Dn skal leve længe og lykkelig , og man skal kalde Dig 
for Comtesse . 
Det er et smukt , stoll Ord , Comtesse — synes 
Du ikke ? “ 
Frygtsomt veg Rosa tilbage for sin Fader . Hans 
Ord bragte hende paany paa den Tanke , at han havde 
mistet Forstanden . Og det kunde virkelig ikke nægtes , 
om han virkelig var bleven vanvittig , ved de skrækkelige 
Begivenheder , som han havde oplevet i de to sidste 
Dage . — 
Til disse ville vi nu henvende vor Opmærksomhed . 
Da Døren , med et lydelig Brag var faldet i Laas , 
hvorigjennem han var bleven stødt ned , befandt han 
sig i en underjordisk Kjælder , som var opfyldt af en 
mudderagtig Luft . Det var bælgmørkt rundt omkring 

ham , Jorden var klam og slibrig ; og Dunsten , som opsteg 
fra Samme , gjorde det næsten umulig for ham at 
trække Veiret . 
Dyring forstod at han var falden som et Offer , 
for et lavt Forræderi , og at den Mand der havde lokket 
ham i denne Snare , var bleven staaende udenfor Døren . 
Han begyndte nu at skrige saa høit som han formaaede , 
men Lyden mødte kun med en dump Klang til hans 
egne Øre , - ethvert Skrig , som han udbrød , havde 
en mangfoldig Ekko , som tabte sig langt borte . Den 
Fangne kom derfor til den Erkjendelse , at han maatte 
befinde sig i et uhyre stort Rum . 
Var han i en Hule , eller i en forladt Kjælder , 
eller maaskee i en Grøft , hvori den Levende skulde finde 
sin Grav ? 
Disse Spørgsmaal trængte sig altid ind paa den 
Ulykkelige . 
En Ting var uden Tvivl . Grev Fly havde begaaet 
en Niddingsdaad imod ham . Uagtet hans smilende 
Aasyn og hans tilsyneladende Gavmildhed , var han , 
naar det handlede sig om hans egen Interesse , en slet 
forræderisk , og samvittigløs Nidding . 
At det kunde være en Anden , som havde begaaet 
denne Gjerning , det faldt ham aldeles ikke ind . Forfærdef 
maatte han tilstaa , at naar han døde her , maaskee 

sulte ihjel , hvem kunde da vide at Grev Fly var Morderen . 
Hemmeligheden døde da med ham . 
Alle disse Tanker , stormede trykkende ind paa ham 
medens hans Skrig forsvandt i det Fjerne , derpaa tog 
han den Beslutning , ikke at vilde dø , soni et vildt Dyr , 
og han besluttede at gjennemsøge hele Kjælderen , for 
om muligen at finde en Udvei . 
Uforsigtig stormede han derpaa fremad . Hans 
Fødder sank ved hvert Skridt som han gjorde , dyrkere 
ned i Dyndet og pludselig stødte han sit Hoved 
med en saadan Voldsomhed imod en Munr , at han for 
et Øieblik blev aldeles bedøvet . 
Da han var kommen til sig selv , undersøgte han 
hvad det var for en Munr , og han fandt da , at det 
var en Mellemvæg . Langsom gik han langs med Aluren , 
og ved at føle sig for , naaede han tilsidst en Aabning . 
Denne havde ved et Tilfælde dannet sig ; flere 
af Stenene havde løst sig , og vare sunken dybt ned i 
den fugtige Jordbund . Ten Aabning som derved var 
fremkommen var stor nok til , at Dyring kunde krybe 
derigjennem . 
Med mere Mod gik han nu fremad . 
Ogsaa her følte han en fugtig Jordbund under 
sine Fødder , igjen en Munr ved hans Side , og som han 
kunde høre paa Lyden af sin Stemme , troede han at 
maatte befinde sig i en Hvælving . Langsom og forsigtig 

skred han igjen fremad . Derpaa stødte han igjen paa 
en Munr , saa paa en Støtte , og endelig kom han til 
den Overbeviisning , at han befandt sig i en Række af 
underjordiske Kjældere . 
Luften blev mere og mere trykkende , og det var 
havi neppe mulig at drage sit Veir , hans Lemmer 
tabte deres Kræfter , og en kold Sved brød frem paa 
hans Pande . 
Hvad skulde han gjøre ? 
Saa galt som Hans Tilstand for Øieblikket var , 
vilde den ikke blive værre ved at trænge jvidere fremad ? 
I denne Betrængthed kastede Dyring sig ned paa 
sine Knæ , og bad til Guv , at han dog vilde hjælpe ham 
i denne sin Nød , og redde ham fra Døden . Men medens 
han bad , opsteg der Tanker og Ønsker hos ham , 
som ikke burde nærme sig til Guds almægtige Naade ved 
Tanker paa lidt Uret , og det glødende Ønske efter 
Hævn . 
„ Naar jeg levende forlader denne Hvælving , “ udbrød 
hail høit , „ saa sværger jeg , at jeg ikke vil unde mig Ro , 
førend jeg har taget Hævn . Du er stor og mægtig 
Grev Fly men dine Skarnagtigh ' eder ere større end Alt , 
og jeg gjør en god Gjerning , ved at bøie Dit Hovmod 
og bryder Staven over Dit falske Hjerte . Jeg vil ikke 
hvile førend det er fuldbragt . Jeg skal baade kaste Dig 
og Din letsindige Datter , i den velfortjente Skam og 

Armod , som Du havde tiltænkt mig . Jeg skal ikke have 
Medlidenhed med Eder . 
Disse Tanker gav han : nye Kræfter . 
Han reiste sig op og vandrede derpaa rastløs 
fremad , tilsyneladende fra den ene Kjælder i den anden , 
uden at naae noget Maal for sin Vandring , 
I det dybeste Mørke forfulgte han sin Vei . Træt , 
grædende , og forfærdeligt sulten gik han fremad . Sommetider 
stødte han sig paa en Væg eller Støtte — men 
ingensteds fandt han en Trappe , Dør , eller Aabning 
hvorigjennem han kunde frelse sig . 
Dyring blev niere og mere opbragt imod den djævælske 
Grev Fly , som han jo troede var Ophavsmanden 
til den Ondskab , som han var bleven et Bytte for . 
Fuldstændig udmattet , kastede den Ulykkelige sig ned 
paa det fugtige Jordbund , og udbrød i en bitter , fortvivlende 
Graad Han kunde ikke gaae videre af Mathed , 
lænede sit Hoved imod den klamme Væg , og saldt 
af Udmattelse i en dyb Søvn . 
Flere Timer havde Tyring i denne ubehagelige 
Stilling hvilet sig ; pludselig vaagnede han , og der varede 
en Stund , førend han kunde besinde sig , hvor 
han var . 
„ Stakkels Rosa ! “ det var hans første Tanke . 
— „ Stakkels Barn — hvilken Angst maa hun ikke være 
i ? Og er hun ikke ligeledes truet af mine Fjender ? 

Store Gud , naar man nu ogsaa havde bortslcebt hende , 
for at skaffe hende af Veien ! “ 
Han sprang op , hans Lemmer vare kolde og stive . 
Hans Mund var udtørret , Tunge og Ganen brændte 
paa ham , og han led af en forfærdelig Tørst . 
Rundt omkring ham herskede et dybt Mørke . Var 
det Tag eller Nat ? Dyring begyndte at regne efter , 
men han kom til ingen Resullat . 
Efter hans Udmattelse at regne , maatte han allerede 
befinde sig i et par Dage i disse ' underjordiske 
Kjældere . 
Endnu engang begyndte den Ulykkelige paa sin 
trøstløfe Vandring . — Da Tilfældigviis , ved at see 
op imod Hvælvingens Loft , bemærkede han et lysf og glimrende 
Punkt . Var det en Straale af Dagens Lys ? 
Paany oplivet vandrede han fremad — pludseligt forsvandt 
Lysningen . Forgjæves gik han frem og tilbage , 
det viste sig ikke igjen . 
Han var uden at han selv havde lagt Mærke dertil , 
kommen ind i et andet Rum , og paa den Maade 
havde han tabt det lysende Punkt af Syne . 
Der forløb igjen en lang Tid paa samme Maade , 
som førend hans Søvn . Han vandrede fremad i Mørket , 
med det svage Haab , at finde en Udvei , og i dødelig 
Angst for at lide Hungerens Qvaler . 
Pludselig trængte paany en Lysstraale ned til ham . 

Først var det kun en lille svag Straale , som viste sig 
for ham , men da han gik nærmære , blev den altid slørre . 
Hans Haab voxede paany . Han slyrtede løs paa det 
lyse Punkt , som maaskee kunde give ham en Veiledning 
til Frelse , men denne Hast havde nær berøvet ham 
Livet . 
Lyset som trængte herned , kom igjennem et rundt 
Hul . Da Dyring slyrtede frem , slødte han med en voldsom 
Kraft imod en forfalden Muur , der omgav en Brønds 
og ved det pludselige Stød slyrtede en Deel af Muren , 
med en voldsom Støi ned i Dybet . 
Et Øieblik var Alting tyst — derpaa hørte man en 
pladskende Lyd . 
Han begreb strax Aarsagen . Stenene vare slyrtede 
ned i en Brønd . Den runde Muur var en Omfatning . 
af Brønden , og Vandet befandt sig i en Dybde af flere 
hundrede Fod . 
Tyring skjælvede . Kun et Underværk havde frelst 
ham fra at slyrte med ned . 
Et Øieblik stod han tvivlraadig . Det var udentvivl , 
at denne Brønd kunde blive Veien til hans Frelse , , 
men hvor farligt var det ikke at betræde den . Muurværket 
var skrøbeligt , og nærved at slyrte sammen . 
Hans Kræfter vare svækkede , og Aabningen af Brønden : 
var maaskee ligesaa langt borte , som dens Dybde . 

Efter det første Haab , ved Troen om at kunde 
frelse sig , faldt han tilbage i en dyb Fortvivlelse . 
Maaskee var han bukket under , i denne sin nedbrudte 
Tilstand — men nei ! hans Død vilde jo være 
en Triumpf for Grev Fly ! og ved denne Tanke sprang 
han op . Hans Kraft og Energi havde paa engang 
vunden Styrke . 
„ Jeg vil leve ! “ raabte han , „ og kommer jeg levende 
herfra , da vee Dig , du Usling , jeg skal hævne mig . “ 
Han kastede sig nu plat ned paa Jorden , kryb forsigtig 
saalangt over Randen af Muren , at han kunde 
see derind , og saae nu op og ned af Brønden , for at 
beregne hvor høit den var . Dens Dybde kunde han 
ikke opdage , men med større Glæde bemærkede han , 
at det Hul som han havde gjort i Muren , var ikke langt 
fjernet fra den øverste Rand af Brønden , og løb meget 
smalt i Veiret . 
Men derfor var det dog et farefuld Foretagende , 
ved denne Vei at søge sin Redning . 
Nedenunder ham var der en mørk umaadelig 
Dybde , rundtomkring ham truede Muren at styrte over 
ham , og hans Kræfter vare betydelig svækkede . Den 
eneste Mulighed at vinde Udgangen var den at han 
maatte støtte Ryggen imod den ene Side af Brønden , 
og Benene imod den anden , for paa den Maade at arbeide 

sig opad . Styrtede Muren sammen , som paa det 
Sted hvor han befandt sig , var han redningsløs fortabt . 
Ved denne Tanke truede hans Mod at forlade Hain 
-- men Erindringen om hans Morder , gav ham nye 
Kræfter , og han udbrød : 
„ Jeg vil , og jeg maa leve for at hævne mig ! “ 
Han lagde sig nu paa Ryggen , og sknppede sig 
saaledes fremad , indtil hans Fødder havde berørt den 
modsatte Side . Dyrings Been vare meget lange , men 
dog ikke lange nok , til at han kunde holde sig fast , ved 
at støtte sig med Benene og Ryggen imod Brøndens 
Vægge . Han maatte tage Armene tilhjælp , og arbeidede 
sig nu i denne Stilling opad . 
I denne forfærdelige Stilling , svævende imellem 
Liv og Død blev han truet af et uforventendes Tilfælde . 
Eu Steen som havde løst sig fra oven , faldt ned og 
streifede den Ulykkelige . Han tabte for Øieblikket Aandsnærværelse « , 
og gled flere Fod nedad . 
Men Fortvivlelsens Kraft reddede ham ogsaa denne 
Gang , med Albuerne Hænder og Fødderne , arbeidede 
han sig nu igjen opad . Dei varede for ham en forfærdelig 
lang Tid , førend han naaede den øverste Rand 
af Aabningen — og da han endelig havde naaet den , 
maatte han endnu søge sig et fast Holdepunkt , hvor han 
med Anstrengelse af alle sine Kræfter , svingede sig over 
Randen , og ned paa den faste Jordbund . 

„ Gud være lovet og takket/ ' udbrød han , og hele 
hans Udmattelse var glemt , over Glæden at være frelst 
fra den ham tiltænkte Død . 
Det Øvrige er snart fortalt . Dyring var bleven 
lokket til en forfalden gammel Stald . Under denne 
Bygning var der flere underjordiske Kjældere , og denne 
Bygning , havde den skjændige Snøde valgt , til at fuldføre 
sin forfærdelige Gjerning . . 
Kun Tilfældet frelste Dyrings Liv . Da han saa 
voldsom stødte imod Muren til Brønden , kom derved 
den Aabning tilsyne , som blev ham en Vei til Frelse . 
Toogtyvende Kapitel . 
Ved Frederiksberg . 
De sidst fortalte Begivenheder , vil være nok , til at 
forklare sig det Had , som Dyring nærede imod Grev 
Fly . Næsten berøvet alt Haab , for at vende tilbage , 
havde han svoret , at vilde hævne sig frygtelig paa sin 
Modstander . Himlen havde hørt ham , han var nu frelst , 
og vi finde ham nu , hvor han med ængstelig Hast , 
flygtede med sin Datter fra sit Hjem . 
I hans Opirrelse , formaaede han ikke at tage 

Notits af Nosas Svaghed , og selv Kjærligheden til hans 
Datter , maatte her træde i Baggrunden . 
„ Kom , kom ! “ raabte han opmuntrende . 
Rosa forsøgte at reise sig , men hun svimlede , og 
sank tungt tilbage , » formanende kun at flæbe sig et 
Skridt fremad . 
Dyring løb frem og tilbage , rasende over dette 
Ophold . Saa tidt som han hørte Skridt nærme sig , 
forskrækkede » han , og gjemte sig i Skyggen af Husene . 
Lykkeligviis var der paa denne Tid af Natten , kun faa 
Folk paa Gaden . 
Pludselig kom en let Vogn hurtig kjørendes op ad 
Gaden , og til Dyrings store Forfærdelse standsede denne , 
ligefor det Huus paa hvis Trappe den stakkels Rosa 
var sunken ned . 
To Damer i kostbare , stærk parfumerede Silkekjoler , 
stege ud af Vognen , og befalede Kudsken til at vente 
paa dem . 
„ Holla — Dem der , flyt Dem lidt til Siden ! “ 
udbrød den Største og Kjønneste af dem , da hun bemærkede 
Rosa siddende paa Trapperne . 
Rosa forsøgte at reise sig op . 
„ Det er min Datter — hun er syg ! “ sagde Dyring 
bedende . 
„ Dumhed , — jeg lader mig ikke putte Blaar i . 
Øinene ! “ svarede Damen med en styg Latter . . 

Dyring gjorde sig Umage , for at løfte den stakkels 
Syge op , da den anden Dame lagde sig derimellem . 
„ Hun er syg , Lydia — vær ikke saa uvenlig , “ 
sagde hun , medens hun bøiede sig ned , og betragtede 
med Forundring Nosas blege og smukke Ansigt . Derpaa 
vedblev hun : 
„ Hvor kommer De fra ? — Frygt ikke , Lydia mener 
det ikke saa ondt . — Men hvorledes kommer Te hertil 
paa denne Tid ? Har De ingen Opholdsted ? “ 
I den Spørgendes Stemme laae der noget blødt 
og hjerteligt , som gjorde Rosa godt . 
„ Jo , vi har et Hjem , “ svarede Rosa . „ Men paa 
Veien blev jeg træt , og maatte sætte mig ned . Jeg 
har været syg , og Natteluften er altfor skarpt for mig . “ 
Et Anfald af Hoste afbrød hendes Tale — hun 
skjælvede , og svøbte sig tættere ind i sit tynde Shawl . 
„ Lydia , “ sagde den venligste af Damerne . „ Tag 
hende med paa dit Værelse , og giv hende Noget for 
Forkølelsen . Eller skal vi lade Dem kjøre til deres 
Bopæl ? “ 
„ Narrestreger , Alma ! “ svarede den Anden . „ Naar 
Du har Lyst , saa kan Du give Dem en Gave , men saa 
flynd Dig og kom indenfor . “ 
Alma ventede . Hun havde Indsigt nok til at 
erkjende , at disse to Mennesker ikke kunde være nogle 
almindelige Tiggere , og maaskee var hendes Hjerte 

bleven blød , ved det som var passeret om Formiddagen , 
imellem hende og Verner , hvisaarsag hun følte Medlidenhed 
med den syge Pige . 
„ Lad mig vide , hvor De boer , “ sagde hun til 
Dyring . „ Kudsken kan kjøre Dem hjem . Jeg bliver 
saalænge her hos min Veninde , og naar han kommer 
tilbage , saa kan han kjøre mig til mit Hjem . Altsaa 
hvorhen vil De kjøre ? “ 
Dyring ventede med at svare . Hans Omsorg for 
Rosa var i Modsfrid med sin Mistanke . Hvem kunde 
vide , om disse Damer ikke ogsaa stod i hans Fjendes 
Tjeneste ? Men han maatte svare , og ved et pludselig 
Tilfælde sagde han : 
„ Til Jernbanen . “ 
„ Vil De da kjøre med Morgentoget ? “ 
„ Jo , med det Første . “ 
„ Og paa hvilken Bane ? “ 
„ Det , — det kan være mig det samme . “ 
„ Men hvilken Retning vil De tage ? “ 
„ Hvorfor spørge De ? Hvorfor ønsker De det saa 
nøiagtigt at vide ? “ spurgte Dyring mistroisk . „ Man 
har underkjøbt Dem — tilstaae det kun . Jeg tænkte 
mig det strax . Den Barmhjertighed som De viste os , 
har røbet Dem . “ 
„ O , Fader , Fader ! “ raabte Rosa , og løftede sine 

svage Hævder imod Faderen . „ Fader , hvorfor er Du 
idag saa besynderlig ? “ 
„ Mærkværdig ! “ raabte Lydia , som var bleven staaende 
ved Døren og saae med en haanlig Mine ned paa den 
blødhjertede Alma . „ Det er den rene Komedie . Kom 
nu Alma , og lad disse Folk sørge for sig selv . “ 
Men Alma var ligesaa nysgjerrig som godmodig . 
„ Hvad mener De ? “ begyndte hun i en venlig Tone . 
„ Jeg vilde kun vise Dem og den unge Pige en ubetydelig 
Tjeneste . . . . “ 
„ Ja — i hans Interesse ! “ afbrød han hende . 
„ I hvis Interesse ? Jeg sværger Dem til , at jeg 
ikke forstaaer nogen af Deres Hentydninger . “ 
„ O , naturligviis ! Sværge , lyve og hykle , det hører 
til den Opgave , som man har givet Dem . Hvorledes 
kunde De fluffe mig , uden at gribe til disse Dyder . 
Men jeg kjender Dem - Dem og Greven . Hvorledes 
— De forsfrækkes ? Jeg har tydelig bemærket det . “ 
Da Dyring omtalte Greven , var Alma kommen til 
at skjælve . 
„ Greven ? “ gjentog hun . 
„ Ja , netop Greven . De kan see at jeg veed Alt . 
Jeg kan tydelig læse det paa Deres Ansigt . Men gaae 
— gaae hen til den Samvittighedsløse , og siig ham at 
hans djævelsfe Plan er mislykket . Siig til ham , at jeg 
holder mine Øine aabne og kan gjennemflue alle hans 

Anslag paa mit Liv . Skjøndt jeg tilsyneladende kun er 
en stakkels hjælpeløs Mand , saa vil jeg trodse ham til 
enhver Tid og hævne mig frygtelig . — Kom nu , min 
Datter , — nn maa Du have udhvilet Dig , kom nu og 
lad os gaae . “ 
Han bøiede sig ned for at hjælpe hende op . 
„ Bliv , min Herre ! “ udbrød Alma , og lagde sin Haand 
paa hans Skulder . 
„ Bug fra mig , Djævel , hvad vil Du mig ? “ svarede 
han . 
„ De maa høre mig , “ vedblev Alma heftig . „ Idag 
er der forefaldet noget Forunderligt , og ved det De der 
siger , bliver Sagen noget mere indviklet . De taler om 
en fornem Herre , som skal have tilføiet Dem noget 
Ondt . . . . “ 
„ Skal have ? “ afbrød Dyring hende . „ Er det maaskee 
ingen Uret at stjæle min Titel , forbruge min Formue 
og tragte mig efter Livet — ligesom om det var 
formeget at vi levede sammen i en By . “ 
„ Alma , hvad er det dog for meningsløs Snak ? “ 
udbrød Lydia , som med Utaalmodighed stod og hørte 
paa den Scene . „ Den Gamle er gaaet fra Forstanden , 
kan Du ikke begribe det ? “ 
„ Jeg beder Dig , lad mig være i Fred , “ sagde Alma 
— hvorpaa hun atter henvendte sig til Dyring . 
„ Vil De sige mig Navnet paa Deres Fjende ? “ 

„ Jeg skal sige Dem Navnet paa den Skurk ? De 
kjender ham jo godt . “ 
„ Er det ikke Grev Fly ? “ spurgte hun . 
„ Og naar det nu var ham . “ 
Han saae paa hende med et Blik som om det skulde 
trænge ind til Hjertet . 
„ Jeg tænkte det nok , “ vedblev hun , „ men siig mig 
nu ogsaa , om jeg gjætter rigtig , naar jeg nævner Deres 
Navn ! “ 
„ Lad høre ! “ 
„ Hedder Te Tyring Tøndesen ? “ 
Han traadte flere Skridt tilbage . 
„ Og Te paastaaer at Te ikke staaer i hans Tjeneste ? “ 
udbrød han . „ Te har ikke kjendt mig , og har kun villet 
vise mig og mit Barn en Tjeneste ? — Bort , falske 
Qvinde — gaae afveien ! Jeg kjender Dem — jeg kan 
see Hestefoden — bort med Dem ! “ 
Medens han talede , vare Almas Tanker i en feberagtig 
Bevægelse . Her tilbød sig hende et Middel til at 
slukke sin Hævntørst , og uden Tøven besluttede hun sig 
til at benytte den . 
„ Kun et Øieblik , Herr Tyring , “ sagde hun . „ Naar 
De nu vilde vægre Dem at høre paa mig , saa vilde De 
til Deres Dødsdag angre det . Te tager feil af mig . 
Jeg kjender Greven —men jeg hader ham ligesaa meget 

som De . At see ham bragt til Bettelstaven , det skulde 
være min største Triumf her paa Jorden . “ 
Hun sagde ikke at Janette , Grevens Datter kun var 
Gjenstanden for hendes Had . Hun vidste jo , naar Træet 
faldt til Jorden , saa rev den Grenene med sig . Og det 
var bleven hendes høieste Ønske at see Greven ødelagt . 
Igjennem Dyring lod dette sig bedst gjøre , og det 
var som et Vink fra Himlen , at hun netop skulde møde 
Dyring paa sin Vei . 
Men Dyrings hele Væsen var ikke meget anbefalende . 
„ De 
vil lokke mig i en Snare ! “ sagde han mistroisk . 
„ Nei , nei , ved min Sjæls Salighed , jeg mener det 
ærlig med Dem ! “ forsikkrede Alma . 
„ Te lader kun at være enig med mig , for desto 
sikkre at bringe mig tilbage i hans Hænder , “ vedblev 
Dyring . „ Denne List er let til at gjennemskue . “ 
Med disse Ord vilde han støde hende tilbage , men 
hun greb hurtig hans Haand og sagde : 
„ Hør da blot paa nüg ! Lad mig dog blot forklare 
Dem Omstændighederne . De kan da vel nok see , hvad 
vi ere — jeg og den anden Dame . I to lange Aar har 
jeg havt en Elsker — han var ikke den Mand , der lod 
mig faae Retfærdighed , men han behandlede mig idetmindste 
med Venlighed , og jeg har elsket ham af hele 
min Sjæl . Men idag har jeg maattet erfare at hatt 

bedrager mig , at han har til Hensigt at gifte sig — og 
kan Te begribe hvad det har for mig at betyde ? “ 
„ Jeg veed det ikke , og bryder mig Heller ikke derom , “ 
svarede Dyring . 
„ Det betyder at jeg skal kastes tilside ligesom et 
Stykke Legetøi — det betyder at jeg kan dø eller ødelægges , 
uden at han bryder sig derom , for han har nok 
at bestille med at gjøre Kur til hans Kone . Troer Te 
maaskee at jeg saa rolig kan sinde mig deri ? Skulde 
jeg maaskee see rolig paa , hvor Janette Tyring-Fly uden 
videre kunde røve mig den Elskede , uden at værge mig ? 
Nei , paa 2Ere , nei ! hun skal opgive hans Besiddelse , 
eller jeg skal ødelægge baade hende og den hele Slæng ! 
De kan være ung behjælpelig — vil De gaae ind 
derpaa ? “ 
Dyring skjælvede af Glæde . 
„ Naar jeg blot kunde stole paa at det var Sandhed , “ 
begyndte han . 
„ Sandhed ? Lydia , kom og hjælp mig ! “ raabte Alma 
til hendes Veninde . „ Er det sandt eller ikke , at Etatsraad 
Verners Søn , Janette Dyring Fly ' s Forlovede har 
imorges forladt mig som en brummende Tyr ? Har jeg 
ikke søgt efter ham hele Dagen , uden at finde hans 
Spor ? — og har jeg ikke været halv vanvittig derover ? 
Siig Du det til Herr Dyring — Du veed det , Du kjender 
mit hele Forhold med ham ! “ 

Denne vilde Lidenskabelighed overbeviste Dyring 
mere , end hendes Venindes Svar , som stod lænet til 
Rækværket og ligegyldig yttrede : 
„ Det forholder sig nøiagtig saaledes , som Du siger . “ 
Dyring tøve endnu et Øieblik . Førend han var 
kommen til en Beslutning , reiste Rosa sig op . 
„ Nu har jeg det Bedre — jeg troer nok at kunde 
gaae videre , “ sagde hun og traadte med vaklende Skridt 
hen til Faderen . 
„ Dumhed ! Den unge Pige er jo saa svag som en 
syg Muus ! “ udbrød Alma . „ Bliv nu her hos os , idetmindste 
denne Nat . Lydia vil nok rede en Seng til Dem , 
hvor De behagelig kan hvile paa . Og naar De saa 
endelig vil det , kan De endda imorgen tidlig komme 
tidsnok for at tage afsted med Morgentoget . “ 
Hendes Raad var god . Nosas Udseende røbede at 
hun var for stærkt angreben til at hun kunde fortsætte 
sin Vandring . Tyring lod sig altsaa overtale , og tog 
imod Indbydelsen . Et Par Minutter efter befandt de 
sig i Lyvias Værelse . 
Til den syge Rosa havde man redet et Leie paa 
Sophaen , og hun havde neppe lagt sig ned førend hun 
faldt isøvn . 
Men det var en urolig Søvn hvori hun laae , 
der undgik hende ikke Noget , hvad der foregik i hendes 
Nærhed . Saaledes hørte hun , hvor Lydia snorkede og 

sov som et Murmeldyr , medens hendes Fader og Alma 
vare fordybet i en ivrig Samtale . 
De optegnede Noticer , talte om Papirer , Stamtræer , 
Testamenter , og mere end engang udtalte de Navnet 
Grev Fly . Ogsaa Janettes Navn blev nævnet , og ved 
Udtalelsen af hendes Navn , udbrød Alma i en lidenskabelig 
Hulken : 
„ Jeg har Medlidenhed med hende — jeg troer at 
hun er uskyldig , hørte hun sin Fader sige . 
„ De er en Nar ! svarede Alma . „ Grevens Datter 
staaer Deres egen Datters Lykke iveien , og hun veed 
at hun gjør det . “ 
„ Naar det er sandt , saa skal hun ikke skaanes , “ svarede 
Dyring . 
„ Det er sandt — De kan stole paa mit Ord ! “ forsikkrede 
Alma . „ Derfor maa hun ligesaavel som de 
Andre gaae til Grunde . O , naar jeg kunde bringe hende 
i Elendighed , saa vilde jeg med Glæde døe . Dyring , 
tro mig , jeg vilde med Glæde offre min høire Haand , 
naar jeg kunde opnaae at see Janette blive det , som 
jeg er . “ 
Rosa saae at Alma ved disse Ord sprang op fra 
Stolen . Hendes Øine glimrede feberagtig , og med den 
knyttede Haand slog hun ned i Bordet . — Endelig blev 
Underholdningen roligere . Rosas Øine lukkede sig derpaa , 
og hun faldt nu i en rolig og vederqvægende Søvn . 

Da hun vaagnede , var det allerede høilys Dag . 
Faderen stod ved hendes Side og havde lagt sin Haand 
paa hendes Skulder . 
„ Nu er det Tid , mit Barn ! “ sagde han . 
Hun foer op og stirrede paa ham . Saalænge hun 
kunde erindre sig , var hun vant til , først at see sin 
Fader komme hjem hen paa Formiddagen , medens han 
om Natten ved Festligheder havde gjort Tjeneste som 
Opvarter . Han var da altid bleg , huuløiet og dødstræt ; 
men aldrig havde hun seet ham saa medtagen , som 
han var i denne Morgenstund . Hans Ansigt var afkræftet , 
og hans store dybtliggende Øine glødede af en 
uhyggelig Ild . Dette Syn gjorde hende ondt . 
„ Har Du ikke sovet godt , kjære Fader ? “ spurgte hun . 
„ Ikke meget — ikke meget — men lad os nu komme 
afsted . “ 
„ Men hvor ere Damerne ? “ spurgte Rosa , og saae 
med Forundring af Værelset var tomt . 
„ De er gaaet ud , Barn , gaaet bort ! “ svarede Dyring . 
„ Men kom , der staaer en Vogn for Døren , og 
venter efter os — det er nu den rigtige Tid til af komme 
med Morgentoget . “ 
Hvormeget havde han ikke forandret sig i denne 
Nat ! Det forekom Rosa som om hans Haar var bleven 
hvidere ; Folderne i hans Pande laae meget dybere , hans 

Holdning mere bøiet end ellers og hans Stemme lød 
hæs , barsk og huult , som om den kom as en Grav . 
Fuld af bange Anelser ordnede Rosa sin Paaklædning , 
saa godt det i Hast lod sig gjøre , greb derpaa 
Faderens Haand og steg med ham ind i Vognen . Efter 
en halv Times Forløb fadde de i en Copste iJernbanen , 
som kort efter brusede afsted . 
Treøgtyvende Kapitel . 
Den gamle Herres Hemmelighed . 
Den flygtige Beretning over den Ulykke , der var 
fleet med Jernbanetoget i Nærheden af Frederiksborg , 
som Grev Fly havde meddeelt Baronessen , blev snart 
udførligere berettet . 
I Aftenbladet var der optaget en Liste over de 
Døde og Saarede . Imellem de Døde befandt sig Charles 
Carlsen , som i de sidste Dage var bleven forlovet 
med en Kammerraads Datter , men da Faderen havde 
erkyndiget sig om den unge Mands Navn og Rygte , 
havde han opdaget adskillige Skurkestreger som han havde 
begaaet , og hvilket bevægede ham , at han saa hurtig 
som muligt maatte rømme . ud af Byen . Hvilken Ende 

han fik har vi seet . Imellem de Saarede befandt sig 
Adolf Tyndesen . Hjelmfkjold var ikke nævnet . 
Vi vil ikke gjentage disse almindelige Avisskriverier , 
hvorledes eller hvor Ulykken var skeet , hvor lang og med 
hvilken Hurtighed Toget var faret afsted o . s . v . o . s . v . 
Hvem der ikke selv har oplevet et Jernbaneuheld , 
er ikke istand til at kunde gjøre sig et Begreb derom . 
Den Ulykke , hvorom vi vil tale , lignede alle de 
andre . 
Toget var bedst . i Gang . De Reisende havde ingen 
Tanke paa Fare . Der blev læst Aviser , converseret , og 
Mange havde nok at gjøre med deres Tøi , Pakker , Børn 
og hvad de ellers havde at passe paa . Og Toget brusede 
stedse hurtigere og hurtigere fremad . 
Paa engang fulgte der et frygtelig Stød . 
Et Stød saa voldsom , som kun kan blive frembragt 
derved , at det i fuld Fart frembrusende Tog i et Ritt 
bliver standset . Passagererne — Blænd , Koner , og 
Børn bleve slyngede i Veiret , stødt imod hverandre 
som magtløse og villieløst Ting . Ingen Skrig kom 
over Deres Læber , Ulykken var kommen for hurtig paa 
Dem . Som et Lyn gjennemfoer den Tanke dem , at 
Maskinen maatte være stødt paa en Hindring , eller var 
kommen ud af Sporet . Der er ikke Tid til at efterfpore 
alt det Forfærdelige . — Vognene styrtede omkuld ' 

— De falde , med en Fornemmelse , som om De styrte i 
en dyb Afgrund . 
Dampkjedelen var sprungen . 
Det Øieblik da Explossionen skeete er ikke til at 
beskrive — og hvad der paafulgte , altfor qvalfuld , til 
at skildre det . 
Hjelmskjold var aldrig i Stand til at kunde beskrive 
den Følelse , der paakom ham , da han kom til Bevidsthed . 
Han laae i Baggrunden af Vognen ; og paa ham laae 
der Liget af en ung , stærk og livsglad Mand , der under 
Farten i en glædelig Utaalmodighed , havde talt om sin 
unge Kone og Børn . Over et Aar havde han været 
borte , for at søge sin Lykke , og vendte nu riig og fuld 
af Længsel tilbage . 
Stakkels Kone , stakkels Børn ! hvad han havde tjent 
til dem , var vistnok ikke istand til al opreise det Tab , 
som de havde lidt . Ved Siden af den døde Mand laae 
et død Barn , i en lang hvid Klædning . Det holdt 
endnu et Æble i Haanden . Rundtomkring stønnede 
haardt saarede Mennesker med brudte Lemmer og blødende 
Saar — her laae Nogle indklemt imellem Bræderue 
— Andre vare begravede under Ruinerne , gjennemspiddet 
af Træ og Jernstænger . 
Vi vil lade Tæppet over alle disse Ulykker falde . 
I al denne Jammer var Hjelmskjolds første Tanke 
paa sin Ven Adolf . 

