1 . 
Lyksalig den , der i sin Fæedrehytte 
Bortspsgte Barndoms tryllerige Vaar , 
Og atter did fra Livets Larm kan flytte , 
Naar Sorg og Modgang blegne vil hans Haar ; 
Og da som Olding , tryg paa Stav sig fløtte , 
Hvor før paa Kjcep han red i Barndoms Aar . 
Naar disse smukke , kjærlighedsfulde Ord , der saa 
ofte have givet Gjenlyd i mit Hjerte fra det Øieblik , 
jeg hørte dem første Gang , i dette Øieblik paatrænge 
sig mig med fordoblet Magt , da er det vel næppe 
just egentlig en Følge af Længsel efter og Kjærlighed 
til det Sted , hvor jeg henlevede min Barndoms 
første Aar ; thi , ihvorvel jeg ikke leed Ondt eller skeete 
nogensomhelsf Overlasf i Fattighuset i Overby , saa 
var og blev det dog et Fattighuus , der sandelig ikke 
bar sit Navn omsonst . Hvad jeg den Gang ikke saae 
eller havde mindste Gran af Følelse før , hvorfor jeg 
af Hjertet takker Gud , nemlig den temmelig grønlandske 
Reenlighed , islandske Afholdenhed og indianske 
barnlige Begreber om Sæderne , derfor har jeg rigtignok 
i senere Tider saaet Øinene op , og det kan derfor 
ikke være Kjærlighed til hine Tilstande , som fylder 

mit Bryst med Læmgsel og Veemod , naar jeg fluer 
tilbage . Hellere kunde det derimod vcrre Erindringen 
om de høie gule Skræmrer , ved hvis Fod Kattegattets 
Bølger tumlede sig , og ned ad hvilke jeg ofte paa 
det allernaturligste af alle Kjøretøier gled med en 
saa overvættes Følelse af svulmende Gæede , at jeg 
jublede høit derved , og ovenpaa hvilke jeg kunde ligge 
Time paa Time og betragte det uendelige , vexlende 
Hav , der skummende og bragende bred sig mod den 
milevidt udflydende Sjæellandsodde , uden om hvilken 
Seiler paa Seiler stevnede mod Nord og Syd , snart 
skinnende og hvide i Solens fulde Glands , snart 
mørke og truende i Regnskyens Skygge , uden at jeg 
dog derved gjorde mig nogen Tanke om , hvorfra de 
kom eller hvorhen de gik , hvad deres Wrinde var og 
deres Fæerden betød ; maaskee vcekkes ogsaa hine Følelser 
ved Billedet af de uendelige Skove , deres med et 
spraglet Blomstertcrppe virkede Bund , den friske Duft 
af Skovmæerke og Hyld , og de frodiggrønne smukke 
Dale , igjennem hvilke Bækken snoede sig , og hvor 
der var luunt og sommervarmt i Foraarets første Tid , 
medens Østenvindens skarpe Pust ovenover endnu 
mindede om Vinter , Snee og Iis . Men meest af 
Alt er det sikkerlig Bevidstheden af og Tanken om , at 
alt dette nødes med et let og sorgløst Sind , hvis 
Tristhed , Gl « de og Mød endnu ikke var blevet kuet 
og fløvet , trEttet og sluppet af Livets Virvar , dets 
Kampe og usigelige Skuffelser , at Alt var for Sjcrlen , 
som det viiste sig for Øiet , idet Tanken hverken gled 

frem eller tilbage , men blev slaaende i Dieblikkets 
fulde , uhildede Nydelse . Ja , meest af Alt er det vistnok 
dette , der saa mægtigt drager vort Sind og 
Tanke med Længsel og Veemod tilbage til de Steder , 
hvor vi bortspøgte vor Barndoms tryllerige Vaar . 
Hvad nu Fattighuset i Overby angaaer , hvor 
jeg var bleven indqvarteret af et faderligt Fattigvcesen , 
da jeg nemlig , som man under visse Omstændigheder 
pleier at sige , hverken havde Fader eller Moder , saa 
er det vanskeligt at sige , hvoraf Huset var bygget 
eller i hvilken Stiil , og jeg troer , at selv en Architekt 
med Guldmedaillen vilde faae sin Nød med Løsningen 
af dette Problem , idet nemlig Materialet bestod 
af en saa gaadefuld Blanding af Muurbrokker , 
Leer , Halm , Pinde , Lyng og Klude , at det var 
. umuligt at sige , hvilket af dette , der havde Overvagten , 
ligesom ogsaa et opmærksomt Die , hvad 
Stilen angik , nok deri kunde finde en Prøve af alle 
mulige Arter , kun ikke af Rainessanee ; thi dersom 
deri skal ligge Begrebet om Gjenfødelse , saa kan der 
derom ikke være Tale , og blev det heller aldrig , 
eftersom det dengang som nu var en høist bedrøvelig 
og ømfindtlig Sag , at bringe paa Bane i Sogneraadet . 
Mærkværdigt er det imidlertid , at ihvorvel 
Stormen fra Kattegattet ruflede dets Tag og Regnen 
blødte dets Vægge , ihvorvel det knagende og bragende 
svaiede hid og did som et Skib paa de vildene Vover , 
saa stod det dog fast og holdt Balancen . 
Indvendig var det deelt i to Rum , og i hvert af 

disse fandtes en Kakkelovn , en Seng , et fast Bord og 
en Bcenk . I det ene af disse Vcerelser boede jeg 
tilligemed I ose p H , min Kontubernal , denne Bencevnelse 
gav han nemlig bestandig mig eller sig selv , alt 
som Talen faldt , ligesom han ogsaa kaldte Beboerinden 
af den anden Leilighed , en gammel Pige , 
Conventualinden : Benævnelser , som jeg altid hørte 
og jeg selv brugte , af hvilken Grund de , hvor løierlige 
de en maa have lydt i Andres Øren , dog forekom 
mig aldeles naturlige og dagligdags . Joseph , der 
var et høit , spinkelt og lidt sygeligt udseende ungt 
Menneske med et Par store blaa Dine , var en Søn af 
en , som han selv kaldte det , uheldig Degn i Rørvig , 
som paa Grund af Distraction eller Søvngjcengeri , 
hvilket af begge Dele det var , formaaede , som Joseph 
forsikkrede , selv ikke Justitiarius i Hoiesferet af udgrunde , 
var kommen i Slaveriet paa Livstid . Paa 
den Tid , da denne Afvexling indtraadte i Degnens hidtilførte 
eensførmige Liv , studerede Joseph Pædagogik 
ved Universitetet i Jonstrup , efter først i nogen Tid 
af have væeret ved en lcerd Skole , hvor han allerede 
ved to Aars anstrengt Flid havde bragt det saavidt , 
af Professoren høitidelig erklærede ham for af vcere 
ikke alene moden , men endogsaa overmøden , og da 
paa samme Tid , paa Grund af Faderens Forflyttelse , 
Resourserne udebleve , saa forlod han Universitetet , 
idet han fritog Lcererne for den Mmygelse af examinere 
ham , hvorved det nemlig , som han sagde , vilde 
have viist sig , af medens han var voxet op til et 

straalende , deiligt Lys , vare de sunkne ned til smaa 
langtanede Praase . 
Efter saaledes af have forladt Minervas Hal , 
kom han i Fru Jusfitias Tjeneste , søm Skriver paa 
en Amtmands Cvntvir , hvor han tilbragte nøgle Aar ; 
men da Amtmanden mærkede , af Regjeringen , søm 
havde faaet Øinene øp før Jøsephs øverørdentlige 
Dygtighed , havde fattet den skumle Plan , af afsætte 
hiin og indsætte denne , saa gav han ham Afsfed , idet 
han ikke vivste at anføre nogetsomhelst Andet til Paaskud 
før denne Uretfærdighed end at et Pengebrev , der 
af I øse pH var besørget paa Pøsthuset , ikke var kammen 
og aldrig kom Adressaten tilhænde . Efter denne Tilskikkelse 
blev han Lakai paa det kongelige Stift Vallø 
hvs Damerne , og jeg maa tilstaae , at hvor megen 
Agtelse og Ærefrygt jeg end nærede før ham , paa 
Grund af hans hidtidige Carriere , saa var det dog 
Intet mød ben Beundring , jeg følte , da han helligt 
og dyrt forsikkrede mig , at hair der hver evige eneste 
Dag havde gaaet iført en guldgalloneret rød Kjole , 
sorte Fløiels Beenklæder og blaa Silkestrømper . 
Ihvorvel jeg ellers samvittighedsfuldt troede paa 
hvert Ord , han sagde , saa forekom dette mig dog 
saa overordentligt , da jeg aldrig nogensinde havde 
seet , hverken Præsten eller Sognefogden i en 
saadan Pragt , at jeg ikke kunde andet end tvivle , og 
vedblev dermed , indtil endelig Conventualinden , den 
Pige , der beboede den anden Leilighed i Fattighuset , 
med en krænket Mine og i en Tone , der tilfulde 

vidnede om , hvor bekymret hun var med Hensyn til 
min Moralitet , foreholdt mig , hvor usædeligt det var 
at tvivle om , hvad et voxent Menneske overhovedet 
og en Person isærdeleshed som Joseph var , sagde , 
en Lære , som jeg først seent glemte . 
Else , som hun heed , boede , som sagt , i Værelset 
ved Siden af vort , hvilket sledse af Joseph blev 
kaldet Refectoriet , en Bencevnelse , som jeg dengang 
var overbeviist om , blev tillagt alle ældre og gigtsvage 
Fruentimmers Værelse ; men hvis dybere Betydning 
senere gik op for mig ved at betænke , at vi sledse 
holdt vore Festmaaltider derinde . At komme derind , 
var sledse en stor Nydelse for mig , da der nemlig 
altid var varmt og godt og dertil herskede en vis , om 
end modificeret , Reenlighed og Orden . Paa Sengen 
var der Dyner og Lagener , hvilket lod en dunkel 
Ahnelse om Rigdom og Velvære dæmre for mit 
Indre , idet der nemlig i vor Seng aldrig befandt 
sig Andet end det bare naturlige Halm , tilligemed et 
Par tomme Sække , som vi bredte over os ; dernæst 
havde hun et Sengetæppe , sammensyet af en utallig 
Mængde smaa trekantede , brogede Lapper , hvis Lige 
i Skjønhed jeg var overbeviist om , der ikke existerede . 
Stolen , hvorpaa hun sad og spandt , var betrukken 
med blomstret Læder ; i Vindueskarmen stod en hankeløs 
Theepotte og Halvdelen af en Ølflaske med 
Gyldenlak og Rosmarin i , og paa Hylden over 
Bordet var opstillet tre smaa Peberbøsser , og Hovedet 
af en stor chinesisk Dukke . Selv var hun stedse sfort 

et rødt uldent Skjørt , et blaat Livstykke , samt dertil 
Lin og Huetøi . Hun leed meget , som hun sagde , af 
Vcerk i Lemmerne ; men trods dette , og ihvorvel hun 
meget ofte ikke kunde røre sig af Stedet , saa holdt 
hun dog stedse Værelset nogenlunde i Orden , samt 
anvendte dernoæst en utrolig Flid paa den eneste Dragt , 
jeg var i Besiddelse af , hvorom den Omstcendighed , 
at saavel min Trøie , som mine Beenklæder , godt kunde 
staa alene , som Følge af den utallige Mæengde Lapper , 
hvormed hun forsynede begge Dele , tilfulde bar Vidnesbyrd . 
Undertiden , naar Gigten ikke var altfor slem , 
fog hun sig endogsaa paa at vaske mig , hvilket , som 
jeg maa tilstaa , just ikke altid var den glæedeligste 
Overraskelse , hun kunde berede mig- , og jeg kunde 
halve Dage efter en saadan Tour søle mig ganske 
geneert og fremmed for mig selv , ogsaa hjalp hun os 
undertiden lidt tilrette med vort Kjøkkenvcesen , kort 
sagt , hun var os behjæelpelig paa mange Maader , 
hvilket vi , men isæer Joseph , beredvillig paafljønnede . 
Der herskede saaledes , som denne sagde , et smukt 
cordialt Forhold i Fattighuset , hvilket forhøiedes ved , af 
Else , der i mange Aar havde væeret Barnepige i 
en fornem Familie , var i Besiddelse af lignende fine 
Manerer og pcent Vcesen , som Joseph . 
Denne var nu iøvrigt vort Et og Alt , idet han 
med en saa sjelden Opoffrelse og Beredvillighed sørgede 
før os , af det endogsaa vakte Prcestens Opmcerksomhed , 
der ofte og hjerteligt roste ham derfor . 
Hvad han kun nogenlunde formaaede af skaffe tilveie , 

som kunde tjene til vor Behagelighed , det bragte han , 
og beundringsværdigt var det af see , hvorvidt hans 
gode Hjerte formaaede af lade sine knappe Indtægter 
strække , som han ene og alene , hvilket han selv sagde 
og Præsten troede , forskaffede sig ved af Staaltraad 
af lave Hægter og Maller , da han var før svag til 
alt andet Arbeide . Der var kun een Omstændighed , som 
med Hensyn til Joseph forbittrede mit Liv i høi 
Grad , og hvorover jeg tænkte saalænge , af det tilsidst 
endte med en Explosion . Han brugte nemlig ikke saa 
ganske sjeldent af staae op midt om Natten og gaae ud , 
og da først af komme hjem henimod Morgensfunden . 
Hvorlænge han havde gjort det , før jeg mærkede det , 
er ikke godt at sige , kun det veed jeg , at da jeg en 
Morgen talte til ham derom , blev han saa bestyrtet , 
at jeg bitterlig fortred , hvad jeg havde gjort . 
„ Siig mig “ , sagde han , efter at han i lang Tid 
havde siddet faus og grüblet , „ veed Du , hvad en 
Varulv er , veed Du , hvilken Fordømmelse og ond 
Skjæbne en saadan lider under ? “ 
„ Jeg veed “ , sagde jeg , allerede gjort bange ved 
den Tone , hvori han talede , „ jeg veed , at det er En , 
som om Natten løber om paa tre Been , og Else 
har selv fortalt mig , at Skytten paa den Gaard , 
hvor hun tjente , var en Varulv ; thi hun saae engang 
en Morgen Trevlerne af et rødt uldent Skjørt , 
der havde om Natten hængt paa et Stakit , og 
som om Morgenen fandtes sønderrevet sidde mellem 
hans Tænder . 

„ Saa var denne Skytte ligesaa ulykkelig søm 
jeg “ , svarede Joseph med et Udtryk af den dybeste 
Græmmelse , „ thi jeg er en Varulv . Jeg , som Du 
her seer for Dig , siddende mild og rolig , jeg , som 
om Dagen ikke gjør en Orm Fortred , men kun speculerer 
over , hvorledes jeg skal kunne glæde Dig og 
Else , jeg bliver om Natten til et glubende Uhyre 
med blodig Tunge og ildrøde Øine , som brølende 
hopper omkring , lurende paa Leilighed lil at sønderslide 
og fortære hver levende Sjæl , som kommer 
mig iveien . “ 
Ved disse Ord saae han paa mig med et Udtryk , 
der saa fuldstændig børgede mig for Sandheden af , 
hvad han sagde , og hvori der laa en saadan Blanding 
af Blodtørst og Raseri , at jeg rystende af Angest 
sank om i Sengehalmen , hvor jeg sad overende . 
„ Ja “ , vedblev han , „ det er en Fortryllelse eller , 
hvad Du maaskee bedre kan forstaae , en Forgjørelse , 
som heffer ved min Slægt fra Led til Led . Naar 
Nattens Time slaaer , og Mørket ruger over Jorden , 
naar Gravene deroppe paa Kirkegaarden aabne sig , 
og de Døde slige frem og farer susende igjennem 
Luften , naar Hanen galer ved Midnatstimens 
dumve Slag , og Forfærdelsens Stund er kommen , 
da maa jeg ud , da føler jeg mit Blod blive til 
Ild og min Aande blive til gnistrende Damp og 
Røg , og førend jeg endnu er naaet ud i den store , 
mørke Skov , hvor de hvide Spøgelser vandre sukkende 

og klagende omkring , er allerede det tredie Been voxet 
ud , og min rædselsfulde Gjerning begyndt . Jeg er imidlertid 
forsigtig . Peter “ , vedblev han beroligende , 
idet han maa have følt Medlidenhed med mig ved 
at see den unævnelige Angest , hvoraf jeg blev greben 
ved hans Ord . „ Ja , Peter , jeg er forsigtig , og for 
at spare mine Medmennesker , tyer jeg til de meest afsides 
og længst bortliggende Steder . Hidtil er det 
derfor ogsaa lykkedes mig ikke at gjøre nogen Ulykke . 
Men , Peter “ , tilføiede Han , og her antog hans Ansigt 
atter hiint forfærdelige Udtryk , der bragte Haarene 
til at reise sig paa mit Hoved , „ fluide Du nogensinde 
efterspore mine Veie , eller taler Du et eneste Ord 
til nogen Moders Sjæl om , hvad jeg her har betroet 
Dig , lader Du det mindste Vink eller Hentydning 
falde om mine skjæbnesvangre natlige Vandringer , 
da formaaer jeg ikke at redde Dig , og selv om det , 
hvilket jeg føler , vil skee med grædende Taarer , 
saa maa jeg sønderflide Dig , saa maa jeg suge dit 
Blod og knuse hvert Been i Dig med disse mine 
Tænder . Ak , Peter “ , vedblev han i en bønlig , indtrængende 
Tone , , „ vær derfor taus , taus som den 
lukkede Grav , og frels niig derved fra at æde det 
Barn , jeg elsker over Alt . “ 
Jeg behøver næppe at sige , at jeg , som en Følge 
af den Rædsel , hvoraf mit hele Sind ved denne 
Aabenbarlse var bleven fyldt , aldrig et Øieblik tænkte 
paa at røbe den forfærdelige Hemmelighed . Den var 
imidlertid en tung Byrde for mig at bære . Tanken 

derom vendte stedse og stedse tilbage og var det muligt 
i min Alder at blive hvidhaaret af Skrcek eller ved 
Speculationen over et uoploseligt Problem , saa 
maatte jeg vcere bleven det . Spørgsmaal paa 
Spørgsmaal dukkede op i mig , de fyldte mit Hjerte 
og brcendte mig paa Tungen , og tilsidst flød de over 
en Dag , da Else , fil min store Sorg følte sig saa 
vel , at hun kunde vaske mig . Mine Tanker fik rigtignok 
ved denne Leilighed en anden Retning , ja , jeg 
kunde næesten glemme , hvad der saa tungt lagde mig 
paa Sinde , naar det kolde Vand løb mig ned over 
Ryg og Bryst , og først standsede i mine Trcesko ; men 
ved første givne Leilighed dukkede Billederne frem 
igjen . 
, /Joseph har sagt “ , begyndte Else , -efter at 
have givet mig den sidste Dravat , som bragte mig 
fil at udstøde et høit Forfcerdelsesskrig , „ af ban i 
Frederiksborg , hvor han idag er henne for af scelge 
Hcegter , vil hos en Marskandiser kjøbe Dig et Par 
Beenklæder , som han har seet paa forrige Gang , han 
var der , og som skal koste to Mark . “ 
„ To Mark ! “ udbrød jeg saa forbauset , af jeg 
glemte Vandet og de Kanaler , ad hvilke det flød ned 
over mig . „ To Mark , ja , saa maa de rigtignok 
ogsaa blive deilige . “ 
„ Det skulde jeg mene , Peter , men lad mig nu 
ogsaa see , af Du takker ham og holder rigtig af ham 
for alt det Gode , han gjør Dig . Ja , han er rigtignok 
et godt Menneske , som strceber og arbeider , trods 

sit svage Legeme , bare for af gjøre sine Medmennesker 
tilgode . Kunde Du bare blive som han , Peter , 
uden Falsk og uden Meen , saa skulde den Sæbe og 
det Slid , det koster mig af faae Dig reen , aldrig 
fortryde mig . “ 
„ Og saa “ , sagde jeg forhaabningsfuldt , „ behøvede 
Du Heller aldrig af vaske mig mere . Jeg er imidlertid 
bange for , af jeg aldrig nogensinde lærer af 
gjøre Hægter og Maller , for Joseph siger , af det 
næsten er ligesaa svært , som det er for Præstens 
Ingeborg at faae dem hægtede sammen . “ 
„ Jeg vil saamænd gjerne tro det , Peter “ , svarede 
hun med et lille Smiil , idet hun klappede mig paa 
Hovedet efter at have redt mit Haar . 
„ Ja , han kan være skjelmsk nok sommetider , men 
deraf bliver Ingeborg ikke tykkere om sit Liv . Han 
er iøvrigt et rigtig retfærdigt Menneske , og jeg siger 
endnu engang : kunde Du bare blive som han . Han 
kunde nu maaskee have været Amtmand eller Skoleholder . “ 
„ Ja , og han har gaaet med rød Kjole og blaa 
Silkestrømper “ , tilføiede jeg , betagen af den høieste 
Beundring . 
„ Ja , og hvad han kunde have drevet det til i sin 
Stilling , hvilken Lykke han kunde have gjort , dersom 
han havde været mere poleret og snu , det overgaaer 
langt din Forsfand og Fatteevne , og jeg vil derfor 
ikke tale derom . Kun det vil Du kunne forstaae , at 
naar et Menneske foretrækker at leve i et Fattighuus 

med Ære fremfor at have det som en Greve og 
tilbringe sit Liv i Overdaadighed og Rigdom , da er 
han sandelig at berømme . “ 
„ Nei , det kan jeg ikke forstaae , Else “ , svarede 
jeg , idet jeg kløede mig betænkelig bag Oret . 
Else blev saa forbauset ved denne uventede 
Replik , at hun traadte et Skridt tilbage og betragtede 
mig med store Dine . 
„ Thi “ , vedblev jeg , „ Præsten sagde engang til 
mig , at naar jeg var rigtig artig og lydig , saa skulde 
han sørge for , at jeg snart kom ud af Fattighuset og 
blev en brav Dreng , der kunde fortjene mit Brød 
selv . 
„ Og deri havde Præsten ogsaa Ret , Peter . 
Det er imidlertid en anden Sag med Joseph ; thi 
han har en indvortes Svaghed , der gjør ham uskikket 
til svært Arbeide . Havde Du imidlertid beskedent og 
pænt spurgt Præsten om , hvad han troede , der var 
bedst , enten at være en Qvinderøver og skjændig 
Dydsforagter eller et retskaffent Lem i Overby Fattigbuus , 
saa skulde Du see , Du havde nok faaet et andet 
Svar . “ 
„ Ja , Else “ , udbrød jeg , bitterlig fortrydende 
at have gjort en Indvendig mod Josephs Roes , 
„ man skal nok være rigtig frygtelig stærk og tyk for 
at være Amtmand , for jeg har engang seet ham 
i Frederiksborg , og saadan er Joseph ikke . Og 
Du kan ogsaa tro , Else “ , vedblev jeg med Hensyn 
til det Sidste , hun havde sagt , „ af Præsten vilde 

nok langt hellere have , af jeg skulde være et retskaffent 
Lem her , end dersom jeg som Hyrdedreng 
hos Sogneføgeden , hvilket han meente , jeg kunde 
blive , blev en Qvinderøver og fljændig Dydsforagter . “ 
„ Gud Fader frie og bevare os vel ! “ udbrød 
Else , slaaende Hænderne sammen . „ Hvilke Ord , Du 
dog kan føre i din Mund , Dreng . Ia , det maa 
Du nok sige , en Qvinderøver og Dydsforagter . 
„ Det Allerværste , jeg kunde tænke mig “ , begyndte 
jeg , medens hun endnu stod ganste betagen 
ved de Udtryk , hvilke hun , som det lod til , sig selv 
uafvidende havde lagt mig i Munden . „ Det var , 
dersom jeg skulde blive en Varulv . “ Her brast jeg i 
Graad og skjulte mit Hoded i hendes Forklæde . 
„ Herre Gud “ , sagde hun mildt , idet hun tørrede 
mit Ansigt og pudsede min Næse med den vaade 
Karklud , hun endnu holdt i Haanden , hvilke forsfrækkelige 
og tunge Tanker , der dog kan opsfaae i et saa 
lille Hoved . Ia , vel er det en haard Tilskikkelse , og 
Skytten paa den Gaard , hvor jeg tjente , gik saamænd 
i sin Grav som en saadan , fordi Ingen havde 
Mod og Mandshjerte til at redde og udfrie ham . “ 
„ Skal den , der udfrier ham , gaae gansfe alene 
op paa Loftet , naar det er mørkt eller ud paa Kirkegaarden ? “ 
spurgte jeg med bankende Hjerte . 
„ Nei “ , svarede hun efter nogen Bentækning i en 
Tone , der lod mig ahne det Forfærdeligste . „ Det behøves 
just ikke ; men begge de Maader , der gives til 

at frelse en flig vildsom Sjcel paa , ere maaskee ligesaa 
farlige . Den med Grynene havde jeg turdet paatage 
mig , men jeg kunde aldrig blive enig med mig selv , 
om det var Ret . “ 
„ Hvorledes er det da ? “ spurgte jeg , medens jeg 
felte det kriple i mine nyredte Haar , som vilde de 
reise sig . 
„ Den er ikke vanskelig Peter , nei den er ikke , 
men den er hemmelighedsfuld og maaskee skrækkelig i 
sine Følger . Seer Du , naar man seer den , om 
hvem man veed , at han er en Varulv , gaa ud om 
Aftenen , saa skal man med et fromt Hjerte og et 
oprigtigt Sind strø en Pot Gryn udenfor Deren . 
Naar han da vender tilbage fra sin Nattevandring , 
saa er han nødsaget til at Lcelle hvert eneste Gryn , 
før han komme ind over Dørtcerskelen . Lykkes det 
ham nu af udføre dette før Hanen galer tredie Gang , 
ja saa har det intet frugtet men kun gjort ' ham en 
heel Deel Uleilighed , og han er og bliver en Varulv . 
Bliver han derimod ikke scerdig i rette Tid , saa forsvinder 
han som en Taage i Luften og henveires før 
Vindene , og man seer ham aldrig mere . At øve 
slig Daad mod et af sine Medmennesker er imidlertid 
en vanskelig Sag ; thi man veed jo ikke hvad der 
bliver af hans syndige Sjæel , men ellers var det , 
som Du nok kan forstaae , just ikke saa grumme farligt 
af gjøre det . “ 
„ Nei det er det ikke , Else , men naar man holder 
meget af ham og gjerne vilde frelse ham , og naar 

det er meget farligere før ham naar det lykkes , end 
naar det mislykkes , troer Du saa ikke det var bedre 
af bruge Grynene til Sødgrød ? “ 
„ Vor Herre har givet Dig et lyst Hoved og et 
godt Hjerte , min kjære Dreng “ , udbrød Else , „ og 
det er en Hjertens Glæde af tale med Dig . Hvad 
nu den anden Maade angaaer , saa er den saa farlig , 
af selv den Stærkeste maa grue ved Tanken om at 
udføre den . For at naae sit Maal maa man opspore 
hans Veie , og til den Tid , henad Morgenstunden , da 
han pleier at vende tilbage , saa maa man gaae ham 
imøde , og naar man da er tæt ved ham , saa skal 
man raabe tre Gange hans Navn og dertil sige : 
Du est en Varulv . Har man nu ingen Synd paa 
sit Hjerte , er man reen og uskyldig , som det lille 
Lam , og har man brugt den rette Tone , da er han 
frelst , og han bliver atter et rigtigt Menneske . Er 
man derimod ikke skyldfrie , reen og hvid , baade indvendig 
og udvendig , som Markens Lilie , og svigter 
Stemmen , da bliver han rasende , som et glubende 
Uhyre , og sønderriver En Stykke for Stykke med sine 
blodige Tænder . “ 
„ Og saa bliver man selv til Ingenting , ligesom 
han vilde blive det , naar han ikke kunde opsamle 
Grynene “ , sagde jeg skjælvende af Angest og med et 
dybt Suk . „ Jeg troer dog Else “ , vedblev jeg i en 
bønlig Tone , efter at være kommen lidt til mig selv , 
„ at Du bedre end alle Andre maatte kunne gjøre 

det ; thi Du har ganske bestemt et reent og uskyldigt 
Hjerte , som Markens Lister . “ 
„ Herre Gud , hvor fluide man dog troe at flige 
oprigtige og hjertelige Ord kan komme i det Barns 
Mund “ , udbrød hun klappende mig . „ Nei min 
Dreng “ , vedblev hun , „ var der Nogen , dette kunde 
lykkes for , da maatte det være et uskyldigt Barn , 
som Du ; men et saadant fandtes ikke paa Herregaarde » , 
hvor jeg tjente . “ 
Den Hentydning af Elfe selv til at Ingen uden 
jeg var skikket til at gjøre hiint frygtelige Skridt til 
Josephs Redning , hvilket Problem havde været den 
hemmelige Drivfjeder for mine Spørgsmaal , fyldte 
mit Sind med Gru og Angest , og idet mine Tanker 
stedse vendte tilbage dertil , idet jeg i min Phantasi 
saae mig i den stille Nat staae for ham og raabe 
hine skrækkelige Ord , var det mig tilsidst , som om jeg 
maatte og skulde gjøre det , selv med Fare for at 
blive sønderreven . 
Med et tungt Hjerte og Hovedet fuldt af , hvad 
jeg nys havde hørt , havde jeg sat mig ud paa Dørtrinet 
i det varme Solskin , hvor jeg nu , medens mit 
Hoved hvilede i begge mine Hænder , og min store 
Taa beskrev cabalistifle Figurer i Sandet , hensank i 
en ubevidst drømmende Tilstand . Som jeg saaledes 
sad stod Joseph pludselig for mig : 
„ Hilsen i Ære , reenlivede monsieur le Kamin “ , 
raabte han muntert : „ Sidder Du der i philosophisk 
Ligegyldighed og forsøger paa af gjøre dine smaa 

Pusselanker liig den moderlige Jord , hvoraf de ere 
komne , for saaledes af udviste enhver Erindring om 
Elses Sæbevand og Karklud . “ 
„ Hvoraf veed Du af jeg er bleven vaflet ? “ 
spurgte jeg forundret . 
„ Ja seer Du Peter , det er et Problem , som 
endnu nogenlunde lader sig løse , en Knude , der endnu 
idag lader sig opvikle , men som imorgen vil være 
gordisk , skal jeg dømme efter dit overordentlige Geni . 
Jeg tør imidlertid sværge paa “ , vedblev han , efter 
af vi vare komne ind i Stuen , læggende en Pakke 
fra sig , han havde medbragt , „ af Du lod dine Tanker 
dvæle ved en glindsende frederiksborgfl Honningkage , 
som dit lyse Haab lod mig medbringe , samt paa de 
Foderaler , hvorefter Adam greb , da han følte hvad 
Skam var , eller som vore Forfædre iførte sig , da de 
fra Helte og Kæmper sank ned til af blive Philistre , 
hvilken Tanke Du iøvrigt ikke behøver af flamme Dig 
ved ; thi naar man med et uhildet og fordomsfrit 
Blik betragter dine , saa faaer man det smukkeste 
Beviis for at Noget kan existere i Ideen , men ikke i 
Virkeligheden . 
„ Hor nu Peter “ , vedblev han , idet jeg , forvirret 
over denne for mig uforstaaelige Tale , ikke vidste om 
jeg skulde lee eller græde : „ Du har nu Valget , enten 
kan Du gribe det skjønne Lod og blive som vore 
Forfædre , der med usminket Tale og djerve Lader 
gik omkring iførte Uskyldighedens Klædemon , Let vil 
sige med endnu mindre Spor af Beenklæder end Du 

har paa , eller Du kan blive som et af Nutidens 
vantrevne Culturmennefler , der ikke flamme sig ved 
at tale i et dannet Sprog , samt ved at have fine 
Sceder og pcene Manerer og dertil moderne Beenklceder . “ 
„ Jeg vil helst have Beenklæder Joseph “ , svarede 
jeg med et forhaabningsfuldt Blik til den af ham 
medbragte Pakke , idet jeg nu begyndte at ahne , hvad 
han meente . 
„ Saa har Du dem her Peter “ , svarede han , 
idet han fremtog et Par Ridebeenklæeder med Skridtbescetning 
af Læeder og forsynede med en tcet Ræekke 
af smaae Messingknapper ned ad begge Aderssmmene . “ 
Fuld af Henrykkelse , og med glædestraalende 
Dine , betragtede jeg disse , som han holdt frem for 
mig . „ Skal jeg have dem Joseph ? saa vil jeg 
ogsaa “ , jeg havde ncer tilføiet : frelse Dig fra at 
vcere en Varulv , men jeg betcenkte mig i rette Tid 
og vedblev : „ give Dig et Kys . “ 
„ Pokker Heller ! “ udbrød han med et saadant 
Udtryk af Forbauselse , at jeg blev ganske flau . „ Ja 
det maa jeg tilstaae “ , vedblev han , „ havde Du væeret 
atten Aar , deilig som en nysudsprungen Rose , og 
dertil en Pige , saa kunde Du ikke have flcenket mig 
en bedre Tak . Nu troer jeg , at jeg vil lade mig 
nøie med din gode Villie samt den Glæede , hvorom 
dit Ansigt vidner . “ 
Beenklæederne bleve nu tilbørlig betragtede og 
efterseete ogsaa af Else , som var kommen tilstede , og 

efter mange Deliberationer , der især dreiede sig om 
de ikke saa ganske faa flidte Steder , hvormed de vare 
beheftede , blev det bestemt , at de , for ikke at miste 
altfor meget af deres medfødte Herlighed , saa meget 
som muligt skulde forblive i deres nuværende Skikkelse , 
dog selvfølgelig med de Modifikationer i Længden og 
Vidten , som vare nødvendige for at jeg ikke fluide 
forsvinde i dem . Til min usigelige Glæde lovede 
Else strax at tage fat paa dem , og for en kørt Tid 
kom jeg derved atter i Besiddelse af mit Sinds tabte 
Ligevægt , idet de blanke , skinnende Knapper oplyste 
og forjagede det Mørke , der havde ruget over det . 
„ Handelen gik nok godt , Joseph , kan jeg tænke 
mig , siden Du fik Raad til at gjøre Peter den 
Glæde “ , sagde Else , idet hun med Beenklæderne 
paa Armen lavede sig til at gaae ind i Refektoriet . 
„ Ja “ , raabte han , der var i et for ham ikke 
ganske ualmindeligt begejstret og glad Lune , der dog 
aldrig hos ham steeg til noget foruroligende Højdepunkt , 
men bestandig holdt sig indenfor de Grændser , 
som en pæn Opdragelse og et dydigt Hjerte foreskrive 
os , som Else udtrykte sig . „ Ja udmærket Else , den 
Ene vilde hellere kjøbe af mig end den Anden , og 
jeg fik saa mange Bestillinger , at det næsten løb 
sammen for mig , som Præstens Vælling . Det kommer 
af det gode Aar og de billige Kornpriser . Handelen 
florerer , Pengene strømme ind i Landet , Befolkningen 
bliver mere og mere vel ved Magt , og saa springer 
den ene Hægte efter den Anden . “ 

„ Jøsses da “ , udbrød Else . „ Ja vi opleve nok 
den Dag , da Du bliver en riig Mand , ihvorvel jeg 
sandelig ikke kan forstaae hvortil alle de Hægter bruges . 
Jeg for min Part bruger kun høist sjelden et Par 
til mit Forklæde . “ 
„ Ja seer Du , Else , det ligger i Figuren , og 
det er derfor godt for mig og andre visse Folk med , 
at Alle ikke ere flabte som en Heire . Du veed nok , 
jeg mener det af et oprigtigt Hjerte og vil ikke fornærme 
Dig . Jo rundere og fyldigere , jo mere 
smidig og bøielig Figuren er , jo flere Hægter bruger 
man , og jo raskere Blodet strømmer gjennem Aarerne , 
jo mere Brystet hæver sig i Sorg og Glæde og 
Lidenskabens vilde Rasen , jo flere springer der . “ 
„ Ja , Herre Gud , Joseph , det er da Sandhed 
hvert Ord Du siger . Lidenskaben er som en fortærende 
Brand , og Sorgen bringer Hjertet til at briste . “ 
„ Og Hægterne med , Else , er det ikke det jeg 
siger . Livet hernede “ , vedblev han med forstærket 
Røst , „ er en Kamp og bitter Strid , og mangen 
bedsf Drik byder det os at tømme ; men bedsfere Drik 
og tungere Lod gives der ikke , end det , der trasser 
den , som ved sit Livs Maal maa sige sig selv , at 
han aldrig og ingensinde er kommen til sine Hægter . 
Han er redningsløst fortabt , og selv ikke jeg med al 
min Kunsf formaaer at redde ham fra at blive 
begravet i Rendestenen . “ 
„ Ih , Gudbevares , Joseph , ja der gives mange 
besynderlige Skjabner og Tilskikkelser , dog har det 

endnu aldrig truffet sig , ihvorvel jeg baade har tjent 
paa en Herregaard og hos en Procurator , at jeg har 
seet Nogen blive begravet paa et saadant Sted . “ 
„ Ja seer Du Else , det kommer af , at der gives 
mange Rendestene foruden de legitime , hvormed jeg 
mener de , som feies hver Løverdag . “ 
„ Men “ , udbrød jeg , der hidtil i Taushed havde 
Hort til , sjæleglad over det Resultat , hvortil jeg var 
kommen , „ saa er det ganske vist Joseph , at det ikke 
kan gaae Dig saaledes ; thi Du laver dem jo selv . “ 
„ Ja , Peter , de materielle , de som vrides af 
Messing eller Skaaltraad , med de ideelle er det 
derimod en anden Sag ; her strande vi imidlertid 
paa det vanskelige Sporgsmaal , om den personlige 
Sandhed ikke ialmindelighed skulle vise sig at være 
en temmelig stor Løgn . Dog “ , vedblev han , „ jeg 
seer af de vanvittige Træk i dit ellers saa uskyldige 
og reenfærdige Ansigt , at mine Ord stige Dig til 
Hovedet og true med at gjøre Dig galere end Du 
ialmindelighed er . Hvad jeg iøvrigt vilde sige , 
Else , jeg har gaaet og tænkt paa Dig hele Veien “ . 
Ved hvert et Skridt jeg vandred frem . 
Og fjernet mig fra dette Hjem , 
Til Dig jeg lcengtes Elfe . 
Og ved de muntre Fugles Sang , 
I dunkle Skov , paa grønne Vang , 
Jeg jubled Navnet Elfe . 
Og da , som det sig hör og bør , 
Jeg solgte Hærgterne som Smør , 
Paa Dig jeg tæenkte Else . 

„ Herre , Gud “ , sagde Else med en af Bevægelse 
skjælvende Stemme , „ er det da ikke saa smukt og 
hjertegribende , som om man hørte Degnen læse op . 
Ja , det er det jeg siger , der boer Meget i Dig , og 
jeg er vis paa , at naar Du vilde , saa kunde Du 
ved dine Ord røre Menigheden til Taarer . “ 
„ Maaskee nok , Else , da det grumme ofte kommer 
an paa , hvor grædende man forstaaer at gebærde sig . 
Talen er som en Gongong , der , om den end er nok 
saa huul og tom indvendig , dog kan bevæge og røre 
Folk paa det Dybeste , naar den bare er ledsaget af 
fuld Musik , jeg mener dermed Mimik , vibrende , klangfuld 
Stemme og fremfor Alt de autoriserede ' , ægte 
Slagord . Naa , Else , Du maa ikke tro , jeg vil 
gjøre Nar ad Dig ved at berøre Ting , der for Dig 
ere ligesaa brogede som Præstens Køer . “ 
„ Nei , det frygter jeg saamænd ikke , Ioseph ; 
thi jeg veed Du mener mig det godt . Men hvorfor 
har Du tænkt saa meget paa mig ? “ 
„ Fordi Du idag for noget over et halvt Seculum 
siden for første Gang saae denne Verdens Lys , fordi 
Du paa denne Dag som en deilig blomstrende Engel 
modtog det første Kys af din henrykte Moders Læber , 
og fordi Du paa denne Dag for første Gang strakfe 
dine smaae , trinde Arme med Længsel og Kjærlighed 
ud imod den Verden , hvis Pryd Du skulde blive . “ 
Dybt rystet og med milde Taarer , hvilke hun 
tørrede af i de Beenklæder , hun holdt i Haanden , 

hørte Else paa disse Ord , hvorpaa hun udbrød 
hulkende : 
„ Jo , det er Sandhed hvert Ord Ioseph , og 
det er som skulde mit Hjerte briste , naar jeg tænker 
derpaa . “ 
„ Saa gaaer det dermed , som med Hægterne i 
et snevert Livstykke “ , svarede hiin i en munter Tone . 
„ Nu ville vi imidlertid ikke tænke paa det Begrædelige 
ved denne Begivenhed , men derimod paa at 
festligholde den paa en værdig Maade . I den Anledning 
har jeg kjøbt disse Sager , hvis Tilberedelse 
Du nok i fljønsomt Hensyn paa vort fælleds Velvære 
vil paatage Dig , og vi kunne da i stille Glæde tilbringe 
Aftenen med hinanden i Refectoriet . Hvad 
siger Du dertil Peter ? “ 
„ Jeg siger saa mange Tak , Joseph , især naar 
vi foruden Glæden ogsaa faaer Noget at spise . “ 
„ Det skal ikke mangle , og , som Du seer har jeg , 
for ikke at gjøre Else altfor megen Uleilighed , kjøbt 
Stegen fix og færdig . “ Med disse Ord tog han en 
saa bruun og delicat Lammesteg ud af Tørklædet , at 
jeg udstødte et høit Glædesskrig ved at see den . 
„ Ja , Du finger af Glæde Peter “ , raabte han 
leende ; „ ved at see den ; men troe Du mig , der er 
den , som har skreget af Sorg ved ikke at see den . “ 
Ja det kan Du nok ikke forstaae , skal jeg dømme 
efter dit Ansigts godmodige Udtryk ; men jeg skal sige 
Dig , af eftersom det er et Lammelaar , saa er der 
ingen Tvivl om , af Lammet er bleven i høieste Grad 

forfærdet , da det vendte sig om og saae , af det havde 
mistet det . Tænk Dig nu , min Dreng , naar Du 
nu paa eengang saae Dig berøvet et af dine uskyldige 
smaae Laar , hvad vilde Du saa sige ? “ 
„ Ja tænk Dig bare Peter “ , tilføiede Else i en 
mild formanende Tone , medens hun tog Kjødet , „ og 
lad mig see , af Du aldrig glemmer af være Joseph 
taknemlig for de pæne og nyttige Lærdomme han 
giver Dig . “ 
„ Nei det skal jeg aldrig glemme “ , svarede jeg 
rørt , idet jeg beed af den Honningkage , som Joseph 
havde givet mig . 
„ Idetmindste ikke saa længe , Du har en saa 
god Paaminder i Hænderne , som nu “ , bemærkede 
Joseph . „ Her “ , vedblev han , idet han paa en eiendommelig 
Maade kneb det ene Die til og nikkede til 
Else , her er en Flaske godt Øl samt lidt Sukker og 
saa en Citron . Jeg veed , Else , af Du lider af 
Susen for Ørene og Dunken i Hovedet , hvorfor lidt 
Syrligt skal være godt . “ 
Snart efter stod Bordet , hvorover der var bredt 
et ganske reent Pudevaar , dækket med Stegen og 
Kartofler , hver i sit Leerfad ; Tallerkener havde vi 
ikke , ligesaa lidt som Gafler , men idet vi hver med 
sin Lommekniv skjar os et Stykke Kjød af , parterede 
vi det videre paa Fadet ved Hjælp af Fingrene . 
Kartoflerne pillede vi efterhaanden og lagde dem paa 
Bordet ved Siden af os . 
„ Spiis nu , Peter , og hold Dig ikke op med 

Snak “ , raabte Joseph saa pludselig til mig , der i 
lang Tid havde siddet taus og tygget af alle Kræfter , 
at jeg forfærdet tabte en stor Mundfuld ned i Skjødet . 
„ Jeg har ikke sagt et Ord Joseph “ , svarede jeg 
forbløffet . 
„ Nei , men Du har tvertimod gjort det , hvormed 
Mangen vilde gjøre Menneskeheden en uvurdeerlig 
Tjeneste , nemlig tiet stille , og Du har dertil , hvad 
der næsten er ligesaa godt , uden Bram og uden Larm 
eller store Ord i Gjerninger : viist din Henrykkelse 
over Naturens skjønne Gaver . Men , siden vi tale 
derom , troer Du ikke Else , at det er bedst om vi 
til denne velsignede Føde fik os en lille Uskyldighed 
for at bringe Maven paa ret Kjøl ? Paa Elses bifaldende 
Nik ; hun formaaede nemlig ikke at svare , 
som en Følge af , at hun havde travlt med at lade 
en Kartoffel løbe rundt i Munden for at lede efter 
en tjenstdygtig Tand , hentede han en lille grøn , flad 
Flaske , hvoraf han sfænkede et Glas fuldt . 
„ Dette , Peter “ , sagde han derpaa , „ styrker , 
nærer og opliver , det er som Balsom paa et aabent 
Saar og som Smørelse paa et trangt og knirkende 
Vognhjul , det lader os see Verden i et mildere Lys , 
det forvandler vor Sorg til Glæde og vor Glæde til 
Jubel , kort sagt , det lader os et Øieblik glemme , at 
vi har Jorden under vore Fødder , samt at vi flæbe 
paa det Varpeanker , som vi kalde Legeme . Men , 
Peter “ , vedblev han med et Blik , der gjorde mig 
gansfe forknyt , „ husk paa , at paa Bunden af den 

fyldte Flaske , der ligger Dyret , det umælende , dumtgrinende 
Uhyre , som har fortæret vor Sjæl . “ Hermed 
tømte han Glasset , hvilket han derpaa atter 
fyldt gav til Else , som sukkende og med en from 
Mine tømte det . 
„ Du “ , vedblev han til mig , „ behøver intet ; thi 
den glade , livsfriske Ungdoms Sjæl har ikke nødig af 
blive fugtet , den brænder klart og lysende af sig selv , 
derfor vil jeg ogsaa nyde din Part , paa det af Du 
maae undgaae Fristelsen og Faren . Maaskee , Else “ , 
vedblev han fil denne , „ vil Du ogsaa hjælpe paa vor 
Ven Peter ved ogsaa af tage en Deel af hans Part 
paa din Samvittighed . “ 
Da denne med synlig Resignation yttrede sin 
Beredvillighed , saa fyldte han atter Glasset og rakte 
hende det . 
Efter af vi nu havde tilfredsstillet vor Appetit , 
og jeg , som Ioseph sagde , paa Grund af mit glindsende 
Ansigt og min Maves Trivelighed , holdt en 
smuk Middelvej mellem en Fæstemand og en Borgermester , 
saa kom Else frem med et sfort Kruus fuldt 
af dampende Øl , idet hun nemlig , som hun gjorde 
os opmærksom paa , havde varmet det , for af vi ikke 
skulde forkjøle Maven . Saadant Øl havde jeg rigtignok 
aldrig smagt , og en lille Mundfuld , som jeg tog 
deraf , bragte mig fil af hoste forskrækkeligt , medens 
jeg fik Taarerne i Øinenene . Jkkedesfomindre smagte 
det mig deiligt , af hvilken Grund jeg strax efter 
kastede et længselsfuldt Blik fil Kruset . 

„ Ja saadant Øl kan bage en Skjelm indvortes “ , 
sagde Else pustende , efter at have taget et alvorligt 
Drag , „ og man maae tilstaae , at det er en sand 
Velsignelse for fattige og ringe Folk . “ „ Din Skaal 
Joseph “ , vedblev hun , tagende et nyt Drag , „ den 
drikker jeg rigtig af Hjertens Grund . “ 
„ Det kan jeg mærke “ , svarede hiin , rettende et 
bekymret Blik ned i Kruset , hvilkef han dernæst trak 
nærmere til sig . „ Tag Du Dig nu ogsaa en lille 
Slurk til Peter , medens der endnu er nogenlunde 
Hoivande ; thi jeg skal sige Dig , at hvad man ønsker 
af sit Hjertes Grund , det ønsker man eftertrykkeligt , 
hvilkef atter meget let bevirker , at Kruset tømmes 
inden man veed et Ord deraf . Dog hvorfor græmme 
sig , efter Ebbe kommer Flod , og hvad der er fomt 
kan atter fyldes . “ 
„ Ja , der er saamænd Øl nok tilbage , Joseph , 
Du har ikke været knap . Mit Hjerte slaaer sandelig 
af Henrykkelse og Glæde ved at see Eder saaledes 
mættede og vederqvægede , og jeg vilde ret inderlig 
ønske , at hver evige eneste Dag maatte bringe os en 
saadan Glæde . “ 
„ Ja , Else , naar kun saa ikke hver evige eneste 
Aften fandt os under Bordet . “ 
Her brast jeg , der ogsaa begyndte at føle et 
høiere og gladere Væren , i en hjertelig Latter . 
„ Herre Gud , see dog det uskyldige Barn , hvor 
han kan lee . Maa ikke Hjertet vende sig i En af 

bare Glæede . Jeg er saamænd saa hjerteglad og 
lykkelig , som dengang jeg var tyve Aar og . “ 
„ Ia , jeg veed det nok “ , afbrød Joseph hende 
med et skjelmsk Smiil , „ og Hansen havde friet og 
faaet et kjærligt Ia . “ 
„ Ak Du min Gud og Skaber “ , sukkede Else 
rødmende , „ ja det var Tider . “ 
„ Io jeg vil mene det , Else , da var Du fiin , 
let og flank , som Skovens Hind og trind og bøielig 
som det ranke Siv , da glødede dine Kinder , som de 
friske Roser og dine Øine vare dybe og blaae , som 
den stille Sø , ja Else , da var Du ung og elflovsvarm , 
og med dit fulde Hjertes hele Henrykkelse , 
kastede Du Dig i hans Arme . “ 
„ Ia , Joseph , og han blev mig trøe indtil sin 
Død . “ 
„ Jeg veed det Else , den rammede ham , idet 
han gudhengiven sad ved sin Læst . Denne sørgelige 
og dog saa henrykkende Begivenhed har jeg engang 
sat paa Rum , idet jeg har tænkt mig , hvorledes Du 
selv var , og hvorledes Alt saae ud omkring Dig , 
medens Du med et af Elskov svulmende Hjerte gik 
omkring i Mark og Skov . Nu skal Du höre “ ; 
Joseph declamerede nu i en dæmpet og høitidelig 
Tone : 
Ud af Hjertets himmelsl sfjonne Toner 
Strsmmed Sangen , som en taus Musik , 
Bslged ud til alle Verdens Zoner , 
Svulmed om mit Bre , hvor jeg gik . 

Lyst det var , de klare Stjerner funklet 
Gjennem Nattens Mulm paa mørke Sti ; 
Men mit Vies Glands dem dog fordunklet , 
Glcedens Fakler lyste klart deri . 
Og mit Hjertes Elskovs Monumenter 
Var omkrandsede med Eviggrønt , 
Alle Kjærlighedens Elementer 
Blomstrede deri saa himmelsl fljont . 
Rolig , bøitidsfuldt og meget stille 
Var Naturens dybe Harmonie , 
Hjertet slog , som om det briste vilde 
Udi Fryd og salig Svcermerie . 
Frie og glad jeg var , som Skovens Sanger , 
Ung og st ' jon , som Rosen udi Vaar ; 
Fyrig , flank og let , som Ostens Ganger 
Og af Alder knap de sexten Aar . 
Evig , Hansen , din , jeg løvlig sukked , 
Naar jeg rødmende mig bøied ned 
Og en Elflovsrose stille plukket , 
Medens mine Taarer flød derved . 
Hansen , Døden kom og røtte ved Dit Hjerte , 
Rev Dig fra din Elses Favn , 
Og nu blegner jeg i Graad og Smerte , 
Bilter Lcrngsel og i evigt Savn . 
Ihvorvel Meget i dette Digt paa hiin Tid var 
mig ligesaa dunkelt , som det endnu er mig , saa følte 
jeg mig dog meget høitidelig stemt derved ; men meest 
Indtryk gjorde det dog paa Else , der sad stille 

grædende og dybt sukkende medens Joseph snart med 
Kraft og Alvor , snart blidt og mildt , alt eftersom 
det føiede sig , fremsagde det . Idet han var fcerrig 
og endnu stod i den behørige Sttlling med høit hcevet 
Arm , reiste Else sig pludselig , og med en Lethed , der 
ellers ikke var hende egen , faldt hun ham om Halsen 
og kyssede ham gjentagne Gange . Da han med temmelig 
Energi negtede af modtage det Kys , som jeg tilbød 
ham , da han skjcenkede mig Beenklcederne , saa tvivlede jeg 
nok om , af han holdt af den Slags , og det undrede 
mig derfor ikke , af han , efter af det var overstaaet , 
hastig tørrede sig om Munden og drak sig en god 
Slurk af Kruset . 
„ At der skulde vederfares mig en saadan LEre , 
drømte jeg aldrig om , “ udbrød hun endelig stakaandet . 
„ Ak Joseph , Joseph , hvor du har glæedet min 
Sjcel ; men nu sværger jeg dig ogsaa til , af jeg herefter 
stedse og altid skal lappe dine Skjorter og stoppe 
dine Stømper . Jeg har lcest mange deilige Viser , 
baade om Madammen , der myrdede sit eget elskede 
Barn , og om Faderen , der grædende førte sin Søn 
til Retterstedet , men nøgen deiligere end denne , gives 
der ikke . “ Her gjorde Else atter Mine til af ville 
kysse Joseph , men denne , der var paa sin Post , forflandsede 
sig bag Bordet , hvorfra han , for af bringe 
hende paa andre Tanker , bad hende besørge mere 
varmt Dl . 
Da dette var kommen tilstede , og Enhver af os 
havde , som Joseph sagde , gydt en Draabe af det 

paa Lampen , steg Munterheden i samme Grad , som 
Kruset tømtes . Joseph sang den ene muntre Vise , 
efter den anden , og fik tilsidst ogsaa Else til af 
stemme i med . Ja , tilsidst bleve de endogsaa enige 
om af synge en Duet , og idet han nu stillede sig 
foran hende og betragtede hende med et skjelmsk og 
forelflet Blik , sang han . 
Smukke Pige med det førte Haar , 
See lidt paa mig ! 
Føi , hvor stormende mit Hjerte slaaer ; 
Jeg elsker dig ! 
Derpaa svarede hun med en rigtignok lidt tynd 
og rystende Stemme , men ikkedestomindre med Liv 
og Udtryk . 
Nei , Her Røver , nei ! 
Lad mig gaa min Vei ; 
Hvis Mama det saae , 
Vil jeg Utak faae . 
Saaledes gjennemgik de hele Visen , idet han , 
hvergang de kom til Omqvæoet , greb hende om Livet 
og dandsede rundt med hende , saa Træskoene klapprede 
paa Steengulvet . 
Midt under denne Concert , der morede mig 
ubeskriveligt , og hvorved jeg lo , saa Taarerne løb mig 
ned af Kinderne , kom I o seph til at see ud af Vinduet . 
Et Øieblik stirrede han opmærksomt , derpaa gav han 
Else et Vink og hviskede hastig et Par Ord til hende , 
hvorpaa Scenen forandrede sig i et Nu . Hun greb 

de mig sfænkede Beenklæder og forføiede sig dermed 
ind i den forreste Stue , hvor hun med en Sax gav 
sig til at bearbeide dem , medens han , der hastig 
havde taget en Staaltraadsrulle , ærbar sad sig til 
at lave Hægter , idet han bød mig at tage min 
Katechismus og sætte mig ved Bordet med den , hvilket 
jeg ogsaa , fuld af den høieste Forundring , skyndsomst 
gjorde . 
Aldrig saasnart var dette Arrangement truffet , 
før Døren gik op og Sognepræsten traadte ind . 
Det var en lille korpulent Mand med et inderlig 
godmodigt og mildt Udtryk . 
„ Naa , Goddag Børn “ , begyndte han , idet han 
saae sig om i Stuen , idet han tillige med Uendelig 
Forundring trak Veiret et Par Gange hastig og dybt 
igjennem Næsen , som mødte ham en før dette Sted 
ikke ganske lovlig Lugt . „ See , det kan jeg lide . 
Hver er ved sit Arbeide og vor lille Peter ved 
sin Bog . Men “ veoblev han spørgende , med et 
Blik paa Beenklæderne , „ jeg fluide da ikke tro , 
Else , at Du nu vil begynde at gaa med Ridebuxer . “ 
„ Ak nei , Hr . Pasfor , det vilde saamænd kun 
stikke sig daarligt før et enfoldigt og fattigt Fruentimmer , 
som jeg er . Sligt passer kun før fine og 
galante Damer . “ 
„ Og det er endda tvivlsomt , lille Else “ , afbrød 
han hende . 
„ Jeg negter det ikke , Hr . Pasfor , men hvad 

forstaaer en Anden sig derpaa . Nei , disse Buxer har 
saamænd Joseph kjøbt før sin knappe Fortjeneste hos 
en Marchandiser til Peter , og vilde jeg , saa godt 
jeg kan , sye dem om til ham . “ 
„ Da maa jeg i Sandhed undre mig over , 
Joseph , hvorledes det bliver Dig muligt at saae 
Noget tilovers af din knappe Fortjeneste ; men roesværdigt 
er det , og det glæder mig at see dette Beviis 
paa dit gode Hjerte . “ 
„ Fortjenesten gaaer ret godt , Hr . Pastor “ , svarede 
Joseph stilfærdig , „ og jeg har jo i min Stilling 
kun lidt Brug for Penge . “ 
„ Nei , det maa Du ikke sige ; thi hvem veed , 
hvortil det kunde være godt , dersom Du formaaede 
at spare Dig Lidt sammen . Jeg tænker ofte over , 
om der dog ikke kunde gjøres Noget for Dig . Du 
har jo lært ikke saa Lidt og forstaaer nogenlunde at 
bruge Pennen . “ 
„ Men hvad kan det hjælpe mig , Herr Pastor , 
saaledes som min Skjæbne har været og efter den 
Uret og haarde Medfart , jeg har lidt . Jeg veed det 
nok , uforskyldt har det ikke været Altsammen . Ungdoms 
Letsindighed og Forførelse ledede mig paa Afveie , 
men da jeg saae Afgrunden og vendte mig forfærdet 
bort fra den med det Løfte , aldrig at betræde 
hine Veie mere , da stødte Verden mig fra sig , og vil 
vel næppe modtage mig mere . “ 
„ Siig ikke det , Ioseph , der findes nok en Udvei . 
Strængt Arbeide kan Du ikke paatage Dig , 

det veed jeg ; men Du er jo , som jeg seer , flittig og 
anvender din Tid godt , hvorfor skulde Du saa ikke 
atter komme paa en gren Green igjen . Verden er 
ikke saa haard , som Du troer , der gives mange gode 
Mennesker , og vi ville vel derfor nok kunne finde Et , 
som vil hjælpe Dig til af benytte det Pund , hvoraf 
Du er i Besiddelse ; kun maa Du ikke tabe 
Modet . “ 
„ Ja , det siger jeg ogsaa , Herr Pasfor , naar 
men har saa godt et Hjerte , som Ioseph , saa staaer 
Verden En aaben ; thi det er da kun for onde og 
ryggesløse Mennesker , af man stænger Porte og Døre . 
Jeg skulde nu ikke tale med derom , thi det sømmer 
sig kun daarligt for en eenfoldig gammel Pige , som 
jeg er . Kun det kan jeg ikke dølge , Herr Pasfor , da 
mit Hjerte endnu er saa opfyldt deraf , af da Ioseph 
kom hjem , saa medbragte han en Flaske Øl og et 
lille Stykke Halskjød til af tractere mig med , fordi 
det er min Fødselsdag idag . “ 
„ Sandfærdigt , det var kjærligt og smukf handlet , 
og det glæder mig hjerteligt at see , at I leve i Fred 
og Samdrægtighed med hinanden . Naa , saa det er 
din Fødselsdag , Else , ja , saa gratulerer jeg , og 
ihvorvel jeg ikke kan maale mig med Joseph , eftersom 
jeg ingen Buxer har ved Haanden til Peter , 
saa vil jeg dog ogsaa bidrage min Skjærv til Dagens 
Glæde . “ Med disse Ord gav han Else en Specie , 
idet han tyssede paa hende , for at standse Udbrudet 
af hendes Taknemlighed . „ Jeg er iøvrigt kommen 

herop “ , vedblev han til mig , „ for at spørge Dig om , 
Du ikke en af Dagene kan komme ned og luge i 
Haven ? “ 
„ Jo , det kan jeg godt , Herr Pastor “ , svarede 
jeg^ „ naar jeg bare ikke falder om “ , vedblev jeg forvirret . 
„ Ja , det bliver din Sag , Peter ; men saa maa 
Du kun bare see til at falde paa xosterioru ; iøvrigt 
har jeg saa Skam intet imod , at Du ligger paa 
Maven , saa lang Du er , ved den Gjerning . Hvor 
kommer Du ellers til denne , som det synes , lidt 
utidige Frygt ? “ 
„ Det er fordi , at jeg er saa svimmel i Hovedet 
iaften . “ - 
„ Ja , det kommer af , Herr Pastor “ , afbrød Else 
mig , „ at han sidder og stirrer i Bogen . Man kan 
saamænd selv blive ganske ør i Hovedet , bare ved at 
høre ham læse høit . “ 
„ Ja , og saa drak jeg lidt af det varme Øl “ , 
tilføiede jeg . 
„ Ja , veed Du hvad , Else , saa troer jeg sandelig 
hellere , at det er det Sidste end det Første , eller 
maaskee ere begge Dele løbne sammen i hans lille 
Hoved . Naa , imorgen er det forbi , og saa kan Du 
komme ned fil mig . “ 
Efter endnu at have talt et Par Ord med os 
forlod han os , fulgt fil Døren af Joseph og 
Else . 
Efter hans Bortgang betoges vort Selskab af en 

vis Mathed og med Munterheden var det forbi . 
Elfe trak sig tilbage fil det indre Gemak med samt 
mine Beenklæder , og lukkede Døren efter sig ; Joseph 
satte sig paa Sengekanten , og , idet han betragtede 
mig med et halvt polisk halvt beklagende Blik , 
sagde han : 
„ Veed Du , hvad det vil sige , at lugte Lunten ? 
Ja , Du kløer Dig i Hovedet , maaskee med Ret , men 
maaskee ogsaa med Uret , hvilket jeg ikke skal undersøge “ , 
vedblev han , „ det gjorde iøvrigt Præsten ogsaa , det 
vil sige lignelsesviis . Han lugtede nemlig en lille 
Smule af Lunten , Lidt af dens Røg steg ham til 
' Næsen ; men det var saa lidt , at det kun tjente til at 
forvirre ham , og derfor siger jeg lignelsesviis , at han 
kloede sig forvirret og ubestemt i Hovedet . Maaskee 
speculerer han nu over Sandsebedrag ialmindelighed 
og det Nysoplevede isærdeleshed , maaskee gaaer han 
forundret og hjerteglad omkring ved Tanken om , at 
det gode , jevne og retskafne danske Øl under særegne 
Omstændigheder og ved en god Behandling kan faae 
en Lugt , der minder stærkt om Jamaica og andre 
vestindiske Øer ; men meest af Alt troer jeg , at hans 
Hjerte svulmer ved Tanken om et smukt , fredeligt og 
fromt Samliv i Fattighuset . Jeg vil nemlig sige 
Dig Peter , at en rigtig , ægte god Mand har overordentlig 
ondt ved at lugte Lunten . Hvad denne nu 
var her ved denne Leilighed , det veed Du vel ikke , 
Peter ? “ 
„ Nei , Joseph , det veed jeg ikke ; thi Kruset lod 

jo Else slaae inde paa Bordet i Refectoriet , da vi 
gik herind , idet Præsten kom . “ 
„ Godt , Peter , var Du ikke i Virkeligheden saa 
fjollet , som Du er , saa kunde man næsten falde paa 
at tro , at en klar Straale formaaede at oplyse 
Merket i dit Hoved . Jeg vil imidlertid sige Dig , at 
havde vi ikke lukket Kruset inde , saa var det ikke blevet 
en Lunte , men derimvd en stor Brand , ved hvilken 
det ikke var bleven Præsten mulig , at tvivle om , at 
der var Ild i Huset . “ 
„ Ild i Huset ! “ udbrød jeg forfærdet . 
„ Berolig Dig , Peter , dette var kun lignelsesviis 
talt . Jeg vil nu ogsaa brolige mig “ , vedblev han , 
idet han nu trak Benene op efter sig i Sengen og 
sank ned i Halmen . „ Et Suk , Peter , et lille Nik 
og Øinene lukke sig for Verdens Glands og for dens 
Daarskab . “ 
Efterat Joseph havde lukket sine trætte Øine , 
listede jeg mig sagte ud af Stuen og drev nu min 
vante Dei over Marken , gjennem Skoven hen til de 
høie Brinker ved Stranden . Her i et Krat af Nøddebuske 
og Hyld var der Kjølighed og Skygge , hvortil 
jeg følte Trang efter at have tilbragt saa lang Tid i 
den qvalme Stue , og her viftede ogsaa en frisf , styrkende 
Vind ind fra den aabne Sø . Her havde 
Joseph og jeg lavet os hver et Leie af Mos og Græs ; 
her fortalte han mig Eventyr og Historier , som snart 
fyldte mig med Glæde og snart med Skræk , og her 
fra det sikkre Skjul speidede jeg ud i den fremmede 

Verden , fra hvilken de store Skibe vare mystiske 
Sendebud . Ofte kom de brusende med udspcendte 
Vinger , og Vandet skummende foran Bougen lige ind 
mod Land , og alt som de kom ncermere , alt som Figuren 
i Forstavnen blev tydeligere og tydeligere , og 
med sin udstrakte Haand syntes at pege paa mig , og 
alt som Skibets sorte Masse hcevede sig høiere og 
høiere af Vandet for mit Blik , trak jeg mig nedtrykt 
og overvældet lcengere og læengere tilbage , idet 
jeg æengestelig greb om Buskenes Grene . Da , som 
skete det ved et Under , standsede det pludseligt , og 
ligesom Hesten paa sin vilde Flugt pludselig standser 
pustende og skjælvende foran en den fremmed og ubekjendt 
Gjenstand , saaledes var det ogsaa for mig , 
som stod det raadvild og ængstelig stille foran Landets 
høie Banker , idet dets Seil flagrede og sloge hid og 
did , som i Forvirring . Dog snart , saa syntes det 
mig , fattede det en Beslutning , og idet det krcengede 
lidt fil den ene Side , vendte det langsomt rundt og 
fjernede sig nu mere og mere med fyldte Seil fra 
Stedet , hvor jeg stod . Naar nu Faren var overstaaef , 
og dets mørke Skrog blev mindre og mindre , 
da traadte jeg lettet og dobbelt glad frem fra mit 
Skjul , og idet jeg svingede min Hue , jublede jeg et 
Hurra , som havde jeg vundet Seier og som var jeg 
frelst ud af en overhængende Fare . I mit Hjertes 
Fryd stødte jeg Kolbhtter og slog Mølle , eller jeg 
lagde mig ned paa den bratte Skrcent , og idet jeg 
krydsede mine Arme , rullede jeg ned , stedse hastigere 

og hastigere , indtil jeg endelig fortumlet laa nede i 
det blöde , varme Sand paa Strandbredden . Kom 
nu after , medens jeg laa her , et Skib paa sin Fart 
ind mod Land , saae jeg after dets mørke , truende 
Skrog nærme sig og dets Gallionsfigur at strække 
Armene ud efter mig , ja , da kravlede jeg paa Hænder 
og Fødder , med Hjertet i Halsen , og tilbagetrængt 
Aandedræt tilbage op ad Skrænten , og hvilede ikke , 
før jeg forpustet og dryppende af Sved havde naaet 
mit Skjul , hvor ingen Fare kunde naa mig . 
Ofte i de milde , dæmrende Sommeraftener , 
medens Maanen ligesom gyngede paa den mat bugnende 
Sø , der i det Fjerne tabte sig i det nudforskelige 
Mørke , fortalte Joseph mig , medens jeg stille 
laa ved hans Side , om Kong Volmers vilde Iagt , 
om hvorledes Kongen , fordi han jagede Hjort og 
Hind paa Herrens Dag , blev fordømt til uden Rast 
og uden Ro at jage indtil Dommens Dag , og alt 
som han mærkede , at jeg ved hans Fortælling blev 
mere og mere ængstelig , lod han sin Stemme stige 
og sine Gebærder blive livligere , og faldt nu en 
Maages Skrig eller en Ugles Tuden ind med , slog 
en stor Fisk pludlig op ude i Vandet , da trykkede jeg 
mig skjælvende ind til ham , idet jeg kneb Oinene 
sammen , for derved at lukke mellem Faren og mig . 
Ogsaa fortalte han mig om Havfruerne , som ved 
Maanens Skin opførte deres underlige Dandse paa 
Bølgerne , og naar jeg da i det dæmrende Lys saae 
en Sælhund at krybe op ad de store sivgroede Stene , 

der som smaa Øer laa ude i Stranden , naar jeg 
saae dem vende deres runde , menneskelignende Hoveder 
fra den ene til den anden Side , da tvivlede jeg ikke 
et Øieblik om de Skabningers eller den Verdens 
Exisfents , som fyldte mig med Gru og Rædsel . 
Hvad der dog interesserede mig meest af Alt , 
hvad han fortalte , det var hans Fortællinger om de 
Underjordiske , om Nisser og Trolde , der boede i 
Bakkerne , og de runde Høie paa Markerne ; thi Beskrivelsen 
af den Pragt og Herlighed , som fandtes derinde , 
om det blinkende Guld og de straalende Ædelstene , 
om det funklende Lys og de deilige Frugter og 
lækkre Retter , om Musikken og Dandsen , af dette 
fyldte mig med Glæde og langtfra , som ellers , af 
sidde taus og spændt , bestormede jeg ham ved flige 
Leiligheder med utallige Spørgsmaal . Blandt Andet 
laa det mig især paa Sinde af faae af vide , hvorfra 
de dog fik alle disse Herligheder . 
„ De tage dem deels ud af Jorden “ , sagde han 
ved en flig Leilighed , „ og deels stjæle de dem fra 
Menneskene . “ 
„ Ja , men saa ere de jo ikke christelige Mennesker “ , 
udbrød jeg , forsfrækket ved denne Beskyldning . 
„ Nei Du “ , svarede han , „ det er der overhovedet 
Mange , som tvivle om . Men veed Du da , har Du 
nøgensinde gjort Dig en Forestilling om , hvad det er 
af stjæle ? “ 
„ Ja , Joseph , det er . naar jeg tager en Skilling , 

som ligger i Vindueskarmen , det har Else selv 
sagt . “ 
„ Og deri har hun ogsaa Ret , det vil sige , dersom 
Skillingen ikke er din egen . Ja , Peter , vedblev 
han , „ igrunden skulde jeg ikke tale med Dig om 
flig curios Materie ; men der gives flere Omstændigheder , 
som gjør det til en Trang for mig at aabne 
mit Hjerte for Dig . For det Første tier Du stille 
og lader mig tale , for det Andet gaaer Alt i Dig , 
som var det sød Mælk , og for det Tredie beviser dit 
hele Ydre , at Du anseer mig for et Alverdens Lys . 
Dersom Du i dit hele Liv formaaer at bibeholde 
disse Egenskaber , og der er Noget ved Dig , som tyder 
derpaa , da vil Du gjøre en overordentlig Lykke , 
navnlig hos høiere staaende Rentekammer-Herrer og 
Deputerede . Hvad nu Gjensfanden for vor lærde 
Underholdning angaaer , nemlig det at stjæle , da 
er det meget vanskeligt at komme tilrette dermed . “ 
„ Du mener , at komme til ? “ bemærkede jeg i en 
dybsindig Tone , da jeg gjerne vilde vise , at jeg ogsaa 
kunde have en Mening . 
„ Ja , seer Du , det er dermed , som med Alt i 
Livet , det kommer an paa Øvelsen , samt paa et veloverlagt 
og fornuftigt Skjøn . Dette meente jeg 
iøvrigt ikke , men jeg vilde dermed sige , at det er 
yderst vanskeligt at bedømme , hvorvidt det er Ret 
eller Uret , idet nemlig det Retfærdige deri kan være 
en personlig Sandhed . “ 

„ Ogsaa før den , der bliver bestjaalen ? “ spurgte 
jeg . 
, . Nei , Peter , før ham bliver det stedse en Uretfærdighed ; 
men der har Du strax Gaaden , hvad der 
er Ret før den Ene , det bliver Uret før den Anden , 
hvorledes nu finde ud deraf ? “ 
„ Maaskee , Joseph “ , svarede jeg beskedent , 
„ naar man gjorde ligesom jeg og Smedens Niels 
naar vi skcendes , vi ere da begge overbeviisfe om at 
have Ret . “ 
„ Sandelig , Peter , jeg troer , Du opper Dig , 
der er imidlertid , hvor rigtigt det end iøvrigt er , kun 
den Omstændighed derved , at det ikke er ganske afgjort , 
om Herredsfogeden vilde sige det samme . Jeg 
gjentager imidlertid , hvad er det at stjcele , og hvor 
stor er Uretten hos den , som gjør det ? Naar 
man tager Penneknive , Specier , Pølser , Skinker eller 
fcerdigsyede Klæver , da kan man grumme let komme 
paa Vand og Bred derfor , ja , naar man gaaer 
videre i Texten , endogsaa naae at komme i Tugthuset . 
Stjceler man derimod et lille Stykke fedt Land eller 
endogsaa et heelt Kongerige fra en lille Potentat , 
tager man hans Penge , hans Krone , Juveler og 
hans Uhr , ja , klceder ham af til Skindet og lader 
ham løbe , saa berømmes man i Historien , og Digterne 
skrive Sange til Ens Roes . “ 
„ Men det kan Herredsfogeden heller ikke gjøre 
En Noget før “ , bemærkede jeg bestemt . 
„ Deri har Du Ret , og dersom Du mener , at 

han ikke kan det , fordi hans Magt er før stakket , saa 
stikker atter deri en af Humlerne . Kort sagt , Peter , 
Spørgsmaalel er saa indviklet , at det ikke er til at 
komme paa det Rene med , og jeg troer derfor , at det 
er det Rigtigste at følge Middelvejen , og overhovedet 
mage det saaledes , at den Bestjaalne aldrig kommer 
til Kundskab om , over hvem han skal lade sin Hevn 
og Vrede komme ; thi han kommer da ikke i det 
vanskelige Dilemma at skulle fortrædigede dem , der 
maaskee har handlet efter en rigtig og smuk Opfattelse 
af , hvad personlig Sandhed er . Hvad nu iøvrigt den 
rigtige , ægte , personlige Sandhed angaaer , saa vilde 
det dog nok overstige min Taalmodighed , at afhandle 
det Thema med Dig . “ 
„ Saa vil jeg spørge Smedens Niels derom ; “ 
svarede jeg , „ thi han er saa klog , at han snart kan 
aarelabe Heste . “ 
„ Og formaaer han dernæst ogsaa at sætte dem 
Fluer i Hovedet , Peter , da er der intet Spørgsmaal 
om , at han er den Rette . “ 
Paa hiin Aften , da jeg , som sagt , var vandret 
bort fra Fattighuset , efterat jeg havde seet Joseph 
og Elfe hengive sig til Hvile , sad jeg nu i stille Ensomhed 
under Buskene paa Skrænten . Søen var 
blank og stille og ikke en eneste Seiler , der kunde 
forurolige mit Sind eller spænde min Opmærksomhed , 
var at see ; kun enkelte Fiflerbaade roede omkring i 
det Fjerne , fra hvis Aarer af og til et rødligt Glimt 
lyste ind . Flokke af Ænder og Maager svømmede om 

ved Landingen og hist og her dukkede den sorte glindsende 
Ryg af en Tumler frem . Aftensolen skinnede 
mildt og varm , og Luften var dog saa frisf ; Blomsterne 
duftede saa sommerligt og Fuglene qvidrede saa smaat 
og fortroligt , at jeg lidt efter lidt sank hen i et maaskee 
ubevidst , men dog lyksaligt Væren . Mine Tanker 
dukkede op og sank , som Havet ved Strandbredden , 
og idet jeg snart lod dem dvæle ved det stærke Øl , 
Lammestegen og de gode Kartofler , jeg havde nydt , 
snart ved , hvad Joseph her saa ofte havde fortalt 
mig , og derpaa ved , hvad han havde meent med 
„ personlig Sandhed , hvorom nemlig Smedens Niels 
ingensomhelst Underretning kunde give mig , lod jeg 
mit Blik hvile paa Søen eller paa det store Fiirbeen , 
som laa paa en Træstub ved mine Fødder . 
Som jeg saaledes sad , kom et Pindsviin , der 
mulig anfog mig for en god Kammerat , løbende lige 
over mine Been . At fange det , blev nu Gjenstanden 
for hele min Attraa , og idet jeg lod alle mine Tanker 
og Speculationer blive liggende , sprang jeg op og 
begyndte Jagten . Op og ned , frem og tilbage , gik 
det nu i en strygende Fart , indtil jeg endelig forpustet 
og træt blev liggende efter at være faldet , idet jeg 
greb efter Pindsvinet , som nu forsvandt . Idet jeg 
nu atter vilde reise mig , og af den Grund greb i en , 
saa forekom det mig , fortørret Trærod , mærkede jeg 
til min Forundring , at et heelt Stykke af Jordlaget 
fulgte med , idet jeg trak den fil mig . Efter at jeg 
imidlertid havde anspændt alle mine Kræfter , viiste 

det sig , at Roden var en Hank paa en Træelem , som 
var bedækket med et tyndt Lag Græstørv , og derfor 
ikke fil at skjelne fra det øvrige Jordsmon , og som 
lukkede for Indgangen fil en Hule . 
Et Øieblik stod jeg betænkelig og overrasket foran 
denne Indgang , der saa pludselig var aabnet mig fil 
Jordens Indre ; men snart vandt min Nysgjerrighed 
Overhaand , og med langsomme , forsigtige Skridt steg 
jeg ned af de faa Trappetrin , som førte derind . At 
jeg befandt mig i en af de Underjordiskes Huler , 
hvorom Joseph havde fortalt mig , derom følte jeg 
mig fuldstændig overbeviisf , efter at jeg et Øieblik 
havde seet mig om ; thi vel fandtes der ikke straalende 
Guld eller funklende Ædelstene , men derimod Noget , 
som jeg tilfulde satte ligesaa megen Priis paa . Paa 
et Par simple Hylder , der var anbragt i Baggrunden , 
saae jeg nemlig et femmelig stort Oplag af røgede 
Pølser , Skinker , Ost , og andre Fødemidler , ligge i 
sirlig Orden . At Alt , hvad Joseph havde fortalt 
mig om de Underjordiske , var den fuldstændigste 
Sandhed , laa saaledes aabenbaret for mit Blik , og 
jeg tvivlede intet Øieblik om , at jeg befandt mig i et 
af deres Forraadskamre . Fouden Fødemidlerne fandtes 
der nemlig en Mængde Klæder , hvilfe rigtignok , som 
det syntes mig , vare temmelig store til saa smaa 
Væsener , som jeg tænkte mig hine at være ; men som 
jo ogsaa meget godt kunde blive syet om af en eller 
anden Else , som skeet var med mine Ridebuxer , hvilket 
var mig saa meget mere forklarligt , som jeg paa hiin 

Tid aldrig havde seet Klæder blive tilskaarne af et 
nyt Stykke Tøi . 
I lang Tid betragtede jeg disse Herligheder ; 
men derpaa , idet jeg blev greben af en pludselig 
Angest for , at een af Nisserne skulde vise sig , skyndte 
jeg mig hastig ud , og lukkede Lemmen forsigtig efter 
mig . 
At jeg var bleven indviet i en ikke ganske hyggelig 
Hemmelighed , steeg mere og mere op for mit Sind , 
da jeg atter befandt mig i nvgenhunde . Ro paa min 
gamle Plads , og som en Følge deraf besluttede jeg , 
aldrig at aabenbare , hvad jeg vidste , for Nogensomhelsf , 
ikke engang for Joseph . Vel var han rigtignok 
min bedste Ven , der som saadan havde Fordring 
paa min Fortrolighed ; men Overbeviisningen om , at 
de Underjordiske paa det Skrækkeligste vilde straffe et 
sligt Forræderi , var nok fil at binde min Tunge , 
selv med Hensyn fil ham . At jeg ikkedestomindre 
paa en eller anden Maade vilde kunne hoste Fordeel 
af denne Opdagelse , for Exempel , paa en Tid , naar 
jeg var meget sulten , var imidlertid en Tanke , som , 
om end ikke tydelig , saa dog dæmrende stod for min 
Bevidsthed , og som maaskee bevirkede , at jeg med 
nogenlunde let Hjerte vendte tilbage fil mit Hjem , 
hvor jeg snart efter befandt mig i Søvnens Arme , 
omgivet af Halm , Nisser , Trolde , Pølser og blaa 
Klædes Kofter med Knapper af Søld . 
„ Jeg kan tænke mig “ , sagde Joseph , da jeg 
den næste Morgen faus og alvorlig sad og gnavede 

paa et Stykke Brød , „ at Du befinder Dig i en høitidelig 
og forventningsfuld Stemning ved Tanken om , 
at Du idag flak debutere som den , der fial luge , om 
end ikke Ukrudtet ud af Præstens Sjæl , saa dog ud 
af hans Haves Gulerødder . Ja , Peter , dette er 
dit første vigtige og betydningsfulde Skridt paa Livets 
Bane , hvilket jo dog , naar det rigtig betænkes , kun 
høist uegentlig kan kaldes et Skridt , eftersom Du 
enten kan ligge paa Maven derved eller velbehagelig 
sidde paa det Læder , som bedækker dine Ridebuxers 
Pol . “ 
Ved disse Ord kastede jeg et glad Blik paa 
disse , som Else havde givet mig paa , og paa hvilke 
enkelte af de blanke Knapper endnu sad ned ad 
Benene . 
„ Ja , kjønne er de , Joseph “ , svarede jeg tilfreds , 
idet jeg forgjæves vendte og dreiede mig for 
af komme til af see det af ham omtalte Læder , „ og 
jeg troer ikke , af en Eneste af de Underjordiske har et 
saadant Par . “ 
„ Pokker fare i Dig , Peter , hvor døg dine 
Tanker kan flyve “ , svarede han . „ Hvorledes Du 
i din Glæde over et Par virkelig vellykkede Beenklæder 
kan komme til af tænke paa Nisser og Trolde , 
der muligviis flet ikke ere i Besiddelse af flige , det 
gaaer langt over min Forstand . “ 
„ Jo , Beenklæder har de , Joseph “ , svarede jeg 
med Overbeviisningens Sikkerhed , „ og meget lange 
Frakker ogsaa . Det troer jeg da “ , vedblev jeg forstrækket 

ved Tanken om , allerede af have sagt temmelig 
meget . 
„ Ja , var Troen der ikke , Peter , Gud veed da , 
hvor saa Meget var af det , hvorpaa vi Elendige 
bygge vort Haab . Du maa nu ikke blive forknyt 
over dette lidt melancholske Udbrud , hvilket , som saa 
megen anden Melancholi , ikke havde sin Grund i 
Andet , end et lille Anstrøg af Mavepine . Var jeg 
nu i dif Sted “ , vedblev han , da han saae , jeg 
lavede mig til at gaae , „ saa vilde jeg benytte dette 
Kosteskaft til Ridehest , og denne Qvist til Pidsk , Du 
kunde da paa en raskere og mere cavaleermæssig 
Maade komme ned til Præstegaarden , og da Du nu 
engang har de til Ridning nødvendige Beenklæder , 
saa indseer jeg ikke , hvorfor Du ikke skulde gjøre Dig 
den Fornøielse . “ 
Da dette Forslag i høi Grad behagede mig , saa 
tog jeg begge Dele , og reeb derpaa , snart i Trav og 
snart i fuld Kariere , lige til jeg kom til Præstegaardens 
Have , i hvis aabenstaaende Laage jeg , hentagen 
af Illusionen , standsede pusten og vrinskende , 
medens jeg utaalmodig sparkede med Foden , akkurat 
ligesom Sognefogdens blissede Øg . 
» Hei , Niels , Hans , Rasmus “ , raabte Præsten , 
der fra et Lysthuus , uden at jeg havde seet ham , 
havde seet min Ankomst , „ kom gesvindt Karle , og 
hjælp Peter , som er kommen ridende paa en reen 
ravgal Hest . Naa , min Dreng “ , vedblev han fil 
mig , der stod aldeles sønderknuust over denne lemmelig 

larmende Modtagelse , „ det var da en Lykke , Du 
fik det vilde Dyr standset . Men see nu bare , Du 
har jo ogsaa sandfærdig Ridebeenklæderne paa , med 
blanke Knapper og Læder . Ja , ja , Peter , Du 
kan trøste Dig ved , af der er grumme Mange , hvem 
Illusionen er leben af med for bedre Kjøb . “ 
„ De har kostet to Mark , Herr Pasfor “ , svarede 
jeg , der ikke ganske forstod Meningen af hans 
Ord , „ og der er fjorten runde Knapper paa hver 
Side . “ 
Præsten slog Hænderne sammen af Forbauselse , 
saa af jeg følte mig ganfle stolt . 
„ Fjorten “ , udbrød han , „ ja og det foruden Seleknapperne . 
Sandelig , Peter , Du yar rigtignok 
Grund fil af være stolt af din Lod ; thi lad nu end 
Smedens Niels paastaae , af han er klogere end 
Du , bedre Beenklæder har han ikke , det svarer jeg 
for . Men nu ville vi see fil Gulerødderne , og dermed 
vil jeg vise Dig lidt tilrette , paa det , af det ikke 
i din berettigede Glæde og Stolthed skal gaa Dig , 
som Færgemandens Kat , der spiste Ællingerne og 
lod Rotterne gaae . Hvorledes gik det Dig saa med 
Svimmelheden “ , vedblev han , efterat vi et Øieblik 
havde luget i Taushed , „ den gik vel over , efter at 
Du havde sovet ; thi jeg har en dunkel Følelse af , 
at det gode øl , som din Ven , Joseph , trakterede 
med , var temmelig kraftigt for dit lille Hoved . “ 
„ Maaskee kom det af , Herr Pastor , at jeg lugtede 
Lunten , for den var saa stærk , at den rev i Halsen . “ 

„ Da gad jeg sandelig vidst , hvad Du forstaaer 
dermed ; thi for ung er det ufatteligt , og det er 
en altfor vanskelig Sag , at gjæette Gaader , naar 
man staaer paa Hovedet og luger i varmt Solskin . 
„ Ja , jeg forstaaer det Heller ikke , Herr Pastor , 
men Joseph sagde , at den sad i Kruset , som stod 
inde paa Elses Bord . “ 
„ Jeg troer nok , din Joseph er lidt polisk og 
skjelmsk , saa svag og sygelig han er “ , svarede hiin , 
idet han et Dieblik betragtede mig opmærksomt . 
„ Jeg skal imidlertid ikke bryde mit Hoved dermed , 
og en lille Lunte i al Uskyldighed bør man maaskee 
Heller ikke at gjøre sig Umage for af komme til af 
lugte . “ 
„ Ja , Joseph sagde ogsaa , af rigtig godmodige 
Mennesker have ondt derved , og det siger baade Else 
og alle andre Mennesker , af De er . “ 
„ Nu troer jeg sandelig . Peter , af vi over vore 
Gulerødder komme ind paa en heel diplomatisk og 
forfængelig Tale , om hvilken jeg troer , det vil blive 
lige svcert for os begge , af komme paa det Rene , 
af hvilken Grund det maaskee er bedst af holde 
op i Tide . Du kan vel nu ogsaa selv komme ud 
af af luge , hvilket jeg troer , af maatte opgive i Fortvivlelse . 
„ Jo , det kan jeg nok , Herr Pastor . Jeg vilde 
kun bede Dem “ , vedblev jeg fovende , idet det ikke 
var mig muligt af tilbageholde et Spørgsmaal , der 
brcendte mig paa Tungen , „ om De ikke vil sige 

mig , om dog ikke de Underjordiske , Nisserne og 
Troldene , nok kunne have lange Frakker og Beenklæder . “ 
„ Ih , bevares , Peter “ , udbrød han , „ Du gjsr 
nogle forfærdelige Sæt med mig gamle Mand , saaledes , 
af jeg er nærved af tabe Balancen . Imidlertid 
vil jeg dog sige Dig , af disse godt Folk sandelig 
baade kunne have Frakker , Skøvler , Sporer og Sabel , 
naar kun vedkommende Indbildningskraff er i Besiddelse 
af den fornødne Styrke . “ 
„ Ja , Joseph er ikke meget stærk , det siger han 
selv , Herr Pastor , og han troer det Heller ikke , det 
kunde jeg nok mærke paa ham ; men jeg er saa stærk , 
at jeg godt kan smide Smedens Niels omkuld “ , 
svarede jeg eftertænksom . 
Her blev vor Samtale pludselig afbrudt ved at 
Ingeborg , hende , om hvem Joseph havde erklæret , 
at hendes Figur formaaede at modstaae alle 
hans Hægter og Maller , kom med et blussende 
Ansigt og i høieste Affect og meldte Præsten , at en 
Lammesteg , som havde staaet i Kjelderen , var bleven 
stjaalen . 
„ Hilleskam “ , udbrød Præsten . „ Ja , Ingeborg , 
det kommer nu an paa , om det har været af 
en sig selv bevidst eller en sig selv ubevidst Tyv . “ 
„ Bevidsf eller ubevidst , Herr Pastor “ , svarede 
hun ivrig , „ saa meget er bestemt , at en af Tremmerne 
i Kjeldervinduet er brækket ud og Stegen 

borte . En Lykke er det , at der ikke er bleven taget 
Mere . “ 
„ Ja , tænk , Ingeborg , om nu Katten var 
løbet med Dig ogsaa , saa havde den ganske vist været 
stærkere end vor lille Peter , ihvorvel han saa let , 
som han spiser en Svedske , kan vende op og ned paa 
Smedens Niels . Ikke sandt , Peter ? “ 
„ Jo , Herr Pasfor “ , svarede jeg med Selvbevidsthed , 
„ naar han bare ikke kradser mig i Ansigtet . “ 
„ Saa uhoflig vilde nu Katten ikke være imod 
Ingeborg “ , sagde hiin , „ imidlertid indrømmer jeg , 
af siden en Tremme er brækket ud , saa kan det næppe 
være Katten ; thi vel ere de kloge nok og kunne ligesaa 
godt snurre og stryge sig op ad En , som et 
Menneske , der vil gjøre sig lækker , og drikke vor 
Mode , men naar man tiltroede dem saa megen 
Klogflab , af de fluide kunne sinde paa , af brække 
Tremmerne ud , saa vilde Tyvene rigtignok aldrig 
mangle Undskyldning , ligesom det ganske sikkert ogsaa 
vilde falde i Kattenes Lod af blive hængt . “ 
„ Men , Herr Pasfor , jeg meente dog , af der 
burde gjøres Noget ; thi et Indbrud er det “ , sagde 
Ingeborg , der aabenbart ikke var oplagt til Spøg , 
i en fornærmet Tone . 
„ Ja , gjøres Noget maa der , Ingeborg ; thj 
var Stegen bestemt til vor Middagsmad , saa maa 
dens Plads udfyldes , dersom vi ikke skulle gaae ligesaa 
sultne fra Bordet , som det Menneske formodentlig 
har været , der har annammet den . Da denne nu , 

trods den lumske og underfundige Streg , han har 
spillet os , dog har været saa skikkelig kun af tage 
Stegen , og derved beviist , af hans Maves Skrig har 
overdøvet hans Samvittigheds Raab , saa troer jeg 
ikke , det er vcerdt af forstyrre hans Nydelse , ved af 
vudse Ovrigheden paa ham . “ 
„ Ja , naar Man saaledes ustraffet skal have Lov 
til af røve og stjcele , saa — “ 
„ Bliver der Dyrtid paa Lammesteg , mener Du “ , 
afbrød Prcesten hende . „ Gudbevares “ , vedblev han 
med et vellykket Udtryk af Frygt og Befippelse , „ Du 
er istand til af blive vred og gansfe desperat , Ingeborg , 
kan jeg see paa Dig , og jeg nødes vel til , for 
af faae Dig god igjen , saa haardt det end er mig 
imod , af gaae op og iføre mig min Ornat , for 
derefter , ført ved Haanden af Dig , af gaae ned til 
Sognefogden . “ 
Ved denne Tiltale forlod Ingeborg os paa en 
mindre iilfcerdig Maade , end hun var kommen , og , 
som det syntes mig , ogsaa betydelig afkjølet , hvorpaa 
Prcesten tog sin Tobakspung frem for at stoppe sig 
en ny Pibe , hvornl han derpaa med betcenksomme og 
velrettede Slag slog Ild . 
Idet han var beskjæftiget dermed , kom hans 
Datter , Jomfru Julie , med betcenksomme , man 
kunde næsten sige , modstræbende Skridt , gaaende hen 
til ham . I Haanden holdt hun et Brev , og af 
hendes smukke , blomstrende Ansigt lyste en saadan 
Forvirring , blandet med Undseelse og Forlegenhed , at 

det intet Under var , at Prcesten hastig satte sig ned 
paa en nærstaaende Bcenk for at faae et Støttepunkt . 
„ Naa , Julie “ , udbrød han , „ hvilken veloverlagt , 
sort og ugudelig Gjerning er det , som Du 
bringer mig Efterretning om . Ingeborg gik nys 
herfra i bitter Qvide , og paa dit Ansigt seer jeg , at 
der ligger langt mere end en fortabt Lammesteg paa 
dit Hjerte . Ak , min Pige , det var en sørgelig 
Stund , Peter valgte til at luge vore Gulerodder . 
„ Posten bragte mig et Brev fra min Kjcereste “ , 
sagde hun rødmende og forvirret . 
„ Det veed jeg , min Pige ! “ udbrød hiin pludselig 
alvorlig , idet han kastede et bekymret Blik 
paa den unge Pige . „ Nu , hvad er der med 
ham ? “ 
„ Gudskelov , han har det godt “ , svarede hun , 
men han er bleven Fuldmægtig i sit Kontoir , og han 
vilde nu , dersom Du intet har derimod , at vi skulle 
holde Bryllup endnu i Sommer . “ 
Ved disse Ord brast hun i Graad og skjulte sit 
Ansigt ved hans Skulder . 
Med et Udtryk af dyb og inderlig Kjærlighed og 
Glcede betragtede han hende et Dieblik , derpaa løftede 
han hendes Hoved op og trykkede et langt Kys paa 
hendes Pande . 
„ Ja , Peter “ , sagde han endelig , efter i nøgen 
Tid at have siddet taus , idet et Lille Smiil atter oplyste 

hans Ansigt , „ der ligger Du imellem Gulerødderne 
med al din Tanke og Hu henvendt paa dine 
Ridebeenklæder , uden at have mindste Ahnelse eller 
Begreb om , hvor forladt og eensom Du vilde søle 
Dig , naar disse , hvorpaa Du har fæstet dit Hjertes 
hele Kjærlighed , blev Dig berøvet . Bevar dem derfor 
vel , især for juridiske Candidaters , Cancellisters 
og Fuldmægtigers Blikke , thi fra det Øieblik , disse 
have faaet Øie paa dem , da vil Du staae nøgen som 
Hjob . “ 
„ Men “ , svarede jeg , forsfrækket ved den Tanke , 
„ jeg har endnu et Par gamle Lærreds hjemme , som 
Else nu har vaflet . “ 
„ Ja , det har Du , men jeg har ikke Andet en 
Ingeborg tilbage , og hun er fornærmet . Nu , min 
Pige “ , vedblev han fil Datteren , „ her er jo intet 
Andet at gjøre , end med Resignation og Taalmodighed 
at finde sig i Tilstillelsen , hvilken Trøst , som jeg tør 
formode , Du just ikke i nogen altfor høi Grad kommer 
fil at trænge fil . En Beroligelse er det imidlertid 
før mig , og , som jeg haaber , en Glæde før Dig , af 
hvilken Grund jeg vælger dette Øieblik fil at sige 
Dig det , at jeg deroppe i mit Chatol har tusinde 
Daler liggende , bestemte fil dit Udstyr . Du kan nu 
saaledes med et roligt Hjerte og et freidigt Sind lade 
Kjøbmændene springe og dandse paa dit Vink . “ Med 
disse Ord lagde han hendes Arm i sin , hvorefter de 
begge gik op imod Huset . 

Om Aftenen paa denne Dag flentrede jeg som 
sædvanlig hen fil Josephs og mit Lysthuus , som 
nu , ved den Opdagelse jeg havde gjort , af de 
Underjordiskes Hule , havde faaet en forøget , om end 
med Ængstelse blandet Interesse før mig , og hvor 
Joseph saa ofte ved de curieuse Emner , han afhandlede , 
havde sat mig Fluer i Hovedet ; men 
hvor jeg nu , til Gjengjæld , fluide bibringe ham 
en , hvis Skik blev af temmelig parmanent Virkning . 
Da jeg kom til Stedet , fandt jeg min Ven 
liggende henstrakt paa det bløde Leie med en Spegepølse 
i den ene Haand og et Suurbrød i den anden , 
hvoraf han afvexlende gnavede . 
„ Naa , Peter , er Du der “ , begyndte han , „ før 
efter veludført Dagværk at søge Affenens Hvile . 
Jeg ligger her i stille Fred og speculerer over , 
hvad det egentlig vil sige : at have Noget at leve 
før . “ 
„ Mener Du ikke “ , svarede jeg , der i den senere 
Tid gjorde mig Umage før at falde ind i hans Tone , 
„ at have Noget at leve af ? “ 
„ Nei , Peter , det mener jeg ikke ; thi naar man , 
som jeg i dette Øieblik , tygger paa Pølse og Suurbrød , 
saa er dermed Gaaden løst og Spekulationen 
ophørt , idet Fordøjelsen indtræder . Nei , jeg mener 
hvad jeg sagde , at leve før . Det bliver saa ofte 
sagt , at ethvert Menneske maa have Noget at leve 

og virke før ; det vil sige , et Kald , en Gjerning , 
hvorved det udfylder sin Plads i Samfundet . Din 
er f . Ex . , at luge i Præstens Have , min , at gjøre 
Hcegter , Ens er det , at vcere Præest , en Andens , at 
vcere Degn , en Tredies , at vcere Procurator , og 
Elses er det , at forsfjonne vort Liv , samt at vaske 
din Krop . Sporgsmaalet er nu , Peter , om disse 
forskjellige Stillinger virkelig ere blevne valgte paa 
Grund af en indvortes og , som det saa smukt siges , 
dybtfølt Trang , for derved at gavne Menneskeheden , 
altsaa for at have en smuk Gjerning at leve for , 
eller , om man har valgt den ene og alene paa Grund 
af en dybtfølt Trang til at faae Noget at leve af . 
Er dette Sidste Tilfældet ? Ja , Peter “ , afbrød han 
sig selv , „ jeg kan see paa Udtrvkket i dine Øine , dit 
Minespil og din Munds Mimren , at din Sjcel og 
Tanke er mere opfyldt af min Pølse og mit Sumbrod 
end af vort philosophiske Emne , og jeg vil derfor 
ved at give Sig et Stykke af begge Dele , bringe 
Dig i Ligevcegt . “ Hermed skjar han et Par store 
Humpler af og rakte mig . „ Jeg siger altsaa “ , vedblev 
han derpaa , „ er nu det Sidste Tilfceldet , saa 
gives der langt Flere i Verden , der stjcele , end de , 
som man i daglig Tale kalde Tyve . “ 
„ Som for Exempel “ , sagde jeg , idet jeg grundende 
holdt mit Stykke Pølse op til Panden , „ den , 
der stjal Præstens Lammesteg . “ 
Det smigrede mig ikke saa ganske lidt , at see . 

hvilken Virkning min dybsindige Bemærkning gjorde 
paa Joseph ; thi af lutter Forbauselse tabte han 
Polsen af Haanden , medens ban stirrede paa mig 
med store Dine . 
„ Hvor falder det Dig ind ? “ spurgte han , som 
det syntes mig , med langt større Heftighed end Sagen 
fortjente . 
„ Io , Joseph “ , svarede jeg lidt forknyt , „ fordi 
at Prcesten ikke brød sig den mindste Smule derom , 
da Ingeborg kom og fortalte ham det . Han vil 
derfor ikke sige det til Sognfogeden , og saa vil jo den , 
der har stjaalet den , heller ikke blive kaldet en Tyv , 
da det ikke vil blive opdaget , hvem der har gjort 
det . “ 
„ Sandelig ! “ udbrød Joseph , idet hans Ansigt 
atter antog det sædvanlige Udtryk af Ro , „ dette er 
jo en fuldkommen Syllogismus , som det opvcekker 
min høieste Forbauselse og Glcede , at høre af 
Dig . Imidlertid var dog min Mening ikke ganske 
saaledes , som Du synes at antage , idet jeg nemlig 
gik ud fra et mere idealt Standpunkt . Men hvilken 
Grund troer Du , at Prcesten havde , til ikke at bryde 
sig derom ? “ 
„ Jeg mener , det er fordi han er saa umaneerlig 
riig , at han har tusinde Rigsdaler liggende i sit 
Chatol . “ 
„ Han har da ikke lukket Klappen op og ladet 
Dig stikke din lille Ncese deri , siden Du taler med 
en saadan Bestemthed derom ? “ 

„ Nei , vet har han ikke ; men han sagde til 
Jomfru Julie , at de laa der , og at hun kunde 
faae dem , hvad Øieblik hun vilde . Du vilde vistnok 
blive rigtig glad , Joseph , naar Du ogsaa fik 
saa mange Penge “ , vedblev jeg ved at see hans 
Overraskelse og den Deeltagelse , hvormed han lyttede 
til , hvad jeg sagde . Uden at svare blev han nu i 
længere Tid siddende som hensunken i Forundring ; 
men derpaa lagde han sig atter mageligt tilbage og 
sagde i en ligegyldig og ringeagtende Tone : 
„ Penge er Tant , Peter , de ere kun et haardt , 
tungt og iiskoldt Metal ; men Dyden , ja , Peter , 
det maa Du skrive med uudslettelig Skrift i dit unge - 
Hjerte , Dyden , det er det rene Væsen . Forsag hine 
og bevar denne , da vil Du blive lykkelig , som en 
Gud og som din Ven , Joseph . Spurgte da 
Jomfru Julie ham derom ? “ spurgte han , idet 
hans Tanker atter vendte tilbage til Præstens Chatol . 
„ Nei , det gjorde hun ikke ; men hun sagde , at 
hun vilde holde Bryllup , og saa sagde han , at han 
havde tusinde Daler liggende dertil . “ 
„ Du kan rigtig din Lectie godt Peter , og fortæller 
som et østerlandsk Eventyr . Man kan blive 
ganske rørt og følsom ved at høre paa Dig , og min 
Sjæl har Du glæder saa dybt , at jeg herved vil 
skjænke Dig otte Skilling , som et Beviis for , hvor 
dybt jeg ringeagter Capitaler og hvor høit jeg agter 
Dig . Ja , Peter : 

Snart er det Nat 
Og Msrkef Jorden dcrkker , 
Selv over Præstens Skat 
Sit Slor den lcegger . 
Dog efter korte Blund , 
Den atter frem skal slige , 
I Morgenens første Stund , 
Til Lysets Rige . 
„ Kom “ , vedblev ban efter med alvorsfuld Stemme 
at have fremsagt disse Linier . „ Lad os nu gaae hjem 
for at finde Fred og Hvile i Søvnens Arme . Jeg 
føler mig nedtrykt og høist veemodig stemt . Det er , 
som skulde en Ulykke times mig , som skulde jeg styrte 
ned fra denne høie Klint og finde min Grav hist 
nede i det brusende Dyb . Ak , Peter , var jeg dog 
bare ingen Varulv , men , naar Ulykken endelig skulde 
være , da kun en Mare . “ 
Snart efter laa vi begge i vor Sengs Halm , 
beredte til at synke i Søvnens Arme . 
For mig skulde imidlertid alle Forsøg derpaa 
blive forgjæves . Josephs sidste Ord havde gjort et 
dybt Indtryk paa mig . Hans Ulykke og bittre Klage 
derover vakte paany min Mædfølelse og jo mere jeg 
tænkte derover , jo mere forekom det mig , at jeg og 
ingen Anden kunde redde ham , samt at at det var et 
Offer , jeg skulde og maatte bringe ham , som en 
Følge af de Velgjerninger , han havde beviist mig . 
Jo længere jeg laa , jo fastere blev Beslutningen hos 
mig , og selv ikke de frygteligste Rædselsbilleder , som 

min Phantasie af og til fremmanede , formaaede at 
bringe mig til at vakle . Nu skulde det skee , det var , 
som en usynlig Magt drev mig , og det eneste Lysglimt , 
den eneste Trøst for mig i denne Kampens og 
Rædselens Stund , det var Tanken om hans Glæde 
og hans Tak , naar Alt var vel overstaaet . 
Da nu Beslutningen stod fast for mig , laa jeg 
stille og lod , som jeg sov , idet jeg ventede paa det 
Øieblik , da hans Time var kommen . Den ene Time 
gik imidlertid efter den anden ; men endelig bevægede 
han sig , skjød Halmen forsigtig tilside , og idet han 
forsigtig reiste sig op , undersøgte han nøiagtig , om 
jeg sov . Jeg vidste imidlertid , hvad det gjaldt , og 
kneb derfor Øinene saa tæt sammen som muligt . Lidt 
efter stod han op , og efter derpaa at have puslet 
et Øieblik om i Stuen , lukkede han Døren op og 
gik . 
Med et Sæt var jeg ude af Sengen og henne 
ved Vinduet for at see efter ham , men ved at see ud 
i den mørke Nat , hvor jeg kun dunkelt kunde skimte 
Omridset af ham , hvilket dog snart smeltede sammen 
med Mørket , havde jeg nær tabt Modet . Grædende 
bedækkede jeg mit Ansigt med mine Hænder , og idet 
mit Legeme skjælvede i feberagtig Skræk , turde jeg ikke 
forlade Pladsen , hvorpaa jeg stod . Endelig fandt 
jeg saameget Mod , af jeg after turde see ud , og da 
det nu langtfra var saa mørkt , som det ved første 
Øiekast forekom mig af være , ligesom ogsaa et Par 
Stjerner glimtede ned fra Himlen , saa dukkede after 

mit Forehavende med fornyet Styrke op i mig , og 
endelig tog jeg den faste Beslutning af udføre det , der 
maatte nu komme , hvad der vilde . 
Efter nu af have klcedt mig paa , hvilket sfete 
langt betænksommere og mere nølende end nogensinde 
tidligere , forlod jeg Stuen og begav mig ud paa min 
straksomme Vandring . Langsomt gik jeg henad 
Veien , idet jeg hvert Dieblik standsede og lyttede , om 
jeg skulde høre fjerne Skrig og Angesthyl . Alt var 
imidlertid slille ; kun hist og her gjøede en Hund i det 
Fjerne eller en Ugle lod sit klagende Raab høre . 
Natten var luun og slille og forekom mig ikke mere 
saa rædselsfuld , da jeg saae det mig velbekjendte Fyr 
fra Hundested blinke mig imøde . 
Da jeg , efter af have fjernet mig i nogenlunde 
Afstand fra Huset , havde naaet Kammen af en lav 
Bakke , langsmed hvilken Landeveien gik , besluttede 
jeg af tage Post her bag en Busk og vente , indtil 
han kom . See mig , maatte han nemlig ikke , før han 
var lige ved mig , ligesom jeg ogsaa , ved at være 
oppe paa Bakken , havde den Fordeel , at , dersom 
Forsøget mislykkedes , han da , før at komme til at 
sønderrive mig , maatte løbe op af Bakken først , 
medens jeg løb ned ad den paa den modsatte 
Side . 
Som jeg nu stod bag Buskene og svede mig 
paa den frygtelige Formular , som Else havde leert 
mig , hørte jeg det knirke i Sandet og lidt efter saae 
jeg ham komme , bcerende Noget under sin Arm . At 

han hoppede paa tre Been , var jeg overbeviist om , 
ihvorvel jeg ikke formaaede at skjelne det tydeligt ; thi 
det sortnede før mine Øine , idet det var , som standsede 
Blodet i mine Aarer og Hjertet stod stille . Dog 
Øieblikket var kommet og , samlende mit hele Mod , 
løb mere end gik jeg hen til Randen af Bakken . Her 
stod jeg et Øieblik stille , men da han nu var lige 
under mig , udstrakte jeg min Arm imod ham og 
raabte , saa høit jeg formaaede : „ Joseph , Joseph , 
Joseph ! Du est en Varulv ! “ 
Virkningen var overordentlig ; men desværre , ikke 
som jeg havde ønsket , og med Sorg maatte jeg bagefter 
tilstaae før mig selv , af mit Hjerte ikke maa 
have været ganske skyldfrit , eller min Vandel ikke aldeles 
reen og pletfri , som Markens Liljer . Da 
Joseph hørte Lyden af min Stemme , standsede han , 
og jeg saae , det gav et Sæt i ham ; men derpaa udstodte 
han et Skrig , der for mig lød rædselsfuldt , 
hvorpaa han gav sig til af løbe op imod mig . 
Mere saae jeg ikke ; thi greben af den frygteligste 
Angest vendte jeg mig og styrtede nu afsted med en 
Fart , som havde jeg Vinger . Ustandselig løb jeg , 
og hverken høie Gjelder eller dybe Grøfter formaaede 
af standse mig ; over Mark og Eng og ind igjennem 
den dybe Skov gik min Flugt , indtil jeg endelig ved 
af springe over et Gjerde blev bedøvet og udmattet 
liggende . 
Skjælvende over mit hele Legeme af Frygt for 
Joseph , om hvem jeg saa vist antog , af han var 

mig lige i Hælene , og ude af Stand til af røre mig 
blev jeg liggende paa Kanten af Grøften , idet den 
ene skrækindjagende Forestilling efter den anden drog 
forbi mit Syn og bragte mig til af gyse . Endelig 
vandt dog Trætheden Overhaand , og efter af jeg et 
Par Gange convulsivisk var faret op , faldt jeg i 
en Søvn , hvoraf jeg først vaagnede , da Solen stod 
høit paa Himlen . 
Forinden jeg endnu slog Øinene op , hørte jeg 
Stemmer tæt ved mig ; men da jeg strax overbeviste 
mig om , at Joseph ikke var deriblandt , saa saae 
jeg nogenlunde frøsfet op og bemærkede da tvende , 
som det forekom mig , i høieste Grad fornemme 
Damer , der i ivrig Samtale stode og betragtede mig . 
„ Nu vaagnede han , Caroline “ , sagde den Ene , 
en gammel Dame med ef mildt , godmodigt Ansigt . 
„ Herre Gud ! See dog , hvilket Engleansigt , og dertil 
de sønderrevne , blodige Fødder . “ 
„ Elendig og ulykkelig seer han rigtignok ud , 
Jomfru “ , svarede den Anden , „ og stenet og tornefuld 
har den Vei maattet være , som hans stakkels Fødder 
har betraadt , men hvad Ansigtet angaaer , saa seer 
jeg da rigtignok ikke Andet end Støv og Smuds , 
naar jeg skal sige Sandheden . “ 
„ Men , Caroline , bagved denne Maske afLandeveiens 
Støv , Anstrengelsernes Sved , og maaskee af de 
bittre , falte Taarer , skjuler sig Skjønheden , som en 
Rose bag sin Knop . “ 
„ Ja , det er saamænd ikke godt at skjønne , Jomfru , 

om der vil komme en Rose eller en Tidsel ud af den 
Knop ; han seer nemlig efter min Mening ud til 
begge Dele . At lade ham ligge saaledes , gaaer vel 
imidlertid neppe an , saa vi faae vel at hjælpe ham , 
hvorledes vi saa bærer os ad dermed . 
„ Sikkerlig , hjælpes maa han , Caroline , og 
det glæder mig hjerteligt , after og after at faae 
Beviser for , hvor varmt dit Hjerte er , trods din 
ofte kolde og hensynsløse Tale . Siig mig , min 
Dreng “ , vedblev hun til mig , „ hvem er Du ? “ 
„ Peter “ , svarede jeg , idet jeg brast i Graad , 
formodentlig som en Følge af den Spænding , hvori 
jeg havde været . 
„ Ja , min egen , kjære Dreng “ , vedblev hun , 
„ dermed veed jeg ikke meget . Hvem er da dine 
Forældre ? “ 
„ Mine Forældre ! “ gjentog jeg , hørende op med 
at græde af Forbauselse over dette Spørgsmaal , som 
jeg ikke forstod . 
„ Nu , min Dreng , jeg mener din Fader og din 
Moder ? “ 
Dette satte mig after i en piinlig Forlegenhed ; 
men efter at have grundet lidt , svarede jeg : 
„ Joseph er ikke min Fader , og Else er ikke 
min Moder , men de vare begge to rigtig gode imod 
mig . “ 
„ Men , hvem er Joseph da ? “ 
„ Joseph ! “ udbrød jeg , idet min Forundring 

nu steeg til det Høieste , „ det er jo ham , som laver 
Hægter . “ 
Damen rystede paa Hovedet , og idet hun vendte 
sig til sin Ledsagerske , sagde hun : 
„ Jeg frygter , Caroline , at en eller anden 
skrækkelig Begivenhed , noget i høieste Grad Rystende , 
har forvirret det ulykkelige Barns Hjerne saaledes , at 
det ikke nytter at spørge ham , før han er kommen 
til Ro . Dog “ , vedblev hun , atter vendende sig til 
mig , „ hvorfor forlod Du da de Folk , som vare saa 
gode imod Dig ? “ 
„ Jeg blev bange “ , svarede jeg gysende , idet jeg 
saae mig om til alle Sider . 
„ Bange , min Dreng , og hvorfor ? “ 
„ For en Varulv “ , svarede jeg endelig , efter at 
have betænkt mig længe i Frygt før den Skjæbne , 
som vilde ramme mig , naar jeg røbede Josephs 
Hemmelighed . 
Ved mit Svar brast Caroline i en saa hjertelig 
Latter , at jeg ved at høre den og see hendes 
glade , godmodige Ansigt , næsten glemte min egen 
bittre Sorg . 
„ Jeg vil ikke sige , at megen Latter er Vaarens 
Tegn “ , sagde Jomfruen . „ Nei , jeg vil ikke sige det 
med Hensyn til Dig , Caroline ; thi Du er en 
Pige , som ofte viser , at Du har en god og sund 
Forstand , kun det siger jeg , at din Latter let kunde 
have været bedre anbragt end her . Iøvrigt var det 
jo , som jeg sagde : En mystisk , uforklarlig Begivenhed , 

der har sframmet og forvirret det stakkels Barn , hvem 
Gud har forundt os den Lykke , at møde paa vor 
Vei . Du veed , Caroline “ , vedblev hun , , at jeg 
kun høist nødig forlanger Noget af Dig , som jeg 
maatte befrygte , i nogen Maade kunde overstige dine 
Krcefter , men her , ved denne Leilighed , kommer jeg 
dog til ret indstcendig at bede Dig om , paa dine 
Arme at bcere dette Vcesen hjem , for hvem det sikkerlig 
er en Umulighed at gaae . “ 
„ Det kan jeg nok , Jomfru , og gjør det ogsaa 
med Glæde , det vil sige paa en Maade , naar Sandheden 
stal frem ; thi om jeg end ikke frygter mit rene 
Forklcede , der vil skee en Ulykke ved at komme i 
Berørelse med hans Klæver , saa frygter jeg saa 
meget mere de levende Uhyrer , der muligviis ikke 
har havt saa travlt med at flygte fra ham , som han 
har havt med at flygte fra Varulven . “ 
„ Jeg troer nok , at jeg nu godt kan gaae “ , indvendte 
jeg , idet jeg reiste mig “ , og jeg vil ogsaa 
gjerne følge med Dem , naar De bare er vis paa , at 
Joseph ikke kan finde mig , der hvor jeg kommer hen . “ 
Efter at Caroline høitidelig havde lovet mig 
dette , fulgte jeg villig med og befandt mig snart 
efter , vaflet , forfriflet og med forbundne Fødder i en 
blød Seng , hvor jeg nu beroliget og tryg snart faldt 
i en dyb Søvn . 

