Som bekjendt er Vestkysten af den jydske Halvø bedækket af en langs med Vesterhavet løbende Sandstrækning , de saakaldte Klitter , hvilke strække sig mee ' r eller mindre , dog kun i det høieste en Miil ind i Landet . Klitterne bestaae as Flyvesand i Form as Bjærge , der enten ligge i Grupper eller Kjæder , hvilke sidste som oftest løbe parallele med hverandre og og staae lodrette paa Kysten . Flyvesandet er en uvelkommen Gave fra Havet ; i Flodtiden er det nemlig skyllet op paa Kysten formedelst den stærke Bølgegang , og i Ebbetiden er det blevet tilbage og af de stærke Vestenvinde ført ind over Halvøen . Imidlertid har man dæmpet denne Sandflugt ved Hjælp af flere Slags Sandplanter som Marehalm , Klittetag og Graariis ; disse Planter næres af den Fugtighed , Sandet indeholder , og deres lange Rødder tjene til at gjøre det ellers saa let bevægelige Sand fast . Denne Plantning staaer under offentligt Tilsyn og hvert Efteraar forsynes de nøgne Pletter med Tag , som tilføres fra de bedre beplantede Steder . Hvor Klitterne nu befinde sig , have engang været store Landsbyer ; disse ' Byer ere imidlertid af Flyvesandet drevne længere og længere ind i Landet , efterladende deres frugtbare Marfer , Søer og Moser til frit Spillerum for denne Havets vilde Gave . Sandbjærgene afvexle med Dale eller Sletter , hvilke i Reglen ere bevoxede med Lyng , Græs og Siv ; disse Sletter afgive Græsning til Klubbernes Kreaturer , navnlig Faarene , ligesom de ogsaa yde Overflødighed af Brændsel . Det er ef smukt Syn , naar man fra en af Sandbankerne en Sommerdag seer ud over en saadan Sandflette ; den sparsomme Vegetation af de smukke lyse Lyngblomster , det blege Græs og det grønne Siv frembyde dog en Afvexling , der fryder Øiet . Her seer man de voxne Kli ' tboer at arbeide med deres Hø- og Lyngleer , medens Grupper af Børn ere i Færd med at sanke Blaabær , som paa disse Sletter voxe i stor Mængde , og som de sælge til Landboerne ; her møder Øiet en stor Skare af forskjellige Fugle , som skrigende flyve frem og tilbage for at søge noget til Føden for sig selv eller deres Unger , som de udruge mellem Lyngen ; her er kortsagt ef Liv og en Travlhed , som man ikke skulde tiltroe disse øde Egne . Undertiden møder Øiet ogsaa menneskelige Boliger , hvilke fordetmeste ligge samlede i Byer , i Reglen opførte as Træ og saa nær ved Havet som mulig , da deres Indvaanere hovedsagelig ernære sig af Fiskeri . Vintertiden er den bedste Tid før Fiskeriet , thi paa denne Tid af Aaret ere Fiskene federe og bedre end om Sommeren , medens Havet da er forholdsviis roligere paa Grund af de hyppigere Østvinde . Fiskerne ere sædvanlig flere med een Baad . Om Morgenen før Daggry samles de paa Stranden ved deres Baad , som de , efterat de have betragtet Vind og Veir , flyde ned i Vandet ; derpaa knæle de ved Siden af den og bede til ham , der baade paa Land og Vand har deres Liv i sin Haand , dernæst et rask Tag i Baaden , og strax flyder den paa det vilde Hav , denne store og vaade Grav , som gjemmer saamange af deres Slægtninge og Venner i sin kolde Favn , og som hvert Øjeblik kan være rede til at lade dem dele Skjæbne med deres hedengangne . I Sandhed ! det er en møjsommelig og farlig Gjærning , hvortil disse Klitboer ere henviste . Havet er deres Forraadskammer , og de fleste , som ved egen Hjælp ville ernære sig selv og deres Familier , maae saavel i Regn og Slud som Frost og Kulde „ paa Havet “ , naar det bare er nogenlunde roligt . Naar man derfor fra et af de store Sandbjærge udenfor et Fiskerleje seer ud over Havfladen , kan man undertiden gjennem Seerøret tælle 10—20 Baade fulde af Fiskere , som have travlt med enten at sætte deres Kroge , som de meest have bedet hjemme fra , eller de ere i Færd med at drage dem op for i Baaden at indsamle den Velsignelse , Vorherre har formaaet deres rige Nabo til at give dem . En anden om end noget uvissere Indtægtskilde , som Beboerne paa Vesfkysfen have , er Strandingerne . Som bekjendt er Jyllands Vestkyst et farligt Sted for de Søfarende , da der fra Skagen til Blaavandshuk ikke findes en eneste god Havn , medens der langs med Kysten strække sig 3 parallele Sandrevler , hvorimod Bølgerne idelig brydes . Fra Havstokken tiltager Grunden , som væsenlig bestaaer af Gruus og Sand , jævnt i Dybde udefter ; men denne jævne udgaaende Skraaning forstyrres af Revlerne , hvilke ere Sandforhøininger paa Havets Bund med dybt Vand imellem . Den ydersle af disse Revler har omtrent en Afstand af 400—450 Favne fra Havstokken , og Vandstanden paa denne er omtrent 18 Fods Dybde . Den mellemste Revle , hvis Vandstand kan antages at være 12 Fods Dybde , ligger 120—180 Favne fra Strandbredden . Den inderste har 4—6 Fod Vand og ligger tæt udenfor Havstokken , undertiden løber den ogsaa heelt sammen med denne . Udenfor Revlerne har Havet strax en Dybde af 8 Favne Vand ; herfra staaer i vestlige Storme en voldsom Brænding ind imod Land , og Bølgerne brydes uophørlig mod Revlerne og Kysten . Skjøndt Sandet paa Revlerne er løst , er det dog for Skibe , som af Stormen kastes herind , haardt af støde paa , og for det meste knuses de i den stærke Brænding . Det er i Almindelighed paa den mellemste Revle , af Skibene støde , da Landet paa den yderste er saa dybt , af selv dybtgaaende Skibe i de fleste Tilfælde kunne gaae over ; derimod er det sjældent , af et Skib kommer over den mellemste Revle uden af sønderflaaes . Paa Grund af saadanne Kystforhold har mangen Sømand fundet sin Grav i de vrede Bølger , da Kystboerne med deres smaa Fiskerbaade , ikke ere istand til af kunne komme de Skibbrudne til Hjælp . De have ofte seet saadanne Ulykkelige fra det grundstødte Skib eller fra Master og Vragstumper af samme bedende af strække Hænderne ud mod Land , det velsignede Land , der var dem saa nær , men som de dog aldrig skulde naae ; de have hørt deres Raab om Hjælp , uden af være i Stand til af kunne bibringe dem en saadan , men har maattet nøiedes med af være tavse Tilskuere ved de frygtelige Sørgespil . Imidlertid har Regjeringen givet Kystboerne Midler i Hænde fil for det meste at kunne redde de Skibbrudne , ved paa Vestkysten af Jylland ligesom ogsaa paa Bornholm at anlægge Redningsstationer med passende Mellemrum og forsynede med de fil de Skibbrudnes Frelse nødvendige Apparater . Disse bestaae af et Raketkasteapparat og en Redningsbaad , der er indrettet saaledes , at den ikke kan synke i Vandet . Naar et Skib støder paa en af Revlerne , hentes saa snart som mulig Raketapparatet fra Stationen ; dette bestaaer af en Buk , der paa Stranden under en passende Vinkel stilles i Læ af det strandede Skib ; dernæst tages en Raket , i hvis Hylsters to Bøiler er indskudt en Stang , som er fastgjort fil Enden af en smal Line paa omtrent ' 500 M . Længde ; denne Raket lægges paa Bukken , antændes og fører Linen ud over Skibet ; fil denne Line sastgjøres en 3 1/2 Tommers tyk Trosse , som Skibsmandskabet haler ud fil sig og fastgjør helst et Sted oppe paa Masten , for at Redningsstolen , som skal bevæge sig frem og tilbage paa den , kan holde sig fri as Bølgerne . Til denne Trosse er henimod den udadgaaende Ende fastgjort en anden , men som er kort , og til hvis fri Ende er føiet en Blok . Om denne Blok bevæger sig en Line , hvis to Ender besinde sig paa Stranden og der betjenes af det paa Land værende Mandflab ; endvidere er denne Line gjort fast til Redningsstolen , som ved Hjælp af en Kovse om Touget og ved Hjælp af Linen kan bevæge sig frem og tilbage over Brændingen , idet en Deel af det betjenende Mandskab paa Stranden ved at hale ind paa Trossen holder den saa meget som mulig i en lige Linie . Selve Stolen er kun indrettet for en Person ad Gangen , og den bestaaer af Ringe , der ere forbundne paa samme Maade som Hylderne i en Reol ; paa den nederste Ring er der anbragt et Brædt , hvorpaa den Skibbrudne hviler , medens han med Hænderne holder fast ved de Trosser , hvori selve Stolen hænger . Da Strandingerne paa Jyllands Vestkyst skee saa tæt ind under Land , vil det sees , at et saadant Apparat , som det her beskrevne , er godt slikket til at frelse de Skibbrudne ; men det vil fillige sees , at , hvis de Skibbrudnes Antal er stort , vil det paa denne Maade fage femmelig lang Tid at redde dem alle , eftersom Redningsstolen kun kan betjene een Mand ad Gangen , og Skibet vilde i de fleste Tilfælde sønderslaaes , inden dets Besætning er fuldkomment bjerget ; endvidere ville Raketapparaterne være ubrugbare , hvor Kystforholdene foraarsage Strandinger saa langt ude , af Raketten ikke kan naae det grundstødte Skib . For af afhjælpe dette Savn og for saavidt mulig af skaffe de Skibbrudne en sikker Hjælp , har man ved de fleste Stationer ved Siden af Raketapparaterne anskaffet Redningsbaade , hvilke ere indrettede saaledes , af de ikke kunne synke i Vandet , ligesom de paa Grund af deres stive Bygning heller ikke have let ved af kæntre i den stærke Søgang . Hvert enkelt af Mandskabet , som betjene Baaden , er forsynet med et Svømmebælte , medens Baaden udenpaa er forsynet med Stormliner , som Mandstabef kan holde sig fast ved , hvis Baaden skulde kæntre . Naar Baaden skal bruges , føres den fra Stationen paa en Undervogn trukken af 4—6 Heste , hen til Strandingsstedet , og da Færdselen , formedelst den løse Grund paa de fleste Steder er besværlig , har man ved Baadens Bygning lagt an paa af gjøre den saa let som mulig . Disse Apparater , som nu i omtrent 20 Aar have viist sig saa heldbringende ved Strandingerne , opbevares i egne dertil anbragte Skuur i Nærheden af Havet . Bestemmelserne for , hvorledes selve Apparaterne skulle være indrettede , hvorledes det Mandskab , der betjener dem , skal være indøvet , samt før det Vederlag , det skal have før Arbeidet ved Strandingerne , ere allesammen stadfæstede ved Lov . Ved hver Stafion er der ansat en Stationstilsynsmand , der har af lede de aarlige Øvelser med Apparaterne , ligesom han ogsaa aarlig til Overopsynet har af indgive Beretninger angaaende Apparaternes Virksomhed . Vi sagde , af Strandingerne vare en Indtægtskilde før Havboerne ; delte er dog ikke saaledes af forstaae , af denne Fortjeneste indvindes ved Redningsapparaternes Betjening , thi den Godtgjørelse , vedkommende faae før deres saa ofte livsfarlige Arbeide , hvilket de til deres Roes udføre med ef Mod og en Selvopofrelse , der søge deres Lige , er forholdsviis ringe , og det var af ønske , af disse Arbejdere maatte erlægges med en Betaling , der sfod i ef mere passende Forhold til deres møjsomme og farefulde Gjærning . En bedre Fortjeneste derimod erholdes ved af bjærge i Land af Skibsladningen , hvis denne ikke forinden gaaer i Havet , ligesom ogsaa ved af „ brække “ Skibet , naar delte er erklæret før af være Vrag . Ved saadanne Tilfælde affalde ogsaa mange Ting til Havboerne , som de siden sælge med god Fortjeneste til Landbefolkningen . Visf er det , at de Aar , der have været mange Strandinger , er der mere Liv og Velsfand blandt Havboerne , end naar det modsatte er Tilfældet . Med Hensyn til Dannelse og Oplysning staaer Befolkningen i Fiskerlejerne ved Vestkysten paa de fleste Steder en Deel tilbage for Landboerne , hvad der er en naturlig Følge af det eensomme Liv , de føre inde mellem Klitterne . Med deres Gjerning ere de henviste til Havet paa de fleste Steder , og de have i Reglen kun liden Omgang med Landbefolkningen . Derimod medfører deres Gjærning et stærkt Helbred og en kraftig og veludviklet Legemsbygning , og de fleste af dem opnaae en temmelig høi Alder , hvorfor man paa disse Steder finder langt flere gamle Folk end blandt Landboerne . Imidlertid vilde disses Antal vel endnu være større , hvis ikke Drikfældigheden havde sneget sig ind hermed sine Ødelæggelser . At Drikfældighed er en almindelig Last blandt Fiskerne , forklares let ved deres Gjærning paa Havet , hvor de som oftest maae taale megen Kulde , som de i Almindelighed søge at dæmpe ved stærke Drikke . Af Naturen ere Havboerne endvidere tilbøjelige til Tyveri ; det skal dog ikke forstaaes saaledes , at de bryde ind og stjæle , hvadsomhelst de trænge til , men det er derimod ved Havet , de udøve deres Tyveri ; det er nemlig sjældent , af de , naar de paa Stranden see noget ilanddrevet Gods , kunne bare sig forat tage det hjem og holde det hemmelig , idet de have den daarlige Mening , af alt saadant tilhører den første den bedste ; dette kalde de af „ bjærge “ , og de have ondt ved af forstaae , af enhver , der over denne Gjerning , er en Tyv . Det var iblandt saadanne Mennesker , af Viggo , hvis Historie i det følgende skal fortælles , var fød og tilbragte de første ti Aar af sit Liv . Midt i Byen S— ved Vesterhavet ligger et Huus , der adskiller sig fra de fleste andre Bygninger i Byen derved , af det er opført af brændte Steen , har forholdsviis høie Vinduer og hvidtkalkede Vægge ; men Manden , som har ladet Huset bygge , var imidlertid ingen indfødt Havbo , thi han var i sin Tid kommen fra en af de nærmeste Byer oppe i Landet og havde faget Bolig her som Omgangsskolelærer for Fiskerlejets Børn . Hans Fader eiede en god Gaard hjemme i hans Fødeby , og da der ikke var andre Børn end Jørgen og en Søster , var det fra først af Bestemmelsen , af Jørgen skulde have Gaarden hjemme , medens Søsteren var tillavet en Arv paa 100 Rdlr . , som Faderen havde indestaaende i en Gaard ved Siden af . Men da Sønnen gik hen og fæstede sig en fattig Tjenestepige til Brud mod Faderens Villie , og da han ikke vilde afsfaae hende for af gifte sig med en anden , som Faderen havde udseet til ham , blev denne saa vred , af han tilskjødede Datteren Gaarden og gjorde Sønnen arveløs , medens han lod ham forstaae , af han ulydig og gjenstridig som han var , for Eftertiden kunde skjøtte sig selv , og af han ikke mere vilde see ham for sine Øine . Udenfor Jørgens Fødeby , men i samme Sogn ligger Gaarden T— . Den har i forrige Tider været en stor Herregaard , og der har tilhørt den et Areal af flere hundrede Tønder Land , af hvilke nu næppe 70 Tønder ere tilbage som Agerland ; Resten er overføget med Sand eller bevoxet med Lyng . Flyvesandet er saaledes Skyld i , af Gaardens Eier , Hr . Povlsen , egenlig ikke er Herremand , medens det dog har været saa artigt af skaane netop saameget af hans Eiendom , af han til Nød kan kaldes Proprietair og hans Kone Frue . Da vi imidlertid i det følgende af og til komme i Berøring med denne Familie , ville vi nævne Hr . Povlsen for Herremand , eftersom han selv holder meget af at blive kaldt saaledes , og saa kunne vi desuden med større Grund kalde hans Kone Frue , hvilken Benævnelse hun for enhver Priis vil have . Hr . Povlsen er fød paa Gaarden og har faaet den i Arv efter sin Fader . Han er en høi og svær bygget Mand men med ligegyldige og intetsigende Ansigtstræk , der vidne om , at han ikke er vant til at tage sig Verden for nær . Sin Gaards Drift skjænker han ikke synderlig Opmærksomhed , og Indtægterne indvindes meest ved Salg af Ildebrændsel , hvoraf Heden og Klitten afgive en stor Mængde . Derimod har han større Lyst til enten at sidde hjemme i Sophaen og ryge sin Pibe eller ogsaa at fare omkring i Landet uden egenlig at have noget andet Ærinde end at faae Tiden slaaet ihjel . Fruen , hvis Navn forresten er Karen , og som er en Bondedatter fra Nabosognef , er omtrent et Sidestykke til hendes Mand ; hun kan slet ikke lide at have nogen Omgang med de udannede Bønder , som hun , Fru Poulsen , i sine egne Tanker er høit ophøjet over ikke alene ved sin Stilling som Borgfrue , men ogsaa ved sin overlegne Aandsdannelse ; imidlertid er det hendes Mening , af det er alt andet end fornemt af udrette noget i sit Huus , hvorfor hun enten sidder hjemme med Hænderne i Skjødet eller ogsaa lader spænde for sin Vogn for af kjøre hen og besøge Præstens , de eneste , hun i Reglen kan være bekjendt af have nogen Omgang med . Hendes Fader var i sin Tid Sognefoged i Nabosognet ; han var en af de saakaldfe kalkunske Bønder , dertil havde han Penge som Græs , og da han kunde give sine Børn en stor Arv , havde Herremanden kastet sine Øine paa hende og giftet sig ikke med hende men med hendes Penge . Hun havde født sin Mand to Døtre , som begge havde arvet baade Faderens Dyder og Moderens skjønne Egenskaber . Jørgens Fader havde en Gang tjent paa Herregaarden , det var under Hr . Povlsens Fader , og da han havde været særdeles dygtig og tro i sin Tjeneste , havde han , ogsaa siden han var bleven gift og bosat , blevet ved af holde et Slags Forbindelse ved Lige med Herregaarden , og han havde nydt mange Goder derfra , endog siden Hr . Povlsen var kommen til Styret . Da Jørgen nu var udjagen af Fædrenehjemmet og ingen Steder havde af være , rettede han sin Gang mod Herregaarden , for der foreløbig af finde et Slags Tilholdssted , indtil der kunde aabne sig en Vei for ham , og han kunde komme ind i en selvstændig Virksomhed . Jørgen var den Gang i en Alder af tyve Aar . Han var spinkel af Legemsbygning men havde et filtalende ydre og godhedsfulde Ansigtsfræk ; derhos besad han en sjælden god Forstand og var i Stand til med Lethed af kunne sætte sig ind i mange Ting . Han havde meget gøde Skolekundskaber , og efter sin Konfirmation havde han udvidet disse ved Læsning af gøde og nyttige Bøger ; især havde han ved egen Hjælp drevet det temmelig vidt i Regning og skrivning , hvilke Fag han havde sær Forkærlighed for , og til hvis Indøvelse han anvendte en stor Deel af sine Fritimer . Undertiden knnrrede Faderen vel og meente , af han nok kunde tage sig noget nyttigere for , og de andre unge Karle i Byen spoltede ham og spurgte , hvad Gavn han havde af alt dette Arbeide , da han jo dog hverken skulde være Præsf eller Degn . Disse Spottetaler afviste han imidlertid gjerne med den Bemærkning , af det var nyttigt for enhver Mand , til hvilken Gjerning i Livet , han endog var henviist , at have læst noget og at det vist baade vilde være godt og glædeligt , om Bonden i Almindelighed var i Besiddelse af nok saa gode Kundskaber , end det nu var Tilfældet . I hvert Fald vidste han , at det dog altid var bedre at beskjæftige sig med saadanne Ting end at ligge og sove paa Bænkene eller at løbe omkring i Byen , som saa mange have for Skik , enten for at føre Sladder eller at drive et letfærdigt Væsen . Imidlertid kom disse Kundskaber ham nu især tilgode , da han var udjagen fra sit Hjem ; fhi da der i ovennævnte Fiskerleje var Trang fil en Lærer , fik Herremanden udvirket , at han efter at have bestaaet et Slags Examen hos Sognepræsten blev ansat her som Omgangsskolelærer . I Førstningen saae Befolkningen noget skjævt fil „ Landboen “ , der , som de sagde , var dem paatvungen af Præsten , men det varede ikke længe , inden saavel han som hans unge Kone ved deres blide og ligefremme Væsen bleve alles Yndlinger . Imidlertid voxede Familien , og efter ti Aars Ægteskab havde Jørgens Kone skjænket ham syv Børn . Da Lærerlønnen kun var lille , var denne ikke tilstrækkelig fil saamanges Underhold , hvorfor Jørgen ved Siden af sin Skolegjærning allerede i lang Tid havde maattet tage sin Tilflugt fil andet Arbeide for af fortjene Føden fil de mange Munde . Han bandt saaledes Fiskergarn for Fiskerne , roede ogsaa undertiden med dem ud af fiske , ved hvilke Leilgheder han ogsaa fik sin Andeel af Fangsten . Hans Helbred havde imidlertid altid været svagt , og hvad der længe havde været af forudsee , indtraf snart , han kastedes paa Sygelejel , og Lægen opgav alt Haab om hans Liv . Det var ikke blot i Familien , af dette voldte stor Sorg ; enhver , der kjendte Jørgen , tog inderlig Deel i Familiens Sorg og havde ondt af , af den stræbsomme og venlige Mand skulde saa tidlig gaae bort , og alle vilde være hos ham og pleie ham fil det sidste . Lille Viggo var aldeles ikke fil af trøste ; han kunde ikke afsee Fader et eneste Øieblik , han stod bestandig udenfor Sengen med Øinene fæstede paa den kjære syge , medens han slet ikke kunde lade være af skjænde paa den slemme Dokter , der vilde tage Livet af hans elskede Fader med alt det , han kom med fil ham . En Dag , som han stod ved Faderens Leie med dennes ene Haand i begge sine , sagde han : „ Det passer vist slet ikke , hvad Dokteren siger , af Du ikke kan blive rask mere ; thi den kjære Gud , om hvem Du har fortalt os saameget , og som er saa god og kjærlig imod os , kan ganske bestemt ikke nænne af gjøre os den store Sorg af fage Dig bort fra os og fra Moder . “ „ Kjære Barn ! “ svarede Faderen , „ Du veed jo nok , af Guds Veie ikke ere vore Veie , og af hans Tanker ikke ere vore Tanker ; hvad han gjør , er altid vel gjort , og hans Villie er altid den bedste , thi den er , af vi alle skulle komme til ham og blive salige . Men det forholder sig med os Mennesker som med de smaa Børn , vi ville helst raade os selv , vi ville gaae efter vore egne Tanker og følge vore egne Veie , fordi vi synes , af de ere de behageligste og letteste af gaae paa ; derfor tager den kjcere Gud undertiden lidt haardt paa os for af drage os bort fra det , der er os kjærest her i Verden , af vi med vort hele Hjærte kunne være hos ham og ret fornemme , hvor god han er . Naar han nu vil , af jeg skal forlade eder , saa er det jo flet ikke for at gjøre enten mig eller eder Fortræd , men fordi det er saaledes bedsf for os Allesammen . Vi skulle derfor ikke sørge og klage men være glade ved , at han ogsaa er saa naadig , at han vil lade sin Villie skee med os , og vi sknlle takke ham meget derfor , selv naar han bøier os allerdybest , thi Du veed jo nok , at vi sknlle sige ham , vor kjære Gud og Fader , Tak for alle Ting i Vorherres Jesu Navn , sige ham Tak endog for det , der synes at gjøre os allermeest ondt “ . „ Ja , naar Du nu er gaaet op til Vorherre , kjære Fader ! saa faaer Du det jo nok saa godt hos ham , for Du har altid været saa rar og god , men saa have vi jo ingen Fader mere , og hvem skal saa sørge for os og for Moder og give os Føde og Klæder ? “ „ Den kjære Gud skal selv sørge for eder ; thi han kalder jo sig selv de faderløses Fader og Enkers Forsørger ; han vil aldrig lade dem lide Nød , der ret kunne have Tillid til ham . Han skal derfor , naar I ikke have mig mere , sørge for eder allesammen , naar I blot blive ved med af holde allermeest af ham og bede flittig til ham . Nu maa Du ikke græde , kjære Viggo , thi saa gjør Du mig forknyt ; jeg gaaer jo hen til Vorherre og hen til ham skulle jo baade Du og Dine smaa Sødskende og Moder ogsaa en Gang komme , naar I blot ville blive ved af være gode Venner med ham alle Tider ; hos ham skulle vi samles for aldrig mere af adskilles ; og naar jeg nu er død , saa skal Du hjælpe Moder , alt hvad Du kan , baade med af arbeide og med af bede , og hver Gang Du seer , af hun er forknyt , fordi hun savner mig , saa skal Du minde hende om disse Ord af den faalmodige Job , som Du jo holder saameget af : Herren gav , Herren tog , Herrens Navn være lovet ! “ Disse Ord havde udtømt hans sidste Kræfter , og han mærkede nu , af hans Lidelser snart vare forbi . Han kaldte sin Kone hen til sig , fæstede sine brustne Blik paa hende og sagde : „ Kjære himmelske Fader ! antag du dig disse kjære og vær min Sjæl naadig for Jesu Skyld ! “ Med disse Ord bøiede han sit Hoved ned mod sin Kone og sov ind . Viggo græd og kaldte paa den kjære hensovede med de ømmeste Navne for om mulig al kalde ham til Live igjen ; men Moderen greb den Haand , som Viggo havde sluppet , foldede sine Hænder om denne , og medens Taarerne randt ned over hendes Kinder , sukkede hun : „ Herren gav , Herren tog , Herrens Navn være lovet ! “ Ligesom lille Viggo bestandig stod ved sin Faders Dødsleje , saaledes veg han nu næsten aldrig fra hans Lig , men stod og betragtede den kjære døde , ligesom om han ret vilde indprænte sig de kjære Ansigtstræk for aldrig al glemme dem . „ Ja , kjære Fader ! “ sagde han , „ Du havde Ret , da Du sagde , al naar Gud vil have os til al elske sig , saa fører han os ind i Sorg og Nød ; jeg synes aldrig , al jeg har holdt saameget af den kjære Gud som just nu , og jeg kan fornemme , al naar han revser mig , gjør han det ene af sin store Kjærlighed . Jeg har ikke rigtig kunnet forstaae det før , men nu mærker jeg , “ al det er sandt , hvad der staaer i de smukke Vers , som Du saa tidt læste , mens Du var syg ; nu vil jeg synge dem før Dig , og Du vil vist glæde Dig derover oppe i din deilige Himmel “ hos den kjære Gud . “ Og den lille Dreng stod ved sin Faders Lig og sang : Naar Modgangs Taage om mig ruger , Og Torne saare vil min Fod , Naar Trængslens kolde Arm mig knuger Og ængster mig til Hjærterod , — Da gjor det ondt , skjøndt godt jeg veed , Det er Guds Faderkjærlighed . Guds Kjærlighed , som vil mig drage Op over Verdens lave Lyst , Mig lære alt før at forsage For ret at smage Naadens Trøst Og dele Jesu Herlighed — Det er Guds Faderkjærlighed . Saa tidt jeg døier Savn og Møie , Mig Jorden brænder under Fod , At Himmeriges lyse Høie Jeg ret kan stræbe op imod . Hvor der er evig Fryd og Fred Ved Guds , min Faders Kjærlighed . Ja , Gud min eviggode Fader , Mit Skjold og megen store Løn ! Du aldrig dine Børn forlader , Men favner dem i Lys og Løn ; Tidt er dit Favntag haardt , dog veed Jeg , det er idel Kjærlighed . Saa før mig , som dig mon behage ; Lad Torne saare Foden her , Det leder til , at jeg skal smage , Hvor eiegod min Fader er . Før mig hvorhen Du vil , jeg veed , Din Vei er idel Kjærlighed . Da Jørgens Støv var stædet til Hvile , og de første Udbrud af Sorgen havde lagt sig , begyndtes der at tænke paa den hjælpeløse Families Fremtid . De to mindste Børn beholdt Moderen hos sig , medens de øvrige bleve satte ud til Slægtninge og Venner . Jørgens Fader , som for længe siden havde tilgivet sin Søn , tog et af dennes Børn , og da Viggo var saa gammel , at han kunde begynde at arbeide for sin Føde , tog Herremanden ham og lovede at give ham Føde og Klæder mod , at han i den Tid , han var fri for Skolen , skulde vogte Faarene i Klitten . Ved denne Tid var Viggo omtrent fi Aar , lille af Alder og af et bly og undseeligt Væsen . Dette Barn var nu paa een Gang fra det stille Fædrenehjem , hvor det af fromme Forældre hidtil var opdraget i Tugt og Herrens Formaning , kastet ud i den Verden , derer saa fuld af Synd og Ondskab , og hvoraf der ikke findes mindst paa saadanne Steder , hvor der mellem Herskab og Tjenerskab er et svælgende Dyb befæstet , idet Tjenestefolkene , som det jo er Skik eller rettere Uskik , paa større Gaarde ere i deres Fritid aldeles overladte til sig selv , medens Herskabet forskandser sig indenfor lukkede Døre og tilskoddede Vinduer , ret som de frygtede , at deres Helligdomme skulde besmittes ved „ Folkenes “ Nærværelse . Viggos ny Hjem var et af de værste Steder i denne Henseende ; thi som før er bemærkæt tog dets Eier sig ikke synderlig af Folkene ved Arbeidet og altsaa endnu mindre i deres ledige Timer , i hvilke de vare aldeles uden Opsigt , og som de kunde skalte og valte med efter eget Behag . Paa Grund heraf var Herregaarden efterhaanden bleven et Valfarfssted for den udsvævende Deel af Byens Ungdom , og i dens Folkestue kunde man blive Vidne til den skammelige Raahed , som desværre en stor Deel af vor Ungdom er nedsunken i , idet nogle nemlig sade der og svirede og spillede Kort til langt ud paa Natten , medens andre enten førte løsagtig Tale og sang utugtige Viser eller bedrev Uteerlighed med Kvinderne . Under saadanne Forhold skulde det vise sig , om den gode Plantning , som i Hjemmet var nedlagt i vor lille Vens Sjæl , skulde visne og døe , eller om den trods Uveiret , skulde udfolde sig rigere og skjønnere og staae som et deiligt Træ midt i Ørkenen for med sin Duft af virke forædlende , paa dem , som kom i dens Nærhed . Det var ikke med Moderens Villie , af Viggo var kommen paa dette Sted ; men Nød bryder alle Love . Det var hende nemlig umulig selv af opholde ham hjemme , og da der for Øieblikket ikke kunde aabne sig nogen anden Plads for ham , gav hun skjøndt ugjærne efter for Herremandens flere Gange gjentagne Begjæringer om af tage ham . Imidlertid havde hun et godt Haab til Vorherre og troede , af han nok vilde bevare hendes kjære Viggo ; og da han i enhver Henseende var Faderens udtrykte Billede og ligesom denne i høi Grad havde Lyst til af læse , meente hun , af denne hans Forkjærlighed for Bogen vilde bidrage sit til af holde ham ubesmittet af det onde . I Arbeidstiden var han sjælden sammen med Tjenestefolkene , eftersom han da enten var i Skolen eller med Faarene i Klitten . Naar han vogtede Faarene , læste han i de Bøger af sin Faders , som han havde medbragt hjemmefra , ligesom han ogsaa her læste sine Lectier til Skolen ; i Førstningen turde han ikke lade sig see med Bøger i Folkenes Nærhed , da han var bange for , at de vilde spotte ham derfor ; men da Vinteren kom , blev han nødt fil at læse om Aftenen i Folkestuen . At der blev gjort Forsøg paa at bibringe Viggo noget af det Uvæsen , som øvedes blandt Tjenestefolkene paa Herregaarden , følger af sig selv . Hertil var ingen bedre stikket end Jens Røgter , en forfalden Person mellem de fyrgetyve og halvtreds ; han gik altid lurvet klædt , og hans blaa Næse vidnede noksom om , at han ikke svigtede et godt Lag , hvor det kom an paa at tømme Brændeviinsflasken , ligesom han ogsaa var den fremmeligste fil at bande og fil at snyde i Kortspil . De fleste af Gaardens Folk havde han meer eller mindre bibragt disse skjønne Egenskaber ; den eneste , hvorpaa alle hans Forsøg strandede , var Viggo , uagtet han opbød alle sine Kræfter , navnlig for at lære ham at bande . „ Du bliver aldrig nogen Karl ! “ sagde han en Aften fil Viggo , medens de andre Karle fniste , „ Du bliver aldrig nogen rigtig Karl , saalænge Du hverken kan tage din Dram eller sætte en ordenlig Trumf paa . “ „ Ja , men det er Synd at bande , svarede Viggo undseelig . „ Jeg troer , Satan plager dig , Dreng ! kalder Du det Synd af flide Djævelen ? “ „ Fader sagde altid , af Vorherre ikke kan lide den , der tager Djævelens Navn i sin Mund . “ „ Vorherre ! Ja , jeg troer nu hverken , af der er nogen Gud eller Djævel , og for Resten mener jeg da ikke noget ondt med det , naar jeg bander “ , svarede Røgteren , idet den spottende Mine begyndte af forlade ham ; » det er nu saadan en Vane , jeg er kommen i med , og som jeg ikke tænker noget ved . “ „ Hvad Hjærtet er fuldt af , løber Munden over med “ , svarede Viggo , som nu var bleven mere frimodig ; „ det er det samme , som jeg har læst i Faders ny Testamente , hvor der staaer , af af Hjærtets Overflødighed taler Munden ; og lige saa vist som det er , af Vorherre er til , lige saa vist er det ogsaa , hvad Fader saa ofte sagde , af ethvert Menneske , i hvis Hjærte han ikke faaer Lov til af leve , kan aldrig blive rigtig lykkelig her paa Jorden , langt mindre salig , naar han er død . “ „ Fandenselv kan ikke snakke med saadant noget Pak ! “ brummede Røgteren ; „ ja jeg veed nok , af din Fader var hellig , og det lader til , af Du slægter ham godt paa med Hensyn til Hængehovedriet . Hvem i hede Helvede mener af blive salig , naar han er død , den Mening lader jeg Præsten beholde ; min Mening er , -af naar jeg døer , gaaer det mig som alle andre