Falskmøntneri og Mord . Julen var forbi med alle sine Glæder , og det gamle Aars sidste Dag var næsten forløben . Selv en Politimand holder et Slags Ferie i den glade Juletid , og jeg gjorde mig Haab om at kunne tilbringe Aarets sidste Aften i Familiens Hygge , — men det skulde være anderledes . — Jeg var nær ved mine tarvelige Ønskers Maal ; Dagens Forretning var sluttet . Vor Chef havde ønsket os et glædeligt Nytaar , og Enhver var vandret hjemad for at nyde Hvile og Ro . Midt i Aftenens Glæde hørtes Dørklokkens monotome Klang , og man ilede med LEngstelse til for at see , om den Frygt , man følte for en Afbrydelse i Ferien , vilde blive stadfæstet af Sendebudet . — Jo , ganske rigtigt . „ Hr . — venter Dem strax ! “ bemærkede min værdige Kollega . At naa Paagjældendes Bolig og erfare , at Nytaarsdagen maatte tilbringes i Forretninger og langt fra Hjemmet , var kun en lille Times Værk . Glæden i Hjemmet var saaledes forstyrret . Sagen var , at man i Løbet af de sidste Maaneder havde faaet Underretning om , at en paa Amager boende svensk Arbeidsmand forbrugte en Mængde Penge , som han angav , at han havde vundet i Lotteriet . Der var imidlertid Anledning til at antage , af han drev en Industri , som Loven forbyder . Angiveren troede med Be1 » stemthed af turde paastaa , af Carl Johan — som vi kunne kalde ham — enten var Leder for en Tyvebande eller af han hælede med en saadan . Carl Johan var altid i Besiddelse af mange Sølvsager og Uhre og havde meget Selskab med Svenskere af den laveste Klasse . Det var denne Gaade , der blev mig paalagt af løse i Begyndelsen af det ny Aar . At begynde og fortsætte dette Arbeide alene var umuligt , og jeg var saa heldig af faa en Medhjælper , som — lad mig sige ham det til 2Ere — var ufortrøden og forstod af spille sin Rolle godt . Det var meget vanfleligt af trænge ind i Carl Johans Forhold ; thi Huset , som han beboede , laa forladt og ensomt paa en Mark . Man kunde kun ubemærket i Aftenens Mørke søge hen til Huset , og maatte endda frygte for af blive opdaget . Man maatte altsaa benytte „ Stikkere “ — et Slags Haandlangere , som Politiet undertiden betjener sig af . Det lykkedes os i en klodset Bondedreng af faa en faadan Hjælper . Hans Udseende spaaede ganske vist intet godt . Han saa saa dum ud , af man maatte antage , af han ikke kunde paatage sig en saadan Mission . Ikke destomindre vovede vi Forsøget . Det blev ham paalagt at trænge sig ind i Huset under et eller andet Paaskud . Næste Aften kom han tilbage og fortalte , at han havde erfaret , at Svenskeren havde udleiet Eieren af Huset , som tidligere selv havde beboet det ; — thi han vilde , efterat han var bleven en rig Mand , bo mere komfortabelt . Værten var derefter flyttet til Brønshøj , og den Hytte , som var paa Marken og blev benyttet til Opbevaring af Klude , hensfod nu ubenyttet . Efter at have søgt Oplysning om Værten , paa hvis Karakter man ikke havde noget at udsætte , erfarede man , at han havde leiet sig et Hus i Brønshøj for der at fortsætte sin Kludehandel . Han havde gjort en meget fordelagtig Forretning , idet han nemlig havde faaet udbetalt 500 Rdl . for at overlade Svenskeren Huset i et Aarstid . Der maatte en særlig Tiltrækningskraft til for at bringe en simpel Arbejdsmand til at henleve sin Tid uden Beskæftigelse i et forfaldent Hus paa Amager , og han maatte være en aparte Fyr , naar han betalte 500 Rd . for i et Aar at have en Kludesamlers Hytte til sin Raadighed , — selv om han havde vundet „ alle de 50 , 000 Rd . “ , som der blev sagt . En Eftermiddag blev der os meddelt , at der et Sted paa Kristianshavn var blevet begaaet et meget stort Tyveri . Natten havde været bælmørk med Skylregn , saa at kun faa Mennesker begave sig ud . Tyvene havde havt mange Vanskeligheder at overvinde . En stor Plads adskilte Ejendommen fra Gaden , og for at faa Adgang til Pladsen maatte de bestige et høit Plankeværk , besat med Pigge . Bag Huset laa et Pakhus , som vendte ud til Vandet . Intet tydede paa anvendt Vold ; man maatte have havt falske Nøgler og en Baad til at transportere Tøiet bort i . Tyveriet opdagedes først om Formiddagen , da en af Forretningens Betjente vilde hente et Stykke Silketøi fra den Afdeling i Lageret , hvor Tyveriet var begaaet . At flere Personer maatte have deltaget i Tyveriet , var indlysende , thi det vilde have været nmuligt for een Mand at føre 27 Stkr . Silketøi fra 2den Sals Etage ned i Baaden , der kun med Vanskelighed kunde lægge til ved Husets Bagside . Hertil kom , at Varerne maatte være blevne heisede ned fra et lille Vindue i Stueetagen ; — men det mest gaadefulde var dog den Omstændighed , at man i Almindelighed ansaa det for umuligt at bane sig Vei derind . Ingen af Forretningens Folk maatte ifølge Bestjaalnes Ønske paa nogen Maade mistænkes . Efter de Meddelelser , der forelaa , blev Mistanken henvendt paa Carl Johan . Der tildrog sig imidlertid en Begivenhed , som satte hele Omegnen i Bevægelse , og hvorved der blev kastet et Lys i dette Mørke . Ovennævnte Tyveri var forøvet en Nat mellem Søndag og Mandag . Den følgende Torsdag Aften kjørte en Amagerbonde hjem herfra Byen til Sundbyvester . Da han passerede den Mark , hvor Carl Johans Hus laa , bemærkede han , at der steg en let Røg op derfra . Dette var et Særsyn og efter at være kommen lidt forbi , steg han ned og sneg sig hen mod Huset . Vognen , paa hvilken hans tiaarige Søn var bleven tilbage , holdt , som anført , noget derfra . Omtrent 10 Minuter efter hørte Drengen et Skud og derpaa stærke Raab , blandt hvilke han troede at gjenkjende Faderens Stemme . Han blev angst , pidskede paa Hestene og kom snart efter hjem , hvor han satte Gaardens Besætning i stærk Bevægelse . To Karle besluttede at begive sig til Øvrigheden for at forklare dette og faa Hjælp , men betænkte sig ester det Skete dog paa i Nattens Mørke at passere et Sted , som hele Omegnen nn havde faaet en sand Rædsel for . Man haabede stadig , at Manden skulde komme tilbage , og først da Dagen brød frem gjorde man Anstalter for at meddele øvrigheden det Passerede . Først ud paa Eftermiddagen næste Dag naaede Beretningen om denne Begivenhed til Kjøbenhavn . Man begav sig med en lille Afdeling Betjente til Stedet , men fandt her ingen Mennesker , hvorfor man slog Døren ind og foretog en Undersøgelse . Husets Indre tydede paa en hurtig Flytning , thi Klædningsstykker , Vaaben og forskjelligartede Rekvisiter laa spredte overalt . Efferat den første Afsøgning havde fundet Sted , begyndte man nøiere at føge . Da man kom ned i Kjælderen , fandt man Liget af Kasper , Amagerbonden , fuldstændig nøgent . Her forelaa altsaa et Mord . Manden var bleven saaret af en Kugle , tilsyneladende affyret af en almindelig Jagtbøsse , men efter Lægens Skjøn havde dette ikke været tilstrækkeligt til at dræbe , hvorimod det maatte antages , at det store Blodtab havde svækket og senere dræbt ham . Vi afsøgte nu alle Gjemmer i Huset og det tilstødende Skur uden at finde andet end nogle Stumper Tin . Da vi ærgerlige over det ringe Udbytte af Beviser stødte til et Klædeskab for ligesom at bringe det til at tale , løsnedes en Skuffe , hvis Tilværelse ikke tidligere var bemærket , og ud af denne faldt — en Gibsform . Læserne ville mulig strax antage , at dette kun var et ubetydeligt Bevis mod en Morder . Det var heller ikke Morderen , vi egenlig i Øieblikket søgte , — det var hans Motiver . Her var idetmindste en Antydning . Gibsformen bar Præget af en Speciedaler . Naar man har en Falskmøntner for sig , da er al mulig Forsigtighed nødvendig . Her var altsaa nu en tredie Forbrydelse tilstede , i Forveien havde vi jo Tyveriet og Mordet . Denne Oplysning ligesom spændte Nerverne . Vi vidste , at det gjaldt om at finde Beviser ; de maatte skaffes frem . En saa hurtig foretagen Udflytning tydede paa , at man havde grebet til denne Udflugt paa Grund af Angst for at blive overrumplet , og muligt kunde en eller anden Gjenstand findes , som endnu yderligere kunde tjene til Oplysning . Her maatte være noget skjult , som Forbryderne i deres Hastværk ikke havde kunnet medføre , — og hvorfor var den ulykkelige Mands Lig blevet berøvet sin Beklædning ? — dette tydede paa , at man heller ikke var meget godt forsynet med Klæder . Der blev nu sat Vagt til at forblive ved Huset , medens Omegnen blev afsøgt . Der sattes Poster paa alle mulige Overgangssteder , og ved Amagerport passerede der vistnok næppe Nogen , uden at en Opdagers spejdende Blik søgte at gjenkjende en eller anden mistænkelig Person . Man troede nemlig i ethvert Tilfælde at have en tidligere straffet Person for sig , men det viste sig at være en fuldstændig Skuffelse . Den næste Dag deltoge flere Embedsmænd i Afsøgningen , og en af vore dygtigste Overbetjente , som med Bestemthed paastod , at Beviser maatte fremkomme , lod tilsidst Panelet brække fra i det Kammer , som Husets Beboere sandsynligvis havde benyttet til Soveværelse , og her fandt man , foruden en Del Tinsfænger , fire forstjelligartede Smeltedigler og endvidere en Tegnebog , som indeholdt en Daabsattest og andre Dokumenter for Tjenestekarl Anders Andersson af Kalmar Lehn i Sverig , en Del svenske Rigsdalersedler , et Pas , udstedt fra Gøteborg Politikammer for Jøns Pehrson , og endelig , hvad man tog for en god Prise , et Brev — formodenlig fra en Kjæreste — til en Mand ved Navn Anders Pehrsson , hvilket Brev var adresseret til en Familie i Borgergade . Den ufortrødne Overbetjents Opmærksomhed var bleven henledet paa dette Gjemmested derved , at man havde tilstoppet Aabningen over Panelet med Hø . Her var der dog maaske Mulighed for at faa Oplysning . Glad ilede man ud . Den Paagjældende , der havde boet der , var flyttet foregaaende Oktober Flyttedag , formentlig ud paa Enghaveveien . Efter lang Søgen udfandt man endelig , at den Eftersøgte boede i Valby , og her fik man at vide , at Familiefaderen i de sidste to Maaneder ikke havde været hjemme , men søgt Arbeide paa Amager . Konen var ikke meget glad over hans Fraværelse ; han havde i de sidste Maaneder før sin Afreise søgt daarligt Selskab , navnlig med en Svensker ved Navn Carlsson . Paa Grund af Omstændighederne var det nødvendigt at undersøge Hjemmet , men alt , hvad man fandt der , var et Brev , skrevet paa svensk og undertegnet Carl . Det var alle de Oplysninger , som kunde gives paa Stedet . Fra Amager indtraf der imidlertid Melding om , at der paa Marken var fundet Spor af , at der etsteds havde været gravet kort Tid , før Undersøgelserne begyndte , og ved Eftergravningen stødte man paa en Fjerding , som var nedgravet i Jorden . Den indeholdt 3 Stykker Silketøi , 1 Vest , som gjenkjendtes at have tilhørt den afdøde Amagerbonde , og endelig en Mængde Sølvfkeer , Uhre og nogle Armbaand . Paa et andet Sted fandt man atter en Fjerding , som indeholdt falske Marker , Rigsdalere og Specier , saavel danske som svenske , og endelig nogle slet udførte preussiske Dalere . Fra Dragør indfandt sig en Dag en Tømmermand og meddelte , at hans Hustru havde , ved at oprede Sengen for en hos ham boende Logerende , en svensk Arbeidsmand , bemærket , at der faldt en haard Gjenstand ned bag Sengen . Ved at optage Pakken og undersøge den fandt hun , at den indeholdt nogle Sølvspiseskeer og et Par Uhre samt flere Smaating af Guld , hvilke Gjenstande formodedes at være stjaalne , da bemeldte Perfon forøvrigt var fattigt klædt . Han angav at arbeids omtrent en Mil derfra , men da dette ved Undersøgelsen , hvilken fandt Sted paa Taren ud , viste sig at være falskt , blev han , da man heldigvis traf ham paa Veien i Nærheden af Angiverens Hjem , anholdt . Naar undtages en Pistol , fandtes der forøvrigt intet andet mistænkeligt i hans Logi , men hans Forklaring var faa forvirret , at man ikke kunde faa noget Sammenhæng . Til Bertels Hus , Hisforie og Forhold kjendte han naturligvis Intet . Da han var ført til Kjøbenhavn , blev han af Konen fra Valby gjenkjendt som en Person , hun ofte havde fet fammen med sin Mand ; i hendes Hjem i Borgergade havde han aldrig været , derimod havde hun ofte set ham i en Værtshnsholderkjælder i Adelgade , hvor hendes Mand søgte , og hvorfra hun undertiden Lørdag Aften hentede denne hjem . Med Hensyn til de hos ham forefundne Koster , da erklærede han bestemt , at disse Sager vare ham aldeles ubekjendte , og at de maatte være blevne henkastede bag Sengen uden hans Vidende , enten før han tiltraadte Logiet , eller samme Dag , han blev anholdt . Han søgte saaledes at kaste Mistanken over paa sin Vært , som , om han end var en Mand i trange Kaar , dog havde et saa udmærket Vidnesbyrd baade fra Præst , Politi og Medborgere , at der ikke næredes Tvivl om hans Angivelses Rigtighed . Tiden , da man anvendte vaade Skjorter , fugtige Værelser osv . for at bringe haardnakkede Forbrydere til Bekjendelse , er heldigvis forbi ; nu har Erfaringen godtgjort , at Intelligens og Velvillie selv hos den mest forhærdedæ Forbryder kan udrette mere end alle hine brutale Midler , som kun en raa Tidsalder kunde hylde . Saaledes ogsaa i denne Sag . Efter et Par Ugers Forløb var den Anholdte , hvis Navn var Nils , gjenkjendt af en Værtshusholder i Adelgade , som oplyste , at Nils indtil for ca . 2 Maaneder siden i Løbet af et Par Aar jævnlig havde søgt hos ham med flere andre , saavel danske som svenske , Arbeidsfolk . En Aften havde de erklæret at skulle reise til Sverig , og siden havde Værten ikke set dem . Værten , der iøvrigt var en skikkelig Mand , fortalte om en af de Anholdtes Venner , som han kaldte Seven , at han sjelden , naar de vare sammen , talte om andet end at lave Penge ; men hvor Seven var , det kunde man ikke faa nogen Oplysning om . Endelig indtraf der en , som det kunde synes , ubetydelig Begivenhed , hvilken omsider kastede Lys i denne mærkværdige Sag . En Dag gik en Opdagelsesbetjent over Høibroplads og bemærkede , at der ved en af Amagernes Vogne dersteds blev Opløb . Da han kom derhen , erfarede han , at man af en Pige , som vilde kjøbe nogle Grøntsager , havde modtaget til Vexling en falsk Sølvdaler . Pigen blev anholdt , men forklarede , at hun havde modtaget Daleren tilligemed flere andre af sin Kjæreste , en svensk Landmand , som eiede en Gaard i Nærheden af Hasleholm , hvorhen han var reist for kort Tid siden . Hun havde gjort Bekjendtskab med ham for henved 3 Maaneder siden en Aften paa Frederiksberg . Til hende havde han opgivet at have havt Ansættelse paa en Mølle ved Noskilde og anmodet hende om at opbevare en Kiste med nogle Klæder , samt havde , da han forlod hende , givet hende 5 Sølvdalere , af hvilke hun netop den Dag havde forsøgt at udgive den første . Der var nu Haab om , mulig at paagribe Hovedpersonen i dette Drama . En Opdagelsesbetjent sendtes op til Hasleholm og afsøgte i Forening med det svenske Politi Omegnen , uden at det lykkedes at opdage det mindste Spor . Pigens tidligere Forhold vare saaledes , at de ikke kunde give Plads for nogen Mistanke . Omsider besluttede man sig her i Byen til at lade Pigen ledsage Betjenten i hans Eftersøgning , da man jo aldeles ikke havde andet end det af Pigen opgivne Signalement . Iblandt Sagerne i Kisten fandt man en Optegnelse over endel berygtede Personer her i Byen , til hvilke man dog havde Betænkeligheder ved at henvende sig for ikke at skade Sagens Fremgang . Omtrent 14 Dage senere vendte Pigen og Betjenten tilbage fra Sverig uden noget Udbytte af denne Reise . En Aften fulgtes de ad ud til Amager for at skulle gjøre nogle ny Forespørgsler . Pludseligt greb Pigen Betjenten i Armen , idet hun hviskede : „ Der gaar hans Ven ! “ — I et Nu var Betjenten paa den modsatte Side af Gaden og tiltalte en Person , som ogsaa viste sig at være svensk . Tiltalen var saa uventet og Spørgsmaalene skete saa direkte , at Manden gik i Fælden , det vil sige , han tilstod strax at kjende Sven Carsson , — dette var Navnet paa den Mand , som man hovedsagelig søgte som Leder af en Tyve- og Falskmøntnerbande , tillige skyldig i Mord . Man vendte om , og Svenskeren fulgte rolig med . Da man kom til Børnehusbroen , og Betjenten , der , hvor Stenbroen hæver sig lidt , vilde gaa op ad Trinene , følte han pludselig en tung Fod træde paa hans , — der undslap ham et Skrig , — han bukkede sig halvt ned , — han gled og brækkede i Faldet den venstre Arm . Svenskeren var væk ! For ikke længe siden fortalte den gamle Betjent mig atter om , hvorledes han endnu mindes at kunne se Svenskeren løbe ned ad Torvegade , og under Løbet kaste Noget ud af sine Lommer . Det viste sig at være nogle falske Markstykker . Paa samme Tid hændte der sig en anden Begivenhed , som satte Politiet i Bevægelse . Fra Kristiania modtog man nemlig Meddelelse om , at en Mand var ankommen med Dampskibet „ Kronprindsesse Louise “ , og som , da man undersøgte hans Reisegods , nægtede Toldvæsenet Tilladelse til at gjennemse en lille Kasse , som han førte med sig . Da han ikke kunde slippe fri for Undersøgelsen , lod han Kassen falde overbord . Da det var hans Eiendom , kunde jo Ingen hindre ham i af ødelægge den , — men Politiet , som blev underrettet derom , fandt det dog meget mistænkeligt og søgte af holde Øie med Mandens Bevægelser . Han var kommen til Norge herfra , og derfor tog Politiet i Kristiania Anledning til af underrette Politiet hersteds derom . Manden opgav sit Navn som Carl Jønsson og af være svensk Smedesvend . Læseren maa nu springe over et Tidsrum af 3 Maaneder , i hvilken Tid man aldeles Intet hørte om den forannævnte Sag . Fra Norge erholdt man kort Tid efter den ovenfor omtalte Efterretning om , af bemeldteMand var forsvunden . Da man ikke længere havde Manden , fik et kløgtigt Hoved det Indfald ved Dykkerhjælp af faa Kassen op . Det lykkedes — , den indeholdt Dirker , Smeltedigler , Tin , Glasstumper og et Par Brækjern . En Dag stod Grossereren , hos hvem det i Begyndelsen af denne Fortælling omtalte storartede Tyveri blev begaaet , og talte med sit Bud , en Mand , som i mange Aar havde været i hans Tjeneste . Denne Mand var i det sidste halve Aars Tid bleven meget drikfældig , og der blev derfor passet nøiere paa hans Handlinger end tidligere . Budet , hvis Navn var Hans , kom tilbage ; efterat have ndført sit LErinde betalte han Grossereren blandt andre Penge ogsaa en Specie . Der blev ikke i Øjeblikket gjort nogen Bemærkning om den , men da Kassereren om Eftermiddagen — et Par Timer senere — eftertalte Pengene , opdagede han , at Specien var falfk . Man vidste med Bestemthed , at den var indleveret af Hans og adspurgte ham derfor , men han svarede , at han om Formiddagen maatte have faaet den blandt de andre Penge i Byen . Der var tilfældigvis ikke andre Specier tilstede . Grossereren og hans Folk havde naturligvis havt Anledning af de forfkjellige Opdagelser , som Tid efter anden fandt Sted , til at anstille Betragtninger angaaende Muligheden af , at Carl Johan kunde være den virkelige Tyv . At Hans stod i nogen Forbindelse med Tyvene , havde man aldrig tænkt ; nu var det dog , som om der blev givet Plads for en svag Tanke . Mandens ulykkelige Tilbøielighed til de stærke Varer netop efter Begivenheden syntes paafaldende , ligesom man ogsaa troede at have bemærket en vis LEngstelighed hos ham , naar man tilfældigvis kom til at omtale Tyveri og Mord , naar han var nærværende i beskænket Tilstand . En Formiddag , et Par Dage efter sidst omtalte Begivenhed , kom en ældre Opdagelsesbetjent ud til Grossereren paa Kristianshavn i et Sagen vedkommende Anliggende . Hans , som i Almindelighed lukkede Porten , kjendte Betjentene godt , og da han derfor bemeldte Formiddag hilsede Betjenten med det sædvanlige Godmorgen , tilføiede han : „ Har De endnu ikke fundet den Tyveknegt ? “ — men fik uventet det rolige Svar : „ Jo nit har jeg ham , “ ledsaget af et saa fast og udholdende Blik , at Hans slog Øinene til Jorden . Betjenten lagde sin Haand paa Skuldren af Hans og sagde til ham : „ Du skal ikke være bange , for din Straf kan ikke blive stor , Du har jo ikke faaet nogen af Kosterne . “ Svaret herpaa var : „ Jo , Hr . Betjent , jeg fik jo de 600 Rd- , men jeg har siden erfaret , at de vare falske . “ „ Gav Du dem da ud ? “ — „ Omtrent 100 Rd . har jeg byttet mig til i Grossererens Penge , Resten er paa mit Kammer . “ Mange Aar ere hengaaede siden denne Tildragelse , men endnu kan det more den gamle Politimand at tale om sin egen Overraskelse ved saa let og uventet at faa Oplysninger . Det var altsaa Frygt og en ond Samvittighed , der havde gjort Hans til en Dranker , og Ordsproget havde denne Gang Ret , naar det hedder : Af fulde Folk og Børn erfares Sandheden . Da Hans var bragt til rette Sted , hvor Forhør kunde optages , forklarede han meget omstændeligt , hvorledes han havde gjort Bekjendtskab med to svenske Arbeidsmænd ved Navn Bertel Jönsson og Niels Petterson , som efter nogen Tids Forløb havde gjort ham bekjendt med , at de kunde forfærdige svenske Seddelpenge og havde mange Endalersedler at vise ham . Da de efter nogen Tids Forløb havde bragt ham ind paa Drukkenskabens Veie , blev han omsider delagtig i deres Forbrydelser og udgav Penge for dem . Disse Penge bleve navnlig udgivne til Folk , som reiste til Sverig . De havde derved omtrent tilvendt sig et Par Tusinde Dalere , og nu vilde Bertel Jønsson , at de skulde faa sig et Tilholdssted eller et Slags Pengefabrik . Tillige vilde dette jo ogsaa være et heldigt Gjemmested for de mange Tyvekoster , som Svenskerne — Hans deltog nemlig ikke i deres Tyverier — Tid efter anden samlede . Saadanne Sager vare ikke altid afsættelige , thi Pantelaanerne og Assistentshuset er ikke noget godt Sted for Afsætning . Derfor besluttede de sig til at leie det før nævnte Hus paa Amager . Hans forklarede om Bertel , at han var en snu og durkdreven Kjeltring , der altid søgte af faa Folk til af begaa Forbrydelser , selv tage Fordelen og altid holde sig saaledes , af han dog ikke kunde blive straffet . Det var gaaet ret heldigt med Forfærdigelsen af Pengene , og denne fandt i Almindelighed Sted om Natten i det lille Hus paa Amager . I lang Tid løb det heldigt af , uden af nogen Uvedkommende søgte af trænge ind i Hemmelighederne , men eftersom Lykken begunstigede dem , blev Bertel mere havesyg , og da Pengefabrikationen ikke fuldstændig lykkedes , opfordrede han idelig Hans til af skaffe dem Adgang til sin Principals Hus . Dette var han dog uvillig til ; men da Bertel truede med af ville , efter af være flygtet bort herfra , angive dem Alle , saa gav han omsider efter . Han lukkede derfor en Aften sildig tre af sine Kammerater ind , og det omtalte Tyveri blev udført . Da han nogle Aftener senere var nde hos Bertel , meldte den Mand , som bestandig havde Post udenfor Huset , af en ham ubekjendt Person sneg sig henad Marken . Han blev raabt an , og da han ikke gav noget Svar , affyrede Bertel sit Gevær , der altid holdtes i Beredskab . Anholdte kunde ikke give nogen videre Forklaring om det Øvrige , thi han var af Rædsel flygtet bort . Samme Aften modtog han som Løn for sit Arbeide de omtalte 600 Rd . , hvilke han dog senere udfandt vare falske . At Liget var fundet afklædt , fandt han ikke forunderligt , thi der var altid en Mængde svenske Vagabonder , som nok kunde bruge Klæder . Da han blev konfronteret med den endnu anholdte Nils , gjenkjendte han i ham strax Bertels Ven og Følgesvend Nils Pettersson , og han tilstod nu aabent og ærligt sin Delagtighed i de begaaede Forbrydelser . Han meddelte , at Bertels rette Navn var Seven Pehrsson , og at han , da de ved det frygtelige Udfald af Formandens ildesindede Handlemaade bleve ængstelige for Følgerne , havde de besluttet at opgive det Hele . Da de ikke kunde føre Penge og Værdisager med sig , havde de nedgravet det Øvrige paa Marken . De resterende Stykker Silketøi vare indførte til Sverig , tildels som Smuglegods . Anholdte havde havt Brev fra Seven , hvori denne fortalte ham , at han vilde til Norge . Nu antog man derfor , at den der omtalte Person var identisk med den saa meget Eftersøgte . Der var imidlertid intet Haab om at kunne faa fat paa Hovedmanden for denne Bande , indtil man i Aviserne læste om , at der i Blekingen var anholdt en Mandsperson , som havde udgivet falske Penge . Eu Betjent afsendtes strax dertil , ledsaget af Hans , og endelig lykkedes det at møde den med saa megen Udholdenhed eftersøgte Forbryder . Det var en Nagelsmedsvend Seven Pehrsson fra Elmhult , men han nægtede bestemt at kjende Hans ellerat vide noget om den ham forelagte Sag . Han skulde imidlertid føres hertil for at konfronteres med Nils og hans tidligere Kjæreste , hvorfor Reisen tiltraadtes . Alan ankom med Fangen til Malmø , hvor han af Politiet gjenkjendtes som en meget slet Person , af hvem flere ulykkelige Personer vare blevne forledte til at begaa Falsk , som nu vare paa Malmøs Fæstning . Selv havde han altid vidst at klare sig . Da man om Morgenen vilde afhente ham for at fortsætte Reisen hertil , fandt man ham svømmende i sit Blod . Om Natten havde han med en Knappenaal stukket Hul paa flere af Aarerne paa Armen og navnlig Pulsaarerne . Han var ikke død , mens , i meget lidende Tilstand , og først om Aftenen døde han af Forblødning . Nils og Hans bleve dømte , dog efter Omstændighederne med en mild Straf , og Hans reiste forrige Sommer til Amerika . Den Tid , han tilbragte i Straffeanstalten , har mulig været ham til Gavn , forsaavidt han der blev asvænnet fra sin Tilbøjelighed til Drik , og han kan maaske saaledes endnu imødese en bedre Fremtid . Nils fik derimod aldrig Friheden , han døde faa Maaneder efter , at Straffetiden var begyndt . Ladegaardsklubben . Regnen styrtede ned , og Stormen tudede paa en mørk Novemberaften i Aaret 186— > da 2 Mænd gik ud over Knippelsbro . En saadan Aften gaar man ikke den Vei , uden at det er fuldkomment nødvendigt ; man møder heller ikke Mange paa sin Vei , og dersom man derfor „ hører til Faget “ , lægger man særlig Mærke til , hvem man møder . Den ene af de to Mænd gik blandt „ Gaardens Folk “ under Navn af „ Pølse-Peter “ , fordi han debuterede paa Forbryderbanen som Pølsetyv , og det var dels ved at træffe ham paa dette Strøg sent om Aftenen , dels derved , at jeg i Forbigaaende hørte Bemærkningen : „ Messingjens lader vente paa sig “ , at jeg fulgte dem , indtil jeg traf en af de „ Velvillige “ , som jeg anviste Veien til at „ puste “ de Forfulgte , som det hedder i Kjeltringesproget . Pølsepeter var en altfor durkdreven Kjeltring til at det kunde nytte Politiet selv at forsøge at fange ham , der maatte altid bruges „ Stikkere “ til at nappe ham . Hvad der senere passerede , fortælles mulig bedst ved at følge Handlingens Gang . 2 * Pølsepeter og den Ubekjendte fortsatte deres Gang op mod Sofiegade . Her standsede de midt i Gaden , og kort efter hørte man en Lyd , omtrent som naar en Kat rusaner . Dette gjentvges tre Gange med kort Mellemrum , og strax ' derefter vilde man have bemærket , at et Vindn t en tredie Etage blev belyst as en Lampe eller et Lys . Saasnart Pølsepeter og den Ubekjendte saa dette , gik de hen til Gadedøren , og Pølsepeter lukkede Døren op , hvorefter de begge listede sig ind . I en Kælder i Dronningensgade sinde vi et lille Selskab af forskjellige Industririddere samlede , som fordrive Tiden med at spille Kort . Deres Vært er en meget fornuftig Mand , som „ hører og dog ikke hører “ ; thi naar Politiet vil have Underretning om det Ene eller det Andet , svarer han bestandig , at det har han ikke hørt . Fornuftigvis kan han heller ikke se Alt , hvad der foregaar hos ham , derfor har han aldrig set Tyvekoster , som man spørger efter , og da Forretningen er temmelig godt besøgt , kan man ikke forundre sig over , at Værten ikke altid kan erindre , hvem der har besøgt hans Beværtning de sidste tre Ugers Tid , eller om Nogen særlig har havt „ Mønt “ i den sidste Tid . Paa et saadant Sted ved Politiet altfor vel , at det ikke nytter at arbeide selv , men det maa for at faa paalidelige Oplysninger benytte Hjælpere . Vi forlods Pølsepeter og den Ubekjendte , da de gik ind i Huset i Sofiegade ; lad os nu besøge den omtalte Kælder , som blandt Gæsterne bærer Navnet „ Gjensynet “ . Dette Navn har den formodenlig faaet af Venner , som dersteds træffe sammen , ofte efter længere Tids „ Udenlandsrejse “ , et Udtryk , Forbryderen bruger om sit Ophold i en Straffeanstalt . Den Asten , vi besøge „ Gjensynet “ , er der kun tarveligt besøgt . Paa en Stol i Krogen ved Skænken sidder Værten og sover , medens hans tre Gæster drikke og spille Kort . Disse tre Gæster ere stadige Kunder , og derfor er Værtens Aarvaagenhed Me saa nødvendig , som naar der er Fremmede tilstede . Pludselig farer Værten op , han har hørt en sagte Fløiten udenfor . Han gaar efter Lyden , og da han kommer tilbage , bringer han en stærkbygget Karl med sig . „ Messingjens fortæller , at Snushanerne ere paa Sporet , “ siger han , idet han skænker et Glas for den nys Jndtraadte ; „ have vi nogen Forræder blandt os ? “ „ Forræderi er ; det samme som Død , “ raabte alle Gæsterne tilsammen ; „ hvor er Markus ? “ „ Vor Anfører melder Forfald , „ Spaakvinden “ er nappet , og han maa sørge for hendes „ Udstyr “ “ ( „ Udstyr “ er det samme som Tyvekoster ) , svarer Messingjens . „ Jmorgen maa Alle træffe sammen i Hulen . “ Her afbrydes Samtalen ved , at en meget daarlig klædt Person træder ind . Han lader til at være kjendt og forlanger en Forfriskning , som Værten stiller hen til ham . „ Kommer Du fra Gaarden idag , Lars ? “ spørger Messingjens ham , esterat have betragtet ham i nogen Tid . „ Nei — jeg er fri . “ „ Hvad lever Du as ? “ „ Tilfældigt Arbeide . “ „ Giver det Noget af sig ? “ „ Sidste Nat fik jeg kun en gammel Kande og et Shavl , men imorgen Nat skal jeg nok faa Smæk for Skillingen . “ „ Hvordan blev Du fri ? “ „ Jeg stjal „ Herrens “ Slobrok , pantsatte den for 1 Rd . og tiggede mig Resten til , og Jørgensen tog mig naturligvis i Arbeide . “ Jørgensen var Formand for Kulsjoverne , som ofte tog saadanne Folk i Arbeide . Som oftest var det dog kun et Skin , og det er senere blevet oplyst , at han modtog en daglig Betaling , f . Ex . I Mk . , for at foregive at have dem i Arbeide . Den paabegyndte Samtale fortsattes indtil henimod Kl . 1 , da de tre Spillere brøde op for at gaa . Lars havde imidlertid drukket endeel , og da Værten rakte ham det sidste Glas , tabte han det ud af Haanden og faldt tilbage paa Bænken . Dette var ikke noget usædvanligt Syn , og der blev ikke lagt videre Mærke dertil . Gæsterne begave sig bort , og snart var Alt roligt . Lars laa paa en Bænk , og en lydelig Snorken tilkjendegav , at han forlængst havde givet sig Søvnen i Vold . Vi forlode Pølsepeter og den Ubekjendte , da de efter et givet Signal begave sig ind i et Hus i Sofiegade . De Personer , vi have set samlede i „ Gjensynet “ , henhørte til en Tyvebande , som til Motto havde valgt denne Sætning : „ Det Urette i at stjæle bestaaer i at blive opdaget . “ Foreningen bestod af lutter demitterede Forbedringshusfolk , som dels levede paa fri Fod , dels vare indlagte paa Ladegaarden . Alan vil erindre , at Peter og hans Ven vare forfulgte af en af det hemmelige Politis Agenter , og vi ville derfor følge deres Bedrifter , eftersom de foregaa paa de forskjellige Steder . Da Politiagenten saa Pølsepeter og hans Ledsager gaa ind i Huset i Sofiegade , vidste han , hvem de besøgte , nemlig en gammel polsk Skræder , som i mange Aar havde været her og levede i en yderlig Fattigdom . Han var ofte mistænkt for at huse Forbrydere , havde ofte været under Anholdelse , tiltalt og flere Gange straffet for at være truffen i Besiddelse af Tyvekoster , men aldrig straffet ifølge Tilstaaelse : han fastholdt vedholdende Nægtelsessystemet . Da Politiagenten saa dette , vidste han , at det gjaldt at benytte den Tid , de vilde opholde sig der , saa godt som muligt . Han var en omvendt Forbryder og Politiets fuldtro Ven . Beslutningen var snart fattet . Med raske Skridt styrede han sin Gang hen i Amagergade , op i en næsten faldefærdig Bygning . Paa Kvisten standsede han udenfor en Dør , som førte ind til et elendigt Aflukke , der tjente til Sovekammer for Mand , Hustru og to Børn . Fire faste Slag paa ' Døren , en sagte Puslen , og en Mand traadte ud i sin lette Natdragt . Man kunde næppe høre den hurtige Hvisken , og mindre end ti Minuter efter ville vi finde de to Personer standse paa Hjørnet af Dronningensgade og Amagergade , og fem Minuter efter finde vi „ Druen “ , som vor første Hjælper kaldtes , paa sin Post i Sofiegade , og den anden gjenfinde vi i „ Gjensynet “ som Lars , der , da vi forlod ham , tilsyneladende sov paa en Bænk i Værtshuset . Da Beboerne af „ Gjensynet “ havde hvilet i et Par Timers Tid , vilde en Iagttager have bemærket , at tre Mandspersoner forlode Huset i Sofiegade , hvilket blandt Bandens Medlemmer bar det lovende Navn „ Haabet “ . Deres Gang gik mod „ Gjensynet “ , og ankommen hertil hørte man en Person nyse . At de tre Mænd vare ventede , fremgik deraf , at Døren øjeblikkelig aabnedes , og de forsvandt strax i „ Gjensynets “ Dyb . I Stuen , som var mørk , befandt sig ingen anden end Lars , der endnu laa paa Bænken og ved sin Snorken søgte at overbevise enhver Tvivler om , at han sov . Mørket blev snart hævet ved Hjælp af en Blændlygte . Man kunde forsfaa , at der var Uro over de tre Mænd ; de blev staaende midt paa Gulvet og syntes aldeles ikke at bemærke Lars ' s Nærværelse . „ Hvorledes skulle vi klare dette ? “ spurgte den ene af Mændene , i hvem vi gjenkjende Pølsepeter , „ Markus er gaaet til Hvidovre for at møde Birgittes Moder ; vi fkulle passe paa dem imorgen Aften ved A . -Kroen . Det var bestemt , at Sidses og Birgittes Moder skulde snige sig ind paa Forpagtergaarden for at aabne Døren , saa at Markus tilligemed „ Filen “ og „ Tinsoldaten “ kunde komme ind i Nat . „ Efterat den lille Forretning var gjort , var det paatænkt at gæste Kroen , hvor Hans Poulsen igaar har indbetalt 1 , 800 Ndlr . , og dette var nok egentlig Hovedsagen , thi jeg saa „ Tinsoldaten “ slibe sin store Kniv og skærpe sine Stemmejern . Jeg har ventet og jaget hele Aftenen efter Messingjens , uren kan ikke finde ham . Han var den første , der fik Underretning om Birgittes Anholdelse . Hvad jeg mest frygter for , er , at de finde paa at sprætte Skjørtet op og tage Pengene — aa , det er et kostbart Skjørt — aa min søde Kjæreste — aa mine stakkels Penge . . . Hvad stal vi gjøre , Du gamle Jøde , kom med et Raad ; hvordan skal vi faa Kosterne flyttede i en Fart ; jeg er angst for , at hun ikke holder Pinen ud . Bare jeg kunde faa fat paa Messingjens . “ Han blev afbrudt ved at Værten viste sig i Døren , som førte til Gangen . Han talte ikke , men lagde betegnende Haanden paa Læberne og pegede hen til det Sted , hvor Lars laa . I et Nu stode de alle omkring Lars og rustede ham saa djærvt , at , om han end havde sovet nok saa stærkt , maatte han dog være vaagnet . Kjeltringerne , der kjendte hans tidligere og senere noget forandrede Liv , reisfe ham noget ublidt op , og da han efter megen Rysten og Puffen endelig syntes at være vaagnet , blev han nøie udspurgt . Det varede ikke længe , før de , med Undtagelse af Jøden , ansaa ham for usfadelig og vilde netop kaste ham ud , da Jøden og Værten fik ny Skrupler . Værten , til hvem Pølsepeters ovenstaaende Forklaring var bleven gjentaget , erindrede sig pludselig , at Messingjens havde meddelt om det bestemte Møde i Hulen næste Aften . Lars havde hørt dette , og da han efter Værtens Mening , hvilken harr støttede paa flere „ respektable “ Herrers Forklaring , var bleven mistænkelig o : upaalidelig for Banden , ansaaes det bedst at holde ham under Bevogtning , indtil man nærmere saa Begivenhedernes Gang . De forsamlede Mænd besluttede sig til at følge Værtens Naad , og Lars blev derfor transporteret til Portkammeret , hvor han blev indespærret . Han vidste , at det ikke nyttede at raabe eller skrige om Hjælp , men at det vilde være bedst at afvente den næste Nats Komme . Kort efter hørte han Gadedøren blive lukket , men kunde ikke se , hvem der begav sig ud , thi Vinduerne vare forsynede med indvendige Skodder . „ Druen “ havde imidlertid ikke forladt sin Post paa Gaden , hvor Mørket tillod ham ubemærket fra en Gadedør at iagttage , hvem der passerede ud af Huset . Han saa saaledes kort efter Jøden og Pølsepeter komme ud , og uagtet han blev urolig over ikke at se Lars , fulgte han dog i Frastand deres Gang . De vandrede ud af Nørreport , langt ud paa Utterslevmark , hvor de forsvandt i en af de usle Hytter , som dengang fandtes der . At dette var et Asyl , vidste „ Druen “ meget godt , men Dagen brød frem , og Stedet var farligt , han maatte derfor trække sig tilbage . Hans næste Værk var at sætte Vedkommende i Kundskab om det Passerede . Han selv vidste jo ikke meget , men at der var noget i Gang var afgjort , saa meget mere , som man fik Underretning fra Sorø om , at en bekjendt kvindelig Tyv ved Navn Birgitte Asbjørn var anholdt som sigtet for Meddelagtighed i et Indbrudstyveri og for at være i Besidddelse af Tyvekoster . Denne Birgitte var et af de drisfigsfe og frækkeske Medlemmer af den store Tyvebande , hvormed vi i det Foregaaende have gjort Læserne bekjendte . Moderen til dette Fruentimmer var ofte straffet og sdeltog kun sjeldent direkte i Tyveriernes Udførelse , men reiste sædvanlig i Forening med et gammelt Fruentimmer , Sidse , dels til Sverig , dels her i Landet for at afsætte Kosterne . Man vidste imidlertid ikke noget med Bestemthed , og efter at have truffet Forholdsregler afventede man den næste Nats Begivenheder . Lars forblev rolig i sit Fængsel . Om Formiddagen var der blevet bragt ham noget Mad ; henad Aften kom Værten ind til ham og indledede en Samtale med ham om „ Forretninger “ . Det lod til , at han havde mærket sig Indholdet af den Samtale , som ved Lars ' s Ankomst i „ Gjensynets “ Gæstestue førtes mellem denne og Messingjens , og hvori Lars havde hentydet til Muligheden af , at han den paafølgende Nat vilde begaa en Forbrydelse , som kunde „ kaste noget af sig “ . Værten var naturligvis Hæler eller i ethvert Fald stadig Medvider om Bandens Bedrifter , og at han havde sit Udbytte deraf , var udenfor al Tvivl . Det var ikke usandsynligt , at han forsætlig havde sørget for at faa Lars indespærret ; han vidste jo , at de andre om Aftenen skulde samles i „ Hulen “ , et Sted vi senere skal besøge , hvor der blev opbevaret Tyvekoster , og hvor man i Almindelighed samledes hver Lørdag Aften for at indberette Ugens Begivenheder og dens Udbytte . Da man nu var sikker paa , at Lars ikke vilde blive afhentet før næste Dag , havde Værten fattet den Beslutning at drage Fordel af ham og søgte derfor at faa ham til at gaa ind paa sin Plan . Han kom derfor snart frem med sin Mening og forklarede blot , at han , dersom han vilde benytte Natten til sit Arbeide , kunde blive fri , mod at Værten fulgte med Paa Expeditionen . Lars , der saa en Udvei til at undkomme og vel vidste , at man ' under disse særlige Begivenheder havde Øie med Huset , og at der derfor nok vilde findes Hjælp , indvilligede i Planen og fortalte nu , at han havde i Sinde at begaa et større Indbrudstyveri paa Frederiksberg , men at han baade manglede Værkføi og Medhjælper . Dersom Værten vilde assistere og skaffe Redskaberne , vilde han prøve Lykken endnu engang . Han vidste , at der var „ Sølv “ nok , og Stedet var ubeboet , med Undtagelse af en gammel Tjenestekarl , som havde Opsyn med Bygningen . Herskabet boede i Byen . Værten var villig til at gaa ind paa Forslaget , og nu beroede det kun paa , at Lars tidsnok kunde slippe fra ham paa Veien for at kunne give Underretning om , hvad der skulde passere samme Nat . Denne kom . Omtrent Kl . 10 traadte Værten ind til Lars forsynet med en Blændlygte og noget Værkføi indsvøbt i et Tørklæde . De begave sig begge ud og gik ind til Byen over Langebro . Værten saa sig ofte tilbage , som om han frygtede for , at , Nogen forfulgte ham . De kom ned i Filosofgangen . Lars og Værten gik med hinanden under Armen , og der blev ikke ført nogen Samtale imellem dem . Da de passerede forbi Stormgade , kunde de have hørt en Vogn komme rafl kjørende op ad denne Gade . Lars forklarede fenere , at han ikke hørte den , men derimod , da de vare komne lidt længere hen i Alleen , at 2 Mænd løb rask efter dem . Han gjorde sin Ledsager opmærksom derpaa , og idet denne vilde trække sin Arm ud af hans for lettere at tage Flugten , holdt Lars , der var en kraftig Mand , ham fast som i en Skruestik . LarS havde ikke taget feil , det var Undsætning ; man havde holdt Øie med , hvad der foregik , og da man saa Lars og Værten forlade Huset for at gaa over Langebro , tog man med en Droske , som stod parat i Torvegade , den modsatte Vei for at standse dem . Øer var ingen Udvei . Værten erklærede , at han kjendte Intet til Bandens Foretagender , og at Lars havde forledet ham til at følge sig ud paa Vesterbro . Redskaberne havde han fastet fra sig , da Paagribelsen fandt Sted , og de bleve fundne faa Skridt derfra . Lars afgav den Beretning om det Passerede , og hvad der skulde ske om Natten , som vi kjende . Hurtig bleve Kræfterne fordelte . En Vogn , hvori fire Betjente og Lars befandt sig , kjørte kort ester ud ad Strandvejen , og en anden Afdeling sendtes ud for at besætte „ Gjensynet “ . Ved Ankomsten hertil fandt man i Gæstestuen kun 2 Gæster , der vare Politiet vel bekjendte Personer . De bleve anholdte . Huset undersøgtes , og man fandt blandt Kosterne nogle Sager , som længe havde været eftersøgte . De Anholdte vilde ikke afgive nogen sand Forklaring , og man maatte derfor sætte sin Tillid til , at det vilde lykkes at overrumple hele Banden i dens Tilflugtssted . Læseren bedes at erindre , at „ Druen “ s Iagttagelser standsede , da han havde bemærket , at Jøden og Pølsepeter vare gaaede ind i en Hytte paa Utterslevmark . Efter at have givet Underretning til Politiet derom , søgte han atter derud , og var saa heldig i et nærliggende Værthus at knnne iagttage , at Jøden og Pølsepeter om Eftermiddagen gik ud ad Hvidovre til . Strax efter at „ Gjensynet “ var blevet lukket for „ Uvedkommende “ , kom en gammel Kone til og gjorde Tegn ved et af Vinduerne , hvorefter man ogsaa lukkede hende ind . Hun gjenkjendtes strax som Birgittes Moder , og da hun indsaa , at Spillet var tabt , og hun dertil var stærkt beruset , meddelte hun heldigvis adskillige Oplysninger . Man indbildte hende , at Markus var anholdt og Lignende ; hun fortalte til Gjengjæld , at hun i Forening med Sidse havde været paa Reise , og i Helsingør solgt nogle Sølvstager og Skeer til en Hamborgerjøde , som jevnlig kom der og afventede hendes Ankomst . Hun førte over 300 Rd . med sig , som hun skulde have givet Markus , der havde lovet at ville gjøre en „ Forretning “ paa en Forpagtergaard her i Nærheden ; men efter at de i A . -Kro forgjæves havde ventet paa Markus og hans Ledsagere , antoge de , at Expeditionen , paa Grund af indtrufne Omstændigheder , var bleven opsat , og de begave sig herind til Byen . Sidse , der levede sammen med Joseph , var gaaet hjem til ham . Man tog strax derhen , men her indtraf en uventet Begivenhed . Birgittes Moder , der formodentlig var bleven ædru og vidste , at hendes Straf vilde blive meget stor , dersom visse Beviser fandtes , skreg høit paa Gaden , da man gik ind i Huset : „ Sluk Lyset “ . Strax hørtes en Dør smækkes haardt i . Da man kom op , var Døren fra Gangen til den Trappe , som førte op til Polakkens usle Tagkammer , smækket i og kunde kun aabnes med Magt . Der hengik omtrent 10 Minuter , og da man kom op og efter noget Besvær fik Døren til Kammeret aabnet , var der stukket Ild i Halmen , som laa i Sengen , og en Mængde Papirer saaes at brænde deri . Hurtig ilede man til og fik ogsaa snart Ilden slukket , men de Fragmenter af Papirer , man fandt i Affen , tydede paa udenlandfke Pengesedler . I det første Øieblik tænktes kun paa Ildens Slukning , men da man senere søgte efter Kammerets Beboer , fandt man hende hængt ude paa Gangen . Hun blev strax nedskaaren , og Oplivningsmidler anvendtes , men uden Nytte . Det viste sig i en senere Sag , som vil blive fortalt under Navn af „ Polakkerne “ , at hun vilde have knnnet afgive fortrinlige Vidnesbyrd i en Falsfmøntnersag . Her var ikke mere at gjøre ; Huset blev besat , en Uendelighed af Koster tagen i Bevaring , og jeg skal nu kun sortælle Læseren , hvorledes den Expedition , i hvilken Lars deltog , endte . Samme Nat som det sidst Fortalte passerede vilde man ved at passere over den om Sommeren saa livlige Dyrehavsbakke have bemærket , at tre Mænd i længere Tid stode stille eller gik paa en kortere Strækning . Det var Markus , Messingjens og Jøden , som her afventede nogle Kammeraters Ankomst . Endelig hørte de en Vogn komme kjørende og to lydelige Stød i en Fløite . Paa dette Signal blev der svaret paa samme Maade , og nu begave Mændene sig ned mod Stranden . Efter en langvarig Gang gaa de ind i et Udhus paa en Mark , filhørende et af de meget store og pragtfulde Lyststeder , som ligge der . Her oplyses Lokalet hurtigt ved Hjælp af Blændlygter . Markus fortæller sine Kammerater , hvad der er passeret med Birgitte , at han Aftenen forud paa Veien til A . Kroen var eftersat af en Kjøbenhavner , men heldigvis var sluppen fra ham , at han ikke kunde komme i Forbindelse med Birgittes Moder og Sidse , og endelig , at han er overbevist om , at der foregaaer aparte Ting i Kjøbenhavn , at han antager , at en eller anden Forræder har angivet dem , samt at det gjælder om at faa den store Masse Sølv- og Guldsager bort , som findes der paa Stedet . Hurtigt blive Hakker og Spader tagne frem , og man begynder paa Marken udenfor i et Hjørne , hvor Markus og et Par af Vennerne vide , at Skatten er nedgravet , at opgrave denne . Det varer ikke længe , før Messingjens , som har Post ved Ledet , der fører ind tik Marken , høres at være kommen i Ordstrid med Nogen . Det er den Afdeling af Politiet , som Lars er fulgt med . Den Fløite , som vi omtalte , da Mændene befandt sig paa Dyrehavsbakken , var det Tegn , som stedse blev givet fra de fvrskjellige Partier , som ankom til Skoven fra fvrskjellige Sider , om at de vare tilstede , og begave sig til den saakaldte Hule . Saasnart Messingjens var overmandet , blev det stille et Øieblik , men Forbryderne , som havde hørt fremmede Stemmer , ilede frem til det Sted , hvor Messingjens havde staaet , og der opstod en rasende Kamp mellem begge Partier , hvori Politiets 6 Mand , Lars iberegnet , led frygteligt , thi Røverne sloge om sig med Spaderne , hvorimod Politiet jo ikke var udrustet til saadanne Kampe . Ledet blev „ taget “ af Banden , og de foer afsted ud over Marken og Veien , og Politiet var naturligvis aldeles afskaaret fra at forfølge Forbryderne . I lang Tid blev der senere holdt Vagt for at paagribe en eller anden af Banden , som mulig vilde forsøge at tilvende sig noget af alt det Gods , som fandtes nedgravet , og som undgik Politiets Opmærksomhed , men det lykkedes aldrig . Man fandt naturligvis en Mængde Sager paa Stedet , men at der ved Bandens Paagribelse vilde have været hævet et stort Onde , er udenfor al Tvivl , men Politiets Anstrengelser vare frugtesløse . Jøden Josef var den Første , man anholdt , idet han to Dage senere vilde tage sin gamle Bolig i Besiddelse . Hans næsten 4 Maaneders Fængsling virkede Intet . Birgittes Moder forviklede sig efterhaanden saaledes i Løgn og Modsigelser , at Hun efter at være funden i Besiddelse af ulovligt erhvervede Penge kunde straffes . Hendes Datter blev ogsaa idømt en mangeaarig Straf , men Ladegaardsklubbens Medlemmer vare spredte , og det var først længe efter , at man paany mærkede en saadan Bandes Virksomhed . Værten blev dømt for Hæleri og døde i Straffeanstalten . Josef blev efter sin Straf sendt ud af Riget , — nren et Par Aar senere traf man ham atter udfoldende en livlig Virksomhed som Agent for en udenlandsk Falfkmønterbande . Om dennes Bedrifter senere . -I- , H Markus Erik H . havde som otteaarig Dreng modtaget den første Irettesættelse af Lovens Haandhævere . Han havde senere i Løbet af 25 Aar fulgt Lastens Bane Slag i Slag , ofte straffet , sidst med 8 Aars Tugthusarbeide . Han var en herkuliff Skikkelse at see til , og hans Blik talte om Mod , Uforsagthed og Snille . Han havde ogsaa anvendt disse Egenskaber , — men paa en lastværdig Livsbane . Og dog , uagtet alt dette , var der en Kvinde , som elskede ham høit , saa høit , at hun , da det bragtes i Erfaring , at han velbeholden var kommen over til Amerika , besluttede sig til at følge ham for mulig nu , da han var borte fra sine Kammerater og vante Livsforhold , at kunne indvirke saa meget paa ham , at han i Fremtiden vilde føre et bedre Levnet . Men det behøvedes ikke . Omtrent et Aar eller noget derover efter de nys fortalte Begivenheder paastod en straffet Person , som var vendt tilbage fra et Ophold i Stockholm , at Markus Erik H . opholdt sig der . Man troede det i Begyndelsen ikke , men nogle Maaneder senere , da man paany blev underrettet om hans Tilstedeværelse , blev der sendt en Opdagelsesbetjent dertil for at undersøge Sagen . Markus havde arbeidet hos en Garver , — et Haandværk , han havde lært , og som han endog udmærkede sig i . Han havde derfra begivet sig til Jønkøping , men var senere flyttet til Kristiania . Her fortaltes det , at han , der bestandig omtaltes som en agtværdig og ordenlig Karl , var gaaet over til Mormonernes Lære og fulgt med en af disses Udvalgte til Throndhjem . Politiet ligesom tvivlede om alt dette , uagtet han overalt blev gjenkjendt efter et Portræt , som var tilstede ; men da man var kommen paa Spor efter ham , fulgte man dette , indtil man erfarede , at han fra Stavanger var reist i Selskab med den Udvalgte paa et Dampskib , som skulde til Danmark . At han ikke var ankommen hertil , antoges med Bestemthed ; thi den Overbetjent , som havde Vagt paa Toldboden den Dag , bemeldte Dampskib kom , kjendte ham personlig . Imidlertid oplystes det ved Forespørgsel paa Dampskibef , at to Mænd , af hvilke den ene gjenkjendkes i Portrætet af Markus Erik H . , vare stegne iland i Helsingør . Det var nu vanskeligere at følge Sporet , men hvad gjør ikke en Opdagelsesbetjent for at komme tilbunds i en Sag , — han gaar endogsaa hen og bliver Mormon . Manden maa have spillet sin Rolle godt , thi han fik inden lang Tids Forløb at vide , at Markus og Pølsepeter vare sammen i Ringsted . Markus arbeidede i sin Profession de sex Dage i Ugen . Om Søndagen holdt han Mormonforsamlinger . Pølsepeter var formodenlig Degn eller idetmindste noget Lignende . Begge bleve anholdte , men efter sire Maaneders Fængsel bleve de demitterede , da der intet Bestemt kunde paavises imod dem . Nogle Dage til , og begge forlode Danmark for ikke oftere at vende tilbage , et Løfte , de have holdt , — men Politiet vistnok angret ; thi ikke et Aar ester opkom der saa bestemte Oplysninger og Indicier imod dem , at de vilde være blevne inddømte paa livsvarigt Fængsel . Garibaldi . Den Aften da Hovedstadens Beboere havde erholdt Vished om , af Danevirkestillingen var forladt , vil man erindre , af Byen viste et sjeldent Skue paa Ophidselse og Forstyrrelse . Enhver , der mindes hin mærkelige Aften , erindrer ogsaa , hvorledes det exekutive Politi var ude sn koros for af opretholde Orden . Opdagelsespolitiets Medlemmer vare ingenlunde ledige , og Hovedstationen stod underlig forladt , thi Centralpunktet for Allarmen var jo Amalienborg . Jeg sagde , af Politiets Hovedstation var underlig forladt . Der var ikke den sædvanlige travle Løben ud og ind ; naar Nogen kom eller gik den Aften , var der en særlig Langsomhed over Bevægelserne , — Alt syntes af sørge — ja , selv en Politibetjent kan sørge , navnlig i et saadant Tilfælde , hvor den store Sorg koncentrerede sig i : „ Alt for Fædrelandet ! “ Aldeles uden Besætning var Hovedstationen imidlertid ikke , men de Faa , der vare der , ventede kun med Længsel paa Afløsning for af kunne komme ud og tage Del i den ualmindelige „ Forretning “ . Dog — den Rolighed , som tilsyneladende var tilstede , var ikke til i Virkeligheden . Sent paa Aftenen indløb der Meddelelse fra Straffeanstalten paa Kristianshavn om , af Fangerne Thomas og Johan vare undvegne , og — dette var heller ikke nogen Hverdagsbegivenhed . Der blev strax truffet Forberedelser til at forfølge de Undvegne . Vi kunne ikke nævne alle Forfølgerne , men ville holde os til to af dem , som satte Kursen mod Helsingør . Jernbanen var endnu ikke aabnet for Færselen , og langsomt traskede Hestene hen over de snebedækkede Veie . Ofte maatte der standses , spørges og gjøres smaa Rekognosceringer ; ingen Kro blev passeret uden at blive nøie ransaget ; men Ingen af de Undvegne fandtes . — Effersom Forbryderne vare undvegne i Fangedragter , maatte der vel snart sindes et Spor , og Tilliden hertil opgaves ikke af de flinke Opdagelsesbetjente . Vognen blev forladt i Helsingør , og de begave sig tilfods tilbage . Lad mig nu først fortælle Lidt om Forbryderne : Thomas — i Forbryderverdenen bekjendt under Navnet Garibaldi — var en gammel durkdreven Gavtyv ; han var for en Mængde Indbrudstyverier idømt Tugthusarbeide paa Livstid , og hans Kammerat , Johan , var almindelig bekjendt som en snu og listig Bedrager , der for Falskmøntneri var inddømt paa 16 Aar . Den første havde , efter hvad der senere oplystes , fattet Planen til Undvigelsen allerede for 3 Maaneder siden , og de havde skuffet deres Bevogtere ved et paataget Fjendskab imellem sig indbyrdes . Johan havde derefter ladet sig indlægge som Patient paa Anstaltens Sygestue og ved sin Listighed vundet Opsynet lidt for sig . Han havde fundet Leilighed til at faa en Synaal og lidt Traad , og havde tilvendt sig et Par Lagner , af hvilke han havde dannet en Slags Kappe . Hvorledes han havde kunnet skjule dette , kan næsten ikke forklares . Imellem Fangerne var det aftalt , at Johan , naar der blev Anledning dertil , skulle give Thomas et Tegn paa , at han var færdig til at modtage ham som Patient Paa Stuen . Dette lykkedes . Thomas spillede syg og blev indlagt paa Sygestuen . Under Opsynets Nærværelse blev der ikke talt et Ord imellem dem , og man ansaa det for klart , at de nærede et dødeligt Had til hinanden . Endelig kom Dagen , da de begge havde gjort deres Forberedelser . Tilfældet vilde , at den netop faldt paa den ovennævnte mindeværdige Aften — og nu foretoges Flugten . Den Aften , Undvigelsen fandt Sted , bleve Lamperne meget sent tændte paa Sygestuen . Oppasserne havde formodentlig hørt tale om den store Nyhed i Byen og søgte Anledning til i Tusmørket at faa sig en lille Passiar om denne Begivenhed . Da Fangerne mærkede , at der var stille og Dørene aabne , beredte de sig til Flugten . Fangerne forsynes , naar de indlægges paa Sygestuen , med en Klædning af hvidgraaagtig Multum , og saaledes paaklædte snege Thomas og Johan sig ud af Stuen over Gangen og fandt , ved et særdeles Tilfælde , Døren til Gaarden aaben . Det Gaardsrum , som her omtales , er meget lille og støder op til St . Annagade , hvor en Skildvagt med skarpladt Gevær er posteret . Muren er ikke høi , og det lykkedes derfor Fangerne med Lethed at komme op paa og over den , da der fandtes en Stige fastgjort til samme , hvorpaa de kunde faa Fodfæste . Siddende paa Kanten af Muren var deres Stilling meget kritisk ; thi de hørte et Skrig inde i Bygningen , nemlig Oppasserens Anskrig . Det var netop lyst nok til , at Fangerne kunde se , at Skildvagten stod paa Hjørnet af Overgaden , og hurtigere end Tanken lod Thomas sig falde ned paa Gaden . Han forstuvede i Faldet sin venstre Haand , men ændsede under saadanne Omstændigheder naturligvis ikke dette , reisfe sig og tjente ved at staa op ad Muren sin Følgesvend til Nedstigning . Friheden var vundet , — men det gjaldt nu om at komme bort fra Gaderne i en Fart . De Undvegne dreiede tilhøjre om ad Prindsessegade , toge Veien langs med Langebrogade over Broen og op ved Kirsebærgangen , der fører til Nysensten . Da disse Veie i Almindelighed ikke paa den Tid vare meget befærdede , var det ikke utænkeligt , at de Undvegnes Paasfand om , at de Ingen mødte paa deres Vei , kan være sand . I Kirsebærgangen søgte de efter bedste Evne at ordne Klædedragten , og af Foret i Johans Trøie dannedes der en Hovedbedækning . De opholdt sig i Kirsebærgangen til ud paa Natten , hvorefter de fortsatte Vandringen , stadig en ad Gangen , ikke langt fra hinanden , indtil de naaede Vesterbros Passage . Forbryderne vare selvfølgelig blottede for Fødemidler ; de havde kun faaet den Ration af Brød med sig , som daglig tildeltes dem paa Sygestuen . Paafaldende var det dem naturligvis at fin . de Gaden aldeles ubefærdet , da de ikke havde nogen Anelse om Urolighederne i Byen . De kom uhindrede til Enghaveveien , hvilken de fulgte for at undgaa den befærdede Noskilde-Landevei . Paa den øde Vei langs Stranden fandt de en Hytte , som tjente til Opbevaringssted for Fiskeredskaber , og heri toge de Ophold . Det var dem klart , at de Lleve efterstræbte , men de turde ikke fortsætte Vandringen længere , og med den kommende Nat var det nødvendigt for dem at fe til at komme videre samt gjøre Udvei for Mad og andre Fornødenheder . Medens Politiet her i Byen anstrengte sig af yderste Evne for at opspore de undvegne Forbrydere , sad de i den lille Hytte ved Kallebodstrand . Saasnart Mørket faldt paa , begyndte de deres Vandring . Deres Plan var at søge ned til Kjøgeegnen for muligen derfra at faa Leilighed til at komme bort . Da de midt om Natten passerede en Bondegaard i Nærheden af Høietaastrup , besluttede de her at tilvende sig Noget . Alt var stille paa Gaarden , og ved Undersøgelsen fandt de en Dør i Staldlængen uaflaaset . Johan gik ind og saa , at det var Karlekammeret . Han borttog nogle paa en Stol liggende Gangklæder , men da han mærkede , at en af de Sovende bevægede sig og falte i Søvne , undlod han at borttage et paa Væggen hængende Uhr , som han netop stod i Begreb med at tilvende sig . Da han kom ud af Kammeret , og de derefter begge vilde forlade Gaarden , begyndte Gaardhunden at gjø ; men Thomas tog den Spade , som han , medens han stod paa Vagt , havde fundet i Gaarden og bemægtiget sig i Tilfælde af Overrumpling , og slog med denne Hunden , saa den slyrtede død om . Han har senere omtalt dette som Noget , han havde gjort meget imod sin Villie ; men det var nødvendigt for dem ikke at blive forslyrrede , thi de maatte have Levnetsmidler . De søgte nu hen i Mælkestuen , hvortil de banede sig Vei ved at ituslaa en Rude og derefter at aabne Vinduet . Her forsynede de sig rigelig med Fløde og Mælk og borttoge ogsaa fra en Hylde , hvor der var henlagt nogle Oste , en mindre af disse . Derimod lykkedes det dem ikke at faa Adgang til Spisekammeret . Henimod Morgenstunden lykkedes det dem at faa Adgang til Fadeburet hos en Gaardmand , hvor de tilvendte sig 2 Brød og afskare et Stykke Skinke . Iført de stjaalne Klæder begave de sig videre mod Kjøge . Hele den næste Dag holdt de sig skjulte bag nogle Gjerder og fortsatte om Aftenen deres Vandring . Da de den næste Nat passerede en Kirke , besluttede de at gjøre Indbrud her , og gjorde det paa følgende Maade : Thomas hentede i Præstegaardens Have en Stige , som han havde set der , da han vilde skaffe sig Adgang til Præsteboligen . Ved Hjælp af Stigen steg Thomas op til et af Kirkevinduerne , ituslog Ruden og steg derpaa ind i Kirken . Han ventede nu her , til Johan havde lagt Stigen ned , og medens denne passede paa udenfor , ransagede Thomas alle Gjemmer i Kirken , men fandt kun i Kirkeblokken et Par Daler og bag Alteret en gammel Frakke . Udbyttet af dette Indbrud var altsaa ikke stort ; men de havde dog nu baade Klæder og Penge . De Undvegne flakkede nu om i nogle Dage uden at kunne finde Anledning til at foretage noget betydeligt Tyveri . Deres faa Penge opbrugtes snart , og da de sjette Dagen efter Undvigelsen befandt sig i Nærheden af Vordingborg , besluttede de at foretage et Indbrud paa en Herregaard der i Nærheden . De begave sig henimod Aften til en Kro tætved Gaarden og forbleve her til ud paa Natten . Medens de ventede her , ankom der til Kroen en Fragtmand fra Kjøbenhavn , som fortalte om de store Nyheder : Revolutionen , de 2 Forbryderes Undvigelse , samt at disse havde begaaet Indbrud i en Kirke og afbrændt en Del Bøndergaarde . Thomas og Johan , der havde forklaret at de vare reisende Haandværkssvende og at Reisens Maal var Falster , hørte denne Beretning med LEngstelse . Var Indbrudet i Kirken bekjendt i Kjøbenhavn , saa var Politiet heller ikke langt fra deres daværende Opholdssted . Man mærkede imidlertid ikke Noget til Uro hos dem , og kort efter reiste de sig for at gaa videre . Fragtmanden , der havde stiftet Bekjendtskab med dem , anmodede dem om at kjøre med sig , da han ikke syntes godt om at kjøre alene i den mørke Nat , og , „ man kunde jo ikke vide , om man maaske kunde blive overfaldet af disse udbrudte Slaver “ . Fragtmanden skulde til Vordingborg , men det Sted , hvor de havde paatænkt at stjæle den Nat , laa i modsat Retning . Dog , Thomas var ikke raadvild , han slog til , og de begave sig atter paa Reisen . Natten var mørk , og den tunge Fragtvogn bevægede sig kun langsomt hen ad den snebedækte Landevei . De Reisende mødte Ingen paa Veien . Læseren har vel allerede gjættet , hvilken Beslutning de 2 Gavtyve havde fattet da de toge mod Fragtmandens venlige Tilbud . Johan var den mest Veltalende af dem ; han kunde udbrede sig vidt og bredt om Alt , og han søgte derfor af yderste Evne at aflede Fragtmandens Opmærksomhed fra alle Omgivelserne . Den opmærksomt lyttende Mand var aldeles indtagen i Johans Fortælling . Thomas , der sad bag paa Læsset , var sysselsat med at opløse nogle Snore . Pludsekig følte Fragtmanden et Slag i Nakken , Johan greb hans Hænder og stoppede , da Fragtmanden begyndte at skrige , sit Halsklæde i Munden paa ham . De fratoge nu Manden hans Penge , omtrent 400 Rd . , og , efter at have bundet Hænder og Fødder paa ham , forlode de Stedet . Nu gjaldt det om at være rask i Handling . At de maatte skilles , var jo en afgjort Sag , og derfor delte de ogsaa Byttet og toge hver sin Kurs . De forsikkrede hinanden ubrødelig Troskab og at ikke den ene vilde angive den anden ; endvidere aftalte de , at de vilde søge at komme til Hamborg . I den nærmest paafølgende Uge hørte man Intet til Forbryderne , og Politiet begyndte at antage , at de vare slupne over til Sverig . De flinke Opdagelsesbetjente , som vi forlode ved Helsingør , vare komne trætte tilbage til Kjøbenhavn , og , som det saa ofte er Tilfældet i deres Stilling , uden Nesullat . Mange andre af deres Kolleger var det gaaet ligeledes , og Politiels Blik rettedes nu hinsides Sundet . Forskjellige Hold af Opdagelsesbetjente afsendtes derhen ; men snart henlededes Opmærksomheden paa Midtsjælland , hvorfra der kom Beretninger out det ene Indbrudstyveri efter det andet . Nu bleve alle Kræfter opbudne , og endelig lykkedes det en Dag at finde nogle stjaalne Koster hos en Pantelaaner . Heldigvis skete dette meget kort efter , at den omhandlede Gjenstand var pantsat , og Manden erindrede derfor fuldkommen Signalementet , der passede nøjagtigt paa den undvegne Thomas . Næste Nat blev der forøvet et meget betydeligt Indbrudstyveri paa Frederiksberg , og den paafølgende Dag anholdtes hos forsfjellige Pantelaanere endel af de stjaalne Koster . Pantelaanerne meddelte stadig et Signalement , som passede paa Thomas . Al Politiet var i uophørlig Virksomhed , er naturligt , men man sandt intetsomhelst Spor af Tyven i Gcestgivergaardene eller Logishusene , og man fik heller ikke noget Udbytte af adskillige Streiftog , som foretoges i Omegnen af Byen . I Løbet af den første Ugestid blev der Intet hørt om Thomas , og man formodede , at han , uagtet der fra Politiets Side blev passet godt paa baade her og i Helsingør , dog var fluppen over til Sverig . Pludselig kom en Beretning fra Jylland , som gav Politiet Formodning om , at Thomas var kommen derover . To af de dygtigste Betjente sendtes strax over for æt komme paa Spor efter ham , og ved deres Ankomst til Aarhus var der Grund til at antage , at han ikke var langt borte . Han forøvede i Løbet af 6 Nætter 6 meget store og dristige Tyverier , hvilke forskaffede ham meget Udbytte i Sølvsager og rede Penge . Hans stadige Held og den Omstændighed , at intet Blad omtalte hans Handlinger , gjorde ham , nu da han var bleven lidt vant til Friheden , tryg , og han slog sig derfor atter til Ro . I samfulde fem Uger hørte man aldeles Intet om ham , og tilsidst blev Haabet opgivet om at anholde ham . Foraaret var kommet , og Folk havde faaet meget Andet at tænke paa end at udgrunde , paa hvilken Maade Thomas og Johan havde iværksat deres Flugt . Disse Personer vare glemte af Publikum ; men Politiet erindrede dem endnu . Medens man saaledes ivrigt arbeidede paa at anholde dem , var der blandt Andet truffet Foranstaltning til at give endel Forretningsfolk , som ofte komme i Berøring med deslige Folk , Anledning til at se veludførte Portræter af de to undvegne Forbrydere . Omtrent fire Maaneder efter kom en Mandsperson ind hos en Juveler her i Byen og falbød et meget kostbart Armbaand . Da Juveleren fik det i Haanden , gjenkjendte han strax et af sine egne sjeldnere Arbeider , hvilket for endel Aar siden var solgt til en adelig Godseier og bestilt i en bestemt Form for at jbenyttes til en Datters Bryllup . At Eieren af dette Smykke ikke var nødsaget til at sælge det , vidste han altfor vel . Da han ved at betragte den , som falbød Smykket , kom til det Resultat , at der var noget i Veien , spurgte han , om det var Sælgerens Eiendom og om det var et Familieklenvdie . Hertil svarede Sælgeren ja , samt at han i sin Moders store Sygdom og Nød var nødsaget til at sælge det . Juveleren bemærkede nu , at der ofte var et skjult Gjemmested i et saa kostbart Smykke , men dette benægtede Thomas , thi det var ham , der var tilstede , og tog nu et andet Armbaand frem , som han ogsaa tilbød Juveleren . Denne spurgte nu om Prisen , og da Svaret var tilfredssfillende , mente Juveleren nok at ville kjøbe det , men yttrede , at han var bange for at kjøbe saadanne Sager af ubekjendte Personer . Denne Attring bragte Thomas til Besindelse , han tog sin Hat og løb ud ; og inden Juveleren havde aabnet Disken og var kommen ud paa Gaden for at gjøre Allarm , var Thomas naturligvis udenfor al Fare . Der blev naturligvis søgt allevegne , og man haabede snart at gribe den dristige Forbryder . Imidlertid hørte man i den følgende Ugestid Intet , indtil man fra Engelholm i Sverig modtog Underretning om , at en danfk Person var bleven anholdt som delagtig i et Slagsmaal , og at denne Person forekom det derværende Politi at have Lighed med det Signalement , som det herværende Politi havde sendt derover . Man sendte et Par Betjente , som strax ved deres Ankomst gjenkjendte Johan i den omhandlede Person . Hans Forklaring gik ud paa , at han efter at have forladt Thomas ved Vordingborg var gaaet til Helsingør og derfra heldig fluppen over til Sverig . Sine Penge havde han efter nogen Tids Forløb forbrugt og havde derefter begyndt at begaa mindre Tyverier omkring paa Landet . Han havde megen Omgang med Bønder og benyttede altid Leiligheden til at gjengjælde deres Godtroenhed med Bedrageri . Tilsidst havde han fluttet sig til nogle omrejsende Svenskere , og det var i Selskab med disse , at han en Asten paa et Værtshus havde yppet Klammeri og var bleven anholdt for Delagtighed i et derpaa følgende Slagsmaal . Om Thomas paastod han ikke at vide Noget , men efter at han var ført hertil og havde hensiddet nogen Tid i Arresten , fortalte han en Dag i Forhøret , at han omtrent 5 Uger forinden sin Anholdelse paa et Værtshus i Lund havde mødt sin Kammerat . Han vidste ellers ikke Noget om ham ; men Thomas havde sagt , at han vilde søge hen til Stockholm for muligvis der at faa Arbeide . Nu eftersøgtes der paa mangfoldige Steder i Sverig , indtil man i en anden Sag bestemte sig til at sende en Betjent til sidstnævnte By , hvem man overdrog samtidig at have sin Opmærksomhed henvendt paa Thomas . Den udsendte Opdagelsesbetjent havde tidligere set Thomas , og det var derfor sandsynligt , at han kunde være saa heldig at faa fat i Personen . Hans Efterspørgseler paa fvrskjellige Steder i Sverig vare uden Resultat , og han var allerede beredt til sin Hjemreise , da man en Dag i Stockholms Aviser læste om , at en Landfiskal var bleven overfalden i Nærheden af Wexiø , ihjelslaaet og plyndret . Denne Sag , der vakte megen Opsigt , syntes vel ikke at kunne staa i Forbindelse med Thomas , — men vor Opdagelsesbetjent bemærkede sig dog Sagen og gjorde et Ophold i Wexiø . Her forespurgte han sig nøie paa Herberger og Gjæstgiversteder om nogen dansk Person var set der i Egnen . Hans Efterforskninger ledede ham til at antage , at Thomas var der i Nærheden , og da denne var en fræk og dristig Forbryder , hvorfor kunde han da ikke ogsaa være delagtig i Mordet paa Landfiskalen ? Han blev ikke træt af sin Eftersøgning og endelig lykkedes det ham at erfare , at der arbeidede en danfk Mand paa en Gaard ikke langt fra det Sted , hvor Mordet var begaaet . Han tog derud og gjenkjendte strax Thomas . Den flinke Opdagelsesbetjent havde Assistance ved Haanden og man satte sig i Besiddelse af Thomas og hans Gods . Nu var endelig Knuden løst — og Kjøbenhavns Opdagelsespoliti var gaaet seirrigt ud af Kampen . Thomas var greben , og der var Grund nok til at antage , at han var delagtig i Mordet paa Landfiskalen . Han var efter sin Anholdelse uvillig til at give nogen Tilstaaelse , men eftersom Tiden gik , kom der saa mange Indicier frem imod ham , at han omsider gav efter og afgav en omstændelig Bekjendelse . Denne gik , hvad den svenske Sag betraf , hvilken nu var bleven til Hovedsagen , ud paa , at han i Følge med et Par i Nærheden tjenende Karle en Søndag Eftermiddag havde været i Wexiø , og at det var blevet dem bekjendt , at en Embedsmand fra Omegnen var kjørt dertil i Kariol og uden Følge . Da tre af dem i beskænket Tilstand gik hjemad , begyndte de at tale om nævnte Mand og bleve enige om , at dersom han kom ad Veien , vilde de plyndre ham , thi han var bekjendt for en rig Mand , og det var ikke usandsynligt , at han førte endel Penge med sig . De besluttede sig nu til at afvente hans Ankomst paa Landeveien . Da han om Natten omtrent Kl . 