Jeg kan ikke negte , at det var med en vis Modstræben 
og Uvillie , at jeg begyndte et nyt Liv i det 
Hjem , hvorhen man havde bragt mig . Alt var mig 
her nyt og fremmed , og det var derfor intet Under , 
at min Sjæl krympede sig under de uvante Forhold . 
Af Caroline , under hvis Opsyn jeg i de første Par 
Dage stod , havde jeg faaet at vide , at den lille By , 
hvorhen jeg paa min Flugt var kommen , var Frederiksværk , 
samt at den Dame , der saa kjærlighedsfuldt 
havde faget sig af mig , var en Jomfru Kold , som 
levede her af sine Penge , som man siger , og hvis 
Tjenestepige og al tor Caroline var . 
Jomfru Kold var , som Caroline forsikkrede 
mig i sin Beskrivelse af Forholdene , det bedste Menneske 
paa Jorden , saa at jeg vilde faae det , som i et 
Himmerig , dersom hun skulde falde paa at beholde 
mig , hvilket dog Caroline , med en for mig lidt 
nedtrykkende Oprigtighed , forsikkrede , at hun ikke vilde 
haabe , da det efter hendes Mening vilde give baade 
Uro og Griseri i Huset , at have saadan en Laban . 
Iøvrigt paalagde hun mig , hvad enten jeg blev der 
kort eller længe , strax at aflægge adskillige Vaner , som 
jeg havde medbragt , dersom jeg ikke vilde risikere , at 
blive indqvarteret hos Grisen , hvis Leie iøvrigt saae 
fuldkommen saa reenligt og ordentligt ud , som det 
jeg havde havt i mit forrige Hjem , jeg maatte saaledes 

paa ingen Maade flikke min Skee reen , naar 
jeg havde spiist , jeg maatte ikke flupre , naar jeg drak 
min Kaffe og jeg maatte heller ikke tage Kjødet af 
Tallerkenen med mine Fingre og bide af det ; men , 
hvad det Værste af Alt , var , jeg maatte vaske mig 
ved enhver Leilighed og , hvad der især forvirrede mig 
og ofte reent bragte mig ud af Concepterne , jeg 
fluide pudse min Næse i et Lommetørklæde . 
Det var en haard Kuur , og jeg led saa tungt 
derunder , at jeg , som Caroline med bitter Ironi 
paastod , blev ganske bleg deraf . Mange Gange ønskede 
jeg mig derfor i de første Dage tilbage til de vante 
Forhold i Overby , og hvorhen jeg ogsaa ganske sikkert 
fluide være vendt tilbage , dersom ikke Joseph , 
som et frygteligt Skræmmebillede , havde holdt mig 
derfra . 
Da mine Ridebeenklæder , hvor smukke og klædelige 
de end vare i mine Øine , dog ikke gjorde den 
samme Lykke hos Jomfru Kold , saa blev der strax 
efter min Ankomst sørget for en ny Dragt til mig , 
hvori jeg nu forsigtig og ængstelig listede mig omkring 
i evig Angest for at komme tilsfade med den . 
Caroline sagde rigtignok , at jeg fluide bevæge mig 
frit og let og ikke krybe omkring som en Høne paa 
Iis ; men hverken Caroline , eller Mange med hende , 
har maaskee tænkt grundigt og alvorligt over , hvor svært 
og næsten uudførligt det Paalæg er , som Hofmesteren 
giver Phalzgreven , nemlig , at han skal see frit op ; 
thi er Noget nedtrykkende og forvirrende i denne 

Verden , da er det ganske sikkerligt , naar man slak 
være - freidig , frie og let i en Spændetrøje , eller , 
naar man skal træde frem med Anstand , Sikkerhed og 
Gratie , første Gang man løber paa Skøiter . 
Efter af jeg var kommen rigtig til mig selv , og 
efter af dernæst Caroline , rigtignok i et raskere og 
for mig mere himmelskrigende Tempo , havde ladet 
mig gjennemgaae den samme Kuur , som jeg ved 
enkelte Leiligheder havde gjennemgaaet under Elses 
blidere og mere lempelige Hænder , blev jeg ført ind 
til Jomfru Kold , der sad i en højrygget Lænestol 
foran de aabne Havedøre , beskjæftiget med af sy . 
-Paa det runde Sybord foran hende stod i en Vase 
en stor Bouket af Roser , Lavendler og Ambra , hvis 
stærke Duft vel nu for Tiden kunde være nok til af 
slaa mangen en Dame ihjel , men som paa hine Tider 
blev anseet for noget af det meest Forfriskende og Oplivende 
, der gaves . Umiddelbart udenfor Døren var 
et Lysthuus dannet af fire mægtige Lindetræer , igjennem 
hvilket man kom ned ad en bred Gang , kantet paa 
begge Sider med de samme Blomster , som fandtes i 
Vasen , og endte ved en rund Plaine prydet med en 
høi , rund Seile , paa hvilken et Stativ var anbragt , 
der , bærende otte fuldtriggede Skibe med udspændte 
Seil og flyvende Vimpler , idelig og idelig løb rundt , 
snart forlænds og snart baglænds , alt eftersom den 
sfiftende Sommervind vilde det . I Stuen selv stod 
langs med Væggen en Række af høiryggede , med 
blomstret Læder betrukne Stole , over hvilke Maler 

ved Maleri var anbragt , forestillende fransfe Hyrdescener , 
norske Vandfald og ildsprudende Bjerge , samt 
meget Andet . 
Forvirret og nedtrykt , samt med en instinktmæssig 
brændende Attraa efter at slide mig løs fra Carolines 
Haand og slyrte ud i Haven , for der at skjule 
mig , blev jeg af denne ført hen foran Jomfruen , der , 
efter først omhyggeligt at have poleret sine Briller , 
betragtede mig længe og nøiagtigt . 
„ Er det ikke , som jeg sagde , Caroline ? “ begyndte 
hun derpaa , idet hun beundrende strakte 
Haanden ud imod mig . „ Deilig er han og frisk , 
sund og blomstrende som den moderlige Naturs Barn . 
De gule Lokker falde blöde ned over hans barnlige 
Skuldre , hans Dine ere store , klare og blaa som den 
stille Sø og hans Kinder ere fulde og runde som , 
som -- -- -- -- -- - “ 
„ Som Æblesfiver “ , føiede Caroline hjælpsomt 
til . 
„ Som den røde , fyldige Rose “ , vedblev Jomfruen 
med et misbilligende Blik . 
„ Ja , Jomfru “ , svarede hiin , „ hvad nu Skjønheden 
angaaer , saa troer jeg rigtignok , naar Sandheden 
skal frem , at den tager sig bedre ud i Besfridelsen 
end i Virkeligheden , og iøvrigt maa jeg da 
rigtignok tilstaae , at jeg synes næsten det er Synd , 
at gjøre ham galere , end han allerede er . “ 
„ Saavisf som det er syndigt , Caroline , at 
bruge et saadant Udtryk om et uskyldigt Barn , saa 

vist er endnu Ingen bleven gale af at høre Sandheden ; 
thi hvad enten den lyder forfærdelig og skrækindjagende 
som Himlens Torden , eller den lyder 
blidt og opmuntrende som Musikkens Toner , saa er 
det den Røst , vor Samvittighed taler til os , og som 
vi aldrig bør neddæmpe . Men nu , min Dreng “ , 
vedblev Jomfruen til mig , „ Du sagde , at Du 
ingen Forældre har , kan Du nu , da dit Sind er 
kommen i Ro og Ligevægt , fortælle mig noget Nærmere 
derom . “ 
„ Jeg troer , han havde mere Lyst til at give sig 
i Lag med den Kryderbolle , som ligger paa Bakken , 
idetmindste skeler han stærkt derefter “ , bemærkede 
Caroline . 
„ Saa giv ham den “ , sagde Jomfruen næsten 
ærgerlig . „ Og nu , mit Barn , lad mig høre “ , vedblev 
hun til mig , der trods min Ængstelse dog strax 
havde givet mig til at tygge . 
„ De maa endelig ikke blive vred “ , svarede jeg 
bønligt , frygtende for at komme i en alvorlig Forlegenhed , 
„ jeg veed virkelig ikke , hvem det skulde være 
Andre end Elfe og Joseph ; men dem er det dog 
ganske bestemt ikke . “ 
„ Der er . Caroline “ , sagde Jomfruen efter et 
Øieblik at have siddet grundende , „ noget høist Besynderligt 
og Gaadefuldt ved dette Barn . Om sine 
Forældre veed han Intet ; vi fandt ham i en Grøft 
paa Landeveien , eensom og forladt . Hvorfra han 
kom , hans tidligere Liv og hans -- -- -- -- — “ 

„ Fremtids Skjæbne “ , tilføiede Caroline . 
„ Nu , ja “ , fortsatte hiin , „ og hans Fremtids 
Skjæbne . Alt er indhyllet i et uigjennemtrængeligt 
Mørke . Kun Et leder os paa Spor , kun Et 
tyder hen paa noget Ualmindeligt og Overordentligt , 
jeg mener de Ridebeenklæder , han er iført . “ 
„ Ja , Jomfru , deri giver jeg Dem sandelig 
Ret . De tyde hen paa en overordentlig og ualmindelig 
Fattigdom . “ 
„ I Øieblikket , ja , Caroline , som de nu see 
ud , kan man vel sige det . Men nu spørger jeg Dig , 
som dog er en fornuftig Pige , troer Du , at de stedse 
have været saaledes ? Har ikke det fine , blaa Klæde 
engang været glindsende og nyt , har de røde Striber 
ikke engang skinnet i Nyhedens Glands , og har de 
runde Knapper ikke straalet af Forgyldning ? Jo , 
Caroline , dette er en nomtvistelig Sandhed , og 
ligesaa sandt er det , at det Barn , for hvem en saadan 
Dragt er anskaffet , ogsaa maa have havt en Hest . 
Jeg kan derfor ikke andet end tænke mig ham med en 
Baret med vaiende Fjer paa Hovedet , og med en forgyldt 
Ridepidsk i Haanden , siddende paa en sirlig , 
lille og modig Ganger , fulgt af en Lakai i et smagfuldf 
Livre . “ 
„ Men , Jomfru “ , indvendte Caroline , „ saa 
maa han sandelig til den Tid have været bedre ved 
Magt end nu , skal man regne ester Bagdelen i hans 
Beenklæder . “ 
„ Dærom formaaer hverken jeg eller Du at 

dømme , Caroline ; men det siger jeg , og det er 
min faste Trø , at han er af høi Byrd , og at han 
ved en eller anden gaadefuld Begivenhed er bleven 
udrevet af lykkelige og glimrende Forhold . Kan Du 
nu , min Dreng “ , vendte hun sig til mig , „ førtælle 
mig nøget Mere øm hiin Joseph , der har præget 
sig saa fast i din Erindring . “ 
„ Han kunde lave Hægter “ , svarede jeg lidt 
freidigere . 
„ Ja , det har Du fortalt “ , bemærkede Caroline , 
„ og det tyder just ikke paa , at han var Greve 
eller Baron . “ 
„ Men han har engang gaaet i rød Kjole og 
blaa Fløiels Beenklæder “ , svarede jeg med krænket 
Selvfølelse . 
„ Caroline ! “ udbrød Jomfruen med en forbauset 
og triumpherende Mine , „ skimter Du ikke her 
den vaagnende Erindring hos Barnet , og gjenkjende ! 
Du ikke i denne Beskrivelse Tjeneren hos et fornemt 
Herskab ? “ 
Caroline saae ganske forvirret og modfalden 
ud ved disse Antydninger , idet , hvilket var tydeligt 
at see paa hende , hun begyndte at frygte for at 
tabe Slaget . 
„ Ja “ , sagde jeg , der maaskee paa Grund af det 
Styrkende ved Bøllen var bleven mødigere , „ det har 
han selv fortalt mig , og han kunde ogsaa godt være 
bleven gift med en Grevinde , som elskede ham grumme 
meget og tilbød ham sin Haand og sit Hjerte ; men 

da saa Grevindens Fader hørte det , saa blev han 
rasende af Sorg og truede med af forskyde hende . 
Grevinden ønskede nu , af Joseph skulde flygte bort 
med hende , men af et ædelt Hjerte afslog han det , 
da han ingen Dydsforagter eller Qvinderøver vilde 
være , men bevare sin Samvittighed reen og pletfrie , 
som Markens Lilie . “ Denne Ramse fremsagde jeg 
paa staaende Fod og uden af stamme , idet jeg nemlig , 
ved ofte af høre den af Elfe , havde lært den udenad . 
Virkningen var imidlertid ikke lille . Caroline brast 
i en saa hjertelig Latter , af jeg uvilkaarlig stemmede 
i med . Jomfru Kold derimod , sad stum af Forbauselse 
og betraglede mig . 
„ Hvilket Sprog ! “ udbrød hun som for sig selv . 
„ Hvor har han lært det ? Caroline “ , vedblev hun 
derpaa i en mild bebrejdende Tone , „ jeg vil ikke gjøre 
Dig opmærksom paa , hvad der kan udledes af Barnets 
lidt forvirrede Tale ; jeg vil ikke diskutere med Dig , 
hvilke Conseqventser , der følge af , af et Barn kan 
tale i et saadant Sprog ; thi jeg tvivler desværre 
om , af Du er i Besiddelse af Følelse nok til at 
kunne gaae ind derpaa , men jeg vil bede Dig om , 
at lade mig være ene med ham , samt om at passe 
dit Kjøkken . “ 
Disse Ord , som Jomfru Kold fremførte i en 
mild og rolig Tone , hvori dog et ganske lille Spor 
af Bitterhed var at mærke , bevægede Caroline til 
at forlade Stuen , idet hun dog først med et Blik til 
mig spurgte , om den unge Fyrste skulde spise til 

Middag hos Jomfruen selv eller ude i Kjokkenet , 
eller maaskee i Selskab med den lille Griis , hvilke 
Spørgsmaal besvaredes med en bebrejdende Hovedrysten . 
Et Øieblik efter at hun var gaaet , blev der 
banket paa , og til min store Forbauselse traadte 
Præsten fra Overby ind . 
„ Jeg kunde ikke gaae deres Dør forbi ; men 
maatte see ind til Dem “ , sagde han til hende , der 
havde reist sig og var gaaet ham imøde . 
„ Og derfor priser jeg Dem , min kjære , bedste 
Pastor Berg . Men “ , vedblev hun , „ jeg haaber 
da ikke , at Sygdom eller Sorg har ført Dem herind ; 
thi , som det forekommer mig , hviler Sorgens 
Sky paa deres Pande og Veemodets Smiil om deres 
Mund . “ 
„ Nu , ja , min kjære Jomfru Kold “ , svarede han 
i en nedstemt Tone , der kontrasterede mærkeligt mod 
hans ellers saa muntre og lidt høirøstede Tale , „ De 
kan jo ligesaa godt høre det af mig selv , som af 
enhver Anden . Jeg havde , som det sig hör og bør , 
sparet en lille Capital sammen til min Datters Udstyr , 
og da det nu blev bestemt , at Brylluppet skulde 
være i Sommer , som en Følge af , at min Svigersøn 
er avanceret , saa vilde jeg imorges overrække hende 
hele Summen , for at hun efter eget Skjønnende 
kunde anvende den , men finder da med Sorg og 
bitter Skuffelse , at mit Gjemme er opbrudt , og den 
hele Sum bortranet . “ 

„ Ih , Du forbarmende Gud ! “ udbrød Jomfruen , 
„ og det i en Præstegaard ! “ 
„ Ja , De maa nok sige det , min gode Jomfru 
Kold , hvor man ialmindelighed kim kan vente at 
finde mange Børn og faa Penge . Jeg tænker derfor , 
at Tyven , hvem det saa er , endnu ikke er kommen 
sig af sin Overraskelse , efter at have fundet tusinde 
Rigsdaler . “ 
„ Tusinde Rigsdaler ! Ja , sandelig , det maa 
jeg bekjende , det er en klækkelig Sum ; men siig 
mig døg for Herrens Skyld , hvad agter De nu 
at gjøre ? “ 
„ Jeg har meldt det til Birkedommeren , og lagt 
Sagen i hans Hænder , og , min bedste Jomfru 
Kold , vilde nu Tyven gjøre det samme , saa var 
Sagen let klaret . Advaret blev jeg imidlertid paa en 
Maade , idet der nemlig Dagen iforveien blev stjaalet 
en Lammesteeg hos os ; dette behandlede jeg døg til 
usigelig Krænkelse for Ingeborg med Foragt , som 
en stor Mand ; nu , ja , nu er jeg saamænd lille nok . 
Tungt er det imidlertid “ , vedblev han med et Suk , 
„ og en stor og smertelig Skuffelse for min Datter , 
hvis Lykke var saa stor ved Tanken om Alt , hvad 
hun skulde anskaffe , for dermed at smykke sit Hjem 
og glæde sin tilkommende Husbond . Men “ , udbrød 
han her i den høieste Førundring ved at see mig , 
paa hvem hans Blik nu først faldt , „ staaer ikke der 
Peter lyslevende for mine Øine , vel rigtignok , som 
jeg næsten kunde sige , bonet og poleret , men ikkedestomindre 

døg den samme Peter , som i Gulerøddernes 
Trængsel indviede sine Ridebeenklæder . Men siig mig 
døg , hvor i Alverden er er Du kommen herud ? “ 
„ See , De kjender dette Barn , Pastor Berg ! “ 
udbrød Jomfruen . „ Ak , jeg maa sige Dem , af vi fandt 
ham hjælpeløs , forladt og ulykkelig liggende i en 
Grøft med sønderrevne , blodige Fødder og forvirret 
af Skræk . “ 
„ Hvilken forskrækkelig Knibe , har Du maattet 
være i , Peter , siden Du har kunnet tage Farten saa 
langt ud i den vide Verden . Hör “ , vedblev Præsten , 
„ jeg tør sige , af Du , som vi talte om , har været 
speculativ og inventios nok til af beklæde Nisser og 
Trolde med Beenklæder og lange Frakker , samt af 
disse derefter have været utaknemmelige nok til af 
løbe efter Dig og flammelig forfølge Dig , eller “ , tilføiede 
han betænkeligt , „ maaskee har Smedens Niels 
dog til Syvende og Sidst beviist Dig , af han Heller 
ikke er for Katten , naar han tager sig sammen . “ 
„ Han sagde strax , Pastor Berg “ , bemærkede 
Jomfruen , „ af han var bleven bange for en Varulv , 
og ved af nævne dette , skjælvede det ulykkelige Barn 
over sit hele Legeme . Jeg er ikke overtroisk , Pastor 
Berg , men jeg forkaster Heller ikke ubetinget , hvad 
troværdige Folk fortæller ; thi af der her gives Noget , 
som vi ikke kunne fatte eller forstaae , Noget , der 
ligesom danner Overgangsleddet mellem denne og 
en anden Verden , det for vel Ingen nægte , og naar 

nu noget Sligt har viist sig for et uskyldigt Barns 
Dine , da har man sikkerlig mindst Aarsag til at tvivle . “ 
„ Nu , ja , min kjære Jomfru Kold , Sandheden 
skal man rigtignok erfare af Børn og fulde Folk , 
som man cynisk tilføier , men Spørgsmaalet er , om 
ogsaa det , der er Sandhed for disse , er det for os . 
Det var altsaa en Varulv , som bragte Dig til at 
flygte , Peter ? “ 
„ Ja , det var det virkelig , Herr Pastor “ , svarede 
jeg med Overbeviisningens fulde Eftertryk . 
„ Saa fortænker jeg Dig sandelig ikke i , at Du 
løb min Dreng “ , svarede Præsten ; thi jeg indrømmer 
villigt , at var Sligt falden i mit Lod , da skulde jeg , trods 
min Corpulence og fremrykkede Alder have sprunget over 
Stok og Steen saa let som en Hjort . At det personlig for 
Dig har været en virkelig , grangivelig Varulv , derom 
kan Ingen tvivle , som seer dit troværdige Ansigt , 
det dreier sig derfor kun om , det ogsaa vil være en 
saadan for mig , naar jeg hører de nærmere Omstændigheder . 
Siig mig derfor , hvor mødte Du 
denne Børste , som jeg næsten , i min retfærdige Harme 
over den Medfart , Du har lidt , kunde falde paa at 
kalde ham ? “ 
„ Det var om Natten paa Præsteveien , Herr 
Pasfor , der hvor den dreier af ned til Præstegaarden . “ 
„ Og hvorfra syntes Dig det da , at han kom ? “ 
„ Han kom fra Præstegaarden , det er virkelig 
sandt ; thi jeg saae det selv . “ 

„ Fra Præstegaarden ! “ udbrød hiin med en saa 
forfærdet Mine , at Jomfru Kold blev ganske bleg , 
og jeg sank i Knæ derved . „ Skal nu mit fredelige 
Hjem bringes i Vanrygte af en saadan Skjelm . 
Men “ , vedblev han alvorlig , idet han heftede sit 
Blik fast paa mig , „ hvorledes kom Du om Natten 
paa den Vei , hvad havde Du der at bestille ? “ 
„ Jeg “ , stammede jeg i den største Forlegenhed , 
„ jeg stod oppe paa Brinken . Men “ , vedblev jeg 
bønligt og med Angestens Taarer , „ jeg tør ikke sige 
det ; thi saa vil han komme og sønderrive mig med 
sine blodige Tænder og suge mit Blod . “ 
„ Du gode Gud , Herr Pasfor ! “ udbrød Jomfru 
Kold , „ er det dog ikke rædselsfuldt , er det dog ikke 
forsmædeligt og tungt af tænke sig den Hjerteangest 
og Pine , det ulykkelige Barn har udstaaet ; og jeg 
troer derfor , af det vilde være rigtigst og bedst om 
man søgte af drage et Slør derover , om man søgte 
af nedsænke denne overnaturlige Begivenhed i Glemselens 
Nat , paa det af hans unge Sjæl ikke atter 
og atter skal rystes i Erindringernes Rædsel . “ 
„ Ja , min kjære Jomfru Kold , men da han 
nu engang befinder sig under Rystelsen , saa troer jeg 
ikke , der vil være nogen Fare ved af ryste ham lidt 
endnu , siden kan man jo saa forsøge det med Glemselens 
Nat . Brug nu derfor ingen Udflugter , 
Peter “ , vedblev Præsten til mig , „ fortæl mig den 
rene , fulde Sandhed , og vær overbeviist om , af jeg 
skal forsvare Dig mod Alt , hvad ondt er . “ Ved 

disse Ord streg han mig med sin Haand venlig om 
Hagen og løftede mit Ansigt op . „ See paa mig , 
min Dreng “ , vedblev han , „ Du veed jo , jeg holder 
meget af Dig , og af vi i Fortrolighed med hinanden 
har luget Gulerødderne . “ 
Vaklende imellem min Angest og min Trang til 
at være Præsten lydig , betænkte jeg mig længe ; men 
endelig fattede jeg Mod , og efter først at have seet 
mig om til alle Sider , gik jeg hen til ham , der havde 
sat sig i en Lænestol , og idet jeg stillede mig imellem 
hans Knæ , fortalte jeg hvidskende Alt , hvad der var 
foregaaet mellem mig og Joseph , fra Begyndelsen 
til Enden . 
„ Og Du vovede Dig virkelig ud i den mørke 
Nat ! “ udbrød hiin med et Udtryk af den inderligste 
Hjertensgodhed , „ Du begav Dig paa den farlige 
Vandring med Hjertet fuldt af Tanken om Død og 
Pinsel , og det for at frelse din Ven . Nei , min 
Dreng , staaer Du end her forsagt og nedslaaet for 
mig , saa skal Gud vide , at Du i dette Stykke har 
viist mere Mod end med Skjæld kunde forlanges . 
Da Du nu saae ham komme “ , vedblev han . „ saa 
traadte Du frem og sagde , hvad var det nu , Du 
sagde ? “ 
„ Jeg sagde : Joseph , Joseph , Joseph , Du 
est en Varulv ! “ svarede jeg i den samme høitidelige 
Tone , som jeg ved hiin Leilighed havde brugt , „ men “ , 
tilføiede jeg med Taarer , „ mit Hjerte maa ikke have 

vceret skyldfrit , og mit Sind ikke reent og uplettet , som 
Markens Lille ; thi det hjalp ikke . “ 
„ Min kjcere , gode Dreng “ , udbrød Prcesten , 
idet han løftede mig op til sig og kyssede mig . Derpaa 
blev han siddende i rum Tid , hensunken i Tanker , 
medens Jomfrn Kold , der øiensynlig ikke havde opfattef 
Alt , hvad jeg havde sagt , afvexlende betragtede 
mig og ham med et blandet Udtryk af Forfærdelse og 
kjærlig Deeltagelse . 
„ Du sagde “ , begyndte endelig Prcesten igjen , „ at 
Du ved at løbe efter Pindsvinet , fandt Indgangen 
til de Underjordiskes Hule ; siig mig nu , min Dreng , 
troer Du , at Du kan finde den igjen ? “ 
„ Ja , Herr Pastor , det kan jeg godt , og jeg vil 
ogsaa gjerne vise Dem den , naar det bare maa vente , 
til Joseph er frelst . “ 
„ Er det dog ikke , som jeg siger , Pastor Berg “ , 
udbrød Jomfruen . „ Er der ikke noget Hemmelighedsfuldt 
og Uudgrundeligt ved det Hele . Han siger , at 
denne Joseph har gaaet i rød galoneret Kjole og 
blaa Fløiels Beenklæder , han taler forvirret om en 
Grevinde og hendes Fader , selv er han iført Ridebeenklceder 
og nu , ja nu tilsidst denne mcerkvardige 
Hcendelse , som efter hvad jeg tydelig kan see paa Dem , 
selv har fyldt deres Sind , der dog er en stcerk og 
from Guds Mand med Tvivl ' og Frygt . “ 
, /Ja “ , sværede Prcesten adspredt , idet han øiensynlig 
havde ondt ved at løsrive sig fra sine Tanker . 
Ja , ja , min kjoere Jomfru , høist mærkeligt er det , 

og jeg veed ikke , hvad jeg skal dømme eller sige derom ; 
men vi maa see et saae Lys i dette Mørke . „ Hør nu , 
min Dreng “ , vedblev han derpaa , pludselig fattende sig . 
„ Jeg gaaer nu ud i Byen for at tale med en Mand , 
og naar jeg da er fcerdig , saa kan Du kjøre hjem 
med mig fil din gode Else , som vist baade er i 
Angest og Sorg for Dig . “ 
Ved denne Udsigt fil atter at komme fil at staae 
Ansigt fil Ansigt med Joseph , overfaldtes jeg paany 
af den frygteligste Skrcek , under hvilken jeg langsomt 
listede mig tilbage bag Jomfru Kold , ved hvis 
Kjole jeg med et krampagtigt Greb holdt mig fast . 
„ Du holder Dig fast ved mig , udbrød hun med 
et Ansigt , der straalede af Godhed og Glæede . „ Hos 
mig søger Du Tilflugt , Trøst og Støtte , min bedste , 
kjcere Dreng , ja , saa skal det sandelig ikke blive Dig 
negtet . Hvad jeg i min Svaghed kan væere for Dig , 
det skal jeg blive , og et kjcerligt Hjem skal Du finde 
hos mig . Nei , nei “ , vedblev hun , idet hun trykkede 
mig til sig , „ Du skal ikke stødes bort , Du skal ikke 
atter lukkes ud til Fattigdom , Angest og Nød , men 
blive ber , som jeg sikkerlig haaber , til Velsignelse og 
Glæede for mig . “ 
„ Er dette Deres Mening og fulde Alvor , Jomfru 
Kold “ , sagde Prcesten , gribende hendes Haand , „ saa 
takker jeg Dem hjerteligt , og Gud vil sikkerlig give 
sin Velsignelse til en saa from og god Handling . 
Nu , Peter , saa bliver Du da her , og har Du viist 
Lig trofast og taknemlig mod Joseph , hvis Ret 

dertil maaskee er omtvistelig , saa veed jeg , af Du 
ikke vil være anderledes mod Jomfru Kold , og hun 
vil derfor nok blive tilfreds med Dig . Naa , min 
Dreng “ , vedblev han med et lille Smiil , hvad enten 
der nu gives eller ikke gives Varulve , saa troer jeg 
nok , vi tør sige , af det er et høist enestaaende Exempel 
at disse ved deres meget voldsomme Adfærd drive 
deres Offre saa lige lukt ind i Lykken , som skeet er 
med Dig . Af Flyttegods har Du vel ikke meget ; 
men hvad Du af dine Mobilier ønsker at erholde , 
skal jeg sende Dig ; siig mig derfor , hvad Du helst 
vil have . 
„ Jeg har otte Skilling og to store hvide Knapper , 
som jeg fik af Smedens Niels , og som ligger i 
Elses Skuffe , og saa har jeg to levende Krabber og 
en Græshoppe , som jeg har gjemt i noget frisft Græs 
i den gamle Jydepotte , der staaer bag Huset . “ 
„ Ved Gud min Dreng “ , svarede hiin , har 
Krabberne ikke spiist Græshoppen , eller denne disse , 
da skal Du faae det Hele , om jeg saa selv skal bære 
det herud til Dig ; det vilde være en blodig Synd 
andet . “ 
„ Saa vilde jeg bede Dem om , Herr Pastor , at 
hilse Else fra mig , at mine Lærredsbeenklæder , som 
hun vilde sye paa ; dem maa hun gjerne have ; for 
hun har flere Gange sagt , at hun trængte til et Par , 
naar Vinteren kommer . “ 
Til min Forundring blev Jomfru Kold saa 
rørt over dette lille Tegn paa min Taknemlighed , af 

jeg mærkede hendes Taarer paa min Kind , idet hun 
kyssede mig . 
„ Hun skal faae dem , søm bedre er , min hjerte 
Dreng , og jeg skal idet Hele sikkerlig husfe , af hun 
har været gød imod Dig “ , sagde hun mildt . 
„ Men bringe hende Budsfabet vil jeg , Peter ; 
thi jeg veed sikkerlig , af det vil glæde hende “ , 
sagde Præsten , idet han til Afsfed klappede mig paa 
Kinden . 
Da jeg om Eftermiddagen den samme Dag , i 
min jublende Glæde over , af Skrædderen havde 
været der og taget Maal af mig til nye Klæder var 
krøben op paa Havens Plankeværk , hvorfra jeg kunde 
see ned ad Gaden , saae jeg til min usigelige Forfærdælse 
Joseph komme kjørende , ved Siden af ham 
sad den mig saa velbekjendte Sogneføged , og paa Forsædet 
ved Kudsken en Kavaleer i rød Kjole , og med 
en mægtig , guul Bambusstok i Haanden . Mere død 
end levende lod jeg mig dumpe ned i Haven , og løb 
derefter med Lynets Fart ind i Havestuen , hvor jeg 
gjemte mig bag Jomfruens Stol . 
„ Man skulde næsten troe “ , udbrød Caroline , 
„ af Peter ved høi lys Dag har mødt en Varulv , 
saa forfærdet seer han ud . “ 
„ Hvad er det , min Dreng , hvorfor blev Du 
bange ? “ spurgte Jomfruen , medens hun lempelig trak 
mig frem . 
„ Jeg saae Joseph komme kjørende , og han 

havde Sognefogeden med sig , samt en Mand i en 
rød Kjole “ , svarede jeg bævende . 
„ Eller ogsaa havde disse To ham med , hvilket nok 
er rimeligere “ , meente Caroline . „ Da skal det rigtig 
forlange mig at vide , hvad Enden bliver paa den 
Historie . Naar Sandheden iøvrigt skal frem “ , tilføiede 
hun , „ saa troer jeg rigtignok , at denne Joseph 
er en rigtig Erkegavtyv . “ 
„ Sligt Udtryk er usømmeligt , Caroline “ , 
sagde Jomfruen misbilligende . „ Der boer en frisk , 
kraftig og kjernesund Natur i Dig , og saa falde flige 
Udtryk let i Munden , derfor er det undskyldeligt ; men 
man maa ikkedestomindre beherske sig . “ 
„ Saa vil jeg da sige , at han hører til dem , 
der aldrig drukne , fordi hans Bestemmelse er , at 
blive hængt . “ 
Jomfruen rystede paa Hovedet , men kunde 
dog ikke tilbageholde et Smiil . „ Over det Hele 
hviler et tykt Mørke , et mystisk , hemmelighedsfuldt 
Slør . “ 
„ Som det vel kunde være det samme med af 
løfte “ , afbrød Caroline hende , „ naar der kun kom 
saa stor en Revne i , af Præsten kunde see af faae 
sine Penge igjen . “ 
„ Lad det nu end være med denne Joseph , som 
det være vil , jeg skal ikke dømme derom , idet jeg dog 
villig indrømmer , af naar han blev ført herind under 
Øvrighedens Varetægt , da er dette vel ikke skeet for 
Intet “ , sagde Jomfruen , „ dette har imidlertid Intet 

af gjøre med den sørgelige og tunge Skjæbne , som 
han synes af være undergiven , dersom iøvrigt noget 
saa Forfærdeligt og Gruopvækkende gives , og hvorfor 
ikke , hvorfor skulde ikke Sligt kunne existere ligesaa 
vel som saa meget Andet , hvilket vi hverken kunne 
fatte eller begribe . “ 
„ Jeg troer ogsaa , af det godt kan existere , ja , 
jeg er endøgsaa vis derpaa , det vil da sige , naar 
der er en Peter , som vil troe det , og en Præst , 
til af stjæle tusinde Daler fra “ , meente Caroline . 
„ Troer Du da ikke paa Noget , uagtet Du ikke 
formaaer af begribe det , uagtet din Forstand staaer 
stille , ved af tænke derpaa , og din Hjerne svimler , i 
sit Forsøg paa af rumme det “ , sagde Jomfru Kold , 
idet hun betragtede Caroline med et blandet Blik 
af Indignation og Sorg . „ Caroline , Caroline “ , 
vedblev hun , „ husf paa , at naar Du først begynder 
at tvivle , da vil din Tvivl som en ædende Gift angribe 
og fortære selv det , der nu er Hoiest og Heiligst 
for Dig ; husk paa , at af Tvivl følger den sorte , 
dræbende Fortvivlelse . “ 
„ Ja , Jomfruen taler smukt og godt , og , hvad 
bedre er , De mener det iligemaade “ , svarede hiin . 
Saameget staaer imidlertid fast , naar dog Sandheden 
skal frem , at hverken det , jeg har lært i Skolen eller 
ved min Confirmation , lader sig rokke ved min Tvivl 
om Varulve eller Marer . “ 
Med aaben Mund og opspilede Øine havde jeg 
i spændt Opmærksomhed lyttet til denne Samtale , 

idet jeg betoges af den høieste Forundring ved at erfare , 
at der kunde gives et eneste Menneske , som 
kunde tvivle om hine Dyrs Tilværelse , hvorimod jeg 
paa den anden Side følte mig trøstet og beroliget 
ved den Maade , hvorpaa Jomfruen tog Sagen , idet 
det ikke et Øieblik kunde falde mig ind at tvivle om , 
hvem af disse to , der var den Klogeste . Disse 
mine Betragtninger , bleve iniidlertid afbrudte paa 
en temmelig hovedkulds Maade , idet der nemlig 
blev banket paa Døren og den røde Mand , som jeg 
havde seet komme med Ioseph , traadte ind , ved 
hvilket Syn jeg atter hastig som et Lyn skjulte mig 
bag Jomfruens Stol , hvis folderige Kjole jeg til 
endydermere Sikkerhed trak sammen om mig . 
„ Jeg skulde afhente en lille Skjelm ved Navn 
Peter , som nok opholder sig hos Dem , Jomfru 
Kold “ , begyndte den Indtrædende , der ikke var nogen 
Anden end Politibetjenten , „ som det lader til “ , vedblev 
han , „ er han nok impliceret i en høist fræk og 
uvaaren Tyvehistorie . “ 
„ Saa skulde De det , min gode Olsen “ , svarede 
Jomfruen med en vibrende , og en Tone høiere , end 
sædvanlig stemt Tone . „ Nu , ja , men jeg skal sige 
ham , at jeg huser hverken Tyve eller Stjelmer , samt 
at han med største Rolighed kan lade sit Vigtigmageri 
og gule Stok blive udenfor Døren , naar han kommer 
herind . “ 
„ Gudbevares , Jomfru Kold , jeg beder om Forladelse , 

men jeg maa minde Dem om , at jeg kommer 
i mit lovlige Kald og som Rettens Betjent . “ 
„ Det kan gjerne være , Olsen , men selv om det 
er Tilfældet , saa troer jeg dog ikke , det vilde lade saa 
grumme unaturligt , hverken for en Procurator eller 
en Politibetjent , som man synes at mene , om de 
toge lidt Hensyn til det , man kalder Høflighed . Jeg 
skal nemlig sige ham , at naar han sigter det uskyldige 
Barn , om hvem Talen er , og som jeg har antaget 
som mit eget , for Deelagtighed i Skarnsstreger , saa 
lyver han flammeligt og fornærmer mig paa det 
Ømfindtligste . Nu kan han med den Lectie gaae 
hjem til den , som har sendt ham . “ 
„ Det gjør mig meget ondt , at De opfatter mine 
Ord saaledes “ , svarede han lidt niere spagfærdig , 
„ og jeg kan forsikkre Dem , at jeg Ingen nødigere 
vilde fornærme end Dem , der saa ofte har beviisl 
mig Godhed . Lovens Bud skal jo imidlertid følges , 
og øvrighedens Befaling tør vi ikke modsætte os . “ 
„ Men ingen af Delene kan fordre , at ef umyndigt 
og sagesløst Barn skal flæbes hen ad Gaden , som en 
Forbryder , og jeg kan sige ham , min gode Olsen , at 
der , trods hans røde Kjole og store Stok , dog ikke 
skal blive noget af dengang ; thi vel er jeg kun ef 
svagt Fruentimmer , men ikkedestomindre skal jeg dog 
vide af beflytte og forsvare den , som Gud har givet i 
mit Værge . “ 
Efter endnu et Par smaa Bemærkninger og Anmodninger 
beqvemmede endelig Olsen sig til af gaae 

med uforrettet Sag ; men den Beroligelse , jeg derved 
følte , var imidlertid kun af kort Varighed ; fhi meget 
snart efter indfandt Birkedommeren sig selv . Ved 
milde Ord og gode Argumenter lykkedes det denne 
snart af omslemme min Beskytterinde , dog først efter , 
af det var blevet bestemt , af hun selv skulde følge 
med mig paa Reisen ud til Overby , hvor jeg skulde 
paavise de Underjordiskes Hule . 
Det var et høitideligt Optog , hvori vi kjørte ud 
af Byen til vor Expedifion , idetmindste var jeg overordentlig 
høitidelig tilmode . Ved Kudsken sad Politibetjent 
Olsen med den gule Stok , deri saa høi Grad 
havde forarget Jomfruen ; ved Siden af denne sad 
jeg , og paa det bagerste Sæede Birkedommeren . Alle 
Vinduer i de Steder , vi kjørte forbi , vare fulde af 
Nysgjerrige . Paa Gaden var en Mængde Mennesker 
stimlede sammen , og jeg tør nok sige , af der kun 
manglede lidt i , af Deeltagelsen havde givet sig Luft 
i et rungende Hurra ; men jeg tør ogsaa paastaae , 
af var dette skeet , da var jeg død af Forfærdelse ; 
thi det var for mig , som hæengte mit Liv ved et 
Haar . 
I Ncerheden af de Skrænter , hvor jeg saa ofte 
havde leget , og hvor jeg , hvilket i dette Oieblik opvakte min 
høieste Forundring , uden Frygt og Breven havde tilbragt 
Timer og Dage sammen med Joseph , kom 
Præesten til os og strax efter slege vi af , for at jeg 
kunde begynde min Gjerning . 
„ Nu , min Dreng “ sagde denne til mig , idet han 

opmuntrende klappede mig , „ er altsaa Øieblikket 
kommen , da vi skulle aflægge de Underjordiske et 
Besøg ; naar de nu bare ikke ere gaaede fløjten og 
have taget Hulen eller Døren til denne eller , hvad 
der vilde være det Allerbetænkeligste , Nøglehullet 
med sig . “ 
„ Et Nøglehul var der ganfle bestemt ikke , Herr 
Pastor “ , forsikkrede jeg , efter at have tænkt mig om . 
„ Saa behøve vi ikke at lede efter dette . Gud 
give , vi kunde sige det samme om mine Penge . Naa , 
Peter “ , vedblev Præsten , „ viis os nu først det Sted , 
hvor Du og Joseph under lærerige Samtaler hvilede 
efter Dagens Byrde . “ 
„ Her er det , Herr Pastor . Der var hans Plads 
og her var min ; men “ , tilføiede jeg , glemmende , hvad 
der var foregaaet , „ han har lovet mig ganfle bestemt , 
at han til næste Sommer vil lave en rigtig stor og 
blød Græsbænk til mig . “ 
„ Nu , Loven er ærlig , Peter , men Holden vil 
ganfle sikkerlig under disse fatale Omsfændigheder 
blive ham grumme besværlig . Ja see “ , vedblev han , 
„ her ligger sandelig endnu en lille , sørgelig Rest af 
den Pølse , hvoraf han beed , før Skjæbnens Slag 
traf ham , og her , ja det paastaaer jeg , saae den 
fornærmede Ingeborg derhjemme dette Brudstykke 
af et fordums Lammelaar , da vilde hun høitidelig 
sværge paa , at det var det , for hvilket Katten 
paa en saa unaturlig Maade brød Tremmerne fra 
Kjældervinduet . “ 

Birkedommeren og Olsen havde nu nøiagtigt 
undersøgt Alt ; men da ingen bestemte eller graverende 
Indicier fandtes , saa begave vi os langs Skrænten 
hen til Hulen . 
Jo mere vi imidlertid nærmede os dette uhyggelige 
Sted , jo mere svandt den Smule Mød , som 
jeg saa møjsommeligt havde skrabet sammen , og da 
vi nu stode tæt derved , saa svigtede det mig ganske . 
„ Der er det “ , sagde jeg , pegende paa Stedet , 
hvilket dog for et uindviet Øie var umuligt at skjelne . 
„ De hører det , Herr Birkedommer “ , sagde 
Præsten til denne , „ maa jeg saa bede Dem tage 
før dem at Retterne , jeg før min Part seer kun , og 
det til min usigelige Smerte , et Drømmebillede , 
illustreret af Buske , Mos og Græs . “ 
. . Viis os nu nøiagtig Stedet eller den Lem , 
hvorom Du talte “ , sagde Birkedommeren i en streng 
Tone . „ Jeg skulde da ikke tro “ , vedblev han , idet 
han fixerede mig skarpt , „ at Du har forebragt os 
en Løgn ? “ 
„ Men selv om De troede det , Herr Birkedommer “ , 
bemærkede Jomfruen , saa bør De ikke udfale 
det , før deres Mening tilfulde er stadfæstet ; thi 
før Enhver , der gjør Fordring paa ægte Dannelse , 
jeg mener Hjertets og Aandens , er det en Regel , 
aldrig at fornærme Nogen , og mindst af Alle , et 
Barn . Viis os nu Stedet , min lille Dreng “ , vedblev 
hun til mig , „ jeg er vis paa , Du kan det . Du 

skal ikke være bange før Birkedommeren , hans Tapperhed 
overstiger saamænd ikke alle Grændser . “ 
„ Det er der “ , svarede jeg forsikkrende , idet jeg 
pegede paa Jorden , omtrent ti Skridt fra det Sted 
hvor vi stode ; men jeg tør ikke gaa derhen og lukke op . “ 
„ Kom , kom “ , sagde nu Præsten , fagende mig ved 
Haanden , „ Du veed jo , jeg er din Hjertens Ven , 
som redelig skal staae Dig bi . “ 
„ Det er der , det er ganske vist , og naar De 
trækker i den Trærod , saa skal Te nok see , af Lemmen 
gaaer op . “ 
„ Saa gaa derhen Olsen , og træk i den Rod , 
Barnet peger paa , af vi dog kan faae en Ende paa 
Sagen “ , befalede Birkedommeren . 
Olsen deelte imidlertid , som det lod til , ganske 
min Anskuelse af Sagen , hvilket jeg fandt saa saare 
rimeligt ; men da han ingen Jomfru havde med til 
sin Beskyttelse , saa maatte han beqvemme sig til af 
lystre , ihvorvel det sfete paa en ligesaa langsom som 
vaklende Maade . Endelig naaede han derhen , idet vi 
Andre langsomt avancerede bagefter , derpaa greb han 
om Træroden , betænkte sig saa et Øieblik ; men idet 
han nu samlede hele sit Mod , tog han et saa vældigt 
Tag i Grebet , af han , idet han trak Lemmen op , 
styrtede baglænds tilbage , udstødende et Forfærdelsens 
Skrig . Idet nemlig , at Hulen blev aabnet , foer en 
stor Grævling ud med et ængsteligt Grynt , og , 
streifende hans Ansigt , søgte ben en Udvei imellem 
Birkedommerens Been , som derved ogsaa tabte 

Balancen , hvorpaa den i fuld Fart satfe ned over 
Bankerne . 
„ Das war eine grausame Salbe , Peter ! “ udbrød 
Prcesten , „ og jeg troer ncrsten , at vor Hovedsfyrke 
er ødelagt . Hulen er imidlertid funden , og Du 
staaer sejrende ved dens Indgang . Ak , maatte den , 
foruden funklende Wdelstene , Smaragder og Rubiner , 
ogsaa indeholde det , der før tyngede i min Lomme , 
og nu saa haardt paa mit Hjerte . “ 
„ Seer De , Herr Birkedommer “ , sagde Jomfruen 
fil denne , der lidt forvirret børstede sine Klceder 
efter Faldet , „ Hulen fandtes ; men jeg ncegter ikke , at 
havde den lille Peter sagt Usandhed , saa var hverken 
De eller vor gode Gripommenus , Olsen , kommen i 
en saa uheldig Situation . “ 
„ Jeg negter ikke , Jomfru Kold , at jeg et Dieblik 
troede , at Phantasien var løben af med deres 
lille Protege “ , svarede Birkedommeren Lidt irriteret ; 
„ men jeg maa dog gjøre Dem opmærksom paa , at 
Enhver er udsat for at falde , naar en Græevling uforvarende 
løber ham imellem Benene . “ 
„ Skræekken og Overraskelsen uafseet “ , bemærkede 
Jomfruen i en oprigtig og beklagende Tone . “ 
Da nu Ligevcegten og den fornødne Ro atter 
var vendt tilbage , selv i Olsens Sind , blev Alt i 
Hulen paa det Nøiagtigste undersøgt . De meest 
forskjellige Klædningsstykker , Fødevarer , Sølv og 
Guldsager bleve dragne frem for Dagens Lys , og 
tilsidst Prcestens lille Skriin , med den hele Capital 

fuldstændig urørt . Glæden herover var overordentlig , 
og Præsten var i sin Enthusiasme nærved at 
kysse Jomfruen , efter at han havde kysset mig gjentagne 
Gange . 
„ Og nu ! “ udbrød han , „ ville vi spise tilaften i 
Præstegaarden , der skal Peter sidde i Højsædet , for 
ham skal den første Skaal tømmes , til hans Ære 
skal den første Tale holdes , og paa hans Tallerken 
skal fyldes den meest gigantiske Portion af Jordbær 
og Fløde . “ 
Ihvorvel Bevidstheden om , at Joseph opholdt 
sig ganfle nær ved mit nuværende Hjem , rigtignok 
indespærret og velforvaret , i lang Tid efter , at jeg 
havde gjort hiin Reise paa det Offentliges Bekostning , 
hvilede som en trykkende Byrde paa mit Bryst , 
der ikke tillod mig at kommen rigtig til mig selv , 
idet jeg bestandig plagedes af onde Drømme og 
flemme Ahnelser , saa var det dog ikke uden Medfølelse , 
Gru og Noget , der lignede Samvittighedsnag , 
at jeg hørte , at han , paa Grund af gjentagne Indbrud , 
Tyverier og Bedragerier , var bleven dømt til 
Slaveriet i en lang Række af Aar , og da jeg en Dag saae 
ham med Jern om Haand og Fod , ledsaget af 
Olsen at kjøre bort , for , som han fluide have yttret , at 
forlægge sin Residents til Kjøbenhavn , da græd jeg 
bittre Taarer , og Jomfruen og Caroline havde 
deres bittre Nød med at trøste mig . Hvad nu disse 
angaaer , saa var den Meningsforfljellighed , som 
jevnlig herskede imellem dem , og som især i Begyndelsen 

af min Ankomst dreiede sig om mig , en 
Gjenstand for min udeelte Opmærksomhed . Fast og 
urokkelig holdt nemlig Jomfruen ved Ideen om det 
Hemmelighedsfulde ved min Fødsel , og om det 
Overørdentlige , der , som hun meente , var forbunden med 
min tidligste Barndom , i hvilken Henseende hun 
idelig og idelig viiste hen til Josephs røde Livree 
og mine Ridebeenklæder , der derfor ogsaa , da de 
mulig engang kunde tjene til min Legitimation og 
Gjenkjendelse , omhyggelig bleve opbevarede . Caroline 
derimod gik sladig ud fra den Anskuelse , at 
Sagen forholdt sig i høieste Grad naturlig , idet hun 
meente , at det ikke vilde være forbunden med altfor 
store Vanskeligheder at oplyst , at jeg , naar Sandheden 
skulde frem , var Barn af en eller anden Vagabond 
eller Omløberske , ligesom hun ogsaa med en for Jomfruen 
uhyggelig Vedholdenhed bestandig henviiste til 
mit eget Udsagn om , at Joseph havde foræret mig 
Beenklæderne , med Hensyn til hvilke hun derimod 
meget villig indrømmede , at der var noget Dunkelt 
og Uforklarligt , hvilket maaskee aldrig vilde blive oplyst , 
naar der toges Hensyn til Muligheden af , at 
Joseph havde slaaet betræffende Hestepranger ihjel . 
Hun tilføiede imidlertid stedse , at jeg nu , efter at 
selv den ubetydeligste Duft af Fattighuset var vaflet 
af mig , og efterat jeg havde antaget pænere Manerer 
og ef mindre landligt Sprog , var en ret morsom 
lille Trold , som hun ikke vilde bytte bort for Slagter 

Borsholms fedeste Griis , selv om han bød en Daler 
i Bytte . 
Saa smigrende dette nu end var for mig , saa 
følte jeg mig dog fuldstændig overbeviist om , at 
Jomfruen havde Ret , hvilken Overbeviisning mere 
og mere befæstede sig hos mig , ja , saa at sige , groede 
sammen med mit hele Væsen , saaledes , at jeg tilsidst 
troede at have oplevet , hvad min Fantasie foregjøglede 
mig . 
Jomfru Kolds Omsorg for mig og , jeg for 
vel sige det , Glæde over mig , var overordentlig . 
Hendes hele Tragten og Stræben fra det Øieblik 
hun havde fundet mig paa Landeveien , dreiede sig 
sikkerlig kun om mig , og jeg føler mig overbeviist om , 
at hun nærede det tillidsfulde Haab , at kunne flabe 
et nyt Verdens Underværk af mig . Det samme 
Haab har jeg ogsaa Caroline mistænkt for at have 
næret , dog i en modsat Retning . For hende kom det 
nemlig ikke saameget an paa min Aands , som paa 
mit Legems Pleie , og naar jeg betænker , med hvilket 
hjertensglad og lyksaligt Udtryk hun betragtede mig , 
naar jeg satte det ene store Stykke Smørrebrød tillivs 
efter det andet , saa det er intet Under/ at jeg , trods 
hendes undertiden lidt rafle og haandfaste Væsen , i 
høi Grad sølle mig tiltrukken af hende . 
Jomfru Kold var nemlig overordentlig hengiven 
til Læsning ; det Æsthetiske gik hos hende over Alt , 
og hun nærede en dyb Foragt for Enhver , der ikke 
var bevandret i den fljønne Literatur og især i Lafontaines 

Romaner . For hendes Tanker stod en ideal 
Helt med lyse Lokker , høi Pande , paa hvilken Alvor 
og Høihed fronede , dernæst med store , lyse , helst 
drømmende Øine , samt dertil velskabt , flank og 
kraftig ; at flabe et saadant Billede udaf mit syndige 
Leer , var ganske vist Maalet for hendes Bestræbelser . 
For at naae dette , meente hun imidlertid , at Mad 
og Drikke kun til en vis Grad var nødvendig , samt 
at især store , tykke Stykker Smørrebrød med Øsf eller 
Kjød , vare de allerværste Anstødsstene . Denne Omstændighed 
vilde ganske sikkert have beredt mig mange 
Bekymringer , dersom ikke Caroline havde havt 
andre , og hendes modsatte , Anskuelser , hvilket bevirkede , 
at jeg , trods de tynde Skiver Franskbrød , det 
enkelte Hønselaar , og de smaae Portioner Suppe , 
hvormed Jomfruen troede , ' at Pligterne mod min 
Mave vare fyldestgjorte , blev rund , rødmusset og 
buttet . 
„ Mærkværdigt er det , Caroline “ , sagde hun 
en Dag , da denne , hvilket stedse var Tilfældet , naar 
ingen Fremmede vare tilstede , sad inde i Stuen , beskjæftiget 
med Haandarbeide . „ Ja , mærkværdigt er 
det , hvorledes vor lille Peter — Peter “ , gjentog 
hun , „ er igrunden et uskjønt Navn , det minder om 
intetsomhelsf Stort eller Skjønt , det har , om jeg 
saa maa sige det , ingen Fortid , og den Vellyd , den 
blide , harmoniske Musik , der ved mange Navne 
saa deiligt smelter sammen med de Væsener , som 
bærer dem . “ 

„ Ja , men det er et rigtig godt dansk Navn , 
Jomfru “ , bemærkede Carøline , „ og Peter den 
Store , om hvem jeg engang har lcest , og som nok 
ikke var til at kimse af , kan nok meddele Navnet 
baade Saft og Kraft . “ 
„ Han var en raa , vild og despotisk Tyran , 
Carøline “ , svarede Jomfruen misbilligende , „ der 
manglede alle Ridderlighedens høie Dyder , og hvem 
jeg mindst af Alle kunde ønske , at vor Peter i nogensomhelst 
Retning skulde komme til at ligne . Han var 
derncest en Russer , og afgiver saaledes intet Beviis 
for , at Peter er et dansk Navn . “ 
„ Ja , saa er det en anden Sag , Jomfru , men 
saa er der f . Ex . Peter Skjødt , om hvem der er 
skrevet en Vise , som gaaer saa deiligt . “ 
„ Og netop paa Grund af den Vise , kunde jeg 
ønske at forandre Barnets Navn “ , afbrød Jomfruen 
hende . “ „ Jeg vil imidlertid intetsomhelst foretage i 
den Retning ; thi vel er jeg overbeviist om , at Barnet 
ikke fra først af har baaret dette Navn ; men ikkedestomindre 
kunde det dog give Anledning til at han 
blev gjenfunden , det kunde blive den Traad i hans 
Barndoms Labyrinth , der førte ham tilbage i sørgende 
og længselsfuldt ventende Forældres Arme . 
„ Da troer jeg rigtignok , Jomfru , at det var bedst 
for ham , om Traaden blev rykket over med et Ryk , 
og at han f . Ex . blev kaldet Ole ; thi jeg troer 
rigtignok , naar Sandheden skal frem , at skulle hans 
Forældre blive nødsagede til at tage ham igjen , 

nu , efter at de vel ere blevne af med ham , saa 
blev det ham , der blev den Sørgende og Længselsfulde . 
„ Du er , Caroline , som jeg saa ofte har sagt 
Dig , en sund og kraftig Natur , og med dine stærke 
Dine formaaer Du tydeligt at see , hvor jeg med 
mine Briller knap kan skjelne ; men jeg er i Besiddelse 
af et andet Syn , hvormed jeg seer dybere i Tingenes 
Natur end Du . Hjertets Følelser og dets stærke 
Ahnelser siger os ofte Ting , som den stærkeste Forstand 
ikke formaaer at udgrunde og det skarpeste Blik 
ikke at gjennemskue ; men disse Ahnelser , disse Følelser , 
dette Aandens prophetiske Blik , alt dette opnaaes 
kun gjennem Studiet af Værker , hvor vort hele Væsen 
luttres i Omgang med store og ædle Aander . Til 
Opnaaelsen af dette , har Du imidlertid ikke Leilighed . 
Dit Lod i Livet er blevet et andet , og din Gjerning 
tillader Dig ikke af tænke meget og dybt . “ 
„ Nei , thi saa er jeg bange , af Groben vilde 
svies eller Suppen køge over . Men paa Grund heraf , 
Jomfru “ , vedblev Caroline eftertænksomt , „ var 
det maaskee ikke saa galt , om en Mand havde Lov 
fil af tage fo Koner . En nemlig , som kunde være 
den store og ædle Aand , ved hvilken hans Væsen 
blev luttret , og en Anden , som kunde lave hans 
Mad , og holde Pjalterne sammen om ham . Jomfruen 
vilde nok ellers have talt om Noget , der var 
mærkværdigt ved Peter . “ 
„ Nu , ja , det er sandt “ , svarede Jomfruen , der 

med en misbilligende Hovedrysten havde Hørt paa 
Carolines Bemærkning . „ Jeg finder nemlig , af det 
er i hvi Grad mærkværdigt hos dette Barn , samt 
dernæst et slaaende Beviis for mine Anskuelser , af ihvorvel 
han ikke spiser meget , af ihvorvel det Qvantum Føde , 
han behøver , i ingen Henseende kan maale sig med 
de Qvantiter , som jeg , fil min Gru , har seet andre 
Børn tage til sig , saa blomstrer dog hans Kinder af 
Sandhedens Rødme , saa voxer han dog frem i Kraft 
og Fylde , som et Beviis for , at Aandens Fode ogsaa 
kan være Legemets . “ 
„ Ja , Jomfru “ , svarede Caroline med et saa 
troværdigt Ansigt , at jeg blev ganske forbauset . „ Enhver 
som her vilde sige andet eller söge at bevise det Modsatte , 
vilde efter min Mening gjøre en blodig Synd 
mod Peter . Jeg siger derfor , at det , hvad Jomfruen 
der siger , er ligesaa sandt og rigtigt , som det , Jomfruen 
sagde om Hjertets Følelser og stærke Ahnelser . 
Jeg formaaer desværre ikkke altid strax at fatte , hvad 
Jomfruen mener ; men naar jeg først har grundet lidt 
over det , saa bliver det mig gjerne ligesaa klart , som 
Vandet over Havets Bund . “ 
„ Det var Heller ikke at forlange , Caroline “ , 
svarede Jomfruen mildt , „ og jeg bærer derfor med 
Glæde over med mange af dine undertiden lidt løierlige 
Bemærkninger . “ 
Ihvorvel nu Jomfru Kold var af den fulde og 
faste Overbeviisning , at Aanden og Legemet vare to 
hinanden yderst fjendtlige Magter , hvoraf den Ene 

absolut maatte betvinges og spæges , for at den 
Anden kunde komme til sin fulde Udvikling , saa beviiste 
hun dog med Hensyn til mig , og det just ikke 
altid til min største Glæde , at hun langtfra troede , 
at det dermed var nok . Af den Grund anvendte hun 
en stor Deel af Dagen til at give mig Underviisning , 
hvorved hun udviiste en Taalmodighed og Udholdenhed , 
der saameget mere maatte vække Beundring , naar 
man saae hen til den store Stapel af Lafontaines , 
Vulpius og Spies ' s Værker , der laae paa hendes 
Bord , og efter hvis Gjennemlæsning hun tørstede . 
Jeg maa imidldrtid , uden at rose mig selv , tilstaae , 
at jeg ogsaa gjorde mig al mulig Umage , saaledes , 
at jeg efter nogen Tids Øvelse havde bragt det saavidt , 
at jeg med Pathos formaaede at læse hele 
Capitler af hine Forfattere høit for hende , idet jeg 
snart , som hun havde lært mig , lod min Stemme 
lyde kraftig og stærk , ved de effectfulde Steder , snart 
mild , blød og vibrende ved de rørende . Ved flige 
Leiligheder bragte imidlertid Caroline mig ofte i den 
allerstørste Forlegenhed , idet hun nemlig , naar det 
Dybtgribende , og min Stemmes Skjælven var paa 
det Høieste , blev saa betagen , at hun ganske høirød 
gjemte sit Ansigt i Tørklædet , medens Stølen , hvorpaa 
hun sad og Gulvet med , rystede af hendes tilbagetrængte 
Latter . For mig mig var det dog derved 
en stor Trøst , af Jomfruen troede , det var Graad , 
idet jeg nemlig , benyttende dette Motiv , hastig kunde 

forlade Stuen , naar jeg sølte mig smitttet af Carolines 
Lystighed . 
Tiden gik imidlertid hen , og da Jomfruen nu 
troede , af jeg var moden til af kunne modtage en 
lærdere og mere omfattende Underviisning , saa begyndte 
hun af see sig om efter en Lærer til mig . Al 
benytte Skolen paa Frederiksværk kunde der ikke være 
Tale om ; thi vel indrømmede Jomfru Kold , af jeg 
til en vis Grad havde godt af Omgangen med mine 
Jevnlige ; men paa den anden Side maatte , som hun 
meente , Enhver give hende Ret i , af der i hiin Skole 
paa ingen Maade herflede den høibjertede Ridderlighed 
og de fine Sæder blandt Drengene , hvilken hun vilde 
skulde indpodes mig , da disse tvertimod meget ofte 
sloges paa en høist ucavaleermæssig Maade paa 
Gaden , idet de spændte Been for hverandre , kradsede 
hinanden i Ansigtet , eller , naar Leilighed gaves , sendte 
denne eller hiin et raaddent Æble i Nakken . Ja , 
det var endogsaa gaaet saa vidt , af Krudtmesterens 
ældste Søn i kaad Overmod en Aften havde sendt 
en Raket ned i vort Lysthuus , hvor Jomfruen og 
Caroline sade og drak Thee , og hvor den spruttende 
og gnistrende foer omkring , saaledes , at Caroline , 
der dog var i Besiddelse af stærke Nerver , i sin 
Forfærdelse væltede Theebordet og Jomfruen besvimede . 
Om Skolen kunde der saaledes ikke være Tale , 
derimod rettede min Beskytterindes Tanke sig strax 
paa Byens Tolder , hvilken Titel dengang Byens 

eneste Toldembedsmand førte . Han heed Emanuel , 
eller , som han i stolt Bevidsthed af , at nedstamme 
fra Frankrig , kaldte sig , Charles Emanuele , og 
havde i fin Tid været Lieutenant ved Landeværnet . 
Han stod i stor Anseelse hos Jomfruen , ikke just paa 
Grund af hans udvortes Egenskaber ; thi istedetfor at 
være høi , kraftig og bredskuldret , med et Ansigt , paa 
hvilket krigersk Alvor og høie Dyder udtrykte sig , 
hvilket hos hende maatte være uadskilleligt med en 
Kriger , saa var han temmelig kort og tyk , med et 
rundt , rødmusset og intetsigende Ansigt ; men han 
forstod med smuk Takf og en vidunderlig Bøielighed 
at gaae ind paa hendes Anskuelser og Ideer . Han 
sværmede meget for Napoleon , den store Keiser , som 
han kaldte ham . Med et Liv og en Bevægelighed , 
der henrev baade mig og Jomfruen , fortalte han om 
Slagene ; han skildrede Larmen , Forvirringen og 
Rædselen saa livagtig , som skete det før vore Øine , 
og paa samme Tid viiste han . hvorledes den Commanderende 
med ophøiet Ro , uanfegtet af Kanonernes 
Torden og Kuglernes Susen , af Kampens Larm og 
de Døendes Skrig , sad stille , taus og grublende paa 
sin Hest , ledende det Hele kun ved enkelte Vink , hvorigjennem 
Geniets Kraft lyste . Han havde selv den 
meest brændende Lyst til at gaae i fransk Tjeneste , 
før , som han beskedent bemærkede , at forsøge paa at 
gjengive sit Navn dets gamle Glands , og før med 
sit gode Sværd , igjennem en hæderlig Kamp , at vinde 
en Marskalsstav eller dø . Hans Pligt som Tolder 

bandt ham imidlertid til Frederiksværk ; han Havde 
svoret Kongen sin Ed og den vilde han ikke bryde ; 
men fluide engang , og naar han sagde dette , da lyste 
hans Øine og hans Stemme klang kraftig og fuld , 
skulde engang Fjenden overskride det elskede Danmarks 
Grændser , da skulde hverken Generaltolddirectoratet 
eller Commercecollegiet , hverken Ed eller Pligt holde 
ham tilbage , da vilde han styrte sig i Kampen og 
føre sit Folk til Seier . Dernæst forstod han mesterligt 
at paapege alle Skjønhederne og det Dybe i de 
Romaner , der stedse fandtes paa Jomfruens Bord , 
idet tillige hans Dom om disse stedse stemmede overeens 
med hendes . Om hiint nu var sand overstrømmende 
Begeistring og dette hans Hjertes og hans 
Forstands fulde Mening , vare Spørgsmaal , som det 
aldrig faldt mig ind af opkaste ; kun maa jeg , Sandheden 
tro , bemærke , af Jomfruen var ligesaa riig , 
som raisonabel , og dette sidste , især mod dem , der 
forstod af vinde hende , samt dernæst , af en stor 
Deel af Toldvæsenets Toldvæsener , dengang som nu , 
maatte undgjækde for deres Mosters Sygdom . 
Hvad der imidlertid til en vis Grad confunderede 
Caroline og mig , var Iagttagelsen af , af jo mere 
Lieutenant Emanuel ved sine hyppige Besøg hos os 
nød af de lækkre Retter og den fine Viin , der blev 
ham buden , jo mere veltalende blev han , hvilket syntes 
af bevise , af god og rigelig legemlig Føde dog ikke 
var saa grumme fladelig for Aanden , som Jomfruen 
antog , ligesom ogsaa Caroline for mig ofte udtalte 

fin Forbauselse over , af Jomfruen ikke , da hun dog 
holdt saa meget af Lieutenanten , satte denne paa smal 
Kost for derved end ydermere af vise ham sin 
Kjærlighed . 
Efter lange og vidtløftige Diliberationer blev det 
besluttet , af han skulde anmodes om , mod et rigeligt 
Honorar , at blive min Lærer , hvilket Jomfruen ansaae 
før nogenlunde at være den største Lykke , som 
kunde vederfares mig . 
„ Det er ikke alene før hans Kundskabers Skyld “ , 
sagde hun til Caroline kort før Lieufenanten ventedes , 
før at træffe den fornødne Aftale , „ thi de ere 
store og omfattende . Han er ikke alene hjemme i de 
levende Sprog , men ogsaa i de døde . “ 
„ Vor Herre bevares ! “ udbrød Caroline , „ det 
er jo baade til at blive angest og bange før . Jeg 
troede , at Byens Tolder skulde holde sin Næse derfra 
og lade Præsterne om Sligt . “ 
„ Du misforstaaer mig , Caroline “ , sagde 
Jomfruen mildt , men dog med et ganske lille Anstrøg 
af den Ringeagt , før hvilken et bedre Viden ikke kan 
værge sig ligeoverfor Borneerthed . „ Ja , Du misforstaaer 
mig . Jeg talte ikke om de Døde , men derimod 
om de døde Sprog , hvormed menes de Sprog , 
der taltes af store og mægtige Folkestammer , som nu 
ikke længere existerer . “ 
„ Ja , naar de ikke existerer mere , saa behøver 
man da ikke at være bange før , at blive misforstaaet 

af dem , Jomfru ; thi efter min Mening er det temmeligt 
ligegyldigt , hvilket Sprog man faler til en dsd 
Mand/ ' 
„ Talen er ikke derom , Caroline “ , sagde hun , 
trækkende utaalmodig paa Skulderen . „ Talen er om 
derved af lære deres sfore og udødelige Værker af 
kjende , deres ophøiede , geniale Tanker og vise Lærdomme . “ 
„ Hvad det angaaer , saa har jeg altid været 
øverbeviist om , af der ikke gaves større og ubødeligere 
Værker , end de af Spies og Lafontaine , som Jomfruen 
studerer i ; thi klogere og lærdere end Jomfruen 
er , troer jeg ikke , der gives Nogen paa hele Sjælland . “ 
„ Det var tydeligt , af Jomfruen følte sig en 
lille Smule trykket ved denne Roes ; men ikke destomindre 
tilkastede hun dog Caroline et taknemligt 
Blik . 
„ Det er nu ikke alene Lieutenantens sfore Lærdom “ , 
vedblev hun , „ hvoraf Peter kan profitere , 
men det er ogsaa hans fine , elegante Væsen , hans 
ophøiede , humane Tænkemaade , samt dernæst ogsaa 
de øvrige sfore og overordentlige Egenskaber , hvoraf 
han er i Besiddelse , og som sikkerlig vilde have gjort 
ham til en af StatenS meest fremragende Mænd , dersom 
Omstændighederne havde føiet sig . “ 
„ Ligesom Tilfældet vilde have været med denne 
Joseph , hvorom Peter faler “ , svarede Caroline 
i en hjertelig og anerkjendende Tone . 

„ Om Ioseph skal jeg ikke dømme , han sidder 
nu i Slaveriet . “ 
„ Saa han er dømt nok , mener Jomfruen “ , afbrød 
Caroline hende . 
„ Jeg mener , Caroline “ , sagde Jomfruen med 
Høihed og Indignation , „ at det vilde være ligesaa 
eenfoldigt som uoverlagt , at sammenligne hiin Person 
med Lieutenant < le Saint Emanuele , sorn hans 
virkelige Navn lyder , ihvorvel jeg indrømmer , at 
der ved denne Ioseph er noget Mystisk og Uforklarligt . “ 
„ Han kunde godt være bleven Amtmand eller 
Skoleholder “ , bemærkede jeg beskedent . 
„ See , det er da tydetigt nok “ , sagde Caroline . 
„ Nu kommer det kun an paa , af hvilken Grund 
han hellere valgte at gaae i Fattighuset , og Lieutenant 
Emmanuel med sit Geni , hellere valgte at blive 
en ringe Tolder i Frederiksværk , end en af de første 
Mænd i Staten . “ 
„ Det valgte han af den Grund , at han blev 
gjort flammelig Uret af sine Foresatte “ , sagde Jomfruen 
i en lidt høiere Tone end sædvanlig , der vidnede 
om , hvor krænket hun følte sig . „ Det valgte han , 
som en Følge af , at høiere Vedkommende følte sig 
generede af hans overlegne Aand og Dygtighed , og 
derfor traadte ham paa Nakken , samt gjorde Alt for 
at faae ham af Veien , for ikke at fordunkles af 
ham , eller for hans Skyld at blive tilsidesat . “ 
„ Ja , haardt er det sandelig , Jomsrue , at lade 

sig træde ihjel af Gjæs “ , svarede Caroline indrømmende 
og alvorsfuld , „ og jeg fortænker ingenlunde 
Lieutenanten i , at han tilsidst sorgfuld og hjerteklemt 
opgav Ævret , og hellere trak sig tilbage i Dunkelheden ; 
men Jomfru “ , vedblev hun i en troskyldig og 
hjertelig Tone , „ saaledes er det dog virkelig ogsaa 
gaaet den stakkels Joseph , rigtignok paa en vis 
Maade . i en høiere Grad . “ 
„ Ja , det kom bare af et Brev , Jomfru Kold , 
som Posten ikke besørgede rigtig “ , bemærkede jeg , „ det 
har han selv fortalt mig , og et saadant Uheld har 
maaskee ogsaa Lieutenanten havt . “ 
„ Du veed ikke , hvad Du siger , min gode Dreng , 
og Caroline Heller ikke . I tale hver for sig , som 
I have Forstand og Erfaring til . Eders Mening er 
sikkerlig god ; men der hører stundom Taalmodighed 
til at høre derpaa . “ 
Her blev hun afbrudt ved , at Lieutenanten 
traadte ind , hvorpaa Caroline forlod Stuen . 
“ Votro servitour , Lladoinoisotlo “ , begyndte han 
idet han bukkede dybt med et Udtryk af dyb Ærbødighed 
og hjertelig Hengivenhed , “ ooininont vous , porte 
vous ? “ 
“ le vous rouroroi , tres dien “ , svarede hun med 
et lykleligt Smiil , idet hun kastede et Blik fuldt af 
beskeden Selvbevidsthed paa mig , der lyttede fil , fuld 
af Forundring , med aaben Mund . 
„ Ja , lille Peter “ , vedblev Lieutenanten med en 
fornøiet Latter , idet han vendte sig fil mig , „ det er 

nok malebarisk for Dig endnu , kan jeg see paa dit 
Ansigt ; men det skal læres tilligemed meget andet , 
og jeg skulde have taget meget feil , dersom det ikke vil 
falde Dig ligesaa let at lære det , som det for mig 
vil blive en Fornøielse , at lære Dig det . Ja , 
sandelig “ , vedblev han fil Jomfruen , „ der er et Udtryk 
i det Barns Ansigt , som tyder paa noget Mere 
end almindeligt . “ 
„ Det har jeg stedse sagt , Herr Lieutenant , og 
det glæder mig hjerteligt , at høre det bekræftet af en 
Mand som Dem . “ 
„ Det maa De ikke sige , høistærede Jomfru Kold . 
Jeg er ret og flet Tolder , og har som saadan , sikkerlig 
ikke Ret til at gjøre Prætenstoner . Det Pund , 
Vorherre har givet mig , og som maaskee kunde 
have været anvendt i høiere Interesser , det anseer 
jeg det nu for min Pligt at anvende i min lille 
Virkekreds . “ 
„ Det er smukf , med Resignation at bøie sig under 
Skjæbnens Villie “ , svarede Jomfruen deeltagende ; 
„ men det er ophøiet , naar man er i Besiddelse af 
eminente Aandskræfter , ikke at kjede s og trættes ved smaa 
og trivielle Sysler . “ 
„ Hjertet har sine Kampe , Jomfru Kold , og 
ofte ere disse haardere og mere ødelæggende , end de , 
der udstrides paa Valpladsen ; men en mandig Villie 
maa kunne beherske , selv de heftigste Lidenskaber og 
den meest brændende Attraa , og med en saadan formaaer 
man at føle sig lykkelig , selv som Tolder i 

Frederiksværk . Jeg behøver ikke at sige Dem , Jomfru 
Kold , som er i Besiddelse af et saa rigt Hjerte og 
en saa klar Forstand , at Livet overalt , selv i den 
goldeste Ørken , har sine Skjønheder og Tillokkelser , 
naar vi kun vide , at leve i os selv , og ikke udenfor 
os selv , og naar vi da kun har fundet en eneste 
Sjæl , hvormed vi sympathisere . “ Ved disse Ord 
som han udtalte i en dyb og alvorlig Tone , bukkede 
han for hende , der venlig rakte ham Haanden . 
„ Dog “ , vedblev han muntrere , „ nu har jeg den 
lille Peter , i ham vil jeg söge at forynges og gjenfødes , 
hans Lykke skal være min Stolthed og Glæde , 
idet jeg efter endt Hverv skal kunne sige fil mig selv , 
den Kundskabens Fylde , de rige Erfaringer og den 
brændende Kjærlighed fil Alt , hvad der er ædelt og 
godt , hvoraf jeg muligviis er i Besiddelse , det har 
jeg ærlig og redeligt deelt med min Ven . “ Ved 
disse Ord lagde han sin Haand paa mit Hoved , 
herved jeg næsten sank sammen i Følelsen af hans 
Storhed og min Ringhed . 
„ Og saavel han , som jeg , skulle af Hjertet være 
Dem taknemlige , Herr Lieutenant “ , sagde Jomfruen . 
„ Jeg har , som De veed , nedlagt Kundskabens første 
Spire i hans unge Sjæl , og jeg har med Glæde seet 
den fæste Rod og trives . “ 
„ Nu , saa skal jeg med Flid og Lyst stræbe hen 
fil , at de frodigt voxe videre . Dog troer jeg , Jomfru 
Kold , at det vilde være godt , om jeg fik at vide , efter 

hvilket Maal der skal strædes , jeg mener , hvilken Livsstilling 
De har tænkt Dem at han skal vælge ? “ 
„ Det er et vanskeligt , ja et meget vanskeligt 
Spørgsmaal , og jeg kan forsikkere Dem , at jeg har 
tænkt saa længe og saa dybt derøver , at min Sjæl 
er bleven mat og træt . Ja , Herr Lieutenant äa Saint 
Linanuale “ , vedblev hun med et lidende Udtryk , 
„ jeg kan sige træt til Døden . De veed jo “ , førtsatte 
hun , idet hun med Haanden strøg sig øver Panden , 
søm før at samle sig , „ at der øver Peters Fødsel 
hviler et Slør , at der med hans første Tilværelse er 
førbundet nøget Gaadefuldt , søm det maaskee først 
skal lykkes sene Tider at øpklare . Jeg kalder ham 
min , ja “ , vedblev hun lidt førvirret og rødmende , 
„ jeg kalder ham min Søn ; men vil der ikke komme 
en Dag , vil ikke et Dieblik oprinde , da hans virkelige 
Møder , hende , der med Glædestaarer saae hans første 
Smiil og hørte hans uskyldige Lallen , vil banke paa 
min Dør , og med Alvørets og Møderkjærlighedens 
umiskjendelige Røst sige : Giv mig min Søn Mage . “ 
Ved disse Ord lænede hun sig tilbage i Stølen og 
stirrede snart paa Lieutenanten , snart paa mig , med 
et saa spørgende Blik , at jeg følte mig øverbeviist øm , 
at hun ventede paa Svar . 
„ Maaskee bliver hun da bange “ , sagde jeg derfør 
berøligende , „ naar De taler til hende , søm De talte 
til Pølitibetjent Olsen . “ 
Lieutenanten satte et underligt Ansigt øp ved 
disse Ord , og saae hastig ud af Vinduet . Jomfruen 

syntes derimod ikke at skjænke dem videre Opmærksomhed , 
thi hun vedblev : 
„ Hvad skal jeg da svare , hvorledes skal jeg gjøre 
Rede og Rigtighed for det Hverv Skjæbnen har lagt 
i min Haand . Hvortil skal jeg have opdraget ham , 
for at jeg med fuld Fortrøstning , med Stolthed og 
Glæde kan sige : see her er han . Existerede der endnu 
en kraftig , djerv og jernklædt Ridderstand , da vilde 
jeg anbringe ham som Page , for at han derefter , som 
Væbner , kunde tilkjæmpe sig de gyldne Sporer . Nu 
derimod er der kun to Veie nemlig den studerende . “ 
„ Student ! “ udbrød Lieutenanten . „ Nei , saa 
ondt det gjør mig , deri kan jeg ikke være af Deres 
Mening , troer De at en Moder af nogenlunde god 
Byrd , endsige en sand fornem Dame , kunde med 
Henrykkelse trykke en fortabt og gjenfunden Søn i 
sine Arme , naar hun i ham fandt en bleg , tør , krumbøiet 
og starblind Pedant , et Menneske , som havde 
læst Saft og Kraft ud af sig , og som ikke bestod af 
andet end Skind , Been og latinske Gloser . Ja , 
Jomfru Kold , jeg siger Dem , en Student er et 
Menneske , der har anvendt Halvdelen af sit Liv paa 
at indsamle uanvendlige og upraktiske Kundskaber , og 
som nu anvender den anden Halvdeel paa Ordkløveri , 
Opfindelsen af spidsfindige Talemaader , samt 
paa at harcelere , latterliggjøre og fortrædige destingverede 
og meriterede Folk . “ 
„ De dommer strengt , men maaskee retfærdigt , 
min kjære äe Kalot LioLmuala , og jeg kan desværre 

ikke give Dem Uret i Deres Paastand , thi jeg har 
netop fornylig følt mig i høieste Grad krcenket og 
saaret i mine bedste Følelser , ved at høre den unge 
Student From derovre , med hensynsløs , ja jeg 
kunde ncesten sige det , Raahed gjøre sig lystig over et 
af de deiligste og meest rørende Sfeder i „ Familien 
von Halden . “ 
„ Saa , øgsaa Dem har han vovet at saare “ , udbrød 
Lieutenanten med Indignation . „ Dog jeg skal 
ikke sige Andet , end at han er ung , Jomfru Kold , 
ja meget ung . “ 
„ Den anden Vei , der altsaa her kan vcere Tale 
om “ , vedblev hun , „ er den militcere . Til det Resultat 
er ogsaa jeg kommen , thi der gives neppe nogen 
anden , som et Barn af Peters sandsynlige Extraktion 
med Anstand kan betrcede . “ 
„ Saaledes maa en Dame tale , thi Qvinden , 
den sande cedle Qvinde maa elske Tapperheden , det 
friske , freidige Mod , som gaaer i Døden med Foragt , 
og det lette muntre Sind , der med samme Glæede 
styrter sig i Kampens Larm , som i den hvirvlende 
Dands . Ja , Peter “ , vedblev han til mig . „ Du 
spidser Oren og lytter , og jeg kan see paa dit Ansigt , 
at Du vil lytte med Begeistring , og at dit 
Hjerte vil banke høit i stormende Lyst , naar Du 
hører Paukernes og Trompeternes Klang og Kanonernes 
Torden . “ 
„ Og jeg er overbeviist om “ , sagde Jomfruen 
med et anerkjendende Smiil , „ at det med en saadan 

Rigdom af Hjerte og Følelse vil lykkes Herr Lieutenanten 
at indpode ethvert Barn , selv et mindre begavet 
end Peter , den samme Glæde ved , Stolthed 
af og Kjærlighed til det ædle Krigerhaandværk . Maa 
jeg saa bede Dem tage tiltakke “ , vedblev hun og 
pegede paa det dækkede Bord . 
Idet nu Lieutenanten gjorde det veldækkede Bord 
al Ære , ja saa megen , at det vel næsten vilde have 
vakt en Grønlænders høieste Sympathi og Medfølelse , 
saa skeete det dog med saa megen Tale , og 
med saa megen Respect for Jomfruens sine Følelse 
og æsthetiske Skræk for materielle Fødemidler , at hun , 
som jeg troer , ikke saae eller mærkede , hvorledes 
Kyllingerne forsvandt og Viinflasfen tømtes . Imellem 
hans korte og meget kraftige Angreb paa Retterne og 
Vinen , underholdt han hende nemlig med de meest 
levende og maleriske Beskrivelser af de Slag og Seire , 
der paa den Tid leveredes og vandtes af Napoleon 
og de franske Armeer . Alt som Stegen forsvandt og 
Flasken tømtes tiltog hans Begeistring ; snart gjengav 
han med en dyb Følelses hele Styrke , idet Høihed 
og Ro thronede paa hans Pande , Napoleons opflammende 
og gribende Taler til Armeen , saaledes 
at Jomfruens Kinder glødede og hendes Øine straalede , 
idet der sikkert kun manglede meget Lidt i , at 
hun var brudt ud i Soldaternes jublende viva 
l ' ernperaur , snart gjengav han Kanonernes Torden 
og Kuglernes Piben med et saadan Liv , at jeg ved 
hans barske Mine og drønende bum , bum , sank heelt 

sammen og nær var krøben under Bordet , og snart 
skildrede han Jublen og Glæden ved de seierrige Soldaters 
Hjemkomst , naar de efter mange Aars Savn 
og Lidelser atter favnedes af deres Elskede , idet han 
derpaa med mild og veemodig Stemme omtalte dem , 
hvis Blod vædede Valpladsen , og som nu hvilede i 
Fred efter Kampens Bulder , og efter at have sundet 
en misundelsesværdig Død i Kampen , for det stolte 
Frankrig og for Keiseren . 
I Mellemrummene mellem disse aandrige og 
poetiske Samtaler , var det mere Jordiske med Hensyn 
fil min Skolegang bleven afgjort og bestemt , og 
endnu førenb han gik blev Dag og Time aftalt . 
Der var fo Ting ved dette Arrangement , som 
ikke gjorde mig saa lidt benovet og beklemt , og som 
bevirkede , at jeg nu langtfra nød mine Extramaaltider 
hos Caroline med den Ro og Velbehagelighed , som 
ellers var Tilfældet . For det Første indsaae jeg ikke , 
hvorledes det skulde blive mig muligt at rumme den 
umaadelige Masse af Kundskaber , som han havde 
lovet Jomfruen at meddele mig . Paa sine Fingre 
havde han opregnet en uendelig Masse af Discipliner , 
hvis Navn alene var nok fil at gjøre mig ør i 
Hovedet og konfus , og dem fluide jeg nu , som han 
havde sagt , trænge ind i lige til deres Kjærne , hvis 
Gødhed da vilde fylde mig med Vellyst ; men hvad 
der var det Allerværste , og hvad der næsten bragte 
mig til Fortvivlelse , det var Tanken om hans Udtalelse , 
at han ikke vilde flippe mig , før jeg var ligesaa 

kundskabsrig , ligesaa øvet i alle ridderlige Kunster , 
kort sagt , før jeg var ligesaa stor som ham , der , 
efter hvad jeg havde hørt af Jomfruen og selv erfaret , 
forekom mig at være Indbegrebet af al Storhed , 
Dyd og Lærdom . 
Den anden Omstændighed , som bidrøg saa meget 
til at gjøre mig betænkelig , var et Raad Caroline 
havde givet mig , da hun hørte , at jeg nu fluide 
undervises af Lieutenanten . Hun bad mig nemlig 
paa det Indstændigste , at vogte mig før at blive en 
Nar ; thi ihvorvel hun af mange Grunde nok fluide 
vogte sig før at paastaa , at Lieutenanten var en 
saadan , saa havde hun dog en begrundet Ahnelse om , 
at jeg tenderede stærkt til at blive det , i hvilken Henseende 
Lieutenantens Selskab og Indflydelse paa mig 
efter hendes Mening , ikke just kunde siges at være 
ufarlig . 
Det Sande og Rigtige i , hvad en philosophisk 
Skomagerdreng engang skal have sagt , da han skulde 
have Prygl , nemlig , af Tilberedelserne vare det Værste 
derved , viiste sig imidlertid ogsaa ved denne Leilighed 
; thi efter i nogen Tid af have nydt Lieutenantens 
Underviisning , havde jeg lært og grundigt fattet , af 
det af gaae tilbunds i Videnskaberne flet ikke var eensbetydende 
med af drukne , idetmindste svømmede han 
og jeg lystigt ovenpaa , og tilbragte vor Tid paa den 
meest behagelige og underholdende Maade . 
I Førstningen tog han rigtignok Sagen fra en 
mere alvorlig Side , og viiste sig som en streng , 

grundig , men tillige faderlig og kjærligsinbet Lærer ; 
men lidt efter lidt blev Sløret ham for besværligt , 
og alt efter som jeg i hans Øine mødnedes til af 
kunne taale Synet af den fulde , smilende Sandhed , 
løftede han Fligen høiere og høiere . 
Saa sirlig og pæn han var , med skinnende hvidt 
Linned , blanke Støvler og vel friseret Hanekam , naar 
han aflagde Visit hos Jomfru Kold , ligesaa megen , 
og efter min Mening retfærdig Ringeagt , viiste han 
for det Udvortes i sit Hjem . Hans Slaabrok , af 
storblomstret , uldent Tøi , var stedse foran glindsende 
og blank og temmelig rigelig besat med smaa Rester 
af Velling , Spinat eller andre Retter , som han 
havde nydt til Middag , og som gav den en eiendommelig 
blandet og ahnelselsfuld Lugt , der stedse 
lod mig beholde den Bordskuffe i Fattighuset , hvor 
Smør , Brød , Sild , Ost , og andre Fødevarer opbevaredes , 
i frifl Minde . Skjortelinningen , der stak 
frem under de brede Opslag , var sædvanlig af samme 
Farve som Josephs , naar Else med mildt Alvor 
foreholdt ham , at han i tre Uger ikke havde taget 
reent Linned paa , og hans blonde , temmelig stride 
Haar , laa glat og fladt paa hans Hoved , idet hist 
og her et blødt , fiint Duun vuggede sig paa Spidserne . 
Under Underviisningen laa han ialmindelighed paa 
Sophaen , rygende af sin Pibe , ved hvilken han da 
som oftest , efter en ikke altfor lang Tids Forløb , faldt 
isøvn ; det vil da sige , naar ikke hans egne eller mine 
Fortællinger holdt ham vaagen . Han holdt nemlig 

meget af , som han sagde , at divertere Aanden , for 
at denne ikke skulde fløves ved Studiet , og fremfor 
Alt holdt han af at give sin Phantasie Teilen , og 
derved ligesom tage Regres for Skuffelser , Modgang 
og anden Molest , som han havde havt i Livet . 
» Vi ville tale om andre Ting , Peter “ , sagde 
han derfor , naar han standsede ved et eller andet 
Problem , enten i Frygt for at Opløsningen deraf 
skulde bebyrde min Hjerne altfor meget eller i Bevidstheden 
om , at hans egne Kræfter ikke strakte til . 
„ Ja , lad os tale om andre Ting , jeg tør nemlig ikke 
proppe for meget i dit Hoved paa engang , af Frygt 
for , at det skal springe i Luften med et bedøvende 
Knald , ligesom det for nogen Tid sfete med Krudttaarnet 
derude . “ 
„ Saa synes jeg , Herr Lieutenant , at Let var 
bedst , flet Intet at proppe i det ; thi et lille Fut 
kunde allerede være galt nok . “ 
„ Du kan i visse Maader have Ret , og jeg kan 
godt forstaa din Ængstelighed , Enhver er sig naturligviis 
selv nærmest , imidlertid kan Du berolige Dig 
med , at Du ikke i saa Henseende er udsat for nogen 
stor Fare , hverken fra din egen eller fra min Side . 
Det var iøvrigt “ vedblev han , „ en delikat Viin din 
Tante “ , saaledes havde nemlig Jomfru Kold ønsket , 
at jeg skulde kalde hende , „ sendte mig . Har hun 
meget af den Slags i Kjælderen . “ 
„ Ja der ligger grumme mange Flasker , har jeg 
seet ; men jeg har aldrig smagt Noget deraf , for 

Caroline siger : at naar man drikker Viin , saa 
bliver man et Sviin , men naar man drikker Vand , 
saa mister man ikke sin Forstand . “ 
„ Ja , Peter , Sligt siges , skal jeg sige Dig , 
ofte kun for de velklingende Rims Skyld , idet man 
nemlig for disses Skyld , hvilke jo ere det Vigtigste 
ved et Vers , undertiden seer sig i den Nødvendighed , 
at sige noget ganske Andet , end man egentlig vilde 
have sagt . Jeg troer nu iøvrigt ikke , at den gode 
Caroline knækker Halsen paa sin Madmoders Viinslasker , 
ligesaa lidt , som jeg troer , at hun bliver til 
det i Rimet omtalte Dyr , ved engang imellem at 
drikke et pænt Glas til sin Mad ; thi var det Tilfældel , 
ja , Peter , hun maa nu see saa standhaftig 
og uskyldig ud , wm tænkes kan , saa tør jeg nok sige , 
at hun for længe siden var løben om paa Fire sigende : 
nkuk , il auf . En Velsignelse maa det iøvrigt være 
at være saa riig , som din Tante , og saa , som hun , 
at uddele milde Gaver , der modtages af taknemlige 
Hjerter . “ 
„ Men Joseph uddeelte ogsaa mange Gaver , 
baade til mig og Else , og han var dog flet ikke 
riig “ , svarede jeg tvivlende . 
„ Jo , Peter , han var det unegtelig paa en 
Maade ; men rigtignok paa en Maade , der bragte 
ham i Slaveriet , ef Sted , hvilket jeg ikke uden Bitterhed 
skal tilføie , som mangen riig af Verden hædret 
og anseet Mand , nu skulde kalde sit Hjem , dersom 
han ikke havde været klogere end Joseph . Men “ , 

vedblev han , idet han lagde sig tilrette paa Sophaen , 
„ tænk Dig nu , naar der nu kom ef meget stort og 
tykt Brev til mig , paa hvis Postmærke jeg kunde see , 
at det var fra Osfindien . Du veed nok , det Land 
hvor , som jeg ved Geographien lærte Dig , Nabobberne 
boe , og hvor man kan erhverve en Lack Rupier ligesaa 
let , som man her erhverver , for Exempel , ef Par 
Ridebuxer eller en Lammesteeg . Ahnelsesfuld , skjælvende 
af Haab og Tvivl og med bankende Hjerte aabner 
jeg Brevet , og efter at jeg med mine , af dyb , indre 
Bevægelse , taarefyldte Dine , hvilke jeg ofte under 
Læsningen maa terre , har gjort mig bekjendt med 
Indholdet , saa seer jeg , at jeg efter en langtude Beslægtet 
af mig , ef Menneske , om hvis Tilværelse jeg 
aldrig har drømt , har arvet en Million , ja lad os 
sige tyve Millioner Lack Siccarupier , hvilke nemlig 
ere de bedste . Svimlende og idet Alt løber rundt 
før mig , læner jeg mig tilbage paa Sophapuden 
holdende Brevet i min rystende Haand , medens Du , 
ligesom nu , sidder med aaben Mund og opspilede 
Øine og gloer paa mig . “ Ved disse Ord klemte jeg 
min Mund fast i og saae hastig til den anden Side . 
„ Efter at jeg imidlertid har fattet mig , og med 
Jernvillie tilkæmpet mig den fornødne Sindsro , saa 
putter jeg Brevet i Lommen og reiser strax med Ageposten , 
ja , det er sandt , Ageposten gaaer ikke før paa 
Søndag , nu saa tager jeg Extravogn , og med et 
Udtryk af høi Ro og Selvbeherskelse , kjører jeg ned 
ad Gaden , hvor Folk forundrede stirrer efter mig . 

