Første Kapitel . 
Grevens Datter . 
Rosas Opirrelse ved den Tanke at skulde henvende sig 
til Janette , havde noget Afskrækkende for hende . Hun 
var bleven bleg som en Dødning , og saae ud som om 
hun hvert Øieblik vilde blive afmægtig . 
Ogsaa Adolf var bleven ubehagelig berørt . Han dadlede 
sig selv , og var meget bedrøvet over , at han havde gjort 
et dybt Indtryk paa den stakkels Piges lidenskabelige 
Hjerte . 
„ Jeg beder Dem , berolige Dem , “ bad han og greb 
hendes iiskolde Haand . 
Han kunde godt selv behøve denne Formaning , da 
hans eget Hjerte var i feberagtig Bevægelse og hans 
Hænder brændte som Ild . 
„ Det vil snart blive bedre for Dem , “ vedblev han . 
„ Bedre ? “ svarede Rosa forundret . 
I det Blik som hun tilkastede ham , læste han en 
dyb Bebreidelse . 

Hjslmskjold var aldeles uvidende om , hvad der føregik 
imellem disse To . Han troede kun at det Had som 
hun følte imod Greven og hans Familie , havde disse 
Udbrud tilfølge og var meget forundret ved at finde et 
saadant Nag i denne zarte Qvindes Barm . 
Desforuden holdt han det ikke for saa vanskeligt at 
udvirke en Tilladelse for hende til at niaatte besøge sin 
fyge Fader , hvor hun saa meget længtes efter . Tillige 
havde hun kun ved Fangevogterens Tilladelse seet hendes 
Fader nogle Øieblikke . Hjelmskjold foreslog derfor 
Vennen af gaae til Landsbyen og faae opspurgt nogle 
Magistratspersoner , som vare forsamlede her , for af 
dømme den Fangne , og ved deres Hjælp af faae en 
Tilladelse for Rosa . 
Det var meget tungt for Adolf af forlade Rosa . 
Han bemærkede det Indtryk som han havde gjort paa 
hende ; han følte sig rørt over den Fortrolighed som hun 
havde til ham , og han følte en inderlig Medlidenhed , 
naar han saae paa hendes blege Ansigt og disse bønfaldende 
Øine . 
Ligesom Rosa nu saae ud , vilde Janette vist ogsaa 
være under lignende Forhold . I hvert et Træk , hvert 
Udtryk i hendes forgræmmede Ansigt , saae han kun Janettes 
Billede og hver en Lyd af denne blide , klagende 
Stemme trængte dybt ind i hans Hjerte . 
„ Vil De have Tillid til mig , Rosa ? “ udbrød han , 

medens han gjorde sig færdig for af følge Hjelmfljolds 
Raad . „ Vil De stole paa mit Løfte , af jeg skal gjøre 
Alt for Dem , hvad der staaer i min Alagt ? “ 
„ O , jo , gjerne ! “ 
„ Vi vil ikke blive længe borte , “ vedblev han . 
„ Ak ja , jeg bønfalder Dem , kom snart igjen , “ bad 
den unge Pige . „ Jeg har ingen i den vide Verden soni 
jeg kan stole paa , og naar min stakkels Fader nu skulde 
dø , uden at jeg stod trøstende ved hans Side , det vilde 
være for meget for mit stakkels Hjerte , det vilde jeg ikke 
kunde overleve . “ 
„ Fat Dem , Rosa , “ sagde Adolf . „ Det vil ikke være 
saa slemt med ham , som De troer . Sindsbevægelsen har 
været for stærk for ham - men det vil nok blive bedre . “ 
Hnn sænkede sørgmodig sit smukke Hoved og satte 
sig igjen paa Bænken . Men da de unge Mænd havde 
forladt hende og toge Retningen imod Fremtidshaab , 
reiste hun sig hurtig op og saae efter Adolf saa længe 
hun kunde øine ham . 
Derpaa sukkede hun dybt og satte sig igjen for at 
vente . En lang Tid vare hendes Tanker kun ene beskjæftiget 
med Adolf . Hun erindrede ethvert Ord , som han 
havde sagt til hende , ethvert Blik af Deeltagelse , hvormed 
han havde seet paa hende , og glemte derved næsten 
sin Sorg over den syge Fader . Da Fangevogteren plnd „ Dumhed , “ 

sagde han , „ Greven kan flet ikke bestemme 
Noget desangaaende . “ 
„ Ikke bestemme Noget ? “ 
„ Nei , idetmindste kan han ikke alene give sit Minde 
dertil . Vær De fornuftig , det vil sige , følg De mit Raad 
og bliv De hvor De er . “ 
Rosa saae meget forundret paa ham . 
„ Men hvad kan det dog skade , naar jeg gaaer fil 
dem ? “ sagde hun . 
„ Hvad det kan skade , det skal jeg strax sige Dem . 
Naar De vil have at jeg stal faae Ubehageligheder , saa 
kan De sidde her ved Døren saa længe De vil — jeg 
lader Dem ikke mere komme ind fil Deres Fader , ikke 
et Minut , “ sagde han meget brutal . 
Rosa kunde ikke blive klog paa den ellers saa venlige 
Mand , da han behandlede hende med denne Uvenlighed . 
Hun vidste naturligvis ikke at han havde modtaget 
et Vink af Oskar , at Greven ønskede saa meget 
som muligt , at holde Fader og Datter fra hinanden ; men 
hun ahnede nu at han maatte have modtaget Instruktioner , 
og blev for et Øieblik vaklende i sin Beslutning . 
Men saa kom Tanken igjen om hendes syge Fader , og 
hun besluttede nu , trods Alt hvad Fangevogteren gjorde for 
at holde hende tilbage , at vove dette Skridt og gaae fil 
Fremtidshaab . 
Det- var en smuk , rolig og klar Efteraarsaften . 

Græsset paa Marken var høit og Taagen faldt meget 
tæt . Ta Rosa maatte passere derigjennem skjælvede hun , da 
hun kun var tynd paaklædt og den slemme Hoste vendte 
tilbage . 
Igjennem Marken var Veien til Fremtidshaab meget 
kort . Snart naaede hun Gitterporten , saae paa Vaabnet 
og gik hurtig igjennem den . Denne prægtige Omgivelse 
nedtrykte hende — det var hende som om hun 
ikke hørte hertil , og hun havde aldrig følt sig saa ængstelig 
tilmode som nu . 
Hendes første Tanke var den , hurtig at vende tilbage 
— men i det næste Øieblik tænkte hun , at hun 
ikke fluide tabe den kostbare Tid , og gik nu med hurtige 
Skridt op imod Hovedbygningen , som i sin fulde Pragt 
speilede sig i Solens Straaler . 
Dette Syn virkede saa stærkt paa hendes Sandser , 
at hun endnu engang nølende stod stille . Hvem , der 
boede i en saadan Pragtbygning var vistnok slolt , og 
vanskeligt at faae i Tale for dem , som kom til dem med 
en Bøn . Og dog havde hendes Fader — hendes stakkels 
Fader været i den Formening at han skulde eie alle disse 
Herligheder . Han havde troet at hans Datter kunde 
boe her og kunde skalte og vakte i dette Paradis som 
hun selv lystede . 
Hun rødmede af Skam og der paakom hende en 

Følelse , at Datteren af en saadan Fader , maatte af Enhver 
blive anseet som en Bedragerske . 
„ Gaae tilbage ! Gaae tilbage ! “ lød det for hendes 
Øren . „ Du handler ikke Ret ved at gaae derind — man 
vil tage Dig det ilde op , og hun vil give Befaling , at 
man kaster Dig paa Døren . “ 
Igjen blev hun tvivlraadig staaende . 
Men nei — hun maatte gaae fremad . Idetmindste 
vilde hun see denne forfærdelige Frøken Janette , som 
havde røvet det eneste Hjerte som hun saa meget higede 
efter . Hun maatte uden al Tvivl være stolt og smuk — 
men om hun ogsaa virkelig skulde være god og venlig 
— for Rosa var og blev hun dog altid Englen med 
Sværdet , som fordrev hende af sit Paradis . 
Paa det nederste Trin af Trappen til Hallen , stod 
en pudret Lakei i hvid Liberi . Han stod med Ryggen 
lænet til Gelænderet og var aldeles fordybet i den vigtige 
Forretning , at pudse paa sine Negle . 
Rosas Gang var saa let , at han ikke bemærkede 
hende , førend hun stod nærved ham . Uden at forandre 
sin Stilling , saae han nu paa hende . 
„ Indgangen til Tjenerskabet er derovre , “ sagde han 
og mønstrede hende med en Kjendermine , Derved viste 
han med sin perlemors Knivskaft over sine Skuldre . 
„ Jeg beder om Forladelse , “ sagde Rosa , som blev 
ligesaa slaaet af Tjenerens Uhøflighed , som af den øvrige 

Omgivelse . „ Jeg beder om Forladelse , men jeg ønskede 
at blive meldt . . . “ 
„ Hvad behager — lad De kun være med det — 
Herskabet holder ikke af atman besværer Dem . Vi gaae 
til enhver veldædig Forsamling , men Tiggerbreve tager 
vi ikke imod . “ 
„ Men , min Herre , De er i en stor Vildfarelse , “ sagde 
Rosa . „ Jeg ønskede kun at tale et Par Ord med den 
naadige Frøken Janette . . . . “ 
„ Ja , naturligvis , saadan sige Alle , “ svarede denne 
grove Tølper , medens han uafbrudt vedblev at bearbejde 
sine Negle . „ Men vi lader os ikke saa let fange . Naar 
De vil følge mit Raad , min Kjære , saa see De til at 
fjerne Dem saa hurtig som muligt . Naar Greven skulde 
møde Dem , saa vilde det blive farlig for Dem , og uden 
tre Maaneders Fængsel vilde De ikke slippe . Det er Alt 
hvad jeg har at svare Dem . “ 
„ Men De er paa Ære i en stor Vildsarelse . Jeg 
skal ikke besvære den naadige Frøken paa den Maade 
som De mener , — Jeg vilde kun spørge hende . . . “ 
„ Nok , mere end nok ! See nu til at gaae Deres 
Vei ! “ udbrød Tjeneren utaalmodig . „ Det skulde gjøre 
mig meget ondt , hvis jeg skulde gaae til Aderligheder . 
Men naar De ikke vil tage imod Raison , saa seer jeg 
mig vel nødsaget dertil , fhi det er min Pligt — min 
Pligt , maa jeg sige Dem . “ 

Han var nu bleven færdig med at pudse sine Negle 
og saae nu for første Gang Rosas Ansigt . 
Denne mærkværdige Lighed med den unge Pige og 
Frøken Janette var ham strax paafaldende . Han erindrede 
sig nu de sidste Dages Begivenheder , og tænkte 
at han muligen havde begaaet en Dumhed . 
„ Jeg beder om Forladelse — hvad ønsker De igrunden ? “ 
spurgte han nu noget venligere . 
„ Jeg puster kun at tale nogle Øieblikke med Frøken 
Janette . “ 
„ Jeg er kun bange for at hun ikke er hjemme . “ 
„ Naar De blot vilde bevise mig den Godhed at see 
efter , jeg beder Dem bpnligen derom . De gjorde mig 
derved en stor Tjeneste . “ 
„ Godt , jeg skal see hvad jeg kan gjøre for Dem , “ 
svarede han , medens han lukkede sin Kniv og puftede 
den i Lommen . „ Et Visitkort har Te vel ikke ? “ tilføiede 
han i en- uforskammet Tone . 
De Mennesker som ikke var i Besiddelse af Visitkort , 
hørte , efter Tienerens Mening , til den simplere Klasse 
af Samfundet , og kunde naturligvis ikke gjøre Fordring 
paa en human Behandling . 
„ Denne Vei , “ vedblev han , medens han sfjpdesløs 
slentrede foran hende . 
Rosa fulgte ham i Hælene . Hallen hvorigjennem 
de passerede , kunde man endnu bemærke Spor af Voldsomhederne , 

som her vare begaaede . Nogle Haandværkeræ 
vare beskjæftigede ved Fløidørene , for at gjøre 
dem istand , flere Vinduer vare ituslagne , flere Hjortetakker 
vare revne ned af Væggen og paa det hvide 
Marmor kunde man bemærke Spor af Blod . 
Tjeneren pegede nu paa en Stol , som stod i Hallen . 
Rosa sank aandeløs ned paa den . 
Havde det Adre af Slottet gjort et dybt Indtryk 
paa hende , saa blev hun nu endmere forvirret ved at 
see det Indre af Slottet . Her var alt saa stort , saa 
rummeligt , saa ganske forskjelligt af Alt hvad hun i sit 
hele Liv havde seet . Alt var her indrettet paa det 
kosteligste . Trappen var et heelt Kunstværk , og det 
høithvækvede Loft , Vinduerne med Glasmalerierne , Vaaben 
og Rusfninger som vare grupperede langs hen paa 
Væggen , opfyldte Rosas Hjerte med en Følelse af 
Ærefrygt . 
Hun maatte tilstaae , at hun i denne Omgivelse , 
maatte være faltig og ubetydeligere end ellers . 
Den pudrede Lakai følte maaskee at han var hende 
meget overlegen . Han følte maaskee Medlidenhed med 
hende , foragtede hende , eller havde maaskee aldeles 
glemt at hun var tilstede og ventede paa det Svar , 
som han skulde bringe hende . 
Men igjennem alle disse nedtrykkende Betragtninger 
kom dog altid den Tanke srem hos hende , at hendes 

Fader dog muligen kunde have Ret , ved at gjøre Fordring 
paa disse Besiddelser og at Grev Fly ikke var 
den retmæssige Besidder . Denne Tanke kunde hun ikke 
blive qvit og vedblev derfor at forfølge den . 
„ Det kunde dog være muligt , at det var bestemt 
for mig at skulde boe her . Naar jeg bare kunde slippe 
denne forfærdelige Hoste , “ hviskede hun ganske sagte og 
saae sig omkring med skye Blikke . . 
Øer kunde vel være forløben et Qvarteer , førend 
Lakaien kom tilbage . I den lange Tid som den unge 
Pige havde siddet her , havde flere Tjenere gaaet forbi 
og havde meget næsvis stirret hende i Ansigtet , hvorpaa 
de uden at sige et Ord , hurtig havde fjernet dem . Rosa 
anede ikke at disse Labander kun vare komne for at 
overtyde dem om den mærkværdige Lighed imellem hende 
og deres Frøken Janette , som Lakaien havde fortalt 
dem . — 
Da han endelig vendte tilbage kunde Rosa strax see 
paa hans Ansigt at hans Gang havde været forgjæves . 
„ Gjør mig ondt min Kjære “ sagde han i en fortrolig 
Tone , „ men hvad jeg før sagde dem , var den rene Sandhed , 
Frøkenen er kjørt bort for længere Tid siden ! “ 
„ Tillader De at jeg maa vente til hun kommer 
tilbage ? “ 
„ Kan ikke lade sig gjøre — De maa komme igjen . “ 

„ Naar kan jeg komme — hvilken Tid mener De 
vel ? “ - - 
„ Maaskee imorgen , eller iovermorgen . “ 
„ Saa længe kan jeg ikke vente ! “ udbrød Rosa grædende . 
„ Det gjælder her om Liv eller Død . “ 
„ Men der er Intet ved at gjøre . Frøkenen er 
kjørt bort , “ svarede han med den største Ro . 
Ester en stor Raadslagning imellem Tjenerskabet havde 
de fundet paa dette Svar , som Rosa fik , for at blive 
„ dette Fruentimmer “ qvit . 
„ Jeg kan paa Ære ikke sige Dem , naar hun kommer 
tilbage , “ vedblev han . 
„ Herman ! “ kaldte en blid , velklingende Stemme 
ned af Trappen . 
„ Naadige Frøken ! “ 
„ Hvad vil den unge Pige ? “ 
„ Hun vilde gjerne tale med naadige Frøken . “ 
„ Før hende op til mig , Herman ! “ 
Det var Janette , som gav denne Befaling . 
Rosa hævede Blikket , og hvad hun saae , viste sig 
for hende som sit eget Billede i forklaret Lys . Det 
farvede Skin af et Vindue faldt paa den unge Piges 
slanke Skikkelse . 
Forbauselse , Beundring og Skinsyge opfyldte den 
stakkels Rosas Hjerte og gjorde hende stum . 
Janette saae ned paa hende med en eiendommelig 

Følelse . Hun saae for første Gang Rosas Ansigt , som 
gjorde Krav paa hendes Rang , Formue og Kjærlighed . 
- 
Rosa var meget nedtrykt ved det Svar , som hun 
fik af Lakaien , havde ikke hørt at Janette i en sagte , 
men venlig Tone havde opfordret hende til at komme 
nærmere , men Lakaien , hvis uforskammede Holdning 
hurtig forsvandt i Janettes Nærværelse , skyndte sig nu 
at gjøre Rosa opmærksom derpaa . 
Rosa skyndte sig med at adlyde og fulgte nu med 
Janelte i et Modtagelsesværelse hvis glimrende Møble ' 
ment aldeles blændede hende . Væggene vare tappeserede 
med Skarlagen og Guld . Panelerne vare af Jbenholdt 
og Møblerne vare udlagt med Perlemor . Tunge , skarlagenrøde 
med Guld gjennemvirkede Damasf Gardiner , 
skjulte Vinduerne og et blødt persist Gulvtæppe gjorde 
ethvert Skridt uhørlig . 
Døren stod aaben og var kun tilhængt af et tungt 
tyrkisk Teppe . Janette slog Portieren tilbage . Diamanterne 
i hendes Armbaand kastede skinnende Straaler 
omkring , da hun hævede Armen og opfordrede Rosa 
til at følge hende . 
Janette befandt sig i stor Toilette , da Slottet for 
Øieblikket var opfyldt af Gjæster . Over hendes udskaarne 
Kjole , bar hun en Chemisette af kostbare Kniplinger 
og paa Armene . Ærmerne vare af samme Slags , og 

vare fastgjort ved Haandledet med Armbaand af Perler 
og Diamanter . Denne Paaklædning kunde man antage 
for en udenlandsk Modedragt . Lisette vidste kun , at 
denne Dragt var bleven valgt for at skjule et Saar paa 
hendes Arm — et Saar , som Lisette langtfra troede 
kunde være af et Hundebid , som Janette havde fortalt 
hende . 
„ De ønsker at tale med mig ? “ sagde Janette og 
pegede paa en Stol hvor Rosa kunde sætte sig paa . 
„ Jo , jeg ønsker det , “ svarede Rosa , medens hun 
tog sin hele Stolthed til Hjælp og talte i en Tone , som 
stod i Mødsigelse med hendes sygelige Udseende og fattige 
' Paaklædning . „ Jeg ønsker det rigtignok , da en 
stor forfærdelig Ulykke tvinger mig til at bede Frøkenen 
om Deres Hjælp . “ 
Janette greb i det første Øieblik efter Lommen , for 
at give den unge Pige en Gave , men hendes fine Følelse 
holdt hende tilbage derfra . 
I den unge Piges hele Væsen laae noget , som afholdt 
hende fra at tilbyde Rosa en Pengeunderstøttelse . 
Det blege sørgende Ansigt lignede hendes meget . Janette 
gjættede tildeels Sandheden , førend Rosa endnu 
havde talt et Ord . 
„ Jeg beklager meget Deres mig ubekjendte Sorg , 
og skal giøre , hvad der staaer i min Magt , for at hjælpe 

Dem ; “ sagde Janette . „ Med hvad kan jeg hjælpe Dem ? 
Hvad ønsker De af mig ? “ 
„ Knn Tilladelsen til at besøge min Fader ! “ svarede 
Rosa , medens hun gjorde sig Umage at bibeholde sin 
Fatning . 
„ Og kan jeg dertil være Dem behjælpelig — staaer 
det ogsaa i min Magt ? “ spurgte Janette . 
„ Greven kan gjøre det — han vil vistnok ikke afslaae 
Dem min Bøn , naar De vilde bede ham om det . 
Det er den eneste Bøn jeg har fil Dem — kun det ene 
Ord , ikke andet ! “ 
Rosa talte i en temmelig heftig Tone . 
Janette betragtede hende halvt forundrende , halvt 
medlidende . 
„ De har endnu ikke nævnet mig Deres Navn . Jeg 
veed altsaa ikke for hvem jeg skal gaae i Forbøn hos 
Greven , “ sagde Janette . „ Er De maaskee Datteren af 
den ulykkelige Mand , som sidder fængslet ? . . . . “ 
„ Som gjør Krav paa Grev Flys Besiddelser , “ afbrød 
Rosa hende . „ De har gjættet rigtig , jeg er hans Datter 
— og min Fader er i Fængslet . Han er nærved at forlade 
dette jordiske Liv . “ 
„ O , nei , nei ! “ udbrød Janette . 
Et svagt Echo af Rygtet , som hævede sig imod Greven , 
havde naaet hendes Øre og hun var ikke istand 
fil at skjule en Skræk som paakom hende . 

„ Øet er kun altfor sandt , “ vedblev Rosa . „ Og man 
nægter mig at komme fil ham . Denne Grusomhed kan 
jeg ikke fatte . En Indflydelse som jeg ikkelkjender , eller 
fatter , skiller mig fra ham . Da jeg har bragt i Erfaring 
at De kan udvirke mig Tilladelse hos Greven , at besøge 
min syge Fader , saa har jeg bragt det over mig af komme 
fil Dem med denne Anmodning . “ 
„ De befinder Dem i en mærkværdig Stemning , mit 
Barn , “ sagde Janette , som med stigende Forundring betragtede 
Rosas Ansigt . „ Frygter De maaskee for af 
Deres Fader ikke veed , af De er gaaet herhen og muligen 
kunde vredes paa Dem derfor ? “ 
„ Jo , ganske vist vilde han vredes , “ svarede den 
unge Pige noget ængstelig ved af tænke derpaa . „ Jeg 
veed ogsaa af jeg handler urigtig , meget urigtig ved all 
gaae herhen — men jeg kunde ikke udholde den Tanke , 
af min Fader skulde være nær ved af døe , og af jeg 
ikke skulde faae ham mere af see . Jeg har glemt alt 
andet derover — min Stolthed og al den Uret man har 
gjort mig ! “ 
„ Troer De da Barn , af jeg har gjort Dem Uret ? “ 
spurgte Janette forundret . 
„ Ikke forsætlig , eller med Deres Villie . “ 
„ Men Uret skal jeg alligevel have gjort Dem ? “ 
„ Jo — det har De . “ 
„ De mener , af naar Deres Fader havde været istand 

fil af kunde bevise sine Fordringer fil Grevskabet , saa 
havde min Rang og Formue gaaet over fil Dem , ikke 
sandt ? Men er det da min Skyld at Sagen ikke er bleven 
opklaret ? Vil Te da give mig Skyld til detHele ? “ 
„ O , jeg beder Dem , spørg mig ikke — spørg ikke 
videre , “ sagde den unge Pige . 
„ Men det forholder sig saaledes ? — De kan ganske 
rolig svare mig , jeg skal ikke blive vred paa Dem og 
jeg lover Dem at deres Svar ikke stal have nogen 
Indflydelse paa det jeg muligen kan gjøre for Dem . “ 
Rosa skjælvede paa hele Legemet ved disse Ord . 
Hvorledes skulde hun forklare , hvilken Beskaffenhed den 
Uret var , hvorover hun beklagede sig . 
Naar hun virkelig bragte sit Forhold til Adolf paa 
Bane , maatte saa ikke al Uret falde tilbage paa hende 
selv , som hun beskyldte Janette for . 
Skjøndt hun var meget skinsyg , kunde hun dog 
indsee at hun handlede urigtig . Hun maatte tilstaae , 
at hun ikke havde Ret til at bære Nag til Janette . 
Adolfs Kjærlighed til hende havde jo allerede- for længere 
Tid siden slaaet Rod . 
Men Lidenskaben tager ikke imod fornuftige Grunde . 
Rosa var af Naturen meget blid , beskeden og af den 
samvittighedsfuldeste Retfærdighedsfølelse . Til enhver 
anden Tid vilde hun hove vogtet sig for at smerte sine 
Medmennesker — men nu ? 

Hun kjendte sig neppe selv mere . Hun fristedes til 
at smerte denne skjønne , stolte Janette . Hun var vred , 
forbittret og uretfærdig . Enhver Andighed , som Janette 
besad , hendes Anstand og Skjønhed ansaae Rosa som 
en Uret , men det værste var det , at hun selv forekastede 
sig sin Daarskab , Svaghed og Ufornuftighed . 
Da Janette gjentog sit Spørgsmaal , om Rosa 
kunde beskylde hende for nogen andenUret , end at hun uden 
hendes Vidende at have forurettet hende med Hensyn 
til hendes Rettigheder , som hun og Faderen gjorde 
Fordring paa , var den unge Pige ikke istand til at 
svare derpaa . Hun lod sit Hoved synke ned paa Armstødet 
af Stolen og udbrød i Taarer . 
„ Jeg beder Dem , spørg mig ikke ! “ udbrød hun 
fortvivlet . „ Jeg kan ikke forklare Dem det -- jeg er 
fattig og elendig og saa forvirret , at jeg tidt ikke selv 
kan forstaae , hvad jeg har sagt . Jeg er maaskee selv 
mere skyldig i min Ulykke end De . Jeg kan godt indsee 
det , men oet hjælper ikke altsammen — jeg bliver 
endnu vanvittig ved at tænke derpaa . “ 
„ Men , mit kjære Barn , naar jeg har gjort Dem 
Uret , det samme hvilket , saa er jeg strax beredt til at 
gjøre det godt igjen , “ sagde Janette . 
„ Nei , nei ! “ udbrød Rosa . „ De formaaer det vist 
ikke . “ — 

„ Saa maa jeg have gjort Noget , som aldeles ikke 
kan forandres ? “ 
„ Jo — men jeg har ingen Ret til at beklage mig 
derover . Jeg klager heller ikke . Faae blot en Tilladelse 
til mig , at jeg maa besøge minsfakkels , syge Fader , saa 
vil jeg forlade Dem og takke Dem for Deres Godhed . 
De vil maaskee holde mig for barnagtig — jeg er det 
maaskee ogsaa — men jeg kan ikke forandre det . Troe 
mig , denne Svaghed havde jeg hellere viist en Anden , 
end til Dem . Jeg beder Dem blot at gaae i Forbøn for 
mig hos Greven . “ 
Janette var meget forundret ved det hun hørte . 
Hun kunde ikke forklare sig , hverken den unge 
Piges Bevægelse , eller hendes tydelig udtalte Had imod 
hende . Hun holdt dem for Faderens Lærdomme , som 
han havde indgivet Datteren . Maaskee var den unge 
Pige fra Barnsbeen af bleven opægget imod Grev Flys 
Slægt og hendes lidenskabelige Udbrud maatte være en 
Følge af hendes indgroede Had . 
Men god og ædel som hun var , ønskede Janette at 
overbevise hende det Urigtige i hendes Paasfand . Hun 
reiste sig , gik hen til Rosa og lagde sin Haand paa hendes 
Skuldre . 
„ Jeg troer De fager feil af mig . “ 
„ O , nei — og hvad ligger ogsaa deri ! “ 
„ Ganske vist , De fager feil . Man har lært Dem af 

ansee mig for Deres Fjende , men jeg ønskede af bevise 
Dem , af jeg ikke er det . Greven , min Fader , er naturlig 
meget opbragt imod den Mand , som har benyttet 
et falsk Rygte , til af trænge sig ind i hans Huus , og 
ved Demonsfrationer bemægtige sig den . Det er umuligt 
af De kan forlange , af han skulde nære venskabelige 
Følelser for ham . Desforuden er han paa Grund 
af sin Stilling nødsaget til , af trænge paa Undersøgelse 
og Straf . Om Deres Faders Frihed kan jeg altsaa ikke 
bede ham — men jeg er overbevist , af han ikke paa 
nogen Maade føler sig foranlediget til , af lade Dem 
føle hans Uvillie . Det er umuligt , naar han har seet 
Dem , Dem som ligner mig saa meget , uden af han 
skulde holde af Dem , som om det var mig selv . Naar Te 
altsaa tillader , af jeg maae tale i Deres Interesse , saa 
er jeg overbevist , af han alene for min Skyld vil gjøre 
Alt for Dem , hvad De ønsker . 
Disse venlige Ord , maatte vinde et qvindeligt Hjerte . 
Men Rosa var ikke modtagelig for hendes velmeente Ord . 
Saalænge Janette talte , tænkte hun kun paa , hvorledes 
hendes Skjønhed maatte have fortryllet Adolf , og 
misundte den venlige Trøsterinde for den Behændighed , 
hvormed hun forstod at belægge sine Ord . 
„ Jeg takker Dem for Deres Deeltagelse , “ svarede 
hun koldt , „ men jeg kan ikke modtage andre Begunstigelser , 

hverken af Dem eller af Greven , end dem 
hvorom jeg har anmodet Dem . “ 
Dybt krænket trak Janette sig tilbage . 
„ De er et forunderligt Barn ! “ udbrød hun . „ Mit 
venlige Tilbud viser De tilbage ? “ 
„ Ja , “ svarede Rosa , med Bestemthed . 
„ Og De vil ikke sige mig , hvorfor ? “ 
„ Nei , det er en Hemmelighed , som jeg maa indelukke 
dybt i mit Hjerte . “ 
„ Godt , jeg skal ikke trænge ind i Deres Hemmelighed 
— men der kunde komme en Dag , hvor De trænger 
til et Hjerte , til hvem De kan betro Deres Sorger . 
Naar dette nogensinde skulde skee , saa beder jeg Dem , 
at De erindrer , at De har en Veninde paa Fremtidshaab , 
som til enhver Tid vil glæde sig ved at modtage 
Dem og staae Dem bi med Raad og Daad . “ 
Rosas eneste Svar bestod i et dybt Suk . Hendes 
Hjerte var altfor fuldt , til at hun kunde tale — maaskee 
frygtede hun at sige mere , da Janette ellers muligvis 
kunde gjætte hendes Kjærlighed til Adolf . 
„ Min Fader er rigtignok fraværende , “ sagde Janette ; 
„ men jeg skal skrive et Par Ord til Fangevogteren 
og vil haabe at alle Hindringer for at besøge 
Deres Fader dermed ere ophævet . Greven kan ikke 
være faa grusom at sfille Dem fra Deres Fader , det 
vilde være altfor haardt for Dem stakkels Barn , tillige 

da han ligger meget syg , som De siger — i ethvert 
Tilfælde fkal jeg paatage mig ethvert Ansvar for Følgerne , 
af hvad jeg har gjort . “ 
Hun tog en Pen og skrev med lette hurtige Træk 
nogle Ord paa et Blad Papir , forsynet med Grev Fly ' s 
Vaaben . 
Dette Papir lagde hun sammen og gav dette til 
den stakkels skjælvende Pige , som hurtig reiste sig og 
tørrede sine Taarer . 
„ Tag det kun mit Barn og jeg vil ønske Dem , at 
De maa have Held af Deres Gang . Gud give at Deres 
Fader maa blive rast , det er mit og som jeg med Vished 
tør sige , ligeledes Grev Flys oprigtige Ønske . Og 
nu mit Barn , maae jeg bede Dem at forlade mig , da 
Tiden ikke tilhører mig selv , men husf paa mit Tilbud , 
hvis De skulde trænge til det . “ 
„ Jeg stal ikke forglemme Deres Godhed , “ svarede 
Rosa , medens hun gik hen til Døren . Allerede havde 
hun naaet den , men en Følelse , som hun ikke kunde 
blive Herre over , fik hende til at vende tilbage . 
„ O , jeg beder Dem , min Frøken , De maa ikke 
holde mig for en utaknemmelig Skabning , “ sagde hun i 
en blid , underdanigere Tone , som hun før havde talt i . 
„ Jeg er det ikke , men er dybt rørt af Deres , imod mig 
beviste Godhed — men jeg er saa ulykkelig , saa forvirret , 
at jeg tidt ikke veed , hvad jeg selv siger . Men 

naar jeg lader til at være stivsindet , ved at tilbagevise 
Deres Hjælp , saa beder jeg Dem , at De derfor ikke vil 
ansee mig for utaknemmelig , men Grunden dertil kan jeg 
ikke forklare Dem og De vil aldrig faae den at vide . “ 
Den unge Pige havde neppe udtalt de sidste Ord , 
da en forfærdelig Hoste afbrød hendes Tale . Hun vinkede 
med Haanden til Afsfed , da hun ikke formaaede af 
fremstamme et Ord , vaklede derpaa ud af Værelset og 
forlod hurtig Slottet . 
Saaledes sluttede de to Rivalinder deres Samtale . 
Janette stod med Haanden lænet til Bordet nedsunken 
i dybe Tanker . Hun tænkte paa den forunderlige 
Tilskikkelse , ved hendes Møde med Rosa . 
„ Mærkværdigt , “ sagde hun . „ Ten unge Pige maa 
være i samme Alder som jeg , tillige ligne vi hverandre 
saa meget , af naar Klædedragten ikke var saa forskjellig , 
var det let af tage feil af os To . Hun maa være i 
Familie med os — og naar det er Tilfælde , saa kan 
jeg godt forstaae hendes Harme imod Greven som 
har faaet Fortrin for hendes Fader . Men denne Forklaring 
kan ikke være tilstrækkelig . Det Had , som udtalte 
sig , i ethvert Blik af hende imod mig , kan ikke 
have det til Grund . Jeg troer det idetmindste ikke . 
Hvor besynderligt var ikke hendes Tale , da hun paastod , 
af hun ikke kunde sige mig Grunden og af jeg aldrig 
skulde erfare den . Hun maae skjule en Hemmelighed 

for mig — men hvorledes skal jeg dog erfare den , for 
af hjælpe og trøste denne ulykkelige Pige ? “ 
Pludselig blev hun forstyrret i hendes Eftertanke . 
Forhængene bleve hurtig reven tilside , og da Janette 
forskrækket saae i Veiret , stod Oskar med vrede lynende 
Øine foran hende . 
„ Hvad har jeg nylig erfaret om Dig ! “ udbrød han 
rasende . „ Er det sandt , at Du har modtaget Besøg af 
en Tiggerske ! “ 
„ Om hun var en Tiggerske veed jeg ikke , Oskar , 
men jeg veed at det var Datteren af den stakkels Mand 
som sidder fængsletsvarede Janette blid . 
„ Alt det veed jeg allerede — Alt ! rasede Oskar . 
En smuk Opførsel af Dig , at Du lader os vente paa 
Dig ved Dineen , fordi det behager Dig at give Tiggere 
og Vagabonder Audients ! Hvad vilde den Person 
— hvad forlangte hun . Vilde hun tale med Dig , eller 
med Greven ? Du har dog vel jaget saadant Pak paa 
Porten ? “ 
„ Hun bad kun om Tilladelse til at besøge hendes 
Fader , som ligger meget , meget syg i Fængslet . “ 
„ Naa , det var endnu det Bedste , dette Qvindemenneske 
kunde forlange . Bad hun ikke tillige om en Kalesche 
til at kjøre hen til ham . Tilladelsen til at besøge 
denne Landstryger kan hun ikke faae ! “ 

„ Kan hun ikke faae Tilladelse til at besøge sin 
egen Fader ? Hvem vil nægte hende den ? “ 
„ Du har nok glemt dit Modersmaal , din Tosse . 
Jeg siger hun faaer ikke denne Tilladelse . Har Du sorstaaef 
mig ? “ 
„ Jeg kan ikke troe , at Greven vilde nægte det stakkels 
Barn denne Bøn . Saa grusom kan han ikke være . “ 
„ Naa , det troer Du ? Spørg ham dog , om han vil 
gjøre det ! Og skulde han være saa dum og taabelig , at 
tillade det , saa er jeg endnu tilbage og skal nok sørge 
for at dette ikke skeer . Jeg veed hvad jeg har at gjøre , 
og skal betage dette Pak Lysten til , at udgive dem for 
Prætendenter og trænge ind i Slottet . Tøer den gamle 
Skurk , saa meget destobedre ! Men saa maa vi ogsaa 
sørge for , at hans Galskab ikke gaaer over paa Andre . 
Forstaaer Du nu , hvorfor Greven ikke skal eller maae 
give Tilladelsen , og hvorfor Fangevogteren har faaet 
Befaling , ikke engang at lystre Nettens Tilladelse , for 
at bringe Datteren sammen med Faderen ? “ 
„ O , min Gud , Oskar — saa frygter jeg , at have 
begaaet noget Urigtigt , “ svarede Janette frygtsomt . 
„ Den unge Pige som var her og skildrede mig hendes 
Oval , bevægede mig til at udstille denne Tilladelse . “ 
„ Hvad behager — hvad har Du gjort ? har Du 
da reent mistet Forstanden ? “ 

„ Jeg har sirevet en Billet til Fangevogteren i Grevens 
Navn , og hun har taget den med sig . “ 
„ Har Du virkelig understaaet Dig at gjøre dette ! “ 
udbrød han rasende og greb hendes Arm . 
Det var den Arm hvorpaa Alma havde sat sit Mærke 
og Janette skjælvede af Smerte ved denne ublide 
Berørelse . 
„ Hvad Fanden bevæger Dig til at blande Dig i 
Grevens Affairer ? Ved din Daarskab har Du maaskee 
tilintetgjort Alt . Jeg kunde af Harme knuse Dig , 
dit Fæ ! “ 
Ved disse Ord stødte han hende voldsom fra sig . 
I dette Øieblik kom Grev Fly hurtig ind af Døren . 
Han var nylig vendt tilbage fra en Spadseretour . 
„ Hvad skal det betyde , Oskar ? “ udbrød han harmfuld . 
„ Hvad det skal betyde , det skal jeg med faa Ord 
forklare Dem , “ rasede Oskar . „ Det skal betyde , at I , 
i denne ædelmodige Familie , ere Alle tilsammen , nogle 
Narrer og Fæhoveder . Nu har jeg i flere Dage i Træk 
gjort mig enhver optænkelig Møie , at holde Enhver 
fjernet fra den vanvittige Dyring . Maaskee om nogle 
Timer havde al vor Sorg og Nød havt en Ende , da det 
pludselig falder denne tossede Tøs ind at skrive til 
Fangevogteren — hvilket — det maa Himlen vide . I 
ethvert Tilfælde har vi nu den Fornøielse , at den hele 

Menighed erfarer den Døendes sidste Ord og Tanker . 
Gid Fanden havde Jer Allesammen . “ 
Greven var bleven liigbleg . Han skjælvede igjen 
over hele Legemet , ligesom den Morgen ved Frokosten , 
da Oskar omtalte hans natlige Besøg hos den Fangne . 
Janette blev bange , da hun bemærkede Grevens 
Bleghed . 
„ Jeg frygter for at have begaaet noget Urigtigt , “ 
sagde hun til Greven . 
„ Du har baaret Dig ad som en Dosmer og har 
formodentlig tilintetgjort mit hele Arbeide ! “ afbrød 
Oskar hende . „ Vor eneste Frelse bestaaer i , at jeg gaaer 
hen og bringer det i den gamle Orden . “ 
„ Tag Dem i Agt Oskar ! “ svarede Greven i en 
eiendommelig Tone . 
Den unge Mand kastede et spottende Blik paa 
Greven , og forlod Værelset , idet han opslog en haanlig 
Latter . 
Andet Kapitel . 
I Fængslet . 
Med lette Fjed ilede Rosa igjennem Parken , og tilbage 
til den usle Bygning , hvori hendes Fader sad 
indelukket og som Rygtet paastod — laae nærved at døe . 

Da hun forlod Parken og naaede Veien som førte 
ned til Landsbyen , opdagede hun en Skikkelse , som gik 
samme Vei , som hun skulde . 
Mærkværdig . Kjærligheden besidder en fortryllende 
Indflydelse ! Den forvandler ikke alene Sjælens Kraft , 
men den skærper tillige Sandserne . 
Dette blev klart for Rosa i dette Øieblik . 
Saa langt denne Skikkelse ogsaa var fjernet fra 
hende — saa slog henoes Hjerte dog hurtigere ved at 
see efter Skikkelsen , det kunde jo umuligt være nogen 
Anden end den Bland , hendes Fjende tilhørte . 
Hendes første Indskydelse bød hende at ile efter 
ham — men en qvindelig Følelse af Skam holdt hende 
tilbage . For Alt i Verden havde hun ikke gjort Noget , 
som kunde nedsætte hende i hans Agtelse . Hun nøiedes 
med at paaskynde sine Skridt , som næsten ikke var at 
bemærke . Et lykkeligt Tilfælde holdt ham en kort 
Tid tilbage , idet han trak et Papir op af sin Lomme , 
for at studere dets Indhold . Papiret havde Formen 
af et Brev . 
„ Han læser et Brev fra hende , “ hviskede Rosa 
sagte , og ved denne Tanke forsvandt hele hendes Glæde , 
Hendes Gang blev nu tung og med Besværlighed maatte 
hun slæbe sig frem . 
Endelig stak han Brevet tilbage i Lommen , men 

langsomt , som i en Drøm , gik han fremad , indtil Rosa 
havde naaet ham . 
„ Rosa ! “ udbrød han , „ hvor kommer De fra ? Hvad 
feiler Dem ? Er De syg ? “ 
„ Jeg er ikke saa ganske aldeles rast — det smerter 
mig i Brystet ! “ slammede hun . 
„ Hvorledes kommer De paa denne Vei , der fører 
til „ Fremtidshaab “ ? “ 
„ Jeg veed det . Jeg kunde ikke udholde det længere 
at skilles fra min syge Fader . Saaledes har jeg kæmpet 
imod min Stolthed , er gaaet op paa Slottet og har — 
har — “ 
Hun ventede med at svare . Hun havde ondt ved 
at udtale Grevens Datters Navn . 
„ Har De faaet nogen i Tale paa Slottet ? Hvem 
talte De med ? “ 
„ Jeg talte med „ Frøken Janette “ ! “ svarede Rosa . 
Hun udtalte de to sidste Ord i en haard og raa 
Tone , saa at hun selv blev skamfuld over sin Opførsel . 
„ De har talt med Grevens Datter ! “ udbrød Adolf 
ligesaa skamfuld som hun . 
„ Jo , jeg har , men ikke længe . “ 
„ Og hun behandlede Dem venligt , ikke sandt ? — 
Jeg er overbevist derom . Af hendes hele Characteer 
at dømme , er det ikke muligt , at hun skulde have været 

uvenlig imod Dem . Hun er saa blid , god og elskværdig . “ 
„ Jeg 
fik det , hvorom jeg bad hende , intet mere 
eller mindre , “ svarede Rosa kort . 
„ Og hun gav Dem det , uden at De behøvede længe 
at bede hende derom , ikke sandt ? — Jeg vidste nok at 
hun vilde gjøre det , saasnart det kunde lykkes Dem , at 
faae hende i Tale , “ vedblev Adolf . „ Alle hendes Undergivne 
forgude hende for hendes Hjertensgodhed . Enhver 
som er nedtrykt af Sorg tyer til hende og alle 
forlade hende trøstet og beroliget ved hendes uendelige 
Godhed , saameget som det staaer i hendes Magt . Naar 
De havde forlangt nok saa mange Tjenester af hende 
turde jeg indestaas for , at hun havde hjulpet Dem . . . . “ 
„ Men jeg havde ikke modtaget hendes Tjenester ! “ 
afbrød Rosa ham hurtig . 
„ Ikke modtaget dem , — hvorfor det , om jeg maa 
spørge ? “ 
„ Nei , jeg havde paa Ære ikke modtaget dem . Jeg 
har allerede nedværdiget mig for meget , ved at have 
bønfaldet hende om at maatte besøge min Fader , — af 
hende ! . . . “ 
„ Men , Rosa dog , jeg forstaaer Dem slet ikke . Hvad 
mener De ? “ 
„ Jeg mener det som jeg siger . Jeg havde gjerne 
bidt Tungen af mig , efter at jeg havde fremsagt min 

Bøn . Men jeg var jo nødsaget til at gjøre det ! Hnn 
var naturligvis meget god og naadig imod mig , ja , 
endog meget nedladende . Hun tilbød mig ogsaa flere 
Velgjerninger — mig ! Men jeg viste alt dette tilbage . 
At jeg kunde sige nei , var dog en lille Triumph for 
mit stakkels Hjerte , og har gjort mig godt . “ 
Det var næsten umuligt at gjenkjende den blide , 
beskedne , slille og lidende Rosa , i den unge Pige , som 
med glødende Kinder og ildsprudlende Øine , stod midt 
paa Landeveien og hverken kjendte noget til Blidhed 
eller Venlighed . 
Adols saae forbanset paa hende og kunde slet ikke 
blive klog paa hende . 
Rigtignok kjendte han Grunden til den Forandring 
som var foregaaet med den stakkels Rosa , men alligevel 
blev han overrasket over hendes lidenskabelige Heftighed . 
„ Kom Rosa , “ sagde han til hende , for at gjøre en 
Ende paa denne pinlige Situation . „ Lad os gaae . 
Det bliver koldt og De har ikke godt af Luften . En 
anden Gang kan vi tale mere om denne Sag . Nu er 
ethvert Øieblik kostbart , deres Fader er virkelig meget 
syg . “ — 
Disse Ord bragte hende igjen til Besindelse . 
Kjærligheden til Faderen lod hende glemme Alt 
andet , og Længselen for igjen at see ham og være ved 
hans Side , tillige at befinde sig i Adolfs Nærhed , bevingede 

hendes Skridt . —- Med hurtige Skridt ilede 
nu Begge henad Veien og efter kort Forløb havde de 
naaet Fængslet . 
Fangevogteren sad som sædvanlig ved Døren . DeN ' 
gode Mand forstod rigtignok ikke meget til Læsning , 
men han gjorde sig ikke destomindre al Umage for at 
skjule sin Uvidenhed . Noget Trykt kunde han med Nød 
og neppe stave sig frem med , og han var ikke lidet stolt , 
naar han om Aftenen var i Kroen og læste Aviserne . 
Saa pleiede han kun at oversee alle langtravende Ord , 
som dog ikke indeholder meget — men alt det Skrevne 
løb rundt for ham som en Møllesteen . Bogstaverne 
vare ligesaa flydende for ham som det franske Sprog 
er for en Skoledreng , som har lært dette Sprog i sex 
Timer . Paa den Maade var han ogsaa nu i den største 
Forlegenhed , da han modtog Brevet fra Janette . Med 
Underskriften kunde han endda stave sig frem , og da 
Adolf tillige forklarede ham at Brevets Indhold bestod 
i en Tilladelse for Rosa til at besøge sin Fader , tillige 
da han bemærkede Kronen i Papiret , saa nøiedes han 
med at gloe paa Brevet , og var derpaa beredvillig til 
at aabne Døren til Dyring Tøndesens Fængsel . 
Ta Adolf var i Rosas Følge , saa lod han ogsaa 
ham , uden videre , gaae med ind til den Fangne . 
Det var kun et lille mørkt og fugtigt Hul med 

smaae , tæt tilgittrede Vinduer , der satte høit oppe , hvori 
de traadte ind . 
Dyring Tøndesen laae paa en smal Seng , tildækket 
as et uldent Tæppe . 
Han saae meget lidende ud . 
Hans skarpe Ansigtstræk vare endnu mere traadte 
frem . Hans Ansigtsfarve var ligbleg , hvorigjennem 
der skinnede nogle røde Pletter . Den vanvittige Ild , 
som tidligere luede i hans Øine , var nu aldeles forsvunden . 
Stiv , med tilbagebøiet Hoved , laae han paa 
Sengen , som en Døende . 
„ Du min Gud , han er død ! “ slreg Rosa forfærdet 
og kastede sig over hans Legeme . 
Hans Hænder vare endnu varme , men stive . 
Det smertelige Udbrud af den unge Pige , maaskee 
ogsaa den fortrolige Klang af hendes Stemme , havde 
vaagnet den Syge af hans Lethargie . 
Hans Vine søgte langsomt til den Side , hvorfra 
Lyden var kommen . 
Flere Gange bevægede han Læberne , uden at man 
kunde forstaae et Ord . Derpaa pegede han hen paa 
Bordet , hvorpaa der stod en Flaske . Adolf tog hurtig 
Flasken , læste paa Etiketten , som var sat paa Flasken , 
hvorledes det skulde bruges , og hælte derpaa nogle 
Draaber i en Skee , blandet med Vand , som han derpaa 
heldte den Syge i Munden . 

Virkningen af Medicinen viste sig hurtig . 
Allerede efter et Par Minutter var Dyring istand 
til at kunde tale , men i Førstningen kun med hviskende 
Stemme . 
„ Det var meget grusomt , mit Barn ! En Grusomhed 
uden Lige , at holde Dig fjernet fra mig i denne tunge 
Tid , “ hviskede han . „ O , disse forfærdelige lange , lange 
Nætter ! O , Rosa , mit elskede Barn , er Du ogsaa virkelig 
hos mig , eller er det kun en Drøm ? “ 
„ Nei , elskede Fader , jeg er virkelig hos Dig ! “ 
hulkede hun . 
„ Gud være lovet og takket , “ hviskede han , medens 
han med megen Anstrengelse løftede sin afmagrede Haand 
og lagde den paa hendes Hoved . „ Jeg har ikke mange 
Timer tilbage at leve i , min elskede Rosa , sagde han 
bevæget . „ Døden nærmer sig allerede . 
„ O , nei — o , nei , siig ikke det , det kan ikke være 
muligt ! “ udbrød hun fortvivlet . 
„ Det er saaledes , mit Barn , Du maa bede til den 
gøde Gud , at han vil tilgive din stakkels Fader for det 
Urigtige som han har begaaet i sit Liv — thi jeg maa 
ds , jeg føler det . Ingen kan udhold ; saadanne Smerter 
og alligevel beholde Livet . Jeg har endog bedet til 
Gud , at han vilde forkorte de sidste Timer , som jeg 
har tilbage at leve i , da mine Qvaler og Dødsangst 

endnu for kort Tid vare forfærdelige . Kan Du ogsaa 
forstaae nlig , mit Barn ? “ 
„ Jo , kjære Fader . “ 
„ Jeg synes , her er flere tilstede , hvem er det , 
Rosa ? “ — 
Under Samtalen havde han bøiet sit Hoved til 
Siden og havde nu førsf bemærket at Adolf stod ved 
Siden af hans Seng . 
„ Det er Herr Tøndesen , kjære Fader . Du erindrer 
Dig maaskee , “ svarede Rosa . 
Tyring gjorde en Bevægelse med Haanden , som 
skulde antyde , at han ikke huskede det . 
„ De erindrer maaskee den unge Mand , som traadte 
Dem imøde , ved en Begivenhed , som vi hellere vil 
undlade at omtale . Mit Familienavn er Tøndesen , og 
da det ligner deres Familienavn , vil De maaskee kunde 
huske det , “ svarede Adolf . 
Det lod til som om en Straale brød igjennem den 
Taage , som fordunklede hans Tanker . 
„ Nu erindrer jeg det , “ hviskede han . „ Jo , det var 
Navnet . Har jeg ikke fortalt Dem Noget ? Hvor var 
det dog jeg talte med Dem — jo , nu veed jeg det . Det 
var paa Slottet Fremtidshaab . “ 
„ Ganske rigtig , der var det , da De vilde oplyse 
mig , angaaende mit Navn . “ 
„ Stille , ikke saa hurtig , mine Tanker ere svage — 

jeg maa først husle mig om . — Jeg har en Hemmelighed 
— det veed Te jo . Enhver veed det samme . Jeg 
kunde ikke ligge rolig i min Grav , naar jeg skulde tage 
den med . Jeg vilde ikke kunde finde Fred , hinsides — 
min stakkels Sjæl vilde gaae omkring paa Fremlidshaab 
som et Spøgelse . O , det er forfærdelig at tænke sig , at 
man endog ester dette Liv ikke skulde finde Ro . Derfor 
tog jeg den Beslutning af Rosa skulde faae Alt af vide 
-- -- -- men ogsaa en Anden . . . Hvorledes var endnu 
hans Navn ? “ 
Adolf lyttede med smertelig Deeltagelse paa den 
Syges uforstaaelige Ord . Paa Fremtidshaab havde han 
kun lagt ringe Vægt paa hans Paastand , fordi han antog 
dem for Indbildninger af en Vanvittig . Men af 
denne Mand , endog gjentog sin Paastand paa Dødsleiet , 
viste ham Sagen i et forandret Lys . 
Adolf nævnede nok engang sit Navn for ham . 
„ Rigtig , saadan er det — saaledes hedder han , “ 
sagde den Syge . „ Ham vil jeg betroe det . Han er en 
Tøndesen og kan indtage min Stilling . Hvad jeg ikke 
har været istand til af fuldende , det maa han fuldføre 
— i hans egen Interesse og naturlig ogsaa for Rosa , 
min stakkels Rosa . “ 
Hans Haand hvilede paa hendes Hoved . Hans 
lange , magre Fingre legede krampagtig med hendes 

silkebløde Lokker , medens den stakkels Pige forgik i 
taus Smerte . 
„ Hvad De ogsaa skulde betroe mig , saa lover jeg 
Dem , som en Mand af Ære , af jeg skal opfylde Deres 
Begjæring , saafremt det staaer i min Magt , “ sagde 
Adolf . 
„ Det er ikke nok , “ mumlede den Døende . „ Det er 
ikke nok ! — Dengang jeg endnu var i Besiddelse as min 
fulde Sands og Samling , det vil sige , førend disse skrækkelige 
Smerter toge deres Begyndelse , som næsten gjøre 
mig vanvittig — sagde jeg til mig selv : Himlen selv 
har ført denne Mand i min Nærhed , ham vil jeg betro 
Alt — han skal erfare min Hemmelighed og sørge for 
at mit Barn , min elskede Rosa kommer til sin fulde Net 
naar jeg hviler i min Grav . “ 
Han talte hurtig , men med en lallende Stemme . 
En feberagtig Glands lyste af hans Øine og en brændende 
Rødme blussede paa hans Kinder . 
Han faldt strax efter tilbage i en drømmende Tilstand . 
Den Anstrengelse , ved at have talt saa længe , 
havde udmattet ham . Hans Ideer bleve meningsløse . 
Sjceleqval og legemlige Smerter havde aldeles nedbrudt 
ham . 
Rosa og Adolf ventede taalmodig indtil den Syge 
igjen var kommen til Kræfter . 

Pludselig , som ved et Mirakel , vendte hans Tanker 
i dens fulde Klarhed tilbage . 
Han forsøgte at reise sig overende i Sengen ved at 
sløtte sig rned Armene til Sengekanten , men hans Kræfter 
svigtede ham . Han sank tilbage paa Sengen . 
„ Hvad sagde jeg dog ? “ spurgte han mat . „ Ah , nu 
husker jeg det — jeg vilde gjøre ham bekjendt med min 
Hemmelighed og anbetro min Datter til hans Omsorg . 
Men han maa give mig den høitidelige Forsikkring , at 
han trolig vil opfylde sine Løfter . Rosa , giv mig din 
Bibel , men hurtig ! “ 
„ Min Bibel , kjære Fader ? “ 
„ Jo Barn , hurtig , hurtig , førend det er forsilde ! “ 
„ Men jeg har den jo ikke her , kjære Fader ! “ 
„ Du har dog vel ikke tabt den ! “ udbrød han med 
en hjerteskærende Stemme . 
„ Nei , kjære Fader , tabt den har jeg ikke . Ved vor 
hurtige Flugt fra Byen , har jeg glemt den . “ 
Det lod til ved Tanken paa Tabet af Bibelen , at 
den bibragte ham et haardt Slag . 
„ Du veed det jo , Fader . Husk Dig kun om , jeg 
fortalte Tig det dengang vi kjørte med Banetoget — 
men jeg beder Dig fat Dig dog , og see ikke saa vred 
paa mig — det gjør mig altfor ondt . “ 
Hans Øine lynede . 
„ Bedre at tabe alt Andet , end denne Bibel , “ svarede 

han med skjælvende Læber . „ Men den maa bringes 
tilveie igjen — hører Du , Rosa , Du skal og maa skaffe 
den tilveie igjen . “ 
Pludselig reiste han sig overende i Sengen . 
„ Rosa , “ udbrød han , idet han gestiknlerede med Armene 
i Luften . „ Rosa , Du er fri — Dig lader man 
gaae , hvorhen Du vil , Du maa paa enhver Maade see 
af faae fat i denne Bibel ! Gaae tilbage til Byen , Pige , 
og naar Du skulde tigge Dig tilbage dertil , derhen maa 
Du — gaae — gaae ! “ 
I denne Bevægelse som han var geraadet i , og som 
havde udmattet ham , faldt han tilbage og besvimede . 
Rosa og Adolf , som med Skræk bemærkede denne 
Forandring , vare i den Tro af han var død , men til 
deres Glæde kom han sig igjen , da de vedblev af stænke 
ham med Vand i Ansigtet . Efter en halv Times Forløb , 
aabnede han endnu engang sine Øine . Det lod til 
som om han nu var mere rolig som før . 
Rosa knælede ned og tog Faderens kolde Haand i 
sine . Adolf stod og betragtede med Forundring den 
Døendes Ansigtstræk . 
Det skeer ofte af Ansigtet af en Døende forandrer 
sig ganske mærkværdigt . Adolf saae med Forundring , 
hvorledes Dyrings Ansigt forandrede sig . Det hæslige , 
sædvanlige Ansigt af den stakkels Opvarter forsvandt aldeles . 
Det Udtryk som den lange underordnede Stilling 

havde præget paa hans Ansigt , forsvandt nu aldeles , og 
mere tydeligt fremtraadte nu en mærkværdig Lighed med 
Grev Fly . 
I dette Øieblik kunde man have antaget dem for 
Brødre . 
Selv det Udtryk af Fornemhed og Stand , som Grev 
Fly var egen , fremtraadte her paa den mærkværdigste 
Maade . 
Denne Mand , hvis trætte Hoved laae paa en Straamadratse , 
hørte udentvivl til Grev Flys adelige Slægt . 
Da Dyring var kommen til sin fulde Bevidsthed , 
lod det til som om han aldeles havde glemt Bibelen , 
hvis Tab saa stærkt havde angrebet ham . 
Rolig , men aldeles afkræftet greb han Nosas Haand . 
„ Nu maa jeg snart gaae fra Dig , mit Barn , “ sagde 
han og saae venlig paa hende . „ Smerterne have nu 
aldeles forladt mig , men jeg er saa forunderlig tilmode 
— jeg befinder mig saa rolig og let om Hjertet . Jeg 
har aldrig før følt noget Lignende . Det er Døden , min 
elskede Rosa — Døden . Vil Du love mig tidt at tænke 
paa din stakkels Fader ? Vil Du tilgive ham , naar han 
har gjort Noget imod Dig — og fremfor Alt at han 
har bragt Dig i den Stilling hvori Du nu befinder Dig ? 
Snart staaer Du alene , mit Barn og har ingen Fader 
mere . Den gode Gud være min stakkels Sjæl naadig . “ 

„ O , Fader , elsfede Fader , hør op , “ svarede Rosa 
hulkende . 
„ Græd ikke , Rosa . Gud veed det , jeg har ikke altid 
opfyldt mine Pligter imod Dig , til at Du stalde have 
Aarsag til at hengive Dig til Fortvivlelse . Jeg har 
været egenkjærlig og feig , da det handlede sig om , paa 
en energisk Maade at optræde ligeoverfor mine Fjender . 
Denne Tanke har i den sidste Tid ikke forundt mig Ro , 
hverken Nat eller Dag . Men nu er det for sildig , alt 
for sildigt - for mig er Alt tabt . Jeg stoler nu kun 
alene paa Himlen og haaber at den vil forbarme sig , 
over min stakkels forældreløse Datter . “ 
Hans Læber bevægede sig stiltiende , som i Bøn . 
Det var som om han vilde see omkring sig — men Dødens 
Skygger formørkede allerede hans Syn . Han formaaede 
kun med søgende Hænder at stnde sin Datters 
bløde , krøllede Haar . 
Nu paafulgte en lang Taushed . I det mørke Rum 
hørte man ikke Andet end den stakkels Nosas Hulken . 
Adolf græd ligeledes . 
Denne Taushed varede længe , meget længe . 
Men Døden havde endnu ikke fuldbragt sit Værk . 
Endnu engang vendte Kræfterne og Bevidstheden 
hos den Døende tilbage . 
Legende med Rosas Lokker , mumlede han : 

„ Du tænkte vist ikke paa , min elskede Rosa , at vi 
allerede saa hurtig skulde forlade hinanden ? “ 
„ O , nei , nei , sandeligen ikke , “ hulkede hun . 
Et Øieblik taug han og syntes at tænke efter . 
„ Jeg har endnu noget at sige Dig , min Rosa , “ begyndte 
han paany . „ Det vil skjære Dig i Hjertet ved 
at erfare det , og vil gjøre Dig ondt , meget ondt . Jeg 
vilde ønske , at jeg allerede havde forladt Livet , uden at 
have betroet Dig det — men jeg kan — jeg tør ikke 
forste det ! Naar jeg tog denne Hemmelighed med mig i 
Graven , saa vilde jeg ikke finde nogen Ro i min Grav . 
Jeg maa derfor sige Dig det — men ganske sagte , kom 
lad mig hviske Dig det Forfærdelige i Øret . “ 
Hun bøiede sig ned over ham . Et Øieblik efter var 
hans Ansigt aldeles bedækket af hentes Lokker , men 
pludselig sprang hun , med Rædsel malet i Ansigtet op 
fra Sengen . 
„ Herre , Du forbarmende Gud ! — Hjælp ! hjælp , 
han er forgiftet , “ raabte hun forfærdet . 
Det var det sidste Ord hendes Fader havde talt . 
Adolf hørte dette Udraab , og aldeles forglemmende 
Dødens Nærhed , henvendte han sig med det Spørgsmaal 
til den Døende : 
„ Har Te ingen Mistanke , enten til den Ene eller 
Anden ? “ 
„ Jo , det har jeg , “ svarede han mat . 

Disse Ord vare aldeles tydelig . 
„ Dog ikke til Grev Fly ? “ spurgte Adolf , der ikke 
var istand til at beherske sig . 
Ten Døende frembragte kun nogle uartikulerede Lyd . 
Hans Læber bevægede sig , som om han vilde tale , 
men hans Hoved faldt tilbage og en Rallen steg op af 
hans Bryst . 
Rosa saae nu at det sidste Øieblik var indtruffen . 
Hun faldt paa Knæ , foldede Hænderne og laae nedsunken 
i en inderlig Bøn til den naadige Gud , for kjærlige » 
at modtage Faderens Sjæl . 
I dette høitidelige Øieblik vovede Adolf ikke at yttre 
et Ord . Ogsaa han knælede ned ved den anden Side 
af Sengen . 
Tredie Kapitel . 
De to Fjender . 
Rasende over hans Søsters Uforsigtighed skyndte 
Oskar sig at naae Fængslet , for saavidt det endnu stod 
i hans Magt at forebygge en Sammenkomst mellem 
Dyring Tøndesen og hans Datter , da han jo kunde 

antage at Greven vilde betro hende Alt hvad han 
vidste . 
Det var i høieste Grad ærgerlig for den snue 
Spiller , at see sig Skridt for Skridt modarbeidet af 
disse ubetydelige Mennesker . 
Han havde været overbeviist , at naar Dyring først 
var død , saa var enhver Fordring , som disse Mennesker 
endnu vilde gjøre Fordring paa , aldeles magtesløse , 
og maatte saaledes for dem være uden Værd . 
Men hvilken Nytte bragte ham nu denne Død , 
naar han i sine sidste Øieblikke var omgiven af dem , 
som havde ligesaa megen Interesse til Arven som han 
selv , og som han nu kunde betroe sine Hemmeligheder . 
Vilde 
disse Mennesker ikke sætte Himmel og Jord 
i Bevægelse , ikke alene for ak gjøre deres Rettigheder 
gjældende , men tillige at slyrte hans Familie i Fattigdom 
og Skjændsel ? Dette kunde og skulde ikke skee , 
om det saa skulde koste ham hans Sjæls Salighed . 
Oskars eneste Trøst var den , at han havde gjort 
alt muligt for at rydde denne „ Slange “ , Dyring af 
Veien , eller naar han ikke skulde døs , saa havde han 
idetmindsle tilintetgjort Papirerne , som han havde røvet 
fra Nosas lille Pakke , og som indeholdt nogle vigtige 
Oplysninger , angaaende deres Rettigheder til Grevskabet . 


Men derved var der maaskee ikke gjort nok . Der 
kunde jo existere andre Documenter og hvem kunde vei 
vide hvilke Hemmeligheder den „ gamle Skurk “ havde 
betroet sin Datter . 
Da Oskar naaede Fængslet mødte han Fangevogteren 
i Gangen . 
„ Naa , hvordan staaer det til — hvad bestiller den 
Fangne ? “ spurgte den unge Mand paa sin sædvanlige 
raa Maade . 
„ Ten stakkels Knegt ? “ svarede Vogteren medlidende . 
„ Hvad far Djævelen vil Du sige dermed ? Hvad er 
der paa Færde ? “ spurgte Oskar barsk . 
„ Det er sorbi med ham , Herre . “ 
„ Forbi ? Hvad vil Du sige dermed ? “ 
„ Jo Herre , han har udstridt . Han har det nu godt , 
det er Alt sorbi . Han er blidt gaaet over til en bedre 
Verden . Han har forladt det jordiske Liv og anklager 
nu sine Bødler for den høieste Tommer . Han er død ! “ 
Oskar blev baade glad og overrasket ved denne 
Meddelelse . 
„ Var Du hos ham i hans sidste Øieblikke ? “ spurgte 
Oskar . 
„ Jeg ? nei , jeg kunde ikke taale at see al den Jammer , 
jeg var kun et skjult Vidne til den hele forfærdelige 
Scene . Men de Andre vare hos ham , førend han forlod 
dette Liv og modtoge hans sidste Ord . 

Ved at høre dette blev Oskar meget bestyrtet . 
„ Er Du gal ? Om hvem taler Du . Hvad menerDu 
med de Andre ? “ 
„ Herre , seer De “ svarede Vogteren ringeagtende . 
„ Hans Datter var hos ham førend han døde . “ 
„ Mand , er Du da reent gaaet fra Forstanden ? “ udbrød 
Oskar rasende . 
„ Hun var ikke alene . En ung Mand fulgte hende 
derind , som var kommen med hende , “ 
„ Hvilken ung Mand ? “ spurgte Oskar . 
„ Hvem han er , det veed jeg igrunden ikke , “ svarede 
Vogteren , „ men at han er en fiin og dannet Herre , det 
indestaaer jeg Dem for . Det kunde jeg see paa det 
første Øiekasf . “ 
„ Kjender Du da ikke hans Navn ? “ 
„ Nei Herre , jeg har ikke spurgt derom . Men det 
lader til at han interesserer sig forfærdelig , meget for 
det blegnæbede Pigebarn , “ svarede Vogteren . 
„ Og Du , den forpligtede Fangevogter har tilladt 
to Mennesker at gaae ind til den Fangne , endog uden 
at kjende deres Navne . Ikke engang et Bevis om Tilladelse ! 
Jeg vilde ønske at Du sad i det hede Helvede . “ 
„ Jo , Tak skal Te have , naadige Herre , for dette 
fromme Ønske , men jeg froer neppe af jeg for denne 
Forseelse naaer ind i dette varme Lokale , som De ønsker 
mig hensat i . Seer De dette Blad Papir ? De kjender 

dog vel Grev Flys Vaaben ? Enhver Landstryger løber 
dog ikke med saadanne Papirer i Lommen , “ sagde Vogteren 
og fremviste herved den Tilladelse , som Rosa havde 
underskrevet . 
„ Reis Du med samt disse Landstrygere ad Hekkenfelt 
til , “ udbrød Oskar rasende . 
Han var kommen i den største Vrede . Han gjætteds 
kun altfor rigtigt , hvem den Mand kunde være , som 
saaledes sørgede for denne Bandits Datter , skjøndt han 
ikke kunde begribe , hvad der havde bevæget Adolf , netop 
i dette vigtige Moment af være her tilstede . 
Af alle-Mennesker her paa Jorden , var Adolf den 
Sidste , som han pustede af være i Besiddelse af den 
Dødes Hemmelighed . Hans Øine lynede af Vrede . 
Med hurtige Skridt ilede han igjennem den lange 
Gang , som førte til Dyrings Fængsel og traadte rask 
over Dørtærskelen . 
Paa et elendig Leie hvilede her Liget af den Mand , 
som havde hengivet sig til det Haab , af døe som Adelsmand 
og Hersker paa Grevskabet . 
Paa Gulvet ved Siden af DpdSleiet , knælede en 
stakkels , grædende af Sorg nedbøiet ung Pige , som ikke 
havde nogen anden Tanke end sit uerstattelige Tab . 
Oskar blev aldeles ikke rørt . Kun et Udtryk af 
Nysgjerrighed viste sig paa hans Ansigt , ved at betragte 
den Døde og hans Datter . Han blev aldeles kold og 

ligegyldig ved det som her var skeet , — han var jo aldeles 
fremmed for det Hele . 
Selv Døden og Smerten kunde ikke aftvinge denne 
Usling nogen Ærefrygt . 
Med den største Uforskammethed gik han hen til 
Rosa og lagde sin Haand paa hendes Skulder . 
„ Staae op , Lille , “ sagde han til hende . 
Hun svarede ham ikke og trak sig hurtig tilbage 
ved hans Berørelse . 
„ Jeg beder den naadige Herre om Forladelse , “ 
svarede Fangevogteren . „ Ten unge Mand som var her , 
har lovet paa det Højtideligste , at sørge for den stakkels 
Forældreløse . Han er blot gaaet ned til Landsbyen , 
men vilde snart vende tilbage , for at hente den unge 
Pige . “ 
„ Ja saa , “ svarede Oskar haanlig , „ Altsaa den 
Fremmede vil paatage sig den skjønne Pligt at sørge 
for den unge Pige . Det er virkelig en smuk Ide han 
der har faaet , naar det blot lod sig gjøre . Det er lettere 
sagt som gjort . Endnu er jeg her og har ogsaa 
et Ord at tale med i denne Sag . Han er virkelig meget 
god . Men hør nu hvad jeg vil sige Dem : Jeg kommer 
i Grevens Ærinde og har faaet Ordre til at tage denne 
unge Pige i min Beskyttelse . Jeg skal sørge for hende , 
at hun bliver pleiet og ikke kommer til at lide Mangel 
paa Noget . Jeg befaler Dig , at meddele denne hovmodige 

Tigger dette . Du kan endnu tilføie , at naar 
jeg en eneste Gang møder ham , eller bemærker at han 
krydser mine Planer , saa mide det udentvivl imellem os 
komme til Forklaringer , hvori han vilde komme til at 
bukke under . Tet kan Du hilse denne Stymper . “ 
Oskar geraadede i en heftig Vrede . 
Han troede at Adols Tøndeien af en særegen Interesse 
havde opsøgt den gamle Tyring i hans sidste 
Time , og at der muligvis kunde sremstaa nye Farer for 
Grev Fly og hans Familie . 
Men han havde besluttet at byde denne Fare trods , 
og qvæle den iFødselen , førend den fik Tid til at bryde frem . 
I denne Stemning , hvori han befandt sig , havde 
han neppe vendt sig bort fra den unge Pige , som var 
nedsunken i en mørk Fortvivlelse og ikke var istand til 
at svare et Ord , da Tøren til Fængslet lydløs aabnede 
sig , og Adolf med sagte Skridt traadte ind . 
Hvorsomhelst disse to Mænd var stødt sammen , 
havde De kun næret Modbydelighed for hverandre . 
Deres hele Karakteer var saa forskjellig , at hvorsomhelst 
Te mødtes vilde De ansee Dem for de bittresfe Fjender . 
Aldeles rasende gik Oskar den unge Mand imøde . 
„ Hvorledes tør Te understaae Dem , at vise Dem 
her i denne Bygning og ved denne Omgivelse ? “ raabte 
Oskar opbragt . 
„ Som De seer , tillader jeg mig det rigtignok , — 

og hvorfor skulle jeg ikke gjøre det ? “ spurgte Adolf 
ganske rolig . 
„ Hvorfor , spørger De , elendige Slyngel ! “ udbrød 
Oskar . „ Er det maaskee en Maneer , at tale med Sønnen 
af den Mand , som De kan takke for Deres Frihed ? 
Veed De ogsaa , De uforskammede Tigger , at De kan 
takke Greven , for ikke i denne Time at sidde bag Laas 
og Lukke , som De ærligen har fortjent ? “ 
Adolf opbød sin hele Villiestyrke , til at forholde sig 
rolig . Han kunde neppe modstaa den Fristelse at kaste 
denne elendige Usling til Jorden . 
„ Tag Dem i Agt , “ svarede han , saa rolig som muligt 
; „ jeg er ingen taalmodig Mand og det kunde let 
komme til Iderligheder ! “ 
„ Er Te virkelig ikke ! “ sagde Oskar og loe haanligt . 
„ Men om De er taalmodig eller ikke , saa skal jeg 
dog alligevel bringe Dem til , at høre paa mig , hvad 
jeg har at sige Dem . Jeg vil kun lade Dem vide , at 
det ikke alene er upassende , men tillige høist uforsigtig 
af Dem at komme herhen under disse Omstændigheder . 
Hvad skulde forhindre Greven i , hvert Øieblik at lade 
Dem fængsle og som Anfører af Tumultanterne , fordre 
Dem afstraffet ? “ 
„ Retfærdigheden vil forhindre ham , at gjøre det , “ 
svarede Adolf stolt . 
„ Retfærdigheden ! “ udbrød Oskar spottende . 

„ Eller Klogskab , naar De kan begribe dette Ord 
lettere . Greven , samt hele Befolkningen her i Omegnen , 
veed ganske nøie , at jeg ikke har nogen Deel i Begivenhederne 
paa „ Fremtidshaab , “ som blev begaaet i den 
skjæbnesvangre Nat . Kun et har jeg gjort , nemlig beskyttet 
Datteren af Huset for Overfald og Mord . “ 
„ Eller meget mere , at beskjæmme Husets Datter med 
Paatrængenhed , “ afbrød Oskar ham härmende . 
Adolf farede op ved denne Fornærmelse . Hans 
Øine lynede og hele hans Legeme skjælvede af Vrede . 
Men ogsaa denne Gang fattede han sig , da han tænkte 
paa at et Dødsværelse ikke maatte blive vanhelliget . 
Oskar bemærkede tydelig , hvorledes han saarede 
Adolf , og hvilken Vold han maatte gjøre paa sig selv , 
for ikke at springe ind paa ham . Et sarkastisk Smil fløi 
over hans Ansigt . 
„ Hør nu rolig paa mig , hvad jeg har at sige Dem , “ 
sagde han . „ Vi er allerede engang stødt sammen , men 
ikke paa den venskabeligste Maade , og tidlig eller sildig 
vil det Øieblik komme , hvor vi gjensidig maae tilstaae , 
at det ikke kan vedblive at være saaledes som det er . 
Hvad vi tænker om hverandre , det vide vi og behøve 
vi ikke at drøfte dette Thema nærmere , og jeg troer , at 
De vistnok veed , at jeg kjender alle Deres Smigrerier 
og Rænker og at jeg skal gjøre Alt , for at gjøre Dem 
uskadelig . Jeg var den Første , som kom paa Spor efter 

Deres hemmelige Møde med Janette og gjorde tillige 
en brat Ende paa denne fjantede Jntrie . Indtil denne 
Time har jeg ikke sluppen Dem af Syne og skal heller 
ikke herefter undlade det . Jeg erklærer Dein derfor , en 
for alle Gange , at De ikke har nogen Ret at trænge 
Dem ind i Grevens Familie og at jeg ikke vil taale at det 
skeer . Førend jeg tillader at Janette bliver Deres , skal 
jeg sætte Himmel og Jord i Bevægelse , at De ikke 
i de første snees Aar skal komme til at vandre paa 
frie Fødder , det giver jeg Dem mit Ord paa og om 
det saa skulde gaae saa vidt at De blev hængt , saa skal 
jeg ikke vige tilbage derfor . Jeg kjender ikke til nogen 
Frygt , og viger ikke tilbage for Noget . — Nu veed De , 
hvad De har at vente af mig og nu see til at pille af , 
og det saa hurtig som muligt . Jeg haaber at De har 
forstaaet mig ? “ 
Han pegede paa Døren for at vise Adolf Veien . 
Adolf forholdt sig derimod ganske rolig og lagde . 
Armene overkors paa Brystet . 
„ De tager feil , Høistærede , naar De skulde være i 
den Formening , at jeg som en Hund skulde lade mig 
jage bort herfra . De har vistnok ligesaa lidt Ret til at 
befinde Dem her som jeg . Kort og godt , jeg vil kun 
lade Dem vide , at jeg ikke forlader dette Sted , førend 
jeg har opfyldt en Pligt ligeoverfor den Døde og mig 
selv . Har De maaskee en Anelse , hvori denne Pligt bestaaer , 

som jeg omtaler ? “ spurgte Adolf , idet han saae 
ham stivt i Øinene . 
„ Jeg hverken aner noget , eller bekymrer mig det Allerringeste 
om Deres vanvittige Pligter og beder Dem , ikke 
at genere Dem med at opfylde Dem . Ønsker De maaskee 
at jeg skal hjælpe Dem dermed ? “ spurgte Oskar 
haanende . „ Men jeg . . . “ 
„ Om Forladelse , glem ikke hvad De vilde sige , “ afbrød 
Adolf ham . „ Et forfærdelig Rygte er i Omløb 
nede i Landsbyen . Te har maaskee hørt det omtale ? “ 
„ Jeg hørt det Omtale ? Nei , ikke det jeg veed . 
Desforuden giver jeg mig ikke i Samtale med noget 
Tiggerpak , “ svarede Oskar hovmodig . 
Endskjøndt Oskar negtede det , kunde man dog læse 
paa hans forundrede Ansigt at han talte Usandhed . 
„ Folkene dernede paastaaer , at Dyring Tøndesen 
ikke er død en naturlig Død , — kjender De maaskee 
Aarsagen , eller endog Ophavsmanden dertil ? “ spurgte 
Adolf sarkastisk . 
„ Hvad kommer det mig ved . At disse gamle Kjærlinger 
nede i Landsbyen befatter dem med al Slags 
Sladder , det er bekjendt nok . Skulde jeg . bekymre mig 
over Alt , hvad jeg hører , jo saa fik jeg min Sandten 
nok at bestille . “ 
„ Det er aldeles rigtig som Øe siger . Men hvad 
der gjør Sagen meget værre , det er , at de blander Grev 

Fly med ind i denne Sag og ligefrem beskylder ham 
for at have myrdet den Døde — naar han Heller ikke 
selv har fuldbyrdet Gjerninger : — saa har han idetmindste 
Deel i den . “ 
„ Og den samme Mening har Øe maaskee ogsaa . 
Ikke sandt ? “ sagde Oskar . 
„ Øe tager seil . Jeg troer det ikke , “ var Adolfs 
rolige Svar . 
Den unge Mand saae paa sin Fjende med et gjennemtrængende 
Blik . Han lagde Mærke til , at Oskars 
Øine rynkede sig , og en forfærdelig Bleghed bedækkede 
hans Ansigt . 
„ Desto bedre , “ svarede han . „ Naar Øe ikke lægger 
nogen Vægt paa dette — Rygte , saa er det sonn for Dem 
aldeles uden al Betydning . “ 
Oskar sagde det i en hovmodig Tone , men med 
meget mindre Selvtillid . 
„ Ja , Te kan maaskee have Ret , men saa aldeles 
er det dog ikke i sin Orden som Øe optager denne Sag , “ 
svarede Adolf . „ Denne Mands hurtige Død , som endnu 
stod i sin bedste Alder og i sin fulde Kraft , førend han 
blev indespærret i dette Fængsel , er vel egnet til af 
frembringe Mistanke . Spørgsmaalet om denne Ulykkelige 
er død en naturlig Død eller ei , interesserer mig 
saa meget , af jeg bestemt har besluttet , ikke af hvile 
førend dette er bleven opklaret . “ 

„ Vil De virkelig foretage Dem det ? “ spurgte Oskar . 
„ Jo , og skulde de Mænd som ere beordrede til af 
syne Liget , ved særegen Indflydelse vægre Dem paa en 
energisk Maade af tage fat paa Sagen , saa vil jeg selv 
som Jurist tage fat paa Sagen og henvende mig for 
den offentlige Sikkerheds Skyld , til Retten . Jeg vil love 
Dem af jeg skal kjæmpe i Skrankerne mod Enhver som 
træder imod mig , ja skulde det endog være Grev Fly 
selv , skjøndt jeg ikke troer af han skulde have en Finger 
med i denne Skurkestreg . “ 
„ Men jeg beder Dem dog af betænke , af der neppe 
vil være Nogen , som vil lægge Dem Forhindringer i 
Veien for af undersøge denne Sag , saa energisk som De 
behager . Efter af De har fritaget Greven for en Brøde , 
som De med uforstaaelige Ord angiver , saa er jeg virkelig 
nysgjerrig af faae af vide , hvem De vil kaste Deres 
Mistanke paa , “ sagde Oskar sarkastisk . 
„ Ønsker De virkelig at vide det . Skal jeg sige 
Dem det ? “ 
„ Som De behager . Naar De har Lyst til det , skal 
jeg virkelig ikke lægge Dem nogen Hindringer iveien . 
Hvem er dog den Uheldige Deres Mistanke hviler paa ? “ 
„ Godt , saa skal jeg sige Dem det . Naar der skulde 
være begaaet en Forbrydelse ved denne Mands Død — 
om det forholder sig saaledes eller ei , vil jeg ikke bedømme 
— men naar det forholder sig saaledes , saa har 

jsg fritaget Greven for enhver Jndblandning af denne 
Gjerning , og har knn Mistanke til en Usling , som ikke er 
værd at han vandre paa Guds grønne Jord . Denne Usling 
som jeg omtaler , er De ! De er Gjerningsmanden 
og skal med Tiden , naar Gud kalder Dem bort fra dette 
Liv , staae til Regnskab for Deres Gjerninger ! “ 
En forfærdelig Raseri udtrykte sig i Oskars Ansigt . 
Havde hans Ansigt tidligere været bleg , blev det nu aldeles 
mørkerød . Hans Vine traadte stærkt frem af deres 
Huulninger . 
„ Elendige Pjalt og Tigger , “ udbrød han rasende , 
og greb en Kniv som laae foran ham paa Bordet og 
slyrtede med den i Haanden , som en Vanvittig lige ind 
paa Adolf . 
Men det var ikke Guds Villie at han skulde betynge 
sin Samvittighed med endnu et Mord . 
Rosa var bleven forstyrret i sin Andagt ved de to 
Mænds Strid . Hun havde reist sig op fra Gulvet . 
Med foldede Hænder havde hun skjælvende iagttaget 
Udfaldet af denne Strid . 
Et hurtigt Blik var nok , til at overbevise hende om 
den Fare , hendes eneste Ven , som hun endnu eiede paa 
denne Jord , var udsat for og glemmende alle Hensyn , 
skyndte hun sig for at hjælpe Adolf . 
Med et hurtig Spring havde hun naaet Oskar , og 
da denne hævede Kniven for at sløds den i den Elskedes 

Hjerte , greb hun med et rask Tag i hans Arm , og var 
saa heldig at fravriste den Overraskede hans Vaaben . 
Rasende vendte Oskar sig om , for at see hvem der 
forhindrede ham i at tage Hævn , og hvem kunde skildre 
hans Forbauselse da han saae , at denne svage Qvinde 
havde været Adolfs Frelser . 
Adolf som samme Øieblik bemærkede at Rosas Haand 
var bedækket med Blod , var netop i Begreb med et eneste 
Slag af sin knyttede Haand at strække denne Usling til 
Jorden for at ile hende tilhjælp , da Fangevogteren lukkede 
Døren op og med to Betjente traadte ind i Fængslet . 
For idag var Kampen imellem de to sorbittrede 
Fjender standset . 
Rosa var besvimet og laae i Adolfs Arme . 
Det første Forhør og Ligfkue skulde foretages , da 
netop en Læge var bosiddendes i Landsbyen . 
Efter at Dyring var død , havde Adolf derfor hurtigt 
skyndt sig ned i Landsbyen for at melde Sagen til 
den derværende Øvrighedsperson og Lægen , tillige gjort 
dem bekjendt med nogle af de Rygter , som havde været 
i Omløb imellem Befolkningen af Landsbyen . 
Derefter havde han skyndt sig tilbage til Fængslet , 
hvor han havde mødt Oskar , og hvilket Resultat dette 
Møde havde taget , har vi seet . 

