I . 
Et Gilde . 
„ Mine Herrer ! — 
„ Min Herre ! “ udbrød øieblikkeligt stud . jur . Langsted , der som Jurist stærkt havde udhævet Nødvendigheden af , at der var parlementarisk Orden ved Gildet , og at der maatte vælges en Dirigent ; „ jeg maa bede Dem at erindre , at De har at bede mig om Ordet , naar De vil tale . “ 
„ Aa Snak , Langsted ! “ 
„ Til Orden ! “ — „ Til Orden ! “ lød det fra alle Sider . 
„ Vel ! — Maa jeg be ' e den ærede Dirigent om Ordet ? “ 
„ Hr . stud . jur . Carlsen har Ordet . “ 
„ „ Das war der langen Rede kurzer Sinn ! “ — Mine Herrer ! Ifald man vilde spørge os om Anledningen fil , at vi iaften ere samlede her i denne hyggelige lille Bagstue , Kneipens Allerhelligste , saa vilde Svaret rimeligvis i al Anstændighed lyde : Vor fælles Ven , Carl Volmer , har faaet den lille Guldmedaille for sin Gruppe Cain og Abel , dette lille Mesterværk , der vil bane ham Veien fil Udødeligheden ; han har slaaet Abel smukt ihjel efter alle 

Kunstens Regler , og hans Venner have villet hædre Manddraberen — apropos ! det lader fil at være en god Forretning at slaae Folk ihjel — “ 
„ Det er naturligvis derfor , Du har studeret . Medicin , “ bemærkede en ung Maler , Sophus Frank . 
„ Conjecturen er dristig , men savner ikke al Basis . — Svaret vilde altsaa i al Anstændighed lyde til den nyfigne Spørger : vi have villet hædre den unge fremadstræbænde Kunstner . Kunde man imidlertid saae fat i den egentlige , for den store Mængde skjulte , dybere liggende Grund , kunde man med andre Ordgranske i Hjerter og Nyrer , faa — “ 
„ Aa , vent med det , til vi engang — gid sent ! — kommer paa Obductionsbordet , “ bad Carl Volmer , Æresgjæsfen . 
„ Saa vilde man dog maaske see , at Svaret heller burde lyde : vi vare umaadeligt tørstige efter lang Tids Afholdenhed , paa Latin : abstinentia , paa Græsk : de Vises Dyd — “ 
„ Men det er daarligt Græsk . “ 
„ Naturligt ! det er fra de fenere Forfattere — vi . søgte en Anledning til at drikke — “ 
„ Bravo ! — Bravo ! “ 
„ Saa fik vor geniale Ven , Carl Volmer , som sagt den lille Guldmedaille ; Anledningen var der „ Til 
at drikke til den store . “ 
„ Og som flittige Arbeidere i Vingaarden benyttede vi den , og derfor sidde vi her . Vort dobbelte Formaal kan imidlertid ypperligt medieres op i en høiere Enhed ved „ bloße Behändigkeit . “ Nu skal De bare see , mine Herrer . Klokken er jo over 12 ; Værten . 

har anmodet os om ikke at være altfor høirøstede ; vi kunne derfor ikke hædre vor Ven ved oftere at raabe tre Gange Hurra for ham , men for at vise , hvor oprigtigt vi mene ham det , ville vi fylde vore Glas og tre Gange drikke dem ud paa en rig Fremtid for Billedhuggeren Carl Volmer . Han leve ! “ 
„ Det var en Satans god Ide ! “ udbrød en halvgammel Herre , der var ansat i Toldvæsenet ; „ paa den Maade kan man da blive fuld i en Fart . “ 
„ Udmærket fuld ! “ snøvlede cand . phil . Petersen , der allerede var godt paa Veie . 
Glassene bleve nu fyldte og atter tømte efter Medieinereus Recept , den Feirede takkede rørt , og Petersen foreslog , at man skulde synge den Vise , han havde skrevet til Festen , en Gang endnu . Dette Forslag blev dog imødegaaet paa det Allerbestemteste , 
idet man med fuld Føie udhævede , at den allerede var sunget to Gange , og at de nu Allesammen kunde den udenad . 
„ Desbedre gaaer den , og alle gode Gange er tre , og Visen er minsæl god ! “ Og saa begyndte han at synge : 
„ Jeden Abel bort fra Hjemmet gik , Jeden Abel auf der Heide ! 
Bro ' eren Cain ham fulgte nok saa kvik , Alle beide auf der Heide ! 
Abel mødte flux den grumme Cain , Der var ingen Verdens Ting ivei ' n ; Aber — tænk Dem ! — auf der Heide Stod den allerferste Jødefeide . 
Cain ham myred ' og var nær ved Galgen , Skaffed ' Volmer derved dog Medaillen . 

„ Cain ham myred ' — “ lød Choret , som Dirigentens vedholdende Kimen dog fik bragt til Tanshed . 
„ Jeg maa bede de Herrer om at tie af flere Grunde , af hvilke den ene dog turde være tilstrækkelig at anføre ligeoverfor tænkende Væsener . Vi har ikke mere Punsch , og vi risquere , at Værten ikke vil give os mere , naar vi brøler saadan op . “ 
„ For Himlens Skyld ! “ udbrød Told embedsmand en , „ lad ' os blot tie bomstille . Tænk , om det Umenneske , Værten , faldt paa en saa raffineret Hævn ! “ 
„ Umuligt ! “ mente Petersen . „ Han er da ikke den skinbarlige Satan i en Traeteurs huldsalige Skikkelse . Jeg for mit Vedkommende troer indtil videre , at han har et Hjerte i Livet . Men vi kan jo sætte ham paa en Prøve ! — Hr . Vært ! Hr . Vært ! “ — Værten viste sig - „ En Bolle ! “ 
„ Jeg har virkelig ikke mere inat , “ var det uheldvarslende Svar 
„ Godt ! ingen Bolle ! saa lad mig faae en Julekage og en — en fin Cognac . “ 
„ Passiar , Petersen ! “ udbrød Volmer . „ Hr . Vært ! jeg kan vel nok faae to Flasker Champagne ? “ 
„ Med Fornøielse , Hr . Volmer ! “ og som en Kakerlak sprang Værten ud ad Døren . 
„ Drømmer jeg , eller er jeg vaagen ? “ spurgte Langsted . „ Bedrog mine Øren mig ? Sagde han ikke Champagne ? “ 
„ Jo , han sagde Champagne , “ forsikrede Carlsen , „ og han synes ikke at tale i Vildelse . Maa jeg føle din Puls , Carl ? “ 
„ Ingen Chicanonerier ligeoverfor denne noble Charakter , “ 

raabte Petersen . „ Kom til mit Bryst , Carl , og lad mig kysse Dig . “ 
„ Nei , ellers Tak ! — Der er Værten med Champagnen . Se , hvor de kjælent strække Halsen ud imod os , de ranke Skjønheder med de sølverne Diademer om Hovedet . Vær hilset , skjønne Enke ! “ 
„ Veuve Cliquot ! je vous adore ! “ udbrød Carlsen begejstret . 
„ Jeg gifter mig med Enkefruen , naar det skal være , “ forsikrede Langsted galant . 
Med øvet Mesterhaand fik Volmer Staaltraaden vredet over , Geisten sprængte sine Skranker og forkyndfe Verden sin Frihed med et Knald , og kogende og sfummende sydede den liflige Drik i de smækre Glas . 
„ Lad Bouteillen klukke 
Og vemodigt sukke 
Over Tabet af sit ædle Blod ! 
Som en Hob Vampyrer Vi dens Indhold tyrer , Suge Spænstighed og fyrigt Mod . “ 
sang Volmer , idet han tømte sit Glas for atter at fylde det . 
„ Mine Venner ! En Kunstner har mange Timer , fulde af Tvivl , fulde as Mismod , fulde af Kval , men han har til Gjengjæld fremfor andre Dødelige Timer , fulde af Henrykkelse , fulde af Begeistring , fulde af Fryd . I have beredet mig en saadan Stund . Hav Tak for denne glade Aften . Den vil altid høre til mit Livs kjæreste Minder . Den Kalkunsteg , 

vi fik , glemmer jeg aldrig , men Brændevinen kunde gjerne have været bedre , min gode Vært . “ 
„ Det forstaaer jeg virkelig ikke , Hr . Volmer ; det var af Møllers otte Graders . “ 
„ Umuligt , kjære Mand ! “ hikkede Petersen . „ Otte Graders — umuligt ! Jeg pleier aldrig at drikke mere end tre Snapse til — til min Aftensmad ; — iaften har jeg - har jeg drukket fem , og jeg — kan ikke mærke , at — at jeg har drukket . “ 
„ Nei , “ bemærkede Langsted , „ det kan jo nok væræ , at Du ikke kan mærke det , men saa kan Du stole paa , at vi Andre kan mærke det . “ 
„ Da vil jeg da ikke haabe , at I er bleven til-kjørte af det , jeg har consumeret . “ 
„ Mine Venner ! “ begyndte Volmer igjen ; „ idet jeg takker Jer for denne særdeles vellykkede Aften , saa synes jeg , at jeg skylder Jer at gjøre et Løfte . Idet I har seiret mig som Kunstner , har I paa en Maade paalagt mig en Forpligtelse ; jeg maa vise ung værdig til denne Hyldest , som jeg til Dato kun kan betragte som tildels ufortjent , som anteciperet . Men derfor lover jeg Eder , og den kongelige Champagne væræ mit Vidne ! at jeg om et Aar skal concurrere til den store Guldmedaille og forhaabentlig faae den . Den store Guldmedaille — Ha ! hvilken melodisk Klang i disse Ord — og sikken en Masse Penge man kan faae paa den . “ 
„ Det er formodentlig den lille Guldmedaille , der giver Champagne inat ? “ spurgte Frank . 
„ Det er klart ! — Guderne have hørt mit Løfte . 

„ Hvad fik Du paa den ? “ 
„ Aa , den Jøde vilde ikke give mere end 40 Daler . “ 
„ Sikken en Optrækker ! “ 
„ Naa ! det er jo forresten temmelig ligegyldigt ; det er kun et Par Flasker Vin mindre . — Clarerimus , amici , et ibimus ! Jeg giver Frokost i Gimle . “ 
„ Dn er en Dannemand , Carl ! “ raabte Petersen begeistret . „ Det maa — være en stor — en stor Glæde at kunne give Guldmedailler til — en saa nobel Charakter , en saa — en saa opofrende og uegennyttig Sjæl . “ 
„ Op til Gimle ! “ og under Tummel og Støi forlod Selskabet Localet . 
Da det var i Begyndelsen af Mai , begyndte det allerede saa smaat at dages , og de øde Gader saae ret besynderlige ud i den dæmrende Belysning . Kun en enkelt sildig Nattevandrer , der med vaklende Fjed søgte hjemad , afbrød Stilheden , der herfkede . De patrouillerende Politibetjente saae helt fortvivlede ud , fordi der flet ikke viste sig nogetsomhelst kjær komment Bytte , der kunde bringes paa Stationen og derved skaffe dem en Smule Afvexling paa den kjedsommelige Nattepost og en lille Næsevarmer i Vagtstuen . Der viste sig ikke en eneste begeistret Yngling med Dithyramber paa Læberne ; ikke en Eneste var ser , som gav den ulykkelige , forfrosne Politibetjent den allerfjerneste Grund til at rive ham i Kraven og slaae hans Frakke isfykker . — Gudbevares ! hvor det dog var harmeligt . 
Paa engang afbrøde muntre Toner den dræbende 

Stilhed . Som Skraldevognshesten , der i sin Tid har staaet ved Dragonerne , hæver Hovedet og faaer Liv i Øiet , naar den hører Trompeten skingre , saaledes kom der ogsaa Liv i den søvnige Politibetjent , da han hørte vor Ven Petersen kvidre : 
„ Nu er det tysf ; forlængst har os forladt Solen , den gamle Urostifter ; 
Men i den tanse , kjølige Nat 
Vil vi skride til svare Bedrifter . Borkeren snorker alt , men vi , Vi gaae paa lystigt Bumleri . “ 
„ Vil De paa Stationen ? “ var det intricate Spørgsmaal , som af Politibetjenten stilledes den melodiske Ungersvend . 
„ Nei , jeg vil til Gimle . “ 
„ Ja , vil De saa forholde Dem rolig ? “ 
„ Nei , hvis jeg forholder mig rolig , saa — kommer jeg jo ikke — til —- til Gimle . “ 
„ De skal ikke bryde Dem om hans Passiar , “ sagde den besindige Toldembedsmand mæglende . „ De seer nok , hvordan han har det ; men jeg stal nok sørge for ham . “ 
„ Du , Toldvæsen ! “ raabte Petersen . „ Ich muß lachen ! Han vil sørge for mig . Tak , min Bro ' er . Ja , lad os saa kjøre videre ; saa er jeg jo i gode Hænder . “ 
Karavanen drog nu videre , og efter en Timestids Forløb lykkedes det den ogsaa velbeholden at naae til Gimle paa Hjørnet af Frederiksbergs Bredegade og Alléegaden , dog ikke udenat forskjellige Indbydelser 

til de passerede Politisfationer og deraf følgende Parlementeringer vare gaaede forud . 
Gildehallen , der i Kraft af en dristig Phantasi havde faaet Navn efter Odins straalende Borg , var saare tarveligt udstyret med Bohave . Nogle simple Træborde med dertil hørende Bænke vare Alt , hvad der var i Stuen , naar undtages „ Skjænken “ , og ved et af disse Borde tog Selskabet Plads . 
„ Ingen Valkyrie vil kredentse Bægeret for os , “ ytrede Frank . 
„ De er ikke staaet op endnu , “ sagde Volmer , idet han vinkede Husets høie Herre hen til sig . „ Maa jeg faae sex Kopper Kaffe og den fornødne Cognac . “ 
„ Nei , jeg vil ha ' e Speilæg ! “ brølede Petersen . 
„ Bouillon ! “ raabte Carlsen . 
„ Marinerede Sild og Snaps , “ sagde Toldvæsenet . 
„ Er der Ingen , der ønsker Boeuf à la Francaise eller Caviar ? “ spurgte Volmer ironisk . „ Jeg for mit Vedkommende kunde nok have Lyst til nogle Østers-posteier . “ 
„ Ja , min go ' e Mand , “ bemærkede Værten — 
„ I er jo gale tilhobe . Troer I , at Gimle holder en Brillat-Savarin til at sysle i Stegers og Kjøkken ? Vær I glade , naar vi endda karl faae en flamsk Sild og et Par Stykker Smørrebrød paa denne Tid af Døgnet . — Det har De vel nok , Vært ? “ 
„ Jo , det skal De faae . “ 
„ Og saa Kaffe ovenpaa . “ 
„ Græsseligt ! græsseligt ! “ jamrede Carlsen . 
„ Hvad er der nu paafærde ? “ 
„ Græsseligt , at man skal være nødsaget til Spægelse 

og Spægesild , naar man har en Kassebeholdning paa 40 Daler — saameget har Dn jo , Volmer ? “ 
„ Omtrent . “ 
„ Græsseligt ! “ lød det i Chor . 
Sildene kom imidlertid paa Bordet og bleve fortærede med stor Appetit . Det vittige Toldvæsen producerede forskjellige Variationer paa den mos begroede Vittighed om , at Silden skulde svømme , samfidigt med , at han uafladeligt skjænkede i Snapseglassene . Følgen af disse rigelige Mationer var den , at Petersen sank i Dvale under Bordet ; som en ægte Einherie stod han dog op til ny Idræt , da han hørte Kaffeknægtene marchere op . Da man havde gjort det af med dem og betalt Værten , udtalte Volmer sin brændende Lyst efter et varmt Bad . 
„ Jeg gi ' er varmt Vand , “ udbrød han . 
„ Og jeg smaa Romere , “ supplerede Langsted . 
„ Saa lader os nyde Livet i Form af halve Historier paa Castelsveien , “ foreslog Frank . 
„ Ja , jeg — skal — paa — paa Skolen og indpode de vevre Peblinger Historiens — store Sandheder , “ fortalte Petersen stammende . 
„ Og jeg skal paa Toldboden , “ snøvlede Toldembedsmanden , „ men jeg følger med . “ 
„ Du fkal da ikke paa Skolen Kl . 5 om Morgenen ? “ 
„ Er den ikke mere — og — det er saa lyst ? “ 
„ Og Du , Toldvæsen ! “ sagde Volmer ; „ troer Du ikke , det var bedst , at Du først fog Dig et varmt Bad ? “ 

„ Ja , ellers er jeg bange for , at Dn ikke vil være istand til at clarere . “ 
„ Clarere ? “ spurgte Fyren , der var aldeles fra det , skjøndt han balancerede fortrinligt ; „ clarere ! Du har jo claveret , ikke sandt , Vært ? “ 
„ Jo , mange Tak , de Herrer ! “ 
„ Naa , ja saa Farvel ! “ 
„ Lad mig ta ' e Dig under Armen , Petersen , “ sagde den velvillige Toldembedsmand , „ saa skal jeg nok bugsere Dig . “ 
„ Tak skal Du ha ' e , min Ven , “ sagde Petersen , idet han halvt talte med sig selv . „ Stille , stille ! Vil Du staae , Kamel ! Saa ! nu er der Balance i Tingene . Saa gaaer vi . “ 
Arm i Arm gik de nu over ad Østerbro til for at styrke sig til nyt Hærværk og saavidt muligt udslette Sporene af det gamle . 
II . 
Carl Volmer . 
Carl Volmer var atten Aar gammel , da han fra en af Kjøbenhavns Latinskoler blev dimitteret til Universitetet . Kort efter mistede han begge sine Forældre , som efterlode ham et Par Tusind Daler , og han kunde nu uhindret følge sin Lyst til Kunsten . Istedenfor at lade sig immatriculere ved Universitetet , lod han sig derfor indtegne som Elev ved Kunsfakademiet . Om hans Valg igrunden var rigtigt , vidste han ikke selv med Bestemthed ; thi han havde sporet Anlæg hos sig selv i forskjellige Retninger . Han var saaledes ikke 

uden poetisk Begavelse , og forskjellige Smaadigte , som han havde ladet see Lyset i et Par Tidsskrifter , havde gjort en vis Lykke og derved gjort ham vaklende med Hensyn til Valget . Men om han end et Øieblik kunde væræ i Tvivl om , i hvilken Retning han skulde gaae , Et mente han dog at vide med Sikkerhed , og det var det , at han ikke egnede sig til akrobatiske Trapez-kunster eller Escaladeringer paa Embedsstigen saalidt som til at trælle som Bagersvend i Kongens Bageri , hvor der laves Levebrød . Han begyndte altsaa at tegne og modelere , og samtidigt skrev han Smaaartikler i Bladene . Alt gik saare godt ; kun tilfredsstillede han ikke sig selv . Han syntes , og vel ikke med Urette , at der var noget Spaltet i hans Tilværelse , og forgjæves forsøgte han at hæve denne Spaltning . 
Er Du Kunstner , eller er Du Digter ? spurgte han ofte sig selv . Rimeligvis ingen af Delene , lød hans eget Svar ; hvor kunde Du vel ellers være i Tvivl ? 
Et dybt Mismod var den nærmeste Følge af en saadan Selvbetragtning , en ødelagt Skizze eller et iturevet Digt og en natlig Orgie den næste . 
Ikke desto mindre gik det dog jevnt fremad med hans Studier , thi han kunde til sine Tider være i Besiddelse af megen Energi og Arbeidsdygtighed . Efter et halvandet Aarstids Forløb kunde han derfor ogsaa meddele sin eneste Slægtning , en Onkel , at han havde faaet den lille Sølvmedaille . Med Brevet fra Onklen , der lykønskede ham i den Anledning , fulgte en Indbydelse til at tilbringe Sommerferien paa hans Gaard i Nærheden af Holbæk . 
Under Besøget der blev Volmer for første Gang 

alvorligt forelsket . Hun var livlig , piquant og havde megen Interesse for Kunst og Poesi ; dernæst var hun gracieus , en conditio sine qva non ligeoverfor ham , og dandsede fortræffeligt . De streifede om sammen i Mark og Skov ; han betroede hende sine Tvivl om sit Talent , men hun vidste at indgyde ham nyt Mod , og da Sommerferien var forbi , reiste han frisf og freidig til Kjøbenhavn for at concurrere til den store Sølv-medaille . Udsigten til hendes Hyldest og Beundring begejstrede ham , men derfor tænkte han dog ikke et eneste Øieblik paa at fængsle hende til sig . En Kunstner maa være fri ligesom en Soldat , var hans Maxime . Familiepjank og huslig Lykke bortlede hans Blik fra Maalet og kvæle hans Begeistring og svække hans Mod . I lidt over en Maaned var han gaaet paa Akademiet efter Ferien , og Dag for Dag kunde han see , hvorledes han gjorde Fremskridt , hvorledes Haanden blev mere fast og Øiet mere paalideligt og sikkert , da modtog han en Dag et Brev fra Onklen , i hvilket han blandt Andet ganske sn passant blev underrettet om , at hun pludselig var død . 
Død ! — Hun død ! den Eneste , hvis Dom han brød sig om , den Eneste , fra hvis Læber en Tak eller et Bifaldsord lød smukt i hans Øren , den Eneste i hele den vide Verden , der havde syntes at forstaae ham , og som havde kunnet opløse hans Sjæls Disharmonier . Skurrende Accorder bruste nu frem , en Streng var sprunget , og Livets Melodi var græsselig falsk . Pousserstokken blev kastet hen i en Krog , Ar beidsblousen bagefter , og i Løbet af et Par Maaneder fik de Lov til at ligge der , medens Eiermanden laa , 

hvor det kunde træffe sig , men sjeldnest hjemme i sin Seng . 
En Nat vaklede han hjemad med en Del Besvær , i al Fald troede han da , at han havde sat Coursen ad Vestervold til . Dels paa Grund af Stormen , dels paa Grund af Compassets Deviation blev han imidlertid forsat en hel Del , og da han omsider naaede Volden , var det formedelst megen Afdrift uheldigvis Østervold , han landede ved . Forgjæves speidede han efter Havn , forgjæves gik han fra Hus til Hus for om muligt at faae Øie paa sin Gadedør , det hjalp Altsammen Intet , og han vilde just til at opgive Ævret , da en ung Aland viste sig , og han bestemte sig da til at skyde Nødskud . 
„ Halloi ! De der ! “ preiede han . 
„ Hvad Godt ? “ 
„ Kan De ikke sige mig , hvor jeg boer ? “ 
„ Ikke saadan paa staaende Fod , med mindre De er istand til at give mig et lille Vink om , i hvad Kant af Byen det skal være . “ 
„ Ja , det skal sgu ' være her ved Vestervold i Numer 35 paa anden Sal , men jeg vil la ' e mig hænge , om jeg kan finde Huset — det er mig en fuldstændig Gaade . “ 
„ Ja , den kan jeg dog løse og De ogsaa , naar De tager Fornuften en Smule fangen . “ 
„ De mener , at det er fordi jeg har hengivet mig vel meget til Nydelsen af stærke Drikke , at jeg ikke kan finde min Wigwam — o nei , ædle Sire ! “ 
„ Jo , det er dog den indirecte Aarsag ; den mere 

directe er derimod den , at De for Øieblikket ikke saa meget er ved Vestervold som derimod ved Østervold . “ 
„ Jeg troer mafoi , De har Ret ! “ var Volmers forbausede Udraab . „ Men saa forklares Alt jo paa den naturligste Maade af Verden . Og jeg , som virkelig begyndte at hælde til den Anskuelse , at det dog maaske var paa Grund af vel megen Toddy , at jeg ikke kunde finde Døren . Der kan man dog see , hvor man kan være nær ved at gjøre sig selv Uret , for det er da tydeligt nok , at man umuligt kan finde en Gadedør ved Vestervold , naar man gaaer og leder ved Østervold . Altsaa , op til Vestervold ! Filons , Filons , Filons encore ! Gaaer De med ? “ 
„ Ja , jeg skal netop den Vei . “ 
„ Deres ærede Navn ? “ 
„ Søren Borch , og Deres ? “ 
„ Carl Volmer . “ 
Underveis blev Volmer efterhaanden klar i Hovedet ; en ret livlig Samtale udspandt sig mellem de fo nye Bekjendte , og da de skiltes ad , havde de gjensidigt fundet saa meget Behag i hinandens Selskab , at de bleve enige om at fortsætte Bekjendtskabet . Det varede ikke længe , inden Borch , der nærede megen Interesse for de skjønne Kunster , og som selv var optraadt som Forfatter , havde faaet en vis Indflydelse paa Volmer , der var nogle Aar yngre . Det lykkedes ogsaa ved hans indtrængende Forestillinger at faae denne til at tage fat for Alvor , endskjøndt Volmer en Tidlang besvarede alle hans Opfordringer i den Retning med 
et irriterende Hvorfor ? 