Du har imidlertid i Bevidstheden om , at Kaldet som 
Din Læerer , uden altfor stort Savn og Smerte fra 
min Side nu maa opgives , samlet dine Bsger sammen . 
Dog nei “ , vedblev han nied et Udtryk af Selvbevidsthed 
og Resignation , „ jeg har forinden sagt Dig , 
at jeg i Følelsen af dyb Taknemlighed og opofrende 
Venskab før din Tante , vil vedblive at være din 
Lærer . Ikkedestomindre gaaer Du dog ned ad Gaden , 
med en forvirret og hemmelighedsfuld Mine . “ 
„ Som dengang jeg tænkte paa af frelse Joseph 
fra af være en Varulv ! “ udbrød jeg uvilkaarlig , idet 
jeg med spændt Opmærksomhed lyttede til , hvad 
han sagde . 
„ Nu ja , naar Du ikke har nogen til Situationen 
mere passende Lignelse , saa lad gaa . De meest forunderlige 
Rygter ere imidlertid komne i Omløb . 
Nogle sige , af jeg af Kongen er kaldet til af være 
Øverstbefalende for Armeen ; Andre paastaa , af jeg 
er bleven Statholder i Norge , samt ophøiet i Adelstanden 
under Navn af Ulrik , Frederik Gyldenløve ; 
men Alle spørge Dig , der dog ikke siger et Ord , ikke 
engang til din Tante , eller til Caroline , kun kaster 
Du Dig grædende i deres Arme . “ 
„ Til Caroline troer jeg dog , af jeg kommer 
til af sige det “ , meente jeg lidt ængstelig , „ thi hun 
siger , af det lader altfor vigtigdumt , naar en Laban , 
som jeg , vil have Hemmeligheder . “ 
„ Saa kan Du ogsaa sige det , det er jo ogsaa 
ligesaa barnligt som smukt , af Du udøser Dit fulde 

Hjerte . Jeg kommer nu til Kjøbenhavn , hvor jeg 
strax henvender mig til en Høiesteretsadvocat , der 
naturligviis godt forstaaer Engelsk , denne antager beredvilligt 
Sagen , dreven af reen og ubesmittet Menneskekjcerlighed , 
og uden mindste Hensyn til Fordelen . 
Snart er Alt i fuld Gang , og da Vind og Veir paa 
en vidunderlig Maade føier sig , saa ligger efter en 
næsten utrolig kort Tid , hvilken jeg har til tilbragt i 
den frygteligste Spænding , tre umaadelige store Skibe 
ved Toldboden i Kjøbenhavn , ladet med alle mine 
Rigdomme . Snart efter begynder et overordentligt 
Liv og Virksomhed herude ; paa en deilig Plet ved 
Skov og Sø , lader jeg nemlig et stort Slot bygge . 
Ved Foden af de høie , brede og sneehvide Marmortrapper , 
som fører op til Portalen , hvile to colossale 
Løver af cararisk Marmor , hver paa sin Side , og 
imellem hvis Poter to store Vaabenskjolde ere anbragte ; 
paa hver Afsats er anbragt mægtige Vaser af Porpfyr , 
Jaspis og Serpentin , hvorfra de herligste , tropiske 
Væxter udbrede en balsamisk Vellugt , paa samme Tid 
som de fryde Øiet med deres Farvepragt . Gulvene 
i Slottets høie , rummelige Sale , ere belagte med 
det fineste Mosaik . Væggene ere beklædte med glindsende 
Silketapeter , store , aldeles feilfrie Speile og svære 
Sølv- og Guldgirandoler , fra hvis Tusinder af Voxlys 
om Aftenerne et blændende Lys udbreder sig , og 
foran Vinduerne hænge folderige , tykke Gardiner af 
ægte Silkefløil besatte med svære Fryndser af ægte 
Guld . I Spisesfuen er stedse dækket store Borde nied 

de meest udsøgte Retter , hvoriblandt Gaaseleverpostei , 
Østers og Aal i Gelee aldrig mangler , ligesaa lidt 
som de fineste Vine , og overalt staa Tjenere , iførte 
pragtfulde , guldbroderede Livreer . “ 
„ Ja “ , udbrød jeg ivrig , „ med røde Kjoler og 
blaa Silkestrømper . “ 
„ Synes Du , Peter “ , vedblev han bifaldende . 
„ Nu , ja , med røde Kjoler og blaa Strømper . Med 
dette Livree vil det imidlertid dog have sine Vanskeligheder , 
da den røde Farve udelukkende er forbeholdt 
de kongelige Herskaber . Dog “ , vedblev han idet hans 
Ansigt opklaredes , „ som en Følge af min uhyre Rigdom , 
har jeg gjort mine Rettigheder gjeldende i 
Frankrig , og den store Keiser har anerkjendt mig som 
fransf Adelsmand og Chevalier cte Saint Lmannale , 
og da nu vor Konge af visse Hensyn , gjør alt 
muligt for at vinde Keiseren , saa udnævner han mig 
til dansk Rigsfyrste af — — — “ 
„ Af Overby “ , supplerede jeg , da det lod til , 
at han ikke i en Hast kunde finde et passende Navn , 
„ eller “ , vedblev jeg , da han ikke svarede , men 
endnu stedse stirrede grundende fremfor sig , „ maaskee af 
Smørumnedre “ , en By der laa i Nærheden . 
„ Aa Snak “ , udbrød han fortrydelig . „ Dansk , 
kan Navnet ikke være , det lyder altfor flaut og eenfoldigt . 
Nei , nu har jeg det , af Rosenlohe-Meerheim 
und der Lasa , hvorved hans . Majestæt tillige giver 
mig Tilladelse til af føre rødt Livree . 
Hvad nu min Stilling i Toldfaget angaaer , saa 

striber jeg naturligviis strax til Commercecollegiet , 
som ifjor afslog min Ansøgning om et Laan , og forlanger 
i en stolt , ringeagtende og haanlig Tone min 
Afsfed øieblikkelig , idet jeg beder de gode Herrer om 
af dele den mig tilkommende Pension imellem sig . 
Dernæst lader jeg Kjøbmand B rend sirup , Skomager 
Lund og Sfræder Hansen komme for mig , 
og idet jeg med et foragteligt Blik tilkaster dem deres 
Penge , beder jeg dem om nu af reise ad — , jeg 
mener “ , rettede han sig , „ paalægger jeg dem ' , aldrig 
mere af komme for mine Dine . “ 
„ Det vil vist gjøre Brend sirup meget ondt , 
for Tante siger , af han er en rigtig god Mand “ , bemærkede 
jeg med Deeltagelse . 
„ Med Din Tante er det en anden Sag , Peter , 
ligeoverfor en fyldt Pengepung , vise alle Mennesker 
sig i det bedste Lys , den Grove bliver blid og mild , 
den Haardnakkede blød og bøjelig , og den Paastaaelige 
siger Ja og Amen til Alt med mild og beskeden 
Stemme . For din Tante “ , vedblev han , „ er Nytaar 
en Glædesdag , for mig er den en Sorgens , helliget 
de sig uophørlig paatrængende Erindringer om en 
svunden Tid . Imidlertid har Du , Peter , over 
hvis Fødsel der hviler et hemmelighedsfuldt Slør , 
hvis tidligste Barndom er en Gaade , til hvis Løsning 
dog enkelte , betydningsfulde Momenter hentyde , 
gjorf en Tour med din Tante til Kjøbenhavn . Med 
hende gaaer Du paa en smuk , mild , solbeflinnet Morgen 
og spadserer i Bredgaden ; da kommer en elegant 

Eqvipage kjørende , forspændt med fire ravnsorte Heste 
og med Tjener og Jæger med vaiende Fjer . Inveni 
sidder en ikke altfor gammel Dame indhyllet i Silke 
og Peltsværk ; hendes Ansigtsfarve er fiin og hvid , 
som Foraarets Lilie , paa hendes høie , hvælvede Pande 
har Sorgens tunge Sky leiret sig , og i hendes store 
sjælfulde og ganste himmelblaa Øine , boer et Udtryk 
af dyb Smerte , Savn og Længsel . Idet nu Vognen 
langsomt bevæger sig fremad , falder hendes bedrøvede 
Blik paa Dig . Pludselig udstøder hun et høit , hjertefljærende 
Skrig , idet hun tillige næsten afmægtig 
synker tilbage i Vognen , medens store Taarer rulle 
ned over hendes Kinder , hvilke hun dog har Sjælestyrke 
nok til at aftørre med sit fine KammerdugsLommetørklæde , 
for at de ei skulle plette det kostbare 
Silketøj ; derpaa hæver hun sig atter , befaler Kudsken 
i en imponerende Tone at holde , og nu , nu udstrækker 
hun sine Arme imod Dig , og med en Stemme , der 
fljælver i den høieste Salighed , udbryder hun : Min 
Søn , min Peter ! “ 
Her standsede Lieutenanten og betragtede mig 
med et lykkeligt Smiil . 
„ Men “ , sagde jeg , hvis Phantasie trolig havde 
fulgt hans paa dens Flugt , „ hvoraf veed hun , at jeg 
hedder Peter ? Jomfru Kold mener nemlig , at 
dette er bleven mig tillagt i Fattighuset . “ 
„ Det veed hun vel ikke med nogen afgjort Vished ; 
men den samme dybe , ahnelsessulde Følelse , som 
har sagt hende , at Du er hendes Søn , har ogsaa 

tilhvidsket hende dit Navn . Det oplyses nu snart , at 
hun er Din ligitime Moder , hvorimod der med Hensyn 
til Din Fader , kun gjøres en stum Hentydning , 
ved et smertefuldt og foragteligt Blik . Din Tante 
og Du selv stige nu ind i Vognen , der kjøres til et 
pragtfuldt Palais i Overgaden over Vandet . Her 
bliver Du paa en fkaansom og hensynsfuld Maade 
gjort bekjendt med , at Din Moder er den rige 
Marquise af la koelltz-lsqvalin , hvilket rigtignok er 
et svært Navn at udtale , men som Du dog snart 
vænner Dig til . 
Nogen Tid efter paa en stille , mørk Aften i 
August Maaned , er der stor Fest paa mit nye Slot . 
Alle Vinduer i dette ere oplyste og indenfor sees et 
udsøgt Selskab af Herrer og Damer , straalende af 
Guld og Ædelstene , at bevæge sig . De brede Fløidøre 
ud til Slotspladsen ere aabnede , og medens 
indenfor disse i den høie , rummelige Entre fra flere 
store Lysekroner et Hav af Lys udbreder sig over den 
nærmeste Deel af Marmortrappen , skinner Slotspladsen 
i et rødligt , feeagtigt Skin , frembragt ved 
tusinde af Begfakler . Mit i Slotsdøren , omgiven af 
Kavalerer og Tjenere , staaer jeg selv , forventningsfuld 
stirrende ud over Pladsen . Da kommer en Eqvipage 
hastig kjørende , betydningsfuld hæver jeg Haanden , 
og nu intoneres en brusende Musik , hvorpaa jeg 
hastig iler ned ad Trapperne og flutter Dig i mine 
Arme . Ja , Peter , Dig er det nemlig , som er 
kommen i Eqvipagen og til Din Ære afholdes den 

store Fest , hvortil naturligviis Brendstrup aldeles 
ikke er indbuden . “ 
Til denne og lignende Fremstillinger , han formaaede 
nemlig af variere Themaet i det uendelige , 
lyttede jeg stedse med den meest spcendte Opmærksomhed , 
imedens jeg af mit Eget rigeligt supplerede , 
hvad der syntes mig af mangle . Det var derfor 
intet Under , af mit hele Sind var saa opfyldt deraf , 
af jeg en Dag paa Gaden , var lige ved af springe 
ind i Karethen til Grevinde Plessen , hvis Dine 
netop faldt paa mig . En Kammerat reddede mig 
imidlertid fra den lidt løierlige Situation , jeg derved 
vilde være bragt i , idet han nemlig i den Tanke , af 
jeg vilde løbe over Gaden foran Hestene , greb mig i 
Armen og holdt mig tilbage . Med Caroline havde 
jeg ogsaa paa Grund af disse Tanker og Forestillinger 
offe min Nød ; thi omendskjøndt jeg vel vogtede mig 
for af indvie hende eller Nogen i , paa hvilken Maade 
Lieutenanten og jeg underholdt os med hinanden , samt 
hvilke curiøse og aparte Forhandlinger , der udfyldte 
vor Tid , saa maa hun dog have væeret listig nok , til 
af kigge os i Papirerne , og flere Gange gjorde hun 
den Bemærkning , af jeg kunde have godt af af faae 
en Spand koldt Vand over Hovedet , hvilket , som hun 
beroliget meente , vel Verden ikke vilde undlade af give 
mig , naar jeg først kom lidt næermere i Berørelse 
med den . 
Dette var nu den ene Side af Lieutenantens 
Maade af berige og vcekke min Aand paa ; den anden 

var af langt større og mere dybtgaaende Virkning , idet 
Jomfru Kold , efter af han havde begyndt af anvende 
den , først rigtig fik Øinene op for , hvor usigelig meget 
jeg profiterede af hans Underviisning , medens han 
ogsaa selv paa samme Tid fik Overbeviisningen i 
Hænde om , hvor overordentlig og splendid Jomfruens 
Taknemlighed kunde være ; thi rigtignok var det Ideale 
ham fil stor Trøst og Husvalelse ; men paa den anden 
Side havde han ogsaa et klart Blik for det Reale , 
der vel egentlig betragtet , dog tilsiost er det , som 
fylder i Lommen og skaffer os de Nydelser , som selv 
den meest afholdende Philosophus længselsfuldt sukkende 
steler fil , og en Slig var Lieutenanten langt fra . 
Det var , som jeg har antydet , først efter af 
vi vare blevne nøiere bekjendt med hinanden , og 
efter , af han antog mig for moden nok fil af indvies 
i , hvad han kaldte det selskabelige Livs Frimureri , 
at han løftede Sløret og viiste mig Skjelmen . 
„ Hvad vil Lærdom sige ? “ spurgte han mig en 
Dag , efter at jeg havde opremset ti fransfe Spørgsmaal 
med Svar , hvilken Exercits vi øvede hver Dag , 
og som var den Maade , hvorpaa jeg skulde lære 
Franst . „ Ja , hvad vil Lærdom sige ? “ 
„ Det er “ , svarede jeg , efterat jeg i nogen Tid 
med dybsindig Mine havde grundet over Svaret , 
„ det er , naar man kan sige Balles Lærebog op i et 
kjøre træk fra Ende til anden . “ 
Ved denne , med kjæk Overbeviisning fremsatte 
Paastand , brast min Lærer ud i en saa hjertelig 

Latter , at den lød vidt omkring ; thi hvad der end 
ellers kunde siges om ham , saa er det dog vist , at 
hans Latter var saa sand og naturlig , at den 
maatte stemme Enhver , som hørte den , til Glæede . 
„ Den Maade , hvorpaa Du lavede Dig ril at 
svare , Peter “ , sagde han endelig , „ dit tænksomme 
Blik og din rynkede Pande , lød mig et Øieblik haabe , 
at Du forstod , hvor jeg vilde hen ; men dit Svar 
bragte mig grumme snart ud af Illusionen . 
„ Seer Du , Peter , Lærdom bestaaer i Besiddelsen 
af Nøglen til Gaaden , hvilken dog idelig og 
idelig viser sig at være for lille . “ 
„ Men naar den er for lille “ , svarede jeg , „ og 
saaledes altsaa ikke kan lukke op , saa er den jo til 
ingen Nytte . “ . 
„ Dod og Pine ! “ udbrød hiin , „ det er dristig talt , 
og , hvad der er endnu værre , der er nogen Sandhed 
deri . Som en Følge af begge disse Grunde vilde 
Verden aldrig tilgive Dig en flig Yttring , men give 
Dig et Spark , saa at Du hovedkulds fløi ud af 
Selskabet . Vogt derfor din Mund . Da Du nu ved mit 
Spørgsmaal antog en dybsindig Mine og tøvede med 
Svaret , saa var der , som sagt , et Øieblik , jeg troede , 
at Du var kommen efter Hemmeligheden . Naar nu , 
som Du ganske rigtig bemærkede , Nøglen ikke kan 
lukke Laasen op , saa er ganske vist dens Nytte i høi 
Grad tvivlsom , og da det dernæst koster en utrolig 
Flid , Anstrængelse og Opofrelse at faae Fingre i 
denne tvivlsomme Nogle , saa kan jeg ikke raade Dig 

til at forsøge derpaa , da det ganfle vist vil svække din 
Mave og forringe din Appetit , hvilket er to store 
og sørgelige Onder . Verden har nu imidlertid engang 
en afgjort Respect for Enhver , der er i Besiddelse 
af Nøglen , eller med andre Ord , for Enhver , 
der har drukket af Kundskabens Væld ; men da denne 
Drik , især i Førstningen , er grumme bedsk og bitter , 
og til alle Tider meget svær af faae ned , samt da 
dernæst , som sagt , dens Nytte er tvivlsom , ligesom 
den ganfle afgjort er fladelig for Fordøielsen , saa , 
naar man , hvilket er nødvendigt , vil bevare sin 
Respect og Anseelse , er der ingen anden Udvei , 
end af -- -- -- -- -- “ 
„ Knytte Haanden “ , afbrød jeg ham , „ og lade , 
som om man har Nøglen deri . “ 
„ Ganfle rigtig , Peter , og jeg kunde næsten omfavne 
Dig af Glæde over ef Svar , der overbeviser 
mig om , af min Underviisning ikke har været spildt . 
Ja , Peter , Du skal ikke alene knytte Haanden med 
en meget sigende Mine , men Du skal ogsaa lukke 
Munden med ef endnu hemmelighedsfuldere Udtryk . 
At gjøre dette rigtigt paa behørig Tid og Sted , samt 
dernæst ved passende Leilighed , af komme med noget 
aldeles Uforstaaeligt og Forvirrende , det er den Kunst , 
som enhver Cavaleer maa lære , og som ogsaa uden 
altfor stort Besvær lader sig lære . “ 
„ Men , Herr Lieutenant “ , indvendte jeg betænkelig , 
„ naar det nu ved en Uforsigtighed fra Vedkommendes 
Side opdages , af Haanden er ligesaa tom , som 

Ordene , saa kunde man dog komme i en flammelig 
Forlegenhed . “ 
„ Omtrent som den , hvori din Ven , Joseph 
kom , da Du paaviiste den Røverhule , hvortil han 
havde gjort sit Hjerte . Dermed har det imidlertid 
langtfra saa stor Nod , som det kunde synes , naar 
man kun bare seer sine Folk an , lægger Mærke til , 
hvad Selskab man er i , og under ingensomhelst Omstændighed 
sætter Peters , eller en anden medlidende 
Sjæls Hjerte i Fristelse , ved af bilde ham ind , af 
man er en ulykkelig Varulv . “ 
„ De mener , af man skal vogte sig for af gaae 
saa vidt , af man opvækker Folks Lyst til af undersøge 
Sagen nærmere . Joseph havde derfor maaskee ogsaa 
Ret , naar han meente , af jeg vilde bringe det 
grumme vidt i Verden ved af tie og lade Andre tale , 
vedat lytte opmærksomt til , med en Mine , som nærede 
jeg den dybeste Overbeviisning om den Talendes 
Viisdom , samt dernæst ved af sige Ja og Amen 
til Alt . “ 
„ Ved Gud “ , udbrød han , „ din Ven har der talt 
saa sandt og rigtigt , af jeg maa forbauses over , af 
han med en saadan Livsphilosophie endte saa tragisk . 
Man seer det imidlertid ikke saa ganske sjeldent , af 
flige Coryphæers Tale er betydelig klogere end deres 
Handling . Ret havde han , som sagt , imidlertid , kun 
kan der gjøres den Bemærkning , af naar man siger 
Ja og Amen , eller giver Folk Ret i Alt , da maa 
det skee lidt tøvende , idet man ester en lille , pæn og 

beskeden Modstand pludselig lader sig overbevise , med 
Udtrykket af , af være bleven overvældet af den Andens 
Storhed , hvilket nemlig forhøier Effecten , idel det 
tillige giver hiin Sejrens Palmer ihænde , under 
Skyggen af hvilke han da i Almindelighed kan vikles 
om en Finger . Naar nu denne Leveregel anvendes 
paa Ens Overordnede og Foresatte , og det jeg sagde , 
paa Ens Ligemænd , saa vil det Ene harmonere smukf 
med det Andet , og bringe ys til gladelig af svømme 
øvenpaa . “ 
„ Men om det ogsaa i nogen Tid gaaer godt , 
saa er dog vist Kunsten , af undgaae af faae en saadan 
Dukkert , af man drukner derved , meget svær af 
lære , især naar man kommer i Lag med saa næsvise 
Personer , søm Student From , om hvem Tante talte “ , 
indvendte jeg tvivlende . 
„ En saa uforskammet og kjæphøi Personage træffer 
man heller ikke hver Dag og det ærgrer mig bittert , 
at jeg indlod mig med ham “ , udbrød Lieutenanten i 
en saa forbittret Tone , at jeg følte mig overbeviist 
om , at han havde været dybere i Vandet end ønskeligt 
var . „ Det være sig imidlertid søm det vil , saameget 
er afgjort “ , vedblev han , „ at det , at være lærd , i 
Besiddelse af dybe Kundskaber , eller de Vises Steen , 
søm man kalder det , er noget Vaas og ikke andet end 
Phantomer , hvilket er let at bevise . Ptolomæus , for 
Exempel , blev anseet for et Vidunder af Lærdom og 
Kundskaber , og hans System for at være saa velbegrundet 
og dybt tænkt , at det ikke kunde anfegtes , 

og nu , Peter , nu leer man af hans Lærdom ' og Viisdom 
og gjør sig lystig over hans System . De Værker , 
man har af Plinius over Geographie , Physik og 
Naturhistorie bleve paa hiin Tid anseet for det 
Ypperste , søm gaves , og nu regner man det ikke for 
stort bedre end Galimathias . Cæsar blev anseet for 
sin Tids største Feltherre , og med sin Hær erobrede 
han Frankrig , England , Tydskland og mange andre 
Lande , og nu , Peter , nu maa en Militair som jeg , 
en Officier , der har gjennemgaaet Akademiet og 
Exerceerflolen , smile ad hans Dispositioner og hele 
Krigsførelse , i Bevidstheden om , at vi med et Par 
Compagnier af Landeværnet vilde kunne adsplitte og 
tilintetgjøre hele hans Magt , blot paa Grund af , at 
hans hele Kunst var Børneleg imod vor . “ 
„ Og saa paa Grund af Deres større Talent og 
Tapperhed “ , indvendte jeg med et beundrende Blik 
paa Lieutenanten . 
„ Nu ' , Peter , det ville vi lade staa ved sit 
Værd “ , svarede han beskedent , idet han venlig nikkede 
til mig . „ Jeg siger kun , jeg frygter ham ikke . Men 
Du seer nu , at hvad der var hvidt igaar , det er sort 
idag , hvad der var Lærdom ifjor , det er Dankundighed 
iaar , og hvad der engang ansaaes for et Indbegreb 
af al Viisdom , det ansees nu for et Indbegreb af al 
Daarskab . Hvor er nu Begyndelsen , og hvor er 
Enden , og hvor længe er der til , at vor Tids Store , 
til hvem vi beundrende see op , svinde ind til Pyngnceer , 

idet man til hiin Tid med et ringeagtende Smiil 
seer ned til det , som vi beundrede hos dem . Du seer 
nu , hvor latterligt og lidet lønnende det vilde vcere , 
at studere sig bleg og mager og virkelig for Alvor at 
strcebe efter at tømme Viisdommens Væeld . Der er 
derfor Heller Ingen , som gjør det ; men Enhver striber 
kun efter at stikke Verden Blaar i Dinene , og jo 
bedre man forstaaer det , jo klogere er man . Det 
Hele beroer imidlertid paa et Frimureri , hvis 
Hemmeligheder man vel maa vogte sig for at aabenbare 
for de Uindviede . En tcenksom Mine , et indadvendt 
Blik , et Træek paa Skulderen , et lille Smiil , 
en gaadefuld , uforstaaelig Tale og ualmindelige , 
fremmedklingende Ord og Talemaader , deri bestaaer 
den største Deel af Kunsten , hvilket , som Du nok kan 
indsee , ikke er saa grumme vanskelig at læere , og hvad 
det Øvrige angaaer , saa kan Du trøste Dig med , at 
det ikke er synderlig svcerere . “ 
Var det nu end muligt , at der en sjelden Gang 
kunde opstaae en ganske lille Tvivl i mig , om det Berettigede 
i Lieutenantens Anskuelser og Meninger , 
havde det end undertiden forekommet mig , at Præsten , 
Byfogeden eller Degnen , dog maatte vcere i Besiddelse 
af en anden Art Kundskaber end de , hvorom min 
Lcerer talte , saa følte jeg mig nu saa overbeviist , at 
ikke den . svageste Tvivl blev tilbage i min Sjcel , 
medens jeg paa samme Tid vakte saavel Jomfru 
Kolds som Carolines Forbauselse og Beundring 
ved de smaa Vink og Hentydninger til en ophøiet 

Lcerdom , som jeg undertiden lod falde ; at dette 
lykkedes mig ligesaa godt med Hensyn til mine øvrige 
Bekjendte , derom tvivlede jeg ikke et Oieblik , hvor 
tvivlsomt det end iøvrigt kunde vcere . 
3 . 
Ligeoverfor os boede Kjøbmand Ole Nielsen 
From , som der med store forgyldte Bogstaver stod over 
Boutiksdøren . Stedet var et af de anseeligste i Byen ; 
thi vel bestod det kun af een Etage , men denne var 
saa høi , at skal jeg regne efter de øvrige Huse i Byen , 
saa kunde der godt gjøres to af den . Derncesf var 
det førsynet med en meget bred Frontespice , hvilket , 
saavelsom den velvedligeholdte Malning og Afpudsning , 
i høi Grad bidrog til at give det Anseelse . 
Langs med Gaden var plantet en Rcekke høie , flanke 
Popler , der dog vare saa vel beskaarne , at de ikke i 
ringeste Maade betoge Udsigten ; men kun tjente til 
at give Stedet et mere landligt og hyggeligt Prceg , 
hvilket forhøjedes af det lave , siirlige , blaamalede 
Stakit , hvormed det Hele var omgivet . 
Bagved Huset , og umiddelbart op til dette , laa 
en stor , med en Mæengde Frugttræer og Buske beplantet 
Have , som endte sig ved Foden af en dertil * 
hørende , skovklcedt Bakke , op ad hvilken skyggefulde 
Gange og Stier snoede sig , og fra hvis Top aabnede 

sig en viid og deilig Udsigt ud over Fjorden . Fra 
Vinduerne i Dagligstuen , som paa Grund af , af 
denne gik heelt igjennem Huset , saavel vendte ud 
mod Gaden som mod Haven , havde man ud over 
denne et saa livligt og forfriskende Skue af de blomstrende 
eller med Frugter belæssede Træer , til den 
høie , lyse Skov , hvormed Baggrunden afsluttedes , af 
jeg aldrig veed , af have seet noget Skjønnere og mere 
Tiltalende . At der imidlertid gives , som det hedder i 
en gammel Vise , „ langt skjønnere Egne saa vide paa 
Jord “ , vil jeg ikke dermed benegte , kun har aldrig 
Noget , ihvor jeg end har færdedes , gjort et saa dybt 
og uudsletteligt Indtryk paa mig , som dette , og stedse 
vendte sig mit Blik med Længsel og Veemod tilbage 
dertil . 
Saa velhavende en Mand , From end var , og 
saa betydelig en Handel , han end drev , saa var hans 
Boutik dog saa lille og uanseelig , at den sikkerlig vilde 
have vakt den dybeste Ringeagt , selv hos den ubetydeligste 
af Nutidens Kjøbmænd . Til Gaden havde 
den aldeles ingen af de lokkende Atributer , hvormed 
ellers Kundernes Hjerter fristes , kun prangede , mærkeligt 
nok , i et Vindue til Gaarden , hvor dog kun Høns 
og Ænder færdedes , et ølglas , fyldt med lange , sorte 
Cigarer , forsynede med Penneposer , samt dernæst en 
kunstig sammensat Krands af alenlange Kridtpiber , 
» saavelsom et Par Karduser af det yndede Blaa- og 
Rødmands Tobak , der dog vare saa sammenfkrumpne 
af Tid og Sol , at de sikkerlig ikke skulde opvække 

nogen Tobaksrygers Appetit . Hvorledes det nu var 
muligt , trods det overordentlig snevre Rum og den 
Mængde af Kunder , som idelig trængte sig derinde , 
at holde Alt saa ordentligt og akkurat , som Tilfældet 
var , var næsten en Gaade , der kun kunde finde sin 
Løsning i den Omstændighed , at ingen Fremmede , men 
ene og alene Herr From selv , samt hans Kone , besørgede 
Alt . Uden Rast eller Ro bleve de holdte i 
Aande hele Dagen , og næppe formaaede de at faae 
saa megen Tid tilovers , som var nødvendig for at 
spise i . Uden et Øieblik at tabe Taalmodigheden , 
eller lade sig forvirre af Kundernes idelige og længselsfulde 
Raab om , snart at blive expederede , hørte de 
med Ro og Venlighed , snart paa det Ene , og snart 
paa det Andet af Alt , hvad der blev dem fortalt , og 
hvorom de bleve spurgte tilraads af Stedets Smaafolk 
og Fabrikarbeidere , hvis Factotum , Trøst og Tilflugl 
de vare . Med sand og inderlig Deeltagelse , 
hvorom hendes milde Blik og veemodige Smiil tilfulde 
vidnede , lyttede Madam From til Konernes 
Skildring af deres huuSlige Sorger , og meget ofte 
ledsagede en virksom , haandgribelig Hjælp hendes 
trøstefulde , opmuntrende Ord . Var Madam From 
saaledes den qvindelige Deel af Befolkningens Fortrolige , 
saa var hendes Mand det ikke niindre for den 
mandlige Deel , og af disse Grunde , samt som en 
Følge af deres strenge Redelighed var det nok ogsaa , 
at Næringen strømmede til dem , saaledes , at de fra 

Fattigdom og uden fremmed Hjælp havde svunget sig 
op til Rigdom og Velvære . 
Naar nu Dagens Møie og Trængsel var forbi 
og Boutiksdørene lukkede , hvilket om Vinteren stedse 
sfete i Mørkningen , og om Sommeren , naar Kirkeklokken 
ude i Vinderød ringede syv , da man i hine 
mere adstadige Tider , ikke jagede efter Fortjenesten til 
langt ind i Natten , saa var dermed , som med eet 
Slag , det Materielle udelukket , og Resten af Tiden 
tilbragtes med Musik og Læsning eller i de smukke 
Sommeraftener ude i Haven , hvor da i Almindelighed 
flere af Naboerne samledes , hidlokkede af 
Munterheden , der , som oftest , gjenlød derindefra . 
Ihvorvel jeg ganske vist kunde prise mig lykkelig 
ved det Hjem , hvortil Skjæbnen havde ført mig , idet 
jeg der havde det saa godt , som noget Barn kunde 
ønske sig det , saa stod dog Hjemmet ovre hos Froms 
for mig som et Utopien , som et for alle andre Steder 
uopnaaeligt Indbegreb af ! Velvære . Hyggelighed og 
Skjønhed , og endnu , naar jeg i mine Tanker sætter 
mig tilbage i hine længst forsvundne Tider , kan jeg i 
mit Bryst søle som en Gjenklang af den unævnelige 
Glæde , der greb mig , naar Jomfru Kold tog sin 
nyopsatte Kappe og sit Shavl frem af Kommodestuffen , 
for ledsaget af mig at gaae derover . 
I den rummelige Dagligstue , hvor en mægtig 
norsk Kakkelovn , hvis øverste Plade stedse var belagt 
med Potpouri , udbredte en hyggelig Varme , herskede 
et saa gemytligt og fredeligt Liv , at Enhver , som 

traadte derind , maatte føle sig veltilmode . I Sophaen 
fik gjerne Jomfru Kold Plads ved Siden af Madam 
From , der med sit stille venlige Smiil og hjertelige 
Godmodighed lyttede til Jomfruens , ofte lidt højtravende 
Skildringer af Dagens Begivenheder , eller 
af , hvad hun havde læst , medens Herr From selv , 
rygende af en lang Kridtpibe , sad i en magelig Lænestol , 
enten læsende i en Avis eller deeltagende i 
Damernes Smtale , eller ogsaa lyttende til den ældste 
Datters . Sang og Spil , naar denne havde sat sig til 
Claveret . Hendes bløde , klare , og lidt veemodige 
Stemme besad en vidunderlig Tiltrækningskraft , og 
selv jeg , tilligemed de to yngste af Børnene , en Dreng 
og en Pige i samme Alder omtrent som jeg , der ved 
et Bord , i et Hjørne af Stuen , havde , som Herr 
From sagde , vor egen Menage , glemte vor Leg og 
Passiar for at lytte til . Naar den ældste Søn , 
Niels , ham , om hvem Lieutenant Emanuel med 
saa megen Indignation havde falt , der var Student , 
var hjemme , hvilket regelmæssig var Tilfældet i Ferien , 
ledsagede han som oftest hendes Sang med sin dybe , 
malmfulde Altstemme ; lidt efter lidt stemmede begge 
de Gamle i med , og naar nu de fulde harmoniske 
Toner fyldte Stuen , da var det for mig , som blev 
jeg hensat i en anden Verden , idet en unævnelig blid 
og deilig Følelse gjennemstrømmede mit hele Væsen . 
Undertiden tog Niels sin Violin , som stedse hang over 
Claveret , og naar de nu sammen spillede en Menuet 
eller en langsom Valls i en saa opfordrende og livfuld 

Tact , af vi ikke længere formaaede af modsfaae , 
men gav os til af dandse i vor Krog af Stuen , saa 
hændte det sig ikke saa ganfle sjeldent , af Herr From 
tog sin Kone eller Jomfru Kold og dandsede med . 
Med et Udtryk af den dybeste Alvor og den høitiveligste 
Pænhed , hvorved hun truttede Munden ud og 
trak Øjenbrynene høit op , svingede Jomfruen sig i 
den siirlige Menuet , idet hun da , naar hun ved af 
svinge , skulde give sin Cavaleer Haanden , hævede denne 
høit iveiret og lod den derefter falde langsomt og blødt 
ned i hans . At det saaledes hørte sig til , nærede 
jeg saa lidt Tvivl om , af jeg af mit ganfle Hjerte 
beundrede min lille Dame , der i Eet og Alt , ja selv 
hvad den truttede Mund og de optrukne øjenbryn 
angik , forstod af gjøre det ligesaa smukt , som Jomfruen , 
hvorved jeg dog bemærkede , af Madam From 
af og til havde ondt ved at filbageholde et lille 
Smiil . Naar nu Dandsen var forbi , saa maatte 
jeg , hvor nødig jeg end vilde , byde min Dame Armen 
og ledsage hende til hendes Plads , hvor hun da , idet 
hun neiede dybt , med den alvorligste Mine sagde : 
„ Jeg takker fljønsomst for , den angeneme Plaisir . “ 
Marie , som hun heed , var i det Hele en løierlig 
lille Pige , og det var mig ikke altid saa ganfle let , at 
finde ud af , om hun meente det i Alvor eller Spøg , 
hvorved jeg ofte kunde blive saa forvirret og betuttet , 
at jeg hverken vidste ud eller ind . Ved flige Leiligheder 
hjalp da gjerne hendes ældste Søster , Anna , 
mig tilrette , idet hun beflyttende og godmodig førte 

mig paa det rette Spor . For hende havde vi iøvrigt 
næsten ligesaa stor Respect , som for Madam From 
selv . Deels bestyrede hun , der var en voxen Pige , 
næsten Huset alene , som en Følge af , at hendes 
Moder næsten altid var i Boutikken , hvorved hun 
havde Hals og Haand over de utallige Ting , som 
hendes yngre Sødskende og jeg havde Brug for , til 
vor Leeg , deels var der , trods hendes Hjertensgodhed 
og milde Væsen , dog Noget saa fast og bestemt hos 
hende , at det aldrig faldt os ind , at være hende 
ulydig . ' Theodor , hendes yngste Broder og min 
Kammerat forsøgte rigtignok af og til derpaa , men 
det endtes da gjerne med , at han grædende bad 
hende om Forladelse , hvilken da Heller ikke var saa 
vanskelig at faae . 
Som en Følge af den overordentlige Tiltrækningskraft , 
Alt hos Froms øvede paa mig , blev jeg snart 
en daglig Gjæst der i Huset , og aldrig saasnart havde 
jeg nydt min daglige Underviisning hos Lieutenant 
Emanuel , eller , hjulpet ham med at forkorte et 
Par ledige Timer , før jeg begav mig derover , for i 
Fællesflab med Theodor og Marie , at anvende 
Resten af Dagen paa bedste Maade . 
Uagtet Theodor i Førstningen flet ikke var tilbøielig 
til at gaa ind paa de Ideer eller Forestillinger , 
hvoraf mit Hoved var fuldt , men havde langt mere 
Lyst til at lege Tagfat eller Røver oppe i Skoven , 
saa fik jeg ham dog lidt efter lidt til at gaa ind derpaa , 
uden at han dog nogensinde blev saa ivrig og fast deri , 

-som jeg . Hvad derimod Marie angik , saa maa jeg 
tilstaae , at det aldrig lykkedes mig at omvende hende , 
ihvorvel hun dog undertiden af Føielighed rettede sig 
efter vore Ønsker . Som en Følge af , af jeg endnu 
hidtil ikke havde været saa heldig , af møde en Eqvipage 
med en svagelig Dame i , der strakte Armene ud imod 
mig og raabte Peter , ligesaalidt som Postbudet ved 
et tykt Brev fra Ostindien , havde realiseret Lieutenant 
Emanuels Phantasibilleder , var det svel , af 
jeg , kjed af den lange Venten , begyndte af lade 
mine hemmeligste Tanker fræde ud i en emaginær 
Virkelighed . 
Dette var imidlertid langtfra nogen saa ganske 
Iet Sag , da for det Første nemlig Theodor ikke 
havde nydt Lieutenant Emanuels frugtbringende 
Undervisning , og dernæst , fordi Marie altfor ofte 
midt i den hende tildeelte Rolle gjorde nogle hølst 
foruroligende og forvirrende Sidespring . For nu af 
skabe os en Tilværelse , der nogenlunde stemmede 
overeens med mine Forhaabninger og Illusioner beslutfede 
vi , af Theodor i vort daglige Samliv skulde 
optræde som Danmarks Riges Admiral og jeg som . 
som Rigets Cantsler , medens Marie skulde være 
Dronningen eller Kongen , alt eftersom det passede til 
Situationen . Da der nu imidlertid ved Krudt- og 
Kanonværket paa Frederiksværk var ansat en Krudtmester 
og en Probeermester , som begge indtoge en 
betydelig Stilling i Fabriksamfundet , . og om hvis 
Magt og Betydning vi begge gjorde os de største 

Forestillinger paa Grund af Alt , hvad vi hørte af de 
Folk , som daglig kom i Forms Boutik , saa paastod 
Theodor , at vi til hine høie Rigstiteler ogsaa skulde 
føie disse Værdigheder , saaledes at Theodor blev 
Rigets Admiral og første Krudtmester , hvorimod jeg 
blev Rigets Cantsler og første Probeermester . Disse 
temmelig overordentlige Forøgelser af vore Værdigheder 
gav imidlertid Marie Anledning til , til vor 
store Sorg , med Bestemthed at paastaa en lignende 
Forhøjelse af sin Værdighed , og efter nogen Modstand 
bleve vi nødsagede til at indrømme hende , at der til 
hendes Titel af Konge eller Dronning skulde føies , 
samt øverste Staalpolerer . Hvad nu mig personlig 
angik , og jeg tør ogsaa nogenlunde paastaa det Samme 
om Theodor , saa afspeilede min høie Stilling sig 
snart i mine Miner , Manerer , Gang og hele Væsen , 
og naar vi gik sammen , hvad enten dette nu var i 
Haven eller paa Gaden , saa var det stedse med et Alvor , 
en Ro og Ustadighed , der ikke kunde andet end vække 
Folks Opmærksomhed , saa meget mere som vor Samtale 
ialmindelighed dreiede sig om Rigets Anliggender , 
som , for Exempel , om det ikke var i hele Landets og 
særlig i Handelens Interesse , om alle Drenge over 
folv Aar fik Tilladelse fil af ryge Tobak aldeles 
offentlig , saavel paa Gaden som i Stuen , samt dernæst 
fil alle Tider og rigeligt bleve forsynede med 
Svedsker , eller om det ikke kunde være fil Baade for 
os , og fil stor Skade for Sverig , om der blev støbt 
en Kanon af en saa umaneerlig og uhyre Størrelse , 

af den , naar den blev opstillet paa Vinderup Bakke , 
kunde beskyde og ødelcegge Stokholm . Herved var 
der imidlertid den ubehagelige Omstændighed , af et 
Duehus , som Jomfru Kold nylig havde forceret mig 
og ladet opstille i Gaarden , netop kom fil af staa 
lige i Skudlinien , hvilket vi efter nøiagtige Undersøgelser 
havde overbeviist os om , og af hvilken Grund 
jeg , ihvorvel jeg meget godt indsaae det praktiske i 
Forflaget , protesterede heftigt derimod , idet jeg dog 
var klog nok fil høitidelig af forsikkre , af jeg med 
Glcede vilde offre Duehuset paa Fcedrelandets Altar , 
men kun frygtede , af Kuglen ved i Sverig , af sfode 
paa et Bjerg , skulde springe samme Vei tilbage , som 
den var kommen , og saaledes ødelægge Frederiksværk 
istedetfor Stokholm . 
Ved flige Diliberationer , under hvilke vi enten 
sade i et Lysthuus i Haven eller vandrede om med 
afmaalte Skridt , anstandsfuld Holdning og dybsindige 
Miner , støttende os fil lange Stokke , var det desvcerre 
ikke altid at Theodor formaaede at blive i Rollen , 
og saaledes hcendte det sig engang , at han , medens 
vi under de alvorligste Undersøgelser , hvorved jeg iscrr 
var ivrig , gik forbi et Kirsebæertrcr , hvor Karlen var 
oppe for at plukke , fog dennes rummelige Trcesko og 
store Hat , som stode nedenunder , paa , hvorpaa han 
slabende paa hine og med denne nede paa Ncesen , 
fortsatte Forhandlingerne , hvad der i høi Grad cergrede 
og confunderede mig . Ogsaa Marie bidrog , som 
sagt , ofte til at forstyrre Illusionen , og det underfiden 

paa en for mig høist ømfindlig Maade . I 
Mangel paa et andet Thema , forhandlede vi saaledes 
engang i Rigsraadet Christopher Rosenkrants ' s bekjendte 
Proces . Ifølge sin Berettigelse var Marie 
Christian den Fjerde , hendes Dukke Christen Juels 
Enke , Theodor Christopher Rosenkrants , og jeg , 
som Rigets Cantsler , den der foredrog Sagen og 
overrakte Hans Majestät det omtvistede Document , 
hyortil jeg benyttede et Blad Papir , som jeg fandt 
ved Pakkjelderen . Effer at have grundet over Documentet 
og undersøgt det paa den bekjendte Maade , 
erklærede hun med høie Værdighed , at da der paa 
Doeumentet stod en skinnende rød Hane med lyseblaat 
Næb , hvorunder der var trykket : „ Bønnelykkes 
Tobaksfabrik i Fredericia “ , hvilket tilstrækkelig beviste 
dets Herkomst , samt da der derncest var en historisk 
Vished for af Bønnelykkes Tobaksfabrik , trods dets 
Wlde , dog stammede fra en langt yngre Periode end 
Chrisfians den Fjerdes Tid , saa maatte Doeumentet 
vcere falsk . Hun paastod derncest , med en for mig i 
høi Grad forncermende Bestemthed , af mine Hcender 
vare smudsige , og mine Negle sorte ; -da dette nu var 
ligesaa uværdigt for Rigets Cantsler , som det var 
upassende af vise sig saaledes i Dameselskab , saa 
dømte hun mig til af lide den Straf , der egentlig 
tilkom Hr . Chistopher Rosenkrants , som blev srikjendt 
paa Grund af , af hans Hcender vare rene . For nu 
af befries fra den store Tort af blive hæengt , saae jeg , 
der kort iforveien havde vceret ivrig beskjæftiget med 

af røde i Jorden efter en Muldvarp , mig nødsaget 
til af vaske mine Hænder ; men da nu Sagen skulde 
foredrages paany , saa tillod Christopher Rosenkrants 
sig , af fremstille sig atter iført Karlens umaadelige 
Træflo og store Hat , samt med hans Meerflumspibe 
i Munden , hvilket til min store Fortrydelse og Harme 
Marie fandt saa morsomt , af hun tog ham under 
Armen og spadserede under Latter og Lystighed om 
med ham i Haven , medens jeg fornærmet og knurrende 
fulgte bagefter , hvilket , som Marie sagde , paa ingen 
Maade gjorde det mindre comisk . 
Trods disse haarde Prøvelser , som Marie saa 
ofte beredte mig , og trods Theodors Vaklen og 
Ustadighed , der hvert Øieblik bragte ham til at glemme 
sig selv , saaledes at Illusionen fløi op , jeg kunde 
næsten sige , med et Knald , saa rokkede dette dog ingensinde 
min Lyst til at vedblive . Tvertimod jo ældre 
jeg blev , jo længere jeg nød Emanuels Underviisning , 
og jo mere jeg fordybede mig i den Læsning , 
hvoraf Jomfru Kolds Bibliothek frembød en 
saadan Rigdom , jo fastere og grundigere indlevede jeg 
mig i en Verden , som kun havde lidt at bestille med 
den , hvori jeg levede . Øver mit hele Væsen , var 
der kommen en Værdighed og Alvor , en Grandessa , 
som jeg aldrig aflagde , selv ikke der , hvor Situationen 
paa ingen Maade tillod mig at blive i min Rolle , 
som Rigets Cantsler . 
Hvad nu end den øvrige Verden sagde herom , 
og af mine Kammeraters Bemærkninger samt de 

Voxnes Blik og Smiil , havde jeg ikke saa ganske 
sjeldent Leilighed til at gjøre bittre Erfaringer , saa 
er det dog vist , at jeg Dag for Dag steeg høiere i 
Jomfru Kolds Bevaagenhed . Mine sirlige , astadige 
Manerer , mit alvorsfulde Vcesen og tankefulde Blik , 
hvilket altsammen tilhørte Cantsleren , antog hun for 
af være en Følge af mit Studium hos Lieutenant 
Emannel og et Beviis for , af jeg idelig og altid 
grundede over de krigsvidenskabelige Problemer , som 
der forhandledes , ligesom hun ogsaa deri saae den 
ægte , sande , honnette Ambition , der , som hun endnu 
bestandig var overbeviist om , var mig medfødt . 
Caroline tillod sig rigtignok undertiden af være af 
en anden Mening , og yttrede ofte , af naar Sandheden 
skulde frem , saa saae hun mig langt hellere slaaes og 
boxes med de andre Drenge , selv om Følgen blev 
af jeg kom hjem med forrevne Klæder og skrabet 
Næse , end hun saae mig stile omkring , som en Kat , 
med et Aalehoved og med et Ansigt , der saae ud som 
den bare Mavepine og Bedrøvelse . 
Som jeg , der tog en rigtignok temmelig eiendømmelig 
Regres , i Anledning af de feilslagne Forhaabninger , 
om af blive reclameret af en riig og 
fornem Moder , saaledes begyndte nok ogsaa Lieutenant 
Emannel i den senere Tid for Alvor af tcenke paa 
Erstatning for de udeblevne rige Ladninger fra Osfindien . 
Havde han nemlig hidtil i sit Forhold til 
Jomfru Kold været i høi Grad ridderlig og 
opmærksom , samt havde han derncest , med en smuk , 

og af hende , tilfulde anerkjendt Bøielighed , forstaaet 
at gaae ind paa hendes Meninger og Anfluelser , saa 
var der nu i den senere Tid noget saa ømt , saa 
drømmende og sværmerisk i hans hele Væsen , naar 
han befandt sig sammen med hende , al det selv var 
mig paafaldende , der dog havde nok at bestille med 
mig selv , idet nemlig Marie fuldstændig , og Theodor 
tildeels , havde opsagt mig Huldskab og Troskab . Hun 
paastod nemlig , at vi nu bleve for gamle til at leve 
i en saadan Tomhed , og han viiste daglig mere og 
mere Lyst , til enten at spille Langbolt eller til at 
veie og maale i Boutiken , og derved fuldstændig træde 
Illusionen under Fødder , hvilket selvfølgelig skaffede 
mig mange Sorger og Skuffelser , hvorved jeg blev 
endnu mere udeeltagende med Hensyn til , hvad der 
foregik om mig . Jkkedesfomindre var dog Lieutenantens 
kjærlighedsfulde og smægtende Væsen , naar 
han var sammen med Jomfruen , mig paafaldende , 
af hvilken Grund jeg formoder , at Branden maa 
have været meget betydelig . Næsten hver Dag , naar 
jeg gik fra ham , bragte jeg en stor Bouqvet hjem 
med mig til hende , ja endogsaa af og til et paa 
fiint Vilainpapir sirlig skrevet Digt , hvorover han 
med egen Haand havde malet en Rose , en Green 
med Forglemmigejer eller et rødt brændende Hjerte , 
hvilket min Beskytterinde stedse modtog med et Udtryk 
af dyb Følelse , hvori Veemod og Glæde parrede sig . 
„ Jeg gad dog vide , Peter “ , sagde Caroline 
en Aften fil mig , medens jeg sad i al Hemmelighed 

og spiiste paa et flakket Otteskillings Suurbrød med 
Smør og Ost , for dog ikke aldeles af gaae op i det 
ideelle , „ jeg gad dog vide , hvad Lieutenanten har til 
Hensigt med alle de Blomster , han sender Jomfruen ? 
Nu har hun to Kommodeskuffer propfulde ; men jeg 
sagde hende ogsaa forleden , af vi kom til af have dem 
ind i Bagerovnen engang , naar vi har bagt , for af 
saae dem eftertørrede , for af de ikke skal fylde Huset 
med Stank og Muggenhed . “ 
„ Jeg tcenker “ , svarede jeg , „ de skulle vcere til 
Kryderposer . Tante har jo ofte Gigt i Hovedet , iscer 
om Vinteren . “ 
„ De kunne maaskee vcere nyttige nok dertil , 
Peter , kun er jeg bange for , af hun forinden faaer 
Gigt i Hjertet deraf ; jeg synes af jeg allerede kan 
bemcerke nogle ildevarslende Trækninger . “ 
„ Dersom det er Tilfældet , Caroline , saa vil 
det vistnok gjøre Lieutenanten meget ondt ; thi jeg 
er overbeviist om , at han gjør det i den bedste 
Mening . “ 
„ Troer Du det , Peter , ja man er altid grumme 
godmodig , naar man har Noget at bide paa . Hans 
Mening er iøvrigt sikkerlig god nok , det vil da sige , 
hvad hans egen Person angaaer . “ 
„ Da kan jeg virkelig ikke forstaa , hvad Godt 
der kan flyde af for ham , at Tante faaer Gigt i 
Hjertet . “ 
„ Io , Peter , naar , som det efter hvad man 
siger , stedse skal vcere Tilfældet , Ingen kan eurere 

hende uden ham , saa havde han Spillet gaaende , 
som Fanden sagde , va han havde Liremanden paa 
Ryggen . “ 
„ Men det er jv nvget Snak , Caroline ; han 
er jo Tvlder og ikke Doctor . “ 
„ Ja , men netop den Slags Folk har en forskrækkelig 
Lyst fil at stikke Haanden i Andres Poser , 
især naar de tro , at deri findes forbudne Varer , og 
saadan maatte man isandhed kalde det , naar det , jeg 
mener , endnu i hendes Alder skulde findes hos Jomfruen . 
Men , det siger jeg , Peter “ , vedblev hun , idet 
hun , som hun pleiede naar hun blev ivrig , slog 
Knips , „ mærker jeg , at han speculerer paa Mere end 
Jomfruens Viin og gode Mad , saa river jeg Næsen 
af ham . “ 
„ Ja , saa kan Du være overbeviist om , at han 
bliver himmeldesperat “ , udbrød jeg r høi Grad 
indigneret . „ Jeg kan iøvrigt ikke forstaa , hvad det 
kan flade Dig , at han sender hende Blomster ; thi at 
hun skulde faae ondt i Hjertet deraf , det maa Du 
rigtig forlade mig Caroline , det er nvget Snak . “ 
„ Ja saa dumt har Du talt engang , og det 
synes mig kunde være nok for Ærens Skyld . Du 
skulde iøvrigt “ , vedblev hun , „ tage Dig iagt for at 
anstille Dig enfoldigere end Vorherre har skabt Dig , 
jeg mener for Folkesnaks Skyld ; thi at . Du ikke 
skulde vide , hvad jeg sigter til , det maa Du ikke bilde 
mig ind , og saa vil jeg sige Dig , at det er en farlig 

Sag at gaa andre Folks Ærinder , naar disse ikke ere 
honnette . “ 
„ Honnette siger Du Caroline ! Ja da vil jeg 
dog fortælle Dig , at hver Gang jeg bringer Tante 
Blomsterne , saa seer hun langt mildere og venligere 
ud end ellers , og naar hun har faaet dem , saa seer 
hun længe paa dem og lugter til dem , og jeg har 
endøgsaa engang seet , at hun har kysset en stor 
Tulipan , som sad midt i Bouqvetten ; men det vilde 
hun bestemt ikke have gjort , dersom det ikke havde 
været smukt og honnet af Lieutenanten at sende dem , 
seer Du det , Caroline . “ 
„ Jo jeg baade seer og hører det ; men jeg 
mærker tillige , at det nok ikke baader synderligt at 
tale med Dig om den Sag . Løierligt er det imidlertid “ , 
vedblev hun efter kort Tids Betænkning , „ at 
Du , som har læst saa meget i de taarefulde og bespændende 
Romaner , inde hos Jomfruen , ikke endnu 
veed , hvad det betyder , naar en Monsieur sender en 
Dame Blomster , og hun seer tankefuld paa dem , 
eller , hvad mere er , endøgsaa kysser dem . “ 
„ Jo det veed jeg meget godt , Caroline , thi 
Blomsterne ere et Tegn paa reen og hellig Kjærlighed , 
som den uskyldige og sørgende Pige bærer ved sit 
Hjerte til sin Død ; men det har jo ikke noget hermed 
at bestille ; thi for det Første gaaer Tante jo 
ikke i hvid Kjole med bar Hals , og Krøller ned ad 
Nakken som Ludmilla , og dernæst har Du jo selv 

sagt , af det her paa Sjælland flet ikke gaaer saadanne 
til , som der , hvor Lafontaine har hjemme . “ 
„ Ja det har jeg rigtig nok , Peter “ , svarede 
hun ; „ men jeg begynder nu til min Ærgrelse af tro , 
af vi har lært ham Kunsten af . “ 
Her bleve vi afbrudte ved , af Jomfruen kaldte 
paa mig , for af pynte mig , da vi nemlig skulde i 
Selskab hos Froms i Anledning af Kjøbmandens 
Fødselsdag . Da jeg var færdig hermed , og ligesom 
vi skulde til af gaa , kom Lieutenanten for af ledsage 
os . Aldrig syntes mig af have seet en saadan Pragt , 
som den , han ved denne Leilighed udfoldede , og jeg 
kunde ikke et Øieblik faae Øienene fra ham , medens 
han converserede Jomfruen . Hans lyse , mellemblaa 
Kjole , hvis spidse Skjoder næsten rakte ned til 
Støvleskafterne , og hvis Krave , som en Skjerm stod 
op i Høide med hans Isse , var forsynet med to 
Rader store straalende Knapper ; fra hans aabne 
Vest , der var af rødt Fløjl , brusede et mægtigt med 
Kniplinger besat Kalvekryds frem , der dog holdtes i 
Skranker af en glimrende Portraitmedaillon ; fra 
tvende Uhrlommer , der vare anbragte hver paa sin 
Side af hans Embonpoint , hængte to lange med 
klirrende Bandelokker forsynede Uhrkjæder ned paa 
hans gule Courterois Beenklæder , der sade snevert 
om hans velskabte Been og endte i et Par med stive , 
gule Kraver forsynede Støvler . 
„ Min kjære JomfrueKold “ , sagde han bukkende 
dybt og paa en mandig militairisk Maade slaaende 

Hælene sammen , idet han med et saa ømt og langt 
Blik , af jeg begyndte af ahne , hvad Caroline havde 
meent , overrakfe hende den . efter min Beregning , 
hundrede og halvtredssindstyvende Bouqvet . „ Jomfru 
Kold , maa jeg overrække det Skjønnes og Ædles 
Præstinde et Offer af Floras Børn . “ 
„ Jeg takker Dem Herr ela 8aint Emanuele “ , 
sagde hun med blid og sagte Stemme , idet hun rakte 
ham sin Haand , som han ærbødig kyssede , „ og modtager 
Fromhedens og Uskyldighedens Sindbillede af 
Tapperhedens djerve Haand . “ 
„ Jeg troer Mademoiselle Kold “ , svarede han 
læggende Haanden paa Hjertet , „ af De kan føie 
Troflabens til ; thi jeg kan forsikkre Dem , af med 
Undtagelse af en eneste Alt overveiende Følelse , som 
mit Hjerte rummer , er denne den stærkeste . Nu , 
Peter “ , vedblev han til mig , idet han med et Suk 
synlig kæmpede for at gjenvinde sin Fatning og Ligevægt . 
„ Du din Tantes Haab og Glæde og min 
Stolthed , Du , ja jeg kan sige det , Du Led imellem 
tvende Sjæle , hvorledes , jeg mener , hvorledes har Du 
det ? “ tilføiede han hastig . 
„ 8ur mon bonnenr , tieø bien mon lieutenant “ , 
svarede jeg , hastig samlende lidt af det Franske , jeg 
havde lært . 
„ Jsandhed smukt og militairt svaret ! “ udbrød 
hiin , betragtende Jomfruen med et til Beundring 
opfordrende Blik . 
„ Jeg indrømmer det med hjertelig Glæde , min 

kjære Herr Lientenant “ , svarede hun rækkende ham 
Haanden , hvilken han atter trykkede til sine Læber , 
„ og naar jeg betænker den Kundskabsfylde , De har 
bibragt ham , naar jeg seer hans smukke Væsen , hans 
ædle Anstand , hans tankefulde Pande , og hans af 
Viddets Lys straalende Øine , da opfyldes jeg af den 
dybeste Taknemlighed ved Tanken om Alt , hvad De 
har gjort for “ , her standsede hun rødmende og forlegen , 
men vedblev derpaa i en fast Tone , „ ja jeg kan sige 
det , for vor lille Peter . “ 
Lieutenanten greb atter hendes Haand , som han 
nu i længere Tid holdt inden i sin ; men medens han 
betragtede hende med et Blik fuld af Henrykkelse , var 
det som om Bevægelsen qvalte hans Stemme . Ved 
af see hans sfore stirrende Øine , samt den krampeagtige 
Maade , hvorpaa han lagde Haanden paa Hjertet , 
faldt jeg paa , af han var i Begreb med af faae 
ondt , af hvilken Grund , jeg i min Angest hastig 
løftede hans Kjole iveiret før af løsne Spændet i 
hans Vest , hvilket jeg troede var spændt før haardt . 
Hensigten alene bragte ham imidlertid strax til sig 
selv igjen , og i en Tone , der var vidt forskjellig fra 
den , hvori han før havde talt , udbrød han . 
„ Hvad Pokker farer Du mig op ad Ryggen 
før Peter ? “ 
Jeg forklarede ham nu min uskyldige Hensigt , 
hvorpaa han rystende paa Hovedet , taus og med et 
bedrøvet , Blik bød Jomfruen Armen , før af ledsage 
hende over fil From . 

Her var Lys og Glæede . Overalt mødte Øiet 
Tegn paa den solide Velhavenhed , som i Forbindelse 
med jevne Sæder og en uskrømtet hjertelig Modtagelse 
snart bringer os i den milde meddeelsomme 
Stemming , uden hvilken et Selskab intet Værd har . 
Paa det sfore ovale Bord , over hvilket en 
skinnende hvid Dug var bredt , og omkring hvilket den 
største Deel af Selskabet sad , stod paa en blank poleret 
Messingbakke den colossale Themasfine , af hvis Skorsteen , 
en fiin blaa Røg af Kongerøgelse hvirvlede 
iveiret , som fyldte Stuen med Vellugt . Ved Maskinens 
Fod , og som et Appendix til denne , stod en stor . 
Sølvthepotte , ud af hvis Tud , en fiin aromatisk 
Damp skjød frem , og omkring begge i sirlig Orden 
stode høie Stabler af forgyldte Thekopper . Over hele 
Bordet var dernæst i passende Afstand fordeelt pletterede 
Præsenteerbakker , fil Randen fyldte med Kager eller 
Smørrebrød , et Syn , der før et Øieblik lod mig fortryde 
det Otteskillingssurbrød , som jeg før ikke længe 
siden havde sat tillivs , og over det Hele tronede en 
høi kostbar Porcellains Vase fyldt med Blomster . 
For den ene Ende af Bordet , ved Thebakken , 
sad den ældste Datter Anna ivrig beskjeftiget med at 
forsyne Gjesterne , der nu ved vor Ankomst vare blevne 
fuldtallige . Ihvorvel jeg jo daglig havde seet hende , 
saa havde jeg dog aldrig før nu bemærket , hvor smuk 
hun var , og som hun der med et venligt Smiil og i 
en blid , hjertelig Tone sad og underholdt sig med 
Gjæsterne , var det mig næsten ikke muligt at faae 

Menene fra hende . Hendes brune , med smale , grønne 
Silkestriber prydede Hvergarns Kjole , der sluttede 
snevert om hendes fine , slanke Figur , var fra Beltestedet 
til heelt op i Halsen sammenføiet med en tæt 
Række smaa blanke Knapper , som endte ved en smal 
kruset Strimmel , der sluttede tæt om hendes Hals . 
Hendes fyldige brune Haar hang efter Datidens Brug 
i smaa Krøller ned over hendes høie , hvide Pande , 
og omgave denne som med en Ramme . Hendes med 
en fiin Rødme bedækkede Kinder ; hendes store blaa 
Dine , hvoraf hjertelig Godmodighed og Forstand 
lyste , og hendes smukt formede Mund , der ved Smiil 
og Tale , lod en Række flimrende , hvide Tænder lyse 
frem , afgave Alt tilsammen et saa fængslende Billede , 
at det intet Under var , at jeg , efter at have faaet 
Øie derpaa , reent glemte at tage det Stykke Julekage 
op af min The , som jeg havde dyppet deri . 
„ Nei hør veed Du hvad Peter “ , udbrød Herr 
From saa pludselig , at jeg nu fuldstændig lod Kagen 
dumpe , „ først var Du forelsket i Joseph , saa i 
Marie , og nu troer jeg Du bliver Let i Anna . 
Ved en flig Ustadighed , vil Du blive en høist farlig 
Person . “ 
„ Du skal ikke lade Dig gaae paa Peter “ , sagde 
Anna nikkende venligt til mig , „ men lade Fader 
forklare , hvilke Grunde han har , til at fremkomme 
med flige ærerørige Beskyldninger . “ 
„ Det vil blive mig grumme let “ , svarede hiin ; 
„ thi der er bestemt Ingen i hele Selskabet , som ikke 

har seet , at Peter med en saadan Selvforglemmelse 
og Henrykkelse , lige siden han kom , har stirret paa 
Anna , at han endogsaa paa en grim og barbarisk 
Maade har druknet den stakkels Kage i Theen . “ 
„ Fordi man som Cavaleer og med ridderlig 
Følelse yder Skjønheden sin Tribut , behøver man 
just ikke at være forelflet “ , bemærkede Jomfru Kold . 
„ Saamcend “ , udbrød From muntert ; thi det 
kommer under alle Omstændigheder an paa , om Tributten 
ydes frivilligt eller tvungent . Jeg troer saaledes 
ikke , at det er noget Tegn paa en særdeles dyb 
Følelse , naar vor Konge aarlig sender Keiseren af 
Marokko en Ladning af vore pæne blanke Speeier , 
hvorimod jeg vilde have ham stärkt mistænkt for at 
være forelsket op over begge Ørene , naar han af egen 
frie Villie , afsendte Coureer paa Coureer med deilige 
Blomsferbouqvetter . “ Ved disse Ord kom Touren 
til Lieutenanten at tabe sin Kage i Theen , og Jomfruen 
vilde bestemt være kommen ligesaadanne afsted , 
dersom hun ikke allerede havde lagt Skeen over Overkoppen , 
til Tegn paa , at hun havde faaet nok . „ Hvad 
nu specielt Peter angaaer “ , vedblev han , „ saa maa 
det dog indrømmes , at man i Egenflab af Rigets 
første Krudtmester , maa være meget tilbøielig til at 
fænge Ild og futte . “ 
„ Det er ikke mig , Herr From ! “ udbrød jeg i 
høi Grad forvirret og ivrig , før at fralægge mig Beskyldningen 
før at være forelflet . „ Det er Theodor , 
som er første Krudtmester . “ 

Her vendte hele Selskabet Blikket paa mig , og 
var jeg ikke før forlegen og elendig , saa blev jeg 
det nu . 
„ Dette er en Gaade , min bedste Herr From “ , 
sagde Jomfru Kold med et Smiil , der ikke var uden 
Bitterhed , „ som jeg sandelig ikke formaaer at løse . “ 
„ Jeg troer det nok ; men som De hører , Peter 
kom dog qvikt derfra . Men nu er Touren til Dig 
Anna “ , vedblev From , „ at takke Peter før hans 
Distraction og den Udlægning , som Jomfru Kold 
gav den . “ 
„ Det skal jeg tilvisse ikke glemme , saa meget 
mindre , som han sandelig har maattet lide nok for 
den Compliment , som han tvang Jomfru Kold til 
at give mig . “ 
„ Nu vel , saa er den Sag afgjort eller vil blive 
afgjort og derom maa ikke tales mere , Peter er en 
Ven af Huset , „ vedblev From purrende mig i 
Hovedet , „ og , hvad jeg med særlig Eftertryk maa tilfoie , 
en tænkende og lærd Yngling . “ 
„ De maa tillade mig Herr From “ , begyndte 
Lieutenanten , „ at protestere imod tvende Meningsyttringer , 
som nys ere faldne . “ 
„ Det skal være Dem tilladt , naar De kun ikke 
vil protestere mod min Kones Julekage , som hun 
med en saa indsmigrende Mine præsenterer Dem . “ 
„ Selv paa mit Dødsleie “ , svarede han henvendt 
til Madamen , „ vilde jeg ikke kunne modstaa Noget 
saa delikat og udsøgt , som Madamens Kage er . “ 

„ Jeg kan tænke mig “ , bemærkede Niels , „ at 
Herr Lieutenanten under flig pricair Omsfændighed 
nok vilde protestere kraftigere mod Døden , end mod 
Moders Kage . “ 
„ Jeg har seet Døden i Øinene “ , svarede Lieutenanten 
alvorligt og med et Blik fuldt af Høihed og 
Selvfølelse . 
- „ Det tvivler jeg ikke om “ , svarede hiin i en oprigtig 
og anerkjendende Tone , „ men maaskee blev der 
ikke budt Kage til . “ 
„ Min første Protest “ , sagde Lieutenanten , uden 
at værdige den sidste Bemærkning Andet end et indigneret 
Blik , „ gjælder høistærede Jomfru Annas Indsigelse 
betræffende Jomfru Kolds Bemærkning om 
hendes Udvortes . En saa sandhedskjærlig , dybtfølende 
og med saa megen Sands for det Skjønne begavet 
Dame vilde umulig lade sig tvinge til at sige Noget , 
der var imod hendes Overbeviisning , mindst i den 
Retning . “ Ved disse Ord bøiede han sig for 
Jomfru Kold , som takkede ham ved et beskedent og 
taknemligt Blik . „ Min anden Protest “ , vedblev han 
„ er imod at Peter kaldes Lærd . I mit ærefulde 
Kald som hans Lærer , har jeg anvendt al Flid paa 
at bibringe ham de Kundskaber , som egne og anstaae 
sig for en Cavaler ; men hertil hører ikke pedantisk eller 
spidsfindig Lærdhed , for hvilken jeg nærer den dybeste 
Foragt . “ Disse Ord ledsagede han med et Blik fil 
Niels , saa tilintetgjørende , at jeg ikke uden Skadefryd 
takkede min Gud for , at det ikke var mig , det 

var rettet paa . Ogsaa kunde jeg see paa Jomfru 
Kold , hvor stolt og glad hun følte sig ved denne velrettede 
Salve . 
„ Deri stemmer jeg ganske overeens med Heri 
Lieutenanten “ , svarede Niels med frimodig Venlighed , 
„ en Erasmus Montanus er ganske sikkert ligesaa foragtelig 
som en Jacob v . Thyboe . Spørgsmaalet er 
imidlertid , hvad der dømmes til at være spidsfindig 
og pedantisk Lærdhed , samt dernæst , hvilket Maal af 
Kundskaber , det er , som anstaae og egne sig for en 
Cavaleer . Her vil hos en forskende og dybttænkende 
Personlighed , Extremerne let komme til at berøre sig , 
og jeg tør saaledes sige , at dette allerede er skeet hos 
Peter . Som Beviis herfor skal jeg anføre , at han 
igaar gjorde mig et Spørgsmaal , som , ihvorvel det 
muligviis ikke kan kaldes pedantisk , dog ganske vist 
inclinerede til det spidsfindige , nemlig , hvad en Klat 
Smør hedder paa Latin , Smørret var overkommeligt 
for mig , men paa Klatten strandede jeg . “ 
„ Ja , men det kom af “ , udbrød Marie ivrig , 
at Niels spurgte Peter , om han dog ikke hørte til 
den Slags Philosopher , som antoge , at det Ideale , 
eller det , man forestiller sig , er det egentlig Existerende . 
Ja , jeg husker det ikke saa rigtigt , men saadant Noget 
var det da , og naar man gjør et saadant Spørgsmaal 
til En af os -- -- -- -- -- -- -- “ 
„ Ja , Du har Ret , Marie “ , afbrød Anna 
hende , „ saa fortjener man et sligt Svar . “ 
„ Ligesom der ogsaa ligger en Tilfredsstillelse i , 

af see den , der vil slaa sig til Ridder , tabe Sværdet 
af Haanden , ved et djærvt Svar “ , bemærkede Jomfru 
Kold . „ Hvad det Ideale imidlertid angaaer , siden 
Talen nu engang er kommen derpaa “ , vedblev hun , 
„ saa maa jeg tilstaae , af jeg antager det for af være 
det eneste Berettigede i Livet . Alt Andet er kun 
Biting , som hænger ved Støvet . “ 
„ Pokker Heller , Jomfru Kold “ , udbrød From . 
„ Jeg gad saaledes vidst , hvad mine Kunder vilde 
sige , naar jeg gav dem tænkte Kaffebonner , istedetfor 
de materielle fra Java . “ 
„ De vilde Intet have af beklage sig over , Fader “ , 
svarede Niels leende , „ naar Du som Betaling var 
tilfreds med tænkte eller ideale Penge . “ 
„ Sandelig “ , raabte hiin , „ det vilde give en rafl , 
om end ikke just profitabel Omsætning , hvoraf Følgen 
vilde blive , af vi vilde komme til af gaae med tænkte 
eller ideale Klæder , som Vildmændene i vort Vaaben , 
hvilke , trods deres høie Værdighed , dog næppe kan 
kaldes anstændige , og for mig vilde det i een Henseende 
have det store Gode , at jeg kunde slippe med 
at give Dig en ideal Vinterkavai , istedetfor den Kalmuks , 
Du taler om . “ 
„ Men jeg er Realist , Fader . Det maa Du 
endelig betænke . “ 
„ Ja , Søn , det har jeg sandelig baade følt og 
betænkt “ , svarede From muntert . „ Det vil sige , hvad 
det , som skal anskaffes , angaaer , men hvad Spørgsmaalet 
om , hvor Pengene skal komme fra , angaaer , 

saa troer jeg rigtignok , at Du er Idealist nok . Herre 
Gud , Jomfru Kold “ , vedblev han til denne , „ her 
sidde vi nu omkring et Bord , som er besat med de 
Biting , der hænge ved Støvet ; men jeg spørger nu 
de Retfærdige i Selskabet , om de paa Wre og Samvittighed 
ønske at see dem ombyttede med det Eneste , 
som er berettiget , nemlig det Ideale og Tænkte . 
„ De misforstaaer mig , Herr From , eller De 
vil ikke forstaae mig “ , svarede hiin . „ Vi have iøvrigt 
ogsaa saa høist forskjellige Anskuelser af Livet , at enhver 
Discusion derom mellem os vil blive frugtesløs . 
Min Mening er , at Ideen er det Sande , og saaledes 
vil altsaa vor Betragtningsmaade af Tingene 
komme an paa vore Tankers Flugt og vore Ideers 
Storhed . “ 
„ Gudbevares ! “ udbrød From , idet han med en 
fortvivlet Mine purrede sig i Haaret . „ Der er jeg 
saamænd kommen godt afsted , og maa næsten gribe 
til Peters Alternativ , og spørge om , hvad en Klat 
Smør hedder paa Latin . For store Ideer og høie 
Tanker har jeg iøvrigt den største Respect , det vil da 
sige , naar disse ere byggede paa en solid Grundvold , 
saaledes , at man ikke gjør en Ulykke paa sig selv og 
Andre dermed . Men , siden vi tale om curiøst og 
spekulative Materier , er der saa Nogen , som kan sige 
mig , hvem det er , der har kjøbt Niels Fiskers 
Huus , dernede ved Stranden ? Ia , vedblev han , 
da Ingen kunde give et tilfredsstillende Svar , „ er det 
ikke mærkværdigt , at en fremmed Person kan opholde 

sig her paa Frederiksværk , ja , endogsaa kjøbe et Sted , 
der rigtignok , med Tugt at melde , er den usleste 
Nønne i hele Omegnen , uden at det har været muligt 
for nogen af os driftige Mennesker at udspionere hans 
Forhold . “ 
„ Der er Noget ved ham , som gjør , af man 
næppe kan tvivle om , , af han hører til de høieste 
Klasser i Samfundet “ , bemærkede Jomfru Kold . 
„ De mener formodentlig den store Bulbider , som 
stedse følger ham i Hælene “ , spurgte Niels . 
„ Jomfruen mener hans Væsen og hele Optræden , 
for hvilket dog kun den kan have Die , som veed , hvad 
Elegance er “ , svarede Lieutenanten i en Tone , der 
noksom beviiste , hvor langt han var fra , af have forsonet 
sig med denne . „ Jeg er iøvrigt “ , vedblev han , 
„ ganske af Jomfruens Mening . Alt tyder vaa , af 
han hører til de høiere Stænder , og naar man betænker , 
hvor mange fyrstelige Personer , der ved de 
uhyre Omvæltninger i Europa ere blevne fordrevne 
fra deres Besiddelser , nu flakke hjemløse om , saa er 
hiin Slutning ikke saa ganske usandsynlig . “ 
„ Saa meget mindre “ , indrømmede Niels , „ som 
han da af medfødt fyrstelig Trang strax har tilkjøbt 
sig et rigtignok , efter Faders Mening , just ikke ganske 
kongeligt Herskab , det vil da sige , i real Forstand , 
i ideal kan det jo være glimrende nok . “ 
„ Det er maaskee netop saaledes , som det skal 
være for den , der er bleven nødsaget til at skjule sig 
for Verden “ , sagde Jomfru Kold . „ Veed man “ , 

vedblev hun med et betydningsfuldt Blik , „ hvor 
Hertug Louis Philip af Orleans for Øieblikket befinder 
sig ? “ 
„ Der siges i Norge “ , svarede From ligegyldig ; 
„ eller i Schweitz “ , tilføiede Niels . 
„ Man har ogsaa fortalt , at han lever i Hamborg 
som Sproglærer “ , bemærkede Anna . 
„ Men Ingen er kommen paa den Tanke , at han 
kunde opholde sig paa Frederiksværk “ , sagde Jomfru 
Kold med et megetsigende og triumpherende Blik . 
„ Nei , naturligviis Ingen har kunnet fatte den Idee , 
at et saadant afsides og ubekjendt Sted netop kunde 
være passende for ham . “ 
„ Ved Gud ! “ udbrød Lieutenanten , idet han i 
den høieste Overraskelse sprang op , medens han kastede 
et beundrende Blik paa Jomfruen , „ Efter Tankens 
Flugt og Ideens Storhed skal Aanden vurderes . “ 
„ Sandt nok “ , afbrød Niels ham , „ eftersom den 
ikke kan maales i Potteviis . 
„ Dereffer skal den maales “ , fortsatte hiin med 
et bistert Blik og i en ærgerlig Tone , der contrasterede 
mærkelig mod hans høitidelige Begyndelse . 
„ Ingen uden Jomfru Kold “ , vedblev han , „ er falden 
paa , hvad der dog er saa megen Sandsynlighed for , 
Ingen har tænkt paa , hvad der , naar man lægger 
alle Omstændigheder sammen , dog ligger saa nær : 
Han har et fornemt , tilbageholdende Væsen , en anstandsfuld 
Gang og et bydende , imponerende Blik ; han er 
høi , mørk og afgjort af sydlandsk Herkomst . Dertil 

kommer , at han netop har valgt en ussel Nønne fil 
Bopæl , hvori sikkert Ingen vilde tænke paa at træffe 
en Prinds af Blodet . “ 
Som Tingene synes os at være , saaledes ere de 
jo ogsaa , dersom jeg iøvrigt har opfattet den Philosophi 
ret , som nys blev foredraget “ , sagde From . 
„ Maaskee burde hertil føies : forsaavidt , som vor 
Synsmaade er den rigtige ; men siig capriciøs Indvending 
stak jeg nok vogte mig for at fremkomme 
med , for ikke at komme i større Vidtløftighed , end jeg 
allerede har været . Hvor meget der nu end , med 
Hensyn til den Fremmede , kan være , som taler for 
hans Fornemhed , saa skal jeg dog , med Hensyn til 
hans afgjorte sydlandske Herkomst , tillade mig at bemærke , 
at han hedder Bæk og taler correct Dansk . “ 
„ Men , dersom De tillader “ , indvendte Lieutenanten , 
„ altfor correct til at være en Indfødt . “ 
„ Sandelig ! “ udbrød From slaaet . „ Deri har 
De Ret . Han taler det , som stod han med Grammatiken 
i Haanden . “ 
„ Eller maaskee , som havde han faaet „ Meget 
vel “ ved Seminariet i Jonstrup “ , bemærkede Niels . 
„ Nu ja , men saaledes vilde Ingen tale , som fra 
Barnsbeen har lært at tale det rigtigt ; den stive 
Correcthed kommer sikkert af Mangel paa Dvelse og 
Vane . Da han nu sikkerlig ingen Seminarist er , 
saa maa han være en Udlænding , og vi ere saaledes 
et Skridt nærmere ved Hertugen af Orleans . “ 
„ Ja , mulig endogsaa lige inde paa Livet af 

ham “ , hvidskede Niels , da Døren i det samme gik 
op , og den Omtalte traadte ind . 
Under Indtrykket af den foregaaende Samtale 
reiste hele Selskabet sig op og hilste med mere end 
almindelig Ærbødighed . Det var en høi , stærk og 
kraftig bygget ung Mand , paa hvem iøvrigt Lieutenant 
Emanuels Besfridelse nøiagtig passede , med 
Undtagelse af , at der istedetfor det slolte , bydende 
Blik , som denne havde omtalt , laa noget overordentligt 
Mildt , ja , næsten Fromt , i hans smukke , brune 
Dine . 
Paa en Maade , der var saa fri for al Affeetion 
og Stivhed , at den tydelig nok viiste , at den ikke var 
tillært , men tilvant , hilste han først paa de Ældre , 
derefter paa de Unge , hvorpaa han henvendte sig 
til From og sagde , efter først at have præsenteret 
sig selv : 
„ Af den Erfaring , jeg har gjort i den korte Tid , 
jeg har opholdt mig her i Byen , veed jeg , at De 
om Dagen er saa beskjæftiget , at det vilde være 
ubilligt , paa den Tid at komme til Dem i Forretningssager , 
som kræve en længere Aftale ; jeg valgte derfor 
Aftenen , men havde jeg paa nogen Maade kunnet 
formode , at træffe Selskab hos Dem , saa kan jeg 
forsikkre Dem , at jeg ikke skulde have gjort Dem 
Uleilighed . Hvis De tillader det “ , vedblev han med 
en Afskedshilsen , „ vil jeg af den Grund tage mig den 
Frihed , at see ind til Dem en anden Gang . “ 

„ Som Lieutenanten havde sagt , udtalte . han hvert 
Ord saa distinct , at man , selv den fremmede Accent 
fraregnet , ikke godt kunde tvivle om , at han var en 
Udlænding . 
Jeg var imidlertid bleven saa befippet og altereret 
ved , som jeg formodede , at befinde mig i en saa hei 
Persons Nærværelse , at jeg fik et temmelig stort 
Stykke Kage , som jeg vilde skynde mig at sluge , i den 
gale Hals , hvorover jeg , efter først næsten blaa i 
Ansigtet at have stirret fortvivlet om mig , udbrød i 
en saa voldsom Hoste , at jeg vakte hele Selskabets 
Deeltagelse , og i Særdeleshed Jomfru Kolds , der 
ængstelig ilede til og dunkede mig i Ryggen . „ Bevar 
Anstanden , Peter “ , hvidskede hun til mig , da det 
lykkelig var overstaaet , „ og hust paa , at det her 
mere end nøgensinde kommer an paa , at vise Belevenhed . “ 
„ Den fremmede Hertug troede bestemt , at Du 
vilde holde en Tale , og at det var derfor , Du 
rømmede Dig saa gevaltig “ , bemærkede Marie sagte , 
da jeg temmelig forvirret trak mig tilbage og kom 
til at staae i Nærheden af hende . Efter denne Anfægtelse , 
som for et Øieblik afbrød Samtalen , tog 
From Ordet : 
„ Vor unge Ven , Peter , der er en Pleiesøn af 
min Kones Veninde , Jomfru Kold , havde nok nær 
taget Livet af sig , af Fortvivlelse over et Stykke 
Julekage . “ 

„ Eller rettere “ , tog den Fremmede Ordet , „ dette 
havde nær qvall ham i sin Forfærdelse over , af være 
kommen paa gale Veie . Du har dog ikke ondt deraf 
længere ? “ vedblev han venlig til mig . 
„ Jeg takker Deres Høihed “ , svarede jeg , idet 
jeg bukkede dybt og lagde Haanden paa Hjertet , som 
Lieutenanten havde lært mig , “ , je rno retndUr . “ 
Ved disse Ord vexlede Lieutenanten og Jomfru 
Kold et beundrende Blik , hvorimod den Fremmede 
betragtede først mig og derefter From med et Udtryk 
af den høieste Forbauselse . 
„ Du er da ogsaa rigtig gal “ , hviskede Theodor 
til mig , idet han puffede mig i Siden , saa jeg nær 
var falden paa Næsen . Herr From derimod , lod , 
idet han undertrykte et lille Smiil , som om han intet 
havde hørt . 
„ Det fluide glæde mig meget “ , begyndte han 
hastig , „ dersom De har Forretninger af afgjøre med 
mig , ikke vil lade Dem afholde derfra . De gode 
Venner , som ere forsamlede hos mig , tilgive os nok . 
Desuden have vi jo Tiden for os “ , vedblev han 
munter , „ da De ganske afgjort , ikke faaer Lov til af 
forlade os iaften . “ 
„ Fristelsen er for stor , til af jeg kan modstaa , 
og jeg takker Dem derfor hjerteligt for Deres venlige 
Indbydelse . Jeg har i saa lang Tid flakket om , 
og som Fremmed boet paa Gjæstgiversteder , af 
jeg dobbelt føler Nydelsen af af befinde mig i et 
Hjem . “ 

„ At vcere fordreven derfra “ , sagde Jomfru Kold 
mildt , „ af maatte , som Landflygtig , drage om , forladt 
og eensom , maa vcere det tungeste Lod , Gud 
kan tilskikke os . Jeg ' er imidlertid forvisset om , af 
man i vor lille By vil komme Dem imøde med 
den Hjertelighed og Ærbødighed , som De , som 
Ulykken har Fordring paa “ , rettede hun sig hastig . 
Den Fremmede betragtede Jomfruen med et forundret 
og spørgende Blik . „ Jeg kan , Gud skee Lov , 
ikke gjøre Fordring paa Ærbødighed i den Retning ; 
tvertimod befinder jeg mig meget lykkelig , ved endelig 
af have fundet en Havn , hvor jeg agter af slaa mig 
til Ro . “ 
„ Store Begivenheder og Omvællninger , hvor 
velsignelsesrige , de end kunne være for det Almindelige , 
og hvor nødvendige , de end maaskee ere for 
Menneskeslægtens Udvikling , medfører desværre ogsaa 
ofte store Ulykker for den Enkelte “ , sagde Lieutenanten 
med ærbødig Deeltagelse , „ og som Sagerne nu staae 
i Europa , over hvilket Frankrigs store Keiser svinger 
sit berømmelige Scepter , maa mangen , paa Grund 
af maaskee de ædleste Grundsætninger og ærværdigste 
Traditioner , forfulgt Fyrste , søge en slille , af Verden 
ubekjendt Havn , for at undgaae Forfølgelsen . “ 
„ Jeg vilde maaskee , som De , Herr Lieutenant “ , 
svarede den Fremmede alvorlig , „ kalde ham Frankrigs 
store Keiser , dersom jeg var overbeviist om , at de Motiver , 
der lede hans Gjerning og de Interesser , i hvis Tjeneste 
han benytter sit i Sandhed overordentlige Geni , altid 

vare af en saa ædel Natur , som Mange ere tilbøielige 
til at tro . Jeg frygter imidlertid for , at dette 
ikke er Tilfældet , og jeg kan derfor ikke dele deres 
Beundring ; thi ligesom jeg med en Følelse af den 
dybeste Ærbødighed bøier mig for Geniet , hvor det 
anvendes i det Godes Tjeneste , ligesaa hjertelig hader 
jeg det , hvor det misbruges . “ 
Ved disse Ord vexlede Jomfruen og Lieutenanten 
et betydningsfuldt Blik . 
„ Det er en saa naturlig Selvfølge “ , svarede 
denne , „ at den Lidende og Forurettede aldrig kan forsones 
med den , ved hvem Ulykken er bevirket , at Miskjendelsen 
heraf vilde være hjerteløs og oprørende . 
Ihvorvel jeg nu saaledes maa tilstaa , at jeg er en 
stor Beundrer af Napoleon , saa indrømmer jeg paa 
den anden Side gjerne , og “ , vedblev han i en høitidelig 
Tone , „ med et dybt Suk , af den Vei , ad 
hvilken han fører Folkene Berømmelsen , Lykken og 
Friheden imøde , er blodig , ligesom hans Midler ofte 
ere hensynsløse . “ 
„ Den franske Revolutions Symbol er en Bøddeløxe , 
og dens naturlige Affedning er Tyranniets 
Sværd , under hvilket Europas Folkeslag nu sukke “ , 
svarede den Fremmede , rødmende af indre Bevægelse . 
„ Om dette nu end , ved af vække Folkenes Energi , 
og tvinge dem fil Fortvivlelsens Modstand , kan føre 
dem fil Frihed og Lykke , saa er dog et sligt Resultat 
sikkerlig ikke det , hvorefter den Mand stræber , i hvis 
Haand Sværdet er lagt . “ 

Lieutenanten bukkede uden af svare ; men Udtrykket 
i hans Ansigt og hans seierrige Blik vidnede 
tilfulde om , af han var tilfreds med sin snildt indledede 
Undersøgelse , der næppe lod nogen Tvivl tilbage 
om , af den Fremmede virkelig var den , hvem man 
antog ham af være . 
„ De musicerer “ , vedblev den Fremmede til 
Anna , som hastig og rødmende sænkede sit Blik , 
der hidtil med Deeltagelse havde dvælet paa ham , 
idet han hentydede til det aabentstaaende Claveer . 
„ Vi elske Alle Musik her i Huset “ , svarede hun , 
„ og min Broder og jeg ere , skjøndt uværdige , de Udøvende . “ 
„ Min Søster svarer naturligviis kun for sig 
selv “ „ bemærkede Niels i en munter Tone . 
„ Men frygter De ikke “ , svarede hiin paa samme 
Maade , idet et Smiil oplyste hans Ansigt , „ at naar 
Beviset skal føres , Seierens Laurbær da vil tilfalde 
den Beskedne . “ 
„ Nei , thi det er et saa sjeldent Tilfælde , at man 
godt kan udelade det af sin Beregning . “ 
„ Vor Søn “ , sagde Madam From med et 
kjærligt og lidt skjælmsk Blik paa denne , „ er nylig 
bleven Student og har taget Examen med bedste 
Characteer , som en Følge deraf , veed De jo nok , 
har man Lov til at være lidt kjæk . “ 
„ Tilvisse , det har man . Med tyve Aar , et glad 
Hjerte og en veloverstaaet Examen kan man erobre 
Verden . “ Ved disse Ord rakte han Niels Haanden 

med et saa hjerteligt Udtryk , at denne blev øiensynlig 
bevæget . „ De flipper imidlertid ikke for Beviset , og 
jeg tvivler ikke om , at Alle deler mit Ønske , naar 
jeg beder Dem om at føre det . “ 
„ Naar De vil synge med ; thi jeg har da altid 
den Fordeel , af De har vanskelig ved af dømme , 
samt af De er Complice . “ 
„ Det forringer sjelden Faren , af drage Andre i 
den . Jeg vil imidlertid gjerne vove mig i den , saa 
faae vi dele Last og Brast . “ 
„ Saa tør jeg maaskee haabe , af De vil synge 
“ Hr , mon pa tris “ før os “ , bad Jomfru Kold ; 
ingen Sang har rørt og tiltalt mig , som denne . “ 
„ For min Part med stor Fornøielse “ , svarede 
Niels , „ jeg kjender rigtignok ikke Ordene ; , men 
hvor Mange gives der ikke , som kun kjende en 
halvqvædet Vise , og dog give deres Besyv med i 
Laget . “ 
„ Unegtelig “ , sagde den Fremmede , „ men disse 
udsætte sig ogsaa grumme let før af blive færdige før 
Visen er tilende , ligesom de , ved ikke af kjende 
Ordene , udsætte dem før af komme en Tact før tidlig 
eller forsilde . Vi maa altsaa i den Henseende erklære 
os fallit , hvilket ikke er nogen lovende Begyndelse . 
For imidlertid dog i nogen Maade af vise vor Patriotisme , 
saa tillader jeg mig af foreslaae „ Vist stolt 
paa Codans Bølger “ , og jeg er overbeviist om , 
at Jomfru Kold vil indrømme , at ogsaa den tiltaler 
Hjertet . “ 

Anna begyndte nn efter et kort Forspil Accompagnementet , 
hvorpaa hun med sin biede , klare 
Stemme istemmede den friske , begeistrende Fædrelandssang , 
som paa hiin Tid var paa Alles Læber . Vi 
havde hørt den ofte synge af hende og Niels , og 
altid med dyb Glæde lyttet dertil ; men saaledes som 
iaften , da den Fremmede med en vidunderlig dyb og 
blød , og dog , jeg kunde næsten sige , rungende Bas , 
ledsagede den , havde vi aldrig følk os grebne af den 
smukke Melodie , og endnu nogen Tid efter , at de 
sidste Toner vare hendøde , sade vi tause og henrykte 
under Indtrykket deraf . 
„ Jeg stryger Flaget og giver tabt “ , sagde Niels 
hjerteligt , „ idet jeg indrømmer , at min Kjækhed , 
ved at høre Deres Sang , har faaet et saadant 
Knæk , at den næppe oftere skal bringe mig i Forlegenhed . “ 
„ Saa maa De tage Exempel af vore Søofficerer , 
de stryge sandelig ikke Flaget for saa lidt “ , svarede 
hiin smilende . 
„ Det var ekarmant , msAnillcjve , ja , det var i 
Sandhed extraordinairement ! “ udbrød Lieutenanten 
med et Udtryk af høi Begeistring . „ De har , min 
Herre “ , vedblev han til hiin , „ forflasfet os en Nydelse , 
som vi aldrig har kjendt Mage til , og som vi aldrig 
skulle glemme . “ 
Den Fremmede svarede ikke , men vendte sig 
kun med et saa comisk forskrækket Blik til hiin , at han 
temmelig betuttet trak sig tilbage . 

„ Din Lieutenant tog nok feil af en Toskilling “ , 
hviskede Marie til mig , „ og havde nok solgt sine 
Varer fordeelagtigere til Jomfru Kold . “ 
„ Troer Du , det er en Prinds ? “ spurgte jeg , 
uden at værdige hendes Bemærkning noget Svar . 
„ Ja , hvad Sangen angaaer “ , svarede hun , 
„ denne havde vistnok imidlertid i Lieutenantens Øren 
været endogsaa langt mere end guddommelig , dersom 
hiin , istedetfor Prinds , var en Konge . “ 
Sangen blev nu fortsat , til vi skulde spise , og 
jeg kunde tydelig see paa Anna , at hun kun nødig 
gik fra Claveret , da hendes Moder mindede hende 
om , at det var paa Tide at dække Bord . 
„ De sagde Herr Bæk “ , begyndte From til den 
Fremmede , da vi nogen Tid efter sad ved det af 
Stege , Krandsekager , Viin og Frugt bugnende Bord , 
„ at De havde fundet en Havn her i Byen , hvilket 
skulde være os hjertelig kjært , „ kun forekommer det 
mig , at den er temmelig lille , dersom De dermed 
mener Niels Fiskers Huus dernede , som De jo 
har kjøbt . “ 
„ Den er just ikke til at vende i , og mindst for 
fulde Seil “ , bemærkede Niels . 
„ Slige Maneuvrer foretages vel Heller ikke i en 
Havn , der fortøier man sit Fartøi fast og sikkert , og 
saa venter man . “ 
„ Ja , hvorpaa “ , spurgte hiin . 
„ Paa hvad , der saa skal komme , hvilket jeg med 
saa megen større Rolighed kan , som jeg har afsluttet 

mit Regnskab med den store Verden , og nu vendt 
mig til den mindre , som indesluttes i mig selv . “ 
- „ Saa vil der nok komme Fred og Glæde “ , sagde 
Madam From ; „ thi derude stormer det haardt , og 
der gaaer Seen med høie Bølger . “ 
„ Jeg venter ogsaa at finde Læe her , ihvorvel jeg 
rigtignok maa tilstaa , at min Havn er temmelig 
brøstfceldig . “ 
„ Og har maaskee mere ondt ved at holde Himlens 
Vande ude end Havets “ , bemærkede From . 
„ Jeg frygter det ncesten ; men derfor var det ogsaa , 
at jeg overfaldt Dem iaften , da jeg nemlig 
vilde gjøre en Handel med Dem om Tømmer , 
Bræedder og andre til en Bygning fornødne Sager . “ 
„ Dærtil skal De stedse finde mig parat . Jeg 
er nemlig en praktisk Mand , der elsker Fortjeneste , 
rigtignok meest paa Grund af de intelligente Glceder , 
den kan forskaffe os . “ 
„ At lade disse være Lønnen for anstrængt Flid 
forskaffer os ogsaa ganske vist den høieste og friskeste 
Nydelse , saa sandt , som det Materielle og Aandelige 
ere forenede i os , og altsaa begge have nogenlunde 
ligeberertigede Krav , der ikke uden Skade for det Hele , 
lade sig afvise . “ 
„ De vil dermed sige , at Aandens Udvikling ikke 
stal være det høieste Maal for os , af hvilken Mening 
jeg ikkedestomindre er , idet jeg endogsaa gaaer saa 
vidt , at jeg troer , at Legemet i saa Henseende er i 
Veien for os “ , sagde Jomfruen . 

„ Dersom vi Alle være overbeviiste om denne Anfluekses 
Rigtighed “ , svarede hiin smilende , „ saa ville 
vi jo blive Mordere af Dyd , og her paa Frederiksværk 
vilde det blive farligt at leve , eftersom her findes 
ma mange gode Mennesker . “ 
„ Jeg beder Dem imidlertid være forsikkret om “ , 
sagde From hastig , med et Udtryk , som kom det an 
paa , af frelse hendes Ære , „ af saa conseqvent Jomfru 
Kold end er i alle andre Henseender , saa er hun 
det dog ikke , hvad hiin Paastand angaaer ; thi jeg har 
endnu aldrig Hørt , af hun har myrdet Nogen . “ 
„ Ikke engang enLoppe “ , hvidskede Marie til mig . 
„ Jeg skulde da ikke fro , Marie , af Du har 
Noget derimod af indvende . Det vilde jo være gyseligt “ , 
raabte hiin med paatagen Alvor . 
„ Nei , ikke det Mindste “ , svarede hun rød og 
forvirret ved , af Alles Blikke dvælede paa hende . 
„ Jo , Noget var det “ , vedblev hiin , „ siig nu 
frem . “ 
Som en Følge af , af Marie flere Gange 
havde drillet mig , kom Hevnfølelsen pludselig over 
mig , og som det under flige Omstændiger som oftest 
gaaer , handlede jeg uden Overlæg , idet jeg sagde : 
„ Marie sagde , af Tante ikke engang formaaede 
af myrde en Loppe . “ 
Den Opmuntring , som blev mig tilbeel ved den 
hjertelige Latter , der mødle denne Oplysning , skulde 
jeg desværre imidlertid ikke nyde udeelt , idet nemlig 
Jomfruen sendte mig et saa strengt , ja , næsten forbittret 

Blik , at jeg gjerne havde tilbagekaldt min hele 
Rigskantslerværdighed , naar jeg derved kunde have 
tilbagekaldt mine Ord ' . 
„ Nu , da denne lille Conflict paa en saa lykkelig 
Maade er bilagt “ , begyndte From , idet han vendte 
sig til den Fremmede , „ saa vil jeg tillade mig , at 
gjøre Dem opmærksom paa , at der i vor Kreds bestaaer 
to Partier , nemlig Realister og Idealister , 
hvoraf de sidste ubetinget ere i Majoriteten . Da De 
nu kom hertil og kjøbte Niels Fiskers Huus , saa 
følte jeg mig overbeviist om , at De ogsaa hørte til 
disse , og at De saaledes vilde forøge mine Fjenders 
Antal . Det lille Vink , der laa i Deres Ord , og 
navnlig den Omstændighed , at De vil bygge , og , som 
jeg troer , solidt og godt , har igjen givet mig Mod , 
og mere freidigt , end ellers Tilfældet vilde have 
været , opfordrer jeg derfor Selskabet til med mig at 
tømme et Glas paa Herr Bæks Velgaaende , idet vi 
af Hjertet ønske , at den Havn , han her har søgt , maa 
' blive tryg og god . “ 
„ Jeg tvivler ikke derom “ , svarede han ' , synlig 
overrasket og bevæget , „ thi efter hvad jeg har seet og 
erfaret her i den første Familie , jeg har gjæstet , 
tvivler jeg ikke om , at man tilfulde veed , hvori sand 
Lykke bestaaer , og hvor det er Tilfældet , boer man 
stedse trygt og godt . Jeg beder Dem derfor hjerteligt 
om at optage mig i en Kreds , i hvilken jeg vil 
føle mig lykkelig , og fra hvilken jeg sikkerlig med 

Savn og Smerte skal sfilles , dersom min Skjæbne 
engang skulde byde mig det . “ 
„ De agter altsaa at bygge “ , begyndte Jomfru 
Kold efter et kort Ophold . „ Nu forstaaer jeg det 
Hele : Det lille Huus har en henrivende Beliggenhed , 
og der er fortrinlig Anledning til Anlæget af en 
smuk Have . “ 
„ Det har jeg netop tænkt mig . Brinken , hvorpaa 
det ligger , flraaner terrasseførmet ned mod 
Fjorden og egner sig godt til Beplantning . “ 
„ Ja , og naar saa en Villa , en yndig Collage 
kroner det Hele , en Bolig , udstyret med Ludvig den 
Femtendes Pragt og Smag “ , tilføiede Jomfruen , „ da 
vil det blive en Pryd for Egnen , og et Opholdssled , 
hvor man , som Philosophen fra Ferncy , med Lyst 
kan hengive sig til stuäiurn L laboro og med Ro 
vente paa “ , her fixerede hun ham flarpt , „ hvad Tiden 
vil bringe . “ 
„ Thi det har sledse viist sig , at den raa Magt , 
om den end til enkelte Tider formaaer at tiltage sig 
Herredømmet “ , faldt Lieutenanten ind , „ dog sledse 
maa vige for Intelligensen , og den Tid vil derfor 
komme , da det nuværende Sabelregimente maa vige 
for det traditionelle og legitime , som nu er traadt 
under Fødder . “ 
„ Det er meget muligt , Herr Lieutenant “ , svarede 
hiin , idet det Udtryk af den høieste Forundring , hvormed 
han snart betragtede Jomfruen , snart denne , 
uvilkaarligt fremkaldte et Smiil paa de Øvriges An181 

sigter , „ men naar kun Sabelregimeniet ikke vil udstrække 
sig til min Bolig , og jeg der , hvor jeg sandelig 
ikke agter eller har Evne til at være nogen Voltaire , 
maa leve uanfegtet af Verdeus Larm , saa forlanger 
jeg intet Bedre . Herr Lieutenantens Medfølelse for 
det traditionelle eller legitime Herredømme skatter jeg 
. iøvrigt saa meget høiere , som den hos en Mand , der 
er en saa ivrig Beundrer af den store Keiser , beviser 
en sjelden Høimodighed . “ 
„ En Beundrer af Keiseren er jeg og , ja ganske 
afgjort , det har jeg altid sværet “ , svarede hiin i en 
betydelig Grad forvirret ; men naar man seer Ulykken 
for sine Øine , naar man seer den baaret med stoisk 
Mod og ophøiet Selvovervindelse , saa er det umuligt 
andet end , at den maa vække vor fuldeste og inderligste 
Deeltagelse . “ 
Ved disse Ord lod den Fremmede sit Blik 
langsomt glide fra Person til Person , som søgte 
han den , der var Gjenstanden for hiins Medlidenhed . 
„ Huset , jeg har kjøbt “ , vedblev han derpaa , 
har iøvrigt en vis Affections Værdi for mig , eftersom 
jeg , dersom jeg iøvrigt har opfattet det mig Fortalte 
rigtigt , er født deri . “ 
„ Er født deri ! “ udbrød Jomfruen , idet hun , 
glemmende Alt , i sin Forbauselse lagde Haanden 
dybt ned i den Flødecreme , hun havde paa sin 
Tallerken . 
„ Umuligt ! Forbausende ! “ raabte Lieutenanten , 

medens han dog paa samme Tid havde Conduite nok 
til med sin Serviet at aftørre Jomfruens Haand , 
som hun med et lille Skrig strakte henimod ham . 
„ Det baade smigrer mig og gjør mig ondt “ , 
vedblev den Fremmede , „ at en saa ubetydelig Omstændighed , 
som den af mig anførte , skulde anrette en 
saadan Ødelæggelse . Jeg maa imidlertid , hvor utroligt 
og forbausende det end , som det lader , er , fastholde 
min Paasfand ; thi mine Forældre har ofte fortalt 
mig derom , og beskrevet mig Stedet med dets Omgivelser . 
Da jeg imidlertid kun var to Aar , da jeg 
kom herfra , hvilket nu er tredive Aar siden , saa er 
det filgiveligt , at jeg Intet har beholdt af egen Opfattelse . “ 
„ Ja , sandelig ! “ udbrød From , „ det kan man 
tilgive Dem , men om man kan gjøre det Samme 
med Hensyn til , at De ingen Franskmand er , det 
maa jeg næsten tvivle om . “ 
„ Og ingen Italiener , Spanier , Portugiser eller 
idetmindste en fordreven tydsk Potentat ! “ raabte Niels 
i en fortvivlet Tone . 
„ Det var en Storm “ , svarede den Fremmede 
leende , „ og den sidste Bombe vil knuse mig fuldstændig , 
naar jeg beretter , at jeg er en legitim og i 
lovligt Ægteskab født Søn af Fisker Niels Hansen 
Bæk , som paa hiin Tid , jeg nævnte , drog til Amerika 
med Kone og Barn , der ikke var nogen Anden 
end mig , der , som det lader til , paa en for mig 

aldeles ubegribelig Maade har foranlediget en Mystistcation . “ 
Denne i saa høi Grad vidunderlige Meddelelse 
gjorde imidlertid paa ingen Maade samme Virkning 
paa Jomfru Kold , som paa os Andre , idet hun 
nemlig med en høist fornærmet , næsten bister Mine 
betragtede det uskyldige Redflab for den uhyre Skuffelse , 
hun havde lidt . 
„ Men kjære , bedste Herre “ , udbrød From , 
„ hvorfor taler De ogsaa Danfl som en Franskmand ; 
Sligt kunne vi umulig høre paa , uden at gjøre de 
extravaganteste Slutninger . “ 
„ Siig hellere , Herr From , at jeg taler Danfl 
som en Engelskmand vilde tale det ; thi ihvorvel jeg 
nok forstaaer Fransk , saa er dog Engelsk saa at sige 
mit Modersmaal . Som det nemlig stedse gaaer med 
Folk , der ikke er i Besiddelse af tilstrækkelig Dannelse , 
saaledes gik det ogsaa mine Forældre . I det fremmede 
Land glemte de snart fuldstændigt deres Modersmaal . 
Ikkedestomindre hængte de dog ved vort Fædreland 
med en overordentlig Kjærlighed , og dette , men 
især denne deres Fødeegn , udgjorde bestandig Gjenstanden 
for deres Samtaler . Jeg hørte aldrig om 
Andet , og Alt her blev mig derfor saa bekjendt , og 
indpræntede sig saaledes i mit Indre , at jeg , som 
dem følte mig fremmed histovre , og saae over imod 
Danmark og denne Egn , som mod mit egentlige 
Hjem . Hver Vei , hver Sti , hvert HuuS og dets 
Beboere , hver Bugt i Fjorden og hver Aa , som 

strømmer ud i denne , Alt kjendte jeg efter Beskrivelsen 
saa grant , som havde jeg levet og færdedes her , ja , 
jeg kunde endøg tale med om Personer og Begivenheder , 
hvorom jeg tidligere havde hørt , men som nu 
tildeels vare udflettede af mine Forældres Hukommelse . 
Men “ , vedblev han undskyldende , „ jeg sorglemmer 
mig selv og taler om Ting , som umulig kunne interessere 
Dem . “ 
„ Ak nei “ , sagde Anna , „ jeg er vis paa , af vi 
Alle vilde vcrre Dem hjertelig taknemlige for hvad 
De meddeler os , der lyder ligesaa fremmed som ' smukt 
for vore Dren . “ 
„ Og lad os læegge til : saa naturligt “ , tilføiede 
Madam From . „ De har nu selv givet os Smag 
derpaa , og De maa derfor ikke fortcenke os i , af vi 
nu kun nødig flippe Traaden . “ 
„ Foruden disse Samtaler , hvortil vi regelmæssigt 
hver Aften hengave os , hentede jeg ogsaa mange 
Kundskaber om Danmark fra de Bøger , mine Forældre 
havde medbragt , og hvori min Moder i min 
tidligste Barndom havde lcert mig af lEse . De vare 
ikke mange og heller ikke udmærkede ; men de udgjorde 
min kjæereste og , saa af sige eneste Læesning , og jeg 
troer , at jeg endnu kan det Meste af deres Indhold 
udenad . Min Fader glæedede sig ofte hjerteligt , naar 
jeg paa mit lidt løierlige Dansk fortalte ham om 
Rud , Hvidtfeldt , Christian den Fjerde og Tordenskjold , 
der isæer var hans Helt , og om hvem han 
aldrig kunde høre nok . Af en Visebog havde jeg lcert 

„ Kong Christian stod ved høien Mast “ , hvortil min 
Moder havde soresunget mig Melodien ; men aldrig 
skal jeg glemme det Udtryk af hjerteligt Veemod og 
Glæde , som prægede sig i hans Ansigt , da jeg en 
Aften , efterat han var kommen hjem fra sit Arbeide , 
medens vi sade i Mørkningen , begyndte at synge den . 
Først lyttede han forvirret , som formaaede han ikke at 
samle det , der dukkede op i hans Erindring ; men 
snart opklaredes hans Aasyn , og idet Taarerne rullede 
ned over hans Kinder , bedækkede han sit Ansigt med 
sine Hænder . „ Syng , min Dreng “ , hvidskede han 
sagte , efter at jeg havde endt , „ syng igjen om det 
stolte , velsignede Land , som jeg aldrig kan glemme . “ 
Her taug den Fremmede et Øieblik , og idet han lod 
fin Haand sagte glide hen over sin Pande , var det , 
som søgte han at forjage det Veemod , der havde 
grebet ham . 
„ Paa den Aften blev det bestemt “ , vedblev han 
derpaa , „ at vi , med det , mine Forældre ved deres 
Flid havde samlet , skulde drage tilbage hertil , hvorefter 
hans Længsel nu med uimodstaaelig Magt var 
brudt frem . Hans Hjertes inderligste Ønske og kjæreste 
Forhaabning skulde imidlertid ikke blive opfyldt . Ak , 
endnu erindrer jeg , med hvilken overgiven Glæde han 
talte om , atter at skulle fiske her paa Fjorden og 
sælge sin Fangst til gamle Madam Brænd sirup , 
der havde været hans bedste Kunde . “ 
„ Ja , ja “ , afbrød From ham , „ hende erindrer 

jeg godt , hun levede endnu , da jeg kom her til 
Byen . “ 
„ Paa en af de sidste Dage , da Alt var færdig 
til vor Afreise , blev han kaldt tilhjælp af en Nybygger , 
som var ifærd med at reise sit Huus . Netop 
som man var ifærd hermed , opstod en af de frygtelige 
Hvirvelvinde , som kun kjendes i hine Egne , og inden 
de i Bygningen beskjæftigede Mænd fik Tid til at 
komme-ud , styrtede det Hele sammen og begrov dem 
Alle under sine Ruiner . “ 
Snart efter min Faders sørgelige Endeligt døde 
ogsaa min Moder af Græmmelse , og jeg stod saaledes 
ene . En brav Læge , som boede i vor Nærhed , tog 
sig imidlertid af mig ; han meddeelte mig den nødvendige 
Undervisning , saaledes at , da jeg var voxet 
til , kunde jeg med nogenlunde gode Udsigter blive anbragt 
paa et Handelscontoir i en By i vor Nærhed . 
Amerika er Lykkens Land , og Spørgsmaalet er kun , 
om man forstaaer at gribe til . Da jeg i mange Aar 
havde arbeidet paa Kontoiret , faldt det mig ind , for 
den lille Capital , jeg havde erhvervet , at kjøbe en 
Landstrækning i Nærheden af , hvor mine Forældre 
havde boet . To mindre , men dog seilbare Floder 
stødte her sammen og dannede en større , som flød ud 
i Missisippi , og jeg var derfor af den Mening , at en 
saadan Beliggenhed snart vilde tildrage sig den almindelige 
Opmærksomhed , naar man kun forstod at henlede den 
derpaa . Forat opnaae dette , byggede jeg et Huus og etablerede 
en Handel , og med en Haslighed , som kun hendes 

Amerika , fulgte nu Andre mit Exempel . Grundstykke paa 
Grundstykke solgtes til Priser , der langt oversteeg , 
hvad jeg bavde givet for det Hele , og efter nogle 
Aars Forløb fandt jeg mig i Besiddelse af en Formue , 
der endogsaa i hint Capitalernes Land kunde kaldes 
stor . Min Kjærlighed fil Amerika havde aldrig været 
stor . Indvaanernes umættelige Tørst efter Penge , 
deres Ringeagt for Alt , hvad der ikke dreier sig om 
Fortjeneste , deres , som oftest , raa og ubehøvlede 
Sæder , og fremfor Alt , deres Mangel paa fiin 
Følelse og paa den , af ægte Dannelse fremspirende 
Sands for et høiere Liv , og for hvilket hiin af mig 
omtalte Læge havde givet mig Smag , stødte mig ved 
hvert Skridt , og jeg besluttede derfor at vende tilbage 
fil det Land , hvor jeg i Tankerne havde levet , ved 
hvilket mit Hjerte hængte , og som mine Forældre 
havde velsignet i deres sidste Stund . De veed nu “ , 
vedblev han med et Smiil , „ hvorfor jeg taler Dansk 
som en Udlændig , samt at jeg ikke , jaget af Napoleon , 
er fyet fil denne Egn , og jeg troer nok , at min unge 
Ven “ , tilføiede han med et Blik paa mig , „ vil indrømme , 
at Fisker Niels Hansen Bæk ' s Søn ikke 
kan gjøre Fordring paa Prædikatet : Høihed . “ 
„ Ja , min kjære Herre ! “ udbrød From , „ det 
maa han vel , men han gjør det ganske vist ikke af et 
beredvilligt Hjerte , vel Peter . “ 
„ Nei , Herr From “ , svarede jeg , „ tvertimod 
grumme nødig . “ 
Hemmeligheden var nu saaledes afsløret , men jeg 

tør nok paastaae , at Jomfru Kold tilstod dete endnu 
nødigere end jeg , hvorimod Froms og det øvrige 
Selskabs Deeltagelse for den Fremmede , synlig var 
stegen i en høi Grad . 
„ Det maa være med en eiendommelig Følelse “ , 
bemærkede Anna mildt , „ at de færdes paa Steder , 
som er Dem bekjendt , som De ofte har dvælet ved i 
deres Tanker , og som De dog aldrig har seet . “ 
„ Det er undertiden for mig , som havde jeg været 
blind , idet Alt er mig bekjendt , men dog saa ganske 
anderledes , end jeg havde tænkt mig det . Jeg har 
ofte i Tankerne med min Fader vandret op ad Gaden 
her , og han har fra Huus til HuuS fortalt mig om 
Beboerne , men det Hele havde ved min Indbildningskraft 
og den Varme , hvormed han fortalte , faaet en 
Glands , som nu er borte . Ihvorvel nu saaledes 
Virkeligheden ikke kan maale sig med den barnlige 
Illusions lysende Billeder , saa føler jeg mig dog for 
første Gang i mit Liv rigtig hjemme , og det er for 
mig , som stod jeg mine Forældre langt nærmere end 
dengang jeg dvælede ved deres Grave . “ 
„ Deres Forældre maa have dvælet med en ubeskrivelig 
Kjærlighed ved dette deres Hjem “ , sagde hun 
mildt , „ og “ , vedblev hun rødmende , „ det er smerteligt 
at tænke paa , at deres Hjertes Ønske ikke skulde blive 
opfyldt . “ 
„ Det var simple Folk , Jomfru From , men de 
vare i Besiddelse af en dyb og varm Følelse “ , svarede 
han med et mildt , veemodigt Blik paa den unge Pige , 

„ og jeg er vis paa , at Deres venlige Deeltagelse 
vilde have glædet dem ligesaa meget , som den glæder 
mig . “ 
Samtalen fog nu lidt efter lidt en muntrere 
Retning . Glassene tømtes og fyldtes , og den ene 
Sang afløste den anden . Enhver stemte i af fuldt 
Bryst , og selv Jomfru Kold , der dog i lang Tid 
havde siddet med en fornærmet Mine , hørte jeg 
at synge med en rigtignok lidt svag og rystende 
Stemme : 
I Ostens sslvblaa , Dagen smilte , 
Paa Rosen Duggen laa ; 
Ung Harald fro til Haven iilte , 
At plukke Blomster smaa . 
Medens Lieutenanten med et skjælmsk Smiil lod sin 
Røst blande sig med hendes , og da de kom til det 
' sidste Vers , hvor den muntre vennehulde Pige , der 
har hørt ung Haralds Ord , giver de af ham plukkede 
Blomster i Commission at sige ham , at hun elsker 
ham , da lød hendes Stemme saa kjærlighedsfuld og 
blid , og da kom der et saa forklaret Udtryk i hendes 
Ansigt , at den Frygt , jeg hidtil havde næret , for , 
naar vi kom hjem , at faae Skjænd , paa Grund af 
mit Udsagn om Loppen , reent forsvandt . 
Som vi saaledes sade , kom Marie ganske bleg 
farende ind ad Døren med en Frugtkurv i Haanden , 
som hun havde været ude at fylde . Ved at see 
hendes forfærdede Ansigt forstummede vor Sang øieblikkelig 
, og i den Tanke , at det var gaaet hende , 

som det forhen var gaaet mig , sprang jeg hastig op , 
for at dunke hende i Ryggen . 
„ Der er Nogen oppe paa dit Contoir , Fader “ , 
udbrød hun , idet jeg hævede Haanden for at yde 
hende Hjælp . „ Jeg var oppe paa Æblekammeret , 
og derfra hørte jeg tydelig en sagte Puslen derinde , 
samt Lyden af en Laas , der blev dirket op . “ 
„ Er Du vis paa , at din Phantasie og Frygt 
ikke er løben af med Dig , min Pige ? spurgte From , 
der var bleven siddende rolig , medens de andre 
Herrer ivrig vare sprungne op . “ 
„ Derpaa er jeg ganske vis “ , svarede hun , „ thi 
jeg havde ikke Tanke af Frygt , da jeg gik derop . 
Desuden saae jeg Lys igjennem Sprækken paa 
Døren . “ 
„ Det er ikke urimeligt , af en Tyv kunde have 
benyttet sig af Leiligheden “ , vedblev hiin . „ Lad os 
imidlertid gaae roligt og forsigtigt tilværks , deels for , 
af Tyven ikke skal undflippe os , og deels for , af han 
ikke morderisk skal anfalde den , der søger af paagribe 
ham . “ 
„ Ja , roligt og forsigtigt “ , udbrød Lieutenanten , 
„ Terrainet maa først nøiagtigt afsøges , for af Fjendens 
Stilling kan udforskes . “ 
„ Maaskee var det saa bedre , om vi , forinden 
rørte Trommerne hernede “ , svarede Niels , „ for af 
give ham Leilighed fil en ærefuld Afmarsche med 
Faders Penge . “ 
„ Jeg vil foreslaae “ , sagde From , idet han , 

irods Angesten , ikke kunde tilbageholde et Smiil , „ af 
Husets tre Indgange blive besatte saa stilfærdig som 
mulig , og af dernæst En begiver sig op paa Wblekammeret , 
hvor han ved af fløite eller synge vækker 
Tyvens Opmærksomhed , saaledes af denne , hvad 
rimeligt er , begiver sig bort ad den Vei , han er 
kommen , hvilken utvivlsom er Gavldøren . Maaskee 
vil De , Herr Lieutenant , paatage Dem dette Hverv . 
Løb Du , Peter , imidlertid sagte over Gaarden 
og væk Karlen , og rend Du , Theodor , ned til 
Herredsfogeden . “ 
Lieutenanten overtog strax det ham meddeelte 
ærefulde Hverv , hvilket , om det end just ikke var forbunden 
med nogen overhængende Fare , dog krævede 
høi Ro og Sjælssfyrke nok til af kunne fløjte i Farens 
Øieblik . 
„ Herr lle Saint Emanuele “ , sagde Jomfru 
Kold , der bleg og rystende sad tilbagelænet i Sophaen , 
med mat Stemme , „ lad ikke Deres Mod og 
ridderlige Kampbegjærlighed styrte Dem i unødvendig 
Fare , husk paa , af jeg , af jeg og vi Alle . “ Her 
standsede hun pludselig , idet hun holdt sit Lommetørklæde 
for Øinene . 
„ Fjenden mit Liv og Gud min Sjæl “ , svarede 
han med høit Alvor , idet han forlod Stuen . 
„ Og Kongen min Hest “ , hvidsfede Marie til 
mig , der fulgte ham . 
For af komme op til Kammeret skulde han over 
en lille Forstue , hvorfra der gik en Trappe derop , 

samt ogsaa en Der ud til Gaarden , ad hvilken jeg 
skulde . 
„ Folg mig , Peter “ , sagde han til mig , idet jeg 
vilde aabne Gaarddoren , med en Stemme , der sympathetisk 
bragte Haarene til at reise sig paa mit 
Hoved . „ Vi ere Venner , og ville ikke sfilles . “ 
Uden at betænke mig , fulgte jeg ham efter denne 
Opfordring op ad Trappen med bankende Hjerte , 
forsigtig og lydløst aabnede vi Døren ; men da der i 
idetsamme lød en dump Larm inde fra Contoiret , saa 
smækkede Lieutenanten hastig Døren i igjen , og , som 
jaget af alle onde Aander styrtede vi ned ad Trappen 
igjen . 
„ Bliv her , Peter “ , raabte han , „ bliv her , 
jeg iler hjem , for at hente min Sabel , det stal koste 
hans Liv , saasandt jeg hedder Emanuel . “ 
Med disse Ord ilede han hastig ned over Gaarden , 
fulgt af mig , der nu i den Overbeviisning , at der 
var gjort Larm nok , skyndte mig for at vække 
Karlen . 
Da jeg et Øieblik efter kom tilbage derfra , saae 
jeg i Maaneskinnet En hastig klattre op ad Plankeværket , 
der sfilke Gaarden fra Gaden , og med den 
samme qvælende , men dog ubetvingelige Følelse , som 
paa hiin Nat , drev mig til at tilraabe Ioseph , 
at han var en Varulv , foer jeg henover Gaarden , 
og greb hiin , der absolut maatte være Tyven , i det 
ene Been , netop som han vilde svinge det over . Ved 
dette pludselige Overfald vendte hiin sig med et 

Ansigt , bleg som Døden , og fortrukkent af Angest og 
Raseri . 
„ Slip i Satans Navn ! “ raabte han , idet han 
med fortvivlet Anstrængelse søgte at ryste mig af sig , 
uden at det dog lykkedes ham . 
„ Hvad “ , hviskede han derpaa , efter et Øiebliks 
Kamp , „ er det ikke Dig , Peter ? “ Overrasket med 
den mig velbekjendte Stemme , kastede jeg et Blik paa 
ham og gjenkjendte øieblikkelig Ioseph , hvem jeg ikke 
havde seet siden hiint fljæbnesvangre Øieblik . 
„ Er det Dig Ioseph ! “ udbrød jeg i den høieste 
Grad overrasket . 
„ Ja , men flip , for Gudsskyld Peter , lad mig 
løbe , jeg sværger Dig til , jeg har ikke faaet en 
Skilling af Kjøbmandens Penge , da jeg ikke formaaede 
at brække Kisten op . Husf paa , Du har engang bragt 
mig i Ulykke , og jeg har dog aldrig gjort Dig andet 
end Godt . Det gjelder mit Liv flipper Du ikke . “ 
Fattighuset , og hvad han der havde været for 
Elfe og mig , dukkede ved hans Ord levende op i min 
Erindring , og jeg formaaede ikke af modstaa . Der 
blev nu Larm oppe i Gaarden , man havde seet os , 
og idet jeg udstødte et høit Nødskrig , flap jeg med det . 
samme hans Been og lod ham løbe . De Andre kom 
nu hastig til , men inden jeg endnu kunde aabne 
Munden til Forklaring , lød et saa høit og gjennemtrængende 
Skrig om Hjælp fra Gaden , af vi Alle 
fulde af Forfærdelse , styrtede derud igjennem den nu 
aabnede Port . 