Men Øvrigheden i denne By , hvis Plads kun kunde 
besættes af Grev Fly , var slet ikke tilfreds med denne 
Sag , da den umulig kunde indblande Greven i denne Sag . 
Men det nyttede ikke , de maatte sammenkalde en Ret . 
Der blev hurtig sendt Bud efter nogle Landsmænd 
som havde deeltaget i det natlige Overfald af Slottet . 
Rygtet derom trængte sig snart til samtlige Landsbyes 
Beboere , og førend Retten var samlet havde en Deel 
Mennesker allerede beleiret Retssalen . 
- Ogsaa Fangevogteren blev kaldt til . 
Endelig kom Øvrighedspersonen og hans Fuldmægtig , 
to Skrivere , Lægen som hurtigt var ilet til Fængslet 
og slygtigen havde synet Liget , tillige med to Edsvorne . 
Forhøret tog nu sin Begyndelse . 
Det første Vidne som kom frem , var en af de Bønder 
som havde taget Deel ved Dyrings Indtog i Slottet . 
Lægen tillod sig af bemærke , om det Rigtigste ikke 
var , om denne Mand fortalte , hvorledes hele Sogen fra 
først af var foregaaet . Men Rettens Mand holdt dette 
for aldeles overflødig . 
„ Dumhed — Narresfreger ! “ svarede den lille opblæste 
Tommer og saas paa sit Uhr . „ Hvad have vi 
med Alt dette af gjøre ? Der kommer nogle fulde Folk 
fra Markedet til Byen og vandre til Kroen . Hvad har 
det af sige ? “ 

„ Forlanger De da ikke af jeg skal forklare Dem 
Allarmen paa Fremtidshaab ? “ spurgte Vidnet . 
„ Allarmen ? Nei , hvad vedkommer den mig ? “ 
Lægen tillod sig af bemærke , af Katastrophen derfra 
havde taget sin Begyndelse . 
„ Umuligt ! “ udbrød den lille , tykke Mand . „ Ankomsten 
paa det ene eller andet Sted , har endnu aldrig været 
nogen gyldig Grund for et Dødsfald — aldrig og 
vil Heller aldrig blive det . “ 
Ved denne Bemærkning saae han sig om med et 
kneisende Blik i Forsamlingen , i den Forventning af høste 
nogle fortjente BifaldSyttringer for sin skarpsindige Bemærkning . 
Men 
da disse udeblev blev han endnu mere egensindig . 
„ Jeg 
har bragt i Erfaring , at der for kort Tid siden 
er forefaldet en lille Forstyrrelse paa Fremtidshaab , “ 
vedblev han , medens han paany saae paa sit Uhr . „ Denne 
Mand , som man har sagt mig , skal have været Anfører 
for Tumultanterne . Man har fængslet ham og han 
er død under sit Fangensfab . Men hvad i Alverden har 
hans Død at bestille med sit Ophold i Fængslet . Det 
ønskede jeg dog gjerne at faae at vide . “ 
„ Naar Alt er sandt , som Rygtet siger , “ svarede Vidnet , 
„ faa kunde der vel nok være noget ved den Sag og 
vel værd at undersøge . “ 

„ Mand , er De gal ? Vil De maaskee foreskrive mig 
Love ? Hvorledes kan De som en erfaren Mand lægge 
Vægt paa flige skammelige Rygter ? “ udbrød Dommeren 
vred . „ Jeg maa bede Dem at forskaane os med saadant 
Vrøvl ! “ 
„ Men den ærede Herr Dommer vil dog vel spørge 
Fangevogteren om Grevens Besøg ved Nattetid hos den 
Syge ? “ sagde Lægen paany . 
Fangevogteren som blev kaldt til , fortalte nu Grevens 
natlige Besøg hos den Fangne . 
Dommeren bemærkede at det ikke var nogen Grund 
og vægrede sig med at føre det til Protokols . 
„ Men del forklarer jo hele Sagen , “ sagde Adolf , 
som ogsaa var mødt og nu traadte frem . 
„ Grevens Besøg hos den Fangne ? “ spurgte Dommeren 
vred . 
„ Ja ganske . “ 
„ Hvad er igrunden Deres Mening . Hvad kunde 
vel være skeet ved dette Besøg ? “ spurgte Dommeren 
streng . 
„ Hvad der er skeet ? Det veed Ingen . Men saameget 
er vist , at den Fangne efter Grevens natlige Besøg 
hos ham , fra denne Time blev overfaldet af en 
mærkværdig Sygdom , og siden den Tid ikke er staaet op 
igjen . Saaledes gaaer Rygtet . “ 
Skjøndt Adolf ikke ligefremt vilde anklage Greven , 

saa troede han dog ved at blande hans Navn i Sagen , 
at yderligere Forklaringer fra hans Side kunde oplyse 
Sagen noget mere . 
Dommeren rynkede sine Bryn ved denne Bemærkning . 
„ Min 
Herre ! Veed De ogsaa hvad De siger ? Er 
De ogsaa klar med Dem selv , hvilken Mening der ligger 
skjult i Deres Svar ? “ bemærkede Dommeren ubehagelig 
berørt ved at see sig nødsaget til at blande Greven i 
denne Sag . „ Er det maaskee Deres Mening at beskylde 
Greven , enten for den ene eller anden strafværdig Handling , 
som kunde have denne Mands Død tilfølge ? “ 
„ Greven har myrdet den Fangne , “ lød en Stemme 
fra Baggrunden . 
„ Nei , jeg beskylder langtfra ikke Grev Fly for en 
saadan Forbrydelse , men Rygtet gjør det , “ svarede Adolf . 
„ Virkelig ! “ svarede Dommeren gnaven . „ Ja , naar 
det er Tilfælde , saa maa jeg , uagtet min Tid er optaget 
af andre vigtige Begivenheder , som kalder mig andetsteds 
hen blive her , ikke for Andet , saa for Grevens 
Skyld . Jeg holder det for min Pligt , “ vedblev han , 
„ at søge at faae Grunden af dette Rygte at vide . 
Det er en forfærdelig Anklage og den vil blive farlig 
for den , som har fremkaldt den . “ 
I dette Øieblik opstod en Bevægelse i Nærheden af 

Døren , og til almindelig Forbauselse kom Grev Fly 
gaaende lige ind i Retssalen og gik hen til Dommeren . 
Embedsmanden reiste sig op fra sin Stol og rakte Greven 
med Paatrængenhed sin Haand . 
Te Eedsvorne , tillige hele Forsamlingen udbrød i en 
lydelig Mumlen , som ikke tydede paa noget godt for den 
Ankomne . 
Greven derimod var fuldkommen belavet paa denne 
Modtagelse ; idetmindste var han aldeles rolig . 
„ Jeg holdt det for min Pligt , “ begyndte han henvendende 
sig til Dommeren , „ under de herværende Omstændigheder 
at være nærværende i denne Retssag . Forhaabentlig 
kommer jeg vel tidsnok for at høre Lægens 
Beretning . “ 
Det kunde ikke nægtes at man maatte indrømme , 
at Greven var modig nok til at træde Folk lige under 
Øinene , som ikke havde undseet sig for , at beskylde Greven , 
for at have forgivet sin Medbeiler . Hans Ankomst 
beviste derfor klart , at han vilde forfølge denne Beskyldning , 
og rykke den op med Roden . Men i alle Tilfælde 
vilde han vide om den Fangne virkelig var død af Gift 
eller ei . 
Lægen som havde behandlet Dyring under hans 
Sygdom , havde synet Liget saa længe og nøie , som 
Dommeren paa nogen Maade kunde forlange det . 

Lægens Udsagn lød saaledes , at han ikke havde opdaget 
noget Spor af Forgiftning . 
Efter Lægens Forklaring opstod en lang pinlig 
Taushed . Ingen vidste hvad De nu skulde foretage 
sig , og i det hele taget lod det nu til , , at hele Sagen 
vilde blive opsat . 
Endelig gjorde en af de Edsvorne en Ende paa 
Deres Forlegenhed , idet han sagde : 
„ Jeg skulde dog mene , at naar et Menneske har 
faaet Gift i sig , saa maae man ogsaa igjen kunde sinde 
Giften i Liget . Har man nu fundet noget af denne 
Gift i Liget ? “ 
„ Man har ikke foretaget Noget ' : denne Henseende , “ 
svarede Dommeren . 
„ Ja , saa maae jeg tilslaae , at det er nødvendigt 
og vor Pligt , at en Undersøgelse af Liget bliver foretaget , “ 
sagde Lægen . 
„ Godt , mine Herrer . Naar De er saa paastaaelig , 
ved at foretage Dem det nødvendige Skridt med Liget , 
saa lad det skee . Men saa er Sagen for i Dag hævet , “ 
udbrød Dommeren vred . „ Men jeg maae dog bemærke 
for Dem , at jeg endnu aldrig har havt en simplere Sag 
under Hænderne , som har været mere ligefrem og umistænkelig 
end den Foreliggende . Men , mine Herrer , hvad 
de taabelige Rygter angaaer , som berører Grev Fly ' s 

Ære , saa er jeg af den Mening , at De kun vil blamere 
Dem , ved at lægge nogensomhelst Vægt derpaa . “ 
Ved disse Ord traadte Grev Fly frem for 
Skrankerne . 
„ Da jeg hører at mit Navn her bliver nævnet og 
iblandet i det foreliggende Dødsfald , saa haaber jeg , 
at det bliver mig tilladt , at afgive en simpel Forklaring , 
som kan rense mig for en saadan Beskyldning , at jeg skulde 
have Deel i den Ulykkeliges Død , “ sagde Greven , henvendende 
sig til Dommeren . 
„ Jeg maae bede Hr . Greven undskylde , “ svarede 
Dommeren , „ men som De har hørt , er Sagen bleven 
udsat til næste Møde , og behøver vi derfor for idag 
ingen videre Forklaringer . “ 
„ Men mine Herrer , jeg gjør Fordring paa at De 
skal høre mig ; “ svarede Greven vred . „ Som jeg har 
hørt er mit Navn bleven indblandet i denne Sag , og 
jeg er mig og min Ære det skyldig , at jeg optræder 
imod enhver Usling , som vover at beplette mit adelige 
Navn med en saadan Beskyldning . “ 
„ Jeg troer vi ere nødsaget til at høre Grevens 
Forklaring , “ bemærkede en af de Edsvorne . 
Med en fast Stemme begyndte Greven saaledes : 
„ Det er vistnok de ærede Herrer Dommere bekjendt , 
at der for kort Tid siden forefaldt nogle bedrøvelige 
Demonstrationer paa mit Slot Fremtidshaab . Der er 

pludselig fremkommen en Mand , som har gjort Fordring 
paa min Rang og Formue . Det Huus hvori mine Forsædre 
i Aarhundrede have boet , har denne Mand paa 
en voldsom Maade taget i Besiddelse , og hans Forsæt 
var ikke ringere , end at jage mig og min Familie som 
nogle Tiggers ud i den vide Verden . Maaskee vare 
hans Fordringer , som han gjorde Krav paa begrundet 
— jeg vil ikke dømme , om han havde Ret eller ei . . . . “ 
„ Han havde Net ! “ raabte en Stemme ved Indgangen 
af Døren . 
Greven søgte forgjæves omkring iblandt Mængden , 
for af opdage den Talende . 
„ Det lader til af den Herre , som afbrød mig , er 
bedre underrettet om mine Anliggender , end hvad jeg er 
selv , “ sagde Greveil spottende , og vedblev paany : 
„ Men lad det ogsaa være sandt , af Manden har 
været i Besiddelse af den slørste Net i Verden , saa er 
og bliver det dog indlysende , af han ikke har benyttet 
de rette Midler , for af gjøre Fordring paa Samme . 
Vi have jo Domstole og Love , som afgjøre saadanne 
Spørgsmaal . . 
„ Domstolene havde kun nyttet ham Lidet , naar han 
ingen Penge har til af fuldføre en saadan Proces . 
Men De Hr . Greve , har jo Penge nok , “ sagde en af 
de Edsvorne . 
„ Hør , hør , “ udbrød Mængden . 

„ I ethvert Tilfælde , er jeg overbevist om , af Ingen 
af^de tilstedeværende Herrer skulde fremkalde et Ønske 
hvori det var muligt , af enten den ene eller anden Ubekjendt 
skulde paakomme den Lyst at trænge ind i deres 
Huse og søger at fortrænge Dem og Familie fra deres 
Hjem . Det var altsaa det , som jeg skulde sinde mig i . 
De ærede Herrer Dommere maae altsaa tilstaae , at jeg 
ikke har været før haard imod den Ulykkelige ved at 
have tilbagevist ham , og før at undersøge denne Sag , 
foreløbig sendte ham i Fængslet . “ 
„ Øen Undersøgelse har noget længe ventet paa sig , “ 
vedblev den Edsvorne . 
„ Te har Ret , “ svarede Greven . „ Denne Sag agtede 
jeg ikke at forfølge , saalænge jeg befandt mig i den 
første ophidsede Tilstand . Men saasnart jeg nogenlunde 
havde beroliget mig selv og saae mig isfand til rolig at 
overveie Sagen , hvad jeg burde gjøre , gjorde jeg det 
nødvendige Skridt før at faae Sagen opklaret . Manden 
sad i Fængslet og var godt gjemt , og som det lader til 
saa har hans Sundhed lidt fra det første Øieblik af da 
han blev berøvet sin Frihed . “ 
„ Det nytter Dem ikke , Herr Greve , “ vedblev den 
Edsvorne . „ De kan dreie Sagen som De vil , den rigtige 
Mening i Sagen forandrer De alligevel ikke . 
Dommeren vilde afbryde ham , men en Haandbevægelse 
af Greven holdt ham tilbage . 

„ Sagen er den , vedblev Rettens Bland , at vi har 
bragt i Erfaring , at den Døde har været rask , frisk og 
sund , som en Fisk i Vandet , lige indtil den Tid , da De 
om Natten havde besøgt ham . Hvad foretog De Dem 
hos den Fangne ? “ 
Ved dette Spørgsmaal skiftede Greven Farve . 
„ Det skal jeg sige Dem , “ svarede han . „ Manden 
havde talt om Papirer , hvorved han kunde Bevise sin 
Ret . Det var naturligvis af den største Vigtighed baade 
for mig og min Familie at faae Sammenhængen at 
vide , men ogsaa for at lade ham vederfare Retfærdighed . 
- Besjælet af dette Ønske gik jeg til ham , for at 
overbevise mig om hvorledes Sagen hang sammen , og 
for at spørge af hvilken Beskaffenhed hans Fordringer 
kunde være , førend jeg overgav Sagen i Rettens Hænder . “ 
„ Har De seet disse Papirer ? “ spurgte Dommeren . 
„ Nei . Den Afdøde behandlede mig kold og hovmodig . 
Paa alle Spørgsmaal som jeg gjorde ham , bestod 
hans hele Svar deri , at han besad Dokumenter , som 
fuldkommen kunde bevise hans Ret . Han tilføiede at 
disse Papirer befandt sig i hans Families Hænder og 
vare godt gjemt , men vægrede sig for at givevidere Oplysninger . 
Det er naturligt at han ligeoverfor mig var 
meget tilbageholdende , men da han vedblev at betragte 
mig som hans erklærede Fjende , var det umuligt for 

mig at gjøre ham forsonlige Forslag som jeg havde besluttel 
mig til , og vi skiltes som Uvenner . “ 
Den Virkning som Grevens Meddelelse gjorde paa 
Nettens Haandhævere , faldt meget gunstigt ud for ham , 
men var dog ikke nok at tilfredsstille de Tilstedeværende . 
Ten offentlige Mening havde nu engang betegnet 
ham , som mistænkelig og med hver Tag havde dette Rygte 
tiltaget paa Skarphed og Udstrækning . 
En simpel Erklæring var derfor ikke istand til at 
dæmpe den engang tagne Mistanke , men i ethvert Tilfælde 
var dette det Bedste som Greven kunde gjøre , ved 
at træde , imod den ham hævede Beskyldning , dristig under 
Øinene . 
Da han havde sluttet sin Tale , spurgte Dommeren : 
„ Tør jeg tillade mig endnu et Spørgsmaal , Herr 
Greve , om De har hørt at man efter Deres natlige Besøg 
hos Fangen , og efter at han har sagt Dem , at sine 
Papirer befandt sig i hans Families Hænder , disse Papirer 
er bleven frastjaalet den Afdødes Datter ? “ 
„ Deraf er mig Intet bekjendt , “ svarede Greven meget 
forundret . 
„ Altsaa De veed Intet deraf ? “ 
„ Nei . “ 
„ Saa er Forhøret sluttet , “ sagde Dommeren . 
Dermed var denne Sag foreløbig afgjort . Men ikke 

Alls , som havde nogen Interesse ved denne Sag , havde 
været tilstede . 
Den stakkels , sørgmodige Rosa , som neppe fattede 
hvad dette Forhør skulde føre til , var ikke istand til at 
forblive rolig hvor hun var , saalænge Adolf var borte , 
og hun begav sig paa Veien som førte til Landsbyen , 
da Tøndesen , som sølte den dybeste Medlidenhed med 
den unge , blide og smukke Pige , havde lovet hende at 
fomme hende imøde paa Veien , som førte til Fængslet , 
som hun jo saa ofte havde vandret , for at fortælle hende 
Resultatet af dette Retsmøde 
Det var maaskee ikke rigtigt af Adolf — men unge 
og varme Hjerter gaae ikke altid tilraads med Klogskab . 
Adolf 
havde ikke noget andet for Øie end maaskee 
det , at glæde hende med en god Efterretning . 
Rosa begav sig derfor hen til det Sted , hvor Adolf 
efter Aftale skulde møde hende . 
Det var et Sted , hvorfra hun kunde overskne hele 
Veien . 
Rosa blev ikke træt eller utaalmodig . Med blegt 
Aasyn og foldede Hænder stod hun her og ventede . 
Pludselig begyndte hendes Hjerte at banke hurtigere , 
da hun i det Fjerne bemærkede at en Mand nærmede 
sig . Hun kunde ikke skjelne andet end Skikkelsen , men 

hun vidste alligevel hvem det var . En Skuffelse var 
aldeles umulig for hende . 
Det var Adolf Tøndesen , der nærmede sig med 
hurtige Skridt . 
Hun lukkede Øinene svin om hun vilde dybt indeslutte 
Glæden ved Gjensynet med Adolf . 
Endelig kom den elskede Mand nærmere og traadte 
hurtig hen fil hende . 
„ 0 , De er virkelig meget , meget god , “ sagde Rosa 
fil ham , idet hun lagde sin Haand paa hans Arm , og 
saae med et taknemmeligt Blik op fil ham . 
Adolf berettede hende Alt , hvad der var afhandlet 
i Retssalen og Begge vare saa fordybet i deres Samtale 
at de kun lidet agtede paa , hvilken Vei de gik . 
Havde de seet fil Side , da de passerede en Gruppe 
af Træer , saa vilde de have bemærket i Skyggen af Samme , 
en hvid alflignende Skikkelse , sorn stod lænet op imod et 
Træ og saae efter dem . 
Adolf talte paa sin sædvanlige , indtrængende Maade . 
I den klare , tause Aftenluft kunde man tydelig høre 
hans Stemme . 
„ Hvad der ogsaa vil skee , Rosa , saa forlad De Dem 
kun trygt paa mig , “ sagde han til hende . „ Deres Fader 
har Øe tabt , men jeg skal blive Dem en tro Brorer . 
Øe kan nu ganske rolig betroe Dem til mig — Øe tør 
gjøre det . “ 

„ O , Tøndesen — jeg tør vel kalde Dem saaledes ? “ 
udbrød den unge Pige . „ Øe er saa god imod mig . “ 
Da de nu fraadte ud af Skyggen af Træerne , brød 
den hvide Skikkelse med et dybt Suk , næsten sammen . 
Det var Janette , som var gaaet herhen , for af vente 
paa Grevens Tilbagekomst . 
Fjerde Kapitel . 
Skjæbnen . 
Læseren har vel ikke glemt , af den sortøjede Alma , 
da hun havde forladt Rosa , var gaaet tilbage af den 
Vei , som Oskar var gaaet hjem om Natten , da han 
havde revet Papirerne istykker . 
Det var over fo Timer , førend Alma naaede denne 
Vei , men hun var endnu ligesaa stærkt ophidset som i det 
Øieblik da hun havde forladt Janette . 
En udfordrende Ild funklede i hendes Øine , og i hendes 
hele Holdning og Bevægelser , kunde man læse et Udtryk 
af en kjæk Triumph , malet i hendes Ansigt . 
Det kunde ligesaa godt være hendes Hensigt som 
Tilfælde , af hun slog ind paa den Vei , som førte hen til 

det Huns hvori Snyde var bleven indqvarteret og som 
Rygtet fortalte , var død . 
Da hun nærmede sig det lille Huns , kom en Kone 
gaaendes ud af Døren . 
Hun svøbte Forklædet omkring sine Arme , skøttede 
sig imod Døren , og stod der , for i fulde Drag at nyde 
den friske Luft . 
Alma standsede og tiltalte Konen . 
„ De har vel ikke et Værelse til at leie bort , min gode 
Kone ? “ sagde Alma til hende . 
„ Nei , min Kjære . For Øieblikket har jeg ingen , “ 
svarede Konen . 
„ De leier maaskee aldrig nogen Leilighed bort ? “ 
spurgte Alma paany . 
„ Aa jo , men sjelden til Damer , “ lød Svaret . 
„ Ja saa , De antager maaskee at jeg gjør for mange 
Fordringer , ikke sandt ? “ 
„ Jo , netop . “ 
„ Jeg søger kun et ligefremt simpelt Værelse , som jeg 
kunde benytte , naar jeg besinder mig her i Omegnen . “ 
„ Dermed kan jeg tjene Eder , naar De blot vilde 
vente et Par Dage . Min nuværende Leier der beboer det 
Værelse , som kunde staae til Deres Disposition , bliver for 
Øieblikket beboet af en ung Mand fra Hovedstaden , som 
ligger nærved Døden . “ 
„ Hvad hedder denne unge Mand ? “ spurgte Alma . 

„ Jeg har aldrig hørt andet , end af de kalder ham ligefremt 
for Snøde . “ 
Alma erindrede sig af have hørt , af en Mand af 
dette Navn stod i Oskars Tjeneste . Blodet steg hende 
til Hovedet , da hun hørte det . 
„ Jeg kjender ham godt , “ svarede hun Konen . „ Kan 
jeg faae ham af see ? “ 
„ Jo gjerne , naar De blot vil behage af følge mig , “ 
svarede Konen . 
Efter et Øiebliks Forløb kom de ind i Stuen , hvor 
den Ulykkelige laae . Han var ikke død endnu , men han 
befandt sig i en Tilstand , som gjorde ham til et Skrækkensbillede . 
Henstrakt 
paa sit Leie , afmagret og med dybt indfaldne 
Øine lignede han et Skelet . 
Hans Øine rullede i en feberagtig Opirrelse i Hovedet 
paa ham , men det var umiskjendelig af han ikke 
kunde see noget , og af den Syge var uden Bevidsthed . 
Hans lange magre Arme som laae paa Overdynen 
vare i en uophørlig Bevægelse . 
Hans Fingre fore uafladelig famlende henover Dynen , 
for af søge efter noget , men som de ikke kunde 
finde . 
Alma betragtede forskrækket denne Skikkelse . 
Hun var saa vandt til et Liv fuld af Glands og 

Luxus , at Synet af Elendighed var bleven saa fremmed 
for hende , at hun saae paa den , opfyldt af Skræk . 
Men hun gik alligevel ikke bort . 
Alma var ikke følesløs — tvertimod — hendes første 
Tanke var den , at hun besluttede at gjøre Alt , hvad der 
stod i hendes Magt at lette den Ulykkeliges Tilstand . 
Hun nærmede sig Sengen og bøiede sig over Snødes 
aftærede , blege Ansigt . 
„ Snøde ! “ sagde hun venligt til den Syge . 
Det lod til at han hverken saae eller hørte hende . 
„ Snøde ! “ gjentog hun høiere og tydeligere . 
Nu lod det til at han havde hørt hende , og et Udtryk 
af Skræk spejlede sig i hans afmagrede Ansigt . 
„ Nu kalder man paa mig igjen , “ udbrød han . — 
„ En af vores Lige faaer aldrig Ro ! “ mumlede han imellem 
Tænderne . 
„ De kjender mig vel ikke ? “ spurgte Alma . 
Han rystede med Hovedet . 
„ Men De kjender dog Herr Verner , og den unge 
Grev Fly ? “ 
Det første Navn gjorde aldeles ingen Virkning paa 
den Syge , men da hun nævnede Oskars Navn , foer han 
krampagtigt sammen . 
„ Usling ! Usling ! “ mumlede han . 
Alma spurgte ham flere Gange om Et og Andet , 
men det var umiskjendelig , at denne Mand ikke var ved 

sin fulde Bevidsthed . Te usammenhængende Ord som 
han engang imellem fremkom med , vidnede noksom tilstrækkelig , 
at han aldeles ikke kunde sandse Noget . 
Alma sagde til Konen , at hun interesserede sig meget 
for den Syge . Hun satte sig paa Kanten af Sengen 
og gik nu tilraads med Konen , hvad man kunde gjøre 
for den Syge eller maaskee for hans Helbredelse . 
Medens disse To talte sammen , skete noget aldeles 
Ubetydeligt , men som skulde blive af de vigtigste Følger . 
Da Alma under Samtalens Løb , tilfældig kom til 
at see ned paa Gulvet , bemærkede hun et Stykke Papir , 
som var saa lille at naar Værelset ogsaa var bleven 
gjort reent , — som var et stort Spørgsmaal — let kunde 
være undgaaet Opmærksomheden . 
Ogsaa Alma lagde ikke videre Mærke til det , men 
medens hun tilfældigviis strøg med Haanden over Sengetæppet , 
blev der et lignende Stykke Papir hængendes ved 
hendes Fingre . Hun tog det lille Stykke , uden at vide 
hvad det egentlig var , førend hun saae paa det . 
Papiret var af blaa Farve , og indeholdt nogle faa 
skrevne Bogstaver . 
Ved at læse dem , fløi en slærk Rødme over Almas 
Ansigt . 
Som ved et Tilfælde bøiede hun sig ned og tog det 
andet Stykke Papir op fra Gulvet , saae paa det og rullede 
det med det andet Stykke sammen . Efter at have 

rullet det legende imellem Fingrene , puttede hun det i 
sin Handske . 
Medens dette skete blev den Syge stedse uroligere . 
Det var umiskjendelig at Feberen naaede sit Høidepunkt . 
Han 
saae med mere vildere Blikke omkring sig , hans 
hele Skikkelse skjælvede stærkere og stærkere . 
Pludselig begyndte han at tale . 
„ Hvem paastaaer det ? “ udbrød han . „ Hvoraf veed 
De det ? Det er skammeligt at berøve et Menneske sin 
Ære , naar man ikke har det ringeste Bevis imod ham . 
Hesten har det godt , den er ikke engang syg . To Dage 
efter har den taget to Præmier ved Væddeløbet , som 
om den aldrig havde feilet Noget . — > Nei , De faaer 
det ikke ! — Jeg har det slet ikke — og forstaaer ikke 
engang hvad De forlanger af mig . De kan dog ikke 
forgive et Menneske med Hestegift ! Nei , nei , et Menneske 
vilde strax kunde opdage det . Smag kun paa det . Et 
Dyr er dum i Forhold til et Menneske . Men jeg er 
ikke dum , ikke saa dum som jeg seer ud til ! “ 
Alma hørte opmærksom til og den Syges usammenhængende 
Tale spændte hendes Nysgjærrighed paa 
det Høieste . 
Der opstod en lang Pause , hvori den Syge gestikulerede 
med Armens . 
Derpaa begyndte Snøde igjen at fantasere . 

„ Hænge mig for det , kan De ikke , “ sagde han „ De 
kan Heller ikke straffe mig for det , da man ikke kan 
bevise mig det ! — Hu ! hvem er det med de forfærdelige 
Øine . Hvad har De her i Stalden at gjøre , hvor 
lusker De om efter ? Man maae see til at lokke ham i 
en Fælle , det er det Bedste ! Oskar ? Hvilken Oskar ? 
Verners Ven , ikke sandt ? Jeg kan ikke lide det Slags 
Folk . Det er nogle Skurke ! Jag ham bort — jag ham 
herfra ! Hvorfor peger han med Fingrene paa mig ? 
Jeg har ikke givet ham Noget — naar han har det , saa 
har han stjaalen det . Forøvrigt kan Hestegift ikke om- - 
bringe et Menneske — det kan De forlade Dem paa . “ 
Den Syge befandt sig i det høieste Stadium af 
Feberen . 
Hans Opvarterske , Md . Lane brugte en eiendommelig 
Methode , ved hvilken hun bekjæmpede den Syges 
vilde Fantasier . 
Hun tog fat paa Skuldrene og ruskede saa længe 
i ham , indtil han af Mathed aldeles blev rolig . 
Derpaa vædede hun hans Pande med Vand eller 
hældte ham noget Drikke i Munden . Saa blev han for 
en Tid rolig og pillede paa Sengetæppet . 
Alma blev den hele Aften hos den Syge . 
Ved venlig Tiltale og forskjellige smaa Opmærksomheder , 
lykkedes det hende , nogenlunde at berolige Patienten . 
Men alligevel udbrød han flere Gange i usammenhængende 

Talemaader og Gjenstanden for disse var 
saa altid en forbryderisk Gjerning , til hvilken man havde 
benyttet ham , eller ogsaa , at man ikke kunde forgive 
Mennesker med Hestegift . 
Førend Alma bortfjernede sig , gav hun Værtinden 
nogle Penge og paabød hende at skaffe en Læge , eller 
Noget som kunde være gavnligt for den Syge . 
Konen betragtede Alma meget forundret . 
„ Han kan jo dog ikke leve , “ sagde hun . 
„ Hvem har sagt det ? “ spurgte Alma . 
„ Den Mand som har indqvarteret ham her — den 
naadige Grev Fly ' S Søn . “ 
„ Godt , det vil vise sig . Naar Pleie og Penge kan 
bidrage noget til hans Heldbredelse , saa tør der ikke 
blive sparet paa det . Manden skal leve , “ svarede Alma . 
„ Meget vel , min ærede Dame , jeg skal gjøre . Alt 
hvad der slaaer i min Magt , “ svarede Md . Lane . 
„ Jeg har mine Grunde , hvorfor jeg ønsker at han 
skal helbredes , “ vedblev Alma . „ Men lad os for et 
Øieblik tale om noget Andet . De har nylig bemærket , 
at jeg har taget fo Strimler Papir op fra Gulvet , “ 
hun tog de sammenrullede Stykker og viste Konen dem , 
„ kan De maaskee sige mig , hvorledes disse ere komne 
her paa dette Sted ? “ 
„ Mi , det kan jeg virkelig ikke svare Dem paa — 
men bliv lidt — jo , nu husker jeg det ganske tydeligt . 

Da den unge Greve sidste Gang var hos den Syge , 
sad der et saadant Stykke Papir i hans Skjæg , det 
andet Stykke har maaskee siddet fast paa hans Klæder . 
Han har maaskee sønderrevet et Brev . “ 
„ Det lader næsten til det ! “ svarede Alma . 
„ Er det da maaskee af Betydenhed , da De spørger 
derom ? “ 
„ Nei , paa ingen Maade , “ svarede Alma ligegyldigt , 
idet hun ønskede Konen god Nat . 
En lang Tid forfulgte hun sin Vei , fordybet i 
Tanker . 
„ Sommetider troer jeg virkelig paa et Forsyn , som 
hersker over os ! “ mumlede hun . 
Stakkels Pige . Hvor dybt var hun ikke sunken , da 
hun kunde tvivle paa den alnaadige Gud ? 
„ Hvor mærkværdigt , af jeg netop skulde passere 
den Vei , hvor Huset laae , hvori det stakkels Menneske 
var indqvarteret , “ mumlede hun . „ At jeg skulde være 
saa heldig af finde ham . Hans Fantasier forraader saameget , 
af jeg nok ved deres Hjælp kunde gjøre Noget 
for Dyring , uden af benytte noget andet Middel . Men 
jeg er dog nysgjerrig , hvorledes den Syge har det 
idag ? “ 
Da hun havde naaet Landsbyen , tog hun Veien 
hen til Fængslet . 
Ved Døren herskede der en usædvanlig Bevægelse . 

Skjøndt det var langt hen paa Aftenen , havde dog en 
Mængde nysgjerrige Folk forsamlet sig udenfor Huset . 
Da Fangevogteren netop traadte ud af Døren gik 
Alma hen til ham , men hun behøvede ikke først af 
spørge , hvad der var skeet . Det var tydeligt af læse 
paa Vogterens Ansigt , af Grev Fly ' s Rival havde rømmet 
Marken , af han var død . 
Alma spurgte sig selv , om hun derfor skulde opgive 
af antage sig , den stakkels nu forældreløse Pige ? 
Hun eiede et stærkt og tro Hjerte . Naar hun engang 
havde lovet Noget , og skulde det ogsaa have været 
i et Anfald af Lune , saa holdt hun dog stedse sit Ord . 
Her vilde hun ikke opholde sig længere . Ved Dødsleiet 
kunde hun dog ikke udrette noget . Hun kunde ikke andet 
end trøste den stakkels Rosa , men var hun ogsaa i dette 
Øieblik modtagelig for Trøst ? Hun kunde Heller ikke tilbyde 
Rosa et Tilflugtssted , da hun selv ikke vidste hvor 
hun skulde tye hen . 
Men medens hun gik fremad , udbrød hun med en 
stolt Selvtillid : 
„ Ligemeget — den Tid vil nok komme , hvor jeg 
kan nytte det stakkels Barn mere , som nogen Anden . 
Jeg kan godt vente — men naar det vigtige Øieblik 
er der , saa skal jeg vise dem Allesammen , at jeg er der . “ 

Femte Kapitel . 
Uvelkomne Gjæster . 
Fremtidshaab var overfyldt af Gjæster . 
Te Rige have deres Besværligheder ligesaagodt , som 
Middelklassen af Borgerstanden have deres smaa Sorger . 
Besøg og Selskaber gjøre stedse Krav paa de Riges 
Opmærksomhed , hvorfra de ikke godt kan tilbagetrække 
dem , om saa de har nok saa mange Bekymringer og 
Hjertet er nærved at briste . 
Alt for længere Tid havde Grev Fly den Vane i 
Jagttiden , at indbyde sine Venner og Bekjendte fra Omegnen 
til af møde paa Slottet . 
Tiden var nu kommen , og med den , de uundgaaelige 
Gjæster . 
Man kunde ikke bemærke den mindsle Sindsbevægelse , 
af de Kampe og Sorger som Greven og Baronessen 
i den senere Tid havde gjennemgaaet , medens 
de gjorde Honneurs for Gjæsterne . Greven var rolig 
og meget værdig , men vidste ved sin venlige Opførsel 
imod Gammel og Unge , af gjøre sig elsket af Alle . 
Hvad Baronessen anbelanger , saa var hun en 
complet Verdensdame . 
Hun modtog Gjæsterne med en Finhed og Elskværdighed , 
som ikke lod noget af ønske tilovers , og vidste 

ved Venlighed imod Enhver , af gjøre Dem Opholdet 
paa Slottet meget hyggeligt . 
At Begivenhederne , som vare passerede i den senere 
Tid paa Slottet , ikke kunde være skjult for Gjæsterne , 
hvorom de livligt underholdt sig , er en Selvfølge . 
En Arvestrid skeer kun sjelden , og den pludselige , 
mistænkelige Død , som Prætendenten var blevet bortreven 
af , gav den hele Sag noget Mørkt og Romantisk , 
son : pirrede i høieste Grad Gjæsternes Nysgjerrighed . 
Som sagt , Fremtidshaab var allerede overfyldt med 
Gjæster , da pludselig et Besøg af nye Gjæster blev meldt , 
som frembragte mere Forundring end Glæde hos Beboerne 
af Slottet . 
En Morgen da Baronessen og Greven sad ved Frokostbordet , 
kom en Tjener og presenterede Baronessen , 
paa en Solvbakke , et Brev . 
Ta hun læste Brevet , formørkedes hendes Ansigt og 
hun pressede Læberne sammen . 
„ Kjære Den ! “ sagde hun til Greven . „ Fru Melbourne 
og hendes Datter , tilskriver mig , at vi kan vente 
Dem om et par Dage . “ 
„ Virkelig ! “ svarede Greven , som ikke lod til at 
glæde sig meget over dette Besøg . „ Jeg troede ikke at 
De havde videre Bekjendtskab til disse Folk ? “ 
„ Saaledes forholder det sig ogsaa , “ svarede Baronessen , 
„ men De erindrer maaskee , hvad jeg har fortalt 

Dem om Oskars og den gamle Melbournes Møde 
— det var en ulykkelig , hæslig Historie . “ 
„ De har Ret ! “ sagde Greven som ikke kunde undertrykke 
sin Modbydelighed imod Oskar . „ Hvad for 
Godt har det Menneske gjort , saalænge han har vandret 
her paa Jorden ? “ 
Baronessen sukkede dybt . 
„ Vi ere altsaa tvungen til at modtage disse høist 
upassende Gjæster , “ vedblev Greven , „ maaskee vil det 
give Anledning til ny Sladder og Skandaler , sordi dette 
Menneske for ti Aar siden har opført sig som en Vagabond , 
ja endog som en Forbryder . “ 
„ Jeg frygter for , at vi ikke kan undgaae det , “ sukkede 
Baronessen . 
„ De maa bedst kunde bedømme det , “ svarede Greven 
bittert . 
For Øieblikket blev der ikke talt mere om dette 
Thema , og der forgik kun faa Dage førend de omtalte 
Gjæster indtraf paa Slottet . 
Fru Melbourne var en lille tyk Dame med en Taint , 
som efter vore Begreber om Skjønhed , var al for mørk , 
tillige havde hun ravnsorte smægtende Øine . Hun paastod 
at være en født Tydsker , men Rygtet vilde sige at 
hun var en Creolerinde — men der gaves ogsaa forunderlige 
Rygter om hende og hendes Mand . 
Hr . Melbourne havde været Vexelleer i Tydskland . 

— Som en ung Mand var han gaaet til Amerika for 
at afgjøre nogle storartede Forretninger . I den nye 
Verden havde han gjort Bekjendtskab med en Plantageeier , 
som eiede en nydelig , livlig , sortøiet Slavinde ved 
Navn Jenny . 
Melbourne var saa indtaget i denne Slavinde , at 
han ønskede at komme i Besiddelse af hende . 
Jennys Herre nægtede at vilde sælge hende . Dette 
æggede Melbourne endmere , for at eie hende . Han kom 
alletider tilbage paa sit Ønske , bød stedse høiere Summer 
for hende , men det hjalp ham intet . Han maatte byde 
saa meget som han vilde , saa blev hans Ønske ham dog 
asslaaet . 
Imidlertid var Tydskeren bleven indført i adskillige 
Familier , og havde indført Hazardspillet i forskjellige 
Selskaber . 
Plantageeieren som ogsaa søgte Lykken ved det grønne 
Bord , var i Begyndelsen meget heldig . Senere lod han 
sig forlede til at vove større Summer . 
Men nu vendte Lykken ham Ryggen , og i en uheldig 
Time havde han sat Jenny paa et Kort . 
Han tabte . 
Hans Raseri var uden Grændser , da han saae sig 
overlistet af Tydskeren og da han saae , hvorledes hans 
smukke Jenny den næste Dag reiste bort med den Forhadte , 
forfulgte han ham . 

Det kom til en Duel , hvori Plantageejeren faldt . 
Melbom e derimod bragte nn sin Slavinde paa et Skib 
som la^ e færdig til at tage afsted og begav sig endnu 
samme Nat paa Hjemreisen . 
Jenny blev Fru Melbourne . 
Men man vilde vide for vist , at Jenny aldrig var 
bleven gift med Melbourne , derimod skulde han have 
behandlet hende som Slavinde lige til sin Død . — Men 
i Mandens sidste Time skulde der være foregaaet en 
hemmelig Ceremoni , hvo ' ri han havde givet hende sin 
Frihed tilbage og ladet sig vis til hende . 
Den afdøde Vexelleer havde under dette Forhold 
faaet en Datter , som blev døbt efter Moderen og hed 
Jenny . 
Den unge Pige var af en blændende Skjønhed . 
Hun var en fuldendt Brunette . 
Paa hendes Ansigt var Intet at udsætte . Hendes 
Træk vare aldeles dadelfri , kun den lidt opad staaende 
Næie , blev af hendes Tilbedere funden for aldeles indtagende . 
Hendes Øine vare ligesom Moderens , store og 
glindsende — naar man engang havde betragtet disse 
Øine , kunde man aldrig glemme dem . 
Hendes Mund var smukt formet , og naar hun lukkede 
den op kunde man see to Rækker Tænder , som skinnede 
imellem hendes friske røde Læber . 
Det Smukkeste denne Skjønhed besad , var maaskee 

hendes glindsende sorte Haar , som naar det var udredt 
naaede ned til Gulvet . 
Moderen og Datterens Ankomst paa Skolet gjorde 
naturligvis megen Efekt . 
Som sædvanlig vare Damerne misundelig paa denne 
Skjønhed , og hvor de kun viste sig , blev i Særdeleshed 
Datteren feteret af Herrerne , som vare aldeles fortryllet 
af hende . 
Ogsaa Herrerne havde i Begyndelsen havt det Ene 
eller Andet at udsætte paa den unge Dame , men tidlig 
eller senere blev de overvunden og maatte tilstaae at 
imellem alle Damer , kun Husets Datter formaaede at 
maale sig med denne tropiske Skjønhed . 
Md . Melbourne og Datter vidste hvilken Opsigt de 
gjorde . 
Naar de ikke havde et særdeles Maal for Øie , saa 
forsøgte de sket ikke al give sig i Tale med nogen af de andre 
Damer . I deres Omgang med Mændene var deres Stemme 
mild og blød , medens det var det Modsatte , naar de 
talte med deres eget Kjøn . 
Samme Aften da disse to Damer vare ankomne til 
Slottet , vendte Oskar med et muntert og lystig Selskab 
tilbage fra Jagten . 
Herrerne havde havt Held med dem . Den friske , 
oplivende Luft havde stemt dem munter og deres Raaben 

og Skrigen lød glad igjennem Parken , medens de leende 
og støiende nærmede sig Slottet . 
Baronessen havde ængstelig ventet paa denne Time . 
Ikke istand til at beherske sine Følelser , havde hun 
forladt sine Gjæster og ilede op paa sit Værelse , hvor 
hun skjælvende saae ud af Vinduet . 
„ Han vil blive meget vred , “ mumlede hun . „ Gud 
give kun at han ikke udbryder i sin sædvanlige opbrusende 
Maade og derved fremkalder en Scene . “ 
Imidlertid vare de unge Folk ilet hen til deres 
Værelser i Slottet , hvor en Tjener meldte dem , at der 
kun var tyve Minutter til Spisetid , og de skiltes leende 
og skjemtende som kaade Skoledrenge , for at gjøre den 
nødvendige Toilette . 
Da Klokken lød og Oskar traadte ud af sit Værelse , 
mødte han Baronessen i Korridoren . 
Med sammenpressede Hænder og ængstelig Ansigt 
gik hun ham imøde . 
„ Oskar , kun et Ord , “ sagde hun . 
„ Lad mig nu være i Fred , “ uvbrød Oskar vred . 
„ Men Oskar ! “ bad Moderen . 
„ Jeg veed hvad Du vil ! jeg veed det ! “ afbrød han 
hende utaalmodig og gik med raske Skridt forbi hende . 
„ Du behøver for Fanden ikke alletider at lure efter mig , 
jeg vil ikke høre noget . “ 

Hun forsøgte at følge ham , men han ilede saa hurtigt 
fremad , at det var umuligt at indhente ham . 
„ Han vil blive meget opbragt ved at træffe sammen 
med disse Damer — men jeg er uskyldig , “ sagde hun . 
Oskar løb hurtigt ned ad Trapperne og ind i Salonen , 
hvor Gjæsterne havde forsamlet dem . 
Flere Grupper stode og underholdt sig om Politik 
eller om Dagens Tildragelser . 
Oskar gik fra den Ene til den Anden og forstod ved 
sit muntre Lune at vinde almindelig Dndest . Tilsidst 
havde han dannet en lille munter Cirkel omkring sig , saa 
at han neppe fog Notice af de andre Tilstedeværende . 
Pludselig opstod et Røre i Selskabet . To Damer 
vare komne ind i Salen og nærmede sig Kaminen . 
„ Hvem , for Fanden ere de to Damer ? “ spurgte en 
ung Spradebasse , medens han klemte et Glas i Øiet , 
hvorigjennem han ikke kunde see . 
„ Hvilke Damer ? “ spurgte Oskar . 
„ De sidder derovre — lige under Speilet . “ 
Oskar saae derhen , og den straagule Spradebasse 
bemærkede med Forundring det Indtryk som Synet af 
disse to fremmede Damer gjorde paa Oskar . Han blev 
ligbleg og gjorde en Bevægelse som om han hurtigt 
vilde bortfjerne sig . 
„ Jeg — jeg veed det ikke ! jeg kjender dem ikke ! “ 
stammede han . 

Men han var ligesom fortryllet ved at see der hen 
og han formaaede ikke at bortfjerne Blikket . Lidt efter 
nærmede han sig Kaminen , i hvis Nærhed Jenny Melbourne 
sad ved Siden af hendes Moder . 
Da Damerne bemærkede Oskar , saae de paa hinanden 
med et betydningsfuldt Blik , men udviste ikke den 
ringeste Sindsbevægelse . 
„ Hvilken uventet Glæde ! “ udbrød Oskar , idet han 
hilsede paa Frue Melbourne . „ Jeg havde ingen Anelse 
om , at skulde have den Fornøielse at hilse paa Fru — 
Fru — jeg beder om Forladelse , jeg er for øieblikket 
ikke istand til at huske de smukke Damers Navn ! “ 
„ Melbourne ! “ afbrød Vexellerens Kone ham . „ Er 
det muligt , at De kan have glemt dette Navn ? “ 
Der laae en stor Betydning i dette Svar . 
„ Paa ingen Maade ! “ svarede Oskar , øiensynligt 
meget forvirret . „ For Øieblikket kunde jeg ikke huske det , 
men nu erindrer jeg det tydeligt , hvor kunde jeg ogsaa 
have henvendt mine Tanker at glemme saadanne smukke 
Damers “ Navn . Men der er forløben saa mange Aar , 
siden vi sidst saaes . “ 
„ Akurat ni Aar , “ sagde Fru Melbourne . 
„ Som det lader til har De en god Hukommelse , “ 
sagde Oskar . 
„ I grunden like , “ var hendes venlige Svar . „ Men 
icg gjemmer meget nøie paa visse Documenter , og naar 

jeg derfor glemmer Datoen , behøver jeg blot at læse det 
igjennem , saa husker jeg det strax . “ 
Oskar skiftede Farve og blev meget bleg . 
„ Kjære Jenny , Du erindrer Dig maaskee den unge 
Greve , “ vedblev Fru Melbourne , medens hun forestillede 
ham for Tat eren . 
„ Jo , ganske vist , “ svarede Jenny muntert , „ jeg haaber 
endog at vi skal fornye vort Bekjendtskab , som var 
saa interessant , men destoværre saa pludselig blev afbrudt . “ 
Oskar 
hilste . 
„ Er Te kommen hertil for at pine mig ? “ hviskede 
han . 
„ Aldeles ikke , “ svarede hun skjemtende , men idet hun 
bøiede sig hen til ham , hviskede hun ligesaa sagte : 
„ Vi have ganske andre Hensigter ! “ 
„ Har min Moder inviteret Dem at komme hertil ? “ 
spurgte Oskar . 
„ Nei , saamæn har hun ikke . Vi har selv anmeldt 
os og tænker at forblive her en Tid , formodentlig til 
Juul , naar Te ikke vil være uartig , “ var hendes rolige 
Svar . 
Oskar gjorde sig den største Umage for at undertrykke 
en Eed . 
Han tabte aldeles Fatningen ved denne kolde , beregnende 
Uforskammethed . Det var allerede nok at disse 

Damer uden videre eller nærmere Bekjendtskab til Greven 
havde anmeldt dem , og at de endog bestemte Tiden 
hvor længe de vilde forblive her , til at være stødende . 
Det Ubehageligste var dog det at de allerede havde hentydet 
til nogle visse ulykkelige Documenter , som han havde 
haabet , at de allerede for mange Aar skulde være bleven 
tilintetgjorte , men som nu bleve benyttede ved at gjøre 
deres Gjæstevenskab paa Fremtidshaab gjældende . 
Tillige var det meget pinligt for Oskar at gjenfinde 
Jenny , hvis Skjønhed for mange Aar siden , som 
et Onde , havde tilintetgjort det Gode som han endnu 
var i Besiddelse af . 
I en ung Alder havde Oskar allerede elsket Jenny 
Melbourne . Hun var dengang endnu et Barn , men 
allerede en stor Mesterinde af Koketteri og Beregning , 
og var det hende dengang let at fængsle Oskars Hjerte . 
Nu var hun bleven en fuldendt Qvinde , og medens han 
saae paa hende , maatte han tilstaae , at hun ikke alene 
var bleven meget smukkere , men ogsaa mere farlig , og 
han var ikke vis paa , om han kunde modstaae hendes 
Skjønhed . 
Maaskee kunde Jenny læse sligt i hans Ansigt . 
Hun talte stedse venligere til ham og tilkastede ham engang 
imellem et glødende Blik . 
„ Jeg haaber , at vi igjen vil blive gode Venner , 
Oskarl “ sagde hun skjelmsk . 

„ Ganske vist . Jeg vilde idetmindste haabe det . “ 
„ Vi ere saa fremmede her iblandt disse Mennesker 
og sommetider kjeder jeg mig allerede — naar De ikke 
tager Dem af mig , vilde jeg føle mig meget forladt . “ 
„ Jeg skal gjøre Alt , hvad der staaer i min Magt , 
for at søge at opmuntre Dem , “ var hans Svar . 
„ De er en god , tro Sjæl , kjære Oskar ! “ svarede 
Jenny . Jeg var overbeviist om , at vorfiuventede Besøg 
her paa Slottet kun vilde glæde Dem , og jeg paaskyndede 
derfor Reisen hertil . Forøvrigt vilde jeg gjerne 
bede Dem at De snarest muligt vilde gjøre mig bekjendt 
med Frøken Janette . Jeg veed , og det blot for Deres 
Skyld , at vi vil blive de bedste Veninder . Desforuden 
har jeg erfaret , at hun nages af en Hjertesygdom . 
Jeg har ogsaa lidt — paa den Maade vil vi komme 
til at sympatisere med hverandre . 
„ Hvorledes har De dog kunnet erfare Noget om 
Janette ? “ spurgte Oskar forbavset . 
„ Det er ganske ligefremt . Hvor jeg ogsaa befinder 
mig , holder jeg alletider mine Øren aabne , og har Gud 
være lovet , tillige en god Hukommelse , “ svarede Jenny 
leende . „ Man paastaaer , at jeg veed Alt . Det er naturligviis 
kun meningsløs Snak . Men en Deel er 
sandt , og det er , at naar jeg vil vide Noget , saa er jeg 
alletider heldig med at opspore Sandheden . Apropo , 
jeg kommer netop til at huske paa , at De nok er saa 

artig at fortælle mig , efter Bordet , Et og Andet om 
den Mand , som traadte op som Prætendent til Grevskabet , 
og tillige over Mords . . . “ 
„ Over hvem ? “ afbrød Oskar hende forfærdet . 
Jenny reiste sig . Hendes Silkekjole brusede , hendes 
Smykker klirrede og idet hun lagde sine smaae 
Hænder paa Oskars Arm , sagde hun med et skjelmsk 
Smil : 
„ Man gaaer allerede til Bords — ikke sandt , Te 
er saa god at føre mig ? “ 
„ Jeg gav meget for , “ tænkte Oskar , „ naar Jorden 
vilde aabne sig for hendes Fødder og sluge denne Satan 
af Qvinde . Naar hun ikke er kommen hertil for at 
stifte Ulykker , saa forstaaer jeg mig forbandet lidt paa 
Ovinderne . “ 
Skjøndt han nærede disse onde Anelser , førte han 
hende dog meget galant til Bordet . 
Oskar kunde ikke undgaae at opfylde Jennys Ønske , 
som hun havde omtalt førend De var gaaet tilbords . 
Saasnart Dineen var forbi , lod hun sig føre hen 
til et lille afsides liggende Værelse , og nu maatte Oskar 
fortælle hende Alt , med Hensyn til Dyring Tøndesen og 
paa det nøiagtigste fortælle enhver Begivenhed som var 
foregaaet paa Fremtidshaab . 

Oskar forsøgte ved en kort Beretning om Begivenhederne 
at tilfredsstille hende , men det var umuligt at 
affærdige Jenny paa den Maade , med en saadan Forklaring . 
Hun forlangte at vide Alt og førte sit Krydsforhør 
med en faa stor Færdighed og Finhed , af det 
var umuligt for ham af undvige hendes Spørgsmaal . 
Paa den elskværdigste Maade af Verden vidste hun 
meget pikant af komme med de uforskammede Spørgsmaal ; 
og bibragte ham tillige ubarmhjertigt det ene 
Hug efter det andet . Da Oskar omtalte de Fordringer 
som Dyring havde gjort , spurgte hun med den største 
Sindsro af Verden : 
„ Han havde Ret , ikke sandt ? Var det ikke den 
rette Greve ? “ 
„ De kan dog ikke forlange af jeg skal stemple 
Greven som en Bedrager ? “ svarede Oskar indigneret . 
„ Nei , saa ligefremt ikke , “ svarede hun eftertænkende . 
„ Vi vil derfor uden videre antage , af Sagen forholder 
sig saaledes . Det er jo dog meget muligt , af det kan 
have været den rette Greve . “ 
„ Det tør De paa ingen Maade , min Frøken ! “ udbrød 
Oskar . „ Hvorledes kan De antage noget for 
sandt , som ikke engang er bleven beviist . Denne Dyring , 
har ikke , været istand til af fremlægge Documenter , 
som kunde bevise hans Ret til Grevskabet . “ 

Jenny lo , legede med sin Vifte og bad ham om af 
fortælle videre . 
Oskar fortalte , og fortalte nu Slutteligen om den 
Fangnes pludselige Sygdom . 
„ Ikke sandt — han blev forgivet , ikke sandt ? “ 
spurgte hun frimodig . 
„ Det er endnu ikke afgjort , “ svarede han . 
„ Nei , nei , plag mig dog ikke med Deres Udflugter ! “ 
udbrød Jenny . „ De er paa Ære meget kjedsommeligt ? 
Har Greven gjort det ? —Nei ! —De troer ikke at han 
har gjort det ? De har vistnok Ret , jeg har samme Mening 
som De . “ 
„ Hvad vil De sige dermed ? “ udbrød Oskar , som 
ikke længere kunde undertrykke sin Harme . 
„ Hør Oskar , svar mig , hvorfor skulde vi To igrunden 
lyve for hinanden ? “ spurgte hun indsmigrende . „ Det 
var vistnok en svær Opgave — men det var rigtignok 
det bedste Middel til at bringe det Hele i sin gamle Dur . 
At Greven bliver mistænkt , det skader jo ikke . Alle store 
og høitstaaende Mænd har begaaet Forbrydelser mere 
eller mindre . Det hører til Dagens Orden , det er saa 
almindeligt . De Store have Magten i Hænderne , og 
naar de benytter denne ved given Leilighed , bliver de 
ikke skettere derfor . De har altsaa handlet ganske rigtigt . “ 
„ Jeg veed , Gud forlade mig , meget godt , hvad 
De mener med alt det , som De der har fortalt mig , “ 

sagde Oskar . „ De vil formodentlig med andre Ord 
sige , at jeg ved denne Historie skulde have havt Hænderne 
med i Spillet . Hvad giver Dem Ret til at 
fremkomme med slige Hentydninger ? “ 
„ Naa , naa , bliv blot ikke hidsig , og giv Dem 
tilfreds . Naar De ønsker det , saa skal jeg holde Dem 
for en Engel . “ 
Ved disse Ord berørte hun spøgende hans Kind 
med sin Vifte , men Oskar følte , at denne Samtale 
kunde være farlig for ham og hele Familien . 
Den snue Skabning som spøgende sad ved hans 
Side , vidste paa en spøgende Maade at aflokke ham 
Et og Andet , hvad hun ønskede at vide , og gav hans 
Ord en Betydning , som var ham alt andet end behageligt . 
Den 
unge Mand forsøgte derfor at afbryde denne 
Samtale , og vilde trække sig tilbage , men han slap ikke 
for saa godt Kjøb . 
„ Hvad agter De nu at foretage Dem med hende ? “ 
vedblev hun at spørge . 
„ Med hvem ? “ 
„ Med den unge forladte Pige . Med Datteren af 
deres Slægt — det vil sige , naar Alt først er bleven 
opklaret , “ svarede Jenny muntert . „ Jeg kan dog vel 
begribe , at De ikke vil lade hende forblive her i Omegnen , 
hvor hun overalt vilde finde Medynk . Derved 

vilde man naturligvis stedse erindre sig Grevens Forbrydelse . “ 
„ Men , 
Du milde Gud , siig mig dog , hvad skulde 
jeg vel begynde med hende ? “ 
„ Gud veed , om hun kan bestille Noget . Ter maae 
gjøres Noget for den unge Dame . Jeg ønsker at protegere 
hende . Maaskee at jeg kan bruge hende som 
Kammerjomfru . “ 
Ved disse Ord laae der et eiendommeligt Udtryk 
i Jennys Øine . Tigeren som drømmer om sit Bytte , 
kunde omtrent saaledes ligne hende . I ethvert Tilfælde 
lovede disse Øine ikke noget godt for Rosa Dyring . 
Oskar bemærkede det ikke . Han kunde kun opdage 
Faren , som truede ham selv . Naar denne intriguante 
Qvinde , fik den unge ligefremme Pige i sin Magt , saa 
behøvede han ikke at tvivle , at hun uden at tage 
Hensyn til nogetsomhelst , vilde benytte denne unge 
Pige til at fremme hendes Planer . 
„ Jeg troer ikke , at Te kan være tjent med hende 
sagde han hurtig . 
„ Det vidste jeg i Forveien , at De ikke syntes om 
det , “ udbrød Jenny , — og med den uskyldigste Mine 
af Verden , spurgte hun : „ Er den unge Pige smuk ? “ 
„ Ja , hun er virkelig meget smuk ! “ svarede Oskar . 
- „ Naar hun er smuk , saa behøver vi ikke at sørge 

før hende . I enhver Malers og Billedhuggers Atelier 
i England er der stedse Forespørgsel efter smukke Piger . 
Naar man altsaa forenede hende med en Deel Anbefalinger 
og sendte hende dertil , saa kan man for bestemt 
antage , at hun aldrig mere vilde besvære Dem . Kunstnerne 
vilde modtage hende med aabne Arme . . . . 
og . . . . “ 
„ Te mener , at hun skulde engageres som Model ? “ 
spurgte Oskar . 
„ Det var rigtignok min Mening . — Naar dette 
ikke kan lade sig gjøre , saa kunde hun jo gjerne blive 
her . Saa maatte hun blive behandlet med Kjærlighed , 
som en Søster , eller Veninde , eller . . . . “ 
„ Som Elskerinde ! “ afbrød Oskar hende . 
Jenny rødmede , truede med Viften og fortrak sin 
Mund til en henrivende trodsig Grimasse . 
„ Naar Te bliver uartig , løber jeg min Vei -- 
ganske vist , jeg gjør det , “ sagde hun . 
Hvori bestod den Tryllekraft som dette Væsen udøvede ? 
Oskar vidste af Erfaring , at hun var falsk og 
ond . Hun eiede et koldt Hjerte og var klog som en 
Slange . Men alligevel virkede denne Skjønhed paa 
hans Sandser , ligesom i tidligere Dage , og han følte nu , 
som dengang , Noget for hende , men som han aldeles 
ikke kunde forklare sig , da det hverken kunde kaldes 
Kjærlighed eller Lidenskab . 

Jenny lod det ikke blive ved denne Aften , at tale 
om det omhandlede Thema . Hun vidste stedse at frænge 
dybere ind i Sagen og beherskede ham aldeles . 
Oskar følte det . Endnu var han ikke paa det 
Rene , hvorfor hun var kommen til Fremtidshaab . 
Dette pinte ham . Derimod forfulgte Jenny ganske rolig 
sin Vei , og snart var hun kommen til Kundskab om 
Janettes og Adolf Tøndesens tidligere Forhold . — 
Et Forhold som interesserede hende uhyre meget . 
„ Vil Giftermaalet , imellem deres Søster og Herr 
Verner , bringe Dem nogen Fordeel ? “ spurgte hun en 
Dag den unge Mand , paa sin sædvanlige dristige 
Maade . 
„ Paa enhver Maade vil jeg ikke komme til at tabe 
noget derved , “ svarede han . 
„ Jeg spurgte Dem , om De vilde have Fordele 
deraf ? “ ' 
„ Jo , en Ubetydelighed . “ 
„ De vil altsaa ikke blive en rig Mand , ved dette 
Udbytte ? “ 
„ Nei , ganske vist , saameget falder der ikke af . “ 
„ Og paa Arven efter Greven , kan De vel Heller ikke 
gjøre nogen Fordring ? “ spurgte hun . 
„ Jeg har ikke den mindste Fordring paa Nogetsomhelst , “ 
svarede han mørkt . 

„ Men nu ? — Har De slet ikke mere end det , som 
Greven for Øieblikket giver Dem ? “ 
„ Ikke en Dent mere , jeg er aldeles blank . Mine 
Reiser i Udlandet , mine Bekjendtskaber , for Exempel 
med . . . “ 
Jenny lagde Hovedet til Siden for at tænke efter . 
Derpaa saae man et Smil paa hendes Læber . 
„ Te staaer Dem maaskee Heller ikke saa rigtig godt 
med Greven ? “ asbrød hun ham hurtig . „ Ikke sandt ? “ 
„ Ganske rigtig . Der hersker rigtignok ingen videre 
Kjærlighed imellem Greven og mig . “ 
„ Jeg har tænkt mig det og er overbevist , at det 
vistnok vilde glæde Greven , naar han saae sig istand til 
at gjøre sig fri for Dem . Maaskee han vilde gaas ind 
paa , at udsætte en betydelig Sum Penge , naar De vilde 
bevise ham den Tjeneste , som Te nu er istand til , og for 
Eftertiden lade ham være i Ro . Dette Arrangement 
holder jeg for det Bedste . “ 
Samme Dags Aften sad Janette i sit Bondoir ved 
det aabne Vindue . Hun betragtede Stjernerne og lyttede 
til Træernes Susen . Hendes Tanker vare mørke og 
hun nedsank i en dyb Melancholi . 
Pludselig hørte hun en let Støi i Værelset , og da 
hun vendte sig om , bemærkede hun at hun ikke var alene . 
Jenny Melbourne stod indenfor Døren , som lydløst 
havde lukket sig efter hende . 

Med sine store sorte Øine vedblev hun at betragte 
den unge Pige . 
Janette reiste sig meget forundret ved dette Besøg . 
„ Jeg har ikke hørt Deres Komme ! “ sagde hun , idet 
hun hilsede . 
„ Nei , De var fordybet i Tanker , og jeg vilde ikke 
forstyrre Dem . Jeg kjender disse kostelige Øieblikke . “ 
Jenny sukkede dybt ved disse Ord . 
„ Te er meget venlig , “ svarede Janette . Hun vidste 
neppe hvad hun skulde svare den Fremmede . 
„ Aldeles ikke ! Kun den , som har lidt , saaledes som 
De og jeg , kan bedømme hvilken Velgjerning det er , 
naar man i Ensomhed kan fordybe sig i tanse Hjertensdrømme . “ 
Medens 
hun saaledes talte i en blid og hjertelig 
Tone gik hun igjennem Værelset og satte sig ned paa 
en Skammel ligefor Janettes Fødder . 
De unge Damer vare rigtignok blevne hinanden 
forestillet , og havde ogsaa en eller fo Gange talt med 
hinanden , men dog ikke paa en Maade , som kunde retfærdiggjøre 
Jennys fortrolige Adfærd . Men Jenny Melbourne 
besad en urokkelig Selvtillid . Hun var overbevist 
at kunde vinde enhver for sig , om hvis Fortrolighed det 
var hende at gjøre , og hun havde allerede gjennemskuet 
den blide , uerfarne Janette altfor godt , til at hun skulde 
befrygte at blive bortvist . 

„ Te er visf meget forundret , fordi jeg er saa fri , 
uden videre at hentyde paa Gjenstanden af Deres Drømmerier , “ 
sagde hun , „ men naar det er sandt , at Drømmerier 
fremkalder Symphatier , saa gjør Kjærligheden det 
endnu mere . Jeg har lært at gjætte paa et Blik , Hemmeligheden 
af et brudt Hjerte . Saasnart jeg havde seet 
Dem , sagde jeg til mig selv : Hun elsker , men hun er 
ulykkelig . “ 
„ Tillader De , “ svarede Janette , medens hun vilde 
reise sig . „ Om saadanne Ting pleier jeg kun at tale 
med mine fortroligste Venner . “ 
„ Te har Net , “ afbrød Jenny hende , — „ aldeles 
Ret , og jeg havde visf ikke turdet vove at besvære Dem 
paa en saadan Maade , naar jeg ikke ved særegne Forhold 
troede mig berettiget dertil . “ 
Janette satte sig igjen ned . 
„ Jeg har allerede yttret , at en sympathetisk Følelse 
allerede ved vort første Møde forraadte mig , at De lider 
af en Hjertesorg . Naar man rigtig betragter Lem , kan 
man aldeles ikke tage feil deraf . “ 
Janette sukkede . 
„ Jeg skulde naturlig have ventet at tale med Dem 
derom , idetmindste saalænge , til vi havde været noget 
nøiere kjendt med hinanden , som jeg haaber at vi vil blive . 
Men iaften Har jeg oplevet Noget , som angaaer Dem 
mere end mig . Jeg holdt det derfor for min Pligt , at 

underrette Dem derom . Vidste De maaskee at den unge 
Verner er her paa Slottet ? “ 
„ Nei , det var mig ubevidst , “ svarede Janette . En 
trykkende Følelse overfaldt hende . 
„ Formodentlig er han først iaften kommen hertil , “ 
vedblev Jenny , „ og jeg er paa den mærkværdigste Maade 
af Verden bleven bekjendt med ham . Jeg gik mig endnu 
en lille Tour i Parken efter Bordet . Paa eengang hørte 
jeg nogle høie , skændende Stemmer . Det var en Mand 
og en Dame , som skjændtes . Damen talte høit og opfarende , 
men Manden var meget kold og rolig , tillige 
svarede han i en spottende Tone . Uden at jeg vilde det , 
maatte jeg høre , hvad der blev sagt . “ 
„ Te har maaskee lyttet ? “ svarede Janette . 
„ Nei , sy ! saa dybt er jeg ikke sunken at jeg skulde 
indlade mig dertil , “ svarede Jenny — „ paa Ære , det 
var ikke min Hensigt , men jeg hørte . Te begriber nok 
hvilken Forskjel der er imellem at lytte og at høre , ikke 
sandt ? “ 
„ Ganske rigtig , “ svarede Janette . 
„ Damen forekastede Manden Et og Andet , “ fortalte 
Jenny . „ Hun beskyldte ham for Grusomhed og Falskhed , 
talte til ham i et Sprog som jeg ikke er istand til at 
gjengive , og beskyldte ham for Ting , som forhaabentlig 
ikke er sandt . Derpaa nævnte hun ogsaa Deres Navn . 
Hun paastod ligeledes at have mødt Dem , og fortalte 

Manden — jeg troer næsten at jeg har misforstaaet hende , 
men jeg syntes hun betalle Manden , at hun havde bidt 
Dem , Frøken Janette . Er det maaskee sandt ? “ 
Janette skjælvede , som om hun endnu engang modtog 
denne Fornærmelse og rødmede af Skam og Vrede . 
I det Øieblik da Alma tilføiede hende denne Fornærmelse , 
havde hun ikke følt sig saa dybt fornærmet som 
nu , da hun erfarede , af denne smilende , venlige , intriguante 
Qvinde var underrettet derom . 
„ Jo , det er virkelig sandt . — Af en mig aldeles 
ubekjendt Person , har jeg maattet taale en saadan Fornærmelse , “ 
slammede Janette . 
„ Altsaa havde hun virkelig Ret , “ sagde Jenny rolig , 
men uden af skjule sin hemmelige Glæde . „ Manden 
svarede hende , af hun var dum og gal . Han tilføiede , 
af hun ikke havde den ringeste Aarsag til af være skinsyg , 
han var overbevist , af Te ikke nærede den fjerneste Tilbøielighed 
for ham . Forholder det sig virkelig saaledes , 
min Kjære ? “ 
„ Har han sagt det ? “ spurgte Janette , for ikke af 
svare hende . 
„ Ja — og han tilføiede , af Grunden til Deres 
Tilbøielighed slammede fra , af De elskede en Anden af 
simpel Stand . Det gjør mig ondt af benytte slige Ord , 
men De maa ikke glemme , af han har yttret dem , og 
ikke jeg . — Han nævnle ogsaa den Andens Navn , af 

han for Øieblikket opholdt sig i en Kro her i Nærheden . 
Derpaa forsikkrede Damen , som endnu ikke rigtig kunde 
satte sig — hun var glad , meget glad at erfare det ! 
Tillige yttrede hun , naar De skulde have skjænket denne 
Mand Deres Hjerte , saa maatte Deres Kjærlighed være 
haabløs . Den unge Mand vilde endnu idag forlade 
denne Omegn , i Følgeskab med Datteren af den Ulykkelige , 
som var optraadt her paa Fremtidshaab som den rette 
Arving . Disse To vilde vandre bort med hinanden , 
sagde Damen endvidere , og det skulde derfor være Deres 
Straf , fordi De havde berøvet hende den unge Verner . “ 
Skjælvende havde Janette hørt paa denne Beretning . 
„ Er 
det virkelig sandt , hvad De der siger ? “ spurgte 
Janette tvivlende . 
„ Hvorledes mener De ? “ svarede Jenny fornærmet . 
„ Troer De maaskee at jeg har opdigtet denne Historie ? 
Af hvilken Grund skulde jeg gjøre det ? Troer Te maaskee 
at jeg taler Usandhed . “ 
„ De har Ret — jo , De har Net ! Tilgiv mig at jeg 
kun tvivlede et Øieblik , jeg vilde ikke fornærme Dem , 
Men at Adolf Tøndesen vil bort — udvandre — med 
— med en ung Pige , det — det kan jeg ikke forklare mig . “ 
Jenny glædede sig over den Virkning , som hendes 
Ord havde frembragt . Hun bemærkede de Ovaler som 
hun beredte sit Offer . 

„ De behøver aldeles ikke at tvivle paa min Fortælling , “ 
vedblev hun . „ Jeg har selv været nede i Kroen 
hvor den unge Mand opholder sig og har der seet den 
unge Pige . Hun er virkelig meget smuk , den Lille . “ 
„ Saae De da ogsaa ham ? “ spurgte Janette . 
„ Nei . Han var ikke tilstede . Jeg var derfor alene 
med den unge Pige , og da jeg udtalte min Deeltagelse 
for det stakkels Barn , vandt jeg snart hendes Fortrolighed . 
Hun fortalte mig sit hele Levnetsløb — en sørgelig 
men almindelig Historie . Saa fortalte hun niig 
at hun havde fundet en Mand som meente det redelig 
med hende — det tossede Barn ! — en Mand , som i 
Nøden havde rakt hende en hjælpsom Haand . Da jeg 
spurgte hende , hvori denne Hjælp bestod , fortalte hun 
mig , at han havde været i Begreb med at reise til 
Amerika , men han var bleven holdt tilbage af et Tilfælde , 
som havde ført ham herhen . Men nu vilde han 
gjøre Alvor af Sagen , og tage hende med sig — som 
Ledsagerinde i hans Ensomhed . “ 
„ Som Ledsagerinde ? “ spurgte Janette forundret . 
„ Jo , saaledes svarede den Lille . “ 
„ Og De , hvad tænker De da om det Hele ? “ 
„ Hvad jeg tænker ? Jeg vil sige Dem min oprigtige 
Mening . Jeg mener naar den unge Mand er saaledes 
som man har Moret mig ham , saa gifter han hende . 

Er han derimod et letsindigt Menneske , saa vil han 
gjøre hende ulykkelig . “ 
„ Nei , aldrig ! “ udbrød Janette harmfuld . „ En 
saadan Handlingsmaade er han ikke istand til at fuldføre 
! “ 
„ Det var godt for hende , men faa gifter han hende 
uden al Tvivl , “ sagde Jenny aldeles rolig . 
Ten Virkning , som disse Ord fremkaldte , oversteg 
Alt , hvad Jennys beregnende Ondskab havde ventet . 
Janette var kommen til den Overbevisning at Adolf 
havde ophørt at elske hende , eller idetmindste var bleven 
koldere imod hende . Hendes Frygt blev bestyrket ved 
Jennys Beretning og hun sank sammen under Vægten 
af samme . 
Jenny blev kun saa længe , indtil hun havde overbevist 
sig , hvilke Frugter hendes Meddelelser havde 
frembragt Efter at have frembragt nogle trøstende 
Ord , sonn gjorde samme Virkning , som et ætsende Middel , 
hvilket man helder i et Saar , gik hun . 
Da hun forlod Værelset , lagde sig et dæmonisk 
Udtryk over hendes Ansigt , og triumferende mumlede 
hun : 
„ Spillet er ordnet paa det Bedste . M holde Kortene 
i vore Hænder . Naar Oskar og jeg nu ere kloge 
og holder fast sammen , — saa kan vi udfordre hele 
Verden . 

Men deres hele Luftkastel skulde tage en forfærdelig 
og bedrøvelig Ende , thi „ Mennesket spaaer , men Gud 
raader . “ 
Tre Dage senere begyndte den anden Undersøgelse 
af Dyrings Liig . 
For anden Gang samledes derfor Dommerne i 
Netssalen , som var opfyldt af Mennesker . ' 
Resullatet af Dokforens Arbeide , red den største 
Nøiagtighed at undersøge Liget , var meget hemmelighedsfuld 
og Alle vare derfor af den Mening , at han var 
bleven underkjøbt af Greven , for at skjule Sandheden . 
Da Dokforens Forklaring var bleven oplæst , vare 
derfor Alle lige saa kloge , som de før havde været . 
„ Mine Herrer , De har hørt , hvorledes Dokforens 
Forklaring lyder ! “ sagde Dommeren . 
„ Det er meget godt , alt det som Doktoren der har 
oplyst os om , “ sagde den ene af Nettens Folk , men 
jeg tillader mig dog at bemærke , at vi burde have et 
reent Svar , paa vort Spørgsmaal . 
„ Er Manden død af Gift eller ei ? Det er det 
eneste Spørgsmaal Doktoren har at besvare . “ 
„ Jeg har rigtignok opdaget nogle Spor af Gift , “ 
sagde Doktoren , „ men det var dog at gaae for vidt , 

naar jeg vilde paasfaae at man har bibragt den Døde 
Giften , for at forkorte hans Liv . “ 
„ Jeg troer rigtignok ikke , at man har bibragt ham 
Giften for at forlænge hans Liv ! “ afbrød Dommeren 
ham . 
„ Han kan maaskee tilfældig have taget det Til sig , “ 
vedblev Doktoren . 
„ Ligesom Koen sluger Mælkespanden ! “ raabte en 
af Hoben . 
„ Rolig derude ! “ raabte Betjenten . 
Nu faldt Spørgsmaal paa Spørgsmaal , og Doktoren 
blev tilsidst bragt i en saadan Knibe ved dette 
Krydsforhør , at han maatte tilstaae , at den Fangne 
efter hans Mening var død af en Forgiftelse . 
Snart rygtedes denne Forklaring igjennem Salen 
og udenfor samme . Neppe var der forløbet et Qvarteer 
førend hele Landsbyens Befolkning vidste at den Fangne 
var bleven forgivet i sit Fængsel , og eenstemmig dømte 
man Greven for at være Gerningsmanden . 
Vel vovede Grevens Prokurator at protestere imod 
Doktorens Udsagn , men han blev afbrudt af Dommeren , 
som sagde : 
„ Efter Doktorens Forklaring kan vi stemme om den 
Døde er vød af Gift , eller om han er død en almindelig 
Død . “ 
I dette Øieblik kom en Betjent hurtig ind i Salen 

og gik hen til Dommeren . Han overrakte Dommeren et 
sammenfoldet Stykke Papir . 
„ Hvad er det ? “ spurgte den lille tykke Mand . 
„ Brevet er nylig ankommen med Posten og er 
adresseret til Dem . “ 
„ Det kan jeg see paa Adressen , din Dosmer , “ 
sagde Dommeren og brød Brevet . — „ Men hvad er 
det ? — Hvem har tilladt sig det ? — „ Fundet i Graven , 
i Nærheden af Fængslet . “ Mine Herrer , det seer ud til 
af være et anonymt Brev — altsaa af ingen Betydenhed . 
Et smudsigt Stykke Papir ligger deri — jeg gider 
vidst , hvad det har af betyde ? — Aha , i dette Hjørne 
staaer skrevet Ordet „ Gift , “ intet videre . Jeg maa tilslaae 
af min Mening er den , af man paa en dum . 
Maade vil forsøge af lede Retfærdigheden paa Vildspor . 
Det er min Mening . — Paa Ære ! “ 
Ved disse Ord slyngede han Papiret ligegyldig 
over Bordet . 
En af de Eedsvorne tog Papiret op af Gulvet og 
udbrød meget forundret . 
„ Tillader De , Herr Dommer , kjender Te ikke Haandskriffen ? “ 
„ Nei , 
jeg gjør sandeligen ikke . “ 
„ Men det er dog meget paafaldende ! “ 
„ Kan gjerne være ! “ udbrød Dommeren meget utaalmodig . 
„ Man kan ikke forlange , at jeg skal kunde 

jende enhver Haandskrift , som kommer mig for Øinene . 
Hvis Haandskrift troer De da det er ? “ 
„ Ingen Andens , end Grev Fly ' s ! “ 
Dette Svar bevirkede et formeligt Oprør . 
„ Er De ogsaa aldeles overbevisf om deres Paasland , 
miil Herre , førend De udtaler en slig Beskyldning 
imod Greven ? “ spurgte Prokuratoren . 
„ Ganske vist , “ svarede den Udspurgte . „ Desforuden 
har vi her et ufeilbarligt Bevis , som det lader 
til , har Herr Dommeren overseet det . “ 
„ Hvad er deres Mening ? “ spurgte Dommeren 
ærgerlig . 
„ Dette Stykke Papir er forsynet med Grevens 
Vaaben , — og maae det altsaa slamme fra ham eller 
af hans Familie . Det er aldeles ingen Tvivl underkastef . “ 
Den 
Bevægelse som denne lille Begivenhed bragte 
med sig , var ubeskrivelig . Før havde Beskyldningerne 
imod Greven kun været løse Rygter , men nu , da man 
havde fundet dette lille Stykke Papir med Grevens 
Vaaben , hvor det skjæbnesvangre Ord „ Gift “ stod paaskreven , 
virkede lige saa meget som om man havde 
kastet en Glød i et Krudtfad . 
Den Eneste som forblev rolig var Dommeren . 
„ Naar vi tænker rigtig over det , saa har det i 
Grunden aldeles ingen Betydning , “ svarede han . 

„ Men nu reiste en af de andre Mænd , sam var 
Dommeren underordnet , sig fra sit Sæde og udbrød 
med Bestemthed . 
„ Paa det Bestemteste protesterer jeg derimod . Min 
Dom lyder paa Mord . “ 
Disse Ord blev modtaget med Bifald . 
Efter at de havde stridt frem og tilbage , lød den 
almindelige Dom , „ Død af Gift . “ 
Saasnart Dommen var fældet , var der intet mere 
i Veien , at stede Dyrings Liig til Jorden . 
Et Bud blev afsendt til Tøndesen for at bekjendtgjøre 
ham med Juriens Dom . 
Adolf opholdt sig med sin Ven i Kroen hos Md . 
Truelsen . Han var gaaet derhen for at tilbyde den 
stakkels Rosa , til hvem han følte en hjertelig Deeltagelse , 
sin Hjælp . 
Han havde ikke truffet hende hjemme . Md . Truelsen 
fortalte , at en ældre Dame tidlig om Morgenen 
havde hentet Rosa , for at aflægge Vidnesbyrd for 
Dommeren . 
Den unge Mand havde derfor , meget utaalmodig 
den hele Formiddag , ventet efter hende . 
Da nu Adolf hørte at Netten havde afsagt deres 
Dom , spurgte han Budet hvor Rosa var ? 
Budet som havde været tilstede , fra Begyndelsen 

til Enden , under Forhandlingerne , paastod paa det Bestemfeste , 
at hun slet ikke havde været i Salen . 
„ Ikke været der ! Veed Te det ogsaa for ganske vist ? “ 
„ Ganske bestemt . Jeg er aldeles sikker derpaa . “ 
„ Veed Te Heller ikke om hun har været i 
Fængslet ? “ 
„ Jeg gik lige der forbi og talte med Vogteren . 
Vi gik ind i Fængslet og betragtede den Døde , men 
hans Datter var der ikke . “ 
Adolf blev forundret og ængstedes tillige . Han 
begav sig strax paa Veien hvor Retten havde været forsamlet . 
Her gjorde han sig al tænkelig Umage at opspørge 
den Forsvundne , men det førte til ingen Resultat . 
Ingen kunde give ham noget Resultat . Ingen 
havde seet Fangens Datter , som var kjendt over hele 
Landsbyen og havde overalt vakt den dybeste Deltagelse . 
Adolf forundte sig ingen Ro . Han vandrede rundt 
omkring og da Midnatstimen nærmede sig , havde han 
endnu ikke fundet det mindste Spor af den tabte Pige . 
Sjette Kapitel . 
Et sælsomt Besøg . 
Efter at Retten havde udtalt Deres Dom over 
Dyring Tøndesens Liig , svandt Greven aldeles hen som 
et Skyggebillede . 

Der var ingen som optraadte imod ham som An 
klager . Ingen pegede paa ham og sagde til ham : 
„ Du er Gjerningsmanden . “ Det kunde han have kjæmpet 
imod , og svækket Anklagen ved Modbeviser . Den 
Anklagede som staaer ligeoverfor sin Modpart , han 
kjender sin fortvivlede Stilling og kan bekjæmpe sin 
Fjende med de Vaaben som staaer ham til Tjeneste . 
Men Grevens Stilling var meget værre . Han blev 
ikke alene mistænkt , men han blev dømt af den farligste 
af alle Domstole , nemlig af den offentlige Mening . 
At kjæmpe derimod var umuligt . 
At være dømt til en saadan Fornedrelse , var for 
den ellers saa stolte , høitstillede Mand som Grev Fly 
aldeles utaaleligt . 
Og dog var denne Prøvelse uundgaaelig . 
Grev Fly vidste for længe siden hvad han havde 
at vente , men desuagtet fandt han Ulykken tungere at 
bære , som han havde ventet . 
Hvorhen han ogsaa gik , fulgte ham en forfærdelig 
Frygt . 
Saavel i hans eget Huus , som i hans Familiekreds , 
var det , som om en hemmelig Hvisken overalt 
lød i hans Øren , som bragte ham til at blegne og færfulgte 
ham som en Forbandelse . 
I en Tid af tre Dage var Grevens Udseende bleven 
over ti Aar ældre . 

Baronessen forfærdedes , da hun en Aftenstund 
mødte Grenen , som havde gjort sig en Tour igjennem 
Landsbyen . 
Ten ellers saa sine Rodme , som sædvanlig gav 
hans Ansigt et frisk Udseende , var nu aldeles forsvunden . 
Hans Øine rullede vildt i Hovedet . Skikkelsen 
havde tabt sin ellers saa stolte Holdning . 
„ For Gudsskyld ! kjære Ven , hvad er dog hændet 
Dem ? “ udbrød hun forskrækket , medens hun kjærligt 
greb begge hans Hænder . . . Tal , siig mig hvad der 
piner Dem , jeg skal troligen dele enhver Sorg med 
Dem . Lad mig som Deres troeste Veninde ligesom i 
tidligere Dage , slaae trøstende ved Deres Side . Siig 
mig dog hvad der er hændet Dem ? “ 
„ Intet , min kjære Veninde , ikke det Ringesle , “ svarede 
han . „ De mane ikke unødig forsfrækkes ! “ 
„ De skuffer mig ikke , min Ven , “ sagde hun vemodig . 
„ Indtil nu har jeg taget Deel i alle Deres Glæder . 
De kan dog ikke troe , at jeg nu skulde vige tilbage , 
for at slaae trøstende ved Deres Side i Deres 
Sorg ? “ 
Medens De saaledes talte sammen , var De gaaet 
ind i Grevens Værelse , hvor Baronessen sad sig ved 
Siden af ham . Et Øieblik sadde De tause uden at tale 
et Ord , men pludselig strømmede Taarerne ned over 
hans furede Kinder . 