3 passerede dem i sin Kariol , standsede de hans Heste og forlangte hans Penge . Han svarede dem med at slaa en af dem over Armen med Skaftet af fin Kjørepidsk , men de to andre , opirrede over denne Modstand , faldt nu over deres Bytte og brugte Knivene , indtil de indsaa , at Manden havde faaet nok . Derpaa bemægtigede de sig hans Uhr med Kjæde og Brevtaske , som dog kun indeholdt omtrent 100 Rd . svensk . Efter at Thomas havde modtaget sin Part af Pengene og Kjæden , begav han sig hjem . De andre Øeltagere i denne Udaad paastod han ikke senere at have set , og efter at disse vare paagrebne , synes det ogsaa af deres Forklaringer at fremgaa , at dette hans Udsagn var fandt . Thomas blev tilligemed sine Medskyldige dømt til Fæstningsarbeide paa Livstid for denne Forbrydelse . Da han havde samme Dom paa sig i Danmark for Indbrudstyveri , blev han , efter at være bragt hertil og efterat have afgivet fuldstændig Tilstaaelse om sine mangfoldige Tyverier , samt lidt en korporlig Straf for sin Undvigelse , atter bragt tilbage til Sverig , hvor han paa en Fæsfning endnu forrige Sommer ærbeidede i sine tunge Lænker . Johan havde forøvet endeel Tyverier saavel i Sverig som i Danmark og blev for sine Forbrydelser i førstnævnte Land dømt til 4 Aars Cellefængsel , — hvilken Straf han dog ikke vil komme til at afsone , da han , efter her at have faaet Dom paa livsvarigt Fængsel , en Nat saa Leilighed til at hænge sig i Arresten . Et forspildt Liv . Ved Du , min Læser , hvor Tivoli er ? Javel ved jeg det , er dit hurtige Svar , og Du vil undres over , at jeg kunde opkaste et saa simpelt Spørgsmaal . Og dog , kjære Læser , gaar Du i Øst , medens jeg spørger i Vest ; Du mener naturligvis det navnkundige Tivoli , hvor Kjøbenhavneren fordriver Tiden og ihjelslaaer sine Penge , medens jeg sigter til et andet Tivoli , et Sted , hvor Sang og Skjæmt er forbudt , et Sted , hvor Solens venlige Straaler kun med Vanskelighed kunne trænge ind , kort sagt — til et Fængsel . Naar Du over den ærværdige Bygning paa Nytorv læser : „ Med Lov skal man Land bygge “ , — see saa lidt hen i Krogen tilvenstre , ind igjennem den mørke Port , der aabner sig paa sine tunge Hængsler . Ja , der er jo Arresthuset , svarer Du ! Nuvel , netop der i Arresthuset er der en Afdeling , som paa Grund af sin Afsondring fra de øvrige Dele af Bygningen kaldes Tivoli . Her henføres i Almindelighed de Forbrydere , som man haaber ved Ensomhed at faa til at bekjende . Jeg vil dog ikke bringe Dig derind , gode Læser ; men jeg har en lille Fortælling fra en af Beboerne i dette Sorgens Tivoli , som opholdt sig der for nogle Aar siden . Mulig kan denne lille Beretning underholde Dig i nogle faa Øieblikke . Fortællingen dreier sig om en ung Mand , som var opdraget i et stille Hjem i Jylland og blev sendt til Hovedstaden for at uddannes . Han faldt i daarlige Hænder , kom paa Afveie og endte omsider i Fængsel . Da han udgik herfra , indsaa Venner og Slægtninge , at Alt var tabt for ham her i Landet , og vilde derfor , at han udenlands skulde bryde sig en ny Bane . Han blev godt udrustet med Klæder og Penge , men istedetfor at udføre Venners og Slægtninges Plan , tumlede han sig en kort Tid i nye Letsindigheder , indtil atter Loven udstrakte sin Arm imod ham . Jeg tror , at da jeg modtog hans lille Fortælling , havde oprigtig Anger virkelig indfundet sig hos ham . Det var en smuk , varm Juni Eftermiddag , medens Kjøbenhavnerne feirede deres Frihedsdag , at jeg tilfældig besøgte den omtalte Fange . Om faa Dage skulde atter Fængslets Døre aabne sig for ham , og med dem en ny Virkekreds . Han skulde drage til fremmede Lande , for saaledes at flaane Familien for Vanære . Overbevist om , at hans Fremstilling af det vilde Liv , han havde ført , er sand , tør jeg rolig fremdrage den for dem af mine Læsere , der ville følge mig , medens jeg fortæller Frantz Emils Erindringer fra sit forbryderiske Liv . Ja , naar jeg ser tilbage paa de svundne Aar — fortalte E . F . — , saa maa jeg vel kalde mit Liv forspildf . Hvor ofte har ikke Lykken ligesom med Magt villet holde fast paa mig , men jeg har tumlet mig i . Letsindigheder saalænge , indtil jeg ikke kunde undvære dem , og saaledes svækket al Energi og Villiekraft til at modstaae Lastens Tiltrækkelser . Da jeg var omtrent 14 Aar gammel , blev jeg udtaget af Skolen i den lille Kjøbstad , hvori jeg havde tilbragt min Barndom . Min Fader var en alvorlig Mand , der inderlig ønskede , at hans Søn skulde tage Skræderbordet i Arv efter ham , men jeg havde aldrig yttret nogen Lyst hertil . Derimod havde min Moder opdaget , at jeg besad en „ mageløs deilig Sangstemme “ , og at jeg vistnok vilde blive „ uhyre bekjendt “ , dersom jeg kom til det „ Kongelige “ . Men herimod protesterede Fader paa det Bestemteste ; thi han havde som Svend arbeidet i Kjøbenhavn og kjendte nok disse Folk , som sang paa Theatrene ; thi en af hans Mestre havde altid maatte holde en Bydreng , „ bare for at løbe til disse Komediantspillere “ . Det blev da med megen Sorg bestemt , at jeg skulde til Kramboden , thi at jeg var en Regnemester , det paastod Onkel Hendrik . Jeg havde nemlig engang nøiagtig udregnet for ham , hvor mange Penge han om Aaret brugte til Snustobak . Jeg kom da altsaa til Boden , og efter 5 Aars Forløb blev jeg Svend og skulde nu over til Hovedstaden , for der at lære flere „ Fiffigheder ved Handelen “ , som gamle Onkel viselig bemærkede . Dagen kom , Dampflibet laa færdig , Tøiet var ombord , Vennerne tilstede for at tage Afsked , — og Farvel var sagt til Alle ; men Moder maatte jo endnu engang kysse sin Dreng . Herved fik hun Tid til at ledsage sine Ord med en Bevægelse , hvorved jeg forstod , at Ingen skulde see en lille Pakke , som hun stak ned i Lommen paa min Overfrakke . Langsomt gled Skibet ud af Fjorden , og kort efter kunde jeg kun svagt øine det gamle Kirkespir i min Fødeby . Ogsaa dette svandt , — og nogle Timer efter satte jeg Foden i Land i Kjøbenhavn . Her henvendte jeg mig til en af min Moders gamle Fættere , som modtog sin unge Slægtning meget venligt . Han gav adskillige gode Raad — og lod mig forresten flytte mig selv . Den lille Pakke , Moder havde givet mig ved Affleden , indeholdt en lille Spareskilling , som jeg formodenlig skulde bruge for at opmuntre mig , naar Længselen efter Hjemmet blev for stærk . Da jeg ikke havde noget jevnaldrende Bekjendtflab , søgte jeg min Adspredelse paa offentlige Steder , blandt andet ofte i Theatrene . Jeg har engang læst , at Theaterbesøget ikke var det Værste , men det Sted , hvor man søgte hen efter Theatret , — og det var i alt Fald Tilfældet med mig . Ved hyppig efter Theatertid at besøge et Sangerlokale i en af Smaagaderne , hvor vel ikke det bedste Publikum samledes , men hvor jeg syntes , at mine Provindsmanerer faldt mindre i Øinene , traf jeg Personer , som uden Tvivl helst ønskede , at deres Fortid var glemt , hvis Nutid ikke var glimrende , og som ved et Glas Punsch samtalede om Maaden at tjene mange Penge paa , for saaledes at forskaffe sig en behageligere Fremtid . Blandt disse Personer var der navnlig to , som jeg særlig sluttede mig til , nemlig Warmer og Tutmann . Den sidste var jeg særlig bleven opmærksom paa derved , at han som oftest blandt sine Bekjendte blev kaldet „ Snap “ . Grunden dertil lærte jeg destoværre for sent at kjende . En Aften kom jeg til vort Samlingssted . Jeg var i godt Humør , havde havt Brev fra Hjemmet , hvori var indlagt en lille „ Blaa “ fra Moder , og en saadan Forstærkning var særlig velkommen ; thi jeg brugte mange Penge -— dog endnu ikke flere , end jeg fortjente ; men allerede dengang havde Fristelsen et Par Gange været stor , naar jeg saa min Principals godt forsynede Pengeskab aabent ; thi hvor let var det ikke her at kunne forskaffe sig Adgang til mange lystige Timer , og det var ingen Sag at skjule en saadan Bagatel . Min Principal var en godmodig Mand og havde overladt meget af sin Forretningsførelse til mig . Som sagt , jeg var i godt Humør ; — thi jeg var , imellem os , bleven forelsket i den skjønne Helene , — ja , skjøn var hun vel egentlig ikke , men hun kaldtes saaledes , fordi hun hed Helene . At hun sang godt , var vist , og da Tilhørerkredsen just ikke var den mest kunstforstandige , gik det an engang imellem at lade sin „ deilige “ Stemme høre i Forening med hendes . Ved min Indtrædelse i Lokalet blev jeg hilset med Jubel , og det har altid været min Feil at lytte til Smiger , hvorfor jeg naturligvis strax følte mig dreven til at rekvirere en Bolle Punsch og Cigarer . Nu gik det varmt til . Den „ Blaa “ var snart brugt og endnu lidt til , som jeg havde til Rest . Nu var jeg bleven hed , og da Tutmann irriterede mig ved at traktere min elskede Helene med fin Vin , Chokolade etc . , tog jeg Mod til mig og forlangte en Flaske Champagne . „ Lad mig faa en med ! “ raabte Tutmann . Jeg blev forbavset ; en saadan Ødselhed hos en Person , der var tarvelig klædt , og om hvem jeg vidste , at han ikke havde Arbeide , det gik for vidt . „ Man er nok Kapitalist i Aften ? “ udbrød jeg til Tutmann , der sad ved Siden af mig . „ Aa ja ! — let tjente Penge gaa i Almindelighed let , “ svarede Tutmann . Øet , at fortjene Penge let , var Noget , jeg kunde lide , — jeg var overhovedet allerede saa smaat kjed af at trælle den hele Dag bag Disken . Champagnen kom , og med den min Tour til af betale . Jeg bad Værten om af vente til næste Dag ; men han trak paa det , og jeg blev derfor meget glad ved af se Tutmann aabne en velspækket Tegnebog , idet han sagde : „ Maa jeg tilbyde min Hjælp ? “ Først afslog jeg hans Tilbud ; men da han yttrede , af det var en Bagatel for ham , tog jeg derimod , og , for af jeg ikke oftere den Aften skulde komme i Forlegenhed , stak han mig en Tyvedalerseddel i Haanden . Den ene Udskeielse fulgte nu den anden . Om Morgenen var jeg kun lidet skikket til af arbeide i mine Forretninger , og jeg følte mig trykket ved Tanken om den Gjæld , der hvilede paa mig . Det var første Gang , af jeg havde paadraget mig en saadan Gjæld , og navnlig pinte det mig , af jeg ligesom følte mig bunden til dette uværdige Selskab . Jeg vedblev af besøge Sangerlokalet , og lidt efter lidt blev Forholdet imellem Helene og mig fortroligere . Snart mærkede min Principal , af jeg var efterladende ved mit Arbeide , og uagtet det ærgrede mig meget , af han fratog mig et tidligere Tillidshverv , formanede dette dog ikke af kue min Tilbøielighed til det udsvævende Liv , jeg havde begyndt . En Aften henvendte Tutmann sig fil mig , medens vi vare i Sangerlokalet , med Anmodning om , hvis det var mig beleiligt , af betale de før omtalte 20 Rd . Jeg svarede hertil , af det i Øieblikket var vanskeligt for mig , men ved næste Maaneds Begyndelse skulde han saa sine Penge . „ Næste Maaned ? “ raabte han . „ Ha , ha , ha , — næste Maaned ? Er Du da ikke Karl for af nappe saadan en Bid ? Jeg skulde regere Mesters Pengekiste , — han skulde sikkerlig ikke blive fed derved . “ Man vil indse , uden af jeg behøver af forklare det , paa hvilken fortrolig Fod vi allerede vare komne fil af staa ligeoverfor hinanden . I det samme kom Helene hen fil os . „ Søde Frantz , Du maa endelig tage mig med paa Kasinomaskeraden imorgen Aften , “ sagde hun , idet hun stak sin Arm ind under min ; „ og for af jeg ret kan behage Dig , haaber jeg , af Du er saa venlig af forstrække mig med lidt Mønt fil nogle Smaating , som jeg absolut maa have . “ „ Kjære Helene , det kan jeg ikke ; Du ved ikke , i hvilken Forlegenhed jeg er . . . “ „ Ja , ja , “ afbrød hun mig , „ det er dog , som jeg siger : Tutmann vinder mig dog tilsidst , — altid gentil , altid ruttende med Penge ; . . . naar han kun klædte sig en Smule mere flot , var jeg Kjæreste med ham strax . Aa — men Du mener det heller ikke saaledes , søde Frantz , Du er jo dog saa god og . . . Du er saa smuk . . . jeg holder forresten ogsaa meget af Dig . . . “ / , Ja , ja , min Ven , nu skal jeg se , hvad jeg kan gjøre . Der er destoværre kun saa kort Tid at løbe paa . . . “ „ Du kan jo blot gjøre , som jeg har sagt , “ sagde Tutmann , „ saa blive vi begge hjulpne . Men Du har intet Mod . “ Den Aften gik jeg ikke meget glad hjem . Det var som om der hvilede en tung Byrde paa mig , og som om jeg fluide synke under den . Slige Muligheder havde aldrig fremstillet sig for mig , jeg var uforberedt paa at træde i Kamp mod Fristelsen . Hvad havde jeg ikke givet for et Raad , blot for et Øieblik at kunne tye til mit Fædrenehjem ? Tanken om dette blev mig pinlig , bitter , og da Dagen kastede sit første Lysfljær ind i min Stue , fandt den mig endnu siddende i Sofaens Hjørne , hvor jeg havde kastet mig efter min Hjemkomst . „ Denne Dag skal blive Afgjørelsens Dag ! “ raabte jeg , idet jeg reisfe mig . „ Jeg tager min Afsked , og saa — ja saa — kan jeg blive Sangerselskabs-Direktør ! “ Jeg gik længe op og ned ad Gulvet . Jeg indsaa nemlig , at Direktørplanen ikke kunde betale sig i Længden , og da min Værtinde i egen Person bragte mig Kaffen , havde jeg halvveis betænkt at kvittere al Letsindighed , gjøre aaben Bekjendelse for Forældre og Principal , og blive fornuftig — som man siger . „ Nei , vil man se , Herren saa tidlig oppe , og allerede fuldt paaklædt ! “ yttrede Værtinden lidt ironisk , idet hun skottede hen til den urørte Seng . „ Det er forresten meget heldigt , at jeg træffer Herren vaagen ; thi jeg frygter for , at De ikke hørte min Bemærkning for nogle Dage siden om , at Husleien allerede for over otte Dage siden var forfalden , og at jeg trænger til Penge . “ „ De skal faa Penge til Middag , “ svarede jeg kort ; „ og herved opsiger jeg med det samme min Lejlighed . “ „ Jeg haaber , at Herren undskylder , “ indvendte Konen , „ jeg er fattig . . . “ „ Ja , det har jeg ikke med at gjøre , “ afbrød jeg hende kort . „ Stakkels unge Mand ! man skulde næsten tro , at der forestod ham en Ulykke , “ mumlede hun , idet hun gik ud af Døren . — Ja , Ulykke ! det er vist og sandt , at der i Dagens Løb ramte mig en Ulykke . Jeg gik til mit Arbeide . Kjedelig og fortrædelig var jeg mod Enhver og fast besluttet paa at opsige min Plads . Just som jeg stod og tænkte over , hvorledes jeg skulde komme frem med det , sagde min Principal , som sad ligeoverfor mig : „ Vil De erindre , at der i Dag til P . i Frankfurt bliver sendt hans tilgodehavende Beløb . “ „ Ja , “ svarede jeg . „ Erindrer De , hvor stort Beløbet er ? “ spurgte han lidt efter . „ Jeg skal se efter , “ svarede jeg , og medens jeg gik hen til Hovedbogen , fik jeg den Ide , som senere bragtes til Udførelse — og som førte mig i Ulykke . Min Ide var , at naar jeg modtog Brevet til Aflevering paa Posthuset , vilde jeg have et andet lignende , men værdiløst i Beredskab , modtage og afgive Kvittering for det værdiløse , og beholde Pengebrevet . Jeg vilde derefter gaa paa Maskerade , pludselig forsvinde der , — og næste Morgen være paa Veien til Amerika . Den første Del af min Plan blev strax udført ; jeg havde afgivet Kvitteringen til min Principal , som Intet kunde erfare om Sagens rette Sammenhæng før i Løbet af 3—4 Dage . Jeg slog mig derfor til Ro den første Dag , thi jeg fandt , at Afskeden pinte mig . Som Te ved , vedblev Fangen , afreiste jeg til Sverig og tog til Stockholm . Her levede jeg ganske rolig , og mit betydelige Pengebeløb satte mig i Stand til at bo hyggeligt ; Tiden forslog jeg med Musik og Læsning . Foraaret var allerede langt fremrykket . De Fremmede begyndte at ankomme ; det smukke Veir og den fuldkomne Taushed , der herskede med Hensyn til min Sag , gjorde mig tryg . Jeg begyndte at gaa paa offenlige Steder . Nu søgte jeg fint Selskab , men sluttede mig dog ikke særlig til Nogen ; min Adspredelse bestod hovedsagelig i at besøge Djurgarden . En Aften spadserede jeg der . Foran mig gik to Herrer , som jeg bemærkede talte dansk . Ved nærmere at lytte til , hørte jeg paa engang Helene M . ' s Navn blive nævnet . Dette Navn bragte mig til Eftertanke ; først antog jeg , at Helene mulig var der , men saa tænkte jeg igjen , at man muligt endnu søgte efter mig . Jeg blev ikke længe i Djurgarden , men gik hjem og forblev indesluttet der i samfulde otte Dage . Da tænkte jeg paany , at der ikke længere var nogen Fare , og det var jo nødvendigt for mig , at jeg begyndte at søge Beskjæffigelse , chi Pengene maatte jo engang faa Ende . En Dag spadserede jeg ned ad Drottninggatan og bemærkede , at en net klædt Herre i længere Tid gik paa den modsatte Side af Gaden . Han gik stadig samme Vei som jeg , og jeg besluttede derfor , da jeg blev ængstelig , at gaa hjem . Ved min Indtrædelse i Værelset gik jeg hen til Vinduet for at se , om den Fremmede endnu var paa Gaden ; men i samme Øieblik lød en stærk Banken paa min Dør . Jeg anede , hvad der forestod . „ Goddag , Hr . F . E . ! “ lød den Indtrædendes venlige Tiltale , idet han nikkede fortroligt ; „ jeg har saamæn længe ønflet at tale med Dem . “ „ F . E . ? De tager feil , min Herre , “ svarede jeg med saa megen Rolighed som muligt ; „ mit Navn er ikke F . E . “ „ Aa Snak ! — lad nu Tæppet rulle ned for første Akt af den Komedie , eller ønsker De maaske at gjøre Bekjendtfkab med Politiet her ? Jeg bringer Dem blot en venlig Hilsen fra Deres Principal for at bede Dem tage med til Kjøbenhavn ; — De var nok saa uheldig før Deres pludselige Afreise at forvexle et Brev for ham ? “ Nu indsaa jeg , at der ikke var mere at gjøre for mig , et Forsøg paa at skuffe Manden var frugtesløst , og snart var jeg atter paa Veien til Kjøbenhavn . De erindrer vel nok , vedblev den unge Mand , at det blev bestemt , at jeg skulde reise til Amerika . Dog , medens jeg i Hamborg maatte vente paa Befordring , kom jeg oftere i Berøring med en ung Mand , som jeg snart blev fortrolig med . Hurtig glemte jeg de Pligter , der paahvilede mig , og hvirvlede mig i en vild Dands af Lystigheder , indtil Pengene næsten v-re opbrugte . Jeg tog atter til Kjøbenhavn , og indtil jeg havde opbrugt Resten af mine Rejsepenge levede jeg i idel Vildflab . Da jeg ikke havde flere Penge , søgte jeg daarligt Selskab , gjorde Gæld , hvor jeg kunde , og førte et jammerligt Liv . En Aften i August Maaned var jeg taget ud til Charlottenlund , men traf ingen af mine Kammerater der . Penge havde jeg ikke og maatte derfor gaa tilfods tilbage . Det var en smuk og yndig Aften . Maanen lyste klart over Sundet , jeg blev vemodig stemt , følte , hvor dybt jeg var falden , og længtes efter mit Hjem . Som jeg gik , hørte jeg fra et af de smaa Lyststeder en yndig Pigestemme , som sang en nydelig lille Sang , hvilken jeg saa ofte før havde hørt i Hjemmet . Jeg standsede , lyttede og kunde ikke løsrive mig fra Stedet — Alt var saa yndigt . Jeg haabede at faa hende at se , var vis paa at skulle kjende hende , om hun end var blandt mange Andre ; men jeg opnaaede ikke mit Ønske . Næste Dag var jeg en ganske Anden . Fast besluttet paa at faa Underretning om , hvem den Ubekjendte var , gik jeg atter ud ad samme Vei . Dog , det vil tage for lang Tid at fortælle Alt , hvad der derefter foregik . Resultatet var , at jeg begyndte paa at søge mig en Levevej , og dette lykkedes tildels , indtil jeg , for af naa mit Maal hurtigt , var ubesindig nok til af begaa en ny Forbrydelse . Denne ved De bestod i , af jeg forfalskede en mig betroet Vexel til et større Beløb , idet jeg derved haabede , af det skulde have lykkedes mig af komme bort ; thi nu var det min faste Beslutning af arbeide hen til af naa det eftertragtede Maal . „ Men , “ spurgte jeg , „ endnu ved jeg ikke , hvorvidt den unge Dame er medinteresseret i deres Bestræbelser . Talte De aldrig med hende ? “ ' „ Jo , “ vedblev den unge Mand , „ jeg har talt med hende , og det var mit Haab engang af blive hende værdig ; men nu skeer det vist aldrig . “ „ Hvorfor ikke ? “ „ Nei , det er vist ikke tænkeligt , af hendes Paarørende ville tillade det , — og selv om de ville det , saa er der jo saa langt til Amerika . Kommer den Tid , af jeg kan forsørge hende og byde hende et ligesaa venligt Hjem , som hun har her , saa har hun vistnok glemt mig . “ Her sluttede Fangen sin Fortælling . Jeg saa , af det var ham pinligt af vedblive , og forlod ham . Den næste Dag afreiste han til sin nye Virkekreds , og jeg har siden ikke hørt Noget fra ham . En Udvalgt . Da jeg en Aften , efter at have foretaget min sædvanlige Tur til Toldboden , passerede igjennem Grønningen for at naa mit Hjem , bemærkede jeg omtrent ved Husarkasernen en tarveligt klædt Mand siddende paa en Bænk , idet han lænede sit Hoved i begge Hænder . Idet jeg gik forbi ham , hævede han sit Hoved , og da hans Ansigt bar Præget af stærk Sindsbevægelse , gik jeg uvilkaarligt hen imod ham og tiltalte ham . Snart erfarede jeg , at han var i Nød og trængte til Hjælp , og da jeg erindrede at have set ham før , og han lod til at have været en bedre stillet Mand , søgte jeg at afhjælpe hans Nød ved en øieblikkelig Hjælp . Ved nærmere Undersøgelse viste det sig , at han i nogle Aar havde opholdt sig her i Byen , hvor han forøvrigt var barnefødt , men i mange Aar havde været fraværende og i Udlandet været i forskjellige Livsstillinger , hvilke han bestandig ved sit udsvævende Levnet havde ødelagt . Hans Slægtninge her vare velhavende og formaaende , men uden Lyst til at hjælpe Manden ; dog fandtes der omsider En , som af Medlidenhed lovede at hjælpe ham bort . Dette skete , men forinden spurgte jeg ham om , hvad hans Hensigt var den Aften , da jeg traf ham i Grønningen . Han nølede noget med fit Svar , men svarede endelig , at han havde søgt at opgjøre sit Livsregnskab , og at han derefter vilde have druknet sig i Kastelsgraven . Ved min Mellemkomst havde han atter faaet Lyst til at leve . Efter at han var bortreist , modtog jeg en Dag med Posten en Pakke , som , da jeg « åbnede den , indeholdt et Manuskript og et Brev , hvori følgende : — — — vedlagte Papirer indeholde nogle Optegnelser fra mit bevægede Liv . Maasfe kunne de forunderlige Situationer , hvori jeg har befundet mig , interessere DemManuskriptet har siden aldrig været læst af Nogen . Dets Forfatter er død , og jeg tør nu byde det til Læsere , der ville følge en Svindlers Eventyr og Bedrifter . „ Da jeg var 12 Aar gammel , døde min Fader , og min Moder var ikke i Stand til at lade mig fortsætte den Opdragelse , min Fader havde paabegyndt ; men da jeg var en flittig og rask Dreng , tilbød Institutbestyreren Moder , at jeg kunde faa fri Undervisning . Nogle Aar efter traadte jeg ud af Institutet og blev anbragt paa et herværende Vexellerkontor , hvor jeg havde det godt . Jeg havde dog endel mere Frihed , end der var tjenligt for mig , da Moder havde forkjælet mig og ikke holdt fkarpt Opsyn med mig . Følgen var , at jeg kom i Selskab med andre letsindige , unge Mennesker , og tilsidst blev kjed af mit Arbeide og ønskede at komme i Besiddelse af flere Penge . Dette var imidlertid vanskeligt ; thi Moder passede paa at hæve mine Penge for mig hos Vexellereren , og det var meget lidet , hvad hun tilstod mig fil Lommepenge . En Dag blev jeg sendt fil et privat Laaneinstitut her i Byen med en Vexel , hvorpaa jeg skulde hæve 200 Rd . Paa Veien mødte jeg en af mine lystige Kammerater , som jeg kom fil at omtale mit LErinde for . Vi havde netop Aftenen forud været paa Kommers sammen og ødelagt alle vore Penge ; vi vidste ingen Udvei fil at skaffe flere , dels fil at betale lidt Gjæld med , dels fil at fortsætte vor Lystighed med . Paa engang faldt den Tanke mig ind , at jeg kunde beholde Pengene og reise bort , f . Ex . fil Amerika . Men 200 Rd . var saa lidt — jeg kunde næppe klare mig selv dermed , end mindre hjælpe min Ven . Medens vi gik og grundede paa mit Forflag , som jeg havde meddelt til min Ven , fik jeg pludselig den Ide , at jeg lettelig ved en lille Tilsætning , som jeg sagtens maatte kunne udføre , da jeg selv havde skrevet Vexlens Indhold , kunde tilvende mig en større Kapital . Jeg udtalte mit Forflag for min Ven , hvem jeg fulgte til hans Logi , hvor jeg udførte Forfalskningen , idet Vexlen forandredes fra 200 til 1200 Rigsdaler . Det næste Skridt var at flippe godt igjennem i Banken . Det var tilfældigvis Lørdag , paa hvilken Dag der sædvanlig er meget travlt . Da jeg daglig kom der , var jeg godt kjendt af Kassereren , af hvilken Grund denne i det store Hastværk ikke underkastede Dokumentet nogen meget nøiagtig Examination , hvilket maaske ellers var Tilfældet , og jeg fik Pengene udbetalte . Min Ven havde trolig fulgt mig . Udenfor Døren traf vi paa hinanden og vare aldeles ude af os selv af Glæde over Foretagendets heldige Udfald . Hvad skulle vi nu gjøre ? Jeg bestemte , at vi , efter at jeg havde leveret min Principal de 200 Rd . , skulde forblive ganske rolige den Eftermiddag og forsøge paa at komme bort med Aftentoget . Derfor gik jeg tik Kontoret og arbeidede min sædvanlige Tid , indtil jeg gik til Middag . Da jeg gik fra Moder , erindrer jeg endnu idag , med hvilken særdeles Venlighed hun bad mig om at komme tidlig hjem om Aftenen ; hun ventede , at nogle af min ældste Søsters Veninder vilde besøge os den Aften . For at hun ikke altfor tidlig skulle blive urolig , sagde jeg til hende , at jeg havde meget Arbeide netop den Aften og vistnok kom sent hjem . Min Ven , August , traf jeg udenfor . Vi besluttede os nu til at forlade Byen om Aftenen og reise til Hamborg . Da vi jo aldeles intet Tøi havde med os , kjøbte vi en stor Kuffert , og hos sorskjellige Skrædere endel elegante Klæder og Ekviperingssager . Vi frygtede nemlig for ved at gjøre et stort Indkjøb paa eet Sted at vække Mistanke . Da vi havde disse Sager samlede , hvilke vi kode bringe tik et Hotek paa Vesfergade , var der kun en Timestid tik Jernveistogets Afgang . Vi samtalte med ungdommelig Lystighed om vor forestaaende Reise og de Eventyr , vi haabede at opleve , og besluttede os tik at forsyne os med Pistoler og Dolke , for at være bevæbnede mod Overfald . Efter at have kjøbt disse Sager , toge vi en Droske og kjørte tik Jernveisstationen , hvorhen vore Sager vare bragte af Hotellets Tjener . Vor Ungdom gav os et Mod og en Dristighed , hvilken en Forbryder vistnok sjeldent har , naar han efter en udført Gjerning staar i Begreb med at forlade sit Hjem og befinder sig blandt travle Reisende i den store Ventesal . Men vi glemte hele Mængden omkring os og ansaa os selv som meget betydelige Personer . En saadan Luxus i Udstyr og saa mange Penge ! Det kunde jo aldrig faa Ende . Vi fortsatte Reisen til Hamborg . Her indlogerede vi os i Hotel l ' Europe , hvor man behandlede os med megen Forekommenhed ; vi bleve mere hovmodige Dag for Dag . Jeg kunde ret godt Tydsk og Fransk , og klarede mig udmærket ; min Ven spillede derimod en meget passiv Rolle . Vi ilede naturligvis meget for at komme afsked — men hvor længe var Adam i Paradis ? En Morgenstund bankedes der noget ublidt paa vor Dør . Jeg sprang op -— det var en uvant Lyd , forhen havde man altid ventet , indtil vi ringede . „ Hvem der ! “ raabte jeg paa Tydsk . „ Aa , tal kun Dansk , lille Ven , men luk hurtigt op . “ Jeg lukkede op . Det var Politiembedsmænd fra Kjøbenhavn , som vare paa Jagt efter os . Vi gjorde ingen Modstand , og bleve førte tilbage til vor Fødeby . Da vi ankom hertil , gik det os bedre end vi havde ventet . Vor Straf var høist ubetydelig — formodenlig paa Grund af vor Ungdom — i Forhold til Forbrydelsen . Nogle Venner toge sig af os , og vi bleve sendte til Amerika . Jeg vil ikke dvæle ved de sørgelige Dage , jeg tilbragte i Fængslet , eller ved min Moders Sorg over sin vanartede Søn ; men bede Læseren springe over et Tidsrum as 3 Maaneder , og han vil sinde mig i New Dork , kort efter min Ankomst til Verdensstaden . Reisen havde været behagelig , og med vore ungdommelige Ideer lyste de mest glimrende Forhaabninger vs imøde . Min Ven , hvem jeg havde styrtet i Ulykke med mig selv , havde stort Talent for Tegning , og det lykkedes ham at faa Beskæftigelse hos en Arkitekt . En god Ven af min afdøde Fader havde ladet sig overtale af min Bloder til at skrive et anbefalende Brev for mig til den danske Konsul . Denne gamle elskværdige Mand modtog mig med særlig Velvillie , og udtalte sig om , at jeg , som næsten var et Barn , altid skulde finde en Beskytter i ham . Nogen Tid gik hen , jeg havde opbrugt mine Penge og havde intet Arbeide . Nu henvendte jeg mig til forskjellige Landsmænd , men den Tjenstvillighed , man tidligere havde talt saa meget om , var det mig umuligt at faa Andel i . Da jeg derfor en skjøn Dag hverken havde Arbeide , Penge eller noget til at skaffe Penge for , kog jeg Mod til mig og søgte Arbeide efter Avisen . Det var jo lige meget , hvad jeg fik , og min Opmærksomhed faldt da først paa , at en Plakatopklisfrer ønskede en Medhjælper . Hvorfor ikke ? Man fortalte , at Folk vare blevne hovedrige ved den Trafik , hvorfor kunde jeg ikke blive det . — Jeg tog fat paa Arbeidet . Lønnen blev beregnet efter Akkord , saa meget for hvert Hundrede . Det var et forfærdeligt Slid , og da jeg undertiden maatte kravle op paa Taget af en 6 Etages Bygning paa Broadway , for , lænende mig ud over Husets Mur , at opklæbe nogle alenlange Plakater , som skulde kunne læses flere engelsfe Alile borte , eller balancere paa en Stige , som kun havde et daarligt Støttepunkt paa Bygningens Tag — saa tog jeg efter kort Tids Forløb min Afsked . Det var godt , at jeg var stor og stærk ; thi nu var der kun tilbage enten at tage Sjoverarbeide i Dokkerne eller at save Brænde . Jeg valgte det sidste ; Fortjenesten var ikke daarlig . Jeg søgte imidlertid at opretholde et ydre Skin af Velvære . Ved min Ankomst til New-Iork havde jeg taget et ret godt Logi i Henrv Stroot , og havde , uagtet det var mig lidt dyrt , beholdt det , fordi det var en „ pæn Gade “ . Men uagtet man ikke i Amerika føler noget Nedværdigende ved at forrette en Dagleiers Arbeide , saa ses der dog meget paa , under hvilke Forhold en ung Mand lever , og min Tanke var ingenlunde fæstet paa Fremtiden , den gjaldt kun Øieblikket ; derfor gav jeg med Glæde Fortjenesten ud for at vedligeholde mine gode Bekjendtskaber , og jeg vilde ikke for Alt i Verden have havt , at nogen af mine Landsmænd skulde vide , at det var gaaet saa meget tilbage for mig . Om Morgenen begav jeg mig ned til 8outb b ' errz- , hvor jeg hos en Høker havde mine Rekvisiter staaende , og derefter gik jeg paa Arbeide . Om Aftenen vendte jeg tilbage til mit Logi , omklædte mig og gik paa Kommers . En Eftermiddag passerede jeg gjennem den nedre Del af ^all Ltrsot paa Veien hjemad , da jeg blev tiltalt af en elegant klædt Herre . Han spurgte , om jeg vilde tjene Penge , hvortil jeg naturligvis svarede Ja . Efter at jeg var fulgt med ham ind i et nærliggende Værtshus og trakteret med et Par Glas Lagerbier , maatte jeg , medens vi nød disse , fortælle ham mit Levnetsløb , hvorfra jeg kom og hvad jeg var . Da han saa meget flot ud , troede jeg , at han mulig — da jeg var saa ung og forresten saa ret godt ud —- var en af disse amerikanske Filantroper , jeg havde hørt saa meget om , og at han havde i Sinde at sørge for min Fremtid . Men det varede ikke længe , førend jeg fik en anden Mening . Han tog op af sin Lomme en Pung fyldt med — hele og halve — hvilke han lod rulle ud over Bordet , for ret at lade mig høre deres velklingende Lyd . „ Hvad synes De om saadanne Penge ? “ spurgte han . „ Godt , “ svarede jeg , „ naar man blot havde mange af dem . “ „ Vil De have disse , “ udbrød han , „ værsgod ! Jeg har nok af dem . “ Jeg vidste ikke ret , hvad jeg skulde svare . Saadan uden videre at blive budt en 1 , 000 , maaske 1 , 500 Rd . paa engang af en ubekjendt Mand paa et Værtshus , hvis Publikum/ om det ikke var Bærmen af Folket , dog ingenlunde hørte til „ Lrst elass « — det var ufatteligt ; det kunde ikke hænge rigtigt sammen . Jeg saa paa ham . Taus pillede jeg det ene Guldstykke op efter det andet — men da jeg faa den store Guldstabel for mit Blik greb jeg den , stak den i Lommen og reiste mig for at gaa , idet jeg takkede ham . Han vilde imidlertid ikke lade mig løbe den Gang . Vi sad i det bageste Værelse , og jeg havde bemærket , at Værten af og til gav min ubekjendte Velgjører et eller andet mystisk Tegn . „ Ven , “ sagde han , „ har Du sorstaaet mig ? “ Han ledsagede disse Ord med en særegen Bevægelse med Haanden . Da jeg rystede paa Hovedet til Svar , ytrede han halv gnaven äutcb block boaä , men gjorde mig nu med faa Ord bekjendt med , at Pengene vare stjaalne , at han havde a tdousanä times saa mange , og i mange Dage havde fulgt mig , naar jeg efter mit Arbeide vendte tilbage fra Brooklyn , for jeg saa ud til at kunne bruges , navnlig fordi jeg var en äutodman . Foreløbig vilde han have mig til at opbevare sine Penge . Han havde store Planer for , og til disses Udførelse behøvede han min Hjælp ; dog vilde han ikke gjøre mig bekjendt med sine Venner . Store Pengesummer skulde vi tjene snart , dersom jeg blot var trofast . Jeg var til hans Tjeneste . Han bragte næste Dag til mit Logi en stor Kuffert , i hvilken han havde skjult sine stjaalne Penge . Nu var han jo paa en Maade i min Magt . — Formodenlig har det anet ham , at jeg mnlig kunde finde paa at tilvende mig hele hans Kapital , og han fortalte mig nu , hvad jeg dengang ikke ansaa for utroligt , at han var Anføreren for en stor Bande , som havde sat sig til Opgave at stjæle fra alle Hovedbankerne i Staferne og to Gange havde gjort Forsøg paa at bryde ind i Uniteä Ltates Bank , hvilket dog var mislykkedes formedelst en upaalidelig Kammerats Troløshed . Da Banden fik Vished om denne Utroskab , blev bemeldte Kammerat i en af deres Forsamlinger skudt ; samme Skæbne maatte jeg gjøre Regning paa , hvis jeg var utro . Flere af Bandens dygtigste Folk kjendte mig , uden at jeg vidste deraf . Jeg var aldeles ikke bange for denne Advarsel , men tænkte kun paa Pengene . Min ny Ven tilraadede mig at fortsætte mit Arbeide som Brændeskærer , men det havde jeg dog ingen Lyst til . Jeg fordrev derfor Tiden paa bedste Maade og ventede med Længsel paa , hvad den næste Overraskelse vilde blive . Den lod ikke længe vente paa sig . En Aften , da jeg kom sent hjem , fandt jeg min Ven , hvis Navn var Wentworth , i mit Logi . Han meddelte mig , at det var bestemt , at der skulde begaas Tyveri i Posthuset i > V . , som laa 400 engl . Mil borte . Man havde sat sig i Forbindelse med en Person , som var ansat der , ikke for direkte at skaffe dem Adgang , men for at skaffe mig en Ansættelse . Naar dette var opnaaet , skulde jeg faa nærmere Underretning . Nogle Uger senere finder man mig installeret som yngst Betjent i koreiZn äspartment af Posthuset i ^v . Det maa her bemærkes , at det ingenlunde er saa vanskeligf at opnaa en saadan Stilling i Amerika , naar man har indflydelsesrige Venner , og for en Tyvebande var det nok værd at skaffe en af sine Medhjælpere Adgang , thi mod Kvartalets Slutning var der i Posthusets Pengehvælvinger samlet meget betydelige Beløb . Forinden jeg tiltraadte min Virksomhed , fik jeg Instrux om at forskaffe min Ven Aftryk af Nøglerne i Vox . Han flyttede sit Opholdssted til og jeg talte daglig med ham . I Løbet af nogle Dage havde han modtaget Voxaftryk af samtlige Nøgler , der vare i mine Hænder , og som jeg kunde faa Adgang til ; dog manglede vi Aftrykket til en væsenlig Nøgle , nemlig til det store Pengeskab i den inderste Hvælving . Det lod til ' af være en Umulighed af skaffe dette ; men den , som vil fremme en Forbrydelse , finder nok paa en Udvei . I flere Dage gik jeg med Vox i opblødt Tilstand , rede til ved første given Leilighed af tage et Aftryk ; en Hændelse skaffede mig det langt hurtigere end jeg ventede . Jeg blev en Dag kaldt op til Chefen , og det paalagdes mig af bære nogle Pakker , indeholdende Værdipapirer , ned til Pengeskabet . Da vi kom derned blev jeg anmodet om af vente , indtil Chefen havde afhentet nogle Papirer i et af Kontorerne i Stueetagen . Da der foruden de omtalte Pakker , som vare blevne nedlagte i et særligt Rum , kun fandtes Sølv- og Guldpenge i Poser , og jeg selvfølgelig ikke kunde bære nogen af disse bort , tænkte Chefen ikke paa nogen Fare ved af lade mig blive ved Skabet , men aflukkede dog for Sikkerheds Skyld Hvælvingens yderste Dør . Saasnart jeg hørte , at Nøglen var taget af Døren , tog jeg mit Vox frem og dannede et godt Affryk af Nøglen . Lidt efter kom Chefen tilstede igjen , og da han lukkede Døren , fandt han mig staaende foran den og betragte en paa den anbragt sindrig Mekanisme , hvis Betydning jeg ikke kunde forstaa . Han spurgte mig , om jeg vidste hvad det var , hvortil jeg svarede , at jeg ikke paa nogen Maade kunde forstaa , hvad Nytte den var til . Derpaa forklarede han mig , at det var et Revolverbatteri , som hver Aften , naar Alt blev lukket , ved en særlig Nøgle , som kun han var i Besiddelse af , blev sat i Forbindelse med Laasen , hvorved en Tyv , som vilde forsøge paa at opbryde Laasen , var ganske sikker paa at faa 6 Kugler i Livet paa sig . Jeg stod som forstenet . En saadan Hindring havde vistnok næppe nogen af mine Venner tænkt sig , og jeg forbandede det Øjeblik , jeg havde givet efter for min lidenskabelige Lyst til Penge . Opdagelsen meddelte jeg strax til Wentworth , som ikke lod sig afskrække deraf ; thi han mente , at jeg maatte kunne faa Leilighed til at lade mig indelukke og ved medbragte Instrumenter fjerne det farlige Batteri fra Døren . Dette var imidlertid en fuldstændig Umulighed , og jeg paastod , at dersom man ikke ved en tilfældig Omstændighed kunde fjerne Chefen fra Kontorerne den Eftermiddag , saaledes at han hindredes i at udføre sin Funktion i Pengehvælvingen , vilde al Umage være spildt . Efterat Wentworth havde konfereret med sine Kammerater , meddelte han mig , at Alt var færdigt til Forbrydelsens Udførelse . Mit Hverv bestod i , at jeg om Aftenen istedetfor at forlade Lokalerne skulde lade mig indelukke , for at jeg ved Bandens Ankomst kunde anvende den Mekanisme , hvorved Jernflodderne , som dækkede hele Husets Frontside , bleve opheisede , og saaledes aabne Tyvene en let Indgang . De to Vægtere , som vare posterede i Kælderetagen ved de Døre , der førte til Pengehvælvingen , maatte enten overgive sig eller bøde med Livet . Aftenen kom . Omtrent Kl . 7 kjørte en Doktorvogn op for Døren til Chefens private Indgang , og en elegant Herre traadte ud og gik ind til ham . Nogle Minuter senere saa man baade Chefen og den Fremmede stige ind i Vognen . Jeg vidste nu , at der vilde blive sørget for , at han ikke kom til at besvære os den Aften ; han var nemlig bleven narret ud til en Slægtning paa Landet . Kort efter , Kl . 8 , bleve Jernskodderne sænkede , og den Ene efter den Anden fjernede sig . Jeg havde taget min Hat og var gaaet ud af Døren , men paa Gangen listede jeg ind paa et derværende Kloset , hvor jeg forholdt mig rolig , indtil jeg kunde forstaa , at alle vare gaaede , og jeg saa , at der var mørkt . Det var blevet bestemt , at jeg skulde aabne en Lem i Skodderne Kl . 12 og saaledes give mine Venner Adgang . Da den bestemte Tid kom , handlede jeg i Overensstemmelse dermed , og udenfor stod ganske rigtig en mig ubekjendt Person . Da Aabningen var helt aaben , steg han ind , og fulgtes i Løbet af nogle Minuter af 4 andre . Derefter blev Aabningen atter tillukket , og vi begave os nu til Kælderen . Paa Veien blev Kassererens Pult undersøgt , hvori der ikkun fandtes omtrent 200 Dollars , hvilke dog bleve medtagne . Endelig kom vi til det længe eftertragtede Pengeskab . — Efter vor Formodning skulde der for Tiden være henved 100 , 000 Dollars , og det var jo nok værd at gjøre sig Uleilighed for . Alle Dørene aabnede sig med Lethed for os , thi Nøglerne vare godt eftergjorte . Da vi kom til Vagten , blev denne saa fuldstændig overrasket , at der ikke var Tale om at sætte sig til Modværge . Rask tog vor Anfører fat paa at aabne det inderste Skab —- Døren bevægede sig tungt paa sine Hængsler — og vi kunde se , hvad der var at tage . Hurtig bleve tyve til tredive Poser med Sølvpenge flyttede ud paa Gulvet . En Mængde meget værdifulde Papirer bleve dernæst tagne ud af Skufferne , og da man antog at have et omtrentligt Udbytte af en 50 , 000 Dollars , begave Tyvene sig atter paa Tilbagevejen . Da vi kom til den Aabning , igjennem hvilken Tyvene vare indladte , blev Skoddet trukket op , og Wentworth krøb først ud . Han gav strax efter Signalet til , at de andre kunde følge efter . Byttet var allerede delt imellem os , og en for en listede vi os ud . Natten var bcrlmørk , og Aftalen var , at vi alle skulde liste os ned til Gadens Ende , hvor vi vilde sinde en Baad , der laa færdig til at føre os over til den anden Side af Floden . Jeg var den sidste i Rækken ; min Formand var en meget smidig og spinkel Fyr og havde listet sig frem med stor Forsigtighed . Da han var omtrent hundrede Fod fra Hjørnet af Gaden , hørte han et svagt Skrig fra den Mand , som var gaaet forud — han standsede og gik langsomt tilbage ( altsaa henimod mig ) . Da vi mødtes , lagde han sin ene Haand paa min Mund , og jeg forstod , at det gjaldt at være taus . Han tog mig under Armen , og vi gik Fod for Fod tilbage og ind igjennem Aabningen til Kontoret . Da vi vare komne ind , sagde min Kammerat til mig , at der maatte være tilstødt vore Kammerater Noget , hvilket kunde han ikke tænke sig , men at vi maatte søge os en Udgang til den Allee , som var bag ved Bygningen , da begge Gadens Ender upaatvivleligt vare besatte af Politiet . Det var imidlertid ingen let Sag ; thi hvert Øieblik kunde man vente , at vore Forfølgere vilde attrapere os ; desuden havde vi aldeles intet Middel til at bane os Vei igjennem Bogholderens Værelse , hvorfra den letteste Udvei var til den nævnte Allee . Min Kammerat var en kæmpestærk Fyr og med forenede Kræfter sloge vi Fyldingen ud . Nu vare vi snart atter ude af Huset , idet vi toge Flugten ud af Vinduet , og med et langt Spring naaede vi Jorden . Vi fkyndte os af alle Kræfter at naa over den store Plads , og gjennem en Mængde smaa Sidegader kom vi hurtig ud af den mest befærdede Del af Byen . Det var ingen let Sag for os at gjøre os rede for , hvad Udfaldet var blevet for vore Kammerater , eller hvorledes vi skulle stille os . Vi vidste ikke , om vi vare mistænkte , eller maaske blot en tilfældig Omstændighed havde foranlediget Opdagelsen . I ethvert Tilfælde vare vore Forfølgere ikke forberedte paa at fange os ; thi ellers maatte man have havt en større Vagt tilstede og navnlig passet paa at modtage os lige ved Udgangen . Vi maatte i ethvert Tilfælde søge at komme bort , men delte var heller ingen let Sag . Vi raadsloge ikke længe , men vandrede frem . Kommunikationsmidlerne ere saa talrige i Amerika , at det var let at komme bort ; men selv om man ikke kjendte de andre Tyve , vilde man dog i ethvert Tilfælde favne mig og naturligvis sætte min Fraværelse i Forbindelse med Tyveriet . Derfor var det ikke muligt foreløbigt at benytte Jernvejen , og vor Plan var derfor at naa en lille By ved Ohio-Floden omtrent 20 engelske Mile derfra , som ofte anløbes af Floddamperne . Da det var blevet Dag , søgte vi at orientere os lidt , og vi fandt , at vi vare i aldeles modsat Retning af Maalet for vor Vandring . Vi formaaede omsider en Farmer til at kjøre for os , og naaede ud paa Eftermiddagen vort Bestemmelsessted . Ved Ankomsten erfarede vi , at man allerede ved Telegrafen var underrettet om det storartede Indbrudstyveri i W . Vort Udbytte havde ikke været stort ; min Kammerat havde omtrent 2000 Dollars og jeg selv omtrent 3000 Dollars . Forøvrigt indeholdt de Aviser , vi kunde faa at se , ingen Meddelelse om , hvorledes Gjerningen var opdaget . Den nceste Dag kom der et Skib , som var bestemt til New Orleans , og vi toge med det . Min nylig fundne Ven og Kammerat var en lystig Fyr , som ikke lod Modet falde , selv om man havde god Grund til at tro , at alle vore Omgivelser vare Spioner . Vi ankom til Memphis . Her kom mange Passagerer ombord ; blandt disse nogle Herrer , som strax fatte sig til Spillebordet . Min Kammerat , der altid søgte Adspredelse , deltog med megen Jvrighed i Spillet og siede kort Tid efter ikke en Skilling . Han bad mig om at laane sig Penge , hvortil jeg var uvillig , men da han truede med at angive os begge , gav jeg efter . Han havde imidlertid ikke Held med sig og tabte paany . Spillet blev nu afbrudt paa en meget ubehagelig Maade , idet nemlig hans Medspillere erklærede , at han spillede falsk , og fordrede ham ilandsat strax , noget , der kan finde Sted , naar Omstændighederne ere meget graverende . Der opsfod et storartet Skænderi , og da Kaptainen kom tilstede , fandt han sig beføiet til at lade min Den John fætte i Arrest ombord . Nu var Situationen meget uheldig for mig , thi min letsindige Kammerat , der for Øieblikket var under stærk Indflydelse af nydte Spirituosa , kunde maasl ' e fristes til at angive os . Det var Aften . Jeg gik op paa Salonens Dæk , røg mig en Cigar og tænkte over min kjedelige Stilling . Min hele Formue bestod af omtrent 50 Dollars — og jeg var forfulgt Paa alle Steder . Jeg frygtede for at blive anholdt og for at min Straf skulle blive livsvarig . Snart blev jeg udreven af mine Drømmerier . Damperen standsede ved en lille By , og det kun for at afsætte min Ven , som var bleven overbevist om falsk Spil . Nogle Dage senere ankom vi til New Orleans . Her haabede jeg at være fuldkommen sikker og var glad over at være sluppen saa godt fra den Historie . Nu var det min oprigtige Hensigt at ophøre med at begaa Ulovligheder , men det er besværligt at holde sligt , især naar man bestandig er omgiven af svigagtige Raadgivere . Da jeg en Dag gik i St . Catharine Street blev jeg tiltalt af en sømandsklædt Person . Jeg svarede ham paa hans Spørgsmaal , og da vi havde talt lidt sammen , fortalte han mig , at det var hans Hensigt at reise til Europa , men at han manglede Penge ; dog kunde han mulig skaffe disse ved et Værdipapir , som han var i Besiddelse af . Da jeg af hans Udtalelser forstod , at her var Tale om at begaa et nyt Bedrageri , asslog jeg først hans Tilbud . Han gjorde mig mere bekjendt med sin Historie og fortalte , at han var bleven anholdt under Udøvelsen af et stort Tyveri i ' VV . , og var flygtet fra Fængslet med to Andre , hvilke atter vare blevne grebne paa Flugten . Iderligere forklarede han , at man var paa Jagt efter ham og et Par Andre , som vare slupne heldigere bort fra Scenen for deres Forbrydelse . Derfor var det ham om at gjøre at komme bort snarest muligt . Jeg havde saaledes en af mine Kammerater for mig , og jeg vidste nu altfor vel , at jeg maatte hjælpe ham for at hjælpe os begge . Men jeg frygtede meget for at præsentere det Værdipapir , han var i Besiddelse af , da man derved let kunde blive opmærksom paa os . Jeg foreslog ham heller at søge en anden Udvei , men det var umuligt ; og da han trak en Avis op af Lommen , hvori var indrykket en Efterlysning ester mig og Oplysning , som kunde lede til Forbryderens Opdagelse , forsvandt alke mine Indsigelser , og jeg besluttede mig til et dristigt Forsøg . At beskrive dette vil fage for lang Tid ; men Enden paa det blev vor Anholdelse . Vi bleve befordrede til ' VV . og maatte udstaa skrækkelige Lidelser i Fængslet . Jeg havde paataget mig at præsentere Vexlen til Udbetaling i Banken ; jeg blev anholdt der , men paastod naturligvis , at Sømanden havde givet mig den , hvilket han benægtede og paastod aldrig at have set mig førend samme Dags Morgen . Da han kom til ' iV . , blev han imidlertid gjenkjendt som den bortrømte Fange , og uagtet ingen af de Andre vilde tilstaa deres Forbrydelse , bleve de dog paa min uforbeholdne Tilstaaelse straffede med 2 og 1 Aar , medens jeg selv slap med den ubetydelige Straf af 3 Maaneder . Denne korte Straffetid var omsider til Ende , og i Straffeanstalten havde jeg ved min Adfærd vundet en Ven i Fængselsdirektøren , som , da jeg forlod Fængslet , forskaffede mig Ansættelse hos en Advokat , hos hvem jeg kunde have banet mig en god Fremtid , dersom jeg ikke ved min idelige Letsindighed havde forspildt mine Venners Tillid . En Vexelhisforie . For nogle Aar siden bemærkede jeg ofte en ung , gentil klædt Mand , som besøgte de eleganteste Kafeer , stadig kom i Theatret og paa andre offenlige Forlystelsessteder . Dette var vel ikke saa ualmindeligt ; men da jeg tilfældigvis fik at vide , at han var Søn af en Skolelærer , forekom det mig , at hans luxuriøse Levnet maaske var lovlig flot . Jeg begyndte derfor at undersøge hans Forhold , men der passerede imidlertid Noget , der kom mig i Forkjøbet . Politiet modtog nemlig i nogle nær paa hinanden følgende Dage Meddelelser fra endel Juvelerers om , at en ung Mand , der snart udgav sig for en Søn , snart for en Neveu af den eller den høitstaaende Embedsmand , havde indfundet sig hos de Paagjældende og udbedet sig medgivet forskjellige Sager . I et Tilfælde havde han præsenteret en skriftlig Anmodning om at erholde 6 Spiseskeer , i et andet Tilfælde , ligeledes med skriftlig Anmodning , erholdt han l Vz Dusin Skeer , en tredie Juvelerer var bleven bestjaalet for et kosfbart Armbaand , besfandig af den samme Person , som i sin Optræden ganske viste sig som en Gentleman , paa hvis Udsagn man aldeles ikke tvivlede . Da man imidlertid efter et Par Dages Forløb ingen Efterretning modtog og derefter sendte Bnd til bemeldte Familier , vilde ingen as disse vedkjende sig at have sendt Bud efter de omhandlede Sager , og de skriftlige Anmodninger , som vare tilstede , vare falske . Falskneren maatte være velbekjendt med Forholdene ; thi Juvelererne , til hvem han havde henvendt sig , stode i stadig Forbindelse med de paagjældende Familier , og han havde ved enkelte Lejligheder havt Anledning til at samtale med dem om denne eller hin Slægtning af vedkommende Familie . En af de Bedragne havde noglx Dage efter , at Bedrageren havde været hos ham , truffet denne paa et Konditori og spurgt ham , om hans Fader havde været tilfreds med de afhentede Skeer , hvortil han svarede : „ Jo , meget vel ! “ og forblev rolig siddende , medens Juvelereren var tilstede . Her var altsaa en „ fin Plattenslager “ tilstede , som endøg brugte Falsum for at skaffe sin Sag Fremgang . En Tyv er farlig , men en listig Bedrager er langt farligere ; dog , Kjøbenhavn aabner ikke saa vid en Mark for den Slags Folk , at de længe kunne holde sig , og det varede naturligvis heller ikke længe , før det energiske Opdagelsespoliti havde Fyren fat . Kosterne fandt man i alle Tilfælde pantsatte paa Assistenshuset , hvorfra man ogsaa fik Leilighed til at anholde ham . Da jeg traf ham , gjenkjendte jeg i ham min Bekjendt fra Kafeerne . Han tilstod naturligvis strax sin Brøde , men tilføiede , at han havde haabet at blive straffet for „ falsk Foregivende “ og ikke for „ Falsk “ , thi han havde i intet Tilfælde forsøgt at efterligne de Paagjældendes Haandskrift , men benyttet sin egen Haandskrift . Han kom imidlertid snart til et andet Resultat . Men midt i sin Ulykke havde han dog Held med sig . Den Overpolitibetjent , som overtog at afhøre ham , havde blandt hans Sager fundet et Par Lotterisedler . En Dag bad Arrestanten en af Politiets Embedsmænd om at faa Oplysning om de i sidste Trækning udkomne Numere . Denne Oplysning blev ham strax meddelt , og han paaviste nu , at en af hans Sedler lød paa et af de udkomne Numere . Der var endnu en Særegenhed ved dette Held : det var Aarets sidste Trækning og den sidst udkomne Tillægsgevinst . Dette Held hjalp nok paa hans Fremtid . Hvorledes hans Straf blev , erindrer jeg ikke ; kun ved jeg , at han var istand til at dække de Tab , han havde foraarsaget ved sine Bedragerier , og jeg tror , at de Paagjældende frafaldt Paastand om hans Strås , eller mulig er han bleven benaadet ; vist er det , at ikke længe efter reiste han til Amerika . Det tør man vel med Rette kalde Held i Uheld . Et snildt Gjemmested . Naar man ser hen til de daglige Beretninger om Tyverier , forundrer man sig over , at Forbrydelsen har et saa stort Omraade , men vil man see hen til , hvem Udøverne ere , saa faar man lettelig Indsigt i , at Nøden i Reglen driver til den slette Handling . Men det er dog heller ikke altid Nøden , som er Motivet , der gives Undtagelser , og det ikke faa , hvor ligefrem Hang til at tilvende sig Næstens Gods har ledet Forbryderne . Politiets Efterforskninger ere oste kronede med Held ; ofte har det vist sig , at man har været Tyven meget nær , ja , man har endog havt Exempel paa , at man i en senere Sag har havt ham under Anholdelse og endog havt de eftersøgte Koster i Hænderne , uden at der er tænkt paa den af Sigte tabte Sag . Et saadant Tilfælde kan muligt interessere Læseren . For endel Aar siden indfandt sig paa Stationen i Pilestræde en Mand , som meddelte , at han i et Hus paa Høibrvplads havde bemærket en ung Mandsperson , som gik fra Dør til Dør i Kvistetagen , hvor Anmelderen selv boede , og der undersøgte , hvorvidt Nogen var hjemme . Da han ikke kunde afgive Forklaring over , hvem han søgte , fandt Anmelderen sig beføiet til at sikre sig hans Person og fik et Par Mænd i Huset til at passe paa ham . Da Politiet derefter kom til Stedet , fandt det en ung Mand , som strax vedgik , at han havde begivet sig op i Huset for at stjæle . Han tilstod ogsaa aabent at have begaaet flere Kvistkammertyverier , om hvilke Politiet i den sidste Tid havde søgt Oplysning . I hans Hjem fandtes mange Tyvekoster , og Politiet fandt i ham en ung og farlig Forbryder . Den unge Mand var Maler af Profession og havde i Vintertiden godt Arbeide . Hans Profession førte det med sig , at han ofte havde Adgang til Beboelsesleiligheder og kunde gjøre sig fortrolig med disses Lokaliteter , hvorefter han udsøgte sit Bytte . Han udførte sine Tyverier enten om Aftenen eller om Morgenen . Blandt hans Forklaringer havde følgende særlig Interesse : Nogle Aar tidligere var han paa sin Profession reist til Lolland . Her arbeidede han ofte paa Landet for sin Mester og boede undertiden et Par Ugers Tid ad Gangen omkring paa Gaardene . Herved blev han , der var en livlig og net Fyr , bekjendt med de fvrskjellige Gaardes Beboere og ofte gjort fortrolig med de huslige Forhold . Saaledes arbeidede han i længere Tid hos en rig Gaardeier og fik Leilighed til at blive godt kjendt med dennes Datter . Hun fortalte ham , at hendes Fader havde mange Penge liggende i Chatollet , og dette bevirkede hos vor unge Mand Lyst til at dele Rigdom med Bonden . Som tænkt , saa gjort . Paa Landet er i Sommertiden som oftest hele Befolkningen ved Middagstid hvilende i Søvnens Arme . En Dag foregav Maleren , at det var nødvendigt for ham at vedblive med sit Arbeide hele Dagen , hvilket naturligvis Ingen havde Noget imod . Da Alt var stille paa Gaarden , steg Maleren ind ad Vinduet i Storstuen , og fra det derværende Chatol tilvendte han sig — efter hans senere Forklaring ved med en Kniv at trykke Laasen ned — 200 Rd . Han gik derefter rolig til sit Arbeide , hvilket han tilendebragte om Aftenen , og tog derpaa til en anden Gaardmand i Sognet . Da Storstuen ofte i længere Tid ikke besøges , hengik her ogsaa nogle Dage , inden Tyveriet opdagedes . Skjøndt uvillig , var Bonden dog nødt til at mistænke Maleren , eftersom han var den Eneste , man kunde henlede Opmærksomheden paa . Ved det derværende Politis Tilstedekomst var Maleren imidlertid gaaet hjem til sin Mester . Han eftersøgtes her , men formodenlig ængstet for Følgerne af det begaaede Tyveri , havde han taget Afsked fra Mesteren og var reisf til Kjøbenhavn . Han var en af de Tyve , som forstaa at gjemme deres Koster godt og ikke lade deres Omgivelser mærke med , at de ere i Besiddelse af større Pengesummer . Han gjorde derfor sin Reise tilfods , og man troede , da han ved Eftersøgning fandtes i Vordingborg , at nu var Fuglen fangen . Ved Anholdelsen var han imidlertid fuldkommen rolig , og hans Forklaring saa tilfredsstillende , at man efter en omhyggelig foretagen Visitation , hvorved Intet fandtes , var nødsaget til at lade ham gaa . Han kom derefter til Kjøbenhavn og ernærede sig ved sin Profession . Politiet i Vordingborg kunde imidlertid ikke fæste rigtig Lid til , at Maleren ikke havde stjaalet Pengene . Det satte sig derfor i Forbindelse med Kjøbenhavns Politi , hvilket i lang Tid virksbmt fulgte Malerens Bevægelse , dog uden Resultat . Engang var han anholdt som mistænkt for et andet Tyveri , men ingen Oplysninger kunde faas om de før nævnte 200 Rd . Vi ville ikke længere for Læseren fortie den sindrige Maade , paa hvilken Maleren havde gjemt de stjaalne Penge . Da han reiste fra Lolland , frygtede han for at blive forfulgt , og da han var bange for , at Pengene ved Eftersøgning mulig skulde blive fundne , skar han sig en saakaldet Naturstok , og i denne udhulede han det Hul , hvori Haandgrebet fastsattes , saa dybt , at der i dette blev Plads til de to Hundrededalersedler . Da Politiet anstillede Undersøgelsen i Vordingborg , tænkte det ikke paa , at Stokken , som det havde ihænde , skjulte den eftertragtede Skat . Her i Byen havde Maleren havt godt Arbeide , og de stjaalne Penge havde han anvendt , lidt efter lidt , til Klæder , Fornøielser etc . , men altid opført sig saaledes , at man ikke kunde fatte nogen Mistanke til ham . Da han bestandig havde Arbeide , havde han saaledes et vedvarende Skjul for sin Forbrydervirksomhed . Men — det gaar til en Tid og saa bliver det opdaget —- som man siger , og saaledes blev det ogsaa Tilfældet her . Kun en tilfældig Omstændighed ledede til at standse denne farlige Indbrudstyv i hans Virksomhed . To undvegne Forbrydere . En Sommermorgen for nogle Aar siden bemærkede Lodsfolkene paa Toldboden , at en Seilbaad kom ind paa Rheden søndenfra og istedetfor at gaa op til Toldboden , styrede ret hen til en ved Forbiseiling henliggende engelsk Damper , paa hvilken de i Baaden Værende gik ombord . Kort efter kom en Mand iland med Baaden , kjøbte noget Proviant og tog atter ombord paa Skibet , som strax efter skulde seile . Det vakte endel Opmærksomhed , at Tydskeren , som kom iland med Baaden , saa yderst forkommen ud og fortalte , at han havde feilet fra Stralsund og hertil i den lille Baad . Da derfor netop paa samme Tid en Overbetjent tilfældig kom ud paa Toldboden , omtaltes det for ham , og han begav sig ombord paa Dampskibet . Efter at have samlet endel Oplysninger der , hvilke tydelig viste , at der maatte være noget Galt , tog han op paa Politikammeret for at hente Assistance . Da Politiet atter kom ombord paa Damperen , var det paa høie Tid ; den skulde netop til at afgaa . Dampskibets Besætning angav , at de tidlig om Morgenen , strax efter at de vare ankomne hertil , vare blevne pralede af den ældste af de to Mænd , som vare ombord i Baaden . Da disse kom ombord , sank den yngste af dem , der var mest forkommen , bevidstløs om , og den ældre forklarede nu , at de vare bievne enige om at bruge Baaden til at seile herover i , og tilbød den som Betaling for Passagen til England eller ogsaa at betale denne kontant . Penge syntes de ikke at mangle . Man henvendte sig nu til den Ældste og spurgte ham om Navn etc . Han angav at hedde R . , at være Fifler fra en lille By ved Østersøen og at han var paa Veien til England , for i Forening med sin yngre Ven at søge Hyre paa oversøiske Havne . Denne Forklaring kunde være meget god , og da han dertil fremviste en Søfartsbog og andre Papirer , der fuldkommen viste Rigtigheden af hans Udsagn , saa var det vel muligt , at han kunde have duperet en mindre forsigtig Opdagelsesbetjent . Ved at efterse Papirerne udfandt man , at han maatte være omtrent 29 Aar gammel , hvorimod Papirernes Eiermand bar Præget af at være omtrent 45 Aar . Hans Ledsager , som han udgav for at være Jungmand og at have faret tilsøs i 4 Aar , havde „ mistet sine Papirer “ — meget uheldigt ; men endnu uheldigere var den Omstændighed , at han fuldstændig bar Præget af en Modejunker , og i Klæder og Optræden aldeles manglede Sømandens ejendommelige Væfen . Han saa ud til at være c . 22 Aar . Politiet kunde ikke gjøre lang Parlamentation ; med Kaptainens Samtykke førtes de mistænkelige Personer iland og til Hovedstationen . Situationen var noget gaadefuld . Hvor vare de fra ? Hvad havde de forbrudt ? Den Ædste bar Præget af Udholdenhed og Djærvhed — en rigtig rask Sømand . Der var ikke Forbryderens ængstelige Kryben , men Bestemthed og Fasthed læstes i hans Blik . Hans Kammerat var eiheller nogen forhærdet Forbryder — hvorledes vare disse to Mennesker , forfljellige i Stand og Alder , blevne enige om at foretage en saadan Seilads over Østersøen . Den LEldste var meget rolig og resigneret ; blev han tiltalt , svarede han Ja eller Nei , og syntes at have meget vanskeligt ved at forstaa Betjentene , som tiltalte ham paa Tydsk . Den Angre var saa afkræftet , at han strax faldt i Søvn . Da han havde sovet noget , blev han vækket , og vaagnede med Udraabet : „ Ach , meine liebe Mutter ! “ Den , som vækkede ham , tog Anledning til at spørge ham , hvor hans Moder var , og fik til Svar , at hun boede i Berlin i —gade . Lidt efter beklagede han sig , sladig i en halv Døs , over den skrækkelige Nat , han havde tilbragt paa Søen , og spurgte hvor P . var . Nu vidste man altsaa , at R . hed P . Efter at have sovet nogle Timer og nydt god Forpleining tilstod han , at hans Navn var S . , at han tilligemed P . havde været arresteret i N . N . Fæsfning ved Østersøen , hvorfra de havde set Lejlighed til at undfly . Han var for omtrent et halvt Aar siden bleven arresteret for Utroskab mod sin Principal , en Kjøbmand i en mindre By i Tydskland , og indsat i Byens Fængsel . Bekjendt med Fangevogteren fra sin Barndom havde han faaet flere smaa Friheder , som han tilsidst benyttede til at gaa bort en Dag , da Fangevogteren af Uforsigtighed havde ladet Porten staa uaflaaset et Øieblik . Han skjulte sig nu i Nærheden af Byen til det blev mørkt , og gik derpaa til en Slægtnings Hus nogle Mile ude paa Landet . Her fik han Hjælp i Klæder og Penge , og søgte at komme til Hamborg . I Buchen , hvor Vognene dengang skiftede , kom han ind i en Kupee , hvor han uheldigvis blandt de Reisende traf paa — sin Principal . Resten er ikke langvarig at fortælle . Han blev paany anholdt , arresteret og ført til Fæstningen N . N . , hvor han skulde afvente sin Dom . Her kom han kort Tid efter til at dele Celle med P . Denne var arresteret som mistænkt for Smugleri , og da dette ikke var første Gang , og hans Smuglerier vare saa dristige , at han var en sand Skræk for Toldvæsenet , blev der passet nøie paa ham . Hang til Smugleri havde han taget i Arv fra sine Forfædre , Familiens Navn var almindelig bekjendt langs Østersøen . At sætte en saa uforfærdet Sømand sammen i Fængslet med en ung Mand , der allerede havde vist Tilbøjelighed til at søge Friheden , var næppe nogen klog Handlemaade , og Følgerne udebleve ikke . Aldrig saasnart erfarede P . af sin Medfange , at han ventede 8 Aars Tugthusarbeide , før han opmuntrede ham til i Forening med sig at søge Friheden . Denne behøvede ikke mange Overtalelser , før han indvilligede , og nu var der altsaa kun tilbage at finde en Maade for dem at flippe ud paa . Da P . havde vundet sin Medfanges Fortrolighed , betroede han ham , at han havde en meget fin lille Fil indlagt i Saalen paa den ene af sine meget tykke Sko . I det Vat , som fandtes i hans Kastet , var der et Papir , som var overklæbet med et ætsende Stof , tjenligt til at afgive betydelig Hjælp ved Overfiling af Jernstængerne . Man kan saaledes se , at han altid tænkte paa at være forberedt paa eventuelt Fangenskab og Flugt . Tiden gik . Det strenge Opsyn , som i Begyndelsen vedholdende blev holdt med dem , aftog lidt ; de fik Tilladelse til at gaa paa den almindelige Arbeidssal , dog med Forbud mod at tale til Nogen . Ogsaa dette var beregnet ; man arbeidede der med at oppille Tovværk , og daglig at føre en Lomme fuld deraf med sig tilbage til Cellen , samt at fabrikere et Tov , var en let Sag for en Smugler . Endelig var Tovet færdigt — men hvorledes skulde de komme ud af Cellen og ud af Forgaarden ? En Søndag Eftermiddag ringede det stærkt paa Vogteren fra vore Heltes Celler . Da han kom til dem forlangte Smugleren at tale med Dommeren ; han vilde bekjende sin Brøde . Da dette ikke kunde finde Sted den Dag paa Grund af Dommerens Fraværelse , maatte det opsættes til næste Dag , og Vogteren , der var en godmodig Fyr , indlod sig i Samtale med Fangerne . De klagede over , at der var saa varmt i Cellen , og bad ham om at lade Ventilerne og Dørene paa Gangene helt ned til Gaarden staa aabne for at faa frisk Luft . Han beklagede , at Inspektøren var ude , og at Overvagtmesteren heller ikke var tilstede , for at han dog kunde have skaffet dem nogen Extraforpleining og maaske en Extratur i Gaarden . Fangerne hørte disse Bemærkninger , ytrede deres Glæde over Vogterens Forekommenhed og udtalte stor Taknemmelighed for at faa saa megen frisf Luft som mulig . Da Vogteren var gaaet , begyndte Smugleren sit Værk . For Cellen var der to Døre , hvoraf den ene ikke var tillukket nu . Med Lethed arbeidede han ved Hjælp af Filen , saa at Laasen svækkedes , og med nogle stærke Stød fløi Døren op . Men der var endnu langt tilbage , inden Fangerne kunde naa udenfor Fængslets Mure . Begge Fangerne toge Skoene af og listede sig , efter atter at have tillukket Døren , op fil Loftet . Her fandt de Lugerne aabne fil den indre Gaard ; Fangevogteren saa de i Samtale med sin Familie i en lille Have udenfor Fængselsgaarden , og da deres Aftensmad allerede for lang Tid siden var tildelt dem , og da Eftersynet , som almindelig fandt Sted om Aftenen , først vilde blive foretaget , naar Overopsynsmanden kom tilstede , formodede de at have nogle Timers Frist . Ved at undersøge Loftslokalerne fandt de det Værelse , hvor Fangernes Klæder opbevares , og her henstod S . ' s Kuffert . Nøglen var i , og hurtig samlede de en Bylt Klæder og andre Fornødenheder i et Tørklæde , og nu gik de rundt paa Loftet for at finde et passende Udgangspunkt . Endelig fandt de , at de maatte gaa ud af den Luge , som førte ned til Baggaarden , saaledes at de mulig kunde slippe ild gjennem Inspeklørens Have . De maalte Tovet , og til deres store Glæde fandt de , at det var tilstrækkeligt langt . Endelig var Tovet forsvarligt fastgjort , og nu lod Smugleren sig først fire ned , idet han samtidig førte Bylten med sig . Da han og derefter S . vare komne ned , befandt de sig paa Taget af en lille Bygning , som vendte ud til den nævnte Have , men til deres Skræk opdagede de mellem Haven og Landeveien en Kanal . Bygningen , de stode paa , var omtrent 8 Alen høi , og den letteste Maade at undslippe paa , var at springe i Vandet og svømme over paa den anden Side . Dette foreslog Smugleren , men S . , der var bange og ikke kunde svømme , nølede med at give sit Samtykke . Medens han stod og betænkte sig , greb Smugleren ham om Livet og sprang ud i Vandet med ham . Kæmpestærk og en dygtig Svømmer , som han var , lykkedes det ham at bringe sin Lidelseskammerat velbeholden i Land . Bylten med Klæderne gik naturligvis tabt , men Smugleren og hans Ven vare i Frihed . Mørket var faldet paa , og de begave sig strax til Smuglerens Hus , omtrent 1V , Mil derfra , hvor Familien naturligvis blev meget overrasket . De turde ikke opholde sig længe , men gjorde Aftale med Smuglerens Broder om at træffe ham næste Nat et Sted i Nærheden ved Stranden , hvor han da skulde have en Baad i Beredskab , for at de dermed kunde flygte videre . Derpaa forlode de Smuglerens Hjem , efter at han havde forsynet sig med Penge og lidt Proviant , og gik tik en 2 Mil derfra liggende Skov , hvor de skjulte sig til næste Aften . Da Natten faldt paa , gik de til det aftalte Sted , hvor Broderen ganske rigtig ventede dem , og efter en hjertelig Afsked med denne satte de fra Land , for i den lille Baad at foretage Reisen over Østersøen . Det var oprindelig Hensigten at tage over til Sverig , men de bleve førte herop af Vinden , og da Smugleren bemærkede , at det engelske Dampskib gik herind paa Rheden , ansaa han dette for en gunstig Leilighed . Overfarten havde været meget anstrengende og varet i 2 Nætter og 1 Dag , og oet maatte kun tilregnes Smuglerens Raskhed og Dygtighed i sin Sømandskunst , at de kom velbeholdne hertil . Da derefter Smugleren blev forhørt , vilde han aldeles ikke kjende noget til den as hans Kammerat afgivne Forklaring . Efter at Politiet havde telegraferet til alle østersøiske Havne om Oplysninger og navnlig til N . N- , fremkom ogsaa derfra Bekræftelse paa S . ' s Forklaring . Desuagtet vedblev Smugleren sin Paasland . En af de yngre Betjente , hvis Tjenesteforretninger ofte bragte ham paa Toldboden , fik at vide , at en Skibsprovianteringshandler i sin Tid , da P . førte en Skonnert , havde handlet med ham , da han med sif Skib var her i Havnen . Den Handlende havde endog et Bevis ihænde fra P . , og ved at lade P . skrive nogle Linier , viste hans Haandskrift sig at være fuldkommen lig den , hvormed Beviset var skrevet . Han vedblev sin Nægtelse , ja endog da Hr . F . , den omtalte Handlende , der var tilkaldt og bestemt havde gjenkjendt ham , tiltalte ham og erindrede ham om det skyldige Beløb . Men endelig kom der da et Bevis , som han ikke kunde modsige . Fra N . N . indløb 2 Dage efter 2 Fotografiportræter paa de efterlyste Forbrydere , og nu nægtede Smugleren heller ikke længer sin Identitet . Han fortalte nu , hvorledes han gjentagne Gange havde været anholdt som mistænkt for Smugleri og at hans Fader i mange Aar forud med Held havde drevet denne Trafik . I sin Tilstaaelse forklarede han , at det kun var af Hensyn til den unge Mand , at han standsede her paa Rheden , thi han frygtede for , at hans Ledsager ikke kunde udholde endnu en Nats Anstrængelser . Som Vinden var vilde han med Lethed have ført sit skrøbelige Fartøi til Frederikshavn eller Skagen , hvor han haabede ubemærket at kunne have gjort Landgang . Jeg havde Leilighed til at tale med Smugleren i Fortrolighed , og det var et hjerterørende Syn at se den kraftige Sømand græde , naar han talte om sine kjære smaa Sønner . Maaske mine Læsere ere trættede ved Smuglerens Historie — jeg kan ogsaa nu slntte med at tilføie , at begge de undvegne Fanger kort efter bleve oversendte til N . N . , ledsagede af 2 Overpolitibetjente , idet Reisen gik over Malmø og Stralsund . Fangernes Skæbne var respektive 8 Aars Tugthusarbeide for S . og 5 Aars Fæstningsarbeide for P . En Hemmelighed . „ Hvem er den Herre , som ledsager Dem ? “ — spurgte jeg en Bekjendt , jeg en Aften mødte paa en Basar i 1864 , der afholdtes i et velgjørende Øiemed . „ Altid nysgjerrig “ , var Svaret , „ forresten kan det dog maaske interessere Dem at faa at vide , at det er en Amerikaner ved Navn Gray , udsendt af de Konfødererede — ja , hvorfor , det forstaar jeg ikke . “ Manden lignede paafaldende en Tydsker , som jeg tidligere havde mødt i Amerika , og skjønt det var mange Aar siden , gjenkjendte jeg ham , saasnart jeg blev forestillet for ham . Vor Samtale henledtes paa forskjellige Ting , men Mandens Adfærd var besynderlig , og jeg trak mig tilbage for at iagttage ham her og ved senere Leiligheder . Den næste Dag søgte jeg Oplysninger om ham , og disse satte Manden i et meget mystisk Lys . Han var ankommen faa Dage forud og havde taget Ophold i et mindre Hotel i Nyhavn . Han var kun tarvelig , ja , næsten lurvet klædt , førte kun en lille Vadsæk med sig — han syntes derfor ikke at kunne være engageret til at reise i den konfødererede Regerings Tjeneste . Snart erfaredes det , at han søgte at „ slaa “ hos forskjellige høitstaaende Familier , og at dette var lykkedes paa flere Steder . Han søgte Kredit hos en Sfræder i Nærheden — det lykkedes ham ogsaa som Udlænding og „ Gesandt “ — og han fik sig en bedre Klædning . Skræderen fik derimod ingen Penge . Nogle Dage efter indfandt en Herre sig hos mig paa Politikammeret og bad mig at ledsage sig til det omtalte Hotel , da han meget ønskede en Forklaring af Mr . Gray . Paa Veien fortalte den Fremmede mig , at han vidste , at jeg paa flere Steder havde spurgt om paagjældende Gray , som vexelvis , formodenlig af Rangsyge , — kaldte sig Kaptain og Oberst . Han havde flere Gange modtaget Besøg af Gray , som ønskede at sælge en Opfindelse paa at tilberede et galvanisk Stof , som kunde benyttes til at forsølve Sager med saaledes , at de bleve fuldstændig lig ægte Sølv . Paagjældende , som var Juveler , havde ogsaa halvveis indladt sig med Gray , og da denne samme Formiddag havde været hos ham , var han et Øieblik bleven kaldt ud af sit Kontor , og imedens havde Mr . Gray set Lejlighed til at tilvende sig et Etui , indeholdende en kostbar Brystnaal . Juveleren kom tilbage og tilbragte omtrent en Timestid med , i Forening med Gray , at experimentere . Derefter fjernede Gray sig , som om intet var passeret , og uagtet Etuiet havde været placeret ligefor Juveleren paa Bordet , bemærkede denne dog ikke dets Forsvinden før flere Timer efter Grays Bortgang . Han ilede strax til Hotellet , men fik den Besked , at Mr . Gray aldrig kom hjem før Kl . 