„ Adolf ! “ raabte han . 
„ Han fik ingen Svar . Rundt omkring sig hørte 
han ikke Andet end Sukke , Støn , og Jammerflrig . 
„ Adolf , Adolf ! hvor er Du ? “ raabte han igjen . 
Ingen Svar . 
Han maalte fee sig om efter Vennen , men først 
maatte han selv see til at komme paa Benene . Han 
gjorde sig længe Umage for selv at befrie sig fra det 
døde Legeme — men hans Anstrengelser vare frugtesløse 
- men endelig kom der Hjælp . Der kom nu Folk 
til med Lygter , og disse tog ivrig fat , for at befrie de 
Levende af deres forfærdelige Stilling . 
Ogsaa Hjelmskjold blev nu befriet , og det Første 
han gjorde var det at suge efter Vennen , men frygtede 
tillige at finde ham imellem de Døde , eller iblandt en 
Række af Saarede som man lempeligen lagde ned i 
Græsset . 
Men heller ikke i disse Rækker laae Adolf , og det 
varede noget , førend han fandt ham . Han laae under 
Bunden af en Vaggon , overstænkt med Blod . Men til 
al Held kunde han ikke finde Spor af noget betydelig 
Saar . — 
En der i Nærheden boende Præsf , ved Navn Holgersen , 
havde sendt sin Vogn , for at tage sig af en 
Enkelt af de Saarede . 
Hjelmskjold saae til at hans Ven blev transporteret 

op paa denne Vogn , og han kjørte nu med Adolf til 
Præstens Bopæl . 
Da Adolf vaagnede af sin Bedøvelse , saae han med 
Forundring omkring sig . 
Hjelmskjold aabnede i samme Øieblik Døren til 
Værelset , og traadte ind af den , fulgt af en ældre Herre , 
Præstens Fader . 
„ Hjelmfkjold , “ sagde den Syge med mat Stemme . 
„ Ha , ha , nu er han vaagnet og kommet til Sands 
og Samling ! Stakkels Adolf , vi har været i en stor 
Frygt for Dig . “ 
„ Og hvorfor ? “ 
Saa forsigtig som mulig , fortalte Hjelmskjold ham 
nu , hvad der var passeret . 
Forundret hørte Adolf paa ham . Han erindrede 
ikke noget af den hele Ulykke — men han viste sig kun 
lidet taknemmelig imod hans Frelser . 
„ Gud har været meget naadig imod Dem , “ sagde 
den gamle Mand . 
„ Det lader næsten til det , “ var det ligegyldige Svar . 
„ De er bleven skaanet medens flere Andre have 
fundet deres Død ved denne ulykkelige Begivenhed , “ 
vedblev den Gamle . „ De maae vist være gjennemtrængt 
af Tak imod deres Gud og Frelser . “ 
Adolf saae paa ham . Den Gamles Ansigt saae 
god og venlig ud , medens sølvgraae Lokker legede 

omkring hans Pande . Adolf følte det for urigtig , at 
saare den gamle Mand , men han kunde dog ikke undlade 
at skjule sine bittre Følelser . 
„ Holder De Døden for et Onde ? “ spurgte Adolf 
„ Jeg ønskede , at jeg kunde bytte med en af de Døde , 
og hvile i min Grav . “ 
„ Adolf , Du er utaknemmelig ! “ sagde Hjelmskjold 
smertelig . 
„ Er jeg det , saa tilgiv mig ! ogsaa De , min Herre , 
tilgiv mig , jeg beder Dem . “ 
Beboerne af Præstegaarden kunde slutte Dem til 
at den unge Mand maatte tynges ned af en stor Sorg , 
og medens Adolf langsom kom til Kræfter igjen , gjorde 
Alle i Huset sig Umage , for at skjule deres Kjendskab 
til hans Kummer for ham . 
Under denne kjærlige Pleie , sfred hans Helbredelse 
hurtig fremad . Omegnen var saa livlig og smukt , — 
Menneskene paa Præsteboligen vare saa ligefrem og 
levede saa lykkelig sammen , selv den gamle Mand var 
livsglad , og han lod ikke til , at frygte Døden . 
En Dag , medens den gamle Mand var hos Adolf , 
sagde denne til ham : 
„ Te lever her meget godt med denne Omgivelse . 
Her er et yndig Opholdssted , og deres Børn elsker Dem 
varmt . “ 
„ Derfor takker jeg ogsaa den gode Gud hver Dag . “ 

„ Har De altid levet paa dette Sted ? “ 
„ Altid ? O nei . Mit Opholdssted har jeg forandret 
flere Gange ; jeg har været Missionair . “ 
„ Saa har De vel været paa den modsatte Side af 
Havet ? “ 
„ Ja vel , i Indien . “ 
„ Hvormeget Syndefuld maa De ikke have seet der ? “ 
„ Hvem kan vel undgaae det ? “ 
„ Og dog har De forstaaet at vedligeholde et reent 
Hjerte og Deres Sjælefred ? “ 
Led dette Spørgsmaal , forsvandt det glade Smiil 
paa den Gamles Ansigt , og gjorde Plads for et smerteligt 
Udtryk , saa at Adolf forskrækkedes derved . Han 
gjorde sig Bebreidelser sover at skulde have fornærmet 
ham . Men denne sagde : 
„ Vi have Alle Synder og skjulte Saar — men Gud 
er barmhjertig . “ 
Dermed var denne Samtale til Ende , men Adolf 
tænkte endnu længe derpaa . 
Lidt efter lidt glemte han denne lille Scene , og hans 
egne Interesser begyndte paany at beskjæftige hans 
Tanker . 
„ Jeg harnn allerede opholdt mig her i nogle Uger , “ 
sagde han en Dag til Hjelmfljold . „ Havde det Uheld 
ikke passeret , saa var jeg nu paa mit Bestemmelsessted . “ 
„ Dette Ophold kan ikke skade noget . Efter ovenstaaende 

Sygdom tiltræder Du med forøgede Kræfter 
din Reise . “ 
Adolf rystede paa Hovedet . 
„ Troer Du virkelig at Tiden kan faae Indflydelse 
paa mine Følelser ? og holder Du det formuligt , at jeg , 
ved Erindring om Janette , skulde komme til at glemme 
hende ? “ 
„ Det er ikke første Gang at Sligt er skeet , “ svarede 
Hjelmfljold . 
Ved Munterhed og lystige Indfald søgte han nu at 
opmuntre Adolf , men al hans Umage blev kun belønnet 
med Suk og en smertelig Hovedrysten . 
Efteraarsdagene vare meget smukke , og da deres 
Vært plagede dem med af forblive endnu en kort Tid 
hos ham , kunde de ikke undgaae endnu af blive en otte 
Dages Tid . Men ogsaa denne Tid forløb , og de vare 
nu i fuld Færd med af pakke deres Sager . 
Pastor Holgersen var hos dem , for af yde dem sin 
Hjælp . 
Medens de saaledes vare beskjæftiget , traadte Præstens 
Fader hurtig ind til dem . 
„ Naa , Fader , hvad er der paa Færde ? “ spurgte 
Sønnen i en spøgende Tone . 
„ Ak , min Søn , jeg kom netop forat søge efter Dig . “ 

„ Godt , her er jeg ! Er der passeret noget Nyt ? “ 
„ Destoværre , destoværre ! Juan er nylig hjemkommen . 
Du har vel sendt ham bort ? “ 
„ Ja , for af hente Sadelen . Men hvad Mere ? “ 
„ Han siger af der var stor Røre i Kroen . Alle 
Folk taler derom , og Enhver er nysgjerrig efter , hvad 
det skal b^ive til . “ 
„ Hvad skal der blive til , Fader , og hvorom tale 
Folkene ? “ 
„ Hør dog bare — jeg er jo i Færd med af forklare 
Dig det . Der bliver talt om Grev Fly ' s Død . “ 
„ Grev Fly ' s Død ? “ udbrød de Alle . 
„ Ja , han er død af Podagra . Saaledes staaer det 
i Aviserne . Men det er endnu ikke det Værste . Det 
lader til at kort efter denne Bekjendtgørelse , en mærkværdig 
Arving , som Ingen kjender eller nogensinde er 
bleven seet , er fremkommen . Han har ophidset Befolkningen , 
proklameret sine Rettigheder og taget Besiddelse af 
Grevens Landsted . . . . “ 
Adolf gik hurtig hen til den Gamle og tog hans 
Haand . 
„ Hvad veed De om Grev Fly , eller fra hans Landsted ? “ 
udbrød han lidenskabelig . 
Den gamle Mand begyndte at skjælve . 
„ Har Grev Fly ' s Anliggende nogen Betydning for 
Dem ? “ spurgte Præsten den unge Mand . 

„ Af den største Betydning ! “ svarede Adolf . 
„ Saa gjorde De bedst i at høre min Faders Beretning 
til Ende . Hans Meddelelser ere saa for os Alle 
af den største Vigtighed . Altsaa Fader , hvad saa videre ? “ 
„ Jeg har ikke meget mere at fortælle , “ vedblev den 
Gamle . Jeg hørte kun , at der skulde herske den største 
Forvirring ; Pøbelen har bevæbnet sig , og Familiensvævær 
i en stor Fare . . . . “ 
„ Grevens Familie opholder sig altsaa for Øieblikket 
paa Landstedet ? “ spurgte Adolf . 
„ Jeg troer nok . Idetmindste nogle af dem , “ svarede 
den Gamle . 
Paa Adolfs Læber svævede det Spørgsmaal , om 
Janette befandt sig imellem dem , men han turde ikke 
udtale Navnet . 
I dette Øieblik kom Juan . Han var meget ophidset 
af den hurtige Gang , og han svingede Hatten medens 
han kom nærmere . 
Fireogtyvende Kapitel . 
Opstaaet fra de Døde . 
Efterretningen om Grevens Død var falsk . Man 
havde til Hensigt at benytte denne Beretning , til Gavn 

for en politist Complot . Medens Greven for en kort 
Tid havde taget Ophold i Paris , maatte han paa 
Grund af en heftig Podogra holde Sengen . Denne Omstand 
havde givet Rygtet ny Næring . 
Saa blev ham , som saa Mange af fremragende 
Stillinger , den Fornøielse til Deel , med egne Øine at 
læse en uførlig Beretning om sin Død . Paa selv samme 
Dag , da hans Død blev bekjendtgjort i Bladene , var 
han allerede paa Hjemreisen . 
Der var allerede indgivet flere Artikler over ham 
til de næste Morgenblade , da den Afdøde , i egSn Live , 
om Aftenen ganske rolig begav sig i Klubben . 
Selv de roligste , ligegyldigste af Medlemmerne , 
kunde ikke undlade at give deres Overraskelse ved lydelige 
Udbrud tilkjende . 
„ Hvorledes , Grev Fly er ikke død ! nei det er virkelig 
morsomt ! “ udraabte en høustaaende Personlighed 
ham i Møde , og rakte ham Haanden . 
„ Død ? — nei ! For Øieblikket befinder jeg mig 
bedre , som jeg har været i flere Maaneder . 
Men hvorvel Podagraen havde forladt ham , var 
Greven alt Andet end i en munter Stemning . Medens 
han var i Paris havde Baronessen tilskrevet ham to 
ynkelige Breve , angaaende Oskar . Først blev han 
frygtelig vred — kaldte ham en Døgenigt — og svoret 
paa , at han hverken vilde eller kunde gjøre Noget for ham . 

Men efter at have udraset , maatte Greven tilstaae , 
at det kun var lumpne 14 , 000 Daler , hvorom det her 
handlede sig , tillige var hans Fængsling altid en Skam 
for Familien . 
Men det var iøvrigt forfærdelig at tænke sig , at 
Greven allerede havde betalt over 60 , 000 Daler Gjæld 
for Oskar , men trods Alt hvad der blev gjort for ham 
viste han sig ikke engang taknemmelig , men tog imod 
det , som om det tilkom ham . 
Fangevogteren , som havde Opsyn med Oskar havde 
læst Beretningen i Avisen om Grev Fly ' s Død , og denne 
skyndte sig nu at gjøre ham bekjendt dermed . 
„ Ved Himlen , “ mumlede Han , „ det var i Grunden 
Umagen værd at vove Noget for at komme i Besiddelse 
af disse fordømte Papirer . Men det er umulig . Førend 
jeg kunde tiltræde Arven , saa maatte først . . . . “ 
Skjøndt han var et hjerteløs Menneske , turde han 
dog ikke udtale Slutningen af hans tause Monolog , da han 
meente at Moderen og Janette først maatte ryddes afveien , 
før han kunde blive eneste Arving . 
„ Den gamle Knegt er altsaa virkelig borte , “ vedblev 
han i sine Betragtninger . „ Naa han var dog ingen 
af de Værste , men Venskab imellem os , derom kunde 
der fletikke være tale . Alen hvordan — det var et godt 
Indfald af mig , at jeg lod denne nybragte Dyring skaffe 
afveien . Han havde muligviis nu kunde optræde som 

retmæssig Arving . Naar en dygtig Prokurator havde 
taget hans Saq under Behandling , saa kunde det nok 
hænde sig at vi Moder , Janette , Verner og jeg , 
kunde flyde en hvid Pind efter det Hele . Jeg gad nok 
vide om Verner har opsøgt denne Snøde , og givet ham 
Lønnen for sin Gjerning . — Han kunde ellers spille os 
et slemt Puds , ved at lade denne gamle Karl løbe . 
Det vare hans Tanker , som han følte da han modtog 
Efterretningen om Grevens Død . 
En Time derefter , blev der forkyndt ham , at han 
var fri . 
Han skyndte sig nu at forlade Fængslet , satte sig i 
den forste den bedste Vogn , og lod sig kjøre hjem . 
Han troede at træde ind i et Sørgehuus , men fandt 
til sin Forbauselse alt glimrende oplyst , og det første 
Menneske som han fik Øie paa da Døren blev aabnet 
for ham , var ingen anden end Greven selv . 
Oskar blev aldeles forbauset ved at see Greven , 
tilsyneladende aldeles sund og rafl . 
„ Naa ? “ sagde Greven streng og kold til ham ; „ er 
De nu sluppen paany ud af Deres Kreditors Hænder ? “ 
„ Jo vel , som De seer , “ svarede Oskar ; men siig 
mig dog for Guds Skyld , hvorledes har De baaret dem 
ad dermed ? “ 
Greven kunde ikke strax fatte hvad han meente 

dermed — men kort efter fløi et hurtigt Smil over hans 
Ansigt . 
„ Ja saa , “ svarede han , „ De troede maaskee at finde 
mig , som et Lig i min Kiste ? “ 
„ Naturligvis , hvor skal man ellers finde de Døde ? “ 
„ De var vistnok ifærd med , at hengive Dem til den 
dybeste Sorg , og som en angrende Synder , staae ved 
min Kiste og udbryde i Veemodstaarer . De angrede vist , 
at De ikke havde været taknemmelig , medens jeg var 
i Live . “ 
Greven talte i en spottende Tone . Han følte en 
dyb Modbydelighed mod denne Søn som var født i 
Synd , og han skjulte aldrig for Oskar hvor meget han 
afskyede ham . 
Oskar vidste godt , at han kun kunde takke Moderen , 
ved hendes Forbøn hos Greven , for den Hjælp der havde 
frelst ham for en længere Fængsling , hvorfor han ogsaa 
med en trodsig Stemme svarede Faderen . 
„ Taknemmelighed ? “ ha , ha , ha , ha . 
Med denne haanende Latter vilde han forlade Greven . 
Men ogsaa hos Greven yttrede sig nu en heftig 
Vrede . 
„ Bliv , Oskar ! “ udbrød han . „ Jeg ventede ingen 
Taksigelse af Dem — hvor kunde jeg forlange det af 
den , som ikke skammer sig ved , stedse paany at modtage 
Hjælpbevisninger , hvortil han ingen Fordringer 

kan gjøre . Men hør nu nøiagtig til hvad jeg vil sige Dem 
og glem Intet af det . Jeg har hjulpet Dem for sidste 
Gang . Kommer De endnu engang i Gjæld , faa maae 
De selv see til , hvorledes De kommer ud af den . Læg 
nu vel Alærke til , om ogsaa jeg virkelig var afgaaet ved 
Døden , saa vil jeg kun lade Dem vide , at De ikke vil 
faae en Hvid . Ligesom De har bortødslet deres Indkomster , 
saaledes har De ogsaa bortødslet deres Arv . 
Ethvert Tusind som jeg har forstrakt Dem med , er i 
Sandhed gaaet ud af Deres egen Lomme , og hvad De 
har bortødslet i Fortiden , kan De aldrig forlange , at 
faae nogen Arv . — Mærk Dem nu hvad jeg har sagt 
Dem ! “ 
Medens De havde havt denne Samtale vare De 
begge gaaet ind i Bibliotheket . 
Oskar havde lukket Døren i Laas efter sig , og saae 
nu paa Greven med et ondskabsfuld Smil paa Læberne . 
„ Jeg forstaaer , Herr Greve , “ svarede han . Men 
tillad nu ogsaa mig at give Dem et Vink . De er alt for 
« åbenhjertig . Deres elskværdige Oprigtighed forleder 
Dem til , at tabe Deres egen Sikkerhed af Syne , og 
bringer Dem i en stor Fare . 
„ Hvorledes ? “ Hvad skal det sige ? “ 
„ Det vil sige , naar De ikke tager Dem i Agt , saa 
kunde deres Oprigtighed let blive deres Fordærvelse . 
De er en klog Mand , det kan ikke nægtes , men at fremme 

Deres egne Interesser , saa er De saa ubehjælpsom som 
et Barn . Troer De da min Herre , at jeg gaaer igjennem 
Livet med lukkede Øine ? Troer De at jeg kun 
overlader det til Tilfældet eller deres Lune for at hjælpe 
mig eller ikke , naar jeg er i Forlegenhed ? Troer De 
nu mig hvad jeg siger Dem . Jeg har truffen mine Forholdsregler , 
og forlader mig paa deres Hjælp , da jeg 
bestemt veed , at De vil hjælpe mig . “ 
„ Jeg skulde hjælpe Dem ? “ udbrød Greven med 
Harme . — Hans Ansigt var bleg af Vrede . 
„ Jo De maa og De skal , naar De ikke vil fage 
Følgerne paa Dem selv . Hvad jeg mener , behøver jeg 
vist ikke at forklare for Dem ! “ 
„ Jeg veed Intet , “ raabte Greven . „ Jeg veed , at 
jeg har gjort Mere for Dem , som en Mand i min Stilling 
havde gjort , og at De har belønnet mig med den 
sorteste , skammeligste Utaknemmelighed . “ 
„ Dumhed , hvad forlanger De igrunden af mig ? “ 
spurgte Oskar . „ Jeg veed jo nok at De og Deres Lige 
pleier at gjøre de mærkværdigste Fordringer gjældende . 
Jeg skulde nok falde paa Knæ og nedbede Velsignelse 
over Deres graae Hoved , ligesom en Skuespiller i et 
Drama . Eller skulde jeg maaskee med Anger kaste mig 
i Deres Arme og udbryde i Taarer , ligesom en Franskmand , 
der lugter efter Hvidløg ? Jeg skulde — ja Gud veed 
hvad De vil forlange . — Og hvorfor forlanger De alt 

dette ? Fordi De har betalt min Gjæld , og derved sikkret 
Deres egen Credit . Nei , til saadan Komedie , lader jeg 
mig ikke bruge . Opfører De Dem honnet imod mig , saa 
behandler jeg Dem ligesaadan . Men bliver De knarvurren , 
haanende eller mistroisk og lade Deres onde 
Lune udgaae over mig , saa vil vi dog engang see , hvem 
af os der er den Stærkeste . “ 
„ Med et Ord , Greve , lad det ikke komme Dem i 
Tankerne , at optræde fjendsk imod mig , ellers vil jeg ikke 
unde mig nogen Ro , førend Te er bleven udslettet af 
de Adeliges Tal , og ikke eier saameget hvorvaa De 
kan hvile deres Hoved . “ 
Under den lange Tale , var Greven bleven frygtelig 
ophidset af Vrede , men ved de sidste Ord overfaldt en 
Skjælven hans hele Legeme . 
„ De veed ikke , hvad De siger ! “ udstødte han . 
„ Troer De ? “ 
„ Der er ingen Mening i deres Tale . “ 
„ Maaskee ikke — eller ogsaa forsfaaer De ikke hvad 
jeg mener . “ 
„ Nei i Sandhed , jeg forsfaaer Dem virkelig ikke ! “ 
„ Løgner ! “ skreg Oskar . „ Skal jeg sige Dem hvem 
De er ? De er den falske Grev Fly , og De veed det ! “ 
Greven veg bestyrtet et Skridt tilbage . Hans Læber 
aabnede sig , som om han vilde tale , men han formaaede 

ikke at frembringe et Ord . Han sittrede paa alle sine 
Lemmer . 
Af alle Mennesker var Oskar den Sidste , som han 
vilde have betroet sin Hemmelighed . 
„ Hvem har bundet Dem denne Ammestuehistorie paa 
Ærmet ? “ stammede han . 
„ De seer at jeg er underrettet om Sandheden — 
og De — kjender mig ikke nok for at vide , at jeg vi 
benytte denne Historie for at fremme mine egne Interesser . “ 
Greven 
var som lynflagen . Denne stolte , frimodige 
og hidsige Mand vidste pludselig ikke hvad han skulde 
svare , eller hvorledes hanskulde teesig ligeoverfor denne 
unaturlige Søn 
Medens han befandt sig i denne pinlige Situation , 
blev der banket paa Døren . 
Det var Baronessen , som traadte hurtig ind i Værelset . 
Hun var meget angreben , og Synet af de to ophidsede 
Mænd , maatte nødvendigvis forøge - hendes 
Urolighed . 
„ Naa Moder , hvad er der paa Færde ? “ spurgte 
Oskar utaalmodig . 
Baronessen henvendte sig til Greven , uden at værdige 
Sønnen et Blik . 
„ Der er skeet noget Frygteligt paa deres Landsted ; 
behag at læse ! “ sagde hun , og overrakte Greven en Depesche , 

som var adresseret til Baronessen og lød saaledes : 
„ Efterretningen 
om Grevens Død har givet Foranledning 
til store Uroligheder . En Mand , som gjør Fordring 
paa Arven er pludselig kommen frem , og har taget 
Landstedet i Besiddelse . Vi have taget Forholdsregler , 
for at undertrykke Opstanden . Det Nærmere skriftlig . “ 
Thomson , 
Sagfører . 
Greven læste denne Depesche hurtig igjennem , medens 
han stampede med Foden i Gulvet . 
„ Det er deres Værk , Usling ! “ udbrød han henvendende 
sig til Oskar . 
„ Hvad Nyt ? “ spurgte han . 
„ Læs selv , og saa glæd Dem over deres Gjerning . “ 
Oskar gjennemlæste Papiret med en umiskjendelig 
Forbauselse . 
„ Uroligheder — Fordring paa Arven — taget i 
Besiddelse — Opstand ! “ udbrød Oskar , medens han læste . 
„ Men hvad Fanden er det — skulde han maaskee have 
frelst sig ? “ 
„ Hvem skal have frelst sig ? “ spurgte Baronessen . 
„ Hvad der er skeet i Dag , det har jeg for lang Tid 
siden forndseet . Jeg kjender det Menneske , som gjør Fordring 
paa Titel og Arven , og havde truffen mine Forholdsregler , 
for at forhindre hans Optræden . Det Eventyr 

om Grevens Dyd , har frembragt denne Scene — en 
Scene , som jeg haabede , aldrig skulde være indtruffen . “ 
„ Det havde de haabet ? “ spurgte Greven mistroisk . 
„ Ja , det har jeg . De kan holde mig for en flet 
Syn og for at være ligegyldig for mange Ting , men en 
Dosmer er jeg idetmindste ikke . At De er den retmæssige 
Grev Fly , vilde jeg ynske , da det Samme kommer 
mig tilgode . Naar en Anden bemægtigede sig Deres 
Titel og Formue , saa vilde jeg gaae glip af denne Fordeel 
— med mindre jeg kunde faae den nye Greve til 
at indgaae et heldigt Forlig — naturligvis til min Fordeel . 
Men nok derom , der er nu ikke Tid til at passiare , 
vi maa gjøre Noget . — I alle Tilfælde maa De strax 
begive Dem ud til Landstedet , og jeg vil følge Dem . 
Baronessen gjør bedre , at blive her hos Janette . “ 
„ Janette ! “ udbrød Baronessen . „ Hun er netop ude 
paa Landstedet . “ 
„ Hvorledes , alene ? “ spurgte Greven . 
„ Med Lisette og det derværende Personale . Efter 
Lægens Raad , gjorde hendes Helbred Fordring paa at 
nyde Luften paa Landet . “ 
Oskar saae meget betænkelig ud , og sagde : 
„ Du burde have fulgt hende . “ 
„ Du troer dog ikke at hun trues af Fare ? “ 
„ Hvem kan vide det ? “ svarede han . „ Muligvis er 
hun sledet i stor Angst under Pøbelens Angreb . Paa 

enhver Maade maa vi see til at komme bort snarest 
muligt . “ 
En halv Time efter , begave Greven og Oskar dem 
til Jernbanen , og Oskar var netop i Begreb med at slige 
ind , da han fik Øie paa sin Tjener Max , der med Hatten 
i Haanden kom hen til ham . 
Den unge Mand saae meget ynkelig ud . Han havde 
et tykt fremstaaende blaat Øie , hans Næse var formelig 
staaet og paa den ene Kind sad et stort Plaster . 
„ Oho ! hvad i al Verden har Du gjort ved Dig ? “ 
spurgte Oskar . 
„ Aa — det er Intet ! “ svarede Max smilende . 
„ Intet ? Dumhed — Du har været i Slagsmaal ? “ 
„ Knn en lille Smule , Herre . For et Par Dage , i 
Kroen . “ 
„ Det siger Du til mig og tillader Dig at fremstille 
Dig for mig i denne Tilstand ? Har jeg ikke een Gang 
for alle forbudt Dig alt Slagsmaal ? “ 
„ Men naar en saadan elendig Karl vover at sige , 
som jeg ikke kan taale at høre paa — saadan elendig , 
flarnagtig Pjalt . . . . . “ 
„ Hvem mener Du ? “ 
„ Denne infame Skurk — denne Snøde . “ 
„ Ja faa , — ham ! hvad har han da sagt ? “ 
„ Jo Herre , — han sagde , men De maa ikke tage 

mig det ilde op ! — Han talte om Dem , Herre , > — og 
sagde , De var en Pjalt , en Plattenflager og Bedrager . “ 
„ Virkelig , derfor skal jeg udbede mig en Forklaring 
af ham . Hvor er den Knegt ? “ spurgte han i en rolig 
Tone . 
„ Han vilde begive sig ud ved Frederiksborg paa 
Grevens Landsted , for han meente at De havde begivet 
Dem derhen for at fkjule Dem . “ 
„ Det var en Lykke for ham at jeg ikke var der , “ 
sagde Oskar . „ Nu kan Du gaae , men imorgen kommer 
jeg tilbage , og saa vil jeg faae Brug for Dig . “ 
Max rørte ved Hatten og bortfjernede sig . Oskar 
steg derpaa med Greven ind i en Coupoe af første Klasse , 
og snart ilede de hurtig Skuepladsen imøde , hvor der 
havde tildraget sig mærkelige Begivenheder . 
Femogtyvende Kapitel . 
Den nye Greve . 
Ved enhver Miil som Dyring lagde tilbage , loddet 
til , at hans Frygt formindskedes . 
Men Rosa , som var alene med sin Fader i en af 
Vognene , bemærkede at han , istedetfor at blive roligere , 
kom derimod mere og mere i Bevægelse . 

Taus kjørte de videre . Kun to eller tre Gange 
udbrød Dyring i Forbandelser og Beskyldninger imod 
Grev Fly og hans Datter . Navnligen lod det til , som 
om han nærede et usædvanlig Had mod Janette , formodentlig 
paa Grund af at hun indtog den Plads , som 
med Rette tilkom hans Datter . Rosa forskrækkedes for 
disse Trudsler som han udstødte , og forsøgte alt muligt , 
for at berolige ham . 
„ Liv for Liv ! “ mumlede han , „ saaledes byder jo 
Loven . Han har forsøgt at berøve mig mit — det er 
min Pligt at gjøre det samme . Man vilde forbande 
mig , i Tilfælde jeg lod ham være fri . Jeg vil have 
hans Titel , hans Penge og hans Liv — ja ogsaa hans 
Liv . “ — 
„ Fader , Fader , hvad er det dog Du siger ! Det er 
forskrækkelig at Du kan have saadanne Tanker ! “ 
„ Han har stræbt mig efter Livet ! “ mumlede Dyring 
og bed Tænderne sammen . 
„ Men Fader , forglem ikke den , som tilgav sine 
Mordere . . . . “ 
Dyring saae paa hende med et lynende Blik . 
„ Naar jeg glemmer ham , faa skeer det kun alene 
for din Skyld ! og det er ikke Ret af Dig at forekaste 
mig noget derfor . — Det er virkelig meget passende , 
at Du vil belære mig , — og erindre mig — Din Fader 
om Bibelen ! Hvem har givet dig Bogen , og befalet , 

at Du aldrig skulde skille Dig ved den — sordi . . . . 
fordi . . . . “ Han taug for om han paa eengang kom 
til at huske paa Noget . „ Rosa ! “ udbrød han heftig , 
„ Du har dog ikke glemt Bogen ? “ 
„ Jo , Fader , jeg har virkelig glemt den , “ stammede 
hun . „ Det skeete saa hurtig — jeg var saa forvirret , 
at jeg ikke tænkte paa den . “ 
„ Og det Papir som var gjemt i Omslaget , havde 
kunnet gjøre mig til Greve , og Dig til en Comtesse , “ 
udbrød han , og saae omkring sig med forvildede Blikke . 
„ Vi maae filbage — vi maae hente den . Jeg vilde 
ikke sælge disse Papirer for flere Tusinde . O , Rosa , 
hvorledes kunde Du dog glemme Bogen — jeg havde 
dog sagt Dig , hvilken kostbar Skat den gjemte . “ 
Men det var ikke muligt at standse Toget . Dyring 
faldt filbage paa Sædet og blev lidt efter lidt roligere , 
indtil de endelig havde naaet den sidste Station . 
Dyring og Rosa begave dem nu igjen paa Vandring 
dybere ind i Landet , og naaede endelig en lille Landsby , 
hvor der netop var Marked . Den lille By var meget 
besøgt af Landbeboere , og Dyring var i denne Vrimmel , 
alt andet end ved godt Mod . 
Efter at være gaaet et par Skridt , slødte de paa 
en stor stærk Bondekarl , og Dyring som troede at det 
var en as Grevens Spioner , skyndte sig med at trække 

Rosa hurtig afsted , indtil hun af Træthed og Udmattelse 
ikke formaaede at gaae et Skridt videre . 
„ Skynd Dig Barn , hist henne ligger Kroen , der kan 
Du hvile Dig . “ 
Han tog nu Rosa paa Armene og slæbte hende 
hen til Døren , hvor han for god Betaling , fik et lille 
Værelse , og Opvartning for den fyge Rosa . 
Tyring traadte hen til Vinduet , og for hans Blik 
viste sig en af de smukkeste Egne . I Baggrunden ragede 
Taarnene af et Slot over en Skov . 
„ Hvad er det for et Slot hvis Taarne man kan 
see i Baggrunden ? “ spurgte han Værtinden , som netop 
var sysselsat med Rosa . 
„ Det er den naadige Grev Fly ' s Besiddelse , hans 
Landsted , „ Fremndshaab , “ det ligger her i Nærheden . 
Det er kun en Spadseretour , og er nok Umagen værd , 
at gaae hen og besee det . “ 
„ Kjender Te Greven ? “ spurgte han . 
„ Jeg har sommetider seet ham , “ svarede hun . 
„ Herr Braminers Broder var den tidligere Vært . De 
maae vide Herre , Braminer er Grevens Huushovmesfer 
ovre i Slottet . “ 
„ Er han virkelig ? “ 
Ved dette Svar vendte han sig hurtig om . Enhver 
Erindring paa Greven , bragte ham til at udbryde i et 
voldsomt Raseri . 

Rosa slyngede sine Arme om Faderens Hals , og 
kort efter var dette Anfald forbi . 
Senere hen paa Aftenen , kom flere og flere Gjæster 
i Kroen . Alle vare lystige og glade . Der blev nydt 
ophidsende Drikkevarer . 
Dyring var gaaet ind iblandt Gjæsterne , og ogsaa 
han havde nydt noget af disse Drikke , saa at han tilsidst 
blev snaksom , ja , han begyndte endog at snakke om sin 
Hemmelighed . 
Rosa saae med Skræk en Sværm , skrigende , syngende , 
og bandende Mænd , som nylig havde forladt Markedet , 
at drage ind i Kroen . 
„ Brammer , hid med Eder — hvordan staaer det , 
har I allerede hørt den Nyhed ? “ raabte en stor stærk 
Mand . 
„ Nyhed — hvilken Nyhed ? “ spurgte en Anden . 
„ Knn at „ Fremtidshaab “ vil erholde en ny Herre ! 
Grev Fly er død . “ 
„ Greven død ? Greven skulde være død ? “ hørte man 
Alle udbryde . 
Dyring sprang op . 
Krampagtig klamrede han sig til et Bord , og med 
glødende Øine , samt dødblegt Ansigt stod han der . 
„ Hvem har sagt det ? “ spurgte han med høi og fast 
Stemme . 

, ' Jeg , “ svarede en tyk Mand der lignede en Forpagter . 
„ Og jeg har ganske nylig erfaret det i Byen . “ 
„ I Byen ? Men hvem har sagt Dem det ? “ 
„ Sagt — Ingen . Det staaer i Aviserne . Deri 
har jeg læst det . “ 
Et Øieblik slirrede Dyring Alanden i Ansigtet , 
men pludselig udbrød han i en uhyggelig høi Latter . 
„ Mand , er I gal ? “ spurgte Manden . „ Hvad kan 
det gavne Eder , om Greven er levende eller død ? “ 
Dyring » hele Legeme skjælvede ved dette Spørgsmaal . 
Han rettede sig høit iveiret , kastede Hovedet 
tilbage , hævede Haanden med en befalende Gebærde , 
og sagde med en høitidelig Stemme : 
„ Hvad det kan gavne mig ? — Naar Greven virkelig 
er død , saa er jeg Arving til han » Titel og Rigdom , 
saa tilhører Fremtidshaab mig ! “ 
Et Øieblik var Alting taus . 
Derpaa udbrød en høi , ustandselig Latter fra det 
ene Hjørne i Værelset til det Andet . 
Rosa fløi ind ad Døren og ilede hen til Faderen , 
idet hun udbrød : 
„ Fader , kjære Fader , hvad har Du sagt ? “ 
Han hørte hende ikke . Iblandt al denne Latter stod 
han saft , rolig , uden Bevægelse fast som en Klippe . Alle 
som stode i hans Nærhed , vare nærved at troe ham , 

medens Andre som ikke kunde see ham , vedbleve med 
deres Latter . 
Forpagteren , hvis Meddelelse havde fremkaldt denne 
Scene , var øiensynlig i Forlegenhed . Derpaa tog han 
sit Glas og hævede det . 
„ Nu vel Herr Greve , — naar De virkelig er Greve , 
saa vil ieg være den Første , som lykønsker Dem til 
Deres Arv — naar De virkelig faaer Arven ! “ 
Dermed tømte han sit Glas , medens han hilsede paa 
Dyring . 
De øvrige fulgte Exemplet . 
„ Greven , den nye Greve ! lød det overalt 
Værelset . 
Dyring blev rolig staaende , og gjorde Mændene 
Besked paa deres spottende Lykønskninger , som han alvorlig 
modtog . Et Øieblik stod han i Begreb med , at 
holde en Tale til denne Mængde af halvdrukne Mennesker . 
Han havde allerede sat det ene Been paa en 
Stol , for at slige op — men pludseligt forandredes 
hans Ansigt . Han udstødte et vildt Hævnskrig , og styrtede 
sig midt iblandt Gjæsterne . 
Forpagteren kastede sig imod ham . 
„ Naa , naa Mand , hvad vil I ? Giv Eder tilfreds ! “ 
„ Der , der , kan I da ikke see ? “ skreg Dyring , medens 
han rasende pegede mod Døren . 

„ Nu vær nu kun pæn rolig ! “ sagde Forpagteren . 
„ I er jo som en vild Kat — men blive her det skal I . “ 
„ Slip mig ! Der gaaer han — og ved den levende 
Gud , det skal komme Eder dyrt til at staae , naar I 
lader ham slippe . — Tag ham fat — hold paa ham 
— der ! “ 
Alles Øine rettede sig uvilkaarligt henimod Døren , 
og faldt paa en Mand , som ikke var nogen Anden end 
Snyde . Han var ganske pflegmatisk kommen ind i Gjæsteværelsæt , 
havde her seet sig om , som om han sygte 
efter Nogen , og nu sygte at trænge sig tilbage til 
Udgangen . 
Da han hyrte Dyrings Stemme , foer han sammen , 
blev tvivlraadig staaende og beviste ved sin hele Adfærd 
at han var den , som Dyring sigtede til . 
Tyve raa Hænder strakte sig paa engang ud imod 
ham , og trak ham tilbage i Værelset , en Opmærksomhed 
som han satte sig meget imod . 
„ Her er han , her er han sfreg den opirrede Menneskemasse . 
Nu 
stod Dyring og Snyde ligeoverfor hverandre . 
Snyde var en raa samvittighedsløs Svend han 
var tillige uvidende som hævngjærrig . Han troede 
paa Dyrings Død , og det syntes ham for en Umulighed , 
at et Menneske uden Hjælp kunde forlade disse 
underjordiske Kjældere levende , hvori han havde styrtet 

ham . Men nu saae han med Gru og Angsf , i dette 
blege , rasende Ansigt . 
„ Skurk , “ sagde Dyring , „ hvorledes tør De vove at 
Mødes paa min Vei ? “ 
Snødes eneste Svar bestod kun deri , at han ængstelig 
saae omkring sig . Han vilde overbevise sig , om der 
ikke var nogen Udvei til Flugt . 
„ I holdt mig for død , “ vedblev Dyring . „ I troede 
at have myrdet mig . Eders feige Angsf og skurkagtige 
Ansigt bevidner det . Men jeg lever endnu , og saa sandt 
som jeg gjør det , saa skal I ikke undgaae Straffen for 
Eders Forbrydelse ! “ 
„ Det er en Vildfarelse , Manden forvexler mig med 
en Anden , “ slammede Snøde . „ Jeg kjender ham ikke , 
og kan sværge paa , at jeg aldrig har seet ham førend 
nu . Hvem er denne Mand , og hvad ønsker han ? “ 
„ Denne Mand kalder sig Grev Dyring Fly , hvis 
Navn tilkommer ham med Rette , “ svarede Dyring stolt . 
„ Ved denne min Rang opfordrer jeg de Tilstedeværende 
at arrestere denne Mand . Jeg anklager ham paa Grund 
af at have forsøgt . . . “ 
Inden han kunde fuldende , sprang Snøde med et 
Sæt ind paa ham , og gav ham med den knyttede Haand 
et voldsomt Slag i Ansigtet , saa at han tumlede tilbage . 
Øieblikkelig sprang den tykke Forvalter til og greb 

fat paa Snyde , med et saadant Tag , som om han befandt 
sig i en Skruestikke . 
„ Usling ! “ udbryd han . „ Hvorledes tyr I paa saadan 
en lumsk Maade overfalde denne Mand ? Ja vrid 
Jer kun saameget I vil , I kommer ikke saa let ud af 
mine Klyer . “ 
Snyde kunde indsee , at han maatte gribe til List , 
for at slippe heldig derfra . 
„ Forlanger De da , at jeg skal beryves Ære og Navn 
af denne gamle Nar , “ udbrød han . „ Kan De da ikke 
see at Manden er bindegah ? Hvad er det for noget 
Vrøvl , at han løber omkring og udgiver sig for en Greve , 
medens den gamle Greve er frisk og sund , og hvad . . . “ 
„ Nei stop lidt ! “ faldt Forpagteren ham i Ordet , 
„ den gamle Greve er død , I kan forlade Jer paa det , 
— det staaer i alle Aviserne . “ 
Snøde stod der som om han var forstenet . 
„ Hvem er Arvingen ? “ udbrød han endelig . 
„ Saavidt jeg veed er der Ingen . Sønner har han 
ikke , og saa hører Titlen op , medmindre denne Gamle 
skulde have Net . Han sværger ved Himmel og Jord , at 
han er den rette Arving . “ 
„ Og saa sandt som jeg lever — jeg troer , at han 
har Ret ! “ sagde Snyde . 
Virkningen af disse Ord vare overraskende . Dyring 

laae endnu udstrakt paa Gulvet . Rosa knælede ved hans 
Side , og tørrede Blodet , som flød ud af hans Mund . 
Snøde bemærkede Virkningen som hans Ord havde 
frembragt . 
Jo , det er Sandhed , “ udbrød han . „ Forhen løi 
jeg , da jeg sagde at jeg ikke kjendte ham . Jeg kjender 
ham derimod ret godt . Jeg har tidligere under andre 
Forhold truffet sammen med ham , og dengang fortalte 
han mig sin Historie , skjøndt han ikke kunde vide , om 
jeg var med , eller imod ham . Jeg er en Grevesøn , “ sagde 
han til mig , „ og min Datter er en født Comtesse . 
„ Har han sagt det ? “ svarede Forpagteren . „ Det 
Samme forsikkrede han os nylig . Men ud med Sproget 
Mand , hvad har I havt for med - den gamle Mand ? “ 
„ Jeg mener dog at jeg har sagt Jer nok , “ svarede 
Snøde . Hovedsagen derimod bliver den , om denne Mand 
er den rette Arving . Jeg troer det , og naar den afdøde 
Greve ikke havde troet derpaa , saa havde han vistnok 
ikke søgt at berøve denne Mand Livet . 
Medens Dyring laae paa Gulvet , havde han dog hørt 
og forstaaet ethvert Ord hvad Snøde havde sagt . Med 
Anstrengelse reiste han sig op og udbrød : 
„ I er en stor Skurk , men I kjender Sandheden . 
Siig disse Folk at I veed det . “ 
„ I hører det , “ raabte Dyring i en vild Bevægelse . 