„ Jeg er svag og en Taare , kjære Veninde ! “ udbrød 
han hulkende . „ Jeg havde foretaget mig af træde endog 
det Værste dristig under øinene , men det er umuligt , 
jeg kan nu ikke udholde det længere , det trykker mig til 
Jorden . Ak , hvor er det dog haardt af tabe Agtelsen af 
dem , som tidligere har elsket og høiagtet os . At læse 
Mistanke i ethvert Øie , som man møder , og vide af enhver 
Mund fordømmer mig . Store Gud , hvad har jeg 
dog forbrudt , for af lide saa meget ? “ 
Baronessen forsøgte paa det hjerteligste af trøste 
ham . 
„ Te tænker formeget over Sagen , min Ven , “ sagde 
hun blid . „ Folkene i Omegnen have jo dog kun en 
uklar Mistanke til Dem . Der existerer jo ingen Beviser 
imod Dem , og Folk kan dog ikke være saa ubarmhjertige 
af dømme Dem for en saa skammelig Forbrydelse . “ 
„ De veed ikke , hvad jeg har lidt , kjære Veninde ! 
Hos mine nærmeste Naboer , med hvem jeg ellers har 
gjort mangen munter Jagtparti , nyder jeg nu kun en 
kold Høflighed naar jeg paa min Vei møder En eller 
Anden . Gaaer jeg igjennem Landsbyen , stirrer Folkene 
paa mig , ligesom om jeg var et vildt Dyr , eller de gjør 
en stor Omvei for ikke af møde mig . Den fattigste Bonde 
af mine Undergivne , lukker Døren naar jeg nærmer mig . 
Nærmer jeg mig hans Huus , river han sit Barn bort 

for mine Fødder , for af beskytte det for Berørelsen af 
en Morderhaand . “ 
Den stolte Mand skjulte sit Ansigt i Hænderne og 
græd . 
Baronessen følte af hun ikke kunde sige noget , som 
formaaede af lindre hans Smerte , og blev siddendes 
taus ved Siden af ham . 
Greven reiste sig og udbrød bevæget : 
„ Alen det Værste af det Hele foreslaaer mig endnu ! 
O , min Kjære , naar nu ogsaa denne skjændige Mistanke 
skulde ramme Dem , — naar man vilde forsøge af mistænke 
den blide Janette ? — Det kunde jeg ikke overleve 
— Tanken derom dræber mig allerede ! “ 
„ Jeg frygter Intet , “ svarede Baronessen rolig . „ Ten 
stolte Bevidsthed om min Uskyldighed , vil kunde opretholde 
mig i denne Kamp . Jeg har Intet af bebreide 
min Samvittighed . “ 
Maaskee laae i disse Ord noget af en Bebreidelse 
eller Mistro imod Greven . Han troede , af selv Baronessen 
i Bevidstheden om sin Uskyldighed havde svoret 
sig imod ham . 
Efter et par Minutters Forløb , hvori Greven aldeles 
var nedbøiet af fin Smerte , foreslog Baronessen ham 
at gjøre en lille Reise til Italien , Schweitz eller hvorsomhelsf 
andet Sted , det vilde foreløbig være det Rigtigste 
som han kunde gjøre . Naar Greven forsvandt en Tid 

fra Omegnen , saa meente hun , at Rygtet som forfulgte 
ham , nok vilde dysses ned . 
Greven rystede fortvivlet paa Hovedet . 
„ Nei , “ udbrød han , „ jeg vil ikke skye . Jeg vil endog 
byde det Værste Trods . Himlen vil nok give mig Kraft 
til at jeg kan forsvare min Ære . Jeg er uskyldig i 
denne Daad , det sværger jeg ved den almægtige Gud . 
Men lad mig nu alene , kjære Veninde , jeg beder Dem 
nu at forlade mig . “ 
Baronessen adlød , men kun med Modsfrid . Da hun 
vendte Hovedet , idet hun vilde forlade Værelset , saae 
hun med dyb Smerte , at Greven aldeles tilintetgjort 
var sunken tilbage paa Stolen . Hovedet var bøiet dybt 
ned paa Brystet og hans Læber skjælvede . Hun frygtede 
at lade ham saaledes ene nied sine tunge og pinlige 
Tanker . 
Baronessens Frygt var ikke uden Grund . Greven 
sad i flere Timer ubevægelig paa Stolen og anstrengte 
sin Hjerne med den ene frygtelige Tanke , som ikke lod 
ham nogen Ro , hverken Nat eller Dag . Men nu kunde 
han ikke længere udholde denne Oval . Han reiste sig 
hurtig op fra Stolen og begyndte med sammenpressede 
Hænder og nedbøiet Hoved at gaae op og ned i Værelset . 
„ Der 
maae skee noget ! “ mumlede han hen for sig . 
„ Jeg bliver vanvittig , naar det ikke lykkes mig at vælte 

Byrden fra mig , som nedtrykker min Sjæl . — Havde 
jeg dog ikke gjort det første falske Skridt -- havde jeg 
blot ikke givet efter for den første Fristelse , saa havde 
maaskee Alt været godt . Den Ulykkelige levede maaskee 
endnu . — Levede ! - Alen var der ogsaa Plads baade 
for ' ham og for mig paa denneJord ? Umuligt ! — Jeg 
drømmer sommetider at han endnu var i Live , og jeg 
overlod ham det Hele , uden at knurre . Derpaa havde 
jeg trukken mig tilbage og levede med min Familie i en 
hæderlig Armod . Men det var kun en Drøm , et Billede 
af min Fantasi . Jeg kan ikke gjøre det . Ingen Mand 
som er opfødt i min Stand , er istand dertil ! Nei , det 
er umuligt — han kan ikke gjøre det — og naar det 
gjældte hans Sjæls Salighed , kunde han ikke være 
istand dertil . “ 
Medens han saaledes gik og talte med sig selv , 
var han gaaet hen til Glasdøren som førte ud til Parken . 
Han lukkede en af Dørene op , og lod nu den kolde 
Natteluft trænge ind i Værelset . 
Han gav ikke Agt paa Blæsten , som løsede Forhængenæ 
og blæste derved frem og tilbage . Han bemærkedæ 
ikke af hans Papirer , som laae paa Bordet , 
fløi rundt omkring i Værelset . Hans Hoved brændte , 
som om han havde Feber og han søgte Forfriskning i 
den kolde Natteluft . 
Han trykkede sin brændende Pande , imod Glasruderne 

af den halvlnkkede Dør og stirrede ud i 
Parken . 
Himlen var sort og bedækket med Skyer . Man 
kunde ikke skjelne andet i dette Mørke , end saavidt Lysskinnet 
tillod det . 
Han kunde saaledes have staaet i et Par Minutter , 
da han pludselig blev opskrækket af et Syn . 
Det var en Dame i mørke Klæder , som var traadt 
nærmere og stirrede paa Greven . Et tæt Slør bedækkede 
aldeles det øverste af hendes Ansigt . Desforuden havde 
hun kastet det ene Hjørne af sit Schawl over Skulderen , 
faa af hendes Hage aldeles blev skjult af Folderne . 
„ Hvem er De ? “ spurgte Greven , mere forskrækket 
end overrasket . 
„ Mit Navn , gjør intet til Sagen , “ svarede den 
Tilslørede . „ Jeg er Dem aldeles ubekjendt , men jeg 
ønskede gjerne at tale et Par Ord med Dem . “ 
„ Kom nærmere , “ bød Greven i en stolt Tone . 
„ De maae forklare mig , hvad der fører Dem til en 
saadan Time her i Parken . Hvad ønsker De ? Hvad 
vil De ? “ 
Hun kom nærmere hen til Greven , som om hun 
vilde gaae ind i Værelset — men Greven , som stillede 
sig i den halvtaabne Dør , spærrede Veien for hende . 
„ Jeg er kommen for at tale med Dem om det forøvede 
Mord , “ begyndte den Fremmede . 

Greven foer sammen og hele hans Legeme skjælvede . 
„ Træd nærmere ! “ udbrød han hurtig . „ Træd 
nærmere ! “ 
Damen traadte trodsig ind af Døren , Greven lukkede 
Døren i Laas efter hende . Derpaa viste han paa en 
Stol — men hun satte sig ikke ned . Sløret beholdt hun 
for Ansigtet , men lod Schawlet falde . 
„ De kjender mig ikke , “ sagde hun , da hun bemærkede 
at Greven forskende betragtede hende . „ Te kjender 
mig ikke , og jeg bære dette ' Slør mere for Deres Skyld 
som i min egen Interesse . Der ere saa mange nysgjerrige 
Øine i Deres Omgivelse , og det vilde ikke være 
godt at disse kjendte mig eller fik at vide at jeg var her 
tilstede . Man vilde troe at jeg ikke var kommen i en 
venskabelig Hensigt . “ 
„ Det er De altsaa ? “ spurgte Greven . 
„ Det vil afhænge af Dem selv , “ var hendes Svar . 
„ Ven eller Fjende — det er mig Munden aldeles ligegyldig , 
eller med andre Ord , jeg vil hellere hjælpe end 
skade Dem . Derfor er jeg kommen til Dem . “ 
„ Jeg maa oprigtig tilstaae , at De er noget hemmelighedsfuld 
og uforstaaelig , “ svarede Greven smilende . 
„ Naar jeg er det , “ svarede hun , „ saa ligger Grunden 
kun deri , at det er noget vanskelig for mig at udtale 
det , hvad jeg ønsker at sige Dem . Jeg kan paa 
ingen Maade glemme at De er en Adelsmand og saaledes 

staaer langt over mig . De er maaskee af den 
Mening , at jeg ikke har nogen Net at blande mig i 
Deres Sager . Strengt taget har jeg det Heller ikke . 
Men naar jeg gjør det , faa skeer det , fordi at jeg troer 
at bevise Dem en Tjeneste dermed — en Tjeneste , som 
ligeledes er mig til megen Nytte . “ 
„ De tilstaaer altsaa af De ogsaa seer paa Deres 
egen Fordeel ! “ sagde Greven . 
„ Jo ! Hvem gjør ikke det ? “ svarede hun . „ Ethvert 
Menneske søger af gavne sig selv , naar der slaaer ham 
Midler og Veie aabne . Men naar jeg nu ved viin Fordeel 
ogsaa fremme Deres , saa kan det jo være Dem aldeles 
ligegyldig . Te er en fornem , høitstaaende Mand , 
Hr . Greve , men Deres Fornemhed har ikke kunnet beskytte 
Dem for af blive ramt i Hjertet , saa af De nu vandrer 
omkring som et Spøgelse . Beboerne her i Omegnen beskylder 
Dem for af have myrdet et Menneske , for af bevare 
Deres ydre Stilling . “ 
Greven blev bleg af Brede , og tykke Sveddraaber 
perlede paa hans Pande . Uvilkaarlige » pressede han 
sine Hænder imod Brystet , men han svarede ikke et Ord . 
„ Man har ikke funden nogle fyldestgjørende Beviser 
imod Dem , “ vedblev den Fremmede , „ idetmindste ikke 
tilstrækkelig nok til af faae Dem dømt . Men derimod 
tilstrækkeligt af slemme den offentlige Mening imod Dem , 

tilstrækkelig til uden min Hjælp , af blive hele Deres Liv 
igjennem mistænkt for dette Mord . “ 
„ Uden Deres Hjælp ? “ spurgte Greven forundret . 
„ Jo , som jeg siger — uden min Hjælp . “ 
„ Eier De da nogetsomhelsf Bevis ? “ udbrød Greven . 
„ Veed De da noget nærmere over denne Forbrydelse — 
er De maaskee endog istand til at nævne den Skyldige ? “ 
„ Jeg kan gjøre det samme som hele Verden gjør — 
kan pege paa Dem , “ svarede hun ondskabsfuld . 
„ Qvinde ! “ udbrød Greven opbragt . „ Er De 
maaskee kommen hertil for at fornærme mig ? Husk paa , 
at jeg , trods Alt hvad der er skeet , endnu er Herre i 
mit eget Huus . Jeg behøver blot at ringe paa denne 
Klokke , og De vil erfare hvorvidt min Magt naaer . “ 
„ De gjorde meget bedre , at høre først paa mig , “ 
svarede Damen med megen No . „ Jeg er paa ingen 
Maade kommen hertil for at fornærme Dem , Herr 
Greve , men hvad jeg har sagt er sandt . Det vil aldrig 
— aldrig i deres Liv lykkes Dem ' at bortkaste den 
Mistanke , som hviler paa Dem , uden min Hjælp . 
Hemmeligheden som hviler over dette Mord — thi det 
var et Mord , ingen Selvmord , som deres Prokurator 
prøvede paa at vilde bilde Befolkningen ind — Hemmeligheden 
vil aldrig blive opklaret naar jeg ikke eiede 
Midler , til at gjøre det . Men om jeg vil besatte mig 
med Sagen , eller ei , det afhænger ikke fra mig , men 

hvilket Svar Te vil give mig , paa det Forslag , som 
jeg vil gjøre Dem . “ 
Greven havde med megen Modbydelighed hørt 
paa hende . 
„ Den gamle Historie ! “ svarede han bittert . „ En 
Hemmelighed , som bliver falbudt for Penge . Alt for 
Penge ! Men jeg siger Dem en Gang for alle , at jeg 
ikke indlader mig paa den Slags Handel . “ 
„ De tager meget feil , Herr Greve ! “ udbrød Damen 
heftig . „ Jeg har ikke talt om Penge , og forlanger 
Heller ingen Penge . Jeg har min Pris , men den maa 
betales paa en anden Maade . “ 
„ Saa maa De forklare Dem tydeligere , “ udbrød 
Greven , som blev overrasket af den Fremmedes Alvorlighed , 
hvormed hun talte . „ Hvad er det , som De har at foreslaae 
mig . Til hvilken Pris kan jeg da erholde de 
Fordele som De tilbyder mig ? “ 
„ Der paa kan jeg svare Dem , med kun to smaa 
Ord , “ svarede Damen . „ Jeg lovede Dem at befris 
Dem fra den Mistanke , at De er Dyring Tøndesens 
Morder . . . . “ 
„ Det vil sige , at De giver mig Midler i Hænde , 
hvormed jeg kan bevise min Uskyldighed ? “ afbrød Greven 
hende . 
„ I Verdens Øine , — Ja ! “ udbrød hun med spottende 
Latter . 

„ Og Te troer , at De er i Stand dertil ? “ spurgte 
Greven . 
„ Jeg er overbeviist derom , “ svarede hun . 
„ Og hvad forlanger De til Løn , derfor ? “ 
„ Knn det Ene — at De hæver Forlovelsen imellem 
Deres Datter og den unge Verner . “ 
Medens den unge Dame udtalte disse Ord , skjælvede 
hun saa stærkt , at hun for at holde sig opreist , 
maatte støtte sig til en Stol . 
Grev Fly var aldeles maalløs af Forundring . 
„ Hvad i al Verden kan dog foranledige Dem , at 
stille mig denne Betingelse ? “ spurgte Greven aldeles 
forundret . 
„ Naar Te v ' dste Alt , vilde De ikke spørge saaledes , “ 
svarede Damen , „ og naar jeg ønskede at Te 
skulde erfare det , saa havde jeg ikke til denne Time begivet 
mig til Dem . “ 
„ Hvad De forlanger af mig , er saa mærkværdig , 
saa uforklarligt , “ svarede Greven . „ Jeg kan aldeles 
ikke finde nogen Sammenhæng , imellem det som De forlanger , 
og det hvad De lover af gjøre . De maae virkelig 
have ung undskyldt , naar jeg vægrer mig , af indgaar 
paa et saadant Forslag . “ 
„ Hr . Greven tvivler maaskee paa min Magt , og 
troer ikke , af jeg er istand til af fuldføre , hvad jeg 
lover ? “ 

„ Jeg har ligesaalidt Grund , til af troe paa Deres 
Ord , som af tvivle paa Dem . “ 
„ Det er meget sandt . Men tvivler De maaskee 
paa Muligheden , af hæve Deres Datters Forlovelse ? “ 
„ Det er Forhold , som jeg ikke kan indblande Fremmede 
i . “ 
„ Skus Dem ikke selv , Hr . Greve ! “ udbrød Damen 
vred . „ Om Te vil hæve den eller ei , det er mig aldeles 
ligegyldigt , men Forlovelsen vil blive hævet , derpaa 
giver jeg Dem mit Æresord . “ 
„ Nei , virkelig ? “ svarede Greven smilende . 
„ Nu leer Te , Hr . Greve , men snart skal De erkjende 
Sandheden af min Paasfand . Vogt Dem blot 
for , af De ikke vil komme til af indsee , hvorledes De 
har misforstaaet Deres egen Fordeel , da De tilbageviste 
mit Forslag . I dette Øieblik kan jeg fuldføre 
hvad jeg har lovet Dem og har besluttet til af gjøre 
det . Imorgen har jeg maaskee hverken Magten eller 
Villie , til at udføre det . “ 
Da hun havde udtalt disse Ord , reiste hun sig med 
lynende Blikke , og vilde hurtig bortfjerne sig . 
„ Bliv ! “ udbrød Greven haardt . 
„ Det er til ingen Nytte , at jeg længere uleiliger 
Hr . Greven , “ svarede Damen . 
„ Siig mig idetmindste , hvor jeg kan finde Dem , i 
Tilfælde jeg . . . “ 

„ Skulde see Sugen fra en anden Side ! “ udbrød 
hun haanlig leende . „ Men intet er lettere end det ! 
Ønsker De at tale med mig , saa behøver De blot at 
kalds , og jeg skal staae ved deres Side . “ 
Disse Ord havde hun udtalt med en Gestus som 
en Skuespillerinde , og gik nu med hurtige Skridt henimod 
Udgangen . 
I dette Øieblik blev Døren paa den modsatte Side 
af Værelset aabnet og Janette traadte hurtig ind i 
Værelset . 
Skjøndt Almas Dragt gjorde hende ukjendelig , gjenkjendte 
Janette dog strax den Qvinde , som hun havde 
mødt i Parken , og som saa grusomt havde fornærmet 
hende . Uvilknarligen udstødte hun et høit Skrig . 
Den tilhyllede Skikkelse vendte sig hurtig om og 
gjenkj ndte strax Grevens Datter . 
Ogsaa hun udbrød i et forundret Skrig som næsten 
lød som en Forbandelse og forsvandt derpaa i den 
mørke Nat . 
Syvende Kapitel . 
Det bedste Middel til af slukke Ilden med . 
Man behøvede ikke af tvivle . Rosa Tøndesen var 
forsvunden . 

Efter al Sandsynlighed var hun bleven lokket bort 
fra Hjemmet , medens Forhøret havde staaet paa , og 
Adolf , som havde paataget sig den Forpligtelse af beskytte 
den unge Pige , gjorde sig en Deel Bebreidelser , 
som om han havde begaaet en Forbrydelse . 
Saavel Adolf font Hjelmskjold vare overbeviste om , 
af Rosas Forsvinden ikke kunde være tilfældig , men 
maatte være Resultatet af en moden overveiet Plan . 
Faderen var nu død , Datteren forsvunden — altsaa 
maatte nu enhver forstyrrende Fordring paa Grevskabet , 
have en Ende . 
En anden meget vigtig Omstændighed lod til , endmere 
af bekræfte denne Paastand . 
Adolf holdt det for sin Pligt af gjennemsøge den 
beskedne lille Pakke , som den Afdøde og hans Datter 
havde ladet ligge i Kroen . Maaskee indeholdt Pakken 
Papirer , som kunde give nogen Oplysning over den 
unge Piges Forsvinden , eller maaskee kunde hentyde til 
Familie eller Venner . Skjøndt meget usandsynlig , kunde 
det dog være muligt af en gammel Bekjendt havde taget 
den forladte Pige hjem med sig , for af befrie hende fra 
et Sted , hvor hun havde oplevet faa meget Sørgeligt . 
Den brave Md . Truelsen fandt sig strax beredt til 
at aabne den lille Pakke , og Vennerne undersøgte den 
i hendes Nærværelse . 
„ Der er kun faa Sager , og ere ikke fire Skilling 

værd , “ sagde Værtinden , som havde opmærksomt gjennemseet 
Indholdet af Pakken . „ Men Rosa var dog 
altid meget omhyggelig for de stakkels par Klude , som 
om de vare sloppede med Guld . Den gamle Mand 
var ligesom Datteren . Han var kun bekymret for sin 
Pakke — han yttrede ogsaa , at den indeholdt vigtige 
Papirer . “ 
„ Papirer ? “ spurgte Adolf forundret , „ jeg kan ikke 
see saadanne . “ 
„ Hvad er dette ? “ spurgte Hjelmskjold , idet han 
bukkede sig og tog en lille Pakke som var falden ned 
paa Gulvet . 
„ Det er maaskee Papirerne , hvorom Tyring har 
talt . “ 
Ten lille Pakke blev hurtig undersøgt , men den 
indeholdt kun tre gamle Aviser , som vare sammenlagde 
i Qvardratform . 
Ten unge Mand kunde naturligvis ikke ane at disse 
Blade kun i Hast vare sloppede i Pakken for at opfylde 
den Plads , som De virkelige Papirer tidligere havde 
indtaget . 
„ Her er heller ikke den mindste Gjenstand som har 
nogen Værdi , “ svarede Værtinden . „ Det er jo rigtignok 
værst for mig selv , da jeg nu ikke veed hvorfra jeg 
skal faae Betaling . Men derfor vil jeg ikke fordømme 
den stakkels Pige , ligesaa lidt den gamle Mand , der 

nu hviler i sin Grav . Rigtignok ere mine Udgifter ikke 
saa smaa , og naar der saa indkvarterer sig Folk hos mig , 
som ikke betaler , saa . . 
Adolf afbrød den tungefærdige Kone . 
„ Jeg skal betale hvad disse To skylder Dem . Giv 
mig blot en Regning . “ 
„ Nei , min Herre , “ afbrød Md . Truelsen ham meget 
indigneret . „ Jeg er ikke den Kone , som modtager saadant 
Noget . Jeg siger min Mening og troer at jeg har 
Ret dertil , ellers vilde Verden være meget værre som 
den allerede er . Men at jeg skulde modtage Penge af 
Dem , det skulde aldrig falde mig ind . Te , min Herre 
har gjort mere end Deres Pligt imod den gamle Mand 
og det stakkels Barn , og det Lidet som disse Stakler 
skylder mig , saa skjænker jeg Dem det gjerne og ønsker 
kun at det maa gaae den stakkels Pige godt . “ 
Adolf og Hjelmskjold stode tvivlraadig med hvad 
de nu skulde gjøre . 
„ Nu Hjelmskjold ! hvad mener Du ? “ udbrød Adolf , 
„ hvad have vi nu nærmest at gjøre ? “ 
„ Ikke andet , end at vi maa finde den unge Pige , “ 
svarede Hjelmskjold ufortøvet . 
Med en sørgmodig Tone sagde Adolf : 
„ Du har vist aldrig bemærket at jeg er vegen tilbage 
for at opfylde min Pligt , selv om den var tung 

at opfylde . Men nu er jeg bange , kjære Ven , at Du 
vil opleve noget , hvorved jeg maa tabe Din Agtelse . “ 
Hjelmskjold forstod ikke rigtig hvad han meente og 
bad om en tydeligere Forklaring . 
„ Vi behøve vist ikke at tvivle , at her er begaaet 
en stor Forbrydelse , “ vedblev Adolf , „ og at det er af 
samme Grund , at den gamle Dyring er bleven forgivet , 
lige saavel som den unge Pige er bortrøvet . “ 
„ Det behøver vi ikke at tvivle om , det er aldeles 
klart og næsten som bevidst , “ svarede Hjelmskjold . 
„ Godt , naar det forholder sig saaledes , saa har 
jeg forpligtet mig til , grundig at undersøge denne Sag , 
at drage den Skyldige srem for at aflægge Regnskab 
og lade ham retslig asstraffe . Min Samvittighed siger 
ulig det lydelig nok , og det Løfte som jeg gav den 
Døende , fordobler mit Ansvar som jeg har paataget 
mig at udføre . Kan Du begribe , hvorfor jeg desuagtet 
bliver nvirksom og lader den kostbare Tid hengaae uden 
at bekymre mig det mindste derom ? “ 
„ Jeg veed kun , at Du har store Besværligheder at 
overvinde , “ var Hjelmskjolds Svar . 
„ Besværligheder ? De vilde ikke kunde holde mig 
tilbage . Du veed bedst selv , at naar en Sag er besværlig 
at fuldføre , saa er jeg ikke den Mand , som 
skulde lade mig holde tilbage . Nei Hjelmskjold ! Grunden 
hvorfor jeg forholder mig saa rolig , det er alen ? 

fordi jeg kan indsee at Grev Fly er den ene Skyldige . 
Han alene havde Grunde til at fuldføre denne skammelige 
Forbrydelse og naar jeg nu betænker hvem han er 
og i hvilket Forhold han staaer til Janette , saa føler 
jeg mig aldeles lammet . Er det da muligt Hjelmskjold , 
at man er istand til at anklage Faderen til den Qvinde , * 
som er mig det Dyrebareste her paa Jorden . “ 
„ Jeg kan fuldkommen begribe , hvor svært denne 
Opgave maa være for Dig og hvilken Kanip Du maa 
bestaae imod Dig selv , “ svarede Hjelmskjold . 
„ Jeg har De vigtigste Grunde til at tage mig af 
Dyring Tøndesens Sag , “ vedblev Adolf . „ Jeg er ligesom 
udseet til at hævne hans Død . Jeg bærer hans 
Navn - han selv troede , at jeg stammede af den Tøndenske 
Slægt , og paa den Maade hører til hans Familie ; 
døende har han overgivet mig sine Rettigheder til hans 
Fordring paa Grevskabet , tillige at drage Omsorg for 
hans forældreløse Barn . Naar jeg nu seer at hansi 
Fjestder i fuldkommen Sikkerhed nyder det , hvad der med 
Rette tilkommer ham og som de nu have sikkret sig ved 
hans Død , medens hans Barn maaskee svæver i Nød og 
Fare , saa er dette en Bebreidelse , en bitter Paamindelse , 
hvilket jeg , som Mand af LEre ikke maa lukke mit Øre 
for . Hvergang jeg beslutter mig til at gjøre det Nødvendige 
i denne Sag , staaer alletider det bedende Ansigt 
af den Elskede for mine Øine . Jeg seer hende liggende 

for mine Fødder , jeg føler Berøvelsen af hendes Hænder , 
jeg hører hendes bønfaldende Stemme , som besværger 
mig at skaane hendes Fader — skjøndt han er skyldig 
at have Medlidenhed med ham , for hendes Skyldfor 
hendes Skyld , Hjelmskjold ! “ 
I Forretningssager eiede Hjelmskjold en hurtig og 
sikker Dom , men i Hjerteanliggender manglede han , som 
han selv tilstod , enhver Erfaring , og han vidste derfor 
ikke at give noget Raad . 
Medens han stod overveiende hvad han skulde svare , 
kom en lille Mand ind i Kroen , tog en Deel Breve , 
som han bar i en Taske og bredte disse ud paa Bordet 
foran sig . 
Det var Postbudet i Landsbyen , og Adolf bemærkede 
slrax at et af Brevene , som laae paa Bordet var 
adresseret til ham . Han tog det . 
„ Er det maaskee til Dem , min Herre ? “ spurgte Postbudet . 
„ Jo , 
det er . Mit Navn er Tøndesen . “ 
„ Godt , jeg vidste her var et Brev adresseret til det 
Navn , “ svarede Budet . 
Dermed puttede han de øvrige Breve i Posttasken 
igjen , fik sig en lille Taar og humpede saa skyndsomst 
afsted . 
Brevet var fra Pastor Holgersen , og underrettede 
Vennerne om , at Pastor Holgersen havde modtaget et 

Tilbud af en Ven , som var as den største Vigtighed for 
Adolf . Han bad derfor Vennerne , skyndsomst at begive 
dem til ham , for at aftale det Nærmere . Indholdet af 
Brevet skuttede med at den gamle Præsts Fader igjen 
var bleven meget syg , og saaledes kunde de ikke regne 
paa hans Raad . 
To Timer efter de havde modtaget Brevet naaede 
Vennerne Præsteboligen . 
Pastor Holgersen , som saae dem nærme sig , ilede 
dem hurtigt imøde . 
„ Min Fader , “ sagde han til Adolf , „ veed ikke noget 
af det som jeg har at sige Dem , da vi seer os nødsaget 
til at sorskaane ham for Alt , som kunde ophidse ham . 
Men tillad mig nu at spørge Dem , om De endnu har 
besluttet at reise til den nye Verden ? “ 
Dette Spørgsmaal overraskede Adolf meget . Han 
havde i den sidste Tid , aldeles ikke tænkt paa Fremtiden , 
da han ikke behøvede at sørge for sit Livsophold , Arven 
efter hans afdøde Tante gjorde ham aldeles uafhængig . 
„ Det 
er gjerne muligt , at jeg endnu beslutter mig 
dertil , “ svarede han . 
„ Godt , “ svarede Præsten . „ Jeg har kun spurgt 
Dem om det , da jeg igjennem en af mine Venner seer 
mig istand til at kunne tilbyde Dem en Plads i den 
anden Verdens Deel , som maaskee foreløbig vil tilfredsstille 

Dem . Det handler sig om et Dommerembede i 
Colonierne . “ 
Adolf gjorde store Øine . 
„ Siden , naar , bliver saadanne meget efterspurgte 
Embeder falbudte ? “ spurgte han smilende . 
„ Sædvanlig forekommer det Heller ikke , “ svarede 
Præsten . „ I dette Tilfælde ere nogle overordentlige 
Omstændigheder med i Spillet . Da jeg studerede , havde 
jeg en Ven , Sønnen af en Amerikaner ved Navn Melbourne , 
er Navnet Dem maaskee bekjendt ? “ 
„ Nei , det Navn har jeg aldrig hørt før , “ svarede 
Adolf eftertænkende . 
„ Denne Universitetsven , “ vedblev Præsten , „ havde 
jeg ikke seet i henved 30 Aar , og naar jeg skal være 
oprigtig , ikke mere tænkt paa ham . For nogle Dage 
siden kom denne Ven for af besøge mig . Det er jo 
naturlig af han i disse tredive Aar har betydelig forandrer 
sig . Jeg kjendte ham neppe igjen . Han fortalte mig , 
af han ganske tilfældig havde faaet min Bopæl af vide . 
For Øieblikket har han en sex maanedlig Permission . 
Han beklæder en høi Post i Vestindien . Vi talte om 
Et og Andet og saaledes fortalte jeg ham ogsaa om 
Tildragelserne paa Fremtidshaab . Det lod til af han 
interesserede sig meget for denne Sag , da hans Familie , 
som han yttrede , havde staaet , i ældere Tider , paa en 
venskabelig Fod med Baronessen . I vor Samtale fortalte 

jeg ham ligeledes Uheldet med Jernbanen , og 
derved kom jeg til af nævne deres Navn . Han kunde 
strax erindre sig Navnet , og bemærkede , af Te havde 
ført en Proces for Grev Fly . Forholder det sig saaledes ? “ 
„ Jo , 
det er virkelig sandt , “ sværede Adolf sukkende . 
„ Godt . 
Deres Flid og Arbeide i denne Sag , 
har vundet min Vens Bifald , og da han bemærkede at 
min gamle Fader nærede en særdeles Forkjærlighed for 
Dem , huskede han pludselig paa noget . „ Da jeg seer , 
at De gjerne vilde bidrage til den unge Mands 
Fremtid , saa troer jeg at jeg kan tilbyde Dem et 
Middel dertil . Jeg troer nok at jeg har Indflydelse 
nok , til at forskaffe deres Protcgee et Dommerembede 
i en større Coloni . Forholdene ere rigtignok lidt eiendommelige , 
men jeg haaber nok at kunne tilfredsstille 
deres Ønsker . “ Da han forlod mig , lovede han mig 
at tilskrive mig angaaende denne Sag og nu har jeg 
modtaget et Brev fra ham . Han skriver , at det staaer 
aldeles i hans Magt at bortgive denne Plads og det 
beroer nu kun paa Dem , om De vil modtage samme . “ 
Adolf vidste ikke om han drømle eller var vaagen . 
„ Har Deres Ven ikke nævnet Navnet af denne Coloni ? “ 
spurgte Adolf . 

„ Nei , “ sværede Præsten . „ Det lader til at han har 
glemt det , da han hurtigt har maattet skrive Brevet . 
Lønnen skal være temmelig betydelig , “ tilføiede han . 
„ Hele denne Sag har saaledes overrasket mig , at 
jeg neppe veed hvad jeg skal svare dertil , “ svarede Adolf . 
„ Melbourne trænger rigtignok til et hurtigt Svar , men 
for Øieblikket behøver De dog ikke at beslutte Dem dertil . 
Vil De bestemme Dem til iaften ? “ 
Hjelmskjold som aldeles havde forholdt sig taus , udbrød 
nu : 
„ Hør nu ogsaa mit Raad , min Ven , “ sagde han . 
„ Luk ikke Munden til , naar stegte Duer flyver omkring 
Dig . Lad ikke Gnldkuglerne rulle bort under dine Fødder 
medens Tn nøler . Grib til , Menneske , beskut Dig 
strax ! Alvorlige Forhindringer staaer Dig ikke iveien , 
og dine romantiske Fantasier af overtagne Pligter og 
deslige mere , kast Du dem hurtig over Borde . Gjør 
hvad Du kan , til at skye ud af dette ulykkelige Land , 
og overlad Du Forsynet at straffe de Skyldige og 
beskytte de Uskyldige . At sørge for Dig selv , det maae 
nu være din første Opgave . “ 
„ Amen ! “ svarede Præsten alvorligt . 
Den bestemte Tone , hvormed Hjelmskjold havde 
talt , forfeilede ikke sin Virkning paa Adolf . Et Øieblik 
var han i Fristelse at udtale det skjæbnesvangre Ja , 
men Erindringen om Janette holdt ham tilbage . 

„ Jeg skal lade Dem min Beslutning vide ! “ svarede 
han . 
„ Gid Fanden havde det ! “ udbrød Hjelmstjold . 
„ Hvorledes kan Du dog være saa ligegyldig imod 
din egen Lykke . — Men saadan gaaer det alletider 
i denne Verden . Fortuna kaster alletider sine Gaver 
for Fødderne af de Mennesker , som ikke engang vil 
staae stille , for at opsamle dem . “ 
Baade Hjelmstjold og Præsten søgte endnu længe 
at overtale Adolf til at modtage Pladsen , men al deres 
Umage vare forgjæves . Adolf blev ved sin engang tagne 
Beslutning med at vente indtil Aften . Hans Pligtfølelse 
var stærkere end hans Egennytte , og han svarede : 
„ Jeg skal bestemme mig til iaften . “ 
Denne Beskatning var hans Lykke . 
Havde han vidst , hvad der havde tildraget sig førend 
Melbournes Besøg i Præsteboligen — havde han 
hørt en Samtale , som Damerne Melbourne paa Slottet 
Fremtidshaab havde ført , hvori de beskattede at tilbyde 
Adolf et Embede i en af de usundeste Colonier — naar 
han havde hørt den ondskabsfulde Tone hvormed Jenny 
havde sagt : „ Det er det bedste Middel , hvormed man 
maa skakke Ilden ! “ -- -- -- -saa havde han ikke kunde været 
forsigtigere som han nu var . 

Ottende Kapitel . 
Mordforsøg ved Steenbrudet . 
Jenny Melbourne var en af de Personer som alletider 
var smuk og straalende . Til enhver Tid kunde 
man høre hendes friske muntre Latter . Selv ved Frokosfbordet , 
hvor de fleste Mennesker have nok at bestille 
med at spise , beherskede hun hele Selskabet , legede og 
koketterede , spøgede og saarede efter Hjenenslysf . 
Frokosttiden benyttede hun isærdeleshed til at pine 
Oskar . 
Oskar var alletider paa denne Tid af Dagen meget 
ilde oplagt . 
Han drak og svirede til langt ud paa Natten , og 
Følgen deraf blev at han den næste Morgen vaagnede 
med en forfærdelig Hovedpine . 
Bandende mødte han stedse ved Frokosfbordet , og 
da han vidste at han var behængt med denne Svaghed , 
nød han derfor sin Frokost sammen med sin Moder , eller 
ogsaa kon : han saa seent ved Frokosfbordet , hvor hele 
Selskabet var samlet , indtil de skeste Gjæster havde bortfjernet 
sig . Idag havde Jenny foresat sig at drille 
ham lidt . 
Det var hendes slørste Glæde at faae Bjørnen til 

at lee , som hun kaldte det . Hun fik Oskar til at lee og 
spøge , at sige hende Komplimenter og indgaae paa hendes 
Koketterier , skjøndt hun var overbevist , at det rasede 
i hans Indre , og ønskede baade hende og Alt hvad der 
bar Navnet Melbourne Pokker ivold . 
Ogsaa denne Morgen var Oskar alt andet end i en 
god Stemning . 
„ De kommer meget sildig idag , “ sagde Jenny , der 
allerede længe havde ventet paa ham . „ Altfor sildig , 
jeg var allerede i Begreb med at vilde forlade Værelset . “ 
Oskar havde gjerne spurgt hende , hvorfor hun ikke 
for længe siden var gaaet , tilføjende , at det vilde have 
foraarsaget ham den største Glæde — men han betænkte 
sig dog . 
„ Jeg pleier at gaae temmelig sildig til Ro , “ svarede 
han . 
„ Det pleier jeg ogsaa , men derfor slaaer jeg alligevel 
tidlig op om Morgenen . “ 
„ Men hvad bevæger Dem . dog til at gaae sildig 
tilsengs ? “ 
„ Jeg holder meget af at overlægge , “ svarede hun 
naivt . 
„ Nei , virkelig , har De da saameget at tænke paa ? “ 
spurgte han spottende . 
„ De er virkelig fra Morgenstunden meget sarkastisk , “ 
svarede hun . „ Men det forekommer jo saa sjelden hos 

Dem , at man jo maae tilgive Dem . Dette vil jeg da 
ogsaa gjøre , men tillige gjøre Dem opmærksom paa , at 
De igrunden burde være den Sidste , som skulde lee ad 
mig , da jeg i deres egne Affairer har gjort mere i en 
Uge , som De maaskee har gjort i lang Tid . — Greven 
er forløst af alle Gjenvordigheder — kun en Sorg er 
bleven tilbage hos ham , jeg mener Sorgen over den 
Mistanke som hviler paa ham . — Han er jo bleven 
beskyldt for at have myrdet Prætendenten — men det 
veed De vel nok ? “ 
„ Nei — men hvorfor hviler Mistanken da paa 
ham ? “ 
„ Ak , jeg forglemmer reent , at det vilde være bedre 
at gjemme paa min Triumf . Alen Te kan forlade Dem 
paa nnt Ord . Veed Te ogsaa , at Te kan befrie Greven 
for Mistanken , saasnart De kun vil ? “ 
„ Jeg ? “ udbrød Oskar forbauset . 
„ Hør mig , kjære Oskar , jeg har allerede tidligere 
sagt Dem , at denne Uskyld-Affektation , aldeles ikke klæder 
Dem . Ten har noget Unaturligt hos sig , min 
Kjære , og De gjorde bedre — idetmindste i min Nærværelsæ 
— ikke at vanskabe Dem . “ 
„ Jenny , slige Talemaader frabeder jeg mig paa 
det alvorligste , “ udbrød Oskar harmfuld . „ Allerede tidligere 
har De paa en forblommet Maade beskyldt mig 
for at have myrdet den Afdøde — det taaler jeg ikke . “ 

„ Kan De ikke taale det — De stakkels , rene Engel 
— nei , virkelig ikke , min uskyldige Engel ? “ 
Ved disse Ord bøiede hun sig over til ham , som 
om det var hendes Hensigt at omslynge ham . Men 
hun drev det dog ikke saavidt , men nøiedes med , at see 
ham i Øinene med et smægtende Blik . 
„ Bliv dog blot ikke vred , kjære Oskar , De veed 
jo , jeg er kun et Barn , og naar jeg siger noget som er 
Dem imod , saa gjør jeg det strax godt igjen , med det , 
som jeg gjør for Dem . De sknlde virkelig gjøre Dem 
Umage for at befrie Greven for den slykke Mistanke 
der hviler paa ham . De kan faae Penge naar De gjør 
det — og jeg veed at De trænger stedse til Penge . “ 
Oskar betragtede hende med et tankefuld Blik . 
„ De troer at Greven . . . “ begyndte han . 
„ Vilde give Dem Halvdelen af sin hele Formue , 
naar det lykkedes Dem at tilbagegive ham hans tidligere 
Stilling i Verden , “ afbrød Jenny ham . „ Ikke 
strax — men senere , naar han endnu en Tid har baaren 
paa denne Byrde og hans Sjæleqval har slaaet 
nogle dybere Nødder . Han kan jo testamentere Dem 
Fremtidshaab . — Det kan nogenlunde gaae an , ikke 
sandt ? “ 
„ Jeg troer nok at jeg vilde nøies dermed . “ 
„ Ganske fortræffelig . Te er virkelig nøisom , kjære 

Ven , “ udbrød hun , medens der fløi et hurtigt Smil 
over hendes smukke Ansigt . 
„ Lad os nu engang see , hvorledes Sagerne staae , “ 
vedblev hun . „ Dyring Tøndesen ligger i sin Grav — 
det er vor første Fordeel — jeg beder Dem , tæl , hvad 
jeg nu vil opregne for Dem . Dette var altsaa eet . “ 
Oskar gjentog : „ Eet . “ 
„ Ten stakkels , svage , men smukke Datter af den 
gamle Mand , “ vedblev Jenny , „ hvor er hun — Oskar ? “ 
„ Hvorledes skulde jeg vel vide det ? “ 
„ Hvorledes De skulde vide det ? Ja , ja ! Hun blev 
hentet for at aflægge sit Vidnesbyrd — det veed Te 
dog vel ? “ 
„ Jo , det har jeg rigtignok hørt tale om . “ 
„ Hun behøver rigtignok temmelig lang Tid til , at 
aflægge dette Vidnesbyrd — finder Te ikke det samme ? “ 
Det ondskabsfulde Udtryk som viste sig paa Jennys 
Ansigt , forfærdede Oskar . 
„ Nu vel , “ vedblev hun . „ Pigen vil Heller ikke besvære 
os mere . Te kan gjerne sætte den Lille paa Listen 
af de Besejrede . Vi tæller altsaa nu to . “ 
„ To , “ gjentog Oskar . 
„ Saa kommer den smukke unge Mand — for smuk 
er han , Oskar , Te kan gjerne rynke Brynene , saa bliver 
han derfor ikke stykkers . Han er meget behageligere 
end De — og naar jeg havde lært ham først at kjende , 

saa veed jeg ikke -- -- -- -- men jeg har ikke seet ham først , 
altsaa er det overflødigt at tale derom . Denne smukke 
unge Mand , Adolf Tøndesen altsaa , er nærmest at tage 
Hensyn til , og jeg har gjort for ham , hvad jeg allerede 
har sagt Dem . Jeg har faaet min Broder til , at 
forskaffe ham et Embede i Colonierne , som ingen vil 
have , fordi Klimaet der er aldeles usundt og skadeligt . 
Min Broder har skrevet til Pastor Holgersen desangaaende , 
og da Tøndesen er en Ven af Præsten , har 
han tilbudt ham denne Post . En særdeles Venskabstjeneste , 
finder Te ikke det samme ? “ 
„ Fordømt snu ! “ udbrød Oskar med udulgt Beundring . 
„ Altsaa 
vil enhver Mistanke bortfalde , “ vedblev 
Jenny . „ Paa den Maade kan han slet ikke komme paa 
den Tanke , at vi have en Haand med i Spillet , for at 
saae ham af Veien . “ 
„ Og har han virkelig modtaget denne Plads ? “ 
spurgte Oskar hurtig . 
„ Nei . “ 
„ Hvorfor ikke ? “ 
„ En ridderlig Følelse har holdt ham tilbage for 
at opspore den stakkels forsvundne Pige . Ligeledes bliver 
han holdt tilbage af det Trylleri , som deres Søster 
udøver paa ham . Begge Hindringer ere svære at bekæmpe , 
men jeg fortvivler ikke og har allerede udtænkt 

en ny Plan , som nok skal fordrive ham fra vor Nærhed . 
Stoel kun trykt paa mig . Som jeg hører , har han en 
froe og hengiven Ven , — froe Venner sværmer jeg særdeles 
for . De ere sædvanlig meget enfoldige og gode 
at benytte . — Det bedste Værktøi som man kan tænke 
sig . Jeg vil nu opbyde min hele Kløgt , at vinde denne 
froe Ven for mig selv , Te behøver ikke at blive skinsyg 
De naragtige Menneske — men jeg frygter for , at De 
alligevel vil blive skinsyg — en ganske lille bitte — 
men det kan alligevel ikke forhindre mig derfra . Det 
vil endog bekomme Dem meget godt . Desforuden troer 
jeg næsten at vi ganske rolig tør haabe , at ogsaa denne 
Adolf Tøndesen , ikke ret længe vil staae os i Veien , 
og saa kan vi drisfigt tælle videre : Tre ! “ 
„ Tre ! “ sagde Oskar . 
„ Og nu maae jeg endnu opspørge et afskyelig sort 
Fruentimmer . Jeg er jo rigtignok ogsaa sort , men paa 
ingen Maade afskyelig , som Te jo veed . Ten Person 
som jeg mener , driver paa en forunderlig Maade omkring 
her i Omegnen og som det lader til , vanvittig , 
eller skinsyg paa Frøken Janette . Hendes Hensigt er , 
paa enhver Maade at førhindre hendes Forlovelse med 
den unge Verner — som naturligvis ikke kan lade sig 
gjøre . “ 
„ Det kan ikke være nogen Anden end Alma , “ udbrød 
Oskar . 

„ Min Gud , hvilket mærkværdigt Navn ! Men hvad 
hedder hun mere ? “ 
„ Jeg har kun hørt hendes Fornavn , “ svarede Oskar . 
„ Og hvem er hun , og hvad er hun , “ vedblev Jenny 
at spørge , skjøndt hun for længe siden vidste det . 
„ Man kunde gjerne kalde hende for Verners Elskerinde . “ 
„ Hvorledes 
kan De sige det , De afskyelige Menneske ! “ 
udbrød Creolerinden , medens hun lod til at blive skamfuld 
over denne Wring . „ Men siig mig engang , ere 
flige Skabninger farlige ? Hun kunde dog være istand 
til af lægge Verner en eller anden Hindring iveien — 
mener De ikke ogsaa ? “ 
„ Jeg frygter hende ikke i ringeste Maade , “ svarede 
Oskar leende . 
„ Det kan De kun sige , fordi De aldeles ikke kjender 
vor Slægt , “ afbrød hun ham . „ Jeg maa virkelig rose 
Deres Frimodighed og Deres barnlige Fortrolighed , 
kjære Oskar . “ 
„ Men for Fanden , hvad mener De med det . Kjender 
De maaskee denne Person ? “ spurgte den unge Mand . 
„ Akkurat det samme , hvad De har fortalt mig om 
hende , intet mere eller mindre . Men det er nok til af 
tegne hende som farlig paa min Liste . O , De gode uskyl « 
dige , fortrolige Hjerte , hvad vilde De igrunden begynde 

paa , naar jeg ikke stod ved deres Side for af raade og 
lede Demi “ 
Der laae saa meget komisk i den Tanke af Oskar , 
paa Grund af hans Uvidenhed med Verden maatte søge 
Hjælp hos denne unge , smukke Qvinde , af han udbrød i 
en høi Skoggerlatter . 
Jenny smilede knn , men det var et fiint , megetsigende 
Smil , hvorpaa hun udbrød : 
„ Jeg maa overlægge , hvad vi skal begynde med denne 
Pige . Imorgen skal jeg sige Dem det . Men nu maa 
jeg gaae . Tet er nu paa Tiden at jeg tænker paa mit 
Nandes-vous med Tondesens Ven , Hjelmskjold . “ 
„ Paa deres Randes-vous ? Har De da tilstaaet 
ham et saadant ? “ 
„ O nei , “ svarede hun leende . „ Det vil skee aldeles 
ved et Tilfælde , at jeg træffer ham og saa vil vi inden 
ti Minutter være de bedste Venner . Og saa bliver De 
lidt skinsyg , Te hæslige Menneske ; vil Te blive det ? 
Men kun en ganske lille Smule , det maa De smukt mærke 
Dem ! En stor Ild vilde kaste altfor stærkt Lysning omkring 
sig . “ 
Ved disse mærkværdige Ord reiste hun sig og ilede 
hurtigt bort . 
„ Jeg ønskede nok at vide hvorledes en qvindelig 
Djævel saae ud , “ mumlede Oskar hen for sig , medens 
han saae efter hende . 

I dette Øieblik traadte Baronessen ind af Døren . 
„ O , Oskar , hvorfor har man ikke sagt mig at Du 
er her ? “ spurgte hun . 
„ Har man ikke sagt Dig det ? “ brummede den elskværdigæ 
Søn . „ Naa — mig kan det være det samme , 
jeg veed idetmindste ingen Grund , hvorfor man skulde 
sige , eller fortie det . “ 
„ Men jeg har dog givet mine Befalinger , “ vedblev 
Baronessen , „ det er min Forret Oskar , at præsentere Kaffen 
for Dig . Naar jeg ikke seer Dig ved Frokosten , saa 
kan der gaae Uger hen , uden at jeg finder Leilighed til 
at tale med Dig . 
„ Det var jo ogsaa meget bedre , “ svarede Oskar 
tørt . 
Baronessen lod , som hun ikke hørte Fornærmelsen . 
„ Har Du nydt din Frokost ? “ spurgte hun og vendte 
sig til Siden for at skjule Taarerne , som stode hende i 
Øinene . 
„ Jo , jeg var ikke alene — Jenny har gjort mig 
Selskab . “ 
„ Jenny ? — Du mener vel Frøken Melbourns . 
„ Javel — hun hedder Jenny . “ 
„ Godt , “ svarede Baronessen , „ men Du tillader mig 
vel at bemærke , at vi ikke har en saa fortrolig Omgang 
med disse Folk , som berettiger Dig til at kalde den 
unge Dame ved hendes Døbenavn . 

„ Jeg vil sige Dig Noget , “ udbrød Oskar rasende , 
vi staae ligeover for disse Folk saaledes , at jeg ikke vil 
give Spidsen af min Negl for Alt hvad vi eier og ere , 
naar det skulde falde Dig ind at fornærme Melbournes , 
eller at tale fornærmeligt om dem . “ 
„ Men Oskar , “ udbrød Baronessen , „ De kan dog 
ikke vide noget andet om vore Anliggender , end denne 
ulysalige Tildragelse . “ 
„ Alt veed de ! “ afbrød Oskar hende , „ og jeg maa 
paa det venskabeligste bede Dig om , ikke at tale om 
denne ulyksalige Tildragelse , som Du har den Godhed 
at kalde det . Det er kun alene min Sag og jeg har 
maattet dyrt nok betake den . Jeg kan kun ikke begribe , 
bvorfor et Menneske maa Ude evig Tid for en Brøde , 
som han har begaaet medens han var ung , tankeløs og 
uerfaren , uden at kunde begribe Følgerne af sin Gjerning . 
Jeg synes der burde være en Lov , hvor man for 
en vis Sum Penge kunde tilkjøbe sig Strafløshed og 
Forglemmelse . “ 
„ Jeg beder Dig Oskar , tal ikke saaledes ! “ bad 
Baronessen . „ Ligesaavist som det Gode frembringer 
noget Godt , ligesaa sikkert maa det Onde ogsaa frembringe 
noget Ondt . “ 
„ Godt , netop derfor maa Du ogsaa venskabelig omgaaes 
med denne Familie ; “ svarede Oskar og smiled « 

haanligt , hvorpaa han tog sin Hat og Ridepisk og ilede 
hurtig bort . 
Ten Vei som Oskar idag ilede fremad paa , for at 
naae Landsbyen , førte forbi et forladt Steenbrud , som 
laae ved en Skraaning af en Høi og dannede derved en 
dyb Hule . Gruns og Stene laae i Masser rundt omkring 
og naaede heelt hen til Landeveien . 
Paa een af disse Stene sad en Mand . 
Da Oskar kom nærmere , reisfe han sig , og denne 
saae forbauset paa ham . 
Det var Snyde , men saa forandret , saa bleg og 
mager ligesom han var opstaaet af Graven , at den unge 
Mand forfærdet veg tilbage for dette Syn . 
„ Snyde ! “ udbryd han forbauset . 
„ Javel , det er mig ; eller meget mere , den elendige 
Levning af min Person , “ svarede Snyde . „ Jeg behøver 
Penge , “ derved holdt han Haanden hen for Oskar . 
„ Narresfreger ; “ udbrød Oskar . „ De har intet mere 
at fordre ; jeg har allerede givet Dem Mere , end hvad 
De har eiet hele deres Liv igjennem . Desuden kan 
De ikke skade mig . “ 
Snyde vedblev at holde Haanden foran Oskar uden 
at sige Noget . 
Een Gang for alle vil jeg fra idag af give Dem 
det Raad , at lade mig være i Ro , “ udbrød Oskar vred . 
„ Naar Greven erfarer at De driver heromkring , kunde 

det gaas Dem ilde , altsaa see til at fjerne Dem fm denne 
Egn saa hurtig som muligt . “ 
„ Jeg er lige paa Veien for at gaae til ham , “ svarede 
Snode roligt . 
„ Til Greven ! “ udbrød Oskar forundret . 
„ Jo , netop til Greven ? Finder De det maaskee saa 
forunderligt ? Er De maaskee bange ? “ 
„ Hvad vil De ham da ? “ 
„ Hvad jeg vil ham , det kan Te vistnok let gjette ! “ 
„ De mener dog ikke . . . ? “ spurgte Oskar harmfuld . 
Snøde 
nikkede paa en saa tydelig Maade med Hovedet , 
som beviste at han godt forstod Oskars Spørgsmaal . 
„ Eleudige 
Skurk ! “ skreg Oskar rasende ; „ jeg skal 
vise Dem hvad for en Usling De er . Har De ikke inden 
i Morgen forladt denne Egn , saa skal saasandt . . . “ 
I dette Øieblik hørte man en Vogn nærme sig . 
Uvilkaarligen trak begge de Stridende sig tilbage i Baggrunden 
ak den mørke Hule . 
Saasnart Vognen , i hvilken Fru Melbourns , Jenny 
og en Fremmed sad , var kjørt forbi , lavede Oskar sig 
til , at forlade Hulen , men Snøde lagde sin Haand paa 
hans Skuldre , for at holde ham tilbage . 
„ Hvorledes tør De understaae Dem , at røre ved 
mig ? “ udbrød Oskar , som denne Fortrolighed oprørte . 

„ Jeg har ingen Penge og De skal give mig nogle , 
ellers . . 
„ As mig faaer De ikke en Skilling . “ 
„ Ikke ? Allsna De vil ikke give mig Noget . Da 
vogt Dem , saa angiver jeg Dem ! Jeg siger Alt . . . 
Verden skal erfare hvilken Usling De er . “ 
Oskar vendte sig hurtig om . 
„ De vil allsaa true mig ? “ skreg han rasende . 
„ Det har jeg rigtignok besluttet . “ 
„ Tag Dem i Vare ! “ 
Snøde loe haanligt og udbrød . 
„ Jeg frygter Dig ikke usle Skurk . Dig var det 
som stjal Giften , som Du har bibragt den myrdede 
gamle Mand . Greven er uskyldig , men Du er Morderen 
og Dig skulde jeg frygte ! Ha ! Ha ! Ha ! “ 
„ Altsaa Du frygter mig ikke ? Nu vil vi see . “ 
Der blev ikke talt et Ord mere , men man hørte 
Noget som en pibende Lyd i Hulens Mørke , derpaa 
fulgte et tungt , svært Fald af et Legeme , og strax derefter 
kom Oskar alene srem for Dagens Lys . 
Hans Ansigt var hvidere end Kalken i Steenbrudet . 


Niende Kapitel . 
Den hvide Mands Huus . 
Jenny Melbourne havde en god Grund , da hun 
paastod at hun vilde møde Hjelmsfjold . Med den beundringsværdigste 
Talent fil at udforske Alt , hvad der 
passerede omkring hende , havde hun nu ogsaa erfaret 
en Deel , som uden hende , ingen Sjæl paa Fremtidshaab , 
vidste . 
Iblandt Andet havde hun udspioneret , at Dyring 
Tøndesen skulde begraves paa Adolfs Bekostning , og da 
hun vidste at den unge Mand havde nok at gjøre med 
sine egne Affairer , havde han derfor overladt alle Forberedelser 
fil Begravelsen fil Hjelmsfjold . 
Denne Pligt førte ham naturligvis fil Kirkegaarden . 
Jenny 
vidste af Erfaring , at en Landsbykirkegaard 
var den bedst egnede Plads for et Stævnemøde , som 
hun ønskede det . Alt er der saa tyst og høitidelig , saa 
aldeles egnet fil fortrolige Samtaler — nok er det , at 
Jenny besluttede at opsøge Hjelmskjold paa denne Plads , 
äst overbevist om , at det vilde lykkes hende , ved sin 
Skjønhed at bedaare den unge Mand . 
„ Idag har jeg besluttet at besee Landsbykirke « , 

Madame Melbourne , “ sagde hun en Morgenslund 
fil Jin Moder , og reiste sig fra Frokostbordet . „ Man 
har fortalt mig , at det skulde være en mærkværdig Bygning . “ 
sff 
„ Er det en gammel Kirke ? “ spurgte Moderen . 
7 . „ Jo , jeg troer det næsten , den skal være af normanisk 
Oprindelse . Dn veed hvormeget jeg sværmer 
for Akitekiur og archæologiske Studier . “ 
„ Skal jeg følge Dig ? “ 
Fanny betænkte sig et Øieblik . 
„ Jo , jeg troer at det er bedst at Dn følger med ; 
men forglem ikke at Du maa interesere Dig meget for 
Kirken , naar Du seer mig beskjæftiget et andet Sted . “ 
„ Ja , saa Du har aftalt et Stævnemøde ? “ spurgte 
Moderen . 
„ Nei , det er kun et tilfældig Møde , “ svarede Jenny . 
Det var en frisk , klar Oktobermorgen , da Fru Melbourne 
og Jenny forlod Slotsparken , for at vandre 
langsomt henimod Landsbykirken . 
Endelig naaede de Kirken . Her begave de sig hen 
til den gamle Degn , for at bede ham om at lukke dem 
ind i Kirken , for at besee dens Mærkværdigheder . 
Denne skyndte sig hurtigt for at føie de to fine 
Damer , med at lukke dem ind i det lille Helligdom . 
Der var ikke noget videre Mærkeligt at see . 

„ Alt hvad De seer her , naadige Frøken , bliver funden 
for meget mærkværdigt , “ sagde den Gamle . 
„ Det er det vistnok ogsaa , “ svarede Jenny gabende . 
„ Mange Folk komme her flere Mile fra , for at besee 
disse . “ 
„ Ja saa , det gjør de , “ svarede Jenny spottende . 
„ JsærdeleShed blive Monumenterne meget roste . “ 
„ Kan De læse Indskriffen ? “ 
„ Te gamle ikke , for det er paa Latin , men disse to 
kan jeg nok læse , naar jeg sætter mine Briller paa Næsen , “ 
sagde den Gamle , idet han pegede paa et Par 
Mindesmærker , som laae til hver sin Side af Alteret . 
„ De behøver ikke at ulejlige Dem , jeg skal nok selv 
læse dem , “ svarede Jenny . 
Ved disse Ord steg hun de tre Trin op , for at udføre 
sit Forehavende , da pludselig Skridtene af en Herre 
lød igjennem den tomme Kirke . 
Jenny vendte sig hurtig om og bemærkede at Hjelmskjold 
var traadt ind i Kirken . 
„ Strax var hele Jennys Væsen forandret . Det herskende 
Udtryk af Hovmod forsvandt strax af hendes Ansigt 
og gjorde Plads for en henrivende Forlegenhed . 
Hjelmskjold var meget overrasket ; det første Blik 
fængslede ham . Jalmindelighed interesserede han sig kun 
lidt for Damerne , » han skyede deres Selskab og spottede 
over deres Skrøbeligheder . Der maatte ligge en Tiltrækningskraft 

ved denne unge Pige , som kunde berøve 
Hjelmsfjold al Besindelsen paa en saadan Maade , som det 
skele her . 
Da Hjelmsfjold bemærkede den unge Dame , havde 
det Rigtigste været , at han strax havde fjernet sig . Men 
han gjorde det ikke . Istedetfor at trække sig tilbage , 
nærmede han sig Jenny , medens hun gik ned af Trinene . 
Saaledes mødtes de i Midten af Kirken . 
Det var Jenny som først begyndte at tiltale Hjelmsfjold . 
„ Tør 
jeg spørge , om De er Præsten ? “ spurgte hun 
med skjælvende Stemme . 
Hun talte saa blidt og ligefremt , som om det var 
hende meget om at gjøre , at faae Præsten i Tale . 
„ Nei , “ svarede Hjelmsfjold , som fordybede sig ved 
Beskuelsen af denne Skjønhed , „ jeg er kun en Fremmed , 
og frygter næsten , at jeg har forstyrret Dem . “ Han 
hilste medens han sagde dette . 
Jenny saae ned foran sig og rødmede ; derpaa saae 
hun med et venligt Smil op til ham . 
„ De mener vel , fordi De saae mig staae deroppe 
— hvor jeg vistnok ikke maatte være , “ sagde hun . 
„ Har jeg virkelig begaaet nogen Uret , at jeg gik < op til 
Alteret , for at læse Indskriffen ? — veed De maaskee 
om det er tilladt eller ei ? “ 
„ Jeg frygter næsten . . . “ begyndte han med et Smil . 

„ Jeg troer . De har Ret , det er ikke passende , men 
hvad skal jeg gjøre ? Indskriften er saa høit oppe og 
jeg er saa lille . “ 
Jennnp var ikke lille og hun vidste det meget godt . 
Hun vidste ligeledes at hendes Størrelse passede til 
hendes hele Figur og gjorde blot den Bemærkning , for 
at lede den nnge Mands Opmærksomhed derpaa . 
Hjelmskjold nedlod sig virkelig til at mumle noget 
som et Smigeri og tilbød sig derpaa at læse Indskriften 
for den unge Pige . 
„ O , hvor det var elskværdig gjort af Dem , “ udbrød 
hun . „ Og det latmske , kan Te maaskee ogsaa læse ? “ 
„ Maaskee kan jeg det , “ svarede Hjelmskjold , „ jeg 
skal forsøge derpaa . “ 
„ O , hvor De er god ! og hvor Mama vil glæde 
sig ! O , Gud ! hvor er Mama dog bleven af ? Hun er 
ganske vist gaaet bort med den gamle Mand for at besee 
Orgelet . “ 
„ Naar De ønsker det , skal jeg gjerne kalde paa 
deres Frn Moder . “ 
„ Nei , nei , hun vil vistnok snart være her igjen , saa 
kan vi gjentage Alt for hende , hvad De har læst — 
det er ligesaagodt . Vil De gjøre Begyndelsen med en 
af de latinske ? “ 
Det var ikke en let Sag for Hjelmskjold at læse 
Skriften som var indhugget paa Stenene , og da han 

var færdig med at have møisommeligen stavet sig frem , 
fik han ikke andet ud af del Hele , end at en Baldrian , 
forskjellige Grevinder og et Antal Børn laae begravede 
her . 
Den sidste Indskrift som han læste lød saaledes : 
„ Til Minde om Daniel , Grev Fly og Janette hans 
Gemalinde , som begge ere døde den 15de April 17 * * . 
— Mindesmærket fortalte , at de havde elsket hinanden 
høit i dette Liv , og at Døden neppe formaaede at skille 
dem ad . “ 
„ Det var den Sidste , “ sagde Hjelmskjold . „ Den 
nuværende Greve , er en Søn af Grev Daniel , og Grevinde 
Janette . “ 
„ Dette elskværdige Ægtepar har havt den Lykke at 
forlade det jordiske Liv med hinanden paa een Dag , “ 
afbrød Jenny ham , medens hun gjorde sig Umage for 
at undertrykke et haanligt Smil . „ Det lader til , som 
Familien lægger megen Vægt paa den Omstændighed , 
at disse To ikke have været adskilt her paa Jorden — 
men veed De ikke tilfældigvis , naar disse ere blevne 
forenede ? “ 
Det var kun et ganske simpelt Spørgsmaal , men 
desuagtet skiftede Hjelmskjold Farve . 
„ De mener ? “ udbrød han forundret . 
„ Jeg mener ganske ligefremt , naar de have giftet 
hinanden . “ 

„ Det maa sandsynligvis være optegnet i Kirkebogen , “ 
svarede han synligen noget forlegen . 
„ Mener De ? “ 
„ Jeg har idetmindste ingen Aarsag til af betvivle 
det men hvorfor spørge De derom ? “ spurgte han hende , 
medens han saae hende stivt i Ansigtet . 
„ Det veed jeg virkelig ikke , jeg har ingen Grunde . 
Det vedkommer mig jo ikke og jeg frygter for , af De 
paa Grund af mit taabelige Spørgsmaal , maa holds 
mig for meget nysgjerrig og paatrængende . Men ikke 
sandt , De har da hørt Grev Daniel og hans eventyrlige 
Liv omtale . “ 
„ Nei , jeg har indtil nu aldrig hørt hans Navn 
nævne , “ svarede Hjelmskjold . 
„ Det var mærkværdigt ! Han var en meget bekjendt 
Personlighed , gjorde store Neiser , havde en Mængde 
Dueller , sprængte flere Gange Banken ved nogle tydske 
Spilleborde , var en stor Udhaler og Nattesværmer , 
gjorde niegen Opsigt og blev tilbedt af Damerne . O , 
jeg har hørt Grev Daniel meget omtale . 
„ Efter Deres Beskrivelse maa han have været det , 
hvad man nutildags kalder en Libertiner af første Rang . “ 
„ Det var han . Jeg kan endnu fortælle Dem , at 
han giftede sig med en Hofdame af Dronningen af 
Spanien , den føromtalte Janette . Rygtet vil paastaae , 
at denne Dames Fader har jaget sig en Kugle igjennem 

Hovedet , efter at have ruineret sig selv ved Spillebordet 
En anden Tmuhed paastaaer at Grev Daniel har skudt 
hendes Broder ihjel og man siger endog , at han ligeledes 
har elsket hendes Søster , forført og bagefter 
myrdet hende . — I alle Tilfælde var der meget iveien 
førend De kunde blive gifte . Men alligevel vil man 
vide , at De have været gift , førend alle disse Hindringer 
vare bortryddede . “ 
„ Og naar nu dette virkelig forholdt sig saaledes , 
hvad saa ? “ spurgte Hjelmskjold . 
Jenny lod til som om hun ikke hørte dette Spørgsmaal . 
Hun glattede sit Baand paa Hatten imellem Fingrene 
og lod til at være aldeles ligegyldig . 
„ Os kan det rigtignok ikke gavne noget , “ svarede 
den smukke , unge Pige , „ men Grev Fly og Baronessen 
meget . “ 
„ Hvorledes det ? “ spurgte Hjelmskjold . 
„ Naar jeg ikke tager meget feil , saa er Grev Daniels 
Giftermaal indtegnet i Kirkebogen saaledes , som om det 
havde funden Sted , efter at han kom tilbage fra Italien . 
Men førend denne Tid blev der allerede omtalt , at 
Greven havde været gift , og jeg kan derfor ikke blive 
den Tanke qvit , at maaskee den Ulykkelige , som for kort 
Tid siden døde i Fængslet , stod i sin fulde Net ved at 
gjøre Fordring paa Grevskabet . “ 
Ved disse Ord reiste hun sig . 

Hjelmstjold kunde ikke finde sig i , allerede saa hurtigt 
at sfilles fra denne henrivende unge Pige . Desforuden 
havde hendes Meddelelse fremkaldt hans største Interesse . 
„ Tillader Te mig endnu et Spørgsmaal ? “ spurgte 
han . 
„ Jeg kan ikke love at svare derpaa — men lad 
høre , “ svarede den snue Skabning . 
„ Jeg vilde kun spørge , hvorledes det gaaer til , at 
Te er saa godt underrettet , endog de mindste Ubetydeligheder ? “ 
„ Jeg 
beklager kun , at jeg ikke er istand til at fortælle 
Dem mere om denne Sag . Jeg har sammenstykket 
det Hele ; her den ene Historie , der den anden . 
Jeg har hørt paa Alt , og sat det hele sammen . Facitten 
af det Hele , har jeg meddeelt Dem — videre 
veed jeg ikke at svare Dem . Men Te spørger paa en 
Maade , som om Te var interesseret i denne Sag . “ 
„ Oprigtig svaret , det er jeg ogsaa . “ 
„ Maaskee er Te endog af Grevens Familie , og 
ved mine Meddelelser har jeg crompromitteret mig , paa 
det Forfærdeligste — ikke sandt ? “ 
„ Nei , jeg er kun en Ven af — af . . . “ 
Jenny vilde ikke komme hank til Hjælp , for at 
blotte sig selv , hun saae ikke engang op , da ellers hendes 
ondskabsfulde Blik vilde have forraadt hende . 
„ Med et Ord , “ frembrød Hjelmsfjold , „ den Mand 

som stod ved Siden af den Ulykkeliges Dødsleie , om 
hvis Fordringer Te nylig talte , er min bedste Ven , og 
Deres Meddelelser vilde være til stor Nytte for ham . “ 
Hurtig saae Jenny den unge Mand dybt ind i 
Øinene . „ Tør jeg spørge om Deres Vens Navn ? “ 
spurgte hun , medens hun smilede op til ham . 
„ Gjerne — hans Navn er Adolf Tøndesen . Kjender 
Te maaskee dette Navn ? “ 
Jenny udbrød i en kort , men høi Latter . 
„ Aa jo , det har jeg rigtignok hørt tidligere nævne 
og Janette og jeg har alletider moret os godt ved vi 
udtale det . Janette er nemligen Grev FlyS Datter og 
hun har fortalt mig meget om den unge Mand . Hun 
kalder ham , sin forelskede Hyrde , sin Korydon , sin Orlando 
Amaroso . O , vi har kostelig moret os . Men 
veed De det Allernyeste ? Janette er et elskværdigt Barn , 
det er hun virkelige » — og da hu » ikke kan fragaae , 
at den unge Mand har taget Sagen meget alvorlig , 
har hun virkelig græmmet sig meget derover , og er paa 
engang kommen paa den mærkværdige Ide , at gjøre 
noget for ham . Saa har jeg — men Te veed det 
maaskee allerede — saa har jeg , igjennem min Broder , 
forskaffet ham et Embede i en af vores Kolonier , Sierra 
Oeove , naar jeg ikke tager feil . “ 
„ Ten hvide Mands Grav ! “ udbrød Hjelmskjold forundret . 


„ Nei — det er vist ikke det . Jeg har maaskee taget 
feil af Navnet — jeg har ingen god Hukommelse for 
Navn og Aarstal . Paa enhver Maade har den godhjertede 
Pige aabnet denne Vei for ham — paa den 
Maade vil hans Fremtid være sikkret og der vil nok 
hans sværmeriske Lidenskab tage en anden Vending . 
Imedens vil Frøken Janette . . . “ 
„ Hvad er der nied hende ? “ udbrød Hjelmskjold 
hurtig . 
„ Veed De ikke det ? Giftermaalet med den unge 
Verner , som er bleven udnævnt til Legationssekretair , 
vil allerede skee en Maaned tidligere , som før var bestemfJeg 
har allerede seet Bryllupskjolen : en smnk 
hvid Silkekjole med Brabanter-Kniplinger . 
Hjelmskjold hørte ikke mere paa hende . 
Han havde seet et blegt , forskrækket Ansigt , som 
havde viist sig i Kirkedøren . Han skyndte sig derfor 
bort , for at trøste sin stakkels Ven , som fornylig havde 
hørt sin Dødsdom af den falske Qvinde . 
Da Hjelmskjold havde forladt Kirken , kom Fru 
Melbourne brusende hen af Kirkegulvet . Hendes lange , 
sorte Silkekjole , som hun bar , brusede langs hen ad Steenfliserne . 
„ Er 
han borte ? “ spurgte hun medens hun lod , 
som om hun ikke havde bemærket Hjelmskjolds Bortgang . 


„ Ja , “ svarede Jenny , fordybet i Tanker . 
„ Han er ikke meget høflig , den Herre , ikke sandt ? “ 
sagde Moderen . 
„ Han er en Tølper ! “ svarede Jenny med Bestemthed . 
„ Og 
dog lod det til , som om det var Dig meget 
om at gjøre , at gjøre Dig behagelig for ham . — Jeg 
kom virkelig paa den Tanke , at Du fandt Behag i 
ham . “ 
„ Det gjør jeg ogsaa — ligesom jeg stnder Behag 
i et Stykke Værktøi , som jeg har Brug for . Af en 
Lokkemad , af en Skakfigur , som jeg efter Behag kan 
trække frem og tilbage , iøvrigt er Alt lykkedes mig 
bedre , end som jeg havde ventet . Det var min Hensigt , 
at virke paa Adolf Tøndesen , igjennem denne unge 
Mand , og medens vi falte sammen , kom denne Tøndesen 
selv og lyttede ved Kirkedøren . Jeg har en forfærdelig 
Lykke — jeg maa virkelig være født under en heldig 
Stjerne . “ 
Fru Melbourne sukkede . 
„ Dengang jeg fødte Dig , troede jeg ikke at der 
kunde skjules en slig Ondskab i Dig , som Du er i Besiddelse 
af . Hellere havde jeg dreiet Halsen om paa 
Dig , naar jeg havde kunnet komme afsted med det , 
men destoværre kunde dette ikke lade sig gjøre , da han 
allerede havde seet Dig . “ 

Hun gjøs ved disse Ord og skjulte Ansigtet med 
Hænderne . Det var den største Oval for hende , at 
huske paa den Tid , da hun havde været Melbournes 
Slavinde . 
Jenny kastede et lynende Blik paa hende . 
„ Er Du vanvittig , Qvinde ! “ udbrød hun . „ Kan 
Du ikke tale om andre Ting ? Min Fader var en Nar , 
han har ikke maattet være rigtig klog , da han gav Dig 
Friheden . Han skulde have solgt Dig — saa havde 
Du idetmindste indbragt ham nogen Nytte . Hvorledes 
kunde han dog glemme , at en Slavinde aldrig bliver 
andet , end en Slavinde . Friheden er kun Haan for 
Eders Lige , som engang have havt Slaveblodet i Eders 
Aarer . “ 
Da Moderen hørte disse Ord udtalt af Datteren , 
oprørtes Slaveblodet i hende , og hendes tindrende 
Øine havde Lighed med et sulten Rovdyrs . 
„ Og Dn — hvad er Du da ? — Et Slavebarn , 
altsaa selv en Slavinde ! “ 
„ Nei , nei , “ sagde Jenny foragtelig . — Denne Scene 
lod til at more hende . — „ Min Fader var en dannet 
Mand , og din Herre . Du var hans Huusdyr , hans 
Eiendom — han kunde forære Dig bort , sælge Dig , 
myrde Dig , naar det lystede ham — men jeg er hans 
Datter , og er bleven adlet ved hans Blod . “ 
„ Du lyver , vanartede Barn — Du lyver ! “ skreg 

Fru Melbourne . „ Du er et Slavebarn , og er bleven 
født i Skam . — Du er min Vanære , og Skjændsel . “ 
„ Ha , ha , ha ! “ lo Jenny med en Ondskab og Haan 
som bragte hendes Offer til Fortvivlelse . Men pludselig 
lod det til som om hun kom til Besindelse . — Det 
vilde være uforsigtig af hende i denne skjæbnesvangre 
Tid , at drive Moderen til det Meisfe , og medens hun 
hurtig rakte Moderen sin Haand , udbrød hun : 
„ Tilgiv mig — det gjør mig ondt at have bedrøvet 
Dig Moder — jeg beder Dig om at tilgive mig . 
— Moder , det var et Ord , som Jenny fra Barnsbeen 
af kun havde nævnt to eller tre Gange . Virkningen 
af dette Ord var derfor overraskende . Med Taarer i 
Øinene og en blid klagende Stemme sagde den stakkels 
Qvinde : 
„ O Jenny , mit Barn , hvorfor siger Du mig saadanne 
onde Ord , hvorfor gjør Du det ? “ 
Jenny tog Moderens Arm og lagde den i sin . 
„ Kom , vi vil see om de gaae sammen , “ svarede 
hun smilende . Den grusomme Scene , som hun nylig 
havde foranlediget , lod til at have sat hende i et perle 
Humør . 
De forlode nu begge Kirken . Ved Kirkedøren stod 
den gamle Degn med Hatten i Haanden . Han blev 
aldeles forbanset over alle de Penge , som Jenny trykkede 

ham i Haanden . Endnn aldrig havde han faaet saa 
meget , som af disse Damer . 
Moder og Datter gik nu hurtigt fremad og da de havde 
naaet Udgangen af Kirkegaarden , saae de sig hurtig 
om , for at see efter Vennerne , men da de ikke kunde 
see dem , ilede de hjemad til Fremtidshaab . 
Jenny Melbourne havde Ret , naar hun roste sig 
as sin Lykke . 
Ved faa Ord havde hun frembragt en Skilsmisse 
imellem Adolf Tøndesen og Janette . Lige indtil Jenny 
havde blandet sig i Sagen havde de to Elskende endnu 
i Baggrunden af deres Hjerte næret et Haab . — De 
havde tænkt dem at det hele beroede paa en Misforstaaelse , 
at den Ene dog i Grunden var den Anden 
tro . — 
Men siden Jenny var optraadt paa Skuepladsen , 
var der skeet Ting , som reent maatte banlyse det sidste 
Haab . 
Hvad skulde Janette vel tænke om en Mand , som 
i hendes Nærværelse , havde tilbudt en ung , smuk Pige , 
sin Hjælp og Beskyttelse , og stod nu i Begreb med 
at reise med denne unge , smukke Pige ud i den vide 
Verden . 
Og nu Adolf — Med hvilke Følelser lyttede han 
paa Jennys Meddelelser , som ikke vare bestemte for 
hans Øren . Han havde altsaa kun været en Spillebold 

i den Elskedes Haand , og da hendes nærforesfaaende 
Giftermaal for Øieblikket optog alle hendes 
Tanker , havde hun ikke noget hurtigere at gjøre , end 
paa den hemmeligste Maade af Verden , at faa ham 
sendt bort ! Man gav ham et Embede , som endog , naar 
Alt gik efter Ønske , kunde have hans Død tilfølge . 
Skjøndt han elskede Janette , med en dyb og inderlig 
Kjærlighed , forlod han , opfyldt af en rasende Vrede 
Kirken . Ved at tabe Troen paa den Elskede , var ethvert 
Haab tilintetgjort . 
Han rasede ikke , besvimede ikke , kastede sig ikke fortvivlet 
til Jorden , som den Gang , da han havde modtaget 
den første Efterretning om Janettes Troløshed . 
Han var for Øieblikket besjælet af en anden Følelse . 
Han begyndte at hade den stakkels troe , bagtalte 
Janette . 
Hjelmskjold naaede Vennen , netop da denne stod i 
Begreb med at trænge igjennem en Tjørnehæk . Med 
et fast Greb lagde han Haanden paa Adolfs Arm og 
standsede ham . 
Tpndesen standsede og saae sig om . Hans Ansigt 
var bleg og gusten — blegere end som Hjelmskjold endnu 
havde seet det . 
„ Du har altsaa hørt det ? “ slammede Hjelmskjold . 
Adolf nikkede med Hovedet , og gjorde et Tegn med 
Haanden , at han skulde tie . 

„ Jeg beder Dig , Hjelmskjold , tal ikke derom , jeg 
beder Dig piin mig ikke . “ sagde han . 
„ Jeg havde ikke ventet dette af Janette ! Ogsaa nu 
holder jeg det neppe for muligt , “ vedblev Hjelmskjold . 
„ Tal ikke mere derom , “ bad Adolf . „ I hele Uger 
og Maaneder har jeg trøstet mig selv med den Tanke , 
at det var umuligt ; det kunde ikke være saaledes — jeg 
kunde have taget Feil og misforstaaet hende . Hun er 
anderledes , som hun viser sig — jeg har bedømt hendes 
Handlemaade urigtig — Tiden vilde retfærdiggjøre 
hende . . . Alt dette har jeg søgt at indbilde mig selv . 
Men nu — Gud holde mig opreist — nu kan jeg see 
den bittre , nøgne Sandhed ! “ 
Hjelmskjold taug stille og gik sørgmodig ved Siden 
af Vennen . Han vidste ikke hvad han skulde sige for 
at trøste ham . 
„ Hvad vil Du nu foretage Dig ? Jeg mener , hvilken 
Beslutning har Du taget for Fremtiden ? “ 
„ I al Fald maa jeg see at komme bort herfra , “ svarede 
Adolf sørgmodig ; „ Alt er mig her utaalelig . . . 
og saa . . 
„ Men Du maa alligevel tage en Beslutning , hvilken 
Vei Du vil tage . “ 
„ Det er mig aldeles ligegyldig , hvorhen jeg vender 
mig og hvad der i det hele taget bliver af mig . Min 
Lykke er begravet med hendes Kjærlighed . Hvad har 

jeg endnu at sørge over ? hvad skal jeg endnu gjore 
ung Umage for ? “ 
„ Paa enhver Maade haaber jeg dog at Du ikke 
modtager hendes Tilbud . “ 
„ Hendes Tilbud ? Hvad mener Du ? “ spurgte Adolf 
forundret . 
„ Du har dog vel hørt hvilken Naade hun vil lade 
Dig vederfare ! Dette Embede , for at skaffe Dig paa en 
anstændig Maade af Veien , og at derved din Sorg 
maatte ophøre — denne Post maa Du ikke tage imod . “ 
„ Og hvorfor skulde jeg ikke gjøre det ? “ 
„ Veed Du da ikke hvilken Indflydelse , Klimaet paa 
det opgivne Sted udøver imod Europæerne ? “ 
„ O ja , jeg har hørt Et og Andet omtale om denne 
Eoloni . “ 
„ Du maa vide at det er en af de » sundeste af 
Landets Besiddelser . Morderiske Dunster forpeste Luften 
og bortriver de krastfuldeste Mænd . Har Du forglemt 
hvorledes hele Regimenter under Indflydelsen af Klimaet 
hurtig bliver opreven , hvorledes Colonisterne maa bukke 
under for Klimaet , og selv indfødte Negere i tusindviis 
døer i den hede Aarstid ? “ 
Adolf Tøndesen hørte meget opmærksom til . 
„ Gud veed , om Janette veed alt det hvad Du der 
har fortalt mig ? “ udbrød han pludselig . 
„ Ja — hun veed det . “ 

„ Veed Du det forvist ? “ 
„ Jeg har kündet læse det paa de haanende Træk 
af de Læber , som underrette mig om hvad der er skeet . 
Har Du ikke selv hørt , af hun havde nøie Kunskab om 
Forholdene af det nævnte Sted ? “ 
„ Du er uretfærdig imod Janette , “ sagde Adolf med 
Varme , i hvem allerede den gamle Følelse vaagnede . 
„ Hun kunde og vilde ikke paa den Maade dømme mig 
til den visse Død . Det kan være muligt af hun har 
hørt op med af elske mig , jeg vil endog troe , af en 
fjendtlig Følelse imod mig , har sundet Vei til hendes 
rene Hjerte , men af hun kunde være istand til af berede 
et Menneske en flig Skjæbne , det faaer mig ingen til 
af troe . “ 
„ Tilgiv mig Adolf , naar jeg urigtig har bedømt 
hende , men hvorledes Forholdene ogsaa maatte være , 
saa maa Du døg med Bestemthed vise den tilbudte Post 
tilbage . “ 
„ Tvertimod , jeg har beskattet mig til at modtage 
den . “ 
„ Modtage denne Posf ? “ spurgte Hjelmskjold forundret . 
„ Ja , 
det er min faste Beslutning . “ 
„ Men det er jo vanvittigt — det er Selvmord ! “ 
udbrød Hjelmstjold . 
„ Jeg betragter Sagen fra en ganske anden Side . 

Andre mere lærde Mænd end jeg , have ikke veget tilbage , 
at reise til dette farlige Land . For mig er Liv 
og Død saa temmelig af lige Betydning . Jeg er træt 
af al den Kamp og Strid . Uden Lykke , uden Haab , 
som jeg nu er , længes jeg efter Gravens Ro og Fred . 
Jeg har fast besluttet ikke at tage noget Hensyn til mig 
selv ; for at tilbringe Resten af mit Liv med unyttige 
Klager , men derimod med Kraft at gaae enhver Fare imøde . 
Jeg vil rive Erindringen af Fortiden ud af mit Hjerte , 
vil glemme mig selv og min Sorg — modtage den 
skjæbnesvangre Posf , som Skjæbnen har tiltænkt mig ; — 
jeg vil der gjøre saameget Godt , som det staaer i min 
Magt , og vil gjøre mig nyttig for Menneskeheden . “ 
Det var en Drøm — en Feberdrøm af et sygt 
Hjerte ; men Adolf talte saa alvorligt og ligefremt , at 
Hjelmskjold ikke tvivlede paa Oprigtigheden af hans 
Hensigt ; men alligevel følte han sig forpligtet , at kjæmpe 
imod Adolfs Beslutning , som han holdt for ligesaa urigtigt 
som ufornuftig . 
„ Du troer altsaa ikke , at Janette sknlde ane hvilken 
Skjæbne hun har tiltænkt Dig ? Og Dn vil enda 
modtage hendes Tilbud ? “ spurgte Hjelmskjold . 
„ Det vil jeg . “ 
„ Men tænk dog paa , for hvilken Smerte og Anger 
Du giver hende til Pris , saasnart hun — maaskee for 

sildig — erfarer den skammelige Sandhed ; naar hun 
maa tilstaae sig selv , at hun er bleven din Morder . “ 
„ Hvorfor skulde jeg tage Hensyn dertil ? “ udbrød 
Adolf heftig . „ Har hun da Medlidenhed med mig — 
tager hun da Hensyn til mine Fslelser ? I hendes falske 
Hjerte har hun intet andet Ønske , end det — som hun 
maaskee mener , paa en lempelig Maade — at befri sig 
fra et kjedeligt Forhold . Himlen er mit Vidne , min 
Ven , jeg er ikke hævngjærrig , men naar Noget skulde 
være istand til at forsøde mig Døden , saa var det den 
Tanke , at hun — som har beredet mig saa mange 
Smerter , som har gjort mig saa stor Uret , at hun endnu 
maatte komme til Bevidsthed , hvilken Uret hun har begaaet 
imod mig — at hun maatte angre , hvad hun har 
gjort imod mig . “ 
Hjelmstjold indsaae , at det var nnyttigt at tale længere 
om denne Sag , og taug . I Taushed vandrede de 
nu henimod Landsbyen . 
Samme Aften skrev Adolf Tøndesen til sin Ven , 
Pastor Holgersen , og meddeelte ham , at han med Taknemmelighed 
modtog Hr . Melbournes Tilbud . Han skrev 
ikke at han kjendte Navnet paa Colonien , hvortil han 
fluide , da han frygtede for , at møde den heftigste Modstand , 
ved at nævne Stedet , baade hos Pastor Holgersen 
og hans Fader . . 
Afsendelsen af dette Brev var , som han selv tilstod , 

en Omskiftelse for hele hans Liv — det var ikke 
alene Smerte og Bitterhed , men der var ligeledes en 
vis Glæde i den Tanke , at han af Janettes Haand 
blev forvist til „ den hvide Mands Grav “ . 
Tiende Kapitel . 
Tigeren . 
Den fortryllende Indskydelse , som Jenny Melbourne 
udøvede over Alle var meget stor . Oskar havde erfaret 
dette til sin egen Skade . For flere Aar siden havde hun omspændf 
ham med sit Garn , men kun for at nedstyrts 
ham i en Afgrund . Ligesaadan nu , medens de i Fortrolighed 
alene vandrede sammen , følte den unge Mand 
sig paany hendragen i Beskuelsen af hendes Andigheder . 
Iblandt Gjæsterne paa Slottet , var der unge Grever 
og Officerer , som ikke forsmaaede under fire Øine 
. at tilbyde den unge smukke Jenny baade Haand og 
Formue , men der manglede Dem en Ting , de befandt 
Dem tildeels under Faderens eller en Onkels Formynderskab , 
hvorfor Jenny kun tog lidet Hensyn af flige 
Tilbud . 
Oskar følte sig flet ikke godt oplagt , han mangjede 

her den tøilesløse Frihed og Larmen af Slagsmaal . 
Det passer sig ikke at fornærme en Faders Gjæster , 
hverken med Forbandelser eller Fornærmelser , ellerat 
give Foranledning til en Duel , for at tvinge En 
eller Anden , med bevæbnet Haand at følge ham i Haven 
— med et Ord , den hele Omgivelse var meget kjedelig 
for Oskar . 
Han længtes igjen at kunde sværme og drikke om 
Natten , med sine Svirebrødre . Hans fortrolige Ven 
Verner , som han havde betroet sig til , gjorde nn en 
Aftale med ham , at Begge , i nogle Dage og Nætter 
vilde hemmelig tage nl Hovedstaden , for at more Dem . 
Tenne Aftale blev gjort imellem dem , en Aften 
medens de spadserede sammen i Haven , og hvor de 
pludselig stødte paa Jenny . 
„ Oskar ! “ ndbrød hun , med et glædestraalende Ansigt . 
„ Nn er Alt i Orden . —- Tøndesen har modtaget 
det ham tilbudte Embede . “ 
„ Virkelig ? — Og hvad er der blevet af Pigen ? “ 
spurgte Oskar . 
„ Af hvilken Pige ? “ 
„ Datteren af den Fangne — den stakkels Skabning , 
som Hans Naade , Hr . Tøndesen , havde besluttet 
at tage under sin høie Beskyttelse . “ 
„ Hnn vil vel endnu være under hans Beskyttelse , “ 
svarede Jenny med et eiendommeligt Smil . 