Her mødte os et i høi Grad sørgeligt og nedflaaende 
Syn : Med blottet Hoved , sønderreven Kjole 
og Kalvekryds , laa nemlig Lieutenanten midt paa 
Gaden , endnu raabende af fuld Hals . „ Du gode 
Gud ! “ raabte From , idet han og Niels reiste 
Lieutenanten overende . „ Hvad er skeet , er De saaret ? “ 
„ Lamslaaet , sønderrevet “ , stønnede hiin , „ og et 
Under var det , af jeg kom derfra med Livet . “ 
„ Troer De , af Sønderrivelsen strikker sig lcengere 
end til Kjolen og Kalvekrydsset ? “ spurgte Niels 
deeltagende . 
„ Jeg veed det ikke “ , svarede hiin med et straffende 
Blik , idet han endnu bestandig sad paa Steenbroen , 
men jeg veed , unge Mand , at jeg ncer havde offret 
Livet for Deres Faders Skyld . “ 
„ Jeg er Dem uendelig taknemlig , Herr Lieutenant “ , 
sagde From , „ men “ , vedblev han , „ hvorledes 
er De kommen her , og hvem er det , som har overfaldet 
Dem ? “ 
„ For tilfulde at kunne forsvare den Post , hvorpaa 
jeg var stillet , ansaae jeg det for at være nødvendigt 
at vcere bevæebnet , af hvilken Grund jeg løb 
hjem , for at hente min Sabel . Da jeg nu kom tilbage 
med den , styrtede en Bandit lige imod mig , rev 
Vcerget fra mig og kastede mig med Kæmpekræfter om , 
hvorefter han atter tog Flugten . “ 
„ Det maa have været Ioseph ! “ udbrød jeg 
uforvarende , „ eller “ , rettede jeg mig hastig , „ Tyven , 
som flap fra mig . “ 

„ Ioseph ! “ gjentog Niels . „ Ja saa mener Du 
vel i Egenflab af Varulv . Hvorledes falder Du 
ellers derpaa ? “ 
„ Jeg meente “ , svarede jeg forvirret , ' „ fordi det 
var paa den Tid , at han altid pleiede at gaa ud . “ 
„ Herr Lieutenanten har da ingen Mistanke om , 
at det skulde have været en Varulv ? “ spurgte Niels 
i samme deellagende Tone . 
„ Der er intet Spørgsmaal om , at det har været 
Tyven ; men hvad enten det nu har været ham eller ikke , 
saa beklager jeg hjerteligt , at De for min Skyld har 
lidt en saadan Molest “ , sagde From . „ Formaaer De 
imidlertid at reise Dem , uden altfor stort Besvær , saa 
var det vidst bedst , for dog idetmindste at undgaa 
en Forkjølelse . “ 
Lieutenanten blev nu løftet op , og støttet paa 
From og Bæk , samt fulgt af Niels og mig , 
vaklede han tilbage til Selskabet . Ved dette sørgelige 
Togs Ankomst , besvimede Jomfru Kold ; men da hun 
snart efter , ved Hjælp af Vand og Lau äe OolvZiitz 
kom til sig selv igjen , og havde hørt den hele sørgelige 
Beretning af Lieutenantens egen Mund , saa forlangte 
hun med al den Bestemthed , som kan bo i et kjærligt 
Hjerte , naar det kommer an paa at frelse den , det 
har kjær , at Lieutenanten skulde have Omflag paaDa 
det imidlertid var forbunden med de allerstørste 
Vanskeligheder , at anbringe dette paa det Sted , hvor 
den egentlige Skade var skeet , saa maatte det opsættes . 
From havde imidlertid undersøgt Alt paa sit Contoir , 

og da der kun manglede nøgle Smaapenge , som havde 
lagt paa Pulten , idet nemlig Tyven forgjæves havde 
anvendt sin Tid og Møie paa at brække Pengekisten 
op , saa endte det Hele sig nogenlunde i Glæde . 
Vel var der et Punkt , som Niels hvert øieblik 
kom tilbage paa , nemlig det Bulder , der var bleven 
Hørt ved Lieutenantens og min Nedfart af Trappen , 
hvorledes det hængte sammen dermed , vilde hiin nemlig 
grumme gjerne , som det lod , have nærmere Besked 
om ; men da jeg intetsomhelst vilde forklare derom og 
Lieutenanten endnu mindre , saa fik han ikke sin Nysgjerrighed 
tilfredsstillet . 
Hvad nu Lieutenanten havde forebragt Jomfru 
Kold , med Hensyn til sin Adfærd under denne overordentlige 
Begivenhed , eller , hvorledes hun var 
kommen til en før ham saa gunstig Mening , skal jeg 
lade være usagt ; men vidst er det , at fra den Dag 
steeg han saa overordentlig i hendes Agtelse , at havde 
det ikke været paafaldende før , saa blev det det nu . 
Ja , det gik endogsaa saavidt , at det i den Angesf , 
Jomfruen var bleven sat i før Indbrud og Overfald , 
og hvilken Lieutenanten ikke søgte at betage hende , 
blev besluttet , at denne fluide flytte ind til os , hvor 
han da tillige skulde have Alt i Huset . Dette Arrangement , 
der var lige glædeligt , saavel for Lieutenanten , 
som for hans Creditorer , det vil sige , forsaavidt , at 
deres fornyede Haab ikke skulde berede dem en endnu 
bittrere Skuffelse , end de hidtil havde lidt , behagede 
imidlertid flet ikke Caroline , og hun hvidskede ofte 

fil mig , naturligviis under det strengeste Taushedsløvte , 
at hun ikke rigtig vidste , naar Sandheden skulde 
stem , hvem der var den største Skjelm enten hiin eller 
Joseph ; men det svoer hun paa , at fluide det træffe 
sig , at Lieutenanten kun bare een eneste Gang blev 
hængende med det ene Been over Plankeværket , da 
skulde hun nok holde fast og ikke flippe ; som visse 
Folk havde gjort med Hensyn fil en anden vis Person . 
Ved at sige dette , saae hun paa mig med et Blik , 
der nok kunde bringe mig fil Taushed . Mindst af 
Alle , er der imidlertid aldeles ingen Tvivl om , behagede 
hiint Arrangement Kjøbmand From og hans 
Kone . Han lod det dog ikke , som Caroline , blive 
ved hviskende og hemmelighedsfulde Demonstrationer , 
men tog sig over en Dag at gaae over fil Jomfru 
Kold og fortælle hende , med rene og tydelige Ord , 
at , ihvorvel der med Hensyn fil Velanstændigheden , 
da hun jo var et godt Stykke ude over de farlige 
Aar , jo ikke kunde være noget af sige om , af han 
boede Ler i Huset , saa var det dog i den Henseende 
upassende , af Jomfruen udsatte sig for Bysnak , og 
blev gjort til Latter og Spot , idet der nemlig ingen 
Tvivl var om , af Lieutenanten lagde an paa af vinde 
hendes Haand og Hjerte , eller , rettere sagt , hendes 
Penge . At hun i sin Alder ikke vilde gifte sig , derom 
tvivlede han naturligviis ikke og ingen Retsindig med 
ham , men ikkedestominLre var der dog dem , som 
ymtede derom , og da hun var altfor god til af være 
Gjenstand for ørkesløse Folks Sladder , saa vilde han , 

der ncerede et hjerteligt Venskab for hende , advare 
hende , idet han ncerede det Haab , af hun vilde erkjende 
hans rene og gode Hensigter , 
Dersom From havde tcenkt sig , hvorledes Jomfru 
Kold vilde optage hans velmeente Raad , saa er 
jeg overbeviist om , af han var bleven i sin Boutik 
og ikke givet sig ud paa en saadan Expedition . Hun 
blev nemlig , efter af hun i längere Tid havde hørt 
paa ham med blid Resignation , tilsidst saa opbragt 
og ude af sig selv , og lceste ham Texten med en saadan 
Færdighed , af han blev aldeles fortumlet og confus : 
Hun tvivlede aldeles ikke om Herr Froms Venskab , 
men hun tvivlede grumme strcekt om hans Forstand ; 
hun tvivlede aldeles ikke om , af han forstod af bedømme 
Rosiner og Svedsker , ja endogsaa Körender ; men hun 
ncerede stcerk Tvivl om , af han forstod af bedømme 
et qvindeligt Hjertes Følelser . Hun var overbeviist 
om , af han forstod af veie og maale , og det ganfle 
vidst ikke til Skade for sig selv , men hun tvivlede 
meget om , af han forstod af veie og maale eller 
skatte en ridderlig , cedel og mandhaftig Characteer . 
Eet var hun imidlertid fuldstændig sikker paa , Eet 
kunde der aldeles ingen Tvivl vcrre om , og det var , 
af Herr From til Syvende og Sidst gjorde langt 
bedre i af passe sine egne Sager , end af blande sig 
i hendes , hvortil han ikke var kaldet . 
Efter denne temmelig animerede Meningsudvexling 
fandt jeg det ikke underligt , af Herr From hovedrystende 
og med hastige Skridt ilede over Gaden til 

sit Hjem , og jeg er overbeviist om , af alt Samqvem 
imellem os , efter denne Bataille , for stedse skulde 
vcere afbrudt , dersom ikke Madam From havde faget 
sig af Sagen . Hun holdt nemlig med urokkelig Fasthed 
ved det Gamle , og dem , hun engang havde givet 
Plads i sit Hjerte , skulde der mere til end et hidsigt 
Ord og en uoverlagt Handling , at rive ud deraf 
igjen . Som en Følge deraf , gik hun en Aftenstund 
over Gaden og ind til os , hvor hun nu talte saa 
længe og saa hjerteligt med Jomfruen , at denne tog 
sin pæne Kappe paa og fulgte tilbage med hende , 
hvorpaa Freden atter blev sluttet . 
Nogle Dage efter disse Begivenheder , blev det 
fortalt , at Ioseph var brudt ud af Slaveriet , men 
at han , efter at have ' afstedkommet flere lignende 
Forskrækkelser , som den hos Froms , atter var bragt 
til Besindelse og Ro indenfor Stokhusets beskjcermende 
Mure . Jeg var imidlertid taus , som en Muur , med 
hvad jeg vidste , ihvorvel jeg af og til blev stæerkt 
anfegtet , saavel af Niels som af Marie , og jeg 
erindrer saaledes , at hun engang ved Aftensbordet 
pludselig rettede det Spørgsmaal til mig : om jeg 
dog ikke syntes , at det var morsomt , at Cantslerretten 
under scerdeles Omstændigheder blev afholdt paa 
et Plankeværk . Niels meente nu rigtignok , at det 
Moersomme derved , i høi Grad var afhængig af 
Omstændighederne , hvilket , som han meente , Ingen 
bedre kunde have nogen Mening om end jeg . Man 
kunde jo rigtignok ogsaa i saa Henseende afceske 

Theodors Mening ; men da han var Rigets Høfmester 
og jeg derimød Cantsler , saa kjendte han 
maaskee ikke Nøget fil disse Dele . 
Hvad nu den Fremmede eller Herr Bæk angik , 
saa blev han snart en daglig Gjæst i Frøms Huus , 
ligesom han ogsaa kom jevnlig fil os ; fhi vel varede 
det nøget , forinden Jomfruen kunde tilgive ham , at 
han ikke var Hertugen af Orleans , men derimød med 
en freidig Aabenhjertethed havde aabenbaret , at han 
flet og ret var en Søn af den fattige Fifler , Niels 
Hansen Bæk , hvem ikke saa Faa iøvrigt erindrede 
søm en skikkelig Mand , der i sin Tid , dreven af Nød , 
var udvandret med Kone og Barn . Det udsøgte 
Galanterie , hvormed han imidlertid behandlede hende , 
den Maade hvorpaa han forstød at gaa ind paa hendes 
Meninger og Anskuelser , samt dernæst hans milde , 
beskedne Optræden , kunde hun ikke modstaa , og det 
lykkedes ham saaledes snart at erobre en Plads i 
hendes Hjerte . 
Hans overordentlige Kundskaber i Alt , hvad der 
angik den store Verdenshandel og dens mægtige 
Drivfjedre ; det storartede og for From aldeles ny , 
som han vidste at fortælle i den Anledning , fængslede 
snart denne mere og mere ; hvilket i en ligesaa høi 
Grad var Tilfældet med Husets Damer , som en 
Følge af , at han med den Takt , der ene og alene 
erhverves veed fra Barn af at have nydt en omhyggelig 
Opdragelse , stedse førstød at vælge de Emner for sin 
Conversation , der passede til øieblikkets Stemning , 

eller , paa hvilke de med Lethed kunde gaa ind . Dertil 
kom hans Kjærlighed til Musik og Læsning , hvorved 
han snart blev et uundværligt Led af de smaa 
Aftencirkler hos Froms . En Omsfændighed , som 
ogsaa faldt meget i Froms og hans Kones Smag , 
var , at ihvorvel han var meget riig , saa levede han 
dog et temmelig stille og afholdende Liv . Han spillede 
ikke Kort , kom aldrig paa Gjesfgiversfedet , han gjorde 
ingen smaa Ungkarlegilder , han opholdt sig ingensinde 
i Kjøbenhavn og forlod overhovedet aldrig Byen , uden 
paa ganske korte Udflugter , ihvorvel han selv havde 
et Kjøretøi , med hvis Elegance og Skjønhed selv ikke 
Grevinde Plessens kunde maale sig . Fremmede og 
Ubekjendte flyede og undgik han , saa meget som 
muligt ; og naar man paa Grund af en Sligs Tilstedeværelse 
indbød ham , et eller andet Sted , kom 
han aldrig , selv ikke til Froms . Denne Egenhed , 
hos ham , gjorde han sig ofte selv lystig over , og paastod 
gjerne , naar der blev henpeget derpaa , at han 
var altfor undseelig . Han elskede meest et gemytligt , 
jevnt Samliv med gode Venner , og at han tilfulde 
forstod at skatte dette , viiste han ved med Liv og Sjæl 
at deellage i Dandsen , Legene og den hjertelige 
Munterhed , hvormed gjerne Aftnerne endte hos From s . 
Det var imidlertid saa langt fra at være overdreven 
Sparsommelighed for ei at sige Gjerrighed , der bestemte 
ham til ikke at leve som rige og uafhængige . 
Folk ialmindelighed leve , tvertimod var han i høi 
Grad rundhaandet og godgjørende . Paa det Huus 

202 
han byggede blev Intet sparet , hverken paa Materialierne , 
dets Indretning eller Udstyring , hvilken næsten kunde 
kaldes pragtfuld , især naar Hensyn toges til den 
Tarvelighed , som i saa Henseende iøvrigt herskede i 
den lille By . Haven blev anlagt efter en sforartet 
Maalestok og de vanfleligste og kostbareste Arbeider 
ikke flyet , naar de kunde tjene til Forfljønnelse . En 
lille Baadehavn , han anlagde for Enden af Haven , 
og hvortil han allerede havde anskaffet to smukke Lystbaade , 
blev bygget af saa solide Materialier , og med 
en saadan Omsigt , som skulde den trodse Tid og 
Evighed . Arbeidsfolkene fik en saa høi Dagløn , af 
From paastod , han fordærvede den for de andre 
skikkelige Borgere , som skulde benytte dem , og han var 
stedse parat til af yde dem og Andre Hjælp enten ved 
Laan eller Gaver . 
From , der var af en ligefrem og aaben Charakteer 
slog af og til paa , af man maatte betænke de smaa 
Forhold her i Landet , hvor der ikke som i Amerika 
eller Osfindien , i en Haandevending lod sig flabe 
Capitaler og derfor være forsigtig . Men naar saa 
Bæk , idet han indrømmede dette , paastod , af saalænge 
man ikke angreb sin Capital , og med Hensyn til sine 
Udgivter , aldrig oversteeg de Indtægter denne ved 
Renterne bragte , saa var den klogeste Forsigtighed skeet 
Fyldest , naar nn dertil kom , af han ved alt dette 
viiste , af han godt forstod af beregne og vurdere , samt 
af der i al hans Gjerning herskede den punktligsfe 
Nøiagtighed , saa maatte From indrømme , af han 

havde Ret , og af Ingen kunde forarges over den 
Maade , hvorpaa han nn høstede Lonnen for sin Flid 
og Dindflibelighed . 
Deels paa Grund af de to Baades Ankomst fra 
Kjøbenhavn , og deels ogsaa fordi af Niels , hvem 
Bcek holdt meget af , snart skulde reise tilbage til 
Kjøbenhavn , idet nemlig Sommerferien lakkede ad 
Enden , saa indbød Bcek os Alle til en stor Seiltour , 
der skulde vare i fo Dage , idet vi nemlig skulde seile 
ud af Fjorden og lande i Ncerheden af Overby . 
Her paa Skrcenterne skulde vi tilbringe Resten af 
Dagen , og derfra henimod Aften spadsere ned til 
Præstegaarden , hvor vi skulde blive om Natten , og 
saa den nceste Formiddag seile tilbage . Glceden blandt 
de Unge over dette Arrangement , var saa stor og 
ubeskrivelig , af de Wldre snart maatte overgive sig 
med samt deres Betænkeligheder , ja selv Jomfru Kold 
blev reven med i Hvirvelen , hvilken dog Madam 
From heltemodig modstod . Ingen Overtalelse fra 
hendes Mands Side hjalp , hun vilde blive hjemme 
og passe Huset og Boutikken , og han skulde med , 
hvilket saameget mere var nødvendigt , som han , hvilket 
hun paastod , havde godt af af blive Lidt opfrisket , da han 
ved idelig af væere hjemme , blev ganske muggen og sfimlet . 
I flere Ncetter og Dage forinden , havde jeg 
hverken Rift eller Ro for Glcede , og Theodor og 
jeg glemte aldeles vore Vcerdigkeder og de Hensyn , 
som dertil maatte tages , idet vi ellevilde og overgivne 
ikke talede om eller tæenkte paa andet end Touren . 

Marie paastod , af hvor overvættes end rigtignok mine 
Lader og Idrætter vare , saa stod det mig dog langt 
bedre an , at være en gal , overgiven Dreng , end en 
astadig Rigskantsler , og Caroline kunde ikke noksom 
forundre sig over , at jeg reent havde opgivet de store , 
umaneerlige Smørrebrød , hvilke jeg ellers aldrig , selv 
ikke under min Phantasies allerværste Anfald , havde 
glemt . 
Den Prunkløse Tarvelighed , som hidtil sledse 
havde udmærket Indvaanernes Festtiviteter eller Udflugter , 
hvorved en sort , tjæret og ofte lidt læk Baad , 
paa hvis Tofter Sideskjel endnu glindsede , eller en 
lyseblaa malet smal Fjeldevogn , med faste Sæder , 
bleve anseete for stolte Befordringsmidler , bevirkede , 
at vi med store Dine og bankende Hjerter , betragtede 
de Forberedelser , der vare gjorte , da endelig Dagen 
var kommen . De store hvidmalede og lakerede Baade , 
som vare prydede med en breed forgyldt Gang rundtomkring , 
og over hvilke Dannebrog vaiede , vare halede 
hen fil en improviseret Bro , saaledes at man uden 
at blive vaad om Fødderne , hvad der ellers var en 
fast Regel ved flige Leiligheder , kunde komme ombord . 
Bunden af Baadene , over hvilken man ellers maatte 
holde Fødderne svævende , uden dog derved fuldstændig 
at undgaa at dyppe snart Taaspidserne , snart det 
Halve af Foden ned i det brune , grumsede Vand , 
vare her belagt med et fast Gulv , og over Tofterne 
var bredt et blødt , fiint Hynde . Og nu Matroserne , 
ja havde jeg ikke kjendt Villiam og Iens , den Ene 

paa det lille , sorte Beegplaster , som han stedse havde 
paa den ene Side af Ncesen , og den Anden paa hans 
stadige Rysten paa Hovedet , hvad enten det gik ondt 
eller godt , saa havde jeg froet , at det var et Par 
fornemme Storflibscapitainer , saa pyntede vare de ; 
og selv den lille Smule generte Stivhed , hvormed de 
bevcegede sig i den for dem lidt uvante Stads , gjorde 
dem ikke mindre i mine Dine . 
Da vi nu skulde afsted , da vi i det stille , klare 
Solskinsvejr , begave os ned til Stranden , da var der 
ingen Slceben med Kurve og Pakker , ingen Angest for 
at Fløden skulde spildes , eller for at Lammestegen 
fluide vcere glemt . Alt var besørget og nedpakket og 
hele Ansvaret hvilede paa Herr Bcek , som gik iforveien 
og converserede Jomfru Kold . Ved Broen , 
hvor Baadene laa , blev jeg Vidne til , hvad jeg aldrig 
havde seet udføre i Praxis , men vel ofte hørt Lieutenanten 
fortcelle om , naar han gav mig Lection i 
Anstand og fine Sceder . Her bød nemlig Bæek 
Jomfruen Armen og ledsagede hende over Broen , 
hvorefter han bragte hende til Scede i Baaden . Derpaa 
gik han atter i Land , og ledsagede paa samme 
Maade Anna . Jeg saae nok , at der kom et Udtryk 
af begaaet Fadaise i Lieutenantens Ansigt , men han 
kom ikke videre end til at lette Armen , før det var 
forsilde . Ogsaa Herr From saae heelt forplumret 
og raadvild ud ved denne nye Methode , og vendte 
sig snart til den ene , snart til den anden Side ; 
hvorimod jeg , i Følelsen af , at det var paa høie Tid 

at give et Vidnesbyrd om , hvad jeg havde lært , 
pludselig styrtede frem og bød Marie Armen . 
„ Fjantet er Du rigtignok , Peter “ , sagde hun , 
„ men før at Ingen skal sige , at jeg hellere vil see 
Dig som pantsat Bondedreng end som Cavaleer , saa 
lad gaa . “ Hermed modtog hun min Arm og gik 
med megen Air med mig over Broen . For dette 
Kunststykke belønnede Jomfru Kold mig med et saa 
kjærligt og rosende Blik , at jeg blev blussende rød . 
„ Det var ret , Peter , det kan jeg sku lide , Du 
tager Luven fra os andre “ , raabte From , der med 
det øvrige Selskab nu ogsaa var kommen ombord . 
„ Jeg negter ikke , at jeg jo nok , hvad dette Tilfælde 
angaaer , vidste at Byen heed Snærpe , men , oprigtig 
talt , vidste jeg ikke , hvor den snærpede hen . Af den 
Grund “ , vedblev han med et polisk Blik , „ lurede jeg 
paa , hvad Lieutenanten vilde gjøre . “ 
„ Jeg ! “ udbrød denne , „ ja , jeg maa med Skam 
tilstaa det , jeg var saa fordybet i Beskuelsen af den 
vidunderlig deilige Udsigt , at jeg for et Øieblik glemte 
de Pligter , der paahvile en Cavaleer . “ 
„ Men da det ganske vidst er første Gang , det er 
hændtes , saa kan det tilgives “ , svarede Jomfruen forbindtligl . 
Fangelinen blev nu kastet los , hvorefter vi for 
en frisk Vind stod udefter , fulgt af den anden Baad , 
hvori , for at bruge et nautisk Udtryk , Provisionerne 
og Reisetøiet befandt sig . 
Solen skinnede varmt og dens Straaler flimrede 

i de perlende Bølger , der skvulpede op mod Baaden , 
medens vi glede bort med den milde , sommerlige 
Vind . Hist og her slog en Fisk høit op over Vandet , 
medens af og til en Tumler viiste sin glindsende Ryg . 
Paa de støre , mørke Stene , som nærmere inde under 
Land ragede øp øver Vandet , sade hvide speitende 
Maager , hvoraf nu og da en enkelt fløi tilveirs før 
derefter søm en Piil , at styrte sig ned i Vandet ester 
sit Bytte . Før hvide , skinnende Seil , snart nær , 
snart fjern , stevnede Fiskerbaade hid og did , og af og 
til , gled et større Fartøi , med sin brede af Vandet 
glindsende Bøug , tæt forbi os , idet Skipperen med 
sin Sydvest bag ad Nakken , lænede sig over Relingen 
og ønskede os et Godmorgen . Alt var saa sommerligt , 
saa friskt og livligt ; , og i lang Tid sade vi tause 
nydende Indtrykket deraf i fulde Drag . Selv 
Matrosen Jens , der sad forude ved Theodor og 
mig før at passe Skjødet , da nemlig Bæk styrede 
selv , saae trods sin Rysten med Hovedet , heel smilende 
og lyksalig ud , især , maa jeg rigtignok tilstaa , naar 
hans Blik faldt paa Flaskekurven , der stod under den 
forreste brede Tofte . 
„ Jeg kjender ingen skjønnere , mere opløftende og 
for et mandigt Hjerte mere tilfredsstillende Gjerning ; 
end en Sømands maa være “ , sagde endelig Jomfruen . 
„ Baaren af det friske , sølvblaa Hav , og paa den lette 
Vinds Vinger , færdes han fra Sted til Sted ; fra 
Polens Iis , hvor Nordlysets sittrende Skaalen 
spreder sit mystiske Lys over den evige Snees glindsende 

Flade , og til hine Sydhavets fljønne Øer , hvor 
Palmen vifter i de milde Vinde , hvor Kilden risler 
blandt Blomsternes Flor og hvor Naturens Børn 
jublende dandse i de lune Nætter . “ 
„ Eller æde hinanden op indbyrdes “ , hviskede 
Jens . 
„ At det er et daadrigt og virksomt Liv , hvor 
Livet voves for at vinde det , og som netop derfor 
maa tiltale et mandigt Hjerte , indrømmer jeg “ , 
svarede Bæk , „ men ikkedestomindre har jeg dog ingensinde 
kjendt nogen Sømand , der ikke efter nogen Tids 
Forløb , gjerne vilde vexle mod den roligere Tilværelse 
paa Landjorden . “ 
„ Især naar der opvartes med et pænt Stykke 
Steg og et Glas Viin “ , bemærkede Jens sagte . 
„ Ak siig ikke det “ , svarede Jomfruen . „ Jeg 
veed det , ja , jeg er overbeviist derom , at mangen 
ægte Sømand trods alle overstandne Kampe og 
Farer , dog intet høiere Ønske har , end at finde sin 
Grav i det stormende Hav . “ 
„ Ja , som der staaer i Visen for Rimets Skyld ; 
men jeg vilde da rigtignok bede Enhver , som er af 
den Mening , om han vilde være saa artig at probere 
det selv først “ , hviskede Jens atter . 
„ Det kommer vel her atter an paa , hvad der 
veier meest , enten det Reale eller det Ideale “ , bemærkæde 
Anna smilende . 
„ Netop “ , sagde Niels , „ det Sidste kan nok 
komme fil sin Ret paa en smuk Sommerdag , naar 

Skibet for bugnende Seil glider hen over den krusede 
Sø ; men i den kulsørte Nat mellem taarnhøie Bølger , 
naar man gjennem Stormens Hvin kan høre Drønet 
af deres Slag mod den nære Strandbred , da troer 
jeg nok , at det Første tynger meest i Vægtskaalen . “ 
„ Saa er hun til at tage og søle paa “ , tilføjede 
Jens . “ 
„ Men ikke destomindre er det dog skjønt og storartet , 
ja opløftende “ , svarede Jomfruen , „ og jeg er 
overbeviist om , at naar Striden er kæmpet ud , naar 
Seiren er vundet og Skibet frelst og frit igjen har 
naaet den aabne Sø , da kan Intet sammenlignes 
med den Følelse af stolt Selvbevidsthed og mandig 
Glæde , som rører sig i den Mands Bryst , der ved 
sit Snille og sit Mod har frelst det og sine Kammerater . 
“ 
„ Ja “ , udbrød Anna , „ det maa sandelig være en 
Følelse af den høieste og reneste Lykke , en Nydelse , 
der saa sjeldent bliver os tildeel , som færdes i det 
daglige , paa Begivenheder saa fattige Liv . “ 
„ Og dog , Jomfru Anna , troer jeg ikke , at vi 
behøve at tye til det stormende Hav eller Slagets 
Torden , for at finde Anledning til Nydelsen af hiin 
høieste Lykke ; thi ogsaa i det daglige Liv mangler 
Leiligheden ikke , til med Snille , Mod og høihjertet 
Offer at frelse og hjælpe vore Medmennesker , lad nu 
end være , at dette foregaaer i Stilhed og ved en Kamp 
i vort Indre . “ 
„ Er dette end stort og könnende “ , tog Lieutenanten 

Ordet , „ saa er dog sikkerlig saavel hiin Idrat , 
som Jomfru Kold med saa megen Følelse beskrev , 
som den , der faldt i Krigerens Lod , naar han i 
Slagets Tummel kan øve sit Mod og vise sin 
Styrke , samt ved sit Snille i det afgjørende Oieblik 
vriste Seiren af Fjendens Hcender , større og mere 
lønnende . “ 
„ Hvad det Sidste angaaer , maaskee fordi det 
bliver eommenteret af Kanonernes Torden og Trompeternes 
Skrald . Størst er det jo imidlertid , at overvinde 
sig selv , som skrevet staaer “ , svarede Bcek . „ Da 
nu Krigen “ , vedblev han , „ er Civilisationens vcerste 
Fjende , og da , som jeg haaber , den Tid ikke er altfor 
fjern , da dette vil blive almindelig erkjendt , saa maa 
Laurbcerrene søges paa andre Marker . “ 
„ Trøst Dem , Herr Lieutenant ! “ udbrød From , 
„ saa har De Toldvæsenet tilbage . “ 
„ Ja , det skal nok hcenge ved , som Veeg og onde 
Penge “ , meente Jens . 
, /Troer De da ikke “ , spurgte Anna , „ at Krigen 
er nødvendig ; troer De , at en evig Fred er tæenkelig 
eller , at en høiere Dannelse kan bevirke , at Menneskene 
kan bekcempe deres Lidenskaber , saaledes , at 2Ergjerrrighed , 
Havesyge , Tørsten efter Magt og Vcelde 
ikke mere , som hidtil , skal kunne tcende Krigens Fakkel 
og bringe Ulykke og Fordærvelse over Folkeslagene . “ 
„ Jeg baade haaber , og jeg troer det , ja , det er 
min faste Overbeviisning . Del veed jeg , at en slig 
Udtalelse ncesten maa lyde latterlig i dette Oieblik , da 

Krigen raser over hele Europa , da Nationerne vaande 
sig under dens frygtelige Svøbe og deres helligste 
Rettigheder jtræedes under Fødder ; men jeg troer , at 
det kun er en Overgang , en blodig Efterklang af en 
mørk Tids Barbari , som vil tjene til at væekke det 
enkelte Menneske og hele Folkeslag til Bevidsthed om 
deres Vcerd ; der skulde forbyde dem , som villieløse 
Slaver at følge Herskernes Vink og tjene deres tøilesløse 
Lidenskaber til egen Fordærvelse . Dernæest er det 
min faste Overbeviisning , at alt som Videnskabens 
Lys spreder sine Straaler videre og videre , alt som 
Aandens og dermed Hjertets Dannelse bliver høiere 
og sandere , vil Kjærligheden til Freden og dens Jdræet 
voxe , og den Enkeltes Wrgjerrighed og vilde Lyster 
vil ikke faae Lov til at forstyrre en Tilstand , hvis 
Velsignelse Enhver er deelagtig i . Hvorledes saae det 
ud i celdre Tider ; var da ikke Menneskene en Bold 
for de vildeste Lidenskaber , var idet da ikke snarere en 
Skam end en LEre at bekæempe dem ; hørte ikke Mord , 
Plyndring og Rov til Dagens Begivenheder , flød ikke 
Blod ved Gildesbord og i Kirkens Helligdom , var ikke 
Videnskab , Kunst og milde Sæeder foragtede Parias , 
som kun kunde frives i Skjul og var det ikke halsløs 
Gjerning , blodig Fcerd og flammelig Overlast , som 
blev besungen og hcedret , og som holdtes høit i Wre . 
Og nu , hvorledes er det nu , sidder dog ikke , trods 
Brandfakkelen , som en enkelt Mand har tæendt , Kunst 
og Videnskab paa Høiscedet , anerkjendes ikke Handelens 
og Industriens Velgjerninger , agtes og fremmes ikke 

de enkelte Borgeres Ret , have ikke mildere og sredligere 
Sæder fortrængt hine Tiders barbariske Skikke , 
jo tilvisse . Endnu , jeg negter det ikke , have vi kun 
langsomt og med vaklende Skridt hævet os op fra 
Støvet ; men alt som vi løsrive os , vil Fremskridtet 
voxe og hlive hastigere og hastigere og med den 
voxende Dannelse , vil Mennesket ogsaa lære at beherske 
sine Lidenskaber og at anvende sine Evner i 
Humanitetens Interesse , og den Tid er da kommen , 
da Alt er bleven fredeligt , lyst og mildt , som de Omgivelser , 
hvorpaa vore Blikke nu hvile . “ 
Bæks Stemme var bleven høiere og klangfuldere 
medens han talede ; hans Kinder blussede og af hans 
Dine lyste Begejstringens varmende Lue . 
„ Men sad da ikke hos Grækerne Kunst og Videnskab 
paa Høisædet ; ja , stode de ikke i mange Henseender 
saa høit , at vi ikke kunne tænke paa at sammenligne 
os med dem , og formaaede dette at hidføre de 
af Dem paapegede Tilstande ? “ spurgte Niels . 
„ Nei “ , svarede Bæk , „ men vel af den Grund , 
at stod end Kunsten hos dem i en vis Retning paa 
et for os hidtil uopnaaeligt Standpunkt , saa var 
deres Viden dog indskrænket og tildeels falsk , ligesom 
deres Religion var det fuldstændig . Oplysningen 
naaede ikke udover en snever Kreds i Samfundet . 
Det hele øvrige var indhyllet i fuldstændigt Mørke , 
og der slete Intet for at gjøre Massen deelagtig deri . 
Men selv om dette var skeet , selv om der , som nu 

saa ivrigt hos os , var arbeidet hen paa , at sprede 
dette Mørke , og lade Lyset trænge ned i de nederste 
Lag , saa formaaede dog Intet at holde de barbariske 
Folkeslag borte , der som et umaadeligt , brusende og 
uroligt Hav omspændte den lille Plet , hvor hiin 
Civilisation havde sit Sæde , og som tilsidst ogsaa oversvømmede 
og bortstyllede den . “ 
„ Jeg antager , Herr Bæk “ , begyndte nu Jens , 
men denne Gang med høi Stemme , saaledes , at hiin 
forbauset vendte sig imod ham , formodentlig i den 
Tanke , at han attraaede , at give sin Mening tilkjende 
hvad Grækerne angik , saameget mere , som han med 
sin Rysten paa Hovedet , saae i høi Grad speculativ 
ud . „ Jeg antager , Herr Bæk , at dersom vi 
endnu et Øieblik holde denne Cours , saa ville vi 
rende Bougen ind paa Skonnerten , som ligger filankers 
der forude . “ 
„ Sandelig ! “ udbrød hiin , idet han hastig lagde 
Roret ned og gav Baaden en anden Retning . „ Du 
har Ret , hvad Retningen angaaer , om end just ikke i , 
hvad Følgen deraf vilde blive . “ 
„ Jeg indrømmer det , Herr Bæk , eftersom hun 
just ikke seer ud til at være lavet af Smør “ , svarede 
hiin , pegende paa det store Fartøi , langsmed hvis 
Side vi nu gled . 
„ God Dag , god Dag , Mester Bartram ! “ 
raabte en kraftig , bredskuldret Mand paa Engelsk , 
formodentlig Capitainen , der stod paa Agterdækket , 

idet hans Blik med Overraskelse faldt paa Bæk . 
„ Hvor Pokker kommer De her ? “ 
Ved Lyden af denne Stemme , og idet hans Blik 
faldt paa den Fremmede , var det , som der gik et 
elektrisk Stød igjennem Bæk , idet han paa samme 
Tid gjorde en hastig Bevægelse , som vilde han undgaae 
en Fare , men i det samme Oieblik kastede han 
et saa forundret og spørgende Blik paa hiin , at han 
i høi Grad forvirret vedblev paa Danfl : Om Forladelse , 
jeg seer , jeg har taget feil , jeg troede at have 
truffet paa en gammel Bekjendt . “ 
» Ja , Haren sagde saa , overordentlig høflig , da 
den uforvarende stødte paa Ræven “ , bemærkede 
Jens , idet vi nu fjernede os fra Skibet , fra hvilket 
Capitainen endnu med et Udtryk af Forvirring og 
Tvivl stirrede efter os . 
„ Gud skal dog vide , hvad det er for en Allestedsnærværende , 
med hvem jeg maa have Lighed ? “ sagde nu 
Bæk i en munter Tone , idet ethvert Spor af Overraskelse 
var veget af hans Ansigt . „ En flig Feiltagelse er 
hændet mig oftere , og hver Gang har jeg maattet 
lee hjerteligt over den Mystificeredes Forskrækkelse og 
min egen Overraskelse , hvilket især maa tage sig 
comisk ud for de , som ere Vidne dertil . “ 
„ Sligt træffer vist oftere Folk , som have reist 
meget , da der absolut maa gives Mange , som have en tilfældig 
og ofte frappant Lighed med hinanden “ , svarede 
Anna . „ Iøvrigt “ , vedblev hun smilende , „ er den gode 
Capitain endnu ikke kommen sig efter Forskrækkelse over 

sin Feiltagelse , skal man dømme efter hans fortvivlede 
Ansigt . “ 
Han bøiede sig høfligt , men med et adspredt , 
tvungent Smiil , uden at svare , som om han kun halvt 
havde forstaaet , hvad hun sagde . 
„ Kjendte Du den Mand “ , vendte han sig derpaa 
pludselig til Jens , „ der syntes baade at vcere Engelsk 
og Dansk ? “ 
„ Han har nok losset Kul i Holbæek , Herr Bæek , 
og ligger nu for Udgaaende . Dansk er han nok 
iøvrigt , ihvorvel han lagde Engelsk an ; men maaskee 
har han faaet rigelig Kulstøv i Øinene . Ieg antager 
imidlertid “ , vedblev Jens , rystende paa Hovedet , „ at 
dersom De ikke falder en Streg af , saa kan De 
komme til at scette Skipperrn paa Jagten der forude 
i samme Forlegenhed , dersom vi ikke forinden ere 
gaaede tilbunds . “ 
„ Ieg kommer virkelig til , for Alvor at tage mig 
sammen “ , udbrød Bcrk , idet han hastig trak Roret 
til sig og gav Baaden en anden Retning . “ Dersom 
De ikke skal faae altfor flette Begreber om min Styrmandskunst . “ 
„ Eller , dersom vi ikke skal komme til at aflcegge 
Fiskene en Visit “ , svarede Niels . 
„ For at spørge dem , om de ikke skulde ønske os 
til Frokost til Gjengjæld for , at vi har spiist dem 
saa tidt “ , bemcerkede Jens . 
„ Ieg syntes , Jens gjorde et satirisk Udfald ! 
raabte From . „ Ieg skulde da ikke tro , at Du anstiller 

stemme Betragtninger over Herr Bæks Somands 
dytighed . “ 
„ Nei , Gudbevares , Herr From , den taler saamænd 
før sig selv , som Madammen sagde om sin 
Poppegøie . Det er ellers forresfen ikke saa grumme 
let en Sag at holde Tungen lige i Munden “ , vedblev 
han undskyldende , „ naar man skal bruge den til 
at snakke med . “ 
Vi nærmede os nu det Sted , hvor vi fluide gaa 
iland , men da dette fluide skee ved at lægge til ved 
en lang , smal Bro , som benyttedes af Fiflerne , og 
Bæk ikke tiltrøede sig en sikker Haand nok til at styre 
frie af de store Steen , hvoraf flere og flere kom tilsyne , 
alt som vi nærmede os Land , saa overlod han 
Roret til Jens , der saaledes nu fluide op og sidde 
imellem Damerne . 
Han vred sig rigtignok ynkeligt derved , og gjorde 
nogle underlige Dreininger , idet han entrede agterud . 
Herved , samt som en Følge af , at Baaden idetsamme 
duvede , skete det , at han mistede Balancen , saaledes , at 
at han med temmelig Eftertryk satte sig paa Jomfru 
Kold s Skjød , hvorved hun udstødte et høit Skrig . 
„ Jeg beder mange Gange om Forladelse , Jomfru , 
det skete saamænd i al Uskyldighed . “ 
„ Naa , naa , det skal være ham tilgivet , min gode 
Jens “ , svarede Jomfruen spøgende , „ og jeg troer 
heller ikke , at hans Kone bliver skinsyg paa mig . “ 
„ Ja , havde Jomfruen været i den unge Alder , 
saa veed jeg ikke , hvad jeg skulde sige , for huner 

morsom nok i det Capitel . “ Med disse Ord , der 
idetmindste fra Jomfruens Side ikke bleve belønnede 
med Bifald , greb han Roret , og snart efter laa vi 
sikkre ved Broen . 
Her vilde Lieutenanten øiensynlig gjøre godt 
igjen , hvad han havde forflyldt , da vi gik ombord ; 
thi med en overordentlig Hurtighed var han ude paa 
Broen , hvorpaa han hjalp Jomfruen ud af Baaden . 
Da Broen imidlertid som sagt var nieget smal , saa 
blev det umulig for ham , at gaae jevnsides med 
hende , af hvilken Grund han , for at være hende 
til fuldstændig Nytte og Understøttelse , valgte at 
gaae baglængs , idet han paa en sirlig og galant 
Maade , rakte hende begge Hænder , ved hvilke hun 
støttede sig , medens han langsomt og stolprende avancerede 
ind mod Land . Han var imidlertid ikke kommen 
langt frem , før han snuplede over en Sammenføjning 
af Bræderne og tumlede temmelig akavet et langt 
Skridt tilbage . Forfærdet flap Jomfruen hans 
Hænder , men tabte ogsaa derved samtidig Ligevægten 
og styrtede , efter fortvivlet at have grebet for sig , ud 
i Vandet . Med et Forfærdelsens Skrig om Hjælp , 
løb Lieutenanten frem ' og tilbage , idet han dog af og 
til standsede og gjorde en Bevægelse , som vilde han 
springe ud efter hende , der baaren af sine Klæder 
holdt sig over Vandet , fra hvilket dog en ubetvingelig 
Følelse holdt ham tilbage . Som en Følge af at 
Anna og Marie , efter hvem den gamle From 
kom paa den smale Bro , vare iforveien for Bæk og 

Niels , formaaede ingen af disse , ligesaalidt som 
Theodor og jeg , der vare bagerst , strax at see , hvor 
overhængende Faren var , og som jeg tydelig mærkede 
paa en betegnende Mimik i Nielses Ansigt , troede 
denne strax ved Lieutenantens gjennemtrængende Skrig , 
at det var denne , som var falden i Vandet . Aldrig 
saasnart bemcerkedes imidlertid det rette Sammenhæng 
før han , fulgt af Bcek , sprang i Vandet , fra hvilket 
de et Dieblik efter bragte den besvimede Jomfru 
Kold op paa Strandbredden , hvor hun ved Annas 
Hjcelp atter kom til sig selv , hvorpaa vi Alle gik op 
til en nærliggende Bondegaard , for at de Skibbrudne 
kunde faae andre Klcæder , medens deres egne bleve 
tørrede . Bonden og hans Kone hjalp os tilrette 
efter bedste Evne og snart efter kom de tre Forulykkede 
ind , iførte brogede Dragter , medens deres egne 
dampede derude i den varme Sol . 
„ Min egen Dreng , mit Hjertebarn “ , hviskede 
Jomfruen , med en saa om og kjcerlighedsfuld Stemme , 
idet hun kyssede mig , at jeg dybt bevceget fik Taarerne 
i Øinene . „ Ja , ja , jeg seer det , Du vilde dog 
nødig have mistet mig , og jeg takker Gud , som 
skjænkede mig din Kjærlighed . “ Atter kyssede hun 
mig , og trykkede mig til sig , hvorpaa hun vente sig 
til det øvrige Selskab . 
„ Dem “ , vedblev hun derpaa , gribende Lieutenantens 
Haand . „ Dem har jeg at takke for mit 
Liv . Dybt og inderlig erkjender jeg , hvilket Offer 

De har bragt , og Gud veed , jeg skal aldrig 
glemme det . “ 
Som himmelfaldne af Forbauselse over en Feiltagelse . 
Der naturlig nok var en Følge af hendes 
Besvimelse og af Forvirringen , ventede vi nu Alle i 
pinlig Taushed paa , at Lieutenanten , hvor uhyggeligt 
det end maatte væere for ham , hverken at have Lod 
eller Deel i hendes Redning , skulde opklare Sagens 
sande Sammenhæng . 
Til min største Overraskelse , om end maaskee ikke 
saa meget til de Andres , fremkom der imidlertid fra 
hans Side , hverken nogen Bencegtelse eller Bekræftelse . 
Med et Udtryk af den høieste Deeltagelse og af sorgblandet 
Glcede , sremmumlede han Noget , idet han 
skyndte sig af anbringe hende i en Læenestol . Jeg 
saae flere Gange paa Froms Ansigt , af han havde 
ondt ved af dy sig ; men Situationen var ved det 
lange Ophold og ved Tausheden bleven endmere 
vanskelig , og hverken From eller nogen Anden formaaede 
af bringe den nu saa uhyggelige Sandhed 
øver sine Læeber . Vi bleve nu Alle bcenkede omkring 
det lange Bord , der var dcekket med Kaffe og Sigtebrød , 
og for hvis Ende Bonden selv i hvide Skjorteærmer 
og rød ulden Nathue sad , idet han lod sine 
poliske Øine vandre fra den Ene til den Anden . 
„ Ja , det er nok til af forstaae “ , begyndte han , 
idet han klappede Jomfru Kold paa Skulderen . 
„ Dette er Mutter , og hun fik sig en lille Dyppelse ; 
men det er jo godt for Utøi , som Rceven sagde , og 

han der “ , vedblev han med et lille Nik til From . 
„ Det er Fatter selv , og de tre Skjelmer dernede “ , 
tilføiede han med et Blik paa Theodor , Marie og 
mig , „ ja see , det er jo Børnene ; men hvor er saa 
Kjærestefolkene ? “ Her truede han skjelmsk ad Bæk 
og Anna , som blev blussende rød . 
„ I seer mig ud til at være snild nok “ , svarede 
From leende , „ men det Regnestykke var Jer dog 
for svært “ , og nu forklarede han vore forskjellige 
Forhold . 
„ Naa , saa det er Jomfru Kold derinde fra ! “ 
udbrød hiin med store Dine , idet han tog sin Hue 
af og rakte hende Haanden . „ Ja derved bliver 
Glæden ikke mindre ; thi hvad jeg har hørt om hende , 
har kun været til Wre og Roes . Nu , det Samme 
kan jeg da sige om Herr From og hans Kone , og 
Rygtet om mangen god Gjerning saavel af den Ene 
som den Anden er da ogsaa naaet herud . “ 
From og Jomfruen bleve synlig bevægede ved 
Mandens Ord , og trykkede hjertelig hans Haand . 
Imedens gik nu Konen om til hver Enkelt af os 
og nødte os til at spise og drikke , og aldrig saasnart 
var Koppen tømt før hun fyldte den igjen , og der 
hjalp hverken Løn eller Bøn . For mig og Theodor 
kneb det skrækkeligt ; vi vare allerede ved den sjette 
Kop , og jeg havde en Fornemmelse , som forvandledes 
jeg lidt efter lidt til en Tromme . Til min store 
Forbauselse blev derimod Marie med en vidunderlig 
Lethed færdig med sin Kaffe , og aldrig saasnart havde 

Konen fyldt Koppen og fjernet sig , før den var tømt . 
Min Beundring over hendes ualmindelige Evne , forvandledes 
imidlertid snart til Forundring over hendes 
Dristighed , idet det nemlig ved nærmere Undersøgelse 
viiste sig , af hun , med en sjælden Behændighed tømte 
Kaffen ud i en af Bondens Støvler , der stod fæt 
ved hende . 
„ Jesus ! “ udbrød jeg forfærdet ved denne Opdagelse . 
„ Hvad troer Du Manden vil sige , naar 
han mærker det ? “ 
„ Han vil tro , af han drukner “ , svarede hun , 
„ men han vil neppe takke Lieutenanten før sin Frelse ; 
thi dertil seer han mig ud til af have før megen 
Menneskekundskab . Imidlertid “ , vedblev hun , „ kan 
jeg nu saa godt lide Manden , af jeg ikke engang vil 
gjøre hans Støvle Uret . “ Hermed løftede hun denne 
forsigtig op , og var i et Nu ude af Døren med den , 
uden af Nogen mærkede hvad hun havde før . 
Tøiet var nu bleven ført og snart efter stode vi 
færdig til Opbrud . Bonden vilde intetsomhelst have 
før Trakfementet , af hvilken Grund From lagde en 
stor Sølvskilling i Børnenes Sparebøsse , som stod 
paa en Hylde , hvilket Exempel Bæk fulgte . Jomfru 
Kold derimod , fog til Alles Forundring en smuk 
Meerskumspibe frem af sin rummelige Sypose , hvilken 
hun forærede Manden , der blev i høi Grad overrasket 
og glad , hvorpaa hun til endnu større Forundring 
fremtog et broderet Huetøi , som hun forærede Konen . 
Hvorledes Jomfruen , der rigtignok var i høi Grad 

forsynlig , var falden paa at tage flige Sager med , 
var en Gaade , hvorpaa hun lcenge lod os øve vor 
Forstand , medens vi fulgte Veien op ad Skræmterne , 
indtil hun endelig oplyste , at Piben havde hun medtaget 
som en Prcesent til Prcesten og Huefoiet til 
gamle Else i Fattighuset . Hun vilde nu , som hun 
tilføiede , naar hun kom hjem , kjøbe noget Lignende 
og sende dem . 
Da vi forlod Baadene , havde Bcek befalet Søfolkene 
at bringe Vinen og det kolde Kjøkken op paa 
et af ham betegnet Sted paa Skrcenten . Her havde 
de nu ventet syv lange og syv brede paa vor Ankomst , 
og da nu denne endelig fandt Sted , havde kun Faa 
af os den fornødne Appetit . Kun Lieutenanten formaaede 
ikke at modstaa de lcekkre Ting , og med en 
stegt Due i den ene Haand og et Glas Madera i 
anden , saae han saa lykkelig ud som Fanden i Frankrig , 
hvilket Jens hviskende bemærkede . De Andre lød det 
blive ved et Glas Viin , hvorpaa Resten blev overladt 
til Jens og Villiam , for hvem der iøvrigt for 
Natten var bestilt Qvarteer i Bondegaarden . 
Paa Veien ned til Præstegaarden , hvorhen vi 
nu begave os , besøgte vi Else . Jeg havde iøvrigt 
flere Gange vceret derude og bragt hende mange gode 
Sager fra Jomfruen . Denne Gang var hun imidlertid 
henrykt over al Maade ; thi fra Madam From 
havde Jens bragt hende saa Meget , at hun meente , 
hun kunde leve som en Prindsesse hele Vinteren . 
„ Ja , naar man tcenker paa , Peter “ , sagde hun , 

„ hvorledes Du gik her , sandt at sige , uden Bagdeel i 
dine Beenklæder , og nu er Du bleven saa fornem og 
fiin , som var Du en adelig Junker , saa maa man 
rigtignok sige , at Du har bragt det videre end . “ -- -- -- 
„ End Mange , hvis Beenklæder havde en lignende 
Defect “ , afbrød Marie hende . „ Han havde iøvrigt 
ogsaa en god Læerer her , og han har en ligesaa god 
i Frederiksværk , kan Else tro . “ 
„ Ja , det tvivler jeg saamcend ikke om , lille 
Jomfru . Joseph var , det maa man sige , trods 
sine Skavanker , et godt Menneske , og han havde læert 
meget . “ 
„ Ja , og han forstod af anvende det “ , bemærkede 
Marie . 
„ Ja , er det ikke det jeg siger “ , udbrød Else 
glad ved denne lidt tvivlsomme Ros . „ Han kunde 
fortcelle saa pæent og han sang saa deiligt , og han 
glemte aldrig af dele de Smuler med mig , som han 
kunde erhverve . Ja , man sagde jo rigtignok , af han 
forgreb sig paa Andres Gods , og nu maa han bøde 
derfor ; men jeg kan aldrig faae mit Hjerte til af tro , 
af den har gjort ondt , som har gjort mig godt . “ 
„ Det er smukt af Eder Else , af I trofast 
erindrer , hvad Godt han har gjort , hans Synder er 
der nok om af huske “ , sagde Anna mildt . 
„ Ja De er from og god Jomfru Anna , og 
hos Dem faaer man altid et hjerteligt Ord af høre . 
Ja see nu , Peter “ , vedblev hun til mig , „ min 
Kaffekjedel er bleven lcek og løber , og mit gamle 

Slagværk derinde , vil ikke mere gaae ; men dengang 
Joseph var her , saa vidste han altid Raad , og han 
helmede saamænd ikke , før han havde hjulpen mig . 
Nu , Herre Gud “ , vedblev hun , „ han faaer vel ogsaa 
øvervunden den Tid ; thi haard og streng er jo 
Øvrigheden , især mod den Fattige ; men jeg kan da 
aldrig tro andet , end at man maa regne ham den forskrækkelige 
Tilskikkelse , hvorunder han lider , tilgode . 
Ja , Peter , Du gjorde jo i din Barmhjertighed , 
hvad Du kunde før at frelse ham . “ 
„ Ja og det fo Gange Else ! “ udbrød Marie . 
Efter at Else nu havde takket From før alt Godt , 
fortsatte vi vor Vandring ned ad den mig saa bekjendte 
Sti fil Præstegaarden . Lyngen stod høi og frodig , 
Møllen gik før sine skinnende , hvide Seil ovre paa 
Odden , Hundene gjøede nede i Sognefogedens Gaard 
og Alt var som dengang , da jeg jublende af Glæde 
over mine Ridebuxer løb ned før at luge i Præstens 
Have . Og som han paa hiin Dag , med comisk Befippelse , 
kom mig imøde , idet han raabte paa alle 
Gaardens Karle , før at de skulde komme og holde 
min baldstyrige Hest , saaledes stod han ogsaa nu , 
med sit joviale Ansigt , i hvis Øine en Skjelm lurede , 
ved Havelaagen og modtog ' os . 
„ Jo jeg har hørt det ! “ raabte han os imøde , 
„ skrækkelige Begivenheder og ædelmodig Opoffrelse , 
druknefærdige Damer og ridderlige Redningsmænd . 
Men hvem er det Sidste , for hvem skal Krandsen 
bindes , og paa hvis Hoved skal den sættes ? “ 

„ Slemt var det ; men det kunde være bleven 
værre , og vi maa Alle takke Gud for , at ingen 
virkelig Ulykke slete “ , svarede Lieutenanten hastig . 
„ Et Øiebliks længere Ophold i Vandet , og “ — her 
standsede han og holdt Haanden for Øinene , som 
turde han ikke see det forfærdelige Syn , der fremstillede 
sig for dem . 
„ Saa “ , fortsatte hiin , „ saa havde vor kjære , gode 
Jomfru Kold svømmende taget Afsfed med vor 
Jammerdal ; men “ , tilføiede han , idet han lagde hendes 
Arm i sin , „ nu har jeg hende og er beredt fil en 
Holmgang med Mousieur Neptunus , hvad Øieblik , 
det slak være , som Peter i sin Tid var det med 
Hensyn til Smedens Niels . Men endnu fik vi ikke 
at vide , hvem Redningsmandener . Siig stem Peter , 
Du , der ligesaa uskyldigt som barmløst i Sandhedens 
Interesse afslørede Josephs ængstelige Gjøglerier . 
Du staaer taus og forvirret “ , vedblev han , da jeg 
ikke svarede , „ som Du stod paa hiin Dag , da Du 
havde lugtet til Lunten , og jeg troede , at Du havde 
læst i Lærebogen . “ 
„ Men dengang lugtede Herr Pastoren den ogsaa “ , 
svarede jeg , „ og sagde dog intet . “ 
„ Ja , troer Du , Peter ; jeg havde rigügnok , som 
man siger om Dyrene , en dæmrende Bevidsthed , der 
sandt nok , ja , jeg tilstaaer det , blev til det klareste , 
skinnende Lys , da jeg kom hjem . “ 
„ Imidlertid undgik Joseph og Else Faren “ , 
udbrød Lieutenanten . „ Har Herr Pastoren “ , vedblev 

han , „ iøvrigt hørt noget om , hvad den store engelske 
Flaade har at betyde , som er løben ind i Sundet . 
Den kan dog umulig have fjendtlige Hensigter ? “ 
„ Ja , det er ikke let at sige “ , svarede hiin , der nu 
ved at være kommen ind paa Dagens vigtigste Spørgsmaal 
glemte alt Andet , „ hvem kan sige det . Imidlertid 
blev det fortalt idag , at Kronprindsen skal være 
kommen til Kjøbenhavn iaftes ; er det Tilfældet , saa 
vil der vel snart komme Lys i Sagen . “ 
„ Ja “ , udbrød Lieutenanten , „ det maa snart vise 
sig , om det skal være Fred eller Krig . Lød det ikke 
saa » christelig “ , vedblev han , „ saa vilde jeg af Hjertet 
ønske , at det blev det Sidste . Det er paa Tiden , 
ja det er paa den høie Tid , at vi vise , hvad vi formaa . 
Det er paa Tiden , at Landmagten faaer Oprejsning 
for den negative Rolle , den spillede 1801 , 
og at den faaer Leilighed til at vise , at der i dens 
Rækker staaer ligesaa tappre Hjerter , som ombord i 
Flaaden . “ 
„ Herr Lieutenantens Motiver fil at nedbede 
Krigen ere muligviis naturlige nok “ , svarede Bæk 
med et lille Smiil ; „ men om Folket , som skal bære 
Krigens Ulykker og dens Byrder , er lige saa ivrigt 
paa at indlade sig deri , alene for at see hiint Vidnesbyrd 
aflagt , som De er paa at aflægge det , er dog 
et Spørgsmaal . “ 
„ Herr Lieutenanten taler for sin Æske , som vi 
taler for vor “ , bemærtede From , naar vi ville afsætte 
vore Varer . “ 

„ Men Du kan tro “ , hviskede Marie til mig , 
„ at Lieutenantens er som . ' 
„ Ja “ , svarede jeg ovbragt . „ Du har altid saa 
meget at udsætte paa ham ; men den Tid er maaskee 
nær , da han kan vise , at han har Hjertet paa det 
rette Sted . “ 
„ Det var Ret “ , svarede hiin , „ forsvare ham 
skal og bør Du , ligesom Du ogsaa derved stiger 
i min Agtelse , kun frygter jeg , at Du derved 
vil faae mere at bestille , end Du godt kan overkomme . “ 
„ Ja , Enhver taler jo for sin Wske “ , sagde 
Præsten , „ og paa Indholdet kommer det da an . For 
imidlertid at komme paa noget andet , saa maa jeg 
gjøre Dem , Herr Bæk , min Compliment for den 
smukke Villa , De bygger derinde . Jeg holder meget 
af , naar Folk anvende deres Penge paa en saa smuk 
og splendid Maade . “ 
„ Selv om der paa Bunden skulde findes en heel 
Mængde Egoisme ogsaa i min Æske “ , svarede Bæk , 
„ og desværre kan jeg ikke sige mig frie . “ 
„ Naa , naa , min kjære Herre , man forlanger da 
Heller ikke , at De slak opfere Huse , alene for Murere 
og Tømreres Skyld . Godt er det imidlertid , naar 
man ikke behøver at knibe og tinge altfor meget med 
Arbeidslonnen . Lidt rundelig Fortjeneste engang 
mellem bevirker større Glæde , end man skulde tro , 
og ofte megen Velsignelse . 
„ Jeg har aldrig formaaet at gaa Folk for nær , 

der ere nødsagede til at komme ud af det med en 
Indtægt , som man , naar man tænker derover , maa 
fordanses over , at der overhovedet kan kommes ud af 
det med , Sligt har imidlertid to Sider , og Herr 
From siger saaledes , at jeg fordærver Arbejderne , 
hvad skal jeg nu gjøre ? “ 
„ De skal blive ved , og ikke høre efter Fader “ , 
udbrød Anna . „ Hans Theori er maaskee saaledes , 
men De kan troe , at hans Praxis er heelt anderledes . “ 
„ Jeg har hørt mumle derom , Jomfru Anna . “ 
„ Ja , og det skrækkelig høirøstet “ , afbrød Præsten 
ham med et venligt Blik paa From , men det kommer 
Altsammen af , at man ikke er conseqvent . Siden vi 
nu taler derom “ , vedblev han til mig , „ fænk Dig , 
Peter , nu vil min , fil en vis betydelig Alder fremrykkede 
Ingeborg , gifte sig , hvilket ogsaa er en afskrækkende 
Mangel paa Conseqventse , eftersom hun før altid har 
ladet haant om flig Galskab . “ 
„ Maaskee , indtil man friede fil hende “ , bemærkede 
From . 
„ Foi , raabte hiin , „ det er ondskabsfuld Bagvaskelse . 
Jeg har imidlertid foreholdt hende det Betænkelige ved 
Sagen , uden at jeg dog har kunnet røre hendes Hjerte , 
eller gjøre hende bange . “ 
„ Hendes Hjerte er vel saa rørt , at det ikke lader 
sig røre ved , uden at man brænder sig “ , indvendte 
Niels . 
„ Ja , og tænk bare , for en Karl , der er tyve 

Aar yngre end hende . Den hele Ulykke er imidlertid 
afstedkommen ved , at hun har samlet sig 200 Daler , 
samt er i Besiddelse af et Klædeskab og en Servante . “ 
„ Jeg seer dog ikke det grumme Urimelige i , at 
en ældre Pige søger Beskyttelse i sin -eensomme og 
forladte Stilling “ , sagde Jomfru Kold , „ der sandelig 
ofte kan være sørgeligere , end mange troe og 
tænke . “ 
„ Da vil jeg dog af Hjertet ønske , at De heller 
aldrig maa komme fil at føle det Urimelige deri , 
Jomfru Kold , hvilket da iøvrigt heller ingen Nød 
har med Dem . Var Ingeborg hjælpeløs og fattig , 
ja saa var det en anden Sag ; men naar man eier 
200 Rdl . , og dertil en Servante , saa fortjener det 
nøie at overvejes , om ikke Servanten er det Afgudsbillede , 
som Beileren tilbeder . “ 
Ihvorvel Præsten sagde dette smilende og i en 
spøgefuld Tone , saa forekom det mig dog , at der var 
Noget i hans Blik , som tydede paa , at det ikke var 
sagt saa aldeles uden Hensigt . 
„ Jeg veed vel , Herr Pastor “ , svarede Jomfruen i en 
blidere Tone , end jeg havde ventet , „ at den Ældres 
Hjerte ikke kan blusse op i hiin fortærende , stærke Lue , 
men jeg troer dog derfor , at det kan være en stille , 
mild Flamme , der maaskee til Gjengjæld er saa meget 
mere udholdende . Vi maa ogsaa efter min Mening 
vogte oS for at see Alt fra den materielle Side . 
Hvorfor kan en Yngre ikke fatte Godhed , ja Kjærlighed 
for en Ældre , naar deres Hjerters Følelser 

stemme overeens . Pengene behøve her intet Udflag 
at gjøre , og gjør det ganske vist heller ikke hos høihjertede 
og ædle Mennesker . “ 
„ Dersom jeg var mistænkælig og ængstelig af 
Naturen , saa vilde De rigtig gjøre mig ganske bange . 
Jomfru Kold . Nu skal jeg kun bemærke , at naar 
en ældre riig Pige fries til af en ung Mand , da skal 
hun holde en Svovlstik til Obligationerne og lægge 
Mærke til , om ikke hans Kjærlighed bliver til det bare 
Vand ved denne Brand . “ 
Idet Præsten sagde dette , blev Døren hastig 
lukket op , og Degnen foer ind , som skudt ud af en 
Pisfol . 
„ Krigen er erklæret “ , raabte han , „ og Engelskmanden 
er landet ved Vedbæk med en stor Armee . “ 
En almindelig Forfærdelse lammede ved denne 
Efterretning Alles Tunger , og Enhver sad taus under 
Indtrykket deraf . Men derefter brød en Storm af 
Spørgsmaal frem , hvilke dog Degnen ikke vidste at 
besvare , hvorimod han var fuldstændig sikker paa , at 
Landgangen var fleet . 
Under alt dette havde Lieutenanten siddet taus ; 
men nu sprang han op med glødende Kinder og et 
saadant Udtryk af Liv og Begeistring , at vi Alle følte 
os grebne deraf . 
„ Saa lad dem komme ! “ udbrød han , „ og ved 
Gud , de skulle faae at føle , at vi i den lange Fred 
ikke have glemt at bruge vort Sværd eller vore Kræfter . 
Lad dem komme , lad deres Fødder betræde vort Føde231 

lands Grund , og vi skulle vise dem , at det har avlet 
Sønner , som hellere vil offre sit Liv end see dets 
Skjændsel ; ja lad dem komme , og de skulle erfare , 
at har Holger Danske end slumret en Tid , saa er han 
nu vaagnet kraftigere og stærkere end nogensinde . Leve 
det Land , i hvilket vore Fcedre slumre ! Leve det 
Land , ved hvilket vore Hjerter hcenge , og for hvilket 
vi ville offre Liv og Blod , leve Danmark ! “ 
Et rungende Hurra besvarede disse Ord . 
„ Det er min Beslufning “ , vedblev han , „ at 
danne ef Fricorps , for med dette , efter en kort Indøvelse 
at slutte mig til vor Hcer . Folk har vi nok af 
ved Fabrikkerne , og jeg tvivler ikke om , at mangen 
en rafl og behjertet Karl vil slutte sig til mig . Hvad 
vi iøvrigt mangler til Vaaben og Udrustning , derfor 
vil der vel skaffes Raad . “ , 
„ Ja , det vil der “ , svarede Bæek med ef hjerteligt 
og begeistret Blik , idet han rakte Lieutenanten 
Haanden , „ og jeg takker Gud for , at jeg har 
Evne , som jeg har Villie . Paa Midler skal det fra 
min Side ikke mangle , og jeg melder mig selv , som 
første Mand . “ 
„ Og jeg som anden , dog uden Midler “ , raabte 
Niels . 
„ Saa bringer jeg Brudegaven “ , sagde From . 
„ Og jeg , hvad der sindes i min syge Moster “ , 
tilføiede Prcesten . 
„ Og vi ville tale derom , naar vi komme hjem “ , 
sagde Jomfruen mildt , rækkende Lieutenanten Haanden . 

Paa at blive i Præstegaarden Natten over , som 
Bestemmelsen havde været , var nu ikke at tænke , og 
det var knap , at Præsten kunde formaae os til at 
blive der og spise til Aften . Hver for sig hastede 
efter at komme hjem , og efter Maaltider , der nødes 
hastig og i Uro , begave vi os ned til Baadene , og 
vare snart efter tilsøes . 
Det var en stille , mørk og luun Aften , og kun 
Stjernernes Lys , der glimtede ned fra den skyfrie 
Himmel , lod os skjelne den Vei , vi havde at følge . 
Skibene , vi om Formiddagen havde passeret , vare 
nu ikke til at see , og kun af og til forkyndte et dæmpet 
rødligt Lys , der fra Kahytsvinduerne kastede et mat 
Skjær ud over Vandet , Stedet , hvor de laa . Af og 
til Hørtes et Raab eller et Udbrud af Latter , hidrørende 
fra Søfolkene paa et eller andet af de omliggende 
Skibes Dæk , men som paa Grund af , at 
Intet var at see , havde noget Overnaturligt ved sig . 
Fra Aarerne , som tactmæssig hævedes og sænkedes , 
dryppede det phosphoriserende Vand ned som Ildkugler , 
hvoraf af og til en heel Regn spredte sig til 
alle Sider , naar nemlig Aaren hastig og uforvarende 
flap Vandet . I det Fjerne glimtede Oddens Fyr , 
som en sfor og lysende Stjerne , der knap var til at 
skjelne fra de , hvis stille Vandring i Tusinder af Aar 
evig og uforanderlig har været den samme , og fra 
den nære Strands Huse , bag hvis Vinduer mysfiske 
Skygger færdedes , skinnede hist og her Lys ud til os . 
Alt var tyst og stille , Intet forstyrrede den dybe Fred , 

og knn af og til lød hine dæmpede Nattens Toner , 
der ligesom avles af den selv . 
Den muntre , lidt ironiske Tone , hvori Samtalen 
i Løbet af Dagen ofte var bleven ført , var nu vegen 
for det tause Alvor , der var en Følge af den skjæbnesvangre 
Efterretning vi havde modtaget . Enhver sad 
fordybet i sine egne Tanker og knn af og til gjordes 
en korf Bemærkning i en dæmpet , hviskende Tone , 
som frygtede man at forstyrre Aftenens Fred og de 
Tanker den avlede . Den næste Morgen , da jeg efter 
at have drukket Thee , vilde begive mig ud i Byen , 
for at høre Nyt og for at see paa den almindelige 
Bevægelse som herskede , kaldte Jomfruen mig tilbage , 
da jeg allerede var halvt ude af Døren . Paa hendes 
Ansigt hvilede et blandet Udtryk af Forlegenhed og Uro , og 
af hendes Stemme troede jeg at kunde mærke , at 
hun kun tvungen af en indre uimodstaaelig Trang 
henvendte sig fil mig . 
„ Siig mig min Dreng “ , begyndte hun nolende , 
„ hvorledes gik det til , da jeg igaar faldt i Søen ? “ 
„ Lieutenanten snuplede over et Bræt , og jeg er 
overbeviist om Tante , at De selv flap hans Hænder , 
idet han stod i Begreb med at falde . “ 
„ Ja , ja “ , svarede hun , „ saaledes gik det til , 
derom er der intet Spørgsmaal , og holde paa mig , 
kunde han ikke selv med sin bedste Villie . Men siig 
mig “ , vedblev hun med en Stemme , der hvor roligt 
den end lød , dog lød ahne en tilbagetrængt spændt 

Forventning , „ stig mig , hvorledes gjorde han det med 
sine vaade Klæder ? “ 
„ Med sine vaade Klæder “ , gjentog jeg rødmende 
og forlegen uden at kunne føie mere til . 
Jomfruen saae et Øieblik skarpt paa mig . Derpaa 
vendte hun sig fra mig , givende sig noget at 
bestille ved sit Sybord . 
„ Ja , ja , min Dreng “ , vedblev hun , „ jeg mener 
hvorledes fik han dem tørrede ? “ 
Uden at kunne svare , dreiede jeg forlegen min 
Hue mellem mine Fingre , idet jeg flottede til Døren , 
hvorigjennem jeg vilde have givet Alt for at kunne 
flippe bort . 
„ Tal , min Dreng “ , udbrød hun nu ivrigere , 
„ svar mig paa , hvad jeg spørger Dig om . Du er 
jo dog ikke bleven stum og dum i al denne Molest “ , 
tilføiede hun heftigere . 
„ Han havde ikke været i Vandet , Tante “ , udbrød 
jeg nu halv fortvivlet , „ og derfor behøvede han Heller 
ikke at lade sine Klæder tørre . “ 
„ Han havde ikke været i Vandet “ , gjentog hun , 
med et saadant Udtryk af Græmmelse og Forundring , 
at det gjorde mig smerteligt ondt . „ Men hvem hjalp 
mig da ? Hvem var det , som modig og opoffrende 
sprang ud efter mig ? 
„ Det var Niels From først og fremmest og 
derefter Herr Bæk “ , svarede jeg hastig , medens jeg , 
idet hun udstødte et dybt Suk , forlod Stuen . 
I den underste Etage , hvor Lieutenanten boede , 

var der Liv og Trængsel , og ved af see alle de 
fremmede Ansigter og ved af høre de livlige , oprømte 
Samtaler forvandt jeg snart det Indtryk , jeg nys 
havde faaet . 
Foran de vidtaabne Døre , sad Lieutenanten ved 
et Bord , ivrig beskjeftiget med af indtegne alle de 
unge Mennesker , som vare mødte , for af stille sig 
under hans Commando , og jeg saae , hvorledes han 
med hastig og flydende Pen , skrev den ene Side fulo 
efter den anden , idet han paa samme Tid besvarede 
alle de forskjellige Spørgsmaal , som henventes til 
ham eller udtalte opmuntrende , forhaabningsvækkende 
Ord . Ret af Hjertet ønskede jeg , af Marie i dette 
Øieblik kunde see ham eller høre ham tale , idet jeg 
følte mig overbeviisf om , af hun saa nok vilde indrømme , 
af hans Mfle ikke var som , og dernæst ønskede 
jeg inderligt , af han havde viist mindre Modbydelighed 
for af svømme , hvilket vilde have befriet ham og mig 
for en stor Forlegenhed og Jomfruen for en maaskee 
endnu slørre og smerteligere . 
Hvor forandret saae det ikke ud paa den ellers 
saa stille Gade , da jeg snart efter traadte derud . 
Folk ilede hastig frem og tilbage ; slørre og mindre 
Grupper havde samlet sig hist og her , hvor man i 
ivrig Samtale drøftede Dagens store Spørgsmaal ; 
Froms Boutik var stille og tom , og selv mødte jeg 
ham , snart hisf , snart her paa Gaden , hvor Enhver 
søgte ham , for af høre hans Mening og Raad . 
„ Tak Du Gud Peter “ , raabte Marie fil mig , 

som stod paa en Bænk i Haven bag Plankeværket , 
over hvilket hun saae ud paa Gaden , „ tak Du Gud , 
af Du nu , som jeg troer , er sluppen for af være 
Rigets Cantsler , thi saa vilde Du have havt Andet 
af tænke paa , end af gaa her og sylte Balle . “ 
„ Men Lieutenanten “ , svarede jeg triumpherende , 
„ han sylter ikke Palle . Han sidder i det over begge 
Øren og , ja Du kan tro , han er Manden . “ 
„ Fær Comoedierne “ , afbrød hun mig . „ Dog “ , 
vedblev hun , „ vil han være ligesaa ivrig og rask naar 
det bliver Alvor , som han nu er , saa gaaer jeg 
sporenstregs hen og falder paa Knæ for ham og beder 
ham om Forladelse . Men tilføiede hun i en saa betænkælig 
Tone og med et Udtryk , hvorved jeg ikke 
kunde bare mig for af lee , „ er Du ogsaa vis paa , 
af han er vis paa , af det virkelig bliver til Noget . “ 
„ Men er Du vis paa “ , svarede jeg spydig , „ at 
Niels er vis paa , at det bliver fil Noget ; han er 
da tilfulde ligesaa ivrig ! som Lieutenanten . “ 
„ Han er da idetmindste fuldstændig vis paa , hvem 
det var , der frelste Jomfruen , hvorom Lieutenanten 
lød til at nære en lille Tvivl “ , svarede hun . Ærgerlig 
vendte jeg mig bort og vilde gaae , da hun kaldte 
mig Mage . 
„ Du maa ikke gaa bort i Vrede , Peter “ , sagde 
hun , idet hun rakte mig Haanden over Plankeværket . 
„ Jeg meente vet ikke slemt og vilde kun drille Dig 
lidt . Det kan jo virkelig gjerne være , at Lieutenanten 

ikke kan taale at blive vaad . “ Nu blev jeg for Alvor 
vred og skyndte mig bort . 
Til langt ud paa Aftenen varede Livet og Røret 
i Byen , og først seent kom man til Ro . 
Den næsten Morgen var jeg aldeles opfyldt af , 
hvad denne Dag skulde bringe . Øvelserne skulde 
nemlig begynde , og jeg glædede mig uendelig til at 
see et Skuespil , som jeg ved min Omgang med 
Lieutenanten havde lært at ansee for det Skjønnefke 
der gaves . Medens vi sadde ved Kaffebordet , kunde 
jeg paa Bevægelsen underneden høre af Lieutenanten 
var oppe , og gjerne havde jeg opgivet baade Kaffen 
og de varme Boller , naar jeg blot maatte komme 
afsted . I dette Oieblik , netop som jeg lykkelig havde 
sunken den sidste Slurk , naaede Lyden af faste , taktmæssige 
Skridt op fil os , og vi hørte høirystet Tale 
i et som det syntes før os fremmed Sprog . 
Hastig sprang jeg nl Vinduet , og saae nu fil 
min Forbauselse Gaden opfyldt af Soldater i 
Uniformer , som jeg aldrig før havde seet , ligesom jeg 
nu ogsaa tydelig kunde høre af det ikke var Dansk 
man talede . 
„ Du gode Gud ! “ udbrød Jomfruen , der nu 
ogsaa var kommen fil . „ Det er Engelskmændene ! “ 
Mere fik hun ikke sagt , thi idetsamme saae vi en 
Officier fulgt af nogle Mand rafl komme over mod 
Huset og træde ind , og i Øieblikket derefter kom 
Caroline styrtende og raabte , af nu var Fjenden 
der før af plyndre , myrde og røve . 

Ved af see Carolines Forfærdelse var det som 
om Jomfruen kom sig af sin , og idet hun i en streng 
men dog trøstende Tone førmanede hende fil af være 
fattet og rolig , bød hun hende af bede Lieutenanten 
om af tage imod dem og forhøre sig om , hvad de 
vilde . 
Lidt nølende , og ganfle vidst kun som en Følge 
af Jomfruens strenge Blik , begav hun sig paa den 
farlige Expedition , og et Øieblik gik nu hen i spændt 
Forventning ; men snart efter vendte hun tilbage , 
med den næsten utrolige Efterretning , at Lieutenanten 
ikke var til at finde paa sit Værelse , hvornæst hun 
inderlig bad , at dog Jomfruen endelig maatte komme 
med , for at tale med de Fremmede , af hvis Tale 
hun ikke forstod et Ord . 
„ Nu “ , svarede denne efter et Øiebliks Betænkning , 
„ hvad der er Nødvendigt , det kan jeg gjøre , og jeg 
har endnu aldrig hørt , at Englænderne , hvor slemme 
de end kunne være , spise gamle Jomfruer . “ 
Fulgt af mig og Caroline , hvis Ansigt trods 
Angesten dog havde et eiendommeligt polisk Udtryk , 
som jeg ikke vidste at forklare mig , men som jeg meget 
godt kjendte fra Leiligheder , hvor hun havde havt en 
lille Skjelm bag Øret , gik Jomfruen nu ned . Her 
i Lieutenantens Værelse , hvor de Fremmede vare 
blevne viiste ind af Caroline , traf vi tilligemed disse 
ogsaa From og Bæk , som ved at see hine gaa ind 
fil os , strax vare fulgt efter , for af yde os sin Bistand . 
Det viiste sig nu strax , af den engelske Officier , hvis 

Optræden iøvrigt var upaaklagelig^ ønskede af komme 
til af tale med Byens Øvrighed . Vort Huus ' s anseelige 
Udseende , havde ladet ham formode , af denne 
boede der eller idetmindste , af han der vilde træeffe 
Folk , som forstode hans Sprog . Sagen blev nu 
snart afgjort ved , af en Mand blev sendt med for 
af vise Vei . 
I stum Forbauselse betragtede nu de Tilbageblevne 
hinanden . Hvad var Englændernes Hensigt , 
og hvilken Skjcebne ventede os ? Ja , sandelig , det 
var Spørgsmaal , som nok kunde gjøre os hede i 
Hovederne . Længe blev der nu talt frem og tilbage ; 
indtil Niels From kom med den Efterretning , af 
Besøget kun gjaldt Fabrikkerne , samt af de vilde 
drage bort igjen henad Aften . Med lettere Sind 
begyndte man nu af tale om de speciellere Omstcendigheder , 
og efter af Jomfruen havde forsikkret , af hendes 
Knæ endnu rystede under hende , samt af jeg havde 
seet ud som et Liig , der nys var opstegen fra den 
tause Grav , opkastede hun pludselig det Spørgsmaal , 
hvor dog ialverden Lieutenanten var . „ Jeg ffulde 
da ikke troe “ , udbrød hun , med et blandet Ugtryk af 
Haab og LEngstelse , „ af han , som maaskee itide har 
mærket Uraad , har samlet nogle af de forvovneste 
Frivillige og med dem lagt sig i Baghold , for af 
overfalde den tilbagemarscherende Fjende iaften . “ 
Ved disse Ord kastede hun et Blik paa de Omstaaende , 
som tydelig nok opfordrede fil et bekræeftende 
Svar . Ingen syntes imidlertid af have Lyst fil 

af efterkomme det , men Enhver saae i hei Grad 
tvivlende ud . 
„ Troer De ikke Herr From “ , vedblev hun 
ivrigere , „ af det er tænkeligt ; “ 
„ Oprigtig talt , Jomfru Kold “ , svarede denne 
modstræbende . „ Nei jeg gjør sku ikke . “ 
„ Og hvorfor , hvorfor , man maa dog høre Deres 
Grunde . Vel veed jeg , af det mulig vilde være en 
dumdristig Gjerning , men -- -- -- -- -- -- “ 
„ Ja netop , Jomfru Kold “ , afbrød hiin hende , 
„ og fil af udføre en flig , er Lieutenanten altfor klog . 
Jeg dømmer Manden efter hans Gjerninger og ikke 
efter hans Ord . “ 
Jeg saae nok , af der svævede et skarpt Svar 
paa hendes Læber ; men formodentlig maa hun have 
frygtet for af gaa tilbunds i Sagen , af hvilken 
Grund hun taug . 
Herre Jesus ! “ udbrød nu Caroline med en 
saa angestfuld Stemme , at det gav et Sæt i os 
Alle . „ Der er Nogen i Klædeskabet . “ 
Ved disse Ord pegede hun paa et stort , massivt 
Egetræes Meubel af denne Slags , som næsten udfyldte 
hele den ene Væg . 
„ I Klædeskabet “ , gjentog Jomfruen vredt . „ Hvor 
falder Du paa det Caroline ? Synes Du ikke , at 
vi har Ængstelser nok , at vi ogsaa skal plages med 
dine taabelige Indbildninger ? “ 
„ Jkkedesfomindre er det Sandhed “ , svarede hiin 
i en ængstelig , men dog bestemt Tone . s „ Jeg saae 

Skabet bevæge sig , og hørte det knirke derinde . Og 
naar jeg nu husker mig om , saa stod det aabent , da 
de Fjendtlige kom herind , af hvilken Grund jeg lukkede 
det , og stak Nøglen til mig . I Mellemtiden kan 
imidlertid godt en af disse skrækkelige Stratenrøvere have 
sneget sig derind for at aflure Leiligheden til at røve 
og sfjæle . “ 
„ At Caroline er kommen i Collision med sin 
temmelig ophidsede Indbildningskraft , derom er der 
næppe nogen Tvivl “ , sagde Bæk rolig , „ men da 
Sagen er saa let at faae oplyst ved at aabne Skabet 
saa vil jeg forsøge at forskaffe hende Revanche eller 
bibringe hende et Nederlag . “ 
Med disse Ord aabnede han Skabet ; men trak 
sig idetsamme saa hastig tilbage , af alle vi Andre 
ligesaa gesvindt fulgte hans Exempel . 
„ Caroline har virkelig Ret “ , raabte han 
gribende en Pistol , som hang paa Væggen ; men da 
vi ere mandstærke nok , er der jo Intet af frygte “ , 
tilføiede han , idet han spændte Hanen paa Vaabnet . 
Ved Lyden heraf mærkedes en Bevægelse i Skabet , 
derefter et dybt Suk , og nu steeg bleg som et Liig og 
med sønderknuust Mine Lieutenant Emanuel ud 
deraf . 
Aldrig i mine Dage skal jeg glemme Jomfru 
Kolds Ansigt ved dette Syn , aldrig skal jeg glemme 
det Udtryk af Forbauselse , Vrede , Skuffelse og Foragt , 
som vexlede deri , idet der paa samme Tid var Noget 
i hendes Væsen , der antydede , af hun havde Følelsen 

af , af en stor og piinlig Skam var overgaaet hende . 
En kort Tid stode vi Alle tause , nedbøiede under 
Trykket af dette Skjæbnens forfærdelige Slag ; men 
derpaa , da Lieutenanten bevcegede Lceberne , som for 
af tale , udbrød hun : 
„ Uleilig Dem ikke med nogensomhelst Oplysning , 
Herr Lieutenant ; thi , som Herr From nys bemærkede , 
Deres Gjerning taler saa tilstrækkeligt , af selv ikke 
Deres varmeste , meest begejstrede Mundsveir vil 
knnne besmykke den ; feig og elendig , idet de fortaug 
Sandheden , modtog De mit Hjertes Tak for en Daad , 
som De ikke havde havt Lod eller Deel i , medens De 
rolig saae paa , af jeg viiste den sorteste Utaknemlighed 
mod de fo Herrer , hvem jeg , som jeg senere erfarede , 
har af takke for mit Liv , og feig og elendig kryber 
De her i Skjul for en Fare , mod hvilken jeg først og 
fremmest kunde have ventet Forsvar af Dem . Med 
glødende , begeistrede Ord og med et Udtryk af den 
varmeste Følelse talte De paa hiin Aften Fædrelandets 
Sag , og nu viser det Hele sig af væere en Usandhed , 
en Løgn , saa meget mere hceslig , som De derved tog 
det , der maa væere Enhver dyrebart og helligt , forfæengeligt 
og flæebte det i Snavset . En Trøst er det 
imidlertid “ , vedblev hun , „ af Deres ligesaa latterlige 
som foragtelige Fæerd kom til af ligge aabenlyst for 
Alverden , forinden De havde draget en Anden med 
Dem i Skjæendselen . “ 
Idet hun sagde dette , var hun bleven blussende 
rød , og jeg mærkede , af hun rystede over hele sit 

Legeme . Nu greb hun min Haand og skøttende sig 
til den forlod hun Stuen og gik ovenpaa . Her kastede 
hun sig i sin Stol og brast i heftig Graad , idet hun 
vinkede til mig , af jeg skulde forlade Stuen . 
4 . 
Det Løfte , Caroline engang havde gjort , idet 
hun hentydede til , af hun havde en dunkel Ahnelse 
om , af jeg havde ladet Joseph slippe , nemlig , af 
hun nok skulde holde fast , dersom det traf sig , af 
Lieutenanten kun en eneste Gang blev hængende med 
Benet over Plankeværket , havde hun saaledes paa en 
eklatant Maade indløst . Det var derfor intet Under , 
af hun i de nu paafølgende Dage ofte tilkastede mig 
et triumpherende Blik , hvilket jeg just ikke syntes saa 
overordentlig godt om , saa meget mindre , som jeg 
ingen Tvivl nærede om , af hun meget godt vidste , 
hvem der var i Skabet , da hun lukkede Døren . Lieutenanten 
flyttede bort Dagen efter , uden af faae Jomfruen 
i Tale . Denne holdt sig nemlig stedse paa sit 
Værelse , og ihvorvel hun , som sædvanlig , beskjæftigede 
sig med sine vante Arbeider , saa var det dog langtfra 
med det Liv og den Glæde , som før Katastrofen , 
ligesom hun Heller langtfra ikke var saa medbeelsom 
og deeltagende som før . Hun var vel mild og venlig , 

men med et saadant Anstrøg af Veemod , af det ofte 
gjorde mig inderlig ondt . 
Hvad jeg efter denne Affaire næsten frygtede 
meest for , var af mødes med Marie , idet jeg ikke 
aldeles uden Grund frygtede , af hun nu skulde flyde 
saaledes til Skive efter mig , af jeg vilde blive aldeles 
gjennemhullet . Til min Forundring blev dette imidlertid 
paa ingen Maade Tilfældet . Tvertimod talte 
hun mildt og kjærligt om Jomfruen , ja , jeg saae 
hende endogsaa af fælde Taarer ved Tanken om den 
Sorg , hiin havde havt , der var saa meget piinligere , 
som den Tillid og det Venskab , hun havde havt for 
Lieutenanten , nu ogsaa udsatte hende for Folks Spot 
og Latter . 
I Førstningen holdt Jomfruen sig meget inde og 
førte et meget stille Liv , hvortil vel ogsaa de tunge 
og nedflaaende Efterretninger , der lød fra Kjøbenhavn 
om Flaadens Tab og Byens Brand , bidroge sit ; 
men eftersom Tiden sfred frem , fik Madam From 
hende jevnligere lokket over Gaden , og snart kom 
atter den gamle Selskabelighed i Gang . Lieutenanten 
kunde hun ikke taale af see , og da denne af gode 
Grunde ikke holdt af af vise sig , saa blev han Heller 
ikke udsat derfor . 
Herr Bæk vedblev af være en stadig Gjæst hos 
Froms og os , og da nu alt Samqvem var afbrudt 
med Lieutenanten , saa formaaede Jomfruen hiin til 
af undervise mig , især i Sprog , hvorved det , ome nd 

ikke til min overordentligste Glæede , gik til paa en heel 
anden Maade , end under min forrige Lærer . 
Jeg var nu saa beskjæftiget , af jeg reent glemte 
af hengive mig til mine Drømme , ja , der var Øieblikke , 
hvor jeg med Forbauselse tænkte paa min tidligere 
Værdighed som Rigets Kantsler , hvori jeg nu 
da heller ingen Medhjælper havde , da Theodor 
havde opgivet det , og Marie ikke mindre . Derimod 
formaaede jeg ikke ganske af opgive Tanken om den 
forborgne Hemmelighed , der laa skjult bag Ridebuxerne , 
eller Haabet om af blive reklameret af en fornem 
Familie . Jeg skjelede derfor endnu af og til til 
Grevinde Pl essen ' s Eqvipage , og vuggede mig 
slundom i mine Drømme om en kommende Glands . 
Vinteren var imidlertid gaaet og Foraaret kommen . 
Skoven var atter bleven grøn og over Mark og Eng 
havde Blomsterne spredt sit spraglede Tæppe . Fjordens 
Bølger , der i saa lang Tid havde været bundne af 
Isens Lænker , spillede og glindsede nu atter i Solens 
Straaler , medens Setlernes hvide , skinnende Seil 
ilede frem og tilbage for den friske , lette Vind , 
idet de snart tabte sig som smaa glindsende Punkter i 
den fjerne Horizont , snart brusede frem som en let , 
skinnende Sky . 
Det Sted , som Bæk siden sin Ankomst havde 
begyndt at bygge til Bolig for sig , var nu færdig 
og vakte almindelig Beundring paa Grund af dets 
Skjønhed , smagfulde Indretning og skjønne Beliggenhed . 
Fra dets flade Tag , som var omgivet af en 

bred Balustrade , paa hvis fire Hjørner høie Statuer 
forestillende Aarstiderne var anbragte , havdes en viid 
Udsigt over Fjorden , der dybt nedenfor bredte sig med 
sine smaa Øer og Holme , saa langt Diet rækkede , 
indtil den tilsidst i Horizonten syntes at flyde sammen 
med Himmelen . 
Fra Forsiden af Huset , hvor en vidt fremspringende 
Altan bares af en Række flanke Seiler , førte 
en bred Steentrappe ned til den første Terrasse , og 
fra den igjen en bred , sagte skraanende Vei ned til 
den næste og saa fremdeles indtil den sidste , der endte 
ved Havnen , hvori Lystbaadene gyngede . Overalt 
paa Terrasserne var plantet Træer og Buske , hvorimellem 
smukke Blomsteranlæg vare spredte hist og her . 
Husets Indre , hvortil fra Verandaen brede , 
dobbelte Glasdøre førte , var udstyret med en smagfuld 
Elegance , som i Forening med Hyggelighed og Comfort 
ligesaa meget vidnede om Besidderens Rigdom , 
som om hans Smag . Intet manglede , og af Intetsomhelst 
var der før meget ; det Ene passede fuldstændigt 
til det Andet , og Alt bar Vidne om Sands 
før og Kjærlighed til det , der forsfjønner Livet , og 
giver det et høiere Præg . 
Paa en Dag , i den smukkeste Foraarstid , havde 
Bæk inviteret os Alle derud til en lille Fest , hvorved 
det nu fuldfærdige Sted skulde indvies fil fremtidig 
Beboelse . 
Med en eiendmmelig Følelse af festlig Glæde og 
Stolthed vandrede jeg om paa de med skinnende hvidt 

Sand belagte Afsatser , og kastede Blikket ud over den 
Verden , der laa dybt under mine Fødder , idet jeg ved 
en uvilkaarlig Overførelse af det , som bevægede sig i 
mig selv , til alt det Mre , forundrede mig over , at 
Alt der gik sin daglige Gang , at Jens og Vil tum 
sade nede paa Stranden , befljceftigede med at scrtte 
Orme paa Krogene ; at Brendstrups Bcermevogn , 
kjørte som scedvanlig , idet Bæermen ved hvert Stød 
sprøjtede ud af det store Spunds og faldt som en 
mild Regn ned paa Karlens Nakke , ja , og at Folkene 
derovre paa Teglvcerket gik med deres lange , tynde , 
bare Been , ver vare bevcebnede med Træeflo , og stampede 
Leer , akkurat som paa enhver anden Dag . Jeg 
selv følte mig i dette Dieblik saa ophøiet over alt 
dette , hvilket jeg dog ellers til dagligdags betragtede 
med den største Interesse , at jeg ikke forstod , hvorfor 
det ikke gik alle Andre ligesaa . 
I de store , rummelige og høie Vcerelser , hvis 
Lofter vare prydede med Frescomalerier , og hvorfra 
store , forgyldte Lysekroner hang ned , hvis utallige 
Glasprismer glimrede i Solens Straaler ; hvor Speile 
af en for mig hidtil uahnet Størrelse , prydede 
Vceggene , hvor paa de runde Piedesfaler , deilige Figurer 
af Gibs vare anbragte ; hvor langs med Vceggene 
stode hvidlakerede Armsfole med bløde , bugnende 
Hynder betrukne med blaat eller rødt Silkedamast ; 
hvor der i kunstig udskaarne Glasskabe stode Rcekker 
af Bøger med forgyldt Snit og prcegtige Bind ; hvor 
høie Blomstervaser , fyldte med Blomster , som fyldte 

Værelserne med deres Duft , prydede de hvide Marmorconsoller , 
og hvor selv Gulvene vare indlagte med 
kunstig udskaarne Stjerner og Qvadrater , der følte jeg 
mig tilmode , som vandrede jeg om i et Feepallads , 
og i Overbeviisningen om , at der gaves intet Pragtfuldere 
i hele Verden . 
Ogsaa Marie saae ganfle høitidelig ud , og jeg 
ventede mig et Udbrud af overvættes Beundring , da 
hun fra Verandaen , hvor Selskabet var samlet om 
Theebordet , kom ind i Havesalen , hvor jeg beundrende 
gik omkring . 
„ Ja , Peter “ , sagde hun , idet hun lod sit Blik 
løbe rundt i Salen , „ nu begynder Ideen at blive til 
Virkelighed ; thi dette er i Sandhed et Palais , værdigt for 
Rigets Kantsler og første Staalpolerer at residere i , 
og naar Du nu jevnlig kommer her for at exerceres i 
Fransøflen og andre rare Kunster , og Du saa stiller 
Dig her foran de aabne Døre , saa har Du en vis 
Ret til at lade Fantasien løbe løbsk med Dig . “ 
„ Retten , troede jeg mere , tilkom Herr Bæk “ , 
svarede jeg lidt ærgerlig . 
„ Sandt nok “ , svarede hun , „ men som jeg hører , 
skal det være Tilfældet i Verden , at de store Propheter 
ikke nær saa let løbe løbsk , som de smaa . “ 
„ Men naar de store begynde derpaa , saa bliver 
det vist ogsaa Alvor , hvorimod de smaa maaskee 
lettere kunne faae Greb i Tøilerne og standse Farten , 
der paa Grund af de svagere Kræfter ikke er saa voldsom “ , 
svarede jeg . 

„ Det lyder ikke saa ganske urimeligt , og det vilde 
glæde hele Verden , Frederiksværk og Overby indbefattet , 
dersom det med visse specielle Hensyn viiste 
sig at være en Sandhed . Du veed jo imidlertid 
nok “ , vedblev hun , betragtende mig med en høist betænkelig 
Mine , „ at Fader hverken vilde eie eller have 
den sorte Hest , fordi den eengang havde løbet lobsf , 
idet han nemlig paastod , at naar den først havde faaet 
sligt Galskab i Hovedet , saa var det ikke let at pille 
det ud af den igjen . “ 
„ Da der imidlertid dog nok er en temmelig stor 
Forskjel paa en Hest og en Prophet , saa synes mig , 
at Jdeeforbindelsen er temmelig dristig . “ 
„ Gudbevares , Peter , Enhvers Rygte uforkleinel , 
og dit naturligviis med . Jeg vilde iøvrigt 
virkelig onsfe , at Lieutenanten var med her iaften “ , 
vedblev hun . 
„ Naar der ikke stikker en eller anden lille Ondskab 
der bagved , saa begriber jeg Heller ikke , hvorfra det 
Onsfe stammer . “ 
„ Ih , . det var da en løierlig Idee ! “ udbrød hun , 
„ her er jo hverken store , egemalede Klædeskabe eller 
Engelsfmænd , ja , jeg troer ikke engang , at Du med 
det Gode faaer Jomfru Kold til at styrte sig i 
Vandet . Nei , jeg meente det virkelig af Hjertet , idet 
jeg nemlig er overbeviist om , af han forstod af fljønne 
paa al denne Herlighed , og vilde glæde sig inderlig 
derover . Jeg troer iøvrigt virkelig , af man har gjort 
ham Uret , idet man nemlig vilde have , af han skulde 

være , som den Idee , man havde fattet om ham , og 
da man saa fandt , af den flindbarlige Virkelighed saae 
lidt anderledes ud , saa blev man smækvred . Man 
skulde have taget ham , som han var , og ikke forlangt 
mere , end af han skulde være en morsom , fornøielig 
Mand , der kunde lee , saa Vinduerne rystede . “ 
„ Ja “ , svarede jeg nølende i Følelsen af , af det 
var en vanskelig Sag af komme ind paa , da den 
havde sine svage Sider , „ ja “ , tilføiede jeg hurtigt , 
„ Menneskene ere akkurat , som Gud bar skabt dem . “ 
„ Ja , Peter ! “ udbrød hun , „ med Undtagelse 
af Lieutenantens Creditorer , for dem har Pokker 
skabt . “ 
„ Men tænk Dig nu “ , udbrød hun derpaa med 
et Smiil og et Blik , som saae hun det Altsammen 
for sig , „ tænk Dig nu , naar nu Lysekronerne og de 
blanke Girandoler der ved Speilene vare tændte , saaledes , 
at Alt straalede af Lys , og naar saa Salen 
her var fuld af Damer og Herrer , ja , jeg mener ikke 
saadanne Herrer med Fedtlæders Støvler og hvide 
Bomuldshandsker , men rigtig elegante Cavalerer , 
som -- -- -- -- — “ 
„ Som hvem ? “ spurgte jeg , da hun standsede . 
„ Aa , som Niels og Herr Bæk . “ 
„ Og Theodor og jeg “ , tilføiede jeg . 
„ Aa ja , Du siger noget , inen det skulde da være 
for Modsætningens Skyld . Og saa skulde her være 
en deilig Musik , som den i Frederiksborg , da Kongen 

var der , og saa skulle vi dandse rigtig siirligt og med 
Anstand . Kan Du dandse Percoldine . “ 
„ Ja , jeg kan , og det endogsaa bedre end en 
Skade . “ 
„ Ja , ja , nu ville vi ikke stille vore Fordringer 
altfor høit . Men lad mig saa see , engageer mig nu . “ 
Da jeg havde gjort dette til hendes Tilfredshed , 
gav hun mig Haanden , hvorpaa vi begyndte , og nu 
svingede , neiede og bukkede vi , men Altsammen i 
Taushed , og saa lydløst som muligt , for at ikke de 
udenfor Siddende skulde mærke det . 
„ Det gik par dieu exeilent , som visse Folk 
vilde sige , og jeg troer virkelig , at forstod Du at 
holde ligesaa godt Orden paa dine Tanker , som paa 
dine Been , saa kunde Du blive en Pryd før Menneskeslægten . 
„ Men det vil knibe , Marie “ , svarede jeg ; „ thi 
jeg har kun to Been , men mange Tanker . “ 
„ Ja , og da endeel af dem ere grumme tynde , 
saa indseer jeg nok Besværligheden derved . ' 
„ Det kan vel imidlertid nok nogenlunde siges , 
at det gaaer med Menneskenes Tanker , som med deres 
Been , de voxe med Aarene . Men jeg frygter før , 
Marie , at dersom alle de Andre og Du med , bestandig 
dukke mig ned og gjøre mig saa lille , som 
Eders Kræfter tillade det , saa vil jeg tilsidst blive 
bange før mig selv og tro , at den Smule , der 
dog maaskee er ægte , ogsaa er lutter Forgyldning . “ 
Et Oieblik stod hun taus og stirrede ud af de 

aabne Havedøre ; men derpaa vendte hun sig blussende 
rød og med et sørgmodigt Blik imod mig . „ Jeg bar 
aldrig før tænkt paa , at Du kunde blive saa bedrøvet 
derover ; men nu kan jeg da nok forstaae det , og derfor 
gjør det mig inderlig ondt , af jeg i min Lyst fil 
af spøge har tænkt faa lidt over , hvad jeg sagde . 
Vidste Du imidlertid , hvor meget jeg holder af Dig , 
og ogsaa af Theodor “ , tilføiede hun , „ saa vidste 
Du ogsaa , af Villien har været god nok om end 
Maaden maaskee var feilagtig . Vi ville nu derfor 
slutte Fred og evigt Venskab “ , vedblev hun , idet et 
lille Smiil atter oplyste hendes Ansigt , „ og da Leiligheden 
her i denne næsten kongelige Hal er passende , 
saa fald paa Knæ og kys min Haand ; thi saaledes 
vilde enhver ægte Ridder gjøre , selv om hans Dame 
har den blodigste Uret . “ 
Efter af jeg havde gjort , hvad hun sagde , gik vi 
begge lidt mere stilfærdige ud foran Huset , hvor det 
øvrige Selskab sad . 
» Jeg siger ikke , Jomfru Kold “ , sagde Bæk , 
idet vi nu sade os hen fil de Andre , „ af Lasten er 
Fattigdommens absolute Ledsager , men jeg siger , af 
aandeligt Velvære er umuligt uden i Forbindelse med 
materielt . “ 
„ Men De maa dog indrømme , af Lykken ogsaa 
kan bo i en Hytte og under Straatag , og De kjender 
jo nok Digterens Ord : af Armod tidt af Hjerte leer “ , 
svarede hun . 
„ Det kommer an paa , i hvilken Betyndning , De 

tager Ordet Lykke . Skal megen Latter holdes derfor , 
saa kunde vi jo omsætte Ordsproget og sige : at 
megen Latter er Lykkens Tegn . Bestaaer Lykken i 
at kunne spise sig mæt , ja saa ere jo alle de lykkelige , 
som ikke dø af Sult ; men at være lykkelig betyder 
efter min Opfaftelse , at være i Besiddelse af legemlig 
og aandelig Sundhed , samt af tilstrækkelige Midler 
til at kunne vedligeholde begge Dele , til at kunne 
give Legemet den fornødne Pleie og til at øve og 
styrke Aandens Vinger . Altsaa paa Midlerne til at 
kunne skabe sig et Hjem , hvor Skjønhedssandsen øves 
ved Beskuelsen af Kunstens Frembringelser og hvor 
alle de Midler ere paa rede Haand , som kunne tjene 
til at udvide vor Videns Grændser , derpaa kommer 
det an . “ 
„ Men Hjertet “ , udbrød Jomfru Kold , „ skal 
det da ikke komme i Betragtning ; kan ikke de blideste 
og skjønneste Følelser bevæge det , og kan det ikke 
rumme en Verden af Salighed selv under de ublideste 
Kaar ? “ 
„ Næppe “ , svarede hiin , „ thi saa stærkt ere vi 
ved vore Legemer bundne til det Materielle , at den 
bittre , haarde Kamp for Føden gjør os sneverhjertede , 
misunderlige og kortsynede , kort sagt i denne Kamp 
bukker Aanden og Følelsen under og kun Dyret 
bliver tilbage . “ 
Det er en haard , og som jeg af Hjertet vil 
haabe uretfærdig Bedømmelse af Fattigdommen “ , 
sagde Anna , „ og jeg er overbeviist om , at der kan 

paavises mange Exempler , hvor netop det Modsatte 
har været Tilfældet . “ 
„ Men enkelte ja selv flere Undtagelser omstøde 
ikke Reglen , Jomfru Anna “ , svarede hiin med et 
mildt , deellagende Blik . „ Hvad er det , som gjør 
Pøblen saa grusom , hvad er det som forhærder dens 
Hjerter og bevirker , at den løsladt som en Tiger 
styrter sig over sit Bytte og sønderriver den Uskyldige 
med den Skyldige , Ven med Fjende ? “ 
„ Det er Undertykkelsen , Forkuelsen , de bedre 
Stilledes Haan og Ringeagt , og deres følesløs « , 
ubarmhjertige Angest for at stige ned til den , det er 
det , som tilsidst optænder den til Raseri “ , svarede 
hun rødmende , idet hendes Øine straalede af Liv 
og Iver . 
„ Men troer De , at den , som er i Besiddelse af 
materielt Velvære , som føler sig kraftig og stærk nok 
til at kunne værge for sig selv og fil at kunne staae 
paa sine egne Been , vil lade sig undertrykke og forkue 
eller overhovedet kan blive undertrykt og forkuet . 
Troer De ikke , at han , tilflyndet af sin egen Følelse , 
vil arbeide sig frem ogsaa i aandelig Henseende saaledes 
at Haanen og Ringeagten ikke kan træffe ham , 
og troer De da , at den bedre Stillede , den virkelig 
Dannede , under en saadan Stræben vilde væmmes 
ved at række ham Haanden . Nei , Jomfru Anna , 
men Fattigdommen , den nøgne , fyngende Armod gjør 
Mennesket døv og fløv , med sine Lænker fløver den 
hans Aand , den gjør ham uretfærdig og ubillig i sin 

Dom over os , og bevirker derved de samme Følelser , 
selv hos den Bedste . “ 
„ Men naar det er Tilfældet , hvor er der da 
Raad og Hjelp , hvor skal Lcegedommen findes ; thi 
et almindeligt Velvcere er jo ntcenkeligt , hvor Alt 
stiger og falder , hvor det hæver sig og synker i en 
uafbrudt Kjcede “ , svarede Anna , idet hun kastede et 
bekymret og spørgende Blik paa ham , som ventede 
hun Trøst . “ 
„ Ja hvor skal Trösten og Lcegedommen findes “ , 
svarede hiin med en mistrøstende Rysten paa Hovedet . 
„ Det er den Gaade , paa hvis Løsning , store og 
dygtige Mænd forgjæves have offret deres Tid og 
Kræfter , og som endnu som før stirrer os imøde med 
sit spørgende , fortvivlende Aasyn . “ 
„ Og som aldrig Heller vil blive løst “ , bemærkede 
From , „ efter som Armod og Rigdom tildeels afhænger 
af de Gaver , hvormed Naturen har udrustet 
Menneskene . “ 
„ Deri har De ganske vidst Ret . De med udviklet 
Næringsviid , med betydelige aandelige Evner , 
med Talenter og et kraftigt Legeme begavede ville 
sikkerlig , naar kun Omstændighederne i nogen Maade 
favorisere dem , komme frem , hvorimod de af Naturen 
mere stedmoderlig behandlede , maa staa tilbage . Men 
var det nu for meget sagt , naar det paastodes , af 
det var hine Begunstigede ligefremme Pligt af dele 
med de Andre . “ 
„ Jo , sikkerlig var det formeget forlangt ; thi for 

det Første er det og vil altid blive en Umulighed af 
skjelne imellem den Værdige og den Uværdige , og for 
det Andet , har den Stræbsomme en velbegrundet 
Ret til af nyde Frugterne af sin Flid “ , indvendte 
From . 
„ Det har han , den Ret stilkommer ham i fuldt 
Maal ; men nyder han den ikke ogsaa ved et forhøiet 
Velvære og ved den opløftende Følelse , af være 
Manges Støtte og Redningsmand . Er det Ret og 
stemmende med Moraliten , at den Rige bortødsler 
uhyre Summer paa en overdreven Luxus , er det 
Ret at han i sybaritisk Overdaadighed bortødsler 
Tusinder paa et eneste Middagsgilde eller Aftenselskab , 
er det billigt , at han kjedet og vammel ved 
Lykkens Omfavnelse bortødsler Capitaler for at tilfredsstille 
et Lune eller for paa en piqvant Maade 
at fordrive et Øieblik af et Liv , i hvilket han svækket 
af Vellevnet qvæles af Lede og Kjedsommelighed . 
Er det nok , at han om Løverdagen eller naar en 
Liste forelægges ham , yder enkelte Procenter af sin 
Indtægt , hvis Afgang han i ingensomhelsf Maade 
føler , eller kunde det ikke forlanges , at hine Summer 
anventes til almeennyttige Foretagender , til Foretagender 
hvis Velsignelse ikke alene laae i , at de for 
Øieblikket skaffede Arbeide og Brød , men ogsaa deri , 
at de ved deres Følger vilde udbrede Velstand og 
Lykke . “ 
„ Og hvem skal fvinge en saadan ødeland fil at 
anvende sin Formue paa en saadan Maade ? “ spurgte 