Kreaturer ; det er nu min Religion . “ Med disse Ord vendte han sig bort fra Viggo og begyndte af blande Kortene , som laae paa Bordet . Imidlertid havde Viggo faaet mere Mod , og han var nu ikke længere bange for af sidde i Folkestuen og læse sine Lektier , ligesom han ogsaa , uagtet Jens Røgters Spot , af og til lod see en og anden af de Bøger , som han havde faaet efter sin Fader ; under Ordskiftet med Røgteren , havde han , uagtet denne beholdt det sidste Ord , ligesom faaet en Fornemmelse af , af naar Sandhed og Løgn gaae i Kamp med hinanden , har Løgnen tabt ; det var bleven ham bevidst , naar en gjør noget godt , behøver han ikke af skamme sig derved eller skjule sig dermed i Krogene . Iøvrigt var der mange af Gaardens Folk , som begyndte af fatte Godhed for den opvakte Dreng , og flere af dem , som i Begyndelsen havde moret sig kostelig , naar Røgteren gjorde Nar ad ham , begyndte nu af tage ham i Forsvar mod dennes Drillerier , medens de efterhaanden fik større Lyst fil af høre ham læse og synge for dem om Aftenen end fil af spille Kort og svire med Røgteren og andre , som kom i dette Ærinde . Inden den halve Vinter var fil Ende , var al Svireri og Kortspil forsvundne af Folkestuen for Fortællinger og Sange . Siden vi sidst omtalte Herskabet , er det blevet forøget med en tredie Datter ved Navn Christine . Medens de to ældste , som før er fortalt , havde arvet alle Forældrenes høie Dyder , tegnede det fil , af Christine aldeles var bleven arveløs i denne Henseende . Til Gjengjæld var hun bleven i Besiddelse af et aabent Øie for alt , hvad der er stort og ædelt , og naar dette naturlige gode hos hende kunde blive udviklet i en rigtig Retning , vilde det være af forudses , af hun kunde blive et tro Billede paa en ægte Dannekvinde . Medens hendes ældre Søstre meente , af det var langt under deres Værdighed af omgaaes Tjenestefolkene og have nogen Fortrolighed med dem , var det Christines største Fryd , naar hun kunde være hos dem og see , hvorledes Drengene tumlede med Kalvene paa Vangen eller Faarene i Heden . Hun var derfor ogsaa tilsidesat af Moderen og Søstrene , der lods hende høre , at hun aldrig blev andet end en Bondeklods . Men var hun udskudt af Familien , var hun des mere yndet af Folkene , især af Viggo ; disse to kunde alfid saa godt sammen ; deres Alder var omtrent eens ; deres Sang gik i samme Retning ; de havde saameget tilfælleds , og Viggo forstod paa den ham egne Maade at anslaae de Strænge i den lille Piges Sjæl , der ret kunde finde Gjenklang i hans egen . Disse to bleve snart udadskillige . Hele Timer i Rad kunde man see dem gaae sammen ved Faarene i Heden udenfor Gaarden , medens Viggo sang sine Viser for hende , fortalte hende sine Historier , falede om sin kjære Fader og om sit Hjem , om den store Sandbanke udenfor Huset , hvor han saa mangen Gang havde leget med sin Søster , og hvor de havde bygget Huse af Sand , i hvilke han var Mand og hun Kone ; og ved alle hans Fortællinger straalede Christines Øine af Fryd . En Dag . som hun efter Sædvane kom ud til Viggo , forekom det hende , at han var bedrøvet . „ Hvad feiler Du , kjære Viggo ? “ spurgte hun , „ har Du maaskee længtes efter mig ? Nu vil jeg hjælpe Dig at bygge Huse her i Heden , og da Du ikke har din Søster her , vil jeg være din Kone i dem ; der ville vi saa sidde sammen , mens Du synger og fortæller Historier ; men saa maa Du ikke være bedrøvet . “ „ Jeg er heller ikke bedrøvet “ , svarde Viggo , „ men i Dag er det et Aar siden Fader døde , og saa kom jeg til at tænke saameget paa ham , og jeg kunde da ikke lade være at græde “ . „ Ja , nu skal Du ikke græde over , at din Fader er død , thi han sagde jo , at Du , naar Du var rar og god , ogsaa en Gang skulde komme op til ham hos Vorherre ; jeg vil ogsaa stræbe at være rigtig gode Venner med Vorherre , at jeg kan være hos dig og din Fader oppe i den deilige Himmel altid ; men kom nu og hjælp mig at bygge et Huus her paa denne Bakke , her fra kunne vi ses ud over hele Heden , og her ville vi saa sidde og see , de smaa Lam hoppe omkring i Lyngen , og høre , Lærkerne synge . “ Da Huset var færdigt , og de havde sat sig paa den lille Bænk oppe paa Høien , sagde Christine : „ Naar Du en Gang bliver stor og ikke længere skal vogte Faar eller gaae i Skole , stal Du saa hjem til din Moder igjen og fiske ude paa det store Hav ligesom de andre voxne Folk der ude i din Fødeby ? “ „ Nei “ , svarede Viggo , „ jeg vilde rigtignok helst være hjemme hos Moder , for hende holder jeg meest af , men jeg er ked af at være Fisker paa det vrede Hav ; naar jeg bliver stor , vil jeg være Skolemester ligesom Fader . “ „ Ja , men Moder siger , at det er saa simpelt at være Skolemester ; Du kan vist heller ikke styre saadanne slemme Drenge som dem , Du taler om her i Skolen , der rækker Tungen ud ad Degnen og gjør Nar ad ham , naar han vender sig fra dem . “ „ Jo , det kan jeg nok , for jeg vil bede Vorherre om , at han vil hjælpe mig dermed . Jeg vil heller ikke slaae de uartige Børn saameget , som Degnen gjør her . Fader sagde , at der var noget i ethvert Barn , som hedder Æresfølelse , og som kan slaaes ihjel med Tamp og Riis . Denne Æresfølelse , sagde han , bør Læreren stræbe af opelske hos Børnene , hvilket bedst kan skee , naar man i Stedet for af blive vred paa dem med Alvor og Kjæerlighed forestiller dem , hvor slet deres Opførsel er ; hvormeget de synde imod sig selv ved paa saa skammelig en Maade af spilde den Tid , hvori de skulle lære noget for af de , naar de blive ældre , kunne blive agtede og nyttige i Verden , og en Gang , naar de døe , salige i Himlen ; hvormeget de synde imod deres kjære Forældre , hvis Omhu og store Kjærlighed er spildt paa saadanne slemme Børn , der ved en slet Opførsel ikke gjøre dem andet end Sorg ; hvormeget de synde imod deres Lærer , der hver Dag fra Morgen til Aften slider sine Kræfter alene for deres Skyld , og som er bedrøvet , hver Gang han seer , af Børnene ikke blot ere uagtsomme og dovne , men endog ere saa slette , af de lønne hans Stræben med lige frem af drille ham , og endelig hvormeget de synde imod den kjære Gud , der ogsaa har skabt dem og forsørger dem og har ladet sig pine fil Døden ogsaa for deres Skyld , men som nu sidder oppe i Himlen og græder for saadanne slemme Børn , fordi af alt , hvad han har gjort og endnu gjør for deres Skyld , er fil ingen Nytte . Saaledes gjorde Fader altid , og saaledes vil jeg ogsaa gjøre ; derved komme de slemme Børn fil af skamme sig og blive bedre . Og saa vil jeg fortælle dem Hisforier og synge Psalmer og Sange for dem ; derved ville de blive glade ved mig , fordi de ere glade ved det , jeg fortæller for dem ; og ikke blot blive glade ved mig , men ogsaa ved den kjære Gud og alt det skjønne , som han har givet et Menneske af glæde sig ved her paa Jorden . “ „ O , hvor det dog vilde blive langt skjønnere af gaae i Skole fil Dig end fil den gamle Jomfru Petersen , som aldrig gjør os glade , men bestandig piner os med Hug og lange Lektier ; hun fortæller os aldrig noget morsomt , og vi maa aldrig synge ; det er saa kedeligt . Hvorlænge kan det vare , inden Du kan blive Skolemester ? “ vedblev Christine , „ Troer Du , af jeg kan faae Lov fil af gaae i Skole hos Dig , saa kunde jeg da tidt faae den deilige Sang at høre , som Du synger saa tidt , og , som Du siger , passer saa godt paa Dig selv ? Prøv en Gang , hvorledes den kan lyde fra denne Bakke “ . Og Viggo sang : Hvor Vesterhavet skyller Sin Bølge op paa Strand Og skjærer dybe Furer I det sneehvide Sand ; Hvor Bølgerne vemodig Kysse Sandbankens Fod , Der bag de hvide Bakker Min Barndoms Vugge stod . Der var jeg tryg og rolig Udi min Moders Arm ; Og Sorgen var mig fremmed Ved hendes hulde Barm . Jeg kjendte ei til andet End Smiil og glade Hop ; Jeg red paa Knæ hos Fader Til Mølle i Galop . Der voxed jeg fortrolig Med Havbølgens Larm ; Der svandt min Barndom stille Hen uden Savn og Harm ; Der leged jeg med Blomsten Ved Sandbankens Fod , Mens Lærken sang , og Storken Paa Tagets Rygning stod . Der jeg saa tidt fra Bakken Udover Havet saae , Naar Maanens Glans afspeiled Sig i det klare blaa ; Der saae jeg , Solen stige I Østen purpurrød , Og sig om Aftnen sænke I Havets vaade Skjød . Jeg mindes vel min Tue , Hvor tidt jeg sad og sang Og fleltede til Kranse Smaablomsterne i Vang ; Jeg mindes grant hver Gjenstand , Som dyrebar mig blev , Og Bjælken i vor Lade , Hvorpaa mit Navn jeg skrev . Her er vel ogsaa Bakker , Og her er Solskin nok . Og her er nok af Blomster , Af Fugle og en Flok ; Men her er ikke Hjemmet Med hver en elsket Plet , Hvorfor jeg disse Steder Ei elske kan som det . „ O , hvor Sangen lyder smukt her ! “ udbrød Christine , da Viggo havde endt , „ og hvor skjønt det er af hore Dig synge . Det er kedeligt , af Du vil være Skolemester ; kunde Du ikke ligesaa godt blive Præst ? Det var da mere fornemt ; og saa kunne vi da nok faae Lov til af kjøre hen af besøge Dig , ligesom vi nu kjøre hen af besøge Præsten her . Bliv derfor Præst ! kjære Viggo , for jeg kan jo nok tænke , af jeg ikke faaer Lov af Moder til af gaae i Skole hos Dig alligevel ; det er jo ikke fornemt og det siger hun dog saa tidt , af jeg skal være . Men hør , hvor Lærkerne synge , og se , hvor glade Lammene hoppe om i Lyngen ! Det er dog en yndig Morgen ! Solen skinner saa varmt og dens Straaler glinse i Sandet paa de hvide Bakker imod Vest ; vil Du ikke , kjære Viggo ! tillige synge den Morgensang , Du har lært af din Moder ? “ Viggo lod sig ikke bede to Gange , naar man bad ham om at synge , især naar det var Christine . „ Naar jeg har været henne “ , sagde hans , „ at møde den stumphalede Bede , den er altid saa slem til at trække efter Marken , saa skal jeg synge den , saasnart jeg kommer tilbage “ . Da han atter sad hos Christine paa Høien , sang han : Solen rinder op i Glans , Straaler i sin Lue ; Og dens Straaler gaae i Dans Under Himlens Bue . Duggens Perle paa sit Blad Gynger sig i Vangen ; Og den lille Fugl saa glad Synger Morgensangen . Og Smaablomsterne i Eng Bægeret oplukke ; Selv op fra den vaade Seng De Smaafiske dukke . Lammet hopper nok saa glad Til og fra sin Moder ; Kreaturerne paa Rad Nyde Markens Goder . Bien summer , Morgenluft Viffer gjennem Livet ; Alt Smaakryb den milde Duft Reiser op af Støvet . Og Smaadrengen titter op Fra sin Hovedpude , Speider efter Bakkens Top Gjennem klaren Rude . Fro han springer af sin Seng , Til sit Dagværk iler ; Ude snart i Mark og Eng Glad som alt han smiler . Alt begyndes lystelig , Fryd har hver i Eie ; Kun den syge vaander sig Paa sit Smertensleie . Alt dit Værk højtidelig , Skaber , Priis dig sjunge . Herre ! til at prise dig Giv mig og en Tunge . Da skal jeg faae Lykke til Alt , hvad jeg skal gjøre ; Thi til Held for mig du vil , Herre ! alting føre . Til mit Værk jeg gaaer da med Morgensang paa Læben . Fader , du med salig Fred Signer da min Stræben . Saa skal ogsaa denne Dag Mig til Lykke blive : Gud , han fremmer selv min Sag , Han mig Kraft vil give ! Da Viggo havde endt sin Sang , sagde han : „ Nu skal jeg med det samme synge Dig en anden Morgensang , som jeg har lært af Fader , og som han holdt saameget af . Øen lærer os , at vi , som kjende Vorherre af hans Ord , tillige i Naturen kunne skne hans evige Kraft og guddommelige Herlighed og saaledes lære ham af kjende ogsaa af hans Gjærning “ . Sangen lyder saaledes : Som en yndig Brud Træder Solen ud Af sit Kammer , smykket skjon ; Og jeg synes , af Dagens Dronning brat Hilser mig fra Gud i Lon . Hoit fra Skov og Vang Fuglens glade Sang Luller Hjærtet til sin Fred . Kjære Sjæl ! syng med Om den stille Fred Og Guds Faderkjærlighed . Friste Morgenluft ! Som en yndig Duft Kvæger Du mit stille Sind ; Og det synes mig , Som om jeg ved dig Kaldes til Guds Glæde ind . Duggens Perlerad ! Gyngende paa Blad , Venlig smiler du til mig ; Og det synes mig . Som om jeg i dig Speiler lidt af Himmerig . Blide Morgenstund ! Du af letten Blund Dækker op Naturens Søn ; Ham du faler med Om Guds Herlighed , Lærer ham en stille Bøn . Friske Morgenstund ! Du gjør stedse sund Mig til Legeme og Sjæl ; Altid leder du Hen til ham ham min Hu , Som mig gjorde alt saa vel . Livets høie Lyst Bæver i mit Bryst : Jeg i alt kan min Skaber see . Jeg vil i hans Favn Glemme alt mit Savn Og som Barn til Fader see . Giv , af hver en Dag , Gud , til dit Behag Jeg maa leve lykkelig , Saa skal jeg en Gang Bedre Morgensang Synge dig i Himmerig ! Omtrent otte Aar efter denne Dag traadte en ung Mand ind i Herskabets Dagligstue paa Herregaarden . Læsæren vil i denne kjende Viggo Jørgensen . Han er i Dag kommen hjem fra Seminariet , hvor han i tre Aar har opholdt sig for af læse til Skolelærerexamen , som han nu har bestaaet med første Charakfeer . Det var kjendeligt , hvor alle Ansigter opklaredes ved hans Indtrædelse . I den Tid , han tjente paa Herregaarden , var Familien efterhaanden bleven opmærksom paa den sjældne Dreng , og han havde i den Grad vundet dennes Yndest , af Herremanden havde understøtfet ham med de Penge , der behøvedes til hans Uddannelse . Da han nu var vendt tilbage efterat have bestaaet sin Examen saa godt , vare alle glade ved ham , og enhver vilde være den første til af byde ham velkommen og vise ham sin Glæde . Den eneste , der følte sig noget tvungent over for ham , var Christine . I de fem Aar , han havde været borte fra Herregaarden for af uddanne sig til sin Gjærning , var han bleven udviklet til en sjælden smuk Yngling ; og naar Christine saae hen til ham , bankede hendes Bryst , og hun følte en for hende uforklarlig Bevægelse i sit Indre , medens hun , hver Gang hans Blik mødte hendes , undseelig slog Øinene ned . Indtil Viggo kunde faae en Ansættelse som Lærer , deelte han sin Tid mellem Herregaarden og sit Hjem . Imidlertid varede det ikke længe , inden han følte sig mere og mere knyttet til Herregaarden , og , uagtet han elskede sin Moder høit , blev dog Opholdet i Hjemmet sjældnere . Christine var nemlig i hans Fraværelse bleven til en deilig Pige , og hun gav ikke Viggo noget ester i Skjønhed og Unde , ligesom ogsaa hendes aandelige Egenskaber havde udviklet sig i den heldigste Retning , hvortil Viggo i sin Tid vel havde bidraget det meste . Ved atter af omgaaes med Viggo vendte efterhaanden den gamle Fortrolighed tilbage , og atter vare disse to nadskillige . Deres Barndoms Dage , da de gik med Faarene ude i Heden , levede de nu om igjen ; de talede om deres Huus henne paa Høien , hvor de saa tidt havde siddet sammen , og i Forening gjorde de ofte Valfarter hen til dette kjære Sted for atter af sidde sammen der , medens Viggo fortalte hende om sit Liv ved Seminariet . Og ligesom fordum tindrede hendes Dine af Glæde , naar hun hørte paa ham . En yndig Morgen i Efterhøsten sade de to efter Sædvane paa deres Høi . Denne Morgen lignede hiin for otte Aar siden , da Christine , opmuntret af Fuglesangen og Morgensolen , havde bedet Viggo at synge sin Moders Morgensang . Længe sade de der henrykte af den yndige Natur og ingen af dem talede et Ord . Omsider brød Viggo Tausheden , og idet han tog Christines Haand i sin , sagde han : „ Kjære Christine ! kan Du huske en Dag , mens jeg vogtede Faarene her i Heden , at Du , da Du kom ud til mig , syntes , at jeg var saa forknyt ? “ „ Ja , jeg kan ! “ svarede Christine og fæstede sine venlige blaa Øine paa ham . „ For at gjore mig glad “ , vedblev han , „ hjalp Du mig at bygge et Huus her paa denne Høi , og i dette tilbød Du at ville være min Kone . Holder Du endnu i Dag , hvad Du den Gang for otte Aar siden lovede mig ? “ Christine