„ Nei — hun er gaaet bort herfra — hun er aldeles 
forsvunden . “ 
„ Forsvunden ! “ gjentog Jenny . „ Det klinger saa 
romantisk . Behøver man da at forsvinde , fordi man 
begiver sig fra det ene Sted til det andet ? Men er hun 
virkelig gaaet bort herfra , saa er det meget bedre for 
os og vil spare os en stor Deel Uroligheder . Vi har 
jo engang foretaget os at gjøre en Ende paa hele Historien , 
ligesom man sluffer en Ild , som kan bringe 
Fordærvelse — og denne Opgave har vi trolig efterkommef . 
Den ene Fjende efter den anden har rømmet 
Marken — Greven maa virkelig være os taknemmelig 
— ikke sandt ? “ 
„ Ganske visl — men han har saadan sine egne , 
mærkværdige Anskuelser af Ære og Retskaffenhed . Naar 
Te altsaa skulde have foretaget Dem noget imod den 
unge Pige . . . “ 
„ Jeg ? “ afbrød hun ham forundret . 
„ Netop Dem , min Kjære . Troe dog blot ikke , at 
Te kan strøe mig Sand i Øinene . De veed naturligvis 
noget angaaende den unge Piges Forsvinden — > og 
hvor hun er gjemt . “ 
Den unge Dame stod stille , tog et Silke Broderi 
frem og talte ivrigt Maskerne paa den fine Etfenbeensnaal . 
„ De 
er et uartigt Menneske , Oskar , og fuld af 

Mistro . Jeg vil ikke tale mere med Dem , “ udbrød hun 
fornærmet . 
Hun vendte ham Nykken og forlod ham , medens 
hun ivrigt bearbeidede sit Broderi . 
Oskar var aldeles overbevist at Jenny havde 
skaffet Rosa Tyring afveien , lige saa vist , som om hun 
havde sagt det med rene Ord , og Nysgerrigheden drev 
ham til at opdage , hvilke Midler hun havde betjent sig 
af for at naae Maalet . Han følte ingen Medlidenhed 
med den Forsvundne , kun Hemmeligheden , hvormed 
Jenny omgav sine Handlinger , pirrede hans Nysgjerrighed . 
Selvsamme 
Dag , da denne Samtale havde fundet 
Sted , toge i al Hemmelighed Oskar og Verner tilbage 
til Hovedstaden . Deres Længsel efter disse raae Fornøielser , 
som de vare vant til , tog alle deres Tanker 
saaledes i Beskjæfrigelse , at De kun een Gang kom til 
at omtale Begivenhederne paa Fremtidshaab , som for 
Begge havde en saa stor Betydning . 
„ En forbandet , kjedelig Historie , den paa Fremtidshaab ! “ 
bemærkede Oskar . „ Gid Fanden havde taget 
det , naar den gamle Skurk havde levet og var 
fremstaaet for Retten med sine Fordringer — Greven 
havde maaskee allerede nu været ved Betlerstaven — 
og vi -- -- -- -hvad vilde der være blevet af os ? “ 

Verner lettede foragtelig paa Skuldrene . 
„ Nu er vel Alt igjen i den gamle Orden , “ sagde 
han , „ der exisferer dog vel ikke flere Prætendenter ? De 
forøger dem vel ikke , ligesom et Uhyre af Alderdommen , 
som havde de mange Hoveder og alletider voxede 
igjen , om man ogsaa huggede nok saamange Hovederaf 
det ? “ 
„ Du mener nok Hydraen , “ svarede Oskar . „ O nei , 
deslige have vi ikke at frygte . Der exisferer kun en 
Datter af den Afdøde , og hun er aldeles uskadelig . 
Jeg vilde have overtalt Greven til at udsætte en aarlig 
Stipendium for henve , men paa engang er hun 
pludselig forsvunden . “ 
„ Nei virkelig ? desto bedre , “ sagde Verner — „ Ønsker 
Du maaskee en Cigarre ? let eller stærk , ligesom 
Du ønsker det . “ 
Saaledes røgede og smøgede De i den behageligste 
Stemning , indtil De hen paa Aftenen naaede Byen . 
Ved Banegaarden blev de modtaget af Max , Oskars 
Tjener ; han var som altid , pyntelig , rolig og snu 
og rykkede efter gammel Vane paa et Halmstraa . Oskar 
havde ladet ham blive tilbage i Byen , deels for at 
overtage hans galante Anliggender , deels for at tale 
sine Kreditorer tilfreds , som allerede paany begyndte at 
blive noget nærgaaende . I Henhold til den sidste Opgave 
var Max et virkeligt Geni og roste sig med Stolthed 

ask at han kunde gjøre den vittigste Kreditor et T 
for et U . “ 
Max første Pligt , var nu den , at hente en Vogn 
til sin Herre . I det Øieblik da Oskar vilde slige ind i 
Vognen , hviskede Tjeneren ham i Øret : 
„ Hun er her . “ 
„ Hvem er her — hvem mener Du ? spurgte Oskar . 
„ Tatteren af den gamle Skurk , soni er død . 
„ Du mener dog vel ikke Tatteren af Tyring Tøndesen 
skulde være her i Byen ? Veed Du ogsaa , hvor 
hun opholder sig ? “ 
Max nikkede med Hovedet . 
„ Saa siig Kudsken Besked , at han kjører os 
derhen . “ 
„ T et er for tidligt paa denne Tid — det maa først 
skee senere hen paa Natten , “ svarede Max , og de to 
unge Mænd kjørte nu , som de allerede tidligere havde 
aftalt , til en intim Ven af dem , som de havde fundet , 
at være værdig nok til at være den Tredie i deres Forbund . 
Strax 
efter Midnat bankede Max paa Døren til 
det Værelse hvor Kløverbladet sad sammen og nød i 
en behagelig Ro den ene Flaske Viin efter den anden . 
Max underrettede sin Herre , at det nu var paa 
Tiden at begive sig hen til Stedet , hvor Pigen var 
bragt i sikker Forvaring , og at Stedet var beliggende , 

ikke langt fra Forsamlingsstedet . Oskar hviskede nu 
Verner hurtigt noget i Øret , og Verner , som vidste at 
hans eneste Redning bestod i Giftermaalet med Janette , 
skyndte sig hurtig , for at følge Oskar . 
De forlode nu begge Vennen , som de overlod 
til sig selv , og skyndte sig for at følge Max , som esteren 
kort Vending slandsede udenfor et Værtshuns , pegede 
paa Huset og forsvandt derpaa skyndsomst . 
Det var et lille fattigt Værtshuns . To eller tre 
Mænd stod og snapsede ved et Skjænkebord . Bagved 
denne var et andet Værelse , blot adskilt af et Forhæng , 
i hvilket der sandsynligvis endnu blev spillet . 
Den mest paafaldende Personlighed iblandt de 
Drikkende , var en Mand , som af sine Kammerater blev 
kaldt for Tigeren . Hans hele Personlighed var frastødende , 
men ikke destomindre kunde denne Mand rose sig 
af en vis Popularitet iblandt Kammeraterne . Han var 
imellem syrgetyve og halvlredssintstyve Aar gammel , 
ikke stor , men paafaldende muskuløs bygget , bred Ryg , 
en Hals som en Tyr og vældige Arme , hvis Muskler 
man kunde bemærke under Ærmerne af Frakken . I 
hans Ansigtstræk laae noget haardt og grusomt og 
hans Hud , som af Naturen havde været gul , var af 
Vind og Veir bleven aldeles brun . Hans Øine vare 
smaa , som en Elefants . 

Navnet Tigeren havde han faaet af en Begivenhed , 
som vi med faa Ord vil skildre . 
Ved en Søreise havde han lidt Skibbrud , men 
havde frelst sig ved Svømning , og et ungt Menneske , 
søm i Dødsangst havde klamret sig fast til ham , havde 
han saaledes bidt i Struben , at denne var sunken død 
ned i det dybe Hav . 
Denne Mand levede ikke alene af at smngle , men 
han havde tillige en indbringende Forretning hvorved 
hans Kone troligen hjalp ham . 
Ta Oskar og Verner betraadte Gjcestestuen , og ved 
Bordet forlangte dem et Glas Punsch og Vand , befandt 
Tigeren sig i en ivrig Samtale med en Mand , som 
lignede en Sømand . 
„ I Aften ikke , “ hørte de Tigeren sige til Sømanden . 
„ Vi 
har rigtignok en lille Storm i Aften , men jeg 
vidste ikke , hvad den kunde hindre os for at tage bort 
i Nat . “ 
„ Nei , “ afbrød Tigeren ham . „ Jeg tør ikke vove 
det , hun skal ikke blive bemærket . Hurtig ombord paa 
Skibet og rast afsted , saaledes maa det gaae . Desforuden 
seiler min Gamle ikke , naar det stormer , og uden 
hende , vil jeg ikke paatage mig det . En anden Dag 
er lige saa god . “ 
De unge Mænd havde hørt den hele Samtale , 

men de bemærkede ogsaa , at Tigeren hele Tiden opmærksomt 
holdt Øie med dem . Det lod til som han 
følte sig generet ved de Fremmedes Nærværelse , han 
hviskede noget til Sømanden og Begge stode i Begreb 
med at gaae ind i Værelset , hvori der blev spillet . 
Men Oskar , hvis Nysgjerrighed var bleven pirret , 
og som nok ønskede at vide hvilke Midler Jenny Melbourne 
betjente sig ask fulgte ham derfor i Hælene . 
Tigeren vendte sig hurtig om imod Oskar og 
Verner . 
„ Dette er et Privatværelse , min Herre , De kan ikke 
komme ind . “ 
„ Dumhed , Narrestreger — det er et Spilleværelse . 
De kau ganske rolig lade os komme derind , “ svarede 
Oskar . 
„ Vi spille ikke noget af den Slags Spil , som De 
forslaaer , “ indvendte Tigeren . 
„ Ikke det ? Det maatte da være et mærkværdigt 
Spil , som vi ikke kan spille , “ svarede Oskar , med et 
Smil til Værten . 
Tigeren lod til , som om han ikke havde noget 
derimod . 
De vil komme ordentlig til at spytte i Bøssen , “ 
sagde Tigeren advarende . 
Oskar gjorde en Bevægelse , som tydeligt tilkjendegav , 
at han kun brød sig lidet om at tabe . Tigere , » 

stak derpaa Hovedet igjennem Forhænget og sagde nogle 
Ord til dem som vare i det andet Værelse . Lidt efter 
trak han sit Hoved tilbage , tog Forhænget tilside og 
lod Oskar og Verner træde nærmere . 
De bemærkede tre Borde , et stort og to mindre , 
ved hvilke der sad Folk som spillede Kort . Alle disse 
Spillere havde en vis Lighed med hverandre . I deres 
Ansigtstræk laae en Slaphed aftegnet paa Grund af 
Nattevaagen og Nydelsen af Drikkevarer . 
De spillede med stor Lidenskab og meget hurtig . 
Spillet var nyt , Indsatsen stor og Oskar var meget 
nysgjerrig efter at udfinde hvem af dem der var Bedrageren 
eller de Bedragende . 
De Spillendes Øine vare strax rettede paa Oskar 
og Verner , men kun før et Øieblik . Spillet blev ikke 
derfor afbrudt og de Fremmedes Ankomst lod ikke til 
at forstyrre dem det mindste . Tigeren pegede paa et 
Par Stole ; Oskar og Verner satte sig ned ved et Bord . 
Ogsaa Tigeren satte sig ned ved det samme Bord , lige 
over før dem . 
I det Øieblik da Tigeren satte stg ned , hørte man 
en eiendommelig , neppe hørlig Banken . Oskar blev 
opmærksom derpaa , men sagde intet . Han vidste godt 
hvad denne Lyd havde at betyde — men det var før 
tidligt at tale derom . 

Spillet , som der blev spillet kaldtes Pharo , som 
OSkar allerede havde lært i Udlandet . I Begyndelsen 
spillede Oskar kun alene , Verner beskjæftigede sig med 
en Merskumspibe og ragede af alle Kræfter . Men 
trods denne vigtige Beskjæftigede , hørte ogsaa han den 
eiendommelige bankende Lyd , men kun engang , og saa 
ikke mere . 
Først spillede Begge , saavel Oskar som Modspilleren 
meget rolig om mindre Summer . 
Tet lod ikke til at Lykken begunstigede nogen 
af dem , snart vandt den Ene , snart den Anden ; 
Indsatsen blev fordoblet — men Resullatet blev det 
samme . 
Alligevel bemærkede Oskar , at eftersom de spillede 
længere , blev Tigeren mere og mere utaalmodig . Allerede 
to Gange havde han slirret op imod Loftet , som 
var tapetseret med samme Tapeter som vare paa 
Væggen . Spillet gik sin rolige Gang , men efter kort 
Tid begyndte Tigeren at tabe ikke ubetydelige Summer , 
hvorved hans Vrede tiltog . 
„ Ad Helvede med Kortene ! “ udbrød han rasend » 
og kastede Kortene paa Bordet . 
„ Vi kan jo fordoble Indsatsen , saa vender Lykken 
sig maaskee , “ svarede Oskar . 
„ Vil De maaskee udplyndre mig ! “ skreg Tigeren . 

; „ Udplyndre ? Te betjener Tem negle forunderlige 
Udtryk , min Den . . . “ 
„ Og jeg skal bruge endnu nogle ganske andre . . . ! “ 
brølede Tigeren rasende . 
Pludselig standsede han . 
Toren som førte til det Indre af Huset blev hurtigt 
reven op af en bred , gemsen og frækt udseende 
Qvinde ; hendes Grimhed blev endnu forhøiet af hendes 
Ansigt som var suldt af Ar . , 
„ Bort ! “ skreg Tigeren , medens han rasende saae 
paa den Indtrædende , som ikke var nogen anden end 
Madam Tanton , Tigerens Kone . 
Konen saae forundret paa ham . 
„ Er Tn fuld — har Du sovet , eller hvad betyder 
det ? “ udbrød han , opspriugeude fra Srolen , og med 
Kortene i Haanden ilede hende imøde . 
„ Hvadfornoget — — har hun vover ? “ hviskede 
Qvinden . 
En undertrykt Eed var Sknrkens hele Svar , som 
vendte tilbage til sin Plads . 
Men han fandt denne ikke mere tom . Oskar havde 
sat sig paa den . Tigeren laante ham nogle rasende 
Øiekasl . 
„ Vi vil engang skifte Plads ; maaskee Lykken vender 
sig — jeg vil ikke beholde alting for mig alene , “ sagde 
Oskar rolig . 

„ Gaa strax tilbage paa deres første Plads , min 
Herre , “ udbrød Tigeren harmfuld . 
„ Hvortil det ? “ 
„ Fordi jeg vil have det . Det er en Uforskammethed , 
naar man benytter det Øieblik hvor en Anden 
vender Nykken , for at indtage hans Plads . “ 
„ Derover gives forskjellige Anskuelser . Jeg vil 
blive siddende , “ svarede Oskar med Kulde . 
„ Naa det vil De ? “ 
„ Det er min faste Beslutning . “ 
„ Men hvad Fanden skal det betyde ? — hvad mener 
De dermed ? “ skreg Tigeren rasende . 
„ Jeg vil dermed sige , at naar Telegrafen ikke gaaer 
for Dem , saa vil den maaske arbeide desto bedre for 
mig . “ 
Ved disse Ord reiste han sig hurtig op fra sin 
Sfol . 
Det var som Lynet var faret ned imellem Gjcesterne . 
Alle vare hurtigt sprungne op fra deres Sæde og omringede 
Oskar og Verner . 
Tigeren var veget et Par Skridt tilbage , han 
havde kun altfor godt forstaaet Betydningen af Oskars 
Ord . — 
Men førend de havde faaet Tid , at yttre et eneste 
Ord , lød et ængstelig Skrig igjennem hele Huset . Lyden 
kom fra et Værelse , som laae oven over Spilleværelset . 

Derpaa kunde man tydelig høre , at der blev uddeelt 
kraftige Hug og at en Qvindestemme med bønlig Stemme 
bad om Skaansel . 
Det var Rosa som her var indespærret og som blev 
mishandlet . 
Ellevte Kapitel . 
Hvorfor Tigeren tabte Spillet . 
Det var et farligt Øieblik for Verner og Oskar . 
De havde trængt sig ind i en berygtet Kneipe iblandt 
nogle af de farligste Spillere , som Byen havde at 
fremvise . Tillige havde de gjort to Opdagelser , som 
kunde gjøre disse Mænds Sikkerhed meget farlig . 
Huset , hvor de befandt sig i , var et Spillehnus 
af det værste Slags . Under Skinnet af et almindeligt 
Værtshuns , hvori der kun blev spillet ganske uskyldige 
Spil , blev her skjult Alt , hvad der kunne komme disse 
Bedragere til Gavn . Selv Maskiner var her blevne 
anbragte , for at være dem behjælpelig ved Plyndringen 
af et eller andet Slagtoffer , som de havde faaet 
Fingre i . 

Havde Oskar ikke været bekjendt med en lignende 
Indretning , som han i Udlandet med Fuldkommenhed 
havde bedreven , saa var han vistnok ligeledes bleven et 
af disse Offere , men den eiendommelige hemmelige 
Banken , som han tilfældig havde hørt , beviste ham snart 
hvorledes det Hele forholdt sig . 
Faa Ord er nok til at forklare Maaden , hvorledes 
dette Bedrageri blev udført . 
Over Spilleværelset , ligeover de Spillende , kunde 
man tage et Stykke nd af Gulvet , som kun mider Loftet 
var besat med Tapetpapiret , samme Slags som sad paa 
Vægge » . I disse Tapeter var der anbragt Stjerner , 
en af disse Stjerner var skaaret ud , og paa den Maade 
kunde man fra oven let see , hvilke Kort de Spillende 
havde . 
Dette var knn en Deel af Indretningen . I Gulvet 
paa det øverste Værelse var en lille Knap , som stod i 
Forbindelse med en Staaltraad , sonr løb langs ned af 
Væggen , og blev bedækket af en bred Klokkestreng . 
Denne Traad gik under Gulvet lige hen til Spillebordet . 
Her var ligeledes en lille Hulning , og paa denne satte 
den indviede Spiller sine Fødder . I denne af Gulvtæppet 
bedækkede Hulning var en Traad og en lille 
Hammer , som stod i Forbindelse med Staaltraaden . 
Ved forud aftalte bestemte Slag , som berørte Spillerens 

Fod , antydede Telegrafen paa det Nøiagtigste Medspillerens 
Kort . 
Naar Læseren nn veed , af denne sindrig anbragte 
Maskine pludselig stod stille , saa ville de kunde forestille 
sig Tigerens Harme , da han saae af hans Stol var 
besat as Oskar , i samme øieblik Madam Dämon var 
gaaet op for af sælte det standsede Apparat paany i 
Gang . 
Ten første Bevægelse , som Tigeren gjorde , var den 
af gribe en Kniv , som han til enhver Tid bar hos sig , 
for dermed af fortrænge den Paatrængende . Han var 
vandt til af betjene sig af dette Middel i enhver Strid , 
som han geraadede i , men esrer al have betænkt sig , 
lagde han den bort . 
Men et Bevis as hans Kræster kunde ikke slads , 
meente han . 
Uden af tale flere Ord , kastede han sig over Oskar 
og klemte ham som i en Skruestik . 
„ Te nederdrægtige Karl , hvorfor er De kommen 
herind ? “ udbrød han . 
Førend Oskar kunde svare , var hele Værelset i 
Oprør . Een af de Spillende havde bemægtiget sig 
! Verner , og de unge Mænds Stilling var en af de 
farligste . 
„ Slip mig , saa sfol jeg svare Dem , “ svarede Oskar , 
som i den største Fare , stedse beholdt sin Koldblodighed . 

„ At slippe Dem , falder mig sket ikke ind ! “ udbrød 
Tigeren rasende . „ Jeg kjender Eder . — I ere Begge 
nogle Kjællringer , Sknrke , Politibetjente ! — “ 
„ Hvad ere De ? “ udbrød de Andre , medens de med 
knyttede Næver trængte sig ind paa dem . 
„ Han lyver , som han selv skal komme til at tilstaae . 
Vi ere paa ingen Maade kommen herind for 
at efterspore , eller at forraade ham . Hans egen Ubehændighed 
har forraadt ham . Jeg brød mig ikke om 
at vide noget om hans Hemmeligheder — jeg var aldeles 
dermed indforstaaet at tabe mine Penge . “ 
„ For at tabe deres Penge er de dog vel ikke 
kommen herind ? “ spurgte Tigeren . 
„ Nei , men jeg er kommen — — skal jeg i Nærværelsæ 
af disse Herrer sige Dem , hvorfor jeg er kommen ? “ 
„ Lige 
som De selv vil — hvad kommer det mig 
ved , “ brummede Tigeren . 
„ Jeg veed ikke , hvad det angaaer Dem — jeg ønskede 
kun at vide , hvorfor De bliver betalt af Melbourne . “ 
Endnu 
førend Oskar fik udtalt , slap Tigeren ham 
hurtigt og stod der som en Mand , hvem man havde 
overbevist en Forbrydelse . 
„ Tilbage Drenge , tilbage ! “ raabte han til sine 

Kammerater , og betydede dem , at De skulde vende tilbage 
paa deres Plads . 
Efter de Andre havde begivet dem hver paa sin 
Plads , hviskede Tigeren til Oskar : 
„ De ere altsaa hans Venner ? “ 
„ Ganske rigtigt , “ svarede Oskar . 
„ Hvorfor har de da ikke strax sagt det , det havde 
sparet os al den Spektakel . “ 
„ Det er allerede glemt , gamle Dreng . Jeg vilde 
kun see hvilket Opholvsted Melbourne havde valgt til 
den Lille og i hvis Hænder han havde betroet hende . 
Jeg er meget tilfreds ; ' men siig mig dog , opholder den 
Lille sig endnu hos Dem ? “ 
„ Jo , hun er her . — Min Gamle havde sat hende 
ved Telegrasen , men hun har været doven . Det er 
første Gang i Aften at hun har været nopmærksom . 
Men hun skal ikke blive her . Naar vi faae godt Veir 
skal hun expedere » til England . Der skal nok blive 
sørget godt for hende , og vi skal nok vide hvortil hun 
er brugbar . “ 
I Hans nye Karakter , som Melbournes Ben — 
som han endnu aldrig i sti Liv havde seet — vilde 
Oskar vise sig paa en splendid Maade . Han foreslog 
Tigeren at drikke et Glas Punsch med deur . Han lod 
bringe en Flaske Viin , Rom og Sukker , og snart sadde 
alle Tre for en dampende Bolle Punsch . 

Medens de sad og røgede og drak , fortalte Tigeren 
hvorledes Rosa var kommen i hans Hænder . 
Budet , som Vorkommen til Kroen , for at sige Rosa 
at hun skulde møde for Netten , var en Bissekræmmer , 
som netop opholdt sig der i Landsbyen . En Kone , 
som han havde mødt i Nærheden af Kroen , havde faaet 
ham til at overtage denne Bestilling , ved at give ham 
en Daler . 
Den stakkels uskyldige Pige , havde strax begivet sig 
paa Veien . Endskjøndt hun ikke kunde forestille sig , 
hvorfor hun skulde aflægge Vidnesbyrd for Netten , 
anede hun dog ikke den ringeste Fare . Efter at hun 
med sin Ledsager havde gaaet et kort Stykke Vei , kom 
en Kone , som havde slaaet bagved et Gjærde dem imøde , 
Rosa følte sig ubehagelig berørt ved Konens Mre . 
Hendes brede stygge koparrede Ansigt havde noget frastødende 
ved sig . - 
Rosa saae sig forskrækket om efter sin Ledsager . 
Manden var forsvunden . 
„ Kom , mit Barn , “ sagde den gamle Kjærling til 
hende , som ikke var nogen anden end Madam Danton . 
Man venter allerede paa os , og der er endnu et langt 
Stykke Vei . Vi maa skynde os , naar vi vil komme til 
rette Tid . “ 
„ Er De da bleven sendt , for at hente mig ? “ 

spurgte Rosa , medens hun trak sig et Par Skridt tilbage . 
„ Jo , 
mit Barn , det er jeg rigtignok . De maa 
vide , at det er mig som har klædt den Døde . Gud 
være hans stakkels Sjæl naadig — han skal have været 
en god og trofast Fader , som jeg har hørt . Saa sagde 
Dommeren til mig : „ Bring hende hertil , “ sagde han , 
„ hun vil rigtignok ikke vide meget at sige , men den 
mindste Oplysning kan betydelig hjælpe os . Det skal 
jeg gjøre , naadige Herre Tommer , svarede jeg , da det 
vil være en Trøst for hende , at blive ledsaget as sit eget 
Kjøn — og saaledes er jeg kommen for at hente Dem . 
Men nu maae vi skynde os , da det er paa høie 
Tid . “ 
Hun tog sit modstridende Offers Arm og lagde den 
inden i sin . Saaledes vandrede de sammen , et langt 
Stykke Vei , indtil de havde naaet en Bygning som 
Rosa strax gjenkjendte . Det var Jernbanestationen . 
„ Skal vi da kjøre med Jernbanen ? “ spurgte Rosa 
og flap hurtig sin Ledsagerindes Arm . 
„ Jo , mit Hjerte . Det hele er bleven forandret . 
Dommerne ere faget til Hovedstaden , der er Retten samlet , 
men det veed De dog vel ? “ 
„ I Hovedstaden ? “ spurgte Rosa forundret . 
Hun havde ikke Tid , at tænke nøiere efter denne 
Sag . Da Toget var færdig til at tage afsted . Hun 

ansaae det for en Galskab at ansee det Hele for Bedragen , 
men desuagtet kunde hun ikke skjule en vis Ængstelighed . 
Et Øieblik , medens Konen var ifærd med at 
løse Billetter , var hun nærved , at flygte tilbage hvor 
hun var kommen fra — men i det næste Øieblik opgav 
hun det igjen . 
Saasnart Konen havde løst Billetterne , trak hun 
Rosa med hen til en Coupe som ikke var besat , sfoppede 
hende derind , og fulgte hende i Hælene . Neppe var 
Døren lukket efter Dem , førend Toget brusede afsted . 
Rosas blege Ansigt udtrykte en forfærdelig Angst 
„ Feiler De noget , mit Barn ? De seer noget medtaget 
ud , som man ikke kan undre sig over . Her , lugt 
engang paa mit Tørklæde — nei , vent lidt , jeg stal 
helde et par Draaber paa Deres eget Lommetørklæde . “ 
Med disse Ord fremtog Madam Danton en lille 
Flaske . Saasnart hun havde taget Proppen fra Flasken ' 
udbredte sig en stærk Lugt , som af Jordbær . Derpaa ? 
tog hun den unge Piges Lommetørklæde , heldte nogle ' 
Draaber derpaa og holdt hende denne under Næsen . 
Hun selv trykkede sit eget Lommetørklæde for Mundenfor 
ikke at indaande Dunsterne af Indholdet af Flasken , 
som indeholdt et bedøvende Middel . 
Neppe havde Rosa lugtet paa sit Tørklæde , førend 
hendes Øine lukkede sig . 
I næste Øieblik havde hun tabt Bevidstheden . 

Da hun vaagnede op ask sin Dødlignende Søvn , 
som havde vedvaret i flere Timer , laae hun paa Sengen 
i et mørkt Rum , som blev oplyst sra oven , underneden 
hørte hun Lyden af flere raa Menneskestemmer . 
Det lod til som om hun var alene . 
Hendes første Bevægelse var , at springe hurtig ud 
af Sengen og see sig omkring . Væggene i det Værelse 
hvori hun befandf sig , var af Bræder , Loftet var hvælvet 
og i Midten en Aabning hvorigjennem et mat Skjær 
af Dagens Lys strømmede ind . En Dør kunde hun ikke 
opdage . Midt i Værelset laae en tyk Madrasse paa 
Gulvet , uden Sengen , var Madrassen det Eneste som befandf 
sig i Værelset . 
Medens Rosa forundret saae sig omkring , opdagede 
hun , at en Kone i en mørkegrå « Klædning , den samme 
Farve som Madrassen havve , reiste sig hurtig op sra denne 
hvorpaa hun laae i en lyttende Stilling . Med et truende 
Ansigt imod Rosa , hævede hun den knyttede Næve 
op imod hende . 
„ Tilbage ! “ hvidskede hun i en truende Tone . 
Den unge Pige kjendte den forfærdelige Køne , 
som havde bortført hende og trak sig skjælvende tilbage . 
„ O jeg beder Dem at sige mig , hvor jeg er , “ bad 
Rosa med foldede Hænder . 
„ Ikke et Ord mere , “ tyssede Konen rasende . 
„ Men saa siig mig dog blot . . 

„ Hvad for noget — De vil tale , naar jeg forbyder 
Dem det ? “ sagde Konen , medens hun reiste sig , og nærmede 
sig Rosa . 
Og med hendes tykke brede væmmelige Haand , slog 
hun den stakkels Pige paa hendes nøgne Skulder . 
Skjøndt Slaget efterlod en rød Stribe paa Skulderen , 
var det dog ikke Slaget , men Muligheden af en 
flig Mishandling , som betog Rosa for Øieblikket al 
Sands og Samling . Fra hendes tidligste Barndom , 
havde den ungePige aldrig faaet saameget som etStag . Nu 
var det Første , som hændtes den stakkels forældreløse Pige , 
en flig brutal Mishandling fra denne afskyelige Qvinde . 
Rosa græd ikke , eller beklagede sig — men hendes Ansigt 
glødede som Ild , og hun følte sig beskæmmet i sin 
inderste Sjæl , nedbøjet , fornedret . 
Konen lagde sig igjen ned paa Madrussen . 
Rosa som var krøbet sammen bag Sengen , bemærkede 
hvorledes Konens Blik var . rettet paa et bestemt 
Sted i Gnlvet . Sommetider strakte hun Haanden ud 
— ven forfærdelige Haand , med hvilken hun havde 
slaaet Rosa — for at trykke paa en Knap som var fastgjort 
i Gulvet . 
Rosa erfarede først senere , at Madam Danton paa 
denne Maade satte Telegrafen i Bevægelse — og først efter 
en Dags Forløb , blev hun , Rosa tvungen til at forrrette 
dette Arbeide . 

Efter en halv Times Forløb var Alt bleven stille i 
Værelset underneden . 
Nu reisfe Konen sig hurtig op fra Madrassen og 
udbrød rasende : 
„ Elendige Skabning — naar man nylig havde hørt 
Dem i Værelset , som ligger under dette Rum , saa vare 
vi muligenvis bleven ruinerede , det havde vi i saa Tilfælde 
kunde takke Dem for . “ 
„ Jeg vidste ikke , at jeg gjorde noget Ondt . — Jeg 
ønskede kun at erfare . . . “ 
Madam Danton tog Rosa ved begge Skuldrene og 
ruskede hende ordentlig igjennem . 
„ En for alle Gange . — De behøver Intet at vide . 
De kan gjerne spare med at spørge — Svar faaer De 
ikke alligevel . De er her — det er nok . Forholder Oe 
Dem rolig , bliver De godt behandlet , men gjør De det 
modsatte , saa vil De erfare Et og Andet som er ubehageligl 
nok for saa sine Lemmer som Deres . Altsaa 
jeg raader Dem til at gjøre det Første , saa har De aldeles 
intet at frygte . Te har en Fremtid for Dem , 
som bliver Tem misundt af Mange af deres Kjøn , forudsat 
at De tager imod Fornuft , og ikke teer Dem saa fjantet 
som saa Mange af deres Lige . Nu flyt Dem engang 
bort , hvor De er , jeg stal frem . “ 
Ved disse Ord stødte hun den unge Pige midt ind 
i Værelset , nærmede sig Væggen , og trykkede paa en der 

anbragt Fjeder . En skjult Dør lukkede sig lydløst op 
og man kunde see ind i et Klædeskab , som var opfyld 
af Klædningsstykker . Efter at Konen var traadt derind 
smækkede Døren i Laas , efter hende . 
Rosa søgte forgjæves at finde Udgangen . Hun 
gik rundt omkring i Rummet og stødte overalt imod ° 
Væggen , men forgjæves . Fjederen var altfor snild anbragt , 
til at den kunde opdages af en stakkels ung Pige . 
I hendes Fortvivlelse kastede hun sig ned paa Madrassen , 
som laae paa Gulvet . 
Det var maaskee en halv Time efrer , da Rosa blev 
forstyrret af en Støi , Konen var vendt tilbage tillige 
med hendes Mand — Tigeren . 
Saasnart Tigeren havde faaet Øie paa den unge 
Piges Ansigt , glimrede hans Øine af en glad Beundring . 
Konens skinsyge Blikke forstod hans Udtryk fuldkommen . 
„ Du skal ikke , nei , Du skal , Fanden fage mig , ikke 
denne Gang faae Din Villie ! “ streg hun som en rasende 
Furie og bibragte ham et Slag i Ansigtet . 
„ Hold Din forbandede Kjævt , gamle vanvittige 
Kjærling ! “ udbrød han ærgerlig . Men han slog ikke 
tilbage . 
Rosa forsøgte at reise sig op , meget forsfrækket over 
denne lille huuslige Scene imellem Ægtefolkene , men hun 
formaaede det ikke af Skræk . 

„ Hvad skal der skee med hende ? Veiret er ikke gunstig 
til Afseilingen , vi har megen Storm og . . 
„ Det veed jeg ligesaa godt , som Du behøver at 
sige mig det , “ afbrød Konen ham , og jeg tænker hellerikke 
paa , ved saadant Veir at tage afsted . “ 
„ Vil Du da reise med ? “ 
„ Jo , din Pjalt , det vil jeg . Eller troer Du maaskee 
at jeg vilde overlade Sagen til Dig alene ? det Kilde 
aldrig falde mig ind ! Naar den Lille tager bort , saa 
gaaer jeg med , lad dette være sagt Dig Een før alle 
Gange . “ 
„ Nu , før mig gjerne — men saa har Du den Opgave 
at tage vare paa hende , maaskee en heel Uge eller 
mere . Hvad vil Du bruge hende til i den lange Tid . 
Jeg syntes det var bedst at vi flap hende , saa hurtig 
som muligt , “ svarede Tigeren gnavent . 
„ Hvad jeg vil bruge hende til ? det stal jeg iaamæn 
stge Tig . Jeg har betænkt at hun skal gjøre Nytte 
ved Telegrafen — der er hun bedst forsørget . “ 
„ Du har min Sjæl Ret , Qvinde , det var et godt 
Indfald , naar hun er lit føielig , og vil lade sig tale tilrette , 
saa kan hun jo blive her for bestandigt , “ sagde han , 
medens han tilkastede Rosa kjælne Blikke . 
„ Saa ? altsaa hun skulde blive her ? nei see engang . 
Jeg vil dog paa det venskabeligste raade Dig , ikke at 
sige saadant noget nok engang , for ellers sial jeg vådske 

Dine Øren saaledes at Du i de første fjorten Dage ikke 
skal kunde høre Kirkeklokkerne ringe , det vil jeg svare 
Dig for , svarede Konen rasende , medens hun tilkastede 
den stakkels Rosa fjendske Blikke . 
„ Naa , naa Gamle , kun ikke saa hidsig , “ sagde Tigeren , 
„ kom nu og lad os komme afsled . “ Dermed skyndte 
de dem Begge hurtig afsled igjennem den skjulte Dør . 
Den største Deel af Samtalen , havde Rosa ikke kunnet 
forstaae , men hun forstod ' dog saameget , at man ikke 
havde noget Godt isinde med hende . Men hun sagde 
ogsaa til sig selv , at det ikke nyttede hende noget at bede 
disse Folk at lade hende slippe bort . Med et tungt 
Hjerte kastede hun sig paa sit Leie . 
Hun havde lykkeligvis ingen Anelse om den Eensformighed 
og ørkesløse Dage , som her ventede hende . 
Rosas eneste Tanke var : Naar blot Tøndesen vilde 
være her — saa vilde jeg snart være frelst ! “ 
Sommetider naar Søvnen overfaldt hende , drømte 
hun , at han førte hende bort , og at De langt borte , 
levede lykkelig sammen . Hvilken qvalfuld Opvaagnen 
fulgte der ikke efter en saadan Drøm . 
Førend to Dage var forgaaet , havde Madam Danton 
allerede lært hende Behandlingen af Telegrafen og 
tvang hende nu til , saa meget som muligt at arbeide 
derved . Men en indre Følelse sagde hende at hun gjorde 

noget Urigtigt , men hvad kunde hun vel gjøre for at 
flygte fra sine Piageaander ? 
En Aften som hun sad og var beskjæftiget med 
dette Arbeide , havde hun i Spilleværelset bemærket 
Oskars Ansigt . Hun gjenkjendte ham strax , og al den 
Modbydelighed som hun tilforn havde næret imod ham 
rørte sig paany i hende . Ligeledes huskede hun det 
skrækkelige Øieblik , da dette Menneske var traadt frem 
med Kniven i Haanden , for at myrde Adolf Tøndesen . 
Det var mere , som , hun kunde taale . 
Hnn tabte Bevidstheden . 
Saaledes var det skeet , at Telegrafen pludselig 
var ophørt med at arbeide , og Tigeren , som manglede 
fin hemmelige Naadg ' ver , gjorde den ene Feil i Spillet 
efter den anden . 
Det var dette som Tigeren i Korthed gjorde Oskar 
bekjendt med . Den Overbevisning at sidde lige over 
for en Ven af den unge Melbourne havde løst hans 
Tunge . 
Men neppe havde han sluttet sin Beretning førend 
Tæpperne for Døren blev slaaet tilbage . En Mand 
traadte hurtig ind i Værelset , hvorpaa Tigeren ærbødig 
reiste sig . 
Den Fremmede var ikke over 56 Aar gammel , 
men saae meget ældre ud . Hans Ansigtsfarve var 
meget mørk , altfor mørkt , for en Europær , Ansigtet var 

langt og magert og bar umiskjendelige Spor af et vildt 
ørkesløs Liv . Det eneste smukke i hans Ansigt , vare 
de store , glindsende , sorte Øine , men Blikket var sfarpt , 
mørkt , ja næsten uhyggeligt . Det fyldige Haar havde 
tidligere værst ravnsort , men var nu bleven betydelig 
graat . 
I en skjødesløs Holdning , med fornem Sikkerhed , 
nærmede Manden sig det Bord , hvor Tigeren , tillige 
Oskar og Verner sad . Tigeren hilste den Indtrædende 
og saae saa med Forventning paa Oskar . 
Men til hans Forundring blev denne ubevægelig 
siddende og mødte den Fremmedes Blikke med slørste 
Ligegyldighed . 
„ Hvad skal det sige ? “ udbrød han rasende . 
„ Hvad ønsker I ? “ spurgte Oskar forundret . 
„ I har bedraget mig , og har fralokket mig visse 
Hemmeligheder ! “ 
Oskar reiste sig hurtig op . 
„ Usling , hvad vil I sige dermed ? “ spurgte han . 
„ Hvad jeg vil sige dermed ? At I ikke kjender 
ham , naar han staaer lige over for Eder . 
„ Hvem skal jeg ikke kjende ? “ 
Tigeren svarede ham ikke , han vendte sig hurtig 
om imod den Fremmede og spurgte : 
„ Er denne en Ven af Dem , Herr Melbourne ? “ 

„ Denne Herre ? — Kjender ham ikke , “ svarede 
den Udspurgte kort . 
„ Nu da , Te elendige , skurkagtige Usling , pas nu 
paa . “ 
Og førend Oskar bemærkede hvad der truede ham , 
bavde Tigeren bibragt ham et saadant Slag i Ansigtet , 
ur han styrtede ned uden Bevidsthed . 
At foranledige et større Slagsmaal , kunde let føre 
til Opdagelse af hans Spil-Telegraf , og denne Opdagelse 
kunde let have ført ham i Fordærvelse . 
Derfor gjorde han Vold paa sig selv , da Verner , 
saasnart han saae Oskar falde , styrtede sig imod ham ; 
og istedetfor ogsaa at skaar ham ned , nøiedes han med 
at holde ham fra Livet . 
Derved kastede han et megetsigende Blik paa Melbourne . 
Denne Herre forstod ham ogsaa strax , og 
skyndte sig nu , at kaste sig derimellem . 
„ Rolig ! — Hvad skal dette betyde — her maae 
være en Feiltagelse , “ udbrød han . 
„ Feiltagelse ! “ gjentog Tigeren , med god spillet 
Vrede . „ Jeg skal smøre denne Usling ordentlig igjennem ! “ 
„ Naa , 
naa , kun ikke saa heftig , Danton — jeg er 
overbevist at her skeer en Feiltagelse , og jeg er overbevist 
at denne Herre vil afgive enhver Forklaring , som 
De kun ønsker Dem . 

Men Verner vilde paa ingen Maade indgaae derpaa . 
Med lynende Øine og sammenbidte Tænder , forsøgte 
han at gjøre sig fri for Tigerens jernfasfe Haändgreb , 
for at hævne Oskar med et velrettet Slag . 
„ Jeg skulde give Dem en Forklaring ! “ udbrød han . 
„ Naar I troer jeg skulde indlade mig til det , saa tager 
I HMgen feil . — I ere her alle tilsammen Tyve og 
Bedragere . Men jeg vil være forbandet , naar jeg ikke 
hævner mig og min Ven paa Eder — jeg frygter mig 
ikke . Myrde mig kan I ikke , og naar I gjorde det , 
saa godt , saa vil I først rigtig blive eftersporet , og da 
vil man vide at belønne Eder for Gjerningen . “ 
Tigerens Vrede lagde sig øieblikkelig , da han strax 
forstod hvad der truede ham , hvis der blev gjort en 
Huusundersøgelse . Han begyndte at skjælve for Følgerne 
af dette Optrin . 
I dette kritiske Øieblik blev Døren reven op paa 
vid Gab , og Madam Danton slyrtede med et vredblussende 
Ansigt ind i Værelset . Formodentlig havde hun seet 
sra oven , hvad der passerede , og hendes qvindelige 
Instinkt lod hende see den truende Fare . 
Hurtig var hun ved Siden af Tigeren , tog ham 
ved begge hans stumpede Øren og rev ham bort fra 
Verner . 
„ Hvad skal det betyde ? “ streg hun med en sling -- , 
rende Stemme . „ Hvad foregaaer her ? Begynder Du 

nu igjen paa de gamle Narrestreger ? — En smnk Historie , 
at fornærme Gjæsterne og ødelægge Huset . Men 
jeg taaler det ikke , Du gamle , grimme Nødeknækker — 
nei , jeg taaler det Gud fordømme mig ikke — det siger 
jeg Dig , dit usle Kryb . “ 
„ Det er altsammen godt , men hvorfor paastaaer 
denne Knægt , at han kjender Herren , naar det alligevel 
ikke er sandt , “ svarede Tigeren brummende . Formodentlig 
begreb han Konens Hensigt , og gik ind paa 
den Comedie , som hun opvartede med . 
„ Hvad vedkommer det mig , hvem han kjender eller 
ikke kjender , det kan jo være os det samme , “ vedblev 
Konen skændende . „ Men at Du fornærmer mine Gjæster 
og ødelægger min Forretning , det er mig ikke det 
samme , og jeg siger Dig nok engang , dit dovne Murmeldyr , 
jeg taaler det ikke , og skeer det tiere , kommer 
Du trekantet ud af Huset , nu har Du vel forstaaet 
mig ? “ 
Verner var et Øieblik næsten bleven bedøvet ak 
dette Skjænderi , imellem Mand og Kone . Han saar 
fra Manden paa Konen og var tvivlraadig , hvad han 
Kilde gjøre . 
Dette Moment benyttede Melbourne ; hans sorte , 
gjennemtrængende Øine havde strax sat sig ind i Forholdet 
af Tingene , og medens han i en rolig Holdning 
gik henimod Verner , sagde han : 

„ Jeg beder om Forladelse , men jeg frygter , at jeg 
er den uskyldige Aarsag af denne Forvirring . Mit 
Navn er Melbourne . “ 
Idet han sagde dette , tog han et Visitkort op af 
sin Tegnebog og rakte det til den unge Mand . 
„ Er det muligt ! “ udbrød Verner forundret . De 
er Broder til den elskværdige unge Dame , som for 
Øieblikket er i Besøg hos Grev Fly , paa Fremtidshaab ? “ 
„ Det 
er virkelig mig , “ svarede den Udspurgte . 
„ Hvilket mærkværdigt Møde . Denne nnge Mand , 
som blev slaaet ned af denne Usling , er Oskar , Grevens 
Pleiesøn . “ 
„ Hvorledes , det er altsaa den unge Greve , min 
Søsters intime Ven , som hun har skrevet mig til ? “ 
„ Netop den samme . “ 
„ Hvilken Overraskelse ! — Kan De nu see Danton , 
hvilken Forseelse De har begaaet , “ sagde Melbourne 
til Tigeren . „ Disse to Herrer hører til mine bedste 
Venner . “ 
„ Jo , jeg takker , det er nogle smukke Venner , som 
ikke engang kjender deres Person , “ svarede Tigeren 
brummende . 
„ Hvad kommer det Dig ved , Du Hanrei , “ afbrød 
Madam Danton ham . „ Men Du skal nu allelider 
have din Næse i Alting , og blander Dig i andre 

Folks Sager , som flet ikke vedkommer Dig . Ligesom 
Du ikke havde nok med at sørge for Dig selv . Pas 
Du Skjænken og Bordene , dit dovne Murmeldyr , saa 
har Du nok at bestille . “ 
Ved at have nævnet sit Navn , havde Melbourne 
gjort en Ende , paa enhver Stridighed , som endnu 
' kunde have sremstaaet , og det handlede sig endnu kun 
om , at bringe Oskar til Bevidsthed . Medens dette blev 
gjort ved Hjælp af Eddike og Rivning i Tindingerne , 
underholdt Melbourne og Verner sig paa en venskabelig 
Maade . Melbourne glædede sig i Særdeleshed over 
at have gjort Verners Bekjendtskab . Beregnende , som 
han var , indsaae han strax hvilken Fordeel det kunde 
være for ham at have Venner , som Grev Flys Søn , 
og Legationssekretair Verner . Disse vilde kunde indføre 
ham i de høiere Zirkler , hvortil han tidligere 
ikke kunde faae Adgang . Derimod havde Verner paa 
sin Side hørt Melbournes Navn blive omtalt i Forbindelse 
med Spilleklubber og andre Kneb , og da 
Guldet var Maalet for hans hele Stræben og alle 
hans Ønsker , imødekom ban ham med den største Høflighed , 
da det maaskee i Fremtiden kunde blive ham 
til megen Nytte at have en saadan Ven i Baghaanden . 
Medens 
nu Begge slode i en fortrolig Samtale , 
var Tigeren og Konen beskjæffiget med Oskar som med 

et forfærdelig blegt ophovnet Ansigt af Slaget , og med 
blodunderløbne Øine , langsomt kom til Bevidstheden , — 
den ulykkelige Feiltagelse af Tigerens Hidsighed , — opstod 
pludselig en Støi i de nedre Dele af Huset . 
Det var en qvindelig Stemme , som man kunde 
høre , udbrydende i en bønfaldende Tone : 
„ Slip mig for Gud i Himlens Skyld , lad mig 
gaae ! “ 
„ Nei , min Tue , det gaaer ikke an , “ svarede en Mandsstemme . 
„ Men 
De har ingen Ret til at holde mig tilbage , 
jeg har ikke gjort Dem noget , o , lad mig dog gaae jeg 
bønfalder Dem derom ! “ begyndte Stemmen paany 
at bede . 
Madam Danton var den Første , som strax gjenkjendfe 
Stemmen . 
„ Hør engang Tiger , “ udbrød hun . „ Er det ikke 
igjen ven unge Pige som er paa Spil ? Jeg troer Fanden 
tage mig , at hun er fræk nok til at løbe bort . “ 
„ Det lyder næsten saaledes , “ svarede Tigeren . 
„ Naar det er hende saa skal hun min Salighed ogsaa 
komme til at bøde derfor , det vil jeg svare for , “ 
sfreg den skrækkelige Qvinde og slog Dørskorhængene tilside 
som sfillede Spilleværelset fra det foranliggende 
Skjænkeværelse , derpaa ilede hun hurtigt ud . 
De øvrige fulgte hende . 

I Ckjænkeværelset saae de en ung Pige , som forgjæves 
søgte at besrie sig af en Mands Hænder , som 
var klædt i Tjenerdragt , og Oskar gjenkjendfe strax Rosa 
Tyring , som var i hans Tjener Max Hænder . 
Madam Danton styrtede som et Rovdyr løs paa 
su Offer . 
„ Her er et Fruentimmer Madamme ! “ udbrød Max , 
„ som vilde hemmelig rømme bort fra deres Huus . Jeg 
standsede hende paa Dørtærskelen og har bragt hende 
tilbage , Maaskee kjender De hende ? “ 
„ Om jeg kjender denne lille Taske ? “ udbrød Konen 
rasende . „ Jeg tænker nok , at jeg skulde gjenkjende mit 
eget Kjød og Blod . O Du flette afskyelige Skabning 
hvorledes kan Du handle saaledes imod mig og være 
saa falsk — neppe vender jeg Dig Ryggen , førend Du 
igjen begynder paa Dine gamle Narrestreger . Er det 
maaskee Takken for al den Godhed som jeg viser imod 
Dig ? Som en Grevinde lever Du her i mit Huus og 
saa opfører Du Dig saaledes , Du letsindige Skabning . 
Jeg kunde dræbe Dig af Harme . “ 
Den stakkels unge Pige var skjælvende flygtet hen i 
et Hjørne . Hendes store Øine vare fulde af Taarer , 
og hendes blege og forskrækkede Ansigt udtrykte den 
største Angst . Hun saae meget afkræftet ud , og hendes 
hele Person beviste tydeligt hvor syg og svag hun 
var . 

Men her var intet Hjerte tilstede — ikke et eneste 
som sølle Medlidenhed med den Arme . 
„ Men Du gode Gud , hvad har jeg dog gjort , at 
man saaledes behandler mig ? “ udbrød hun skjælvende . 
I dette Øieblik fik hun Øie paa Oskar , som hun 
ikke havde bemærket førend nu . Hurtig styrtede hun henimod 
ham , men da hun kom i hans Nærhed , og bemærkede 
hans ophovnede Ansigt , veg hun forsfrækket tilbage . 
Strax 
ved hendes ' første Møde med denne Mand , 
havde hun næret Afsky for ham , selv da han gjorde hende 
de venligste Tilbud ! Men den Tone ved hendes Faders 
Dødsleie , havde gjort Afskyen til en novervindelig Modbydelighed . 
Han havde ikke alene saaret hendes Hjerte 
ved Mangel paa Ærefrygt for den Døde , maaskee mere 
endnu ved Hans fjendlige Optræden imod Adolf Tøndefen . 
Hun 
behøvede derfor ikke først at betragte Arret 
paa hendes hvide Haandled for at erindre sig , at denne 
Mand uden hendes Mellemkomst , havde myrdet det eneste 
Menneske , paa hvis Hjælp og Deeltagelse hun endnu 
kunde stole . 
Saa var det altsaa ganske naturlig , at Synet af 
Oskar paa dette Sted maatte forskrække hende . 
Men han lod til , ikke at bemærke det . 
„ Rosa , “ udbrød han med den blide indsmigrende 

Stemme , som han saa let kunde betjene sig af . „ Rosa , 
hvad har dette at betyde ? Kom , De kan betroe Dem 
til mig , det veed De jo . Er det sandt , at De har forsøgt 
at løbe deres Vei ? “ 
Rosa svarede ikke , det var umuligt for hende at 
svare . Modbydelighed og Frygt gjorde hende stum . 
Oskar rakte hende Haanden . 
„ Jeg har engang givet Dem det Løfte , at jeg vil 
beskytte Dem . Jeg har ikke forglemt det , og tilbyder 
Dem min Hjælp . Betro Dem kun ganske rolig til mig 
og jeg skal sørge for at De skeer Retfærdighed . “ 
Hun lod det sfee at han greb hendes Haand , men 
hans Haandtryk fandt ingen Gjensvar . 
„ Te forsmaaer maaskee min Hjælp , “ vedblev han 
„ Te vil ikke tillade mig at værne om Tem ? Vil Te det 
virkelig ikke ? “ spurgte han , medens han kjærligt bøiede 
sig over hende og betragtede hende med onde uheldspaaende 
Blikke . 
Rosa udbrød i en høi lidenskabelig Hulken , og 
gjorde sin Haand fri , for Oskars Haandtryk . 
Hendes Hænder vare blevne mere blændende hvide 
siden Oskar havde seet hende sidst . Tette Syn gjorde 
den unge Mand , ikke liden Glæde . 
„ O , jeg beder Dem , bring mig hurtig bort fra dette 
Sted , “ udbrød den unge Pige hulkende . Kun bort fra 

det forfærdelige Huus — ligemeget hvorhen — kun 
bort herfra . “ 
„ Nu skal De bare høre ! “ skreg Madam Danton 
rasende . „ Og jeg har huset og forsynet hende med Kosten , 
jeg har vadsket og opvarter hende , som om hun 
var en Prindsesse , og nu vil den utaknemmelige Taske 
bort fra mit Huus ? Ja , vent Du kun , Din skette utaknemmelige 
Tøite , jeg skal nok . . . “ 
„ Rolig , “ sagde Oskar . „ Jeg vil ikke spørge om Grunden , 
hvorfor den unge Pige er bragt herhen — jeg vil 
antage , at det er skeet , for paa en eller anden Maade 
at befordre Undersøgelserne i Netten , “ hans Øine blinkede 
betydningsfuld , da han sagde dette . „ Men jeg kan 
tydeligt see , at den unge Pige føler sig ulykkelig , ved 
denne Omgivelse . Naar hun ikke synes om dette Sted , 
saa maa hun blive bragt til et andet . “ 
Rosa kunde neppe tro paa , hvad hun hørte . 
„ Og maa jeg vende tilbage , hvor jeg er kommen 
fra ? “ spurgte hun frygtsomt . 
„ Naar De ønsker det , gjerne , “ svarede Oskar blid . 
„ Og jeg maa besøge min Faders Grav og mødes 
med — med . . . “ 
„ Med hvem De vil , “ svarede Oskar med et Udbrud , 
som fuldkommen beviste at hans Hjerte var opfyldt af 
Skinsyge . 
Endskjøndt Rosa følte sig ubehageligt berørt ved 

Udtrykket i det Svar som han gav hende , havde hun 
dog hjertelig tilgivet ham alt det Onde , som han havde 
gjort imod hende , for den Frihed som han tilbød hende . 
Med Taknemmelighed saae hun op til ham . 
Men Madam Danton , som havde hørt det Hele , 
troede nu at det Bedste var ar blande sig i Sagen . 
„ Er det Deres Alvor , min Herre ? “ udbrød hun . 
„ Mit Alvor — hvad vil Te sige dermed ? “ spurgte 
Oskar . 
„ Naa , jeg meente , fordi den lille Hex saa hurtig 
skal forlade mig igjen . Men Gud fordømme mig om 
jeg bryder mig meget om , at hun kommer bort . Det 
var Fanden ' tage mig intet lidet Arbeide at passe paa 
hende og arbeide for hende , som om jeg var hendes 
Tjenerinde . Og saa al den Ærgrelse , som hun har 
gjort mig — nei ! jeg vil virkelig være glad , naar jeg 
slipper hende , det kan jeg forsikkre Dem . “ 
„ Ja , saa er jo alt i den bedste Orden , gode Kone , “ 
sagde Oskar , „ jeg tager den unge Pige med mig , saa 
have alle Gjenvordigheder en Ende . “ 
Tigeren saavelsom Melbourne opfangede nøgle hurtige 
Øiekast som Oskar tilkastede Dem , og da de kjendte 
ham nok til at vide , at han ikke handlede af ædle Hensyn , 
antage de at han maatte have en eller anden Plan 
i Baghaanden , derfor modsatte De Dem Heller ikke Oskars 
Anordning med Hensyn til at føre Rosa bort . 

„ Det er nu for sildigt mit Barn , at faae ef nyt 
Logi for Dem i denne Nat , derfor maae Te have Taalmodighed , 
og blive her til Dagens Frembrud , saa skal 
jeg ved min Ære selv føre Dem bort herfra , hvorhen 
Te ønsker at komme . Mere kan De dog ikke forlange 
af mig . “ 
Rosa forlangte intet Bedre . Alt hvad hun kunde 
haabe og ønske , laa jo i dette Løfte , kun en Ting behagede 
Rosa ikke , hun kunde ikke begribe hvorfor Oskar vilde 
selv komme og afhente hende , og skjønt han viste sig 
meget venligt slemt imod Rosa , saa havde - hun dog en 
hemmelig Frygt for ham . 
Men Bestemmelsen var nu engang bleven truffen 
Madam Danton lovede at Rosa skulde være færdig ru 
at tage afsted saasnart Oskar kom for at hente hende , derpaa 
forsvandt hun med Rosa og bragte hende til sit 
mørke Fængsel . Men længe endnu kunde man høre 
hvorledes denne dæmoniske Qvinde overvældede den stakkels 
Pige med Skjældsord og Bebreidelser fordi hun 
havde forsøgt paa at flygte bort . 
Medens Rosa blev ført bort , satte Melbourne , Oskar , 
Verner og Tigeren sig omkring et Bord ved en 
Flaske udmærket Portviin , og beraadflaaede nu hvorledes j 
De skulde faae Rosa bort . 
„ Jeg kan sket ikke begribe hvad De vil foretage Dem 

med Pigen , “ bemærkede Tigeren , „ men jeg tænker at 
De nok skal saae hende til Side paa en anstændig Maade . 
Det kan De forlade Dem paa , min gode Mand , “ 
svarede Oskar . „ Hvad er det for en Maade som De 
gaaer frem paa . De maa anvende et stærkt søvndyssende 
Middel for at bringe Pigen til Taushed , ellers var hun 
istand til at vaagne til ubeleilig Tid . Men jeg troer 
nok , at hun har faaet Tiltro til mig , og vil nok følge 
mig , hvorhen jeg vil bringe hende . Det kommer kun 
an paa , hvorledes vi faae hende paa Skibet , derfor er 
det absolut nødvendigt at bibringe hende et søvndyssende 
Middel . Saa har det Udseende af , som om vi bragte en 
Syg ombord . “ 
„ Bravo , “ udbrød Tigeren , „ De har Erfaring — har 
De ikke ? “ 
„ Jeg troer dog at der gives andre Midler , som fører 
fil det samme Resultat , “ svarede Melbourne . 
„ Troer De ? “ bemærkede Tigeren idet han loe haanligt . 
„ Min Mening er at benytte det angivne Middel , 
som vil være det solideste . “ 
„ Naar hun først er paa Skibet og bleven lagt i en 
fil hende bestemt Kvie , saa kan Deres Kone vel nok passe 
paa , at hun forholder sig smukt roligt ? “ spurgte Oskar . 
„ Naada , lad min Gamle kun om det , hun er den 
bedste Sygevogterske , for syge og urolige Fruentimmere . 
Paa et Skib allerbedst . Om saa De skraale nok saa 

høit naar Skibet begynder at seile , et Øieblik derefter 
ere De bomstille og vedblive dermed saalænge Reisen 
varer . Min Orang-Utang bruger ogsaa sine egne 
Midler dertil — og de ere probate . “ 
„ Hvad er det for Midler deres Ægtehalvdeel benytter ? “ 
spurgte Oskar paany . 
„ Ak Midlet er meget simpelt . Hun sætter sig kun 
ned . Jeg skal sige Dem hun er en tæmmelig svær 
Kone . “ 
„ Hun sætter sig ned — godt , men hvad mere ? “ 
„ Intet videre , det er det Hele . “ 
„ Ja , det er godt nok , men der maa dog være en 
lille Hage ved ? “ sagde Melbourne . 
„ Det kommer rigtignok an paa hvorledes hun sættrr 
sig , “ sagde Verner . 
„ Aten svar dog , hvorledes sætter hun sig ? “ sagde 
de imellem hverandre . 
„ Hun sætter sig paa den Syges Ansigt , “ svarede Tigeren 
roligt 
Mændene saae paa hverandre , Forfærdelsen stod 
malet paa deres Ansigter . 
„ Hun qvæler Dem altsaa ? “ spurgte Melbourne . 
„ Nei , ikke saa ganske , dertil bliver hun ikke siddende 
længe nok . Naar De hører op med at sprelle , saa reiser 
min Gamle sig — og saa er De rolig og slille i en 
lang Tid . “ 

Efter at Te endnu havde drukket et Glas af den 
udmærkede Viin , talte Te endnu om hvornaar Rofa 
r skulde skaffes bort , og sjelden har der existerer nogle 
l siettere Mennesker end disse fire , som med forenede Kræf > 
ler arbeidede mod deres Medmenneskers Vel . 
Tolvte Kapitel . 
Den halvt opdagede hemmelighed . 
Vi maae nn vende tilbage til Præsteboligen . 
Ta Tøndesens Brev kom til Præstegaarden , blev 
den værdige Pastor Holgersen meget glad for at see sin 
unge Ven saa godt forsørget , men knn altior tidligt blev 
hans Glæde forstyrret da han fik Navnet al vide paa 
det Sted hvortil Adolf skulde reise . 
„ Men Du gøde Gud , det lyder jo næsten som en 
Tødsdom . “ udbrød han forfærdet — „ Tøndesen skal og 
tør ikke modtage dette Tilbud , det var jo ligefremt at 
myrde ham . “ 
Han var i Begreb med at tage til Landsbyen , hvor 
Adolf netop opholdt sig , for at gjøre ham bekjendt med 
en Fare , som han var aldeles uvidende om . Men tilfældigvis 
følte hans Fader , den gamle Missionair 
Holgersen sig usædvanlig rask . For Øieblikket lod det 
til , som om han havde rystet denne Søvnighed af sig , 

som hos gamle Folk sædvanlig er Forvarslet for Døden , 
og Præsten besluttede derfor , først at tale med sin 
Fader om denne Sag . 
Den gamle Mand hørte med øiensynlig Ro vaa 
Melbournes Høimodighed og hvortil hans unge Den 
var kaldet , kun de forskjellige Miner i hans værdige 
Aasyn forraadte , hvor dybt bevæget han var . 
„ Dette er en Hændelse , hvorpaa jeg ikke var fattet , “ 
svarede han , da Sønnen standsede . „ Virkelig , 
vores Veie ere ikke Guds Veie . Jeg troede allerede at have 
væbnet den unge Mand imod enhver Fare , som jeg 
formaaede , idetmindste saalænge jeg levede , ja selv efter 
min Død , at beskytte ham — og nu ! — men det maa 
ikke være ; giv mig Brevet min Søn . “ 
Sønnen adlød , og den gamle Mand lagde Brevet 
under sin Hovedpude . 
„ Og nu , bring ham til mig , saa hurtig som Du 
kan . Grev Fly har Haanden med i Spillet og den 
stakkels Dreng maa advares i Tide . “ 
Dette skete ved Middagstiden . To Timer efter stod 
Adolf Tøndesen ved Siden af den Gamles Leie og saae 
ned paa dette ærværdige Ansigt og paa de hvide tynde 
Lokker som hvilede paa Puden . 
„ Kjære Søn , De har fattet en gal Beslutning 
— De før ikke tage afsted , “ sagde Præsten venligt til 
den unge Mand . 

„ Jeg beder Dem ikke at lægge mig Vanskeligheder 
iveien . Forholdene har jeg modent overvejet og er 
' . utdkommen sorberedet — endog paa det Værste , “ svarede 
Adolf ærefrygtsfuld . 
„ Te veed altsaa , hvad der venter Dem ? — De veed 
at det er Aar fuld af Sygdom , endog Døden . 
„ Jo , jeg veed det . “ 
Ten gamle Mand bad Adolf at sætte sig ned . 
„ Kom ! “ sagde han . „ Nn befinder De Dem i en 
nedtrykt , fortvivlet Stilling . Men det er ikke til af anlagt , 
af De vil vedblive af være det . De er endnu ung , 
og den Tid vil komme , hvor de vil angre den Beslutmug , 
De i den Tilstand som De nu befinder Dem i , 
yar faget . “ 
Adolf rystede benægtende paa Hovedet . 
„ Jeg har besluttet mig . “ var hans rolige Svar . 
„ Siig ikke det , jeg beder Dem , gjentag det ikke nok 
engang , “ udbrød den Syge . „ Jeg er en gammel Mand , 
og er halvfemsindstyve Aar gammel , i den Tid har jeg oplevet 
meget . Følg Te mit Raad , opgiv De denne fortvivlede 
Beslutning . Tro mig , det er en Stemme af en 
Ven som taler til Dem . “ 
Men Adolf var fast besluttet , og Intet kunde rokke 
det . I hjertegribende Ord fortalte han den gamle 
Mand adskilligt af sin Livshistorie som hentydede til 

hans Kjærlighed til Janette , om sine ødelagte Forhaabninger , 
og om sin dybe Fortvivlelse . 
Den gamle Mand hørte deeltagende paa ham , det 
gjorde ham ondt , af see en saa ung Mand nedbøjet as 
Smerte og han frygtede for , af den unge Mand i sin 
Eensomhed kunde tabe Troen paa Gud og i sin Fortvivlelse 
gjøre Ende paa sin Tilværelse . Og da Adolf 
var besluttet paa at modtage delte Embede , følte den 
gamle Mand sig forpligtet til at tale nogle advarende 
Ord til den Ulykkelige , som ved at modtage dette Embede , 
gjorde sig skyldig i et Mordforsøg — som blev 
tilbudt ham — maaskee i et fjendtlig Øiemed . 
Det var meget mistænkeligt , at den unge Melbourne 
netop nu var fremkommet med sit Tilbud og dobbelt 
mistænkeligt var det , da den gamle Mand erfarede , at 
Jenny Melbourne var en . af Gjæsterne paa Fremtidshaab . 
„ Et 
mærkværdigt Væsen skal hun være , “ sagde han , 
„ en mærkværdig Datter af en endnu mærkværdigere 
Moder . Men Guds Vrede vil nok ramme dem inden 
de aner det . “ 
„ Jeg beder Dem at lade mig rolig- vandre min 
Vei , om det kun var at bytte min Elendighed med 
Døden , “ svarede Adolf sagtmodig . 
„ De har fortalt mig om den unge Pige , det forladte 
Fader- og Moderløse Barn , Datteren til den Ulykkelige 

om hvis hemmelighedsfulde Død der bliver talt 
saa meget . De har lovet at beskytte det stakkels Barn , 
er det ikke saaledes eller tager jeg maaskee feil ? “ 
„ Det forholder sig ganske rigtig , “ svarede Adolf 
rødmende . „ Jeg har lovet det , og gjort Alt for at 
finde den stakkels Pige , men det har ikke været mig 
muligt af finde det mindste Spor af hende . Ten Hemmelighed 
som hviler over Faderens Død , formaaer jeg 
ikke af gjennemskue . Naar jeg kunde tro paa Grevens 
Uskyldighed , saa er Himlen mit Vidne , af jeg med Forvivleliens 
Kraft skulde søge af opdage den Skyldige . 
Men nu —- Greven — De veed det , han har ikke behandlet 
mig videre smukt — inen alligevel bærer jeg 
ingen Nag imod ham . Der var en Dio , da jeg holdt 
ham for haard og stolt , grusom imod sin egen Datter , 
hvis Lykke han vilde tilintetgjøre . Men nu troer jeg 
al han har kjendt hende bedre , som jeg — af han bedre 
end jeg vidste , hvad der var nødvendig for hendes 
Lykke , og hvor Lidet hendes Hjerte tilhørte mig . Derfor 
— stod det i min Magt af befri ham fra denne 
Mistanke , som hviler paa ham , jeg skulde gjøre Alt 
hvad jeg formaaede . Men hvem er jeg ? Og hvorlangt 
naaer min Indskydelse ? Naar jeg blandede mig i Sagen , 
er jeg bange for af gjøre Mistanken imod ham 
større , som den allerede er . Nei , nei Te kan ikke forlange 

af jeg skal være Redskabet , som fører hendes Fader t 
Fordærvelse — at overlevere ham i Rettens Hænder . “ 
„ Det er meget svært ar raade i et saadant Tilfælde , “ 
svarede den gamle Mand 
„ Og hvad det angaaer , den stakkels Rosa Dyring , 
saa er det en forhaabningsløs Historie . Jeg har gjort 
mig al optænkelig Møie for at gjenfinde hende . Jeg 
har søgt ester hende baade Dag og Nat . Jeg har ladet 
det indrykke i Aviserne , jeg har opfordret Politiet 
til Efterforskninger , hvad kan jeg da gjøre mere ? Det 
kan vist ikke regnes mig til Last , at jeg ophører med at 
søge efter den Forsvundne , som dog ikke kan føre til 
noget Resultat . “ 
„ Men alligevel maa De ikke blive træt af at forsfe 
efter den unge Piges Opholdssted , da det uden al Tvvl 
sfeer i deres egen Interesse , “ vedblev den Syge . 
„ Min Interesse ? “ spurgte Adolf forundret . 
„ Netop , min unge Ven . Da jeg opfordrede Dem 
til , at De ikke skulde tabe den ulykkelige Dyring Tøndesen 
og hans Rettigheder afsyne , sfete det fordi jeg 
vidste , at denne Sag for Dem , vilde være af den yderste 
Vigtighed . Manden er død — hans Død er tillige en 
stor Ulykke for Dem . Men den unge Pige kan endnu 
være slive — er hun det , saa maa hun i ethvert Tikælde 
efterspores . De har ingen Anelse , hvilken Betydning 
det har paa deres Skjæbne . “ 

Adolf Tøndersen saae meget forundret paa ham . 
Møjsommelig reiste den Syge sig overende i Sengen 
og gav den unge Mand et Tegn , at han skulde 
komme nærmere til ham . 
„ Jeg beder Dem at høre paa mig , uden at afbryde 
mig , “ sagde han „ jeg kan indsee at det er ' paa Tiden 
at meddele Dem Noget — som De , for Grevens Skyld , 
først skulde have erfaret efter min Død . De behøvede 
ikke at vente længe , min unge Ven . Jeg er over de 
halvfemsindstyve Aar , og meget afkræftet . “ 
Ten gamle Mand maatte standse et Øieblik , da den 
megen Tale anstrængte ham . 
Efter en kort Pause vedblev han : 
„ De har maaskee hørt , Daniel , den afdøde Grev 
Fly omtale . Man kaldte ham endogsaa „ den vilde Greve “ 
og det med Rette . Vanvittig var han ikke , men han 
begik Handlinger , som man alene maatte undskylde en 
Gal . Han har gjort sig skyldig i onde skamløse Gjerninger , 
som han ikke har gjort godt igjen . Men alligevel 
var han en smuk , elskværdig Mand ; Enhver beundrede 
ham , følte sig tiltrukken af hans Elskværdighed og 
skjænkede ham sin Fortrolighed . Fra sin tidligste Ungdom 
var han Forældrenes Dndling , og blev paa denne 
Maade forkjælet , af han holdt Alt for tilladt . Han havde 
neppe naaet den Alder hvor han var bleven myndig , da 
man » verall yttrede : „ Den vilde Daniel frygter hverken 

Gud eller Djævel “ , og de som sagde saadant havde fuldkommen 
Ret . Han kjendte ingen Lov , og den eneste Rettesnor 
forfine Handlinger var hans egne vilde Lidensfaber . “ 
Den Syge taug et Øieblik . Han formaaede ikke af 
tale om disse Ting uden af blive opirret , og enhver 
Opirrelse udtømte desforuden hans saa faa Kræfter . 
„ Da Daniel var bleven toogtyve Aar gammel , “ vedblev 
han , „ reisfe han til Udlandet . Han tog Afsfed paa tre 
Maaneder , men blev fire lange Aar borte . I denne Tid 
hørte hans Familie kun sjeldent til ham , sommetider 
skrev han til en eller anden Ven , men det var alletider 
kun nogle faa flygtige Ord , og disse kom snart fra 
Italien , snart sra Spanien , men hyppigst fra Frankrig , 
da dette var et Land som han foretrak , for alle andre . 
Et af hans Breve har jeg læst , det er en Skrivelse , som 
er af megen Betydning for Grevens Livshistorie . Den 
unge Adelsmand fortalte deri , om sit Ophold i Mailand 
og om en Dame af overordentlig Skjønhed , som han 
kaldte for Amelie . Hans lidenskabelige Beundring for 
denne Dame , morede Alle som fik delte Brev at læse , 
og ogsaa jeg hørte til dette Tal , skjøndt Greven ikke 
var mig personlig bekjendt . “ 
„ Havde jeg kjendt ham , “ vedblev den Syge efter 
en kort Pause , „ saa havde et Optrin som jeg kort efter 
overværede , vilde have fremkaldt min Mistanke . Jeg 
befandt mig , dengang paa Continentet , og iblandt de 

Steder som jeg paa min Reise berørte , var der ogsaa 
den lille By Montrena i Sveits . Som Geistlig interesserede 
jeg mig naturligvis for Kirken , og da jeg besøgte 
den , den følgende Tag , blev der netop holdt et Bryllup . 
Ten hellige Handling lod til at opvække Opmærksomhed , 
da Brudesolkene vare danske , og som det lod til , tilhørte 
disse de høiere Cirkler . Brudgommen var stor smuk 
Mand , med endeel paafaldende Manerer og uden del 
mindste Spor af Alvor som en saadan vigtig Handling 
fremkalder . Bruden var henrivende , og med sine store 
himmelblaae Øine , lod hun til at beherske den unge lidenskabelige 
Mand . “ 
„ En almindelig Skik tilfølge , bleve alle Tilstedeværendæ 
opfordrede til , at skrive deres Navn i Kirkebogen . 
Jeg gjorde det samme ! Ta jeg betraale §akrestiet , 
kom jeg tæt forbi den unge Ægtemand . Hans 
Ansigt bøier til dem , naar man engang har seet den , 
saa glemmer man det ikke saa let . Nysgjerrig saae jeg 
efter i Kirkebahen , for at lære Navne as det unge Ægtepar 
at kjende —Navnene vil vistnok være Dem bekjendt 
min unge Ven . “ 
„ Mig ? “ spurgte Adolf forundret . 
„ Ja , — Dem . Bruden havde skrevet : Amelia Dyring . “ 
„ Dyring ? “ 
„ Ja , 
og Brudgommen Daniel Tøndesen . “ 

„ Hvilket mærkværdigt Sammentræf , “ udbrød Adolf 
forbauset . 
Dengang havde dette Møde ikke nogen videre Betydning 
for mig ; “ vedblev den Gamle , „ jeg reiste videre , 
og kort efter reiste jeg tilbage til Hjemmet . Da jeg 
naaede Paris , fandt jeg , at jeg manglede et meget vigti 
Visom i mit Pas , og jeg saae mig derfor nødsaget til a 
henvende mig til den danske Gesandt . Jeg blev modtaget 
med udsøgt Høflighed , men medens jeg var der , blev 
en Herre ført ind i Værelset af en Tjener og blev meldt 
som „ Grev Fly ! “ Jeg saae paa den Fremmede , og min ' 
Forundring var ikke lidet stor , da jeg i den fremmede^ 
unge Mand , kjendte Ægtemanden fra Montrena , som ' 
dengang havde kaldt sig „ Dyring Tøndesen . “ Men jeg 
taug — efter min Mening troede jeg . at jeg hverken 
ved Blik eller Miner , havde givet min Forundring tilkjende . “ 
Men 
det var en Skuffelse . 
Allerede den selvsamme Eftermiddag , da jeg spadserede 
i Palais Royal , kom en ung , elegant klædt Mand 
mig imøde . Det var Grev Daniel Fly . 
„ De vender nu tilbage til Danmark ? “ spurgte han . 
„ Jeg svarede bekræftende . “ 
„ De har vel allerede en Ansættelse , et Præstekald , 
eller Skoleembede ? “ vedblev han . 

„ Jeg svarede nei og tilføiede at jeg haabede at 
faae et Kald i Hjemmet eller Omegn . “ 
„ Godt , saa er vort Møde et lykkeligt , for hvad Te 
søger kan jeg tilbyde Dem . Vi have allerede tidligere 
mødt hverandre — De veed jo nok hvor og under 
hvilke Forhold -— det gjøres ikke nødigt at komme tilbage 
paa dette Thema . Lien vil De nu forunde mig 
den Glæde , at modtage hvad jeg tilbyder Dem ? “ 
„ Det forstaaer sig af sig selv , at jeg strax gjennem stude 
Grunden , hvorfor han tilbød mig noget . Jeg var den 
eneste Dansker , som havde overværet hans Bryllup , den 
Eneste maaskee , som var istand til at demaskere Greven 
for hans Gjerning . I alle Tilfælde ønskede han at 
holde sit Bryllup hemmelig , og Grunden som bestemte 
ham dertil , maatte være as stor Vigtighed — jeg sagde 
mig dette , medens vi samtalede —- da han dermed foriygle , 
at tilkjøbe sig min Taushed . 
„ Om Forladelse , Herr Greve , “ tillod jeg mig at svare 
„ endskjøndt jeg kun er ung , kjender jeg dog allerede Verden 
alt for nøie , til at antage , at der ved deres høimodige 
Tilbud , som De gjør mig , knytter sig en eller 
anden Betingelse . “ 
„ Betingelser ! “ afbrød han mig næsten vred , paa 
ingen Maade ! Præstekaldet nogle Miil fra Fremtidshaab , 
som hører til mine Besiddelser er for Øieblikket vakant , 
det ligger i min Magt at give det bort — jeg list 

byder Dem denne og det ligger nu alene ved Dem om 
Te vil modtage den eller ei . Iøvrigt er De mig ikke 
saa ubekjendt , som De maaskee troer . Jeg har forespurgt 
mig om Dem og har hørt hvor flittig De har været 
medens De studerede . Jeg agter Dem og skulde det 
glæde mig hvis Te modtager mit Tilbud . „ „ Overlæg 
Sagen nøie og siig mig saa deres Mening . “ 
„ Er der ingen Betingelser knyttet ved Herr Grevens 
Tilbud ? spurgte jeg . “ 
„ Menneske vær ikke taabelig ! “ sagde Greven og 
hans Ansigt blev mørkerødt . Der er Tusinde i Danmark 
som vilde gribe til med begge Hænder naar det blev 
tilbudt Dem . Men Te staaer der , tvivlendes og betænker 
Dem længe , som om det handlede sig om en eller 
anden Handel . “ 
Jeg følte Sandheden af hans Bemærkning og skammede 
mig , da det kunde have klang as Utaknemmelighed , 
som jeg paabyrdede mig . Dien alligevel kunde jeg 
ikke blive den Tanke qvit at Greven , trods hans Overbevisninger , 
ikke tilbød mig Kaldet uden al Interesse . 
Men jeg søgte tillige at overtale mig selv , at jeg ikke 
begik nogen Uret , naar jeg modtog hans Tilbud -— men 
forbeholdt mig , ar jeg ikke vilde undgaae paa Noget , som 
kunde betyngs min Samvittighed eller som kunde sfads 
Aydre og modtog derpaa Grevens Tilbud . Min Taknemmelighed 

tilsølede jeg , skulde jeg bevise ham ved en 
god Opfyldelse af mit hellige Embede . “ 
Greven udbrød i en høi Latter . 
s „ Hvad det anbelanger , “ afbrød han mig , “ faa kan 
, Te naar Te har Lysf dertil , gjerne for mig gjøre en 
Keglebane af Kirken . Ten vilde afgive en forbandet 
god Bane — det kan De være forfilfret om . “ 
Hans Mangel paa Ærefrygt berørte mig smerteligt . 
Han bemærkede dette , og medens han rakte mig Haanden , 
bad han mig paa den elskværdigste Maade om Forladelse . 
Efter en halv Times Samtale , var jeg bleven 
aldeles indtagen i denne Mand , og under de to Tage , 
som jeg endnu tilbragte i Paris , lærte jeg ham af kjende 
som en begavet , selskabelig Verdensmand , endskjondt han 
drak meget og sommetider brugte nogle løse Talemaader . 
„ Paa den tredie Tag vilde jeg tiltræde Tilbagereisen . 
Jeg gik hen paa Deligenes Contoiret — Jernbane 
gaves dengang ikke — og var netop i Begreb med 
af begive mig paa min Plads , da en Tjener fra Greven 
kom hurtig ridende og overrakte mig et Brev fra sin 
Herre . Han skrev saaledes : 
„ Kjære Holgersen ! 
„ Der har mødt mig en stor Ulykke . Min Amelie 
er meget syg og Lægerne have aldeles opgivet hende , 
saa jeg frygter af hun vil blive mig berøvet . Jeg 
beder Dem , af De vilde opsætte deres Afreise og af 

følge min Tjener , for af yde min Jnderligelsfede den 
sidste religisnse Trøst . 
Deres F . “ 
„ Hvad skulde jeg vel gjøre ? Uden Tøven fulgte jeg 
Tjeneren til et Huns , som laa i Nærheden as PalaisNyal , 
og blev af ham ført i en Bolig i tredie Etage . 
Bed Indgangen kom Greven mig imøde . Han trykkedede 
mig heftigt i Haanden . 
„ Hvor jeg dog er glad , at De endnu ikke er taget 
bort , “ udbrød han . „ Te finder mig i den største Forlegenhed , 
af hvilken allene De kan befrie mig . Jeg behøver 
vel ikke at bemærke for Dem Holgersen , at mit 
Giftermaal i Montrene var hemmeligt . Enskjøndt jeg 
elsker min Kone med en vanvittig Kjærlighed , saa gjør 
Forskjellen i Rangen det dog umuligt for mig , at aner^ 
kjende hende offentlig for min Gamalinde . Hun har 
fulgt mig til Paris , og hun gik ind paa , at leve her i 
al Hemmelighed og Forborgenhed — men nu ligger 
hun for Døden ! Der er ingen Haab mere , hun er nær 
ved Døden . “ 
Derpaa gik vi ind i Sygeværelset . 
Vinduerne vare tæt forhængte , og Forhængene som 
vare af skarlagenrød Silke udbredte et eiendommeligt 
Lys . Paa Sengen laae et bleg , aftæret Fruentimmerskikkelse , 
som havde bibeholdt Sporene af en sjelden 
Skjønhed . I det indfaldne blege Ansigt , gjenkjendte jeg 

strax den unge , smukke Brud , som jeg havde seet i 
Montrens . 
Jeg forblev omtrent en Times Tid hos hende . 
Engang imellem tiltalte jeg den Syge , og et Par Gange 
svarede hun mig paa mine Spørgsmaal , uagtet hun var 
meget svag . Engang sagde hun , medens hun foldede 
Hænderne . 
„ Himlen være lovet og takket , jeg gaaer nn derhen , 
hvor mit stakkels Barn for længe siden har ventet paa 
mig . Jeg maa nu døe . “ 
„ Har Te tabt deres Barn ? “ spurgte jeg . 
„ Jo , mit Eneste , “ sagde hun gysende . „ Stakkels 
Daniel ; hvor ømt han elskede det ! Ak hvor ømt . “ 
Da hun foldede Hænderne , bemærkede jeg — jeg 
kan ikke forklare mig det , hvorfor jeg gav Agt derpaa 
— at der ikke befandt sig nagen Ring paa den unge 
Kones Haand . Det var en Opdagelse som overraskede 
mig meget . Men jeg gjorde ikke nogen Bemærkning 
derover . 
To Timer efter tabte den unge Kone Bevidstheden . 
Hendes Hjerte hørte op med at slaa , og da jeg kom tilbage 
i Sygeværelset , efter at jeg havde tröstet Greven 
saa godt jeg formaaede , traf jeg sammen med Lægen 
som gjorde Greven bekjendf med , af det Hele nu var , 
overstaaet . Den unge Kone var dsd . “ 
Jeg blev kun saalænge , . indtil hun var bleven lagt 

i Kisten . Greven som lov til af være meget nedbøjet , 
tillod mig nu , af tiltræde min Tilbagsreise , da jeg blev 
ventet af min tilkommende Menighed . 
Jeg var overbevist om , af Greven kun havde givet 
mig dette Embede , blot for af jeg skulde fortie hans 
hemmelige Giftermaal , og denne Anskuelse blev endmere 
bekræftet , da den unge Greve vendte tilbage til Danmark . 
I 
den første Samtals som vi havde , sagde han : 
„ Mit Giftermaal var en Overilelse . Jeg elskede 
Amelie , og hun vilde kun tilhøre mig som min Kone . 
I vort Ægteskab fødte hun mig et Barn . Det levede 
kun fre Maaneder , derpaa døde det . Fra den Tid af 
sygnede Moderen hen , hun var brystsvag . Jeg kunde 
indsee af hendes Endeligt var nundgaaeligt , og gjorde 
nu nogle alvorlige Betragtninger over mine Forhold . 
Hvorfor , sagde jeg mig selv , skal jeg gjøre Verden bekjendf 
med min Daarskab ? Mit Barn er død , min Kone 
har ikke lang Tid tilbage , førend hun forlader mig , saa 
er jeg igjen en fri Mand , saa fri som før mit Giftermaal . 
Jeg vilde kun skade mig selv i den hele adelig « 
Klasses Øine , naar jeg gjorde min upassende Forbindelse 
betjent , det Klogeste var derfor at holde dette Giftermaal 
hemmeligt . Der er Ingen som taber Noget 
derved , og jeg sparer mig selv en Deel Ubehageligheder . “ 


„ Og Familien af deres Kone ? “ indvendte jeg . 
„ Hun var et forældreløsf Barn , “ svarede han , „ og 
hun stod aldeles forladt i denne Verden . Det var hendes 
Forladthed , som først fremkaldte min Deeltagelse — 
og Deeltagelse , det veed De jo , det er det første Skridt 
til Kjærlighed . “ 
Disse Oplysninger havde noget Paafaldende i mine 
Øine . Men alligevel søgte jeg at overtale mig selv , at 
der under disse Omstændigheder ikke kunde være skeet 
noget urigtigt , og at jeg ikke havde nogen Troløshed at 
bebreide mig , fordi jeg , som Greven lod sig forstaae til 
mig , skjulte hans Hemmelighed . Men at holde Noget 
fljult har alletider været mig imod , og for Alt følte jeg 
mig betrykket af den Omstændighed , at jeg , ved at have 
modtaget et indbringende Embede af Greven , derved var 
bleven kjøbt til Tanshed . 
Saaledes hengik en lang , lang Tid , og næsten havde 
jeg glemt det Hele , da der indtraf Noget , som jeg aldrig 
vil kunde glemme . Jeg havde modtaget en Indbydelse 
af en gammel Ven , som var Præst i en af 
Hovedstadens Kirker og vilde forblive en Maanedstid 
hos ham . Det skulde være en Hvile for mig , men jeg 
fandt min Ven saa overfyldt med Embedsforretninger , 
at jeg hjalp ham saa meget som jeg formaaede og jeg 
arbeidede under denne Hviletid mere , som jeg i mine 
sædvanlige Embedsforretninger pleiede at gjøre . 