From , hvem skulde træde imellem og regulere en 
Mands Levnet efter hine Fordringer ? Og tænk , 
hvorledes det vilde see ud , naar Sligt ad Magtens 
Vei kunde skee ; thi Mange vilde det næppe være , som 
godvillig indlod sig paa af lade sin Formue og daglige 
Liv administrere . “ 
» Nei , nei , kjære Herr From ! “ udbrød hiin 
leende . „ Det forlanger jeg sandelig ikke , og jeg 
skulde maaskee være en af de Første , der satte sig til 
Modværge ved et saadant Indgreb i min personlige 
Frihed . Men naar Talen er om , hvor Trøsten og 
Lægedommen skal komme fra , saa er det mit Haab , 
af den Tid nærmer sig , hvor en høiere Aandsdannelse , 
der ufravigeligt virker forædlende paa vort hele Væsen , 
nogenlunde vil udrette det af mig Paapegede . “ 
„ Ideen er smuk “ , sagde From smilende , „ men 
jeg tvivler om , af den nogensinde vil blive realiseret . “ 
' „ Og dog have vi gjort saa stærke Fremskridt ad 
Humanitetens Vei , af vi næsten maa forbauses ved 
af see os tilbage . Ideen er det imidlertid vi skulle 
kæmpe for , deri veed jeg vil Jomfru Kold give 
mig Ret . “ 
„ Nu saa kæmp , men lyd en praktisk Mand og 
sæt ikke Mere ind , end af De ikke flyver med , naar 
De seer den flyve i Luften . “ 
„ Men naar jeg gjør det , saa falder jeg dog paa 
Ærens Mark . De sagde : kæmp “ , vedblev Bæk , „ og 
jeg vil indrømme , af jeg i den senere Tid har lagt 
paa den lade Side , det kan imidlertid dog maaskee 

tjene til min Undskyldning , af jeg i Striden for ikke 
ret længe siden fik et saadant Slag , af jeg endnu 
lider under Rystelsen . “ 
„ Saa var det vidsf ikke lidt der fløi i Luften 
ved Forsøget “ , bemærkede From i en bekymret Tone . 
' „ Min Formue havde Intet dermed af bestille “ , 
svarede hiin alvorlig , „ men paa et Hængende Haar 
var min 2Ere gaaet i Løbet . “ 
„ Ved Gud ! “ udbrød From , „ saa fortænker jeg 
Dem ikke i , af De summer Dem lidt . “ 
Det var imidlertid bleven Aften og vi havde 
Alle begivet os ind i Havesalen , hvor nu , som 
Marie havde ønsket , Lysekronerne og Girandolerne 
vare tændte , medens dog paa Grund af den milde 
Luft Vinduer og Dørre forbleve aabnede , hvorigjennem 
af og til en svag Luftning krydret med Duften af 
Hyacinter fyldte Værelserne . I Salen var Alt saa 
lysf og festligt , og fra den flyfrie Nathimmel straalede 
Stjernerne , speilende sig i den svagt rullende Sø , 
medens hist og her fra Busk og Krat Nattergalen lod 
sin Sang lyde ud i den slille Aften . Medens vi 
saaledes sade under munter , vexlende Samtale , oplystes 
pludselig Vandet nedenunder af et dcempet 
carmoisinrødt Lys , som , alt som det udbredte sig 
videre , tiltog i Styrke , indtil det tilsidst straalede i 
blændede Glands , hvorpaa det igjen tog af ; men 
idet det nu ligesom indsugedes af Dcemringen , og 
Alt igjen syntes at skulle indhylles i Mørke , tæendtes 
paa flere forskjellige Steder klart lysende Stjerner , 

der lidt efter lidt blev større og større , indtil de tilsidst 
som Sole udbredte et klart , straalende og mangefarvet 
Lys , hvorfra nu en utallig Mængde Raketter 
bragende og susende fløi op i Luften , hvor de med 
et fjernt , dæmpet Knald , udsendte en Regn af 
glimrende Stjerner . 
„ Noget skjønnere har jeg aldrig seet “ , udbrød 
Anna , hvis Dine lyste af Henrykkelse og Glæde . 
„ Det er jo som et deiligt Eventyr , hvoraf man aldrig 
kan forglemme Indtrykket . “ 
„ Har det glædet Dem “ , og det forekom mig , at 
han lagde særdeledes Eftertryk paa det sidste Ord , 
„ saa har jeg opnaaet min Hensigt og er inderlig 
lykkelig derover . “ 
„ Ja sandelig “ , udbrød Jomfru Kold , „ her har 
fra Forsf til Sidst , fra det Dieblik vi kom her og 
indtil nu , da dette deilige Syn fremtrylledes for vore 
Blikke , været udbredt ligesom et Gjenskin af en høiere 
og bedre Tilværelse over Alt heroppe , hvori jeg har 
følt nrig uendelig lykkelig . “ 
„ Ogsaa jeg siger Dem hjertelig Tak “ , sagde 
From trykkende Bæks Haand . „ Hvad De har 
budet os iaften , kan jeg vel ikke byde Dem igjen . “ 
„ Men De har det som er bedre “ , afbrød hiin 
ham , „ nemlig et velsignet og kjærligt Hjem . “ 
„ Nu “ , svarede From , „ Grundstenen har De 
jo lagt , og den er ikke daarlig , byg saa videre . “ 
Efter denne Fest var nu hengaaet en Tid , hvis 
Tegn jeg rigtignok ikke saa ganske forstod , idet jeg dog 

paa den anden Side følte , at en ahnelsesfuld lykkelig 
Stemning var udbrudt over hele Froms Hus . 
Bæk kom der hyppigt , som han altid havde gjort , og 
Anna var mild og venlig , som hun altid havde været , 
derom kunde altsaa ikke siges Noget , naar det ikke 
skulde være , hvilket undertiden forekom mig , at der 
nu var Noget endnu mere fromt , stille og hjerteligt i 
hele hendes Væsen end tidligere havde været Tilfældet . 
Bestemt kunde jeg jo rigtignok ikke sige det , men vidst 
var det , af naar hun af og fil saae op fra sit Arbeide , 
saa var der Nøget saa frydeligt og lysende i hendes 
Blik , af der absolut maatte være lyst og deiligt , der 
hvorfra det kom . 
Ja selv ud over den lille By syntes denne 
ahnelsesfulde Stemning af brede sig , og ofte hørte jeg 
Vink og Hentydninger fil , af det nok snart vilde blive 
fil Nøget mellem Bæk og Anna . I Boutikken selv 
fil From eller hans Kone faldt mange dunkle Antydninger ; 
ja jeg hørte ogsaa engang Probeermesterens 
Kone hviske grumme høit fil From : af hun vidste 
nok hvad Klokken var slaaet og blev ved sin Mening , 
hvor meget han end rystede paa Hovedet . Hun havde 
nemlig den Dag betalt en Regning paa ti Daler , og 
meente vel derfor , af hun nok kunde tale et Ord med . 
Men hvad man saa end hviskede og sagde , hvormeget 
end Bæks og Annas Navne vare paa Alles Læber 
i den Tid , saa slete det dog stedse med et venligt 
Smiil og et glad Ansigt , saa var det stedse paa en 
saa hjertelig og deeltagende Maade , af man derved 

fik det bedste Vidnesbyrd om hvor afholdt Begge 
vare . 
„ Ja det maa man da rigtignok sige , af et smukkere 
og mere velsignet Par gives der nok ikke “ , sagde 
Caroline en Dag hun sad inde i Stuen og syede . 
„ End hvem ? “ spurgte Jomfruen adspredt og 
uden af slaa Vinene op fra „ Ludmilla eller den 
prøvede Dyd “ , en Bog hun nys havde faaet . 
„ Ih , end Herr Bcek og Jomfru Anna ; thi er 
han en brav , riig og velanseet Mand , saa er hun 
saa smuk , saa fiin og from som nogen Prindsesse . “ 
„ Men hvem siger , af de ere et Par ? “ spurgte 
hiin med synlig Anstrængelse for af vende sine Tanker 
fra Bogen . 
„ Ja , hvem siger det , andet end den stcerke Røg , 
som gaaer af Branden . Io , jeg takker , vel er jeg 
en simpel Pige ; men derfor kan jeg da nok see , naar 
et Par elskende Hjerter staa i Fyr og Flamme . Hvad 
siger Du Peter ? “ 
„ Jeg siger , af en Brand er ikke godt af see uden 
naar det er mørkt . “ 
„ Ja det lyder saa grumme eenfoldigt , men skjule 
Skjelmen , Du har bag Oret , kan Du dog ikke 
alligevel . “ 
„ Og jeg troer ogsaa af Anna From har ondt 
ved af skjule den hun har bag Oret “ , svarede jeg , 
„ ja selv Herr Bæck gjør den nok ikke saa lidt 
Uleilighed . “ 
„ Naa , sagde jeg det ikke ! “ udbrød Caroline 

triumpherende . „ Jo luur Peter paa en Pandekage , 
han kan spise den selv . “ 
„ Ja , det har han ofte beviist , Caroline “ , bemærkede 
jeg . 
Denne nikkede bifaldende til mig , som vilde hun 
sige , af det var en Sag mellem os . 
„ Hvad jeg nu vilde sige “ , vedblev hun derpaa , 
„ ihvorvel Herr Bcek er det bedste og retsfafneste 
Menneske under Solen , saa gives der ikkedestomindre 
døg onde Mennesker , som mumle om Et og Andet . “ 
„ Men det var døg formeget forlangt Caroline “ 
bemærkede jeg , „ af Herr Bcek , hvor god og retskaffen 
han end er , skulde gaa omkring og sloppe Munden 
paa Folk . “ 
„ Ja det var maaskee ikke saa tosset bemcerket og 
kunde lyde morsomt nok under andre Omstændigheder , 
men naar man siger Noget forskrækkeligt ondt om 
ham , som man maa grues ved af høre paa , saa 
bliver det en anden Sag . “ 
„ Om hvem . Om Herr Bcek ! “ udbrød Jomfru 
Kold , idet hun nu flap Bogen , flød Brillerne op 
paa Panden og betragtede Caroline i maallos 
Forbauselse . 
„ Ja , om Herr Bcek “ , svarede hiin , „ men jeg 
sagde ogsaa reent ud af Posen , ar det var den arrigste 
Usandhed Nogen kunde finde paa . “ 
„ Jeg troede sandelig ikke , at Nogen kunde finde 
paa at sige et ondt Ord om den Mand “ , sagde Jomfruen 
betænkeligt . „ Men under alle Omstændigheder 

er han da ogsaa hcevet over lave Menneskers flammelige 
Lyst til at drage Andre ned i Snavset til sig . “ 
„ Jeg har aldrig Hørt et ondt Ord om Herr 
Bcek “ , indvendte jeg . „ Men Caroline troer Du 
ikke , man har villet probere , hvor desperat Du kunde 
blive . “ 
„ Nei , Peter slige Konster troer jeg ikke , at man 
let finder paa at have for med mig . “ 
„ Men hvad sagde man da ? “ spurgte jeg ; men 
da hun taug og rystede paa Hovedet , vedblev jeg 
ivrig . „ Ja , Caroline , det kan ikke hjcelpe , at Du 
tier og ryster paa Hovedet . Har Du sagt A , saa 
maa Du ogsaa sige B , og komme frem med hvad 
Du veed ; thi det er bedre at Sligt kommer for 
Dagens Lys end at det lusker om i Mørket . “ 
„ Det er sandt , Caroline “ , sagde Jomfruen 
med et billigende Blik til mig , „ ja det er sandt , og 
ihvorvel jeg just ikke ynder af høre onde Tungers 
Snak , saa gad jeg dog vide , hvad man kan have af 
sige om den Mand . 
„ Det var Ole Hansen dernede , som har faret 
paa de lange Reiser , han sagde af Herr Bcek i 
Amerika har levet under et andet Navn . “ 
Ved disse Ord kastede Jomfruen og jeg et Blik 
til hinanden , idet vore Tanker mødtes ved hvad der 
var hcendet paa Seiltouren . 
„ Ja naar det ikke er andet , min gode Caroline , 
saa kan det just ikke skade hans gode Navn og Rygte , 
iscer naar man veed , af Sligt saa ofte er Tilfældet 

derovre . At Du imidlertid kan kalde dette Noget 
skrækkeligt , slemt og ondt , lyder sandelig mere morsomt 
end bedrøveligt . “ 
„ Havde det været det alene “ , svarede Caroline 
i en dæmpet Tone og med synlig Ulyst til af gaae 
videre , „ saa havde jeg maaskee ogsaa leet deraf , ihvorvel 
jeg ikke godt kan forstaa , hvorfor man forandrer 
et ærligt Navn ; men naar man tilføier , af han ikke 
er Danfl , men af han paa en blodig Maade er 
kommen til Fisker Bæks Søns Papirer , samt af han 
som Slavehandler og Sørøver har erhvervet sin uhyre 
Formue , saa kan man maaskee ikke fortænke mig i , 
af jeg ikke fandt det altfor morsomt “ , tilføiede hun 
lidt spidst . 
Jomfruen tabte Bogen af Haanden og stirrede 
paa Caroline , som var denne den Onde selv . „ Jeg 
veed ikke , hvad jeg skal sige “ , begyndte hun derpaa 
efter af hun længe havde siddet taus . „ Nei , jeg veed 
ikke , hvad jeg skal sige til , af Du Caroline kommer 
paa Steder , hvor man fører flig flammelig Tale , og 
af Du lytter dertil . Saameget er imidlertid vist , af 
vil Ingen Andre stoppe Munden paa den elendige 
Karl , der enten af Ondskab eller af Lyst til af see 
forbausede Ansigter difler sligt nedrigt Væv op , saa 
vil jeg . Jeg forlanger imidlertid af Eder begge , af 
der ikke kommer et Ord over eders Læber herom , ikke 
alene fordi det vilde være syndigt , men ogsaa fordi 
jeg vilde flamme mig over , af flig Tale kan være 
ført i mit Huus . “ 

Ihvorvel det ikke med en Tanke faldt mig ind , 
af der kunde være Spor af Sandhed i hiint onde 
Rygte , saa kom jeg dog stedse i mine Tanker tilbage 
til den fremmede Skipper og hans øiensynligt Overraskelse 
ved at see Bæk , hvem han jo havde kaldet 
Bartram , samt til det Indtryk Mødet gjorde paa 
denne , hvilket jeg før ikke havde tænkt over , ja kun 
flygtig lagt Mærke til paa hiin Tid ; men som nu 
mere og mere dukkede op for mig . At lignende , 
urolige Tanker beskjæftigede Jomfruen , før jeg nok 
sige ; thi hun talte derefter ikke et Ord med os . 
Noget efter forlod jeg Stuen for ude paa Gaden at 
forslaa Sorgen . 
Idet jeg drev ned ad denne , mødte jeg From , 
Bæk og Anna samt Theodor og Marie , som i 
munter Samtale kom hjem fra en Spadseretour . 
„ Der har vi Tænkeren Peter “ , sagde From i 
en oprømt Tone . „ Gudbevares hvor Du seer 
grublende og philosophisk ud . Til hvilken Seet bekjender 
Du Dig ? “ 
„ Til Skeptikkernes Herr From “ , svarede jeg . 
„ Saa tør jeg sige “ , sagde Bæk , „ at Du har 
begrundet Tvivl om at kunne saae Bugt med dit 
Pensum til iaften . “ 
„ Jeg nød hellere en af Carolines Pandekager , 
Herr Bæk ; thi de ere baade lettere , fordøjeligere og 
behageligere end los nvoirtui-og do IHomnciuo . “ 
„ Det indrømmer jeg “ , svarede hiin , „ ikkedestomindre 
er det afgjort , af man let kan komme til af 

fortryde , af man har spiist Pandekager , men aldrig , 
af man har lært Franst . “ 
„ Uden forsaavidt “ , svarede jeg uoverlagt , „ af 
man derved mulig kunde faae Ord for ikke af være 
Dansk . “ 
Disse Ord afficerede ham imidlertid ikke i mindste 
Maade ; thi med en munter Latter udbrød han : 
„ Ja , min kjære Ven , jeg indrømmer villig og med 
sand Anerkjendelse , af Du har gjørt betydelige Fremskridf ; 
men til en begrundet Frygt for af blive anseet 
for en Franskmand er der endnu ingen Anledning . “ 
„ En saadan Roes er nok værd af tage med “ , 
sagde Anna , idet hun rakte mig sin fine , varme 
Haand , „ i hvilken Anledning jeg vil propvnere Dig 
af feire din Triumph med Theodor og Marie hos 
os iaften , maaskee gjør Herr Bæk os ogsaa den 
Fornøielse . “ 
„ Ja gjør det “ , tilføiede From , „ saa flipper 
Peter for hine lidet lystelige Eventyr , og vi faae os 
en Sang . “ 
„ De sætter mig i en overordentlig stor Fristelse , 
som jeg dog imidlertid er Helt nok til af modstaa . 
For det Første , har nemlig Peter og jeg forsømt 
eengang i denne Uge , og dernæst stal jeg nødvendig 
sfride et Par Breve iaften . Dersom De tillader det , 
vilde jeg dog grumme gjerne gaa paa Akkord med 
Dem ved af indbyde mig til imorgen Aften . Peter 
faaer da selv af forsøge om et lignende Avangement 
kan lykkes for ham . “ 

„ Nu saa faaer Te af have Deres Villie eller 
rettere Vrangvillie ; men kom saa i god Tid “ bad 
From , hvorpaa vi skiltes ved Havelaagen . 
Endnu opholdt jeg mig noget hos Theodor , 
med hvem jeg øvede mig i af springe over Plankevcerket 
saalcenge , indtil hans Beenklæder revnede ; derpaa 
gik jeg hjem , for hos Caroline af nyde mit 
reglementerede Suurbrød . Herved gik det imidlertid 
grumme stille til , idet hun i Taushed strikkede saa 
ivrig , af Pindenes Raslen gjenlød i Stuen , medens 
jeg betcenksømt tyggede paa min Mad , idet jeg paa 
samme Tid gjennemgik min Lectie . 
Da Tiden endelig var kommen , af jeg skulde 
gaae , var det ncesten mørkt ; men forinden jeg begav 
mig rigtig paa Veien , gav jeg mig dog Tid til af 
linde Froms Boufiksdør og spørge Theodor , som 
nu stod derinde , hvorledes Coursen var paa Svedsker 
og revnede Beenklæder , hvilket han besvarede med af 
springe over Disken efter mig , hvorved jeg i en mere 
end almindelig Fart tilbagelagde Størstedelen af min 
Vei . 
Da jeg kom op til Sølyst , saaledes havde Bæk 
døbt sit Sted , stod Thebordet dæekket foran de aabne 
Havedøre ; men i den Tanke , af han allerede havde 
drukket , gik jeg ind i det tilstødende Vcerelse , paa den 
anden Side , af hvilket han havde sit Contoir , hvori 
vi gjerne læeste . Forundret blev jeg imidlertid staaende 
i den aabne Dør , betænkende mig paa , om jeg skulde 
gaa videre eller ei . 

i 
268 
Inde fra Kontoiret lød nemlig høirhstede , og som 
det forekom mig , sorbiftrede Stemmer , men da Samtalen , 
hvori Tre efter mit Skjøn deeltoge , førtes paa 
Engelsk , formaaede jeg kun af opfange enkelte Ord 
deraf , hvoraf det dog fremgik af Talen var om Penge , 
Jeg fljelnede Bæks kraftige Stemme ; hvori der laa 
et Udtryk af en saa overordenelig Forbittrelse blandet 
med Foragt , af det tilstrækkeligt vidnede om , hvor 
irriteret han var , medens paa den anden Side , de 
to andre Stemmer syntes af true . 
Kun et Oieblik blev jeg uvis staaende , hvorpaa 
jeg fjernede mig , for ikke at komme til at høre , hvad 
jeg mulig ikke skulde høre . I nogen Tid opholvt 
jeg mig derefter i Havesalen , og gik derpaa hjem , da 
de Fremmede efter en halv Times Forløb endnu ikke 
havde fjernet sig . 
„ Jeg skal svare for “ , sagde Caroline til mig , 
da jeg den næste Morgen tidlig kom ned , idet hun 
som sædvanlig , naar hun havde gjort Forstuen reen , 
opmuntrede sig et Oieblik ved at see op og ned ad 
Gaden , „ jeg skal nok svare for , at Olsen betids er 
kommen i Stovlerne idag , hans Kone har formodentlig 
været efter ham med Krabasken , idetmindste løber 
han , som kildrede det endnu hans Rygstykker . “ 
„ Jøses ja ! “ udbrød jeg , medens jeg kiggende 
over hendes Skulder , saae ham styrte afsted i fuld 
Fart med den side røde Kjole svajende om sig . 
„ De Damer , de Damer “ , vedblev jeg sukkende , „ de 
er rigtignok Mændenes Fordærvelse . “ 

„ Naa , nu skal vi høre , begynder nu Hanekyllingen 
ogsaa at gale “ , raabte hun leende . 
„ Herre Gud , Caroline , man skal jo dog øve 
sig itide , for at man ei skal synes altfor tosset , naar 
man engang skal tale med . “ 
„ Ja , men det kommer an paa , om Du overhovedet 
faaer Lov fil af tale med , Peter . “ Maaskee 
forstaaer den tilkommende Hjertenskjær af tage Ordet 
fra Dig . “ 
„ Aa , det frygter jeg ikke Caroline , eftersom ikke 
alle de pæne og smukke Damer ere saa forskrækkelige , 
som Du . “ 
„ Saa skal da “ , udbrød hun , mere fik hun ikke 
talt ; thi idetsamme kom Herredsfogeden ledsaget af 
Sognefogeden i Vinderup forbi , og begge i ligesaa 
stærk Fart som Olsen , hvorved vi atter fik nok af 
see efter . 
„ Mon de ogsaa skulde løbe for Krabasken ? “ 
spurgte jeg forbauset . „ Herredsfogeden saae forsfrækket 
nok ud dertil . “ 
„ Det kan aldrig være rigtigt . Der maa være 
Noget paafærde “ , udbrød Caroline . 
„ Maaskee er Krudtmøllen dernede ifærd med af 
springe i Luften “ , bemærkede jeg oplysende . 
„ Og saa troer Du , af den først har advaret 
dem , for af de kunde kalde Politiet tilhjælp . Hvad 
er der dog fleet Madam Olsen ? “ vedblev Caroline 
fil Politibetjentens Kone , der med et Ansigt , hvori 

den frygteligste Rædsel stod malet , hastig kom hen 
imod os . 
„ Herre Du forbarmende Gud ! “ raabte denne . 
„ Har De ikke hørt det Caroline . Ak det er det 
Gyseligste noget Menneske kan tænke sig . Her tætved , 
ude paa Marken er der funden Ligene af to Personer , 
som ere myrdede , hvoraf den ene er levende . “ 
Trods Forfærdelsen over en saa gruelig Begivenhed , 
for hvilken Skuepladsen var i vor umiddelbare 
Nærhed , kunde Caroline dog ikke afholde sig fra at 
bemærke , at naar den ene var levende , saa var der 
vel dog kun eet Liig . 
„ Utidig Ordkløveri kan jeg ikke indlade mig paa “ 
svarede Madam Olsen fornærmet . „ Den Ene er 
steendød og flammelig myrdet , og den Anden har 
som en Følge af Blodtab og forfærdelige Saar , kun 
faa Øieblikke tilbage . 
„ Du gode Gud ! “ udbrød Caroline . „ Har 
man da ingen Tanke eller Begreb om , hvorledes det 
er gaaet til ? “ 
„ Hvor skulde man have det . Hvem kan sige 
det ? Min Mand rystede rigtignok paa Hovedet og 
lagde Fingrene paa Næsen , og naar han gjør det , 
saa har han sine Betænkninger , og jeg har ogsaa 
mine egne Tanker ; men det er Øvrighedens Pligt at 
tie , hvor der skal ties . “ 
„ Men hvem er den Myrdede ? Det kan jo dog 
ingen Hemmelighed være . “ 
„ Ja , hvem er det ? Ingen kjender nogen af dem , 

hverken den Ene eller den Anden . Og den Saarede , 
som kcemper med Døden , formaaer ikke af tale et 
Ord . Saameget kan jeg da imidlertid sige , af igaar 
Aftes kom to Fremmede til Gjestgiverstedet . Som 
det . lod til var det Engelskmcend , den Ene kunde ikke 
et Ord Dansk , hvorimod den Anden dog kunde gjøre 
sig en lille Smule forstaaelig . De bestilte Logi for 
Natten og Aftensmad , og saa vare de gaaet ud med 
den Besked af de vilde komme tilbage en Timesüd 
derefter . Madamen deroppe gjorde nu Alting rigtig 
fiint og galant , de skulde havt stegt Lever og opstuvede 
Kartofler og saa Rødgrød med Fløde ; men Herren 
havde bestemt det anderledes . Madamen ventede selv 
ül Klokken var elleve , og fire Gange havde hun 
saamæend Sfegen over for af varme den ; men da 
hun nu skulde til det den femte Gang , saa sagde hun , 
af nu skulde det rigtig blive Løgn , og disse Ord forfryde 
hende nu idag saa haardt og skammeligt , og 
derefter gik hun iseng . Pigen , De veed nok , Else , 
som er forlovet med den skævbenede Bøssemager , hun 
skulde nu vente , og hun sad saamcend oppe til Klokken 
var slaaet tre , men saa gik hun hen og lagde sig . 
Herre Gud , naar man saa tcenker , at medens alle 
disse Tilberedelser bleve gjorte , saa laa de , hvem det 
gjaldt , myrdede og lemlcestede ude paa Marken . “ 
Her blev hun afbrudt ved at to Vogne ledsagede 
af Politiet langsomt kom kjørende op ad Gaden . I 
Følelsen af , hvad de indeholdt , vendte jeg mig gysende 
dort og gik med bankende Hjerte og dybt rystet ovenpaa , 

hvor jeg nu paa Jomfruens ivrige Spørgsmaal meddeelte 
hende , hvad jeg havde Hørt . 
Efferretningen om denne forfærdelige Udaad , der 
var udøvet saa at sige midt iblandt os , udbredte en 
frygtelig Angest og Uro over hele Byen . Alt Arbeide 
standsede og overalt stimlede Folk sammen for at høre 
eller meddele , hvad man vidste . Det Hele var en 
Gaade , som om mulig gjorte Begidenheden endnu 
uhyggeligere , og Gisning fulgte paa Gisning over , 
hvad der dog kunde skjule sig derunder . 
Hos Froms , hvor stedse vor Tilflugt var , 
naar Noget overordentligt var passeret , var man 
ligesaa ude af det , som vi , og paa alle Ansigter 
lceste vi Udtrykket for den samme Angest og Afsky , 
som vi vare Offre for . From var gaaet ud , men 
man ventede ham hvert Oieblik hjem , da han havde 
lovet ikke af blive lcenge borte . 
Anna sad taus ved sit Arbeide . Synaalen gik 
flittig frem og tilbage , men jeg saae , af Haanden som 
førte den , af og til skjælvede , ligesom der ogsaa , naar 
hun engang imellem saae op , stode Taarer i hendes 
Dine . Madam From og Jomfru Kold samtalede 
i dcempet Tone , og Theodor , Marie og jeg stode 
i en Vinduesfordybning og meddeelte hinanden hviskende , 
hvad vi havde Hørt . 
Endelig hørte vi Herr Froms Fodtrin i Forstuen , 
og idet han aabnede Døren , gav det et Scet i . 
os Alle , hvilket ikke var uden Grund ; thi saa bleg 
og dybtbevceget , som han saae ud , kunde vi sige os 

selv , af de Efterretninger , han bragte , kun vare lidet 
trøstelige . „ Der er endnu aldeles Intet oplysf “ , 
sagde han , idet han efter Scedvane gik op og ned ad 
Gulvet , medens , som det forekom mig , hans Blik 
hvert Oieblik og ligesom uvilkaarlig søgte mig . ' „ Der 
er endnu Intet oplysf , og den eneste Trøsf er , af den 
af de Ulykkelige , som endnu er ilive , efter Læegens 
Skjøn dog mulig ikke er livsfarlig saaret . Han har 
imidlertid tabt Mcelet , som en Følge af Nerverystelse 
og det vil rimeligviis vare Noget , forinden han 
kommer til dets Brug . Naa Du er der Peter “ , 
vedblev han i en Tone , som han synlig anstrængte 
sig for af gjøre saa rolig og ligegyldig som mulig . 
„ Det falder mig ind , Du er jo temmelig bevandret i 
det Engelske , og da der nede paa Herredseontoiret er 
et engelsk Brev , ved hvis Oversættelse Du dog mulig 
kunde vcere til Nytte , saa kom med min Dreng . Vi 
kommer snart tilbage “ , tilføiede han til de Øvrige , 
hvorpaa han hastig forlod Stuen fulgt af mig . At 
min Kundskab til det Engelske ikke var den egentlige 
Grund , hvorfor han vilde have mig med , ahnede mig 
strax , og det var derfor med tungt Hjerte af jeg 
fulgte ham . 
Da vi kom ned paa Contoiret blev jeg strax 
viist ind til Herredsfogeden , som sad i sit eget Kontoir 
tilligemed sin Fuldmægtig . „ Hør siig mig , Peter , 
hvad er dit fulde Navn ? “ 
„ Peter Kold , siden jeg blev adopteret af 
Jomfru Kold . “ 

„ Nu ja , det er sandt , og hvor gammel er Du ? 
„ Jeg er sexten Aar “ , svarede jeg forundret over 
disse Spørgsmaal . 
„ Sexten Aar “ , udbrød han forbauset . „ Er 
Du allerede saa gammel . Hvornaar blev Du da 
konfirmeret ? “ 
„ Det er jeg ikke endnu , men skal gaa til Præsten 
i Vinter . “ 
„ Naa , ja , ja “ , vedblev han efter et Diebliks 
Betænkning . „ Du faaer jo Undervisning af Herr 
Bæk . Paa hvilke Tider er det ? “ 
„ Det er Mandag , Onsdag og Fredag Aften fra 
Kl . 8 til 10 . “ 
„ Naa , saa var Du der jo igaar Aftes . “ 
„ Ja , det var jeg . “ 
„ Og læste Du saa i de to fastsatte Timer med 
ham ? “ 
„ Nei “ , svarede jeg nølende , „ vi kom ikke til 
at læse . “ 
„ Hvorfor ikke “ , spurgte han betragtende mig 
opmærksomt . 
„ Der var Fremmede hos ham , af hvilken Grund 
jeg gik bort igjen . “ 
„ Hvem var da disse Fremmede . “ 
„ Det veed jeg ikke , thi jeg saae dem ikke “ , 
* 
svarede jeg , hvorpaa jeg fortalte , hvorledes jeg havde 
forholdt mig . 
„ Saa hørte Du altsaa Noget af hvad der blev 
talt ? “ 

L75 
„ Jeg hørte Stemmerne “ , svarede jeg blussende 
rød og i høieste Grad forvirret , idet det pludselig 
blev mig klart , hvad det Hele havde til Hensigt , 
„ Men naar Du hørte Stemmerne , saa maa Du 
ogsaa have opfanget enkelte Ord . Lad høre , min 
Søn , siig frem hvad Du veed . “ 
„ Der var en Dør og den store Stue imellem 
mig og de Talende ; derfor kan jeg ikke med den 
Bestemthed , som Herr Herredsføgeden formodentlig 
ønsker , sige Noget derom . “ 
„ Jeg ønsker ogsaa al vide , hvad Du troer al 
have hørt , og det er din Pligt Intet al skjule . “ 
„ Men det er ogsaa min Pligt “ , svarede jeg , idet 
jeg tog Mod til mig , „ ikke al udsige Noget , som 
mulig kun kunde tjene til al vildlede Dem . Stemmerne , 
hvilke jeg iovrigt kun et Dieblik hørte , slode 
i hinanden , og efter den Begivenhed her er passeret , 
har jeg ncesten glemt eller staaer idetmindste det , 
hvorom Herr Herredsføgeden spørger , saa forvirret 
for mig , al jeg ikke formaaer al udsige mere , end 
hvad jeg har sagt . “ 
Endnu gjorde han mig en Deel Spørgsmaal , 
hvorefter han lod mig gaae . Idet jeg forlod Kontoiret 
mødte jeg Herr Bcek , som gik derind . Han 
saae alvorlig og tankefuld ud , men nikkede venlig til 
mig , idet han gik forbi . 
„ Du veed nok “ , sagde From , der havde ventet 
paa mig , „ af jeg ikke holder af af stikke under Stol 
med Noget eller omgaae Sandheden . Ved denne 

Leilighed , er det imidlertid nødvendigt , af de derhjemme 
ikke altfor pludselig faaer af vide , hvilken forfærdelig 
Mistanke man nærer , og jeg maatte derfor bruge 
hiint Paaskud om Brevet . “ 
„ Men det er jo dog umuligt “ , udbrød jeg , „ af 
Nogen for Alvor kan nære en slig Tanke om Bæk . “ 
„ Man skulde synes det “ , svarede From i en saa 
forknyt Tone og med et saa smerteligt Udtryk uf 
Sørg , af det ved Tanken om hans ellers saa freidige 
og muntre Væsen smertede mig dobbelt . „ Ja man 
skulde synes det ; men det er beviist nok , af de Fremmede 
igaar Aftes paa Gjestgiverstedet spurgte om Bæk , 
ligesom der ogsaa er Flere , som har seel dem gaa op 
til Sølyst . Det er en i høi Grad ulykkelig Begivenhed , 
som kan bringe vor Ven megen Sørg og Fortræd . 
Som det altid gaaer , saaledes gaaer det ogsaa ved 
denne Leilighed , onde Folk skuppe til , naar de tro at 
at Vognen helder , og der er nu i dette Oieblik opstaaet 
saa forfærdelige Rygter , at de under andre 
Omstændigheder kun vilde være fuldstændig latterlige , 
men som nu dog ville tjene til at gjøre Sagen mere 
forviklet , samt til at kaste en større Skygge paa 
Bæk . “ 
Da jeg vidste , hvortil han sigtede , gjorde jeg 
ingen yderligere Spørgsmaal , men fortalte nu , hvad 
jeg havde udsagt i Forhøret . From rystede paa 
Hovedet og sukkede . 
„ Vort eneste Haab er “ , sagde han , „ at den 
Saarede maa komme sig saavidt , at han kan give en 

Forklaring . Skulde han dø forinden , seer det sørgeligt 
ud . Det var imidlertid godt og glædeligt , at 
der i dit Udsagn ikke behøvede at væere Noget som 
nødvendigt maatte blive ham til Skade . “ 
Flere Dage gik nu hen i Sorg og Uvished . 
Bce k var bleven arresteret paa Grund af at flere 
Omstændigheder tydede paa , at han , om han end ikke 
var Gjerningsmanden , saa dog rimeligviis var impliceret 
i Mordet . Det var bleven beviist , at de 
Fremmede om Aftenen vare gaaede ind til ham . En 
Fifler , der skulde ud for at røgte Garn , havde seet 
og gaaet tcet forbi tvende ham ubekjendte Personer , 
som vare komne ud fra Sølyst , og hans Beskrivelse 
af deres Klædedragt passede fnldstæendig paa den 
Myrdedes og dennes Ulyksfcrlles . Bcek s Tjener , 
som fra Begyndelsen af haardnakket havde negtet af 
vide Nogetsomhelsf om denne Sag , da han , som han 
paastod , fra den Tid han havde dcekket Thebordet , 
havde opholdt sig i sin egen Stud , der laa fjernet fra 
den øvrige Leilighed , maatte endelig , dreven til det 
Uderste i Forhørene , tilstaae , af han , ihvorvel han 
ikke havde seet de Fremmede , dog havde hørt deres 
høirystede Tale inde hos sin Herre . Han tilstod 
derncæst , af Samtalen var bleven ført paa Engelsk 
og havde for en Deel dreiet sig om Penge , samt 
endvidere , af hans Herre , strax efter de Fremmedes 
Bortgang , ogsaa havde forladt Huset , hvortil han 
først var vendt tilbage efter en Timestids Forløb . 
Alt dette tjente til af sorhøie Mistanken , ligesom 

ogsaa Bæks egen Forklaring , hvor aaben og oprigtig 
den end i flere Henseender lod til af være , næppe 
tjente til hans Retfærdiggørelse , men snarere gjorde 
Sagen misligere . 
Idet han nemlig indrømmede af have havt Besøg 
af hine Fremmede , ved hvilken Leilighed der havde 
udspundet sig en heftig Ordvexling imellem dem , forklarede 
han , at han havde havt en Søster , der var 
et Par Aar yngre end ham og som , ligesom han 
selv , efter Forældrenes Død var bleven opdraget af 
en Læge ved Navn Bartram , hvis Navn de derefter 
begge havde baaret . Efter endt Opdragelse var 
den unge Pige kommen i Huset hos en Familie som 
Lærerinde , og her havde hun gjort Bekjendtskab med 
en Kjøbmand ved Navn Lester . Ved denne , der 
senere viiste sig at være en flet og ryggesløs Person , 
blev hun bragt i en Ulykke , som bevirkede , at hun i 
Fortvivlelse tog sig selv af Dage . 
Nogen Tid efter denne Begivenhed , ved Mindet 
om hvilken Bæk viiste sig dybt rystet , traf han 
Lester tilfældigviis i et Hotel . Ingen af dem 
kjendte hinanden ; men som en Følge af den Samtale , 
der blev ført ved det Bord Lester sad , og under 
hvilken denne paa en ligesaa raa som oprørende 
Maade omtalte en ung Pige , idet han tillige roste 
sig af at have foranlediget hendes Ulykke , blev hiin 
opmærksom , og ved at erkyndige sig , fik han at 
vide hvem det var . Optændt fil den høieste Grad 
af Forbittrelse , deels ved Tanken om sin Søsters 

Ulykke og deels ved at være Vidne fil , hvorledes 
denne blev omtalt af den , som havde foranlediget den , 
krævede ban hiin til Regnflab . I lang Tid havde 
han søgt af komme paa Spoer efter hiin , i lang Tid 
havde det været hans eneste Attraa , af hævne den 
Skjændsel og Ulykke , hvorunder han sukkede . Nu 
stod ban for ham , og trods af Lester , feig og 
elendig som han var , negtede af modtage Bæks Udfordring , 
blev han dog nødsaget til af forsvare sit 
Liv mod dennes rasende Angreb . Enden blev af 
Lester faldt , dødelig saaret , og blev bragt bort af 
sine Venner . Da Bæk nogle Dage efter erholdt 
Underretning om af Lester var død , saa besluttede 
han , idet han saae sig nødsaget til af flygte , af udfore 
den Plan , til hvis Udførelse Alt allerede i Forveien 
var forberedt , nemlig af drage til Danmark . 
Efter Ankomsten hertil , antog ban sine Forældres 
Navn og haabede nu under de forandrede Forhold 
og Omgivelser , af skulle kunne forglemme den Sorg , 
der saa haardt havde tynget paa hans Hjerte . 
Paa den Seiltour , som han havde gjort med 
Froms og os , var han imidlertid uventet bleven 
mindet om hine sørgelige Begivenheder , idet han 
havde stedt paa en Skibscaptain , der havde været 
tilstede ved Kampen mellem ham og Lester . Da 
han af gode Grunde ikke ønflede af blive kjendt , 
havde han ligeover Capitalen anstillet sig som 
Fremmed for ham , og han havde ogsaa haabet af 
have ført denne bag Lyset , indtil han ved hine to 

Fremmedes Ankomst blev overbeviist om det Modsatte . 
Captainen , der maaske ikkevar ganske sikker i sin Sag , 
havde ikkedestomindre omtalt Modet for Lesters 
Broder , og denne havde da derefter besluttet , ledsaget 
af en Bekjendt ved Navn Brovn , som engang 
tidligere havde været i Danmark , af opsøge Bæk for 
ved af true ham af udpresse Penge af ham . 
Ved deres Ankomst og ved af høre deres Trudsel 
og deres Forslag , var Bæk først bleven i høieste 
Grad forbittret ; men ved derefter af tænke paa , 
hvilken Forlegenhed , ja maaske Ulykke , de kunde bringe 
ham i , saa havde han tilsidst givet efter og affunden 
sig med dem , med en betydelig Sum . Strax efter 
deres Bortgang var han ganske rigtig selv gaaet ud , 
idet han , der befandt sig i en ' ophidset Tilstand , 
trængte til af komme ud i den friske Luft . Han 
havde spadseret op og ned langs Stranden , indtil 
han endelig træt var gaaet hjem . Om Brovn og 
Lester havde han ikke bekymret sig , efter af de 
havde forladt ham , og han havde først erfaret deres 
sørgelige Skjæbne , da han blev afhentet ved Politiet . 
Det kunde ikke være Andet , end af denne Forklaring , 
hvor meget den end stod til Troende , da han 
jo deri i een Henseende anklagede sig selv , dog maatte 
bestyrke Rettens Mistanke om , af Bæk havde forøvet 
eller idetmindste var impliceret i Mordet , da han jo 
derved for stedse vilde være befriet for Fjender , om 
hvem han ikke kunde vide , hvad Øieblik de fandt paa 
af vende Mage for atter af true ham . Heller ikke 

fandtes den af Bcek omtalte Sum Penge , der havde 
bestaaet i engelske Banknoter , hverken hos den Myrdede , 
som fandtes af vcere Lester , eller hos Brovn ; 
i Lommerne hos dem Begge fandtes kun en lille 
Sum , der syntes nceppe af vcere tilsfrækkelig til 
Reisen . 
Kun Faa var der vidstnok i hele Byen , med 
Undtagelse af den snevre Kreds ; hvori han daglig 
havde scerdedes , som ikke deelte Øvrighedens Mistanke . 
Rygtet , som Caroline paa hiin Dag havde omtalt , 
havde bidraget sit til af gjøre Folk modtagelige foren 
Overbeviisning som man vel ellers skulde have 
Vanskelighed ved af fatte . De mange , utvetydige 
Tegn paa hans retskafne Charakteer , hans hjertelige 
Godmodighed og hans hidtidige , pletfrie Vandel , Alt 
var nu glemt , og idet , de meest ubetydelige og intetsigende 
Omstændigheder ham vedrørende , bleve fremdragne 
og udlagte fil det Onde , var det ikke langtfra 
at man i ham begyndte at see Djcevelen selv , derpaa 
en kunstig Maade havde forstaaet at skjule sine 
Horn og forblænde vore Dine . 
Jomfru Kold tog sig Bceks Ulykke frygtelig 
ncer , og jeg saae hende ofte fcelde Taarer . Sine 
Bøger , Vulpius og Lafontaine , havde hun reent 
glemt , og ialmindelighed sad hun grundende i sin 
Stol , hvorfra hun da af og fil hastig sprang op og 
ilede over fil Froms , naar hun troede at have udfundef 
Noget , som kunde tale fil Bceks Fordeel ; 
men mistrøstet og nedslaaet vendte hun snart tilbage , 

naar det efter næermere Drøffelse havde viist sig ikke 
at kunne føre fil Noget . En Dag , da jeg var ovre 
hos Froms , blev vi Alle i høi Grad forundret ved 
at see Lieutenant Emanuel trcede ind . Herr de 
Emanuele . Ak , dette Navn klang for mit 
Dre , som Mindet om en lykkelig Tid . Hos os kom 
han selvfølgelig aldrig , og hos Froms havde han 
heller ikke viist sig siden hiin ulykkelige Affaire med 
Klædeskabet . Enhver af os havde vel oftere mødt 
ham ; men det syntes da , som søgte han af undgaa 
os . Nu stod han pludselig midt iblandt os og det 
med en saa kcek og determineret Mine som nogensinde 
før , ret som havde han ved en Leilighed faaet Opreisning 
for det Nederlag , han havde lidt . 
„ Man seer altsaa “ , sagde han efter af Samtalen 
i kort Tid havde dreiet sig om Dagens sædvanlige 
Thema , „ af hverken Rigdom eller en nogenlunde god 
Opdragelse , kan afholde et Menneske fra af begaa 
den flæendigste Forbrydelse . Hvor Ridderligheden 
mangler -- -- -- -- -- -- . “ 
„ Der kryber man i et Klæedeflab “ , hviskede Marie 
fil mig . 
„ Der mangler øgsaa den sande Dyd . “ 
„ Jeg troede imidlertid “ , bemærkede From , „ af 
Ridderlighed øgsaa hørte med fil en god Opdragelse , 
og af den ikke er et absolut militairt Attribut . “ 
„ Gud bevares ! “ udbrød Lieutenanten lidt forvirret . 
„ Jeg indrømmer gjerne , af Ridderlighed 
øgsaa findes hos den Borgerlige . Det kunde aldrig 

falde mig ind af tvivle derom . Dog troer jeg af 
Ærens Love bliver den Militaire saaledes indprentet , 
af det vilde vcere Vanvid af tro om en Slig , af han 
kunde begaa en saadan Forbrydelse . “ 
„ Ærens Love ere løierlige , har jeg hørt , og det 
stal være en vanskelig Sag af dømme derom “ , svarede 
From . „ Men “ , vedblev han , „ siden Talen var om 
dette specielle Tilfælde , er da Nogen saa vanvittig af 
have en Militair mistænkt ? “ 
„ Mistæntt ! “ gjentog hiin . „ Nei , Herr From , 
der er kun Een , paa hvem AllcS Blikke hvile , og 
denne Ene har indtil Dato gaaet for et Dydsmønster . 
Man har krøbet , bukket og skraber for ham , man har 
hævet ham til Skyerne , høit op over Alle os andre 
smaa Dødelige , og nu sidder han som en elendig 
anklaget Forbryder ; men der seer man , hvad søde 
Ord og fromme Miner kunne bevirke , og hvor let 
det er af skjule Djævelen . “ 
„ Har De da nogen Beviser for , af den De 
, mener , af Herr Bæk er Forbryderen ? “ spurgte 
From , betragtende Lieutenanten med et fast Blik . 
„ Jeg , nei ingenlunde , jeg henholder mig i saa 
Henseende kun til den offentlige Mening , og hvad 
mine egne Tanker angaaer , saa skylder jeg Ingen 
Regnflab derfor . “ 
„ Nei “ , udbrød From , hvem Blodet var stegen 
til Hovedet , „ nei , ligesom de vel ogsaa ere saa 
ubetydelige , af Ingen vil forlange det . Den offentlige 
Mening “ , gjentog han derpaa , „ ja Herr Lieutenant , 

erfarede De , hvad den offentlige Mening er om Dem , 
saa troer jeg , af De næppe skulde løfte Hovedet saa > 
kækt , som De nu gjør , og min Mening er , af er der 
Noget pjaltet og elendigt , da er det af ville kaste 
Smuds paa en Mand , over hvis Hoved Ulykken 
hviler , og det dertil i et Hus , hvor han har været 
en kjær og anseet Gjæst , og hvor han endnu i dette 
Øieblik er ligesaa æret og agtet , som han er dybt 
beklaget . “ 
Med disse Ord aabnede From Deren , hvorpaa 
Lieutenanten ligesaa forvirret som forbittret 
skyndte sig bort . 
I Spænding og Uro havde vi nu i nogle Dage 
fulgt Gangen i Brovns Sygdom , og det var derfor 
med en overordentlig Glæede , af vi af Lægen hørte , 
af der endelig var indtraadt en Forandring til det 
Bedre , samt af denne nu ikke tvivlede om , af hiin 
snart vilde være saa vidt af han kunde tale og saaledes 
afgive en Forklaring , der , som Ingen af os tvivlede 
om , vilde vælte al Skyld fra Bæk . 
Det var , som var Solens Lys klarere og dens 
Straaler mildere i disse Dage , da Haabet voxede i 
vort Indre . Paa Annas Kinder begyndte Farven 
at vende tilbage og om hendes Mund spillede af og 
til et lille muntert Smiil , ved et Indfald eller en 
Spøg af Marie . Sjeldent var det rigtignok kun , 
men det var dog som et Glimt af den klare Himmel , 
ber vidnede om at Sorgens tunge Sky stod i Begreb 
med at fordele sig . From selv , hvis kraftige Stemme 

og joviale Tale saa ofte havde lydt ind fra Boutikken , 
men hvor Alt i de sidste Dage var gaaet taust og 
stille af , som en Følge af , at han kun havde været 
lidet oplagt til at indlade sig med Nogen , begyndte 
nu ogsaa at blive den Gamle , og hvert Oieblik kom 
han ind i Stuen for at udtale sig , naar en ny 
Tanke eller Idee om , hvorledes Brovns Udsagn 
sandsynlig vilde blive , havde paatrængt sig ham . 
Strax efter at Bæks Udsagn i Forhøret var bleven 
bekjendt , var han kommen til den Overbeviisning , at 
En af de Fremmede , hvad enten dette nu var Lester 
eller Brovn , idet de , hvad saa rimeligt kunde være , 
ikke kunde blive enige om Byttets Deling , havde 
overfaldet den Anden . I den derved opstaaede Kamp 
paa Liv og Død var det dæ tænkeligt , af idet Angriberen 
eller den Overfaldne var bukket under , havde 
den Anden modtaget saa frygtelige Saar , som Tilfældet 
viiste sig af være med Brovn . Nar nu 
denne den egentlige Forbryder , saa , ihvorvel Dommeren 
var en dygtig og energisk Mand , saa kunde det døg 
være forbunden med store Vanskeligheder af faae ham 
til af bekjende , og om , paa hvilken Maade dette 
Maal sikkrest kunde naaes , var det , af Froms 
Tanker nu idelig og idelig dreiede sig . Det var som 
om hans Handel og hele Bedrift , Ting , der ellers 
noksom laa ham paa Hjerte , nu vare blevne Biting 
imod den store Hovedopgave , hvoraf hans Sind Nat 
og Dag var opfyldt . Med sit milde , forstandige 
Blik og med hjertelig Deeltagelse , hørte Madam 

From paa hans Mtringer i den Retning , og idet 
hun , Jomfru Kold , og undertiden Anna ivrig deelLoge 
i Diseusionen , udspandt denne sig ofte til den 
sildige Aften . 
Endelig hed det sig , af Brovn havde faaet sit 
Mæle , samt af en Translateur i Anledning af det 
forestaaende Forhør , hvert Dieblik ventedes fra 
Kjøbenhavn . Morgenen efter af denne var kommen , 
saae vi med cengstelig Deeltagelse denne samt Herredsfogeden 
og hans Fuldmægtig fulgt af Politibetjent 
Olsen , som bar Protoeolen , gaa forbi ad Veien til 
Sygesfuen , og vi hengave os nu til det tillidsfulde 
Haab , af inden Aften vilde Alt vcere opklaret og 
Bcek befriet for den tunge , frygtelige Mistanke , som 
hvilede paa ham . 
Det skulde imidlertid desvcerre langtfra gaa saa 
let , som vi dreven af Haab og Læengsel havde troet . 
Udfaldet af det første , foreløbige Forhør , der , ihvorvel 
det skulde holdes hemmeligt , dog snart blev bekjendt , 
var kun lidet trøsteligt . Brovn , der i ingen Henseender 
frembragte Indtrykket af af vcere en forhærdet 
eller snu Forbryder , udsagde og fastholdt med Bestemthed , 
af der ikke havde været vexlet et ondt Ord 
mellem ham og Lester , imedens de gik sammen bort 
fra Bcek . Den Forretning , de havde havt af afgjøre 
med denne , var udført til Begges Tilfredshed , og de 
higede kun efter af komme tilbage til Gjestgiverstedet , 
da de agtede den nceste Morgen tidlig af afreise til 
Kjøbenhavn . Paa Veien , en Fodsti , som førte over 

Marken ind til Byen , var de gaaet den Ene bagefter 
den Anden , saaledes af Brovn gik foran . Som de 
saaledes gik i munter Samtale med hinanden , havde 
Brovn pludselig hørt et dump Slag , og idet han 
vendte sig om , saae han Lester styrte ncesegruus om paa 
Jørden . Paa samme Tid og endnu forinden han 
havde noget klart Begreb om , hvad der foregik , blev 
ogsaa han angreben , hvorefter der udspandt sig en 
fortvivlet Kamp , i hvilken Angriberen dog snart fik 
Overhaanden . Hvorledes denne saae ud , kunde han 
ikke nøiagtig beskrive , dog forekom det ham at vcere 
en temmelig høi og slank Person med mørke Bakkenbarter . 
Med Hensyn til hans Dragt vidste han kun , 
men dette ogsaa med fuldstændig Vished , at han 
havde været iført hvide Beenklæder og Frakke . 
Kun i eet Punkt havde Brovn været vaklende 
og ubestemt i sin Forklaring , idet han herved temmelig 
tydelig lagde for Dagen , at han ønskede at skjule 
Noget . Dette var med Hensyn til Spørgsmaalel 
om , hvad han og Lester havde havt at afgjøre med 
Bæk . Han vedgik , at Lester hos denne havde 
modtaget en temmelig betydelig Sum ; men han paastod , 
at da Spørgsmaalel herom ikke vedgik Sagen , 
saa vilde han Heller ikke give nogen Forklaring derom . 
Han var jo ingen Forbryder , men en Mand der 
forlangte Øvrighedens Hjælp for at erholde de ham 
og hans Ven frastjaalne Penge tilbage , samt for at 
faae Morderen afstraffet . 
At Brovn saa bestemt negtede at ville oplyse 

- MM . ' - . - - ' « « « » 
288 
Dvrigheden om den Sags Beflaffenhed , som han 
havde havt at afgjøre med Bcek , var let at forklare 
ved dennes Udsagn , men det forandrede Intet i 
Sagen . Tvertimod denne blev for Bceks Vedkommende 
endnu mere forviklet og faretruende , idet denne paa 
hiin ulykkelige Aften , hvilket tilfulde kunde bevises , 
havde væeret iført hvide Beenklæder og blaa Frakke . 
Hvorledes Sagen vilde Ende var nu ikke til 
at forudsee ; men vidst var det , at den vilde træekke i 
Langdrag . Det Haab og den Fortrøstning , hvortil 
vi et Dieblik havde hengivet os , var nu saaledes tilintetgjort 
og med smertelig Bekymring saae vi Alle 
hver kommende Dag imøde . 
En Morgenstund i disse Dage førte min Ver 
mig paa den Sti , hvor Mordet var begaaet . Jeg 
havde endnu ikke vceret der , da en naturlig Afsky 
havde overvundet min Nysgjerrighed , men nu da jeg 
kom til Stedet , blev jeg staaende , og idet mit Blik 
dvcelede paa den Plet , hvor en saa rædselsfuld 
Gjerning var bleven udført , forestillede jeg mig i min 
Phantasie den hele skrækkelige Kamp . Gysende og 
forfærdet ved mine egne Tanker vilde jeg netop fortsoette 
min Gang , da jeg snuplede over en haard 
Gjenstand , saaledes at jeg næer var falden . Ved at 
see efter , hvad det var , opdagede jeg Skaftet og 
Hammeren af en Øxe , hvis Blad med den skarpe 
Kant slak ned i Jorden . Det Hele havde væeret 
fuldstændig skjult af Grcesset og vanskeligt at opdage , 
naar det ikke som nu slete ved et Tilfcelde . 

Med en ncesten uovervindelig Gru tog jeg Oxen 
op ; men idet jeg nu betragtede den nærmere , paatrængte 
sig mig levende Billede for Billede af min 
tidligste Barndomstid . Kjøkkenet i Fattighuset , E lses 
Kafsekjedel , de Grene og det Træ som stedse laa ved 
Gavlen , ja , og de Pinde jeg huggede til for at danne 
et Stakit om min lille Have , hvilket jeg dog aldrig 
fik færdig . Alt stod saa tydelig og klart for mig , 
medens jeg betragtede det fundne Redflab , som havde 
jeg seet det igaar ; men med det Samme gik det ogsaa 
op for mig , at Øxen var min egen , at det var den , 
hvormed jeg saa ofte havde leget medens jeg var i 
Fattighuset . Hvorledes var nu denne kommen her ? 
Ved hvilket Tilfælde , eller . Her skjød sig pludselig 
en Tanke frem med en saadan Magt , at den næsten 
overvældede mig . Skulde det være muligt ; var den 
virkelig brugt som Redflab ved Mordet , da , ja da 
var Joseph og ingen Anden Gjerningsmanden . 
Saa oprørende end denne Tanke var for mig , saa 
meget jeg end strakte at komme til en anden Overbeviisning , 
saa var det mig dog ikke muligt , og jo 
mere jeg grundede , jo mere paatrængte sig mig 
Følelsen af , at min Formodning vilde vise sig at 
være Sandhed . 
At Joseph var brudt ud igjen , havde jeg vel 
ikke hørt Noget om ; men var det Tilfældet , saa var 
det ogsaa sandsynligt at Else vidste det , idetmindste 
vidnede Oxen for , at han havde været i Fattighuset . 
Det kom nu an paa , om jeg kunde faae Noget derom 

at vide af hende , hvilket dog maaske for mig ikke 
kunde vcere saa vanskeligt , da hun , dersom hun virkelig 
vidste at han var brudt ud og dersom hun kjendte 
hans Opholdsted , dog ganske sikkert ikke havde nogen 
Tanke eller Begreb om , at han havde kunnet forøve 
hiin Gjerning . 
Greben af denne Tanke med en uimodstaaelig 
Magt og opfyldt af Iver for at bidrage , hvad jeg 
kunde til Bceks Redning , besluttede jeg strax , og 
endnu forinden jeg havde givet Herredsfogeden Underretning 
om mit Fund , af begive mig ud til Fattighuset 
for af tale med Else . I den Anledning vendte 
jeg døg først tilbage til Byen for af give Jomfru 
Kold Underretning om , af jeg gik derud og for af 
medtage det Kaffe og Sukker , som jeg ved flige 
Leiligheder stedse medbragte . Da dette var udrettet 
uden af jeg , hvilket jeg følte mig overbeviist om , ved 
mit Udvortes eller ved min Tale havde forraadt , hvad 
der bevcegede sig i mig , begav jeg mig paa Veien . 
Da jeg traadte ind til Else , kom hun mig som sædvanlig 
imøde med hjertelig Glæede , og efter af jeg 
havde givet hende Kaffen , vilde hun strax tillave en 
Portion deraf , for af jeg kunde faae Noget af styHe 
mig paa efter min lange Vandring . 
Idet hun gik ud i Kjøkkenet , tilbød jeg mig af 
følge med for , hvilket jeg som lille saa ofte havde 
væeret , af være hende behjcelpelig . Herved fik jeg 
Leilighed til af spørge efter Dxen , som jeg skulde 
bruge for af kløve noget Træe . 

„ Ja Oxen , lille Peter ! “ udbrød hun medens 
hendes Blik uvilkaarlig søgte hen til det Sted , hvor 
den pleiede af hænge . „ Ja , den har jeg ikke været 
Pige for af finde i flere Dage . Jeg har søgt og 
ledt over hele Huset ; men det er som om den var 
sunken i Jorden , og dog har her ikke været en Moders 
Sjæl i Huset i lang Tid , ja ikke i hele fjorten Dage . 
Nei , Peter , ikke siden Præsten selv var her for af 
sige mig , af jeg kunde komme og hente mig en 
Krukke Suppe i Præstegaarden . Ja han er rigtignok 
en god Mand , og han sagde saamænd til Jomfruen , 
af hun skulde give mig et stort Stykke Kjød ovenikjøbet . 
Du kan ikke tro Peter , hvor fiin den Jomfru 
er . Hun var saamænd herinde for nogen Tid 
siden og havde en Kappe paa med otte store Bøller . 
„ Hun skulde da vel ikke have taget Oxen ? “ 
spurgte jeg , idet jeg med en hemmelighedsfuld Mine 
blinkede til hende . 
„ Ih Gud Fader i Himmerige ! “ udbrød hun 
saa forfærdet , af hun lod Kaffen , som hun var ifærd 
med af tragte , løbe i Asken . „ Nu troer jeg da 
Barnet gaaer fra Forstanden . Siger jeg Dig ikke , 
af hun var saa fiin , af da hun skulde tage Plads 
her i min fattige Stol , saa løftede hun saamænd 
Kjolen op og satte sig paa sin uldne Klokke . “ 
„ Ia , derfor kunde hun nok have puttet Oxen til 
sig “ , vedblev jeg ufortrøden . 
„ Det er ikke af tale om , Peter “ , sagde hun 
næsten vred , idet hun bar Kaffekanden ind . „ Hvor 

Dxen er , gaaer over min Forstand , og hvad en pæn 
og honnet Jomfru angaaer , saa skak man vogte sin 
Mund . Ia “ , sagde hun derpaa , holdende en fuldfljcenket 
Kop med Kaffe op under Næsen , „ Let er den 
ægte velsignede Lugt , som kan bringe Hjertet til af 
hoppe i et gammelt Menneske af Glæde . Er Let 
ikke som jeg siger , Froms Bønner er som det rene 
Guld mod alle Andres . “ 
Jeg ledede nu Samtalen hen paa Mordet , ved 
hvilken Begivenhed hun havde følk en Rædsel og 
Skræk , Ler endnu kunde bringe hele hendes Legeme 
til af ryste , ligesom hun Heller ikke i mange Nætter 
havde havt Blund paa sine Øine . Ikkedestomindre 
maatte jeg dog gjentage det Hele for hende fra Ende 
til Anden , og hun kunde ikke blive træt af af spørge 
selv om den allerubetydeligste Biomstændighed . Hvad 
der især syntes af forbause hende , og det , hvortil hun 
hvert Øieblik kom tilbage under mange Forfærdelsens 
Udraab , var min Beretning om , at Politibetjent 
Olsens Kone , endnu medens hun ilede ned ad 
Gaden , hægtede sin Kjole og bandt sit Forklædechaand . 
„ Hvordan mon Joseph skulde have det ? “ 
spurgte jeg nu pludselig , efter at have endt min Beretning . 
„ Med Guds Hjælp har han det vel nu godt “ , 
svarede hun i en pludselig forandret Tone , idet hun 
satte Koppen fra sig og foldede Hænderne ; „ thi ihvad 

han end har syndet i denne Verden saa er der jo dog 
Barmhjertighed hos Gud . “ 
„ Hvad mener Du Else ? “ spurgte jeg , idet jeg 
følte Haarene reise sig paa mit Hoved . 
„ Jeg mener , at han nu staaer for sin Herre og 
Dommer , og han vcere ham naadig . Ja , ja “ , tilføiede 
hun . „ Ingen har sagt mig det , Ingen har 
berettet mig Noget om hans sidste Stund ; men dog 
har Budet vceret her , og det var ikke til at misforstaa . “ 
Maalløs af Forbauselse betragtede jeg 
Elfe , og der var et Oieblik jeg troede , at hun var 
gaaet fra Forstanden . 
„ Hvilket Bud har da væeret her ? “ spurgte jeg 
endelig . 
„ Ingen anden end ham selv “ , svarede hun med 
et dybt Suk . „ Ja , min Dreng , jeg mener , hvad 
jeg siger , og aldrig har jeg væeret vissere i nogen 
Sag , end jeg er det i d^nne . Hvad han har forsyndef 
sig mod Menneskene , og hvorledes hans Vandel 
iøvrigt har væeret , derom skal jeg ingen Mening have ; 
men mod mig var han god , mig hjalp og understøttede 
han efter bedste Evne , og aldrig hørte jeg et ondt 
Ord af hans Mund . At mit Hjerte derfor hæengte 
ved ham , det maa Ingen fortæenke mig i , og mange , 
mange Dage og Ncetter har mine Tanker væeret hos 
ham , og deelt hans Nød og Elendighed . Her i 
Huset tilbragte han jo mange Aar , og maaske sin 
lykkeligste Tid , og jeg tcenker , at det er derfor og før 
den Kjærligheds Skyld , jeg bar til ham , at hans 

Aand efter at den er forløft , endnu dvæler her . Det 
kan vel nu omtrent være fjorten Dage siden , at jeg 
hørte det første Gang , men siden har jeg hørt det 
hver eneste Nat , hvorledes det færdes og tumler her 
i Huset , og aldrig saasnart har jeg slukket mit Lys 
og lagt mig til Hvile før det begynder . En Nat , 
forinden jeg endnu kunde gjøre mig nogen Tanke om , 
hvad det kunde være , kom den usigeligste Angest over 
mig og i miil bittre Nød stillede jeg mig hen ved 
Vinduet , da jeg næppe vidste , hvor jeg skulde gjøre 
af mig selv . Som jeg stod der , ja , Peter , da kom 
han selv , livagtig som han stod og gik i fordums 
Dage . Langsomt sfred han hen imod Huset og slrax 
efter , at han var forsvunden bag Gavlen , begyndte 
den sagte Puslen paa Loftet , som jeg hidtil i dødelig 
Angest havde lyttet til . Men fra dette Øieblik var 
jeg rolig ; thi nu vidste jeg , hvordan det var fat og 
at dette vilde vedblive indtil hans Aand har fundet 
Fred . “ 
Den overtroiske Frygt , som i en livligere Tid 
havde behersket mig , var forlængst forsvunden , og idet 
jeg rigtignok ikke uden en vis Benauelse hørte paa , 
hvad Else fortalte , gik dog Erkjendelse » af , hvorledes 
det i Virkeligheden hængte sammen , op for mig . Jeg 
tvivlede nu ikke et Øieblik om , at Joseph opholdt 
sig her i Egnen og var overbeviist om , at han om 
Natten søgte Tilhold paa Loftet i Fattighuset , i 
hvilket jo , som han vidste , Else boede alene . 

„ Kunde Du ikke skjelne hvorledes han var klædt ? “ 
spurgte jeg endelig . 
„ Ak , Peter , hvad kymrede mig hans Klædedragt . 
Dog saa meget saae jeg , at han havde de 
hvide Lærreds Beenklæder paa , som han altid gik 
med , da han var her . “ 
Endnu opholdt jeg mig nogen Tid hos Else , 
hvorpaa jeg begav mig paa Hjemvejen . Hensigten 
med min Vandring troede jeg at have naaet , og 
lykkelig ved Haabet om , at det nu vilde lykkes at 
faae Lys i Sagen , ilede jeg afsted med hastige Fjed , 
idet tillige Overbeviisningen om , at Joseph kun 
lurede paa Leilighed til snarest mulig at komme bort 
tilsøes , og at altsaa hans Paagribelse maatte forsøges 
endnu i denne Nat , drev mig afsted . 
Paa Hjemveien fremtog jeg atter Øxen , og med 
den under Trøien begav jeg mig strax til Herredsfogeden . 
Til ham fortalte jeg nu Alt , hvad jeg 
havde seet og hørt , samt hvad jeg selv havde tænkt , 
hvorpaa han , efter i Taushed at have Hørt paa mig , 
udspurgte mig om Alt , Husets Indretning betræffende . 
„ Du har handlet fornuftigt og bravt min Dreng og 
maaske forebygget en større Ulykke end den her allerede 
er passeret . Lad mig nu see , Du tier med hvad 
Du veed , saa skal jeg handle . “ Hermed trykkede han 
venligt min Haand og lod mig gaa . 
„ Naa , Peter , hvordan har saa gamle Else 
det ? “ spurgte From , da jeg kom derind , hvor Jomfru 
Kold ogsaa var . 

„ Ret gødt . Hun blev glad over Kaffen ; thi 
hun siger , af deres er den Bedste . “ 
„ Dermed gjør hun mig ingen daarlig Compliment , 
thi hun er en Kjender . Men “ , vedblev han 
betragtende mig opmærksomt . „ Du seer saa arlarmeret 
ud ; har Du hørt Noget ? “ Ved disse Ord følte jeg 
Blodet stige mig lil Hovedet , og min Forvirring blev 
ikke mindre ved Bevidstheden om , af Alles Blikke 
hvilede paa mig . 
„ Jeg har jo væeret borte det meste af Dagen “ , 
svarede jeg undvigende . 
„ Ja , men jeg meente ogsaa fordi Theodor 
sagde , af han havde seet Dig gaae ind lil Herredsfogeden . “ 
„ Sogneføgeden derude bad mig tage et Brev 
med lil Kontoiret “ , svarede jeg vendende mig hastig 
bort . 
„ Det er nu engang saaledes i Farens Stund “ , 
sagde Jomfru Kold mildt , „ den mindste Bevægelse 
og den meest dagligdags Handling bringer os lil af 
fare sammen . “ 
„ Ja , men i flige Tider “ , udbrød From næesten 
æergerlig , „ maa man flu Heller ikke sætte et saadant 
Ansigt op . Gud veed nu ogsaa hvor Herredsfogeden 
bliver af “ , vedblev han , „ han lovede jo at komme 
herind for at drikke en Kop Thee , og nu er Klokken 
allerede mange . “ 
„ Han kommer vel , Fatter , han kommer vel , og 

maaske bringer han da noget godt Nyt “ , sagde 
Madam From beroligende . 
„ Nu , ja , men jeg holder nok af at Folk ere 
bestemte . Naa , Peter “ , vedblev han derpaa , som 
fortrød han sin Utaalmodighed , „ førrede saa Else 
Kaffekopperne af i sit Lommetørklæde ? “ 
„ Jeg troer det nok , da hun vel vilde , at de 
skulde vcere usædvanlig rene i Anledning af den ny 
Kaffe . “ 
„ Ja saa er det da intet Under , at Du saae ud 
som bar Du paa en skjcebnesvanger og mørk Hemmelighed . 
Naa “ , udbrød han derpaa , idet han kastede 
et Blik ud af Vinduet , „ der har vi Herredsfogeden . “ 
Denne kom ganske rigtig over Gaden ; men 
istedetfor at gaa til Døren , gik han til det aabentstaaende 
Vindue , ad hvilket han lcenede sig ind . 
„ De maa . ^undskylde mig iaften , der er kommen 
Noget i Veien , saa jeg ikke kan faae Tid “ , sagde han 
undskyldende . 
„ Naa Herre Gud ! “ udbrød From med et Udtryk 
af hjertelig Skuffelse . „ Hvad er der da i 
Veien ? “ 
„ Det skal jeg sige Dem “ , svarede hiin med et 
polisk Smiil . „ Nei det er dog ikke vcerdt , De seer 
mig altfor ugudelig nysgjerrig ud , saa jeg vil hellere 
lade det vente til imorgen . Hvad , er Niels der ! “ 
udbrød han derpaa , idet han fik Øie paa denne , der 
nys var kommen fra Kjøbenhavn . „ Hør høisfærede 
Herr Student , De kunde da ikke have Lyst til at 

folge med lidt ned ad Gaden , saa skal jeg fortælle 
Dem en Røverhistorie . “ 
„ Med Fornøielse “ , svarede denne tagende sin 
Hat . „ Jeg haaber da der er Knald i den . “ 
„ Det kan De stole paa . Naar De kun bare vil 
love mig , at De ikke bliver bange . “ 
Nogen Tid gik nu hen . Samtalen førtes afbrudt 
og med lange Ophold . Hvert Oieblik gik 
From til Vinduet for at see ud , og ligesaa ofte 
vendte han sig skuffet derfra . „ Hvad Pokker skal det 
da ogsaa betyde ! “ udbrød han , da det nu var bleven 
saa silde , at Jomfru Kold og jeg stode i Begreb 
med at gaae hjem . „ Nu bliver Niels saa længe 
borte , at vel En kommer til at sidde oppe efter ham . 
Men “ , her standsede han pludselig ved at et ungt 
Menneske nede fra Contoiret traadte ind : 
„ Jeg skulde hilse fra deres Søn , at De ikke 
skulde vente paa ham ; han er taget ud at fiske med 
Herredsfogeden “ , meldte denne . 
„ Men er be da bleven gale ! “ raabte From . 
Mere hørte vi ikke ; thi med det Samme , at det unge 
Menneske gik , forlod ogsaa Jomfruen og jeg Stuen . 
Kun liden Ro fik jeg den Nat . Snart dvælede 
mine Tanker ved Fattighuset , og ved hvad der formodentlig 
foregik i dette Oieblik , og idet mit Hjerte 
bankede hørligt ved Foresfillingen om , hvad Joseph 
maatte føle i det Oieblik han blev paagreben , paakom 
der mig en smertelig Tvivl om , om jeg ogsaa havde 
handlet rigtigt , om , hvad Joseph vilde tænke , dersom 

han fik at vive , at det var mig , mig , som han 
stedse havde behandlet med Godhed , der havde forraadt 
ham . Og dog , havde jeg nu givet ham et Vink , 
havde jeg været ham behjælpelig til hans Flugt , 
hvad saa ? Ved denne Tanke stod Annas sørgmodige 
Ansigt , samt den bittre , pinlige Skam og Sorg , 
hvorunder Bæk nu bøiedes , saa fydelig for mig , af 
jeg næsten bluedes ved , af det kunde være falden mig 
ind af handle anderledes . Ved hver Lyd , ved hver 
Rullen af en Vogn i det Fjerne , sprang jeg op og 
løb til Vinduet , for atter med endnu større Uro af 
vende tilbage til mit Leie . Længe formaaede jeg 
imidlertid ikke af udholde det her , og da der nu ikke 
kunde være længe til det blev Dag , stod jeg op og 
satte mig , efter af jeg havde klædt mig paa , hen ved 
det aabne Vindue . 
Endelig begyndte det af dages , Froms Huus 
traadte tydeligere og tydeligere frem i Dæmringen . 
Spurvene under Tagskjægget slak Hovederne frem og 
qvidrede . Den store hvide Kat kom sagte listende 
langsmed Plankeværket , og idet den slog med Halen , 
kastede den et længselsfuldt Blik op til dem . De 
høie Popler , udenfor Huset , svajede nu et Par Gange 
frem og tilbage i en frisk Luftning , der strøg hen ad 
Gaden , sendende en Regn af Dug ned paa kenne , 
medens en forfriskende Blomsterduft strømmede ind til 
mig ovre fra Haven . 
Nu naaede Lyden af Vognrummel mit Ore , og 
idet den kom nærmere og nærmere kunde jeg skjelne , 

at der maatte vcere flere Vogne i Følge . Vcægteren , 
der havde siddet paa vor Steentrappe , reiste sig og 
traadte et Par Skridt frem , idet han lyttende bøiede 
Hovedet til den ene Side . Et Oieblik stod han saaledes , 
da rettede han sig hastig og ilede ned ad Gaden , 
Vognene ncermede sig nu hastigt , dundrende , saa 
Husene rystede , foer de ned ad Gaden , medens jeg 
bøiede mig langt ud af Vinduet seende dem imøde . 
Nu bøiede de om Hjørnet . Paa den forreste 
sad Herredsfogeden , Niels From og begge Skriverne . 
Idet de kjørte forbi , nikkede den Første til mig med 
en Mine , der sagde mig , at Alt var lykkedes tilfulde . 
Paa den nceste Vogn sad Olsen og ved Siden af 
ham Joseph tilligemed Søgnefogeden og en anden 
Mand . Sammenkrøben , liigbleg og med scenkede 
Blik sad den Ulykkelige , som et Billede paa den 
høieste Fortvivlelse . Ved dette Syn grebes jeg atter 
af hiint pinlige Nag , og idet jeg støttede mit Hoved 
i min Haand fceldede jeg bittre Taarer . 
Lidt op af Formiddagen var Byen allerede opfyldt 
af Nattens Begivenheder . Herredsføgeden havde 
med sine egne Folk og Niels From , som han havde 
formaaet til at tage med , samt nogle Bønder omringet 
Fattighuset , og derefter grebet Ioseph , der 
laa og sov i noget Halm paa Loftet . Denne havde 
i det foreløbige Forhør , der , for at han ikke skulde 
faae Tid til at betcenke sig , var bleven afholdt derude , 
strax tilstaaet Alt . Som en Følge af , at han i 
Slaveriet havde gjort sig skyldig i en Forseelse , der 

medførte en ligesaa haard som pinlig Straf , havde 
han strax besluttet sig til atter at bryde ud , hvilket 
ogsaa , smidig og opfindsom som han var , snart var 
lykkedes ham . Ved et Tilfælde havde han hørt Tale 
om Bcek og strax besluttet ved et Indbrud der at 
scette sig i Besiddelse af Midler for dermed at kunne 
flygte ud af Landet . Allerede den første Nat efterat 
vcere brudt ud , havde han vidst at sætte sig i Besiddelse 
at et Par hvide Lcerreds Beenklæder og en 
blaa Frakke , hvilke Dele han stjal i et Sled i Nærheden 
af Kjøbenhavn . Allerede den nceste Nat ankom 
han i Nærheden af Frederiksværk ; men da han var 
aldeles ubekjendt med Leiligheden i Sølyst , saa besluttede 
han først at udspionere denne . I den Anledning 
skjulte han sig i en Kornhesse som stod der i 
Ncerheden , og da han nu henad Aften paa den Dag 
da Brovn og Lester senere paa Aftenen aflagde 
deres Besøg hos Bcek , saae denne gaa ud og strax 
efter ham Tjeneren , saa besluttede han strax at gaa 
derind , hvor der , som han formodede , nu nceppe var 
andre end Fruentimmer hjemme , og han vilde da som 
Betler søge at orientere sig i Leiligheden . Da han 
kom derop , overbeviiste han sig imidlertid snart om , 
at der slet Ingen var hjemme , af hvilken Grund han 
strax gav sig til Vcerket . Fra Fattighuset , som han 
om Natten havde gjesfet , for om mulig at faae fat i 
nogle Fødemidler , havde han medtaget den lille Øxe , 
og med denke begyndte han , efter igjennem et aabentstaaende 
Vindue at vcere kommen ind i Havesalen og 

derfra ind i Kontoiret , netop at ville opbryde en 
Jern-Pengekasse , som stod derinde , da Tjeneren kom 
hjem . Han skjulte sig nu under Sophaen og her laa 
han endnu da Bæk kom hjem og strax efter ham de 
to Fremmede . Af deres Samtale , som han saaledes 
blev Vidne til , forstod han vel Intet , men han saae 
Pengene , som Bæk udbetalte , og hvilke den Ene af 
de Fremmede stak til sig . Da han nu saavel ved det 
Forsøg han selv havde gjort , som ogsaa ved at see 
Bæk aabne og lukke Pengesfabet , kom til den Overbeviisning , 
at det vilde blive ham umuligt at aabne 
den med det Redskab han var i Besiddelse af , saa beslutfede 
han , dersom der var nogen Mulighed for , at 
stjæle Pengene fra hine . For nu at faae at vide , 
hvor de gik hen , krøb han , i det Øieblik de Alle 
havde forladt Contoiret , frem af sit Skjul , og sprang , 
endnu medens hine passerede Værelserne , ud af 
Vinduet , hvorpaa han fulgte bag efter dem . 
Idet de nu saaledes gik , og alt som de nærmede 
sig Byen , opstod der hos ham , ved Tanken om den 
frygtelige Straf , der ventede ham , dersom han atter 
blev paagreben , samt ved Overbeviisningen om , at 
det vilde blive ham umuligt at slippe ud af Landet 
uden Penge , en fortærende og qvælende Frygt for at 
Byttet skulde undflippe ham . Lidt efter lidt blev han 
som greben af Raseri , og uden Overlæg , uden at 
betænke at han i en Kamp mod To let kunde komme 
til at bukke under , styrtede han sig ind paa Lester 
og bibragte ham med Øxen et saadant Slag i 

Hovedet , af han øieblikkelig segnede som død til 
Jørden . Derefter opstod en rasende , fortvivlet Kamp 
med Brovn , i hvilken Joseph flere Gange ncer var 
bleven overvunden , og det skulde vel ogsaa vcere 
kommen saaledes , dersom ikke hiin ved af snuple var 
sfyrtet bagover og derved med en saadan For^e stødt 
Hovedet mod en Steen , af han besvimet blev 
liggende , Joseph bemægtigede sig nu Tegnebogen , og 
havde siden den Tid , medens han om Dagen skjulte 
sig i Skoven eller i Kløfterne ved Stranden og om 
Natten sov paa Loftet i Fattighuset , forgjæves bestræbt 
sig for af komme bort . 
Den røvede Tegnebog , som fandtes hos Joseph , 
indeholdt ikke alene den Sum Penge , som Bcek 
havde udbetalt , men ogsaa , hvilket gav Glæden over 
den skete Opdagelse en forhøiet Glands , et Par 
Breve fra Brovn til Lester , hvoraf fremgik , af 
dennes Broder ikke var død , men da man af hiin 
Skibscapitain havde erfaret Bceks Opholdssted , samt 
derncest ved af sammenholde den Overraskelse og Uro 
denne havde udviist ved Mødet med hans hurtige 
Afreise fra Amerika , var kommen til den Overbeviisning , 
af B cek antog hiin for af vcere drcebt , saa besluttede 
man af benytte Leiligheden til om muligt af 
udpresse Penge af denne . Det Hele var altsaa et 
lavt Bedrageri , der paa en sørgelig Maade havde 
hevnet sig selv . 
Strax efter af jeg , der paa en Tour igjennem 
Byen havde erfaret Alt dette , kom ind til Froms , 

hvorhen Jomfru Kold , ved det første løse Rygte , 
hun havde hørt af Caroline , havde begivet sig , 
traadte ogsaa Herredsfogeden derind . 
„ Ja see ! “ udbrød han , „ Smiil og glade Ansigter , 
røde Kinder og straalende Øine . Er det dog 
ikke flammeligt , af man aldrig kan faae Lov til af 
vcere den Første , der bringer en rigtig god Nyhed . 
Den Pokkers Fru Fama pidfler strax omkring som en 
gal Kat , saaledes af en lidt buttet Borgermester 
umulig kan følge hende . Men “ , vedblev han henvendt 
til mig . „ Der staaer Synderen , den livagtige 
Fru Fama i Beenklæder og kort Trøie . “ 
„ Ham , svarer jeg for “ , sagde From , „ thi han 
kom i dette Dieblik ind ad Døren . “ 
„ Ja , saa sværger jeg paa , af det er Jomfru 
Kold . “ 
„ Atter paa feil Vei , Herr Herredsfoged “ , 
sagde denne . Caroline havde rigtignok berettet 
mig lidt om , hvad Byen er fuld af , men da jeg kom 
herover , var man dog langt bedre underrettet end 
jeg . “ 
„ Har Peter da virkelig ikke sagt et eneste Ord , 
har han ikke givet et betydningsfuldt Vink , et Pip , 
som bragte Dem paa Sporet ? “ 
„ Talen kan kun være om igaar Aftes ; men da 
talte han kun om gamle Else og hendes malplaisente 
Thekopper . Naa fortæl saa , Herr Herredsfoged “ , 
bad From . 

„ Men glem endelig ikke min Andeel i Affairen “ , 
tilføiede Niels . 
„ Gudbevares , den Beskedne bærer Prisen , og 
derfor vil jeg strax gjøre Verden bekjendt med , at 
Niels med en stør Stok i Haanden stod i en heel 
Time paa Hjørnet af Fattighuset og Overby Hede . “ 
„ Men Æren , hvilken Ære indlagde han sig ? “ 
spurgte From . 
„ Min Gud , han sad ved Siden af mig , da vi 
kjørte hjem . “ 
„ Det vil unegtelig sige Meget ; kun beklager jeg 
at jeg sikkerlig har deelt den Ære med mangen førvorben 
Røver og Stimand . Iøvrigt maa jeg med 
Selvfølelse bemærke , at medens jeg stod paa min 
Post , var det min faste Beslutning at seire eller dø . “ 
„ Tog De den før eller efter at Joseph var 
lagt i Lænker ? “ 
„ Naturligviis efter , før kunde den have forvoldt 
mig store Vanskeligheder . “ 
„ Men med alt dette faaer vi jo ikke af høre , 
hvorledes det Hele er gaaet til “ , indvendte Madam 
From . „ De havde igaar Aftes min stakkels Mand 
tilbedste paa Grund af hans Nysgjerrighed ; men jeg 
maa da sige Dem , af det lader han sig ikke to Gange 
gaa paa . “ 
„ Maaske ikke frivilligt , bedste Madam Form , 
men tro de mig , naar Sagen tages med Lempe og 
Forsigtighed , saa kan man maaske nok have Held med 
sig endnu engang . Vil De imidlertid , give mig en 

Kop Kaffe istedetfor den Kop The , De sparede 
iaftes , saa skal De høre , hvor jeg kan fortcelle . “ 
„ Ja , men Kaffe opvcekker Phantasien , og her 
handler det sig om den pure Virkelighed “ , bemærkede 
From . 
„ Som det altid gjør i Handelsverdenen “ , svarede 
hiin . „ Jeg er imidlertid overbeviist om , af Damerne 
og speccielt Jomfru Kold Intet har imod af see 
denne prydet med hiins Blomster . “ 
„ Aa ja “ , svarede Jomfruen , „ hellere end jeg 
seer den prydet med en Groevling , som ved Josephs 
første Paagribelse . “ 
„ Hvem skulde dog have ventet at faae en saa 
gammel Gjceld betalt ! “ udbrød Herredsfogeden forbauset . 
„ Jeg hører til den gammeldags Slags Folk , 
som holder af at gjøre Rede og Rigtighed . Men 
lad Dem nu ikke opholde . “ 
Herredsfogeden bekræftede nu i fin Fremstilling , 
det Voesenllige af , hvad vi allerede havde hørt , hvis 
Interesse han dog vidste at sorhøie ved Beretningen 
om mange Biomstændigheder . 
„ Ja der seer man ! “ udbrød From endnu ganske 
betagen af , hvad han havde hørt , „ hvilke Sinker vi 
dog ere imod Øvrigheden . Der var da ikke en Sjcel , 
hvis Tanker faldt paa Joseph . “ 
„ Nei desværre jeg indrømmer det , ikke en eneste 
Sjæel tæenkte paa ham med Undtagelse af Peter 

Kold , og havde han ikke lukket Oinene op paa mig 
saa havde jeg sikkerlig vceret blind endnu . “ 
„ Men hvem “ , raabte Niels , hvis Tanker forvirrede 
streifede vidt omkring “ , hvem er denne Peter 
Kold ? “ 
„ Ja hvem og hvad han var , da han fremstod i 
Ridebeenklcederne , derom vare Meningerne deelte , 
hvilket jeg nok troer , at Jomfru Kold skal findes 
villig til at bevidne . Men nu “ , vedblev Herredsfogeden , 
idet han med et hjerteligt Blik rakte mig 
Haanden og trak mig frem i Stuen , „ nu , hvilket jeg 
med Tak og Paafljonnelse erkjender , har han viist sig 
at være ligesaa snarraadig som besindig og ufortrøden , 
hvor det kommer an paa at kunne udrette Noget 
godt . “ 
„ Tankfe jeg ikke nok “ , udbrød From , efter at 
hiin havde fortalt , hvilken Lod og Deel jeg havde 
havt i Josephs Paagribelse , „ at Du iaftes havde 
et Bjerg paa dit Hjerte , som fyngede haardt , men 
bravt var det min Dreng , at Du ikke lod det klemme 
Hemmeligheden ud af Dig . “ 
Jomfru Kold , der med et Udtryk af den høieste 
Overraskelse og inderligste Glæde , havde lyttet til 
Herredsfogedens Beretning , reiste sig nu , og idet hun 
lagde Armen om min Hals , udbrød hun med en saa 
kjærlighedsfuld og mild Stemme , at jeg blev dybt 
bevæget : „ Min egen Hjertens Dreng , Gud velsigne 
og glæde Dig , i hvis Lod det faldt at blive et Redskab 
til en Uskyldigs Frelse . 

Anna havde hidtil siddet taus ; men hun var 
bleven blusende rød og hendes Læbers Skjælven tilkjendegav , 
hvor bevæget hun var . Da jeg nu forvirret 
og undseelig over den Opmærksomhed , der 
vistes mig , nærmede mig Havedøren for af slippe 
ud , greb hun min Haand og følgende sit Hjertes Indskydelse , 
kyssede hun mig , idet Taarerne strømmede 
ned over hendes Kinder „ Jeg 
troer ogsaa nok , af jeg vilde kysse Dig , 
Peter , dersom jeg havde den samme Anledning dertil 
som Anna ; men det har jeg ikke , derimod vil 
jeg udnævne Dig til min Ridder og Beflytter mod 
forløbne Amerikanere , Busser og Basser og alle 
fladelige Dyr “ , sagde Marie , „ dog maa Du først 
sige mig ; hvorfor Du ikke ogsaa var med til af fange 
Joseph ? “ 
„ Fordi jeg , hvad ham angik , nok vilde gjøre 
min Pligt ; men heller ikke Mere . “ 
„ Godt , saa bar Du her Bestallingen “ , svarede 
hun rækkende mig Haanden . 
» Ere I saa forløvede ? “ spurgte Theodor , der 
alvorlig havde staaet og hørt til , „ for saa vil jeg 
gaa ind og forkynde det for Alverden og den høie 
Øvrighed . “ 
„ Ja gjør Du det , dersom Du har Lyst til af 
gjøre Dig endnu mere latterlig , end Du allerede er . 
Thi naar Du ikke veed “ , vedblev hun , „ af der er 
ligesaa stør Forskjel paa af være en Dames Ridder 
og Beflytter og af være hendes Forlovede , søm der 

er paa brændte gule Wrter og cegte Moeca Bønner 
saa har Du en ligesaa daarlig Vare som Verdens 
Kundskab . “ 
„ Ja men man kan jo ikke vide , de brcendte gule 
Wrter gaae dog for Kaffe “ , bemærkede Theodor . 
„ Maaske i din Butik , men ganske vidsf ikke i 
min “ , afbrød hun ham . 
Vi hørte nu inde fra Havestuen et Udbrud af 
Glcede og Deeltagelse , som sagde os af Bcek var 
kommen , og strax efter lød ogsaa hans klare , venlige 
Stemme derinde fra . Bevceget og med et Udtryk , af 
inderlig Glæede gik han fra Person fil Person ; men 
ved Anna dvcelede han lcengst , og da han nu ved af 
staa i Ncerheden af Havedøren fik Øie paa mig , var 
det , som kostede det ham Overvindelse af slippe hendes 
Haand , medens han bragte mig sin Tak . 
„ Vi har et Mellemværende med hinanden “ , sagde 
han fil mig med et hjerteligt og taknemligt Blik , 
„ der , som jeg føler , vil knytte os sammen for hele 
vort Liv , og jeg , forsikkrer Dig , saasandt jeg her 
staaer frie og frelst , af jeg ikke et eneste Dieblik skal 
glemme , hvor stort det paa min Side er . Jeg 
troer aldrig “ , vedblev han derpaa mildt , idet han 
vendte sig til de Øvrige , „ af jeg har følt en saadan 
Glcede ved Alt , som i dette Dieblik . Det er før 
mig som var Solens Skin klarere og mildere , som 
var Skyggen svalere , Træernes Blade grønnere og 
mere saftfulde og Himlen mere blaa og dyb end 
nogensinde før . Og alt dette “ , tilføiede han med 

310 
et lille Smiil , „ har jeg vel den Omhyggelighed af 
takke før , før hvilken jeg i den sidste Tid har været 
Gjenstand . “ 
„ Det er imidlertid kun en lille Trøst før den , i 
hvis Skjæbne det er falden af skulle være den Omhyggelige . 
Jeg beklager inderligt og af mit ganske 
Hjerte , af saa stærk end ellers Retfærdighedens Arm 
kan være , saa magtesløs , saa ude af Stand er den 
til af give den Uskyldige , som ved ulykkelige Omstændigheder 
er kommen til af sukke under dens Vægt 
fuldstændig og i alle Henseender tilfredsstillende Opreisning . 
Som det nu engang er bestaaer denne 
nemlig kun i en tør og simpel Erklæring . “ 
„ Og hvorledes skulde det kunne være anderledes “ , 
svarede Bæk . „ Hvad der er fleet lader sig ikke gjøre 
ufleet ; den i Sorg , i Tvivl og Angest tilbragte Tid , 
de mørke Dage og vaagne Nætter lade sig ikke udflætte , 
ikke forvandle uden ved et Mirakel , og et 
saadant vilde det jo ogsaa være , dersom der gaves 
en Ovrighed , som var ufejlbar , eftersom jo ogsaa den 
er Mennesker . Selv med det skarpeste Blik , den 
klareste Forstand og den bedste Villie kan den føres 
bag Lyset , og jeg fremfor Alle har mindst af beklage 
mig over , eftersom jeg selv har bidraget meest dertil . “ 
„ Da sagde De mig dog sandelig Sandheden og 
lagde ikke Dølgsmaal paa Noget . “ 
„ Det gjorde jeg ; med saa vidt var det kommen 
af jeg selv derved maatte hilde deres Blik , hvilket 
imidlertid var en ligefrem Følge af , af jeg ikke havde 

væeret ligesaa oprigtig i det Land , mod hvis Love jeg 
havde syndet . Knuden er , af man , hvad flige Sager 
angaaer , nok har Mod til af tage sig selv tilrette 
uden dog af turde bære Følgerne deraf . “ 
„ Hvilket igjen er en Følge af , af der gives 
Forbrydelser , selv af den skjændigste Art , som Loven 
ikke kan ramme , og med Hensyn til hvilke , man altsaa 
selv kan blive nødsaget til af exeqvere Straffen . 
Har man heri handlet efter sin bedste Overbeviisning , 
da vilde det være et ubilligt Forlangende , at man 
skulde underkaste sig den Lovs Straf , som ikke formaaede 
at beskytte En “ , sagde Niels . 
„ Det vil sige , at De med al en ung , nordisk 
Bersærks vilde Mod forsvarer Duellen “ , sagde Herredsfogeden . 
„ Lad mig imidlertid sige Dem , at det er 
et af de farligste Onder , hvoraf en Stat kan lide , 
og De har jo nu selv seet de sørgelige Følger 
deraf . “ 
„ Men selv om disse havde været endnu sørgeligere , 
maatte de bæres og Tanken om , at en nedrig 
og skjændselsfuld Gjerning havde faaet fin fortjente 
Straf , vilde gjøre dem lette . “ 
„ Det er ogsaa min Smule Trøst “ , sagde Bæk , 
„ idet jeg dog paa den anden Side maa sige mig 
selv , at havde mit Mod ogsaa strakt til at bære 
Følgerne , saa skulde maaske megen Ulykke have været 
forebygget , og jeg havde ikke behøvet at sænke Blikket 
eller krybe i Skjul for hiin Skibscapitain , som vi 
paa vor Seiltour mødte . Jeg giver iøvrigt Herr 

Herredsfogeden Ret . Duellen er et sørgeligt Onde , 
det vil sige , naar den udarter til , at der krcrves 
Blod for hvert uoverlagt Ord , for hver Mine eller 
Gebæerde ; men da det er Mandens Pligt af beflytte 
den Svage , af bekoempe Forbrydelsen , Lasten og dens 
fordømmelige Følger , hvilket andet Middel staaer da 
til hans Raadighed , naar Loven tier ? “ 
Ved oisse Ord farvedes hans Kinder af en let 
Rødme , og i hans Blik lyste en mild Glands , idet 
det fraf Annas , som med Deellagelse dvæelede 
paa ham . 
„ Det er en Trøsf og Glcede “ , udbrød Jomfru 
Kold , „ i denne materielle Lid , dog af høre Nogen 
tale et Manddoms Ord og forsvare den Ridderlighedens 
Aand , som jeg ncesten troede tilhørte en 
svunden Periode . Der gives endnu vel Riddersmand “ , 
tilføiede hun med et bittert Smiil , „ men de 
bringe det sjældent videre end til af slaa paa Svcerdet , 
til af drage det er de for fornuftige . “ 
„ Ja men hør nu Jomfru Kold “ , ivrede From , 
„ seæt vi nu tog Tingen i den Forstand , som De synes 
af mene , scet jeg nu benede omkring for af udfinde 
og beskytte den betrcengte Uskyldighed imod Bedrageri , 
Ondskab og Lumskhedens sule Rcenker , idet jeg hevnede 
og straffede , hvor jeg kom frem , hvor meget froer De 
saa , der blev tilovers af mig , inden jeg kom tilbage . “ 
„ Hovedet vilde Du da for det Første miste 
Fader “ , sagde Niels , „ dersom Du til en Begyndelse 
fog den betrcengte Smed Hansen i Beskyttelse mod 

hans Kone , der nok vafler Kulstøvet af ham , naar 
han kommer hjem om Aftenen . “ 
„ Naa , der seer De , Jomfru Kold “ , udbrød 
hiin triumferende . „ Niels siger det selv . Til i vor 
Tid at vcere middelalderlig Ridder hører megen Conduite , 
og under alle Omstændigheder vil det derved 
blive grumme vanskeligt at passe sin Handel . Ja , 
ja Jomfru Kold “ , tilføiede han med ef cengsteligt 
Blik , som opvakte Selskabets Munterhed , „ see nu ikke 
saa glubende paa mig . Trods denne Materialisme 
er jeg dog , hvilket jeg ran forsikkre Dem , i Besiddelse 
af saamegen Ridderlighed , at naar det kommer 
an paa at forsvare eller beskytte mine Ncermesfe mod 
Ondskab og Overlast eller hevne en dem tilføiet Forncrrmelse , 
saa skal jeg frods Lov og Forbud ikke lcegge 
Fingrene imellem , og det vilde kun røre mig lidt om 
Capaeiteter som Joseph og de fo amerikanske Riddere 
gik ad nndns derved . “ 
Samtalen fog nu en muntrere Retning . Flere 
Bekjendte kom til , den ene efter den anden og snart 
var ef stort Selskab forsamlet . 
Med sit milde Ansigt og hjertelige Blik og uden 
frods Mcengden af de uventede Gjcrster at vise Hastværk 
eller Anstrengelse sørgede Md . From , hjulpen 
af Anna og Marie , for Enhver . Kun da henad 
Mørkningen From bad dem Alle tage tiltakke hos sig 
om Aftenen , saae jeg hende kaste et forskrækket Blik 
til Anna , som besvarede det med et beroligende til 
det store Flueflab , som hang paa Gavlmuren , hvori 

en mæegtig Kalvekølle beskyttedes mod Fluernes 
Demonstrafioner . 
Luften blev mere og mere stille og luun ikke et 
Blad rørte sig og i den ncere Skov og Havens 
Frugttræer qviddrede Fuglene omkap , som vilde de 
overdøve det muntre Selskabs Tale , Sang og Latter , 
der lød fra Fjernt og Ncer i den store Have . 
Da Mørket faldt paa fik Ungdommen travlt med 
at behcenge de høie Lindetræeers brede Kroner samt 
de tilgrcændsende blomstrende Buske med couleurte 
Lamper , hvorfra et dcempet , mangefarvet Lys udbredte 
sig over alle Omgivelser , medens nu Par for 
Par svingede sig i en lystig Dands til Claveref , der 
var bleven henstillet ved Havedøren . 
„ Ak Jammer og Elendighed ! “ raabte From saa 
pludselig og høit at Dandsen standsede og Claveref 
taug , medens dog hans Kone , med hvem han havde 
holdt en kort Raadslagning , tyssede paa ham . „ Her 
meldes en skrækkelig Ulykke og skæbnesvanger Omstændighed ; 
min Kone forsikkrer nemlig , at selv om 
vi kunde gjøre os saa smaa , som Peters Varulv , 
der under overordentlige Omsfændigheder endogsaa 
førmaaede at gaae igjennem et Nøglehul , saa ville vi 
dog umulig kunne faae Plads ved Spisebordet derinde . 
Hvad skulle vi nu gjøre ? “ 
„ Ja hvad skulle vi gjøre ! “ gjentog Herredsfogeden . 
„ Dersom det ikke er sort Ondskab og qvalificeret 
Forrcederie , hvorved vi paa en lumsk Maade 
skulle snydes for Stegen , hvis Duft allerede har 

bragt mit Blod i Kog , da skulle vi En for Alle og 
Alle for En bcere hele den store Uendelighed af 
Lylter Brceder , som slaae nede i Tømmergaarden , 
herop og deraf lave Borde og Bcenke herude under 
Himlens Tag og Lindetræernes Kroner . “ Forflaget , 
der vandt almindeligt Bifald , var snart bragt til Udførelse , 
og kort efter sade vi om de improviserede 
Borde , hvor Opdcækningen tilfulde vidnede om , at 
der skulde mere end een Crisis til at bringe Madam 
Froms Kjøkken til at spille Fallit . 
„ Jeg kan see paa Dem Herr Herredsfoged “ , 
sagde From gribende sit Glas , „ at De staaer i 
Begreb med at udbringe min Skaal , hvilken Wre 
jeg ogsaa redelig har fortjent , naar jeg betænker de 
brækkede og fordærvede Bræeder , som vil blive Følgen 
af denne Storm . 
„ Det er ikke sandt “ , afbrød hiin ham , „ jeg havde 
ikke Sligt i Sinde ; thi efter den Skrcek , De forhen 
indjagede mig , bcerer jeg endnu et bittert Nag til 
Dem . “ 
„ Ja , det siger De nu saadanne , fordi jeg ved af 
falde Dem i Flanken forstyrrede deres Koncepter . 
Udtrykket i deres Ansigt , den Maade , hvorpaa De 
spidsede Munden , samt de kjcerlighedsfulde Blikke De 
kastede til mig . Alt borger før af De stod i Begreb 
med ved velvalgte Ord af bringe mig deres Hyldning . 
Dette vil jeg heller ikke førmene Dem , kun maa jeg 
bede Dem om af vente lidt . Det har nemlig altid 
vceret Skik og Brug , af de Forlovedes Skaal drikkes 

først , og jeg vil derfor bede Selskabet med mig af 
fømme et Glas paa Herr Bceks og min Datter 
Annas Velgaaende . “ 
Et jublende Hurra besvarede denne Skaal , der 
imidlertid dog før mig kom saa overraskende , af jeg , 
idet jeg løftede mit Glas , gjorde en ufrivillig Bevcegelse ; 
hvorved jeg kastede dets Indhold lige i Ansigtet 
paa Theodor , som sad ved Siden af mig . 
Efter Declarationen af Bceks og Annas Forlovelse , 
ved hvilken Overraskelsen døg ikke hos Alle 
havde yttret sig paa en saa haandgribelig Maade , 
som hos mig , var nu forløben ncesten fre Aar . I 
den Tid havde Bryllupet sundet Sted og var Glceden 
derved end ikke større end ved hiin improviserede Fest , 
saa var den ganske vidst Heller ikke mindre , ligesom 
den ogsaa havde strakt sig over hele den lille By , 
idet det nemlig havde vceret Brudeparrets Ønske , af 
saa vidt deres Hcender rækkede skulde Alle dele deres 
Lykke , de havde nu i lcrngere Tid boet paa Sølyst 
og der indrettet sig et Hjem , der nu ligesaa hyppigt 
som hos Froms blev Maalet for vore Sammenkomster . 
I min Stilling var ingensomhelst Forandring 

føregaaet , og trods det , af jeg nu var et voxent 
Menneske , havde døg Jomfru Kold ikke kunnet overtale 
sig til tage nogen Beslutning med Hensyn til 
min Fremtid . Tanken om af lade mig blive Officier 
havde hun ihvorvel rigtignok med et dybt Suk opgivet ; 
men derved var det ogsaa bleven slaaende , og 
hvor alvorligt og hyppigt end From og Bcek mindede 
hende om , af det var paa den høieste Tid , af hun og 
jeg tog en Bestemmelse , saa blev det døg ved det 
Gamle . Ulykken var af hun hverken kunde eller vilde 
afsee mig . Hun kunde ikke bære Tanken om af see 
mig forlade sig og drage ud i den vide Verden , og da 
der i Byen ingen Stilling gaves , som nogenlunde 
svarede til de Fordringer hun gjorde før mig , saa blev 
Problemet om , hvilken Rolle der skulde tildeles mig 
i Livet i høi Grad vanskelig af løse . Herredsfogeden 
var en af de Første som brændte sine Fingre derpaa , 
idet han nemlig tilbød mig en Plads paa sit Kontoir , 
hvorved en Carriere aabnede sig før mig , der paa 
hine Tider førte saa Mangen til Anseelse og Værdigheder . 
Jomfruen lod ogsaa et Oieblik til ikke af 
vcere ganfle uvillig til af gaa ind derpaa , men da 
hun strax efter betænkte , af min Titel vilde blive 
Skriverdreng , af hun ofte havde seet de unge Kavalerer , 
som indtage hiin Plads paa Kontoiret , bringe Støvler 
til Skomageren , hente Brød hos Bageren eller gaa 
bagefter Fuldmægtigen med Protocollerne , saa afslog 
hun Tilbudet med en saadan Energie , af Herredsfogeden 
ganfle betuttet trak sig tilbage . 

From havde foreslaaet , af jeg skulde blive 
Theodors Collega og lcere Handelen ; men Forflaget 
var knap fremkommen før det blev afviist paa en 
saadan Maade , af From vel ved Tanken om , hvorledes 
det var gaaet ham engang , da han ansaae det 
for sin Pligt af gaa over Gaden med et godt Raad , 
hastig trak sig tilbage . Paa en mildere men ligesaa 
bestemt Maade afviste hun Bceks Forslag om , af 
jeg skuloe studere . At vcere Student og Cavaleer 
tillige forekom hende af væere en Umulighed , idet de 
Alle , med Undtagelse af Niels From , for hvem 
hun i den senere Tid havde fattet mere Godhed , for 
hendes Tanker stode som Pedanter med sorte Kjoler , 
tynde Been , blege Ansigter og sultne Maver . For 
Læerdom og Kundskaber jhavde hun ganske vist stor 
Respect ; men da hun havde Følelsen af , af de vare 
svorne Fjender af det , som hun holdt for det Høieste , 
saa ønskede hun dem ikke indenfor sine Døre . 
Josephs Dom var nu endelig falden . Til 
min Beroligelse lød den ikke paa , af han skulde miste 
Livet , hvorimod han paa Livstid skulde arbeide i 
Rasphuset . Kongen , heed det , havde ikke villet 
underskrive Dødsdommen , som en Følge af , af 
Joseph bestandig fastholdt , af det ikke fra Begyndelsen 
havde væeret hans Tanke af myrde de To , 
men kun af gjøre dem uskikkede til Modstand for 
lettere af kunne plyndre dem . Ogsaa Brovn havde 
faaet sin Dom , der lød paa , af den lange Varetcegts 

Arrest skulde trcede i Strafs Sted , hvorefter han blev 
hjemsendt til Amerika . 
En Dag efter , af jeg havde vceret ude for af 
meddele Else disse Nyheder . Hun havde nemlig , som 
hun paastod , ikke vceret Menneske siden hiin Nat 
Joseph blev grebet paa Loftet , og kun den Kaffe 
og Snustobak , som jeg saa jevnlig bragte hende , var 
det Eneste som formaaede af holde hende opreist , kom 
Jomfru Kold mig imøde med et saa høitideligt og 
spcendt Udtryk , af jeg følte mig overbeviist om , af 
noget scerdeles maatte vcere hcendet . 
„ Hvad sagde saa gamle Else ? “ spurgte hun 
øiensynlig for ikke , som det hedder , af falde med 
Døren ind i Huset . 
„ Hun var som sædvanlig hjertelig taknemlig for 
Alt , hvad De sender hende , Tante . Iøvrigt blev hun 
glad overrasket ved af høre af Joseph slipper med af 
komme i Rasphuset . “ 
„ Det kan man saamcend kalde pcen Beskedenhed “ , 
bemærkede Caroline , „ og jeg er overbeviist om , af 
det just ikke vilde vcere Mange , der skulde dele hendes 
Glcede over af see deres Undlinge i den Carriere . “ 
„ Det tilstaaer jeg , Caroline “ , svarede jeg , 
^ , men naar det skjønnes , af den , De selv har valgt , 
paa en temmelig unaturlig og hovedkuls Maade 
stopper al Carriere , saa er det ikke urimeligt , af De 
vilde glcede sig ved sligt Minimum af Lykke ; i Henhold 
til , af af tvende Onder vcelges det mindste . “ 
„ Og han vil der faae Leilighed til af gaa irette 

med sig selv og til af kaste et angrende Blik paa sin 
tidligere Vandel “ , tilføiede Jomfruen . 
„ Den manglede ham saamænd ikke , Jomfru , den 
Gang han , som Peter fortæller , laa hele Dage saa 
lang han var i sit Lysthuus paa Klinten og gnavede 
paa de stjaalne Spegepølser . Kunde hiin stille Eensomhed 
ikke bringe ham til Eftertanke , saa frygter 
jeg rigtignok for , af det Selskab , han nu kommer i , 
vil gjøre det endnu mindre . “ 
„ Angesten , han har udstaaet og Straffen , han 
maa lide , vil dog maaske vække hans Sjæl af dens 
Dvale og smelte Isen om hans Hjerte . Lovens 
Dom “ , vedblev Jomfruen , „ gaaer ikke alene ud paa 
af straffe til Advarsel for Andre , men ogsaa paa ved 
en Opdragelse paa ny , af bringe ham tilbage paa 
Pligtens Vei . “ 
„ Da troer jeg sandelig , Jomfru “ , svarede 
Caroline , „ af naar dette skulde være Meningen , 
saa vilde det ikke være altfor vanskeligt for Kongen 
af finde en bedre Opdragelses-Anstalt end Rasphuset . “ 
„ Det tilkommer ikke os Caroline “ , svarede hiin 
med et straffende Blik , „ af gaa irette med Loven . 
Hvad Kongen i sin Viisdom har dømt , maa være 
det Rigtige , og det sømmer sig Ingen af gjøre Bemærkninger 
derover . “ 
„ Maaske dog med Undtagelse af den , som det 
gaaer ud over “ , bemærkede Caroline beskedent , „ som 
Poppegøien sagde , da Katten tog den . “ 

Jomfruen rystede paa Hovedet uden af svare . 
„ Du veed Peter “ , begyndte hun derpaa endelig efter 
i nogen Tid af have siddet taus , „ af der oftere har 
været Tale om , hvilken Livsstilling Du skulde vælge , 
samt af jeg ikke har billiget noget af de Forflag , som 
hidfil er bleven gjort “ , paa mit bejaende Svar vedblev 
hun . „ Jeg havde tænkt , Du skulde være Officier , 
ja oprigtig talt , jeg havde af Hjertet ønsket og haabet 
det . Omsfændighederne vare derimod , og maaske var 
det ogsaa en forfængelig Drøm , som saa mangen 
Anden , for hvilke vi takke Gud , af de ikke bleve 
opfyldte . “ 
„ Peter kunde være bleven slaaet ihjel eller idetmindste 
være bleven ynkelig tilredt af de forsorne 
Englændere “ , oplyste Caroline . 
„ Men han kunde ogsaa bedækket med Hæder og 
Roes være vendt filbage fra Valpladsen , hvor han 
havde kæmpet som en Mand for Konge og Fædreland “ , 
svarede Jomfruen med et Udtryk , der viiste , 
hvor greben hun følte sig ved Tanken derom . „ Det 
ffulde imidlertid ikke være saaledes , og maaske er derved 
ogsaa forebygget en Ulykke , som jeg ikke tør tænke 
paa . Naar man nu “ , vedblev hun , „ ikke drives af 
Nødvendigheden for af forskaffe sig sit Livsophold eller 
af et uimodstaaeligt Kald til en eller anden Gjerning , 
saa indseer jeg ikke , hvorfor man overhovedet absolut 
skal vælge en Bane , det vil da sige , naar man er i 
Besiddelse af rigelige Midler til af forskaffe sig et frit 
og behageligt Liv . “ 

„ Herr Bæk siger “ , indvendte jeg , „ af Enhver 
bør gjøre den Nytte i Verden , han formaaer , og af 
Arbeidet giver Livet et høiere Værd , ligesom det 
ogsaa forædler Mennesket . “ 
„ Og Herr Bæk er sandelig en klog og dygtig 
Mand , hvis Ord er værd af lytte efter “ , svarede hun , 
„ men saa vel han som Herr From anlægge i saa 
Henseende en , efter min Mening altfor indskrænket 
Maalestok . Man behøver , som jeg troer , hverken af 
være academisk eller Stadsborger for af kunne arbeide , 
ligesaa lidt som man behøver af have lært en Kunsf 
eller en Profession ; thi ligesaa vidst som den , der er 
i Besiddelse af Dannelse og Forstand ikke kan undvære 
Arbeidet , ligesaa lidt vil han nogensinde mangle det . “ 
„ Men , Tante , det kommer an paa om dette da 
bliver til Gavn og Glæde for Ens Medborgere eller 
for Fædrelandet ; thi deraf afhænger Tilfredsstillelsen , 
man skal have deraf . “ 
„ Hvilket Gavn eller hvilken Glæde troer Du da 
af Staten og Medborgere have for Exempel af Skomagernes 
eller Skrædernes Professioner ? “ 
„ Ja , da maa jeg da rigtignok sige , Jomfru “ , 
indvendte Caroline , „ af havde vi ikke den Slags 
Haandværkere , saa kom vi , naar Sandheden sial 
frem , til af gaa omkring som Adam og Eva i 
Paradiis . “ 
„ Og for af undgaa dette , min gode Caroline , 
saa vilde vi nok finde paa , dersom vi ingen Skomagere 
eller Skrædere havde , af forfærdige vore 

Klædninger selv , hvoraf , som jeg troer , Moraliteten 
ikke vilde lide , naar der tages Hensyn til vor Tids 
øverdrevne Luxus og Pyntesyge . I gamle Dage 
sade Riddernes Damer med deres Terner og flöge 
Bæven , og af det forarbeidede Stof tilvirkede de 
Klæder for Husbonden og hans Svende ; med Guld 
og Sølv og kosteligt Silke baldyrede de Vaabenkjortelen 
og det brede Axelfkjærf medens fromme , blide 
Sange fil Kampens og Kjærlighedens Priis løde fra 
Fruerstuen . “ 
„ Ja , men imedens sade Ridderne og drak sig 
fulde og slog hinanden fordærvet med Skinkebeen , det 
har jeg da hørt “ , indvendte Caroline . 
„ Min Mening er “ , vedblev Jomfruen med et 
ringeagtende Blik fil Caroline og uden af værdige 
hende noget Svar , „ af Du , Peter , ved Aandens 
rige Hjælpekilder let vilde kunne sinde en Beskjeffigelse , 
som kunde være fil Tilfredsstillelse for Dig selv og 
fil Gavn og Glæde for dine Medmennesker , uden af 
Du derfor behøvede af drage ud af dit Hjem , og søge 
fil en fremmed Arne , uden af Du behøvede af forlade 
det Sted , hvor Du voxede op i Kjærlighed og Fred ; 
thi bedst er det , naar man kan nyde sin Manddoms 
Kraft og Lyst og sin Alderdoms søde Frugter der , 
hvor man plukkede sin Ungdoms gyldne , spraglede 
Blomsler . Verden tillader imidlertid ikke af man 
følger sin egen Overbeviisning ; i det Smaa som i 
det Store kan man ikke unddrage sig dens Indflydelse , 
naar man vil leve i Fred , og jeg har derfor , hvad 

Dig angaaer , besluttet af vcere den til Maade , nu 
da en en Leilighed tilbyder sig , der forekommer mig 
nogenlunde passende . “ 
„ Og hvilken er det ? “ spurgte jeg i spændt Forventning . 
„ Den gamle Svendsen , der jo , som Du veed , 
er Hoffourer hos Prindsessen af Durlach , som for 
Tiden boer paa Jægerspriis , var her idag for som 
gammel Bekjendt af aflægge mig et Besøg . I Samtalens 
Løb kom han til af yttre , af han paa Grund 
af fit svækkede Syn vilde blive nødsaget til af antage 
en Skriver . Vel er rigtignok det nuværende Hof paa 
Jægerspriis kun lille og har kun lidt af sige mod 
dengang høisalig Arveprinds Frederik residerede der , 
hos hvem Svendsen ogsaa var Hoffourer ; men da 
der saavel ved Haverne som ved Slottet endnu fra 
hiin Tid er ansat endeel Betjente med Hensyn til 
hvilke han , som ogsaa hvad de forefaldende Udgivter 
fil Istandsættelse og Vedligeholdelse angaaer , fører 
Regnskabet , saa har han ikke saa ganske lidt af bestille . 
Efter nu nøie af have erkyndiget mig om , 
hvorledes det unge Menneskes Stilling vilde blive , 
som han agtede at antage , og jeg derved erfoer , at 
om den end ikke vilde kunne kaldes en overordnet , saa 
var den ogsaa langtfra at være nogen underordnet , 
og havde aldeles intet med Betjening , hverken paa 
den ene eller den anden Maade , at bestille . Den 
kunde , kort sagt , efter min Opfattelse kaldes cavaleermæssig , 
det vil sige , naar den , der kom til at beklæde 

den , selv var Cavaleer . Hans Præedicat vilde dernæst 
blive Hofskriver , hvilket -- -- -- . 
„ Dog altid smager af Fugl “ , afbrød Caroline 
hende . 
„ Maa jeg bede Dig , Caroline “ , sagde Jomfruen 
med et indigneret Blik , „ om at gaa ud og 
sørge for Theen , — hvilket “ , gjentog hun derpaa , 
som om Intet var forefaldet , „ er en ligesaa passende 
som net Titel for et ungt Menneske . Da jeg nu 
nøie havde erkyndiget mig om alt dette , og dernæst 
ved Tanken om , at Du ved at komme der , ikke blev 
fjernet allfor langt herfra “ , her taug hun et Dieblik 
medens hun bedækkede sine Dine med Lommetørklædet , 
„ saa anholdt jeg om Pladsen for Dig . Efter dernæst 
at have seet en Prøve af din Haandskrift , samt 
efter at have hørt om , hvad Du har lært , gik han 
beredvillig ind derpaa , og det slaaer nu fil Dig , om 
Du vil gaa ind derpaa eller ei . Dog det vil jeg 
sige Dig , ' min egen Dreng “ vedblev hun , idet hun 
greb min Haand og trak mig hen fil sig , „ har Du 
det Ringeste derimod , føler Du Sorg og Uro , slaaer 
dit Hjerte i Angest og Smerte ved Tanken at skulle 
færdes blandt Fremmede eller ved Følelsen af at 
skulle forlade dette Sted , da bliv , da bliv her hoS 
mig , der naar Du er borte vil savne Dig fil hver 
en Tid og ved hver en Leilighed . Lad os forenede 
bekæmpe al fremmed Indflydelse og leve med hinanden . “ 
Ved disse Ord , som hun fremførte med en 
af Bevægelse sittrende Stemme , betragtede hun mig 

med et saa kjærligt og bønfaldende Blik , at jeg ikke 
et Oieblik kunde tvivle om , hvilket Svar hun helst 
vilde høre af min Mund . Jeg havde imidlertid altfor 
ofte saavel i Spøg som i Alvor maatte døie 
Hentydninger fil mit äulee farniovte , at jeg ved 
Tanken derom ikke kunde være tvivlraadig , ligesom der 
ogsaa var Noget i selve Forslaget , der bragte en 
Streng i mit Bryst fil at lyde , som vel i nogen Tid 
havde været forstummet , uden dog , som jeg nu 
mærkede af have tabt sin Klang . 
„ Jeg troer Tante “ , svarede jeg nølende og med 
usikker Stemme , „ af det er bedst , jeg tager derimod . 
Du kan tro det vilde snart fortryde os Begge , dersom 
jeg lod denne Leilighed slippe fra mig . “ 
„ Jeg vidste det min Dreng , ja , ja jeg vidste 
det , det maatte blive dit Svar , og det kan vel ikke 
være anderledes . Mit Hjerte er blødt og mit Sind 
er svagt , naar Talen er om Dig , som er mit Livs 
Solskin og Glæde , som er den , ved hvem mit Hjerte 
hænger , og som saa rigeligt har gjengjeldt min inderlige 
Kjærlighed . Men Du har Ret , det maa være 
saaledes . Tiden er kommen da Du maa prøve dine 
Vingers Styrke for af vise Dig selv og andre , hvad 
Du formaaer . Det er Ynglingens Lod af skulle 
kæmpe , for af han i Striden kan modens til Mand , 
og vilde jeg ved mine Bønner formane Dig af optage 
Handsken , da skulde Du maaske for stedse miste 
den Grundvold , paa hvilken Livet skal hvile , nemlig 
Bevidstheden om eget Værd . Gaa derfor , min Dreng , 

og skulde Øieblikket komme , da Du føler Dig træet og 
mødig , da vil Du her finde Fred og Hvile . “ 
Efter af det første Indtryk af af see Jomfruens 
Sorg var bekcempet , maa jeg tilstaa , af jeg følte 
mig uendelig glad over , af jeg nu var bleven fil 
Noget , af jeg nu skulde indtage en Stilling i 
Verden , der langtfra forekom mig af vcere saa grumme 
beskeden . 
De Fantasier og løierlige Ideer , hvoraf mit 
Hoved i min Barndom havde vceret opfyldt . Tankerne 
om Rigets Cantsler og første Krudtmester , vare vel 
forlængst bortdunstede , ligesom ogsaa Bevidstheden om 
af jeg høist sandsynlig vilde kunde finde min Moder 
paa et ganske andet Sted end i end Kareth med fire 
Heste for , som en sorgfuld og meget fornem Dame , 
havde bevceget mig fil af opgive Jagten paa den 
Slags Kjøretøur ; men , ja Lidt var der maaske dog 
bleven tilbage . Noget havde dog nok skjult sig saaledes , 
af Herr Bcrk ikke havde formaaet af finde 
det ; thi vidst er det , af da jeg første Gang , efter af 
Bestemmelsen var taget , gik ned ad Gaden for af 
tale med Skrcederen , der nu vilde faae fuldt op med 
min Garderobe af bestille , da syntes det mig , af 
Byen var bleven mindre og jeg større , af Gaden var 
bleven smalere og jeg bredere , samt af de Folk , som 
mødte mig , hilste mig med større Wrbødighed , ihvorvel 
mig vitterligt endnu Ingensomhelst vidste , af af 
Drengen Peter havde Herr Hofskriver Kold udviklet 
sig . 