„ Hvorfor ? om ikke for din egen Skyld , saa for dine Venners . “ 
„ Mine Venners ! “ udbrød han skeptisk . „ Naa , lad gaae ! men Venner ! naar man savner en sand Veninde . “ 
I nogen Tid arbeidede han dog med megen Flid ; den store Sølvmedaille fik han , og den lille Guld medaille fulgte senere , som vi have seet . Derfor havde han dog ingenlunde opgivet sit regelløse Liv ; han havde nu engang ingen rigtig Regulator , og af og til foer der ligesom en Dæmon i ham , saa maatte han ud , ud i det Frie , bort fra de dagligdags Omgivelser og de vante trivielle Stemmer , og saa var det meget vanskeligt for hans Værtinde at sige , hvor-naar Hr . Volmer var til at træffe igjen , hvis Nogen kom og spurgte efter ham . Hans lille Arv var efterhaanden gaaet al Kjødets Gang , og for at leve maatte han derfor jevnligt skrive Artikler til Bladene eller hjælpe en Gipser og Ornamentskjærer med sit Talent . Men det , at han til sine Tider var nødt til at lade Talentet trælle som „ eine tüchtige Kuh , die ihn mit Butter versorgt “ , opirrede ham ; at han ikke fri for alle spidsborgerlige Bekymringer uhindret kunde arbeide i Kunstens Tjeneste var ham en Kval , som han kun altfor ofte søgte at glemme i vilde Bacchanalen 
Der kom Timer , fulde af Angst og Smerte , Timer , i hvilke han fortvivlet spurgte sig selv : hvad lever Du for ? hvilket er dit Maal ? og hvor det mistrøstende Svar var : Du har intet Maal ! Den , for hvis Skyld Du vilde have taget Kampen op , er borte , men hvorfor da fortsætte Kampen ? Ja , kunde 

Du træffe en Kvinde , der forstod Dig , og som brød sig om Dig ! 
Han søgte og søgte , ofte paa de forunderligste Steder ; undertiden troede han at have fundet hin Ene , men efter en kortvarig Rus var Illusionen forbi og hans Mismod kun desto større . Saare ringe var saaledes det Udbytte , han havde af denne sin frugtesløse Søgen . Engang fandt han dog En , som realiserede lidt af hans Drømmes Ideal , men hende mistede han ogsaa , og forresten — „ Hende var det dog ikke “ . 
Det var en ung Dame , som han oftere havde seet i Theatret . Hendes umiskjendelige Begeistring for Kunsten , hendes straalende mørke Øine , der funklede af Glæde , hver Gang Publicum tiljublede en af de Agerende Bifald , hendes ufrivillige Suk , naar Tæppet faldt og Stykket var forbi , fængslede hans Opmærksomhed , og inden ret lang Tid havde han med sædvanlig Behændighed vidst at sætte sig i 
Rapport fil hende . De mødtes om Formiddagen paa Langelinie , og hun fortalte ham nu , at hun var fra Norge , fra Christiania , hvor hendes Fader var kongelig Embedsmand . Hun havde i flere Aar ønsket at komme fil Theatret , men hun maatte ikke . Faderen havde dog , for at rette sig lidt efter , hvad han kaldle : hendes Luner , antaget en af Skuespillerne fil at uddanne hende i Oplæsning og Declamation , og da hun mærkede , hvorledes hun ved private Forestillinger og i Selskaber vakte Kjenderes Opmærksomhed , fattede hun den Beslutning at reise fil Kjøbenhavn uden videre . Uden at betroe sig fil en Eneste 

gav hun sig nu fil at forberede sig fil Reisen , og en skjøn Dag steg hun ganske ene iland paa Toldboden , forlangte en Drosche og lod sig kjøre hjem fil en gammel Slægtning af hendes Moder , som hun betroede sig til , og som maatte tage imod hende . Nogle Dage derefter fremstillede hun sig for Theater directeuren , der høfligt underrettede hende om , at til Trods for sit utvivlsomme Talent vilde hun i al Fald foreløbigt være en Umulighed paa en dansk Scene paa Grund af den norske Dialect . Derfor opgav hun dog ikke sit Forehavende , og alle hendes Forældres Breve og Bønner om at komme tilbage rokkede ikke hendes Jernvillie . 
„ Jeg vil til Theatret ; jeg vil lære at tale Dansk , “ sagde hun og stampede i Gulvet med sine smaa Fødder . „ Lær De mig det , saa er De vakker , De ! “ 
Volmer gjorde sit Bedste ; han blev uvilkaarligt revet med af hendes Begeistring og sikre Tro paa sig selv . De kom dagligt sammen , og en skjøn Dag opdagede de pludselig , at de vare forelskede i hinanden . 
„ Men jeg er Kunstner , og en Kunstner maa være fri . Jeg gifter mig aldrig , “ sagde han til hende , da hun en Dag var hjemme i hans Atelier for at blive modeleret . 
„ Og jeg vil være Kunstnerinde . Jeg troer , Du har Ret ; derfor ville vi sfilles , “ svarede hun med Graad i Stemmen . 
Megen Overtalelse kostede det ham at faae rokket hendes Beslutning , men omsider lykkedes det ham dog at faae hende til at love , at hun vilde komme 

som sædvanligt den næste Dag . Da hun var gaaet , frygtede han dog for , at hun skulle bryde sit Løfte og ikke komme , og han syntes at føle , at hendes Selskab var ham uundværligt . Frygten for at miste hende gjorde ham poetisk stemt , og følgende lille Epistel , som han i et Nu henkastede paa Papiret , mindede hende endnu samme Aften om hendes Løfte : 
Alice ! 
O , vil Du være mit Hjertes Viv , Forsøde mit kvindeforladte Liv Og være min Lyst og Glæde , Saa syng og le , Du søde Smaa , Men som Du formodentlig kan førstaae , Saa maa Du ret aldrig græde . 
Ja , kom saa jublende til mit Bryst , 
Og vær mit Haab , min Tro og min Trøst , Min Kjærlighed og min Lykke , Ja , kom herhid , hvis Du har mig kjær , Saa faaer mit Liv dog en Smule Værd , Og saa blæser vi Verden et Stykke . 
Saa lad mig høre endnu en Gang Din norske Stemmes yndige Klang — Jeg har jo dit Ord i Borgen . 
Med dit Løfte maner jeg Glæden frem , Bring Lys og Lykke ind i mit Hjem , Og kom , ja kom saa imorgen ! 
Hun kom ogsaa , og den Aften blev hun . I over otte Dage hørte han nu ikke fra hende ; han skrev hende til , men fik intet Svar , førend han en Aften i sin Brevkasse fandt en lille Seddel , hvorpaa der 

i Hast med Blyant var skrevet : „ Tante har opdaget Alt og tvunget mig til at reise hjem . Levvel , min Ven , og glem Din ulykkelige Alice . “ 
Da den første Sorg var forbi , skildrede han hele denne Episode i en lille Fortælling . Det var hele Udbyttet , sagde han til sig selv . Nei , der voxer ingen Roser for mig , og saa gik han ud og væltede sig i Tidslerne . 
I en saadan evindelig Vexlen af Stemninger , af Flid og spildte Timer , af Freidighed og Fortabthed forløb der et Par Aar . Da var det , han fik den lille Guldmedaille og i et Øiebliks Rus troede at turde forsikre sine Venner om , at den store var underveis . Men først skulde jo , som vi have seet , den lille sættes overstyr . 
„ Der maa være Orden i enhver Ting , “ sagde han . „ Gjemmer man sine Skatte , bliver det aldeles uoverkommeligt at faae dem brugte , naar man engang giver sig ifærd dermed . Man bør ikke lade Forretningerne voxe sig over Hovedet . “ 
III . 
I Skoven . 
Vi forlade vore Helte paa Veien til Badeanstalten og sløde atter paa dem , da de komme derfra . 
„ Man føler sig som et nyt ' og bedre Menneske ovenpaa saadan en Badetour , “ udbrød Carlsen . 
„ Men dette nye og bedre Menneske bør man kjærligt pleie og omhyggeligt sørge for , “ mente Volmer . 

„ Hvad siger I om at gaae til Constantia og spise Frokost ? “ 
„ Jeg skulde rigtignok paa Hospitalet , men — “ 
„ Man bør dog først curere sig selv , og Du gaaer altsaa med . “ 
„ Jeg er med , “ sagde Langsted . „ Udbyttet af at høre juridiske Forelæsninger idag turde dog være temmelig tvivlsomt . “ 
„ Ja , jeg maa paa kontoiret og have mig en lille Skravér ; man er ikke ung længere , “ klagede Told embedsmanden . 
„ Desværre kan jeg ikke gjøre Jer Selskab . Jeg har andre og helligere Pligter ; jeg skal bespise det unge Danmark med aandelig Føde , “ fortalte Petersen med Vemod i Stemmen . 
„ Jeg foretrækker dog selv at blive bespist i Con-stanfia , “ sagde Frank . 
Selskabet skiltes altsaa ad , og de fire Uforfærdede droge ud ad Strandveien . Da de kom til Slukefter , foreslog Volmer , at man kedede et Øieblik og nød den historiske Drik : en Gammeltøl med en Pind i . 
„ Det har jeg aldrig drukket om Dagen , “ sagde Carlsen . 
„ En Grund mere for Dig til at overbevise Dig om , af det kan gjøres . “ 
„ Maaske sgu ' . Empirien leve ! “ 
Efter et kort Hvil , der altsaa udfyldtes med Gammeltøl og de fornødne Pinde , drog man videre , og inden ret lang Tid befandt de fire Venner sig foran et veldækket Frokostbord i Veteranen blandt 

Strandveiens Tracteursteder , det udholdende Con stanfia . 
„ Livsalige Hebe ! “ udbrød Volmer , efterat han for fjerde Gang havde ringet paa Jomfruen . „ Vil De være saa artig af kredentse mig et Bæger fuldt af kostelig Malurt . “ 
„ En Snaps Malurt ? — saa gjerne ! “ 
„ Min lille Mave vaander sig under Følgerne af den søde Gift , som han kaldte for Champagne . — Mange Tak ! — Holder De Sardiner ? “ 
„ Jo . “ 
„ Men De er jo en ren Engel . Maa jeg faa faae en Æske og noget mere Øl . Man tørster altid grusomt henad Foraaret . “ 
„ Ja , især naar man har drukket hele den foregaaende Foraarsnat , “ bemærkede Langsted philosophisk . 
„ Skulde vi saa ikke have en Omelette ovenpaa ? “ 
„ Jo , hvorfor skulde man nægte sig noget af Livets Goder ? “ 
„ Fire Omeletter , om De behager , Uforlignelige . “ 
Omeletterne kom , og da de i Forbindelse med en Flaste Sherry vel vare fortærede og , Regningen opgjort og betalt , blev man enige om at gaae op over Stalden for at drikke Kaffe . 
„ Vi maae vel have os en lille Pousse-café ? “ spurgte Volmer , da man havde anbragt sig ude paa Altanen . Et enstemmigt Naturligvis var Svaret . 
„ Altsaa fire Kopper Kaffe og fire ægte Cuiracao ' er . “ 
Kaffen viste sig i Forbindelse med fire diminutive Liqueurglas . 
„ Hvor Menneskenes Børn dog kunne være ær 

gjerrige ! “ udbrød Carlsen ved Synet af disse Lilleputter . „ Husaren vil aabenbart vindicere sig Æren af at have de mindste Liqueurglas i Verden . “ 
„ De har vel hørt til et Dukkestel . — Hvormeget ? “ 
„ I Daler 2 Mk . 8 Sk- , min Herre . “ 
„ Naa , hvor den skal fmage ! “ udbrød Frank be-geistret . 
„ Hvem synger her for Øieblikket ? “ spurgte Volmer Opvarteren , der gav en omstændelig Beretning om Selskabets Damer og deres tidligere Kunstnervirksomhed , hvorefter man besluttede at komme tilbage henad Aften og gjøre Bekjendtskab med de kvidrende Sangfugle . 
„ Nlen jeg begynder at blive søvnig , “ fortalte Langsted . „ Skal vi gaae op og tage os en lille Lur i Skoven ? “ 
Forslaget vedtoges og iværksattes saa grundigt , at Klokken var henad 5 , da man atter gjenfandt sig selv liggende paa Ryggen „ dybt inde i den lyse , den foraarsgrønne Skov “ . 
„ Hvad nu ? “ 
„ Ja , det er for tidligt at gaae op over Stalden . Nattergalene ere endnu ikke ankomne . Skal vi fpise til Middag ? “ 
„ Ja , lad os gaae op til Bellevue . “ 
„ Gaae ! “ raabte Volmer indigneret . „ Hvem taler om at gaae , naar man har Lommen fuld af Penge ? Vi kjører naturligvis . Der er jo nok en Kapervogn ude paa Holdepladsen . “ 
„ Hvordan stiller det sig forresten med Kaffebehold 

ningen ? “ spurgte Carlsen , „ for jeg har ikke mere end et Par Daler , og dem skal man ikke komme langt med , naar vi drikker Snapse til tre Daler Dousinet . “ „ Naa ! nu regner Du dem ud i Dousinvis . Ja , jeg kan da forresten berolige Dig med , at vi tilnød kan faae et halvt Gros endnu . Der er stadigt Højvande . Her er to Femdalerfedler , og jeg har flere Smaasummer rundt om i de forskjellige Lommer . Her finder jeg blandt Andet to Specier . Vi er ovenpaa , og min Skrceder har jeg betalt . “ 
„ Er Du gal , Mand ? “ 
„ Nei , men engang imellem er man sgu ' nødt til at vise sin gode Villie . Manden er ganske skikkelig , og i Regelen tager han Villien for Evnen . I det sidste Halvaar har han omtrent levet af Haabet om , at jeg maatte faae Medaillen . Der er ikke et eneste Menneske , der oprigtigere har ønsket mig Held end han . Det maatte paaskjønnes . “ 
„ Hvad gav Du ham ? “ 
„ Aa , jeg havde phantaseret om 30 Rdl . , saa fik han 15 . “ 
„ Saa bør han heller ikke klage . -— En avant til Bellevue ! “ 
Toget satte sig nu i Bevægelse nedad Holdepladsen til , men da de kom udenfor Stalden , bleve de anraabte oppe fra Altanen . 
„ Halloi ! Carl og Frank ! Hvad F . ! er I der . Kom herop og faae et Bæger med ! “ 
Et saa lokkende Tilbud kunde man naturligvis ikke modstaae ; de fire Venner skyndte sig ogsaa opad Trappen og ind i Salen , hvor de forefandt et helt 

Selskab af unge Kunstnere , der havde leiret sig om en rygende Bolle . 
„ Det kan jeg lide : Punsch Klokken fem om Eftermiddagen ! “ udbrød Frank . 
„ Man bør ikke spilde Tiden , “ bemærkede en af Selskabet ; „ ars longa , vita brevis est . Maa jeg have den Fornøielse at præsentere Dem , mine Herrer , Frøken Olsen , Staldens og mit Hjertes Primadonna assolula — “ 
„ Aahr , Di ! “ læspede den unge florklædte Skjønhed med temmelig hæs Stemme . 
„ Hendes Forcerolle er som Fenella i „ Den Stumme “ . — Og Frøken Jensen , Buffosangerinde af første Rang . Drikkevisen er hendes Specialitet ; derfor bærær hun Hædersnavnet Buffetsangerinde . “ 
„ Det glæder os særdeles at gjøre Damernes Bekjendtskab , “ sagde Frank . „ Vi skulde have været til Bellevue , men — “ 
„ Vi kom ogsaa til Bellevue , “ supplerede Volmer , idet han sirligt bukkede for de Skjønne , af hvilke den Sidste bøiede sig ned til sin Sidemand og spurgte : „ Hva ' va ' de ' , han sæ ' e ? “ 
Til sit eget Fordærv gav den Letsindige en fuldstændig Forklaring over Complimenter ! , som blev saa vel optaget af den unge Dame , at hun fra det Øieblik af kun havde Øie og Øren for Volmer . Da han senere lod komme et Par Flasker Vin , var han øieblikkeligt ferme premier hos dem begge . 
Sangerdirecteurens Opfordringer til at begynde paa Tribunen vare aldeles frugtesløse ; hans berettigede Vrede formildedes dog betydeligt , da han blev 

opfordret til ogsaa at tage Plads ved Bordet , og den gik aldeles over , da Volmer reiste sig og talte saalunde : 
„ Mine Damer og Herrer ! Schiller siger etsteds : 
„ Wohl Perlet in Gläser der funkelnde Wem , Wohl glänzen die Augen der Gäste ; 
Der Sanger zeigt sich , er tritt herein , Zu den Guten bringt er das Beste . 
Denn ohne die Leier im schimmernden Saal Ist die Freude gemein auch beim Necktarmahl . “ 
„ Och Schiller har denn Recht ! “ brummede Direc teuren . 
„ Ganske vist har Schiller Ret , “ fortsatte Volmer . „ Der er vel Heller Ingen , der vil tvivle om , at vi jo Alle som En vilde prise os lykkelige ved at høre Frøken Olsens sølvklare Triller — “ 
„ Men je ' ce saa hæs iaften . “ 
„ Eller at vi ikke skulde have Lyst til at beundre Frøken Jensens Skjælmeri og Lune — “ 
„ Det ka ' Di fæl være , “ sagde den lille Skjælm med uforligneligt Vid . 
„ Men , hvis vi gave efter for vore Lyster i saa Henseende , saa vilde vi berøve vort Bord dets 
Blomster og Vinen dens Bonquet . “ 
„ Og den kan ellers nok trænge til Alt , hvad den kan faae af den Vare , “ bemærkede Carlsen . 
„ Vi ville derfor beholde vore Blomster — “ 
„ Men jeg , “ afbrød Directeuren , „ jeg har denn Kone och Børn och jeg — “ 
„ Men Hr . Directeuren har Kone og Børn , det 

maae vi vel erindre . Vi bør ikke indhylle os i Egoismens bløde Foerværkskappe og haardhjertet glemme Omverdenen . Jeg foreslaaer derfor , at Tallerkenen gaaer rundt som sædvanlig hvert Qvarter — “ 
„ Det Sædvanlige er hver zehn Minutten , “ bemærkede Directeuren . 
„ Allsaa hver ti Minntter . “ 
„ Javel ! “ lød Choret . 
„ Saa kunne vi i ublandet Fryd nyde Øieblikket— “ 
„ Og vi har dog ikke glemt Kone og Børn , “ sagde Langsted tørt . 
„ Och so skal jeg denn singe Dem en Sang engang imellem , “ forjættede Directeuren . 
„ Gid F . havde ham ! “ hviskede Frank , da Sangeren med dyb Ølbas intonerede : „ Im tiefen Keller etc . “ 
Aftenen gik imidlertid ganske muntert , og da man omsider skiltes ad , maatte Volmer bestemt love , at han en Formiddag med det Allerførste skulde komme ud og modelere begge Damerne ; Frank havde god-hedsfuldt lovet at male dem , en tilstedeværende Photograph havde phantaseret om Visitkort i Dou-sinvis , og Carlsen havde tilbudt sig som Huslæge i Anledning af Hæsheden . Da Directeuren uheldigvis havde faaet Nys om , at Langsted var Jurist , havde han lagt Beslag paa ham for at raadspørge ham angaaende Udfaldet af en Retssag , der verserede for nordre Birk , og som dreiede sig om et Par Ørefigen , der vare udvexlede imellem Directeuren og en Urtekræmmer — „ en godt Ven af mich forresten , men tage Lussinger af ham — „ Det var formechet 

at forlange ! “ fang den Fornærmede til Guitar-accompagnement . 
Da Selskabet kom ned til Holdepladsen , var der endnu en eneste Kapervogn , som naturligvis længselsfuldt havde ventet efter dem . 
„ Har Du flere Penge , Volmer ? “ spurgte Carlsen , „ for nu er jeg aldeles blank . “ 
„ Jeg har omtrent et Par Daler . “ 
„ Jeg har ogfaa en Dalerspenge , “ berettede en af de Andre . 
„ Herligt ! saa kan vi to betale , saa har Sjælen Ro , og jeg kan gaae i Seng med en god Bevidsthed . Tanken om overflødigt Sølv eller Guld skal ikke gribe forstyrrende ind i min slumrende Tilværelse inat . Hvilende , uanbragte Capitaler i mine Buxe-lommer ere mig nemlig en Vederslyggelighed . Værsgo ' Kudsk ! Kjør saa til . Jeg skal til Vestervold 35 , 2den Sal , og De maa kjøre mig lige til min Dør . “ 
„ Ja , Gadedør . “ 
„ Naturlig , og saa bærer De mig op til anden Sal . Her har De en Mark , the last rose of the Summa : 40 Rdl . 
„ Medaillen gik for ædel Daad , For jeg har væ ' t i Skoven . 
Der blev jeg rigt ' nok dygtig vaad , Men jeg kjørte hjem paa en Vogn . 
„ Fahren wir mit dem Eisenbahn , Eisenbahn , Eisenbahn . “ 
sang Choret , medens det i susende Carriere gik indad Byen til . 