7 om Aftenen . Nu var det , at vi skulde besøge ham . Men Fuglen var fløiet . Hans Vadsæk var imidlertid uaflaaset efterladt i Værelset , og man forsøgte nu af dens Indhold at forskaffe sig nogen Kundskab om , hvem Manden egenlig var . Der fandtes engelske Breve fra næsten alle Egne af Amerika adresserede til Kaptain , Oberst eller Major Gray , andre til Mr . Thomsson , atter andre til I . Jester , Esq . Liverpool — , de fleste Breve vare adresserede til sidstnævnte Sted , medens atter andre vare adresserede til London , Paris , Berlin og mange andre Steder kost restants , saa at Manden maatte have ordnet sin Tur forud og staa i stadig Korrespondance med Nogen . Af Brevene fremgjjk det , at han blev anmodet om Pengebidrag , uagtet det af andre Korrespondancer syntes , som om han stadig var forfulgt . Hans øvrige Korrespondance tydede paa , at han agtede at udgive et Værk , af hvilken Natur var det imidlertid umuligt at fatte . Forøvrigt kunde man ingen Oplysning faa , og da det den Aften var for sent for Eftersøgning hos Pantelaanere og Juvelerer , saa skiltes vi ad . Tidlig næste Morgen begyndte atter Forfølgelsen . Man fik snart Underretning om , at Gray var « freisf med Middagstoget til Korsør , og paa flere Steder havde forsøgt at pantsætte den stjaalne Juvel . Manden var altsaa en reisende Tyv , og hans Forretninger havde formodenlig ikke været meget glimrende i den sidste Tid , thi ellers havde han vel sørget for en gentilere Optræden . At han imidlertid var en begavet Mand og forhen havde været i Karriere , det mindedes jeg tydeligt , men hvorledes han var kommen i denne Situation , var mig uforklarligt . Paa Hotellet havde han fortalt , at hans Kuffert var bortkommen for ham i Hamborg , og havde meget beklaget , at han derved havde mistet saavel Klæder som særdeles vigtige Papirer . Der blev naturligvis sendt en Opdagelsesbetjent til Hamborg , men denne vendte snart efter tilbage uden Resultat . Omtrent 6 Uger senere modtog den Besfjaalne Brev fra en Hamborgerjøde H . , boende i Stubbenhuk , som tilbød ham at forskaffe ham det stjaalne Smykke for en Sum af 800 Rd . Uden at underrette Politiet afreiste han uopholdelig til Hamborg og traadte i Forbindelse med Jøden , med hvem han dog ikke kunde blive enig om Afstaaelsessummen . Jøden paastod , at han havde kjøbt det af en fornem Russer , som havde opgivet , at Juveleren under Russerens Ophold i Kjøbenhavn havde tilbudt ham 600 Rd . for Smykket . Da Juveleren indsaa , at det var umuligt for ham at faa fat i Smykket , besluttede han sig til at forlange Politiets Medvirkning . Et Par Opdagelsesbetjente afsendtes for at assistere ham , og Jøden blev anholdt af Hamborgerpolitiel . Jøden opgav strax sin Hjemmelsmand , boende i Wandsbeck . Man fandt ogsaa denne Mand , en ældre Russer af et nobelt Ddre , og en Personlighed , som røbede , at han havde tilbragt sit Liv i mangeartede Forhold . Han tøvede ikke med at fortælle , at en Sachser ved Navn Schwabe , som han i sin Ungdom havde lært at kjende ved Universitetet i Jena , havde henvendt sig til ham og anmodet ham som Mellemmand at foranstalte Salget af et meget kostbart Smykke , som han , der for videnskabelige Studiers Fremme havde opholdt sig nogen Tid i Kjøbenhavn , dengang vilde have solgt til Juvelereren N . N . , dersom denne vilde have givet ham 800 Rd . derfor . Nu var hans Nød bleven alvorligere , Vinteren stod for Døren , og han maatte til enhver Pris afsætte sin Skat . Russeren havde nu henvendt sig til Jøden , og denne var pr . Kommission traadt i Forbindelse med Juveleren her i Byen . Hvor Sachseren Schwabe alias Amerikaneren Gray var , det vidste Russeren naturligvis ikke . Han kom stundom til ham om Aftenen , efter at det var blevet mørkt , men hvor han boede , det kunde man ingen Underretning faa om . Aarvaagenheden blev ikke lønnet med noget heldigt Resultat , og en Maaned ester vendte Opdagelsesbetjentene tilbage til Kjøbenhavn i Forening med Juveleren , som jo egenlig selv havde fundet sin Juvel . Hvad der blev af Gray , det forblev en Hemmelighed , hvorimod vor ny Ven , Russeren , et Aar senere atter dukkede op i en større Sag . Sølvtyven . For endel Aar siden var Landet hjemsøgt af en Mand , som med en paafaldende Dristighed forøvede Indbrudstyverier , snart i en Provinds , snart i en anden , uden at Lovens Haandhævere kunde gribe ham . En tilfældig Omstændighed ledede imidlertid til hans Opdagelse , han blev anholdt og inddømt til 16 Aars Tngthusarbeide . Da han blev løsladt , skulde han som sædvanlig føres til den Kommune , hvor han hørte hjemme , men han havde opsparet sig ikke mindre end 400 Rd . og ytrede Lyst til at reise til Amerika . Dette Ønffe var der naturligvis Ingen , der havde noget imod , men Aarstiden var uheldig , og han blev derfor raadet til at vente her i Byen nogle Uger til Skibsfarten fra Hamborg var mere regelmæssig . Han fandt imidlertid ingen Lyst til at vente og blev derfor sendt bort , idet man antog , at han nok passede at komme bort fra Hamborg , han var jo en løsladt Fange , som havde udstaaet hele sin Straffetid , og vilde vel ikke saa snart begynde igjen . Han reiste . Et Par Maaneder efter meddeltes der fra nordre Birk om nogle hurtig paa hinanden udførte Indbrudstyverier hos nogle af Beboerne paa Strandveien . Kosterne bleve eftersøgte her , men man fandt intetsteds noget Spor af disse . Kort efter anmeldtes dristigt udførte Indbrudstyverier her i Byen , men intet Spor af Kosterne . Politiets største Aarvaagenhed blev sat paa Prøve , men der kom kun idelige Meddelelser om ny Forbrydelser , og intet Spor , ikke det allerringeste var at finde . Omtrent i Juni Maaned meddeltes der Underretning fra Skjelskør Egnen om et Indbrud i en Kirke , hvor blandt Andet et Par meget svære Alterstager vare sljaalne . Et Par dygtige Opdagere bleve sendte derned , og de Oplysninger , de samlede paa Stedet , havde i ethvert Tilfælde nogen Værdi . Tyven havde for at skaffe sig Adgang til Kirken baaret en Stige omtrent Vz Mil fra det Sted , hvor den var borttaget . Ved at ituslaa Ruden , hvorved han banede sig Vei ind ad Kirkevinduet , havde han benyttet en Klud oversmurt med grøn Sæbe , og efter at have skaaret Ruden ud , trykket det løsgjorte Glas til sig med Sæbekluden , hvorved han undgik al Støi . Beboerne af Landsbyen kunde forøvrigt ikke give nogen Oplysning ; men bemærkede , at Dagen før Tyveriet blev begaaet , havde en ældre Mand , som foregav at forhandle Kniplinger og Bomuldstøi , af hvilke Sager han medførte en Prøvebog , besøgt Byen . Han havde ylret Lyst til at se den smukke Kirke indvendig . Synet af den havde gjort et godt Indtryk paa ham , da han passerede den paa Landevejen . Dette hans Ønske blev opfyldt , og han var bleven lukket ind og ud af Bagdøren , idet hans Veiviser havde sagt , at Nøglen altid sad i Hoveddøren , hvilken ogsaa af Tyven var bleven benyttet til Udgang . Betjentene fremviste et Portræt af den Fange , jeg før omtalte , som afreist til Hamborg , men Bønderne gjenkjendte ham ikke , for han havde jo intet Stjæg . Maaden , hvorpaa hans Tyverier vare udførte , navnlig det her nævnte Kirketyveri , var særegen for den løsladte Fange , som vi ville kalde X , og man var nu vis paa , at han var den længe eftersøgte Tyv . Omtrent en Uge senere meldtes der fra et af de kongelige Slotte i Omegnen , at dersteds var begaaet et meget drisfigt Tyveri , thi Tyven havde forøvet sin Gjerning ved høilys Dag i et Værelse , hvori han var steget ind fraHaven og havde fra et Bord sammesteds borttaget et Gulduhr , nogle Nipssager samt en Brosche , som havde et særligt Kjendemærke . At Politiet under disse Omstændigheder anstrengte sig af yderste Evne , er selvfølgeligt . Forskjellige Hold bleve udsendte i Landet , og saavel Jylland som Øerne bleve gjennemstreifede tilfods for mulig at opspore den Aland , man saa vel kjendte , men hvis gaadefulde Tilstedeværelse og Forsvinden man ikfe ret kunde forklare sig . Aledens to Betjente holdt sladig Opsyn med Dampskibene i Korsør , Helsingør , Helsingborg og Malmø , var der allerede længe forud afsendt en Overbetjent og Inspektionsbetjent til Hamborg , hvor de underhaanden undersøgte X . s Forhold , siden hans Ankomst dertil . Man fik snart at vide , hvor han havde indlogeret sig efter sin Ankomst . Snart erfarede man , til hvilken Udvandreragent han havde henvendt sig , og nu gik det rask med Oplysninger . Han havde været nødsaget til at opholde sig der omtrent 4 Uger for at komme bort . Imidlertid havde han gjort Bekjendtskab med et dansk Fruentimmer , som opholdt sig i en derværende Privatanstall , havde udkjøbt hende deraf og en Tid levet sammen med hende . For nogen Tid tilbage havde man tabt begge Personer af Syne , dog var der Enkelte , som da de tilspurgtes , ytrede , at de havde set X . fornylig . Politiets Udsendinge vare begge dygtige Mænd , som nok kunde løse Opgaven , dersom det var muligt . Overbetjenten udgav sig for Udvandreragent herfra Byen , navnlig fordi han ikke talte videre godt Tydsk ; Inspektionsbetjenten havde tidligere som Haandværker arbeidet i Tydskland i mange Aar , og besad i Forening med sine udmærkede Kundskaber i Sproget en Personlighed , der vanskeligt kunde bringe nogen til at tvivle , naar han udgav sig for Hestehandler fra Holsten . De skiltes ad og boede hver for sig , passede de Steder , som det var nødvendigt at holde Oie med , og stode naturligvis i stadig Rapport til hinanden . Daglig modtoge de Meddelelser om ny Tyverier begaaede her , samt Beskrivelse over Sager , som kunde antages at blive falbudte i Hamborg . Betjentenes Anstrengelser lønnedes omsider , da de hos en Juveler fandt den tidligere omtalte , let kjendelige Brosche . Man foreviste Juveleren X . s Portræt — og han gjenkjendfe i det den Person , af hvem han havde kjøbt Broschen . Men Hamborgerne ere ikke saa lette at faa noget ud af , og det blev senere meget vanskeligt at faa udleveret de kjøbte stjaalne Sager . Herhjemme fremkom der ikke noget Spor af Tyven . Snart mærkedes hans Virksomhed i Nordsjælland , snart i Sydsjælland , men altid paa Herregaarde og Lyststeder eller Kirker — og altid med rigt Bytte — Sølv og rede Penge . Paa et Lyststed ved Vedbæk sad et Selskab en Aften i Haven og spøgte om Dagens Helt , som nn daglig omtaltes i Bladene . Man var ved at skulle gaa tilbords , da en af Husets Beboere bemærkede et Lysskær i sit Soveværelse . Han gik derop , men da han ingen fandt i Værelset , gik han atter ned for at spørge Tjenestefolkene , hvem der havde tændt Lyset . Ingen vidste Noget derom eller kunde forklare , hvorledes det var gaaet til , og da den unge Mand havde slukket Lyset og aflaaset Døren , tænkte han ikke mere paa den Sag , før han , da han om Aftenen gik tilsengs , paa sit Natbord fandt en lille Seddel , tilsyneladende udrevet af en Lommebog , hvorpaa var fkrevet med Blyant : „ De spøgte nede i Haven om X . Han har besøgt dem i Aften , men ikke fundet Noget , der var værd at have . “ Nu blev der Allarm paa Gaarden , strax sendtes der Bud hertil , og saa hurtig fle kunde , udgik der ny Streiftog til Egnen , men ' forgæves . Tyverierne begyndte nu at indskrænke sig til Hovedstaden . Man var overbevist om , at det var X . , thi den Dristighed hvormed Tyverierne udførtes , var ham egen — men hvor Kosterne bleve af , det var endnu en Gaade . Et af disse Indbrud kunde maafle interessere Læserne . I en af Hovedgaderne var Herskabet bortreist , og Opsynet med Værælserne var anbetroet et ældre Fruentimmer , som Familien i mange Aar havde kjendt , og om hvis Troskab man ikke nærede Tvivl . En Aftenstund i Juli Maaned indfandt der sig en celdre Mandsperson og spurgte om en Familie , som ikke boede der i Huset . Han vidste at komme i saa behagelig Samtale med den skikkelige Tjenestepige , at hun tillod ham at maatte besøge sig igjen . Der hengik en hel Ugestid , før hun fik et nyt Besøg — Konversationen førtes altid paa Trappegangen — og nu opfordrede han hende til at foretage en Spadseretur med sig paa den smukke Sommeraften , istedetfor at sidde hjemme . Hertil var hun dog uvillig , men han inviterede hende derpaa med sig i Tivoli næste Søndag . Tjenestepigen har vel tænkt , at det aldrig kunde sorvolde hendes Herskab nogen Skade , om hun tog sig en billig Fornøjelse . Vi ere jo alle Mennesker . Søndagen kom , og hun gik i Tivoli med sin ny Ven . Han var meget beleven , gentil men ikke flot , dog lod det til at være en „ rigtig pæn Mand “ — hendes eget Udtryk . Af Forsigtighed — Damerne ere jo let udsatte for Lommetyve — bar han hendes Nøgler . Man morede sig fortræffeligt , og da den galante Kavaler om Aftenen tog Afsked ved Damens Dør , blev man enig om mange Ting , blandt Andet skulde man næste Søndag i Dyrehaven . Det maa imidlertid bemærkes , at Indbrudstyverierne ingenlunde vare standsede . De forefaldt meget hyppigt med 4 ä 6 Dages Mellemrum . Vort Par tog paa den bestemte Dag i Dyrehaven . Læseren ved jo nok af Erfaring , at en smuk Søndag Eftermiddag i Dyrehaven er altfor behagelig til , at ikke enhver Kjøbenhavner , som kan , tager Anledning til at ryste Støvet af sig og trække frisk Luft . Selvfølgelig var der meget fuldt allevegne . Da man skulde hjem fra Klampenborg-Stationen , var der saa megen Tumult , at det ikke var saa forunderligt , at Herren og Damen bleve adskilte i Trængselen . Saaledes kan det hænde uden Overlæg — men her var det beregnet . Den stakkels Tjenestepige kom først meget sent hjem , og ventede ved Husets Dør at finde sin „ gode Ven “ , men fandt istedetfor at han , for at spare hende Ulejligheden med at lukke op , havde aabnet Døren med en af de Nøgler , som hun af Forsigtighedshensyn havde betroet ham . For at hun ikke oftere skulde uleiliges med at føre Opsyn over Herskabets Sølvtøi , havde han taget det i midlertidig Bevaring . At Udbyttet af denne Forretning ikke har været ringe kan man se deraf , at han tillige stjal en Torvekurv til at bære det bort i . Jeg ytrede , at han havde taget det i midlertidig Bevaring . Tivoli havde besluttet at feire sin Stiftelsesdag med Giands og Pragt , men det skulde være anderledes . Regnen styrtede ned i Strømme , den røde Plakat gjordes aldeles overflødig , man kunde ikke gaa ud i den stærke Regn . Ud paa Natten blev det dog bedre Veir , og den patrouillierende Betjent foretog sig en Tur langs Kristi ans havns Vold . Det forekom ham , at han i et tæt Bustads nær ved Amagerport bemærkede et Lys , ligesom fra en Lygte . Da han stod stille for nærmere at iagttage det , bemærkede han , at Lyset skiftede Plads . Han turde ikke nærme sig Stedet for ikke at vække Opmærksomhed , og han ventede derfor iHaab om at der mulig kunde komme Hjælp . Efter at have ventet en god Timestid kom der en Inspicerende til ham , som han meddelte sin Opdagelse . Man tænkte naturligvis strax paa X . og traf Forholdsregler . Et Par Betjente blev fra de nærliggende Gader i Stilhed hentet til , og man søgte at omgaa Lyset . Endelig kom man til Stedet , hvor man , da man kom nær nok , bemærkede en Mand gravende i Jorden . Rask gik Betjentene ind paa Arbeideren . Paa Tilspørgsel svarede han , at han i en Drøm havde faaet Meddelelse om , at der henlaa en Skat paa dette Sted , og da han ikke turde betro nogen sin Hemmelighed , havde han besluttet sig til alene at undersøge , om det forholdt sig rigtigt . Nogen Bekræftelse troede han at have faaet , idet han netop , som Betjentene kom til ham , havde fundet et Stykke af en Sølvsie . Betjentene , der troede at gjenkjende X , mente dog , at det var bedre , at denne Søgen efter Skatten blev foretagen i Vidners Overværelse , og helst at der skete en Meddelelse til Politiet , som vistnok gjerne vilde være ham behjælpelig . Drømmeren indsaa , at her ikke var noget at stille op med Indsigelser og fulgte med til Stationen . Paa Politikammeret gjenkjendtes han som den længe savnede X . Atter var en Byrde lettet for de flittige Opdagelsesbetjente , af hvilke mange havde gjennemgaaet haarde Strabadser . Som en Kuriøsitet kan nævnes , at to Betjente , som i flere Uger i Træk havde vandret omkring paa Landet fra Landsby til Landsby , i den Grad vare ukjendelige , at da de i en Kjøbstad henvendte sig til en Embedsmand , vilde denne ikke tro deres Udsagn , før de forskaffede fyldestgjørende Beviser herfra . Da de kom hertil , lignede de et Par reisende „ Geseller “ . Da Udgravningen blev fuldendt , fandt man særdeles mange as de stjaalne Koster . X . ' s Forklaring var omstændelig og klar , og for over 20 , 000 Nd . s Værdi i Sølvtøi erhvervedes tilbage fra Hamborg , hvorhen han omtrent hver 14de Dag var reist med sit Bytte . Hans Elskerinde havde ikke været ham tro — hun havde forladt ham kort efter , at han havde opofret sine i Straffeanstalten surt erhvervede Penge for at redde hende fra at føre et nedværdigende Liv , og da han atter trængte til Penge , hengav han sig til sin gamle Lidenskab , hvorimod han med den lille Sum , han havde opsparet i Straffeanstalten , kunde have naaet Amerika og være bleven et agtværdigt Medlem af Samfundet , og undgaaet den Straf , han forud vidste , der ventede ham — livsvarigt Fængsel . Frigivne Fanger . Foraaret var kommet . Solen havde faaet Kraft til at rydde de store Snemasser afveien , og Alt antog et livligt Præg , Alt i den ydre Verden — men indenfor Fængslets mørke Mure herskede den samme tunge Taushed som før , og Solen havde ikke Kraft til mere end at kaste en svag Dæmring ind i den mørke Celle . Men ogsaa i Fængslet gives der Solskinsdage . Disse ere imidlertid ikke afhængige af Aarstiderne , men det er saadanne Dage , paa hvilke Naadens Sol viser sig for den livstrætte Fange . Vor Fortælling begynder den 8de April 1864 . Det var vor Konges Fødselsdag — og det var hans første Fødselsdag som Regent ; Naadesolen antoges derfor at ville glimre med dobbelt Styrke . Hvor mangt et Suk reiste der sig ikke hin Morgen fra mangen angrende Synder ? Dersom en alvorlig og indtrængende Bøn kan bedes af syndige Læber , maatte man vel antage , at hine Ulykkeliges Bønner maatte være alvorsfulde og komme fra Hjerterne . Hvor mangt et dristigt Haab blev ikke skuffet den Dag , hvor mange Taarer fløde ikke den Dag udenfor Fængslerne af Slægtninge , som med Tillid havde haabet paa Kongens Naade . Men Haabet blev ikke ganske beskæmmet . Kongens Naade strakte til — ja hvor mange , det ved jeg ikke ; men to for Mord og Manddrab inddømte Fanger kjender jeg , som den Dag løstes af Fangeskabet og benaadede vandrede ud i Livet . Det er deres Levnet før og efter Fængslet vi ville dvæle ved . Paa en saadan Naadens Dag blive de Fanger , for hvem der er indgivet Bønskrivelse om Benaadning eller Formildelse i Straf , fremstillede for Fængslets Direktør . En Fange kan nemlig blive „ forfremmet “ , d . v . s . faa en formildende Straf f . Ex . fra Tugt- og Rasphusarbeide til Forbedringshuset , og allerede dette anses for en meget stor Naade . Paa den anførte Dag var der fem , som haabede at blive frigivne , men kun to bleve de lykkelige ; de andre maatte vende tilbage til Sorgens Bolig og afvente en anden Højtidsdag . Carl Severin var en gammel Mand paa næsten 50 Aar , da han atter aandede Frihedens milde Luft . I 28 Aar havde han haaret Lænken om sin Fod , og aldrig klaget , aldrig søgt Anledning til at bryde ud , men stedse haabet paa Kongens Naade . I disse 28 Aar var hans herkuliske Kraft forvandlet til en henvisnet Skikkelse , men under de graa Lokker læste man dog endnu Jydens godmodige og ærlige Ansigtstræk . Han var ikke en af disse forhærdede Forbrydere , hvis List og Underfundighed ofte har berøvet mange Mennesker Hvile og Ro for Uger og Maaneder , men han havde vist at være i Besiddelse af for megen Haandkraft til at kunne have Tilladelse til fri Brug af samme . Da Carl Severin blev frigiven , var det kun betingelsesvis . Kunde han ikke forlade Fædrelandet , saa maatte han forblive i Fængslet . Men en flittig Fange kan godt lægge sig noget op i Straffeanstallen , og saaledes var det Tilfældef her . Carl Severin havde i 28 Aar foruden at forunde sig lidt Extra-Forpleining , hvilket var tilladt i Straffeanstallen , havt Lejlighed til ved Overarbeide at sammenspare sig over 200 Rdl . , og det var mere end nok for Amerikareisen . Det faldt i mit Lod at ledsage de to frigivne Fanger til det Sted , hvorfra de skulde afgaa videre til den ny Verdensdel . En Aften , medens gamle „ Gnome “ dampede ud gjennem Kattegat , spurgte jeg mine „ Frifolk “ , om de ikke vilde fortælle mig deres Historie , og efter en lille Opmuntring begyndte Carl Severin at faa Munden paa Gang , noget hvortil han i Almindelighed var fen . Han fortalte , at hans Fader , en rig Gaardmand i Vensyssel , havde holdt ham til Bogen , og at han havde havt isinde at blive Skolelærer . Dette opgav han dog senere og forblev hos Faderen og hjalp til paa Gaarden . Han var stor og stærk og havde mange gode Venner . Af og til kom han med disse til Gæstebud , og han tilstod at have holdt meget af et Slag Kort og et Glas Punsch . Saaledes var han en Aften kommen med endel af disse unge Venner til et Bryllup , havde drukket godt og spillet høit . Der var opstaaet Klammeri mellem Selskabet , det gik over til Haandgribeligheder , og her havde Severin , da han blev opirret og fortrædiget , slaaet fra sig , saa at to Mænd senere afgik ved Døden paa Grund af de haarde Slag , han havde tildelt dem . Da han gik hjem , besindede han sig ; Blodet blev kjølet af , og han indsaa , at han ikke var sikker . Han tog Kursen mod Nørresundby , og næste Dag var han paa den anden Side af Aalborg . Med faa Klæder , og kun med omtrent 50 Rd . — hans Spillepenge — i Lommen fortsatte han Turen mod Syd . I Aarhus læste han i Aviserne sit Navn som efterlyst og erfarede sin Forbrydelse i dens Helhed . Strax forlod han Byen og traskede videre . Omsider kom han til Ribe . Han antog nu , at Faren vel ikke kunde være overhængende , og da det var i Høstens Tid , tog han Arbeide . Tiden gik , og han troede , at alt var glemt . Politiet var i de Dage ikke saa hurtigt i sine Bevægelser , og Carl Severin kunde meget godt have gæstet sin Faders Hus og forsynet sig baade med Penge og Klæder før sin Reise , uden at behøve at frygte nogen Standsning fra Politiets Side . Men Straffen udeblev ikke . I Taarslev Sogn , ikke langt fra Carl Severins Fødested , boede Gaardmand Jens Thyge med sin Datter , Karen . Karen og Carl havde lovet hinanden Troskab gjennem Livet ; oa Carl , der i Grunden var et godt Menneske , var bedrøvet , fordi han ikke kunde faa Kundskab om sit Hjertes Veninde . Længe gik han ængstet og bekymret , men endelig tog han Mod til sig og skrev til sin Fader . Han havde naturligvis ingen Anelse om , at der kunde være Fare for at blive opdaget ved at sende Brev med Posten — men man havde dog havt sin Opmærksomhed henvendt derpaa , og Faderen maatte afhente sit Brev hos Øvrigheden , læse det der , og opgive Sønnens Opholdssted . Jstedetfor Svar modtog Carl Severin Besøg af en Politiembedsmand og — dermed var hans Frihed endt . Hans « åbenhjertige Tilstaaelse kunde maaske have gjort Fordring paa Medlidenhed , men to Menneskers Liv var formeget — og hans Dom lød paa livsvarigt Fængsel . Vi have omtalt hans Frigivelse , 6 Gange forud havde han været indstillet , men maatte vandre tilbage til sit ensomme Fængsel . Omsider var Frihedens Dag kommen , og nu stevnede han mod det fri Amerika . Uagtet de mange Aar havde paavirket hans Ådre , var han dog i Besiddelse af ungdommeligt Lune . Han gik med slolte Forhaabninger mod det ny Fædreland , og Lykken har heller ikke svigtet ham . Et Par Aar efter døde hans Fader , og han fik et Par Tusind Daler sendt til sig i sit ny Hjem . Han ernærede sig som Jordbruger og var bleven en agtet Mand i sin Kreds . For 2 Aar siden hørte man fra ham ; han havde kjøbt sig en Eiendom i en dansk Nybyggerkoloni i Wiskonsin og haabede at se en blid Fremtid iinøde . Hermed maa vi slutte med hans Fortælling , idet vi tilføie , at den , for hvis Skyld han udsatte sig for Faren ved at blive opdaget , i mange Aar med lønlig Længsel ventede paa sin Vens Frihed , men et Par Aar inden hans Frigivelse blev bortkaldt til det andet Liv . Den anden af de ved Kongens Naade frigjorte Fangerhavde forinden sin Fængsling begaaet en Gjerning , der , hvis den blev fortalt her , endnu vilde erindres af Mange . Ifølge et hans Slægtninge givet Løste vil jeg ikke berøre hans Fortid , men skal indskrænke mig til at meddele hans Færd , efter at han var gjengivet til Friheden . Hans Udseende fortalte kun altfor vel , at en nagende Smerte langsomt pinte ham , og at han , om end fri , var Gjenstand for indre Kvaler . Svagelig af Helbred havde han kun arbeidet , forsaavidt det var nødvendigt , og hans Slægtninge hjalp ham bort . Han havde ikke lagt sig nogen Plan , et Haandværk , som kunde ernære ham , kjendte han ikke , og han var i det Hele taget uheldigt stillet . Hans Personlighed kunde umulig indgyde Tillid , og ubekjendt med Sproget var der ikke gods Udsigter for ham . Da jeg for nogle Aar siden besøgte New Aork , maatte jeg , for at træffe en Person , jeg søgte , oste besøge disse Lastens Huler , som findes i Washington Street UNder Navn af „ Umigrant boarding Iwusss « . Paa et saadant Sted , hvor danske Søfolk samledes , traf jeg en tidligere straffet Person , som gjenkjendte mig . Ved at tale lidt med ham erfarede jeg , at han soer tilsøs som Fyrbøder med et af Dampskibene paa New Orleans . Blandt andet fortalte han , at han for et Aar tilbage havde truffet en Landsmand , som han syntes tidligere at have set i Forbedringshuset . Ved at omtale hans Signalement maatte jeg antage , at han talte om den frigivne Fange , jeg et Par Aar før havde ført ud af Landet . Min ny Meddeler fortalte , at han havde truffet den danske Mand i en Kjælder . Han var husvild , uden Penge og Subsistensmidler . Meddeleren havde derfor taget sig af ham og forskaffet ham Arbeide som „ Kullemper “ ombord paa det Skib , med hvilket han selv soer . Han led meget af Heden og sank ofte afmægtig om ved sit Arbeide . Meddeleren , der var vant til Klimaet og Arbeidet , hjalp ham oste med Vagterne . En Nat , da han var gaaet op paa Dækket for at afsvale sig , fandt han sin Kammerat staaende ved Rælingen og stirre ned i Dybet . „ Hvorfor gaar Du ikke til Ro ? “ fpurgte han . — „ Jo , jeg vil strax gaa til Ro “ , svarede han , steg et Par Trin op paa Hjulkassen , og inden min Meddeler kunde ile til , slyrtede han sig ud i Dybet . Den Ulykkelige var af Heden bleven berøvet sin Forstand . Et Menneskeliv har ikke megen Betydning for en amerikansk Dampskibsfører , og Skibet fortsatte uasbrudt sin Fart . Det var jo kun „ a firsman « . Om det var „ min Mand “ kan jeg jo ikke paastaa . Meddeleren havde kun kaldt ham Johan , men Tid og Omstændigheder talte for , af det maatte være ham . En Ven . Pintseaften 18— var en af Fæstningsslaverne i Varberg beskæftiget med noget Arbeide i Inspektørens Have . Da Vagtmesteren havde kukket Fangerne ind , bemærkede han , af der savnedes een i Tallet ; man fik af Opsynet af vide , af denne Slave , ledsaget af en Opsynsmand , var sat til et Arbeide ude paa Veien og dersor snart vilde følge efter . Da det varede noget længe , inden han kom tilstede , tog man Anledning til af se efter ham . Man fandt ham ogsaa — men uden sin Fange , og siddende fast i Kanalens Mudder . Hans Forklaring gik ud paa , at Torben — saaledes hed Fangen — pludselig havde slaaet ham omkuld og efter en kort Kamp kastet ham ud i Kanalen , og da ingen havde hørt hans Nødskrig , havde Torben faaet Tid til at undfly . Langt kunde han ikke være kommen , men borte var han imidlertid . Man hjalp Opsynsmanden op paa Land og nu begyndte Forfølgelsen . Torben Hasbeck var 30 Aar gammel . Han var en smuk , kraftig Mand , og man saa , at bag hans grove Fangedragt skjultes der en Karakter , som vistnok kunde tiltvinge sig sine Medmenneskers Agtelse . Han var eiheller nogen Forbryder i Ordets egenlige Betydning , han var et Offer for sin Hævn — Skinsygens Hævn . Men Ulykken kan ofte medføre Anledning til et dybere Fald , og saaledes blev ogsaa Torben tvungen af Omstændigheder til Handlinger han vistnok ellers aldrig forhen havde tænkt paa at begaa . Med sin unge Hustru havde han boet i nogle Aar som Bestyrer paa sin Principals store Fabrik „ Agnesminde “ i Smaaland . Han var en dygtig Mand med store Forhaabninger til Fremtiden . Da kom der til Fabriken en ung Englænder som Eierens Medinteressent , og snart forstod Torben Hasbeck , at det ikke saa meget var for Fabriksdriftens Skyld som for hans unge Frues Skyld , at John Harrison vedblev at udsætte sin Reise . Torben kjendte sin Hustru , og en gjentaget Klage fra hende over Harrisons Paatrængenhed . gjorde ham rasende . Med Lynets Fart ilede han til dennes Værelser og lemlæstede ham i den Grad , at Lægerne længe tvivlede om Livet . Men han kom sig . Han var nedrig nok til at frigjøre sig ved en falsk Forklaring , og Torben blev dømt til i 6 Aar at henslæbe sin Tilværelse paa Varberg Fæstning . Hans Hustru flyttede fra Smaaland og opslog med sin lille Søn sin Bolig i Varberg for dog at være den Elskede nær . Dette var den Fange , hvis Flugt vi have beskrevet ovenfor . Hans hele Opførsel i Straffeanstalten var bleven til et Ordsprog formedelst det Taalmod , han udviste . Han talte aldrig til Nogen , men ofte , naar han stod paa Fæsfningsmuren og arbeidede , saa man hans Øie taarefyldt , naar han stirrede ud over Byen til det ham ubekjendte Sted , hvor hans Hustru og Barn boede . At han ved Tanken om Hjemmet , under Indtrykket af Kirkeklokkernes Klang paa Helligaftenen , ved at se sig ene med en Mand han kunde overmande og ude af Skudvidde fra Fæstningen , kunde lade Hjertets Stemme overdøve Pligtens , det var vel ikke utænkeligt — , men det syntes mere end dumdristigt . I Byen maatte hans Undvigelse være kjendt inden en Time , og hvorledes vilde han kunne komme bort . Vi skulle se , at det lykkedes ham . Torben var efter at have faaet Opsynsmanden ud i Mudderet , ilet gjennem „ Plantagen “ til den yderste Del af Haven , hvor han var steget over Muren . Da han sprang over var han heldig nok til at gjøre det paa en Tid , da ingen passerede Chausseen . Men han var jo i sin Fangedragt . Der var altsaa saare lidet Haab om Frelse — den første Tanke , at ile til Byen og opsøge Konen og Barnet — ak , den var for længe siden opgivet . Han vidste , hvad Fare det vilde medføre . Han gik ikke langt , før han slog ind paa Marken , og bag et Hegn føgte han nu at fkjule sig ; thi han vidste godt , at det ikke vilde vare længe , før „ Sporhundene “ vare efter ham . Medens han stod der , faldt det ham ind , at hans Fangedragt var foret med et mørkegrønt Stof , -og ved at vende hele Klædningen , skaffede han sig hurtigt et forandret Udseende . Natten faldt fnart paa . At det var denne , der maatte benyttes til Vandring , forstod Torben meget vel ; men hvilken Vei fluide han tage — til Gøtheborg ? Nei , der vilde man søge ham ; thi hans Principal , der forøvrigt altid havde holdt af ham , boede jo der , og man vilde vel antage , at Fangen vilde bede ham om Hjælp . Til Fabriken i Smaaland vovede han ikke at gaa , thi ogsaa der kunde man mulig søge efter ham — etsteds maatte han dog ty hen . Da mindedes han , at en af hans flinkeste Folk i tidligere Dage ved hans Indflydelse havde faaet en god Plads i Halmstad . Hertil var Veien ikke lang , og der vilde man dog næppe søge ham strax . Afsted gik han da i Nattens Mørke . Han var arkgst for at se sig tilbage , thi han frygtede for at tabe Modet , og da Morgenen brød frem , var han kun faa Mil fra Halmstad . Da han aldeles ingen Udvei havde til at skaffe sig Føde , var Fristelsen stor , da han gik forbi en Bondegaard og faa , at Adgangen til Huset var fri . Men hans Sind blev dog lettet , da han , idet han traadte ind ad Døren , saa en gammel Kone pusle ved Ildstedet . Han henvendte sig til hende om en Drik Mælk , og fik baade den og et Stykke Brød . Han kunde ikke udtrykke sin Tak og skyndte sig bort , for at Konen ikke skulde lægge Mærke til hans underlige Paaklædning . Pintsedags Aften silde bankede det paa hos „ Smedgesellen “ Hakon Jønsson i Halmsfad , og ikke lidet forundret blev denne over at se sin fordums Mester . Der behøvedes ingen lang Forklaring , og Beslutningen fattedes snart . Et lille Dampskib afventede netop Morgenens Frembrud for at afseile tik Kjøbenhavn , og paa det raadede Jønsson Torben at reise bort og forblive i Kjøbenhavn , indtil man fik Meddelelse fra Konen eller der blev truffet Foranstaltninger til , at han kunde reise til Amerika . Rig var Jønsson ikke , men villig til at hjælpe i enhver Henseende , og han fik snart , uden at hans Familie mærkede det , Torben paaklædt i nogle af sine egne brugte Klæder , og Fangedragten pakket sammen . Den , mente man , var det bedst at skille sig ved paa Søen ; thi om den blev funden paa Landet , kunde det mulig give Anledning til Mistanke . Lidt Rejsepenge blev Torben ogsaa forsynet med , og da den næste Dags Sol gik op over Sverig , havde Torben — vel ikke uden Sorg — sagt sit Fødeland Farvel . Den paafølgende Søndag finde vi den bekjendte Fabrikeier P . i Gøteborg ivrig beskjæftiget i sit private Kontor . Paa Gulvet leger hans Saarige Søn , Hannibal , og paa Barnets utallige Spørgsmaal svarer Faderen tankeløst . Lydløst aabnes Døren , og som en Skygge nærmer den gamle Tjener sig til Herren , som forskrækket springer op , da Gustaf siger : „ Torbens Hustru er ude og ønsker at tale med Herren . “ „ Saa , aldrig bliver man da fri for det Tiggerpak ; sig hende , at jeg ikke er hjemme . “ „ Saa skal da Gustaf lyve , “ udbrød Barnet , som hørte Faderens Svar , „ og Du har jo selv sagt , at Menneskene maa ikke lyve . “ „ Jo , somme Tider faar det gaa an , jeg vil ikke tale med hende ; Gustaf , lad hende gaa . “ Men Ordren var meddelt for sent . Torbens Kone var fulgt efter og stod i Døren . Gustaf fjernede sig . Med faa Ord fortalte den stakkels Kone , hvorledes Torben var undveget og at han befandt sig i Kjøbenhavn . Ved en Ven havde hun faaet Underretning om hans Flugt og den Hjælp , der var ydet ham ; men nu gjaldt det om at hjælpe ham længere bort , og derfor var det , at hun kom fil den tidligere Principal og tilbød nogle faa Sølvsager , som hun endnu eiede , fil Pant for 50 Rd . , som Manden maatte have . Principalen var længe haard og truede endog med at ville angive Sagen fil Politiet , men endelig blev han rørt over Konens Sorg og Lidelser , da hun fortalte , hvorledes hun havde gaaet de 4 Mil fra Varberg og baaret sit lille Barn . Han laante hende Pengene og vilde ikke modtage noget Pant . Det vilde tage for lang Tid at fortælle det Omstændelige ved denne Del af Sagen . Torben var heldig kommen fil Kjøbenhavn og meddelte sin Ven Alt . Denne var reist fil Varberg og havde der talt med Konen , som naturligvis havde været underkastet et strengt Forhør . Hun havde strax erklæret , at den eneste Udvei var at henvende sig fil Fabrikherren og søge Hjælp hos ham . Vi have fortalt , hvorledes Udfaldet blev . Pen8 * gene sendtes fil Torben i Kjøbenhavn , og man trøstede sig med , at nu maatte han vel kunne klare sig . Han var en dygtig Arbeider og havde strax søgt og faaet Beskjæftigelse heri Byen . Lidt efter lidt blev han bemærket , og man fandt ham anvendelig , hvorfor man betroede ham større Arbeider . I denne Stilling havde han det ret godt , og hans største Sorg var , at han ikke engang saa meget som kunde høre fra sit Hjem . Til Vennen i Halmstad frygtede han for at betro sig . Det var hans Ønske at komme til Amerika , men han havde faaet den Ide at ville begynde en Forretning selv , og dertil behøvedes Penge . Dette blev hans Ulykke . Uagtet han levede meget stille , kunde han naturligvis ikke undgaa at komme i Berørelse med Folk og stifte Bekjendtsfaber . Saaledes kom han i Forbindelse med en Landsmand , Wallin , som gik for at være en rig Mand . Han syntes at tage sig særdeles af Torben , og vandt Tid efter anden hans Fortrolighed . Omsider kom Torben frem med sin Plan om at reise til Amerika , og spurgte Vennen om , hvorledes man paa en „ let Maade kunde faa Reisepenge og . lidt til ' . “ Efter Torbens senere Forklaring har dog egenlig Vennen faaet ham paa Tanker om at begaa en Forbrydelse . Nok er det , lidt efter lidt modnedes Tanken hos ham om at skaffe sig Adgang til sine Principalers Pengeskab . Han betroede dette til Wallin , og i et tillidsfuldt Øjeblik fortalte Torben derpaa hele sit Livs sørgelige Historie . En Lørdag Eftermiddag , da Torben Hasbech skulde opgjøre sit Regnflab med Folkene og havde modtaget ca . 500 Rd . til Udbetaling , kom han ikke i rette Tid . Man ventede indtil Kl . 6 , og da nran ikke fandt ham i hans Hjem , anmelvtes Sagen til Politiet . Her meddelte man Anmelderen , af man netop stod i Begreb med af underrette Firmaet om , af Torben var i Politiets Hænder , som anklaget for af være en udbrudt Fæstningsflave og samme Dag af have frastjaalet dem et Beløb af ca . 500 Rd . Hans „ Ven “ havde forraadt Hemmeligheden og lønnet hans Fortrolighed ved af angive ham , ester først trolig af have styrket hans Plan om af begaa en ny Forbrydelse . Torben blev ført tilbage til Varberg , men blev paa Kongens Naade forskaanet for Tillægsstraf , og til hans Forbrydelfe her blev der taget Henfyn , da han et Par Aar efter blev benaadet af den svenske Konge og ved en Ubekjendts Velvillie hjulpen til Amerika tilligemed Familien . „ Damerne “ . „ Følg den Dame , indtil hun er hjemme ! “ lød en forbigaaende Overordnets Ordre en Aften , medens jeg gik ude i Tivoli , „ meddel smig Alt i Morgen “ — og jeg fulgte . Hvem var det ? Ingen , selv ikke de i demimonde-Damernes Hemmeligheder indviede Kolleger , som jeg under Touren traf paa , vidste Noget derom . Der maatte altsaa være passeret Noget mellem hende og En eller Anden paa Pladsen , som havde gjort hende mistænkelig . Næste Morgen kjendte jeg dog saa meget af hendes Nutidshistorie , at jeg turde paastaa , at hun uden al Tvivl var Aarsag til , at en Mand ved Navn Adolf Warner var „ skeiet ud “ . Han var ansat i en af de større Manufakfurbutiker og havde indtil for nogle Maaneder siden altid passet sine Forretninger med Orden og Ro , men siden det Tidspunkt havde man bemærket en Sløvhed hos ham , som var uforklarlig . Man havde ogsaa mærket , at han var fraværende fra sif Hjem til langt ud paa Natten , ja , ofte hele Nætter , uden at man vidste , hvor han tilbragte Tiden , men uagtet hans Paarørende underhaanden havde bestræbt sig for at faa Oplysninger , var det ikfe lykkedes dem at trænge ind i hans Hemmeligheder . Den bemeldte Aften havde en af Opdagelsespolitiets Embedsmænd , som var underrettet om hans Forhold , tilfældig iagttaget , al han ved Indgangen til Tivoli havde talt med den nævnte unge Dame og derfor blev hun Gjenstand for Iagttagelse . Hendes Navn var Henriette S . — Hun var født i Haderslev , men kom som lille Barn hertil og var indtil sit 15de Aar hos Faderen , en Arbeider paa en større Fabrik heri Byen . Da han var en net Mand og havde gode Indtægter , fik hun som eneste Barn en god Opdragelse . Snart efter hendes Konfirmation døde hendes Moder , og Henriette , der var begyndt at gaa paa en Systue , var dels overladt til sig selv , dels under en Slags Inspektion af en Md . Hansen , en af Moderens Veninder . Denne Md . Hansen var af et tvetydigt Rygte , og Henriette , der foruden at være en meget smuk Pige i sit Væsen og sin Optræden havde noget særdeles venligt og tiltalende , havde vistnok allerede længe været udset til Offer for Md . Hansens Planer . Jeg erfarede inden ret længe , at Adolf Warner flere Gange daglig faas at passere det Sted , hvor Henriette arbeidede , og om Aftenen ventede hende i Nærheden . Derefter toge de ud enten til Tivoli , Frederiksberg eller Skoven og morede sig paa en eller anden Maade . Henriette var dog altid hjemme før Kl . 12 . Faderen , der siden Konens Død havde slaaet sig til Drik , tog intet Hensyn hertil , Md . Hansen var derimod mere hensynsfuld . Det var dog ikke , fordi Henriette var saa længe ude , at Madamen var vred , men det var , fordi hun ikke vilde indlede Bekjendtstab med en ældre Mand , for hvem Md . Hansen var Agent — med andre Ord , Md . Hansen var et af disse slette Fruentimmer , som lokker unge , uerfarne Pigebørn til det første Feiltrin , og derefter , naar deres Ulykke er begyndt , giver dem Anvisning til Fortjeneste paa den mest nedværdigende og oprørende Maade . For dette Forhold var der naturligvis ingen Anledning til at afæske Henriette nogen Forklaring , og der hengik nogen Tid , uden at der i denne blev foretaget andet , end at man fik at vide , at Adolf Warner ved en festlig Anledning var set i Malmø eller paa Reisen dertil ledsaget en Dame med en yderst elegant Paaklædning etc . , og da hans Paarørende nu ønskede at vide , om Adolf havde givet hende disse Sager , blev der afæsket Henriette — thi hende var det , som han var set i Selskab med , — en Forklaring . Til den optagne Rapport paastod hun , at hun ikke havde modtaget disse Sager af Adolf , som dog var hendes „ rigtige Kjæreste “ . Yderligere forklarede hun , at hun nu var i Tjeneste som Syerske hos en svensk Dame , og at der hos denne ofte kom fornemme svenske Herrer , til hvem enhver af de hos Damen arbeidende syv unge Piger paa en eller anden Maade stods i Forbindelse . Saaledes havde Henriette sliftet Bekjendtsfab med en Grev Lagerstrøm fra Skaane , som syntes at være meget indtaget i hende , og med hvem hun flere Gange havde gjort Udflugter , ja , engang endog til Sverig , hvor de havde opholdt sig i „ Hotel Svea “ i Malmø . Her havde hun ogsaa ved en anden Anledning truffet Greven og havde da forladt Adolfs Selskab og ladet Greven sørge for sig , thi — det tilstod hun — Greven var mere gentil . I den Tid hun havde kjendt ham , havde hun ved Fru Cederberg , saaledes hed den Dame , i hvis Tjeneste hun var , modtaget meget kostbare Smykker og Toiletgjenstande . Selv havde hun aldrig modtaget noget af Greven , men hun vedgik , at han brugte store Beløb til deres fælles Fornøjelse , naar de vare ude sammen . Af Adolf modtog hun derimod ofte Beløb , som hun til ham foregav , at hun anvendte til endel af sit Toilette . Sandheden var imidlertid , at hun indsatte en Del deraf i „ Bikuben “ for at danne sig en Reservefond , hvormed hun i Tidens Løb agtede at etablere sig som Modehandlerinde — eller som Fru Cederberg . Det var kun i Løbet af et Par Maaneder , at Henriette havde forandret sig saa betydeligt og var blevet moralsk fordærvet . Md . Hansen var den , som havde henvist hende til Fru Cederberg , en Dame , der boede i et af de bedste Kvarterer i Byen , nær et stort Hotel , og som „ ernærede sig ved Syning “ . De sex andre unge Piger , som paa det omhandlede Tidspunkt fandtes i „ Fruens “ Tjeneste , vare alle paa en eller anden Maade i hendes Garn . Hendes Hus var Samlingsstedet for en Mængde udenlandske Herrer , men besøgtes ofte af rige og ansete Folk herfra , og hun modtog rigelige Gaver af disse for at lokke de unge Piger i den Mands Vold , som havde fundet Behag i en af dem . Hun var et klogt Fruentimmer , der altid stillede sig saaledes til Sagen , at hun ikke kunde tiltales derfor . Der gik endnu nogen Tid , inden der indtraf en Begivenhed , som , om den end ikke gav nogen Dom over dette stygge Fruentimmer , dog udrev Adolf af dette mislige Forhold og mulig derved reddede ham fra et ynkværdigt Liv . En Dag meddelte Adolf sin Fader uforbeholdent , at det var hans faste Beslutning at reise til Amerika og der gifte sig med Henriette . Faderen , der naturligvis blev yderlig opbragt herover , søgte længe at overtale ham uden Nytte , og endte Samtalen med at erklære , at han ikke vilde vide Noget af ham , og at han aldeles ingen Hjælp vilde yde ham , dersom han vedblev med sin Paastand . Derefter forlode de hinanden i Vrede . Om Aftenen var Adolf intetsteds at finde , og da man næste Dag endnu intet hørte fra ham , blev Henriette afhørt . Hun forklarede , som altid meget ligefrem , at hun den foregaaende Aften havde modtaget et Besøg af Adolf , og at han havde sagt hende , at det var hans Bestemmelse at reise til Amerika , hvor hun da senere skulde komme til ham . For Tiden kunde hun ikke følge ham , han vidste ikke , hvad Følgerne vilde blive af et Skridt , han den Dag havde foretaget , og bad han hende at være taalmodig indtil hun hørte fra ham . Hvad der senere var blevet af ham vidste Henriette ikke . Han havde været i meget exalteret Stemning , men hun vidste ikke Noget om ham . Tilspørgselen om hun vilde følge ham , naar han sendte Bud efter hende , bejaede hun , idet hun tilføjede , at det nok var værdt at gjøre det for at redde sig fra total Undergang . Det vilde jo blive Enden paa det Liv hun nu førte . Nu begyndte der en vidtløftig Undersøgelse om , hvad Adolf havde foretaget sig . Jeg blev sendt til Hamborg og erfarede der , at han var befordret ved Knorr L Ko . til Amerika via Liverpool , og medens jeg afventede Svar paa min Meddelelse herom var man i Kjøbenhavn bleven underrettet om , at Adolf forinden sin Afreise havde tilvendt sig nogle Obligationer , tilhørende hans Principal , og solgt disse til — Fru Cederberg for 1500 Rd . Obligationernes Værdi var jo ikke daarlig , og Fru Cederberg , som anede Uraad , havde strax sat dem i Penge igjen , for ikke at blive stoppet i Tide . De løde paa Ihændehaveren , og hvorfra kunde hun vide , at en saa rig Herre som Adolf — saaledes forklarede hun — havde stjaalet dem . Han havde sagt hende , at han var bleven uenig med sin Fader og nu vilde reise til Amerika . Disse Obligationer havde han arvet efter en gammel Tante , og vilde overlade „ Fruen “ dem for Spotpris , blot forat faa Penge strax . Ordren lød nu : „ forfølg Adolf til det Aderste . “ Afsted gik det videre til Søes , og jeg naaede Liverpool netop Aftenen før Skibet , hvormed han skulde reise , skulde afgaa . Da jeg ud paa Natten traadte ind paa hans Værelse , trafjeg ham oppe og i Selskab med en Herre . Han kjendte mig personligt og hilste mig med de Ord : „ Naa , det er vel mig , som De vil hente ? “ Det gjorde mig ondt for Fyren , at jeg maatte bekræfte hans Spørgsmaal , men jeg blev uhyggeligere tilmode , da han forklarede mig , at han allerede var under Anholdelse . I Liverpool havde han nemlig , gjort dristig ved sit Held , forsøgt paa at udgive en af ham skreven Anvisning , udstedt i hans Principals Navn til dennes Agent i Manchester , og han var heldig sluppet igjennem , indtil han om Aftenen , kort før min Ankomst , blev anmodet om at komme til den danske Generalkonsul i Liverpool . Her maatte han afgive Forklaring , og det viste sig , at Generalkonsulen , Adolf uafvidende , var interesseret i hans Principals og Manchester-Agentens Forretning , og til ham havde derfor den „ broker « , som havde kjøbt Anvisningen , henvendt sig , hvorefter Ler var sket Anmeldelse til Politiet , af hvem han nu var anholdt . Han maatte derfor forblive i Liverpool , indtil hans to Maaneders Straf var udstaaet , og formodenlig har en hjælpsom Haand været tilstede , da han blev fri der ; thi han vendte ikke oftere tilbage til Danmark . Om Henriettes Skjæbne er der ikke meget at sige — det gik hende , som Blomsterne ; medens de staa i deres skjønneste Farvepragt , blive de beundrede , naar de ere falmede , kastes de bort . Og Fru Cederberg , ja , hun lever nu et „ tilbagetrukket Liv “ ved Hjælp af de Midler , hun erhvervede sig ved de mange ulykkeilge Ofre , som faldt i hendes Garn , og hun har senere ikke manglet Efterfølgere i sit „ Fag “ . Aagerkarlene eller Greven af Monte Christo . For en Del Aar tilbage laa der i Falkoneralleen et enligt Hus , omgivet af en stor Have . Alt syntes at være prisgivet til Ødelæggelse . Gangene i Haven vare overgroede med Græs og Ukrudt , Vinduer og Døre bare Spor af , at de aldrig bleve aabnede , og aldrig saa man nogen besøge denne forladte Eiendom . Alan sagde , at den tilhørte den rige Grevinde S— , og at det havde været hendes Andlingsopholdssted som Barn , men at en af hende tilbagevist Elsker havde aflivet sig der , og at hun siden den Tid aldrig havde været der , eller villet lade den vedligeholde . En Dag , nogle Aar senere , bleve Beboerne deromkring ikke lidet forundrede over , at Haandværksfolk vare ifærd med at istandsætte Huset . Rygtet , som altid har travlt , fortalte nu , at Grevindens føromtalte Elsker var bleven overrasket af hendes Mand i en tete a tete med hende i det nævnte Hus og derefter var flygtet til Frankrig , hvor han senere havde opholdt sig . Nu skulde han og hans Søn være komne hertil og tagne til Naade af Grevinden , de skulde nu bebo det „ grønne Hus “ , som det i daglig Tale kaldtes . Penge blev der i ethvert Tilfælde ikke sparet paa for at omdanne det uanseligeß lille Havehus til et sandt Feflot . Haven blev hurtigt gjort ryddelig og anlagt efter Datidens Smag ; Bygningen blev malet , og fuldstændigt Inventarium bragt tilveie fra de bedste Magasiner . Snart var alt færdigt , kun Beboerne manglede . Nogle Uger hengik engnu , og den gamle Tjener , der formodenlig nok kjendte Historien tilbunds , fortalte da en Dag , at nu var Herskabet , Hr . Poitrovitz og hans Søn Louis , ankommet . Om Herskabet vidste Tjeneren ikke Andet , end at Hr . Poitrovitz havde været Bankier i Paris , men nu havde trukket sig tilbage fra Forretningslivet , for at leve i Danmarks Hovedstad , hvor han som ganske ung Mand havde opholdt sig i flere Aar ved et Gesandtflab , og af en Agent var Huset nu kjøbt og listand sat for hans Regning . I lang Tid mærkede man intet til Stedets Beboere . De levede stille og roligt , kjørte ud engang imellem , men modtoge sjældent Besøg . Den gamle Herre varen høi , smuk Mand , man vilde intet Øieblik tvivle om , at der flød aristokratisk Blod i hans Aarer , hans Haar var hvidt , og hans blege , stærkt markerede Træk vidnede om , at han ikke havde undladt at „ nyde Livet “ og givet efter for sine Lidenskaber . Sønnen var omtrent 20 Aar gammel , høi , velbygget og megetImuk . Hans sorte , lynende Øine , mørke Haar og noget gulagtige Teint viste , at han var et Sydens Barn Vinteren kom . Det sædvanlige Liv begyndte , Baller og Soireer afløste hverandre . Overalt saa man Poitrovitz og hans , ' Søn . Ingen Salon syntes at være lukket for ham . Han dandsede ikke mere , men ved Spillebordet fandt man ham som en stadig Gjæst . Louis nød derimod Balsalens Glæder med ublandet Fornøjelse . Morgenen efter et saadant Bal vilde man have set den gamle Hr . Poitrovitz begive sig uden Ledsager ind til Hovedstaden . Han fortsatte ! sin Gang , indtil han naaede Brolæggerstræde , hvor han udenfor et smalt , høit Hus standsede og syntes at overveie , om det var det Sted , han søgte . Omsider gik han ind og vedblev sin Gang , indtil han naaede den øverste Etage , hvor en Seddel paa en Dør viste , at her boede „ Peter Carlsen , Kommissionær “ . Hr . Poitrovitz bankede paa , og et lydeligt „ Kom ind “ bød ham selv at aabne Døren . Lad os træde med ind . Værelsef er stort og smagfuldt møbleret . Ved et Skriverbord midt paa Gulvet sidder Kommissionæren , en ældre smuk Mand , som idet Hr . Poitrovitz kommer ind , reiser sig og byder ham en Stol . „ Nu , Carlsen , kan De arrangere den Sag , som jeg talte med Dem om forleden Dag ? Drengen begynder nu at tage Sagen alvorlig . “ „ Ja , naar jeg bliver anstændig betalt . “ „ Hvad fordrer De ? “ „ Tusind Daler . “ „ De ere Deres , men de maa sørge for , at jeg ikke kompromitteres . De ved , at Hr . Petersen er en farlig Mand . “ „ Ja , men meget rig , meget dum og meget skinsyg . “ „ Det første er Hovedsagen , — kror De , at De kan faa de 20 , 000 Rd . af ham , før^ . Brevene blive ham overbragte ? “ „ Nei , Brevene maa jeg være i Besiddelse af , naar jeg gjør ham Forslaget , ellers betænker han sig og angiver os til Politiet . “ „ Nu vel , saa kan vi jo forsøge med ham — behøver han alle Brevene strax ? “ „ Ja , — og Hr . Poitrovitz — lad os være ærlige mod hinanden , ingen Kunster . “ „ Kunster — hvad mener De ? “ „ Naturligvis at Brevene skulle være ægte . “ „ De tvivler , Carlsen . “ „ Ja , man bliver mistroisk , — der var engang en lignende Historie , — det var med en Grevinde -- -- -- -- -- “ „ Tak , Carlsen , det er altsaa afgjort , at De kan arrangere denne Sag saaledes , at jeg faar de 20 , 000 Rdl . og De saar 1 , 000 Rdl . af mig ? “ „ Ja , De kjender mig jo af Erfaring , De ved jo , at De kan stole paa mig , kun , som sagt , lad det være ægte Sager , De bringer — “ „ De skal høre fra mig om en otte Dages Tid “ , svarede Hr . Poitrovitz , og idet han gik ud , fulgt af Carlsen til Døren , vedblev han med undertrykt Stemme : „ De 1 , 000 Rd . ere Deres . “ „ Og Brevene skulle vandre over paa Gammeltorv , og Du i Tugthuset , Din Kjeltring , “ — mumlede Carlsen idet han satte sig ned , — „ jeg skal dog nok faa Hævn engang , — min gode Hr . Greve ! “ — Læserne maa nu følge vor Helt , Hr . Poitrovitz , omtrent 20 Aar tilbage i Tiden , da ville de en Aftenstund træffe ham paa en Plantage i Syd-Carolina i Amerika . Han var dengang i sin Ungdoms blomstrende Alder , var nylig ankommen fra Frankrig til sit daværende Opholdssted , hvorhen han var fulgt med Planteren Mr . Burham som Lærer i Fransk hos dennes eneste Barn , den 16-aarige Lucie . Han havde lært Familien at kjende i Paris og var antaget som Lærer der , men blev saa afholdt af Familien , at de opfordrede ham til at drage med til deres Hjem i den ny Verdensdel . Fran^ois Poitrovitz var født i St . Petersborg af velhavende Forældre , og var allerede tidlig kommen ti ! en militair Læreanstalt , hvorfra han udgik som Officer . Han var af en stolt og hovmodig Karakter og nogle Aar efter — hvorfor ved man ikke — havde han taget Ophold i Stockholm , hvor han gav Undervisning i Mathematik . Man antog ham dog her for en russisk Spion — formodenlig ikke uden Grund ; et Aar senere skal han have opholdt sig i Paris og Tydskland , hvorimod han først for ca . 30 Aar siden første Gang fremtræder som Lærer hos et greveligt Hersfab heri Landet . Ogsaa her blev han ikke længe , men var som sagt ved det omtalte Tidsrum hos Mr . Burham paa en Plantage i Syd-Carolina . Den Aften , vi træffe Franyois Poitrovitz paa dette Sted , finde vi ham i Verandaen i Selskab med Mr . Burham , hans Frue og Datter . Man røg og samtalede , og navnlig fængslede Poitrovitz sine Venners Opmærksomhed ved at fortælle om sit Fødeland og de mange Steder , hvor han havde været . Nogle Timer senere syntes alle Plantagens Beboere at være overgivne til Søvnen . — Alt var lukket , og man kunde høre et Blad falde til Jorden . Det var en af disse fljønne Nætter i Syden , hvor den , som vaager , føler fornyet Liv ; thi Luften er kjølig og mild at indaande efter den brændende Dag . Lidt efter Midnat kunde man have set en hvidklædt Dame spadsere i Havegangen nedenfor Plantagen , ømt / lænende sig til en ung Mand . Det var Franyois Potrovitz og Lucie . „ Jmorgen maa Du tale til Fader — vort Forhold kan ikke skjules mere “ , siger Lucie , „ tænk , om Robertson engang møder os , han er rasende forbitret paa mig og lurer kun paa Hævn . “ „ Ieg har sagt Dig , at jeg ikke vil tale til Din Fader om denne Sag , før der kommer Breve til mig fra Europa . Robertson er mig ligegyldig . “ — „ O Frank , hvor Du er grusom . — jeg vil ikke møde Dig oftere paa denne Maade , — ak , det er for sent . “ Samtalen førtes i en dæmpet Tone , og de vare snart ved Indgangen til Verandaen . Havde de set tilbage , vilde de have bemærket en Skikkelse , som sneg sig fra Busk til Busk , bestandig nær dem . Da Lucie efter en øm Afsfedsscene havde forladt Poitrovitz , vendte denne sig mod Plantagens høire Fløi , hvor hans Værelser vare , og forsvandt snart mellem Træerne . Saasnart han var ude af Syne , hørte man en Stemme raabe : „ Nanny “ . — En kvindelig Skikkelse viste sig , og havde det været Dag , vilde matt have gjenkjendt Kammerpigen hos Lucie . Hun var en Mulatinde og havde været med Familien i Frankrig . Siden Fran^ois Poitrovikz var kommen i Huset , var der foregaaet en mærkelig Forandring med dette Barn . Fra en livsglad Pige var hun bleven stille og indeslutfet og talte sjelden fil Nogen , og aldrig hørte man hende synge de vakre „ minstrsl scmKs « , hvoraf hun dog kunde saa mange , og hvormed hun ofte i Fortiden havde glædet sin lille mistrsss . Hun var blevet forelsket i Poitrovikz , og da hun bemærkede Færholdet mellem ham og Lucie , gik denne Kjærlighed over fil Had . I sit Had fandt hun en kraftig Støtte i Opsynsmanden paa Plantagen , Robertson , som længe havde elsket Lucie , men naturligvis ikke turde fremføre sit Ønske , og han blev selvfølgelig en hadefuld Fjende af „ Partiet “ , dog navnlig dets mandlige Del . Den Asten , vi have beskrevet , var det bestemt mellem Nanny og Robertson , at de skuldeloverraske Lucie og Poitrovikz ved deres Stevnemøde ; men Robertson , der var en ligesaa ondskabsfuld Mand , som han var hæslig , havde imidlertid fattet en anden Plan . Da Nanny kom frem af sit Skjul , fortalte Robertson hende , at han havde bestemt den næste Aften til at føre den gamle Burham til Stedet , og at denne da i sit Rasere vistnok vilde skyde Poitrovikz . Tildeels beroliget ved denne Meddelelse , forlod Nanny Robertson . Da vi tabte Poitrovikz af Syne , gik han ganske vist over mod Plantagens høire Fløi , men han gik ikke til sin Bolig . Derimod dreiede han tilvenstre og ind paa Sukkermarken , hvor der stod en lille Kottage , der var nettere end de øvrige . Det var Opsynsmandens . Døren stod paaklem , og da Poitrovikz saa dette , traadte han ind . Han blev i den lille Forsfue slaaende ret op ad Muren , og det varede ikke længe , før man hørte tunge Fodtrin nærme sig til Hytten . Det var Robertson . „ Tag det , din sorte Hund ! “ vare de Ord , hvormed han modtog den Indtrædende , idet han jog sin Dolk i hans Bryst . Robertson styrtede om , — en dyb Rallen lod formode , at han et Oieblik stred med Døden . Snart var Alt stille . Francois Poitrovikz ilede ud og op til Plantagen . Han gik hen til et Vindu i Stueetagen , og da disse i den varme Aarstid kun ere tillukkede med et Slags Jalousi , lykkedes det ham snart at gjøre sig bemærket . Nanny — thi det var ved hendes Vindu — kom — et Tegn , og hun var udenfor . Kjærlighedens Magt er stor , et Vink af den Elskede , og Alt er glemt ! — „ Nanny , frels mig , jeg ved , Du elsker mig ! “ raabts Poitrovikz næsten høit . „ Master elsker Miss Lucie . “ „ Nei , nei , min egen Nanny , jegsshar troet det , jeg er kjed af hende , lad mig komme ind i Burhams Kontor og skaf mig Stalddøren op “ . Endnu nogle Ord vexledes mellem dem . Poitrovikz var meget spalteret ; efterat han havde kysset Nanny flere Gange , rev hun sig løs fra ham og ilede ind . Snart blev en Dør aabnet , og Poitrovikz havde Adgang til den Afdeling af Huset , hvor Plantagens Kontor befandt sig . Han var godt kjendt der . Snart havde han bemægtiget sig Guld og Sedler nok , og da han ilede ud , fandt han udenfor Havelaagen Nanny med en Hest . Sadlen er mindre vigtig i Amerika , for et Tilfælde som dette kom den ikke i Betragtning . „ Følg ester mig , elskede Nanny , træf mig om en Maaned i New Orleans i Hotel — “ Forinden Nanny kunde svare , var Morderen , Forføreren og Elskeren , Fran^ois Poitrovitz , langt borte . Da Solen kastede sine første Lysstraaler over Planfagen , og dens sorte Beboere reiste sig til Arbeide , bemærkede man snart , at der var noget galt paa Færde . Negerne løb mellem hinanden , dog ingenlunde sorgfulde over den Nyhed , som bragtes dem om Robertsons Drab , han var nemlig almindelig forhadt . Mr . Burham kom hurtig tilstede og bragte snart Olden i Sagerne . Hans Tab af Penge var stort , men Tabet af Robertson , der i mange Aar havde styret hans Anliggender , laa ham dog tungere paa Hjertet . Der forestod ham imidlertid smerteligere Sorger . Der blev strax foranstaltet en Jagt efter Poitrovitz , men naturligvis uden Nytte . Man søgte ham forgjæves i New-Orleans , Charlestown og andre af Sydens større Stæder . Han var og blev borte . Det var atter Nat . I Plantagens anden Etage sad Lucie ved det aabne Vindu og stirrede ud over den Aflade Mark , som begrændsedes af Mississippiflodens klare Strømme . Hun hvilede sit smukke , lille Hoved paa sin høire Haand , medens hendes venstre holdt et Miniaturbillede op til Lyset , som stod bag hendes Stol . Det var Fran^ois Poitrovitz ' Billede . „ O , saa høit elskede han mig , at han myrdede sin Rival , — vil jeg atter faa ham at se — ak , hvad vil Fader sige — “ Hun fuldendte ikke Sætningen , men kastede sig paa Knæ ved sin Stol og lagde hulkende Hovedet i begge sine Hænder . „ Miss Lucie , Miss Lucie — Mr . Frank er greben i Boton Rouge “ , raabte en Stemme bag hende lidt efter . Det var Nanny . Hun hadede nu sin Herskerinde , da hun troede selv at være Gjenstand for Poitrovitz ' s Kjærlighed , og antog derfor med Rette at indgyde hende Skræk ved denne Efterretning . Endnu nogle Ord vexledes mellem dem , og Nanny fortalte , at Franxois Poitrovitz var bleven anholdt af Sheriffen , netop som han vilde gaa ombord paa en Dampbaad til NewOrleans . „ Han er altsaa fortabt , “ raabte Lucie . „ Ja , stakkels Mr . Frank , han vil blive hængt , “ ytrede Nanny . Dersom man kunde have set det uhyggelige Smil , som viste sig paa hendes Ansigt , vilde man have faaet et Begreb om hendes Had . Endnu sad Lucie nogle Minnter nted Hovedet begravet i sine Hænder , derpaa soer hun op og ilede ud . Nanny vilde følge hende . „ Lad mig være alene . Jeg maa trække Luft , jeg kvæles herinde -- -- -- -- “ Hun gik ud af Haven , over Markerne , ned gjennem Plantagens Strandparti , og snart kunde man ikke øine hende mere fra det Vindu , hvor Nanny søgte at iagttage hendes Bevægelser . Man saa hende heller aldrig mere i Live . Den næste Dag fandtes hendes Lig opskyllet paa Mississippiflodens Strandbred . Hun var det andet Offer for Fran ? ois Poitrovitz ' s Skurkestreger . Atter maa Læseren springe over et Tidsrum af henved 10 Aar . Vi ville da bede Læseren at følge med ind til Walbrook i City-London . Her findes endel Advokaters Kontorer . Paa et saadant , beliggende i en 3die Etage , ville vi fræde ind , og der træffe vi da to Mænd i ivrig Samtale med hinanden , medens de ryge af smaa Kridtpiber ved Kulilden . De synes meget fordybede i deres Samtale , og en Masse Papirer ere udbredte paa et Bord ved Siden af dem . Den LEldre er en statelig Mand paa omtrent 45 Aar og bærer Præget af en „ business man “ , hvorimod den Angre aabenbart er „ Faders Søn “ — kentlewan , som Englænderne kalde det . Den Mldsfe var ingen anden end vor gamle Ven , Fran^ois Poitrovitz . Tiden havde taget paa ham , hans Ansigtstræk vare blevne markerede , og hans kolde , blege Træk viste , al Lidenskaberne nu bleve besejrede af Beregningen . Han havde opholdt sig i London siden — — ja , det vidste man ikke saa bestemt . — Rig var han , ja , umaadelig rig , og han spekulerede med sine Skatte paa alle mulige Maader , men var navnlig bekjendt som Diskontør o : Aagerkarl . Han laante fjeldent ud under 200 pCt . —- men det var ogsaa kun Herrer med „ Ambition “ , som gjorde Forretninger hos ham . Den Angste var Benjamin Calvers , en rig Godsejers Søn fra Irland , som forødte umaadelige Summer . Naar hans Hjælpekilder vare udtømte , henvendte han sig paany til Mr . Jenkins , som Poitrovitz her kaldte sig , som ogsaa forstrakte ham — naturligvis mod Vexel , endosseret af Faderen . Dette Endossement vidste Mr . Jenkins , som vi nu ville kalde Poitrovitz for , meget godt var falskt , men han vidste tillige , al Faderen vilde indfri Alt , hvad Sønnen underskrev . Det var ved et saadant Forretningsforetagende , al vi træffe dem samlede . , Mt vel Ben , jeg kan ikke gaa ind paa disse Forretninger uden mod mere Sikkerhed ; saadanne Papirer ere ubehagelige at have dersom de ikke betales i Tide . “ „ De ved dog , Mr . Jenkins , at min Fader ikke lader mig gaa til Botany Bay for en lumpen Bagatel af 5 , 000 Lstr . — han vil dog i ethvert Tilfælde redde sit Navn “ , svarede den unge Mand . „ Ja — jeg har Erfaring for mig , Ben “ , vedblev Jenkins , „ hufk paa John Wilfons Maade at behandle mig paa . “ -- -- -- -- - „ Nei nei , Jenkins , Feilen var vel nærmest Deres , havde De ventet nogle Dage , kunde John have skaffet Pengene — det gjør mig ondt at tænke paa den Historie “ , sagde Calvers , idet han reiste sig op — det var dog mig , der forledte ham til at fkrive den Vexel . “ — „ Den Nar , hvorfor skrev han ikke Faderens istedetfor Onkelens Navn . Og saa at gaa hen og jage sig en Kugle gjennem Panden for en saadan Bagatel — ha — ha — „ Ti Usling “ — raabte Calvers — husk dog paa Sarah Benton — kan ikke hendes ulykkelige Vanvid bringe Deres Samvittighed til at vaagne ? “ „ Ha , min lille Ven , Samvittigheden maa en Diskontør ikke indlade sig med , “ — skoggerlo Jenkins — „ vi tænke kun paa Guld . Hvad kommer Sarah mig ved . John Wilson reddede sin Faders Penge ved at aflive sig ; men jeg skal dog vel ikke hænge mig , fordi hans Kjæreste bliver gal . “ Calvers havde taget fin Hat og var ved at forlade Værelset . „ Vil De faa hente Pengene i Aften ? “ henvendte Jenkins sig atter til Calvers , „ jeg skal endnu for denne Gang tage disse Vexler for gode , men husk , min gode Calvers , næste Gang — “ „ Jeg vilde ønske , at jeg ikke behøvede Deres Hjælp . — De er for flet til at indlade sig med , hvad vil De gjøre , om jeg ikke betaler Dem om 14 Dage ? “ Jenkins gik hen til et Pengeskab , som stod i Værelsets ene Hjørne . Døren dreiede sig paa de velsmurte Hængsler , og fra et lille Aflukke tog han en Pakke ud . „ Tik Sir John Calvers — — ser De — — hviskede Jenkins idet han viste Benjamin Calvers Pakkens Adresse . Benjamin blev ligbleg , ilede ud af Døren , idet han raabte : — „ Jaften Kl . 10 . “ Aftenen kom . Vi finde Jenkins i sit Kontor bøiet over en Mængde Papirer paa hans Skrivebord . Lampen oplyser Værelset fuldstændigt ; det synes , som om dets Beboer ikke ynder Mørke . Maafle var han optaget af urolige Tanker , naar han var ene . „ Calvers kommer ikke — hvad mon der er iveien — — “ mumlede Skurken mellem Tænderne . I det samme traadte en bleg , mørkklædt Kvinde ind og lagde lydløsf et Brev foran ham paa Bordet . „ Hvad venter Du paa , Nanny “ , raabte han vredt , da han havde læst Brevet — „ gaa “ . „ Den unge Herre venter paa Svar “ , hviskede hun sagte , „ vær god imod ham , Du har jo gjort ondt nok nu , og Du er jo saa rig “ . „ Ti ! Dit sorte Dyr eller jeg dræber Dig , “ rasede Jenkins vildt , „ jeg har nu født Dig i 10 Aar , og Du vover bestandig at plage mig med Dine Bebreidelser , gaa , eller Du skal undgjælde for det “ . „ Ikke før jeg har hævnet mig “ , sagde Nanny sagte , idet hun gik . Da hun var gaaet , lagde Jenkins atter sine Papirer ned , tog derefter en lille Pakke op af en Skuffe i sit Pengeskab og lagde den paa Bordet . Han fremtog derefter af sin Bordsfuffe et lille Pulver hvis Indhold han heldte i den Vandkaraffe , som stod paa Bordet . Da alt dette var ordnet , gik han hen til den Tapetdør , som førte ud til Korridoren , og aabnede den . Han fandt Nanny siddende ved Udgangsdøren ; paa et Vink aabnede hun denne og en Herre traadte ind . Da han havde naaet Døren til Kontoret , standsede han som for at betænke sig . Han traadte ind . Han underrettede hurtigt Jenkins om , at han , som Calvers havde omtalt i Brevet , var sendt af B . Calvers for at betale 5 Vexler og fremtog sin Tegnebog for at optælle Pengene . Pengene vare optalte , Vexlerne udleverede . „ Og nu gamle Skurk , “ udbrød den Fremmede pludseligt , idet han reiste sig i sin fulde Høide og med et Sæt over Gulvet stod ved Siden af Jenkins , som forskrækket for op , „ lad mig nu afgjøre et privat Anliggende med Dig . “ Med disse Ord holdt han Jenkins en sexløbet Revolver for Øinene . „ Hvem er Du ? “ raabte Jenkins , „ jeg kjender Dig ikke “ . „ Franøois Poitrovitz , alias Jenkins , kjender Du ikke Georg Robertsons Broder , Harry , som Du sparkede og slog , da Du var paa Plantagen hos Mr . Burham . Har Du ogsaa glemt det Knivstik , som Du gav min Broder hin Nat ? “ „ Harry Robertson “ , mumlede Poitrovitz alias Jenkins , „ Harry Robertson , ja , det er ham . Hvad vil De ? “ „ Dit Liv , Din Skurk — men først aabner Du mig det Skab der , jeg vil have Dine Penge med . “ „ Ha , Ha , det er Pengene Du vil have , min Lille “ , begyndte Poitrovitz ligesom i Haab om Redning , „ det er Pengene , ja , der er ikke meget i Skabet , maaske nogle Tusind Pund — men lad mig skrive en Anvisning paa min Bankier -- -- -- -- - “ Robertson syntes at være bleven koldblodig , han sænkede Revolveren . „ Skurk , hvad nytter Dit usle Liv mig , giv mig Dine Skatte , og Du skal faa Lov at leve . “ Begge satte sig . Der førtes en vild Samtale mellem dem , dog var det navnlig Robertson , som havde Ordet . I Samtalens Hede greb Poitrovitz Karaffen og slugte med Graadighed en Slurk Vand . „ Fordømt “ , udbrød han , idet han slængte Karaffen hen ad Gulvet , „ det glemte jeg dog . “ Han støttede Hovedet paa Haanden , stirrede en Tid lang hen for sig , medens Robertson taus betragtede ham . Endelig gjorde han et Forsøg paa at reise sig , men kunde ikke . Han faldt tilbage paa sin Stol , som ramt af et Slag . Robertson reiste sig forbanset fra sin Stol , gik hen til Jenkins og rystede ham . „ Enten er han ved at dø , eller ogsaa sover han godt — det var formodenligt tiltænkt stakkels Ben . — Du skal blive overrasket Din Kæltring , naar Du engang vaagner . “ Robertson kaldte paa Nanny og pegede hen paa Jenkins . „ Alin Gud , er han død ! “ „ Jeg tror han sover ; hvad skal vi gjøre ? “ Nanny havde , som Poitrovitz befalede hende , fulgt ham , efter at han forlod Plantagen hin Nat , da han dræbte Robertson . Hun havde gjennemstreifet det meste af de forenede Stater for at træffe sin elskede Ven , og omsider truffet ham i Baltimore . Herfra var hun fulgt med ham til England . Hun havde snart erfaret , at han ikke var den Kjærlighed værd , som hun ofrede paa ham , men hun vedblev dog at blive hos ham og passe ham mere trofast , end Fremmede vilde have gjort . I de sidste Par Aar havde han imidlertid behandlet hende ligefrem slet og hensynsløst , og hendes Lidenskab for ham var kjølnet . Hun ventede paa en Anledning , som kunde berøve ham hans Formue , da antog hun atter at skulle kunne tilbagevinde ham . Stakkels Nanny , hun vidste ikke , at dette Umenneske kun benyttede hende som et Værktøi i sin Haand . En Dag blev hun tiltalt af en Herre i en af Smaagaderne i City . Hun gjenk ' jendte strax sin Barndoms Ven , Harry Robertson , som hurtigt fortalte hende , hvorledes han i mange Aar havde reist fra Sted til Sted for at finde Poitrovitz , paa hvem han vilde hævne sig , eller i det mindste afpresse ham Penge . Robertson kom altsaa hendes Plan til Hjælp . Tilfældet vilde , at han „ paa Livet “ havde mødt Benjamin Calvers , ja endog var dennes Fortrolige , og havde , da han hørte , hvorledes Calvers var indviklet i Jenkins alias Poitrovitz ' s Garn , besluttet sig til at faa Leilighed til at pine den Gamle . Han tilstod aabent Sagens Beskaffenhed til Calvers , og i Forening skaffede de Penge tilveie , saa at de kunde møde Aagerkarlens Fordringer . Aftenen kom , og vi have set , hvorledes han i sin Overraskelse og Angst selv nød den Sovedrik , som han havde beredt for Calvers Ven , i den Hensigt at kunne komme til at bestjæle ham . Vi forlode Nanny og Robertson i det Øieblik , da de tvivlraadige stod ved Poitrovikz bevidstløse Skikkelse . — — De bare Poitrovikz ind paa hans Seng , og Robertson søgte nu og fandt ogsaa en betydelig Kapital i Banknoter . Det var nok for ham , og tilfredsstillet paa denne Maade forlod han Huset . Nanny vaagede ved Poitrovikz ' s Sygeleie indtil den næste Formiddag . Endelig rørte han sig og ligesom vaandede sig i Smerte . Han vaagnede og klagede over Hovedpine . En Læge blev kaldet , og Poitrovikz maatte i lang Tid holde Sengen . Lægen antog Sygdommen for en Følge af Sjælslidelser og anordnede Ro fremfor alt andet . At opholde Læseren her vilde blive trættende , og vi kunne derfor i Korthed fortælle , at da Poitrovikz efter flere Maaneders Sygdom omsider atter kunde tænke paa sine Planer , fandt han kun bitre Skuffelser . Mange kostbare Dokumenter vare borte . Største Parten af hans rede Penge savnedes , og en skjøn Morgen var ogsaa Nanny forsvunden med enffkke ubetydelig Kapital , som Vederlag for „ Tort og Møie “ . Derefter hengik nogle Aar , i hvilke man ikke kjendte noget Egenligt til Poitrovikz ' s Foretagender ; man ved kun , at han til ubestemte Tider blev set i Paris og flere andre Steder i Frankrig , Tydskland og Italien , navnlig ved Badesteder , hvor han Tid efter anden ved sin mystiske Personlighed og sin flotte Optræden erhvervede sig Tilnavnet „ Greven af Monte Christo . “ Et Aar forud for nærværende Fortællings Begyndelse træffe vi atter Fran^ois Poitrovitz . Det var Sommer . Han havde opholdt sig i længere Tid i Paris , og vi træffe ham strax efter hans Ankomst derfra til Badestedef i Travemünde , hvor vi finde ham ledsaget af sin Søn — den samme , som vi have omtalt tidligere . Det var Aften . Solen straalede endnu i Havkanten , da vi paa Altanen i det store Kurhus finde d ' Hrr . Poitrovitz sammen , rygende deres Cigarer og tilsyneladende noget nedstemte . „ Jeg opbyder Alt for at bringe Dig i Selskab med Damer , min kjære Joseph , Du maa oppe Dig , være mindre tilbageholdende , nærme Dig mere , f . Ex . til Baronesse T— eller den smukke , lille Frøken Caroline P— , kort sagt , Alt hvad der er nobelt , men hold Dig endelig borte fra al denne Simpelhed , som findes her . Jeg tog netop herhen , fordi jeg erfarede , at der vilde indtræffe meget fornemme Partier . „ Det er ikke Adspredelser , jeg mangler — jeg længes efter mit sydlige Moderland og efter min Moder . “ „ Din Moder — lever hun da endnu ? “ „ Ja , kjære Fader , fkjøndt jeg vel kjender Deres Vrede , maa jeg dog tilstaa , at jeg ikke kan opgive Tanken om endnu engang at træffe min stakkels Moder . “ „ Nævn hende ikke oftere , Joseph , thi da maa vi skilles . Dig elsker jeg , thi Du er god , men Din Moder hader jeg -- -- -- -- - se , der gaar den rige Grosserer K . ' s Frue og Datter i Haven , skal vi gaa ned og hilse paa dem ? vi skulle i Morgen Aften til et Spilleparti hos dem . Det er en Pokkers charmant Dame , den lille Frøken -- -- -- -- -- -- ikke sandt ? “ — Joseph svarede ikke , men ledsagede sin Fader ned i Haven . Her skiltes De snart ad , for hver for sig at søge Sit . Den ældre valgte Spillebordet , den yngre søgte det smukke Kjøn . Badesæsonen var forbi , nogle Maaneders Ophold i Hamborg og Berlin , og vi møde Dhrr . Poitrovitz i det gamle grønne Hus i Falkoneralleen . Læseren kjender nu Frantzvis Poitrovitz ' Levnetsløb , — at han var i Stand til at begaa en saa slet Handling , som gav Anledning til , at vi lærte ham at kjende , vil derfor ikke være forunderligt . Det var hos Carlsen i Brolæggerstræde , vi traf Poitrovikz . Det lod til at de to vare gamle Bekjendte . Hvorfra dette Bekjendtskab hidrørte , vide vi ikke . Aftenen før den Dag , vi have set den ældre Poitrovikz og Carlsen sammen , afholdt den rige Grosserer Petersen et glimrende Bal i sin Eiendom i —gade . Alt , hvad der var Ungt og Smukt af den gentile Verden , var tilstede . Medens Fran^ois Poitrovikz opholdt sig ved Spillebordet , var Joseph i de Tandsendes Rækker , og en opmærksom Iagttager vilde have bemærket , at han særlig søgte at behage Husets unge og smukke Frue . Hun havde endnu ikke været Herskerinde i dette Hus et helt Aar , og man paastod , at Hr . Petersen aldeles forglemte sin Forretning for sin Frues Skyld . Saameget vidste man ogsaa , at Fruen havde megen Villie i srt Hus — og hende skyldtes de mange Baller og Selskaber i denne Vinter . I et Kabinet mellem Bal- og Spisesalen , finde vi samme Aften den unge Fru Petersen hvilende sig paa en af de Fløiels Sophaer , som prydede Værelset . I sin Haand har hun en frisk Rose , noget usædvanligt midt om Vinteren . Hun stirrer tankefuldt hen for sig og bemærker ikke , at en ung Herre træder ind og nærmer sig hende , før han vil tage Plads ved Siden af hende . Idet hun opdager ham , siger hun sagte : „ Vogt Dem dog , Joseph , husk paa , hvor vi ere . “ „ Intet i Verden kan forhindre mig fra at bringe Dem min Tak for den lille Billet i Morges — Tak , fandt De den lille Seddel i Blomsten ? “ „ Ja , men gaa — jeg tør ikke blive her . “ „ Jeg har jo ikke faaet at vide , naar vi træffes . “ „ Paa Mandag . “ „ Hvor ? “ „ Paa samme Sted , i Søndermarken . “ „ Tid ? “ „ Kl . 