svarede intet , men slog Øinene ned . Viggo vedblev : „ Hidtil har den kjære Gud været med mig og kjendelig velsignet min Stræben ; ved hans Hjælp faaer jeg vel ogsaa nu snart bygget et andet Huus . Vil Du i dette være min Kone og dele Livet med mig alle dine Dage ? “ „ O , jeg har fra første Færd af altid holdt saameget af Dig , kjære Viggo ! “ svarede Christine med Blikket fremdeles rettet mod Jorden , „ og det forekommer mig ogsaa “ , vedblev hun , idet hun ivrigt dreiede en Lyngblomst imellem sine Fingre , „ af mit Liv herefter uden Dig vil blive fattigt paa Fylde og Glæde ; men jeg tør ikke love Dig det , som Du her forlanger ; hvad vilde mine Forældre sige dertil , naar de fik det af vide ! “ „ Dine Forældre især din Moder ville vel nok hellere see Dig gift med en rigere og fornemmere , end jeg er ; men alligevel froer jeg ikke , af de ville have meget imod din Forbindelse med mig ; de have dog altid viist , af de have meget tilovers for mig , og de have jo altid godt kunnet lide , af Du var sammen med mig baade før og nu . “ „ Ja “ , svarede Christine , „ det kommer af , af Du altid har været saa rar og god , og hidtil have vi jo ikke været andet end Børn , og saaledes betragte de os vel endnu ; de ere nu en Gang blevne saa vante til ikke af lægge Mærke til mig , af de ikke kunne see , om der er andet Forhold imellem os end det , der kan finde Sted mellem Broder og Søster . Mine to Søstre ere begge gifte efter deres Hoveder , og de ville desværre vist ogsaa raade for mig i denne Henseende . Du har vel hørt Fader fale om Præstens Søn , Forvalteren ? “ „ Jeg veed nok “ , sagde Viggo , „ af dine Forældre ønske en Forbindelse med Præstefamilien paa denne Maade ; men i en Sag , der er saa vigtig , og som der angaaer Dig saameget , maa der vel ogsaa blive spurgt om din Mening ; og jeg troer neppe , af dine Forældre ere saa haardhjærtede , af de ville tvinge Dig til af indgaae en Forbindelse imod din Villie , naar Du “ alvorlig sætter Dig derimod . “ „ Ja , sætte mig derimod vil jeg “ svarede Christine , idet Hun saae kjærlig paa Viggo ; „ Forvalteren vil jeg nu hverken eie eller have , saa faae de af gjøre med mig , hvad de ville . Uden Dig kan jeg aldrig blive rigtig lykkelig , derfor vil jeg ogsaa love Dig , at blive din trofaste Hustru , og den kjære Gud vil nok give mig Naade til alle Dage at holde , hvad jeg i Dag har lovet Dig “ . „ Med disse Ord sank hun til hans Bryst ; Læbe mødte Læbe , og et brændende Kys , det første , beseglede den Pagt , som her midt i den fri Natur var sluttet for Guds Aasyn . Det meste af Tiden vedblev Viggo fremdeles at opholde sig paa Herregaarden ; thi han kunde ikke ret længe afsee sin kjære Christine , meningen havde den mindste Anelse om det Forhold , hvori disse støde til hinanden . Paa denne Maade gik det meste af Efteraaret ; men henad imod Juul blev et Lærerembede ledigt i en By i Nabosognet ; Viggo søgte og fik det . Denne By ligger ude ved Vesterhavet , og , uagtet en stor Deel af dens Indbyggere ere Fiskere , ville de dog ikke gjærne høre sig kaldte Havboer i den Forstand , hvori Ordet almindelig bruges , ligesom de heller ikke ville have , at deres By ikke skal være andet end et Fiskerleje . Heri kunne de for saa vidt have Ret , som Byen paa Grund af Klittens ringe Brede her støde umiddelbart op til Hovedsognets Marker , ligesom der ogsaa her boe flere Skibsrhedere , hvis Fartøier fare paa fremmede Lande og ved Hjemkomsten losse og lade ved Stranden . Fra nærmeste Kjøbstad fører en kongelig Landevei hertil , og for at gjøre Billedet fuldstændigt har Byen sin egen Skole og Kro . I denne By begyndte Viggo altsaa sin Gjærning som Lærer . Skjøndt han , som vi af det foregaaende have seet , var et i alle Henseender elskværdigt Menneske , kunde han dog i Begyndelsen ikke godt komme til Rette med Beboerne her , og han havde mange Kampe at bestaae med dem . Dette hidrørte navnlig fra Skolens slette Tilstand . Hans Forgænger var en gammel Mand , og det var dennes Mening , at Skolens Orden ikke kunde haandhæves ved andre Midler end Riset , og ved at misbruge dette havde han slaaet alt godt ihjel i Børnene ; da han derfor blev gammel og affældig , toge de aldeles Magten fra ham i Skolen , idet de skaltede og valtede med deres Læsetid efter eget Behag , ja nogle af de værste gjorde endog flere Gange Forsøg paa at tilbagebetale ham nogle af de Hug , han i sin Tid saa rundelig havde tildeelt dem . Da Viggo havde overtaget Skolen , meente Forældrene , af nu ville Tingene komme fil af gaae i en heel ny Gænge , idet de troede , af han nok vilde vide af haandhæve Tugt og Orden i Skolen paa en heel anden Maade . Det var ganske vist ogsaa Viggos Mening ; men her var det under saadanne Forhold ingen let Sag af bringe Orden tilveje . Allerede i de første Dage tillade Børnene sig af drive deres Uvæsen lige over for Viggo , nogle sprang paa Borde og Bænke , andre sloges , after andre bandede , og naar Viggo vilde tale dem fil Rette , ledte det kun fil , af de bleve værre ; han maatte derfor nødvendigen fage sin Tilflugt fil legemlige Straffe for saaledes med Magt af tilvejebringe en øjeblikkelig Orden , indtil han kunde see af vinde dem paa en anden Maade , nemlig ved kjærlighed af kalde den i Barnesjælen hidtil af en raa Behandling ihjelslaaede Æresfølelse fil Live . Men for af udføre dette Arbejde , forstod Viggo godt , af han maatte have Hjemmet fil Hjælp . Her vare imidlertid de fleste af Forældrene imod ham , da han formedelst sin kraftige Optræden i Skolen aldeles havde skuffet deres Forventning . Men hvorfor have saameget imod Viggo , fordi han ikke gjorde andet , end hvad de i Forveien vare vante til ? Ja , Forældrene havde naturligviis ogsaa været meget misfornøjede med den gamle Lærers Strænghed ; men Sagen var , at denne havde tiltrodset sig et Slags Herredømme over dem derved , at han i Skolen lod Børnene undgjælde for , hvad udestaaende han havde med Forældrene . For imidlertid at skaane Børnene for en altfor haard Medfart i denne Henseende , havde de mangen Gang føiet den gamle Tyran , og saaledes efterhaanden vænnet ham til at have sin Villie i alle Stykker ; desuagtet vedblev han dog at tyranisere over deres Børn i Skolen , og dette daarlige Forhold mellem Skole og Hjem havde til Følge , at Forældrene kom til at see saaledes paa Skoletugtens Haandhævelse , at al legemlig Straf fra Lærerens Side maatte være en Forbrydelse af denne lige over for deres Børn . Vi kunne saaledes godt forstaae Forældrenes Uvillie mod Viggo , der , som de sagde , begyndte , som hans Forgængær havde endt ; ja nogle af dem vare endog blevne saa vrede over hans Optræden , at de i deres Uforstand tilskyndede deres Børn at drille ham som en , der ikke var bedre værd , hvorfor ogsaa en Dreng en Gang , som Viggo vilde sætte ham i Rette , strax udbrød : „ Ja , Di kan prøv aa slaa mæ , saa skal æ snaar hint mi Faa ' er ! “ med hvilke Ord han , endnu førend Viggo rigtig kunde saae betænkt sig , var under Bordet og ude af Døren for at udføre , hvad han havde truet med . Under disse Forhold saae Viggo nok at der aldrig vilde komme noget godt ud af hans Gjærning . Disse unaturlige Forhold maatte altsaa ændres , men hvorledes stod ham i Begyndelsen ikke rigtig klart ; han var endnu saa ung og uerfaren . Mange Nætter laa han og grublede derover og bad til sin Gud om Raad og Bistand . Imidlertid fastholdt han dog den Tanke , at han maatte see at vinde Forældrene . For at opnaae dette brugte han sin Fritid til at gaae omkring til dem og tale med dem . Ved sit elskværdige Væsen og ligefremme Optræden opnaaede han virkelig ogsaa , at de fleste af Forældrene efterhaanden fik ham kjær , dermed vare ogsaa Børnene vundne , og fra nu af var Kjærligheden det Redskab der vedligeholdt Ordenen i hans Skole . Imidlertid var det ikke saa nær alle Byens Beboere , Viggo havde vundet . „ Vee ogsaa det Menneske , om hvem alle tale godt ! “ Blandt dem , der vare Viggos Uvenner , var ogsaa en Mand , der beklædte den tredobbelte Post af Strandkontroleur , Forbjærger og Stationstilsynsmand ved Redningsvæsenet ; han kunde aldrig rigtig lide Viggo , ligesom han sjældent kunde lide andre end smukke Kvinder . Ved sin Indflydelse som Forbjærger havde han opkastet sig til et Slags Konge over sine Byfolk ; thi det stod nemlig til ham at bestemme , hvem der ved Strandinger og lignende Tilfælde skulde have noget at fortjene ; den , der ikke i alle Stykker fandt sig beføiet til at danse efter hans Pibe , kunde gjærne stole paa at blive tilsidesat ved slige Lejligheder , medens den , der forstod at gaae ham under Øine , kunde faae baade i Pose og i Sæk . Iøvrigt var han et raat Menneske , dertil havde han et sjældent Greb paa at overtræde det sjette Bud , og hvor han kom frem , betegnede han som oftest sin Vej med Splid og Uenighed mellem Ægtefolk . I et saadant Forhold stod han ogsaa til Familien i Byens Kro . Da Kromanden opdagede Kontroleurens utilladelige Forbindelse med sin Kone , truede han naturligviis med , at han vilde flaae Arme og Been i Stykker paa ham , det første han traf ham ; men , da han var meget gjerrig , vidste Kontroleuren nok , hvorledes han skulde tage ham . Ved sin Indflydelse paa Folk drog han dem efter sig fil Kroen , ligesom han ogsaa fik udvirket , at der hveranden Søndag var Dans og Sviren der . Da Kromanden , som elskede Penge meget høiere end sin Hustru , saaledes saae , at han fandt sin Regning ved at være Kontroleurens Ven , holdt han gode Miner fil slet Spil og lod ham have sin Villie . „ Den er let at lokke , som efter vil hoppe “ , siger Ordsproget , og Kontroleuren havde let ved at faae sit Uvæsen sat i Gang med Hensyn fil Søndagsforsamlingerne paa Kroen , eftersom mange af Beboerne , navnlig Fiskerne , allerede havde ganske god Smag paa , hvad Kromanden havde „ paa Flasken “ . Efterhaanden var det blevet fil en Uskik blandt Fiskerne , at de sade paa Kroen og svirede , hver Gang de kom fra deres Gjærning paa Havet ; det duede nemlig ikke at gaa hjem fra Fiskeriet , førend Kromanden havde faaet sin Part af Fortjenesten ; og var der nogen som hellere , gjorde dette end at sidde paa Kroen , blev han spottet af de øvrige og kaldt for en Gnier , der var bange for at tage sin Dram og give sin Omgang . At Kromanden var vis paa disse Giæster ved Sviregilderne følger af sig selv , og med Hensyn fil de øvrige af Byens Folk bleve de fleste af disse efterhaanden dragne med deels for at følge Strømmen , deels ogsaa fordi de ved at give Møde satte sig mere fast i Kontrolenrens Yndest ; og da Sammenkomsterne vare forbundne med Dans , blev ogsaa Byens Ungdom af begge Kjøn dragen med ind heri , og efterhaanden blev Kroen Skuepladsen ikke blot for Drukkenskab , men tillige for Slagsmaal , Uteerlighed og andre grove Laster . En lang Tid saa Viggo paa alt dette med Smerte . Imidlertid besluttede han at bruge det gode Forhold , hvori han var kommen fil at staa fil Beboerne , som en Modvægt mod Kontrolenrens skadelige Indflydelse , og i sine egne Tanker pønsede han paa , hvorledes han skulde forstyrre disse Sammenkomster , der vare en Skjændsel for hans Byfolk og en skammelig Vanhelligelse af Vorherres Dag . At dette Arbeide vilde blive meget vanskeligt , indsaa han heelt vel forud , eftersom det vilde være det samme som at erklære Kontroleuren Krig , og ifølge det Forhold , der fandt Sted mellem ham og Beboerne , maatte det være at forudsee , at han vilde faa de fleste Tropper paa sin Side . Imidlertid vidste Viggo , at det , han havde sat sig for , var noget godt , og til Vorherre , som vilde give alt godt Fremgang , og som en Gang før havde hjulpet ham ved et lignende Foretagende paa Herregaarden , satte han nu sit Haab , til ham bad han om Hjælp , og , da han var kommen paa det rene med , hvorledes han vilde bære sig ad med sit Forsæts Udførelse , skred han trøstig til Værket . Viggo vilde dog ikke tage noget fra Beboerne , uden af give dem noget bedre i Stedet ; men dette bedre meente han imidlertid , af han havde til sin Raadighed , og deraf besluttede han af meddele dem saa meget , som han havde Evne til . Dog hertil fornam han , af han ogsaa behøvede Menneskehjælp , hvilken han haabede af erholde hos sin Nabo , der var en af dem , han stod i det bedste Forhold til . „ Hør , Nabo ! “ sagde han en Dag til denne , „ kunde De ikke have Lyst til af holde Legeslue ? Det skulde da være til samme Tid , som der danses paa Kroen . “ „ Nei “ , svarede Naboen , „ jeg kan nu en Gang ikke lide det Legestuevæsen , og da jeg desuden ikke har Ret til af sælge Drikkevarer , vil jeg nok daarlig kunne staae mig ved Siden af Kromanden . Desuden vilde jeg jo derved faa Kontrollenren paa Halsen , og at have ham fil Uven vilde vel fil visse Tider kunne have sine Ubehageligheder for mig . “ „ Det er netop , fordi at der ikke kan faaes Drik , at jeg ønsker Legesfue her , “ svarede Viggo ; „ og hvad det angaaer med Kontroleuren , skal jeg fildeels tage ham paa min Regning , da det er min Bestemmelse , at jeg vil være den ledende i de Forsamlinger , der skulle holdes her ; og jeg er vis paa , at Vorherre , Kontrolleurens Indflydelse uagtet , vil give mig Naade fil at faae noget mere godt ud af Sammenkomsterne her , end der kommer ud af Kontroleurens ovre i Kroen . Give De Deres Minde dertil , veed De jo , at Forsøget , om end det mislykkes , dog er Vorherre behageligt , og hvad kan det saa flade os , om ogsaa Kontrollenren seer lidt skjævt fil os , naar Vorherre seer des mildere ; det er da alle Dage bedre at være Vorherres Ven og Kontroleurens Fjende end omvendt . “ „ Ja , det er bedre ! “ udbrod Naboen , „ det maa være rigtigt , hvad De der siger , Hr . Jørgensen ; lader os da en Gang gjøre et Forsøg ; naar De tager Sagen i Haand , faaer den nok Fremgangs fhi De har altid Lykke med Dem . Jeg kunde desuden have stor Lyst til af spille den Kjæltring af Kontroleur et ordenligt Puds , for han er nu altid saa vigtig og mener , af det filkommer ham af raade for alle Ting . “ Næste Dag kom det ved Skolebørnene til Beboernes Kjendskab , af Viggos Nabo , Tømmerhandler Strand , vilde holde Legestue hveranden Søndag Aften til samme Tid , som der dansedes paa Kroen . Dette var en Dristighed lige over for Kontroleuren , der var aldeles uhørt , og Folk begyndte allerede af ynke den stakkels Tømmerhandler , der ved saaledes af sætte sig op imod denne vilde lave sig en Riis til sin egen Ryg . At Kontroleuren ikke vilde lade dette gaa af ustraffet , var enhver overbeviist om , og af han for af faae sin Hævn udført ikke undslog sig for af bruge de Midler , der laa ham nærmest ved Haanden , hvor slette de endog kunde være , vidste ligeledes enhver . Imidlertid var Hr . Strand en oplyst og dannet Mand , som Kontroleuren ikke skulde løbe langt med , dertil var han velhavende , saa det ikke kunde skade ham stort , om ogsaa Kontroleuren unddrog ham Fortjeneste ved det , han havde med af gjøre . Han gav altsaa Kontroleuren en god Dag og var inderlig glad over , af han ved af opfylde Viggos Forlangende kunde faae Leilighed til af vise denne , af det ikke var nødvendigt for erhver Mand altid som et Siv af bøie sig i hans Haand . Hvad Sammenkomsterne hos Strand angaaer , varede det ikke længe , inden der blev fuldt Huns , og i samme Forhold som de besøgendes Antal voxede her , svandt det i Kroen . Viggo var Sjælen i det hele . Naar man var træt as Dansen , tog han Sangbøgerne frem , og , idet han var Forsanger , blev den ene Fædrelands- og Selskabssang afsungen efter den anden ; imellem Sangene lod Viggo af og til et Par Ord falde om hver enkelt Sangs Indhold , der , som han sagde , havde til Hensigt af vække Folk op af Søvne og give dem Syn paa og Sans for , af der er noget heelt andet af leve for her i Verden end af spise og drikke ; af vi have et Modersmaal , som vi skulle værne om ; af vi ere et Fædreland anbetroede af Vorherre , som han forlanger af os , af vi skulle svare ham til , og af det gjælder om , af vi ere besjælede af en Kjærlighed til dette vort Fædreland , der er rede til af ofre det kiæreste og bedste for dets Frelse ; og for end mere af vække og nær denne Fædrelandskærlighed , havde han gjærne en eller anden Fortælling af Fædrelandets Historie paa rede Haand . Af og til morede han ogsaa Forsamlingen ved af fortælle andre morsomme Hisforier og Eventyr , eller han læste op af vore bedste Digtere , ligesom han ogsaa fik indøvet en heel Deel Lege , hvorved især Ungdommen kunde more sig . Af disse Eventyr eller Fortællinger , som han brugte , hidsættes følgende to som Prøve . Der var engang en Mand , som havde en eneste Søn ved Navn Trosvend . Da Manden laa for Døden , kaldte han sin Søn ind til sig og sagde til ham : „ Naar jeg nu er død , er det bedst , af Du drager ud i den vide Verden for af søge dig en Tjeneste . “ Som sagt , saa gjort ; oa Manden var død , solgte Sønnen Huset , tog sin Faders Stok i sin Haand og rettede sin Gang mod Kongens Gaard for der af søge Tjeneste . Da han kom til Slottet , gik han ind i Stalden , hvor han traf Staldmesteren , hvem han sagde sit Ærinde . „ Om Du kan faae Tjeneste her , veed jeg ikke “ , svarede denne , „ for her ere saa mange ; men hvor ti æde , kan jo den ellevte æde med , hvorfor Du maa have Lov til at gaae her i Stalden hos os , indtil jeg en Gang ved Leilighed kan faa Kongen i Tale , og jeg skal da faae at vide af ham , enten han vil have Dig i Tjeneste eller ei . “ Og saaledes blev det , han blev gaaende i Stalden og hjalp til ved , hvad der var at bestille . Imidlertid havde Kongen en Dag været ude at spadsere ; da han kom hjem om Aftenen , savnede han sin ene Handske , og da han formodede , at han havde tabt den inde i Skoven , befalede han sin Tjener at gaae ud i Skoven for at finde ham den . Tjeneren vilde imidlertid helst være fri for denne Forretning , hvorfor han befalede Trosvend at udføre samme . Denne fandt ogsaa Handsken ; men da han kom tilbage med den , forlangte Tjeneren den , for at aflevere den til Kongen . Dette vilde Trosvend ikke vide noget af ; „ naar jeg har sundet Handsken “ , sagde han , „ vil jeg ogsaa selv give Kongen den . “ Tjeneren truede ham med , af det ikke gik an , han kom ind paa Slottet , for saa slog Kongen ham ihjel , og da dette ikke hjalp , lovede han ham Solen til Maanen for af udlevere ham Handsken ; men det hjalp altsammen intet hverken Truslerne eller Løfterne , Trosvend blev ved sit : Han vilde selv give Kongen Handsken . Da han saa kom ind til Kongen , spurgte denne , hvem han var , og hvor han havde faaet hans Handske fra Trosvend svarede da , af Tjeneren havde befalet ham af gaae ud i Skoven for af finde Handsken ; dette havde han gjort og kom nu tilbage for af udlevere den . Da Kongen havde hørt dette , blev han saa vred , af han uden videre jog Tjeneren paa Døren , hvorpaa han tilbød Trosvend dennes Plads ; og dette Tilbud tog Trosvend naturligviis imod med Glæde . „ Hvad er dit Navn ? “ spurgte Kongen . „ Jeg hedder Trosvend “ . „ Det var et godt Navn , det ! “ sagde Kongen , „ mener Du ogsaa , af Du kan svare til det ? “ „ Det vil jeg prøve paa , Deres Majestæt ! “ mælede Ungersvenden , idet hans Øine tindrede af Glæde . Nogen Tid efter , at Kongen havde antaget Trosvend i sin Tjeneste , fik han Besøg af en fremmed Konge . Denne lunde da aldrig blive fræt af at rose sit Rige , sine Undersaatter og navnlig sine Tjenere : Mage til dem , varder ingen Konge , som havde , saa fro og underdanige som de vare . Da tog Trosvends Herre til Orde og sagde : „ Da vil jeg svare for , at naar alle dine Tjenere lægge deres Trosfab sammen , ere de dog ikke saa fro som een af mine ; thi jeg har en Tjener ved Navn Trosvend , jeg tør vædde med dig om mit halve Kongerige , at Du ikke er i Sfand til at faae ham til at lyve . — „ Top ! “ sagde den fremmede Konge , „ det er et Ord og jeg sætter mit halve Rige mod dit , at jeg skal faae ham til at lyve . “ — „ Ja , det er et Ord “ , svarede Trosvends Herre , og dermed var Væddemaalet indgaaet . Strax derpaa satte den fremmede Konge sig til at tilskrive sin Dronning et Brev , hvilket Trosvend skulde overbringe hende . I Brevet befalede han Dronningen , at hun skulde give Trosvend at drikke af et vist Slags Viin , hvoraf han strax vilde blive beruset ; derpaa skulde hun tage baade Hesf og Mundering fra ham og lade ham , naar han havde sovet Rusen ud , reise hjem tilfods . Da Dronningen havde læst Brevet , gjorde hun , som hendes Herre befalede , og aldrig saasnart havde Trosvend smagt Vinen , for han faldt beruset om . Dronningen befalede da sine Tjenere , af de skulde lægge ham i hendes egen Seng , indtil han havde sovet Rusen ud , samt af de skulde tage hans Hesf og Kappe og gjemme det saaledes , af han ikke skulde finde det igjen , naar han vilde reise . Tjenerne gjorde , som Dronningen befalede ; og da Trosvend vaagnede og spurgte efter sin Hesf og Mundering , var dette ikke til af finde , hvorfor han maatte begive sig hjem tilfods . Paa Hjemveien gik han og tænkle efter , hvorledes han skulde redde sig ud af den Forlegenhed , han nu var kommen i , naar han kom hjem til Kongen , og hvad han skulde give til Undskyldning for , af havde sat sin gode Hesf overstyr . I Begyndelsen var han bestemt paa af ville sige til Kongen , af han var bleven overfalden af Røvere , som havde frataget ham Hesten og Munderingen , medens han selv var løben fra dem og saaledes sluppen med Livet . For at prøve hvad Tiltro dette hans Foregivende vilde finde hos Kongen , slak han sin Stok i Jorden , satte sin Hat paa dens Knap og fjernede sig nogle Skridt fra den , idet den skulde forestille Kongen ; derpaa gik han atter hen imod Stokken , bøiede sig og sagde : „ Goddag Trosvend ! “ — „ Tak , Deres Majestæt ! “ — „ Hvor ere Hesten og Munderingen blevne af ? “ — „ Ja , jeg er bleven overfalden af Røvere paa Veien ; disse fratoge mig Hesten og Munderingen , selv løb jeg fra dem og slap saaledes med Livet . “ Imidlertid syntes det ham ikke , at disse Ord havde nogen rigtig Vægt , hvorfor han forkastede den Maade at redde sig ud af sin Forlegenhed paa . Han gik da videre bestandig grublende over , hvorledes han skulde svare sin Herre , Kongen , naar han kom hjem . Snart var han bestemt paa at sige , at han var reden feil om Natten og kommen ud i et Kjær , hvor Hesten var sunken ned , medens han selv havde reddet sig derfra ; snart vilde han sige , at Hesten var bleven bange , havde kastet ham af og var løbet sin Vei ; men hver Gang , han gjorde Forsøget med Stokken og Hatten , opgav han disse Tanker . Imidlertid var han under alt dette kommen Hjemmet nær , og der skulde nødvendigviis tages en endelig Bestemmelse , og efter nogen Lænken frem og tilbage , besluttede han at fortælle Tildragelsen saaledes , som den var . Da han kom til Slottet , toge begge Kongerne mod ham i Porten , og hans Herre hilste : „ Goddag Trosvend ! “ — „ Tak , Deres Majestæt ! “ svarede denne . — „ Hvor ere Hesten og Munderingen blevne af ? “ spurgte Kongen . Trosvend svarede : „ Vinen , den var sød , og Dronningens Seng var blød , derfor mistede jeg min Sjæl baade Hest og Mundering ! “ — „ Nu , kun Du see , at Du ikke kunde faae ham til at lyve “ , raabte Kongen til den fremmede , som maatte tilstaae , at han havde tabt Væddemaalet og sit halve Rige , hvilket Kongen gav Trosvend som Løn for hans Sanddruhed . Imidlertid lakkede det ad Juletid . Julekvælden kom og medens man paa Kongsgaarden sad ved Julenadveren , hørte man et frygteligt Hyl udenfor Vinduerne ; alle fore forskrækkede op fra deres Sæde , thi Hylet skrev sig fra en Troldkvinde , der havde sin Bolig i den nærliggende Skov , og hvis Rettighed det var hver Juleaften af hente den , som i det forløbne Aar sidsf var kommen i Tjeneste paa Slottet . At det var Trosvend , Troldkonen denne Gang kom for af hente , blev til alles store Sorg snart bekjendt , og hvormeget Kongen end bad , og hvormeget Guld og Sølv han end bød Troldkonen for af maatte beholde ham , hjalp det dog ikke , hun vilde ikke afstaae sin Ret . Alle græd undtagen Trosvend , som sagde : „ Hvis Kongen vil overlade mig sin Hest og sit Sværd , saa skal jeg gjærne følge med Troldkonen , og haaber jeg snart af komme uskadt tilbage fra denne Færd . “ Dertil var Kongen villig ; Trosvend fik Kongens egen Hest sadlet , og paa den fulgte hun Hexen med Kongens Sværd i sin Haand . Da de kom udenfor Gaarden , spurgte han hende , hvad Vei de skulde , og da hun pegede paa en Skov mod Vest , gav han Hesten Sporene og red , alt hvad Hesten kunde , ad Skoven til ; men han kunde aldrig ride saa fort , af jo Kærlingen bestandig var forude . Da de havde naaet Skoven , spurgte Kærlingen , om han vilde gjennem den eller uden om ; Trosvend svarede : „ Jeg vil ride gjennem Skoven , thi jeg rider aldrig af min Vei ! “ Da han saa kom ind i Skoven , blev Hexen borte for ham , thi hun løb saa fort , at han ikke kunde følge hende . Omsider kom han lil en Kobberkjæde , der var flaaet tværs over Veien , han red paa , og som blev bevogtet af en Jomfru med tre Hoveder . Da hørte han langt borte i Skoven Kærlingens Røst : „ Hvo støder Kobberkjæden min , og hvo krænker min Mø ! “ — „ Hverken støder jeg Kobberkjæden din eller krænker din Mø , men for mit Sværd skal hun døe ! “ raabte Trosvend , og dermed hug han Hovederne af hende med sit Sværd , hvorpaa der stod for ham tre Jomfruer saa deilige , som nogen vilde see . Imidlertid red han videre , og da han kom paa den anden Side Skoven , traf han her Kærlingen . „ Skulle vi længere ? “ spurgte han , „ Ja , vi skulle et lille Snup her vesten for endnu “ , svarede hun . Da de saa havde reist en Tid , kom de lil en anden Skov ; men her gik det som i den første Skov , Kærlingen løb saa fort , at han ikke kunde følge hende . Han blev da ved af ride , fil han kom fil en Sølvkjæde over Veien , som blev bevogtet af en Jomfru med sex Hoveder . Han hørte da atter Røsten inde fra Skoven : „ Hvo støder Sølvkjæden min , og hvo krænker min Mø ! “ — Trosvend svarede : „ Hverken støder jeg Sølvkjæden din eller krænker din Mø , men for mit Sværd skal hun døe ! “ dermed hug han Hovedet af hende , og strax stod for ham sex Jomfruer saa smukke , som nogen vilde see . Han red da videre , og da han var kommen ud af Skoven mødte han atter Troldkonen . „ Skulle vi endnu længere ? “ spurgte han . „ Ja , vi skulle et lille Snup her vesten for endnu “ , svarede hun . Da kom de fil en tredie Skov , og her sagde Troldkonen som ved de fo første , af han kunde raade sig selv , enten han vilde uden om Skoven eller igjennem den . Trosvend vilde ikke ride af sin Vei , og derfor red han ind i Skoven ; men Kællingen løb atter saa fort , af han ikke kunde følge hende . Omsider kom han fil en Guldkjæde tværs over Veien , og denne blev bevogtet af en Jomfru med ni Hoveder . Da hørte han Kællingens Røst inde fra Skoven : „ Hvo støder Guldkjæden min , og hvo krænker min Mø ! “ — Hverken støder jeg Guldkjæden din eller krænker din Mø , men for mit Sværd skal hun døe ! “ svarede Trosvend ; med disse Ord hug han Hovedet af hende , og lige med eet stode for ham ni af de smukkeste Jomfruer . Derpaa red han videre , indtil han kom ud af Skoven , hvor han atter traf Hexen . „ Skulle vi videre ? “ spurgte han . „ Nei , nu skulle vi ikke videre “ , svarede hun ; „ nu kan Du ride tilbage fil Kongens Gaard , Dig kan jeg ikke bruge . “ At der maatte være noget eventyrligt af møde udenfor Skoven , var Trosvend overbeviist om , eftersom Hexen havde givet ham Valget mellem af ride igjennem Skoven og af ride udenom den . Da han nu havde faaet Lov fil af færdes hjem efter , besluttede han af ride udenom Skoven for af see , hvad der ventede ham der . Han red da en Tidlang , inden han opdagede noget usædvanligt ; omsider kom han fil et Træ i Udkanten af Skoven , om hvis Stamme havde snoet sig en lang tyk Slange , der tildrog sig hans Opmærksomhed ikke alene ved sin Størrelse , men end mere ved sine afstikkende Farver . Som han nu en Stund havde holdt stille og betragtet Snogen , oplod den sin Mund og sagde : „ Aa , slig af din Hest og kys mig ! “ — Troer Du , at jeg er fra Forstanden ! “ udbrød Trosvend , idet han vendte sin urolige Hest omkring for at fortsætte Hjemreisen , „ Du kunde jo sluge mig paa een Gang , saa lang og tyk som Du er ! “ — „ Aa , slig af din Hest og kys mig , Du ! Du har frelst alle de andre , frels nu ogsaa mig ! “ — „ Ja , siden Du beder saa mindelig derom “ , svarede Trosvend , „ saa vil jeg ogsaa føie dig “ ; og han steg af Hesten og kyssede Slangen . Saasnart han havde gjort dette , blev Ormen fil en ung Jomfru , der endnu var langt smukkere end nogen af de andre , han havde frelst i Skovene . — „ Gud skee Tak og Lov , at han sendte Dig fil at frelse mig fra Troldkonens Ondskab . Hun har hentet baade mig og de atten , som Du befriede oppe i Skovene , fra Slottet , og da vi ikke have været saa gode som Du , har hun faaet Magt med os og forhexet os allesammen . Du var hende før stærk og før god ; Du var hende før sandru derfor kunde hun ikke faae Magt med Dig ; og nu har Du ikke alene selv revet Dig ud af hendes Kløer , men Du har tillige frelst os allesammen . Lader os nu stræbe at komme tilbage til Kongsgaarden , der staae de andre og vente paa dig før at aflægge dig deres Tak . — Da tog Trosvend Jomfruen op til sig paa Hesten , og de rede sammen til Kongsgaarden . Her kan det nok være , der blev en Glæde ved Trosvends Komme ; baade Kongen og Dronningen og alt Tjenerskabef befølte ham fra Top til Taa før at blive rigtig overbeviste om , at Troldkonen ingen Skade havde gjort ham . Kongen gav ham nu atter det halve Rige , som han en Gang havde vundet fra den fremmede Konge , og desuden tilbød han , at han maatte have Lov til at vælge sig til Hustru hvilken af de nitten befriede Jomfruer , han vilde . Trosvend forbigik ved denne Lejlighed de atten , han havde frelst ved Sværdet , og valgte den , han frelste ved Kysset ; „ thi “ , sagde han , „ jeg vil ikke regjere mit Rige med Sværd i Haand , men med Kjærlighed og Sandhed i Hjærtet . “ Den anden Fortælling , som vi ville meddele er om en Ridder ved Navn Kalf . Efter Viggos Beretning boede han i gamle Dage paa en stor Herregaard i Nærheden as Vestkysten . Han var i en ung Alder bleven Enkemand . Paa samme Tid boede paa en anden Herregaard en Frue , som hed Anna , der ligeledes var ung og var Enke . Hun nærede en lidenskabelig Tilbøjelighed til Ridder Kalf , og hun gjorde sig den største Umage for at vinde hans kjærlighed ; men alle hendes Bestræbelser vare frugtesløse ; thi Kalf havde lovet sin unge afdøde Hustru ikke at ægte nogen anden , og derfor viste han sig bestandig kold og ligegyldig overfor hendes Hentydninger til en Forbindelse imellem dem . Da hun saaledes mærkede , at hun ikke kunde vinde ham , forvandlede hendes Uærlighed sig til Had , og hun besluttede , at Kalf skulde bøde med Livet , fordi han havde belønnet hendes Uærlighed med Kulde og Ligegyldighed . For at saae denne sin Beslutning udført , henvendte hun sig til en ung Person , som boede paa Heden udenfor Skovene ved Kalfs Hjem og som hun vidste , ikke stod i det bedste Forhold til Ridderen , fordi denne havde ham mistænkt for af drive Krybeskytten i Skovene . Denne Person lovede hun en stor Sum Penge , dersom han en Gang ved Leilighed kunde see af pille Ridder Kalf overende med sin Bøsse . I Begyndelsen syntes Krybeskytten ikke om af træffe denne Handel med Fru Anna , men efterhaanden , da han nogle Gange havde seet snart paa sin Hede og simple Hytte snart paa Fru Annas klingende Mønt , gav han efter for hendes Begjæring og lovede af flyde Ridderen , saasnart der gaves Lejlighed dertil . Naar Gjærningen var udført , kunde han komme og hæve Betalingen hos hende . Det var en Søndag Formiddag sidst i November Maaned ; Veiret var graat og det begyndte af sføvregne . Kirkevejen mellem Ridder Kalfs Herresæde og Kirkebyen førte den Gang ligesom nu over en Fiirkant af Markjord inde i Heden . Denne Plet af Markjord pleiede for en stor Deel af være Opholdsstedet for Herregaardens Faar , men i Dag vare baade Faar og Hyrde tagne i Huus , og der var nu her ikke andet tilbage af levende Skabninger end en enkelt Hjele , hvis sørgmodige Fløiten lød ud over den eensformige dødsstille Hedeslette . Ridder Kalf var denne Dag i Kirke . Da Veiret var daarligt , meente Krybeskytten , at der af den Aarsag næppe vilde komme Folk over Heden den Dag , og , da Hyrden var hjemme , kunde han i Hyrdehuset paa Marken hisfude i Heden finde baade et sikkert og et behageligt Skjulested , og , da det laa nær ved Veien , kunde han let derfra skyde Ridderen , naar denne kom ridende hjem fra Kirken . Og som han havde besluttet , saaledes gjorde han . Paa denne Maade faldt Ridder Kalf for en af sine egne Tjenere , og Fru Annas Hævngjærrighed blev tilfredsstillet . Paa det Sted , hvor man fandt hans Lig , opreiste man et simpelt Kors af Træ , og derefter kaldes Markpletten endnu den Dag i Dag „ Korsbærer . “ Saasnart Krybeskytten havde øvet denne Bedrift , stak han fil sig de fo Guldhager , som sammenholdt Ridderens Kappe under Hagen , hvorpaa han i slørste Skynding reiste fil Fru Anna for at hæve sin Belønning . Med denne reiste han over fil Norge , hvor han fik sig en Plads som Jæger , og nu froede han den hellige Grav vel forvaret ; men Skjæbnen vilde det anderledes . Det var nemlig en Gang mange Aar efter , at han var kommen fil Norge , at der kom en fremmed Jæger fil den Egn , hvori vor Krybeskytte boede ; dette gav Anledning til af flere af Egnens Jægere kom sammen , og Ridder Kalfs Morder var da ogsaa tilstede . Under Samtalen kom flere af de forsamlede Jægere til af rose sig af Dygtighed i deres Fag samt til af nævne flere Lejligheder , ved hvilke de havde lagt denne deres Dygtighed for Dagen . Omsider fremstod Ridder Kalfs Morder og sagde , af der var ingen , som kunde rose sig af saa store Bedrifter som han , saasom han en Gang havde skudt en Kalv med fo Guldhorn ; med disse Ord fremtog han af sin Jagttaske de fo Sølvhager , som han havde ranet fra Ridderen ; de havde nemlig hver Form af et Horn . Ved Synet af Hagerne blev den fremmede saa hvid i Ansigtet som en kalket Væg og gav sig til af betragte ham med et gjennemborende Blik . — „ Hvorfra har du faaet disse fo Hager ? “ spurgte han barsk . Morderen , der efter dette uventede Spørgsmaal ikke strax kunde finde paa Svar , blev aldeles forbløffet . — „ Skal jeg svare for dig ? “ vedblev den Fremmede . „ Du har faaet dem den Dag , da du for fem og tyve Aar siden skød Ridder Kalf i Danmark ; da skar du dem af hans Kappe . “ Og , idet han vendte sig fil de andre , raabte han : „ Griber ham , den Usling ! han har myrdet min Fader ! “ Morderen blev da strax lagt i Lænker og ført fil Danmark , hvor baade han og Fru Anna fik deres fortjente Straf . Efter disse Meddelelser ville vi atter optage Traaden i vor Fortælling . Enhver af disse Sammenkomster blev snart en heel Høitid for den største Part af Byens Ungdom , og saasnart flere talede sammen , var Viggo og Legestuen hos Strand Gjenstanden for deres Samtale . Derved bleve ogsaa de ældre gjorte opmærksomme derpaa , og efterhaanden forlode de fleste af dem Kroen for at overvære Viggos Sammenkomster . Saaledes saae Viggo sine Bestræbelser kronede med Held , og i sin Glæde takkede han inderlig sin Gud , fordi han havde ladet det lykkes saa godt for ham . Kromanden bandede rigtignok over Viggo og skyldte ham for at habe sfillet ham ved sine Gjæster , og Kontroleuren var saa vred som en Tusker ; men da han saae , at det ikke blot var Viggo og Strand , men tillige de fleste af Byens Folk , han i dette Tilfælde havde imod sig , saa var han klog nok fil forsaavidt at holde sin Vrede ved sig selv , som han lod sig nøie med af spotte over Viggos Færd og saa godt , han formanede , af sværte ham for Beboerne , hvilket dog aldrig vilde lykkes for ham . Da Kontroleuren ikke ret kunde faae Haand i Hanke med Viggo paa denne Maade , beslutlede han af prøve en anden . Til den Ende forbandt han sig med ligesindede af Bymændene , og i Forening med dem beslutlede han af overvære Møderne hos Tømmerhandleren for af imødegaae Viggo og om mulig i Folks Dine af gjøre det fil Spot , som her blev forhandlet . Da han , efterdi han i sin Ungdom havde løbet en Stump af Latinskolen Mennem , troede om sig selv , af han var en Mand med „ megen Lærdom “ og tillige vidste , af han havde en god Mund paa Skaft , var han overbeviist om , af denne Plan , han her havde lagt , var udmærket ; thi kom han og Viggo først fil af vexle Ord sammen , var det soleklart , af denne sidste maatte blive fattig paa Ord og see sig nødsaget fil af rømme Pladsen . Hvem der gik af med Seiren , ville vi siden faae af see . Den næste Legestueaften efter , af Kontroleuren havde fattet denne Beslutning , saae baade Viggo og de forsamlede , Kontroleuren i Forbindelse med et Par andre af Byens Mænd af nærme sig Forsamlingsstedet . Enhver blev naturligviis baade forundret og forbavset over dette uventede Besøg ; men Viggo lød som ingen Ting , og han opmuntrede Forsamlingen til det samme og ikke lade sig forstyrre af disse uventede Gjæster . Hvad Kontrolleuren havde lovet ved sig selv , det holdt han ogsaa ærlig , han opbød alle sine Kræfter for af blotte Viggo og stille ham i et saa naragtigt Lys som mulig . Vi ville en Gang høre lidt paa ham og Viggo . „ Naa , det er altsaa her “ , begyndte Kontroleuren , „ af der holdes Legestue efter den ny Opfindelse , hvoraf der gaaer saa megen Berømmelse over hele Byen ; herfra hedder det jø , af der kan faaes saameget godt med hjem , naar man f . Exempel har et Aar daarlige Øine , behøver man jø blot af gaae her hen med dem for af faae dem saa friske og sunde , af man for Eftertiden endog kan see ind i den syvende himmel . Nu , jeg gratulerer , Hr . Skolemester , med denne ny Opfindelse i Lægeknnsten , det er jø altsammen Deres Værk . Jeg og disse to gode Mænd kunde rigtig ønske af være med i disse mageløse Forsamlinger ; rigtignok mangler ingen af os , saavidt jeg veed , noget paa Synet , men saa kunde det maaskæe være saa heldigt , at der kunde falde en Smule af et andet Slags af fil os , som vi kunne tage med hjem herfra . “ Disse Ord ledsagede Kontrolenren med en Mine , der lod det udenfor al Tvivl om , hvad han sigtede fil . „ Hvad det gode angaaer “ , svarede Viggo frimodig , „ som De taler om , Hr . Kontroleur , der kan faaes med hjem herfra , saa har jeg den Mening , at det alle Dage er bedre , end det man tager med sig hjem fra Forsamlingerne i Kroen ; og er det Vorherres Villie , at han vil bruge mig som et ringe Redflab i sin Haand fil at virke noget godt blandt dem , han har sat mig fil at leve iblandt , saa er det min største Glæde , om jeg kunde hjælpe fil , at de ret kunne faae Øinene op , om end ikke saaledes , som de spottende siger , at de kunne see ind i den syvende Himmel , saa dog saaledes , at de kunne saae Syn paa sig selv og det , de have at leve for , saaledes som Vorherre vil , at der skal sees derpaa . Forresten er det mig en stor Fornøjelse af høre , af Kontroleuren aldeles intet mangler i denne Henseende “ . „ Nei , ikke s ' gu da det , jeg veed ! “ svarede Kontroleuren som sædvanlig spottende , „ og om saa var , vilde der da ingen stor Fare være paa Færde for mig . saalænge den , der er Mand for af kunne helbrede mig , er saa nær ved Haanden . Men jeg har tillige hørt , af De er ntrættelig i af lære Folk af slaaes til sidste Mand for af slaae Tyskerne og andre Voldsmænd , som De kalde dem , ihjel , fordi de komme og forlange et Stykke Land , som De siger er en Deel af vort Fædreland , men som maaskee tilhører dem med Rette . Enten det nu er saa eller saa , saa veed jeg dog , af der staaer i Skriften , af man skal elske sine Fjender og gjøre dem godt , som os hade og forfølge . Skal det altsaa ogsaa være noget godt , naar De lærer det modsatte ? “ „ Det , jeg siger herom “ , svarede Viggo , „ kan meget godt forenes med disse Vorherres Ord , som De der nævnede , naar begge Dele blive rigtig forstaaede . Ligesom Vorherre i fordums Dage selv gav sit udvalgte Folk deres jordiske Fædreland , saaledes har han ogsaa selv givet os vort , idet han ogsaa har bestemt os saavelsom alle andre Jordens Slægter visse Grændser for vor Bolig ; men , idet han har givet os et Fædreland , som er en af de bedste Gaver , vi i timelig Henseende have modtaget af ham , saa har han med det samme paalagt enhver dansi Mand og Kvinde den Forpligtelse efter Evne at bevare ham denne Gave og bruge den i hans Tjeneste og efter hans Villie . Gjøre vi ikke dette , men lader den første den bedste tage den fra os , uden at vi ville saa meget som at gjøre Modstand for at beholde den , saa have vi kun daarlig opfyldt vor Bestemmelse som danske , og Vorherre vil ganske sikkert erklære os for at være utro Huusholdere over det , han har betroet os . Det gjælder om her , som med Hensyn til alt andet , han har givet os , at vi befindes fro , saa at hans Ord ogsaa en Gang kan gjælde os : „ Vel , Du gøde og fro Tjener ! Du har været fro i det lidet , jeg vil sætte Dig over meget : Gak ind til din Herres Glæde ! “ Hvad der derfor egenlig fordres af os som danske er Uærlighed til vort Fædreland og alt det gode , som staaer i Forbindelse dermed ; have vi denne Uærlighed , vil det ikke falde os svært , af ofre det bedste , vi have , for dets Frelse ; og for af vække og nære denne Uærlighed , er det , af vi synge Sange og fortælle af Fædrelandets Historie . Den , der ikke kan elske sit Fædreland , kan heller ikke rigtig nogen Tid elske Vorherre ; thi det er jo soleklart , af den , der ikke kan elske en god Gave , som han hver Dag seer og nyder godt af , heller aldrig kan elske Giveren , som han ikke har seet . “ „ Jeg kan ikke faae Andet ud af det , De der siger “ , svarede Konfroleuren , „ end af det er noget Vrøvl altsammen . Jeg kan ikke forstaae det anderledes , end af ef Menneske , selv om det ogsaa er vor Fjende , dog er langt mere værd end ef Stykke Land , om endogsaa det er af vort Fædreland , og af man som Følge deraf langt hellere maa bortgive hele sit Fædreland end slaae ef Menneske ihjel , tilmed da det jo ikke bortgives paa anden Maade , end af vi dog alligevel maae have Lov til af boe deri og kalde det vort Fædreland , saameget vi selv lyste . Hvad kan det gjøre os , enten vi staae under Kongen af Preusen eller Kongen af Danmark ; hvad kan det gjøre os , enten vort Fædreland hedder Preusen eller Danmark ; enten vi tale tydsk eller dansk ; enten vi adlyde tydske eller danske Love , naar vi alligevel kunne have det godt , derfor kunne vi vel lige godt elske Vorherre , som De taler om ; og naar vi svie Tysken og lade ham tage , hvad han vil , saa have vi da Ro for ham for Eftertiden . “ „ Ja , dersom vi endda fik dette “ , afbrød Viggo , „ men det fik vi nok af see ; fik Tydsken først Herredømme over os , og vi kom til af danse efter hans Pibe , saa bleve vi vist snart kloge paa , hvor godt vi fik det . Hvad mon De vilde gjøre , Hr . Kontroleur , om en fremmed brød ind i Deres Huus for af røve og plyndre alf , hvad De eiede ? Mon De vilde sidde stille , og lade ham handle med Deres Eiendele , som han fandt for godt , selv om han lovede Dem , af , naar De forholdt Dem rolig , saa skulde De have Fred for ham for Eftertiden ? Jeg tænker , at De vilde anvende alle de lovlige Midler , der stode til Deres Raadighed , for at hindre ham deri , og jeg kalder , at De gjorde ret . Men det lader til , at De har ef heelt skjævt Syn paa , hvad der her tales om , og jeg er næsten ved at froe , at det dog ikke forholder sig saa ganske rigtig med Deres Syn , som De før roste af . Bleve vi danske indlemmede i ef andet Folk , og kom vi til at staae nnder ef andet Herredomme , saa vilde vort Fædreland ikke længere væræ ef selvstændigt Land , og forsaavidt havde vi da mistet det ; ef fremmed Herredømme vilde berøve os vort Sprog , det eneste , der passer for os som danske , fordi at vi ikke saa godt ved ef fremmed Sprog kan udtrykke for hinanden vore Længsler og Tanker ; det eneste , der kan væræ os kjært , fordi det er vort Moders Maal , er det , vore Fædre talede . Et fremmed Herredømme vilde , kort sagt , berøve os vor Frihed og alt , hvad der er eiendommelig for os som danske ; men det kunne vi ikke undvære , thi det bruger Vorherre i sin Tjeneste under sine Førelser med os . Det er derfor en stor Løgn , naar De siger , at vi lige godt kunne tjene eller elske Vorherre , enten vi ere tyske eller danske , thi det er netop det vi ikke kunne . Siden De er saa bibelstærk , maa det vel være klart for Dem , at Vorherre igjennem alle Tider har havt for Skik at tage det eiendommelige , saavel ved hele Folkeslag , som ved det enkelte Menneske i sin Haand og brugt det i sin Tjeneste som et Middel til at føre Vedkommende til det Maal , som han vil , at vi alle skulle naae , nemlig Saligheden i hans Samfund . Heraf bliver det vel indlysende , at for os gjælder det om at holde fast paa , hvad han fortrinsviis har givet os som danske , da det for saavidt er det høieste og bedste om at gjøre ; slippe vi dette , leder det kun til , at det i Almindelighed vil blive os vanskeligere at naae vor salige Bestemmelse ; lader os derfor aldrig være ligegyldige derved , det kan staae sig daarlig nok med os endda . Hvad der gjælder om det , Vorherre har givet os i aandelig Henseende til vor Sjæls Frelse , noget lignende gjælder ogsaa om den Deel af det timelige , hvorom her er Tale ; det ene leder fil det andet , og i Forening leder det fil samme Maal . Lader os derfor alfid værne om det gode , Vorherre har givet os , af vi kunne have det som Middel fil i Forening med ham af arbejde paa vor egen Saliggjørelse , saa af vi , naar vi indtil Døden have været troe , da kunne findes værdige fil af ham af modtage Livsens Krone . “ „ Ja , jeg veed nok “ , fog Kontroleuren Ordet , „ af der i vore Dage ere visse Folk , der have for Skik ved enhver Leilighed af fale saa meget om den saakaldte danske Sag , ligesom om der ikke var andet , der var værd af tænke paa og fale om end denne . Disse Folk udmærkæ sig desuden derved , af den Mening , de en Gang have faaet , ere de saa halsstarrige i af forsvare , af de ikke afstaae derfra , selv om de endog blive overbeviste om , af den er aldeles feil ; komme de for Exempel i Tanker om , af sort er hvidt og hvidt er sort , saa skulde de for gjøre sig selv fil en „ Erasmus Montanus “ , førend de skulde afstaae fra saadan Mening . Endvidere have disse Folk for Skik af flyve midt imellem Himlen og Jorden , menende , af de fra deres høie Stade ret have saaet Syn paa , hvad der er skjult for os andre Smaafolk , medens de bestandig raabe paa Frihed , mere Frihed ! ret som om de troede , af naar deres Begjæring blev opfyldt , de da kunne flyve lige ind