IV . 
I Dameselskab . 
Klokken var henved 11 næste Formiddag , da Volmer blev vækket af Søren Borch , som fra hans Atelier tittede ind i Sovekammeret til ham og forundret udbrød : „ Hvad F . I . ligger Du i Sengen endnu ? “ 
„ Puh ! det var en varm Tour ! “ var det megetsigende Svar . 
„ Naa ! Du har været ude at more Dig igaar ? “ 
„ Du kan gjerne uden at træde Sandheden for nær sige igaar og iforgaars . “ 
„ Det kan jo nok lade sig høre . Skal Du ellers ikke op ? “ 
„ Jo , jeg har tænkt stærkt paa det . — Er Ole derinde ? — Ole ! “ 
Ole viste sig og blev spurgt om , hvor de nødvendige Permissioner monne være ; han underrettede i den Anledning sin Herre om , at han havde børstet og banket alt hans Tøi — „ men Busserne ku ' a itte hitte . “ 
„ Da maa jeg dog minsæl vel have havt Buxer paa , da jeg kom hjem , “ mente Volmer . 
„ Man skulde synes det , “ bemærkede Borch , da Patienten i det Samme udbrød i et triumpherende : „ Heureka ! — jeg har dem paa . Jeg vidste jo nok , at de maatte være her . Men hør Ole , de turde være noget derangerede ; tag mig Heller de Sorte . “ ' 
„ Du er altsaa begyndt igjen paa de gamle Historier . Jeg mente , Du havde besluttet at holde op ? “ 
„ Den Beslutning havde jeg i Virkeligheden ogsaa taget , men — “ 

„ Men saa besluttede Du om igjen . “ 
„ Nei , det var dog egentlig ikke i Kraft af en Beslutning , at de sidste Dages „ besoffene Thaten “ fremkom . Jgrunden kom de paa mig som Juleaften paa Kjær-lingen , idet jeg nemlig var inviteret til et Gilde i Anledning af Guldmedaillen og min akademiske Hæder , og ved den Leilighed var jeg jo pidsket til at drikke . “ 
„ Ja , der havde Du jo en rar Undskyldning til at vække din Lyst til Extravageren . “ 
„ Ja , „ den er skjult af Ord ' ner og Medaillen “ . Men hør , lad mig være fri for Fasteprædikener ; de er saa fordømt flaue saa tidligt om Morgenen , og jeg trænger netop til noget Salt . — Ole ! hvordan staaer det sig med Spisekammeret ? “ 
„ Der æ itteAnd ' t end Smørr aa Uost , Hr . Volmerr ! “ 
„ Har Du en Tremark , Borch ? “ 
„ Jo , værs ' artig ! “ 
„ Herligt ! — Ole ! Flamsk Sild , Æg , Surbrød , Bayersk Øl og Kommenakvavit ! „ Brug dine Vinger , og sving Dig afsted ! “ “ 
„ Jou ! “ sagde Ole og forsvandt . 
Borch fik sig en Pibe , Volmer blev paaklædt , Frokostbordet dækket , og snart vare de to Venner inde i en ivrig Discussion , der aldeles lod Volmer glemme det foregaaende Bacchanal og den til Spirituosa forvandlede Guldmedaille . Da Ole havdedækket afBordet og Tobakken atter var kommet frem , underrettede Borch sin Ven om , at han igrunden havde indfundet sig for at spørge ham , om han havde Lyst til at blive præsenteret hos Grosserer Falsen , hvor der om Aftenen skulde være „ ungt Selskab “ . 

„ Du ved , det er min Onkel , og jeg har udbedt mig Tilladelse til at indføre Dig . “ 
„ Saa ? — Ja , ærligt talt bryder jeg mig ikke stort om Sligt . Du ved jo , at jeg saa godt som aldeles er hørt op med at komme i Familieskjød . “ 
„ Men det er urigtigt af Dig . “ 
„ Kan være ! men for det Første tilfredsstiller Livet der mig ikke , og for det Andet ved jeg jo , at der hviskes rundtom i Krogene af disse Dydsdragoner om mit „ vilde Liv “ og mine „ forfærdelige Udsvævelser “ , og jeg seer , hvordan adskillige af de unge Blyheder halvt skye trække sig tilbage , naar jeg nærmer mig dem , og jeg har saamæn ikke tænkt paa at kysse dem . “ 
„ Det er naturligvis en hel Del , fordi Du bestandig er spydig . “ 
„ Jeg er spydig , fordi man irriterer mig . Min Toga gjemmer baade Fred og Krig , men vil man Krig , faa velan ! Er der nu ikke noget umaadeligt opirrende ved at høre en FrøkenRauth , denne halvgamle , rødhaarede Ubehagelighed , tale om Ens grændseløse Umoralitet og forrykte Principer ? “ 
„ Er det Noget at bryde sig om , hvad saadan en anerkjendt gammel Sladdersøster fortæller ? “ 
„ Jo , thi det sfader mig . Folk troe alle hendes Historier saameget mere , som hun tidligere kom i min Familie . Hun er forresten ypperlig . Forleden hilste jeg hende meget ceremonielt paa Østergade , og den aldrende Jomfruelighed rødmede saamæn helt op i Haartoppen . “ 
„ Men din rødhaaredeAntagonisf kommer næppe hos min Onkel iaften . Det er kun Ungdom , og Du vil blandt 

Andet saae Leilighed til at beundre en Halvcousine af mig , en nydelig Pige , som i disse Dage er kommet directe fra Paris , hvor hun i en halvandet Aar har opholdt sig sammen med sin Moder og sin Tante . “ 
„ Se , se ! det lover Noget , men — nei ! — ja , kan Du laane mig en Kjole ? “ 
„ Den skal jeg jo selv bruge iaften hos Onkel . “ 
„ Og jeg har brugt min hos „ Onkel “ , det er det Uheldige af det . “ 
„ Du kan jo sagtens faae en Kjole at laane . — Du gaaer altsaa med . Præcis Klokken 8 kommer jeg og henter Dig . “ 
„ Naa lad gaae ! man skal altsaa være et net Menneske iaften . Saa maa jeg da strax ud at løbe efter en Kjole . “ 
„ Det er da ikke første Gang , forsaavidt som Du mange Gange har løbet efter et Skjørt . “ 
„ Med Kjole paa — unegteligt ! — En route ! “ 
Det er Aften , og Klokken er lidt over 8 , hvorfor det maaske turde være ganske passende at indføre Læseren hos Grosserer Falsen , som beboede en første Sal ude i Amaliegaden . Her var Alt Liv og Lys . Grossereren , der var en Mand paa omtrent et halvt Hnndrede Aar , var fidligt bleven Enkemand ; han førte ikke desto mindre et meget livligt og selskabeligt Hus , og hans to unge og smukke Døtre bidroge ikke saa lidt til at fængsle de 
unge Herrer til Huset . Grossereren selv var en livlig Mand , der i sin Ungdom havde reist særdeles meget og levet temmelig lystigt . Denne Omstændighed havde dog 

ikke gjort ham til et Hældøre paa hans ældre Dage , og han var ikke af dem , der stadig føre Nutidens Daarlig hed i Munden med Henvisning til deres egen Ungdoms ualmindelige Dyd og gode Sæder , som det ellers saa ofte er Tilfældet med de Folk , der have været mindst dydige i deres unge Dage . 
Naar en ældre Mand ikke længere formaaer at fængsle de unge Kvinder eller drikke en Flaske Vin uden at blive daarlig Dagen efter , glemmer han saa saare let , at han nogensinde har besiddet disse Fortrin . 
Grosserer Falsens Hukommelse var i den Retning aldeles usvækket ; han var en fordomsfri Mand , en elskværdig Vært og en Ander af Liv og Munterhed , kort sagt af Ungdom , og han var selv til Trods for sine halvlredssindstyve Aar endnu bestandig en ungdommelig Mand . Nu iaften var han ret i sit Es , da han saa en Flok af unge , livlige Mennesker omkring sig ; han gik fra den Ene til den Anden , og Spøg og Skjæmt og smaa kvikke Complimenter strømmede ud af ham . 
„ Ah ! der har vi jo vor lille Pariserinde ! “ udbrød han , da Døren aabnedes , og Frøken Thora Freiberg , den af Borch omtalte Halvconsine , traadte ind , fulgt af den rødhaarede Frøken Nauth , der efter Sædvane havde bidt sig fast hos En , som hun vidste vilde vække nogen Opmærksomhed ; en Del af denne vilde da ogsaa tilfalde hende , mente hun — en slet Taktik forresten , men saare almindelig . 
„ Maa jeg præsentere Selskabet en ung og , som De seer , meget smuk fransf Dame — hun forstaaer ikke et Ord af , hvad jeg siger — Frøken Freiberg , qui nous fera l ' honneur d ' assister à notre petite fete ce soir . “ 

„ Mademoiselle Frébair , s ' il vous plait , Monsieur , naar jeg endelig skal være fransk , “ bemærkede den unge Dame smilende , idet hun grazieust neiede for Selskabet . 
Kort efter traadte Borch og Volmer ind i Salen og bleve strax modtagne af den opmærksomme Vært , der bød sin nye Gjæst Velkommen i sit Hus , medens han paa samme Tid complimenterede ham i Anledning af hans sidste Arbeide . Volmer takkede for Indbydelsen og bukkede afparerende for Complimenterne , hvorpaa Grossereren vendte sig til et Par andre Gjæster . 
„ Ah , ma belle cousine ! oomme vous voilà char mante ! “ udbrød i det Samme Borch , da han fik Øie paa den mørktlokkede Skjønhed , hvis dybe blaae Øine allerede havde tiltrukket sig Volmers Opmærksomhed . „ Tillad mig at præsentere Dig min Ven , den unge navnknndige og hæderkronede Billedhugger Carl Volmer , der sandsynligvis i den allernærmeste Fremtid vil udødeliggjøre dine henrivende Træk . — Frøken Frei berg . “ 
„ Du er uforandret den gamle Spottefugl , “ sagde den Tiltalte , idet hun gjengjeldte Volmers Hilsen . 
„ Men her er det mig , han spotter , Frøken . “ 
„ Hvorledes da ? “ 
„ Han ved saare vel , at selv en Phidias aldrig vilde kunne faae det carrariske Marmor til blot at minde svagt om Udtrykket i deres dybe blaae Øine , minde om — “ 
„ Om disse Læbers skjælmske Smil , om denne Pandes rene Adel og saa videre , og saa videre , “ fortsatte den unge Dame , idet hun lunefuldt faldt ind i den an slaaede pathetiske Tone ; „ men nu skal De ellers have 

mange Tak begge tv ; jeg seer , De er lige gode Spotte-fugle . “ 
„ Jeg spotter aldrig , Frøken , “ forsikrede Volmer med den troværdigste Mine , han kunde opdrive . 
„ Aa nei ! “ sagde Frøken Rauth ironisk . 
„ Frøken Rauth ! “ udbrød Volmer tilsyneladende høist overrasket ; „ De her ? Godaften ! Frøkenen behager at befinde sig vel ? “ 
„ Jo Tak , og De ogsaa ? “ 
„ Jeg klager ikke . Jeg havde den Fornøielse at hilse paa Frøkenen forleden paa Østergade . “ 
„ Saa det var virkelig en Fornøielse for Dem ? “ spurgte hun provocerende . 
„ Kan De tvivle , Frøken ? De ! en af mine aller-ældste Bekjendte ! “ 
Den gvasi-ungdommelige Frøken vendte sig rasende om , idet hun lovede sig selv , at „ det skulde han faae betalt . “ 
Selskabet var nu efterhaanden bleven samlet , og Volmer var bleven præsenteret . Han mærkede godt , at han var Gjenstand for en vis Opmærksomhed , men han syntes tillige at kunne mærke , at det ligesaa meget var hans „ forfløine Liv “ som hans Talent , der havde vakt den . 
„ Ligemeget ! “ sagde han til sig selv og purrede op i sif lyse , krøllede Haar ; „ nu vil jeg more mig , “ og snart saa man ham ogsaa som den Gladeste iblandt de Glade , sæftende Liv i dem Alle og opmuntrende til alt Muligt . „ Fornndringsstolen “ kom blandtAndet paaBrædderne , og da ingen Andre vilde devovere sig , maatte han først besætte Pladsen . Der var Meget , der hos ham var Gjenstand 

for Damernes Forundring , men det kom kun blufærdigt frem i halve Hentydninger . En undrede sig over , at han var saa bleg , en Anden undrede sig over , at han kom saa , meget paa Conditorier , som man sagde , en Tredie undrede sig over , at hans Næse ikke var mere rød — 
„ Det skulde da ikke være min gode , gamle Veninde , Frøken Rauth ? “ spurgte Volmer . 
Jo , det var det da , og Frøkenen rnaatte , saa nødigt hun end vilde , paa Forundringsstolen . Da hun nu langtfra var velseet af de Unge , havde Medisancen frit Løb , især da den kunde masqueres saa godt , og adskillige temmelige spydige Forundringsudbrud kom derfor frem . Specielt undrede man sig over , at hun holdt sig saa godt endnu , endvidere over , at hun vidste saa god Besked med Alles private Liv ; En undrede sig over , at hun lod til at ville have Hr . Volmer rødnæset , da dog den røde Farve slet ikke var smuk , en Anden var impertinent nok til at undre sig over , at Frøkenen ikke var forlovet — 
„ Det er Volmer ! “ udbrød hun heftigt . 
„ Nei , Frøken ! det kunde aldrig falde mig ind at undre mig derover . “ — 
„ Forundringsstolen “ blev dog snart vraget , da en ung Dame paa det Bestemteste erklærede , at hun ikke vilde sidde der , „ hun gjorde det ikke , ikke for Alt i Verden “ , og „ Ordsprogslegen “ blev sat igang for dog snart atter at standse . Da den nydelige Brunette , Frøken Freiberg , engang alene kom frem med Frøken Ranth og man opfordredes til at sige , hvad det var , spurgte Volmer , om Ideen var tagen fra den Lannerske 

Ballet ; der blev svaret Nei , men samtidigt blev han ivrigt opfordret til at sige , hvorfor han havde spurgt derom . Han nægtede først at svare , men da Frøken Rauth paa det Bestemteste insisterede paa at faae Grunden til Spørgsmaalet at vide , svarede han , at han havde troet det var en ny Fremstilling af det choreographiske Phænomen „ Gammel og Ung . “ 
„ Tølper ! “ udbrød Frøkenen halvhøit og ikke uden en vis Berettigelse , især hvis hun ikke selv først havde givet Anledning til Personligheder . Volmer hørte dette Udbrud , og i sin Harme spurgte han , om man maaske havde taget Ideen Ulden foreliggende Gaade af Spille bogen ? Intet Svar fra den Fortørnede . 
„ Thi det skal vel ikke være „ Rouge et Noir “ ? “ spurgte han videre . 
„ Jo , det skal ! “ skreg Frøkenen rasende og foer ind i et Sideværelse , hvor hun gav sin Galde frit Løb i en Masse Bagtalelse over den ulykkelige kontrapart , som ikke blev levnet Ære for fire Skilling . Heldigvis var Borch tilstede og kunde tage til Gjenmæle , men han kunde dog ikke forebygge , at hans smukke Cousine med en vis Mistro iagttog hans Ven og sørgmodigt tænkte , omtrent efter Recepten : hvor det dog er Skade , at det unge Menneske er saa forfalden ! 
Panterne skulde nu indløses , men da man kort efter skulde gaae tilbords , gik de rask fra Haanden . Blandt andre Domme faldt ogsaa den : en Compliment og en Grovhed fil to Damer . Da det viste sig , af det var Volmer , Dommen var faldet paa , bemærkede Frøken Rauth , der fil sin egen Skade ikke kunde lade ham være i Fred , af det vist var bedst af dispensere ham for Complimenten , 

da den næppe laa saa godt for ham som Grovhederne . 
„ Fra deres Standpunkt kan De have fuldstændig Ret , Frøken , men Dommen lyder jo ikke udtrykkeligt paa , af jeg skal sige Dem en Compliment , og det letter mig Arbeidet betydeligt . “ 
Efter denne Replik vendte han sig imod Frøken Thora , der sad lige ved Siden af hans Fjende eller , som han kaldte hende , gamle Veninde , bukkede zirligt dg declamerede : 
„ De er et lyrisk Digt , hvis Rytbmer trylle Mit Syn og Øre , friskt og formfuldendt . Kun ei jeg fatter , hvorfor De bestandig Er klistret op ad gammelt Pergament . “ 
De sidste Ord henvendtes halvt fil Frøken Rauth , der ogsaa qvitterede for den befalede Grovhed med et sønderknusende Blik . Heldigvis opfordrede Grossereren i det Samme fil af tage Damer tilbords , og Volmer benyttede sig af Leiligheden fil gjentagende af bukke for den Complimenterede , som ogsaa reiste sig og , skjøndt halvt uvillig , tog hans Arm . 
„ Er De vred paa mig , Frøken ? “ spurgte han . 
„ Ja , det forekommer mig ikke , De har opført Dem som sand Cavalier imod Frøken Rauth . “ 
„ Jeg maa desværre give Dem Ret , men jeg er ikke saa indlevet i Selskabslivet og dets conventionelle Former , at jeg kan tillade en Dame , tilmed en grim Dame , alle mulige Brutaliteter imod mig uden Retorsion . Jeg kan ikke finde mig i denne hviskende Bagtalelse i Krogene ; saa foretrækker jeg aaben Krig . “ 

„ Resultatet vilde blive , at alt Selskabsliv blev en Umulighed . “ 
„ Nuvel ! saa flygtede man fra Selskabet og nøiedes med „ une chaumière et son coeur “ -— “ 
„ Til man blev kjed af det , og hvad saa ? “ 
„ Det blev man aldrig kjed af ! “ udbrød han begejstret , idet han saa hende dybt ind i de blaae Øine , som hun dog hurtigt fik til sig igjen . 
Grossereren havde imidlertid ønsket sine Gjæster Velkommen tilbords , og disse viste tydeligt , at den splendide Servering var dein meget velkommen . Man drak private Glas med hinanden , man converserede sin Dame og stnndom Naboens med , man spillede Philip pine ved Desserten , man var kort sagt saa behagelig som muligt , og da man omsider reiste sig fra Bordet , var man i det herligste Humeur af Verden , og det vakte derfor almindeligt Bifald , da en ung Herre satte sig til Fortepianoet og spillede en feiende Polka . Inden et Øieblik vare Alle ude paa Gulvet og Dandsen alminde lig . Volmer lagde strax Beslag paa sin Borddame , og han lod til al blive meget forbauset , da en anden Herre kort efter inclinerede for hende og hun dandsede ud med ham . Det er nu dog af det Slags Ting , man maa vide al finde sig i som en Mand , men for Volmer faldt det lidt haardt . Han havde nu engang vant sig til al lade sig føie i alle sine Luner og Lyster , og det var Hain derfor næsten en kval , al han ikke nafladeligt kunde dandse med Thora . 
„ Hvorfor dandser Du ikke ? “ spurgte Borch ham . 
„ Jeg vil ikke dandse , med Andre end Din Cousine . “ 