„ Han der var Grevens Hjælpershjælper og I har hørt 
hvad han har sagt . “ 
„ Jo , jo , “ brølede Mængden . „ Leve Greven , længe 
leve den nye Grev Fly . “ 
Snøde sprang op paa Bordet svingede sin Hat og 
udbragte et „ Leve “ for Dyring . 
Lette Optrin var ligesaa komisk som det var gribende . 
I Midten af Værelset stod Dyring slolt og med 
opreist Pande men bleg som en Død . Hans Ansigt , 
Klæder og Hænder varede plettede med Blod . Ved 
hans Side stod den blege og skjælvende Rosa , og rundtomkring 
dem , larmede en skrigende halvdrnkken Mængde 
af Mænd og Kvinder . 
Pludselig hørte . man en Stemme raabe . 
„ Fremad ril Fremtidshaab ! “ . 
Et vanvittigt Jubelskrig var Svaret . 
„ Vi bære ham , vi vil bære den nye Greve , “ 
raabte man . 
Nu satte de Dyring paa en Stol , og de fire stærkeste 
af Flokken tog ham nu paa Skuldrene og bare ham 
bort i Triumpf . 
Den samme Ære skulde Rosa været bleve » til Deel , 
men Værtinden tog hende i Beskyttelse , og lukkede hende 
ind i sit Sovekammer , hvor hun grædende kastede sig 
paa en Seng . 
Imedens havde den rasende Mængde sat Deres 

Tog i Bevægelse . Nogle bare Fakler , hvis Skin oplyste 
Dyring , der paa sit høie , men farlige Sæde , saae 
ned paa dem som bare ham . 
Foran dette vilde Tog , marscherede et stort kjæmpestærkt 
Fruentimmer . Hun havde bunden sit Forklæde 
paa en Stang , og benyttede denne som en Fane . 
Endeligt naaede Notten Gitterporten til Haven . 
Sexogtyvende Kapitel . 
Angrebet . 
Alt var rolig i Slottet og laae i en dyb Søvn . 
Selv den værdige Huusholderinde Madam Brammer , 
Huushovmesterens Kone sad ved Kakkelovnen , og var 
falden i Søvn , medens hun ventede paa sin Mand der 
var til Marked . 
Hun blev pludselig forstyrret i sin Søvn ved Lyden 
af en forfærdelig Hujen og Skrigen . 
„ For Guds Skyld , hvad er der nu igjen paa Færde ! “ 
udbrød hun med Skræk . Det lyder jo som Skrig . 
Ligesaadan lød det da de bragte min stakkels Brammer 
hjem , da han havde brudt Benet . — Herre , Du min 
Gud , det bliver jo altid værre . Der maae være Ildløs . 
Eller skulde min stakkels Mand igjen have drukket 

formeget , eller — o , Du min Gud , naar han bare først 
var hjemme , jeg skal min Salighed heller ikke mere lade 
det Skarn , gaae alene paa Markedet , saasandt som 
' jeg hedder Petterine . 
Ogsaa Janette var vaagnet af denne lydelige Støi , 
og var fprungen ud af Sengen . Hun ilede hen til 
Vinduet , for at see hvad det var , men hun veg forfærdet 
tilbage , da hun saae denne larmende Menneskemasse 
under Slottets Vinduer . 
Nu bankede Madam Brammer paa Døren til Janettes 
Værelse . 
Janette skyndte sig ar lukke op . 
„ Gud hjælp os kjære Frøken ! “ udbrød Huusholderiken . 
„ De har alttaa ogsaa høri det ? Siig mig dog , 
hvad De mener om al denne Støi ? Jeg er saa bange 
at mine Been rysler under mig . “ 
„ Brammer , skulde De virkelig ikke vide hvad dette 
Opløb har at betyde ? “ spurgte Janette med en beundrindsværdig 
Ro . Det er skrigende , rasende Mennesker 
som ere brudt ind i Haven . Hvad monstro De vil ? “ 
„ Jeg kan ikke blive klog derpaa naadige Frøken . 
Det eneste som jeg vidste at svare derpaa , skulde være , 
at der er Markedet nede i Byen . “ 
„ Ja , saadan maa det forholde sig , det maa være 
drukne Mennesker der marschere gjennem Haven til deres 
Hjem . Men see engang ned , Skinnet kommer altid nærmere . 

Hvorledes er det muligt , at dissej Folk ere komne 
ind i Haven ? “ 
„ Jeg vil ikke haabe at min Mand skulde være saa 
ufornuftig , at lade sig følge hjem af sine Svirebrødre , 
naar dette var Tilfældet , faa var der rigtignok til ham 
i en god Mening . “ 
„ Der maa være flere hundrede Mennesker , “ udbrød 
Janette med Angst , og de komme lige op mod Slottet 
med Lys og Fakler . Men hvilken besynderlig Skikkelse 
er det der gaaer foran Toget . “ 
Ved disse Ord rev Janette et Vindue op og lænede 
sig langt ud af det , saa at Skinnet af Faklerne belyste 
hendes blege Ansigt . 
Den Qvinde som gik foran Toget bemærkede hende 
strax . Hun gik under Navnet Mo ' er Fanesse . 
„ Der er hun , “ slreg den forfærdelige Qvinde , „ der 
oppe i Vinduet . I har Aarsag til at blive bange , min 
smukke Due , Tiden er nu kommen , hvor man vil plukke 
Fjederne af dem . See paa hende , Folk , I skal ikke længere 
komme til at see os fattige Folk over Hovedet ! Ud 
med Eder , herud ! “ 
„ Hvad forlanger den skrækkelige Kone ? Hvad vil 
hun sige dermed ? “ spurgte Janette . 
„ Ak , jeg veed det ikke , jeg veed det ikke , “ slreg Madam 
Brammer . „ O Gud , o Gud , naar bare Brammer 
var her tilstede . “ 

Ud med Eder ! “ skreg Qvinden . „ I har været her 
længe nok ! I har ingen Ret at boe i Andres Eiendom . 
Ud med den falske Greves Datter ! “ 
„ Datteren af den falske Greve , “ gjentog Janette ; 
mener Folkene maaskee mig ? 
„ Frøken , jeg troer den drukne Flok , veed selv ikke 
hvad De siger . “ 
Dermed gik hun hen til det aabne Vindue , for 
at tiltale Mængden , 
Med en umaadelig Latter blev hun modtaget , og 
en Stemme raabte ; 
„ See til den gamle Qvinde ! “ 
„ Kvinde ? nei det er en forklædt Mandsverion , “ 
raabte en anden Stemme . 
„ Hvad skal del sige ? “ raabte Madam Brammer ned 
af Vinduet . „ I maa slamme Eder at bryde ind i Haven 
og komme med slige uforsfammede Talemaader ! hvad 
vil I her ? Er I kommet for ar myrde os i vores Seng ? 
Er I . . . “ 
Hun kunde ikke fuldende . 
En Steen rammede hende lige i Panden , og den 
stakkels Kone faldt bedøvet og blødende lil Gulvet . 
Ved dette Angreb indsaae Janette , at der maatte 
være noget Skrækkeligt paafærde . Men medens hun stod 
her i Uvirksomhed , stormede den vanvittige Pøbel imod 
Slottets Port . 

Uden for Slottet var Dyring bleven sat ned , han 
sprang nu op paa Stolen for at holde en Tale til 
Mængden . 
„ Jeg takker Eder kjære Venner og Naboer , jeg takker ! 
Vi behøver ikke at bruge Vold . Jeg er den rette Grev 
Fly , for jeg er den ældste Søn , i lovlig Ægteskab , det 
kan jeg bevise . Men til denne Time har man uretfærdig 
berøvet mig min Ret , min Rang , Formue og Opdragelse , 
som tilkommer en Adelsmand . Jeg kommer altsaa kun 
for at fage min lovlige Eiendom i Besiddelse . “ 
Et Leve for den nye Greve , efter den Anden , lød 
igjennem Nattens Stilhed . 
Janette stod aldeles maalløs ved af høre disse Ord . 
„ Den afdøde Greve var en Bedrager , “ vedblev Dyring . 
„ En ussel Bedrager . Han var min yngre Broder 
og vidste det . Jeg var fattig , uvidende — saa var det 
let for ham af undertrykke mig . Naar jeg falte om min 
Ret , saa troede man af jeg var vanvittig , og havde jeg 
forsøgt af gjøre Krav paa mine Rettigheder , medens 
Greven levede , saa var jeg uden Barmhjertighed bleven 
indespærret i en Daarekiste — han har selv truet mig 
dermed . Og saa levede han rolig paa mine Stendomme , 
kjørte i mine Vogne , drak min Viin , forbrugte mine 
Penge , og hans Datter — den Pige deroppe — sover 
i den Seng , som tilhører min Datter . “ 

Bleg og skjælvende stod Janette og hørte Alt dette 
for første Gang . 
„ Det er rigtig ! “ skreg Snøde , „ denne Mand har 
sagt os den skjære , rene Sandhed . Men nu — hvad 
skal vi nu begynde paa ? De er nu Herre her paa 
Slottet og kan befale . Skal vi maaskee slaae Døren 
ind ? eller ønsker De maaskee hellere af vi afbrænde hele 
Reden over Hovedet paa dem ! “ 
„ Hællere vilde jeg med egne Hænder sætte Ild paa 
det , som at see det i hans Arvingers Hænder ! “ udbrød 
Dyring med Vrede . 
„ Han vil at det skal brænde — I har hørt det ! “ 
brølte Snode . 
Men Mo ' er Fanesse , som led af en forfærdelig Tørst , 
kastede sig derimellem og udbrød : 
„ Er I forrykt ? Troer I da at den nye Greve vil 
have sin Eiendom ødelagt ? Nei , - Herr Greve — siig De 
os hellere hvad vi nu har at gjøre . Byd Deres Venner 
et godt Glas Viin , og i en Haandevending skal vi 
være ind i Slottet . 
„ Jeg inviterer Alle og byder Eder Velkommen i 
mit Hjem . “ 
Dette var Signalet til en Storm paa Slottet . 
Efter at de flere Gange havde forlangt at lukke op , 
men ikke havde erholdt noget Svar , bemægtigede de sig 

et ungt Træ , som nylig var bleven fældet , og nedbrød 
dermed Slottets Port . 
Dyring tog ikke Deel i disse Voldsomheder . Han 
stod med Stothed opreist og betragtede de Andres Værk . 
Den egentlige Anfører af Mængden var Snyde , der 
brølede af fuld Hals : 
„ Ind med Eder Drenge , — see at skynd Eder at 
komnie ind ! Intet Egetræ er stærk nok til at modstaae 
den gode Ret ! Hurra , Drenge ! Hurra , for den nye 
Greve . Tag Eder det ikke nær , naar Halsen ogsaa skulde 
blive tyr . I Kjælderen vil I finde en herlig Medicin 
for denne Syge . Leve den nye Greve ! — han har et 
godt Hjerte , og unde os en god Drik . Den gamle Greve 
— gid Fanden havde den Kanalie — han har endnu 
aldrig undet Eder en Saadan . — Fremad Børn , fremad ! 
Saa , nu bliver det til noget — nu kommer vi ind — 
Hurra , Indgangen er aaben . “ 
Man hørte et tordnende Brag , hvorpaa Porten 
fløi op . 
Da denne halvdrukne Mængde havde sprængt Porten , 
kom en Deel af dem til Besindelse for det som de havde 
gjort , men Dyring som bemærkede dette , sprang op af 
Trapperne for Indgangen , og raabte : 
„ I mine Forfædres Navn , tager jeg , Dyring Tøndesen , 
Besiddelse af min retmæssige Arv . Den Mand , 
der imod Net og Love , paa en bedragerisk Maade har 

været i Besiddelse deraf , ligger nu i fin Grav , og saa 
vil jeg ikke sige mere om ham . Men Eder Alle byder 
jeg et hjerteligt Velkommen , og ønsker af Hjerte at I vil 
modtage min Gjæstfrihed . “ 
Med et lydelig Hurra stormede nu hele Sværmen 
ind i Slottet , og fordelte sig rundtomkring . 
„ Her gaaer Veien til Salen , “ sagde Dyring til 
dem , da han allerede tidligere var gaaet denne Vei med 
Greven . 
„ Ad Helvede til med Salen — beder om Forladelse 
Herr Greve , “ sagde Snøde . „ Vi ønsker hellere at see 
os om i Vinkjælderen - ikke sandt Drenge ? “ 
„ Jo , jo , “ var det eenstemmige Svar . 
„ Gjør hvad I synes , “ svarede Dyring , „ hvem der 
kjender Veien , kan føre Eder . 
„ Det skal jeg besørge ! “ sagde Moer Fanesse ; og 
Alle fulgte hende støiende ned i Kjælderen . 
Da Janette hørte at Slottets Port var brudt op , 
var hendes forste Tanke at lukke Døren i Laas , — men 
gjorde strax Afkald derpaa . 
Hun var Datter af en stolt Slægt , og kjendte ikke 
videre til Frygt . 
„ Naar den naadige Frøken blot vilde tillade , at vi 

maatte lukke Døren i Laas , “ sagde Lisette som var 
kommen ind i Værelset . 
„ Nei , jeg vil ikke have det , “ svarede Janette . 
„ Men — om Forladelse , Frøken , at jeg tillader 
mig at modsige — man kan jo ikke vide hvad det er 
for Folk , eller hvad de kan have isinde at foretage 
dem . “ — 
„ Jeg frygter dem ikke . Jeg er overbeviist , at der 
er ingen Grund til alvorlig Frygt . “ 
Medens hun sagde dette , faldt pludselig Skinnet 
af et Glædesild , som Sværmen havde tændt soran 
Slottet , ind i Værelset , og Janette udbrød med Skræk : 
„ Man har tændt Ild paa Slottet . 
„ Ak Gud være med os , “ klagede Madam Brammer 
og Lisette . 
Janette ilede hen til Vinduet for at overbevise sig 
om Farens Størrelse . Men hun kunde ikke opdage Ilden , 
da en fremstaaende Muur skjulte det for hende , og 
hun kunde saaledes ikke vide om det var selve Huset , 
eller i hvilken Deel det brændte . 
„ O , kjære , gode Frøken , tillad os dog blot at lukke 
Døren i Laas , “ bad Lisette paany . 
„ De kan gjerne gjøre det , men ikke førend jeg er 
borte , “ gav hun til Svar . 
„ Borte ? Frøken , hvad mener De ? “ 

„ Jeg vil gaae ned og overbevise mig , hvilken Fare 
der truer os . Ingen maa følge mig ; jeg vil gaae alene . “ 
Hun tog en let Kaabe over sig og forlod dem . De 
Tilbageblevne hørte hendes lette Skridt forsvinde i 
Korridoren . 
Da Janette havde naaet den store Trappe blev hun 
staaende for at lytte . En Virvar af Stemmer trængte 
op til hende . De Fleste af de Indtrængende befandt sig 
endnu i Kjælderen , men endeel stormede henad Salen til . 
„ De er et Lykkens Barn , “ hørte hun en Stemme 
raabe . „ Pragtfulde Kjældere ! Vi komme snart igjen , 
for at besøge Eder — ja vi skal nok indfinde os . — 
Længe leve den nye Greve og hans Datter ! “ 
Iblandt al den Larm hørte Janette en Mand som 
listede sig op ad Trapperne . Hun trak sig skyndsomst tilbage , 
men han havde allerede seet hende , og gik nu lige løs 
paa hende . Med en slammende Stemme bød han hende 
at staae stille . 
„ Hvem er De , min Herre ? “ spurgte hun . 
„ Hvad vedkommer det Dem , “ svarede Manden , som 
ikke var nogen anden end Snyde . „ Jeg har ligesaa 
megen Ret at opholde mig her som De . “ 
„ Nei De tager Feil , “ var hendes rolige Svar . 
„ Hvem Te ogsaa er , saa har De dog ingen Ret dertil . 
Det er min Faders Huns hvori De befinder Dem , og 
jeg beder Dem at forlade det ! “ 

„ Nei , min Smukke , saaledes lege vi fo ikke , “ svarede 
han og nærmede sig stedse mere . „ Jeg vil 
kun bemærke — uden at fornærme Dem — at De 
smukt burde erindre Dem , at De slet ingen Fader har , 
som eier noget Huus ! Eller veed De det maaskee ikke ? “ 
spurgte han i en fortrolig Tone , og med en lallende 
Stemme . 
„ Jeg veed Intet , “ svarede hun . „ Men jeg veed , 
at der bliver begaaet en Niddingsdaad i Grevens Fraværelsæ , 
og han vil sikkert nok vide at fremdrage de 
Skyldige , for at fordre Regnflab af dem . “ 
„ Saa maa han være uhyre ferm , min Kjære . 
Han maa kunde gjøre mere end en almindelig Greve , 
men lad ham først stige op af sin Grav . “ 
„ Op af sin Grav ? “ spurgte Janette , aldeles slaaet . 
„ Er min Fader da død ? “ 
„ Jo , vistnok er han død , veed De det da ikke ? Nu 
vil De nok kunde begribe Resten . Den nye Greve er 
ankommen , for at tage sin Eiendom i Besiddelse , og et 
par gode Venner have fulgt ham hertil for at yde ham 
Selskab . “ 
Janette pressede begge Hænderne for Brystet . Hun 
kunde ikke troe denne usandsynlige Beretning . I den 
senere Tid havde hun hver Nat havt saadanne besynderlige 
Drømme — hun maatte vistnok drømme igjen . 
Det var jo umuligt , at hun kunde opleve alt dette . 

Men Snøde gav hende ikke Tid til at komme i det 
Klare med sig selv . 
„ Det er den rene Sandhed , min Smukke , “ sagde 
han , „ en sørgelig Sandhed ! — Men det hjælper ikke 
at græde og larmentere over Sligt . Den gamle Knegt 
var jo allerede til Aarene , og kunde ikke leve ret længe 
mere . Det er den eneste Trøst , der bliver en stakkels 
Djævel som mig tildeel , at de Store maa bide i Græsset 
ligesaa godt som vi Smaa . Men derpaa har Du 
vist aldrig tænkt . — Er det ikke saa , min Lille ? “ 
Janette hørte neppe , hvad der blev sagt til hende . 
Hendes Tanker vare kun hos den døende Fader . 
„ Er det ogsaa virkelig sandt ? “ raabte hun endnu 
engang . 
„ Hvad skal være sandt ? “ At den gamle Stymper 
skal være død ? — Det er ligesaa sandt som det hellige 
Evangelium . Og jeg vil sige Dem endnu mere . Det 
er ligesaa sandt at der existerer en Arving til den hele 
Herlighed — og at De maa skjule Dem i en Hurtighed 
og forlade Slottet med Deres hele Krimskrams . “ 
„ Jeg forstaaer Dem slet ikke . “ 
„ Naa , min Snut , saa skal jeg tale tydeligere . Greven , 
deres Fader , havde ikke den mindste Ret til Noget 
af Alt hvad han eiede — og han vidste det godt . — 
Han havde altsaa ikke noget Bedre at gjøre end at 
smugle den Anden afveien — eller som man ogsaa kalder 

det — forsøgs at berøve ham Livet . — Men den rette 
Arving havde ingen Lyst at lege en saadan Leg . Han 
er noget vred , og jeg troer at det Bedste for Dem vilde 
være , ikke at komme ham for Øinene . “ 
Jeg frygter ham ikke , “ sagde ' Janette modig . „ Det 
er kun altsammen Fabler , som jeg ikke troer paa . “ 
„ Det kan De gjøre som De har Lyst til , min søde 
Pige , “ svarede den frække Karl , „ men naar De vil være 
forsigtig , saa tag imod mit Raad , begiv Dem under 
min Beskyttelse , og gaae klogeligen den Anden afveien . “ 
„ Jeg skulde gaae med Dem ? “ 
„ Ja , hvorfor ikke ? Jeg skal min Salighed ikke spise 
Dem . “ 
„ Umuligt ! “ 
„ Oho , min Smukke — De foragter maaskee et Menneske , 
der paa en redelig Maade maa fortjene sit Brød ? “ 
svarede Snyde haanlig . „ Det er jo rigtignok meget bekvemmere 
at hente sine Penge ud af de Andres Lommer . “ 
„ Lad mig komme frem ! “ sagde Janette , hvis Taalmodighed 
nu var forbi . „ Jeg vil selv tale med den Mand 
om hvem De taler . . . gaae afveien ! “ 
„ Det skal ikke falde mig ind , “ svarede Snyde . 
„ Hvorledes tyr Te vove at tale et saadant Sprog , 
ligeoverfor mig , “ sagde Janette . 
„ Jeg taler som det behager mig , med Dem og tyve 
Andre , som ere ligesaa god som De . “ 

Med disse Ord gik han ligeiøs paa hende , og slyngede 
sin ene Arm om hendes Liv . 
„ Slip mig strax paa Øieblikket , “ sagde Janette som 
forgjæves forsøgte at befrie sig . 
„ Ikke førend De har betalt Løsepenge , “ svarede han 
med lysfne Blikke . 
„ Knn et Kys , min søde Pige , “ slammede han . 
„ Nei , nei , ikke for Alt i Verden . — Slip mig Skurk . “ 
Derved bøiede hun sig fuld af Afsky fra ham . 
„ Naar De gjør Dem kostbar , min Due , saa . . . “ 
„ O Hjælp — Hjælp ! “ skreg Janette i Fortvivlelse . 
„ Tys — øieblikkelig stille ! “ streg den raa Karl , og 
forsøgte at lægge Haanden for hendes Mund , for at 
dæmpe hendes Skrig . 
Men det lykkedes hende at bøie Hovedet til Siden . 
„ Hjælp ! til Hjælp ! “ raabte hun paany , saa at det 
gjenlød igjennem hele Slottet . 
Dreven til det Yderste ved hendes Modstand , slap 
han hende nu aldeles , men kun for med fordoblede Kræfter 
at tage hende i sin Favn . Han hævede hende op 
fra Gulvet , og var allerede i Begreb med at bære hende 
bort , da paa engang et veltruffet Slag ramte ham saaledes 
paaHovedet , saa athannæsægruus styrtede til Jorden . 
Adolf Tøndesen havde frelst Janette . 

Den Efterretning som Juan havde bragt til Præstegaarden , 
blev optaget af de Tilstedeværende i en heftig 
Sindsbevægelse , og isærdeleshed Adolf Tpndesen . Naar - 
Efterretningen om Grevens Dpd virkelig var sandt , saa 
kunde det Hele jo forandres . Dertil kom endnu denne 
nye Arvings Optræden og hans voldsomme Indtrængen 
paa „ Fremtidshaab “ . 
Over dette Punkt blev Juan nøiagtig udspurgt , men 
han kunde ikke svare videre paa det , end at en heel 
Mængde Mennesker havde begivet sig til Slottet for at 
storme det . 
Adolf var derfor strax paa det Rene med , hvad han 
havde at gjøre . 
„ Du maa strax kjøre med mig dertil , Hjelmfljold , “ 
sagde han til Vennen . 
„ Det er umuligt , “ svarede denne . „ Veien er mig 
ubekjendt ; det vilde være aldeles mørkt , førend vi naaede 
dertil , og Natteluften vilde være skadelig for Dig . “ 
„ Men Hjelmfljold — maaskee er hun der , og i Fare . “ 
Stakkels Hjelmfljold ! Han begreb strax hvor umuligt 
det var at forkaste slige Argumenter . Han kjendte 
sin Ven altfor nøie , for ikke at vide , hvor unyttig det 
var at modsætte sig i dette Kapitel . Tilladelsen til at 
benytte Præstens Enspænder , blev hurtigt indhentet , og 
efter at have faaet de nødvendige Efterretninger , hvilken 
Vei de skulde tage , kjørte de ud af Porten . 

Ved Omdrejning af en Vei , mødte de Præstens 
gamle Fader , som med Haanden gav dem et Tegn for 
at holde stille . 
„ Ønsker De at tale med mig ? “ spurgte Adolf , og 
bøiede sig derved ned til ham . 
„ Jo jeg har , “ hviskede den gamle Mand . „ Alt hvad 
der angaaer Grev Flys Sager , har en stor Interesse for 
mig . Tør jeg bede Dem , at give Agt paa Alt hvad 
der foregaaer paa „ Fremtidshaab ? . “ 
„ Ganske vist , kjære Hr . Holgersen , De kan aldeles 
stole paa mig . “ 
„ Og vil De saasnart som muligt komme tilbage , 
for at jeg kan erfare alle Enkelthederne af Deres egen 
Mund ? “ 
„ Jo , det vil jeg med Glæde ! “ 
Den gamle Mand trykkede hans Haand , takkede ham 
og var i Begreb med at fjerne sig , da han pludselig 
kom til at husfe paa Noget . 
„ Som De har hørt , er der pludselig kommen en Mand 
tilsyne , som gjør Fordring paa Grevens Eiendom og 
Titler . Maaskee faae De ham at see . Maaskee er han 
fattig , udannet og ligefrem . Skulde Te saa være tilbøielig 
til , uden videre at bedpnne denne Fremmede — 
eller mistroe ham . . . vil De saa opfylde mig en Bøn ? “ 
„ Gjerne . “ 

„ Godt , hav saa den Godhed , ikke at dømme efter 
det Ydre . “ 
Med disse Ord hilste han og gik tvers over Marken . 
„ Den gamle Mand lod til at være slærkt bevæget , “ 
sagde Hjelmfkjold . 
„ Jo , det var han virkelig , jeg kan slet ikke forklare 
mig hans Opførsel . “ 
Nu fortsatte De Deres Kjøretour i en dyb Taushed . 
Enhver var beskjæftiget med sine egne Tanker . 
Det var ikke let at finde Veien til Slottet . Snart 
kjørte De til høire , snart til venstre . Saa længe det 
var lyst , og De mødte Mennesker gik det end « , da De 
saa kunde forespørge Dem , men da det blev mørkt og 
Natten brød frem , kom De til den Overbevisning at 
De var kjørt feil . 
Denne Tilstand var meget pinlig . 
Adolfs Længsel for at naae Maalet , steg med hvert 
Minut , som der gik tabt . I det næste Huus som De kom 
forbi , erfarede De , at De maatte kjøre flere Miil tilbage . 
Tøndesen var fortvivlet , og var nærved at opgive 
det Hele . 
Hjelmskjold derimod blev mere ansporet , ved Vennens 
Modløshed . Han besluttede derfor , at bringe det 
Begyndte i Udførelse , og Resullatet af hans Vedholdenhed 
blev den , at De ved Midnatstid naaede Kroen , hvor 
Rosa endnu befandt sig . 

Det hele Tog havde nylig forladt Krosiedet , og i 
det Fjerne kunde man endnu høre Tumulten , som tabte 
sig mere og mere . Krosfedet var for Øieblikket aldeles 
tomt af Gjcester . Værtinden , Madam Truelsen takkede 
sin gode Stjerne , at denne rasende Flok havde forladt 
hende , og var netop i Begreb med at berede en styrkende 
Drik for Rosa , da Vognen holdt for Døren , og 
de to Venner hurtig kom ind . 
Faa Spørgsmaal og Svar , gav Adolf snart den 
Overbevisning , at Jnan ikke havde overdreven Begivenhederne , 
som her vare gaaet for stig . 
„ Jeg troer det er bedst , at vi kjøre strax hen til 
Slottet , “ sagde Adolf — men han ventede med at gaae . 
Der svævede ham et Spørgsmaal paa Læberne , men 
han frygtede for , at udtale det . Hans Læber skjælvede 
da han endelig spurgte : 
„ Er Grevens Datter — er Frøken Janette paa 
Slottet ? “ 
„ Jo , hun er , “ svarede Værtinden . 
„ Saa er det vel ogsaa muligt at hun er bleven 
truet og haanet ? “ udbrød Adolf . 
„ Hvem kan vide det , “ svarede Madam Truelsen . 
„ Det Eneste hvad jeg formaaede at gjøre , var det , at 
jeg bragte Datteren af den nye Greve — jeg mener 
Datteren af den Mand , som kalder sig saaledes — i 
Sikkerhed . “ 

„ Altsaa han har en Datter ? — og hun er ikke fulgt 
med til Slottet ? “ spurgte Adolf . 
„ Nei , hun er ovenpaa , i mit eget Værelse , “ svarede 
hun . „ Men hvad seer jeg — der kommer hun jo selv 
ned af Trapperne . “ 
Rosa kom virkelig gaaende ned af Trapperne . Hun 
var forfærdelig bleg , og var meget bange og angreben , 
men dette forhpiede kun hendes Skjønhed . Hendes gyldne 
Lokker bølgede omkring hendes Ansigt . 
Ved dette Syn undslap der Adolf et Skrig af Overraskelse . 
Det var ikke allene den unge Piges sjældne 
Skjønhed , som aflokkede ham dette Udbrud , men meget 
mere paa Grund af hendes store Lighed med Janette . 
Den unge Mand blev aldeles overrasket af dette 
Syn , og ilede hende uvilkaarlig imøde . Et Øieblik hengav 
han sig til det skuffende Haab , at det var hans Tilbedte , 
som kom ned af Trappen . 
Et smerteligt Suk undslap ham , da ban bemærkede 
sin Vildfarelse , men han vedblev at slirre paa hende , 
som om hun var et Gjenfærd . 
„ Og hende , “ mumlede han , mere talende til sig 
selv , som til de Andre , „ dette er Datteren af den nye 
Greve ? “ 
„ Saaledes kalder man hende , “ sagde Værtinden , 
men hun kunde ligesaa godt være den gamle Greves 
Datter , saa fiin og spæd seer hun ud , og saa ligner 

hun jo den naadige Frøken Janette paa el Haar , som 
Te vistnok selv vil indrømme . 
Medens denne Tid havde Rosa naaet Enden af 
Trappen , og gik ligeløs paa den Talende . Hun kastede 
el ængstelig Blik paa de to unge Mænd . En glødende 
Rødme udbredte sig over hendes Ansigt , da hun saae 
paa Adolf , — men kun for el Øieblik — saa blev hun 
ligesaa bleg , som hunZfør havde været . 
Tet kummerfulde Udtryk der laae i Adolfs Øine , 
formaaede ikke at skjule hendes Bevægelse . 
„ Nu er det rolig igjen , kjære Barn , “ sagde Værtinden , 
som udtydede hendes Udtryk paa sin Viis . „ Huset 
er nu tomt . “ 
„ Og min Fader , hvor er han ' bleven af ? “ udbrød 
den unge Pige . 
„ Han er i gode Hænder — Te vil nok passe paa 
ham , “ var Svaret . 
„ O , min Gud , han er gaaet med . “ 
Tonen , hvori disse Ord bleve yttrede , skar Adolf i 
Hjertet . Sit hele Liv igjennem havde han følt Trang 
til Kjærlighed — hvad der var nægtet ham , blev 
enhver Uværdig tildeel . 
„ Deres Fader er , — naar jeg har forstaaet Ret , 
gaaet hen til Slottet , “ sagde han , henvendende sig til 
Røsa , som ved at høre hans Stemme , paany blev blussende 
rød . „ Han holder sig for den retmæssige Arving 

til Slottet — altsaa af Grev Flys Stamme . Er det 
ikke saaledes ? “ 
„ Min Fader har nylig sagt mig det , “ var Rosas 
skjælvende Svar . „ Jeg er i stor Angst for ham , og vilde 
gjerne gaae efter ham . “ 
„ Gaae efter ham , i denne Time ved Nattens Mørke , 
og iblandt det Folk som omgiver ham , “ svarede Værtinden 
hende . „ Nei , mit Barn , det er umuligt . Men 
disse Herrer begiver Dem derhen , og vi bede Dem om 
at bringe os Besked hvad der har tildraget sig paa 
Slottet . “ 
„ Vil De virkelig gjøre det ? “ spurgte Røsa , henvendende 
sig til Adolf , hvis Nærværelse hun lod til , alene at bemærke » 
Vil- De gaae hen til min Fader , — søge at berolige 
ham , og afholde ham fra , at han ikke vil drikke mere ? 
— Siig ham , at jeg . . . at jeg føler mig meget forladt 
og længes efter ham , saa kommer han maaskee tilbage 
til mig . 
Halvtgrædende , skjælvende og rødmende stod den 
stakkels Pige foran Adolf og saae paa ham med et alvorligt 
og fortrolig Blik . 
Hvortidt havde et andet Blik , saaledes seet paa 
ham , ligesaa sød og reen . En dyb Bevægelse gjennemfoer 
ham . Uden ret at vide hvad han foretog sig , strakte 
han sin Haand ud imod Rosa , som denne uden Undseelse 
tog imod . 

„ Jeg vil strax ile til ham , og gjøre Alt hvad De 
puster , “ sagde han . „ De kan trøslig stole paa mig . “ 
Forlade sig paa ham ! —Hun havde gjerne betroet 
sit Liv i hans Hænder . 
Stakkels Rosa . 
Medens Begge stode med hverandre , Haand i Haand , 
hørte man pludselig en dump oghuulLyd trænge igjennem 
Luften . 
„ Forundret saae de paa hinanden . 
„ Hvad er det ? “ spurgte Adolf . 
„ Det er . Stormklokken paa Slottet , “ udbrød Værtinden 
forsfrækket . Saasandt som jeg lever , det maae 
være den . Hvad kan der dog gaas for sig ? “ 
De ilede hurtig udenfor Huset . Natten var mørkt , 
men i Omegnen af Slottet viste sig et lyst Skjær , som 
kom af en stærk Ildebrand . 
„ Man har sat Ild paa Slottet , “ sfreg Madam 
Truelsen . 
„ Det ligner virkelig noget saadant , “ svarede Hjelmstjold . 
„ O , 
min Gud , saa er min Fader ogsaa i Fare ! “ 
jamrede Rosa . „ Maastee bliver hans Liv i dette Øieblik 
truet . “ 
„ Barmhjertige Gud , Hjelmfkjold — og hende . “ 
Det var Adolf , som udstødte disse Ord i en fortvivlende 
Tone . 