Jo mere jeg tænkte derover , jo mere forekom det 
mig af være en saa overordentlig og ubegribelig 
Lykke jeg havde gjort , af jeg blev i hei Grad forvirret 
ved af see det forbausede og skuffede Ansigt , 
hvormed Bæk modtog Efterretningen derom , som jeg 
strax bragte ham efter af have udrettet mit Ærinde 
hos Skræderen . 
„ Skriver hos Hoffoureren ! “ udbrød han , idet 
han reiste sig fra Bordet , ved hvilket han havde siddet 
og læst høit for Anna , som var beskjeftiget med 
noget Sytøj . „ Af hvilken Natur blive da dine Forretninger 
der ? “ 
„ Det ved jeg ikke bestemt “ , svarede jeg lidt iriteret 
ved Tonen , hvori han spurgte , „ men da jeg hidtil 
ingen Forretninger har havt , saa er dette dog altid 
en Begyndelse . “ 
„ Men som fører , efter hvad jeg kan forstaa , til 
en temmelig flan Ende . “ 
„ Bryd Dig ikke om ham , Peter “ , sagde Anna , 
idet hun nikkede venlig fil mig . „ Du veed han er 
en Amerikaner , som veier Alt med Guldvægten og 
seer paa Livet med et gruelig praktisk Blik . “ 
„ Men han veed ogsaa , at han i mig har en 
trofast og ærlig Ven , som derfor nok har Lov at tale 
et lille Ord fra Hjertet . Siig mig nu “ , vedblev 
han , „ hvortil fører denne Ansættelse ? Vi har jo 
ofte talt og været enige om , at det ikke kommer an 
paa for et Menneske der har lært , hvad Du har 
lært , at finde en Beskjeftigelse , men derimod paa 

at vælge en Vei , som kan føre fil et ønfleligt og 
ærefuldt Maal . “ 
„ Naar man er tilfreds med mig og Lykken er 
mig god , saa kan jeg vel med Tiden naa at blive 
Hoffourer “ , svarede jeg med Selvfølelse . 
„ Hoffourer “ , gjentog han , „ ja jeg tænkte det 
nok , men om Du saa kunde naa at blive Hofmarskalk 
vilde det da være et Maal , som formaaede at sætte 
Kronen paa alle en Mands Forhaabninger og Fordringer 
fil Livet , vilde det være det Ønskeligste og 
Bedste for den , hvem Gud har givet Evner og 
Kræfter fil at virke med . Vilde det være en Livsgjerning , 
paa hvilken man slolt og glad kunde see 
tilbage med Fortrøstning om , af den ikke havde været 
forgjæves ? Nei , min Ven , sløvet , dorsk og fuld af 
Kjedsomhed vilde man see tilbage paa et Liv , hvis 
hele Gjerning havde været af beregne Gulerøddernes 
Priis eller af agere underdanig Tjener . “ 
Som himmelfalden af Forbauselse over af høre 
Værdigheder omtale paa en saadan Maade , om 
hvilke det aldrig var falden mig ind , af der kunde 
være mere end een Mening , om hvilke jeg aldrig 
havde fænkt mig , af der kunde tales paa anden 
Maade end med den dybeste Ærefrygt , stod jeg et 
Øieblik uden af svare . Endelig tog jeg Mod til 
mig , og idet jeg ikke kunde dølge min Ærgrelse , 
svarede jeg : 
„ De har selv saa ofte sagt , Herr Bæk , af 
Ingen formaaer af lægge en Alen til sin Væxt , og 

af det derfor er det eenfoldigste af Alt af gjøre sig 
til Mere end man i Virkeligheden er . Naar jeg nu 
i beskeden Følelse af , af jeg bedst passer til hiin 
Stilling , der iøvrigt ikke af Alle bliver saa strængt 
bedømt , saa trøede jeg af have handlet i Overeensstemmelse 
med Deres Anskuelser . “ 
„ Og under alle Omstændigheder , Peter , har 
Dn Ret til at blive rigtig alvorlig vred paa Bæk “ , 
sagde Anna , idet hun nikkede truende ad denne . 
„ Men nu seer Du , hvorledes en rigtig fast og 
kraftig Mand bærer sig ad , naar hans Forhaabninger 
glippe . Jeg skal nemlig sige Dig , at han havde udkastet 
en Plan saa smuk tiltalende , at jeg af Hjertet 
deelte hans Glæde derover ; men denne er nu tildeels 
strandet som en Følge af din ny Bestemmelse . “ 
„ Ja jeg maa tilstaa det “ , sagde Bæk smilende , 
idet han bøiede sig og kyssede hende . „ Af bare 
Ærgrelse over , at ikke jeg , men derimod Du selv og 
din Tante bleve de Aandende , lod jeg Vreden løbe 
af med mig og fornærmede baade Dig og Andre . 
Jeg har i Sinde “ , vedblev han , „ at anlægge en stor 
Klædefabrik her , hvortil Beliggenheden her i mange 
Henseender er gunstig , og det var da min Mening 
at optage Dig som min Associe . Ved dine Sprogkundskaber 
og din Dygtighed i at regne vilde Du 
snart kunne have sat Dig ind i Contoirforretningerne 
og bleven mig til megen Nytte . Du vilde derved 
kunne være bleven her , som din Tante og vi Alle 
ønske , og jeg er overbeviist om “ , tilføiede han , idet 

han hjerteligt trykkede min Haand , „ at vi i trofast 
Sammenhold vilde have arbeidet sammen til ef 
Maal . “ 
„ Jeg tvivler om , at jeg kunde vcere bleven Dem 
til den Nytte , som De troer “ , svarede jeg bevæget 
ved den Sky af Mismod og Skuffelse , som gled over 
hans Ansigt , medens han talede , „ men jeg er Dem 
hjertelig taknemlig for den Tillid og Godhed , De 
ved Deres Tilbud har viist . Nu kan det ikke godt 
vmgjøres . “ 
„ Nei , nei “ , afbrød han mig , „ har man sagt A , 
maa man ogsaa sige B . Jeg stoler imidlertid paa , 
at de eensformige Arbeider paa ef sligt Contoir vil 
trætte Dig , samt at din kraftige Natur vil oprøre sig 
imod Intet selv at kunne gjøre , for at komme fremad , 
men i Eet og Alt at være afhængig af ef sendrægtigt 
Avancement eller Andres Naade . “ 
Lidt langsommere og mere betænkelig end jeg 
var gaaet op til Sølyst , vendte jeg snart efter tilbage . 
Jeg havde ikke ef Øieblik tvivlet om , at jo 
Enhver vilde dele min Overbeviisning om , at jeg 
havde gjort en overordentlig Lykke , og det var derfor 
intet Under , at jeg følte mig betydelig nedstemt ved 
at erfare , af dette idetmindste ikke var Tilfældet med 
Bæk . Vel kunde endeel af hvad han sagde skrives 
paa et øieblikkeligt Lunes Regning ; men der blev 
ikkedestomindre Nok tilbage . Dertil kom af hans 
Forslag i mange Henseender var fristende og navnlig 
vilde være det i den høieste Grad for Jomfru Kold . 

Jo mere jeg tænkte derover , jo mere enedes jeg 
imidlertid med mig selv om , af var end Stillingen 
som Hofskriver just ikke fuldt saa glimrende , som jeg 
et Øieblik troede , saa manglede den dog Heller ikke al 
Glands . Der var dernæst Noget som gjorde , af jeg 
nok kunde ønske idetmindste for en Tid af komme ud 
af de gamle Forhold . Hvad det var , sagde jeg mig 
vel ikke selv med rene , tydelige Ord ; men Følelsen 
af , af jeg , maaske ved lidt aparte Væsen og maaske 
ogsaa som en Følge af Reminisentser fra en tidligere 
Tid , var bleven en Skive for Andres godmodige 
Lune , samt ar jeg vilde have grumme ondt ved af 
ryste denne Martyrdom af mig , var tilstrækkelig for 
mig til ikke af ønske Bestemmelsen forandret . Selv 
Marie From . Her standsede jeg pludselig ved 
Tanken , af jeg nu jo Heller ikke maaske for lang Tid , 
skulde see hende , hvilket hidtil ikke et Øieblik var 
falden mig ind . Drillet mig havde hun imidlertid , 
ja , og det mange Gange , og det var et stort Spørgsmaal 
om hun nogensinde vilde ophøre dermed , dersom 
jeg ikke ved for en Tid at forlade Skuepladsen 
bragte hende til at glemme det . Naar hun saa bare 
ikke med det Samme vilde forglemme hele min Person 
og aldrig mere tænke paa mig . Ved disse 
Tanker faldt mit Blik paa Skoven i Froms Have , 
imellem hvis høie Stammer og løvfulde Kroner 
Aftensolen lyste rød og flammende . Hvor ofte havde 
vi ikke der leget med hinanden , hvor ofte havde jeg 
ikke derfra hørt hendes klare , kaldende Stemme , naar 

hun saae mig komme paa Gaden og hvor ofte havde 
jeg ikke , netop fra dette Sted , seet hendes hvide Kjole 
flagre , naar Theodor i Gyngen svingede hendes 
lette Skikkelse høit op imellem Grenene , saa at hun 
forsvandt blandt disse for et Øieblik . Og nu ? Det 
blev mig saa trangt om Hjertet , at jeg nær var 
bristet i Graad og skulde vel ogsaa have gjort det , 
dersom ikke idetsamme Krudtmesferens ældste Søn 
var kommen , og idet han gik mig forbi havde givet 
mig et alvorligt Knubs i Siden medens han grinende 
raabte : „ Hvad staaer Du der og giver efter 
Peter ? “ 
Hos Froms , hvor jeg paa Hjemvejen gik ind , 
gik det mig bedre , end jeg havde ventet ; idet nemlig 
Jomfruen havde været der kort iforveien , og derved 
paa en Maade beredt mig Veien . From var en 
praktisk Mand og ligesom Bæk i enkelte Stykker lidt 
amerikansk . Jeg frygtede derfor ikke uden Grund for 
af hans Yttringer om Hoffourererne i Almindelighed 
skulde blive af en ligesaa uærbødig Natur , som hiins 
havde været det . Nu kom han mig venlig imøde og 
gratulerede mig . 
„ Sandt af sige , Peter “ , begyndte han med det 
lille Smiil , som viiste , af han havde Skjelmen bag 
. Dret , „ jeg blev rigtig heel confus og løierlig til 
Mode af bare Glæde over den Lykke , Du har gjort . 
Naa “ , vedblev han , „ enhver Vei er god , hvor man i 
Tilfredshed kan tjene sit Brød , og paa det Sidste 

vil der vel næppe blive Mangel navnlig hos en 
Hoffourer . “ 
„ Jeg mener ogsaa , af Du har Grund til af 
vcere hjertelig tilfreds “ , sagde Madam From mildt , 
„ saa meget mere , som din Tante glæder sig meget 
ved af vide Dig der . Der tales saa ofte om det 
lykkelige i den kraftige Mands frie og selvstændige 
Birken , og det kan jo ogsaa lyde ret smukt ; men 
naar man veed , hvorledes Du Fatter , har maattet 
arbeide aarke og silde , naar man kjender med hvor 
megen Sorg og Besvcer Du har kæempet , og hvor 
tungt det ofte faldt Dig at faae de Stene ryddet 
bort , som spærrede den Vei , Du skulde vandre , saa 
kan man kun glcede sig paa dens Vegne , for hvem 
det er lykkedes at finde en mere banet og jevn Sti . “ 
„ Nu ja , Mutter , har jeg arbeidet , saa har Du 
Skam Heller ikke siddet med Hcenderne i Skjødet og 
Begge har vi slæebt retskaffens paa Læsset , hvor 
Veien var knudret . Men var det suurt dengang , saa 
er det desto sødere nu , naar vi see os om og betragte 
Frugten af vor Flid . “ 
„ See nn bare til Peter “ , sagde Marie , da vi 
strax efter gik sammen i Haven , „ at Frugterne Du 
erhverver Dig ved din Flid derovre paa Jægerspriis , 
ikke bliver altfor søde , saaledes at Du faaer ondt i 
Maven deraf . Hoflivet “ , vedblev hun høitidelig , „ er 
bleven saa mangen ædel Anglings Fordærvelse ; thi 
bagved Forgyldningens Glands lurer den sæle Djcevel , 
det slaaer da i en Bog Fader har . “ 

„ Jeg faaer neppe noget med Glandsen at bestille 
og saaledes forhaabentlig heller intet med Djævelen , 
eftersom vidstnok Hoffourerens Contoir befinder sig i 
betydelig Afstand . “ 
„ Men naar Soten er slem , har Smitten lange 
Arme hedder det , og det er ikke saa længe siden , at 
Du overflod Sygdommen , at Du jo nok kunde befrygte 
et Tilbagefald . “ 
„ Naar vi ikke med Aarene lode vor Barndoms 
Fantasier flyve , saa vilde vi komme til at lege med 
Dukker hele vor Levetid “ , svarede jeg lidt afficeret . 
„ Enhver har det paa sin Maade , og jeg havde det 
paa min . “ 
„ Ja og din Tante har det paa sin , hvor god 
hupend ellers er “ , afbrød hun mig ; thi ellers var 
Du næppe kommen til Jægerspriis . Havde hun ikke 
holdt fast ved sin Dukke , saa havde Du maaske nu 
sammen med Theodor været ved Faders Handel , 
og ihvorvel jeg ikke negter , at I vilde blive et Par 
skrækkelige Bønhase at trækkes med , saa vilde jeg dog 
hellere det , end see Dig reise bort . “ 
„ Men da jeg nu ikke duer til at blive Kjøbmanb 
og heller ikke til at blive Fabrikant , som der har 
været Tale om , saa troer jeg dog , at Enhver som 
holder af mig hellere maa see mig reise bort end see 
mig gaa her og blive fil Ingenting . “ 
„ Og tilsidst forsvinde som en Dunst i Luften , 
det vilde rigtignok være forskrækkeligt , Peter , om det 
skulde tage en flig Ende med Dig . Nei , saa faaer 

Du Heller at reise til Jægerspriis , om end vi Andre 
saa engang imellem forgjæves skulde komme til at 
lytte efter dine Trin og Lyden af din Stemme . Jeg 
gaaer her og parlerer med Herr Hofskriveren “ , vedblev 
hun , da Theodor nu kom til , „ for med ham 
at øve mig i galante Talemaader og siirlig Conversation . 
Ja siden vi tale derom , saa vil jeg grumme 
gjerne i disse Par Dage forestille Prindsessen af 
Baden-Durlach , er det ikke saaledes hun hedder , som 
boer derovre , og saa kan Du øve Dig i , hvorledes 
Du skal bære Dig ad , naar Du skal overrække hendes 
Høihed en Regning , over for fire Skilling udi Thevand 
samt en Streng til Jomfruens Luth . “ 
„ Ja , det er godt nok at spøge “ , sagde Theodor , 
„ men jeg er bange for , at Peter kommer saa Igngt 
fia os , at han reent taber os af Syne . “ 
Herre Gud , Theodor , der er da ikke mere end 
nogle Miil til Jægerspriis , saa Længden er da til 
at oversee , selv for de meest længselsfulde Øine . “ 
„ Det meente jeg ikke , Marie , men derimod , at 
den Sfære , hvori han nu skal leve , og hvorfra man 
jo seer ned til vor , skulde blænde hans Øine , saaledes 
at han ikke kan see os . “ 
„ Slig Bekymring maa man næsten flamme sig 
ved at nære “ , svarede hun med ef let Kast med 
Nakken . Kun de Mennesker lade sig see ned til , som 
selv søle sig smaa , og da det Menneske , der har saa 
svage Øine , at det lader sig blænde af flig Glands , 
maa have ef endnu svagere Hjerte , saa vilde det jo 

være spildt Uleilighed , at bevare ham i sin Erindring . 
For ingen af Delene frygter jeg imidlertid med 
Hensyn til Peter ; fhi dertil har han aldrig givet 
os Anledning . “ 
„ Nei det har han ikke “ ; svarede hiin utaalmodig , 
„ men naar man er bedrøvet , saa troer jeg man gjør 
sig al optænkelig Umage for at finde paa Noget at 
blive endnu mere bedrøvet over . “ 
I den Travlhed , som nu opsfod og ved Synet 
af den overordentlig Mængde ny Klæder , hvoraf , 
som det lod til , Jomfruen meente at jeg ikke kunde 
saae nok , samt dernæst ved de mange kostbare og 
smukke Reqvisitter til et fuldslændigt Herre-Toilelte 
som anskaffedes , og som gav mig Hovedbryd nok med 
at udfinde , hvortil de skulde benyttes , glemte jeg i 
nogle Dage Veemodet over den forestaaende Afreise . 
Da jeg nu endelig paa en Dag fremstod fix og 
-færdig iført en langskjødet , mellemblaa Livkjole besat 
med store blanke Knapper og med en Krave 
saa høi og stiv , at den , naar jeg ikke fog mig iagt 
lettelig kunde løfte Hatten af Hovedet paa mig ; dertil 
en pailleguul Vest med røde Striber , som naaede 
et artigt Stykke nedenfor Kjolen , og fia hvilken en 
vægtig Uhrkjede hang ned , hvori var anbragt et vægtigt 
Knippe Bandelokker , som raslede for hvert Skridt 
jeg fog , samt dernæst gule Courterois Beenklæder , 
der gik ned i et Par høiskaftede staalblanke Støvler , 
fra hvis Kroner svære Silkeqvaster dinglede . Da 
jeg , som sagt , saaledes pyntet traadte ind ad Døren 

til Froms , idet jeg med Haanden fløttede min 
Hanekam , der af Jomfruen var sat op til en overordentlig 
Høide , da vakte jeg en lignende Forbauselse 
og Beundring , som mit eget Indre var opfyldt af . 
Madam From gjemte hastig en ulden Nattrøie , 
paa hvilken hun stoppede , ved Siden af sig i Sophaen , 
og Marie , som hastig havde reist sig , slirrede paa 
mig med ef Par store forundrede Øine , som havde 
hun aldrig seet mig før . 
„ Det er jo Peter ! “ udbrød hun derpaa rødmende . 
„ Ja det maa man tilstaae “ , vedblev hun med ef 
beundrende Blik . „ Monsieur er virkelig pcen . “ 
„ Ih , saa lad os da see ! “ udbrød Madam From . 
„ Ja det kalder man sandelig Noget , Bandelokkerne 
skinne jo af det bare Guld og Klædet i din Kjole , 
ja det tør jeg sige , har kostet sine rede ti Daler 
Alenen . “ 
„ Naa og det er bare Kjolen , hvad maa saa 
ikke hele Personen være værd , Silkeqvasterne paa 
Stsvlerne indbefattet “ , sagde Marie . „ Saa meget 
er imidlertid bestemt , at hvor elegante man end ere 
paa Jægerspriis , saa troer jeg dog ikke man overgaaer 
Dig . I Betragtning heraf erklærer jeg , idet 
jeg sender Dig ud i Verden , at jeg er stolt af Dig . “ 
„ Med ef saadant Skudsmaal og Uhr paa 
Lommen gad jeg nok vidst , hvem der tør kimse af 
Dig Peter “ , sagde Madam From leende . 
„ Det bliver vidst ikke Mange , idetmindste skal 

jeg efter bedste Evne værge for mig , om ikke for 
Andet , saa for at gjøre Maries gode Mening Ære . “ 
„ Ak ja “ , svarede hun , „ nu kan Du jo til en 
Forandring gjøre det for min Skyld , de Fleste gjør 
det vel ellers iovrigt for deres egen/ ' 
Havde jeg nu maatte døie noget hos Froms , 
som en Følge af den pludselige Forvandling , der var 
foregaaet med mit Udvortes , saa maatte jeg døie 
mere paa Gaden , naar jeg der mødte mine tidligere 
Kammerater , og de Bemærkninger , Hentydninger og 
ofte lidt underlige Vittigheder , jeg der fik at høre , 
vare ofte i høi Grad saarende for min Værdighed . 
Selv Caroline kunde ikke godt dy sig , og det eiendommelige 
Smiil , hvor med hun neiede , idet hun , 
naar jeg kom hjem , lukkede Deren op for mig eller , 
hvormed hun , naar jeg bragte hende en Besked fra 
Jomfruen , spurgte om Monsieur ikke ellers havde 
Noget at befale , var flere Gange nærved at bringe 
mig til at tabe Contenancen . Og dog gjorde jeg 
mig for at undgaa Faren , al mulig Umage for at 
være ganske som jeg altid havde været , hvilken Anstrængelse 
imidlertid vel netop forøgede det vanskelige 
i min Stilling . 
Jeg kunde dog ikke godt med min høie Hat , min 
langskjødede Kjole og mine ringlende Bandelokker 
spille So eller Ballerone paa Gaden ; jeg kunde ikke 
med mine ligesaa snevre som kostbare Beenklæder 
sidde , som jeg saa ofte havde gjort med Theodor 
paa Skrævs over Froms Plankeværk og spise Æbler , 

hvoraf denne gjerne havde Lommerne fulde , og jeg 
kunde heller ikke , hvormed jeg saa ofte havde forfærdet 
Caroline , staa paa Hovedet oppe paa Rygningen 
af Tsrvehuustaget . Alt dette kunde ' jeg ikke gjøre , 
og ihvorvel , som jeg troer , man nok indsaae at jeg 
heller ikke burde gjøre det , saa smilede man dog over 
den Air , min Kjole gav mig . Under disse Omstændigheder 
var det intet Under , at jeg længtes efter 
det Oieblik , da jeg skulde reise ; men da det endelig 
kom , da Vognen holdt for Døren og mit Tøi var 
pakket paa , da jeg havde taget Afsfed med Jomfruen , 
som grædende blev inde i Stuen , og nu for sidste 
Gang rakte Caroline Haanden , der med Forklædet 
for Oinene stod hulkende ved Vognen , da svandt min 
Lyst og mit Mod , og idet Vognen rullede ned ad 
Gaden , ønskede jeg med beklemt og tungt Hjerte , at 
jeg havde fulgt Bæks Raad og Tilbud , saa kunde 
jeg nu , nu i dette Oieblik , da jeg maaske for stedse 
forlod mit Hjem , have siddet i Froms Havestue og 
hjulpet Marie med at skrælle Agurker , hvilket hun 
var ifærd med , da jeg var derovre . 
Alt som jeg kjørte , toge mine Tanker en anden 
Retning og ligesom til Trøst og Husvalelse forestillede 
jeg mig Glæden , naar jeg kom tilbage , hvorledes 
Tante , Caroline og Froms vilde komme ud paa 
Gaden for at tage imod mig , naar jeg i en let 
elegant Eqvipage fra Hoffet rullede hen for Døren . 
Saa levende beskjæftigede disse Tanker mig , at jeg 
næppe mærkede , hvor langt vi vare kjørt , før vi 

holdt ved det første Bedested . Her modtog jeg et 
Indtryk , som i visse Henseender geraadede mig til 
større Trøst eller rettede hjalp endmere til at adsprede 
mig . Idet jeg nemlig traadte ind ad Døren , hørte 
jeg min Kusk svare paa Viertens Sporgsmaal , at det 
var Hofskriver Kold , for hvem han kjorte . For 
første Gang hørte jeg mig af en Fremmed bevcevnet 
saaledes , og for første Gang modtog jeg det fulde , 
opløftende Indtryk af , at jeg ikke längere var Peter , 
men en meriteret Person , et Medlem af Samfundet 
og det endda et ikke saa ganfle ubetydeligt , fluide jeg 
dømme efter Vcertens oerbodige Buk og den underdanige 
Maade , paa hvilken Vårtinden rørte om i 
min Kaffe , og smagte om den var fød nok . En hidtil 
ukjendt Følelse af stolt Selvbevidsthed greb mig , 
og idet jeg rettede min Person og hcevede mit Hoved 
medens jeg med lette , afmaalte Skridt gik op og ned 
af Gulvet , følte jeg mig overbeviisf om , at man 
maatte kunne lcese i mit Ansigt , hvilke ophøiede og 
for Staten vigtige Tanker , der bevcegede sig hos mig . 
Denne Stemning , som havde meget tilfcelleds med 
den , under hvilken jeg fungerede som Rigets Cantsler 
og første Probeermester , og som i høi Grad næredes 
ved de Ideer , Lieutenanten og Jomfruen havde indpodet 
mig , hvilke nu syntes at skulle virkeliggjøres , 
fik sit for Vcerten og Pigen nyttige Udtryk ved , at 
jeg gav ham en Specie istedetfor den Mark han beskedent 
forlangte og hende en Daler i Drikkepenge . 
Havde Høfligheden været stor iforveien , saa gik den 

over alle Grændser nu , og stoltere og mere bevidst 
om egen Storhed kunde næppe nogen Potentat føle 
sig ved sit Folks Hyldning , end jeg følte mig ved 
Krofolkenes underdanige Hilsener , idet jeg rullede 
bort . 
Dunsten af denne Virak , der efter Datidens 
Forhold just ikke havde været saa særdeles billig forsvandt 
imidlertid mere og mere , alt søm jeg nærmede mig 
Slottet , og jo mere dette traadte frem , jo høiere det 
hævede sig , jo mindre følte jeg mig , og blev tilsidst 
ganske lille , da endelig Vognen holdt udenfor de 
mægtige Porte . Ikke for Alt i Verden vilde jeg have 
havt , af Krofolkene , jeg nys havde forladt , skulde have 
seet den barske Mine og det inqvirerende Blik , hvormed 
Sveitseren spurgfe » lig , hvorhen jeg agtede mig 
eller af de skulde have hørt mit beskedne , fordringsløse 
Svar . Jeg hævede imidlertid atter Hovedet lidt , da 
denne derefter nied venlig Nedladenhed viiste mig tilrette 
og en livreklædt Tjener sprang til for af tage 
Tøiet af Vognen . Havde jeg med en Følelse liig den , 
der maa have sammenknuget Harens Bryst , da den 
skulde stedes for Kong Løve , banket paa den Dør , 
hvor der med store Bogstaver stod : Hoffourerens 
Contoir , efter først af have passeret brede Trapper 
og lange Gange , paa hvilke jeg mødte Laquaier i 
røde eller blaa Livreer , saa var det med et Overmaal 
af Lykke og Tilfredshed af jeg trak mig tilbage , 
da Audientsen var forbi og jeg var bleven installeret 
i min ny Stilling . 

Hoffoureren var en lille spinkel og mager Mand 
med ef Ansigt , hvis Teint var saa fiin og sart som 
havde det aldrig været udsat for Vorherres Sol eller 
for Luften . Hans af Alderen kridhvide Haar , var 
kæmmet saa glat og sirligt , som om hvert enkelt Haar 
var lagt ned paa den for bet bestemte Plads , ligesom 
ogsaa i hans Bakkenbarter , der beskedent havde trukket 
sig saa langt tilbage som muligt , vel næppe ef eneste 
Haar var længere end det andet . Paa hans sorte 
Kjole og Beenklæder var ikke ef Læg , ikke en Fold 
paa urette Sted , og hans langskjødede Vest , hans 
brusende Kalvekryds og høie Kammerdugs Halstørklæde , 
vare saa skinnende hvide som nysfalden Snee . 
Som der i hans hele Udvortes laa Noget , der tydede 
paa , af han fra Barnsbeen af havde været vant fil 
af staa paa Pinde , fil ved første Vink af kunne fremstaa 
for de høie Hersfaber , saaledes var der ogsaa i 
hans Væsen , Manerer og Maade af tale paa Noget 
saa doucement , mildt og ærbødigt , som om ban bestandig 
havde hine for Øine . Selv medens han instruerede 
mig og gav mig Underretning om , hvorledes 
jeg havde af forholde mig , udtrykte han sig bestandig , 
som om jeg var Herren og han Tjeneren , idet han 
med en mig i høi Grad smigrende Ærbødighed 
lyttede til de smaa Bemærkninger , jeg havde af gjøre . 
Efter nu af have gjort mig bekjendt med hvori mine 
Forretninger bestod , nemlig Følelsen af Regnskabet , 
anviiste han mig mine Appartements , som han kaldte 
det , hvilke bestode i et stort smukt og velmeubleret 

Værelse , hvis overordentlige Høide , brede Vinduesfordybninger , 
forgyldte Lister og lange Speile gav 
det et saa flotsmcæssig Udseende , af jeg følie mig 
ganske høitidelig stemt ved af træde derind . Ved 
Siden af var et mindre , bestemt til Soveværelse , 
hvis Udstyring i lige saa høi Grad som Hunts overgik 
mine Forventninger . 
Jeg maa tilstaae , af mit Hjerte bankede høit af 
Glæde og Stolthed ved Tanken om , af jeg skulde 
boe her , af disse Værelser , der som det forekom mig , 
vare gjennemtrængte af en eiendommelig , fornem 
Atmosphäre , nu vare mine , samt ved Forestillingen 
om , af jeg nu virkelig hørte til Hoffet . Disse 
Følelser sorhøiedes endydermere ved min Principals 
Bemærkning om , af mine Maaltider ville blive mig 
bragt paa mit Værelse af en af de saakaldte Cavcleertjenere , 
som tillige havde af besørge min øvrige 
Opvartning . 
Foruden alt dette var der endnu Noget , som 
endydermere tjente til at beruse mig og til at give 
mine Tanker og Forestillinger en Retning , som , dersom 
de havde kjendt den , sikkerlig saavel Bcek som From 
skulde have rystet paa Hovedet ved . Det var nemlig 
den sårdeles ZErbodighed , som hele Tjenerskabet viste 
mig . At denne havde fin Grund i , at det stod i min 
Magt at negte eller bevillige Forskud paa Gagerne , 
hvorom der meget hyppigt kom Andragender , samt 
derncest i , at jeg ved min Indflydelse hos Hoffoureren 
ved mange andre Leiligheder kunde være dem til 

Nytte , og ikke i min sårdeles overordnede Stilling , 
dette kunde jeg jo rigtignok let sige mig selv , men 
da det behagede mig i høi Grad , saa fandt jeg det 
unødvendigt at anstille altfor dybtgaaende Betragtninger 
over dette Problem . 
Med en vidunderlig Lethed antog jeg snart et 
Væsen , der efter mit Skjøn absolut var nødvendig 
for min Stilling : Min Gang blev let og sirlig , min 
Holdning rank , min Tale dcempet og min Hilsen fik 
det behørige Præg af mild Nedladenhed saaledes , at 
jeg nok før sige , at jeg efter føie Tids Forløb havde 
lært mine Korister saa godt som forlanges kunde . 
Dette maa Hoffoureren ogsaa have indseet ; thi en 
Dag sagde han til mig , ar han efter modent Overlæg 
troede , at det nu var paa Tiden , at jeg blev 
præsenteret for Herskabet . 
„ De veed nok Monsieur Kold “ , sagde han med 
en vis Stolthed , „ at jeg ikke staaer i Prindsessen af 
Baden Durlachs Tjeneste , men derimod i høisalig hans 
køngelige Høihed Arveprindsens , af hvis Dødsbo 
Tjenerskabet endnu som før lønnes . Jeg har imidlertid 
paataget mig Opsynet og Regnskabet ved hendes 
Hofholdning og af Hensyn hertil , saavelsom til hendes 
høie Stilling tør jeg ikke undlade at präsentere Dem , 
da der jo let kunde indtrceffe en Leilighed , hvorved 
De kom i ncermere Berørelse med hende . “ 
„ Det er mærkeligt “ , bemcerkede jeg , „ at en saadan 
Dame boer saa at sige alene her , fjernt fra hendes 

egentlige Hjemstavn og ogsaa sra Hoffet i Kjøbenhavn . 
“ 
„ Det synes mærkeligt nok , men naar man har 
været saa længe ved Hoffet , som jeg , saa synes En 
Intet mærkeligt , Man bukker kun og tier . Seer De , 
min kjære unge Herre “ , vedblev han i en fortrolig 
Tone og i øiensynlig Frygt for at have fornærmet 
mig , „ det kan være af politiske eller af finantsielle 
Hensyn , men “ , vedblev han hviskende , idet han bøiede 
sig heelt hen til mit Øre , „ det kan ogsaa være paa 
Grund af Kjærlighedshisforier ; thi oprigtig talt troer 
jeg nok hun er en lille Skjelm . “ 
„ Ja , men hun er jo Prindsesse ! “ udbrød jeg i 
høieste Forbauselse , ved at høre en saa borgerlig og 
jevn Benævnelse anvendt paa hende . 
„ Tilvisse er hun Prindsesse , og da hun hører 
til en Sidelinie af Huset Baden , saa tilkommer hun 
Prædicatet Høihed , ihvorvel hun ikke stammer fra 
nogen regjerende Slægt ; men ikke destomindre er hun 
dog i visse Retninger et Fruentimmer . “ 
„ Ja , det kan jeg jo nok forstaae “ , svarede jeg 
nølende , idet jeg atter studsede ved dette Udtryk , „ dog 
troede jeg ikke , at Man med Hensyn til en saadan 
Dame kunde tale om Kjærlighedshisforier . “ 
„ Aa jo , det vil sige suk rosa , som hoisalig 
Arveprindsen sagde . Rigtignok ere vi her komne ind 
paa et Emne , som vi maaske helst ikke fluide berøre ; 
men jeg vil dog sige Dem , Høistærede , at der netop 
i den høieste Sfære gives de meest indviklede , mystiske , 

ja selv høist fatale Kjærlighedshisforier . Hjerternes 
Uro og Forvildelser tiltage jo høiere der stiges op i 
Samfundet , og tilsidst er det sandelig ofte hverken til 
af finde ind eller ud af , ligesom med Mundkokkens 
Regnskab . Men for af komme tilbage til , hvad vi 
talte om , saa er her ogsaa den gamle Kammerherre , 
Grev Ardenfeldt med hans Gemalinde ; thi vel 
hører de ikke længere til Hoffet , men boe her kun 
foreløbigt ; men da de tidligere have indtaget en 
betydelig Stilling hos Arveprindsen , saa bør vi ikke 
undlade af vise dem den tilbørlige Respect . Jeg skal 
nu i Eftermiddag forhøre mig , om vi kunne faae 
Audients imorgen Formiddag , til hvilken Tid jeg da 
vil bede Dem om af holde Dem færdig . Foruden 
disse ønskede jeg ogsaa , af De hilsede paa Mundkokken , 
Fasanmesteren , Livjægeren og Hofmesteren 
samt Sølvpoppen , de indtage Alle en vis Stilling 
og bør ikke forbigaaes ; men da de i visse Maader 
ere mig underordnede , saa vilde det ikke være saa 
ganske passende , jeg mener , Opmærksomheden vilde 
være større end nødvendigt var , dersom jeg var med , 
som for af forestille Dem , af hvilken Grund jeg 
vilde bede Dem om af gaae alene . Jeg kommer 
iøvrigt “ , skyndte han sig af tilføie , „ ofte sammen med 
de Herrer , og vi ere særdeles gode Venner . “ 
„ Har Prindsessen “ , spurgte jeg , hvis Tanker 
havde ondt ved af forlade dette Emne , „ ingen høiere 
Betjening ? “ 
„ Jo , her er en ældre , lidt svagelig Dame , 

Frøken Schild , der saavel er Kammerfrøken søm 
Hofmesterinde . “ 
„ Saa er Hofstaten just ikke meget stor “ , bemærkede 
jeg , da han taug . 
„ Nei , min kjære Kold , man kan just ikke sige 
det , nei tilvisse , det kan man ikke . Imidlertid maa 
jeg døg tilføie , af saavel Kammerherre Ardenfeldt 
som hans Gemalinde ved solenne Leiligheder fungere 
i de høieste Charger . “ 
„ Saa har den unge Cavaleer , jeg undertiden har 
seet spadsere med Prindsessen , vel iøvrigt intet med 
Hoffet af bestille ? “ 
„ Naa han , ja , De mener den unge Grev 
Ardenfeldt , nei . Han er en Brodersøn af Kammerherren 
og er her kun i Besøg hos denne . Han eier 
iøvrigt en betydelig Formue , og i Betragtning deraf 
samt ogsaa som en Følge af , af han er en munter , 
livslysten Herre , maa man forbauses over , af han 
kan finde sig i af tilbringe saa lang Tid her paa et 
saa fülle Sted . Grunden hertil er maaskee imidlertid 
døg en anden end bare og pure Interesse for hans 
Onkel og Tante . Men da den gansfe afgjort ikke 
staaer i nogensomhelst Forbindelse med Regnskabet , 
saa behøve vi jo ikke af gjøre os nogen Uleilighed 
med af udfinde den “ . 
„ Men naar man slet ikke skulde beskjæftige sig 
med andet end Regnskabet , saa blev dog Livet 
temmelig « ensformigt “ , tillod jeg mig af bemærke . 
„ Eensformig “ , gjentog han forundret . „ I Alt 

er der Forandring , den ene Regning er aldrig som 
den anden , og ved enhver er der Noget af bemcerke . 
Naar overhovedet Enhver kun ene og alene passede 
den Gjerning , hvortil han er sat , saa maa De tro , 
her vilde ikke vcere ncer saa megen Hurlumhej i 
Verden , som her er . “ 
„ Men saa frygter jeg ogsaa for , af den vilde 
komme til af staae stille Herr Hoffourer . “ 
„ Naa , Høistærede , og vilde det da ikke vcere 
bedre end af den , som nu , render grassat , ja reent 
lobsf , af man skriger og sfraaler , slødes og Lrcenges , 
lapper og slikker , river ned og bygger op , saaledes af 
en akkurat og Orden elskende Mand maa blive ganske 
eonsus og hverken vide ud eller ind . “ 
„ Men med alt dette kommer der ogsaa noget 
Nyt frem . 
„ Ja noget Nyt “ , afbrød han mig , „ men det er 
jo netop det Gale , min unge Herre . Er det ikke 
netop det Ny , . som sfaffér os Fortrædeligheder , Møie 
og Besvcer , som forvirrer Folks Hjerner og gjør dem 
ravgale , ja desperate i den Grad , af endogsaa Bønderne 
her paa Godset begynde af snakke med . “ 
„ Ja saa er det rigtignok paa høie Tid “ , svarede 
jeg , for af berolige ham , der var bleven ivrigere end 
jeg endnu havde seet ham . 
Vor Samtale blev her afbrudt af Fasanmesteren , 
som traadte ind . Denne , en høi , robust Mand , med 
et Ansigt , hvori Vinen havde efterladt sit rødmende 
Stempel , samt lidt af sit Skjelmerie , ønskede af er350 

holde tvende Vogne , for dermed af hente Myreæg i 
Skoven til Fasanerne . 
„ Mhreæg , min kjære Herr Krogh “ , gjentog 
Hoffoureren saa forundret , som havde han aldrig 
hørt dette Ord før . 
„ Nu ja , det er da ikke af blive saa forundret 
over , “ svarede hiin . „ De veed jo nok , af Fasanerne 
holde ligesaa meget af Myreæg , som Fanden af en 
Procurafor eller , som en Hoffourer af en skjelmsk 
Kjøkkenpige . “ Ved disse Ord blinkede han hemmeligt 
fil mig . 
„ Jeg veed godt hvor meget Fasanerne holde af 
Myreæg , min gode Krogh “ , svarede Hoffoureren 
med et Anstrøg af Værdighed , „ ligesaa vidst som jeg 
veed , at deres Lignelser ere valgte med temmelig lidt 
Hensyn . Jeg undrer mig kun over , at De forlanger 
Vogne af mig , da De jo een Gang for alle har en 
Ordre , hvorefter De kan reqvirere Bøndervogne fil 
slige Toure . “ 
„ Ganske rigtig , Herr Hoffourer , men alle disse 
Gange fik ligesaa hastig en Ende , som en Flaske 
Portviin vilde faae det , naar den med gjæstmildt 
Sind , og af et kjærligt Sind sattes for mig . “ Ved 
disse Ord pegede Fasanmesteren med Tommelfingeren 
over Skulderen hen mod et Skab i Væggen . 
„ Det skal være mig en Fornoielse , Høistærede “ , 
svarede hiin tagende Glas og Flaske frem , „ idet jeg 
dog maa bemærke , at en heel Flaste dog maaskee 

kunne siges at vcere temmelig meget for en enkelt 
Person , fil at kunne nydes med Anstand . “ 
„ Med Anstand maaske ikke , min gode Herr 
Hoffourer , forsaavidt man nemlig skulde have det 
Uheld at blive fuld , men ganske sikkert med den 
inderligste Fornøielse . “ Hermed trak Fasanmesteren 
Flasken op med et lydeligt Knald . Derefter besaae 
han Proppen nøie og lugtede til den . „ Jo jeg 
takker “ , sagde han derpaa , „ den er cegte og lugter af 
høisalig Arveprindstns Viinkjcelder . Ja de seer paa 
mig Herr Hofskriver “ , vedblev han henvendt til mig , 
efter af have tømt et Par Glas , „ men jeg tør bande 
paa , af De , hvor cerbar de end seer ud , langt 
hellere raabte Hurra ved et godt Glas Viin , end 
staae her og bryde deres Hoved med af udfinde 
Generalncevneren til alle de Brøker der findes i 
Kokkens og Husgeraadsbetjentens Regnskab . Jeg 
kunde iøvrigt godt sige dem hvad Generalncevneren , 
den hvori Alt gaaer op , hedder ; men det behøves 
ikke , thi de skal nok blive klog derpaa , naar de først 
er bleven lidt mere hofvant . Deres Skaal , min 
unge Herre “ , tilføiede han atter tømmende et Glas , 
„ og lad mig see , De vogter Dem for Kammerjomfruernes 
og Gemakpigernes Blikke , de ere gyselige 
og kunne gjøre Kaal paa deres Hjerte i et Dieblik . “ 
„ Jeg troer , min gode Fasanmester “ , sagde nu 
min Principal , som med synlig Uvillie havde hørt 
paa disse Mringer , „ jeg troer af slig Skjemt kun 

tjener til at forvirre det unge Menneske , og give ham 
feile Begreber . “ 
„ Nu ja , Herre Gud , Herr Hoffourer “ , svarede 
hiin , idet han nu vendte op og ned paa Flasken , for 
at tømme det Sidste ud i Glasset , „ hvad skal man 
sige , Een skal jo begynde med at gjøre ham saa gal , 
som nødvendigt er for Livet ved Hove , og saa kan 
jeg jo vcere den Første . Men “ , vedblev han blinkende 
til mig , „ lad det nu være med Generalnævneren , 
som jeg talte om , hvad det være vil , saa er det dog 
vist at Ingen bedre kan bevidne Sandheden af , hvad 
jeg sagde om Kammerpigernes Øine end netop De . “ 
„ End jeg , end jeg , siger De I “ udbrød Hoffoureren 
saa overrasket og forvirret , at han derved reent blev 
bragt ud af sine stive Folder . 
„ Naa , der seer De bare , Herr Kold , raabte 
hiin , „ hvilket Nederlag mine Ord anrettede . Trøst 
Dem imidlertid Herr Hoffourer , jeg skal med største 
Fornøielse sige , at det er Løgn Altsammen , naar 
kun bare Kammerjomfruerne ville sige det samme . “ 
„ Jeg maa sandfærdig bede dem Herr Fasanmester , “ 
svarede hiin med en af Vrede dirrende Stemme , „ at 
lægge Baand paa deres Tunge og ikke fremkomme 
med Beskyldninger , der ere ligesaa ærerørige for 
mig , som de kunne have ubehagelige Følger for dem 
selv . “ 
„ Naa , naa , bliv nu bare ikke vred , Herr Hoffourer “ , 
bad hiin idet han hemmeligt blinkede til 
mig . „ Lad os nu enes om Tingen i Mindelighed ; 

thi jeg negter ikke Muligheden af , at De , dersom det 
kom til Proces , tydeligt og soleklart kunde bevise , at 
aldrig nogensinde , saa længe De har levet , en ung 
Pige har kastet et forelflet Blik til Dem , og saa 
kom jeg jo til at staa som en sort Bagvafler og 
Æreskænder . “ 
„ De kom herop for at tale med mig om en 
Forretningssag , maa jeg bede Dem , at holde Dem 
til den “ , sagde Hoffoureren med kold Værdighed , idet 
han saaledes kort og syndigt bragte Samtalen i et 
for ham behageligere Spor . 
„ Ja , det er rigtigt , jeg kom herop for at tale 
om Myreæggene , men De gik nok istykker for mig 
paa Halvveien , kan jeg mærke . En Skjelm er De 
alligevel , Herr Hoffourer , en ganfle lille Gavtyv 
trods deres stive og pedantiske Væsen , det kan nu 
ikke negtes , og hvad De ikke er , det er deres Portviin . 
Nu , kørt og godt , Bønderne ville ikke kjøre , 
hverken for mig eller mine Æg , af den gode Grund , 
af De ved en køngelig Resolution ere blevne fritagne 
for al Egtkjsrsel . “ 
Var en Bombe slaaet ned for Hoffourerens 
Fødder troer jeg neppe , af han kunde være bleven 
mere forfærdet , end han , efter hans Udseende af 
dømme , blev det ved denne Erklæring . 
Maallos traadte han et Par Skridt tilbage og 
stirrede først paa Fasanmesteren og derefter paa mig . 
Snart fattede han sig imidlertid , hvorpaa han skrev 

en Ordre fil Stalden paa de forlangte Vogne , som 
han derefter overrakte Fasanmesteren . 
„ Ja , jeg har hørt derom “ , begyndte han efter 
af hiin var gaaet , „ men med den dybe Respect og 
Wrbødighed , jeg næerer for Hans Majestcet , kunde 
jeg ikke fatte , af det var Sandhed . Skal Bønderne 
fritages for de Forpligtelser , der paahvile dem ligeoverfor 
de høie Herskaber , skal de ligefrem og reent 
kunne sige nei fil de Ordrer , som komme fil dem fra 
Hoffet , hvor vil det saa ende , hvor vil Respecten 
blive af , og hvem er saa Herrer og hvem Tjenere ? 
Ja , jeg spørger Dem , Monsieur Kold , hvorledes vil 
det blive med den køngelige Majestcet og den Nimbus 
som bør omgive den ? Den vil , ja jeg skulde maaske 
ikke bruge ef saadant Udtryk , men den vil ufeilbarlig 
gaa i Basten . “ 
„ Ligesom Lieutnantens Tapperhed dengang Engelskmcendene 
kom “ , svarede jeg med en mismodig Rysten 
paa Hovedet . 
„ Hvad nu Fasanmesteren angaaer , “ vedblev han 
med ef forundret Blik over denne Diversion , som 
han nok ikke rigtig forstod , „ saa er han en skikkelig 
og god Mand ; men Flaflen er hans Ulykke , og 
under dens Indflydelser siger han ofte mere end han 
kan forsvare . Hans Spøg er ikke altid lempelig , og 
kan ofte vcere i høi Grad saarende . Imidlertid , 
siden han nu førte Talen derpaa , rigngnok aldeles 
umotiveret , saa vil jeg dog advare Dem før enhversomhelst 
Tilnærmelse til Slottets qvindelige Personale , 

ikke fordi der i ringeste Maade er noget at sige om 
dem ; men fordi man ikke seer det gjerne paa høiere 
Steder . Vor Stilling er hvad man kalder excepttionel 
og betydningsfuld , og vi maa derfor holde paa dens 
Wre og Værdighed . “ 
Havde jeg end hidtil moret mig over Fasanmesterens 
Raillerier , der ncer havde bragt Hoffoureren 
ud af Coneepterne , og hvorunder han vred sig ynkelig , 
saa bragte dennes sidste Ord , om vor Wre og Værdighed 
mig dog pludselig til Besindelse , og idet jeg 
saae Sagen fra en anden Side , cergrede jeg mig nu 
dobbelt over hans fornærmelige og respectstridige Opførsel 
mod en saa vcrrdig og høitstillet Mand , som 
Hoffoureren . Den Følelse af min Stillings Overordentlighed , 
som jeg stedse havde næeret , og somHoffourerens 
Hentydninger kun tjente til af forhøre , fik 
imidlertid et lille Kncek , da jeg den nceste Dag blev 
præsenteret for den gamle Grev Ardenfeldt og 
hans Gemalinde , hvis hele Adfæerd noksom lagde for 
Dagen , af de i Grunden hverken ansaae os for mere 
eller mindre end sædvanlige Tjenere . Ligesaa indigneret 
som jeg følte mig derover , ligesaa meget forundrede 
det mig , af denne Opførsel slet ikke syntes af afficere 
Hoffoureren , hvis hele Vcesen gik op i Underdanighed , 
og som bukkede den ene Gang dybere end den 
anden , hvorved han ogsaa tilsidst opnaaede , af 
Kammerherren ved Afskeden med et velvilligt Smil 
og en naadig Haandbevægelse forsikkrede paa egne 

og Gemalindes Vegne , af de vilde være os begge 
velaffeetionerede . 
Fra denne kun lidet opløstende Audients forføiede 
vi os nu til Prindsessen . Veien var ikke lang , men 
den var lang nok til fuldstændig af lade mig nedsynke 
fra min Storheds Himmel , og idet vi fraadte ind i 
Forgemakket , hvor en Lakai med lydløse Fjed gik op 
og ned , følte jeg mig saa grændseløs lille og ubetydelig 
ved Tanken om nu at skulle fremstilles for idetmindste 
mit Ideal af al jordisk Høihed . 
Prindsessen , fil hvem vi nu , efter at være bleven 
anmeldt , fraadte ind , sad i en gammeldags Lænestol 
foran et Arbejdsbord i den store Havesal , hvis Dørre 
stode vidt aabne og lode en oplivende forfriskende 
Blomsterduft strømme ind , medens Øiet fra Pladsen 
hvor hun sad , frit kunde strejfe ud over den solbeskinnede 
blomsterfulde med en Mængde af Marmorstatuer 
besatte Slotshave fil den nære Skov , og igjennem 
denne fil Søen , hvis glindsende Speil viste sig i det 
Fjerne . Salen selv var endnu fra Frederik den 
Femtes Tid udstyret med en ovdrørdentlig Pragt , og 
saaledes blændede ? jeg af al den Glands , af den 
rige Forgyldning , af de colossale Speile og deilige 
Malerier , at jeg et Øieblik næsten glemte mig selv 
og den egentlige Gjenstand for min Nærværelse . 
Naar jeg i mine Phantasier havde forestillet mig , 
hvorledes en Prindsesse maatte see ud , saa havde 
hun stedse staaet for mig som det Skjønneste der 
existerede , som et Væsen , der var begavet med en 

Deilighed , der langt maatte overgaae Alt , hvad der 
blev den almindelige Dødelige tildeel . Ihvorvel jeg 
nu maa filstaae , at hendes Høihed , paa hvem jeg 
nu rettede mit Blik , just ikke fuldstændig svarede til 
hiint Billede , saa er det dog vidst , at jeg aldrig 
nøgensinde er bleven mindre skuffet af min Phantasie 
ligeoverfor Virkeligheden . 
At gjengive hendes Ansigt Træk for Træk saaledes 
som det endnu staaer for min Erindring , vilde 
næppe give den rette Forestilling om hendes livsalige 
Ådre , som en Følge af , at hun nok ikke kunde kaldes 
regelmässig smuk . Der laa i hendes ungdomsfriske 
smuktformede Ansigt et saadant Udtryk af fyldigt Liv , 
Skjelmeri og Hjertensgodhed , der var i hendes store 
mørke Øine en saadan Glands og Varme , og i 
Smilet om hendes siintdannede Mund en saadan 
Fortryllelse , at Enhver maatte føle sig fængflet deraf . 
Hendes Figur var fiin og spinkel , men saa blød , saa 
rund og bøjelig som det flanke Siv , og som hun der 
sad iført en hvid tceffluttende Morgenkjole besat med 
høirøde Fløielsrosetter forekom det mig at jeg aldrig 
havde seet Noget deiligere . 
„ Jeg har tilladt mig underdanigst at ansøge om 
denne Audients “ , begyndte Hoffoureren med et dybt 
Buk , „ for at kunne anbefale min Medhjcelper Herr 
Kold til deres Høiheds formanende Beskyttelse . “ 
„ Imod hvilket “ , spurgte hun med et saadant 
Alvor i Udtryk og Stemme , at det ncesten ikke var 

muligt at opdage det Glimt af Munterhed , der paa 
samme Tid fløi over hendes Ansigt . 
„ Min underdanige Begjæring var ikke saaledes 
meent , som deres Høihed synes at antage “ , svarede 
Hoffoureren forvirret , „ jeg vilde kun tillade mig at 
bede om , at den Bevaagenhed , som deres Høihed har 
været saa naadig at skjænke mig , ogsaa maa blive 
ham tildeel . “ 
„ Det er en saa overordentlig beskeden Bøn , Herr 
Hoffourer , naar Hensyn tages til Gjenstandens 
egentlige Gehalt , at jeg beredvillig indvilliger . Om 
den unge Herre nu vil føle sig særdeles lykkelig derved , 
vil afhænge af , . om han er Optimisf eller 
Pessimist . “ 
Hoffoureren kastede et ligesaa forstrækket som 
spørgende Blik først paa Prindsessen og saa paa mig , 
idet han nu , hvilket tydeligt nok var at læse i hans 
Ansigt , hjerteligt ønskede , at jeg skulde tage Ordet . 
Jeg havde imidlertid en altfor stærk Følelse af , hvor 
vanskeligt Dilemmaet var , og taug derfor klogeligt 
stille . 
„ Jeg kan ikke have nogen bestemt Mening derom , 
deres Høihed “ , svarede han endelig efter et Oiebliks 
pinlig Taushed . „ Jeg formaaer ikke af give noget 
afgjørende Svar . Kun det kan jeg underdanigst forsikkre 
deres Høihed , af det unge Menneske er aldeles 
frie for og uberørt af Nutidens mange Vildfarelser . “ 
„ Og staaer altsaa som en Klippe i det fraadende 
Hav “ , svarede hun i en alvorlig og anerkjendende 

Tone , medens paa samme Tid et flygtig Glimt af 
tilbageholdt Munterhed oplyste hendes Ansigt . „ Nu 
vel , Herr Hoffourer “ , vedblev hun , „ da De nu saaledes 
ikke formaaer af give nogen Oplysning , saa 
maaske dog den unge Herre selv kan det . “ 
Det gjøs i mig ved denne bestemte Henvendelse 
og allerhelst havde jeg givet Ordet til min ærede 
Sidemand , imedens jeg dog paa samme Tid havde 
stor Lyst til af vise mig Hoffoureren overlegen . 
„ Paa Grund af min Ungdom , deres Høihed , og 
nærmest som en Følge af , af Opfyldelsen af Herr 
Hoffourerens Bøn vilde udgjøre min høieste Lykke , 
kan jeg ikke være andet end Optimist . “ 
Prindsessen betragtede mig et øieblik med et 
opmærksomt Blik , hvorpaa hun atter vendte sig til 
Hoffoureren . 
„ De sagde , Herr Hoffourer , af den unge Herre 
var frie for Nutidens Vildfarelser , og er det Tilfældet 
da vil det være særdeles heldigt før Statens Fred 
og Sikkerhed . Jeg har imidlertid en stærk Formodning 
om , af han fil Gjengjæld hænger meget fast 
ved en gammeldags . “ 
„ Og den skulde være , deres Høihed ? “ spurgte 
han , idet han betragtede mig opmærksomt , som troede 
han af kunne opdage Noget ved mig , der før var 
undgaaet hans Blik . 
„ At Monsiuer Kold , Herr Hoffourer , som Let 
synes , nærer den Overbeviisning , af fil en Prindsesse 

kan Smigrernes Dosis ikke blive før stor , selv om 
den grændser fil det Latterlige . “ 
Var det før gaaet ud over min Principal , saa 
kom Touren nu fil mig af blive forvirret , og blussende 
rød ønskede jeg mig af Hjerte langt bort . 
„ Det glæder mig iøvrigt hjerteligt “ , vedblev hun 
derpaa i en saa venlig Tone og med ef saa indtagende 
Smiil , af jeg reent glemte min Ulykke , „ af De har 
saaet Dem en Medhjælper Herr Hoffourer , og jeg er 
overbeviist om , af Herr Hoffkriveren vil gjøre Alt før 
af lette Dem deres mangesidige og besværlige Forretninger . 
Jeg har her “ , fortsatte hun pegende paa en 
Bog , der laa opslaaet paa Bordet , „ faaet ef Værk , 
som har givet mig meget af tænke paa . Den handler 
om Sjælevandringen , og da jeg nu veed , af De ofte 
og gjerne fordyber Dem i philosophifle Spekulationer , saa 
ønskede jeg gjerne af vide , hvad deres Mening er derom . “ 
„ Om Sjælevandringen deres Høihed ! “ udbrød 
Hoffoureren i en saa fortvivlet Tone , af Prindsessen 
brast ud i en hjertelig og munter Latter “ . 
„ Sandelig , derom kan jeg Intet sige , Let ligger 
saa langt uden for min Ressort . “ 
„ Nu , saa maa Herr Hoffkriveren hjælpe Dem , 
han er jo den , der skal lætte Dem Arbeidet . 
„ Jeg troer ikke derpaa deres Høihed “ , svarede 
jeg saa alvorligt , som det var mig muligt , “ maaskee 
som en Følge af , af jeg er fra Frederiksværk og ikke 
fra Hindostan . “ Ved dette temmelige dristige Svar , 
saae det ud som skulde Hoffoureren synke i Jorden af 

Forfærdelse , og idet han fjernede sig et Par Skridt 
fra mig sagde han i en bønlig og beklagende Tone . 
„ Jeg beder underdanigst deres Høihed om Tilgivelse , 
Ungdommen er ofte fremfusende og kan derved 
komme fil af svare uden Overlcæg og uden af tage 
det tilbørlige Hensyn . “ 
„ Herr Hofskriverens Grunde for , af han intet 
kjender fil Sjælevandringen , vare imidlertid saa 
upaaklagelig^ at jeg Intet har at tilgive “ , svarede 
hun trøstende , hvorpaa hun hilste til Afsked . 
„ Hendes Høihed var meget naadig “ , bemærkede 
jeg , efter at vi være komne tilbage til Kontoiret . 
„ Det var hun “ , svarede Hoffoureren , idet han 
kastede sig i en Stol og tørrede sin Pande , „ det kan 
ikke negtes , maaske var hun endogsaa naadigere end 
nødvendigt var . “ 
„ Destomere har vi at rose os af . “ 
„ Ja , Gud veed hvad vi har “ , afbrød han mig , 
„ og jeg havde langt hellere seet , at hun havde tiltalt 
os med den Naade og Nedladenhed , som det egner 
og anstaaer sig for en kongelig Person ligeover for 
Undergivne , istedetfor at indlade sig i en Discours 
med os . “ 
„ Men efter min Mening var dette jo netop et 
Beviis paa hendes Agtelse for os . “ 
„ Paa hendes Agtelse “ , gjentog hiin , „ ja , min 
bedste Ven , det er ikke let at dømme om , og under 
alle Omstændigheder er det en egen Maade at vise 
godt Folk sin Agtelse paa ved vanskelige og forfcengelige 

Spørgsmaal . Jeg er ingen lcerd Mand og gjør 
ingen Fordring paa at være en Philosoph , som hun 
vilde paadutte mig ; men saa meget veed jeg dog , af 
den høfligste og velvilligste Maade af være paa , er af 
lede Underholdningen ind paa den Vei , hvor man 
veed af Betræffende er hjemme . Mig bragte hendes 
Høihed i en haslig Forlegenhed , og Dem bragte hun 
fil af forløbe sig , min unge Ven . “ 
„ Dersom dette virkelig er Tilfældet , saa negter 
jeg ikke , af Resultatet af Audientsen just ikke er meget 
tilfredsstillende for os . Dog indseer jeg ikke , af jeg 
har forløbet mig ved af oplyse hende om , af jeg ikke 
er fra Hindostan . “ 
„ Det vilde De ikke have , naar slig Oplysning 
kunde synes nødvendig , hvilket imidlertid ganfle vidst 
ikke var Tilfældet her . At betale med lige Mønt kan 
være baade fil Glæde og Nytte mellem Kammerater ; 
men De skal lægge Mærke fil af de Store ikke gjerne 
modtage Vederlag for , hvad de har givet . Behager 
det dem nu og da af more sig paa vor Bekostning , 
da er det sikkerlig tjenligst af bøie sig i Mmyghed og 
taus af lægge Ryg fil , som man siger . Fremfor 
Alt maa man iagttage denne Regel herved Hoffet , 
dersom man forresten ønsker af gjøre Fremgang . 
Den eneste lille Opreisning man kan forskaffe sig er 
da af give sin Utaalmodighed Luft i Enrum eller for 
en god Ven , som jeg nys gjorde . “ 
„ Den er imidlertid kun tarvelig Herr Hoffourer , 
og det forekommer mig , af man derved let kunde 

bringe de Høistaaende til reent af glemme , af man 
er et Menneske “ , svarede jeg der havde faaet et andet 
Indtryk af Audientsen end min Principal . 
„ Saa kan man erindre dem derom ved passende 
Leilighed , og udbede sig en Naade “ , svarede han 
smilende , idet han tog sin Hat og forlod Kontoiret . 
Et Dieblik efter og medens jeg siddende ved min 
Pull i min Tanke gjennemgik hvert Ord der var talt 
ved Audientsen , gik Døren op , og en ung Herre 
traadte ind . Et Dieblik saae han sig om i Vcerelset ; 
men derpaa lukkede han Døren og stillede sig nu ligeoverfor 
mig paa den anden Side af Pulten , paa 
hvilken han lcenede sig , idet han betragtede mig ufravendt . 
Han var høi og stcerk bygget og hans kraftige , 
slanke Figur fremhævedes fordeelagtigt af den snevre , 
grønne Jagtdragt , han var iført ; hans blonde Haar 
var strøget tilbage og faldt ncesten ned paa hans 
Skuldre , og hans aabne om Liv og Sundhed vidnende 
Ansigt oplystes af et Par sfore , klare , blaa 
Dine . 
„ Vi kjende nok ikke hinanden “ , begyndte han 
endelig , idet et muntert Smil udbredte sig over hans 
Ansigt . 
„ Jeg har ikke den Wre “ , svarede jeg med det 
dybe Buk og den ceremonielle Mine , hvori jeg var 
temmelig godt indøvet . 
„ Ja jeg Heller ikke “ sagde han , idet han lagde 
sit Ansigt i ligesaa høitidelige Folder og gjengjeldte 
mit Buk , „ men saa kunne vi jo gjøre en Begyndelse 

ved i dyb LErbødighed af spørge om hinandens 
Navne . “ 
„ Mit Navn er Kold “ , svarede jeg . 
„ Ah , saa er De maaske en Søn af Admiral 
Tordenskjolds Kammertjener ? spurgte han med 
samme Udtryk af comisk Wrbødighed , der mere og 
mere bragte mig ud af Fatning . 
„ Nei , jeg er en Søn af Jomfrue Kold i 
Frederiksvcerk . “ 
Idet jeg sagde dette , traadte ban et Skridt tilbage 
med et Udtryk af den overordentligste Forbauselse . 
„ I Sandhed “ , udbrød han derpaa „ enten maa 
det vcere et Mirakel eller ogsaa en sort Løgn , hvilket 
jeg dog ikke i deres og Jomfrue Kolds Faveur skal 
tillade mig af undersøge ncermere . En saa overdentlig 
Herkomst kan jeg imidlertid ikke rose mig af , 
idet jeg nemlig som naturlige og menneskelige Love 
byder har tvende Forceldre , efter hvem jeg bæerer 
Navnet Ardenfeldt . De gjcetter dem saa nok til 
Resten . “ 
Jeg bukkede med endnu større Wrbødighed end 
før , som Tegn paa , af jeg havde gjettet mig til 
Resten , medens jeg paa samme Tid i en beskeden 
. Tone gjorde ham opmærksom paa af Jomfru Kold 
var min Plejemøder . 
„ Oprigtig talt , De seer saa godmodig og velanstcendig 
ud , af jeg ikke et Øieblik tvivlede om , af 
dette maatte vcere Tilfældet . Vi have nu saaledes 

øvervunden de første Vanskeligheder og kjende hinandens 
Navne . Ville vi imidlertid vcere fuldstændig 
oprigtige imod hinanden , saa troer jeg nok , det fluide 
vise sig , af vi gjorde dette allerede forinden vi endnu 
havde sagt et Ord . “ 
„ Jeg har rigtignok havt den Wre af see Herr 
Greven et Par Gange i Slotsgaarden “ , indrømmede 
jeg dybt bukkende . 
„ Og jeg har iligemaade havt den Mre , af see 
Herr Hofflriveren paa samme solenne Sted “ , svarede 
han i samme cerefrygtsfulde Tone , „ ligesom jeg ogsaa 
er bleven underrettet om , af De idag med betydelig 
8U6668 har gjort hendes Høihed Prindsessen 
og mine Forceldre deres Opvartning . Naa , hvad 
synes De saa om Prindsessen ? “ 
„ Hun var meget naadig og nedladende , hvorfor 
jeg er i høi Grad faknemlig . “ 
„ Nu og den samme smukke Følelse ncerer De 
naturligviis ogsaa før mine Forceldre , som en Følge - 
af en lignende Medfart fra deres Side ? “ 
Bragt halvt til Fortvivlelse ved Bevistheden om , 
at han gjorde sig i en høi Grad lystig over mig og 
uden dog at turde falde ind i en anden Tone , svarede 
jeg bekrceftende . 
„ Men hvad synes de om Hoffonreren ? vedblev 
han den før mig saa pinlige Examination . 
„ Han behandler mig med megen Godhed , og da 
han er en dygtig og retskaffen Mand , saa scrtter jeg 
ham meget høit Herr Greve . “ 

„ Ja , og saa Fasanmesteren , ham sætter De nok 
ogsaa meget høit ? Dersom De imidlertid gjør det , 
saa stal De tage tage Dem iagt før , at han ikke falder 
ned naar ban har drukket før meget , det maa man 
ellers sige “ vedblev han , „ De har profiteret ualmindelig 
meget i den korte Tid , De har været her , 
og De er ikke langt fra at være bleven det udtrykte 
Billede af en ægte , veritabel Hoffourer , hvilket ikke 
vil sige saa lidt i deres Alder , De er filfreds med Alt , 
smiler og bukker ad Alle og siger Ia og Amen . 
Men siig mig nu , ville De ogsaa takke underdanigst , 
naar jeg sparkede til Dem ? “ 
„ Jeg vilde , Herr Greve “ , svarede jeg , hvem 
Blodet steg til Hovedet , „ jeg vilde sparke til Dem 
igjen og sige lige for lige naar Venskab stal holdes . “ 
„ Godt ! “ raabte han med et muntert Smiil , nu 
kan jeg da see , hvad jeg iøvrigt nok tænkte , at det 
ikke er Dem i Kjødet baaret men kun i Klæderne 
skaaret . Men hvorfor sagde De nu ikke strax , at 
Prindsessen gjorde sig lystig over deres Principal 
og maaske over Dem med , at mine Forældre 
behandlede Dem med pæn Foragt , at Fasanmesteren 
er en Drukkendidrik , og deres Principal saa glat og 
krybende som en Aal ? “ 
„ Fordi jeg saa i Virkeligheden havde været saa 
dum , som De antager mig for at være . Hvad jeg 
veed om Hoflivet , dets Regler og Sædvaner , har jeg 
ikke af egen Erfaring , men kun af hvad der er bleven 

mig sagt , og deriblandt har intet lydt om , at De , 
Herr Greve , var en Undtagelse fra Regelen . “ 
„ Der er Nøget i , hvad De siger , og igrunden 
skulde det ogsaa vcere løierligt nok , om jeg kunde føle 
mig scerdeles smigret og opbygget ved at høre Dem 
uforbeholdent yttre , hvad De efter al Sandsynlighed 
tcenker om mine Forceldre . Sagen er den , at Begge 
hører til den gamle Skole , at de saa at sige ere fødte 
med Bevidstheden om , at Alle , som ikke ere deres 
Overmcend eller Ligemænd , hører til Carnaillen , og 
at hverken Hoffoureren eller nogen Anden har gjort 
nogetsomhelsf Skridt til at bringe dem ud af Vildfarelsen . 
Dette hindrer dem imidlertid paa ingen 
Maade i at vcere kjcerlige og retsindige Mennesker , 
og De kan saaledes vcere overbeviist om , at hverken 
de , der er eller har vceret i deres Tjeneste , og som 
vel at mcerke have opført sig godt , nogensinde komme 
til at lide Nød . “ 
„ Det tvivler jeg ikke om , Herr Greve ; men da 
nu Kammerherren og Kammerherreinden hører , som 
De sagde , til den gamle Skole , da de dernæst have 
megen Indflydelse , og da det til Syvende og Sidst 
er en Regel , at Høitstaaende ikke gjerne møde Modsigelse 
eller see Tegn paa Uafhængighed , saa er det , 
forsaavidt jeg ønsker at komme frem i min Stilling , 
dog tilsidst ikke saa ganske daarlig en Lcerdom , man 
har givet mig . “ 
„ Men under alle Omstændigheder en Tjenerlcerdom “ , 
svarede Greven , „ og da jeg troer , at De 

har faaet en god Opdragelse og har levet blandt 
dannede Mennesker , saa cergrede det mig , at see Dem 
saa beredvilligt gaae ind derpaa . “ 
„ Maaske vil det æergre mig selv i Tiden , Herr 
Greve , endnu kan jeg ikke sige det , dog troer jeg , at 
Resullatet maa blive to de oo not to de . Enten 
maa jeg opgive min Personlighed og blive ved Hoffet 
eller vcere selvstændig og forlade det . “ 
„ Men da De synes at vcere forfaren udi 
fremmede Sprog “ , svarede Greven , „ saa veed De 
vel ogsaa , at der gives Noget , som hedder 1u8leMlieu , 
hvilket nok kan udlægges til : at holde den 
rette Middelvei . Det vil sige , man skal ikke løbe 
Hovedet mod Stuedøren , naar man ved at banke kan 
komme ind . Der er ganfle vist Intet til Hinder for , 
at De som Hofflriver eller Hoffoureer kan sautenere 
Deres Selvstændighed , og som et Exempel herpaa vil 
jeg fortcelle Dem , at Prindsessen ikke kan lide Deres 
Principal netop paa Grund af hans smidige og glatte 
Lcesen , hvorimod hun syntes godt om Dem , fordi 
De vovede at oplade Deres Rest . Men for nu af 
komme paa noget Andet , er der intet Vcerelse anviist 
Dem , hvor De kan opholde Dem , naar De er 
fæerdig her paa Kontoiret ? “ 
„ Jo , og det endogsaa et overordentligt smukt “ , 
svarede jeg , idet jeg aabnede Deren dertil . 
„ Naa , saa synes det mig , af det just ikke havde 
vceret en altfor overdreven Høflighed , om De havde 

buden mig derind for af drikke et Glas Viin , da jeg 
dog kommer saa pænt og aflægger Dem en Visit . “ 
„ At jeg ikke har gjort det , Herr Greve , er af to 
fljellige Grunde . For det Første antog jeg , af De 
kun var kommen for af kaste et Blik i Afstand paa 
la Carnaille , og for det Andet har jeg ingen Viin . “ 
„ Den første Grunds Uholdbarhed haaber jeg nu , 
af De er bleven overbeviist om “ , svarede han leende , 
„ og den anden , naar man tager Hensyn til , af De 
er Hofskriver , maa enten være baseret paa ond Villie 
eller Ukjendskab med Forholdene . “ Medens han sagde 
dette , saae han sig om i Stuen , og da han fik Øie 
paa Klokkestrengen , tog han et Par kraftige Tag i 
den , hvorefter han satte sig i Sophaen og tændte en 
Cigar . 
Et Dieblik efter traadte Tjeneren ind med sin 
sædvanlige ligegyldige Mine , hvilken han dog hastig 
forandrede til et Udtryk af den dybeste Ærbødighed , 
da han fik Øie paa Greven . 
„ Vil De bringe Viin og Glas og siig saa fil 
Kokken fra mig , at han vedlægger noget smukt og 
behageligt Bagværk . Seer De “ , vedblev han efter 
at Tjeneren havde bragt det Forlangte , „ nu har vi 
baade Viin og Kage , og der er aldeles Intet iveien 
for , at De kan have det hver Dag , saa ofte De 
ønsker . Alt kommer nemlig her paa den store Regning , 
som ingen Fanden forstaaer sig paa , og De kan være 
overbeviist om , at hvad De ikke drikke , det drikker de 
andre Skjelmer dernede . Beskedenhed er en skjønne 

Dyd , der ikke noksom kan indprcentes Børnene for at 
de Voxne kan faae Fred for dem ; men skynde de sig 
ikke med at aflcegge den , naar de selv blive voxne , 
saa kan De bande paa , at de komme til at slaae i 
Skammekrøgen alle deres Dage og faae hverken Viin 
eller Bagvcerk . “ 
„ Paa den Maade vilde det altsaa vcere Sandhed , 
at der theoretisk gives store Dyder , som praktisk vilde 
vcere ligesaa store Laster . “ 
„ Ganske sikkert . Tcenk dem bare den cegte 
christelige Godgjørenhed , ved Udøvelsen af hvilken 
De trods al Arbeide og Fliid ikke vilde eie en 
Pjall . “ 
„ Hvorfor der ogsaa siges “ , afbrød jeg ham , „ at 
hvem der giver fil han tigger , skal slaaes fil han 
ligger . “ 
„ Ia der seer De vox xoxull er traadt imellem 
og har givet Dyden et Dementi . Jeg kunde opregne 
Meget af den Slags “ , vedblev han , „ dersom jeg ikke 
havde en Ahnelse om , at jeg dermed ikke siger Dem 
noget Nyt . Min Mening er , at hvad Dyden angaaer 
maa ogsaa et . luste-Mlieu iagttages ; kun skal man 
vogte sig for at lade den valgte rette Middelvei 
grcendse altfor ncer fil egen Fordeel . 
„ Hvilket imidlertid ofte vil have sine Vanskeligheder , 
eftersom egen Fordeels Grcendser ere temmelig elastiske “ , 
svarede jeg . 
„ Selv hos Paven “ , tilføiede han . „ Ia De 
maa sige det , og jeg lcerer deraf , hvor yderst vanskeligt 

det er at philosophere , hvilket jeg iøvrigt ogsaa altid 
er kommen flet fra . “ 
„ Jeg havde ogsaa en Lcerer , som sagde “ bemærkede 
jeg , „ at al Philosophie var Vrøvl og al Lårdom 
iligemaade . “ 
„ Hvilket Udsagn maa have vceret til usigelig 
Lettelse for Dem ved deres Arbeider “ , svarede han 
leende . „ Der hørte imidlertid et eget Slags Mod 
til af fremkomme med en saadan Paastand , af hvilken 
Grund jeg har en Ahnelse om , af han har vceret 
Milifair . “ 
„ Netop , Herr Greve , og det endda ved Landevcernet . 
Sandheden tro skal jeg imidlertid tilføie , af 
idet han indprægede mig denne Anskuelse , bød han 
mig af bevare den som en Hemmelighed , idet han 
foreholdt mig af gjøre dette netop ved af give mig 
Skin af af hylde den modsatte Anskuelse . “ 
„ Hans Tro har saaledes dog ikke været bygget 
paa en Klippe , og Han har villet bevare Dem for 
af komme til af høre til de Eensomme og Forladte . 
Der er imidlertid herved et Spørgsmaal , som , hvor 
keitet det end lyder , dog synes berettiget . “ 
„ Og det er Herr Greve ? “ 
„ Om de hyldende hans Anskuelse , kun bebyrdede 
Dem med saa lidt af det han kaldte Vrøvl som 
muligt . “ 
„ Og saaledes , mener vel Herr Greven , med 
fuldstcendig Berettigelse aspirerede til af blive Hoffourer . 
Ja , oprigtig talt , en Tid lagde jeg mig 

hans Ord paa Sinde , som det en lydig Discipel og 
døven Dreng egner og anstaaer . Ved en Leilighed 
blev han imidlertid gjemt i et Klædeflab , og da han 
kom ud derfra , havde han mistet sin Glorie , af 
hvilken Grund jeg fik en ny Lærer , der var af andre 
og for mig mere anstrengende Anskuelser . “ 
„ Deres første Lærers Glorie maa være bleven 
grundig fordærvet i Klædeskabet , siden De ikke formaaede 
af reparere den “ , svarede hiin med et hjerteligt Blik ; 
„ thi efter hvad jeg veed , gjorde De Dem ligesaa 
megen Umage , som det lykkedes Dem godt af frelse 
deres anden Lærers , der var kommen i et værre 
Bekneb . Io , jo “ , vedblev han , „ man kjender nok 
lidt til deres Historie og veed ogsaa , af De af lutter 
Kjærlighed og Taknemlighed for en Varulv , frelste 
ham for den hedenske Fortryllelse , og forhjalp ham 
til en chrisfelig Galge . Det Haab , af der dog 
maatte være Noget af observere ved et Menneske , 
som har bragt Een til Livet , en Anden til Rasphuset , 
og dernæst fundet Leilighed til af frelse en Præsfemands 
suurt erhvervede Skillinger , var det ogsaa , 
som førte mig herop . 
„ Tor jeg saa spørge om De fandt Noget “ , 
spurgte jeg . 
„ Strax følte jeg mig saa bitterlig skuffet , af jeg 
følte mig overbeviist om , af man havde havt dem i 
et Klædeflab , og der faaet Glorien skrællet af Dem ; 
men efter nærmere Undersøgelse fandt jeg dog Noget , 
hvilket nu foranlediger mig til af gjøre Dem det 

indtrængende Spørgsmaal om , hvilke Omstændigheder 
det er , der har foranlediget Dem til af gaae i 
Hoffourerens Tjeneste ? “ 
„ Ene og alene den dybe Trang til af indtage 
en pæn eller om jeg saa maa sige det chevaleresque 
Stilling i Samfundet . “ 
Ihvorvel jeg sagde dette i en spøgende Tone , 
hvori jeg smiftet af Greven var falden , saa maa jeg 
tilstaa , af den muntre og hjertelige Latter , hvori 
Greven brast ud ved min Forklaring , dog var lidt 
Mere end jeg havde ønsket og forlangt . 
„ Ia De har let ved af lee , Herr Greve , “ sagde 
jeg derfor i en alvorligere Tone . „ De indtager en 
overordentlig Stilling i Samfundet , og selv om De 
ikke var i Besiddelse af det Mindste andet end deres 
Grevetittel , saa var den allerede nok til af skaffe 
Dem Anseelse . “ 
„ Ia blandt Narre , Høistærede ! “ udbrød hiin , 
„ men sikkerlig ikke blandt Mennesker , der kan gjøre 
Fordring paa af staae over de Firbenede . Jeg troer 
nok , af Ler stikker lidt af en Skjelm i Dem , det vil 
sige , jeg troer , af naar De bliver renset og reengjort 
for al mystisk Paahæng af løierlige Indbildninger , 
saa kan De ogsaa blive til et virkeligt Menneske , 
hvilket ikke vil sige saa ganske lidt ; jeg maa derfor 
antage , af hvad de nys sagde , var deres virkelige 
Mening og ikke blodig Ironie over vore Landsmænd , 
den agtbare danske Nation . “ 
„ At det var min virkelige Mening , tilstaaer jeg 

gjerne “ , svarede jeg lidt iriteret , „ og af Herr Greven 
selv hylder denne Anskuelse , synes der ogsaa af vcere 
Beviis for . “ 
„ De mener fordi jeg gaaer her løs og ledig i 
Jagtdragt og bader mig i Sommersolen , samt artig 
agerer min Faders Søn . Af Agtelse for deres gode 
Omdømme maa jeg imidlertid bryde med min smukke 
Beskedenhed og oplyse Dem om , af jeg ved Universitetet 
har absolveret mine Examina , hvilket altsaa beviser , 
af jeg har havt en lumsk Idee om , af Grevetittelen 
ikke var nok , samt dernæst , af jeg underdanigst har 
afflaaet af blive Kammer- , Forst- og Jagtjunker , da 
det forekom mig , af dette var endnu mindre , saa , at 
jeg som Godseier har den samme Ret , som enhver 
Landjunker til at vcere en Dagdriver , og til Syvende 
og sidst at jeg med mit Ophold her , har Lo bestemte 
Formaal , om hvilke De imidlertid foreløbig ikke faaer 
en Tøddel at vide . “ 
„ Jeg maa tilstaa , Herr Greve , at jeg er aldeles 
slaaet til Jorden , og beder Dem hjertelig om Forladelse . 
Men siig mig nu , hvilken Vei skal et ungt Menneske 
af borgerlig Herkomst men af honnet Ambition da 
væelge for paa en ikke altfor besværlig Maade at faae 
denne tilfredsstillet . “ 
„ Der kommer atter dette gaadefulde Paahæng , 
som jeg ikke troer at staae i Samklang med deres 
Natur , og som De maa have opsamlet i Gud veed 
hvilket Pulterkammer fuldt af brogede Pjalter . Hvilken 
Vei De skulde vcelge ? Ja , hvilkensomhelst , og ingen 

undtagen , paa hvilken De maa ansfrenge deres Evnerfor 
derefter at virke til Nytte i Samfundet . Seer 
De , jo kraftigere De strider i det Godes Tjeneste , 
jo mere honnet Ambition er de i Besiddelse af . 
Men til at vcere Lakai behøves ingen , ja , der er den 
endogsaa i høi Grad overflødig og besværende . “ 
„ Noget Lignende er bleven mig sagt før “ , 
svarede jeg næsten uvilkaarligt og bevæget just ikke 
af de behageligste Følelser . 
„ Men vist næppe af den Lærer , hvis Glorie 
blev liggende i Klædeskabet ? “ spurgte Greven . „ Dog “ , 
vedblev han , „ vi ville ikke tale mere derom . De har 
som jeg troer , Formue ivente , De har lcert Noget , 
og De er opdraget blandt dannede Mennesker , dersom 
saaledes paa Grund heraf , Tingen ikke giver sig af 
sig selv , naaer De faaer Øinene op , saa har deres 
honnette Ambition en haslig Lighed med falske Bancosedler . 
Hvis De nu har Lyst , saa kunne vi nu ride 
eller ogsaa gaae en Tour med hinanden . Det var 
nemlig ogsaa et af Formaalene for mit Besøg , af 
see om De kunde afgive en brugelig og behagelig 
Selskabsbroder . “ 
„ Det er i høi Grad smigrende for mig , Herr 
Greve , af erfare , af De altsaa har sundet mig 
nogenlunde værdig . Jeg beder Dem imidlertid endelig 
ikke af misforstaa mig , naar jeg maa erkläre , af 
hvorfiden honnet Ambition jeg end er i Besiddelse af , 
saa har jeg dog for megen dertil . Ved disse Ord 

reiste Greven sig haslig og saae paa mig med den 
sførsfe Forundring . 
„ Troer De ikke “ , sagde han derpaa , „ af om jeg 
saa forstaaer deres Mening nok saa godt , saa kan der 
ikke pilles andet end en drøi Fornærmelse ud deraf ? “ 
„ Ikke , naar De er billig nok til af tage Alt i 
Betænkning , hvorom jeg iøvrigt ikke tvivler . “ 
„ De sagde , Herr Greve “ , vedblev jeg , „ af en 
Lakai ikke bør være i Besiddelse af honnet Ambition , 
og deri kan De i visse Maader have Ret ; men paa 
den anden Side vilde det , troer jeg , vcere Synd ikke 
af tillade ham af have saameget deraf , som er nok 
til af holde ham borte fra Selskab , hvor han hvert 
Dieblik er udsat for af blive overseet . “ 
„ Nu forstaaer jeg Dem “ , raabte han , „ De 
mener af jeg vel tør vove af gaae med Dem i de 
dunkle Alleer og i Skovenes Skjul men ikke paa 
aaben Gade . Deri tager De imidlertid Feil , og jeg 
kan forsikkre Dem , af hvo som fornærmer Den , jeg 
har agtet vcerd af tage under Armen , han fornærmer 
ogsaa mig , og jeg lader mig ikke ustraffet fornærme . “ 
„ Det troer jeg gjerne , ja , jeg er endogsaa overbevist 
derom ; men ved af see Dem blive hugget 
Næse og Øre af for min Skyld , idet De idelig maa 
gjøre Front mod Verdens Fordomme , bliver Situationen 
just ikke behageligere for mig . “ 
„ Det kan vcere sandt nok ! “ udbrød han leende , 
„ De kan imidlertid være overbevist om , af jeg i den 
Anledning ikke vil faae Leilighed til af slaae ret mange 

Mennesker ihjel . Det var dumt af mig , af jeg nævnte 
Ordet Lakai ; men De veed nok , af naar man taler 
i Lignelser , bruger man stærke Udtryk . Med hvilke 
Øine man end vil see deres Stilling , Lakai er De 
ikke , ihvorvel De forført af Gud veed hvilke forfløine 
Ideer gjorde et heftigt Tilløb til af blive det . “ 
„ Og Herr Greven mener , af jeg nu lykkelig er 
frelst . “ 
„ Nei saa sangvinsk er jeg ikke , ligesaalidt som jeg 
har en saadan Tillid til mine Talegaver . Men jeg 
vil gjøre mit dertil og det med god Villie ; thi det 
strider imod min Følelse af see et ungt , raskt og med 
sund Forstand begavet Menneske dumpe ned i 
Souterainet . Naa , vil De saa med ? “ 
„ Ja “ , svarede jeg , idet jeg tog min Hat , „ og 
det selv med Fare for , af De vil komme til af 
udfordre hendesHoihed Prindsessen af Baden-Durlach . “ 
„ Derfor skal jeg nok tage mig iagt ; thi der veed 
jeg forud , af jeg vilde komme tilkort . “ 
Det var med en langtfra behagelig Blanding af 
Glæde og Misfornøielse , af Uro og Tvivl , af jeg 
om Aftenen , efterat være kommen hjem , tænkte over 
Alt , hvad jeg havde talt med Grev Ardenfeldt om . 
Der var Noget i hans ligefremme , aabne Væsen , 
som havde tiltalt mig i høi Grad , ihvorvel han paa 
den anden Side ved sine Ord ofte havde krænket mig 
saa dybt , af jeg følte mine Kinder blusse ved Tanken 
derom . Af Alt fremgik imidlertid efter min Overbeviisning , 
af han , det være sig nu af hvilkensomhelst 

Grund , havde fattet Godhed før mig , og ingensinde 
var jeg ved nogen Leilighed bragt mere til Eftertanke 
end ved denne . Det Kastel , jeg med saa megen 
Iver havde bygget , havde faaet en betydelig Breche , 
og dets Taarnes lueforgyldte Glands begyndte af 
vise sig før mit Blik som Flitter . Den Vei , der før 
havde ligget saa solbeflinnet og tillokkende før mit 
Blik , syntes mig nu kold og mørk og fuld af Morads 
og Uføre . 
At komme i en anden Stilling ved Hoffet , den 
som vel egentlig havde vceret Maalet for mine og Jomfru 
Kolds bedste Ønsker , en saadan der dog nogenlunde 
pegede hen til Rigets Cantsler eller Hofmester eller 
dets første Krudtmester , det indsaae jeg var en 
Umulighed , selv om Grev Ardenfeldt ved sin 
Indflydelse formaaede Alt . Jeg manglede alle 
Antecidentier dertil , og de der beroede paa mine 
Ridebuxer havde jeg ikke mere nogen rigtig Tillid til . 
I Bevidstheden om Umuligheden af af overskride 
det Rubicon , der førte til Hjemstedsret i Hoffets 
Sale , indsaae jeg ogsaa , af hvormeget end Omgangen 
med Greven interesserede og glædede mig , saa blev 
det dog nødvendig af jeg trak mig tilbage , dersom jeg 
ikke vilde udsætte mig selv og ham for idelige Krænkelser . 
Det Fornuftigste vilde være af blive ved den Læst , 
hvorved jeg nu engang sad , og da søge af afvinde 
den saa mange lyse Sider som mulig ; men ved mine 
Samtaler med Greven var der kommen en betydelig 

Forvirring i mit Sind , og det stod til af befrygte af 
jeg aldrig vilde kunne bringe det i Ligevægt . 
De Visitter jeg efter Hoffourerens Dnske aflagde 
hos enkelte af Underpersonalets Coryphæer , bidrog 
Heller ikke i nogen Henseende til af gjøre mig mere 
fortrøstningsfuld . 
Overkokken var ganske vist en i høi Grad høflig 
og galant Mand . Han tracterede mig ved mit 
Besøg med det Bedste , som Kjøkkenet og Diinkjælderen 
kunde byde ; ' men medens jeg gjorde mig tilgode med 
de Sager , for hvilke jeg kun i relativ Forstand havde 
ham at takke , indjog han mig hvert Oieblik en heftig 
Forskrækkelse ved hvert Oieblik med et indstændigt „ Tys “ 
lyttende at lægge Kniv og Gaffel fra sig , hvorefter han 
sagte listede sig hen og aabnede Døren paa Klem 
for at kigge ud , paa det vi ikke skulde blive aftraperede 
af en eller anden Høierestaaende . Ved disse Excursioner 
fik han Øie paa Kammerherreinde Ardenfeldts 
Kammerpige , der gik forbi . Hende fik han nu ind , 
for at hun skulde deeltage i Tractementet , hvorpaa 
han nu under en idelig Blinken til mig fjasede og 
skjemtede med hende , der paa sin Side slog ham over 
Fingrene eller kneb ham i Ncesen , naar han lod den 
komme i for nær Berørelse med hendes Ansigt . Til 
mig kastede hun milde Blikke , og da hun maatte forlade 
os for , som hun sagde , at snøre Kammerherreinden , 
hvortil , som hun i Parenthes betroede os , at 
to stærke Karle egentlig vare nødvendige , saa gav hun 
mig Tilladelse til at røve et Kys , eftersom jeg havde 

været den Artigste . Da jeg imidlertid beskeden og 
undseelig trak mig renoncerende tilbage , erklærede hun 
mig for en Fjante , der nok med Tiden skulde komme 
paa andre Tanker . 
Hos Fasanmesteren havde jeg Heller ikke Anledning 
til af glæde mig synderlig , da han uheldigviis 
var mere end almindelig fuld ; men da jeg netop af 
den Grund var i hei Grad forsigtig med hvad jeg 
sagde , for ikke af opirre ham , saa blev han saa velstemt , 
af han lovede , af vilde forære mig fire af de 
bedste Fasaner til Jomfru Kold , naar jeg høitidelig 
vilde sværge paa , af ikke en Kat fik Noget af vide 
derom ; men da jeg saa tagende Mod til mig sagde 
ham , af hverken min Plejemoder eller jeg , under 
saadanne Omstændigheder , kunde modtage hans Velgjerning , 
saa blev han saa desperat , af jeg i en Hast 
maatte tage Flugten . 
Af det Hele mærkede jeg snart , af jeg havde 
grebet efter en Frugt , der , da jeg fik den , viiste sig 
af være femmelig raadden , og med ikke saa ganfle 
lille Forskrækkelse saae jeg paa mine Fingre , idet jeg 
tillige med en Følelse af Skam og Undseelse tænkte 
paa , hvorledes min Modtagelse vilde blive i Frederiksværk , 
naar jeg efter af have vendt Hoflivet Ryggen 
atter holdt mit Indtog der . 
Herr From havde just ikke gratuleret mig ved 
min Afreise , Bæk havde ligefrem og med rene Ord 
yttret sin Misbilligelse , og nu Marie , ja det var 
egentlig det værste ; hendes satiriske Mine og spøgefulde 

Hentydninger følte jeg , af jeg vilde faae temmelig 
ondt ved af værge mig imod . At hun ikke vilde lade 
mig døe i Synden , var sikkert nok , og paa den anden 
Side sagde en dunkel Følelse mig , af dette heller ikke 
vilde være saa ganske ønskeligt for mig . Jeg ærgrede 
og sfammede mig , men dog meest ærgrede og flammede 
jeg mig , naar mine Tanker vendte sig fra Marie til 
Kammerherreindens Kammerjomfru , der vel ikke ganske 
ubeføiet kunde betragte mig som don Kammerat . 
„ Hvad troer De , af Aarsagen er til af den 
unge Grev Ardenfeldt opholder sig saa længe her 
paa Jægerspriis ? “ spurgte Hoffoureren mig en Dag , 
idet vi Begge samtidig lagde vore Penne hen , efterat 
have opgjort et vanskeligt Regnestykke . 
„ Det veed jeg ikke , Herr Hoffourer , men naar 
jeg betænker den smukke Egn , den gode Iagt her er , 
og hvorpaa han sætter stor Priis , dernæst Prindsessen 
hvem han kan see og tale med hver Dag og tilsidst 
Samlivet med hans Forældre , saa synes mig , at der 
er Grunde nok for ham til at blive her . “ 
„ Ja , naar man ikke seer dybere i Tingene , saa 
kunde det maaske synes saaledes “ , svarede han , „ men 
for det Første er det ikke tænkeligt , at en Dame , som 
hendes Høihed Prindsessen , i længere Tid kan holde 
en ung livslysten Mand fængslet her paa et saa eensomt 
Sted . “ 
„ Og hvorfor ikke ? “ spurgte jeg forundret . 
„ Fordi at Afstanden imellem dem er saa stor , at 
der ikke kan være og heller ikke er Tale om Andet 

imellem dem end , hvad man kunde kalde det , en 
Omgang per Distance , en eonventionel , afmaalt , i 
visse , bestemt og æerbodighedsfulde Former holdt 
Underholdning , der absolut maa kjede ham i Læengden . “ 
„ Men dersom det nu dog var Tilfældet , at de 
virkelig følte Interesse for hinanden , saa forekommer 
det mig dog ikke , at Afstanden imellem dem er saa 
stor , at denne kunde være nogen alvorlig Hindring . 
Rigtignok er hun Prindsesse ; men jo dog kun af et 
mindre tydsk Fyrstehus . “ 
„ Gudbevares ! “ udbrød Hoffoureren . „ Vel hører 
hun ikke til noget regjerende Hus , men ikkedestomindre 
tilkommer hende kongelig Mre , ifølge de Prærogativer 
som ere Magle hendes Slægt af Keiseren og Riget . 
Men selv om Noget sligt var tænkeligt , saa kan 
derom døg paa ingen Maade være Tale med Hensyn 
til hendes Høihed og Greven , og det af to 
Grunde , af hvilke jeg troede , at De paa Grund af 
den Omgang , hvormed denne beærer Dem , døg idetmindste 
kjendte den ene . “ 
„ Greven har i saa Henseende ikke beæret mig 
med nøgen Fortrolighed , og selv har jeg Intet opdaget . “ 
„ Ikke det “ , svarede Hoffoureren forundret , „ da 
er det sandelig mærkværdigt , at De ikke har seet , hvad 
der døg er temmeligt aabenlyst . Hvad nu først 
Prindsessen angaaer , saa troer jeg , at jeg engang 
tydede hen paa , at en hendes høie Familie ikke 
convenabel Kærlighedshisforie , som hun havde i sit 

Hjem , bevæegede denne til at lade hende tage Ophold 
her . Er dette nu Tilfældet , og derom er der ingen 
Tvivl , da kan der selvfølgelig ikke være Tale om , at 
hun allerede skulde have forglemt hiin Liaeson og 
fæstet sine Tanker paa Greven . “ 
„ Uden forsaavidt at hun , som Herr Hoffoureren 
engang sud i-osn bemærkede , fluide være en Skjelm “ , 
svarede jeg . 
//Tys , tys ! “ udbrød han ængstelig . „ Hun kan 
være skjelmsk nok , hvilket jeg har maattet bekjende . 
Jeg nævnede tvende Grunde , hvorfor der ikke kan 
være Tale om Noget sligt . Siig mig “ , vedblev han 
efter et Diebliks Betænkning , „ kjender De Gaardmand 
Søren Poulsen dernede i Krabbedam ? “ 
, „ Jeg har baade seet og talt med ham , naar jeg 
er gaaet der forbi “ , svarede jeg i spændt Forventning 
om , hvad dette fluide føre fil . 
„ Har De da ogsaa seet hans Datter ? “ spurgte 
han videre . 
„ Nu tør jeg næsten ikke svare mere , Herr Hoffourerer , 
af Frygt for at skulle gaa i en Fælde . 
Det Hele lyder saa mystisk og gaadefuldt . Saa meget 
vil jeg imidlertid tilstaa , at jeg een eneste Gang har 
seet hende staaende bøiet over Brønden tagende en 
Spand Vand ; hendes Ansigt skal jeg saaledes intet 
melde om og talt med hende har jeg aldrig . “ 
„ Det maa da altsaa virkelig vcere saaledes , at 
De Intet har mærket , hvor utroligt det lyder . Jeg 
vil da sige Dem , at den unge Greve er forelflet i 

Søren Poulsens Datter , Else , at hans Forældre 
i deres dybe Sorg derover , have gjort Alt for at 
hæve Fortryllelsen , hvori han er hildet , for af faae 
ham fil af drage over fil hans Godser i Jylland 
eller fil af reise udenlands , for af han derved kunde 
komme paa andre Tanker , uden af dog nogensomhelst 
Overtalelse hidtil har frugtet . Seer De denne 
usalige Lidensfab , og intetsomhelsf Andet , er det , der 
binder ham her fil Stedet . “ 
„ Hvad det angaaer “ , svarede jeg , „ saa er jeg 
overbeviist om , af Grevens Forældre kunne være fuldstændig 
rolige ; thi vel har jeg ikke kjendt ham længe , 
men saa meget har jeg dog lært af hans Charakteer , 
af jeg rolig tør sværge paa , af han aldrig gifter sig 
med en Pige , der slaaer saa dybt under ham i 
Dannelse , ligesom jeg ogsaa er overbeviist om , af 
hans Hjerte er for godt og bravt fil , af han kunde 
nære onde Hensigter med Hensyn fil den unge Pige . “ 
„ De er imidlertid ikke saa gammel og heller ikke 
saa erfaren , min unge Herre “ , svarede hiin , „ af det 
jo nok er tilgiveligt om De tager feil eller lader 
Dem føre bag Lyset , og af dette er Tilfældet i dette 
Stykke , det , sværger jeg Dem fil . Luk nu deres 
Dine og Oren op , see og hør selv , og naar De saa 
er bleven belært , kom saa til mig og siig , om jeg 
har sagt Løgn eller Sandhed . Naa “ , vedblev han 
efter af være gaaet et Par Gange op og ned ad 
Gulvet , „ vi ville ikke forivre os derover . At 
Greven ikke har onde Hensigter , vil jeg indrømme . 

derimod troer jeg fuldt og fast , af han kan vcere 
desperat nok til af gifte sig med hende , naar han har 
sat sig det i Hovedet , og det trods hans Forældres 
Indsigelser og Forbud . Knuden er af disse i materiel 
Henseende ingen Hindringer kunne lægge ham iveien , 
da han ved en Arv er kommen i Besiddelse af 
Godserne i Jylland og en betydelig Formue . “ 
„ Og moralske Hindringer bestaaende i Overlalelser 
og Forestillinger , har ingen synderlig Virkning 
paa ham , naar han selv er overbeviist om af handle 
rigtigt og godt , mener Herr Hoffoureren “ , afbrød 
jeg ham . „ Det troer jeg ogsaa , men jeg troer tillige 
af Tabet af Guld og Gods for ham i saa Henseende 
vilde vise sig ligesaa uvirksomt . Det Hele bliver 
mig imidlertid aldeles ufatteligt , og vis jeg turde , 
vilde jeg endnu engang sværge paa , af det -- -- -- -- -- -- -- . “ 
„ Var Løgn “ , afbrød min Principal mig , „ men 
det skal De ikke ; thi Sandhed er det . Kjærlighed “ , 
vedblev han , „ er en mysterieus og . forunderlig Ting . 
Den kan bringe den Klogeste fra Concepterne , og 
bringe den meest Astadige tik at gjøre de meest 
akavede og forkerte Vendinger , som ingen Pokker 
kunde forndsee og beregne . Ia det er virkelig sandt , 
min unge Ven . Den kan gjøre Menneskene saa 
halstarrige og vilde , at de løbe lige lukt ind i Ilden 
uden at de mærke det , før de have brændt sig . Jeg 
mener den gjør dem blinde og døve , saaledes at 
de uden Overlæg indlade sig i et Ægteskab , som de 
siden skammelig fortryde . . Er det nu saaledes , at der 

er Fare før , at den unge Greve lader sig forlede fil 
et ubesindigt Skridt ; saa kan Ingen fortænke hans 
Forældre i , at de gjøre Alt før at holde ham tilbage ; 
og jeg kan derfor sige Dem , at De vilde være 
Den i hvi Grad taknemlig , saavel i Ord som i 
Gjerning , som vilde være dem behjælpelig dermed , og 
De formaa endeel , saavel ved deres Rigdom , som 
ved deres Indflydelse . “ Ved disse Ord betragtede 
Hoffoureren mig med et eiendommeligt Blik , hvis 
Betydning jeg forgjæves gjorde mig Umage for at 
fatte , og idet han vente sig for at gaa ind i sit 
eget Værelse , gjentog han . „ Ia , jeg siger Dem , de 
vilde ubetinget gjøre det Menneskes Lykke , der vilde 
staa dem bi . “ 
Ihvorvel jeg var fuldstændig overbeviist om , at 
Kammerherren og hans Gemalinde , gjorde sig høist 
» fornødne Sorger , saa besluttede jeg dog om mulig 
at opdage , hvilket Forhold det var fra den unge 
Greves Side , som gav Anledning dertil . At han 
flere Gange fulgtes med eller gik ind til Søren 
Poulsen , der var en opvakt og munter Mand , 
havde jeg nok seet , ligesom jeg ogsaa havde bemærket , 
at han undertiden kom silde hjem eller gik silde ud , 
hvilket Altsammen dog kun havde meget lidt at 
betyde . 
At gaa paa Rov efter den unge Greves Hemmeligheder 
holdt jeg igrunden ikke meget af ; men paa 
den anden Side havde jeg dog nok Lyst fil at overbevise 
Hoffoureren om , at jeg ogsaa havde Øine og 

Dømmekraft , ligesom jeg ogsaa gjerne vilde rense 
Greven for en Mistanke , der , hvorledes man end tog 
det , var fornærmelig for ham . 
En Aften paa denne Tid kom jeg , efter i lang 
Tid at have spadseret om i den vidtløftige Slotspark , 
tilfældigviis i Nærheden af Søren Poulsens 
Gaard , og jeg besluttede nu at gaa derind for at 
see hvorledes der saae ud , og hvor tillokkende Else 
var . Idet jeg nu saaledes gik beundrende det overordentlig 
klare Maaneskin , i hvilket de hvide Statuer 
og Søiler , hvormed Parken er smykket , toge sig heelt 
spøgelseagtige og skræksomme ud , saae jeg en høi 
Skikkelse kommende fra den modsatte Vei nærme sig 
Gaarden . Et Oieblik blev jeg staaende for at see , 
hvem det kunde være , hvilket dog imidlertid næppe 
skulde være lykkedes mig paa Grund af den usikkre 
Belysning , dersom ikke idetsamme Gaardens store 
Puddelhund var kommen fil og løgrende havde sprunget 
op ad den Fremmede . Paa dennes Fløjten og de 
Par venlige Ord , hvormed han tiltalte denne , kjendte 
jeg imidlertid strax Greven , der nu bøiede ind i 
Gaarden , hvor jeg saae ham gaa ind ad Døren . 
Her var nu Leiligheden god , og idet jeg fortsatte 
min Gang , besluttede jeg at benytte den , da jeg , 
som jeg haabede , ved at see begge Delinqventerne 
sammen , vel nok kunde opfange et Vink om , hvorledes 
Forholdet var imellem dem . Saa meget Syn 
paa Sagen fik jeg imidlertid snart , at havde Hunden 
modtaget Greven paa den venskabeligste Maade , som 

var han en gammel , god Bekjendt , saa modfog den 
mig med en saadan Forbittrelse og Raserie , som var 
jeg dens værste Fjende , og jeg maatte anvende al 
min Kunst og Snedighed , for at frelse mine Been . 
Saa meget var imidlertid sikkert , hvilken Tanke 
gjennemfløi mit Hoved , da jeg lykkelig frelst med hele 
Been stod indenfor Døren , at enten elskede Hunden 
alle Grever og hadede alle Hofskrivere eller ogsaa 
havde Grev Ardenfeldt isærdeleshed forstaaet at 
vinde den , hvilket just ikke vidnede imod , at han var 
en stadig Gjæst her . 
For Enden af Bordet i Stuen , der var tarveligt 
oplysf af en eensom Spedepraas , sad Sø ren 
Poulsen og ved Siden af ham hans Datter , 
Begge stikkende til en Pande fuld af stegte Kartofler . 
Næsten skjælvede jeg for at lade mit Blik söge videre , 
for at det ikke fluide møde Grev Ardenfeldt somtredie 
Mand . Til min Beroligelse men ogsaa til 
min høieste Forbauselse var han der imidlertid ikke , 
og intet Sted i hele Stuen fandtes nogetsomhelsf 
Spor af ham . At det var ham , som var gaaet herind , 
kunde der ikke være Tvivl om ; men havde han 
nu , medens jeg sloges med Gaardhunden , skjult sig i 
et Sideværelse for ikke af mødes med mig , saa kunde 
der nok være Tvivl om , hvad det var , som havde 
ført ham herhen , og min Seier over Hoffoureren 
syntes saaledes just ikke af være saa aldeles afgjort . 
„ See , det kalder jeg da en stor Ære “ , sagde 
Manden , idet han lagde Gaffelen fra sig og lettede 

paa den røde Nathue , „ af Herr Hoffkriveren vil kigge 
ind i vor ringe Stue . “ 
„ Æren kan næppe være saa stor for Dem , 
Søren Poulsen , hos hvem , som det siges , en 
Greve er daglig Gjæst . “ 
Ved dette spidsfindige Spørgsmaal , kløede 
Manden sig forlegen bag Øret og saae paa mig med 
en yderst troskyldig Mine . 
' » Ja , hvad forstaa vi Bønder os paa det “ , 
svarede han endelig i en betænkelig Tone . „ Har en 
Greve mere Førnemhed end en Hofskriver , saa tør 
han vel ogsaa rutte lidt mere med den end denne . 
Jeg mener saadan , som for Exempel , af hvor der er 
Fattigdom paa Gaarden , der maa malt knibe paa 
Skillingen . Naa Else “ , vedblev han fil Datteren , 
„ sæt saa et Lys fil paa Bordet og lang det Bedste 
frem Du har . Vel bliver det rigtignok ikke Fasaner 
og Gyldenvand ; men saa faaer jo den gøde Villie 
at bøde paa Tractementet . “ 
Lidt forvirret ved Mandens temmelig nærgaaende 
Maade at reflectere over Fornemhed paa 
kastede jeg nu et Blik paa Elfe for at see om ' 
hendes Skjønhed kunde retfærdiggjøre Hoffourerens 
Paastand . Jeg overbeviiste mig imidlertid snart om , 
at var Greven virkelig forelflet , saa maatte det være 
andre end legemlige Egenskaber , der havde bevirket 
dette ; thi smuk var hun langtfra , og lod dernæst til 
at befinde sig i en ængstelig Nærhed af Trediverne . 
Hendes fulde , runde og rødmussede Ansigt vidnede 

om en urokkelig Sundhed og en fast Sindets Ligevægt , 
hvilket bestyrkedes ved den langsomne og betænkelige 
Maade , hvorpaa hun førte Kartoflerne til 
Munden og tyggede , medens hun ufravendt stirrede 
ligefrem for sig . Hendes overordentlig kraftige Figur , 
hvis udviklede Former idelig og idelig truede med at 
sprænge det røde uldne Livstykke , ligesom ogsaa hendes 
omfangsrige Arme og kraftige , brede Hænder , vidnede 
om saa betydelige legemlige Kræfter , at hun utvivl- * 
som kunde være til uberegnelig Nytte i en Landhusholdning , 
hvorimod det var mig aldeles ufatteligt , at 
hun , som hun der stod ragende Kartoffelsmulerne fra 
Bordet ned i sin hule Haand , kunde have tændt en 
saa forfærdelig Ild i Grev Ardenfeldts Hjerte , at 
han , bragt i Kog ved de hede Luer , tænkte paa at 
bryde med sin hele Slægt , med sin Fortid og hvad 
der syndes mig temmelig sikkert ogsaa med sin hele 
Fremtid . 
Vel havde jeg Hørt af Hoffoureren at Kjærligheden 
var en forunderlig Ting , der kunde tvinge os 
til at gjøre de mærkværdigste Diversioner , og jeg 
havde i min Plejemoders Romaner læst om Helte og 
Heltinder , hvem Kjærligheden baade havde gjort blinde 
og døve mod Fornuftens Stemme ; men om jeg nu 
ogsaa ved enkelte af Heltene kunde tænke mig den unge 
Greve , saa formaaede jeg dog ikke , hvor dristig end 
min Fantasi kunde være , at tænke mig Else , som en 
af Heltinderne . 
„ Jeg synes at De seer saa forknyt paa Else , 

Herr Hofskriver “ , begyndte Søren Poulsen atter , 
idet han blinkede polisk med Øinene ; „ men De skal 
ikke være bange ; thi vel er hun stor og stærk , men 
hun er saamænd grumme fredsommelig . “ 
„ Jeg troer ikke jeg saae paa deres Datter “ , 
svarede jeg , idet jeg forsfrækket trak øinene til mig ; 
„ jeg saae mig kun om i Stuen , thi det forekom mig 
saa bestemt at den unge Grev Ardenfeldt gik herind 
kort før jeg kom . “ 
„ Øg saa troede De maaskee at Else gjemte 
ham bagved sig , men til saadanne Gavtyvestreger er 
hun saamænd altfor troskyldig og oprigtig . Ja , ja 
Herr Hofstriver “ , vedblev Manden i samme spøgefulde 
Tone , der forvirrede mig i saa høi Grad , „ det kunde 
vel blive farligt nok før Greven , naar han saaledes 
uden Forlov render bort fra Slottet . Er han 
imidlertid gaaet herind , ja saa maa han jo ogsaa 
være her “ , vedblev han , idet han holdt Lyset iveiret 
og lyste rundt i Stuen , ja selv endogsaa under 
Bordet . „ Nei han er her sandelig ikke “ , sagde han 
derpaa , idet han med et spørgende Blik paa mig 
satte Lyset fra sig og lænede sig tilbage mod Væggen . 
„ Men “ , tilføiede han i en hviskende , hemmelighedsfuld 
Tone , „ det skulde da aldrig have været et Syn eller , 
som man siger , et Spøgelse der har drevet sit Spil 
med Dem i Maanelyset . De veed nok her er ikke 
sikkert paa Egnen . “ 
„ Hvad den Ting angaaer “ , svarede jeg fornærmet , 

„ saa er her nok ikke Noget at frygte , især før dem , 
som ikke ere overtroiske . “ 
„ Ja De maa ikke tage mig det ilde op , Herr 
Hofskriver , De veed nok man er saa let til at domme 
fra sig selv til Andre , og vi Bønder har jo endnu 
Hovedet fuldt af den gamle Kjærlingesnak . Det er 
iøvrigt intet Under , vedblev han med en Mine , som 
vilde han fortælle mig noget aldeles Nyt og 
Overørdentligt , „ thi det er aldrig saa farlig mange 
Aar siden at en rigtig , grangivelig Varulv nær havde 
gjennet Livet af et uskyldigt Barn , hvilket blev mig 
fortalt af Folk , som bandede paa , at de med deres 
egne Dine havde seet Varulven . “ 
„ Og vel fundet , at den gik paa to Been og var 
en simpel menneskelig Tyv “ , svarede jeg just ikke i det 
bedste Humeur over den lidt uheldige Situation , 
hvori jeg var stedt . „ Iøvrigt troer jeg , at man bedre 
kan have et Barn undskyldt for Sligt , end man kan 
have voxne Mennesker undskyldt , naar de gjøre sig 
lystig derover . “ 
„ Lystig ! “ gjentog Manden . „ Nei det maa sandelig 
Herr Hoffkriveren ikke troe , den , som fortalte mig det , 
var saamænd saa forfærdet , at han rystede over hele 
Legemet . Naa , ja “ , vedblev han , „ see nu har jo 
Else sat frem , hvad der gives . Værsaagod og tag 
saa ved . Ia , Else , Du har da ikke seet noget til 
Greven ude i Kjøkkenet ? “ 
„ Nei ! Jøses da , Fader “ , svarede hun , idet et 
Smiil , der vidnede om mere Liv end jeg havde 

tiltroet hende , oplyste hendes Ansigt , „ hvad skulde 
han vel gjøre derude ? “ 
„ Om Greven er her eller ei “ , svarede jeg maaskee 
endmere ærgelig ved Tanken om , hvor uberettiget 
min Spørgen , og hvor berettiget Mandens Spøg 
maaskee kunde vcere , „ kan naturligviis vcere mig det 
samme ; men da jeg veed , at han oftere kommer her , 
og nu saae En gaa herind , som forekom mig at vcere 
ham , saa synes mig det ikke saa urimeligt , at jeg 
spørger , om ikke for Andet , saa for om muligt at 
saae Følgeskab hjem . “ ' 
„ Ia det er ikke ubilligt “ , svarede hiin troskyldig , 
„ og jeg vilde maaske nok have gjort mig den samme 
Umage , dersom det var mig , der skulde gaae igjennem 
Skoven ved Aftenstid . Imidlertid troer jeg nok , at 
vi for et godt Ord kan faae Else til at følge Dem 
hjem . Ia , ja “ , vedblev han forsikkrende , „ hun er 
sikker nok , saa De kan magelig lide paa hende . Men 
vær nu saa god “ , vedblev han ivrig , „ lang nu til og 
forsmaa ikke vort ringe Maaltid . “ 
Inderlig opbragt paa mig selv og paa Manden , 
grundede jeg netop over et passende Svar , hvorefter 
jeg vilde forlade Huset for aldrig mere at betræde 
det , da der lød Hestetrampen i Gaarden . Følgende 
Bondens Blik , der hastig vendte sig mod Vinduet , 
forekom det mig at see , saavidt det dæmrende Lys og 
den uklare Rude vilde tillade det , en Herre indsvøbt 
i en lang Rytterkappe og med en bredsfygget Hat 

paa Hovedet , stige af Hesten , hvorpaa han med 
klirrende Fjed førte denne ind i Stalden . 
„ Nu faae vi Fremmede Elfe “ , sagde Søren 
Poulsen , idet han vendte sig fra Vinduet . „ Det 
var So renPr anger fra Asminderup . Han kommer 
vidst for at handle om vor blakkede Ko , og Du 
kommer vel til at rede op for ham , da han nok 
bliver her inat , eftersom han er saa silde paa Vei ! “ 
„ Saa vil jeg gaa “ , sagde jeg , idet jeg hastig 
sprang op . „ Else kan jo nu ikke følge mig , og hun 
kan maaske da siden yde en Anden , som fljønner 
mere derpaa , den Tjeneste . “ 
Da jeg kom udenfor Gaarden blev jeg et 
Øieblik staaende med Blikket heftet paa Stalddøren , 
for om mulig af faae Oplysning paa denne nye 
Gaade ; thi af det ikke var en Pranger , men derimod 
en Cavaleer , jeg havde seet forsvinde derinde , derom 
var jeg ligesaa overbeviist , som om det var Greven 
jeg havde seet gaae foran mig ind i Gaarden . 
Forgjæves blev jeg imidlertid staaende . Alt forblev 
lukket og slille i Gaarden , og grundende over , hvad 
jeg havde oplevet , begyndte jeg nu min Vandring 
ind igjennem Skoven . 
Det var mig umuligt af faae rede paa mine 
Tanker eller af finde en eneste Traad , hvortil jeg 
kunde knytte dem . Det Eneste , som stod tydeligt og 
klart for mig , det var , af Søren Poulsen , hvor 
nedtrykkende det var af tilstaae det for fig selv , havde 
gjort sig lystig over mig , af han havde havt en 

Skjelm bag Ørei , og af jeg havde gjort en temmelig 
eenfoldig Figur dertil . Fandt der virkelig en Forbindelse 
Sted mellem Greven og Else , ja saa kunde hans 
Adfærd let forklares ; men efter hvad jeg havde seet 
var dette mig umuligt af tro . Ved nøiere Eftertanke 
begyndte jeg ogsaa at formode , at Greven slet ikke 
havde været i Stuen ; thi det Øieblik hvori jeg 
sloges med Hunden , var saa kort , at jeg absolut 
maatte have bemærket nøgen Bevægelse derinde ved 
min Indtrædelse ; men Fader og Datter sade med 
en saa overordentlig Ro ved Kartoflerne , at den 
neppe kunde være hyllet . At den , jeg saa bestemt 
antog for at være Greven gik ind ad Gaarddøren , 
derom var der ingen Tvivl , lad saa være , at jeg 
havde seet seil , og at det var en af Husets Folk , 
som var gaaet igjennem Forstuen . Var dette nu en 
Feiltagelse saa kunde min Opfattelse af Rytteren 
ogsaa være feilagtig ; men mærkeligt var det om 
jeg begge Gangene og med en saa fuldstændig Overbeviisning 
om at have seet rigtig skulde være ført bag 
Lyset af min Indbildning . 
Fordybet i disse Tanker og næsten kommen til den 
Overbeviisning , at Hoffourerens Paastand ikke var 
uden Grund , hvorved det da ikke var saa vanskeligt 
at forklare , hvorfor Greven , ved muligviis at have 
seet mig , havde skjult sig , blev jeg opskræmmed ved 
at en Rytter i skarpt Trav reed mig forbi . Uagtet 
dette paa alfar Vei intet forunderligt havde ved sig 
blev jeg dog staaende og see efter ham . Paa samme 

Tid vendte ogsaa Rytteren sin Hest og reed langsomt 
hen imod mig . Derpaa holdt han et Øieblik stille ; 
men , som fandt han ikke , hvad han søgte , vendte han 
atter og foer nu afsted ned ad Veien , hvor han et 
Øieblik efter forsvandt . 
Det Hemmelighedsfulde havde nu engang grebet 
mig , og hvormeget jeg end foreholdt mig selv , at der 
gaves noget ganske Andet at forundre sig over i 
denne Verden end den Omstændighed , at en Rytter 
paa Kongens Landevei et Øieblik troede at have 
mødt en Bekjendt , saa hensank jeg dog , alt som jeg 
gik , mere og mere i Grublen over , hvad der var 
mødt mig , uden at jeg dog kunde sige mig selv , hvad 
der da egentlig var at spekulere over . 
Jeg var nu kommen til Slottet . Den lille 
Jernlaage som førte ind til Slotsgaarden peeb paa 
sine Hængsler og faldt haardt i efter mig , og jeg 
vilde netop vende mig mod den Fløi , hvor jeg hørte 
hjemme , da en Dør paa en Sidebygning , hvori den 
unge Grev Ardenfeldt havde sine Værelser , gik op , 
og denne selv traadte frem sfridende mig imøde . 
Forbauset , ja jeg kan gjerne sige det , med en 
Følelse , der havde den sførste Lighed med Skræk , 
traadte jeg et Par Skridt tilbage , idet jeg slirrede 
paa Greven med Dine , som vistnok tilfulde vidnede 
om , hvad der foregik i mig , 
„ Min Gud , min kjære Monsieur Kold ! “ udbrød 
hiin gribende mig om Armen , som for at støtte mig . 