„ Det gaaer jo ikke^an . Du maa da dandse med Husets Distre . “ 
„ Nei , gu ' gM jeg er . “ j 
„ Du er forbandet uciviliseret . “ 
„ Saa ? ja , nu gaaer jeg ogsaa min Vei ; saa skal der 
da Ingen have ondt af mig . “ 
Til Trods for Vennens Forestillinger gik han for sidste Gang hen og inclinerede for Thora , dandsede ud med hende og sagde derpaa et kort Farvel . 
„ De gaaer allerede ? “ 
„ Ja , jeg kan ikke lide at see Dem dandse med Andre . Godnat , Frøken ! “ sagde han kort , hvorpaa han gik hen til Grossereren , der forgjæves spurgte om Grunden til hans pludselige Opbrud , takkede for den behagelige Aften , sagdeFarvel og forsvandt , efterat han i dog havde lovet at komme igjen en anden Gang . 
„ Han er lidt original , din Ven , “ bemærkede Falsen . 
„ Mon han nu gik hjem “ . 
„ Rimeligvis ! — Ifald han da ikke gik ud paa Rummel , “ famkte Borch . 
Volmer gik dog hjem og tilbragte den halve Nat med at tegne Kvindehoveder , der udmcerkede sig ved en Fylde af mprke Lokker , og skrive Sonetter , der ikke ud-mcerkede sig ved Nogetsomhelst . 
V . 
Et Lesog i . Afelier ' et . 
Nceste Dag tog han den faste Beslutning ret at ville studere sin Kunst — imellem os sagt var det mindst 

tiende Gang , at den Beskutning var tagen og dens Iværksæftelse begyndt . Han gik nu atter flittigt paa Akademiet , men hvad der pinte ham var , at han stadigt maatte modelere Smaating for Kunsthandlerne og skrive til Bladene for „ at knnne komme nd af det “ . — 
„ Det forstyrrer mig ! “ udbrød han . „ Gid F . havde alle Kunsthandlere i hele den vide Verden . Kunsten har ingen værre Fjender end dem . “ 
„ Du lever dog af dem , “ ytrede Borch , som just var tilstede . 
„ Ja , men det er uhyggeligt , at man ikke kan leve uden de Kameler . “ 
„ Araberen spotter ikke Dyret , der hjælper ham gjennem Saharas Ørken . “ 
„ Nei , men han slagter Kamelen , naar det kniber . Her skulde vi blot høre et Hyl , naar jeg gjorde det Samme . Og disse Kunsthandlere er dog gruelige ! Igaar var jeg inde hos en af dem . Jeg havde lavet ham en Frugtopsats — tænk Dig : en Frugtopsats ! saadant Noget skal man være nødt til at klistre sammen . “ 
„ Ja , hvad ! man maa finde sig i Sligt ; jeg skrev forleden et Bryllupsdigt til min Skomagers Datters Bryllup . Ved den Leilighed fik jeg mig et Par nye Støvler . “ 
„ Er det nu ikke rædsomt ! “ udbrød Volmer med comisk Fortvivlelse ; „ en Kunstner , en Digter kan ved sin Kunst , naar han er rigtig heldig , komme paa Støvlerne . “ 
„ Men det er kun en Overgang . “ 
„ Ja , det sagde ogsaa Ræven , da de trak Bælgen af 

ham . Det Værste ved min Mæcenas , denne Kunsthandler , er , at han aldeles ikke forstaaer sig paaNoget-somhelst . Forleden viste han mig saaledes med Henrykkelse en Mars , han havde faaet fra Blyth , som Du nok kjender . “ 
„ Javel ! Han er ingen stor Kunstner . “ 
„ Men Manden var dog henrykt over stimme Mars . Den havde et Par forfærdeligt lange Ben , og saa var den saa kortlivet , at man gjerne kunde have antaget den for en Dame under Revolutionstiden , — „ Hva ' si ' er De mai til den , min Fa ' er ? “ spurgte han mig . „ Den er schu ' go ' ! “ — „ Men jeg synes dog , han er noget kort i Livet , den lange Fyr . “ — „ Han er schu ' et lille Mesterværk , min Mars . “ — Saa tillod jeg mig rigtignok en lille Brander . “ 
„ Og den lød ? “ 
„ Mars longa , vita brevis est . “ 
„ Hvad sagde han til den , for han er jo Student ? “ 
„ Hele mit Udbytte af Vittigheden var , at han blev gal i Hovedet , og at jeg fik to Daler mindre forFrugtopsatsen . “ 
„ Ja , det betaler sig ikke at sige Vittigheder hertillands . “ 
„ Nei , det er næsten sørgeligt , at man ikke er født Idiot . Saa havde man da nok sin Fremtid garanteret . “ mente Volmer og tilføiede heftigt : „ Hør , lad os gaae i Tivoli iaften ; jeg har Penge . “ 
„ Nei , “ sagde Borch bestemt . „ Slaar Du er i det Humeur , ved jeg nok , hvad det bliver til . “ 
„ Hvad da ? “ 
„ Du giver Dig til at drikke . “ 

„ Ja , hvad saa ? Saa ærgrer man sig dog ikke saalænge . “ 
„ Nei , men Dagen efter desto mere , og det med god Grund , fordi man har været saa pjaltet . Gaa Du 
Heller med til min Onkels iaften ; de spørger stadigt efter Dig der . Hvorfor kommer Du der ogsaa saa sjeldent ? “ 
„ Det forekommer mig , at de næsten er bange for mig . “ 
„ Aa Passiar ! Kom nu blot og gaa med . Thora er der . “ 
„ O , Thora , min Veninde ! 
O , gjør mig lykkelig . 
Hvor skal jeg Lykken finde — ? ' 
„ Vist ei i Tivoli , “ sang Borch supplerende , og saa bleve de da enige om at gaae til Grossererens den Aften . 
Volmer var iøvrigt ikke længere nogen Fremmed der i Huset , og til Trods for hans extravagante Liv var han dog paa Grund af sin Livlighed stedse en velseet Gjæst . Man morede sig altid over ham , vin man end ikke kunde sympathisere med mange af hans spydige Udtalelser og bitre Domme . 
„ Der maa høre noglemærkværdigeØine til for at see saaledes , “ bemærkede Thora en Aften , da han havde givet en carriceret Skildring af en fælles Bekjendt , som iøvrigt havde opvakt en Del Latter . 
„ Ja , Frøken , jeg seer altid med mine egne Øine , “ var det affeiende Svar . „ Iøvrigt seer Verden paa mig med lignende . Det gjælder stadigt : „ Sauve qui peut ! “ “ 

„ Men De bliver næppe frelst paa den Maade . “ „ Det troer jeg Heller ikke , “ var det korte Svar til Hende , som han dog syntes saa godt om . 
I det Hele var der noget Koldt og Affeiende i hele hans Maade at være paa , som ofte stødte dem fra ham , der vilde ham det allerbedst . Efterhaanden vænnede de sig dog til hans Væsen i denFalsenske Familie , og det var ogsaa omtrent det eneste Sted , hvor han nogenlnnde jævnligt kom . Thora udøvede en mægtig Tiltrækningskraft paa hans flagrende Gemyt , men at lægge Baand , paa sig selv for en Andens Skyld , det havde han ikke lært , i al Fald ikke endnu . Ofte stødte han hende fra sig ; han mærkede det selv og afbad sin Skyld foran hendes Buste hjemme i sit Atelier , den , han i al Hemmelighed havde modeleret , men som altid stod tildækket for profane Blikke . 
Da han en Dag stod hjemme i sit Atelier , bankede det paa Døren . 
„ Kom ind ! “ raabte han , og ind traadte Grosserer Falsen med sine to Døtre , Emma og Maria , og saa — Thora . 
„ Ja , mine Døtre vilde absolut see deres Atelier , Hr . Volmer , “ sagde Grossereren til den behageligt overraskede Knnstner , efterat de første Hilsener vare vexlede , „ og De ved : naar Damer have fat sig Noget i Hovedet , saa kan man ikke saadan faae det ud af det igjen . “ 
„ Nei , om det saa kun er Haarnaale , de have sat sig i Hovedet ; det seer jeg bedst med mine Modeller , “ sagde Volmer ugenert . „ Jeg kan forresten ikke undlade at 

udtale min Glæde over , at Damerne interessere sig saameget for Kunsten — “ 
„ Og Kunstnerne , “ sagde den galante Grosserer med et Buk . 
„ Da denne Interesse forskaffer mig deres behagelige Nærværelse “ — et elipseformet Buk for de tre Damer — „ men jeg maa dog sige Dein , at det igrunden er et Vovestykke , De har indladt Dem paa ? “ 
„ Et Vovestykke ? “ spurgte den ældste Frøken Falsen , „ hvorledes da ? Kommer der aldrig Damer i en Billedhuggers Atelier ? “ 
„ Jo , paa en Maade . Jeg staaer netop her og arbeider paa en Thalia , og derinde er , ja , De maa ikke tage mig det ilde op , jusf Modellen , men hun gaaer strax . “ 
Alle tre Damer rødmede til op over begge Ørene og stode forlegne uden at vide , hvad de skulde sige , da jusf Døren til Sovekammeret aabnedes , og Modellen , som havde taget sit Tøi paa , stak Hovedet ind og med et „ Uh ! “ hurtigt vilde trække sig tilbage . Volmer fik hende imidlertid fulgt ud , og Frøkenerne Emma og Maria kunde ikke lade være at skotte til Siden , hvorpaa han smilende gjorde en Undskyldning for Damerne . 
„ For Fremtiden , mine Damer , hvis De vil gjøre mig den Ære , maae De helst melde Dem i Forveien . Mine Muser skulle da faae Afbud itide . “ 
„ Kan De som Kunstner saa letsindig give Afkald paa Muserne ? “ spurgte Grossereren for dog at sige Noget i den almindelige Forlegenhed , som dog ikke lod til at have smittet Volmer . 

„ Gudbevares ! jeg giver med Glæde Afkald paa Muserne , naar selve Gratierne lyslevende besøge mig . “ 
„ Men ikke for at modeleres , “ bemærkede Grossereren jovialt . „ Naa , Høistærede ! lad os saa see os lidt om . “ 
„ Men ikke altfor meget , for her hersker en chaotisk Norden . Glas og Flasker og Thepotter og Fleuretter og Huggerter leve et behageligt Clubliv her hos mig ; det er et Slags bestandig borgerlig Forening . “ 
„ Det tager man ikke saa nøie hos en Kunstner . “ 
Volmer viste dem nu om og maatte besvare hundrede Spørgsmaal om , hvad det hed , og hvad det brugtes til , og hvorfor det nu hed saadan o . s . v . , og maatte omsider frem med sine Studier og Haand tegninger , da man vidste , at han tidligere havde lagt sig efter Malerkunsten . Mappen var nærmest fyldt med Carricaturer med dertil hørende Epigrammer , som morede dem meget . Enkelte kvindelige Hoveder fandtes dog ogsaa , og de vakte i høi Grad Damernes Nysgjerrighed . 
„ Hvem er det ? “ spurgte Frøken Emma , den Ældste . 
„ Det ! “ sagde Volmer koldblodigt , „ det er en Frøken Petersen ; “ og dermed var den Sag klaret . 
„ Hvem er dog den kjække unge Dame med Fjerbaretten og det krøllede Haar ? “ spurgte Frøken Maria . 
„ Naa ! det er en Frøken Jensen . “ 
„ Hm ! “ — Man var aabenbart slet ikke fornøiet med disse lakoniske Oplysninger , og man vilde saa inderligt gjerne faae vor Helt sat lidt i Forlegenhed . Men — enten er man Helt , eller man er det ikke ! Da derfor Frøken Emma , efterat man længe havde seet 

paæ Portraitet , omsider tog Mod til sig og spurgte : „ Hvem er den Dames Forældre ? “ , svarede Helten ugenert : „ Ja , Faderen har jeg aldrig kjendt ; Moderen er nok Vaagekone , og Datteren er Sangerinde . Hendes Ansigt interesserede mig . “ 
„ Paa Kunstens Vegne naturligvis , “ sagde Grossereren ironisk . . 
„ Det var da et yndigt Udtryk , der er i det Ansigt ! “ udbrød Thora pludseligt , idet hun greb et Blad . 
„ Det var ogsaa i mange Henseender en fortræffelig ung Pige , god , begavet og kundskabsrig ! “ udbrød Volmer med Varme . 
„ Hvad hed hun ? “ spurgte Frøken Emma . 
„ Hun ! — aa , hun hed — hun hed Sørensen . “ 
„ Nu siger De vist ikke Sandhed . “ 
„ Frøkenen troer ikke , at der kan være smukke Damer , der hedde Sørensen ? “ 
„ Aa jo , hvorfor ikke ? “ 
„ Maa jeg læse det underlagte Vers ? “ spurgte Thora , der under denne lille Inqvisttion havde været meget tilbageholdende . Men dette Portrait interesserede hende , udenat hun dog gjorde sig ret klart hvorfor . 
„ O nei , Frøken ! “ udbrød Volmer , idet han vilde tage Portraitet . „ Jo — læs dog kun , men døm hende ikke alene efter det . Det er skrevet i et bittert Øieblik , just da en Illusion var bristet . “ 
„ Saa burde De have slettet det ud igjen , “ sagde Thora blidt . 
„ Nei ! Nei ! “ sagde Volmer heftigt ; „ thi det var berettiget , 

fuldt berettiget . Læs kun , og læs det kun høit ! “ 
Thora læste : 
„ Charlotte ! 
Uskyldig seer hun ud forvist som Faa , Og Renhed throner høit i Øiets Blaae , I disse skjælmske , dog saa dybe Øine . Og Panden er saa ren og klar og hvid , Hun tykkes saa jomfruelig og blid , Men , kjække Yngling ! fæst blot ingen Lid Til disse Træks mærkværdigt skjønne Løgne ! “ 
„ Fy ! “ udbrød Thora uvilkaarligt . 
„ Er det til den Besungne eller til Sangeren , De siger Fy , Frøken ! “ spurgte Volmer halvt sørgmodig , idet han uvilkaarligt mindedes hin Charlotte , der engang havde voldt ham saamange kummerfulde Timer , og som han endnu ofte tænkte paa med Vemod . Hun var en af dem , i hvem han et Øieblik havde troet at finde Hende , den Eneste . 
„ Jeg ved ikke , Hr . Volmer ; ingen af dem troer jeg . Det var nærmest et Udtryk for — hvad skal jeg kalde det ? — et Slags Smerte paa deres — paa hendes — n ei , paa deres — aa , jeg snakker , “ tilføiede hun forvirret . 
„ Hun fortjente deres Medynk , det forsikrer jeg Dem , men Verset er ligefuldt berettiget . “ 
„ De har gjort bitre Erfaringer , “ sagde Thora . 
„ Hvem har ikke det ? “ 
„ Men det berettiger Dem ikke til at være saa bitter , som De saa ofte er . “ 
„ Nei , ganske vist ! “ sagde Volmer , idet han paa sin sædvanlige Maade pludselig slog om . „ Jeg er heller 

ikke altid bitter ; der er i al Fald mere end een ung Pige , der har fortalt mig , at jeg var „ sød “ . “ 
Det var ogsaa en Maade at parere paa , om Paraden end ikke just var saa elegant , som den kunde være . 
Thora vendte sig bort , og man bladede videre i Mappen , som dog kort efter var seet igjennem . Volmer havde imidlertid ubemærket faaet Ole sendt hen efter Muskafvin og Sherry og Kager ; de sidste havde nær væræt vanskeligst at opdrive , da de skulde betales con tant , hvorimod man havde Blancocredit hos Vinhandleren . Heldigvis var Ole Herre over en Tremark , og den blev der altsaa lagt Beslag paa — „ Saa frister den Dig ikke til Daarligdom , Ole ; for Du er jo en stor Lux ! “ trøstede Volmer ham med . En Dug og de fornødne Glas bleve laante hos Værtinden , og Volmer kunde derfor bede Selskabet om at gjøre ham den Fornøielse at nyde en lille Forfriskning . 
„ Men De maae ikke bryde Dem om , at Dugen ikke er blændende hvid . Ærligt talt er min Værtinde og jeg lige svinske , hun af Naturen og jeg ved Kunsten . Dette Lerælteri — “ 
„ Tal dog aldrig om Sligt , Hr . Volmer , “ sagde Grossereren trøstende . „ Hos en Ungkarl -— “ en gjensidig høflig Mumlen sluttede Sætningen . 
„ Maa jeg da takke , specielt Dem , mine Damer , for den Ære , De har vist mig , og den Fornøielse , De har gjort mig ved dette Besøg . Det er saare sjeldent , at dette tarvelige Loft har hvælvet sig over ægte kvindelig Skjønhed — “ 

„ Naa ! “ udbrød Frøken Emma drillende ; „ De benytter altsaa kun slygge Modeller ? “ 
„ Nei ingenlunde , men her taler jeg kun omAandens Skjønhed — “ 
„ De er en net Cavalier , “ udbrød den Angste , „ det maa jeg sige . Vi er altsaa grimme alle tre ? “ 
„ De tillader mig ikke at tale ud , Frøken ; jeg vilde sagt Aandens Skjønhed , der er i sand Harmoni med Legemets . “ 
„ Vi er altsaa specielt Skjønaander ? “ 
„ Men heldigvis dog ikke Blaastrømper , “ supplerede Volmer , der indsaa Umuligheden af at faae Lov til at sige nogle pæne Ord . „ Altsaa —tusind Tak , mine Damer , for Besøget ! Jeg haaber , De gjentager det , naar jeg faaer et større Arbeide færdigt , som jeg har paatænkt . — Hr . Grosserer ! “ 
I det Samme blev der banket paa Døren , og Volmer foer op med en Undskyldning , da han med en vis Ret frygtede for et eller andet mindre heldigt Besøg ( gen . masc . vel fem . ) . Da han kom ud paa Gangen , viste det sig at være Langsted . 
„ Hva ' ! kan man ikke komme ind ? “ udbrød denne , der var noget derangeret , i en lidt snøvlende Tone . „ Jeg vilde gjerne sunde mig lidt paa din Sopha ; jeg har været slemt paa Galeien inat . Saa vilde jeg ogsaa vurdere en salt Sild med Tilbehør meget høit . “ 
„ Ja , gode Langsted ! men jeg har fint Damebesøg . Du maa sgu ' undskylde mig . “ 
„ Det behøves slet ikke , min søde Ven , for jeg ta ' er ikke imod Undskyldninger . Du kan jo præsentere mig . Hvormange er der ? “ 

„ Tre Damer ! “ var det utaalmodige Svar . 
„ Tre Odalisker ! Du Sultan ! “ 
„ Det er Grosserer Falsen og hans to Døtre og saa en Veninde af dem . Gaa nu bare ! “ 
„ Lad mig hilse paa Familien . “ 
„ Aa Snak ! i den Tilstand . “ 
„ Tilstanden er yndig . — Og Du har Vin , kan jeg høre ; Du Sybarit ! Jeg gav gjerne en Mark for et Glas Vin . “ 
„ Herregud ! saa gaa hen fil Vinhandleren paa Hjørnet ; han tager ikke mere . “ 
„ Du har maaske Ret ; skjøndt det baade var Billigere og behageligere at drikke den her . Men — maaske egner jeg mig Heller ikke i dette Øieblik for den skarpe kvindelige Conjecturalkritik . “ 
„ Nei , gaa nu bare . Jeg maa ind fil mine Gjæsfer . “ 
„ Du mener altsaa virkelig , at jeg ikke for Øieblikket egner mig for Selskabslivet . “ 
„ Ja , det mener jeg rigtignok . “ 
„ Hils dem da meget fra mig , og sig dem , at det gjør mig usigelig ondt , at jeg ikke kan ha ' e den Fornøielse at hilse paa dem , men min Frisure og min Fodbeklædnings melancholske Mangel paa Glands — “ 
„ Og dine Øines Overflødighed af samme forbyder Dig — “ 
„ Javel ! Du er min Ven , naar Du siger det fil dem . Saa forsfaaer de mig og beundrer min Delicatesse og Blyhed — Du ! Blyhed er egentlig en Abrevia tion af Blyhathed — He ! He ! He ! Farvel Du ! — Du skal forresten slet ikke sige dem , at det var mig , der var her . “ 

„ Nei . “ 
„ Band paa , at det ikke var mig , Christian Langsted . Farvel ! “ 
„ Farvel ! “ 
Med mange Undskyldninger kom Volmer atter ind tilSelskabet — „ en temmelig vigtig Forretningssag — “ 
„ Kjære Ven ! “ forsikrede Grossereren ; „ det er jo ikke Noget at tale om . Her er saamæn nok at see paa . Denne Originalitet i hele Arrangementet , denne maleriske Uorden , der hersker herinde — “ 
„ Og som er et levende Billede paa Beboerens Uordenlighed og uregelrette Liv , ja , De har Ret , “ fortsatte Volmer . 
„ Sligt tager man ikke saa nøie hos en Kunstner . Men sig mig engang , hvad er det der ? Der hænger en Mappe , og udenpaa den staaer der „ konnossementer “ . Er De ogsaa Handelsmand ? “ 
„ Ja , jeg driver nogle Smaaforretninger . “ 
„ Se , se ! “ 
„ Med Assistenshuset , “ tilføiede han hviskende til Grossereren , der brast i Latter . „ Det er ærligt talt nogle Assistenshussedler og andre Værdipapirer . “ 
„ Aa , maae vi ikke ogsaa høre , hvad det er , der er saa morsomt ? “ spurgte Frøken Maria . 
„ Det var ikke noget Videre , “ forsikrede Grossereren . „ Mappen indeholder kun nogle Skrivelser fra en — en — “ 
„ En kjær Onkel af mig . Kjærlige Formaninger om ikke at glemme , at — “ 
„ At Hr . Volmer har faaet et Pund , som han skal forrente . “ 