Hovedopgaven af min Beskjæftigede var den , at 
besøge Syge og at yde dem Religionens Trøst . Saaledes 
gik jeg ogsaa en Aftenstund , for at opsøge en 
Syg , som paa det bønligste havde ladet min Ven bede 
om at give hende den sidste Olie . 
Da jeg havde fundet Huset , hvor den Syge skulde 
bo , betraadte jeg denne , hvor jeg hurtigt blev ført ind 
i Værelset hvori den Syge laa . 
Værtinden hos hvem den Syge boede , nærmede sig 
Sengen og slog Forhængene tilside . Jeg gik roligt hen 
til Sengen , men saasnart jeg havde betragtet den Syges 
Ansigt , kunde jeg ikke tilbageholde et forundret 
Udraab . 
Konen som her laa foran mig , var den samme hvis 
Giftermaal i Montrens jeg havde overværet , og lige- ' 
ledes havde jeg staaet ved hendes Dødsleie under mit ' 
Ophold i Paris . 
Da jeg begyndte at tale , saae Konen forundret paa 
mig . Uden at sige et Ord , saae hun paa mig med sin « 
store blaae Øine , derpaa rettede hun sig overende i Sengen 
og udbrød glad : 
„ O , De kjender mig , ikke sandt ? “ 
Da jeg var aldeles forvirret , mumlede jeg kun 
nogle usammenhængende Ord . 
„ Jo , De kjender mig , “ vedblev den Syge , „ De har 
været tilstede ved mit Giftermaal , De er den Dansker 

som har undertegnet sit Navn i Kirkebogen . Jeg skuffer 
mig ikke , jeg har gjenkjendt Dem . Men De som er en 
hellig Mand , spørger jeg nu : „ Vil Te hjælpe mig til 
at forskaffe mig min Net — mig og mine Børn ? “ 
Da hun talte om sine Børn , var det for mig , som 
om jeg havde begaaet en Forbrydelse . Mine Kinder 
blussede af Skam ; men jeg søgte hurtigt at fatte mig 
og bad hende , at forklare mig dette forunderlige Møde , 
hvis Hemmelighed jeg forgjæves søgte at gjennemskue . 
Tillige lovede jeg hende at gjøre Alt hvad der stod 
i min Magt , for at forskaffe hende og dem som hun 
elskede deres Ret . 
„ Men kan jeg da have taget feil ? “ udbrød jeg aldeles 
forundret „ var det da ikke Dem — hvis brudte 
Øine jeg lukkede i Paris ? 
Hun rystede sørgmodigt med Hovedet . 
„ Man har skjændigen skuffet Dem . — Det var ikke 
mig , “ svarede hun . 
Hun fortalte mig saaledes udførlig sin hele Livshistorie . 
Hnn 
var Datteren af en Skibskapitain , som under 
en Storm var forlist med Skibet og derved havde mistet 
Livet . Forældreløs og uden Livsophold blev hun tilbage , 
og da det i Hjemmet ikke lykkedes hende at flaske 
sig det daglige Brød , besluttede hun , som Lærerinde at 
tage til Paris , for der at søge sit Underhold . Under 

Reisen lærte hun den unge Greve at kjende , som fore- , 
stillede sig for hende under det Navn Daniel Tøndesen . , 
Han gjorde hende nogle Tilbud , som hun tilbageviste 
med Foragt . — Derpaa tilbød han hende sin Haand 
og Hjerte , og i et Øiebliks lidenskabelig Forblindelse , 
modtog hun hans Tilbud . Deres Bryllup havde jeg 
overværet . 
Efter at de Nygifte ' havde forladt Montrens , reiste 
de til Italien , og i Mailand fødte hun ham en Søn . 
Barnet blev overgivet til en Kone for at opamme det . 
— Konen var paa det varmeste blevet anbefalet af 
Værten . 
Greven og hans unge Kone reiste derpaa videre , 
opholdt dem i længere Tid i Tydskland og gik derpaa 
til Spanien . Medens denne Reise vedvarede længtes 
Moderen sledse efter sit Barn , og bad sin Gemal gjentagne 
Gange at reise tilbage med hende til Mailand . 
Men han havde sledse en vigtig Grund ved Haanden 
for at afslaae hendes Bøn , og den unge Kone følte 
fnart at hun paany skulle være Moder . Hun fødte en 
anden Søn medens de opholdt dem i Paris . 
Indtil denne Dag var den unge Kone aldeles uvidende 
om sin Gemals Rang og Forhold . Hun var i 
den Tro , at han var af god Familie , og var aldeles 
overbevist om hans dybe og troe Kjærlighed . Hnn levede 

sorgløs og lykkelig ved hans Side , uden Anelse , 
hvorledes han havde bedraget hende . 
I Paris erfarede hun ved et Tilfælde at hun var 
gift med Grev Fly . 
Da hun gjorde sin Mand bekjendt med denne Opdagelse , 
blev han forfærdelig vred . Han var allerede 
bleven kjed af hende , Børnene som hun fødte ham , vare 
ham modbydelige , og han søgte efter et Paaskud , at 
Vielsen ikke paa en lovlig Maade var foregaaet , da 
den saaledes var ugyldig . 
Netop den Tid dette skete , traf han sammen med 
mig og dette Møde bragte ham paa et vanvittigt Indfald . 
Bed et af hans Besøg i de parisiske Hospitaler , 
havde han seet en ung Pige , som paa det skuffendste 
lignede hans Kone . Hun led af en eiendommelig 
Krampe , hvorefter hun faldt tilbage i en Slags Apoplexi , 
som tilkjendegav alle Tegn af Døden . Ved at tilbyde 
en betydelig Sum Penge , overtalte han den unge Pige 
og en samvittighedsløs Læge , at gaae ind paa den 
skammelige Komedie som de havde spillet og hvorved 
de havde ført mig bag Lyset . Ligeledes havde jeg 
endog hjulpet Greven til Dødsattesten , som han behøvede , 
for igjen at blive fri . 
Det første Brug som han gjorde af sit Dokument , 
var den , at han forelagde sin Kone denne , og bekjendtgjorde 
hende med , at hun fra den Dag af , i Følge af 

dette Papir , var død for ham og Verden . Han tilføiede , 
at paa Uoro-iu-Olmiso ( Kirkegaard ) blev oprettet en 
Monument til hendes Minde , hun turde altsaa ikke haabe 
nogensinde at bevise sin Idenditet , hun fluide beslutte 
sig til , at tilhøre ham uden lovlig Baand , eller ogsaa 
for stedse skilles fra ham . 
Men dette var kun Begyndelsen af hans Grusomheder ; 
det nyfødte Barn , berøvede han ligeledes den 
ulykkelige Moder , idet han bestak Ammen , rømmede hun 
i Nattens Mørke bort med Barnet . Efter denne Tid 
saae den Ulykkelige aldrig sine Børn mere . Hun haabede , 
at Ammen skulde gjenfindes igjennem Politiet , 
da denne havde stjaalet forskjellige Smykker , men ogsaa 
dette Haab forsvandt , Ammen og Barnet vare forsvundne . 
Med 
Barnet var ogsaa Greven sporløst forsvunden ; 
den Forladte var fra den Tid af aldeles nedbrudt paa 
Legeme og Sjæl . Hvad andre Koner havde tilskyndet 
til Hævn , nedtrykte hende aldeles og betog hende sin 
Kraft . 
Fra Dag til Tag svandt hun mere hen , og da 
jeg besøgte hende var hun saa svag , at hun neppe kunde 
fuldende sin sørgelige Hemmelighed . 
To Dage ester døde den stakkels Amelie . Hun 
havde endnu meddelt mig forskjelligt , som var af stor 
Vigtighed , og som jeg udførlig har optegnet i Papirerne . 

Disse befinder dem nu i deres Hænder , min unge Ven . 
Men en Ting har hun glemt at tilføie ; nemlig det om 
hendes Børns Fødsel nogensteds er bleven indskrevet , 
og i hvilke Kirkebøger . Kun en Eftersyn af Døberegisierne 
i Paris og Mailand , forman derover at give 
os Vished . 
Hvad jeg erfarede af den Døde , overbeviste mig 
snart til min Skræk , at jeg havde gjort mig skyldig i 
en Uret , ved at have modtaget det gavmilde Tilbud 
af Greven . Derved havde jeg gjort mig til hans 
Medskyldige i denne Forbrydelse og jeg spildte nu 
ingen Tid at underrette ham om min Opdagelse , og 
at sige ham , hvorledes jeg bedømte hans Handlingsmaade . 
Men 
han lo mig lige op i Ansigtet . 
„ Den Qvinde som har fortalt Dem den smukke 
Historie var en Bedragerske — hvorledes vil De , eller 
Retten bevise Sandheden af deres Ord ? “ udbrød 
han . 
Han havde Net — jeg havde ingen grundig Bevis 
imod ham . Saaledes opgav jeg mit Embede — 
men jeg blev Øievidne til , hvorledes han førte en 
smuk ung Pige til Altret , hvis Bekjendtskab han havde 
gjort i Hannover , og han blev opbuden som Ungkarl , 
endskjøndt jeg vidste , at han var Enkemand , og kunde 

haabe at Børnene af hans første Ægteskab endnu vare 
i Live . “ 
„ Har Greven i hans andet Ægteskab havt Børn ? “ 
spurgte Adolf . 
. „ Ja , — en eneste Søn , — den nuværende Grev 
Fly . “ 
Den unge Mand henfald ! i dybe Tanker , derpaa 
spurgte han igjen : 
„ Har De aldrig opdaget noget Spor af den stakkels 
nlykkelige Amelie Tyrings Børn ? “ 
„ Jo , “ svarede den gamle Mand med svag Stemme . 
„ Jeg havde en ung Medbroder iblandt Missfonairerne 
i Tahiti som var bleven opdraget i Nonen , og han fortalte 
mig meget om en Skolekammerat som hed Daniel 
Tøndesen . Drengen kjendte ikke noget til sine Forældre , 
og det var ikke bekjendt hvem der betalte Pensionen ; 
men man troede almindeligt , at han var i Familie med 
fornemme Folk . Venskabet med den forhenværende Skolekammerat 
vedblev , og jeg erfarede senere af den unge 
Missionair , at Daniel Tøndesen var bleven gift med en 
ung Dame , hvis Navn var Emmy Morand . . . “ 
„ Min Moder ! “ udbrød Adolf overrasket . 
Men den gamle Mand svarede ikke . 
Den lange Fortælling havde udmattet ham aldeles , 
han sank tilbage paa Sengen og sagde , medens han bevægede 
Haanden : 

„ Morgen vil jeg . . 
Slutningen døde hen i en uforstaaelig Mumlen , 
derpaa tabte den Gamle Bevidstheden , og Adolf saae 
den Mand , som alene var istand til at give ham Oplysninger 
om sin Herkomst , stiv og kold ligge foran sig 
som et Liig . 
Trettende Kapitel . 
Steenbrudets Hemmeligheder . 
„ Ønsker Te at tale med mia , saa behøver De blot 
at kalde , og jeg skal staae ved deres Side . “ 
Saaledes havde denne hemmelige Qvinde talt , som 
havde besøgt Greven om Natten i hans Slot , og disse 
Ord lød stedse for hans Øren . 
Paa denne Maade havde et Spøgelse kunde udtrykke 
sig , og Greven var maaskee kommen paa den Tanke , at 
hans natlige Gjæst , kunde staae i Forbindelse med Djævelen , 
havde hans Datters Skrig ikke udrevet ham as 
sin Vildfarelse , som havde gjenkjendt den Tilslørede , og 
Greven vidste saaledes at han havde med et menneskeligt 
Væsen at gjøre . 
Paa Grevens Spørgsmaal fortalte Janette ham 
om sit Møde med hende , og hvilken Mishandling hun 
havde lidt . Grevens Vrede , som elskede Janette høit , 

var stor , han besluttede at efterspore den Fremmede og 
tvinge hende til at afgive Regnflab over hendes skamløse 
Opførsel imod Janette . 
For at naae dette Maal , tog Greven den næste ! 
Dag til sin Prokurator Thomsen og havde her en tres 
Timers Samtale med ham . Ester at det Vigtigste var 
aftalt omtalte han ligeledes sit Møde med Alma — Læseren 
har maaskee allerede gjættet , at hun var den hemmelighedsfulde 
Fremmede . 
„ Et Punkt har jeg fasf besluttet , “ udbrød Greven , 
„ jeg vil befrie mit Navn fra denne forfærdelige Mistanke , 
som Hefter paa mig , det maa koste hvad det vil . 
De Tider er forbi , hvor en Adelsmand ubekymret kan 
vaudre sin Vei , medens han er mistænkt for en Forbrydelse , 
ligesom Synd og Uret høne til Adelstandens 
Rettigheder . Tidligere kan det have været saaledes — 
men nu er det ikke mere saaledes . Fortrolighed , Agtelse 
og Kjærlighed i mine Omgivelser , er blevet mig til en 
Nødvendighed . Den Forbandelse som nu hviler paa mit 
gode Navn , gjør mig svag som et Barn , og berøver mig 
Livet , hvis det ikke lykkes mig at befrie mig derfor . 
Greven udtalte disse Ord i dyb Bevægelse , og Prokuratoren 
saae , hvorledes en Taare trillede ned af hans 
furede Kind . 
„ Det Bedste var , at vi opsøgte Deres nallige Besøg , “ 
svarede Thomsen . 

„ Det vilde ikke være saa vanskeligt at sinde hende 
og jeg kunde let som Magistratsperson lade hende arrestere 
og tage hende i Forhør , men hun vægrer sig bestemt 
at give den mindste Oplysning , naar jeg ikke vil 
indgaar paa hendes Betingelser . Hun alene er istand 
til at oplyse denne Hemmelighed siger hun , men hun 
vil ikke gjøre det , da jeg ikke kan opfylde hendes Forlangende . 
Som Adelsmand kan jeg ikke bryde min 
Datters Forlovelse med Etatsraad Verners Søn . “ 
„ Det er rigtigt , “ mente Thomson . 
„ Tænk Dem i hvilken Forfatning jeg befinder mig . 
Hun vil kun indlade sig paa at sige mig Sandheden , 
naar jeg opfylder hendes Betingelser — jeg kan ikke 
opfylde disse Betingelser , og dog er hun — hun alens 
i Stand til — naar hendes Paastand forholder sig 
rigtigt — at udslette den Plet , som skjænder mit Vaabenskjold . “ 
„ Jeg 
troer at det er den høiesteTid , De henvenderTem 
til en Embedsmand om denne Sag . De er Dem selv skyldig , 
Herr Greve at engagere en af de snueste og behændigste 
Kjæltringer , som vi kan opfinde i Byen , for at han kan 
skaffe os nogen Oplysning i denne forbandede Historie . 
Vi maa lade ham komme , og saa maa De meddele ham 
endog det Ubetydeligste i denne Historie , ligeledes om 
den hemmelige Fremmede og De maa saa overlade ham 
Resten . “ 

Forsøget kan paa ingen Maade skade Dem og nu : - 
ligvis kan det føre til Maalet . 
Greven hørte opmærksom paa sin Prokurator , men 
han nølede med at modtage det . 
Efter at have udtalt det Ønske at see Tomsen med 
det Første hos sig , gik Greven . 
Det var endnu tidligt paa Aftenen , imellem sex og 
syv ; det var den første November , og i denne Aarstid kan 
der neppe være Tale om Skumring . Saaledes var det 
ogsaa nu aldeles mørkt , og Greven som var paa Veien 
til Hjemmet havde Møie med at finde Veien i dette 
Mørke . Da han gjerne gik til Fods , havde Greven forsømt 
at bestille sin Vogn . Bien nu fortrød han det . 
Desforuden var han en forhadl Mand . Allerede 
mere end en Gang havde en truende Mund naaet hans 
Øren . Den falske Greve var ingen Kujon , men hans 
egne Tanker som forfulgte ham , vare vel egnede til , at 
paaskynde sine Skridt , medens han hurtigt ilede fremad . 
Ved en Ombøining af Veien laae Steenbrudet , som 
vi tidligere har omtalt , for hans Øine . Da han havde 
naaet Stedet , var det naturligt at Blikket vendte sig 
dertil . 
Men han blev staaende som fastnaglet . Han saae 
en lang og mager Skikkelse i tætsluttede hvide Klæder , 
som forsvandt netop paa et Sted , hvor Veien førte ned 
i selve Steenbrudet . 

Forundret , men ikke forskrækket , stirrede han ester 
Skikkelsen . Hans første Tanke var at ile efter Skikkelsen , 
men han overveiede , at det var ligesaa farligt 
som unyttigt , i dette Mørke at opfylde sit Forsæt . 
„ Det kan ikke have været en Forblindelse , “ mumlede 
han , „ jeg er ikke vandt til at blive beängstiget as 
Hallucinationer . “ 
Greven lænede sig derpaa over Rækværket og saae 
opmærksomt ned i Hulningen . 
Han hørte ikke en Lyd , ikke en Bevægelse . 
Saaledes som han stod der , var det ganske naturligt 
at hans Tanker vendte tilbage til den Samtale , 
som han nylig havde havt med sin Sagfører , og uden 
at vide hvad han gjorde , udbrød han : 
„ Jeg maa gjensee hende , det koster hvad det vil . “ 
„ Maa De — og hvorfor ? “ svarede en Stemme 
pludselig tæt bagved ham . 
Greven gjenkjendte Stemmen . Han vendte sig hurtig 
om , og i Mørket kunde han tydeligt skjelne en 
Fruentimmerflikkelse . Hendes Ansigt var tilsløret og 
Klæderne flagrede omkring hende . Saaledes stod hun 
tæt ved Grevens Side og lod til , ligeledes at see ned 
i Dybet . 
„ De her ! “ udbrød Greven forundret . 
„ Hvad har jeg lovet Dem ? “ svarede den Fremmede . 
„ Jeg sagde : et Ønske vilde være nok , at føre mig i 

Deres Nærhed . — De har udtalt Ønsket — og her 
er jeg . “ 
Greven traadte et Skridt tilbage og udbrød : 
„ Jeg ønsker ikke , paa en saadan Maade at lade 
lege med mig , hav den Godhed at forskaane mig for 
slige Theaterefekter . “ 
Skikkelsen lo haanligt , og svarede : 
„ Te er som Manden i Fabelen . Deres Ønske er 
bleven opfyldt , men det tilfredsstiller Dem ikke . Men 
lad være , Hr . Greve . — Te har yttret det Ønske at 
see mig , — har De maaskee besluttet Tem til , at opfylde 
mit Forlangende ? “ 
„ Nei . “ 
„ De viser mit Forslag tilbage ? “ 
„ I enhver Henseende . “ 
„ Godt , men saa begriber jeg ikke . . . “ 
„ Vent , “ afbrød hende Greven . „ Te paastaaer , at 
Te kan give Forklaringer , som ere af megen Vigtighed 
for-min Ro . “ 
„ Maaskee er det Tilfælde — maaskee ikke — hvilket 
jeg ikke kan bedømme . Det Ene kan ligesaagodt 
være muligt som det Andet . Men naar De er i Besiddelse 
af den Indsigt , hvoraf De roser Dem saa meget , 
saa maae der vel gives andre Betingelser , hvorved 
De kunde lade Dem bevæge at tjene mig . Overlæg Te 
Dem Sagen lidt nøiere og svar mig derpaa ? “ 

„ Nest “ var Qvindens hurtige Svar . 
„ De maa høre mig , “ udbrød Greven truende . „ Jeg 
veed nu , hvad jeg tidligere var uvidende om , nemlig 
at De er fjendtlig stemt , imod et Lem af min Familie . 
Da jeg veed dette , kan De ikke være saa dum at tro , 
at jeg saaledes skulde lade Dem slippe , for at De uforstyrrel 
kunde fremture i Deres Had imod min Familie . 
Desforuden frygter jeg ikke , det Onde , som De muligen 
vilde tilføie mig og Mine — jeg tilbyder Dem endog 
endnu engang , at betale Dem , de Oplysninger , som De 
kan give mig . Men skulde De vægre Dem at indgaa 
paa mit Tilbud , saa har jeg fast besluttet ikke at taale 
Dem længere i denne Omegn . 
Alma svarede ikke herpaa , men hun udbrød i en 
uhyggelig Latter , som skingrende tabte sig i det Fjerne . 
„ Saaledes , det behager mig ! “ svarede hun endelig . 
„ Jeg — og jeg alene besidder Magten at befrie Dem 
sra eil Mistanke hvoraf De er bebyrdet , eller at overbevise 
Dem en Forbrydelse — bevise Dem , mærk Dem 
dette ! og De vil true mig — mig ! De kan ligesaagodt 
strax tilstaae Deres Brøde — saa er hele Historien med 
et Slag afgjort . “ 
Den Tone hvori hun talte , den halve Beskyldning 
i hendes Ord og hendes haanlige Latter , havde udtømt 
Grevens Taalmodighed . 

„ Gjør hvad De vil , “ svarede han hovmodig ; „ jeg 
frygter Dem ikke . “ 
„ Da vogt Dem , Greve , “ udbrød hun . 
„ Jeg har sagt min Mening og er kjed af al denne 
Talen . Gaa De Deres Vei og lad De mig gaae min 
— af Veien , Qvinde ! “ 
„ Disse Ord vil De komme til at fortryde , Greve , “ 
svarede Alma opbragt . — „ De vil komme til at angre - 
disse Ord , naar det er for sildigt til at bevise , at De 
er uskyldig i denne Forbrydelse og at De har Net 
til Titlen og Besiddelsen af Grevskabet . “ 
Greven som allerede var ilet et par Skridt fremad , 
stod stille . 
„ Hvorledes tør De vove ! “ udbrød han harmfuld . 
„ Modtager De mit Tilbud , “ afbrød hun ham hur- > 
ligt ; „ De kan vælge om jeg skal være en Ven eller 
Fjende af Dem — men De maa skynde Dem at tage 
en Beslutning , Greve ; jeg tilbyder Dem mit Tilbud 
ikke igjen . Altsaa beslut Dem hurtigt — hvad vil De ? “ 
„ De veed min Mening , “ var Grevens rolige Svar . 
„ Godt , “ udbrød Alma rasende . „ Men Deres Datter 
skal alligevel ikke blive gift med Verner — jeg har allerede 
tidligere sagt Dem det og gjentager det nu . Førend 
hun bliver gift med Verner skal hun ligge død for mine 
Fødder . Og ligeledes for Dem , hendes Fader , skal der 
ikke komme andet af denne Forlovelse , end Elendighed 

og Fortvivlelse . De har selv ønsket det , saa lad det da 
Alt komme over Dem . De havde kunnet frelst Dem og 
Deres Barn fra den visse Skjændsel — et Ord vilde 
have været tilstrækkeligt — men De har tilbagevist mine 
Forslag . Ganske som De behager ! fra dette øieblik 
overlader jeg Dem til Deres Skjæbne . 
En let Raslen som af en Silkekjole blev hørlig , og 
da Greven vendte sig hurtig til Siden , saae han den 
sorte Skikkelse gaae op ad Høien . Men ved hendes 
Side svævede det store hvide spøgelseagtig Væsen , som 
fra først af havde opvakt hans Opmærksomhed . 
Fjortende Kapitel . 
Forlovelsen . 
Jenny Melbourne havde kun en Beskjæftigede om 
Dagen , som bestod i Koketteri . 
Ingen Mand af hvilkensomhelst Betydning , kunde 
nærme sig hende , uden i hendes Hjerte at fremkalde 
Ønsket , om at see ham ligge for hendes Fødder , og som 
Løven i Fabelen , at omvævs hami et Net , hvor af han 
ikke saa let kunde slippe . 
I dette Øiemed havde hun kastet sine Blikke paa 

den stakkels Hjelmsfjold . Flere Gange vare de mødt 
sammen > — men alletider tilfældigt , forstaaer sig — snart 
medens han fiskede , snart medens han gik ned i Landsbyen 
for at hente et og andet , snart i Kirken eller 
paa Banegaarden , og saaledes havde allerede nogle 
Gjæster paa Fremtidshaab , gjort deres Bemærkninger 
over Jennys Tilbeder , og hun tilstod nn , at det nn 
var det Bedste at opgive ham . 
Saaledes gik hun samme Aften , alene spadserende 
fra Landsbyen tilbage til Fremtidshaab . Pludselig kom 
Hjelmsfjold gaaendes tvers over en Mark , og traadte 
rask hen imod hende . Ten unge Mand havde plnkket - 
nogle Fioler og Sommergjækker , og da han vidste hvor f 
høit Jenny elskede Blomster , bad han hende at modtage 
disse . 
„ O , hvor de ere smukke , “ udbrød den unge Pige 
henrykt og med et fortryllende Smil . „ Og hvilken 
Sjældenhed — saadanne Blomster i Novembermaaned . “ 
„ Naar De synes om dem , hvor vilde det gjøre mig 
lykkelig , “ udbrød han . 
„ Jeg troer Dem . De er stedse saa elsfværdig , at 
det alletider gjør Dem lykkelig , naar De kan berede 
Andre en Fornøielse . “ 
„ Jsærdeleshed Dem , “ svarede Hjelmsfjold dybt bevæget . 
Jenny 
smilede . 

„ Mandfolkene ere hverandre alle lige , “ svarede hun . 
De smigrer Alle . For alt i Verden ønsker jeg mig ikke 
i Besiddelse af et Mandshjerte . Det maa være overfyldt 
med Løgn , Overdrivelse og falske Eder . Det er 
virkelig forfærdeligt . “ 
Tonen hvori hun talte , tillige Hovedbevægelsen , 
ansaae Hjelmskjold som det henrivendsfe af Koketterien . 
„ Jenny , “ udbrød han —- allerede en kort Tid havde 
han tilladt sig at nævne hende ved sit Fornavn . — 
„ Er De ikke for haard imod Mændene ? Er De ikke 
uretfærdig imod de faa gods Egenskaber , som vi ere i 
Besiddelse af — isærdeleshed imod vores Oprigtighed ? “ 
„ Oprigtighed ? “ gjentog hun . „ Hvad forstaaer De 
vel under dette Navn ? Jeg har hørt dette Ord , udtalt 
af saa mangen Mands Mund , at jeg virkelig er begjærlig 
at faae at vide hvad det Ord igrunden har at 
betyde , men det er umuligt , at dette Ord har den 
samme Betydning for Dem , som hos Andre . Jeg troer 
fuldt og fast , at der aldrig har exisferer en Mand , som 
har havt Anlæg til , hvad dette Ord betyder . “ 
„ De er « leget grusom , Jenny ! “ svarede den unge 
Mand ; „ eller tør jeg antage at De kun leger med mig ? 
Jeg havde haabet , at finde Dem i Dag i en bedre 
Stemning . — Jeg har saa meget at sige Dem — saa 
meget , at De endelig maa høre mig . “ 
„ Naa , hvad ønsker De da ? “ 

„ Tro mig , Jenny , De gjør os Mænd stor Uret . 
Det er ikke alene givet Qvinden at elske , men Hovedsagen 
er at elske tro og hjerteligt . Har vi Mænd engang 
hengivet os til Kjærlighed , saa ere vi ligesaa trofast 
som kjærlig imod den , som vi har valgt . “ 
Medens Te saaledes talte sammen , paaskynde Jenny 
sine Fjed . 
„ De bliver virkelig utaalelig , “ svarede hun . 
„ Det kan ikke være Deres Alvor ! “ udbrød Hjelmftjold 
og tog sit hele Mod sammen . 
„ Hvorfor ikke ? “ 
„ Fordi det er det eneste Haab som jeg har sat min 
Lid til og for at behage Dem . “ 
„ Bedre og bedre — bliv bare ved , det bliver 
morsomt . “ 
„ Jenny ! “ udbrød han lidenskabeligt , „ det er umuligt 
for mig , at skjule Sandheden . De er min Gud 
min Kjærlighed ! med et Ord , jeg elsker Dem — elsker 
Dem af mit fulde Hjerte . “ 
En høi Latter lød klart i den tause Aftenluft . Det 
var Jennys Svar paa Hjelmskjolds lidenskabelige Bøn . 
„ O , I Mænd , “ svarede hun , endnu leende . „ Hvad 
er I dog for nogle mærkværdige Skabninger ! Jeg troede 
at flige Scener for mig skulde have en Ende — 
men alvorlig , Hjelmffjold — er det ikke sørgeligt at to 
Mennesker , som Dem og jeg , ikke kan omgaaes med hverandre 

som Venner . Jeg forsikkrer Dem , at jeg mere 
end halvtredssindsiyve Gange har maattet høre paa det 
samme Vaas af niere end halvtredssindStyve Mænd , og 
naar jeg havde Lyst kunde jeg decorere hele Havemuren 
med brudte Hjerter og deslige mere . Jeg haaber al 
De som en fornuftig Mand vilde tee Dem fornuftigere , 
at Te maatte vide , at en Mand i vore Dage for alting 
maatte kunde sige til sin Hjertensdame , at ' han besad , 
saa og saa mange Obligationer , om han er Grundeier , 
hvilke Karterer han kan gjøre Fororing paa , og deslige 
mere . Det er paa den Maatn- , i hvilke praknske Folk 
gaae til Værks — Aha , jeg seer at De antager en fornærmelig 
Mine — det lader til , at jeg har været altfor 
oprigtig . — Dær kan De see , del er min Feil jeg 
er oprigtig “ 
„ Tilgiv , Frøken Melbourne , “ svarede den unge 
Mand bittert , „ naar jeg fra idag af holder Dem for et 
hjerteløst Fruentimmer . “ 
„ Troer De det virkeligt ? “ 
„ Hvad skal jeg troe anderledes om Dem , naar De 
belønner mine lidenskabelige Ord , med flig fornærmende 
Kulde og at tale over mine ydre Forhold . “ 
„ Dær vil komme eu Dag , hvor De vil være mig 
taknemmelig , for det Svar jeg har givet Dem , ja meget 
mere som om jeg var indgaaet i deres kjærlige Fantasier . 
De er et godt Menneske , Hjelmsfjold , og jeg har 

agtet Dem høit fra den første Dag af , jeg læerte Dem 
at kjende —- men deres Kone kunde jeg kun blive , naar 
De ved et mærkværdigt Tilfælde kom i et andet glimrende 
Forhold . Jeger en ødsel Qvinde og vilde kun være 
en Mand , af en middeimaadig Formue til Last — men for 
Dem vilde jeg være den totale Ruin . See De , det er 
mit Svar . Lev nu vel . , , 
Hun holdt Haanden henimod ham , som Hjelmskjold 
modtog . Med et dybt Buk , og som Hjelmskjold syntes 
med Taarer i Øinene , fjernede Jenny sig hurtigt fra 
ham . 
Den unge Mand blev stanendes aldeles forbauset 
over det han havde hørt . Han var ikke istand til at 
kunde begribe hvorledes denne Sirene Dag for Dag , 
havde omspændte ham med sit Net , men nu , efter at han 
paa en saadan Maade var bleven tilbagevist , som havde 
saa dybt saaret ham , havde han faaet Øinene aabne . 
Havde han hørt en Samtale med Jenny og hendes 
Moder , havde han vistnok bedre forstaaet hendes Ord 
medens hun og Moderen klædte Dem paa til Dineren . 
„ Det unge taabelige Menneske har gjort mig et Tilbud , 
Moder , jeg har længe forudseet det — jeg saae , 
hvorledes han Dag for Dag tabte sin Forstand . — Hvad 
skal jeg idag bære i Haaret ? røde Roser eller disse 
Fjedre ? jeg troer næsten at jeg kan bruge Fjedrene jeg 
seer virkelig frisk ud idag . “ 

Moderen var tilfreds med Datterens Valg , men 
at spørge Jenny , hvilket Svar hun havde givet den unge 
Mand , holdt hun ikke engang for Umagen værd . 
Efter at Jenny havde forladt Hjelmsfjold , gik han 
langsomt tilbage til Landsbyen . Pludselig blev han 
overrasket af Adolf Tøndesen , som hurtigt kom ham 
imøde . 
„ Hjelmsfjold , jeg har overalt søgt ester Dig , “ udbrød 
han med et glad Blik . „ Men du milde Gud , hvad 
er der soregaaet med Dig -— Du ligner jo et Spøgelse . “ 
„ Det er intet ! “ svarede Hjelmsfjold gysende . „ Men 
Du — hvad er der passerel Dig , Du er jo aldeles forandret ? “ 
„ Ieg 
har gjort en Opdagelse min Ven . Og med 
Din Hjælp , haaber jeg at kan opgjøre min Regning 
med Greven og Frøken Janette . “ 
En let Bitterhed laae i hans Tone , da han nævnte 
den Elskedes Navn . Vi ville tilgive ham den . 
Femtende . Kapitel . 
Frelse af Faren . 
En heftig Sform var opstaaet , hvorved det var 
umuligt for Kapitainen paa Dampskibet , som seilede imellem 
Kjøbenhavn og England , at vove Seilladsen , hvorfor 

han var i det daarligste Humeur . Efter to Dages 
Sform lagde Blæsten sig nogenlunde , og intet kunde 
nu tilbageholde den brave Kapitain at tiltræde sin Reise . 
Men een Ting foruroligede ham meget . Det var nemlig 
kommen ham for Ørene , at der hvilede en Hemmelighed 
over to af hans Passagerer . 
Det havde føiet sig saaledes , at da de fleste Passaserer 
allerede vare komne ombord , havde Kapitainen i 
Tusmørket staaet ved Rælingen og seet hvorledes en 
Droske hurtigt var kommen kjørendes , og holdt ved 
Broen . 
To Personer slege ud as Vognen . Den Ene var 
en ung elegant klædt Kavaleer med fornemme Manerer . 
Hans Ledsagerinde derimod var en tysk gemeen udseende 
Qvinde . 
Disse To bare en ung Pige ud af Vognen , som 
var indsvøbt i Kaaber og Tæpper , og som havde Udseende 
af en Syg . Da de vare i Begreb med at bære 
den unge Pige ud af Vognen udslødte denne et qvalt 
Skrig der lød , som et Hjælpeskrig , Kvinden sfubbede saa 
hurtigt som muligt den unge Pige tilbage i Vognen og 
Kapiteinen syntes at bemærke , at der blev bibragt hende 
et Slag paa hendes tilslørede Ansigt som berøvede den 
Ulykkelige Bevistheden . 
„ De vil faae mere Besvær as hende , som de har ventet 
dem , “ sagde den unge Mand . 

„ Det kan de bare lade mig sørge for , hun skal nok 
blive læmmet / “ svarede Kvinden . 
„ Troer de , at de kan faa jPigen ombord , uden min 
Hjælp ? “ 
„ Ganske vist . Hun er allerede saa tam som et Lam . 
God Nat Herre . “ 
Kapitainen bemærkede at den unge Mand tog noget 
op af Lommen og trykkede Qvinden dette i Haanden . 
Formodentlig var det Penge . Hun takkede , hvorpaa 
han hurtigt forsvandt . Allerede stod Kapitainen i Begreb 
at trænge sig frem og see hvad her gik for sig , 
men i dette øieblik blev han kaldt bort , og da han 
vendte sig om for at see , ' hvor Qvinden og den unge 
Pige var bleven af , var denne allerede kommen Ombord , 
med den Syge , og Dampskibet begyndte nu i fuld Fart 
at bruse frem . 
Men uu gjorde den brave Kapitain sig selv Bebreidelser 
at han ikke var ilet til , for at ses hvad 
det havde at betyde . Under et haardt Idre , gjemte 
denne raa Sømand et Hjerte fuld af kvindelig Blødhed . 
Hjemme , i det lille hvide Huus , som han nu styrede forbi 
havde han en elsket Kone og en Flok hvidhaarede 
Drenge , som vare ham kjærere end hans eget Liv , aldrig 
forlod han Sine , uden at en Taare flød ned af hans , 
af Solen brunede Ansigt , og Tanken paa Dem stemte 
ham venligt imod ethvert hjælpeløs Væsen . 

„ Maaskee har De bortført den unge Pige , “ hviskede 
han medens han gik frem og tilbage paa sit Opfivatorium . 
Hvem veed hvilke Skammeligheder de have i 
Sinde med den Stakkel , medens hendes Forældre maaskee 
ere fortvivlede over hendes Forsvinden . Store 
Gud , naar min lille Mary skulde passere noget Lignende 
— min Marv , som ogsaa snart er en voxen Pige . 
Han forsløg sig , at have et skarpt Øie med de hemmelighedsfulde 
Passagerer og ikke tabe Dem af Syne , 
førend han havde faaet noget Nærmere at vide om 
Dem . 
Skibet forfulgte hurtigt sin Vei . 
Blæsten blev igjen stærkere , Bølge paa Bølge styr- - 
tede over Dækket og gjennemblødte Passagererne , hvilket 
fordoblede deres Ovaler . I selve Kahytten vare 
Alle syge , Nogle laae henstrakt halvt bevidstløse , Andre 
befandt Dein i et sygeligt Oprør . 
I en af Køierne laae en ung Pige , bleg og uden 
Bevægelse , som et Liig . Oppasserinden som tilfældigvis 
gik hen til Sengen , blev forfærdet ved dette Syn . 
„ Hun er død , “ udbrød hun forfærdet . 
Men en tyk Qvinde , med et bredt grimt Ansigt , 
som sad paa en Stol , ved Siden af den unge Pige og 
som havde en Flaske med Brændeviin og Vand i Haanden , 
saae ganske rolig op til hende og svarede : 
„ Død ! Nei hun befinder sig netop vel . “ ' 

„ Men hun maae dog være syg ? “ 
„ Jo , det er hun . “ 
„ Alt for syg , til at kunde taale en Reise over 
Søen . “ 
„ Nei , langtfra , det er kun Svækkelse , — en Besvimelse 
— det er det Hele . “ 
„ Saa ? — men en smuk Pige er hun , og hun vilde 
afgive et smukf Liig , det maa jeg tilstaae . “ 
Ved disse Ord fjernede Oppasserinden sig , men 
anede ikke , at den Bevidstløse havde forstaaet ethvert 
Ord . Læseren vil allerede have gjættet , at den unge 
Pige , ikke var nogen anden end Rosa Dyring , som man 
førte en Skjæbne imøde som hun aldeles ikke kunde ane . 
Den Gamle var ingen anden end Tigerens Kone Madam 
Danton . 
Planen var rigtig bleven udført . De havde givet 
. den unge Pige et stærkt narkotisk Middel , som havde bevirket 
at hun faldt i en dødlignende Søvn , men Luften 
og Kjørselen til Dampskibet , bortdunstede en Deel af 
den Taage , som havde neddysset hende . Hun var halvt 
opvaagnet da man bar hende ud af Vognen , men et 
velrettet Slag af Madam Dantons Haand bragte alt i 
den gamle Orden . Det var dette Slag som Kaptajnen 
havde seet hende bibringe sit Offer . 
Disse Voldsomheder havde gjort den unge Pige 
klog , og da hun fik sin Bevidsthed tilbage , mærkede hun 

at hun befandt sig ombord paa et Skib . Hun foretog 
sig at afvente en Leilighed for at anraabe Beskyttelse 
og Bistand hos en as de Medreisende . 
Over en Time kjcrmpede Skibet imod Vind og Veir 
uden dog at komme et Skridt fremad . Skibet blev kastet 
frem og tilbage af Bølgerne og kun den energiste 
Førelse af Skibet , som var anbetroet Kapitainen , 
kunde Passagererne takke for deres Frelse . Det var 
ingen Under at Kapitainens Pligt optog alle hans 
Tanker . Det lykkedes ham at opfylde sin Opgave . Overfarteu 
til London blev lykkelig fuldført og en Time efter 
den bestemte Tid , løb Skibet ind i Havnen . 
Skjøndt det var temmelig tidligt paa Morgenslunden 
var Broen allerede opfyldt med en Deel Mennesker som 
med ængstelig Urolighed havde ventet paa Skibets An- . 
kamst , som havde havt en svær Kamp at bestaae i denne 
Storm , Derfor blev det modtaget med en almindelig 
Jubel . 
Ogsaa Rosa hørte dette Glædensskrig og forstod 
hvad det havde at betyde . Passagererne som endnu 
vare i Kahyten udbryde ligeledes i glade Udraab . Kun 
for Rosa var Udsigten paa Frelse , meget forfærdeligere 
end den visse Tyv . 
En fortvivler Beslutning opsteg hurtig hos hende . 
Efter et kort Ophold , havde Skibet lagt an ved 

Broen , og Passagererne begyndte allerede at trænge Tem 
over Landgangsbroen . 
Madam Danton reiste sig , lænede sig over den 
Syge og prøvede hende med et opmærksomt Blik . Bleg 
og stivt , laa den unge Pige foran hende — Madam 
Tanton var tilfreds . 
! „ Alt vil gaae godt . “ mumlede hun . „ Naar Baptiste 
den Letfod , blot ikke har glemt at indfinde sig , at jeg 
saa kan blive fri for denne Byrde . “ 
Rosa hørte hvert Ord . 
Derpaa følte hun sig forsigtig lettet ud af Kvien ; 
et Tæppe og en Kaabe blev derpaa svøbt omkring hende . 
Madam Danton tog hende derefter paa sine Arme og 
bar hende op paa Dækket . 
Kapitainen stod med en Lygte i Haanden , og saas 
paa Udskibningen af Passagererne , som mere død end 
levende tumlede forbi ham . Pludselig fik han Øie paa 
den gamle Qvinde med den unge Pige paa Armen . 
Han husfede nn det Hele og vilde bane sig Vei for at 
naae disse . 
Medens han saaledes søgte at trænge sig frem , søgte 
Madam Danton ligeledes at naae Landingsbroen . Men 
Trængselen var altfor stor , og da hun ikke vilde opvække 
Mistanke , trak hun sig tilbage og satte sig paa 
en Rulle Tougværk . 
Indtil nu havde Rosa hvilet sig paa hendes Skulder , 

som en livløs Masse . Men nu var Øieblikket der 
hvorpaa hun havde sat sit Haab . Nu maatte hun udsøre 
det , som hun havde besluttet , for at frelse sig for 
en ubestemt Skjæbne , som hun frygtede mere end 
Døden . 
Med et rask Spring gjorde hun sig løs fra sin Ledsagerinde , 
stod et øieblik stille , og slyrtede sig derpaa 
henimod Rælingen af Skibet . 
Madam Danton var saa overrasket , at hun et 
Øieblik var aldeles ude af Stand at bevæge sig . Da 
hun saae op , nærmede Kapitainen sig til hende . 
Som en Piil , støi Rosa forbi ham . Han udstødte 
et forfærdeligt Skrig , da han saae den unge Pige springe 
op paa Rælingen , og derfra ned i det aabne Hav . 
„ En Ovinde overbord , “ lød det fra den ene Ende 
af Skibet til den Anden . 
Forskrækket ilede Kapitainen hen til Rælingen og 
saae efter Rosa , men det var altfor mørkt at han kunde 
opdage noget af hende . Derved tabte han Madam Danton 
af Syne . 
Mængden som havde trængt sig fremad , gjorde nu 
mere Plads for at see efter den unge Pige . Dette benyttede 
Madam Danton til hurtigt at forlade Skibet , 
da hun ikke ønskede at blive Heltinden for denne Forvirring . 


Da hun betraadte Landet , kom to Mænd henimod 
hende . 
„ Hvor er Pigen ? “ spurgte den Eue . 
„ Bort , bort ! “ svarede hun hurtigt , og i en Fart 
ilede De nu fremad for at komme ud af denne Menneskevrimmel . 
„ Men 
hvor i al Verden er Pigen henne ? “ spurgte 
Manden igjen . 
„ Hun er sprungen i Vandet . “ 
„ Saa maa hun ogsaa drukne , reddet kan hun ikke 
blive , “ bemærkede Manden ligegyldigt . 
„ Gud være lovet ! “ svarede Madam Danton . 
„ De har godt at tale ! “ udbryd Manden gnavent . 
„ Ved denne Historie tabe vi Tusind Rd . som var lovet 
os , og hvem veed hvormeget mere , naar hun virkelig 
var saa smuk , som man har paastaaet . “ 
„ Smuk ? ikke andet end Dumhed ! “ svarede Madam 
Danton . 
„ De mener altsaa , at man har rost den unge Pige 
formeget ? “ 
„ Derover kan De selv dømme . “ 
„ Jeg , hvorledes det ? “ 
„ Te vil formodentlig faae den Smukke at see i et 
af Lighusene , “ svarede Madam Danton grinende , hvorpaa 
hun tog sin Ledsager under Armen og De skyndte Dem 
nu hurtigt bort . 

Imidlertid var der bleven foretaget en hurtig Eftersøgelse 
efter den forulykkede unge Pige , men alt forgjæves . 
Kapitainen 
vendte nu tilbage hvor Konen havde 
siddet . Hun var forsvunden . 
Han spurgte efter hende , kun en af Skibsfolkene , 
havde bemærket Konen , da hun forlod Skibet . 
„ Hnn har taget Flugten , den forbandede Hex ! “ 
udbrød Kapitainen harmfuldt , det er Bevis nok . O 
Gud , naar sligt skulde hænde min lille Mary ! det vilde 
være et alt for haart Slag for mig . “ 
Dampskibet blev tomt . Eftersøgelsen ophørte , Rosa 
Dyrings Liig blev ikke funden . 
Sextende Kapitel . 
Efterretningen . 
UPaa Fremtidshaab var alt i Bevægelse med Forberedelsen 
til Janettes Bryllup . 
Janette havde tabt alt Haab . Hun følte ingen 
Kjærlighed til sin Forlovede , alt hvad der blev foretaget 
var aldeles ligegyldigt for hende . Hun haabede og frygtede 
ikke mere . 
En Dag havde Baronessen med Omhu meddeelt 
hende at hendes Bryllup var bleven en Maaned fremsiyndet 

paa Grund af den gamle Etatsraad Verners 
Sundhedstilstand . 
Med største Rolighed hørte Janette derpaa og hendes 
eneste Svar bestod i en let Skjælven . 
„ Efter min Mening vil det være det Bedste for 
Tig , mit Barn , “ sagde Baronessen . 
„ Saa lad det skee , “ var Janettes eneste Svar . 
Den Eneste som kunoe udrive Janette af denne Lethargi , 
hvori hun stedse befandt sig , var Jenny Melbourne . 
Fra det første Øieblik hun havde seet hende , havde hun 
havt en uovervindelig Modbydelse , ja næsten Skræk for 
hende . Hun flyede hende , saa meget som muligt — 
men Jenny som havde bemærket det , glædede sig kun 
derover . Hun lod ingen Leilighed flippe , hvor hun 
kunde paatrænge sig hos hende , og det morede hende 
meget af henlede Samtalen paa Ting , som hun vidsle 
af det gjorde Janette mest ondt . 
I denne Hensigt , ventede hun en Morgenstund i 
Korridoren paa Janettes Komme , og for af aflede Mistanken , 
gik hun og besaae Malerierne , som hang langs 
med Væggen . 
Endelig kom Janette . Hun var denne Morgenstund 
meget smuk . En let Rødme farvede hendes Kinder , og 
de blonde Lokker glindsede som Guld , naar hun gik forbi 
Vinduerne og Solstraalerne faldt paa hende . 
. „ De er idag ualmindelig smuk , min Kjære , “ udbrød 

Jenny , medens hun rakte Janette Hænderne . „ Jeg ønskede 
af tale med Dem , Postbudet har nylig været her , 
og jeg har mange Nyheder af meddele . “ 
„ De maa føre en betydelig Korrespondent , “ svarede 
Janette blid . 
O , ja , — jeg har saa mange Venner , og jeg skriver 
gjerne . Jeg behøver Sympathiet — uden denne 
maatte jeg dø . 
Janette hørte med Utaalmodighed paa hende . 
Hendes Indre sagde hende tydeligt , hvor falsk denne 
unge Pige var . 
„ Og De har Efterretninger for mig ? “ spurgte Janette 
forundret . 
„ Dem har jeg . De erindrer Dem vist , at jeg for 
nogen Tid siden fortalte Dem om den unge Pige , hvis 
Fader døde i Fængslet ? De erindrer Dem maaskee , at 
jeg fortalte , at hun vilde udvandre ? “ 
Den Skjælven som overfaldt Janette viste kun alt 
for tydeligt , hvor pinligt dette berørte hende . 
„ Det lader til , som om jeg ikke har været rigtigt 
underrettet . Den unge Pige er rigtignok afreisf , men 
hun er kun reist til England . Man tilskriver mig , at 
hun var ombord paa det engelske Dampskib , som nær 
var gaaet under i den sidste Storm . “ 
„ Men Skibet blev frelst ? “ 
„ Ganske rigtig . “ 

„ De ! stakkels Barn — jeg beklager hende . “ 
„ Gjør De det virkelig ? “ 
I dette Spørgsmaal fremtraadte Jennys onde Hensigt 
tydeligt frem . 
„ Ganske vist , “ svarede Janette , medlidende . „ Hun 
er saa ung , saa uerfaren , og maa allerede gaa saameget 
igjennem . “ 
„ Ogsaa jeg har følt megen Deeltagelse for det 
stakkels Barn , da hun gjorde mig til sin Fortrolige , og 
jeg havde beklaget hende endnu mere , naar hun ikke 
havde været saa glad og forhaabningsfuld . Det er 
neppe muligt at beklage et Væsen , som er opfyldt af 
saa meget Haab ; “ svarede Jenny . 
Janette forstod godt hendes Mening . Hun vrededes 
. knn paa sig selv , at hun havde tilladt Jenny at gjennemskne 
sin dybe indesluttede Kjærlighed . 
„ Hvad kunde dog bevæge den unge Pige , til at 
forlade sit Fædreland . Hvad kan hun vel vente sig for 
noget Godt i et fremmed Land ? “ udbrød hun . 
Jenny smilede ondskabsfuld , ved dette Spørgsmaal . 
„ Jeg frygter for , at hun har gjort et overilet 
Skridt ! “ vedblev Janette . 
„ Det kommer an paa Omstændighederne , “ svarede 
Jenny . „ Jeg er ikke saa nøie underrettet om Tingene , 
men saa temmelig godt kan jeg dog gjætte mig dertil . 
Da jeg veed , at Deres unge Ven , Hr . Adolf Tøndesen , 

nærer en levende Deltagelse imod denne unge Pige , og 
da jeg hører , at hun er reist til England , hvorhen han 
allerede er taget i Forveien . . . “ 
„ Han til England ? — har Tøndesen da forladt 
Danmark ? “ 
„ Ja , — veed De ikke det ? “ 
„ Jeg , hvorledes skulde jeg vide det ? “ 
„ O vee ! nu er Deres smukke Couleur forsvunden , 
og jeg er den nskyldige Aarsag dertil . Men hvorledes 
er det dog muligt , at Te ikke veed noget derom ? Enhver 
i Omegnen veed , at Tøndesen og hans uadskillige 
Ven Hjelmskjold allerede for nogle Dage siden pludselig 
er taget bort sra denne Omegn . Dengang kunde jeg 
ikke forklare mig , hvad De havde isinde , men Brevene , 
som jeg nylig har modtaget , opklarer det Hele . “ 
„ Undskyld mig ! “ udbrød Janette . — „ Tager De 
ikke feil — er De aldeles sikker i deres ' Sag ? at Tøndesen 
er taget til England ? “ 
„ Jeg er aldeles overbevist derom . “ 
„ Og det — det stakkels Barn er fulgt Harn ? “ 
„ Ikke fulgt ham , men reist bort med ham . “ 
„ Med ham ? “ 
„ Ja , hvorfor ikke det ? “ 
I dette Øieblik kom en Vogn rullendes over Slotsbroen . 
Jenny 
saa hurtigt ud af Vinduet og udbrød glad : 

„ Det er Oskar ! O , hvor jeg er glad ! jeg maa nu 
forlade Dem min Kjære , for at hilse paa ham . De kan 
ikke troe , hvilke gode Venner vi ere blevne . Men netop 
derfor vil jeg skjænde paa ham , at han har stjaalet sig 
bort herfra og endog har medtaget Verner — det 
Uhyre ! “ 
Uden at afvente Janettes Svar , ilede hun hurtig 
bort . 
Ta hun havde naaet Enden af Korridoren , vendte 
hun sig om , og udbrød truende : 
„ Dær har Te igjen faaet en bitter Trik at fordpie , 
min høibaarne Frøken ! ha , hvor det glæder mig ! — 
og nu vil Te komme til at holde Bryllup . Ethvert 
blegnæbet Mælkeansigt , vil man naturligvis invitere , for 
at forsfjønne Brylluppet . Alig inviterer man naturligvis 
ikke ! Jeg er ikke god , ikke fornem nok , til at være 
den høibaarne Frøkens Brudepige . Af Alt hvad der 
skeer her i Huset skal jeg være uvidende om . — Men 
de skal invitere mig , de skal opfordre mig til at være 
en af Brudepigerne , men jeg vil afslaa det . . . . Ah , 
Oskar ! “ 
De sidste Ord vare rettede til Oskar , som kom op 
ad Trapperne og som ikke forraadte den mindste Glæde , 
da han bemærkede sin smukke Plageaand . 
„ Er den forlorne Søn endelig vendt tilbage ? “ 
spurgte hun . 

„ Naar De dermed mener om jeg er kominen tilbage , 
saa har De Ret . Jeg er nu kjed af Driveriet , 
derfor er jeg kommen tilbage . “ 
Ved disse Ord sløttede han sig imod Rækværket og 
korsede Armene . 
Jenny stod ligeoverfor ham . De Skyer , som endnu 
for et øieblik havde fordunklet hendes smukke Ansigt , 
vare nu aldeles forsvunden . 
Medens saaledes stod ligefor hverandre , hørteds 
uran en Brusen af en Silkekjole . Det kom nærmere og 
førend de kunde fortsætte Deres Samtale , stod Baronessen 
for Dem . 
„ Ah min kjære Dreng , “ udbrød hun glad overrasket , 
„ jeg vidste ikke , at Du var kommen tilbage . “ 
„ Nu seer Du det jo , “ var hans uvenlige Svar . 
„ Ak , hvor jeg er glad , “ vedblev den kjærlige Moder , 
og greb hans Haand . „ Jeg ønskede saa gjerne at . 
tale med Dig . “ 
„ Narrestreger ! “ mumlede Oskar . 
„ Det er alvorligt , kjære Søn , “ svarede Baronessen . 
„ Gjør kun ikke saa meget Snak , af saa Lidet , ligesom 
om jeg skulde være gal nok at troe derpaa , “ svarede 
den elskværdige Søn . „ Jeg veed meget godt , af 
Du ønsker af jeg skal forblive her , men kun alene , 
fordi jeg ikke bruger her saa mange Penge som i Byen . 
Du og Greven , I ere nu engang et par gamle Gniere . “ 

„ Men Oskar ! “ 
Baronessens Ansigt brændte af Skam , da hun 
hørte sin Søn saa uærbødigt fale om hende , men hun 
blegnede , da hun vendte Hovedet til Siden og bemærkede 
Jenny , som ikke havde sjernet sig , og med ftt sædvanlige 
haanende Smil , havde staaet og hørt det Hele . 
„ Det er den fulde Sandhed , “ tilføiede Oskar medens 
han reiste sig i Veiret for af begive sig bort . 
„ Jeg beder Dig , bliv et Øieblik , kjære Oskar , jeg 
har saa meget af sige Dig . “ 
„ Ogsaa jeg ønskede gjerne af fale med den unge 
Greve , “ bemærkede Jenny blid . 
„ Godt , min Søn vil vistnok komme til Dem , saasnart 
han forlader mig , “ svarede Baronessen med kold 
Høflighed . 
„ De er meget venlig —- men saa vilde det være 
for sildigt , “ svarede Jenny . 
„ Virkelig ? — godt , naar Deres Meddelelser ere 
af en saa stor Vigtighed . . . “ udbrød Baronessen 
harmfuld . 
„ Gjør dog ikke saa megen Vrøvl ! “ afbrød Oskar 
Dem . 
Baronessen vendte sig hnrtig om til Oskar og saae 
paa ham med et Blik i hvilken man kunde læse den Fornærmelse 
som der var bleven hende tilføiet . Oskar forstod 
godt dette Udtryk og udbrød i en Skoggerlatter . 

„ Kom nn , Oskar , “ sagde hun og steg op af Trapperne . 
„ Kun 
et Par Minutter , “ udbrød Jenny med et 
Blik og en Stemme , som Oskar ikke kunde modstaae . 
Baronessen som bemærkede at Oskar ikke sulgts 
hende sagde intet , men skyndte sig hurtigt for at naae 
sit Værelse , hvor hun kastede sig paa en Sopha , og udbrød 
i bittre Taarer . 
Imedens fulgte Oskar Jenny paa sit Værelse . Hun 
tog sit Broderi og satte sig ned . Oskar sad sig ved 
hendes Side . 
„ Saa — lad os nn høre deres Nyheder , “ udbrød 
hun . 
Jeg har kun lidt at fortælle , “ svarede han , „ Det 
Meste veed De — Mødet med Deres Brøder og Overfarten 
med den lille Dyring , har jeg gjort Dem bekjendt 
med . Jeg forlod den unge Pige ved Dampskibsbroen , 
hun er bleven i Madam Dantons Hænder , og skjøndt 
det var en forfærdelig Storm , haaber jeg dog at De 
har naaet Maalet . 
„ Naaet det , har De , “ svarede Jenny roligt . 
„ Hvorledes ? — Har De allerede faaet Efterretning ? “ 
spurgte Oskar forundret . 
„ Jo — jeg modtog Dem Imorges . “ 
„ Og Pigen , — har hun lykkelig naaet London ? “ 
„ Nei . “ 

„ Forklar Dem tydeligere . “ 
„ Saa hør da : Jeg skal fortælle Tem mere om denne 
Historie end hvad jeg har fortalt Janette derom . Hnn 
veed , at Rosa Dyring er reist til London , tilligemed 
Adolf Tøndesen . “ 
„ Er han virkelig ? “ 
„ Jo , han er pludselig afreist , og Grunden til denne 
Reise , skal Te see at ndspeide for mig . Janette troer 
at han er taget bort med den unge Pige , men Te veed 
naturligvis at Sagen forholder sig anderledes . Tøndesen 
er først reist en Dag senere — saa meget senere , 
at det var umuligt for ham , at træffe sammen med hende . 
„ Ikke muligt , hvorfor det ? “ 
„ Hvorfor ikke ? Har De da ikke bemærket min kjære 
Dreng , at selve Forsynet tager sig af vore Affairer ? 
Saaledes har jeg af en Skrivelse erfaret at en uforuseet 
lykkeligt Tilfælde er indtruffet . “ 
Oskar blev mørkerød af Vrede . Han var aldeles 
ikke indforstaaet med de Forventninger , som laae skjult 
under disse Ord , og han delte ikke dette Forlangende 
efter Lønnen , som den snue Skabning tydede hen paa . 
Trods al hendes Umage , var det ikke lykkedes Jenny , 
at frembringe et Indtryk af Kjærlighed til hende i ham , 
som det ellers lykkedes hende hos enhver Mand , med 
hvem hun kom i Berørelse . Oskar beundrede hende , 
frygtede hende , men han elskede hende ikke . 

„ Jeg sagde Dem allerede at jeg ikke kan opdrive 
noget Beviis for Grevens Uskyldighed . “ 
„ Er De da i Besiddelse af saa liden Opfindelsesevne ? “ 
„ Men 
hvad har det at gjøre med vore Anliggender ? “ 
spurgte Oskar . 
„ Te kan dog nok indsee , at naar vi vil bevæge 
Greven til Høimodighed imod os , saa maa det være 
vor første Opgave , at bevise ham en vigtig Tjeneste . 
See saa — for idag kan det nu være nok . Gaa nu 
til Baronessen og udson Dem med hende . Det kunde 
maaskee hændes , at vi trængte til hendes Hjælp . “ 
Hermed var Samtalen til Ende . Jenny reiste sig 
og medens hun nynnede en Vise , fjernede hun sig . 
Oskar derimod begav sig til sin Moder . 
Det var ganske rigtig , som Jenny havde sagt . 
Adolf Tøndesen var virkelig reist til London . 
Hvad der havde foranlediget ham til denne Reise , 
var ikke saa let at gjætte . De Aabenbarelse ! som han 
havde modtaget af den gamle Missionair , havde kastet 
et nyt Skjær paa den unge Mands Stilling . 
De faa hemmelige Ord , som han havde hørt af 
den ulykkelige Dyring Tøndesens Mund , fik nu en Bety 
dning , som næstenopsyldte ham med Glæde . 
„ Naar jeg skulde være en Søn af Daniel Tøndesen 
— en Søn af den anden Søn , af den afdøde Grev 

Fly , altsaa nu den rigtige Arving til Familietitlen , saa 
bliver Resultatet , at ikke Janettes Fader , som havde 
behandlet ham med Hovmod og Ringeagt , men at det 
var ham selv som tilkom Besiddelsen af Grevskabet med 
dens Titler . 
Det var en slolt Tanke for den unge Aland . Men 
hvilken Afgrund laae der ikke imellem sine Forhaabninger 
og Opfyldelsen af samme ! Den stakkels Dyring Tøndesen 
havde bødet med sit Liv , for at komme i Besiddelse 
af Grevskabet , og skjøndt hans Udsigter , sukkede han 
dybt , naar han overskuede den Ørken , som omgav ham 
sra alle Sider . 
En heel Tag opholdt han sig paa Præstegaarden , 
for at høre mere , men den ganske Missionair , var bleven 
saa afkræftet af den megen Talen , at han var falden 
tilbage i en Sovesyge , som havde de betænkeligste 
Følger . 
Da Adolf vidste at den ganske Præst vilde have 
meddelt ham Slutningen af Fortællingen , besluttede han 
at bryde Seglet paa Pakken som han havde modtaget . 
De Oplysninger som han her sore ' andt vare vel 
ikke mange , men nogle vare af stor Vigtighed for ham . 
Skriveren meddelte , at den første Søn af Grev 
Daniel Fly , maatte af en eller anden Grund , være bleven 
sendt fra Italien til Rouen , for der at blive opdraget . 


Naar dette forholdt sig saaledes , saa var Adolf ' 
Tøndesen , som havde faaet det antagne Navn efter 
Faderen , den rette Arving af Navnet og Godset . Adolfs 
Hjerte bankede af Glæde , ved den Tanke at det maaskee 
kunde lykkes ham , at legimitere sig som den rette Greve . 
Han tvivlede ikke et øieblik , at det havde været denne 
Daniel Tøndesen , som havde været gift med Amalie 
Morand og faaledes var hans rette Fader . Hans salig 
afdøde Tante havde saa tidt talt om sin Søster og 
hendes Mand , som tidligere havde været Skibslieutenant , 
men senere var bleven Missionair . Hans Forældre 
vare døde tæt efter hverandre af Choleraen , og ha-vde 
saaledes , ladet ham staa ene og forladt i Verden . 
Men der manglede ham endnu gyldige Beviser . ' 
Det første Bevis var Giftermaalet imellem Grev Da- ' 
niel Fly , som af Adolfs Fader , ligesom om hans Fødsel . ' 
Ligeledes maatte det opklares i hvilket Familieforhold 
den afdøde Dyring Tøndesen og hans Datter stod til 
ham . Adolf tvivlede aldeles ikke paa , at den stakkels 
Dyring maatte være den første Søn , af Grev Daniel 
Fly , og saaledes maatte være hans Onkel , men som den 
hævngjerrige Amme havde skaffet tilside . Biblen og 
Papirerne som Dyring havde lagt saa megen Vægt paa , 
havde vistnok været et farligt Vaaben imod den nuværende 
Grev Fly . 

Adolf kunde ikke undlade ast tænke , om den gamle 
Tyring vel havde anet , hvilken farlig Medbejler ban 
var , og i hvis Hænder han havde anbetroet sit Barn . 
„ Bien lad skee hvad der vil , “ udbrød han , „ hans 
Tiltro til mig skal ikke blive skuffet , og hvorledes Forholdene 
ogsaa ville sremstille sig , saa skal Rosa Dyring 
ikke komme til at tabe noget derved . Skulde jeg blive 
riig , skal hun dele min Rigdom med mig , og hendes 
Lykke skal være mig ligesaa kjær som min egen . Men 
Beviserne — hvor finder jeg Beviserne for mine Fordringer ? “ 
Hans 
eneste Haab bestod den , at den gamle Missionair , 
maaskee kunde bringe Lys i dette Mørke — men 
den gamle Mand var over de halvfemsindstyve Aar , og 
nærmede sig med hver Dag Døden . 
Han besluttede derfor at tage over England til 
Paris , for , maaskee lykkedes det ham her , i den ene , 
eller anden fransfe By , at opdage i Kirkeregisterne , hans 
eller Faderens Fødsel . 
Denne Beslutning var det , som han meddelte Hjelmstjold , 
da han mødte ham paa Tilbageveien , fra sit 
Møde med Jenny Melbourne . 
To Dage efter var Adolf paa Veien til London . 
Her maatte han opholde sig i nogle Dage , førend der 
gaves en Leilighed , for at tage til Frankrig . Mismodig 

sad han sn Dag i et Hotel og læste Aviserne , og 
uden at vide det , udbrød han : 
„ Gud give , at jeg var i Montrens . “ ( Det Sted 
hvor Brylluppet havde fundet Sted . ) 
En ung Mand , en Sveikzer , som sad ved det samme 
Bord , hørte disse Ord . 
„ Om Forladelse min Herre , De taler om Monnene , 
ikke sandt ? det er min Fædreneby , “ sagde den 
unge Mand . 
Der laa en Venlighed og Ligefremhed i den unge 
Mands Tiltale som Adolf sandt Behag i . Han gav 
ham derfor et venligt Svar , vedføiede nogle Forespørgfler 
om Montrene , og var saaledes snart fordybet i en 
ivrig Samtale . Den unge Mand fortalte , hans Navn 
var , Ernst Myron , og var en Søn af Præsten i MonIrene , 
og var i London en kort Tid i Besøg , men vilde 
med det Første reise tilbage . 
„ De er Sønnen af Præsten i Montrene ! “ udbrød 
Adolf overrasket . „ Har Deres Fader været der længe 
— er han maaskee bleven sin Faders Efterfølger ? “ 
„ Nei , det ikke . Hans Ungdomstid har han tilbragt 
i Paris . I Montrene har han kun været i femogtyve Aar . “ 
De Forhaabninger som Adolf havde gjort sig , svandt 
hurtig igjen . 
„ Det gjør mig ondt , “ svarede han . „ Jeg troede 
allerede at Forsynet , havde stillet mig en Mand paa 

min Vei som var i Stand til , at bevist mig en stor 
Tjeneste . “ 
„ Min Fader vil vist gjøre Alt , hvad der staaer i 
hans Kræfter , “ var den unge Mands venlige Svar . 
„ Navnet af hans Søn , vil være nok , til at formaae 
ham til Alt . “ 
Adolf meddelte sin nye Ven , ar hvilken Beskaffenhed 
Hjælpen bestod i , som han trængte til , men talte 
ikke om , hvilke Fordele han kunde høste deraf . 
„ Hvad Te løger , i Montrene , vil ikke blive vanskeligt 
af finde , “ svarede han . „ Jeg tør gjerne sige , af 
næsten i et heelt Aarhundrede , er der ikke forefalden 
saa mange Bryllupper , af det skulde blive umuligt af 
tilveiebringe Beviser af samme . Det kan endog være 
muligt , af der kan gives gamle Folk der i Byen , som 
kan erindre Brylluppet af et dansk Brudepar . Til den 
Tid især maa det have været en sjælden Begivenhed . 
Men hvad Efterlysningerne i Paris anbelanger , saa 
lover jeg Dem , af anvende al min Indflydelse , som 
jeg besidder og af gjøre hvad jeg kan , til Fordel for 
Deres Bestræbelser . “ 
Adoli blev meget glad , og da han for Øieblikket 
ønskede af gaae Hjem , tilbød den unge Mand , af følge 
ham et Stykke Vei , da han vilde besøge en Ven , en 
Maler , som boede i Nærheden af Hotellet . 
„ Det er en god Dreng , men han er kun lidt letsindig , “ 

sagde den unge Mand muntert . „ For af tilstaa 
Sandheden , besøger jeg ham i Dag , for at tage 
hans ny Model , en ung dansk Pige , i Øiesyn . “ 
„ En dansk ? “ 
Adolf kunde ikke forklare sig en forunderlig Følelse 
som overfaldt ham . 
Da de unge Mænd bøiede om et Gadehjørne , befandt 
de sig pludselig iblandt en skrigende , gestikulerende 
Mennesfeflok . I samme Øieblik blev Mørket oplyst 
as et ildrødt Skjær . 
„ Det : r Ildebrand ! “ udbrød Myron . „ See , see 
— o Himmel — det er min Ven , Malerens Huns , som 
brænder — stakkels Philipp ! “ 
Adolf hørte ikke mere . 
Frygten for den unge Danske , opfyldte hans hele 
Sjæl . Med et Sæt , sprang han over Barieren , hvormed 
Gaden var bleven spærret , og ilede hurtigt henimvd 
det brændende Huns . 
Det var et Huns , med en forudstaaende Balkon . 
Medens Adolf ilede over Gaden , faae han op imod 
Vinduerne , som bleve oplyste af Luerne . Han saae i 
Baggrunden as Balkonen , en Fruentimmerskikkelse , som 
løb frem og tilbage . 
Den Ulykkelige hævede Hænderne i Fortvivlelse op 
imod Himlen ; formodentlig raabte hun om Hjælp , men 

hendes Stemme blev overdøvet af Ildens Knittren , Vandets 
Susen og Skrigene af Folket . 
Adolf standsede lige under Balkonen . 
Uden Overvejelse var han slyrtet fremad , kun efterkommende 
en mennsskekjærlig Følelse for at hjælpe — 
ber tilbød sig en Leilighed for ham , at komme den Ulykkelige 
tilhjælp . 
„ Spring ned , spring ned , “ skreg han — „ jeg skal 
gribe Dem , vær ikke bange , spring kun trøstig ned . “ 
Den Ulykkelige hørte hans Stemme , og udbrød i 
et Glædesskrig . 
I det næste Øieblik sprang hun ned fra Balkonen . 
Died den yderste Anstrengelse lykkedes det Avols 
at opfange hende i sine stærke Arme , og skjøndt den 
unge Pige , kun næsten var er Barn og saa let som 
en Fjær , saa fordoblede Vægren sig dog , ved Horden 
af Faldet . 
Men hvorledes følte den unge Mand sig belønnet , 
for sin Anstrengelse , da han ved Skjæret ar Luerne , 
opdagede hvem han havde frelst , fra en frygtelig 
Død . 
Det var Rosa Dyring . 

Syttende Kapitel , 
Frelsen . 
Saasnart Madam Danton og hendes tvende Ledsagere 
havde forladt Landingsstedet paa Broen , ilede 
de hurtigt ind i en Sidegade af Byen , hvor de tilsidst 
standsede foran et Huus , som havde udseende af et 
Vcertshnus . 
Da de traadte ind af Gadedøren var det dælmørkt . 
„ Pas paa Trappen , Madam . Følg Gilbert ! “ udbrød 
den Forangaaende som forsvandt hurtig i Mørket . 
Pludselig blev Trappen oplyst af en Mand , som lyste 
med en gammel Tranlampe over Rækværket ned paa 
Trappegangen . 
„ Ah , Gilbert og Madamme — men alene ! “ udbrød 
en hæs Slemme . Derpaa hilsede han gnlanr paa 
Madam Danton . 
„ Te er idag meget smukkere end ellers , min Putte 
— men hvorfor kommer Te alene ? “ og skjøndt han var 
idel Høflighed , kunde man dog see paa hans Ansigt , al 
Lette bragte ham uo af al Fatning . 
„ Javel Paul , vi komme alene , men af gode Grunde , 
Madammen vil nok forklare Dig det , “ -varede Gilbert . 
„ Jeg kan ikke forlange , al Madammen gjør sig den 
Uleilighed . “ 

„ Det er aldeles ingen Uleilighed . — Historien er 
kun altfor hurtigt fortalt , “ brummede Tigerens Kone . 
„ Vi bragte den nederdrægtige Taste lykkelig og vel Ombord 
— Overfarten løb ogsaa lykkelig af — men pludselig 
— Fanden skal tage hende . . . “ 
„ Jeg forstaaer , Gendarmerne eller Politiet ! “ afbrød 
Paul hende . 
„ Ikke noget af saadant . Ingen havde en Anelse 
am , hvad vi foretog os . Men , den forbandede Tafle 
har selv fordærvet det Hele , og det paa den afskyeligste 
Maade . Det er endnu aldrig forekommen mig , i min 
Praklis . “ 
„ Om Forladelse Madamme , men De har endnu 
ikke fortalt mig , hvad hun har gjort . “ 
„ Gjort ? — nu , hun er sprungen overbord og det 
saa hurtigt som et Lyn , “ svarede Madam Danton 
rasende . 
„ Forbandet , Madamme ! Hun er altsaa druknet , og 
saaledes tabt for os ! men hvad skal nu min Ven , Maleren 
Philip gjøre ? Han er netop i Begreb med at 
i begynde paa sin Venus Aphradite . “ 
„ Paa hvilket ? “ spurgte Madam Danton . 
„ Hans Venus — sit Billede . Det er den høieste 
Tid dertil — han har allerede længe ventet paa den 
smukke danske Model . “ 
„ Ia , lad ham kun vente . Ligesom vi ikke havde 

her ligesaa smukke Piger som i Danmark ! Dumheder . 
Grækernes Venus , det ægte Forbillede af Skjønheden , 
var i Grunden en Englænderinde — det vil jeg bevise , 
En Englænderinde , Dumheder . Jeg vil endog sværge 
paa at Madam Danton er af engelsk Herkomst . 
„ Ganske vist , “ svarede Paul , og Madam Danton , 
som rigtignok ikke forstod noget af Venus , eller grægisk 
Skjønhed , begreb at man havde sagt hende en Kompliment , 
og smilede nu med en Huldsalighed , som hendes 
brede koparrede Ansigt var istand til at fremvise . 
„ I Grunden havde jeg ganske andre Udsigter med 
den unge Pige , “ yttrede Gilbert , „ jeg vilde . . . “ 
Men han kom ikke til at fuldende , da den anden 
Mand som havde modtaget Madam Danton , uu kom 
ind i Værelset . Han blev nu hilset af Paul , og Alle 
bleve nu førte igjennem en Deel Værelser , til et lille 
Kammer som var opfyldt af Tobaksrøg og Brændevinsstank . 
Saasnart 
Selskabet var traadt indenfor laasede 
Paul Døren af . 
Det Værelse hvor de befandt dem var saa godt 
skjult , at selve Politiet , som flere Gange havde gjort 
Huusundersøgelse , endnu aldrig havde kündet opdage 
det . 
I denne Nat hvorom vi tale , var det en Lykke for 

Paul at sn Huusundersøgelse ikke fandt sted , da det dog 
kunde hænde sig , at det kunde blive opdaget . 
Hele Værelset var for Øieblikket udstyret som en 
Bazar . Paa Bordet laae Handsker , Baand , Parfumerier 
og hundrede andre Luxusgjenstav . de , medens der laa 
Pakker af Silke , Fløiel og kostbare Kniplinger rundt 
omkring paa Gulvet . 
Alle disse Gjenstande skulde smugles ind i Tanmark . 
En 
Deel af disse Varer sknlde Madam Danlon 
fage med til Kjøbenhavn . En anden Deel deraf , sknlde 
Tigeren hente , og Resten sknlde blive bragt ombord 
paa et Skib , hvis Eiermand , , blev ventet hvert Øieblik . 
„ Peter pleier dog ellers af være punktlig/ ' sagde 
Værten gnaven . „ Jeg kan ikke blive klog paa , hvor 
ban bliver af . “ 
„ Der maa være forefaldet noget , “ svarede Gilben 
„ Var der passeret mig sligt i Italien , “ vedblev 
Værten , han havde den Vane af hentyde paa en Tid , 
bvor ban bavde været Høvedsmand for en Bande , Jeg 
mener naar en af mine Brave , havde tilladt Dem af 
udeblive efter den fastsatte Tid , saa havde jeg skudt 
ham ned som en Hund Men desfo værre , Verden bliver 
mere og mere udartet . “ 
Saadan falte de endnu længe , indtil de blev afbrudt 
af en stærk Banken under Gulvet . 

„ Der er han , “ udbrød Paul fornøiet . 
Hurtigt bøiede han sig ned , og trykkede paa en 
Knap som var anbragt i Gulvet . En Deel af Gulvet 
skuppede sigtilside og gjorde Plads nok til , af en Mand 
magelig kunde krybe derigjennem . 
Lidt efter kom virkelig et skaldet Hoved tilsyne , 
derpaa lidt efter lidt Skikkelsen af en Mand der var 
klædt , halvt som Skipper og Smugler . 
„ I kommer noget seent , “ tiltalte Værten ham gnavent . 
„ Jeg 
veed det , “ lød Svaret , „ og dertil er jeg saa 
vaad som en Fisk . “ 
„ Hvorledes det , hvad er der passeret ? “ 
„ Passeret ? intet ! “ brummede Peter Langlois ; saa- § 
ledes var hans Navn . „ Jeg har været en Nar , det er 
det Hele . “ 
„ Du pleier ellers ikke , at lade Dig holde for Nar 
Du er dag ellers ingen Dumrian . “ 
„ Saa hør da . — Mit Skib laa fix og sændig i 
Havnen til i al Hemmelighed at stjæle mig bort . — 
Ethvert Lys var slukket , Alt saa faus som i et Musehul , 
og bvem der havde seet det lille Fartøi saaledes liggende , 
kunde have svoret paa , at der ikke var en Mand 
Ombord . Men jeg var der og vaagnede med begge 
Øine . Jeg havde sat mig imellem nogle sammenrullede 
Seil og kunde ikke sees af Nogen , men kunde bemærke 

Alt , hvad der passerede rundt omkring mig . Jeg saa 
hvorledes Damperen nærmede sig , løb ind i Havnen , og 
lagde sig for Anker . Ved Lampens Skin kunde jeg see 
Passagererne forlade Dampskibet , og i kan troe , jeg tog 
enhver skarpt i Øiesyn . “ 
„ Ja , det kan vi begribe . Du havde jo din egen 
Fordeel for øie . “ 
„ Godt . — Men pludselig hørte jeg et Skrig , derpaa 
en Pladske » i Vandet , og saa blev den ene Side 
af Skibet oplyst af Lamper . . . “ 
„ I har altsaa seet , da Pigen sprang i Vandet ? “ 
asbrpd Madam Danton ham . 
„ Oho , — det har altsaa været et Spring ? jeg 
troede at det havde været et Fald . Naturligvis har 
jeg seet det , men jeg tænkte ikke videre derover — det 
vedkom jo ikke mig . — Et druknet Fruentimmer eller 
en Hund , det er for mig akkurat det samme , det er idetmindste 
min Mening . “ 
„ Hvad I mener , kan være temmeligt ligegyldigt . 
I maa Heller sortælle oS , hvad I gjorde . “ 
„ Intet har jeg gjort . “ 
„ Hvad skulde han vel have gjort , “ spurgte Gilbert 
forundret . 
„ Det er rigtignok fandst det var farligt , og han 
kunde jo Heller ikke vide at det var en Dame . “ 
„ Men jeg erfarede det snarst “ svarede Skipperen . 

„ Jeg ønskede at jeg ikke havde erfaret det . I kan tro 
jeg sad og kukelurede , jeg maatte naturlig forholde mig 
rolig . Men lidt efter lidt blev Alt roligt paa Dampaskibet , 
og jeg begyndte nu at stikke Hovedet veiret og 
at see mig omkring . Da I veed at jeg har et skarpt 
Øiesyn , varede det Heller ikke længe , sørend jeg opdagede 
Noget svømmende paa Vandet og som den brusende 
Strøm rev hurtig med sig . Jeg begreb strax hvad det 
var , og rigtig , da jeg saae nøiere til , kunde jeg tydeligt 
see et hvidt Ansigt som svømmede over Vandet . 
Som et Lyn sprang jeg ned i Baaden , løsnede den og 
roede nu ud imod dn Ulykkelige . Det var paa den 
høie Tid , da jeg nærmede mig hende var hun nærved 
al synke . Uden videre sprang jeg i Vandet , tog fat i 
hendes Haar og svømmede med hende hen til Baaden . 
Et Minut derefter havde jeg trukket hende op . “ 
„ I brave Mand , har i virkelig gjort det ? “ udbrød 
Madam Danton , idet hun græd af Glæde . 
„ Vistnok har jeg gjort det . Hun er forbandet 
smuk . “ 
„ Var hun levende eller død ? “ 
„ Intet af begge Dele . “ 
„ Hvad vil I sige dermed ? “ udbrød Paul smilende . 
„ Jeg vil sige , at i det første Øieblik kunde Ingen 
vide om hun var i Live eller om hun var død . Ganske 
forsigtigt bragte jeg hende ombord paa Skibet , men nu 

ærgrede jeg mig over min egen Dumhed , at have udsat 
mig for Fare , og have bebyrdet mig med en gov Handling , 
som man kalder det . Alen saa tænkte jeg igjen : 
Naar hun er død kan jeg jo blot kaste hende i Søen , 
og naar hun lever , saa kan hun maaskee indbringe Dig 
en lille Bisortjeneste . — Maaskee der kan være Nogen 
som betaler Dig for det Qvindemenneskes Redning . “ 
„ Der har I ikke taget Feil , min Ven . Jeg skal 
betale Dem for hendes Frelse , “ svarede Madam Danton . 
„ Vil I betale mig for det Stykke Kadaver ? “ spurgte 
Skipperen forundret . 
„ Ganske vist , naar hun endnu er ilive , saa skal jeg 
udbetale Dem en passende Belønning . Synes I ikke 
ogsaa , Mester Paul . “ 
„ Jo vist , ganske rigtig , det er ogsaa min Mening 
— vi maa give den brave Skipper en Belønning , hvor , 
meget , det kan vi saa afgjøre , “ svarede den forsigtige 
Vært . 
„ Men lever hun virkeligt ? “ svarede Madam Danton 
paany . 
„ Det lader idetmindste til det , — jeg har indesluttel 
hende i Kahytten . Jeg har svøbt hende i et 
Par uldne Tæpper , og jeg troer endog at jeg har bemærket , 
hvorledes hun trak sit Veir . “ 
„ Vi maa see at skaffe hende bort fra Skibet , og 

passe godt paa hende , at hun ikke for anden Gang skal 
gjentage denne Streg , “ sagde Madam Danton . 
„ Det er let nok sagt , “ svarede Skipperen og trak 
paa Skulderen . „ Eller vil I maaskee udføre det Stykke 
Arbeide , Madamme ! “ 
„ Jeg ? nei . — Det er vist meget bedre , at jeg sket 
ikke lader mig see for hende . Hun frygter og nærer 
Mistanke imod mig . Maaskee min Nærværelse kunde 
bringe hende til et andet fortvivlet Skridt . Det er en 
stor Lykke at hun dennegang er bleven frelst — er det 
ikke et stort Under , Mester Paul ? Men siig mig nu ogsaa 
Eders Mening , hvad vi bør foretage os . “ 
„ At bringe hende bort inat , vilde maaskee opvække 
Mistanke , min kjære Madam . At hun skulde forsøge at 
tage sig et andet koldt Bad , behøver vi vistnok ikke at 
frygte — nei , nei — det gjør hun ikke . — Saa lad 
hende foreløbig blive hvor hun er , og imorgen Nat skal 
Peter og jeg nok bringe denne Sag i Orden . 
„ Og jeg , “ spurgte Madam Danten . 
„ De har blot at forholde Dem ganske rolig i et 
Par Dage . En saa smuk Dame som De , vil nok vide 
at sinde Adspredelse paa en behagelig Maade , “ svarede 
Værten galant , idet han blinkede med Øinene . 
Derved blev det . 