Rosa vidste ikke , om hvem han talte , men hun forstod 
dog Betydningen af hans Udbrud og Hjertet gjorde 
hende ondt , som om det skulde briste . Hun maatte holde 
sig til Rækværket for ikke at segne om , da hun saae hvor 
Adolf feberagtig greb Vennens Haand , og med glødende , 
vidtopspilede Øine trak ham med sig . 
De gik uden at sige hende et Ord , men De vendte sig 
pludseligt om , for at spørge efter Veien . Nu først bemærkede 
Adolf Rosas forunderlige Sindsbevægelse . Med et Spring 
var han igjen ved hendes Side og greb hendes Haand . 
“ Frygt Intet , stakkels Barn , der er ingen Fare , “ 
sagde han venligt , og var i det næste Øieblik forsvunden . 
Først længe efter erindrede han , at den unge Piges 
Haand havde været saa kold som Marmor . Men 
nu havde han ingen Tid at lægge Vægt derpaa . 
Stormklokken blev ved at lyde . Skjæret imellem 
Træerne havde antaget en mørkerød Farve . Ved den 
næste Bøining af Veien , saae De hvor Røgen steg op 
til Himlen , og kastede glødende Funker høit i Veiret . 
„ For Guds Skyld , Hjelmskjojd , “ udbrød Adolf , og 
rettede sig pludseligt i Veiret , saa Vognen nærved havde 
væltet — hurtig — hurtig , — kjør til — giv mig Tøilerne . 
Maaskee ligger hun i den dybeste Søvn , medens 
Luerne raser omkring i Slottet . Maaskee søger hun i 
Fortvivlelse en Vei for at kunde frelse sig , men sinder 
kun en ny Fordærvelse . Eller den vilde Horde har maaskee 

revet hende ud as Sengen og har jaget hende ud 
i Nattens Mørke — eller bliver haanet , mishandlet , ja 
maaskee tage De Livet af hende . — Hurtig , hurtig . “ 
Med en lynende Fart fløi Vognen afsted , uden at 
tage Hensyn af Mørket , eller den ubekjendte Vei . Men 
Lykken fulgte Dem ; og uden at rammes af noget Uheld , 
naaede De endelig den frie Plads foran Slotshaven . 
De Frygtsomste og Forsigtigste af Tnmultanterne , 
havde samlet sig her ved Indgangen . De formodede 
at de to Ankommende vare Fuldmægtige i den afdøde 
Greves Tjeneste og holdt det nu for deres Pligt , at 
nægte dem Adgang til Slottet . Men Adolf var ikke i 
den Stemning at lade sig sorhindre as Noget . Han 
sprang ned as Vognen , medens den endnu var i fuld 
Fart , og ilede henimod Porten . En Bondekarl , der stillede 
sig i Veien for ham , laae i det næste Øieblik i 
Græsset , og Adolf ilede nu igjennen Haven op til 
Slottet . 
Nu kunde han see , at hans største Sorg var uden 
Grund . Ikke Huset , kun en Glædesild havde han seet 
opflamme . Janette var idetmindste ikke truet af denne 
frygtelige , ubarmhjertige Fjende . 
Med et „ Gud være lovet ! “ stormede han videre 
frem , og snart havde han naaet Hovedindgangen til 
Slottet . Men her saae han , at Døren var bleven slaaet 

ind med Vold , og han kunde neppe troe , at denne rasende 
Mængde havde skaanet Slottets Beboere . 
Da han betraadte Forhallen , saae han en Deel 
mørke Skikkelser , som laae rundt omkring paa Gulvet , 
aldeles drukken , medens en forvirret Støi naaede til 
ham , som kom op fra Kjælderen . 
Han stod et Øieblik og lyttede . Maaskee var det 
godt , naar han gik ned , for at fordre Regnskab af de 
Indtrængende . Men medens han endnu stod og gik til 
Raad med sig selv , trængte et lydeligt Mdraab til hans 
Øre . 
I det første Øieblik vidste han ikke , hvor Lyden var 
kommen fra — men efter et Øiebliks Ophold , hørte 
han det samme Raab med en endnu høiere og ængsteligere 
Stemme . 
Han hørte nu at Raabet om Hjælp kom ovenfra . 
Han slyrtede i en Fart op af Trapperne , tog et Spyd 
som stod imod Væggen , og ilede henimod Korridoren , 
hvor Snyde stod og havde omfavnet Janette . 
Han faae hvor hun kjæmpede med den usle Angriber , 
og i sin Harme hævede han Spydet » og rammede 
Snyde saaledes , at han uden at give en Lyd fra sig 
slyrtede til Jorden . 
Han tog nu den besvimede Janette i sine Arme , 
som han elskede meest af Alt i denne Verden . 

Hans Hjerte bankede stærkt , Læberne bævede , og en 
Taage lagde sig for hans Øine . 
Medens han stod i dyb Betragtning , og overveiede 
hvorhen han sknlde vende ug med sin dyrebare Byrde , 
aabnede en Tør sig , hvoraf den troe Lisette skyndsomt 
ilede til . 
Hun saae , at Adolf havde taget hendes Frøken i 
sine Arme , og Snøde tilsyneladende , liggendes død paa 
Gulvet . 
Hvad der var skeet vidste hun ikke , men hun fattede 
en stærk Mistanke . 
Her var begaaet et Mord , og man havde forsøgt 
at bortføre hendes Herskerinde . 
Hendes Mistanke blev næsten til Vished , da hun 
kom nærmere og gjenkjendte Adolf Tøndesen . Hun 
vidste at han var Janeites Elsker , og troede nu , at 
Fortvivlelsen havde drevet ham til , at foranledige denne 
forræderiske Overfald , som var bleven begaaet i denne 
Nat . — 
Oprørende og uvillig over hans Opførsel udbrød hun : 
„ Hvad vil De her ? I hvilket Øiemed er De kommen 
her til Slottet ? “ 
Han havde ikke hørt , at hun havde nærmet sig , og 
vendte sig derfor overrasket og uvillig om imod den 
Spørgende . Paa det første Blik gjenkjendte han Lisette . 
„ De her ? “ udbrød han med Bitterhed . 

„ Jo Herre , og det er en Lykke for min elfkede 
Frøken , at jeg er her , for i Farens Stund at vcerge 
for min elskede Herskerinde . Hvor uretfærdig og usselt er 
det ikke as Dem , at komme hertil om Natten , i Følgeflab 
med al denne Pøbel , for at ængstigemin Frøken næsten 
tildøde . De havde ikke turdet vove det , naar Greven 
havde været her . 
„ De er i Vildfarelse , i en fuldstændig Vildfarelse ! “ 
indvendte Adolf . 
„ Saa ? er jeg virkelig det ! Men De skal alligevel 
ikke opnaae Deres onde Hensigt . De skal ikke faae Lov 
til at bortføre hende , imod hendes egen Villie . Jeg 
skal forsvare hende saalænge jder er en Draabe Blod i 
mig “ . 
Ved disse Ord slyngede hun Armene om den bevidstløse 
Janette for at rive hende fra ham . Adolf 
gjorde Modstand . 
„ Lisette “ , udbrød han , „ tidligere var De venligere 
stemt imod mig . Siig mig nu Sandhed , jeg bønfalder 
Dem . Naar jeg nu kom Janette til Hjælp , naar jeg 
vilde gjøre hende fri — vilde det i Grunden være 
imod hendes Villie ? “ 
Den stakkels Lisette ønskede ikke at skuffe ham , men 
ved alle disse Begivenheder var hun bleven aldeles forstyrret . 
Alt hvad der var skeet , skrev hun paa Adolfs 

Bekostning , og hun tog nu hele Usandheden , som hun 
gjorde sig skyldig i , paa sin Kappe . 
„ Jo — vistnok var det imod hendes Villie , “ udbrød 
hun . 
„ Lisette , allerede engang har De bedraget mig , Te 
bedrager mig ogsaa nu ! “ udbrød den unge Aland . 
„ Nei — nei ! “ 
„ Troer Te da , at jeg kunde troe at Deres Frøken var 
bleven kold og ligegyldig imod mig ? “ 
„ Hun har jo selv sagt Dem det . De har jo hørt 
det af hendes egen Mund . “ 
„ Jo , jeg har hørt det , men Lisette , jeg haaber alligevel , 
og De veed jo i hvis Nærværelse disse skrækkelige 
Ord bleve udtalte . Hendes Fader og den Forhadte som 
hvervede om hendes Haand , var jo hos hende . Maaskee 
havde man gjort hende bange — maaskee har hun ladet 
sig forlede dertil af Frygt . Men De , Lisette , er baade 
Dag og Nat i hendes Nærhed . De maa kjende hendes 
Hemmeligheder , og maa kunde forstaae at læse i hendes 
Hjerte . Tersor beder jeg Dem for Guds Skyld at sige 
mig : Har Janette den Morgen talt Sandhed ? “ 
„ Det har hun gjort , “ var hendes Svar . 
Han udstødte et dybt Suk . Hurtig lagde han den 
elskede Janette i Lisettes Arme , kastede endnu engang et 
langt , kjærligt Blik paa hendes Aasyn og ilede derpaa 
ned af Trapperne . 

Lisette forskrcrkkedes over den Virkning hendes løgnagtige 
Udsagn havde frembragt hos Adolf , og var allerede 
i Begreb , at tilbagekalde ham , men saa erindrede 
hun sig paany alle de Forstyrrelser , som hun troede han 
var Skyld i da hun holdt ham for Anføreren af Banden , 
som rasede igjennem Slottet , og beroligede sig med 
Tanken om , at hun her havde gjort Ret . 
Hun havde aldrig kjendt Kjærlighedens Sødme , og 
kunde heller ikke fatte , at en saadan Kjærlighed er i 
Stand til , at ødelægge et Menneskes hele Fremtid . 
Tøndesen ilede ned af Trapperne . Hans Ansigt 
var mørk , med Armene korset over Brystet . Selv 
den Nat da han stod ligeoverfor Baronesse Dyring , 
havde han ikke følt sig saa modløs og ulykkelig som 
han nu var . 
Naar hun havde ophørt at elske ham , var Alt hvad 
Verden besad uden Værdi for ham . 
Nedtrykt af disse Følelser gik han ned i Vestibulen . 
Tumulten udrev ham af stne Tanker . Det , var den 
samme Larm , som han havde hørt ved hans Indtrædelse 
i Slottet , men det lod til , som om Tumulten var taget 
til , og den støiende Mængde kom stedse nærmere . 
Han stod stille og lyttede . I dette Øieblik kom den 
drukne Skare stormende frem , og ind i Hallen . 
Men iblandt denne skrigende og hylende Flok stod 
den gamle Dyring med en rolig Værdighed . Adolf antog 

ham strax for Anføreren af Tumultanterne , og kunde 
strax paa første Blik see , at Manden ikke maatte være 
ved sin Forstand . 
„ Det er en Gal ! “ sagde han til sig selv , og ved 
den Tanke at Janette skulde blive prisgiven til denne 
raae Masse , følte han sig pludselig som nyoplivet . 
„ Jeg kan ikke hade hende , “ udbrød han ; „ og vil 
ikke forlade hende , saalænge hun er i Fare . 
Denne Beslutning udtrykte sig baade i hans Mine 
og Holdning , og gav hans hele Person noget Udfordrende , 
ja næsten Truende , som inponerede disse raae 
Mennesker , saa at der et Øieblik opstod en Taushed da 
han traadte iblandt dem . 
Kun Dyrings Øine glødede vildere , da han fik 
Øie paa den unge Mand . Han spurgte om hans Navn , 
og tilføiede : 
„ Jeg antager , at De veed , paa hvis Jordbund De 
befinder Dem ? “ 
„ Ganske vist , paa Grev Fly ' s naturligvis , “ svarede 
Adolf rolig . 
„ Godt , jeg er Greven . “ 
„ De ? “ sagde Adolf , idet han undertrykke et vantro 
Smil . 
„ Ja , netop jeg , og jeg maa bede Dem , at nævne 
Deres Navn , eller at De øieblikkelig forlader mit Huus . “ 
„ Bravo ! “ „ Hurra ! “ streg den drukne Mængde . 

„ O , mit Navn stal De nok faae at vide , “ svarede 
Adolf . 
„ Jeg behøver ikke at faae det at vide , jeg kjender 
det allerede ! “ udbrød Dyring , som fik et pludselig Indfald . 
De er Baronessens Søn - en Skamplet for Grev 
Fly ' s Navn . Nu kjender jeg Dem . 
„ De er i Vildfarelse , “ indvendte Adolf . 
„ Stille . Hvad Eders Forsikringer er værd , det 
er almindelig bekjendt her i Byen ! “ raabte Dyring . 
Han henvendte sig til de Øvrige og udbrød : 
„ Det er ham mine Herrer ! hvem kunde det vel ellers 
være ? Hvem kunde vel ellers i denne Time tillade sig at 
vise-sig paa mit Slot . Men han har ingen Ret dertil 
— det er ingen Fly — han har ikke nogen Net til at 
vise sig her . Jeg er Arvingen — jeg er den rette 
Greve ! “ 
„ Ud med ham ! “ skreg en Tordenstemme i Baggrunden . 
„ Kast 
ham i Slotsparken , “ raabte Moer Fanesse . “ 
„ Det vil blive en kostelig Spøg ! “ 
- „ Ud med ham og hans Lige , brølede en drukken 
Skoflikker . 
„ Aa ja , ud med ham , “ brølede den hele Hob . 
En bedøvende Larm overdøvede alle Adolfs Forsikringer , 
som Alle antog for Grevens Søn , Oskar . Enhver 
kjendte dette Navn , der kun blev udtalt under 

Forbandelser . Han havde ikke ladet sig see her paa 
Fremtidshaab i mange Aar ; men en sørgelig Tildragelse , 
som var passeret her i Omegnen under Oskars første 
Besøg her paa Slottet , da han havde bortført en ung 
Pige af dette Sogn , forført , og derpaa forladt hende , 
var endnu ikke glemt . Paa denne Tildragelse gjorde 
Moer Fanesse dem opmærksom , og med en hæs Stemme 
raabte hun : 
„ Hvor er Gaardmand Hans Nielsens Datter bleven 
af ? “ 
„ Jo , jo , Skam for denne Usling , al Ulykke maae 
ramme ham . “ 
„ I Slotsparken med ham . “ 
„ Jo , jo , i Parken med ham . “ 
„ Tjær ham og faa fjedere ham . “ 
Adolfs Stilling blev mere og mere farlig . Han faae 
det , men frygtede ikke . I denne Larm var det umuligt 
for ham , at gjøre sig forstaaelig . 
Den opirrede raae Mængde holdt hans koldblodige 
Rolighed , for ligefrem Trods , og bleve derved kun mere 
forbittrede . 
Den rasende Flok blev værre og værre , med et forfærdælig 
Hævnskrig omringede de den stakkels , unge Mand , 
stnbbede , trængte og stødte ham med Banden og Trudsler 
igjennem Hallen . 
Faren voxede med hvert Øieblik . 

Den drukne Blasse var besluttet at holde en Ret 
over Adolf . 
Endnu engang gjorde han et Forsøg for at skaffe 
sig Gehør . 
I det Øieblik da man vilde trænge ham ud af den 
yderste Dør , kastede han sig med al Magt tilbage , forsøgte 
at befrie sin Arm fra den rasende Moer Fanesse , 
og raabte saa høit han kunde : 
„ Hør rolig paa mig , vil I ? “ 
„ Nei , nei , vi vil ikke høre paa Dine Løgne ! “ brølede 
den hele Flok . 
„ Hoved ned og Benene iveiret , “ skreg Moer Fanesse . 
I det næste Øieblik var denne Befaling , fuldført . 
Adolf var nu aldeles i sine Angriberes Vold , hvoraf 
nogle bemægtigede sig hans Been , medens de Andre toge 
fat paa hans Hoved og Skuldre . 
„ Bær ham nu ned i Haven og kast ham saa i Parken , “ 
skreg Qvinden . 
Nu vare de komne udenfor Slottet . De Forangaaende 
vare allerede traadte ind i Haven , men det Syn 
som mødte dem , bragte Dem til at staae stille . 
En ung Mand kom hurtig løbende henimod Sværmen , 
fulgt af nogle Politibetjente og en Deel bevæbnede 
Bønder , som gjorde sig parat at møde Vold med Vold . 
I det næste Minut var Adolf befriet , og hans 
Plageaander slap ham saa pludselig at han faldt saa 

lang han var paa Jorden . Den bedøvende Larm forslummede 
pludselig , de truende Gebærder forvandlede sig 
pludselig til Skræk , og den Ene saae frygtsom paa den 
Anven . 
Kun Dyring tabte ikke Modet . 
„ Laas Døren — tilspær og luk den ! “ befalede han 
med en høi og rolig Stemme . 
Folkene skyndte sig med nt lystre ham , og laasede 
Døren saa godt dette lod sig gjøre . 
„ Veed De ogsaa , hvad De der foretager Dem ? “ 
raabte Adolf , som havde reist sig . 
„ Jeg veed det , unge Mand . — Jeg gjør Brug af 
min Ret — for jeg er Herre i mit eget Hjem ! “ svarede 
Dyring . 
Politiet bankede nu haardt paa Tpren . 
„ I Kongens Navn ! “ raabte den ene af dem . „ I 
Kongens Navn , luk op ! “ 
Dyring smilede ligesom en Vanvittig og saae med 
Stolthed omkring sig . 
Adolf betragtede ham med Deeltagelse og Frygt . 
Mængden , der pludselig var bleven ædru og modløs 
ved den Fare , der truede dem , trængte sig sammen 
i en Klynge og turde ikke vove at røre dem . 
„ Det vare maaskee bedre , Herre , naar vi lukkede 
Døren op , “ meente en af de Værste af hele Flokken . 
„ Nei , “ streg Mo ' er Fanesfe . „ Nei , siger jeg ! “ 

„ Men det maa jo dog skee eengang , “ meente den 
Første meget nedslaaet . 
„ Aldrig ! “ raabte Dyring . „ Har jeg ikke sagt Eder , 
at jeg hellere vil see min hele Eiendom opgaae i Flammer , 
som at komme i den falske Greves Arvingers Hænder ? 
Hellere stikker jeg selv med egne Hænder Ild paa 
det ! “ . 
„ Det var godt sagt , “ skreg Moer Fanesse . 
Politiet vedblev at banke paa Døren og fordrede 
at komme ind , men Dyring veg ikke en Fodsbred fra sin 
formeentlige Ret , og ingen Muskel i hans Ansigt udviste 
nogen Frygt . Det Eneste , som gjorde ham ondt var 
hans Venners Vankelmodighed og Forsagthed . 
Adolf bemærkede dette , og benyttede det heldige 
Øieblik for at tale til dem . 
„ I hører Politiet , som staaer udenfor og begjærer 
at blive lukket ind , i Kongens Navn . „ Veed I ikke , I 
Afsindige , at I ikke har nogen Ret til at trænge ind i 
Grevens Slot , og at J er fulgt med en Mand , som selv ikke 
har den mindste Ret dertil ? ' Man . vil fængsle ham og 
Eder alletilsammen . Man vil drage Eder til Regnskab , 
for det- Indbrud som I har begaaet i Grev Fly ' s 
Eiendom . “ 
Der var Ingen som afbrød ham . 
Endogsaa de Værste af Tumultanterne , lod det nu 

til , som om devare komne til Besindelse . Kun paa den 
nye Greve gjorde denne Tale ingen Indtryk . 
„ Han lyver , han bedrager Eder ! “ raabte han . „ Hvad 
froer I vel at kunde vente af Grev Flys skurkagtige 
Syn ? Saasnart vi rymme Marken for ham , saa tager 
han Slottet i Besiddelse . I kjender ham jo — Eders 
Dyttre kjender ham endnu bedre . “ 
Disse Ord bleve ikke uden Virkning . Adolf indsaae 
at Strymmen vilde vælte indpas ham , men han forekom 
den , og udbryd hurtig : 
„ Det er falsk ! Jeg er ikke Grev Flys Syn . - Jeg 
er ligesaalidt den unge Greve , som denne gamle Mand 
er en fydt Grev Fly . “ 
Nu opstod der en dyb Tilstand . Den forsfrækkede 
Alængde var . tilbøielig til at troe Alt , hvad Adolf sagde , 
men de frygtede at tilstaae for dem selv , at de havde 
gjort noget Uret . 
Selv Dyring følte sig mindre dristig , ved det han 
havde hørt , inen endnu mere ved det faste bestemte Udtryk , 
hvormed dette var bleven udtalt . 
„ Naar De ikke er Grevens Søn , hvem er De da ? “ 
spurgte han . 
„ Mit Navn er Adolf Tyndesen , “ lød hans Svar . 
Naar en Granat var falden ned for Fødderne af 
den nye Greve , var han ikke bleven mere forsfrækket , 
som han blev nu . 

„ Tsndesen — er det Deres Navn ? “ spurgte han 
med en ængstelig Stemme . 
„ Jo , mit Døbenavn . “ 
„ Og De vil gjøre Fordring paa Arven — paa 
Grevskabet ? “ 
„ Jeg paa Grevskabet ? “ 
„ De er min Rival — og dog har jeg indtil denne 
Time , endnu aldrig hørt Deres Navn nævne . “ 
Adolf smilede medlidende . 
Fra først af havde han betragted denne Mand som 
et Offer af et Selvbedrag , kun ved hans ydre Ro , havde 
han sommetider tvivlet derpaa . Men nn , da denne 
Mand holdt ham , den Fremmede , for sin Rival , og Medarving 
til Grev Flys Eiendom , nu kunde han . ikke tvivle 
længer , at denne Mand maatte være en stakkels Sindssvag . 
„ Den naadige Herr Greve kan være ganske rolig , “ 
svarede han . „ Hvormange Rivaler De ogsaa kan have , 
jeg hører i alt Tilfælde ikke dertil . Jeg har , og gjør 
ingen Fordring af Noget som angaaer Grevskabet . 
„ Det er ikke sandt , De vil bedrage mig , “ sagdes 
Dyring . 
„ Hvorfor skulde jeg det ? Hvad har jeg med Dem 
at gjøre , eller De med mig ? “ var Svaret . 
Dyring saae forskende paa ham . Denne unge Mands 
Ansigt bar et Præg af Ærlighed og Oprigtighed . Dyring 

saae det — men endnu var hans Mistro ikke bleven 
besejret . 
„ Hvorledes kommer det da , at De , Tøndesen , akurat 
nu , da Greven ligger i Kisten , kommer her paa Slottet , 
naar det ikke var for Arvens Skyld ? “ 
„ Jeg skal svare Dem derpaa . Men først maae De 
forklare mig hvad mit Navn har med denne Sag at 
gjøre . “ 
„ Hvorledes mener De ? “ 
„ Mit Spørgsmaal er saa klart som Dagen , . synes 
jeg , det kan ikke være svært for Dem at besvare det . “ 
„ De har ganske Ret — at besvare det , er ikke vanskeligf . 
Men Te har jo aldeles ingen Grund til at spørge 
derom , for Te veed jo Alt lige saa godt , som jeg selv . “ 
„ Men jeg forsikkrer ved min Ære at jeg er aldeles 
uvidende i denne Sag . “ 
„ Hvorledes ? Te bærer mit Navn og veed ikke . . . . “ 
„ Deres Navn ? “ 
Ganske vist mit Navn — og dog vil De ikke vide 
at Grevskabet nedstammer i lige Linie , fra Tøndesen 
Dyring ? 
Den unge Mand blev ligesaa forundret , som overrasket . 
„ De 
tager vist feil , min Herre , ganske vist , De maae 
tage seil . “ 

„ Jeg tager ikke feil , for jeg har Beviser — Beviser 
siger jeg Dem . “ 
„ Og jeg — nei , nei , jeg kan ikke troe det . Det er 
kun en vild og taabelig Drøm , at jeg som Janettes Lige 
kunde optræde og belle til hendes Haand . 
Han vrededes paa sig selv , at han kunde give en 
flig Tanke den mindste Vægt . 
Hvor ofte havde ikke et svagt Menneske ved et lig ' 
nende Tilfælde mistet Forstanden ! 
Han huskede utallige Exempler om Vanvittige , som 
udgav sig for Konge og Keiser , ja endog for Hellige og 
Apo stier . ' 
Han , var i Begreb med at give et vantro og medlidende 
Svar , men Dyring afbrød ham . 
„ Vent ! “ sagde han . . „ I . dette Øieblik troer De mig 
ikke , men vent til jeg forelægger Dem sandfærdige Beviser . 
Imidlertid 
havde Politiet opgivet at trænge ind ad 
Hovedindgangen , og skyndte Dem nu , med Hjelmskjold 
i Spidsen , at søge dem en anden Indgang . 
Forsamlingen i Hallen , halvt forskrækket over deres 
egen Stilling , og forundrende dem over den Vending 
som Samtalen havde taget imellem deres Anfører og 
den unge Mand , tabte nu aldeles Modet . 
Det var kun en lille Hob , for Mange laae omkring 
paa Gulvet og snorkede , Andre opholdt dem endnu i 

Vinkjælderen , og endnu Andre gjennemstøvede Slottets 
pragtfulde Gemakker . 
De Faa , som endnu vare forsamlede om Dyring , 
vare udmattede , søvnige og tvivlraadige hvorledes de 
skulde forholde sig . 
Pludselig kom Lisette ilende ned af Trapperne , udstødende 
et Hjælpeskrig . 
„ O Herre , kjære Hr . Tøndesen ! Hjælp ! hjælp , saa 
hurtig som mulig , “ raabte Lisette , henvendende sig til 
Adolf , som hun gjenkjendte imellem de Andre . 
„ Hvad vil De ? “ spurgte Adolf misfornøiet . 
„ Min Frøken . . . 
„ Ah , hvad er der med hende ? “ 
„ Hans Stemme var ved de sidste Ord aldeles forandret 
— hans Øine lynede , hans Kinder glødede , og 
han kunde selv høre , hvorledes Hjertet bankede i Brystet 
paa ham . 
„ Hun er borte ! “ udbrød Lisette , 
Uden at høre , eller spørge videre , stormede Adolf 
igjennem Hallen og op ad Trapperne . 
Paa det Sted hvor Snyde havde ligget , opdagede 
han kun en Syl Blod , men den Elendige selv var ingensteds 
at finde . 
Lisette som hurtigt var fulgt efter Adolf , viste paa 
Blodpletten , og udbrød grædende : 

„ Han — Mennesket var ikke død , han kom til sig 
selv igjen , styrtede sig over min naadige Frøken , og slæbte 
hende bort med sig . “ 
Det lød utrolig , men med hastige Ord forklarede 
Lifette hvad der var skeet . 
Lisette havde baaret sin unge Frøken ind i det 
første Soveværelse , som stødte ud til Corridoren og havde 
lagt hende der paa Sengen . 
Efter at hun havde kaldet paa flere Tjenerinder , 
havde De med forøgede Anstrengelser halvt om halvt 
bragt Janeste til Besindelse , men en paany opstaaende 
Larm i de indre Dele af Slottet , forjagede Dem . 
Enhver søgte at skjule sig , saa godt som det lod sig 
gjøre , og selv Lisette kunde ikke undlade at løbe ind i 
et tilstødende Værelse , for at fee ud af Vinduet , hvor 
hun kunde oversee hele Haven . 
Her blev hun Oievidne til Politiets Ankomst , og 
Ønsket af faae Slutningen af dette Drama af see , 
holdt hende længere Tid fjernet fra sin Frøken . 
To Gange vendte hun tilbage til sin Frøken , for 
af fortælle hende hvad der tildrog sig , men da Janette 
kun agtede lidt paa det hvad hun fortalte , da hun endnu 
var meget udmattet , gik Lisette tilbage paa sit Jagttagelsessled . 
Da 
hun for tredie Gang vendte tilbage til Soveværelsæt , 
fandt hun denne til fin største Skræk tom . 

En anden Opdagelse forklarede hende Janettes Forsvinden . 
Snyde laae ikke mere i Corridoren . Det var 
utvivlsomt . Manden maatte ikke have været dyd , men 
var kommen til Besindelse igjen . Derpaa maatte han 
have opsygt Janette og bemægtiget sig hende . 
Adolf behøvede ikke ret længe , for af forklare sig 
hele Sammenhængen . 
Idet Lisette fortalte det Skete , oplukkede han 
Døren til Sovekammeret hvor Janette havde ligget . 
Da Adolf saae af Værelset var tomt , vilde han 
begive sig bort for af opsøge den Forsvundne i de 
andre Dele af Slottet , men pludselig slandsede han og 
lyttede . 
En svag Stønnen naaede hans Øre . 
Lisette hørte det ligeledes . 
„ Ah , i Paaklædningsværelset ! “ udbryd hun . 
Paa samme Tid slyrtede Begge imod Dyren , som 
befandt sig i det andet Hjørne af Værelset . Den var 
lukket i Laas . 
Adolf slødte med hele sin Kraft imod Dyren , forat 
sprængæ den , men den modstod . 
En høi Latter af Snyde besvarede Adolfs Anstrengelser . 
„ Styd 
kun til min Dreng ! “ raabte Snyde . 
„ Luk op ! Luk øieblikkelig op ! “ skreg Adolf . 

„ Betjen Eder selv naadige Herre . Luk De kun 
Døren op naar Te kan , “ spottede Snyde . 
Adolf hyrte et sagte undertrykt Skrig af en qvindelig 
Stemme . Det var en Lyd , som gik den unge Mand 
gjennem Hjertet . 
Fortvivlende stemmede han Skuldrene imod Døren 
— forgjæves ! Hans Sygdom havde betydelig svækket 
hans Kræfter , og Døren besfod af god stærk Egetræ . 
Den bragede kun , men gav ikke efter . 
„ Forsøg kun » videre — bliv blot ved , “ spottede 
Snyde . „ Men I maa skynde Eder , ellers kommer I 
for sildig . 
Adolf kastede et fortvivlende Blik omkring sig . 
Soveværelset hvori han befandt sig , var Grevens . Paa 
Væggen hang et par Kaarder , en gammel Bøsse , og et 
par Pistoler . 
Han skyndte sig i al Taushed at tage en af Pistolerne . 
Ved det fyrste Blik opdagede han , at den var 
ladt . — 
„ Paa Øieblikket , luk Deren op ! “ raabte Adolf , 
medens han krampagtig omsluttede Pistolen . „ Luk op 
eller jeg flyder . “ 
„ Skyd De kun min Dreng , naar De har Lyst dertil , “ 
raabte Snyde i en tvivlende Tone . 
„ Jeg gjør det paa Ære , — det er min ramme 
Alvor . “ 

„ Saa er det vel bedst , at jeg sætter den naadige 
Frøken imod Døren , “ svarede Snøde . 
Adolf hørte en Bevægelse og et Skrig . Han var 
i Tvivl om hvad han skulde gjøre . 
„ Adolf Adolf ! “ raabte i dette Øieblik Janette med 
en svag Stemme . 
„ Jeg er her — tael , — hvad skal jeg gjøre ? “ 
spurgte han . 
„ Hjælp mig — frels mig ! “ 
Adolf var nær ved at blive vanvittig . 
Gjentagne Gange kastede han sig mod Døren , men 
han saarede sig kun selv uden at opnaae det Mindste . 
Da han stod et Øieblik stille for at lytte , hørte 
han en Støi , og en klagende Sfønnen , som af et Menneske , 
der bliver kneblet . 
„ Hvad skal jeg dog gjøre ? Almægtige Gud , kom 
mig til Hjælp ! “ raabte han fortvivlende . „ Løb , Lisette , 
løb ned og skaf Hjælp . “ 
Lisette ilede hurtig bort . 
Adolf kastede sig ned paa Gulvet og lyttede ved 
Dørtærskelen . 
Medens hangjorde dette , hørte han paany Janettes 
Stemme — det lod til at det var lykkedes hende at 
have befriet sig fra Knebelen . 
„ Adolf ! “ raabte hun . 
„ Jo , Elskede , jeg er her ! “ 

„ Hyrer Du mig ? “ 
„ Jo , Janette , din troe Adolf er her ! “ 
„ Er Du bevæbnet ? “ 
„ Jo — men . . . 
Han taug pludselig slille og lyttede — i det Indre 
af Værelset kunde han høre en Støi , som om to Mennesker 
brydes med hinanden . 
Kun et Øieblik varede denne Kamp — Derpaa skreg 
Janette med en høi og ængstelig Stemme : 
„ Giv Ild , Adolf ! “ 
I sin Fortvivlelse lagde Adolf Mundingen af Pistolen 
imod Døren , lagde Fingeren paa Trykkeren og 
gav Ild . 
Kuglen splintrede Træværket og trængte ind i Værelset . 
Derpaa fulgte en sagte undertrykt Stønnen , saa 
blev Alting slille . 
„ O Gud , jeg har myrdet hende ! “ udbrød Adolf i 
Dødsangst . 
Syvogtyvende Kapitel . 
Rosas Skriverbog . 
Vi maae nu kaste et Blik tilbage i vor Fortælling , 
og begive os derfor ud paa Christianshavn . 

Paa samme Dag da Dyring var taget afsted med 
Rosa til Fremtidshaab , stod Madam Markus om Formiddagen 
Klokken ti bagved sin Disk , og var som sædvanlig 
beskjæftiget med sit gamle Arbeide , ved Sortering 
af hendes Breve . 
Den gamle Dames Ansigt var idag hverken saa 
frisk eller munter som sædvanlig . Det var øiensynlig at 
hun befandt sig i en mørk og nedtrykt Stemning . 
Hendes Tanker vare beskjæftiget med Dyring og 
Rosa . Deres Forsvinden var og blev en Gaade for 
hende og hele Nabolauget . Ingen kunde begribe hvorledes 
de kunde have fjernet dem ud af det tillaasede 
Værelse . 
Madam Markus havde den næste Morgen ventet 
meget længe paa Rosa , men da hun ikke havde indfundet 
sig , var hun gaaet op og banket paa Døren , men da hun 
ingen Svar fik , blev hun utaalmodig , lnkkede Døren op , 
men fandt Reden tom . 
Hvad der gjorde den hele Begivenhed endmere 
gaadefuld , var det , at et Vindstød havde tillukket Vinduet , 
og paa den Maade havde de ikke det mindste Vink , 
hvilken Vei de Flygtende havde taget . 
Naboerne fandt hele Sagen meget mistænkelig . 
Politiet som havde faaet Nys om Sagen , var kommen 
til og havde taget hele Leiligheden i Øiesyn 
Dens Erklæring lød paa „ meget mistænkelig “ . 

Da Madam Markus i hendes Hjertensangst omtalte 
„ den store Pengesum “ , som den gamle Dyring for nogle 
Dage havde bragt hjem , blev Mistanken endmere forstærket . 
Alt 
dette ærgrede den gode Kone , og det var derfor 
meget naturlig at hun med et gnaven Ansigt passede 
sin Dont . 
Pludselig blev Døren lukket op af en ung , elegant 
klædt Dame . 
Det var den smukke , men ulykkelige Alma . 
„ Madam Markus , naar jeg ikke tager feil ? “ spurgte 
hun . 
Huntaltei en blid og beskeden Tone , ganske anderledes 
som hun tidligere havde gjort , men Madam Markus 
saae alligevel ved det første Blik , at den unge Dame 
ikke var nogen Frøken . I denne Henseende lod den 
værdige Dame sig aldrig skuffe . 
„ Markus er mit Navn , Jomfru , “ sagde hun stolt , og 
kastede et strengt Blik paa hende . 
„ De har en Leier , ved Navn Dyring ? “ sagde Alma 
og satte sig paa en Siol . 
„ Jeg havde en , Jomfru , “ svarede hun . 
„ Rigtig , gode Kone , han er gaaet bort . “ 
„ Virkelig , Jomfru ? altsaa De veed ogsaa det ? Og 
jeg kunde ved Christi Kors aflægge min Saligheds Eed 
paa , at jeg ikke veed hvorledes det er gaaet til at de 

er sluppen ud af Huset . — Maaskee kan De forklare mig 
det , for jeg forstaaer ligesaa lidt deraf som Alanden i 
Maanen . “ 
„ Deres Leier maa vel have havt sine Grunde , at 
han saa hurtigt har forladt sin Leilighed . “ 
„ Kjender De maaskee nogle af disse Grunde ? “ 
spurgte Madam Markus i en hovmodig Tone . 
„ Nei Madam , det gjør jeg ikke ! “ udbrød Alma , idet 
hun reiste sig op fra Stolen . 
Aldeles glemmende at hun var mødt her som en 
anstændig Dame , vedblev hun : 
„ Men De Madam , De er en uforskammet Qvinde . . . “ 
„ Nei , virkelig , er jeg en uforskammet Qvinde ? “ afbrød 
Madam Markus hende . „ Men De , naadige Jomfru , 
hvem monstro skulde Te vel være ? Jeg staaer her 
i min egen Boutik og er en anstændig Kone , og det Navn 
som jeg fører er saa gadt som Nogen . Seer De , Jomfru , 
det er mit Svar . “ 
Alma søgte al fatte sig og svarede ikke herpaa . Hun 
var kommen i et vigtigt Anliggende og vilde ikke slippe det . 
„ Hør mig , “ sagde hun saa rølig som det var hende 
muligt . „ Jeg er ikke kommen her for af trættes med 
Dem . Det er muligt af De er bedre end jeg , eller af De 
har havt mere Held med Dem — men det vedkommer 
jo ikke mig . Jeg er kommen til Lem i et Ærinde af 

Deres Leier , og naar De vil erfare hvad jeg har af 
sige , saa beder jeg Dem af De rolig vil høre paa mig . “ 
„ Nuvel , jeg hører , “ sagde Madam Markus , og nikkede 
med Hovedet . 
„ De veed maaskee af Hr . Dyring , saa fattig og forladt 
han end var , hører til en af de rigeste og fornemste 
Familier her i Landet ? “ sagde Alma . 
„ Jeg har nok hørt af han sommetider vrøvlede saadan 
noget dumt Tøieri , men saa havde han sædvanlig 
drukket mere , end hvad halft kunde taale . “ 
„ Det hvad han sagde , varden rene Sandhed , “ forsikkrede 
Alma med stor Rolighed . 
„ Hvad for Noget ? — Naar han talte om af han 
var en Greve og var i Besiddelse af store Eiendomme , 
og af hans stakkels Rosa var en født Comtesse — det 
skulde virkelig være sandt ? “ 
„ Det forholder sig virkelig saaledes . “ 
„ Jeg kan ikke troe det , “ udbrød Madam Markus 
med megen Bestemthed . 
„ Og jeg troer ikke , at De kan have nogen Grund til 
at tvivle derpaa , “ sagde Alma . „ I ethvert Tilfælde er 
det let at faae dette at vide . Hr . Dyring har sagt mig 
at han ved sin hurtige Flugt havde forglemt nogle vigtige 
Papirer , som fuldkommen kunde bevise hans Jdenditæt . 
Det kan jo gjerne være muligt at Dyring har 
fantaseret lidt — men Papirer pleier ikke at gjøre det 

Naar vi altsaa finde Papirerne og disse indeholde Beviser 
as hans Udsagn , saa er Alt klar og vist . Har han 
derimod lovet sig mere af disse , som de ere værd — 
godt , saa har han løiet for mig . “ 
Samtalen som var begyndt saa fjendtlig , blev stedse 
varmere . 
Madam Markus havde flere Spørgsmaal at gjøre 
over Dyring og Rosa , og Alma besvarede dem alle saavidt 
som hun kunde . Men et vidste hun ikke at besvare , 
nenilig det , paa hvilken Maade de Flygtende havde forladt 
Huset , da Dyring ikke med et Ord havde givet hende 
nogen Oplysning derom . 
Da Alma fortalte sine egne Forhold , viste det sig 
at Madam Markus ikke havde taget feil . 
Alma havde mistet sin Moder i en ung Alder , hun 
var fattig , kom i Fristelse og havde ikke Kraft nok til at 
modstaae . 
Ved disse Bekjendelser rystede Madam Markus med 
Hovedet . Hun følte Medlidenhed med den unge Pige , 
men hun var alifor megen Qvinde til at hun fuldstændig 
kunde tilgive hende . 
At Alma vilde hjælpe Dyring i hans Kamp mod 
Grev Fly , fandt hun var aldeles i sin Orden , og erklærede 
sig tilsidst beredvillig til at føre Alma op i Kammeret , 
som Dyring og hans Datter havde beboet . 