Volmer lo , og Thora sagde alvorligt : „ Et stort Pund , men glem aldrig , at det fordrer Renter . “ 
„ Nei , min Onkel husker mig som sagt paa det , Frøken , i disse indholdsrige Skrivelser . “ 
„ Og hør , Hr . Volmer , “ sagde den yngste Frøken skjælmsk ; „ De ved , at jeg er meget nysgjerrig — “ 
„ Jo , Frøken , “ svarede Volmer med et høfligt Buk . 
„ Naa , saa det er jeg ? “ sagde hun lidt stødt . 
„ Jeg siger ikke gjerne en Dame imod . “ 
„ Nuvel ! Derhenne staaer en Buste ; det kan man see , det er , skjøndt den er tildækket . Maae vi ikke see den ? “ 
„ Nei , Frøken , det er min Hemmelighed . “ 
„ Det er netop derfor , vi gjerne vilde see den . Det er en Dame , ikke sandt ? “ 
„ Jeg kan ikke nægte det . “ 
„ En smuk Dame ? “ 
„ Ja , meget smuk . “ 
„ Det er hende , De elsker eller har elsket , det er jeg vis paa . De svarer ikke ! De har dog engang sagt , at man maatte spørge Dem , om hvad man vilde , og at man altid skulde faae Svar , naar man forud forsikrede , at man ikke blev fornærmet ved Svaret . “ 
„ Velan ! det er en Buste af en Dame , som jeg troer , jeg elsker . “ 
„ Seer man det ! “ udbrød den lille Coquette , hvis Nysgjerrighed var pirret . „ Hør , jeg vil sige Dem Noget : jeg vil ikke blive fornærmet , selv om det er min Buste — maa jeg saa fee den ? “ 
„ Aa ja , lad os see den ! “ udbrød Søsteren . „ Bed med , Thora ! Hører Du ikke ? “ 

„ Naar Hr . Volmer ikke ønsker det — “ 
„ Jo , ifald alle Damerne ønske det . “ 
„ Ja , “ sagde begge Søstrene ivrigt . „ Thora siger ogsaa Ja ; ikke sandt , Thora ? “ 
„ Jo , naar Hr . Volmer vil , “ hviskede hun lidt frygtsomf . 
„ Velan ! “ sagde han , idet han blev dødbleg og følte Blodet presse sig imod Hjertet . Han rev Dækket af Busten , og Alle som En kjendte de Thoras buede Læber , den skjælmsfe Mund , den fine Næse og den lille nydelige Hage med dens uforlignelige Fure . 
„ Men det er jo — “ røg det ud af den Yngste , der dog sloppede sig selv i Farten . 
„ Det er et ypperligt Ansigt , Hr . Volmer , “ forsikrede Grossereren , der lod som Ingenting , „ i Sandhed ypperligt ! Jeg maa virkelig beundre deres gode Smag ligesaa meget som deres Talent . “ Volmer stod ubevægelig og stirrede halvt aandeløs ud for sig . „ Men er det deres Galathea , saa vis , at De ogsaa er en Pygmalion . — Naa , Børn ! lad ' os saa komme afsted . “ 
Afskeden var brat , men kjærkommen for alle Parter . Hverken Thora eller Volmer saa op , da de sagde Farvel til hinanden . Et Øieblik stod han stille og stirrede paa Busten ; saa kastede han Haaret tilbage med et kjækt Kast med Hovedet , strøg sig om Panden og udbrød : 
„ Det var ogsaa en Maade at erklære sig paa . Den havde da i det Mindste det Fortrin at være original . “ 

VI . 
I Marmor , med Mund og med Pen . 
Thoras Fader havde været Proprietair ude i Sjælland et Sted . Han var død tidligt , men Moderen havde beholdl Gaarden , som hendes Søn senere overtog . Hun var bleven opdraget hos sin Tante i Kjøbenhavn , med hvem hun og hendes Moder , som vi alt have fortalt , senere havde tilbragt et Aarstid i Paris . Hun var meget smuk , men det var ikke i regelmæssige Træk , at hendes Skjønhed bestod , det var i det Liv og den Aand , der var udbredt over hele hendes Væsen . Der var noget Kjækt i disse buede Læber og denne kløftede Hage , og der var noget Skjælmskt i disse smaa Smilehuller , men der var paa den anden Side ogsaa en saadan Dybde i hendes blaae Øine og en saadan Adel over hele hendes Fremtræden , at man tydeligt saa , at Følelsen , Hjertet , havde sin fuldtberettigede Plads ved Siden af Freidigheden og Kjækheden og Skjælmeriet . Volmers Optræden i sit Atelier , særligt hans Ord , da han rev Dækket af hendes Buste , havde givet hende meget Stof til megen Eftertanke . At hun havde gjort et vist Indtryk paa ham , havde hun vel bemærket tidligere , men hun havde altid søgt at skyde Tanken derom tilside , thi vel var der Meget , som hun syntes godt om hos ham , men der var dog Mere , som frastødte hende . Hans Hensynsløshed i hans Udtalelser , hans Bitterhed , der blandt Andet undertiden ogsaa gik ud over hende , og fremfor Alt hans uordenlige Liv kunde ikke Andet end frastøde hendes fintuddannede Personlighed , 

men paa den anden Side var der dog Noget i alt dette , der ogsaa lokkede hende til , især da hun endnu aldrig personligt havde havt Beviser paa det vilde Liv , som der taltes saa meget om . Denne Hensynsløshed var ofte Udtrykket for en i og for sig sand og berettiget Indignation , der syntes at fordre Luft , denne Bitterhed var sikkert Følgen af sørgelige Erfaringer ; en ulykkelig Ungdomskjærlighed taltes der jo blandt Andet om ; og det uordenlige Liv kunde , om end ikke forsvares , saa dog forklares af denne . Alle disse Reflectioner gjorde hun ved sig selv , og Resultatet er ikke vanskeligt at gjætte , naar man erindrer , at hun var en rigt udstyref , phantasirig Natur , der følte sig mægtigt tiltrukken af Volmers uimodsigelige Begavelse ; Resultatet var nemlig : her er et Menneske at redde ! men i samme Nu mistvivlede hun ikke blot om sine Evner , men først og fremmest om hans Perfectibilitet i saa Henseende og det med god Grund . Han paa sin Side vidste saa at sige hverken ud eller ind efter hint Besøg . At han maatte gjøre Noget efter den Erklæring , Forholdene paa en Maade havde afpresset ham , følte han fuldtvel , men hvad det skulde være , kunde han ikke komme til Klarhed om . Han maatte først og fremmest tale med hende , men hvad skulde han sige ? For første Gang i sif Liv var han i Forlegenhed i den Henseende . Endskjøndt han , især naar han erindrede , at han formodentlig engang skulde arve sin Onkel , med hvem han rigtignok for Øieblikket stod paa en spændt Fod , jo vel kunde betragte sig selv som ligesaa qvalificeret til at optrædæ som Frier som de fleste Andre eller maaske bedre end de fleste Andre , tilmed da han godt kunde 

leve af sif Talent som Kunstner , saa forekom en Stilling som Forlovet og eventuelt som Ægtemand ham saa besynderlig , faa stridende imod alle hans Principer , imod hele hans Opfattelse af Livet og hans Maade at tage det paa , at han aldeles ikke kunde sinde sig tilrette i Situationen . Paa den anden Side følte han , at han elskede hende høit , og det Liv , han førte , var i høieste Grad utilfredsstillende for ham ; maaske formaaede hun at lede ham i et andet Spor , maaske vilde han da kunne blive tilfreds med Verden og sig selv . — Maaske ? 
Han maatte altsaa see at komme til at tale ene med hende . 
Ved Oles Hjælp lykkedes det ham at faae at vide , at Tanten en Dag skulde ud paa Landet , og at Thora da rimeligvis vilde være ene hjemme . Uden lang Betænkning sendte han Ole tidligt om Morgenen derop med følgende Billet : 
„ Min Frøken ! 
Min mærkværdige Optræden forleden , der tildels blev fremtvunget af Omstændighederne , og som indeholdt en Erklæring , som jeg hverken ved , om jeg tør staae ved , eller hvorledes De vil optage , eller hvorledes De har optaget eller — ja , kort sagt Frøken ! tilslaa mig en Samtale endnu idag . Ifald De tillader mig at indfinde mig i Deres Tantes Bopæl Kl . 12 i Formiddag , behøver De blot at sige Overbringeren heraf et Ja til 
Deres aldeles decontenancerede 
Carl Volmer . “ 

Ole kom tilbage med et Ja , og Kl . 12 præc . ringede Volmer paa Fru Engstrøms Dør og blev lukket ind af den forvirrede Thora . 
„ Jeg maa oprigtigt takke Dem , Frøken , fordi De tillod mig at komme ; det beviser mig , at De foruden alle deres andre fortræffelige Egenskaber ogsaa besidder den : at være fri for conventionelle Fordomme . “ 
„ Jeg burde vistok ikke — “ slammede Thora . 
„ Jo , De burde give mig Leilighed til at bede Dem om Undskyldning , fordi jeg uden deres Tilladelse har opstillel en Buste af Dem i mit Atelier . Er De vred derover ? — svar mig , Frøken ! “ 
„ Nei ! “ hviskede hun ; „ skjøndt jeg langtfra billiger den Brug , De gjorde af den forleden . “ 
„ De er vred over min Erklæring ? “ 
„ Ikke just vred , men jeg fandt det Hele saa bizart , saa forunderligt , saa — “ 
„ Tillader De da , at jeg en anden Gang paa en lidt anden Maade gjentager hin Erklæring ? “ 
„ Derpaa kan jeg ikke svare Dem nu . “ 
„ Og hvorfor ikke ? “ 
„ Nuvel ! “ sagde hun , idet hun saa ham fast ind i Øinene ; „ jeg vil ikke skjule for Dem , at der er Meget , jeg elsker og beundrer hos Dem ; deres i mange Henseender ædle Tænkemaade , deres Talent og Begavelse— “ 
„ Begavelse ! “ udbrød han bittert ; „ altid denne ulyksalige Begavelse ; at jeg ogsaa har et Hjerte , er der aldrig Nogen , der troer eller bryder sig om at troe . “ 
„ Det er , fordi man saa sjeldent seer noget Spor af det . Men jeg troer , De har det , skjøndt jeg ikke seer 

det . Deres Haan og Spotten over Alt , deres forunderlige Liv og deres tilyneladende Kulde modsiger forresten en saadan Tro . “ 
„ Maaskee har De det i deres Magt at forandre mig . Farvel , Thora ! “ Han tog hendes Haand , som hun ikke trak til sig , trykkede den heftigt og ilede ud ad Døren . 
„ „ Maaske har De det i deres Magt at forandre mig ! “ sagde han — o , gid jeg kunde ! “ tænkte Thora , da han var forsvnndet . — 
Volmer ilede hjem . Hundrede modstridende Tanker hvirvledes om i hans Hovede underveis , men det følte han dybere end nogensinde , at han elskede Thora , og at han for Alvor vilde søge at vinde hende helt og udelt , om det ogsaa skulde koste ham Overvindelse og Ofre . Næppe var han kommen indenfor sin Dør , førend han satte sig til Skrivebordet , og en Time efter var Ole paa Veien til Fru Engstrøm med et Brev , hvis Udskrift lød „ Frøken Thora Freiberg “ . 
Indholdet var følgende : 
„ Thora ! 
Fordi jeg i mit Væsen er kold , Fordi jeg sjeldent synger i Moll , Men Heller i Dur vil kvidre , Saa troer De , jeg ingen Følelse har , At næsten jeg er en halv Barbar , En kold Egoist og saa videre . 
Naar Vinteren kommer og Marken staaer Med frossen Flade saa kold og haard , De ved , i dens Skjød der findes 

Dog gode Spirer til kommende Hest , Det herligste Frø i det sneklædte Bryst , Det beder jeg Dem at mindes . 
Thi kommer saa Vaaren med Sol og Lys Og tusind oplivende , varmende Kys , Da sprænges det haarde Pantser , Og Marken smiler saa lys og skjøn , Saa frisk og freidig og foraarsgrøn , Dens Blomster med Zephyr dandser . — 
Jeg lever saa ensom og forladt ; 
Det er , som en iskold Vinternat Har dræbt mine bedste Spirer . Men nei ! de leve dybt i mit Bryst , Og kommer Vaaren med Kys og Lyst , Forvist mine Frøkorn spirer . 
Bær De min Foraarssol saa varm — Jeg vilde tøe op ved Deres Barm — Bring Lys i min mørke Stue ! 
Min Følelses Blomster vil foldes ud , Og Hjertet paa Deres velsignede Bud , Det flammer i lysende Lue ! “ 
„ Det sidste Vers , “ bemærkede Volmer ved sig selv , efterat han havde skrevet det , „ kunde ogsaa lyde saalunde : 
„ Vær De min Foraarssol saa varm ! 
Jeg blev da saa rig , som jeg nu er arm I Kraft af en Metamorphose 
Min Følelses Flora vil folde sig ud , Og Hjertet vil skyde kraffige Skud — En skjøn Salut for min Rose ! “ 
Men det smager lidt af en Kjældermand , det 

Sidste ; og „ Kjældermanden er det Skarn , som Aanden taber i sin Flugt mod det Høie , “ siger Victor Hugo . Det er sørgeligt , at man er bleven saadan en Skarnbasse , “ udbrød han halvhøit , og nu gav dette altid reflecterende , forunderlige Menneske sig til at tænke over det Selvmodsigende i saadanne Phantasier i samme Øieblik , som han havde været helt opfyldt af Thoras skjønne Billede . 
VII . 
Et afbrudt Symposion . 
Digtet gjorde et dybt Indtryk paa Thora . Hun fik gjennem det et Slags Opløsning paa meget af det Gaadefulde og ofte Uforklarlige i Volmers Væsen . 
„ Jeg gaaer saa ensom og forladt , “ stod der . 
Ja , han gaaer saa ensom og forladt ; der er Ingen , der leder hans Fjed , Ingen , der bryder sig om ham . Maaske , tænkte hun , kunde Du hjælpe ham paa den rette Vei . Han troer det da selv — „ Vær Du min Foraarssol saa varm ! “ 
Atter og atter læste hun det igjennem . Mere og mere følte hun sig lokket af den fristende Tanke at skulle være Frelserinde , og raadvild spurgte hun sig selv , hvad hun skulde gjøre . 
Volmer ventede med Utaalmodighed fra Dag til Dag . De vante Adspredelser havde intet Tillokkende for ham ; ude var der ham ubehageligt , og hjemme havde han ingen Ro paa sig . Han var dog mesf i sit Atelier , hvor han i hele Timer kunde sidde foran hendes 

Buste og stirre spørgende paa den , som om han ventede , at den skulde give ham Svar paa , hvad der udelukkende opfyldte hans Tanker . 
Pousserstokken fik Lov til at hvile ; i al Fald var det da kun faare liden Motion , den fik sig i disse Dage . Næsten en Uge var nu gaaet , og han havde hverken hørt eller seet Noget til Thora . Hans heftige Sind begyndte at komme i Oprør . 
„ Et Svar , syntes jeg dog , jeg kunde gjøre Fordring paa . Men — mener hun ikke , at jeg er et Svar værd , saa velan ! jeg skal ikke ulejlige Frøkenen oftere , “ tænkte han trodsigt . 
Som han en Dag stod og puslede med nogle Smaafigurer til den uundgaaelige og uundværlige Kunsthandler , hos hvem han udvexlede sit Talents Guldpenge i Smaamynt , bankede det paa Døren , og ind traadte Langsted og Carlsen med det velbekjendte : „ Vi forstyrre maaske ? “ 
„ Nei , paa ingen Maade ; det Arbeide , jeg har for , optager mig ikke saa synderligt . Det er til min Mæcænas , Kunsthandleren . “ 
„ Men saa skal det vel snart være færdigt , for Du har saa formodentlig ingen Penge for Øieblikket ? “ 
„ Jo , mærkværdigt nok , men jeg forudseer , at de om et Par Dage rimeligvis ville være slupne op , og — “ 
„ Saa var det jo ganske rart at have sørget for Soutiens ' er itide . “ 
„ Jeg er forresten i daarligt Humeur , saa jeg er igrunden slet ikke oplagt til at bestille Noget , men man siger jo , at Arbeidet adspreder Tankerne . Jeg 

gjør for en Gangs Skyld et lille Forsøg i den Retning for at see , om disse Vismandsord ogsaa ere sande , men jeg vil dog ikke risquere at forkludre noget større Arbeide under Forsøget , derfor staaer jeg og sysler med disse Pillerier . “ 
„ Men man bør aldrig tvinge sig til at arbeide , “ bemærkede Carlsen philosophisk . 
„ Nei , det er ganske sikkert , “ tilføiede Langsted , der ligesom Carlsen havde sine Grunde , hvorfor han vilde have ham til at opgive Forretningen for den Dag . „ At arbeide invita , Minerva som Kunstner maa nødvendigvis bringe et usselt Resultat . Arbeidet lider derunder , Du selv lider derunder , og din Ven , Kunsthandleren , som Du dog ogsaa har Pligter imod , lider derunder , derfor — “ 
„ Naa ? “ spurgte Volmer nysgjerrig ; „ hvad har I da at foreslaae ? “ 
„ Du skal først og fremmest lægge Pousserstokken til Hvile — „ kom Sabbathens Dag ihu , at Du holder den hellig ! “ staaer der hos de Gamle — “ 
„ Men det er jo ikke Søndag idag . “ 
„ Nei , det er Lørdag , men da det er de gamle Jøder , der have Æren af hine vise Ord , og Lørdagen er det , de forstaae ved Sabbathsdagen , saa — “ 
„ Saa bliver Lørdagen so lpso til Søndag , “ fortsatte Volmer . 
„ Javel , til Hviledag . “ 
„ O , Langsted ! Alt maa vige for din stringente , juridiske Logik . Men hvad er det saa egentlig , I vil foreslaae ? “ 
„ En Basseralle , min Ven , i al Tarvelighed . Vi 

traf netop herudenfor et Par unge Damer , Kunstnerinder forresten , som skulle reise . Du kjender dem begge , og de havde ikke Noget imod at gaae op og sige Farvel til Dig , hvis de ikke generede . “ 
„ Vi bemærkede naturligvis øieblikkeligt , at der aldrig kunde være Tale om , at to saa elskværdige Damer generede , “ fortalte Carlsen ; „ vi skyldte Dig jo virkelig som dine Venner at indestaae for din Chevalereskhed . “ 
„ Naa , i Himlens Navn ! lad dem da komme , “ sagde Volmer med sukkende Resignation . 
„ Vort Tillidsvotum til Dig som Cavalier synes at have været malplaceret , siden Du sukker saa dybt , “ ytrede Carlsen leende . „ Gaaer Du ned efter de danske Kvinder og hulde Møer , Langsted ? “ 
„ Nei , “ sagde Volmer med et nyt Suk , „ da jeg er Vært , byder jo Høfligheden , at jeg selv gaaer ; skal man være pidsket til at være gjæstfri , saa kan man jo ligesaa gjerne være det paa en høflig Maade . “ 
Han gik nu ned efter Damerne , der stode i Porten og udvexlede Meninger om , hvorvidt han var oplagt til at give Audiens idag eller ikke . De delte Meninger desangaaende — der for den ene Dames Vedkommende støttedes paa den Erfaring , hun tidligere havde gjort , at han undertiden var „ kulret “ — og Udtalelsen af dem afbrødes ved Volmers Ankomst . Han inviterede dem nu op , og det viste sig da , at den Ene var Frøken Olsen fra „ Stalden “ , medens den Anden var Frøken Jensen , den kjække lille Amazone med Fjerbaretten , som havde vakt Frøkenerne Falsens Nysgjerrighed . Begge havde de troet at 

opdage et slumrende dramatisk Talent hos sig , og nu vare de engagerede af en Skuespildirecteur , der skulde til Vestkysten af Jylland , hvor Sandsen for dramatisk Kunst maatte antages at slaae paa et mere primitivt Standpunkt end i det øvrige Danmark , og hvor han mente at skulle gjøre gode Forretninger . Beregningen viste sig forresten senere at have væræt fejlagtig . Der , hvor man var vant til at see og høre Vesterhavets sonore Bas i de stolleste Helteroller , brød man sig kun lidt om at høre Vaudeville-couplets sungne med spæde , forkjølede Stemmer ; og desuden lykkedes det heller ikke Damerne at faae deres slumrende dramatiske Begavelse vækket ; den sov altfor haardt og sover vist sødeligt den Dag idag . 
Nu vare de imidlertid fulde af Haab og Freidighed , Volmer blev smittet af deres Munterhed og Glædæ , og snart havde man det nydeligste lille Bacchanal igang , man vilde ønske sig , skjøndt det var midt paa Eftermiddagen . 
„ Nu skal jeg forresten fortælle Jer Noget , “ udbrød Langsted pludseligt . 
„ Og det er ? “ 
„ Næste Lørdag holder jeg op med Jura ' en — “ „ Som Du aldrig er begyndt paa . “ 
„ Nei , min Jus og din Medicin kan man jo vei nok faae Plads fil i sine to Vestelommer . Og saa tager jeg hjem og slaaer mig fil Landvæsenet . “ 
„ Din Skaal , Langsted ! “ sagde Carlsen ; „ det viser , Du har Charakter . “ 
„ Nei , “ mente Volmer , „ det viser snarere , af han aldrig har havt nogen , og af han nu ovenikjøbet 5 