Ten anden Nat havde Skipperen allerede ventet 
længe paa Værten , Mester Paul , for ved hans Hjælp 
at bringe den Livløse i et sikkert Gjemmested , som Læseren 
snart skal blive bekjendt med . 
Nede i Kahpten fik man Øie paa en Fruentimmerstikkelse , 
som laae udstrakt paa Gulvet paa en Madrasse . 
En Mand bøiede sig over hende og lyttede efter hendes 
Aandedræt . 
„ Det havde vist for lang Tid Siden været forbi 
med hende naar jeg ikke khavde forfrisket hende med 
Pauls Brændevin , “ mumlede Manden . „ Hun har været 
for længe i Vandet — alt for længe . “ 
Den Sovende sukkede dybt . 
„ Igjen ! Alletider sukke og stønne . Hvorfor Fanden 
i kan hun da ikke lukke sine Giukker op og vaagne , naar 
hun dog vil leve . “ 
Medens han saaledes talte til den Sovende , lod 
han Lyset af Lampen falde ned paa hendes Ansigt , derpaa 
ventede han . 
Efter kort Tid blev bans Umage belønnet ; den 
unge Pige bevægede sig og aabnede derpaa Øinene . 
Det var Rosa Dyring . Da hun aabnede Øinene 
sukkede hun igjen , medens et Ord blev ganske sagte udtalt . 
Navnet var Adolf , som kom over hendes Læber . 
Stakkels Rosa . 

I dette Øieblik blev Skipperens Opmærksomhed afvendt 
ved en støiende Lyd . Det var en Mand som med 
raske Skridt gik hen over Dækket og nærmede sig Kahyten . 
Forskrækket 
over enhver Lyd , greb Skipperen en stor 
Kniv , som der laa paa Bordet , og ventede nu hvad der 
vilde komme . 
Strax derefter kom en mørk Skikkelse tilsyne ved 
Indgangen til Kahyten , og gik roligt ned af Trappen 
„ Peter Langlois , “ hvidskede Stemmen . 
„ Langlois Peter , “ svarede Skipperen og blev igjen 
rolig . 
„ En lille tyk Mand , med et grovt hvidt Halstørklæde 
og en Stok med Guldknap , kom nu ned i Kahyten . 
„ Doktor 
Paul ! “ udbrøds Skipperen grinende . „ I 
er altsaa virkelig kommen ? “ 
„ Ganske vist , “ lød Svaret , som blev fulgt af en 
stærk Blinken med Øinene . „ Altsaa det er den Syge ? 
Herregud , den Stakkel , hun seer meget medtaget ud . 
Hun maa have lidt meget . Ere mine Foreskrifter nøiagtigt 
efterkomne ? Saa ung endnu , og maa allerede 
gaae saameget igjennem . Hvorledes har hun det ? Har 
De bemærket nogen Forandring ? “ 
Det var Mester Paul , som forestillede sig her i et 
ganske nyt Kostume . 

„ For Øieblikket har hun det temmeligt godt/ ' svarede 
Peter smilende . „ Nn kan vi med Vished sige at 
hun er srelst . Hun har phantaseret meget , snan fortalte 
hun det Ene og snart det Andet , saa at man ikke 
kunde blive klog paa Noget , men Te er en erfaren 
Mand , Hr . Doktor , og vil nok forskaffe den unge Pige 
hendes Sundhed tilbage . Det kan godt lade sig gjøre 
at bringe hende endnu i Tag til Byen , naar hun først 
har faaet lidt Hvile , for at samle Kræfter . Medicinen 
har gjort hende godt . “ 
Doctor Paul — som saaledes blev benævnet af 
sine Kammerater — betragtede hende med et roligt , prøvende 
Blik . Han lød til at blive overrasket og tilfreds . 
„ Hun er forbandet smuk , “ hvidskede han til Peter , 
medens han tog sig en Pris Tobak af en rund Tause . 
Men hun er fiint bygget . Leve længe , det kan hun ikke . 
Det er en stor Skade for et saa smukt Barn . See kun 
hvilken fiin Næse og Hage hun har , og Munden er allerkjærestæ . 
Hun maa være et Barn af fornemme Forældre . 
Maaskee er hun bleven stjaalet fra sine Forældre . 
det stakkels Pjuds — troer Du ikke det Samme ? “ 
„ I har min Salighed Ret ! “ svarede Skipperen . 
„ Jeg har ingen Anelse , hvorledes den satans Qvinde 
er kommen til den unge Pige . Hun vilde afgive en 
forbandet god Lokkemad , for en eller anden Guldhane . 

Naar han vilde eis hende , maatte han først betale nogle 
dygtige Grunker . “ 
„ Hvorledes Madam Danton har faaet Fingre i 
hende vedkommer ikke os —Hovedsagen er , at Maleren , 
Phillip kommer i Besiddelse af sin danske Madonna , og 
jeg fænker nok at den Lille vil falde i hans Smag . 
Mage til Pigebarn har han vist endnu ikke havt til 
Model ? Men lad os nu bestemme Tiden naar vi kan 
transportere hende . Ved Middagstid vilde det passe 
mig bedst . “ 
Skipperen var tilfreds dermed . 
Ved Middagstid , samme Dag , sad Rosa , svag og 
sørgmodig i et Hjørne af Kahyten . Hun havde glattet 
sit Haar , bar en lille Hat , som Paul havde bragt hende , 
og som hun antog for en Læge . 
Paul sad ved Siden as den unge Pige . 
„ Naar det forholder sig saaledes , som De har fortalt 
mig , saa er London intet Sted hvor De kan opholde 
Dem , da det ikke kan være nogen Tvivl underkastet , 
at De her er omgiven af Fjender . Tag De imod 
mit Tilbud som jeg allerede har gjort Dem . Jeg har 
to Døttre , som opholde sig i et af Londons Instituter , hav 
De Tiltro til mig , jeg skal bringe Dem til Jnstitutet . 
De vil nok blive godr modtaget , og det Bedste er , at 
De der vil tage Ophold , indtil deres Venner i Danmark 

er bleven underrette ! om det Hele . Jeg skal selv 
salge Dem derhen . “ 
„ Jeg har ikke flere Venner , “ hulkede Rosa . 
„ Stakkels Barn ! “ udbrød den medlidende Doktor . 
„ Hvor del maa være tungt at slaae saa ene i Verden . 
Ikke engang at have en Ven — ikke en Eneste ? “ 
Dei var eil Efterretning , som han modtog med 
Glæde , men han tog sig vel i Agt for at forraade fine 
glade Følelser . 
„ Jeg vil fortælle Dem Alt — De har været saa 
venlig imod mig , saa at jeg sætter min Lid til Dem . “ 
svarede Rosa . „ Jeg har rigtignok en Ven tilbage , som 
sikkerlig vilde hjælpe mig , naar han vidste i hvilken 
Rød jeg befandt mig . Naar jeg blot kunde komme til 
dam , faa vilde han vistnok ikke nægte mig sin Hjælp . “ 
„ Og hvem er denne Ven ? “ spurgte Toktoren . 
„ Han hedder Adolf Tsndesen . “ 
„ Hvadbehager ! “ udbrød Doktoren forbauset . „ Hr . 
Adolf Tøudesen ? Jeg kjender hamUneget godt . “ 
„ Hvorledes , De kjender ham ? “ spurgte Rosa dyb : 
bevæget . 
„ Gauske vist , De kan forlade Dem derpaa . — Det 
er en elskværdig gammel — ung rask Fyr . Han er meget 
sørgmodig , jeg har ikke kündet begribe hvad der 
feilede ham . Vi vil opsøge ham , mit Barn — ganske 
vist , det vil vi gjøre . Ak hvor det glæder mig at kunde 

hjælpe Tem . Altsaa den unge Tondefen er deres Den ? 
niaaskee deres Hjertensven — hvad ? Hi , hi , hi . . . “ . 
„ Vi vil opsøge han : ? “ udbrød Rosa forundret . 
„ Men hvor da ? “ 
„ I London mit Barn ! “ 
„ Er Tøndesen da her i London ? “ 
„ Naturligvis er hun i London , hvor skulde han vel 
ellers være ? Vidste Tæ ikke det ? Han er kommen for at 
erkyndige sig om “ — „ Gid Satan havde det , hvorefter 
skal han dog have erkyndiget sig ? “ tænkte Paul . 
„ Dog vel ikke efter mig ? “ spurgte Rosa hurtig ! . 
„ Ganske vist , netop efter Dem — kun De , kan være 
den unge Dame , hvem han har fulgt . Jeg hørte ham 
i et Hotel spørge , om der ingen var som kunde give 
ham Underretning om en forsvunden ung dansk Pige . 
Jeg kunde naturligvis ikk- tænke mig at det kunde være 
Tem , da jeg dengang ikke vidste at Tæ var en født 
Dansker , “ svarede den hyklerske Doktor , medens et dybt 
Suk lettede hans Bryst , da han bemærkede , hvor let 
han kunde bedaare den unge Pige nied Usandheder . 
Men Rosa rystede sørgende med Hovedet og udbrød : 
„ Ak de tager feil , han har vist ikke søgt efter mig 
— for min Skyld er han vist ikke komnien til London “ . 
„ Tæ tager feil , mit kjære Barn , jeg forsikkrer Dem , 
naar jeg først har bragt Dem i Sikkerhed i Institutet , 
saa vil jeg love Dem , at jeg inden Aften skal have opsøgt 

deres Ven . Stoel Te kun rolig paa mig mit Barn , 
r e skal endnu blive lykkelig , og min Belønning skal være 
al glæde mig over Deres Lykke . Kom De nu med mig , 
mit Barn den brave Skipper kan følge os for at danne 
Avantgarden , saa skal jeg bringe Dem til Institutet . “ 
„ Saa i Guds Navn , lad os saa komme bort , “ udbrød 
Rosa bevæget . 
De skyndte Dem nu hurtigt op paa Landet , og de 
Tre ilede nu med hurtige Fjed ind i Byen . 
Efter at De havde vandret igjennem en Labyrint 
af Gader , slandsede De udenfor et mærkværdigt Huus . 
Neppe vare De traadt indenfor Døren , da denne 
blev aflaaset . 
Den stakkels skjælvende Rosa blev bange . Doktor 
Paul , som bemærkede dette , befalede Pigen , som havde 
aabnet for Dem , at kalde begge hans Døttre , Nina og 
Perrine . Hun adlød og lidt ester kom to unge Piger , 
forfærdelig udmeiet med Guldarmbaad , Kjæder og Ringe . 
„ Kom mine Børn ! “ udbrød Doktoren , medens han 
forestillede de unge Piger for Rosa , „ her bringer jeg 
Eder en Selskabsdame . Lad mig see at I holder af 
hende , saa skal jeg betænke Eder . I veed jo nok hvad 
jeg mener , I smaae Spilopmagere . “ 
„ Uf , sikken en Fugleskræmsel ! “ udbrød Perrine paa 
engelsk . 

„ Et blegnæbet Spøgelse/ ' svarede den Anden i det 
samme Sprog . 
„ Tag jer blot i Vare , at denne Fugleskræmsel ikke 
kommer fil at overstraals Eder Alle , “ svarede Paul . 
For Øieblikket er hun syg , udmattet , sørgmodig usselt 
klædt — men vent I kun fil hun er bleven rafl og 
lidt opmuntret , og fil hun har pyntet sig , som det bruges 
i Studio , saa skal I see , at hun bliver den smukkeste 
Model , som jeg endnu har seet . Saa giver jeg 
ikke en Pibe Tobak mere for alle I andre Nikkedukker . “ 
De to unge Piger lo . Rosa skjælvede ved denne 
raa Lafter — men hun var nu engang her , havde aldeles 
overgivet sig i deres Hænder . 
Nu førte man hende op ad en Trappe , fil et elegant 
udstyret Modtagelsesværelse . 
Hun havde aldrig seet noget smukkere . Ikke engang 
paa Fremtidshaab . Pudselig blev en Dør aabnet og 
en Kone med en Lampe i Haanden , traadte ind i Værelset . 
Rosa 
udstødte et forfærdeligt Skrig . 
Den Indtrædende var Tigerens Kone , Madam 
Danton . 
Med Skræk indsaae hun nu , at hun af Doktoren 
var bleven bedragen . Hun frygtede — men vidste ikke 
hvorfor . 
„ Hvad skal det betyde ? “ udbrød Qvinden ærgerlig . 

„ Hvad er der paa Færde ? Hvor for Te skrige saaledes 
i en respektabel Mands Huus . Har Te Noget at 
beklage Dem over ? Er der tilstødt Dem Noget ? Laa 
svar dog ? “ 
„ Ak , hvorfor har man dog bragt mig hertil ? “ udbrød 
Rosa fortvivlet , og kastede sig paa Knæ foran 
Madam Danton . 
„ Reis Dem , “ udbrød Qvinden . „ Det lader ikke til 
at Te veed hvor Te besinder Tem , og ligesaalidt hvad 
De siger , eller foretager Teni . Dette Huus , hvori Te 
befinder Dem er et meget respektabelt . Det er en Malers 
Atelier . Han har nu engang sat sig i Hovedet at male 
deres glatte Ansigt —- hvorfor , det veed jeg rigtignok 
ikke , og vedkommer mig Heller ikke — for Noget smukt 
r der rigtignok ikke at fremvise hos Dem . Ikke det 
Ringesfe . Engang imellem maae Te blotte Dem , for 
at staae som Model . — Seer De , det er det Hele , og 
De veed nu hvad der venter Dem . Jeg kan ikke indsee , 
at der kan være Noget hvorover Te behøver at 
lamentere , eller beklage Dem . Derfor reis Dem — 
hurtig ! “ 
Hun tog nu den unge Pige i fine muskuløse Arme , 
og slæbte mere end førte hende hen til den nærmeste 
Sopha . 
Skjøndt Rosa var forfærdelig angst , kunde hun dog 
ikke forholde sig rolig . 

Hun reiste sig op i en Fart , og det saas ud , som 
om hun vilde ile bort . 
Madam Danton ilede efter hende , og der opstod 
nu en Bryden imellem dem . Assfy og Fortvivlelse gav 
den stakkels unge Pige Kræfter , saa at Konen havde 
Umage med at holde hende fasf . 
Men nu stete eu aldeles uventet Katastrophe , som 
Ingen var belavet paa . 
Et rigt Brokadstæppe som laa paa et Bord og 
hvorpaa Lampen stod , blev reven ned under Fødderne 
af de Kjæmpende . I det næste Øieblik laa Lampen paa 
Gulvet , den slukkedes ikke , da det var en Spirituslampe . 
Ilden tog fat i Tæppet og strax efter var hele Værelfet 
opfyldt af Røg og Luer — den forskrækkede Qvinde 
flap sit Offer og ilede derpaa skyndsomst ud af Værelset 
Forfærdet styrtede Rosa efter hende , løb op af en 
Trappe , naaede et Vindue , overbeviste sig at Luerne 
rasede under hende — styrtede derpaa ud paa Balkonen 
— hørte en Stemme — hans Stemme , som befalede 
hende at springe ned , og adlød . 
Det Øvrige veed vi . 

Syttende Kapitel . 
Rosas Død . 
Den følgende Dags Aften gik Adolf uroligt op og 
ned i sit Værelse , som han beboede i London . 
Efter Ildebranden befandt Adolf sig meget urolig 
stemt og fuld af Sorg over den stakkels Rosa , som han 
ved et mærkværdigt Tilsælde var kommen til at reise 
Det stakkels Barn var syg , meget syg og laa nu i et 
tilstødende Værelse paa en Seng , man kunde næsten 
sige Paradeseng , saaledes var den bleven opret » til 
hende . Den sidste Tids Begivenheder havde aldeles 
udmattet hendes sidste Kræfter . Den hule qvælende 
H offe var med fornyet Styrke vendt tilbage og — det 
værste Tegn af Alt , var — at et Blodkar var sprunget 
i hendes Bryst , og d » t deraf fremstaaende Blodtab , 
havde aldeles berøvet hendes Kræfter . 
Alligevel laa hun roligt og taalmodigt paa sit 
Smertensleie , — ja mere end det — hun var lykkelig . 
„ Jeg ligger for Døden , “ sagde hun alletider til 
sig selv , „ men han er her . I Livet har jeg ikke kunnet 
opnaae hans Kjærlighed — men min Død vil han dog 
sørge over . 

Adolf Tøndesen havde en Anelse om hvad der føregik 
i hendes Indre . Han beklagede hende af sit hele 
Hjerte . 
„ Jeg kan ikke forlade hende , i den Tilstand hvori 
hun befinder sig , det vilde fremskynde hendes Død . Og 
dog er det pinligt for mig , at see nlig her tilbageholdt , 
da jeg har saameget at varetage . Uden den sidste Begivenhed 
kunde jeg allerede havt opdaget Beviser at 
Grev Daniels første Giftermaal i Montrens , kunde 
maaskee have opdaget saavel min Faders som min Dødsattest . 
Jeg kunde maaskee allerede have været paa 
Hjemvejen . — Tabte Tid — uigjenkaldelig tabte Tid . 
Han nærmede sig Sygeværelset , i samme Øieblik 
blev Døren aabnet og Konen som passede den Syge , 
traadte ind i Værelset . Hendes Ansigt var meget alvorlig . 
„ Hvordan 
har den unge Pige det . Befinder hun 
sig endnu ikke bedre ? “ spurgte den unge Mand . 
„ Det er værre med hende , min Herre , men hun 
ønskede gjerne at tale med Dem . “ 
Han traadte derpaa lydløst ind i Sygeværelset . Det 
var kun svagt oplyst , men da han nærmede sig Sengen , 
kunde han tydeligt Kælne den unge Piges blege Ansigt 
igjennem Forhængene af sort Fløil . Han kunde see , 
hvor hun var bleven mager og bleg , hvor dybt hendes 
Øine laa nedsunken i deres Huulninger , men bemærkede 

tillige , hvorledes disse Øine lnede da han nærmede sig , 
og hvorledes et blidt lyksaligt Smil bredte sig over 
hendes Ansigt . 
„ Tøndesen , “ udbrød hun , medens hun med Besvær 
hævede sin Haand fra det røde Tæppe og lagde den i 
hans , „ jeg har et Spørgsmaal til Dem og beder Dem 
oprigtigt om , ar svare mig derpaa : Er det tungt , meget 
tungt at døe ? “ 
„ Hvorfor spørger De mig derom , mit kjære Barn ? 
De maa ikke ligge og tænke paa Døden . Det vil nok 
blive bedre vi maa haabe , De seer flet ikke saa daarlig 
ud i Dag og vivil haabe tildet Bedste — De føler 
Dem maaskee noget Bedre i Tag ikke sandt , har jeg 
ikke et ? “ 
„ Nei , nei , Tøndesen De skuffer mig ikke — jeg ligger 
for Døden . “ 
Hun sagde dette saa blidt , saa sørgmodigt , ar den 
unge Mands Øine fyldtes med Taarer og maatte undertrykke 
en qvalt Hulken . 
„ Nei , vist ikke nei , kjære Pige , De tager feil . Te 
føler Dem maaskee noget mat , og faa troer De , at det 
er Døden . Det vil vi ikke haabe at det skulde vær 
saa slemt med Dem , “ svarede Adolf , uden ret at vide 
hvad han svarede den unge Pige . 
„ Troer De det ? — troer De det virkelig ! “ udbrød 
den unge Pige livlig . „ O Tøndesen , det De der siger 

mig , gjør mig saa uendelig lykkelig ! Men nu ønskede 
jeg at tale med Dem , saalænge jeg har Kræfter dertil 
— og jeg ønskede at De vilde love mig , at De ikke 
vilve blive vred over hvad jeg har at sige Dem . Vil 
De love mig det ? Jeg beder Dem derom . “ 
„ Af ganske Hjerte , ' kjære Pige , tal De irøsitg . 
Hvorledes kunde jeg vel vredes paa Dem ? 
„ Saa er det godt Tøndesen ! — Jeg har vidst det 
og allerede for lang Tid siden at jeg ikke kan leve — 
og skjøndt det er sørgeligt at døe saa ung , har jeg lært 
al indsee , at der saaledes vil være det Bedste for mig , 
det Allerbedste ! De har havt Medlidenhed med mig , 
og har været min eneste paalideligste Ven , som jeg har 
havt i denne Verden , siden han — men nei , nei , om 
Hain maae jeg ikke tale ! — De er god , og har altid 
været venlig og hjælpsom imod mig , men deres Kjær- ' 
lighed har De ikke kunnet skjænke mig , da Deres Hjerte 
ikke tilhører Dem selv mere . Jeg har allerede længe , 
længe vidst dette , og har Dag og Nat bedet til Gud , 
ar den som De elsker og som Te har valgt , maatte 
være værdig til deres dybe troe Kjærlighed . “ 
„ Hun er en Engel ! “ udbrød Adolf med et Udbrud 
af Glæde , „ men hvorfor . . . “ 
„ Jeg har livligere haaber det , “ afbrød Rosa ham , 
„ men jeg frygter nu , og desfoværre med Rette , at alle 
Rige og Fornemme maa være meget slet . Hendes Fader 

har myrdet min — min stakkels gamle Fader , tom ikke 
kunde fornærme et Barn , og kun troede at kunde gjøre 
Krav , — som maaskee virkelig forholdt sig saaledes — 
paa Grev Fjy ' s Grevskab og Titler . Hendes Broder 
har lokket mig bort sra Danmark — naar disse To ere 
falske , hvorfor skulde hun ikke være ligesaa ? “ 
Ten unge Mand svarede ikke paa dette Spørgsmaal , 
og medens han undertrykte den voldsomme Banken 
af hans Hjerte , udbrød han : 
„ Te bar endnu ikke fortalt mig , at Janettes Broder 
havde skn Haand med i Spillet ved disse Skurkestreger . 
Siig mig nu kjære Pige , hvad har den unge Mand 
gjort , og hvilken Andeel har han havt ved deres Bortførelse , 
og de Lidelser som De har gjennemgaaet ? Jeg 
- beder Dein , skjul Intet for mig , al jeg snart kan trække 
> denne Skurk for Skrankerne , hvor han ikke skal undgaae 
- sin længe , velfortjente Løn . 
Rosa , som havde været meget inat , havde endnu 
ikke kundet fortælle Adolf alle Omstændigheder , ved 
hendes Bortførelse fra Fremtidshaab . Men nu fortalte 
hun hvorledes Oskar og Verner vare komne i Huset 
hos Tigeren hvad der havde tildraget sig , og hvorledes 
det var lykkedes Oskar , ved at love hende , at tage tilbage 
til Fremtidshaab , at bortføre hende til England . 
Med et af Vrede glødende Ansigt og lynende 0in 
hørte Adolf paa den unge Piges Beretning . 

„ Dette skulde jeg have tidligere været underrettet 
om ! “ udbrød han vred . „ Den Mistanke som jeg i længere 
Tid har næret imod ham , bliver nu ved deres 
Meddelelser til Vished , og tro mig paa mit Ord , kjære 
Rosa , vi har gjort Uret at anklage Greven for en Forbrydelse , 
hvis Skygger omsvæver hans Liv , som en 
Sky . Derfor mit Barn tør vi ikke beskylde en ærekjær 
Mand , for en Forbrydelse , som den værste Skurk maa 
gyse over . Oskar er den Usling som har myrdet Deres 
stakkels gamle Fader , ham alene er det , som har udført 
denne forfærdelige Gjerning . Ved at have forsøgt ogsaa 
at tilintetgjøre Dem , stakkels Rosa ; beviser det samme , 
som jeg høit og tydeligt sagde ham lige op i Ansigtet 
ved vort Møde i Fængslet . — Men vær kun rolig , han 
skal komme til at bøde for denne Forbrydelse . Den uske 
Forbryder maa enten det ene eller andet Sted tilbagelade 
et Spor , som kan søre til Forbrydelsens Opdagelse 
og jeg vil ikke unde mig nogen Ro , førend jeg har opdaget 
dette Spor . “ 
I hans Opirrelse bemærkede Adolf ikke at Rosa 
paany greb hans Haand og med et lykkelgt Smil saae 
op til ham . 
„ Jeg skal fortælle Dem noget , kjære Ven , maaskee 
er jeg istand til at give Dem et Vink . Jeg kjender 
nemlig en Kone , for hvem jeg i Førstningen frygtede 
mig , endskjøndt hun var meget venlig imod os , da vi 

bestøvede hendes Hjælp — jeg hørte Konen engang yttre , 
ni kun besad Magten over Livet og Døden af denne 
Mand . Jeg erindrer mig hendes Ord , som om jeg 
bavde hørt dem i en Drøm , og har i Grunden aldrig 
kundet forstaa , hvad hun meente dermed . Naar det 
kunde lykkes Dem at opspore denne Kone , saa . . . “ 
„ Hvad hedder denne Kone , eller hvor boer hun ? “ 
spurgte Adolf hurtig . 
„ Derpaa kan jeg ikke svare Dem , jeg veed det ikke . 
Men vent , maaskee jeg kan erindre hendes Venindes 
Navn . — Nu har jeg det . Hun blev kaldt for Alma . “ 
Det var en utilfredsstillende Oplysning , men del 
var alletider et Punkt , som kunde føre til videre Opdagelser 
og Rosa maatte nu fortælle saa meget som hun 
kunde huske om den unge Pige . Rosa vidste kun lid : 
at svare derpaa , hun havde kun engang mødt hende 
ester den Tid da de mødtes i Byen og huskede n « 
tydeligt hvor hun havde hørt hende udbryde i liden 
skabeligs Vredesudbrud imod Oskar . Alligevel besluttede 
Adolf at opbyde Alt , for at opsøge hende og at erfare 
bendeS Hemmelighed . 
Medens denne Samtale fandt Sted var Adolfs 
Sjæl opfyldt af en qvælsnde Tanke . 
For ham laa Barnet af den Mand , som Adolf , ester 
Alt bund han i den senere Tid havde erfaret , 
maatte holde for den retmæssige Søn af Grev Daniel , 

som saaledes havde en ubestridelig Net til Rangen og 
Formuen , ved hvis Bestræbelser han maatte bøde Livet . 
Opfyldt af denne Overbevisning , spurgte Adolf sig 
nu , hvad han bnrde gjøre i delte Øieblik ? Kunde han 
ogsaa forsvare det , at opirre dette syge Barn ved Efterretningen 
om hendes begrundede Rettigheder til en 
glimrende Livsstilling ? Var det ikke grusomt , nu i hendes , 
maaskee sidste Timer , ved disse Efterretninger at 
betynge hendes Hjerte ? 
Han følte at det var saaledes . 
Men paa den anden Side oprørte sig hans dele 
Væsen ved at benægte Sandheden , og det lod for ham 
som en Forbrydelse , da han skjulte den stakkels Rosa , 
at han — den Mand til hvem hun saae op til , med en 
fortrolig Kjærlighed —stod ved Bredden af Rigdom og LEre , 
tilhvilken hendes gamle Faders Tød bavde banet ham en Vei . 
Det var derfor en Lettelse for barn , da Tøren i 
dette Øieblik blev aabnet og Eygevogtersken leverede ? 
ham to Breve . 
To af disse Breve var førseglet med sort Lak . Tet 
andet var adresseret med den bekjendte Haandskrift af 
Hjelmskjold . 
„ Den gamle Mand er vist afgaae ! ved Døden ! “ 
udbrød han bevæget . 
j ' Det forholdt sig virkeligt iaaledes . 
Den gamle Missionair Holgersen var ikke mere . 

Udmattet af den tunge Byrde , som Ingen formaae at 
vælte af sig — nemlig Alderdommen — var han gaaet 
lil sin Gud . Rolig , blid og uden Smerte havde han 
forladt dei jordiske Liv . 
Men Adolf fortrød nu , at han saa hurtigt havde 
forladt Danmark og den gamle Præst medens han endnu 
levede . Han fandt det saa haardt , at en Mand , hvis 
Liv havde været saa længe , al han netop nu i dette 
Øieblik maatte gaae Tiltro , da Adolf saameget trængte 
til hans Bistand . 
„ Havde han kun levet nogle Tage , ja blot nogle 
Timer længere ! “ udbrød Adolf mismodig . „ Hvilket 
Mørke havde han ikke været istand til at opklare , hvilke 
Forvirringer havde han ikke kundet opløse , hvor fydelig 
havde hans Haand ikke kundet paavise ham Veien 
til Rang og Rigdom . “ 
Alt dette havde han kundet gjøre — men det skulde 
ikke være saaledes . Adolf Tøndesen skulde ene indlade 
sig i Kamp med dette Liv — hans egen Klogskab , hans 
egen Energi skulde afgjøre , om han fattig og ubekjendt , 
eller riig og fornem vilde fremgaae af denne Kamp . 
Først efter igjen at have samlet sine Tanker , blev 
Adolf saa rolig , at han formaaede at aabne det andet 
Brev . 
Et Udbrud af Skræk fløi over hans Læber , da han 
havde gjort sig bekjendt med Brevets Indhold . 

Hjelmstjold skrev saaledes : „ Kjære Tøndesen ! Jeg 
lovede Dig , af underrette Dig om Alt , hvad der kunde 
være af Betydenhed for dine Interesser , og jeg iler 
derfor med af holde mit Ord . “ 
Min Gud , hvad faaer jeg af høre ! “ udbrød Adolf 
spændt . 
„ Det gjør mig meget ondt , af jeg ikke har noget 
Bedre og Opmuntrende af skrive Dig , Du vil med Bedrøvelse 
erfare , af Janette er syg , ja endog meget syg 
Man har ladet komme Professorer og Læger fra Paris , 
da man tvivler om hendes Liv . Greven og Baronesjen 
skal være utrøstelig . — Mærkværdigvis er et Rygte i 
Omløb , som paastaaer , af denne Sygdom knn er Følgen 
af en falsk Efterretning , det hedder nemligen , af Du 
skulde være bortreist med den ulykkelige Tyring Tøuoesens 
Datter . “ 
„ Du erindrer Dig maaskee den unge Pige , som 
havde en saadan mærkværdig Lighed med Frøken Janette ? 
Naar det skulde forholde sig rigtig , af Janette 
skulde være bleven syg af den angivne Grund — og det 
er jo ikke saa nmuligt — saa er det aldeles afgjort , af 
Du , trods alt hvad der er forefalde » , endnu har ven gamle 
Plads i Janettes Hjerte og af din Stilling ligeoverfor 
hende , ikke er saa fortvivlet , som Du har troet . Det er 
klart , af den stakkels Pige er omgiven af Spioner og 
Fjender , som allerede længe har gjort sig del fi ! en 

Opgave , af opreist en Skillevæg imellem Dig og den 
unge Pige . “ 
„ Men Du er bleven skuffet . “ 
„ Desfoværre kan Afgjørelsen af dette Spørgsmaal 
næppe bringe Dig nogen Trøst — for jeg tør ikke sortie 
del for Dig , stakkels Ven , af jeg nylig modtog Efterretningen 
om Janettes tiltagende Sygdom . Dit Hjerte 
vil bløde , naar jeg tilføier , af der til hendes Frelse , kun 
er lidet Haab . “ 
„ Lad mig vide , naar Du vender tilbage . Jeg ønskede 
af tage imod Dig . Af ganske Hjerte , Din Ben 
Hjelmskjold . “ 
Brevet faldt Adolf ud af Hænderne . Da han havde 
læst Brevet , sank han ned paa den nærmeste Stol , hvor 
han blev siddende som en Steeustøtte . 
„ Syg — døende ! — — Min Gud , min Gud ! 
Hjælp , hjælp ! maaskee er hun allerede død ! “ 
Ved disse Ord sprang han op af Stolen , og gik 
med hurtige Skridt op og ned i Værelset . Med glødende 
Øine , dødblegt Ansigt og halvt bevidstløs begyndte han 
at skrabe Alt sammen , som han behøvede til en hurtig 
Afreise . I dette Øieblik havde han kun en Tanke , nemlig 
den , at han , uden at spilde et Sekund , maatte vende 
tilbage til Danmark . 
Indtil nu havde han troet at have glemt Janette 

men han havde skuffet sig — Ilden havde kun været 
dæmpet , men dette Brev havde tændt Ilden med fornyet 
Kraft . 
I faa Minutter var han færdig til at forlade 
Huset . 
Allerede gik han hen til Døren for at forlade Værelset , 
da Døren til Spiseværelset blev aabnet og hvori 
Lægen kom tilsyns . Ved at see Lægen huskede Adolf 
paa , hvilket Ansvar han havde paataget sig . 
„ Gud være lovet , Herr Doktor , at De kom . Hvorledes 
slaaer det til med den Syge , hvad tør vi 
haabe ? “ 
„ Ikke meget , hun bliver svagere og mere afkræftet , 
der er ikke langt tilbage førend hun forlader det jordiske 
Liv , “ svarede Lægen . 
„ De troer altsaa , at hun knn har faa Uger tilbage 
at leve i ? “ spurgte Adolf spændt . 
„ Ikke Uger , men hun har kun faa Timer tilbage . “ 
„ Nei , 
nei ! “ udbrød Adolf mismodig . — „ Det kan 
ikke være muligt . Hun maa ikke døe saa snart . Jeg 
staaer netop i Begreb at tiltræde en Reise — jeg kommer 
snart , meget snart tilbage . Hun vil vel nok leve 
saa længe , indtil jeg kommer tilbage , saa vil jeg endnu 
have Tid nok tilbage hvor jeg kan tage Afsked mch 
hende . “ 

„ Skulde de tiltræde denne Reise , hvorom de taler , 
vil de ved Deres Hjemkomst finde den unge Pige som 
et Liig , “ sårede Lægen . 
Den unge Mand saa tvivlende paa Lægen . 
„ De mener altsaa , at naar jeg vilde tale med hende , 
saa . . . “ 
„ Saa maa det skee strax , “ afbrød Lægen ham . 
Ved disse Ord havde Lægen aabne : Døren til 
Sygeværelset . 
Adolf tøvede — kunde han blive — turde han 
spilde de kostbare Minutter , medens Janette maaskee laa 
paa Lygeleiet , ligesom Rosa , for at forlade det Jordiske ? 
Ak , det var maaskee allerede for sildigt ! “ 
„ Jeg kan ikke — tør ikke ! “ udbrød han med halvkvalt 
Stemme . 
Men Lægen stod der endnu , med Døren i 
Haanden . 
Adolf traadte indenfor og nærmede sig Sengen i 
den høieste Opirrelse . Ved at see paa den Syge , blev 
han aldeles overrasket af hendes Udseende . Uerfaren 
som han var , kunde han ikke forklare sig , hvorledes hun 
saa hurtig kunde forandre sig . Da han for nogle Minutter 
havde forladt hende , lod lun til af være nogenlunde 
rask — nu derimod , saae det ud , som om de sidste 
Kræfter havde forladt hende . Hun laae der foran ham 

sorn et Liig ; kun i hende » Øine glødede endnu en Gnist 
af Livet . 
Han bøiede sig dybt rørt over hende . 
„ Rosa ! “ hviskede han . 
Hun gjenkjendte ham strax , vendte øinene om efter 
ham og forsøgte af hæve Haanden . . 
Ter laa noget i Adolfs Ansigt , som lod til af overraske 
den Syge . 
„ Hvad kan jeg gjøre for dem , kjære Pige ? “ spurgte 
han indtrængende . 
Hun forsøgte af tale , men formaaede det ikke . 
„ Har De intet Ønske , tal naar De formaaer det . 
kjære Rosa . “ 
„ Jo -- et — har jeg . “ 
Hendes Stemme lød huult og mat . 
„ Og hvad er det , som De ønsker ? “ 
„ Jeg beder — Dem — Tøndesen — forlad mig 
ikke . “ 
Han reiste sig hurtig op , som om han var bleven 
ramt i Hjertet . Netop denne Bøn , i denne Time , hvorledes 
turde han negte hende det — og hvorledes var 
det muligt , at han opfyldte den ? Med sammenbidte 
Tænder stod han ved Siden af den Syge — uvist hvad 
han skulde beslutte sig til . 
Han satte sig ned ved Hovedet af Sengen og tog 
den unge Piges Haand i sin — men hans Hjerte , og 

bans Tanker vare i Danmark hos den Elskede . 
Janette var syg , maaskee døende , og han sad her 
ørkesløs i det Fjerne ! Tanken herpaa bragte ham til 
Fortvivlelse . 
Rosa Tyring levede endnu ; trods Lægens Forudsigelse . 
Natten 
kom og gik , den næste Dag ligeledes . Han 
ventede , vaagnede og martrede sig med de frygteligste 
Tanker . 
Siden Rosa havde udtalt det Ønske at han ikke 
maatte forlade hende , havde hun ikke talt et Ord . Hun 
havde vist ikke søll sig saa syg , som hun virkelig ' varselv 
Adolf overraskede det at høre , at der intet Haab 
var for hendes Liv . 
Hvad skulde han gjøre ? Tanken paa Janette gjorde 
ham vanvittig . Det var for ham , som om han maatte 
tage til hende . 
Hans Haand greb uvilkaarlig efter Hatten , og 
følgende en uimodstaaelig Trang , var han i Begreb med 
at stjæle sig ud af Huset — da pludselig Døren blev 
aabnet og hans ny Ven , Ernst Myron , traadte ind til 
ham . 
„ Gud være lovet , at jeg endnu træffer dem her . 
Jeg frygtede for at de allerede var afreist . “ 
„ Ja naar jeg bare kunde komme bort ! “ sukkede 
Adolf . 

„ Det behøves for Øieblikket ikke . Reisen til Moittrene 
vilde nu være uden Nytte ; “ sagde Myron . 
„ Til Momrene ? “ 
„ Ganske vist . De fortalte mig jo , at De vilde 
derhen for at eftersee Kirkeregistrene ? Det vilde nu 
være uden Nytte . Jeg har skrevet til min Fader , men 
modtaget det Svar , at disse Registre fra den Tid ulykkeligvis 
ere meget ufuldstændige . Efterskriften var 
maaskee for Dem af stor Viglighed ? “ 
Adolf hørte neppe paa ham . Af Sorg over Janette 
havde han ikke Tanke paa noget Andet . 
Myron optog Adolfs Taushed for Koldblodighed . 
„ Deres Koldblodighed erindrer mig paa en Begivenhed , 
som opvækkede min Beundring . Maaskee De 
kjender en Etatsraad Verner , en født Dansker , han skal 
bo i Kjøbenhavn . De kjender maaskee Navnet ? “ 
Navnet vakle Adolfs Opmærksomhed . 
„ Hvad er der med Etatsraad Verner ? “ spurgte 
han . 
Med Etatsraaden intet . Det var hans Søn — 
jeg har glemt hans Navn . “ 
„ Det er det samme med Navnet , jeg kjender 
Sønnen . “ 
„ Godt , nu skal De høre . Kort efter at jeg havde 
forladt Universitetet , gik jeg , da Tiden blev mig forfærdelig 
lang , til en af de besøgteste Spillehuse i Paris . 

Stamgjæsterne vare meest ameeie Nangperioner , søm 
havde samlet sig her for at ødelægge hvec-rudre , og som 
sædvanlig mange Englænder , Russer og Danske . Spillet 
havde allerede i flere Timer været i Gang , da jeg 
pludselig bemærkede en usædvanlig Bevægelse ved et af 
Bordene . Spillerne vare sprungne op fra deres 
Stole , Kortene bleve kastede ned paa Gulvet og man 
gestikulerede meget heftigt med Armene . I den almindelige 
Tnmult , hørte jeg kun det ene Ord „ Bedrager “ 
udtalt i de forskjelligste Tungemaal . Jeg nærmede mig 
Bordet , og bemærkede hvorledes den almindelige Uvillie 
var henvendt paa en nng Mand—efter Anseelse en Dansker 
— som med korslagte Arme stod ligeover for dem 
Alle . Rolig med kold Foragt blev han staaende og saae 
sig omkring . „ Hør mig , mine Herrer , “ udbrød han ! 
„ Naar jeg har forstaaet dem ret saa have nogle iblandt 
Dem havt den Frækhed , at beskylde mig , for at spille 
falsk . En siig Beskyldning tør ingen Mand udstraffet 
udtale . Naar Te , mine Herrer , Allesammen , gjentager 
denne Beskyldning , saa seer jeg mig nødsaget til at udfordre 
Dem , Allesammen , den Ene efter Anden . De har 
vel forstaaet mig . Nn ? “ Disse Ord bleve udtalt med 
en aldeles rolig Stemme , men Maaden hvorpaa det 
skeete var ikke destomindre meget drisfigt og udfordrende . 
I Værelset herskede nu en Dødsstilhed , som pludselig 
blev afbrudt af en lille fransk Marquis . 

„ Jeg har seet at De har spillet falsk og 
paastaaer min Beskyldning ; “ udbrød han harmfuld . 
„ Vælger De Kaarden eller Pistoler ? “ var Danskerens 
Svar . 
„ Marquisen mumlede en drøi Eed , lnkkede hurtig 
sin Tobaksdaase og forlod derpaa Vorder . Te Øvrige 
lang ligeledes . Ten unge Verner , skrabede nu huriig 
de vundne Penge sammen , puttede Tem rolig i Lommen 
og forlod ganske koldblodig Værelset , som om der Intet 
var passeret . Hans Koldblodighed satte Alle i Forundring ; 
men han var nu engang bleven mistænkelig og 
saa sig nødsaget til i Nattens Mørke at forlade Paris . 
Denne Begivenhed blev dengang meget omtalt i alle 
offentlige Lokaler , ja endog i Aviserne , men uden at 
have tilføiet Navnet af den Skyldige . Jeg troer endog 
at have gjemt en Udsnit af Avisen , i min Tegnebog , i 
hvilken denne Sag bliver omtalt . “ 
„ Naar jeg beder Dem om , at overlade mig dette 
Udsnit , vilde De saavel opfylde mig denne Bøn ? “ 
spurgte Adols . 
„ Hjertelig gjerne , “ svarede den unge Mand . 
Lidt efter anbefalede han sig . 
„ Mærkværdigt , “ mumlede Adolf hen for sig . 
„ Denne Mand tilintetgjør alle mine Forhaabninger , idet 
han berøver mig al Udsigt til at faae fat i et Dokument , 
hvis Besiddelse er mig saa meget om at gjøre , medens 

han paa samme Tid giver mig et nskatterligt Vaaben i 
Hænderne imod mine Fjender . Dette Papir kan nytte 
mig meget mere end A ! t Andet . Men naar Janette blot 
endnu leve ' - , det kunde jo være muligt at hun allerede 
var død ! “ 
Tenne Tanke var forfærdelig . 
Han ilede hen til Vinduet lukkede det op og indaandede 
den kjølige Aftenluft . 
Paa engang blev Tausheden afbrudt , idet han 
kunde skjelne Skikkelserne af to Mænd og en Kone , alle , 
tre formummet og forbleve staaende i Samtale lige underneden 
det Vindue , som Adolf kun halvt lukkede i . 
„ Hun blev frelst og bragt bort af en ung Mand , 
saameget er vist , mere end tyve Personer , ligesaavel jeg 
var tilstede ved Ildebranden , have baade hørt og 
seet hendes Frelse , “ sagde Konen . 
„ Men hvem kan det dog have været , som har taget 
hende til sig , og gjemt hende saa godt , som om hun 
reent var forsvunden fra denne Jord ? “ sagde den ene 
af Mændene . 
„ Ja , det kan jeg ikke svare paa , og jeg vilde ønske 
at baade Manden som havde frelst hende , ligesom den 
løse Taske , maatte brække Halsen , “ svarede Qvinden . 
„ Alt hvad jeg kan svare dertil , er kun , at vi har 
anstillet de nøiagtigste Efterforskninger , efter hende , men 
ndeu at have erfaret det Mindste om hende , man maa 

næsten antage , som om det var gaaet til med Hexeri , 
men saameget er afgjort , at Manden som har frelst 
hende , ikke kan have bragt hende langt bort herfra . “ svarede 
den Anden , som endnu ikke havde talt , og hvis 
Stemme man kunde antage for Doktor Pauls . 
„ Veed Melbourne , ikke noget af det , som her er 
gaaet for sig ? “ spurgte den første Taler . 
„ Nei , han veed Intet . Hvorledes skulde han ogsaa 
faae hendes Frelse at vide ? “ 
„ Saa behøver De heller ikke at faae det at vide . 
Hvem vilde vel forraade os , naar vi kun selv forstaaer 
at være faus ? “ 
„ Den samme Mening har jeg ogsaa , lad det 
Qvind Menneske være , hvor Fanden hun vil . Men 
skade er det alligevel , for hun er dog forbandet 
kjøn . ! “ 
„ Godt , naar Tingene forholder sig saaledes , og da 
vi ere blevne enige , saa vil jeg vende tilbage til min 
gamle Knurrepotte derovre i Danmark , og saa stal jeg 
saamæn ikke videre bekymre mig om den Taske , hun 
har saamæn gjort mig Bekymringer nok ! “ svarede 
Konen . 
Efter at man havde fagt hinanden Godnat , gik den 
ene Mand og Kone ned af Gaden , medens Mester 
Paul . jgik samme Vei tilbage , hvor han var kommen 
fra . 

Zügen af disse tre havde bemærket Adolf , som med 
tilbageholdt Aandedræt havde siddet i Vinduet , og hørt 
dele Samtalen , af denne værdige Complot . 
„ Man har altsaa endnu ikke opgivet Forfølgelsen , “ 
mumlede ban , da Mændenes Fodtrin tabte sig i det 
Fjerne . „ Te puster blot denne stakkels Piges Tød — 
Dette Ønske vil altfor snart blive opfyldt . Ved hendes 
Tod antager disse Uslinger , at dermed er enhver 
Fordring paa Grevskabet ryddet as Veien , men De have 
forregnet Dem , som en hævnende Dæmon skal jeg fare 
iblandt Dem , og vee Dem som jeg rammer . Jeg vil 
ikke tage nogen Hensyn , hverken til Greven , eller d-nnklyngel , 
Oskar . “ 
Opirret af det , hvad han havde hørt , ventede han 
lidt , førend han paany traadte ind i Sygeværelset , men 
da han endelig gik derind , blev han meget forundret 
over den Forandring , som i de sidste Timer var foregaaet 
med den Syge . 
Lægen sad ved Siden af den Syge . I hans ene 
Haand holdt han et Gulduhr , med den anden omspændte 
han Haandledet af den døende Pige . 
„ Jeg føler mig meget bedre , kjære Ven , “ sagde Rosa 
til den indtrædende Adolf . I fire Dage havde hu » 
ikke formaaet at kunde tale . 
En forfærdelig Hoste afbrød hendes Tale ; da denne 

var ophørt , laae den Syge aldeles udmattet af Anstrengelser ! , 
man kunde næsten antage hende for et Liig . 
Adolf tog Lægen tilside . 
„ Er hun virkelig bedre , som hun troer ? “ spurgte 
ban . 
„ Bedre , Gud hjælpe os , hun er netop det Modsatte . 
Hendes Tilstand bliver øiensynlig værre , og værre . Ejler 
min Mening , er der ikke langt tilbage . Det er et 
reent Under , at hun endnu lever . Pas paa og De vil 
faae at see , “ svarede Lægen . “ 
I den sidste halve Time , sad Lægen og Aböls ved 
Siden af den Syges Seng , medens Sygevogtersken gik 
sagte op og ned i Værelset : Hendes øvede Øie havde 
allerede længe bemærket denne Forandring . 
Endnu engang hævede Rosa Haanden . 
„ Vi vil aldrig mere komme til at spadsere sammen 
i Marken , “ hviskede hun . „ Jeg døer , kjære Tøndesen . 
Indtil nu har jeg ikke troet derpaa , men nu søler jeg 
det er saaledes , men førend jeg forlader denne Jord , 
puffede jeg endnu at tale et Par Ord med Dem . Jeg 
beder Dem om Forladelse , kjære Ven —jeg har handlet 
meget urigtigt imod Dem ! siig mig vil De , kan D « 
tilgive mig det , hvad jg har tilføiet Dem ? “ 
„ Jeg tilgiver Dem Alt , kjære Pige , og hvad fluld « 
jeg vel have at tilgive , Dem som ikke kunde fornærm » 
et Barn , “ svarede Adolf rørt . 

„ Ak , jeg var saa egenkjærlig , men Te vil jo tilgive 
mig . O , Adolf , jeg kunde ikke døe førend jeg havde 
betroet Alt til Tem , Jeg har feet , bvad Te i de sidste 
Tage har lidt , hvorledes Deres Hjerte med Magt trak 
Dem tilbage til Danmark . Jeg vidste , at kun et Ønske 
holdt Dem her tilbage . 0 , Adolf ülgiv mig , foragt 
mig ikke — jeg beder Dem had mig ikke . “ 
Hun saae op til ham med el hendøende Blik . 
„ Jeg tilgiver Dem af ganske , Hjerte , og vil haabe 
al med delte ønske maalte alle deres verdslige Sorger 
være forsvundne , “ svarede han rørt . Derved bøiede 
han sig over hende og trykkede et Kys paa hendes 
hvide Pande . 
Et rolig , saligt Smil udbredte sig nu over hendes 
blege , smukke Ansigt . De foldede Hænder løftede sig 
nu , og den ene faldt ned i Adolfs fremrakre Haand . 
En dyb Tanshed , herskede der nu i Værelset , som 
kun blev afbrudt af den Døendes tunge Aandedræt . 
Pludselig vendte hun sig for sidste Gang til Adolf . 
„ Tøndesen , “ hviskede hun . „ Naar jeg havde min 
Bibel . Vil De hente den ? — Vil Te beholde den som 
en kjær Erindring om mig ? Jeg havde lovet min stakkels 
Fader — aldrig at skilles fra denne Bog — men 
« g har brudt mit Ord . — Jeg seer endnu hans døende 
— bebrejdende Øiekast . — Men Dem — Adolf — Te 
vrl jo holde Deres Løste ; silke sandt ? — Min Gud -- 

hvordan er det — jeg seer ham — Fader — tag mig 
— Adolf — Gud vel — signe — Dem ! “ 
Det var Nosas sidste Ord , hun var død . 
Attende Kapitel . 
En Støi i Janettes Værelse . 
Forberedelserne til Brylluppet vare blevne afbrudte 
ved Janeltes uforudseete pludselige Sygdom . 
Det var et meget sørgeligt Tilfælde , meget 
bedrøveligt , som Jenny Melbourne pleiede af udtale 
6g . — 
Ester Lægens Udtale led Janette af en snigende 
Feber . Sygdommen var kommen as en stærk Forkjølelse ; 
hvorledes Udfaldet vilde blive , det kunde ingen 
vide . 
Lægen og Jenny vare blevne gode Venner . I Følge 
af dette Venskab havde Kreolerinden saaet Adgang til 
Janettes Sygeværelse , selv om det var Andre strengt 
forbudt af komme til hende . 
Grunden var , af Jenny , efter egen Udsigelse , havde 
Midler og Veie , hvorfra hun alletider modtog de nyeste 
Efterretninger om Adolf Tøndesen og Rosa Dyring . 

„ De maa først spørge Dem , om ' De maa gifte 
Dem ? “ spurgte Madam Truelsen , hos hvem Alma havde 
saaet dette af vide . 
„ Jo , netop mig , Madamme , Te kan tro mig om 
De vil , men saameget er vist , af det kun bliver mig 
alene som vil komme til af gjøre Udslaget . Jeg har 
allerede i lang Tid spurgt mig , hvad denne lille Kreolerinde 
foretog sig paa Fremtidshaab . “ 
„ Gjæsterne have saamæn nok brudt deres Hoveder 
derover , “ svarede Værtinden rolig , men det er ikke min 
Sag , af bære videre , hvad der bliver omtalt i Skjænkestuen . “ 
Til 
en anden Tid vilde Alma være bleven vred 
men nu nøiedes hun med ef megetsigende Smil . 
„ Det Hele er maaskee kun noget Snak , ef ugrundet 
Rygte . Men skulde det alligevel forholde sig saaledes 
saa skal jeg nok komme bag paa hans Hemmelighed . 
Det skal ikke blive glemt ham , af han har bidraget til 
af berøve mig Verners Kjærlighed . “ 
Neppe havde hun udtalt de sidste Ord , da hun bemærkede 
Oskar , som kom gaaende hen ad Landeveien . 
Hun skyndte sig hurtigt ud i det Frie og gik Oskar 
imød e . 
„ Hvorledes Alma , er de endnu hei ? “ udbrød 
Oskar forundret , som kjendte hende fra tidligere 
Dage . 

„ Alt hvad Rosa talte om Dem , udøvede en forstrækkende 
Virkning paa de » Syge . Naar Jenny ikke 
havde meget Nyt af fortælle , saa tog hun sin Indbildningskraft 
til Hjælp og opfandt saaledes det som hun 
behøvede . Saaledes fortalte hun en Dag til Janette , 
af man havde seet Adolf og Noia , spadserendes sammen 
i Londons Gader . Samme Aften havde de siddet sammen 
i en Loge af Operahuset . For af give slige Efterretninger 
mere Sandsynlighed , tog Jenry et Brev op 
af Lommen , hvoraf hun læste de bekræftende Steder , 
men tom i Virkeligheden ikke indeholdt det Mindste . 
Paa denne Maade gjorde Jenny sig aldeles » undværlig , 
og Greven tilligemed Baronessen , som ikke pnstede 
mere , end af see deres Datter tilfredsstillet , lagde 
denne Omgang ikke noget til Hinder , skjøndt Begge 
indrømmede , af Melbournes vare nogle mærkværdige 
Folk . 
Ligeledes de Andre , Gjæster og Naboer , tænkte saaledes . 
Ni : tilligemed det Rygte , af Jenny var den 
unge Grev Oskars Udkaarede . Da Alma første 
Gang hørte dette Rygte , udbrød hun i en høi 
Latter : 
„ Hvadbehager/ udbrød hun leende , „ hvad stal hun 
være ? Hvad , Forlovede ? Førend disse Da komme til 
af gaae i Kirke » for af lade Deur vis sammen , saa maa 
Te først spørge mig tilraads . “ 

„ Som De seer , jeg er her endnu , er det maaskee 
saa forunderligt , “ svarede hun . 
„ Og hvad tilbageholder Dem her i Omegnen , 
naar jeg tør være saa fri at spørge ? “ spurgte 
Oskar . 
„ Netop det samme , hvad der tilbageholder ham , “ 
lød Svaret . 
„ Ham ? — Hvem mener De , er det maaskee 
Verner ? “ 
„ Hvem skulde jeg vel ellers mene ? “ 
„ Hvad Djævelen kan jeg vide det , hvad De mener ? “ 
svarede Oskar vred . „ Jeg har rigtignok erfaret , at De 
her i Omegnen leger Skjul , Grunden hvorfor De bærer 
Dem saaledes ad , er mig ubekjendt og aldeles ligegyldigt . 
Hvad vedkommer det i Grunden Dem , 
om Verner opholder sig her , eller andetsteds . 
„ Og , der spørger Te mig om ? “ 
„ Jo , netop Dem , “ gjentog Oskar , som blev hidsig . 
„ Desforuden har jeg hverken noget med Dem , og ligesaalidt 
med Verner at bestille . Men værsaagod og gjør 
Plads , at jeg kan fortsætte min Vei ? “ 
„ Nei , for saa godt Kjøb flipper De min sandten 
ikke , De kommer ikke frem førend jeg har talt med Dem . 
Det er første Gang at Leiligheden tilbyder sig , hvor 
jeg kan tale med Dem øm denne Sag . Det er Deres 
Skyld , at jeg har tabt Verners Kjærlighed , uden De « 

vilde han saamæn ikke have bekymret sig det Mindste 
øm det blegnæbsde Tingest , Deres Cyster . — Hvorfor 
har Te stillet Dem imellem Verner og mig ? “ Jeg sfaf 
aldrig rilgioe Dem — aldrig . “ 
Hnn hævede truende Haanden . 
„ Tossede Tøs , hvad vedkommer det mig at De for 
Intet bliver gal af Skinsyge ? “ 
„ For Intet — skinsyg for Intet ? “ udbrød Alma 
harmfuld . Hvad mener De dermed ? “ 
„ Hvad jeg mener ? Ikke mindre end at Janette 
bryder sig ikke meer øm ham , end saa , “ svarede Oskar 
medes han ringeagtende knipsede med Fingrene . „ Det 
lader til at forundre Dem , men det er dog 
sandt . “ 
„ Jeg er bleven skuffet , “ svarede Alma idet hun 
stærkt betonede sine Ord . „ Jeg troede at Frøken Janette 
elskede Verner . Jeg var i den Formening at 
hun havde bedaaret ham og virkelig elskede ham . Jeg 
kan nu indsee at jeg har taget Feil . “ 
„ Nei , virkelig ! altsaa er jeg alene Synderen ? “ 
sagde Oskar spodsk . 
„ Netop Te og Greven have ganske alene arange^ 
ret Sagen — eller ogsaa har De og Verner ganske 
alene hemmelig aftalt dette Spil — men jeg siger 
Dem , vogt Dem , Hævnen rammer Dem , førend De 
aner det . “ 

Jeg korsanger ikke noget af Deres Guld , “ udbrød 
Alma foragteligt . „ Greven bar allerede forgjæves søgt 
at tilkjobe lig mine Hemmeligheder for den Pris . “ 
„ Greven ! “ udbrøo Oskar overrasket . „ Har De da 
været hos barn ? Hvad vilde De da hos ham ? De har 
dog vel ikke sagt ham . . . “ 
„ Hvad jeg har sagt Dem ? Nei . “ 
„ Jeg troede heller ikke , at De vilde gjøre del , “ 
svarede Oskar idet et Snk lettede hans Bryst . 
„ Men jeg har Beviser , “ vedblev hun . „ Disse 
meddeelte jeg Greven , men jeg har ikke nævnet Deres 
Navn . Jeg har ikke lovet ham Beviserne for denne 
Kjendsgerning . Han veed inlet om Snøde . Han har 
for Øieblikket nok , med at sørge for sig selv — og jeg 
sagde ham . . O 
„ Hvad har De sagt ? — Hvad veed Te derom ? “ 
spurgte Oskar skjælvende . 
„ Jeg veed ikke mere , end hvad Te selv har strøer 
paa min Vei . Husk Tem blot om . Erindrer Te ikke 
en Vei , som gaaer fra Madam Truelsens Huus og 
fører hen til Panouch , hvor de havde indkvarteret dem 
saarede Snøde ? Te erindrer Tem vist ogsaa , at Te 
i en vis Nat fulgte denne Vei — ikke sandt ? De 
husker det jo . “ 
- „ De vil vide , om jeg den Nat befandt mig paa 
den Vei ? Te veed det ikke , og kan heller ikke bevise 

„ De oil dog vel ikke forhindre mig , hvad jeg vil 
gjøre ? “ spurgte O . -kar med en fornærmelig Kulve . 
„ De har gjættet ganske rigtigt , “ udbrød Alma idet 
hun lo haanligt . „ Kom jeg skal hviske Dem et Par 
Ord i Ørene , som vist ikke vil behage Dem . “ 
Dermed lagde hun sine Hænder paa hans Skuldre , 
og hviskede ham noget i Øret . 
„ De lyver ! “ udbrød han forbauset . „ Det er en 
reen Opfindelse , som De kommer med , “ stammede han 
„ Jeg har aldrig seet Snøde paa det Sted og har aldrig 
tilføiet ham noget Ondt . Men — forbandede 
Qvinde — hvorfor stirrer Dn saa paa mig — vig 
fra mig , eller vcd den levende Gud , jeg indestaaer ikke 
for mig selv . Blodet syder i mine Aarer , og jeg kunde 
blive tvungen til al foretage mig noget , som jeg maasft 
senere vilde angre , at have gjort ! “ 
„ Jeg frygter Dein aldeles ikke , paa et Overfald er 
jeg forberedt . “ Hun trak en ladt Lommeterzervl frem og 
holdt den legende i Haanden . „ Snødes sidste Ord 
indeholdt den rene Sandhed , jeg har Beviser 
derpaa . “ 
„ De har tirret mig , “ udbrød Oskar næsten underdanig . 
„ Siig mig hvad De ønsker og De skal blive 
tilfredsstillet . “ 
Han greb med Haanden i Lommen og klingrede 
med nogle Guldstykker . 

det . De har kun hørt det , formodentlig gammel Qvindesladder 
fra Landsbyen , og jeg spørger Dem nu , hvilken 
Værd De sætter paa saadant Snak ? “ 
„ Ikke det m ' ndste , det forsikkrer jeg Dem , naar jeg 
ikke havde de bedste Beviser i Hænderne , “ var hendes 
bestemte Svar . 
„ Dumheder , Alma . De tager Feil , jeg har ikke 
noget dermed at gjøre . Saa meget jeg kan erindre 
mig , har jeg aldrig ved Nattelid gaaet Veien over 
Markene til Partouchs Huns . Men skulde det nogensinde 
have været steel , saa har kun Medlidenhed bevæget 
mig derlil . Maaskee jeg har havt til Hensigt at 
besøge den stakkels Suode , det har været det Hele . — 
Men havde Te nogen Grund , hvorfor Te taste med 
Greven ? — Formodentlig har Te forsøgt at skræmme 
Greven med Tcres Usandheder og vanvittige Opfindelser . “ 
„ Jeg 
har sagt det samme til Greven hvad jeg er 
beredt til at ndbasune til den hele Verden , at dette 
Giftermaal , aldrig skal komme til at sinde Sted . — 
Aldrig , horer Te ! “ 
Dermed vendte hiin Nykken til den unge Mand 
og st det næste Øieblik var hun forsvunden . 
Neppe havde Oskar tabt den unge Piges Skikkelse 
af Syne , da der foregik en forfærdelig Forandring med 
ham . 

„ Gud maa vide , hvad denne Satan af Qvinde har 
luret sig til , “ mumlede han , medens han skar Tænder 
af Harme . „ Hvorfor lægger hun saa megen Vægt paa 
denne Gang igjennem Marken ? Hun veed noget af det 
Skeete . Jeg er nødsaget til at gjøre hende uskadelig . “ 
Han tog un en Beslutning og gik hen ad Veien 
som fulgte til Parlouchs Huus . 
I samme Nat tildrog sig ligeledes et eiendommelig 
Tilfælde paa Fremüdshaab . 
Lisette , Frøst ' » Janelles Kammerpige , som havde 
Paataget sig i denne Nat at vaage ved sin Herskerindes Leie , 
forlod kort efter Midnat for nogle Øieblikke Værelset . 
Alt var tans i hele Huset . Greven , Baronessen 
og alle Gjæsfer havde begivet Dem til No . — Del 
hele Hnuspersonale , med Undtagelse af Husholderen 
Braminer og hans Kone , var ligeledes gaaet til No . ' 
Kort efter , da Lisette med neppe hørlige Skridt 
vendte tilbage gjennem den lange Koridvr , hørte hun 
pludselig Slemmer , som kom fra Janeltes Værelse . 
„ Det kan ikke være nogen Anden end Frøken Melbourne ! “ 
mumlede Lisette . “ 
Hun blev slaaende og lyttede . Hun hørte kun to 
eller tre Ord — men disse vare nok , til at overbevise 

Da Oerar kom nærmere , syntes det ham , som om 
hans Komme var Manden ubehageligt . Uden nt røre 
sig fra Pletten , blev Partouch slaaende i en skjødesløS 
Stilling , da Oskar tiltalte ham . 
„ Siig mig dog , Partouch , hvad er der igrunden 
bleven af deres Leier , Snøde ? “ 
„ Af ham ? “ svarede Manden ligegyldig . „ Han 
har allerede for længere Tid , forladt mit Huus . “ 
„ Nei virkelig ! DU er saamæn ogsaa meget godt 
for ham . Han frygter muligen for Følgerne af at 
have taget Deel i Opstanden paa Fremtidshaab . “ 
„ Om han har noget at frygte eller ei , det vedkommer 
ikke ni g . “ t 
„ Sagde han ikke , hvor han gik hen ? “ 
„ Nei . “ 
„ Jeg er meget nysgjerrig efter at faae at vide , 
hvad der er bleven af ham . — Har de slet Uke erfaret 
Noget om ham , hvor han opholder sig — eller hvad 
han ellers foretager sig ? “ vedblev Oskar . 
„ Intet , “ var det korte Svar . 
Oskar sljælvcde af Brede . Han følte at denne 
Mand maatte vide noget om SnødeS Ophold . Besluttet 
paa ikke at gaae fra Steder , førend han havde 
faaet noget Nærmere at vide , ja maaskee endog Sandheden , 
begyndte han paany for at bryde denne Monds 
Taushed . 

hende , at den Talende maatte være en aldeles fremmePerson , 
som ophold ! sig hos Janette . 
„ Jeg skal opfylde min Opgave ! “ hørte Lisette 
hende sige , — „ Jeg viger ikke tilbage for Noget . “ 
Mere hørte Lisette ikke . 
Kort efter udstedte Janette et Høst Skrig — hurtig : 
tog Lisette sat i Tøren for at lukke den op . men til sin 
Forundring fandt hui : denne lukket . Lisette bankede 
voldsomt paa Tøren . Ta hui : for anden Gang forsøgte 
at lukke Tøren op , gav denne efter for hendes Anstrængelser 
og hun skyndte sig hurtig ind i Værelset . 
Her sandt hun Alt i samme Orden , son : da hun 
havde forlad ! det . Kun Lyset son : havde slaaet paa Tmlelbordet 
var bleve slukt . Janette laae endnu i samme Stilling 
som da hun gik , ltlsyncladende uden al have rørt sig , — men 
hun var besvimet . 
Læseren vil vistnok erindre sig Partouchs lille Huus 
og dens ensomme Beliggenhed , hvor den saarede Snyde 
var bragt til . 
Det var mørkt , da Oskar naaede dette Sted . 
Tøren til Hiltet stod aaben og Oskar bemærkede , 
st en Hund laae sovende foran en stor Kakkelovn inde 
i Værelset . I selve Indgangen til Huset stod Partonch 
og lænede sig med sine brede Skuldre op imod Tyren . 
Man kuude ikke tage seil , naar man troede at staae 
ligeover en Vildtyo . 

! „ Men som jeg har hørt , rar her ogsaa en Kone 
som var indlogeret her , jeg troer , det var en Veninde 
sf denne Snude , — hvad bestiller hun nn ? — Kommer 
hun endnu sonnueüder hertil , for at besøge Dem ? “ 
„ Meget osle . “ 
„ Og naar hun ikke boer her , hvor opholder hun 
sig da ? “ 
„ Naar De vil have et Svar herpaa , saa behag 
at henvende Dem til Stenbrudet selv , saa kan den selv 
røbe stne Hemmeligheder om den har Lyst . Men hvad 
gaaer der os Dem ? “ — 
Dette Spørgsmaal skeete ikke uden Grund . 
Oskar var bleven liigbleg , og maatte holde sig 
opreist ved at klamre sig fast til Døren . Hentydningen 
til Stenbrndet e-g hans Gjerning i samme , betog ham 
for Øiehlikket al Fatning . 
„ Lad mig træde et Øieblik indenfor hos Dem . 
Jeg føler mig ikke rask , “ stammede han , medens den 
kolde Sved perlede paa hans Pande . 
„ De kan ikke komme indenfor dette Huus , “ svarede 
Partonch med Bestemthed . 
Oskar lænede sit Hoved paa Armen , hvormed han 
havde omklamret Døren . En tæt Taage lagde sig for 
hans Øine . Lidt efter lidt , kom han igjen til sig selv . 
„ Jeg slol huske Dem det , elendige Karl ! “ udbrød ha « 
« » sende , og truede ham med den knyttede Haand . 

„ Folkene her i Omegnen kalder mig for en Vildtyv/ 
svarede Partonch . Andre kalde mig for et Tugthuuslem . 
Hvor sket man ogfaa skildrer mig og hvorledes 
Folk ogsaa kalder mig , faa vil dog Ingen pege med 
Fingrene efter mig og sige : Partonch er en Morder ! “ 
Oskars Ansigt blev saa bleg som et Liig . Det lod 
som oni han vilde sige noget , men Partouch lod ham 
ikke komme til Orde . 
„ Da mine Hænder nu ere rene af Blod , og da 
jeg aldrig har brugt Gift , for at skille Mennesker af 
med Livet , saa vil jeg ikke have nogen Samkvem med 
flige Folk , som ikke kan sige det samme om dem selv . 
Men Dem Usling , Morder og Bandit , Dem siger 
jeg lige i Øinene — her i mit HunS har de bestjaalet 
6 nøde , De har taget Gift ud af hans Trøie . — Den 
afdøde gamle Tyring , er bleven forgivet , hvem anden 
end Du-har vel bibragt ham Gifte » . Greve » er uskyldig , 
men Tn er Morderen . Ligeledes har Du myrdet 
Snøde nede i Steenbrudet — og nu svar Usling , kan 
Du maaskee nægte del ? Husk paa , der vil komme en 
Lid , hvor din Hævner vil komme , og da ver Dig . — 
Da skal jeg være st Vidne imod Dig , hvis UdsaM 
skal blive af Vigtighed . Men nu vil jeg raade Dig 
Usling- at forlads denne Dørtærskel , da kun Forbandelse 
klæber ved dine Fjed . i 

» ærmede sig , aabnede Døren sig og Jenny kom hurtig 
ud til ham . 
„ Jeg har ventet paa Dem , Oskar ; “ begyndte humMsn 
hvad . . . . “ 
Jenny sludsede . 
Belysningen as Lysekronen havde i dette Øieblik oplyst 
den unge Mands Ansigt . Saaledes havde hun 
endnu aldrig seet den unge Mand . 
Oskar læste hendes Tanker paa hendes Ansigt . 
„ Hvad ønsker De , “ spurgte han barsk . „ Man venter 
klirrede paa os i Spisesalen . “ 
„ Jeg veed del , men jeg kan dog ikke undlade al 
gjøre Dem bekjendt med , al jeg idc-g , tilfældigvis har 
talt med den unge Mand , som for nylig gav o§ saa 
megen Stof til Latter . Hjelmskjold — Te erindrer Dem 
vel nok — Adolf Tøndesens Ven . “ 
„ Jeg kjender denne Pj stt , hvad er der med 
ham ? “ 
„ Han har Efterretninger fra Paris . Efterretninger 
fra Tøndesen . Tenne har nemlig bedet ham om , at 
indhente noiagiige Efterretninger om en vis Alma , som 
for Øieblikket skal opholde sig her i Omegnen . Kjender 
De maaskee denne Pige ? “ 
Hans Ansigt blev endnu blegere , hvad det allerede 
havde vcrret . 

Han sprang ind i Hytten , men kom strax tilbage 
med en ladt Bøsse og sigtede dermed lige paa Oskars 
Bryst . 
Oskar skyndte sig nu hurtig bort , og mumlede 
mellem Tænderne : „ Han veed for meget , altfor meget , 
han maa ryddes afveien . “ 
ParkonchS lille Huus laae paa en lille Høi . Om 
Sommeren var Huset omgivet af Træer og Buskoærh 
som skjulte del aldeles . Nu var det kuu syuligt fra 
Landeveien . 
Da Oskar vendte sig tilbage , bemærkede han at 
Nogen nærmede sig Vinduet og saae efter ham . Han 
kunde Lydeltg skjelne Hovedet af en Mand — et blegt 
Hoved med mørkt Haar . Det var kun for et Øieblik 
at dette Syn viste sig foran Vinduet , det var strax forsvunden . 
Partouch 
var gaae : ind i Huset . 
Oskar var som rodsæstet . „ Det var ham “ udbrød 
han skjælvende . „ Det var Snøde , som jeg sidst har 
seet ham i Steenbrudet . Men jeg er jo en Nar , et 
taabeligt Menneske ! Det er kun min Indbildningskraft 
som spiller mig denne Streg ; de susende Grene have 
skuffet mig . “ 
Da Oskar var vendt tilbage til Fremtidshaab , 
skyndte hun sig for hurtigt at naae sit Værelse . Han 
maatte paa sin Vei , gaae forbi Jennys Dør . Da han 

„ De er syg , “ udbrød Jenny forsfrækket , „ De bestvimer ! “ 
„ Nei , 
nei , “ slammede han med hendødende Stemme , 
„ det er intet . Jenny , Jenny , naar Te vil hjælpe mig 
naar Te — naar Te elsker mig , saa maa Te hjælpe 
mig , at tilintetgjøre denne Mand , at rydde denne 
Qvinde af Veien . Tisse To , maa aldrig møde hverandre 
aldrig , — aldrig ! “ 
> Han udtalte disse Ord med en Tonr , som røbede 
den største Angst , som fortærede hans Indre . Et Øieiblik 
fumlede han som en Beruset — derpaa faldt han 
jaa lang han var ned paa det polerte Gulv i Koridoren . 
Nittende 
Kapitel . 
Hemmelig Kjærlighed . 
Med en uhyre Anstrængelse trak Jenny den livløse 
Oskar ind i sit Værelse . Derpaa aflaasede hun 
Døren , knælede ned foran den Besvimede og saae ham 
, i Ansigtet . 
I en Fylde af Garneringer , knælede hun ned og be . 
fragtede denne , flette , blodbestænkte Mand . Men hu » 

skjælvede ikke , derimod betragtede hun ham med Henrykkelse . 
Selv 
Oskar havde hun ikke ladet mærke , at hun 
følte den mindste Kjærlighed for ham , — hun havde 
hellere lidt Tøven , end tilstaae dei for ham . Ikke destomindre 
nærede hun en dyb Følelse for Oskar , som 
ikke stod tilbage for Kjærligheden , hvorfor hun ogsaa 
en Dag udbrød : 
„ Gud hjælpe mig dog , jeg troer at jeg elsker denn » 
Mand . “ 
Nu knælede hun ned ved denne Mands Side , nden 
at han vidste del , uden al han kunde forstaae hende , 
eller stode hende bor ! . 
„ Te ! er nu engang min Skjæbne , at jeg skal elske 
denne Mand , “ mumlede hun , „ men ligesaamege ! som 
jeg hader og afskyer mig selv , ligesaameget hader og 
afskyer jeg ogsaa ham — men jeg elsker ham alligevel 
elsker delle forbryderiske fordærvede Menneske , som foragter 
og haaner mig . “ 
„ Naar jeg nu kunde forlads ham , netop i delte 
Øieblik , “ hviskede hun , „ men jeg kan ikke gjøre det 
jeg elsker ham alrfor høit . “ Dermed bøiede hun 
sig ned og trykkede et Kys paa hans Læber . 
Først ester en halv Time lykkedes det Jennys , 
Bestræbelser at bringeOskar til Bevidsthed . 

„ Jenny ! “ hviskede hun , „ hvorledes kommer det at 
jeg besinder mig her ? “ spurgte han . 
„ De besvimede ligeudenfor min Dør . s^Døren 
stod aaben — og jeg lukkede den , det er de 
Hele . “ 
„ Var ingen Andre i Værelset end Dem ? “ 
spurgte han . 
„ Nei , Ingen . “ 
„ Jeg kunde have yttret noget , eller sagt Ting , som 
ikke er sandt . Febersyge tale sommetider noget dumt 
Tøieri . 
„ De har ikke sagt noget , Oskar ; “ svarede Jenny . 
„ JttM nden hvad jeg allerede vidste . “ 
„ Jeg har været en svag Nar , “ sagde han , medens 
hun langsomt reiste sig op satte sig derpaa i en Sopha . 
„ Jeg har ladet mig sfrække af Spøgelser og har seet 
Farer , hvor der ingen Grunde ere . “ 
„ Klokken har allerede ringet til Bordet , “ svared « 
Jenny . „ Vil De ikke gaae , eller skal jeg maaflee undskylde 
Dem 
„ Nei , det behøves ikke , Dr behøver ikke at ulejlig « 
Dem . Der er desuagtet Ingen , som vil have mig , “ 
svarede han . 
„ Jenny , vedblev han . „ Jeg har sommetider tænkt 
« i- , at der maatte existere et Baand imellem os . Der 

ligger noget dæmonisk hos Dem , som jeg endnu ikke 
rigtig kan blive klog paa — en Foragt . . 
„ Hun havde reist sig — kold og som det syntes 
rolig , men hendes Hjerte bankede voldsomt i hendes 
Bryst . 
„ Sæt Dem ned , Jenny , det er ikke min Hensigt at 
fornærme Dem . Jeg er et ulykkeligt Menneske , og De 
' kunde vel offre mig et Qvarleers Tid . “ 
Hun satte sig igjen , hendes Kinder glødede , men 
hun talte ikke et Ord . 
„ Te veed allerede nok om mig og mine Anliggender , 
for at danne Dem en Mening . Te seer at jeg besinder 
mig i stor Urolighed . Hvad Te nylig fortalt « 
mig om Tsndesen var ikke det , hvorfor jeg frygtede 
mig — det er ganske andre Ting , som foruroliger mig . 
Der existerer , som jeg allerede bemærkede , en vis Forstaaelse 
imellem os — og nu da jeg er stedet i Fare og 
trænger til en Ven , henvender jeg mig til Dem . Kort 
at sige , Jenny , andre Folk have begaaet der samme 
Misgreb som Te , man beskylder mig for en Forbrydelse , 
som den offentlige Mening har bebyrdet Greven 
med . Tøndesen troer det samme og har nu indpodet 
denne Hjelmskjold del samme — men hvad der er meget 
værre end alt andet , det er at denne Alma udbreder 
dette Rygte her i Omegnen . Hvor længe vil det vare , 

saa slemmer den hele Befolkning med hende , og stempler 
mig som en Morder — Hjælp , raad De mig nu . “ 
„ De erindrer Dem maaskee , al vi allerede engang 
har omtalt denne Sag , “ svarede Kreolerinden . „ Jeg 
forklarede dengang , at der gaves Midler og Veie , hvormed 
De ikke alene kunde redde Dem selv , men tillige al 
dreie Sagen saaledes , at det vilde kun blive til Deres 
Fordel . Te husker det maaskee ? “ 
„ Hvorledes skulde jeg have glemt det . Dengang 
var der kun en Grund , som afholdt mig fra , al indgaa 
paa Deres Forslag . Dengang lod De Dem næsten 
Mærke med , som om jeg var den virkelige Gjerningsmand , 
altsaa holdt De mig dengang for skyldig . “ 
„ Holdt Dem for skyldig ? “ udbrød Jenny . „ Nei 
jeg troede virkelig paa Deres Skyld — og det gjør jeg 
endnu . “ 
„ Og dette sige De mig endog lige i Ansigtef . “ 
„ Jo 
hvorfor ikke ? De forlanger min Hjælp og 
forsøger at gjøre mig til Deres Medskyldige — hvorfor 
skulde jeg i saa Tilfælde lægge Skjul paa mine Tanker 
og tale aabent med Dem ? Jeg troer rigtignok at de 
er Dem , og ikke Greven , som har forgivet den gamle 
Mand — ja , jeg vil sige Dem endnu mere , 
jeg troer , at jeg i Deres Sted havde gjort det 
famme . “ 

Oskar blev aldeles forbanset , da han hørte Jenny 
tale saaledes . Han selv bævede tilbage for denne Tilstaaelse 
— og han var besluttet paa , ikke at tilslaae 
noget . 
„ Dlin Sikkerhed er i Fare — og jeg spørger 
Dem blot , om Te vil hjælpe mig , at borlrydd « 
Faren ? “ 
„ Nei jeg vil ikke . “ 
„ Og hvorfor om jeg maa spørge ? “ 
„ Fordi Te ikke behøver min Hjælp . De har js 
intet ot frygte . Te kan jo beraube Dem paa Deres 
Uskyldighed . “ 
Oskar besluttede , at prøve et andet Middel , for at 
bevæge hende . 
„ Del handler ikke alene om min egen Sikkerhed , 
men om hvor gjensidige Interesse , “ begyndte han igjen . 
„ Er jeg da nødsaget at sige Dem , at jeg er en ugift 
Nland , og at Grevens Hønnodighed maaskee sætter mig 
istand , at byde Tem dette . — “ 
„ At der maaskee kunde indtræde Omstændigheder , 
under hvilke Te vilde bevise ulig den LEre , at tilbyde 
mig Deres høibaarne Haand . Jeg forstaaer det fuldkommen . 
Men Te tillader vel at jeg tilføjer , at ingen 
Omstændigheder kan bevæge mig til at tage imod denne 
Ære . “ 

Oskar lagde sin Haand paa hendes runde fyldige 
Arm . 
„ De stal faae Alt at vide , “ sagde han . 
„ Saa skal jeg bestemme mig , “ svarede hun . 
„ Godt — men indtil den Tid — denne Hjelmfljold 
. . . “ 
„ Skal ikke komme til , at møde denne Alma . Det 
tover jeg Dem . “ 
Derpaa skiltes De . 
Medens Oskar begav sig paa sit Værelse , mumlede 
hau : 
„ For enhver Pris er jeg nødsaget til at 
faae hende overtalt , at være paa min Side . “ 
Jenny havde ligeledes fattet sin Beslutning . 
„ Jeg elsker ham , men vil aldrig tilstaae det for 
ham , “ sagde hun . „ Men jeg vil gifte mig med ham , 
forudsat , at der kan presses saameget af den gamle 
Greve , at vi kan føre et flot og behageligt Liv . 
Tyvenve Kapitel . 
Paa Christianshavn . 
Læseren erindrer nok at en Politibetjent havde 

efterseet denne Leil ' ghed hos Madame Markus , som de » 
gamle Dyring og Rosa havde beboet . 
Denne var nu bleven forsremmet , og saaledes troede 
han , at det bedste var at træde ind i den hellige Ægtestand , 
saaledes havde han ægtet en Paarørende af Madame 
Markus , og beboede uu en Etage i hendes 
Huus . 
En Aften , som denne værdige Kone sad i en fortrolig 
Samtale med det nygifte Par , ved en Kop Kaffe 
i Bagværelset og lod Nancy passe Vouliken , blev 
hun forstyrret , da en ung Aland meget hurtigt traadte 
ind til Nanei og forlangte at tale med Madam Markus . 
Nanci 
svarede ham , at hendes Madamme ikke var 
at faae i Tale . 
„ Alen jeg skal og maa tale med hende , “ svarede 
den unge Mand utaalmodig . 
„ Hvad er Deres Navn ? “ spurgte Nanci , „ saa skal 
jeg melde Dem , maaskee hun faa kommer frem , naar 
jeg har nævnt Deres Navn . 
„ Mit Navn er Tøudesen . . . “ 
Førend han endnu fik udtalt var Nanci hurtigt 
løben bort . Hun los Døren til Boutiken staae aaben 
og ilede nu ind i det bagcste Værelse . 
„ Herr Tøndesen er her , “ udbrød hun . 
Lidt efter kom Madam Markus tilsyne , og betragtede 

den unge Mand , med et forundret og prøvende 
Blik . 
„ Maaskee jeg har den Fornøielse , at tale med Madam 
Markus ? “ spurgte Avals . 
„ Ganske rigtig , Markus er mit Navn , “ lød 
Svaret . 
„ Mit Navn er Adolf Tøndesen , “ sagde Adolf og 
rakte sit Kort . 
„ Tøl jeg maaskee være saa sri at spørge , om De 
skulde være i Familie , med den statkels ulykkelige Mand , 
Touvesen , som har doet i mit Hnus og som grusomt er 
bleven ryvver af Veien ? Det interesserer mig at faae 
Lt vide , hvor den gatfets Pige er dleveu as . Te kjendte 
maaskee Faderen ? “ 
„ Jeg vor hos ham da han døde , “ svarede 
Adolf . 
„ Hvad for Fanden , “ udbrød den unge Embedsmand/ 
medens hail reiste sig og kom tilsyne . „ Manden døde 
jo i Fanaslet ved Frennidshaab . “ 
„ Te behøver ikke ot sorskrækkeS , min Herre , “ svarede 
Adolf smilende . „ Jeg er ingen af hans Medfanger , og 
tr ikke kommen hertil , for at begaae et Forræderi . “ 
„ Det 
er heller ikke min Mening , “ svarede Embedsmanden . 
„ Men Te veed vel , at t Omegnen af Frem » 
tidShaob , gik det Rygte — og Sagen er endnu ikke 

bleven opklaret . . . endskjøndt jeg ikke vil beskylde 
nogen . . . “ 
„ Te holder maaskee Greven for skyldig ? “ spurgte 
Adolf ængstelig . 
„ Derom har jeg aldeles ingen Mening . Politiet er 
ikke til , for at have en Mening . “ 
„ Er Te maaskee tilbøielig til at omtale denne 
Sag list nøiere med mig ? “ spnrgie Adolf . 
„ Terre ligger rigrignok uden for min Pligt som 
Øvrighedsperson , men naar Te maaskee hører til en af 
de deeltagende Personer , saa har jeg ikke noget derimod . “ 
„ Jeg 
er Dem meget taknemmelig derfor , “ svarede 
Adolf . „ Jeg er virkelig i denne Sag ligesaa dybt , som 
smertelig inrereSiert , men derom kan vi tale senere . 
Hvad der idag har ført . mig hertil , er foreløbig en sørgelig 
Efterretning , som jeg maa gjøre Madam Markns 
bekjendt med . Med Bedrøvelse vil De maaskee erfare , 
at den stakkels Rosa Tyring Tpndesens Taller er 
død . “ 
„ Hvadfornogei ? den lille Rosa skulde være dødt 
Herregud , ja faamæn , det var maaskee det Bedste for 
det stakkels Barn ! “ 
„ Adolf , fortalte nu de bevidste Kjendsgjerninger , 
saameget som han kunde erindre . 
„ Ak hvor haardt , for dette stakkels Barn , at døe for 

langt børte herfra , uden Venner og Frænder , “ sukkede 
Madam Markus . 
„ Det sidste Ønske som den unge Pige udtalte , var 
den , at sætte mig i Besiddelse as hendes Bibel , det 
skulde være mig en kjær Erindring om hende . Tet var 
hendes sidste Ord . 
„ Nei virkelig ! “ ndbrød Madam Markus , i hvis 
hele Væsen der foregik en plndselig Forandring . 
„ Hendes Bibel , siger Te ? — nei see engang . “ 
„ Ta hun og Faderen flygtede herfra , lod hun 
Biblen tilbage i Deres Huus , er det ikke saaledes ? “ 
„ Det 
er maaskee rigtigt — og maaskee ikke . < — De 
« r flet ikke ilde . Te har et ganske kløgtigt Hoved , men 
den gaaer dog inte min Fa ' er , og lad dette nu være 
sagt Dem . Bogen kommer ikke ud as mine Hænder 
fordi der kommer en ung Akand og siger , at det var 
den Døendes sidste Ord . Nei , det . siger jeg Dem , den 
gaaer inte . “ 
„ Men Herregud , hvad mener De dog med dette ? “ 
spurgte Adolf overrasket . 
„ Jeg mener det , hvad jeg siger , intet mere og intet 
mindre . Altsaa hun har givet Dem det Opdrag at 
hente Bibelen — ei see engang ! — maaskee sagde hun 
ogsaa til Dem , at Te skulde forlange hendes Skriverbog 
— har hun ikke ogsaa sagt det ? “ 

„ Skriverbogen ? “ spurgte Mols sorundret . 
„ De veed maaskee slet ikke hvad det er ? Det var 
dog som Fanden . Altsaa Skriverbogen puster De ikke ? 
Jeg maa sige , at det sætter ung i Forundring . — Ja 
fænk Dem bare , der er ogsaa en Skriverbog . Det er 
kun Skade , at jeg ikke giver den ud as Hænderne — 
idetmindsfe ikke saalænge jeg lever — derpaa kan De 
forlade Dem . “ 
Man seer her at den ærlige Madam Markns endnu 
meget godt huskede den Samtale , som hun havde havt 
med Alma , af hvem hun havde erfaret , at disse Bager 
maaskee knude være af stor Betydenhed for Rosa . 
„ De kan være et meget retskaffent Menuesfe , min 
Herre , “ sagde Embedsmanden — „ men Madam Markns 
er ikke saa aldeles nden Beskyttelse , som De maaskee 
har tænkt Dem . Hun har en Ven , som slaaer ved hendes 
Side og ikke taaler at man fornærmer hende , det 
kan De mærke Dem . — Bien sknlde de spille et salst 
Spil , saa er her nogen tilstede , som ogsaa har lidt 
at sige . “ 
„ Det lader til astTe aldeles tager feil af min Peron , 
og ligeledes denne gode Kone , “ svarede Adolf . Te 
gjør mig Uret naar De troer , at en eller anden slet 
Hensigt sknlde have ført mig hertil . Kun for at hente 
en Erindring om en ung Pige , „ som jeg har agtet og 

æret og bois sidste Ord var , at jeg sknlde sætte mig i 
Besiddelse af Lamme , suite mig herül . “ 
„ Men hvad tænker Te dog paa , min Herre , “ udbrød 
Madam Markns . „ Troer Te da , at Te vil indbilde 
mig , al Te ikke skulde vide hvad disse Bøger 
indeholde ? Nei , jsaa dum er jeg virkelig ikke . Te veed 
ligesaacodt som jer , at disse Bøger indeholder noget Skrevet 
og deslige , af hvilken et fnn Hoved , lel knude lave en 
Greve eller Herlug . Eller veed de det maaskee Heller 
ikke ? “ 
„ Er det virkelig sandt ? “ udbrød Adolf glad forundret , 
som i n igjen huskede den Scene iom var foregaae 
paa Fremtidshaab , og hvorledes Tyring Tøndesen var 
bleven meget vred da han erfarede , at Rosa havde 
glemt denne Bog , og ladet den blive tilbage i Byen . 
„ Te kan stole paa det , “ svarede Madam Markns . 
„ Ten^gode gamle Tyrim , — en Mand , saa from som 
et Faar ! — Ten gamle Mand var ikke gal , som Te 
gjerne vilde gjøre ham til — lad Folkene kun sige 
hvad -Te ville , jeg siger , det er ikke sandt . Og Bøgerne 
dem har jeg , dem har jeg gjemt , under Laas og Lukke , 
jeg leverer dem ikke ud , lad saa komme hvad der vil 
jeg gjør det ikke . 
Var det muligt , at disse Papirer , som han saa 
længe og ivrig havde søgt efter , hvormed han kunde 
gjøre sine Fordringer gjældende til Grevskabet , kunde 

være gjemt her i dennne ubetydelige Bontik i den afskyelige 
Gade ? “ 
Dobbelf ærgerligt vardet nu for ham ester maaskee 
al have opdaget Doknmenterne , hvormed han kunde 
legimitere sig , at see disse tilbageholdt af nogle enfoldige 
Folk . 
„ Men De kan dog vel ikke have noget derimod , 
at jeg tør see det Værelse hvori mine stakkels Venner 
have boet ? “ spurgte Adolf efter en kort Pause . 
„ Der har jeg ikke noget imod . Vil De vente et 
Øieblik , saa skal jeg følge Dem . Desuagtet ere Værelserne 
til at leie bort , og De har ligesaa megen Retlighed 
til at besee disse , som enhver Anden . “ 
Dermed skyndte hun sig at hente et Lys , for at 
vise ham Veien . 
Embedsmanden lod dog til at have nogle andre 
Anskuelser . Han gav Madam Markus et Tegn med 
Øinene , tog Lyset ud af Hænderne paa hende og opfordrede 
Adolf til at følge ham . 
Værelserne vare endnu i samme Tilstand , som den » 
gang Tyring og Rosa havde forladt dem . 
Adolf blev meget bevæget . Det var en sørgelig 
Tanke , at to Mennesker , som kunde gjøre Fordring paa 
Rang og Rigdom , havde maattet friste deres Tilværelse 
i dette usle Tagkammer . 