I Værelset laae endnu Alt i samme Tilstand som 
tidligere . 
Alma gjennemsøgte ethvert Hjørne i Værelset . Endelig 
fandt hun Røsas Bibel , føm laae paa Sengen , og 
endnu var oplukket . Alma pleiede ellers ikke at bekymre 
sig meget om Bibelen — men nu styrtede hun løs paa 
den og gjennembladede den fra Begyndelsen til Enden . 
Hendes næste Opmærksomhed henvendte hun paa de 
hvide Blade som sad foran og bagved i Biblen , men 
efter at hun forgjæves havde søgt efter noget Skrevet i 
Bogen , udbrød hun harmfuldt : 
„ Her staaer jo ikke et Ord ! “ 
„ Og hvad venter De da at finde i Bogen ? “ spurgte 
Madam Markus . 
„ I Biblen findes en Oplysning af største Betydning , 
sagde den gamle Dyring og indeholdt alle de Beviser , som 
han behøvede til at kunde gjøre Krav paa Arveretten , 
Rang og Grev Flys Godser . Kan han saaledes have 
taget feil ? Er han maaskee sindssvag ? “ 
„ Sommetider har jeg havt disse Tanker om ham , “ 
var Svaret . 
„ Eller har han maaskee kun en fix Idee . Jeg har 
hørt at Sligt sommetider virkelig er passeret , “ sagde 
Alma . 
„ Jo vist , min Kjære , “ sagde Madam Markus meget 
alvorlig , „ Sligt kan passere . Jeg har kjendt en god , 

gammel Herre , som indbildte sig at han var af Glas , 
og alletider levede i Angst , at Nogen skulde slode til ham 
og slaae ham istykker . “ 
Alma smilede tvungent ved denne interessante For , 
tælling . Hendes Had imod Verner var stor , men næsten 
ligesaa meget vrededes hun paa Janette , som hun meente 
at have røvet hendes Elsker fra hende . Hele Natten 
havde hun ruget over Hævnplaner , til hvilken Tyrings 
Meddelelser betydelig havde bidraget , — men nu , da 
Biblen som hun holdt i Haanden ikke leverede noget 
Bevis , slyrtede den hele Luftkastel sammen til Intet . 
Tyring havde beskrevet hende Alt paa det Npieste — 
naar nu Alt dette havde været et Foster af hans Fantasi , 
hvad fluide hun saa troe om alt det Øvrige ? “ 
„ Skulde der maaskee befinde sig endnu en Bibel her 
i Værelset ? “ spurgte Alma . 
„ Nei , det troer jeg ikke , “ svarede Konen . 
„ Var dette Nosas Bog , veed De det ogsaa nøie ? “ 
„ Jo , idelmindste har jeg alletider seet denne Bog i 
Jomfruens Hænder . Hun har ofte sagt til mig , at denne 
Bog var hendes eneste Trøst i de lange Vinteraftener , 
vædens Faderen var i Værtshuset og agerede Opvarter . “ 
„ Men her kunde jo være en Bibel som De endnu 
ikke har seet , “ 
Madam Markus rystede med Hovedet . 
Men Alma lod sig ikke afskrække . Sengklæderne kastede 

hun ud paa Gulvet , rodede op i alle Hjørner , men 
intetsteds fandt hun en anden Bibel . 
Almas Utaalmodighed gik over til en heftig VredeHendes 
Hævn var nærved at blive tilintetgjort , men 
endelig fandt hun en Skriverbog , hvor Rosas Navn stod 
paasfreven , og saaledes blev hendes Haab paany opfrisket . 
Paa den sidste Side i Bogen var der tegnet alslags 
Figurer , ligesom der var copieret flere Bibelvers . 
Men nederst paa Bladet stod der : „ Jo jeg kommer 
snart , Amen ! “ og under dette igjen : „ trolovet “ — „ Holgersen , 
Præst “ . 
„ Maaskee har Rosa som Barn efterskrevet disse Ord , “ 
sagde Alma . 
„ Ih , Du min Gud , De kan maaskee have Ret ! “ 
svarede Konen . 
„ Saaledes er det , jeg kunde gjerne sværge paa det , “ 
udbrød Alma , hvorpaa hun varsomt tog Biblen og Skriverbogen , 
svøbte dem i et Papir og gav Madam Markus 
dem med den Bøn , at hun paa det Nøiagtigste maatte 
gjemme disse . “ 
„ De vil vistnok høre Noget af Dyring , “ vedblev 
hun , „ og jeg skal komme for at høre hvorledes Sagerne 
staae . Jeg vil ikke tabe den Mand af Syne igjen , som 
jeg har været saa heldig med at finde . Jeg tør det 
ikke ! Alene igjennem ham kan jeg tvinge Verner til at 

han opfylder sine Pligter imod mig , — og vil han det 
ikke , saa kan Dyring alene hjælpe til , at hævne mig . “ 
Med disse Ord forlod hun Huset . 
Fordybet i Tanker vandrede hun ind ad Byen til . 
Paa Gaden mødte hun sin Veninde , der i Forbigaaende 
underrettede hende om , hvorledes Aviserne udbasnnede 
Grev Flys Død og efter en kort Samtale skyndsomst 
forlod hende . 
Da hun modtog denne Efterretning blev hun aldeles 
forbauset . 
Ligesaa overrasket som hun var , blev ogsaa en ung 
Mand , der var kommen til og havde faaet Øie paa hende . 
Alma befandt sig pludselig Ansigt til Ansigt med 
Verner . 
Et Øieblik betragtede de hinanden , uden at sige et 
Ord . Dette Møde var meget uventendes og piinlig for 
dem Begge . Pludselig udbrød Verner : 
„ Alma ! “ 
Et Øieblik betragtede hun ham med et spottende 
Udtryk . 
„ De føler Dem maaskee foranlediget paany at knytte 
vort tidligere Forhold , efter De har erfaret Grev Fly ' s 
Død ? “ sagde hun . 
„ Foranlediget ? — hvorledes ? — hvad har denne 
Begivenhed med min Opførsel imod Dem at gjøre ? “ 

„ Naa — ikke andet , end hun snart bliver en Tiggerske ! “ 
„ Dumhed , 
Hun er og bliver Arvingen , som forhen . “ 
„ Bliver hun del ? — Nei virkelig , bliver hun det ? 
Saa kan De jo gifte hende , det skal glæde mig . Saa 
kan jo baade De og Frøkenen lægge Deres Gjæld sammen 
— De skal faae at see , hvilken smuk Formue De 
saaledes vil sammenskrabe . “ 
„ Alma , Deres dumme Skinsyge gjør Dem ligefrem 
latterlig , “ sagde Verner . „ Hvad vedkommer det Dem , 
hvem jeg gifter mig med . De veed jo dog , og har altid 
vidst det , at jeg ikke kunde gjøre Dem til min Gemalinde . “ 
„ Mig 
til Deres Gemalinde ! “ udbrød hun spottende . 
„ Veed De dg , om jeg ønskede at være det ? — om jeg 
har længtes efter det ? — Nei , det er ikke det , som gjør 
mig rasende . Men De har beløiet , bedraget og forladt 
mig , og det alene for de usle Penges Skyld ! Men gift 
De Dem nu kun med denne Dame — gift Dem , saa 
hurtig som muligt , — saa kan jeg rolig døe . “ 
Verner tog fat paa Almas Arm , og trykkede den 
heftig . 
„ De har enten en eller anden djævelsk Plan i Hovedet . 
Hvad er der skeet ? — Tilstaae “ , sagde han . 
„ Det forraader jeg ikke . Om saa jeg laae under 

Deres Fødder , og De med deres Hæel kunde knuse mit 
Hoved , saa saaer De det ikke at vide , “ svarede Alma . 
„ Tag Dig iagt ! “ mumlede han . „ Naar Du foretager 
Dig noget imod mig , saa skal Du ved den levende 
Gud komme til at bøde for det . “ 
„ Naar jeg har bragt min Plan til Udførelse , saa 
vil jeg gjerne døe ! “ udbrød hun lidenskabelig . 
Dermed rev hun sig løs fra ham , og ilede skyndsomst 
bort . 
Verner saae rasende efter hende , og der hengik en 
lang Tid , førend han bemærkede , at han blev Gjenstand 
for de Nysgjerriges Øine . 
Otteogtyvende Kapitel . 
Frelse i Nøden . 
Det Støn som Adolf havde hørt , efter at han havde 
sfudt igjennem Døren , gik ham igjennem Marv og Been . 
Han følte sig lammet af Skræk . Han stod i Dødsangst , 
ventende paa hvilken Virkning hans Skud havde anrettet 
paa den anden Side af Døren . 
Hvad fluide der blive af ham , naar han havde 
skudt Janette . 
Den Støi , som han tidligere havde hørt , gjentog 

sig ikke mere . Han lyttede skjælvende efter en hver Lyd 
— han hørte intet , næn en Blodstrøm piblede frem under 
Døren . 
Ved dette Syn troede Adolf at skulde miste sin 
Forstand . 
„ Janette , elskede Janette , hører Du mig ? “ raabte 
han i Hjertensangst . 
Han fik ingen Svar . 
Nu holdt han Øiet til den splintrede Dør , men der 
var mørkt i Værelset , saa at han ikke kunde skjelne 
noget . 
Pludselig fik han et heldig Indfald . Han benyttede 
en af Kaarderne som hang paa Væggen , for at 
gjøre Hullet i Døren som Kuglen havde gjort noget 
slørre . Dette lykkedes ham for faa vidt at han nu 
kunde oversee hele Værelsef . Han kunde tydelig see 
hvor Blodet slammede fra , nemlig fra en stor Søl som 
laae paa Gulvet , men Værelsef var tomt . 
Først paakom ham en forfærdelig Angst ved denne 
Opdagelse , men det næste Øieblik gav ham sin Kraft og 
Energi tilbage . Han arbeidede nu paa at gjøre Hullet 
saa stort at han kunde stikke Hovedet igjennem det , og 
da dette var lykkedes , raabte han af fuld Hals : 
„ Janette , Elskede svar , hvor er Du ? “ 
Bien Heller ikke nu fik han noget Svar . 
Han befandt sig i et rasende Oprør , hvorved hans 

Kræfter fordobledes . Endnu engang tog han fat paa 
Døren . Træet splintrede under hans Hænder , og tilsidst 
ved et voldsom Stød , styrtede Fyldningen af Døren 
med et Brag ind i det andet Værelse . 
Midt i Værelsef laae en stor Blodsøl ved Siden af 
en Stol . Det ene Gardin var revet ned af Forhænget/ 
som om en Haand med Fortvivlelse havde klamret sig 
dertil . 
Ten unge Mand udbrød i et Jammerraab . 
Pludselig opdagede han i det ene Hjørne af Værelset 
en anden Dør . Hurtig slyrtede han derpaa løs 
— den var ikke aflukket , men ogsaa det var tomt . 
Men paa Gulvet var der Spor af Blodet , fra 
den ene Dør til den Anden , og derfra hen til en 
Terrasse . 
Den unge Mand skyndte iig nu ud paa denne , men 
det Syn som her frembød sig for hans Blik , slog ham 
med Rædsel . 
Paa Gelænderen af Terrassen laae Snøde , og tæt 
op til ham den besvimede Janette , hvis hvide Kjole var 
plettet af Blod . 
Skudet havde gjennemboret Snødes venstre Arm , 
som havde beredt ham megen Smerte . 
Hans Vrede kjendte ingen Grændser . Besluttet ikke 
at flippe sit Offer , havde han slynget sin høire Arm 
fast omkring Janettes Hals , og saaledes flæbt hende 

med sig igjennem begge Værelserne , og endelig ud paa 
Balkonen , som laae tyve Fod fra Jorden . 
Om det nu havde været hans Hensigt , blot at flæbe 
hende med sig , eller om han havde faaet det djævelske 
Indfald , at slyrte hende ned fra Balkonen , er vanskelig at 
bestemme . I ethvert Tilfælde var hun undergaaet den 
Skjæbne , naar Adolf ikke var kommen i rette Tid for 
at frelse hende . 
Snyde havde tabt Bevidstheden , paa Grund af det 
stærke Blodtab han havde lidt . 
Overkroppen af denne Usling hang allerede langt 
over Gelænderet — i det næste Øieblik maatte han have 
faaet Overbalancen , slyrtet ned og revet Janette med 
sig i Faldet . 
Et Øieblik var Adolf ikke istand til at røre sig af 
Skræk . Derpaa styrtede han fremad , tog Janette om 
Livet og frelste hende fra den visse Død . 
Men ogsaa Snøde som havde omklamret Janette , 
blev derved frelst . 
Med en Følelse af Afsky og Vrede , saae Adolf paa 
Skurken , som saaledes havde vovet at behandle Janette . 
Han bøiede nu Skurkens Arm tilbage — havde han 
i dette Øieblik havt en ladt Pisfol i Haanden , saa havde 
Snødes sidste Øieblikke vistnok været talet . 
Snødes Legeme faldt tungt ned paa Gulvet . Adolf 

bemærkede det neppe — ja , om Snpde var styrted ned 
af Balkonen havde han ikke bemærket det . 
Kun Janette alene optog alle hans Tanker , men 
nu da han havde frelst hende , foregik i hans Sjæl en 
smertelig Forandring . 
Saa længe hun var udsat for Fare , følte han hver 
usigelig han elskede hende . Nn . efter at hun var undsluppen 
Faren , huskede han paa det Forhold , hvorledes 
de stod ligeoverfor hverandre . 
„ Det var bedre om hun var død ! “ udbrød han , 
medens den kalde Sved brød frem paa hans Pande . 
„ Hvorfor har jeg ikke overladt hende til sin Skjæbne ? 
O , du min Gud , hvorfor har du dømt mig til denne 
Qval ? Hvorfor maae det Skjønnesfe som Jorden bærer , 
blive en Lidelseskilde for mig ? — Hun har jo dog før 
elsket mig , hvorledes kan hun have glemt det ? “ 
Morgenluften som trængte ind af Vinduet , bragte 
Janette lidt efter lidt til Bevidsthed . 
Med krampagtig sammenbidte Tænder , stirrede Adolf 
paa Janette og iagttog Symptomerne af det tilbagevendende 
Liv . 
Han vidste ikke hvad han skulde gjøre . Klogheden 
raadede ham til at flygte , men Længsel og Kjærlighed 
holdt ham fangen . 
I dette Øieblik tog hans Tanker en anden Vending , 

da han hørte hurtige Skridt nærme sig og en 
høi klar Stemme . 
Ved denne Stemme saae Adolf hurtig op . 
Stemmen tilhørte Grev Fly . 
Greven var for et Øieblik siden ankommen tilligemed 
Oskar . 
Greven stødte tilfældig paa Inspektøren , der 
havde skjult sig i Parken . 
Hans Øine hvilede fuld af Skræk paa Greven , 
Munden spilede han vidt aaben , og hans tykke Kinder 
skjælvede . 
„ Hvad er der med Dem ! “ udbrød Greven , som befandt 
sig i en opirret Tilstand . „ Hvad er det i Grunden 
som jeg erfarer at her foregaaer ? Min Sagfører 
telegraferede at her var en Opstand paa Slottet , og som 
jeg seer forholder det sig virkelig saaledes — hvorledes 
gik det til ? “ 
„ Nu er jeg væk , Herr Greve , nu forstaaer jeg ikke 
et Muk mere . Men jeg tænker at den hele Historie 
hænger fammen med Herr Grevens — “ 
Død vilde han have sagt , men det faldt ham pludselig 
ind , at dette dog kunde være imod Respekten og 
derfor afbrød han sig selv . 
„ Aha , det har De altsaa ogsaa erfaret ! “ sagde 

Greven , som strax forstod hvad han vilde have fagt . 
„ Men det er maaskee ikke saa slemt , som man udskriger 
det for . — Kom , lad os see hvad her foregaaer , “ sagde 
han henvendt til Oskar . 
„ Det kan saamæn gjerne være , svarede Oskar , for 
paa det som den gamle Nar yttrer , kan man ikke lægge 
megen Vægt , han soverj jo den ene halvdeel as sit Liv 
bort , og i den anden er han kun halvvaagen . 
Den gamle Nar vilde have givet et drøit Svar , 
men Greven og Oskar ilede med hurtige Skridt igjennem 
Parken og op paa Slottet . 
Deres Ankomst frembragte den største Sentation . 
De fleste af Tumultanterne som bemærkede Greven 
og hans Søn , saae til saa hurtig som muligt af skynde 
dem afsted , det bedste de havde lært . 
Saaledes kom det , af Greven ikke kunde faae fat 
paa Nogen , som kunde give ham et . tilfredsstillende Svar . 
Men da han kom i Nærheden af Slottet , kunde han see 
Kjændemærkerne af det natlige Overfald . 
Slotsporten bar Kjendemærkerne af Voldsgjerningen . 
Træværket var splintret , Ziraterne vare nedbrudte . Paa 
flere Steder kunde man gjennem Revnerne se/Jernsfængerne , 
som vare indvendig fastgjort paa Porten . 
„ Her seer det jo ud , som om man havde barrikaderet 
mit eget Huus for mig ; “ sagde Greven meget 
ærgerlig . 

„ Deres eget Huus ? “ spottede Oskar . 
Greven vendte sig hurtig om og med lynende Øine 
udbrød han : 
„ De førglemmer Dem , Oskar . De glemmer hvem 
De taler til . For anden Gang tillader De Dem af 
tvivle paa min Ære , ja endog paa min Retskaffenhed . 
„ Naa , og hvad saa ? “ 
Greven kastede et rasende Blik paa ham . 
„ Bebreidelse « skal erindre Dem , og selv naar Deres 
Mistanke beroede paa Sandhed , af jeg dog alletider bliver 
Grev Fly , idetmindste saalænge , indtil en Anden kan 
opvise bedre Rettigheder til Grevskabet end jeg har . 
Men saa længe jeg er det , skal jeg vide at forsvare 
min Ære . “ 
„ Hvorledes vil De bære Dem ad dermed ? “ spurgte 
Oskar , og hans onde Sind frydede sig , paa den Piinsel , 
som han foraarsagede Greven . 
„ Hvorledes jeg vil bære mig ad dermed ? “ spurgte 
Greven . 
„ Jo — jeg er paa Ære begjærlig efter at erfare 
det . Vil De maaskee for at holde deres Ære opreist , 
duellere , for Exempel med mig ? “ ' 
„ Skulde De drive Deres Frækhed alt for vidt , saa 
vil De erfare , hvilke Følger De kunde drage efter dem ! “ 
svarede Greven skummende af Vrede . 
„ Nei , virkelig — skal det være et Ord ? “ spurgte 

Oskar . „ Ønsker De at der skal staae i Aviserne : Grev 
Fly har duelleret med sin Søn i Slotsparken , paa 
Grund af , at denne har udskjceldt Faderen for en Bedrager ? 
Ønsker De det virkelig ? “ 
Greven var ikke feig . Allerede hævede han Haanden , 
for med egen Haand at staae den Usling lige i 
Ansigtet , men han maatte tage sin hele Koldblodighed 
til Hjælp for at dæmpe sin Vrede . Hans Negle borede 
sig dybt ind i Kjødet — han bed sine Læber tilblods , 
og taug . 
Efter at have fattet sig noget , svarede han : 
Det er unyttig at trættes om Ting , som aldrig kan 
komme i Betragtning . 
Oskar udbrød i en haanlig Latter . 
„ Men Tingen vil komme i Betragtning , “ afbrød 
Oskar ham . 
Greven svarede ikke . Han var ikke mere Herre over 
sig selv . 
Uden Ophold steg Greven nu op af Trapperne 
og ringede rasende paa Portklokken . 
Efter et Øiebliks Forløb , blev Jernstængerne hvormed 
Porten var bleven spærret , borttagen , men som ikke 
blev udført , uden en heftig Strid af Modpartiet — og 
til Grevens Overraskelse , saae han sig blive modtagen 
af Rettens Haandhævere , der anført af Hjelmskjold var 

krøben ind af et Vindue , og paa den Maade havde tiltvunget 
sig Adgang til Slottet . 
Ved Synet af Greven bleve Alle aldeles forbauset . 
„ Greven ! Greven lever ! “ var det Udbrud af Alle , 
som gik fra Mund til Mund , og naaede igjennem hele 
Slottet . 
Greven var forberedt paa denne Modtagelse . 
Med stolte Skridt betraadte han Hallen , fulgt i 
Hælene af Oskar . 
Han kastede et stolt Blik omkring sig . Han søgte 
den Mand som havde gjort Krav paa hans Eiendom — 
men han kunde ikke sinde nogen videre Personlighed , der 
kunde optræde som Eier til et Grevskab . 
Han henvendte sig nu til Anføreren af Politiet med 
det Spørgsmaal : 
„ Hvad har Alt dette at betyde ? “ 
„ Ja , Hr . Greve , det har vi selv ikke endnu kunnet 
erfare , “ svarede den Adspurgte . „ Vi bleve underrettet 
om Hr . Grevens Død - tillige at en Skare Drukkenbolte 
havde stormet Slottet for at indsætte en ny Greve . “ 
„ Allsaa en Drukkenbolt ? “ spurgte Greven hurtig . 
„ Saadan hedder det , Hr . Greve , “ svarede Manden . 
„ Det kan vel heller ikke have været andet . “ 
„ De har Ret . Enten maa det være en Idiot af 
Menneske , som er gaaet fra Sands og Samling , eller 

ogsaa er det et farligt , bedragerisk Individ . Hvor er 
han ? Hvem er det som udgiver sig for den nye Greve ? “ 
Medens han talte , saae han sig omkring til alle 
Sider . 
„ Man siger at han opholder sig i Bibliotheket , Hr . 
Greve , “ svarede Manden . 
„ Nei ! “ raabte en høi og kraftig Stemme . „ Ten 
rigtige Grev Fly er her . “ 
Med en Værdighed , som kun den urokkelige Tro 
paa hans Ret kunde indgive ham , kom den blege , fattigklædle , 
med Blod overstænkte Dyring , og gik lige hen 
imod Greven . 
Pludselig befandt de sig Ansigt til Ansigt . 
Alle som vare tilstede ved dette Møde , var det paasaldende 
med hvilken Bevægelse disse ko Mænd traadte 
op ligeoverfor hinanden . Det var nærved at Begge 
havde tabt Fatningen . At disse to Mænd kjendte hinanden 
var uden al Tvivl , men det var ligesaa vist at 
de ikke var forberedt paa , at de skulde mødes her . 
Dyrings Overraskelse var dog meest synlig , da han 
fuld og fast havde troet paa Grevens Død . Kun i denne 
Tro havde han begaaet disse Voldsgjerninger . Hans 
Ansigt forraadte derfor ligesaa megen Frygt som Forundring . 
Men han veg derfor ikke tilbage . Saasnart 
den første Overraskelse havde lagt sig noget , traadte han 
energisk op imod Greven . 

Men ogsaa Greven sølle sig ubehageligt stemt . Han 
havde vel tænkt sig den Mulighed at møde denne Mand 
her paa Godset , men saa søgte han igjen at overtale 
sig , at dette var en Umulighed . Dyring var jo bleven 
tilfredsstillet , han havde jo givet Afkald paa sine Fordringer 
for en Sum Penge . Den Opdagelse , at dette 
ikke forholdt sig saaledes , udpressede den ellers saa 
rolige Mand et dybt -Suk . Han følte at han havde 
kjæmpet for Intet , følte at hans Hemmelighed ikke længere 
kunde dølges , og han i dette Øieblik stod paa Nippet 
at tabe Herredømmet over Forholdene . 
Men den Vane at herske , frelste ham ogsaa dennegang . 
Med hurtige Skridt gik han Dyring et Skridt 
nærmere , og udbrød : 
„ Hvad har De her at søge , min Herre ? “ 
„ Det samme Spørgsmaal retter jeg til Dem ? “ svarede 
Dyring . 
„ De skal ikke vente længe paa mit Svar , “ sagde 
Greven koldblodig . „ Jeg vil svare Dem , at jeg er kommen 
hertil , fordi jeg har bragt i Erfaring , at man har 
tilladt sig i min Fraværelse , at have gjort sig skyldig i 
et uretmæssig Indgreb paa min Eiendom , og det er nu 
min faste Beslutning at straffe disse frække Gjerningsmænd 
for at blive Deres lige til et afskrækkende Exempel . 
Grib denne Mand , “ henvendte han stg til Politiet , „ og 

bring ham i Fængslet . Jeg giver Eder denne Befaling , 
som Herre i mit eget Huus . “ 
Dyring blev overrasket over denne hurtige Omvexling 
af Forholdene . Der blev ikke forundt ham megen 
Tid til at svare . Et Øieblik fristedes han til at gjøre 
Greven Modstand , men Tanken om hans Datter Rosa , 
paa hendes Forladthed og hendes Taarer lammede hans 
Mod . 
„ De vil fortryde det , Grev Fly ; der vil komme en 
Dag , hvor De vil haardt fortryde det ! “ var Alt , hvad 
han formaaede at svare . 
„ Det kunde ogsaa være muligt , at ogsaa De for 
Resten af Deres Liv vil komme til at huske paa denne 
Nats Begivenheder med ikke megen Glæde , “ var Grevens 
haanlige Svar . 
Med disse Ord vendte han Dyring Ryggen . 
„ Bravo , Greve ! “ hviskede Oskar ham i Øret . „ Jeg 
har ikke ofte faaet Leilighed til at beundre Dem -- men 
dette var meget godt gjort . Forøvrigt er denne den 
rette Mand . “ 
„ Hvilken Mand ? “ spurgte Greven nvillig . 
Istedetfor at svare , lo Oskar ham lige op i Ansigtet . 
Rystende af Harme henvendte Greven sig til Politiet . 
„ Paa Øieblikket fører de denne Mand bort , “ sagde 
han , og pegede paa Dyring , som allerede befandt sig 

imellem to Betjente . „ Og saa sørger de tillige for at 
mit Slot bliver rømmet af disse Skurke . “ 
„ Hr . Greve , er denne den Eneste søm vi skal fængsle ? “ 
spurgte en af Betjentene overrasket . 
„ Jo . Foreløbig kan de Øvrige gaae . Jeg kjender 
de Fleste , og vi skal til sin Tid vide at sinde dem , “ svarede 
Greven med Stolthed . 
I samme Øieblik dette skete , fik man paa Trappen 
Øie paa et ynkeligt Syn . 
Det var Huusholdersken Madam Brammer , som vel 
var kommen til Besindelse igjen ; ifølge af Stenen som 
havde ramt hende , men hvis Ansigt og Klæder vare 
overstrømmet af Blod . 
Ved dette Syn husfede Greven med Skræk paa 
Janette . 
„ Hvor er hun — hvor er Janette ? “ udbrød han , 
medens han utaalmodig ilede Madam Brammer imøde . 
„ O , min Gud , Hr . Greve ! deraf veed jeg ligesaa 
lidt , som om jeg havde til dette Øieblik ligget i min 
Grav , “ svarede hun grædende . „ Jeg stod ved Vinduet 
— det var Frøkenens eget Vindue , Frøkenens eget Soveværelse , 
og jeg saae ud paa denne larmende og skarnagtige 
Hob — og saa kom . . . “ 
Greven hørte ikke længere paa hendes Forklaringer . 
Han ilede op ad Trapperne fulgt af Oskar . Da han 
naaede Døren til hans Paaklædningsværelse , bemærkede 

han Blodet paa Gulvet . I samme Øieblik kom Lisette 
ilende hen imod dem . 
„ Hvor er hun ? “ raabte Greven ængstelig . 
„ I Sikkerhed , i fuldkommen Sikkerhed ! “ svarede 
hun , men hendes Stemme skjælvede saaledes , at hun 
neppe formaaede at frembringe dette Svar . 
„ Hvor er hun da ? “ spurgte Greven . 
„ Der , paa Galleriet , “ var Svaret 
Med faa Trin var det betegnede Sted naaet . Greven 
og Oskar stode nu ligeoverfor Adolf Tøndesen , som 
knælende understøttede Janettes Hoved . 
Greven var maalløs af Forundring ved dette Syn . 
Ogsaa Oskar tilkastede den unge Mand et Blik , hvori 
der laae et dybt Fjendskab og Had — derpaa gjorde 
han en Bevægelse for at styrte sig over ham . Men 
Greven strakte Armen ud og holdt ham tilbage . 
„ Hr . Tøndesen , “ sagde han i en rolig Tone , „ hvorledes 
tør De vove at træde ind i dette Huus ? “ 
Adolf var saa overrasket at han ikke formaaede at 
fatte sig . 
„ Har De ikke hørt , hvad Greven sagde , elendige 
Karl ? “ udbrød Oskar . 
„ Rolig Oskar , “ sagde Greven . „ Nok en Gang maae 
jeg spørge Dem , min Herre , hvad bestiller De her ? og 
hvorledes kommer det at jeg finder min Datter i Deres 
Arme ? “ 

Adolf , der neppe var istand til at satte sig og ifærdeleshed 
ved Oskars plumpe Udtryk , svarede nu med 
tvungen Rolighed : 
„ Jeg kom hertil , Hr . Greve , fordi jeg hørte at Deres 
Frøken Datter Janette befandt sig i Fare . Saaledes 
var det og jeg har frelst hende . . . “ 
„ Troer De det ? . . . vil De høre rolig paa denne 
usle Skurk ? “ afbrød Oskar ham . 
„ Nei , “ sagde Greven , „ det stal ikke falde mig ind . “ 
Adolf lagde nu Janette lemfældigt ned paa Gulvet 
og reiste sig fra sin knælende Stilling . 
„ Har jeg ogsaa forstaaet Dem ret , Hr . Greve ? De 
troer ikke paa hvad jeg har sagt ? “ spurgte han . 
„ Nei , “ jeg troer ikke et Ord af det Hele . “ 
„ De anseer mig altsaa for en Løgner ? “ 
„ Io , ganske vist , det anseer jeg Dem for . “ 
Adolf formaaede nu ikke længere at bibeholde sin 
Rolighed , og udbrød harmfuldt : 
„ Tag Dem iagt , Hr . Greve . Jeg raader Dem at 
vverveie Deres Ord nøie førend De udtaler dem , jeg 
kunde ellers være istand til at gjøre Noget , som jeg 
maaskee senere vilde fortryde . “ 
„ De , “ sagde Oskar haanende . 
Adolf tilkastede den Uforskammede et foragteligt 
Blik , men svarede ham ikke . Han havde kun med Greven 
at gjøre , og henvendte sig derpaa fil ham : 

„ En Mand af Deres Stand , Hr . Greve , vilde De 
neppe behandle paa denne Maade . Men naar De kun 
besidder en Gnist af Æresfølelse , saa maa De ogsaa 
give mig Satisfaction . . . “ 
„ Dertil er jeg bered , “ var Grevens Svar . 
„ Med Vaaben i Haanden . “ 
„ Nei holdt , min Herre , ikke med Vaaben i Haanden , 
men at blive dømt fil Fængslet . Jeg vil have Dem 
straffet , fordi at De i Følgeflab med en Deel Skurke er 
brudt ind i mit Huns . De skal blive straffet , saasandt 
som jeg staaer her . “ 
Greven skjælvede af Vrede . 
Grevens Ord bleve ikke uden Indtryk paa Adolf . 
For første Gang blev det ham klart , i hvilken farlig 
Stilling han befandt sig . Et Blik paa Grevens vrede 
Ansigt , og OskarS falske lurende Øine , overbeviste ham 
at han ikke kunde haabe paa nogen Skaansel af disse 
to Mænd . 
„ Kald paa Politiet , Oskar , “ sagde Greven . 
„ De vil dog ikke tilføie mig en saadan Skam , Hr . 
Greve ? “ 
„ Og hvorfor ikke ? “ afbrød Greven ham . 
„ Jeg skal ikke gaae min Vei , “ sagde Adolf . „ De 
skal hvert Øieblik finde mig beredt til at underkaste mig 
en Undersøgelse . Naar jeg behøver et Beviis mod deres 
uretfærdige Anklage , saa er denne Mand , som ligger der 

svømmende i sit Blod Beviis nok paa min Uskyldighed . 
Hans Blod , Herr Greve , har jeg udøst for at frelse 
deres Datter . “ 
Indtil nu havde hverken Greven eller Oskar bemærkæt 
Snødes Legeme , som laae paa den anden Ende 
af Galleriet . Oskar blev aldeles forundret over at 
finde Snyde her paa Slottet . Han hviskede Greven 
hurtigt nogle Ord i Øret . 
„ De kan fortælle deres Historie for Retten , min 
Herre , “ sagde Greven til Adolf . 
„ Dertil er jeg til enhver Tid bered . Jeg skal til 
enhver Tid være rede at møde for Retten . “ 
„ Vi vil ligefremt afbryde denne Scene , “ svarede 
Greven . „ Der er Politiet . “ 
„ Allsaa vægrer De Dem ved at modtage mit 
Lyste ? “ 
„ -oo . 
„ Er De maaskee tilfreds , naar jeg kan stille en Mand , 
som nok gaaer i Kaution for mig ? “ spurgte Adolf . 
„ Og hvad hedder da denne Kautionist , om jeg 
maa spørge ? “ 
Adolf var allerede i Begreb med af nævne Hjelmfkjolds 
Navn , men den Tanke faldt ham ind , af hans 
Ven muligen vilde blive indviklet i denne mystiske Sag . 
For af undgaae dette , kom han tilfældig til af tænke 
paa et andet Navn . 