„ Alterer Dem ikke . Jeg sværger Dem til , at jeg er 
mig selv , og at jeg endnu er Kjød og Blod . “ 
„ Det tvivler jeg ikke om , Herr Greve . “ 
„ Ikke ? “ afbrød han mig . „ Ja , da maa De 
forlade mig ; men deres Ansigt vidnede stærkt om , at 
De havde mig lumsk mistænkt for at være en Aand 
i Galla . De kan jo nok see , at jeg er pyntet ? “ 
„ Jo , det kan jeg nok , ihvorvel jeg har stor 
Anledning til at tvivle om , hvad jeg seer ved 
Maaneskin . “ 
„ Har De ? Ja , Maanen er falsk og bringer os 
tll at phantasere , ja , den kan endogsaa gjøre os reent 
ravgale , som jeg har hørt . Jeg har tilbragt Aftenen 
i stivt Selskab hos Prindsessen , og nu vilde jeg ud 
for at opfriske min Aand i Skoven , hvor det gaaer 
mere naturligt til . Men hvor kommer De fra ? “ 
„ Jeg kommer fra et Sted , hvor jeg oprigtig talt 
troede at have seet Dem . “ 
„ Ja , saa kan jeg forstaae deres Forskrækkelse “ , 
udbrød han , „ thi at møde en Dobbellgjænger kan 
nok bringe en Helts Hjerte til at banke , især naar 
det skeer i en saa heldig Time og ved det mystiske 
Maaneskin . Føi “ vedblev han , „ det var en ækel Opdagelse , 
som har gjort mig selv ganfle benauet . Jeg 
vil imidlertid bede Dem om at give mig nærmere 
Forklaring imorgen ; thi skal jeg spadsere lidt og fryde 
mig ved den smukke Aften , da er det paa høie 
Tid . See nu ikke efter mig “ , tilføiede han , idet han 
aabnede Laagen . „ De var istand til at see mig hoppe 

afsted paa tre Been , hvilket i venlig Erindring om 
Joseph kunde have høist fladelige Følger for mig . “ 
Denne Advarsel behøvede Greven ikke at have 
givet mig ; thi endnu mere forvirret kastede jeg kun 
et flygtigt Blik efter ham , der slentrede langsomt ned 
af den brede Allee , hvorpaa jeg skyndte mig op paa 
mit Værelse , hvor jeg snart efter under Dynen 
speculerede videre over Aftenens Hændelser . 
Den næste Morgen , som Hoffoureren og jeg 
stode sysselsatte hver ved sin Pull , traadte Fasanmesteren 
ind . Mig hilsede han paa en halv ærbødig , 
halv comisk Maade , og idet han betragtede mig med 
en sønderknust Mine , sagde han : 
„ Jeg haaber da , at Herr Hofskriveren ikke længere 
er fornærmet , men har tilgivet en gammel Mands 
Enfoldighed . “ 
„ Sandsynligvis var det mig , som ved hiin 
Leilighed var den Enfoldige , af hvilken Grund det 
tilkommer mig at bede om Undskyldning . “ 
„ Oprigtig talt , jeg troer det sku selv “ , svarede 
hiin , „ men jeg trøster mig ved , at Tid og Vane nok 
skal bidrage til at klare deres Begreber . “ 
„ Hvad for noget “ , udbrød Hoffoureren , „ har 
d ' Herrer havt en Rencontre ? “ 
„ Ah nei , Herr Hoffourer “ , svarede Fasanmesteren , 
„ vi havde kun en lille venskabelig Disput om overvættes 
Godmodighed og overvættes Ærlighed , hvilke to 
Dyder , som De veed , kan skaffe Godtfolk en Hoben 
Uleilighed . Naa “ , vedblev han , „ nu gaaer det da 

igjen ud over Myreægene og “ , tilføiede han med en 
listig Mine nikkende hen mod Skabet i Væggen , 
„ ogsaa over Portvinen , dersom min Herre forresten 
er i Humeur til at hjælpe paa en tørstig Sjæl . “ 
„ Jeg synes kun det er temmelig tidlig paa Dagen , 
min kjære Fasanmesfer , og da det er en kraftig Viin 
frygter jeg , at den vil besvære Dem i altfor høi en 
Grad . “ 
„ Besvære “ , gjentog hiin , „ nei , De veed nok , at 
hvad der besværer den Ene , det bærer den Anden 
med Fornøielse , idet det nemlig Altsammen kommer 
an paa en Vane . Og da jeg nu veed af Erfaring , 
i hvilke vanskelige Forhold en Fasanmesfer kan komme , 
saa har jeg stedse sørget for at blive i den . “ 
„ Nu ja “ , svarede hiin med et lille Smiil , „ man 
kan i saa Henseende just ikke beskylde Dem for at 
være inconseqvent . Men “ , vedblev han , idet han 
bød ham det nu fyldte Glas , „ hvor i Alverden har 
De været henne og faaet denne Skramme over Panden ? “ 
Ved dette Udbrud kastede jeg et Blik paa Fasanmesteren 
og saae nu , at han paa det betegnede Sted 
havde en bred , rød og hoven Stribe , der dog tildeels 
skjultes af hans buskede Haar . 
„ Knnde jeg nu læse i deres medfølende Hjerte , 
min gøde Hoffourer “ , svarede hiin , idet han med en 
overordentlig Færdighed tømte sit Glas til Bunden , 
„ saa er jeg vis paa deri at ville sinde en stærk Formodning 
om , at det var en Følge af Trykket af en 
umaneerlig Blyhat eller med andre Ord , at jeg 

under Vægten af en saadan var rendt imod en Dørstolpe . 
Ja , De ryster paa Hovedet ; men jeg sværger 
Dem til , at dersom De virkelig skulde antage , at jeg 
er kommen til den Blessure i en ædru Tilstand , saa 
vil De være den Eneste af den Tro i ti Miles Omkreds . 
Folk slutte nemlig stedse fra det , som ligger 
nærmest ved Haanden , hvilket iøvrigt er rimeligt nok , 
og naar man seer en drikfældig Mand med en rød 
Næse , saa siger man , at han har faaet den af Drik , 
selv om det af Kirkebogen kan bevises , at han er 
fedt dermed . “ 
„ Det vilde man ganfle afgjort ikke “ , bemærkede 
jeg , „ dersom Vinen bevirkede at Næsen blev grøn . “ 
„ De har sku Ret “ , svarede han leende . „ Den 
ene Logik er akkurat ligesaa god som den anden . 
Imidlertid er der dog den mærkværdige Omstændighed 
ved min Blessure , at den gjør Alle til Løgnere , 
selv ikke Hoffoureren og hans Skriver undtagen ; thi 
om det saa skulde kunne siges , af det var den eneste 
Gang , saa var jeg dog saa ædru , som en af mine 
Fasaner , da jeg fik det Nap . “ 
„ Da gad jeg sandelig vist , hvorledes det da er 
gaaet fil “ , udbrød Hoffoureren . 
„ De skal ogsaa faae det af vide ; men alle de 
Andre vil jeg lade blive ligesaa salige i deres Tro , 
som de formene , af jeg har været det . Seer De , 
da jeg igaar Aftes kom gaaende igjennem Kjøkkenhaven 
paa min Vei fil Overkokken , hvor jeg vilde 
see , om han ikke skulde have glemt en lille god Bid i 

en af sine Potter , seer jeg fil min Forbauselse en 
Rytter komme mig imøde . Tænk Dem , Herr Hoffourer , 
en Rytter i Haven , hvor Gartneren helst 
saae , af man gik paa Hosesokker . Først troede jeg , 
af det var en af de unge Galninge , jeg mener den 
unge Greve eller deres Skriver ; men ved af see 
nærmere fil opdagede jeg snart , af det var en 
Fremmed . “ 
„ Hvad Pokker bestiller De her i Haven med 
deres Rosinante ? “ spurgte jeg , idet jeg greb Hesten i 
Tøilen . 
„ Naa , naa , godt Ord igjen “ , svarede han , „ De 
seer da , at jeg stjæler hverken Gulerødder eller 
Pastinakker . Jeg fulgte en Sti gjennem Skoven og 
kom saa uforvarende herind . “ 
Denne Undskyldning var nu iøvrigt ikke at forkaste ; 
thi som De veed er et stort Stykke af Plankeværket 
nedbrudt , der hvor der skal sættes et nyt , og 
da Stien , han var kommen ad , løber langs dermed 
saa var det ikke saa urimeligt , at han , naar han var 
ukjendt , kunde slippe indenfor . Fyren forekom mig 
imidlertid fordægtig , og da jeg nok havde Lyst til at 
see ham lidt nøiere efter i Sømmene , saa sagde jeg 
ham at han skulde med til Gartneren for at staa til 
Rede og Ansvar , idet jeg gjorde ham forklarligt , at 
havde han end ikke puttet Gulerødder og Pastinakker 
i Lommen , saa var det paa den anden Side ikke 
urimeligt , at hans Hest havde ødelagt en heel Deel . 
Dette sagde jeg ham i den høfligste Tone og begyndte 

med det Samme at trcekke af med Hesten . Men nu 
skulde De have hørt et Spektakel . Først bandede han 
mig ned i det hede Ubekjendte , hvor et Bæger smeltet 
Jern er ligesaa lastende , som denne Portviin ; men 
derpaa , da dette ikke anfegtede mig videre , saa greb 
han til et kraftigere Argument , og idet han løftede 
sin tunge Ridepidfl , gav han mig denne Sinkedus , 
saa jeg drattede bag over . Jeg maa nu rigtignok 
tilstaae , at jeg nok ' troer , han slog efter mine 
Hænder , men ramte feil . Ligemeget var det imidlertid ; 
thi jeg flap Tøilerne i en Fart , og ban naaede altsaa 
sin Hensigt . “ 
„ Men Du gode Gud ! “ udbrød Hoffoureren , 
„ det var jo et voldeligt Overfald , og det her paa 
Slottets Grund . “ 
„ Ja og lige i Panden paa den kongelige Fasanmester , 
Herr Hoffourer “ , vedblev hiin . „ Men De 
kan tro , han maa have hørt til de Liberale , hvis 
Cathechismus , efter hvad jeg har hørt , lyder ganske 
anderledes end Statskalenderen . Saa frisindet var 
han da ogsaa , at da jeg sprang op for at tage fat 
for Alvor , saa gav han sin Hest en lige saa kraftig 
Opmuntring , som den jeg havde faaet , og fløjten 
var han , som en Vind . “ 
„ De har da vel Dieblikkelig gjort Anmeldelse til 
Dvrigheden . Det er jo aldeles uhørt og bør straffes 
paa det Strengeste . “ 
„ Jeg for min Part seer ham gjerne hcengt , 
Herr Hoffourer ; men De vil vistnok indrømme , af 

det i den Anledning vilde vcere grumme nyttigt af 
faae fat paa ham først . Da dette nu imidlertid vil 
være grumme vanskeligt , eftersom jeg hverken kjendte 
ham eller troer af kunne kjende ham igjen , ligesaa 
lidt som jeg veed , hvor han blev af , saa vil jeg 
Heller bære min Sorg og Svie alene end lade 
Øvrigheden løbe med Liimstangen , den har saamænd 
travlt nok dermed alligevel . “ 
I den største Spænding hørte jeg paa Fasanmesterens 
Beretning . At denne af ham omtalte 
Rytter var den samme , som jeg havde mødt i Skoven 
maatte jeg antage ; men hvad enten det nu var ham 
eller en ny , saa var der næppe nogen Tvivl om , af 
han søgte Søren Poulsens Gaard , eftersom den 
af Fasanmesteren omtalte Sti , som en Gjenvei førte 
derhen . Var denne ham nu anviist , og han mulig 
som Fremmed ikke var tilstrækkelig bekjendt med den , 
saa var det ogsaa rimeligt , af han søgte tilbage til 
Landeveien , hvorfra han formodentlig var kommen . 
At han ikke var fra Egnen bestyrkedes ved af Fasanmesteren , 
som havde været paa Slottet i mange 
Aar og færdedes meget , ikke kjendte ham , ligesom det 
ogsaa var mig paafaldende , af den , jeg havde mødt 
gjorde sig øiensynlig Umage for at skjule sit Ansigt . 
Men Søren Poulsens Foregivende af , at den der , 
medens jeg var der , kom ind i Gaarden , var en 
Pranger , forekom mig strax usandsynligt , og jo mere 
jeg tænkte derover og forestillede mig den Fremmedes 

hele Person , jo mere overbeviisf blev jeg om , at han 
havde villet føre mig bag Lyset . 
Men hvad havde disse hemmelighedsfulde Ryttere 
at betyde , hvad havde de at gjøre i denne afsides 
liggende Egn , og i hvilket Forhold slode de til 
Bonden ? At det ikke havde været Greven , som jeg 
havde seet gaae foran mig ind i Gaarden , maatte 
jeg jo være overbeviisf om efter at have mødt ham i 
Slotsgaarden ; men havde jeg nu end ladet mig 
skuffe af en ham lignende Person , saa indsaae jeg 
dog nu ved nøiere Eftertanke , at alene af den Grund , 
at Søren Poulsen ingen Folk havde , men drev 
sin lille Eiendom alene med sin Datter , maatte det 
være en Fremmed , ligesom ogsaa hans Gang og 
Bevægelser tydede en høiere Stand . 
„ Jøses , hvor De stirrer betænkelig paa min 
derangerede Pande “ , afbrød Fasanmesteren mig her i 
mine Betragtninger . „ Jeg tør sværge paa , at De 
endnu troer , at det Hele er et phantastisk Eventyr , 
som jeg har samlet op paa Bunden af det sidste 
Bæger . “ 
„ Nei tverfimod “ , svarede jeg , „ saa meget mindre , 
som jeg selv mødte en -Rytter , som syntes at være 
ukjendt med Veien eller at söge Nogen . “ 
„ Dødogpine ! “ ubrød hiin , „ maaske havde han 
betænkt sig og søgte mig , for at give mig nok En . 
Naa “ , vedblev han , . idet han drak Resten af Flasken , 
„ har jeg nu somme Tider lidt i Panden , saa har 
jeg nu ogsaa Noget udenpaa den ; men da det Første 

er langt behageligere end det Sidste , saa skal jeg nok 
herefter tage mig iagt for at førgribe mig paa den 
Slags Folk , som slaaer igjen . øvrigheden vil jeg 
ikke have med at bestille , og deres Viin har nu 
trøstet mig tilstrækkeligt , saa at jeg med et let Sind 
kan gaa hjem . Glem ikke Vognene til imorgen . “ 
Efter hans Bortgang underholdt Hoffoureren og 
jeg os endnu længe om denne gaadefulde Begivenhed , 
uden at jeg dog berørte , at jeg troede at have seet 
Greven dernede ; da jeg jo kun derved vilde bestyrke 
en Mistanke , som forekom mig absurd . Denne havde 
flere Gange stukket Hovedet ind af Contoirdøren , 
men da han saae os hver ved sin Pulf , var han 
gaaet igjen . Nu da jeg henad Aften var fæerdig med 
mit Arbeide , gik jeg alene ned i Skoven , hvor jeg , 
efter at have spadseret noget omkring , endelig satte 
mig paa en Bænk ved Fiskeparken . Solen var endnu 
temmelig høit oppe , og dens skraa Straaler spillede 
paa Vandet , af hvilket de glindsende Fist hvert Dieblik 
slog op snappende efter Myggene , som i store Svæerme 
summede derover . Paa en Holm midt i Dammen 
havde en lille Koloni af Kaniner sit Hjem . Vevre 
og lette fore de ud og ind af deres utallige Huller . 
Snart sade enkelte opreist paa Bagbenene , speidende 
til alle Sider , og snart foer hele Flokke i lystig Leg 
hen over den grønne Ø ; men ved den mindste Lyd , 
naar et Wble fra det store Trce , der fuldt af Frugter 
ludede ud over Dammen , med et PLadsk faldt ned i 
Vandet , eller en Fist med et kaadt Spring forstyrrede 

Stilheden , da forsvandt Alle i et Nu , for et Oieblik 
efter nysgjerrige at titte frem og derefter atter at 
begynde deres travle Fæerden . Ved den modsatte 
Bredde af Dammen græssede halvtamme Raa- og 
Daadyr . Af og til traadte de et Par Skridt frem , 
og idet de opmærksomt stirrede over imod mig , 
stampede de udfordrende med det ene Been i Jorden , 
men snart efter gave de sig atter beroligede til at 
grcesse , som havde de en Følelse af , ar dem turde 
ingen Jceger forurolige . Igjennem en Aabning i 
Skoven kunde jeg see ud over Markerne , hvor nu 
Høstfolk færdedes , deres Latter og Tilraab klang over 
til mig i den stille Aften , medens af og til deres 
Leer , idet de svingede dem ud , glimtede som stcerke 
Lyn i det rødlige Sollys . Alt var saa smukt , saa 
mildt og beroligende , og i fulde Drag nød jeg 
Indtrykket af Aftenens Fred . Mine Tanker vendte 
sig til mit Hjem , og idet jeg lod hver enkelt Person , 
som jeg der havde havt kjcer , sfride frem i min 
Erindring , blev Længselen efter at komme dertil 
stæerkere og stärkere i mit Bryst . 
Min Omgang med Grev Ardenfeldl havde i 
flere Henseender bidraget til at forandre mine Tanker 
og Anskuelser . Bevidstheden om det Maals Tomhed , 
som jeg efterstræbte , da jeg kom her til Hoffet , var i 
den senere Tid bleven klarere og klarere hos mig , og 
ncesten smilende maatte jeg tilstaa mig selv , at selv 
denne nu i et andet Lys for mig staaende Herlighed , 
vilde det aldrig nogensinde lykkes mig at naae , idet 

der var en Kløft imellem min Stilling og den , der 
havde staaet for mig som et Ideal , hvorover det ikke 
vilde vcere muligt at komme . Selv Hoffourerens 
Standpunkt , som jeg før havde anseet for at vcere 
saa ophøiet , maatte jeg nu anerkjende at vcere grumme 
ydmyg , og da jeg , om end Lykken begunstigede mig 
nok saa meget , aldrig vilde kunne naae nogen høiere , 
hvad saa ? Ja Greven havde ofte sagt mig , at jeg 
aabent og uforbeholdent for mine Venner skulde 
erkjende , at jeg havde faget feil , at jeg nu erkjendte 
Sandheden af hvad Herr Bcek havde sagt , idet jeg 
nu med Glcede vilde gaa ind paa hans Tilbud ; men , 
ja her laa Vanskeligheden , jeg havde vceret altfor 
stolt og lykkelig , og jeg havde lagt altfor lidt Skjul 
paa hvor overordentlig jeg havde anseet den Stilling 
for at vcere , som jeg skulde indtage ved min Afsted 
fra Hjemmet , saa at det Underlag , jeg ved hiin 
Bekjendelse vilde lide , vilde vcere saa sfort og 
ydmygende , at jeg gjøs tilbage ved Tanken derom . 
For at undgaae dette kunde jeg jo saa blive hvad jeg 
var . Jeg kunde opnaa den Lykke som jeg engang 
havde forestillet mig , at holde mit Indtog i Frederiksværk 
kjørende i en Hofeqvipage , men jeg var kommen 
til Bevidsthed om , at Sol , Maane og alle Stjerner 
ikke vilde bøie sig for mig , som jeg før havde tcenkt 
mig . Jeg kunde ved at bukke og insinuere mig paa 
rette Sted opnaae at blive Hoffourer , ja maaskee 
Kammerfourer , men jeg følte nu , at hverken Bcek 
eller From af den Grund vilde bukke dybere for 

mig eller betragte mig med større Agtelse , ja at selv 
Tante vilde blive lidt underlig tilmøde , naat jeg lød 
hende kigge bag Coulisserne og gav hende Oplysning 
øm Sagens sande Sammenhæng . 
I disse just ikke meget opmuntrende Tanker blev 
jeg forstyrret af Greven , der ubemærket havde nærmet 
sig og nu stod lige for mig . 
„ Naa , endelig finder jeg Dem “ , begyndte han , 
„ jeg har søgt Dem overalt , og som en fortvivlet 
Elsker raabt deres Navn i Skov og Mark . Naa 
tænd nu denne Cigar og lad mig saa i Beskjærmelse 
af dens trøsterige Røg erfare det Gyselige . De veed 
nok Historien øm mit Dobbeltgængen . “ 
„ Jeg beder Dem endelig ikke at lægge Dem det 
paa Hjerte , Herr Greve . Jeg er nu fuldstændig 
overbeviist om , af Maanen og Dæmringen har vildledt 
mig , saaledes af jeg ansaae en Person , jeg saae af 
træde ind til Søren Poulsen , for af være Dem . “ 
„ Naa , saa det er De “ , svarede han med et 
muntert Smil , „ den fuldstændige Overbeviisning var 
De dog nok imidlertid ikke kommen til , da De mødte 
mig i Slotsgaarden , idetmindste seer De ikke til 
daglig Brug saa forfærdet ud , som De gjorde ved 
den Leilighed . “ 
„ Den Gang stod jeg endnu halvt i den Formening , 
af det var Dem jeg havde seet , og min 
Forskrækkelse var derfor maaske nogenlunde undskyldelig . “ 
„ Men hvorfor var De ikke fuldstændig overbeviist 
om , af det ikke var mig De havde seet . Havde De 

følk op og ned af mig , havde De talt til mig ? Var 
jeg i Stuen da De triumpherende traadte ind og 
troede af skulle fange mig , fandtes der mindste Spor 
af mig under Borde og Bænke da Søren Poulsen 
med Overbeviisningens ophøiede Præg paa sin Pande 
lysede om med den beskedne Kjerte i Stuen , og besvoer 
Else ikke , af jeg hverken fandtes i Kjøkken eller 
Kjelder ? “ 
Som himmelfalden af Forbauselse og med den 
pinlige Følelse af , ikke af staa paa aldeles fast Grund , 
hørte jeg ham gjentage , hvad der var passeret den 
foregaaende Aften . 
„ Ja der seer man det livagtige , forfærdelige 
Billede af den brødefulde Synder ! “ udbrød han 
leende . „ Hold Dem nu fast ved Bænken og lad 
deres Cigar ikke gaa ud ; thi nu vil Sandheden komme 
over Dem med hele sin knusende Vægt . Ja Monsieur 
Kold . Det var virkelig mig , der hemmelighedsfuldt 
og svøbt i Maanens Sølverskin smuttede foran Dem 
ind ad Søren Poulsens Dør . “ 
„ Det var virkelig Dem ! “ udbrød jeg fuldstændig 
forvirret , „ men var det saa da ogsaa virkelig Dem , 
jeg mødte i Slotsgaarden . “ 
„ Gud give jeg kunde svare nei , det vilde være 
af en overordentlig Virkning ; men jeg maa som 
andre skikkelige Mennesker holde mig til Sandheden , 
saalænge det ikke gaaer paa Livet løs . Jo , det var 
rigtignok mig . Seer De , min kjære nysgjerrige 
Herre , Følelsen af , at De nok kunde fortjene en lille 

Revselse , bragte mig til at skjule mig i Forstuen , da 
jeg saae De fulgte mig , og da jeg derfra igjennem 
Ruden paa Døren saavel saae som børte hvad der 
foregik inde i Stuen , tog jeg den Beslutning , ved at 
ile iforveien for Dem , at berede Dem en lille 
Overraskelse ved deres Hjemkomst . “ 
„ Saa tydeligt som nu Alt staaer for mig “ , 
svarede jeg temmelig beklemt , „ saa er det mig døg 
ikke ganske klart , hvorfor jeg havde fortjent en Revselse . “ 
„ De vilde udforsfe Planetens Gang omkring 
Solen og beregne dens Veie ; men da De jo ikke er 
Astronom , saa forekom det mig , af fligt Studium 
vilde vcere til ligesaa liden Baade for Dem som for 
mig . Hver gaaer sin Vei i denne Verden , og naar 
der ikke er grundet Tvivl om , af man , paa den man 
har valgt , omflaker sig til en Varulv , saa troer jeg 
man bør lade den vcere uudforsket . “ 
„ De vil vistnok indrømme mig , Herr Greve , af 
min Vei paa en meget naturlig Maade kunde føre 
mig til hiin Gaard , og af jeg saaledes ikke behøvede 
mange Ord for af retfcerdiggjore mig . Ihvorvel jeg 
nu imidlertid føler , af det er en mislig Sag for mig , 
saa vil jeg døg vcere cerlig og tilstaae af min Hensigt 
var af overbevise mig om et Rygtes Sandhed , der 
var kommen mig for Oren , og som jeg umulig kunde 
tro , ligesaalidt som jeg troer det nu . “ 
„ Der gives mange Løse Tunger og ligesaa mange 
Rygter , men naar disse ikke afficerer en Mands Wre 

eller gode Navn , saa troer jeg man bør vcere 
ubekymret . “ 
„ Jeg var dog ikke saa ganske vis paa , om det 
ikke var TilfceldeL med hvad jeg hørte . “ 
„ Derfor kan De vcere rolig , Kold “ , svarede 
han alvorlig , „ jeg er nemlig overbeviist om at vore 
Tanker mødes , og jeg veed hvortil De sigter ; men i 
flige Sager befinder enhver Mand sig stedse paa den 
rette Vei , naar han kun følger sit Hjertes Tilskyndelse 
og ikke lave Lidenskabers Drift , og Sligt har De 
ikke Aarsag til at tro om mig . Dermed ville vi lade 
den Sag vcere afgjort , De veed nu at jeg er ingen 
Varulv og Heller ingen Dobbeltgjcenger , og hvad saa 
Verden iøvrigt siger faaer at vcere det Samme . 
Dens Dom vil nok blive mildere , naar den seer mig 
med Seierskrandsen om Hovedet . “ 
I nogen Tid sade vi nu tause ved Siden af 
hinanden . Den Tilsfaaelse han rigtignok indirecte , 
men ikkedestomindre tydelig nok , havde gjort , fyldte 
mig med den gr . rndseloseste Forundring , og det faldt 
mig flere Gange ind , at han dog mulig havde havt 
mig tilbedste , hvilket dog paa den anden Side hans 
alvorlige Ansigt modsagde . Men at han , der ved saa 
mange Leiligheder bavde viist afgjort Modbydelighed 
for al Simpelhed , at han , med de Omgivelser , hvori 
han havde tilbragt hele sit Liv og med det Vcesen og 
den Dannelse , hvoraf han var i Besiddelse , kunde 
forelske sig i Else , det var en Gaade , hvis Løsning 
nok kunde bringe Alt til at løbe rundt for mig , 

saaledes at det intet Under havde været , om min 
Cigar var gaaet ud eller om jeg var falden ned af 
Bænken . 
„ Saae De da ikke den Rytter , der paa samme 
Tid kom ind i Gaarden ? “ spurgte jeg endelig piint 
af den for mig saa trykkende Taushed . 
Til min Forundring satte dette Spørgsmaal ham 
synlig i Bevægelse , og et Øieblik betragtede han mig 
med et opmærksomt , forskende Blik . 
„ Jeg hørte en Hest komme “ , svarede han , „ men 
da idetsamme De gjorde Mine til at gaa , saa skyndte 
jeg mig bort , uden at bekymre mig om videre . Var 
der iøvrigt noget Mærkeligt ved den ? “ 
„ Ved Hesten ikke “ , svarede jeg , „ men Rytteren 
forekom mig at være en Cavaleer , Søren Poulsen 
navngav ham rigtignok som en Pranger fra Omegnen ; 
men enten det nu var med eller mod hans 
bedre Vidende , saa er jeg temmelig overbeviist om 
at han førte mig bag Lyset . “ 
„ Hvad det Indvortes angaaer , negter jeg ikke , 
at en saakaldt Cavaleer og en Pranger ikke saa ganske 
sjeldent kan have en frapant Lighed med hinanden , 
med det Udvortes er det derimod en anden Sag , og 
det forekommer mig derfor , at De snart maatte være 
kommen til et bestemt Resultat , da den Fremmede 
kom ind i Stuen “ , svarede Greven idet han atter 
heftede sit Blik fast og spørgende paa mig . 
„ Han kom ikke ind i Stuen medens jeg var der 

og jeg fik saaledes ikke Leilighed til at see ham 
nærved . “ 
„ Nu vel , kjære Kold , lad os saa til Verdens 
Beroligelse og for ikke ufornødent at gjøre Søren 
Poulsen til en garstig Løgner antage , at det var den 
virkelige , flindbarlige Søren Pranger fra Asminderup . “ 
„ Verden er undertiden ikke let at berolige , Herr 
Greve , ligesom det heller ikke er saa ganske let at 
omskabe Søren til Cavaleer ; men jeg negter ikke , 
at det Hele kan være temmelig ligegyldigt . Hvad der 
maaske har bidraget til at sætte min Fantasi i Bevægelse 
er den Omstændighed , at jeg inde i Skoven 
kom imøde en anden Rytter , der syntes at søge 
Nogen eller Noget , idetmindste gjorde han Mine til 
at tiltale mig , men betænkte sig igjen og red bort 
i Retning af Søren Poulsens Gaard . “ 
„ Atter en dunkel Hændelse varieret over Themaet 
Søren Poulsens Gaard ! “ udbrød Greven munter , 
idet jeg dog læste et Glimt af Uro i hans Blik . 
„ Saa overordentligt og mystisk det end lyder “ , vedblev 
han , „ saa troer jeg dog , at et Menneske med 
nogenlunde ædruelig Indbildningskraft ikke just vil 
finde noget særdeles Betænkeligt i , at en Rytter 
færdes paa alfar Landevei . Troer De dernæst ikke , 
kjære Kold , at der kunde være et lille Skin af 
Mulighed for , at hiin Ubekjendte vilde spørge Dem 
om Vei ; men at han ved at see Deres Ansigt var 

bleven ligesaa forfærdet , som De saae ud til at 
være ? “ 
„ Udtrykket af Forfærdelse er La just ikke det , der 
under flige Omstændigheder ialmindelighed driver os paa 
Flugt “ , svarede jeg lidt ærgerlig . „ Lad nu imidlertid 
være , at heller ikke heri er Noget , som er værd 
at lægge Mærke til , saa troer jeg dog , De vil indrømme 
mig det Mærkelige i , at Fasanmester Krogh 
omtrent paa samme Tid traf og anholdt en Rytter i 
Kjokkenhaven . “ 
„ Krogh ! “ gjentog han , idet han med en heftig 
Bevægelse reiste sig halvt op . „ Ja , sandelig “ , vedblev 
han derpaa leende , „ det er næsten mere end 
Mærkeligt , af en eensom Rytter finder paa med sin 
Hest af gjøre en Saltomortale over Plankeværket , thi 
ad anden Vei kunde han jo ikke komme derind paa 
den Tid . “ 
„ Man kunde endogsaa temmelig trøstig kalde det 
en Umulighed , Herr Greve . Tingen er imidlertid 
gaaet mere naturlig fil , idet nemlig et betydeligt 
Stykke af Plankeværket er nedtaget netop langs med 
den Sti , der fører til Søren Poulsens Gaard , 
ad hvilken han altsaa er kommen , og har da ved hiin 
Omstændighed forvildet sig ind i Haven . “ 
„ Det lader sig høre . Men De siger , af 
Krogh anholdt ham , hvor gjorde han da af ham ? “ 
„ Han anholdt ham ; men han holdt ham ikke “ , 
svarede jeg . „ Den Fremmede besvarede nemlig 
Kroghs Forestillinger med et saa kraftigt Slag af 

Ridepisken , af denne tabte Tøilerne , som han havde 
greben . “ 
„ Og vel Ncese og Mund med “ , udbrød Greven . 
„ Ja ncesten hele Hovedet “ , tilføiede jeg , „ idetmindste 
bcerer det et saadant Mcerke , af man maa 
fordanses over , af det holdt . “ 
„ Det er maaske , som man siger om Bremer 
Pottetøi , godt brændt “ , sagde Greven . „ Men siig 
mig nu “ , vedblev han , „ hvad faaer De nu ud af 
disse hemmelighedsfulde Begivenheder ? Hvad Krogh 
fik ud deraf , det har vi jo hørt . “ 
„ Med Henblik fil Fasanmesteren troer jeg af 
kunne gratulere mig fil ikke af have faaet det Samme 
ud deraf , som han . Iøvrigt er det saavel hans som 
min Mening ikke af gjøre Sagen fil Gjenstand for 
ncermere Undersøgelse . AL den imidlertid idetmindste 
for et Dieblik er egnet fil af scette Ens Fantaste i 
Bevægelse troer jeg dog billigviis maa indrømmes . “ 
„ Sikkerlig “ , udbrød hiin , „ iscer ved en saa virksom 
Tilskyndelse , som den Kroghs fik . “ 
Idet han sagde dette , reiste vi os Begge hastig 
ved af see Prindsessen ledsaget af sin Hofdame komme 
ad den Nei , ved hvilken vi sade . Saa ncerved havde 
jeg endnu ikke seet hende , siden dengang jeg blev forestillet 
for hende , og atter , som ved hiin Leilighed 
maatte jeg beundre hendes overordentlig skjønne , ungdomsfrisfe 
og livfulde Ansigt . 
Til mig nikkede hun venligt , idet jeg med Hatten 

i Haanden trak mig filbage . Grevens Hilsen besvarede 
hun derimod mere ceremonielt . 
„ Maa jeg bede dem , mine Herrer , ikke at lade 
dem forstyrre “ , sagde hun , idet hun tog Plads paa 
Bænken . „ Jeg og Frøken Schild have gaaet en 
lang Tour , og vi ere nu saa trætte , at vi absolut 
maa hvile et Øieblik . Nu , Monsieur Kold “ , vedblev 
hun til mig , „ hvorledes finder De Dem tilfreds 
i Deres Stilling ? “ 
„ Jeg takker , Deres Høihed . Naar jeg ikke kan 
sige , at jeg føler mig fuldstændig tilfreds , saa har jeg 
kun mig selv at bebreide derfor . “ 
„ Saaledes er det vel ialmindelighed Tilfældet 
med os Alle , hvad vore daglige smaa Sorger angaaer , 
men det er sjeldent at vi saa villig ville erkjende 
det . “ 
„ Det kan vel hellere siges , Deres Høihed “ , sagde 
Greven , „ at Monsieur Kold sukker under en chronisk 
Lidelse , der , som jeg haaber , vil tiltage saaledes i 
Styrke , at han snart vil blive nødsaget til at anvende 
det eneste Middel som gives derimod . “ 
„ Øg det er ? “ spurgte hiin . 
„ Ved en kraftig Anstrengelse at befrie sig derfor , 
Deres Høihed . “ 
„ Ja , naar dette staaer i Ens Magt , saa vilde 
jeg foretrække at gjøre dette strax langt hellere end at 
sukke under Byrden til den bliver uudholdelig . “ 
„ Men dertil hører ' Energi og Evne til uden den 
bittreste Nød , at kunne fatte en kraftig Beslufning . 

Som den menneskelige Natur nu imidlertid engang er , 
saa ere vi mere tilbøielige til at gaa paa Akkord med 
Skjæbnen og saa længe som mulig udsætte det afgjørende 
Øieblik “ , svarede Greven . 
„ Jeg troer , Herr Greve , at De der gjør 
Menneskeheden ialmindelighed Uret til Fordeel for den 
Enkelte . Fordelen ved en kraftig Beslufning i et 
sligt Tilfælde , er jo saa indlysende , at det næsten er 
utænkeligt , at Nogen vilde tøve med at fatte den . “ 
„ Det forekommer Deres Høihed nu i dette Øieblik , 
men naar hiin Afgjørelsestime engang med sit 
hele Alvor skulde komme for Dem , vilde De da sige 
det Samme ? “ spurgte Greven med et Blik , der , som 
det forekom mig , tydede paa at Svaret ikke var ham 
ligegyldigt . 
„ Det vilde jeg Herr Greve , ja ganske sikkert det 
vilde jeg “ , svarede hun ivrigt , idet hun rødmede . 
„ Jeg vilde det , fordi jeg først vilde have overbeviist 
mig selv om , af mit Livs Lykke afhang af Afgjørelsen . “ 
„ Jeg har aldrig tvivlet derom , Deres Høihed “ , 
sagde hiin , idet et glad Smiil oplyste hans Ansigt , 
„ men -- -- -- -- -- -- - . “ 
„ Men “ , afbrød hun ham , „ min Herre vilde blot 
førlede mig fil af gjøre en heroisk Udtalelse . Dog 
lad os nu høre Monsieur Kold : thi Dem er det da 
egentlig af Sagen angaaer “ , vedblev hun vendende 
sig fil mig . „ Agter De af give Herr Greven Ret 

i hans Mening , hvad deres chroniske Lidelser angaaer ? “ 
„ Hidtil troer jeg , af jeg ihvorvel ubevidst har 
gjort det , Deres Høihed . Med Hensyn fil det , hvoraf 
jeg lider , saa er jeg imidlertid ikke ganske overbeviist 
om det er Virkelighed eller Chimaire . “ 
„ Ia , sandelig “ , udbrød hun , „ derom maa man 
rigtignok først og fremmest være overbeviist . Dog 
troer jeg , af et Resultat ikke er saa vanskeligt af 
komme fil , da der ganske sikkert i de store Vendepunkter 
i vort Liv er Noget i os , som siger os , hvad 
der er det Sande og hvad der er det Falske . “ 
„ Naar kun ikke denne Røst bliver overdøvet af 
Forfængelighed og Egenkjærlighed , Deres Høihed , 
eller af Frygt for Verdens Spot . Herr Greven har 
i flere Henseender aabnet mine Øine , og jeg haaber , 
af jeg nok skal finde Mod til af overhugge Knuden , 
saa saare jeg har overbeviisf mig selv om , af jeg nu 
seer klart . “ 
„ Jeg veed ikke , hvorom Sagen dreier sig “ , 
svarede hun mildt , „ men jeg er overbeviisf om , af 
har Herr Grev Ardenfeldt aabnet deres Øine , da 
er det for det , som er sandt og godt . “ 
, /Jeg haaber det “ , svarede Greven , „ thi det var 
mit Hjertes Mening . Da det imidlertid intet Hjerteanliggende 
er , saa er jeg overbeviisf om , af Monsieur 
Kold intet har imod , af jeg med Deres Hoiheds 
Tilladelse forelcegger Dem Sagen . “ 
Greven skildrede nu mine Forhold i Hjemmet 

samt den Tvivl han selv havde vakt i mig med Hensyn 
til den Stilling , hvori jeg var kammen ved 
Hoffet . 
„ Selvstændighed og Frihed er , som jeg troer , 
nødvendige Betingelser for Menneskets Udvikling “ , 
sagde hun efter opmærksomt af have lyltet til hiins 
Beretning , „ men , Monsieur Kold , ingen af Delene 
findes ved Hoffet , og navnlig ikke i den Sfære , hvori 
De bevæger Dem , og ud over hvilken De selv med 
den bedste Villie aldrig vil kunne komme . Ved de 
Kundskaber , De har erhvervet Dem , ved de Udsigter , 
som ved Deres Familie og Venner er aabnet Dem 
er der sikkret Dem en Fremtid riig paa de 
Glæder , som et kraftigt , virksomt Liv stedse bærer i 
sit Skjød , hvorimod deres Aands og Livskraft her 
vil sløves og hensygne under Trykket af en monoton 
af lutter Smaaligheder sammenflikket Tilværelse , hvis 
høieste Formaal tilsidst kun bliver et naadigt Smiil 
fra dens Læber , hvem Fødselen og ikke Dygtigheden 
har gjort til deres velaffectionerede Herre og Beskytter . 
Smigrende , krybende og evigt smilende , som Deres 
Principal Hoffoureren , er De fordømt til at sno 
Dem frem ad en Bane , hvis Ende er Ydmygelse 
som dens Begyndelse var det . Dog “ , vedblev hun , 
„ alt dette har sikkerlig Geev Ardenfeldt sagt Dem , 
og jeg kan forsikkre Dem , at kun den oprigtigste 
Interesse for Dem , har kunnet bevæge mig til at 
gjenfage Noget , som maaske endnu skurrer i Deres 
0 > ren . Dog maa jeg endnu tilføie , at De , efter 

min Overbeviisning og Anskuelse af Livet vil , i 
enhver borgerlig Stilling , være berettiget til at løfte 
Hovedet ligesaa høit som en Adelsmand . “ 
Det var saa langt fra at , som hun sagde , hendes 
Ord havde skurret i mine Øren , at jeg tverfimod 
følte mig glad og inderlig taknemlig derved , maaske 
ogsaa som en Følge af den inderlige Godhed , der 
lyste ud af hendes Ansigt , medens hun talede . 
„ Deres Høihed har gjort mig uendelig lykkelig 
ved den Deeltagelse , De har viist mig , og jeg føler 
nu mere end nogensinde , at jeg forledet af falske 
Forestillinger er kommen ind paa en Vei , der ikke 
kan føre mig fil et ønskeligt Maal . Jeg beder 
imidlertid Deres Høihed at tro , at naar jeg ikke strax 
kan fatte Beslutningen om at træde tilbage , saa ligger 
min vigtigste Grund dertil i Frygten for at saare 
den altfor dybt , som jeg har at takke for Alt . “ 
Denne Samtale med Prindsessen gav mig ikke 
mindre at tænke paa end den foregaaende jeg havde 
havt med Greven . Der havde været Noget i dennes 
Adfærd medens jeg fortalte ham den foregaaende 
Aftens Hændelser , som næsten bragte mig til at tro , 
at der skjulte sig en Hemmelighed derunder , for hvilken 
han ikke var fremmed . Dette var nu imidlertid en 
saa løs Gisning , at jeg ikke længe dvælede derved . 
Hvad der derimod skaffede mig mere af tænke over , 
det var Opdagelsen af , af Hoffoureren havde havt 
Ret . Greven havde jo næsten reent ud tilstaaet , af 
Else var den Sol , som trak ham til Søren 

Poulsens Gaard . Hvorledes det var gaaet fil , 
hvilke Egenskaber det var hos hende , som ' havde bedaaret 
hans Hjerte , det var mig saa ufatteligt , som 
den rigtige Sols Væsen vel endnu er det før den 
Lærde . At Greven ved sit Valg af en Ægtefælle 
kun ene og alene vil tage Hensyn til sit Hjertes 
Stemme og aldrig til Rang eller Rigdom , derom var 
jeg overbeviist ; men paa den anden Side kunde jeg 
heller ikke forestille mig Andet , end af den , han 
valgte , maatte være hans Lige hvad Aand og 
Dannelse angik . Naar jeg forestillede mig , af Else 
kunde blive hans Kone , syntes en saadan Tanke mig 
næsten latterlig , men paa den anden Side følte jeg 
mig overbeviist om , af han ikke var istand til af nære 
slette eller urene Hensigter . 
Jeg havde fra det Første , jeg lærte ham af 
kjende , holdt meget af ham . Han var kommen mig 
imøde med en Godhed , som jeg ikke noksom kunde 
paaskjønne , og jeg følte dybt , hvor meget jeg havde 
ham med Hensyn til mit Væsen og Tænkemaade at 
takke for , og det var derfor intet Under , at jeg med 
hjertelig Uro og Ængstelse saae ham hildet i en 
Forblindelse , der vilde forspilde ham hans Liv , som 
ellers havde alle Changer for sig til at blive lykkelig . 
Hvad nu Prindsessen angaaer , saa voxede min 
Hengivenhed for hende , for hver Gang jeg kom i 
Berørelse med hende , og fra den Tid jeg saa at sige 
daglig færdedes med Greven skete det jevnligt . Snart 
mødte vi hende her snart der i Parken , hvilket næsten 

aldrig var Tilfældet , naar jeg gik alene , af hvilken 
Grund jeg ikke noksom kunde prise Grevens Held . 
Hendes skjønne , livsfrisfe Ansigt , hvoraf Skjelmeri 
og Munterhed lyste , og som ofte mindede mig om 
Marie From , hendes jevne , ligefremme Væsen , 
hvori der ikke var Spor af Hovmod at opdage , og 
den Interesse , hvormed hun saa ofte henledede Talen 
paa mine Forhold eller hørte mig fortælle om 
Begivenheder fra min Barndom , samt hendes hjertelige 
Latter ved mine Historier om Lieutenant Emanuel 
eller om mine og Theodors Phantasier . Alt dette 
bevirkede at jeg følte mig mere og mere tiltrukken af 
hende ; og hver Gang jeg gik med Greven , længtes 
jeg inderlig efter at møde hende , hvilket da ogsaa 
ialmindelighed lykkedes . 
I den Tid , der nu hengik , kom der flere og 
flere Rygter i Omløb betræffende den natlige Færden 
af enkelte Fremmede omkring Jægerpriis ; men noget 
Bestemt vidste Ingen , og hvad der blev fortalt 
handlede sig ialmindelighed kun om havte Forskrækkelser 
og- vild Flugt for indbildte Røvere . Dette var ofte 
Gjenstanden for Hoffourerens og mine Samtaler , og 
paa Slottet gaves der nu næsten ikke en Eneste , som 
ikke i en sildig Time havde mødt En af hine 
hemmelighedsfulde Ryttere . En anden Sag , som 
lod til at interessere min Principal i en endnu 
høiere Grad , og hvorpaa han ofte henledede Samtalen , 
var den unge Greves Kjærligheds Forhold ; hvorom 
han talte med megen Indignation , og med Hensyn 

til hvilke han øiensynlig vilde udforsfe mig . Hvad 
der crrgrede mig i høi Grad naar Talen var om 
Greven , var den Omstændighed , at han , med Hensyn 
til mit Forhold til denne aldrig , hverken kunde eller 
vilde forstaa , at det kunde vcere anderledes end en 
betroet og afholdt Tjeners ligeoverfor sin Herre . 
Han slog flere Gange paa , at Greven gik vel vidt i 
sin Nedladenhed , og raadede mig til at vogte mig 
for at misbruge denne . Med Hensyn til Prindsessen 
vilde han vistnok endnu mere indtrængende have 
raadet mig det Samme , dersom han havde vidst , 
hvor ofte jeg traf sammen med hende ; men da jeg 
aldrig berørte dette , kunde det ikke blive nogen Gjenstand 
til Uro for ham . 
Allerede flere Gange havde han antydet , af det stod 
i den gamle Kammerherre , Grev Ardenfells Magt 
af gjøre min Lykke , og af denne vistnok ogsaa vilde 
gjøre det , naar jeg paa en eller anden Maade kunde 
gjøre mig ham forbindtlig . Da jeg nu ikke havde 
de samme Anskuelser om , hvad han kaldte Lykke , som 
tidligere , saa lagde jeg mig ikke videre paa Hjerte , 
hvad han sagde , om hvilket jeg heller ikke havde den 
fjerneste Idee om , af det var sagt med noget specielt 
Hensyn . 
Det varede imidlertid ikke lcenge før jeg skulde 
blive oplyst om , af Hoffoureren ikke havde talt af sit 
Eget . En Dag kom nemlig Kammerherrens Tjener 
ind paa Contoiret og bad mig om snarest mulig af 

komme op til sin Herre , der ønskede af tale med 
mig . 
„ Siig mig , Monsieur Kold “ , sagde han , da jeg 
et Øieblik efter stod for ham , der sad i sin Lænestol , 
„ hvor gammel er De . “ 
„ Jeg er nu snart nitten Aar Herr Kammerherre “ , 
svarede jeg forventningsfuldt . 
„ Er De saa ung ! “ udbrød han ligesom misbilligende . 
„ Efter deres Udseende af dømme skulde man fro , af 
De var langt ældre . De stammer da ikke fra jødiske 
Forældre ? “ 
„ Det troer jeg ikke deres Høivelbaarenhed , men 
under alle Omstændigheder er jeg nu Christen . “ 
„ De troer det ikke “ , sagde han i en misbilligende 
Tone , idet han saae skarpt paa mig . „ Om flige 
Forhold pleier Man dog ellers af være underrettet . “ 
„ Jeg har desværre dog ikke havt den Lykke ; men 
blev som et forældreløst Barn antaget og adopteret 
af en Dame . “ 
„ Af en Dame ! “ gjentøg han med et lille satirisk 
Smiil . 
„ Ja Herr Kammerherre , af en Dame “ , svarede 
jeg med saa meget Eftertryk , som jeg troede af turde 
tillade mig . 
„ Man pleier ellers af bruge denne Benævnelse i 
mere indskrænket Betydning , hvilket dog næppe kan 
være Dem ubekjendt , eftersom De har opholdt Dem 
nøgen Tid her ved Hoffet . “ 
„ Jeg er overbeviist om Herr Kammerherre , af 

jeg med Hensyn til min Plejemoder , har brugt denne 
Benævnelse i rigtig Forstand . “ 
„ Men De kan være overbeviist om , min gode 
Kold , at havde hun været det , da vilde hun sikkerlig 
i dem have opdraget en Cavaleer , da hun har 
adopteret Dem . “ 
„ At det har været hendes Ønske , derom er jeg 
overbeviist , og jeg troer ogsaa ved min Opførsel ikke 
at have gjort dette til Skamme . “ 
Kammerherren satte hastig den gyldne Tobaksdaase 
fra sig , og idet han saae op , var det tydeligt , 
at et bittert Svar spillede ham paa Læberne . Han 
maa imidlertid have betænkt sig ; thi idet han atter 
greb Laasen , lænede han sig tilbage i Stolen og 
sagde i en rolig Tone : 
„ Jeg har ladet Dem kalde , min gode Kold , for 
at tale med Dem om en Sag , der af visse Hensyn 
har Interesse for mig , og i hvilken De kunde være 
mig til Tjeneste , hvad jeg da skulde vide at belønne 
saaledes , at De sikkerlig skulde blive tilfreds med 
mig . “ 
„ Jeg staaer til Herr Kammerherrens Befaling 
forsaavidt Opfyldelsen af deres Ønske staaer i min 
Magt “ , svarede jeg bukkende . 
„ At det staaer i deres Magt tvivler jeg ikke om “ , 
svarede han med et naadigt Nik . „ Det kommer kun 
an paa , om De med deres Ungdom vil kunne indsee , 
hvad der tjener til deres Gavn . Siig “ , vedblev han 

1 
efter et lille Ophold , „ De kjender da Søren Poulsen 
dernede i Krabbedam ? “ 
„ Jeg har talt med ham og et Par Gange vceret 
i hans Huus . “ 
„ Nu saa har De ogsaa seet hans Datter , der jo 
er en kraftig , sund og net Pige med et fromt og 
godt Gemyt . “ 
„ Om hendes Sundhed og legemlige Styrke tvivler 
jeg ikke , Herr Kammerherre “ , svarede jeg , idet jeg 
begyndte at faae en Ahnelse om , hvor han vilde hen . 
„ Hvor ung De end er Monsieur Kold “ , vedblev 
hiin nikkende bifaldende fil min lille Bemærkning , 
„ saa veed De dog ganske sikkert , hvor vanskeligt det er 
og med hvormange « Kamp det ofte er forbunden at 
komme frem i Verden , af hvilken Grund det er en 
Pligt mod os selv og vore Paarørende , at gribe hver 
Leilighed , som kan tjene vor Hensigt . “ 
„ Naar denne Leilighed kun ikke bringer os i 
Collision med Pligt og Ære . “ Vovede jeg at tilføie . 
„ Med Pligt og Ære ! “ gjentog hiin atter bragt 
lidt ud af Concepterne . „ I deres Stand bestaaer 
Pligt og Ære i at være tro og at være deres 
Herskab til Maade , hvilket vel ogsaa var deres 
Mening . Som De formodentlig veed har jeg baade 
Evne og Villie til at hjælpe Dem frem , og det vil 
saaledes afhænge af mig om De skal blive Hoffourer 
Svendsens Efterfølger , der om kort Tid vil tage 
sin Afsfed , eller ei ; ligesom jeg ogsaa formaaer at 
forskaffe Dem den ledigværende Posf som Sølvpop 

hos hans Majestæt , dersom denne bedre maatte 
convenere Dem . Til Gjengjæld herfor forlanger jeg , 
at De ægter Søren Poulsens Datter Else , hvem 
det er mig meget magtpaaliggende snarest muligt at 
see forsørget . Jeg ønsker derfor , at De strax indleder 
de nødvendige Skridt , hvilke jeg da skal lette Dem 
paa en virksom Maade , idet jeg nemlig agter at 
forhjælpe Søren Poulsen til hans Eiendoms Udvidelse , 
hvilket han efterstræber , ligesom jeg ogsaa vil 
skjænke Datteren tusinde Daler til Udstyr . Hos 
Bonden er det Materielle af stor Betydning , og da 
De , naar jeg skal sige Dem det lige i Øinene ; er 
en kjøn og beleven Fyr , saa tvivler jeg ikke om , at 
det vil lykkes Dem at vinde den lille Elses Hjerte . “ 
„ Jeg er Herr Kammerherren meget forbunden 
for deres gode Mening saavel om min Charakteer 
som om mit Udvortes ; men jeg troer desværre at 
Opfyldelsen af deres Høivelbaarenheds Ønske vil 
være forbunden med meget store Vanskeligheder . Saaledes 
er jeg for Exempel overbeviist om , at en endnu 
kjønnere og endnu mere beleven Fyr er kommen mig 
i Forkjøbet , hvad Elses Hjerte angaaer . “ Med 
velberaad Hu havde jeg benyttet hans egne Udtryk 
og Virkningen udeblev Heller ikke . Blussende rød 
af Forbittrelse sprang han som en Fjeder op fra 
Stolen . 
„ Hvem er det De kalder en Fyr ? “ raabte han 
med tordnende Stemme . 
„ Jeg beder Herr Kammerherren om Forladelse , 

dersom jeg atter har forseet mig i min Udtryksmaade ; 
men da De selv nys benyttede denne Benævnelse til 
mig , saa troer jeg , det er undskyldeligt , naar jeg 
antog , at den som smuk og høflig ogsaa var anvendelig 
paa deres Herr Søn . “ 
„ Hvor tør De understaae Dem i at sige Sligt , 
hvor tør De fordriste Dem til kun tilnærmelsesviis 
at sammenligne Dem med min Søn , og veed De 
ikke , at en Benævnelse , som med Hensyn til et 
Menneske i deres Stilling er rigtig og passende , kan 
være i høieste Grad anstødelig og fornærmende , naar 
den bruges om en Cavaleer . “ 
„ Jeg veed kun , Herr Kammerherre , at almindelig 
Dannelse paalægger os at være høflig , selv mod vore 
Undergivne . samt , at er Benævnelsen Fyr ikke passende 
før deres Søn , saa er den det Heller ikke før mig . “ 
„ Har man hørt Mage ! “ udbrød han . „ Ja “ , 
her standsede han pludselig , men efter et Par Gange 
hastigt at have gaaet op og ned ad Gulvet , stillede 
han sig foran mig . 
„ Hvor kommer De paa den Idee , at min Søn 
kan have nedladt sig saa dybt , at han har kastet sine 
Dine paa hiin Pige ? “ 
„ Ad den samme Vei , Herr Kammerherre , ad 
hvilken De rimeligviis er kommen paa den “ , svarede 
jeg , „ og ligesaa meget som jeg før tvivlede om , at 
det i Virkeligheden forholdt sig saaledes , ligesaa overbeviist 
er jeg nu om Sandheden deraf . Jeg for 
maaske tillade mig , Herr Kammerherre “ , vedblev jeg , 

„ endnu at bemærke , at ligesaa æreløst , som det efter 
min Mening er , at drive Handel med slige Sager , 
ligesaa sikker er jeg paa , at Herr Grevens Hensigter 
ere rene og gøde , saa at deres Høivelbaarenhed i 
saa Henseende ingen Frygt behøver at nære . “ 
„ Rene og gode ! “ gjentog han med et haanligt 
Blik , „ hvad mener De dermed ? “ 
„ Jeg troede , at Herr Kammerherren muligviis 
frygtede for , at deres Søn , i Lighed med hvad man 
desværre oftere have , havde til Hensigt at bedrage 
Søren Poulsens Datter , og at De , ved det mig 
gjorte Tilbud , vilde søge at forhindre en saadan 
Ulykke , og min Mening var da , at Kammerherren i 
saa Henseende kan være rolig . Er Herr Grevens 
Kjærlighed virkelig falden paa den unge Pige , da 
har han sikkerlig ingen anden Tanke end at gjøre 
hende til sin Hustru , og kjender jeg ham vel , da vil 
ingensomhelst Demonstrationer , hverken fra min eller 
anden Side , afholde ham derfra . Da jeg nu saaledes 
ikke kan være deres Høivelbaarenhed til Tjeneste , 
ligesom jeg ogsaa uden Sorg renoncerer paa den i 
Udsigt stillede Belønning , saa haaber jeg , at De 
intet har imod at jeg fjerner mig . “ 
Da jeg kommende fra denne lidet opbyggelige 
Underholdning traadte ud i Slotsgaarden løb jeg 
saa at sige lige i Armene paa den unge Greve . 
„ Hvor Pokker . kommer De fra ? “ udbrød han , 
„ De er jo saa rød i Kammen , som havde De været 
oppe at slaaes med en anden ung Hane . “ 

„ Siig ikke det , Herr Greve “ , svarede jeg , „ eftersom 
det er deres Herr Fader , med hvem jeg har 
havt en lille Rencontre . “ 
„ Det gjør mig ondt at høre . Men hvad kan 
min Fader have havt med Dem at besfille ? “ 
„ Han lod mig kalde for at gjøre mig bekjendt 
med , at han havde valgt en Brud fil mig . “ 
, Nu primer , min gode Ven . Min Fader har 
maaske nok fattet Godhed for Dem ; men saavidt 
gaaer ganske sikkert hans Kjærlighed ikke . “ 
„ Det forekom mig ogsaa at være temmelig 
meget ; men ikke destomindre var det dog hans med 
gode Løvter ledsagede Ønske , at jeg skulde tilbyde 
Søren Poulsens Datter Else min Haand og 
mit Hjerte , hvorpaa jeg dog renoncerede til Fordeel 
for en Anden . “ 
„ Det maa jeg tilstaa , min Fader har virkelig 
angrebet sig i en usædvanlig Grad “ , udbrød han , 
derpaa betragtede han mig et øieblik med et Udtryk 
af filbageholdt Munterhed , hvorpaa han brast ud i 
en hjertelig Latter . „ Ja De maa virkelig undskylde 
mig , min kjære Kold “ , sagde han derpaa , „ men jeg 
er i usædvanlig godt Humeur idag , og Tanken om 
en saadan Forhandling mellem Dem og min Fader 
har endmere forhøiet ven gode Stemning . “ 
, „ Da troer jeg just ikke det Samme kan siges 
om Herr Kammerherren ; thi efter min Formening 
kostede det ham stor Overvindelse ikke af kaste mig 
paa Døren . “ Jeg fortalte nu , hvorledes det Hele 

var gaaet fil fra Ende fil Anden . „ De har selv , 
Herr Greve “ , vedblev jeg derpaa , „ anstrængt Dem 
for af faae mig fil af aflcegge mit maaske temmelig 
spage og tilbageholdende Vcesen , De har selv læert 
mig af vise mere Kraft og Selvstændighed i min 
Optrceden . Jeg har nu debuteret deri , og er jeg 
gaaet temmelig vidt , saa er det kun gaaet mig , som 
det gaaer de fleste Debutanter , der gjerne overdrive 
enten fil den ene eller anden Side . “ 
„ Unegtelig har De taget temmelig stcerkt paa 
Veie “ , svarede han . „ Dog vil jeg oprigtigt tilstaa , 
af havde det netop ikke væeret min Fader , det gik ud 
over , saa vilde jeg have kaldt Deres Debut ret 
lovende . Naa De gaaer altsaa ikke ned og frier fil 
Else ? “ 
„ Nei , som sagt , det overlader jeg fil en Anden . “ 
, /Ja , jeg mcerker nok , af Deres Tunge er 
temmelig giftig , som en Følge af irriteret Stemning , 
og vi ville derfor opscette al videre Underhandling den 
Sag betræffende til en anden Gang , maaske kan jeg 
da opløse nogle Gaader for Dem , som dog muligviis 
har skaffet Dem lidt Hovedvcerk . “ 
„ Saa vil jeg vente . Har De imidlertid ikke 
Lyst til af ride en Tour med ? Jeg trcenger til en 
Recreation ovenpaa Forskrækkelsen . “ 
„ Jeg har Noget af bestille og kan derfor ikke “ , 
svarede han . „ Maaske vil jeg ogsaa aflcegge min 
Fader en Visit , hyldende Ordsproget , af det er bedre 
af springe end af krybe i det . “ 

„ Og som jeg antager bliver der just ikke saa 
ganske lidt af springe i “ , raabte jeg efter ham , der 
nikkende bekræftende nu gik ind ad Døren . 
Følgende snart den ene snart den anden Markvei , 
havde jeg i længere Tid redet omkring uden 
noget egentligt Maal og befandt mig nu , da Mørkningen 
begyndte af falde paa , kun nogle faa Skridt 
fra Landeveien , søm fra Færgestedet førte op til 
Slottet , ad hvilken jeg vilde ride hjem . Den tætte 
Skov , igjennem hvilken den smale Sti førte , ad 
hvilken jeg red , skjulte endnu Veien for mig . Pludseligt 
naaede Lyden af Hestetrampen mit Øre ; uvilkaarligt 
blev jeg holdende og saae nu idet jeg bøiede 
nogle Grene til Side , en lille Trup Ryttere , i raskt 
Trav komme henad Veien . Næsten maatte jeg smile 
ved Tanken om atter at støde sammen med hine 
hemmelighedsfulde Natteriddere , Ler nu , søm det 
syntes , ikke lod det blive ved at færdes enkeltviis . 
Et eneste Blik sagde mig imidlertid , at jeg havde 
taget feil og at de Kommende var en lille Afdeling 
af det sjællandske Rytterregiment , bestaaende , som det 
forekom mig af tø Officierer og 6 Mand . Ud for 
det Sted , hvor jeg skjult af Træerne holdt stille , 
gjorde de Holdt , og jeg kunde nu tydelig høre hvert 
Ord der blev sagt . 
„ Vi have nu kun en halv Times Ridt til 
Slottet “ , hørte jeg En sige , „ og vi ville saaledes , 
som Bestemmelsen er , være der naar Mørket er 
falden paa . For at ingen Misforstaaelse skal finde 

Sted , vil jeg endnu engang gjentage Ordren : Den 
unge Grev Ardenfeldt skulle vi først og fremmest 
bemægtige os ; men da Tjeneren , som har forraadt 
ham , ikke med Bestemthed kunde angive , om han 
vilde være at træffe i sin Leilighed paa Slottet eller 
hos Bonden Søren Poulsen i Krabbedam , saa 
rider De Herr Lieutenant med tre Mand ned og 
besætter Gaarden . Forsamlingsværelset befinder sig , 
som De veed , i den nordlige Ende af Huset og har 
en Udgang til Haven , og en til Stalden , hvilke 
begge maa besættes . Er Greven og hans Medskyldige 
der nu ikke , da bemægtiger De Dem 
Papirerne , der jo findes i det hemmelige Skab i 
Væggen . Husf vel paa , omtrent een Alen ovenover 
Commøden og under et Nürnberger Christusbillede , 
ved at trykke paa en Knap , der seer ud som et Sømhoved , 
aabnes det . Derefter begiver De Dem strax 
op til Slottet , hvor De vil træffe mig . “ 
Her var altsaa en om end just ikke fuldstændig 
Opløsning paa Gaaden , som Greven havde lovet 
mig , men som ganske sikkert kom tidligere og under 
andre Omstændigheder end han havde tænkt sig . 
Hvori hans Forbrydelse bestod kunde jeg naturligviis 
ikke tænke mig ; men at han svævede i den største 
Fare , var mig klart nok , hvorimod jeg ikke kunde 
sige det Samme om den Maade , hvorpaa jeg kunde 
advare ham . Efter et kort Overlæg besluttede jeg , 
ad Gjenveie , jeg kjendte , og hvorved jeg idetmindste 
kunde være ti Minutter forud for Rytterne , at ride 

til Slottet , og var han ikke der , da ned til Søren 
Poulsens , hvor jeg da , selv om jeg ikke traf ham 
der , dog kunde redde Papirerne . 
Idet nu Rytterne atter satte sig i Bevægelse , 
vendte jeg min Hest , og da jeg antog , at De nu 
ikke længere kunde høre mig , satte jeg afsted i fuld 
Fiirspring over Marker og gjennem Skoven , indtil 
jeg naaede Slottet . Heldet var her med mig og 
med ham ; thi i det Dieblik jeg forpustet og med 
skummende Hest kom til Porten , traadte han netop 
ud , sandsynligviis for at begive sig ned til Søren 
Poulsens Gaard . 
„ Gudsdødogpine ! “ udbrød han . „ Hvor kommer 
De fra ? Er Fjenden efter Dem ? “ 
„ Nei , men efter Dem , Herr Greve “ , og jeg 
fortalte ham nu , hvad jeg havde seet og Hørt . 
Et Dieblik betænkte han sig . „ Rid “ , sagde han 
derpaa , „ rid , hvad Remme og Tøi kunne holde ned 
til Gaarden og red Papirerne . De kjender jo Indretningen . 
Jeg maa op paa mit Værelse . Vær 
ubekymret for mig , jeg veed en Udvei , men mød mig 
inat Kl . Et ved Julianehøi . Kan De , saa underret . “ 
Mere fik han ikke sagt , Lyden af Hestetrampen 
naaede til os , og vi fløi fra hinanden . 
Et Par Minutter efter var jeg i Gaarden . 
Maalløs af Forbauselse stirrede Søren Poulsen , 
der stod i Døren , paa mig , der uden af sige et Ord 
sprang af Hesten og ilede ind til det betegnede Værelse , 

Skabet og Papirerne , der laa i en Mappe , vare 
snart fundne og Alt igjen sat tilrette . 
„ Ikke et Ord om , af her har været Nogen “ , 
hviskede jeg til ham , idet jeg atter svang mig i 
Sadlen . „ Politiet vil øieblikkelig være her . “ Fra 
Gaarden reed jeg ad en smal Sti igjennem Skoven 
og befandt mig snart i Staldgaarden ved Slottet . 
„ Du Frelsens Gud , Herr Hofskriver ! “ udbrød 
Karlen , som tog imod Hesten , „ hvor har De dog 
jaget af med den røde Hoppe . “ 
„ Siig hellere , Niels , af den har jaget af med 
mig . Den blev løbsk henne ved Kroen , og jeg froede 
aldrig , jeg skulde faaet den standset . 
„ Ja , ja “ , svarede Karlen smilende , „ det stikker 
i hende ; men jeg froede dog , af De var bedre 
Rytter . “ 
Oppe i Contoiret kom Hoffoureren mig imøde 
med en betænkelig Mine . 
„ Har De nylig seet den unge Greve ? “ spurgte 
han . 
„ Ja “ , svarede jeg i saa ligegyldig Tone som 
mulig , „ jeg vexlede endogsaa et Par Ord med ham 
for næppe en halv Time siden , da jeg reed forbi 
Slotsporten . “ 
„ Det er høist mærkeligt “ , begyndte hiin igjen . 
„ For lidt siden kom her en Ritmester af RytterRegimentet 
og tre Mand , og -medens hiin begav sig 
op til Grevens Værelse , og efter Ingen at have 
truffet der , saa til Kammerherren , besatte Mandskabet 

Indgangen . Den unge Greve , efter hvem der blev 
søgt , var imidlertid Intetsteds at finde . “ 
„ Jeg er træt efter en Ridetour “ , svarede jeg , 
„ ellers vilde jeg gjerne søge efter ham , der formodentlig 
spadserer i Parken . Det kan jo kun gjelde et Besøg 
og saa faaer Ritmesteren at tage til takke med Kammerherren . “ 
„ Men Rytterne som besatte Porten “ , indvendte 
hiin . „ Nei , nei , min kjære Kold , der stikker Noget 
under , og jeg for sværge paa , at det hænger sammen 
med de hemmelighedsfulde Personer , her af og til er 
bleven seet . Kammerherren var ogsaa i høieste Grad 
altereret , da jeg for et Dieblik siden saae ham . “ 
„ At Rytterne kan være paa Iagt efter hine 
Personer , vil jeg gjerne tro “ , svarede jeg , „ men da 
den unge Greve færdes her meget aabenlyst og 
Kammerherren Heller næppe kan beskyldes for natlig 
Omstreifen , saa kan jeg ikke indsee , hvad det har at 
bestille med disse Herrer . “ 
Hoffoureren saae lidt forvirret paa mig . „ Ja 
jeg skal sandelig ikke fordriste mig til i nogensomhelst 
Henseende at mistænke saa høitstaaende Herrer “ , 
sagde han derpaa hastig , men at det ikke gjalt noget 
almindeligt Besøg , derom er jeg overbeviist . “ 
En af Gemakstjenerne aabnede nu Døren og 
saae sig forsigtig om . 
„ Her er nu kommen en ny Afdeling Ryttere . 
Alle Gemakker med Undtagelse af Prindsessens blive 
visiterede og man vil vidst strax være her . “ 

Hoffoureren kastede ' et megetsigende Blik til mig ; 
men da der nu hørtes Sabelklirren paa Trappen , 
gav han Tjeneren et Vink om at bortfjerne sig , og 
vi stode nu et Øieblik forventningsfulde , hvorpaa 
Ritmesteren selv ledsaget af en Rytter traadte ind . 
„ Er De Hofskriver Kold ? “ spurgte han mig i 
en temmelig barst Tone . 
„ Til Tjeneste min Herre . “ 
„ Kan De give mig Oplysning om , hvor den 
unge Grev Ardenfeldt er at finde ? vedblev han , 
„ det kan jeg ikke Herr Ritmester “ , svarede jeg . „ Han 
staaer nemlig ikke under Kjøkkenvæsenets Ressort . “ 
„ Det veed jeg “ , udbrød han bister , „ men jeg 
veed ogsaa , at De er kommen jevnlig sammen med 
ham , samt at De har talt med ham for kort siden . “ 
„ Jeg traf ham ved Slotsporten , og jeg spurgte 
ham , om han vilde ride en lille Tour med , hvortil 
han svarede , at han kunde ikke , da han stod i Begreb 
med at gjøre en længere Reise . “ 
Ritmesteren betragtede mig et Øieblik med et 
forskende Blik . Derpaa gik han , som var han fuldstændig 
bekjendt med Leiligheden , med raske Skridt 
hen imod min Kammerdør , hvilken han aabnede . 
Idetsamme hørtes en hasfig Bevægelse derindefra . 
Døren fil mit Sovekammer blev aabnet og derefter 
en anden , som fra dette førte ud fil en Trappe , ad 
hvilken man kom ud i en af Sidegaardene . Fulgt 
af Rytteren ilede Ritmesteren igjennem begge Værelserne ; 
men idet de vare komne fil Trapperne lød 

nedenfor et tordnende „ Holdt “ , fulgt af et dæmpet 
Skrig , hvorefter der lod Trin , som kom op ad 
Trapperne . 
Næsten overbeviist om , at det var Greven , som 
den Skildvagt , man maatte have stillet ved denne 
Udgangsdør , havde grebet , stod jeg som naglet til 
Pulten i den pinligste Angest . Det syntes jo rigtignok 
næsten utroligt , men var dog heller ikke umuligt , 
at han kunde være falden paa at søge et foreløbigt 
Skjul i mine Værelser . Hoffoureren havde imidlertid 
taget Lysene og var dermed fulgt Ritmesteren . 
„ Min Gud , Veiby “ , hørte jeg nu denne sige , 
„ hvorledes hænger det sammen ? “ 
En tung Steen faldt mig fra Hjertet ved dette 
Udbrud . Veiby var Navnet paa Gemakstjeneren , 
Ler nys havde været i Contoiret , og som var gaaet 
ind i mit Værelse , da han forlod os . Her var han 
formodentlig bleven slaaende ved Døren for at lytte , 
og var da for ikke at blive greben i denne Misgjerning 
flygtet lige i Armene paa Skildvagten . 
Bleg og forknyt stod han , der iøvrigt var en 
gammelagtig Mand , mellem begge de drabelige 
Ryttere , fil hvem han flottede ængsteligt . 
„ Hvad Pokker rendte De for ? “ spurgte Ritmesteren 
ham med et Blik fuldt af Skuffelse og 
Vrede . 
„ Det kom af “ , svarede hiin stammende , „ at 
Herr Officieren kom saa hastigt , saa blev jeg bange 
for , at De havde Ondt i Sinde med mig . “ 

Jeg kunde ikke tilbageholde et Smiil ved dette 
Svar . 
„ Forekommer dette Dem saa morsomt ? “ spurgte 
Ritmesteren i en hidsig Tone . 
„ Jeg kan ikke nægte det , og jeg troer , at det 
vil forekomme Grev Arden seidt endnu morsommere , 
naar han hører , at han er bleven forvexlet med 
Vei by i den røde Kjole og med det hvide Forklæde 
for . “ 
„ Naa , hvad siger De nu ? “ spurgte Hoffoureren , 
da de Fremmede havde forladt os . 
„ Ja , nu tilstaaer jeg , at det seer alvorligt ud , 
og jeg har nu intet høiere Ønske , end at det maa 
lykkes Greven at finde et sikkert Skjul til Stormen 
er ovre . “ 
Hoffoureren rystede paa Hovedet og stirrede 
tankefuldt frem for sig . 
„ Naar man tænker sig “ , sagde han derpaa , „ med 
Soldater at randsage et kongeligt Slot , at trænge 
ind i de herskabelige Gemakker . Du gode Gud ! det 
er jo som paa hiin Tid , da Excellensen Struensee 
blev paapreben . “ 
„ Jeg troer der finder en Misforstaaelse Sted “ , 
sagde jeg , „ af hvilken Grund det saa end er , af 
Greven , som det lader til , holder sig skjult . “ 
„ Ja , det troede vi sandelig ogsaa paa hiin Tid , 
da vi saae dem føre Cabinetsministeren bort , men 
paa Østerfælled viiste det sig , af det var den fulde , 
skrækkelige Virkelighed . “ 

Ved disse Ord gjøs det i mig , og ved Tanken 
om , hvilken Skjæbne , der mulig ventede Greven , 
dersom han blev paagreben , grebes jeg , af den pinligste 
Sorg og Uro . At Sagen maatte være i høieste 
Grad vigtig og Mistanken mod Greven ligesaa begrundet , 
derom kunde der ingen Tvivl være ; thi 
uden af dette var Tilfældet vilde man , som Hoffoureren 
havde sagt , næppe være gaaet frem paa en 
saa hensynsløs Maade . 
Martret af disse Følelser sneg Tiden sig langsomt 
frem for mig , og længselsfuldt lyttede jeg efter 
Slotsuhrets Slag , medens jeg i Mørket sad paa 
mit Værelse , hvor jeg da Klokken var elleve , som 
sædvanligt havde slukket mit Lys , for af det ikke 
skulde være paafaldende ; af jeg var saa silde oppe . 
Endelig slog Klokken et og med sagte Fjed listede jeg 
mig ned ad Trappen og igjennem Sidegaarden ud i 
Haven . Det var saa mørkt , af jeg næppe kunde see 
en Haand for mig , og kun mit nøjagtige Bekjendtskab 
med alle Localiteter gjorde mig det muligt at 
finde tilrette . Da jeg kom til Julianehøien . En 
Kæmpegrav , som Arveprinds Frederik havde givet 
Navn efter sin Moder , Dronning Juliane Marie , 
blev jeg staaende og lyttede i en saadan Spænding , 
at da et Oieblik derpaa Greven lagde sin Haand 
paa min Skulder sprang jeg forfærdet et langt Stykke 
tilbage . 
„ Tak , min Ven “ , sagde han , idet han greb min 
Haand og trykkede den , „ fordi De kom , Faren , De 

derved har udsat Dem for , er ikke ringe ; dog kan jeg 
sige Dem , at Drabanterne ere borte , og jeg har 
sørget for , at De ere blevne ledede paa Vildspoer . 
Nu , først og fremmest , fik De Mappen ? “ 
Den er her Herr Greve “ , svarede jeg , idet jeg 
drog den frem under min Frakke . 
„ Saa Gud velsigne Dem , Kold ! “ udbrød 
han . „ De har gjort mig en umaadelig Tjeneste , og 
om jeg end langtfra kan sige , at jeg er reddet , saa 
troer jeg dog , at den værste Fare er overstaaet ; thi 
de vigtigste Beviser har jeg i min Haand . “ 
„ Jeg forstaaer Dem ikke Herr Greve , saa lidt 
som jeg forstaaer det Hele . Men Gud skal vide , at 
jeg føler mig inderlig lykkelig over at have kunnet 
vise Dem denne Tjeneste ; thi jeg er overbeviist 
om , at det ikke kan være noget Ondt , hvorfor man 
beskylder Dem . “ 
„ Det er som man tager det , Kold . I politiske 
Sager bliver den , som taber Spillet , til en grov 
Forbryder , hvem den haardeste Straf venter , medens 
den , som vinder det , tiljubles som seierkronet Helt , 
og dog kan huns Hensigter , have været bedre og 
renere end dennes . Jeg yar Dem at takke for mit 
Liv og mine Nærmeste har De sparet for en stor 
Smerte . Derfor sværger jeg Dem til , at staaer jeg 
igjen frelst og fri , da stal jeg være deres i Tykt og 
Tyndt , i Ondt og Godt , og aldrig skal det kunne 
siges , at Nogen har havt en bedre Ven , end De har 
sundet i mig . “ 

„ Det var et stort Held , at jeg kom til at høre 
Rytternes Samtale og et ligesaa stort , at jeg reed 
paa den røde Hoppe , hvis Hurtighed overgaaer de 
fleste Heftes . “ 
„ Den røde Hoppe “ , gjentog han , „ hvor ofte 
have vi ikke færdedes sammen , medens De reed paa 
ben og jeg paa Selim , hvorofte have vi redet omkap 
her i de lange Alleer og ladet vore Heste undgjelde 
for vor Munterhed , og nu liste vi her omkring i 
Nattens Mørke , frygtende hver Lyd , som naaer vore 
Øren . Dog “ , vedblev han , „ skeet er skeet og jeg skal 
ikke jamre over en Skjæbne , som jeg har beredt mig 
selv , maaske ved mit Letsind . Men kom og følg mig ; 
nede ved Fjorden venter mig en Baad . Gud veed , 
hvornaar vi igjen komme til at gaa med hinanden . “ 
I kort Tid gik vi nu tause ved hinandens Side . 
» Jeg skylder at meddele Dem saa meget om denne 
ulykkelige Sag , som jeg af Hensyn fil mine Medskyldige 
tør betro Dem “ , sagde han derpaa . „ Hvor 
meget end man elsker Frederik den Sjette , hvor meget 
end Folket hænger ved ham paa Grund af hans 
Godmodighed , saa er jeg ' dog overbeviist om , at 
Mange , nemlig den oplyste Deel af Nationen har 
Følelsen af , at netop denne Godmodighed , der ligner 
altfor meget Svaghed til at den kan taales hos en 
Regent , vil sfyrte Landet i Fordærvelse . Med sin 
svage , kraftløse Haand formaaer han ikke at styre 
Statens Roer , og med sine indskrænkede Evner og 
korte politiske Blik kan han ikke gjennemflue Diplomstiets 

fine Væv og finde de Traade , som kan lede 
ham og hans Land ud af det store europæiske Virvar , 
som Napoleon har brygget sammen . 
Famlende , stolprende , jamrende og grædende over 
Verdens Uret og Troløshed vakler han sin Undergang 
imøde , og ikke en eneste Gang har han kunnet mande 
sig op til ved en rafl Handling eller en kraftig Daad 
døg at vise at han er i Besiddelse af Mød og 
Mandshjerte . Men netop i dette Øieblik , som Sagerne 
nu staa i alle Lande rundt omkring os , fordres der 
eminel Dygtighed , et skarpt Blik , en fast Villie og 
et modigt Hjerte , dersom vi ikke skulle miste det bedste 
vi eier , nemlig vor Selvstændighed . Hvad Under er 
det nu , at man under saadanne Omstændigheder har 
vendt sit Blik til Sverigs ny Konge , der i Forening 
med Snuhed og Verdensklogskab er i Besiddelse af et 
overordentligt militairt Geni og et berømt Navn , 
hvad Under er det , at man i ham seer vor Frelser , 
seer den Mand , under hvem vi kunne tilbagekæmpe 
os vor tabte Glands og Storhed . “ 
„ Og dermed har De havt at bestille . En 
saadan Plan har været Gjenstanden for de Møder , 
som jeg nu kan tænke mig har fundet Sted nede i 
Gaarden ? “ spurgte jeg forbauset . 
„ Ja , Kold , og med min Sjæls hele Aftraa og 
af mit ganske Hjerte har jeg stræbt hen til at Planen 
maatte lykkes . “ 
„ Men det er jo Oprør , Herr Greve , det er jo 
Forræderi mod en salvet og kronet Konge . “ 

„ Men ikke , som jeg antager , mod vort Fædreland “ , 
afbrød han mig lidt utaalmodig , „ og om dette er 
det , at Talen er . Vi tragte ikke den gode Konge 
efter Livet , men kunne Salven og Kronen ikke forlehne 
ham med de Egenskaber , der udfordres for at styre 
Land og Rige , saa bør De Heller ikke beskytte ham 
for at dele de Udueliges Lod . Dog “ vedblev han , 
„ Tiden er for knap til at jeg , ved at meddele Dem 
Alt , hvad der har bevæget sig i mig , skal forsøge paa 
at forsone Dem med en Sag , der , som en Følge af 
deres Anskuelser , maa være Dem imod . Kun beder 
jeg Dem være overbeviist om , at har jeg end feilet , 
saa har dog mine Hensigter været rene , og aldrig 
har jeg havt andre Tanker end efter Evne af bidrage 
fil vort Fædrelands Held og Lykke . 
De kjender nu Grunden til min og Andres 
Færden her paa Egnen . De veed ogsaa , af vor 
Plan er røbet , og jeg skal kun tilføie , af Sagen 
ganfle sikkert dermed er endt fra vor Side . Hvor 
hen min Flugt gaaer , veed jeg næppe selv . For 
Øieblikket gjelder det kun om af komme i Sikkerhed , 
og De maa tro mig , den Smerte , den bittre , pinlige 
Sorg jeg føler ved af skulle forlade Alt , hvad der er 
mig kjært , uden af kunne medtage et venligt Ord 
eller Blik paa min tunge Vandring allerede er en 
haard Straf , for hvad jeg har forbrudt . Det er 
imidlertid min Trøst , af De bliver her ; thi jeg er 
overbeviist om , af De vil gjøre , hvad De kan for af 
lette mig Byrden . Hvad der nærmest ligger mig 

paa Hjertet , er af faae de Breve besørgede , som jeg 
sfrider hertil , og derfor vil jeg bede Dem om , af 
maatte adressere dem til Dem , idet jeg helligt og 
dyrt lover Dem , af De ikke skulle indeholde et Ord 
om Politik , det vil overhovedet kun blive til min 
Fader og til Søren Poulsen . “ 
„ Søren Poulsen ! “ gjentog jeg . 
„ Ja , ja “ , svarede han , „ men som jeg har sagt 
Dem , der skal intetsomhelsf Mistænkeligt findes deri , 
og kan det Heller ikke , da Manden ikke veed et Ord 
om hele Sagen . Hvad jeg har med ham af gjøre 
dreier sig kun om et , fra hiint vidt forskjelligt 
Anliggende . Og nu “ , vedblev han , efter af jeg 
havde lovet ham Alt , „ maa vi sfilles . Gud lønne 
Dem , De har vceret mig en trofast Ven , og han 
give , af vi atter engang maa sees under lykkeligere 
Kaar . “ Ved disse Ord lagde han sin Arm om min . 
Hals og kyssede mig . „ Giv denne Seddel imorgen 
tidlig strax til min Fader og fortæel ham hvad De 
nu seer . “ 
Han taug et Dieblik medens han holdt min 
Haand i sin . „ Seer De Prindsessen eller hun skulde 
spørge Dem “ , vedblev han endelig , „ saa meddeel 
hende ogsaa disse ncermere Omslændigheder ved min 
Flugt . Det vil , som jeg troer have Interesse for 
hende , og hun vil Intet røbe . Nu , Gud vcere med 
Dem . “ 
Dybt bevceget trykkede jeg endnu engang hans 
Haand , hvorpaa han sprang ombord i Baaden . Et 

Oieblik efter fløi Seilet tilveirs , hvorefter den for 
en frisk Vind stod ud fra Land og forsvandt strax 
efter i Nattens Mørke . 
Ubemærket , som jeg havde listet mig bort , lykkedes 
det mig ogsaa af komme tilbage til mit Værelse , hvor 
jeg dog , som en Følge af den Bevægelse , hvori jeg 
var , kun fandt en ringe Hvile . 
Den næste Morgen tidlig gik jeg til Kammerherren , 
der med et Udtryk af dyb Sorg kom mig 
imøde . Da jeg overrakte ham Seddelen og han 
havde læst den , syntes et Glimt af Glæde af oplyse 
hans Ansigt . Derpaa vendte han sig med et spørgende 
Blik til mig , hvorefter jeg fortalte ham Alt . Hvor 
vidt forskjellig var han nu fra saaledes , som han 
bavde været den foregaaende Dag . Med et Udtryk 
af dyb og hjertelig Taknemlighed greb han min Haand , 
idet han med Taarer i Øinene takkede og velsignede 
mig . Længe vedblev han derpaa af tale med mig , 
idet han udfrittede mig om den mindste Omstændighed 
og om hvert enkelt Ord , der var bleven vexlet mellem 
mig og hans Søn . 
Da jeg gik derfra , gik jeg ned i Haven for af 
forfriske mig lidt , forinden jeg tog fat paa mine 
Forretninger . Medens jeg gik her glædende mig over 
det smukke Veir og den friske , sydlige Vind , søm 
begunstigede Grevens Flugt , fik jeg Øie paa Prindsessen , 
der kom ud fra Havesalen . Et Oieblik stod hun 
stille og saae sig om til alle Sider . Derpaa gik hun 
langsomt ned ad Trappen og gik nu hen ad den 

samme Vei , ad hvilken jeg kom . Idet jeg mødte 
hende blev jeg ærbsdig staaende med Hatten i 
Haanden , og vilde nu fortsætte min Gang , da hun 
standsede og betragtede mig med et opmærksomt Blik . 
„ De er naturligviis Herr Hofskriver “ , sagde hun , 
søm det førekom mig , med lidt usikker Stemme , 
„ bekjendt med , hvad her er foregaaet ? “ 
„ Ja , Deres Høihed , og Grev Ardenfeldt har 
paalagt mig , at bringe Deres Høihed hans underdanige 
Hilsen , samt at gjøre Dem nærmere bekjendt med 
hans Flugt , idet han nærede det Haab . “ 
„ Hans Flugt “ , afbrød hun mig hastig . „ Hvad 
veed De derom ? “ 
Jeg gjentog nu Alt , hvad jeg nys havde fortalt 
Kammerherren . 
„ Saa er han reddet “ , sagde hun i en veemodig 
Tone , hvorpaa hun et Øieblik taus stirrede frem for 
sig , „ og det ved deres Hjælp . I Sandhed “ , vedblev 
hun , „ Herr Kaminerherren , og Enhver som nærer 
Interesse for Greven , kan ikke være Dem taknemlig 
nok . Han har udsat sig for en frygtelig Fare , og 
det er jo næsten ved et Underværk , at han er bleven 
frelst . “ 
Idet hun sagde dette kom hendes Hofdame til 
og blev staaende hos os . 
» Hofskriveren fortæller “ , vedblev hun , vendende 
sig til denne i en saa ligegyldig Tone , som handlede 
det sig om en Hverdagsbegivenhed , „ at man endnu 
ikke har paagrebet Grev Ardenfeldt , og at han 

sandsynligviis ved En eller Andens Hjælp er kommen 
bort tilsøes . “ 
„ Det skulde gjøre mig meget ondt . Deres Høihed “ , 
svarede hiin , „ thi efter hvad jeg hørte , var hans 
Paagribelse af stor Vigtighed . “ 
„ Og til Kammerherren eller hans Frue Moder 
ligesaalidt , som til det Venskab og den Opmærksomhed 
han har viist os , behøve vi jo intet Hensyn at tage “ , 
svarede Prindsessen i en bitter Tone , idet hun med 
en venlig Hilsen til mig fortsatte sin Vei , fulgt af 
Frøkenen , der saae i høi Grad forsfrækket ud . 
6 . 
Den Rystelse vort lille Hof paa Jægerpriis fik 
ved Grevens Flugt havde været overordentlig , og i 
lang Tid dreiede Talen sig ikke om Andet . De 
vidtløftigste Undersøgelser af Udsendige fia Kjøbenhavn 
vare blevne foretagne . Flere havde været i Forhør , 
og navnlig havde man gaaet Søren Poulsen 
skarpt paa Klingen . Denne udsagde eller , hvad der 
er rimeligst , vidste ikke Andet , end at Greven havde 
leiet Stuen af ham , samt at denne ofte samledes der 
med ham ubekjendte Personer . Af deres Samtaler 
havde han imidlertid aldrig hørt Noget ; ligesom han 
Heller aldrig havde troet Andet , end at Greven kun 
havde leiet Stuen for mere frit og ugenert at kunne 
være sammen med sine Venner , end Tilfældet vilde 

være paa Slottet . Ligesaa lidt som der kom frem 
ved Forhørene over Søren Poulsen , ligesaa ringe 
Udbytte havde man af de andre Undersøgelser , og 
hvor berettiget end Mistanken havde været , hvor 
moralsk overbeviist man var om , at den unge Greve 
havde været Deltager ja maaske Leder af et Complot 
mod Regjeringen , saa vilde det dog ikke lykkes at 
tilveiebringe noget factisk Beviis . 
Paa Frederiksværk havde man ikke været mindst 
berørt af denne Begivenhed , og saavel fra min Tante , 
som fra Bæk og From fik jeg Breve i den Anledning ; 
men idet jeg i mine Svar fortalte , hvad Alle vidste , 
vogtede jeg nng vel for at fremkomme med det 
Mindste , der kunde røbe min Hemmelighed . Ogsaa 
modstod jeg alle Tantes Bønner om blot for et Par 
Dage af komme hjem , da jeg nemlig frygtede ved 
alle de Spørgsmaal , som der vilde regne ned over 
mig , af komme til af fortale mig . 
Lidt efter Lidt kom Alt igjen i sin gamle Orden . 
Kun sjeldent blev der talt om hiin Begivenhed , og 
det lod i det Hele til af Sagen var i Begreb med 
af hendø . 
Med Kammerherren talte jeg ofte , og den Hjertelighed , 
hvormed han nu kom mig imøde , maa have bragt 
Hoffoureren paa den Formodning , af jeg var gaaet 
ind paa hiins Giftermaals Project , for hvilket Hoffoureren 
næppe var fremmed . Han blinkede og smilede 
nemlig ofte til mig og tydede hen paa , hvorledes jeg 
vilde tage mig ud som ung Ægtemand , samt af det 

nok ikke vilde vare længe forinden jeg indtog hans 
Plads . 
Ogsaa Prindsessen mødte jeg ofte , og underholdt 
mig da længe med hende . Hvad det var i hendes 
Væsen , som i den senere Tid tiltrak sig mig i en 
endnu langt høiere Grad end nogensinde før havde 
været Tilfældet , turde jeg næsten ikke gjøre mig nogen 
Tanke om , og dog tænkte jeg derpaa fra Morgen til 
Asten . At hun langt hellere end før underholdt sig 
med mig , ja af hun endogsaa flere Gange umiskjendeligt 
havde lagt an paa af møde mig , derom kunde jeg 
være overbeviist . Men naar det dernæst forekom mig , 
af hun kun nødig afbrød vor Underholdning , af hun 
under denne lyttede med en mere end almindelig 
Opmærksomhed til mine Ord , af hun undertiden 
betragtede mig med et Blik , hvori jeg troede , af 
kunne läse mere end almindelig Interesse , saa vidste 
jeg ikke , hvad jeg skulde tro eller dømme , saa turde jeg 
ikke vedgaa for mig selv , hvad der rørte sig i mit 
Bryst ; men ør og svimmel blev jeg , og det var 
undertiden for mig , som straalede Alt i himmelst 
Glands , Skov og Sø , Eng og Mark , Hoffoureren 
og Fasanmesfer . Alt for mig var Lys og Glæde , 
og ofte formaaede jeg ikke af beherske den , som 
stormede i mit Bryst , men jublede høit , vidst ikke til liden 
Forundring for den , som useet var Vidne til disse Udbrud . 
Ikke uden Selvbebrejdelse maatte jeg sige mig 
selv , af Mindet om den unge Greve i denne Tid 
næsten suldstændigt var fordunklet hos mig . Kun 

naar jeg var sammen med Prindsessen dreiede Samtalen 
sig hyppigt om ham , idet jeg da fortalte om selv 
de ubetydeligste Begivenheder af mit Samliv med ham . 
Endelig vaagnede jeg en Dag til fuld Bevidsthed 
ved af modtage et tykt Brev med Poststempel fra 
Berlin . Udskriften var rigtignok af en mig ubekjendt 
Haand , men jeg følte mig dog strax overbeviist om , af 
det maatte vcere fra ham , og jeg bedrog mig Heller ikke . 
I Pakken fandt jeg først et langt Brev til mig 
selv , hvori han i de varmeste Udtryk takkede mig for 
hvad jeg havde gjort for ham , og hvoraf der lyste et 
Venskab og en Hengivenhed for mig , der ncesten bragte 
mig til af rødme af Skam ved Tanken om , hvor 
lidt jeg havde tænkt paa ham . Hurtigere end han 
havde ventet det , skrev han derncest , var han kommen 
over Søen til Sverig , hvorfra han var taget med et 
Skib til Rostok og derfra igjen til Berlin , hvor han 
levede under et fremmed Navn , og hvor han foreløbig 
vilde opholde sig . Hertil skulde jeg under en Kjøbmands 
Adresse , som han opgav mig , sende mine Breve . 
Foruden dette var der ogsaa Breve til hans 
Forældre , og dernasf et meget stort og tykt til 
Søren Poulsen , hvilket , ihvorvel han jo havde 
sagt mig , af det vilde komme , dog atter fyldte mig 
med Forbauselse ved Tanken om en efter min Mening 
saa unaturlig Forbindelse . 
Hvorledes førtes nu denne Corespondance imellem 
Elfe og ham , hvad skrev hun til ham , og hvorledes 
stilede hun sine Ord ? Ja det var et Spørgsmaal , 

som det næsten kostede mig Overvindelse at afholde 
mig fra at faae besvarede ved at forgribe mig paa 
hendes Svar , som jo maatte komme mig tilhænde . 
Allerede Dagen efter , at jeg havde afleveret 
Brevet , mødte jeg Prindsessen i Haven . Hun saae i 
høi Grad tankefuld ud , og i hendes Væsen var der 
en Spænding og Uro , hvilken jeg , efter min Mening , 
ikke var ubeføiet til at udlægge til min egen Fordeel . 
„ Jeg tør maaske formode , at det vil interessere 
Deres Høihed “ , sagde jeg , „ at faae at vide at jeg 
har faaet Brev fra Grev Ardenfeldt , som ifølge 
dette nu er i Sikkerhed . “ 
Prindsessen svarede ikke strax ; men betragtede 
mig et Oieblik spørgende , som ventede hun , at jeg 
skulde vedblive . 
„ Nu , min Herre ! “ udbrød hun endelig , som 
det forekom mig , med et Anstrøg af Utaalmodighed . 
„ Jeg har i den Anledning Intet videre at 
bemærke , Deres Høihed “ , svarede jeg forsfrækket . 
„ Herr Greven befinder sig vel og paalægger mig 
snarest muligt at skrive ham til “ , tilføiede jeg i 
min Forvirring . Vi gik nu et Oieblik tause med 
hinanden , medens hun af og til lod sit Blik dvæle 
paa mig med et Udtryk , som jeg ikke vidste at tyde . 
„ Jeg troede “ , sagde hun endelig , „ at Greven , 
da han jo er en Ven af Dem , havde gjort Dem 
Meddelelser , sine herværende Forhold betræffende , 
som mulig ogsaa kunde have Interesse for mig . “ 
Jeg sølle at Blodet steg mig fil Hovedet , idet 

det faldt mig ind , at hun mulig sigtede til hans 
Forhold til Elfe , hvilket rigtignok om end kun i 
tragi -- comisk Henseende kunde have Interesse for 
hende . 
„ Han har kun betroet mig den Deel af hans 
Anliggender her , som vedrører hans Flugt , Deres 
Høihed “ svarede jeg undvigende . 
„ De kjender altsaa aldeles intet til noget andet 
Forhold , som mulig kunde binde ham hertil ? “ spurgte 
hun , idet hun atter betragtede mig forskende . 
„ Aldeles intet , Deres Høihed , Greven har vel 
viist mig meget Venskab ; men han har aldrig beæret 
mig med sin Fortrolighed undtagen i hiin omtalte 
Retning , og , som Deres Høihed veed , blev det den 
Gang jo kun foranlediget ved et Tilfælde . 
Atter fortsatte vi tause vor Vandring , og da vi 
kom til en Korsvei , vilde jeg netop ad denne bortfjerne , 
mig , da hun pludselig og med et eiendommeligt 
bestemt Udtryk vendte sig imod mig . 
„ Hvad der end skal komme , og hvad Udfaldet 
end vil blive , Monsieur Kold , maa jeg henvende 
mig til Dem i en Sag , hvoraf min Skjæbne afhænger . 
Vil De staa mig bi , tør jeg med Tryghed hengive 
mig til det Haab , at De i intet Øieblik og under 
ingen Omsfændigheder vil svigte den Tro og den 
Tillid , jeg fæster til Dem ? “ 
Ved disse Ord fæstede hun et saa bønligt og 
forventningsfuldt Blik paa mig , at dette alene vilde 
være nok til at faae mig til at offre Alt for hende . 