Da Adotf vilde forlade Værelset , udbad Embedsmanden 
lig hans Adresse . 
„ Med Fornøjelse , “ svarede den nnge Mand . 
Embedsmanden optegnede Adolfs Adresse med et 
veltilfreds Smil , men tillige tilføiede han nogle Noticer 
over den unge Mands Størrelse og Væxt . 
Efter at det var skeet , gik de langsamt ned af 
Trapperne . 
Da de naaede Enden af den sidste Trappe , ble » 
Adolf pludselig staaende og blev bleg som et Lig . 
„ Hendes Stemme ! “ udbrød han bevæget — „ men 
det kan ikke være muligt ! “ 
„ Hvis Stemme ? “ spurgle Embedsmanden . 
Adolf svarede ilke , men hans Hjerte sagde ham , 
al det var Janettes Slemme , som han hørte . 
Hans første Beslutning var den , at ile ind i Værelset , 
og tiltale hende . 
Men han undertrykte sit Forlangende . 
„ Nei , “ mumlede han og knugede Hænderne sammen . 
„ Naar jeg næste Gang mødes med Janette , vil jeg være 
stillet lige med hende . Han hørte derpaa en sagte : 
„ God Nat , “ og først efter at Alt var stille , gik de ind 
hos Madam Markus . 
Da Adolf traadte indenfor , saae hun forundret paa 
ham . Hans Ansigt var ligblegt og Øinene havde et 
» roligt Udtryk . 

„ Var her ikke nylig en Dame hos Dem ? “ spurgte 
han . 
„ Ganske rigtig , min Herre . En saa fuldkommen 
Dame , som jeg endnu har seet for mure Øine , “ svarede 
hun . 
„ Maaskee De er saa god at sige mig i hvilken 
Hensigt den unge Dame var her ? “ 
„ Det kan jeg saamæn gjerne . Saadant noget 
passerer ikke ofte . Det var den samme Aften , da jeg 
var alene hos den lille Rosa , som ventede forgjæves 
efter sin Fader . Da jeg senere sorterede mine Breve , 
var der et imellem , som var adresseret „ N . P . vil bliv « 
hentet . “ — Saaledes stod der paa Brevet . 
„ N . P . ! “ udbrød Adolf — „ hvad saa videre ? “ 
„ Saadanne Breve havde jeg allerede flere Gang » 
modtaget , og disse bleve sædvanlig ashentede af en ung 
smuk Dame — den samme , som nylig var her , — men 
sommetider af en modbydelig Person , som var klædt 
som Tjener . Jeg synes endnu at kunde forestille mig 
hans væmmelige Fjæs — gid Fanden havde ham . “ 
„ En Tjener ? “ spurgte Adolf forundret . 
„ Ganske vist . Da jeg fortalte dette til den ung » 
Pige , blev hun forfærdelig bange og skjælvede som et 
Æspeløv . „ Kjære Madamme , “ bad hun , „ naar De 
nogensinde igjen skulde modtage Breve med denne Adresse , 
saa beder jeg Dem bønlig om , ikke at aflevere disse , 

førend jeg har seet Adressen . Ta hun saa bønlig bad 
mig derom , saa tande jeg ikke nægte hende det , og da 
jeg nogle Dage derefter virkelig sandt saadant et „ N . 
B . “ , saa lagde jeg det i en gammel ThekaSse , som 
staaer endnu nde paa Hylden . Men De kan nn tro 
mig eller ei , den nnge Dame kom ikke igjen , og jeg 
maa tilstaa at jeg reent havde glemt det , da den unge 
Dame nylig erindrede mig derom , og hun spurgte saamæn 
saa roligt efter Brevet , som om hun først igaar 
havde været her . “ 
Adolf følte sig meget bevæget . 
„ Te skal snart høre noget nærmere om mig , “ 
sagde Adolf hnrligt . „ Men jeg bønsalder Lem , at Te 
ikke vil lade Dogerne komme fra Dem førend der kommer 
Nogen , som kan gjøre deres Rettigheder gjældende . “ 
„ Vær 
De kun ganske rolig , “ svarede Embedsmanden . 
„ Der skal jeg nok sørge før . “ 
Derpaa bortfjernede Adolf sig . 
Ved hans Tilbagekomst til Danmark , havde han 
rigtignok erfaret at Janette var kommen sig igjen , men 
at hun var saa rask at hun selv kunde besørge sine 
Ærinder , det var han aldeles nvidende om . 
Og hvad der angik hans Brev , som han havd « 
skrevet allerede før et Par Maaneder siden , hvorfor havd « 
hun dengang ikke afhentet det . 

Hjelmsfjold sum stnvde opdaget Almas Opholdssted/ 
havde ladet Adolf dette vive , og han havde dengang 
movlaget et Brev fra hende , hvori hun meddelte ham , 
o ! Janette elskede ham endnu , med den samme Kjærlighed 
som før og at hun havde ræret et Offer af en forfærdelig 
Ondskab . 
Han skyndte sig nu , at naae stn Bolig , hvor han 
havde sat Hjelmskjold Stevns . 
Paa Veien studie hoN paa en Sammensfimlen es 
Mennesker . Det lod til al være et almindeligt Opløb , 
og alt hvad han erfarede , var det , at en Kone var bleven 
beskyld : før at have begaaet efLommeryveri hosen 
Herre . 
Adolf tog ingen videre Notice deraf , og naaede endelig 
sin Bopæl . 
Hjelmsfjold vor allerede ankommen , og maalt « 
Værelset med hurtige Skridt . 
„ Gud være lovet , min kjære Adolf , at Du endelig 
kommer , “ ndbrud han og strakte ham Hænderne imøde . 
„ Hvor jeg glæder mig , at Du endelig kommer . Hun vil 
snart være her . “ 
„ Hvem ? — Dog ikke Janette ? “ 
„ Nei , nei , — jeg mener den Qvinde , som kalder sig 
for Alma . Hun er i Besiddelse af Papirer , og kan 
gjøre Dig bekjendt med nogle viglige Opdagelser — 
men jeg vil ikke spænde Tine Forhaabninger al ! for 

høit . Du vil faa hende at see , og vil faa hendes Meddelelser 
at høre , jaa kan Du selv prøve , hvilken Værdi 
Papirerne har for Tig . Klokken er allerede ni — hun 
burde allerede have været her . “ 
Vennerne havde taget Deres Plads ved Kaminen og 
Enhver var beskjæftiget med sine egne Tanker . Adolfs Tanker 
vare hos Janette , hvorimod Hjelmskjold tænkte uafladelig 
paa den kolde Tilsidesættelse , som han havde modtaget 
af Jenny Melbourne . 
Hans sædvanlige glade Overmod , hans Vittigheder 
og Ungdomsfriskhed havde nu aldeles forladt ham 
— med e : Ord , han var blevet et ganske andet 
Menneske . 
Klokken slog ti den blev elleve , — og endnu var 
Alma ikke kommen . 
„ Qvinden , lader os i Stikken , “ udbrød Adolf utaalmodigt ; 
formodentlig har hun af en eller anden 
Grund , ført os bag Lyset , med sine Løfter . “ 
„ Det kan jeg ikke tro , “ svarede Hjelmskjold . „ Dertil 
var hun altfor opbragt og alvorlig slemt . Paa den 
Maade hun talte , kan man ikke antage at hun har 
iøiet . “ 
„ Men hvem er hun ? spurgte Adolf . „ Hnn har 
Ne oplyst os derom — > hvorfor skulde vi da lægge 
Vægt paa hendes Udsagn . “ 
„ Fordi hun i ethvert Tilfælde formaaer at give of 

de rigtigste Beviser . Hendes Brev til dig , har js 
allerede oplyst Dig om Janettes troe Kjærlighed . “ 
s T , Ganske rigtig — derom er jeg i Aften bleven 
overbevist . “ 
„ Godt — tillige har hun givet os Efterretning om 
Verners egennyttige Hensigter og advarer os for denne 
skurkagtige Oskar . Er det ikke nok , til at tros 
hende ? “ 
„ Du har Net — naar hun blot vilde komme noget 
snart . “ 
Neppe havde den unge Mand udtalt disse 
Ord , førend man hørte en lydelig Banken paa Gædedøren . 
„ Der 
er hun ? “ udbrøde Begge glade . 
De ilede hurtig ned for at lade hende komme ind , 
tuen hvor forbauset bleve De ikke , da De havde lukket 
Døren op , og ikke saae Alu a , men derimod Embedsmanden 
Gpst , fra Chrisfianshavn . Madam Markus 
Slægtning . 
Embedsmanden blev ligesaameget overrasket , som 
Vennerne , da han saas Adolf . 
„ Det lader til , som om vi allerede engang i Aften 
ere truffen sammen , Tør jeg spørge om Deres Navn 
er Adolf Tøndesen ? “ spurgte Embedsmanden . 
„ Jo , vist , “ svarede Adolf , „ vi mødtes hos Madam 
Markus . “ 

„ Ja , saa — nu kan jeg falle hvorledes Sagerne 
staae — hans Navn var Tmdeseu . God ! min Herre , 
jeg lommer her i del Anliggende , som synes lidt underligt 
— men det er mulig ! al vi mk skal opklare det 
Hele . Sagen er den , al der i Asleu er arresteret ef 
Fruentimmer , som er bleven beskyldt for al have bestjaa » 
len en Herre . Hun kalder sig for Alminda PriddiS , — 
er delle Navn Dem maaskee befjent » ? “ 
„ Nei aldeles ikke ! “ svarede Avals hurtigt . 
„ Lenl , “ afbrød Hjelmskjolv ham . „ Alminda kan 
være Navnet af den Pige , som ligeoverfor oS har kaldt 
sig Alma . “ 
„ Ganske rigtig , min Herre . Deres Dame bliver 
sædvanlig kaldt saaledes . “ 
„ Og hun er bleven fængslet paa Grund af et Lomwetyveri ? “ 
spurgte Adolf . 
„ Jo , og mr fortæller hun mig en mærkværdig Historie , 
af hun er uskyldig , og man har beskyldt hende 
for Tyveriet , -blot for af forhindre , af hun ikke skulde 
gjøre Dem nogle Meddelelser , som for Deres Ven , vare a 
megen Vigtighed . Hun har talt saa meget om det , af 
jeg endelig lovede hende , selv af begive mig herhen 
for af spørge Dem , om De , naar hun skulde forlange det 
vilde gaae i Kaution for sende . “ 
„ Det er mærkeligt , “ svarede Adolf , „ jeg skal gaa « 
i Kämmn . for en Lommetyv ? der synes næsten af denn « 

Person vil gjøre sig lystig over Dem , min Heree . Hvamener 
Du Hjslmsijvld . 
„ Hvem har anklaget hende ? “ spurgte Hjelmskjold . 
„ Hau 
kalder sig for Meldourne , “ svarede Embedsmanden . 
„ Virkelig ! 
Da tor jeg iudesfaae for hende . Hun 
har talt Sandhed . Vi have her ikke med et Tyveri af 
bestille fra hendes Side , men derimod med en Julrigu « 
fra den Andens Side . 
Med et Udtryk af Tvivl saae Adolf paa 
Vennen . 
Jeg sial forklare Dig Alt , “ vædblev Hjelmsijold . 
Som jeg til min egen Skade har erfaret , opholder sig 
for Øieblikket , en snu og farlig Qvinde paa Fremtidshaab . 
Rygtet sortaller at hun er i Begreb med at forlovs 
sig med Oskar Fly . Ogsaa Alma har fortalt mig 
det , og det er en Efterretning , som jeg , af visse Grünt » 
dybt har indpræget i mit Hjerte — han havde endnu 
ikke med et Ord , nævnet nøgct om sin Kjærlighed ikks 
engang til Adolf . — Men nu veed jeg ogsaa at Oskar 
har al Aarsag til , at frygte , at Du og Alma skuldr 
træffes sammen , og at han nu gjør Alt , for at forhindre 
en Sammenkomst med hende . Men Anklageren er 
en Broder til Oskars Udkaarede — hvad er - nu sandsynligere , 
at denne er bleven betroet Hemmeligheden oat 

han , samvittighedsløs som altid , har anklaget den 
unge Dame , som tjener nok til at holde hende indespærret 
en otte eller fjorten Dage . Har Dn glemt 
-at Janettcs Bryllup skal stnde Sted i den næste 
Uge ? “ 
„ Jeg troer nok , at det er saaledes , “ svarede Adolf , 
roligt . 
„ Alt delte , hvad De mine Herrer liar fortalt mig 
stemmer aldeles med det , som den unge Pige sagde mig , “ 
bemærkede Kost . „ Men hvad der endmere wranledigedt 
mig til af komme herhen , det er , al man ved Undersøgelsen 
afben unaePigesstlæder , har » indæn tomærrværdige 
Doknmenter . Paa den ene staaer den Mands Navn bemcrikæt , 
som tidligere har boet hos Madam Markus 
og hvem , som man paastaaer , er bleven forgioet af 
Grev Fly . “ 
„ Tuting Tondeiens Navn staaer paa Duknmenter , 
som befinder sig i AlmaL Hænder ? ' udbrød Adolf . 
^ . Vi maa see af opdage Grunden , hvorledes hun er 
kommen i Besiddelse « f Samme ! De har gjort 
vel , min Herre , af De er kommen henil , og naar denne 
Nats Begivenheder fører til et heldigt Resultat , saa 
er Deres Lykke gjort . Kom min Herre — vi vi ! strax 
begive os til Fængslet . Hjelmskjald , gamle Dreng , 
hvilken Trinmf for os , naar det lykkedes af slaae disstz 
Skurke med Deres egne Daaben . “ 

Faa Minutter ester kjørte alle TreJ en Droske til 
Fængslet i Byen . 
Enogtyvende Kapitel . 
En lykkelig Familiefreds . 
To Nstener ester de nylig fortalte Begivenheder 
var Grev Flys hele Familie taget til Kjøbenhavn , for 
i Forening med Etatsraad Verner og hans Søn af aftale 
det Nærmere ved det forestaaende Bryllup . 
Den gamle Etatsraad kom kun sjelden udenfor 
Døren , da hans værste Fjende , Podagraen , kun sjeldtL 
forlod ham . 
Gammel , skrøbelig , truet af Armod , var Etatsraadetz 
endnu en smnk gammel Bland 
„ Ak , hvorfor kunde Bertha , min elskede , afdød » 
Gemalinde , ikke opleve denne Dag . Med hvilken Glæd » 
havde hun ikke sluttet en saadan Datter i sine Ar « » , “ 
udbrød Etatsraaden medens ban betragtede Janette . 
Man fortalte af den ulykkelige Etatcraodmds var 
død af et brudt Hjerte paa Grund af Mandens , Ukjæv « 
ligheo . 
„ Hun vil medføre Solskin i deres Huus “ svarede 

Greven . „ Men hvorledes vi skol bære hendes Fraværelsæ 
det veed jeg sar . de ' igeu ikke . 
„ Det Offer , som Te bringer min Søn , kan jeg 
godt satte , og jeg er Dem af mit ganske Hjerte taknemmelig 
derfor . Mit norne Ønske er nn af bede Himlen 
øm af forlænge mit Liv , da jeg i saa Fald kan blive 
Vidne til min SonS Lykke . 
I dette Øieblik kom en Tsener , som meldte : „ Hsrr 
Prokurator Abnrneliy Plnmken . “ 
Neppe havde Tjeneren udtalt Navnet , førend en 
Fremmed traadte hurtig ind af Døren . 
„ De tager vist Feil , min Herre — hvem De ogsaa 
er , “ udbrød Greven i en hovmodig Tone . „ Jeg befinder 
mig her i mit Privatværelse . “ 
„ Ganske rigtig , “ svarede den Fremmede stammende . 
„ M—men vi In—jurister have samme Net—rettigheder , 
som Lægerne . Jeg beder o—om Forladelse , naar jeg 
f—forsfyrrer , m—men Forretninger har , som De nok 
veed o—overalt For—orrangen . “ 
„ Naar denne Herre har Forretninger med mig , 
saa sør ham ind i Bibliotheket , Garninger , “ sagde Greven 
til sin Tjener . 
„ Ganske som De behager , “ svarede Plumkett . 
„ M—men forglem blot ikke , at Ti—i—iden er meget 
kostbar . “ 
Derpaa saae han sig rundt omkring i Værelset . 

„ Ab , Herr Etatsraad Verner , som jeg seer , “ begyndt « 
han igjen . „ Hvorledes befinder Herr Etatsraaden sig , 
og der er jo ligeledes deres Herr Søn — paa Ære , 
jeg havde ikke troet , at sknlde fi—inde en saa smuk 
Familiekreds samlet . “ 
Til Grevens Forundring hilste baade Etatsraaden , 
og Sønnen meget venskabeligt paa Prokuratoren . 
„ Te kjender disse Herrer ? “ svnrgle Greven . 
„ Kj—sender ? javist , jeg kjender disse Herr—rer 
meget nøie . “ 
Dien det lod til , som om Etatsraaden og hans 
Søn ikke var meget glade , ved at slode her sammen med 
Plumkeit . 
Fader og Søn frygtede for at det skulde komme til ' 
Forklaringer , som kunde blive meget farlig for deres 
Interesser . 
„ Etatsraaden er deres Ve—en , ikke sandt ? og 
denne Herre er deres Svigersøn — jeg ve—ed det meget 
godt — Te behøver vel ikke at have Hemmeligheder 
for Tem ? “ spurgte Plumkelt . 
„ Naar de har noget at meddele mig , saa may 
jeg bede Tem om , at følge mig til et andet Værelse , “ 
svarede Greven . 
„ Som De beha—ager , jeg kan knn ikke indse , 
hvorfor . De maa dog erfare det om ti Minu—uter . 
Hele Danmark vil erfare det imorgen . 

„ Hvad vil man erfare ? “ 
„ M—m—meget vigtige Opdagelser er der bleven 
gjort — den ægte Ere—e—cve Fly har indfundet sig . 
Beviser , Herr Greve , Bevi—iler , maaskee lidt mangelfuld 
endnu , m—men saa klart som Tagen . “ 
Greven skiftede Farve . Baronessen sprang hurtig 
op sra sit Sæde . Te Øvrige vare stumme as Forbauselse . 
„ Hvad 
De der siger min Herre , er rigtignok af 
den største Vigtighed , “ surrede Greven , „ og jeg veed 
ikke om jeg forundres mere over deres Dristighed , som 
øver Alangelen af Sømmeligbed . “ 
Plnmkett smilede selvtilfreds . 
„ Det er saale—edcs mine Ma—aneer , Herr Greve . 
Jeg bar ikke villet sori ærm—nie Dem . Jeg ynder ikke 
at gjøre Kva—alm . hvor det er unyttigt . Hvad jeg 
her si—iger , er ikke min Mening , — men en Beretning 
af Kjendsgjerninger . Vi gjøre Kr—rav paa Grevskabet . 
Del bliver Deres Sag at bevise om Te har be—edre 
Bevi—iler for ar bebolde det . “ 
„ Vi , “ afbrød Greven ham alvorlig . „ Hvem er 
det . Vi ? “ 
„ Forstaar sig , m—min Klient . “ 
„ Og hvad hedder Teres Klient ? “ 
Prokuratoren faae vred et stivt Blik paa hele 

Forsamlingen , for at see hvilken Virkning hans Ord 
vilde gjøre . 
„ Herr Adolf Tøndesen , den retmæssige Arving til 
Grevskabet . “ 
„ Adolf Tøndesen ? “ udbrød Alle som af en Mund . 
Baronessen var den første som fattede sig . og svarede 
hurtigt . 
„ Hvad De der paastaaer viin Herre , er den rene 
Galskab . Eller — skulde der virkelig existere den mindste 
Gnist os Sandhed ved Sagen , saa bar De ikke her , 
men med Grevens Prokurator at forhandle om denne Sag . “ 
Plnmkett bukkede kalot for denne stive Dame , og 
svarede ganske koldblodig : 
„ Jeg er færd ' g . Teve—ed nu hvad det handler 
sig om — og Te vil i M—morgen erholde Papirer 
ang—gaaende denne Sag til videre Forhandling . Jeg 
fro—ode at det saaledes var høfligere at forberede 
Dem . God Nai ! “ 
Ewisraaden vinkede ad ham , at ban skulde blive . 
„ Vent lidt Plumkett , da vi i længere Tid meget 
nøie har kjendt hverandre — “ 
„ Jo—o , det veed Gud vi er ! “ udbrød den lille 
Mand med et megetsigende Blik . 
„ Saa vil Herr Greven maaskee tillade ung , at 
bede Dem om nogle Oplysninger i denne Sag ? “ 

„ Jeg star ikke naget derimod , “ svarede Greven 
oprørt , „ kun beder jeg Herr Enuc-raaden at erindre , 
at det ikke er sinne Gang , al der er kommen slige 
Fordringer imod mig Tet er virkelig utaaleligt , 
ikke et Øieblik al væne sikker for samme Galskaber . “ 
„ Del er meget sandt , “ svarede Etatsraaden . „ Men 
Herr Plumkett er iblandt stne Kollegaer bekjendt for at 
være en Bland , som ikke befatter sig med andre Sager , 
« nd dem som ere fakiiske . “ 
„ Han kan svare , jeg er tilfreds dermed , “ svarede 
Greven stolt . „ Jeg har ikke noget at skjule , og som 
jeg er ovetbevist , Heller ikke noget at frygte , af hvilken 
Beskaffenhed denne Herres Meddelelser ogsaa skulde 
være . At hans Maade at gaae frem paa , er imod al 
Skik , det maa Te vel dog indrømme mig . Niere har 
jeg ikke at tilføie . 
Derpaa begyndte Plumkett al fortælle : 
„ Adolf Tondesen havde den foregaaende Dag 
været hos ham , og havde givet Sagen i hans Hænder , 
tillige at optræde som hans Sagiører imod Greven , 
og det paa Grund af gyldig « Beviser , at hans Fader 
havde været Sønnen af Grev Daniel Fly og hans 
første Gemalinde . “ 
„ Grev Daniel , har kun engang været gift , “ udbrød 
Greven . 

„ Jeg beder om Forladelse , Te er i Vildfarelse , “ 
svarede Plumkeu løn . 
„ I ethvert Tilfælde har dette Ægteskab ikke været 
retsgyldig , “ svarede Greven . 
„ Ja , det maa vi sønst see , “ svarede Plumkett . „ Ts 
er utilfreds med en hmtig Fre—engang , i denne Sag , 
og jeg begriber meget vel , al jeg er Dem en Undskyldning 
skyldig . Men lilfæ—ældigvis erfarede jeg at Herr 
Elalsraaden og Son , lilbragre en Ti—ime hos Tem 
og da min K—klient Herr To—ondesen ikke behøver at 
gjøre mange Omsvøb , da hans Rettigheder fuldkommen 
er bevisf ved Dokumenter , lislige da det e—er ham meget 
om af gjøre , af Gi—iflermaalet imel—lem Deres Datter 
og Herr Etatsraadens Son ikke kommer istand , so—om 
de to unge Folk maaske ik—ke tager dem meget 
nær . — Te seer a—af jeg er linder-rettet om Alt , 
saa troede jeg a—af det Bedste var , af jeg kom som en 
sprængende Granat i Huset , for af forhindre videre 
Ubehageligheder . “ 
Sprængningen af en Granat havde virkelig 
ikke kündet gjøre en slørre Virkning i denn « 
Kreds . 
Det var allerede kommen Greven for Øren af 
den offentlige Mening havde forlangt hans Fængsling , 
men Fordringerne som Adolf Tøndesen gjordeKrav pa « 
kom ham aldeles uventet . Baronessen havde aldrig 

fænkt paa , af der kunde være Nogen , som kunde fortrænge 
Greven fra sine Besiddelser . Janette var aldeles 
bedøvet ; hun hørte Ordene , begreb dcresBetydning , 
men var alligevel ikke istand fil , af sinde Lys i dette 
Mørke . Men Cuelkroaden og hans Son vare aldeles 
sønderknust . Te kjendte Plumkett allerede i mange Aar 
og vidste , af han kun ved ihændehavende Beviser , var 
optraadt saa hensynsløs , som han gjorde her , og De 
vidste af han havde gjennemsiuet den egentlige Grund 
fil Verners Forlovelse . 
„ De havde Ret . “ 
Plumkett rationerede saaledes : Hvorfor skulde jeg 
gjøre mange Omsfændigheder ? jeg har her med en 
Mand at gjøre , som tilbageholder Besiddelser , 
hvortil han ingen Net har , Hg med ts Tiggere , som 
gaae ud paa at røve Tøndesen , hans sket erhvervede 
Gods . “ 
„ Tør jeg nu bede om Navuet af Deres Sagfører , 
Herr Greve ? “ spurgte Plumkett . 
Greven opgav ham nu Prokurator Thomsens 
Adresse . 
Efter at have anbefalet sig , bortfjernrde Pluw < elt 
sig . 
„ Dette bliver alvorligt , “ udbrød Etatsraaden . 
„ Plumkett pleier ikke at spøge . “ 
„ Men « han kan være bleven faret vild af hans 

Klients Instruktioner . “ svarede Greven . „ Jeg haaber 
derfor , at Te ikke vil tage dette synderligt ncer . 
„ Naar jeg ikke kjendte Plumket altfor nøte , vilde 
jeg heller ikke lægge synderlig Vægt derpaa , “ svarede 
Etatsraaden . „ Nten jeg veed , al han er i den høiest « 
Grad forsigtig , og paa ingen Maade vilde træde saa 
energisk op naar han ikke havde dr grundigste BeviserDertil 
kommer endnu , at han kjender vor Forhold ganske 
nøie , han veed , hvorledes Sagerne staaer angaaende min 
Søn og Janette og jeg maa tilstaae , at det var en 
Venlighed af Plumket , af han kom , for af advare os , 
førend det er for sildigt , førend vi redningsløs comprimiterer 
os . “ 
„ Vil De dermed sige , af Deres Anskuelse om Forlovelsen 
overtræffer alle Deres Forhaabninger ? “ udbrød 
Baronessen harmfuld , men af disse nu haue antaget 
et andet Udseende , siden denne Mand er kommen 
hertil med tomme Trudsler ? Er det maaskee deres Mening ? „ 
„ Netop , min Naadige , Le har gjættet ganske rigtig . “ 
svarede Etatsraaden alvorlig . 
„ Og tør jeg spørge Dem , om dette Menneske , maaffee 
efter Deres Ønske eller Deres Befaling , har trængt 
sig herind , for af advare Dem i vor Nærværelse ? “ 
„ Nei , “ 
svarede Etatsraaden hurtig , „ men i ethvert 

Tilfælde bar ban givet oS en Advarsel , som i ethvert 
Tilfælde maa tage- ; Hensyn til . “ 
„ Sandt , meaet sandt , “ afbrud Baronessen ham , „ og 
vi vilde gjsre Uret af besvære oS . Mener Te ikke saaledes ? “ 
derpaa henvendte hun sig til Greven . „ Etatsraaden 
har virkelig skyndt sig med , af sætte vore gjensidige 
Forhold i rette Lys . Alen naturligvis , jeg kan 
nu indsee , af det Hele er dlevet anseet som en Handel . 
Li har givet vor Datter og vor Formue til Pris , for 
af Høve den Ære af komme i Etatsraadens Familie , 
paa Ære et smukt Bytte — men nu , da der truer os 
en Ulykke , trækker han sig som en forsigtig Handelsmand 
tilbage . Net saa — ganske rigtig . “ 
„ I hvert Tilfælde haaber jeg , af der ikke vil indtræde 
noget Afbræk i vores Forlovelse , indtil vi har 
erfaret det Værste , “ sagde Verner til Faderen . 
Hans Øine søgte sorgsæmes af møde Janette , som 
neppe værdigede ham et Blik . 
Pludseug blev Dø-en reven op paa hvid Gab , og 
Oskar kom styrtende ind i Værelset . Hans ildrøde Alt » 
sigt , hvis omtaagede Øine , beviste tydeligt , af han 
igjen havde nydt af TrnerneZ Saft , for af bedøv » 
Samvittigheden , som i den seners Tid havde begyndt af 
røre sig i ham . 
„ Hvem var den Karsk som jeg mødte ved Slotstrappen ? “ 
spurgte han raa . 

„ Det var Adolf Tøndessns Sagfører , “ svarede 
Verner lidt nedslaaet . 
„ Hvadbehager ? — Adolf Tøndesen ? Er den Historie 
endnu ikke til Ende ? “ udbrød Oskar forskrækket . 
„ Destoværre nei , “ svarede Verner , „ netop det 
Modsatte — det Menneske lader til af blive vanvittig . 
Hvad troer Du vel , at han nu begynder paa ? Efter 
at baue forsøgt at røve Janette , min Forlovede , med 
Magt , og ved at bevise sin Fjendskab imod os ved at 
antage sig den Gale , som erklærer Grevskabet for sin 
Eiendom , vil han nu selv være den retmæssige Eier ens 
Grevskabet , og han forlanger nu intet mindre , end at 
føre Navnet af Grev Fly . “ 
Ved at høre delte var Oskar næstenflen Besvimelse 
nær . 
„ De har altsaa dog truffen s « mmen ! “ udbrød han 
harmfulo . 
„ Hvad vil Du sige dermed ? “ spurgte Greven forundret . 
„ Ligemeget 
— jeg maa see hvorledes Sagen forholder 
sig , “ svarede Oskar vred . 
„ De vil see , hvorledes Sagen forholder sig ? “ udbrød 
Etatsraaden . „ Jeg frygter kun at Sagen er altfor 
rigtig , til alder kunde forandres noget . De kjender 
Plumkett ikke , som jeg kjender ham . Naar han udtaler 
sig om en Sag , saaledes som han idag har gjort det , 

saa behøver man ikke at tvivle mere . Men vilde De 
ikke være saa artig at ringe efter min Vogn ? “ 
„ Med Fornyelse , “ svarede Oskar og lo haanligt . 
— „ Hvad deres Plumkett angaaer saa erklærer jeg , 
at han er en Æsel — da man med Inte : kan føre en 
jnristisk Proces . Baade han og hans Klient , kan tage 
dem ivare — de spille et fortvivlet Spil — men der 
er ogsaa Andre , som have et Indblik i Sagen . — Jeg 
kjender deres Hjælpekilder , og vil dog engang fee hvad 
de kan udrette med disse . Saa sandt , som der er en 
Himmel og et Helvede til , ligesaavist vil de gaae til 
Grunde derved , og jeg vil ikke hvile , førend disse 
Uslinge ere blevne deres Bedragerier overbeviste , og 
at jeg veed Dem i Sikkerhed . En af os skal falde , 
del sværger jeg ved min Sjæls Salighed . “ 
Denne Eed blev virkelig fuldbyrdet , men hvem der 
faldt vil Fremtiden vise . 
Oskar var i en forfærdelig ophidset Stemning . 
Bien det var umiskjendelig at han ved sine Vredesudbrud 
søgte at opmuntre hans synkende Mod , og 
Verner blev derfor aldeles ikke overrasket , da Oskar 
trak ham til Side og hviskede ham i Oret : 
„ Sørg for Guds Skyld , at dinjFaoer ikke nægter 
Dig din Samtykke . Bryllupet skal finde Sted og vi 
maa have Pengene , ellers ere vi Begge fortabte . Det er 

en fortvivlet Historie , — men vi maa ses til at holde 
Ulykken endnu en Uge bortfjernet —- kun en Uge ! “ 
Toogtyvende Kapitel . 
En feilslaaet Gjerning . 
„ Jennys Broder havde kun udført Søsterens Befaling , 
da han beskyldte Alma for Lommetyveriet . 
Han havde modtaget følgende Brev fra Jenny : 
„ Kjære Ven ! 
Oskar er i den største Forlegenhed , og Du maa 
hjælpe til for at befri ham . Det Fruentimmer , som 
kalder sig for Alma — Du erindrer Dig maaskee , 
hvad jeg allerede har fortalt Dig om denne Skabning 
— er i Besiddelse af nogle vigtige Dokumemer . 
Hvorledes hun er kommen i Besiddelse af disse , kan 
jeg ikke fatte , men jeg veed , at hun har sat sig i 
Forbindelse baade med Hjelmskjold og Adolf Tøndesen , 
som for Øieblikket besinder dem i Byen- Formodentlig 
boer de som tidligere paa Frederiksberg . 
Ligeledes har jeg erfaret at denne Alma har begivet 
sig til Byen , formodentlig for at sætte sig i Forbindelse 
med de unge Mænd . Du maa paa hvilkensomhelst 

Maade forsøge at forhindre en Sammenkomst 
imellem Fruentimmeret og de unge Mænd . Naar 
det kan lade sig gjøre , maa Du beskylde hende for 
en eller anden ' strafværdig Gjerning , som maa have 
hendes Fængsling tilfølge , og saaledes befrie os for 
hende en circa fjorten Dages Tid , det er nok . Efter 
ofte Dages Forløb skal den bevidste Bryllup finde 
Sted , og saa faaer Oskar Pengene udbetalt af Verner . 
Du forstaaer mig ! Maaskee kan vi vinde mere 
endnu . Da Alma , som Du veed , er en Person af 
et tvetydigt Rygte , vil hun maaskee blive aldeles 
gjort uskadelig , naar Du kunde bevise hende en eller 
anden strafværdig Gjerning . Hør nu vel efter : Hun 
er i Besiddelse as nogle Dokumenter , nogle vigtige 
Papirer , som vi paa enhver Maade maa have i vores 
Hænder . Maaskee bærer hun disse Papirer hos 
sig . — Beskyld hende ligefrem sfor Tyveri og bliver 
Papirerne opdaget hos hende , saa stig ligefremt at 
det er din lovlige Eiendom . Oskar og et halvt 
Dusin af hans Venner ere rede til at aflægge Eed 
paa , at Papirerne tilhører Dig . 
Denne Befaling fulgte Melbourne . 
Han slændrede omkring i Byens Gader for at 
opdage Alma , om hvis Personlighed han havde faaet 
den nøiagtigste Beskrivelse . Han var ogsaa saa heldig 
at møde hende den Aften , som vi allerede har omtalt 

Hun gik ind i et Konditori . Melbourne fulgte hende 
kjøbte nogle Kager , og bemærkede at Alma havde sat 
sig ned , for i Mag at nyde en Kop Chokolade , hvorved 
hun Tid til anden saae paa Uhret , som om hun afventede 
en bestemt Tid . Melbourne nærmede sig og 
tiltalte hende . 
Alma , som var let at vinde ved Venlighed , var 
snart indviklet i en ivrig Samtale med den hende ubekjendte 
unge Mand . Men alligevel glemte hun ikke at 
see paa Uhret , og efter en kort Samtale , reisfe hun sig 
hurtig op , betalte sin Chokolade , og forlod Værelset . 
Melbourne , som ikke tabte hende af Syne , bemærkede 
at hun frak et Papir frem af sin Handske som hun med 
Opmærksomhed betragtede . Formodentlig læste hun en 
Adresse . 
Saasnart hun havde bortfjernet sig , stak Melbourne 
Haanden i Lommen , men frak den tilbage med et forskrækket 
Udraab . 
„ Den Dame , som nylig forlod Værelset , “ har bestjaalet 
mig , “ udbrød han rasende . „ Min Portemonaie 
er borte . “ 
„ Virkelig min Herre ? Jeg fandt det rigtignok noget 
forunderligt , at den unge Dame saa hurtigt forlod 
Værelset , “ svarede Jomfruen . 
„ Tag dette saalænge i Pant , “ svarede Melbourne 

og frak en koslbar Signetring af Fingeren , som han 
lagde paa Bordet . „ Jeg mgae efterAen unge Dame . “ 
Dermed forlod han Konditoriet . 
Folksopløbet , som Adolf kort efter mødte , var bleven 
foranlediget ved en Strid som var opstaaet imellem 
Alma og Melbourne , som da han havde indhentet 
hende , beskyldte hende ligefremt for Tyveri . Hun forsikkrede 
naturligvis at hun var uskyldig , men da hun 
frygtede for at komme for sildigt til Mødestedet med 
Hjelmsfjold og Adolf , blev hun saa vred og urolig , at 
hun gjorde sig dermed mistænkelig ligeoverfor Politiet . 
Hun blev altsaa fængslet , og her blev en bestemt Anklage 
hævet imod hende . Derpaa blev hun visiteret , 
men man fandt ingen Portemonaie hos hende . Anklageren 
indvendte , at hun maatte have faaet Tid at aflevere 
Pengene til en Hjælpershjælper af hende . 
I denne Henfeends blev Melbourne skuffet . I Almas 
Lommer forefandt man et Guldstykke , et par Markstykker , 
eu Nøgle og et gammelt Brev , men ingsnSpor 
af Papirer , som han ligeledes havde beskyldt hende for 
at have stjaalet . I hendes Handsker sad endnu det 
Stykke Papir , som hun havde læst i Konditoriet . 
Det indeholdt ikke andet end Adolfs Adresse . 
Ester at den første Akt var forbi , blev Alma overleveret 
til et Fruentimmer som nøiere skulde undersøge 

hende , men dennegang havde Melbourne nær kommen i 
stor Forlegenhed . 
Da Kone kom tilbage , overleverede hun den vagthavende 
Betjent forskjellige Papirer . 
„ Disse Skrifter har jeg funden hos den unge Pige , “ 
sagde hun 
„ Ah — det er . . . . “ udbrød Melbourne , medens 
han udstrakte Haanden efter dem . 
„ Papirerne vare fastsyede , “ tilføiede Konen og Melbourne 
bed sig i Læberne as Harme . Et Ord mere og 
han havde udtalt sin egen Dom , da Papirerne umuligt 
i den korte Tid , som De vare sljaalne , og som Melbourne 
havde angivet , kunde være bleven sastsyede . 
Men Faren var ikke forbi endnu . 
Den kloge Jenny havde dennegang selv gravet sig 
en Grav . Medens hun fik Broderen til at lade Alma , 
ved en løgnagtig Beskyldning bringe i Fængslet , havde 
hun selv bidraget til Aabenbarelser af visse Dokumenter , 
som i Oskars Interesse , aldrig burde have seet Dagens 
Lys . 
Skjøndt Alma var forfærdelig vred , havde hun dog 
bæmerket sin Anklagers Forvirring . 
„ Hans Navn ! forlang at den Herre skal nævne st^ 
Navn , “ sagde hun til Embedsmanden , som var vor 
tidligere Bekjendt , Gøst . 

Melbourne lagde sit Kort frem — han kunde ikke 
undgaae det . 
Gøst læste Navnet høit . Saasnart Alma hørte Navnet 
blev hun næsten kvalt af Raseri . 
„ Det er en Fæide ! “ udbrød hun . „ Denne Mands 
Søster slaaer i Forbindelse med den unge Grev Oskar 
Fly , for at frelse ham og Sine fra Skam og Elendighed 
og at styrte en Uskyldig i Fordærvelse . Disse Uslinger 
veed at jeg er i Besiddelse af Beviser for Deres 
Brøde , at jeg nylig stod i Begreb , som denne Adresse 
beviser , at gjøre de fornødne Skridt , for at aflægge mit 
Vidnesbyrd imod Dem . Paa den Maade har De 
saaet denne Mand til at forfølge mig , og han har nu 
paa en løgnagtig Maade beskyldt mig for at have sljaalet 
hans Portemonaie — altfor gjerne havde han erklæret 
at disse Papirer vare hans , naar det blot kunde 
have ladet sig gjøre . Han er rigtignok Manden , som 
er istand til at berøve den Uskyldige , for at gavne den 
Skyldige ! “ 
Melbourne los haanligt . Det faldt aldeles i hans 
Smag at Alma geraadede i denne Vrede , men han formaaede 
ikke at vende sine Øine fra disse Papirer , som 
havde været i den unge Piges Besiddtllse . 
Han saa , at Gøst læste Dokumenterne opmærksomt 
igjennem , lagde dem derpaa sammen , og lagde disse 
tilligemed Pengene og Nøglen , som De havde frataget 

Alma , ned i et Jsrnflrin , som var bestemt til Optagelsen 
af disse Gjenstande . 
„ Naar vil Sagen komme under Behandling ? “ 
spurgte Melbourne , hvis Fingre kløede voldsomt for at 
bemægtige sig Dokumenterne , som maaskee var en Afgjørelse 
over Besiddelsen af et Grevskab . 
„ I Morgen Formiddag , “ svarede Embedsmanden . 
„ Saa skal jeg indfinde mig . “ 
Ester at denne havde bortfjernet sig , var Gøsf af 
Alma bleven underrettet , hvorledes det Hele forholdt 
sig , og havde med egne Øine overbevist sig , at hun virkelig 
besad Mogten , som hun beraubte sig paa . Gøsf kom 
nu til den Erkjendelse , at det maatte ligge i Fjendernes 
Interesse , for enhver Priis at forhindre en Sammenkomst 
med Adolf Tøndesen og Alma . Derpaa var Gøsf 
som vi allerede veed , gaaet hen til den unge Mands 
Bopæl , og havde fulgt Vennerne til Fængslet . 
Da de naaede Huset , viste Gøst dem ind i et Privatværelse 
og udbrød : 
„ Hvad jeg nu gjør og siger , er ikke saa aldeles i sin 
Orden , Herr Tøndesen , jeg veed det me^et godt ; men 
naar jeg regner alt sammen , saa maa jeg indrømme , at 
De slaae i Begreb med at falde som et Offer , for De 
samme Skurke , som allerede have myrdet den stakkels 
Dyring . Derfor har jeg ogsaa besluttet mig til , at 
gaae et Skridt videre frem , som min Pligt i Grunden 

forbyder mig at gjøre , det vil med andre Ord sige , at jeg 
vil give Dem et Middel i Hænderne , hvorved de kan 
forskaffe Dem Deres Ret , idet jeg rilladeDem læse Papirerne , 
som man har fundet hos den Fangne . “ 
Medens han sagde dette , tog han Pakken frem , som 
indeholdt de omtalte Dele og rakte derpaa Adolf Dokumenterne . 
Denne 
var paa det høffte overrasket . 
I det første Øieblik var han aldeles slum af Glæde 
og Taknemmelighed . 
Papirerne som han holdt i Hænderne vare af en 
ganske eiendommelig Maade . Enhver af Dem bestod af 
et dobbelt Ark . Det Papir hvorpaa Haandskriften 
stod , var nemlig reven i talløss Stykker , nogle af Dem 
vare endog saa smaa , at de kun vare Halvdelen af et 
Ord , ja sommetider var der knn enkelte Bogstaver . Men 
alle disse Stumper og Stykker vare omhyggeligt sammenføiet 
og klædet fast paa st andet Stykke 
Papir . 
Paa denne mærkværdige Maade vare to Dødsattester 
bleven frelsf for en total Tilintetgørelse . Den ens var 
indstillet i Mailand , den anden i Paris . Den ene var 
skreven paa Italiensk , den anden paa Fransk . Underneden 
stod en Oversættelse paa Dansk . Navnene af de Steder 
hvor disse Attester vare blevne udstillede , havde allerede 

været nok , til at sige Adolf Aom hvad det Handlede 
sig . 
Ved det første Blik var ban overbevist , at han her 
havde en Afskrift af Døbeattesterne , af Grev Daniel Fly 
og Amalie Tøndesens Børn . 
Af disse Børn , havde den ens levet som Opvarter 
i en usel Kneipe og var død i Fængslet . 
Den Anden , som havde ført Navnet Daniel 
Tøndesen kunde ikke have været nogen anden end Adolfs 
Fader . 
Kopien af Kirkeregisterne angaaende Daniel Tøndesen , 
lød saaledes : 
Kirke Sanct Joseph , Mailand 13 . . Juli 17 . . . 
døbt Daniel Tøndesen , Søn af Daniel Dyring og 
Amalie Tøndesen , Begge danske . Faderens Rang 
og Haandtering : Privatmand . Bopæl Mailand , 
o . s . v . 
„ Dette er Papirerne , hvorfor jeg tog til Paris “ 
udbrød Adolf glad . „ Disse ere Beviser nok som sikkre : 
mig en Grevekrone . “ 
„ Et Øieblik min Ven , “ svarede Hjelmskjold . „ Jeg 
indrømmer , at disse Papirer kan være af en uskattelig 
Værdi for Dig — men for at kunde benytte disse , er 
Du nødsaget til , endnu at have et eller andet Bevis i 
Hænderne — uden den , har Du ingen Brug for 
disse . “ 

„ Troer Du ? “ 
„ Ganske vist — tænk kun selv et Øieblik efter . 
Erindrer Du hvad det var , som den unge Myron lovede 
at forskaffe Dig fra Montrene , og som førte til et uheldigt 
Resultat ? “ 
„ Du mener Grev Daniel Flys Vielsesattest . . . . “ 
„ Nu , ja — og naar det itke lykkes Dig at faae 
den i Hænderne , saa har Du aldeles ikke vundet 
Noget . “ 
Adolf huskede sig et Øieblik om , og derpaa tabte 
han alt Haab . 
„ Der er ikke vundet meget , “ udbrød han sørgmodig . 
„ Du har Ret , ikke det Ringeste . “ 
„ Det er destoværre saaledes — de retmæssige Arvinger 
af Grev Daniel Fly , hvorsomhelst de ogsaa ere 
blevne fødte , kan kun gjøre Deres Fordringer gjældende 
ved denne Døbeseddel . “ 
„ Let er ganske mærkværdig , at disse Papirer besinder 
dem i en saa forunderlig Tilstand , “ bemærkede 
Embedsmand Gøst . „ Det synes næsten som om de 
først have været revet istykker , i den Hensigt at tilintetgjøre 
dem , men at de senere have opgivet denne Beslutning . “ 
„ Kan 
gjerne være , “ svarede Adolf bedrøvet , „ og 
maaskee har det ene manglende Papir maaskee 
været det , som er bleven tilintetgjort , og som 

havde kunnet bevise den rigtige Arvings Jdenditæt . “ 
Over 
en Time bleve disse Gjenstande endnu af de 
Tilstedeværende omtalt , hvorved Adolf vandt Embedsmand 
Gøssts Deeltagelse . Han besluttede sig uu at give hele 
Sagen i Hænderne , as en gammel retslig Bekjendt , Herr 
Abernetty Plumkett . 
Plumkett var en rolig besindig Mand , og var 
i Førstningen ikke til at bevæge at føre denne 
Sag . 
„ Det hele er altfor forvirret og skyggefuld , “ svarede 
han . „ Dette er en Feil , til hvis Gjennemførelse man 
behøver en alvorlig Pengepung , og naar man saa er 
bleven klar med Sagen , saa er efter al Sandsynlighed 
den store Pung tom . “ 
Men Adolf havde igjen fattet frisk Mod , og efterat 
han havde fortalt Prokuratoren de mindste Ubetydeligheder 
om denne Sag isærdeleshed angaaende Giftermaalet 
med Janette og Verner , som med stor Iver blev 
fremskyndet af Oskar , da kom ogsaa Prokuratoren 
i en vis Fyrighed og udtalte sig derpaa saaledes : 
Den gamle Etatsraad Verner , som nedstammer fra 
en gammel fransk adelig Familie , er en Tig—ger , og 
meget værre slaaer det med hans Søn Legationssekretairen , 
som sidder i Gjæld lige op til Ørene og hvis 
Credit aldeles er udtømt . Disse To har jeg aldeles i 

mine Kløer og behøver blot at hæve en Finger for at 
styrts Dem i en total Fattigdom og Fordærvelse . Desforuden 
er den unge Oskar Fly , en stor Nar , men i 
Hjertet e « stor Skurk , — med Greven har jeg en vis 
Medlidenhed — men han vil ogfaa vverstaa det nye 
Slag , og jeg troer nu , efterår jeg har overvejet Sagen , 
at det vilde være det Bedste , at gaae lige lø—løs paa 
Sagen . Jeg skal strax tage fat , og opsætte et Doknment , 
hvori De gjør Deres Fordringer gjældende . 
Naar vi ikke udrette noget Andet dermed , saa tiltving « 
vi os dog i ethvert Tilfælde en Opsættelse af Brylluppet , 
og saaledes vinder de Tid til at forskaffe Dem det 
manglende Doknment . 
Efter at have bestemt det Videre , skiltes De ad . 
Imidlertid var Alma bleven bragt i Forhør — 
men , som man kunde forudses , indfandt der sig ingen 
Anklager . 
Melbourne havde allerede vovet nok . 
Han havde ingen Lyst at stille sig for Retten , for 
at paastaa en Klage , som efter al Sandsynlighed kunde 
have hans og Søsterens Ulykke tilfølge . 
Alma blev strax sat i Frihed , og kjørte nu med 
Adolf , Hjelmskjold og Embedsmanden Gøst til Prokurator 
Plumketts Forretningskontoir , medens Melbourne 
tog Deel i enVBeraadflagning imellem Oskar og 
Jenny . 

Efter at Jenny var bleven underrettet om det Forefaldne , 
udbrød hun heftigt : 
„ Det er i Grunden en uhelhig Vending af Tingene . 
I ethvert Tilfælde har denne Dame nu talt med 
Hjelmskjold , maaskee endog med Adolf , og har forelagt 
dem Beviser , som gjør det umuligt , at give Sagen i 
Hænderne paa en Retskyndig . “ 
„ Og det allerværste er , “ tilføiede Oskar , „ at Etatsraad 
Verner , den gamle slivsindede Nar , som jeg har 
hørt af Verner , indstændigere har forlangt , at Forlovelsen 
med Janette , skulde hæves . Han er fattig som 
Hiob , men derimod ligesaa stolt som Lucifer ! “ 
Den Nar frygter maaskee at ' ruinere Krediten af 
hans Navn ? “ svarede Jenny . „ Og dog vilde det være 
bedst for hans egen Interesser , at dette Bryllup kom 
i Stand saa hurtigt som muligt . Men det Allerværste 
har I endnu ikke erfaret , og det er , at Janette pludselig 
har gjenopvakt sin gamle Kjærlighed til Adolf 
Tøndefen . “ 
„ Ad Helvede til med hende ! “ udbrød Oskar . 
„ Jeg frygter næsten , at et eller andet Brev af 
hendes Elsker er kommen i hendes Hænder , “ tilføiede 
Jenny . „ I ethvert Tilfælde er der en hemmelighedsfuld 
Magt , hvis Indflydelse jeg ikke kan gjennemskue , som 
har gjort sig Um « ge at ødelægge den Bygning , som jeg 

med saa megen Umage havde opbygget . For Øieblikket 
befinder hun sig i det størsle Sværmeri . “ 
„ Den Tosse , “ udbrød Oskar vred . 
Konferrentsen trak sig i Længden . 
Man kom nu overeens , at holde Fæstningen saa 
længe som muligt imok den fælles Fjende og ikke skye 
nogen Midler , som kunde føre til Seier , og kun i det 
yderste Nødstilfælde at kapitulere . 
Men da Oskar havde forladt sine Bundsfæller , blev 
han overfalden af en uforklarlig Angst . 
Hans Pengeforhold vare for Øieblikket i den størsle 
Forvirring og han følte at Verners Ruin vilde trække 
ham med sig i Afgrunden . Intet uden dette Giftermaal 
kunde frelse dem af Faren . 
Saa var der endnu hans Samvitlighed , som i den 
senere Tid ikke havde ladet ham Ro . Skyggen af begaaede 
letsindige og forfærdelige Forbrydelser , tyngede 
paa hans Sjæl , hævnende Furier fulgte ham overalt . 
Hvad Almas Læber havde udtalt , hvad Partouch 
havde sagt til ham , dette lød stedse igjen for Hans 
Øren . 
Saaledes var hans Hjerte opfyldt af ængstende 
Tanker . 
Han gik nu ned af fre eller fire Gader , og var i Begreb 
at vinke ad en Kndsk som holdt paa Kongens Nytorv 

da to Mænd steg ud af samme , og gik Oskar 
imøde . 
„ Værs aartig og bestig denne Vogn , “ sagde den Ene og 
saa betydningsfuld til ham . 
„ Paa hvis Befaling ? “ spurgte Oskar forundret . 
„ I 
Kongens Navn , “ svarede Manden og lo 
haanligt . 
„ Hvad skal det sige ? “ spurgte Oskar , som blev 
ligbleg . 
„ Det vil sige at jeg fængsler dem , som Kriminalforbryd . r . “ 
„ Som 
Kriminalforbryder ? “ 
„ Jo — De er anklaget , for at have myrdet Dyring 
Tøndesen . “ 
„ Oskar udbrød i en høi , men vred Latter ; men 
han steeg i Vognen da han blev belagt med Lænker , og 
denne rullede nu afsted lige til Fængslet . 
Træogtyvende Kapitel . 
Spion og Modspion . 
Oskar Fly anklaget for et Mord ! 

Der gaves to Væsener som modtog denne Efterretning 
med en vild , fortvivlet Smerte , som ikke kunde 
udtrykkes med Ord . 
Hvorledes er det vel muligt at beskrive en Moders 
Kval ? Denne ædle Kvinde , hvis Kjærlighed var stærk 
nok til at oversee alle Sønnens Feil , Laster og Forbrydelser . 
Baronessens 
Stilling var i høiesfe Grad 
pinlig . 
Beskyldningen imod Sønnen , havde befriet Greven 
fra en Mistanke , der som en mørk Sky svævede hen 
over hans Hoved . 
Hun vidste det , vidste at Pligten forlangte af hende , 
at hun burde glæde sig over Tingenes Forandring — 
men hun var Moderen til den Anklagede . 
Da man havde meddelt hende Efterretningen om 
hendes Søns Fængsling , hørte hun derpaa , uden at 
tale et Ord . 
Maalløs , med forstenede Ansigtstræk fast og sammenbidte 
Tænder stod hun der . 
Ingen Suk eller Skrig lettede hendes Hjerte , ingen 
Taarer kom i hendes Øine . 
Endelig sank hun ned i en Stol ; hendes Hoved 
faldt ned paa Brystet , Hænderne hang flappe ned ved 
Siden af Stolen . 

Kort efter traadte Greven ind i Værelset . 
„ Bedste Veninde , fat dem ! “ udbrød Greven bedrøvet . ^ „ Det 
var en sørgelig Efterrerning . “ 
Hun rystede taus med Hovedet , svare kunde hun 
endnu ikke . 
Greven satte sig rolig ned ved Siden af den dybt 
nedbøiede Moder , og ventede taalmodig paa , indtil hun 
havde fattet sig . 
„ Min Gud , hvor hun har elsket den Elendige , “ tænkte 
han . 
Men han udtalte disse Ord ikke høst , han elsfede og 
agtede hende alt for høst , at han kun med et Ord 
vilde forhøie hendes Smerte , som nedtrykte hendes 
Sjæl . 
Det var paa samme Tid , hvor en anden Scene 
fandt Sled . 
Jenny Melbourne og hendes Moder sadde i Byen 
i deres Toiletværelse ved Frokostbordet og nød med 
Velbehag deres Chocolade . 
Fru Melbourne var beskjæftiget med sine sædvanlige 
Beskjæstigelser , det vil sige , hun læste med stor Iver 
Aviserne , og meddelte Datteren deraf , det som kunde interessere 
hende . Mere end engang havde Jenny , i et An » 
fald af ond Lune , yttred til Moderen at dette 
endnu var en Levning af Moderens Slavearbeids 

og Fordringen dertil , havde Børnene arvet af Faderen . 
Denne 
Morgen varAviserne ualmindelig tomme paa 
Nyheder . Moderen søgte forgjæves at interessere Tatteren . 
Fra Minut til Minut , voxede hendes onde Lune 
og tilsidst udbrød hun harmfuld : 
„ Du bliver alletider mere ubrugbar , det lader virkelig 
til at Alderdommen gjør Dig stiv og svag . I det 
eneste Land af Verden , som er fornuftig nok til at 
handlemed menneskelig Kvæg , vildeDu ikke være mereværd , 
end i det høieste halvtredsindstyve Dollars . “ 
„ Det siger Du til mig , elendige Barn ! “ skreg den 
fornærmede Moder . „ Tag Dig i Vare — jeg kunde 
ellers glemme , at Du er mit Barn . “ 
Hendes Øine udslyngede Lyn , og hun var bleg som 
et Liig . 
„ Desfoværre kan jeg ikke glemme det , haanede 
Jenny . „ Du har paatrykket siig et Brændemærke , som 
jeg maa bære til min Død ! men i Dag er jeg ikke oplagt 
til at rod « op i disse gamle Historier . Jeg vil 
opmuntres , og ikke blive ærgret , underhold mig nu , befalede 
hun bydende . 
Med en krampagtig Anstrængelse betvang den mishandlede 
Moder sine Følelser og tog igjen Avisen , som 
hendes zitrende Hænder havde ladet falde . En lang 
Tid kunde hun ikke læse , da Bogstaverne bleve fordunklede 

af Taarer . Endelig , da de vare forsonede , udstødte 
hun et Skrig af Overraskelse . 
Forskrækket snne Jenny paa hende . 
Hvad er der paa Færde , “ udbrød hun . 
„ Læs hvad her staaer , der , læs selv ! “ „ Mordet 
ved Fremtidshaab . “ „ Fængsling af Morderen ! “ 
Jenny rev Moderen Bladet ud af Hænderne . I 
det første Øieblik var del som om hun aldeles ikke kunde 
sarte hvad Am læste . 
„ Barmhjertige Himmel ! “ udbrød hun endelig , „ det 
er jo ikke muligt ! — Oskar fængslet — Oskar anklaget 
for Mordet — hvorledes kan det være kommen saavidt ? “ 
„ Oskar 
Fly , min Kjære ? Du mener dog vel ikke 
Grev Flys Søn ? “ spnrgte Moderen . 
„ Hvem skulde jeg vel ellers mene ! O , Oskar , 
Oskar , hvorfor har Du ikke betroet mig Alt ; hvorfor 
ikke betroet mig hvorledes Sagerne stode , at jeg kunde 
have frelst Dig ! Anet har jeg det jo alligevel — og 
nu er det for sildigt — for sildigt ! “ 
Hun trykkede sine sine hvide Hænder imod 
Panden og løb som en Fortvivlet op og ned i Værelset . 
Moderen 
var stum af Forundring . Hun havde 
aldrig seet Jenny i en saadan Bevægelse som 
nu . 

„ Men ' min Kjære , hvorfor tager Du Dig 
den unge Mands Skjæbne saa nær , “ sagde hun 
roligt . 
„ Hvorfor — hvorfor spnrgte Du ? “ 
„ Jo min Kjære ! han er aldeles ikke elsfværdig i 
sin Omgang , og hvad hans Karakteer anbelanger , saa 
bliver han foragtet af Omegnens Beboere . Man 
siger at det skal være et lavt og usselt Menneske . 
„ Vær rolig — Moder — vær rolig — seer Du 
da ikke hvorledes Du piner mig — begriber Du endnu 
ikke noget ? “ udbrød Jenny i en forfærdelig Angst . 
„ Begribe ? — HvadAnener Du Barn , forklar Dig 
noget nærmere . “ 
„ Hvad jeg mener ? — jeg elsker denne Mand . Ja , 
jeg elsker ham med hele min Sjæl ! — jeg som tidligere 
ikke har følt det Mindste for nogetsomhelsf Menneske , 
har nu hengivet min Sjæl til dette flette Me » neste . Jeg 
siger Dig dette , fordi jeg maa udtale mig til Nogen , 
ellers vilde denne Hemmelighed dræbe mig . Men vogt 
Dig ! ikke et Ord derom til nogen levende Sjæl . Forraader 
Du mine Følelser , saa staaer jeg ikke ind for hvad 
der skeer . “ 
„ Men hvorfor denne Taushed , kjære Barn ? gjengjælder 
han da ikke din Kjærlighed ? “ , 
„ Gjengjcelder ? — Troer Du maaskee af jeg skulde 
have sagt ham det ? Troer Du af jeg vilde fornedre 

mig saa dybt , af jeg vilde betroe ham mine Følelser ? 
-- -- -- af jeg skulde tigge denne Mand om af elske mig ? 
O , naar jeg vidste , af han , som jeg overgaaer i enhver 
Henseende , skulde have den mindste Anelse om min 
Svaghed og Daarskab — — ikke en Finger vilde jeg 
røre for af frelse ham . og om det saa gjaldt Liv eller 
Død . Hans Død vilde i saa Tilfælde gjøre en Ende paa 
min Skam “ 
Moderen kjendte Datteren alt for godt , til at hun 
furde vove at berolige hende . 
Jenny derimod var som en Løvinde , hvem man 
havde berøvet stne Unger . 
Hvad skulde hun gjøre ? Det Første var at kalde 
Broderen til sig . Af ham erfarede hun Alt , hvad der 
havde tildraget sig paa Stationen , da han forgjæves 
havde forsøgt at bemægtige sig Papirerne . 
Jenny begyndte nu at tænke efter . Er denne Almas 
Person , alene farlig eller er hun kuns naar hun 
kommer i Forbindelse med Andre , “ mumlede hun . „ At 
det er hende , som har foranlediget al denne Virvar , det 
er uden al Tvivl — men paa hvilken Maade har det 
været hende muligt ? “ 
Det sikkreste var at lade hende følge af en Spion 
hvor hun gik og stod . Dette vigtige , men ikke ærefulde 
Hverv , blev « ubetroet Max , Oskars troe Tjener . Han 
stk den Befaling , uafbrudt at følge Almas Spor üg 

hverken Dag eller Nat at slippe hende af Syne , at bemærke 
sig ethvert Huus hvori hun gik , ethvert Menneske 
som hun talte med , paa ethvert Brev som hun bragte 
til Posthuset — kort sagt paa Alt hvad hun foretog 
sig . 
Max første Beretning var den at Alma havde 
Sammenkomster med Embedsmand Gøst , Prokurator 
Plumkett og Hjelmskjold . For Øieblikket var Alma taget 
til Frederiksberg , Spionen havde fulgt hende . 
Den næste Morgen Klokken ti sknlde Oskar bringes 
i Forhør . Tiden maatte derfor benyttes . 
„ Formodentlig er hun taget til Landsbyen ved 
Fremtidshaab . „ Altsaa derfra kan vi vente Faren . 
Øer kommer endnu tre Banetog i Alten . Det Bedste 
er , at jeg selv tager til Banegaarden , for at see om 
hun bringer Nogen med sig tilbage . “ 
Det var en Lukke for Jenny at hun besluttede sig 
dertil , da Max , uagtet hans Klogskab selv blev overlistet . 
Da Alma var kommen i Omegnen af Fremtidshaab , 
havde hun havr en Samtale med Partouch , hvorpaa 
hun havde begivet sig hen til Landsbyen hos Madam 
Truelsen , førend hun gik hen til Jernbanen . 
Medens Alma samtalede med Madam Truelsen , 
fik hun gjennem Vinduet pludselig Øie paa Oskars 
Tjener . 
Uvilkaarlig kom hun paa den Tanke at denne 

var bleven sendt efter hende , for at ndspeide 
hende . 
I samme Øieblik kom Partouch ganske rolig ind i 
Gjæ ' testuen , og satte sig , smøgende paa sin Pibe , lige 
ved Siden af det Bord hvor Alma og Madam Truelsen 
sad fordybet i Samtale . 
Medens De samtalede , gjorde Alma sin Finger 
vaad af det Øst som var spildt af Partouchs Glas . 
Iblandt andre Ord , skrev hun : „ udspioneret . “ 
Partouch som ved et Tilfælde talte med Vertinden , 
sfoppede Alma med Albuen for at lade hende vide at 
han havde forstaaet hende . 
„ Tager De bort med det sidste Tog , “ spurgte Madam 
Truelsen , 
„ Jo , med det sidste , “ svarede Alma , og traadte let 
aa Partouchs Fod . Men dennegang skrev hun igjen 
oet Ord : „ Tjener . “ Partouch forstod ogsaa dette , som 
han gav hende at forstaa . 
„ Jeg seer Klokken er allerede mange , og jeg maa 
skynde mig at naae Banegaarden , “ vedblev Alma , hvorpaa 
hun hilsede Madam Truelsen og derpaa skyndsomt 
forlod Huset 
-- Ogsaa Partouch fik Hastværk han betalte fit Øl og 
fulgte hende hurtigt i Afstand 
Det var allerede sildigt da hun naaede Banegaarden . 
Klokken havde allerede givet Signalet til at tage 

bort . Da hun gik langsomt med Pcerronen stod Partouch 
ved Døren til Ventesalen og riste med Tommelfingeren 
paa en Koupee . Og virkelig saae Alma igjen , 
Max som speidede rundt omkring , ligesom for at vente 
efter Nogen . 
Alma steeg nu ind i en tomt staaende Koupee , og 
neppe var hun forsvunden førend Max slyrtede ud for 
at gaae ind i samme Koupee som Alma , men til hans 
Forundring var den lukket fast til . 
I dette Øieblik begyndte Toget at gaae , og førend 
han kunde give en Lyd fra sig , havde han faaet et forfærdeligt 
Slag i Hovedet , saa at han næsegruus styrtede 
til Jorden . 
Toget brusede afsted . Partouch var forsvunden . 
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . ! . 
Med Utaalmodighed ventede Jenny paa Aftentoget . 
Da hendes Blikke utaalmodig speidede efter det ventede 
Tog , fik hun pludselig Øie paa Hjelmskjold , som ligeledes 
ventede Togets Ankomst . 
Med hjertelige Ord bønfaldt hun nu Hjelmskjold , 
dog at meddele hende , om hans Ven , Tøndesen vilde 
gaae strengt tilværks imod Oskar , og om han havde 
grundige Beviser imod ham . 
Det gjør mig ondt , at maa svare Dem bekræftende , “ 

svarede Hjelmskjold , „ desforuden vente vi endnu iaften 
vore gyldigste Vidner , nemlig en ung Pige , som kalder 
sig for Alma , og en anden uforkastelig Vidne . 
I ethvert Tilfælde ønskede jeg gjerne at tale med 
den omtalte Alma , for at erfare af hvilken Beskaffenhed 
det Vidnesbyrd er , som hun vil aflægge . Jeg kunde i 
saa Tilfælde berolige Greven og Baronessen , som for 
Øieblikket befinder sig i en foruroligende Stemning . 
I dette Øieblik kom Toget brusende frem , og kort 
efter stod Alma foran Dem . 
Som om en Snog havde rettet sig i Veiret , saaledes 
farede Jenny tilbage , , og hendes Blik udtrykte den 
slørste Afsky . 
„ Dette er altsaa Alma ? “ udbrød hun . 
„ Jo , “ svarede Hjelmskjold . Til Alma , sagde han : 
„ Dette er Frøken Melbourne , kjender De maaskee den 
unge Dame ? “ 
Alma stirrede paa sin Fjende . 
„ Om jeg kjender hende , spørger De ? Ganske vist . 
Jeg kjender hende , som et falsk , lumsk og hjerteløs 
Fruentimmer — > og jeg har forlængejog for nøie givet 
Agt paa hende , til at ønske at komme i hendes NegerRaces 
Nærhed . “ 
Derpaa fog hun Hjelmskjolds Arm , og Begge ! gik 
nu hen til en Vogn , som lod til at vente paa dem . 

Ved Lampens Belysning , som oplyste det Indre af 
Vognen , fik hun Øie paa en tredie Skikkelse . 
Hurtig ilede hun hen til en Droske og bød Kudsken 
fem Daler naar han kunde indhente den af hende betegnende 
Vogn . 
Det varede Heller ikke længe førend Kudsken var 
i den anden Vogns Spor og efter et Ovarteers Forløb 
saae hun hvorledesHjelmstjold og Alms forlod Vognen . 
Men hun var dog kommen for sildig for af see hvem 
denTredie var som kom ud afVognen . 
Ester af hun havde betalt Kudsken , stod hun og 
saae op ad Vinduerne , og ved der eneste oplyste Vindue 
opdagede hun tvende Mandsskikkelser . 
„ Som jeg formodede ! “ mumlede hun . „ Men hvem 
i Himlens Navn kan dog dette hemmelighedsfulde 
Vidne være ? Jeg maa vide det , endnu i denne Nat . 
Denne Uvished martrer mig til Døde . Og hvad denne 
elendige Skabning angaaer , som saaledes har vovet af 
omtale mig — hende vil jeg love , ikke af tage mig Ro , 
førend jeg har seet hende liggendes død for mine 
Fødder . 
I dette Øieblik kom Verner hende imøde . 
„ Hvor jeg er glad af møde Dem , “ udbrød Jenny 
fornøiet . 
„ Det var et reent Tilfælde af jeg kunde komme . 
Byen bliver et farligt Opholdsted for mig . “ 

„ Farligt , hvorledes det ? “ spurgte Jenny , 
„ Netop farligt . Der er for Øieblikket saa mange 
Vexler imod mig i Omløb , af man kunde tildække hele 
Slotskirken dermed . 
Et Øieblik lo Jenny over hans komiske Indfald , 
men derefter blev hun igjen alvorlig . 
„ Det er altsaa paa høie Tid , at deres Bryllup 
med Janette bliver fuldbyrdet . “ 
„ Ganske vist . Men nu er det bleven til en reen 
Umulighed , hvad kan jeg vel gjøre uden Oskar ? 
„ Veed De ogsaa hvad jeg troer om Dem ? “ spurgte 
Jenny meget alvorligt . 
„ Nei , jeg gjør ikke . Hvad mener De ? “ 
„ Jeg troer at De er meget glad at Oskar er fængslet 
og at De er kjed af det hele Giftermaal . “ 
„ Jeg skulde glæde mig ? Er De fra Forstanden ! “ 
udbrød Verner forundret . 
„ Jeg troer det nu , ellers vilde De gjøre noget for 
at forhindre en Ulykke . 
„ Men hvad kan jeg dog gjøre , for at befrie 
Oskar ? “ 
„ Vil De følge et Raad som jeg vil give Dem ? “ 
„ Naar det kan lade sig gjøre , med Fornøielse . “ 
„ Lover De mig det bestemt . “ 
„ Jo , hvorfor skulde jeg ikke gjøre det ? “ ' 
z „ Da følg mig , “ svarede hun . 

Begge fulgtes nu ad til Jennys Bolig , hvor hun 
foreløbig havde taget Bopæl . 
Ankommen hertil , gik Jenny hen til et Bord tog 
Blæk Pen og Papir og bad Verner om at sætte sig 
ned . 
„ Skriv nu hvad jeg dikterer , “ sagde Jenny , medens 
hun gav ham Pennen . „ Skriv nu : Min elskede 
Alma . . . “ 
„ Hvadbehager — De vil virkelig sorlange af mig , 
at jeg skal skrive til denne Pige ? Det er umuligt . Ester 
det , som er foresalden imellem os , vil hun sende 
mig Brevet ulæst tilbage , eller ogsaa svare mig med 
Fornærmelser . “ 
Jenny lod sig ikke forstyrre . Hun vedblev roligt 
at diktere og Verner blev ved at skrive ligesom en Maskine . 
Brevet som blev skrevet , lød saaledes : 
„ Min elskede Alma ! Jeg har handlet grusomt imod 
Dig , og det var uforsvarligt af mig , at jeg slødte Dig 
paa en saa sfaanselløs Maade tilbage , Dig , hvis troe 
Kjærlighed jeg var saa overbevist om , og jegsom saa tidt 
havde lovet Dig , at der ikke fluide være Noget , som 
kunde adskille os . “ 
„ Siden den ulyksalige Tag , da min Hidsighed 
førte vores Skilsmisse med sig , har jeg været meget 
ulykkelig . “ 
„ Kan Du , vil Du tilgive mig ? Kan Du faae Dit 

Hjerte til t at glemme Fortiden , og min utilgivelige 
Haardhed imod Tig , dyrebare Pige , og vil Du igjen 
modtage den angrende Synder , som for Dine Fødder 
vil trygle om Din Tilgivelse ? Jeg lover Dig ligeledes 
at jeg vil bedre mig , og at jeg vil elske Dig med en 
varmere og troere Kjærlighed , som jeg ellers har 
gjort . “ 
„ For Guds Skyld , siig Ja , Alma , siig ja , da jeg 
uden Dig , kun er en ussel , ulykkelig Hund . 
„ Vil Du forunde mig det søde Ord „ Tilgivelse , “ 
saa lad mig høre det af dine egne føde Læber , min el- , 
skede kjære Pige , og det endnu i Aften . Jeg skal vente 
her paa Dig fra Otte til Elleve ; længer kan jeg ikke vente . 
Jeg bønfalder Dig , kom , kom ! “ 
Din elskende , angrende , fortvivlende , 
Verner . “ 
„ Og De forlanger at jeg skal fornedre mig saa 
meget , at sende dette Brev til . . . “ udbrød Verner 
harmfuld . 
„ Ganske vist . Føi De kun ganske rolig Husets 
Adresse til , “ svarede Jenny . 
Den unge Mand adlød : Brevet blev lagt sammen 
og adresseret . 
„ Godt ! “ udbrød Jenny fornøiet , og svingede Brevet 
i Veiret . „ Naar hun ikke hermed lader sig hidlokke 
saa gives der heller ikke noget , hvormed man kunde 

vinde hende . Men kommer hun , saa maa Te forsøge , 
a ' bibringe hende Raison . Men kan de heller ikke faa 
hende til af være fornuftig , eller føler hun af hun 
allerede er gaaet for tang/ frem , saa gives der Gud 
være lovet endnu et Hjælpemiddel . “ * 
„ Og del er ? “ spurgte Berner . 
„ Derpaa skal jeg senere svare Dem . “ 
Jenny udstødte en kort , uhyggelig Latter og med 
et spottende Blik paa Verner forlod hun Værelset . 
Verner derimod blev alene tilbage og satte sig ned for 
af vente om Alma vilde komme . 
Men ogsaa her vilde Forsynet det anderledes . 
Da Alma meget bevæget og lyksalig læste det , 
nylig modtagne Brev , tænkte hun ikke paa andet end 
paa hendes Forsoning med Verner og paa al den Lykke 
som Fremtiden tilbød hende . Havde Alma kun et Øieblik 
overvejet Brevets Indhold , vilde hun være kommen 
til den Erkjendelse af Verner ikke vilde skrive et saadant 
Brev uden af have skjult noget derved . Uden af tøve 
et Øieblik begav hun sig strax paa Veien til Verner . 
Ankommen hertil , erfarede hun af Verner var alene 
i et Værelse ovenpaa . 
Havde Alma været mere rolig da hun traadte ind 
i Værelset , saa vilde hun have bemærket , hvorledes en 
anden Tør hurtig blev lukket i Laas . 

„ Du kommer virkelig ? “ udbrød Verner . „ Du er 
i Grunden bedre , som jeg har fortjent det . “ 
„ Ak , tal dog ikke saaledes , det er mig som er Skyld 
i det Hele , kjære Verner . Men hvorledes kunde Du 
faae Dig til , at skrive et saadant Brev ? “ 
Verner lod , som han ikke forstod hendes Spørgsmaal . 
„ Jeg 
havde allerede for lang Tid siden vilde have 
tilskrevet Dig , men i den senere Tid har jeg havt saa 
meget i Hovedet — for Exempel , det fordømte Giftermaalsprojekt . 
„ Ak , “ 
udbrød Alma , „ hvor har jeg dog været 
uretfærdig imod Dig , kjære Verner . Jeg var i den 
Tro , at Du virkelig elskede den unge Frøken . Jeg blev 
næsten vanvittig af Skinsyge , og glemte derover all 
Andet . Men Du^vil tilgive mig , kjære Ven — ikke 
sandt ? “ 
„ Af mit ganske Hjerte , “ svarede Verner . 
„ Og nu Verner , vil jeg tilstaae dig noget , “ udbrød 
hun bevæget . „ Denne Nat er meget vigrig for mig , og 
jeg maa nu ogsaa sige Dig hvorfor . Vvor Skilsmisse 
havde gjort mig haard og grusom imod mig , og jeg lovede 
mig selv , at Du aldrig skulde komme til at kalde Janette 
Fly for din Gemalinde , om saa jeg skulde myrde 
hende for Alterets Fod . “ 
„ Og det kunde Du gjøre ? “ udbrød Vener . 