i Himlen . Disse grundtvigianske Sværmere ere imidlertid efter min Mening grumme liden Ære værd , og da jeg nok mærker , af De , Hr . Skolemester , er en af dem , saa betakker jeg mig for Eftertiden for Deres Underviisning i Grundtvigianismen “ . „ De kan have grumme let ved af blive fri for min Underviisning , Hr . Kontroleur , “ svarede Viggo , „ ligesom De ogsaa meget godt kunde have undgaaet den i Aften naar det ikke havde været Dem selv , der ved af komme her for paa en spottende og drillende Maade af blande Dem ind i vore Anliggender , havde nødet mig til af vende de Vaaben , hvormed de har villet saare mig , imod dem selv . Siden De imidlertid for Eftertiden beder Dem fritagen for af høre mig , saa skal De dog vide dette , af den , der deler en Mening med Grundtvigianerne , vel ikke just derfor behøver at høre med til Partiet . Jeg er ikke Grundtvigianer ; fhi var jeg dette , maatte jeg jo kunne dele alle de Anskuelser , som ere særegne for dette Parti ; men dette kan jeg ikke . Desuagtet er jeg bleven glad ved meget af det , Grundtvigianerne lære , ligesom jeg altid har følt mig vel ved at komme i Berøring med dem . Jeg kan saaledes godt være med , naar de elske deres Fædreland fremfor noget andet jordisk Gode og ikke ansee noget Offer for dyrt for dets Frelse ; ligeledes kan jeg være med , naar de elske bort Modersmaal og holde det i Ære fremfor noget andet Sprog ; jeg kan være med , naar der er Tale om at arbeide paa at bevare vor Frihed , og jeg kan være med til at dele den Mening , at det er Mennesker , Vorherre vil have i sit Rige , hvorfor det er nødvendigt , at alt det naturlige gode , der er i et Menneske , maa udvikles og opelskes , for at det kan række Christendommen Haand . Men paa den anden Side kan jeg ikke være med , naar man bestandig raaber om mere Frihed ; fhi det forekommer mig , at vi have Frihed nok , eftersom vi for Tiden vist ikke godt kunne raade med mere ; vi skulle nemlig huske paa , af Friheden nok kan gives saaledes , af den er tilstede , men det er vor Sag af tilegne os den og bruge den paa den refte Maade ; endvidere skulle vi huske paa , af Friheden ikke bestaaer i , af „ Baandene løses men deri , af de bindes saaledes , af de ikke trykke . “ Kunne vi nogen Tid naae saa vidt , af der ingen Ufuldkommenhed klæbede ved os , ja , saa vilde det for os være Frihed , naar alle Baand løstes , men saa længe vi ikke ere naaede saa vidt , maa vi sinde “ os i , af have Baand paa , ja endog være glade derved ; thi formegen Frihed i ufuldkomne Hænder bliver tøjlesløs Frihed , men det skal Friheden ikke være . Vi skulle derfor ikke spilde Tiden med uforstandig Higen efter mere Frihed , men vi skulle hellere stræbe efter af voxe saa meget , af vi kunne nytte den , vi have ; naar vi komme dertil , er det tidsnok af tænke paa mere . Endvidere kan jeg ikke være med Grundtvigianerne i adskillige Punkter , der vedrøre Christendommen ; jeg kan ikke være med til af kalde de tre Troes Artikler Vorherres Munds Ord , idet der menes , at Frelseren selv skulde have sagt dem i de fyrgetyve Glædesdage fil sine Apostle , thi det er kun en Paastand , der aldeles er blottet for ethvert historisk Beviis ; jeg kan ikke være med , naar Grundtvigianerne ikke ville lade deres Børn døbe hos andre end ligesindede Præster , ligesom de heller ikke selv ville gaae fil Alters hos andre end saadanne ; thi derved faaer det let Udseende af , at de hellige Handlingers Kraft og Betydning ere afhængige af Mennesker , medens det dog Gudskelov alle Dage er Vorherre , som ene døber og bespiser os med sit hellige Legeme og Blod , men Mennesket , der forvalter den hellige Handling , kun er et svagt Redskab i hans Haand . I disse og flere mindre vigtige Punkfer kan jeg ikke følge Grundtvigianerne “ ; jeg er saaledes altsaa ikke Grundtvigianer , og jeg kan derfor heller ikke holde Skole paa den Maade , som Grundtvigianerne bruge . “ Her tav Viggo . Imidlertid var det mere og mere gaaet op for Kontroleuren , at han havde gjort Regning uden Vært , da han bildte sig ind at kunne binde Munden paa Viggo og gjøre Ham fil Nar for Forsamlingen . Da han fornam , at hans Forsøg herpaa aldeles var faldet ud fil Viggos Fordel , gik han skamfuldt bort , og for Eftertiden havde Forsamlingen hos Strand Ro for ham og hans gode Venner ; de fik nok med hjem derfra den ene Gang , Imidlertid ville vi nu overlade Kontroleuren til sin egen Skjæbne , da det er paa Tide , vi vende tilbage til Herregaarden . Det er nu omtrent fre Aar siden , at vi med Viggo forlode Herregaarden . I denne Tid havde Viggo af og til besøgt den , men kun som en , der en Gang havde været godt kjendt med Gaardens Beboere , ikke som en , der stod dem nærmere end de fleste andre . Der var endnu heller ingen , der vidste noget om Forholdet mellem ham og Christine . Vi ville nu for en Tid lade Viggo tilbage med sin Gjærning , medens vi vende vor Gang mod Herregaarden for at høre , hvad der for Øieblikket forhandles . I en Sopha inde i Dagligstuen sidde , i det Øieblik vi træde indenfor , to Mænd , hver rygende paa en Pibe , og med et Glas staaende paa Bordet foran sig . Den ene af dem kjende vi fra forrige Tider , det er Herremanden , Hr . Povlsen ; den anden kjende vi kun af Omtale , og det er endda kun lidt , her have vi imidlertid den Lykke at faae hans velærværdige Person at see : det er Sognepræsten . „ Skaal ! Hr . Povlsen og til Lykke med Avlingen i dette Aar ! “ sagde Præsten , idet han tog sit Glas og klinkede med Herremanden . „ Nu have vi pløiet og saaet , men det er Vorherre , som skal give Væxt , “ „ Skaal ! “ sagde Herremanden , idet han reiste sig lidt i Sædet . „ Ja , vel , Hr . Pastor , det er et sandt Ord , det ; men det har jo ogsaa staaet sin Prøve i over tusinde Aar , eller hvorlænge det er , siden Profeten Josva spaaede det for Israels Børn , medens det i mange Aar slet ikke regnede i deres Land , formedelst at de vare saa ugudelige , at de gjorde Baller og saadant Narreværk til deres Gud i Stedet for ham , der giver Væxt . Hvad jeg ellers vilde sige , jeg har hørt , at Deres Nabo , Sognefogdens Avling i det sidste Aar var saa daarlig ; mon det er Tilfældet ? “ „ Det troer jeg nok , det er , „ svarede Præsten ; „ jeg har rigtignok ingen videre Forstand derpaa , men min Søn siger , at han avlede ringere end de fleste andre , uagtet han , som min Søn siger , er den dygtigste Bonde i hele Sognet fil af drive sin Gaard . “ „ Aa “ , svarede Herremanden “ , af han avler daarlig , kommer s ' gu ene af den ny Maade , hvorpaa han driver sin Gaard ; saadant noget Narreværk sknlde han lade være , saa avlede han nok ligesaa godt som andre ; det er nogle Nykker , han faaer paa Rigsdagen . Det er da ogsaa en tosset Bestemmelse , af de dumme Bønder skulle have Lov fil af komme paa Rigsdagen ; de blive snart deraf saa hovmodige , af de bilde sig ind af være ligesaa meget som vi andre , og de skal nok see , Hr . Pastor , af om faa Aar endevende de alle Ting , for saadant tosset Kram har jo ingen Forstand fil af gjøre med saadanne Ting som der forhandles paa Rigsdagen , skal jeg sige os . “ „ Ja , deri kan jeg just ikke give Dem fuld Ret “ , sagde Præsten ; „ thi der ere blandt vore Bønder mange hæderlige Mænd , som have virket meget fil Gavn for Landet og Folket ; men desuagtet veed jeg godt , af der er mange af Bønderne , der hovmode sig af den Magt , de have faaet , istedetfor at takke Vorherre for den og bruge den til noget godt , ligesom jeg ogsaa godt veed , at Ordsproget : „ Penge regjere Verden “ rigtig gaaer igjen her paa dette Punkt ; thi det er som oftest Tilfældet , at den rige Bonde , om han endog er meget dum , dog bliver foretrukken til de offenlige Bestillinger fremfor den fattige , selv om denne sidste var Pladsen langt mere voxen . Heller ikke kan det nægtes , at det er væmmeligt at komme i Berøring med en storsnudet Bonde , der , fordi han har Penge som Græs , seer i Hovmod ned paa andre , der ere langt mere oplyste og langt mere nyttige end han , fordi de have lært noget ; seer ned paa dem , ene fordi de ikke ere rige . “ „ Ja saaledes blive de , min Sjæl om nogle Aar alle sammen , “ svarede Poulsen . „ Det er ikke værd at tale mere derom , “ vedblev Præsten ; thi om dette Punkt kunne vi nu en Gang slet ikke enes , hvilket kommer af , at vi have forskjelligt Syn derpaa ; filmed var jeg ogsaa i Dag kommen i et andet Ærinde . De har sagtens hørt , at min Søn har forpagtet Søgaard ; han skal tiltræde Gaarden , saasnart han kan ; da han nu som Forpagter kan have Brug baade for en Kone og for Penge , og da han , som De jo veed , i lang Tid har havt ef godt Øie til Christine , og da endelig Forbindelsen er efter Ønske for vi gamle paa begge Sider , saa mener jeg , af det er bedst , vi gjøre Alvor af det og faae Pigens Mening af vide , saa af de kunne komme sammen , førend han modtager sit ny Hjem . “ „ Pigens Mening “ , svarede Herremanden , „ behøve vi ikke af spørge om , thi som en god og lydig Pige — og det er Christine — vil hun naturligviis rette sig efter sine Forældres Ønster . “ „ Ja , det er ogsaa godt nok “ , sagde Præsten ; „ men førend vi kunne foretage noget egenligt Skridt mod Maalet , maae vi dog have ef bestemt Ja eller Nei af hende . “ „ Det kunne vi godt faae “ , svarede Herremanden , „ skjøndt det behøves saamænd slet ikke ; saasnart vi begynde af lave til Bryllup , er jeg vis paa , af hun begynder af sye paa sin Brudestads ; thi nu har jeg bestandig mindet hende om denne Forbindelse i næsten fire Aar , og hun har aldrig sagt noget derimod . “ „ Men vel heller ikke noget derfor “ , indvendte Præsten . „ Tal nu med hende derom for af faae rigtig Besked , kom saa enten til mig eller send Bud , saa kunne bi aftale det nærmere . “ Saasnart Præsten var gaaet , kaldte Herremanden sin Dafter ind til sig og sagde : „ Nu , min Pige ! i Dag har Præsten været her . “ „ Det veed jeg nok , Fader “ , afbrød Christine , idet hun blev blussende rød i Ansigtet . „ Og han fortalte , af hans Søn , Karl , har forpagtet Søgaard og skal tiltræde den strax “ . „ Det var jo rart “ , sagde Christine . „ Og Du kan froe , Søgaard er en deilig Gaard , sikken Herlighed der er ved Søgaard . “ „ Ja , men det er jo ikke hans egen “ , indvendte Christine . „ Det kan blive . Der er nu først det smukke Vaaningshuus , som er saa smukt og godt indrettet , af selv Præsten ikke har det bedre . Og saa den deilige Udsigt over Engen og den smukke Sø ; og endelig den deilige Have . Ja , Du kan froe , af der er behageligt ved Søgaard . “ „ Ja , jeg veed nok , af der er smukt ved Søgaard “ , sagde Pigen ; „ men det kan jeg jo ingen Fornøjelse have af , det er jo ikke mig , som skal boe der . “ „ He , He , He ! Unge Piger ere altid saa undseelige ved saadant noget , som naar man snakker med dem om Giftermaal . Du veed jo nok , min Pige , af Karl i flere Aar har havt et godt Øie til Dig , og da han nu snart lrænger til en Hustru , var det i Dag Præstens Ærinde , af han skulde faae af vide baade din og vor Mening . Din Moder er jo ikke hjemme , men af vi gamle gjærne give vort Minde , følger af sig selv ; hvad Dig angaaer , saa er jeg vis paa , af Du er en forstandig og lydig Pige , der vil lade dine Forældre raade som de , der bedst forstaae , hvad der tjener til din Gavn . Du siger naturligviis ja med Glæde . “ „ Jeg synes , af jeg endnu er saa ung , Fader ; jeg er kjed af af blive gift nu “ , svarede Christine . „ Aa Snak ! “ brummede Herremanden ; „ kalder Du det saa ung , Du er nu over tyve Aar . Dine Søstre vare vel ikke over atten Aar nogen af dem , da de bleve gifte . “ „ Ja , men mine Søstre vare ogsaa mere dannede end mig , siger Moder . “ „ Aa , Du er s ' gu dannet nok ; naar Karl er fornøiet med Dig , kan andre da ogsaa være det . “ „ Maa jeg ikke nok være fri for Præstens Søn , Fader ! “ bad Christine , idet hun kjærlig faldt sin Fader om Halsen ; „ jeg er saa inderlig ked af at blive gift med ham . “ „ Hvad er det for noget ! “ udbrød Faderen barsk , idet han skød Datteren fra sig ; „ hvorfor har Du saa ikke sagt for længe siden , at Du var ked af ham . “ „ Hvorfor skulde jeg dette ? “ Saalænge han ikke havde forlangt mig , vidste jeg jo ikke , enten han vilde have mig eller ei . “ „ Er Du ogsaa gal , Unge ! “ udbrød Faderen , idet han ved at tænke paa , hvormeget han var bleven skuffet her , blev mere og mere vred . „ Er Du gal ; at Du skyder saadant et Tilbud fra Dig ; Du kunde blive Præstens Sønnekone , og nu siger Du nei og gjør os alle til Narre baade dine Forældre og Præstefamilien . Nu skal Du have ham , enten Du vil eller ei ! Du kan være overbeviist om , at der ikke skal blive spurgt om dit Samtykke tiere . “ „ Der skal dog til syvende og sidst spørges om mit Samtykke i en Sag , der angaaer mig saa meget “ , svarede Christine og reiste sig stolt . „ Ja , jeg skal nok vise Dig , Du ulydige Tøs , hvem der skal raade her “ , brummede Herremanden , idet han gik ud af Stuen og slog Døren i efter sig . „ Uh , hvor det dog er forskrækkeligt at have saadanne ulydige Børn . Den Satans Unge ! Ja , jeg skal lære hende noget andet end at gjøre skikkelige Folk til Narre . Kan jeg være det bekjendt for Præsten , jeg , der var saa vis i min Sag . Have ham skal hun enten hun bliver viis etler gal ! “ Saaledes brølte Herremanden , idet han løb omkring inde i Stald og Lade som en gal Mand søgende noget , som han kunde stille sin Harme paa . Men eftersom han ikke hersteds var saa huusvan som i Dagligsluen eller i Sovekammeret , saa kunde han for Øieblikket ikke træffe paa noget , som han fandt værdig til at være Gjenstand for hans Vrede . Imidlertid lagde Vreden sig lidt , og han gik tilbage til Dagligstuen , tændte sin Pibe og satte sig i Sophaen i en Stilling , som han lagde Planer . Da han havde siddet saaledes omtrent en halv Times Tid , nikkede han med Hovedet , og idet et veltilfreds Smil spillede om hans Mund forlod han Værelset sigende til sig selv : „ Nei , lille Christine , saaledes lader Herremanden sig ikke pille Kartofler med , det kan Du stole paa ! “ Strax efter kom Fruen hjem , men hun traf hverken sin Mand eller Christine i Dagligstuen . Christine hørte hende fra sit Kammer og gik derfor ind for at tage imod hende . At Pigen var forknyt og forgrædt , vilde ikke været undgaaet selv en fremmeds Opmærksomhed , om en saadan havde været tilstede i det Øieblik , da hun lukkede Døren op og traadte ind i Stuen til sin Moder ; men Moderen var nu som sagt en Gang saa van til ikke at lægge Mærke til hende , at hun heller ikke nu øpdagede det mindste usædvanligt ved Christine . „ Kald paa din Fader ! “ sagde hun til Datteren , idet hun begyndte af løse op for en Pakke , hun havde lagt fra sig paa Bordet . I det samme kom Herremanden smilende ind ad Døren . „ Velkommen hjem , Mutter ! “ „ Tak ! “ svarede Fruen . „ Her skal Du see , Fatter , en Prøve af noget yndigt Tøi , jeg saae hos Præstekonen . “ „ Præstekonen ! “ udbrød Povlsen ; „ har Du talt med Præstekonen i Dag ? “ „ Ja “ , svarede Fruen ; „ det var ikke min Bestemmelse , af jeg vilde have været hos Præstens i Dag ; men som jeg sad allerbedst og talede med Sognefogdens Kone , kom Præstekonen derind , og saa var der da hverken Raad eller Redning , jeg maatte da med hjem . “ „ Var Præsten da hjemme ? “ „ Nei ; Fruen sagde , af han var gaaet herop i et vigtigt Ærinde . Har han ikke været her ? “ „ Jo “ . „ Ja , saa skal der vel snart være Bryllup her . Jeg har derfor tænkt , af en saadan Kjole vilde klæde Chrisfine nydelig paa hendes Bryllupsdag . Skulle vi derfor ikke suskribere paa noget af det Slags Tøi ? “ „ Aa Snak “ , svarede Herremanden , „ man suskriberer ikke paa Tøi ; det er kun paa Aviser . Forresten maa I lave til med Brylluppet , saasnart I kunne ; alt er aftalt mellem mig og Præsten . “ Men alt var ikke aftalt mellem ham og Præsten , derfor red Herremanden næste Morgen til Præstegaarden . Her fortalte han , at Christine rigtignok havde talt om , at hun var vel ung ; men det havde ikke noget at betyde , eftersom det var saaledes hendes Væsen osv . , hvorfor der gjærne kunde begyndes med Forberedelserne til Giftermaalet , og at det var bedst , det kom i Stand jo før jo bedre . Præsten lod sig nu sige hermed ; alle Forberedelserne til Giftermaalet mellem Præstens Søn og Herremandens Datter bleve gjorte , der blev lyset fra Prædikesfolen første Gang , og alt var som baade klappet og klart . Imidlertid vidste Fru Poulsen ligesaalidt som Præstefamilien noget om Christines Vægring . Tanken om , hvad der forestod hende , havde dog rystet Christine saa stærkt og blegnet hendes smukke Kinder saameget , at hendes Moder nødvendigviis maatte lægge Mærke dertil ; hun troede da , at det var en Følge af Tanken om det ny Forhold , hun nu snart skulde ind i , og naar hun spurgte Christine om , hvorfor Hun var saa bleg , fik hun altid det Svar , af det havde intet af betyde . At hendes Fader ikke vilde aabenbare hendes Vægring , fordi han saa hos Præsten frygtede af finde Modstand , det kunde hun nok mærke ; og af hendes Moder heller ikke var underrettet derom , kunde hun ogsaa fornemme . Flere Gange var hun fast bestemt paa af sige hendes Moder alt og ret inderlig bede hende om Hjælp , men ligesaa mange Gange opgav hun det igjen , da hun vidste , af denne i langt høiere Grad end hendes Fader holdt paa Forbindelsen med Præstefamilien . Hun turde derfor ikke sige Moderen , hvorledes det forholdt sig med hende , da hun var bange for af hende af faae en Prædiken af langt værre Art end den , hun havde faaet af Faderen ; altsaa tav hun . Saaledes maatte hun gaae ene med sin Sorg , og hun havde ingen , hos hvem hun kunde udøse sit forpiinte Hjærte . Havde hun da slet ingen ? Jo , hun havde to , Vorherre og sin kjære Viggo . Men Viggo kunde hun ikke komme fil , ellers var hun overbeviist om , af han strax vilde aabenbare alt angaaende sit Forhold fil hende og saaledes skaffe hende ud af den Mulige Stilling , hvori hun befandt sig . At der vilde komme fil af staae et haardt Slag , naar Grunden til hendes Vægring blev bekjendt , indsaae hun nok , men naar hun havde sin kjære Viggo til af dele Følgerne af Forældrenes Vrede med sig , syntes hun , ingen saa slem Sag det vilde blive . Det var derfor hendes inderligste Bøn til Vorherre , af han vilde sende Viggo inden Præstens Søn kom til Gaarden ; thi blev Sagens sande Sammenhæng ikke aabenbaret forinden , hvorledes skulde hun saa forholde sig lige overfor ham ? Dog Viggo maatte komme forinden , det kunde bestemt ikke feile ; han kom jo dog ellers saa tidt ; og naar han fik af høre , af der var lyset fra Prædikestolen , maatte han nødvendigviis komme og frelse sin kjære Christine . I saadanne Tanker gik hun hver Aften ud i Heden ad den Kant , hvorfra Viggo maatte komme ; men hun gik forgjæves mange Aftener , Viggo kom ikke . Imidlertid blev hun ved af gaae , thi han maatte dog komme ; og hvis han ikke kom , ja , saa vilde hun løbe over Klitterne til ham om Natten , naar hendes Forældre sov ; der var dog knap en Miil imellem dem , den Tuur kunde hun godt gjøre om Natten ; hun maatte have falt med ham . Og saa gik hun op paa den høieste Bakke , hun kunde finde , og her sad hun og stirrede efter ham , saalænge der var en Smule Daglys tilbage paa Himlen . Snart var en Lyngtop histhenne ved Veien hendes kjære Viggo ; snart var en Tot af Marehalmen ved Stien , som hisset førte over Bakken , ogsaa ham ; hun kunde see , hvorledes disse Gjenstande voxede , som kom de sfridende op bag Bakkerne og ned paa den anden Side hen imod hende ; men de naaede hende ikke , de bleve staaende ubevægelige ; og saa løb en Strøm af Taarer , Savnets og Forladthedens Smertenstaarer , ned over hendes blege Kinder . De naturlige Omgivelser , som ellers altid havde kunnet opløste hendes Sjæl og kunnet stemt den til højtidelig Glæde , syntes hendes saa øde og sørgelige ; alle de store graa Sandbakker syntes hende lige saa mange Billeder af hendes strenge Fader , og Marehalmens stride Totter bleve til Svøber i hans Haand , hvormed han vilde drive hende bort fra hendes Hjærtes Elskede hen til at leve et Liv sammen med Karl , et Liv , der syntes hende mere sørgeligt og øde end den sorte Lyngslette , der laa bag hende . I hendes Indre krydsede Tankerne og Forestillingerne hinanden i vild Uorden ; men omsider vandt de Skikkelse og fandt Udfryk i følgende Kvad : O , hvor bruser det vildt ! o , hvor hæver min Aand I mit Indre ! Skal mit Livs Lykke briste ? Skal en Iistap-Haand Den forhindre ? Skal da Raahed opløse det fagreste Baand ? O , kom dog , min Ven , med din frelsende Haand ! Ellers brister mit Haab ; og ei nøies min Aand Med et mindre ! O , nei ! Barndom-Drømmen saa lys og saa smuk Skal ei svinde ! Opløft kun dit Blik , iil bag Bakken og pluk Dit Kjærrminde ! Der du i Skjærsommer det prangende seer , Mens Solen , den skinner , og Lærken , den leer , Thi skal da dit Mishaab ei gjør , at du seer Det at svinde ! „ Men hvad seer jeg histhenne mellem Bakkerne ? Er det after en Lyngtop , der vil skuffe mig ? Nei , det kan jeg da see , bevæger sig . — Men det er vel ikke ham . — Jo , Gud være evig takket ! det er ham . “ Og med inderlig Glæde løb hun Ham imøde og sank i hans Favn , idet hun udbrød : „ O , Gud skee evig Lov og Tak , at du kommer ! Hvor jeg dog har længtes efter dig , kjære Viggo ! “ „ Men Gud hvad feiler dig , elskede Pige ? udbrød Viggo , da han saae hendes blege Kinder ; „ og hvad er det de have for med dig ? “ Christine fortalte ham det hele . „ Saa var det dog alligevel Sandhed , hvad jeg har hørt , “ sagde Viggo , da han havde hørt Christines Fortælling til Ende . „ Folk have rigtignok talt om , at du snart skulde giftes med Præstens Søn , og at der allerede var lyset for eder ; men jeg froede det ikke ; thi jeg var overbevist om , at dine Forældre ikke vilde tvinge dig , og at du , min egen Pige , ikke kunde svige mig , derom har jeg aldrig næret nogensomhelst Tvivl . “ „ Nei , kjære Viggo , dig kan jeg ikke forlade , hvorledes det end saa skal gaae ; de faae at gjøre med mig saa , hvad de ville , “ sagde hun og fæstede Blikket paa ham , idet Taarerne randt ned paa hendes blege Kinder . „ Ja , græd nu ikke , min egen Christine ! “ sagde Viggo , idet han trykkede hende nærmere til sig ; „ jeg skal kysse alle dine Taarer bort ; og naar du er nær hos din kjære Viggo , skal ingen faae Lov fil af gjøre dig Fortræd , det kan du være vis paa . Ere dine Forældre hjemme nu ? “ „ Det troer jeg , “ svarede hun . „ Lader os da gaa lidt omkring her i Heden , af vi kunde forberede os paa , hvad der vil møde os hjemme , “ sagde Viggo . Derpaa vandrede de Arm i Arm ind over Heden henimod deres Barndoms Høi . „ O , hvormange Timer vi have tilbragt sammen her , min Ven , da vare vi glade og lykkelige , men i Aften — . “ „ Vær nu blot ikke saa forknyt min Pige ; stol kun paa den kjære Gud , saa skal Sagen nok faae et godt Udfald . Jeg synes , jeg har godt Mod paa det , vi nu gaae imøde ; i hvert Fald er jeg inderlig glad over , af Tiden endelig er kommen , da vort Forhold , hvortil kun Vorherre nu i over fre Aar har været Vidne , dog en Gang kan blive aabenbaret ogsaa for Verden . “ „ Under denne Samtale havde de naaet deres Høi ; de satte sig paa dens Top , hvor der endnu viste sig Spor af den Bænk , de en Gang i Forening havde opført , og hvorpaa de saa mangen Gang havde siddet sammen . De sade en Stund tavse , idet snart de hvide Bakker mod Vesf , som Mannen beskinnede med sit blege Lys , snart Herregaarden var Gjenstand for deres Stirren . Endelig sagde Viggo : „ Min egen Christine ! Det var her ved denne Høi , af vore Veie første Gang mødtes ; her var det , vi en Gang i Guds Navn knyttede det Baand , der skal sammenbinde os for hele Livet ; , lader os nu herfra Lede Vorherre , af han vil følge med os til dit Hjem i Aften for der af give vor Sag et godt Udfald . “ Og , idet Viggo trykkede Christine til sit Bryst , foldede han sine Hænder og bad sit Fadervor . Saasnart han havde sagt Amen , reiste de sig ; Maanens sidste blege Straaler faldt paa Sandbankerne , og tavse , men med hurtige Skridt ilede de mod Herregaarden . Da Viggo og Christine traadte ind i Dagligstuen , traf de der baade Herremanden og Fruen . Saasnart Viggo havde hilset fortalte han uden mindste Omsvøb sit Forhold til Christine hvorpaa han tilføjede , af han nu kom for af bede hendes Forældre om hendes Haand . Ved disse Ord blev Herremanden saa forbavset af han tabte sin Pibe af bare Forskrækkelse , og Fruen gabede , som vilde hun sluge baade Viggo og Chrisfine , hvilken sidste ængstelig trykkede sig op til sin Ven ventende paa , hvad Udfaldet vilde blive . Herremanden sad et Øieblik , ligesom han tilligemed Piben havde fabt baade Næse og Mund ; men omsider sprang han op fra Sophaen , idet han udbrød : „ Jeg froer , Fanden plager — ! Nu , saa det var derfor , du ikke vilde — “ „ Have Præstens Søn “ , tilføjede Viggo , „ og desuagtet vilde hendes Fader tvinge hende og gjøre hende ulykkelig . “ „ Og der var ingen Ting i Veien med dig , lille Blegnæb ! “ sagde Moderen som nu endelig var kommen til sig selv , „ og du vilde ikke sige — “ „ Hold du Kjæft , Mutter ! “ raabte Povlsen . „ Ja , jeg veed nok “ , sagde Viggo , „ at vi burde for længe siden have gjort Eder bekjendt med vort Forhold ; men det faae I at tilgive os , da vi — “ „ Ja , jeg faaer at tilgive Eder ! “ brølte Herremanden , idet han løb frem og tilbage i Stuen som en Rasende ; — „ Ja , jeg faaer at være Nar for alle Mennesker ! — Ja jeg faaer af tilgive dig , du Kvinderøver ! — Nu , det er Lønnen , jeg skal have for alt godt , jeg har gjort dig ! — Pak du dig bort ud af mit Huus og det paa Timen , eller jeg skal lade — ! “ „ Jeg skal nok gaa “ , sagde Viggo sagtmodig , „ skjøndt det gjør mig ondt af skilles fra Eder paa en saadan Maade ; men alligevel vil jeg først , af I skal love mig ikke af gjøre Christine ulykkelig , “ „ Ulykkelig ! — Ja , jeg skal — . Den lede Tøs ! — Reis ad Helvede til begge to ! “ „ Aa Fader ! “ stammede Christine , idet hun fæstede sine yndige forgrædte Øine paa ham . „ Ti ! Du ulydige Unge ! “ brølte Faderen ; „ reis , som jeg siger , ad Helvede til med din — din — din — Viggo ! Paa Døren med jer begge og det strax ; jeg vil ingen af jer see tiere for mine Øine ! “ Viggo , der nok mærkede , af Herremanden ikke var til af tale til Rette , forlod derfor øjeblikkelig Stuen , fulgt af Christine . De standsede udenfor Gaarden . Aftenen var klar og stille ; men i deres Indre brusede det vildt . En Stund stode de tavse , mens Viggo holdt den grædende Pige i sin Favn . „ Vil Du forlade dette Sted for af følge mig ? “ spurgte han omsider . Chrisfine svarede intet , men fulgle ham tavs hen ad Huulveien , der fører til hans Hjem . Inden næste Aften vare Viggo og Chrisfine Mand og Kone . Herremanden var nalmindelig hastig til af blive vred , og i sin Vrede var han uforstandig og ubillig ; det varede dog sjeldent længe , inden de hæslige Udbrud af Vreden lagde sig , men den , han en Gang var bleven vred paa , kunde han næsten aldrig tilgive . Overfor Viggo og Chrisfine syntes det ham dog , da han havde slaaet sig lidt , af han var gaaet for vidt og allerede samme Aften fortrød han sin Opførsel imod dem . Naar han tænkfe lidt sundt over Sagen , saa havde dog ingen af dem gjort noget saa slemt , hvorfor de fortjente en saadan Medfart ; det var dog en egen Sag af vise sit eget Barn Døren , fordi hun ikke vilde føie sine Forældre i det , hvorom her var Tale , Fruen derimod var rasende vred og fnyste af Harme over Viggo , ver var Skyld i , af hendes stolte Drømme om Forbindelsen med Præstefamilien nu vare blevne til intet , da han saa pludselig havde giftet sig med Christine . Imidlertid var der paa Herregaarden ingen , der brød sig noget om hendes Vrede , hvorfor hun fik Lov til at gjøre sig selv god , og det gjorde hun da ogsaa ; dog vilde hverken hun eller Herremanden see enten Viggo eller Christine , langt mindre tillade , at de betraadte Herregaardens Grund . Imidlertid skred Tiden . Et Par Aar efter sit Giftermaal blev Viggo forflyttet til et bedre Embede ; han og Christine besade ikke meget af det , denne Verden kalder Rigdom ; men desuagtet var deres Hjem saa yndigt og lyst , thi Kjærligheden sad paa Højsædet derinde . Hvad Herregaardens Beboere angaaer , saa gik det med dem , som det kunde , men ikke altid som det skulde ; med Christine var ligesom Lykken og Velsignelsen flyttet bort fra Gaarden , og det gik mere og mere tilbage for Povlsen , hvorfor han endog fænkte paa at stille sig ved sin Eiendom . I den Anledning talte han med de to Mænd , der vare gifte med hans ældste Døttre , men ingen af dem havde Lyst til at forlade deres gode Eiendomme for at overtage den „ skarpe “ Herregaard med de sandede Jorder , ligesom de heller ikke gjorde sig noget ud af af have Herremanden og Fruen i Huset . „ Hvad skulle vi saa gjøre ? “ tænkte Povlsen ; „ sælge Gaarden til en fremmed paa den Betingelse , af Kjøberen skal bygge os et Hus her ved Siden af og give os Aftægt ? Ja , det kunde jo gjøres saaledes ; men det vil dog blive kedeligt ikke af være pleief af sin egne paa sine gamle Dage . “ „ Hør Mutter ! “ sagde Povlsen en Dag til sin Kone , „ hvad om vi gjorde Alvor af af sælge Gaarden og flyttede ind til Viggo og Christine . “ „ Troer du , af de ville give deres Minde dertil , saaledes som vi have behandlet dem ? “ „ Ja , det er jeg vis paa ; de have jo dog altid begge to været saa gode ; det var blot denne ene Gang , af — men det er jo ikke værd af tænke mere derpaa , skulle vi nu ikke lade det være glemt , Mutter ? — Jeg troer , af jeg imorgen den Dag reiser hen til dem , jeg længes saa inderlig efter dem begge . “ „ Hvad om jeg fulgte med , lille Fatter ; nu har jeg i hele fre Aar ikke seet Christine ; det er dog kjedeligt saaledes af leve adskilt fra alle sine Børn . Ja , lader os gjøre Alvor af det ; saa meget , som vi have her , kunne vi dog ikke drages med , nu vi blive gamle . “ Et Par Maaneder efter denne Samtale flyttede Herremanden og hans Kone ind til Viggo , der hellere end gjærne tog imod dem , da han følte , af han havde en gammel Gjæld til dem af afbetale . Imidlertid behøvede han ikke af have nogen Udgift paa dem , thi ved Salget af deres Hjem var der blevet saameget tilovers , af det var meget mere end tilstrækkeligt til deres Underholdning . Men selv om dette ikke havde været Tilfældet , vilde det ganske vist have været Viggos største Glæde af forsørge dem ; nu havde han ikke Leilighed til andet end af gjøre dem deres Alderdom saa lys og glædelig som muligt , og det gjør baade han og Christine efter bedste Evne . Fruen er imidlertid nu for længere Tid siden gaaet til Hvile , men gamle Povlsen er endnu baade rask og rørig . Han holder endnu meget af af sidde i Sophaen og ryge paa sin Pibe , og fra denne sin Yndlingsplads , medens en lille Povlsen gynger paa Hans Knæ og en lille Karen staaer paa Sophaen ved Siden af ham og leger med hans sneehvide Lokker , lader han af og til et Ord falde om , at det dog var godt , han ikke blev sin Beslutning froe , som han tog hiin Aften , da han i sin Vrede truede , at han ikke mere vilde see Viggo og Christine for sine Øine .