har opgivet nogensinde af faae nogen — Examenscharakter i al Fald . Men fil Lykke paa Gaarden ! “ 
„ Du er bleven saa spydig og kjedelig . Carl , “ tillod Frøken Jensen sig af bemærke . 
„ Ja , De æ rigtnok inte , som De va ' for et Aarstid siden , Hr . Volmer , “ ytrede Frøken Clara . 
„ On ne peut pas toujours rire , det er paa Dansk : „ man kann nicht immer verliebt müssen werden sein “ , “ fortalte Volmer . 
„ Nu skal vi nok være gemytlige , “ sagde Carlsen trøstende , „ og gjøre Cour til Damerne . Skaal , Børn ! “ 
„ Vi bryder os slet ikke om , at De skal gjøre Cour til os . “ 
„ Ikke det ? “ spurgte Langsted . „ Da er jeg dog vis paa , at De gjerne vilde have mig til deres Allerliebste . “ 
„ Pyt ! Dem ! “ sagde Clara knipst . 
„ Wenn mir ein Mädchen recht gefällt , Dann hilft kein Widerstreben ! “ 
sang Carlsen , der efterhaanden var kommen i Stemning , idet han brugte sin Stok som Guitar . 
Den lidt snøvlende Stemme og hans stærkt colo rerede Aasyn stod i en saa skjærende Modsætning til det Begreb om en uimodstaaelig erotisk Begavelse , som indeholdtes i disse to Vers , at hele Selskabet brast i en høirøstet Latter . 
„ St ! der var vist Nogen ved Døren ! “ udbrød Volmer i det Samme og sprang op . Idet han aabnede Døren , saa han en tættilsløret Dame ile nedad Trapperne . Det var Thora , som et Øieblik havde overvundet sin kvindelige Undseelse , som et 

kort Øieblik af sin Følelse havde ladet sig henrive til at bryde med Formerne , men saa kom hun til hans Dør , hørte de kvindelige Stemmer , den høirøstede Latter og Sang og Klang af Vinglas , og forfærdet ilede hun nedad Trapperne og til sit Hjem , hvor hun brast i en krampagtig Graad . 
Volmer havde kjendt hende . Han stod et Øieblik maalløs , og et halvkvalt „ Thora ! “ var Alt , hvad han kunde faae frem . Han vilde ile efter hende , men hvad skulde han sige ? hvorledes retfærdiggjøre sig her , hvor hele Uretten var paa hans Side , tilmed i et Øieblik , da hun for hans Skyld havde bragt et Offer , som han , der kjendte hendes kvindelige Finfølelse , godt forstod at vurdere Størrelsen af ? 
Han indsaa Umuligheden af en Retfærdiggjørelse i et saadant Øieblik . 
„ Der brast Norges Rige af din Haand , Herre Konge ! “ sagde han til sig selv i et Slags afstumpet Fortvivlelse . 
„ „ Saa stort var Tabet vel heller ikke , Einar ! “ svarer Kongen , om jeg husker ret , “ sagde han videre til sig selv , og med den Trøst gik han atter ind til Selskabet , der forgjæves spurgte ham om Grunden til hans mørke Miner . 
„ Har Du seet Spøgelser ved høilys Dag ? “ spurgte Langsted , men han fik intet Svar . 
„ Det har vel været en Rykker , “ mente Carlsen . 
„ Ja ! “ raabte Volmer bittert ; „ en Rykker , som jeg skyldte Meget , og hvis Fordring paa mig nu i dette Øieblik er bleven ti Gange saa stor ! “ og han knugede Haanden krampagtigt imod Panden , idet 

han hviskende tilføiede : 
„ Mon jeg nogensinde faaer 
Leilighed til at betale min Gjæld ? “ 
Mere kunde man ikke faae ud af ham . Frøken Jensen gjentog sin tidligere Udtalelse om , at „ han var rigt ' nok bleven grusom kjedelig , “ Clara tilføiede et „ Umaadeligt ! — Ska ' vi gaae ? “ hvorpaa man 
brød op , efterat Carlsen først havde fortalt Volmer , at der skulde være Casinomasquerade næste Torsdag , og at han antog , at de Alle traf hinanden der , om ikke før . 
„ Ja , vi kommer , “ sagde begge Damerne , „ for om Lørdagen reiser vi , og saa er det dog bedst at tage den med . “ 
„ Jeg kommer ikke , “ sagde Volmer ; „ jeg væmmes ved Tanken om en Casinomasquerade . “ 
„ Den Kvalme er kommen pludselig paa Dig . Tidligere har Du dog nok kunnet goütere dem , “ mente Lang sted . 
„ Desuden skal jeg til Bal hos Grosserer Falsen . “ 
„ Aa , Du kan sgu ' godt komme , naar Ballet er forbi . “ - 
„ Nei , ellers Tak ! “ 
„ Hør , lad os Andre gaae i Vesterbros Theater iaften , “ foreslog Langsted , da man havde faaet Tøiet paa . 
„ Aa ja ! la ' os det ! “ udbrøde de vordende Kunstnerinder med Begeistring . 
„ De gi ' er Noget , der hedder „ Smørrebrød i Maaneskinsbelysning “ , “ fortalte Langsted . 
„ Det maa vist være et uhyre interessant Stykke , “ bemærkede Volmer ; „ det skulde I virkelig gjøre . “ 

„ Det ve ' vi osse , “ sagde Clara trodsigt . 
„ Maa jeg ønske Dem Alle en god Fornøielse . “ „ Fa ' vel , Hr . Melancholicus ! “ sagde Clara . 
„ Farvel , min Herre . Jeg kjender Dem ikke mere , “ sagde Frøken Jensen . 
„ Farvel , Du Tørvetriller ! “ sagde begge de Andre . 
„ Farvel , I Carnailler tilhobe ! “ sagde Volmer . 
„ Hva ' var ' et , han sææ ? “ udbrød Clara rasende . 
„ Det er blot et Citat af Holberg , “ sagde Carlsen beroligende . 
„ De tog det da ikke for en personlig Sigtelse , lille Frøken ? “ spurgte Volmer spydigt . 
„ De æ saamæn en rar Herre ! “ 
Støiende og larmende tumlede det glade Selskab nu nedad Trapperne og lod Volmer ene med hans alt Andet end fornøielige Tanker . 
„ Naa ! “ tænkte han ; „ jeg træffer hende jo paa Ballel paa Torsdagaften . Der vil jeg nok kunne fortælle hende Sammenhængen og afbede min Skyld , især da jeg jo igrunden slet ingen Skyld har i dette ubehagelige Tilfælde . — Hvad vilde de her ogsaa ? — Jeg kunde da ikke godt jage dem paa Døren o . s . v . , o . s . v . — “ - 
Med saadanne Raisonnementer gik han som sædvanligt paa Accord med sin Samvittighed , men denne Gang lykkedes det dog ikke rigtigt for ham at bringe den fornødne Ligevægt tilveie i sit Sind , og det var med en vis Uro , at han imødesaa Torsdagaften og Ballet . 

VIII . 
Paa Bal , Masquerade og Bellevue . 
Nogle Dage førend Ballet skulde afholdes , aflagde Volmer , som Skik og Brug fordrer , en Visit hos Grosserer Falsen , dels for at takke for Indbydelsen , dels for at engagere en af Husets Damer til en Dands . Kun den Ældste var hjemme , den Ängste var gaaet hen til Thora , som ikke havde været rigtig vel i de sidste Dage . 
„ Hun kommer da til Ballet ? “ spurgte Volmer hurtigt , da han hørte om dette Ildebefindende . 
„ Jo , vær De ganske rolig , Hr . Volmer . — De faaer nok Leilighed til at gjøre yderligere Modelstudier , “ tilføiede hun lidt drillende , idet hun sigtede til Busten i hans Atelier . 
„ Frøkenen mener , at jeg trænger dertil ? “ 
„ Aa Nei forresten . De „ træffer “ upaaklageligt . “ „ Men Frøkenen mener , at jeg sigter for høit ? “ „ Que sais-je ! “ og hun trak paa Skuldrene . — „ Ja , “ sagde han kort efter , idet han reiste sig , „ saa glæder jeg mig til at have den Fornøielse at dandse tredie Dands med Frøkenen . “ 
„ De er noteret . “ 
„ Vist ikke til nogen høi Cours . “ 
„ En Forlovet eller Forelsket falder altid nogle Procent . “ 
„ Men jeg er forhaabentlig dog endnu ikke bleven „ flau “ ? “ og dermed var Visiten endt . — 
Den længselsfuldt ventede Torsdagaften kom . Med 

bankende Hjerte traadte Volmer ind i Balsalen , gjorde sin Compliment for Grossereren , hilste paa et Par Bekjendte , men speidede forgjæves efter hende , for hvis Skyld han ene var kommet . En ubestemt Følelse sagde ham , at hun ikke vilde komme , og da Borch kort efter traadte ind ad Døren , ilede han derfor henimod ham , greb hans Haand og udbrød : 
„ Har Du seet din Cousine ? “ 
„ Hun er reist hjem paa Landet iforgaars . “ 
Da Volmer ved disse Ord krampagtigt knugede Haanden imod sin brændende Pande , sagde Vennen : „ Hør , Volmer ! der er foregaaet Noget imellem jer To ; sig mig , hvad det er . Hun er reist uden at give anden Forklaring over denne Besynderlighed end , at hun blev syg her i Byen ; hun vilde have godt af Landluften , sagde hun ; men det er jo kun Udflugter . Naar man som hun har boet og befundet sig vel i Paris i over et Aar , saa kan Byluften ikke gjøre En syg . Hvad er der skeet ? “ 
„ Intet ! “ 
Da Borch mærkede , at han ikke vilde udtale sig videre , forlod han ham , og kort efter aabnedes Ballet med den sædvanlige Polonaise . Volmer dandsede , men hans Damer havde stor Grund til at beklage sig over ham , thi han sagde omtrent ikke et eneste Ord . Frøken Falsen forsøgte forgjæves at udfritte ham ; forgjæves udtalte hun sin Forundring over Thoras pludselige Bortreise . 
„ Hun vidste jo , at vi skulde have Bal , “ sagde hun og tilføiede skjælmsk : „ og hun vidste ogsaa , at hun vilde træffe Dem . “ 

„ Det var maaske netop derfor , hun reisfe , Frøken . “ „ Nu bliver De virkelig altfor beskeden . De mangler ellers ikke Tro paa deres egen Tiltrækningskraft . “ 
„ Ikke førend jeg seer , at den svigter . “ 
„ Forresten var Thora vistnok virkelig upasselig . “ „ Det vil jeg haabe , “ sagde han som for sig selv . „ Vil De haabe det ? “ 
„ Ja , det vil sige , jeg vil haabe , at det i al Fald ikke er min Nærværelse , der har afholdt deres Veninde fra at komme . “ 
„ De mener altsaa , at der dog kunde være Tale om , at det skulde være Grunden ? “ spurgte hun med paatrængende Skarpsindighed . 
„ Nei paa ingen Maade ; jeg udtrykte mig maaske lidt uheldigt , hvis Frøkenen kunde faae det ud af mine Ord . “ 
„ Ja , ganske uden Del , troer jeg nu ikke , at De er deri . “ 
„ Jeg desværre Heller ikke , “ tænkte han og sank atter hen i sit tanse Drømmeri . 
Da Borddandsen var forbi , gik Volmer hen for 
at sige Farvel til Borch . 
„ Du kan da ikke gaae saadan uden 
„ Jeg siger , at jeg ikke er vel , og 
Heller ikke . “ 
„ Hvad feiler Du ? “ 
„ Jeg lider af Cardialgi , min Ven , 
videre . “ 
det er jeg da 
af en Hjertesygdom , 
og nu vil jeg see at blive cureret foreløbigt paa en Casinomasquerade . “ 
„ Du er da ikke gal . Hvis Nogen nu seer Dig og fortæller det til Grossereren . “ 

„ Det er mig ligegyldigt ! Nu er jeg rasende , og Du kan gjerne sige din Cousine , naar Du seer hende , at det er hendes Skyld — eller maaske min egen , “ tilføiede han mørkt , hvorpaa han gik hen til Værten og undskyldte sig med Upasselighed . 
En Time efter see vi ham , iført en sort Domino med nedtrukken Hætte , styre ind til Nimb i Bazar gangen i kasino for at opmuntre sig ved en halv Flaske Sherry . Styrket ved denne , men om muligt endnu mere exalleret end før gik han op i Salen . 
Der var Jubelen paa sit Høieste , Souperen var indtaget , og i Kraft af kunstige Midler herskede der en vis bacchantisk Glæde . I vild og hvirvlende Flugt fore de sortklædte Cavalierer henad Gulvet med deres florlette , kortskjørtede Skjønheder , hvis Livsglæde og Begeistring paafaldende mindede om de kunstige mineralske Vande . Man tilsætter Kulsyre , Vandet syder og bruser et kort Øieblik og synes at være Noget ; man nyder det ikke strax , og kort efter ere de skummende Perler og den sydende Ild forsvundne , man har kun det bare Vand tilbage , og det er ikke engang rent Vand . 
Volmer væmmedes i første Øieblik ved at see disse kjoleklædte Satyrskikkelser og sminkede Bacchantinder . 
„ Ligemeget ! “ tænkte han ; „ det er kun en Overgang ! “ og i Overbevisningen herom inclinerede han for en kvit lille Dame , der blev trukket om af en Herre , hvis ildrøde Ansigt og stive , stilkede Øine sang en smuk Dithyrambe til Dionysos ' s Ære . 
„ Vil Frøkenen ikke gjøre mig den Fornøielse ? “ 

„ Jo Tak ! “ 
„ Laura ! — vil Du see ! — Min Her—re ! “ men i et Nu vare de i en feiende Gallopade henne i den anden Ende af Salen og videre gjennem Pergolaen ovre i den lille Sal . 
„ Jeg haaber ikke , De har Noget imod , at jeg befriede Dem for Dragen , Skjønjomfru ? “ sagde Volmer , idet han sagtnede Farten . 
„ Drageren ? Troer De , je ' er en Kuffert ? “ 
„ Jeg sagde Dragen , som bevogtede sin lille Skat ; den rødmussede Cavalier mener jeg . “ 
„ Nei , det var meget godt , det Samme , for han har drukket saa meget Spiritus . Det er elle ' s min Kjæræste . Han staaer hos Levinson , som jeg syer for . “ 
„ De vil da ikke dandse mere med ham ? “ 
„ Han kan jo ikke . “ 
„ Hvad mener De , om vi indtoge en lille Forfriskning i Bazaren ? “ 
„ Bare det kan gaae godt , for Lodvig leder na-tu ' li ' vis efter mig og er istand til at gjøre Skandale , hvis han træffer mig . “ 
„ Vi gaaer først ned i Garderoben , og der faaer De en Domino , saa kjender han Dem ikke . “ 
„ Aa ja , det var udmærket ! “ udbrød den unge Forlovede med Henrykkelse . „ Det er ved Gud ellers første Gang , at jeg er herude . “ 
„ Ja det kan jeg saa godt begribe . “ 
Da Masqueringen var foregaaet , begav man sig ind til Nimb . Ikke saa snart havde man bænket sig ved en Flaske Vin og nogle Kager , førend Volmer 

blev opmærksom paa en bekjendt Stemme , der inde i et Sidecabinet høirøstet sang : 
„ Wenn mir ein Mädchen recht gefällt , 
Dann hilft kein Widersfreben . “ 
„ Det er nok deres Livarie , “ bemærkede en kvindelig Røst . 
„ Livarie , det er en Arie , der er Liv i — javel ! “ 
„ Kjender De dem derinde ? “ spurgte Volmers Dame , da hun bemærkede , at han lyttede . 
„ Ja , jeg gjør . Skal vi slaae os sammen med dem ? “ 
„ Det er da pæne Damer ? “ 
„ Ja , det kan De stole paa . Saa pæne og saa anstændige — aa ! “ 
Han gik nu hen og gav et Signal udenfor Portieren ; den blev strax staaet tilside , og Carlsen og Langsted udbrøde som med een Røst : „ Tænkte vi ikke nok , at han kom ! “ 
„ Car l ' on revient toujours à ses premières amours , “ citerede Carlsen . 
De to Damer , de vordende Skuespillerinder , vendte deres Hoveder bort ; de vare øiensynligt meget forbitrede paa Volmer fra Besøget hos ham . Et Par venskabelige Ord og en Anmodning til dem , om de ikke vilde drikke et Forsoningsglas med ham , bort veirede snart Forbitrelsen . Han fik ogsaa Tilladelse til at tage sin Dame med ind , dog ikke udenat Frøken Jensen moqueret havde sagt : „ Naa , saa De har Dame paa ? “ Hun havde nemlig et Øieblik smigret sig med , at han var kommet derind for hendes Skyld . 
Frøken Laura blev nu præsenteret , Vinen kom , 

og Stemningen var snart den allerbedste . Kort efter gik man op i den lille Sal , hvor Ludvig fnysende gik om og søgte efter sin Laura . 
„ Gud ! der er min Kjæreste . “ 
„ Siger Intet , skjønne Laura . “ 
„ Jamen hvis han nu kjender mig . “ 
„ Det er umuligt i den Domino , og forresten kan han jo ikke see ud af Øinene . “ 
Beroliget ved denne Forsikring gik hun ind paa at slille sig op til Francaise med Carlsen og Frøken Jensen til Vis-à-vis ' er , og snart cancanerede det lille Selskab paa det Skjønneste . 
Dandsen gik nu sin glade Gang , og inden man vidste et Ord deraf , lød Slutningsfanfaren . Alle Sex ilede nu ned i Garderoben , hvor de fik deres Overtøj , og derfra ind i Restaurationssalen for at drikke Kaffe med den fornødne Pousse-cafè . 
„ Hør ! “ udbrød pludselig Volmer , der nu var kommet godt igang , „ jeg har ikke Spor af Lyst til at tage hjem nu . “ 
„ Ja , jeg for mit Vedkommende har bestemt , at jeg ikke vil spilde Tiden med Søvn , da jeg skal fra Byen imorgen , “ fortalte Langsted . „ Vil I som jeg , saa tager vi til Constantia . Jeg gi ' er Drosche frem og tilbage . “ 
Alle modtoge det splendide Tilbud med Henrykkelse ; kun Laura opponerede en lille Samle ; dels skulde hun jo forsone den vrede „ Lodvig “ , og dels havde hun lovet en Kjole færdig til om Aftenen . 
„ Det er jo ikke Noget at tale om . “ 
„ Jo , det er til en fin Dame . “ 

„ En fin Dame kan aldrig være i Forlegenhed for en Kjole . “ 
„ Jo , det ka ' De troe , men saa gjør nok en af de Andre den færdig . “ 
„ En route messieurs et mesdames ! ” 
Man forlod altsaa Bazargangen . 
„ Gud ! der staaer Lodvig ude i Forsalen . Det er ham med Cigaren . “ 
„ Elskværdigste Clara ! “ sagde Volmer med indsmigrende 
Stemme ; „ byt et Frøken Laura . Der er en hende ude i Forsalen . “ 
„ La ' os dog bare være brød den fintfølende Clara , 
Øieblik Overstykke med 
Othello , der lurer paa 
fri for Skandaler ! “ ud-idet hun hurtigt byttede 
Kaabe med Laura , som trak Sløret for Ansigtet . 
„ Tag nu Carlsen under den venstre Arm , saa engagerer jeg Fyren et Øieblik . “ — Som sagt saa gjort . — „ Min Herre ! maa jeg ikke tænde min Cigar hos Dem ? — De er vel ikke saa god at ryge med det Samme , for der er ikke god Ild . “ 
Saa nødigt „ Lodvig “ vilde , faa maatte han til at ryge , medens den Anden tændte , og paa den Maade lykkedes det aldeles at betage ham Udsigten , medens de smuttede forbi . 
„ Tusind Tak for deres Artighed ! “ 
„ Jeg be ' er ! “ og han stillede sig atter paa Udkig . 
„ Der er saamæn Ingenting at kigge efter , “ sagde Volmer gemytlig , idet han gik . 
„ Det skal De dog ikke sige , Herre . “ 
„ Jo , stol De paa mig . Godnat ! “ 
„ Godnat ! “ 

Lidt efter var hele Selskabet stuvet ind i en Drosche , og i strygende Carriere gik det udad Amaliegade og Østerbro ad Constantia til . Der herskede i Begyndelsen nogen Confusion med Hensyn til de re spective Ben , da Pladsen var lidt indskrænket ; men ved gjensidig velvillig Imødekommenhed lykkedes det dog at komme ud over disse smaa Vanskeligheder . 
„ Uh , men De sidder helt paa Skjødet af mig , “ udbrød Laura pludselig . 
„ Tilgiv mig denne lille Skjødesynd , “ sagde Volmer ømt . 
„ Hvorlangt er der herfra til Constantia ? “ spurgte Frøken Jensen . 
„ Der er li ' esaa langt , som fra Constantia aa hertil , “ svarede Clara triumpherende . 
„ Hvor den Dame dov er simpel ! “ hviskede Laura . 
„ Frygteligt ! “ svarede Volmer , ligeledes hviskende ; „ man kan næsten ikke være bekjendt at være i Selskab med hende . “ 
„ Nu maae vi da snart være der , “ sagde Langsted . „ Jeg er grusom tørstig . “ 
I det Samme holdt Kudsken foran Stedet ; man ilede gjennem den mørke Have — Klokken var næppe 7 endnu — op til Huset og bankede voldsomt paa Skodderne ; men Alt var og blev lukket og slukket . 
„ O , I haardhjertede Mennesker , I colossale Syvsovere ! “ declamerede Carlsen , og Langsted fortsatte : 
„ Knnde I tænke , og kunde I vide 
Alt , hvad jeg Stakkel af Tørst maa lide — “ „ Stod De dog ikke op i Utide , “ rimede Volmer . 