„ Jo jeg havde indtil nu ikke vidst hvormegen Had 
og Hævnsyge der var gjemt i mit Indre . Ved et Tilfælde 
lærte jeg Dyring Tøndesen og hans Datter at kjende , 
og dette foranledigede mig at gaa til Fremtidshaab c 
hvis Nærhed Dyring Tøndesen var fængslet . Da jeg 
gik tilbage gik jeg over en Mark og paa et Sted opdagede 
jeg en heel Deel smaa Stykker Papir , som kunde 
være fra et iturevent Brev . Jeg tog nogle af dissEop 
saae nøiere paa Dem — og hvad troer Du vel at jeg 
fandt ? “ 
„ Hvorledes skulde jeg vel vide det ? “ 
Jeg fandt Dyring Tøndesens Navn paa Papiret . 
Jeg sankede nu alle Papirstumper sammen , sammenlignede 
disse , og vidste nu snart , hvad det havde at betyde . 
Hvem det ogsaa havde været som havde revet 
disse Papirer istykker , saa var det afgjort , at han kun 
havde tilintetgjort Papirerne til Grevens Fordeel og for 
at skade den stakkels Dyring . 
„ Hvad indeholdt da disse Papirer ? “ spurgte Verner 
ligegyldig . 
„ Intet mindre som to Døbeattester , eller Kopier 
af Kirkeregistrene for to Personer . Den ene lød paa 
Dyring Tsndesen , den anden paa Daniel Dyring , som 
baad jeg senere har bragt i Erfaring , er Faderen til 
Adolf Tøndesen , som elsker Grevens Datter . Men hvorfor 
kalder jeg denne Mand for Greve ? han er ingen 

Greve ! Hvad jeg har erfaret af Papirerne , saa veed 
jeg med Bestemthed at Tøndesen har mere Krav paa 
Grevskabet end Du og jeg . 
Alma bemærkede , hvilket Indtryk hendes sidste Ord 
gjorde paa Verner . 
„ Men hvad feiler Dig , kjæreiVerner ? “ spurgte hun 
bestyrtet . 
„ Intet , “ udbrød han , medens han forsøgte at fatte 
sig . „ Altsaa dette er Nøglen tiffHemmeliaheden , som 
saalænge har foruroliget Dem . “ 
„ Ganske rigtig . Men det lader ikke til at Du glæder 
Dig derover . “ 
„ Glæde mig ? “ udbrød han harmfuld . 
„ Men naar Du elsker mig , kjære Verner saa maa 
Du glæde Dig . Jeg har Beviser , at Greven er en Bedrager , 
hans Datter en Tiggerske , og Herr Etatsraaden 
deres Herr Fader vil vistnok vogte sig for , at kompromitere 
sig saaledes at han skulde give sin Indvilligelse 
til at indgaae en Forbindelse med denne Familie . Saa 
er Du sri — fri , “ udbrød hun glad bevæget , og saae 
ham kjærligt i Øinene . 
Til dette Øieblik havde Verner behersket sig . Nu 
sprang han heftig op og maalede Værelset med hurtige 
Skridt . 
„ Min Gud , hvad feiler Dig , kjære Verner , hvad 

har jeg gjort ? har jeg fornærmet Dig ? “ spurgte hun 
frygtsomt . 
„ Fornærmet ? Nei Alma den Tid er forbi , da Du 
kunde fornærme mig . Men jeg vil dog lade dig vide , 
at Du har gjort mig den sletteste Tjeneste , som en 
god Ven kan bevise en Anden . Du har ruineret 
mig . “ 
„ Verner , hvad siger Du dog ? “ udbrød hun forskrækket . 
„ Hvad mener Du dog dermed ? siig mig dog 
for Guds Skyld , paa hvilken Maade jeg har gjort Dig 
imod ? “ 
„ Du begriber nok Alma , at Sønnen af en Tigger , 
kun selv kan være en Tigger . Maaskee begriber Du vel 
ogsaa , at Etatsraaden , min Fader , paa sin Maade at 
leve paa , ikke eier mere end hans Titel . Du begriber nok 
ligeledes at Grevens Fjender uden disse Papirer , ikke 
kunde gjøre den ringeste Fordring paa Grevskabet , og 
vilde saaledes hele Besiddelsen og Rigdommen være i 
mine Hænder . “ 
„ Alt dette kan jeg indsee , men saa maatte Du først 
gifte Dig med Grevens Datter . “ 
„ Og det vilde uden al Tvivl være skeet . 
„ Aldrig ! “ udbrød Alma bleg af Vrede . 
„ Dumhed , Alma . Din Modstand er taabelig og 
latterlig . “ 
Et Øieblik slirrede hun paa ham , derpaa strømmede 

Taarerne ned ad hendes Kinder . 
O , hvor jeg har været , en Taabe at stole paa din 
Troskab , “ udbrød hun hulkende . 
„ Noget kan Du endnu alletider være for mig . Giv 
mig Lov til sledse at kalde Dig min tro og hengivne 
Veninde . “ 
„ Nei , “ udbrød hun rasende , „ tre Gange nei . O 
Verner , hvorfor har Dn paany opvækket Haab i mit 
Bryst , naar Du alligevel saa skaansellss vilde filintetgjøre 
Den . “ 
„ Jeg — jeg haabede , at Du vilde have hjulpet mig 
ud af min uheldige Stilling . “ 
„ Jeg skulde hjælpe Dig ? Hvorledes ? Siig mig , 
paa hvilken Maade jeg kunde hjælpe Dig ? udbrød 
hun . 
„ Det veed Du nok selv . Disse Papirer — har Du 
dem ? “ 
„ Hvorfor spørger Du derom ? “ 
„ Fordi Du kunde tilintetgjøre dem . . . . “ 
„ Nu bliver mig Alt klart ! “ udbrød hun rasende . 
„ Jeg er bleven lokket hertil for at Du kunde røve Papirerne 
fra mig , at have bidraget til , at Janette Fly 
kunde blive gift med Dig og Etatsraad Verner tillige 
hans uværdige Søn , til en smuk Formue . Nei Verner 
nei ! Du har forregnet Dig . Jeg forkaster dit Venskab , 
og haaber til Gud , at jeg skal endnu leve længe , for 

at bade Dig ligefaameget , som jeg tidligere har elsket 
Dig . “ 
Derpaa slyrtede hun hen til Døren , men fandt 
denne tillaaset . 
„ Hvad betyder det ? “ spurgte hun opbragt . 
„ Ikke andet , at Du foreløbig maa blive her , “ svarede 
han rolig . 
Pludselig aabnede Døren sig paa den modsatte 
Side og Jenny Melbourne rom hurtig ind i 
Værelset . 
„ Te her ? “ udbrød Alma harmfuld . „ Nu begriber 
jeg Alt . Man har lokket mig i en Fælde . Hun veed 
at jeg har hendes Elsker , Oskars Fly ' s Skjæbne i min 
Haand , hun har villet berøve mig Friheden , for at 
frelse ham . “ 
„ De har ganske rigtig gjæltet min Plans , “ svarede 
Jenny roligt . 
„ Jeg har gjort mere endnu . Jeg har forudseet 
den og gjort den uskadelig . “ 
„ Nei virkelig . Er De ogsaa I aldeles sikker 
derpaa ? “ 
„ Aldeles sikker . Beviserne imod ham ere ikke mere 
i mine Hænder . 
„ Det veed jeg , “ svarede Jenny . „ En Deel af Papirerne 
befinder dem i Hænderne af deres Sagfører , 

den anden hos deres Vidner , som-sdenne Aften er kommen 
i Forening med Dem , Gud veed hvorfra . “ 
„ Og naar det virkelig er saaledes ? “ 
„ Saa har ^vi ikke noget Bedre at puste . Deres 
Sagfører har bedraget Dem og Deres Vidne er for 
Øieblikket vor Fange . “ 
„ Du hører Alma , at ' Du er bleven overlistet , “ sagde 
Verner , „ men vi vil gjøre dig til vor Bundsforvandt , 
naar Du vil opføre Dig fornuftig . “ 
„ Ner , tusind Gange nei . Fra dette Øieblik , udriver 
jeg enhver Tanke om Kjærlighed til Dig af mit Hjerte , 
og sværger , at jeg fra idag af kun vil gjøre mig til en 
Opgave at fordærve Dig . 
„ Du vil kun slade Dig selv med din Hidsighed , “ 
svarede Verner og Jenny forlod haanende 
Værelset . 
Fireogtyvende Kapitel . 
Et farligt Foretagende . 
Endskjøndt den unge MelöoMNS ikke Var heldig , 
fortvivlede han alligevel ilks . 
Han var bleven bekjendt Med en ung Mand , som 

var paa Plumketts Kontoir . Han var en ung letsindig 
Krabat og havde allerede gjort nogle smaa Laan ud af 
Principalens Kasse . 
Melbourne som havde et opmærksomt Øie med Alt , 
erfarede snart hvorledes Sagen hang sammen , og bestaltede 
nu at benytte sig af denne unge Mand for at 
komme i Besiddelse af Papirerne . Han vidste hvor han 
kunde træffe ham , og gik nu hen paa et bekjendt Beværtningssted , 
hvor unge Folk tilbragte Tiden med at 
spille og drikke . 
Melbourne tiltalte ham , og bemærkede en vis Urolighed 
hos den ringe Mand . 
„ De har nok meget at varetage i denne Tid ? “ 
spurgte Melbourne fljødesløs . 
„ Ja , De har Ret , den eneProces kommer over den 
Anden . Tiden til at more sig bliver en nnomstunder 
kun tilmaalet . Jeg er snart kjed af det Hele . 
„ De mener , “ hviskede Melbourne , „ at De gjerne 
vilde blive paa deres Post , naar det blot 
var mnligt at skjule smaa Bedragerier . Ikke 
sandt ? “ 
„ Hvorledes , hvoraf veed De det ? “ udbrød Raby 
skjælvende . 
„ Allerede godt . “ svarede Fristeren . „ De er gaaet 
dt for hurtigt til Værks — det gjøre jo alle unge 
Folk — og saa har De beholt et lille Bevis , som 

skulde have været afleveret , eller ogsaa har De ved 
Sammenregningen gjort en lille Bommert ; eller ogsaa 
har De af Vanvare skrevet deres Faders Navn , istedet 
for deres eget > — noget Lignende vil det have været 
— jeg kan godt begribe det . “ 
„ Men du forbarmende Gud , hvoraf veed De dog 
alt dette ? “ udbrød han aldeles forskrækket . ! 
„ Kom lad os gaae ind i et andet Værelse , der 
kan vi rolig tale om Tingene , “ svarede Melbourne . 
Han trak nu den villieløse Raby med sig , ind i et 
Værelse . Her havde De en lang hemmelighedsfuld 
Samtale . 
Efter at De havde tømt nogle Glas Viin , reiste De 
sig , rakte hverandre Hænderne og sfiltes nu ad som de 
bedste Venner . 
„ Den Nar , “ mumlede Melboupne . „ Hvorledes er 
er det dog muligt at et Menneske , saa let stikker sin 
Hals i en Snare ! han maae dog kunde begribe , at vi 
ikke kan gjøre Andet end tilintetgjøre ham . Hans Foretagender 
maa lykkes ham eller ei . “ 
Tagen efter i Mørkningen sadde Prokurator Plumkett 
og Adolf sammen og havde en hemmelig Konferense . 
Plumketts 
Mening var den , at De burde benytte 
Tiden , hvor Brylluppet imellem Janette og Verner var 

bleven opsat , og at søge efter det manglende Dokument . 
„ Det 
Bedste er a — at vi sende Nogen til Mon^rene , 
og la — ade ham eftersee Kirkeregisterne . Det 
er dog muligt at deres unge Ven , Præstens Søn , ikke 
har gjort sig den nødvendige Umage . “ 
Adolf indrømmede det . 
„ Jeg har et ungt Menneske paa mit Kontoir , som 
taler godt fransf og som er bleven opdraget i Frankrig . 
Han hedder Naby , er jnu — min anden Bogholder — 
rigtignok lidt letsindig , men kan — naar det k — kniber 
bringe Lys i en Sag . Dette er nu netop et Arbeide 
for ham , og jeg vilde raade , at sende ham dertil . “ 
„ Man 
kan altsaa forlade sig paa ham ? “ 
„ I ethvert Tilfælde . “ 
„ Godt saa lad det skee . — O , hvad er det ? “ 
Faldet af en Gjenstand lød i Deres Øren , som fik 
Adolf ' til at udbryde i dette Udraab . Plumkett rynkede 
kun Panden . 
„ Formodentlig har det været en Bog som er sa — 
alden ned . Jeg har et lille Ka — abinet ved Siden 
ask og der har formodentlig en af mine Folk , fljødesløs 
kastef en Bog hen , som nu er falden ned . “ 
„ Man har altsaa kündet høre os ? “ udbrød Adolf 
forstrækket . 

Naar der har været Nogen derinde ja , men frygt 
ikke , jeg har selv Nøglen dertil i min Lomme , her er 
den . Mine Folk have allerede for lang Tid siden forladt 
Kontoiret . 
Adolf gav sig nu tilfreds . 
„ Hvorledes staaer det til med Klagen imod Grevens 
Søn ? “ spurgte Adolf . 
„ Alt gaaer godt . “ 
„ Men den unge Pige , Alma , hvor opholder hun 
sig ? “ 
„ Hun er taget til Fremtidshaab , for at skaffe Hovedvidnet 
tilveie . MsnZd — det er allerede sildig De 
burde a — allerede være her . “ 
„ Altsaa De venter Dem her ? “ 
„ Jo , — Begge . “ 
„ Saa vil jeg ligeledes blive her . Jeg anseer det 
for min Pligt at gjøre Alt hvad der staaer i mine Kræfter , 
for at opdage Morderen af Dyring Tøndesen . 
Uden denne forfærdelige Forfølgelse , var maaskee den 
unge Pige , hans Datter , endnu i Live . “ 
De ventede nu utaalmodig paa Alma . Der hengik 
den ene Time efter den anden , uden at Alma kom . 
Pludselig erindrede Adolf hvorledes han selv , tilligemed 
Hjelmskjold for nogle Aftener i Forveien havde 
ventet paa hende , og han kom tilsidst til den Overbevisning , 

at hans Fjender ligeledes dennegang havde 
tilintetgjort denne Sammenkomst . 
„ Hun kommer ikke mere ! “ udbrød han . 
„ Det er ligeledes min Mening , “ svarede Plumkelt . 
Jeg troer det Bedste er at bryde op , hun kommer ikke 
alligevel . Derpaa skiltes de . 
Da den snue gamle Mand havde lukket Døren efter 
Adolf , lyttede han efter enhver Lyd . Det syntes 
ham , som om der var nogen inde i det lille 
Kabinet . Han ilede hurtigt udenfor , gik igjennem 
Korridoren og fandt rigtig Nøglen siddende udenfor , 
til det lille hemmelige Kabinet . Nøglen havde dreiet 
sig om , og Døren var gaaet i Laas . 
„ Hvem er derinde ? “ raabte Plumkett høit . “ 
„ Lad mig komme ud — jeg beder Dem lad mig 
komme ud , “ svarede en Stemme . 
„ Nei , “ svarede Plumkett . „ Gaae ud , hvor Du er 
kommen ind af . “ 
„ Ak , Herr Plumkett , lad mig ikke blive her , saa 
skal jeg forklare Dem Alt . — Alt . “ 
Det syntes Plumkett som om han skulde kjende 
Stemmen . Han lukkede Døren op med et hurtigt Ryk . 
En ung Mand slyrtede ned for hans Fødder . 
! „ Tilbage , “ skreg Plumkett . „ Hvem er Du ? “ 
„ Jeg Herre — jeg Naby ! “ svarede den unge 
Mand . 

„ Hvorledes Skursk det er Dem . „ Hvad , søger De 
her ? Staa op usle Karl ! De misbruger Deres Stilling 
i mit Huus , for at snige Dem ind i mine Hemmelig 
heder . “ 
„ Naar Te ikke vil høre mig for min Skyld , saa 
beder jeg Dem ar gjøre det i Deres egen Interesse . “ 
„ Nei ! nei , De er en Slange , som har indsneget sig 
her , for at tilsnige Dem mine Hemmeligheder . Men 
tal Usling , hvad har De at svare til deres Retfærdiggjørelse . “ 
„ Min 
Forklaring er ganske ligefrem . Jeg gik ind 
i dette Værelse for at sætte en Bog paa sin Plads . 
Jeg var meget træsk og havde neppe sat mig et Øieblik 
ned førend jeg sov . “ 
„ De lyver ! Usling , Deres Øine forraader Dem . 
Altsaa svar . Hvad vilde De i dette Værelse ? “ 
„ Som jeg alt har sagt Dem , jeg sov . Pludselig 
blev jeg vaagnet af Stemmer og fandt nu til min Forskrækkelse 
at jeg var indelukket . . . “ 
„ Alt saa De veed hvorom der er bleven talt ? “ 
„ Alt . “ Naby talte disse Ord med en vis Betoning 
i Stemmen som Plumkett lod til at forstaae . 
„ Godt , “ svarede/Plumkeft nu roligere , „ sæt Dem 
ned ! De er endnu en ung Mand , Naby , De vil gjøre 
Deres Lykke , og naar De har hørt Alt , hvorom der er 

bleven talt , saa veed De , at jeg har været betænkt paa 
Deres Fordeel . “ 
„ Det tilstaaer jeg , s°og jeg er heller ikke utaknemmelig 
. . . “ 
„ Ti og hør efter , hvad jeg har at sige Dem . De 
har sagt mig at kun et Tilfælde havde ført Dem ind i 
dette Kabinet . Men jeg siger Dem at T e lyver . Deres 
egen Handlemaade forraader Dem . “ 
„ Jeg protesterer . . . “ 
„ Bah , lyv ikke . Desforuden harssjeg endnu noget 
at sige Dem . For et ungt Menneske at være , har jeg 
bemærket , at De har gjort en daarlig Begyndelse — 
jeg har nemlig i de sidste Dage opdaget at jeg er bleven 
bestjaalet , -— bestjaalet af Dem . 
„ O Herre , Herre ! “ udbrød Raby forfærdet . 
„ Bestjaalet af Dem , “ vedblev Plumkett . Jeg 
burde ikke have skaanet Dem — men jeg tænkte som en 
Mand som kjender noget til Verden . Jeg sagde mig : 
Raby er en uerfaren ung Mand og er kommen i flet 
Selskab , man har faaet ham til at begaae Handlinger 
som har kastet ham i Armene paa Forbrydelsen . Jeg 
havde kundet gjøre Dem til et villieløst Stykke Værktøj , 
ja endog til min Slave , men jeg foretrak at skaane 
Dem . Jeg ventede kun paa en Leilighed hvor jeg 
kunde paa en heldig Maade gribe ind i Deres Liv . 
Da De nu har tilsneget Dem vores Hemmelighed , saa 

veed De , at jeg har anbefalet Dem til min Klient i et 
vigtigt Anliggende og som han er indgaaet paa . “ 
„ Ak , tilgiv , Herre ! “ udbrød Raby hulkende . Deres 
Godhed gjør mig til et ganske andet Menneske . Der 
behøvedes kun slige Ord , for at . bringe mig til at tilstaae 
min Forbrydelse . “ 
„ De har altsaa dog noget at tilstaae mig ? “ 
„ Destoværre , jo . De havde ganfle Net — jeg gik 
ind i Kabinettet for at lytte , men man forledede mig 
dertil . Den Hemmelighed , som jeg har tilsneget mig 
vilde være usfatterligt for Grev Flys Venner — men 
jeg tilsværger Dem her paa mine Knæ , at jeg aldrig 
skal gjøre Brug af samme , eller forraade det mindste 
som jeg har hørt . “ 
„ Jeg troer paa deres Oprigtighed og tillader Dem 
nu at forlade dette Værelse , men vee over Dem , naar 
De vil bedrage mig , da kjender jeg ikke til nogen Skaansel . 
Gaa nu . “ 
Den unge Mand skyndte sig nu med et af Glæde 
Taknemmelighed opsyldt Hjerte at naae sin Bolig , medens 
Melbourne forgjæves ventede paa hans Komme . 
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 
Det var Aftenen , førend Oskars Forhør skulde finde 
Sted . 

Jenny Melbourne satte alt i Bevægelse , for at forhindre 
at noget Vidne , ' kunde være tilstede som kunde 
sorvirre hans Sag . Alma havde hun gjort uskadelig 
og det gjalt nu kun om at faae at vide , om det hemmelige 
Vidne var bleven gjort uskadelig . 
Hun gsf hen til det lille Huus , hvor Alma og 
Hjelmskjold var taget ind , da Te kom sra Jernbanen . 
Efter at hun havde ringet/ blev Tøren aabnet af en 
Mand . Der blev ikke talt et Ord , Manden førte hende 
derpaa til et Bagværelse , og ved Lysets Skin kunde 
man nu opdage det lumste Fysiognomi af Tigeren . 
„ Nu , er alt gaaet godt ? “ spurgte Jenny frygtsomt . 
„ Te 
kunde ikke selv have gjort det bedre , “ lød 
Svaret . 
„ Men hvorledes har sDe dog baaret Dem ad 
dermed ? “ 
„ Saasnart den Herre , som De kalder for Hjelmfljold 
var gaaet bort , sneg jeg m > g ind i Huset . Jeg 
gav Boli Brevet , som han strax besørgede ovenpaa . 
Saasnart den unge Pige som kalder sig Alma , havde 
læst Brevet , saa kom hun lidt efter som en Gal , løbendes 
ned af Trapperne og ud af Huset . . “ 
„ Og hvem var det , som hun lød tilbage ? “ 
De sagde mig jo , at der var gjemt en Mand hos 
hende og Boli sagde at der ogsaa var en Kone , foruden 

Alma , men hun var alene gaaet et Ærinde i forveien . 
Altsaa nu skyndte vi os op paa første Sal . Vi 
forsøgte at lukke Døren op , men den var aflaaset . Bob 
tog nu en Dirk og efter et Minut var Døren aaben . 
Da vi kom ind i Stuen , saae vi en Mand siddende ved 
Ovnen , han var saa bleg som et Liig . Han lignede 
saa omtrent et Skelet , for han havde ikke saameget som 
et Lod Kjød paa Kroppen , og han lignede intet levende 
Menneske . Han havde svøbt sig ind i et uldent Tæppe . 
Da han saae os træde ind i Stuen , slirrede han paa 
os med sine store , gnistrende Øine og hans Tænder 
klapprede i Munden paa ham . „ Hvad vil I ? “ spurgte 
han . „ Intet som vedkommer Dem , vi vil ikke gjøre 
Dem noget , “ svarede Bob . „ Saa see at I kommer 
bort ! “ svarede Manden . „ I tager Feil , min gode 
Mand . Jeg er Værten her i Huset , og har Ret til at 
spørge Dem , hvad De her harat bestille . Jeg har rigtignok 
ikke i Sinde at kaste Dem ud paa Gaden , men 
De maae tage imod et andet Logis , “ svarede Bob . 
Ternied tog han et vaadt Tæppe og kastede det over 
hans Hoved . Derpaa loge vi og bare ham to Trapper 
høiere op i et lille sikkert Værælse og lods ham ligge 
der . “ 
„ Godt , men hvad skeete der saa , da den anden 
Kvinde kom tilbage ? “ spurgte Jenny . 
„ Naa , De kan troe , der var et Spektakel . Hun 

styrtede som en Rasende op og ned af Trapperne , og 
bandede næsten det Blaae ned fra Himlen , — men Bob 
bavde naturligvis hverken seet eller hørt noget . „ For 
kun et Par Minuter kom denne Mand i min Stue , “ slreg 
hun , „ han kan ikke være forsvunden . Ak jeg er ulykkelig 
naar Alma kommer tilbage , Huri vil hævne sig paa 
mig , naar hun kommer tilbage . “ 
„ Det er godt ! “ iænkte Kreolerinden . „ Uden Alma 
og hendrs Vidne kan man ikke gjøre ham noget . Ja , 
ja , jeg forlader Dig ikke Oskar . 
„ Naar De virkelig sandt Veie at lade denne Syge 
aldeles forsvinde , for Exempel at tage ham med ud 
paa Søen eller deslige , Du forstaaer mig jo nok . “ 
Dermed løsnede hun et kostbart Armbaand fra 
Haandledet og lod Juvelerne glimre i Lyset . 
„ Er det nok ? “ spurgte hun , „ det er idetmindsle sine 
tusind Daler værd . “ 
„ Lad gaae , De kan nu ganske rolig gaae hjem , 
dette Skelet skal ikke komme til af gjøre Dem nogen 
Skade . “ Dermed tog han det kostbare Armbaand imellem 
sine smudsige Fingre og lod det glide ned i Lommen . 
Jenny 
forlod ham nu . 
„ Indtil nu gaaer alting godt , “ mumlede hun , 
„ han veed ikke , af jeg gjør mig Umage for al frelse 
ham . Han troer sig aldeles forladt . Store Gud , naar 

han i et Moment af Fortvivlelse selv skulde berøve fig 
Livet . O « ei , nei , det vilde være alt forskrækkeligt , jeg 
maa nu paa enhver Maade tale med Baronessen og 
Janette . 
Femogtyvende Kapitel . 
En sørgelig Bryllupsdag . 
Dagen paa hvilken Janettes Bryllup fluide have 
sunde : Sted , var nelop brudt frem —-men det grevelige 
Huus var nevsanten i altfor stor Sorg , til af de kunüe 
tænke derpaa . 
Janette takkede Gud varmt og inderlig , af han 
havde afværge : ven Ulykke som truede hende , men skjøndt 
hun var opfyldt af Tak imod sin Skaber , kunde hun 
dog ikke være glad , da netop idag det første Forhør 
skulde finde Sted imod Oskar , hendes Halvbroder , anklagel 
for Mord . 
Alene af see paa Baronessen , vilde være nok for 
af udbrede et mørkt Slør over denne Dag . 
Vi have seet , hvorledes den første Efterretning om 
Sønnens Fængsling , nedtrykte den ulykkelige Moder . 
Men det Tungeste var endnu ikke overstaaer . — Det 

skulde først komme . — Mistanken kunde blive til Vished 
— Forbrydelsen kunde blive bevist og saa . . . “ 
Baronessen slyngede Armene om Janette . 
„ Ak Janette , “ udbrød hun , „ jeg “ havde aldrig tænkt 
mig , at denne ^Dag ^skulde blive saa skrækkelig for 
mig . “ 
„ Fat Mod , bedste Moder , vi maa haabe det Bedsle , “ 
svarede Janette . 
Begge bleves forundrede ved at see Jenny træde ind 
til dem . 
Hun havde forandret sig meget i de sidste Par 
Dage . Hende , som man aldrig havde seet andet end 
med røde Kinder og Læber og i en ulastelig Paaklædning 
— hun kom nu ind til Dem med et forstyrret 
Udseende og opløst Frisur . 
„ Ak , min kjære Baronesse — dyrebare Janette — 
hvilken Skjæbne ! “ udbrød hun hulkende . „ Hvilken Dag 
for os Alle . Jeg beder Dem , giv mig en Stol — jeg 
har hele Natten streifet omkring paa Gaderne . “ 
„ Hvorledes , De har ikke været i Seng i Nat ? “ 
spurgte Janette . 
„ Jeg til Sengs , naar Oskars Liv slaaer paa Spil ? 
spurgte Jenny bebrejdende . „ O nei — jeg forsøgte 
rigtignok derpaa ; men det var en forgjæves Umage . “ 
Baronessen saae med Forundring paa hende . Hun 
formaaede ikke at fatte den Lidenskab , som rasede i den 

unge Pige , en Lidenskab , som var varmere end hendes 
Moderkærlighed . 
Janette derimod kom Sandheden nærmere , men 
sagde intet . 
„ Min stakkels Søn er til at skatte lykkelig , at der 
er nogen , som tager saa varmt Deel i hans Skjæbne , “ 
svarede Baronessen rørt over den unge Piges Smerte . 
„ Havde jeg ikke været , “ vedblev Jenny , „ i hvilken 
forfærdelig Stilling vilde han ikke for Øieblikket befinde 
sig . “ 
„ Grevens Sagførere ere bleven bemyndigede at tale 
hans Sag , “ indvendte Baronessen . 
„ Disse Sagførere ! “ spottede Jenny . „ Hvad hjælper 
det , naar man overgiver en død Mand tik den berømteste 
Læge i Verden ? Akurat lige saa meget vilde 
disse Sagførere have kündet hjulpen deres Søn , naar 
det ikke var lykkedes mig at gjøre Hovedvidnerne imod 
ham , uskadelig ? “ 
„ De troer altsaa — De hører maaskee til dem , 
som holder Oskar for skyldig ? “ spurgte Baronessen 
ængstelig . 
„ Hvad vedkommer mig hans Skyld eller Uskyldighed . 
Hverken det Ene eller det Andet kan fraholde mig at 
gjøre min Pligt . Jeg vil og skal redde ham , skulde 
det ogsaa koste mit eget Liv ! Men jeg snakker Tiden 

bort , istedetfor at komme fil Tem og trygle om Deres 
Hjælp og ligeledes om Deres , Frøken Janette . De vil 
vel ikke nægte mig den ? “ 
„ Nægte Dem vor Bistand ! “ udbrød Baronessen 
bebrejdende . 
„ Jeg Har skrevet fil Adolf Tøndesen , “ sagde Jenny . 
„ Inden en Time vil han være paa et Sted , hvor han 
skal træffe os . “ 
„ Tøndesen ? “ udbrød Baronessen forfærdet . „ Umuligt ! “ 
„ Siig 
ikke umuligt , “ svarede Jenny heftigt . „ Skal 
Oskar maaskee lide Døden , fordi Greven har Modbydelighed 
mod den Mand , som har de ! Ønske at blive hans 
Svigersøn ? “ 
„ Men De maae betænke den eiendommelige Stilling , 
som Greven slaaer i , ligeover for denne Mand , “ svarede 
Baronessen . „ De ere Rivaler og staae saaledes ligeover 
for hverandre , at den Ene ufeilbarligen maa ødelægge 
den Anden . “ 
„ Ganske rigtig , jeg har ikke forglemt det , men det 
handler sig kun her om , hvorvidt denne Tøndesen er istand 
fil at hjælpe eller at flade . De er Oskars Moder , og 
jeg siger Dem , at deres Søns Liv , ligger alene i denne 
Mands Hænder . Jeg siger Dem ligeledes , at det 
ligger i deres Magt , at fjerne det Onde — og spørger 

Dem , om De vil gjøre det . Vil De frelse Oskar , eller 
vil De lade ham omkomme ? “ 
„ Siig mig dog blot , hvad det handler sig om ? “ 
spurgte Baronessen . 
„ De skal vide Alt , Alt . De skal ikke ksmpromitere 
Dem , for at frelse ham . Medens De her hjemme har 
klaget og grædt , har jeg handlet . Hvad jeg har gjort 
i denne Sag vil De maaskee senere erfare . Det vil 
være nok , naar jeg siger Dem , at jeg har tilintetgjort 
de værste Vidnesbyrd imod Oskar , den Ene efter den 
Anden . Te maae vide , at en Qvinde — en forladt , 
opirret Qvinde har spillet den største Rolle . “ 
„ Jeg har hørt det , jeg troer hun kalder sig for 
Alma . Men hvorfor forfølger hun min Søn med sin 
Had ? “ 
„ Det er Frugten af den Politik , som De og Greven 
har fulgt . Den forfærdelige Qvinde har svoret , at 
Giftermaalet mellem Janette og Verner aldrig skulde 
sinde Sted , og hun har holdt sin Eed . Foreløbig har 
jeg gjort hende uskadelig , men Tingene kan alligevel 
ikke saaledes have sin Gang , hun vil komme i Forbindelse 
med Tøndesen og det er farligt for Oskar . — 
Baronesse , De er nu istand til af afvæbne denne 
Fjende . “ 
„ Hvorledes , jeg beder Dem om af forklare Dem 
tydeligere ? “ 

„ Godt det skal jeg . Indtil idag har jeg selv været 
for dette Bryllup , jeg havde mine Grunde derfor . 
Jo Jonette , indtil nu har jeg protegeret deune Forbindelse 
med Verner , men nu efter denne Krisis er indiraadt , 
opgiver jeg denne Projekt aldeles . De vil nu 
spørge hvad jeg vinder derved . Jeg skal sige Dem det . 
For dct Første afvæbne vi Alma , og faae hende paa 
vort Parti . Lover man hende af denne Forlovelse aldrig 
skal finde Sted , saa gaaer hun blind i Fælden . 
Hvad Tøndesen anbelanger , saa faae vi ham til af tie . 
Opnaae vi dette , saa har vi ikke mere af frygte . “ 
„ Men kan hans Udsagn da virkelig slads os ? “ 
„ Han var tilstede ved Tyrings Død , tillige med 
den Dødes Datter . “ 
„ Altsaa De troer naar vi udsonede os med Tøndesen , 
saa havde vi ikke mere af frygte af ham ? “ 
„ Jeg troer det — jeg haaber endnu mere . Ikke 
alene at han vil gjøre Alt for ot frelse Oskar , han vil 
ogsaa gjøre Afkald paa sine Rettigheder , baade til 
Grevens Titel og Besiddelser . “ 
Baronessen rystede sørgmodigt medssHovedet . 
„ Det er en let Sag for Andre at foreskrive hvorledes 
man bør handle i denne Sag , De anseer Sagen 
for ganske ligefrem — De troer med et Slag , at frelse 
min ulykkelige Søn , befrie Greven , fra en maaskee farlig 
Modstander , og at gjøre Janette lykkelig . De kan 

maaskee have Rest men De veed ikke hvad det vil sige , 
naar en Mand som Greven i hans Alder , skulde gjøre 
Askald paa Besiddelsen . 
„ Her handler det om , at frelse Deres Søn fra en 
vanærende Straf . “ 
„ De gjør mig Uret , Gud veed at jeg er bered til 
et stort Offer . Men jeg skal gjøre AU , for at faae ham 
til at opfylde Deres Forlangende , og skulde dette lykkes 
mig , naar han indvilliger . . 
„ Saa vil De ogsaa tillade , at Janette gifter sig 
med Tøndesen ? “ 
„ Af mit ganske Hjerte . “ 
En Time senere kom Hjelmsfjold styrtendes ind til 
Adolf . 
„ Gode Efterretninger , gamle Dreng . 
„ Dog ikke fra hende ? jeg beder Dig , gjør en Ende 
paa denne Uvished . “ 
De to unge Mænd satte dem nu hen fil Bordet 
hvor Hjelmstjold fortalte sin Ven at han nylig havde 
truffen en Veninde — nemlig Jenny — og som havde 
meddelt ham , at Janette endnu var Adolf hengiven med 
den troeste Kjærlighed . Ligeledes at Forlovelsen med Verner 
var ophævet . “ 

„ Forlovelsen er altsaa virkelig bleven hævet ? “ 
„ Saaledes har man fortalt mig det . “ 
„ Jeg kan endnu ikke fatte del , “ udbrød 
Adolf . 
Men Medaillen har endnu en Vrangside . Janette 
frygter for at Du skulde mistros hendes Bevæggrunde . 
Du s kunde troe at det gik ud paa en Beregning 
en . . . . “ 
„ Hvorledes kan Janette tro det . Er det da virkelig 
sandt ? Er Du ikke bleven skuffel ? “ 
„ Det er endda ikke Alt . Som Du veed er Oskar 
Fly , Janettes Halvbroder . Du kan altsaa gjøre Dig 
et Begreb om , hvor det maa gaa hende nær , at netop 
Du , som hun tilbeder , skal være iblandt hendes 
Fjender . “ 
„ Altsaa hun føler sig fornærmet , at jeg tager Parti 
mod hendes Familie ? “ 
„ Uden Tvivl , ja . Og jeg synes at jeg i denne 
Henseende maa bifalde hende . “ 
„ Men Hjelmstjold . Denne Usling , som ikke har en 
retskaffen Følelse i sit Bryst , han er skyldig ! Jeg er alsdeles 
overbevist derom . “ 
„ Retfærdigheden vil have sin Gang uden Dig . 
Hvorfor vil Du saare den stakkels Piges Hjerte , dermed 
at Du gjør Dig til Broderens Anklager ? Derved bygger 
Du en Skillevæg mellem Dig og hende , som Du 

aldrig vil kunde bortrydds . Baade Baronessen , Greven 
og Janette vil kun betragte Dig med Modbydelighed , 
som har slyrtet en af deres Familie i Fordærvelse . “ 
„ Men min Gud , Hjelmskjold , det kan ikke være saaledes , 
de vil ikke kunde forkaste mig naar jeg opfylder 
en hellig Pligt . “ 
„ Dumhed , Adolf . Det har^Udseende af smaalig 
Hævn . “ 
„ Janette kan ikke dømme saa uretfærdigt . “ 
„ Naar Du vil rigtig tænke efter , faa er det Din 
Pligt at imødekomme Greve « . “ 
„ Du veed Hjelmskjold , at jeg er bered til at offre 
Alt , at give efter i enhver Henseende , kun ikke i dette 
Punkt . Oskar Fly har udgydt Dyring Tøndesens 
Blod , og han skal nu ogsaa lide sin Straf . “ 
„ Adolf , ved vort Venskab besværger jeg Dig . at 
skaane Oskar , det er i din egen Interesse , men ligeledes 
sværger jeg Dig til , at skulde Oskar blive frifunden , 
da overlad ham til mig . Jeg skal straffe ham . “ 
Adolf svarede intet derpaa , og Hjelmskjold vovede 
ikke at gaae til Jenny forat melde hende Udfaldet af 
hans Samtale med Adolf . 

Femogtyvende Kapitel . 
Oskar for Retten . 
Det var den Morgen da Oskar blev ført i Forhør , 
hvor Jenny forlod Baronessen , og kjørte nu lige hen 
til Retslokalet . 
Salen var opfyldt af Mennesker og det kostede 
Jenny Umage at faae en Plads , men ved at trykke en 
Betjent en Daler i Haanden , fik hun en Plads hvor 
hun kunde see og høre AU , men selv var skjult for Oskars 
Blik . 
Dommerne traadte ind fra en Sidedør , og indtoge 
Deres Plads . 
Oskar blev nu ført ind af fire Betjente . Han var 
dødbleg . 
lDet første Vidne som blev kaldt frem var 
Partouch . 
„ Kjender De den Anklagede ? “ spurgte Dommeren 
„ Jo , “ lød det korte Svar . 
„ Har De seet ham i Deres Huus ? “ 
„ Jo . Han kom forat besøge min Leier , Snøde . 
Manden laae nærved Døden . Jeg var netop i et Sideværelsæ 
og kunde høre hvert Ord . 

„ Hvad hørte de da ? “ 
en Anklagede forlangte af Snøde at denne skulde 
give ham Noget , som han havde — hvilket , blev der ikke 
omtalt . Snøde vægrede sig , hvorpaa de geraadede i en 
heftig Strid . Den Ankagede sagde at han vilde kurere 
Snøde naar han vilde give ham det Omtalte , men Snyde 
vægrede sig paany . Mere hørte , jeg ikke , men jeg hørte 
kun en Støi , som af bortkastede Gjenstande , derpaa 
ilede Manden hurtig bort . Men Snøde laae næsten død 
i Værelset , og hans Pakke , som laae ved Enden af Sengen , 
var gjennemsøgt . — En anden Gang kom han og 
vilde tale med Snød « hvorpaa jeg svarede ham at han 
ikke opholdt sig mere hos mig . Derpaa spurgte 
han mig om en Kone , som havde pleiet Snøde , og jeg 
svarede ham , at hun var nede i Steenbrudet . Da han 
hørte delte fik han ondt , ogAad mig om at lade ham 
komme inden for mit Huus . Jeg negtede ham det , hvorpaa 
han gik sin Vei . 
„ Wen veed De ikke af hvilken Grund den Anklagede 
besøgte ham ? “ 
„ Af hvilken Grund kan jeg ikke svare paa , men jeg 
veed at han forlangt « Hestegift af h « m og da han ikke 
vilde giv « ham det , saa . . . “ 
Grevens Prokurator beskyldte Partouch for Ondskab 
imod den Fangne , og da Partouch allerede tidligere 

var bleven straffe : for Smugleri , blev der tvivlet 
om hans Sandfærdighed . 
Jennys Hjerte bankede voldsomt , da det næste Vidne 
blev fremkaldt . Men hun blev aldeles tilintetgjort , da 
hun saae Alma træde tnd as Døren . 
Alma fortalte nu Dommeren om hendes Bekjendtskab 
med Dyrrng Tondesen og om hendes Reise til Omegnen 
af Fremtidshaab , hvor hun bragte i Erfaring at den 
gamle Mand skulde være bleven sorgivet af Grev Fly , 
men hun troede ikke derpaa , hendes Mistanke faldt paa den 
Fangne , og hun foretog sig nu at have et vaagent Øie med 
ham . Hun havde tillige været er skjult Vidne , da han 
havde stjaalet Rofas Dokumenter , — som han senere 
tilintetgjort , men da han havde forladt Stedet , var 
hun ilet til og opsamlet Stumperne , som hun senere 
havde sat sammen igjen . Senere fik hun at vide , at 
den Fangne havde bragt Snyde til Partouch . Men 
! efter et Besøg hos den Syge , var denne bleven meget 
sygere , indtil man havde undladt at give ham den Me ' 
dicin , som Oskar havde tilberedet ham . Efter den Tid 
btev hans Sundhed bedre . 
„ Ialt Tilfælde vilde det rigtigsle være , at vi hørte 
dette af denne Snødes egen Mund . Men jeg syntes at 
have hørt , at denne Person er forsvunden , eller endogsaa 
død . “ 

„ Hverken det Ene eller Andet . Han lever og 
befinder sig for Øieblikket i Forgemakkket . “ 
Jenny troede at drømme . Hvorledes var dette 
muligt ? Hvorledes kunde denne Mand komme her ? Den 
kolde Sved brød frem paa hendes Pande . Paa den 
Maade havde hun jo arbeidet for Intet . 
„ Hvad var denne Snøde . I hvilket Forhold 
stod han til * den Anklagede ? “ spurgte Dommeren . 
„ Grevens Søn brugte ham til det ene eller andet , 
men da han var kjed af hans Tjeneste , forsøgte han at 
berøve ham Livet , “ svarede Alma . 
/ „ hvad vil De sige dermed ? “ spurgte Dommeren . 
„ Ikke 
andet end at han kastede Snøde ned i den 
gamle Steenbrud . Jeg var netop i Nærheden og var 
er skjult Vidne til denne Gjerning — uden min Hjælp 
var Snøde nu en død Mand . Siden den Tid , har jeg 
pleiet ham i hele Maaned er . 
Oskar var aldeles , tilintetgjort og saae med stirrende 
Blikke imod Døren hvoraf Snøde skulde Iomme 
ind . 
Der herskede en dyb Taushed iSalen da man førte 
Vidnet ind . 
Det var en ynkelig Skikkelse , som man fik Øie paa , 
hans Ansigt var saa blegt og magert , at det næsten 
kunde kaldes for gjennemsigtig^ Han krøb næsten fremad 

og den mindste Bevægelse , fremkaldte en forfærdelig Hosteanfald 
hos ham . 
„ De kalder ^Dem for Snøde ? “ spurgte Dommeren . 
„ De 
seer idetmindste Levningerne af den Mand , 
som bærer dette Navn . Jeg er syg , dødsens syg , men 
endnu ikke død . Nei , Oskar Fly , de havde næsten myrdet 
mig , men de var ikke klog nok dertil —nei , nei , — 
jeg har endnu saa meget Liv i mig , for at offentliggjøre 
Deres skammelige Gjerning . “ 
„ Det er nok , “ afbrød Dommeren ham . „ De veed 
hvorfor den unge Greve er anklaget , hvad har Du i Henseende 
dertil at svare ? “ 
Snøde begyndte nu at give en tro Skildring om 
hans første Møde med Oskar , hvor han maatte love 
ham at lokke Dyring Tøndssen ned i de underjordiske 
Hvælvinger . Derpaa gik han over til de Begivenheder , 
som berørte DyringS Død . 
„ Medens jeg laa syg hos Partouch kom Skurken 
og forlangte af jeg skulde give ham Hestegift . Han lod 
sig mærke med af han vilde forgive Dyring Tøndefen . 
Han sagde af jeg havde gjort mine Sager flet 
aiManden havde frelst sig og havde beredet ham en Deel 
Ubehageligheder — men nu var han syg og han kunde 
nu med Lethed rydde ham af Veien . Men jeg vægrede 
mig standhaftig . Jeg var meget opirret og faldt tilsidst 

aldeles bevistløs tilbage i Sengen . Da jeg igjen kom 
til Besindelse var han borte og da jeg saae efter i min 
Pakke var Hesfegiffen borte . Senere hørte jeg af Dyring 
Tøndesen var død , og af man havde fundet Gift i 
ham . Jeg vidste godt af han havde faaet Hestegift . “ 
„ Har 
De da aldrig sagt det til den Anklagede , og 
naar ? “ spurgte Dommeren . 
„ Da jeg var i Bedring , mødte jeg ham ved den 
gamle Steenbrud . Jeg sagde til ham af jeg vidste AU , 
og sagde til ham af han var Morderen . — Han svarede 
Intet derpaa , men bibragte mig et Stød for Brystet som 
styrtede mig ned i Steenbrudet . Det var en stor linder 
af jeg ikke døde paa Stedet daZeg var slyrtet ned i en 
Dybde af fyve Alen , ssknn den bløde mudrede Jord havde 
frelst mig . Men siden den Tid har jeg ikke været et 
Menneske ! Jeg veed , at jeg ikke har lang Tid at 
leve i — jeg maa dø , -og kun alene Grevens Søn7er 
min Morder . “ 
Dommeren spurgte om der var nogen som havde 
været Vidne til denne Gjerning ? 
Alma og Partouchs Kone traadte paa en Gang 
frem , Alma berettede at hun og Partouchs Kone var 
gaaet hen til Snøde som opholdt sig i Steenbrudet , og 
da de havde seet at Oskar havde nærmet sig , saa vare 
de gaaede hen bag et Gjerde , da de ikke ønskede at 

møde ham , og saaledes vare vi begge Vidne til Gjerning 
en . 
Oskar følte og vidste , saasnart han havde seet Snude 
træde frem at han var fortabt . Han sukkede dybt . Han 
havde spillet et samvittighedsløs Spil , men nu kom 
Gjengjældelsen . 
Jenny saae hans Fortvivlelse , hans Haabløshed og 
hun græd bittre Taarer . Hun skulde tabe Oskar , skulde 
give Afkald paa Drømmen om Kjærlighed og Lykke , som 
hun engang havde drømt om . 
„ O , nei , nei ! “ udbrød hun i en krampagtig Hulken , 
„ det vilde være altfor forfærdeligt . “ 
Hun blev uden Bevidsthed kjørt hjem til sin Bopæl . 
Dommen lød paa : Skyldig for Mord paa Dyring 
Tøndesen , og Mordforsøg paa Snøde . 
Otte Dage efter Forhøret havde fundet Sted , vil 
vi være et skjult Vidne til en Scene som foregik hos 
Prokurator Plumkett . 
Adolf og Plumkett vare fordybet i en vigtig Samtale , 
som blev afbrudt af et stærkt Røre i det ydre 
Kontor . 
Let var den unge Naby , som næsten ukjendelig 

tumlede ind i Værelset . Han snarere faldt end fatte sig 
paa en Stol . 
„ Gud være lovet ! “ udbrød han skjælvende . 
„ Naby ! “ raabte Adolf og Prokuratoren paa engang , 
„ Raby , for Guds Skyld svar , hvad er der fleet ? Er 
De kommen til Skade ? Har Deres Reise været uheldig ? 
Saa svar dog , naar De kan “ 
Raby havde nogenlunde berolige^ sig og begyndte 
nu o . t fortælle : 
„ Da jeg den Aften havde forladt Kontoiret , ^ hvor 
vi havde en Samtale sammen , “ begyndte han , henvendende 
sig til Prokuratoren , „ pakkede jeg strax mine 
Sager sammen og reiste strax den næste Morgen herfra . 
Jeg havde ingen Ro førend jeg havde naaet Montane . 
Ankommen ber vræsenterede jeg strax mine Anbefalinger 
og sil derpaa Tilladelse til at gjsnnemsøge Kirkeregistrene . 
Denne Opgave var ikke let . Bøgerne vare skjødesløst 
holdt i Orden og næsten ulæselige . De fremmede Navne , 
i Særdeleshed de danfle , vare , hvor de stod betegnede , 
skreven saa forkeert , at det næsten var en Umulighed at 
forklare dem . To Dage vare allerede hengaaet , jeg 
havde uafladeligt bladet i Bøgerne , men kunde ikke sinde 
det , hvorom jeg søgte . 
Den tredie Dag begav jeg mig ligeledes til Kirken , 
da jeg til min Forundring sandt Døren aabnet . Da 
jeg traadte indenfor bemærkede , jeg en høi ung Mand , 

som var beskjæftiget med at gjennemsøge Bøgerne . Da 
jeg kom nærmere opdagede jeg til min Forbauselse , at 
det var Etatsraad Verners Søn , den unge Komtesses 
Forlovede . Den Bog som han kgjennembladede , var 
netop den samme , som jeg den foregaaende Dag kun 
halvt havde gjennemseet . “ 
„ Tilgiv min Dristighed , “ begyndte jeg , henvendende 
mig til ham . „ Behøver de netop denne Bog ? “ 
„ Jo , lød det korte Svar . 
„ Det gjør mig meget ondt — jeg benytter den 
samme Bog og har allerede gjennemlæst det Halve af 
Indholdet . “ 
„ Jeg veed det , og veed ligeledes hvorfor De er 
her . Deres Navn er Rabv , og er en Underordnet paa 
PlumkettS Kontoir . De er Jurist og er i et bedragerisk 
Øiemed kommen hertil . “ 
„ De er i Vildfarelse , “ svarede jeg saa roligt som 
muligt , „ skjøndt De kjender mit Navn , lader De dog til 
at glemme , at jeg er en født Dansker og en Mand af 
Ære . “ 
„ Jeg troer min Salighed , at De frygter for , at jeg 
skulde nedværdige mig til at slaaes med en Skriverkarl . “ 
„ Og 
maaskee gjorde jeg en saa uopdragen Slyngel , 
altfor stor Ære derved , “ udbrød jeg harmfuld . 
„ Pludselig sprang han op , greb min Stok som laa 

paa Bordet og gav mig et Slag dermed lige over Ansigtel . 
Slaget berøvede mig i dette Øjeblik næsten Forstanden . 
Jeg følte at Blodet strømmede mig over Ansigtel . 
— I det næste Øieblik tog jeg fat paa Skurken 
og kastede ham til Jorden . Da jeg slap ham , sprang 
han hurtig op , trak en Lommeterzerol frem og holdt 
mig den for Brystet . “ 
„ Saasnart De rører Dem er De Dødsens , “ udbrød 
han , trak et Reb frem/ snørede mine Been sammen og 
kastede mig hen i en Krog . 
„ Han tog nu Bogen igjen som han havde bladet 
i . Det lød til at han havde fundet hvad han ledte 
efter . Han rev nemlig to Blade ud af Bogen og 
puttede dem rolig i Lommen . Derpaa kom han hen til 
mig , bøiede sig overAnig og udbrød haanende : „ Seer 
De , det De søgte efter , . er nu i min Ere og ingen 
Djævel skal nu kunne fravriste mig den . Skulde De 
Nogensinde levende komme herfra , shvad jeg høiligen 
tvivler om , da kan De hilse Deres Herre , at De er 
overlistet . “ 
„ Derpaa tog han Svovlstikker frem og antændte 
flere Bøger som snart blussede høit i Veiret . Men 
medens han var ifærd imed at tænde Ild i den sjette 
Bog , stod jeg allerede ved Siden as ham og jagede 
ham min spidse Foldekniv lige til Skaftet i Ryggen . 
Han opgav strax Aanden . “ 

1 „ Medens han var ifærd med at » drive Bladene , 
havde jeg , da mine Arme og Hænder vare frie , taget 
min Foldekniv frem , overskar dermed mine Baand , og 
senere gjorde Ende paa denne Skurks Liv . “ 
„ Dien Kirkebøgerne ? “ spurgte Begge som med een 
Mund . ' 
„ Som allerede fortalt , de ere brændte . “ 
„ Te har forraadet mig eller forsømt Deres Pligt , “ 
udbrød Plumkett strengt . 
j „ Intet af begge^Dele : Papirerne ere her og jeg leverer 
Dem ubeskadiget i Deres Hænder . “ 
„ Tak , tusind Tak min Ven , udbrød Adolf rørt . 
Ved deres Bistand er jeg nu sat i Stand til at kræve 
Greven til Regnskab , og De skal blive belønnet , som det 
er en Greve værdig . “ 
Hjertelig glad tog Adolf nu Afsked med Prokuratoren 
og Raby og begav sig hurtig hjem , hvor Hjelmskjold 
ventede ham . 
Syvogtyvende Kapitel . 
Hvorledes Alma erholdt sin Frihed . 
Det var en af disse Tilfældigheder som gjorde det 
muligt for Alma og Snøde , at træde frein for Retten . 

Ten ærede Læser vil vistnok ikke have glemt Almas 
Harme , da hun saae sig overlistet af Jenny Melbonrne , 
som hun hadede as sin inderste Sjæl , og Verner . Alma 
rasede ov og ned i Værelset ligesom et indespærret 
Rovdyr . 
Verner derimod strakle sig saa lang han var i en 
Sopha og røg med ^Velbehag en Cigar , medens han 
med et Smil paa Læberne betragtede Almas Raseri . 
„ Det nytter Dig ikke , min Bedste , “ sagde han til 
Alma . „ Ud kommer Du ikke alligevel , idetmindste ikke 
førend Du er aldeles uskadelig . “ 
Alma standsede og betragtede ham med hadefulde 
Blikke . 
„ Hvorhen er denne Kvinde gaaet ? “ spurgte hun . 
Det var Jenny om hvem hun talte — Jenny som 
leende havde sorladt Værelset . 
„ Jeg troer hun er gaaet hen for at see til din syge 
Ven , ester den Mand som skulde vidne imod Oskar . “ 
„ Efter ham ? “ 
„ Jo , netop efter ham . Og hvorfor ikke ? Har jeg 
ikke sagt Dig , at han er vor Fange ? En Fange maa 
man passe paa , det veed Du lige saa godt som jeg . — 
Men siig mig , hvad vil Du nyde ? Hvad tør jeg byde 
Dig ? Ønsker Du Portviin eller Sherry ? Du sinder 
begge Dele , ligesom ogsaa Kager der henne i Skabet . 

Ter ligger ogsaa Cigaretter . — Du sværmer sommetider 
for at ryge “ . 
Dæt kunde aldeles have sin Rigtighed , men af alle 
fremmede Produkter som gaves i Verden , ønskede Alma 
sig i dette Øieblik kum en Dolk , ^for at gjennembore 
Verner . 
„ Saa Du svarer ikke , som Du behager , “ vedblev 
han . „ Men siig mig dog engang , hvorfor hader Du 
Oskar Fly ? “ 
„ Jeg har vel ingen Aarsag til at elske ham ? “ svarede 
hun harmfuld . “ 
„ Dæt vedkommer ikke mig . Men forklar mig blot 
Tingene ? “ 
„ Skulde jeg ikke hade denne usle Skurk , som har 
trængt sig imellem Dig og mig og som er Skyld ' i vor 
Adskillelse ? “ 
„ Ak ja , han har virkelig gjort sig megen Umage 
for at faae mig gift , men Du vil senere komme tiladen 
Erkjendelse , at Du aldeles ikke har nogen Grund til at 
ønske hans Fald . For Øieblikket er Du opirret og fornærmet , 
men Du vil med Tiden berolige Dig , og saa 
vil Du selv indsee , hvor taabeligt Du har opført 
Dig . “ 
„ Jeg veed kun , at I ere Allesammen nogle Uslinger 
og jeg sværger at jeg ikke vil hvile førend I alle 
ere komne i Rettens Hænder . Tro mig kun paa mit 

Ord , jeg spøger ikke . Hvad ere I Uslinger dog igrrmden 
for Folk , som haaner og beskæmme værgeløse Kvinder , 
myrde retskafne Folk , det kan I , men naar Faren nærmer 
sig , hvad saa ? Istedetfor at træde med opreist 
Pande frem for Skrankerne , ligeoverfor Eders Fjender , 
dertil har I Uslinger ingen Mod , men ved den levende 
Gud , tro mig , I skal alligevel ikke triumphere . Jeg vil 
og kan befries og da vee Eder . “ 
Verner lod det sletjikke til at røre , han lukkede Øinene , 
og lod Alma tale . 
Han var saa rolig og ligegyldig at Almas Vrede 
kun derved blev større . 
Hun forbandede sin Daarskab , som havde bragt 
hende i denne Stilling og pinte sit Hoved med alle 
Slags Planer til hendes Befrielse . Den unge Mands 
hjerteløse Opførsel havde kun opflammet hendes Hævnfølelse 
og hun brændte nu af Begjærlighed efter at tilfredsstille 
dem . “ 
Uden hende var Oskar fri , det vidste hun , og det 
turde og skulde han ikke være . 
Snøde , hvis Tilværelse hun havde skjult saa godt , 
blev nu maaskee i hendes Fraværelse bortført og maaskee 
dræbt , man kunde tro Alt om disse Skurke . 
Men hvad var herved at gjøre ! Hvad formaaede 
hendes Kraft mod den Mand , som laa der mageligt udstrakt 
i Sophaen ? Hun kunde hverken haabe at over 

vælde ham eller at flygte . Og naar hun virkelig kunde 
være bleven færdig med ham — hvorledes skulde hun 
saa komme ud af det tillaasede Værelse . Som hun 
ligeledes bemærkede , vare Vinduerne , -skjsndt smagsuld 
dekoreret med svære Damaskgardiner og Blomster , velforsynet 
med tykke Jernstænger . 
Hun tænkte nu ester , hvilken Hjælp hun kunde 
vente sig . 
Ingen af de Mennesker som hun stod i Forbindelse 
vred , vidste hvor hun var bleven af . Sandsynlig vilde 
Prokuratoren , Hjelmskjold eller Adolf spørge efter hende 
hos Lydia , men hun fvidste heller ikke hvor hun var 
gaaet hen . Ingen menneskelig Sjæl havde en Anelse 
om hendes Tilværelse i dette Huus pg Ingen var derfor 
i Stand til at komme hende til Hjælp . 
Imidlertid gik den ene Time ester den anden og 
den unge Mand blev træt . Den dybe Stilhed , hans 
bekvemmelige Leie og de stærke Cigarer bidrog sit til 
at dysse ham isøvn . Hans Øine lukkede sig . I Førstningen 
forglemte han kun i Sekunder , derpaa i længere 
Perioder , hvor han var , og i hvilket Selskab han befandt 
sig , derpaa begyndte han at snorke , kun sagte men 
dog tydeligt . 
Denne Lyd vaagnede Alma af hendes Fortvivlelse . 
Hun lyttede og en ny Tanke fløi igjennem hendes 
Hoved . 

„ Naar jeg blot kunde aabne en af disse Døre , “ 
tænkte hun , og prøvede den ene Dør efter den anden 
med Øinene . 
Men det nyttede Intet , der var pingen Nøgle i 
nogen af Laasene . 
Hun sad i lang ^Tid aldeles ubevægelig . Hun 
vovede neppe ' at ' jrøre sig af Frygt for at vaagne den 
Sovende . 
Nu begyndte hun langsomt ' ' at reise sig op og gik 
med lydløse Skridt fra den ene Dør til den anden , for 
at overbevise sig om af de alle vare tillaaseds . Og det 
sorholdt sig virkelig saaledes . 
Medens hun med Haanden støttende imod Panelen , 
gik Hensad Gulvet , knagede det pludselig under hende . 
Lyden var ikke stærk , men i denne Stilhed var det nok 
til af vaagne Verner . 
Han reiste sig hurtig op . 
„ Hallo , hvad Fanden bestiller Du Alma ? “ spurgte 
han endnu halvt sovende . 
„ Intet , “ svarede hun hurtigt , men kort . 
„ Det er ogsaa det Bedste , “ brummede han søvnig . 
„ Men Du har ladet Ilden gaa ud . Læg noget Brænde 
til , eller ogsaa ring , af man gjør det . “ 
„ Ringe ? “ spurgte hun forundret . 
„ Nei , nei , det var ikke min Mening . Det er ikke 
Skik her og Ingen vilde høre Dig . . Derpaa var 

han halvt sovet ind . „ En forbandet Kulde “ , mumlede 
han uforstaaelig , medens han vendte Ryggen henimod 
Alma . 
„ Jeg vil forsøge det “ hviskede hun . 
Faa Minutter efter var Verner igjen faldet i Søvn 
og begyndte paany af snorke , endskjøndt Alma gjorde 
en Deel Støi . Men Verner vaagnede ikke . 
din stod hendes Beslutning fast . 
Hun listede sig hen til den Sovende bøiede sig hen 
over ham og tog fat paa Klokkestrengen , som hang lige 
over hans Hoved . 
Kunsten var nu , at sætte Klokkestrengen i Bevægelse 
uden at han hørte det . 
fj Rystede Traaden , naar Alma trak til , saa var Alt 
tabt . For at forhindre det , tog hun med fast Haand 
fat i Grebet og trak denne langsomt ned . Ligesaa 
langsomt og forsigtig lod hun d « glide tilbage . 
Neppe havde hun udført denne Manøver , da hun 
saae , hvorledes den Dør , hvoraf Jenny var forsvunden 
aabnede sig . 
Det havde været Almas Hensigt , saasnart at en 
Dør havde aabnet sig , saa vilde hun styrte sig henimod 
den aabne Dør og ned af Trapperne . Hun var lige i 
Begreb med at gjøre det , — men pludselig blev hun 
forundret slaaende . 

I Døren stod en ung Pige , som hævede Fingrene 
iveiret til Tegn paa Forsigtighed . 
Alma forstod Bevægelsen . Ligeledes syntes hun at 
skulde kjende den unge Pige , skjøndt hun ikke kunde erindre 
hvor . Hun havde dog endnu saamegen Aandsnærværelse , 
at hun ikke udstødte et Skrig af Overraskelse . 
Med 
sagte Fjed listede hun sig nu Hen til Døren , 
gik ud af denne og dreiede Nøglen to Gange rundt , som 
fad i Døren . 
Derpaa henvendte hun sig til sin Frelserinde . 
„ Jeg synes af jeg skulde kjende Dem , “ hviskede 
hun . 
Den unge Pige som endnu var meget ung , men 
ikke as det reneste paaklædt , nikkede paa Hovedet , men 
tyssede endnu paa Alma . 
„ Følg ulig , “ hviskede hun . 
„ Har De hørt mig ringe ? “ spurgte Alma . 
„ Nei , men jeg kunde see Dem . “ 
„ De har seet mig ? Hvor da ? “ 
Den unge Pige gik endnu nogle Skridt fremad og 
de naaede nu en smal , mørk Gang . Derpaa blev hun 
staaende og pegede paa en næsten umærkelig Sprække i 
Muren . Alma lagde sit Øie til Muren og bemærkede 
nu med Forundring af man herfra kunde oversee det 
Indre af Værelset . Til hendes Beroligelse bemærkede 

hun , af Værner sov endnu ganske rolig , ligesom da hun 
havde forladt ham . 
Alen den unge Pige lod hende ikke megen Tid 
til videre Betragininger , hun bad Alma nu om af 
følge bende videre . De gik nn ned af en Tra ' . pe som 
førte til den nedre Etage , men efter den unge PigerTegn 
af dømme , maatte De her bruge mere Forsigtighed . 
„ Hvorfor 
behøver vi endnu af liste os stem ? “ 
spurgte Alma hviskende . 
„ Fordi Frøken Melbourne er her , “ var det tause 
Svar . 
Alma forstod Faren og fulgte nu den unge Pige 
med fordoblet Forsigtighed . Ester at Te saaledes 
havde naaet Kjælderen af Huset , smuttede De igjennem 
flere hvælvede Gange og førte Alma nu til et mørkt 
Rum som tidligere havde været benyttet til Kjokken . 
Paa Gulvet stod et brændende Lys . Da Te havde 
naaet dette Rum , tillaasede den unge Pige hurtig 
Døren og nu vovede hun først at tale . 
„ Te kjender mig altsaa ? “ spurgte hun blinkende 
med Øinene . 
„ De forekommer mig idetmindste meget bekjendt , “ 
svarede Alma . 
„ Wirt Navn er Nanci . De erindrer Dem maaskee 
? “ 

„ Nanci ? “ spurgte Alma forundret . 
„ Netop , hos Madam Markus . Te husker nu maaskee ? “ 
Et 
Øieblik var Alma i Forlegenhed , men pludselig 
kom hun til at huske paa Rosa Tyrings Værtinde paa 
Christianshavn , og hun erindrede sig nu at have seet 
den unge Pige . 
„ Hvorledes er De kommen her Nanci ? “ spurgte 
Alma . 
„ Løbet bort ! “ var det korte Svar . 
I „ Hvorledes ? De jer løbet bort fra den skikkelige 
Madam Markus . 
„ Ja , jeg er kun et Hittebarn — og Madammen 
meente af Hittebørn ikke havde nogen Følelse . Meu 
hun var langt sra den Værste . Der gives Mange som 
er meget værre . “ 
Hermed pegede hun over Skulderen for af antyde 
af det var Husets Beboere som hun meente . 
„ De forsfod altsaa af jeg var en Fange ? “ 
„ Ganske vist — men jeg vaagede ogsaa over Dem 
og ham . Men kom nu herhen , De maa krybe igjennem 
Kjældervinduet . “ 
Hun forklarede nu Alma af dette var den eneste Vei 
som kunde føre hende til Frihed . 
Alma krøb nu op paa en Tønde , her naaede hun Vinduet , 

hvor hun med uhørt Anstrængelse kunde trænge 
sig igjennem . Hun naaede nu Gaarden . 
„ Aabn nu Porten og gaa hurüg Deres Vei , “ sagde 
Stemmen fra Kjælderen . 
„ Tak , tusind Tak ! — God Nat , Nanci . “ 
„ God Nat Jomfru . Luk Vinduet efter Dem . Saa , 
— God Nat . “ 
Med disse Ord var Pigen forsvunden . Da Alma 
endnu spurgte hende om noget , fik hun intet 
Svar . 
Alma ilede nu igjennem Porten ud paa Gaden . 
Hun bøiede om det næste Hjørne og havde snart tabt 
Huset afsyne . 
i Derpaa ilede hun hurtigt afsted , for fnarest muligt 
at naae hen til Lydia hvor Snøde havde været skjult 
Af Lydia erfarede hun Snødes Forsvinden , som 
bragte hendes Blod til at rulle hurtigere igjennem hendes 
Aarer . 
Snødes Forsvinden satte hende i den største Bestyrtelse . 
De 
to Fruentimmer sadde længe i Taushed foran 
Kaminilden — der var ingen Lys i Værelset — de 
talte om det som var forefaldet og tænkte nu efter hvad 
der var ved Sagen at gjøre . Lydia kunde naturligvis 
ikke give noget Raad . Hun kunde kun beklage sin Dumhed 
at hun havde et Øieblik forladt Huset . 

Medens de underholdt dem om dette Thema , hørte 
de en Vogn , som standsede foran Huset ; derpaa hørte de 
en sagte Banken paa Gadedøren . 
Alma reiste sig hurtig og aabnede Døren format 
lytte . 
Hun hørte en Mumlen i Forstuen , og skjelnede tydeligt 
Stemmen af en Danie . 
„ Ganske rigtig , det er hende , “ mumlede Alma , 
hvorpaa hun , til Lydias Forundring , hurtig ilede ned ad 
Trappen . 
Et Kvarteer efter kom Alma tilbage . 
Hun var forfærdelig bleg og hendes Øine skjøds 
Lyn . Hun sagde ikke hvor hun havde været , fortalte 
ikke , ' at hun havde listet sig ned og lyttet udenfor det 
Værelse , hvor Tigeren havde den Samtale med Jenny , 
som angik Snøde . Alt hvad hun meddelte Lydia vare 
disse faa Ord : 
„ Jeg har opdagt t ham . “ 
„ Opdaget ? Hvor ? “ 
„ Her i dette Huus . Giv mig et Lys og 
forhold Dig ganske rolig , z Stille — ikke et 
Ord ! “ 
Begge unge Piger havde Umage med at faae Lyset 
tændt , saaledes rystede Hænderne paa dem , men endelig 
lykkedes det dem . 
„ Luk nu Døren efter mig , - men bliv staaende foran 

denne og hør nøie efter . Naar der skulde komme en af 
de afskyelige Mænd og forlanger at komme herind , saa 
maa Du ikke paa nogensomhelsf Maade lukke op . Tn 
behøver blot at svare at Du er gaaet i Seng . Du maa 
ikke lukke op førend jeg selv banker paa ; “ derpaa tog hun 
Lyset og smuttede op ad Trappen . 
Hun havde nemlig opdaget , at der var et Værelse 
i den øverste Etage , hvis Vægge vare beklædte med 
tykke Puder , saa at enhver Lyd indefra , ikke kunde 
høres . 
Hun havde medtaget et Brækjern og begyndte nn 
at bryde Døren op , som aldeles lykkedes hende . 
„ Snøde , Snøde ! “ raabte Alma sagte , og ilede hen 
ved hans Side . 
Han lukkede Øinene op og stirrede paa hende med 
et vildt Blik . 
„ O min Gud , Snøde , svar mig , kjender De mig 
ikke ? Det er mig , Deres Veninde , Alma . See dog kun 
paa mig . “ 
Snøde saae paa hende med et stivt Blik , men lod 
dog nu til at kjende hende . 
Alma tog ham nu ved Haanden , reiste ham op og 
førte ham nd af Stuen . 
Kort efter sad Snøde igjen nede i Stuen , af hvilken 
man fornylig med Vold havde fjernet ham . 
Saaledes gik det til , at Hovedvidnerne imod Oskar 

Fly vare pna fri Fod , og saae dem istand til , i det 
gjældende Moment at træde frem for Dommeren . 
En Time efter at Jenny havde forladt Huset , listede 
tre Personer sig ud af Gadedøren , og toge Veien ül 
Adolf Tøndesens Bolig . 
Den ene var Lydia , den anden Mlma og den tre 
die , som gik imellem de unge Piger , var Snøde . 
Saaledes lykkedes det dem at undgaa deres Forfølgere . 
Otteogtyvende 
Kapitel . 
Slutning . 
Aftenen efter Oskars Forhør , gik Adolf , Hjelmsfjold , . 
Prokuratoren og Alma hen til Madam Markus . 
Embedsmand Gøst , som netop var tilstede , modtog 
dem med Glæde og førte dem derpaa op i Værelset , 
hvor Rosa havde boet , for endnu engang at gjennemsee 
Værelset , om der ikke kunde opdages noget , som luede 
bringe Lys i Sagen . 
For det Første tog nu Gsst Bibelen frem . 
Alma gjemiemblade . -e Bogen , og udbrød hurtigt : 
„ Her staaer det sidste Vers af Aabenbaringen ! og 

see her , her staaer : „ Jeg kommer snart , Amen . “ Her 
har hun Kopist med de trykte Bogstaver . Derpaa kommer 
Underskriften : Holgersen , Præst “ . 
„ Det stakkels Barn maa have havt Døbesedlen 
soran sig , da hun har kopieret det ; men det kan alt 
sammen ikke nytte noget , “ svarede Adolf . 
„ Men jeg er af en anden Mening , “ svarede Plumkett . 
„ Saameget som jeg forstaaer as det Hele , saa 
maa Bibelen indeholde noget , lad mig see engang , maaskee 
Omslaget er dobbelt , og see , hvach , sagde jeg , kun 
De høre ? uden videre maa vi skjære Omslaget igjennem . 
Hid med en Kniv og de skal faa at see . “ 
Han tog nu en Kniv og skilte Omslaget varsommelig 
fra hverandre , og ganske rigtig , her laae to 
Papirer . 
„ Viktoria ! her ere Døbeattesterne , “ udbrød Prokuratoren , 
henvendt til Adolf , og lad mig nu være den 
Første , som ønsker Dem til Lykke , Herr Greve , nu kan 
jeg med Rette sige Dem af De har seiret , og af De er 
den rette Eier af Grevskabet . “ 
Adolf omfavnede den Ene efter den Anden og var 
vild af Glæde . 
Den anden Dag begav Adolf sig til Fremtidshaab 
og lod sig melde hos Grev Fly . 
Greven modtog ham med Værdighed og udbrød : 
„ Hvad ønsker De min Herre . “ 

„ Jeg beder dem undskylde af jeg i Korthed udtaler 
mit Ønske , “ svarede Adolf . „ De veed , Herr Greve af 
jeg elsker Deres Datter — og det kan ikke være nogen 
Hemmelighed for Dem , af hun gjengjælde : den . „ Jeg 
er villig til af opgive niine Fordringer , saasnart Her : 
Greven indvilliger af give mig Deres Datters 
Haand . “ 
„ Jeg kan ikke imødekomme Deres Ønske , “ lød Grevens 
haanlige Svar . 
„ Saasnart jeg begynder Processen imod , Herr 
Greven — og der bliver mig intet andet tilovers — 
saa stiller jeg mig fjendtlig imod Dem , og selv naar 
Dommen udfolder til min Fordeel , saa turde jeg neppe 
haabe , nogensinde af faae Deres Indvilligelse . Deres 
Datter kunde i saa Tilfælde Heller ikke indgaar derpaa 
da maa vilde beskylde hende for , at sikkre sin forhen 
værende Rigdom og Glands . For nu at undgaae alt 
dette vil jeg foreslaa Dem et Middel : Verden veed 
intet om mig eller mine Fordringer . Gjør mig til Deres 
Svigersøn og den skal aldrig erfare noget . Baade 
De og Baronessen bliver saalænge som De lever i den 
fuldstændigste Besiddelse af Alt , som tidligere har hørt 
Dem til . Først efter Deres Død , vil jeg saa gjøre Krav 
paa Rangen og Værdigheden , som jeg mr med Vished 
veed , at disse med Nette tilkomme mig . 
„ Nei , “ udbrød Greven indigneret , „ naar Grevflabet 

tilhører Dem , saa gjør deres Fordringer gjældende og 
modtag deres Eiendom . Indtil De har gjort dette , maa 
jeg bede Dem , at De fritager mig og min Datter med 
Deres Besøg . “ 
„ Som det behager Herr Greven , “ svarede Adolf 
slolt , da han med rette følte sig fornærmet af Grevens 
Svar , derpaa vedblev han : „ Der vil komme en Tag , 
hvor Herr Greven vil lade mig vederfares Netfærdigbed . 
Imidlertid vil jeg give dem Betænkningstid og 
fastholder mit Tilbud , saalænge der endnu gives et 
Middel til at undgaae en offentlig Skandale . “ 
„ Jeg takker Dem , “ svarede Greven kort og bukkede 
for Adolf , som nu hurtig forlod Slottet . 
Et Par Dage efter havde Grevens Sagfører en 
hemmelig Samtale med Greven og beviste ham nu 
igjennem Papirerne , som han havde modtaget af Plumkett , 
at Adolf Tøndesen var den rette Eier af Grevskabet . 
Først var Greven egensindig og stridig , men han 
blev dog tilsidst af en anden Mening . 
Saaledes kom det , at en Aften , kort før Juul , forefaldt 
en Scene paa Slottet , som opfyldte alle Tilstedeværendæ 
med en dyb Bevægelse . 
Janette sad paa et Sæde , rødmende , ydmygt og 
meget smukt , ved hendes Side stod Adolf Tøndesen og 
holdt hendes Haand i sin . Den Sorg og Kummer , som 
nylig havde overmandet ham , var nu flygtet bort . 

Tillige var Greven og Baronessen tilstede , — 
Prokurator Plumkett og Hjelmskjold gjorde Kredsen fuldstændig . 
Greven 
var den Første , som begyndte at tale om 
den Forretning , som havde ført de Tilstedeværendæ 
sammen , og idet han henvendte sig til Adolf , udbrød 
han : 
„ Herr Tøndesen , Te har anmodet mig om min 
Datters Haand og at træde ind i min Familie . Godt , 
under visse Betingelser gaaer jeg ind derpaa . Den førsle 
af Betingelserne er den , at jeg indtil min Død bliver 
Repræsentant af Familien og af Navnet do Fly , ligesom 
nominel Eier af Grevskabel . Har jeg udtrykt mig 
tydelig ? “ 
„ Det har De , Herr Greve , “ lød Svaret . 
„ Da De første Gang gjorde mig Deres Tilbud , var 
jeg ikke forberedet til at modtage det , skjøndt jeg ikke 
burde have misforstaaet Deres egennyttige og fintfølende 
Motiv , af hvilke de vare fremgaaet . Siden den Tid 
har jeg betragtet Sagen fra en anden Side og har nu 
besluttet mig til at gjøre det første Skridt . Jeg giver 
dem , Herr Tøndesen et Bevis om min Oprigtighed idet 
jeg , uden at spørge om Deres Garantier , som De har at 
tilbyde mig , i disse Vidners Paahør , lægger min 
Datters Haand i Deres . Jeg ønsker Dem hermed til 
Lykke . “ 

Med et lykkeligt Smil saae de Elskende paa hverandre . 
Derpaa henvendte Adolf sig til Greven og 
udbrød : 
„ Tag dette , Herr Greve , som et Bevis om min 
Oprigtighed og Tiltro til Deres Ære . “ Han tog en 
Pakke frem og rakte Greven denne . „ Dette Kouvert 
indeholder Papirer , Dokumenterne , min Net til Grevskabel . “ 
Greven 
modtog ganske rolig Pakken og uden at 
kaste et Blik derpaa , rakte han denne til Plumkett . 
„ Gjem disse Papirer , “ udbrød han bevæget , „ og 
benyt dem til sin Tid , til Nytte og Gavn^ for Deres 
Klient . “ 
Overlykkelig af dette Bevis om Grevens Tiltro 
rakte Adolf , Greven begge sine Hænder og trykkede dem 
kraftig , derpaa sagde han : 
„ Tro mig , Herr Greve , det har kostet mig megen 
- Overvindelse førend jeg handlede imod Deres Villie og 
Ønske , vidste jeg jo dog at et godt og ædelt Hjerte 
slog i Deres Bryst , som kun var organiseret af en aristokratisk 
Fordom . Deres Opførsel har fra først af 
været den rette . De har gjort Deres Pligt , og De 
maae tillade mig , skjøndt noget sildigt , at anerkjende 
dette . “ 
„ De faaer mig til at rødme , udbrød Greven beskjæmmet . 
„ De har paa enhver Maade overgaaet mig 

i alle Dele . Naar jeg havde handlet rigtig , saa handler 
De , Herr Greve , — rødm ikke , det er Deres lcvsige 
Titel — højmodig . “ 
„ Tak , Herr Greve , Tak ! jeg skal aldrig glemme 
Deres Godhed , men Dem - naadige Baronesse , hvad 
tør vi haabe af Dem ? “ spurgte Adolf henvendt til 
Baronessen . 
„ De har min Velsignelse , og sieg maae kun gjøre 
Dem min Undskyldning at jeg ved vort første Møde behandlede 
Dem saa fornærmeligt , “ svarede Baronessen . 
„ O , 
jeg beder Dem , naadige Baronesse , ingen . . 
I dette Øieblik blev Døren revet hurtig op og 
Oskar kom styrtende ind - af Døren . Det var nemlig 
lykkedes ham at undvige fra Fængslet . Da han fik 
Øie paa Adolf som sad ved Siden af Janette ndbrød 
han rasende : 
„ Død og Helvede , hvad betyder dette , vover denne / 
Usling sig i Løvens Hule da lad ham vogte sig for 
dens Kløer . Viid da , Dit usle Kryb at jeg har svoret 
at enten Du eller jeg skal falde . Du har seiret og jeg 
har tabt , altsaa lad oS faae en Ende derpaa , eller er 
De endog en slig Kujon som ikke tør vove at modtage 
en Udfordring . “ 
„ O ; min Gud , Oskar , jeg som er saa glad at see 
Dig fri , hold dog inde med dine Fornærmelser imod 

denne ædle unge Mand , han har opoffret sig for os 
Alle . Kom kjære Oskar , kom og følg mig paa mit Værelse , 
jeg venter Dig . “ 
„ Gaa ad Helvede til , gamle Navn og lad mig 
være i Fred . Men Du Usling , svar , vil Du modtage 
min Udfordring ? Ja eller nei , ellers ved den levende 
Gud spytter jeg Dig i Ansigtet . “ 
„ Holdt ! ikke et Ord mere , eller jeg lader Dig af 
Tjenerne og Hundene jage ud af Slotlet som et Stykke 
Vildt . Nu da Din Moder er borte , skal jeg sige Dig 
hvem Du er , “ udbrød Greven rasende : „ Hvem af os 
to har myrdet Dyring Tøndesen , Du eller jeg ? Hvem har 
myrdet denne stakkels Djævel , Snøde ? Hvem har været 
Skyld i Tyring Tondesens Datters Død ? Du , Du kun 
alene , Du , Usling , Morder og Bandit . Fra idag siger 
jeg mig løs fra Dig , i mine Øine er Du nu kun en 
Fremmed . Du modtager ikke en Hvid mere , da det som 
jeg eier ikke mere er min Eiendom , men derimod den 
unge Mands , som Du saa skjændigen fornærmer . Jeg 
befaler Dig øieblikkelig at forlade Slottet og at Du 
aldrig lader Dig see mere , eller jeg sværger det , staaer 
jeg ikke inde for mig selv . Din Moder , den ædleste 
Kvinde af Verden , vil Du behandle saaledes . Gaa , og 
min Forbandelse følger Dig . “ 
„ Nei , hør engang til den lille Greve , jeg troer min 
Svudten han bliver høirøstet , “ svarede Oskar haanlig . 

„ Godt jeg gaaer , wm De befaler det , men Te skal ses 
at jeg ikke gaaer » hævnet herfra . “ 
Han nærmede sig nu Adolf og udbrød . 
„ Naa Du nybagte Greve , bliver det snart ? 
Adolf skar Tænder af Harme , da han paa ingen 
Maade turde duellere med Oskar . 
Hjelmskjold traadte nu hen til Adolf og talte sagte 
med ham , men han rystede heftigt paa Hovedet og ud 
brød : „ Jeg kan ikke længere holde mig , tilgiv Hr , 
Greve , Æren fordrer det , jeg modtager Udfordrin « 
gen . “ 
„ Men faer Du først til Helvede , “ udbrød Oskar og 
stødte Greven en Dolk i Brystet . 
Det var et Held for Greven , at han i det 
Øieblik Oskar stødte til , vendte sig til Siden . Derved 
undgik han tildeels det heftige Stød , men blev ikke 
destomindre farligt saaret . 
Hjelmsfjold styrtede sig hurtigt over Oskar og vristede 
Dolken fra ham . 
„ Nederdrægtige Morder , “ udbrød Hjelmsfjold , „ nu 
har Du ikke alene med Tøndesen at gjøre , men ogsaa 
med mig , og dø skal Du , Forbandede , del sværger jeg 
ved min Sjæls Salighed ! “ 
„ Nei , Hjelmsfjold , mig tilkommer det at tugte denne 
Usling . “ Derpaa traadte han tæt hen foran Oskar og 
udbrød : 

„ Nu skal Du slaae til Ansvar for Dine Gjerninger , 
nu skal Hævnens Time komme for hver en Skjændselsgjerning , 
som Du har øvet imod mig og Grev Dyring 
Tøndesen . “ 
„ I ere to imod een , “ svarede Oskar kold og haanende , 
„ gjør som det behager Eder , I skal komme til 
at føle , at I har en Mand for Eder . “ 
„ En Mand , siger Du ? “ udbrød Adolf aldeles 
rasende . „ Du en Mand ? som er en Morder og forfølger 
værgeløse Kvinder , Du er ingen Mand . — To 
mod een siger Du ? — Du tager feil . Jeg er lngen 
tydsk Nidding , som benytter mig af min Overmagt . Du 
har alletider faret frem med Træflhed og List mod mig 
og dem som jeg har kjær , men Gud bevare mig for at 
benytte de samme Midler . — Retsind og Retfærdighed 
var stedse mit Valgsprog og skjøndt Dn ved Dine Misgjerninger 
for lang Tid siden har forflærtset at fordre 
Sligt , saa stævner herved jeg , Grev Adolf Tøndesen 
de Fly , Dig , Morderen , til en Enekamp her paa mit Slot 
og i disse Herrers Nærværelse . “ 
Med disse Ord kastede Adolf sin Handske for 
Oskars Fødder . 
„ Nei , holdt min Ven , “ svarede Hjelmfljold , 
„ det er mig , som vil hævne baade Dig , den myrdede 
Dyring og hans Datter . Jeg giver Dig mit Ord paa 
at denne Usling skal falde for min Haand . “ 

' ' „ Nok , mine Herrer , “ udbrød Oskar , „ skjøndt denne 
nybagte Grev Fly gjør sig stor af sin Høihed , vil jeg 
dog først modtage Deres Udfordring , Grev Hjelmskjold , 
men stoel dog ikke for meget paa Deres Færdighed i 
Vaaben , ogsaa jeg forstaaer nogenlunde at bruge disse , 
men lad os nu faae en Ende paa Tingene , jeger alligevel 
kjed af Livet . Skulde jeg falde , godt , saa har jeg 
tabt , men skulde jeg være heldig nok at dræbe Dem , thi 
Te maa huske paa , at det bliver en Kamp paa Liv og 
Død , saa stoel De rolig paa , at den nye Grev Fly skal 
gaae samme Vei som Dem . I Værelset ved Siden as 
er Vaaben , baade Kaarder og Pistoler , jeg giver Dem 
Valget . “ 
Adolf sprang ind i Værelset og kom strax tilbage 
med to lange Kaarder . 
Hjelmskjold , som stolede paa sin Færdighed i Fægtekunsten , 
greb hurtigt efter dem og rakte derpaa Oskar 
den ene . Derpaa udbrød han : 
, „ Naar De behager er jeg til Tjeneste . “ 
„ Vil De ikke først bede en Bøn for Deres arme Sjæl 
før jeg sender den til Helvede ? “ spurgte Oskar haanende . 
„ Tie 
med Deres Spot og forsvar Dem , “ raabte 
Hjelmsfjold og gjorde et heftigt Udfald imod Oskar . 
Oskar afparrerede Stødet med en Behændighed , som 
overraskede Hjelmsfjold Men pludselig gjorde Oskar et 

raskt Udfald som . pareredes af Hjelmskjold , hvorpaa 
denne lynsnar ; rettede et Udfald mod Grevens Bryst . 
Teile kom saa hurtigt ovenpaa Paraden , at Oskar ikke 
fik Tid nok til at dække sig . Hjelmskjolds Kaarde gik 
lige igjennem Oskars Bryst . 
„ Jeg har — faaet — min Bekomst — hils —min 
Fader — og Moder . “ 
Det var Oskars sidste Ord , han var dyd . 
I dette Øieblik blev Døren reven op af Jenny , 
som aldeles forfærdet slandsede ved det Syn , som mødte 
hende . Med et Hyl kastede hun sig over Liget , bedækkede 
dets Læber med Kys og rev Haaret af sit Hoved i 
rasende Fortvivlelse . Pludselig reiste hun sig op , rev 
en Dolk frem , som hun bar skjult paa sin Barm og 
stødte sig den i Brystet . 
„ For Guds Skyld , “ udbrød Hjelmsfjold , „ lad os 
hjælpe hende , ellers vil hun forbløde sig . “ 
„ Gjør Dem ingen Uleilighed , “ stønnede Jenny , „ med 
mig er det forbi , Stødet er gaaet igjennem mit Hjerte . 
— Nu sortner det for mine Øine — Luft ! — Luft ! 
— jeg kvæles ! — hils min Moder . — Oskar , jeg følger 
Dig — 
Saaledes endte denne Kvindes Liv , som paa en 
forbryderisk Maade , saa aldeles lignede Oskar . Maatte 

disse tvende Forbryderes Sjæle faae en mild Tom af 
den høieste Dommer . 
Vi havenn knn at berette , at da alle Adolf Tøndesens 
Fjender vare tilintetgjorte — den unge Melbourne 
flygtede til Amerika , men Skibet forliste paa Veien og 
ingen menneskelig Sjæl blev frelst — saa blev han kort 
efter forenet med Jeanette . 
Faae Aar efter deres Datters Bryllup døde Grev 
Fly og Baronessen og forlode en Skueplads , paa hvilken 
de i saa mange Aar havde spillet en glimrende 
Rolle og indtoge deres Plads i Familiebegravelsen . 
Deres Ligkiste bar Titlerne af Greve og Baronesse 
äs Fly . 
Adolfs sidste Løfte var , at han ikke vilde afsløre 
nogen af de Hemmelighever , som angik deres Familieforhold 
— og han har holdt sit Løfte . Kun faae Mennesker 
erfarede Sammenhængen og vidste hvilke gamle 
Rettigheder der lilkom ham , paa en Grev sta Flys Titel og 
Rigdom , som han bar efter den falske Arvings Død . 
Da en gammel Kone kort ester , døde paa et af 
Hospitalerne , opvagedes det , at denne var Sidse Jensen 
som er bleven omtalt i del første Hefte af vort Skrift 
og som tillige havde været Amme til Adolf Tøndesens , 

Fader . Hun havde paa Grevens Befaling taget Barnet 
og reist med dettesstil Udlandet . Senere kom de til 
Kjøbenhavn , og saaledes var det denne Hemmelighed , 
som hun var i Besiddelse af om Adolf Tøndesens 
Fødsel . 
Ten troe Hjelmstjold , som senere fattede Godhed 
for Alma , for det hun havde gjort , satte alle Skrupler 
tilside og giftede sig med hende . De opfloge deres Bopcel paa 
Fremtidshaab og levede der et lykkeligt Liv , sammen 
med Adolf og Jeanette . 
Ende .