„ Er De , Herr Greve , maaskee tilfreds naar en 
Geistlig siger godt for mig — Herr Pasfor Holgersen ? “ 
svarede Adolf . 
Ved dette Navn rødmede Greven , derpaa blev han 
ligbleg , og maatte lægge sin Haand paa Oskars 
Skulder for ikke af segne til Jorden . 
Forunderligt ! Hvilken Betydning havde denne Geistliges 
Navn , det Navn som Alma havde fundet opflreven 
i Rosas Skriverbog , og som Adolf tilfældigvis kom til 
af nævne for Grev Fly ? 
Det Indtryk , som dette Navn gjorde paa den 
stolte haarde Mand var umiskjendelig . 
Niogtyvende Kapitel . 
Mødet paa Landeveien . 
Den hele hændelsesrige Nat var Rosa forblevet : 
i Kroen . 
Hun sov ikke . Hun lagde sig ikke engang ned for 
af hvile sig et Øieblik , men satte sig derimod ved det 
aabne Vindue . Hun skjælvede , men ikke af Angst , eller 
følte sig ulykkelig . 
Der var opstaaet en Følelse af Glæde og Tilfredshed 

hos hende som hun endnu aldrig før havde følt . 
Grunden til denne Ro kom sig af , at hun havde 
faaet Tiltroe til Faderen . 
Maaskee det dog kunde være sandt , at hendes Fader 
kunde gjøre Krav paa Rigdom og Anseelse . 
Men Luften som den stakkels Rosa indaandede var for 
skarpt for hendes syge Bryst . 
Hun begyndte at faae en tør Hoste som hun aldrig 
før havde kjendt . 
Men den egentlige Grund af hendes Tilfredshed , 
var Erindringen af et smukk Ansigt , et mildt Smil og 
en venlig Stemme som havde lovet at bringe hende 
Besked om Nattens Tildragelser . 
Rosa havde blot seet Adolf i et par Minutter , og 
dog stod han levende for hendes Øine , som om han 
var Nærværende . Hun erindrede hvert Ord som han 
havde talt og ethvert Blik af hans sværmeriske Øine . 
Naragtige Rosa ! Af hvilken Betydning kunde det 
vel være for hende , med hvilke Blikke denne Fremmede 
havde betragtet hende , hvis Tanker dvælede hos en 
Anden . 
Men Rosa besad ingen Verdenserfaring . Det var 
første Gang at hun kastede et Blik ud i denne Verden . 
Hun talte atten Aar , men hun var endnu et Barn i Omdømme 
og Følsomhed . Saa var det derfor ogsaa naturlig , 

at hun hengav sig til en Følelse , som frembragte 
Beundring for den første Mand hun havde lært at kjende . 
Stakkels Rosa ! 
Trods denne Befljæftigelse af hendes Fantasi , forløb 
Natten temmelig langsomt . 
„ Hvad vil der nu passere videre — hvad vil der 
skee ? “ sukkede Rosa , medens hun knugede Hænderne sammen , 
og faae ned paa den tomme Gade . 
„ Det var Uret af mig , at jeg lod min stakkels Fader 
alene ! det var utilgiveligt ! 
For at trøste sig selv , tænkte hun paa , at den venlige 
Fremmede jo var i hans Nærhed , og havde lovet 
at bringe hende Efterretning om Alt hvad der var flest . 
„ Naar der var forefaldet noget Alvorligt , saa maatte 
han jo allerede have været her , “ vedblev hun . „ Ganske 
vist , han maatte være her . “ 
Pludselig afbrød hun sig selv i sin Tale . 
Hvem kunde det være , den Anden som han havde 
omtalt , og for hvis Skyld han saa hurtigt havde forladt 
hende . Maaskee var hun alt i Besiddelse af denne 
unge Mands Hjerte . 
Dette var en Tanke , som med et Slag berøvede 
hende al Ro og Glæde . 
Imidlertid var Morgenen brudt frem — og førend 
hun bemærkede det , kom Folkene i Værtshuset igjen paa 
Benene . Den nye Dag var begyndt . 

Nu blev Rosa urolig . ' Hun saae utaalmodig ud as 
Vinduet . Ved ethvert Fodtrin , som nærmede sig , slog 
hendes Hjerte hurtigere af Længsel , for at erfare Noget 
nærmere som var passeret paa Slottet . 
Frygten for hendes Fader vendte tilbage og Ønsket 
om at faae den Fremmede igjen at see , blev til et skjælvende 
Forlangende . Hun længtes efter at høre ham tale og 
fee hans venlige Smil . 
Hun reiste sig hurtig op , tog sin Hat , hendes tynde 
med Faderens Blod beplettede Schavl , aabnede Døren 
saa forsigtig som hun kunde , for ikke at gjøre nogen 
Støi , listede sig derpaa ned af Trapperne og gik ud af 
Huset . 
I en hurtig Flugt , som om hun begik noget Urigtigt , 
tog hun nu den samme Retning som Mængden 
havde faget den forrige Nat . Hendes Hensigt var at 
begive sig saa hurtig som muligt til Slottet . 
Men det var ikke saa let for hende at finde den 
rigtige Vei , og der hengik ikke lang Tid , førend hun 
maatte tilstaae at hun var gaaet feil , men da der laae 
en Høi foran hende , trøstede hun sig med den Tanke , at 
naar hun havde naaet Toppen af den , kunde hun muligvis 
orientere sig . 
Hun gik nu hurtig fremad og naaede endelig Toppen . 
For Rosas Fødder udbredte der sig en pragtfuld 
Omegn , som Naturen her havde fremkaldt . En Flod 

gjennembrød her med sit klare Vand , det frugtbare Land 
Husene støde omgiven af skyggefulde Træer . 
Det var ikke vanskelig for Rosa at gjætte sig til , 
hvilken Eiendom der maatte tilhøre Grev Fly . Bygningens 
Størrelse , Taarnet , den store Muur som den var 
omgiven af , ligesom den herlige Park , der trak sig rundt 
omkring Slottet , forraadte den adelige Eiendom . 
Hendes Mod sank ved dette Syn . 
Havde „ Fremtidshaab “ været en Herregaard omgiven 
af et stort Stykke Jord , saa havde Rosa kunde 
fattet Tiltro til Faderens Udsagn , men denne herskabelige 
Besiddelse , det var jo en reen Umulighed . 
Hun begyndte at skjælve . — Hendes stakkels Fader 
maatte besinde sig i en stor Vildfarelse , maatte befinde 
sig i en bedragerisk Drøm , og gik udentvivl en skrækkelig 
Opvaagnen imøde . 
Medens Rosa stod hensunken i dybe Betragtninger , 
bemærkede hun pludselig en Bevægelse paa Landeveien , 
som førte til den modsatte Side af Slottet . 
Det lignede et Tog af Mennesker , men langt mindre 
end det , som den forrige Aften havde forladt Krostedet . 
I denne Vrimmel bemærkede hun nogle glindsende 
Punkter , og da hun saae nøiere til , opdagede hun at 
det var Politiet . 
Dette Syn opfyldte hende med Skræk . 

„ Det er min Fader ! “ raabte hun smerteligt . „ Man 
har taget ham tilfange og vil nu udentvivl fængsle ham . “ 
Hun støttede sig nu med den ene Haand imod et 
Træ , medens hun med den anden skyggede for sine Øine , 
om det ikke var muligt for hende at opdage Faderen , 
men da denne Hob af Mennesker fjernede sig mere og 
mere , lod hun fortvivlende Armen synke . 
„ Jeg faaer ham aldrig mere at see ! “ hviskede hun . 
Tenne Tanke gjorde hende næsten vanvittig . 
Med et blegt og forstyrret Ansigt forlod hun nu 
Høien , og løb som en forfulgt Hind hen paa den Vei 
som førte til „ Fremtidshaab “ . 
Da hun var ifærd med at dreie ind i Parken , kom 
der fra Slottet en Mand hende imøde . Han havde 
trykket Hatten dybt ned i Øinene , hans Arme hang flappe 
ned af Kroppen paa ham , og han ilede fremad som om 
alle onde Aander forfulgte ham . 
Rosa glemte enhver Angst , blot for at faae at vide 
hvad der havde tildraget sig . 
„ 0 Herre ! “ udbrød hun . 
Derpaa taug hun pludselig og saae forskrækket op 
fil ham . 
Det var Adolf . Det Ansigt som hun hele Natten 
havde tænkt paa , saae nu ned paa hende , men det var 
saa forandret , af hun forbausedes , og var ikke istand fil 
af tale videre . 

Den unge Mand , som kom lige fra den Samtale , 
som han havde havt med Greven og Oskar , var ikke 
oplagt fil af indlade sig paany i nogen Samtale . 
Han stormede fremad , uden af vide hvorhen , opfyldt 
af Hævntanker , Raseri og Vrede . 
Da Rosa tiltalte ham , antog han hende for en 
Tiggerske , og var i Begreb i en haanlig Tone af bortvise 
hende , men da hun saae op fil ham faldt hendes 
Hat tilbage , og han gjenkjendte hende strax . 
Ved delte Syn blev hans Udtryk i Ansigtet mildere 
uden af han selv vidste det . 
„ Hvad er der , mit Barn ? “ spurgte han medlidende . 
„ Min Fader ? “ var hendes Svar . Hun kunde ikke 
sige mere . 
Adolf frygtede aabenbart for det Indtryk , som-hans 
Svar vilde frembringe . 
„ Deres Fader er aldeles rask , “ svarede han tøvende . 
„ Er han i det Huus — i det Huus derovre ? “ 
spurgte Rosa . 
Adolf forstod ikke af lyve . 
„ Nei , det er han rigtignok ikke , “ svarede han , „ men 
De behøver ikke at frygte , han er i Sikkerhed . “ 
„ O nei , nei ! “ udbrød Rosa , som ikke kunde dølge 
sin Angst . „ De siger det blot for at berolige mig . Te 
frygter for at tilstaae Sandheden for mig —og dog — 
dog lovede De mig . . . “ 

Tonen , hvori hun udtalte de sidste Ord , var saa 
eiendommelig , at det var paafaldende . Han spurgte sig 
selv meget forundret , hvorfor dette , smukke , unge Væsen , 
lagde saa stor Vægt paa et Par Ord , som han aldeles 
tankeløs havde udtalt . 
„ Jeg skal opfylde mit Løfte , “ svarede han . „ Deres 
Fader er ikke i nogen stor Fare . Men Grev Fly er ikke 
død , og er nylig vei “ dt tilbage til „ Fremtidshaab “ . Det 
vil nu vise sig hvilken Ret Deres Fader besidder til 
Grevskabet . “ 
„ O , min Gud og Frelser . Greven er vendt tilbage ! 
Han er altsaa ikke død ? “ udbrød Rosa . „ Og min Fader ! 
— ak , nu veed jeg Alt ! Han er i Politiets Hænder , og 
man har bragt ham i Fængslet . “ 
„ Nei — nei — det ' er ikke saa farligt , det er . . 
„ Min Gud , forlad mig ikke og tag mig i Din Varetægt , “ 
bad hun , og med en lidenskabelig Stemme tilføiede 
hun : „ Naar De skuffer mig , hvem skal jeg datroe ? “ 
Adolf blev endmere forundret ved dette Udraab . 
Han kunde ikke begribe , hvorfor Dyrings Datter skjænkede 
ham sin uindskrænkede Tillid . Men han bemærkede at 
hun var dybt rystet og meget bekymret , hvorfor han 
holdt op med at skuffe hende . 
„ De kan troe mig — jeg skal ikke skuffe Dem , “ sagde 
han . „ Deres Fader er rigtignok bleven sat i Fængslet , 
men kun saalænge til en Undersøgelse har fundet Sted . “ 

„ En Undersøgelse — hvorover ? “ spurgte Rosa . 
„ For det natlige Indbrud paa Slottet . “ 
„ Har han da begaaet noget Indbrud ? “ spurgte hun 
ængstelig . 
„ Nu . . . “ 
„ Godt , jeg forstaaer Dem , han har gjort det ! Man 
vil straffe ham — vil adskille ham fra mig , for senere 
at dræbe ham . “ 
Ved disse Ord sank hendes Hoved ned paa Adolfs 
Skulder , og hun udbrød i en krampagtig Graad . 
Tredivte Kapitel . 
Greven og den Fangne . 
Begivenhederne i „ Fremtidshaab “ satte hele Omegnen 
i Bevægelse . 
Overalt omtalte man den falske Efterretning om 
Grevens Død og tillige om den forunderlige Arving , 
som havde meldt sig , for at tage Grevflabet i Besiddelse . 
Da der Ingen var , som kunde give nogen Oplysning 
om Dyrings Person , saa havde Fantasien derfor faaet 
frit Spillerum , og bragte derved de forunderligste Rygter 
i Omløb . 

Der existerede næsten ingen Forbrydelse , som man 
ikke beskyldte Greven , hans Fader og Bedstefader for . 
En falsk Prætendent til Thronen , havde ikke frembragt 
mere Sentation , end denne ubekjendte Arving . 
Naturligvis var Folk af forskjellig Mening , men i 
Almindelighed vare de tilbøielig til at troe det Værste . 
Der var rigtignok Nogle , der antoge Dyring for 
vanvittig — men de bleve overtalt . Derfor blev Dyring 
anseet for en Mand som var i sin fulde Ret . Han var 
paa en fkammelig Maade bleven berøvet sine Rettigheder , 
og nu , da den første Leilighed havde tilbudt sig , havde 
han gjort Fordring paa sin Arv . 
Der var flere Gjæster forsamlet i Kroen , hvor Rosa 
var bleven indkvarteret . 
Pludselig kjørte Grevens Ekvipage forbi , hvori Baronessen 
befandt sig . 
„ Den Stakkel ! “ udbrød Madam Truelsen . „ Hvor 
bleg hun seer ud . Synes I ikke ogsaa ? “ 
„ Dertil har hun ogsaa Aarsag , “ svarede en haanlig 
Stemme . Det var Barberen i Landsbyen , der som saa 
Mange af hans Lige , havde den slygge Vane af bekymre 
sig mere om Andres Sager , end om sine egne . 
Og en sørgelig Tid maa hun gaae igjennem — et 
forfærdelig Liv ! “ sagde en anden Gjæst . 
„ Med ham mener I vel ? Ja , det er vist og sandt . “ 
„ Og han , “ sagde en Anden — det var Grev Fly , 

hvem de talte om paa en uhøflig Maade . — „ Han seer 
saa forstyrret ud , som om han saae et Spøgelse i hvert 
Hjørne . “ 
„ Ja , min Gud , “ sagde en tilstedeværende Kone , „ min 
David drikker , og det tæt , men han har idetmindste ikke 
noget Ondt paa sin Samvittighed ! At leve sammen med 
en Mand , som har en ond Samvittighed , det maa jo 
være forskrækkeligt . “ 
Medens denne Samtale var i fuld Gang , kom der “ 
en ny Gjæst til , kom udtalte stg med den Bemærkning , 
af Grev Fly muligvis ikke fortjente saa haarde Beskyldninger 
— det kunde jo være mulig af den saakaldte nye 
Greve ikke var andet end en ussel Eventyrer . 
„ Nei virkelig ? “ svarede en anden Gjæst . „ Altsaa , 
det er Eders Mening ? Men saa siig mig dog engang , 
hvorfor Greven ikke følger sin Advokats Raad , naar 
Sagen forholder sig saaledes . Jeg mener , hvorfor han 
ikke bringer Sagen for Netten , som han sikkert vilde 
gjøre , naar De eller jeg befandt os i den nye Greves 
Sted . Derimod skal hele Sagen neddysses ! Naar der 
ikke stak noget Andet bagved dette , vilde han nok tage 
anderledes energisk fat paa Sagen . Saa vilde De eller 
jeg komme til al spadsere nok saa net i Brummen , og 
blive dømt efter Lov og Net . “ 
„ Hvad er der bleven af den stakkels Pige ? “ spurgte 
en Anden , som huskede paa Rosa . 

„ Den stakkels Lille er endnu her/ ' svarede Madam 
Truelsen , „ men jeg faaer kun lidt at see af hende . Hun 
opholder sig enten ved Døren af Fængslet , eller ogsaa 
sidder hun oppe paa Kammeret og græder sine Øine røde . “ 
„ Og Manden , som blev skudt , hvad er der bleven 
af ham ? “ 
„ Man siger at han er død . “ 
„ Og det unge Menneske — jeg troer at han hed 
Tøndesen — har man ladet ham siippe ? “ 
„ Jo , han er gaaet tilbage til Præstegaarden , hvor 
han var kommen fra . Man siger , at Præsten var kommen 
skyndsomst for at hente ham , fordi hans Fader — 
jeg mener den gamle Holgersen , som tidligere har været 
Missionair , laae for Døden , og ivrigt havde forlangt 
at tale med ham . “ 
Det var to Dage efter Angrebet paa Slottet , at 
denne Samtale fandt Sted . 
Indtil nu havde Grev Fly ikke gjort noget afgjørende 
Skridt . 
Han vidste paa ingen Maade , hvad han skulle lade , 
eller gjøre . At Sagen havde taget en ufordeelagtig 
Vending for ham , kunde han indsee , og dog skjælvede 
han for det afgjørende Skridt , som alene var istand til 
at forskaffe ham Ro . 
Han var tvivlraadig , ængstelig og tøvede saalænge 
til det gunstige Øieblik var forspildt . 

Han havde gjennemgaaet en frygtelig Nat . Medens 
den Fattigste af sine Undergivne nød en vederqvcegende 
Søvn , gik den rige , høitstaaende Besidder af Grevskabet 
urolig i sit store , mat oplyste Værelse frem og tilbage , 
ikke istand til at forjage Tankerne , der som Spøgelser 
svævede omkring ham . 
Man maatte næsten føle Medlidenhed over det ynkelige 
Syn som Greven frembød . Hans ellers saa stolte 
Aasyn var nu bleg og forstyrret . Hans Øine var underløbne 
med Blod . Hans graae Haar hang uredt omkring 
Hovedet , og hans ellers saa fremragende Skikkelse , var 
nu krøbet sammen . Hans Been kunde knapt bære ham . 
Ingen , som havde seet Greven i denne Tilstand , 
kunde tvivle paa , at han blev martret med Samvittighedsqvaler , 
eller blev nedtrykt af en frygtelig Hemmelighed . 
Men lykkeligvis var han alene . Kun den Almægtiges 
Øie som seer i ethvert Hjerte , var vidne til hans Oval . 
Oskar havde forladt Fremtidshaab og var taget 
tilbage til Byen . 
Men førend han havde forladt Greven , var der opstaaet 
en Strid imellem dem , da Greven standhaftig havde 
vægret sig at følge hans Raad . 
„ Deres Vei , som De har at følge er ligefrem , “ raabte 
han . „ De stiller denne Tigger for Retten , beviser hans 
Forbrydelse , lade ham dømme , og De er saaledes i 
Sikkerhed . “ 

„ Nei , Oskar , nei ! “ svarede Greven . „ Jeg kan ikke 
— jeg tør ikke gjøre det , naar jeg vil haabe at hvile 
rolig i min Grav . “ 
„ Hvorfor ikke ? “ spurgte Oskar haanende . 
„ Fordi jeg ikke er nogen Skurk ! “ udbrød Greven . 
„ Nei — saameget De ogsaa haaner , saa er jeg ikke den 
Mand , som kan gjøre sit Medmenneske Fortræd . De 
lader rigtignok til at troe , at jeg paa en bedragerisk Maade 
har dømt denne Mand til Armod og Skam , og at jeg 
beriger mig og mine , paa hans Bekostning ? “ 
„ Det ligner rigtignok saadant Noget , “ spottede 
Oskar . 
„ Men det forholder sig ikke saaledes . Jeg troer ikke 
at denne Mand , som gjør Fordringer paa Grevskabet , 
har nogen gyldige Beviser , hvorpaa han kan begrunde 
sin Paastand . Han har en god Tro , men det Skib , som 
han har betroet sit Liv , er læk , det vil ikke holde ham 
over Vandet . Saaledes opfatter jeg Sagen . Er den 
anderledes — godt , saa er det hans Pligt ak kjæmpe 
svr den . Jeg har ikke den Forpligtelse at komme ham 
til Hjælp . Indtil han har fyldestgjort sine Rettigheder , 
saa længe er jeg den retmæssige Besidder til Grevskabet , 
og Ingen kan beskylde mig for noget Bedrageri . “ 
„ Fortræffeligt ! Jsandhed , ganske fortræffeligt ! “ svarede 
Oskar . „ Og De bilder Dem ind , at De i denne 
milde Handlemaade — saa at sige med Melk og Sukkervand 

— kan slaae en Skurk af Marken , som søger at 
jage Dem fra Deres Eiendom ? — Det er Svaghed , 
Greve , den pure Svaghed ! Øe behøver aldeles ikke at 
laane mig saadanne rasende Øiekast , og knuge Hænderne 
sammen — jeg frygter Dem ikke . Men naar jeg var i Deres 
Sted og et saadant Kryb vovede at antaste min Grevekrone , 
da vilde jeg knuse ham med min Hæl . Og om 
Øe nu ogsaa vægrer Dem at gjøre det , saa maa Øe dog 
til det , om Øe vil eller ei . “ 
„ Umuligt ! “ svarede Greven skjælvende . 
„ Oskar blev rasende . 
„ Øe maa sørge for at denne Mand inden otte Dags 
er dømt , “ udbrød han , „ ellers , ved den hede Helvede 
skal jeg selv gjøre Ende paa denne Elendiges Liv , eller 
ogsaa skal jeg spinde et Væv saa tæt omkring ham , at 
Bøddelen nok skal faae Fingre i ham . “ 
„ Nei , Oskar , jeg forbyder Dem enhver Indblandning 
fra Deres Side i denne Sag , “ svarede Greven med 
megen Bestemthed . „ Jeg vil ikke have at dette Menneskes 
Blod skal flyde og bebyrde min Samvittighed med en 
navnløs Oval , og jeg forlanger at jeg kun alene raader 
i denne Sag ! “ 
„ Sværg mig til at Øe vil lade ham dømme , og jeg 
lover Dem af jeg ikke vil blande mig derimellem . “ 
„ Nei , det kan jeg ikke . “ 
„ Godt , saa vogt Dem ! “ 

Denne Trudsel var alvorlig meent . Greven kjendte 
den Ild , som glødede feberagtig i Oskars Øine . Alle 
Foresfillinger og Formaninger af Greven vare frugtesløse . 
Oskar havde kun sin egen Fordeel for Øie , og 
hvad denne forlangte , stod tydelig for hans Øine . Verners 
Giftermaal med Janette var allerede bleven for 
langt tilbagesat . Verner var utaalmodig og Oskar længtes 
ikke mindre af faae fin Andeel af Byttet . 
De sidste Dages Begivenheder vare istand til af lade 
det hele Giftermaal gaae overstyr . 
Naar Rygtet først kom for den gamle . Etatsraad 
Verners Øren , saa var det ganske sikkert af denne paa 
ingensomhelst Maade gav sit Samtykke til Sønnens Forbindelse 
med Grev Flys Datter . 
Men meget værre blev det naar Giftermaalet virkelig 
kom istand , og det saa om en kort Tid viste sig , af hele 
Formuen kun var Vind . Alle disse Tanker drev Oskar 
til af handle , og han forlod Greven fuld af Vrede over 
hans Vankelmodighed . 
Greven blev aldeles bestyrtet . 
Han vidste bedst hvad han havde af frygte af Dyring ; 
men ligesaameget frygtede han for af bebyrde sin 
Samvittighed med en Nidingsdaad , og da Oskar forlod 
ham , frygtede han for at bebyrde sig med den Uret , som 
Oskar maaskee vilde begaae . 
Det var kort før Midnat , da Oskar forlod ham . 

I to lange Timer vandrede Greven urolig op og 
ned i sit Værelse . 
, , D , naar det havde været sandt , at jeg var død ! “ 
sagde han . 
Endelig lod det til at han var kommen til en Beslutning . 
Han forlod sit Værelse , svøbte sig fæt ind i 
sin Kappe , tog sin Hat , og stjal sig med lydløse Fjed 
ned af Trapperne . 
Underneden stødte han paa Huushovmesteren . 
„ Ah , Herr Greven , “ udbrød han aldeles forstrækket 
Greven blev bestyrtet ved at træffe paa sin egen 
Tjener . Han gav en utydelig Forklaring om , hvor han 
saa seent paa Natten vilde begive sig hen og befalede 
ham at aabne en af Sidedørene for ham . 
Som en Tyv om Natten stjal Greven sig igjennem 
Parken til et Sted hvor denne kun var adskilt fra Landeveien 
af et lavt Stakitværk . 
Indenfor dette Stakit var en Grøft . Greven maatte 
stige ned , og da han havde naaet Jorden som var bedækket 
med Løv , blev han et Øieblik staaende » og 
lyttede . 
I Førstningen hørte han kun Træernes Susen , 
men pludseligt forekom det ham , som om han hørte 
Stemmer og Skridt nærme sig . Wer et øiebliks Forløb 
kom ogsaa ganske rigtig to Mænd , spadserendes fordybede 
i en ivrig Samtale . 

„ De mener altsaa ikke , af han allerede er dyd ? “ 
spurgte den Ene af Mændene . 
„ Nei , jeg haaber af vi endnu træffer ham levende ; “ 
svarede den Anden . 
„ Men han maatte døe , naar De først havde begivet 
Dem , en to Timers lang Vei hen til Deres Docter ? “ 
„ Det er meget mulig , Herre ; han er svært saaret . “ 
Hvor heldig for Dem , af De netop i mig skulde 
finde en Læge , Et heldigt Tilfælde , af De netop skulde 
træffe mig . 
„ Ja , Gud være lovet og takket ! “ lød Svaret . 
Greven som var en taus Vidne til denne Samtale 
blev i høieste Grad forundret . Han havde gjenkjendt 
Oskar paa Stemmen , fra den , der udgav sig for en 
Læge . Den Anden var en simpel Bonde . Hvad kunde 
det have af betyde ? 
Greven maatte tilstaae , af Oskar kun havde paataget 
sig en Læges Rolle , for allerede af gjøre Begyndelsen 
af sine Trudsler til Sandhed . 
Saasnart Alt igjen var bleven stille , steg Greven 
op af Grøften , sprang over Stakittet , og ilede i modsat 
Retning som Oskar , hen til Landsbyen . 
Ved Indgangen af Landsbyen stod en forunderlig 
halvtforfalden Bygning , som i tidligere Dage havde 
tilhørt et Kloster , men blev nu benyttet af Menigheden 
til et Fængsel . Muren i denne Bygning var 

flere Fod tyk , men Jerngittrene vare saa sorrustne , at 
der kun behøvedes en kraftig Bondeknøs Haand til at 
rykke dem ud . Lykkeligvis var der kun faa energiske 
Karacteerer . i denne Landsby , og Fængslet havde derfor 
indtil nu , bevist sig som tilstrækkeligt stærkt . 
Ta Greven nærmede sig denne Bygning , fandt han 
den Mand , som Bevogtningen af dette Fængsel var anbetroet , 
siddende udenfor Bygningen . 
„ Jeg ønskede at see Eders Fange , “ sagde Greven 
paa sin sædvanlige værdige Maade . 
„ Javel , Herr Greve ! Som Greven befaler , “ svarede 
Vogteren , medens han med et dybt Buk indbød Greven 
at træde ind i Huset . Snart hørte man Nøglerne 
rasle , Slaaerne flyde tilbage , og for et Øieblik viste sig 
Dyrings blege , notærede Ansigt ved Skinnet af en 
Laterne , som Vogteren bar i Haanden . 
„ Lad os blive alene ! “ befalede Greven . 
„ Vogteren bukkede og gik . 
Den Samtale som her fandt Sted imellem Greven 
og den Fangne , varede omtrent en halv Time . Det 
lod til at De var uieget høirøstet , da Vogteren , som 
havde sat sig udenfor Fængslet paa en Bænk , tydelig 
kunde høre deres vrede Stemmer . Men hvad der foregik 
vidste kun Himlen . Ingen menneflelig Øie har udgrundet 
Hemmeligheden af denne Sammenkomst . Vi 

veed kun , at den havde et meget vigtig Resultat for 
disse to Mænd . 
Da Greven vendte tilbage , stod Vogteren rygende 
for Døren . Respecten for Greven bevægede ham til , 
at tage Piben hurtig ud af Munden , som han maaskee 
et Øieblik senere forundret havde glemt . Hele Grevens 
Skikkelse havde forandret sig , og til sin sidste Time , 
kunde han ikke glemme det skye , vilde Øiekast , den convolsiviske 
Zittren over hele hans Legeme , da han med 
Anstrengelse bød ham en „ God Nat . “ 
„ God Nat , Herr Greve , “ svarede Vogteren forundret . 
Greven 
svøbte sig nu tættere ind i sin Kappe , og 
vilde hurtig ile bort fra dette Sted — men han havde 
kun tilbagelagt faa Skridt , da Vogteren bemærkede , at 
en ung Pige , med et barnlig Ansigt og rigt guulblond 
Haar , styrtede Greven imøde . 
Et Øieblik stirrede Greven hende i Ansigtet , derpaa 
udstødte han et Skrig af Skræk , og tilbagestødte de 
Arme , som vare ifærd med af omslynge ham . 
Men den unge Pige styrtede ned paa Knæ og 
hævede de foldede Hænder op imod ham . 
„ Min Fader , min stakkels Fader ! “ udbrød hun i 
en hjertegribende Tone . 
Det var Rosa , som forgjæves havde gjort sig 
Umage , af formaae Vogterne , til af lade hende komme 

ind til Faderen . Men nu da hun med Haardhed blev 
tilbagestødt af Greven , paakom ham en Følelse af 
Medlidenhed , og han besluttede nu af opfylde hendes 
Bønner . 
Saasnart Greven derfor var ilet bort , vinkede han 
ad hende . ' Hun sprang op , og ilede med ham ind i 
Fængslet . Da de traadte ind i det Rum hvor Dyring 
var , fandt de ham liggende aldeles bevidstløs , udstrakt 
paa det haarde Gulv . 
Enøgtredivte Kapitel . 
Et sidste Forsøg . 
Den selv samme Vei hvor Greven var kommen fra 
ilede han nu skyndsomst tilbage . 
Huushovmesteren lukkede op for ham . 
Den gamle Mand havde tidt feet Greven meget 
bevæget og syg , men aldrig i en saadan Tilsland som 
denne Nat . Hans Ansigt havde en spøgelseagtig Bleghed , 
hans Øine lynede , hele hans Legeme skjælvede som 
om han var bleven ramt af et Slagtilfælde . 
Det er koldt , “ sagde Greven , medens Tænderne 
klaprede ham i Munden , og ilede hurtig md i Slottet . 

Han begav sig nu ind i sit Værelse . 
Natten var usædvanlig varm , men Hunshovmesteren , 
som var ilet efter Greven for selv at betjene ham , vogtede 
sig for at modsige ham . Han hentede en Flaske 
Viin og satte den paa Bordet . - Greven skjænkede et 
stort Glas fuld , og skyllede det ned i et Drag — men 
han hørte ikke op med at skjælve . 
Huushovmesteren havde et Ærinde til Greven . Efter 
at have en kort Tid pudslet omkring Greven , tillod han 
sig at bemærke , at Frøken Janette ønskede at tale med 
ham . 
„ I denne Nat ? “ udbrød Greven endnu mere skjælvende . 
„ Nei ikke for Alt i Verden . Det er umuligt , 
det kan ikke skee . “ 
„ Maaskee imorgen , Hr . Greve ? “ spurgte han paany . 
„ Ja , naar jeg oplever den kommende Morgen , “ 
svarede Greven ; hvorpaa han kastede sig aldeles udmattet 
ned paa en Stol og skjulte sit blege Ansigt i begge sine 
Hænder . 
Huushovmesteren vovede ikke at gaae til Ro . Han 
sad hele Natten igjennem i en Lænestol paa sit Værelse , 
som laae lige under Grevens Værelse , og hørte lige 
indtil Morgenens Frembrud , hvor han med tunge , usikkre 
Skridt gik op og nev ad Gulvet . 
Alt dette foregik i den Nat , da Baronessen kjørte 
til Slottet . 

Huushovmesferen tog imod hende — ogsaa det øvrige 
Tjenerskab ilede til , og de Efterretninger som 
hun nu modtog beroligede hende nogenlunde . Hendes 
næste Spørgsmaal var om Oskar . 
Tanken paa hendes Søn var den eneste Oval , som 
nagede paa hendes Liv , men hun var en svag Moder . 
Hans heftige Sind , hans , nedrige Lidenskaber og Utaknemmelighed 
saarede hende dybt . 
Alt dette forbittrede hendes Dage , men formaaede 
dog ikke , at tilintetgjøre en Følelse , som var sammensmeltet 
med hendes Sjæl . 
Til hendes Glæde hørte hun nu , at Oskar havde 
forladt Slottet , uden at udøve en eneste Vøldsgjerning . 
Men alligevel frygtede hun at høre , hvorfor han havde 
forladt Greven og hvor han nu opholdt sig . 
Da ingen as de Tilstedeværende kunde give hende 
noget tilfredsstillende Svar , gik hun op ad Slotstrapperne 
for at opsøge Greven . 
Pludselig aabnede Lisette Døren til Janettes 
Værelse . 
Der var et eiendommelig Udtryk i hendes Ansigt . 
Hun lignede et Menneske , som var bleven overrasket ved 
at lytte . 
„ Deres Naade ! “ udbrød hun forskrækket . , 
„ Hvor er min Dafter , Lisette ? “ 

„ Hos — hos Greven , Deres Naade . Jeg stat melde 
Deres Naade . “ 
„ Det behøves ikke — jeg kan ligesaa godt gaae til 
dem . Ere de i Bibliotheket ? “ 
„ Jo , Deres Naade . “ 
Lisette var alt andet end tilfreds med dette Arangement . 
Det gjorde hende ondt , at Samtalen imellem 
Fader og Dafter saa hurtigt skulde blive forstyrret , men 
hun vovede naturligvis ikke at modsige . 
Baronessen bemærkede vel Meftes Forlegenhed , men 
lagde ikke videre Vægt derpaa , og begav sig lige ind i 
Bibliotheket . 
Foran Døren var der anbragt svære Damaskforhæng . 
Døren selv , var derimod ikke lukket og stod paa Klem . 
Da Baronessen nærmede sig hørte hun Greven og 
Janettes Stemme , som vare blandede i en ivrig Samtale . 
Nogle Yttringer af Janette vækkede hendes Nysgjerrighed . 
Hun blev staaende og lyttede . 
Det var en uværdig Handling , men hun troede under 
disse Forhold , nogenlunde at være undskyldt . 
„ Naar De dog blot vilde høre paa mig , “ hørte hun 
Janette udbryde . „ Naar De blot vilde lade Dem betyde 
hvor modbydelig denne Mand er mig , hvilken Afsky jeg 
har for ham — ganske vist , saa vilde De ikke tvinge mig 
til dette Giftermaal . “ 
„ Du bedrager mig , Janette , og gjør mig unødvendige 

Sorger , “ svarede Greven . „ Du veed at din Moder 
og jeg efter moden Overveiede have besluttet os til denne 
Forbindelse . Vi have givet den gamle Etatsraad vort 
Ord . I hvilket Lys troer Du vel vi vilde staae for ham , 
naar vi paa engang vilde tage vort Løfte tilbage , og 
derimod foretrække denne Tøndesen . “ 
„ Og min Lykke — kommer den da slet ikke i Betragtning ? “ 
spurgte hun . 
„ Barn , Barn , Du maa ikke holde mig for haardt 
eller grusomt , “ sagde Greven ømt . „ Troe mig , jeg elsker 
Dig mere end mig selv — men alligevel kan jeg ikke 
opfylde dit Forlangende . Forglem ikke , Janette , at jeg 
er Repræsentant for en stor og ædel Familie og har kun 
at varetage , at see vort Huus ' s Glands fremhævet . Etatsraaden 
er i disse Dage bleven udnævnt til Eeheime-Conferentsraad , 
og vil med det Første blive hævet op i 
Adelstanden . Verner bliver ansat som Gesandt ved et 
eller andet Hof , og da Du er den eneste , rette Arving 
til alle mine Godser , staae det ved Dig , at opretholde 
vort Huus ' s Ære og Glands . 
„ Dem kan Du nu gjøre Fyldest , ved at indgaae denne 
Forbindelse , “ vedblev han , „ som vi har valgt for Dig . “ 
„ Men Fader , Etatsraaden er fattig , og hans Søn 
faagodt som Tigger . Jeg selv kommer ved denne Forbindelse 
slet ikke i Betragtning — kun min Formue er 
det , at disse Mennesker tragter efter . “ 

„ Men De opnaae Rang og Værdigheder , “ afbrød 
Greven hende . „ Begriber Du ikke hvad det vil sige ? 
Jeg seer kun paa din Lykke . “ 
„ Men jeg , Fader , jeg vil gaae til Grunde derved . “ 
Her opstod en Pause . Fader og Datter lod til at 
være bleven overvældet af Anstrengelse . Endelig begyndte 
Janette nok engang med taarefuld Stemme at overtale 
Faderen . 
„ Naar han endda var et godt Menneske , “ sagde hun , 
„ men han er en Vellysfning af den fletteste Kaliber . 
Hvilket Haab paa Lykke , ja kun paa Fred bliver mig 
tildeel , ved en saadan Mands Side ? “ 
„ Du vil bedre ham , Janette ; din Reenhed og Hjertensgodhed 
vil virke gavnlig paa ham . Jeg har tidligere 
oplevet flige Omvexlinger . Den forbedrede Vellysfning 
piner at blive den bedste Ægtemand . Desforuden er 
han endnu ung . Hans Stilling har ført ham i en Deel 
Fristelser , og Armoden drevet ham til Handlinger , som 
ikke alletider lader sig retfærdiggjøre . Men nu , naar 
han opnaaer en vis Velstand , vil han nok udentvivl gjøre 
sine ungdommelige Besindigheder god igjen , ved at føre 
et ordentlig Liv . “ 
„ Aldrig ! aldrig ! “ udbrød Janette fortvivlende . 
„ Under alle Omstændigheder — og saa piinlig det 
ogsaa er for mig , at nægte Dig denne Bøn— naar jeg 
i Betragtning til dette Bryllup bliver fast ved min Beslutning , 

kan Forlovelsen ikke blive hævet . Kontrakten 
bliver allerede udstillet . Brudesmykket er bestilt . Kniplingerne 
til din Brudekjole bliver allerede sendt hertil 
fra Frankrig — det kan ikke forandres . “ 
„ Men Fader — nei , vend Dig ikke bort fra mig , 
gaae ikke , jeg beder Dig ! Fader , føler Du da ikke , at 
Du ved dette forhadte Giftermaal indvier mig til Døden ? 
O , hør mig , hør mig , da det endnu er Tid ! Betænk , 
hvad Du forlanger af mig ! “ 
„ Jeg har overlagt Alt . “ 
„ Nei , nei , Du har ikke overlagt det saa alvorligt , 
som en Fader burde , førend han opøfrer sit Barn . 
Hvorledes kan jeg træde foran Alteret med denne Mand , 
hvorledes kan jeg love , kun at elske ham , naar mit Hjerte 
tilhører en Anden ? Hvorledes kan jeg love at agte ham , 
medens jeg foragter og afskyer ham af min inderste 
Sjæl ? Hvorledes kan jeg bringe mig til at adlyde ham , 
medens hans hele Gjøren og Laden opfylder mig med 
Afsky . Fader , Fader , jeg kan kun blive til Meeneder 
for Guds hellige Alter , og maae vente , at den Velsignelse , 
som bliver paakaldt paa denne Forbindelse , maae 
forvandle stg til Forbandelse over mit skyldige Hoved . “ 
Denne lidenskabelige Bøn blev ikke uden Virkning 
paa Greven . Selv Baronessens Øine stode fulde af 
Taarer — men hun pressede Læberne tæt sammen , og 

Udtrykket i hendes Ansigt tydede paa , at Intet kunde 
rokke hendes Beslutning som hun engang havde taget . 
Hun lyttede nu videre . 
„ Barn , Du beder forgjæves , jeg kan ikke hjælpe 
Dig ! “ sagde Greven . 
„ Forgjæves ? “ 
„ Aldeles forgjæves , for hvad der er skeet , kan ikke 
forandres . “ 
„ Bien jeg er jo endnu ikke bleven gift med denne 
Mand . “ 
„ Du er forlovet med ham . “ 
„ Endnu er det muligt for Dig , at tage Dit Løfte 
tilbage ! “ 
„ Nei , Barn , jeg tør ikke gjøre det . “ 
„ Kontrakten er endnu ikke bleven undertegnet af 
Dig ! “ 
„ Det er rigtignok sandt — men jeg har givet mit 
Ord . “ 
Janette svarede ikke derpaa ; men hun sukkede dybt . 
Efter en kort Pause vedblev Greven : 
Og da jeg har sat min LEre i Pant , saa forlanger 
jeg af Dig mit Barn , at Du ikke kommer tilbage paa 
dette Thema . Tine Forestillinger kan dog ikke nytte noget . 
Jeg har kun tilstaaet Dig denne Samtale i Enrum , for 
at sige hvad Du har at rette Dig efter . Vores Stilling 
i Samfundet forpligter os til , at overvinde alle 

Hjertets Svagheder . Vi kan ikke efter godtbefindende 
elske , hade , eller slutte Forbindelser , men derimod gjøre 
det som Æren byder os . Vore Forfæedre gave os Exemplet 
— vi skal være Forbilledet for vore Efterkommere . 
Som Grev Fly , maae jeg ligesaagodt bringe mit 
Hjerte til Taushed , som Du , mit Barn . 
Da Greven havde udtalt de sidste Ord , traadte 
Baronessen hurtig ind i Bibliotheket . 
„ Jeg har hørt , hvad Greven nylig sagde , “ begyndte 
hun i en streng Tone . „ Det er den samme Mening som 
jeg har i denne Sag . En Dag vil Du selv kunde indsee 
det Rigtige hvad vi have gjort for Dig . Ogsaa vi , 
Greven og jeg , have været unge , og har kun havt forbigaaende 
Sværmerier , som vi dengang ansaae for uovervindelige 
Lidenskaber . Det var vor Lykke , at ikke vi , 
men ældere og klogere Folk raadede over vores Skjæbne , 
og med taknemmelig Tilfredshed see vi nu tilbage paa 
den Bestemmelse De dengang tog . “ 
Hvad fluide Janette svare derpaa . 
Adolf Tøndesens Hjælp i Farens Øieblik , havde 
vaagnet hendes Kjærlighed paany til ham . 
Hun var overbevist at hendes hele Kjærlighed kun 
tilhørte ham , at det var umuligt for hende at glemme 
ham , og derfor havde hun besluttet at tale med Faderen 
om at hæve Forbindelsen med Verner . 
Hun havde ikke vundet Noget ved denne Samtale . 