„ Ja , lad os saa tage til Bellevue , “ foreslog Langsted . 
Man kom atter tilvogns , og ikke længe efter holdt man ved Bellevue , hvor man ved Hjælp af en aarvaagen Staldkarl blev lukket ind , fik gjort Ild i Kakkelovnen og et Frokostbord dækket . 
Da Frokosten , i Forbindelse med et Par Flasker Vin , vel var fortæret , spurgte Langsted Opvarteren : 
„ Der skulde vel ikke være en Tonekunstner at opdrive her i Omegnen ? “ 
„ En — hvilken , min Herre ? “ 
„ En Tonekunstner — jeg mener en Mand med en falsk Violin eller en utæt Harmonika eller en defect Lirekasse eller et andet vellydende Instrument . “ 
„ Jo , jeg spiller Harmonika , “ fortalte Opvarteren . 
„ Men De er jo en Engel i en Opvarters Skikkelse . Spil op , Musikanter ! Mine Herrer ! Vil De behage at tage Damer og stille Dem op til Quadrille . “ 
Opvarteren kom med Harmonikaen , og i en god halv Time gik Dandsen lystigt i de brogede Masque radedragter . Da erklærede Opvarteren , at han ikke kunde holde ud længere . 
„ Passiar , min Engel ! Saalænge De ikke har Ligtorne paa alle ti Fingre , er der Ingenting iveien , “ sagde Carlsen trøstende ! 
„ Man kan ogsaa faae for Meget af det Gode , “ mente Langsted , „ især naar man har været paa Masquerade hele Natten . Lad os nu faae en Bolle Punsch at styrke os paa . “ 
„ Paa denne Tid af Dagen ? “ udbrød Laura . 
„ Hun er naiv , den Smaa , “ bemærkede Carlsen . 

„ Det er en bornert Anskuelse , hulde Laura , at man kun kan drikke Punsch om Aftenen . I hvilken Therapi staaer der skrevet , at Punsch om Formiddagen er skadelig for Sundheden ? — I ingen . — Altsaa kan man ligesaa godt drikke Punsch om Morgenen som om Aftenen . “ 
„ Therapien og Theorien siger ikke Nei , og Praxis siger Jo , “ docerede Volmer , idet Langsted hævede sif Glas og i et begeistret Foredrag udbragte et Leve for Damerne , „ der havde fulgt dem i Tykt og Tyndt . “ 
„ Gid deres Kunstnerliv , “ sluttede han , idet han specielt henvendte sig til de to af Damerne , „ maa skaffe Dem megen Glæde og Fornøielse , og gid De ikke maae blive færdige dermed , førend Frøken Laura bliver færdig med den Kjole , hun imorges phantaserede om , og som nu maa overtages af en anden Kjolekunstnerinde . “ 
Levende Hurraer besvarede disse nette Ord , og forskjellige Skaaler bleve nu udbragte . „ Lodvigs “ blev da Heller ikke glemt , idet Volmer ønskede , at den kjære Sjæl maatte have ligesaa godt Raad til at beruse sig paa den næste Casinomasquerade , som han havde havt paa denne . 
„ Aa nei ! “ udbrød Laura . 
„ Jovist , Elsfværdige ! Til Gavn og Glæde for Lodvigs Medmennesker . Dette opofrende Væsen længe leve ! “ 
„ Hurra — a ! “ 
Bollen blev omsider tømt , og man besluttede sig til at vende tilbage til Byen , efterat man dog først havde faaet sig en lille Galopade i Overtøiet - 

for at faae mere Varme i Kroppen , og noget Sodavand — for at blive afkjølet igjen . Under Spøg og Latter foregik Indlogeringen i Droschen . 
„ Goddag , Høistærede ! “ lød det pludselig fra et Vindne ud til Volmer . „ Hvorledes behager De at befinde Dem ? “ 
„ Jo Tak , ret godt ! “ var det korte Svar . „ Fy for S . ! “ udbrød han , da han var kommet ind i Droschen . „ Det var et Par gode Sladderhanke , som der fik os at see . De har redet sig en Formiddagstour , og nu kan jeg da stole paa , at Historien er Byen rundt i Eftermiddag . “ 
„ Ja , den kan vi sg ' u godt være bekjendt , “ mente Carlsen . „ Der er ikke Mange , der vilde være saa ædrue , som vi er , ovenpaa saadan en Svir . “ 
„ Jeg er bange for , at man ikke vil see Sagen fra det Synspunkt . “ 
Paa Hjemvejen gjorde man et kort Hvil i Con-stantia , hvorpaa man kjørte videre ad Byen til , for i engere Kredse at fortsætte Lystigheden . 
IX . 
En kraftig Beslutning . 
Nogle Dage efter kom Borch en Formiddag op til Volmer , der var ifærd med et lille Arbeide . 
„ Naa ! Endelig træffer man Dig ; jeg har været her en tre fire Gange , men fundet Din Dør lukket . Du har nok muntret Dig , ordenligt i den sidste Uge ? “ 
„ Jeg klager ikke . “ 
6 

Hvad er det , Du der arbeider paa ? “ 
Det er en halv Snes Medailloner med Hans Majestæts Brystbillede , som jeg er ifærd med . “ 
„ Det der ? “ udbrød Borch forundret . „ Det er jo en Blomstervase . “ 
„ Javel ! som i Forbindelse med en Anden noget lignende skal indbringe mig ti Specier hos min Ven Kunsthandleren . “ 
„ Naa saadan ! Dn tænker altsaa ikke paa noget større Arbeide ? “ 
„ Nei ! Jeg kan hugge mig igjennem paa denne Maade , og saa seer jeg ingen Grund til at overanstrenge mig . Jeg bryder mig ikke om at blive berømt , i al Fald ikke for min egen Skyld ; jeg er nu engang ikke ærgjerrig . Skulde jeg bryde mig om Ære og Berømmelse , maatte det være for en Andens Skyld , som jeg vidste vilde sætte Pris paa , at jeg høstede Ære og Berømmelse , men — naa ja , det er nu det Samme . “ 
„ Hm ! — Jeg kommer ellers for at sige Dig Farvel . Jeg har faaet Adjunctpladsen i H * , og jeg reiser iaften . “ 
„ Jeg ønsker Dig oprigtigt til Lykke . Du har jo opnaaet , hvad Du ønskede , og mere kan man ikke forlange . — Altsaa mister jeg det eneste Baand mellem hende og mig , “ tilføiede Volmer halvt for sig selv . 
„ Du havde ikke behøvet noget fremmed Baand , men Du har selv gjort Alt for at sønderbryde det , der kunde være knyttet imellem Eder . Jeg ved godt hvad Du sigter til . — Nu har Du ogsaa lagt Dig 

ud med Falsens . De har allerede hørt , at Du gik paa Masquerade den Nat efter Ballet , og at Du var paa Bellevue næste Dag . Det er unægtelig flot ! “ 
„ Jeg tænkte nok , at der skulde sladres . Og Thora — ? “ 
„ Ved naturligvis , hvad hendes Veninder ved . Den Nyhed er altfor piquant til , at den skulde kunne udelades af et Brev . — Naa ! skriv mig nu til engang imellem , og se saa at holde op med dit for rykte Liv . Alt kunde maaske i saa Fald endnu blive godt . “ 
„ Troer Du virkelig ? “ 
„ Ja , jeg ved det ikke . Men har hun virkelig elskef Dig , og det maa Du vel selv bedst vide , saa slaaer hun ikke Haanden af Dig , naar hun seer , at Du har forandret Dig . “ 
„ Det er afgjort ! Jeg reiser fra Byen . Der er tilbudt mig en Del Arbeide ved Restaureringen af Domkirken i N * ; det er igrunden ikke stort Andet end Haandværksarbeide , men det bliver godt betalt . Jeg har rigtignok balvveis sagt Nei , men nu tager jeg dog imod det . “ 
„ Gjør det ! Reis ! Saml Dig nogle Penge , og kom saa tilbage og concurrer til den store Guld-medaille . Alt Vrøvlet vil forstumme , naar man først seer , at der er Alvor i din Stræben , og at dit Liv stræber mod et Maal — Du forstaaer mig nok : Jeg mener ikke , at Guldmedaillen skal være Maalet , ligesaa lidt som til Exempel en Embedsexamen nogensinde bør være det . Begge Dele kunne undværes , 

de kunne ogsaa tages med ; men de skulle da kun være et Trin i Stigen , der fører videre opad . “ 
„ Jeg vil reife , og jeg vil arbeide ! Hun er Maalel , og hun er Kampens Pris ! “ 
„ Ja , til Dig behøver jeg ikke at sige : glem ikke Ideen ! Det er jo ingen Attestats , Du traver ud efter . — Levvel Carl , og til Lykke ! “ 
„ Tak ! Levvel ! “ 
Med et varmt Haandtryk skiltes de to Venner . 
Allerede næste Dag var Volmers Afreise til N * bestemt . Udsigten til at faae samlet en større Sum Penge , der kunde sætte ham istand til at arbeide frit en Tid , Bortfjernelsen fra det kjøbenhavnske Sodoma og dets Fristelser og endelig Tanken om Thora havde bevæget ham til at modtage det gjorte Tilbud , der var saameget mere tiltrækkende , som der samtidigt blev stillet ham i Udsigt , at han ved et nylig stiftet Blad i N * , som ganske manglede journalistiske Kræfter , vilde kunne faae , Ansættelse , og literairt Arbeide havde bestandig noget Tiltrækkende for ham , til Trods for Alt hvad han sagde . 
Han tog Afsked med sine Venner og Bekjendte . Langsted var jo reist ; Toldembedsmand en var bleven sat og fornuftig , efterat han havde faaet Podagra i den ene Taa ; Petersen havde ligeledes trukket sig tilbage fra Verden og var for Øieblikket beskjæftiget med at compilere en „ Ledetraad i Danmarkshistorie for de lavere Classer “ ; Carlsen var derfor den Eneste , der kunde udtale sin Indignation over , at han ikke gjorde et Reisegilde . 
„ Det er jo noget aldeles uhørt , “ sagde han . 

„ Nu gaaer Du formodentlig ogsaa hen og bliver en Tørvetriller ligesom Alle de Andre , forlover Dig med Bygherrens eller Entrepreneurens Datter dernede i Ravnekrogen , rimeligvis en lille , buttet og rødmusset Tingest med et Par Fødder , der ere ligesaa store , som hendes Faders Pengeposer , og en Gang derefter ; og saa nedsætter Du Dig nok som Gipser eller Stenhuggermester og bliver en rigtig Philister . Det er jo rædsomt ! Til Slutningen gaaer man vel selv i Desperation hen og tager en Embedsexamen . De falder Alle fra , de Gamle . “ 
„ Det er , fordi de ikke længer er unge , min Ven . Livet møder med sin Alvor . „ La jeunesse n ' a qu ' un temps , “ som min Yndlingsdigter siger . “ — 
Grosserer Falsen , hvem Volmer skyldte saa Meget , aflagde han en Afskedsvisit paa Contoiret . Han krympede sig lidt ved at vise sig for Damerne efter Ballel . Som han havde forudseet , blev han naturligvis modtaget noget kjøligt , men et Slags Halvforklaring , som han gav Grossereren om sin Opførsel og sin exalterede Sindsstemning i Anledning af nogle store Ubehageligheder , der vare mødte ham , bevirkede dog , at de skiltes venskabeligt ad , efterat Volmer havde anmodet Grossereren om at bringe sine Døtre hans Farvel og hans Undskyldning , fordi han ikke personligt hilste paa dem . At Thora ad den Vei dog maaske vilde faae et lidt gunstigere Blik paa ham og hans , for hende tildels uforklarlige , Opførsel i den sidste Tid , haabede han og sikkert ikke uden Grund . Damernes indbyrdes Fortrolighed i slige Forhold er saare stor , især naar det gjælder 

om at skrive fire Sider fulde i et Brev og det kniber paa Stoffet . 
Med freidigt Mod og fuld af Forhaabninger , reiste vor Helt en Ugestid derefter til Kjøbstaden N * , hvor han strax tog sat paa Restaureringen af nogle Basunengle , der vare slemt medtagne af Livets Storme , og samtidigt fik han et Slags Engagement ved „ N * ' s Amtsjournal . “ 
For tilfulde at forstaae og bedømme Værdien af denne sidste Ansættelse , maae vi gjøre et lille Spring tilbage i Tiden . 
X . 
Et nyt Blad . 
Forhenværende Toldassistent Nielsen , D . B . , Rentier , Pensionist x . x . i Kjøbstaden N * , havde i lang Tid fundet , at den Rolle han spillede i samme Kjødstad , ikke svarede til hans naturlige Evner og ypperlige Kundskaber . Forgjæves havde han pønset paa , hvorledes han skulde kunne gjøre sig noget mere gjældende end før , thi hans Stilling som Viceformand for Skytteforeningen der paa Stedet — han havde tidligere været Connnandersergeant —- tilfredsstillede ikke hans berettigede Ærgerrighed . Han følte , at der i ham svulmede Evner , som vilde forbause Verden , uaar de fik Spillerum ; hans Taler ved Grundlovsfester og Fugleskydninger havde altid vakt en vis Opsigt , og naar han i Klubben tog Ordet for at udtale sig om et eller andet communalt Anliggende , lyttede 

altid , i al Fald , en Del af de Tilstedeværende til hans Visdom , og hverken Pottemager Petersen eller Skolelærær emeritus Rasmussen , hvem han jevnligt tracterede med Toddy , undlode nogensinde høit og lydeligl at udtale , at Toldassistenten var en Satans Karl til at tale , og at han burde sgu ' ind i Borgerrepræsentationen . 
Det var dog ham , der havde givet det første Stød til , at Byens Axeltorv var bleven brolagt . Da han en Aften gik hjem fra Klubben , snublede han over de spidse Brosten , og dette gav ham Anledning til næste Aften i Klubben at holde en tordnende Philippica mod den skandaløse Brolægning , og et Par Aar efter var Torvet ogsaa omlagt . Det var endvidere ham , der havde aabnet Øiet for , at de store Kampesten , der tjente til Trappetrin ved Indgangen til Byens Hovedkirke , bleve ombyttede med moderne Kvadersten , der ikke udsatte Borgernes Ben for Forvridninger o . s . v . I det Hele taget havde han ved flere Leiligheder vist , at han kunde magte de Sten , som ingen af de Andre kunde løfte , og det var derfor saameget desto mere paafaldende , at Pottemageren og Skolelæreren stadigt vare de Eneste , der stemte paa ham , naar der var Borgerrepræsentantvalg . 
Byen havde to Blade . Det ene , N * s Amtstidende , var nærmest national-liberall , det andet , N * s Amtsavis , var boudevenligt . Nielsen symphatiserede ikke med noget af dem . Redacteuren af Amtstidenden var Borgerrepræsænsant , og det var mere end tilstrækkeligt til , at han ikke kunde sympathisere med hans Blad , og Redacteuren af Amtsavisen havde engang kaldt 

Toldassistenten for et gammelt Vrøvl , og han hadede ham derfor . 
Som han en Dag gik og specnlerede over , hvorledes han hurtigt skulde komme til Ære og Berømmelse og blive en Gjenstand for den store Mængdes Misundelse og Beundring , fik han pludselig en Ide . 
Han slog sig for Panden , raabte „ Funtus ! “ ilede hen til Skolelæreren og sagde til den forbausede Rasmussen : „ Ved Du , hvad jeg vil ? “ 
„ Næ ! “ var Svaret . 
„ Jeg vil være Redacteur ! “ 
„ Vil Du da kjøbe Amtstidenden ? “ 
„ Pyt , min Fa ' er ! nei , jeg vil selv slifte et Blad , som skal sige Sparto baade til Amtstidenden og Avisen . 
„ Hvad Program vil Du saa opstille ? “ 
„ Retsind og Folkelighed ! “ 
Rasmussen kunde ikke Andet end indrømme , at disse to abstracte Begreber maatte ansees for uhyre concrete Betegnelfer for , hvad hans Ven , Toldassistenten , vilde og mente , og de gave sig da til i Forening at drøfte Planen nøiere , og det viste sig nu , at Rasmussen i den Grad formaaede at gaae ind paa alle Nielsens Planer og Meninger , hvor indbyrdes modstridende de endogsaa vare , at denne ved Samtalens Slutning med Rette kunde udbryde : „ Du skal være Redactionssecretair . “ 
„ Ja , men hva ' er det ? “ 
„ Det er — ja , det er Redactionssecretair . Du skal hjælpe mig med at skrive og ordne Bladet . “ 
Ja , Rasmussen havde jo i sin Tid hjulpet Amtsfuldmægtigen 

med at ordne Mandtalslisten og skrive den rent , og det maatte vel være noget Lignende . Derom vare de ganske enige , og de bleve ogsaa enige om , at man ikke hovedkulds maatte styrte sig ind i et saadant Foretagende ; der maatte først „ virkes “ . 
„ For seer Du , Rasmussen , jeg har jo nok selv nogle Penge , men dem vil jeg sgu ' ikke sætte i det . Nei , jeg maa leie en Pengemand , en Godseier eller saadan En , til at stikke Mønt i Foretagendet . “ 
„ Natyrlig ! “ sagde Rasmussen ; „ det er ikke mere end billigt ! “ 
„ Jo , Rasmussen , det er mere end billigt , for det er sgu ' det billigste . “ 
„ Ha ! Ha ! Ha ! “ klukkede det i Rasmussen . „ Det er S . til Vittigheder , Du har ! “ 
Og nu begyndte Toldassistent Jacob von Thybo , det vil sige Nielsen , og hans Jesper Rasmussen at virke . Hovedsageligt virkede de i Klubben om Aftenen paa den velbekjendte Melodi : „ Hvordan var det , Herren svarede Mr . Christoffersen ? “ — „ Jeg sa ' e : Mr . Christoffersen ! I er mafoi en Nar ! “ — „ Ha ! Ha ! Ha ! ja , Herren har en Engletunge . Med det Lune og de Talegaver kan man banke et Blad iveiret , hvad Øieblik det skal være . “ 
„ Ja , det maa De nok sige , Rasmussen , “ udbrød Pottemager Petersen . — 
Inden ret lang Tid var det hele Byen rundt , at Toldassistenten vilde stifte et nyt Blad . De Fleste spurgte rigtignok , hvad de skulde med flere Blade og udtalte tillige en beskeden Tvivl om Nielsens Duelighed til at være Redacteur , men naar han selv 

talte med dem om Foretagendet , sagde de , som sig hør og bør i vore civiliserede Tider , at det var aldeles rigtigt , at der kom et nyt Blad , og at han netop var Manden , der kunde sætte sligt igang . 
„ Ja , “ sagde Nielsen med Selvfølelse , „ naar jeg sætter mig i Spidsen for et saadant Foretagende , saa skal De see , det gaaer . For jeg tør tale fra Leveren . Retfind og Folkelighed ! 
„ Retfind og Folkelighed ! “ gjentoge Skolelæreren og Pottemageren i Chor . 
Nielsen havde omsider faaet saa høie Tanker om Foretagendets Ufejlbarlighed , at han aldeles ikke lod sig genere af , at han hos en Godseier , til hvem han henvendte sig om pecuniair Assistance , fik et bestemt Afslag , endskjøndt han dog havde tilbudt at slulte sig til Octoberforeningen og vilde gaae gjennem Tykt og Tyndt med de store og de smaa Bønder , han vilde overlade Partiet hele den politiske Del af Bladet og saa selv kaste sig over de kommunale Anliggender , og nærmest virke for Byens Tarv . Han vidste , at Redacteuren af Amtstidenden var en Torn i Øiet paa Egnens Godsejere , og Nielsen havde bestemt lovet , at han særligt skulde give ham „ paa Gummerne . “ 
„ De skal see , hvor han skal faae , naar han kommer os for nær . Jeg bider fra mig til det Aderste . “ 
Men det hjalp dog Altsammen ikke . Man vilde ikke bide paa Krogen , og Toldassistenten var saaledes henvist til sine egne pecuniaire Kræfter , der ikke vare overdrevent store , og sine egne Aandsevner . 
„ Og de var jo krabats ! “ forsikrede Rasmussen . 