„ Det tør Deres Høihed “ , svarede jeg med en af 
Bevægelse skjælvende Stemme . „ Jeg sværger Dem 
til , at jeg vil vove Alt , ja selv mit Liv , naar jeg 
derved kan bidrage til Deres Høiheds Lykke . “ 
„ Nu vel , Monsieur Kold “ , sagde hun rødmende , 
idet hun med et faknemmeligt Blik rakte mig Haanden , 
„ Udtrykket i deres Ansigt og deres hele Væsen borger 
mig for , af De har talt af deres Hjerte , hvilke Bevæggrunde 
det er , som tvinger mig til det Skridt jeg nu 
staaer i Begreb med af gjøre “ , vedblev hun , „ hvilken 
Magt det er jeg ikke kan modstaa , derom beder jeg 
Dem nik ikke af forlange nogen Forklaring . Naar 
Øieblikket er kommet skal De erfare Alt , og efter 
hvad jeg nys har været Vidne til , er jeg overbeviist 
øm , af Te vil føle Dem lykkelig ved af have ydet 
mig deres Bistand . “ 
„ Det vil jeg , Deres Høihed . Lykkelig søm det 
Menneske der har vundet Himlen ! “ udbrød jeg maaske 
med temmelig megen Pathos , stal jeg dømme efter 
det halvt forundrede , halvt forskrækkede Blik , hvormed 
hun saae op . 
„ Hvilke Familieforhold det er , som bragte mig 
hertil , hvor jeg i Førstningen følte mig saa grændseløs 
ulykkelig , men hvor jeg senere har været ligesaa 
lykkelig , det vil blive for vidtløftig her af forklare . 
Dog det kan jeg sige Dem , af da min Familie aldrig 
vil indvillige i “ her standsede hun et Øieblik rødmende 
og med skjælvende Læber , som kostede det hende Overvindelse 
af faae Ordene frem , „ i mit Ønskes Opfyldelse , 

saa er der intet Andet for mig at gjøre , end 
at unddrage mig en Magt , der kun tager Hensyn til 
den kolde Beregning selv i de helligste Spørgsmaal . 
Jeg maa altsaa bort , hemmeligt maa jeg forlade 
dette Sted og de Omgivelser , som bevogte hvert af 
mine Fjed . Til Dem , Monsieur Kold , til Dem , 
uden hvem jeg i dette Oieblik vilde være trøstesløs 
og forladt , overlader jeg Afgjørelsen af min Skjæbne . 
Vil De ledsage mig paa min Flugt , vil de styre og 
lede den , og være den , som fører mig til Frihed og 
Lykke ? “ 
Hvad jeg følte i dette Oieblik , formaaer jeg ikke 
at skildre , kun det veed jeg , at havde end hendes 
Familie bestaaet af en heel Legion Djævle , jeg havde 
uforfærdet kastet mig imod den . Ude af mig selv 
tilsvor jeg hende ved Alt , hvad Helligt er , at blive 
hendes Frelser og Beskytter , ja , jeg havde nær tilføiet : 
at blive hendes i Liv og Død . 
Alt blev nu aftalt imellem os . Jeg skulde i 
Helsingør søge et Skib , hvormed vi kunne komme til 
Lubeck , at reise tillands vilde nemlig være altfor farligt . 
En af hendes Kammerjomfruer ffulde da tilligemed 
mig ledsage hende . Hendes egne Forberedelser 
vare snart trufne , som hun forsikkrede , og idet Øieblik 
jeg havde Alt i Orden , hvilket hun indstændig bad 
mig paaskynde saa meget som muligt , da vilde hun 
ogsaa være færdig . 
Som en Febersyg , som i en Rus , hvori de deiligste 
Syner vexlede for mit Blik , forlod jeg endelig Prindsessen , 

og det varede længe forinden jeg kunde komme saa 
meget til mig selv , af jeg formaaede af lcegge en 
Plan eller komme til en Beslutning . Endelig tog 
jeg den Bestemmelse først af tage til Frederiksværk , 
idet det forekom mig nødvendigt til en vis Grad af 
indvie min Plejemoder i Hemmeligheden , men ved 
næermere Overvejelse , og maaske under Indflydelsen 
af en dunkel Følelse af , af der maaske dog fra Fornuftens 
Standpunkt var Noget af indvende mod mit 
Foretagende , forandrede jeg min Beslutning . Hvor 
ondt det end gjorde mig , bestemte jeg mig til ikke af 
see hende før min Afreise ; men derimod af skrive 
hende til fra Helsingør , hvorhen jeg allerede den 
nceste Morgen tidlig begav mig . 
Det var silde paa Efteraaret og der laa kun faa 
Skibe i Havnen . Imidlertid traf jeg dog paa en 
Skipper fra Capeln , der om nogle Dage var seilfcerdig . 
Rigtignok gjorde han store Øine , da han 
hørte mit Forlangende om af seile til Lübeck , samt 
de Fordringer jeg gjorde med Hensyn til Kahytten , 
som udelukkende skulde overlades Prindsessen og hendes 
Kammerjomfrue ; men da jeg Intet havde af indvende 
mod den høie Fragt han forlangte , ja endogsaa 
bød ham betydelig mere end han forlangte , dersom 
han i kortere Tid , end han først havde angivet , vilde 
gjøre sig seilklar , saa blev han snart villig til Alt , og 
førend jeg forlod ham blev det bestemt , af dersom 
Vinden holdt sig , som den var , da skulde vi afreise 
den nceste Aften , ligesom det ogsaa blev bestemt , af en 

Sadelmager efter den Anvisning , jeg havde givet , 
fluide udsmykke og sætte Kahytten i en mere beboelig 
Stand . 
Ved min Hjemkomst mødtes jeg efter Aftale med 
Prindsessen , ved den saakaldte Kanindam , og det 
blev nu bestemt , af hun under Foregivende af af 
gjøre ' et Par Dages Besøg hos ToldkamMerdirecteuren , 
som boede paa Marienlyst , tæt ved Helsingør , en 
Familie til hvilken hiin oftere kom , skulde den næste 
Eftermiddag med Extravogn reise dertil fra Frederikssund , 
og da istedetfør af tage ind til Familien , vendte mig 
paa Gjæstgiverstedet . Jeg skulde da foregive et Par 
Dages Reise til Kjøbenhavn , og allerede den næste 
Morgen tidlig reise dertil med en af Slottets Vogne , 
som skulde afsted i Hoffourerens Ærende ; men derfra 
skulde jeg da strax tage til Helsingør , hvorefter vi 
da skulde afreise . 
Efter af denne Plan var udkastet og behørigt 
drøftet , skiltes jeg fra Prindsessen før ikke af see hende 
før i Helsingør . Derefter skyndte jeg mig ned til 
Søren Poulsen . Hvor betagen og opfyldt jeg end 
var af det Forestaaende , havde jeg nemlig dog endnu 
en Tanke tilovers før , hvorledes det skulde gaae med 
Grevens Brevvexling , og jeg havde derfor besluttet 
endnu samme Aften af skrive til ham , og anmode 
ham om af adressere sin Brevpakke til min Pleimoder 
i Frederiksværk , hvem jeg da skriftlig vilde underrette 
om dette Arrangement , og bede hende om dennes 
Besørgelse . Søren Poulsen vilde jeg nu lige458 

ledes underrette om , af han kunde afgive Svaret paa 
det Brev , han nys havde faaet til hende . 
Efter af have udrettet dette begav jeg mig hjem , 
og var nu den øvrige Tid af Aftenen beskjeftiget med 
Tilberedelserne til Reisen . Da jeg endelig var 
fcerdig hermed og træet og anstrængt vilde begive mig 
til Hvile , blev der banket paa Døren , og Skøren 
Poulsen traadte ind . Med sit sædvanlige poliske 
Smiil sagde han ; af der var bleven lavet et Brev 
istand til Greven , hvilket han indstcendig paalagde 
mig at besørge strax , naar jeg Dagen efter kom til 
Kjøbenhavn . Da jeg , efter at han var gaaet , kastede 
et Blik paa Brevet , maatte jeg smile ved at see en 
Udskrift , der , som det forekom mig , var mere end 
tilstrækkelig til at tilintetgjøre den skjønneste Idyl , og 
til at gyde koldt Vand i Blodet , selv paa den varmeste 
Elsker . Men var Udskriften saaledes , hvorledes 
maatte da Indholdet vcere ? Ja , ncesten gjorde det 
mig ondt at tæenke paa , hvorledes Greven maatte 
vcere tilmode , naar han , ved hvert Ord han læeste , 
saae Forgyldningen Stykke for Stykke falde af hans 
St . Gjertrud . Det var imidlertid min Trøsf , at 
det maaske vilde vcere det bedste Middel til at curere 
hans Sygdom . 
Ihvorvel det langtfra var med et let Hjerte , at 
jeg den nceste Morgen sad paa Vognen og rullede ud 
af Slotsgaarden , saa var dette dog ingenlunde foranlediget 
ved Tanken om det for min hele Fremtid 
maaske saa betydningsfulde Skridt , jeg stod i Begreb 

med at gjøre . Mit hele Sind og al min Tanke var 
saa opfyldt af en eneste Gjenstand , at alt Andet 
maatte træede i Skygge derfor , og kun til mit Barndomshjem 
og til dem , som jeg efterlod der , sendte jeg et 
veemodigt Blik , idet jeg fjernede mig fra den Egn , 
hvor jeg havde henlevet saa mange lykkelige Aar . 
Efter ikke af have opholdt mig et Øieblik længere 
i Kjøbenhavn end der behøvedes for af reqvirere en 
Vogn , og for af aflevere Brevet til Greven paa Posfhuset , 
afreiste jeg til Helsingør . 
Idet jeg steg ud afVognen i Gjæstgiverstedets Gaard 
faldt til min Beroligelse mit Tie paa en Extravogn hvorpaa 
der med store Bogstaver stod malet „ Frederikssund . “ 
Hvad der derimod et Øieblik var mig paafaldende , 
uden af jeg dog i min Iver anstillede nogensomhelst 
Reflectioner eller gav mig Tid til nærmere Eftertanke , 
var , af der ogsaa holdt en stor lukket Eqvipage , hvis 
Udstyring viste , af den havde været forspændt med 
fire Heste . 
Gjæstestuen hvori jeg strax efter traadte ind , var 
tom , og jeg stod netop i Begreb med atter af forlade 
den , for af erkyndige mig om Prindsessen . Da 
Døren bagved mig gik op , og Kammerherren til min 
Skræk og Forbauselse traadte ind . Blev jeg tilmode , 
som skulde jeg synke i Jorden , som var et Lyn slaaet 
ned for mine Fødder , ved af see ham , saa havde jeg 
dog paa den anden Side den Satisfaction , at blev 
han end ikke saa forsfrækket , saa blev han efter Alt at 
dømme ganske vidst ligesaa overrasket som jeg . 

„ De her ! “ udbrød han . „ Hvorledes gaaer det 
til ? Var det ikke deres Bestemmelse at reise til 
Kjøbenhavn ? “ 
I den faste Overbeviisning , at vor Plan paa 
en eller anden Maade var opdaget , og at det altsaa 
her gjaldt om at frelse , hvad der endnu kunde frelses , 
samlede jeg min hele Selvbeherskelse , for ikke ved mit 
Ydre at anklage mig selv i altfor høi en Grad . 
„ Jeg har ogsaa været i Kjøbenhavn “ , svarede 
jeg , „ men en Bekjendt af mig , som jeg strax traf 
paa , overtalte mig til at tage med hertil , hvorhen 
han stod færdig til at reise ved min Ankomst . Det 
var rigtignok en temmelig hovedkuls og anstrængende 
Tour , Herr Kammerherre , og jeg fortryder nu næsten 
min Letsindighed , som bevægede mig til at følge med . 
Reiser Deres Høivelbaarenhed hjem endnu iaften ? “ 
Kammerherren svarede ikke , men betragtede mig 
et Oieblik opmærksomt . 
„ Hvor længe har De været her ? “ spurgte han 
derpaa pludseligt . 
„ Jeg kom i dette Oieblik og længes meget efter 
en Kop The ; men jeg seer ikke Berten . “ 
„ I dette Oieblik ! “ gjentog han , uden , som det 
lod til at have skjænket min uskyldige Bemærkning om 
min Nødtørftighed nogen Opmærksomhed . „ Jeg har 
dog ikke Hørt nogen Vogn komme ind i Gaarden . “ 
Staldkarlen hørte det imidlertid øieblikkelig og kom 
strax til “ , svarede jeg paa en Maade , der ikke syntes at 
behage ham , idetmindste tilkastede han mig et barst Blik . 

„ Jeg maa tale med Dem “ , sagde han derpaa 
hastig , idet jeg nemlig med et Buk vilde fjerne mig . 
„ Tør jeg bede Dem et Oieblik trcede herind . Hørte 
De Noget om , at hendes Høihed Prindsessen agtede 
sig hertil ? “ vedblev han derpaa , efter at vi vare 
komme ind i et Sideværelse . 
„ Ja , Herr Kammerherre , thi jeg beordrede selv 
Staffelten til Frederikssund , som skulde bestille Extravogn 
til hende . “ 
„ Og hvorfor tog hun Extravogn , hvorfor tog 
hun ikke i en af Hofeqvipagerne lige hertil ? “ spurgte 
han i en inqvirerende Tone . 
„ Kammerlakaien bragte Ordren om Stafettens 
Afsendelse op paa Contoiret ; men da hverken Hoffoureren 
eller jeg kunde formode , at hendes Høihed 
var forpligtet til at give os Motiver for sin Handlemaade , 
saa spurgte vi ikke videre . “ Det Argument 
maa ikke have forekommet ham saa aldeles forkasteligt , 
idetmindste taug han , medens han eftertænksom gik et 
Par Gange op og ned ad Gulvet . 
„ Dersom det øvrigt , Herr Kammerherre “ , vedblev 
jeg , „ er hendes Høiheds Bestemmelse , at blive 
nogle Dage paa Marienlysf , saa forekommer det mig 
rimeligt nok , at hun ikke ønskede at have egen Eqvipage 
med . “ 
„ Men hun er der ikke ! “ udbrød han , idet han 
blev staaende og stirrede stivt paa mig . „ Hun er 
der ikke , forstaaer De det ? “ 
„ Jeg behøver hverken at forstaa det eller ikke at 

forstaa det , Herr Kammerherre “ , svarede jeg i en 
fornærmet Tone . „ Jeg hører ikke til hendes Høiheds 
Hofstat og er ikke hendes Tjener . “ 
„ Jeg veed ikke , hvad jeg skal tænke ! “ udbrød 
han . „ Hør “ , vedblev han . „ Prindsessens Formynder , 
hans Høihed Landgreven af Baden-Durlach , 
ankom til Jægerspriis strax efter hendes Afreise , og 
da det Anliggende , som bragte ham hertil , er i 
høieste Grad vigtigt , saa blev det besluttet strax at 
reise hertil . Hans Høihed ønskede imidlertid ikke , qt 
tage til Marienlysf , hvor han er ubekjendt , og vi 
toge derfor herind , hvorefter jeg strax begav mig 
derud , for af gjøre Prindsessen bekjendt med det 
høie Besøg . Til min Overraskelse vidste man 
imidlertid der aldeles Intet om hende , hvorimod jeg 
erfarede , da jeg kom her tilbage , af en Extravogn fra 
Frederikssund havde bragt tvende Damer hertil , hvoraf 
den Ene syntes af maatte staa meget høit , af 
dømme efter den Maade , hvorpaa hun blev behandlet 
af den Anden . Kudsken , som vi ønskede af tale med , 
var Intetsteds af finde . Jeg lod mig derefter af 
Perten føre op til Damernes Værelser . Her var 
imidlertid Ingen , hvorimod enkelte Gjenstande , som 
laa adspredte hist og her , utvivlsomt beviiste , af det 
virkelig er hendes Høihed , som er her . “ 
„ At hun fluide været taget herind paa et simpelt 
Gjæsfgiversfed , forekommer mig saa usandsynligt , af 
jeg umuligt kunde have troet det , dersom ikke Herr 
Kammerherren selv havde overbeviist sig derom . 

Hendes Bewæggründe er imidlertid ikke let af slutte 
sig til . Dog formoder jeg , af hun nu enten er 
spadseret ud til Marienlyst eller ogsaa ud til Kronborg , 
hvor hun jo ogsaa undertiden har aflagt Besøg 
hos Kommandantens Familie . “ 
„ Begge Dele ere mulige , men synes kun lidet 
rimelige “ , svarede hiin . „ Hendes Høihed har rigtignok 
i en temmelig høi Grad sat det Hensyn tilside , 
som hun er sin Stand skyldig , ved af fage hertil i 
en Postvogn uden engang af vcere ledsaget af en 
Tjener , men af hun skulde drive det saa vidt , af hun 
alene med sin Kammerjomfru gaaer her omkring paa 
Gaderne , det er saa overordentligt , af man næppe 
før tillade sig af tro det . Hvorledes nu end Sagen 
Hænger sammen “ , vedblev han , „ og jeg har , en 
dunkel Følelse af , af ikke Alt er rigtigt , saa maa 
saalænge som muligt al Opsigt undgaaes , og jeg vil 
derfor nu selv begive mig ud til Kronborg først , hvorhen 
jeg vil bede Dem om af ledsage mig . “ 
Der var Noget i Kammerherrens Blik og 
Miner som tydede paa , af han havde en om end 
kun ubestemt og famlende Mistanke til mig eller 
muligviis næredes kun denne Frygt hos mig af min 
egen onde Samvittighed . Hans Opfordring om af 
følge med tjente imidlertid ikke til af berolige mig , 
idet jeg antog , af det var hans Hensigt ikke af tabe 
mig af Sigte . 
„ Det gjør mig meget ondt , Deres Høivelbaarenhed “ , 
svarede jeg , „ men saa stor en Wre det end er 

for mig , saa er jeg dog nødsaget til at afslaa den 
da jeg har lovet den Bekjendt med hvem jeg kom 
hertil , at tilbringe Aftenen sammen med ham . “ 
„ Den Undskyldning slaaer ikke til , Monsieur 
Kold , naar jeg befaler Dem at ledsage mig “ , 
svarede han i en afgjørende Tone . 
„ Jeg troer den er fuldstændig tilstrækkelig , Herr 
Kammerherre “ , svarede jeg rolig , „ ligeoverfor Den , 
under hvis Befaling jeg ikke slaaer . Træffer Herr 
Kammerherren hendes Høihed paa Kronborg , da er 
jo ogsaa min Nærværelse overflødig . “ 
„ Men træffer jeg hende ikke “ , svarede han opbragt , 
„ da er det nødvendigt , at jeg har Dem hos 
mig , med Hensyn til de Foranstaltninger , som saa 
stal træffes . Jeg befaler Dem derfor endnu engang 
at ledsage mig , og jeg sværger Dem til , jeg stal vel 
vide , at skaffe mig Lydighed . “ 
„ Jeg troer det vil blive Herr Kammerherren meget 
vanskeligt , idetmindste vil jeg med Rolighed afvente 
Resultatet . For det Tilfælde imidlertid , at jeg i 
Virkelighed kan være til Nytte , saa vil Deres Høivelbaarenhed 
kunne træffe mig enten her eller i 
Theatret , hvor min Ven og jeg agte at gaa hen . “ 
Med disse Ord forlod jeg Værelset . Enten maa 
han nu være bleven beroliget ved mine sidste Ord eller 
ogsaa indsaae han hvor lidt ban formaaede at bringe 
sin Trussel i Udførelse , thi han fulgte mig ikke , 
hvorimod han , endnu medens jeg stod raadvild paa 
Gangen , gik mig hastig forbi og ud af Porten . 

Jeg besluttede nu først at lade mig anvise et 
Værelse , for derved at vildlede Kammerherren , dersom 
han skulde komme tilbage forinden det var lykkedes 
mig at finde Prindsessen , der , hvilket jeg følte mig 
overbeviist om , sikkert havde forladt Gjestgiverstedet 
ved Prindsens og Kammerherrens Ankomst . 
Ude af mig selv ved Tanken om , hvor let Alt 
kunde mislykkes ved dette fortvivlede Tilfælde , gik jeg 
et Par Gange op og ned ad den lange Gang . 
Endelig blev en Dør lukket op og en Opvartningspige 
kom ud . 
„ Vil De tale med Nogen ? “ spurgte hun . 
„ Ja “ , svarede jeg , „ men det lader til , at her er 
Ingen , som vil tale med mig . Vil De nu imidlertid 
anvise mig et Værelse . “ 
„ Saa Herren har ventet “ , svarede hun , idet hun 
holdt Lyset op , som for at tage mig i nærmere Øiesyn . 
„ Ja vi har fornemme Gjesfer iaften “ , vedblev 
hun medens hun aabnede en Dør og viiste mig ind . 
„ Det er en Prinds og hans Kammerherre , og det 
kan da nok sætte Huset paa den anden Ende . Husbond 
farer omkring som en gal Kat i Torden og er 
færdig af jage Livet af os . “ Medens hun sagde 
dette og med det samme ryddede op i Værelset , lagde 
jeg Mærke til , af hun hvert øieblik heftede sit Blik 
paa mig . 
„ Herren er maaskee fra Kjøbenhavn ? begyndte 
hun atter . 
„ Nei , men jeg kommer rigtignok derfra . “ 

„ Ja , jeg kunde da nok vide , af de ingen Kjøbenhavner 
var , for dem er der altid saadant et Commerce 
ved . Saa er De maaske fra Frederiksborg ? “ 
„ Heller ikke , men nu ncermer De dem godt til 
det rette Sted . “ 
„ Saa skulde det da være løierligt om jeg ikke 
kunde finde det , naar jeg gjør mig rigtig Umage “ , 
svarede hun som det forekom mig med et undertrykt 
Smil . 
„ Det vilde da komme an paa , om jeg har Tid 
til af gjennemgaae alle Sjcellands Byer og Stæder 
med Dem . Førsf kunde De maaske sige mig om her 
ikke ogsaa er kommen en Dame med hendes Pige 
iaften ? “ 
„ Jo her er , men De er gaaet ud . “ 
„ Det har jeg hørt . Men dersom De , naar de 
komme hjem igjen vil underrette Damen om , at der 
er kommen en Herre fra Kjøbenhavn , som absolut 
maa tale med hende , saa vil jeg give Dem disse “ , 
sagde jeg , idet jeg lagde nogle Guldpenge i hendes 
Haand , „ og jeg vil give Dem ligesaa mange fil , 
naar De vil holde Tand for Tunge , og ikke tale fil 
Nogen Anden om , hvad jeg nu har bedt Dem om . “ 
„ Gudbevares ! “ udbrød hun , „ Guld kan faae en 
Jøde fil at dandse og den rappeste Tunge fil at tie . 
Vent nu et Oieblik , saa stal jeg maaske vise Dem 
at jeg er lidt klogere end Kong Salomons Kat , der 
ikke kunde sige andet end Miau . Nu skal Herren 

strax faae , hvad De ønsker “ , vedblev hun med hør 
Røst i den aabne Dør , idet hun gik . 
Forundret blev jeg et Dieblik slaaende og saae 
paa Døren , hun var gaaet ud ad . At hun vidste 
Noget var afgjort ; men hvorledes var det gaaet fil 
at Prindsessen havde betroet hende en saadan 
Hemmelighed . Jeg fik imidlertid ikke Leilighed fil 
af grunde Lcenge ; thi strax efter kom hun tilbage , 
og » idet hun aabnede Døren , vinkede hun ad mig , 
hvorefter jeg fulgte hende langs ad Gangen fil en 
Dør , som hun aabnede . Fra det Vcerelse , hvori vi 
nu kom ind , gik vi endnu igjennem to Andre og bleve 
nu endelig staaende ved en Dør , hvorpaa hun 
bankede , hvorefter hun traadte tilbage . 
Et Dieblik efter stod jeg for Prindsessen . Bleg , 
skjælvende over sit hele Legeme og med et Udtryk af 
den pinligste Angest kom hun mig imøde , og idet hun 
greb begge mine Hcrnder , udbrød hun : 
„ Du gode Gud , kjcere , kjcere Kold , hvilken 
Angest har jeg udstaaet . Ak , jeg var saa overbeviist 
om , af Alt var opdaget , og af jeg vilde blive nødsaget 
fil et underkaste mig den Skjcebne , som min 
Formynder er kommen hertil for af berede mig . 
Jeg kjendte strax hans og Kammerherrens Stemmer , 
og da jeg indsaae af mit Ophold her ikke kunde blive 
skjult for dem , saa formaaede jeg Opvartningspigen 
fil , naar Man spurgte efter mig , af sige , af jeg var 
gaaet ud , idet jeg tillige blev nødsaget fil af beskrive 
hende deres Person , for af hun kunde give mig 

Underretning , naar De kom . Men nu , nu kjcere 
Kold , blive vi ikke bevogtede ? Hvorledes skulle vi 
komme bort ? 
„ Jeg har endnu godt Haab , Deres Høihed . 
Kun bliver det nødvendigt af tage Opvartningspigen 
paa Raad “ . Denne blev nu tilkaldt og efter af jeg 
med saa faa Ord som muligt , havde gjort hende 
bekjendt med vort Lnske , nemlig snarest muligt og 
useet af komme bort , og dertil føiet en ny Belønning , 
var hun strax villig til af anvise os en Udgang til 
en Sidegade . 
Jeg ilede nu ned til Skipperen og fik denne 
med sine to Mand op med mig for af hjcelpe af bæere 
Tøiet . Snart efter begav vi os bort , og netop i det 
Oieblik , af jeg , som var den Sidste , vilde lukke 
Døren efter mig , hørte jeg Kammerherren med høi 
Røst befale , af der , forsaavidt jeg ikke var paa mit 
Vcerelse , strax skulde sendes Bud ester mig i 
Theatret . 
Forinden dette imidlertid kunde komme tilbage , 
forinden man i Theatret , hvor lille det end var , 
havde udfundet , af jeg ikke var der , og forinden derefter 
en Opdagelse af Sagens egentlige Sammenhæng 
blev gjort , maatte vi , derom ncerede jeg ingen Tvivl , 
forlcengst vcere ude af Havnen . 
Det varede ogsaa kun et Dieblik efter at vi 
vi vare komne ombord , før vi forlod Havnen og foren 
strygende Vind slode op ad Sundet . 
I Kahytten , hvor Prindsessen og hendes Kammerjomfru « 

opholdt sig , saae det hyggeligt og godt ud . 
De oliemalede Trævægge vare blevne beklædte med 
røde Gardiner , som ogsaa skjulte Kvierne . En 
magelig Lænestol , et Par Feltstole og et Bord udgjorde 
Meublementet , hvortil kom en Lampe , som 
hængte ned fra Loftet . Den lille sorte , tilrøgede og 
smudsige Kahyt var bleven forvandlet fil et nogenlunde 
smukt og beqvemt Opholdssted , og med inderlig 
Glæde modtog jeg Prindsessens Tak , da jeg efter at 
vi vare komne under Seil , et Dieblik var dernede . 
Fra denne Aften og indtil vi otte Dage efter 
kom fil Lübeck saae jeg hende ikke mere . I stormende 
Veir og for contrast Vind tumledes vi om fra det 
ene Sted fil det andet , idet Skipperen , søgende Læ 
snart hist , snart her , søgte at naa Reisens Maal 
uden at vove sig ud paa det aabne Hav . Hjemsøgt 
og forpint af Søsyge maatte Prindsessen under hele 
Reisen forblive i sin Kvie , medens jeg i en nogenlunde 
lignende Forfatning vaandede mig i et lille 
mørkt Hul , der var bleven indrettet til mig forude 
ved Siden af Folkelukafet , og først da vi laa fortøiet 
ved Bolværket i Lübecks Havn kunde jeg mande 
mig saa meget op , af jeg fik en Vogn besørget , som 
bragte hende op til et Hotel , hvorhen jeg strax efter 
fulgte med Tøiet . 
Med hvilken Følelse af Lykke og Velvære jeg et 
Par Timers Tid efter sad paa mit Værelse , kan jeg 
ikke beskrive . Søsygen og dens Qvaler , Nøden og 
Angesten var glemt i det Øieblik jeg sad Foden paa 

470 
Land , og jeg kunde nu lee hjerteligt ved Tanken om det , 
der for kort siden ncesten kunde have bragt mig til af 
fælde Taarer af Fortvivlelse . Jeg havde sliftet 
Klceder , faget et velgjørende Bad , og sad nu i den 
hyggelige Stue , i hvis Kakkelovn Ilden bræendte 
lystigt , ventende paa Tilladelse til af maatte gjøre 
Prindsessen min Opvartning , ventende paa det Oieblik , 
der skulde krone min Lykke , der skulde aabne 
Himmelens Porte for mig og føre mig ind i den lyse 
Herlighed . Som jeg saaledes sad , hørte jeg lette , 
raske Fodtrin paa Gangen . Et Oieblik lyttede jeg 
forbauset , idet disse Skridt forekom mig bekjendte , 
uden af jeg dog vidste , til hvilken Personlighed jeg 
skulde henføre dem . 
Lang Tid havde jeg imidlertid ikke fil Betænkning ; 
thi Døren blev nu reven op , og den unge Grev 
Arden seid stod for mig med blussende Kinder og 
straalende Oine , kort , med et Udtryk af den høieste 
Lykke . 
„ Min trofaste , bedste Ven ! “ udbrød han gribende 
min Haand . „ De har engang frelst mit Liv , og nu 
har De frelst Den , som ene giver det Vcerd . Hvorledes 
stal jeg takke Dem , hvormed stal jeg gjengjelde 
det Offer , De har bragt mig og hende ? “ 
Med en dunkel Følelse af Sagens egentlige 
Sammenhæng , og en fjern Anelse om , at jeg after 
havde ladet mig forføre af min barnlige Indbildningskraft 
fil at drømme en Drøm , hvoraf jeg nu skulde 
opvaagne , stod jeg maalløs og stirrede paa ham . 

„ Jeg forstaaer Dem ikke , Herr Greve “ , stammede 
jeg endelig . „ Jeg fatter ikke et Ord af , hvad De 
siger . “ 
„ De forstaaer mig ikke ! Nu sandelig , kjæere 
Kold , jeg troede dog , at De havde gjennemskuet 
mig . “ 
„ De mener med Hensyn fil Else ? “ 
„ Ja , Else ! “ udbrød han leende . „ Hör , Kold , 
betcenk nu Alt , og siig mig saa , om De virkelig antog , 
af jeg kunde elske hende ? “ 
„ Jeg maatte jo fro det , Herr Greve , og flere 
med mig . Havde De nu end den fuldstændigste Ret 
fil af mystificere den hele Verden , hvad den Sag angik “ , 
vedblev jeg , „ saa maa jeg overlade fil deres 
egen Samvittighed af dømme , om De havde den 
samme Ret med Hensyn fil hende . “ 
Med en let Skygge af Alvor betragtede han mig 
et Oieblik . 
„ Nei , min kjcere Ven “ , udbrød han derpaa i en 
munter Tone , „ jeg havde sandelig ingen Ret fil af 
bedrage hende ; men jeg har Heller ikke gjort det . 
Dog “ vedblev han , „ lad mig forklare Dem de skjulte 
Rcenker , som virkelig synes af have altereret Dem . 
Allerede før De kom fil vort velsignede Jæegerpriis 
var jeg forlovet med Prindsesse Emma ; men da 
vi kunde vente den heftigste Modstand af hendes 
Familie , maatte vi vcere i høieste Grad forsigtige , 
indtil bedre Tider kom . Da jeg nu havde leiet en 
Stue hos Sø ren Poulsen før deri af mødes med 

mine Politiske Venner , saa fandt jeg paa ved min 
Optræden og ved skjulte Hentydninger , af bilde 
Verden ind , af min Gang der i Huset gjaldt Else . 
Derved blev for det Forsfe min hyppige Færden der 
motiveret , og for det Andet blev det lille Hofs 
Opmærksomhed ledet paa falfl Vei , ja saa grundigt , 
at jo min Fader for at redde mig vilde ødelægge 
Dem . Med alt dette havde imidlertid hverken Elfe 
eller hendes Fader at bestille , og jeg har maaske ikke 
talt fo Ord med Pigen , der iøvrigt ingenlunde var 
af en let bevægelig eller romantisk Natur . 
Hvor ofte jeg ved at mit Venskab for Dem , 
kjære Kold , blev fristet haardt til at gjøre Dem til 
min Fortrolige , saa modstod jeg dog stedse Fristelsen . 
For det Forsfe vare de Hemmeligheder jeg bar paa 
jo ikke mine egne , og dernæst kunde Indvielsen deri 
for Dem kun bringe Farer og Uleilighed . Tilfældet 
vilde det imidlertid anderledes netop med Let , som 
kunLe have de farligste Følger for Dem “ , vedblev 
han , idet han trykkede min Haand . „ Da jeg nu 
maatte flygte , og der efter , hvad der var foregaaet , 
nu ikke var den fjerneste Udsigt til at erholde 
Prindsessens Families Indvilligelse i vor Forening , 
saa stod der os ingen anden Udvei tilbage end at 
hun maatte dele min Skjæbne og flygte med mig . 
Da nu Søren Poulsen var mig bekjendt som en 
snu og opvakt Mand , saa besluttede jeg at lade vor 
Correspondance gaa igjennem ham ved deres Medvirkning , 
idet jeg nemlig befrygtede , at hans Myndighed 

kunde foranledige at Brevene gik feil . Manden ahnede 
imidlertid ikke , at det var Prindsessen det gjaldt ; 
men gik med et skjelmsk Smil ind paa den stiltiende 
Overenskomst om , at det var hendes Kammerjomfrue , 
til hvem nemlig Brevet var adresseret , og fra hvem 
han igjen modtog Svaret . De seer , kjcere Kold , at 
det var snedigt anlagt . Først fik De et Brev fra 
Berlin . I deres Egenskab af Hofskriver var dette 
jo ikke paafaldende og kunde jo angaae Artikler til 
Kjøkkenet , indeni var et til Sø ren Poulsen , som 
De hovedrystende antog for at vcere en Billet äcmx 
til Else , after inden i var der et til Kammerjomfruen , 
som Søren grinende bandede paa var et 
Kjcerestebrev til denne , og først da kom Udskriften til 
Prindsessen . Men siig mig nu , De store Mand “ , 
vedblev Greven i munter Tone , „ som opdagede da 
Varulven gik paa gale Veie , og som , hvad Mere 
var , opdagede de Varulve Regjeringen sendte efter 
mig , hvem skulde komme efter Sandheden undtagen 
Kammerjomfruen , og hun var trofast , som det prøvede 
Guld . 
Da jeg skrev til min Forlovede , tcenkte jeg først 
paa af bede Dem om af vcere hendes Beflytter og 
om af arrangere og ledsage hende paa Flugten ; men 
ved Tanken om , af De derved baade vilde forskjertse 
deres Stilling og , hvad vcerre var , maaske deres 
hele Fremfid , idet De nceppe vilde undgaae en 
alvorlig Straf , saa opgav jeg det og skrev nu , af jeg selv 
hemmeligt vilde komme til Kjøbenhavn , for derfra af 

ledsage hende . Hvor farligt det end var , saa havde 
jeg ingen anden Udvei , og det maatte derfor voves . 
I sin pinlige Angest for af det skulde mislykkes , 
og Alt saaledes vcere tabt for os , var det nu , af 
hun henvendte sig til Dem , hvorpaa hun tilskrev 
mig , hvorledes Aftalen var bleven , og af jeg maatte 
vente hende og Dem i Lubeck . Naa , jeg har nu 
gjort Rede og Rigtighed for det Hele , og Eventyret 
maa ganske vidst nu vcere Dem fatteligere , end det 
er for De , som vi have efterladt paa Jcegerspriis . 
Men hvordan er det fat ? “ tilføiede han , „ De stirrer 
jo paa mig , som var den frygteligste Ulykke passeret . 
Dog “ , tilføiede han alvorlig , „ jeg glemte et Oieblik , 
af Spillet sandelig ikke er saa lysteligt for Dem , som 
for mig , og af De nok har Grund til af blive 
alvorlig stemt ved af tænke paa Følgerne . Men det 
svcerger jeg Dem til , af vor Taknemlighed ingen 
Grændser kjender , og af De trygt , hvad det Materielle 
angaaer , kan see Fremtiden imøde . Med Guds 
Hjælp vil det ogsaa lykkes os af dæmpe Stormen ? 
saaledes af idetmindste De kan vende tilbage . Kom 
nu , Prindsessen venter Dem . “ 
„ Vil De sige mig , Herr Greve “ , sagde jeg , og 
Spørgsmaalet fløi mig næsten uvilkaarligt ud af 
Munden , „ hvorfor meddelte hendes Høihed mig 
aldeles Intet om den egentlige Grund til hendes 
Flugt ? “ 
„ Ja , min hære Ven “ , svarede han med et 
forundret Blik , „ vilde det dog ikke være temmelig 

meget forlangt af en Dame , af hun skulde tilstaa det , 
naar det kunde undgaaes . Men kom nu ! “ 
„ Te vilde gjøre mig en stor Tjeneste , Herr 
Greve , ved af undskylde mig hos hendes Høihed for 
iaften . Jeg er ikke ganske vel og trcenger til Ro . “ 
„ Tcenkte jeg det ikke nok ! “ udbrød han . „ Og 
det er da heller ikke saa forunderligt , naar man i 
otte Dage har trillet om paa Dstersøens Bølger . 
Imorgen vil det vcere overstaaet og jeg skal vcere den 
Første som banker paa deres Dør . “ 
Ja havde han med , „ at det imorgen vilde vcere 
overstaaet “ meent , at saa vilde Alt vcere forbi for 
mig , saa var han nogenlunde kommen den Tanke ncer , 
der efter hans Bortgang beherskede mig , idet jeg i 
min Fortvivlelse flere Gange følte den mest brændende 
Lyst til at begrave mig i den lille Flods Bølger , 
som rullede forbi Hotellets Vinduer . Var jeg nu 
bleven bedraget eller havde jeg bedraget mig selv ? 
Om jeg havde havt Mod nok eller , om min 
Fortvivlelse var stor nok til at bringe Tanken om 
Selvmord til Modenhed hos mig , kan jeg vel ikke 
med Sikkerhed bedømme ; men vist er det , at jeg 
endnu i dette Øieblik , saa mange Aar derefter , er 
overbeviist om , at hine Spørgsmaal , der pludseligt 
dukkede op i mig , frelste mit Liv . 
Bevidstheden om , at jeg havde en ikke saa ringe 
Tilbøielighed til at lade min Phantasi løbe løbsk med 
mig , om at en ganske lille Gnist af Troen paa , at 
jeg ved en vidunderlig Tilskikkelse vilde blive forvandlet 

til Noget overordentligt , endnu ulmede i min Sjæels 
inderste Folder , gjorde af jeg midt i min Fortvivlelse 
og Harme studsede og spurgte mig selv , om hiint 
dog ikke havde forført mig fil af tro , af Prindsessen 
deelte mine Følelser . Var dette nu Tilfældet , og 
havde hun i Virkeligheden ikke bestyrket mit dristige 
Haab , saa , ja saa kunde det jo rigtignok ikke bidrage 
fil af berolige mig , for saavidt jeg havde elsket hende , 
men det kunde bidrage fil af lcege min saarede 
Wresfølelse , eftersom jeg da saaledes ikke havde vceret 
et Offer for en Coqvettes Indfald . 
Tanken om af jeg var min egen Forfører , af 
jeg Ingen uden mig selv havde af takke for den 
Skjcebne , hvorunder jeg nu sukkede , blev nu lidt efter 
lidt mere og mere klar hos mig . Men jeg foer nu 
ikke mere fortvivlet op og ned af Gulvet , jeg stirrede 
ikke oftere med forvildet Blik ned i den sorbiløbende 
Flod . Stille og grublende sad jeg Time paa Time 
og stirrede paa Lysene , der brcendte foran mig paa 
Bordet og alt sorn jeg sad vendte mit Sind og min 
Tanke sig fil mit Barndomshjem , fil min Pleiemoder , 
hvis hele Kjærlighed jeg havde eiet , hvis Livs Glcede 
jeg havde udgjort , og over hvem jeg nu havde bragt 
Sorg og Skam . Jeg tæmkte paa Froms , paa 
deres jevne , hyggelige Hjem , hvor Dagene hengik 
med Flid og Arbeide , og Aftnerne i Fred og Glcede . 
Marie dukkede frem før mit indre Syn ; men det 
muntre Smil om hendes Mund og det skjelmske 
Blik var borte . Med et Udtryk af Sørg og , som 

det syntes mig , ogsaa af Foragt stirrede hun paa 
mig . Da brast jeg i Graad , og længe , længe flød 
mine Taarer i bitter , nagende Smerte og Anger . 
Først henad Morgensfunden fattede jeg mig saa 
meget , at jeg kunde begynde at tænke over min 
Stilling , og hvad jeg skulde gribe til . Først skrev 
jeg et Brev til Bæk , hvori jeg fortalte ham , hvilken 
Lod og Deel jeg havde havt i Prindsessens Flugt , 
uden dog at aabenbare ham mit egentlige Motiv , 
det formaaede jeg ikke , idetmindste ikke endnu ; jeg 
skildrede ham min dybe Smerte over den Kummer 
og Angst jeg havde beredt min Plejemoder , idet jeg 
bad ham om , at udvirke mig hendes Tilgivelse . Jeg 
sagde ham dernæst , at hvor inderligt jeg end længtes 
efter at komme hjem , saa skulde det dog ikke skee , før 
jeg kunde vende tilbage med Wre , samt tilsidst , at 
De nu ikke maatte vente at høre fra mig , før jeg 
havde vundet den Stilling , som jeg nu , ved Afsendelsen 
af Brevet , drøg bort før at tilkæmpe mig . 
Bort maatte jeg , dette stod fast hos mig ; thi 
hverken Greven eller Prindsessen kunde eller vilde 
jeg see , deres Dom over mig fik saa at blive , hvad 
den vilde . 
Klokken var endnu ikke fire , da jeg med min 
lille Kuffert i Haanden fra Hotellet traadte ud paa 
Gaden . Uveiret havde raset ud og fra den klare 
skyfrie Himmel skinnede og flimrede Stjernerne , idet 
en mild Frost var indtraadt . Paa Gaden var Alt 
stille . I nogen Tid stod jeg tvivlraadig om , hvorhen 

jeg skulde vende mine Skridt i den store fremmede 
Stad , da hørte jeg Rumlen af en tung Vogn nede 
i Gaden , samt Pidskesmceld og Bjeldeklang . Ncermere 
og ncermere kom det til Stedet , hvor jeg stod , og 
da endeligt et Lces , hvis Lige i Størrelse jeg aldrig 
Kavde seet , langsomt rullede mig forbi , rystede Jorden 
og Ruderne klirrede . Fragtmanden , der gik ved 
Siden af , opmuntrede idelig med sin lange Pidsk 
de ser colossale Heste , hvormed det var forspændt , 
og hvis Seletøj var behcengt med Bjelder og brede 
blanke Messingringe . I nogen Tid stod jeg forbauset 
og betragtede det mig saa fremmede Syn ; men da 
Vognen nu lidt efter lidt forsvandt for mit Blik , da 
besluttede jeg af følge med , ligemeget hvorhen Veien 
gik . De Penge , jeg havde medbragt vare ikke mange , 
og jeg maatte derfor vcere i høi Grad forsigtig med 
mine Udgivter , dersom de kun nogenlunde skulde 
strcekke til . Da jeg havde naaet Vognen , var min 
Accord med Fragtmanden snart sluttet . For et Par 
Mark kunde min Kuffert komme med til Hamborg , 
hvorhen han skulde , og selv kunde jeg ogsaa faae 
Lov til af sidde op engang imellem , naar jeg blev 
altfor træt ; men sorøvigt kunde jeg , som han , gaa 
ved Siden af , der var Plads for mange Flere , som 
han bemærkede . 
„ Naa , hvad Landsmand er De saa ? “ spurgte 
han , efter af vi i lang Tid havde vandret sammen 
og det var bleven Dag , idet han betragtede mig med 
et prøvende Blik . 

„ Jeg er Dansk “ , svarede jeg . 
„ Det var som Pokker ! “ udbrød han . „ De 
pleie dog ellers ikke saaledes af føite omkring . Hernede 
har vi rigtignok Gjøglere og Pak nok ; men de 
komme sjelden nordfra . “ 
„ Jeg tvivler ikke om , af her er nok af den 
Slags “ , svarede jeg , „ men jeg forstaaer ikke , hvorledes 
De ved mig kommer til af tcenke derpaa . “ 
„ Det er endda ikke saa løierligt , som det synes . 
Jeg skal nemlig sige Dem , af naar et Menneske , 
der iøvrigt er klcedt som en Junker , med guldknappet 
Stok og Ringe paa Fingerene vcelger af 
sjokke med et Fragtlces henad Vorherres brede Landevei , 
og han dertil med Kufferten i Haanden lister sig 
i Mulm og Mørke ud af Byen , saa dømmer jeg , 
af han enten har glemt af betale sit Vert eller er 
kommen i for ncer Berørelse med Øvrigheden . “ 
„ Jeg har imidlertid hørt “ , svarede jeg , „ af det 
ogsaa kan hcende sig for en Fragtmand af komme til 
en falsk Slutning , isæer naar Talen ikke er om Heste . 
Hvad mig angaaer , saa har jeg hverken Vert eller 
Øvrighed af frygte . “ 
„ Men saa Pengepungen da ? “ afbrød han mig . 
„ Ja see der har vi det “ , vedblev han , da jeg 
ikke svarede . Men en tom Lomme og sine Klceder , 
det passer omtrent som et Par Udgangsøg for en 
forgyldt Kareth . Ligemeget er det imidlertid og jeg 
skal ikke fritte Dem ; men det bander jeg paa , at Et 
eller Andet er Le kneben ud fra , lad det nu vcere en 

Skole eller en streng Papa , og at De nu tænker 
paa at blive fransf Soldat , hvilket jo nu alle Galgenfugle 
gribe til . “ 
„ Franst Soldat ! “ gjentog jeg , idet pludselig en 
Tanke faldt mig ind . 
„ Ja der er De skjult som i en Potte og alle 
Synder dækkes af Uniformen . Hvor mange De har , 
skal jeg naturligviis ikke kunde sige , men vidst er det , 
at De der vil træffe Folk , som have endnu flere , 
hvilket dog altid er en Trøst . “ 
Da jeg ikke svarede ham , hvilket just ikke sfete 
som en Følge af , at jeg sølle mig fornærmet over 
hans ringe Mening om min Ærlighed , men derimod 
paa Grund af hans Hentydning fil den fransfe 
Armee , hvilket gav mig Nok at tænke paa , saa 
vandrede vi nu i lang Tid tause med hinanden . 
At blive Soldat var just ikke det , som jeg kunde 
ansee for den høieste Lykke ; men under de Omstændigheder , 
hvori jeg befandt mig , var det dog altid en 
Udvei . 
Den Enthusiasme , hvormed jeg stedse havde hørt 
den fransfe Armee omtale , de Beretninger om dens 
glimrende Seire , som i en tidligere Tid havde fyldt 
mit Sind med Beundring , og Tanken om den Storhed , 
jeg stedse havde sat i Forbindelse med Enhver , 
der tjente under de hæderkonede Orne . Alt dette 
satte lidt efter lidt min Indbildningskraft i Bevægelse , 
og idet Billede paa Billede , det ene lysere og mere 
glimrende end det andet , dukkede op for mig , modnedes 

Beslutningen om , at følge den Vei , som Fragtmanden 
havde anbefalet mig . Jeg kunde dernæst sige mig 
selv , at var der Røget istand fil at bekæmpe den 
Følelse af Sørg og bitter Skuffelse , hvørunder jeg 
leed , da var det Feltlivet og Krigen , ligesom det 
øgsaa , førsaavidt det maatte lykkes mig at drive det 
fil Mere end Soldat , vilde give mig en fastere Fød 
at staa paa ved min Hjemkomst , hvilket , som jeg 
følte , nok kunde behøves , og i høi Grad forhøje 
Gjensynets Glæde hos min Pleiemoder . Jeg gav 
mig nu after i Samtale med Fragtmanden , og da 
han var en vidtberejst Mand , der var temmelig godt 
bekjendt med Forholdene , saa havde han , da vi endelig 
ankom fil Hamborg , givet mig al den Underretning , 
jeg behøvede før at naae mit Maal . 
I en lille By paa den franske Grændse , hvorhen 
jeg næsten blottet for Alt endelig naaede , lykkedes 
det mig let af blive optaget i en Exerceerskole . 
Det var en lang og besværlig Tid , som nu oprandt 
for mig , og ofte havde jeg min hele Sjælsstyrke 
nødig , før ikke ved Desertion af slyrte mig i en 
endnu større Ulykke . Mit hele foregaaende Liv havde 
været en saa fuldstændig Modsætning til det jeg nu 
førte , af jeg især i Begyndelsen følte mig saa nedtrykt , 
saa ulykkelig og elendig , af det ikke var mig 
muligt af forstaa eller udføre selv det Simpleste af 
Let min Lærer søgte af indprænte mig , og jo mere 
sløv og ufremkommelig jeg viiste mig , jo mere opbragt 
blev hiin , og jo mere fortvivlet min Stilling . 

Jeg som aldrig havde hørt et haart Ord eller seet 
en streng Mine , hvis hele Opdragelse var bleven 
ledet med Kjærlighedens og Overbærenhedens bløde 
Haand , som havde henlevet det meste af min Tid i 
Nydelsen af de Goder og det Velvære , som et rigt , 
hyggeligt og kjarligt Hjem er saa rigt paa , og hvis 
sidste Tid var tilbragt ncesten i fuldstændig Herrescerd , 
jeg var nu pludselig prisgiven for en raa , hensynsløs 
og fordrukken Underofsiciers hele Vilkaarlighed , af 
hvis Mund jeg aldrig hørte Andet end Eder og 
Skjældsord , og af hvis Stok min Ryg og mine 
Arme altfor ofte bare Mærker . Istedetfor mit hyggelige , 
rigtudstyrede Værelse og den bløde Seng var 
jeg nu henviist til et stort , mørkt og koldt Rum , 
hvis fire hvide , nøgne Vægge stirrede mig trøstesløst 
imøde , og hvor vi liggende paa Halm , som blev 
spredt paa Gulvet , tilbragte de halve Nætter med at 
slaaes om nogle pjaltede Hestedækkener ; og istedetfor 
Hoffets lækkre Retter eller min Pleiemoders solide 
Kost maatte jeg nu tage til Takke med halvbagt sort 
Brød og Bønnesuppe , som de evige og altid sig gjentagende 
Retter . 
Forandringen var frygtelig og nær havde jeg 
bukket under ; men lidt efter lidt kæmpede Naturen 
sig igjennem , og alt som det dagedes i mig , alt som 
den tunge , trykkende Taage svandt , hvori mit Sind 
og hele Vasen ligesom var hildet , begyndte jeg at 
see Sagen i et andet Lys og faae et bedre Greb vaa 
Tingene . Efter at have været Sergeantmajorens 

svorne Fjende eller rettere , den ulykkelige Afleder før 
al den Vrede og Wrgrelse han saa rigeligt samlede 
tilhobe under Øvelserne , blev jeg nu hans Ven , og 
efter fløv og villieløs at have vceret en Bold før 
mine Kammeraters Luner , begyndte jeg nu med 
kraftig Villie og freidigt Sind at staa paa mine egne 
Been , og idet jeg tilkcempede mig Respekt hos mine 
Kammerater , lod jeg det ikke komme an paa selv de 
største Anstrængelser for at blive dygtig i det Haandvcerk , 
jeg nu engang havde valgt . 
Var Skolen , jeg havde gjennemgaaet haard , 
havde Striden vceret bitter og tung , saa troer jeg at 
kunne sige , at Lønnen heller ikke var lille . Den 
skarpe Lud havde vasket meget af som endnu klcebede 
ved mig og Ildprøven havde hæerdet mit bløde Malm . 
Jeg havde glemt Meget , men jeg havde lcert endnu 
Mere , og der var maaske noget Sandt i , hvad 
Sergeantmajoren sagde til os i sin Afskeds-Tale paa 
den Dag Skolen blev ophcevet : 
„ Nogle Slyngler og Dødbidere vare I , da I 
kom hertil ; men ved Hjcelp af denne Stok og tørt 
Brød , mange Savn og endnu mere Bønnesuppe har 
jeg gjort Eder til Mcend , og det var det jeg skulde . “ 
I min lange Slovheds- og Underkuelses-Periode 
havde jeg ikke kunnet overvinde mig til at skrive til 
min Plejemoder ; nu først følte jeg Lyst dertil , og 
ihvorvel jeg undsaae mig , ved at sige hende , hvilken 
beskeden Grad jeg indtog i den store Armee , saa veed 
jeg dog , at der lyste saa megen Tillidsfuldhed og 

Glæde ud af mit Brev , at hun idetmindste nogenlunde 
følte sig tilfreds dermed . 
Ledsaget af et ungt Menneske , Martin Dufour , 
til hvem jeg havde sluttet mig paa Exerceerskolen og 
som , ligesom jeg , var bleven Corporal ved et Regiment 
der laa i Cassel , begav jeg mig en Morgen 
tidlig paa Marschen fra den lille By , hvor mine 
Klager og Sukke havde lydt , og fra hvilken jeg en 
lang Tid ikke havde kunnet tænke mig at skulle 
komme levende . Nu droge vi afsted , jublende og 
syngende . Alt var saa friskt , saa solbeskinnet og livfuldt , 
at vore Hjerter bankede af forhøiet Glæde ved 
den vnndne Frihed . 
Foraaret havde holdt sit glade Indtog . Langs 
med Veien , hvor vi gik , blomstrede Kirsebær- , Blommeog 
Æbletræer ; fra Hækkerne duftede Slaaen og 
Hvidtorn og langsmed Grøvtekanterne tittede tusinder 
af spraglede Blomster frem blandt det Yppige grønne 
Græs ; Fuglene sang og qviddrede fra Buske og Træer 
og høit over vore Hoveder svingede Lærken sig med 
lystige Triller . Alt , Luft , Mark og Skov , var som 
fyldt med Glæde og Liv og vi nøde rigelig vor Part 
deraf . 
Snart vandrede vi tanse med hinanden , hengivende 
os fil det fulde Indtryk af de smukke Omgivelser , 
snart vexlede vi et Par muntre Ord med 
Arbejderne paa Marken og snart sang vi af det fulde 
Bryst , saa det klang gjennem Skov og Dal . Af og 
fil drøge Afdelinger af Tropper os forbi , snart hele 

Regimenter Kavallerie med blinkende Hjelme og 
flyvende Faner , saa Infanteri i store , larmende 
Höbe , hvis Musik af og til spillede en lystig Marsch 
før at lette Gangen , saa lange , lange Rækker af 
Artillerie og Train og alt imellem en glimrende 
Cavalcade af Stabsofficierer eller en General med 
sit Følge af Adjutanter og Ordonantser . Alle drøge 
de den samme Vei , som vi , imod et Maal hvilket 
maaske Ingen med Undtagelse af een Eneste kjendte . 
Efter mange Dages anstrengt Marsch naaede 
vi endelig Cassel . Her bleve vi indlemmede i vort 
Regiment , og allerede Dagen efter drøge vi med 
dette ad Veien til Dresden , hvorhen Regiment paa 
Regiment fulgte , saaledes at Veien saae ud som en 
eneste sammenhængende Kjæde af Tropper . Men 
havde før vor Marsch været at ligne ved en Lystvandring , 
havde vi før med Tryghed og Ro kunnet 
see den heldendende Dag imøde , visse paa at sinde 
et godt og mageligt Natteqvarteer , saa blev den nu 
tung og trættende som en Følge af de dybe , af 
uendelige Masser af Heste og Vogne , oprevne Veie , 
og paa Qvarteer var nu ikke mere at tænke . Hver 
den , som havde fundet en nogenlunde rolig Plads 
for Natten bag et Gjorde eller i en Grøvt , kunde 
prise sig lykkelig . Alt som vi nærmede os Dresden 
tiltog Mængden i en uendelig Grad , og som det 
forekom mig , maatte den uhyre Armee , som fra alle 
Kanter strømmede sammen her , være stor nok til at 
erobre en Verden . 

Vort Regiment blev inqvarteret i Byen selv , og 
ihvorvel jeg i flere Henseender vilde have foretrukket 
i det smukke Sommerveir , vi nu havde , at bivuachere 
paa aaben Mark , for at ligge sammenstuvet i de 
snevre Byqvarterer , saa glæedede jeg mig dog paa den 
anden Side ved alt det Fremmede og Storartede , 
jeg der fik at see . Hine store Mænd , hvis Berømmelse 
var paa Enhvers Lceber , og hvis Navne 
bleve udtalte næsten med guddommelig Wrefrygt , 
som stode for mit indre Syn omgivne med en hellig 
Glorie , dem saae jeg nu daglig fæerdes paa Gaderne , 
dem stod jeg ofte Ansigt til Ansigt med : Coulincourt , 
Duroc , Murat , Lauriston , Ney og 
mange Flere , og ofte forekom det mig som en Drøm , 
som et Blcendvcerk , naar jeg fik Ordre til af møde 
i et af hine Heroers Forgemak for af modtage 
Ordre . 
Foruden disse , samledes ogsaa her Konger og 
Fyrster fra alle Kanter for af bringe Napoleon 
deres Hyldning , som nu ventedes hver Dag . Paa 
den Dag han skulde komme , vare Martin og jeg 
tilfældigviis fri for Tjenesten , og vi besluttede af 
gjøre Alt for af komme til af see ham . Blandt den 
gamle Garde , af hvis Mandflab jeg for hver enkelt 
Mand havde en ligesaa stor Wrefrygt som for en 
General , og som stod opstillet langsmed den Gade , 
hvorigjennem Keiseren skulde komme , havde min Ven 
en Bekjendt , og ved ham lykkedes det os af faae 

Plads paa en fremspringende Trappe , hvorfra vi 
kunde see Alt . 
Efter nogen Tids Venten begyndte endelig 
Eqvipagerne af komme . I en af de første sad 
Kongen af Preussen med Kronprindsen . Begge saae 
bekymrede og nedslagne ud og syntes ikke af lcegge 
Marke til det storartede Skuespil rundt omkring dem . 
Paa min Bemærkning derom udbrød min Kammerat . 
„ Det er infet Under , vi have spiisf det Halve 
af ham og have stor Appetit til Resten . Ja Du 
seer saa deeltagende ud “ , vedblev han livlig , „ men 
det maa Du ikke ; thi Du kan tro det er en rigtig 
Øglerede , hvori der hverken findes Sandhed eller 
Ret , og som jeg af Hjertensgrund vilde ønfle , at 
Keiseren med et Fodtrin vilde knuse Hovedet paa . 
See der “ , vedblev han , „ der kommer Svigerpapa . “ 
Det var Keiseren af Osterrig . Siddende i en stor , 
gammeldags med Sirater af Guld og Selv overlcesset 
Eqvipage , nikkede han med et godmodigt , 
venligt Smil til alle Sider . „ Ikke sandt ! “ udbrød 
Martin , „ naar vi nu ikke vidste at det er hans 
allerchristeligste Majestät saa skulde man Heller tro , 
at det var en skikkelig Bager fra Wien , der havde 
glemt sit Forklcede hjemme . “ 
„ Men sin Kage forstaaer han dog ikke at mele “ , 
svarede jeg , „ ihvorvel Leiligheden nu synes at væere 
god . “ 
„ Ja , men hvor Pokker skal han tage Melet fra ? 

spurgte hiin leende . „ Vor Keiser har i os en alvorlig 
Børneflok , som gjerne skulde forsørges . “ 
Et rungende Hurra lød nu fra Rcækkerne , og 
en Rytterflok , hvis Lige i Pragt og Glands jeg endnu 
ikke havde seet , viste sig . Det var Murat . 
Med sand kongelig Anstand reed han en stor sort 
Hingst , der flammende og pustende af tilbagetrængt 
Fyrighed hvert Dieblik syntes af ville tage Magten fra 
ham . Med et stolt , selvbevidsf men tillige indtagende 
Blik saae han sig om og modtog den Hyldning , som 
bragtes ham . Maaske var der i hele hans Dragt , i 
hans med Guldbroderi bedækkede Uniform , den colossale 
Fjerplumage som bølgede fra hans Hat , den af 
TEdelslene flimrende Sabel noget Utrert , idetmindste 
hørte jeg Mange sige det ; men mig forekom det , af 
han saae ud som Krigsguden selv . 
Efter ham fulgte nu Kong Jerome af Vestphalen 
og Kongen af Sachsen samt derncest en heel 
Ræekke af fyrstelige Eqvipager . 
Et Diebliks Stilhed indtraadte nu , men derpaa 
lød en Brusen af Tusinder af dcempede Stemmer og 
Alles Blikke vendte sig mod een Kant . Det var 
Keiseren , kun ledsaget af C oulinc ourtogLanri ston , 
der reed et Par Skridt bagved ham , reed han langsomt 
frem imellem Rcekkerne . I Modsætning til den 
foregaaende Pragt var hans Dragt i høieste Grad 
tarvelig , hverken Guld eller Wdelstene straalede Diet 
imøde og kun Stjernen paa hans Bryst tydede paa 
hans høie Rang , men Ingen , som betragtede ham , 

kunde tvivle om , af han var Herskeren , af det var 
ham , under hvis Geni hele Eurupa bøiede sig . Da 
han var kommen i Midten af Gardens Rcekker , holdt 
han et Oieblik stille , og idet han saae sig om med et 
Blik , der , som det syntes mig , traf hver enkelt 
Mand , sagde han med hei og klar Stemme : 
„ Jeg takker Gud , at jeg igjen er iblandt Eder . 
Fra min Søn kan jeg bringe Eder en Hilsen ; han 
er sund og kraftig , og jeg har , før jeg reiste fra 
Paris , udncevnt ham til Korporal i Eders forste 
Compagnie . “ 
Et rungende , fordnende „ leve Keiseren “ , som 
rystede Luften og bragte Vinduesruderne til at klirre , 
besvarede disse Ord . Derpaa hvirvlede Trommerne , 
Fanerne scenkedes og han red videre . 
Mit Hjerte svulmede , Taarerne traadte mig i 
Oinene , og en uncevnelig dyb Følelse af Hengivenhed 
og JErefrygt greb mit hele Sind . 
„ Kom “ , hviskede Martin , idet han bevæget 
trykkede min Haand , „ kom lad os nu gaa . Naar vi 
har seet ham , er alt det Andet intet . “ 
Ikke lcenge efter Keiserens Ankomst fik den største 
Deel af Hceren , der laae i og omkring Dresden 
Ordre til at bryde op . Marschen gik ad Polen til , 
stedse videre og videre , og først da vi stode ved den 
russiske Grcendse , fik vi at vide , af det gjaldt Rusland . 
En almindelig Jubel udbrød ved Efterretningen 
herom . Enhver var overbeviist om , af det kun vilde 
blive en Lysfmarsch , rigtignok maaskee temmelig lang , 

men riig paa lette Seire , da Russerne umulig kunde 
for Alvor tænke paa af modstaae en Armee , som 
den , hvormed vi droge ind i Landet . 
Dag efter Dag , Uge efter Uge og Maaned efter 
Maaned droge vi stedse videre og videre , og aldrig , 
syntes det , skulde vi naae Maalet for vor uendelige 
Vandring . Under alle de Anstrengelser , som vare en 
Folge deraf , under vore smaa Kampe med Russerne , 
og vore store om Qvarteer og Forpleining , overalt 
holdt min Kammerat og jeg trofast sammen , og dei 
Venskab vi havde sluttet paa Exereeersfolen knyttede 
sig stedse fastere og fastere . Paa Marschen eller i 
Qvarteret underholdt vi ialmindelighed gjensidig 
hinanden om vore Hjem , ved hvilke vore Tanker helst 
dvcelede , og ved Fortællingen om hvilke vi altid 
kunde fcengsle hinandens Opmærksomhed , da de vare 
i saa hei Grad forskjellige . 
Han var fra det sydlige Frankrig , og hans 
Faders Eiendom beffylledes af Middelhavets Bølger . 
Naar han nu fortalte om Sommerens Varme , og 
den milde næsten umcerkelige Vinter , om Olivensfovene 
og Viinhaverne om Orange og Myrtelundene , om 
den klare Himmel , og om de stille lune Aftener , hvor 
Sang og Musik lød fjernt og ncer , kort sagt om 
Sydens Herlighed , da künde jeg aldrig blive frcet af 
af høre paa ham , idet Alt ved det Liv og Inderlighed , 
hvormed han fortalte , stod saa klart for mig , 
som vandrede jeg om i hiint Paradis . Formaaede 
han nu ved sine Skildringer af opvæekke en jeg kunde 

ncesten sige vemodig Lcengsel hos mig efter af komme 
til af fcerdes Ler , saa lykkedes det ogsaa mig af opvcekke 
hele hans Beundring og Forbauselse ved 
Beskrivelsen af mit Fædreland , og aldrig kunde han 
blive frcet af af høre om vor Vinter med dens Snee 
og Iis . Som jeg af ham havde lcert Fransk , saaledes 
af jeg nu ncesten talede det som en Indfødt , 
saaledes havde han af mig lcert saameget Dansk , af 
han dog nogenlunde kunde udtrykke sig deri , og ofte 
faldt det ham ind i hele Timer af fortsætte Konversationen 
heri , idet han med den alvorligste Mine og 
under de ivrigste Gesticulationer talede saa ravgalt , 
af saavel jeg som han selv med tilsidst brast i den 
hjerteligste Latter derved . 
Hvor besværlig end Marschen hidtil havde vceret , 
hvor mange Savn og hvormegen Nød vi havde lidt , 
og hvor ofte vi vare blevne skuffede ved af Russerne 
idelig og idelig slap os af Hcenderne , selv naar vi 
troede af vcere dem sikkrest , og ved , af naar vi endelig 
i det Fjerne opdagede en Landsby , hvis Størrelse 
og Udseende syntes af love godt Qvarteer og Forpleining , 
vi da stedse saae dem gaae op i Røg og 
Flammer , forinden vi havde naaet den , saa gik dog vor 
Vei ialmindelighed under Lystighed og Glcede , og 
Enhver baade Høie og Lave gjorde Sit til af holde 
Munterheden vedlige . Hvad min Ven og mig selv 
angik , saa havde vi speciel Anledning til af wære ved 
godt Mod , idet vi nemlig paa en Dag begge bleve 
udnævnte til Sergenter , hvilket vel mest havde sin Grund 

i , af alle de ældre Underofficerer bleve beordrede fil 
de ny oprettede Regimenter . Marskalksstaven var os 
nu vis nok , som Martin sagde , og naar jeg da kom 
hjem , forsikkrede han , da vilde Else i Udby Fattighuus 
falde mig om Halsen og udbryde : Ak min 
venskabelige Kjærlighed , Marflalk Peter , har jeg Dig 
nu i mine Fingre ! 
Vi nærmede os nu Moskov med stærke Skridt , 
og paa Marschen driede vor Samtale sig nu ikke om 
Andet , end om alle de Herligheder vi der vilde 
faae at see , samt om den Ro og Hvile vi der vilde 
komme til at nyde , idet et almindeligt Rygte sagde , 
at vi skulde forblive der i Vinterqvarteer . 
En Dag som vi saaledes skred frem i høirystet , 
munter Samtale om disse glade Udsigter , hørte vi 
pludselig Kanonade i nogen Afstand . Hele Regimentet 
standsede lyttende . Nu dundrede det atter og , som 
det syntes os i kortere Afstand , Salve paa Salve 
rystede Jorden , hvorpaa vi gik , og i det Fjerne steeg 
en tæt Damp i Veiret . Aandeløse stode vi endnu 
lyttende , da paa eengang Trommerne hvirvlede , som 
kaldte Enhver paa sin Plads , hvorefter det gik fremad 
i Stormskridt . Hvad jeg i dette Øieblik tænkte og 
følte , kunde jeg dengang ligesaalidt som nu gjøre mig 
Regnflab for . Kun havde jeg Følelsen af , at det nu 
vilde blive Alvor , idet jeg sluppet , trængt og dreven 
fremad af de Efterfølgende pludselig saae Russerne 
ligefor os . Geværerne bleve strax affyrede og derpaa 
stormede hele Regimentet med et jublende „ leve 

Keiseren “ , med Bajonetten ind paa Fjenden . Snart 
trængtes vi fremad , snart tilbage og snart standsede 
vi midt imellem den mylrende Fjende ; men ikke et 
Øieblik ophørte den fortvivlede Kamp , ikke et Øieblik 
blev der Tid fil af samle Tankerne , eller fil af 
komme fil fuld Bevidsthed , Kanonernes bedøvende 
Torden , Trompeternes Skingren , de Kæmpendes 
Skrig og Larm . Alt flød hen i et Chaos , for mine 
bedøvede Sandser , og idet jeg forsvarede mit Liv , 
vidste jeg knap , af jeg havde noget . 
Kun et Øieblik kom jeg fil mig selv med fuld 
Bevidsthed om hvad der slete , og om hvad jeg havde 
af gjøre . I faa Skridts Afstand fra mig saae jeg 
Martin , der havde grebet Regimentsfanen omringet 
og kæmpende paa Liv og Død ; jeg saae ham hæve 
Fanen høit i Veiret og derpaa segne . Et Øieblik 
efter var jeg midt inde i Hoben og ved de Kræfter 
som Raseriet og Fortvivlelsen meddeler os lykkedes 
det mig et ndfrie ham . Fanen , som en rusist Soldat 
allerede havde grebet , bemægtigede jeg mig igjen ; 
men hvad der derefter foregik veed jeg ikke ; thi da 
jeg atter kom fil mig selv , var Alt stille omkring mig 
og kun fra det Fjerne lød enkelte Kanonskud , som 
svage Tordenbrag efter af Uveiret har udraset . Et 
Par Skridt fra mig laae Martin . I Hovedet 
havde han et dybt , frygteligt Saar og hans venstre 
Arm var gjennemfludt paa to Steder ; men endnu 
levede han , og efter at det var lykkedes mig at finde 
noget Vand , hvoraf han drak , og hvormed jeg badede 

hans Ansigt , slog han Oinene op og rakte mig med 
et taknemmeligt Smil Haanden . Idet jeg nu et 
Oieblik stod uvis om , hvad jeg videre skulde gjøre 
for at skaffe ham Lindring , kom et Par Soldater af 
vort Regiment til . En Baare var hasfig lavet , og 
idet de nu bare ham bort , medens jeg gik ved Siden 
af , fortalte de mig , at vi vare lige ved den lille By 
Borodino , hvor et Lazareth var oprettet , samt at 
Russerne vare slagne , og vor Armee paa Veien til 
Moflov , hvorimod vort Regiment havde faaet Ordre 
til foreløbig at blive her . Hvad vi havde vundet i 
dette Slag , der fik Navn efter den lille Flod Moskva , 
ved hvis Bredder Kampen havde raset , var kun lidt , 
derimod var vort Tab uhørt . Russerne overlode os 
rigtignok Valpladsen , men uden at blive forfulgt trak 
de sig i fuldstændig kampdygtig Stand bort mod syd , 
og otte Dage derefter holdt Keiseren sit Indtog i 
Moflov . 
Nogle Dage efter Slaget netop som jeg sad hos 
min Ven , der rigtignok var bedre , men ude af sig 
selv og trøstesløs af Sorg over af have mistet sin 
Arm , som man havde varet/ nødsaget fil af sætte af , 
fik jeg Ordre fil strax af møde hos Generalen . Af 
denne blev jeg nu gjort bekjendt med , af jeg , deels 
paa Grund af min Opførsel under Slaget og navnlig 
fordi jeg uden af ændse Overmagten havde styrtet 
mig imod Fjenden og tilbageerobret Fanen , var 
bleven udnævnt fil Lieutenant . 
„ Deres Ven “ , sagde Generalen smilende , da 

jeg efter dybt rørt og sjæleglad af have takket , omtalte 
med hvilken Tapperhed Martin havde kæmpet for af 
vcerge den , idet jeg tilstod , af jeg havde tcenkt mere 
paa af redde ham end Fanen . „ Deres Ven er ikke 
bleven glemt , men har paa samme Tid , som De er 
bleven befordret modtaget Wreslegionens Kors . Desværre , 
et Patent vilde kun lidet gavne ham nu , vedblev 
han . At De iøvrigt tcenkte mere paa deres 
Den end paa Fanen , forringer ikke deres Gjerning i 
mine Dine . Hvad Landsmand er De ? “ 
„ Dansk , Herr General . “ 
„ Jeg tcenkte det nok ' ^ , svarede han med et velvilligt 
Blik . „ Havde De vceret en Tydsker , som man 
paastod , saa havde De faget Fanen , men ladet deres 
Ven ligge . “ 
Jeg havde nu naaet et Maal , hvormed jeg vel 
kunde vcere tilfreds , og med langt større Glcede end 
nogensinde før , künde jeg nu tcenke paa det Dieblik , 
da jeg after kunde vende hjem , Følelsen af af der 
manglede mig Noget , af jeg hverken i Froms eller 
Bceks Dine havde indlagt mig stor Wre ved min 
Flugt med Prindsessen , havde stedse trykket mig . At 
min Tante vilde see denne Extravagante i et andet 
Lys og dømme mildere , derom tvilede jeg ikke ; men 
det var mig ikke Trøst nok , idet jeg havde en Fornemmelse 
af af praktiske og dygtige Mcend just ikke 
anlagde den samme Maalestok før deres Helte som 
hun . Nu havde jeg imidlertid dog udrettet Noget , 
nu havde jeg tilkcempet ung en cerefuld Stilling og 

kom hjem med Laurbær af en mere solid Natur , end 
Le , jeg havde erhvervet mig ved Flugten . 
Efter den lange trættende urolige Tid , vi havde 
tilbragt paa Marschen , var den Hvile og Ro jeg nu 
kunde hengive mig til i høieste Grad velgjørende , og 
jeg saae derfor just heller ikke med altfor stor Glæde 
det Øieblik imøde , da vi skulde faae Ordre til af 
marschere videre . 
Min meste Tid tilbragte jeg paa Lazarehtet hos 
Martin , der nu begyndte af finde sig i sin 
Skjæbne med mere Taalmodighed , og kun længtes 
efter det Øieblik da han som helbredet kunde forlade 
Lazarehtet , hvortil der rigtignok endnu var lange Udsigter . 
„ Beskriv mig nu rigtig , hvorledes Marie From 
seer ud “ , sagde han en Dag til mig , medens jeg sad 
hos ham . „ Jeg tænkte paa hende inat , men det var 
mig ikke muligt af faae hendes Skikkelse til af staae 
klart for mig . Ja , Du rødmer “ , vedblev han , „ men 
det er ikke passende for en ung Lieutenant af blive 
rød , naar Talen er om en ung Pige . “ 
„ Hvorfor ikke , Martin , naar derved opvækkes en 
kjær Erindring . “ 
„ Saaledes tænker jeg ogsaa , og det glæder mig 
af høre Dig sige det , og jeg er overbeviist om , af 
det vilde glæde Marie From endnu mere af see 
Let . “ 
„ Jeg frygter for “ , svarede jeg , „ af Du der forregner 

Dig , flak jeg dømme efter hvad min egen 
Samvittighed tilsiger mig . “ 
„ Jeg negter ikke min Ven , af hvor let den tydske 
Prindsesse kunde vcere , saa kan hun dog vcere tung 
nok af have paa Samvittigheden . Jeg troer imidlertid , 
af din Skavank var mere en Indbildning ; men selv 
om den ikke var det , men en lille viftende Lue , der 
blev holdt i Brand af Forfængelighedens Tønder , 
troer Du saa , af der gives et eneste ungt Menneske 
eller en eneste ung Pige , hvis Hjerte ikke har havt 
en lille Rørelse før den store verdenshistoriske Begivenhed 
indtraf , for af tale i Proclamationsstiil , jeg mener 
før det øieblik , da den sande , dybe Kjærlighed , som 
for stedse binder Menneskene til hinanden , fyldte deres 
Hjerter . “ 
„ Jeg har før troet “ , svarede jeg nølende , „ af 
man kun kunde elske en Eneste . “ 
„ Og saa dø “ , afbrød han mig . „ Men Du kan 
tro , af der saa vilde komme til af gaa en skrækkelig 
Mængde syge og daarlige Elskere og Elskerinder 
omkring . “ 
„ Det er nok muligt , af det just ikke forholder sig 
ganske saaledes , som jeg engang troede ; men siig 
mig “ , vedblev jeg , „ naar Du bliver forlovet , vilde 
Du da samvittighedsfuldt opregne alle dine smaa 
Forelskelser for din Forlovede ? “ 
„ Pokker Heller ! “ udbrød han . „ Nei det skulde 
jeg nok tage mig iagt for . “ 
„ Der seer Du “ , svarede jeg , „ Du vilde ikke 

gjøre det , fordi Du vidste , at det vilde saare hende ; 
men naar Sligt var fuldkommen i sin Orden , naar 
det var som det fluide være , hvor kunde det saa 
gjøre hende ondt ? “ 
„ Ja , nu gaaer Du skammeligt i Detail med 
mig , og som jeg her ligger med een Arm og halvandet 
Been er jeg ikke oplagt til at anstille philosophifle 
Betragtninger over den menneskelige Natur . Ikkedestomindre 
tør jeg dog sværge paa , at min Paasfand er 
rigtig , og jeg vil af alle Kræfter fraraade Dig , naar 
Øieblikket kommer , at være altfor oprigtig for Marie 
From hvad Prindsessen angaaer . 
„ Jeg vil Heller næppe blive sat paa nogen Prøve 
i saa Henseende “ , svarede jeg . 
„ Ikke ! “ udbrød han . „ Jo sandelig det vil Du , 
derom er jeg fuldstændig overbeviist ; men gjør Du 
det da af falsk Sandhedskjærlighed , da fortjente Du , 
at hun bad Dig reise , for at söge Dig en anden 
Prindsesse . Hvad er der paa Færde Briand ? “ 
vedblev han til en Sergent af vort Regiment , som 
med Forfærdelsen malet paa sit Ansigt nu kom til . 
„ Moflov er brændt “ , svarede han , „ og hele 
Armeen skal gaae tilbage . “ 
„ Fordi Moflov brænder ! “ udbrød jeg , „ Du er 
nok ikke ved dine Fem , Veien til Petersborg staaer 
os saa aaben . “ 
„ Ja “ , svarede hiin , „ men da den nok er lidt 
længere end Veien fra Fontainebleau til Paris , saa 
har Keiseren havt sine Betænkeligheder ved en saadan 

Spadseretour . Desuden skal der , ihvorvel vi just 
ikke kan klage over Varmen her , være endnu koldere 
der . Ja det kjender De vel til , Herr Lieutenant , 
som er fra det Land , hvor man spiser grillerede 
Jisstumper og Omeletter af Snee . Det maa man 
imidlertid lade disse Russere , at forstaa De ikke at 
førsvare sig paa anden , saa forstaa De det dog paa 
en for os ganske forbandet passiv Maade . “ Sergenten 
fortalte nu , hvad han vidste om den frygtelige Brand 
i M oflov , hvorved Russerne havde tilintetgjort 
Keiserens Plan om at blive der i Vinterqvarteer . 
Ihvorvel Tilbagetoget , som det almindeligt hed , 
ikke skulde gaa længere end til Smolenfl , fra hvilken 
By der ikke er længere til Petersborg end fra 
Moskov , og hvor der , som det paastodes , allerede blev 
bygget en heel uhyre Barakke Stad , saa var det dog 
med tungt Hjerte og bittre Følelser at vi den næste 
Dag allerede satte os i Marsch . 
Vort Regiment var et af de Første , og ofte har 
jeg takket Gud for , at jeg derved blev befriet fra at 
see al den Jammer og Elendighed , den usigelige 
Nød og de Lidelser , hvorunder saa at sige den hele 
efterfølgende Armee gik til Grunde . Hvad vi selv 
udstøde af Hunger og Kulde , idet vi dødstrætte og 
førkømne flæbte os frem af de bundløse , uendelige 
Veie , var frygteligt nok ; men vi marscherede døg i 
Fred og uforfulgt af Fjenden , der mere og mere 
trængte og ængstede de os Efterfølgende , og dreve 
dem til Fortvivlelse . 

I Førstningen gik Alt godt og i fuldstcendig 
Orden ; men efter at vi havde naaet Smolensk og 
der erfaret den hele trøstesløse Sandhed , at Alt var 
opgivet , og at det kun kom an paa at redde , hvad 
der endnu kunde reddes , da ophørte Orden og 
Disciplin af sig selv . I store , uordnede Höbe droge 
vi afsted , idet Enhver sørgede for sig selv saa godt 
ban kunde , medens de , som ikke mere formaaede at 
udholde Anstrengelserne , som bukkede under for 
Sygdom , Hunger og den Alt nedtrykkende Frost , 
bleve hjælpeløse liggende paa Vei og Mark for at dø , 
den eneste Frelse , der gaves for dem . 
Til Smolensk og endnu nogen Tid efter af vi 
havde forladt denne By havde jeg stadigt vceret 
sammen med Martin , idet nemlig vore Syge og 
Saarede endnu sledse bleve beførdrede med Regimentets 
Train ; men alt som Besværlighederne tiltoge , og 
Selvopholdelsesdriften blev den ene bersfende , efterlodes 
defte mere og mere , og en Morgen , da jeg 
forlod mit Natteleie i en halvbrcændt Lade , vare 
Hestene borte fra den Vogn , hvori Martin laa . 
Det var de eneste som endnu vare tilbage , med 
Undtagelse af Officierernes , og al min Søgen ledede 
kun fil den Overbeviisning , af man om Natten havde 
slagtet og spiist dem . 
Piint af den frygteligste Angesf og Bekymring 
for , hvorledes det skulde lykkes mig nu af faae 
Martin bragt videre flakkede jeg omkring fra det ene 
Sted fil det andet for af sinde Raad eller Hjcelp . 

Ingen vidste af raade mig fil andet end kun af tcenke 
paa mig selv , og med Fortvivlelse saae jeg , af Laden 
blev fommere og fommere , idet mine Lidelsesfæller 
efterhaanden begave sig paa Marschen , saaledes af det 
Dieblik snart vilde indtrcede , da jeg befandt mig ene 
og hjælpeløs med min Ven i den trøstesløse Ørken . 
Idet jeg paa denne min angestfulde Fcerden kom 
forbi Vognen , hvori han laa , vinkede han ad mig . 
„ Jeg veed , hvad der er skeet “ , sagde han trykkende 
min Haand , „ og jeg lceser din Sorg derover og 
din Medfølelse i hvert Trcek i dit Ansigt ; men her 
er ingen Redning eller Hjcelp mulig , og det er din 
Pligt mod Dig selv og mod de , som har Dig kjcer 
af forsøge af redde dit eget Liv ved af følge de 
Andre . Sørg ikke for mig . Lad mig ikke see dine 
Taarer “ , vedblev han , idet han slyngede sin Arm 
om min Hals og kyssede mig , „ Gud lønne Dig for 
hvad Du har gjort for mig . Fører din Vei Dig 
til det Sted , hvorom vi saa ofte have talt , saa bring 
mine Forceldre min Hilsen , siig dem af mine sidste 
Tanker var hos dem , og af jeg døde med Gud i 
Hjertet og i saligt Haab paa min Herre og Frelser . 
Gaa nu “ , vedblev han bristende i Graad , „ see de 
Sidste ere ved af forlade Laden . Gaa og lad mig 
dø i det Haab , af dog idetmindste Du er frelst . “ 
Fortvivlet vendte jeg mig fra ham , for af han 
ikke skulde see mine Taarer , da faldt mit Blik paa 
Briand , den Sergent , som havde bragt os den 
første Efterretning om Tilbagetoget , og idet en Tanke 

der mulig kunde bringe Frelse , opsteg i mig , ilede jeg 
hen til ham . Med al den Veltalenhed , som min 
Smerte indgav mig , bød jeg ham følge mig for at 
see , om vi ikke i den ncermeste Omegn kunde finde en 
Gaard eller en By , hvor vi enten for Betaling eller 
med Magt kunde finde et Par Heste . Et Dieblik 
betænkte han sig , kastende et uvist Blik snart efter de 
bortdragende Kammerater , snart til Vognen , hvori 
Martin laa . 
„ Kom “ , sagde han derpaa , „ jeg har gjort saa 
mangen gal Gjerning , lad mig nu da ogsaa engang 
gjøre en god . “ 
I lang Tid trak vi omkring , og befandt os nu 
over een Miil fra Landeveien , da vi endelig opdagede 
et stort Bondehuus , der laa skjult nede mellem nogle 
Bakker . I fuldt Løb ilede vi derned ; men idet vi 
ncermede os , saae vi Beboerne i vild Flugt forlade 
Huset søgende Redning i en nærliggende Skov . 
„ Seer De , Herr Lieutenant “ ! raabte Briand , 
„ vi leve endnu paa Stumperne af Forskrækkelsen over 
den sfore Armee . To Mand er nok til at drive hele 
Menigheden paa Flugt . See her “ , vedblev han , idet 
han efter at vi vare komne ind i Gaarden , rev en 
Dør op , „ her er Heste . Afsøg De nu Stuehuset , 
Lag Alt , hvad De kan finde af Spiseligt , imedens 
spænder jeg før den Vogn , som absolut maa findes . “ 
Min Expedition varede ikke længe , og da jeg 
kom ud i Gaarden , belæsset med Brød og Smør , 

havde Briand fundet Vognen og stod nu i Begreb 
med at spcende to smaa russisfe Heste før den . 
„ Tag ogsaa nogle Sengeklceder ! “ raabte han til 
mig , „ Alt gaaer paa Keiserens Regning . “ 
Et Oieblik efter befandt vi os paa Tilbageveien 
med vor Bytte , og endnu før Middag vare vi tilbage 
i Laden . Martins Glcede og Forundring var 
grcendselos , og idet han snart trykkede min Haand , 
snart klappede Bri and , medens vi bragte ham over 
i det beqvemme Leie , vi havde beredt ham i den 
erobrede Vogn , lo og grced han imellem hinanden . 
Vor Reise gik nu rafl videre , og ihvorvel ingen 
Dag gik uden at vi maatte kcempe med Savn og 
Besværligheder , saa naaede vi dog uden at have prøvet 
de skrækkelige Lidelser , hvorunder saa mange Kammerater 
havde sukket , Polens Grcendse . 
Her vare vi nu i Sikkerhed , ligesom ogsaa vor 
Reise videre paa Grund af den venligsindede Befolkning 
blev lettet os i høi Grad . 
En Morgen , da vi stode i Begreb med af forlade 
en lille polsk By , hvor vi i nogle Dage havde 
udhvilet os , kom Briand til mig og meddeelte mig , 
af han nu ikke kunde ledsage os lcengere . Han var , 
som han fortalte , bleven forlovet med Gjcrstgiverens 
Datter og havde nu i Sinde af boscette sig her . 
„ De veed nok “ , sagde han , „ af naar et Skib er 
synkefcærdigt , saa forlade Rotterne det . “ 
„ Ja , men hvem siger , af vort Skib er synkefcærdigt ? “ 


„ Naar Talen er om Armeen “ , svarede han , „ saa 
er det rigtignok ikke Mange , som kan sige det ; thi af 
de hundrede Tusinder , som med stolt Haab og let 
Hjerte droge derigjennem i Foraaret er kun Faa 
vendt tilbage ; men af disse Faa , det svcerger jeg 
Dem til , er der ikke en Eneste , som jo er overbeviist 
om , af nu er det vidunderlige Eventyr ude , af der 
nu er sat et Punktum for Historien , som selv Keiseren 
maa standse ved . 
„ Jeg troer det ikke , Briand , og hvor forfærdeligt 
end Tabet er , saa er jeg dog overbeviist om , af han 
nok skal finde Midler fil af oprette det . “ 
„ Ja Enhver har sin Tro og De har deres , 
ihvorvel Paven vilde klø sig grumme betænkelig bag 
Oret , naar han hørte hvilken det er . Min Tro har 
iøvrigt hidtil været , af intet Liv kunde vcere skjønnere 
end en Soldats og intet Lod bedre end af følge 
Keiseren ; men denne Tro blev begravet i Rusland , 
og nu efter af jeg har lcert Anna af kjende , saa er 
jeg kommen fil den urokkelige Overbeviisning , af det 
Allerbedste af Alt , er dog af gifte sig med en ung , 
smuk Pige . Papa har desuden Grunker og samler 
stedse flere , Forretningen gaaer fortrinligt ; thi De 
skal vide , min Herre , af er der noget Polakkerne forstaa , 
da er det af jamre over deres Fædreland og af 
drikke Bræendeviin . “ 
„ Men deres Afsfed , hvorledes vil De faae den ? “ 
spurgte jeg . 
„ Hvorledes fik de Hundredetusinder den , som 

5 Oo 
ligge derinde under Sneen . Nei , man har havt altfor 
godt Raad paa Mennesker i denne Tid fil af man 
skulde falde paa af spørge om Sergent Briand . “ 
„ Jeg følte Sandheden i hans Ord . Mismodets , 
Forsagthedens og Opløsningens Time var kommen . 
Enhver gik sin Vei , Enhver søgte Fred , Hvile og 
Sikkerhed der , hvor han troede at kunde finde den , 
og kun faa vare de Regimenter , som endnu holdt 
sammen . Hvor vort var , havde vi intet Begreb om , 
men Ahnelse sagde os , at vi fre vel omtrent vare de 
eneste Tiloversblevne . 
Jeg kunde derfor ikke dadle ham for hans Beslutning , 
men idet jeg takkede ham for den Hjæelp han 
havde ydet os , ønskede jeg ham al Held og Lykke , 
hvorpaa Martin og jeg fortsatte vor Reise . 
Hvad denne angik , saa var jeg ofte med dyb 
Smerte Vidne fil , hvor meget han leed , idet jeg kun 
formaaede i en høist ringe Grad at skaffe ham Lindring . 
Nu da vi vare blandt Venner og i et nogenlunde 
beboet Land gik det vel bedre , og hans Saar 
kunde dog af og fil blive forbundne af en kyndigere 
Haand end min var det . Ihvorvel han havde et 
godt og blødt Leie i Vognen , over hvilken jeg havde 
ladet et Ruf anbringe , saaledes at han var beskyttet 
mod Veirliget , saa maatte dog den idelige Kjørsel 
væere ham en Pine samt trcette og afkræefte ham endmere . 
Jeg søgte derfor ofte af overtale ham fil af 
læegge sig ind paa et Hospital ; men dertil var han 
ikke fil af bevæege . Hans Hu og Tanke stod fil 

Hjemmet , derom dreiede sig hans Tale og hen imod 
dette stirrede hans Blik , og ingen Bønner , ingen 
Overtalelser fra min Side kunde bevcege ham fil af 
standse , før han havde naaet dette Maal . 
Saa droge vi da videre ad den lange , lange 
Vei , som ofte bragte mig fil af forsage , idet det forekom 
mig , af den aldrig maatte kunne saae Ende . Og 
dog fik den det , dog oprandt det Dieblik da vi saae 
Aftensolen glindse i Hjemmets Vinduer , som blinkede 
os kjærligt indbydende imøde , dog oprandt den Stund , 
da vi kjorte ind i Gaarden , da jeg før sidste Gang 
bod de mødige Heste af slaa , idet vi holdt før Døren . 
Dybt bevæeget ved det Gjensyn jeg nys havde 
væeret Vidne fil , ved den Kjølighed og salige Glcede 
jeg havde seet udtrykt paa alle Ansigter , sad jeg nu 
alene inde i Dagligstuen . Foraaret var allerede 
kommen her , og udenfor Vinduerne i Haven blomstrede 
Hyacinter , Fioler og Crocus , medens Buske og 
Trceær grønnedes . I det Fjerne glindsede Middelhavets 
Flade mig imøde , rødlig glindsende i Aftensolen , 
idet af og til et trekantet Seil dukkede frem 
og forsvandt i Skumringen . Alt var som Martin 
saa ofte havde beskrevet mig det , kun var det blidere , 
skjønnere og venligere end min Phantasie havde formaaet 
af forestille mig det . 
Som jeg saaledes sad hensunken i Beskuelsen og 
med Hjertet fuldt af glade , taknemlige Følelser gik 
Døren op og Martins Moder traadte ind . Med 
et Udtryk af dyb og inderlig Lykke , greb hun min 

Haand , idet hun under frembrydende Taarer trykkede 
et Kys paa mine Læber . 
„ Hvad De har gjort for min Søn , det har De 
gjort for mig “ , sagde hun , „ men det Offer De har 
bragt og den Kjærlighed De har øvet , derfor lønne 
Dem Gud og han velsigne deres Veie . “ 
Om jeg tilfulde havde fortjent den Taknemlighed 
og Kjærlighed , hvormed Martins Forældre overøste 
mig ? Jeg vidste det ikke , og jeg formaaede Heller 
ikke af gjøre mig Regnskab derfor ; men Følelsen af , 
af jeg nu dog havde udrettet Noget , af det var 
lykkedes mig af fuldbringe en Gjerning , hvis Velsignelse 
jeg nu var Vidne til , fyldte min Sjæl med 
en Tilfredsstillelse , som jeg aldrig før havde kjendt , 
idet den bortviskede det slappende , deprimerende Indtryk 
af det Tomme i mit hidtil førte Liv , under 
hvilket mit hele Væsen havde bøiet sig . 
Martins Fader , der besad en temmelig 
betydelig Fabrik , var en ligesaa from og mild som 
fast og energisk Mand . Aldrig ledig færdedes han 
stedse blandt sine mange Arbeidere , og med Undtagelse 
af de Timer , jeg tilbragte ved min Vens Sygeseng , 
var jeg hans stadige Ledsager . Det virksomme , 
muntre Liv i Fabrikken Malede mig i høi Grad , og 
jo mere jeg færdedes der , jo større Interesse fik jeg 
for de Arbeider , der udførtes . Dufour , der med 
synlig Glæde bemærkede dette , søgte ved alle Leiligheder 
af befasfe den i mig vaagnende Lyst , og snart 

Log jeg ivrig Deel saavel i Tegningen som i Udførelsen 
af Fabrikens Arbeider . 
Flere Maaneder vare saaledes hengaaede , Martin 
var kommen sig saavidt , af han nu kunde gaa omkring 
i Haven , og ihvorvel dette i høi Grad forhøjede 
Nydelsen for mig af det stille hyggelige Familieliv , 
hvori jeg levede , og som jeg i saa lang Tid ikke 
havde kjendt , saa følte jeg dog , af det nu var paa 
høie Tid af opfylde min Pligt , der bød mig atter af 
melde mig til Tjeneste . Martin , saavelsom hans 
Fader og iscer hans Moder , søgte paa alle mulige 
Maader af bringe mig til af opgive en Beslufning , 
fra hvilken dog ingen Overtalelser formaaede mig til 
af vige . Jeg hverken vilde eller kunde vende tilbage 
til mit Hjem før Alt var forbi , før enten Freden var 
tilkcrmpet eller Keiseren var bukket under i den Kamp , 
som nu var begyndt . Det maatte nu briste eller 
bcrre ; men Tanken om af vende tilbage med halvgjort 
Gjerning var mig uudholdelig i Bevidstheden 
om , af den Opreisning for mit tidligere Liv , som 
min Følelse sagde mig , af jeg saa haardt trcengte til 
og som jeg nu var godt paa Vei til af forskaffe mig , 
vilde tildeels gaa tabt for mig ved uden tilkcrmpet 
Resultat eller ved uden crrefuld Afsfed af vende 
tilbage . 
Med tungt Hjerte og den veemødige , smertelige 
Følelse af , af jeg vel nu for sidste Gang havde seet 
de Mennesker , hvis Hcender jeg nys havde trykket til 
Afsfed , og blandt hvem jeg havde følt mig saa lykkelig 

af jeg vel aldrig mere skulde høre hans venlige Røst 
eller see hans trofaste , aabne Ansigt , med hvem jeg 
nu i saa lang Tid havde deelt Farer og Savn , 
Sørg og Glcede , kjørte jeg bort mod Nord . Ved 
den første Militaircommando , hvor jeg meldte mig , 
fik jeg Ordre til at afgaa til Lyon , og derfra blev 
jeg igjen beordret til en lille By i Bretagne , hvor 
jeg just ikke til min sførste Glcede blev ansat ved en 
Exereeerskole . Krigen rasede nu vcerre end nogensinde 
men af alle de Efterretninger vi modfoge fremgik det 
klart , at det vare de sidste om end glimrende Trcek 
paa det blodige Schakbrcet . Den Cirkel , hvori de 
Allierede holdt Keiseren indesluttet , trak sig mere og 
mere sammen , og endelig lød Efterretningen om 
Nederlaget ved Leipzig . 
Tilstrømningen af Udskrevne til Ererceerskolen , 
havde i Førstningen , jeg gjorde Tjeneste derved , vceret 
overordentlig ; men nu efter hiint Slag , da der blev 
udskrevet nyt Mandskab efter en uhyre Maalestok , 
mødte Faa eller Ingen . Enthusiasmen var borte , 
Folket var trcet , den sidste Tids Byrde havde vceret 
for fung og med Mismodets Ligegyldighed saae 
Folket Fjendens talløse Skarer , som veltede sig ind 
over Landet . 
Ved et aandsfortcerende , sløvende og strengt Arbeide 
var Sommeren og Vinteren gaaet , og da nu 
endelig Befrielsestimen kom , da bragte den tillige det 
smertelige Budskab om Keiserens Tronfrasigelse . Min 
Tid var nu omme og mine Baand løste , og med et 

veemodigt Suk over den , hvis stolte Gjerning nu 
var henveiret rettede jeg mine Tanker mod mit Hjem , 
fil hvilket jeg nu begyndte den lange Vandring . 
Med hvilken Følelse af dyb og inderlig Glcede 
ncermede jeg mig endelig det Sted , imod hvilket mit 
Die havde skuet fra Ruslands fjerne Egne og fra 
Middelhavets Kysf , og ved Tanken om hvilket mit 
Hjerte stedse havde banket i Længsel og Veemod . 
Aftenen var mild og stille , Blomsterne duftede mig 
imøde fra de nære Enge og fra den nysudsprungne 
Bøgeflov lød Fuglenes qviddrende Sang . Med 
Taarer i Diet og jublende Sind betraadte jeg Gaden 
og langsomt , som gik jeg en hellig , andagtsfuld 
Stund imøde , sfred jeg frem , idet jeg i fulde Drag 
nød Gjensynet af hver enkelt Gjenstand . 
En Vogn kom rullende hastig imod mig , det 
var Doctoren . Hvor ofte havde jeg ikke hist henne 
bag Plankeværket seet ham saaledes kjøre forbi , og 
hvor ofte havde jeg ikke i det Fjerne tcenkt derpaa . 
Nu saae jeg atter den grønne Vogn og de brune 
Heste . Jeg kunde ikke andet , idet han kjørte mig 
forbi raabte jeg et høit , frydefuldt „ Godaften “ , som 
bragte ham fil at fare op fra sin magelige Stilling 
og stirre forundret paa mig . 
Bagved Froms Plankeværk , Langsmed hvilket 
jeg nu gik , hørte jeg Maries Røst ; hun talede med 
Theodor , som maatte vcere inde i Havestuen , og 
medens hun vendte sit Ansigt derimod , lod hun sin 
Haand hvile paa Kanten af Plankeværket . Sagte 

Listede jeg mig ncermere , og idet jeg derpaa hcevede 
mig iveiret , kyssede jeg hendes Haand . Med et høit 
Skrig trak hun den tilbage ; men før hun kunde see 
sig om , var jeg forsvunden i vor Gadedør . Et 
Oieblik blev jeg staaende stille i Forstuen for at 
samle mig . 
„ Ja , Caroline “ , hørte jeg min Plejemoder 
sige , „ som det sig en kjcek og højsindet Ungling hør 
og bør , har han med Opofrelse af sit eget Velvcere 
frelst en Dame fra Tvang og Forfølgelse , med sit 
gode Svcrrd har han reddet sin Ven af Fjendens 
Vold , og med Hæeder og Roes har han fulgt sin 
store Keisers Orne fra Polens Iis til Sydens eviggrønne 
Lunde , og uden at trcettes , uden at forsage 
har han vandret mange hundrede Mile paa sin 
Fod . “ 
„ Gud fri os vel ! “ udbrød Caroline . „ Da 
gad jeg sandelig vidst , hvorledes det seer ud med 
hans Strømper ? “ 
„ De vil give Dig nok at bestille “ , raabte jeg , 
idet jeg aabnede Døren og traadte ind . 
En Timestid efter sad jeg i Sophaen ved min 
Pleiemoders Side . Holdende min Haand i sin og 
betragtende mig med et Blik fuldt af Kjærlighed og 
Stolthed , fortalte hun mig om sin Sorg og sit 
Savn ved min pludselige Afreise , og om Alt , hvad 
der var passeret i min Fraværelse . 
Hos Froms stod det ved det Gamle , Theodor 
arbeidede paa sin Faders Contoir og Marie styrede 

NU Huset . Hos Bæks var der kommen to Smaa , 
og hans Fabrik gav mange Mennesker Brødet . Else 
var død og Fattighuset blæst om i en Storm og 
og Lieutenant cis Saint Emanuele havde taget sin 
Afsfed og havde trukket sig tilbage fra Verden og fra 
sine Creditorer . Hvad min Flugt med Prindsessen 
angik , saa havde Følgerne slet ikke været saa skrækkelige , 
som jeg havde fænkt mig . Hun var i Lübeck bleven 
viet fil Greven , og paa Grund af dette Factum , 
var al videre Modstand fra hendes Families Side 
ophørt . Kongen havde tilgivet ham , og de boede nu 
paa Læres Godser i Jylland . Hoffet paa Jægerspriis 
var ophævet . Hoffoureren boede i Kjøbenhavn , 
hvorhen ogsaa Kammerherren var flytfet , og af det 
øvrige Personale var nu Ingen tilbage , med Undtagelse 
af Fasanmesteren , der nu ligesom den katholske 
Præst , drak for hele Menigheden . Joseph førte 
endnu et stille , contemplativt Liv i Rasphuset og 
vilde vel forblive der til sin Død . 
Af de Breve , jeg havde skrevet hjem , havde hun 
kun erholdt fo . Det ene fra Dresden og det andet 
fra Marseillie , herfra havde jeg nemlig skrevet med et 
dansk Skib . Det samme havde Dufours ogsaa 
senere gjort ; thi igjennem dem havde hun dog erfaret 
Noget om min senere Skjæbne . Det var mig iøvrigt 
paafaldende , at der med Hensyn til denne Correspondence 
syntes at være Noget , hun ønskede at 
skjule for mig . 
Medens vi saaledes sade i fortrolig Samtale 

med hinanden og der var bleven tændt Lys , tittede 
From ind ad Tøren , han trak sig imidlertid strax 
tilbage , og et Øieblik efter hørte vi ham raabe over 
Gaden : „ Io , ganske rigtig det er ham “ , hvorpaa 
efter kort Tids Forløb hele Familien var samlet 
hos os . 
Med en Kjærlighed og en hjertelig Glæde , der 
gav sig tilkjende i hvert Ord og hver en Mine kom 
Alle mig imøde . Paa dem Alle havde Tiden øvet 
sin Virkning ; men den Forandring der var foregaaet 
med Marie var i mine Øine saa overordentlig , at 
mit Blik bestandig maatte vende tilbage til hende . 
Udtrykket i hendes Ansigt , den milde Glands i hendes 
Øine og det muntre Smil om hendes Blnnd , ja , 
alt dette var uforandret ; men som hendes Figur 
havde udviklet sig , som hun var bleven fyldigere , 
høiere og mere rank , saaledes var der ogsaa i hendes 
Væsen og hele Fremtræden foregaaet en Forandring , 
der fyldte mit Sind med Glæde og Beundring . 
Time efter Time sade vi nu sammen i vexlende 
Samtale og først da Foraarsmorgenen begyndte at 
gry , skiltes vi ad , efter at jeg først havde lovet Bæk 
at komme til ham saa fidlig som mulig den næste 
Dag , da han , som han sagde , havde Meget paa 
Hjerte mig angaaende . 
Efter et Par Timers urolige Søvn , hvoraf jeg 
hvert Øieblik vaagnede i glad Følelse af , hvor jeg 
befandt mig , stod jeg op og uden at min Pleiemoder 
eller Caroline mærkede det , forlod jeg Huset og 

efter at have gjort en Runde i Byen , og gjenseet og 
hilst paa alle bekjendte Steder , aflagde jeg Bæk en 
Visit , hvem jeg tillige nied hans Kone traf ved Thebordet 
i den mig saa velbekjendte Havestue . 
„ De har havt et mærkværdigt Held med at 
faae Leilighed til at bevise Folk væsentlige Tjenester “ , 
begyndte Bæk efter at vi i rum Tid havde falt om 
svundne Tider . 
„ Og Du maa tilføie “ , bemærkede hans Kone , 
„ af Peter har forstaaet af benytte Leiligheden . “ 
„ Derfor er der Syn for Sagen “ , vedblev hiin , 
„ Joseph staaer nu først i Rækken ; men det maa 
indrømmes , af han just ikke har meget af takke for , 
ihvorvel Meningen var god nok , saa kom Præsten , 
derefter jeg , saa Grev Ardenfeldt , saa Prindsessen 
og nu tilsidst den unge Dufour . Jsandhed en heel 
Række , og Alle , med Undtagelse af Joseph , hvem 
man maa holde undskyldt , ere lige taknemlige . Talen 
er imidlertid nu om Martin Dufours Fader . 
Fra ham fik jeg nemlig Brev paa samme Tid , Deres 
Plejemoder fik et fra Dem . Hans Taknemlighed og 
Godhed for Dem lyste deri ud af hvert Ord , og da 
han troede af have bemærket Lyst fil praktifl Gjerning 
hos Dem , saa ønflede han nu af afkjøbe mig Halvdelen 
af Fabrikken , hvilken han vilde skjænke Dem . Den 
Handel kunde jeg imidlertid ikke gaae ind paa , da 
jeg var fast bestemt paa efter egen Bestemmelse af 
disponere derover , og naar jeg nu for anden Gang 

tilbyder Dem af blive min Compagnon , saa skulde 
jeg have taget meget seil af deres Hjerte , dersom 
De kunde bringe et Afslag over det . Da dette nu 
ikke kunde gaa an , saa skrev han mig atter til . Dog “ , 
vedblev han , „ følg med jeg har Noget at vise Dem . “ 
Vi fulgtes nu ad ned igjennem Haven og langsmed 
en nylig plantet Allee og stode snart efter foran et 
nylig opført smukt Sted . „ Kjender De det ? “ spurgte 
han derpaa . 
„ Hvor skulde jeg kjende det “ , svarede jeg . „ Det 
var her ganske vidst ikke , da jeg reiste bort . Men “ , 
vedblev jeg , idet en lys og venlig Erindring dukkede 
op før mig , „ hvor har jeg seet det før . Ia “ , raabte 
jeg derpaa , „ stod jeg ikke her i Frederiksværk , saa 
vilde jeg sige , at det var Monsieur Dufours Bolig 
ved Marseille . “ 
„ Saa er det dog ' lykkedes mig “ , udbrød Bæk . 
„ Da Handelen med Hensyn til Fabrikken ikke lykkedes 
før deres Vens Fader , saa sendte han mig en Tegning 
og bad mig derefter at lade bygge et Sted , 
som skulde være deres Eiendom , som skulde være et 
Vidnesbyrd om hans Taknemlighed og tillige et 
Minde om deres Venners Hjem . Og nu , Kold “ , 
vedblev han , idet han lagde Haanden paa min 
Skulder og saae mig kjærligt ind i Oienene , „ husk nu 
paa , at saa vist som enhver god Gjerning bærer 
Lønnen i sig selv , saa vist bør man Heller ikke 
unddrage Gjensfanden derfor Leiligheden til at vise 

sig taknemlig , da det jo vilde være , saa at sige , at 
sæfte Foden paa hans Nakke . “ 
Da jeg en Aften , længere Tid efter min Hjemkomst , 
fulgtes børt fra Contoiret med Bæk , blev 
denne staaende netop som vi skulle sfilles . 
„ Hør “ , sagde han , „ De har jo været i mange 
Herrens Lande og Riger ; dog troer jeg ikke , De har 
været i Holland . “ 
„ Nei “ , svarede jeg , „ Holland er for prosaisk for 
mit poetiske Gemyt , og Heller ikke , troer jeg , gives 
der Varulve . “ 
„ Aa jo , hvorfor ikke , kun ere de maaske lidt 
mere vel ved Magt end hertillands . Jeg vilde 
imidlerlid kun sige Dem , at naar der en Betler 
melder sig , saa spørger deik Udvalgtes Fader ham 
altid først : om han har raset eller om han vil rase . 
Har han raset , bliver han maaske antaget , har han 
det derimod ikke , saa bliver han ubetinget afviist . 
Gaa nu hen til Marie Froms Fader og siig ham , 
at De har raset , jeg borger for et godt Udfald . “ 
Raadet var godt og stemmende fuldkommen overøens 
med de Tanker , jeg nu i saa lang Tid havde 
baaret paa . Lidt langsommere end sædvanlig gik jeg 
hjemad , og da jeg , idet jeg kastede Blikket derhen , 
saae et Glimt af Maries hvide Kjole oppe imellem 
Bøgetræerne i Haven , saa samlede jeg mit Mod fra 
Borodino og stod strax efter hos hende . 

Uden at lægge Dølgsmaal paa Noget , redelig 
og samvittighedsfuldt gjorde jeg Rede for de Tanker 
og Følelser , der havde bevæget sig i mig , ja trods 
min Vens Raad fortaug jeg ikke engang de Bevæggrunde 
for hende , som havde forledet mig til at flygte 
med Prindsessen . 
Snart sænkede hun sit Blik , og snart vendte hun 
sig fra mig , men snart vendte hun sig ogsaa imod 
mig med et Udtryk , som bragte mit Bryst til at 
svulme i Følelsen af min Lykke . 
„ Som Danmarks Riges første Krudtmester “ , 
svarede hun med et Smil og under frembrydende 
Taarer , „ maatte der absolut være Knald ved Dig . 
Men har Du reddet din Ven fra Fare og Død , har 
Du med trofast Udholdenhed og kjærligt Sind ledsaget 
ham Skridt for Skridt til han var fri og frelst , 
saa tør jeg vel ogsaa lægge min Skjæbne i din 
Haand , og Gud skal vide jeg gjør det med fuld Fortrøstning 
og af mit ganske Hjerte . “