10 -- -- -- -- -- -- gaa — gaa , der kommer Nogen . “ Joseph stod ærbødigt foran Fru Petersen og yttrede nogle Ord om Varme og Haab om , at den smukke Viffe , hun havde tabt paa Gulvet , ikke havde lidt nogen Skade , da den ældre Poitrovitz fra Balsalen kom gaaende med Hr . Petersen i en meget fortrolig Samtale . „ Ah ! min naadige Frue , “ udbrød Poitrovikz med Varme , „ man hviler sig efter Ballets Anstrengelser . “ „ Ja , Hr . Poitrovikz , Deres Hr . Søn beviste mig den Artighed at ledsage mig hertil , — jeg var saa træt af Dandsen — nn troer jeg , vi maa tilbage , før de favne os . “ Dersom man havde brugt sine Øine godt , vilde man have set den ældre Poitrovikz trække et lille Kort op af Vestelommen og lade det falde ved Siden af sig . Selskabet begav sig ud af Kabinettet ; idet Poitrovikz > vilde forlade det med Hr . Petersen , yttrede han : „ Det forekommer mig , at jeg ser et Visitkort ligge paa Gulvet , lad os se . “ Han gik hen og tog det samme Kort , som han nys lod falde ned , op . „ Det er besynderligt , “ yttrede den gamle Skurk , „ intet Navn , kun Tallet „ 11 “ og Ordet „ Kom “ — det synes at være en Indbydelse til et Stevnemøde . “ „ Stævnemøde “ , udbrød Petersen , „ Stævnemøde , mellem hvem ? “ „ Ja , hvor kan jeg vide det , Hr . Petersen , den Gaade maa de løse selv . “ „ Stevnemøde “ , mumlede Petersen , medens de gik ind i Spisesalen . Omtrent en Uge senere rullede en Aften en elegant Ekvipage ud ad Strandvejen . Vi ville ikke betegne Stedet nærmere , hvor den standsede , men den ventede ikke længe , før en elegant klædt Herre traadte ud af en Havelaage og stod ind i Vognen . Kudsken syntes at vide Besked , thi strax efter vendte han , og Vognen standsede først ved det bekjendte Landsted i Falkoneralleen . Morgenen efter finde vi Joseph Poitrovitz i sit Studereværelse . Han hviler sig paa Sofaen og synes at være tankefuld . Formt ham ligger en lille elegant Brevtaske , som han har taget op as Skuffen i sit Skrivebord , hvorfra han har fremtaget nogle sirlige Billetter — øiensynligt Breve fra en Dame . I sine Drømmerier vækkes han af sin Tjener , som meddeler ham , at en Herre ønsker tale med ham . „ Hvem er det ? “ „ Han vil ikke opgive sit Navn . “ „ Lad ham komme ind — er min Fader hjemme ? , , ' „ Nei , han gik vistnok til Byen i Morges . “ Saasnart Tjeneren havde forladt Joseph Poitrovitz , pakkede han Brevene sammen , og idet han udstødte et let Suk , aslaasede han sit Skrivebord . Derpaa ringede han . En sagte Banken lød paa Døren , og ind traadte en Mand i sine bedste Aar . „ De ønsker at tale med mig , “ udbrød Joseph , idet han bød ham tage Plads , „ hvad vil De ? “ „ Bede Dem være paa Deres Post . “ „ Paa min Post , hvad mener De ? “ udbrød Joseph , idet han blegnende reiste sig . „ At De maa vogte Dem for flere Stævnemøder med en vis ung Frue . “ — „ De tager feil , hvad er Deres Mening ? “ „ Som jeg har sagt Dem , De maa være forsigtig — min unge Ven , De kjender mig ikke , jeg kommer til Dem af lutter Vensfab — mit vigtigste Raad til Dem er , at De skal vogte Dem for Deres Fader . . . “ „ Min Fader — vogte mig for min egen Fader . . . “ „ Ja , netop Deres Fader . . . Jeg bør ikke sige mere her , men vil bede Dem for hendes Skyld at tilintetgjøre de Breve , De har faaet fra hende . “ „ Hvilke Breve ? “ „ Vær dog fornuftig , unge Mand , naar De hører , at jeg er underettet om , at De iaftes havde et Stævnemøde med Fru Petersen , — naar jeg siger Dem , at De idag for ikke en Time siden modtog et Brev fra hende , — vil De da endnu ikke erkjende , at jeg er vel underrettet og følge mit venlige Raad , som jeg kun meddeler Dem af Hensyn til Deres Moder . “ „ Min Moder — er hun her ? “ „ Det ved jeg ikke , men jeg ved , at Deres Fader for et Par Dage siden har modtaget Brev fra hende , og at hun nok truer ham med at komme hertil . “ Samtalen fortsattes endnu nogen Tid . Carlsen vidste saa vel at tale for Joseph , at han formaaede ham til samme Aften at foranstalte et Stævnemøde med Fru Petersen , ved hvilket hendes Breve skulde tilbagegives hende , og aftvang ham det Løfte , at ende denne Forbindelse . Om Aftenen var alt stille paa det lille Landsted . Kun bag et eneste Vindue skimtedes der et svagt Lysskjær , og naar vi træde ind der , finde vi den ældre Poitrovitz ved sit Skrivebord . Han er ifærd med at skrive et Brev . Han standser ofte og kaster sig tilbage paa Stolen som for at betænke sig . Endelig er han færdig . „ Hvorfor har han dog idag taget Brevene med sig ? “ udbryder Poitrovitz ved sig selv . „ Ja , ja , nu skal Petersen dog idetmindste overraske dem ved det næste Møde , og saa faa vi nok Brevene imedens . “ Et Par Timer før dette foregik i Poitrovitz ' s Arbeidsværelse , foregik der en anden Scene i den modsatte Del af Huset . Da Alt var mørkt , vilde man have set en Mandsperson indhyllet i en Kappe træde ind af Havelaagen . Han begav sig til den Del af Huset , hvor Josephs Værelser vare beliggende , og idet han slødte haardt mod Havesfuedøren , gik denne op . „ Netop som jeg tænkte , “ mumlede han , „ jeg vidste , at Riglerne ikke vare satte fast . Nu til den unge Mands Værelse . “ Carlsen , thi ham var det , sneg sig sagte over en Korridor til Josephs Værelse , og her fandt han ved Hjælp af en Blændlygte snart den Skuffe , hvori Joseph om Formiddagen havde skjult sine Elskovsbilletter . „ Godt “ , udbrød han , „ nu skal jeg redde Dig , min Dreng , imorgen skal Du faa Forklaring . Hvor dog disse unge Mennesker ere taabelige og uforsigtige . . . “ Den næste Dag om Morgenen var Joseph ikke at finde paa sit Værelse . Man ventede og ventede til ud paa Aftenen , men han kom ikke . Den ældre Poitrovitz gik “ ind til Byen . Vi træffe ham after hos Carlsen . „ Nu “ , siger Carlsen , „ har De saa Brevene ? “ „ Jeg forstaaer Intet af alt dette “ , svarede Poitrovitz , „ siden igaar har jeg ikke set Joseph , og ved at rydde op i hans Skrivebord , findes der ikke Spor af Breve . “ „ Nei , det vil jeg nok tro , Din gamle Skurk , “ raaber Carlsen , idet han reiser sig og aabner en Dør til et Sideværelse , — „ behag , mine Herrer , at træde ind , her er den Mand , som jeg har anklaget . “ Fran^ois Poitrovitz stod som forstenet , idet to Politiofficianter viste sig . „ Hvad betyder dette . Din Usling ? “ raabte han , idet han sank ned paa en Stol . „ Kun at De i Lovens Navn er arresteret , “ svarede den ene Betjent , „ for at have begaaet Falsk . Deres Søns Vexler , som ere udstedte til Firmaet I ) . L Z . heri Byen , ere skrevne af Dem , ikke sandt ? “ „ Nei , det er ikke Sandhed , det er den Usling der staaer , som har skrevet dem . “ „ Ja , det skal vi nok blive enige om senere . Desuden er der andre Smaating , hvorfor vi ønske Deres Nærværelse . . . De vil maaske ogsaa nægte , at De har kjøbt Carlsen til at stjæle nogle Breve fra en vis Dame til Deres Søn ? “ Poitrovitz svarede Intet . Ligbleg blev han ført ud af Huset op til Politikammeret . Vi have omtalt , at Joseph Poitrovitz ikke fandtes i sit Hjem om Morgenen . Han havde været hjemme , men strax savtiet sine Breve . Et Øiebliks Eftertanke , og han troede , at Carlsen havde Ret , da han advarede ham mod hans Fader . Han skrev nogle Linier , forseglede dem og ilede atter ud . Nogle Timer senere finde vi ham igjen hjemme , hvilende paa sin Sofa . Men han har ingen Ro . Hvert Øjeblik farer han op og gaaer raskt over Gulvet . „ Fordømt “ , udbryder han sagte , „ at jeg dog ikke handlede , som Carlsen bad mig . Nu er hun fortabt . Naar dog min Billet maa naa hende tidsnok til , at hun kan komme ud . O , min ulykkelige Agathe , hvad skal jeg dog gribe til ? “ Atter gaa et Par Timer . Dagen begynder at gry . Joseph gaaer til sit Skrivebord , tager nogle Pengesedler fra dette og gaar atter ud . Omtrent Kl . 11 samme Formiddag , vilde man have truffet Agathe og Joseph spadserende paa Strandveien . De saa blege og forstyrrede ud , og gik hurtig op mod Klampenborg . „ Hvad vil Du gribe til , elskede Joseph ? “ spørger Agathe . „ Der er kun to Udveie — enten flygte eller — dø , “ svarede Joseph . „ Dø ! “ udraabte Agathe . Du vil dø . . . saa unge . . . dø . . . umuligt ! “ „ Nuvel , saa flygte vi , — men er Du forberedt paa Flugt ? “ Man hørte ikke Svaret . Kort efter vare de forsvundne i Skoven . Franyois Poitrovitz vilde ikke tilstaa sin Brøde , men blev dog paa de mange Indicier , som Carlsen skaffede imod ham , dømt til 2 Aars Forbedringshusarbeide . Efter endt Straffetid blev han sendt ud af Landet . Siden har man ikke hørt noget om ham . Og Agathe og Joseph ? Faa Dage efter at man havde set dem forsvinde i Skoven , fandt nogle Fiskere ved Gilleleie Ligene af en Herre og Dame , som havde sammenbundet Armene med et Silketørklæde — formodenlig for ikke at adskilles i Dødskampen . Det var Agathe og Joseph Poitrovitz . Spaakvinden . At spaa i Kaffe og Kort er den almindelige Beshæftigelse , som man i det daglige Liv tillægger en Spaakvinde , og hendes Personlighed forestiller man sig i Almindelighed saa modbydelig som muligt . Det er bekjendt nok , af der oftere har været saadanne „ Koner “ under Tiltale for af have paastaaet af kunne forudsige Fremtidens Begivenheder til Personer , som de forud aldeles ikke kjendte , og om hvem det da ogsaa i Al mindelighed viste sig , af de havde været saare uheldige i af give Meddelelser om Paagjældendes Fortid — og af tale om Fremtiden , ja , det er vel ikke saa vanskeligt for en „ klog Kone “ ligeoverfor indskrænkede og overtroiske Folk . Hvorledes saadannes Overtro imidlertid i et Par Tilfælde er bleven særlig paavirket ved en Spaakvindes Ildsagn , vil efterstaaende Fortælling kunne give et Billede af . Der , hvor det nu saa bebyggede „ Rosenvænge “ er beliggende paa Østerbro , laa i gamle Dage et lille Hus , som beboedes af en ældre Mand ved Navn Johansen og hans Datter . Han havde været „ Noget ved Hoffet “ , men det var længe siden , og han pleiede af udtale sin LErgrelse over , af den Tid , han levede i , var saa fordærvet , af den efter hans Begreber ikke lagde tilstrækkelig LErbødighed for Hoffet for Dagen . Hans Datter , Amalie , havde været bestemt til „ Hoffet “ , men Moderens tidlige Død og de Pligter , som hun maatte udføre for sin gamle Fader , havde affkaaret hende fra at realisere denne fagre Ungdomsdrøm . De eiede nogle Tusind Daler , ja , der var endogsaa Folk , der vilde sige , at gamle Johansen „ var / sine tyve Tusind værd “ , men det var ikke Mange , der vilde tro det . Deres huslige Liv var meget ensformigt . Amalie læste meget , hendes Fader havde paalagt hende at „ vinde Kundskab og Erfaring “ og haabede stadig , at hans meget dannede Datter nok skulde gjøre et heldigt Parti , skjønt hun ikke var kommen til Hoffet . Saaledes stode Sagerne , da vor Fortælling begynder . Amalie var en god Pige . Hun havde fra Moderen arvet Lyst for huslig Virksomhed , som ikke lod sig fornægte i al hendes Forskruethed , der blev fremkaldt ved overdreven Romanlæsning og Moderens alvorlige Bestræbelser for at faa sin Datter godt anbragt . I sit Hjem havde hun aldrig set noget Ondt , men siden den Tid , der blev Tanke og Tale om at finde en Forsørger for hende , havde hun heller aldrig hørt tale om Andet , end af denne maatte høre hjemme i høiere Kredse og være noget Stort . Hendes Alder — ja , det var et Spørgsmaal , som ikke let lod sig besvare i Hast , thi hendes blonde Haar og livlige blaa Øine kunde nok i en Fart faa et bankende Hjerte til af antage hende 5 s . 6 Aar yngre , end hun virkelig var . Paa adskillige Mandtalslister fandt man hendes Alder vexelvis angivet til 22 og 23 Aar . ' Paa en yndig Sommermorgen gik gamle Johansen med sin uadskillelige Pibe og puslede i sin lille Have . Amalie var som sædvanlig tidlig oppe og sad paa en Bænk i Nærheden , saa af Faderen af og til kunde henvende en Bemærkning til hende . Hun var dybt hensunken i Betragtninger over en „ deilig Roman “ , hun samme Nat havde fuldendt Læsningen af . „ Der kommer han igjen “ , udbrød hun pludseligt , idet hun reiste sig og gik lidt fremad mod Veien , „ Fader , kjender Du den Herre ? “ „ Ja , det er ham , som saa gjerne vil have en Blomst af Dit Rosentræ derhenne ; Du faar vel give ham en for af blive ham kvit , “ svarede Johansen , medens han vedblev med sit Arbeide . „ Nei , Fader forstod mig ikke ; jeg mener , om Fader vidste , hvem han er . Han ser saa pæn ud — han er vist Kancellist — — “ „ Ja , eller maaske Pensionist . . . han ligner saadan en gammel Knark , som jeg selv er . . . ham vil Du vel ikke have , Amalie ? Nei , Du maa rigtignok have en anderledes Mand . . . “ Den Fremmede var kommen helt hen til Laagen , hvortil ogsaa Amalie ubevidst havde fundet Vei . Han hilste med udsøgt Opmærksomhed paa den unge Dame , der var „ saa frisk som Morgenluften “ , og bad om den omtalte Rose . Efter nogle Minuters Konversation med Faderen , kom Amalie tilbage og overrakte ham en Rose , idet den Fremmede som Tak for den talte Noget om , at den skjønneste Rose dog endnu forblev tilbage i Haven . „ Det er i Grunden en beleven Herre , Fader , han maa dog være Noget “ , ytrede Amalie , da han var gaaet , „ man kan tydelig se , at han hører hjemme i den fornemme Verden , han gaar med franske Handsker og lakerede Støvler . . . han er virkelig net . “ „ Du skulde , dersom han kommer igjen , “ svarede Johansen , „ se at faa ham til at nyde en Kop-Kaffe med os her i Haven . . . saa faar Du nok ud af ham , hvor han hører hjemme . “ „ Aa , han kommer vist ikke mere , nn har han jo faaet Rosen , han tiggede saa meget om . . . “ „ Saa , har han det , Du hørte maaste ikke , at han sagde , at den „ skjønneste Rose “ var tilbage . Han kommer nok efter den , fkal Du se , min lille Malle . “ Vi maa nu bede Læseren at følge med os ind i en as Hovedstadens uanseligste Gader , nemlig Prindsensgade . Omtrent midtveis ligger en ældre Bygning , som bebos as en stor Mængde Familier , og her ville vi over Gaarden begive os op til en 2den Sals Leilighed , hvor vi paa en smudsig Dør finde Navnet „ Sine Gotfredsen “ skrevet med Kridt . Lad os træde indenfor i den lille mørke Stue og se dens Beboere . Møblementet skal ikke friste til at antage , at der er Skatte tilstede . Paa en Feltseng i Stuens Baggrund staaer bag et Skjærmbrædt en gammel Seng , paa hvis Pjalter hviler en gusten , afmagret Skikkelse . Hun synes at sove , Øinene ere tillukkede , men naar man nøie iagttager hende , vil man fe , at den høire Haand stadig bevæger sig ligesom tællende Noget . Ved Vinduet sidder en yngre Kvinde , hvis Lighed med den Sengeliggende ikke giver nogen Plads for Tvivl om , at de ere Sødskende . „ Marie , hvorfor bestiller Dn ikke Noget , “ spørger den syge Søster . „ Jeg passer paa , om Clausen ikke kommer idag , vi have nu ventet paa ham i flere Dage ; Gud ved , hvor han bliver af “ , svarede den yngre Søster , idet hun gik hen til Sengen , „ har Du „ set “ Noget siden ? “ „ Ja , jeg ser , at Ulykker og Sorger ville følge os , og derefter Rigdom , — jeg ser en ung Pige , som blev forført . . . “ „ Aa , den Snak har vi hørt saa tidt , at jeg ikke tror længere paa , hvad Du siger . “ Læseren har vel allerede gættet , at vi ere i Spaakvindens Hjem . Sine Gotfredsen havde i mange Aar været bekjendt som Spaakone , og hendes Kunder vare ikke faa . Hun lod sig ogsaa bruge som Redskab for andres Ondskab , og havde i et Par Tilfælde været under Tiltale , uden at det dog var lykkedes at faa noget ud af Sagen . Største Delen af de Folk , som besøgte hende , vare naturligvis Tjenestefolk , og Vederlaget for hendes „ Knnst “ var forskjelligt , men i de fleste Tilfælde blev hun dog „ anstændig “ betalt , som hun kaldte det , og som oftest lød hendes Spaadomme ogsaa til Paagjældendes Fordel , hvorved de bleve „ godt stemte “ for Spaakoneu . Der findes overalt en Del Folk , som give sig af med saa smudsige Sager , at man ikfe tænker derpaa i det daglige Liv , og som oftest ikke tror det , naar en saadan Sag kommer srem for Offentligheden . Man falder ikke let paa , at Nogen t . Ex . lader en andens Liv forsikre , og saa senere leder denne paa Afveie , som med rivende Hurtighed søre ham mod Afgrunden , og saaledes gjøre Ende paa hans Liv tidligere , end under naturlige Forhold — blot for at tilvende sig en betydelig Assurancekapital . Naar saadant kan passere , er det vel ikke forunderligt , at en Spaakvindes Indflydelse kan gjøres gældende ligeoverfor en enfoldig , ung Pige . Blandt Spaakonens Protektorer var der en Mand ved Navn Clansen , som udgav sig for Partikulier . Han ydede hende ofte en rigelig Skærv som Vederlag for de Tjenester , hun beviste ham . Disse bestode i at fortælle en eller anden ung Pige , som kom til hende , at „ en saadan Mand skulde hun faa “ , hvis Beskrivelse da stemmede overens med de Oplysninger , som Clausen havde givet hende . Hun var naturligvis iforveien underrettet om Paagjældendes Forhold i Fortiden , og Oplysningerne , som hun gav den unge Pige , vare naturligvis afpassede efter Vedkommendes Ønske . Adolf Clausen var en i Bund og Grund fordærvet Mand . Som ganske ung havde han debuteret paa den slibrige Bane med at sælge sin Moders Eiendele , medens hun engang var fraværende paa et Besøg paa Fyen . Han havde dengang Ansættelse i et af Kollegierne , som det dengang hed , men var senere af ubekjendte Grunde bleven ansat som underordnet Embedsmand paa en af de vestindiske Øer , hvorfra han , nogle Aar før vor Fortælling begynder , var vendt tilbage . Spil , Drik og andre Lidenskaber vare hans uadskillelige Ledsagere , og naar som oftest hans ret anstændige Pension ikke slog til , maatte hans Venner „ bløde “ . Han havde ofte været mistænkt for sine Forhold til adskillige unge Piger , som han under Wgteskabs Løfte havde forført og senere forladt . Vi have nu gjort Læseren bekjendt med Helten og Heltinden i vor Fortælling og kunne derfor lade dens Handling skride fremad . Den omtalte Dag , da Adolf Clausen , thi ham var det , havde besøgt Pensionist Johansens lille Have og af Amalie faaet den Blomst han saa meget ønskede , træffe vi om Eftermiddagen Amalie i Havens hyggelige lille Lysthus med sin Veninde , Flora Petersen/ Flora er noget yngre end Amalie . De have kjendt hinanden fra tidlig Barndom og ere indbyrdes indviede i hinandens Hemmeligheder . Deres Samtale , da vi træffe dem , er naturligvis angaaende Morgenens Begivenheder . „ Ja , Du kan sagtens være ligegyldig , Flora “ , mener Amalie , idet hun drikker sin Kaffe , „ naar man er saa godt som forlovet , faa har det jo ingen Nød . “ „ Ha , ha “ , udbryder Flora , „ det har jeg jo været lige siden min Konfirmation . Nei , det bliver der saamænd aldrig Alvor af . Han tør ikke . Du kan dog være glad , Malle , at der af og til kommer en Frier i Syne , det gjælder blot , at Du forstaar at „ fange “ ham . “ „ Aa , det har vel ingen Nød , naar man blot turde for Fader , men han tillader mig jo næsten aldrig at gaa ud . Nu faa vi se i Aften , for jeg lod ham da forstaa , at vi skulde i „ Kasino “ i Aften . “ „ Ja , er hæn oprigtig , saa vær Du vis paa , at hæn nok kommer og passer paa Dig . Jeg skal saamænd ikke være iveien . “ Her blev Samtalen afbrudt ved , at Johansen kom til og meddelte , at hæn vilde følge Pigebørnene til Theatret , men de maatte selv se til at komme hjem . Adolf Clausen var naturligvis ogsaa i „ Kasino “ . Efterat det første Stykke var forbi , fandt hæn Bei op til Damerne , som havde Plads paa Balkonen , og hvem hæn tiltalte som gamle Bekjendte . Ved Udgangen tilbød hæn naturligvis sin Ledsagelse , og snart vare Damerne hjemme i god Behold . Dette gav atter Anledning til et Besøg den næste Formiddag . Adolf Clausen var en net Mand , og ved en Leilighed som denne var hæn naturligvis yderst elegant og opmærksom , hæn medbragte saaledes nogen meget fin Frugt , som hæn bød de unge Piger , hvilke vi atter sinde samlede i Lysthuset . Samtalen dreiede sig om den foregaaende Aftens Begivenheder og hvad der hørte til Dagens brændende Spørgsmaal , men lidt efter lidt blev den , uden at Pigebørnene lagde Mærke dertil , ført hen til Fremtiden . Paa en Utring af Amalie , at det vilde være behageligt at kunne vide Besked om , hvad der skulde hændes det næste Aarstid , svarede Clausen , ligesom hen i Spøg , at det var vel ikke vanskeligt at faa Underretning om Fremtidens Mysterier , da der i Prindsensgade boede „ en klog Kone “ , som gav sig af med at spaa . De unge Damer lo naturligvis hjerteligt over denne Bemærkning og uden nærmere Hentydninger til denne Sag forløb Tiden . Selskabet brød op , og Clausen tog Afsked med Løfte om snart at se ind til dem igjen . Da Clausen var gaaet , var han naturligvis Gjenstand for de unge Pigers Kritik . De vare begge indtagne i ham , dog var det navnlig Amalie , som syntes „ rigtig godt “ om ham . Flora mente , at han var lidt for „ rask “ , men derfor kunde han jo gjerne være en skikkelig Mand . Gamle Johansen , der naturligvis var vidende om Besøget , syntes eiheller at være uvillig stemt mod den „ nette Mand “ ; dog fandt han , at han var noget „ løierlig “ og at han vistnok var „ slem efter Pigerne “ . Henad Aften spadserede begge Veninderne til Byen . Deres Vei faldt — formodenlig dem selv ubevidst — ad Borgergade . Da de kom til Prindsensgade slandsede Amalie pludseligt foran denne Gade og udbrød : „ Det var jo i Prindsensgade , af Clausen fortalte , af der boede en Spaakone . “ „ Ja “ , svarede Flora , „ men Du tænker da vel ikke paa af besøge hende . “ „ Jo , naturligvis — naar man kan faa sin Lykke af vide for en saa billig Pris , vil jeg nok have Besked om min Fremtid . “ „ Men Du vil da vel ikke gaa derhen alene , Du vil da vel tage Din Fader med ? “ „ Nei , hvor kan det falde Dig ind , nei , Fader skal rigtignok ikke have det af vide , han vilde da sætte Huset paa den anden Ende , — nei , jeg g aar derhen alene . “ Med disse Ord gik hun over Gaden , men vendte pludselig om igjen til den forbansede Flora , idet hun ytrede : „ Hvor dumt , jeg ved jo intet Numer paa Huset , men det kan jeg da faa af vide af Clausen . “ „ Vil Du da sige ham , af Du virkelig er saa dmn , af Du vil tro paa , hvad en gammel Kjælling siger , — da kan han saamænd ingen Agtelse faa for Dig — langt mindre Kjærlighed . “ Amalie svarede intet , og de gik tause hjemad . Fra nu af blev Spaakonen ikke omtalt mellem dem , og Flora troede Sagen glemt ; men Amalie ventede kun paa en Anledning til at kunne spørge Clansen , som nu kom flere Gange om Ugen , hvor Spaakonen boede . Anledningen kod ikke vente længe paa sig . En Aften , medens de sad i det lille Lysthus , ledede Amalie atter Samtalen hen paa Fremtiden og „ kom til at le ved at tænke paa Spaakonen “ — og Clansen ytrede , at det var jo let at overbevise sig om Sandheden , hun kunde jo blot for Løiers Skyld „ prøve “ Spaakonen , hun boede i Nr . — i Prindsensgade . Forholdet mellem Clansen og Amalie blev daglig fortroligere , men paa Stævnemøder havde Amalie dog endnu ikke indladt sig . Samme Aften , som Amalie paany havde talt om Spaakonen , kunde man have set Clansen gaa over den snevre Gaardsplads for at naa heMtil Sine Gotfredsens tarvelige Bolig . Under Armen bar han en større Pakke , og da han kort efter var ved Døren , aabnedes denne som af sig selv , uden at han bankede paa . Det var Marie , som havde set ham komme og lukket ham ind . „ Hvor Du har været længe borte , Clansen “ , ytrede Sine Gotfredsen , „ nu er Du formodenlig paa Jagt igjen . I en hel Uge har Du ikke været her , og Du ved dog , at vi trænge saa haardt til Din Hjælp . Hvad bringer Du idag ? “ „ Alt , hvad Du behøver , lille Sine “ , svarede Clausen , idet han kastede en Pakke fra sig . „ Lad mig nu se I faa pudset op , — der kommer „ sornemt “ Besøg en af Dagene . Clausen , der i mange Aar havde kjendt Sine Gotfredsen og havde staaet i et meget fortroligt Forhold til hende , mente med den sidste Hentydning , at et større Værelse ved Siden af , som var ret net møbleret , skulde være rede til at modtage et Besøg , som han vilde foranstalte . Med faa Ord fortalte han Sine om Amalie Johansen , hendes Alder , Forhold osv . , mere end tilskrækkeligt for at overbevise det stakkels Pigebarn om , at den „ kloge Kone “ maatte have en overnaturlig Evne til at se ind i Andres Forhold . Med Hensyn til Fremtiden fik Sine ogsaa visse Ordrer . Efter saaledes at have instrueret „ den kloge Kone “ , forlod Clausen hende , idet han lovede at komme igjen den næste Dag . Efterat han havde forladt Søstrene , samtalede de om , hvilken Plan Clausen nu kunde have for , og Marie , hvem han aldeles ikke havde talt til eller taget Notits af under sit Ophold , udtalte sig bittert imod ham . Det lod til , at de ikke vare Venner . Den næste Dag fandt Flora , da hun besøgte sin Veninde , denne i meget nedstemt Humør , og hun formaaede ikke at faa Aarsagen at vide . Imod Sædvane kunde hun ikke faa Amalie til at foretage en Spadseretur og forlod hende , da hun antog , at Amalie mulig ventede Clausen , og at denne maaske Dagen forud havde „ erklæret “ sig eller gjort Udtalelser , hvorover Amalie nu grundede . Saasnart Flora var borte , ilede Amalie til sit Værelse , klædte sig paa og forlod Huset . Vi behøve næppe at sige , hvorhen Veien gik . En halv Time efter finde vi hende ved Sine Gotfredsens Dør . Den aabnedes som af sig selv . Halv forskrækket traadte hun ind , og i det samme aabnedes Døren til et halvmørkt Værelse , hvor hun blev ført ind af Marie . „ Vent , min Søster forbereder sig til at tale med Dem “ , sagde Marie til Amalie , idet hun bad hende sidde . For Vinduerne vare ophængte mørke Gardiner , og i Værelset fandtes foruden et Bord midt paa Gulvet kun 3 Stole . Paa Bordet brændte 7 Lys , som vare opstillede i en Korsform . En Bibel , Psalmebog og nogle Kort laa spredte over Bordet . Efter omtrent et Kvarters Forløb kom Marie atter tilbage , denne Gang ledsaget af Sine , som hun næsten bar . Da hun var bleven sat paa en Stol , begyndte Ceremonien : „ Du ønskert vide Din Fremtid “ , spurgte Sine . „ Ja “ , svarede Marie . Herpaa slog Sine med en sort rund Stav nogle Gange over Lysene og mumlede derpaa nogle uforstaaelige Ord . „ Jeg ser , at Du , Amalie Konstance Emilie Johansen , er over 25 Aar , — er det rigtigt ? “ „ Ja “ . „ At Du er bestemt til at indtage en høi Stilling i Livet , at Du vil blive rig og elsket af en ældre Mand , at Du vil have Sorg af en Søn , at Du derefter bliver gift med Din Elsker , — — og at Din Fader dør . “ „ Hvem er min Elsker ? “ „ Han er høi — har ædle Træk -- -- -- -- -- -- -- -Du vil engang møde ham i dette Hus . Du har en Veninde , der modsætter sig Dit Besøg her . Stol ikke paa hende . Hun har en utro Elsker , som vil skade Dig — tro ham ikke . “ Og saaledes vedblev Spaakvinden med en lang Tirade om Ting , som Clausen underhaanden havde skaffet sig Underretning om , for ved dette Middel at faa den stakkels Pige i sine Kløer . Efter en halv Times Ophold forlod Amalie Spaakonens Hus og begav sig i en ynkelig Tilstand til sit Hjem . Hun maatte bringes tilsengs ; hendes Fader blev meget ængstelig for hende og lod en Læge kalde , som paastod , at der var en Sindsrystelse tilstede . ri Da Amalie gik ud af Spaakvindens Hus , vilde hun kunne have bemærket , at en kvindelig Skikkelse hurtig ilede efter hende og ikke standsede , før hun var ved sit Hjem . Det var Marie , Sine Gotfredsens Søster . Den næste Dag om Aftenen , medens Johansen gik og vandede sine Blomster og ærgrede sig over denne Clausen , „ som dog nok havde sat hans egen Malle Fluer i Hovedet “ , saa han pludselig et ældre Fruentimmer staa foran sig . — „ Hvad vil De ? “ spurgte Johansen vredt . „ Jeg vil redde Deres Barn for Dem , “ svarede Marie Gotfredsen ; thi hende var det . „ Redde mit Barn , er der da nogen Ulykke paafærde “ , udbrød Johansen ængstelig , idet han lod Vandkanden falde ud af Hænderne . „ Ja “ , — og nu begyndte Marie med faa Ord at skildre Clausens Kjæltringestreger og Amalies Besøg hos Spaakvinden , idet hun ytrede , at hun længe havde havt i Sinde at angive saavel ham som Søsteren , men af Hensyn til den Sidstes ulykkelige Sygdom havde hun afholdt sig derfra . Amalies Veninde , som havde bemærket Samtalen mellem Johansen og det ubekjendte Fruentimmer , forlod den Syge for at erfare Aarsagen til Johansen » ophidsede Sindsstemning . Da hun hørte , hvad det angik , takkede hun Marie venligt og bad hende endelig at give alle de Oplysninger , hun kunde , for at man da maaske kunde standse Clausen i hans videre Planer . Det blev nu aftalt , at Johansen og Flora næste Formiddag , forsaavidt Amalies Tilstand tillod det , fluide besøge Maries Søster og gjøre nogle Forespørgsler . Den næste Dag var Amalie bedre , men hendes Fader og Veninden vovede ikke at trænge ind paa hende for at erholde nogen Kundskab om Aarsagen til hendes sygelige Tilstand , som de jo nu alligevel kjendte og derfor vilde modarbeide uden hendes Vidende . Henad Middag begave de sig begge til Sine Gotfredsens Bolig , men vi ville ikke trætte Læseren med at beflrive den Scene , som foregik der imellem Johansen og Spaakonen . Flora , som holdt meget af Amalie og var meget bedrøvet for sin stakkels Veninde , blev staaende i Gangen for at lette sit Hjerte ved en længe tilbageholdt Graad . Medens hun stod der , kom et yngre Fruentimmer og gik op til Sine Gotfredsens Dør ; men da hun hørte , at der blev talt høit , gik hun tilbage og stillede sig ligeoverfor Flora . Ved at se denne med taarefyldte Øine , er formodenlig hendes egen pinlige Stilling traadt stærkere frem for hende , thi hun begyndte ogsaa at græde . Fælles Sorg giver ofte Anledning til gjensidig For- . trolighed ; dette blev ogsaa Tilfældet her . Flora , der snart saa , hvad der var iveien , trængte med sine Spørgsmaal saa meget ind paa den stakkels Pige , at denne inden lang Tøven fortalte lidt af sit Livs Hændelser . Disse vare kun sørgelige for den sidste Tids Vedkommende . Hun var ' et Par Aar forud kommen hertil Byen og havde her gjort Bekjendtstab med en Tømmersvend , af hvem hun var bleven forført . Forældrene , til hvem hun for nogle Uger siden var tyet , havde forstødt hende , og efterat hun var kommen hertil igjen , havde hun ladet sig overtale til at faa „ et godt Raad “ hos Sine Gotfredsen , som ogsaa gav sig af med dette Slags Forretninger . Medens Pigen fortalte Resten af denne Fortælling , var Johansen kommen tilstede og Flora meddelte ham Sagen , hvorefter de besluttede , at hun skulde ledsage Pigen op til Sine , som skulde sælge hende nogle „ Draaber . “ Planen lykkedes . Faa Dage efter blev det ved flere fremkomne Oplysninger konstateret , at Sine Gotfredsen i længere Tid havde givet sig af med at „ spaa , “ „ kurere Folk “ samt i to Tilfælde givet svangre Fruentimmer Midler til Fosterfordrivelse . Hun forklarede i flere Tilfælde at have været hendes Ven , Adolf Clausen , behjælpelig med at forlede unge Piger til at tro hendes , med hans Ønsker samstemmende Forklaringer . Sine Gotfredsen fik et Par Aars Forbedringshusarbeide til Straf for sine Kunster ; Adolf Clausen havde naturligvis taget Flugten i Tide , og senere lod han sig ikke se her . Amalie var snart atter den livsglade Pige , som hun før havde været , men om hun fik nogen fornem Mand — det ved jeg ikke . Tivoli paa Amager . Medens Solen langsomt sank ned over Øresund , og Setlernes snehvide Seil tydelig traadte frem i Horizonten , kunde man fra Pynten paa Dragør have iagttaget — det vil sige gjennem Kikkert — at tre Fiskerbaade stode ud fra Land paa den svenske Kyst . Da Solen var gaaet ned , og Mørket længe havde ruget over den fredelige Strandbred , vilde en Iagttager have bemærket , at disse Baade nærmede sig den danske Kyst med Forsigtighed og altid i passende Afstand fra hverandre . Man vilde have set , at Baadene ofte vare ret nær ved Land , men pludselig stode ud igjen . Aarsagen var nemlig den , hvad Læserne maaske allerede have gjættet , at det var Smuglerbaade , som hertil indførte Brændevin og andre Sager , hvoraf der fordredes høi Told . Derfor vare de meget forsigtige , thi Toldvæsenet var begyndt at komme paa Spor efter dem ; dog var endnu Alt gaaet godt . Den Aften , vi omtale , vare de tre Baade gaaede fra Skannes Kyst fuldt ladede med Brændevinstønder . Man havde aftalt at skulle indtræffe til Dragør omtrent Kl . l , og Steffen Kalk var derfor urolig , fordi han ikke saa noget Tegn . Dette forventede Tegn bestod nemlig i , at Medhjælperne paa Land gav Signal ved Hjælp af en Lygte , som blev svunget tre Gange over Hovedet . Naar dette var foretaget af tre , paa tre forskjellige Steder posterede Mænd , saa vidste Kall — saaledes hed Skipperen , at Alt var vel . Men denne Aften lod Tegnet vente længe paa sig . Endelig viste det sig , og rask stode Baadene nu indefter , idet de bagerste vandt ind paa den forreste , saa at de Alle omtrent samtidig vare ved Stranden , hver Baad ved et af de Steder , hvor Lygtesvingningen nylig havde ladet sig se . Forinden vi gaa videre , er det bedst at give Læserne en Beskrivelse af de Personer , som de følgende Blade skulle omtale . Steffen Kall var en Dragørboer , som i mange Aar havde været vel kjendt for den Dristighed , hvormed han begik Lovovertrædelser . Han havde i mange Aar boet paa Dragør , og hans Hus var Tilflugtsstedet for mangen en løsladt Forbryder . Det var derfor heller ikke at undres paa , at det blandt Forbryderne gik under Navn af Tivoli . Foruden Steffen , som vi for Kortheds Skyld ville kalde ham , var der flere andre bekjendte Størrelser samlede i hans Hus den Aften , vor Fortælling begynder . „ Manden med Jernhaanden “ , som havde sit Navn af , at hvad han fik fat i , var det meget vanskeligt at formaa ham til at gjøre Regnskab for , og hans Kammerater havde for længe siden brudt med ham , dersom de ikke havde frygtet for , at han senere skulde angive dem . De vare derfor meget forsigtige med at betro ham noget Hverv alene , men desuagtet vedblev han stadig at søge deres Selskab , og var ogsaa en af deres bedste Mænd til at faa Varer i Land og gjemme dem , samt til at vildlede Politiet i dets Bestræbelser for at opdage Komplottet . Jens Langfinger og Rasmus Vilborg vare Folk , der ypperlig forstode at handle med Bønderne og dertil dristige Sømænd , der med Uforsagthed gik Faren imøde . De her nævnte fire Personer havde i mange Aar drevet denne Trafik i forskjellige Retninger , og mange dristige Indbrudstyverier i Skaane tilskrev man disse Folk og deres Kollegaer i Sverig . Vi have nu bestreuet de Folk , som vare tilstede i Baadene , og medens de foranstalte en sikker Landgang , lad os da begive os en knap halvfjerdingvei op paa Øen , og vi træffe der et hvidtkalket Hus , Steffen Kalks Hjem , i daglig Tale kaldet Tivoli . Læseren vil forhaadentlig ikke angre denne lille Udflugt efter at have gjort sig bekjendt med Husets „ faste “ Beboere , og de Besøgendes Livsforhold kunne maaske ogsaa være af Interesse . For at komme ind i det ovennævnte Hus er det nødvendigt at gaa til Bagdøren . Husets Forside har ganske vist en Dør , men den er kun tilgjængelig for Uvedkommende og det er først efter megen Banken at man omsider lukker nogen op . Men er man som sagt en Bekjendt af Huset , saa er det let at komme ind af Husets Bagdør ved at flaae et Par korte Slag paa en af Ruderne i Døren . Denne aabner sig da som af sig selv , og man befinder sig i et lille Rum , neppe fire Alen i Kvadrat og kun oplyst af Vinduet over Døren . En lille Lem i Døren ligeoverfor aabner sig derefter og et smudsigt , kvindeligt Hoved kommer tilsyne , hvorefter følgende Dialog vil udspinde sig — dersom den Besøgende ikke hører til den faste Stok . „ Hvor kommer Grisen fra ? “ Den Besøgende maa herpaa som Svar opgive det Sted , hvorfra Steffen Kall sidst er seilet . „ Er den feed ? “ Dette Svar afhænger af den Besøgendes Kjendskab til den sidste Forretnings Udfald . „ Kan Du spille ? “ „ Ja . “ „ Kan Du vinde ? “ „ Ja . “ Meningen hermed er , om Vedkommende er villig til at hjælpe til i Udførelsen af deres Bedrifter og det sidste hentyder til om Paagjeldende har havt Held med sig . Formodentlig kjender Enhver , der besøger dette Tilflugtssted , den rette Opløsning paa disse Gaader , thi man har aldrig seet Nogen blive udvist derfra . Efter at altsaa Gaaderne ere løste , aabner Døren sig og man kommer ind i Storstuen , som den i daglig Tale benævnes . Huset har kun 4 Rum , thi som Værelser bør de ikke benævnes . Bag Storstuen ud til „ Gaden “ , som Lanveveien kaldes , og op til Gangen er der et mindre Værelse , som i daglig Tale kaldes „ Salen “ . Paa den anden Side af Gangen er ogsaa mindre Rum og her ser det meget broget ud . Fiskergarn og andre Redskaber ligge mellem hverandre , og mange Sømandsklæder tyde paa , at her fler „ Udrustningen “ til de dristige Tog , for hvilke Steffen Kall er Anfører . Aldrig har han været greben i sin Gjerning eller i sit Hus , naar dette var fyldt med stjaalne Koster og Smuglergods , og aldrig har han kunnet forklare , hvorledes det var kommet der , men han har ogsaa flinke Hjælpere og med disse er det at vi nu skulle stifte Bekjendtstab . Vi ere altsaa indenfor Døren . Den Mand ved hvis Hjælp vi kom ind , er en gammel „ Besøger “ ; han er godt kjendt og synes at være ventet . „ Hvor kommer Du fra , Søren ? “ „ Fra den Langbenede . “ „ Har I været ude sammen paa Fangst ? “ „ Net , men vi aftalte at træffes her i Aften ved denne Tid for at tale med Steffen og Knud om at nappe den durkdrevne Lods , som nu ligger paa Lur efter os . “ Denne Samtale , som førtes mellem Steffens Hustru og Søren , blev afbrudt ved en heftig Banken paa Bagdøren . Det var mørkt , og Ella , saaledes hed Steffens Hustru , kunde ikke se , hvem det var . Hun forlangte derfor den sædvanlige Meddelelse med Hensyn til Grisen . Det varede dog ikke ret længe , før hun gjenkjendte den Ankomne og udbrød : „ Naa , jeg anede ikke , at vi havde saa gode Venner i Vente , værs ' artig Hr . Grosserer , træd ind i Salen . Denne Gang blev en Tør tilhøire aabnet og gjennem en mørk Corridor fandt man Veien til den saakaldte Sal . Det var for mørkt til at man kunde iagttage , hvem den saakaldte Grosserer var , og han bad nu at være fritaget for Lys , han vilde kun tale alene med Ella . Formodentlig ønskede han ikke at blive set af de andre Kjeltringer . Ella opfyldte hans Ønske og spurgte , efter at de vare komne ind i Salen i dæmpet Tone : „ Har Grösseren faaet noget Skib ? “ „ Nei , “ var Svaret , „ jeg antog at Gustaf Jønsson vilde have paataget sig Arbeidet , men det lader til at han har Betænkeligheder for denne Tur . Nu vil jeg tale med Din Mand , men det varede saalænge ved Stranden , saa antog jeg , at han var kommen herop . Naar venter Du ham ? “ „ Hvert Øieblik , “ svarede Ella hurtigt , idet hun ilede hen til Vinduet og aabnede dette . „ Jeg hører Signalet til at samles ; det er nu for tredie Gang . Han kommer snart . . . “ Det varede heller ikke længe før et stærkt Bulder paa Bagdøren forkyndte , at der var Nogen , som vilde ind med Hast . Ella gik denne Gang helt hen til Døren , og ind traadte en Mand , der uagtet det var mørkt , dog syntes at være stor og noget voldsom i sine Bevægelser . „ Hvem er her , skaf Lygterne i Stand i en Fart , vi blive forfulgte , der er noget Raadent i Farvandet i Dag . Hvor Pokker ere alle Folkene henne , ellers pleier Huset da at være fuldt nok af Snyltegjæster , men naar man engang trænger til dem , saa er der naturligvis ingen . . Inden Steffen havde endt denne lange Monolog , var Huset oplyst . En 5—6 Mand var kommen tilstede og stod i Storstuen med Lygter og Touge , rede til at drage ud paa Eventyr . „ Giv mig min stive Ven , “ bad Steffen . Lidt efter kom Ellen løbende med en vældig Trækølle , som Steffen tog imod , og idet han ligesom mønstrede sine Folk , yttrede han : „ Har I Mod , Kammerater , eller bliv hjemme og forsvind . “ „ Vi har aldrig svigtet Dig , Steffen , vil heller aldrig gjøre det , “ svarede en høi , sortskjægget Karl . „ Det troer jeg heller ikke Du vil , Poul , men det er bedst at Søren bliver hjemme , Du har gaaet formeget „ i Byen “ i den senere Tid . Jeg stoler ikke paa Dig mere . “ Hurtig vexledes der nogle Ord endnu og Søren gik henimod Døren . Men et kraftig Tag af Ellen , som havde Post der , standsede ham og satte ham ind i Stuen igjen . „ Nei , nei , Kammerat her kan Du blive indtil videre . “ Derefter forlode Steffen og hans Folk Huset , men idet Steffen gik gjennem Døren , stak Ellen ham en Seddel i Haanden . Efterat have aflaaset begge de Døre , som førte til Storstuen , og sikret sig Sørens Person , gik hun atter ind til Grossereren . „ Om en lille Timestid har vi Steffen igjen , dersom han flipper godt fra det “ , ytrede Ella , idet hun traf Grösseren , „ men det kniber nok i Nat . “ Det er ogsaa uforsigtigt at tage saa meget med paa engang , “ sagde Grossereren . „ Ja , man vil jo gjerne tjene saa meget som muligt , — det vil De jo ogsaa , gode Grosserer “ , bemærkede Ella . „ Rigtigt , min Ven , men nu skal vi til at spekulere paa at tjene endnu flere Penge — med — med . . . “ „ Ja , det er det samme , jeg forstaar mig jo ikke paa det , tal med Steffen om det . “ Det varede omtrent 2 Timer , forinden Nogen atter bemærkedes ved Døren . Den blev oplukket og Steffen traadte atter ind . Nu var der Lys , saa at man tydeligt kunde se denne herkuliske Skikkelse . Han var en svær kraftig Mand . Søluften havde gjort hans Ansigt brunt , og hans mørke Haar og Øine gav hans Udseende meget tilfælles med „ Natmændenes “ . — Der var Djærvhed og Forvovenhed parret med den disse Egenskaber egne Godmodighed , og han gjorde paa den , der var ubekjendt med hans Livs Skyggesider , Indtrykket af at være et godt Menneske . „ Saa flap vi da denne Gang fra Landkrabberne , “ yttrede Steffen , idet han traadte ind , „ og fik Grossererens Brændevin reddet . Næste Gang vi gaa paa Togt , skal jeg nok sørge for at Vinden blæser fra en anden Kant . “ Ella havde imidlertid hjulpet ham af med hans Overtrøie og hans store Støvler . Han traadte ind i Salen . „ God Dag , god Dag , Groshandler , “ sagde Steffen , da han bemærkede Grossereren , „ hvad bringer Jer hid i Nat ? “ „ Jeg maa slutte Akkord med Dig om den Tour til Norge , min gamle Ven . “ „ Ja saa , Groshandleren kan ikke faa Andre til at gaa i Tøiet , og saa kommer man til Stessen igjen , — men om nu Steffen ikke vil , hvad gjør vi saa ? “ „ Aa , min gode Steffen , der findes nok den Skaaning , som endnu vil vove Trøien for en 1000 Dalerslap . “ „ Ha , ha , “ udbrød Steffen , „ 1000 Daler , ha , ha , man lægger paa Lønnen . Nu vel da , hvad fordres der for alle disse Penge ? “ „ Mod , min Fa ' er , Mod , ikke andet end Mod . Lav Skuden til , at den holder i smukt Veir , som vi nu har , op til den svenske Kyst . Saa driver den for Vinden til et beleiligt Sted . . . ja Du kjender jo nok Maaden . . . fra tidligere Tid . “ „ Naa , I mener ligesom vi i sin Tid gjorde med „ Gustave “ . . . Nei Tak , den Tour gjør Steffen Kall ikke om igjen . . . nei ikke engang for 2000 Daler . “ „ Ja saa , bevares , hvad hændtes da med Gustave . “ „ Naa , Din svenske Tyveknægt , husker Du ikke , at Assurancen ikke blev udbetalt paa Grund af Mistanken , og at Steffen idag er en fattig Mand netop af den Aarsag . . . nei , for saadan en Bagatel vil jeg nok ikke resikere min Trøie . . . der skal mere til . . . “ „ Bliv nu ikke hidsig , lille Steffen , lad os engang tale fornuftig sammen . Betænk Dig til i Nat og tag Din Broder paa Raad . . . han er jo en modig Gut . . . men betænk Dig ikke for længe , thi Skuden maa kjøbes , og det er ikke sikkert , at Skipperen staaer længe ved sit Ord . . . Altsaa i Aften . . . “ „ Nei . . . Din svenske Rad . . . lad os slutte Akkorden i Dag , nu med det samme . Steffen behøver Ingen til at hjælpe sig med Raad . . . jeg tager Skuden under Behandling for 3000 Rdl . og 2 Procent . . . betænk Jer nu paa det . “ Svaret hørtes ikke . Grossereren var allerede ude af Døren , da Steffen nævnede Summens Størrelse . Steffen kastede sig tilbage paa den Bænk , hvorpaa han havde taget Plads , og snart efter , det første Dagslys kastede sit Skjær ind gjennem de smaa Ruder , var der roligt og stille i det lille Hus . Men nede ved Baaden , hvor vi forlode det kjække Mandskab , havde det ikke været saa roligt . Brændeviinstønderne vare kastede i Land , og de to Vogne , som længe havde ventet paa Baadenes Ankomst , vare læssede og færdige til Kjørsel , da man til sin Forfærdelse hørte ikke tOOO Skridt fra Stedet en Signalfløites skiingrendeLyd . „ I Vandet , “ -— lød Steffens Commandoord . De 6 Tønder rulledes ned med Lynets Fart og ud i Vandet . Deres Kammerater paa Land fulgte dem , og inden 5 Minntters Forløb vare alle Mand ved Aarerne og bugserede ved Hjælp af Baadene Tønderne langt ud . Her laa de stille i Nattens Mørke og ventede paa Ordre ; — thi „ Mester “ var bleven i Land . Det her beskrevne Optrin gav Anledning til Steffens første Hjemkomst , og da han atter kom til Stranden , saa han gjennem Natkikkerten Baadene styre mod Sverig . Der blev fra Baadene givet ham Signal , at han næste Dag ventedes til Sverig , at Tønderne vare opfiskede og at Toldvæsenet havde sat efter dem . Saa fortrinligt var Steffens Folk udstyrede , at de med Lethed kunde give deres „ Mester “ Budflab om under hvilke Forhold de befandt sig . Steffen gik derfor rolig tilbage , og vi have hørt Samtalen eller Noget deraf mellem ham og Grossereren . Hvem var Grossereren ? Det var naturligvis en af disse „ kommissionærer “ , som ere blevne for bekjendte under denne Kategori , og derfor nu skjule sig under Grossererkappen . Sagen dreiede sig naturligvis om en Assurancesvig , som skulle udføres tilsøes , nemlig ved at bore et Skib i Sænk . I den Anledning havde Grossereren , hvis Navn var H— , henvendt sig til en ved Dragør liggende Skipper og tilbudt denne en Fragt af Huder og Skind til England . Dette vilde Skipperen imidlertid ikke indlade sig paa , da han indsaa , at hans Skib var for svagt til at udholde en saadan Reise , men da Skibet netop egnede sig til det Brug , som Grossereren ønskede det anvendt til , tilbød han nogle Dage efter ved en Commissionairs ' Mellemkomst Skipperen en forholdsvis meget betydelig Sum for Skibet . Denne var henrykt over dette Tilbud , indgik strax paa at faa de fornødne Papirer ordnede , hvorefter Skibet senere blev transporteret til Grossereren som rette Eier . Alt dette var nu ordnet , og man skulde nu blot have en dristig Fører til Skibet . Denne skulde desforuden være godt inde i „ Kunsten “ , det vil sige i „ Synkekunsten “ , nemlig den rette Maade at bore et Skib i Sænk paa . Tanken faldt vel strax paa Steffen Kall , men denne havde engang før været med til den Leg , og da han ikke fik sin Andel saaledes , som det var ham lovet , blev han vred , og det var vanskelig for Grossereren at formaa ham til mere at indlade sig paa Andet end ligefremme Smuglersager . Han havde ogsaa paa denne Maade først afslaaet Tilbudet , men senere havde han dog tilbudt at ville gjøre det for en større Betaling . Men Grossereren , der kun indlod sig paa deslige svigagtige Forretninger , vilde jo tage „ det bedste Stykke af Kagen “ og saa sig nu om efter en anden Skipper , der for en billigere Betaling vilde drage Omsorg for at Skuden fprang læk . Men det var ikke saa let at finde den rette Mand , og derfor var det , at Grossereren atter kom tilbage til Steffen . Han vidste , at han den Aften var vis paa at finde ham , eftersom Steffen havde underrettet hans „ Agent “ om , at der den Aften vilde være god Anledning til at sætte over fra Sverig med alle tre Baade . Udfaldet af Samtalen have vi erfaret . Den næste Nat træffe vi atter Steffen i hans Hjem . Han er ene og gaar tankefuld op og ned ad Storstuens Gulv . Ella har kort før bragt ham et Brev . Det er vist ikke glædelige Efterretninger , der bragtes ham , thi harmfuld knuger han Brevet i sin Næve , som han holder tæt op til Brystet . „ Forbandede Kjeltring , — han respekterer Intet , “ udbryder han , idet han pludselig standser og lader Brevet fortæres af det osende Lampeblus , „ han tog gjerne Brødet fra sin egen Moder for at tilfredsstille sin graadige Lidenskab for Guld ! Men der er Penge at tjene , . . . skjøndt det ser sarligt ud . . . “ Medens han udtalte dette i en forbitret Tone , var vor gamle Bekjendt Grossereren traadt ind . Steffen bemærkede ikke hans Nærværelse , før han stod ved hans Side og tiltalte ham . „ Naa , brave Steffen , hvad synes Du nu om Tilbudet ? “ „ Jeg vilde ønske , at jeg aldrig havde kjendt Jer , “ svarede Steffen vredt ; „ forvoven er jeg og vil gjerne gjøre Forsøget , men tilsætte Menneskeliv , det er for galt . . . “ „ Du gjør jo Manden en Velgjerning , han er jo skrøbelig og ussel . . . han har jo selv bedt om at være med , og kan Du lade ham blive ombord , saa lad ham det ; Du faar da den halve Del af Policens Værdi . “ De satte sig begge . Grossereren trak et beskrevet Papir op og bad Steffen om at læse det . Efterat han havde læst det , lagde han det fra sig og sad en Stund i Tanker , hvorefter han pludselig udbrød : „ Ja , jeg indvilliger paa een Betingelse . “ „ Hvilken ? “ „ At I selv følger med . “ „ Jeg — følge med , “ udbrød Grossereren , idet han sprang op og blegnede , „ aldrig ! “ „ Nu vel , saa lad os ikke lade Tiden gaa ubenyttet hen , jeg har endel at varetage , “ vedblev Steffen , idet han reiste sig , gik hen til Døren og kaldte paa Ella . Hun kom , og Steffen bad hende sørge for , at „ den Langfingrede “ og Søren strax kom tilstede . Et Qvarler efter finde vi dem med Husets Herre i Salen . „ Kammerater , “ udbrød Steffen , da han saa sine Venner komme ind , „ jeg trænger til Mønt , vi maa klare det i Nat , — svar ? “ Begge Kammeraterne studsede . De anede ikke , at Steffen manglede Penge . Han var anset for en rig Mand . „ I betænker Eder noget lovligt længe , “ fortsatte Steffen . „ Jeg tænker blot paa Stedet , “ svarede den Langfingrede , -—jeg kjender Steder nok , men det er Pokkers langt ude , og vi maa føre Værktøi med . “ „ Nuvel , — det gjælder vel ikke Livet . Jeg har en Plan , men lad mig først blive færdig med den gamle Skurk , Grossereren , som sidder derinde . “ Idet han forlod dem for at gaa ind i Storstuen til Grossereren , hvidskede Søren til den „ Langfingrede “ : „ Lad os tage ad Strandvejen . . . Jeg vil arrangere det Fornødne med Hensyn til Politiet . “ „ Nei , vi maa til Svenskeren paa Farimagsveien , han har netop faaet Penge hjem nu efter Terminen og det er let at faa Adgangffra Søen . Sørg Du imidlertid for at faa fat i „ Bjørnen , “ thi ham maa vi have med . “ „ Men han er jo paa Gaarden ? , , „ Du ved , at hans Kjæreste , Karoline Spiers , altid passer paa Tegnet ved Stakitporten , for at han kan faa Underretning i rette Tid . Gaa Du blot derud i Eftermiddag Kl . henved 3 og lav Tegnet til , saa skal Du se , det varer ikke længe , før Du har Din Ven hos Dig . “ „ Jeg kjender ikke Tegnet , hvordan er det ? “ „ Du begiver Dig blot hen til Stakitværket ved Arbejdspladsen og lyder ligesom Du skjændes med En eller Anden af Folkene paa Pladsen . Tag et Par Smaasten med Dig i Lommen og kast dem ned paa Folkene ; naar Du har gjort det to Gange , saa vil Du mærke at Nogen trækker Dig i Benene , og naar Du vender Dig om , da ser Du Din Ven , Bjørnen . “ Denne Samtale blev fortsat et Øieblik endnu , indtil Steffen atter kom tilstede . „ Nu Kammerater , har I Slagplanen færdig ? “ „ Ja , “ mumlede den Langfingrede , „ vi vil gjæste Svenskeren paa Farimagsveien . “ „ Ganske godt , “ raabte Steffen , „ lad den Tyveknægt blive „ vasket “ , men hør lidt Folk . “ De satte sig i en Klynge midt paa Gulvet . Lyset kastede sit matte Skjær ud over Stuen og belyste disse vilde Mennesker . Ligesaa venlig , som Steffen saa ud , naar han var i godt Humør , ligesaa vild saa han ud nu , da han var bleven bitter . Efter nogen Tids Raadslagning , hvilken førtes i en halv sagte Tone , reisfe de sig atter og fortsatte Samtalen , høil . „ Alle Varerne komme hid i Overmorgen , “ yttrede Steffen , „ Grossereren paastaaer , at Ballerne indeholde Kohuder , men vi kjende jo bedre til Sagen . Jeg foreslaaer , at vi stikke Ild paa hele Stadsen , saa tænker jeg nok at Politiet selv finder Vei derhen og hjælper til med Slukningen . De vil da nok se , hvad Slags Varer Ballerne indeholde . “ „ Ja , men saa kunne vi jo ikke komme ud med Skibet , “ bemærkede Søren , „ og vi faa da ingen Penge . “ „ Fanden ivold med Pengene ! — Har jeg nu ikke søgt i 2 Timer at gjøre Eder sorstaaelig , at jeg vil angive den Kjeltring , men man vil jo nødig selv med i Suppen ; . . . kunne I tænke Eder en bedre Plan . - . “ „ Jo , “ svarede Søren bestemt , „ Du har jo ikke modtaget hans Tilbud , saa kan Du jo sagtens lade Sagen gaa sin Gang . Lad ham blive hængende ved den . “ „ Godt nok , lille Søren , Du er nok bleven „ dydig “ nu , ja , det bliver man jo ved at være i saa godt Selskab , som Du har været i den sidste Tid . Du husker nok heller ikke godt mere ; — mindes Du ikke gamle Sager ? “ Søren taug . Han var bange for at gjøre Steffen vred og maaske blive hindret i at udføre sin Plan . Ester nogen Raadslagning blev Forbrydernes Plan lagt/ Bestemmelsen blev nu , at de til næste Nat skulde sørge for at være underrettede om , hvorledes man lettest skaffede sig Adgang til et prægtigt Hus , som var beliggende paa Ladegaardsveien nærved Farimagsveien . Man besluttede sig til at benytte sig af „ Bjørnens “ Hjælp . . Denne var en dristig Tyv , som ofte med stor Dristighed havde ledet storartede Indbrudstyverier . Aftenen kom . Henved Kl . 9 kom Søren , og i Følge med ham en ung Mand , som lod til at være ukjendt med Lokaliteterne , hvorfor det varede Noget , inden han blev tilstedet Adgang , men efter at være kommen ind i Storstuen blev han modtaget af Steffen med megen Glæde . Det blev bestemt at begive sig paa Veien snarest muligt , og en Timestid efter finde vi Huset uden andre Beboere end Ella . Værket var ikke saa let at udføre , som det fra først af var tænkt . Man havde haabet paa Muligheden af at Havestuedøren var aaben , men dette Haab slog feil , idet man fandt denne vel forsynet med Smæklaas . Søren blev posteret ved Haveindgangen og „ Bjørnen “ søgte nu at finde en Indgang . Pludselig opdagede han et aabentstaaende Vindu . Det var rigtignok høit tilveirs , men der var en Tagrende ved Siden af , og med en Kats Behændighed klattrede han op ad denne og steg ind af Vinduet . Faa Minuter efter vifte han sig nede ved Hovedindgangen og havde aabnet Døren . Den „ Langfingrede “ gik ind med , hvorimod Steffen blev staaende udenfor . Han havde ikke Lyst tik at anholdes som Tyv , havde han ytret , men kom nogen af „ Djævlene “ , saaledes titulerede han Politiets Functionærer , ham for nær , skulde Paagjeldende i ethvert Fald mærke at Steffen Kall var nærværende . Det var imidlertid en ugrundet Frygt . Søren , som i den sidste Tid var bleven betragtet med mistroiske Øine , stod ganske vist i Forbindelse med Politiet , men Planen var endnu ikke lagt til ; hvorledes og under hvilke Forhold at Steffen og hans Folk skulde anholdes . Steffen var altfor klog til at samle for mange af sine Folk paa engang i sit Hus eller paa nogen Expedition . Han benyttede sjelden mere end en eller to ad Gangen og tog som oftest Anledning til at være saa lidet activ som muligt og var helst saaledes posteret , at han kunde komme bort i en Fart saasnart han mærkede Uraad . Ved denne Lejlighed var han særlig forsigtig , han havde længe anet at der gjærede Noget op imod ham , men han kunde ikke forstaa Sagens rette Sammenhæng . Den eneste , han havde mistænkt for Utroskab , var som sagt Søren , men denne havde holdt sig yderst forsigtig og var altid rede til at „ gaa med “ , naar det gjaldt et Eventyr . Det varede neppe et Qvarter førend den „ Langfingrede “ kom styrtende ud af Døren , idet han i Favnen bar alt det Sølvtøi , han kunde flæbe afsted , og strax i Hælene paa ham fulgte „ Bjørnen “ , som naturligvis heller ikke var uden Bytte . „ Afsted , Afsted , “ skreg Bjørnen , da han kom ned , „ Husjomfruen vaagnede , da jeg tog Nøglerne under hendes Hovedpude , og hun ligger meget urolig med mit Lommetørklæde i Munden og bagbundne Arme , men man maa have hørt Larmen ovenpaa , thi da jeg kom ud , hørte jeg , at en Mand kom farende ned ad Trappen . For Pokker , skynder Eder ! “ Inden „ Bjørnen “ var færdig med sin Tirade , vare vore Folk naturligvis udenfor den allerførste Fare . De vare komne hen til den Dør , som dengang førte ind til Gangstien , og ved nogle Kraftanstrengelser lykkedes det „ Bjørnen “ at komme omkring det Stakitværk , som stod nede ved Vandet , og op paa den indre Side af Søen . Her stod en Kagekones Hus , og enten nu „ Bjørnen “ var kjendt med Forholdene eller ikke , nok er det , ved et stærkt Ryk i Dørens nedre Del , gik denne op , og „ Bjørnen “ tog en Nøgle , som han vidste hang der , og aabnede Døren til Gangstien . Hans Kammerater var snart ude og Døren lukket . Alt var atter roligt , og hurtig skyndte Tyvene sig ned ad Gangstien for at naa den modsatte Ende , hvor man af en Havevei kom ind gjennem det dengang saa lidet bebyggede Terræn og ud paa Nørrebro . Veien fortsattes , dog ikke ud til Dragør , nei langtfra . Steffen var klogere ; han havde bedre Gjemmesteder . En Timestid senere træffe vi ham paa Jagtveien , tæt ved en Latrinentreprenørs Oplagsplads . Her har han posteret sig alene , idet han har trukket sig tilbage ved Grøften , men det varer ikke længe før han ved Lyden af en kommende Vogn træder ud paa Landeveien for at se , hvem Kudsken er . Han har gjættet rigtig . „ Mads Madsen “ , raaber Steffen høit nok til at dette kan høres gjennem Nattens Stilhed . Den tilraabte Kudsk standser . „ Hvad godt ? “ „ Hvad Vei flak Du , lille Mads ? “ spørger Steffen , idet han kommer helt op til Vognen . „ Ud til Kulen , “ raabte Mads Madsen fra sit ophøiede Sæde . „ Det er jo klart . “ „ Kan Du bringe Noget med for mig ? “ „ Jeg har Snavs nok paa Børen , men har Du noget der „ flinner “ , saa lad gaa . “ „ For det første dette . “ „ Bagatel . “ „ Her er en Dito , min Ven . “ „ Lad mig faa en til . . . nei , tre er et ulige Tal , lad mig faa den fjerde med . „ Du er dyr . “ „ Det er ogsaa et farligt LErinde . “ „ Snak , Du er jo øvet . “ „ Godt nok , min Ven , men det bliver dog mig , der maa holde for , naar den engang opdages . Den revner dog vistnok engang . Men før den Tid haaber jeg at være Torpere i Sverigs skjønne Smaaland . Naa Steffen , hvad skal jeg saa gjøre for Dig ? Mads Madsen var en gammel svensk Tugthusfange , nu kjørte han , som vi have set , med de „ ildelugtende “ Vogne til Amager . Her havde Steffen gjort hans Bekjendtsfab . Kulen var jo et rart Sted til at gjenrme Skatte ; de fintfølende Betjente vilde ikke vove deres Lugteorganer saa langt . Steffen havde derfor mod rigelig Betaling formaaet „ svenske Mads Madsen “ til at finde et passende Sted til at skjule Sølvtøi og andre Sager , som man ønflede forvaret . Steffen var altid selv med til denne Forretning , og ester den Samtale , vi have hørt , varede det ikke længe , før Søren , „ den „ Langfingrede “ , „ Bjørnen “ og Steffen alle fade paa Vognen , som nu med stærk Fart rullede ind mod Byen . Ankomne tik Amagerport stege „ Bjørnen “ og Søren af og gik langsomt ud til Steffens Tivoli , hvor de op ad Dagen fknlde træffes sammen . Underveis bleve Søren og „ Bjørnen “ mere fortrolige , de fortalte hinanden om deres store Bedrifter i Fortiden og om deres Lidelser i Tugthuset . — Omsider spurgte Søren : „ Hør Du „ Bjørn “ , har Du aldrig været Politispion ? “ „ Nei , hvor kan Du tro det . “ „ Fordi jeg har hørt , al Du taler saa tidt med „ Stokken “ , — melder Du Dig aldrig syg , saa al Du kan faa lidt Frihed ? “ „ Nei , men jeg har tænkt paa al tale med „ Børsten “ om al tjene lidt ved dette hersens Spioneri . . . man bliver saa gode Venner med dem , og saa kan man bedre gjøre Forretninger paa egen Haand . Man maa jo være om sig . Det siak jeg dog . huske paa , naar jeg trænger tik Penge næste Gang . . . men dette hersens , “ vedblev han , idet han viste Søren en Pakke med Papirer , „ det gjør det det vel nok en god Stund . “ „ Ah ha ! Kammerat , Du gjør allerede Forretninger paa egen Haand , men Du vil vel dele med mig ? “ „ Det forstaar sig , men 2Erlighed varer længst min Bro ' er . Det første Kny jeg hører om , at Du gaar med Sladder , saa er Du „ leveret “ min Faer . Vil Du expedere disse Sedler ? “ Den opgaaende Sol lyste nu stærkt nok til at man kunde iagttage de to Folk . Det var frække Fyre begge to , men „ Bjørnen “ , der var noget plump i sine Bevægelser , saa rigtignok mest durkdreven ud . Søren smilte med en vis Glæde , da han en kort Stund havde betragtet Sedlerne og raabte : „ Ah . . . ah Obligationer . . . naa da . . . de ere ikke daarlige . . . to . . . fire . . . otte . . . tolv , hver paa 100 Rdl . , . . . en . . . tre . . . syv paa 500 Rdl . Hør , Du er min Sandten en Pokkers lykkelig Knægt . “ „ Hvordan skulle vi faa dem afsatte , Du ? “ „ Hvor har Du stjaalet dem . “ „ Dit Fæ . . . hvor have vi været i Nat ? “ „ Du har jo ikke været alene mere end i fem Minutter . . . og i den Tid expederet saa mange Penge . . . naa , det kalder jeg godt gjort . “ „ Sig mig hellere , hvor vi skulle sælge dem . “ „ I Skaane , det forstaaer sig . Du gaaer til Mad i Dag , og jeg til Malmø og Helsingborg , og saa sælge vi dem enkeltvis paa Banken . Men idag min Fa ' er , for i Morgen er det for sent . Det er en Selvfølge , at Manden har Numrene op skrevne , og der bliver telegraferet strax alle Vegne . . . men først tænke de naturligvis paa Hamborg o . s . v . . . . Kom min Ven , afsted . . . “ Det lod til at Søren aldeles havde opgivet sin Plan . Nu var Pengene Alt for ham . Han antog nu , at han sagtens kunde gjøre sin Lykke , — saamange Penge paa eengang . Vennerne reiste sig og vandrede ind mod Kjøbenhavn . -i- rj * Da Steffen Kall ud paa Aftenen af den Dag , hvis Morgen bragte Søren til en aldeles forfkjellig Anstuelse end han tidligere havde havt , kom hjem til sit Hus , ventede han der at finde Bjørn og Søren ; men blev flufset i sin Forventning . Da ingen af dem endnu næste Morgen vare komne tilstede , besluttede han sig til at tage over stil Skaane for om muligt der at faa Oplysnutzer og den Hjælp , han ønskede til Udførelsen af det Hverv , han havde paataget sig med Hensyn til Grossererens Skib . Ni maa nu forlade ham en Stund , medens vi følge Søren og „ Bjørn “ paa deres Eventyr . Efter at de Sidstnævnte havde naaet ind til Byen , toge de en Droske og kjørte til Qvæsthusgaden , hvor de gik ombord paa et af de Dampstibe , som flere Gange dagligen gaaer til Malmø . Da de naaede hertil , vilde man have set , at de ikke vare ubekjendte paa Stedet , thi de søgte strax hen til et mindre velbekjendt Værtshus , hvor de ogsaa strax bleve modtagne med Velvillie og viste ind i et Bagværelse , hvorhen ogsaa Værten begav sig formodentlig for at erfare Aarsagen til den maaske noget uventede Ankomst . Om Aftenen var der stort Gilde i dette simple Værtshus , man drak i det uendelige , og ved Midnatstid vare tilsyneladende Alle berusede . Men Søren og „ Bjørn “ vare , skjøndt det saa anderledes ud , dog endnu ædru , og een efter een fnege de sig bort fra Lokalet for at forfølge deres lagte Plan . Da de vare komne ud paa Gaden , gik de hen til Porten og banede sig gjennem Gaarden , Vei til Stalden , toge hver en Hest og rede derpaa rask ud ad Landeveien ad Lund til . Dette Ridt fortsattes til langt ud paa Formiddagen den næste Dag indtil de vare naaede op til Eslöf Egnen , og nu troede de det sikkrest at flippe Hestene . De gik derfra i fire Dagsreiser , indtil de naaede Jönkjöbing , og da denne By var naaet , fortsatte de deres Vei pr . Jernbane til Gothenborg . Hensigten var her at emigrere til Amerika , men uagtet de havde mange contante Penge , saa syntes dog Søren , at det var bedst at have saa meget som muligt , og da der iblandt Papirerne fandtes nogle Obligationer , lydende paa Ihændehaveren , troede han at det vilde være heldigst at sælge disse i Gothenborg og saaledes betydeligt sorøge Capitalen . Dette blev imidlertid deres Ulykke . Medens der omtrent var hengaaet et Tidsrum af en Ugestid med denne „ Bjørns “ og Sørens Reise i Sverige , var der her forefaldet en Begivenhed , som afslørede flere af de Forbryderes Liv , med hvilke vi her have befljæftiget os , og vi skulle nu i Korthed fortælle denne . Nogle Dage efter det omtalte Indbrudstyveri paa Farimagsveien , blev der af en Fragtkjører meddeelt Politiet Underretning om , at han , ved at kjøre nogleVarer ud til et Skib paa Dragør , havde mærket , at et Par af Ballerne , som det var foregivet skulde indeholde Huder og Skind , kun indeholdt Steen , Grus , Kalk og Haar , hvilket han opdagede ved , at et Par af Ballerne vare blevne iturevne . Politiet satte sig strax i Bevægelse for at skaffe sig Underretning herom , og de fandt snart ud , at Ballerne tilhørte en Grosserer L . , som var velbekjendf for sine dristige Spekulationer og ofte mindre hæderlige Handeler . Ved den nærmere Undersøgelse hos Paagjældende blev det bekjendt , at Grossereren havde kjøbt et Skib , som var bestemt til England med Huder og Skind , hvilket Skib han havde været nødsaget til at kjøbe , da han umuligt kunde saa noget passende Fartøi fragtet og var nødsaget til ufortøvet at skaffe Varerne bort for at kunne overholde en af ham indgaaet Contrakt om , at Varerne skulde være tilstede paa Stedet inden en vis Datum . Som Bevis paa dette Udsagns Rigtighed fremvistes da nogle Breve fra et Handelshus i England , og det blev ogsaa meddeelt , at Grosserer L . havde faaet udbetalt en Del Penge paa Connossementerne , som vare udstedte paa disse Darer . Grossereren og hans Fuldmægtig paastode at Ballerne kun indeholdt Huder og Skind af prima Qvakitet , og at det Kalk og Haar , som sandtes , vare tilsatte for at Varerne kunde holde sig . Imidlertid vilde ingen af dem strax angive nogen bestemt Fører af Skibet uagtet der stod Capitain Jensen anført paa Connossementerne , men denne Jensen kunde de ikke paavise , og de tvivlede om , at han kom til at føre Skibet , men at dette i ethvert Tilfælde vilde blive ført af en søkyndig Mand . Ved et optaget Skjøn af sagkyndige Mænd kom man til det Resultat , at Skibet aldeles ikke egnede sig til den bestemte Reise , idet det var altfor skrøbeligt og gammelt . Dets forrige Eier fremstod ogsaa til Forklaring , og da denne navnlig beviste , at han havde været tilbudt Fragten , men ikke villet modtage den , og derefter var tilbudt en god Betaling for Skibet , saa var man snart paa det Rene med , hvorledes Sagerne stode , hvorefter Grosserer L . skulde anholdes . Men han havde nok anet Uraad , og man fandt , ham ikke paa sin Bopæl , han var draget over til sit Fødeland Sverige . Strax blev der afsendt Folk for af anholde ham , men Sverige er stort , og man traf ikke Manden paa de Steder , hvor der først var Sandsynlighed for , af han kunde være . Han var og blev usynlig , uagtet der blev gjort store Anstrengelser for af paagribe ham . Hans Fuldmægtig blev imidlertid belagt med Arrest , men forholdt sig meget taus med Hensyn til Sagen , og da man ikke kunde holde ham længer , blev han , dog navnlig fordi man antog , af man mulig , naar han kom ud , kunde komme efter , hvor Grossereren var . Fuldmægtigæn reiste ogsaa strax efter sin Løsladelse til Hamborg , hvor han i lang Tid blev forfulgt Dag og Nat , uden af det lykkedes af opdage , af han havde nogetsomhelsf Møde med Grossereren . Det blev derfor anset for rettest , dersom han , Fuldmægtigæn , muligen vilde reise til Amerika , da af anholde ham . Men heller ikke dette lykkedes , thi en sljøn Dag fik man Underretning om , af Fuldmægtigæn var spørløst forsvunden , og da hans Kone samtidig hermed « freisfe fra Kjøbenhavn til England , maatte det anses for aldeles vist , af Fuldmægtigæn i ethvert Tilfælde og sandsynligvis med ham Grossereren , vare „ fløine . “ Indbrudstyveriet paa Farimagsveien havde naturligvis opvakt stor Alarm , og der blev søgt fjernt og nær , men uden Held . Den Bestjaalne haabede imidlertid stadig paa en heldig Løsning , da han havde Numrene opskrevne paa sine Obligationer og strax havde meldt dette til Banken , hvorefter der foretoges de sædvanlige Forholdsregler hos Bankierer og Vexellerer , der atter igjen underrettede deres Venner i Udlandet om at tage sig iagt for saadanne Papirer . Da Søren derfor en Dag efter , at han i Forening med „ Bjørn “ havde løst Billet til Amerika , kom ind til en Bankier i Gothenborg og falbød de ofte omtalte Papirer , blev det ham meddelt , at udenlandsfe Statspapirer aldrig omsattes strax , men først efter en eller to Dages Forløb . Dette fandt han kunde være i sin Orden , og da de endnu havde nogle Dage at opholde sig i Gothenborg i , saa morede de sig muntert til den sidste Dag , da Skibet skulde afgaa om Aftenen . Henad Middagstid indfandt de sig paa Banken og bleve meget høfligt anmodede om at træde ind i et Sideværelse for at paategne Dokumenterne , „ en Forholdsregel , der var nødvendig i Sverige “ , blev der sagt . Søren , der syntes at det varede noget længe inden man forelagde Dokumenterne til Underskrivning , blev ængstelig og vilde gaa ud i Kontoiret , men fandt , Døren — aflaaset . Betænkningstiden var ikke lang , thi i næste Øieblik gik Døren op og ind traadte en Politiembedsmand med tre Betjente . Der blev ikke gjort mange Omstændigheder med dem , og inden næste Dags Aften vare de ombord paa „ Exelencen Toll , “ bestemt til Kjøbenhavn . Da de ankom hertil , gik „ Bjørn “ strax til Bekjendelse om sin Delagtighed i Indbrudstyveriet paa Farimagsveien , og han tog ikke i Betænkning at blotte alle sine Meddeltagere saa fuldstændigt som muligt . Man indfandt sig i Tivoli en Aftenstund i Efteraaret og troede at træffe Steffen Kall , — men det var for sent . Han var altfor fiffig en Forbryder til at lade saa meget falde over sig , og han havde derfor taget Flugten i Tide og ført Ella med sig . Huset var tomt , og alle de mange kostbare Gjenstande , som engang opbevaredes der , vare sporløst forsvundne . Man søgte og søgte efter Steffen Kall saavel her som i Sverige , men aldrig hørte man Noget om ham . Formodenlig har ogsaa han fundet et Fristed „ bejonL tbe sea “ . Vore Bekjendte , Søren og „ Bjørn “ , bleve som Deltagere i det store Indbrudstyveri paa Farimagsveien , straffede med 7 og 12 Aars Forbedringshusarbeide . Søren havde dog den Glæde , da han after blev fri , at han ved en asdød Slægtnings Godhed var bleven betænkt med en lille Sum Penge , for hvilken han drog over til Amerika . Hans Kammerat , „ Bjørn “ , kom tilbage til Ladegaarden , og der er han endnu . Rædselshuset i Sophiegade . Det var en kold , mørk , stormfuld Vinteraffen , da jeg gik ud til Doktor Zyk , som dengang boede i Strandgade paa Christianshavn , for at erfare Grunden , hvorfor . han havde anmodet mig om en Samtale . Sneen fløi i store Flokke , og det var med stor Møie , at man kunde bane sig Vei frem mod Udveiret , men jeg naaede omsider det Hus , hvor Doktoren boede . Han havde kjendt mig under tidligere Livsforhold , og jeg antog , at han nu søgte min Hjælp i et eller andet privat Anliggende . De Forhold , som hin Aften satte mig ind i , gjorde et saa dybt Indtryk paa mig , at jeg ikke kan undlade at meddele mine Læsere den , eftersom de vise , til hvilken Grad af Grusomhed den menneskelige Begjærlighed kan synke . Jeg skal derfor i de to Fortællinger , som ligge under dette Kapitel , lade Begivenhederne rulle frem , faaledes som de passerede . Da jeg ankom til Huset , bemærkede jeg Lys i Doktorens Studereværelse og antog derfor , at jeg ventedes , da jeg havde angivet det Tidspunkt , paa hvilket jeg kom , om det omtrentlige , jeg kunde ankomme . Tjeneren , som lukkede mig op , lod ogsaa til at være bekjendt med min Ankomst , thi han bad mig blot om at vente et Øieblik , da Lægen netop i samme Stund var hjemkommef sra et Sygebesøg , men strax ved sin Ankomst havde spurgt , om jeg havde været der . Kort ester sad jeg i det hyggelige lille Studereværelse hos Doktoren og lyttede til hans Fortælling . Den gik ud paa , at han for nogle Dage siden var bleven kaldet til en Mand ved Navn Hansen , som boede i en as de bedre Eiendomme i Sophiegade . Her havde han fundet Datteren , Emilie , i en meget betænkelig Tilstand , og de Midler , som han janvendte for at redde hendes Liv , syntes enten ikke at blive anvendte eller modarbeidede af andre Aarsager . Der syntes desuden at være en Hjertesorg eller noget Lignende tilstede , som trykkede den unge Pige , men han kunde ikke sorklare sig dette . Hun var en Broderdatter as Hansen , som var en velhavende Mand . Hendes Fader var død faa Uger forud . Han havde været Skibsfører og i mange Aar Enkemand , i hvilken Tid hans Hus var bleven bestyret af en Husholderske , Fru Rasmussen , — som havde opdraget hans Datter . Han var anset for en meget rig Mand , var nylig hjemkommen fra en fleraarig Reise , var strax bleven syg og ester et Par Ugers Forløb død . Derefter var den unge Pige kommen i fin Onkels Hus , men var allerede dengang meget sygelig , og senere havde Sygdommen gradvis tiltaget . Fru Rasmussen var efter Faderens Bestemmelse fulgt Datteren i Huset hos Broderen og syntes at bære en moderlig Omhu for hende , -- -- -- -- -- - menLægen kunde ikke lide hende og frygtede for , at der var noget Galt paa Færde . Hvad det var , kunde han ikke i Øjeblikket forklare sig , men bad mig , dersom det var mig muligt , at skaffe sig Underretning og Oplysning , som maaske kunde klare nogle af disse underlige Forhold . Det var i Sandhed en vanskelig Mission , der her blev overgivet mig , men af Lægens Forklaring kunde jeg jo nok forstaa , at der maatte være noget Galt paa Færde , og at der upaatvivleligt forelaa en eller flere Forbrydelser . Jeg begyndte Undersøgelserne . Mit første Skridt var at udfinde , hvem Fru Rasmussen egenlig var . Det viste sig kun altfor snart , at hun var en velbekjendt „ flygtig “ Dame , som Kapitainen for mange Aar siden under et af sine Ophold her i Hjemmet havde staaet i et intimt Forhold til , hvilket havde ledet ham til at overgive sit uskyldige Barn i hendes Hænder . Emilie , som paa den Tid Fortællingen begynder , var omtrent 17 Aar gammel , havde i flere Aar vist en vis Vekvillie for en ung Mand , nogle Aar ældre , som , havde været hendes Lærer i Musik , en Velvillie , der var bleven afløst af en dybere Følelse . Herover var Fru Rasmussen bleven rasende , og efter at hun gjentagne Gange havde advaret Emilie mod dette Forholds Vedbliven , var Ludvig Holm , den unge Mand , bleven borte fra Huset . Kort Tid derefter var Emilie bleven syg , men efter et Par Maaneders Forløb var hun atter helbredet . Saaledes stode Sagerne ved Faderens Hjemkomst . Det var ikke muligt at faa