„ Ja , det kan nok hænd ' se , “ sagde Pottemageren . 
Men hovedkulds bør man aldrig styrte sig ind i et saadant Foretagende , “ mente Nielsen . „ Vi har jo Tiden for os . Man maa førsf virke ; man maa tale med Folk , sikre sig Abonnementer og Corre spondenter og Referenter . “ 
Man virkede altsaa . Dagligt i Løbet af længere Tid mødtes man , og snart meldte den Ene en Abo nent , som han havde faaet inter pocula , snart meldte den Anden en , og en skjøn Dag viste Abonnements-protocollen det imponerende Resultat af 50 Abonnenter fra Land og By . 
„ Det er de første Halvtredsindstyve , som det kniber med , “ forsikrede Nielsen ; „ de Andre kommer af sig selv . I næste Maaned begynder vi . De , Petersen , har jeg nærmest tænkt mig , skal tage Dem af Handel og Industri . De commercielle Ledere er De Manden for . “ 
„ Ja , mageligt ! “ sagde Petersen , der som Potte mager og Industridrivende jo ogsaa maatte betragtes som Sagkyndig . 
„ Du , Rasmussen , sørger for Bynyt o . s . v . , skriver Theateranmeldelser og Kritiker — Du maa sørge for , vi faaer Fribilletter — “ Rasmussen noterede øieblikkeligt dette i sin Noticebog — „ og jeg skriver de politiske Artikler . Correspondenter har vi i Victualiehandler Johansen , som tidligere boede her i Byen — Du kjender ham jo ? — “ Rasmussen skulde lige til at notere hans Navn — „ han har lovet at sende os Torvepriserne fra Kjøbenhavn to 

Gange om Ugen , og min Fætter i Lemvig skriver Correspondancer derfra . “ 
„ Død og Pine ! det er brelliant ! “ forsikrede Rasmussen ; „ og jeg har en Broder , der i næste Maaned reiser til Anholt ; han kan skrive derfra . “ 
„ Apperligt ! det er noget Nyt . “ 
Dermed var den Sag klaret , og en skjøn Dag gik Trommeslageren rundt i Byen og forkyndte paa Torvene og de større Gadehjørner , at „ N * s Amtsjournal “ vilde begynde at udkomme den Iste i næste Maaned . Abonnement kunde tegnes hos Redacteuren , Toldassistent Nielsen , boende i Skvaldergaden Nr . 99 , i Klubben og Byens Boglader . — 
Man havde averteret , at Bladet skulde udkomme , og det maatte altsaa udkomme . Nielsen havde op-brændt sine Skibe , Tilbagetog var umuligt . To Dage , førend Bladet skulde udkomme , havde man imidlertid ikke en Linie Manuscript , naar undtages Programmet , som i al sin Lakonisme lød saaledes : 
Retsind og Folkelighed ville vi kæmpe for . Det er det Banner , som vi ville stride under . Retsind — det er Hæderlighed , og Folkelighed — det er det , der binder de enkelte Individer i en Nation sammen til et Hele , til en Nation . 
Uden Retsind ingen Hæderlighed , uden Folkelighed intet Folk . 
Men vi ville et samdrægtigt , et sluttet , et enigt Folk , som kan hævde sin Plads i Nationernes Række . 
Hvad vor politiske Overbevisning angaaer , da turde den klart fremgaae af det Foregaaende . Vi 

udtale os ikke nærmere , da alle vage Udtryk ere os modbydelige . Vi sammenfatte Alt i de to bestemte Ord : 
Retsind og Folkelighed ! 
Dette Program fyldte , hvor indholdsrigt det end forresten kunde være , ikke stort , og man var desaarsag i en betydelig Vaande , da Redacteuren kom paa Con toiret to Dage , førend man skulde forbause Verden . Rasmussen gik hidsetblæsende op og ned ad Gulvet og bladede i sin Noticebog , men skjøndt den omtrent var malet fuld , saa var det dog just ikke Ideer , den var fuld af . 
„ Hør , Pefersen , “ sagde Redacteuren , „ De maa skrive os en mercantil Artikel om —- om Pottemageriet for Exempel . “ 
„ Jeg har selv tænkt paa noget Lignende . Her har jeg netop en lille Notits om , hvordan man klinker og sammenbrænder ituslagne Ting . “ 
„ Det er meget interessant . Seer Du Orthographien efter , Rasmussen . “ 
„ Det skal jeg . “ 
„ Og saa skulde Du endnu idag gaae ind i Læseforeningen . Der holder de adskillige Blade , som vi kan tage Noget ud af . Selv holder jeg „ Aarhus Avis “ ; den skal jeg nok plukke . Iaften er der Skytteforeningsfest ; der holder jeg en Tale , som vi kan referere : Redacteur Nielsen udbragte o . s . v . , for iovermorgen bærer jeg jo Titelen Redacteur . “ 
Alle disse Planer fandt man nu fortræffelige , og man var ganske enige om , at Nielsen var „ et rent Jern “ . Næste Dag , da Factoren fra Trykkeriet kom og man endnu Intet havde at give ham , var Modet 

dog betydelig stækket . Nielsen havde rigtignok udbragt Skaalen for Fædrelandet den foregaaende Aften , men han var først kommet hjem Kl . 4 om Morgenen , og han var meget utilpas . Petersen maatte imidlertid lave et Referat af Festen , efterat han havde faaet Momenterne opgivne af Nielsen . 
„ Dygtigt med „ Redacteur Nielsen “ ! “ 
„ Javel , Hr . Redacteur . “ 
„ Har Du saa faaet Noget i Læseforeningen , Rasmussen ? “ 
„ Nei , for jeg skal først hænge opslaaet i en Uge , inden jeg kan blive Medlem . “ 
„ Aa , jeg gad see hele Bestyrelsen ophængt . “ 
„ Ha ! Ha ! Ha ! “ lo man i Chor . Glæden maatte dog snart vige for Øieblikkets Alvor . Hvormed skulde man fylde Journalen ? Da fik Rasmussen en Ide , idet han foreslog , at man kunde trykke en Fortælling af ud af Riises Archiv . 
„ Som Feuilleton — ja , Du har Ret . Oppe i Bladet tager vi saa nogle Nyheder fra Aarhus Avis . De har rigtignok slaaet i Kjøbenhavnsaviserne for en Ugestid siden , men det siger Intet . Saa har vi endelig Programmet , Festreferatet og Artiklen om „ Klinken og Sammenbrænden “ ; det er jo hele tre selvstændige Artikler . Det kan saamæn blive et overmaade respectabelt Numer . Hvad Avertissementer angaaer , saa har min Spækhøker givet mig et , som fylder godt ; jeg skal tage en Ost hos ham for det ; og min Skomager averterer ogsaa ; det gaaer af paa min Nytaarsregning . “ 

„ Saa løber jeg hjem efter et Bind af Ruses Archiv , “ sagde Rasmussen . 
„ Ja , gjør det , men husk endelig paa , at det maa væræ en moralsk og anstændig Fortælling . Ruse er ikke altid fri for at væræ lidt equivoque . “ 
„ Gudbevares ! Anstændigheden fremfor Alt . “ 
Bladet udkom da , men vi skylde Sandheden at tilslaae , at det til Trods for den ubestridelige Flid , der var anvendt paa det , og den megen Tale om det , slet ikke gjorde noget overordenligt Indtryk paa Byens Befolkning . Man lo saa smaat ad det , og Nielsen kom ikke til at spille nogen større Rolle i Byen . Et reisende Beriderselskab ignorerede ham i den Grad , at de ikke engang sendte ham Fribilletter . Det blev ham dog for broget , og han gik derfor ogsaa personligt op til Directeuren og foreholdt ham det Upassende i en saadan Tilsidesættelse . Fribilletterne kom i den Anledning , og Bladet indeholdt efter den Tid sladige panegyriske Anmeldelser af Præstationerne samt detaillerede Oplysninger om Madame Badutskis Kjoletøier , Citater af Bajadsens Vittigheder og vidtløftige Bebudelser af , hvilke Herligheder der kunde ventes i den nærmeste Fremtid . 
Et Sangerselskab , der kort efter i Anledning af et Marked kom der til Byen og optraadte paa en af Gjæstgivergaardene , sendte Redactionen en Indbydelse , men de enkelte Numere i Repertoiret bleve dog ikke omtalte . Redactionssecretairen skrev blot en almindelig Anmeldelse af Selskabets Ankomst med Henvisning til Avertissementet , der var bleven indrykket i Journalen . 

At Bladet ikke kunde gaae paa den Maade , viste Abonnementsprotocollen kun altfor tydeligt . Det var Personalel ubegribeligt , Nielsen ikke mindst , thi de mente stadigt , at Bladet var udmærket redigeret . Noget maatte der imidlertid gjøres for at hverve Abonnenter , da Redacteuren ellers maatte erklære sig for insolvent . 
Da hørte man tale om de franske Sensationsromaner , og „ fo ein Ding muß ich auch haben , “ tænkte Nielsen . Gjennem en af Byens Boghandlere fik han en Roman forskrevet , der bar den lovende Titel Amour aux galères “ . Efter hvad han fik at vide , handlede den om en ung Pige , hvis Kjæreste var bleven Galeislave . Dag og Nat pønsede hun paa at komme sammen med ham . Endelig fik hun den Ide at forklæde sig som Mand ; et Indbrudstyveri , hun som saadan foretog sig , forskaffede hende den attraaede Lykke at blive dømt til Galeierne , og hun opnaaede paa den Maade at komme sammen med den Elskede . Kjærligheden par distance paa Galeien , Gjenkendelsesscenen og de tantaliske Kvaler , som de lede ved aldrig at kunne nærme sig til hinanden , vare skildrede med glødende Farver . 
Det Værste ved det Hele var imidlertid , at Ingen af Personalet kunde Fransk , og det var ikke Nielsen muligt i hele Byen at opdrive de fornødne Sprogkundskaber i Forbindelse med den tilstrækkelige stilistiske Færdighed . 
Da var det , at Volmer kom til N * for at tage sig af de forfaldne Basunengle . 

XI . 
I Havn . 
En Dag , som Volmer sad hjemme hos sig selv og gjorde Udkast til forskjellige Ornamenter , bankede det paa Døren , og paa hans „ Kom ind ! “ viste Redacteur Nielsen sig i al sin imponerende Storhed . Efterat man gjensidigt var kommet paa det Rene med , hvem man havde den Ære at tale med , kom Hr . Redacteuren frem med sit Ærinde , som da gik ud paa , om Volmer skulde være villig til at tage imod et Engagement ved Amtsjournalen og da først og fremmest oversæfte Feuilletonen . 
„ Foreløbigt har vi vel ikke mere end en sex-syv-hundrede Abonnenter , men det er et Blad , der har en Fremtid , “ forsikrede Hr . Nielsen . „ De to andre Blade her i Byen er det rene Jux . “ 
Det Sidste kunde Volmer strengt taget ikke benægte , udenat han derfor i sit stille Sind just kunde gaae ind paa det Første , hvad Amtsjournalens Fremtid nemlig angik . Han tog imidlertid imod Tilbudet , og kort efter bebudedes „ Kjærlighed paa Galeien “ med megen Ostentation og fede Typer foran i Bladet . Kort Tid derefter mødte han paa Contoiret med de første Par Ark , og han blev der øieblikkeligt nødt til at frabede sig enhversomhelst Indblanding fra Hr . Rasmussens Side , idet denne som stor Stilist udi egen Indbildning begyndte med at ville foretage Forbedringer i Sproget . Følgen heraf var , at der strax opstod et noget spændt Forhold imellem dem . 

Pottemageren og Skolelæreren stak Hovederne sammen og bleve enige om , at han var en „ vigtig Praas “ , og da nu Rasmussen senere et Par Gange kastede et Manuscript bort for ham , og da endvidere Redacteuren , ham , der „ turde tale fra Leveren “ , flere Gange havde Betænkeligheder ved at optage Artikler af ham om Byens Forhold , fordi de vare for skarpe , saa blev han snart kjed af Pladsen . 
Redacteurens store Ængstelighed skrev sig iøvrigt fra en Polemik , han havde forskaffet sig med Amtstidendens Redacteur . Denne havde i en Artikel kaldt ham „ den politiske Stokfisk “ . Nielsen var bleven rasende , og da han ikke kunde glemme , at han i sin Tid havde været Commandersergeant , saa havde han faaet fat i Corporalstokken og i blind Bersærkegang hugget fra sig med den . Resultatet havde været , at man med smaa Typer havde aftrykt alle hans Kraftudtryk imellem Blandinger under Titelen „ Stokfiske budding “ , og det havde aabnet hans Øine for , at han dog nok havde forløbet sig slemt . Af Frygt for en Gjentagelse , havde han lovet sig selv at elske sin Næste som sig selv og ikke gjøre en Kat Fortræd , men det huede slet ikke Volmer , der ofte havde Lyst til at tage fat paa Spidsborgerligheden og Clique-væsenet der i Byen , og Følgen var da den , at han mere og mere trak sig tilbage fra Bladet . Oversættelsen 
skulde jo imidlertid gjøres færdig , og det sørgede han da ogsaa for , men forresten lod han de tre kloge Høns sørge for sig selv og deres Journal , og det gjorde de da ogsaa saa godt , at Redacteuren efter tre svindsottige Maaneders Forløb maatte opgive 

Forretningen og gaae paa Accord med sine Medarbejdere . 
Det var en Prostitution , og den var endda ikke saa ganske ringe for den , der med stor Selvtillids fuldhed havde erklæret : „ Naar jeg sætter mig i Spidsen for et Blad , saa kan De stole paa , saa gaaer det . “ 
Javist gik det , men det var — Pokker ivold . 
Ved et privat Gilde , der netop paa den Tid blev afholdl der i Byen , blev der afsunget en Sang , der hed „ Viel Geschrey und wenig Wolle “ . Den lød saalunde : 
Hr . Vielgeschrey kommer med Brasf og med Bram , Med selverne Pung og med Hanekam Og et glimrende Personale . 
Hr . Vielgeschrey troer , at det gaaer med Snob , Han puster sig ganske forfærdeligt op Og sletter sig høit til at gale . 
Men Ingen Hører hans Galeri 
Eller bryder sig om hans Maleri Der udi Amtsjournalen . Den Herre næsten alene stod I Maaneder tre med freidigt Mod — Nu ligger han død paa Valen . 
Halvtredsindstyve Svende ved Gud 
De fulgte den Herre , der han drog ud ; 
Og det var smukt , tør jeg mene . 
Men Alle de sagde i første Qvartal : 
„ Nei blev man ved , saa var man jo gal ! “ Da red den Herre alene . 

Men uden en eneste Kæmpe god Hvem kan vel saa bevare sit Mod ? 
Og vi har nu netop hans talt . 
Han havde tilsidst forsanden igjen Ret ikke en eneste trofast Svend — Ja — tænk Dem ! — sikken en Anstalt ! 
Volmer fik kort Tid derefter et ret godt Tilbud fra Amtstidenden , som han modtog . Hans Indtægter vare nu særdeles gode , og han havde fuldt op at bestille . Maaske fornemmelig dette Sidste bevirkede , at han efterhaanden aldeles opgav Klubben , som han i Begyndelsen flittigt havde hjemsøgt , hvorimod han tog meget Del i Familielivet . Rundtom paa Herregaardene i Omegnen kom han ogsaa i Besøg , efterat han fra Først af var bleven indført der som Restaurafor af Billedhuggerarbejdet , der fandtes . 
Der var efterhaanden kommet Hvile i hans Sind , og mere end een Gang tænkte han stærkt paa at staae sig til Ro for bestandigt i den lille hyggelige Kjøbstad . Et Brev engang imellem fra Borch , i hvilket Vennen , hvem han havde underrettet om sine Planer , paa det Bestemteste fraraadede ham at følge disse , idet han stadigt foreholdt ham , at han skulde til Italien for at studere Anklerne , kuldkastede for et Øieblik hans Beslutning og gjorde ham vaklende , men længe varede det dog ikke , førend Tanken atter dukkede frem hos ham . 
Da traadte Borch , hans gode Engel , en Dag ganske uventet ind ad Døren til ham . 
„ Dit sidste Brev har gjort mig ganske ængstelig , “ sagde han , efterat de første Glædesudbrud vare forbi ; 

„ det er da ikke dit Alvor at mure Dig ind hernede ? , , 
„ Ja , jeg ved ikke rigtig . “ 
„ Hør , min Ven ! Det kan være meget godt for de ædle Metaller at komme i Smeltediglen , forat Ertsen og de andre urene Bestanddele kunne blive udskilte , men naar den Proces er foregaaet , saa skal det rensede Metal minsæl ikke blive i Diglen og ligge brak der . Sans comparaison forresten — forat Du ikke skal blive altfor brøsig — saa har Byen her væræt en Smeltedigel for Dig , men nu skal Du ikke blive led og dorsk og troe , at Alting er klappet og klart og glemme , at Du baade har Forpligtelser imod Dig selv og imod Verden . “ 
„ Har jeg det ? “ 
„ Ja , det har Du . — Jeg kan ellers hilse Dig fra Thora . “ 
„ Skal Du hilse mig ? “ 
„ Nei , men jeg troer ikke , at hun tager mig ilde op , at jeg gjør det . Hun har bestandig , Naar vi ere trufne sammen , med synlig Interesse lyttet til , naar jeg talte om Dig , og jeg kunde see Glæden i hendes Øine , da jeg fortalte , hvor godt det gik Dig . “ 
„ Er det sandt ? Hvor har Du sidst talt med hende ? “ 
„ Igaar paa Gjennemreisen i L * . Hun tager til Kjøbenhavn imorgen for at blive der en Maanedstid . Hun kommer herigjennem med Jernbanetoget imorgen Middag . “ 
Volmer lovede sig selv , at han skulde møde paa Perronen , og samtidigt lovede han Borch , at han for Alvor vilde tænke paa at rive sig løs fra N * . 

Foreløbigt vilde han komme til Kjøbenhavn i nogen Tid , for at orientere sig lidt med Hensyn til den forestaaende Concurrence til den store Guldmedaille . 
Næste Dag var han paa Jernbanestationen allerede en god halv Time , førend Toget kunde ventes . Længselsfuld speidede han efter det , og da det endelig langt borte lod sin gjennemtrængende Piben høre , da lød denne Piben langt liflligere i hans Øren end selv en Nattergals mest melodiske Fløiten . 
Toget brusede ind for Perronen . 
„ Her gjøres Holdt i fem Minutter ! “ raabtes der . 
„ Der kan gjøres Meget i fem Minutter ! “ tænkte Volmer , idet han ilede fra Vaggon til Vaggon . Endelig opdagede han den længselsfuldt Eftersøgte , der dybt rødmende besvarede hans Hilsen . 
„ Jeg vidste fra deres Fætter , af De vilde komme . — Jeg har ilet fra Vogn til Vogn for af finde Dem . — Jeg frygtede næsten for , af han havde narret mig . — Hvorledes har De det ? “ Saaledes løde de afbrudte Sætninger , der i forvirret Usammenhæng strømmede fra ham . 
„ Jo Tak , godt ! — Og De befinder Dem jo saa vel her i Byen , af De tænker paa af blive her for bestandigt . “ 
„ Nei ! Nei ! tro ikke det , “ udbrød han heftigt . „ Endnn imorgen kommer jeg til Kjøbenhavn . Saa haaber jeg , vi sees . “ 
„ Maa jeg be ' e Dem gaae tilside , min Herre ! “ sagde den barbariske Conducteur , og Toget satte sig i det Samme i Bevægelse . 

„ Ikke sandt ? “ spurgte han , idet han fulgte efter paa Perronen . 
Et Smil og en Hilsen til Farvel var hele Svaret . 
Han ilede hjem og pakkede sit Tøi sammen , løb rundt og sagde Farvel paa ubestemt Tid , og Dagen efter boede han sammen med Borch i „ Tre Hjorte “ . Af Vennen fik han af vide , af Thora som sædvanligt boede hos Tanten , og endnu samme Aften havde hun følgende Brev : 
„ Elskværdige Thora ! 
De vil ikke blive vred over denne maaske lidt vel frie Tiltale , men stolede jeg ikke trygt paa Deres Elskværdighed , saa vilde jeg aldrig vove at sende Dem dette Brev . Den stoler jeg imidlertid paa , den , ved jeg , er tilstede , hvorfor skulde jeg saa ikke frit kunne udtale det ? Elskværdige , elskelige Thora ! Skjænk mig et Øiebliks Samtale . To Gange har jeg forgjæves søgt at komme til at give Dem den Forklaring , som jeg føler , at jeg skylder Dem , men begge Gange er det mislykkedes . Første Gang kom De ikke , som jeg troede ; anden Gang kjørte Be fra mig , som jeg da forresten kunde vide ; tredie Gang haaber jeg paa en bedre Lykke . I al den Tid , jeg har været stilt fra Dem , har Deres skjønne Billede staaet for mig , omend med blege Farver , omtrent som Billedet paa Photographens Glasplader , men der behøvedes blot en Smule Solskin , blot et lille Glimt af Dem , blot et Smil fra Deres Læber igaar i Vaggonen , og Billedet blev flux fremkaldt og stod lyst og levende i al sin oprindelige Skjønhed . Skal det nu bestandig være mig blot som et Portrait til en Erindring om , 

hvad jeg har tabt ? Nei , det føler jeg , saa haard og ubarmhjertig vil De ikke væræ imod en Ubesindig . Derfor stoler jeg paa , at De ikke vil nægte den Samtale , som De Ledes om af ham , der til Trods for alle sine Vildfarelser dog aldrig glemte Dem , 
Deres Carl Volmer . “ 
Samtalen blev Heller ikke nægtet , og Tilgivelsen blev skjænket , men endnu en lille Prøvetid blev fastsat . 
„ Det er ikke , fordi jeg frygter for et Recidiv , som Lægerne kalde det , “ sagde hun ; „ men jeg vil væræ sikker paa , at De ikke har opgivet Kunsten for at leve som Avisskriver og — “ 
„ Stenhuggermester og Gipser i en Provindsby — nei , vær kun rolig . Om et halvt Aar skal Gruppen væræ færdig , der skaffer mig Guldmedaillen eller dog — “ 
„ Hæderlig Omtale . “ — 
Et halvt Aar efter havde Carl Volmer opnaaet Guldmedaillen ved Akademiet og hæderlig Omtale overalt ; Prøvetiden var endt , og Onkelen blev rørt og forærede ham tusind Daler til en Udenlandsreise . Skjøndt Thora glædede sig over hans Lykke , saa fik hun dog Taarer i Øinene ved Tanken om den lange Skilsmisse . 
„ Nu har jeg saa længe været paa Prøve , “ sagde Volmer . 
„ Og Du har bestaaet den stolt , “ tilføiede hun mellem Smil og Taarer . 
„ Nu er det ikke mere end billigt , at jeg ogsaa prøver din Standhaftighed , “ sagde han smilende 

for at hæve hendes svigtende Mod , da Afreisen var nærfærestaaende . 
„ Tvivler Du , Carl ? “ spurgte hun , idet hun tog hans Haand . 
„ Nei , det ved Du godt , “ sagde han ømt og tilføiede med sit gamle Lune : „ De omnibus est dubi tandum nisi de Thora , “ som en jødisk Philosoph meget godt kunde finde paa at sige . “ 
„ Hvad betyder det ? “ 
„ Thora , det er Loven . Altsaa : Man bør tvivle om Alt undtagen — “ 
„ Om Thora ! “ sagde hun , idet hun skjulte sit Hoved ved hans Bryst .