Hans Vægring for at høre hende , maatte være 
støttet paa Grunde , som hun ikke var istand til at kunne 
forklare sig ; hun maatte derfor uden at hun kunde gjøre 
Modstand , føie sig efter Grevens Villie . 
Uden at svare et Ord , reiste hun sig og forlod 
Værelset . 
Saasnart Døren havde lukket sig efter hende , henvendte 
hun sig til Greven . 
„ Denne Opsfand — var den opstaaet , som De — 
frygtede for ? “ spurgte hun . 
„ Ja , “ svarede Greven , hvis Ansigt fik et mere barst 
Udseende . 
„ Det yar altsaa ham ! og hvad har De besluttet ? “ 
„ At vove det Yderste . Jeg har længe vægret mig , 
men jeg kan . nu indsee , at jeg ikke kan gjøre Andet . Jeg 
anklager ham for voldeligt Indbrud , og Resten vil være 
afhængig af sit eget Selvforsvar . 
„ Hvorledes , Selvforsvar ? “ 
„ Sagen er aldeles klar . Naar han skulde indlade 
sig i en heftig Modstai d , saa er det meget sandsynligt 
at han kommer i langt Tid i Fængslet , og der vil hans 
Hidsighed nok blive afkjølet . Skulde han derimod gjøre 
Krav paa Grevskabet , saa er dette nok til at bringe ham 
paa Livstid i et Galehuus . “ 
Begges Øine mødtes med et eiendommelig Udtryk . 

„ Og naar stal Undersøgelsen gaae for sig ? “ spurgte 
Baronessen . 
„ Jeg har allerede givet Befaling dertil . Til Middag 
Klokken Eet fkal han møde før Netten . Min Prokurator 
har modtaget sine Jndstruktioner . “ 
I dette Øieblik kom en Tjener med en Melding som 
ubehagelig berørte Dem . 
„ En Betjent , Hr . Greve , som bringer en Melding 
fra Fængslet , “ sagde han . “ 
„ Lad ham komme ind ! “ 
Strax derpaa kom en Betjent ind i Værelset . 
„ Hvad er der paafærde ? “ spurgte Greven vred . 
„ Hr . Greve , jeg vil kun melde , at den Fængslede , 
Dyring Tøndesen , er alt for syg til , at kunde udholde 
et Forhør , “ svarede Betjenten . 
Grevens Ansigt blev ligbleg . 
Baronessen mærkede intet , da hun stod bagved 
Greven . 
„ Hvad feiler ham ? “ spurgte hun med en naturlig 
Nysgjerrighed . 
„ Han har det svært med Opkastning og klager over 
en brænden i Struben ; “ svarede Betjenten koldblodig . 
Greven trak Baronessen i Kjolen , som om han vilde 
give hende et Vink . 
„ Det er sandsynligvis Coleraen — den skal begynde 

at grassere her i Omegnen/ ' sagde Baronessen . „ Saavidt 
jeg veed , ere disse de første Symptomer . “ 
Betjenten anbefalede sig og gik . 
Baronessen saae tankefuld ud af Vinduet . 
Toogtredivte Kapitel . 
Mørke Gjerninger . 
Oskars Adfærd , efter at han havde forladt Fremtidshaab , 
var mildest udtalt meget hemmelighedsfuld . 
Vi veed , at han i Vrede forlod Greven , med den 
faste Beslutning , at gjøre noget , som kunde være til hans 
Fordeel . 
Hvor han havde tilbragt de-to Timer , da han forlod 
Fremtidshaab , og da Greven hørte ham tale med 
Bonden paa Landeveien , blev foreløbig en Hemmelighed . 
Formodentlig havde han opholdt sig i et eller andet 
Værtshuus der i Omegnen , hvor han var truffen sammen 
med den Mand , for hvem han udgav sig for en Læge . 
Tenne Mand , ved Navn „ Partouch , “ eiede et lille 
Huus , som laae en halv Times Vei fra Fremtidshaab . 
Det laae aldeles skjult i Skyggen af nogle store Træer . 
Paa den anden Side af Veien , lige over for Huset var 
en stor Dam . 
Partouch kunde ikke glæde sig et godt Rygte i Omegnen . 
Han var en Krybskytte , og Vildtyveriet bliver 

alletider dømt strengere sra Landbeboerne , som af dem 
der boe i Byen . Tillige handlede han med Heste . Han 
besøgte Markederne , byttede , solgte og bedragede de Uerfarne 
paa en uforskammet Maade , saa at hans Hestehandel 
igrunden ikke var andet end et aabenbart Tyveri . 
Samtalen imellem denne Mand og Oskar , som 
Greven tilfældig havde hørt paa , sigtede til Snyde , som 
ved tisligere Leiligheder havde gjort Partouchs Bekjendtskab , 
og nu var indkvarteret hos ham . 
Oskar fandt sin Hjælpeshjælper i en betænkelig Tilstand . 
Det Rygte som var i Omløb , var ikke overdreven . 
Snyde var rigtignok ikke død , men hans Endeligt 
var ikke langt borte . Han laae i de heftigste Feberfantasier . 
Saaret af Skuddet som han havde faaet , var 
kun daarligt forbunden og viste allerede de farligste 
Symptomer . 
Engang i tidligere Dage var Oskar kommen paa 
den fornuftige Tanke at lære noget Ordentligt . — En 
Tid lang havde han derfor beskjæftiget sig med Lægevidenskaben , 
og endskjøndt hans Tovenstab ikke havde 
vunden Seier , saa havde han dog altid lært saa meget , 
til at forskaffe Snyde nogen Lindring , og at bibringe 
Partouch en stor Mening om hans Duelighed . 
Efter en Times Forløb kom denne Usling , paa 
hvem Oskar havde prøvet sin Kunst , til Bevidsthed . 
Det fyrste , den saakaldte Læge gjorde , var det at 

faae Partouch , ligesom ogsaa en gammel Kone , der fungerede 
som Sygevogterfle , under et eller andet Paaskud 
ud af Værelset . 
Saasnart disse havde forladt Værelset , bøiede han 
sig over den Syge og hviskede ham nogle Ord i 
Øret . — 
Snødes Ansigt udtrykte en pludselig Skræk , og 
hans vilde mørke Øine slirrede med et eiendommeligt 
Udtryk paa den Fremmede , som han havde antaget for 
en Læge . 
„ Hvor er det ? “ spurgte Oskar utaalmodig . 
„ Det veed jeg ikke — jeg har aldrig havt det , “ 
svarede den Syge . „ Hvilken Ret har De igrunden at 
beskylde mig for , at have bibragt Rattler Gift ? — Det 
er en fkjændig Løgn . “ 
„ Naar De vedbliver at nægte , “ udbrød Oskar 
rasende , medens han gav den Syge et Knubs med den 
knyttede Haand , „ Saa lader jeg Dem krapere . “ 
„ Hvortil vil De bruge det ? spurgte Snøde . 
„ Oho ! Altsaa De har det alligevel ? “ haanede 
Oskar . 
„ Maaskee har jeg det , og maaskee har jeg det 
ikke , “ svarede den Syge . „ Dette forbandede Saar 
brænder som Ild . “ 
„ Jeg ran forskaffe Dem Lindring , “ sagde Oskar . 
„ Paa hvilken Maade ? “ 

„ Midlet har De i Hænderne . “ 
„ Nei , og atter nei ! “ raabte Snyde , medens han , 
trods alle Smerter som enhver Bevægelse gjorde ham , 
søgte at reise sig op i Sengen . „ Jeg gjennemskuer 
Dem fuldkommen med hvad De har isinde . De vil 
bringe mig asdage , men jeg lader mig ikke saa let 
fange . Jeg vil hellere døe , førend jeg skulde tillade , 
at De kun berørte mig med en Finger . “ 
Saaledes modstod han en lang Tid Oskars Begjæring . 
Men endelig feirede Matheden . Han formaaede 
kun med sine feberagtige Øine , af følge den 
Fremmedes Bevægelser , der gjennemsygte hans Klæder , 
som laae ved Foden af Sengen . 
Maastee fandt Oskar det , som han søgte efter . Idetmindste 
forraadte han kort efter en vis Utaalmodighed 
fil af bortsjerne sig , gav Partouch nogle Forholdsregler , 
sljal sig derpaa ud af Huset og tog Veien ad Landsbyen 
fil . 
„ Ten Knegt har jeg sørget for , “ sagde han hen 
for sig . „ Feberen skal nok faae Bugt med ham . Desto 
bedre for mig , naturligviis ! “ 
Paa den mørke , tause Vei som Oskar forfulgte , 
kom han tilsidst forbi Fængslet i Landsbyen , og fandt 
fil sin Forundring , af Bænken , hvorpaa den vagthavende 
Vogter sædvanlig havde taget Plads , var tom . 

Træt af den lange Vandring , satte han sig ned , 
for af vente paa Vogteren , med hvem han vilde tale . 
Men den Ventede blev borte . Oskar stod endelig 
op og gik hen fil Døren . 
Efter af han havde gjort et par Skridt , hørte han 
Nøglerne rasle . 
En Slaa blev skudt for og der kom nogle Folk 
gaaende henad Gangen . 
„ Knn en Time , kun en lille Time lad mig endnu 
blive her ! “ hørte han en Qvindestemme yttre . 
„ Umuligt ! “ svarede Alanden , som gik ved Siden 
af den Bedende . 
„ Men han er jo syg . Han døer maaskee i dette 
kolde , fugtige Rum . “ 
„ Det er ikke min Skyld . Jeg har allerede handlet 
imod min Instruktion , ved at have ladet Dem gaae med . “ 
„ Men De tillader dog at jeg sender Noget til ham 
— Noget , som kan vederqvæge ham . “ 
„ Det er mig igrunden forbudt . “ 
„ Men Te vil dog gjøre det , ikke sandt ? — siig , at 
De vil tillade mig det . Ingen skal erfare noget derom , 
det lover jeg Dem . “ 
„ Naa godt , jeg vil sige ja , men lad mig nu see at 
De begiver Dem bort , og vaar De vil følge mit Raad , 
Lille , saa læg Dem hurtig tilsengs . Natteluften er raakoldt , 
og De har en styg Hoste . “ 

„ Hoste har jeg ikke , jeg er kun lidt hæs . “ 
Oskar hørte ethvert Ord som blev talt imellem dem . 
Hans Øine skjøde Lyn , og det afskyelige Smil , søm i 
hans onde Øieblikke viste sig hos ham , spillede paa hans 
Læber . Han havde trykket sig tæt op til Væggen , saa 
at Vogteren og Rosa ikke bemærkede Ham , førend de 
vare nær ved ham . 
Rosa udstødte et Skrig af Angst . 
„ Hvad gjør Te her , Herre ? “ fpurgte Vogteren . 
„ Tet er ganske ligesrem , “ svarede Oskar . „ Te 
kjender mig maaskee ikke ? Jeg er Grev Fly ' s Søn . Men 
nu har Greven , som har seet sig nødsaget ril at være 
streng imod den Ulykkelige , ved at have ladet ham indespærre , 
da han i sin Vanvid vilde fortrænge ham fra 
sin Eiendom , følt Medlidenhed med hans Datter . Han 
har derfor givet mig det Hverv at opsøge hans Datter 
og forsikkrer hende , at der sfol skee Alt for at lette hendes 
Kaar . — Naar jeg ikke tager feil , saa er den unge 
Dame maaskee Hr . Dyrings Datter , og som jeg har bragt 
i Erfaring , har De maaskee taget Ophold i Kroen hos 
Madam Truelsen ? “ spurgte Oskar , henvendt til Rosa . 
„ Saaledes er det , “ svarede hun , ikke frygtsom , som 
hun sædvanlig var , men fast , ja næsten stolt . 
„ Jeg har faaet det Hverv at bede Dem , min Frøken 
at opholde Dem der paa Grevens Bekostning . “ 

„ Det Eneste som jeg kan og vil modtage af Greven 
er min Faders Frihed , “ svarede Rosa . 
„ Dette formaaer jeg desværre ikke at byde Dem , “ 
sagde Oskar . „ At saae den tilbage slaaer alene ved 
ham selv . Han vil vistnok bedst vide selv , hvad der har 
ledet ham til det Skridt , hvorved han har tabt sin Frihed . 
Er han istand til at retfærdiggjøre sin Handlingsmaade , 
saa er A ' ting godt . Jeg troer imidlertid ikke at 
De kan anklage Greven for at have handlet nrigtigt . 
Eller vil De maaskee dadle Greven for at han forsvarer 
sig ? Naar Deres Fader er i sin gode Net , saa slaaer 
ham lovmæssige Midler til Tjeneste for at gjøre Krav 
paa Samme , men derimod har han brugt Vold . Det 
er saaledes ganske naturlig , at Følgerne falder tilbage 
paa ham selv . “ 
Oskar kunde , naar han selv vilde , paatage sig et 
indsmigrende og fortrolig Væsen , men Rosa havde ikke 
glemt den forfærdelige Nat , i hvilken hendes Fader var 
kommen bleg og forstyrret til hende , og havde betegnet 
Grev Fly som den Mand , der tragtede ham efter Livet . 
Hun erindrede sig tillige , at have svoret paa at betragte 
Greven som hendes og Faderens Dødsfjende , og at 
bede Gud at ramme denne sorte Forræder , tillige Hans 
hele Slægt med sin Forbandelse . 
Saa kom det at Oskar i lang Tid gjorde sig forgjæves 
Umage at overtale den unge , uerfarne Pige , 

men hendes Modstand opceggede ham kun endmere . Desforuden 
ønskede han ikke at slippe hende , paa Grund af 
hendes store Lighed med Janette . Denne Lighed bekræffede 
paa en vis Maade Dyring Tøndesens Slægtstab 
med Grev Flys Familie , og bragte Oskar paa et 
Indfald , som han besluttede at forfølge med sin hele 
Energi . 
Han vedblev derfor at tiltale den unge Pige med 
stor Venlighed , indtil hun tilsidst fandt sig beredvillig til 
at vende tilbage til Kroen og tillade Oskar at følge 
hende hjem . 
Efter hun havde givet ham faa megen Frihed , var 
det derfor let for ham at opnaae en fuldstændig Seier , 
det vil sige , at Rosa trods hendes instinktive Modbydelighed 
for hans Person , dog lod sig aflokke flere Meddelelser , 
som havde været bedre , naar disse vare blevne skjulte . 
Hun mistænkte den nnge Mand , men hun havde ingen 
Øvelse med at forstille sig ved at give undvigende Svar 
paa hans Spørgsmaal og førend de havde naaet Kroen , 
var han allerede underrettet om Faderens Armod og 
Forladthed , ligesom det Had han nærede imod Grev Fly 
— Omstændigheder , som vare af stor Vigtighed forhåns 
Planer . 
Deres Ankomst til Kroen , satte Madam Truelsen i 
stor Forundring . Hun kjendte Grevens Søn , og sluttede 
sig til den Interesse som han viste hende , at Dyring 

Tøndesens Sag maatte have faget en gunstig Vending , 
og snart var det en afgjort Sag for Stamgjcesterne i 
Kroen , at de to „ fjendtlige Grever “ havde sluttet Forlig 
med hinanden . 
Rosa havde gjerne afskediget Oskar ved Døren , men 
han var ikke den Mand , imød sin Villie , at lade sig jage 
bort , men fulgte hende op ad Trapperne til det Værelse , 
som Værtinden havde anvist hende . I hendes Blufærdighed 
vovede hu » ikke ligefrem at sige : „ Te maa nu 
forlade mig , “ men for ikke at blive alene med ham , ringede 
hun paa Madam Truelsen , og da denne ikke strax 
kom , gik hun ud i Gangen og bøiede sig over Gelænderet , 
for at vente paa hende . 
Medens Rosa stod udenfor , lukkede Døren sig som 
hun havde ladet staae aaben . Hun syntes at Oskar gik 
igjennem Værelset — men hun kunde tage feil . Da hun 
kort efter traadte ind i Værelset med Madam Truelsen , 
sad Oskar idetmindste paa samme Plet , da hun havde forladt 
ham . Derimod vilde en opmærksom Iagttager have 
bemærket et Lommetørklæde , søm tilhørte Oskar , og var 
tabt henne i det andet Hjørne af Værelset . Hvorledes 
det var kommen derhen , vidste han bedst selv . 
Madam Truelsen og Rosa indlade sig i en Samtale 
angaaende Dyring , hvilke Retter man vilde sende ham 
til Fængslet og hvad der kunde være ham gavnligt . 

Efter at man var kommen overeens , reiste Oskar sig 
for at anbefale sig . 
„ Jeg vil ikke længere forstyrre Frøken Dyring , “ 
sagde han med en let Høflighed i Talen , „ men tillader 
De mig at bemærke , at jeg har taget Ophold her for 
en kort Tid , og haaber at vil have den Fornøielse at 
see Dem oftere . Jeg vilde skatte mig lykkelig , naar jeg 
i nogen Henseende kunde tjene Dem — jeg beder Dem 
at modtage min Tjeneste . “ 
Rosa takkede med saa megen Venlighed som hun 
formaaede at frembringe . Hendes Følelse modsatte sig 
at være denne Mand Tak skyldig . 
Han gik hen til Døren . Pludselig vendte han om . 
„ Tillad mig endnu et Spørgsmaal , “ sagde han . 
„ Navnet Tøndesen er et meget sjeldent Navn — men en 
af mine Venner bærer det samme Navn . Kjender De 
maaflee Hr . Adolf Tøndesen ? “ 
En mørk Rødme udbredte sig over Rosas hele Ansigtsfræk . 
Hun blev meget forvirret ved dette Spørgsmaal . 
„ Jo 
— men kun lidt , “ svarede hun . 
„ Har De rigtig lagt Mærke til , at hans Døbenavn 
er Tøndesen ? Hører han maaflee til Deres Familie ? “ 
„ Nei . “ 
„ Ikke i den fjerneste Grad ? “ “ 
„ Nei , idetmindste har jeg aldrig hørt Tale derom . “ 

„ Ikke det ? — Jeg tænkte , at det kunde have været 
muligt . Lev nu vel . “ 
Han hilste derpaa høfligt paa hende , og gik ned af 
Trapperne . 
„ Pigen lyver ! “ sagde han til sig selv . „ Han er i 
Familie med dem og hun veed det . Uden al Tvivl har 
man befalet hende at negte det , for at lede os paa feil 
Spor . Jeg har alletider havt en hemmelig Frygt for 
denne Tigger , denne Adolf Tøndesen . Han er klog og 
snild — jeg maa tænke paa at gjøre ham uskadelig . “ 
Foreløbig lod det til som om Oskar forfulgte en 
anden ligesaa hemmelig Plan . 
Efter at han med et rask Blik havde overbevist sig 
om at Gjæsteværelset aldeles var tomt , aabnede han 
hurtig Døren til Kjøkkenet . Da han ligeledes havde 
seet at Heller ikke her var Nogen tilstede , sprang han 
hurtig derind . Ester et par Øieblikke kom han hurtig 
tilbage . Han saae meget opirret ud , og Hans Øine luede 
af en uhyggelig Ild . Ubemærket forlod han derpaa 
Huset . 
Saasnart han havde overskredet Dørtærskelen , skyndte 
han sig hurtig bort , men han betraadte ikke Landeveien , 
men gik derimod rundt omkring Huset . Engang imellem 
faldt en Lysstraale igjennem Ruderne af Huset , og dette 
var nok for ham , til nøiere at undersøge en Gjenstand 
som han tog op af Lommen . 

Det var en lille , med Papirer fyldt Brevtafle , der 
blev holdt sammen af et rødt Baand . 
Oskar aabnede nu hurtigt Brevtasken , som indeholdt 
forskjellige Breve , en gammel Mynt , en Ring og et synderbrudt 
Miniaturportrait . De sidste Gjenstande gjemte 
ban nu omhyggeligt . Papirerne læste han derimod med 
megen Opmærksomhed , hvorved han snart rødmede , snart 
blegnede . 
„ Store Gud ! “ udbrød han uvilkaarlig , „ og Greven 
som har vidst , at noget Lignende existerede — han har 
vidst det , og dog tilladt , at disse Skurke maatte gaae 
saa vidt ! Man skulde virkelig troe , at han ikke var ved 
sine fulde Fem ! “ 
Der var to Papirer som isærdeleshed gjorde Krav 
paa hele hans Opmærksomhed . De Øvrige lagde han , 
ved hurtig at have gjennemlæst dem , tilbage i Brevtasken , 
som han nu stak i Lommen . 
„ Nu er det en let Sag at ødelægge Deres Rettigheder , “ 
sagde han medens han gik fremad , naar det er 
gjort Grev Fly , saa kan Du rolig lægge Dig paa Dit 
grønne Øre . Men kjende min Hemmelighed skal Du 
idetmindste ikke . Jeg vil beholde Magten for at skræmme 
Dig — en Magt som er ligesaa meget værd som det 
halve Grevskab . 
Han taug nu og blev staaende i dyb Eftertanke . 
Han betragtede Papirerne , hvorpaa han udbrød : 

„ I vilde være sikker nok i mine Gjemmer , men nei , 
— ogsaa jeg kan miste Dem paa en eller anden Maade , 
eller ogsaa kunde De ligeledes blive mig frastjaalne . I 
Med disse Ord traadte han midt ud paa Landeveien 
som førte lige hen til Slottet . 
Medens han fulgte denne Vei , rev han Papirerne 
midt over , paa Kryds og Tvers , i mange fmaae Stykker , 
en Beskjæeftigelse som efter hans behagelige Smil , 
at dømme , gjorde ham megen Glæde . 
Derpaa tog han hvert Stykke og kastede det lige i 
Veiret . Det var altfor mørkt til at han kunde see hvor 
Stumperne fløi hen , men nogle af disse streifede flagrende 
forbi hans Ansigt . 
Han var overbevist om at Blæsten havde spredt dem 
til alle Sider . 
Da det sidste Stykke fløi iveiret , løftede han truende 
Haanden med et triumferende Udraab : 
„ Nu er Eders Grevskab borte , Dyring Tøndesen 
og Conpagni ! “ udbrød han haanende . 
Kloge Oskar . 
Det var igrunden Skade , at man ikke kunde bemærke 
hans glade Ansigt , medens han glad ilede fremad . Hans 
Fjender vare nu aldeles tilintetgjort . Hvad kunde vel 
den ulykkelige Dyring Tøndesen , som laae syg i sit ensomme 
Fængsel , udrette imod en saadan Modstander ? 
Eller hvad havde Oskar vel at frygte , af den stakkels 

uerfarne Rosa , som , førend hun begav til No , havde 
undersøgt den lille Pakke med hendes og Faderens Sager 
og som var meget tilfreds , da hun troede at kunde søle 
den indholdsrige Tegnebog , som indeholdt Beviserne af 
hendes Faders Rettigheder til Grevskabet ? Eller hvad 
formaaede den sjælesyge , unge Mand , som man havde 
forjaget fra sin tilbedte Janette . 
I sin Fortvivlelse var han vendt tilbage til Præsteboligen , 
til den gamle Pastor Holgersen , hvis Navn havde 
gjort en saa paafaldende Virkning paa Grev Fly . 
Hvad kunde vel alle disse ligefremme , herlige , retskafne 
Mennesker udrette , ligeoverfor en samvittighedsløs 
udholdende og snild Modstander , som Oskar var . 
Treogtredivte Kapitel . 
Almas Tegn . 
Saasnart Verner havde modtaget Efterrretningen 
om Grev Flys Død , havde han skyndsomst begivet sig 
paa Veien for at opsøge Oskar og at aftale med ham 
hvorledes de nu skulde bære dem ad . 
Paa Veien stødte han paa Oskars Tjener , Max , 
med hans mærkværdig udpyntede Ansigt , som vi allerede 

tidligere have beskreven , og af denne erfarede han nu 
den rigtige Sammenhæng , det vil sige , at Greven endnu 
var ilive , og for Øieblikket opholdt sig paa Fremtidshaab 
tillige med hans Herre , Oskar , paa Grund af en 
vældig Hurlumhej , og fordi der var optraadt en uforskammet 
Tigger , som havde udgivet sig for den rigtige 
Greve . 
Verner fattede snart hvorom det handlede sig . Dødsefterrefningen 
tilligemed de Ord som Alma havde tilkastet 
ham , udviste tydeligt at en eller anden Prætendent , som 
havde nogen Krav til Arven , havde grebet det beleilige 
Øieblik til at gjøre sine Rettigheder gjældende . Han 
troede rigtignok , at have forstaaet af Oskars sidste Brev 
til ham , at denne skulde have gjort et afgjørende Skridt , 
til at rydde en af de vigtigste Arvinger afveien , men 
han var ikke aldeles vis i sin Sag . 
Efter disse Betragtninger kjørte han derpaa meget 
rolig til sin Klub . Endskjøndt han ikke eiede en Hvid , 
vidste han dog alletider at bevare en vis Stolthed , og 
hvad der bidrog meget dertil , det var at han var i Besiddelse 
af Heste og Vogn og førte et herligt Ungkarleliv . 
Desforuden var han Medlem af flere Klubber . 
Da han kom i Klubben , skrev han hurtig til Oskar , og 
adresserede Brevet til Fremtidshaab . Derpaa betragtede 
han ganske rolig sin Person i det ligeoverfor hængende 

Speil , og anstillede Betragtninger , som ikke lovede 
megen Lykke for Janettes Fremtid . 
„ Jeg spiller et fortvivlende Spil , “ sagde han til sig 
selv . „ Idag skriver vi den tyvende September , og naar 
denne Maaned er sorbi , saa kommer endnu to andre , 
som jeg maa qvæle mig igjennem — hvorledes jeg skal 
holde det ud , det maa Himlen vide , for min Gamle 
har ikke en Hvid tilovers for mig . Hvilken Lykkens 
Yndling denne Oskar dog er ! I yderste Tilfælde kan 
han dog altid plukke Greven . Men det kan ogsaa tage 
en Ende , og skal holde op saasnart jeg først faaer Tøilerne 
i Hænderne . Men nu — hvad er der for Øieblikkel 
at gjøre ? Kar jeg ogsaa holde mig opreist i tre 
Maaneder , og i det hele taget , er det ogsaa Umagen 
værd , at jeg forsøger derpaa ? Denne Prætendent beviser 
tydeligt nok , at der maae være noget galt ved 
Grevskabet . Gud ve » d i Grunden hvorledes Grevens 
Sager staae . Han har holdt disse Mennesker i lang 
Tid sra sig — altsaa , saa aldeles hjælpeløs er han ikke 
— men ville disse Støtter i Længden være holdbare ? 
Alle disse Grublerier og Spørgsmaal hjælpe til intet 
— desforuden maae jeg være forsigtig , for ikke at forraade 
Hemmeligheden . I ethvert Tilfælde gives der 
kun to Veie for mig . Giftermaalet med Janette Dyring , 
eller ogsaa en Kugle for Panden . Jeg vil blive hængt 
naar det ikke forholder sig saaledes . Altsaa maae jeg 

vel resikere det . En smuk ung Kone med Fyrgetyvetusind 
Taler om Aaret , er nok værd at man vover noget for at 
faae fat i disse . I alle Tilsælde vil jeg oppebie Oskars 
Ankomst , førend jeg beslutter mig til Noget . “ 
Ten næste Dag modtog han Svaret . 
Resten af Brevet lød saaledes : 
„ Her er foregaaet meget dumt Tøieri , min Dreng ; 
men det skal ikke bedrøve Dig . — Alt er igjen i sin 
gamle Orden , og jeg synes Sagerne staae nu meget 
bedre end ellers . Det er det gamle Daarekistelem , denne 
Opvarter Dyring Tøndesen , som har foraarsaget al denne 
Hurlumhei paa Grevskabet . Tænk Dig bare , det er Prætendenten . 
Han har nu engang for Alle sat sig i Hovedet 
at kalde sig for Greve , og naar han taler om sin 
Datter , saa kalder han hende for Grevinde . Man kunde 
fristes til at kalde ham for en Spøgefugl — kun Skade , 
at han kun har kort Tid tilbage at spøge i . For Øieblikket 
har man indespærret ham her , — en Umage som 
vi kunde have undgaaet , hvis denne Slyngel af Snøde 
havde gjort sin Pligt . Denne Kjæltring skal faae Lønnen 
for sin Skjødesløshed . Forøvrigt befinder Prætendenten 
sig ikke rigtig vel , eller rettere sagt , han er alt 
for syg til at kunde slilles for Netten . Det er slemt , 
ikke sandt ? — Det er ganske vist og sandt , at det ikke 
vilde være meget behageligt for os , at høre denne Skurke 
mulig begrundede Fordringer paa Grevskabet . Det er 

ikke meget opmuntrende , paa en saadan Maade at komme 
i Folkemunde , og om der ikke var noget ved den hele 
Historie , og ikke kan føres noget Bevis , saa er det dog 
altid ubehageligt . At der ikke er noget Bevis , derfor 
har jeg sørget . Jeg har , forsaavidt at det angaaer ham , 
strøet hans Rettigheder til alle Verdenshjørner . Disse 
Folk have Uheld , som Du seer . Ligeledes er ogsaa denne 
Uslings Datter bleven syg . Hun spytter Blod . Iøvrigt 
er Pigebarnet efler hendes Stand en ganske net 
Pige . Forunderlig nok , hun har megen Lighed med 
Janet e , men naturlig ikke med Blodet - det er ureent . 
Men en Ting er mig meget paafaldende , det er , at den 
unge Døgenigt , Adolf Tøndesen , opholder sig for Øieblikket 
her i Omegnen . Kjærligheden maae dog alligevel 
besidde en stor Tiltrækningskraft . Er det ikke rørende , 
at han saaledes følger Janette , som hendes Skygge , og 
ikke lader sig fonrænge af nogetsomhelst ? Men Dn behøver 
ikke at frygte , jeg skal nok holde Øinene oppe , 
han skal ikke vinde saameget som en Haands Bred . 
Altsaa behøver Du ikke at blive utaalmodig . Om otte 
eller sjorten Tage , tænker jeg nok at vi vender tilbage 
til Byen , det vil sige , saasnart Prætendenten hviler i 
sin Grav , ikke før — det kunde dog muligvis ellers 
blive farligt . Hvad den Gamle Lurendreiers Datter an^ 
belanger , skal jeg see til , at bevæge Grev F-y , at han 

sender hende i en eller anden Opdragelsesanstalt for at 
lære Dannelse — og at døe . “ 
„ Verner smaaloe ved Læsningen af denne interessante 
Skrivelse . Brevets hele Indhold var opmuntrende , 
og satte ham i en saa munter Stemning , at han foretog 
sig at ville opsøge Alma og forsone sig med hende . 
Rigtignok havde hun været meget impertinent ved deres 
sidste Sammenstød , men den unge Mand tvivlede dog 
ikke paa , at det nok skulde lykkes ham at vinde hende 
for sig igjen . “ 
Det er altid et slemt Tegn , naar Manden har en 
flet Mening om Fruentimmerne . Det beviser , at han ikke 
har faaet en god Opdragelse , og at hans Sæder ikke ere 
de bedste . 
Verner var alligevel dennegang ikke istand til at 
udføre sit Forsæt . 
Alma havde forladt Byen . 
Begivenhederne paa Grevskabet , som hun havde læst 
i Aviserne , havde bevæget hende til , at ile stne Bundsforvandt 
hurtig til Hjælp , og skyndte sig derfor at naae 
Omegnen af Fremtidshaab saa hurtig som mulig . Maaskee 
lykkedes det hende at kunde hjælpe Dyring og hans 
Datter , paa den ene eller anden Maade , og at hjælpe 
til at styrte Grev Fly , tillige med hans hele Slægt . 
I den simpleste Paaklædning som hun eiede — det 
var en svær Opgave for Alma at gaae i en beskeden 

Paaklædning — kjørte hun nu med Jernbanen til Frederiksborg , 
og begav sig dersra tilfods til Kroen i Nærheden 
af Fremtidshaab . Paa Veien til Slottet fandt 
hun Leilighed at komme i Samtale med nogle Landmænd 
som gik samme Vei , og spurgte nu disse om Eet og Andet 
som var forefaldet paa Slottet . 
Hun modtog en Efterretning af en Bonde , som pirrede 
isærdeleshed hendes Nysgjerrighed . 
„ Den falske Greve , som man kalder ham , “ fortalte 
den sladderagtige Bonde , „ er i Sikkerhed bag Skodder 
og Laas , og man fortæller , at Greven midt om Natten 
har besøgt den Fangne , at de havde været en Timestid , 
eller noget længere sammen , og at Greven efter den Tid 
ikke ret kunde komme til sig selv igjen . “ 
„ Ikke komme til sig selv igjen ? Hvad vil det sige ? “ 
„ Naa , han er ikke rigtig rask — han feiler Noget . “ 
„ Er det muligt , at man fatter Mistanke til ham ? “ 
„ Ingen fatter Mistanke , “ afbrød den forsigtige Bonde 
hende . „ Man siger blot , at Greven saa bleg som et 
Spøgelse , kom hjem fra Besøget hos den Fangne , og at 
han efter den Tid har skjælvet paa hele Legemet . “ 
„ Og hvorledes er det saa med den Fangne ? “ spurgte 
Alma , hvis Hjerte blev opfyldt af Medlidenhed til Dyring . 
„ Det veed ingen , “ var Svaret . 
Bonden hilste og gik sin Vei . 
Alma fortsatte sin Vandring fordybet i Tanker . 