nogen Underretning om hans Sygdom og Død , kun at Doktor S . havde været hans Læge . Da Doktor Zyk erfarede dette , fik han ved en Kollega Kundskab om , at Skibskapitain Hansen var død af en Mavesygdom og havde tesfamenteret sin Datter hele sin Formue . Fru Rasmussen havde man bestandig antaget skulde blive hans Kone , og der var Tale om , af den Formue , som Skibskapitain Hansen havde efterladt sig , fluide tilfalde hende , dersom hun overlevede hans Datter . Denne sidste Antydning og Skibskapitainens hurtige Død og Datterens pludselige Sygdom strax derefter bidrog stærkt til af lade mig formode , af Sagen var alvorlig , og af det gjaldt om af faa Beviser ihænde mod Fru Rasmussen . Forgjæves søgte jeg efter Ludvig Holm , men han var nogle Maaneder forud reist til Paris , dels for af uddanne sig , dels for muligt af forvinde en Sindssygdom , som truede med af tage Overhaand . Hans Fader troede nok , af det var Kjærestesorger , men han kunde ikke begribe , af Ludvig , der altid var saadan en munter Fyr , kunde finde paa saadanne Griller . Tiden gik . Emilies Sygdom forværredes vel egenlig ikke , men hunZvar ikke den livsglade- unge Pige , hun havde været før . Hun syntes ikke af ville tage Del i nogen Ting , og var ikke af formaa til af gaa ud , naar hendes Tilstand nogenlunde tillod det . Hun blev bestandig pleiet af Fru Rasmussen , og hendes Smerter syntes vedblivende at holde sig i Underlivet og Brystet . En Dag traf jeg paa Gaden et ældre Fruentimmer , hun hørte til den mistænkelige Protokol , men havde i mange Aar været fri og lod til at have forbedret sig betydeligt , og da jeg i længere Tid ikke havde hørt Noget om hende , saa tog jeg Anledning til at tiltale hende . Paa mit Spørgsmaal om , hvad hun beskjæftigede sig med til jsit Livsophold , svarede hun med at beklage sig over sin gode Kapitains Død . Dette slog mig ; jeg spurgte om , hvem hun mente , og fik til Svar : „ Ih , naturligvis Kapitain Hansen , “ hos hvis Familie hun i mange Aar havde gaaet tilhaande . Snart fik jeg nu en omstændelig Forklaring over , hvorledes Kapitainen var kommen hjem i syg Tilstand , og den kjære Fru Rasmussen , som havde havt saa meget imod , at den lille søde Frøken Emilie blev forelsket i den yndige Holm , havde naturligvis pleiet Kapitainen med den sædvanlige Omhu , for det havde nok været Bestemmelsen , at de fluide giftes , naar han blev rask . Da det imidlertid lod til , at det vilde blive hans sidste Sygdom , vedblev hun at overtale ham til at gjøre Testamente , noget , hvortil han var meget villig , men derimod uvillig til at overlade sin Datters Formue til Fru Rasmussens Bestyrelse . Saaledes havde Karen , som den gamle Kone hed , og som ofte under Kapifainens Sygdom havde været der baade Dag og Nat , engang havt . Anledning til at høre noget af en Samtale mellem Kapitainen og Frit Rasmussen , hvori Fruen paa det ivrigste søgte at overtale Kapitainen til at overlade Barnets Fremtid til hende , da hun ikke antog , at hun vilde leve længe , og det derfor var bedre at Datteren var afhængig af sin Formynderske . Dette havde han dog ikke villet indvillige i , men omsider givet efter for hendes indtrængende Anmodning om at erholde nogen „ Erstatning for al sin Ulejlighed ved Barnets Opdragelse “ , saaledes at hun blev Arving efter Barnets Død . Formodenlig har Kapitainen indvilliget i dette Ønske , thi næste Dags Formiddag kom hans Forretningsven , Advokat S . , og nedskrev hans Testamente , der ogsaa lød overensstemmende med Husholderskens Ønske . To Dage senere var Kapitainen død , og saasnart Begravelsen var forbi , havde Kapifainens Broder udtalt Ønsket om , at hans Broderdatter kom i Huset hos ham med sin Plejemoder , og da denne formodentlig ikke uden Mistanke kunde modsætte sig dette , vare de henflyttede til Onklen . Siden havde Karen ikke havt Beskæffigelse for Fruen , men hun havde dog besøgt hende et Par Gange , navnlig siden Frøken Emilie blev syg . Hun vidste meget godt , at Fru Rasmussen havde foraarsaget , at Ludvig Holm blev borte fra Kapitain Hansens Hus , men dog kunde hun ikke give nogen Meddelelse om , hvorledes dette var foraarsaget . Sagen var meget pikant . Ludvig Holm , som var den Eneste , der kunde give nogem sand Meddelelse om Forholdet , han var borte . Læseren maa nu forlade denne Del af Fortællingen og lade mig fremstille nogle andre Forhold , der ved samme Sag kom til min Kundskab og bragte Lys i denne gaadefulde Sag . En tidlig Morgenstund vandrede jeg over den saakaldte „ lukkede Envelope “ paa Chrisfianshavn . Jeg havde i lang Tid søgt en Person , som ofte var straffet for Tyveri og Indbrud , og havde nogle Dage forud erfaret , at han i nogen Tid daglig havde passeret den nævnte Vei . Det var nemlig ikke Meningen at anholde ham paa staaende Fod , han skulde blot „ pustes , “ og derefter fluide man undersøge hans Forhold og sætte Andre paa Spor efter ham , da han var stærkt mistænkt for et meget dristigt Indbrudstyveri paa Chrisfianshavn , ved hvilket der var anvendt en Fremgangsmaade , som aldeles svarede til den , som den Paagjældende tidligere bestandig fulgte ved Udførelsen af sine Forbrydelser . Men han var en haardnakket Fyr , der altid holdt sig til Benægtelsessystemet og kunde holde ud , indtil det ikke længer kunde nytte at holde ham ; han var vel bleven straffet nogle Gange , men aldrig uden paa Mistanke . Efter flere Timers ørkesløs Vandren i Envelopen kom endelig den søgte , som vi ville kalde Per Søren . Han blev tiltalt i al Venlighed , og vi fulgtes ad mod Byen . Sit Opholdssted angav han at være Sophiegade Nr— paa Christianshavn i Kjelderen , et Sted , som jeg havde let ved at erindre , da det i den senere Tid havde været saa meget i mine Tanker , nemlig i Anledning af Emilie Hansens Sygdom , Lægens Fortælling og den forunderlige Fru Rasmussen . Jeg lod naturligvis ikke Per Søren have den ringeste Anelse om noget af denne Sag . Per Søren lod sig ikke let mærke med Noget , men han udtalte sig dog dadlende mod den Mand , hos hvem han angav at bo , og det med saa tilsyneladende alvorlig Mishag , at man sristedes til at tro , at hans Mishag maatte være grundet paa faktiske Begivenheder . Han nærede saaledes Mistanke om , at Ole Petersen , saaledes hed hans Vært , stod i Forbindelse med nogle Fruentimmer , som toge Børn i Pleie for en bestemt Betaling een Gang for alle , samt at Ole Petersens Kone deltog i denne Forretning . Han forklarede som et væsenligt Støttepunkt , at Ole Petersen i de sidste 6 Maaneder 2 Gange havde begravet Smaabørn , som hans Kone havde havt i Pleie en 8 til 14 Dage , — men det var ogsaa Alt , hvad han ( Per Søren ) dengang kunde fortælle . Den næste Dag var jeg ivrig beskjæftiget med at erfare noget nærmere om de mystiske Begivenheder , som Per Søren havde omtalt . Jeg søgte længe , forinden jeg kunde faa det allermindste Holdepunkt , men omsider sik jeg ved Hjælp af det „ oplivende “ Brændevin en paa Kvisten i Huset ligeoverfor boende gammel Skomagersvend , som jeg erfarede arbeidede for Ole Petersen , til at give mig lidt Underretning . Jeg begav mig op til Skomagersvenden og lod , som om jeg boede der i Nærheden , for at faa et Par gamle Sko skaarne af til Tøfler . Samtalen dreiede sig snart om „ Tiderne “ , og ved Hjælp af „ den blaa Lærke “ , som jeg foranledigede fyldt , fortalte nu Skomagersvenden , at der „ var mange nederdrægtige Folk til i Verden , “ og at han saa ofte blev holdt for Nar . Da jeg villig indrømmede ham Rigtigheden af denne Sætning , begyndte han at tale om snart den Ene snart den Anden af sine mange Naboer , hvoraf de Fleste mere eller mindre havde holdt ham for Nar . Omsider slog ogsaa Timen for den „ pæne Mand i Rullekjælderen , “ han havde nok ikke været meget flink til at betale , men paa „ det sidste “ havde han dog klaret sig godt , ja , han skulde „ saagar “ have et Par nye Vandstøvler til 7 Rdl . , for nu tjente han mange Penge som Sandgraver . Han kjendte ikke meget til Familiens øvrige Forhold , men saameget kunde han jo nok forslaa , at der maatte være noget „ muggent “ , for Konen græd alletider og Manden var bleven meget grov og brøsig i den sidste Tid . Vi skiltes ad for denne Gang , og jeg bad ham skaffe mig Underretning om , hvad Konen var saa bedrøvet over . Næste Gang vi samledes , fortalte han , at han havde hørt , at Konen havde mistet 2 Børn i den sidste Tid , og at Manden havde mange Penge at raade over , samt at det nok ikke hang rigtig sammen med Arbeidet , for Md . Mikkelsen paa 2den Sal havde bemærket , at han var altfor meget hjemme til , at han kunde være i noget regemæssigt Arbeide . Nu troede jeg at være nogenlunde underrettet , og j jeg opsøgte derfor Per Søren , som jeg nu vidste havde været paalidelig i denne Sag og derfor mulig kunde blive nyttig under Sagens yderligere Forfølgelse . Nogle Dage hengik inden jeg traf Per Søren , og han var strax villig til at følge den Ordre , jeg gav ham , men paastod dog at ville handle efter Konduite , idet han antog , at det var bedst at tage Ole Petersen i Gjerningen og lovede at underrette mig om en beleilelig Tid Der hengik et Par Ugers Tid uden at man hørte noget særligt , men en Aftenstund , meget sent , opsøgte Per Søren mig og forklarede , at der et Par Tage efterat Per Søren havde faaet Underretning af mig , var kommet et Barn i Huset for at pleies af Md . Petersen . Han havde vel ikke hørt dem tale om , hvad Betaling de fik derfor , men forunderligt nok var ogsaa dette Barn blevet syg strax efter at det var kommen i Huset hos Petersen , som ogsaa havde beklaget sig over dette besynderlige Tilfælde . Samme Eftermiddag , som Per havde taget Beslutning om at tale til mig derom , var Barnet falden hen i en dødlignende Dvale , som vedvarede endnu da Per gik fil Byen . Situationen var vanskelig . Jeg fulgte hjemover med Per Søren for at se , om der maaske var Mulighed for at faa yderligere Oplysninger , men da vi ankom fil Gaden , saa vi den opfyldt af Mennesker . Sagen var , at Md . Petersen pludselig var faret op af Kjælderen og løbet ned ad Gaden , idet hun skreg : „ Mord ! Mord ! “ og da nogle Forbigaaende standsede hende , havde hun med Voldsomhed revet sig løs og ytret , at hun ikke vilde anholdes , før hendes Mand kom tilstede , „ den Skurk “ , for det var hans Skyld . Hun var imidlertid strax bleven gjort uskadelig , og det viste sig , at hun var bleven vanvittig . Barnet , som hun havde i Pleie , fandt man i en søvlignende Tilstand , hvilket Lægen erklærede kunde være fremkaldt ved den sygelige Tilstand , hvori Barnet tilsyneladende befandt sig . Md . Petersens Spetakel havde naturligvis fremkaldt storartet Opløb , som dog snart adspredtes , navnlig da den forsamlede Mængde erfarede , at Konens Atringer om Mord vare ubegrundede , og at Manden var bleven anholdt for at afgive Forklaring . Ole Petersen fandtes paa et Værtshus i Strandgade og var ved sin Anholdelse i Besiddelse af over 200 Ndl . , — et Beløb , han angav at være Resten af 250 Ndl . , som han foregav at have vundet ved sidste Trækning i Lotteriet , men hos hvilken Kollektør eller paa hvilke Numre , derom vilde han ingen Oplysning give . Han var haardnakket i sin Forklaring og navnlig stolede han paa , at Retten ikke vilde kunne komme til Bunds i Sagen , da hans Kone i sin sindsforvirrede Tilstand ikke kunde benyttes til at afgive nogen Forklaring . Tiden gik . Barnet kom sig ved omhyggelig Lægehjælp og Pleie efterhaanden , og i Ole Petersens Gjemmer , der bleve eftersøgte , fandt man nogle Breve fra en Stine R . , som indeholdt Anmodning til Petersen om at vente „ nogle Uger endnu “ , og „ at Pengene ikke vare rede , men snart bleve det , “ osv . Han vilde ikke vedkjende sig disse Breve og kunde ikke forklare sig deres Tilstedeværelse , og da Brevene , som havde været indesluttede i Konvolut , saaledes ikke bar noget Stempelmærke samt vare uden Datum eller Adressesfed , saa var det vanskeligt at finde Nede i denne Historie . Per Søren havde imidlertid ikke været ledig ; han indfandt sig ogsaa en Dag og meldte nu , at han havde faaet Oplysninger , som mulig kunde lede til af se Sagen noget klarere . Han havde nemlig erfaret , af en Fru Rasmussen , som havde boet i Strandgade , men nu boede i Sophiegade , havde slaaet i Forbindelse med Ole Petersen og havt nogle Forretninger med ham , og af den ene af de Piger , som havde anbetroet sit Barn til ham , havde været paa hans Bopæl og spurgt om Barnets Klæder . Derved havde Per Søren faaet Oplysning om , hvorledes det hang sammen med hendes Barn . Hun havde meddelt , af hun , som tjente , af Barnefaderen var tilbudt 200 Ndl . til Hjælp engang for Alle ; hun havde derefter averteret i Adresseavisen om en Pleie for Barnet . Herpaa havde Fru Rasmussen svaret ved af indlæge Billet og havde da ved deres Møde erklæret , af det vel ikke var hende , som vilde have Barnet i Pleie , men af hun paa det Bedste kunde anbefale en Familie uden Børn . Denne Familie var Ole Petersen , Rullefolkene i Kjælderen , og den stakkels Tjenestepige , som ikke troede andet end det Bedste om den fine Frue , indlod sig derefter med Petersen , som snart indvilligede i af indgaa paa , mod en Sum af 150 Rdl . , af opdrage Barnet til dets Konfirmation . Pengene bleve udbetalte , men uden Vidner og uden Kontrakt , da efter Petersens Sigende saadant Noget blev udført under fire Øine . Omtrent to Uger efter da Pigen besøgte Barnet , fandt hun det lidende , men haabede at dette snart vilde gaa over , hvilket dog ikke blev Tilfældet , da Barnet døde en Maanedstid efter . Petersen havde beklaget sig over , at han nu allerede maatte betale Begravelsesomkostninger , og da Pigen opfordrede ham til at tilbagebetale sig nogle af Pengene , talte han om , at han vilde melde hende til Politiet og truede hende saaledes , at hun , den stakkels enfoldige Pige , af Angst bad ham at skaane sig og lovede , at han skulde faa 10 Rdl . i Erstatning for Begravelsen , naar han blot vilde vente nogle Uger . Han havde troligen affordret hende dette Beløb , og da hun , som tjente hos et godt Herskab her i Byen , srygtede for , at Ole Petersen , at dømme efter hans Attringer , maaske kunde finde paa at angive denne Historie for Herskabet , som hidtil havde været ukjendt med den ulykkelige Piges Fortidshistorie , udbetalte hun ham ogsaa Beløbet , som hun tildels skaffede tilveie ved at pantsætte Noget af sit Gangtøi . Saavidt Per Sørens Fortælling af Pigens Udsagn til ham , men det gjaldt nu om at faa besterntere Oplysninger af hende selv og muligen at sinde de to andre Offers for Ole Petersens Ondskab . Han vedblev bestandig at nægte og . paastod , at han havde taget Børnene i Pleie af Naade og Barmhjertighed , og at hans Kone havde gjort det bedste for dem , men da de havde været sygelige før de kom i hans Hus , vare de fnart efter asgaaede ved Døden . Endelig kom der dog Lys i denne frygtelige Sag . En Dag kom Moderen til det Barn , som var i Pleie hos Petersen , da denne blev anholdt . Hun forklarede noget lignende , som den ovenfor omtalte , og kunde give Oplysning om den tredie . Det var bestandig pr . Avertissement i Avisen at denne Trafik var indledet , bestandig paa Fru Rasmussens Anbefaling , at de stakkels Piger faldt i Hænderne paa Ole Petersen , og han havde i alle Tilsælde faaet henved et Par Hundrede Daler for sin Ulejlighed . Han blev confronteret med Pigerne , men paastod med den største Frækhed , at han aldrig havde set Pigerne , og han vilde kun yderligere forklare , at Børnene vare komne i Huset ved Fru Petersens Foranstaltning , da hun havde sagt , at Pigerne vare meget trængende , og derfor havde Petersen givet efter for sin Hustrues Ønsker og taget Børnene i Huset . Han kunde ikke hjælpe , at de vare døde strax efter , og det havde forvoldt ham meget Bryderi . Under Sagen oplystes det , at han ikke havde havt Arbeide i lang Tid , at han aldeles ikke havde været istand til at betale sin Husleie den Flyttedag , som gik forud for disse Begivenheder , men at hail ifølge Værtens Forklaring , netop faa Dage efterat han af Pigen Johanne havde modtaget Betaling for det første Barn , havde betalt sin Leie , og i det Hele siden den Tid været meget flot med Penge . Han kunde jo ikke modsige disse Kjendsgjerninger , men han nægtede ivrigt at give Oplysninger , som kunde lede til at kaste noget Lys i denne uhyggelige Sag . Der var imidlertid Anledning nok til at antage , at Fru Rasmussen havde en ikke ubetydelig Del i denne Sag , og det var heller ikke usandsynligt , at hun havde havt nogen Fordel deraf , og hun blev desaarsag anholdt og belagt med Arrest . Da hun havde havt Anledning til at se Ole Petersen , men ikke talt med ham , og paa hendes Spørgsmaal om hans Stilling i Sagen havde s faaet det Svar , at Petersen vistnok havde tilstaaet Alting , saa tilstod hun øjeblikkelig , at hun var skyldig , ja endog , af det var en Forstaaelse mellem Parterne , af Børnene ikke havde lang Levetid efterat de vare komne i Huset hos Petersen . Af de indkomne Summer havde Fru Rasmussen hvergang faat 50 Rdl- som sin Andel . Som Middel til af fremskynde Børnenes Sygdom og Død havde hun anvendt en Giftsort , som ikke bør nævnes her , da den er altfor almindelig og altfor let af faa fat paa , til af man bør overlade dens Navn og Anvendelse til enhver ubetænksom Læser . Hun vedgik , af Madam Petersen vel havde ladet sig lede af Manden i det første Tilfælde , men derimod i det Sidste havde hun havt en saadan Rædsel for denne Sags Følger , af hun aldeles ikke havde været til af formaa til af have trogen Andeel i denne grusomme Handling , men af Manden selv havde maattet varetage den . I det sidste Tilfælde havde der været heftige Skænderier mellem LEgtefolkene , hvilke , da Barnet var henfalden i en Slags dødlignende Søvn af omtrent 2 Dages Varighed , havde endt med af Madam Petersen var gaaet fra Forstanden . Fru Rasmussen havde under Sagen været meget ængstelig for dens Udfald , men haabet af Petersen vilde holde hende udenfor den og lade Sagen faa et for Parterne tilfredsstillende Udfald ved stadig af nægte af give Oplysninger . Da Fru Rasmussen senere erfarede , at hutl ved denne Tilstaaelse var „ gaaet i Fælden “ , ærgrede hun sig i den Grad , at hun blev syg og efter et Par Maaneders Sygeleie døde . Denne Omstændighed benyttede Ole Petersen saa godt han kunde , men Indicierne mod ham vare saa slærke , at han blev dømt til livsvarigt Tugt- , Rasp- og Forbedringshusarbeide . Om han er død , vides ikke . Hans stakkels Hustru forblev vanvittig til sin Død . Vi maa nu vende tilbage kil Emilies Sygdomshistorie . Nu vil det vel ikke falde saa vanskeligt for Læseren at forstaa denne , saameget mere , som man vil erindre , at Fru Rasmussen i Skibskapitain Petersens Testamente var indsat som Emilies Arving . Sagen var ogsaa meget simpelt anlagt . Ved en langsom Gift søgte „ Fruen “ at blive fri for Emilie og havde formodentlig allerede forud ved lignende Midler skaffet Kapitainen ud af Verden . Men det var vanskeligt at bevise . Med Hensyn til Emilie , var det klart , at hun led af Følgerne af Giften , men der var intetsomhelst at finde i hendes Hjem , der kunde lede til denne Forbrydelses fuldstændige Opdagelse . En saadan Række af Forbrydelser kunde nok skaffe det Sted , hvor de vare begaaede , Navn af Rædselshuset . Til Slutning kan vi meddele , at omtrent et halvt Aar efter var Emilie fuldstændig helbredet , og endnu et halvt Aarstid derefter fejredes hendes og Ludvig Holms Bryllup med stor Pragt i den unge Dames Hjem hos Onkelen . Gazetspillerne . Vi ville idag føre vore Læsere til en Skueplads , hvor Lidenskaben har opslaaet sit Tempel , og fra denne Skueplads skildre nogle Træk , der kunne vise den Uindviede til hvilken Grad Letsindigheden kan gaae , selv i Kredse , hvor man skulde tro , at Dannelse og Intelligents maatte faa Overhaand over og kue Lidenstaben . Naar man læser Politinyt og dagligdags hører Tale om simple Tyverier , Bedragerier etc . , da tænker man sig jo bestandig ved en Tyv en simpel Mand af lav Karakter og fædvanligviis lav Stilling i Samfundet . Men , naar Talen er om en Spiller , da gribes man almindeligviis af en egen Nysgjerrighed . Man tænker sig en Mand af Intelligents , en Mand , som bevæger sig i gode Kredse , — og som vel kan være aldeles hengiven til sin Lidenskab ; — men som Tyv tænkes han aldrig . Hvorfor ikke ? Tro ikke , at Spilleren kan styre sin Lidenskab , selv om man har seet ham sidde kold og bleg ved Spillebordet ; — i hans Indre gjærer der et rædselsfuldt Raseri , og kan han ikke faae Penge til sit Spil paa rette Maade , saa findes der altid en Udvei . Et Arvestykke , en Erindring , sin Hustrues Smykker eller Lignende , — Intet er helligt for Spillerens Haand . Og naar Saadant ikke kan faaes , da har man endogså « Exempel paa , at en Spiller er fyet til ved Tyveri at forskaffe sig Midler til at fortsætte Spillet med . Der findes nogle enkelte Steder heri Byen , hvor Bazetspillet drives , og det endogså « efter en meget stor Maalestok . Undertiden læser man om , at Politiet attraperer et eller andet Spillehus , — men ak ! Spillerne ere Haandværkssvende , og Banken saare lille . Og dog er der Intet , som Opdagelsesbetjenten med mere Iver kaster sig over , end netop over Spillehusene . Men han ledes ofte paa Vildspor ; — thi Spillerne ere snedige Folk , — idag her , imorgen der og aldrig hvor Politiet søger dem . For flere Aar siden var der paa Vesterbro et lille Hus , som hver Aften benyttedes af Spillere . Huset laa afsides , havde 2 Værelser , og var kun et Enetages Sted . Adgangen til det var derfor meget let ; men af Frygt for , at Uvedkommende skulle trænge sig derind , var Værten i Huset posteret i det forreste Værelse , hvilket var mørkt . Da Politiet fik Underretning om Forholdet i dette Huus , var der mange Vanskeligheder at overvinde ; men omsider llykkedes det en Nat at overraske Selskabet . Dette bestod af Haandværkssolk ; Banken var vel ikke stor , men vidnede dog om , at Spillet efter Forholdene maatte have været høit . Blandt de Personer , som ved denne Leilighed anholdtes , ville vi fremhæve bi . bl . Han havde i mange Aar været bekjendt som Spiller , og det havde ofte forundret Folk , hvor h , an vel fik Penge fra til sit Spil ; thi han var ikke heldig i Spillet , og Arbeide befattede han fig ikke med . Men Grunden blev omsider løst . Et Par Aar senere indløb der til Politiet i et kort Tidsrum en stor Mængde Anmeldelser om Indbrudstyverier . De vidnede om Dristighed i Udførelsen og en paafaldende Omhu for at fkjule Udbyttet . Politiet søgte ufortrødent , men uden Held . Endelig hændte det , at en ung Dame overraskede en Mandsperson i sin Faders Værelser paa en Tid , da det maatte formodes at hele Familien var ude og vilde blive ude for den Aften . Uagtet Manden ikke tabte sin Fatning og kom bort fra Stedet , havde den unge Dame dog taget et saa godt Mærke af ham , at hun nogle Aftener efter med Bestemthed gjenkjendte ham paa Tivoli . Politiet gjenkjendte i ham dets gamle Bekjendt N . N . Hang til Spil havde gjort N . N . kjed af at ernære sig paa ærlig Vis og efter at være blevet straffet , om vi mindes ret , i Glückstadt , kom han hertil , hvor han , for at faa Midler til Spil , begyndte sin vidtomfattende Virksomhed som Indbrudstyv . Kun for at tilfredsstille sin ulykkelige Lidenskab , udførte han Tyverierne I Hyfkenstræde findes et Hus , hvor ogsaa Spillere en Tid havde Tilhold . Leiligheden var ligeledes her indrettet med et mørkt Værelse foran . Til dette Hus søgte unge Handelsfolk , og her var Banken ofte høi . Politiet har maaske aldrig kjendt dets Tilværelse , og vi have blot sremdraget det for at skildre et Par Scener , som vise dels en smuk Handling af en Spiller , dels hvilken Ulykke Spillelysten kan medføre . Viggo U . besøgte Spilleklubben i Selskab med Harald P . Begge vare unge herlige Mennesker af velhavende Forældre , men lidenskabelige Spillere . Naturligvis varede det ikke længe , før de havde tabt den Sum , som stod til deres Raadighed . En Aften kom de sammen i Spillehuset . En Time senere havde Ingen af dem Penge . Viggo reiste sig bleg og skjælvende , han famlede i sine Lommer , men der var Intet . „ Vent et Kvarter , — jeg skal strax være her med Penge ! “ raabte han , greb Hat og Overfrakke og stormede ud af Døren . De øvrige Spillere fortsatte Spillet indtil hans Tilbagekomst . Da han fremtog sin Tegnebog , kom han til at se paa Harald , som sad ligbleg og stirrede paa ham . „ Hvor har Du faaet Penge fra ? “ spurgte Harald . „ Jeg har hentet dem i „ Kassen , “ hvidskede Viggo , „ jeg ved , at jeg vinder i Aften . . . “ „ Vogt Dig , Viggo ! “ raabte Harald , idet han reiste sig , „ tøv ikke et Minut her længer . . . Gud fle Lov , nu har jeg lært . . . Viggo , gaa , gaa bort fra disse Kjæltringer ; — taber Du Dine Penge , er Du ulykkelig , og Ingen af dem , der her vinder Dine Penge , vil have saa meget tilovers for Dig , at han saameget som vil beklage Dig ! “ „ Ja , unge Mand , lad Deres Ven være i Ro , “ yttrede en ældre bleg Mand , hvis Træk viste , at han var Herre over sin Lidenskab ; „ maaske ville hans Venner her være hurtigere til at handle , naar han trænger til deres Hjælp , end De vilde være istand til , om han behøvede Deres . . . “ Harald gik , Viggo blev . Han tabte Alt og var om Morgenen ude af Stand til at gaa til sin Forretning . Han blev siddende paa sit Værelse uden at kunne fatte sig . Penge maatte han skaffe , og det straxEn Stund endnu . . . han reiser sig . . . gaar ud . Omtrent samtidig modtogHarald etBrevfraHrr . XXHan aabnede det og læste : Hrr . H . P . Indlagt findes det Beløb , som Deres Ven tabte til mig lastes . Jeg ønsker ikke at beholde Penge , som jeg ved ere stjaalne , men jeg troede det rettesf at lade den unge Mand føle Byrden as at have begaaet en Forbrydelse . Endnu er det Tid . Il med at bringe Deres Ven vedlagte Sum . Jeg ønsker at / De skal bringe ham Budskabet , da De i Aftes var saa venlig at stemple os som Kjæltringer . XXHarald glædede sig vel over disse Linier og var i sit Hjerte taknemmelig for det gode Udfald , men mente dog , at Viggo havde godt af af vente lidt endnu . Et Par Timer senere gik han til det Sted , hvor Viggo havde sine Forretninger . Her blev han underrettet om , af Viggo havde været der , men havde igjen maattet gaa hfem formedelst ^Ildebefindende . Harald ilede til Viggos Bolig . Han løb hurtig op til hans Værelse , bankede paa , og , idet han lagde Haanden paa Dørgrebet . . . lød Knaldet af en Pistol ; — Døren fløi op , og . . . paa Gulvet laa Viggos afsjælede Legeme . Til andre Tider har der dannet sig store Foreninger , som dreve Bazetspillet som Indtægt , og hvilke i deres Organisation have været saa forgrened , af det var meget vanskeligt af komme tilbunds i denne Sag . Der var saaledes engang en Spillebule i Gothersgade , som drev sit Uvæsen i meget lang Tid , inden det allermindste Spor kunde faaes til af bringe denne Pestbyld til af springe . Klubben blev besøgt af mange høitstaaende Personer , og en vis Grosserer , som særlig gjorde sig bemærket ved sin Øvelse i af narre Fremmede , som bleve hentede ind af „ Slæberne “ , som de Folk kaldtes , der foranledigede En eller Anden , der var ubekjendt med delte Spillehelvede , til af prøve Lykken , og som naturligvis , naar de kom under Grossererens Behandling , vare sikre paa at tabe indtil den sidste Skilling . I dette Spillehus var der tildelt enhver af de faste Gjæster , eller rettere Bandens Medlemmer , visse bestemte Roller , som de havde at udføre . Nogle skulde saaledes sørge for , at den Spillende , naar han var fremmed og ikke kjendte Spillet , pointerede saaledes , at han nundgaaelig maatte tabe , og Andre vare saaledes indstruerede , at de , selv om de Fremmede bleve indførte til Spillet uden Introduktion , strax kunde gaa „ ind i Rollen “ og naturligvis „ banke “ den Paagjældende dygtigt af . En Afteu — det var sent paa Høsten — gik to unge Mænd fra deres Hjem paa Østerbro , hvor de havde Alt , hvad unge Mænd kunde ønske sig i et konfortabelt Hjem . Men dog vare disse unge Mennesker blevne kastede ud paa Livets slibrige Bane , og da de havde været uden Venner , medens de styrtede sig i Lidenskabernes Hav , saa var det jo ikke saa forunderligt at de bleve ledede as disse „ Menneskevenner , “ som findes overalt , villige til at gjøre Fortræd og rede til hvilketsomhelst Øieblik at ødelægge en Mands hele Fremtid . Disse to unge Mænd havde ikke længe været hengivne til ( den fortvivlede Lidensfab : Bazetspil . De arbeidede endnu tilsyneladende rolig ved deres respektive Besfjæftigelser , men et Par Maaneder forud for de Begivenheder , vi ville skildre her , vare de faldne i „ Kløernee “ paa en Grosserer , som havde lokket dem med sig til det Sted , hvor han var „ Herre “ , nemlig paa Bazetklubben . Dengang var . det jo ikke meget bekjendt , det var vanskeligt for Politiet at saa fat i slige Kneiper , og det var som oftest kun ved , at en af de „ Flaaede “ , der maatte gaa til Bekjendelse for sin Papa , blev et ufrivilligt Vidne og benyttet som Stikker til at aabne Døren for Uvedkommende . Den Aften , vi have omtalt , havde de begge bestemt at ville tilbringe i Spillesalen ; men af deres Samtale lod det til , at der ikke var store Summer at raade over . Vi vil følge dem til det bekjendte Hus i Gothersgade . Veien fører over en Gaardsplads op i Baghuset ad en skummel Trappe , og her bemærker man i Gangen en Mand , som gaar frem og tilbage som om han ventede Nogen . Dette er ogsaa Tilfældet ; han venter de Spillere , som den Asten ville sriste Lykken , eller rettere give sig til Offer for Bedragere , som hige efter deres Guld . Naar Alt er vel , og den Vagthavende kjender de Kommende , da kan man passere uden videre op til Husets øverste Etage . Her skinner et blændende Lys de Spillelystne imøde , og man træder ind af den Dør , over hvilken dette Lys er anbragt . Indenfor Døren er der atter en Vagthavende , og de Fremmede , som den Aften indføres i Selskabet , maa først anmeldes , forinden det tilstedes dem af komme ind . Den Aften , vi følge Alexander og Christoffer B . til Stedet , var der Mange forsamlede . Lokalet var overfyldt og der var stor Spænding blandt Gjæsterne , thi en fransk Baron var tilstede og havde store Summer til sin Naadighed . Det lod til , af „ han skulde vinde stadig “ , i ethvert Tilfælde havde han afgjort Lykken med sig ; han syntes aldrig af feile hvadenten han vovede sin Indsats paa Rødt eller Sort ; naar han spillede , saa vandt han . Nogle af de Angre vovede endog af holde paa ham , det vil sige , de indgik indbyrdes Væddemaal om hans eventuelle Held . Han indhøstede store Summer , og Spillet var meget animeret , da endelig en af vore Venner , Alexander , pludselig sprang op og høit erklærede , af der maatte foregaa falsk ved dette Spil . “ „ Hvad mener De , min Herre ? “ raabte strax en af de Sammensvorne , ( en af dem , som holdt Huset ) „ hvad mener De ? “ „ At der bliver spillet falsf ! “ gjentog Alexander i vildt Raseri . „ Min Herre ! “ tog hans Broder til Orde , „ undskyld min stakkels Broder , han har tabt Alt , og vi ere meget uheldigt stillede i denne Sag , undskyld de Mtringer , som han i sin Hidsighed har udtalt . . . Imorgen angrer han det . . . jeg indestaaer Dem derfor . . . “ Det var formodentlig ikke første Gang at saadanne Talemaader faldt her ; thi den Mand , som havde faget til Orde , betvang sin Hidsighed og yttrede efter at have vexlet nogle ikke hørlige Ord med Grossereren , som denne Aften præsiderede som Bankier : „ Før Deres Broder bort , og sørg for at han ikke viser sig her oftere . . . “ De gik . Spillet fortsattes indtil Dagens Lys trængte ind til det vilde Selskab og de sfiltes ad . Lad os , indtil vi atter have Anledning til at træffe dette værdige Selskab , følge Brødrene og see , hvad de foretage sig . * q * Saasnart de vel vare komne ud , begyndte Christoffer at bebreide Broderen hans Opførsel , hvortil denne svarede , at han var overbevist om , at han havde Ret og at det kun var Tanken om den retfærdige Hævn han vilde tage , som havde ledet ham til at lade være med paa Stedet at vide sin Ret . Christoffer spurgte ham derefter , hvormeget han havde tabt den Nat , og da han til Svar fik at vide , at denne Sum beløb sig til over 300 Rdl . , raabte han forskrækket : „ Men Gud , hvor har Du dog faaet den Mængde Penge fra ? “ „ Stjaalet dem . . . “ „ Stjaalet . . . Alexander . . . umuligt . . . Alexander . . . det er umuligt , at Du har stjaalet . . . “ „ Jo . . . det er Sandhed ! . . . I Eftermiddags , da de alle vare ude hos Onkel , . . . tog jeg Nøglen til Sølvskabet , som Moder opbevarer i sin Sykurv , og tømte Alt i miil gamle Kuffert , som jeg da fik et Bud fra Gaden til at bære hen til O . . . , der strax udbetalte mig 300 Ndl . som Laan Paa Sølvtøiet . . . jeg havde bestemt troet at vinde inat . . . men denne forbandede Grosserer , han drev sit Spil for vidt . . . han maa straffes . . . vi maa have Hævn . . . “ „ Men Gud , Alexander . . . Du taler om Hævn . . . tænker Du da aldeles ikke paa , hvorledes Du vil dække Dit Tyveri i Morgen ? Du kan da nok begribe at Fader melder det til Politiet . “ „ Ja , hvad saa ? . . . saa bliver jeg da i værste Tilfælde sendt til Amerika . . . det er jo mit Ønske . „ Tænker Du aldeles ikke paa Forbrydelsen ? . . . som Du har begaaet , . . . Alexander . . . vær dog ei saa letsindig ! “ „ Hør nu , min egen Christoffer , . . . bliv nu ikke altfor barmhjertig ; . . . Du har jo selv spillet . . . „ kannte “ Du ikke forleden 50 Rdl . hos Din Principal for at dække Din Kassemangel , og gik Du ikke som med Livet i Hænderne for at faa Pengene i rette Tid , . . . hvad vilde Du have gjort , dersom Du ikke havde faaet Pengene . . ? “ Christoffer svarede Intet . Begge gik langsomt hjemad , og Plagen begyndte allerede at bryde frem , da de naaede Peblingesøen ikke langt fra deres Hjem . Pludselig standser Alexander . Christoffer tog ham blidt under Armen og udbrød , idet han førte ham fremad : „ Kom min Ven . “ Men Alexander vilde ikke . Inden Christoffer kunde fremføre Noget for at indlede en ny Samtale eller faa Forklaring af Alexander , var denne allerede langt inde mod Byen igjen . Broderen fulgte langsomt tilbage efter ham , men da han ikke kunde naa ham , vendte han atter om og var snart hjemme . Alexander var en meget smuk , ung Mand . Han havde Ansættelse i et af Ministerierne og var særdeles afholdt af Alle med hvem han stod i Berørelse . Bien han var ogsaa meget afholdt blandt de yngste af de Ovennævnte , og derfra hidrørte den Omstændighed , at han for at fkaffe Penge til sine lystige Gilder og store Selskaber engang gav efter for Fristelsen at forsøge Lykken ved Spillebordet . Han vandt , forsøgte atter og vandt atter . En Aften da han gik fra Theatret tilligemed sin noget yngre Broder Christoffer , vilde denne absolut følge ham paa hans „ Nateventyr “ og fik ogfaa efter mange Indvendinger endelig Tilladelse til at følge med op i Spillebulen . Her forsøgte han ogsaa sin Lykke . . . vandt . . . og havde atter Held med sig . . . Næste Nat finde vi , at Christoffer selv har taget Veien til Spillehuset , — han drives af denne indre Lidenskab , som kaldes „ Spilledjævelen “ . Han vilde ikke opgive sit Haab om at han var i Stand til at sprænge Banken og at blive Eier af dens storartede Capitaler . Senere havde han været en stadig Gjæst , uden at Lykken havde tilsmilet ham i nogen synderlig Grad . Han havde ganfle vist af og til vundet større Beløb , men som oftest var han dog den Tabende , og han begyndte selv at undres over , at hans Lidenskab Dag for Dag blev heftigere for Spillet . Hans Broder Alexander derimod spillede ganske vist ofte og med mere Heftighed og Uro , men det var kun indtil han ved Gevinst havde fordobblet sin Indsats at han holdt ud ; thi da forlod han Spillebordet og ødelagde sin Gevinst ved de flotte Gilder , som i Nattens Løb afholdtes paa en eller anden af vore gentile Restaurationer . Christoffer , der var mindre heldig udstyret af Naturen , søgte sjelden eller aldrig Adspredelse ad den Vei , som hans ulykkelige Broder var slaaet ind paa . Spillet var blevet „ hans Hovedsag ; dog hengav han det roligt og tabte , med Resignation , haabende at Lykkens Herre snart vilde vendes sig til ham . Han havde Befkjæffigelfe paa et Kontor her i Byen , var en „ betroet ung Mand “ og havde saaledes med Pengene af gjøre . Kun engang havde han under en Fraværelse af sin Principal „ laant “ 50 Rdl . af Kasseir og var naturligvis derefter gaaet til Spillebordet , hvor han i Tillid til Haabet om Lykke havde holdt ud til Spillets Slutning , naturligvis 50 Ndl . fattigere end han kom . Med megen LEngstelse havde han afventet fin Principals Ankomst og omsider faaet Pengene tillaans hos en Jøde , ved Navn O , . . . . mod af betale 100 Rdl . inden 3 Maaneder . Det var denne Handling , som Alexander havde hentydet til , da han samtalede med sin Broder om Nattens Begivenheder . Vi forlode Alexander , idet han gik mod Byen . Hans Vei gik i modsat Retning af , hvad den tidligere havde været paatænkt , thi pludselig dreiede han af og gik ad Farimagsveien . Han fortsatte , til han naaede Vesterbro , og efter af have naaet op til Jernporten , gik . han endelig ind i et af de nye Steder paa Vesterbro . Det var nn bleven Dag , og man kunde tydelig i Alexanders Ansigtstræk læse ' , hvilke Lidenskaber der huserede i hans Bryst . Han gik op til tredie Salsetage i et elegant Hus . Ankommen dertil , standsede han lidt , ligesom for at tænke , men greb rask i Klokken og ringede paa . Han blev strax modtaget af en Tjener , som syntes at vente , og ført ind i et lille Kabinet . Efter at have opholdt sig noget , ser hatt endelig Døren aabne sig , og en høi smuk Herre træde ind . „ Nu vel , hvad ønsker De saa tidlig . . . ? “ spurgte den Indtræd ende . Deres Hjælp , Hrr . — for at faa Ende paa den Spilleklub , som De kjender . “ „ Ah . . . endelig flaaet tilgavns . “ „ Her er Tale om falsf Spil . “ „ Alene mod Dem ? “ „ Nei , vi ere fire , som med Sikkerhed have bemærket det , men Sagen er den , at vi Ingen kan faa ind . “ „ Nok , naar I kun vidne imod den Skyldige . Kom til mig i Aften og lad mig vide , hvad Aftale der er truffet for næste Nat . “ „ Jeg kan ikke konnne der , Hrr . — “ „ Hvorfor ikke ? “ Han svarede med at fortælle Nattens Begivenheder . „ Ulykkelige Mand , “ svarede Embedsmanden , thi en saadan var det Alexander havde henvendt sig til , „ ulykkelige Mand . . . det er altfor galt . . . see af sikre Dem saa mange Nidner , som De kan , men sørg for , af de ere paalidelige , og bed Deres Broder om af komme til mig i Eftermiddag . Alexander gik bort . Eftermiddagen kom , og han søgte sin Broder , som meddeelte ham , af Tyveriet var . opdaget , og af han ( Alexander ) naturligvis var mistænkt , da hans Udeblivelse fra Hjemmet om Natten havde gjort ham mistænkelig . Christoffer havde formaaet Faderen til ikke af foretage noget Skridt før den næste Dag , forat Alexander mulig kunde findes og Sagen ordnes uden Politiets Mellemkomst . Alexander fortalte derpaa Christoffer Indholdet af den Samtale som havde fundet Sted mellem Hr . — og ham samme Morgen og bad Broderen om af gaa derud . Tillige anmodede han ham om af meddele Hr . — , af Vidnerne vare parate og af det var et almindeligt Ønske , af det maatte lykkes af faa Døren aaben til den frygtelige Spilleklulu Aftenen kom , og de to Brødre indfandt sig paa en Cafs , hvor de altid vare sikkre paa af træffe hinanden ved dette Tidspunkt , dersom ingen besterntere Aftale havde fundet Sted . Alexander erfarede nu , at der om Aftenen vilde blive stillet nogle Betjente til hans Raadighed , for at han kunde bane sig Vei . Han meddeelte sin Broder , at der var to Mænd , som oftere i den sidste Tid vare blevne opmærksomme paa den Maade , hvorpaa der tabtes Penge og endelig ved nøie at følge „ Grossererens “ Bevægelser havde opdaget , at han begik „ Rævestreger “ og at Spillet var falskt . Disse to Mænd vilde komme til om Aftenen og assistere Christoffer , og ved et Tegn skulde Alexander og nogle Betjente styrte ind og overrumple Spillerne . Nogle Timer senere vilde man have bemærket , at Alexander sneg sig ind i Porten paa det Sted , hvori Spillebanken holdtes i Gothersgade . Kort efter vilde man have bemærket , at fire velklæ dtePersoner , den ene efter den anden listede sig ind ad Porten , og havde man fulgt med , vilde man have seet , at de langsomt listede sig op af Trappegangen , hvor der endnu ikke var nogen Vagt . Det var vel , at de kom Urette Tid ; thi neppe vare de oppe paa det for dem udsøgte Skjulested , før de hørte Fodtrin paa Trapven neden under og bemærkede , at Vagten blev sat og de sædvanlige Forholdsregler tagne . Det vanskeligste vilde dog være at faa Anledning til at komme ind gjennem den første Dør . Efterhaanden ankom de sædvanlige Gjæster , og da Klokken var 12 var Alt i fuld Gang og Huset forøvrigt roligt som Graven . Havde man besøgt Loftet over det Værelse , hvor Spillet fandt Sted , vilde man have bemærket 5 Personer , liggende med Øret vendt ned til Gulvet for om muligt at opfange Ord , som bleve vexlede underneden . Dette svar , eiheller noget , som hørte til Umulighederne , for det tynde Brædeloft var altfor utæt til at udeholde den livlige Samtale , som efterhaanden , eftersom Spillet udviklede sig , blev mere og mere høirysfet . Pludselig hørte de paa Loftet posterede Folk Naabet : „ Falsk , falsk , Din Kjeltring , vil Du give Slip . “ Neppe vare disse Ord udtalte , før de posterede Mænd reiste sig op med Lynets Fart og styrtede ned af de smalle Trapper , jsom førte til Døren , gjennem hvilken man fik Adgang til den Leilighed , hvor Spillet gik for sig . Døren var naturligvis i Neglen aflaaset , og i et saadant Tilfælde , som det nærværende , var det naturligt , at Dørvogteren særlig vilde tage sig as den ham anbetroede Post , for at Ingen af Spillerne skulde komme ud før det almindelige Signal til Opbrud blev givet . Denne Gang var det uden Nytte af være forsigtig ; thi indenfor den aflaasede Dør var der 5 Angivere , som havde vogtet ethvert Skridt , der blev soretaget af Grossereren og hans Medhjælpere . De havde derfor i det rette Øieblik , da man ved visse Tegn havde givet hinanden af forstaa , af nu var Tiden kommen til Demaskeringen , styrtet sig over Dørvogteren og bemægtiget sig Døren , som netop blev aabnet , da de paa Loftet posterede Lovens Haandhævere ilede ned for af bemægtige sig Banden . Det var et frygteligt Øieblik . „ I Kongens Navn , “ lød det fra Politiembedsmanden , idet han kastede den kronede „ Haand “ , Tegnet paa hans Myndighed , ud over Spillebanken , som endnu laa urørt paa Bordet . Blege og forvirrede havde alle de Tilstedeværende , omtrent 25 Personer , reist sig og fordeelt sig i mindre Grupper i Værelsets forskjellige Hjørner . Forgjæves saa de efter Døren , som førte ind til en bagved liggende Lejlighed . Med et voldsomt Spark gik Fyldningen ud , og den forvovne Spiller søgte af undslippe derigjennen , men blev modtaget af — to Politibetjente , som man afsForsigtighed havde posteret der . Ja , der er ikke stort mere af fortælle om denne Sag . Banden blev ført til det rette Sted for af afgive Forklaring , Men forunderligt nok vovede Ingen af dem , som dog havde lovet af ville afgive Vidnesbyrd nok til , af Grossereren eller de Andre kunde blive tiltalte for falsk Spil , og hele Resullatet var af Deltagerne bleve idømte meget store Pengebøder , som dels bleve betalte dels afsonede . * Vore unge Venner skulle vi endnu dvæle Noget ved . Alexander maatte naturligvis for sin Fader bekjende sin Feil og love aldrig oftere af røre ved Kort , før han havde overvunden sin Lidenskab . Dog det er let nok af love , men det er undertiden besværligt af holde et Løfte , og det varede da eiheller længe før stakkels Alexander atter var paa „ gale Veie “ . Denne Gang var det af en saadan Natur , af det aldeles ikke lod sig gjøre af nøies med Tilgivelse , men man maatte skaffe ham bort . Det blev da ogsaa bestemt , af han skulde reise til Amerika . Han blev bortsendt , men det varede ikke længe , forinden man atter saa Alexander B . vandre her paa Gaderne og deltage i sine Venners Lysfighed . Nu indsaa man , af der maatte være længere Afstand fra „ det gamle Danmark “ , og da Broderen Christoffer paa samme Tid ytrede Lyst til af udvandre til Australien , var det jo ikke saa forunderligt , af begge bleve expederede til dette Land , hvorfra man senere har erfaret , af Alexander er død , og af Christoffer befinder sig i bedste Velgaaende . Grossereren og hans Venner skulle vi nærmere omtale i et andet Assnit af denne Bog . Tiggerne . Min Læser maa ikke kro , af jeg vil indbyde ham til af gjøre Bekjendtsfab med en af de mange dagligdags Tiggere , som vi i Massevis træffe paa Gader og Stræder eller som besvære os med deres Nærværelse ved vore Døre . Nei , der gives andre Tiggere af langt farligere Natur , Tiggere , som ere blevne tildelte det mere passende , om end mindre velklingende Navn af „ Snylleplanter “ . De ere Snylleplanter i det sociale Liv , som trænge sig ind allevegne , hvor der gives Anledning , som as de mest forskjellige Aarsager søge Anledning til af paatrænge sig Naboer , Venner , Bekjendte og navnlig Folk , med hvem de aldrig have ftaaet i Forbindelse . De kunne af den mindste Ubetydelighed søge Leilighed til af trænge sig ind paa os , og de ere almindeligvis saa vel begavede med Talegaver , af de som oftest forstaa af tale deres Sag saa godt , af de kunne formaa „ bedre stillede “ til at hjælpe i , hvad de kalde deres „ store Nød . “ Den stakkels Moder , som paa en kold og bitter Vinterdag tager sit diende Barn med sig og forsøger at skaffe sig Hjælp ved fra Dør til Dør at beklage sig for sine Medmennesker , er virkelig at beklage , men den dovne Mand , som gaar for at være- en „ bedre Mand “ , som har været i en god Stilling , hvorfra han „ uforskyldt “ er bleven fjernet , og som nu , forsynet med Anbefalinger fra ældre Tid , gaar fra Rigmand til Rigmand for at tigge , han fortjener at blive stillet frem og hans Gjerninger stillede i et saadant Lys , at de , som ere velvillig stemte for at hjælpe den virkelig Trængende , maa forarges derover , og , naar saadanne Folk i Fremtiden vise sig for dem , da lade Paagjældendes Forhold undersøge for nt ! bringe tilstrækkelige Oplysninger frem , om der virkelig er Nød paafærde , og om den Søgende er værdig til den Hjælp , han attraar . De efterfølgende Smaatræk kunne maafke give et Billede af Tiggerlivet iblandt os . I længere Tid havde jeg gjentagne Gange ved Besøg hos en af mine Venner hørt Fruen omtale , at en Dame , som var bleven anbefalet af en af hendes Syjomfruer , var i stor Nød , og at hun ( Fruen ) havde sat et Cirkulære i Gang blandt sine Venner for at skaffe hende en , lille Sum Penge , for hvilken hun kunde anlægge en lille Handel eller paa en eller anden Maade søge sit Erhverv Den stakkels Dame , hvis Navn var R . , blev skildret som overordenlig arbeidssom og flittig , og at hun , der var Enke efter en afdød Kapitain , ved Sygdom var kommen i stor Nød . Hun havde i flere Aar ernæret sig som Syerske , medens hun , for at kunne passe sit Arbeide med mere Orden og Ro , havde været nødsaget til at udsætte sit Barn i Pleie . Den Betaling , som herfor erlagdes , havde hun en Tid erholdt i Understøttelse af en af hendes afdøde Mands Onkler , men for et Aarstid siden havde denne af en eller anden „ ubegribelig “ Aarsag trukket sig tilbage , og det derved fremtvungne overanstrengende Arbeide havde , som anført , bidraget til den sygelige Tilstand . Da hun nu var aldeles ude af Stand til at hjælpe sig selv , havde den omtalte Frue af Medlidenhed taget sig af hende og tænkte nu paa at forskaffe hende Udveie til fremtidig Existents . Dette var jo altsammen meget rart , men jeg havde saa oste hørt saadanne Tilfælde omtale , at det forekom mig lidt mistænkeligt . Jeg har aldrig havt nogen Tillid til disse „ Syenker “ , og i dette Tilfælde var der adskilligt , som gav Anledning til Mistanke . En Dag havde Fruen , da hun mod Sædvane kom gjennem Borgergade , taget Anledning til at besøge den omtalte Enkes Bolig , men da hun kom i det opgivne Sted , var det aldeles umuligt at faa hende opspurgt . Der i Huset boede Jugen ved det Navn , og det var aldeles umuligt at saa nogen Oplysning om hende der . Noget urolig herover , spurgte hun „ Enken “ derom , ' da denne næste Dag kom til hende , og fik til Svar , at Fruen var gaat feil , det var Nr . 87 ikke Nr . 89 . — Nuvel , det kunde jo tænkes , at Fruen havde taget feil , men man havde nu engang faaet ligesom en Slags Mistanke og forsøgte altsaa i Nr . 87 , men med samme ugunstige Resullat . Næste Gang „ Enken “ kom , var man ikke slet saa venlig mod hende og fremkom til Slutning med den Bemærkning , at man eiheller kunde finde hende i Borgergade Nr . 87 . Hertil svarede Enken med en mageløs Frækhed , at det var ikke forunderligt , thi hun havde aldrig opgivet Borgergade , men Adelgade . Nu var man lige nær ! Med Bestemthed kunde man ikke paastaa , om Gadens Navn ved forrige Anledning havde været nævnet , men hun paastod , at det skulde Fruen nok se var rigtigt og „ forresten var hun vant til at blive troet paa sit Udsagn . “ Den stakkels Frue var ganske forlegen lige over for „ Enken “ og kunde nu aldeles ikke tvivle om , at hun var en redelig Kone ; thi ellers vilde hun ikke være bleven fornærmet over denne Sag . > Da jeg en Aften kort efter kom ud til min Den , kom vi til at omtale „ Enken “ , og man fortalte mig de ovenfor omtalte Tildragelser . Det kunde jo være rigtigt , men det kunde ogsaa være galt . Jeg besluttede mig til at undersøge Sagen . Ved at efterspørge i Adelgade Nr . 87 fandt jeg efter megen Søgen endelig en gammel Kone , som fortalte , at en Jomfru R . havde boet der for længere Tid tilbage . Hun havde først boet paa første Sal , hvor hun i længere Tid havde levet sammen med en Jøde , med hvem hun efter Sigende havde to Børn , idetmindste havde der været to Børn hos hende dengang . Senere , efterat Manden , som hun kaldte ham , var reisf fra hende , havde hun ernæret sig ved Syning og var flyttet op paa et lille Kvistværelse . Hun havde imidlertid faaet sig en ny Kjæreste , og , saavidt Meddelersken vidste , boede hun nu i Store Kongensgade . Det yngste af Børnene var død , kort før hun forlod ' Huset . Den gamle Kone skildrede hende som en meget venlig og tjenstvillig Pige , men hun „ var nok noget vild af sig “ og var ikke flittig ved sit Sytøi , men dog havde hun altid Penge , og , „ saa var hun saa gal ester at danse “ og var ofte ude om Natten . Det var altsaa en „ forloren Enke “ . — Men hvor skulde man nu finde hende i Store Kongensgade , forsaavidt hun boede der . Dagen efter at jeg havde erfaret det her omtalte , meddelte jeg det til min Ven , som blev meget glad for Udfaldet af min Expedition , men jeg advarede ham mod at forhaste sig , thi saaledes som Sagen nu stod , vilde det være ønskeligt at kunne tilbunds i den og navnlig lede til at opdage en Svindelhistorie i stort Omfang . Da jeg nogle Dage efter atter kom til min Ven , erfarede jeg , at man havde modtaget en Billet , undertegnet Julie R . , hvori blev meddelt , at hun paa Grund af de trængende Omstændigheder , hun havde levet i , var bleven nødsaget til at tage et endnu tarveligere Opholdssted , nemlig i Møntergade Nr . — 3die Sal . Det opgivne Hus kjendte jeg og vidste i samme Øieblik , at det kun beboedes af respektable Familier , og at der ingen Smaaleiligheder fandtes . Imidlertid , da det var et Hjørnested , tænkte jeg Muligheden af , at der dog maafle i Baghuset kunde være en saadan Leilighed og bestemte mig derfor til at undersøge det . Jeg gik altsaa til Stedet . Ja , paa 3die Sal boede ganske rigtig — ifølge en Seddel paa Døren — Julie R— , Enkemadam . Jeg bankede længe paa ; endelig blev Døren aabnet og for mig stod en gammel Bekjendt , Berthe Larsen , et berygtet Fruentimmer . „ Hvad , “ udbrød jeg leende , „ hedder De nu Julie R— ? „ Nei , — Julie boer hos mig , men hun er ikke hjemme “ , svarede Berthe forlegen , „ hun kommer først hjem sent i Aften . “ „ Ja saa , “ svarede jeg , „ danser hun da hver Aften ? “ „ Nei , “ var Svaret , „ hun danser saamæn ikke , hun er en altfor ærbar Pige til det . Nei , hun er flittig og syer til langt ud paa Natten . . . “ „ Jeg troede hun var Enke , “ afbrød jeg Berthe , „ kom nu ikke med Snak . De kjender mig jo nok ? “ „ Ja , det var blot en Talemaade , Hrr , — jo hun er saamæn Enke efter en pæn Mand . “ „ Hvad er Manden da ? “ „ Han er nok reisf . “ „ Ja , men hvad var han , da han var her ? “ „ Han reiste nok for andre Folk , jeg ved ikke andet . “ Imidlertid var jeg kommen indenfor . Der stod en tarvelig Seng i en Krog af Værelset , et Bord og et Par Stole . Med den Ugenerthed , man kan tage sig overfor den Slags Folk , . gik jeg hen og aabnede et Hjørneskab , som maatte antages at skulle indeholde Madvarer . Der fandtes ogsaa lidt , men det forekom mig , at det saa noget gammelt ud og tillige som om Berthe ikke syntes rigtig godt om min Nærgaaenhed . „ Hvor fører den Dør hen ? “ spurgte jeg , idet jeg pegede paa en Dør i Værelset . „ Til min Værts Leilighed , “ svarede hun . Det var klart , at jeg ikke kunde faa mere at vide dennegang , og jeg vilde derfor forsøge paa at skaffe mig Oplysninger gjennem en eller anden af Husets Beboere . Jeg fandt dog ikke strax Nogen , som jeg kunde henvende mig til , og tog derfor Anledning til at henvende mig til Værten , som ogsaa velvillig imødekom min Opfordring . Han fortalte saaledes , at den nævnte Leilighed havde staaet ledig i flere Maaneder og atter for omtrent 14 Dage siden havde været averteret i Adresseavisen , hvorefter en Herre havde indfundet sig og beset den . Derefter var han senere kommen tilbage med en Dame , og de havde nu leiet Lejligheden . Det lod til at være velhavende Folk ; han var nok ansat i et af Ministerierne ; men det lod ogsaa til , at han var meget ustadig , thi Værtens Tjenestepige havde iagttaget , at han ikke var hjemme hver Nat ; dog , da han havde Letalt Leien , kom del jo Ingen ved , hvad han . foretog sig . Hans Kone var en overorden- - lig rar Dame , og de havde leiet et Værelse ud til en gammel Kone , som hjalp Fruen i Huset , da de ikke holdt Pige . Forøvrigt vidste han Intet . Hvem den gamle Kone var , som boede hos „ Agenten “ , saaledes kaldte Leieren sig , det kunde han aldeles ikke give nogen Oplysning om , men lovede , dersom han uden at gjøre Opsigt kunde skaffe Efterretninger , vilde han gjøre det . Der hengik vel omtrent en Ugestid . I dette Tidsrum var der imidlertid indløbet mange Meddelelfer om et Fruentimmer , som havde indfundet sig paa flere Steder og anmodet om Undersføttelse til sit Barns Begravelse . Snart havde hun foregivet , at hendes Mand var reist bort fra hende , fnart at han var død , og i nogle Tilfælde havde hun forklaret , at det afdøde Barn var en Datter , i andre Tilfælde en Søn . Hun havde naturligvis altid havt Held med sig , og det lod til , at hun fra de foreliggende Anmeldelser havde erhvervet sig nok til at begrave 10 Børn for . Saaledes var nu Opmærksomheden henledet paa denne Sag , og det var lettere at bearbeide den . I ethvert af de foreliggende Tilfælde havde Plattenflagersken opgivet en falfk Adresse . Hun havde altid paastaaet , at Nøden var forhaanden og at hun trængte til Understøttelsen strax , og for at give et Exempel paa Folks Lettroenhed , bør det her nævnes , at hun i flere Tilfælde fik Summer saa betydelige som 10 Rdl . af en Enkelt . Det var derfor ikke saa forunderligt , at da alle disse Tilfælde bleve opsummerede , fandt man , at et Beløb af over 100 Rdl . var indkasseret af den frække Bedragerske . Nu begav jeg mig atter til Møntergade , men denne Gang gik jeg ikke ene . Min Medhjælper lod jeg gaa til Julie R . ' s Bolig , medens jeg selv af Hovedtrappen søgte Adgang til samme Leilighed og læste Navnet „ Sophus— “ . Da Døren her aabnedes , blev jeg modtaget af en elegant , sørgeklædtDame , som paa minForespørgsel , om jeg mulig havde den „ LEre “ at tale med Julie R . , blev blodrød i Ansigtet , — et godt Kjendemærke paa , at der var noget Galt paa Færde . — Overraskelsen var saa stor , at hun aldeles ikke svarede ; men jeg var nu kommen ind , og Veien var ikke lang for at naa den Dør , jeg havde en Anelse om dannede Skillevæggen mellem Rigdom og Fattigdom . Og ganske rigtigt ! i dette Tilfælde var den ikke engang aflaaset , men i det lille , uhyggelige Værelse , som dannede en saa slaaende Kontrast til Fru — comfortable Beboelse , saa jeg min gamle Bekjendt Berthe Larsen i Samtale med min Medhjælper . Man tog nu alvorlig fat paa Sagen , og inden en Time vare begge „ Damerne “ i sikker Forvaring , deres Hjem confiskeret og Undersøgelsen frembragte det herligste Vidnesbyrd saavel om de Anholdte som om deres Cavalleer . Denne skulde jo ogsaa anholdes med Forsigtighed , og det blev derfor bestemt , at min Medhjælper ffulde lade sig indelukke i Leiligheden og afvente hans Komme . Det varede imidlertid til næste Dag , inden han lod sig see , og det kan ikke nægtes , at han blev meget overrasket ved den uventede Beboer , som havde taget Ophold i hans Leilighed . Han gjorde naturligvis ingen Modstand , men var tans og stridig og vilde paa ingen Maade afgive nogen Forklaring , idet han erklærede , at han . ikke kjendte noget til Julies øvrige Forhold . Han havde gjort hendes Bekjendtffab , medens han boede i Adelgaden , havde leiet denne Leilighed til hende og understøttede hende i det Hele saa , at hun ikke behøvede nogen Andens Hjælp . Endvidere angav han , at han var ansat i et af Ministerierne og desforuden Eier af en betydelig Formue . Nu begyndte naturligvis Undersøgelsen mod de Anholdte at blive vidtløftig . Man søgte Oplysninger om denne Mand , og det viste sig strax , at han ikke var ansat i noget Ministerium ligesom han heller ikke havde nogen Formue at raade over . Det blev snart klart , at ogsaa han havde drevet Tiggerprofessionen i en stor Udstrækning , og efter at man havde erholdt nogle Oplysninger med Hensyn til denne Anklage , blev det endelig muligt ved Hjælp af Julie R . ' s Meddelelser og Tilstaaelser at overbevise Hr . Sophus — om , at han var identisk med en fra det holstenske Forbedringshus for flere Aar siden bortrømt Bogholder , som havde besveget sit Firma for flere tusinde Rigsdaler . Han tilstod da ogsaa omsider dette og maatte tillige vedgaa at have været vidende om Julies Bedrifter . Hun selv tjente ikke Ubetydeligt ved Agenturforretningen , men hun var udsvævende og letsindig , og da Julie havde foreslaaet ham den af dem brugte Erhvervskilde , var han gaaet ind paa hendes Forslag . De havde drevet Plattenslageriet efter en stor Maalestok , og det tog meget lang Tid , inden alle de Mange , som vare blevne førte bag Lyset , bleve tilkaldte og afgave Forklaringer . Det var en almindelig Fremgangsmaade for dem , at Julie gik omkring til Familier , hvis Godgjørenhed var bekjendt , og foregav , at enten Manden eller Broderen var død , og hun havde , som vi have set , ofte været begunstiget af Held . Endelig havde der dog indtruffet et Tilfælde , hvor Paagjældende personlig vilde undersøge Forholdet , og hun havde derfor søgt at skuffe de Lettroende med den Leilighed , hvor vi til Slutning fandt hende . Hun havde her givet sin Fortrolige , Bertha Larsen , frit Hus og tillige en Del af Udbyttet mod at hun modtog de Besøg , som mulig bleve aflagte , og i Almindelighed var da Julie ikke tilstede ; dog var hun naturligvis nødt til i extraordinære Tilfælde at lade sig se , men naar dette skete , da var hun langtfra den „ gentile Dame “ , som hun viste sig at være paa den modsatte Side af Kammerets Dør . Der var naturligvis ikke Stort at gjøre ved hendes Sag , men hun fik dog en alvorlig Advarsel mod oftere at inlade sig paa slige Ting , og hendes Elsker blev , efter at have været underkastet et Forhør her , hjemsendt til den By , hvor han i Reisens Hastighed havde glemt at gjøre Rede for de ham betroede Pengemidler . Dette havde nok sine store Vanskeligheder , og man hørte ikke længe efter , at han der var idømt fleraarigt Fængselsstraf . Under Jorden . I Aaret 18— opholdt jeg mig i lang Tid i Englands forskjellige Hovedstæder og var der Vidne til en Mængde gruopvækkende Handlinger , hvoraf jeg skal tillade mig at skildre et Tilfælde , som jeg fandt saa sjeldent , at det fortjener at omtales . En Aften gik jeg , fulgt af en af Londons Læger , ud igjennem Mammouthstreet , St . Giles , da vor Samtale pludselig blev afbrudt af et spøgelseagtigt udseende Fruentimmer , som styrtede op af en dyb underjordisk Kjælder , en af disse Huler , der synes at udmunde i Gaden , som en glubende Løve , beredt til at sluge det forbigaaende Bytte . Den usle Kvinde soer med flagrende Haar og Rædsel malet i sit Ansigt henad Gaden og raabte : „ Min Gud ! min Gud ! han døer , . . . uden Læge eller Præst . . . han døer . . . ! “ Hun standsede netop foran os , og min Ven udbrød ufrivilligt : „ Jeg er Læge , kan jeg hjælpe Dig ? “ Idet det hæslige Fruentimmer hørte disse Ord , sprang hun nærmere hen mod os og greb i vore Frakkeskjøder som for at fastholde os , at vi ikke fluide flippe fra hende og udbrød : „ En Doktor , oh , en Doktor ! Gud velsigne dem ! — kom , kom til ham , men Tungen maa falde ud af Munden paa den , der fortæller Noget om ham , “ tilføiede hun vildt . Lægen henvendte , idet vi fulgte efter Konen , en Bemærkning til mig om , at jeg fluide lade som om jeg var en af hans Kollegaer og følge med ham , da han ved Fruentimmerets ophidsede Tilstand og noget besynderlige Dttringer omtrent kunde slutte sig til , at der maatte være noget Galt paa Færde . Naturligvis var jeg villig til at følge min Ven paa dette Eventyr , der var lovende begyndt ; — det var netop Noget for mig . Vel ! — Vi fulgte altsaa den hæslige gamle Kvinde , som , om hun end lignede den personificerede Ondflab , dog havde vist , at hun endnu besad en Gnist af menneskekig Følelse i sit Bryst , da hun paa Gaden havde raabt om Hjælp for en Døende . Snart kom vi til Nedgangen til en dyb Kjælder , fra hvis underjordiske Dyb en væmmelig Atmosphære slog os jimøde . Med Hast steg vor Førerske ned ad den næsten lodrette Trappesfige , som fra Gaden ledede ned i dette underjordiske Usselhedens Hjem . „ Doktoren ! Doktoren ! “ raabte Fruentimmet , idet hun kom ned i Kjælderrummet og krampagtig vred sine Hænder , „ Doktoren kommer ! “ „ Ah Nora ! “ sagde en Mandsperson , „ hvor fangede Du ham ? “ Ved et mat , ustadigt Lysfljær bemærkede jeg , at der var tre Personer forsamlet i Kjelderen , hvor de havde taget Plads omkring en udgaaende Kulild , . rygende af deres smaa , korte Piber . Nogle Drikkekruse gave os - Anledning til af formode , af de forsamlede Venner ikke havde forsømt af nyde Noget af det stærke Stof , uden hvilket den simple Mand ikke finder nogen Tilfredsstillelse her i Verden . Min Ven Lægen var just ifærd med af spørge om , hvor den Syge var , da en herkulifl Karl med et ualmindelig stort Skjæg kom henimod ham , og , idet han holdt en Bog hen til ham , ytrede : „ Sværg ved den hellige Bog , Du har i Haanden , af hvad Du hører og seer her maa synke tilbage i Din Sjæl , som snavset Vand i Sand , — sværg — tag den hellige Bog . . . “ „ Aldrig i Livet gjør jeg det , “ svarede min Ven . , /Jeg og min Ledsager bleve anmodede om af komme herned for af see til en Døende . Endnu have vi ikke seet ham , og dersom I have Noget derimod , ere vi beredte til atter af gaa . Effersom vi for Øjeblikket ikke vide Noget , kunne vi jo heller ikke fortælle Noget , og vi ere fuldkommen villige til af gaa igjen “ . . . “ „ Nei , nei , “ udbrød det gamle Fruentimmer , „ han kom her for at see til den Gamle , han kan mulig redde hans Liv . “ „ Og vore Liv da ? “ raabte Manden rasende . „ Ah for en Ulykke , Du lever vel saalænge , indtil Du døer , “ vedblev Kvinden , idet hun nærmede sig til ham . Han syntes at blive angst for hende og trak sig tilbage i en Krog af Værelset . Og i Sandhed , den Strøm af Eder og Forhaanelser , som hun udslyngede mod denne Mand , var forbausende og nok til at bringe den meest forstokkede Usling til at fkjælve . Han forslummede strax , og derefter greb den gamle Furie os begge ved Armene og førte os til den modsatte Side af Kjælderen . Ligefor Indgangen , paa den modsatte Væg , hængte et snavset Tæppe , som , da hun trak det tilbage , viste os en Aabning saa stor som en almindelig Dør . Det var nok til , at selv den Dristigstes Mod kunde svinde . En mørk Gang aabnede sig , — hvor langt ind under Jordens Overflade ? I samme Nu , som Forhænget gled tilbage , fremstod for min Erindring Alt , hvad jeg i min Tid havde læst om Romanhelle og røveriske Overfald og om londonske Kvælere etc . Men min Forkjærlighed for Eventyret , min Interesse for Forbryderlivet og den vistnok afgjørende Omstændighed , at jeg stod midt i Eventyret , gjorde , at mit Mod steg som Barometeret paa en smuk Dag , og vi fulgte kjækt med , da vor hæslige Ledsagerske raabte : „ Denne Vei , mine Herrer , denne Vei ! “ — Det næste halve Minut bleve vi af vor grimme Ledsagersfe førte gjennem en smal , kroget Gang , hvis Mure syntes at være af stampet Ler , og hvis Gulv , istedetfor Brolægning , var overstrøet med Smaasten . Kort efter stødte vi atter paa et Tæppe , men da dette blev trukket tilside , saa vi et andet Lys , foruden det vor Ledsagerske bar , som søgte at tilveiebringe et Lyssfjær i denne underjordiske Hule . Dette var dog stærkt nok kil at vise os , at vi befandt os i et firkantet Rum , omtrent 15 Fod i Qvadrat , hvori den ophedede Luft var forfærdelig trykkende . Ved vor Indtrædelse hørte vi et rædsomt Brøl . „ Lægen er her ! “ raabte den gamle Qvinde , idet hun klappede i sine Hænder , en særegen Maade , hun syntes at have optaget , for derved at give sin Glæde Udtryk . „ Lægen er her ! Hys dog , brøl ikke saaledes . Hører Du ikke , Doktoren er her ! “ Et endnu frygteligere Brøl , end det , viforud havdehørt , lod os forudsætte , at den givne Meddelelse ikke oplivede den stakkels Syges Sind i nogen ^beroligende Grad . Vi gik strax i den Retning , som Lyden kom fra ; og der , udstrakt paa et usselt Leie , laa et af de mest rædselsfuldt udseende Væsener , jeg nogensinde i mit Liv har havt Anledning til at se . Det var en Mand af stor Legemsbygning , saavidt jeg kunde se . Hans Haar hængte ned ad hans Hoved i væmmelig Uorden , og paa Ansigtets venstre Side viste der sig en stor Blodmasse . Min Ven bemærkede sagte til mig , at Intet , undtagen et frygteligt Saar , kunde have foranlediget en saadan Tilstand . „ Jeg frygter for , at jeg ikke kan hjelpe denne Mand , “ yttrede Lægen høit . Lyden af en fremmed Stemme syntes at vække den Saaredes hendøende Sandser . Der viste sig en krampagtig Trækning af Ansigtsmusklerne , en Blodstrøm styrtede ud fra det frygtelige Saar i Hovedet og han syntes at forsøge paa at tale . En Rallen hørtes i Struben , — Armene faldt slappe ned , — han var død . „ Naa , Doktor , reis ham op af Sygesengen , “ sagde den afskyelige gamle Kvinde , „ forbandet være den Haand , som skjød ham , — — han vilde jo kun have et Par gamle Sølvskeer eller lidt andet Pilleri , som ikke blev brugt i et Herskabs Hus — — “ „ Han kan ikke reddes , “ svarede Lægen , „ han er død . “ Kvinden hævede ved disse Ord Lyset til sit Ansigt , og aldrig forglemmer jeg det Syn , jeg saa ; hun lignede en sand Dæmon . I samme Nu tabte hun af Forfærdelse Lyset , — gav et Hyl og rasede omkring i Rummet . Herved kom hun til at støde til den Stol , hvorpaa det Lys stod , som havde oplyst det usle Hul før vor Ankomst , og Følgen var , at ogsaa dette Lys faldt paa Gulvet og Hulen var fuldstændig mørk . Endnu et Hyl fra hende , og vi hørte , ut hun med hurtige Skridt ilede bort , efterladende os i ægyptisk Mørke . Min Ven og jeg havde selvfølgelig kun en Tanke : vi søgte begge at sinde den Udgang , gjennem hvilken vi vare komne ind . Forgjæves søgte vi at famle os frem , men stødte snart mod hinanden uden at have fundet Udgangen . Alt var roligt . Det svage Ekko af vore egne hvidfkende Stemmer var Alt , hvad vi hørte , og jeg begyndte næsten at blive ilde tilmode ved Tanken om mulig i længere Tid at maatte opholde mig paa et Sted , som , efter hvad den gamle Kone havde sagt og jeg selv set , vistnok var en Tyvebandes hemmelige Tilflugtssted . At den nys Afdøde var en as Bandens Medlemmer , og at han var død af et Saar , han havde erholdt under Udøvelsen af en Forbrydelse , derom var der ingen Tvivl . „ Ja , men vi maa ud , “ udbrød jeg heftigt til min Ven , „ vi maa ud , — vi maa forsøge igjen . Der var jo Intet til . Hinder for at komme ind , saa er der vel neppe Noget til Hinder for at komme ud . “ Vi forsøgte paany . Endelig fandt vi Tæppet . Vi vidste , at Gangen var kroget og tænkte os Muligheden af , at der kunde være skjulte Faldgruber , hvorfor vi besluttede , at den Ene af os skulde blive tilbage , indtil den Anden havde naaet det andet Tæppe og derpaa givet et Signal . Det blev min Lod at gaa først . Gangen var saa smal , at jeg med udstrakte Arme kunde naa sra Side til Side , og saaledes passerede jeg Gangen Fod for Fod af Frygt for , at der mulig var en skjult Faldgrube , som nu var aabnet for at hindre vor Tilbagegang . Det forekom mig imidlertid , at Gangen nu , da jeg gik tilbage , var meget længere end dengang , Kjællingen havde ført os igjennem . Pludselig troede jeg at høre en Samtale blive ført i den anden Ende af Gangen . Jeg standsede , — lyttede , jo rigtig ! en Samtale blev ført mellem en Mand og en Kvinde , men Lyden kom fra Gangens høire Side , det maatte være et Sidekammer . „ Du , — Du vil , “ hørte jeg en grov Mandsstemme udtale , „ Du vil ? Oh , vi vil se ! Jeg foretrækker at ffære Halsen over paa Ungen , da jeg — “ ' „ Tys ! vil Du da myrde Dig selv ? “ afbrød en kvindelig Stemme ham ; „ lad hende løbe for 20 . “ „ Nei , — ikke for 2 Gange 20 , — nei , jeg vil ikke , “ faldt den mandlige Stemme atter ind . „ Min Mamma , Mamma ! Oh , hvor er min Mamma , min egen Mamma ? “ lød en yndig Barnestemme ; „ bring mig til min egen Mamma ! “ „ D . . . tage Ungen ! “ skreg Manden , „ hun er altid Noget værd som død . Hvor er min Kniv ? Hendes Haar og Tænder kan betale mig . Min Kniv , siger jeg . “ Barnet skreg , — Fruentimmeret hvinede og jeg blev rasende . Forgjæves samlede jeg om paa Væggen for at finde en Udgang , men jeg kunde ikke finde nogen ; og , som den sidste Udvei , raabte jeg mig selv ubevidst : „ Vogt Dig ! “ Virkningen sulgte øieblikkelig ; — enhver Lyd forstummede og den opsfaaede Tavshed var som Gravens . Jeg lyttede i spændt Forventning . Saa meget som et Minut efter bemærkeds jeg et svagt Glimt af Lys langt nede i den modsatte Ende af Gangen ; dette Lys tog til i Styrke ligesaa hurtig , som jeg søgte at skjule mig op ad Muren . Alt , hvad jeg havde at værge mig med , var en Pennekniv , og denne aabnede jeg og holdt mig beredt til Kamp , besluttet paa at sælge mit Liv saa dyrt som muligt . Den Skikkelse , som jeg saa bevæge sig frem imod mig , maa have skiftet Mening ; thi strax efter saa jeg atter Lysskjæret tage af og Manden forsvinde . Jeg vidste nu , at der maatte være flere Gange i denne Hule og vendte derfor tilbage til det Rum , hvor min Ven opholdt sig . Denne , som havde hørt mit Udraab og set Manden med Lyset komme og gaa , var som ude af sig selv af Rædsel . Vi flygtede begge ind i det . mørke Rum , og jeg tog Plads bag Sengen , hvorpaa Liget laa . Min Ven vilde ogsaa skjule sig der , men , idet han krøb ned bag Sengen , saa han et slærkt Lysskjær nærme sig og hørte Lyden af tunge Fodtrin . Med Lynets Fart greb en god Ide ham . Han reiste Liget halvt op i Sengen , saaledes at han tildels skjulte sig bag det og havde Magt til at bevæge dets Arme . Tavs ventede vi den Kommende . Men vi ventede ikke længe , før Tæppet heftigt blev revet tilside og en Mand viste sig med en Lygte . Det var en af de saakaldte Tyvelygter , og Aarsagen , hvorfor Lysskjæret havde vist sig saa mat før , var den , at han havde holdt Glasfet ind mod sin Person . Nu rettede han imidlertid hele Lysstyrken mod det Indre af Hulen . Min Ven hævede Liget lidt og bevægede dets Arme . Med et Udraab af Rædsel jlod Manden Lygten falde til Jorden og flygtede . At springe op fra vort Skjul og bemægtige os Lygten var et Øiebliks Værk . Et flygtigt Blik over Hulen viste os strax en anden Udgang , der ogsaa var skjult af et Tæppe , og vi maatte formode , at det var ad denne vi vare blevne førte ind fra Hulens ydre Rum . Mørket havde hindret os i at iagttage dette før , og nu indsaa vi , at der maatte være flere Afdelinger i dette røveriske Helvede , som vi vare blevne forledte til at besøge . Med hurtige Skridt ilede vi ud ad den^amme Gang , som vi vare komne igjennem før , og med Lygten til at lyse for os fandt vi fnart Veien til det Rum , hvor vi forud saa høfligen vare blevne anmodede om at aflæggæ Ed . Der var et saadant Spetakel og en faadan Raaben og Skrigen , da vi traadte derind , at vi aldeles ikke bleve bemærkede før et Par Minuter efter vor Indtrædelsæ , da pludselig en stor stærk Bandit sprang hen og greb os i Armene , idet han raabte : „ Hvem er det , -- -- -- -- -- -hvem er det ? I ere komme for at dø ! “ „ Nei , “ sagde vor gamle Befkytterinde , som havde kaldt os ned , „ det er Doktorerne , lad dem gaa . “ Vi naaede snart Trappen , — dersom den burde have Navn af Trappe , — og steg hurtig op , stadig medførende Lygten , som Ingen syntes at have bemærket , at vi førte med os . Hvorledes fkal jeg beskrive vor Glæde , da vi indaandede den friske Luft ? Med hurtige Skridt ilede vi ned ad Gaden . Ankomne til Hjørnet , bemærkede vi , at et ungt Fruentimmer vedblev at følge os . Min Ven , der skulde besøge en Patient i City , vilde forlade mig , da i det Samme en Omnibus passerede os , som skulde samme Vei ; jeg ønskede at kjøre , hvorfor jeg , der vgr meget træt og overanstrengt , steg op i den , efter at det var bestemt , at vi skulde træffes paa hans Bolig næste Formiddag . Den næste Morgen læste jeg til min Forbauselse i „ limes “ , at en Tyvebande sent i denne Nat var bleven anholdt , og at det tillige ved samme Leilighed var oplyst , at . nogle af dennes Mandska bog Medhjælpere særlig havde beskjæftiget sig med at stjæle smaa Børn , som de holdt tilbage , indtil Forældrene gjennem Aviserne udlovede en eller anden Sum til den , som kunde give Oplysning om Barnets Opholdssted . Derefter kunde Forældrene nogle Dage see et andet Avertissement , som underrettede dem om , at det nævnte Barns Opholdssted kunde meddeles , dersom en bestemt Sum , som da var betydelig større end den af Forældrene tilbudte , blev udbetalt inden en bestemt Dag . Paa denne Maade og under Forbehold af Discretion tjente disse Kjeltringer store Summer . Mangt et Barn er naturligvis ogsaa blevet opofret , — enten dræbt eller solgt til Skorsteensfeiere , Bander og andre Kvælertrouper . Men nu var denne Bande , som sagt paagreben , og man haabede , at dens Uvæsen soreløbig var standset . Jeg ilede strax til min Vens Contoir og traf ham netop ifærd med at læse „ Mmas “ . „ Hvad betyder denne , Meddelelse ? “ spurgte jeg leende , idet jeg satte mig ned . „ Artiklens Slutning er en Beskrivelse af Fortsættelsen paa vort Eventyr i Aftes . “ Min Ven lod sig ikke bede to Gange , men fortalte strax Følgende : „ Som De . vil erindre , bemærkede vi strax , efter at vi havde forladt Kjælderen i Mammouthstreet , at et ungt Fruentimmer vedblev at følge os . Jeg var neppe bleven alene , før hun henvendte sig til mig og sagde : „ Om Forladelse , min Herre ! De^vil vistnok ikke beholde den Lygte , De bærer der . Den tilhører en af mine Venner , som ikke vil Dem noget Ondt . “ „ Ja saa ! “ svarede jeg , idet jeg hurtigst muligt hastede fremad , da jeg havde besluttet strax at gaa til Politistafionen . „ Ja ganske vist , min Herre . Det vil blive slemt for Dem , dersom De erindrer Noget om denne Aftens Begivenheder , men det ffal blive Deres Ulykke , dersom De beholder den Lygte . Betaling for at besøge den syge Mand skal blive Dem tilstillet , dersom De vil sige , hvor den kan sendes ! “ Hun fulgte mig stadigt , uagtet jeg gik meget raskt , og snart vare vi ude i Soho . „ Bil De virkelig have Lygten tilbage ? “ spurgte jeg hende . „ Ja — jeg maa — jeg skal have den — jeg kan ikke udtale mig Aderligere ! “ „ Du er min Fange ! “ udbrød jeg pludselig , idet jeg greb hende med et hurtigt Tag om Haandleddet , saa at hun ikke kunde bevæge sig . „ Du er min Fange , og Du skal ikke undslippe . “ „ Fange ? “ „ Ja ! — Hjælp ! hjælp ! hjælp ! “ „ De vil angre det , uagtet De nu troer , at De gjør en Heltegjerning . Jeg raaber ogsaa : Hjælp ! hjælp ! hjælp ! “ Det lod til , at hendes Raab om Hjælp hurtigere blev hørt , end mit ; maaske var det paa Grund af den pibende Fruentimmerstemme , vist er det , at et Øieblik efter gjorde et Par af Gadebetjentene deres Opvartning for at erfare Aarsagen til Raabene om Hjælp . „ Denne Mand har bestjaalet mig ! “ raabte den frække Kvinde . „ See , han har stjaalet mit Gulduhr og Kjæde ; see der , han har det jo i Lommen , Kjæden hænger jo udenfor ! “ Det var meget rigtigt . Der hængte virkelig en Stump af en Kjæde ud af min Vestelomme . Jeg har nemlig den Vane , naar jeg gaaer ud om Aftenen og kommer i Byens farlige Qvarterer , at jeg stopper min Uhrkjæde ned i Lommen . „ Jeg er Doktor — , vil De anholde dette Fruentimmer . Hold hende godt , eller tillad mig at gjøre det , . . . hun er farlig . Lad os skynde os til Stationen . Det er muligt , at et Menneskeliv afhænger af vor Hurtighed . Kom , lad os ile ! “ Betjenten saa forbauset paa os begge og vidste i Øieblikket ikke , hvem han skulde tro , men mit Ønske om at komme paa Stationen syntes imidlertid at afvise hans Tvivl og vi gik . Pludselig gjorde Fruentimmeret et voldsomt Undvigelsesforsøg , og dette lod til at fjerne al Tvivl hos Politimanden , for han ytrede , idet han tog saaledes fat paa det unge Fruentimmer at der ikke var Tale om at hun kunde undvige , noget om , at det var vanskeligt at forstaa , hvem der havde Ret , thi Fangen var ligesaa vel klædt som jeg . Al Tale var overflødig . Vi ilede kun afsted , og jeg nærede stor Frygt for at komme for sent . Endelig vare vi der . Idet vi traadte ind , hørte jeg en dyb Hulken og Stønnen , som om der var Nogen , der tog sig en Sorg meget nær , medens en grov , men dog ikke uvenlig Stemme sagde : „ Jo Frue , De maa gjerne opholde Dem her , dersom De ønsker det , og erfare mine Mænds Meddelelser saa hurtig , som de komme ind . Blen De kan forlade Dem paa , at De , saasnart jeg erfarer det allermindste Spor , øjeblikkelig skal blive underrettet . “ „ Ja Moder , “ udbrød en yndig Dreng paa en halv Snes Aar , „ ja Moder , vær nu rolig ; kjære Moder ! Politiinspektøren finder nok vor lille Marie til os igjen , — kom nu med hjem , kjære Moder . . . “ Jeg fik nu først Anledning til at se de Søgende . — Det var en elegant klædt Dame , hvis Optræden vidnede om , at hun hørte hjemme i den bedre Del af Samfundef . Hun havde Plads paa Anklagebænken . Saavel hun som Barnet , der nys havde talt , vare iførte Sørgedragter . Damen var , skjøndt sandsynligvis Enke , dog endnu ung , og hendes blege Aasyn vidnede om , at der dog endnu var sjelden kvindelig Skjønhed tilbage . Den tilstedeværende Politiinspekfør havde imidlertid henvendt sin Opmærksomhed paa os , og jeg tiltalte ham , idet jeg ytrede : „ Jeg er Doktor , — her er mit Kort ; forøvrigt stiller jeg min hele Person til Deres Raadighed , for at De kan overbevise Dem om min Indentitet . Det er mit Ønske , at De vil lade to eller tre af deres Mænd følge mig til Monmark Street , hvor jeg antager der foregaaer Ting , som Politiet vistnok ønsker at standse . “ Dernæst fortalte jeg ham , hvad der var passeret , og da jeg omtalte den skrækkelige Scene med Barnet i Kjelderen , styrtede den Dame , som jeg før omtalte , henimod mig og udbrød : „ O , min Herre , sig mig , havde Barnet smukt krøllet mørkt Haar —- — lange Lokker - — ? “ „ Det ved jeg ikke , Frue , “ var mit Svar , „ jeg har ikke set Barnet . “ „ Denne Dame har mistet sit Barn igaar , “ afbrød Inspektøren mig , „ og vi frygte for , at det er faldet i Hænderne paa en Bande Børnestjælere , som i den sidste Tid have huseret slemt i St . Giles , og hvis Skjulested vi endnu ikke , til Skam for Styrken , have været istand til at opdage . De beholde Børnene , indtil Forældrene forstaa , at Politiet ikke kan hjælpe dem til deres Børn ; tilbyde fuldstændig Taushed og udlove en betydelig Belønning . Og desuagtet er et Par Børn fuldstændig forsvundne . “ „ Kan De undvære tre Mænd ? “ spurgte jeg hastigt . „ De stal faa sex , og de bedste af dem , der ikke ere paa Vagt , “ gjensvarede Inspektøren ; „ jeg vil desuden gaa med selv . I et saadant Tilfælde kan jeg forlade Inspekfionen her . “ Det var meget vanskeligt at sormaa den unge Enkefrue til at opholde sig paa Stationen til hun fik Underretning fra os , eftersom hun absolut vilde følge med . Omsider kom vi da assted . Det blev besluttet at tage den første Kjælder med Storm og derefter at gaa videre i vor Forfølgelse . Vi naaede atter Kjældermundingen i Monmouth Street . Da jeg lyttede efter , hørte jeg en forfærdelig Summen af Stemmer og Larm nede i Kjælderen , og idet jeg steg nogle Trin ned , medens Politiet ventede ovenover , raabte jeg ned i Kjælderen : „ Halloi der ! Doktoren kommer igjen , han har glemt Noget ! “ Eftersom jeg talte , gik jeg længere ned og stod strax efter blandt en forfærdelig Hob . Der var tre Mænd og tre Kvinder , drikkende og sludrende i Munden paa hverandre . En Mand havde Hatten paa , som om han just var kommen ind eller skulde ud . Jeg var kommen meget uventet og havde , forinden Nogen tænkte paa at hindre det , naaet hen til Forhænget . Her fremtog jeg en Pistol , som Inspektøren havde laant mig , og , idet jeg holdt den hen imod de overraskede Kjeltringer , raabte jeg : „ Den Første , som vover at komme herigjennem , skyder jeg ned , saavist Gud lever . I samme Øieblik var Inspektøren med alle sine Folk kommen ned og traadte ind i Rummet . Kun en as Røverne gjorde Forsøg paa Modstand , men han var snart ligesom de andre overmandet og iført Haandjern . Nu var een Politibetjent nok til at holde Vagt , og paa mit Udraab : „ Følg mig ! “ gik det hurtigt ned ad den smalle Gang , indtil vi naaede det Rum , hvor den nylig afdøde Indbrudstyv endnu laa . Han og hans Historie interesserede os dog i dette Øieblik ikke saa meget , som Ønsket om maaske endnu at kunne frelse et Barns Liv . Jeg gav Betjentene Tegn til at gaa forsigtigt frem , og langsomt sneg vi os nu , lyste ved Politiets Lygter , ned ad den Gang , som de ved en Feiltagelse Mr kommen ind i . Alt var stille , -- -- -- -- vi naaede en anden Døraabning , ogsaa forsynet med Tæppe . Betjentene blændede deres Lygter . Jeg trak Tæppet tilside , — — hvilket Syn mødte mit Blik ! -- -- -- -- Sovende eller død laa en yndig lille Pige omtrent 5—6 Aar gammel henstrakl paa en pjaltet Seng , medens den samme Mand , som tabte Lygten i Aabningen , lænede sig over hende og holdt fast i hendes lange blonde Lokker . Den gamle Hex , som fra først as indbød os til Kjælderen , laa paa Knæ ved Siden af og holdt et Lys for ham . „ Hør Du , “ mumlede Røveren , „ jeg gjør dog bedst i at skjære Halsen over paa den Unge først som sidst . Der er et grueligt Skrig og Hyl om hende , men Moderen har ingen Penge . Det er bedst at gjøre det af med det Samme ! “ „ Ikke saa længe jeg lever , “ svarede den gamle Kvinde , „ vi ere Børnestjælere , men jeg vil ikke være Barnemorder . Jeg -- -- -- -- -jeg -- -- -- har engang havt et Barn selv . Nei — nei , det skal Du ikke , — det tør Du ikke . . . “ „ Tør jeg ikke ? “ brølte Skurken . „ VogtDig ! “ udraabtejeg af al Magt , idet jeg styrtede ind i Rummet . „ Solgt ! “ raabte Røveren , og idet han dreiede sig rundt , lod han sin store , skarpe Kniv trænge ind i den gamle Kvindes Bryst . Efter en kort , men haard Kamp , blev den grove For- , bryder bunden , og snart efter var hele Banden i sikker Forvaring . Det Hele havde neppe taget saa lang Tid , som jeg har behøvet til at fortælle det . Jeg havde den Glæde for nogle Timer siden at overbringe den smukke Enke sit savnede Barn ; — thi det var virkelig hendes . — Og saaledes endte vort Eventyr . Der maatte rekvireres en stor Politistyrke for at besætte alle Udgangene paa denne underjordiske Røverhule , som midt i det folkerige London havde vidst med List og Udholdenhed at trodse Politiets Efterstræbelser . Jeg skal endnu kun tilføie , at min Ven nogle Dage senere blev almindelig rost i de forskjellige londonske Aviser for sit udviste Mod , og Røverne endte et Par Maaneder efter deres Liv paa Skafottet . I England . Det var en lummerhed Eftermiddag i Juli Maaned . Exprestoget til Dover skulde netop afgaae fra London , og paa Banegaarden var der den sædvanlige Støt og Larm , som ledsager en saadan Begivenhed . Blandt Passagererne paa Perronen , sinde vi en ældre Herre , som med synlig Utaalmodighed afventede Togets Afgang . Han bar Præget af at være en velhavende Mand , idetmindste burde det antages ved at betragte den svære Guldkjæde , som prydede hans Vest , og Skinnet ast det massive Gulduhr , som han utaalmodig gjentagne Gange tog op af sin Lomme for at see , hvad Klokken var . Som Helt i dette lille Eventyr tør vi maaske trætte Læseren et Øieblik med at beskrive ham lidt nøiere . Charles Caldwell var en Mand paa circa SO Aar , høi og stærk bygget . Hans joviale runde Ansigt gjorde et godt Indtryk paa Enhver , han kom i Berørelse med , og han var en anseet Mand i sin Kreds . Som ungt Menneske var han kommen i Arbeide hos en Brygger og havde senere svunget sig op til Medeier af Forretningen , som nu blev dreven efter en storartet Maalestok . Han var nu paa Reisen til et af Bryggerierne i Kent og medførte i sin Portemontean en meget betydelig Sum Penge . Medens han saaledes vandrede frem og tilbage paa Perronen for at afvente Togets Afgang , blev han tilfældig opmærksom paa , at der var opslaaet en meget stor Placat , som bar Overskriften „ Mordbelønning L 200 “ . — Ved at læse Placaten igjennem , erfarede han , at en Mand ved Navn Charles Wintringham ( alias Carlo Bertolacci ) blev efterlyst som beskyldt for at have overfaldet , plyndret og myrdet flere Reisende . Disse Ugjerninger havde han udført naar han reiste alene med sit Offer i en første Klasses Jernveiskoupee . Der var nu som anført udlovet en betydelig Dusør for hans Paagribelse . „ Gudsdød ! “ udbrød Charles Caldwell , „ myrder de nu Folk i Jernveisvognene , — — jeg synes formelig , at jeg bliver ganske nervøs ved Tanken derom . Hør lidt , Kondukfør ! “ En Kondukfør , som netop var i Nærheden , traadte hen til ham . „ Min Ven , “ sagde Coldwell , idet han lod en større Sølvmønt glide ned i Konduktørens Haand , „ min Ven , jeg vil kjøre alene . “ „ Det er umuligt , min Herre , “ gjensvarede Kunduktøren , idet han gjemte Sølvmønten i Lommen ; „ alle Vognene ere besatte . Hvor langt skal De reise ? “ „ Til Sandwich , “ svarede Coldwell . „ Saa maa de skifte Vogn ved Minoter . “ „ Ja vel , det skulde jeg vel antage , at jeg veed ; — Spørgsmaalet er kun : kan jeg faa en Vogn eller ikke ? “ vedblev Coldwell utaalmodig , idet han tog en Souvereign op af Lommen og lod den skinne i Solen for Konduktøren . Jernveisbetjentens Blik straalede ved dette Syn . „ Følg mig , min Herre , “ udbrød han , idet han begyndte at gaa , „ vi ville se , hvad der kan gjøres . “ Den gamle Mand fulgte , og Resultatet var naturligvis , at den gyldne Nøgle , som kan aabne alle Døre , ogsaa aabnede Bryggereil Adgang til en ubesat første Klasses Koups „ Værs ' god , Herre ! — men jeg glemte , at De skal skifte Vogne ved Ashford . . . “ „ Ja det ved jeg nok , “ svarede Coldwell , idet han satte sig til Ro i Koupeen . Bryggeren udbredte nu et Exemplar af „ limes “ paa sit Skjød for ret at nyde dets Indhold i god Ro , da Konduktørens Stemme ved Vinduet atter bragte ham ud af Fatning . „ Om Forladelse , Herre , “ lød det udenfor , „ tillader De ikke , at en eneste Passager faaer Adgang til Koupeen . . ? “ „ Paa ingen Maade ! — hvad havde jeg da betalt min Plads for ? „ Men , det er en Dame , “ bad Konduktøren indtrængende , „ det er en Dame , som . . . “ „ Naa -- -- -- -- -- -en Dame , ja det forandrer Sagen . . begyndte den Gamle venligt . „ Jeg vil ikke være den gamle Herre til Uleilighed mod hans Villie , “ sagde Damen i en indsmigrende Tone , — „ saa maa jeg hellere vente til næste Tog . “ „ Paa ingen Maade , “ raabte Bryggeren ud af Vinduet ; „ skynd Dem Konduktør , luk Døren op . Hurtig slør den op , og den smukke lille Dame gjorde en ærbødig Kompliment for den gamle Herre . Signalet til Afgang lød og Toget bruste hen over Kents yndige Marker . Den gamle Brygger var meget tilfreds med sin Rejsefælle . Hun var elegant klædt og hendes Dragt sad med stor Zirlighed om hendes smukke velskabte Figur . Hendes Ansigtstræk vare ejendommelig smukke , og hendes mørke Haar dannede en behagelig Modsætning til hendes blaa Øine og lyse Teint . „ Uh , ha ! “ mumlede Bryggeren ved sig selv , „ var jeg blot 20 Aar yngre , — naa da . . . “ Lidt efter lidt , da de mange formelle Høfligheder , som iagttages mellem dannede Reisende , vare endte , kom de i en ret livlig Konversation . Bryggeren følte sig meget smigret ved den Opmærksomhed , den unge Dame viste ham ved at lytte til hans Fortællinger , medens hun paa samme Tid blev venligere og mere ligefrem , end hun havde været før . „ Det er behageligt at reise med Exprestoget , “ bemærkede Bryggeren , „ man kommer saa hurtigt afsted . “ „ Ja , De har Ret , “ svarede Damen , „ og saa indtræffer der sjeldnere Ulykkestilfælde med Exprestogene . “ „ O , Frøken , nævn dog ikke Ulykkestilfælde , “ udbrød Bryggeren uvilkaarligt . „ Er De maaske nerveus , min Herre ? “ „ Ja , jeg tilstaaer det , der gives . - . . “ „ Der gives — hvilket ? “ . . „ Nu , der gives andre Ulykkestilfælde , end netop de , der møde selve Toget . . . “ „ Hvad da . . . ? “ vedblev den unge Dame med synlig Interesse . „ Nuvel Frøken , siden Muller og Briggs . . . “ „ Ah ! jeg forstaaer Dem , min Herre , “ vedblev Damen med en fljælmsk Latter , „ De er bange for at blive myrdet . . . ha , ha . . „ Aa , . . det kan jeg dog ikke sige . . . “ „ Forsøg ikke at undskylde Dem ; . . . jeg kan nok forstaa , at en Mand kan være en Kujon , naar han . . . “ „ Kujon , min Frøken ? “ udbrød Bryggeren noget stødt . „ Ja ! “ vedblev hun med hjertelig Latter , „ De er vel bange for at blive Mr . Briggs Nr . 2 , . . . saadanne Forbrydelser finde ikke Sted nu . . . “ „ Finde ikke Sted nu ? “ raabte Bryggeren med opspilede Øine , „ læste jeg ikke for lidt siden paa Perronen om . . . “ „ Jo . . . jeg har selv læst det , “ afbrød Damen ham . „ Har De ? “ sagde Bryggeren . „ Ganske vist , “ var Svaret , „ hvorfor ikke ? “ „ Saa seer De dog , at saadanne Hændelser endnu kunne passere ! “ „ Aa ja . . . “ indvilligede Damen , „ men de ere dog enestaaende . “ „ Det kunde dog hænde , at jeg blev et saadant enestaaende Exempel . “ „ Ja , det har De Ret i , “ gjensvarede Damen med et ironisk Smil . „ Vil De da nu indrømme mig , at der er Aarsag for en gammel Mand til at være ængstelig . . . “ „ Var det derfor , De lod Dem indelukke i denne Coupes ? “ „ Ja ! “ „ Nu forstaaer jeg det , “ vedblev Damen , „ da er jeg saamæn aldeles ikke ængstelig ! “ „ Er De ikke ? “ raabte den Gamle . „ Nei , langtfra ! Hvorledes kan jeg vel være ængstelig , saalænge jeg har Dem til at beskytte mig ! “ Nu blev Samtalen ført over paa andre Themaer . Den gamle Cavalleer tog en lille Forfriskning , som han havde medbragt , og deelte den med sin Neisefælle , som venligt modtog hans Tilbud . Snart efter standsede - Toget ved Tunbrigde Stationen . Da Toget atter skulde afgaa , kom en Herre i stor Hast købende ud paa Perronen for at tage Plads i Toget . Han paastod , at han maatte have Plads , thi han var paa Veien til Dover i meget vigtige Forretninger og havde mistet det forudgaaende Tog , medens han i Restaurationen indtog et hastigt Maaltid . „ Jeg maa og skal afsted ! “ raabte han heftigt til Konduktørerne , som paastode , at han ikke kunde komme med , da alle Vognene vare besatte . „ Jernveisbestyrelsen skal skaffe mig frem . “ „ De kan ikke komme med dette Tog , “ gjensvarede Togføreren , som var tilkaldt , „ alle Pladser ere optagne . “ „ Kan jeg ikke komme med , “ vedblev Herren , „ see , — her er jo Plads , “ tilføiede han , idet han traadte hen til den Coupe , hvor Bryggeren og den unge Dame sad . „ Optaget . Jeg vil ikke lukke Dem ind , “ yttrede Togføreren , idet han gik . „ Ikke komme ind ? “ raabte Herren , „ vi faaer at see ! “ „ Med disse Ord traadte han nærmere til Coupeen , trak en Nøgle op af Lommen , aabnede Døren til Coupeen ! og steg ind , idet han hilste paa de Reisende . „ Han har Nøgle . Ah ! “ udbrød Conduktøren , „ en af Direktørerne ! “ Men der var ingen Tid til at gjøre Undskyldninger , i næste Minut susede Toget atter afsted . Bryggeren ærgrede sig over denne nye Tilvæxt i Reiseselskabet og saa meget vred ud . Den unge Dame var derimod ved at høre den Fremmedes Stemme og see ham bleven ligbleg , uden at Bryggeren havde bemærket det . Saasnart han traadte ind , satte han sig ligefor hende , optog af Lommen en engelfl Avis og lod som om han var dybt hensunken i Læsningen . Damen syntes fuldstændig opfagen i Læsningen af Henry Danton . Bryggeren havde , for at kunne faa sin sædvanlige Middagssøvn , taget Plads i det modsatte Hjørne , og inden ret længe hørte man af hans lydelige Snorken , at han fuldstændig havde overgivet sig i Søvnens Arme . Den nys indkomne Reisende havde som sagt taget Plads ligeoverfor den unge Dame , men da han over sin Avis saa , at denne læste saa ivrigt i sin Bog , begyndte han at betragte hende nærmere . Lidt efter lidt antog hans Ansigt et Udtryk af Overraskelse . Hans sorte funklende Øine syntes ligesom at ville gjennemtrænge hans Gjenbo . Hans høire Haand syntes at famle i Lommen , og det var som om han ikke kunde blive enig med sig selv om at tage en Beslutning . „ Leiligheden er god , “ mumlede han sagte , „ og dog — “ Da endelig Toget var nogle Mil fra Ashford , syntes han omsider at have fattet en Beslutning . „ Jeg maa vove det , “ vedblev han ved sig selv , „ jeg maa vove det . “ Klik ! Klik ! Herren havde endelig taget Haanden ud af Frakkelommen , hvor han havde holdt den skjult , og ved Lyden af det klik klik , som fulgte paa denne Bevægelse , vaagnede Bryggeren op af sin Søvn . Den unge Dame , vor Fortællings Heltinde , sad med — Haandjern . „ Hvad , — hvad er det ? “ raabte Bryggeren halvt forskrækket ; „ hvad , hvem er De ? “ „ Inspeklør T— af Opdagelsespolitiet “ , var Svaret . „ Og hvad har den Dame da gjort ? “ indvendte Bryggeren . „ Er De vis paa , at det er en Dame ? “ „ Ja , hvem kunde tvivle om det ? “ „ Jeg tvivlede om det “ , sagde Inspektøren hurtigt , og det var godt for Dem , at jeg tvivlede ; thi jeg har ganske vist reddet Deres Liv . “ „ Reddet mit Liv ? “ udbrød Bryggeren med komisk Forbauselse . „ Ja . “ „ Men , hvorledes det ? “ spurgte Bryggeren . „ Se ret paa den Dame , som Dæ kalder hende “ , svarede Embedsmanden ; har Dæ nogensinde set Nogen , lig hende ? “ „ Jeg ? “ stammede Bryggeren , „ jeg . . . nei . . „ Eller læst om Nogen , som lignede hende ? “ vedblev Inspektøren . „ Aldrig ! “ raabte den Anden . „ Dæ har altsaa ilke læst de store Plakater fra Politiet , som sindes paa alle Stationerne ? „ Hvilke Plakater ? “ „ Ih , om Mordene , som fornylig ere blevne begaaede i Jernveisvognene . “ „ Jo , dem har jeg læst , men jeg ser ikke , hvad det vedkommer den unge Dame . “ s Selv Fangen smilte med Naivitet . ' „ Se da , “ vedblev Embedsmanden , idet han løsnede Fangens Hovedpynt og viste , at der under en Masse forlorent brunt krøllet Haar skjulte sig et lysegult ægte Hovedhaar . „ Faar Dæ nu Lys i Sagen ? “ j „ Ah ! “ udbrød Bryggeren , idet han blev ligbleg . „ Saa denne Dame er . . . skulde være . . „ Charles Wintringham , alias Carlo Bertolacci , “ sagde Politimanden . „ Du gode Gud ! “ raabte Bryggeren forskrækket , „ hvilken Fare jeg dog har været udsat for . “ „ Ja , De vilde upaatvivlelig være bleven det næste Offer , og det er kun ved et ualmindeligt Held at det er lykkedes mig at paagribe denne Skurk , som upaatvivlelig var i Færd mrd at flygte til Kontinentet . “ „ Alen hvorledes kunde De gjenkjende ham i denne Dragt ? “ „ Ja , jeg tilstaar , at han tager sig godt ud i disse Dameklæder , men da jeg hørte ham tale , forekom Stemmen mig noget mistænkelig og endelig , da han løste Hattebaandene lidt formedelst den trykkende Varme , saa opdagede . . . “ „ Hvad opdagede De ? “ „ Vorten under hans Hage . . . “ „ Rigtig , . . . fuldkommen rigtig , Hr . Inspektør . . . hvorledes skal jeg nogensinde gjengjælde dem den Tjeneste , De har gjort mig ? “ „ O ! jeg har kun gjort min Pligt og kan kun takke Tilfældet for det Held at paagribe denne Skurk , . . . men nu ere vi i Ashford . Toget standsede . Her steg Inspektøren ud med sin Fange for at afvente Retourtoget til London . Den gamle Brygger lod , da han tog Afsked med Inspektøren , ubemærket en Fempundsnote glide ned i hans Haand og byttede Vogn for Minoter , idet han følte sig stolt som en Romanhelt . „ Ah ! ah ! “ mumlede han ved sig selv , da han steg ind i Vognen , som han dennegang sørgede for var fyldt med Passagerer , „ hvilken Historie jeg iaften kan fortælle Margareta , naar jeg kommer hjem . “ Lad os haabe , at han naaede sit Hjem i god Behold . Polakkerne eller Falskmøntnerne . Det var i November Maaned . Den tykke , gulagtige , stinkende Taage , som er dens Følgesvend , var ogsaa denne Gang fulgt med , og det var derfor ingenlunde nogen behagelig Mission at blive stillet paa Vagt ved afgaaende og ankommende Dampskibe for med et opdagende Øie at iagttage de Reisendes Udseende og derefter „ fange “ den „ Enkelte “ , som havde forseet sig mod Loven . Men , Nød bryder alle Love . Paa en saadan Efteraarsdag stod jeg ved Dampskibet L . I . Bagger ' s Ankomst og betragtede de Reisende , som ankom fra Lybek , for om muligt atsee den længe Savnede . Ja , jeg burde vel egentlig have sagt „ de længe Savnede “ ; thi det viste sig dog bagefter , at det var et LEgtepar . Der var netop den Dag usædvanlig mange Folk med for den Aarstid . Efter at have opholdt mig en Stund , og jeg ikke saa flere Passagerer slige i Land , var jeg allerede belavet paa at gaa bort , da Skibets Restauratør , som havde bemærket mig tidligere , kom paa Dækket og , idet jeg stod tæt ved ham , spurgte : „ Kan De tale Polsk ? “ Jeg benægtede dette Spørgsmaal , men han paastod , at jeg maatte „ klare “ en Sag for ham nede i Kahytten , og Følgen deraf blev , at jeg , i Tillid fil nogle ubetydelige Kundskaber i et Par andre Sprog , lod mig overtale fil at vove Forsøget . Vi bleve snart enige : Det var en ung polsk „ Adelsmand “ med Frue , som paa Grund af de politiske Forviklinger i sit Fædreland var flygtet fil Frankrig og bereiste nu det nordlige Europa for at udsøge sig et behageligt Opholdssted . Den unge Dame var en fuldkommen polsk Skjønhed og havde , som Restauratøren fortalte , overalt indtaget Enhver , saa at der blandt Passagererne var et sandt Stormløb for at faa Adgang fil hendes Selskab . Hun syntes ogsaa at være særlig skikket fil at bevæge sig blandt Fremmede ; thi hun talte ndmærket Fransk og Engelsk og var langt mere beleven end hendes Mand , som syntes noget tilbageholden og stille , hvorimod hun kunde tale med om Alt . Jeg antog ved mig selv , at han i sit Fædreland havde været Godsbesidder og tilbragt sin meste Tid paa Landet og derfor havde dette indesluttede Væsen , hvorimod jeg antog , af Fruen var en Stadsdame , som for Rigdoms Skyld havde indgaaet en Misallianee . Hvad der i Særdeleshed undrede mig , var den Omstændighed , af „ Herskabet “ aldeles ingen Tjenestefolk havde med sig , noget , som var saa meget mere paafaldende , som Fruen var klædt med en Elegance , der udfordrede lang Tid til Toilettet og gav Formodning om , af Hun maatte have været vant til af blive hjulpen af en Kammerjomfrues tjenstvillige Haand . Dog , denne Tanke faldt bort ved Beundringen af den skjønne Dame , som lod til af være meget tilbøjelig til af stifte Bekjendtskaber . Paa min Forespørgsel om , hvilket Hotel de agtede af opholde sig i , fik jeg til Svar , af det havde de endnu ikke tænkt paa , og jeg nævnte derfor flere af vore bedste Hoteller Der gik nogle Dage . Den Person , som havde foraarsaget , af man maatte holde saa skarp Udkig med Dampskibene , var imidlertid „ nappet “ andetsteds , og man var kommen tilbage til sin daglige Dont . Paa samme Tid blev der daglig gjort Anmeldelser om begaaede Lommetyverier , som vare blevne forøvede i Theatret enten ved Udgangen eller under Forestillingen . Det lod til , at det maatte være en Tyv , som bevægede sig blandt bedre Folk , thi Tyverierne vare altid forøvede paa Saadanne og enten i Parketterne eller 1ste Etages Loger . Der blev nu holdt skarpt Udkig paa disse Steder , men i lang Tid uden Resultat . Jeg havde imidlertid en Dag tilligemed en Kollega mødt det polske Par paa Gaden , og disse havde meget venlig indbudt mig til et Besøg i deres Hjem i Hotel Royal . Nogen Tid efter passerede jeg dette Hotel og gik for Nysgjerrigheds Skyld ind og spurgte , om de vare der . Folkene , som jeg kjendte personlig , lo af mig og svarede , at de Folk vistnok ofte forandrede Opholdssted . De havde boet der os . 14 Dage og levet flot , gaaet i Theatret hver Aften ; men da Regningen efter 8te Dages Forløb blev presenteret , var den gamle Historie om forventede Remisser atter fremkommen , og da dette var gjentaget i de næste 8te Dage , havde Værten , der anede Uraad , da de Reisendes Garderobe ikke syntes at være rig paa Afvexling , bedet dem at tage et andet Logi , og naar den forventede Remisse indløb , da venligen tilsende ham Beløbet . Dette havde „ Fruen “ optaget med ntegen ; Indignation , og man forberedte sig desuagtet paa at ville slaa sig til Ro , da . Værten underhaanden meddelte „ Herren “ , at han havde ham stærkt mistænkt for Tyveriet af en Tegnebog , som en Reisende havde efterladt paa et Bord i Hotellets Læseværelse , hvor Herren samtidig havde siddet , og som formodenlig paa Grund af , at den kun indeholdt værdiløse Papirer , nogle Dage senere var funden paa en Sofa , hvor Herren kort iforveien havde siddet . Der opstod et storartet Skjænderi og Følgen blev , at Herskabet reiste nden endog at betale ^Dussører til Tjenerskabet . De havde derefter føgt Adgang til de øvrige første Klasses Hoteller her i Byen , men det var dem umuligt at faa Plads ; der var som sædvanligt overfyldt af Folk , en Undskyldning , som Hoteleierne ere tilbøielige til at fremkomme med , naar det gjælder om at holde ubehagelige ( ubetalende ) Gjæster borte fra deres Hotel . Denne Efterretning fortalte jeg min cerede Kollega , som i sin Tid havde havt Anledning til at se de Fremmede , og han studsede , idet jeg omtalte det , da han netop erindrede sig at have bemærket den fkjønne lille Frue i Theatret hver Aften i den senere Tid . Han troede endog at have bemærket , uden at han dog turde paastaa det , at hun ikke var blandt de Besøgendes , men blandt de Ventendes Tal . Nu vilde han særlig lægge Mærke til hende . Et Par Aftener efter havde han atter Vagt i Theatret og bemærkede der , at kort før Forestillingens Slutning , kom Fru K . ind i Garderoben til 1ste Parquet , hvor hun opholdt sig , til Folk begyndte at strømme ud , hvorefter hun blandede sig i Mængden og navnlig i et Par Tilfælde trykkede sig tæt op til Damer , medens disse i den stærke Trængsel opsøgte og fik udleveret deres Overstykker . Næste Dag blev der af en Dame anmeldt et Lommetyveri , som netop maatte være forøvet paa det nævnte Sted og Tidspunkt . Nogle Aftener senere lod den lille Frue sig atter se og arbeidede paa samme Maade som sidst . Denne Gang var man saa heldig endogsaa at bemærke , at hun , efter at have faaet sin Fangst til sig , gik ud til Manden , som opholdt sig udenfor og afventede hendes Komme . Ogsaa denne Gang havde hun været heldig og stjaalet to Portemonaier , hvoraf den ene indeholdt et betydeligt Beløb i Pengesedler samt nogle Obligationskoupons . Det var nu besluttet , at hun næsteGang , naar hunblev antruffen , enten i Theatret eller paa Gaden , skulde anholdes , men der hengik et Par Ugers Tid , i hvilken man aldeles ikke saa hende eller hendes Mand , og det antoges derfor almindelig , at de vare reisfe her fra Byen . Det vare de i Grunden ogsaa , men kun foreløbig . I Malmø , Lund og Helsingborg blev der paa samme Tid givet nogle Koncerter og Theaterforestillinger , og i disse Byers Aviser læstes der stadig ester saadanne Forestillinger , at en eller anden gentil Dame var bleven bestjaalen . Dette blev dog først bemærket senere , da den Hændelse , som nedenfor vil blive omtalt , bragte Lys i denne underlige Sag . En Dag blev der i en Bankierforretning i Malmø presenteret nogle Jernbane-Koupons til Salg . Bogholderen , der oste opholdt sig i Kjøbenhavn , og som tilfældigvis havde talt med den Dame , som ovenfor omtaltes at være bleven bestjaalen for saadanne , havde for en Kuriositets Skyld optegnet Kuponernes Nummere , og dette , som kun var gjort af Velvillie og personlig Agtelse for den Bestjaalne , uden at der var nogensomhelst Anledning til at antage , at det vilde , bidrage til at lede til en eventuel Opdagelse , — foranledige denne Sags Afsløring . Idet som sagt Bogholderen modtog Kuponerne og bemærkede , at de henhørte under den Kategori , som de stjaalne , eftersaa han sit Memorandum for at finde Numrene , og see , ganske rigtigt , det var de stjaalne Koupons . Det blev nu Sælgeren meddeelt , at han om et Par Dage kunde j indfinde sig for at erholde Svar , og imidlertid meddelte Bogholderen sin Ven i Kjøbenhavn Underretning om det Passerede . Denne gjorde strax Anmeldelse derom , og det bestemtes at foretage Skridt for at bemægtige sig den formentlige Tyv . ! Der blev nu strax afsendt to Opdagelsesbetjente til Malmø , som ogsaa ved deres Ankomst anholdt begge Ihændehaverne af de omtalte Kupons . Det var ved Vintertid , og da de Anholdte skulde føres til Kjøbenhavn , hindrede Jstilstauden Dampskibsfarten , saa at de maatte føres pr . Vogn til ^Helsingborg . Dette havde ogsaa sine store Vanskeligheder , thi de Anholdte talte et for deres Vogtere ubekjendt Sprog , og det kunde ikke undgaaes , at de kom til at udvexle nogle Ord med hinanden , som formodenlig havde Betydning for Sagens Fremme . Matt besluttede derfor at dele dem i to Hold , og de bleve derefter transporterede til Helsingborg i to Vogne , hvorefter de maatte opholdes nogle Dage , da Dampskibet eiheller kunde gaae over til Helsingør . Ankomne hertil paastode de Begge , som efter en Aftale , at Manden havde kjøbt Kouponerne deri Byen af en „ Ubekjendt “ , og denne Paastand vedholdt de i flere Maaneder . Men omsider blev Fængselsluffen altfor trykkende for Manden , og han begyndte at fortælle en Del om sit Bekjendtsfab til andre forbryderiske Forhold , navnlig til forskjellige Personer , som vare slærkt mistænkte for at være delagtige i Falskmøntneri . Denne Forklaring blev noteret , og man søgte nu i Udlandet endel Oplysninger , som bekræftede Mandens Udsagn , og i det Hele kom der mere og mere op om denne Sag . Det viste sig nu , at der i lang Tid var bleven forfærdigæt falske russisfe Penge af en polsk Bande , som havde drevet Efterlignelsen til en saa sjelden Fuldkommenhed , at selv Bankens Embedsmænd bleve skuffede . Men Komplottet var saa vel organiseret , at det var meget vanskeligt at komme paa Spor efter dets Medlemmer . Der blev søgt i England og i Sverig , hvor man med Bestemthed vidste , at de havde deres Agenfurer , og navnlig i Stockholm , hvor man endog kunde paapege et bestemt Hus , hvor Fabrikationen havde gaaet for sig . Men alt forgjæves . Man lod endog Fangen , ledsaget af et Par Overbetjente , reise tik forskjellige Steder i Udlandet , hvor han selv ledede Undersøgelsen . Saadanne Personer , som han angav , havde ogsaa til sine Tider været der tilstede , men paa den Tid , Undersøgelsen fandt Sted , vare de ikke at finde nogetsteds . Paa samme Tid indløb der fra et stort Handelshus Meddelelser om , at en Mand i Udlandet benyttede dets Navn til at erhverve Kredit for meget store Varepartier , som bleve afskibede hertil og modtagne af en bekjendt Mand , men at Vexlerne for disse Varer aldrig bleve betalte eller at der i det Hele taget fandtes noget Firma i Kjøbenhavn af det Navn , som Rekvirenten i Udlandet paastod at præsentere . Han medbragte store Kreditiver fra de mest ansete Pengeinstituter , men disse vilde aldrig honere hans Anvisninger . Han talte mange Sprog , var en beleven , særdeles dannet Mand , — og nedstammede fra polsk Adel . Uden at man paa den Tid tænkte paa hans Andel i den før omtalte Forbrydelse , tog man naturligvis strax fat paa at faa Fingre i Fyren , men det var meget vanskeligt . Endelig lykkedes det en meget dygtig Politibetjent , som i mange Maaneder før den Tid opholdt sig i Udlandet , at skaffe saa bestemte og tydelige Beviser tilstede mod ham , at han kunde anholdes . Det var imidlertid umuligt at formaa ham til Bekjendelse , og det var først over næsten et aarelangt Fangenflab , at han lod sig bevæge til at indrømme enkelte Ting . Paa disse blev han da dømt til et fleraarigt Fængsele Under den egenlige Sag var der dog nok opkommet Adskilligt , som tydede paa , at han ogsaa havde medvirket i den bemeldte Falskmøntnerbande . Han benægtede imidlertid dette , saa at han kun bødede for den Forbrydelse , som han bevisligen havde gjort sig skyldig i . Efterforskningerne vedbleve imidlertid uafbrudt , og man søgte paa alle mulige Maader at faa et Spor , hvorefter man kunde udlede den virkelige Kilde . Men forgjæves . Der var vistnok neppe en Polak , som i dette Tidsrum besøgte Hovedstaden , uden at hans Forhold undersøgtes ; men det var altid uden Nytte , thi man fandt Intet , der tydede paa , at de Paagjældende slode i Forbindelse med de anholdte Falskmøntnere . Da derfor de for Lommetyverierne anholdte Personer ikke kunde fravristes nogen yderligere Forklaring , og de i deres egen Sag holdt sig saaledes , at de ikke kunde straffes for andet end at have været i ulovlig Besiddelse af sljaalne Koster , for hvilket de fik en forholdsvis ubetydelig Straf , udsendtes dej af Landet ' , og senere hørte man Intet til de polske Falskmøntnere . En Kasinomaskerade . En kold Efteraarseftermiddag spadserede to ældre Mænd ud over Vesterbro , og Forbigaaende vilde have kunnet bemærke , at den Ene af dem var meget bevæget , idet man ofte saa , at Taarerne uvilkaarligen traadte ham i Øinene , uden at han søgte at skjule dette . Han holdt den Anden fast under Armen og hans heftige Bevægelser viste , at han søgte at overbevise sin Ledsager om Rigtigheden af deres Samtales Emne . De vedbleve at gaa , indtil de omsider standsede langt forbi „ Sorte Hest “ , hvor de skiltes ad . Idet den , som havde talt saa meget , forlod sin Ledsager , vilde man have hørt Udbrudet : „ Gjør det , kjære Broder , for Andreas Skyld ! “ Wilhelm B . var en ung Mand med en Fremtid saa lys og levende , som Nogen kunde ønske sig den . Han var rig og smuk , hans Fader havde hurtig faaet Sønnen frem over de Vanskeligheder , som Ynglingen altid træffer paa sin Vei , og med Udmærkelse havde Wilhelm bestaaet sine Examina . Han var derefter bleven ansat i et af Menisterierne , og Alverden troede saa sikkert , at han engang vilde blive en Stolthed for sin Slægt og en Embedsmand as stor Rang . Men det er ikke altid givet , at Vuggesangen skal blive opfyldt , — det er undertiden , at der træffer den bedst Stillede i Samfundet Noget paa hans Vei , som bliver en Hindring for hele hans Livskarriere . Hos ethvert Menneske er der nedlagt Lidenskaber , som maa have Luft , og dersom de ikke tilfredsstilles efter Ønske , fører de som oftest deres Offer ind paa Afveie , der føre til Undergang . I mange Aar havde Wilhelms Omgivelser troet , at han udelukkende var beskjæftiget med sit Studium . Han var flittig , ja meget flittig , men hans klare Forstand gjorde ham Studiet let , og han fandt Tid til andre Spekulationer . Blandt disse var det ham navnlig en kjær Tanke at udregne , hvorledes Lotteriet kunde sprænges , og hans Opofrelser for denne Sag vare storartede . Hans Beregninger i denne Henseende vare sande Mesterværker . Wilhelms Forældre og nærmeste Slægtninge tvivlede ikke om , at der jo engang vilde blive et Par af ham og den smukke Andrea H . De havde leget deres Barndomslege tilsammen , de havde i Overgangsperioden sluttet sig nærmere til hinanden , og det blev altid af Enhver , som kjendte dem , anset for en afgjort Sag , at de indbyrdes havde forstaaet hinanden . Vi vil tillade os i nogle Skizzer at vise , hvorledes Forholdet virkelig var . Udenfor en stor og prægtig Gaard paa et af Hovedstadens Torve var paa en Aften i Januar 18— samlet en stor Menneskemasse , som med ægte kjøbenhavnsk Nysgjerrighed iagttog de elegante Besøgende , som stege ud af Ekvipagerne , naar disse rullede ind i den store og prægtigt oplyste Port . Det hed sig , at man feirede et Bryllup , en Forlovelse eller en Fødselsdag ; — Rygterne ere aldrig sikre , og denne Gang toge de fuldstændig feil . Det var Familiens Julebal , som man havde udsat „ indtil videre “ for at kunne tage Alle med , idet man vidste , at dersom det afholdtes i selve Julesæsonen , saa var man ikke sikker paa , at den yndige Lieutenant H . , eller den belevne Candidat B . og den elskværdige Baron G . kunde komme med , og hvad vilde Ballet være , naar Ingen af disse elskværdige Personligheder var tilstede . Man havde derfor som en Selvfølge udsat Tiden til efter Nytaar . Noget Godt kommer jo aldrig for sent . Men denne Aarsag kjendte ikke den nysgjerrige Folkemængde udenfor , og derfor var det , at den gjættede paa Alt andet end netop det Rettte . Nu ruller der en let og elegant Ekvipage ind i Porten . Tjenerne have allerede samlet sig ved Trappens nederste Trin . De Faa af den nysgjerrige Folkemængde , som kunne faa Plads til at kigs ind i Porten , vente med graadig Hu paa at se nogle elegante Dametoiletter . Døren rives op . . . Tjeneren udstrækker sin hjælpende Haand , men ud træder en høi stadselig Mand , sortklædt og med et udenlandsk Ordensbaand i Knaphullet . Tjenerne studse . Man ser efter paa Fortegnelsen over de ventede Gjæster og mumler indbyrdes Noget om selvbudne Gjæster . Skal vi følge Gjæsten ? Han synes at kjende Veien . Ingen Tjener har ledsaget ham , og dog , — se der , han staaer jo udenfor Balsalens Dør . Hurtig har han imidlertid Overtjeneren ved sin Side . „ Min Herre . . . “ begynder Tjeneren . „ Afgive mit Kort ? . . . det er rigtig nok . Jeg er ikke blandt de Indbudne , — men dog sikkert en velkommen Gjæst , “ svarer den Fremmede med en stærk fremmed Accent , idet han afleverer et Kort , som han udtager af et lille med Diamanter besat Sølvkortetui . ! Dette Syn var nok for Tjeneren , som med et hos sig selv udtalt : „ Det er en fin Fyr , “ begiver sig ind i Balsalen , aabner Døren paa vid Gab og udraaber : „ Hrr — “ og iler frem i Salen for at finde Husets Herre ved Spillebordet . Der var imidlertid sket en Afbrydelse . Man var ifcerd med at begynde Concerten , men pludselig saaes Husets Frue at omfavne den Fremmede og med Jubel at raabe : „ Min Broder , min dyrebare Broder Andreas . . . hvornaar er Du kommen ? . . . kjcere dyrebare Andreas . . . oh , at jeg dog atter skulde gjense Dig . . . ! “ Den „ dyrebare “ Broder blev nu præsenteret for Gjæsterne , og da Værten , Agenten , kom til , gjentog den samme Scene sig som før , ligesom ogsaa da den . yndige 18aarige Andrea kom tilstede . Snart var man atter kommen til Ro i Balsalen , og Dandsen fortsattes af de Unge , medens Broder og Søster trak sig tilbage til et af de fmaa Sidekabinetter for uforstyrret at tale med hinanden . Spillebordene vare besatte , og et Par Herrer , som ikke dansede , men en Tidlang havde betragtet Spillet , Dandsen og de oversiddende Damer , trak sig tilbage bag de svære Gardiner hen i en Vindusfordybning , hvor de jagttoge Alt , hvad der foregik . Lad os et Øieblik standse der ; maaske Samtalen kan røbe en elleranden Mysterie . „ Hvor kommer han fra ? “ „ Gud ved det . Denne Broder Andreas har jo ikke været omtalt i de sidste ti Aar . Han skal som meget ung , ja længe før Agentindens Giftermaal , være gaaet tilsøs og faret endel paa China . Senere hørte man , af han havde siaaet sig op derovre og var kommen i Regjeringens Tjeneste , men i de sidste ti til tolv Aar ved jeg sikkert , af man aldrig har talt om ham eller kjendt hans Bedrifter . „ Og dog kjendte Fruen ham strax . . . øieblikkelig ved Indtrædelsen . . . Det seer noget løjerligt ud „ . . . . skulde den 16 Aars Gut efter saa mange Aars Forløb virkelig strax være gjenkjendelig i den middelaldrende Mand , som sidder der og gjør sig elskværdig for Fruen . . . see , med hvilken Ømhed han betragter hende . . . han ligner ingen Sømand , . . . han ligner jo en fuldslændig Cavaller af , første Rang . . . Jeg troer , der er noget Galt . . . “ „ Heller ikke jeg troer , af den Sag hænger rigtig sammen . Da Agentinden for nogle Aar siden i meget lang Tid var i Paris . . . talte man jo saa meget om en vis Greve . . . men Agenten er jo blind for Alt , hvad der angaaer Fruen , fljøndt Gud skal vide , af han er bleven holdt for Nar i det Uendelige . “ „ Ja min Ven . . . lad os ikke tale om det , vi have jo alle Feil . . . , men saadan en Comedie synes jeg dog er for gal at spille den stakkels LEgtemand . . . men hvad skal vi gjøre ? “ „ Tie stille og iagttage , hvad der foregaaer herefter , lad os være enige om det . . . “ „ Ja vel . “ De to Venner stode en Stund i Taushed , derefter forlode de en ad Gangen deres Skjulested og taltes ikke den Aften ved om denne Sag . Ballet var tilende . Gjæsterne vare tildeels dragne bort . Endnu sad hist og her nogle Efternølere og nøde Forfriskninger efter den anstrængende Dands , medens man passiarede i lystig Spøg med hinanden . I de to Cabinetter sadde to Par . Tilvenstre fra Balsalen sad Andrea og Wilhelm , som ikke havde talt meget sammen den Aften . Wilhelm syntes nedflaaet . Hans smukke høie Pande var mørk . Om Andreas Mund leirede der sig et spodfl Smil , idet hun leende udbrød : „ Nei tak , — jeg vil nok ikke binde mig ved noget Løfte . . . et frit og sorgløst Liv hører os unge Qvinder til . . . jeg vil nyde det i fuldt Maal . . . “ „ Svar mig blot paa mit nu faa ofte og taften for sidste Gang gjentagne Spørgsmaal : vil Du blive min Hustru ? “ „ Ieg har sagt Dig , jeg giver intet Svar . “ „ Ieg giver Dig tre Dage . . . Det er idag Onsdag , . . . altsaa Onsdag , Torsdag , Fredag . . . paa Fredag gjør jeg Dig atter min ærbødige Opvartning og afventer et gunstigt . . . “ „ Men ikke bindende Svar . . . “ afbrød Andrea ham - - - „ jeg gjør det ikke . . . “ „ Du bringer mig i Ulykke , Andrea . . . “ „ Er Du en Mand ? Kan en Qvindes Letsind bringe Dig ud af Fatning ? “ Hun standsede . Der var formegen Sandhed i disse Ord . De rakte hinanden Haanden til Afsked — vexlede et Blik og forlode hinanden . Paa den anden Side af Balsalen førtes Samtalen i en meget hvidskende Tone . Alt , hvad man hørte og forstod , var Fruens Slutningsreplik : > „ Du er godt introduceret . . . benyt Anledningen min Dyrebare . . . “ „ Broder . . . “ afbrød den , som Fruens Broder introducerede Ven , hende leende . De reiste sig , og hvilende sig med „ øm søsterlig Kjærlighed “ til sin Cavalleers Arm , traadte de ind i Balsalen . „ Det var min Sandten en lang tete s . teto , min kjære Svoger ! . . . “ udraabte Agenten , som af idel Glæde havde drukket Skaaler paa den ankomne Svogers Velgaaende , indtil han selv befandt sig yderst animeret , „ var jeg ikke saa overbevist om min Kones Dyd , kunde jeg gjerne blive skinsyg . . „ Det var der da noget Sandt i . hvidskede en Stemme halvhøit blandt de endnu tilstedeværende Gjæster , hvilke strax efter alle havde forladt Huset . Snart efter var Alt roligt og stille . Læseren vil erindre , at Wilhelm efter tre Dages Forløb fluide gjensee sin udkaarede Brud for at erholde hendes bestemte Løfte . Tre Dage er en lang Ventetid , men heldigvis er det behageligere at fortælle Begivenhedernes Gang i de tre Dage , end at henslæbe Tiden i Uvishedens ubehagelige LEngstelse . Vi ville imidlertid inden vi gaaer over til at fortælle videre , skildre nogle af de Personligheder , som her ere fremtraadte , og som ville komme til at spille Hovedrollerne i denne Fortælling . Omtrent tyve Aarf orud for de Begivenheder , vi her have omtalt , beboede en Enkefrue med sin Datter og Søn et lille elegant Hus ved Strandvejen . Sønnen havde tidlig vist Anlæg til Sølivet , og strax efter hans Konfirmation blev han anbragt paa et stort Skib og soer Udenlands . Senere erfarede man , at han var i China og andre Steder , samt endelig , at han havde slaaet sig fast et eller andet Sted — det var saalænge siden , at man aldeles havde glemt det , — og var bleven „ en stor Mand “ . Enkelte Gange havde man hørt lidt fra ham , men omsider ophørte disse Meddelelser fuldstændigt , og efter Moderens Død blev der aldrig talt om Broderen , Datteren Julie var overordentlig smuk , og hun vandt strax ved sin Indtrædelse i Salonlivet Tilbedere , som vare utrættelige i at fortælle hende dette . Hertil kom , at hendes Moder uheldigvis ikke holdt stramt i Tøilerne , og den unge feterede Dames Rygte var derfor snart ødelagt . Da dette ikke er saa let at opreise , greb man naturligvis med begge Hænder Leiligheden , da en rig Grosserer tilbød hende sit Hjerte og sin Haand . Med den sidste fulgte der en umaadelig Formue som Stedfortræder for Mandens Mangel paa Dnde og Ungdom . Man tog ikke et Øjebliks Betænkning . Partiet var brillant , og neppe 6 Uger efter feiredes Brylluppet med overdreven Luxus . Den unge Frue blev ikke i sit nye Hjem svigtet af den store Skare af Veninder , der altid havde leiret sig om hende , og eiheller forglemt af sine fordums Venner og Tilbedere . Der blev ført et gjæstfrit Hus , og Enhver , som Fruen introducerede , blev modtagen med udsøgt Høflighed af Grossereren . Saaledes gik Sagerne godt i lang Tid Da den neppe lkaarige Frue blev Moder , skulde man have antaget , at dette mulig havde forandret Forholdet , men nei ! var det muligt , maatte man næsten antage , at hun samlede en ivrigere Skare om sig og ikke kunde blive kjed af at høre deres idelige Smigerier . Blandt alle Tilbederne var der dog Ingen , som syntes at have noget særligt Fortrin , det var , som om hun lige uskaansomt mishandlede dem alle og lod dem ved enhver Anledning høre sin Spot . Man talte dog om en „ lønlig Kjærlighed “ . Saaledes fortaltes der , at hun om Sommeren ofte alene foretog Udflugter paa Landet i Hovedstadens Omegn , uden at man kjendte disse Udflugters Anledning , og at disse altid forefaldt paa Dage , da Hr . Grossereren var befkjæftigef et eller andet Sted paa Landet , hvor han havde Magasiner og Fabriker . Ja , der var endog dem , som vilde paastaa , at hun var bleven seet kjøre i en elegant Ekvipage med en jævnaldrende Herre af udenlandsk Præg og Anstand , en Herre , som aldrig saaes i Fruens Saloner . Men , som sagt : det var kun Rygter , og dem kan man jo aldrig stole paa . Dette var ogsaa Grossererens stadige Svar , naar et Par af hans gode Venner fortalte ham , at det og det sagde Rygtet . Nogle Aar tilbage opholdt Fruen sig en Saison i Paris . Atter havde Rygtesmedene travlt ; men denne Gang maa der dog nok være opstaaet en styg Tanke hos Grossereren ; thi en sfjøn Morgen kom han tilbage med sin Gemalinde . Men Forholdet var om muligt ømmere end nogensinde sør . Han havde „ taget feil “ , erklærede han atter til sine omtalte Venner . For en Tid forstumniede Rygterne , og da endelig den yndige Andrea var voxet op til en deilig Qvinde , tabte Alle sig i Beundring af hende . Moderen maatte vel træde i Baggrunden ligeoverfvr den opvoxende Generation af Tilbedere , men hendes Jevnlige og Beundrere maatte endnu erklære , at hun i Modsætning til Naturens Love ligesom blev vakkrere Aar for Aar . Vi vil ikke lade Læseren være uvidende om Sagens rette Sammenhæng . Fru „ Agentinden “ , — Grossereren var nemlig ved dette Tidspunkt bleven udnævnt til Agent , — havde virkelig en Elsker , som hun dog ikke havde svigtet . Hun havde mødt ham en halv Snees Aar før disse Begivenheder forefaldt paa et af vor Hovedstads glimrende Baller . Han var en fransk-spansk Adelsmand , som havde besøgt Norden , for ligesom han havde gjort alle andre Steder paa Jordkloden at kjende Landet , dets Nation og Folkeliv . Han var meget rig , og omgav sig med en Pragt som var meget forbavsende . Blændet af hendes virkelige Ånde og Skjønhed havde han ladet sig ladet sig henrive til en saa lidenskaabelig Kjærlighed , at han endog gjennem Aarene og ved Adskillelsen ikke formaaede at overvinde sin Lidenskab , og rive sig bort fra hende . Fru Agentinden forenede med sin Skjønhed endnu en farlig Egenskab — skarpsindig List . Saasnart „ de forstode hinanden “ — det var paa den Tid Udflugterne fandt Sted paa Landet — fordrede hun strax , som Bevis paa sin Elskers Oprigtighed , at han skulde forlade Landet , for ikke at vække Mistanke , og naar han atter aflagde Besøg heri Landet , da maatte han love at gjøre det incognito . Og han kom ofte . Men saa blev han syg under et Ophold i Paris og hans trofaste , gamle Tjener Jean ilede til Danmarks Hovedstad for at meddele det til sin Herres Elskerinde . Snart maatte hun nødvendigvis reise til Paris , for at søge Adspredelse efter den Sorg som Tabet af en elsket , faa Maaneder gammel Søn havde forvoldt hende . Og hun reiste . Men hvor Folk dog ere onde ; Agenten blev fortalt af sine Bekjendtere som vendte hjem fra Paris , at hans Frue daglig saaes at kjøre paa Boulevarderne og i Paris ' s Omegn , ledsaget af en Herre som saae noget Spansk ud . Og saa reiste Agenten til Paris , men han saa naturligvis ingen spansk Herre , men hans Frue var dog meget glad for at han kom , da hun inderlig længtes efter at komme hjem til sin kjære Mand og Datter . Og Greven , — thi han var Greve — kom sig , og ikke længe efter var han atter i Danmark . Nu opslog han sin Bolig ikke langt fra Hovedstaden og lærte i Løbet af et Par Aartid saameget Dansk , at han nok kunde gaa for at være en „ hjemvendt Amerikaner “ , som man jo kalder dem for , der i mange Aar har været ude i det Fjerne og glemt Modersmaalet . Thi saaledes at leve fjernt fra hinanden , det var dog for galt . Planen var formodenlig fattet allerede i Paris . Vi have jo set , at Fruens Broder blev venlig modtagen paa det omtalte Bal . Den hjemvendte Broder var imidlertid ikke at formaa til at tage Ophold i sin Svogers Hus . Nei , han var saa vel vant til Ungkarlelivel , at han foretrak sin egen Bolig , sine egne Tjenere , sin egen Ekvipage og Heste fremfor at være til Byrde i sin Svogers Hus . Der blev afholdt Soireer og Selskaber i det uendelige for den nys hjemvendte Broder , men han var kun lidet modtagelig . Han kunde Intet erindre om Barndommen . Tilfældigvis var der paa den Tid ingen af Fruens „ virkelige “ Broders Barnsdomsvenner tilstede i Byen , men der var vist heller ikke Nogen der tvivlede om hans Identitet . . . Jo , der var dog de før omtalte Agentens Venner . Disse vare hans oprigtige Venner , men mod hans Dumhed og Stubiditet havde de hidtil kjæmpet forgjæves . Dog , der skulde ogsaa komme Lys i denne Sag . Tre Dage vare hengaaede siden det omtalte Bal hos Agenten , hvor Fruens Elsker under Brodermasken var dleven introduceret i Familien , og Dagen , paa hvilken Wilhelm havde sagt , at han vilde afhente Svar hos sin elskede Andrea , var oprunden . Om Aftenen finde vi Agentens Saloner fyldte af et glimrende Selskab , saaledes som det i Almindelighed var Tilfældet 3 æ 4 Gange om Ugen . Man passiarede og sludrede om Dagens Begivenheder . De „ satte “ Damer , som endnu ikke havde vundet nogen Hjertenskjær , gjorde sig yderst Umage for at vinde den hjemkomne Svoger , som ogsaa viste sig yderst galant , men ogsaa yderst koldblodig lige over for de stormende Angreb , der bleve rettede mod hans Hjerte . Vi vil træde ind i et af Sidekabinetterne , og der finde vi Wilhelm og Andrea . Hos den Sidste er der endnu det samme frie og sorgløse Smil , hos den Første er Alvor og Bekymring skreven med tydelige Tegn paa hans Pande . „ Du løber hurtigt ned mod Afgrunden , kjære Andrea , dersom Du vedbliver paa denne Maade , — og jeg tilbyder Dig derfor min Haand . . . inden det er for sent . . . “ „ Lad os være fri for Moralprædikener , Hr . B— , tak for behagelig Underholdning . . . De har min Agtelse og dermed maa De være tilfreds . “ „ Farvel da , Andrea . . . “ „ Lad dette Forhold ophøre . . . nu er jeg kjed deraf . . . “ Wilhelm blev ligbleg , og idet han nærmede sig til Andrea , hvidskede han hende i Øret : „ Der vil dog komme en Dag , da De vil bede mig om Hjælp . “ De skiltes ad i Salonen og mødtes ikke oftere den Aften . Man vedblev med Fester og Selskaber i Agentens Hus og Alt var idel Glæde . En Aften , efter at man i længere Tid havde savnet Wilhelm ved de ugentlige Sammenkomster , begyndte en af hans Rivaler , en ung Lieutenant , at tale om ham paa en saadan Maade , at det vakte Mishag hos det øvrige Selskab . Svogeren eller Vennen , hvad man nu vil kalde ham , tog , til Alles Forbavselse , hans Forsvar og ytrede nogle fornærmelige Ord mod den unge Lieutenant , som denne , dersom der havde været en Gnist af Ridderlighed hos ham , kunde have besvaret med en Udfordring . Dette gjorde han imidlertid ikke , — men idet han beskjæmmet reiste sig , ytrede han til sig selv : „ Det skal han ikke have gjort forgjæves ; jeg fkal hævne mig . “ Og Dagen efter havde Agentens Venner en trofast Allieret i den unge Lieutenant . Man begyndte da sine Operationer , og det varede ikke længe , før man erfarede , at det ganske rigtig var den samme Greve , som Fruen havde kjørt med i Paris . Men man forholdt sig rolig , indtil en passende Anledning indtraf . Vinteren var forbi , og Vaarens milde Luftning bragte Hovedstadens velhavende Befolkning til at erindre de behagelige Ophold paa Landet . Saaledes ogsaa Agenten , hvis Familie vi hen i Juni Maaned sinde indkvarteret i deres elegante Sommerresidents i det nordlige Sjælland . Det var en yndig Sommeraften . Solen dalede yndigt over Øresundet , medens Setlernes hvide Seil endnu tydelig traadte frem i den klare Aftenluft . Agentens Lyststeds Have grændsede tæt ned til Snndet , og man havde anlagt Haven med særligt Hensyn til Udsigten over Land og Sø . Der var anbragt Høie , hvorfra den skjønne Udsigt kunde nydes , og naar Huset var fritaget for Gjæster og Haven selvfølgelig uden Besøgende , var der her for den Ensomme et behageligt Tilflugtssted . En saadan Aften er det , at vi træffe Fru Agentinden og hendes „ Broder “ paa en af Havens smukkeste Partier . Alle ubehagelige Gjæster vare fjernede fra Huset . Det var en Lørdag Aften , — altsaa iaften Ro , i Morgen den sædvanlige Forstyrrelse . „ Kom , min Elskede , “ høre vi Fruen hvidste ; „ kom , lad os gaa ind i Lysthuset , det begynder at blive kjøligt her . “ „ Jeg frygter for at Nogen uventet kan overraske os . Du er for dristig , min lille Ven . . . jeg har faaet bange LEngstelser . . . navnlig siden den fatale Historie med Lieutenanten . “ „ Oh , ham har det ingen Fare med . . . han vover Intet af Frygt for at miste Andrea . . . ha , ha , ha , han indbilder sig virkelig at hun vil have ham . . . den Nar . . . De reiste sig for at gaa . Idet de lukkede Havedøren efter sig , saa man en ung Mand træde op paa Høien . Han satte sig paa Bænken og mumlede : „ Fordømt , at ikke Agenten er tilstede . . . min Hævn skal jeg nok faa frem engang . . . “ Langsomt gik han op imod Huset . I den skyggefulde Veranda sad Andrea , meget fordybet i Læsningen af en Bog , og som det syntes uden at iagttage den Kommende . Dog , da han var hende meget nær , vilde han have kunnet høre hendes blide Stemme hvidskende udtale : „ Atter en Plageaand . “ „ Altid saa alvorsfuld , min Frøken , “ udbrød Lieutenanten , idet han hilste paa den unge Dame . „ Hvilken Forfatter er det , som hædres i saa høi Grad ved Frøkenens fuldstændige Opmærksomhed . „ Ak , — jeg var langt borte fra Bogen . . . jeg tænkte paa den svundne Vintersæson med dens herlige Baller . . . erindrer De Kandidat Wilhelm B . ? “ „ Wilhelm B . . . . jeg har engang hørt tale om ham . . . er han ikke noget forfalden . . . jeg troer jeg har hørt det . . . “ „ De har nok engang selv ført det paa Bane , min Herre , hvis jeg ikke husker feil , — men Grev . . . “ „ Onkel . . . mener De vel . . . “ „ Jeg mener Greven , “ svarede Andrea hurtigt og bestemt ; „ jeg har kun kjendt ham som en Fremmed . . . han er for spansk til at være min Onkel . . . “ Der var noget saa saarende og spottende i Andreas Ord , at Lieutenanten , uagtet han med Glæde hørte denne Udtalelse , saa dog blev ligesom skræmmet ved denne ondskabsfulde Hentydning . Vi maa after springe > over et Tidsrum af nogle Maaneder og lade^vor Fortælling nærme sig sin Opløsning . Det var after blevet Vinter . Man glædedes after ved Baller , og Karnevalerne vare i fuld Gang . Man bekvemmede sig endog i høiere Kredse til at besøge de sidste og ogsaa hos Agenten havde man en Aften lovet hinanden at ville samles til Karneval i Kasino , og det saaledes kostumerede uden gjensidig at kjende hinandens Dragter , at man skulde have Løier deraf . Mellem Lieutenanten og Andrea var der imidlertid opstaaet et meget intimt Forhold , og Rygtet havde allerede begyndt at mishandle den unge Pige uden Skaansel . Agentens gode Venner havde ogsaa sat hinanden Stevns paa Karnevalet . Man havde besluttet at Agenten den Aften skulde overbevises om sin Hustrus Brøde . Sneen kastede sine hvide Masser mod Stenbroen paa Kjøbenhavns Gader og Alt var paa den mørke JanuarAften , da Slutningskatastrophen paa vor Fortælling indtraf , indhyllet i sin fuldstændige Vinterdragt . Men ude i Amaliegade var der dog etsteds Præg af Foraar og Sommer ; det opdagede man gjennem Ruderne paa de mange Vogne , som holdt til langt op i Strandgade , og naar disses Passagerer i sine lette og fantastiske Dragter forlod Kjøretøiet for at begive sig op i Kasinos elegante Haller . Musikens Toner brusede ud igjennem den store Sal og lokkede Ungdommen til at deltage i Dansens Glæder . Vi ville imidlertid standse i Pergolaen , hvor man paa Bænkene ser mangfoldige Nationers Repræsentanter , udhvilende sig efter at have deltaget i Dansen eller at afkjøle sig efter Nydelsen af de oplivende Drikke . Ved at sidde der en lille Stund og være en opmærksom Iagttager , kan man bemærke , at enkelte Dominoer bære et eller andet Tegn særligt fra den almindelige Vrimmels . Lad os for nogle Øieblikke stille os under Springvandet og lade Øiet gaa rundt for at mønstre Bænkenes Besiddere . Se der ! den ærværdige Spidsmunk , som trods sin „ Kjæde “ dog bærer en ny fuldt udsprungen Rose i sin Kappes Knaphul . Se hvor omhyggeligt han udvælger sin Plads , som om han frygter for at optage en feilagtig istedetfor den , som han formodenlig forud har bestemt . Og se nu ! saa snart han har sat sig ser han sig opmærksom omkring , og inden han faaer ordnet sin Munkekappe , har en yndig „ barmhjertig Søster “ taget Sæde ved hans Side . Han har vistnok ventet hende ; thi de falde strax i Konversation , og Underholdningen synes at være underholdende , da man ser den ærværdige Munk rykke nærmere til sin Aandesøster . Øiet bliver træt ved dette Syn , man ser vel Læberne bevæge sig , men ak ! Afstanden er for stor til at man kan opfange de vistnok oplivende Ord . Derfor maae man henvende Opmærksomheden videre , og Øiet vender sig naturligvis uvilkaarlig til den anden Side af Pergolaen . Se der ! — ogsaa Munkeordenen repræsenteret , men her er det dog kun den mandlige Orden . Det vil blive for langvarigt at skildre disse Masker , og vi vil kun bemærke , at Parret vi saa tilhøire var Agentinden og hendes „ Broder “ , de tre Mænd tilvenstre er Agenten og hans Venner , som have famlet sig for at iagttage Agentindens Foretagender . Minen er ifærd med at explodere . Efter nogen Tids Konversation reiser „ Parret “ sig og begiver sig Arm i Arm ned i Basaren og nærmede sig Udgangen . Da de havde forladt Portalens indre Dør og stode i Begreb med at træde ind i en fremkjørt Vogn , tordnede et vildt „ Holdt “ bag dem og Masten faldt fra den „ barmhjertige Søsters “ Ansigt . Den Mand , som saa ublidt havde udøvet denne Handling , borttog strax sin Maske , og man saa lige overfor hinanden — Hrr Agenten og Fru Agentinden . Det er unødigt at beskrive denne Scene yderligere . Man søgte at fjerne Parterne fra hinanden og førte dem til et afsides Kabinet , hvor man gjensidig gav hinanden Forklaring . Wilhelm B . , som vi i den første Del af denne Forlæelling har omtalt , fukkede endnu for sin Ungdoms Kscerlighed . Han havde med stor Flid fortsat sine Studeringer , og man havde megen Tillid til hans Fremtid . En Aften kom hans Fader til ham i hans Studereværelse og talte uforbeholdent til ham om hans Veninde . Hendes Rygte var ødelagt og Familiens Skandale stor , og hun vilde udentvivl snart være Gjenstand for Rygternes bidende Sønderlemmelse . Hun tog sig det paa sin sædvanlige Maade let , men havde dog tilbagevist Lieutenanten . Nogle Aftener efter Faderens Samtale med Wilhelm B . besøgte han sin Veninde , men fandt hende endnu lige letsindig . Dog , hans store Kjærlighed til hende overvandt ham og han tilbød hende atter sit Hjerte og sin Haand . Hun svarede Intet , men rakte ham sliltiende sin Haand . I samme Øieblik kom hendes Fader til . Han fulgte med Wilhelm til dennes Hjem , og dst var dem vi omtalte paa Veien til Vesterbro i Begyndelsen af denne Fortælling . Det var Faderens Ord som bevægede Wilhelm ; thi han indsaa altfor vel , at den unge letsindige Pige ikke vilde blive nogen trofast Hustru , — men han vilde dog redde hendes 2Ere . Indusfriridderne . Man maa ofte forundre sig over hvorledes en Mængde Individer , om hvem man noterisft ved , at de ikke have nogen bestemt Erhvervskilde , dog bestandig ere yderst elegant klædte og altid føre et flot Liv . Hvorledes kommer de i Besiddelse as Penge til at føre et saadant Levnet ? Hvorledes er det muligt , at de , uden at anvende Tiden til nyttig Arbeide , dog er istand til at henleve sin Tid paa offentlige Restaurationer og Ølkjældere og danne disses Stamgjæster . Spørges de om hvorvidt de have Tid til dette eller hiint Arbeide , vil man altid erholde det „ vigtige “ Svar „ at Forretningerne ikke tillade det . “ — Af deres Omgivelser benævnes de , naar det ikke høres , som Industririddere . Hvad vil da dette sige ? I det efterstaaende skal vi forsøge at give nogle Oplysninger derom . For endeel Aar tilbage modtog en Dag en Embedsmand en skriftlig Meddelelse omtrent saalydende : „ Hr . N . N . Dersom de ikke inden 24 Timer „ udbetaler til Charlotte et Beløb af 1000 Rdl . , vil „ jeg compromittere Dem fuldstændigt . “ Hendes Fader . „ Pengene kan i Billet indlægges paa min Bolig . Den omhandlede Embedsmand havde for mange Aar tilbage havt en Laison med en ung Dame af det omhandlede Navn . Han som nu var gift og „ hjemfaren “ ønskede naturligviis ikke for nogen Pris at blive Gjenstand for en Skandale , som han , der kjendte Faderens daarlige Characteer , vel vidste at denne ikke var forknyt for at sætte i Scene . Uden Betænkning indesluttede han derfor næste Aften 10 nye Hundredalersedler i en Convolut , og afsendte Beløbet efter Bestemmelsen . Nu s troede han Sagen vel forvaret , han skulle kun altfor snart erfare , at han havde taget feil . Omtrent en Maaned senere meddelte hans Tjenerham en Aften , at en Dame ønskede at tale med ham . Noget urolig over dette Besøg , kom dog heldigvis indtraf paa en Tid , da hans unge Frue var i Theatret , befalede han Tjeneren at sige at han ikke var hjemme . Denne kom dog kort efter tilbage med den Besked , at Damen havde erklæret med Bestemthed at vide , at Herren var hjemme , og at hun , dersom hun ikke fik ham i Tale strax , da vilde opholde sig i Porten og afvente hans eller Fruens Tilstedekomst . Dette hjalp . Herren var strax visibel , og ind traadte en tæt tilsløret Dame . Efter at Tjeneren havde fjernet sig , løftede Damen Sløret tilside og der viste sig et af de fkjønneste KvindeAasyn man kan tænke sig . Det var intet Under , at en Mand kunde blive forført ved et saadant Syn . „ De kjender mig vel ikke mere ? “ spurgte den unge Dame halvsagte . „ De har jo aldeles forladt mig i det sidste Aar . “ „ Charlotte , “ svarede Herren , „ De ved jo hvorledes min Stilling er , De ved jo , at jeg ikke kan vedblive vor Forbindelse . . . . “ „ Ja , det er saa behageligt at bortstøde sin Elskerinde paa den Maade . . . men vi skal tales ved om den Sag , min gode Ven . . . husk paa Følgerne af vor Forbindelse . . . “ Herren , hvis Navn var Hilmer , sad taus og bleg ; han stirrede ubevægeligt hen for sig indtil han ængstelig udbrød : „ Lever Barnet endnu ? “ „ Lever ! “ udraabte Charlotte , „ lever . . . ja , jeg fluide nok tro at Barnet lever . . . og kommer til at ligne sin Fader mere Dag for Dag . . . “ Hilmer blev urolig over denne Meddelelse . Han gik nogle Gange over Gulvet og standsede omsider foran Charlotte . „ Hvad er nu Din Fordring ? “ „ At De opfylder min Faders Begjæring om de 1000 Daler . . . “ „ Tusinde Daler . . . jeg sendte dem jo strax . “ „ Det er ikke Sandhed , det er en lumpen Løgn . Min Fader har aldrig faat Pengene og vi lide Nød ; men dersom De ikke til i Morgen indfinder dem med Pengene , da vil det blive Dem ubehageligt . . . “ Hilmer havde fattet sig . „ Anmod Deres Fader om at komme til mig i Morgen Eftermiddag , “ sagde han idet han nærmede sig hende , „ og forlad mig nu , for ikke at min Husfru skal træffe Dem . “ Hun forlod Værelset . Da hun var ene paa Gangen udbrød hun i en Skoggerlatter og udraabte : „ ja ja , min gode Hilmer , Du skal saamænd komme til at fortryde , at Du foretrak den fljævryggede rige Frøken for Din egen Charlotte . . . ha , ha , ha . . . “ Den næste Eftermiddag indfandt Charlottes Fader sig meget nøjagtigt hos Hilmer . Denne søgte at samle sig med al mulig Koldblodighed lige overfor denne Blodhund af en Bedrager . Endelig afbrød Hilmer Tausheden . „ Hvad ønsker De ? “ spurgte han . „ Jeg vil have Satisfaction for den Skam og Tort De har forvoldt mig , da De vanærede min Datter . “ „ Det gjør mig ondt , Hrr — , men det forekommer mig , at De har faaet saa megen Erstatning , som jeg for Tiden kan give Dem ved de 1000 Daler , som jeg sendte Dem for en Maanedstid siden . “ „ Skurk ! Kjeltring ! Løgner ! vil han komme med saadanne Jnsuniationer mod en Fader , der fordrer Opreisning for sit Barn ! Ud med de 1000 Daler eller . . . jeg gjør Skandale her i Huset . “ „ Vil De give mig Bevis ? “ „ Ja for Modtagelsen af 1000 Rdl . , ja . “ Roligt satte Hilmer sig ned ved sit Skrivebord . Han skrev paa et Kvartark Papir en Kvittering for det omtalte Beløb og præsenterede den til Underskriff . Hrr— , der var noget ophidset af den Modstand som nylig var vist ham , greb med Heftighed Pennen og underskrev med faste Træk sit Navn . Hilmer tog imod Kvitteringen , gik hen ved Vinduet for nærmere at betragte Underskriften , hvorefter han atter vendte sig imod Skrivebordet , oplukkede en Skuffe og lagde Kvitteringen deri . Da dette var gjort reiste han sig og gik over mod Hrr . — „ Vil De nu forføie Dem bort snaresf muligt . . . eller jeg kalder Tjeneren for at kaste Dem ud . . . “ „ O Din Skurk . . . “ udbrød Herr— , at jeg dog ikke tænkte paa Din Kjæltringesjæl . . . men vent . . . jeg skal hævne mig . . . “ Hilmer ringede . Tjeneren kom . „ Vær saa god at vise denne Herre ud , “ ytrede Hilmer idet han satte sig ned . Hrr— forsvandt gjennem Døren . Han var blodrød i Ansigtet , og Enhver , som i dette Øieblik saa ham , kunde sige til sig selv , at om end Hilmer ved sin Snildhed havde narret denne Mand til at gjøre Fyldest , saa havde han ogsaa i ham faat en Dødsfjende , og han bekræftede det , da han , idet han gik ud af Døren raabte : „ Vent , Din Skurk , jeg skal hævne mig ! “ Hrr— var en Industriridder . Han havde , da hans Datter Charlotte næsten endnu kun var et Barn , ledet hende ind paa Veie , som kun den letsindigste Fader kan bekvemme sig til . Derefter var hun bleven overladt til sig selv , og faldt naturligvis snart som et Offer for Letsindighed . Hun var overordenlig smuk , og vel opdraget havde hun faaet et gentilt Væsen , hvorved hun tiltrak sig Alles Opmærksomhed . Det var dog et Held i hendes Ulykke , at det var Hilmer som havde foraarsaget hendes Fald ; thi hun fandt i ham en kraftig Støtte og en Ven , som sjelden findes . Dog — han blev ogsaa somsider kjed af den blodsugende Fader . . Denne , som naturligvis havde havt sit Fvrmaal med at „ fange en Guldfugl “ , vilde ikke med Blidhed slippe sit Bytte . Hilmer var rig , men dog ikke rig nok til at udholde denne Tyrans Udsugelser . Omsider blev der en Forandring i Sagernes Stilling . Hilmer formaaede Faderen for en meget stor Sum til at asstaa fra al Paatrængenhed i Fremtiden , men der maa have været en Mangel ved Dokumentet ; thi kort efter hans Bryllup blev der ham pr . Post meddelt , at Hrr— vilde anlægge Sag mod ham , dersom han ikke betalte 500 Rdl . Saaledes var det gaaet et Par Gange . Omsider drev Hrr— , der mærkede at Hilmer ikke for nogen Pris vilde have sin Hemmelighed røbet , sine Fordringer høiere og høiere , og vi have nylig set hans sidste Forsøg . Dette blev imidlertid gjentaget saa hurtig efter et tidligere , at Hrr— som Undskyldning foregav ikke at have modtaget det forudgaaende Beløb . Vi have set , hvor snildt Hilmer fik ham til at afgive Bevis . Men Hrr— lovede Hævn , og han — saa bundløs fordærvet , — han var nok Manden , der kunde udklække en grusom Hævnplan . Nogle Dage passerede efter det ovenfor omtalte , uden at der forefaldt Noget , som paa nogen Maade kunde forurolige Hilmer . Han blev derfor roligere og trøstede sig med at Hrr— ' s Trudsel kuu var et tomt Mundsveir og at han nu var fri for denne Blodhund . Men Glæden var kun kort . Faa Dage senere saa man et Avertissement i Adresseavisen saalydende : Hr . — som i Mai Maaned blev gift med Frøken — bedes at afhente 7 Breve , efterladte hos Charlotte , — hvilke udleveres til den som udbetaler — Rdl . Hilmer læste dette og blev atter urolig . Han havde aldrig tænkt paa nogen saadan Udvei . Ja naturligvis havde han skrevet Breve til Charlotte , — ja hvad der var værre , endog siden sit Giftermaal havde han tilsendt et Par Billetter for at trøste hende med at han vilde drage Omsorg for at hun ikke skulde savne Noget . Nu var det altsaa dette , som den nedrige Fader vilde benytte som Værktøi for sin Hævn og det var naturligt , at han ikke vilde lade det blive ved Avertissementet , nei han vilde nok finde Udvei til at skade paa en anden Maade . I denne Elendighed vidste Hilmer ikke hvad han skulde gribe til . Han var som sædvanlig angst for hvert Øieblik at møde sin Fjende , som han vidste var en høist exalteret Mand , og han troede allerede at mærke paa sine Omgivelser , at de vidste „ Noget “ , som de ikke vilde omtale , og han troede endogsaa hos sin unge Frue at spore en vis Uvillie og Tilbageholdenhed , som foruroligede ham . Han var imidlertid resolveret paa at kjøbe Brevene til enhver Pris og henvendte sig derfor til Hr . — i den Anledning . Hans Fordring var altfor stor . 