„ Det var slet ikke umuligt , “ sagde hun hen for sig ; 
„ disse Fornemme vige ikke tilbage for Noget , naar det 
gjælder at værne over deres Rang og Formue . Jeg 
kjender dem jo tilbunds — det er en haard og grusom 
Slægt . Verner hører ogsaa dertil — han er slet ikke 
bedre end alle de Andre . Jeg hader dem — hader dem 
Alle . “ 
Hun udbrød i en ' heftig Graad , og førrede sine 
Øine med hendes fine Silkehandsker , medens hun hurtigt 
ilede fremad . 
„ Disse Folk vil ikke vige tilbage for at give en Mand 
Gift , som staaer deres Planer iveien , “ vedblev Alma i 
hendes tause Samtale . „ Det stal slet ikke overraske mig , 
naar den stakkels Tyrirg blev ryddet af Veien paa denne 
Maade . Te have jo allerede engang prøvet paa at skille 
sig af med ham . Han har fortalt mig , hvorledes de 
Uslinger fik lokket ham ned i de underjordiske Hvælvinger . 
Hvorfor skulle de nu ikke paa en anden Maade 
søge at blive ham qvit ? Denne Grev Fly , er en gammel 
samvittighedsløs Skurk , som bestjæler den rette Arving 
for hans Rettigheder , og denne hersens Frøken Janette 
vil nok Heller ikke være andet , som en listig , snu og hyklerisk 
Qvinde . “ 
Denne lidenskabelige Qvinde , som antog Janette for 
sin Dødsfjende , havde endnu aldrig seet eller hørt 
hende bleven omtalt , men det var nok for hende , af 

Janette stod i Begreb af gifte sig med Verner , for af 
staae værst anskreven hos hende . I hendes skinsyge 
Brede beskyldte Alma Greven for de afskyeligste Forbrydelser , 
og ansaae Janette som et ligesaa usselt Menneske 
som han var . 
I denne Stemning sortsatte hun sin Vei , og naaede 
en smal Sti , som gik langs med Parken as Fremtidshaab . 
Pludselig naaede hun en Aabning i Gjærdet , og 
faae nu for første Gang de bøie , smukke og stadselige 
Bygninger af Fremtidshaab . 
Dette Syn tjente kun til , af ægge hendes Had imod 
Grev Fly og hans Datter . 
„ Allsaa det er Slottet ! “ udbrød hun , medens hun 
stirrede paa Eiendommen . „ Verner har seet det , og hans 
havesyge Hjerte har ikke kunnet modstaae . Jeg kunde 
ikke blive hans Kone , og har længe vidst det , sagde 
hun , — jeg var naturlig ikke god nok for den fornemme 
Mand . Men naar jeg havde eiet et Slot som dette , 
hvor hurtigt bavde han da gjort mig til sin Gemalinde . 
Den ubetydeligste , enfoldigste Skabning er god nok for 
ham , naar hun blot eier Penge og Titel . O , hvor jeg 
hader — hader dem Alletilsammen . “ 
Medens Alma overlod sig til disse VredeSyttringer , 
saae hun en Dame , som kom hende lige imøde . 
Alma vidste strax hvem Damen var . 

Hvorledes kunde hun ogsaa tvivle ? Denne fuldendte 
Skjønhed , havde som Barn været anbetroet hende . 
Det var Janette som kom gaaende fordybet i Tanker , 
med en Bog i Haanden , ikke ahnende , at hun blev 
iagttaget af to sorte , lurende Øine , som vare skjulte bag 
ved Gjærdet . 
Da Janette kom nærmere , blev hun meget forundret 
over den store Lighed imellem den unge Frøken og 
Datteren af den fattige Opvarter Dyring Tøndesen . Et 
Øieblik fristedes Alma til at troe at hun havde Rosa 
foran sig . Men i det næste Øieblik overbeviste hun sig 
om det Modsatte , og nu oversteg hendes Uvillie imod 
Janette alle Grændserne . Denne Lighed var det slørste 
Beviis for Tyrings Rettigheder — kun imellem Familien 
var en saadan Lighed mulig — og hvorledes turde 
Janette vove , som efter Almas Mening ikke var halv 
saa smuk som Rosa , at fortrænge den først Berettigede , 
oa dømme hende til Armod og Nedværdigelse ? Men det 
var nu engang Maaden , hvorpaa disse Aristokrater søgte 
at hævde deres Stand . Den eneste Trøst som Alma 
havde var den , at det maaskee stod til hende , at straffe 
denne „ Voxdukke-Skjønhed “ , som Alma betitlede hende . 
Men Alma sammenlignede hende ikke alene med 
Rosa , men ligeledes med sig selv , og forsøgte at gjøre 
sig klart , hvorledes det havde værst muligt for en saadan 
„ Dødbider “ , at fængsle Verner . 

Var Janette maaskee smukkere end hende ? 
Alma gjorde sig den største Umage før at afgive 
en upartisk Dom . Nei , kjønnere var hun ikke . — Disse 
To vare høist forskjellige for hinanden . Alma havde 
store , sorte Øine og tykt ravnsort Haar . Skjøndt hendes 
vilde og tøilesløse Liv , havde hun dog bibeholdt en vis 
Friskhed , som hun endnu fremhævede ved kunstige Midler . 
Store svulmende Læber , en smukformet Kind og en slank 
Figur , fremhævede hendes Person endnu mere . 
Den unge Pige kom stedse nærmere , uden at ahne 
at et Par onde Øine stirrede hende imøde . 
Pludselig tabte hun Bogen , og den trillede ned af 
Skrænten og blev liggende i Nærheden af Alma , som 
kun var skjult as Gjærdet , men som paa dette Sted ikke 
var tæt . 
Janette bøiede sig ned for af tage Bogen op . - 
Da hun rettede sig iveiret , opdagede hun Almas store , 
glindsende Øine , som med et ondskabsfuld Blik hvilede 
paa hende . 
Forskrækket reiste hun sig hurtig op . 
„ Denne Vei er ikke tilgjængelig for Fremmede ! “ 
stammede hun , medens hun søgte af fatte sig . 
„ Saa — ikke for Fremmede ? “ svarede Alma . „ Jeg 
gad igrunden vidst , hvem der har mere Net til af være 
her — Te eller jeg ! “ 
„ Jeg forstaaer Dem ikke . . 

„ Nei , naturligvis ! “ afbrød Alma hende haanende . 
„ De kjender mig jo slet ikke . Jeg er jo kun Støv under 
den naadige Frøkens Fødder ! og der gives endnu Andre , 
som De vistnok heller ikke vilde vedkjendes , derpaa turde 
jeg aflægge min Saligheds Eed . Og dog ere disse Andre 
ligesaa gode som De , maaskee bedre endnu , naar der 
var Retfærdighed i denne Verden . Men De er jo et 
uskyldigt Faar , ikke sandt ? Alt hvad her foregaaer , deraf 
veed De naturligvis Intet . . . “ 
Alma lignede i dette Øieblik en sand Furie , som 
havde isinde at falde over den værgeløse Pige , for at 
sønderrive hende . Hendes Ansigt glødede , Øinene skjøde 
Lyn , og hun rystede af Vrede . 
Janette betragtede hende ganske forundret . 
„ De maa være i Vildfarelse , “ svarede hun . „ Jeg 
kjender Dem flet ikke . “ 
„ Virkelig ikke ? “ 
„ Paa LEre , nei . “ 
„ Han derimod kjender mig meget godt . “ 
„ Han ? “ 
„ Naturligvis ham -- De veed jo nok , hvem jeg 
mener ? “ 
„ Nei , jeg forsikkrer Dem . . . “ svarede Janette . 
Alma , som var bleven mere opirret ved denne Samtale , 
var nu ikke længere istand til at kunde beherske 

sig selv , hun udbrød i en høi , skjærende og haanende 
Latter : 
„ Det var rigtignok bedre for Dem , naar De ikke 
kjendte ham , “ udbrød hun heftig . „ Men Verner — Etatsraad 
Verners Søn , ham kjender De vel nok ? “ 
„ Jo , ganske vist . “ 
„ Nei virkelig ? — Ja saa , han kjender mig maaskee 
noget bedre end Dem . Siig De kun til ham , at De har 
seet og talt med mig — mig Alma ! Siig kuns til ham , 
at jeg ønsker ham alt muligt Held og Lykke til sit Valg . 
Siig til ham — at jeg ikke havde saaet Tid at tilskrive 
ham , men jeg vilde da lade et Mærke tilbage hvorpaa 
han kunde kjende mig — det er det ! “ 
Med disse Ord tog denne skinsyge Pige sal paa 
Janettes Arm , og trykkede sine Tænder dybt ned i 
den fine Hud . 
„ En blodrød Plet viste sig paa Janettes Arm . 
Med et vildt Hævnskrig slap Alma nu Janettes Arm 
og sorsvandt imellem Buskene , hvorpaa hun dreiede ind 
paa den Vei , som Oskar var fulgt , og hvor han havde 
revet Dyring Tøndesens Papirer istykker . 

Fireogtredivte Kapitel . 
Den myrdede Arving . 
Dyrmg Tøndesen var i Virkelighed meget syg , og 
Rygtet sagde kun Sandhed , naar man paastod , at Sygdommen 
stammede fra Grev Flys sidste Besøg hos 
Fangen . 
Ogsaa for Greven havde den Nat været en af de 
frygteligste , han endnu havde oplevet . 
„ Jeg maa have Ro , Sikkerhed ! Jeg maa ! “ udbrød 
han heftig medens han vandrede op og ned i sit Værelse , 
ligesom en Løve i sit Buur . Jeg havde aldrig 
tænkt , at det skulde være kommen saa vidl . Før blev 
denne Affaire stedse afgjort paa en mindelig Maade . 
Nu gaaer det ikke niere , nu er det forsildigt — altfor 
sildigt . Kun et fortvivlende Middel kan frelse mig , og 
jeg maae betale min Sikkerhed temmeligt dyrt . Til 
hvilken Pris — store Gud , til hvilken Pris ! Men kan 
jeg , soul har en høi Rang , er riig og lykkelig , lade mig 
nedstyrts i Fattigdom og Fornedrelse ? Kan jeg tillade 
at Baronessen og min Janette skulde gjøre Afkald paa 
Læres Stilling , Velstand , og alle deres Vaner ? Kan jeg 
bytte med denne Opvarter , og see Janette henslæbe sit 
Liv , for at fortjene det daglige Brød , i Slid og Slæb ? 

Nei , nei , nei , — det kan jeg ikke — det vil jeg ikke . 
Jeg har aldrig været grusom imod ham , tidligere , saalænge 
jeg holdt hans Fordringer for grundet , har jeg 
stedse og stedse understøttet ham — men nu , da Sagen 
er kommen til Udbrud , og han ikke vil træde tilbage , 
maa jeg benytte mig af mine sidste Hjælpekilder , som 
endnu staae til min Raadighed . Jeg maae gjøre 
det —- der gives ingen Alternativer — ingen , ingen ! “ 
Paa den Maade søgte han selv at overtale sig . 
Det var en frygtelig Opgave , den stærke Mand var 
nærved at bukke under af Sjæleqval . Den nærværende 
Tid var frygtelig — men frygteligere blev Fremtiden , 
paa hvilken han knapt turde vove at tænke . 
Klokken havde nylig slaaet fire , da han stod ved 
det aabne Vindue og hørte Oskar komme gaaende over 
Slotspladsen . 
Huushovmesteren aabnede Døren for ham . Greven 
kunde i Nattens Stilhed høre , hvor den ærlige Drammer 
venlig sagde til Oskar : 
„ De kommer sildig Herre . “ 
„ Hvad kommer det Dem ved — er De maaskee min 
Vogter ? “ svarede Orkar haardt . 
Drukken som sædvanlig , den Elendige ! “ hviskede 
Greven . 
Med usikkre Skridt kom den unge Mand opad Trapperne , 
aabnede rafl Døren til Grev Flys Værelse — 

han havde bemærket Lys i Grevens Værelse — stormede 
ind af Døren , og hilsede paa Greven med et modbydeligt 
Griin . 
„ Hoho ! Er De endnu vaagen ! “ udbrød han , 
og satte sig skødesløsf ned paa Sophaen , og kastede 
sine smudskede Støvler op paa Silkebetrækket . „ Hvorfor 
er De saa sildigt oppe ? Vil De ryge en Cigar ? “ 
Ved disse Ord kastede han et fyldt Cigareloui lige 
hen for Greven . 
„ Jeg takker , “ svarede Greven meget roligt , men med 
et Udtryk af Ærgrelse i Stemmen . „ De veed , at Baronessen 
ikke ønsker at der bliver røget i Værelserne . “ 
„ Gid Fanden havde hende ! “ udbrød den gøde Søn . 
„ De taler om Deres Moder , forglem ikke det ! “ svarede 
Greven med Strenghed . 
„ Hvorfor skulde jeg forglemme det ? Netop fordi hun 
er min Moder , maa hun gjøre hvad jeg vil have . Giv 
mig nu et Lys . “ 
Greven blev ubevægelig siddende . 
Oskar ventede et Minut . En ondskabsfuld Ild 
luede i hans smaa dybtliggende Øine . 
Pludselig sprang han op fra Sophaen , stampede 
med Foden paa Gulvet , satte Almnerne paa Bordet og 
spurgte derpaa Greven : 
„ Har De forstaaet mig ? “ 
„ O ja , vel har jeg det . “ 

„ Naada — skal jeg maaskee vente hele Natten ? “ 
„ Den hele Nat , naar det lyster Dem . “ 
Greven var ligesaa ophidset som Oskar , men han 
vidste at beherske sig . Et Øieblik var den unge Mand 
aldeles stum af Vrede . Han faae kun Blod og Ild . 
„ Grev Fly , denne Nat har jeg frelst Dem — jeg 
— jeg har gjort det — men kun for at martre Dem 
paa min Viis til Døden , “ udbrød han rasende . 
Greven lo haanlig af ham . 
Det var et farligt Øieblik ! Heldigvis var Oskar 
uden Vaaben - men hans Negle gravede sig ned i 
Træet af Bordet , da han endelig udbrød : 
„ De leer , Ulykkelige ! Godt — — men hvad vil De 
gjøre imorgen ? Eller troer De , at De ogsaa kan lee , 
naar del Rygte bliver udspredt , al den ubekjendle Sygdom 
som den Fangne lider af , har taget sin Begyndelse , 
da De — De hemmelig besøgte ham i sit Fængsel . “ 
„ Skurk ! “ mumlede Greve » imellem Tænderne , og 
sprang op sra Stolen . Hans Ansigt var bleven meget 
blegere . I del næste Øieblik faldt han tilintetgjort tilbage 
paa Stolen . 
„ Hvorfor leer De ikke ? “ spurgte Oskar , der glædede 
sig over den Virkning hans Ord havde frembragt . 
Grevens Svar bestod i et svagt Suk . 
„ Ha , ha , ha , hvor De vil lee , naar det hedder , at Grev 

Fly har myrdet den rette Arving , for at sikkre sig hans 
Rang og Formue . “ 
Med disse Ord reiste Oskar sig , gik hen ved det 
nærmeste Bord , rev et Blad ud af en kostbar Bog , og 
dreiede det til en Filibus , som om det havde været et 
Stykke Avispapir . 
„ Ræk mig Lyset , “ sagde han til Greven , medens han 
kastede sig paa Sophaen . 
Greven skjælvede af Vrede — del var næsten ikke 
muligt for ham at taale denne uværdige Behandling . 
Men han gjorde Vold paa sig selv og sfubbede Lyset 
hen til ham . 
Oskar tændte sig en Cigar , gik hen ved det aabne 
Vindue , og saae ud paa Slotspladsen . 
I længere Tid hersfede der en dyb Taushed imellem 
disse to Mænd . Greven var hensunken i dybe Tanker , 
som en Mand , der lider as Samvittighedsnag . Efter 
en halv Times Forløb forlod Oskar Vinduet , kastede et 
ondskabsfuldt Blik paa Greven , tog derpaa en Sølvlysestage 
som stod paa Bordet , og forlod nynnende en Vise , 
Værelset . 
Med et stærkt Skrald slog han Døren i efter sig . 
Greven foer pludselig op af sin Dvale -- i det næste 
Øieblik sank han ned paa sine Knæ , skjulte Ansigtet i 
sine Hænder og blev saaledes liggende i Bøn til Gud , 
til den næste Morgen . 

Da Familien den næste Morgen var forsamlet ved 
Frokostbordet , næsten en Time sildigere end sædvanlig , 
kunde man opdage paa deres Ansigter , mere eller mindre 
Sporene af en søvnløs Nat . 
I Særdeleshed saae Greven meget bleg og forstyrret 
ud ; Baronessen kunde ikke faae Ro af Sorg 
over Grevens Sindsstemning , og Janette led endnu af 
Begivenhederne ved det natlige Overfald . Kun Oekar 
lod til at befinde sig i det muntreste Lune , som han 
udviste paa en eiendommelig Maade . Han drillede 
Kanariefuglen saalænge , indtil det lille Tyr , med skridte 
Fedre bed ham i Fingeren . Han kvalte Papagøien , og 
ærgrede Janettes lille Hund - med et Ord , han amyserede 
sig saa godt som muligt . 
Paa den Maade som Greven og Oskar omgikkes 
med hinanden , var intet Usædvanligt at bemærke . Paa 
en venskabelig Fod havde de aldrig staaet med hinandre . 
Greven betragtede Oskar som sit Livs Plageaand , 
som et ære- og samvittighedsløst Mennesfe , der 
berøvede ham uden Betragtning , og kun udviste sin 
Taknemmelighed dermed , al han dyngede mere Skam 
over Familien . Oskar derimod var ingen as de Mennesker , 
som kunde føle Hengivenhed for Nogen , men han 
kunde hade , og Grevens Foragt imod ham , vaagnede 
alle hans onde , fjendtlige Tanker i hans Sjæl . Ligeledes 
de sidste Begivenheder , vare ikke egnede til at 

bringe disse to Mænd nærmere sammen , men derimod 
til at fjerne dem endnu mere fra hinanden . Idetmindste 
var det en bitter Tanke for Greven at vide , at Oskar 
troede paa Dyrings retmæssige Fordringer , og at han 
fra først af behandlede ham søm en Bedrager . 
Vi have seet , hvorledes Greven maatte lide , under 
Oskars vanærende Angreb og Mistanke . Selv Torturen 
kan kun spændes til en vis Grad . Greven havde allerede 
naaet den yderste Grændse af Fortvivlelsen . 
Frokosten var endt , og de Tilstædeværende vare ifærd 
med at gaae hver til Sit , da Hushovmesteren kom ind . 
Han havde været et Ærinde til Landsbyen . 
„ Naa , Brammer , “ sagde Greven , „ naar vil Netten 
samles ? “ 
„ Klokken tolv , Herr Greve . Men man troer ikke 
at den Fangne kan føres frem . “ 
„ Ikke føres frem — og hvorfor ikke ? “ 
Oskar saae betydningsfuld paa Greven , som denne 
suldtvel forstod . 
„ Fordi den Fangne i den sidste Nat er bleven 
alvorlig syg , Herr Greve ; “ svarede Brammer . „ Der 
er bleven kaldet to Læger til ham , og Begge give kun 
lidt Haab . “ 
„ Til hans Heldbredelse ? “ spurgte Baronessen . 
„ Ja , Deres Naade . “ 
„ Stakkels Mand ! “ udbrød Baronessen , men hendes 

Ord stode i en sælsom Modstrid med den Tilfredshed 
der stod at læse i hendes Ansigt . Hun kunde ikke blive 
den Tanke qvit , at Himlen maaskee selv vilde befrie dem 
for denne uforsonlige Fjende . 
Men det glade Udtryk forsvandt snart , da hun bemærkede 
Grevens dødelige Bleghed . 
„ Veed man allerede hvad der er tilstødt det stakkels 
Menneske ? “ ivurgte Oskar , medens han gjorde et Ophold 
imellem hvert Ord , for at kunde læse paa Grevens 
Ansigt , hvad der foregik i ham . 
„ Nei , Herre , “ svarede Brammer ligefrem . „ Men 
man taler om , at den gamle Mand maatte have taget 
noget til sig , som ban ikke godt kan døie . “ 
„ Ikke døie ? “ spurgte Oskar . 
„ Ja Herre , man troer at den Fangne maa have 
saaet Gift . “ 
„ Ja saa , “ svarede Oskar . 
„ Det er meget tvivlsomt , “ stammede Greven . 
„ De vil vist bedst kunde bedømme det , “ svarede 
Oskar med tilsyneladende Ligegyldighed , men i en ondskabsfuld 
Hensigt . 
Janette som havde reist sig fra Bordet , dengang 
Brammer kom og var gaaet hen ved det aabne Vindue , 
havde ikke bemærket Udtrykket i de Talendes Ansigter , 
eller forstod Betydningen af deres Ord . Men da hun 
erindrede den forfærdelige Scene , hvorved hun næsten 

havde sat Livet til , henvendte hun sig til Brammer , for 
at spørge ham , hvordan det stod til med den Elendige , 
i hvis Hænder hun var falden . 
„ Brammer , har De hørt noget til hvorledes det er 
gaaet den Saarede , som bevidstløs blev bragt bort fra 
Slottet ? “ spurgte hun . 
„ Jo , naadige Frøken , “ svarede Brammer . „ Man 
siger at han kommer sig igjen . “ 
Oskars Øine skjøde uhyggelige Lyn . 
„ Kommer han sig igjen ? “ udbrød han imod sin 
Villie . 
„ Ja Herre . Han blev meget syg da De igaar 
havde forladt ham . Men i Morges har det vendt sig 
til det Bedre . “ 
„ Har De besøgt dette Menneske , Oskar ? “ spurgte 
Greven forundret . 
„ Jo , jeg har seet hen til ham , “ svarede Oskar 
ligegyldig . 
„ Hvorfor gjorde Te det , naar jeg tør spørge ? “ 
„ Knn af Deeltagelse , og i det samme venlige øiemed , 
som foranledigede Dem til at besøge den Fangne 
i sidste Nat . “ 
Greven blev forfærdelig bleg ved denne Yttring , 
og hans Hænder sittrede feberagtig . Baronessen gav 
Brammer et Tegn , at han kunde gaae . 
Hushovmesteren fjernede sig med den sædvanlige 

underdanige Holdning , men han havde ogsaa med et 
opmærksomt Øre lyttet til de enkelte Datails ved hele 
Samtalen , som Herskabet havde ført . Faa Minutter 
efter var hans kjære Kone underrettet om det Hele , og 
vi maae derfor ikke blive forundret , at allerede efter 
en Times Forløb var den hele Landsby underrettet 
om , at Grev Fly havde forgivet den Fangne . 
Adolf Tøndesen havde holdt Ord . Efter at have 
forladt Fremtidshaab , havde han strax begivet sig tilbage 
til Præsteboligen . Maaskee havde Rygtet om den 
gamle Præst ' » Sygdom fremskyndet hans Tilbagekomst . 
Desforuden var denne afsidesliggende Præstebolig maaskee 
det eneste Sled , hvor han for Øieblikket følte sig rolig 
og tilfreds . Han ønskede at kunde foreløbig forblive 
her , — 
Hjelmskjold som ikke vidste noget af denne Beslutning , 
var endnu i Slotshaven og søgte ester Vennen . 
Men Oskar følte hos sig selv , at ethvert Selskab for 
Øieblikket var ham modbydelig . Han maafte være ene 
med sine Tanker , for hos sig selv at overvinde den 
Harme og Smerte , som den sidste Time havde beredt 
ham , og endnu engang gjennemgaae i sine Tanker alt 
det Bittre og Søde som han havde følt . 

Der var skeet Noget , som bragte hans Hjerte til at 
banke hurtigere af Glæde . I Farens Øieblik havde Janette 
udtalt hans Navn — hun troede altsaa , at han 
kun alene besad Magt og Villiekraff , til at beskytte 
hende . 
Hun havde raabt „ Tøndesen . “ 
Greven havde viist sig meget fjendsk imod ham . 
Men endnu mere havde Oskars Had traadt frem . Det 
eneste Haab som holdt ham opreist var det , at Janette 
maaskee var forbleven ham tro , og endmere havde den 
gamle Dyring Tøndesen gjort ham opmærksom paa , at 
han muligen kunde være i Familie med Grev Fly . 
Adolf forsøgte rigtignok at betragte denne Paastand , ligesom 
et sindsvagt Menneske , men det var mærkværdig , 
hvorledes disse Ord alletider stedse trængte sig frem i 
hans Tankegang . Han blev endnu mere bestyrtet da 
han erindrede de Ord , som den gamle Pasfor Holgersen 
havde yttret , da han kjørte til Fremtidshaab , og endelig 
den Virkning Præstens Navn havde frembragt hos 
Grev Fly . Kun dette Navn havde frelst Adolf , for at 
dele Skjæbnen med den gamle Dyring . 
Han var ikke istand til at forklare sig Sagens rigtige 
Sammenhæng , men han vidste at det forholdt 
sig saaledes . 
Hans Tanker gik over fra Faderen til Datteren . 
Den stakkels Rosas Billede svævede for hans Sjæl som 

en mat Kopie af hans Ideal — ikke saa smukt og livfuld 
som hende , men alletider smukt nok for at fornpie 
Øiet , og beskjæftige Tankerne med . Mærkværdigt nok 
faldt det ham slet ikke ind , at den unge Pige kunde 
elske ham . 
Tet vilde have smertet ham dybt , naar han havde 
vidst , at det stakkels Barn elskede ham med en haabløs 
fortvivlende Kjærlighed . 
Adolfs Tilbagekomst i Præsteboligen frembragte en 
hjertelig Glæde . Præstens Fader var syg , men ikke saa 
farligt som man havde sagt . Den gamle Mand havde 
flere Gange utaalmodig spurgt efter ham , og havde viisf 
et feberagtigt Forlangende at erholde Efterretninger om 
Begivenhederne paa Fremtidshaab . 
Da Adolf traadte ind i Sygestnen , strakte den gamle 
Maud sin Haand ud imod ham , og bad ham om at sætte 
sig hen ved Sengen , hos ham . 
„ Nu fortæl , “ sagde han ; „ fortæl ulig nu Alt hvad 
der er passeret . “ 
Adolf opfyldte hans Ønsker , og berettede ham 
om Alt . 
Den gamle Mand hørte meget opmærksomt til . 
Enhver Enkelthed lod til at interessere ham paa det 
livligste og tilsidst opnaaede hans Opirrelse et saadan 
Hpidepunkk , at Adolf fandt det klogest , kun flygtig at 
omtale de sidste Begivenheder , 

„ Har De ogsaa fortalt mig Alt ? “ spurgte den Syge , 
da Adolf havde endt . 
„ Alt . “ 
„ Jeg fakker Dem , — jeg fakker ! De troede her 
Allesammen hjemme at jeg ikke vilde opleve Deres Tilbagekomst , 
men jeg har vidst det meget bedre . See en- ' 
gang paa mig , jeg er nu sexoghalvfemsindstyveAar gammel , 
og er ikke mere sund og kraftig . Klimaet af de forskjellige 
Zoner , har taget mig ordentlig med , men Gud opholder 
mit Liv — veed De ogsaa hvorfor ? “ 
„ Nei -— jeg har slet ingen Ahnelse desangaaende . “ 
„ Fordi jeg endnu har en Opgave at opfylde paa 
dmne Jord ; fordi Lykken skal blive mig til Deel , at 
gjøre mine Ungdomssynder gode igjen . “ 
Adolf troede at den Syge fantaserede . Han frygtede 
at hans^Beretning , som den Gamle med saa megen 
Længsel havde ventet efter at erfare , skulde have været 
for angribende for hans svage Hoved . 
Men han overbeviste sig snart om det Modsatte , 
da den Syge talte aldeles sammenhængende og med 
megen Ro , og det var øiensynligt i en forunderlig 
Tone , at han bad Adolf at fortælle ham sit Levnetsløb . 
Adolf havde ikke noget at skjule , og da han følte 
at han stod i en stor Gjæld til Beboerne af Huset , opfyldte 
han gjerne dette Forlangende . Den kjære Læser er 
jo allerede bekjendt med Alt , hvad den unge Mand har 

at fortælle . — Hvad der opfyldte Adolf med den høieste 
Forundring var det , at den gamle Mand , nævnte hans 
Tantes Stamnavn , da han havde omtalt hende . 
„ Hvorledes , Te har kjendt min Tante ? “ spurgte 
Adolf forundret . 
„ Meget nøie . Da hun døde , har jeg lukket hendes 
Øine . “ 
„ De kjendte mig vel ogsaa af Navn , førend Jernbaneuheldet 
bragte mig i Deres Nærhed ? “ 
„ Nei . “ 
Den gamle Præst lod nu Themaet falde . Adolf 
vedblev nu at fortælle sin Historie . Da han havde endt , 
tog den Syge hans Haand og trykkede den . 
„ Stakkels unge Mand ! — Stakkels unge Mand ! “ 
sagde han bevæget . „ Men De maae endnu ikke fortvivle . 
Guds Veie ere ikke vores Veie . Naar jeg i 
mit lange erfaringsrige Liv har lært noget , saa er det 
Troen paa dette Sprog . “ 
Der indtraadte en Pause . Endelig begyndte Præsten 
igjen . 
„ Jeg sagde Dem at jeg havde en Mission at opfylde , 
og ikke troede at kunde døe førend jeg havde opfyldt 
den . Men det kunde dog hænde sig , at jeg blev 
kaldt bort , medens der bliver meget tilbage for Dem 
at fuldføre . Jeg tillader mig derfor at give Dem et 

Raad . Tab ikke den Mand — denne Dyring Tøndesen 
og hans Datter af Syne . Er det muligt for Dem , faa 
hjælp disse To ud af deres fortvivlende Stilling , men det 
Vigtigste af Alt er dog , af De maa see af forhindre , 
af Nogetsomhelsf , Skrevent , Smykke , eller Familieerindring 
bliver røvet fra disse Folk , og gaae over i Grev 
Flys eller hans skurkagtige Søns Hænder . Det Samme 
maae De see til af varetage ved Deres Tantes Efferladenskaber , 
forsaavidt saadant Noget er kommen i Deres 
Besiddelse . Hør nu videre . Jeg har en forseglet Pakke , 
som jeg anbetroer til Dem . Saalænge jeg lever , har 
den ingen Værdi — men naar jeg er død , bliver den 
en uskattelig Skat . Gjem den omhyggelig unge Mand ! 
— og lad mig nu være ene . Jeg er træt og vil sove 
lidt . Men jeg beder Dem , lad det ikke vare altforlænge , 
inden De besøger os igjen . Jeg er en gammel 
Mand — en meget gammel Mand , det maa De ikke 
forglemme . “ 
Adolf tog den forseglede Pakke ud af den Syges 
skjælvende Hænder . Han bemærkede af den udmattede 
gamle Mand sank tilbage i Puderne , og listede sig nu 
lydløs ud af Værelset . 
Den følgende Dag vendte Adolf tilbage til Landsbyen , 
for saavidt det stod i hans Magt , at følge den 
gamle Mands Raad . I Omegnen af Fremtidshaab 

stødte han paa Hjelmskjald , som havde været meget 
urolig over Vennens Forsvinden , og havde været i stor 
Sorg og Angst . Det gjorde Adols meget ondt , at have 
foraarsaget ham Uro — men han gav ingen Undskyldninger . 
Intet gjør nogen mere egoistisk , som Kjærlighed . 
Men 
intet Udtryk af Glæde viste sig paa Hjelmskjolds 
Ansigt , da han traf Adolf . 
„ Her i Omegnen er et frygteligt Rygte i Omløb , “ 
sagde han . 
„ Hvad mener Du ? “ spurgte Adolf meget forstrækket . 
Han troede at Rygtet kunde have Hensyn til 
Janette . 
„ Man siger , at den nye Greve , som man kalder 
ham , er dødsenssyg . . . . “ 
„ Naa , og saa ? “ 
„ Man siger endmere at man har bibragt ham Gift . 
Gift , som man pleier at give Dyr , og kun efterhaanden 
gjør sin Virkning . “ 
„ Den Stakkels Mand ! Man kunde næsten tro , at 
Fangen af Fortvivlelse over sin alt andet end behagelige 
Stilling , havde valgt Døden som sit eneste Redningsmiddel . 
„ Du 
tager feil kjære Ven . Nei , man formoder at 
Andre have givet ham Gift . “ 

Adolf blev stum af Forundring . 
„ Men hvem — hvem kan have forøvet denne Gjerning . 
Hvem mistænker man derfor ? “ 
„ Ingen Anden end , høivelbaarne Grev Fly ! “ 
Adolfs Forundring tiltog mere og mere . 
„ Er det muligt . — Kan det ogsaa være rimeligt , 
af dette Rygte kan være sandt ? “ 
„ Ingen kan paastaae det med Bestemthed . Men 
af Rygtet vinder med hver Time mere og mere Tiltro , 
det er faktisk . “ 
„ Det er altfor frygtelig . Jeg kan ikke troe , af Grev 
Fly skulde have deeltage ! i en saadan Skurkesfreg . Veed 
Janette noget desangaaende ? “ 
„ Lad os haabe , af hun ikke har hørt Noget . “ 
Medens de førte denne Samtale , hævde de nærmet 
sig Fængslet . Da de kom nærmere , bemærkede de en 
qvindelig Skikkelse . Hun hævde bedækket Ansigtet med 
begge Hænder og befandt sig øiensynlig i stor Uro . 
Hendes lange guldblonde Haar hang ned over hendes 
Skuldre . Hendes Hat laae paa Jorden ved hendes 
Fødder og hendes Paaklædning var plettet og forslidt . 
Pludselig hævede hun Hovedet . Hun hævde hørt , 
af Nogen nærmede sig . Det var Rosa Dyring . 
Hun sprang hurtig op fra Bænken , hvorpaa hun 
sad , løb henimod Adolf og omklamrede hans Arm . 

„ Min Fader ! Min stakkels Fader er nærved at 
døe ! “ udbrød hun fortvivlet . 
„ Nei , nei , det er umuligt ! “ sagde Adolf for at 
trøste hende . 
„ Ikke — troer De virkelig ikke at det er saaledes ? “ 
spurgte hun og saae ham ind i Ansigtet . 
Hans Forsikkring havde hun blindt havt Tiltro til . 
Hvorledes det kom , var hun ikke istand til at kunde forklare 
sig , men nu ligesom ved hendes første Møde med 
Adolf , var hun tilmode , som om hun kunde lægge alle 
sine Sørger i Adolfs Hænder og troe ethvert af hans 
Ord . Ulykkeligvis kunde han ingen Trøstensord sige til 
hende , som hans venlige Mine noksom beviste . 
Den stakkels Rosa blev mere fortvivlet . 
„ Ak , siig mig dog intet falsk Haab , for at berolige 
mig ! “ udbrød hun . „ Alle bedrager mig — men De maa 
ikke gjøre det — nei , nei ! — De ikke ! Hvad skulde der 
blive af mig , naar jeg tabte Tiltroen til Dem ? “ 
Hun udtalte disse Ord med en saadan Lidenskabelighed , 
at Adolf blev meget glad , da Døren til Fængslet 
hurtig blev aabnet , og sparede ham derved Svaret . En 
Mand traadte hurtig ud i det Frie . 
Det var Oskar . 
Hans lurende Øine faldt paa Adolf , og en let Forskrækkelse 
viste sig hos ham . Det var ham ubehageligt 

at sfalde møde en Modstander paa dette Sted . 
Rosa ilede imod ham , i det Haab at erholde Adgang 
til Faderens Fængsel — det var et Forsøg som 
hun hver Time flere Gange gjentog , men ogsaa dennegang 
blev Døren smækket i Laas lige for Næsen af hende . 
Det qvalfulde Blik , som hun tilkastede Adolf , gjorde ham 
meget ondt . Han ynkedes over hende af hele sin Sjæl , 
og var uden Stand at begribe den Grusomhed , hvormed 
man skilte Barnet fra Faderen , medens denne , naar 
Rygtet var sandt , gik med stærke Skridt sin Opløsning 
imøde . 
„ De maa erholde Tilladelse at besøge Deres Fader , “ 
sagde han , „ og naar det gjælder om at erholde Grevens 
Underskriff dertil , saa kan det vel ikke være saa vanskeligt 
at erholde den ! “ 
„ Destoværre have vi ingen Indflydelse her , “ sagde 
Hjelmsfjold — „ men De maa henvende Dem til Frøken 
Janette . Greven kan ikke afslaae hende Noget . “ 
„ Det var et lykkeligt Indfald , “ sagde Adolf henvendt 
til Rosa . 
Men hendes Ansigt blev roligt , og Haanden som 
hun ved en rask Bevægelse trak ud af hans , var kold 
som Steen . Hun saae ud , ligesom den Aften , da han 
havde talt om Janette i hendes Nærværelse . 
Nu blev Alting klart for ham . Han fattede nu at 
denne skjønne , ulykkelige Skabning elskede ham . I hans 

Forbauselse hørte han knapt paa , da hun hviskede hen 
for sig : 
„ Jeg kan ikke — nei jeg kan ikke gjøre det ! O , 
mit Hjerte — det har ophørt at slaae . “ 
Det stakkels Hjerte slog kun altfor voldsomt i en 
lidenskabelig Kjærlighed til Adolf , i et unaturlig Had 
til den Qvinde , som han havde helliget sit Liv . 
Stakkels Rosa .