5000 Rdl . engang for Alle . Det var for meget . Der hengik atter nogle Tage . En Aften var nogle af Husets Venner samlede og man havde hengivet sig til munter Adspredelse . Dog Hilmer selv var taus og indesluttet , det var ham umuligt at frigjøre sig for en indre Angst for at denne Aften vilde medføre Ulykke . Pludselig blev Fruen kaldt ind . En Dame ønskede at tale med hende . Det var sket ubemærket ; Hilmer savnede hende først da hun havde været borte nogen Tid . Han spurgte sin Svigerinde , men fik til Svar , at hun vidste ikke hvad der opholdt hende , og ilte derfor til hendes Bordeur . Her fandt han hende siddende ved sit Toiletbord , bleg som en Dødning med et Brev i , Haanden , stirrende derpaa med vidt opspilede Øine . Hurtig gik han hen mod hende og kaldte paa hende . Hun svarede ikke . . . Den næste Morgen var Fru Hilmer et Lig . Det var Charlotte som havde besøgt hende . Hun havde vist hende en yndig lille Dreng , som hun paastod var Hilmers Søn . Ligheden syntes at bekræfte det . Og dernæst overrakte hun Fruen en Pakke med Breve , hvoraf hun særlig anbefalede hende to , fkrevne siden Hilmers Giftermaal . Det var Hr . —s Hævn . Hilmer var i lang Tid Syg , og da han reiste sig fra Sygeleiet , var hans ralske Kraft knust , han faldt i Fristelser som han kunde modstaa , og blev et Subject som var skyet af sine tidligere Venner . Det var Industriridderens dobbøsjA Hævn . -- -- -- -- -- -- 7 tL gaa Paa en af vore mest bekjendte Restaurationer sM jeg i længere Tid et Par middelaldrende Mænd , spm med megen Veltalenhed bestandig samlede en talpig , Tilhørerkreds om sig . Disse to Mænd , som vi pilsy , kalde A . og B . fortalte , at de i mange Aar havde Mf , holdt sig i forskjellige Lande , og for Tiden ernæpedy sig som Commissionærere , idet de havde Agentur for syp^ skjellige udenlandske Fabrikker . De vare altid vel fM > synede med Penge , og deres hele Optræden vidnehp , om at de havde været med i Verden . Som sagt , deres . Underholdning var livlig og interessant og de vidste alkjh , at fængsle endel Tilhørere om sig . Blandt disse vax , der altid en eller anden som med særlig Interesse bød D ' Herrer til at nyde Forfriskninger , ja endog Mgaltider , og naar man iagttog disse Mænds hele FærdM , ^ vilde man have bemærket at de saa at sige levede fM^ Det var altsaa ogsaa et Slags Industri . En Formiddag bemærkede jeg , at kun den ene-Mdisse Herrer var tilstede , og da det samme gjentog^ssg , - i Løbet af et Par Dage , skaffede jeg mig UnderretmM , om hvad der var blevet af ham . Jeg fik da at vidsat han havde paataget sig at være en sjællandsk Propretasr ; behjælpelig med at kjøbe en Eiendom i Sverrig . DeHej var der jo intet ondt i , men der tildrog sig snart , anden Omstændighed , som bidrog til at Sagen fik særlig Interesse for mig . En Dag da som sædvanlig Hr . A . havde samlet endel Tilhørere om sig , kom en Mand ind paa Resfaurationen og spurgte efter ham . Den Fremmede viste sig at være en Landmand fra Fyen , som A . havde besørget nogle Forretninger for , navnlig indkjøbt noget Gjødning heri Byen . Men denne Forretning var imidlertid ikke blevet udført til Landmandens Tilfredshed ; thi han meddelte Hr . A . af det hele var „ noget Snyderi “ , og af han vilde melde Sagen til Politiet . Hr . A . blev meget forlegen over denne Tiltale og begyndte stammende af tale om af der maatte foreligge en Feiltagelse , som snarest ninligt skulde blive undersøgt og bragt i Orden ; hans „ Collega “ var fraværende paa en Forretningsrejse etc . . . . Da Manden nogenlunde var tilfredsstillet , tog Sagen en anden Vending , og inden ret længe vare Hr . A . og Landmanden de bedste Venner af Verden , og Hr . A . havde allerede Haab om en Anledning til af bortsælge en „ udmærket “ Eiendom i Sverrig . Et Par Dage senere indfandt den sjællandske Proprietær sig og spurgte om Hr . B . De havde været paa Reise sammen i Sverrig og beset en Eiendom , men da Landmanden ikke kunde blive enig med Sælgeren om Prisen , havde de atter begivet sig paa Hjemtouren . De vare imidlertid blevne indhentede af Sælgeren , som da var villig til af sælge sin Eiendom for den tilbudte Pris . Derpaa udbetalte Landmanden Sælgeren et Beløb af 1500 Rdl . svensk og erholdt nogle Papirer udleverede , med hvilke han skulde henvende sig til Lensmanden og foranslalte Salget ordnet . De skulde derefter træffes i Malmø to Dage senere . Hr . B . havde / undersøgt Papirerne og erklæret dem for „ ægte “ , og man havde derefter hver reist sin Vei . Da de ankom til den By hvor Lensmanden befandt sig , var Hr . B . imidlertid totalt forsvunden , og hos Lensmanden , hvor Landmanden indfandt sig , havde han erfaret at det var et fuldstændigt Bedrageri . Papirerne vare fuldstændig intetsigende og man lo ad den danske Landmand , formedelst hans Godtroenhed . Strax ilede han hertil og søgte efter Hr . B . paa det Sted , hvor han havde truffet ham før , men erfarede , at han allerede for et Par Uger siden havde forladt Byen , hvorhen vidste man Intet om . Nu ventede man at Hr . A . skulde indfinde sig og at man da kunde faa en Forklaring , men der kom ingen Hr . A . Han var og blev borte . Det viste sig snart efter at de tilsammen havde drevet en Mængde juridiske Forretninger heri Byen og havt ikke ubetydelige Indtægter . Og alt dette kun bygget paa den Godtroenhed , som er et Særkjende hos os Danske , at hengive sig med Tillid til en Mand , som man gjør Bekjendtsfab med paa et Værtshus . Forførerne . „ Er Hr . Baronen tilstede ? “ „ Hvem ønsker at tale med ham ? “ „ Axel . “ Denne Samtale førtes en Aften i Januar Maaned 18— omtrent ved „ borgerlig Sengetid “ i Porten til en gammel Gaard ved Filosofgangen . Det ægyptiske Mørke , som rugede over Porten og dens nærmeste Omgivelser , tillod ikke at man saa hvem de Samtalende vare , men man kunde af Stemmerne slutte sig til , at den Ene maatte være ung og den Anden ældre . Det varede ikke længe før man atter hørte den ældre tale . Dennegang lød det som følger : „ Træd ind . “ Ligesaa mørkt som der fornd havde været i Porten , ligesaa prægtigt oplysf var der i det Værelse , der nu viste sig for den Indtrædende . Han var en ung Mand , ikke meget over de tyve Aar , og hans blege Ansigtstræk viste at han allerede var bekjendt med Livets Udyder . Hans Paaklædning var meget omhyggelig , ja næsten luxnriøs . Den anden Mand vi have hørt tale , var en ældre Person . Han var isørt en sort Tjenerdragt , og man saa i ham strax en af disfe gamle „ fine Tjenere , “ som ved langvarig Omgang med „ bedre Folk “ tilvende sig endel af disses Væsen og Manerer . Saasnart den unge Fremmede var kommen ind , bastede han sig træt ned paa en Stol og udbrød : Det er kjedeligt at der er saa mange Omstændigheder for at træffe hans Exellence . Jeg er dog en af hans bedste Hjælpere , og netop i Aften har jeg en „ Fangst “ , som der ikke er megen Tid at spilde ved . Hvem er nu inde ? “ „ Amandus . “ ' „ Ja saa , Amandus ! Gaaer han ogsaa Baronens LErinder . Ja saa ! Har Baronen været i Sverrig siden jeg var her sidst ? “ „ Ja , han kom netop hjem . “ „ Og strax er Amandus ved Haanden . Ja saa ! “ „ Amandus var med i Sverrig . “ „ Endnn bedre . Hvem er den Skjønne ? „ Ubekjendt . „ Ja vist ubekjendt . Ja min Ven , er der Nogen som kjender Baronen og hans Meriter . . . “ Det ringede . Tjeneren gik ind , og strax efter vendte han tilbage med den Befked , at Hr . Baronen var til Tjeneste . Døren aabnede sig til Baronens Værelser . Den unge Mand traadte ind . Han blev ligesom blændet ved det Syn som her viste sig for ham . I et Værelse , udstyret med mere end fyrstelig Pragt , laa paa en Chaiselong en udmagret Skikkelse henstrakt . Det var som om han udhvilede sig efter en besværlig Dag . Med en Haandsbevægelse bød han den unge Mand at tage Plads og reiste sig halvt for at tale med ham . „ Hvorledes befinder De dem , min unge Ven ? “ fpurgte Baron S . i en blid indsmigrende Tone . „ Meget vel , “ udbrød den Fremmede ; „ jeg har for nylig været i Sverrig . “ „ I Sverrig . Har De havt Forretninger der , Axel ? “ „ Ja Forretninger . . . Forretninger . . . for Dem « r . Baron . “ „ For mig Axel , hvorledes ? “ „ Jeg skal i Korthed fortælle det . For 14 Dage uden reiste jeg en Tour til Helsingør og kom paa Hjemveien til i Postvognen at sidde i Selskab med en ældre og yngre Dame . Jeg kunde ikke modstaa Fristelsen . Den unge Dame var skjøn som en Gudinde . Hendes yppige Lokker bølgede tled over hendes Skuldre , og mørke Øine vidnede om en ildfuld Sjæl . — Kort sagt , jeg var forelsket . . . paa Deres Vegne , Hr . Baron . “ „ Paa mine Vegne , ha , ha . . . Hvad mener De , min unge Ven ? “ „ Overenskomsten mellem os kjender De jo , — saa naturligvis , der var jo ikke Tale om mig selv . . . desuden , hvad kan jeg Stakkel , — jeg lever kun af Deres Naade . . . naa , jeg slap ikke den unge Dame af Sigte før jeg vidste hvor hendes Bopæl var . . . og min venlige Forekommenhed forskaffede mig Tilladelse til at nærme mig den unge Dame næste Dag , da jeg mødte hende paa en Spadseretour paa Langelinie . Jeg var atter galant . — Det vil tage for lang Tid at fortælle det saa omstændeligt Altsammen . . . kort og godt ! I Løbet af 4—5 Dage vidste jeg , at Moderen var en pensioneret Enkefrue efter en svensk Officer , død for mange Aar siden , og da Enken , som er dansk , soretrak at opholde sig her , har den nn 17aarige Dame faaet sin Opdragelse her . Fruen er ikke rig , og naturligvis paa Jagt efter en Mand til sin Datter . Dag for Dag vandt jeg naturligvis mere og mere Terrain , og en Aften formanede jeg hende til at foretage en Udflugt med mig . Hun gik ind paa Forslaget . To Dage senere kom der et Brev fra Onklen , som boer i Nærheden af Malmø , med en indstændig Anmodning om at Niecen maatte komme derover . Naturligvis . Fruen ledsagede selv sin Datter ned til Dampskibet . . . og jeg . . . ja jeg havde indelukket mig i et af Kabinetterne paa Dampskibet og lod mig ikke se før Skibet svingede rundt om Trekroner . . . “ „ Og saa , “ udbrød Baronen , son : med glødende Aasyn stirrede paa den unge Mand , „ og saa videre . . . “ „ Ja . . . Baronen kjender jo nok Slutningen . . . De ved jo hvorledes vi altid forhen har baaret os ad . . . “ „ Vi . . . hvad mener De ? “ „ Nu ja . . . vi . . . De og jeg ere jo forud enige om Tingene . . . jeg har to Gange før faaet mit Honorar efter at de Skjønne i god Orden vare afleverede paa —holm . “ „ Hvor er hun da nu . . . “ „ Hos Forpagteren paa — gaard . . . men i Morgen bringer jeg hende til — holm . . . eller dersom Hr . Baronen ikke ønsker det , saa kan jeg jo . . . “ „ Hvilket ? “ Axel nærmede sig til Baronen og hvidskede ham nogle Ord i Øret . „ Hvad “ raabte Baronen , idet han reiste sig , blodrød i det afmagrede Ansigt og med et saa lynende Blik at det maatte være nok til at skræmme selv den frækkeste . . . hvad , Te vover at tale saaledes . . . “ „ Ja , jeg vover det , Hr . Baron . . . husk paamin Søster . . . ganske vist jeg kan ikke styrte Dem , uden at jeg gaaer med selv . . . men vogt Dem , Hævnen udebliver ikke . . . “ Baronen greb sin Tegnebog , tømte dens værdifulde Indhold paa Skrivebordet og rakte det til Axel med de Ord : „ Tag dette i Aften , imorgen eller en anden Dag skal De faa mere . . . men ti . . . “ Axel samlede Pengene med en Ulvs Graadighed idet han svarede : „ De kjender mig , Hr . Baron . . . De har jo selv lært mig . . . husker De Grosserens Vexler og den lille Julie eller den smukke henrivende . . . “ „ Ti dog Mand , ti dog for Djævlen . . . ti dog Wlle . . . kom i Morgen — idag har jeg ikke mere . “ Axel havde samlet Pengene og var ved Døren , , pludselig vendte han om . ^8 “ „ Vær forsigtig , Hr . Baron “ , raabte han ind i Værelset , Mk han aabnede Døren og forsvandt . Baronen reiste sig fra sit Leie . Ligesaa rødmusset han før var , ligesaa bleg saa han nu ud . Han var bleven 20 Aar ældre i Udseende . Han støttede sig til Vbrdet og kom hen til en ved Vinduet hensat slum Essener , hvorpaa der var placeret en Karaffe med Cognac . Langsomt greb han Flasken , skjænkede sig et Glas af dens Indhold og slugte det . E ' Han kom atter tilbage til sit Leie . Han ringede . Tjeneren traadte ind . §^ „ Jdseph , Du skal i Morgen reise til — holm . Sørg at den venstre Fløi hurtigt bliver fuldstændig færdig W^at modtage min Niece . . . “ „ Hr . Baronens Niece . . . “ “ ^ „ Ja vist . . . Amandus reiser med Dig . Du lyder HMr som om han var min Søn . . . “ ' ' „ Deres Søn . “ „ Ja vist min Søn . . . hvor Du er dum i Asten , Mfeph . . . jeg maa tale med Axel strax i Morgen tidlig . . . gaa til ham strax . . . er han endnu ikke ^kittet til Sengs , da bed ham at følge Dig . “ Tjeneren forlod Baronen . Denne søgte atter Hvile Chaiselongen , tændte en Cigar og synes gjennem de tætte Røgskyer at se Billeder fra den svundne Tid ÄÄde frem . Medens hisse Taagebilleder fremrulle sig for Hr^ Baronen , vil vi fremføre nogle andre Personligheder i denne Fortælling for den ærede Læser . Langt ude i Frederiksbergalle laa i gamle Dage , — længe før at dette Sted blev et Samlingssted for Ungdom og Skjønhed og et Tilflugtssted for dem som osre sin Skjærv til Forlystelsessyge og Adspredelse — et gammelt forfaldent Hus langt tilbage i en stor Have , hvis gamle skyggefulde Træer tildels skjulte Huset sra Veien , saa at man om Sommeren ofte havde stor Vanskelighed ved at se dette . Herved var imidlertid jo ogsaa Udsigten hindret for Husets Beboere , idet Husets øverste Vinduer neppe naaede til Toppen as Træerne og Beboerne saaledes kun kunde se ud i en snever Omkreds . Det var vanskeligt at sige noget om Husets Beboere ; thi alt gik saa roligt af der . Man hørte aldrig nogen Støi , og kun sjeldent saaes Nogen gaa igjennem den lille Laage , som førte ud til Alleen . Imidlertid kjendte man dog Husets Beboere ved Navn . Det var en ældre Dame sra Sverrig , som for endel Aar siden havde kjøbt denne Eiendom , og beboede den tilligemed sin Datter , dennes Gouvernante og nogle faa Tjenestefolk . Her levede de et indesluttet Liv og det var vanskeligt for Fremmede at trænge ind i deres Forhold . Det gik saaledes nogle Aar . Omsider var den unge Dame voxet op , men Gouvernanten var endnu i Huset , dog begyndte der at blive mere livligt , det var den unge Dames Veninder , som nu med deres Munterhed og Sfjæmt søgte at oplive Huset . Det er sorunderligt . Saasnart at unge Damer komme over i den voxne Alder , da er det aldeles umuligt at undgaa at de unge Herrer snige sig ind i Huset . Saaledes gik det ogsaa her . Trods alle Gouvernantens Advarsler havde dog den lille Olivia fordristet sig til at gjøre Bekjendskab med den unge smukke Lieutenant Baron — ved Garden , og han havde saa indtrængende gjennem hendes Veninder bedet om Tilladelse til at aflægge et Besøg . Og Veninderne ! ja det var jo dem der førte ham ind — det var der da ingen Ulykke i . Baronen mødte dem i Alleen og see — der stod netop baade Gouvernanten og Olivia og ventede paa Venindernes Ankomst . Hvad var da naturligere end at byde ham indenfor Laagen ! . . . at nyde en Kop Thee , — og at han udstrakte Besøget til at følge de unge Damer tilbage til Byen . Følgen heraf var at der naturligvis fulgte andre lignende Besøg , og efter nogle Maaneders Forløb var der i det gamle Hus i Frederiksbergalle ligesaa meget Liv og Lystighed som man forud havde savnet der . Det vil tage for lang Tid at fortælle alt det omstændelige ved dette Bekjendtsfab og dets Følger . Inden næste Vaar var Olivia forlovet med Baron — . Han var en rig Mand , men den Medgift , han havde i vente , var dog langt større end han havde ventet eller kunde have nogen Anelse om . Ten gamle Frue eiede et meget stort Herresæde i Sverrig , og havde desforuden meget store Pengesnmmer disponerede i Nationalbanken her . Det unge Par bleve gifte , og i de første Aar kjendes der Intet videre til deres Liv , end at Familien forøgedes med Nærværelsen af en Datter . Man levede stille og roligt paa det store Gods i Sverrig . Efter 10 Aars Forløb døde den gamle Frue og nn kom Hr . Baronen i Besiddelse af den hele Arv . I de sidste Par Aar havde ondskabsfulde Rygtesmede havt travlt med at fortælle at Baronen førte et udsvævende Liv , og navnlig havde hengivet sig til Spillebordets spændende Tillokkelser . Der var desværre vistnok noget sandt deri ; thi den unge Frue var bleven meget nedslaaet og blev ofte naar , hun overraskedes i Enrum , fundet med Taarer i Øinene . Baronens Pengesager vare ogsaa i høi Grad derangerede , og det var kun ved at han under sin Svigermoders sygelige Tilsfand havde været anbetroet Styrelsen af hendes Formue , havde set sig istand tik at møde fine Forpligtelser . Efter hendes Død syntes alt strax at tage en anden Vending . Jstedetfor som tidligere at væræ venlig og blid mod Baronessen , var han nu haard og brutal . Han havde faaet fuldstændig Naadighed over hendes Formue , men da hans Adfærd bestandig blev værre , fandt han en sksøn Dag , at hun havde taget Flugten ' med sit Barn . Hun havde taget Ophold — saaledes meddelte hun ham — hos en langtude beslægtet i Smaaland , hvor hun vilde opholde sig indtil han meddelte hende under hvilke Forhold hun i Fremtiden havde at slille sig . Paa dette fik hun snart Svar . Jstedetfor at erkjende sin Feil , reiste Baronen vanærende Beskyldninger mod hende og meddelte hende , at han af sin Godhed vilde tilstaa hende en vis , dog temmelig betydelig Sum om Aaret , til at leve af . Derefter hørte han intet til hende i mange Aar . Snart erfarede han at hun var død , snart at hun levede stille og indesluttet paa et lille Gods i Skaane . Han bekymrede sig aldeles ikke derom , men hengav sig udelukkende til sine Glæder . Nogle Aar senere , da Rygtet gjorde ham altfor upopulair , begav han sig hertil Staden , og opholdt sig her bestandig , idet han dog ofte foretog Udflugter til Sverrig og besøgte sin Eiendom der . Han var en stor Ander af det smukke Kjøn , og da han senere blev ældre og i sit Ådre var meget frastødende og bidende , formaaede han yngre karakterløse Mennesker til at agere Haandlangere for sig . Det er denne Mand , som vi ovenfor har gjort Bekjendtsfab med gjennem hans Samtale med Axel . Han var paa den Tid , vi træffe ham , fuldstændig bundløs fordærvet ; der var ikke Gnist af 2Eresfølelfe hos ham . Men han var rig , og han levede ene og alene for sine Tilbøjeligheder . Vi have hørt , hvilke Ordrer han gav sin gamle trofaste Tjener Joseph . I Sverrig , paa hans smukke Lyststed , der var nn „ fanget en Fugl “ til ham , han ilede nu for at nyde sin Triumph ; — dog , da han havde eftertænkt Axels Fortælling , var der ligesom opslaaet en Anelse hos Hain , om hvem den unge Pige kunde være , og derfor var det at han atter ønskede at tale med Axel . Dagen efter at den tidligere omtalte Samtale havde sundet Sted mellem Baronen og Axel , træffe vi dem atter hos den første . Idag er han tilsyneladende en anden Mand . Han er iført en meget smagfuld Klædedragt og over hans Aftenen forud saa blege Ansigtstræk , , er der nu et stærkt rødligt Skjær , som dog ved nærmere Eftersyn viser sig at være kunstigt . Hans mørke Haarfarve synes eiheller at være ægte , og hans Bevægelser i det Hele tyder paa at man her har en „ oppustet “ Skikkelse for sig , og at han vistnok neppe kan holde sig saa rank og vpreist uden ved kunstige Midler . Han har taget Plads ved sit Skrivebord og ladet Axel sætte sig ved hans Side . Man kan ikke høre deres Samtale , den føres i en dæmpet Tone , men man kan dog nok slutte sig til at det maa være et behageligt Thema , — det kan man se paa Baronens glødende Kinder og Blik . Alen det synes ogsaa som om han søger at presse Axel for at meddele Noget som han ikke vil . Endelig synes det som om Baronen opgiver sin Plan . De reise sig begge fra deres Pladser , idet Baronen udbryder : „ Nuvel da , saa lad det blive derved . Vær kun tans som hidtil . “ I et lille Hus paa Toldbodveien boede Enkefru B . med sin voxne Datter Carrie . Det var i det mindste den almindelige Mening af Moderen var Enke , og den gamle Pige , som efter sit eget Udsagn havde været hos Fruen siden hendes Giftermaal , fortalte det samme . Hun var forøvrigt ikke meget meddelsom , og baade hun og Fruen syntes af bære paa en Hemmelighed . Ofte foretoge de Udflugter til Sverrig , dog sjelden mere end et Par Dage . Carrie var Moderens Øiesteen og det var sjeldent af man saa hende alene paa Spadseretour , men kort Tid før de Begivenheder indtraf , vi her omtale , bemærkede man dog af Carrie oftere spadsere med en ung Herre , men de som toge Interesse i denne Sag antoge alt i Orden , da man oftere havde bemærket af Moderen var nærværende . En Dag afrejste Carrie atter til Sverrig , det hed sig af hun skulde besøge sin . Onkel , og mulig forblive der i længere Tid . Dette fandt man ikke saa underligt . Læseren maa nu meddeles af Carrie var den samme unge Pige som Axel havde pralet af af have bortført under et falskf Foregivende . Sagen var nemlig den at den Bland vi have omtalt ved Navn Amandus , var en Ungdomsven af Carrie . Axel , der vel forstod at han selv ikke kunde opnaa noget hos Carrie , havde benyttet Omstændighederne til at fortælle at Amandus laa meget syg i Sverrig . Carrie der nok havde noget mere end almindelig Venskabsfølelse tilovers forAmandus , indvilligede strax i at tage til Sverrig for at se til den syge Ven . Vi have hørt hvorledes det hele gik til . Nu staaer der kun tilbage at skildre Begivenhedens Slutning . Amandus K . var en haabesuld Mand , der som saamange af hans jevnlige ved Letsindighed var kommen ud fra sin rette Vei og ikke havde havt Kraft nok til at styre Skibet i ret Kurs igjen . Han studerede Medicin , men havde trykket as Formuesomstændigheder maatte opgive sine Studier i nogle Aar , og ernærede sig ved Information . I denne Periode var det at han havde lært den yndige Carrie at kjende , og da Bevidstheden om at der hos hende næredes mere end almindelig Venskabsfølelse vandt Indgang hos ham , fik han atter Mod til at gjenoptage de nedlagte Studier . Paa sin vilde Færd i Livet havde han mødt Axel og var ved denne bleven kjendt med Baronen . Amandus som var en høist begavet ung Mand , havde ved nogle simple Raad , om ikke helbredet , saa dog i ethvert Tilfælde lindret den lidende Baron , og derved vundet hans hele Fortrolighed , ja Baronen havde fattet en ubeskrivelig Godhed for ham . Amandus glædede sig derover , fordi af han derved kunde fuldende sine Studeringer , men undlod dog aldeles af omtale Carrie . Det var ligesom en hellig Tanke for ham , af drømme om hendes Besiddelse og af fænke paa sin Fremtid og hendes . Han modtog kun Baronens Velvillie som et Laan , han følte sig overbevist om atter af kunne tilbagebetale det . Baronens Godhed for ham steg Dag for Dag , og med denne fik Amandus mere Magt over ham , saa af han turde fremkomme med Paastande lige overfor ham , som man ellers ikke gjerne hører af Nogen . Amandus paastod saaledes af Baronen maatte ophøre med sit udsvævende Levnet og forholde sig rolig , dersom han ikke inden ret længe vilde fuldstændig ødelægge sin Constitution . Baronen lo ad disse Indvendinger , og Amandus følte omsider en saadan Aversion for Baronen og de Skandalhisforier han Tid efter anden hørte omtale , af han inderlig ønskede af være fri for af modtage nogen Understøttelse fra Baronen . Men uden denne kunde han ikke vedblive sine Studier . Saaledes stode Sagerne den Dag , da Tjeneren Joseph meddelte ham Baronens Ønsker om at Amandus skulde følge med til Sverrig . Men Amandus søgte at undgaa dette ved at erklære sig upasselig , og efter en Samtale med Baronen blev det bestemt at han skulde forblive nogle Dage , indtil han kom sig , hvorimod Baronen strax tog assted . Da Amandus havde iet Axel to Gange i Huset den Dag , vidste han af Erfaring at der var noget Galt paa Færde ; thi han kjendte alt for godt kil Axels Karakter . Blen at faa Underretning om hvad det var , vilde blive meget vanskeligt . Baronen var reist . Ud paa Aftenen sad Amandus paa sit Værelse og forsøgte at fordybe sig i en meget grundig Afhandling om visse Sygdommes Karakter , da Tjeneren uanmodet traadte ind til hanr og meldte , at en ældre Kone ønskede at tale med ham . Da han ikke havde nogen Anelse om hvem det kunde være , reiste han sig for at modtage den Fremmede , men da Tjeneren atter vilde gaa ud , stod den Fremmede udenfor Døren . Hun traadte ind . Amandus bød hende at tage Plads og udtrykte sin Overraskelse ved at se hende med at udbryde : „ Men Margrethe , hvorledes ! søger De mig her ? “ „ Tilgiv Hr . — jeg har altid vidst hvor de var at sinde . Jeg ved meget godt at lille Carrie holder af dem , og jeg troer ogsaa at de holder af Carrie . . . saa var det jo nødvendigt at jeg holdt Øie med hvor de var . . . stakkels Barn . . . stakkels Barn ! . . „ Men Gud dog , Margrethe . . . tal . . . tal . . . hvad er der paa Færde . . . “ Det var den gamle Frues trofaste Tjenestepige , den unge Carries Barnepige . Hun havde ikke været blind for de unge Folks Følelser , det er ikke let at skjule Kjærligheden hvor den virkelig er tilstede . . . Med faa Ord fortalte hun hvad der var passeret i den sidste Maanedstid . Fruens Reise til Sverrig , Bekjendtskabet med Axel paa Tilbageveien , hans Introduktion i Familien og endelig Carries Reise . Det var blevet foregivet at denne gjaldt et Besøg til Onkelen i Nærheden af Malmø , men — nu kom det mystiske ved Sagen . Man kan ikke tænke sig Amandus ' s Forbavselse , da han erfarede , at Baronen var Fruens Biand . Det var den Kone som Baronen hyklerisk angav som død . Det var hendes uhyre Formue , hvis Renter han ødelagde , medens hun selv henlevede sit Liv i Stilhed . Nn var Margrethe altid aarvaagen med Hensyn til Baronen , og hun havde sine Spioner ude , som altid gav hende Underretning om hvad der passerede paa —holm og den dertil hørende Forpagtergaard , og ad den Vei havde hun for et Par Tinrer siden erfaret at den unge Frøken til Meddelerens store Forbauselse var ankommen i Selskab med en ung Herre . Margrethe var overbevist om at der maatte være noget Galt paafærde , thi Frøkenen havde ikke noget der at besfille , og var vis paa at Fruen ikke vidste noget derom , og i sin Nød havde den trofaste Pige henvendt sig til den eneste , som hun vidste vilde være villig , sfjøndt han stod i Forbindelse med Baronen , til at afsløre dennes Planer med den unge Frøken og til itide at afværge at maasfe en skrækkelig Forbrydelse fandt Sted . Hurtig havde Amandus fattet sig . Faa Minnter efter kjørte han tilligemed Margrethe til Fruens Bolig . Uden Formaliteter gik Amandus lige til den gamle Dame og fortalte hende med faa Ord at han kjendte Sagernes Sammenhæng st det Hele , og det var en Selvfølge , at Fruen med Glæde modtog hans Bistand om at forfølge Baronen . Næste Morgen begave de sig tidlig til Sverrig . Hen paa Eftermiddagen ankom de til Forpagtergaarden . Her bleve de modtagne af Forpagteren , som med Glæde fortalte dem , at han endelig havde været istand til at rive Masten af den gamle Skurk Baronen . Denne havde om ^Formiddagen indfundet sig med Axel for at afhente Frøkenen , men denne , som havde mærket at der var Uraad ' , havde allerede strax tilkjendegivet for Forpagteren hvem hun var , og da Baronen ankom havde Forpagteren anbefalet ham snarest muligt at forlade Stedet , som , sfjøndt det var hans eget , vilde blive ham et ubehageligt Opholdssted , dersom han tøvede længe . Det vil være frugtesløst at skildre Moderens og Datterens Møde . Da Moderen erfarede , at Carrie havde ladet sig forlede af Axel til denne Udflugt , i Haab om at se den elskede Amandus , som han havde foregivet laa meget syg paa Forpagtergaarden , kunde hun ikke gjøre Andet end give sin Velsignelse til deres Forening . Faa Uger efter var Baronen nødsaget til at holde Sengen som Følge af en Nervelidelse , og inden to Uger var han gaaet bort til den evige Domstol . Fruen erholdt sin store Formue til at raade uindskrænket over . Amandus og Carrie bleve strax efter at den Første havde taget sin Embedsexamen gifte , og gamle Margrethe , — ja , hun er atter bleven Barnepige . — Hvis Skyld var det ? ( En ung Piges Lidelseshistorie ) . En Dør aabnes — et stærkt Lysskjær kastes ned igjennem Havegangen , — en fast og bestemt Stemme høres raabe : „ Bertha ! Bertha ! kom strax ind ! Jeg tillader Dig ikke paa nogen Maade at staa derude i Aftenkulden . . . hvad bestiller Du saa længe ude ? “ Da den Talende var sikker paa at hendes Ord vare blevne hørte , vendte hun tilbage til Værelset hvorfra hun var kommet . Indenfor Havelaagen stod den ulydige Bertha ; fra den ydre Side lænede en ung Mand sig over mod hende og fastholdt begge hendes smaa Hænder og stirrede ind i hendes klare blaa Øine , som med saa megen Ømhed mødte hans . Det var det sidste „ Godnat “ ; hvormange man sorud havde udvexlet , det kunde kun Stjernerne fortælle , men nu maatte det være det „ sidste “ , thi Moderen havde kaldt , og Bertha maa adlyde . „ Maa Du gaa , Bertha ? “ „ Ja vist . . . hørte Du ikke ? . . . hørte Du ikk at Moder kaldte ? Du ved hun er imod at jeg bliver faa længe ude . . . men Du holder mig jo fast . . . skip mig dog . . . “ „ Og Du . . . Du er vel meget vred for at blive holdt fast . . . ikke sandt , lille Bertha ? “ „ Ikke nu , “ svarede Bertha , „ lad mig gaa . . . Moder bliver vred . . . “ og med et rask Ryk havde hun frigjort sig fra den unge Mands faste Haandtag . Idet hun søgte at undvige fra ham , fik han atter fat i hendes ene Haand og pressede den heftig til sine Læber . Derpaa ytrede han , idet han bøiede sit smukke Hoved ned mod hendes , nogle kjærlige Ord , og dersom det ikke havde været saa mørkt , kunde man have opdaget at han trykkede et ømt Kys paa hendes yndige Læber . Idet hun fjernede sig blev han staaende og tilvinkede hende sin Hilsen , indtil hun var ude af Syne . Da Bertha traadte over Dørtærskelen , syntes det som om hendes Bevægelser antoge mindre Liv , og skjøndt Rødmen af den stærke Bevægelse endnu var paa hendes Kinder , og hendes Læber og Hænder endnu brændte af hendes Elsiers brændende Kys , var dog det Aasyn , som kun skulde have lyst af Glæde , overflygget forinden hun naaede Dagligstuens Dør . Forinden hun træder ind , lad os for et Øieblik betragte Baerth Kalby . Faa vilde have kaldt hende smuk . Hendes Figur manglede Proportion og Elegance og hun havde intet regelmæssigt Ansigtstræk . Men hendes Yppige Haarvæxt var et Juvel , et Smykke som hun mesterligt forstod at benytte . Medens de Yppige Lokker bølgede ned over hendes Skuldre og den svulmende Barm talte om en fuldtudviklet Kvinde , talte det blaa frifke Øie med dets yndige Øienbryn om slumrende Lidenskaber . Hun var en elskværdig I6aarig Kvinde som saa Livet i et Rosenskjær . Hidtil havde ingen større Sorg afpresset hende et Suk end Vanskeligheden ved at overvinde et paabegyndt Arbeide . Ingen Modstand havde hidtil mødt hende i Livet . Hun havde altid været i sit Hjem , altid faaet sine Ønsker opfyldte , og kjendte ingen Sorg i Livet . Hvor vidt forskjellige vare ikke de Ord som mødte hende ved Indtrædelsen fra den nys afbrudte Samtales yndige Melodi som endnu lød for hendes Øre . Hendes Fader Hr . Particulier Kalby sad fordybet i at studere den nys udkomne Avis , han løftede blot sit Hoved og saa paa sin Datter med et alvorsfuldt Blik , hvorefter han atter fank tilbage i sine Betragtninger . Hendes Moder derimod fortsatte den Lection hun havde paabegyndt i Havestuens Dør . „ Jeg kan ikke forstaa hvorledes du gider hænge derude ved Havelaagen saa sent paa Aftenen . Saaledes er det bestandigt naar Du kommer hjem fra Marie Willemoes . Det ender med at jeg forbyder Dig at gaa derover . “ „ Herregud da , Moder , det var jo blot Hr . Petersen som fulgte mig hjem . Du ved jo at Marie har ingen Broder . “ „ Men hvorfor kan Karen ikke følge Dig , saaledes som hun gjør for andre Steder . Jeg skal sige til hende at hun ikke maa forlade Dig , naar hun er sendt efter Dig . “ Denne Udtalelse nedtrykte Berthas Haab for Fremtiden . Hun samlede sig strax og svarede Moderen : „ Hvad ondt er der da i at jeg bliver ledsaget tik mit Hjem af en Kavaller , istedetfor af en Tjenestepige , Moder ? „ Der er vel egentlig ikke noget ondt deri , “ gjensvarede Moderen , „ men det er dog løjerligt at en Mand som Hr . Petersen bestandig staaer parat til at ledsage Dig . . . saadant et Barn . . . “ „ Jeg antager ikke at han vilde gjøre det , dersom han ikke havde Lyst dertil “ afbrød Bertha Moderen , hvis Anskuelse om hendes Aftentoure hun ikke delte . „ Naturligvis . . . han fortæller Dig vel at han er forelsket i Dig . . . ikke sandt . . . Sig mig engang . . . hvad har han egentlig at fortælle ? “ Fru Kalby endte denne Sætning med hin Latter , som til alle Tider svækker Tilliden hos Modparten . Denne , halv saarende halv opmuntrende Latter var ogsaa her tilstrækkelig til at afvende den naturlige Tillid Bertha burde have havt til sin Moder . „ Aa . . . “ stammede Bertha til Gjensvar , . . . „ jeg ved ikke , han taler om sine Reiseeventyr , Bøger , Theatrene , . . . og . . . og . . . “ Her svigtede Stemmen hende , hun kunde ikke for ' tælle Resten . Ikke udtrykke hvorledes hans Ord vare sunkne i hendes Sjæl , hvorledes hans Blik endnu stod for hende . . . hvorledes alt det „ Nonsens “ som han talte om , dog havde en ubegribelig Virkning paa hende . „ Snak , “ udbrød Moderen , der mærkede Pigebarnets Forlegenhed , „ er det noget at tale om . . . han burde hellere lære Dig din Regnskabel . . . saadanne Narrestreger . . . jeg forbyder Dig at tale til Hr . Petersen i Fremtiden . . . “ „ Lad os nu være færdige med den Konversation , “ holdt Hr . Kalby ind , „ Du sætter jo Nykker i Pigebarnet som Du vil komme til af angre . “ Ja ! Moderen havde ved sin Adfærd vakt Følelser hos den unge Pige , som hidtil havde været hende ubevidst . Hun tang stille , traadte hen til Bordet , tog et Lys og gik , efter af have sagt Godnat , med bankende Hjerte og glødende Kinder til sit eget lille Værelse . Ester af have aflaaset Døren kastede hun ! sig paa Sengen og græd . Her fik endelig Hjertets Følelse Luft . Herkunde hun endelig tænke ud — og udtale for sig selv hvad der tyngede paa hendes unge Sind . „ Hvorfor skjænder Moder dog altid saaledes paa mig for hans Skyld ? Hvorfor kan han ikke faa Lov af følge mig hjem naar han vil ? Hun ved af jeg synes om ham , — og han maa dog ogsaa synes om mig — ellers kom han vel ikke . Jeg vil slet ikke af han skal være „ forelsket “ i mig — her soer Blodet op i hendes hvide Kinder — jeg bryder mig flet ikke om andet end af være nær ham , af han kan tale til mig , . . . ja selv om han slet ikke taler til mig , naar han blot ser mig og nikker til mig . . . det er nok . . . det er nok at se hans smukke Ansigt . . . at se ham smile nu og da . . . “ Stakkel ! hun røbede i denne Selvsamtale sit Hjertes Hemmelighed og dets ubevidste Dybde . „ Dersom Moder “ — fortsatte hun „ blot vilde lade mig tale til ham engang imellem , og ikke gjøre Nar ad mig hvergang der er Anledning til at nævne ham , . . . Jeg vil elske ham ! . . . han kalder mig sin „ lille Bertha “ . . . og det er jeg . . . og maa jeg ikke tale om ham . . . saa kan jeg tænke . . . tænke . . . tænke om ham , — og det vil jeg . “ Saaledes reiste Lidenskaben sit Banner høit i den unge Piges Hjerte . Saa Ung , næsten kun et Barn , glemte hun snart i sit Hjertes eneste Attraa alt andet ; Forældre , Venner , og Alt for hans Skyld . Med dette Billede for Øie varede det ikke længe før at hun træt af Aftenens Lidelser slumrede ind til Drømmenes Rige . Efter at have iagttaget Berthas hurtige Forsvinden fra Havelaagen ind i Fædrenehuset , vendte hendes Kavaler sig om for at begive sig til , sit Hjem . Den Cigar som han havde tilladt at gaa ud medens hans Hænder og Læber vare behageligere beskjæftigede , blev atter tændt , og vi ville medens vi følge ham paa hans Vei til Hr . Willemoes Hus , hvor han opholdt sig , høre den Samtale han førte med sig selv , og deras danne os en Ide om hans Karakter . Hans ydre Personlighed er tiltrækkende nok . Hans høie spinkle Figur mangler ikke den fornødne Styrke . Hans Klædedragt er elegant og han ser ud til at være en komplet Modejunker . Han er i det Hele en smuk Mand . Hans høie smukke Pande er omgivet af kruset sort Haar , og svære sorte Bakkenbarter pryde hans friske Ansigt . Naar dertil kommer at han er i Besiddelse af denne bløde melodiske Stemme , som er særegen for enkelte Mennesker , og disse store blaa Øine som ere „ farlige “ , — farlige for den unge uerfarne Pige , som af dem øser Kjærlighed uden at ane det . — farlige naar de lyne af Vrede og Had , er det ikke saa forunderligt at han kunde fortrylle en 16aarig Pige . Det var denne Person , som havde formaaet at vinde den unge uskyldige Berthas første Kjærlighed . „ Paa LEre , det er en sød Pige , “ — mumlede han idet han gik hjemad , „ rigtig en sød lille Pige . . . og hun er ganske „ skudt “ i mig . Det er længe siden at leg har taget Nogen saaledes med Storm . . . aa ! hvor det er yndigt at se hende se op til mia ligesom en Guddom . . . Og hvad har jeg da egenlig gjort for at fortjene al denne Kjærlighed ? . . . flet ingen Ting . . . set lidt mildt til hende engang imellem . . . det er det Hele . . . Hun er en lille Nar . . . jeg har talt til hende som til en Kvinde ti Aar ældre . . . Var hun blot en halv Snes Aar ældre . . . saa kunde det kanske betale sig at blive forelsket i hende . . . men under disse Omstændigheder er det dog ikke værdt . Hun har imidlertid lagt sit Hjerte for min Fod . . . jeg har jo ikke kigget hende derom . . . Nu . . . her er vi jo ved Døren . . . “ Hr . Thorvald Petersen var en formuende Landmand sra Jylland . I de sidste 6 Maaneder havde han opholdt sig hos Hr . Willemoes , Godsforvalteren paa et større Gods i Kjøbenhavns Nærhed , medens denne ordnede en Sag for ham , angaaende hans Arveret til et meget stort Gods i Jylland . Godsforvalterens Døtre , Marie og Ane , havde været Skolekammerarer med Bertha , og efter at Skoletiden var sluttet havde man vedblevet Venskabet , og Bertha var en stadig Gjæst paa Lauralyst , saaledes hed Godsforvalterens lille Eiendom , som laa mellem Charlottenlund og Hr . Kalby ' s betydelige Landeiendom . Her var det , at Berthv havde mødt Hr . Thorvald Petersen , sog han , som var en stor Ander af det smukke Kjøn , havde ikke taget i Betænkning at fange det ubetænksomme Barn i sit Næt . Hun var saa ufornuftig at indbilde sig at han elskede hende , Dag for Dag blev det hende vanfkeligere at frigjøre sig for ham , og Tanken om ham og hans Kjærlighed forfulgte hende allesteds . To Dage var særlig mærkede i hendes Kalender . Tirsdag naar hun saae Hr . Petersen i Theatret og Fredag naar hun traf ham hos sine Veninder . Det var efter disse Besøg at han stedse fulgte den unge Dame til hendes Hjem , og paa disse Toure var det at han nærede hendes Hjerte med den Gift , som skulde fortære hendes Ungdom . Det var derfor ikke uden Grund at Fru Kalby var imod disse Besøg , men istedet for paa en fornuftig Maade at veilede Barnet , vildledte hun det ved sine hensynsløse Udtalelser . En Eftermiddag , — det var vel en Ugestid efter de Begivenheder vi nys have omtalt , spadserede Bertha som sædvanlig fra sin Musiktime til Omnibussen for at kjøre hjem , da hun pludselig ved at dreie om Hjørnet paa Kjøbmagergade stod Ansigt til Ansigt med — Hr Petersen . „ Ah ! min smukke lille Bertha , “ udbrød Elskeren begeistret , „ jeg er altsaa saa lykkelig at træffe Dem . De ser noget bedrøvet ud idag , min kjære , — jeg kan læse det i Deres Ansigtstræk . “ „ Virkelig ? — ja , det var usædvanligt at møde Dem her . “ „ Og derover blev De bedrøvet ? “ spurgte Petersen , „ nei min lille Ven , “ vedblev han idet han greb hendes Haand og saa ind i hendes Øine , „ nei nei , vær oprigtig , min søde Pige , De savnede mig i Aftes hos Willemoes , ikke sandt ? “ Bertha tøvede med at svare . „ De har i den senere Tid været en saa regelmæssig Gjæst , at man naturligvis savnede Dem , “ ytrede Bertha . „ Og da jeg netop ved at De Bertha savnede mig , forsøgte jeg at træffe Dem idag her for . . . for at sige Dem Farvel . . . “ Ligesom ramt af et Lyn reiste Bertha sit Hoved og stirrede Petersen ind i hans blaa „ farlige “ Øine , og udbrød forbauset : „ Farvel ! . . . farvel ! . . . vil De reise ? reiser De bort . . . naar . . . hvor . . . svar dog ! “ Petersen saa Virkningen af hans Ord . Han saa hvad Indflydelse han allerede havde over hende . „ Jmorgen tidlig reiser jeg til Jylland i meget vigtige Forretninger . “ „ Naar kan De ventes her tilbage ? “ „ Det er demæ kjedelige Eiendvmsproces , som foranlediger min Reise . Jeg maa over for at skaffe nogle Vidner tilstede . . . ja , naar jeg vinder den Proces , da bliver jeg en hovedrig Mand , Bertha . Jeg skal bringe Dem en gentil Present , hvad skal det være : Halssmykke eller Armbaand . — Nu staaer De jo der med taarefyldte Øine , lad det være , Kjære , for min Skyld , — lad det være . . . det er et uheldigt Tegn . . . græd ikke , søde lille kjære Bertha . — Ønsker De mig ikke Held paa min Reise ? “ „ Jo ganske vist . . . det vil blive saa kjedeligt naar De er reist . . . saa ensomt . “ „ Ensomt ! ih , De taler jo kun høisf to Gange om t Ugen med mig . . . tænk paa mig saa meget De vil , . . . jeg skal visselig ikke glemme Dem . “ „ Det haaber jeg De ikke gjør . . . De har altid været saa venlig mod mig . Men . . . men . . . nu vil De møde saa Mange . . . og der vil blive andre Ting som vil aflede Deres Tanker fra mig . . . og maafke De aldrig kommer her igjen . . . “ „ Jo det gjør jeg ganske vist , “ sagde Petersen , idet han greb hendes Haand , „ jo det er ganske vist , thi mine Forretninger fordrer min Nærværelse her senest om to Maaneder . . . “ „ Det er en lang . . . meget lang Tid , “ sukkede Bertha . „ Ja , men hos Willemoes vil De jo høre hvorledes det gaaer mig . “ Han taug nogle Minntter og vedblev derefter i en ligegyldig Tone : „ men . . . maafke lille Bertha foretrækker at faa Meddelelserne direkte . . . hvad . . . min lille Bertha ? “ „ Vil De skrive til mig , Thorvald . . . Petersen . . . oh , det vil blive deiligt . . . “ „ Ja saa gjerne , min lille Ven . . . Du skal faa noget til af befljæftige Din lille Sjæl med . . . istedet for mit eget uværdige Jeg . . . “ „ Ikke uværdige , “ afbrød Bertha ham . „ Aa ! Du ved ikke hvad jeg er for en Slyngel , “ ytrede Petersen med et af sine mest indsmigrende Smil og Øiekast , „ saadanne smaa yndige Væsener som Du og Dine Lige , ved ikke hvor uværdige vi unge Mandfolk i Grunden ere . Vi have Gjæld nok til af ødelæggæ formuende Mænd . . . “ „ Ja , men naar Du nu faaer det store Gods . . . “ „ Det har Du Ret i . . . da skal det blive rigtig godt . . . naa , hvilket Liv jeg da stal føre . . „ Ja , da bliver lille Bertha glemt . “ „ Aldrig i Evighed . . . men jeg maa skynde mig . Jeg har meget af varetage i Eftermiddag . Og her har jeg staaet med disse Roser i Haanden den lange , lange Tid og ikke givet dem til den for hvem de vare bestemte . “ Berthas straalende Blik takkede ham idet han gav hende Blomsterne , efter let at have berørt dem med sine Læber . Stedets Offenlighed hindrede enhver anden Demonstration . Og med det kjælne Blik , som han saa vel vidste at benytte , hvidskede han Farvel og forlod Bertha , idet han endnu engang vendte sig om for at se den unge Piges glødende elsfovsfulde Blik ledsage hans Skikkelse idet den fjernede sig . Hr Hr * „ Hvor er Din Kavalier i Aften ? “ spurgte Fru Kalby , da Bertha næste Aften kom hjem fra sit Besøg hos Marie Willemoes og kun ledsaget af Karen . „ Han er reisf jtil Jylland for at . . . for at ordne den bekjendte Proces , som han har om det store —gods . Dersom han vinder den vil han blive en meget rig Mand . “ „ Og saa vil han se sig om efter en rig Kone , kan Du tro , “ svarede Moderen . Uagtet Bertha ligesom selv havde næret en saadan Formodning , var det hende dog meget imod at Moderen udtalte sig saaledes . „ Naar kommer han tilbage ? “ vedblev Fru Kalby . „ Han bliver nok borte et Par Maanederstid , “ svarede Bertha , „ saaledes har han selv sagt . „ Vel , jeg haaber at Du indtil den Tid har opgivet ham . . . og faaet fornuftigere Tanker . I de sidste 6 Maaneder har det ikke været andet end Hr . Petersen her og Hr . Petersen der . . . nu er det forhaabenlig forbi med den Snak . . . “ Bertha undrede sig stiltiende om , hvorledes det skulde gaa med Brevene som Petersen havde lovet at sende , naar Moderen allerede nu havde saadanne Fvrhaabninger . Saaledes blev altsaa hendes lyse Kjærlighedsdrøm ubehagelig forstyrret ved Tanken om ikke at kunne nyde den Sødhed , som disse Breve skulde indeholde , uforstyrret af Moderens Indblanden . For første Gang i hendesLiv blevPosfbudet den Personlighed , hvis Ankomst hun imødesaa med bankende Hjerte , og længe før det billigvis kunde ventes , afventede hun Budets regelmæssige Gang med en elskende Kvindes hele Længsel . Der er intet saa trættende som at vente den ene Dag efter den anden paa et Brev , som ikke kommer . Dag for Dag staaer man op i Haab og Aften efter Aften gaaer man til Hvile med Skuffelse . Thi hvor trofast og ærlig vi end ved at den Bortreiste er , saa er dog denne Følelse ikke istand til at dække en saadan Skuffelse . Fjorten Dage hengik saaledes for Bertha . Det var en haard Prøve for Berthas Utaalmodighed . Endelig bemærkede hun en Morgen , da hun traadte ind i Spisesalen , at hendes Fader som nød sin Frokost , med megen Opmærksomhed betragtede et Brev , hvis Adresse var skrevet med en ubekjendt Haand . Anelsen sagde hende strax , at det var den længselfulde ventede Epistel , og med bankende Hjerte nærmede hun sig Faderen , som rakfe hende Brevet og spurgte : „ Med hvem korresponderer Du , min lille Bertha ? “ „ Det er vel sra Hr . Petersen , Fader , han talte om at han vilde lade mig vide hvorledes det stod til med hans Sag “ , svarede Bertha , medens hendes Kinder bleve purpurrøde , da hun bemærkede Moderens Blik . „ Det er noget løjerligt at unge Damer modtage Breve fra deres Herrer Bekjendtere , “ afbrød Hr . Kalby hende „ men Mo ' er ser vel efter at alt er i god Orden , og saa kan det jo være det samme . “ Man vil se at Hr . Kalby aldrig blandede sig i sin Hustrus Anliggender med Hensyn til Børnene . Det havde maaske været bedre om han havde gjort det . „ Vel mit Barn “ spurgte Moderen , medens hun tillavede Kaffen „ hvorfor læser Du ikke din kostbare Skat . Er Du bange for at den skal bide Dig . “ Berthas Hænder rystede , medens hun brød Seglet paa sit første Kjærlighedsbrev , thi det følte hun hos sig selv at det var , og som saadant vidste hun at det ikke vilde møde Moderens Bifald . Og hun havde Ret ; thi da hun gav sin-Moder det til Gjennemsyn , bemærkede Bertha at Moderen under Læsningen paatog sig sit ildevarslende Blik og Smil . Man kundef ristes til at spørge om Fru Kalby og Qvinder lig hende havde nogensinde været unge ; nogensinde næret Følelser i deres Hjerte , som de , der fylder den nu opvoxende Generation , om de ikke , ligesom deres Efterfølgere , havde havt deres Kjærlighed og Had , Glæde og Sorg osv . Fru Kalby var en overordentlig hæderlig Dame , en god Hustru og Moder , altid rede til at offre og blive opoffret for sine Børns Lykke og Velfærd — der var nemlig en mindre Datter Angusta , som paa den Tid vor Fortælling soregaaer opholdt sig hos en Tante paa Fyen . — Dersom Børnene vare syge , kunde Ingen findes utrætteligere til at pleie og hjælpe dem , men hun var ufølsom , og hverken vilde eller kunde indlade sig paa sit Barns ungdomsfriske Følelser for den Gjenstand , som det sig selv ubevidst havde givet sit Hjertes hele Kjærlighed — den Opgave kunde hun ikke løse . Hun var ufornuftig . Thi istedetfor at advare den unge Pige for at begaa Feilskridt paa denne for hende ubekjendte Sti , og med Varsomhed at bortrydde de fejlagtige Anskuelser hendes Barn havde antaget , troede hun med Haardhed at kunne tilintetgjøre disse Følelser og disse Tanker med et eneste Slag . Da Brevet var læst , kastede Fru Kalby det fra sig med Vrede og udraabte : „ Det er den værste Snak jeg endnu har seet . . . Jeg haaber at Du ikke indbilder Dig at jeg vil tillade Dig at svare paa samme Maade . Han burde skamme sig over at skrive saaledes til Nogen og i Særdeleshed til et Barn som Dig . Du kan faa Tilladelse til at besvare dette Brev , og sige ham , at Din Moder aldrig tillader Dig at modtage saadanne Breve . . . “ „ Meget vel , Moder , “ svarede Bertha , idet hun knugede det lille sirlige Brev sammen mod sit Bryst , med den bestemte Beslutning , at Jntetsomhelsf skulde afholde hende fra at gjemme det , og opbevare det tilligemed den anden Skat— de smaa visnede Roser — som Petersen havde givet hende ved Afreisen . Længe før Aften var Aften var Svaret færdig til Hr . Petersen . Det var formelt og correkt , uden et eneste Ord , som kunde hentyde til Brevskriverindens virkelige Følelse . Da det var sammenlagt og Fruen var vis paa , at det var godt og rigtigt affattet , forlod hun sin Datters Værelse for at overtage Husets Gjerning . Fruen havde neppe lukket Døren ester sig før Bertha skyndte sig med som Efterskrivt at tilføje : „ Det er ikke mit Brev , kjære Thorvald , det er „ Moders . Tilgiv mig , glem ikke Din lille Bertha . “ Stakkels Barn ! det var ikke rigtigt . . . det var meget urigtigt . Men hun kunde ikke undlade at lade ham vide , at hendes Hjerte ikke havde dikteret Indholdet af den Epistel , som laa foran hende . Stakkels Bertha ! havde hun blot vidst hvad Følgerne vilde blive af dette Skridt . Tiden gik som sædvanligt for Bertha . Det var blevet Efteraar og Vinter , og med den Tristhed som følger Aarstiden , kom der ogsaa en vis Sørgmodighed og Nedstemthed i Berthas Hjerte . En Morgenstund kom hun tidligere ned end sædvanlig . Tilfældigvis — eller formodentlig et Spil af Skjæbnen — kom Postbudet og Bertha modtog Brevene . Se , hvilken Glæde der afspejlede sig i hendes Ansigt . Der , blandt Brevene til hendes Forældre , var ogsaa et adresseret til „ Frøken Bertha Kalby “ . O ! hvilket lykkeligt Tilfælde som førte hende ned saa tidligt denne Morgenstund . Hun betænkte sig ikke længe . Glad ilte hun med sin Skat fil sit eget Værelse for at øse ny Kraft af det elskelige Indhold . Denne Gang kunde hun nyde Glæden uforstyrret , uden Moderens bitre Indblanden og Irettesættelse . Han bad hende nu om et Brev , „ dikteret af hendes eget gode Hjerte “ — og det skulde han ogsaa faa . Og han fik det og flere fil , uagtet det ligesaavel bedrøvede som glædede Bertha , naar hun afsendte disse Epistler ; thi om hun end meget godt forstod det urigtige i at skjule Handlingen for sin Moder , saa var der dog noget sødt ved denne Hemmelighed . Der var næsten noget farlig ved denne Modtagen og Afsenden , og det gjorde Situationen endnu mere tillokkende . Og hvorledes henlevede Thorvald Petersen sin Tid , medens Bertha var fuldstændig optaget af Tanken om ham ? Erevi nødsagede fil attilstaae , at hans Tanker yderst sjelden naaede hende ? Ja . Det var kun , naar det „ bevægede Budflab “ bragtes ham fra Bertha , naar det kjærlighedsfulde Hjertes Udtømmelse laa for ham , og naar han følte sig nødsaget fil at besvare dem , at han værdigede hende Tanker og Ord . Men da var hun ogsaa tilsyneladende Alt for ham . Saaledes udtalte hans Breve et g lød ende Haab om snart after at „ møde sin lille Bertha . “ H S S Det var after blevet Vaar . Thorvald Petersens Reise havde varet længere , end man fra Begyndelsen af havde ventet . Men hos Bertha havde Savnet ikke været saa stort ; det var , som om hun vandrede i en yndig Drøm — stadig længselsfuldt haabende efter Brev — og altid erholdt hun Svar den Dag , som var bestemt . . . det var altsaa Kjærlighed uden Skuffelse . I sit Hjem var hun overgiven og munter ; det gamle Forhold mellem Moderen og Barnet var indtraadt , og man nævnede aldrig Thorvald Petersens Navn . Bertha kom endnu til Willemoes . Man talte ofte om Petersen der . Hans Sag var nok ikke gaaet saa heldig som ønsket , men han havde dog faaet en meget stor , ja endog en overordentlig stor Erstatning . Man ventede ham snart tilbage . En Aften var Bertha i Besøg hos sine Veninder paa Lauralyst . De unge Piger havde tumlet sig omkring i Have og Eng med ungdommelig Munterhed , indtil endelig Mørket tildels faldt paa , og Husets Pigebørn gik ind for at servere The , medens Bertha træt og udmattet havde kastet sig paa en Bænk i et af Havens Lysthuse . Hendes Tanker vandrede strax til ham , som var Hjertets Ideal . . . Pludselig hørte hun raske Fodtrin i Haven ; hun reiste sig halvt , men før hun ret kunde tænke sig om , laa hun i Armene paa sin „ bedste Ven “ . Det er umuligt og vilde desuden blive for trættende for Læseren at beskrive den Scene , som paafulgte i den næste halve Time . Alt , hvad Bertha kunde udtale af Ømhed og Kjærlighed , blev ødslet paa hendes dyrebare Ven , som ogsaa med al sin Elskværdighed forsikrede , at det var den „ lykkeligste Time “ i hans Liv , og at han virkelig oprigtigt „ elskede sin lille Bertha “ . Tiden kom , da man skulde skilles . Søstrene ønskede at ledsage Bertha , ligesom de saa ofte forud havde gjort i den sidste Tid , og det var kun med Vanskelighed , at de fik deres Villie sat igjennem , idet Hr . Petersen proteslerede og paastod , at han havde Ret til fra gammel Tid at ledsage Bertha hjem . Imidlertid fik de dog Leilighed til at vexle nogle Ord med hinanden . Lige ved Hjemmet hviskede Bertha sin Elsfer i Øret : „ Maa jeg sige det til Moder , kjære Thorvald ? “ „ Din Moder . . . jeg troer , Du vil . . . Bertha . . . nei . . . paa ingen Maade . “ „ Det er dog min Pligt . . . det er en stor Skam ikke at tale om det til hende . “ „ Nei min Skat . . . lad mig dog have Dig for mig selv . . . jeg vil ikke have , at Din Moder skal forstyrre vor Kjærlighed . . . “ „ Men kjære Thorvald , det er min Pligt . . . lad mig dog opfylde min Pligt . . . det er virkelig sandt , at jeg har været saa angst , hver Gang jeg skrev til Dig . . „ Og al Din Angst er dog unyttig . . . Sagen er , Bertha , at jeg reiser bort om kort Tid . . . og saa . . . “ „ Og saa . . . “ spurgte Bertha sørgmodigt . „ Mød mig ved Havelaagen i Morgen Aften , og jeg vil fortælle Dig mere . Nu er det ikke Tid . . . vi ere næsten hjemme . . . “ Tanken om atter at miste ham standsede Berthas Tanker . . . og med Følelser , mere nedtrykte og forvirrede , end hun nogensinde havde tænkt sig muligt , sagde hun ham Godnat . Da hun kom ind , søgte hun at undgaae Moderens Spørgsmaal om , hvorledes hun havde moret sig , og hvem der havde været i Besøg hos Willemoes , o . s . v . , — men søgte strax Tilflugt til sit lille Kammer , hvor hun ubemærket i saa mange Maaneder havde kunnet overgive sig til Glæde og Sorg . Hun var nu gaaet et Trin videre paa Fordærvelsens Vei . Medens Thorvald Petersen den Nat tænkte paa sin lille Bertha , kunde han ikke frigjøre sig for sin Samvittighed , som bebrejdede ham den Maade , hvorpaa han vedblev at føre det stakkels Barn til Fordærvelse . Han vilde ikke erkjende , at det var Uret , det var jo kun „ Løier “ , — men paa den anden Side vidste han ogsaa vel , at det hos Bertha var fuld Alvor , og at hun nu var i en saadan Sindstilstand , at han kunde bringe hende til at følge sig til det Aderste . . . Skulde han forspilde hendes Liv paa samme Maade , som han havde gjort det for Andre . . . Var hun ikke saa reen og uskyldig . . . en sand Blomst i sit Flor . . . netop udsprungen . . . skulde han med hensynsløs Letsindighed afplukke denne Blomst og ødelægge dens Livskraft . . . at den falmet og visfen inden ret længe skulde synke under Byrdens Vægt ? Den næste Aften kom . Han havde overvundet Samvittighedens Stemme og forelagde hende sin skumle Plan . Det gik ikke ud paa noget mindre end at forlade Hjemmet og flygte med ham . til England for der at blive hans Hustru . Bertha modsatte sig dette af al Magt , men Petersen vedblev sin Paastand . „ Du kan jo skrive til Din Moder strax efter vort Bryllup , “ sagde Petersen indsmigrende , „ og da vil Alting blive godt . Naar først vi ere viede , da kan Dine Forældre ikke paa nogen Maade forhindre os det . . . og jeg kan ikke leve uden min egen lille Bertha . . . “ „ Moder vil aldrig tilgive mig , “ svarede Bertha grædende . „ Jo , hun vil , naar hun ved , at det ikke lader sig ændre , og naar Du er min Hustru . . „ Men hvorledes kan vi da blive viede , saaat Ingen ved Noget derom ? “ „ Det skal jeg nok arrangere ; sig blot , at det maa skee . Oh ! lille Bertha , Du elsker mig ikke , dersom Du kan nægte det . “ „ Oh , Du ved jo , at jeg elsker Dig . . . det ved Du altfor vel . . . men det er altfor rædsomt . . . “ „ At blive min Kone ? “ „ Nei , kjære Thorvald . . . men at forlade mit Hjem uden mine Forældres Vidende . . . “ „ Du er ikke den første Pige , som gjør det , og bliver nok heller ikke den sidste tænker jeg . . . men gjør som Du vil . . . Du har jo Valget . . . “ Han vidste altfor vel , at disse Ord vilde bringe den tvivlende Sjæl til ham , og han tog ikke feil . Idet Bertha trykkede sig tæt op til hans Bryst , sukkede hun : „ Jeg kan ikke lade Dig gaa alene . . . jeg skal følge Dig . “ Løftet blev bekræftet med en Storm af Kys og Kjærtegn , og atter havde Ondskab seiret , hvor kun det LEdle og det Gode skulde have hersket . H ri « S En Uge efter den sidste omhandlede Aftens Samtale stod en høi smuk Mand og en skjælvende ung Pige hos en Magistratsperson i Hulk , og en Handling blev foretaget , som skulde besegle en Pagt mellem Mand og Kvinde , og da Fru Kalby samme Aften vendte tilbage fra Hovedstaden , hvor hun havde været i Besøg en Ugestid , fandt hun . „ sit Hjem bestjaalet og sin ældste Dattel flygtet . En Time efter , at den „ ægteskabelige Forbindelse “ var etableret mellem Bertha og Petersen , skrev den Første et ømt og inderligt Brev til sine^ Forældre , hvori hun bad dem om Tilgivelse for det begaaede Feiltrin , men om Postbudet glemte at jaflevere det , eller om det aldrig blev afgivet til Forsendelse , bliver en Sag mellem Hr . Petersen og hans Samvittighed . Hvorledes det end hænger sammen , saa er det dog aldrig kommen til sit Bestemmelsessted , og de ængstelige Forældre søgte forgjæves deres Barn , medens Bertha ' s saa dyrt kjøbte Lykke blev knust i det første Øieblik ved , at den Tilgivelse , som hendes Elsker havde forsikret hende vilde komme , aldrig indtraf . Men hun var jo hos ham , tilhørte jo ham og han hende , og medens han var elsfværdig og god , søgte hun at forskyde de sørgelige og mørke Tanker , som undertiden opstode , for kun at tænke paa ham og hans Kjærlighed . . . En Tanke kunde hun dog ikke frigjøre sig for , den nemlig , hvorfor ikke han , den rige , ja saa overordentligt rige Mand , som omgav hende med Pragt og Elegance , hvorfor han ikke offentlig vilde være sit AEgteskab bekjendt . Men han havde altid et eller andet Paasfud rede , som tilfredsstillede hendes uforbeholdne Tillid til ham fra Tid til anden , og da han reiste med hende fra Sted til Sted , var hun , uagtet alle disse ængstelige Tanker , som undertiden opstode hos hende , dog lykkelig og glad . Skjøndt hendes Ideal vel ikke forekom hende saa glimrende som forhen , saa var det jo dog Alt for hende ligesom i de første Dage . Selv Guld kan ved Brug miste sin Glands , men det faldt aldrig hendes trofaste Hjerte ind at tænke paa Ordsproget : Alt , som glimrer , er derfor ikke Guld . I en lille nydelig og smagfuldt udstyret Cvttage , omgivet af en yndig Have , som var beliggende paa Kysten ved et af de sydlige svenske Badesteder , finde vi efter et Par Aars Forløb en syg bleg , elsfværdig Kvindeskikkelse , hvilende paa en Sopha ved Vinduet for at nyde den yndige milde Luft , som strømmer hende imøde fra Haven . Blomsterne og Slyngplanterne kappes om at naae til det lille Vindue , forat hendes lille Haand kan naae Blomsten , som hun nu forgjæves rækker efter . Skjøndt den unge Dames Øine endnu funkle af Liv , brænder der paa hendes Kind denne farlige Rødme , som taler om , at en Sygdom er indtraadt , hvis Følger ere sikre og uundgaaelige . Den unge Pige slirrede ud over den smukke Egn og syntes at tænke paa Noget , der fremkaldte Erindringer om en kjær svunden Tid ; thi om hendes Læber spillede et yndigt Smil , og hun bemærkede ikke den venlige gamle Kone , som kom ind i hendes Værelse , før denne blidt lagde sin Haand paa hendes Skulder . „ Ih , god Morgen , Fru Jonssen . . . er De vis paa , at Deres Søn Adolph tog mit Brev med i Tirsdags . . udbrød den unge Dame . „ Jo ganske vist , min Kjære . . . Deres Moder kan være her i Dag . . . vær ikke urolig . . . hun kommer nok . . Vi behøve næppe at meddele , at den unge Dame er Bertha . Syg og døende havde hun paany bedet sin Moder om Tilgivelse , og endnu , stjøndt 3 Dage vare hengaaede , havde hun aldeles ikke hørt Noget fra Moderen . Og hvor var Thorvald Petersen , hendes Mand ? Ak ! det var Gjentagelsen af den sørgelige Fortælling om Kvindens Kjærlighed . Havde hun kun havt lidt Erfaring i Livet , vilde hun jo have vidst , at hendes Giftermaal var ugyldigt , paa Grund af at hun ikke havde opnaaet Myndighedsalderen . Men det var Petersens Interesse at holde dette skjult for hende ; derfor blev Ceremonien udført^ af en Magistratsperson og ikke af en Præst . Der hengik over halvandet Aar , forinden den ulykkelige Pige erfarede , at hun ikke havde Ret til at kalde sig Thorvald Petersens Hustru , men da han meddelte hende denne Omstændighed , faldt Efferretningen som et Lyn i hendes Sjæl og lammede hele hendes Kraft og Energi . Strax efter blev hun alvorlig syg , — en Sygdom , efter hvilken hun aldrig gjenvandt sit Helbred . Saasnart hun erfarede Sagens virkelige Sammenhæng , opfordrede hun Hr . Petersen til at forlade Huset og ikke vove at vende tilbage . Hendes medfødte Følelse for Ret og Sandhed , som var bleven overdøvet og forblindel ved hendes heftige og lidenskabelige Kjærlighed , blev atter fremkaldt , og ikke et eneste Øieblik senere fristedes hun af Lidenskaben til at give efter for sine Følelser , men , — sfjøndt hun led frygteligt , bortviste hun sin nedrige Elsfer . Thorvald Petersen var meget nedbøiet . Han havde virkelig elsket den hengivne unge Pige , idetmindste saa meget som et saa egoistisk Hjerte kan elsfe nogen Anden . Men Bertha var fast besluttet . Hendes Stemme svigtede hende ikke , ikke en Taare vædede hendes Øine , da han forlod hende efter hendes gjentagne Afslag paa Alt , hvad han tilbød hende . Han lovede , at han vilde med Blidhed og Kjærlighed søge at glæde og opmuntre hende , men hun svarede ikke derpaa , og da Susanne , Værtindens Datter , nogle Timer senere traadte ind i Soveværelset , fandt hun den unge Dame liggende bevidstløs paa Gulvet . Dette passerede under et Ophold i Nærheden af et svensk Badested , hvor de tilbragte denne Sommer . Den gode Fru Jonssen , deres Værtinde , gjættede nok Aarsagen til , at Petersen blev borte for bestandig , og gjorde Alt , hvad der var muligt , for den stakkels Syge , indtil hun selv kunde give sine Ønsker tilkjende . Ligesom forhen Alt havde været for den Troløse , saaledes var nu al Tanke kun for Moderen , og efter nogen Kamp sendte hun ogsaa denne et Brev , hvori der kun blev Moderen meddelt , at Datteren var syg og døende , og Tanken om at gjensee hende tjente endnu til at oplive det stakkels Væsen og give det matte Øie en feberagtig Glands . En Dag , da Bertha var mere lidende end sædvanlig , og den skrækkelige Tanke om Moderens ubønhørlige Sind fremstillede sig stærkere for hendes Sjæl end almindelig , blev hun , medens hun betragtede det smukke Landflab udenfor sine Vinduer , gjort opmærksom paa , at der underneden opstod en Støi og hørtes fremmede Stemmer . Man behøvede ikke at sige hende , hvad Aarsagen var , og da hendes Værtinde et Øieblik efter traadte ind for at meddele hende Beføget , raabte Bertha hende imøde : „ Lad hende komme ind ! “ og næppe vare Ordene udtalte , før hun laa ved sin Moders Bryst . Der opstod en lang Pause . Den Ene var altfor bevæget , den Anden altfor svag til at tale ; men omsider løftede Bertha Hovedet og spurgte : „ Vil Du tilgive mig , Moder ? “ „ Tilgive Dig ! — jo ganske > vist , mit Barn ! men hvorfor , oh , hvorfor har Du aldrig ladet os høre fra Dig ? Vi have lidt saa ubeskriveligt og antaget Dig for død . “ „ Modtog Du da ikke mit Brev . . . Dagen efter at jeg havde forladt mit Hjem . . . hvori jeg meddelte om mit Giftermaal . . som Thorvald Petersen . . . som . . . “ Bertha standsede . Hun havde ikke Ret til at tale om Giftermaal . „ Vi have aldrig modtaget noget Brev fra Dig , mit Barn , hverken dengang eller senere . Men Din Mand , hvorfor er han ikke her ? Hvor er han ? og hvorledes er Du bleven saa syg ? “ Meddelelsen om Petersens nedrige Adfærd med af tilbageholde Brevene , som idetmindste kunde have været til en Beroligelse for Forældrene fra deres stakkels Barn , rystede den stakkels Syge i høi Grad , og hun svarede ikke før efter lang Taushed . Endelig udbrød hun grædende og slammende : „ Oh Moder ! han siger , han er ikke min Mand . . . det er det , som dræber mig . — Jeg bad ham forlade mig , saasnart jeg erfarede det . . Den Anstrengelse , som disse Ord kostede Bertha , fremskyndede hendes Sygdom , og Dødens kolde Sved perlede paa hendes Pande . Fru Kalby , der nu forstod , hvilken skrækkelig Ulykke , hun havde bragt over sit Barn , lagde kjærlig sin Haand paa hendes Mund og ytrede : „ Vær nu ikke bedrøvet , lille Bertha . . . jeg vil tage Dig hjem med mig , og . . . saa skal Du see , af det snart bliver godt . . . “ „ Nei Dioder , jeg kommer ikke hjem mere . Jeg kommer aldrig fra dette Sted . . . det føler jeg , kjære Moder . “ Og nu fortalte det døende Barn med lange Pauser Moderen om sine Lidelser , siden hun forlod Hjemmet , og vedblev at bønfalde om Tilgivelse . „ Jeg har bedraget Dig , Moder . . . jeg har fortjent min Straf . . . men , kjære Moder , lad min Søster aldrig lide saaledes . . . lad hende kunne komme til Dig med sin barnlige Tillid og tale med Dig om sit Hjertes Hemmelighed . . . dersom Du ikke saa bittert havde vist mig tilbage , da jeg fortalte Dig om Petersen . . . saa havde Alt været godt . . . Du kjære Moder . . . “ Fru Kalby tænkte , medens Bertha syntes at sove , over disse Berthas Ord , og for første Gang i sit Liv indsaa hun , hvor forfeilet hendes Opdragelsesplan var , — men det var for sent . Inderlig bad hun i sit stille Sind , at Bertha maatte overleve denne Sygdom og endnu blive lykkelig her i Livet , men det var anderledes bestemt . „ Kys mig , Moder , “ mumlede Bertha en kort Stund efter , „ jeg ønskede kun at leve , til Du kom . Nu kan jeg døe . “ Efter disse Ord faldt den stakkels Pige tilbage i sin Seng , og en Time efter var hun død . Saaledes var hun et Offer for en nedrig Skurks Letsindighed , og „ hvis var Skylden “ ? — det var hendes Moders ; thi dersom Barnet var bleven veiledet paa rette Maade i Begyndelsen af sin Kjærlighedshisforie , saa vilde Alt have vendt sig til det Bedste . — En Spiller af profession eller Bortførelsen . „ Hvorledes ! “ udbrød en Ven til mig en Aftenstund , da vi fulgtes hjem fra Theatret „ hvorledes er det muligt , af Charles Karremer i Aften tilligemed sin yndige Frue viste sig i en 1sfe Etages Loge — og i Forgaars , netop i Forgaars . . . ja saavist som jeg lever , netop den Dag var han hos mig . . . lurvet , elendig . . . pjaltet . . . og tiggede om en Almisse . . . det er nfattelig ! “ „ Og De hjalp ham ? “ „ Javisf jeg hjalp ham lidt ; jeg har altid holdt af Charles . Han er en Ypperlig Selskabsbroder og en herlig Ven , naar han har Noget . . . hans eneste Feil er , af han er saa ulykkelig hengiven til Rouletten . . . “ „ Ganske vist , “ svarede jeg , som vel vidste , af om Charles end var uhyre letsindig , var han dog , sljøndt Spiller , ærlig . „ Maaske har de Penge , De gav ham , bragt ham Lykke . . . maaske har han virkelig realiseret den Ide , som i saa mange Aar beskjæftigede Manden , nemlig at udgrunde det Mystiske ved „ Rouletten . “ Vor Samtale bragte os dog ikke istand til at fatte , hvorledes det var gaaet til , at Charles var kommen i Besiddelse af saa mange Penge , at denne store Forandring saa pludselig havde kunnet sinde Sted . Den næste Dag kom min Ven atter til mig og meddelte , at hans Forbauselse steg mere og mere . Han havde idag modtaget en Invitation sra Charles til at besøge ham paa hans Villa i — , og det var jo den bekjendte X , som havde indlagt sig saa megen LEre ved Opførelsen af denne Villa , og den rige Grev XX ' s Ødselhed var jo bleven til et almindeligt Mundheld formedelst den uhyre Pragt , som var anvendt paa Villaens Udstyrelse . Og her skulde man nu finde den for saa Dage siden saa forarmede Charles i en Luxus og Elegance og i Besiddelse s af en Rigdom , om hvilken han selv ikke havde drømt midt i fine mest sangvinske Drømmerier . Den bedste Maade at fortælle Sagen paa er ved at berette den Begivenhed , som faa Dage efter gjorde Ende paa Charles ' s Liv , og Trylleriet bliver fremstillet for Læseren i sin Helhed . * Charles Karremer var bekjendt i hele Hovedstaden som en i høiesfe Grad til Spil hengiven ung Mand , men forøvrigt som en særdeles venlig og beskeden Personlighed . Han havde som ganske ung begyndt paa af sludere og var ogsaa naaet til anden Examen , da han uheldigvis paa dette Tidspunkt traf paa Personer „ paa Livet “ , som ledte ham paa Fordærvelsens Vei . Lidt efter lidt tabte han Lysten til sine Studier og henfaldt saa fuldstændigt til Spilledjævelen , af det var en Umulighed af slandse ham . Han reiste fra Badested til Badested om Sommeren , og engang , da Lykken havde været med ham , — og den havde favoriseret ham adskillige Gange i en paafaldende høi Grad — besluttede han sig til af ægte den yndige Henriette Z . , en ung Dame , som han havde mødt i Sverig paa et Badested , hvor Moder og Datter opholdt sig den foregaaende Sommer , og hvor et Forhold var kommet istand mellem de unge Folk , som uagtet Moderens Anstrengelser blev mere og mere fortroligt . I Haab om , af Henriette ved sin Indflydelse skulde være istand til af betvinge hans heftige Lidenskab , gav Moderen efter for de unge Folks indtrængende Bønner . Men af Sorg og Lidelse over den Ulykke , som hendes Datter var bragt i , døde hun et Par Aar senere , dog med den Bevidsthed , ak hendes Datter havde havt frit Valg i sit Hjertesanliggende ! ; thi igjennem alle de Idmygelser , de unge Folk Tid efter anden maatte udholde , naar Charles havde været „ lidt uheldig “ , som han kaldte det , vedblev Henriette dog med kvindelig Trofasthed og Hengivenhed at klynge sig til den unge Mand . Henriette var overordentlig smuk . Hun var netop fuldstændig skikket til at bevæge sig ved Badesteder . Livlig og særdeles behagelig i det daglige Liv , var hun i Almindelighed Festens Dronning ved AssemblS og Bal , og det var derfor ikke saa forunderligt , at der stedse samlede sig en Flok Beundrere om hende . Rygtet havde naturligvis ikke skaanet hende mere end andre „ Skjønheder “ , og man fortalte altid en eller anden Historie , navnlig i Forbindelse med Charles ' s Held . Man havde flere Gange sat hans Spilleheld i Forbindelse med en vis Grev X . , som man paastod tabte uhyre Summer til Charles , og som var en meget intim Ven af Fruen . Imidlertid var der ikke noget Bestemt om denne Sag , uden for saavidt som det forekom Adskillige forunderligt , at Greven stedse opholdt sig paa de samme Steder som Charles . Dog var det ikke altid , at Charles blev hjulpet , og det Tidsrum , der gik kort forud for den Tid , paa hvilken denne Fortælling passerede , havde været meget sørgeligt for Charles og hans Kone . De vare ankomne i Efteraaret 18— , og hele Vinteren havde man seet Charles Dag for Dag blive mere reduceret , faaat han tilsidst maatte forlade det gentile Hotel , hvor han havde beboet flere elegante Værelser . Men her var ingen Fremmede i Byen , Spilleklubben havde ingen Tilførsel , og den indbyrdes Omsætning var meget ubetydelig . Grev X sagdes at være i Stockholm , men Ingen vidste Noget med Bestemthed om ham . En skjøn Dag erfarede man , at han var vendt tilbage hertil , og at han havde kjøbt den nys opbyggede Villa i — og ladet denne udstyre med en her hidtil uhørt Pragt . Man saa Charles i Grevens Selskab , men hans financielle Omstændigheder maatte være meget slette , derom vidnede hans Garderobe og hele Optræden . En Dag kom han imidlertid hjem til sin Frue og fortalte med glædestraalende Aasyn , at nu havde han fundet Hemmeligheden . . . han indbildte sig naturligvis , at han nu havde lært Kunsten at kunne controllere Rouletten . Hans Venner overraskedes ved den næste Dag at see ham i den gamle Stil , — nemlig yderst gentil paaklædt og med mange Penge til sin Raadighed . Han var Overgivenheden selv og spøgte og lo med Enhver , som kom ham nær . Hans yndige Frue blev klædt i Silke og Fløil igjen , og man optog atter sin gamle Bolig i Hotel — ' s første Etage , Dog , dette varede kun nogle faa Dage , saa udspredtes det som et Lyn , at Charles havde kjøbt den elegante Villa — af Grev X for en uhyre Sum , og Dagen efter bekræftede han Sandheden af Rygtet ved at tage Villaen i Besiddelse . Han havde kjøbt Villaen fuldstændigt , — med Et og Alt , som den var , — ja endog Tjenerne sorbleve i deres Tjeneste som før . Sagen var næsten uforklarlig . Min Ven havde som sagt modtaget Indbydelse til at besøge Charles i dennes nye Bolig og besluttede ogsaa at gaae derhen næste Aften . Da han naaede Enden af den fmukke lille Allee , i hvilken Villaen var beliggende , bemærkede han et Hus , hvorfra Lysskjæret færlig trængte ud , og ved at see nøiere efter fandt han , at det netop var det samme , som han søgte , nemlig Charles ' s Bolig . Han ringede paa , og en Tjener i Liberi lukkede op . Min Vens Forbauselse var saa stor , at han aldeles forglemte at tale til Tjeneren , før denne gjentagne Gange havde spurgt , hvem han ønskede at tale med . Efter at have afgivet sit Kort , blev han strax anmodet om at træde ind . Der var som tidligere sagt en Pragt og Luxus tilstede , som vidnede om en uhyre Rigdom . Min Ven blev aldeles forblændet deraf , og det Hele gjorde et dybt Indtryk ligesom ogsaa de Omstændigheder , som senere indtraf . Med Læserens Tilladelse ville vi meddele dette med min Vens egne Ord . Ved vor Indtrædelse i Salen blev jeg modtaget af Charles R . , som formodenlig læste min Forbavselse i mit Ansigt , thi han for frem mod mig og udbrød : „ Ja , er det ikke herligt min Ven ? Min gode gamle Ven ? Er dette ikke en Lykke for mig ? Hvad synes Du om dette ? Ha , Ha , Ha ! “ Han kastede sig paa en Sopha og skoggerlo . Jeg begyndte at troe , at det Hele var en Drøm eller et Eventyr , og at Manden var gal . „ Men sig mig dog Charles , hvad er Meningen med dette ? Er Du ikke rigtig klog ? Vær dog rolig , og fortæl mig Sagens Sammenhæng . “ Han vedblev at lee , indtil han var aldeles udmattet . Derpaa sagde han : „ Jeg kan ikke hjælpe Dig , min Ven ! siden denne uventede , storartede Lykke er bleven mig tildel , har jeg været ude af mig selv af Glæde . Sig mig , hvad vil Du drikke , Cherry , Portvin eller Champagne . . . eller nævn et Navn paa den Vin , Du vil drikke , lad den blive saa dyr som mulig . . . ja vi skal ha ' e den , om den saa skal graves op as Jorden . “ „ Jeg troer , Du er gal . “ „ Troer Du det ? Ja det er en meget kristelig Formodning . Men Du fager Feil . . . ja ved Guderne , Du fager Feil . Nei min Ven , nu er jeg netop kommet til mine Sandsers rette Brug . “ „ Er Du det ? Ja saa ! “ „ Ja . . . jeg maa vel antage , at En bruger sin Fornuft paa rette Maade , naar han udtænker en Ide til at spille Lykken et Puds . Hvad behager ? Se Dig omkring her . . . hvad synes Du om dette ? “ „ Her er virkelig meget net . . . overordentlig smukf skulde jeg have sagt . “ „ Ja vist er det saa . Vi tog det , som det var . . . aldeles som det stod . Vi skal betale 2000 Rdl . om Aaret for det i 11 Aar , og vi betalte strax det første Aar forud . Du seer saa forundret ud , min Ven . Jeg skal sige Dig Hemmeligheden . Seer Du , jeg spillede , som Du ved , ja det gjør jeg jo endnu . . . men dengang tabte jeg Alt . . . men nu har Hjulet vendt sig , og følgelig er jeg den Vindende . Kan Du den , min Ven ? Ha , ha , ha , ha ! . . . “ „ Og al denne Lykke og Rigdom . . . det er Altsammen et Spil af Skjæbnen ? “ „ Ja vist min Gut . . . der er dog Intet saa herligt som Terningerne . . . “ „ Intet ? “ „ Det er , som om Du ikke glæder Dig over Din Vens Lykke . For Pokker , man skulde næsten troe , at Du ærgrede Dig derover ? “ Jeg var halvveis ifærd med at bekræfte hans Formodning , men syntes dog , at det var Synd at forstyrre hans Glæde og ytrede derfor : „ Det skal stedse være mig behageligt af erfare , af Lykken tilsmiler Dig , og jeg haaber , af Du er saa fornuftig af holde , hvad Du eier , udenfor Terningekastets Omraade . Du forstaaer mig vel ? Jeg mener , af Du idetmindste nu holder op med af spille ; thi Du ved , af Lykkens Gudinde er blind , og det kunde jo hændes , af hun i sin Blindhed lod Dig miste , hvad Du nu har . . . derfor frist hende ikke . . . “ „ Friste hende . . . Pyt ! “ svarede Charles , „ nei min Ven . . . Du kjender ikke Noget til det Eiendommelige ved Spil . Det er en stor Hemmelighed . Der gives en Maade , hvorpaa man kan sikre sig mod ethvert Tab . Jeg har , det maa jeg desværre tilstaae , i mange Aar uden Nytte søgt af udgrunde denne Hemmelighed , men endelig er det lykkedes mig . Jeg har vundet alt dette i Spil og en meget stor Kapital foruden . . . nu kan jeg ikke tabe oftere . . . “ „ Hvem har Du vundet det fra ? “ „ Fra Grev X naturligvis . . . Jeg har lovet af give ham Revanche i Aften . Men hvor er min Kone . . ? Henriette . “ „ Her er Hr . — han ønsker at lykønske Dig i Din nye Bolig . “ Fra et indre Værelse kom nu Fru K . og hilste os meget venlig . Hun var i Sandhed skjøn , som hun stod der i sit elegante Toilette og omgiven af al denne Pragt . Hendes Øine tindrede med usædvanlig Glands , og det syntes , som om ogsaa hun var beruset af den overvældende Lykke , der saa pludselig var oprunden for hende , og hun betragtede sine Omgivelser t som i en Drøm , eller som om hun ikke vilde lroe paa deres virkelige Tilværelse . Jeg lykønskede hende naturligvis i Anledning af den uventede Omskiffelse i hendes Forhold . „ Ja kjære Hr . — det er i Sandhed forunderligt , “ ytrede hun . „ Ganske vist , Fru K . “ gjensvarede jeg , „ men gid det længe — ja altid maa forblive faaledes . “ „ Nu kan der sikkert ikke skee nogen uheldig Vending . . . nu siden at Charles har været saa lykkelig at udfinde , paa hvad Maade man sikrer sig mod Uheld i Spil . “ „ Ja , det har jeg for længe siden fortalt vor værdige Ven , “ svarede Charles , „ ring paa Tjeneren , vi maae have en Forfriskning . “ Fruen trak i den prægtige Klokkestreng , og Tjeneren viste sig øieblikkelig . „ Champagne ! “ raabte Charles med en trinmpherende Mine ; „ Champagne ! “ Tjeneren bukkede , og tre Minutter efter var Champagnen serveret . Charles nikkede muntert til mig . „ Nei , “ udbrød han , „ saadan skal det være . Kom , min Ven , lad os drikke paa — ja paa Lykken . . . Ha , Ha , Ha ! “ Pludselig blev han opmærksom paa et Brev , som Tjeneren bragte ham . „ O hvilken Plage ! “ udbrød han , „ jeg maa formodentlig læse det . Ventes der paa Svar ? “ „ Grevens Tjener venter , “ var Tjenerens Svar . „ Aa ! er det fra Greven ? Ja saa maa jeg vel læse det , den Høflighed maa jeg dog idetmindste vise ham . Undskyld kjære Hr . — Ha , Ha ! ja tænkte jeg det ikke nok . . . han er bange for , at jeg ikke vil give ham Ovreisning . . . ja ja min Greve . . . De faaer nok Deres Lyst slyret . . . bliver nok kjed af at spille med mig . . . Aa Du , Peter . . . sig til Grevens Tjener , at jeg skal komme . . . han kan hilse sin Herre , at han kan være ganske rolig . . . paa bestemt Tid skal jeg være der efter hans Ønske . . . ganske præcis . . . jeg gider ikke skrive . . . det er en forfærdelig Plage . . . Ha , Ha ! hvor han er angst . . . “ Tjeneren gik . Jeg rystede betænkeligt paa Hovedet . „ Ak min gode Charles ! . . . min Barndomsven ! “ udbrød jeg , idet jeg greb hans Haand , „ kan Du dog ikke faae denne Lidenskab dæmpet ? Vær dog nu tilfreds . . . Du — med saa gode Kundskaber , og den Kapital , Du nu er Eier af . . . Du maa kunne flabe Dig en smuk Virkekreds og en hæderlig Existens . . . stands dog , kjære Ven , medens det er Tid . “ „ O nei ! “ afbrød Fru K . mig , medens Charles atter brød ud i en hysterisk Latter , „ De forglemmer jo aldeles Hovedsagen , Charles har udfundet Hemmeligheden ved Kortspil . Han kan i Fremtiden kun vinde . “ Endelig ophørte Charles at lee . Jeg ønskede ikke at blive , det forekom mig , som en Ulykke stod for Døren , og dog kunde jeg ikke gaae . En uvilkaarlig Magt holdt mig tilbage , og jeg vedblev at rette de mest indtrængende Anmodninger til Charles om idetmindste i Aften at forblive ' og søge at fatte sig . Men det var unyttigt at tale til ham . Han syntes at befinde sig i en fuldstændig Deliriums-Tilstand . Hvad der imidlertid mest forundrede mig var , at Fru R . bestandig opfordrede Charles til at gaae og stadig imødegik mine Bemærkninger . Skulde hun virkelig fæste Lid til denne Vending af den ustadige Fru Fortuna ? Desværre ! for sent erfarede jeg Aarsagen . Kort efter blev Charles urolig . Han saa ængstelig til et pragtfuldt . Taffeluhr og paa sit eget Uhr , og jeg forstod , at Tiden var kommen , da han skulde mede sin Modstander , Grev X . , dersom han havde isinde at gaae . „ Nu , min Ven , “ udbrød jeg , idet han reiste sig , „ Du vil vistnok besinde Dig bedre herhjemme i Aften . “ „ Jeg maa gaae for at holde mit Løfte , “ svarede han . „ Der er saamænd ingen Fortræd i , at min Mand gaaer “ , afbrød Fruen vor Samtale , „ han er fuldstændig sikker paa Seiren . “ „ Vel , naar det virkeligt er Tilfældet , saa i Guds Navn . Men jeg ønskede oprigtigt at have seet , at denne Forandring var foregaaet paa en hæderligere Maade end ved Spil . . . og jeg raader Dig som en oprigtig Ven , Charles . . . til at ophøre dermed . . . thi . . . “ Ingen af dem vilde høre mig ud . Charles lo og slog mig fortrolig paa Skulderen , medens hans Hustrus Blik og hele Optræden syntes mig meget uhyggelige . „ Ganske vist , ganske vist ! “ raabte Charles , „ det er ikke meget høfligt af mig saaledes at indbyde Dig min Ven og saa forlade Dig . . . jeg ved det . . . Pligten . . . Løftet binder mig . Men , min Ven , medens jeg gaaer . . . saa flan Du jo blive og underholde min Kone og nyde Champagnen . Jeg er aldeles ikke jaloux , min Ven . “ „ Det troer jeg ikke heller ; Du er , min Ven , “ svarede jeg , „ men jeg maa ogsaa gaae ; jeg vilde kun ifølge Din venlige Indbydelse overbevise mig om Din Lykke . . . Du behøver aldeles ikke at gjøre nogen Undskyldning for mig . God Aften , Fru K . “ Charles fulgtes med mig ned . Jeg kunde ikke paa nogen Maade gjøre mig fortrolig med hans hoverende Tone . Han syntes at være ophidset i en forfærdelig Grad . Jeg var saa paatrængende imod ham , som jeg paa nogen mulig Maade kunde være ifølge vort Benflabsforhold uden at saare ham , indtil jeg indsaa , at jeg ikke kunde gaae ' yderligere , dersom jeg ikke vilde fornærme ham . Da vi vare komne til Enden af Alleen , dreiede hail tilhøire , medens jeg tog den modsatte Vei , og jeg kunde ikke afholde mig fra at see efter ham , saalænge han var i Syne , hvorefter jeg gik til mit Hjem , medens jeg undervejs beklagede den stakkels Charles og Menneskenes Demoralisation . „ Holdt ! “ udbrød jeg pludselig , „ min Stok ! Jeg har glemt den . “ Men denne Stok var , fljøndt i sig selv af ringe Værdi , dog en Skat for mig , som jeg ikke paa nogen Maade vilde miste , eftersom den var en Erindring om en kjær Afdød . Jeg gjorde derfor hurtig omkring og var snart udenfor min Vens Bolig , og medens jeg ringede paa , søgte jeg efter nogle Sniaamynter til Tjeneren for hans Ulejlighed . Efter at have ventet noget blev jeg overrasket ved , at Døren aabnedes som af sig selv . Jeg traadte ind i Forstuen , men saa Ingen , og antog derfor , at Døren mulig var efterladt uaflaaset , medens Tjeneren i al Hast aflagde et Besøg i Nærheden . Da jeg mindedes at have sat Stokken i en Vinduesfordybning paa første Sal , ilede jeg rask op ad Trappen . Ja ganske rigtig , der stod min Stok paa den Plads , hvor jeg havde glemt den ; jeg greb den , og vilde just vende tilbage igjen , da jeg blev opmærksom paa , at en Damestemme i Salen , hvis Dør netop stod paa Klem , med en fortvivlet Angst udraabte : „ Nei , nei ! . . . jeg angrer det . . . ja jeg angrer det dybt . Jeg har ikke havt Ro et Øieblik siden , og jeg har ei heller givet noget bestemt Løfte . . . saaledes som De nu vil paastaae . “ Sagte listede jeg mig hen til Dørens Aabning , som just var stor nok til , at jeg kunde see ind i Salen , naar jeg stod meget nær . Hvilken Forbauselse ! Jeg formaaer ikke at beskrive , hvorledes jeg følte mig tilmode over det Syn , som nu viste sig for mit Blik . Midt i Salen stod lænet til et Bord en høi mager Mand med et overordentlig indtagende Væsen . Han holdt sin Hat i Haanden og bukkede for Fru K . , som skjælvende stod foran ham . Der opstod efter Fruens nys udtalte Wring en Paufe , hvorpaa Greven — thi ham var det — sagde : „ Men Fru K . . . jeg har holdt mit Løfte ! “ „ O altfor sandt ! altfor sandt ! “ udbrød Fruen paany . „ Jeg har opfyldt , hvad jeg lovede , “ vedblev Greven i en satirisk spottende Tone . „ Vil De da ikke have Medlidenhed ? Tag alt filbage , og lad os atter synke ned til vor Uselhed . O ! tag al denne Flitterstads fra os . Jeg bønfalder Dem derom Hr . Greve . . . hører De , jeg bønfalder Dem derom . . . vær dog medlidende . . . “ „ Frue ! “ udbrød Greven med en fast Stemme , „ jeg har holdt mit Løfte som en Adelsmand . Det er nu Deres Pligt at indfrie Deres Ord . “ „ Ak min Gud ! — min Gud ! “ Fruensank efter detteUdraab ned paa enSopha og vred , hensunken i Sorg og Lidelse , med Fortvivlelse sine Hænder . „ Er det Ret , Frue ? “ sagde Greven , idet han tog Plads ved hendes Side og forsøgte trods hendes Modstand at slynge sin Arm om hendes Liv , „ er det Ret at handle saaledes mod mig , efterat jeg indtil det Ubetydeligste har opfyldt min Forpligtelse mod Dem . . . at De derpaa saaledes vil bryde med mig . Har jeg ikke saa ofte sagt Dem , at jeg elsiede Dem , og at jeg vilde omgive Dem med Pragt og Glands , saaledes at De ikke skulde kunne ytre et Ønske uden at faae det opfyldt . Har jeg ikke allerede givet Dem Bevis paa min Kjærlighed ved at forandre dens Livsforhold paa enMaade , som aldeles ikke foraarsager Dem nogensomhelsf Uro eller Mistanke . . . ved at lade Deres Mand vinde saa store Beløb sra mig . . . ja ved for disse Penge , som jeg tabte til ham , at lade ham kjøbe dette lille Palads . . . “ „ Ja , ja . . . det ved jeg jo Altsammen . Men for Guds Skyld tag det Hele tilbage . Lad min Mand atter tabe , lad ham atter gaae tilbage til sin Armod . . . jeg bliver gal over dette . . . jeg har næsten mistet min Forstand . . „ Næsten gal , “ svarede Greven spydigt , „ er det ikke bedre at sige , at De er komplet gal ? “ „ Ja ja , jeg har mistet min Forstand . “ „ Godt ! “ udbrød Skurken , „ og i denne Sindstilstand kan Du tilhøre mig , henrivende Henriette , og da Du nu engang er vendt tilbage fra den usle Armod , som omgav Dig med sin uhyggelige Virkelighed , til Rigdom og Pragt , maatte Du i Sandhed være gal , dersom Du atter for Din Dyds Skyld vendte tilbage dertil . Som min Maitresse kan Du boe her . . . Din Mand skal altid , saalænge det behager Dig , vinde nok til at holde det i god Stand , medens jeg i al Hemmelighed aflægger Dig ømme Visiter . Ikke sandt , min Due ! Du vil som jeg ? Obersten , som nu spiller med Din Mand , er min Agent , det er mine Penge , Din Mand vinder sra ham . “ „ Nei , nei , nei , frels mig ! skaan mig ! “ „ Skaane Dig . . . frelse Dig . . . efter saadanne Opofrelser . . . aldrig . Du er mig altfor kjcer min Engel . . . Væer nu fornuftig , min Søde . . . hold nu Dit Løfte . . . som jeg har opfyldt mit . . . og Du vil blive lykkelig . . . eller sæt Dig til Modværge . . . og Charles K . skal kjende hele Historien inden en Time . “ „ Rædsel , Rædsel . . . ak min stakkels Charles ! “ „ Glæde mener Du vel min Engel , Glæde ! “ „ Hør mig et øieblik , Hr . Greve ! “ udbrød den ulykkelige Frue , idet hun samlede sin hele Styrke og rev sig løs fra ham , „ hør mig ret , om jeg nu gav efter for Deres djævelske Plan . . . De har intet Begreb om , hvilket rædselsfuldt Liv jeg vil komme til at føre . Tænk dog paa , at en Opdagelse kan koste begge Livet . “ „ Hvem ? Hvilke ? “ „ Os . “ „ Ha , Ha ! Bilder De Dem ind , at Deres Mand er saa forrykt . Nei . . . men jeg kan ligesaagodt sige Dem hele Sandheden , maaske den strax flaaer alle Deres Indvendinger til Jorden . To af mine Venner skulle i Aften søge at yppe Klammeri med Deres Mand og tildele ham en saadan Lemlæstelse , at han ikke kan leve længe . Her er Du jo i mit Hus , omgiven af Tjenere , som er mig hengiven . De ere vante til mine Spilopper og blive for godt betalte til , at De skulle tage nogen Notits om , hvad der foregaaer her . Her skal Du blive uindskrænket Herskerinde og naturligvis indtage den første Plads i mit Hjerte . Hvad synes Du om det min Engel ? . . . Hvad Pokker ! hun er jo besvimet . . En stærk Larm ved Gadedøren afbrød vistnok Skurkens Monolog , men i samme Øieblik kunde jeg ikke styre min Hidsighed , og med et Skrig slyrtede jeg ind i Salen , idet jeg raabte : „ Skurk ! . . . Kjeltring ! . . . Morder ! “ Greven bukkede sig ned mod Gulvet , som om han frygtede et Slag , og ved denne Bevægelse saldt en elegant udstyret lille Pistol ud af hans Lomme . „ Skurk ! “ udraabte jeg heftigt , „ Du er i et Land , hvis Love nok fkal ramme Dig , om Du var forgyldt — ja om Du var af Guld . Jeg ved Alt , og tro ikke , af Du skal undslippe . . . det nytter ikke af gjøre noget Forsøg . “ Hurtig greb jeg Pisfolen og kastede den ind i et Sidekabinet , som kun adskiltes fra Salen ved et prægtigt Silkedraperi ; thi jeg troede af hans Blik af gjætte hans Hensigt . „ Uforskammede Karl ! “ brølte han , ilte hen mod Døren og stillede sig foran denne og trak en Dolk frem , som han skjult bar under sin Vest , men forinden han kunde gjøre sig færdig til Angreb , blev Døren heftigt reven op , og en halv Snes Mand , som bare et blodigt Legeme trængte ind . „ Saa hurtigt ! “ udbrød Greven forbauset . „ Min Gud ! “ udbrød jeg angst , „ før ham herhen paa Sofaen , Charles . . . Charles . . . tal . . . tal dog , kjære Ven . . . ^hvorledes er dette passeret . . . ? tal dog . . . ! “ Blodet strømmede ned af Ansigtet , og Hovedet var en blodig Masse . Han maatte være blevet slaaet med et sløvt Jernvaaben i Hovedet . Jeg bandt hurtigt mit Lommetørklæde omkring hans Saar og skreg : „ Hent en Læge , den sørste den bedste ! “ Strax efter hørte jeg Nogen styrte ned ad Trapperne . „ Charles , “ vedblev jeg , idet jeg lænede mig over den ulykkelige , nys saa glade og tillidsfulde unge Mand , „ Charles , kan Du aldeles ikke give nogen Oplysning om denne Begivenhed ? “ „ En Mand . . . overfaldt . . . Mord . . . Greven . . . Henriette . . . “ Det var Alt , hvad den Ulykkelige slammende udtalte , og strax efter faldt hans Hoved tilbage paa Sofapuden og han var — død . I samme Øieblik traadte Fru K . ind i Salen og kastede sig ved den Dødes Leie . , „ Bort . . . skjændige Kvinde . . . bort ! “ raabte jeg heftig , og hun flygtede ind i Kabinettet . Der var imidlertid stimlet etc Mængde Folk til fra Gaden , deriblandt adskillige Bekjendte . Først da jeg til disse maatte fortælle Begivenheden , kom jeg atter til at tænke paa Greven . „ Hvor er Greven ? “ udbrød jeg , „ hvor er Greven ? Han maa strax anholdes . “ Men Greven var borte . I Forstyrrelsen havde han ubemærket seet Leilighed til at smutte ud . Et Øieblik efter hørtes Knaldet af et Pistolskud . Man ilede ind i Kabinettet og fandt , at Fru K . havde benyttet Grevens Pistol , som jeg kort forud havde kastet derind , til at skyde sig med . Begge de Ulykkelige bleve jordede i en Grav . Greven og hans Venner hørte man aldrig Noget til senere . De vare formodentlig strax flygtede for den retfærdige Straf for deres rædsomme Handling og have føgt en anden Virkekreds for deres Bedrifter . En Fisker . Det var en mørk , regnfuld Søndageftermiddag i Augusf Maaned i Aaret 18— . Himlen var overtrukken , og kun af og til formaaede Solen at bryde igjennem , og naar dette skete , da ligesom oplivedes Kjøbenhavnerens Haab om , af det dog vilde blive bedre Veir ud paa Aftenen , forat han kunde faae Anledning til af ødelægge sine Penge . Men Mange havde allerede fra Morgenstunden begivet sig paa Eventyr og søgt de „ billige Fornøielser “ , hvortil der unægtelig i Kjøbenhavns Omegn er saa megen Anledning . Saaledes havde Snedkersvend Peter Nielsen og Tømmersvend Nicolai Hansen besluttet af drage ud til Lundehussøen for af fiske . De havde ogsaa iværksat deres Plan og vare meget tidlig paa Stedet . Da de nærmede sig en Plads , hvor de forhen ofte havde anvendt deres Søndage til denne Idræt , bemærkede de tre Personer , som sade i en dyb Samtale med hinanden . Disse Personer vare tillige beskjæftigede med af søge efter Noget ; thi med en lille Spade gravede de hist og her , men udenat Iagttagerne kunde opdage , af de fandt Noget . De to „ Svende “ toge Plads bag et Par Buske saa nær de Søgende , af de meget tydeligen kunde overhøre disses Samtale . „ Sagde han da ikke , hvor langt det var fra Buskene , Sivert ? “ spurgtes der blandt Andet . „ Omtrent tredive Alen har jeg jo sagt Dig , Andreas , “ svaredes der . Der hengik atter en Stund i Taushed . Endelig udbrød den tredie Mandsperson : „ Det er dog Satans ! Vi maae ind til Melmanden og faae Forklaring paa dette . Her kan vi søge til evige Tider . “ „ Jeg tør ikke gaae ind , Mads , “ sagde Andreas , „ idetmindsfe ikke , saalænge det er Dag . Men gaa Du , saa blive vi tilbage og vogte over Skattene . “ „ Nei Tak , det er ikke værdt . Jeg skal nok finde Raad foruden . Vi maae alle tre følges ad til Byen , desuden har jeg en lille Expedition at udføre paa Østerbro . . . . . . . “ „ Ja saa , hvordan det ? “ „ Jo , seer I , førend jeg kom ud paa . Slottet ' * ) , tjente jeg en Tid hos General — , og der var jeg rigtig meget afholdt , men det kunde jo ikke nytte mig noget . Da Lysten til Generalens Gulduhr blev mig for stor , saa glemte jeg baade de gode Forsætter og den Straf , som ventede Mig . . . . og . . . . men , som sagt , jeg var afholdt og meget betroet og blev rigtig godt kjendt med alle mulige Lokaliteter , og da jeg nu af Erfaring ved , at Generalen og Sønnerne spise til Middag hos Svigersønnen i Kjøbenhavn om Søndagen , har jeg tænkt paa at aflægge ham et lille Besøg , for . . . . “ „ For at hilse paa ham . . . . men han er jo ikke hjemme , “ afbrød Andreas ham . * ) Vridsløselille Fængsel . „ Ganske rigtigt , Andreas . . . . Du er endda ikke saa dum , “ bemærkede Mads ; „ men Du maa være sikker paa , at hans Sølvskeer ere hjemme , og dem holder jeg mere af end af Generalen . . . . “ „ Men Tjenestefolkene ? “ spurgte Sivert . „ Jeg er underrettet . Thrine og Johannes , Tjeneren , flak ud i Eftermiddag , saa er der kun den gamle Johanne tilbage , og hende maa det vel ikke være saa vanskeligt at dreie en Knap . Er I med ? “ „ Ja vel , Kammerat , men jeg kan ikke indsee , hvordan vi skal arrangere os . “ „ Ja , seer I , Kammerater , det er netop Sagen . Jeg har tænkt meget derpaa , men det er en vanskelig Historie at klare ; man skal være Pokkers forsigtig . Du , Sivert , Du er jo et gammelt Lem og har hørt saa mange Ting ; har Du aldrig hørt , hvorledes man dreier saadan en gammel troskyldig Tjenestepige en Voxnæse ? “ Efter en lille Pause ytrede Sivert : „ Jeg har eu gammel Uniform hjemme ; den har gjort mig Tjeneste et Par Gange . “ „ Hvad Slags Uniform ? Borgeruniform ? “ spurgte Mads . „ Vrøvl , Dit Fæ ! . . . . Bybud . . . . naturligvis Bybud , “ svarede Sivert . „ Nu har jeg det ; lad os gjøre os færdige til Opbrud . Vi maae hurtig til Byen . “ „ Jeg tør s ' gu ikke gaae til Byen saa tidligt . . . . husk paa i Torsdags . . . . jeg er vis paa , at jeg blev kjendt . . . . “ „ Snak ! . . . . Snushanerne søge nu af alle Kræfter paa Amager og ad Kjøge til . . . . nei , netop nu idag er Terrainet frit paa Østerbro , man kan være ganfle rolig . Kom Du blot med . “ „ Hvormeget faner jeg ? “ „ Som sædvanlig . “ „ Altsaa faner Hovedmanden to Tredjedele , og de Andre halvt hver . “ „ Javel ! “ „ Afsted ! “ „ Nei , Kammerat , først Planen ; ingen klog General fører Krig uden at have sin Plan færdig . Og jeg har svoret dem Krig derude . . . . men uden at blive taget tilfange . “ „ Jeg hylder samme Tænkemaade , “ ytrede Sivert , idet han atter satte sig ned . „ Nuvel , vi gaae altsaa ind ad Byen til ; men naar vi komme til Vibenshus , blive vi der i Nærheden , til Kl . er henved tre . Naar Kl . er sem , gaaer Generalen ind til Byen , og der maa et Par af os holde Udkig for at komme til Kundskab om , hvorledes den Gamle er paaklædt . Du , Mads , maa jo kjende hans Garderobe , og saadan en gammel , KnasU kan jo altid trænge til et Extrastykke , især paa en saadan vaad og kold Aften , som det lader til at blive i Aften . Naar vi saa har regnet det ud , saa følge vi Generalen til det Sted , hvor han skal hen i Byen , og nu passer Du paa , Sivert , om Nogen af dem atter sinder paa at gaae tilbage til Østerbro . Kl . 7 afløser Andreas Dig , og Du begiver Dig ud til mig , som imidlertid har taget Munderingen paa . Naar vi saa træffes paa Broen , saa gaaer jeg ind og siger til Pigen , at Herren skal have det eller det strax , og at hun selv skal bringe det . Det gjør hun vel nok , haaber jeg , og naar hun er gaaet , saa . . . . “ „ Saa gaaer Du ind og besørger Forretningen . “ „ I vil altsaa ikke have mig med ? “ spurgte Andreas . „ Ja , Du holder Vagt , til Du seer Pigen komme med en Byldt under Armen og gaae ind ; derefter kommer Du strax nd paa Broen . Derved er Du mindst udsat for Fare . . . naa , Kammerater , hvad synes I om den Historie ? “ „ Brillant , udmærket , min Fa ' er ! “ udbrød Mads ; „ den er ikke daarlig . “ „ Ja , I burde egentlig give mig en Extradusør , “ mente Sivert . „ Gaaer den Historie vel fra Haanden , saa skal I høre om en anden Expedition , som jeg tænker paa , men den er vanskelig . Tys ! det forekom mig , jeg hørte Nogen tale . “ „ Aa Snak ! det er bare Vinden , som ryster Buskene derhenne ; men nu maae vi afsted . “ De famlede deres Klæder og Redskaber sammen og begave sig paa Veien . Saasnart de vare langt nok borte til , at de to „ Svende “ ikke kunde iagttages , reiste disse sig op . „ Hvad skal dette betyde ? “ sagde Peter Nielsen . „ Du kan da begribe , at det var en „ regulær “ Tyvebande . Den maa ta ' es . “ „ Ha , Ha ! hvordan det , Du vil da vel inte ta ' e den ? “ „ Nei , men jeg vil naturligvis meddele Politiet det . “ „ Nei . . . Du vil nok være Betjent kan jeg forstaae , nei lad os nu aldrig blive vigtige . “ „ Nu skal jeg sige Dig noget min Ven . Det er altid godt for os at tjene en pæn lille „ Kage “ . . . Troer Du inte , den General gi ' er en Halv hundred aler for den Opdagelse . . . “ „ Nei , det troer jeg slet ikke , Du . . . men jeg er ligesaa klog som Du , min Fa ' er . Lad Du bare dem stjæle ! Men vi følge naturligvis lige i Hælene paa dem og see , hvor de gjemme Kosterne , og hvor disse Gavtyve boe , men saa i Morgen , saa „ har vi hørt i Byen “ om Tyveriet , og saa gaae vi paa Kamret og sige , at vi kan give Oplysning , men vi vil ha ' e Mønt for det . Og der faae vi det , det kan Du være mulfen paa , min gamle Dreng . . . hvad behager ? “ „ Naada ! den var jo rigtignok regnet ud . . . naa . . . og naar de saa opdage , at vi havde vidst den Historie forud , saa var vi jo Hælere . “ „ Hvad , kan vi være Hælere , naar vi ikke har faaet noget af Kosterne ? “ „ Ja ja , lad os nu blot holde Øie med dem . Jeg troer nok , jeg gjør min Lykke ved denne Historie . “ „ Saa skulde Du strax gifte Dig . “ „ Ja hvorfor ikke . Naa , lad os nu være fornuftige , min Dreng . Tiden gaaer hen med Snak , og vi maae skynde os . “ Vennerne begave sig ogsaa ind mod Byen . Vi maae nu forlade dem for at følge Forbrydernes Bevægelsær og senere fortælle , hvorledes deres Paagrib else fandt Sted . Henpaa Eftermiddagen vilde en Iagttager have bemærket , at en Mandsperson af et temmelig fordægtigt Udseende bevægede sig paa et lille Terrain mellem lille Vibenshus og Trianglen paa Østerbro . Det var Mads , og hvis man omtrent Klokken 7 havde bemærket samme Person , vilde man have seet ham i Samtale med et Bybud . Samtalen varede ikke længe , men strax efter gik Budet ind i General —s Eiendom og forsvandt snart bag Huset , hvor Indgangen til Kjøkkenet dengang var . Heller ikke der varede hans Ophold længe , og da han atter udenfor samtalede med Mads , syntes det , som deres Plan var ved at gaa i Opfyldelse . „ Er Du nu vis paa , at hele Familien er ude ? “ spurgte Sivert . „ Ja vist , “ svarede Mads , „ og Du siger jo selv , at hun , den gamle Pige , ytrede , at der ikke var Nogen til at gaae med Reisekappen til Herren . . . Se der , nu kommer hun . . . “ I samme Øieblik viste der sig en ældre Tjenestepige i Døren med en stor Pakke under Armen . De to Forbrydere fulgte hende længe med Øinene , og da man havde overbevist sig om , at der virkelig ikke var Nogen tilbage i Huset , begyndte man Operationen . Sagte krøb Mads hen til Kjøkkendøren , og ved at ituslaae en Rude , som befandt sig i Dørens øverste Fylding , fik han sin Haand ind , saaat han kunde naae en Nøgle , som hang ved Døren , og som han vidste kunde oplukke Døren . Snart stode begge Gavtyvene i Kjøkkenet , og det varede ikke længe , førend de havde forsynet sig med de Sølvsager , som henlaae paa Kjøkkenbordet fra om Middagen , og hvilke Fruen endnu ikke havde gjemt . Imidlertid maatte de bane sig Vei til de andre Gjemmer , og da Mads var noget bekjendt , var dette ikke vanskeligt . De gik derfor tilhøjre ind i et meget elegant udstyret Sovekabinet . „ Hvad skal vi her ? “ raabte Mads , „ tag Dig iagt for disse Sager . Det Mindste heraf kan være nok til at fange os . Lad os blot holde os til det „ Reelle “ . . . her Du . . . tag det til Din Kjæreste . “ Med disse Ord kastede Mads et prægtigt Guldarmbaand , som var henlagt paa et Bord , hen til Sivert , som med en graadig Ulvs Begjærlighed greb det . „ Lad os skynde os , “ raabte Mads , „ sølg mig , vi maae ind i Spisesalen . “ Han kjendte Veien og var snart paa Stedet , hvorefter de begyndte en fuldstændig Ransagning . I Mangel af Nøgler benyttede Mads en Dirk , og Sølvtøjet vandrede nu raskt fra Generalens Gjemmested til Tyvenes Pose . Ester omtrent en halv Times Ophold der i Huset , troede Mads med Sikkerhed at have sørget for , at Generalens Sølvtøi var bragt i Orden . „ Lad os engang fee , om ikke Sønnerne skulde have en Smule Vinterfrakke at laane mig , “ udbrød Sivert , „ min er gammel og slidt , og det begynder at blive koldt . Jeg vil sørge for , at han faaer den tilbage . “ „ Vær nu ikke gal , Du Sivert , “ afbrød Mads ham , „ hust paa , at det Mid gjælder om at komme hurtig bort fra sin Virkeplads , og vi har jo ikke engang tænkt paa et Sted , hvor vi kan gjemme vore Koster . Hvem stal vi henvende os til ? “ „ Du Nar , “ svarede Sivert , „ tænk Dig dog om , husker Du ikke Aftalen med Melmanden . Ham tænker Opdagerne ikke paa , han er jo netop retonneret fra sin Udenlandsreise . Han maa ogsaa skaffe Plads til at smelte . “ „ Tys , “ afbrød Mads ham atter , idet han løb hen mod Kjøkkendøren . „ Hvad er det ? “ spurgte Sivert . „ Guds Død , “ svarede Mads , „ jeg feer to Mandspersoner liste om nede i Haven . Vi ere „ forlorne “ , dersom de fange os . Hvad Pokker skal vi gribe til ? “ Medens Mads talte , handlede Sivert . Idet han gik hen tik Døren , kukkede han denne , og rned Nøglen , som tilfældig sad paa den indre Side , aflaasede han den . Han havde saaledes afspærret Forfølgerne Veien , men det gjaldt nu at faae en Udgang tilveiebragt . Hurtig ilede de mod Gangen og fandt snart Gadedøren , hvor ogsaa Nøglen sad indvendig i . At aabne Døren og at flygte ud ad Haven med den lille Pose under Armen var et Øiebliks Sag , og uden at spørge hinanden om Planen fliktes begge udenfor , hvorefter den Ene gik tik høkre , den Anden den modsatte Vei . Situationen var alt Andet end behagelig . Det var dem ikke bekjendt , hvem deres Forfølgere vare , eller i hvor stort Antal disse egentlig vare tilstede . Ei heller vidste de , om de bleve yderligere forfulgte og havde derfor som sagt anseet det for rigtigst at skilles ad . Da Mads var kommen ned til Kjærlighedsstien , blev han staaende under Lygten og examinerede enhver Forbigaaende . Det varede ikke længe , før han bemærkede Andreas paa det modsatte Fortov . Ved et Tegn fik han denne tik at følge sig , og først da de , skjulte af Mørket paa Stien , vare ubemærkede , nærmede de sig hinanden , idet Andreas udbrød : „ Hvordan gaaer det Kammerat ? “ „ Tys , der er noget Galt paa Færde , “ svarede Mads , „ der kom to Personer efter os , men vi flap heldigvis væk itide . Hvad ved Du ? “ „ Da Pigen kom , omtrent for en Timestid siden , var hun i Selskab med to Personer , som syntes at fortælle hende om Planen , idetmindste hørte jeg dem sige hende disse Ord : Mads , Karlen , stjæle , Gulduhr . . . hvorfor jeg nok tænkte , at der maatte være noget Galt . Jeg blev staaende , og lidt efter kom der to andre Herrer ud ad Porten og ilede i al Hast hen til Drosken , som holder paa Hjørnet . Udenat de mærkede det , fulgte jeg dem lige i Hælene og fik saameget ud af deres Samtale , at de vare paa Veien hjem for at see , om det stod rigtig til , men at de to Mænd , jeg havde seet følge Pigen , vare mistænkte for at have villet lokke hende til at lade dem bringe Pakken hen til Generalens Svigersøn . Da jeg ikke kunde følge dem saa hurtigt , som de kom afsted , kunde jeg blot haabe , at saadanne dygtige Folk , som Du og Sivert , vel nok slap ordenlig fra det , saalænge der kun var Mand mod Mand og det ikke var „ Snushanerne . “ „ Men hvordan kan Nogen have faaet Noget at vide om vor Plan ? “ ytrede Mads , „ men her er ingen Tid at spille . . . kom afsted , hver sin Vei til Lygtekroen . Der træffes vi . “ Formodentlig have de to andre Kammerater forud været enige om et eventuelt Mødested ; thi ti Timer efter træffe vi alle tre Forbrydere ved den lille Bro , som findes paa den anden Side af den nævnte Kro . „ Det var godt gjort , “ ytrede Mads , „ men jeg troer , at det Bedste er , at vi søge at faae vore Sager gjemte . Lad os strax bryde op , Melmanden boer jo ikke saa langt herfra . Om en Timestid kan vi være der . “ Medens vore Bekjendte , d ' Hrr . Andreas , Sivert , og Mads føge deres Tilflugtssted langt ude i Emdrup , ville vi et Øieblik gaae tilbage til Generalens Eiendom og see , hvad det var , som foraarsagede Tyvenes hurtige Flugt . Jstedetfor at d ' Hrr . Haandværksfvende og Søndagsfiskere skulde have begivet sig til Politiet og meddelt dette Underretning om Tyvenes Forehavende , forfulgte de selv disse . Da de saae , at Tyvenes List med at faae Pigen fra Hjemmet var lykkedes , besluttede de at følge hende og formaae hende til at gaae tilbage og at lade dem bringe hendes Herskab Budflab om det Passerede . Pigen troede strax , at det var Haandværkssvendene , som vilde bedrage hende , og den samme Mistanke faldt paa disse ærlige Folk , da de fremstillede sig for Herskabet . Den ene af Sønnerne lod dem strax føre ind i et Værelse og befalede en Tjener at passe godt paa dem , til han og en Fætter til ham kom tilbage fra Østerbro . Det vatdisse to Herrer , som Andreas havde bemærket . Da de vare komne til Stedet , havde de seet Lys i Værelserne til Baghaven og vare derfor gaaede ad Kjøkkenet ind . Her havde de haabet at overrumple Tyvene og gjorde derfor saa lidt Støi som muligt , men hørte desuagtet pludselig , at Gavtyvene havde været paa Vagt og slap ud af Hænderne paa dem . Nu var det først , at de vilde troe , hvad Snedkeren og Tømmersvenden havde fortalt , og den ene af Herrerne ilede nu strax afsted til Byen . Anmeldelse til Politiet fandt strax Sted , men nu begyndte man at troe , at det maaske var en aftalt Plan mellem Haandværkerne og Tyvene , forat de maaske ved at besørge Pakken til Generalen i Byen kunde have undgaaet en hurtig Opdagelse . Men da Haandværkerne fortalte om „ Melmanden “ , saa blev det pludseligt lyst for Politiet , som nøie kjendte denne Kjæltring . Han ' blev strax eftersøgt , men de Steder , hvor han pleiede at søge , der havde han ikke været længe , og da det kun var faa Dage siden , at han var løsladt af Fængsel , var det jo muligt , at han havde valgt sig bedre Skjulesteder for Fremtiden . Før havde han havt sit Tilflugtssted paa Amager og Dragør , men han havde , - som vi have seet , forandret sit Opholdssted . Politiet ledtes dog noget paa Sporet ved Navnene Andreas , Sivert og Mads , alle tre Gavtyve af stor Betydning . Men i flere Dage ledte man uophørligt uden Resultat , og endelig besluttede man sig til at holde en permanent Vagt paa det Sted , „ Søndagsfiskerne “ havde gjort deres Opdagelse . Efter fire Døgns Vagthold blev man omsider lønnet for den store Udholdenhed . Henad Natten paa den fjerde Dag , medens fem Betjente vare posterede paa en meget lang Strækning , men dog saa nær hinanden , at man kunde blive opmærksom paa det aftalte Signal og derefter komme hinanden tilhjælp , bemærkede to Betjente , at en kvindelig Skikkelse nærmede sig det Sted , der af „ Søndagsfiskerne “ var betegnet som det , hvor de havde overhørt den Samtale mellem de tre Gavtyve , efter hvilken de havde eftersporet disse . Man lod naturligvis Fruentimmeret udsøge sin Plads og bemærkede nu , at hun med en Blændlygte hurtigt , men med korte Mellemrum , søgte at oplyse Marken . Efter nogen Tids Søgen fremtog hun af en Pakke , hun førte med sig , en lille Spade og begyndte Gravningen . Nu styrtede de to Betjente sig over hende , men i samme Øieblik hørte man en stærk Piben som af en Signalpibe , dog meget forfljellig i sut Lyd fra Politiets Signalpiber , og man fattede derfor , at det var fra en eller anden af Tyvebanden , som havde været posteret der i Nærheden , som havde givet et Signal til de Andre , forat de skulde vogte sig . Med Forbauselse saa Politiet nu for sig en gammel Bekjendt „ Kommodemarie “ — et Tilnavn , hun havde forskaffet sig paa Grund af , at hun , som var en meget dristig Indbrudstyv , altid stjal fra aflaasede eller uaflaasede Kommoder , og da kun Guld- og Sølvgjenstande . Forøvrigt kunde der godt hænge løse Klæder i Værelset — hun rørte dem ikke , hendes hele Attraa var at bane sig Vei til Kommodens Indhold . Politiet havde ikke ventet at træffe „ Kommodemarie “ her ; man troede sikkert , at hun var i vel Behold ovre i Jylland , hvor hun var hensendt et Aarstid forud efter en her udstaaet meget lang Straffetid . Der var nu mange Ting , som pludselig forklarede sig ; man antog rimeligvis , at man vilde komme paa Spor efter en Mængde Tyverier . Men her var ingen Tid at fpilde ; man fatte en Vagt og lod strax tilkalde Arbeidsfolk for at begynde paa en Eftersøgning af hele Terrainet . Man fandt ogsaa I Sølvthekande , 10 Sølvspiseskeer og nogle gamle Sølvuhre , udenat nogen af disse Gjenstande kunde henføres til Tyverier begaaede i de sidste 20 Aar . Disse Koster maatte slamme andetsteds fra , maafke fra Sverig , da jo , som bekjendt , Danmark er et meget yndet Tilflugtsted for svenske Forbrydere . „ Kommodemarie “ var ubevægelig . Hun blev lovet god Behandling og Fritagelse for Straf for Løsgængeri , thi det var det Eneste , man kunde tildele hende efter Forholdene ; men hun vedblev sin Paastand , at hun kun et Par Dage forud var ankommen hertil og allerede Dagen før den Nat , hun blev antruffen , havde mødt Andreas i Nyhavn . Denne havde trakteret hende med „ Snaps og Mad “ , og derefter havde han overtalt hende til at gaae ud paa det betegnede Sted for „ at lugte “ ( det vil sige : undersøge om Politiet var paa Vagt eller ikke ) . Hun paaviste ogsaa en Kjælder i Nyhavn , hvor Værten erklærede , „ at et Fruentimmer , hende lignende , en Dag , sandsynligvis den nævnte , havde været tilstede i Kscelderen med en Mandsperson , og at de havde forladt Kjælderen i en noget befkjænket Tilstand ; men senere havde han ikke seet noget til dem . “ At hun vel havde været sammen med Andreas , maatte derfor antages , men at hun ikke vidste „ Noget “ om deres Bedrifter var aldeles usandsynligt . Om det aftalte Mødested kunde hun ikke give anden Forklaring , end at hun næste Morgen skulle gaae igjennem Nyhavn og der møde Andreas , men uagtet man søgte at træffe ham , mislykkedes det , hvilket naturligvis hidrørte fra , at han faavelsom de Andre vare underrettede om det Passerede . I nogle Uger forefaldt der aldeles Intet , som kunde lede til Oplysning om denne Sag , og man maatte hengive sig til den Fortrøstning , at en saa stor Forbrydelse i Almindelighed altid bliver opdaget , selv om det varer længere Tid . „ Kommodemarie “ fandt man det dog rettest at sikre sig , idet man antog , at hun maafke kunde gjøre mere Fortræd ved at blive løsladt . Vore Læsere ville mulig ledsage os ud paa Christianshavn . Det er i Nærheden af Straffeanstalten i en dyb mørk Kjælder paa en regnfuld Aften en af de første Dage i October Maaned . I Kjælderen drives Værtshushold , og dens Gjæster henhøre til Samfundets laveste Classer . Dersom Væggene i det Værelse , hvor vi ville indføre vore Læsere , kunde tale , da vilde de kunne meddele sælsomme Ting om storartede Planer , som her ere blevne udrugede af disse Samfundets Udskud , der i mange Henseender ofte ere langt bedre begavede end deres bedre stillede Medmennesker . Den Asten , vi indføre Læserne i Værtshuset , var der sex Personer tilstede . Paa Bordet stod der en rygende Bolle Punsch , og de Tilstedeværende syntes at nyde „ Livet “ , at glæde sig over en snildt udført Handling , at tale om forbigangne Tider og at lægge Planer for Fremtiden . Lader os følge Conversationen . „ Vi maae forsøge at . lændse ' hans Pengekasse , “ ytrede en ældre Mand , i hvem vi gjenkjende Andreas ; „ vi maae — vi sex Kammerater , som have udholdt saa mange Strabadser og Gjenvordigheder sammen — vi maae forsøge med et Coup at samle os en Formue . Nu har vi faaet . Dirkepeter ' ud af . Slottet ' , og han er ligesaa god som . Kommodemarie ' , som jo endnu maa sidde deroppe i Casernen . . . nu vil det ikke være os vanskeligt at faae de Instrumenter , vi behøve . “ „ Er Du vis paa , Andreas ? “ spurgte den nysintroducerede . Dirkepeter ' , „ at han har Penge nu ; thi at gjøre det Forsøg vilde være vor Begravelse , dersom vi bleve grebne i det . “ „ Ja , det er ganske vist , “ svarede Mads ; „ jeg har nu i 8 Dage seet ham hver Dag tage imod Penge . . . “ „ Saa frygter jeg for , at han ingen har , “ afbrød . Dirkepeter ' ham ; „ han bringer fornuftigvis sine Penge i Banken . “ „ Nei , Du kan tro nei , min Ven , “ gjensvarede Mads ; „ jeg kjender den Fyr altsor godt . Jeg har jo tjent hos ham i sire Aar , og jeg var et Fæ , som engang saa over ti Tusinde blanke Dalere paa engang . . . ligesaa let som at tage dette Glas kunde jeg have taget de Penge . “ „ Ti Tusinde Dalere . . . naa . . . ja , saa var Du rigtignok et Fæ . . . det skulde have været mig ! “ udbrød en Mand med et listigt , magert Ansigt , som sad ligeoverfor Mads . „ Naa , hvormeget troer Du , han har nu ? “ „ Spørg hans troe Tjener , der , “ svarede Mads ; „ det er ham , vi kan takke for Meddelelserne . Men han skal ogsaa have en Fjerdedel af Summen førsf , førend vi dele lige mellem os . “ „ Det er formeget , “ mente Manden med det magre Ansigt ; „ det er altfor Meget . . . jeg troer , Du er gal . . . er det ikke nok , naar han deler lige med os Andre ? “ „ Lille Ven , “ ytrede , den troe Tjener ' , idet han klappede . Franskmanden ' ( saa benævntes den Magre ) paa Armen — „ lille Ven , tænk paa Omsfændighederne . Vilde det være behageligere at faae et lille Besøg . . . saadan et ganske uventet Besøg . . . hvad behager . . . “ „ Du er nok ikke første Gang i Byen i Aften , “ bemærkede . Franskmanden ' , idet han reiste sig . „ Hvornaar skal denne Historie gaae for sig ? “ „ Saasnart . Dirkepeter ' bliver færdig , “ svarede Mads ; „ før kan vi ikke gjøre Noget . Alting maa være i god Orden . . . af vi ikke faae saadan en Extravisit som sidst . “ „ Naa , ja , som den paa Østerbro — ja , den kunde være bleven slem nok , “ mumlede Sivert ; „ men med saadanne Venner , som min hæderlige Melmand der , saa kan det jo nok gaae an . “ „ Det er dog ellers mærkeligt , af . Snushanerne ' slet ikke kan faae fat paa os , “ ytrede Mads ; „ vi , som nu i fjorten Dage hver eneste Aften have været her . . . af vi ikke ere blevne nappede eller idetmindste . jagede ' . — Du Melmand , “ tilføiede han , efter et Øiebliks Betænkning ; „ Du Melmand , jeg maa have nogle Penge ! “ „ Hvormange vil Duhave ? “ spurgte denPaagjældende . „ Lad mig faae 100 Daler . . . jeg vil hen til min Kjæreste . “ „ Melmanden “ fremtog en stor tyk Tegnebog af en Lomme , som var anbragt indenfor hans Skjorte , udtog de forlangte Penge og noterede Beløbet i Bogen . „ Du har kun 700 Rdl . tilbage af Din Sum , Mads . “ „ Ja , lidt lystig maa man jo leve . . . nu blot et lille Slag til . . . og saa . . . saa . . . til Frihed og Lighed . . . ud af denne Kamp mod Politi og Lovens Haandhævere . “ „ Bilder Du Dig ind , at Du ustraffet kan stjæle i Amerika , saa tager Du feil , min Ven . “ „ Nei , saa dum er jeg ilke ; men jeg antager dog , at det er Landet , hvor jeg kan arbeide mig op til at blive . . . “ „ En større Kjæltring , “ afbrød Melmanden ' ham leende . „ Nei , til en redelig Mand , “ svarede Mads med fast og rolig Stemme . Efter nogle Minuters Pause tilføiede han : „ Du . Dirkepeter ' , hvornaar vil Du tage Maal ? “ „ Jaften , dersom Chrisfian vil lade mig faae Anledning . “ „ Ja , der er ikke noget iveien , pren det maa ikke være førend i Morgen tidlig omtrent Kl . 4 . “ „ Godt . “ „ Og naar kan Du være færdig ? “ „ Jmorgen Aften . “ „ Godt , Kammerater , “ svarede Mads , idet han hævede sit Glas ; „ godt , lad os tømme Glassene paa , at vi i Morgen maae seire over Politiets snilde Svende og høste os en Rigdom , som kan være tilstrækkelig til , at vi sex kan blive velhavende Folk . “ „ Det drikke vi paa ! “ raabte alle Kjæltringerne i Munden paa hinanden . „ Og saa mødes vi . . . hvor . . . her ? “ „ Nei . . . ikke her . . . en Expedition herfra kunde let blive opdaget . “ „ Hvor da ? “ „ Udenfor Slotskroen . “ „ Godt . “ „ Og Instrumenterne ? “ „ Bringer jeg , “ svarede . Dirkepeter ' . „ Lad os faae endnu en Bolle paa et lykkeligt Udfald , “ raabte Mads til Værten , „ og saa nogle af de allerfineste Cigarer . “ Man kunde nemlig ogsaa faae „ gode Varer “ paa dette Sted , men de vare mindst tredobbelt saa dyre som paa de bedste Resfaurationer ; thi Værten vidste , at Pengene vare „ let komne “ , de maatte derfor ogfaa efter hans Mening „ gaae let “ . Vi fkulle nu see , hvorledes Udfaldet af den paatænkte Expedition blev . Selskabet brød omsider op . Man drog hver til Sit efter gjentagne Gange at have svoret hinanden ubrødelig Taushed . Den næste Aften kom . Læseren maa nu følge os til Slotskroen . Allerede fra det var begyndt at blive mørkt , havde der i Gjæstestuen indfundet sig nogle Personer , som Værten antog ikke at have seet hos fig tidligere . Disse Gjæster ventede ikke længe paa hinanden , og naar to vare komne , begave de sig bort efter at have drukket en halv Bayer . Det Besynderligste af det Hele syntes Værten var , at han hørte en af Gjæsterne tale om en Fraværende ved Navn „ Dirkepeter “ . Dog , han tog ingen Notits deraf , før man den næste Dag foretog en Forespørgsel hos ham . Henved Klokken 11 vare endelig alle Medlemmerne samlede , og man begav sig ned ad Falkoneralleen til Nørrebro . Paa Strøget mellem Fælledveien og Frederik den Syvendes Gade laa der for nogle Aar siden et meget gammelt Hus med en Have soran . Huset beboedes af en ældre Mand , som laante Penge mod „ billige Renter “ , saaledes hed det altid i hans Avertissementer . At disse Renter ikke altid vare billige , det maatte hans Ofre bekjende , og mangen en forarmet Haandværker og Handelsmand forbandede ham for den Ulykke , han havde bragt over deres Hoved . Hans hele Opgave var at samle Penge , og han havde aldrig noget tilovers for Andre , dog var han hengiven til at ofre ikke ubetydelige Summer paa sit eget Velvære . Han førte derfor , uagtet han var ugift , en Husholdning , bestaaende af Tjener , Husholderske og Tjenestepige , holdt en stor Beboelse , levede godt og havde sit Hus udstyret , om ikke med Pragt , saa dog comfortabelt . Dette var Eiendommens øverste Etage , i den nederste derimod stod det anderledes til . Her var indrettet et Slags Laanekontor , hvor alle mulige Sorter Varer opbevaredes ; thi ogsaa paa Panter laante den gode Mand . Dog , han var ikke ubillig i denne Retning , > — mente han selv , — thi de til ham anbetroede Sager kunde endog efter 2 Aars Forløb atter erholdes , naar blot Renten blev betalt . I denne nederste Etage var som sagt hans Forretningslokale , og idettesfod en gammeldags Egetræeskiste , i hvilken han gjemte sine oste meget store Pengebeløb . Han var i Grunden ikke mistænkelig , det vil sige med Hensyn til , at hans Penge skulde blive ham frastjaalne . Dog , Forsigtighed er en Borgemesterdyd , og han mente ikke , at det var afveien , at Hans , hans trofaste Tjener , som havde tjent ham i over 10 Aar , og mod hvis LErlighed han aldrig havde havt Noget at indvende , havde sin Soveplads der , for i Forening med en ligesaa trofast Vagthund at modtage de natlige Besøg , som mulig kunde indtræffe . Disse to Vægtere havde ogsaa meget troligt passet Tjenesten , som navnlig var bleven lettet derved , at Ingen nogensinde havde forsøgt paa at berøve Gnieren hans Skat . Men derfor var det ogsaa vist , at der af og til havde været Kjæltringer , som nok havde havt Lyst til at hjælpe Møller , saaledes hed Pantelaaneren , af med hans Formue . Dog var dette navnlig strandet paa den Omslændighed , at man var bekjendt med , at Hans og Hunden var tilstede , dels paa at man ikke altid vidste , om der var Penge nok til Løn for den store Uleilighed , som var forbunden med dette Foretagende , idet der nødvendigvis maatte anvendes 5 til 6 Mennesker ved denne Leilighed , og disse maatte være af de „ allerbedste “ ; det kunde ikke nytte Noget at anvende Begyndere ved denne Expedition . Mads , som langt tilbage i Tiden havde tjent hos Møller , havde fra først af undfanget denne Ide , men den var ofte strandet paa den Omslændighed , at En eller Anden af hans „ Udkaarede “ havde faaet „ Forfald “ . Nu var det imidlertid lykkedes ham at faae Kræfterne samlede , og efterat han i 4 Uger ikke mindre end 3 Gange havde „ ledet “ store Expeditioner , var ogsaa hans Mod voxet , og han havde nu det bedste Haab om ret snart at kunne slutte sit uhæderlige Liv , — et Ønske , som han i lang Tid havde næret , men som han , da han ikke kunde fatte , at det lod sig gjøre uden ved at være i Besiddelse af en stor Kapital , hidtil ikke havde forsøgt at realisere . Men det Vigtigste ved Expeditionen var , at han havde formaaet den trofaste Tjener Hans til at dele Udbyttet af den forestaaaende Expedition . Hans vilde nemlig aldeles ikke være Deltager . Planen var derfor , at han skulde drage Omsorg for , at Hunden ikke gjorde Spektakler , og dette blev arrangeret ved , at Hans om Aftenen bragte Hunden ud paa en Gaard ved Jagtveien , hvor han indelukkede den i et Skur . Da han bemærkede , at Tyvene nærmede sig , aabnede han Døren , hvis Laas forud var løsnet , saaledes at det fik Udseende af , at den var bleven opbrudt af Tyvene . Arbejdet var snart besørget , Kisten aabnet og Pengene , en betydelig Sum , udtagne , og foruden dette fandtes der en stor Samling af Guld- og Sølvgjenstande . Alt samledes i stor Hast , hvorefter man bandt Hans og lagde ham paa Sengen , som om han havde været Gjenstand for Overfald . Derefter begave de sig atter paa Flugten med godt Haab om , at nu var Alt vel , og at der kun stod tilbage at gjemme de stjaalne Sager saaledes , at de ikke bleve opsnappede , eller at man ved deres Tilstedeværelse kunde fatte nogen Mistanke til de dristige Tyve , dersom Nogen skulde blive attrapperet i de nærmest paafølgende Dage . Man skyndte sig derfor afsted , og Mads — han var altid tildelt den mest ansvarsfulde Del af Foretagendet — gik forud . Da Andreas mødte Sivert i Slotskroen , vilde de have bemærket , at der i den indre Stue sade to yngre Mænd , som , idet de , Tyvene , satte sig for at nyde den forlangte Forfriskning , vare blevne forbausede og med stort Hastværk havde forladt Kroen . Det var vore gamle Bekjendte , Haandværkssvendene , som endnu ikke havde opgivet at forfølge de af dem sigtede Forbrydere og derfor havde begyndt at iværksætte en almindelig Forfølgelse . Saaledes havde de i den sidste Tid hver Aften besøgt et eller andet Beværtningssted i det Haab engang at træffe en eller anden af Forbryderne . Vi see her , at denne Udholdenhed omsider lykkedes . Hurtigt ilede de ud og besluttede nu at sfilles , den Ene for at følge Forbryderne og den Anden for i al Hast at naae Kjøbenhavn og der anmelde det Passerede . Det blev vedtaget , at der fra Kjøbenhavn skulde udgaae to Partier , det ene ad Vester- , det andet ad Nørrebro . Saasnart Tømmersvenden , der fulgte Forbryderne , saa , at disse begave sig til Nørrebro , fik han fat paa en Mand og formaaede denne til at staae Vagt paa et Sted , som blev ham anvist , for , naar han saa Nogen forlade Huset , nøie at bemærke sig , hvilken Vei Personerne toge . Men førend dette behøvedes , var allerede Angiveren retourneret tilligemed sin Ven og en betydelig Hjælp . Saasnart som Mads og alle de fire Andre kom ud af Huset og begyndte paa at tage Veien mod Uttersløv , bleve de pludselig overraskede ved at finde sig omringet af Fremmede . Disse Betjente havde holdt sig skjulte i en Port ved Siden af og vare derfor ikke blevne bemærkede af Tyvene eller deres Forposter . Det var for sent . Nogen Modstand søgte de at gjøre , men uden Nytte , og snart efter vare de Alle i god Behold paa Politikammeret . Her var det jo unyttigt at forsøge paa at nægte Forbrydelsen , eftersom de vare grebne strax efter dens Udførelse og med samtlige Koster i Hænderne . Efter meget lang Fængsling brød endelig Andreas det til sine Kammerater givne Trostabsløfte og fortalte Alt om de mange Tyverier , som han i Fællessfab med de Andre havde udført . Han opgav Melmandens Opholdssted , og ved Eftersøgning dersteds fandtes der ogsaa mange Ting , som afgave saa stærke Beviser imod alle disse Kjæltringer , „ Kommodemarie “ indbefattet , at deres Tilstaaelse var aldeles overflødig . De bleve derefter Alle idømte meget store Straffe , hvilke dog de Fleste af dem nu have udstaaet . Søndagsftflerne fik naturligvis en god Douceur for deres Udholdenhed i denne Sag , uden hvilken det ikke vilde være lykkedes Politiet at træffe disse Kjæltringer paa et saa overordenlig heldigt Tidspunkt . Ltillingsconimisstonairen . Commissionair — det er Navnet paa en Samfundsklasse , som desværre ikke er meget agtet i Almindelighed , idet de Folk , som henhøre hertil , som oftest have indtaget bedre Stillinger , fra hvilke de enten med eller uden Skyld ere fjernede , eller dersom de frivillig føge denne Erhvervskilde , da er det som oftest som Commissionairer for Forretninger , til hvilke en agtet Forretningsfører ikke vil laane sin Haand og sit Navn . Man har forskjellige Slags Commissionairer . Blandt dem , som dog i sin Tid have vakt mest Forargelse , men vistnok tjent flest Penge , ere , — eller rettere vare , thi nu existere jo disse Forretninger ikke mere — de saakaldte Stillingscommissionairer . Et enkelt Træk af den Maade , hvorpaa disse Folk behandlede deres Ofre , kan være nok til at oplyse Læseren om Forretningens Karakter . Det var strax efter , at Krigen var erklæret i 1863 . Mangen En af de tapre Fædrelandsforsvarere , som havde udtjent sin Værnepligt , havde nok Lyst til endnu engang at lugte Krudtet og tilbød sig villig til at gaae istedetfor en Anden . En Aften kom saaledes en daarlig klædt Person ind paa en Commissionairs Kontor i Kjøbenhavn og spurgte , om der var Anvendelse for ham . „ Nok muligt , “ var Svaret . „ Hvormeget kan man faae ? “ „ Hvad er De ? “ Den vordende Soldat svarede med at fremtage en lille Pakke med Papirer , som han forsigtigt havde gjemt paa Brystet . Commissionairen mynstrede Papirerne meget forsigtigt og udbrød : „ Ja , Papirerne er gode nok . De kan faae 200 Rdl . Kom igjen i Morgen . “ „ Jeg har Kone og Børn , “ svarede Soldaten , „ kan Hr . Commissionairen ikke give mere ? — Stillingsprisen er jo 1200 Rdl . nu . “ „ Hvad ! troer din Slyngel ikke , at man skal have Noget for sin Ulejlighed ? Vil Du have 220 Rdl . og 20 Rdl . strax udbetalt ? “ Man seer her , med hvilken Brutalitet Manden blev afvist , paa samme Tid , som kommissionæren lagde 20 Rdl . til Summen , et Bevis for , at han nok ønskede at ordne „ Handelen . “ Manden tøvede med Svar . Imidlertid var en daarlig klædt lille Mandsperson , som sad i Kontoret , traadt hen til Pulten , ved hvilken Commissionairen sad . Sidstnævnte hviskede nogle Ord til den lille Mand , som strax efter forsvandt . Derpaa ytrede Soldaten : „ Ja naar Herren ikke troer , at jeg kan faae mere , saa maa jeg vel være tilfreds . Tør jeg bede om en Udbetaling strax ? “ „ Kom igjen om 2 Timer , saa skal jeg betænke mig . “ Da Manden kom udenfor , blev han tiltalt af det før omtalte Subject , som paa Kontoret havde figureret som Fuldmægtig . Denne indlod sig nu i en meget fortrolig Samtale om de Forhold , i hvilke han var saa godt instrueret og indbød derpaa Soldaten til at drikke en Flaske Vin med sig . Dette var denne naturligvis strax villig til , og man begav sig ned paa et af de mindre vel ansete Beværtningssteder , som findes i Nærheden af Gammeltorv . Efterat der var drukket et Par Flasker , var Tiden kommen , paa hvilken Soldaten skulde møde hos Stillingscommissionairen . Denne havde imidlertid truffet sine Foranstaltninger , hvilke Læserne ville erfare ved Læsningen af næste Afsnit . I en lille Landsby et Par Mil herfra Hovedstaden boede Gaardmand Søren Sørensen Eiby og hans Hustru med deres eneste Barn , ogsaa kaldet Søren Sørensen , hvorfor han som oftest blev kaldet „ unge Søren Sørensen “ . Det var Forældrenes Haab , at Krigens Rædsler fluide gaae deres Dør forbi . Søren havde jo forrige Aar været inde at tjene i Kongens Armee , men nu taltes der om , at Soldaterne atter fluide møde , og denne Gang gjaldt det nok Liv og Blod ; thi man fortalte nu for ganfle vist , at Preusserne og Østerrigerne allerede vare komne op til Dannevirke . Og snart efter fik Gaardmanden et Besøg af Sognefogden , og det var slet ikke noget behageligt Besøg . Især var det meget ubehageligt for Sognefogden , for det var almindelig bekjendt , at hans Datter Karen var „ hemmeligt forlovet “ med „ unge Søren Sørensen “ , og det var nok snart paa Tiden , at dette Forhold blev offenliggjort — men nu kom denne fordømte Krigshistorie , — og her kom nu Sognefogden selv med Indkaldelsesordre . „ Ja , Søren Sørensen , det er jo bedst , vi ta ' er ind til Staden i Morgen for at faae en Stedfortræder for unge Søren , “ mente Sognefogden . „ Ja — saa — men jeg kan ikke faae Pengene indsamlede saa hurtigt , “ svarede gamle Søren . „ Vel , saa faaer jeg laane de 500 Rdl . — for vi kan da inte skille de unge Folk ad , “ ytrede Sognefogden , „ men . . . ja . . . ja . . . jeg skal forsøge at skaffe Dig 1000 Rdl . , om det behøves . “ „ Ja , Tak skal Du ha ' e . “ Den næste Dag holdt Sognefogdens „ de Brune “ forspændte foran en elegant lille Jagtvogn for at tage baade unge og gamle Sørensen med til Staden . Ankomne hertil erfarede de snart , at det var bleven til Alvor med Krigen , og at Stedfortræderne vare i høi Pris . De henvendte sig blandt Andre til den Stillingscommissionair , som vi før omtalte . Han var strax villig tik at slutte Kontrakt med dem om at skaffe en god Mand for unge Søren tik en Pris af 1200 Rdk . contant udbetakt . Gaardmanden og Sognefogden vare fortrædekige over dette Sagens Udfald ; thi de havde dog haabet at faae Manden for ca . 800 Rdl . — men trods alle Indvendinger og de hos andre Commissionairer anstillede Forsøg lykkedes det ikke , og de vare derfor efter 5 Dages Forløb nødsagede til at skutte Kontraklen om det bevidste Beløb . Det var for unge Søren Sørensen , som imidlertid var nødsaget til at opholde sig heri Byen , at Soldaten , som henvendte sig tik Stillingscommissionairen , blev bestemt . Derfor var Manden strax bleven „ fanget “ , da han kom ud fra Kontoret . Da han senere var bleven noget mere „ let “ og havde faaet adskillige Flasker Vin tillivs , blev han behageligere at behandle for Commissionairen og hans Offer . Omtrent et Par Timer efter fulgtes baade Fuldmægtigen og Soldaten ad tik Stillingscommissionairens Kontor , hvor de bleve meget forbavsede ved at finde en Landmand , der meddelte , at han ventede paa „ Herren “ , som skulde „ gaae istedet “ . Ved en Feiktagekse var Bonden kommen tik at opholde sig i Kontoret , og hans Talelyst kunde vistnok meget let have skaffet Commissionairen en Del Vanskeligheder paa Haksen , men hekdigvis var hans Fuldmægtig endnu ikke fuldstændig beruset , saaat det lykkedes ham at saae Bonden ud og ført op paa første Sal , hvor Commissionairen havde sit private Kontor og Beboelse . Nu blev der forhandlet med Soldaten , og denne , som vær under Indflydelse af de stærke Drikkevarer , gik ind paa at tjene i Armeen for en Sum af 120 Rdl . , medens Stillingscommissionairen havde Kontrakt med Bonden om 1200 Rdl . Det varede ikke mange Dage , førend Alt var i Orden , og Stedfortræderen overlod Familien til Forsørgelse af Fattigvæsenet , hvorimod Stillingscommissionairen „ fedede “ sig ved den store Gevinst , han saaledes fortjente ved at sælge en anden Mands Liv — og ligefrem bedrage ham for Pengene . Det er en Lykke for Landet , at dette Uvæsen er ophørt . En Kone søger efter sin Mand . „ Jeg vil opsøge ham , om jeg saa skal forfølge ham fra det gode Haabs Forbjerg til Cap Stat , “ udbrød en Aften en gammel Irlænder , som jeg havde faaet det Hverv at ledsage paa en Opdagelsesreise . Udsigten til en saa behagelig og vedvarende Reise virkede ligesom en elektrisk Strøm paa mig . Det var en overordenlig Nyhed at komme til Kundskab om , muligvis for flere Maaneder at blive fjernet fra Hovedstaden og det trivielle Forretningsliv for at muntre sig paa Reiser i forskjellige Egne af Europa , medens man paa samme Tid ikke behøvede at tage størst Hensyn til , hvor store Udgifterne bleve . Men da jeg med min nye Ven var ankommen til Hotel „ Phønix “ og bleven præsenteret for hans Døtre , to unge Damer , som ledsagede ham , sorhøiedes rigtignok Udsigterne til en munter Reise meget betydelig , da det jo altid er langt behageligere at reise i Dameselskab end med en gammel gnaven Forretningsmand . Den Tildragelse , som havde foranlediget Mr . Mike Giles til denne kostbare Opdagelsesreise , vil jeg forsøge at fremstille i nedenstaaende Fortælling . I Grevskabet Limerick i Irland eiede Mr . Mike Giles ikke mindre end 5 meget store Godser , som han Tid efter Anden ved Arv var kommen i Besiddelse af . Foruden denne Rigdom havde han dog endnu en stor Skat i sine to meget elskværdige Døttre Annie og Mary . Den Første , tillige den ældste , havde et Aarstid forud for denne Fortællings Tildragelse forelflet sig i en ung , meget smuk dansk Mand ved Navn Henderson , som hun under et Ophold med Faderen i London havde gjort Bekjendtflab med , og da Henderson , hvis danske Navn var Hendriksen , var en stor Jagtelsker og fuldendt Gentleman i sin Optræden , var det ikke saa sorunderligt , at gamle Mr . Giles indbød ham til at deltage i hans Jagtpartier . Disse Jagtglæder bragte endnu med sig , at inden 3 Maaneders Forløb var det besluttet , at Henderson og Frøken Annie skulde have Bryllup i Løbet af den første Maaned , og Beslutningen kom ogsaa til Udførelse . Paa Bryllupsdagen fljænkede den glade Irlænder sin Svigersøn en meget betydelig Medgift , nemlig Godset Deanhill og 6 , 000 Pund Sterling i rede Penge . Man levede nu i Fryd og Glæde , og det syntes , som om man aldrig skulde kjende til Sorg . Det ene Lystparti blev afholdt efter det andet , og Omegnens Beboere bleve mere og mere indtagne i den overordenlig elskværdige unge „ Danske “ , som han kaldtes blandt Bønderne . Mary , den unge Frues Søster , opholdt sig dels paa Deanhill , dels paa sin Faders Gods . Hun var en stille , tilbageholdende ung Pige , som hidtil havde yndet Romanlæsning og sin Faders Selskab . Siden „ Svogerskabet “ var begyndt , fandt ogfaa hun i sin Svoger en særdeles opmuntrende Ven , og hun deltog ofte i Jagtpartierne med Faderen , Svogeren og Søsteren . En skjøn Foraarsdag kom Henderson ridende op til den gamle Irlænders Gods , steg af og traadte ind i Huset . Han fandt den „ Gamle “ ved sit Skrivebord ifærd med at besvare en Londonercorrespondance . „ Naa , min kjære Henderson , hvorledes staaer det til idag ? “ spurgte Mr . Giles . „ Jo Tak ! Har De hørt om den store Hesteauction , som skal afholdes i Dublin paa Torsdag ? Tager De derhen ? “ „ Nei , “ svarede den Gamle , „ nei , jeg har forkjølet mig paa Jagten i Lørdags og tør ikke udsætte mig for Kulden . Man bliver gammel og graa , min Søn , jeg maa vogte mig . Men tag Du derhen , min Søn . “ „ Ja , men jeg synes ikke , at jeg har godt Raad til disse Udgifter , nu kommer Skatterne snart , og der vil blive adskillige Extraudgifter denne Vinter med Hensyn til Jagthundene . „ Aa Snak , “ udbrød Svigerfaderen , „ kjøb Du blot Heste , saa mange Du vil . Vil Du have Penge idag ? “ „ Et saa godt Tilbud er ikke værd at forkaste , min kjære Hr . Svigerfader , men jeg frygter for , at De bliver træt af min Paatrængenhed . “ „ Er 2 , 000 Pund nok idag ? Jeg vil ikke gjerne trække mere idag . Men paa Mandag kan Du faae flere . . . mange flere . . . “ Henderson var forbauset over dette Tilbud . Han blev saa slaaet , at Han ikke formaaede at svare . Hr . Giles saa hans forundrede Mine og begyndte at skrive en Anvisning . Efter at have fuldendt den rakte han den til Henderson med de Ord : „ Værs ' god min Søn . Tag afsted i Morgen tidlig , men klæd Dig varmt paa ; thi det er koldt som en Ulykke . Tager Du Børnene med ? “ „ Nei , jeg synes , at Aarstiden ikke er skikket for Damer til at tage til Hestemarked ; desuden , jeg kan jo ikke blive tilbage efter at have kjøbt Heste , men maa sørge for , at de øieblikkelig blive bragte herud . “ „ Ja , ja , min Søn , som Du selv vil . Lad mig strax faae Underretning , naar Du er kommen tilbage . “ „ Naturligvis , kjære Svigerfader . Ja , maaske Annie og Mary kommer herover . “ „ Godt , jeg skal forsøge at more dem , saa godt jeg kan . “ Den næste Morgen tog Mr . Henderson efter en øm Afskedshilsen fra sin unge Hustru og Svigerinde for at reise til Dublin . Man ventede ham tilbage i Løbet af højst 4 Dage , men da disse og andre 4 og derpaa en hel Uge forløb , udenat Hr . Henderson lod høre fra sig eller man fik Underretning om ham , søgte man alvorlige Oplysninger om ham . Da man erfarede , at han ikke havde været i det sædvanlige Hotel i Dublin , saa antog man naturligvis , at han var bleven myrdet paa Landevejen af Folk , som mulig kunde have faaet Underretning om , at Henderson var taget til Dublin i Anledning af Markedet , og som da med god Grund formodede , at han førte en større Capital med sig . Han blev ogsaa eftersøgt allevegne , udenat man dog paa nogen Maade kunde faae fat i den allermindste Oplysning angaaende den forsvundne Person . Omsider fik man dog at vide , at Henderson var bleven seet 14 Dage efter sin Forsvinden . Han var bleven seet i Selflab med en overordenlig smuk ung Dame , som hans derværende Venner paastode , at han forhen havde staaet i et meget intimt Forhold til . Man kunde nu forfølge Sporet , og omsider syntes det , som om den unge Mand var flygtet hertil i Selskab med en ung Dame , som han udgav for sin Hustru . Man fulgte nu nøie Sporet og ganske rigtig , — da man fik fat i et Photographieportrait , viste det sig at være den samme Mand . Nu blev Irlænderen tilgavns vred , og strax begav han sig paa Reisen og medtog sine Døtre . Ankommen hertil Byen fik han imidlertid den sørgelige Nyhed , at hans Svigersøn var reist Dagen iforveien til Sverig , sandsynligvis for at reise videre til Stockholm . Strax besluttede Irlænderen sig til at drage videre , og nu gik Reisen til Götaborg , hvor man desværre erfarede , at man atter var kommen en Time for sent . Reisen fortsattes videre til Stockholm , og her lykkedes det endelig at attrappere Mr . Henderson i Selskab med den unge Dame . De opholdt sig i Hotel Rydberg , men førte forøvrigt et stille Liv , kun hengivet til den „ ægteskabelige “ Lyksalighed . Men skulde man efter den gamle Irlænders haardnakkede Forfølgelse antage , at han vilde have forsøgt at føre , Mgtemanden “ tilbage , Noget , hvortil Henderson i ethvert Tilfælde ikke kunde tvinges ved Politimyndighedens Indblanding , — men det var langtfra Tilfældet . Vi erfarede næste Morgen ved at søge den unge Herre i Hotellet , at han netop var i Begreb med at nyde sin The , og den gamle Irlænder begav sig strax til Værelset . Mr . Hendersen syntes at være fattet paa denne Begivenhed , det har vistnok ikke været ham aldeles ubekjendt , at han var forfulgt . Han modtog sin virkelige Svigersader meget forekommende : „ Hvad vil De ? “ „ Vil Du underskrive en Afstaaelsescontract ? Strax ! Hvad forlanger Du i Erstatning ? “ Disse Sætninger besvarede Henderson med roligt at spvrge : „ Har De Contracten her ? “ „ Her “ , udbrød Irlænderen , „ her . Skriv under ! Hvormeget forlanger Du ? “ Henderson nævnede en uhyre Sum . Irlænderen fremtog sin Tegnebog , udskrev en Ordre og modtog derpaa Contracten , underskreven af Mr . Henderson . „ Hm ! “ mumlede Irlænderen , „ lad os saa strax reise tilbage , nu har jeg atter min Datter fri . “ Det syntes , at denne Fremgangsmaade var overensstemmende med Datterens Ønsker ; thi hun var overordenlig glad over atter at være „ fri “ . — Efter fire Dages Ophold i Stockholm vendte vi atter tilbage til Kjøbenhavn , udenat jeg fik mit Ønske opfyldt at flakke omkring fra Pol til Pol paa den rige Irlænders Bekostning . En Episode sra Krigen . Nemesis udebliver som bekjendt sjeldent , og det fik jeg da ogsaa tilsidst at føle . I Løbet af adskillige Aar havde jeg hjulpet adflillige mindre honnette Mandspersoner og Fruentimmer til Kost og Logis i Kjøbenhavns Arrester , men tilsidst lykkedes det mig dog ogsaa engang selv at blive arresteret . Det var i Foraaret 1864 , at Preusserne havde besat hele Slesvig , og Als var beleiret . Da blev det mig overdraget at skaffe forskjellige Oplysninger tilveie med Hensyn til Fjendens Styrke og Materiel , og i Tillid til et fleraarigt Ophold i Amerika , der i flere Retninger havde givet mig et vist Jankeesnit og tillige bevirket , at jeg talte Engelsk som en Indfødt , begav jeg mig paa Beien . Til Aabenraa gik det overmaade glat , men her forledte min Nysgjerrighed mig til en Spadseretour nede ved Havnen , hvor jeg udelukkende talte Engelsk , og Følgen heraf var , at jeg , da jeg kom hjem til Hotellet , Hotel Voss , hvor jeg var taget ind , blev beæret med et Besøg af en høikongelig preussisk Politibetjent , der paa Embedsvegne fluide forhøre sig om min Stilling i Samfundef . Med megen Forekommenhed meddelte jeg den videbegjærlige Statstjener , at jeg var amerikansk Borger og agtede mig til Hamborg efter et Besøg i mit Fødeland for derfor at tage over til Amerika , at jeg kun reiste for min Fornøielse , og at jeg derfor gjerne vilde over og see Sønderborg , men om ti Timer skulde jeg allerede videre . Politimesteren blev nu tilkaldt , og han forsøgte strax at indlede en tydfl Konversation med mig , men da jeg underrettede ham om min Ukyndighed i det tydske Sprog , bleve vi da enige om at tale Dansk , hvilket tilsyneladende generede mig betydeligt . Han var i Begyndelsen „ saa bister som den vrede Bjørn , “ men da jeg tilbød ham at gise ham al min Bagage og mine Penge etc . , stilledes han dog tilfreds — heldigvis . Thi havde han seet , at jeg ikke havde mere end et halvt Hundrede Daler hos mig til min Amerikatour , havde jeg næppe saa frit faaet Lov til at reise . Jeg kom altsaa til Hamborg , rigtignok uden at have seet Sønderborg , men Adskilligt havde jeg dog „ opdaget “ undervejs . Det Første , jeg opdagede i Hamborg , var imidlertid en lang tynd Gripomenus , der syntes at have ofret sig helt og holdent til min Person , idet han vaagede over mig med en Omhyggelighed , som jeg siet ikke formanede at paaskjønne . Han luskede om mig som Katten om den varme Grød , men han var aabenbart bange for at brænde sig , thi han angreb mig ikke , og jeg fik derfor Leilighed til at smutte ud af Byen efter at have faaet mit Tøi carteret til Lübeck . En Milsvei fra Hamborg steg jeg op i Toget , og nu gik det raflt til Lübeck , hvorfra jeg med Damskibet kunde tage hjem til Kjøbenhavn . Nu var den hellige Grav velforvaret , og jeg mente nok , at jeg kunde tillade mig den lille Extrafornøielse at see ind imod Hamborg og min lange Bevogter og udbryde : „ Fikst Du Pæren , Zacharias ? “ Min Glæde var dog kun af kort Varighed , thi ikke saasnart traadte jeg ud paa Perronen , førend jeg blev attrapperet af et Par overmaade høflige Mandfolk , der imidlertid underrettede mig om , at jeg var designeret as Hamborgpolitiet som en mistænkelig Person , der over Hals og Hoved var reist bort fra Byen . Signalementet stemmede beundringsværdigt ; en hidkaldt Senator var „ sittlich entrüsfet , “ og jeg maatte trods alle mine Forsikringer om , at jeg var en uskyldig kjøbenhavnsk Skatteog Spidsborger , udi Brummen . Her sad jeg nu i flere Timer , befljæftiget med at løse det interessante Problem , hvorvidt jeg i Tilfælde af , at det gik galt , da fluide flydes , hænges eller i heldigste Tilfælde i Tugthuset i Spandau paa Livstid , da omsider Døren gik op og Politimesteren i egen høie Person traadte ind for at tage mig i Forhør . Jeg gjentog mit tidligere Udsagn , idet jeg vedblivende hævdede min Stilling i Samfundet som kjøbenhavnfl Borger . Paa hans Spørgsmaal om , hvem jeg kunde referere til , da han saa vilde telegraphere til Kjøbenhavn , svarede jeg : „ Ja , De kan jo blot forhøre hos Øvrigheden . “ „ Ja , det kjøbenhavnfle Politi maa jo kjende Dem , hvis De er en bosat Borger . “ „ Ja Gudbevares ! det kan De telegraphere til . “ Og saa gik Politimesteren i Gyngen , forhørte sig hos Politiet i Kjøbenhavn , som jo netop havde sendt mig . „ Fanden hytter jo Sine , “ siger man , og jeg blev fri — heldigvis ! siger fvrhaabentlig Læseren , da jeg ellers næppe vilde kunne have begyndt og nu sluttet „ En Politimands Erindringer . “